ISSN 1725-2393

Den Europæiske Unions

Tidende

C 77

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

52. årgang
31. marts 2009


Informationsnummer

Indhold

Side

 

III   Forberedende retsakter

 

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

 

447. plenarforsamling den 17. og 18. september 2008

2009/C 077/01

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastsættelse af præstationsnormer for nye personbilers emissioner inden for Fællesskabets integrerede tilgang til at nedbringe CO2-emissioner fra personbiler og lette erhvervskøretøjerKOM(2007) 856 endelig — 2007/0297 (COD)

1

2009/C 077/02

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om sikkerhedskrav til legetøjKOM(2008) 9 endelig — 2008/0018 (COD)

8

2009/C 077/03

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Et indre marked for Europa i det 21. århundredeKOM(2007) 724 endelig

15

2009/C 077/04

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Et europæisk initiativ til udbredelse af mikrokreditter for at fremme væksten og beskæftigelsenKOM(2007) 708 endelig/2

23

2009/C 077/05

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater (dichlormethan)KOM(2008) 80 endelig — 2008/0033 (COD)

29

2009/C 077/06

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 68/151/EØF og 89/666/EØF for så vidt angår krav til visse typer selskaber i Fællesskabet om offentliggørelse og oversættelseKOM(2008) 194 endelig — 2008/0083 (COD).

35

2009/C 077/07

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF for så vidt angår visse oplysningskrav til mellemstore selskaber og kravet om udarbejdelse af konsoliderede regnskaberKOM(2008) 195 endelig — 2008/0084 (COD)

37

2009/C 077/08

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om foreskrevne påskrifter og skilte på to- og trehjulede motordrevne køretøjer (Kodificeret udgave)KOM(2008) 318 endelig — 2008/0099 (COD)

41

2009/C 077/09

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv …/…/EF af […] om førersæder til landbrugs- og skovbrugshjultraktorer (Kodificeret udgave)KOM(2008) 351 endelig — 2008/0115 (COD)

41

2009/C 077/10

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv på selskabsrettens område om enkeltmandsselskaber med begrænset ansvar (Kodificeret udgave)KOM(2008) 344 endelig — 2008/0109 (COD)

42

2009/C 077/11

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. …/… af […] om det supplerende beskyttelsescertifikat for lægemidler (Kodificeret udgave)KOM(2008) 369 endelig — 2008/0126 (COD)

42

2009/C 077/12

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fremme af anvendelsen af vedvarende energikilderKOM(2008) 19 endelig — 2008/0016 (COD)

43

2009/C 077/13

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Støtte til hurtig demonstration af bæredygtig elproduktion fra fossile brændstofferKOM(2008) 13 endelig

49

2009/C 077/14

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om den første vurdering af de nationale energieffektivitetshandlingsplaner, jf. direktiv 2006/32/EF om energieffektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester — Samarbejde om forbedring af energieffektivitetenKOM(2008) 11 endelig

54

2009/C 077/15

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Tingenes internet

60

2009/C 077/16

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om kreativt online-indhold på det indre markedKOM(2007) 836 endelig

63

2009/C 077/17

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2005/35/EF om forurening fra skibe og om indførelse af sanktioner for overtrædelserKOM(2008) 134 endelig — 2008/0055 (COD)

69

2009/C 077/18

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fremme af grænseoverskridende retshåndhævelse på trafiksikkerhedsområdetKOM(2008) 151 endelig — 2008/0062 (COD)

70

2009/C 077/19

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Internationale forhandlinger om klimaændringer

73

2009/C 077/20

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fødevareinformation til forbrugerneKOM(2008) 40 endelig — 2008/0028 (COD)

81

2009/C 077/21

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om markedsføring og anvendelse af foderKOM(2008) 124 endelig — 2008/0050 (COD)

84

2009/C 077/22

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Hvordan påvirkes de industrielle værdikæder i Europa af den aktuelle udvikling på energimarkederne?

88

2009/C 077/23

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Hvidbog — Sammen om sundhed: En strategi for EU 2008-2013KOM(2007) 630 endelig

96

2009/C 077/24

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Udvidelse af foranstaltningerne til bekæmpelse af forskelsbehandling til andre områder end beskæftigelse og argumenterne for ét altomfattende direktiv om ikke-forskelsbehandling

102

2009/C 077/25

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Flersprogethed

109

2009/C 077/26

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Hensyntagen til ældres behov

115

2009/C 077/27

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Mod en afbalanceret udvikling af bymiljøet: Udfordringer og muligheder

123

2009/C 077/28

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EU's økonomi: Oversigt 2007 — Flytning af Europas produktivitetsgrænse (Initiativudtalelse)

131

2009/C 077/29

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg: Anvendelsen af foranstaltninger til bekæmpelse af misbrug inden for direkte beskatning — i EU og i relation til tredjelandeKOM(2007) 785 endelig

139

2009/C 077/30

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Styreformer og partnerskab på nationalt og regionalt niveau og et grundlag for projekter inden for regionalpolitikken (Anmodning om udtalelse fra Europa-Parlamentet)

143

2009/C 077/31

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets direktiv om afgiftsfritagelse ved privatpersoners endelige indførsel af personlige ejendele fra en medlemsstat (Kodificeret udgave)KOM(2008) 376 endelig — 2008/0120 (COD)

148

2009/C 077/32

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EU-Afrika-strategien

148

2009/C 077/33

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forbindelserne mellem EU og Ukraine: En ny dynamisk rolle for civilsamfundet

157

DA

 


III Forberedende retsakter

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

447. plenarforsamling den 17. og 18. september 2008

31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/1


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastsættelse af præstationsnormer for nye personbilers emissioner inden for Fællesskabets integrerede tilgang til at nedbringe CO2-emissioner fra personbiler og lette erhvervskøretøjer«

KOM(2007) 856 endelig — 2007/0297 (COD)

(2009/C 77/01)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 22. februar 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-parlamentets og Rådets forordning om fastsættelse af præstationsnormer for nye personbilers emissioner inden for Fællesskabets integrerede tilgang til at nedbringe CO2-emissioner fra personbiler og lette erhvervskøretøjer.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Edgardo Maria Iozia til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 15. juli 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 447. plenarforsamling den 17. september 2008 følgende udtalelse med 140 stemmer for og 4 imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU har i sine udtalelser om reduktion af CO2-emissioner altid klart støttet alle Kommissionens lovforslag, der sigter mod at nå konkrete og synlige mål for reduktion af drivhusgasemissionerne, da dette betyder et afgørende bidrag i kampen mod klimaændringerne.

1.2

EØSU tilslutter sig forordningens målsætninger om tiltagende, konkrete reduktioner af CO2-emissionerne og forslaget om at nå målet om 130 g/km inden 2012 ved hjælp af forbedringer af bilmotorteknologien.

1.3

Udvalget ser desuden gerne, at alle de berørte parter engagerer sig, således at man ved hjælp af en integreret tilgang kan nå målet om 120 g/km inden 2012 i overensstemmelse med, hvad Kommissionen bebuder i sine meddelelser fra februar 2007. Udvalget opfordrer Rådet og Europa-Parlamentet til hurtigt at vedtage al lovgivning, der kan have en positiv indflydelse på kampen mod klimaændringerne.

1.3.1

EØSU anbefaler ligesom Europa-Parlamentet, at Kommissionen opstiller nogle langsigtede målsætninger: Det vil være nødvendigt at finde nogle mere modige løsninger for 2020.

1.4

EØSU håber især på en hurtig vedtagelse af direktivforslag KOM(2005) 261 endelig om afgifter på personbiler samt en forbedring af direktiv 1999/94/EØF om adgang til forbrugeroplysninger om brændstoføkonomi og CO2-emissioner og opfordrer Kommissionen til at koordinere og foreslå tiltag vedrørende reklame og markedsføring i bilbranchen for at fremme biler med bedst brændstoføkonomi.

1.5

Det forekommer nødvendigt at vælge et specifikt lovindgreb over for automobilsektoren for at afslutte den periode, hvor virksomhederne gav frivillige tilsagn, eftersom disse tilsagn har vist sig at være utilstrækkelige til at nå de opstillede mål, selv om de har været prisværdige, da der er sket store fremskridt, hvad angår forbedringer af bilernes ydeevne mht. reduktion af CO2-emissioner.

1.6

EØSU bifalder strategien og det påtænkte forløb, men forlanger, at foranstaltningerne er gennemførlige i praksis, og at der sker en korrekt afvejning af hensynet til de påkrævede miljøforbedringer, beskæftigelsen i en industrisektor med 13 mio. ansatte og de europæiske virksomheders konkurrenceevne i en sektor af strategisk betydning for europæisk økonomi.

1.7

EØSU ser positivt på, at man har valgt en forordning som retsinstrument, da det kan sikre omgående overholdelse af de beslutninger, der træffes, hvorved man undgår eventuelle konkurrenceforvridninger. En nøje vurdering og en mere generel enighed om tidsfristerne og det konkrete grundlag for de foreslåede foranstaltninger er afgørende for kun at fastholde og styrke de europæiske virksomheders konkurrenceevne på det globale marked og for at hindre, at der internt opstår kunstige fordele for nogle af sektorens forskellige produktionssegmenter.

1.8

EØSU opfordrer i den sammenhæng Kommissionen til at overveje muligheden for at erstatte den nuværende metode til fastsættelse af specifikke CO2-emissionsgrænser, som udelukkende er baseret på køretøjets masse (som anvendes i Japan), med en metode, der inddrager alternative parametre som f.eks. bilens fodaftryk (akselafstand gange sporvidde), som allerede anvendes for varebiler i USA.

1.9

EØSU opfordrer til at sætte mere fokus på hældningen af den lineære funktion (hældningsprocent), da den har direkte indflydelse på de omkostninger, der skal fordeles på fabrikanterne. Kommissionen siger selv i sit resumé af konsekvensanalysen, (SEK(2007) 1724): »Anvendelsen af disse kriterier peger ud fra den første analyse på, at der på nuværende tidspunkt bør foretages en yderligere overvejelse af en hældning mellem 50 grader og 80 grader for at ramme en balance mellem fabrikanterne«, hvorved den indirekte indrømmer, at en konsekvensanalyse om så ømfindtligt et emne i høj grad bør forbedres. Valget af en hældning på 60 grader løser ingen problemer, men risikerer at udløse en konflikt med visse fabrikanter, der mener, at et sådant valg hverken er retfærdigt eller afbalanceret. EØSU anbefaler, at det endelige valg træffes på baggrund af grundige og omfattende overvejelser, således at det hverken indebærer fordele eller ulemper.

1.10

Gennemførelsen af afgifterne i forordningens artikel 7 er ligeledes et aspekt, der kræver nøje overvejelser. EØSU er enigt i at indføre afgifterne, fordi de har en afskrækkende effekt, men mener ikke, at den stejle udviklingskurve gør det muligt for den europæiske bilindustri at tilpasse hele sektoren til disse værdier i tide. Foranstaltningerne synes ude af proportioner sammenlignet med foranstaltningerne i andre sektorer, og de rammer i sagens natur ikke hhv. de små og mellemstore bilfabrikanter og de store bilfabrikanter i samme omfang, men lægger relativt større byrder over på for førstnævnte.

1.11

EØSU mener, at disse foranstaltninger, der efterhånden bliver meget omfattende, i sidste ende afspejles i salgspriserne og dermed væltes over på forbrugeren, eventuelt med en konkurrenceforvridende effekt, og det bremser udskiftningen af bilparken. EØSU opfordrer Kommissionen til at sikre, at eventuelle ressourcer fra denne foranstaltning bliver inden for bilsektoren, og at de bruges dels som et incitament til at udskifte de mest forurenende køretøjer, dels til oplysningsprogrammer, der skaber forøget opmærksomhed om CO2-emissionsgrænserne på købstidspunktet, samt indgår som et bidrag til de omfattende midler, der er behov for på forsknings- og udviklingsområdet.

1.12

I betragtning af betydningen af de potentielle resultater mener EØSU, at den videnskabelige forskning spiller en afgørende rolle for sektorens forventede fremskridt, ud fra en antagelse af, at man efter den indledende fase, hvor man kan opnå de ønskede resultater ved at anvende eksisterende teknologi, må forvente, at fremtiden kræver »et teknologisk brud med det eksisterende«, hvis man skal op på et højere teknologisk niveau.

1.13

Efter EØSU's mening kræver en satsning på forskningen omfattende ressourcer og en vedvarende politisk indsats. Ført og fremmest er der behov for at koordinere de igangværende initiativer i de enkelte medlemsstater, på universiteterne og i alle de teknologiske ekspertisecentre på de forskellige planer, og producenternes direkte deltagelse skal samtidig forberedes og fremmes.

1.14

EØSU mener i den sammenhæng, at hele forskningsverdenen kunne mobiliseres, hvis der skabes et specifikt Fælles Teknologi Initiativ (JTI) for bilsektoren.

1.15

EØSU mener ikke, at konsekvensanalysen virker tilstrækkelig tilbundsgående, hvilket også påpeges af det udvalg, der har vurderet konsekvensanalysen. I dokumentet, SEK(2007) 1725, stilles der således krav om at forklare dels, hvilke konsekvenser forordningen evt. kan have for opnåelsen af målsætningerne, og samtidig kræves en redegørelse for eventuelle afvigelser fra de forventede resultater iht. Tremove-modellen. Der bør foretages yderligere undersøgelser af andre følsomme variabler som f.eks. brændstofprisen og autonom masseforøgelse (AMI). Der bør foretages en mere indgående analyse og vurdering af de regionale konsekvenser, navnlig for beskæftigelsen, leverandørvirksomhederne i bilsektoren og den internationale konkurrenceevne.

1.16

EØSU mener, at hvis en så omfattende strategi skal krones med held, er det nødvendigt at iværksætte nogle passende ledsage- og forsvarsinstrumenter i forhold til den eksisterende erhvervsstruktur i Europa for dermed at forsvare og eventuelt styrke den nuværende konkurrenceevne og sikre de arbejdspladser af høj kvalitet, der findes i sektoren. EØSU ser gerne, at der indføres en »indfasningsordning«, som ikke sætter målet for 2012 lavere end 80 % af det endelige mål, og som progressivt øger denne grænse for til sidst at nå det endelige mål senest i 2015.

1.17

En vigtig betingelse for at nå miljømålsætningerne og beskytte konkurrenceevnen er, at emissionsgrænserne pålægges samtlige køretøjer, der sælges i Europa, men som er fremstillet uden for EU. Disse grænser vil være gældende for importerede køretøjer.

1.18

EØSU ser det foreliggende forslag som begyndelsen på et forløb, der behandler de transportrelaterede miljøproblemer på et overordnet plan, og opfordrer Kommissionen til hurtigt at udarbejde en passende lovgivning, der kan imødegå problematikken omkring reduktion af CO2-emissionerne fra lette erhvervskøretøjer, tunge køretøjer og tohjulede køretøjer og til at indsamle alle emissionsoplysninger om disse køretøjer.

1.19

EØSU påpeger, at selv om der føres en omfattende sektorpolitik på bilområdet, opfylder man ikke dermed de mere omfattende forpligtelser på det overordnede transportpolitiske område. Sektorpolitikken fungerer blot som en afgørende rettesnor, som kan lede hele sektoren på vej mod de miljømæssige målsætninger, som andre dele af europæisk erhvervsliv allerede har nået.

1.20

EØSU fremhæver og håber, at man sideløbende med de bebudede foranstaltninger, som er målrettet sektoren, også søger at nå de ønskede resultater ved at sætte ind på transportefterspørgselssiden. EØSU mener, at det er afgørende at fremme en stram politik med overførsel af stadigt større og mere omfattende kvoter fra vejtransport til transportformer, som genererer mindre mængder drivhusgasser, som f.eks. jernbanetransport, søtransport, kollektiv transport, ideelt set med transportmidler med meget lave emissioner.

1.21

Med den nuværende formulering er EØSU ikke enigt i den foreslåede midlertidige undtagelsesbestemmelse i forordningens artikel 9 pga. den åbenlyse forskelsbehandling af fabrikanterne. Det er efter EØSU's mening afgørende, at der ikke skabes en reguleringsmæssig fordel, som ændrer konkurrencesituationen.

1.22

EØSU anbefaler, at der i forbindelse med CO2-beregningerne udarbejdes en model for internalisering af alle de emissioner, der er forbundet med fremstillingen af køretøjer. Der bør tages hensyn til CO2-aftrykket for køretøjernes samlede levetid.

1.23

For at nå dette mål er det nødvendigt at tage hul på en debat om livsstil, hvilket EØSU for nylig har afgivet specifikke udtalelser om. Der hersker således enighed om, at hvis tendensen med et stigende antal private køretøjer, der bliver større og større, fortsætter, og hvis vi fortsat fremmer erhvervskøretøjer, der udsender store mængder drivhusgasser og NOX, vil vi ikke nå målet om at nedsætte CO2-emissionerne med 20 %, og det hverken kan eller bør vi acceptere.

2.   Indledning: Baggrund for forslaget

2.1

Ifølge De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, som blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 94/69/EF af 15. december 1993 om indgåelse af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, skal alle parterne opstille og gennemføre programmer for foranstaltninger til at imødegå klimaændringerne.

2.2

Kommissionen har på baggrund af denne anvisning gradvist udviklet en række lovindgreb, som i januar 2007 satte EU i stand til inden for rammerne af de internationale forhandlinger at foreslå en samlet reduktion på 30 % af drivhusgasemissionerne set i forhold til 1990-niveauet med en reduktion på 20 % senest i 2020. Rådet og Europa-Parlamentet har efterfølgende godkendt disse målsætninger.

2.3

Ved en gennemgang af de enkelte sektorer har man konstateret, at de samlede tal for emissioner af drivhusgasser i perioden 1990-2004 er faldet med ca. 5 %, medens CO2-emissionerne fra transportsektoren i samme periode er steget med 26 %.

2.4

Disse oplysninger har nødvendiggjort målrettede lovtiltag for at få bilsektoren tilbage på den overordnede kurs med faldende drivhusgasemissioner, navnlig personbilsektoren, der er særligt kritisk, eftersom den tegner sig for 12 % af de samlede kuldioxidudledninger (CO2), der som bekendt er den vigtigste drivhusgas.

2.5

Bilsektoren er på den ene side kendetegnet ved et betydeligt teknologisk fremskridt, som i perioden 1995-2004 har gjort det muligt at mindske CO2-udledningerne med 12,4 % og samtidig mindske brændstofforbruget, og på den anden side en stadigt stigende transportefterspørgsel og stadigt større køretøjer, hvilket i praksis helt har neutraliseret fremskridtene og tværtimod samlet set snarere har givet sig udslag i øgede drivhusgasemissioner fra transportområdet.

2.6

Denne udvikling gør opfyldelsen af målet om gennemsnitlige emissioner på 120 g CO2/km for bilparken af nye personbiler lidet sandsynlig, medmindre der træffes målrettede foranstaltninger.

3.   Afgørende etaper i Kommissionens strategi

3.1

Fællesskabets strategi for nedbringelse af CO2-emissionerne begyndte at tage form i 1995. Strategien er baseret på:

frivillige tilsagn fra automobilfabrikanterne om at nedbringe emissionerne,

bedre forbrugerinformation,

fremme af biler med bedre brændstoføkonomi via fiskale foranstaltninger.

3.2

I 1998 påtog Foreningen af Europæiske Automobilfabrikanter (ACEA) sig at nedbringe de gennemsnitlige emissioner fra nye solgte biler til 140 g CO2/km senest i 2008, og i 1999 påtog den japanske forening af automobilfabrikanter (JAMA) og den koreanske forening af automobilfabrikanter (KAMA) sig en tilsvarende forpligtelse med frist i 2009.

3.3

Kommissionen har i den sammenhæng anerkendt disse forpligtelser og udarbejdet henstillingerne 1999/125/EF (om ACEA's frivillige aftale), 2000/303/EF (om KAMA's frivillige aftale), og 2000/304/EF (om JAMA's frivillige aftale). Hvad angår overvågningen af CO2-emissionerne, har Kommissionen godkendt Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1753/2000/EF om en overvågningsmekanisme for de gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner fra nye personbiler.

3.4

Den 7. februar 2007 vedtog Kommissionen to parallelle meddelelser om denne sektor:

den første om resultater af revisionen af Fællesskabets strategi for nedbringelse af CO2-emissionerne fra personbiler og lette erhvervskøretøjer, KOM(2007) 19 endelig (EØSU's udtalelse CESE TEN/301, ordfører Virgilio Ranocchiari),

den anden om en konkurrencevenlig lovramme for automobiler i det 21. århundrede — CARS 21, KOM(2007) 22 endelig (EØSU's udtalelse CESE INT/351, ordfører: Francis Davoust).

3.5

Det blev i meddelelserne understreget, at der nok var sket fremskridt med hensyn til opfyldelsen af målet om 140 g CO2/km i 2008/2009, men at fællesskabsmålet om 120 g CO2/km ikke vil blive opfyldt i 2012, medmindre der vedtages yderligere foranstaltninger.

3.6

I begge meddelelser blev der foreslået en integreret tilgang, der fokuserer på to felter:

obligatoriske CO2-emissionsreduktioner, der skal opnås ved hjælp af forbedringer af bilmotorteknologien for at opfylde gennemsnitlige emissionsmål på 130 g CO2/km,

en yderligere reduktion på 10 g CO2/km, som skal opnås gennem andre teknologiske forbedringer i form af anordninger, som monteres på køretøjerne (gearskifteindikatorer, dæktryksindikatorer, dæk med lav rullemodstand, højeffektive klimaanlæg osv.) og gennem en øget anvendelse af biobrændstoffer.

3.7

I meddelelserne påpegede Kommissionen også, at det gennemsnitlige mål for bilparken af nye biler bør tage hensyn til følgende elementer:

konkurrenceneutralitet,

rimelige og bæredygtige valg, som er socialt acceptable,

forhindre unødig konkurrenceforvridning mellem automobilfabrikanterne,

fuldstændig forenelighed med Kyoto-målene.

3.8

Den foreslåede ramme, der er blevet bekræftet af både Rådet (konkurrenceevne) og Rådet (transport), bygger på garantien om, at alle bilfabrikanter intensiverer deres indsats for at gøre hele deres bilproduktion mere miljøvenlig, men samtidig så omkostningseffektiv som muligt.

3.9

Det betyder, at sænkningerne af CO2-emissionerne skal ske efter en integreret strategi, der omfatter samtlige aktører, hvilket fremhæver det hensigtsmæssige ved et lovforslag, der sikrer opfyldelse af de opstillede målsætninger, men samtidig bevarer bilindustriens konkurrenceevne på globalt plan.

4.   Kommissionens forslag

4.1

Det foreliggende forordningsforslag, KOM(2007) 856 endelig, sigter mod at »nedbringe CO2-emissionerne fra personbiler og lette erhvervskøretøjer« og at nå målet om 130 g CO2/km inden udgangen af 2012. Forordningen finder anvendelse på motorkøretøjer i klasse M1, jf. bilag II til direktiv 2007/46/EF, og køretøjer, for hvilke typegodkendelsen er udvidet efter artikel 2, stk. 2, i forordning (EF) nr. 715/2007 (»personbiler«), som er registreret i Fællesskabet for første gang, og som ikke tidligere er registreret uden for Fællesskabet (»nye personbiler«).

4.2

Dette udgør en del af en integreret tilgang og vil blive suppleret med foranstaltninger for at opnå en yderligere reduktion på 10 g CO2/km, således at man opfylder fællesskabsmålet om 120 g CO2/km, således som det er fastlagt i meddelelsen, KOM(2007) 19 endelig.

4.3

Ved fastlæggelsen af emissionsnormerne tager forordningen hensyn til følgende aspekter:

indgrebenes konsekvenser for markedet og fabrikanternes konkurrenceevne,

tilskyndelsen til at innovere,

tilskyndelsen til at nedbringe energiforbruget.

4.4

Forordningen sigter endvidere mod:

at opmuntre automobilindustrien til at investere i nye teknologier,

aktivt at fremme miljøvenlig innovation,

tage hensyn til den fremtidige teknologiske udvikling,

forbedre det europæiske erhvervslivs konkurrenceevne,

skabe flere arbejdspladser af høj kvalitet.

4.5

Ifølge Kommissionen falder den foreliggende forordning i tråd med EU's øvrige målsætninger og politikker og er blevet til efter en omfattende høring og med et direkte bidrag fra den arbejdsgruppe, der meget belejligt blev oprettet under det europæiske klimaændringsprogram (gruppen CARS 21), hvori alle de berørte parter deltog.

4.6

Retsgrundlag. Valget af EF-traktatens artikel 95 som retsgrundlag forekommer hensigtsmæssigt, fordi det sikrer lige vilkår for alle økonomiske aktører og garanterer et højt sundheds- og miljøbeskyttelsesniveau.

4.7

Subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet. Forslaget overholder begge principper, idet det, selv om det ikke hører ind under Fællesskabets enekompetence, undgår at skabe hindringer for det indre marked, og fordi det i og med vedtagelsen af lovbestemmelser på EU-plan forenkler tiltagene i forbindelse med en harmoniseret indsats til reduktion af personbilers klimapåvirkning.

4.8

Valg af retsakt. Kommissionen mener, at en forordning er det mest velegnede retsinstrument til at sikre omgående overholdelse af de beslutninger, der træffes, da man dermed undgår konkurrenceforvridninger med eventuelle negative følgevirkninger for det indre marked til følge.

4.9

Overvågning. Nye personbilers specifikke emissioner af kuldioxid målt på et harmoniseret grundlag efter metoden i forordning (EF) nr. 715/2007 skal indsamles af de enkelte medlemsstater og efterfølgende meddeles Kommissionen efter proceduren i artikel 6.

4.10

Typeattest. I direktiv 2007/46/EF er det fastsat, at fabrikanten leverer en typeattest, der skal ledsage hver ny personbil, og at medlemsstaterne kun må tillade registrering og ibrugtagning af en ny personbil, hvis den ledsages af en gyldig typeattest. Eneste undtagelse herfra er fastsat i forordningens art. 9.

4.11

Afgift for emissionsoverskridelse. I forordningens artikel 7 foreslås det, at fabrikanten eller forvalteren af poolen fra og med 2012 pålægges at betale en afgift for emissionsoverskridelser, hvis de specifikke emissionsmål overskrides. Disse afgifter, som i henhold til artiklens egne bestemmelser vil blive sat kraftigt op i de efterfølgende år, betragtes som indtægter, der tilflyder Den Europæiske Unions almindelige budget.

5.   Europa-Parlamentets strategiforslag

5.1

Europa-Parlamentet modtog i sin beslutning af 24. oktober 2007 med tilfredshed Kommissionens plan om at fremsætte forslag til lovgivning. Det foreslog imidlertid, at der med virkning fra 2011 fastsættes bindende emissionsmål, så det alene ved hjælp af tekniske forbedringer af køretøjerne sikres, at den gennemsnitlige emission for bilparken af nye biler ikke overstiger 125 g CO2/km i 2015. Europa-Parlamentet har insisteret på den anden fase med opstilling af et langsigtet mål og opfyldelse af et mål om at nå ned på 95 g CO2/km inden 2025. Det håber samtidig på, at man når målet 70 g inden udgangen af 2025, og at der foretages en kontrol af de opnåede resultater inden udgangen af 2016.

6.   Betydningen af forbrugernes adfærd

6.1

Forbrugernes adfærd har stor betydning for opnåelsen af positive resultater i relation til begrænsning af CO2-emissionerne fra køretøjer. Kommissionen er derfor i gang med at forberede et ændringsforslag til direktiv 1999/94/EF om adgang til forbrugeroplysninger om brændstoføkonomi og CO2-emissioner i forbindelse med markedsføring af nye personbiler, som giver en bedre brændstoføkonomi, med det formål at øge brugernes bidrag til opfyldelsen af de forventede mål.

7.   Generelle bemærkninger

7.1

EØSU bekræfter i overensstemmelse med sine tidligere udtalelser om lovforslag om reduktion af CO2-emissioner, at det støtter alle EU-tiltag, der sigter mod at nå konkrete og synlige mål for reduktion af drivhusgasemissionerne som et afgørende bidrag i kampen mod klimaændringerne.

7.2

EØSU er med forbehold af nedenstående bemærkninger enigt i målsætningerne i det foreliggende forordningsforslag og opfordrer Rådet og Europa-Parlamentet til hurtigt at vedtage al den lovgivning, der er undervejs, og som kan have en positiv indflydelse på kampen mod klimaændringerne.

7.3

EØSU opfordrer EU-institutionerne til hurtigt at vedtage direktivforslag KOM(2005) 261 endelig om afgifter på personbiler. Det vil bidrage til hurtigere at nå målet og opmuntre virksomhederne til at engagere sig mere og til at forpligte sig til at foretage en hurtig forbedring af direktiv 1999/94/EØF om adgang til forbrugeroplysninger om brændstoføkonomi og CO2-emissioner. Udvalget opfordrer endvidere Kommissionen til at koordinere og foreslå reklame- og markedsføringstiltag i bilbranchen, der omfatter foranstaltninger, der fremmer de biler, der har den bedste brændstoføkonomi, og forbyder reklame for de mest forurenende køretøjer.

7.4

For denne specifikke forordning støtter EØSU valget af EF-traktatens artikel 95 som retsgrundlag, da denne synes velegnet til at sikre lige vilkår for alle økonomiske aktører og garanterer et højt sundheds- og miljøbeskyttelsesniveau.

7.5

EØSU ser positivt på, at man har valgt en forordning som retsinstrument, da det kan sikre omgående overholdelse af de beslutninger, der træffes, hvorved man undgår eventuelle konkurrenceforvridninger. Dette valg synes at være nødvendigt efter en periode, hvor de frivillige tilsagn fra automobilsektoren ganske vist har skabt prisværdige fremskridt, hvad angår bilernes ydeevne mht. reduktion af CO2-emissioner, men har vist sig at være utilstrækkelige til at nå de opstillede mål.

7.6

EØSU tilslutter sig forslaget om at reducere CO2-emissionerne til 130 g/km ved hjælp af forbedringer af bilmotorteknologien, men beklager, at det ikke længere synes muligt at nå det ambitiøse mål at nedbringe CO2-emissionerne til 120 g/km som oprindeligt vedtaget for 2012. Udvalget anerkender, at Kommissionen nu foreslår at nå dette mål på anden måde ved hjælp af en integreret tilgang, herunder forbedrede dækstandarder, forbrugeroplysning, incitamenter til miljøvenlig kørsel (1), navnlig gennem øget brug af biobrændstoffer. Eftersom der er voksende tvivl om, hvorvidt det overhovedet er muligt og ønskeligt at nå målet for anvendelse af biobrændstoffer i transportsektoren, mener EØSU ikke, at dette er et tilfredsstillende alternativ.

7.7

Udvalget foreslår derfor, at Kommissionen på nuværende tidspunkt opstiller nye mål for bilindustrien med henblik på at forbedre bilernes CO2-præstationer i de kommende år. Efter EØSU's mening sender fastsættelse i dag af gradvis skrappere mål for senere år et klart signal om, hvilke normer der skal gælde i de pågældende år, så den europæiske bilindustri får tid til at tilpasse sine produktionsplaner derefter.

7.8

Udvalget ser opfyldelsen af dette mål som et vigtigt bidrag fra automobilsektorens side til bekæmpelsen af drivhusgasemissioner i transportsektoren, da det i den pågældende periode vil reducere CO2-emissionerne med 400 mio. ton.

7.9

Efter EØSU's mening kræver opfyldelsen af disse ambitiøse målsætninger og dem, der ønskes opfyldt i en fjern fremtid, omfattende investeringer i forskning og udvikling, som inddrager og koordinerer de initiativer, der er i gang i de enkelte medlemsstater, på universiteterne, i alle ekspertisecentre i sektoren, og ligeledes direkte inddrager produktionsvirksomhederne.

7.9.1

EØSU henleder Kommissionens og medlemsstaternes opmærksomhed på, at det er nødvendigt at der, evt. i form af skattemæssige incitamenter, indføres indkomststøtteforanstaltninger for børnerige familier, som er nødt til at anvende store biler. Man bør også se på markedssituationen i østlandene, hvor bilparkens gennemsnitsalder er høj, og hvor der sælges og gensælges brugte biler, som er mere forurenende. Der bør i disse lande findes en måde at fremme udskiftningen på ved hjælp af målrettede foranstaltninger. Det er klart, at lande med en lavere gennemsnitsindkomst ikke kan nyde godt af fordelene ved en generel nedskæring af emissionerne, eftersom de ikke kan købe de nye biler, som er mere effektive, men også efter al sandsynlighed dyrere.

7.10

Det står klart, at medens resultaterne i de kommende år sandsynligvis kan opnås ved hjælp af allerede eksisterende teknologi, vil det i fremtiden være nødvendigt at overveje et »teknologisk brud med det eksisterende« og søge at nå et højere teknologisk niveau.

7.11

EØSU mener i den sammenhæng, at hele forskningsverdenen kunne mobiliseres, hvis der skabes et Fælles Teknologi Initiativ (JTI), som bygger på en medfinansieringsmodel med omfattende europæiske midler og et tilsvarende bidrag fra private virksomheder, i lighed med hvad der for nylig blev foreslået på vigtige områder som bl.a. brintceller, luftfartsteknik og lufttransport, innovative lægemidler, informatiksystemer og nanoelektronik.

7.12

EØSU støtter strategien med at pålægge afgifter for ikke-overholdelse af de fastlagte målsætninger fra og med 2012, som det er fastlagt i forordningens artikel 7, da det er enigt i, at det har en afskrækkende virkning. Udvalget mener imidlertid, at afgiftsprovenuet direkte bør tilflyde aktiviteter af relevans for automobilsektoren med henblik på:

at styrke alle forsknings- og udviklingsinitiativer,

at investere på erhvervsuddannelsesområdet,

at finansiere incitamenter, der tilskynder ejere af gamle køretøjer til at udskifte disse,

at gennemføre oplysningskampagner for at få forbrugerne til at tage et produkts skadelige emissioner med i betragtning, når de foretager et køb,

at støtte den kollektive trafik på lokalt plan.

7.13

EØSU mener ikke, at disse foranstaltninger og den kraftige optrapning af afgifterne over tid tager hensyn til europæisk industris evne til at tilpasse hele produktionen til de nye grænseværdier. Afgifterne, som næsten med sikkerhed vil blive væltet over i de endelige salgspriser, forekommer særligt høje, og kan blive en konkurrenceforvridende faktor, ligesom de belaster denne sektor i forhold til andre. Der bør findes en løsning, som harmoniserer disse byrder og samtidig tager hensyn til de gennemsnitlige omkostningsbyrder, de andre produktionssektorer, som er med til at nedbringe CO2-emissionerne, må bære.

7.14

EØSU opfordrer i den sammenhæng Kommissionen til at overveje muligheden for at erstatte den nuværende metode til fastsættelse af specifikke CO2-emissionsgrænser, som udelukkende er baseret på køretøjets masse (som anvendes i Japan), ved at inddrage alternative parametre som f.eks. bilens fodaftryk (akselafstand gange sporvidde), som allerede anvendes for varebiler i USA.

7.15

Den lineære funktions hældning ( »%-vis hældning«) vil påvirke byrdefordelingen mellem fabrikanterne og de miljømæssige gevinster. Jo tættere hældningen er på 100, jo mindre er byrden for fabrikanter af køretøjer med en høj masse, og omvendt, jo tættere hældningen er på nul, jo mere vil det kræve at nå målene (en hældning på 80° tillader ekstra emissioner på 6 g, en hældning på 20° tillader kun ekstra emissioner på 1,5 g). Kommissionen har peget på en hældning på 60° (4,6 g ekstra emissioner tilladt). EØSU opfordrer Kommissionen til at genoverveje sit forslag for med sikkerhed at undgå, at der udstedes en forordning, som kan tænkes at være til enten fordel eller ulempe for en given europæisk virksomhed.

7.16

Hvis Kommissionen måtte ønske at fastholde denne indfaldsvinkel vedrørende valg af massen, ville det ikke rigtigt have nogen mening at revidere hældningen i 2010, og stigningen i massen burde være gældende fra 2013.

7.17

EØSU opfordrer Kommissionen til hurtigt at udarbejde nye passende lovbestemmelser, der kan sikre en reduktion af CO2-emissionerne fra lette erhvervskøretøjer, tunge køretøjer og de tohjulede køretøjer. For disse køretøjer bør man desuden have nogle pålidelige og verificerede data om deres faktiske emissioner.

7.18

EØSU opfordrer Kommissionen til ud over de ufravigelige miljøbeskyttelseshensyn at tage behørigt hensyn til og foretage en grundig vurdering af, hvilken virkning udviklingen af denne komplekse proces kan have på beskæftigelsen af de 13 mio. arbejdstagere, der i dag arbejder i automobilsektorens forskellige led. Hvis de europæiske bilproducenter reagerer på de stigende oliepriser og ønsket fra forbrugerside om at bruge færre penge på brændstof ved at producere mere effektive biler, vil de kunne opnå en konkurrencefordel, hvilket kunne fremme beskæftigelsen i EU.

7.19

EØSU mener, at det er nødvendigt at iværksætte relevant, konkret forskning i ny innovativ og effektiv teknologi med henblik på at fastholde og om muligt styrke europæisk bilindustris nuværende konkurrenceevne og sikre en beskæftigelse af høj kvalitet.

7.20

EØSU mener, at et vigtigt element i denne proces er, at emissionsgrænserne pålægges samtlige køretøjer, der sælges i Europa, men som er fremstillet uden for EU. Disse grænser vil blive beregnet på baggrund af importen.

7.21

EØSU mener, at de fremskridtsrapporter, der er bebudet til 2010, udgør en vigtig kontrol af den samlede strategi, og anmoder derfor om at blive inddraget i disse periodiske vurderinger og om at få mulighed for at tilkendegive sin holdning.

7.22

EØSU mener ikke, at konsekvensanalysen virker tilstrækkeligt tilbundsgående. Udvalget, der har vurderet konsekvensanalysen, har selv i lyset af emnets vigtighed foreslået en mere tilbundsgående analyse af visse afgørende punkter.

7.23

I dokumentet, SEK(2007) 1725, stilles der således krav om at forklare dels, hvilke konsekvenser forordningen vil have for bilparkens sammensætning dels, hvilke konsekvenser den evt. kan have for opnåelsen af målsætningerne, og samtidig kræves en redegørelse for eventuelle afvigelser fra de forventede resultater iht. Tremove-modellen (2). Der kræves yderligere undersøgelser af andre følsomme variabler som f.eks. brændstofprisen og autonom masseforøgelse (AMI). Der bør foretages en vurdering af de regionale konsekvenser, navnlig for beskæftigelsessituationen; endelig foreslås en yderligere vurdering af leverandørvirksomhederne i bilsektoren og den internationale konkurrenceevne. EØSU er enigt i disse forslag og håber, at konsekvensanalysen uddybes og færdiggøres.

7.24

EØSU understreger, at det er nødvendigt, at man sideløbende med de foreslåede foranstaltninger styrker strategien for at mindske transportefterspørgslen gennem en overførsel af stadigt større kvoter fra vejtransport til transportformer, som genererer mindre mængder drivhusgasser, som f.eks. jernbanetransport, søtransport, kollektiv transport osv.

7.25

EØSU er ikke enigt i den foreslåede midlertidige undtagelsesbestemmelse i forordningens artikel 9. Som den står, strider den imod princippet om ligebehandling af virksomheder og skaber i praksis konkurrenceforvridning i dette specifikke markedssegment i forhold til lignende produkter med tilsvarende karakteristika. Udvalget mener, at undtagelsesbestemmelsen bør gælde for alle fabrikanter (uanset om de hører sammen med en anden fabrikant eller ej), der konkurrerer inden for det samme markedssegment, der under alle omstændigheder kun er på 0,2 %.

7.26

EØSU anbefaler ligesom Europa-Parlamentet, at Kommissionen opstiller nogle langsigtede målsætninger: Det vil være nødvendigt at finde nogle mere modige løsninger til 2020, og man bør samtidig være mere opmærksom på gennemførligheden. Det er afgørende at fortsætte med at nedbringe emissionerne og at sende entydige signaler om, at der er vilje til at fortsætte ad denne vej.

7.27

EØSU anbefaler, at der i forbindelse med CO2-beregningerne udarbejdes en model for internalisering af alle de emissioner, der er forbundet med fremstillingen af køretøjer. I nogle lande kommer mange af delene eksempelvis meget langt væk fra, hvilket medvirker til at øge emissionerne per bil, der fremstilles, allerede inden den kommer på gaden. Der bør tages hensyn til CO2-aftrykket for køretøjernes samlede levetid, inklusive den CO2, der kræves til den endelige demontering.

7.28

EØSU har i nogle af sine seneste udtalelser indtrængende opfordret Kommissionen til at tage hul på en debat om livsstil. EØSU er enigt i de foreslåede målsætninger, men bemærker, at hvis tendensen med et stigende antal private køretøjer, erhvervskøretøjer og andre transportformer, der udsender store mænger drivhusgasser og NOX, fortsætter med de nuværende procentsatser, og hvis der sker den stigning, som Kommissionen forudser, vil det ikke være muligt at nå målet om at nedbringe CO2-emissionerne med de 20 %, som Kommissionen har opstillet som mål i sine seneste forslag.

Bruxelles, den 17. september 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EØSU's udtalelse i EUT C 44 af 16.2.2008 (Ordfører: Virgilio Ranocchiari).

(2)  Tremove er en analysemodel til vurdering af kosteffektiviteten af tekniske og ikke-tekniske foranstaltninger, der har til formål at mindske hele transportsektorens emissioner og forbedre luftkvaliteten i 21 lande: EU 15, Schweiz, Norge, Tjekkiet, Ungarn, Polen og Slovenien (de fire nye lande er blevet valgt på baggrund af tilgængelighed af oplysninger).


31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/8


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om sikkerhedskrav til legetøj«

KOM(2008) 9 endelig — 2008/0018 (COD)

(2009/C 77/02)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 17. marts 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om sikkerhedskrav til legetøj.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Jorge Pegado Liz til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 15. juli 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 447. plenarforsamling den 17.-18. september 2008, mødet den 18. september, følgende udtalelse med 49 stemmer for, 1 imod og 8 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner/anbefalinger

1.1

EØSU glæder sig over, at Kommissionen har taget initiativ til at revidere direktivet om sikkerhedskrav til legetøj, som kun kan kritiseres for at komme sent og ikke gå vidt nok.

1.2

EØSU konstaterer, at den konsekvensanalyse, hvorpå forslaget er baseret, er fra 2004, og at der ikke er taget højde for alle de nuværende medlemsstater i EU.

1.3

I betragtning af, at den seneste RAPEX-rapport (2007) har vist, at der udsendes stadig flere advarsler mod legetøj, undrer det EØSU, at konsekvensanalysen ikke blot ikke kommer ind på sammenhængen mellem det nuværende direktiv og antallet af ulykker ved børns leg med legetøj, men oven i købet erkender, at der intet vides om nærværende forslags indvirkning på antallet og sværhedsgraden af fremtidige ulykker med legetøj — hvilket burde være det vigtigste mål med dette initiativ og dets egentlige berettigelse.

1.4

Eftersom Kommissionen erkender, at der savnes pålidelige statistiske data om ulykker forårsaget af legetøj i EU eller at de foreliggende data er mangelfulde, foreslår EØSU, at Kommissionen i samarbejde med medlemsstaternes kompetente myndigheder opretter et passende statistisk informationssystem over disse ulykker, som i det mindste er på højde med det, der allerede findes i visse retsordener, hvor det er tilgængeligt for alle aktører i produktions- og markedsføringskæden som et middel til at forebygge ulykker (1).

1.5

Efter EØSU's mening bør retsgrundlaget for forslaget snarere være traktatens artikel 153 og ikke udelukkende artikel 95 ud fra den betragtning, at det, der tæller her, er effektiv beskyttelse af børnene, og at lettelsen af den grænseoverskridende handel med legetøj kommer i anden række.

1.6

EØSU mener ligeledes, at i lyset af anvendelsesområdet og karakteren af den foreslåede regulering samt de indvundne erfaringer med anvendelsen af det nuværende direktiv i de forskellige medlemsstater, må den passende retsakt her være en forordning og ikke et direktiv, når målet er total harmonisering.

1.7

EØSU bifalder, at forslaget — teknisk/juridisk set — er konsekvent og velstruktureret i sin opbygning, og det er generelt enigt i de innovative foranstaltninger, herunder især:

udvidelse af definitionen af »legetøj« og indførelse af begrebet »forventet brug« under hensyntagen til børns adfærd;

styrkelse af medlemsstaternes markedstilsynsforanstaltninger;

indførelse af passende regler med henblik på forebyggelse og oplysning om sikker brug af legetøjet — advarsler og skiltning.

1.8

EØSU beklager dog, at nogle yderst vigtige aspekter ikke — eller i utilstrækkelig grad — er taget med i betragtning, og det gælder navnlig:

a)

en klar satsning på forsigtighedsprincippet;

b)

strengere krav til uddannelse af de ansvarlige for børns sikkerhed under omgang med legetøj;

c)

præcisering af visse aspekter, som har vist sig at være for tvetydige eller vage, såsom begrebet »legetøj« eller udvidelsen af begrebet »skade«;

d)

manglende ligestilling mellem importører og bemyndigede repræsentanter på den ene side og fabrikanter på den anden side med det resultat, at der ikke kan rejses erstatningskrav mod aktørerne i distributions- og salgsleddet;

e)

procedurerne for overensstemmelsesprøvningen er ikke afstemt efter SMV'ernes karakteristika.

1.9

EØSU opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at revidere sit forslag i lyset af nærværende udtalelse, så det bliver et mere troværdigt instrument til effektiv beskyttelse af børns sikkerhed under anvendelse af legetøjet.

1.10

Udvalget opfordrer EP og Rådet til at tage imod de forslag og henstillinger, der her fremsættes, og gøre dem til deres egne under den lovgivningsproces, som skal føre til vedtagelsen af det nye direktiv.

2.   Indledning: Resumé af forslaget

2.1

I 70'erne bebudede Kommissionen for første gang, at den havde til hensigt at tage lovgivningsinitiativer vedrørende sikkerhedskrav til legetøj gennem forskellige forslag, som blev trukket tilbage det ene efter det andet på grund af manglende politisk tilslutning. Endelig i forlængelse af Rådets resolution af 23. juni 1986 (2) om forbrugerbeskyttelse og fremme af forbrugernes interesser pegede Kommissionen i et nyt mindre vidtgående forslag på behovet for en harmonisering på europæisk plan af definitionen af legetøj, fremstillingsnormer, vigtigste sikkerhedskrav, betingelser for markedsføring og garantier for, at legetøjet er ufarligt for børn.

2.2

Direktiv 88/378/EF af 3. maj 1988, som dengang blev offentliggjort (3), er et af de første lovgivningsinitiativer efter den nye metode i forbindelse med teknisk harmonisering og standardisering, som er baseret på Rådets resolution af 7. maj 1985 (4).

2.3

Om det direktivforslag, der dengang blev fremlagt (5), afgav EØSU som svar på en obligatorisk høring en udtalelse, hvori det hilste forslaget velkomment, men beklagede de lange forsinkelser i udarbejdelsen af det. Med udgangspunkt i princippet om, at legetøj bør være sikkert og at børn, som er sårbare over for farer, bør nyde godt af en særlig beskyttelse, understregedes det i udtalelsen, at spørgsmålet om legetøjssikkerhed bør behandles inden for de mere generelle rammer af direktivet om produktansvar (6).

2.4

I direktivet fra 1988 blev der hen ad vejen foretaget flere berigtigelser (7), en vigtig ændring i medfør af direktiv 93/68/EØF af 22. juli 1993 (8) og en meddelelse fra Kommissionen om dets iværksættelse (9).

2.5

I 1992 og i 2001 blev der vedtaget og offentliggjort to direktiver om produktsikkerhed generelt, hvori indgår legetøjssikkerhed (10). I det sidste af disse direktiver lægges der særlig vægt på »ændringer i traktaten, navnlig i artikel 152 om folkesundhed og artikel 153 om forbrugerbeskyttelse, og på baggrund af forsigtighedsprincippet«.

2.6

Tyve år efter offentliggørelsen af direktivet fra 1988 foreslår Kommissionen nu et nyt direktiv om emnet ud fra en erkendelse af, at de gældende bestemmelser er forældede og anvendelsesområdet og de anvendte begreber trænger til at blive omformuleret for at tydeliggøre dem og tilpasse dem til de nye realiteter, at der er et presserende behov for at sikre overensstemmelse med de generelle lovgivningsmæssige rammer for markedsføring af produkter, som nyligt er foreslået (11), og frem for alt, at gennemførelsen og håndhævelsen af direktivet i de forskellige medlemsstater har vist sig at være meget mangelfuld og forskellig fra land til land, hvilket der må rettes op på.

2.7

Det foreliggende forslag er baseret på tre vigtige undersøgelser, der må betragtes som en integrerende del af forslaget. To af disse undersøgelser drejer sig om kravene vedrørende kemikalier og anvendelsen af visse angiveligt farlige kemikalier, der anvendes ved fremstillingen af legetøj, og en generel konsekvensanalyse, som stammer fra 2004.

2.8

Med det foreliggende forslag vil Kommissionen i store træk opnå følgende:

A)

Forbedre sikkerhedskravene, især hvad angår:

a)

Anvendelse af kemikalier;

b)

Forebyggelse og oplysning af forbrugerne og brugerne;

c)

Kvælnings- og kværkningsrisici;

d)

Legetøj i fødevarer;

e)

Definition af de generelle sikkerhedskrav.

B)

Mere effektiv og sammenhængende håndhævelse af direktivet, især gennem:

a)

Styrkelse af medlemsstaternes markedstilsynsforanstaltninger;

b)

Information om kemikalier i det tekniske dossier;

c)

Påføring af CE-mærkning;

d)

Sikkerhedsvurdering.

C)

Tilpasning til de generelle lovrammer for markedsføring af produkter;

D)

Tydeliggørelse af direktivets anvendelsesområde og begreber.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

EØSU glæder sig over Kommissionens initiativ, om end det kommer sent, eftersom det direktiv, der hermed revideres, er over 20 år gammelt. Siden da er der sket gennemgribende ændringer i de parametre og metoder, der følges ved fremstillingen og markedsføringen af legetøj, ligesom slutbrugernes smag og vaner har ændret sig. Efter EØSU's mening kunne forslaget endvidere godt have været mere ambitiøst i sin målsætning ved i sine bestemmelser at tage hensyn til bekymringerne over de nylige hændelser, der har vakt røre i offentligheden og som er blevet påtalt i kraftige vendinger ikke alene af kommissæren for forbrugerbeskyttelse, men også i EP's beslutning fra september 2007, som EØSU tilslutter sig (12). EØSU beklager derfor, at drøftelserne med EØSU ikke også er blevet fulgt op af GD SANCO, som ikke er blevet inddraget direkte i forberedelsen af forslagspakken.

3.2

EØSU undrer sig over, at den konsekvensanalyse, som ledsager dette forslag, er over 4 år gammel og ikke tager højde for situationen i alle medlemsstater. Det er heller ikke klart, i hvilket omfang og hvor effektivt forbrugernes og familiernes repræsentanter er blevet inddraget og hørt i forbindelse med udarbejdelsen.

3.3

I lyset af Kommissionens kritik af de påståede mangler i gennemførelsen af direktivet, undrer det EØSU, at Kommissionen ikke har taget skridt til at sikre korrekt overholdelse af de pågældende EU-bestemmelser.

3.4

I betragtning af, at Kommissionen selv indrømmer, at der savnes statistisk materiale eller at det foreliggende er mangelfuldt, har EØSU svært ved at forstå, hvordan det er muligt at drage passende konklusioner om de forhold, man ønsker at gribe ind over for, og effektiviteten af de foreslåede foranstaltninger. Man ved dog, at markedet for legetøj i Europa, som havde en omsætning på 17,3 mia. EUR i detailpriser i 2002 og en import til en værdi af over 9 mia. EUR, er en fremgangsrig sektor med omkring 2 000 virksomheder, for de flestes vedkommende små og mellemstore, som giver direkte beskæftigelse til over 100 000 arbejdstagere (13).

3.5

EØSU mener i betragtning af forslagets art, at retsgrundlaget ikke alene bør være artikel 95, men nødvendigvis også artikel 153, for så vidt som indholdet ikke kun drejer sig om gennemførelsen af det indre marked, men først og fremmest vedrører en særlig sårbar gruppe af forbrugere, som på ingen måde kan betragtes som »gennemsnitsforbrugere«.

3.6

Den omstændighed, at børnene er indirekte forbrugere af legetøj, eftersom det ikke er dem, der anskaffer det, men deres forældre og andre voksne, som stiller det til rådighed for dem, burde have foranlediget Kommissionen til at sikre sig, at oplysning og vejledning af denne forbrugergruppe bliver behørigt medtaget i direktivets bestemmelser.

3.7

Skønt EØSU har forståelse for, at Kommissionen i dette tilfælde har valgt total harmonisering, er det også her overbevist om, at der på områder som dette er alt at vinde ved i stedet for et direktiv at vælge en forordning som retsakt: den giver større juridisk klarhed og sikkerhed ved at forhindre forsinket eller mangelfuld omsætning og de deraf følgende forskelle i gennemførelsen, således som det netop ifølge Kommissionen selv er gået med det nuværende direktiv (14).

3.8

I lyset af dette områdes særlige karakter, den stadige udvikling i den aktuelle videnskabelige og tekniske viden, muligheden for, at ulykker indtræffer, som det klart afspejles i Mattel- og Fisher Price-sagerne, og den foruroligende stigning i antallet af legetøjsrelaterede advarsler, som fremgår af den seneste RAPEX-rapport (2007), hvorefter legetøjssektoren tegner sig for det største antal notifikationer (31 %) (15), kunne man have forventet, at man med dette forslag havde taget ved lære af det hændte — især fiaskoen med systemet for tilsyn med markedsførte produkter — og udformet et direktiv, som ville være lettere at gennemføre og håndhæve og som kunne føre til et sikrere marked for legetøj. Dette ville indebære, at der i tvivlstilfælde udstedes forbud mod alt, som — selv om det ikke er tilstrækkeligt bevist — med rimelighed kan antages at udgøre en fare — hvor lille denne end måtte være — ved børns leg hermed, også under hensyntagen til deres uforudsigelige adfærd. Dette har dog ikke været tilfældet.

3.9

Hvad CE-mærkningen angår, vil EØSU indskrænke sig til at gentage, hvad det allerede har vedtaget i en tidligere udtalelse om fælles rammer for markedsføring af produkter: »hvis CE-mærket mister troværdighed, smitter det af på hele systemet: markedstilsynsmyndighederne, producenterne, laboratorierne og certificeringsorganerne og i sidste ende på hele den lovgivning, som er baseret på den nye metode« (16).

I denne forbindelse opfordrer EØSU Kommissionen til at sørge for, at det foreliggende forslag i sin endelige udformning stemmer overens med ordlyden af de forslag, der blev vedtaget vedrørende ovennævnte fælles rammer (17).

3.10

EØSU tilslutter sig helt og fuldt EP's forslag om, at der indføres et europæisk sikkerhedsmærke for legetøj, som tildeles af uafhængige organer, og beklager, at Kommissionens forslag ikke fuldt ud imødekommer alle forslagene i EP's beslutning fra september 2007. EØSU er dog lydhør over for SMV's bekymring — ikke i den forstand, at det legetøj, de producerer og markedsfører, skulle være mindre sikkert — men som det også bemærkes i ovennævnte udtalelse vedrørende proportionaliteten af de anvendte procedurer for den respektive overensstemmelsesvurdering, især for ikke-seriefremstillede produkter eller produkter, som fremstilles i begrænsede serier (18).

3.11

EØSU mener, at alle stoffer, som er behørigt anerkendt som potentielt skadelige, bør udelukkes totalt fra produktionen af legetøj inden for nogle rammer, der er proportionelle, afbalancerede og håndterbare for de ansvarlige producenter samtidig med, at de kan håndhæves af myndighederne.

3.12

EØSU glæder sig over Kommissionens nylige beslutning om magnetisk legetøj, men må undre sig over, at spørgsmålet end ikke nævnes i forbindelse med nærværende direktivforslag: Kommissionens reaktion på de alvorlige farer og ulykker, der allerede er hændt med denne type legetøj, virker alt for slap, idet den indskrænker sig til at opfordre medlemsstaterne til at sikre — hver på deres måde — at legetøjet mærkes med en advarsel.

3.13

Hvad sanktioner angår, ville en mere præcis definition af deres omfang og karakter være på sin plads, således som Kommissionen har gjort det på andre områder, hvor skadevirkningerne af utilstedelige handlinger er langt mindre socialt set.

3.14

Generelt beklager EØSU, at man ikke har benyttet denne lejlighed til på dette område at prioritere beskyttelsen af europæiske børn i det mindste lige så højt som det endog på fabrikanternes eget initiativ er sket i nogle medlemsstater og i andre lande, hvor en bestemt type legetøj ganske enkelt er blevet forbudt, som det fremgår af en helt frisk undersøgelse bestilt af EP (19).

3.15

EØSU er klar over den skarpe konkurrence på internationalt plan inden for legetøjsindustrien. Det opfordrer derfor Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet til at tage hensyn til sektorens konkurrenceevne, når der indføres ændringer under lovprocessen for direktivets vedtagelse. Man bør ikke sænke sikkerhedsstandarderne for legetøj på bekostning af forbrugerbeskyttelsen, især for børn, men de internationale samhandelsregler bør overholdes nøje, så de europæiske virksomheder kan konkurrere på lige vilkår.

3.16

Endelig opfordrer EØSU Kommissionen til at være lydhør over for de sociale bekymringer i tilknytning til fremstillingen af legetøj, især i tredjelande, hvor mindreårige børn bruges som arbejdskraft under humanitært set utilstedelige vilkår, hvad angår arbejdstidens længde og arbejdsforholdene, hvor de dagligt udsættes for giftige og meget sundhedsfarlige stoffer. Den bør derfor indtage en klar holdning til forsvar for »økologisk« og »etisk« legetøj.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Artikel 1 og bilag I — Liste over produkter, der ikke betragtes som legetøj i dette direktivs forstand

EØSU anerkender Kommissionens vilje til at ajourføre definitionen af »legetøj« og give mulighed for, at den også kan dække alle de produkter, der kan bruges i andre forbindelser end leg.

EØSU påpeger dog, at den nuværende definition af legetøj er for snæver til, at alle de foreslåede mål kan nås, idet den ikke blot ikke giver mulighed for den nødvendige tilpasning til udviklingen på det teknologiske marked, men også indeholder en liste over produkter, som ikke er omfattet af direktivet, og hvis berettigelse EØSU stiller spørgsmålstegn ved: det gælder især pyntegenstande til fester og højtideligheder, fantasismykker, spil, hvortil anvendes spidst kasteskyts, produkter, der skal anvendes i pædagogisk øjemed på skoler og i andre pædagogiske sammenhænge, samt sportsudstyr.

Meningen med at indføre en særlig ordning til beskyttelse af brugerne af produkter ligger i denne brugergruppes specielle karakter, især dens sårbarhed. For barnet gør det ingen forskel, hvad den enkelte genstand, som det bliver præsenteret for, er beregnet til. I mange tilfælde bliver produkterne opfattet som legetøj af børnene, forældrene og de handlende, der registrerer dem og sælger dem som legetøj. Af disse grunde forstår EØSU f.eks. ikke, hvorfor legetøj, der anvendes i pædagogisk øjemed i skoler, ikke skal være omfattet af direktivet, eftersom brugerne er de samme.

EØSU understreger nødvendigheden af, at alt udstyr og alle produkter, som børn under 14 år kan få fat i og eventuelt bruge som legetøj, skal omfattes af direktivets beskyttelse i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet.

EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at revidere definitionen i artikel 1 samt den fremlagte liste for at sikre overensstemmelse herimellem.

4.2   Artikel 2 til 5

EØSU erklærer sig helt uenigt i den foreslåede skelnen mellem fabrikant og importør, eftersom Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF om produktsikkerhed i almindelighed sidestiller importøren med producenten, når denne ikke er repræsenteret i medlemsstaten. Opretholdelsen af denne skelnen betyder ikke alene, at brugerne ikke på behørig vis sikres adgang til skadeserstatning (eftersom ansvaret ene og alene påhviler fabrikanten). Den harmonerer også dårligt med EU-lovgivningen, hvilket uvægerligt vil svække princippet om sikkerhed i retsforhold.

Hvad angår anvendelsen af nærværende direktiv mener EØSU derfor, at de bemyndigede repræsentanter, og importørerne (når fabrikanten ikke har officielle repræsentanter) skal betragtes som fabrikanter, hvilket ikke er tilfældet i det foreliggende forslag, som kun sidestiller dem, når importørerne bringer legetøj i omsætning under deres eget navn eller varemærke, eller når de ændrer legetøjsproduktet, selv om de ikke har indflydelse på fremstillingsprocessen.

EØSU går imod, at den bemyndigede repræsentant og fabrikanten ikke får samme erstatningsansvar, og det frygter, at opretholdelsen af denne bestemmelse kan gøre det umuligt at sikre forbrugernes rettigheder, især retten til skadeserstatning, i situationer, hvor kun den bemyndigede repræsentant er etableret i medlemsstaten.

Generelt går EØSU ind for at bevare det gældende direktivs bestemmelser, som pålægger alle aktører i markedsføringskæden samme ansvar for legetøjets sikkerhed.

Definitionen af skade bør efter EØSU's mening omfatte situationer, som måtte opstå på lang sigt som en direkte følge af anerkendte ulykker.

4.3   Artikel 9

EØSU sætter pris på ændringen i denne artikels stk. 2, som fastsætter, at der ved evalueringen af legetøjets farlighed skal tages hensyn til den måde, som børn normalt må forventes at anvende det på (det påpeges dog, at sekstende betragtning kan fortolkes i modsat retning).

EØSU mener derfor, at fabrikanten bør forpligtes til at tage højde for, at et givet produkt kan blive anvendt mindre hensigtsmæssigt, men på en måde, som er naturlig for børn. I øvrigt er det inkonsekvent at fastholde et forudsigelighedskriterium, når der i selve begrundelsen peges på nødvendigheden af at tage børns ofte uforudsigelige adfærd i betragtning ved udformningen af legetøj.

EØSU er uenigt i formuleringen af stk. 3, eftersom den ikke alene indebærer, at der skal foreligge et uigendriveligt bevis for skyld, men også indfører vage og uhåndgribelige kriterier om, hvad der »må forventes« og »normal« anvendelse, hvilket i sidste ende vil betyde, at fabrikanten fritages for forpligtelsen til at holde sig ajour med de videnskabelige og tekniske forsøg på det relevante område, så længe hans produkt er på markedet, hvilket er et naturligt led i tilvejebringelsen af produktsikkerhed i almindelighed (20).

Forpligtelsen til at forhindre mangler ved produktet ophører ikke med markedsføringen af det. Fabrikanten eller dennes bemyndigede repræsentant, hvis der er en sådan, har pligt til løbende at følge, overvåge og observere legetøjsprodukterne, så det er muligt at opdage mangler, man ikke havde kendskab til, eller som ikke var erkendbare, da legetøjet blev sat i omløb, eller defekter, som skyldes slitage, træthed eller for tidlig ældning af legetøjet.

4.4   Artikel 10

EØSU glæder sig over, at Kommissionen vil kræve, at der på salgsstedet opsættes synlige, let læselige og iøjnefaldende advarsler, så brugerne oplyses effektivt på forhånd. De bør dog placeres ikke alene på emballagen, men også på selve produkterne.

EØSU mener endvidere, at de advarsler, der sættes op på salgsstedet, ikke blot skal oplyse om brugernes minimums- og maksimumsalder, men også — for visse legetøjsprodukters vedkommende — om vægtgrænsen for de børn, som bruger det, samt om nødvendigheden af, at legetøjet kun må bruges under opsyn af personer, som har ansvaret for børnene.

Udvalget opfordrer også til, at advarslerne formuleres på en måde, som er let opfattelig for brugerne under hensyntagen til deres særlige følsomhed.

EØSU opfordrer endnu en gang til, at forældre og ledsagere gennem informationskampagner oplyses om de nødvendige forholdsregler og de farer, der er ved brugen af legetøj. Men selvom ansvaret for børnenes sikkerhed i sidste ende påhviler forældre, værger, pædagoger, lærere, vagter osv., kan dette ikke bruges som undskyldning for at indskrænke producenternes, importørernes og detailhandlernes ansvar for, at legetøjet er absolut sikkert.

I betragtning af, at anvisningerne ofte er skrevet på andre sprog end de nationale, mener EØSU, at det i stk. 3 bør kræves, at advarsler og sikkerhedsanvisninger skal formuleres på det officielle sprog i den medlemsstat, hvor legetøjet bringes i omsætning — det bør ikke som i den foreliggende tekst blot fastsættes som en mulighed.

4.5   Artikel 12 og 26

EØSU erkender nødvendigheden af at bevare overensstemmelsesformodningen, men mener, at indførelse af en ordning med omvendt bevisbyrde i tilfælde af ulykke med personskade ville sikre bedre overensstemmelse med »det aktuelle tekniske stade«.

4.6   Artikel 17

EØSU fremhæver, at Kommissionen har valgt at pålægge fabrikanterne at foretage en analyse af de eventuelle farer, der er forbundet med anvendelsen af legetøjet, i stedet for at tillade, at analysen begrænses til de indbyggede farer ved anvendelsen. Efter EØSU's mening bør denne analyse foretages i løbet af hele legetøjets levetid, uanset om der sker ulykker, så man kan undgå tilfælde som Mattel-sagen.

4.7   Artikel 18

EØSU mener, at kravet om overensstemmelsescertificeringen bør gælde alle kategorier af legetøj og ikke kun de tilfælde, der er anført i stk. 3, efter ensartede kriterier og med indførelse af et europæisk sikkerhedsmærke som foreslået af EP (21).

Idet det endvidere må tages med i betragtning, at vi har at gøre med et teknisk område, hvor der ikke forefindes nogen konkret viden eller specifikke statistikker om ulykker i forbindelse med anvendelse af produktet, peger EØSU på nødvendigheden af, at Kommissionen i det foreliggende forslag henviser udtrykkeligt til forsigtighedsprincippet som fastlagt i hvidbogen om fødevaresikkerhed fra januar 2000 (22).

4.8   Bilag II — Særlige sikkerhedskrav

Del I — Fysiske og mekaniske egenskaber

EØSU anser det for hensigtsmæssigt, at bestemmelsen i punkt 4, tredje afsnit, udvides til at omfatte børn under 60 måneder, eftersom der op til denne alder også er mulighed for, at barnet bruger legetøjet uforsigtigt og putter det i munden, selv om dette ikke var fabrikantens hensigt, da produktet blev udformet.

Endvidere mener EØSU, at der ikke tages højde for følgende forhold:

vareemballagen, nærmere bestemt de situationer, hvor legetøjet emballeres i plastikposer;

muligheden for, at nogle af legetøjets smådele kan falde af og sluges af børnene;

legetøjets karakteristika, hvis det ødelægges.

Del III — Kemiske egenskaber

Skønt EØSU glæder sig over de foreslåede ændringer, understreger det dog nødvendigheden af omgående at tage forsigtighedsprincippet i anvendelse, når det gælder kemiske egenskaber, eftersom Verdenssundhedsorganisationen i sine undersøgelser har påvist, at børn, der udsættes for disse stoffer, kan pådrage sig visse kroniske sygdomme, som kan vare ved også efter treårsalderen.

Derfor understreger EØSU nødvendigheden af at forbyde anvendelsen af alle CMR-stoffer — herunder stofferne af kategori 3, forudsat at de er behørigt anerkendt som potentielt skadelige — ikke kun i produktets ydre udformning, men også i dets indre komponenter, i øvrigt i overensstemmelse med direktivet om kosmetiske midler. Endvidere advarer EØSU Kommissionen mod de nuværende alt for lempelige bestemmelser ikke kun om tilladte migrationsgrænser, men også vedrørende stoffer, som forårsager endokrine forstyrrelser, og som kan hæmme barnets normale udvikling.

Hvad angår anvendelsen af allergene stoffer opfordrer EØSU Kommissionen til at forbyde enhver anvendelse af et hvilket som helst duftstof og sensibiliserende stof, eftersom disse kan indeholde ikke alene allergener — som klart bør forbydes, men også andre stoffer, som har en direkte indvirkning på barnets immunforsvar.

Ud fra en realistisk tilgang anbefaler EØSU en femårig overgangsperiode af hensyn til den praktiske gennemførlighed og legetøjsindustriens struktur med en overvægt af smv'er og i betragtning af de væsentlige ændringer, som dette direktiv medfører, især på området kemiske egenskaber.

EØSU understreger endelig nødvendigheden af at tilstræbe overensstemmelse mellem det nuværende forslag og bestemmelserne om fødevaresikkerhed, især når det gælder materialer, der anvendes i legetøj til børn under 36 måneder. Således opfordrer EØSU Kommissionen til kun at tillade stoffer, som er tilladte i materialer, der kommer i direkte kontakt med fødevarer.

Del IV — Elektriske egenskaber

EØSU mener, at dette bilag bør fastlægge specifikke bestemmelser for produkter, som kræver batterier — især kviksølvbatterier.

4.9   Bilag V — Advarsler

EØSU mener, at der bør være specifikke advarsler vedrørende de særlige vilkår for børn med visse fysiske og mentale handicap, så forældrene eller ledsagerne på forhånd kan vide, hvilke farer der er forbundet med brugen af legetøjet.

Hvad angår placering af legetøj i fødevarer, bør der efter EØSU's mening være en specifik synlig og uudslettelig angivelse af, at fødevaren indeholder et legetøj, som skal kunne ses, uanset hvordan legetøjet er emballeret.

Bruxelles, den 18. september 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  USA har »National Electronic Injury Surveillance System (NEISS)«, som forvaltes af »Consumer Product Safety Commission« (CPSC).

(2)  EFT C 167 af 5.7.1986, s. 1.

(3)  EFT L 187 af 16.7.1988, s. 1. EØSU's udtalelse: EFT C 232 af 31.8.1987, s. 22.

(4)  EFT C 136 af 4.6.1985, s. 1.

(5)  KOM(1986) 541 endelig (EFT C 282 af 8.11.1986, s. 4).

(6)  EØSU's udtalelse 639/87, som Alma Williams var ordfører for (EFT C 232 af 31.8.1987, s. 22).

(7)  EFT L 281 af 14.10.1988, s. 55; EFT L 37 af 9.2.1991, s. 42.

(8)  EUT L 220 af 30.8.1993, s. 1. EØSU's udtalelse: EFT C 14 af 20.1.1992, s. 15 og EFT C 129 af 10.5.1993, s. 3.

(9)  EUT C 297 af 9.12.2003, s. 18.

(10)  Direktiv 92/59/EØF af 29. juni 1992 (EFT L 228 af 11.8.1992, s. 24 — EØSU's udtalelse: EFT C 75 af 26.3.1990, s. 1) og direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 (EFT L 11 af 15.1.2002, s. 4); om forslaget til dette direktiv, KOM(2000) 139 endelig, vedtog EØSU udtalelsen CES 1008/2000 af 20.9.2000, som Alma Williams var ordfører for (EFT C 367 af 20.12.2000, s. 34) allerede inden — den 8. december 1999 — havde EØSU vedtaget en initiativudtalelse af samme ordfører om samme emne (CESE 1131/1999 — EFT C 51 af 23.2.2000, s. 67).

(11)  Forslagspakke KOM(2007) 36, 37 og 53 endelig af 14.2.2007, der er behandlet i EØSU's udtalelse INT/352/353/354 (CESE 1693/2007 af 13.12.2007), som Antonello Pezzini var ordfører for.

(12)  Jf. i alle disse sammenhænge Kommissær Meglena Kunevas tale af 12. september 2007 i EP, hendes udtalelser under møderne med Mattel Internationals vicedirektør den 20. september 2007 og med en delegation af legetøjsfabrikanter, som omfattede Hornby, Lego og Mattel, den 9. april 2008, samt pressekonferencen den 22. november 2007; se ligeledes EP's beslutning doc. P6-TA (2007) 0412 af 26. september 2007.

(13)  Data hentet fra Kommissionens hjemmeside.

(14)  Rådets direktiv 88/378/EØF af 3. maj 1988 (EFT L 187 af 16.7.1988, s. 1). Det er vigtigt at bemærke, at Kommissionen i forslaget om kosmetiske produkter (KOM(2008) 49 endelig/2 af 14.4.2008) — til forskel fra nærværende forslag — med rette har valgt en forordning som retsinstrument i stedet for et direktiv. Det skal også nævnes, at den ændring, der er foretaget i protokollen om nærhedsprincippet, hvorefter direktiver ikke længere skal »foretrækkes« frem for forordninger, er endnu et argument for at vælge denne løsning fremover.

(15)  Ifølge nævnte rapport blev der alene i sommeren 2007 trukket over 18 mio. stykker legetøj, som indeholdt magneter, tilbage og omkring 2 mio. stykker legetøj på grund af blyholdig maling.

(16)  EØSU's udtalelse CESE 1693/2007 af 13. december 2007 med Antonelli Pezzini som ordfører (INT 353/353/354), punkt 5.2.11. Endvidere indeholder punkt 5.2.12 følgende vigtige bemærkning:

»Den bedste måde, hvorpå man kan styrke CE-mærkets status og betydning som fastsat i afgørelse 93/465, er at foretage en gennemgribende revision af selve mærket, hvilket må indebære:

afklaring af, at det ikke må bruges eller betragtes som et mærkningssystem beregnet på forbrug eller som en garanti for kvalitet eller certificering eller godkendelse af uafhængige tredjeparter, men kun som en erklæring om overensstemmelse med gældende krav og en teknisk dokumentation, som fabrikanten eller importøren er forpligtet til at fremlægge under deres fulde ansvar over for myndighederne og forbrugerne;

strømlining af de forskellige overensstemmelsesvurderingsprocedurer;

styrkelse af den retlige beskyttelse af CE-mærkningen gennem registrering af det som et EF-fællesmærke, således at de offentlige myndigheder hurtigt kan gribe ind og forfølge misbrug, samtidig med at muligheden for yderligere national mærkning opretholdes;

styrkelse af markedstilsynsmekanismerne og toldkontrollen ved grænserne;

undersøgelse fra producenternes og forbrugernes side af, hvorledes en eventuel frivillig adfærdskodeks vil indvirke på effektiviteten af et stort antal europæiske og nationale kvalitetsmærkerfrivillige eller ejogså set i forhold til CE-mærket.«.

(17)  KOM(2007) 36, 37 og 53 endelig af 14.2.2007.

(18)  Udtalelse citeret i fodnote 16, punkt 5.2.7.1 og 5.2.9. Jf. Ligeledes EØSU's udtalelser om politiske foranstaltninger for SMV'er (INT/390) som Claudio Cappellini var ordfører for, og om kosmetiske midler (INT/424), som Jacek Krawczyk var ordfører for.

(19)  »Study on Safety and Liability Issues Relating to Toys« (PE 393.523), forfattere: Frank Alleweldt — projektleder; Anna Fielder — ledende forfatter; Geraint Howells — juridisk analytiker; Senda Kara, Kristen Schubert og Stephen Locke.

(20)  Se i denne forbindelse Domstolens dom af 29. maj 1997 (sag C-300/95. Samling af domstolsafgørelser 1997, s. I-02649).

(21)  EP's beslutning af 19.9.2007 om farligt legetøj (doc. P6-TA (2007) 0412 af 26.9.2007).

(22)  KOM(1999) 719 endelig af 12.1.2000.


31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/15


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Et indre marked for Europa i det 21. århundrede«

KOM(2007) 724 endelig

(2009/C 77/03)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 20. november 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Et indre marked for Europa i det 21. århundrede.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Bryan Cassidy til ordfører og Raymond Hencks og Claudio Cappellini til medordførere. Sektionen vedtog sin udtalelse den 15. juli 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 447. plenarforsamling den 17.-18. september 2008, mødet den 18. september, følgende udtalelse med 51 stemmer for, 2 imod og 4 hverken for eller imod:

1.   Resumé af EØSU's konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU understreger vigtigheden af Lissabonstrategien som et middel til at fastholde fordelene ved det indre marked og udviklingen og konsolideringen heraf.

1.2

Et velfungerende, konkurrencedygtigt og innovationsvenligt indre marked er absolut nødvendigt, for at Europa kan få mest muligt ud af globaliseringen og samtidig værne om sit velfærdsniveau. EØSU er i den forbindelse bekymret over EF-Domstolens seneste domme om udstationering af arbejdstagere, hvis konsekvenser for den gældende EU-ret på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område er ved at blive undersøgt af EØSU (1).

1.3

For at udvikle det indre marked understreger EØSU, at det er vigtigt at fremme og udnytte resultaterne af den videnskabelige forskning og innovation ved at gøre det lettere for nationale teknologiudbydere at fremme deres innovative produkter og teknologier på EU-plan gennem formidling og grænseoverskridende udnyttelse af forskningsresultater. Det indre marked er et vigtigt redskab for realiseringen af Lissabondagsordenen. Dets mål er at gavne forbrugerne, den økonomiske vækst og beskæftigelsen ved gradvist at nedbryde hindringer for den fri bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital — selv om mange stadig består. Der kan ikke stilles spørgsmålstegn ved fordelene ved tættere integration.

1.4

Kommissionens pakke om revision af det indre marked er et godt udgangspunkt for at puste nyt liv i det indre marked, men om det bliver en succes, afhænger i høj grad af de nationale regeringers og arbejdsmarkedsparternes evne og vilje til at påtage sig et ansvar og stille de ressourcer, der er nødvendige for at omsætte retorikken til praksis, til rådighed.

1.5

En korrekt og ensartet håndhævelse af gældende lovgivning og standarder er en af de vigtigste opgaver. Konsekvensanalyser, nedbringelse af administrative byrder og omkostninger i forbindelse med overholdelse af lovgivningen som følge af det skattemæssigt fragmenterede indre marked og bedre høring af arbejdsmarkedets parter og de berørte aktører, især SMV'erne, er afgørende for dels at øge forståelsen for de lovgivningsmæssige mål, dels opstille ikke-lovgivningsmæssige løsningsforslag.

1.6

Små og mellemstore virksomheder yder et afgørende bidrag til, at det indre marked kan fungere effektivt. SMV'er i deres forskellige former spiller en særligt vigtig rolle i servicesektoren og er afgørende for de arbejdsmarkedsmæssige kompromiser, som EU's økonomi hviler på. Loven om små virksomheder »Small Business Act« og SMV-charteret anerkender alle SMV'ers betydning i EU's og medlemsstaternes politiske beslutningsproces og institutioner. EØSU mener imidlertid, at der bør lægges større vægt på SMV'ernes rolle i gennemførelsen af politikken, især med henblik på deres bidrag til at opfylde økonomiske, miljømæssige og arbejdsmarkedspolitiske mål.

1.7

EØSU understreger, at Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen er et vigtigt solidaritetsinstrument, som skal yde særlig bistand til arbejdstagere, der bliver ledige som følge af ændrede globale samhandelsmønstre, med at finde anden beskæftigelse. Der udtrykkes nok tilfredshed med, at ordningen gælder for ansatte i SMV'er, men udvalget beklager, at den ikke er til rådighed for selvstændige, som bliver sårbare over for de samme ændringer.

1.8

EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre tilstrækkelige ressourcer til bedre håndhævelse af reglerne for det indre marked. Endvidere bør initiativerne udarbejdes med det formål at opnå synergivirkninger mellem politikken for det indre marked, konkurrencepolitikken og social- og miljøpolitikken, der har afgørende betydning for det indre markeds funktion.

1.9

Kommissionen og medlemsstaterne må sikre, at nye lovgivningsinitiativer, der skal bidrage til, at det indre marked fungerer problemfrit, både tager hensyn til europæiske virksomheders konkurrenceevne og til de sociale og miljømæssige konsekvenser. For at sikre sammenhængen og retssikkerheden for virksomheder og forbrugere og forhindre, at nye initiativer modsiger hinanden, bør nye forslag på såvel EU- som nationalt niveau testes for deres forenelighed med det indre marked (2).

1.10

Adgangen til retspleje for borgere og virksomheder bør være enkel og til en overkommelig pris, og herunder bør der være passende muligheder for at opnå erstatning og mekanismer for bilæggelse af tvister. I den forbindelse bør udviklingen af udenretslige redskaber til bilæggelse af tvister forbedres.

1.11

EØSU kan kun bifalde målet i meddelelsen af 20. november 2007 om forsyningspligtydelser, der sigter på at konsolidere EU's rammer for tjenesteydelser af almen interesse, herunder på social- og sundhedsområdet, for at komme med konkrete løsninger på konkrete problemer, hvor de findes, og en blanding af sektor- og emne-specifikke foranstaltninger.

1.12

Fordi EU's primærret eller traktater anerkender, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse som helhed indgår i EU's »fælles værdier« og bidrager til Unionens »sociale og territoriale samhørighed«, skal sektorspecifikke aktioner (under hensyntagen til hver sektors specifikke kendetegn) kombineres med emnespecifikke tilgange.

1.13

Ved at indarbejde sondringen mellem økonomiske og ikke-økonomiske tjenesteydelser i primærretten samt behovet for at sikre respekt for de fælles operative principper for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse viser protokollen for forsyningspligtydelser, hvordan arbejdet med at præcisere de begreber og ordninger, som er under overvejelse, er vigtigere end tidligere for at sikre, at sådanne tjenesteydelser ikke længere afhænger af en udelukkende lovgivningsmæssig eller juridisk fremgangsmåde fra sag til sag.

1.14

Trods gentagne anmodninger fra Europa-Parlamentet om ægte retssikkerhed for almennyttige, sociale tjenester begrænses forslagene i meddelelsen om forsyningspligtydelser til en række svar på »hyppigt rejste spørgsmål«, som bestemt vil være til nytte, men ikke har nogen bindende retlig værdi.

1.15

EØSU foreslår derfor en rigt facetteret og gradvis fremgangsmåde, som kombinerer sektor- og emnespecifikke aspekter, og som vil føre til vedtagelse af lovinitiativer, hvor disse er nødvendige, og/eller til disse princippers og betingelsers tilpasning til de forskellige berørte sektorer (den tværgående, emnespecifikke fremgangsmåde).

2.   Hovedpunkterne i Kommissionens meddelelse

2.1

I Kommissionens pakke, som behandles her, stilles forslag om en række initiativer, der bygger på fem arbejdspapirer og to meddelelser om forsyningspligtydelser og det indre markeds sociale dimension (3).

2.2

EØSU har udarbejdet udtalelser om alle disse emner (4). Det har for nylig vedtaget en initiativudtalelse om det indre markeds eksterne dimension og er ved at udarbejde en om den sociale og miljømæssige dimension (5).

3.   Generelle bemærkninger — Mere effektiv håndhævelse

3.1

Udvalget bifalder, at KOM(2007) 724 endelig lægger vægt på at myndiggøre forbrugere og SMV'er, så de får lettere ved at udnytte det indre marked, og tage bedre hensyn til deres forventninger og bekymringer. Det er derfor positivt, at politikken for det indre marked fæster særlig opmærksomhed på forbrugerrelaterede områder som f.eks. energi, telekommunikation, finansielle tjenesteydelser i detailleddet og engros- og detailhandel.

3.2

Den fremtidige politik for det indre marked vil kun blive en succes, hvis medlemsstaterne og Kommissionen i forening kan forbedre dens funktionsevne. Det indre marked er »et igangværende arbejde« og et fælles ansvar. Medlemsstaterne skal tage større medansvar for det. De nationale myndigheder lever ofte ikke op til deres forvaltningsansvar for det indre marked, hvilket skaber nye hindringer, der svækker den tillid, som det indre marked burde indgyde. Arbejdsmarkedets parters vigtige rolle som støtte for det indre marked bør i højere grad anerkendes.

3.2.1

Kommissionen ønsker at prioritere korrekt håndhævelse højere. Der er behov for at tilvejebringe instrumenter, så lovgivningen virker bedre i praksis. Rettidig og korrekt omsætning af fællesskabslovgivningen til national lov og administrativ forenkling er afgørende for at forbedre håndhævelsen. En korrekt omsætning af servicedirektivet er særlig vigtigt for at nå målet om jobskabelse og vækst.

3.3

Tilvejebringelsen af lette og hurtige løsninger på de problemer, som borgere og virksomheder står over for i det indre marked, bør fortsat være en prioritet. SOLVIT er et særlig nyttigt, men desværre underudnyttet værktøj på grund af manglende viden om systemet og dets anvendelighed og ikke tilstrækkelige ressourcer navnlig på nationalt niveau. Initiativer, der retter op på denne situation, herunder tiltag der skal sikre SOLVIT-centrene tilstrækkelige ressourcer, menneskelige som økonomiske, er stærkt efterlyste, det samme gælder initiativer om udvidelse af centrenes rækkevidde.

3.4

EØSU bakker op om Kommissionens planer om at strømline og fremskynde overtrædelsesprocedurer ved at prioritere de sager om manglende overholdelse, der indebærer den største risiko, og som har størst økonomisk betydning, uden at dette dog må være til skade for effektiviteten af de eksisterende afskrækkende foranstaltninger.

3.5

Der skal gøres mere inden for markedsovervågningen af lokalt producerede og importerede varer. Dette indebærer en forpligtelse for såvel medlemsstaterne som Kommissionen.

3.6

EØSU ser gerne, at Kommissionen prioriterer hjælp til SMV'er højere ved at kæde SMV-politikken sammen med de sociale og miljømæssige mål for EU og ved endelig at afskaffe alle nationale ikke-toldmæssige hindringer, herunder hindringer for den fri bevægelighed for kapital og arbejdstagere (6).

3.7

På det mere overordnede plan er det altafgørende, at Kommissionen fortsat påtager sig den vigtige opgave som traktatens vogter og benytter sig af sin initiativret til at sikre et velfungerende indre marked.

3.8

EØSU er enigt i, at det er vigtigt, at man fortsat arbejder hen mod en yderligere nedbringelse af de omkostninger, der følger af, at der ikke er sammenhæng mellem skatte- og afgiftssystemerne i det indre marked ved at fremme EU-regler, der tilgodeser udviklingen af grænseoverskridende aktiviteter og styrker det indre marked.

4.   Bedre lovgivning

4.1

EØSU hilser målsætningen om en mere rummelig politikudformning og ønsket om bredere inddragelse af de berørte parter velkommen. Systematiske konsekvensanalyser er vigtige.

4.2

Det er absolut nødvendigt, at repræsentative interessenter høres i forbindelse med udarbejdelsen af konsekvensanalyser. Konsekvensanalyserne bør nøje gennemgås af en uafhængig og ekstern gruppe af eksperter, bl.a. bestående af lovgivningens slutbrugere.

4.3

Det skal endvidere sikres, at de administrative byrder for virksomhederne nedbringes, uden at det har negativ virkning for de sociale resultater.

4.4

For at sikre sammenhængen og retssikkerheden for virksomheder og forbrugere og for at forhindre, at nye initiativer skaber nye hindringer, bør der for nye forslag på såvel EU- som nationalt niveau indføres en forenelighedstest med det indre marked tillige med en evaluering af de sociale og miljømæssige konsekvenser (7). Uklare lovtekster, som ofte gennemføres og fortolkes forskelligt, giver anledning til uoverensstemmelser i fællesskabslovgivningen.

4.5

Bedre information og oplysninger om den praktiske gennemførelse af reglerne for det indre marked er af allerstørste vigtighed. Kommissionen bør være mere villig til at videregive oplysninger om de medlemsstater, der ikke opfylder deres forpligtelser, og til at bistå de nationale arbejdsmarkedsparter ved at gøre medlemsstaternes indberetninger mere ensartede og gennemsigtige.

5.   Det indre markeds eksterne dimension  (8)

5.1

EØSU er enigt med Kommissionen i, at globaliseringen er et stærkt udgangspunkt for dynamik og konkurrenceevne, og at det indre marked er et aktiv, som bør bruges som afsæt for at klare udfordringerne fra globaliseringen.

5.2

En liberalisering af handelen er korrekt identificeret som den første grundpille i EU's strategi på området. En ambitiøs konklusion på Doha-runden og afslutning af de vidtrækkende forhandlinger om en frihandelsaftale lanceret inden for rammerne af det globale Europa vil være målestokken for EU's succes.

5.3

Lovgivningsspørgsmål og spørgsmål om standarder er i stadig større udstrækning afgørende for, om virksomhederne er i stand til at klare sig internationalt. Europæiske standardiseringsorganer som CEN, CENELEC og ETSI bør sammen med rådgivende organisationer som NORMAPME (9) sikre, at alle virksomheder, især små virksomheder, i hele EU og udviklingslandene har adgang til disse standarder.

5.4

Kommissionen peger med rette på behovet for at forbedre reguleringssamarbejdet, ækvivalensen og konvergensen på internationalt plan. »En afprøvning, en standard godkendt overalt«, bør være det langsigtede mål.

5.5

EU-reglerne må fastholde konkurrenceevnen. Uforholdsmæssigt store byrder for virksomheder i EU vil ikke blive opvejet af international accept af EU-standarder. Samarbejde med partnerlande vedrørende lovgivning kan kun lykkes, hvis man er åben og innovativ over for andre tilgange.

5.6

EØSU glæder sig over benchmarkingen af EU-regler i forhold til bedste praksis på internationalt plan, navnlig EU's vigtigste handelspartnere. En sådan benchmarking bør automatisk indgå i EU-konsekvensanalyser og EU bør være åben over for lovgivningsmæssigt samarbejde med vigtige handelspartnere. EU bør acceptere officielt anerkendte internationale standarder for overensstemmelsesvurdering.

5.7

EU-initiativer med det sigte at spille en førende international rolle, når det gælder om at fastlægge regler og udvikle forskningsbaserede, internationale, kvalitetsstandarder for industri- og fødevareprodukter bør tilskyndes. Fælles standarder bør ledsages af fælles lovgivningsmål. Udvalget henstiller derfor, at der sættes større fokus på bilaterale aftaler og netværk blandt internationale lovgivere.

5.8

EU bør vedblive med at støtte frihandel, samtidig med at der tilvejebringes tilstrækkelig markedskontrol for at sikre sig mod import af usikre produkter. Kommissionen bør imidlertid sikre, at disse foranstaltninger og nye systemer med private standarder ikke misbruges på en protektionistisk måde (10).

6.   Det indre markeds sociale dimension

6.1

Udvalget er enigt i, at en social dimension vil være med til at forbedre det indre markeds funktionsevne på samme måde som vækst- og beskæftigelsesstrategien og gennem dens kraftige betoning af en sund SMV-økonomi.

6.2

Eftersom arbejdsmarkedsintegration er den bedste garanti mod social udstødelse, skal bedre udnyttelse af Europas arbejdskraftpotentiale i samfund under hastig forandring være det centrale element i Kommissionens plan for »muligheder, adgang og solidaritet«. Kommissionen bør arbejde med arbejdsmarkedets parter for at sikre, at det især gælder for sårbare indvandrer- og mindretalsgrupper.

6.3

Som svar på globaliseringens udfordringer, teknologisk forandring og ændrede sociale og miljømæssige realiteter skal politikplanlægningen orienteres mod at sikre de arbejdsmarkedsmæssige mål gennem at øge beskæftigelsen og fastlægge rammebetingelser for høj produktivitetsvækst.

6.4

Vigtigheden af at inddrage »flexicurity« (11) i alle EU-politikker er blevet fremhævet af EØSU i sin udtalelse (12). SMV'er og især selvstændige er afgørende for, at fleksible arbejdsmarkeder kan fungere effektivt. Dertil kræves en større forståelse af SMV'ers socialpolitiske rolle.

7.   Et innovationsbaseret indre marked

7.1

For at udvikle det indre marked understreger EØSU, at det er vigtigt at fremme og udnytte resultaterne af den videnskabelige forskning og innovation ved at gøre det lettere for nationale teknologiudbydere at fremme deres innovative produkter og teknologier på EU-plan gennem formidling og grænseoverskridende udnyttelse af forskningsresultater. Europas innovative kapacitet kan blive kraftigt påvirket af det indre markeds kvalitet. Der er brug for en koordineret F&U-indsats på EU-niveau mellem »klynger« af SMV'er, store virksomheder, forskningsinstitutioner, universiteter og det nye europæiske institut for innovation og teknologi.

7.2

Fremskridt henimod et patentsystem, der er mere konkurrencepræget, hvad angår prisen for retssikkerhed, er nøglen til Europas innovationskapacitet. Det forudsætter bl.a. fremskridt med en fælles patentdomstolsordning for Europa, som sikrer bedst kvalitet, omkostningseffektivitet og pålidelighed for alle virksomheder, og et EU-patent, som også opfylder de benchmarks, der især er til gavn for SMV'er. Kraftig beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder med effektive foranstaltninger på EU- og internationalt niveau mod den voksende plage af forfalskninger og piratkopier er også påkrævet.

7.3

Innovation i forvaltningen af arbejdsmarkeds- og socialpolitikken bør være åben for den mangfoldighed af organisationer i socialøkonomien (f.eks. kooperativer), som kan bringe tjenesteydelserne tættere på brugergrupper under passende retsligt tilsyn.

7.4

Den nye politik for det indre marked skal spille en central rolle i skabelsen af en miljømæssigt bæredygtig global økonomi.

8.   Forbrugerbeskyttelsespolitik

8.1

En afbalanceret forbrugerpolitik er vigtig for et velfungerende indre marked. EØSU ser forbrugerne som afgørende for Kommissionens nye vision om et velintegreret indre marked. Der bør sættes større fokus på forbrugernes erfaringer på markedet, f.eks. gennem konsekvensanalyser eller indarbejdelse af forbrugerinteresser i Lissabon-dagsordenen.

8.2

Blikket bør rettes mod ét fælles marked, som er til gavn for forbrugere og virksomheder, og på den rolle, som servicesektoren kan spille i økonomien ved at forbedre kvaliteten og forbrugernes tillid. Forbrugerne bør have fuld adgang til varer og tjenester, som tilbydes i hele EU, og virksomhederne bør kunne tilbyde deres varer og tjenester hvor som helst i EU og lige så let som på deres hjemmemarked. Harmonisering forbundet med gensidig anerkendelse danner det rette grundlag for denne situation til gavn for alle parter (13).

9.   Meddelelse om Tjenesteydelser af almen interesse, herunder sociale ydelser af almen interesse: Europas nye udfordring (14)

9.1

EØSU har i en række udtalelser (15) påpeget, at det ser med bekymring på den retslige usikkerhed vedrørende forsyningspligtydelser.

9.2

Meddelelsen fremhæver betydningen af den specifikke protokol om almennyttige sociale tjenester, der er vedlagt Lissabon-traktaten (protokollen om forsyningspligtydelser), som ifølge Kommissionen skal fastlægge en sammenhængende ramme til at vejlede EU's tiltag og samtidig danne grundlag for en definition af forsyningspligtydelser (16).

9.3

Meddelelsen om forsyningspligtydelser nævner på den anden side kun i forbifarten den nye artikel 16 i Lissabon-traktaten uden at komme nærmere ind på dens betydning, skønt denne indfører et nyt retsgrundlag for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, der giver Rådet og Parlamentet til opgave — i form af lovgivning på linje med de almene lovgivningsprocedurer — at fastlægge de fornødne principper og betingelser, for at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse kan leve op til deres formål.

9.4

Den effektive gennemførelse af princippet om, at forsyningspligtydelser tager præcedens, som nu er blevet muligt takket være den nye artikel 16 i Lissabon-traktaten, vil være med til at reducere den hyppige anvendelse af voldgift ved EU-domstolen.

9.5

Lissabon-traktaten indeholder en række innovationer, ikke mindst den nye artikel 16, der nævnes ovenfor, og en generel reference til forsyningspligtydelser og tjenester af ikke-økonomisk almennyttig interesse. Den er med til at sætte fornyet fokus på spørgsmålet om tjenesteydelser af almen interesse inden for EU-tiltag på linje med subsidiaritetsprincippet.

9.6

Efter EØSU's opfattelse er den nye Lissabon-traktat (artikel 16 i EU-traktaten og protokollen for forsyningspligtydelser) derfor kun starten på en ny fremgangsmåde for at opnå større retssikkerhed og en mere sammenhængende regulering af ordninger for forsyningspligtydelser på nationalt og EU-plan.

9.7

Protokollen for forsyningspligtydelser udgør en vejledning om reglerne for forsyningspligtydelser, både økonomiske og ikke-økonomiske, men gør intet for at løse problemet med at sondre mellem disse to kategorier.

9.8

Ved at indarbejde sondringen mellem økonomiske og ikke-økonomiske tjenesteydelser i primærretten samt behovet for at sikre respekt for de fælles operative principper for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse viser protokollen for forsyningspligtydelser, hvordan proceduren med at afklare de begreber og ordninger, som er under overvejelse, nu er vigtigere end tidligere for at give retssikkerhed for de selskaber og organer, der er ansvarlige for at forvalte dem, samt hovedmodtagerne heraf.

9.9

Meddelelsen om forsyningspligtydelser foreslår at gennemføre »konsolideringen af EU-lovgivningen om tjenesteydelser af almen interesse, herunder sociale ydelser og sundhedsydelser, og i givet fald finde konkrete løsninger på konkrete problemer« og »en blanding af sektorspecifikke og emnespecifikke foranstaltninger med tre hovedtemaer«.

9.10

Sådanne foranstaltninger bør selvfølgelig tage hensyn til de specifikke kendetegn ved hver af de pågældende sektorer. Fordi primærretten imidlertid har anerkendt, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse som helhed indgår i EU's »fælles værdier« og bidrager til Unionens »sociale og territoriale samhørighed«, skal sektorspecifikke aktioner (under hensyntagen til hver sektors specifikke kendetegn) kombineres med emnespecifikke tilgange.

9.11

EØSU foreslår derfor en rigt facetteret og gradvis fremgangsmåde, som kombinerer sektor- og emnespecifikke aspekter, og som vil føre til vedtagelse af lovinitiativer, hvor disse er nødvendige, og/eller til, at disse principper og betingelser tilpasses de forskellige berørte sektorer (den tværgående, emnespecifikke fremgangsmåde).

10.   Den særlige situation med de almennyttige, sociale tjenester

10.1

EØSU understreger vigtigheden af Lissabonstrategien som et middel til at fastholde fordelene ved det indre marked og udviklingen og konsolideringen heraf.

10.2

Kommissionen har introduceret begrebet sociale tjenesteydelser af almen interesse og detaljeret beskrevet det i sin hvidbog om forsyningspligtydelser og i to meddelelser (17) og i et arbejdspapir fra Kommissionens tjenestegrene (18).

10.3

Meddelelsen fremlægger ikke en definition af disse sociale tjenesteydelser af almen interesse og foretrækker at skelne mellem to brede grupper af sociale tjenesteydelser af almen interesse: for det første lovgivningsmæssige og supplerende socialsikringsordninger og for det andet »andre væsentlige ydelser direkte til personen«.

10.4

Kommissionens forsigtige fremgangsmåde viser, hvor svært det er at klassificere sociale tjenesteydelser af almen interesse, da de afspejler specifikke og yderst varierede opgaver, som er dybt rodfæstede i nationale og tilmed lokale kollektive præferencer.

10.5

Under høringen om 2003-grønbogen konstaterede hovedparten af denne sektors aktører (lokale myndigheder, operatører, brugerrepræsentanter), at de oplevede øget retslig usikkerhed vedrørende det kompleks af EU-lovgivning, som gjaldt for dem i betragtning af deres særlige karakter, især hvad angik godkendelsen til at yde sådanne tjenester. De gjorde det klart, at de faldt ind under et »gråt område«, hvilket var en hæmsko for deres arbejde. Det førte til:

at Kommissionen iværksatte en specifik diskussionsprocedure (der omfattede en meddelelse, studier osv.),

at lovgiveren stort set udelukkede dem fra tjenestedirektivets anvendelsesområde (19) og

at Europa-Parlamentet ved to lejligheder opfordrede til større retssikkerhed (20).

10.6

Kommissionen har imidlertid ikke holdt fast ved denne fremgangsmåde, hvilket klart er i modstrid med den sektorspecifikke fremgangsmåde, som den støtter, og har nu til hensigt at begrænse sine forslag til et sæt svar på »hyppigt stillede spørgsmål« og en interaktiv informationstjeneste, som helt sikkert vil være til nytte, men ikke har nogen bindende retlig værdi.

10.7

For at indfri kravene om retssikkerhed, bl.a. i henhold til EU-traktatens artikel 16, der åbner op for nye muligheder, hvad angår tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse i EU, herunder også sociale tjenesteydelser af almen interesse, skal arbejdet med at afklare begreber samt de fællesskabsrammer, der anvendes på samfundssindede aktiviteter, videreføres.

11.   Meddelelse om muligheder, adgang og solidaritet: En ny social vision for det 21. århundredes Europa

11.1

Udvalget er tilfreds med de målsætninger, der er opregnet i meddelelsen om muligheder, adgang og solidaritet: en ny social vision for det 21. århundredes Europa (21). Meddelelsen henvender sig til EU's borgere, civilsamfundet og virksomheder, herunder SMV'er, og er bygget op over Europas væsentligste redskaber som det indre marked, Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse og strategien for bæredygtig udvikling.

11.2

De forandringer, som de europæiske samfund for øjeblikket gennemlever (herunder EU27 med 500 mio. indbyggere, demografiske ændringer, teknologiske fremskridt og økonomisk udvikling), kan betyde nye beskæftigelsesmuligheder og færdigheder, men tilpasningen til forandringerne indebærer også en risiko for arbejdsløshed og udstødelse.

11.3

EØSU bakker op om en mere fremtrædende rolle for EU med hensyn til at befordre, foregribe og fremhjælpe disse strukturelle ændringer og samtidig fremme europæiske værdier internationalt. Meddelelsen tegner omridset af en ny social vision for det 21. århundredes Europa og søger at fuldstændiggøre den høringsprocedure, der udløb den 15. februar 2008. Kontoret for Europapolitisk Rådgivning (BEPA) har bl.a. bidraget til debatten med medlemsstaterne og EU's institutioner om sociale forandringer og begrebet den sociale virkelighed i Europa. EØSU bifalder målsætningen om at sikre, at den endelige analyse af disse drøftelser bidrager til udarbejdelsen af den fornyede sociale dagsorden, der skal fremlægges i 2008, og tager hensyn til de nye institutionelle rammer efter Lissabon-traktaten.

11.4   Generelle antagelser og bemærkninger

11.4.1   Ændring af de sociale forhold

Alle medlemsstaterne gennemlever meget hurtige og gennemgribende forandringer, og navnlig europæerne giver udtryk for ængstelse og bekymring på vegne af den kommende generation (se også tidligere EØSU-udtalelser og -initiativer, BEPA-rapporten med en detaljeret oversigt over den løbende sociale udvikling og Kommissionens rapport om den sociale og arbejdsmarkedsmæssige situation 2007).

11.4.2   En social vision for EU baseret på livschancer: øget velfærd gennem øgede muligheder, adgang og solidaritet

Muligheder — for en god start i livet, for at udnytte den enkeltes potentiale og få det bedste ud af de chancer, der ligger i et innovativt, åbent og moderne Europa.

Adgang — nye og mere effektive metoder for at få en uddannelse, avancere på arbejdsmarkedet, sikre sig sundhedsydelser og socialsikring af høj kvalitet og deltage i kultur- og samfundsaktiviteter.

Solidaritet — en forudsætning for social sammenhængskraft og bæredygtighed og som sikring mod, at enkeltindivider falder af vognen.

11.4.2.1

EØSU er enigt med Kommissionen i, at der ikke findes nogen standardløsning for Europa, og at fælles udfordringer kræver fælles handling understøttet af aktivt medborgerskab.

11.4.2.2

Hvis vi skal fastholde den økonomiske vækst og mindske risikoen for brister i velfærdssystemet, er det afgørende at komme den sociale udstødelse til livs og forbedre levestandarden ved at skabe muligheder for den enkelte. Tillid og tiltro er afgørende for fremskridt, modernisering og åbenhed over for forandringer.

11.4.3   Vigtigste indsatsområder:

For at nå målene om »muligheder, adgang og solidaritet« er EU nødt til at investere i:

1)

ungdommen: nye sociale ændringer og en ny økonomi, der bygger på innovation og teknologi, kræver en større indsats med hensyn til uddannelse og færdigheder. Investeringer i ungdommen har positive virkninger for såvel den økonomiske udvikling som den sociale samhørighed. Med Lissabon-dagsordenen har uddannelse fået en central placering i det europæiske sociale og økonomiske system ved at gøre viden til en løftestang for Europas konkurrenceevne på internationalt plan;

2)

et rigt arbejdsliv: en dynamisk økonomi og et dynamisk arbejdsmarked kræver fleksible arbejdsmarkedsregler og høje sociale standarder (se »flexicurity«);

3)

længere og sundere liv: længere forventet levealder belaster de sociale beskyttelsesordninger, men skaber samtidig nye økonomiske muligheder i form af nye tjenester, varer og teknologier. EU bør fremme nye socialpolitikker for at udnytte disse muligheder og rette op på manglerne ved de nuværende beskyttelsesordninger;

4)

ligestilling mellem kønnene: nye økonomiske modeller fører til nye sociale ordninger. Derfor bør eksempelvis beskæftigelsespolitikker tilpasses nye krav om ligestilling mellem kønnene. Nogle af Kommissionens forslag tager fat på lønforskelle, skattesystemet og familievenlige ordninger på arbejdspladsen;

5)

aktiv integration og ikke-forskelsbehandling: de seneste udvidelser har afsløret store økonomiske og sociale forskelle mellem medlemsstater og regioner. Kommissionen har til hensigt at fremme en ny samhørighedspolitik baseret på accept af forskellighed, aktiv inddragelse, øget ligestilling og udryddelse af forskelsbehandling;

6)

mobilitet og vellykket integration: det indre marked har resulteret i stadig større mobilitet blandt borgerne, hvilket også har virkning for SMV'er. Dette kræver nye EU-omspændende tiltag baseret på integration;

7)

borgerdeltagelse, kultur og dialog: disse forhold er af stor betydning for den sociale samhørighed og inddrager tillige økonomiske ressourcer knyttet til innovation og teknologisk udvikling.

11.4.4   EU's rolle

11.4.4.1

EØSU understreger, at selv om det er medlemsstaterne, der først og fremmest er kompetente på disse politikområder, kan EU og arbejdsmarkedets parter spille en vigtig rolle ved at koordinere og støtte tiltag og reformer i tilknytning dertil. Den gældende fællesskabsret er et vigtigt instrument særligt i forhold til udvidelses- og samhørighedspolitikkerne, Lissabon-traktaten og chartret om grundlæggende rettigheder.

11.4.4.2

EØSU er enigt i de følgende fem strategier i meddelelsen:

fastsættelse af de politiske rammer for en indsats: EU har allerede opstillet fælles mål om opnåelse af harmonisering blandt medlemsstaterne med hensyn til beskæftigelsesstrategi, Lissabon-dagsordenen og socialpolitikker. Arbejdet må nu koncentreres om at nå disse mål og anvende de fælles principper i praksis;

fastholdelse af de europæiske værdier og sikring af ensartede spilleregler: De europæiske juridiske rammer er af afgørende betydning, når det gælder om at styre nationale politikker mod fælles mål;

udveksling af erfaringer og god praksis: EØSU er enigt med Kommissionen i, at bedste praksis, udveksling af erfaringer, fælles evalueringer og faglige evalueringer af sociale innovationer bør indgå som et element i den generelle nationale og europæiske politiske debat. Endvidere bør institutioner på nationalt, regionalt og lokalt plan, arbejdsmarkedets parter og ngo'er aktivt inddrages;

støtte til en indsats på lokalt, regionalt og nationalt plan: EU's samhørighedspolitikker og strukturfonde har medvirket til at mindske forskellene i velstand og levestandarder i EU. I de senere år har disse instrumenter været tættere knyttet til de politiske prioriteter om vækst og jobskabelse (for perioden 2007-2013 er over 75 mia. EUR fra Den Europæiske Socialfond blevet investeret i nye færdigheder og innovative virksomheder). EØSU understreger, at Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen er et vigtigt solidaritetsinstrument, der bør tilvejebringe aktive foranstaltninger til afhjælpning af konsekvenserne af globaliseringen for de mest sårbare grupper og virksomheder, herunder SMV'er. Det er derfor meget vigtigt at deltage i debatten om EU-budgettet efter 2013, således at der tages hensyn til resultaterne af den sociale høring;

bevidstgørelse og opbygning af et stærkt videngrundlag: EØSU hilser initiativer som det europæiske år for lige muligheder for alle (2007), det europæiske år for interkulturel dialog (2008) og det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og udstødelse (2010) velkommen. De eksisterende institutter og agenturer, Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene, EU-agenturet for Grundlæggende Rettigheder og Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder, vil i stigende omfang deltage i beslutningstagningen, bevidstgørelsesindsatsen og fremme af automatisk høring (og ikke kun e-høringer). EØSU, uafhængige ekspertpaneler, repræsentative organisationer og forskningsinstitutter på EU og nationalt niveau bør også inddrages i dette arbejde. EØSU opfordrer til øget inddragelse af alle interesseparter for at skabe større bevidsthed og forbedre kvaliteten af undersøgelsesresultater (tilvejebringelse af pålidelige data, statistikker, fælles indikatorer, overvågningssystemer osv.) vedrørende sociale spørgsmål.

Bruxelles, den 18. september 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  INT/416, R/CESE 1120/2008.

(2)  Som anmodet om af Europa-Parlamentet i sin betænkning af 4. september 2007 om Undersøgelse af det indre marked — Tackling af barrierer og ineffektivitet ved hjælp af bedre gennemførelse og håndhævelse (2007/2024 (INI)).

(3)  Kommissionens pakke af 20. november 2007 består af en meddelelse om »Et indre marked for Europa i det 21. århundrede« KOM(2007) 724 endelig, der fastlægger en række initiativer til at profilere det indre marked. Denne meddelelse er baseret på fem arbejdspapirer fra Kommissionens tjenestegrene om:

»The single market: review of achievements« (SEK(2007) 1521

»Instruments for a modernised single market policy« (SEK(2007) 1518)

»Implementing the new methodology for product, market and sector monitoring: Results of a first sector screening« (SEK(2007) 1517)

»The external dimension of the single market review« (SEK(2007) 1519)

»Initiatives in the area of retail financial services« (SEK(2007) 1520).

Der er to yderligere meddelelser:

En meddelelse om »Tjenesteydelser af almen interesse, herunder sociale ydelser af almen interesse: Europas nye udfordring« (KOM(2007) 725 endelig og adskillige arbejdspapirer SEK(2007)1514, SEK(2007) 1515), SEK)2007) 1516 og

En meddelelse om »Muligheder, adgang og solidaritet: en ny social vision for det 21. århundredes Europa« (KOM)2007) 726 endelig).

(4)  CESE 267/2008 (EUT C 162 af 25.6.2008), CESE 1262/2007 (EUT C 10 of 15.2.2008), CESE 62/2008 (EUT C 151 af 17.6.2008).

(5)  CESE 481/2008 (EUT C 204 af 9.8.2008) og INT/416, R/CESE 1120/2008.

(6)  Små og mellemstore virksomheder (SMV)Nøglen til øget vækst og beskæftigelse. En midtvejsevaluering af moderne SMV-politik, KOM(2007) 592 endelig tilgængelig fra:

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:52007DC0592:DA:NOT

(7)  Jf. udtalelsen CESE 794/2007.

(8)  CESE 481/2008 (EUT C 204 af 9.8.2008).

(9)  De europæiske håndværksfags og SMV'ers kontor for standardisering.

(10)  Verdenshandelsorganisationens 2005-rapport om verdenshandlen: »Exploring the links between trade, standards and the WTO« fra

http://www.wto.org/english/res_e/booksp_e/anrep_e/world_trade_report05_e.pdf

(11)  CESE 767/2008 (SOC/283), KOM(2007) 359 endelig: Flexicurity kan beskrives som en integreret strategi, der har til formål at forbedre fleksibiliteten og sikkerheden på arbejdsmarkedet samtidigt.

(12)  CESE 999/2007 (EUT C 256 af 27.10.2007).

(13)  Som anført i Det Europæiske Råds konklusioner af 13.-14. marts 2008.

(14)  KOM(2007) 725 endelig.

(15)  CESE 427/2007 (EUT C 161 af 13.7.2007), CESE 976/2006 (EUT C 309 af 16.12.2006), CESE 121/2005 (EUT C 221 af 8.9.2005) og CESE 1125/2003 (EUT C 80 af 30.3.2004).

(16)  KOM(2007) 724 endelig af 20.11.2007 punkt 3, side 9.

(17)  KOM(2006) 177 endelig af 26.4.2006 om »Iværksættelse af Fællesskabets Lissabon-program — Socialydelser af almen interesse i Den Europæiske Union« og KOM(2007) 725 af 20. november om »Tjenesteydelser af almen interesse, herunder sociale ydelser af almen interesse: Europas nye udfordring«.

(18)  SEK(2007) 1514 af 20.11.2007: »Ofte stillede spørgsmål vedrørende anvendelsen af reglerne for offentlige indkøb på socialydelser af almen interesse«.

(19)  Jf. artikel 2, stk. 1, og stk. 2, litra j, i tjenestedirektivet.

(20)  Rapkay-betænkningen af 14.9.2006 og Hasse Ferreira-betænkningen af 2007.

(21)  KOM(2007) 726 endelig.


31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/23


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Et europæisk initiativ til udbredelse af mikrokreditter for at fremme væksten og beskæftigelsen«

KOM(2007) 708 endelig/2

(2009/C 77/04)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 13. november 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Et europæisk initiativ til udbredelse af mikrokreditter for at fremme væksten og beskæftigelsen.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Antonello Pezzini til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 15. juli 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på den 447. plenarforsamling, mødet den 18. september 2008, følgende udtalelse enstemmigt:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Udvalget glæder sig over Kommissionens initiativer, der sigter på i større udstrækning at støtte oprettelsen og udviklingen af mikrovirksomheder og at styrke og opmuntre iværksætterkulturen med det formål at udvide produktions- og beskæftigelsesgrundlaget i EU og således øge konkurrenceevnen, skabe større samhørighed og en videnøkonomi af højere kvalitet i overensstemmelse med målene i den fornyede Lissabonstrategi.

1.2

Selv om udvalget bifalder initiativet om at tilvejebringe en ny fællesskabsstruktur til fremme af mikrokredit, mener det imidlertid ikke, at det rækker blot at opmuntre medlemsstaterne hertil, eftersom ikke-banksektoren, der ikke er omfattet af EU's bankdirektiver, i mange medlemsstater ikke er tilstrækkeligt reguleret og underlagt meget forskellige bestemmelser.

1.3

Ifølge EØSU bør et pilotprojekt for socialt ansvarlige mikroinvesteringer, hvor mikroinstitutter i og uden for banksektoren indgår i et europæisk netværk — gennem indgåelse af en aftaleprotokol om socialt ansvarlige investeringer med de enkelte institutter og med støtte fra erhvervsorganisationer — først og fremmest henvende sig til dem, der har begrænsede muligheder for at opnå banklån med det formål at:

udvikle egentlige, produktive og værdige arbejdsprojekter;

styrke og udvide produktions-, samarbejds- og beskæftigelsesgrundlaget;

mobilisere enkeltpersoners kompetencer ved at igangsætte integrations-, støtte- og opkvalificeringsforløb for personer, der er i fare for at blive udstødt økonomisk, socialt eller fra arbejdsmarkedet.

1.4

Udvalget er overbevist om, at innovativ anvendelse af nye teknologier på mikrokreditområdet via et netværkssystem vil kunne øge såvel anvendelsesområdet for mikrofinansiering som konkurrencen og derigennem mindske omkostningerne for brugerne.

1.5

Udvalget mener endvidere, at en foranstaltning til fremme af mikrokredit bør være ledsaget af en uddannelsesforanstaltning for kreditansøgerne for at gøre det lettere for dem at udvikle sig og få succes på markedet og således undgå social udstødelse. Herved vil man også i højere grad honorere Lissabonstrategiens målsætninger.

1.6

EØSU er enigt i, at ændringer i de institutionelle og juridiske rammer til fremme af mikrokredit først og fremmest skal iværksættes på medlemsstatsniveau gennem mekanismerne i Lissabonprocessens årlige styringscyklus, men mener samtidig, at det er helt nødvendigt, at det europæiske referencesystem styrkes, særligt gennem tilvejebringelse af:

et netværk af aftaler om socialt ansvarlige investeringer mellem den europæiske mikrokreditfond, der skal oprettes, og de enkelte regionale mikrokreditinstitutter, således at mikrokreditnetværket bygger på kompatible kriterier for soliditet, solvens, porteføljespredning (1), gennemsigtighed og bekæmpelse af åger;

et EU-ratingsystem for MFI'er i og uden for banksektoren for at forbedre pålidelighed og kvalitet samt sikre oplysninger om risici og resultater gennem vedtagelse af et fælles format, der muliggør dialog og udveksling af god praksis samt midlertidig tildeling af et europæisk MFI-mærke for kvalitet og synlighed, der kan tiltrække midler og øge tilliden til potentielle modtagere af kredit;

EU-informations- og uddannelsesredskaber for dem, der er interesseret i mikrokreditforanstaltningerne, om såvel muligheder og fremgangsmåder som krav til og metoder for de eventuelle kreditmodtageres udarbejdelse af udkast til forretningsplaner på grundlag af forenklede og standardiserede formater;

EU-instrumenter til uddannelse af og kapacitetsopbygning hos ledelsen og medarbejderne i MFI'erne med udgangspunkt i fælles tekniske knowhow-pakker for at kunne reagere på ændringerne på mikrofinansieringsområdet, de nye krav fra brugerne og behovet for fælles grundlag til fremme af dialog og udveksling af god praksis i Europa;

et europæisk databasenetværk baseret på ensartede kriterier, der gør det muligt at indsamle og behandle standardiserede data om udførte transaktioner og dertil knyttede risici bl.a. for at nedbringe omkostningerne til den risikovurdering, der er knyttet til enhver mikrokredittransaktion.

1.7

Med hensyn til forslaget om en specialiseret enhed inden for Den Europæiske Investeringsfonds Jeremie-afdeling er EØSU af den opfattelse, at en sådan løsning ikke i tilstrækkelig grad vil synliggøre initiativet og samtidig vil begrænse den koordinerende funktion, som den bør have i forhold til de forskellige eksisterende initiativer, ligesom løsningen heller ikke tillader at supplere den tekniske bistand med andre aktiviteter. Udvalget mener derfor, at der bør oprettes en helt særskilt afdeling, der kan fungere som en mikrokreditfond.

1.8

Den finansiering og tekniske bistand, der ydes gennem denne nye struktur, skal ikke være begrænset til de nye MFI'er uden for banksektoren, men være til rådighed for alle MFI'er, således at der ikke skabes konkurrenceforvridninger.

1.9

EU-initiativet om MFI'er bør tillige omfatte en styrkelse af den sociale dialog og af dialogen mellem de forskellige civilsamfundsaktører samt en optimal udnyttelse af de europæiske netværk for udveksling af god praksis, herunder det europæiske mikrofinansnetværk, Microfinance Center og den europæiske platform for mikrofinansiering.

1.10

Det er EØSU's opfattelse, at MFI-initiativet bør give erhvervsorganisationerne en større rolle ved efterprøvningen af ansøgernes pålidelighed og kompetencer, ved opbygningen af stærke tillidsbaserede forbindelser, og når det gælder om at sætte ind med en støtte- og ledsageindsats, herunder af uddannelsesmæssig og rådgivende karakter, med det formål at udvikle modtagernes egne kompetencer og mindske og forenkle de administrative byrder, særligt i forbindelse med udarbejdelsen af forretningsplaner.

1.11

Oprettelsen af en mikrokreditfond, der i praksis er knyttet til finansielle institutioner, statslige myndigheder (2), erhvervsorganisationer og konsortier og garantikooperativer, kan vise sig at være vigtig, når det gælder om at dreje finansieringsteknikken i retning mod sociale kreditforvaltningsformer.

1.12

En opfattelse af kredit som havende en social funktion, der tillige kan danne grundlaget for oprettelsen af en mikrokreditfond, er tæt knyttet til principperne om virksomhedernes sociale ansvar og værdier som bedre og mere udbredt beskæftigelse.

1.13

Opbakning til miljøcertificeringen EMAS vil være den bedste metode til at øge virksomhedernes sociale bevidsthed og bane vejen for informeret udbredelse af en mikrokreditfond.

2.   Indledning

2.1

Det Europæiske Observationscenter for SMV fastslog i 2007, at den største hindring for de europæiske SMV'ers produkt- og procesinnovation er adgangen til kredit efterfulgt af vanskeligheder med at finde kvalificerede menneskelige ressourcer. De større virksomheder har hovedsagelig problemer med at finde menneskelige ressourcer.

2.2

De væsentligste mangler på markedet er manglende startkapital, et for lille udbud af finansieringsmidler og en utilfredsstillet efterspørgsel. Kommissionen har taget fat på disse problemstillinger i sin meddelelse Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: Finansiering af SMV'ers vækstMerværdiskabelse på EU-plan  (3), som EØSU flere gange har udtalt sig om (4).

2.3

EØSU har særligt understreget, at »Der bør gøres mere for at yde etablerings- og udviklingshjælp til virksomheder. Denne indsats bør bl.a. gå ud på at mindske etableringsomkostningerne, forbedre adgangen til risikovillig kapital, indføre flere iværksætteruddannelsesprogrammer, foranstaltninger til at forbedre adgangen til offentlige netværk og offentlige tjenesteydelser samt sikre et mere finmasket netværk af støttetjenester for små virksomheder« (5).

2.3.1

Udvalget understreger som i tidligere udtalelser (6), at »Også kooperativer, virksomhedssammenslutninger, gensidige selskaber, opstartsvirksomheder og mikrovirksomheder kan bidrage til en forbedring af EU's konkurrence- og innovationsevne«.

2.4

På den anden side har udvalget gjort opmærksom på, at et »hovedproblem er at lette adgangen til kapitalmarkederne«, og at »pengeinstitutter og andre finansielle interessenter såsom risikokapitalfonde bør tilskyndes til at indtage en mere positiv holdning til risikovillighed« (7).

2.5

I efteråret 2007 bebudede Kommissionen, at den ville behandle en række initiativer for SMV'er, bl.a. et EU-initiativ om oprettelse af en ny struktur til fremme af mikrokredit (8).

2.6

Mikrokredit er almindelig anerkendt som et finansieringsinstrument, der har stor betydning for iværksættervirksomhed, den økonomiske udvikling og produktiv social integration, men samtidig erkendes det, at det er en facilitet, der stadig er behæftet med mange fejl og mangler, der hænger sammen med de vanskeligheder, som især arbejdsløse, nye indvandrere, medlemmer af etniske mindretal og bosiddende i konvergensregioner har med at opnå investeringer til at opstarte virksomhed.

2.7

Et andet problem skyldes, at der for finansieringsinstitutionen kan opnås stordriftsfordele i forbindelse med faste transaktionsomkostninger til indhentning af oplysninger, vurdering og låneopfølgning. Dette gælder især ved mikrolån til selvstændige og SMV'er, der ikke er tilstrækkeligt gennemsigtige og har begrænsede muligheder for at fremlægge tilstrækkelige oplysninger for finansieringsinstitutionen.

2.8

På internationalt plan defineres mikrokredit som små lån på under 25 000 EUR i Europa (9) og 100 000 USD i USA til personer med lave indkomster, som normalt ikke har adgang til banklån, enten fordi de ikke er tilstrækkeligt solvente, og/eller fordi transaktionsomkostningerne anses for at være for høje (10). I definitionen på mikrokredit indgår ikke forbrugslån.

2.9

EØSU er enigt med Kommissionen i, at mikrokredit spiller en vigtig rolle i forbindelse med gennemførelsen af Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse og for fremme af social integration, og finder det af allerstørste vigtighed, at man fastholder denne låneforms primære funktion, som er at fremme udviklingen af selvstændig virksomhed og mikrovirksomheder, uden at den reduceres til »socialhjælp«.

2.10

Udvalget mener, at mikrokredit i EU bør anvendes til at løse de problemer, der opstår, hvor der er tale om markedssvigt, ved at stille de kreditmuligheder til rådighed for iværksættere, der er nødvendige for at opstarte eller udvide indtægtsgivende økonomisk virksomhed, bl.a. i regi af politikken for udviklingsbistand og -samarbejde (11).

2.11

EIF's (12) mikrokreditgaranti (CIF) sikrer, at der på EU-niveau er en garantiordning for mikrokreditter, som lokale institutioner yder til mikrovirksomheder (13). Som det er nu, er der imidlertid ikke specifikke EU-regler for mikrokredit, bortset fra dem, der gælder for mikrokredit i banksektoren, der er underlagt den europæiske banklovgivning (14), og henvisninger til mikrokredit i forskellige EU-programmer og -initiativer (15).

2.12

Desuden reguleres og forvaltes mikrokreditsektoren på forskellige måder i medlemsstaterne. Kun i to medlemsstater findes der specifik lovgivning, som regulerer mikrofinansieringsinstitutter uden for banksektoren (16), der findes dog lovgivning, der forbyder åger, i fire andre medlemsstater (17).

2.13

På Det Europæiske Råds forårsmøde blev det bl.a. tilkendegivet, at det er vigtigt med en umiddelbar indsats til »yderligere lettelse af adgangen til finansiering, også gennem eksisterende EU-finansieringsinstrumenter« (18) og for »at fremme en større samlet erhvervsfrekvens og tackle opdelingen for at sikre en aktiv social inklusion«.

2.14

Det er EØSU's opfattelse, at bredere juridiske rammer og rammer for støtte vil kunne fremme oprettelsen af nye produktionsvirksomheder og være med til at sikre, at de konsolideres, således at man afværger risikoen for marginalisering og udstødelse fra produktionssystemet, der kan føre sociale problemer og kriminalitet som åger med sig.

3.   Kommissionens forslag

3.1

Kommissionen har stillet forslag om to indsatsområder:

medlemsstaternes iværksættelse af et reformprogram, som skal forbedre betingelserne for mikrokredit alt efter nationale omstændigheder og prioriteringer, med mulighed for hjælp fra EU, når det handler om fastlæggelsen af kvantitative mål og god praksis;

tilvejebringelse af en ny fællesskabsstruktur til fremme af mikrokredit inden for Jeremie-programmet, der skal yde teknisk assistance og konsolideringsstøtte til mikrokreditinstitutter/-organer og udvikle passende formidlings- og kommunikationstiltag.

4.   Rammerne for udvikling af mikrokredit til fremme af vækst og beskæftigelse

4.1

Mikrokredit er en løftestang for social integration og gør det muligt for økonomisk svage personer og virksomheder, som er udelukket fra det traditionelle banksystem, at få adgang til den finansiering, som er helt uundværlig for at oprette eller udvikle indkomstskabende aktiviteter.

4.2

På EU-niveau bør lovgivningen om små virksomheder »Small Business Act« for Europa (19) — hvis erklærede mål er at fastlægge principper og konkrete foranstaltninger til forbedring af betingelserne for SMV'er i Europa — gøre det muligt at identificere og fjerne hindringerne for, at små virksomheder kan frigøre deres potentiale ved at intensivere forenklingsindsatsen, forbedre adgangen til opnåelse af kredit og opstille hensigtsmæssige energi- og miljøregler.

4.3

Udvalget mener, at der bør være en bedre samordning mellem de mange iværksatte instrumenter på området ved at udnytte erfaringerne med tidligere og stadig eksisterende mikrokreditinstrumenter, sådan som Kommissionen selv påpeger i sin meddelelse (20), dvs.

Jeremie-initiativet;

mikrokreditgarantierne under CIP-programmet (21), EMN og MFC (22) under handlingsprogrammet til bekæmpelse af social udstødelse;

initiativerne under Den Europæiske Socialfond;

ELFUL's programmer for udvikling af landdistrikterne (23).

4.3.1

Udvalget mener, at man ved fastlæggelsen af EU's nye mikrokreditinitiativ bør tage passende hensyn til de positive erfaringer, der blev indhøstet ved iværksættelsen og den konkrete flerårige gennemførelse af Samarbejdskontoret EuropeAids rammeprogram for mikrofinansiering EU/AVS.

4.4   Finansieringsteknik og »Den Europæiske Mikrokreditfond«

4.4.1

De finansielle institutioner i Europa har siden begyndelsen af 1980'erne (24) fremmet og støttet en finansieringsteknisk kultur i medlemsstaterne (25) først og fremmest med udgangspunkt i de ideer og forslag, der udsprang af debatterne under de europæiske konferencer for håndværksvirksomheder og små og mellemstore virksomheder (26).

4.4.2

Behovet for at omsætte de retningslinjer, der skulle gøre det mindre vanskeligt at opnå kredit og lette tilrettelæggelsen af finansieringsteknikken, til praksis, fik Kommissionen og EIB til at etablere EIF (27), bl.a. efter pres fra de europæiske organisationer for små og mellemstore virksomheder. Efter i starten kortvarigt at have beskæftiget sig med støtte til kommunikationsnet (28), har EIF koncentreret sig om at støtte mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV) med forskellige former for garanti og navnlig finansieringstekniske foranstaltninger.

4.4.3

Takket være Kommissionens flerårige programmer for mikro-, små og mellemstore virksomheder, samarbejde og på det sidste via det første særprogram under rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (CIP) (29) har de finansieringstekniske foranstaltninger udmøntet sig i:

garanti for lån til kooperativer og kreditkonsortier af SMV'er;

»værdipapirisering« (30) af kreditkonsortiers risikovillige kapital;

kapitalgaranti stillet som mezzaninkredit (31);

indskud af venturekapital, støtte til miljømæssig innovation, teknologioverførsel;

deltagelse af »business angels« (individuelle, private investorer).

4.4.4

EØSU har ved flere lejligheder udtalt sig fordelagtigt om de tiltag, som særlig i løbet af de sidste 15 år er blevet iværksat af Kommissionen, EIB og EIF til støtte for små virksomheder. EØSU erkender, at EIB har udvidet og revideret sin finansielle støtte til SMV'er (32), men mener, at der kunne gøres mere bl.a. gennem programmer fastlagt i fællesskab med:

EIB for så vidt angår kapital og EIF for så vidt angår garantier;

de finansielle institutioner i medlemsstaterne;

de organisationer, der repræsenterer mikro-, små og mellemstore virksomheder;

de konsortier, der allerede beskæftiger sig med finansieringsteknik, og som stiller garanti for mellem 50 og 80 % af virksomhedernes lån.

4.4.5

I de enkelte medlemsstater kunne der etableres et netværk af mikrokreditfonde på flere niveauer, som modtager revolverende midler fra EIB og supplerende garantier fra EIF. I regioner på NUTS II-niveau og NUTS III-niveau kunne lånene udbetales gennem kreditkonsortier, hvor sådanne findes (33). Kreditkonsortierne har allerede betydelig erfaring med seed capital og kunne med tilstrækkelig risikovillig kapital stille garanti, for hvilken der stilles modgaranti af EIF.

4.4.5.1

Dette nye forslag bør præciseres med hensyn til EIB's og Kommissionens oprettelse af en mikrokreditfond. Sigtet med initiativet er at støtte mikrofinansieringsinstitutter i hele Europa ved at stille finansiering (tilskud, lån og mezzanin- eller egenkapitalinstrumenter) og teknisk bistand til rådighed. Mikrofonden vil blive etableret af EIF med en startkapital på ca. 40 mio. EUR til støtteforanstaltninger (heraf kommer ca. 20 mio. EUR fra EIB). EØSU mener, at det i fremtiden er EIF, der bør forvalte fonden.

4.4.6

Et mikrolån kunne gå til indkøb af de materialer eller det elementære udstyr, der skal til for at opstarte en iværksætteraktivitet, eller til at udskifte det altid nødvendige udstyr i mikrovirksomheder (34).

4.4.6.1

Man bør efter EØSU's mening være særlig opmærksom på problemstillingerne omkring mikrokredit til kvindelige iværksættere. Der bør derfor lægges større vægt på fleksibilitet samt vilkår og kriterier ved ydelse af mikrokredit med henblik på at imødegå reelle hindringer af social og psykologisk art, som kan være særligt udtalt i tilfælde, hvor den kvindelige iværksætter:

tilhører et mindretal;

har en vanskelig familiesituation;

er truet af social selvudelukkelse.

4.4.6.2

I forbindelse med udformningen og forvaltningen af mikrokredit, der sigter på at udvikle iværksætteri blandt kvinder, bør der lægges særlig vægt på det vigtige hensyn til kvindernes sociale og økonomiske integration og reintegration. Der må bl.a. sættes ind for at dæmme op for ringeagt af kvindelige iværksættere samt for at fremme udviklingen af en iværksætterkultur, der indebærer påtagelse af et større ansvar og øgede risici.

4.4.7

Mikrolån bør tillige være en mulighed for de unge, som gerne vil være selvstændige, og har de nødvendige faglige kvalifikationer, men ikke de økonomiske muligheder, der skal til, for at opstarte en selvstændig aktivitet.

4.4.7.1

Der kan i første omgang stilles sikkerhed for lånet, som under alle omstændigheder skal ydes af en finansiel institution i eller uden for banksektoren, i det indkøbte udstyr. Imidlertid vil det være eksistensen af en europæisk mikrokreditfond, som råder over finansielle ressourcer og ekspertise, der vil få de finansielle institutioner til at opstille lempeligere betingelser for långivningen (35): udstyret med egne finansieringsmidler og egen ekspertise skal fonden via EIF, kreditkonsortier og erhvervsorganisationer med regelmæssige mellemrum kunne gribe ind og dække eventuelle tilfælde af akkumuleret insolvens, ligesom den skal have kompetence til og være indstillet på at fremme de højeste standarder for soliditet, diversificering og forbedring af produktionen, gennemsigtighed og bekæmpelse af åger (36).

4.4.8

Undersøgelser af insolvens blandt mikro- og små virksomheder igennem de sidste 10 år i de største lande i Europa viser, at insolvenstilfældene ikke overstiger 4 % af de ydede lån (37). Følgelig kan der, eftersom der er tale om en andel på under 5 %, anvendes en multiplikator på 20 til at garantere den kredit, der ydes af de finansielle institutioner.

4.4.9

Med en multiplikator på 20 og en garanti, der dækker 50 % af den enkelte debitors manglende betalingsevne, kan et kreditkonsortium, der har risikovillig kapital på 1 mio. EUR, stille garanti for lån til et stort antal iværksættere for et samlet beløb på op til 40 mio. EUR (38).

4.4.9.1

I 2007 stillede kreditkonsortierne via deres garantier finansiering til rådighed for italienske håndværksvirksomheder i størrelsesordenen 6 mia. EUR.

4.4.10

Hvert år etableres der i EU-27 ca. 500 000 nye virksomheder. Antallet af virksomheder, der bukker under, er lidt mindre (39). 99 % af de virksomheder, der oprettes hvert år, er SMV'er, og heraf er mindst 240 000 enkeltmandsvirksomheder (40).

4.4.11

Hvis vi tager eksemplet i punkt 4.4.9, betyder det, at man med risikovillig kapital på 1 mio. EUR og ved hjælp af finansieringsteknik via en mikrokreditfond ville kunne garantere lån på 25 000 EUR til 1 600 små virksomheder.

4.5   Social kreditforvaltning

4.5.1

Som allerede bemærket er kredit et af de allervigtigste instrumenter for den økonomiske og sociale udvikling og realiseringen af en »social markedsøkonomi«.

4.5.2

Det er grunden til, at en ny opfattelse af kredit efterhånden har dannet sig og vundet indpas. Kredit ses ikke længere blot som forholdet mellem kunde og finansieringsinstitut, men som et redskab af stor social værdi, hvortil der knytter sig bedre og sikrere beskæftigelse og økonomisk udvikling.

4.5.3

Som konsekvens af denne nye og bredere opfattelse af kredit er det nødvendigt at sprede de risici, der er forbundet med kreditgivning, på flere aktører.

4.5.4

Ved at sprede kreditrisikoen på flere institutioner:

øges garantien over for de finansielle institutioner;

sænkes renten på den ydede kredit;

bliver det lettere at yde lån til ansøgere.

4.5.5

I kraft af den sociale værdi skal der i stadig større udstrækning være en sammenhæng mellem kreditgivning og virksomhedens sociale ansvar, hvilket forudsætter, at den erhvervsdrivende har en plan for og følger principperne for bæredygtig udvikling.

4.5.6

Den mest hensigtsmæssige certificering vil være miljøcertificeringen EMAS (41), der inden for rammerne af en finansieringsteknisk proces kunne opstilles som betingelse knyttet til den sociale rolle, som kredit spiller.

4.5.7

I de seneste år er det kun et femcifret antal virksomheder, der har kunnet udnytte EU's finansieringsinstrumenter (42). Der er derfor et stort misforhold mellem problemets art og omfang og de opnåede resultater. Det må give anledning til overvejelser om de praktiske muligheder for at etablere systemer, der i højere grad inddrager de finansielle institutioner og opviser langt flere resultater.

4.5.8

Den 20.-21. november 1997 lancerede Det Europæiske Råd på det ekstraordinære møde i Luxembourg, hvor der kun var ét enkelt punkt på dagsordenen — nemlig beskæftigelse — tre konkrete initiativer for at hjælpe virksomhederne med at bevare konkurrenceevnen på markederne og anmodede Kommissionen om at fremlægge forslag, der kunne styrke erhvervslivet og øge beskæftigelsen. De tre omtalte initiativer var ETF-iværksætterfaciliteten, JEV-programmet (Joint European Venture) og SMV-garantifaciliteten. Kun to af disse initiativer, nemlig ETF-iværksætterfaciliteten og SMV-garantifaciliteten, sigtede mod at lette adgangen til kredit.

4.5.8.1

Ved udgangen af 2005 havde mere end 277 000 SMV'er benyttet sig af faciliteterne i vækst- og beskæftigelsesprogrammet og i det flerårige program (43).

4.5.8.2

SMV-garantifaciliteten er et af de allervigtigste europæiske programmer for SMV'er (44).

4.5.9

Der er 23 mio. mikrovirksomheder og 1,1 mio. små virksomheder i Europa, hvoraf ca. 90 % er enkeltmandsvirksomheder eller personselskaber. Men kun 5-6 % af disse virksomheder gør brug af risikovillig kapital.

4.5.10

EØSU mener derfor, at der er behov for at indføre nye former til fremme af kredit, der også henvender sig til personselskaber, som det er tilfældet med de finansieringstekniske instrumenter. I modsat fald vil denne form for kredit fortsat kun finde marginal anvendelse, hvilket vil hæmme væksten i mikrovirksomheders og små virksomheders finansieringskultur.

Bruxelles, den 18. september 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Se Nobelprismodtageren Harry Markowitz' studier af sammenhængen mellem porteføljespredning, nedbringelse af risiko og kompensation for udsving i investeringsafkast, som har en stabiliserende virkning på den økonomiske cyklus.

(2)  I mange lande støtter de regionale og lokale myndigheder udviklingen af SMV'er gennem finansieringsmidler til kreditkonsortier.

(3)  KOM(2006) 349 endelig af 29. juni 2006.

(4)  Udtalelse CESE 599/2007, EUT C 168 af 20.7.2007, s. 1, ordførere: Joost van Iersel og Enrico Gibellieri.

(5)  Udtalelse CESE 982/2007, EUT C 256 af 27.10.2007, s. 8, ordfører: Christine Faes.

(6)  Udtalelse CESE 1485/2005 om et rammeprogram for konkurrenceevne og innovation (2007-2013), ordførere: Bernhard Welschke og Lucia Fusco.

(7)  Se fodnote 4 og 5.

(8)  Kommissionen har lige siden 1997 via SMV-garantifaciliteten fremmet mikrokredit i samarbejde med EIF.

(9)  SEK(2004) 1156; rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation, beslutning nr. 1639/2006/EF.

(10)  Jf. Eurofi Frankrigs hjemmeside: www.eurofi.net

(11)  Se Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde.

(12)  EIF: Den Europæiske Investeringsfond.

(13)  Se henstilling 2003/361/EF for en definition af mikrovirksomheder.

(14)  Direktiv 2006/48/EF om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut.

(15)  Se Jeremie-initiativet; vækst- og beskæftigelsesinitiativet (beslutning 98/347/EF); det flerårige program for SMV'er; rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (beslutning 1639/2006/EF); ELFUL (forordning (EF) nr. 1698/2005); Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (forordning (EF) nr. 1927/2006).

(16)  Frankrig og Rumænien. Storbritannien og Finland har ikke indført specifikke love, men har dog i deres lovgivning fastlagt visse undtagelser på området.

(17)  Belgien, Tyskland, Italien og Polen.

(18)  13.-14. marts 2008, punkt 11.

(19)  Se i den forbindelse EØSU's udtalelse 977/2008, ordfører: Claudio Cappellini.

(20)  Se KOM (2007)708, bilag 3.

(21)  CIP: rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation 2007-2013.

(22)  EMN: Det europæiske mikrofinansnetværk; MFC: Mikrofinanscentret for Central- og Østeuropa.

(23)  ELFUL: Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.

(24)  1982: Det europæiske år for SMV'er og håndværk.

(25)  Finansieringsteknik tager udgangspunkt i princippet om, at finansiel støtte til små iværksættere, som ønsker at etablere en ny aktivitet eller investere i nye produkter eller nye processer, ikke kun skal være et anliggende mellem den lille iværksætter og den finansielle institution. I stedet bør der under hensyntagen til virksomhedens sociale funktion inddrages flere deltagere, som kan tage ansvar for forskellige områder og dele risiciene og omkostningerne.

(26)  1990: Avignon, 1994: Berlin, 1997: Milano.

(27)  EIF: Den Europæiske Investeringsfond blev oprettet i 1994 efter initiativ fra det daværende generaldirektorat XXIII (der var et generaldirektorat, der var oprettet til at støtte små virksomheder og håndværksvirksomheder, og som tilrettelagde de europæiske konferencer) og generaldirektorat II (økonomi og finans). EIF blev oprettet med et budget på 1 mia. ECU fra EIB, 800 mio. ECU fra Kommissionen og 200 mio. ECU fordelt på andele på hver 2 mio. fra de europæiske finansielle institutioner. Mere end 50 europæiske finansielle institutioner tilsluttede sig straks initiativet.

(28)  Jf. metroen i Lille.

(29)  CIP: Særprogram 1: Iværksætter- og innovationsprogram; Særprogram 2: Støtteprogrammet for ikt-politik; Særprogram 3: Programmet »Intelligent Energi — Europa«.

(30)  »Værdipapirisering« (securitisation) indebærer, at en del af eller hele det beløb, der er lånt i et kreditkonsortium (eller en bank), overdrages til specialiserede finansieringsinstitutter først og fremmest for at gøre det muligt for kreditkonsortierne at forhøje den kreditgaranti, de kan stille over for virksomheder.

(31)  Mezzaninfinansiering er i højere grad baseret på de modtagende virksomheders forventede cash flow end på egentlige garantier. Der er to former for finansiering: 1) ansvarlig lånekapital (lån med fast eller indeksreguleret rente); 2) Equity kicker (kreditor/investor er berettiget til en procentdel af værdistigningen af den ejendom, som lånet vedrører). Løbetiden for mezzaninfinansiering er på 4 til 8 år.

(32)  http://www.eib.org/projects/publications/sme-consultation-2007-2008.htm

(33)  Systemet med kreditkonsortier har vundet indpas i mange lande i Europa og er aktivt repræsenteret af en europæisk sammenslutning.

(34)  94 % af alle ikke-landbrugsvirksomheder i Europa er mikrovirksomheder.

(35)  En pæn andel af de finansielle institutioners risiko elimineres med finansieringsteknikken, hvorfor det bliver nemmere og mindre bekosteligt for dem at yde lån til især nye og ikke særligt kendte iværksættere.

(36)  Fælles tiltag mellem banker og erhvervsorganisationer til forbedring af mikrovirksomheders finansielle forvaltning blev allerede omtalt i dokumenterne fra den første europæiske håndværkskonference i Avignon i 1990 og den anden konference i Berlin i 1994 og blev især videreudviklet af de tyske folkebanker i samarbejde med erhvervsorganisationer (ZDH).

(37)  Jf. FedartFidi EU, den europæiske sammenslutning af kreditkonsortier i håndværkssektoren i de lande, hvor der findes kreditkonsortier.

(38)  5 % af 40 mio. EUR er 2 mio., men kreditkonsortiet hæfter kun for 50 % af den misligholdte gæld, dvs. 1 mio. EUR af dens til rådighed værende risikovillige kapital. Ved at »værdipapirisere« denne risikovillige kapital kan kreditkonsortiet yde nye lån op til et nyt loft på 40 mio. EUR.

(39)  Kilde: Det europæiske observatorium for virksomheder (Corporate Europe Observatory).

(40)  49 % af mikrovirksomhederne i EU har ingen ansatte, og er derfor enkeltmandsvirksomheder.

(41)  Se forordning 1836/93/EF og forordning 761/2001/EF.

(42)  Høringsdokument om EU-programmet for iværksættervirksomhed og konkurrenceevne, 2006/2010, Generaldirektoratet for Erhvervspolitik, 2004, punkt 118.

(43)  Kilde: KOM(2007) 235 — Beretning fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om de finansielle instrumenter i det flerårige program til fremme af initiativ og iværksætterånd, navnlig for små og mellemstore virksomheder (SMV) (2001-2006).

(44)  Pr. 31.12.2005 var den gennemsnitlige udnyttelse af lånegarantien 67 %, for mikrokredit var udnyttelsen 66 % og for egenkapital 65 %.


31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/29


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater (dichlormethan)«

KOM(2008) 80 endelig — 2008/0033 (COD)

(2009/C 77/05)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 10. marts 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater (dichlormethan).

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede David Sears til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 15. juli 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 447. plenarforsamling den 17.-18. september 2008, mødet den 17. september, enstemmigt følgende udtalelse:

1.   Sammenfatning og anbefalinger

1.1

Hensigten med forslaget er at ændre Rådets direktiv 76/769/EØF ved at fastlægge yderligere begrænsninger for markedsføringen og anvendelsen af dichlormethan (DCM), hvor det anvendes som en væsentlig bestanddel i malingfjernere til industriel, erhvervsmæssig og forbrugeranvendelse.

1.2

Dette er den sidste ændring af sin art til Rådets direktiv 76/769/EØF, inden det den 1. juni 2009 erstattes med forordning (EF) 1907/2006 (REACH).

1.3

EØSU anerkender, at der for Kommissionen har været betydelige videnskabelige og politiske vanskeligheder forbundet med at foreslå og opnå enighed om en forholdsmæssig og omkostningseffektiv ændring, der i overensstemmelse med direktiv 76/769/EØF bevarer det indre marked og samtidig sikrer et højt beskyttelsesniveau for menneskers sundhed og miljøet.

1.4

EØSU er enigt i, at der er afgørende beviser for, at de høje dampkoncentrationer, der opstår, som følge af at DCM meget let fordamper, kan føre til bevidstløshed og død. Dette skyldes dårlig praksis i industrien, bl.a. utilstrækkelig udluftning. Beviserne for alvorlig vedvarende risiko for forbrugerne ved lejlighedsvis brug i hjemmet er ikke lige så stærke. Forslaget om forbud mod salg er derfor ude af proportioner, og i lyset af de kendte, men endnu ikke kvantificerede risici ved de alternative produkter og processer, virker det ikke sandsynligt, at det vil føre til en nedbringelse af det — temmelig lille — samlede antal ulykker, der registreres.

1.5

I lighed med de konsulenter, der blev hyret af Kommissionen, bemærker EØSU endvidere, at de eksisterende piktogrammer og risiko- og sikkerhedssætninger ikke fuldt ud er dækkende for de særlige farer, der er forbundet med DCM. Det samme gælder risiciene for børn, der i højere grad har relevans i private hjem. Dette er en mangel ved mærkningssystemet og ikke ved de pågældende produkter eller mennesker. For at rette op på denne situation anføres der derfor anbefalinger på emballage og etiketter.

1.6

Der peges på andre problemer, først og fremmest at der ikke er fastlagt grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering og retningslinjer eller regler for god industriel praksis. EØSU mener, at de tyske TRGS 612 (Technische Regeln für Gefahrstoffe — tekniske regler for farlige stoffer) kunne være en glimrende model herfor.

1.7

Der peges på en række generelle forhold, som Kommissionen, Europa-Parlamentet og medlemsstaterne bør behandle, og som EØSU håber, man kan nå til enighed om. Hvis det ikke lykkes, vil det føre til opsplitning af det indre marked. Brugere på og uden for arbejdspladsen vil fortsat være udsat for risiko.

2.   Retsgrundlag

2.1

Som tidligere nævnt træder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH) i kraft den 1. juni 2009. Med forordningen ophæves og erstattes en række af Rådets og Kommissionens eksisterende forordninger og direktiver, bl.a. Rådets direktiv 76/769/EØF af 27. juli 1976 om markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater.

2.2

Bilag I til Rådets direktiv 76/769/EØF indeholder de specifikke begrænsninger for markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater, som man er blevet enige om og har gennemført i løbet af de sidste 30 år. Fra og med den 1. juni 2009 vil de danne grundlaget for bilag XVII til forordning (EF) nr.1907/2006 (REACH).

2.3

Tidligere ændringer til Rådets direktiv 76/769/EØF (dvs. tilføjelse af yderligere restriktive foranstaltninger) er sket i form af direktiver, der forudsætter gennemførelse af medlemsstaterne. Dette forslag fra Kommissionen er imidlertid ikke et direktiv, men derimod en beslutning, som vil være retskraftig med øjeblikkelig virkning. Beslutningen skal således ikke omsættes til national lov, som i øvrigt ville skulle ophæves den 1. juni 2009, når forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) træder i kraft.

2.4

Alle efterfølgende forslag om begrænsninger af markedsføring og anvendelse af farlige stoffer eller præparater vil blive fremsat i medfør af forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH).

2.5

Det er generelt som resultat af vurderinger af visse »prioriterede stoffer« udpeget af medlemsstaterne, at man har fundet frem til de stoffer (og alle præparater, hvori de indgår), for hvilke det er blevet anset for nødvendigt at begrænse markedsføringen og anvendelsen. Disse prioriterede stoffer er mellem 1994 og 2000 blevet offentliggjort på fire prioriterede lister i medfør af Rådets forordning (EØF) 793/93.

2.6

En række stoffer, som ikke står opført på disse lister, er ligeledes blevet vurderet, ud fra hvordan de påvirker menneskers sundhed og miljøet, og/eller der er blevet fremsat forslag om begrænsning af deres markedsføring og anvendelse, i takt med at nye problemstillinger er blevet behandlet på medlemsstaternes foranledning. DCM er et af disse stoffer. Flere medlemsstater har allerede af forskellige årsager fastlagt eller søgt at fastlægge begrænsninger for dets anvendelse, navnlig som en bestanddel i malingfjernere. Andre medlemsstater anser disse foranstaltninger for ude af proportioner og dyre, og mener, at de sandsynligvis vil give mindre tilfredsstillende resultater for brugerne. Der er beviser (eller mangel på beviser) til støtte for eller imødegåelse af begge synspunkter.

2.7

Den første fulde behandling af forslaget i Rådet fandt sted i starten af juni. Hvis man kan nå til enighed om et kompromis i de kommende måneder, vil forslaget sandsynligvis fortsætte som planlagt. I modsat fald vil forslaget falde bort. Det vil indebære, at det indre marked for DCM-baserede malingfjernere forbliver — og måske endda vil blive yderligere — fragmenteret. DCM vil herefter til sin tid blive vurderet efter forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH), og dets anvendelse i malingfjernere vil være en af de mange eksponeringsveje, der vil blive behandlet. Det er af indlysende årsager ikke klart, hvad resultatet heraf vil være, eller hvornår en endelig anbefaling vil foreligge.

3.   Baggrund

3.1

DCM er et farveløst, lavtkogende halogeneret aliphatisk carbonhybrid med en mild, sød lugt. I mange år er det i stor udstrækning blevet anvendt som et kraftigt opløsningsmiddel med lav brandbarhed ved fremstillingen af lægemidler, spraydåser og klæbemidler og i andre processer som malingfjernelse, metalaffedtning og som et ekstraktionsmiddel for levnedsmidler.

3.2

Selv om DCM anses som et af de mere sikre halogenerede carbonhybrider med lav molekylevægt, skal det alligevel behandles forsigtigt. I Europa er det klassificeret som et kræftfremkaldende stof i kategori 3, dvs. »Stoffer, der giver anledning til betænkelighed, da de muligvis kan fremkalde kræft hos mennesket, men for hvilke der ikke foreligger tilstrækkelige oplysninger til at foretage en tilfredsstillende vurdering«. Stoffet skal derfor forsynes med risikosætning R40 (»mulighed for kræftfremkaldende effekt«). Det er tillige et prioriteret stof i vandrammedirektivet.

3.3

Det giver imidlertid anledning til større bekymring, at det er et stærkt narkotikum, der svækker centralnervesystemet og fører til bevidstløshed eller død. Dette har forårsaget en række ulykker og dødsfald, der generelt er forbundet med uforsvarlige arbejdsmetoder og alt for stor overeksponering som regel i forbindelse med industriel eller erhvervsmæssig anvendelse i stor målestok i åbne beholdere. Anvendelse i lukkede systemer, hvor dette kan lade sig gøre, fjerner disse risici.

3.4

Produktionen af DCM i Europa (fra anlæg i Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Holland, Storbritannien og Rumænien) er langsomt aftagende, i takt med at andre produkter bringes på markedet. Omkring 100 000 af de ca. 240 000 ton, der for øjeblikket produceres i Europa, eksporteres. Af den resterende mængde afsættes 30-50 % til lægemiddelindustrien, og 10-20 % sælges som ren DCM i malingfjernere. En tilsvarende mængde udgøres af genanvendt DCM fra lægemiddelindustrien. Dette forslag vedrører udelukkende anvendelsen af DCM i malingfjernere.

3.5

De fleste husejere og lejere kender til processen med at fjerne maling, da den er væsentlig for at bevare og dekorere genstande og overflader af træ, metal, sten og gips indendørs og udendørs i boligen. Endvidere findes der en række mere specialiserede markeder, bl.a. restaurering af kunstværker, fjernelse af graffiti og ommaling af store mobile objekter som tog og fly.

3.6

Malingfjernere er noget vilkårligt inddelt i 3 kategorier: »industrielle« (dvs. til vedvarende anvendelse i store mængder på stedet), »erhvervsmæssige« (til specialisters, bygningsarbejderes og dekoratørers anvendelse forskellige steder) og »forbruger« (til enkeltpersoners lejlighedsvise vedligeholdelse af deres bolig).

3.7

Det er svært at fastslå antallet af faktiske ulykkestilfælde i hver kategori. Symptomerne på en overdosis af DCM ligner hjertestop, hvorfor det muligvis (muligvis ikke) ikke er alle ulykker, som indberettes. De tal, som Kommissionen har fået forelagt af konsulentfirmaet RPA, viser, at der i de sidste 20 år i Europa har været 3-4 ulykker om året, der skyldes anvendelsen af DCM-baserede malingfjernere. Af disse har 1 % pr. år haft dødelig udgang. Ulykker med dødelig udgang er forekommet i Frankrig (6), Tyskland (6) og Storbritannien (5) og de øvrige ulykker i Storbritannien (36), Sverige (12) og Frankrig (6). I Sydeuropa er der kun registreret én ulykke i den periode, som RPA har undersøgt (1930-2007), nemlig i Spanien i 2000, hvor en ulykke ved industriel anvendelse havde dødelig udgang. Lokale klimaforhold og arbejdspraksis kan meget vel spille en rolle. I varmt vejr er vinduerne altid åbne, man opnår god udluftning, og risiciene er minimale. I koldere klimaer kan det modsatte være tilfældet.

3.8

Antallet af ulykker med dødelig udgang var det samme ved industriel som erhvervsmæssig anvendelse. De fleste af de registrerede ulykker uden dødelig udgang var indtruffet ved operatører kategoriseret som »fagfolks« anvendelse. De registrerede dødsfald skyldtes næsten udelukkende utilstrækkelig udluftning og uhensigtsmæssig brug af personlige værnemidler, særligt i nærheden af store åbne beholdere.

3.9

En forbrugers (eller fagmands) mulige ulykke med dødelig udgang indberettet i Frankrig i 1993 kan ikke længere verificeres, og der er derfor blevet rejst tvivl om denne specifikke centrale oplysning. Derudover er der kun indberetning om en anden forbrugers død i Holland i 1960. Andre faktorer kan spille ind.

3.10

Der findes selvfølgelig alternativer til DCM-baserede kemiske malingfjernere. De inddeles normalt i 3 grupper: »fysisk/mekanisk fjernelse« (slibning, afskrabning, sandblæsning), »fjernelse ved hjælp af flamme eller varme« (i ovn, ved hjælp af varm fluid-bed-teknologi, blæselamper eller varmepistoler) og »kemisk fjernelse« (anvendelse af meget kraftige opløsningsmidler som DCM eller ætsende, almindeligvis stærkt alkaliske væsker eller pastaer eller myresyre eller hydrogenperoxidbaserede blandinger). Hver af disse processer kan virke og være den foretrukne metode afhængig af de specifikke forhold. Alle er forbundet med en eller anden form for risiko, der skyldes enten partikelpåvirkning, varme, ild, eksplosion, øjen- eller hudirritation eller sammensætningen af de lag, der fjernes, først og fremmest bly i maling påført før 1960. Hvor der er tale om flere lag, der går mere end 100 år tilbage, i gamle, men stadig brugbare og måske endda meget eftertragtede boliger, eller hvor der er tale om følsomme overflader, der ikke må beskadiges, er det nødvendigt at anvende flere metoder og i et vist omfang eksperimentere.

3.11

Der er ikke fremlagt tal for, hvor stor en andel af det samlede marked de forskellige alternativer i de 3 grupper tegner sig for eller for omkostningerne pr. afrenset kvadratmeter. DCM menes stadig at være det mest anvendte opløsningsmiddel, særligt i forbrugersektoren. Også malingfjernere baseret på kaustisk natron er populære. Selv inden for kemikaliegrupperne er det svært at sammenligne omkostningerne. Der er almindelig enighed om, at DCM-baserede malingfjernere synes at være billigere end konkurrerende produkter målt på mængde. Denne fordel vil sandsynligvis forsvinde, hvis man medregner de fulde udgifter til værnemidler (hvis sådanne anvendes) og bortskaffelse af affald (hvor relevant).

3.12

De samlede omkostninger afhænger også af bearbejdningstiden. Langsommere virkende, men mindre farlige produkter og processer øger omkostningerne ved igangværende arbejde og mindsker fortjenesten. Højere kogende opløsningsmidler kan påføres på større områder ad gangen, men er længere tid om at virke. For forbrugeren betyder det, at de i stedet for kort eksponering udsættes for længere eksponering og potentielt større forstyrrelse i hjemmet. (Der må helt sikkert stilles spørgsmålstegn ved RPA's antagelse om, at forbrugere er mindre tidsfølsomme, fordi de som regel fjerner maling i deres fritid). For alle brugere vil nye arbejdsmetoder og ændringer i arbejdsgange være af afgørende betydning. For en industriel bruger indebærer enhver overgang til vandbaserede produkter færre omkostninger til udluftning, men en stærk stigning i omkostningerne til beholdere og rørledninger for at nedbringe korrosionen mest muligt. I lyset af alle disse variabler er det meget svært at forudsige effekten af at indføre begrænsninger for den ene eller anden metode. Forbrugerne er i denne situation særligt udsatte, da der på grund af modstridende opfattelser på regeringsniveau er begrænset dokumentation for, at deres valg af alternative produkter eller processer vil være til deres eget bedste.

3.13

Et af de populære alternativer til DCM som opløsningsmiddel, methyl-2-pyrrolidon (NMP), er for nylig blevet klassificeret som »reproduktionstoksisk i kategori 2«, hvilket i sidste ende vil føre til forbud mod salg til offentligheden (men ikke til fagfolk og til industriel anvendelse) af formuleringer, der indeholder det pågældende stof. Andre opløsningsmidler som 1,3 dioxolan er meget let antændelige.

3.14

Systemer baseret på tobasisk ester — blandinger af dimethyladipat, succinat og glutarat — ser for nuværende ud til at være de mest lovende alternativer med meget få indikationer af, at de giver anledning til væsentlige bekymringer for menneskers sundhed eller miljøet. Dimethylsulfoxid (DMSO) og benzylalkohol synes også at være forholdsvis »sikre«. Om brugerne anser disse alternativer for omkostningseffektive, afhænger imidlertid af mange faktorer, og der er ingen garanti for, at de i vid udstrækning vil blive anvendt som »sikre« alternativer.

3.15

Samlet set er det klart, at der ikke er én fuldkommen acceptabel fremgangsmåde — og at uhensigtsmæssige tiltag meget vel kan medføre en stigning i det for øjeblikket forholdsvis lave antal registrerede ulykker. Vanskeligheden består i at finde frem til en løsning, der er tilfredsstillende for alle parter, særlig medlemsstater med forskellige erfaringer og synspunkter som de rimeligt nok står fast på.

4.   Resumé af Kommissionens forslag

4.1

Hensigten med Kommissionens forslag er at beskytte menneskers sundhed og miljøet og samtidig bevare det indre marked for dichlormethan, særligt hvor det anvendes som en væsentlig bestanddel i malingfjernere til industriel, erhvervsmæssig og forbrugeranvendelse.

4.2

I henhold til forslaget vil alt salg af DCM-baserede malingfjernere til offentligheden og fagfolk blive forbudt med undtagelse af salg til fagfolk, der er særligt uddannede og godkendt af de kompetente myndigheder i medlemsstaterne. Det vil kun være muligt at sælge til industrielle anlæg, hvis der er iværksat en række beskyttende foranstaltninger, navnlig effektiv udluftning, og hensigtsmæssige personlige værnemidler er til rådighed og anvendes. Alle DCM-baserede formuleringer vil skulle mærkes med følgende ikke-sletbare tekst: »forbeholdt industriel og erhvervsmæssig brug« (og så formodentlig kun kunne anvendes af dem, der er godkendt).

4.3

Ingen nye DCM-baserede malingfjernere vil kunne bringes i omsætning til offentligheden eller fagfolk i 12 måneder efter beslutningens ikrafttræden. Efter yderligere 12 måneder vil al levering til disse to grupper være forbudt.

4.4

Beslutningen vil træde i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

4.5

Forslaget er ledsaget af en begrundelse og Kommissionens arbejdsdokument (konsekvensanalyse). Yderligere materiale kan findes i konsekvensanalyser udarbejdet for Kommissionen af eksterne konsulenter (RPA, TNO) og i rapporter om bestemte emner (EFTAREAD om effektiviteten af damphæmmere). Dette materiale er gennemgået af den relevante videnskabelige komité (VKSM). Der foreligger ingen officiel EU-risikovurderingsrapport (RAR), eftersom ingen af de interesserede parter kategoriserede DCM som et prioriteret stof på trods af allerede påtalte betænkeligheder.

4.6

Nogle EU-medlemsstater (og andre større økonomier og handelspartnere som Schweiz og USA) har ligeledes gennemført undersøgelser til støtte for bestemte — og ofte stærkt modstridende — lovgivningsmæssige og politiske synspunkter. De berørte industrier har frembragt en overflod af materiale om de mulige risici og komparative fordele ved forskellige produkter og processer, og ikke overraskende giver disse heller ikke et entydigt billede. Andre berørte parter fremkom med bemærkninger efter en konference for eksperter, som Malerforbundet i Danmark var vært for, under den europæiske arbejdsmiljøuge »Building in Safety« i 2004. Ifølge RPA forelå der i april 2007 endnu ikke officielle udtalelser fra Den Europæiske Forbrugerorganisation, Den Europæiske Sammenslutning af Arbejdstagere i Minesektoren, Den Kemiske Sektor og Energisektoren og Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS).

5.   Generelle bemærkninger

5.1

EØSU anerkender, at der for Kommissionen har været vanskeligheder forbundet med at foreslå en forholdsmæssig og omkostningseffektiv ændring af direktiv 76/769/EØF om anvendelsen af DCM som opløsningsmiddel i malingfjernere. Antallet af indberettede og dokumenterede ulykker er forholdsvis lille. Det skyldes muligvis (muligvis ikke), at ikke alle ulykker indberettes. Den gældende lovgivning er ikke altid blevet overholdt og synes mangelfuld med hensyn til mærkning. De alternative produkter og processer, der findes, er ikke blevet vurderet, og de indebærer alle risici. Der er gode grunde til, at medlemsstaterne har forskellige synspunkter. Der er ingen garanti for, at det endelige resultat vil være til gavn for nogen af de grupper, der højst sandsynligt vil blive berørt.

5.2

EØSU anerkender endvidere, at dette på grund af de indlysende tidsmæssige begrænsninger er den sidste mulighed for at indføre nye foranstaltninger i ovennævnte direktiv. Hvis medlemsstaterne og Europa-Parlamentet ikke kan blive enige om en fælles holdning, og forslaget til beslutning (eller en ændret version heraf) ikke vedtages og gennemføres, vil det ikke være muligt at foretage sig yderligere, før alle anvendelser af DCM er blevet vurderet i henhold til forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH).

5.3

Det er EØSU's klare overbevisning, at en sådan forsinkelse er unødvendig og uhensigtsmæssig, når det gælder beskyttelsen af miljøet og sundheden for alle brugere på og uden for arbejdspladsen. Derudover vil EØSU finde det dybt beklageligt, hvis der sker en opsplitning af det indre marked på grund af dette eller andre spørgsmål. Behovet for at finde et aftalegrundlag bør stå klart for alle berørte parter. Sigtet hermed bør være risikostyring og ikke erstatning af én fare med en anden.

5.4

I den forbindelse bemærker EØSU, at det er sikkert at producere, opbevare, transportere og anvende DCM i lukkede systemer. DCM er ikke brændbart og bidrager ikke til jordnær ozondannelse. I åbne systemer, som f.eks. malingfjernelse, er der imidlertid ingen tvivl om, at der er problemer forbundet med DCM som følge af, at det let fordamper, tætheden af den deraf resulterende damp (der ophober sig på det laveste punkt, eller hvor der ikke er tilstrækkelig udluftning) og dets narkotiske egenskaber (der medfører bevidstløshed og død). Alle disse forhold bidrager til at forøge risikoen for børn. DCM er endvidere klassificeret som kræftfremkaldende i kategori 3, og det er denne potentielle risiko, der er fremtrædende på mærkningen af alle produkter indeholdende DCM.

5.5

RPA og andre har alle bemærket, at dette er såvel vildledende som utilstrækkeligt i forhold til beskyttelsen af brugere på og uden for arbejdspladsen. Efter den gældende lovgivning eller de tilsvarende bestemmelser i FN's reviderede globalt harmoniserede system for klassificering og mærkning er der ingen R- (risiko-) eller S- (sikkerheds-)sætninger eller piktogrammer, der advarer fyldestgørende mod hverken narkosetilstand (og efterfølgende risiko for død) eller, hvad der er mere overraskende, den alvorlige risiko for børn (hvilket naturligvis gælder mange af de produkter og processer, der anvendes i hjemmet).

5.6

Understregningen af den mulige, men hidtil udokumenterede kræftrisiko er også misvisende. VKSM anførte i sin udtalelse om ETVAREAD-rapporten om damphæmmere, at en mus' stofskifte i forhold til det effektparameter, der blev afprøvet, ikke ligner menneskets, og at DCM derfor på grundlag af det fremlagte materiale sandsynligvis ikke er kræftfremkaldende. Meget lidt materiale er baseret på faktisk brug. Man afventer stadig resultaterne af to større epidemiologiske studier af kohorter udsat for DCM foretaget inden for andre sektorer i USA. Kohorter i EU kan have været udsat for andre kendte kræftfremkaldende stoffer som styren. I denne kategori fremlagde RPA ingen dokumentation for faktiske risici efter eksponering for DCM i malingfjernere. Den obligatoriske R68-sætning (»mulighed for varig skade på helbredet«) er på denne baggrund ikke den mest passende.

5.7

Det skal også bemærkes, at den statistik over hændelser, som RPA fremlagde for perioden 1930-2007, klart viste, at farerne ved alt for stor overeksponering for DCM generelt var forbundet med meget dårlig arbejdspraksis. Der blev ikke indsamlet tilsvarende oplysninger vedrørende alternative processer og produkter. Det er usikkert, i hvor stor udstrækning disse tal kan overføres til »fagfolks« anvendelse og »forbrugeres« anvendelse i hjemmet. Indikatorer for kroniske (langvarige) sundhedsmæssige virkninger ved industriel anvendelse tyder muligvis (eller muligvis ikke) på problemer forbundet med forbrugeres akutte (kortvarige) eksponering. Ulykkesstatistikker, som der måske er tale om her, er sværere at fordele forholdsmæssigt.

5.8

Studierne tydeliggjorde endvidere, at der i EU ikke gælder ensartede grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering på arbejdspladser. Grænseværdierne for et enkelt stof (DCM) varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat og for forskellige stoffer (f.eks. DCM i forhold til DBE eller DMSO). Producenter må erkende, at de har en diligenspligt over for deres ansatte. For at opnå dette må lovgiverne sørge for klare, konsekvente data-baserede lovrammer.

5.9

I den forbindelse har EØSU især noteret sig de tekniske regler for farlige stoffer, TRGS 612, for alternativer til DCM-baserede malingfjernere udarbejdet af det tyske forbundsministerium for arbejde og sociale anliggender, udgave af februar 2006. Disse regler synes at være en model, som andre kunne følge, når det gælder om at sørge for sikkerhed på arbejdspladsen, og er betydeligt mere detaljerede end det foreliggende forslag fra Kommissionen.

5.10

Det hierarki af spørgsmål, der skal besvares i henhold til ovenstående, (a) kan processen gøres sikrere ved substitution?; (b) hvis nej, hvorfor ikke?; (c) er der truffet alle passende foranstaltninger for at gøre arbejdspladsen sikrere?, bør følges i de fleste tilfælde. De potentielle risici og fordele ved alternative processer og produkter bør anerkendes fuldt ud. Først og fremmest bør der foretages en eller anden form for skøn over de sandsynlige konsekvenser af enhver beslutning om at fjerne en betydelig mængde af et givent stof fra et givent marked. Hvad vil brugerne reelt gøre, og vil deres valg øge deres personlige sikkerhed?

5.11

Som et eksempel kan nævnes en medlemsstat, der allerede har gennemført et forbud mod DCM-baserede produkter til såvel industriel som erhvervsmæssig anvendelse. Forbudet gælder salg af produkter indeholdende DCM ikke DCM i sig selv. Man kan stadig fremstille en kraftig malingfjerner ved at blande DCM med methanol på brugsstedet. Det produkt, man således opnår, er billigere, men besidder ikke de overfladeaktive stoffer og damphæmmere, som gør, at det korrekt formulerede produkt er både mere effektivt og mere sikkert. Dette er derfor en uønsket konsekvens.

5.12

Som RPA og Kommissionen har bemærket, er det i det virkelige liv svært at forsvare eller fastholde sondringen mellem de forskellige kategorier af brugere. Den eneste egentlige forskel er, at vedvarende højkapacitetsmalingfjernelse på samme anlægsområde stiller krav om store åbne beholdere med kemiske agenser, som produkterne sænkes ned i, hvorimod malingfjernelse, der ikke udføres på anlægsområdet, normalt ikke er afhængig af nedsænkning, hvorfor der ikke er behov for store åbne beholdere. Der gælder andre direktiver for arbejde udført på ét anlægsområde, bl.a. direktiver om emission af opløsningsmidler og spildevandskvalitet, som bør håndhæves strengt. Ved malingfjernelse, der ikke foregår på et anlægsområde, er det i højere grad op til den enkelte bruger at udvise forsigtighed og sund fornuft. Hvor der er en arbejdsgiver, er det selvfølgelig hans eller hendes ansvar, at diligenspligten overholdes og således sørge for det bedst mulige arbejdsmiljø for alle de berørte ansatte.

5.13

Kategorien »fagfolk« bør også opdeles i dem, der permanent arbejder med specialiseret afrensning (f.eks. fjernelse af graffiti, facadebehandling, tog og fly), og dem, som kun lejlighedsvis beskæftiger sig med malingfjernelse (bygningsarbejdere, dekoratører og »forbrugere«) som et nødvendigt, men tidskrævende forarbejde til en mere givtig aktivitet. Denne sidstnævnte gruppes behov, kompetencer og sårbare punkter synes at være de samme, og de bør behandles ens.

5.14

Endelig er der stillet forslag om en undtagelsesbestemmelse om uddannelse og godkendelse af bestemte operatører for at muliggøre et kompromis mellem forskellige synspunkter. Det er imidlertid vanskeligt at ligestille anvendelsen af DCM-baserede malingfjernere med f.eks. asbestfjernelse eller håndtering af atomaffald, hvortil der selvfølgelig kræves godkendelse. I lyset af de store omkostninger forbundet med at iværksætte og overvåge en sådan ordning er det svært at forestille sig, at dette forslag vil opfylde nogen parters behov.

6.   Særlige bemærkninger

6.1

Af ovennævnte årsager mener EØSU, at det foreliggende forslag er ude af proportioner og ikke i sig selv vil medføre færre ulykker på og uden for arbejdspladsen. I lyset af de store faktiske og politiske forskelle mellem medlemsstaterne er man nødt til straks at overveje og gennemføre andre løsninger.

6.2

En løsning er at ændre emballeringen og mærkningen af DCM-baserede malingfjernere for at minimere risikoen for ulykker og understrege de reelle farer. Salg til personer, der ikke er permanent beskæftiget med malingfjernelse på eller uden for anlægsområder, uanset om de betragtes som »fagfolk« eller »forbrugere«, bør begrænses til højst 1 liter pr. beholder og køb. Beholderne skal være forsynet med børnesikret forsegling i overensstemmelse med de relevante eksisterende eller nye EU-forordninger og -direktiver og/eller EN ISO-standard 8317:2004 og 862:2005. Det ville endvidere være en god ide med smalle halse, der begrænser spild, selv om det deraf følgende behov for omhældning ved anvendelse med pensel begrænser virkningen heraf. Producenterne bør aktivt søge at finde nye og sikrere leveringssystemer, hvis de ønsker at fastholde disse produkters levedygtighed på længere sigt. Salg i store mængder til alle øvrige brugere til »industriel« eller løbende »erhvervsmæssig« anvendelse bør være i mængder på ikke under 20 liter. Producenter og leverandører bør erkende, at de i sådanne situationer har en diligenspligt og sørge for, at de oplysninger og den uddannelse, der stilles til rådighed, garanterer sikker håndtering og bortskaffelse uanset brugsforholdene.

6.3

Der bør hurtigst muligt udarbejdes nye piktogrammer og R- og S-sætninger, der vedrører narkotika og advarer mod farerne for børn, som supplement til dem, der allerede anvendes. For DCM-baserede malingfjernere (og andre produkter med tilsvarende virkninger) bør den rette ordlyd for alle brugere være noget i retning af: »Narkotikum: høje koncentrationer medfører bevidstløshed og død«; »Må ikke anvendes i nærheden af børn eller sårbare voksne«; »Må ikke anvendes i lukkede rum: tunge dampe forårsager kvælning«. Der synes at være dokumentation for, at disse sætninger er berettigede og relevante i forhold til de reelle behov. Sætningerne må ikke drukne i en mængde mindre alvorlige advarsler. En stærk advarsel og et tydeligt piktogram vedrørende behovet for at beskytte børn vil sandsynligvis have større virkning end flere, mere indviklede råd. Den gældende S2-sætning (»Opbevares utilgængeligt for børn«) er i denne henseende utilstrækkelig.

6.4

Derudover er der et klart behov for standardiserede og ensartede EU-omspændende eksponeringsgrænseværdier for at forbedre sikkerheden på arbejdspladsen yderligere. Dette ville være et værdifuldt udbytte af REACH-programmet i de kommende år.

6.5

God arbejdspraksis og nøje overholdelse af alle eksisterende kontroller er naturligvis nøglen til risikostyring på og uden for arbejdspladsen. Producenter og detailhandlere har det fælles ansvar for at yde god rådgivning og sikre, at anbefalingerne kan følges af almindelige borgere og andre, der ikke så hyppigt anvender farlige materialer eller processer. Sikkerhedsråd og -udstyr bør fremmes med samme entusiasme og incitamenter som de materialer, de nødvendigvis skal anvendes sammen med.

6.6

Den metode, der er anvendt i de tyske TRGS 612, bør udgøre grundlaget for EU-omspændende kontroller. I det omfang det er nødvendigt, kan der tilføjes yderligere tekniske råd vedrørende udluftning eller affaldshåndtering. Der bør offentliggøres og udveksles bedste praksis.

6.7

Igangværende studier i USA om virkningerne af langtidseksponering for DCM bør færdiggøres så hurtigt som muligt, og resultaterne forelægges VKSM til vurdering. Man bør undersøge mulighederne for at identificere relevante studiekohorter i Europa.

6.8

Derudover bør der foretages en systematisk vurdering af de risici, der er forbundet med malingfjernelse, med det formål på sammenligneligt grundlag at evaluere alle produkter og processer. Derved ville man opnå en bedre forståelse for produkternes og processernes relative ydeevnekarakteristika og risici og i sidste ende gøre det muligt for brugere på og uden for arbejdspladsen at træffe beslutning på et bedre oplyst grundlag. Ingen af disse forslag bør imidlertid forsinke vedtagelsen af de ovenfor omtalte kontrolforanstaltninger.

Bruxelles, den 17. september 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/35


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 68/151/EØF og 89/666/EØF for så vidt angår krav til visse typer selskaber i Fællesskabet om offentliggørelse og oversættelse«

KOM(2008) 194 endelig — 2008/0083 (COD).

(2009/C 77/06)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 23. maj 2008 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 68/151/EØF og 89/666/EØF for så vidt angår krav til visse typer selskaber i Fællesskabet om offentliggørelse og oversættelse

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs præsidium henviste den 21. april 2008 det forberedende arbejde til Den Faglige sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug.

På grund af sagens hastende karakter besluttede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 447. plenarforsamling den 18. september 2008 at overdrage det forberedende arbejde til Edgardo Maria Iozia som hovedordfører, og vedtog følgende udtalelse med 72 stemmer for og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU bifalder indholdet i dette direktiv og anser det for endnu et fremskridt i strategien for administrativ forenkling som forudset i meddelelsen En strategisk gennemgang af programmet for bedre lovgivning i Den Europæiske Union.

1.2

Dette er i overensstemmelse med den positive vurdering i EØSU's Observatorium for det Indre Marked, der konsekvent i flere udtalelser har støttet initiativer i retning af administrativ forenkling på selskabsrettens område. Efter udvalgets mening vil initiativerne ved at nedbringe virksomhedernes omkostninger yde et betydeligt bidrag til de europæiske virksomheders konkurrenceevne, for så vidt som de ikke sår tvivl om beskyttelsen af andre aktørers interesser.

1.3

EØSU påpeger, at det her behandlede forslag om ændring af Rådets direktiv 68/151/EØF (første direktiv om selskabsretten) og 89/666/EØF (ellevte direktiv om selskabsretten) sigter mod at forenkle og reducere de administrative byrder på et følsomt område, nemlig krav om offentliggørelse og oversættelse for visse typer selskaber, der ofte er tynget af uforholdsmæssigt store og sommetider unødvendige byrder.

1.4

EØSU støtter de foreslåede tiltag, der gennemføres gennem beskedne ændringer af EU's gældende regelværk, og som ud over at reducere de administrative byrder for virksomhederne, som angivet i konsekvensanalysen, skal fjerne muligheden for, at der internt i Unionen opstår unødige hindringer for varers og tjenesteydelsers frie bevægelighed.

1.5

EØSU hilser tiltagene velkommen og vil ligesom Rådet opfordre Kommissionen til i fremtiden at træffe yderligere foranstaltninger til at reducere de unødvendige byrder, som stadig findes i visse sektorer og som uden at tilføre nogen merværdi for brugerne tynger virksomhederne og reducerer deres evne til at reagere på de udfordringer, som den globale konkurrence stiller i dag.

1.6

EØSU opfordrer Kommissionen til at anspore medlemsstaterne til at fortsætte forenklingen af virksomhedernes administrative aktiviteter ved at lægge data, som kræver offentliggørelse i henhold til gældende love og forordninger, ud på internettet.

2.   Baggrund

2.1

Efter i 2005 at have gennemført en række undersøgelser har Kommissionen lanceret et program for forenkling af lovgivningen, der sigter mod at reducere virksomhedernes omkostninger og administrative byrder som følge af gældende lovbestemmelser med afsæt i den tanke, at unødvendige omkostninger udgør en hæmsko for Fællesskabets økonomiske aktiviteter og skader virksomhedernes konkurrenceevne.

2.2

Den 14. november 2006 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse med den sigende titel Bedre lovgivning i Den Europæiske Union  (1) samt et arbejdsdokument med titlen Måling af administrative omkostninger og reduktion af administrative byrder i Den Europæiske Union  (2). Begge dokumenter fremhævede behovet for at tilstræbe økonomiske fordele for virksomhederne, når det kan lade sig gøre at forenkle uden negative konsekvenser for brugerne af disse oplysninger.

2.3

Denne strategiske indfaldsvinkel er siden blevet styrket af et handlingsprogram for reduktion af administrative byrder i Den Europæiske Union fra marts 2007 (3) (dokumentet er endnu ikke blevet offentliggjort i EU-tidende), der sætter som mål at reducere disse omkostninger med 25 % inden 2012.

2.4

I marts 2007 vedtog Kommissionen med en hasteprocedure et antal forslag, som sigter mod at reducere de administrative byrder, og den 10. juli 2007 fremlagde den en meddelelse med forslag vedrørende forenkling inden for selskabsret, regnskabsførelse og revision (4).

2.5

Det Europæiske Råd opfordrede på sin samling den 13.-14. marts 2008 Kommissionen til fortsat løbende at fremsætte forslag til reduktion af den administrative byrde (5).

2.6

Dette er baggrunden for det her behandlede direktivforslag. Det vedrører krav om offentliggørelse og oversættelse inden for selskabsretten og foreskriver en reduktion eller fjernelse af kravet om oplysninger, som ikke har nogen ekstra værdi for brugerne.

3.   Kommissionens forslag

3.1

Det foreliggende direktivforslag sigter ifølge Kommissionen mod at styrke de europæiske selskabers konkurrenceevne ved at reducere eller fjerne administrative krav i de nugældende bestemmelser, som ikke opfylder noget behov hos brugerne af disse oplysninger, men tværtimod påfører virksomhederne unødige ekstraomkostninger.

3.2

Direktivet indebærer en ændring af direktiv 68/151/EØF (det første direktiv) og 89/666/EØF (det ellevte direktiv) for så vidt angår krav til visse typer selskaber i Fællesskabet om offentliggørelse og oversættelse.

3.3

Med hensyn til det første direktiv fastsættes i direktivforslaget et nyt krav, der er minimalt i forhold til det nugældende krav i artikel 3, stk. 4, i direktiv 68/151/EØF om selskabsretten. Ændringen af artiklen har til formål at fjerne visse af de nuværende krav om offentliggørelse i nationale tidender af oplysninger om selskabsstiftelse og årsregnskaber, som i henhold til den gældende lovgivning skal offentliggøres hvert år.

3.4

Denne forenkling tager ikke nogen merværdi fra brugerne — især ikke fordi handelsregistrene, gennem hvilke medlemsstaterne stiller de nødvendige oplysninger til rådighed, i dag er tilgængelige online, eftersom brugen af elektroniske medier bliver stadigt mere udbredt.

3.5

Medlemsstaterne skal sikre offentliggørelse via en central elektronisk platform, der giver adgang til de offentliggjorte oplysninger i kronologisk orden, og bevarer kun muligheden for at fastsætte yderligere bestemmelser, når disse ikke pålægger selskaberne ekstraudgifter.

3.6

Med hensyn til direktiv 89/666/EØF (det ellevte direktiv om selskabsretten) ændres praksis, som foreskriver oversættelse af alle dokumenter, der indgår i et dossier, når et selskab registrerer en ny filial.

3.7

Artikel 4 i det nye direktiv kræver offentliggørelse af dokumenter på et af Fællesskabets officielle sprog og finder det tilstrækkeligt, hvis denne oversættelse bekræftes ved en procedure, der er acceptabelt for enhver anden medlemsstats myndigheder. Alle medlemsstater skal acceptere en sådan attestering, og de må ikke stille andre formelle krav end de i stk. 1 og 2 omhandlede med det formål at reducere omkostningerne ved oversættelse og attestering til det nødvendige minimum.

3.8

Retsgrundlaget for det nye direktiv ændres ikke i forhold til tidligere. Det vil således stadig være EF-traktatens artikel 44, stk. 2, litra g). Efter Kommissionens mening er nærheds- og proportionalitetsprincipperne desuden overholdt.

3.9

Kommissionen gør opmærksom på, at de foreslåede ændringer og konsekvensanalysen har stået model til en kritisk gennemgang af en bred samling repræsentanter for de interesserede parter (110 parter fra 22 forskellige medlemsstater). De positive resultater er offentliggjort på webstedet for Generaldirektoratet for Det Indre Marked og Tjenesteydelser.

3.10

Den besparelse, som Kommissionen har regnet sig frem til i konsekvensanalysen, anslås at andrage ca. 410 mio. EUR om året for offentliggørelse af årsregnskaber og ca. 200 mio. EUR om året for offentliggørelse af ændringer i registeroplysningerne. Besparelser på oversættelse og attestering anslås at løbe op i ca. 22 mio. EUR.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

EØSU har i flere udtalelser fra Markedsobservatoriet bakket op om administrativ forenkling inden for rammerne af En strategisk gennemgang af programmet for bedre lovgivning i Den Europæiske Union.

4.2

Udvalgets udtalelser har givet fuld støtte til denne indsats, som på konkret vis bidrager til at forbedre de europæiske virksomheders konkurrenceevne ved at reducere omkostninger, som på selskabsrettens område i vidt omfang synes forældede og ude af proportioner, uden at så tvivl om beskyttelsen af andre berørte parters interesser.

4.3

EØSU understreger, at indsatsen på dette følsomme område (krav om offentliggørelse og oversættelse) ikke kun konsekvent mindsker omkostningerne (som vist i konsekvensanalysen), men også øger EU's troværdighed ved at fjerne enhver fristelse til at skabe kunstige og ubegrundede hindringer for varers og tjenesters frie bevægelighed dér, hvor sådanne hindringer måtte kunne opstå.

4.4

Udvalget tager til efterretning, at de hidtidige initiativer er taget efter en omhyggelig evaluering af de opstillede mål og de grundlæggende principper nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet samt en grundig høring af alle interesserede parter.

4.5

EØSU bifalder således indholdet i dette direktiv, idet det ser det som et betydeligt skridt fremad inden for rammerne af den generelle strategi, og tilslutter sig fuldt ud Rådets opfordring til Kommissionen om at træffe lignende foranstaltninger i andre sektorer og på andre områder, hvor der synes at være behov for forenkling med henblik på at reducere de mange krav, som stadig påhviler selskaberne.

Bruxelles, den 18. september 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  En strategisk gennemgang af programmet for bedre lovgivning i Den Europæiske Union, KOM(2006) 689 endelig, EUT C 78 af 11.4.2007, s. 9.

(2)  Måling af administrative omkostninger og reduktion af administrative byrder i Den Europæiske Union, KOM(2006) 691 endelig.

(3)  Handlingsprogram for reduktion af administrative byrder i Den Europæiske Union, KOM(2007) 23 endelig.

(4)  Meddelelse fra Kommissionen om enklere erhvervsbetingelser for selskaber inden for selskabsret, regnskabsførelse og revision, KOM(2007) 394 endelig.

(5)  Formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Bruxelles den 13.-14. marts 2008, dok. 7652/08, konklusion 1.


31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/37


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF for så vidt angår visse oplysningskrav til mellemstore selskaber og kravet om udarbejdelse af konsoliderede regnskaber«

KOM(2008) 195 endelig — 2008/0084 (COD)

(2009/C 77/07)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 23. maj 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 44, stk. 1, at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF for så vidt angår visse oplysningskrav til mellemstore selskaber og kravet om udarbejdelse af konsoliderede regnskaber.

EØSU's præsidium henviste den 21. april 2008 det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug.

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg i henhold til forretningsordenens artikel 20 og 57, stk. 1, på sin 447. plenarforsamling den 18. september 2008, Claudio Cappellini til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse med 59 stemmer for og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU bifalder, at de fritagelser, der er planlagt for små virksomheder i fjerde selskabsdirektiv, udvides til at omfatte mellemstore virksomheder, da de vil lette regnskabsaflæggelsen for disse.

1.2

EØSU bifalder også de foreslåede ændringer til det 7. direktiv, da de blot tydeliggør samspillet mellem direktivets konsoliderede bestemmelser og bestemmelserne i de internationale regnskabsstandarder, IFRS.

1.3

EØSU værdsætter derfor især, at målet om at forenkle regnskabskravene respekteres: Der bliver ikke tale om noget væsentligt informationstab for regnskabsbrugerne og andre interessenter berøres dybest set ikke. Den foreslåede forenkling er baseret på behovene hos SMV'er og brugere af finansiel information.

1.4

Der har hidtil manglet forskning og dokumentation, som kortlagde brugernes behov, der kan variere fra en EU-medlemsstat til en anden. Inden der indføres yderligere ændringer af regnskabskravene til SMV'er, bør den nuværende holdning til, hvilke valgmuligheder der skal anvendes under 4. og 7. direktiv, tages op til overvejelse. I denne undersøgelse bør indgå (a) brug af eksisterende løsninger, (b) motiver angivet af medlemsstaterne som forklaring på deres valg af løsninger og (c) en evaluering af medlemsstaternes succes med at opfylde deres mål.

1.5

EØSU henstiller derfor, at forskning på dette område danner grundlag for rationelle politikforslag i fremtiden.

1.6

Regnskabskrav var nogle af de første lovgivningsområder, som blev harmoniseret på EU-niveau. EØSU minder om, at det er et vigtigt element i gennemførelsen af det indre marked og understreger, at harmonisering skaber lige markedsvilkår i EU.

1.7

SMV'ernes handel hen over grænserne vokser i EU. Der er derfor meget, der taler for at udvikle harmoniseringen af rammerne og bestemmelserne for regnskabsaflæggelse med henblik på (a) at støtte denne vækst i handlen og (b) at skabe lige markedsvilkår.

2.   Generel baggrund

2.1

Det Europæiske Råd understregede den 8. og 9. marts 2007 i sine konklusioner, at en mindskelse af de administrative byrder er en vigtig foranstaltning for at stimulere Europas økonomi, især på grund af de fordele, det kan give små og mellemstore virksomheder.

2.2

Rådet understregede, at der er behov for en ihærdig fælles indsats fra Den Europæiske Union og medlemsstaterne for at mindske de administrative byrder ved at forenkle regnskabsbestemmelserne for små og mellemstore virksomheder; retsgrundlaget for sådanne foranstaltninger vil være artikel 44, stk. 1, i Traktaten for De Europæiske Fællesskaber (1).

2.3

Reglerne om regnskabsaflæggelse og revision er udpeget som områder, hvor de administrative byrder kan reduceres for virksomheder i EU (2).

2.4

Der blev især lagt vægt på at lette små og mellemstore virksomheder for byrderne ved at skulle efterkomme regnskabskravene.

2.5

Der blev tidligere gennemført forskellige ændringer for at give virksomheder, som er omfattet af direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF, mulighed for at anvende regnskabsmetoder i overensstemmelse med de internationale regnskabsstandarder, IFRS.

2.6

I henhold til Europa-Parlaments og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (3) skal virksomheder, hvis værdipapirer kan handles på et reguleret marked i en hvilken som helst medlemsstat, udarbejde deres konsoliderede regnskab i overensstemmelse med IFRS og er dermed fritaget for at skulle efterkomme hovedparten af kravene i direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF. De pågældende direktiver danner dog fortsat grundlag for små og mellemstore virksomheders regnskabsaflæggelse i Fællesskabet.

2.7

Små og mellemstore virksomheder er ofte undergivet de samme regler som større virksomheder, men deres specifikke regnskabsbehov er sjældent blevet vurderet. Særlig det stigende antal oplysningskrav volder problemer for disse virksomheder. Omfattende krav til regnskabsaflæggelsen udgør en økonomisk belastning og kan hindre effektiv udnyttelse af et selskabs kapital til produktive formål.

2.8

Anvendelsen af forordning (EF) nr. 1606/2002 har desuden afsløret et behov for at tydeliggøre forholdet mellem regnskabskravene i direktiv 83/349/EØF og IFRS.

2.9

I de tilfælde, hvor etableringsomkostninger kan behandles som et aktiv på balancen, skal sådanne udgifter i henhold til artikel 34, stk. 2, i direktiv 78/660/EØF forklares i noterne.

2.10

Små virksomheder kan fritages for dette oplysningskrav i medfør af direktivets artikel 44, stk. 2. For at reducere den unødvendige administrative byrde bør det også være muligt at fritage mellemstore virksomheder for denne oplysningspligt.

2.11

Direktiv 78/660/EØF indeholder krav om, at det oplyses, hvordan omsætningen fordeler sig på aktiviteter og geografiske markeder. Dette krav gælder for alle virksomheder, men små virksomheder kan fritages i medfør af direktivets artikel 44, stk. 2. For at reducere den unødvendige administrative byrde bør det også være muligt at fritage mellemstore virksomheder for denne oplysningspligt.

2.12

Direktiv 83/349/EØF indeholder krav om, at et moderselskab skal udarbejde et konsolideret regnskab, også selv om dets eneste datterselskab eller alle dets datterselskaber som helhed er af uvæsentlig betydning i relation til artikel 16, stk. 3, i direktiv 83/349/EØF. Følgen er, at disse virksomheder er omfattet af forordning (EF) nr. 1606/2002 og dermed forpligtede til at udarbejde konsoliderede regnskaber i overensstemmelse med IFRS. Dette krav anses for at være en belastning, hvis moderselskabet kun har datterselskaber uden væsentlig betydning.

2.13

Det bør derfor være muligt at fritage moderselskaber for forpligtelsen til at udarbejde konsoliderede regnskaber og konsoliderede årsberetninger, hvis alle moderselskabets datterselskaber kan anses for at være af uvæsentlig betydning både hver for sig og samlet.

2.14

Eftersom formålet med dette direktiv, nemlig at reducere administrative byrder for mellemstore virksomheder, der skal efterkomme bestemte oplysningskrav og for visse virksomheder inden for Fællesskabet, der skal efterkomme kravet om udarbejdelse af konsoliderede regnskaber, ikke kan realiseres tilfredsstillende af medlemsstaterne, og derfor på grund af anvendelsesområdet og virkningerne bedre kan realiseres på EU-plan, kan Fællesskabet vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet i traktatens artikel 5.

2.15

I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

2.16

Direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF bør derfor ændres.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

Formålet med ændringerne af direktiv 78/660/EØF (fjerde selskabsdirektiv) (4) er at forenkle regnskabskravene til mellemstore virksomheder (5) og på kort sigt lette dem for den administrative byrde i forbindelse med regnskabsaflæggelse. Ændringerne forventes at reducere den administrative byrde, uden at det medfører tab af relevant information.

3.2

Formålet med ændringerne af direktiv 83/349/EØF (syvende selskabsdirektiv) (6) er at tydeliggøre samspillet mellem direktivets bestemmelser om konsoliderede regnskaber og bestemmelserne i de internationale regnskabsstandarder, IFRS.

3.3   Høring og konsekvensanalyse

3.3.1

Diskussionen om, hvordan man opnår en fornuftig mindskelse af den administrative byrde, der påhviler SMV'er under 4. og 7. selskabsdirektiv, blev iværksat i god tid af Kommissionen sammen med høringsproceduren, idet der blev taget hensyn til målet om at sikre, at SMV'er trives på EU's indre marked. Problemet med de administrative byrder, der påhviler SMV'er, er altid, at de oprindelige regler er udformet med henblik på store virksomheder. Sådanne regler er ikke nødvendigvis relevante for SMV'er og pålægger dem ofte en betydelig byrde hvad angår administration og omkostninger.

3.4   Forenkling baseret på behovene hos SMV'er og brugere af finansiel information

3.4.1

Det er vigtigt, at diskussionerne ikke blot fokuserer på »forenkling«, men også på »relevansen« af regnskabskrav for SMV'er — i modsætning til de store børsnoterede selskaber. Debatten om forenkling er tilbøjelig til at fokusere på omkostninger, mens debatten om relevans er optaget af fordelene ved regnskabsaflæggelse og med særlige brugere og deres behov.

3.4.2

Forenklingen af »regnskabsdirektivet« bør tage udgangspunkt i de konkrete behov hos SMV'er og brugerne af deres regnskaber. Hvis regnskaber skal være nyttige og relevante, er en undersøgelse af brugerne og deres behov afgørende for udviklingen af en europæisk regnskabsramme for SMV'er. Der er mange forskellige brugere: pengeinstitutter (vurdering), offentlige myndigheder (beskatning, hvidvask af penge …).

3.4.3

Det er også vigtigt at huske, at SMV'erne selv er store brugere af finansiel information, f.eks. som leverandører og kontraherende parter til andre SMV'er i situationer, hvor det er vigtigt at vurdere kreditværdigheden.

3.4.4

I forbindelse med »forenkling« af regnskabsbestemmelserne for SMV'er er det vigtigt med nøje konsekvensanalyser, herunder analyser af fordelene ved regnskabsaflæggelse samt af omkostninger/administrativ byrde. Sådanne konsekvensanalyser bør tage hensyn til årsagerne til, at der oprindelig blev pålagt regnskabskrav, og interessenternes interesser (gennemsigtighed osv.), som de havde til formål at beskytte.

3.5   Harmonisering skal skabe lige markedsvilkår i EU

3.5.1

SMV'ernes handel hen over grænserne vokser (7) i EU. Der er derfor meget, der taler for at udvikle harmoniseringen af rammerne og bestemmelserne for regnskabsaflæggelse med henblik på (a) at støtte denne vækst i handlen og (b) at skabe lige markedsvilkår. Det kan indebære færre alternativer og nødvendiggøre skridt i retning af maksimal harmonisering, f.eks. hvad angår offentliggørelse af finansiel information og offentlig adgang til sådan information.

3.6   Ingen obligatoriske internationale regnskabsstandarder for SMV'er

3.6.1

IASB's SMV-projekt er en konsekvens af krav fra de ansvarlige for standarder, regnskabsførere og andre interessenter om et alternativ til IFRS som helhed. Efter i første omgang at have tøvet med at gå i gang med projektet blev IASB overbevist om, at hovedparten af disse interessenter ønskede, at det skulle gennemføres, og at kun IASB havde den formodede troværdighed og autoritet til at fastlægge regnskabsstandarder af høj kvalitet, der kunne håndhæves. Udgangspunktet for dette projekt var imidlertid hele IFRS, udviklet for børsnoterede virksomheder.

3.6.2

Hele IFRS blev udviklet med tanke på regnskabsaflæggelse for børsnoterede virksomheder og disses interessenter. Som nævnt ovenfor er regnskabsaflæggelse for SMV'er som regel beregnet til intern eller uofficiel brug (i forbindelse med leverandører, kontraherende parter, pengeinstitutter osv.) og ikke til en bred vifte af brugere på grund af lovgivningsmæssige eller andre forpligtelser.

3.6.3

Den obligatoriske gennemførelse af IFRS eller et andet sæt nye regler, baseret på dem, der er udviklet for børsnoterede virksomheder, vil skabe en betydelig administrativ byrde og medføre finansielle omkostninger for SMV'er, der sandsynligvis vil veje tungere end nogen positive virkninger. Den tætte forbindelse mellem årsregnskaber og selvangivelser vil også tvinge SMV'er i forskellige medlemsstater til at opretholde to sæt regnskaber, hvilket vil øge den administrative byrde yderligere.

3.7   Forenkling af direktiver

3.7.1

Hvad angår alternativerne for at opnå forenkling for SMV i regnskabsdirektiverne, som hovedsagelig er en udvidelse af eksisterende alternativer for SMV'er under direktiverne, er det vigtigt at undersøge, hvordan disse alternativer virker i medlemsstaterne, inden nye direktiver indføres. EØSU henstiller desuden, at »once only«-princippet systematisk anvendes på alle niveauer (8).

3.7.2

Inden der indføres yderligere ændringer af regnskabskrav til SMV'er, bør den nuværende holdning vedrørende anvendelsen af valgmuligheder under 4. og 7. direktiv tages op til overvejelse. I denne undersøgelse bør indgå (a) brug af eksisterende alternativer, (b) motiver angivet af medlemsstaterne som forklaring på deres valg af alternativer og (c) en evaluering af medlemsstaternes succes med at opfylde deres mål.

3.7.3

Et større problem i den nuværende situation er en topstyret tilgang, som (a) medfører en administrativ byrde for SMV'er og (b) mindsker relevansen af regnskabsrammer og -standarder for disse enheder. En fremtidig evaluering af regnskabsaflæggelsen i EU bør se på dette problem ved at anlægge en »bottom-up«-strategi. En sådan tilgang vil fokusere på SMV'ers og andre interessenters behov og støtte sig på forskning af brugerne og deres behov, som foreslået oven for.

Bruxelles, den 18. september 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 325 af 24.12.2002, s. 35.

(2)  »EU-projekt om måling af bundlinje og mindskning af administrative omkostninger, anden foreløbige rapport«, 15. januar 2008, s. 37. Den endelige rapport er endnu ikke blevet offentliggjort. (Jf. fodnote 6 i KOM(2008) 195 endelig).

(3)  EUT L 243 af 11.9.2002, s. 1.

(4)  EFT L 222 af 14.8.1978, s. 11. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/46/EF (EUT L 224 af 16.8.2006, s. 1).

(5)  Definitioner i artikel 27 (mellemstore virksomheder) i fjerde selskabsdirektiv.

(6)  EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1. Senest ændret ved Rådets direktiv 2006/99/EF (EUT L 363 af 20.12.2006, s. 137).

(7)  Se EØSU's udtalelser om det indre markeds betydning:

CESE 952/2006 om En strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer (INT/296), EUT C 309 af 16.12.2006, s. 18;

CESE 89/2007 om Revision af det indre marked (INT/332), EUT C 93 af 27.4.2007, s. 25;

CESE 1187/2008 om Forskellige politikforanstaltninger for små og mellemstore virksomheder (INT/390) (endnu ikke offentliggjort i EUT);

CESE 979/2008 om Internationale offentlige indkøb (INT/394) (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(8)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »De forskellige politikforanstaltninger, bortset fra en egnet finansiering, som ville støtte små og mellemstore virksomheders vækst og udvikling« (sonderende udtalelse), INT/390. Dette princip betyder, at virksomhederne ikke behøver at indgive oplysninger, som myndighederne allerede har modtaget ad anden vej (uanset niveau: lokalt, regionalt, nationalt eller europæisk).


31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/41


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om foreskrevne påskrifter og skilte på to- og trehjulede motordrevne køretøjer (Kodificeret udgave)«

KOM(2008) 318 endelig — 2008/0099 (COD)

(2009/C 77/08)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 18. juni 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om foreskrevne påskrifter og skilte på to- og trehjulede motordrevne køretøjer (Kodificeret udgave).

Da EØSU fuldt ud går ind for indholdet og ikke har nogen bemærkninger, besluttede det på sin 447. plenarforsamling den 17.-18. september 2008, mødet den 17. september, enstemmigt at afgive en udtalelse til støtte for Kommissionens forslag.

 

Bruxelles, den 17. september 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/41


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv …/…/EF af […] om førersæder til landbrugs- og skovbrugshjultraktorer (Kodificeret udgave)«

KOM(2008) 351 endelig — 2008/0115 (COD)

(2009/C 77/09)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 7. juli 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv …/…/EF af […] om førersæder til landbrugs- og skovbrugshjultraktorer (Kodificeret udgave).

Da EØSU fuldt ud går ind for indholdet og ikke har nogen bemærkninger, besluttede det på sin 447. plenarforsamling den 17.-18. september 2008, mødet den 17. september 2008, enstemmigt at afgive en udtalelse til støtte for Kommissionens forslag.

 

Bruxelles, den 17. september 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/42


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv på selskabsrettens område om enkeltmandsselskaber med begrænset ansvar (Kodificeret udgave)«

KOM(2008) 344 endelig — 2008/0109 (COD)

(2009/C 77/10)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 7. juli 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 44 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv på selskabsrettens område om enkeltmandsselskaber med begrænset ansvar (Kodificeret udgave).

Da EØSU fuldt ud går ind for indholdet og ikke har nogen bemærkninger, besluttede det på sin 447. plenarforsamling den 17.-18. september 2008, mødet den 17. september, enstemmigt at afgive en udtalelse til støtte for Kommissionens forslag.

 

Bruxelles, den 17. september 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/42


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. …/… af […] om det supplerende beskyttelsescertifikat for lægemidler (Kodificeret udgave)«

KOM(2008) 369 endelig — 2008/0126 (COD)

(2009/C 77/11)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 7. juli 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. …/… af […] om det supplerende beskyttelsescertifikat for lægemidler (Kodificeret udgave).

Da EØSU fuldt ud går ind for indholdet og ikke har nogen bemærkninger, besluttede det på sin 447. plenarforsamling den 17.-18. september 2008, mødet den 17. september 2008, enstemmigt at afgive en udtalelse til støtte for Kommissionens forslag.

 

Bruxelles, den 17. september 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/43


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fremme af anvendelsen af vedvarende energikilder«

KOM(2008) 19 endelig — 2008/0016 (COD)

(2009/C 77/12)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 3. marts 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 175, stk. 1, og artikel 95 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fremme af anvendelsen af vedvarende energikilder«.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Lutz Ribbe til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 16. juli 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 447. plenarforsamling den 17. og 18. september 2008, mødet den 17. september 2008, følgende udtalelse med 105 stemmer for, 38 imod og 10 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU bifaldt Det Europæiske Råds klimabeskyttelsesplaner fra 2007, der bl.a. skal realiseres ved hjælp af dette direktiv.

1.2

Udvalget støtter helhjertet Kommissionens udsagn om, at den tilstræbte udvikling af den vedvarende energi ikke kun er klimapolitisk fornuftig, men kan have helt klare fordele for energiforsyningssikkerheden, de regionale og lokale udviklingsmuligheder, udviklingsmulighederne i landdistrikter, eksportmulighederne samt den sociale samhørighed og beskæftigelsessituationen, navnlig hvad angår små og mellemstore virksomheder og uafhængige elproducenter.

1.3

For så vidt bifalder EØSU direktivforslaget og målet om en 20 %'s andel for vedvarende energi. Udvalget ser i vedvarende energi ikke blot et bidrag til klimabeskyttelsen, men også en fornuftig energipolitisk strategi, der resulterer i en højere grad af selvforsyning på energiområdet og dermed større forsyningssikkerhed.

1.4

Målet om en »20 %'s reduktion af CO2-emissioner inden 2020«, der skal nås ved hjælp af andre direktiver (1), og målet om »20 % af det endelige energiforbrug fra vedvarende energikilder«, der behandles i dette forslag, er tæt forbundne og supplerer hinanden. Alligevel skal de to områder ses særskilt. Dette gælder så meget desto mere som enkelte af de vedvarende energikilder ikke altid har entydigt positive følgevirkninger på klimaområdet (se punkt 6 »agrobrændstoffer«).

1.5

Da den ombygning af vores energisystem, som alle erkender er nødvendig, er forbundet med store investeringsomkostninger, må det sikres, at medlemsstaterne får en høj grad af fleksibilitet til altid at træffe foranstaltninger på de områder, hvor der vil være den største merværdi set i forhold til klimabeskyttelse og beskæftigelsesfremme.

1.6

EØSU understreger, at man entydigt bakker op om den øgede anvendelse af vedvarende energi, og at man også er bevidst om, at der på mellemlangt og langt sigt er brug for en langt højere andel end de adviserede 20 % inden 2020, hvis Rådets ambitiøse mål (minus 60-80 % CO2 samt en højere grad af selvforsyning på energiområdet) skal nås.

1.7

EØSU konstaterer, at den strategiske satsning på delvist at erstatte diesel henholdsvis benzin med agrobrændstoffer er en af de mindst effektive og dyreste klimabeskyttelsesforanstaltninger, og at denne strategi for øjeblikket resulterer i en ekstrem fejlallokering af finansielle midler. EØSU kan ikke indse, hvorfor netop de mest omkostningskrævende foranstaltninger skal støttes mest intensivt fra politisk hold, især når der samtidig mangler fyldestgørende svar på en lang række ikke blot økonomiske, men også miljørelaterede og sociale spørgsmål (se punkt 6). Udvalget afviser derfor det særskilte mål om en agrobrændstofandel på 10 %.

1.8

Det bifaldes, at EU har planer om at udarbejde bæredygtighedskriterier for agrobrændstoffer. Forslagets miljøkriterier favner imidlertid ikke bredt nok, og sociale aspekter berøres slet ikke, med det resultat, at direktivforslaget på ovennævnte områder er helt utilstrækkeligt (2).

2.   Indledning

2.1

Med direktivet skal der fastlægges bindende mål for den øgede anvendelse af vedvarende energi. Målet er en andel på i alt 20 % af EU's endelige energiforbrug i 2020 samt en forpligtet mindsteandel på 10 % biobrændstoffer (3) i transportsektoren for hver medlemsstat (4).

2.2

Det europæiske 20 %-mål skal nås ved at gennemføre forpligtende individuelle nationale mål, som fremgår af bilag I del A. Medlemsstaterne skal i nationale handlingsplaner fastsætte mål for sektorerne elektricitet, opvarmning/nedkøling og transport/agrobrændstoffer samt beskrive de foranstaltninger, der iværksættes for at nå målet.

2.3

Direktivet baserer sig på de beslutninger, der blev truffet på Det Europæiske Råd i foråret 2007. Begrundelsen for direktivet er, at anvendelsen af vedvarende energi skal bidrage til kampen mod klimaændringerne. Samtidig slås det imidlertid også fast, at netop »sektoren for vedvarende energi giver mulighed for {…} at udnytte lokale og decentrale energikilder og fremme højteknologisk industri i verdensklasse«.

2.4

Ifølge Kommissionen er vedvarende energikilder »hovedsageligt nationale, de afhænger ikke af, at der i fremtiden er konventionelle energikilder til rådighed, og deres overvejende decentrale natur betyder, at samfundet økonomisk set ikke påvirkes så meget af ustabile energiforsyninger«. Forsyningssikkerheden er altså, ud over klimabeskyttelse og den innovative samt økonomiske udvikling, endnu et vigtigt argument fra Kommissionens side.

2.5

Kommissionen argumenterer for, at »udviklingen af et marked for vedvarende energikilder og dertil hørende teknologi tydeligvis har en positiv indvirkning på energiforsyningssikkerheden, de regionale og lokale udviklingsmuligheder, udviklingsmulighederne i landdistrikter, eksportmulighederne, den sociale samhørighed og beskæftigelsessituationen, navnlig for små og mellemstore virksomheder og uafhængige elproducenter«.

2.6

Direktivet fastsætter ikke kun de nævnte kvantitative mål, men kommer bl.a. også ind på følgende:

hvordan andelen af energi fra vedvarende energikilder beregnes (art. 5), inklusive spørgsmålet om import,

oprindelsesgarantier (art. 6 — art. 10),

adgang til elektricitetsnettet (art. 14),

kriterier for agrobrændstoffers miljømæssige bæredygtighed og deres indvirkning på klimaet (art. 15),

rammebetingelserne for de nationale støtteordninger med henblik på at undgå konkurrenceforvridninger.

2.7

Med vedtagelsen af det nye direktiv ophæves direktiv 2001/77/EF om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder inden for det indre marked for elektricitet med det hidtidige mål om »21 % for andelen af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder af Fællesskabets samlede elforbrug inden 2010« samt direktiv 2003/30/EF om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport, der fastsætter et mål om, at biobrændstoffer bør udgøre en andel på 5,75 % i 2010.

3.   Generelle bemærkninger til direktivets overordnede og klimapolitiske mål

3.1

Det Europæiske Råd »bekræftede i 2007, at absolutte emissionsreduktionsforpligtelser bør udgøre rygraden i et globalt kulstofmarked. Industrilandene bør fortsat gå forrest ved at forpligte sig til kollektivt at nedbringe deres drivhusgasemissioner i størrelsesordenen 30 % frem til 2020 sammenholdt med 1990. Der bør fokuseres på målet om i fællesskab at reducere emissionerne med 60-80 % frem til 2050 sammenholdt med 1990«.

3.2

Direktivforslaget udgør et element i gennemførelsen af denne beslutning. EØSU bifaldt Det Europæiske Råds klimapolitiske beslutninger og understreger, at energibesparelser og -effektivitet skal have højeste prioritet. Man kommer ikke uden om en massiv udvidelse af brugen af vedvarende energi, idet dette ikke kun er klimapolitisk nødvendigt, men også et krav på grund af de fossile ressourcers voksende knaphed på mellemlangt og langt sigt. De nuværende markante prisstigninger på energi fra fossile energikilder vil bidrage til, at mange former for vedvarende energi hurtigere bliver rentable.

3.3

EØSU bifalder udtrykkeligt, at Kommissionen i sin begrundelse ikke kun kommer ind på klimaaspekter, men lader aspekterne forsyningssikkerhed og beskæftigelse spille en central rolle. Det understreges flere gange, hvor vigtige decentrale energiforsyningsstrukturer f.eks. kan være for den regionale erhvervsudvikling og landdistrikterne (punkterne 2.4 og 2.5). Udvalget er helt enigt. Med udgangspunkt i ovennævnte aspekter mener EØSU imidlertid, at det er tvingende nødvendigt at betragte de enkelte strategier for anvendelse af vedvarende energikilder langt mere nuanceret, end det hidtil har været tilfældet.

3.4

EØSU deler Kommissionens opfattelse af, at en europæisk fortrinsstilling inden for udvikling og anvendelse af vedvarende energi vil være ikke blot klimapolitisk positiv, men også stille europæisk erhvervsliv en konkurrenceevnefordel i udsigt. Set i lyset af de kommende internationale klimaforhandlinger sender direktivforslaget også et klart politisk signal til verdenssamfundet på energi-, miljø- og industriområdet.

3.5

Den reelle »byrdefordeling«, dvs. de enkelte nationale bidrag til det europæiske mål om en C CO2-reduktion på i alt 20 % er fastsat i »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om medlemsstaternes indsats for at nedbringe deres drivhusgasemissioner med henblik på at opfylde Fællesskabets forpligtelser til at nedbringe drivhusgasemissionerne frem til 2020« (KOM(2008) 17 endelig) og »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/87/EF med henblik på at forbedre og udvide ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet« (KOM(2008) 16 endelig).

3.6

EØSU anser et forpligtende mål om en 20 %-andel for vedvarende energi inden 2020 for at være politisk og strategisk rigtigt — idet det synliggør skiftet til en post-fossil energipolitik — ligesom det mener, at målet er realistisk set ud fra et teknisk og økonomisk synspunkt. Udvalget mener ligeledes, at de enkelte nationale målsætninger kan opfyldes, især eftersom medlemsstaterne reelt har et spillerum med hensyn til valget af løsningsmodeller (køb af certifikater, deltagelse i projekter). Det er imidlertid klart, at en omlægning af energisystemet vil være omkostningskrævende og kræve strukturelle forandringer. Der er ikke bare et behov for at investere i anlæg, der producerer elektricitet fra vedvarende energikilder, men også for investeringer i vandkraftværker til udligning af den uregelmæssige elektricitetsproduktion, der skyldes manglende vind eller solindstråling, ligesom der må investeres i udbygning af mellemstatslige strømledninger. Vi kan ikke opfylde de fastsatte mål ved udelukkende at se på det aspekt, der vedrører energiproduktionen.

3.7

Tyskland støtter f.eks. en elektricitetsproduktion baseret på fornyelig energi gennem en specifik indfødningslovgivning, hvor andelen af miljøstrøm for tiden ligger på 15 %; de hermed forbundne meromkostninger, der betales af strømforbrugerne via en højere indfødningsgodtgørelse, udgør ca. 3.5 mia. EUR om året. De samfundsøkonomiske fordele i form af nye arbejdspladser, undgåede miljøforringelser eller nye skattegrundlag er imidlertid ikke indregnet her.

3.8

Med henblik på at reducere de omkostninger, der er forbundet med opfyldelsen af dette mål, er det ifølge direktivet meningen, at de individuelle nationale mål også skal kunne nås ved, at man støtter foranstaltninger vedrørende øget anvendelse af vedvarende energi i andre stater. Import af »grøn« elektricitet — med oprindelsesgaranti — er også en mulighed. Dette mener EØSU i princippet er fornuftigt. Udvalget støtter imidlertid de medlemsstater, som kræver, at denne handel skal foregå på basis af tilladelser, så det undgås, at den støtte til vedvarende energi, der gives af en medlemsstat (5), kan bruges til at reducere omkostningerne i en anden medlemsstat.

4.   Mindre fleksibilitet ved udbygningen af vedvarende energikilder

4.1

For de tre sektorer, hvor vedvarende energi kommer til at spille en rolle (nemlig elektricitet, opvarmning og nedkøling samt transport), mener EØSU, at Kommissionen har gjort rigtigt i at fastsætte et samlet mål i stedet for tre individuelle sektorspecifikke mål. Derved bliver det op til medlemsstaterne at kombinere foranstaltningerne i de tre sektorer på en måde, der resulterer i, at de opfylder det samlede nationale mål.

4.2

Denne fleksibilitet reduceres imidlertid kraftigt, idet der for et enkelt delområde i en af de tre sektorer — nemlig hvad angår erstatning af diesel og benzin til transport — skal fastsættes et selvstændigt forpligtende mål.

5.   Agrobrændstoffers særlige rolle i direktivforslaget

5.1

Kommissionen tildeler agrobrændstoffer en særstilling.

5.2

I mange af de undersøgelser, som er offentliggjort om agrobrændstoffer i de seneste måneder, gøres der opmærksom på, at biomasse, i modsætning til solenergi, er en begrænset ressource, og at der nødvendigvis vil opstå en arealkonkurrence i forhold til såvel produktion af fødevarer som bevarelse af biodiversitet. Der strides fortsat om, hvor stor denne konkurrence vil være. Inden der sættes ind med politisk styring, er der derfor behov for meget grundige strategiske overvejelser om, hvilke former for vedvarende energi der med størst fordel kan anvendes på hvilke områder. I den forbindelse er der behov for meget nøjagtige konsekvensanalyser.

5.3

Det tyske landbrugsministeriums videnskabelige råd giver i sine anbefalinger vedrørende anvendelsen af biomasse, offentliggjort i november 2007, udtryk for, at sol- og vindenergi på langt sigt vil indtage en dominerende position blandt de vedvarende energikilder, bl.a. fordi disse energiformer i sammenligning med biomasse har et væsentligt større potentiale. Det videnskabelige råd nævner tre grunde hertil:

a)

Ved solenergi kan der anvendes arealer, der ikke konkurrerer med biomasseproduktion til fødevareområdet; og pr. arealenhed kan der opnås en væsentligt højere energiproduktion, end det er tilfældet med bioenergi.

b)

Den globale mangel på landbrugsarealer medfører, at de stigende oliepriser ledsages af stigende priser på bioenergi; hvilket igen resulterer i, at det generelle prisniveau for landbrugsvarer trækkes med op. Dermed stiger også råstofpriserne for bioenergianlæggene, mens højere priser på olie, kul og gas slår fuldt igennem i øget rentabilitet for solenergi.

c)

I en situation med begrænsede landbrugsarealer vil en storstilet udvidelse af bioenergi nødvendigvis resultere i, at hidtil ikke dyrkede arealer opdyrkes (opgivelse af braklægning, skovrydning), samt at dyrkningen af arealerne intensiveres. Dette medfører større CO2- og N2O -emissioner, hvilket i sidste ende kan resultere i, at den udvidende produktion af bioenergi på landbrugsarealer bliver kontraproduktiv for klimabeskyttelsen.

5.4

Når de eksisterende naturressourcer er begrænsede og omlægningen til nye, vedvarende og om muligt decentrale energiforsyningsstrukturer er forbundet med forholdsvis store investeringer, må der tages særligt hensyn til princippet om hovedsageligt at anvende de finansielle ressourcer på de mest effektive klimabeskyttelsesstrategier.

5.5

På EU-niveau er enkelte af de udvalgte og delvist statsstøttede bioenergistrategier, nemlig for agrobrændstoffer samt produktion af biogas på basis af majs, forbundet med meget høje omkostninger (6) til reduktion af CO2 (150 til over 300 EUR/t CO2).

5.6

Andre bioenergistrategier, f.eks. biogasproduktion på basis af gylle (helst kombineret med en kraftvarmeproduktion), kombineret kraftvarmeproduktion på grundlag af træflis (fra trærester henholdsvis plantager med hurtigt voksende træsorter) samt afbrænding af træflis i eksisterende større kraftværker resulterer i CO2-fortrængningsomkostninger på kun 50 EUR/t CO2  (7).

5.7

Kommissionens fælles forskningscenter konstaterer, at det i forbindelse med en nedbringelse af drivhusgasser/hektar er langt mere effektivt at anvende biomasse til produktion af elektricitet end til fremstilling af flydende agrobrændstoffer (8). Moderne biomassekraftværker er næsten ligeså effektive som de anlæg, der drives med fossile brændstoffer, med det resultat, at 1 megajoule (MJ) biomasse erstatter ca. 0,95 MJ fossil energi ved produktionen af varme og elektricitet. Energieffektiviteten ved fremstilling af flydende brændstof til transportformål på basis af biomasse ligger generelt kun på 30-40 %. 1 MJ biomasse erstatter dermed kun ca. 0,35 til 0,45 MJ råolie på transportområdet.

5.8

Ved fremstilling af agrobrændstoffer kan der opnås en reduktion i udledningen af CO2 på ca. 3 t CO2/ha, mens der med de strategier, der beskrives i punkt 5.6, kan opnås en reduktion på mere end 12 t CO2/ha.

5.9

På den baggrund kunne EØSU godt tænke sig at vide, hvorfor Kommissionen vil lægge sig fast på et 10 %-mål for agrobrændstoffer. Udvalget minder om, at Det Europæiske Råd i foråret erklærede, at dette mål skal realiseres på en »omkostningseffektiv« måde, og at følgende tre forudsætninger skal være opfyldt:

fremstillingen skal ske på bæredygtig måde,

agrobrændstoffer af anden generation skal stå til kommerciel rådighed og

direktiv 98/70/EF om kvaliteten af benzin og dieselolie skal ændres.

5.10

Med hensyn til bæredygtighed er der stadig flere spørgsmål end svar (se også punkt 8), og agrobrændstoffer af anden generation står endnu ikke til rådighed. Dermed er mindst 2 af Det Europæiske Råds 3 kriterier ikke opfyldt, hvilket alligevel ikke hindrer Kommissionen i at holde fast i 10 %-målet.

5.11

Dette begrundes bl.a. med det argument, at transportsektoren i sammenligning med andre erhvervssektorer har den hurtigste vækst i udledningen af drivhusgasser, og at agrobrændstoffer »i dag er dyrere at fremstille end andre former for vedvarende energi, hvilket kan betyde, at de næppe ville blive udviklet, hvis ikke der var et specifikt krav herom«.

5.12

EØSU er ikke enigt i denne begrundelse.

5.12.1

Det er korrekt, at transportsektorens udledninger af drivhusgasser truer med at komme ud af kontrol. Skærpede krav til emissionsgrænseværdierne og en 10 %'s erstatning af benzin og dieselolie løser imidlertid ikke problemerne ifølge EØSU. Disse tiltag vil ikke engang kunne kompensere den øgede belastning, som transportsektoren vil påføre miljøet gennem de næste år.

5.12.2

Udvalget har flere gange gjort opmærksom på, at dette problem bør imødegås ved hjælp af en politik, der søger at reducere trafikmængden og at ændre fordelingen på transportformer i retning af mere miljøvenlige som jernbaner, kollektiv trafik og skibsfart.

5.12.3

Rent teknisk mener EØSU ikke, at fremtidsperspektivet for den motoriserede individuelle transport ligger i forbrændingsmotoren, men i el-drevne køretøjer, der kan hente brændstof fra vedvarende energikilder. For at en VW-Golf kan køre 10 000 km, skal der ifølge en beregning fra EMPA (9) tilplantes et areal på 2062 kvadratmeter med rapsolie til et års produktion af agrodiesel. Solceller ville derimod kun have behov for et areal på 37 kvadratmeter til at frembringe den nødvendige årsproduktion af energi til strækningen på 10 000 km — dvs. en sjettedel af det areal, der skal bruges til rapsmarken.

5.12.4

Den strategiske satsning på at erstatte diesel henholdsvis benzin med agrobrændstoffer er en af de mindst effektive og dyreste klimabeskyttelsesforanstaltninger og resulterer for øjeblikket i en ekstrem fejlallokering af finansielle midler. EØSU kan ikke indse, hvorfor netop de mest omkostningskrævende foranstaltninger skal støttes mest intensivt fra politisk hold, især når der samtidig mangler svar på en lang række økonomiske, miljørelaterede og sociale spørgsmål.

5.12.5

EØSU er derfor ikke enig i Kommissionens udsagn »{…} Øget anvendelse af biobrændstoffer er navnlig et af Fællesskabets mest effektive midler« til imødegåelse af udfordringerne.

5.13

Hvis man tager med i betragtning, at Kommissionen har til hensigt at tillade agrobrændstoffer, når disse resulterer i en reduktion i udledningen af drivhusgasser på mindst 35 % — sammenlignet med brændstoffer baseret på fossile energikilder — vil 10 %-målet medføre, at emissionerne fra den motoriserede transport — ved samme trafikarbejde — kun vil blive reduceret med 3,5 %. Da transportområdet bidrager til den samlede udledning af drivhusgasser med godt en fjerdedel, taler vi altså om et samlet emissionsreduktionspotentiale på 1 %. Et omfang, der slet ikke står i forhold til de dermed forbundne omkostninger og risici.

5.14

Selv hvis man mener, at det er fornuftigt at anvende biomasse til fremstilling af agrobrændstoffer til transport, må der satses på størst mulig effektivitet. Bilag VII til direktivet gør det imidlertid klart, at det ikke er en rigtig strategi at satse på at omdanne biomasse til ethanol. Enhver (industriel) molekylær omdannelse er forbundet med et energiforbrug og dermed et tab. Det giver bedre mening at anvende den producerede biomasse direkte uden en industriel-kemisk omdannelse.

5.15

Enkelte traktorproducenter viser, at dette er teknisk muligt, idet de i mellemtiden tilbyder motorer, der udelukkende kører på ren vegetabilsk olie.

5.16

Bilag VII viser, at man kan opnå den største reduktion i drivhusgasemissioner med denne teknologi: ren rapsolie giver en standardbesparelse med hensyn til drivhusgasemissioner på ca. 55 %, agrodiesel baseret på raps giver en besparelse på 36 %, og ethanol baseret på hvede giver ingen besparelse i forhold til brændstoffer baseret på fossile brændstoffer. EØSU forstår ikke, hvorfor Kommissionen ikke eksplicit fremhæver denne fremgangsmåde som særligt fordelagtig, bl.a. fordi der hermed bedst kan etableres decentrale energiforsyningsstrukturer og dermed arbejdspladser i landbruget og i landdistrikterne.

5.17

EØSU mener f.eks., at det vil være en god strategi at fremme anvendelsen af rene planteolier — som eksempelvis kan udvindes fra miljøvenlige blandingsafgrøder — i landbruget og i f.eks. kommunale køretøjer eller skibe (10). På den måde kan landmænd umiddelbart involveres i udviklingen af regionale energikredsløb og drage direkte økonomisk fordel heraf. Inden for rammerne af agrobrændstofstrategien bliver de derimod til producenter af de billigst mulige råstoffer til den petrokemiske industri, hvis der overhovedet vil blive brugt råstoffer af europæisk oprindelse.

6.   Bemærkninger til argumentet om forsyningssikkerhed

6.1

Kommissionen formoder, at størsteparten af den biomasse der skal bruges til agrobrændstoffer, vil blive produceret i regioner uden for EU, der nyder godt af et klimatisk set gunstigere klima. Hvis råolieimport erstattes med biomasseimport betyder dette imidlertid ikke en reduktion af importafhængigheden, men kun en diversificering af denne.

6.2

Det kan ikke for alvor være et mål for EU's nye energipolitik at erstatte en afhængighed med en anden.

6.3

Tværtimod bør det først og fremmest være målet at fokusere på reelt decentrale, lokalt henholdsvis regionalt tilgængelige kilder i den nye strategi for vedvarende energi. Her kan og skal bioenergi også spille en rolle, dog ikke den, som man forestiller sig i agrobrændstofstrategien.

7.   Beskæftigelse

7.1

Kommissionen skriver, at energi fra vedvarende energikilder »som regel kan erstatte traditionel energi uden de store problemer og leveres ved hjælp af samme net og logistiksystemer«. EØSU mener, at dette udsagn er udtryk for en fejlagtig antagelse af central betydning: vedvarende energi fra decentrale strukturer adskiller sig hyppigt diametralt fra »traditionel« energi, der som oftest stammer fra større centralt organiserede strukturer.

7.2

En agrobrændstofstrategi, der baserer sig på energiimport og en delvis erstatning af benzin og dieselolie er til fordel for de »traditionelle«, dvs. centralt organiserede strukturer, som koncernerne i den globale petrokemiske industri har etableret. Denne strategi cementerer dermed disse koncerners produktions- og distributionsstrukturer, hvilket er i oliebranchens interesse. Der skabes dog så godt som ingen nye arbejdspladser i Europa (11).

7.3

Satses der i stedet på mere energieffektiv anvendelse af f.eks. træflis til produktion af varme eller elektricitet, på rene vegetabilske olier, der dyrkes regionalt, eller biogasforsyning til køretøjer eller områder uden et naturgasnet samt decentrale solteknologier, åbner dette mulighed for nye, eventuelt regionalt organiserede, fremstillings- og distributionsalternativer med stort beskæftigelsespotentiale.

7.4

Ved brug af termiske solfangere og decentral anvendelse af fotovoltaiske solceller producerer (energi)-forbrugerne selv energi til dækning af størstedelen af deres behov, hvilket også er et bevis på, at en energiforsyning baseret på vedvarende energi sagtens kan organiseres anderledes end den nuværende energiforsyningsstruktur.

7.5

Også andre tiltag, f.eks. en forøgelse af energieffektiviteten og en mere sparsom omgang med energien kan allerede i opbygningsfasen skabe hundredetusinder af arbejdspladser i små og mellemstore virksomheder. Bygningsisolering, installation af sol- og vindkraftanlæg eller opførelse af biogasanlæg er eksempler herpå. Det politiske niveau må sørge for, at netop dette potentiale også udnyttes. Direktivforslagets strategi vedrørende agrobrændstoffer er ikke den mest effektive metode.

7.6

Dvs.: også hvad angår spørgsmålet om arbejdspladser er det absolut nødvendigt med en meget nøjagtig og langt mere differentieret anskuelse af de forskellige former for vedvarende energi. Vedvarende energi kan reelt fremme og støtte de regionale erhvervsstrukturer, men de kan på den anden side også bidrage til at cementere centrale strukturer.

7.7

Det samme gælder i øvrigt for de lande, hvor der dyrkes biomasseafgrøder til agrobrændstoffer. Med hensyn til den økonomiske, miljømæssige og sociale udvikling i udviklingslandene konkluderer det tyske ministerium for udviklingsbistand i et arbejdspapir med titlen »Agrobrændstoffer set i et udviklingspolitisk perspektiv« fra marts 2008, at en strategi baseret på en eksportorienteret masseproduktion af biomasse »som reaktion på den stærkt stigende efterspørgsel i industrilandene vil være forbundet med store risici og ikke skabe beskæftigelse«. mens fremstilling af biomasse til decentral energiforsyning og med inddragelse af produktion fra småbønder må betragtes i et overvejende positivt lys.

8.   Bemærkninger til bæredygtighedskriterierne

8.1

EØSU bifalder, at Kommissionen har planer om at indføre bæredygtighedskriterier for produktionen af agrobrændstoffer. Der er tale om et vigtigt fremskridt, men udvalget mener dog, at det fremsatte forslag er helt utilstrækkeligt.

8.2

Kommissionen selv fremhæver igen og igen, hvor vigtigt det er at skabe en balance mellem den økonomiske, miljømæssige og sociale søjle i bæredygtighedspolitikken. Alene på grund af den fuldstændige mangel på stillingtagen til de sociale spørgsmål i forbindelse med de ovennævnte kriterier mener EØSU, at direktivforslaget på ingen måde er udtryk for realiseringen af en gennemtænkt bæredygtighedsstrategi og bæredygtighedskriterier for agrobrændstoffer. Direktivforslaget skal gennemrevideres på dette punkt.

8.3

I den forbindelse er det vigtigt for EØSU, at der på grund af de indirekte ændringer i arealudnyttelsen opstilles effektive miljømæssige og sociale kriterier ikke bare for agrobrændstoffer, men for alle landbrugsimportprodukter, herunder fodermidler.

8.4

Det er ligeledes en illusion at tro, at man med fastsættelsen af en frist (her: januar 2008) kan sikre, at f.eks. arealer med regnskov eller tørv ikke inddrages i agrobrændstofproduktionen. Dette ville kræve såvel et velfungerende arealregistreringssystem som et effektivt forvaltnings- og kontrolsystem. Begge dele eksisterer — som erfaringerne viser — ikke i de fleste nyindustrialiserede lande og udviklingslande.

8.5

EØSU mener, at de kriterier, der fremgår af fortegnelsen i artikel 15, stk. 3 og 4, og som har til formål at bevare den biologiske mangfoldighed og forhindre, at jord med store kulstoflagre omlægges, er utilstrækkelige. Hvad angår bevarelse af den biologiske mangfoldighed er der behov for langt flere arealer end de i afsnit 3 a) til c) nævnte. Det samme gælder for artikel 4 a) og b) med hensyn til kulstoflagre.

8.6

I bilag VII afsnit B opstiller Kommissionen en liste over »skønnede typiske værdier og standardværdier for fremtidige biobrændstoffer«, der endnu ikke eller kun i ubetydelige mængder er på markedet. EØSU har den opfattelse, at man ikke bør arbejde med skønnede værdier, men kun med dokumenterede.

Bruxelles, den 17. september 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Se punkt 3.5.

(2)  EØSU understregede allerede nødvendigheden af miljømæssige og sociale bæredygtighedskriterier for agrobrændstoffer i udtalelserne »Statusrapport over biobrændstoffer«, TEN/286 — CESE 1449/2007, EUT C 44 af 16.2.2008, s. 34 og »Nedsættelse af drivhusgasemissioner/vejtransport«, NAT/354 — CESE 1454/2007.

(3)  I direktivforslaget anvendes officielt begrebet »biobrændstoffer«. EØSU har i forskellige udtalelser gjort opmærksom på de mange miljømæssige problemer, som er forbundet med disse »bio«-brændstoffer. Da betegnelsen »bio« antyder, at der er tale om et miljørigtigt produkt, har EØSU i sin udtalelse valgt den mere neutrale betegnelse »agrobrændstoffer«.

(4)  I direktivforslaget står der »{…} Det foreslås dog, at den vedvarende energi (primært biobrændstoffer) skal tegne sig for 10 % af energiforbruget i transportsektoren i alle medlemsstater inden 2020 {…}«.

(5)  Eller forbrugerne i en medlemsstat.

(6)  Når der her tales om omkostninger til reduktion af CO2, menes der CO2-ækvivalent.

(7)  Kilde: »Nutzung von Biomasse zur Energiegewinnung — Empfehlungen an die Politik«, Wissenschaftlicher Beirat Agrarpolitik beim Bundesministerium für Ernährung, Landwirtschaft und Verbraucherschutz, vedtaget i november 2007.

(8)  Kommissionens Fælles Forskningscenter: »Biofuels in the European Context: Facts, Uncertainties and Recommendations«, 2008,

http://ec.europa.eu/dgs/jrc/downloads/jrc_biofuels_report.pdf (kun tilgængelig på EN).

(9)  EMPA er en forskningsinstitution for materialelære og teknologi. Institutionen hører under Eidgenössische Technische Hochschule Zürich (ETH). Kilde: Ökobilanz von Energieprodukten: Ökologische Bewertung von Biotreibstoffen. Schlussbericht, April 2007. Im Auftrag des Bundesamtes für Energie, des Bundesamtes für Umwelt und des Bundesamtes für Landwirtschaft; Empa, Abteilung Technologie und Gesellschaft, St. Gallen: R. Zah, H. Böni, M. Gauch, R. Hischier, M. Lehmann, P. Wäger;

Download: http://www.news-service.admin.ch/NSBSubscriber/message/attachments/8514.pdf

(10)  Se også udtalelsen om »Vedvarende energikilder« (TEN/211 — CESE 1502/2005 af 15. december 2005, ordfører Sirkeinen, punkt 3.3.1).

(11)  Se også den tidligere nævnte undersøgelse fra Kommissionens fælles forskningscenter: »Biofuels in the European Context: Facts, Uncertainties and Recommendations«, 2008,

http://ec.europa.eu/dgs/jrc/downloads/jrc_biofuels_report.pdf (kun tilgængelig på EN).


31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/49


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Støtte til hurtig demonstration af bæredygtig elproduktion fra fossile brændstoffer«

KOM(2008) 13 endelig

(2009/C 77/13)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 23. januar 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om støtte til hurtig demonstration af bæredygtig elproduktion fra fossile brændstoffer.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Jan Simons til ordfører.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 447. plenarforsamling den 17.-18. september 2008, mødet den 17. september, følgende udtalelse med 143 stemmer for, 3 imod og 5 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1

EØSU godkender mekanismerne i forslaget til fremme af demonstration af CSS (»Carbon Capture and Storage«) i kraftværker som omtalt i Kommissionens meddelelse, men manglen på finansieringsformåen og klart fastslåede finansieringsalternativer på mellemlang sigt (+ 2010-2020) og langt sigt (fra og med 2020) vækker bekymring.

1.2

Det bør sikres, at manglen på finansieringsformåen fra Kommissionens side delvist opvejes af indtægter fra den europæiske emissionshandelsordning (EU-ETS), f.eks. gennem auktionssalg af emissionsrettigheder fra elproduktionssektoren efter 2013. Det er vigtigt at notere, at indtil dags dato er ingen specifik støtteordning — med de fornødne garantier — blevet foreslået på EU-niveau.

1.3

Det er vigtigt, at de finansielle vilkår er tydelige og klart fastlagte senest ved udgangen af 2009. Kun herved vil man kunne sikre et finansielt grundlag for iværksættelse af forberedelserne på storstilede CCS-demonstrationsanlæg, som skal være driftsklare i 2015.

1.4

Indtægter fra EU-ETS bør indsamles på nationalt plan som led i iværksættelsen af det reviderede EU-ETS-direktiv fra og med 2013.

1.5

Kommissionens idé om nationale EU-ETS-auktioner kombineret med øremærkning af 20 % af de samlede indtægter til reduktion af CO2-emissioner er fuldstændig utilstrækkeligt og en forpasset mulighed for finansiering. Medlemsstaterne bør kraftigt opfordres til at revolutionere deres holdning til EU-ETS-indtægter og afsætte alle indtægter fra EU-ETS til lavkulstof- og kulstofneutrale teknologier med et særligt CCS-budget. På den måde kan de milliarder af euro, som Kommissionen i dag mangler, men som kræves for at støtte tidlig demonstration af CCS i stor skala, muligvis findes.

1.6

Kommissionen bør udarbejde en plan, hvor den fastlægger EII's (det europæiske initiativ for industrien) organisering og rolle, og sørge for, at den supplerer men ikke overlapper andre initiativer såsom projekter, der støttes af det syvende rammeprogram, Den Europæiske Teknologiplatform for Zero Emission Fossil Fuel Power Plant og det europæiske flagskibsprogram.

1.7

EØSU erkender behovet for en fælleseuropæisk infrastruktur for transport og lagring af CO2. Der er behov for et EU-omspændende transportsystem til at koble medlemsstater sammen, som måske ikke selv formår at etablere nationale lagringsanlæg.

1.8

Da transport er et vigtigt element i etableringen af en storstilet CCS-infrastruktur, kunne akronymet CCTS (Carbon Capture Transport and Storage, dvs. inklusive transport) anvendes.

2.   Baggrund (1)

2.1

Udviklingen af den samlede værdikæde for CCS inklusive opsamling, transport og lagring af CO2 befinder sig i en tidlig, til dels stadig sonderende fase. I modsætning hertil stiger konventionelle kraftværksteknikkers effektivitet gradvist. I betragtning af det presserende, store behov for ekstra kraftværkskapacitet i Europa i løbet af de næste årtier anbefaler udvalget, at man vælger en pragmatisk fremgangsmåde, hvor begge teknologier videreudvikles parallelt. Mens udviklingen af mere effektive metoder i vid udstrækning kan overlades til markedets aktører, har CCS-teknologierne — kraftværker såvel som infrastruktur — brug for ekstra støtte i demonstrations- og markedsintroduktionsfasen.

2.2

Der arbejdes med flere muligheder for udvikling af CCS-teknologien: a) som integreret kraftværksteknologi, hvor CO2 opsamles inden forbrændingsprocessen og b) ved »post-combustion«-teknologi, hvor CO2 fjernes fra røggassen efter forbrændingen (CO2-udvaskning). Den sidstnævnte metode kan, hvis den videreudvikles, bruges til at opgradere allerede planlagte yderst effektive nye kraftværker, hvis disse bygges efter »capture ready«-princippet. Begge teknologiske landvindinger har det til fælles, at det udskilte CO2 skal transporteres fra kraftværket til et velegnet lagringssted.

2.3

Med henblik på den samfundsmæssige og politiske accept af denne proces har spørgsmålet om en sikker og langsigtet lagring af CO2 afgørende betydning. Dette aspekt er i slutanalysen det afgørende miljøspørgsmål, som denne teknologi står over for (2).

2.4

På et møde i Aomori, Japan, den 9. juni 2008, besluttede gruppen af de otte industrimagter (G8) at iværksætte 20 store CCS-demonstrationsprojekter senest i 2010 med henblik på at støtte den teknologiske udvikling og mindske omkostningerne ved bred anvendelse af CCS fra og med 2020.

2.5

På G8-mødet deltog repræsentanter fra Storbritannien, Canada, Italien, Japan, Frankrig, Tyskland, Rusland, USA, Kina, Indien og Sydkorea.

2.6

For at støtte G8's CCS-forpligtelse har det amerikanske energiministerium lovet at bevilge midler til, at CCS-teknologi kan indføres på adskillige kraftværker af kommerciel størrelse med integreret forgasning med kombineret cyklus eller andre avancerede renkulteknologier under sit FutureGen-program. USA finansierer også syv regionale kulstofbindingspartnerskaber for at demonstrere effektiviteten af omfattende langtidslagring i jord af CO2.

2.7

G8's CCS-meddelelse er på linje med Det Internationale Energiagenturs henstillinger om at bruge CCS-teknologi som led i en pakkeløsning om at halvere drivhusgasemissioner fra og med 2050.

3.   Resumé af Kommissionens meddelelse

3.1

Teknologi til opsamling og lagring af CO2 (CCS) er et afgørende element i spektret af eksisterende og nye teknologier med potentiale til at sikre den reduktion af CO2-emissionerne, der er nødvendig for at opfylde målene også efter 2020 (3).

3.2

Udnyttelse af CCS i større målestok vil kunne være kommercielt realistisk om 10-15 år, hvilket betyder, at CCS i 2020 eller umiddelbart derefter kan indgå som et selvstændigt element i et system baseret på handel med emissionskvoter og dermed blive et afgørende instrument i bestræbelserne på at eliminere CO2-emissioner fra fossile brændstoffer i elproduktionen.

3.3

Det forudsætter dog, at man omgående indleder det forberedende arbejde. Hurtig demonstration er især nødvendig for de CCS-teknologier, som allerede nu er udviklet rundt om i verden og anvendes i andre sammenhænge, så de kan tilpasses til anvendelse i større målestok inden for elproduktion.

3.4

Det Europæiske Råd tilsluttede sig i marts 2007 (bekræftet i marts 2008) Kommissionens planer om opførelse og drift inden 2015 af op til tolv demonstrationsanlæg med bæredygtig teknologi for fossile brændstoffer til kommerciel elproduktion.

3.5

Den foreliggende meddelelse, der supplerer Kommissionens forslag til direktiv om geologisk lagring af CO2, som skal skabe de nødvendige retlige rammer for CCS i EU, har til formål at intensivere indsatsen på CCS-området med specifikt sigte på oprettelse af en struktur, der kan koordinere og formidle konkret støtte til storstilede CCS-demonstrationer og skabe forudsætninger for dristige investeringer fra erhvervslivet i en række anlæg.

3.6

Det er meget vigtigt, at der hurtigst muligt tages skridt til at indlede de europæiske CCS-demonstrationsaktiviteter inden for rammerne af en integreret strategi, som også omfatter målrettet F&U og en indsats for at oplyse om og gøre CCS-teknologi accepteret i offentligheden. I henhold til Kommissionen kan en udskydelse i syv år med en tilsvarende forsinkelse i indførelse af CCS på verdensplan betyde, at der frem til 2050 globalt (4) slippes mere end 90 Gt CO2 ud, som kunne være undgået. Det svarer til mere end tyve års samlede CO2-emissioner for EU på det nuværende niveau.

3.7

Det er afgørende, at europæisk erhvervsliv forpligter sig klart og fast til at indskyde kapital i projekterne, før det offentlige overhovedet vil overveje at bidrage med støtte. Især de medlemsstater, som har til hensigt at lade kul være det dominerende element i deres fremtidige energimix, bør vedtage støtteforanstaltninger til fordel for hurtig demonstration af CCS.

3.8

Der nævnes følgende to slags hindringer:

Lovgivnings- og sikkerhedsmæssige hindringer: kan løses med tiden og uden større merudgifter. Når først de retlige rammer mindsker risiciene, kan de lovgivningsmæssige hindringer fjernes.

Økonomiske hindringer: CCS-omkostningerne anslås til ca. 35 euro/t CO2 i 2020 og skønnes let at kunne dækkes af emissionsrettighedernes værdi.

Det anføres i Kommissionens meddelelse, at EU kan påtage sig en ledende rolle ved udformningen af internationale regler.

3.9

Det foreslåede europæiske initiativ for industrien bør samle initiativtagernes bestræbelser i et netværk af demonstrationsprojekter. Dette bør bistå med udveksling af erfaringer og information, oplyse befolkningen og give input til en fuldstændig værditilvækstkæde for CCS. Desuden forventes det foreslåede europæiske initiativ for industrien også at være med til at tiltrække nationale og internationale midler.

3.10

Kommissionen skriver, at den kun kan bidrage med en meget lille støtte og derfor koncentrerer sig om en katalysatorfunktion for finansieringen fra initiativtagerne selv og fra offentlige nationale midler og internationale ngo'er.

3.11

Der nævnes tre tiltag:

Klare tilsagn fra initiativtagerne inden for industrien ved hjælp af flagskibsprogrammet og opnå reelle økonomiske fordele.

Kommissionen er villig til at tillade statsstøtte, som dog skal vurderes fra sag til sag, og andre præferenceordninger ydet af medlemsstaterne.

Mobilisering af finansiering på EU-plan: Et specifikt initiativ fra Kommissionen sammen med EIB om udvikling af finansierings- og risikodelingsinstrumenter.

Det tilføjes, at jo længere industrien er om at engagere sig i CCS, jo mere vil beslutningstagerne blive nødt til overveje tvang.

3.12

Behovet for en fælles, europæisk infrastruktur til transport og lagring af CO2 omtales. Der lægges op til en revision af TEN-E-retningslinjerne, herunder CCS.

4.   Baggrund for Kommissionens høring

4.1

Som følge af Rådets beslutninger vedrørende klimabeskyttelse og manglende energiforsyningssikkerhed i marts 2007 har Kommissionen — i form af selvstændige dokumenter — forslået en række foranstaltninger, der har til formål at opfylde Rådets målsætninger. Foranstaltningerne fokuserer på energieffektivitet, udvikling af vedvarende energikilder samt udvikling og anvendelse af tilsvarende innovative teknologier. Udvalget har udarbejdet specifikke udtalelser omhandlende disse områder (5).

4.2

Et nøgleområde i den forbindelse er udviklingen af metoder til en vedvarede reduktion af emissionen af de drivhusgasser, som er et resultat af anvendelsen af fossile brændstoffer, der er emnet for denne udtalelse.

4.3

Udtalelsen knytter an til en udtalelse fra udvalget (6), der behandler samme teknik i relation til Kommissionens forslag til direktiv om geologisk lagring af kuldioxid (CO2).

5.   Generelle bemærkninger

5.1

I sin meddelelse påpeger Kommissionen gentagne gange, at hvis dens planer skal lykkes, er det afgørende i en tidlig fase at vise, at a) EU's emissionshandelsordning (EU-ETS) vil spille en nøglerolle og b) at der er muligheder for at høste »reelle økonomiske fordele«. EU-ETS lover klart at skabe reelle økonomiske fordele for initiativtagerne. Det vil imidlertid være for sent, hvis Kommissionen ikke evner at opstille et klart og endeligt grundlæggende sæt regler for EU-ETS-ordningen efter 2012 inden udgangen af 2009.

Ved udgangen af 2008 skal industrien have et solidt grundlag for at træffe investeringsbeslutninger med henblik på at påbegynde ingeniør- og anlægningsfasen i tide, så de første CCS-anlæg kan være driftsklare i 2015. Det aspekt er ikke blevet understreget tilstrækkeligt, især i lyset af den nuværende mangel på klarhed omkring EU-ETS og svage krav fra Kommissionen om industri og nationale myndigheder, som lader finansieringsspørgsmålet henstå i det uvisse.

5.2

EU-ETS er afgjort et vigtigt kulstofmarked, som kan blive særdeles effektivt, men kun hvis ordningen geares stærkt hen imod fastsættelse af en pris på emissionsrettigheder, som mere end dækker ekstraudgifterne ved kulstofbekæmpelse. Hvis Kommissionen ikke sørger for klarhed omkring regler og muligheder for auktionering og passende opkrævning af sådanne indsamlede indtægter og hvis den ikke spiller en kontrollerende rolle, vil eventuelle investorer være tilbøjelige til at indtage en afventende holdning på grund af alt for stor usikkerhed.

5.3

En fælles europæisk infrastruktur for transport og lagring af CO2 vil rigtignok fremme iværksættelsen af CCS i stor stil i hele EU. Nogle medlemsstater formår måske ikke selv at etablere nationale lagringsanlæg (7). Hvor det er muligt, bør der gøres brug af eksisterende infrastruktur, som ikke længere benyttes, eller nye anlæg, som indgår i anden infrastruktur. På grund af transportens betydning henstiller EØSU, at man også indfører akronymet CCTS (Carbon Capture Transport and Storage) for eksplicit at medtage transport, skønt akronymet CCS allerede er internationalt kendt og anerkendt.

5.4

Kommissionen lægger en betragtelig byrde på nationale myndigheder med hensyn til finansiering af CCS, da der ikke er mulighed for et betydeligt bidrag fra Kommissionens nuværende budget. Da dette er et vigtigt spørgsmål for EU og på baggrund af behovet for overvågning på EU-niveau for at sikre, at demonstrationsprojekter bliver vellykkede, bør Kommissionen bidrage med en større andel af finansieringen af CCS-projekter, end den har planlagt, om nødvendigt suppleret med bidrag fra medlemsstaterne (8).

5.4.1

Bortauktioneringen af emissionsrettigheder under EU-ETS har skabt mulighed for at tage fat på spørgsmålet om utilstrækkelig støtte fra Kommissionens side. For øjeblikket afsættes kun 20 % til støtte af lavkulstof- og kulstofneutrale teknologier. Medlemsstaterne bør kraftigt opfordres til at revolutionere deres holdning til EU-ETS-indtægter og afsætte alle indtægter fra EU-ETS til lavkulstof- og kulstofneutrale teknologier med et særligt CCS-budget (9). På den måde kan de milliarder af euro, som Kommissionen i dag mangler, men som kræves for at støtte tidlig storstilet demonstration af CCS, muligvis findes.

5.4.2

Ydermere, som EØSU allerede har foreslået, kan energibudgettet i det syvende rammeprogram øges betydeligt med 15 %, hvilket vil føre til en stigning fra 2 til 3 % af den del af BNP, der investeres i F&U. På denne måde kan der via det 7. rammeprogram ydes et reelt bidrag til fremme af demonstrationen af CCS.

5.4.3

Der findes en række andre foranstaltninger, som der ydes støtte til inden for det syvende rammeprogram, og som også kan bidrage til forberedelsen af storstilede demonstrationsprojekter. De forskellige foranstaltninger bør have en klar forbindelse til den foreslåede struktur til fremme af demonstration.

5.5

Der anføres intet om, hvordan det europæiske initiativ for industrien hænger sammen med rækken af andre tiltag og initiativer, som Kommissionen er involveret i (10). Det er vigtigt at anføre, hvilke tiltag der skal sættes ind med for at sørge for en integreret tilgang.

5.6

Det forventes, at udviklingen og iværksættelsen af CCS-teknologier får stor positiv effekt på beskæftigelsen i EU. Visse større leverandører af CCS-udstyr og -transportinfrastrukur er hjemmehørende i EU. De udvikler og vil også kunne sælge og installere f.eks. udstyr og rørledninger, når CCS gennemføres verden over. EU indtager en stærk førerstilling i verden med hensyn til CCS, som vil blive yderligere styrket, hvis EU hurtigt får held med storstilet demonstration af CCS-teknologi i EU (11).

5.7

EØSU foreslår, at man bruger ordet »rene« i stedet for »bæredygtige« fossile brændstoffer. Bæredygtig egner sig bedre for f.eks. sol- og bioenergi og mindre for CCS-teknologier, som bygger bro ved brug af fossile brændstoffer på en ren måde, indtil vi får held til helt og holdent at gå over til en bæredygtig energiforsyning.

5.8

Med hensyn til gennemførligheden af sikker lagring af CO2 er der allerede indhøstet betydelige erfaringer på området, således som det kort nævnes i det følgende:

i)

Gasfelter: påvist indeslutning for naturgas; potentiale for øget gasproduktion endnu ikke påvist.

ii)

Oliefelter: påvist indeslutning for olie; øget olieproduktionsrutine i det sydvestlige USA siden midt i 1970'erne.

iii)

Akviferer: stort potentiale med stor usikkerhed; vurdering af de enkelte steder påkrævet, gode erfaringer i mange år med Sleipner-feltet — Utsira saline akviferer.

iv)

Kullag: interessant niche til at øge kullagres metanproduktion med CO2-injektion. Denne metode befinder sig dog stadig på forskningsstadiet.

v)

Et vigtigt aspekt af den storstilede demonstration vil være at vise og dokumentere for offentligheden, at oplagring af CO2 i bl.a. gasfelter er lige så sikkert som at producere olie og gas fra samme typer felter. EØSU anmoder Kommissionen om at træffe de fornødne foranstaltninger til at informere borgerne.

6.   Særlige bemærkninger

6.1

EØSU kan godkende mekanismerne i forslaget til fremme af demonstrationen af CCS i kraftværker som nævnt i Kommissionens meddelelse, men ønsker at fremsætte en række bemærkninger:

6.1.1

Kommissionen bør have en strategi, som sikrer, at det europæiske initiativ for industrien ikke overlapper det europæiske flagskibsprogram og Den Europæiske Teknologiplatform for Zero Emission Fossil Fuel Power Plant (ZEP). Disse aktiviteter bør koordineres ordentligt og understøtte hinanden.

6.1.2

I meddelelsen omtaler Kommissionen »en udvidelse af det europæiske initiativ for industrien med sigte på CCS til at omfatte andet og mere end blot et projektnetværk«. Formålet med dette udsagn er ikke klart. Det påpeges også, at den fornødne finansiering stadig mangler. Hvilken merværdi indebærer en sådan udvidelse og hvordan hænger den sammen med de ovenomtalte tiltag på CCS-området?

6.2

EØSU godkender ikke forslaget om at fremme finansieringen af CCS-demonstration, da det ikke er tilstrækkelig vidtrækkende:

6.2.1

I forslaget gås der ind for en vurdering fra sag til sag, hvor Kommissionen skal have forelagt nationale initiativer og vurdere, hvilke former for statsstøtte og andre nationale foranstaltninger der kan tillades. Hvis de europæiske flagskibsdemonstrationsprojekter skal iværksættes med held, bør Kommissionen spille en central rolle som koordinator og tilsynsførende. Det ville betyde, at Kommissionen tager ansvaret for den generelle finansiering. Foruden Kommissionens bidrag kan denne finansiering suppleres med øremærkede bidrag fra de berørte medlemsstater, hvorved finansieringen anerkendes som tilladt statsstøtte. Samtidig skal erhvervslivet gå ind med finansiering og iværksættelse.

6.2.2

Hvis Kommissionen på visse betingelser lover, at EU vil yde et bidrag, som er proportionelt med et øremærket nationalt bidrag, kan dette udgøre et incitament for de nationale myndigheder. På forhånd fastlagt samfinansiering kunne fjerne noget af usikkerheden omkring finansieringen af projekter og kunne sætte skub i udviklingen af projekter.

6.2.3

Fremme finansieringen af demonstrationsprojekter via nye finansieringsmuligheder er i sig selv en tiltrækkende tanke. I sidste instans kan sådanne planer dog kun blive effektive, hvis risikoen er acceptabel og hvis det er klart, hvordan ekstraudgifterne på længere sigt kan hentes ind igen i hvert enkelt tilfælde.

6.3

EØSU er fuldt indforstået med, at medtagelse af CCS i EU-ETS giver et vigtigt incitament til udvikling og iværksættelse af storstilede demonstrationsprojekter i EU-sammenhæng. I meddelelsen påpeger Kommissionen også, at de, der på et tidligt tidspunkt er parate til at engagere sig, bør have mulighed for at opnå »reelle økonomiske fordele«.

6.4

Det erklæres imidlertid, at EU-ETS bør kunne kompensere for — eller endnu mere end kompensere for — meromkostningerne i hvert enkelt tilfælde. Som sagerne forholder sig i dag, kan dette scenario dog ikke garanteres af følgende årsager

Situationen omkring EU-ETS efter 2012 forbliver uklar.

Antages det, at CCS indlemmes i emissionshandelsordningen, vil der herske vedvarende usikkerhed omkring emissionsrettighedernes prisfastsættelse. Af større forhold, som spiller ind, kan følgende nævnes: karakteren, mulighederne og timingen af auktioner på medlemsstatsniveau inden for EU's emissionsloft eller påvirkningen fra Clean Development Mechanism (CDM).

De reelle omkostninger ved CCS efter 2012 (hurtig demonstration) og efter 2020 (kommerciel iværksættelse) vil i vid udstrækning afhænge af fremskridtene inden for F&U og den økonomiske udvikling (f.eks. brændstofpriser og design- og opførelsesomkostninger).

6.5

Emissionshandelsordningen (EU-ETS) giver dem, der engagerer sig på et tidligt tidspunkt, mulighed for at høste reelle økonomiske fordele i forhold til andre parter. Yderligere bearbejdning er dog påkrævet for at gøre EU-ETS til en tillidvækkende og langvarig drivfjeder på markedet, som giver de først engagerede en konkurrencefordel på bekostning af dem, der kommer ind på markedet på et senere tidspunkt. Desuden bør der sættes ind på at tilvejebringe stærkere og evt. andre markedsincitamenter.

Bruxelles, den 17. september 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Jf. punkt 4 i udtalelsen om geologisk lagring af kuldioxid, (CESE 1203/2008, NAT/401 — punkt 4).

(2)  Se især Det Internationale Energiagenturs rapport, »PRIMES model scenarios — Energy System analysis of CCS technology« samt punkt 5.3.2, 5.15.1 og 5.15.2 i EØSU's udtalelse CESE 1203/2008 (NAT/401) om geologisk lagring af kuldioxid.

(3)  Det er absolut nødvendigt at opnå forbedringer i forbrændingseffektiviteten, men det vil ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at give den nødvendige reduktion af CO2-emissionerne.

(4)  IAES.

(5)  NAT/399, NAT/400, NAT/401 og TEN/334, TEN/338, TEN/341.

(6)  EØSU's udtalelse om Forslag til direktiv om geologisk lagring af kuldioxid og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF, 96/61/EF, 2000/60/EF, 2001/80/EF, 2004/35/EF, 2006/12/EF og forordning (EF) nr. 1013/2006, KOM(2008) 18 endelig — 2008/0015 (COD) — NAT/401 — CESE 1203/2008.

(7)  Jf. PRIMES-studien nævnt i fodnote 2 vedlagt relevante kort.

(8)  Der findes dog andre forslag om, hvordan man får løst den finansieringsmæssige hårdknude — se EurActive.com's artikel onsdag den 27. februar 2008 om »Financing woes plague EU Climate technologies«.

(9)  I Europa-Parlamentets forslag diskuteres, om der skal afsættes mellem 60 og 500 millioner euro i indtægter fra ETS til storstilede kommercielle demonstrationsprojekter (ændring af forslaget til direktiv om ændring af direktiv 2003/87/EF med henblik på at forbedre og udvide ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet (KOM(2008) 16 endelig).

(10)  Der kan i den forbindelse henvises til f.eks. det europæiske flagskibsprogram eller Den Europæiske Teknologiplatform for Zero Emission Fossil Fuel Power Plant.

(11)  Jf. Det Internationale Energiagenturs rapport.


31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/54


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om den første vurdering af de nationale energieffektivitetshandlingsplaner, jf. direktiv 2006/32/EF om energieffektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester — Samarbejde om forbedring af energieffektiviteten«

KOM(2008) 11 endelig

(2009/C 77/14)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 23. januar 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om den første vurdering af de nationale energieffektivitetshandlingsplaner, jf. direktiv 2006/32/EF om energieffektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester — Samarbejde om forbedring af energieffektiviteten.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Edgardo Maria Iozia til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 16. juli 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 447. plenarforsamling, mødet den 17. september 2008, følgende udtalelse med 142 stemmer for, 6 imod og 3 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU har i flere af sine seneste udtalelser om energieffektivitet i almindelighed (1) og energieffektivitet i bygninger i særdeleshed (2) slået kraftigt og næsten enstemmigt til lyd for en seriøs energieffektivitetspolitik.

1.2

ESØU beklager, at medlemsstaterne ikke har udarbejdet de nationale energieffektivitetshandlingsplaner til tiden. EØSU beklager ligeledes, at de analyserede dokumenter med få undtagelser ikke vidner om et stærkt og seriøst engagement fra medlemsstaternes side for at nå målene, især på områder som f.eks. transport og bolig, der tegner sig for en stor andel af energiforbruget.

1.3

Kun to medlemsstater overholdt fristen, mens yderligere femten medlemsstater indsendte deres planer med 2-6 måneders forsinkelse, to medlemsstater indsendte deres planer, da Kommissionen havde afsluttet sin vurdering, og yderligere otte medlemsstater indsendte deres planer endnu senere. Først i begyndelsen af april 2008 — dvs. 10 måneder efter den oprindelige frist — var alle planer blevet indsendt.

1.4

EØSU bemærker, at det først og fremmest er de besparelser, der kan opnås via energieffektivitetshandlingsplanerne i Kommissionens programmer, som skal bidrage til en reduktion af drivhusgasemissionerne. For at energiforbruget kan reduceres med 20 % frem til 2020, skal CO2-emissionerne reduceres med 780 Mt ækv. I betragtning af, at emissionerne i EU-25 var 5.294 Mt ækvivalenter i 2006 (rapport fra Det Europæiske Miljøagentur, 2006), er der ingen tvivl om, at energieffektivitet vil kunne yde et uvurderligt bidrag.

1.5

EØSU bemærker, at koncentrationen af drivhusgasser (i øjeblikket på ca. 425 ppm af CO2-ækvivalenter baseret på volumen) bør holdes et godt stykke under grænseværdien på 550 ppm (3), for at undgå at temperaturerne stiger med mere end 2 °C. Eftersom koncentrationen årligt stiger med 2-3 ppm, vil en stabilisering på 450 ppm øge sandsynligheden med 50 % for at nå målet om at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur under 2 °C.

1.6

Medlemsstaterne har udarbejdet deres planer meget forskelligt. Nogle energieffektivitetshandlingsplaner er på 13 sider, mens andre er på 221 sider, hvilket gør det nærmest umuligt at foretage en sammenligning. Mange af rapporterne er kun udarbejdet på det pågældende lands sprog, hvilket vanskeliggør forståeligheden yderligere. EØSU anbefaler, at man vedtager en model i lighed med den, der blev opstillet i forbindelse med EMEEES-projektet (Evaluation and Monitoring for the EU Directive on Energy End-Use Efficiency and Energy Services — »Evaluering og overvågning af EU-direktivet om energieffektivitet i slutanvendelserne og energitjenester«) i samarbejde med Wuppertal Institute for Climate Environment and Energy.

1.7

Medlemsstaterne har f.eks. i fællesskab med EEA fastlagt en model for de årlige opgørelser kaldet NIR (National Inventory report — »rapport om den nationale opgørelse«). EØSU finder, at det vil være muligt at følge samme fremgangsmåde, forudsat at modellen gøres mere fleksibel, ved at der anvendes specifikke bilag for de enkelte indsatsområder (bolig, transport osv.).

1.8

EØSU finder, at de frivillige aftaler, der skal indgås med nationale operatører, er et nyttigt instrument, men at det klart bør fremgå af de godkendte aftaler, at der vil blive indført bindende standarder, hvis ikke de opstillede målsætninger nås.

1.9

Kommissionen er i øvrigt ved at træffe en række foranstaltninger (bebudet allerede i 2006), som skal gøre energibesparelser obligatoriske, og har planer om at følge Australiens eksempel og trække glødepærer, der bruger 90 % energi til varme og 10 % energi til belysning, ud af markedet. EØSU håber, at producenterne vil finde muligheder for at sænke prisen på lysstofrør, at de statslige institutioner i EU's medlemsstater vil fremme en øget produktion af disse, at energisparepærer vil få en længere levetid og blive mere kompakte samt at problemet med deres bortskaffelse løses.

1.10

Ifølge EEA's næste rapport, der vil blive offentliggjort inden juni 2008, blev drivshusgasemissionerne mellem 2005 og 2006 nedbragt med 35,8 Mt CO2-ækvivalenter. Det er i den forbindelse interessant at se, at det først og fremmest er private boliger og kontorer, som tegner sig for det største bidrag til denne reduktion, hvorved der er opnået en besparelse på 15,1 Mt CO2-ækv. El- og varmeproduktionen har imidlertid fået emissionerne til at stige med 14 Mt ækvivalenter. Trods denne reduktion viser rapporten, at der i EU-27 er sket et fremskridt på mindre end 0,5 % i forhold til 1990, og nogle medlemsstater bør under alle omstændigheder intensivere deres indsats.

1.11

Liberaliseringen af energimarkedet kan fremskynde energibesparelser, eftersom mere eller mindre effektive produktions- og distributionssystemer vil blive konfronteret med hinanden på markedet, hvilket kan sætte skub i forskningen og investeringerne med henblik på at begrænse tabet. Alene i fremstillingsfasen går mere end 30 % energi tabt. EØSU støttede i en nylig udtalelse (4) Kommissionens forslag vedrørende den tredje energipakke, der skal sikre virkeliggørelsen af det europæiske energimarked.

1.12

EØSU er overbevist om, at det er nødvendigt med en større og bedre indsats end den, der hidtil er blevet gjort. EØSU vil gerne høre nærmere om Kommissionens konklusioner, når den har afsluttet sin vurdering af handlingsplanerne, og håber at få mulighed for at afgive udtalelse om resultatet af denne vurdering.

1.13

EØSU har flere gange gjort opmærksom på, at civilsamfundet bør inddrages på såvel europæisk som nationalt niveau, eftersom det har stor betydning for gennemførelsen af målene for energieffektivitet, at borgerne er fuldt ud bevidste om disse mål og støtter deres gennemførelse. Civilsamfundets anbefalinger bør tages alvorligt. Fremtidige foranstaltninger bør altid tage højde for de problemer, som mange millioner borgere støder på i deres hverdag. Energispareprogrammer, der uundgåeligt vil være forbundet omkostninger, bør omfatte nøje udvalgte foranstaltninger og passende støtte til de mindre bemidlede, der vil skulle bære øgede energiudgifter på baggrund af energiprisstigningerne, men som ikke er i stand til at reducere disse udgifter, fordi de f.eks. ikke har råd til energibesparende foranstaltninger i hjemmet.

1.14

EØSU understreger, at det er nødvendigt med konkrete og gennemførlige energieffektiviseringsinitiativer, og spekulerer på, om ikke i det mindste nogle af foranstaltningerne bør gøres obligatoriske med kontrol af spændet mellem planerne og de opnåede resultater, sådan som det er tilfældet for køretøjers emissioner, den generelle reduktion af CO2 -emissioner, drivhusgasemissioner og vedvarende energier.

1.15

Det fremgår ikke klart af de nationale energieffektivitetshandlingsplaner, hvilke foranstaltninger og midler, der skal anvendes til at inddrage slutbrugerne i et stort europæisk energieffektivitets- og energispareprojekt. EØSU har ved flere anledninger fremhævet den vigtige rolle, som det organiserede civilsamfund kan spille, når det gælder om at indkredse gode metoder til bevidstgørelse om og udveksling af bedste praksis. EØSU ønsker at drøfte dette spørgsmål med EU-institutionerne, der ikke synes at være specielt engagerede eller bevidste herom.

1.16

EØSU foreslår Kommissionen og medlemsstaterne at indføre et særligt integreret overvågningssystem, ligesom det er tilfældet for vandpolitikkerne. Der er brug for et sådant system, eftersom man både mangler oplysninger om og vurderinger af konsekvenserne af de europæiske energieffektivitetspolitikker for slutbrugerne (især SMV'er), metoder, der gør det muligt at kontrollere, om der er sammenhæng mellem internationale og europæiske mål, og en procedure for overvågning af de resultater, der opnås af førnævnte brugere.

1.17

I visse sektorer som f.eks. sociale boliger består bygningsarven af ældgamle og ineffektive boliger. Mere end 25 millioner boliger kræver presserende og komplekse ændringer. EØSU håber, at der vil blive taget skridt til at renovere offentlige boliger med støtte fra Den Europæiske Investeringsbank. Sådanne foranstaltninger nævnes ikke i de nationale energieffektivitetshandlingsplaner.

1.18

EØSU finder, at markedsinstrumenter som dem, der allerede finder anvendelse, kan yde et vigtigt bidrag. For at fremme en fornuftig adfærd fra borgernes side kunne det være nyttigt, hvis der også for slutbrugerne blev åbnet et såkaldt negawattsmarked, dvs. elektrisk energieffektivitet. I betragtning af, at der ved blot at udskifte glødepærer kan opnås en energibesparelse svarende til mindst 80 kraftværker med en kapacitet på 1 000 MW (næsten det samme som Italiens installerede bruttokapacitet), er det kun normalt, at producenterne er interesseret i at støtte energieffektivitet, eftersom det vil give dem mulighed for at dække flere kunders behov med den samme mængde produceret elektricitet.

1.19

EØSU håber, at man kommer tilbage på rette spor, at medlemsstaterne vil lægge seriøs vægt på energieffektivitets- og energisparepolitikker, og at dette giver sig udslag i seriøse, troværdige og realistiske nationale handlingsplaner, der ledsages af kvantificerbare mål. Det bør også angives, hvilke ressourcer medlemsstaterne vil anvende til at støtte de investeringer, der er nødvendige fra borgernes og virksomhedernes side.

2.   Indledning

2.1

Med meddelelsen om den første vurdering af de nationale energieffektivitetshandlingsplaner, der har titlen »Samarbejde om forbedring af energieffektiviteten«, opfylder Kommissionen den forpligtelse, som den i henhold til artikel 14, stk. 5, i direktiv 2006/32/EF, har til inden den 1. januar 2008 at fremlægge en vurderingsrapport om de 27 nationale handlingsplaner. Den anden rapport fremlægges inden den 1. januar 2012 og den tredje inden den 1. januar 2015.

2.2

De mål, som der henvises til i meddelelsen, er fastsat i artikel 4, stk. 1, i samme direktiv, hvoraf det fremgår, at »Medlemsstaterne indfører og sigter på ved dette direktivs niende anvendelsesår at opfylde et samlet nationalt vejledende energisparemål på 9 %, der nås ved hjælp af energitjenester og andre energieffektiviseringsforanstaltninger«.

2.3

Kommissionen gør opmærksom på, at kun to medlemsstater har overholdt den fastsatte frist (Finland og Det Forenede Kongerige), mens yderligere 15 medlemsstater indsendte deres planer for sent (Østrig, Bulgarien, Cypern, Danmark, Estland, Tyskland, Irland, Italien, Litauen, Malta, Nederlandene, Polen, Tjekkiet, Rumænien og Spanien). Belgien og Slovakiet indsendte deres planer i slutningen af 2007, hvilket var for sent til, at de kunne medtages i vurderingen.

3.   Kommissionens meddelelse

3.1

Det fremgår af de analyserede planer, at fem medlemsstater har sat sig mål, der er mere ambitiøse end målene i direktivet, andre medlemsstater har sat sig langt højere mål, men har ikke givet officielt tilsagn herom. Af de 17 planer, der er blevet gennemgået, dækker 6 ikke hele den tidsperiode, som direktivet kræver, dvs. frem til slutningen af 2016. Hvad angår det gode eksempel, som den offentlige sektor skal foregå med, har Irland fastsat et sparemål for den offentlige sektor på 33 % af sit energiforbrug frem til 2020, Tyskland har forpligtet sig til at reducere CO2-emissionerne for den offentlige sektor med 30 % frem til 2012, mens Det Forende Kongerige har sat sig som mål, at centraladministrationens bygninger skal være CO2-neutrale i 2012.

3.2

Der er iværksat en række nationale kampagner. I Irland har man iværksat kampagnen »Power of One«, der via internettet skal fremme udveksling af bedste praksis i den offentlige og den private sektor; i Danmark vil der blive gennemført energisyn af offentlige bygninger, og alle anbefalinger, der bliver resultatet heraf, skal gennemføres; i Tyskland er der iværksat et opgraderingsprogram for forbundsbygninger, hvortil der er afsat 120 mio. euro; på Malta vil der blive udpeget »grønne ledere« — funktionærer, som i hvert ministerium vil beskæftige sig med energieffektivitet og fremme af vedvarende energi.

3.3

Det Forenede Kongerige vil anvende loven om bæredygtige boliger (»Code for Sustainable Homes«), hvor der i henhold til niveau 3 skal opnås 25 % bedre energimæssig ydeevne i forhold til bygningsloven fra 2006. Østrig vil tilstræbe, at landets offentlige bygninger har en energimæssig ydeevne, som er bedre end lovkravene, mens Spanien vil udskifte offentlige gadebelysningssystemer med moderne og mere effektivt materiel og gøre drikkevandsbehandlingen og -forsyningen væsentlig mere energieffektiv.

3.4

Polen og Finland vil forpligte den offentlige sektor til at opnå energibesparelser, der mindst er af samme størrelsesorden som det nationale mål — der allerede er opnået på kommunalt niveau — mens Nederlandene stræber efter at blive foregangsland ved at sætte sig som mål, at 100 % af de nationale offentlige indkøb og 50 % af de lokale og regionale myndigheders offentlige indkøb i 2010 skal være baseret på bæredygtige kriterier.

3.5

Skattemæssige incitamenter tillægges stor betydning. Tyskland og Østrig sigter mod at forbedre energieffektiviteten i bygninger, der tegner sig for 40 % af energiforbruget; Litauen har planer om at reducere momsen til 9 % i stedet for 18 % for boliger, der finansieres ved hjælp af offentlige midler; Nederlandene vil indføre et »energiinvesteringsfradrag« for private virksomheder, mens Italien har indført en ordning med et bruttoskattefradrag på op til 55 % for indkøb af energieffektive husholdningsapparater (køleskabe i energiklasse A+, kedler), belysning og sanering af bygninger med henblik på at gøre dem mere energieffektive.

3.6

Frivillige aftaler betragtes som et vigtigt instrument, især i Finland (i den pågældende periode er 60 % af det endelige energiforbrug omfattet af frivillige aftaler, og målet er, at 90 % skal være omfattet i 2016), i Nederlandene, hvor de først og fremmest berører virksomhederne, og i Danmark, hvor de kun finder anvendelse på offentlige indkøb. Spanien, Polen, Det Forenede Kongerige, Rumænien og Irland siger, at de vil indføre frivillige aftaler som et vigtigt instrument til at opnå energibesparelser.

3.7

Markedsbaserede instrumenter (hvide certifikater) nævnes kun i enkelte landes nationale planer. Italien vil forlænge systemet indtil 2014, Polen har til hensigt at indføre sådanne instrumenter, mens Det Forenede Kongerige vil forlænge energieffektivisering i boligsektoren (Energy Efficiency Commitment (EEC)) indtil 2020 og omdøbe dette tiltag til »Carbon Emission Reduction Target«, der vil have et sparemål, der er dobbelt så stort som EEC-foranstaltningen for perioden 2008-2011. Der lægges stor vægt på energitjenesteselskaber, der dog endnu ikke har levet op til forventningerne. Interesserede lande er især Østrig, Tyskland, Irland, Italien, Polen og Spanien.

3.8

Bulgarien, Rumænien og Det Forenede Kongerige vil indføre finansieringsfonde og -mekanismer først og fremmest for erhvervslivet og private husstande. Nationale energiagenturer, hvis mandat varierer, gennemfører ikke informations- og uddannelsespolitikker på samme måde; lande som f.eks. Danmark og Italien har besluttet at decentralisere disse funktioner og overlade dem til lokale og regionale agenturer.

3.9

Transport, der tegner sig for mere end en tredjedel af energiforbruget, betragtes af mange lande som et særligt vigtigt område, men i praksis er det kun Østrig og Irland, som foreslår konkrete foranstaltninger til trafikoverflytning til offentlig transport.

3.10

De fleste af de fremlagte planer stiler mod at bevare en status quo-tilgang, og i flere lande er der en »betydelig« uoverensstemmelse mellem de politiske tilsagn og de foranstaltninger, der er truffet, samt de midler, som er afsat til formålet.

3.11

Ud over at holde et vågent øje med gennemførelsen af direktivet vil Kommissionen forsøge at lette gennemførelsen ved hjælp af programmet »Intelligent Energi i Europa«. Kommissionen vil oprette en webbaseret platform for at samle og præsentere input fra interesserede parter, der vil blive inddraget i gennemførelsen af direktivet, og som forhåbentlig vil blive inddraget i gennemførelsen af nationale foranstaltninger og udarbejdelsen af de næste nationale energieffektivitetshandlingsplaner. De nationale handlingsplaner vil ligeledes blive vurderet som led i »Energy Efficiency Watch«-projektet.

3.12

Kommissionen understreger i sine konklusioner betydningen af internationalt samarbejde og sit initiativ til at oprette en international platform om energieffektivitet med henblik på at fremme udvikling af tekniske standarder, handel og teknologioverførsel. Det er absolut nødvendigt at indføre effektive og sikre programmer til forbedring af energieffektiviteten, hvis Europa skal kunne løfte de store udfordringer, som det står over for, og det ansvar, som det ønsker at påtage sig i henseende til klimaforandringerne, en sikker og bæredygtig energiforsyning og reduktion af drivhusgasemissioner.

4.   Særlige bemærkninger

4.1

Det første åbenlyse kritikpunkt ved denne meddelelse er, at den i direktivet fastsatte frist for indgivelse af de nationale energieffektivitetshandlingsplaner kun blev overholdt af 2 lande ud af 27; det lykkedes 15 af disse at indsende deres planer kort tid efter fristens udløb, 2 indsendte deres planer for sent til, at de kunne medtages i vurderingen, mens der ikke var skyggen af planer fra de resterende 8 medlemsstater. Et år efter udløbet af fristen den 30. juni 2007 mangler én medlemsstat stadig at indgive sin plan.

4.2

Det andet kritikpunkt ved Kommissionens konklusioner er, at de analyserede planer med få undtagelser ikke vidner om det stærke og seriøse engagement fra medlemsstaternes side, som situationen påkræver. Stadig oftere giver stats- og regeringschefer, der repræsenterer medlemsstaterne, uden videre deres samtykke til direktiver i Bruxelles — direktiver, som de ikke kan/vil overholde, når først de er vendt hjem. Lissabondagsordenen er et oplagt eksempel herpå, men historiebøgerne er fulde af eksempler på den slags modstridende adfærd. Og der vil helt sikkert komme flere eksempler herpå.

4.3

En gennemlæsning af de nationale planer viser, at der mangler en referenceramme, og at planerne er udarbejdet helt forskelligt, både hvad angår indhold og format, hvilket gør det svært at læse planerne og næsten umuligt at sammenligne dem. I forbindelse med EMEEES-projektet (»Evaluation and Monitoring for the EU Directive on Energy End-Use Efficiency and Energy Services« — Evaluering og overvågning af EU-direktivet om energieffektivitet i slutanvendelserne og energitjenester) er der i samarbejde med Wuppertal Institute for Climate Environment and Energy blevet opstillet en model, der netop skal lette udarbejdelsen af de nationale handlingsplaner. Belgien beklager i et brev, at denne vigtige model først blev offentliggjort den 11. maj, dvs. nogle få dage inden udløbet af indsendelsesfristen.

4.4

Sideantallet spænder lige fra 13 sider for Tjekkiet og Litauen til 41 sider for Rumænien og 89 sider for Malta, for nu at tage de nye medlemsstater. Hvad angår de største medlemsstater, har Frankrig indgivet en rapport på 37 sider, Tyskland på 102 sider, Spanien på 211 sider og Det Forenede Kongerige på 214 sider, mens Belgien på grund af sin føderale karakter har udarbejdet 4 dokumenter på i alt 221 sider. De 25 medlemsstater har i alt fremlagt 2 161 sider (Sverige og Portugal optræder endnu ikke på Kommissionens websted), alle med forskellige data, tabeller og foranstaltninger. Hvert land har valgt sine egne referenceparametre, metoder og kommunikationsmodeller, og resultatet er nedslående, eftersom det ikke er muligt at identificere udviklingstendenser.

4.5

Frankrig, Slovenien, Grækenland (udkast), Nederlandene og Luxemburg har indgivet deres planer på deres nationale sprog (uoverstigelig hindring for ordføreren). Det vil være yderst vanskeligt at udveksle god praksis, når dokumenterne kun findes i originalversionen, men medlemsstaterne er ikke blevet opfordret til — endsige pålagt — at anvende ét bestemt sprog. Kommissionen har ladet alle dokumenterne oversætte til ét sprog, men de forsinkelser, hvormed landene har indgivet deres nationale handlingsplaner, har ligeledes forsinket oversættelsen.

4.6

EØSU gør opmærksom på den manglende sammenhæng mellem målene for de nationale planer og de to elementer, som der her henvises til. Hverken digre rapporter eller sammendrag gør det muligt at forstå præcist, hvor et land er på vej hen. Effekten af for mange eller for få oplysninger er den samme, eftersom det i begge tilfælde vanskeliggør læsningen og forståelsen. EMEEES-modellen kan være et godt kompromis mellem de to ekstremer. EØSU anbefaler på det kraftigste, at man indfører en fælles model, der er let at læse og sammenligne, næste gang, der skal udarbejdes nationale handlingsplaner.

4.7

EØSU beklager med undtagelse af få prisværdige undtagelser, der nævnes i udtalelsen, den åbenlyse mangel på initiativer i den offentlige sektor og landbrugssektoren. Disse vigtige sektorer berøres kun lidt eller slet ikke i de nationale energieffektivitetshandlingsplaner.

5.   Generelle bemærkninger

5.1

Rådet anmodede i januar 2007 Kommissionen om at træffe en række foranstaltninger, for så vidt angår energi og klimaændringerne, for at sikre opfyldelsen af en række ambitiøse mål. Disse mål blev konkretiseret i den tredje energipakke, pakken vedrørende vedvarende energi og klimaændringer, direktivet om reduktion af CO2 -emissioner fra nye biler, den nye »Energy Star«-ordning, grønbogen om mobilitet i byer (der bl.a. lægger op til, at der skal indføres incitamenter til fremme af effektive køretøjer) og den strategiske energiteknologiplan.

5.2

Karakteristisk for disse foranstaltninger er, at de kun indeholder få henstillinger, men mange regler. Efter at regeringerne formelt har vedtaget foranstaltningerne, er de imidlertid ikke i stand til at modstå presset fra nationale virksomheder og stå ved de valg, som de har gjort. De slår derfor til lyd for ændringer i den politik, som de har vedtaget i fællesskab, ligesom det er tilfældet med CO2-emissionerne.

5.3

Grunden til, at dette ikke synes at optage medlemsstaterne mere end som så, findes i selve direktivet. I betragtning 12 understreges det, at »Selv om medlemsstaterne forpligter sig til at gøre en indsats for at opfylde målet på 9 %, er det nationale energisparemål af vejledende karakter og påfører ikke medlemsstaterne en juridisk bindende forpligtelse til at nå det«.

5.4

Denne type lovgivning (direktiver med ikke-bindende mål og uden sanktioner i tilfælde af manglende overholdelse) var kendetegnende for de lovgivningsinitiativer, der i en særlig periode blev vedtaget på specifikke områder. Indtil for nogle få år siden krævede medlemsstaterne deres suverænitet, hvad angik energivalg, -forsyning, -produktion og -distribution. Dette førte til en slags »blød lovgivning«, der blev kendetegnende for den pågældende periode. I f.eks. direktiv 2003/30/EF om biobrændstoffer fastsættes kvantitative mål, men der findes ingen særlig forpligtelse til at nå disse mål.

5.5

Under disse omstændigheder og betingelser vil det være yderst vanskeligt at nå målet om en 20 % reduktion af energiforbruget frem til 2020 ved at fremme energieffektivitet, medmindre der vedtages strenge yderligere foranstaltninger og/eller mål.

5.6

EØSU har støttet og vil fortsat støtte alle initiativer til fremme af stadig højere energieffektivitet, da CO2-emissioner og EU's energiafhængighed efter udvalgets mening er to yderst vigtige problemstillinger.

5.7

EØSU gør samtidig opmærksom på den manglende overensstemmelse mellem generelle, ikke-bindende foranstaltninger og specifikke, resultatorienterede, bindende foranstaltninger. Hvorfor er kun de specifikke foranstaltninger og ikke de gældende foranstaltninger bindende? Kommissionen bør selv vise det gode eksempel ved at offentliggøre de resultater, den har opnået med energieffektivitet og energibesparelser i egne bygninger, de iværksatte initiativer og de tildelte midler. Et bilag, hvori der redegøres for en »føderal« tilgang, vil gøre det muligt bedre at forstå sådanne politikker.

5.8

EØSU fremhæver, at der er et stort spring fra forventningerne om foranstaltninger med henblik på at øge energieffektiviteten betydeligt og de generelt skuffende og uambitiøse projekter, som medlemsstaterne har fremlagt, og insisterer på behovet for at vedtage konkrete foranstaltninger på kort, mellemlangt og langt sigt, som kan give de anviste målsætninger et konkret indhold.

5.9

Hvis man skulle nå til denne konklusion, opfordrer EØSU til, at der vedtages foranstaltninger, som gør det muligt at indfri målsætningerne, i stedet for som det har været tilfældet i andre situationer at iværksætte en udelukkende kosmetisk indsats.

5.10

EØSU gav såvel Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/32/EF af 5. april 2006 om energieffektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester som den efterfølgende »handlingsplan for energieffektivitet: udnyttelse af potentialet« (fra 19. oktober 2006) en positiv modtagelse, men disse dokumenter blev offentliggjort, mens olieprisen stadig var relativt lav. Da direktivet blev fremlagt i 2004, svingede prisen på omkring 42 USD per tønde, mens prisen midt i 2006 lå på lige under 62 USD.

5.11

På den baggrund var det forståeligt, at målsætningerne var vejledende og at Kommissionen ikke gjorde det bindende for medlemsstaterne at opfylde direktivets målsætninger. EØSU skrev en gang, at den bedste energi er den energi, som spares, men hvis energibesparelser overlades til medlemsstaternes gode vilje uden andre incitamenter end disses ansvarsfølelse, bliver det helt tilfældigt, om denne målsætning opfyldes, eller måske ligefrem umuligt at opfylde den.

5.12

Men kan EU tillade sig ikke at opfylde målsætningerne om at reducere energiintensiteten med 1,5 % om året — dvs. ikke at spare 390 Mtoe, som skaber 780 mio. ton CO2? På den ene side fastsætter man ambitiøse og bindende mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 20 % og at opfylde 20 % af vores energibehov med vedvarende energi, på den anden side forsømmer man et mål, som umiddelbart kan opfyldes og giver en omgående energibesparelse, og betragter det som hypotetisk ønsketænkning.

5.13

EØSU understreger, at gennemførelsen af planerne i visse medlemsstater overlades til de regionale regeringer uden passende koordination, hvilket i praksis fører til manglende ensartethed og sammenhæng regionerne imellem.

5.14

EØSU beklager manglen på reelle valgmuligheder i udbuddet. Disse valgmuligheder skal imidlertid øges, og der skal være incitamenter til fordel for de svageste grupper, især for forbrugere og små og mellemstore virksomheder, for hurtigt at opnå de ønskede resultater. I nogle medlemsstater har incitamenter givet meget opmuntrende resultater, f.eks. med hensyn til hårde hvidevarer.

5.15

EØSU finder erfaringerne med energitjenesteselskaber positive og mener, at man skal støtte udbredelsen af sådanne tjenester blandt borgere og virksomheder. Fordelene ved energitjenester er bl.a. etablering af nye fag, nye muligheder for kvalificeret arbejde, positive resultater, hvad angår energieffektivitet og reduktion af drivhusgasser.

5.16

EØSU understreger, at medlemsstaterne gør for lidt for at opfylde målsætningerne, og udvalget er overbevist om, at det er nødvendigt at støtte Kommissionens initiativer, hvis de sigter mod at styrke medlemsstaternes forpligtelser, ligesom det er tilfældet med emissioner fra transportsektoren. Kommissionen iværksatte sidste år nogle positive initiativer, ikke mindst: de nye Energy Star-normer, som er blevet obligatoriske for offentlige indkøb af kontormateriel, grønbogen om mobilitet i byerne, som bl.a. foreslår finansiering af mere effektive køretøjer, den tredje energipakke, som styrker de nationale lovgivningsmyndigheders beføjelser, hvad angår energieffektivitet, den strategiske energiteknologiplan og reglerne vedrørende emissioner fra nye biler.

5.17

Andre initiativer følger i de kommende måneder. Fra nye direktiver om energieffektivitetskrav og grøn mærkning af en lang række produkter (f.eks. belysning på offentlige steder og i kontorbygninger, minimalt forbrug, når apparater står på standby eller er slukket) til nye forordninger (formentlig i 2009) om fjernsyn, køleskabe og frysere, vaskemaskiner, opvaskemaskiner, el-kogere og vandvarmere, PC'er, imaging udstyr, elektriske motorer, varmepumper og airconditionanlæg. Kommissionen agter — ligeledes i 2009 — at vedtage et initiativ til fordel for hurtigst mulig udskiftning af glødelamper i private hjem med andre typer elpærer. En revision af direktivet om mærkning af biler, om dækeffektivitet og systemer, der løbende kan overvåge dæktrykket og dækkenes kvalitet, er centrale for den nye transportpolitik.

5.18

Ifølge EØSU er det absolut nødvendigt med et indre energimarked, hvor priserne i overensstemmelse med direktiverne om el og gas er resultatet af en sund konkurrence.

5.19

EØSU henleder opmærksomheden på behovet for, at medlemsstaterne udarbejder undervisningsplaner for skolerne (som bør engagere sig aktivt i energieffektivitetsprogrammer) samt oplysningssprogrammer, der kan bevidstgøre borgerne om, at det er vigtigt og en pligt at bruge energi på en ansvarlig og effektiv måde.

5.20

Hvad skolerne angår, vil det især være relevant at afholde konkurrencer mellem tekniske skoler om at spare mest mulig energi — konkurrencer, hvor eleverne deltager aktivt. F.eks. var projektet »datti una scossa« en stor succes i Italien. Der blev givet en præmie på 25 000 euro for at realisere projektet. Et andet godt eksempel er den internationale øko-marathon, hvor et fransk institut kunne fremvise en prototype på et køretøj, der kørte 3 039 km på literen! Det er lykkedes en dansk gruppe at producere en forbrændingsmotor, der kun udsender 9 g/km. Gruppen vandt derved »the Climate Friendly Award«.

5.21

De økonomiske instrumenter, som vil være til rådighed fremover, skal være effektive og bæredygtige. Efter EØSU's mening bør man være særlig opmærksom på fordelingen af de fremmende foranstaltninger. En del af disse bør øremærkes til slutbrugerne. Man bør desuden overveje muligheden for at reservere en del af de fremmende foranstaltninger til energitjenesteleverandører med henblik på at gøre energieffektivitetspolitikker til et fælles anliggende.

5.22

For at sende de rigtige prissignaler, som kan tilskynde til en mere fornuftig og effektiv energianvendelse, til forbrugerne opfordrer EØSU Kommissionen til at skride ind over for alt for lave priser, idet den holder sig for øje, hvad EU-lovgivningen tillader med hensyn til passende fremme af vedvarende energi, og holder sig inden for rammerne af bestemmelserne vedrørende svage forbrugere i el- og gasdirektiverne.

Bruxelles, den 17. september 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  CESE 242/2006, ordfører: Stéphane Buffetaut og CESE 1243/2007, ordfører: Edgardo Maria Iozia.

(2)  CESE 270/2008, ordfører: Antonello Pezzini.

(3)  Part per million.

(4)  CESE 758/2008, ordfører: Carmelo Cedrone.


31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/60


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Tingenes internet«

(2009/C 77/15)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 7. februar 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Tingenes internet«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Daniel Retureau til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 16. juli 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 447. plenarforsamling den 17.-18. september 2008, mødet den 18. september, følgende udtalelse med 118 stemmer for og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

EØSU opfordrer Kommissionen til at træffe følgende foranstaltninger:

1.1

investere i forskning samt fremme formidling (i lighed med det forrige formandskab) og standardudstedende virksomhed, da udvalget anser tingenes internet for at være et vigtigt område,

1.2

træffe foranstaltninger til fjernelse af hindringer for teknologisk udvikling,

1.3

vurdere, hvorvidt centraliserede systemer vil kunne håndtere den mængde trafik, der forventes i forbindelse med anvendelsen af tingenes internet, og om en lokal forvaltning (af navne og tjenester) ville være en bedre tilgang til håndteringen af en storstilet udbredelse,

1.4

undersøge, om de gældende direktiver er tilstrækkelige til at sikre databeskyttelse og -sikkerhed, eller om der er behov for nye lovgivningsmæssige foranstaltninger,

1.5

man bør overveje, om der er behov for laboratorier i Europa, der skal finansieres af universiteter og private virksomheder, for at sikre, at forskningsresultaterne finder anvendelse i Europa, og at forskerne ikke udvandrer til forskningsinstitutioner og -virksomheder i andre dele af verden som f.eks. USA,

1.6

for så vidt angår eventuelle elektromagnetiske risici, bør forsigtighedsprincippet gælde for disse nye miljøer med en høj koncentration af aflæsere, navnlig for arbejdstagere i sådanne miljøer. De bør informeres om eventuelle risici og beskyttelsesmidler bør indføres. Spørgsmålet bør dog behandles seriøst i videnskabelige studier,

1.7

man må ikke glemme, at teknologisk udvikling bør være til fordel for folket, og at der er behov for at evaluere de hermed forbundne etiske risici,

1.8

for så vidt angår transeuropæiske tjenester, bør Kommissionen eller den uafhængige administrative myndighed, der kan komme til at regulere spektret i fremtiden, overveje spektrumbehovet i forbindelse med tingenes internet,

1.9

forskning vil få afgørende betydning i kapløbet om at levere den datakapacitet, der er nødvendig for den fremtidige anvendelse af tingenes internet i realtid.

2.   Kommissionens forslag

2.1

Som opfølgning på sin meddelelse fra 2007 om RFID-tags (1) og efter konferencen om samme emne i Lissabon i november går Kommissionen med denne meddelelse videre til næste etape, nemlig tingenes internet (2).

2.2

Der bør ligeledes henvises til en lang række udtalelser og initiativer fra EØSU fra de senere år (3); i2010-programmet er blevet behandlet i en midtvejsrapport (4).

3.   Bemærkninger og analyser

3.1   Indledning

3.1.1

Udviklingen af tingenes internet er en afgørende udfordring for vort samfund. Med sit fælles marked har EU forudsætningerne for at blive en nøgleregion for den digitale økonomi, men det kræver en indsats i form af grundlæggende forskning og udvikling samt på det politiske plan, for så vidt angår forvaltningen af dette fremtidens internet.

3.1.2

Den europæiske vækst og konkurrenceevne er stærkt afhængig heraf, og tiden er i allerhøjeste grad moden til, at EU befæster sin rolle med hensyn til den politiske forvaltning af dette internet, samtidig med at det tilvejebringer de nødvendige teknologier og investeringer samt den nødvendige faglige viden og knowhow.

3.1.3

Selv med det interaktive og mobile Web 2.0 bygger internettet stadig på et globalt net af hundredetusinder af servere og browsere, dvs. stationære computere, der er indbyrdes forbundet ved hjælp af kabler og glasfiber. Tilslutningen til de mobile terminaler, såsom mobiltelefoner og internet-tabletter, foregår via elektromagnetiske bølger. Denne form for tilslutning er i voldsom vækst med forskellige tilslutningsstandarder, herunder 3G, 3G+, HSPDA, Edge, WiFi, WiMax.

3.1.4

Web 2.0 er interaktivt. Brugeren både skaber og tilfører indhold, enten individuelt eller i fællesskab (wikipedia, open souce-programmer osv.). Et stort antal SMV'er tilbyder software, kreativt indhold og især meget diversificerede tjenester (installation og vedligeholdelse af net, informationssikkerhed, undervisning osv.).

3.1.5

Computerchips bliver stadig mindre, men stadig mere komplekse og energieffektive. De anvendes i stadig lettere mobile terminaler, hvor den installerede software og datakraft benyttes med henblik på integration af telefoner, internetadgang og geolokalisering (Sirf 3-chip).

3.2   På vej mod et tingenes internet

3.2.1

Tingenes internet vinder langsomt indpas i en teknologisk kompleks sammenhæng på grundlag af Web 2.0 og andre hermed forbundne teknologier, der for størstedelens vedkommende allerede eksisterer, og hvis sammenlægning udgør et stort skridt hen imod et tingenes internet:

Ipv6-protokollen (5), HTTP (6), FTP osv. og den nye universelle HTML-standard 5 for aflæsning af websider (der stadig mangler at blive udviklet),

RFID-tags (7) og aflæsere af radiofrekvenser, der forbinder disse med databaser,

geolokalisering (GPS og snart Galileo),

indbyrdes forbundne net og kapacitet til lagring af data,

kunstig intelligens, navnlig på Web 3.0 (semantisk web, hvis sprog vil ligge tættere op ad det naturlige sprog) og for forvaltning af data mellem maskiner,

nanoteknologi, som bl.a. anvendes i mikroprocessorer,

2D-tags (stregkoder, Datamatrix), som stadig kan anvendes, bl.a. hvis man forbinder et rigt indhold med en internetadresse, der er kodet med Datamatrix, og som er fotograferet med en mobil terminal, der er direkte forbundet med websiden (forskellige anvendelsesmuligheder, turisme, reklame, information osv.).

3.2.2

I lyset af forskellige komponenters øgede betydning i fremtidens net, vil det parallelle system komme til at spille en stadig større rolle. Hundreder eller tusinder af processorer kan fungere parallelt (8) i stedet for ved hjælp af på hinanden følgende operationer, hvilket gør det muligt at accelerere beregningerne betydeligt og således skabe simultant fungerende komplekse virtuelle universer. Virtualiseringen muliggør allerede nu en langt bedre udnyttelse af computere, idet flere computere virtuelt kommer til at fungere på grundlag af én computer, selv med forskellige forvaltningssystemer. Denne teknik vinder stadig større indpas.

3.2.3

EU har i høj grad behov for at intensivere sin forskningsvirksomhed og udvikle en høj teoretisk og praktisk kompetence på disse områder for at kunne fastholde de forskere, der »lokkes« af store amerikanske — og snart også kinesiske og indiske — universitetslaboratorier og private laboratorer. Hvis der ikke iværksættes større initiativer med henblik på at forvalte fremtidens internet, vil risikoen for et teknologisk efterslæb blive overhængende.

3.2.4

Teknologierne til masselagring er i rivende udvikling. De er bydende nødvendige for de databaser, der indeholder en beskrivelse af objekter, der er blevet identificeret via deres internetadresse. Denne kapacitet baner sammen med kapaciteten til behandling af data vejen for et intelligent internet, der samler ny viden i mere komplekse databaser gennem sammenholdelse og behandling af modtagne data om objekter og identifikationsdatabaser. Samtidig hermed bliver net selv computer og lagrer programmer, hvilket muliggør anvendelse af databaser og brugernes input: komplekse forespørgsler, rapporter osv.

3.3   De første applikationer

3.3.1

Et vist antal applikationer befinder sig på forsøgsstadiet, mens andre allerede er operationelle med de aktuelle midler i eksempelvis følgende økonomiske sektorer:

detailhandel (Wal-Mart),

transportlogistik og overvågning af gods,

sikkerhed i visse virksomheder.

3.3.2

RFID-tags, der er indbygget i f.eks. ting, adgangskort og varer, som markedsføres i supermarkedet, forsyner en aflæser (der befinder sig inden for en forholdsvis kort afstand) med simultan information om adressen på og egenskaberne ved de produkter (indkøbsvogn, container), der aflæses samtidig, og drager konklusionerne heraf (den pris, der skal betales, detaljeret tolderklæring). I Japan kan man allerede nu anvende et sådant system i forbindelse med indkøb. Varerne betales via en chip i mobiltelefonen (en multifunktionel terminal).

3.3.3

For så vidt angår transportlogistik og geolokalisering, kan man få alle oplysninger om udførelsen af en afgivet varebestilling, herunder varernes geografiske position i realtid.

3.3.4

Tingenes internet er allestedsnærværende. Man taler også om et »ambient internet«, hvor de informationer, der overføres af aflæserne i de forskellige databehandlingsetaper, kan behandles automatisk.

3.3.5

I forbindelse med en lang række applikationer kommunikerer tingene med hinanden, nettet »lærer« og kan træffe passende beslutninger, f.eks. i forbindelse med elektroniske applikationer i hjemmet: biometrisk persongenkendelse, åbning af døre, udførelse af beslutninger vedrørende husholdningen og dets forsyninger, regulering af varme, udluftning, sikkerhedsadvarsler til børn osv.

3.3.6

Adgangen til visse maskiner eller informationer kan styres af fingeraftryklæsere eller andre former for genkendelse.

3.4   Allestedsnærværende net og privatlivets fred. Sikkerhed

3.4.1

Men denne informationsbehandling kan øge risikoen for krænkelser af privatlivets fred og fortrolighedshensyn i relationerne mellem kunder og vare- eller tjenesteleverandører betydeligt, fordi et ambient internet for at fungere godt forudsætter, at nettene indeholder en del personlige (dvs. fortrolige) og strengt private oplysninger ligesom i forbindelse med medicinske applikationer.

3.4.2

Det er spørgsmålet, om EU's nuværende retsinstrumenter til beskyttelse af data er tilstrækkelige for de net, vi vil se i nær fremtid.

3.4.3

Uden en bedre beskyttelse af fortrolige data, kan det ambiente internet blive et instrument til at kortlægge en persons færden fuldstændig (ligesom det allerede er tilfældet med husdyr i det europæiske identifikationssystem).

3.4.4

Det er især vigtigt at holde øje med samkøring af data fra forskellige kilder. Der bør opstilles regler for data vedrørende ting og indføres forbud mod data vedrørende personer. Data bør først spredes, når de er anonymiseret. Derved tager man argumenterne fra dem, der nægter at meddele sociologiske data under påskud af at ville beskytte privatlivets fred. Der er ikke behov for forudgående tilladelse fra personer, hvis dataene anonymiseres og behandles statistisk, inden resultaterne offentliggøres.

3.4.5

Data, der ifølge en juridisk definition er fortrolige, bør beskyttes ved hjælp af kraftig kryptering, så kun autoriserede personer (eller maskiner) får adgang til dem.

3.4.6

Hvorvidt de stærkere ultrahøje frekvenser, som snart vil blive taget i anvendelse i stor målestok, er uskadelige eller udgør en risiko, er et åbent spørgsmål, hvilket Kommissionen erkender.

3.4.7

Lovgivningen om beskyttelses af arbejdstagere mod radiobølger og elektromagnetiske bølger kan vise sig at være ganske utilstrækkelig i tilfælde af vedvarende udsættelse for høje eller ultrahøje frekvenser. Undersøgelserne på området (i princippet undersøgelser af, hvordan mobiltelefoner indvirker på brugernes sundhed) har ikke ført til nogen konklusioner. Derfor haster det med at fremskynde og øge forskning i eventuelle risici og modforanstaltninger, inden en ny generation af »tags« begynder at udvikle sig uden kontrol (9).

3.4.8

Der bør indføres internationale eller som et minimum europæiske regler for anvendelsen af RFID-tags, der giver højst prioritet til retten til at beskytte privatlivet fred og som måske rækker ud over »fysiske personer«, fordi den nuværende lovgivning anvendes uensartet og ikke dækker alle de situationer, hvor RFID-tags og tingenes internet anvendes i dag eller vil blive anvendt i fremtiden.

3.5   Fremtidens internet

3.5.1

Fremtidens internet (i det omfang det er tilrådeligt at komme med forudsigelser på mellemlangt sigt på et område, som er i konstant udvikling) vil formentlig komme til at bestå af en kombination af web3 og tingenes internet.

3.5.2

De fleste af elementerne i det fremtidige internet findes allerede, er ved at blive rettet endeligt til eller ved at blive indført. Det nye internet kan snart tages i brug. Det bliver et helt nyt reformerende paradigme, hvad angår de allestedsnærværende nets rolle og position i borgernes liv og den økonomiske vækst, i et omfang, som det endnu er vanskeligt at begribe. Det vil også kunne medføre store samfundsmæssige forandringer og blive en kilde til udvikling uden fortilfælde for de virksomheder og lande, som mestrer de nye muligheder i alle detaljer, dvs. for dem, der i tide har foretaget de nødvendige investeringer i forskning, uddannelse, regler og nye tjenester. Det vil kunne forrykke økonomiske og forskningsmæssige styrkeforhold på den internationale scene. Der er tale om en udfordring, der ikke er til at komme udenom for EU.

3.5.3

Endvidere vil tingenes internet betyde, at den fysiske og den digitale verden (den reelle og den virtuelle verden) smelter sammen. Intelligente objekter (smart objects) vil trænge ind i det ambiente internet og deltage med fuld ret (allestedsnærværende net). De vil indtage en mere fremtrædende plads end i det participatoriske humanistiske web2-net, der vil blive opslugt af et meget større net.

3.5.4

Endelig vil det nye net blive vanskeligt at forvalte på grund af sit omfang og nye indhold, navngivningskrav (flere hundrede milliarder navne) og behovet for universelle regler. RFID er i øjeblikket kun reguleret af private regler og kommercielle aftaler med EPC global, men er det en farbar vej for fuld udvikling af fremtidens internet?

Bruxelles, den 18. september 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Radiofrekvensbaseret identifikation (RFID) i Europa: elementer til en politisk ramme, KOM(2007) 96 endelig.

(2)  Jf. »Towards an RFID-policy for Europe« (»Hen imod en RFID-politik for Europa«), seminardokument, red. Maarte Va de Voort og Andreas Ligtvoet, 31. august 2006.

(3)  F.eks. EØSU's udtalelse om »Radiofrekvens-identifikation (RFID)«, ordfører: Peter Morgan, EUT C 256 af 27.10.2007, s. 66 — TEN/293.

(4)  Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Forberedelser til den digitale fremtid i Europa: Midtvejsevaluering af i2010-initiativet (KOM(2008) 199 endelig).

(5)  Internet-protokol version 6.

(6)  Hypertext Transfer Protocol (HTTP) er en kommunikationsprotokol for overførsel af information på intranet og World Wide Web. Den havde oprindeligt til formål at offentliggøre og samle hypertext-sider på internettet.

(7)  Radiofrekvensidentifikation.

(8)  Universitetet i Stanford har oprettet et nyt laboratorium, »Pervasive Parallelism Lab«, der finansieres af de største amerikanske IT-virksomheder, bl.a. HP, IBM og Intel.

(9)  En engelsk videnskabelig undersøgelse af mobiltelefoner har vist, at disse er uskadelige også efter flere års brug. Rapporten er tilgængelig på adressen:

http://www.mthr.org.uk


31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/63


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om kreativt online-indhold på det indre marked«

KOM(2007) 836 endelig

(2009/C 77/16)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 3. januar 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om kreativt online-indhold på det indre marked.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Daniel Retureau til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 16. juli 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 447. plenarforsamling den 17.-18. september 2008, mødet den 18. september, følgende udtalelse med 115 stemmer for, 1 imod og 5 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   Forbrugernes rettigheder

1.1.1

EØSU er tilhænger af forbrugerbeskyttelse på et højt niveau og afventer derfor med interesse udarbejdelsen af en Vejledning for forbrugere og brugere af informationssamfundstjenester.

1.1.2

Vejledningen bør efter EØSU's mening indeholde følgende punkter:

neutralitet på nettet for at øge forbrugernes mulighed for at vælge,

beskyttelse af personoplysninger og et højt sikkerhedsniveau i det digitale miljø,

fastlæggelse af frivillige regler og tillidsmærker for e-handel,

anvendelse af forbrugernes rettigheder i det digitale miljø, især adgangsrettigheder, forsyningspligt og beskyttelse mod urimelig handelspraksis,

etablering af kvalitetskriterier for online-tjenester,

etablering af en letforståelig europæisk online-formular for anmeldelse af svigagtig adfærd,

indførelse af et online-system for udenretslig bilæggelse af tvister.

1.2   Interoperabilitet

1.2.1

EØSU understreger, at interoperabilitet er en central økonomisk faktor, og konstaterer, at åbne standarder er af afgørende betydning for tilvejebringelse af interoperabilitet, og at de kan være med til at øge sikkerheden og pålideligheden.

1.2.2

Den permanente mangel på interoperabilitet begrænser EU-borgernes adgang til teknologisk udstyr, tjenester og indhold og tvinger dem til at betale højere priser for udstyr. Det begrænser samtidig valget af udstyr og tvinger dem til at anvende bagveje, eftersom nogle interessegrupper udnytter de unødvendige tekniske forskelle til at skaffe sig en monopolstilling på markederne.

1.2.3

DRM (1)-systemer, der er kompatible i hele Europa, er efter EØSU's mening kun tilsyneladende en god idé. De vil skabe flere problemer, end de løser, og kunne udelukke nogle indholdsskabere fra online-distribution. Hertil kommer, at indholdsmarkedet er globalt, hvilket ses af zoneinddelingen, som begrænser brugernes frihed.

1.3

EØSU mener, at den mere eller mindre anarkistiske praksis med afgifter på alle former for digitale medier eller terminaler fører til store forskelle mellem medlemsstaterne og til en betydelig markedsfordrejning.

1.4

De strafferetlige foranstaltninger og undtagelsesprocedurer i lovforslaget »Olivennes« i Frankrig går langt videre end WTO's krav i Marrakesh-aftalen fra 1994. Som fastslået i EF-Domstolens dom i Pro Musicae-sagen skal valget af metoder til håndhævelse af ophavsretten være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, og der skal findes en tilfredsstillende ligevægt mellem rettigheder og friheder og de interesser, der er impliceret.

1.5

Derfor ser EØSU frem til Kommissionens planlagte offentliggørelse af en henstilling om kreativt online-indhold og til muligheden for at udtale sig konkret om gennemskuelighed (mærkning) og nye former for fastlæggelse og forvaltning af digitale rettigheder på EU-niveau, fremme af og deltagelse i innovative ordninger for distribution af kreativt online-indhold og tilvejebringelse af effektive midler til at sætte en stopper for illegal kopiering i kommercielt øjemed og for alle andre former for krænkelser af ophavsretten.

2.   Kommissionens meddelelse

2.1

Meddelelsens hovedpunkter og -spørgsmål tager sigte på:

regulering og harmonisering af et europæisk marked for kreativt online-indhold,

en europæisk ophavsret og andre lignende europæiske rettigheder, multi-territoriale licensrettigheder, bedre beskyttelse af rettighederne vedrørende litterær og kunstnerisk ejendom,

europæiske DRM-systemer, der er tilpasset de relevante medier, og som er interoperable, især hvad angår online-indhold,

kommunikationssikkerhed og regler for sikre finansielle transaktioner, bekæmpelse af piratkopiering og svindel for at øge tilliden til digital økonomi og gøre det muligt at udvikle online-tjenester,

de største problemer fremover vil utvivlsomt være knyttet til privat kopiering, som er meget omdiskuteret i Europa. EU's medlemsstater er nemlig langt fra at have en ensartet lovgivning på dette område.

2.2

Ifølge arbejdsdokumentet på 41 sider fra Kommissionens tjenestegrene, som er offentliggjort parallelt med meddelelsen, men separat, og kun på engelsk (2), bør EU's politik tage sigte på at fremme en hurtig udbredelse af nye forretningsmodeller for distribution af online-indhold og online-viden i betragtning af online-kommunikationens grænseoverskridende karakter og de nye teknologiers krav om nye modeller. Det »kreative online-indhold« er indhold og tjenester såsom audiovisuelle online-medier (film, tv, musik og radio), online-spil, online-udgivelser, indhold til undervisningsbrug samt brugerskabt indhold (sociale netværk, blogs osv.).

2.3

Det overordnede mål, som blev fastlagt i Kommissionens meddelelse »i-2010« (3), er at etablere et europæisk samarbejdsområde for information. De problemer, der beskrives heri, er der stadig, men der er kommet flere og mere forskelligartede teknologiplatformene for distribution til.

2.4

Hvad angår tilliden til den digitale økonomi, nævnes igen og igen problemet med interoperabilitet mellem hardware, tjenester og platforme. Nogle mener, at kriminaliseringen af fildeling via »peer to peer«-systemer (P2P) eller »Bit Torrent« samt meget strenge regler for intellektuelle ejendomsrettigheder ikke virker fremmende for et tillidsfuldt klima. Så meget desto mere som den eksplosionsagtige vækst i brugerskabt indhold, som giver brugernes rolle i den digitale økonomi en ny dimension, har skabt en række udfordringer for den offentlige politik på områder som tillid og sikkerhed.

2.5

Anvendelsen af DRM-systemer kritiseres skarpt af forbrugerorganisationerne, som mener, at de krænker forbrugernes grundlæggende rettigheder. De indebærer også risici for beskyttelsen af data og er ikke lette at håndtere for brugerne. Men nogle repræsentanter for industrien forsvarer dem og hævder, at interoperabilitetsproblemerne skyldes hardwareproducenterne og softwareudviklerne.

2.6

På verdensmarkedet konfronteres de nationale markedsoperatører med en mangfoldighed af sprog, visse markeders begrænsede størrelse og mange forskellige nationale licensregler. Internettjenesteudbyderne (ISP) støtter multi-territoriale licenser og regler, mens andre sektorer i industrien nærmest er imod, da nationale licenser giver ophavsmændene et bedre afkast. Dog opererer et stort antal afgiftsopkrævende instanser i mere end ét land. Desuden ønsker musikorganisationerne og mobiloperatørerne, at det bliver enklere at inddrive brugsafgifter.

2.7

Internettjenesteudbyderne kritiserer også de mange forskellige ordninger for opkrævning af afgifter for privat kopiering og de forskellige afgiftsstørrelser, som bliver mere og mere besværlige og komplicerede, og udbyderne bestrider deres nytte i forbindelse med DRM-systemerne.

2.8

Det manglende udbud af indhold til online-distribution, opsplitningen af markedet og de mange forskellige kontrakter for forskellige former for udnyttelse sætter grænser for en hurtig online-placering af kreativt indhold og er en alvorlig hæmsko for udviklingen af tjenester.

2.9

Kommissionens arbejdsdokument afspejler resultaterne af to høringer og viser, hvor forskellige holdninger interessenterne har. Det er dog Kommissionens ønske at gå videre med de (kontroversielle) multiterritoriale licensrettigheder, etablering af en europæisk ophavsret og især øget udbredelse af interoperable DRM-systemer, så der kan skabes et ægte europæisk marked, der sikrer den kulturelle mangfoldighed.

2.10

Målet er at nå frem til en firedobling af det europæiske marked for online-indhold (musik, film, spil osv.) i 2010, så indtægterne stiger fra 1,8 mia. EUR i 2005 til 8,3 mia. EUR.

3.   Bemærkninger

3.1

EØSU er fuldt bevidst om, at Internettet gør det muligt at indsamle eller distribuere varer og tjenester digitalt efter metoder, der krænker de immaterielle rettigheder, som det kreative online-indholds ophavsmænd og distributører har. Det åbner også for angreb på privatlivets fred og nye former for svindel over for virksomheder og enkeltpersoner.

3.2

Det kreative indhold, der hyppigst lægges illegalt ud på nettet, er samtidsmusik og i stadig stigende omfang audiovisuelle værker og software af alle typer. Fænomenet har vundet meget stor udbredelse i den periode, hvor der ikke af distributørerne er blevet foreslået nogen forretningsmodel, der tager hensyn til de nye muligheder for at krænke de immaterielle ejendomsrettigheder. Der har også været behov for en pædagogisk indsats over for unges internetbrug, men ingen institution har taget initiativ til det, så situationen er fortsat utilfredsstillende.

3.3

De første reaktioner har af og til været yderligtgående, men også i sjældne tilfælde afslappede. Distributørerne har generelt indført bestemmelser om kopibeskyttelse (de såkaldte DRM-systemer) samtidig med krav om finansiel kompensation for rettighedshaverne og meget afskrækkende strafferetlige foranstaltninger. De er dog i praksis uigennemførlige på grund af unddragelsens omfang, bortset fra tilfælde af massive forfalskninger fra især Østeuropa og Asien. Nogle få er blevet pågrebet for eksemplets skyld, men den afskrækkende virkning er svær at måle, da der ikke findes uafhængige undersøgelser og realistiske tal for de beløb, der er mistet som følge af forfalskninger.

3.4

EØSU udtrykker dog en vis forbavselse over Kommissionens forslag om at etablere »europæiske« interoperable DRM-systemer for online-indhold. Hvad angår musik er der allerede nu adgang til millioner af titler på kommercielle websteder uden DRM, og tendensen er, at de gradvist forsvinder. Distributionsselskaber er ved at udvikle forskellige distributionssystemer for denne form for indhold, herunder mulighed for direkte aflytning uden mulighed for optagelse eller et særligt abonnement, der giver adgang til download af et bestemt antal værker, gratistilbud til gengæld for »obligatorisk« reklame osv.

3.5

Fysiske beskyttelsesanordninger på mobile medier eller terminaler opfattes nu mere som hindringer for »fair use« end som effektiv beskyttelse mod piratkopiering. De kan også føre til vertikal integration (websteder, ejerkryptering med et større eller mindre kvalitetstab til følge, egne afspillere, f.eks. Apple-distributionssystemet med AAC-kryptering og iPod-afspiller eller iPhone), som er et konkurrencefjendtligt system. En udbredt form for beskyttelse af især software, spil eller bestemte online-publikationer bygger på en digital adgangsnøgle, der sendes til køberen, efter at denne har betalt for en enhed eller for et abonnement af en vis varighed. Dette system er temmelig effektivt og allerede vidt udbredt.

3.6

Integrerede og interoperable digitale DRM-systemer er efter EØSU's mening forældede i praksis. I stedet for at fastholde en hurtigt skiftende overgangssituation gennem et europæisk initiativ vil det utvivlsomt være mere hensigtsmæssigt at følge udviklingen nøje i de forskellige sektorer af markedet for online-indhold, som synes at gå i en gunstig retning hvad angår beskyttelse af ophavsret og beslægtede rettigheder, især på grundlag af adfærdskodekser og realistiske forretningsmodeller (4).

3.7

Hvad angår ophavsret og beslægtede rettigheder udgør de eksisterende internationale aftaler og konventioner et retsgrundlag, som i princippet er fælles for medlemsstaterne og for deres forbindelser med tredjelande. Men i praksis er der på trods af EU-lovgivningen stadig forskelle. Forslaget om en »europæisk ophavsret« på det indre marked vil give alle medlemsstaterne automatisk beskyttelse, så snart disse rettigheder anerkendes i en af medlemsstaterne, og sikre ensartet beskyttelse.

3.8

I internettets og vidensamfundets tidsalder er det af vital betydning at nå frem til en reel balance mellem det fælles bedste og private interesser. Ophavsmænd og distributører skal have en rimelig betaling. Læserne/lytterne og brugerne skal have mulighed for at anvende lovligt erhvervet indhold i hjemmet, på biblioteker eller i undervisningen på forskellige niveauer i uddannelsesinstitutionerne.

3.9

I flere lande findes der en streng strafferet, der beskytter ophavsretten og foreskriver strenge sanktioner mod enkeltpersoner, som ikke bruger den i kommercielt øjemed, mens de private brugs- og kopirettigheder er blevet begrænset. De politimetoder, som internetudbydere udsættes for, kan måske være nyttige i forbindelse med terrorbekæmpelse, men forekommer ude af proportioner og potentielt krænkende for retten til et privatliv i en retlig ramme, der ensidigt begunstiger distributørerne. Denne form for lovgivning kunne muligvis i sidste instans drages i tvivl ved indbringelse for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, som våger over privatlivets fred. EF-domstolen i Luxembourg skal på sin side sikre, at proportionalitetsprincippet overholdes, og finde frem til en ligevægt mellem de forskellige rettigheder, der er impliceret (jf. »Pro Musicae«-dommen).

3.10

Desuden lægger nogle lande, ofte de samme, en afgift på alle typer af digitale medier, da de uanset deres formål betragtes som piratkopieringsinstrumenter. Selv om denne afgift ofte betegnes som en »afgift på privat kopiering«, giver den faktisk betragtelige indtægter, hvis fordeling af og til er temmelig uigennemsigtig. Denne holdning, som gør alle tilfælde af privat kopiering eller »fair use« til en krænkelse af ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder, er især utålelig for ærlige ikt-brugere, dvs. det store flertal, og for alle virksomheder, som anvender medierne til andet end at kopiere sange og spil. Sådanne afgifter bør i det mindste være moderate og stå i et rimeligt forhold til de faktiske omkostninger ved lagring af digitale enheder (f.eks. en procentdel af mediets salgspris divideret med det samlede antal gigabytes, da der kan konstateres betragtelige forskelle mellem de forskellige datamedier).

3.11

De forskellige interessenters rettigheder skal respekteres, men det skal ske under overholdelse af de gældende direktiver og proportionalitetsprincippet — som det blev klart udtrykt i EF-domstolens dom i »Pro Musicae«-sagen (5).

4.   EØSU's supplerende bemærkninger

4.1

EØSU er enigt i, at interoperabilitet, som er uundværlig for den frie konkurrence, forudsætter, at forbrugeren kan få adgang til værkerne via et datamedium, som forbrugeren selv vælger. For at dette kan realiseres, må værkerne være kodet på grundlag af åbne standarder, som skal være tilgængelige for alle. Ethvert DRM-system gør det imidlertid umuligt at få adgang til værket via et medium, hardware eller software, som ikke udtrykkeligt er autoriseret af rettighedshaverne. Per definition er DRM baseret på hemmelige lukkede formater, hvis tekniske specifikationer ikke er offentligt tilgængelige. Systemer, som rettighedshaveren ikke har autoriseret eller certificeret, kan således slet ikke deltage i konkurrencen. I øvrigt er der i dag intet DRM-system, som er baseret på åbne standarder. En sådan løsning ville kræve indførelse af komplicerede licensudvekslingssystemer, og visse indholdsskabere ville være udelukket fra markedet, fordi de eksempelvis ikke benytter DRM. En hel sektor inden for digital indholdsproduktion, som omfatter videnskabelige institutter og forskningscentre, universiteter, fri software og indhold produceret i medfør af alternative licenser, kan blive udelukket fra et marked, som kun tillader kommercielt indhold; dette forekommer at være uforligeligt med informations- og vidensamfundet, hvor Europa gerne vil være førende.

4.2

Ingen af disse muligheder er tilfredsstillende, f.eks. når det gælder import til Europa af værker og indhold fra tredjelande eller eksport til tredjelande. Europæisk DRM-software bør også være kompatibelt med software på eksterne markeder, som ofte er meget mere aktive på det audio-visuelle område. DRM baner vejen for konkurrencefjendtlige holdninger og forsøg på vertikal integration i multimediesektoren. Dette problem kan illustreres med Apples iTunes-software, hvortil udbyderen har benyttet sin egen DRM-software og sin egen krypteringsnøgle, som i praksis kræver anvendelse af afspillere af typen iPod eller iPhone.

4.3

Hvis der kun gives adgang til API (programmeringsgrænsefladen for applikationer) for en DRM-software og ikke til hele kildeprogrammet, hvilket nogle indholdsudbydere kunne være meget fristet til, vil der altid være risiko for, at reel interoperabilitet vil være utopisk.

4.4

Da pirater meget hurtigt kan omgå eller reproducere et hvilket som helst beskyttelsessystem, Har udbyderne ikke længere tillid til DRM og de søger at finde frem til nye forretningsmodeller for distribution såsom abonnement med fast pris, fri adgang til aflytning, men med mulighed for at købe værket, indbyggede reklamer osv. Man må hellere have tiltro til markedet i stedet for at lovgive i hast og forvirring, således som det er sket i Frankrig, hvor den ene lov afløser den anden og fører til modstridende retspraksis. Gennem deres lobby-virksomhed har »giganterne« (musikverdenen domineres af fem store selskaber og den audiovisuelle sektor af seks eller syv store selskaber) hidtil været i stand til at få nogle lande til at opgive retten til privat kopiering og kriminalisere fildeling mellem private. Det seneste franske lovforslag fortsætter med sine overdrevent repressive bestemmelser ind i denne blindgyde.

4.5

Som EØSU har fastholdt i sine tidligere udtalelser, bør strafferetten kun finde anvendelse på piratkopiering i kommercielt øjemed (produktion og distribution, undertiden gennemført af kriminelle organisationer). I nogle lande er det meget nemt endog på gademarkeder at erhverve piratkopier af software eller musikindspilninger og audiovisuelle værker. Der findes en europæisk produktion af piratkopier, men størstedelen af kopierne kommer fra Asien. Det er denne massive piratkopiering i kommercielt øjemed, som man først og fremmest bør have i sigte og straffe, ligesom det politimæssige og retlige samarbejde bør udvikles med det mål at optrævle de internationale kriminelle netværk.

4.6

Med hensyn til fildeling især mellem unge er det først og fremmest oplysning om nødvendigheden af, at forfattere og producenter får en rimelig betaling for deres arbejde (især ophavsmændene, som ofte må nøjes med en ganske ringe andel af rettighedsgebyrerne) og bevidstgørelse af befolkningen herom, som bør udvikles.

4.7

Det er ikke nødvendigvis ved alle former for fildeling i stor målestok, at der er tale om copyright-beskyttede data. Det kan dreje sig om udveksling af gratis publikationer med forskelligt indhold (forsøgsresultater og videnskabeligt arbejde, licensværker, som frit kan kopieres eller distribueres).

4.8

Imidlertid kræver det lovforslag, der nu er under behandling i Frankrig, overvågning af hele Internettet og langvarig opbevaring af internetbrugernes personlige data. Disse data ville så være tilgængelige for »giganternes« repræsentanter, mens de — hvis et sådant system indføres — kun bør være tilgængelige for offentlige myndigheder med en ransagningskendelse.

4.9

Retten til privat kopiering bliver en undtagelse og underkastes kraftige restriktioner i de »kontrakter«, som indholdsudbyderne udarbejder i et vanskeligt forståeligt sprog, der ikke egner sig for de hyppige tilfælde, hvor forbrugerne foretager impulsive, modedikterede indkøb.

4.10

Mens de erhvervsmæssige ophavsmænd og distributører i praksis er de eneste, som nyder godt af en sådan overdreven lovbeskyttelse, er de individuelle indholdsudbydere eller kunstnere, som endnu ikke er kendte af den brede offentlighed, personer, som benytter alternative licenser (GPL, LGPL, creative commons osv. — rundt regnet 50 forskellige) derimod ikke omfattet af nogen specifik beskyttelse, selv om disse licenser er omfattet af ophavsretten og ikke nødvendigvis er vederlagsfrie. De bliver nødt til at gå til domstolene for at klage over piratkopiering, hvilket skaber en stor ulighed for loven mellem de store internationale udbydere og små virksomheder eller privatpersoner.

4.11

EØSU mener, at loven grundlæggende skal sikre beskyttelse af forbrugere, som er i god tro, og en retfærdig godtgørelse til indholdsskaberne for deres arbejde.

4.12

Restriktioner på anvendelsen af en lovligt erhvervet licens og adgang til personlige data for »giganternes« repræsentanter strider mod de tilstræbte mål, for de »kommercielle« pirater kan sagtens overvinde de tekniske vanskeligheder og udviske deres spor på nettet, og de vil ikke kunne nås gennem kontrollen med legal eller illegal fildeling mellem internetbrugere til ikke-kommercielle formål; det må dog fastholdes, at en stor del af disse udvekslinger er illegale og bør bekæmpes på en måde, som står mål med deres massive karakter. Enkelte domme for at statuere et eksempel og oplysning herom for at afskrække visse internetbrugere er ikke nok til at løse problemet, for chancerne for at blive fanget er statistisk meget små og foruroliger ikke de unge, som ikke er bevidste om den skade, de påfører deres idoler.

4.13

Internettjenesteudbydernes opbevaring over en lang periode af alle internetbrugeres personlige data er i sig selv et alvorligt indgreb i internetbrugernes privatliv. Er det virkeligt nødvendigt for at værne om ophavsretten og beslægtede rettigheder? Eller er det ikke at skyde gråspurve med kanoner? Er disse rettigheder af en så absolut karakter, at de kan retfærdiggøre en permanent indskrænkning af alle internetbrugeres privatsfære?

4.14

Disse lagrede data kan eventuelt bruges i terrorbekæmpelsen, men under alle omstændigheder bør internetbrugerne nyde godt af legale garantier for deres internettilslutningers fortrolighed. Disse garantier kan dog ophæves i almenhedens interesse af en offentlig myndighed med en regulær bemyndigelse og med et præcist formål, som skal være specificeret i en ransagningskendelse.

4.15

Der kunne generelt gives tilladelse til visse former for brug af data til informations- og analyseformål dog på visse betingelser, herunder især anonymisering af dataene. Derimod bør sammenholdelse af navnedata, indsamling af nominative data for at indkredse profiler med henblik på målrettet reklame samt opbevaring og sammenholdelse af disse data med en liste over nøgleord anvendt i søgemaskiner og anden gængs praksis, som især kommer »giganterne« og andre store selskaber til gode, forbydes, da de også krænker borgernes privatliv.

4.16

I mange lande opkræves der afgifter på alle faste eller mobile datamedier udelukkende til fordel for rettighedshaverne (især på audiovisuelt indhold), herunder på medier, som ikke er beregnet til dette formål. I et sådant afgiftssystem betragtes enhver bruger af et hvilket som digitalt medium som en potentiel pirat. Visse brugerkategorier, især virksomheder, bør fritages for disse afgifter. Derimod kunne der fastsættes en forholdsvis lav afgift for udbydere af bredbånd, som har udviklet deres net i bevidstheden om, at de i visse tilfælde kan udnyttes til illegale formål; afgiften kunne knyttes til trafikken mellem private brugere for at bidrage til copyrightindtægterne og til fremme af nyt indhold, men staten bør ikke hverken helt eller delvist inkassere dette afgiftsprovenu, bortset fra omkostningerne til opkrævning og omfordeling.

4.17

Den måde, hvorpå rettighederne forvaltes i de skandinaviske lande, især Sverige, er eksempler til efterfølgelse i modsætning til de utallige franske love og lovforslag, som er skævvredne og lidet overbevisende, hvad angår støtten til unge indholdsskabere og små og mellemstore virksomheder.

4.18

Efter en periode med sikring af de eksklusive rettigheder af en rimelig varighed, kunne der indføres et globalt system som i Sverige.

4.19

Allerede under behandlingen af direktivforslaget om beskyttelse af »intellektuelle ejendomsrettigheder« (industriel ejendomsret, litterær og kunstnerisk ejendomsret og andre beslægtede rettigheder eller ad hoc-rettigheder, som er anerkendt og beskyttet i EU) opfordrede EØSU til en fast, men velafpasset tilgang til bekæmpelsen af piratkopiering i kommercielt øjemed.

4.20

WTO har på sin side i TRIPS-aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder advaret mod eventuel misbrug fra rettighedshavernes side, som kan virke konkurrencebegrænsende eller stride mod samfundsmæssige interesser.

4.21

»Målsætning: Beskyttelse og håndhævelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder bør bidrage til at fremme den teknologiske innovation og overførsel og udbredelse af teknologi til gensidig fordel for producenter og brugere af teknisk viden og på en måde, der sikrer social og økonomisk velfærd og balance mellem rettigheder og forpligtelser«.

4.22

»Principper: 2. Det kan være nødvendigt med relevante foranstaltninger — der dog skal være i overensstemmelse med bestemmelserne i denne aftale — for at undgå, at indehaverne af den intellektuelle ejendomsret misbruger deres rettigheder, eller at der følger en praksis, der skader konkurrencen eller den internationale overførsel af teknologi.«.

4.23

Ovennævnte bemærkninger i EØSU's udtalelse fra den 29. oktober 2003 (6)»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om foranstaltninger og procedurer til sikring af overholdelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder« er i overensstemmelse med TRIPS-aftalens mål (artikel 7) og principperne i forbindelse hermed (artikel 8, stk. 2), der bør figurere under direktivets betragtninger. Eventuelle sanktioner kan nemlig ikke fuldstændigt frakobles den materielle ret, ligesom man er nødt til at tage højde for, hvilke former for misbrug, som indehaverne af industrielle samt litterære og kunstneriske ejendomsrettigheder kan udøve (7).

Bruxelles, den 18. september 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  »Digital Rights Management«, dvs. forvaltning af digitale rettigheder (»politisk korrekt« betegnelse for software eller tekniske foranstaltninger til beskyttelse mod kopiering).

(2)  KOM(2007) 836 endelig, Bruxelles, den 3. januar 2008, SEK(2007) 1710, Kommissionens arbejdsdokument.

(3)  »i-2010 — Et europæisk informationssamfund som middel til vækst og beskæftigelse« (KOM(2005) 229 endelig).

(4)  Salg af musik på nettet til samme pris som CD'er, der sælges i forretninger, giver distributørerne uforholdsmæssigt store indtægter. Dette virker ikke befordrende for forskning i realistiske modeller, som tager hensyn til den reelle fremstillingspris og et rimeligt kommercielt afkast.

(5)  EF-Domstolens dom (Store Afdeling) af 29. januar 2008

i sag C-275/06

angående anmodning om præjudiciel afgørelse

(…) kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

»Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»direktivet om elektronisk handel«), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om privatlivets fred og elektronisk kommunikation) pålægger ikke medlemsstaterne i en situation som den i hovedsagen foreliggende at fastsætte pligten til at videregive personoplysninger med henblik på at sikre den effektive beskyttelse af ophavsretten under en civil retssag. Fællesskabsretten kræver imidlertid, at medlemsstaterne under gennemførelsen af de ovennævnte direktiver påser, at de lægger en fortolkning af disse direktiver til grund, som gør det muligt at sikre den rette afvejning af de forskellige grundlæggende rettigheder, der er beskyttet af Fællesskabets retsorden. Under iværksættelsen af foranstaltningerne til gennemførelse af de nævnte direktiver påhviler det herefter ikke blot myndighederne og domstolene i medlemsstaterne at fortolke deres nationale ret på en måde, der er forenelig med disse direktiver, men også at sikre, at de ikke lægger en fortolkning heraf til grund, som kommer i konflikt med disse grundlæggende rettigheder eller med andre almindelige fællesskabsretlige principper, såsom proportionalitetsprincippet.«.

(6)  EUT C 32 af 5.2.2004, s. 15.

(7)  Del III i TRIPS-aftalen, som udgør bilag 1 C i overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), underskrevet i Marrakesh den 15. april 1994 og godkendt ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EUT L 336, s. 1), har overskriften »Håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder«. Artikel 41, stk. 1 og 2, henhører under denne del og bestemmer: »Medlemmerne påser, at de håndhævelsesprocedurer, som er omhandlet i denne del, står til rådighed i henhold til deres lovgivning, således at der kan gribes effektivt ind over for krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder, der er omfattet af denne aftale, også hurtige foranstaltninger for at forhindre krænkelser og foranstaltninger, der forebygger yderligere krænkelser. Disse procedurer skal anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer for den lovlige samhandel, og at der er sikkerhed for, at de ikke misbruges …«.


31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/69


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2005/35/EF om forurening fra skibe og om indførelse af sanktioner for overtrædelser«

KOM(2008) 134 endelig — 2008/0055 (COD)

(2009/C 77/17)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 4. april 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 80, stk. 2, at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forurening fra skibe og indførelse af sanktioner for overtrædelser.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Daniel Retureau til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 16. juli 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 447. plenarforsamling den 17.-18. september 2008, mødet den 17. september, enstemmigt følgende udtalelse:

1.   Kommissionens forslag

1.1

EØSU anmodes om at afgive udtalelse om Kommissionens forslag til ændringer i direktivet fra 2005 om bekæmpelse af forurening fra skibe, så det kommer til at stemme overens med EF-domstolens retspraksis på miljøkriminalitetsområdet hvad angår EU-institutionernes respektive kompetencer, EU-lovgivningens effektivitet og EF-traktatens forrang over EU-traktaten i forbindelse med de i traktaterne fastsatte fællesskabspolitikker og -mål.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

EØSU bemærker på ny, at traktaterne i princippet ikke giver Fællesskabet nogen kompetencer på det strafferetlige område.

2.2

Ikke desto mindre bør Kommissionen som initiativtager til fællesskabslovgivningen være opmærksom på dens effektivitet for at sikre gennemførelsen af de politikker i EF-traktaten, som hører under dens kompetenceområde. Kommissionen kan således i sine lovgivningsinitiativer foreslå, at regeringerne sikrer, at deres nationale lovgivning indeholder sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, herunder også strafferetlige sanktioner, over for fysiske og juridiske personer, der forsætligt eller groft uagtsomt begår eller medvirker i miljøforbrydelser, eller som tilskynder til overtrædelser, der berettiger til at anvende de nævnte strafferetlige sanktioner.

2.3

EØSU kritiserede i sin seneste udtalelse (1) Kommissionens ekstreme holdning til rækkevidden af Fællesskabets strafferetlige kompetencer og slog til lyd for en mere moderat fortolkning, der siden viste sig at være i fuld overensstemmelse med Domstolens retspraksis (2). Der er siden 2000 blevet spildt megen tid på en interinstitutionel konflikt, der nu har fundet en klar afgørelse. Det vil sikre en bedre overholdelse af miljølovgivningen fremover.

2.4

Der er undertiden blevet udtrykt bekymring for, at de fremtidige traktatændringer vil føre til nye ændringer i EU's kompetencer og følgelig også af lovgivningen, der ville blive mere ustabil og usikker. Denne bekymring synes ikke at være berettiget, hverken i lyset af den nuværende institutionelle situation, eller hvis Lissabontraktaten var trådt i kraft. Medlemsstaterne synes under ingen omstændigheder at være villige til at give afkald på deres strafferetlige kompetencer, der regnes til den inderste kerne af statens suveræne kompetencer. Ikke en gang en mindre ændring af lovgivningsinstitutionernes respektive kompetencer ville retfærdiggøre en grundlæggende ændring af lovgivningen.

2.5

I den sag (C.308/2006), der blev rejst ved Domstolen om lovligheden af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/35/EF af 7. september 2005 i lyset af international offentlig ret, erklærede Domstolen sig inkompetent, hvorved der blev sat punktum for denne sag. Faktisk ville sagen, hvis den rejstes ved andre internationale domstole, af juridiske og politiske årsager, der ville sprænge rammerne for denne udtalelse, ikke kunne finde en afgørelse. Selv hvis en domstol gik med til at afgive en rådgivende udtalelse om et forslag til fællesskabslovgivning, ville det ikke være nok til at tilsidesætte EU's lovgiver, der står stærkt, eftersom EU-retten har forrang over for national og international ret og desuden ikke er bundet af international ret.

2.6

Forslaget vedrørende forurening fra skibe påbyder således i fuld overensstemmelse med EU's retspraksis medlemsstaterne at indføre sanktioner i deres nationale strafferetlige lovgivning, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. De skal gælde for et begrænset antal alvorlige overtrædelser, som fastlægges og kræves retsforfulgt i forslaget, med det formål at bekæmpe disse klart definerede overtrædelser af fællesskabsretten.

2.7

Selv om det ikke drejer sig om at harmonisere gældende strafferet, men kun om at tilskynde medlemsstaterne til at beskrive og straffe overtrædelser, der er identificeret af EU's lovgiver, giver Domstolens retspraksis mulighed for at pålægge medlemsstaterne strafferetlige forpligtelser, hvilket er et mere effektivt middel til at styrke EU's lovgivning og sikre overholdelsen heraf, når der er tale om vigtige spørgsmål.

2.8

EØSU bifalder og støtter derfor forslaget om ændring af direktivet fra 2005. EØSU finder, at den gradvise indførelse af nye metoder til identifikation og overvågning af skibe vil sikre, at direktivet overholdes fuldt ud, eftersom der effektivt og systematisk vil blive slået ned på ulovlig praksis.

Bruxelles, den 17. september 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 220 af 16.9.2003, s. 72.

(2)  Se EF-Domstolens dom af 23. oktober 2007 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber med støtte fra Europa-Parlamentet mod Rådet, sag C 440/05.


31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/70


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fremme af grænseoverskridende retshåndhævelse på trafiksikkerhedsområdet«

KOM(2008) 151 endelig — 2008/0062 (COD)

(2009/C 77/18)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 13. maj 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 71, stk. 1, litra c), at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fremme af grænseoverskridende retshåndhævelse på trafiksikkerhedsområdet.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Jan Simons til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 16. juli 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 447. plenarforsamling af 17.-18. september 2008, mødet den 17. september, enstemmigt følgende udtalelse:

1.   Konklusion

1.1

I dette direktivforslag fremsætter Kommissionen forslag til en mere effektiv håndhævelse af færdselsreglerne samt mere effektive sanktioner for færdselsforseelser, som begås i en anden medlemsstat.

1.2

Formålet med direktivforslaget er at opfylde Kommissionens målsætning fra 2001 om at halvere antallet af trafikdræbte i perioden 2001-2010.

1.3

Uden supplerende tiltag vil denne målsætning ikke kunne opfyldes. Direktivforslaget udgør en del af en sådan supplerende indsats. Det vedrører færdselsforseelser begået i en anden medlemsstat.

1.4

Efter udvalgets mening er direktivforslaget en udmærket måde at tackle problemet med færdselsforseelser begået i en anden medlemsstat. Dette tiltag må dog kombineres med effektiv kontrol og straf. Udvalget opfordrer Rådet og medlemsstaterne til snarest muligt at indføre forbedringer på dette punkt.

1.5

Udvalget gør opmærksom på, at listen over færdselsforseelser i direktivforslaget med henblik på at øge direktivets effekt bør udvides med enhver forseelse, der kan forbedre færdselssikkerheden.

1.6

Med tanke på effektiviteten mener udvalget, at man bør anvende et eksisterende elektronisk net til udveksling af oplysninger, f.eks. Eucaris-systemet, fordi man derved kan sænke omkostningerne. Udvalget råder Kommissionen til som et minimum enten selv at udføre eller at bestille en feasibility-undersøgelse vedrørende mulighederne for at udvide de eksisterende systemer til også at omfatte den tilsigtede informationsudveksling.

1.7

Hvad sanktionerne angår, mener udvalget også, at man skal overveje f.eks. »klippekørekort«, beslaglæggelse af køretøjet eller midlertidig inddragelse af kørekortet evt. kombineret med en bøde.

1.8

Udpegelsen af en central myndighed i hver medlemsstat til at gennemføre de foranstaltninger, som foreslås i direktivforslaget, er ifølge udvalget et udmærket tiltag for at forbedre effektiviteten.

1.9

Udvalget kan ikke få øje på merværdien af den af Kommissionen foreslåede »blanket til bødetilkendegivelse«. Det handler ifølge udvalget mere om indhold end om form. Derfor mener udvalget, at Kommissionen bør begrænse sig til en udførlig beskrivelse af de oplysninger, som er nødvendige for direktivets formål.

1.10

Udvalget er enigt i den udvalgsprocedure, som foreslås af Kommissionen, med henblik på gennemførelsen af de foreslåede foranstaltninger.

2.   Indledning

2.1.1

Hvidbogen om den europæiske transportpolitik fra 2001 sætter som mål, at EU skal halvere antallet af trafikdræbte på vejene inden 2010. I konkrete tal betyder dette, at antallet af trafikdræbte skal nedbringes fra 54 000 om året i EU's 27 medlemsstater i 2001 til 27 000 om året i 2010.

2.1.2

I perioden 2001-2007 faldt antallet af dræbte med 20 %. For at nå frem til en halvering i 2010 skulle faldet have været på 37 %. Derfor må indsatsen forstærkes.

2.2   Kommissionens forslag

2.2.1

I forbindelse med udarbejdelsen af dette direktivforslag har Kommissionen afholdt et offentligt informationsmøde, samt et møde med repræsentanter for de interesserede parter. Møderne har bidraget til indholdet i det foreliggende forslag til direktiv.

2.2.2

Kommissionen ser direktivforslaget som et effektivt middel til at indfri målsætningen og til at sikre, at alle EU-borgere behandles ens.

2.2.3

Direktivforslaget sigter mod at forbedre muligheder for at straffe færdselsforseelser, som er begået i en anden medlemsstat end den, hvor køretøjet er registreret.

2.2.4

I øjeblikket straffes en færdselsforseelse begået med et køretøj, som er registreret i en anden medlemsstat, ofte slet ikke. F.eks. ligger andelen af ikke-bosiddende trafikanter involveret i fartforseelser på mellem 2,5 % og 30 %.

2.2.5

Eftersom fartforseelser lader til at være årsag til 30 % af alle dødsulykker på vejene, vil en effektiv indsats på dette område kraftigt kunne nedbringe antallet af trafikdræbte.

2.2.6

Også de andre forseelser, som nævnes i direktivforslaget, har stor indflydelse, dvs. spirituskørsel (25 %), kørsel uden sikkerhedssele (17 %) og at køre over for rødt lys (4 %).

2.2.7

Kommissionen stiler ikke efter en harmonisering af færdselsregler eller bøder for færdselsforseelser. Disse vil fortsat høre ind under de enkelte medlemsstaters kompetence. Forslaget indeholder udelukkende bestemmelser af administrativ art, som sigter mod en effektiv grænseoverskridende håndhævelsespolitik for de vigtigste færdselsforseelser med en halvering af antallet af trafikdræbte i 2010 som målsætning.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

I sin udtalelse af 11. december 2003 om Kommissionens meddelelse »Europæisk handlingsprogram for trafiksikkerheden — Halvering af antallet af trafikofre i Den Europæiske Union inden 2010: en fælles opgave« rejste udvalget spørgsmålet, om ikke Kommissionens målsætning er for ambitiøs. Og nu ser det faktisk ud til, at der er brug for supplerende foranstaltninger for at indfri målsætningen.

3.2

Udvalget ser en klar merværdi i en EU-indsats for grænseoverskridende håndhævelse inden for vejtrafik. Det er enigt med Kommissionen i, at alt må sættes ind på at opfylde målsætningen fra 2001 om at halvere antallet af trafikdræbte inden år 2010, og ser det foreliggende direktivforslag som en mulighed for at gøre store fremskridt i den retning. Men indsatsen må kombineres med effektiv kontrol og straf. Udvalget opfordrer Rådet og medlemsstaterne — alt efter deres kompetencer og den aktuelle situation — til snarest muligt at indføre forbedringer på dette område.

3.3

Kommissionens tilgang synes enkel. Et net til udveksling af informationer (detaljerne i dette net skal fastsættes senere) skal sætte medlemsstaterne i stand til at optage rapport om bilister fra andre medlemsstater, som har begået forseelser på deres territorium. Det er uklart, hvilket net Kommissionen har i tankerne, og hvordan det skal virke.

3.4

I artikel 4 i direktivforslaget fastsætter Kommissionen, at informationsudvekslingen skal indføres hurtigt via et EU-dækkende elektronisk net, der oprettes i løbet af 12 måneder. Et andet sted i dokumentet kan man læse, at et allerede eksisterende informationssystem skal anvendes til udveksling af information for at holde omkostningerne på et lavt niveau. Kommissionen skriver ikke noget om, hvilket system der skal anvendes til informationsudvekslingen. Udvalget er enigt med Kommissionen i, at det er bedst at anvende et allerede eksisterende EU-informationssystem for at spare tid og penge.

3.5

Konkret tænker udvalget på en tilgang svarende til den, som anvendes i forbindelse med rådsbeslutningen om intensivering af det grænseoverskridende samarbejde om bekæmpelse af terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet og som bygger på Eucaris-teknologien. Systemet bliver allerede brugt af 18 medlemsstater og vil blive brugt af alle 27 medlemsstater, når rådsbeslutningen træder i kraft. Omkostningerne ved dette system er meget lave i forhold til andre netværkssystemer.

3.6

Udvalget slår til lyd for, at Kommissionen som et minimum foretager en feasibility-undersøgelse af alle eksisterende systemer, herunder Eucaris-teknologien, med henblik på at udstrække disse systemer til også at omfatte den påtænkte informationsudveksling.

3.7

I udvalgets øjne gør Kommissionen ret i at begrænse sit forslag til at fastsætte et retsgrundlag i form af regler for udveksling af oplysninger vedrørende køretøjsregistrering. Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med nærhedsprincippet selv være ansvarlige for retsforfølgelsen.

3.8

Udvalget gør opmærksom på, at håndhævelsen bliver endnu mere effektiv, hvis man i EU indgår aftaler, som implementeres og kontrolleres på en ensartet måde i alle medlemsstater, f.eks. vedrørende hastighedsbegrænsninger, tilladt alkoholpromille, sanktionspolitik osv. Rådet bør omsider skabe resultater på dette område.

4.   Særlige bemærkninger

4.1

Da målsætningen — en halvering af antallet af trafikdræbte inden år 2010 i forhold til 2001 (med en midtvejsevaluering i 2007) — ikke kan opfyldes uden supplerende tiltag, finder udvalget, at det af Kommissionen foreslåede grænseoverskridende samarbejde på følgende 4 områder:

hastighedsovertrædelser

spirituskørsel

manglende brug af sikkerhedssele og

at køre over for rødt

er et skridt i den rigtige retning, eftersom man herigennem ifølge Kommissionens data årligt kan forhindre mellem 200 og 250 trafikdræbte.

4.2

Men udvalget finder samtidig, at Kommissionen bør tilføje flere grænseoverskridende forseelser i artikel 1 i direktivforslaget, f.eks. at tale i håndholdt mobiltelefon under kørslen, aggressiv kørsel, manglende overholdelse af overhalingsforbud, kørsel imod køreretningen eller kørsel under påvirkning af stoffer. Som udvalget skrev i sin udtalelse om Kommissionens meddelelse »Europæisk handlingsprogram for trafiksikkerheden — Halvering af antallet af trafikofre i Den Europæiske Union inden 2010: en fælles opgave«, bør alle forhåndenværende midler tages i anvendelse for at opfylde målsætningen.

4.3

Hvad sanktionerne angår, mener udvalget også, at man skal overveje f.eks. »klippekørekort«, beslaglæggelse af køretøjet eller midlertidig inddragelse af kørekortet evt. kombineret med en bøde.

4.4

Udvalget kan godt acceptere Kommissionens forslag i direktivforslagets artikel 6, om at hver medlemsstat skal udpege en centralmyndighed, som skal bistå ved anvendelsen af dette direktiv.

4.5

Udvalget finder det i lyset af nærhedsprincippet uhensigtsmæssigt, at Kommissionen i direktivforslagets artikel 5 foreskriver en »blanket til bødetilkendegivelse«. Når alt kommer til alt, er indholdet jo vigtigere end formen. Efter udvalgets opfattelse bør Kommissionen begrænse sig til en udførlig beskrivelse af de oplysninger, som er nødvendige.

4.6

I artikel 8 i direktivforslaget foreslås det, at Kommissionen bistås af et udvalg for retshåndhævelse på trafiksikkerhedsområdet under gennemførelsen af direktivet. Udvalget støtter den foreslåede udvalgsprocedure.

Bruxelles, den 17. september 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/73


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Internationale forhandlinger om klimaændringer«

(2009/C 77/19)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16.-17. januar 2008 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Internationale forhandlinger om klimaændringer.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Frederic Adrian Osborn til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 2. september 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 447. plenarforsamling den 17.-18. september 2008, mødet den 17. september, følgende udtalelse med 130 stemmer for, 3 imod og 3 hverken for eller imod:

1.   Sammenfatning og henstillinger

1.1

Klimaforandringen er en af verdens største udfordringer i det 21. århundrede. For at undgå en katastrofal udvikling bør de samlede drivhusgasemissioner reduceres markant, og de udviklede landes emissioner bør reduceres med 60-80 % af 1990-niveauet i midten af dette århundrede.

1.2

De internationale klimaforhandlinger, der startede på Bali i december 2007, er afgørende, eftersom de vil få afgørende indflydelse på omfanget af de aktioner, der skal iværksættes globalt frem til 2020. Det er yderst vigtigt, at disse forhandlinger bringes til en vellykket afslutning i København i 2009.

1.3

EU har påtaget sig at reducere drivhusgasemissionerne med 20 % i forhold til 1990-niveauet pr. 2020, og har lagt et tilbud om at øge denne reduktion til 30 % under 1990-niveauet på forhandlingsbordet, hvis andre lande påtager sig sammenlignelige forpligtelser. Derefter fremlagde Kommissionen i energipakken af 23. januar 2008 forslag til, hvordan målet om 20-30 % reduktion kan nås.

1.4

Udvalget støtter kraftigt det initiativ, EU har indtaget i forhandlingerne, og navnlig at det alene har afgivet en forpligtelse om at nå målet på 20 % reduktion pr. 2020 for at sætte gang i forhandlingerne.

1.5

Vi mener dog, at den udfordring, som klimaforandringen indebærer, er så alvorlig, at alle bestræbelser bør bringes et skridt videre. EU bør sigte mod den 30 % reduktion, det på visse betingelser tilbød for 2020, og i forhandlingerne bør vi søge at få sammenlignelige tilsagn fra andre udviklede lande samt markante tilsagn fra de nye økonomier, hvis udledninger stiger hurtigt.

1.6

For at styrke EU's indflydelse bør det være i stand til at udvise troværdighed og gøre, hvad det lover. En pakke af foranstaltninger, der gør det muligt at overholde målet om 20 % reduktion, skulle være helt på plads ved udgangen af 2008.

1.7

For at nå målet om 30 % reduktion pr. 2020, som vi mener bør være det egentlige mål, er der formentlig behov for en yderligere pakke af foranstaltninger. Vi opfordrer til, at der snarest muligt tages initiativ til udformningen af et andet sæt af foranstaltninger, der kan føre til en reduktion på 30 %.

1.8

Vi ser frem til de kommende forslag fra Kommissionen om tilpasning til klimaforandringen, og anbefaler, at dette suppleres af nationale tilpasningsstrategier i hver enkelt medlemsstat.

1.9

Vi anbefaler, at der udvikles nye initiativer til støtte for kapacitetsopbygning og teknologioverførsel inden for bekæmpelse af og tilpasning til klimaforandringen.

1.10

Det vil kræve omfattende ændringer i den internationale økonomi og i investeringsstrømmene at træffe de rette forholdsregler mod klimaforandringen. Vi anbefaler yderligere analyse af omfanget af de påkrævede ressourcer og det passende offentlige og private maskineri, der kræves til at håndtere disse strømme. Vi mener, at der kræves et tilsvarende omfang af bestræbelser og lederskab som i forbindelse med udformningen af Marshall-planen for genopbygning af Europa efter 2. verdenskrig. Her bør EU stå som hovedinitiativtager til den nødvendige plan.

1.11

Der vil især være behov for midler til bekæmpelses- og tilpasningsforanstaltninger i udviklingslandene. Udvidelsen af CDM-mekanismen (Clean Development Mechanism) er én kilde til midler, men kriterier og gennemførelse bør strammes op. EU kan yde nogle af de ekstra nødvendige midler fra provenuet af auktioneringer af tilladelser til kulstofhandel.

1.12

Offentlige organer af alle slags på alle niveauer samt forbrugere og den brede offentlighed bør træde i aktion.

1.13

EU har selv en afgørende rolle at spille for at styre og organisere denne store forandring. Vi appellerer til alle EU-institutionerne om at spille deres fulde rolle med henblik på at realisere EU's klimamål. Udvalget vil gøre alt for at bistå med at mobilisere civilsamfundets støtte til dette store joint venture.

1.14

Parametrene for den globale aftale, som skal konstrueres i de internationale forhandlinger over de kommende 18 måneder, skal opstilles snarest muligt, så den politiske indsats kan fokusere på at formidle udfordringen og sikre opbakning, tillid og engagement fra alle dele af samfundet i hele verden til de store forandringer, som kræves. Dette er ikke en aftale, som kan træffes bag lukkede døre — alle dele af samfundet må inddrages. Det skal klart demonstreres, at bekæmpelsesforanstaltningerne er realistiske, økonomisk og socialt forsvarlige og kan gennemføres inden for den foreslåede tidsramme.

2.   Baggrund

2.1

Klimaforandringen er en af verdens største udfordringer i det 21. århundrede. Den fjerde vurderingsrapport fra Det Mellemstatslige Panel for Klimaændringer (IPCC) offentliggjort i 2007 påviste, at ændringerne allerede har fundet sted som følge af den uhyre stigning i de menneskeskabte drivhusgasemissioner i de sidste to århundreder, og rapporten forudså alarmerende yderligere ændringer, medmindre der hurtigt træffes foranstaltninger for at begrænse de globale emissioner de næste få år. IPCC har rådet til, at det globale mål skal være, at de gennemsnitlige globale temperaturer ikke må være højere end 2 °C over det førindustrielle niveau, hvis vi skal undgå katastrofale virkninger. For at nå dette mål bør de samlede drivhusgasemissioner reduceres markant, og de udviklede landes emissioner bør reduceres til 60-80 % af 1990-niveauet i midten af dette århundrede.

2.2

Det internationale samfund har de sidste 20 år søgt at nå til enighed om en kollektiv indsats for at begrænse drivhusgasemissionerne. Rammekonventionen om Klimaændringer blev indgået i Rio i 1992, og blev efterfølgende styrket i Kyoto-protokollen af 1997, som forpligtede signatarlandene til at påtage sig særlige bestræbelser for at mindske emissionerne pr. 2012. Det er en alment anerkendt kendsgerning, at disse aftaler og aktioner kun er en begyndelse, og at der er behov for en meget mere dynamisk og omfattende indsats i årene fremover for at nå målet midt i århundredet. De internationale klimaforhandlinger lanceret på Bali i december 2007 er derfor vigtige, eftersom de vil få afgørende indflydelse på omfanget af de aktioner, der skal iværksættes globalt frem til 2020. Det er yderst vigtigt, at disse forhandlinger bringes til en vellykket afslutning i København i 2009.

2.3

Mål for 2020. Køreplanen for Bali-konferencen henviser til et afsnit i IPCC's 4. vurderingsrapport, der påviser, at det i 2020 vil være nødvendigt med emissionsreduktioner for udviklede lande i størrelsesordenen 25-40 % under 1990-niveauet, hvis langtidsmålet om at begrænse den globale opvarmning til 2 °C over det førindustrielle niveau skal nås.

2.4

Det er helt klart de udviklede lande, der skal præstere de absolut største reduktioner i deres emissioner, da de har bidraget til og fortsat bidrager mest pr. capita til klimaforandringen. EU skal spille sin rolle. USA skal bringes tilbage i den internationale strategi og reelt påtage sig reduktioner. Rusland skal også bidrage ved at acceptere et mere realistisk mål end i Kyoto-runden.

2.5

EU spiller en vigtig rolle i disse forhandlinger. Rådet har vedtaget en langsigtet plan for de udviklede landes begrænsning af emissioner på 60-80 % pr. 2050. Som en overgangsforanstaltning i retning af dette langtidsmål har EU forpligtet sig til et bindende mål om pr. 2020 at reducere drivhusgasemissioner med 20 % i forhold til 1990-niveauet og har lagt et tilbud om at øge denne reduktion til 30 % under 1990-niveauet på forhandlingsbordet, hvis andre lande forpligter sig på sammenligneligt grundlag. Derefter har Kommissionen i energipakken af 23. januar 2008 udformet forslag om, hvordan målet om 20-23 % reduktion kan nås.

2.6

Det bliver også vigtigt, at udviklingslandene seriøst påtager sig at bidrage til at begrænse klimaforandringen. De største nye økonomier — Kina, Indien og Brasilien — og nogle få andre er allerede eller bliver selv hurtigt betydelige emittenter af drivhusgasser, og det vil være vigtigt, at de forvalter deres økonomier på en sådan måde, at stigningen i deres emissioner begrænses til et niveau, der ligger markant under, hvad det ville være under »normale« omstændigheder.

2.7

Essensen i den globale aftale, som forhandlerne sigter efter, er, at udviklede lande skal påtage sig udfordrende mål og foranstaltninger til begrænsning af deres egne emissioner, samt give finansiel og teknologisk støtte til udviklingslande som modydelse for disses tilsagn om at forvalte deres vækst og udvikling på måder, der så vidt muligt vil begrænse væksten i deres drivhusgasemissioner.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

EØSU har fra starten fulgt både den almindelige udvikling i forhandlingerne og den pakke af foranstaltninger, som Kommissionen har foreslået for at sætte EU i stand til at leve op til sine egne løfter. For at følge forhandlingerne på tæt hold sendte udvalget små delegationer på vegne af det europæiske civilsamfund som en del af EU's delegationer til Bali-konferencen for konventionsparterne og til det efterfølgende mellemliggende møde i Bonn. EØSU bruger også sine kontakter i civilsamfundsorganisationer og -grupper i andre førende lande til yderligere at udforske de positioner, de indtager, og den rolle, civilsamfundet kan spille for at fremme indgåelsen af en aftale og gennemførelsen af den.

3.2

Udvalget gennemgår de særskilte elementer i Kommissionens klima- og energipakke i en række separate udtalelser, som opsummeres og kommenteres i denne generelle udtalelse. I denne overordnede initiativudtalelse gennemgår udvalget nu fremskridt og udsigter for forhandlingerne generelt samt den rolle, som EU spiller. Efter vedtagelsen af udtalelsen agter udvalget at afholde parallelle arrangementer ved de forhandlinger, der skal afholdes i Poznan i december 2008 og i København i december 2009, for at bistå civilsamfundet med at reagere på og forholde sig til de løbende forhandlinger.

3.3

Køreplanen for forhandlingerne, som blev vedtaget på Bali, formulerede fire grundpiller for forhandlingerne:

Forpligtelser på nationale mål og foranstaltninger til at begrænse drivhusgasemissioner frem til 2020 og bidrag til at bekæmpe klimaændringer.

Foranstaltninger til at styre tilpasningen til uundgåelige klimaændringer.

Foranstaltninger til at støtte teknologioverførsel og kapacitetsopbygning med henblik på bekæmpelse af og tilpasning til klimaforandringen.

Oprettelse af passende finansielle arrangementer til at støtte bekæmpelses- og tilpasningsforanstaltninger, teknologioverførsel osv.

3.4

Vi strukturerer bemærkningerne i udtalelsen omkring disse fire grundpiller.

4.   Øget indsats mod klimaændringerne ved at begrænse eller reducere emissioner (grundpille 1)

4.1

Mål. Udvalget er enigt med IPCC i, at udviklede landes emissionsreduktioner i størrelsesordenen 25-40 % i forhold til 1990-niveauet er et passende ambitionsniveau for de mål, der skal fastsættes for 2020. Det vil formentlig være umuligt for indeværende at nå op på højere reduktioner end dette pr. 2020.

4.2

Udvalget støtter kraftigt den ledende rolle, som EU har indtaget i forhandlingerne. Vi bifalder det initiativ, EU har taget ved alene at påtage sig en forpligtelse på 20 % reduktioner pr. 2020 for at sætte skub i forhandlingerne. Men vi mener, at udfordringen vedrørende klimaforandringen er så alvorlig, at alt bør sættes ind på at nå den 30 % reduktion, der på visse betingelser blev tilbudt for 2020, og i forhandlingerne søge at sikre lignende tilsagn fra andre udviklede lande samt markante tilsagn fra de nye økonomier, hvis udledninger stiger hurtigt.

4.3

Hvis forhandlingerne kun fører til et tilsagn på 20 % fra EU og forholdsvis beskedne tilsagn fra andre lande, vil dette efter vores opfattelse være en alvorlig fiasko.

4.4

Gennemførelse. For EU udgør foranstaltningerne foreslået af Kommissionen i klima- og energipakken en meget positiv og konstruktiv implementeringsplan, som kan sætte EU i stand til at leve op til tilsagnet om 20 % reduktion pr. 2020. Udvalget har udarbejdet separate udtalelser om hvert af elementerne i denne plan. Kort formuleret støtter vi alle elementerne i planen dog med forbehold af følgende kommentarer:

Vi støtter de foreslåede reformer og forlængelsen af ordningen for handel med emissioner. Udviklingen i retning af større kvoteauktionering bifaldes, da det er på linje med princippet om, at forureneren betaler, forhindrer ekstrafortjenester, er et incitament til og finansierer kulstoffattige anlæg og produkter og fremmer innovation. I betragtning af omfanget af de investeringer i forandringstiltag, der er nødvendige både i EU og i udviklingslandene, henstiller vi, at mindst 50 % af indtægterne fra kvoteauktioneringen øremærkes til at støtte foranstaltninger til bekæmpelse og tilpasning til klimaforandring i stedet for de 20 % som foreslået af Kommissionen (1). Vi glæder og også over Rådets og Europa-Parlamentets afgørelse om at indbefatte luftfart i emissionshandelsordningen.

Vi støtter essensen i forslagene om byrdefordeling for de sektorer, der er uden for handelsordningen, og appellerer til institutionerne om ikke at underminere det samlede mål i deres detaljerede drøftelser om grundlaget for at dele målene i denne sektor (2).

Vi støtter kraftigt tiltaget i retning af en hurtig udvikling inden for vedvarende energi. Dette at nå op på 20 % vedvarende energi i 2020 ville være et pænt første skridt i retning af at øge anvendelsen heraf til endnu højere niveauer i 2050 (3).

Vi beklager, at det afgørende spørgsmål vedrørende energieffektivitet, hvor målet om en 20 % stigning i 2020 ikke er obligatorisk, synes at få en mindre fremtrædende plads end det fortjener, hvilket klart fremgår af Kommissionens rapport om de nationale energieffektivitetsplaner. Størsteparten af medlemsstaterne har ikke udarbejdet deres nationale planer i tide, planerne er af vekslende kvalitet, og nogle af dem mangler helt klart ambitioner, også selv om der ofte kan opnås betydelige energieffektivitetsgevinster ved relativt lave investeringer i begyndelsen og med meget korte tilbagebetalingstider (4).

Selv om vi bifalder lovrammen for adskillelse og lagring (CCS) som foreslået af Kommissionen, er vi betænkelige ved, at finansieringen af de påtænkte demonstrationsprojekter kun gøres tilgængelig i et for langsomt tempo, og at fremskridt hen imod anvendelse på industrielt plan vil ske for langsomt, også selv om det vil være absolut vigtigt, hvis nogle lande er nødt til i stort omfang at ty til kul og andre fossile brændstoffer i mange år fremover (5).

4.5

EU har investeret håb og politisk kapital i at gøre emissionsmålene og handelsordningen til det vigtigste middel til at sikre de emissionsreduktioner, der vil være behov for. EU's emissionshandelsordning er allerede blevet verdens største emissionshandelssystem og menes at vokse yderligere efter 2012. I begyndelsen havde systemet kun begrænsede virkninger på de europæiske emissioner, fordi de generøse lofter og kreditter i begyndelsen førte til meget lave kulpriser. Efterhånden som lofterne sænkes, er kulstofprisen steget, og kombineret med andre faktorer, der tvinger prisen på fossile brændstoffer op, er der sandsynlighed for større effekt på europæisk elproduktion og andre sektorer.

4.6

Generelt mener vi, at styrkelsen af CO2-handelsordningen vil få en positiv effekt på erhvervslivet og beskæftigelsen i EU ved at fremme hurtig udvikling af mere energieffektive lav-CO2-processer og produkter, der i fremtiden vil indtage en førende position. Dette vil ikke kun skabe beskæftigelse, men også reducere vor afhængighed af import og således styrke energisikkerheden.

4.7

Medens EU har været først fremme på dette område, bør det nu være et centralt mål at fremme udviklingen af handelsordninger i USA og andre lande og forbinde alle ordningerne på et fælles globalt CO2-marked. Udviklingen af et ægte globalt CO22-marked kan spille en vigtig rolle med henblik på at sikre nedbringelsen af CO2-emissioner i hele verden på den mest effektive og mest omkostningseffektive måde. Vi støtter kraftigt ICAP-initiativet (International Carbon Action Partnership), som søger at gøre det muligt for forskellige handelsordninger, der opstår i forskellige egne af verden, at bevæge sig harmonisk hen imod et enkelt globalt marked. Eftersom der udvikler sig et internationalt CO2-marked inden for et system af verdensomspændende emissionslofter, skulle risikoen for, at en handelsordning alene i Europa kunne skade EU's konkurrencestilling, være begrænset.

4.8

Internationale sektoraftaler med mere detaljerede planer og strategier med henblik på at sikre gradvist øgede reduktioner i emissioner fra de vigtigste berørte sektorer og fra deres produkter kan også være nyttige. Men dette bør kun anskues som en måde til at støtte gennemførelsen af faste internationalt aftalte nationale mål, ikke som et alternativ til bindende nationale mål, eftersom de sidste tyve års historie viser, at frivillige sektoraftaler på dette område i sig selv giver for ringe resultater, for sent, og som er umulige at håndhæve effektivt.

4.9

På transportsiden gentager vi atter, at en bæredygtig strategi på lang sigt for transportsektoren som udgangspunkt må have en grundlæggende nyvurdering af de kræfter, der styrer efterspørgslen efter transport og af, hvordan politikkerne for fysisk planlægning, infrastruktur og offentlig transport på sigt kan bremse den kraftige vækst i efterspørgslen efter transport og eventuelt tilmed mindske den. Planlægningen bør ikke ske ud fra det forhold, at væksten i trafik er uundgåelig, og at den eneste mulige begrænsning af emissioner fra transportsektoren beror på tekniske forbedringer inden for brændstof og motordesign, uanset hvor vigtige disse aspekter er.

4.10

Hvad angår tekniske foranstaltninger mener vi, at der ikke kun bør sættes stramme reduktionsmål for emissioner fra biler på kort sigt (120g CO2 pr. km by 2012/2015), men også på mellemlang sigt for at mindske emissionerne endnu mere pr. 2020 (6). Samtidig bør der gives ekstra støtte til udviklingen og tidlig indførelse af CO2-fri el- eller brintdrevnebiler.

4.11

Vi er mindre optimistiske end Kommissionen hvad angår potentialet for at nå målet på 10 % for biobrændstof til transportformål. I lyset af problemer knyttet til fremstillingen af de fleste biobrændstoffer for så vidt angår deres drivhusgasemissionsmindskende potentiale og den miljømæssige og sociale effekt af produktionen af dem, bør der indføres strammere kriterier end dem, Kommissionen har foreslået for at sikre, at biobrændstoffer kun indføres, når de har en ægte og signifikant virkning med henblik på at mindske nettokulstofemissioner og ikke lægger uacceptabelt pres på landbrugsjord og fødevareproduktion. Derudover peger økonomiske overvejelser for tiden klart i retning af, at anvendelsen af biomasse til elfremstilling eller opvarmning (i det mindste nu og i den nærmeste fremtid) er meget mere effektiv end anvendelsen i form af biobrændstof.

4.12

Yderligere foranstaltninger for at nå 30 %-målet. Hvis pakken kan vedtages ved udgangen af 2008, og gennemførelsen starter straks i 2009, mener vi, at dette vil give god sikkerhed for, at EU vil nå målet om 20 % reduktion pr. 2020.

4.13

Derimod er vi tvivl om, hvorvidt det vil være muligt at nå målet om 30 % reduktion i 2020 blot ved at opstramme ambitionerne for de separate elementer i pakken og øge brugen af CDM-kreditter, som Kommissionens foreslår. Vi mener, at der nok er behov for en bredere række foranstaltninger for at nå dette mere ambitiøse mål både på EU-plan og medlemsstatsniveau.

4.14

På EU-plan foreslår vi, at følgende elementer skal være blandt dem, der skal overvejes i en anden pakke:

Større indsats via lovgivning og fastsættelse af standarder for at fremme energieffektivitet inden for alle hovedsektorer og hovedprodukter.

Yderligere foranstaltninger til fremme af udvikling og indførelse af vedvarende energi.

Mere støtte til udvikling af el- eller brintdrevne biler.

En udvidelse af kulstofhandelsordningen til også at omfatte emissioner fra skibsfart (vi tvivler på, at de løbende drøftelser i den internationale søfartsorganisation er i stand til at sikre tilstrækkelig indsats tilstrækkeligt hurtigt).

Flere kollektive bestræbelser på at indføre strammere nationale reduktionsmål i henhold til aftalen om fælles indsats.

4.15

På medlemsstatsniveau mener udvalget for at nå frem til strammere individuelle mål i henhold til byrdefordelingsaftalen, at medlemsstaterne og deres politiske ledere må gøre meget mere for at bringe den brede offentlighed, erhvervslivet, fagforeninger og andre civilsamfundsorganisationer ind i et partnerskab, så de kan deltage i den fælles indsats.

Borgerne bør opmuntres og anspores til at spille deres rolle f.eks. via forbedring af husholdningernes effektivitet, brug af grønnere energiformer til belysning, opvarmning, indkøb af mere energieffektive varer og tjenester, og mindskelse af CO2-effekten af deres ordinære færden og i forbindelse med ferier. Efter vores mening er en stigende del af befolkningen og civilsamfundsorganisationerne parate og villige til at træde i aktion, hvis blot de fik et stærkt og politisk fingerpeg om, hvad der forventes af dem, ledsaget af passende incitamenter til handling.

Mange lokale og regionale myndigheder har allerede udstukket visioner og udvist modigt politisk lederskab på dette område. De skal opmuntres og anspores til at gå videre.

Også erhvervslivet bør anspores til at gøre yderligere fremskridt. Erhvervslivet skal anspores og opmuntres til at forbedre energieffektiviteten i dets transaktioner og skaffe energi fra lav-CO2-kilder. Der bør gøres mere systematisk og kraftigt brug af lovgivning til at øge alle produkttypers og tjenesters energimæssige ydeevne (brugt om bygninger). Byggesektoren skal have pålæg om at opnå meget højere energieffektivitet både i opførelsesprocessen og i ydeevnen i ibrugtagne bygninger.

Fagforeninger har også en vigtig rolle at spille. Mange af deres medlemmer står i første række med henblik på at levere energieffektive forbedringer og sprede praktiske oplysninger, og deres potentielle bidrag bør anerkendes og fremmes. Fagforeningerne skal være fuldt ud engageret i processen til omlægning af industrien og økonomien til en mindre kulstofintensiv vej fremad. Med korrekt forvaltning ventes de nye produktionsformer at give lige så mange beskæftigelsesmuligheder som de gamle CO2-intensive produktionsmetoder.

4.16

For at styrke EU's troværdighed på internationalt plan er det af største betydning, at hver eneste medlemsstat sætter alle kræfter ind på at sikre, at de ikke kun lever op til det overordnede Kyoto-mål for EU-15-området som helhed, men at også de individuelle Kyoto-mål for 2012 vil blive nået. Det hedder i Kommissionens seneste midtvejsrapport vedrørende opfyldelsen af Kyoto-målene (7), at kun tre af EU-15-landene var på rette spor med henblik på at leve op til målene med de nuværende nationale politikker, og at otte kun menes at nå deres mål, når virkningen af Kyoto-mekanismerne, kulstofdræn og yderligere nationale politikker og foranstaltninger, som allerede er under drøftelse, medtages. For tre medlemsstaters vedkommende synes det at være umuligt at nå Kyoto-målene. Derudover viser den store brug af kreditter fra den fleksible Kyoto-mekanisme, navnlig CDM, at den meget tiltrængte omlægning til et lav-CO2-samfund bør gå meget længere i mange medlemsstater.

5.   Tilpasning til klimaforandringen (2. grundpille)

5.1

Selv hvis der træffes vellykkede foranstaltninger til at mindske de samlede emissioner i fremtiden, ventes den globale opvarmning at stige yderligere de næste årtier som følge af de emissioner, der allerede har fundet sted. Som reaktion på Kommissionens grønbog om tilpasning til klimaændringerne har udvalget allerede vedtaget en udtalelse (8). Kort sagt mener udvalget, at EU bør indføre en overordnet strategi til styring af tilpasningen til klimaændringerne i EU, inden for hvilken hver medlemsstat skal udforme mere detaljerede nationale tilpasningsplaner. Der bør også gives meget højere prioritet til tilpasning inden for forskning og analyse, i budgetter og på investeringsprogrammer og inden for andre foranstaltninger. Vi håber, at Kommissionen i hvidbogen om tilpasning, som ventes at foreligge i efteråret 2008, vil forslå detaljerede foranstaltninger, så der kan gøres fremskridt på området.

5.2

Uden for EU er der mange udviklingslande, der allerede er hårdt ramt, og som vil blive det endnu mere i fremtiden, men som har færre ressourcer til at håndtere virkningerne. Det bør derfor være en topprioritet for EU og andre OECD-lande at øge finansiel og anden bistand til de særligt sårbare dele af verden for at bistå dem med at klare klimaændringerne. Overvejelser over klimaændringer bør være en fast del af alle udviklingspolitikker.

5.3

Der skal også gøres en større indsats for at støtte bæredygtig skovforvaltning i udviklingslandene og begrænse det kommercielle pres, der fortsat fører til omfattende skovfældninger i mange dele af verdens klimasystemer. EØSU er i færd med at udarbejde en separat udtalelse om klimaændringer og skovbrug.

6.   Indsats inden for teknologisk udvikling og teknologioverførsel (3. grundpille)

6.1

Hvis overgangen til en lavere CO2-økonomi skal lykkes, skal verden gennemføre en ny industriel revolution. Der skal ske en større omlægning til renere former for energiproduktion, ny teknologi til at adskille CO2-emissioner og andre drivhusgasser og en konstant indsats for at ændre produkter og forbrugsmønstre til mere effektive og mindre energiintensive mønstre. Dette vil kræve en stor stigning i relevante forskningsprogrammer i den offentlige og private sektor, og større investeringsprogrammer med henblik på at forny udstyr og materiel i industrien samt ændre produkter og tjenester. Mange af de nødvendige teknologier eksisterer allerede, men anvendelsen af dem skal gøres meget mere udbredt end nu.

6.2

I EU vil dette kræve radikale omlægninger inden for udgiftsprogrammerne og stille krav til regeringerne om at støtte passende forskning, udvikling og investeringer. Det vil også kræve skattemæssige og andre incitamenter til erhvervslivet og andre til at foretage de nødvendige investeringer.

6.3

Der bliver behov for at identificere de former for teknologi og tjenester, der bedst kan bistå de nye økonomier og udviklingslandene med at forvalte deres videre udvikling på den mest bæredygtige og mindst CO2-intensive måde, og til at støtte overførslen heraf til disse økonomier på passende betingelser. Hvor der identificeres nye teknologier, som kan være særligt nyttige for udviklingslandes tilpasning til klimaændringer, eller med henblik på at mindske CO2-effekten på deres fremtidige udvikling, bør der findes måder til at bistå disses hurtige og generelle indførelse på økonomisk acceptable vilkår. Det bør noteres, at de nye økonomier selv er ophavsmænd til eller udviklere af nogle af de nye teknologier, der vil være brug for. Teknologioverførsel bør ikke kun anskues som en ensrettet vej fra Nord til Syd, men som en måde til at lette hurtig spredning af nøgleteknologier i hele verden, uanset hvor de stammer fra.

6.4

Udvalget appellerer til EU om med sine partnere hurtigt at undersøge, hvordan den mest ajourførte CO2-effektive teknologi uhindret kan stilles til rådighed for udviklingslandene på økonomisk acceptable vilkår, herunder særlig teknologi til elsektoren, de energiintensive industrier, transportsektoren, og efterhånden som teknologien bliver tilgængelig, skal kulstoflagring også indbefattes. Lande, som sandsynligvis fortsat vil være kraftigt afhængige af kul til elproduktion, har behov for hjælp til at sætte dem i stand til at bruge den seneste rene teknologi og indføre kulstofadskillelsesteknologi, så snart den foreligger.

6.5

En sådan bistand med teknologioverførsel burde sætte de berørte udviklingslande i stand til at styre deres udvikling på et lavere kulstofniveau, end hvad der normalt ville være tilfældet, og kunne med rette i et vist omfang gøres betinget af passende tilsagn fra de berørte udviklingslandes side om, at de selv indfører foranstaltninger med henblik på at begrænse den potentielle emissionsvækst.

6.6

Sideløbende med klimaforhandlingerne bør EU og USA iværksætte et nyt initiativ med henblik på at opnå handelsliberalisering inden for klimavenlige produkter og tjenester i WTO-regi. Dette initiativ skal udformes således, at de udviklede lande, udviklingslandene og de nye økonomier sammen kan drage nettofordele af en sådan liberalisering f.eks. ved at fremme (yderligere) udvikling af miljøteknologier og -tjenester i udviklingslandene.

7.   Stigende finansiering og investeringer til støtte for bekæmpelse og tilpasning (4. grundpille)

7.1

Udviklingslandene har behov for omfattende hjælp fra de udviklede lande, så de sættes i stand til at spille deres rolle med hensyn til at tage udfordringerne fra klimaændringerne op, uden at sætte deres egne udviklingsmål over styr. Det vil være særlig vigtigt at sikre, at den fremtidige udvikling i udviklingslandene har så lav en CO2-intensitet som muligt, og at den ikke reproducerer den alt for CO2-afhængige produktionsform, som har præget (og plaget) udviklingen i Nord.

7.2

De udviklingslande, der er værst ramt af klimaændringerne, og som har færrest egne ressourcer til at håndtere tilpasningen, får også brug for yderligere hjælp. De har brug for forbedrede programmer til kystsikring, forebyggelse af oversvømmelser, tørke og omlægning af landbruget, nye offentlige sundhedsbehov osv.

7.3

Udvalget bifalder, at alle lande på Bali har anerkendt, at der er behov for nye og yderligere ressourcer og investeringskanaler og -mekanismer for at håndtere denne overførsel. Men med nogle få rosværdige undtagelser kan de udviklede lande ikke selv opvise pæne resultater med hensyn til at leve op til tidligere løfter om at bevilge yderligere ressourcer til bæredygtige udviklingsmål. I den anledning er det afgørende for hele kloden, at der mobiliseres og sættes reelt forøgede ressourcer ind.

7.4

Udvalget har noteret sig beregninger fra FN's Klimakonvention og andre kilder om, at der kan være behov for ressourcer på nogle hundrede milliarder dollars årligt både fra den offentlige og private sektor, når programmerne er fuldt operationelle. Det anbefales i disse beregninger, at UNFCC, Kommissionen og/eller OECD og de internationale finansinstitutioner under alle omstændigheder skal træffe hasteforanstaltninger til at sætte mere præcise tal på behovene og sikre de nødvendige tilsagn og engagementer, således at der kan sikres passende finansiering, og de iværksatte programmer kan have en afgørende virkning på de globale klimaændringer. Provenu fra auktionering af kvoter i de fremtidige faser af kulstofhandelsordningen kan være en kilde til nye midler, men det er ikke sandsynligt, at de i sig selv vil være tilstrækkelige i forhold til alle behov.

7.5

CDM har haft succes med at kanalisere nye ressourcer til at støtte passende investeringer i de lande, der ikke er opført i bilag I. Men fordelingen af projekter har kraftig slagside i retning af Kina og andre nye økonomier, og der har været alvorlig tvivl om mange af projekternes additionalitet og kvalitet. Det er afgørende, at kriteriet for accept af projekter gennemføres og overvåges effektivt, hvis mekanismen skal spille sin rette rolle med hensyn til at sikre, at der opnås reelle CO2-reduktioner på den mest effektive måde.

7.6

Udvalget anbefaler EU og andre berørte hurtigt at undersøge, hvordan ordningens mangler kan elimineres i den næste periode, og hvordan hele programmet kan gøres operationelt. I fremtiden bør CDM prioritere projekter, der yder markante bidrag ikke blot til at mindske emissioner, men også til at fremme omlægningen til lav-CO2-økonomier. Navnlig i de nye økonomier forekommer det ikke nyttigt at fortsætte med at finansiere rene energieffektivitetsprojekter (»low-hanging fruits«), som landet under alle omstændigheder ville gennemføre. For disse lande kan »sektormæssige CDM-mekanismer« — muligvis kombineret med no-lose targets (9) være en mulig løsning.

7.7

Omfattende investeringer fra den private sektor i mindre kulstofintensiv produktion vil være afgørende overalt i verden. Foranstaltninger iværksat af EU og de nationale regeringer bør navnlig sigte mod at anspore den private sektor til at foretage sådanne investeringer.

7.8

De nødvendige udgifter og investeringer vil beløbe sig til billioner af dollars over de næste 50 år. Der er tale om store summer. Sådanne investeringer er dog allerede blevet nødvendige, efterhånden som de globale forsyninger af fossilt brændstof mindskes og priserne stiger. Helt bortset fra klimaændringerne bliver det således mere og mere vigtigt fra et økonomisk perspektiv at bevæge sig væk fra fossile brændstoffer og bruge de resterende forekomster mere effektivt. Sikkerhedsmæssige overvejelser peger i samme retning, i og med at knappe fossile brændstoffer og de klimaændringer, der allerede gør sig gældende, er alvorlige kilder til ustabilitet og sammenstød i mange egne af verden.

7.9

Ud fra den synsvinkel udgør behovet for at reagere hurtigt på de truende klimaændringer ikke en yderligere byrde for den globale økonomi, men blot en yderligere vægtig grund til at gå hurtigt til værks med økonomisk og industriel omlægning, som der under alle omstændigheder er behov for. Da prisen for en tønde olie var 60 $, blev det i Stern-rapporten anslået, at prisen for de nødvendige foranstaltninger de næste 50 år for at sætte ind mod klimaændringerne kunne andrage 1 % af verdens samlede BNP. Med en pris på langt over 100 $ pr. tønde ser investeringer i vedvarende energi og alle former for effektivitetsforanstaltninger meget mere attraktive ud fra et forretningsmæssigt synspunkt. Ligeledes vil nettoekstraudgifterne til foranstaltninger til bekæmpelse af klimaændringerne sandsynligvis være langt lavere og kan inden for visse applikationer tilmed blive negative, hvilket indikerer, at en effektiv indsats mod klimaændringer faktisk vil udgøre en nettogevinst for den globale økonomi i årene fremover.

7.10

Dette at forholde sig passende til klimaforandringen bør derfor ikke anskues som en stor, nedslående og tyngende forpligtelse, der vil hæmme den økonomiske vækst, men snarere som en lejlighed til at være på forkant med den næste økonomiske og industrielle revolution. EU har været på forkant med den politiske debat om klimaforandring. Men det skal stadig gøre mere for at omsætte den fremadskuende politiske indstilling til et lige så aktivt og dynamisk erhvervsklima, der vil anspore vore virksomheder og samfund til at foretage de nødvendige investeringer til at blive verdensomspændende ledere og konkurrencedygtige vindere i fremtidens lav-CO2-økonomi.

7.11

Visse kommentatorer har anført behovet for en ny Marshall-plan, og vi anbefaler denne parallel som et mål for omfanget af udfordringen og den indsats, der skal gøres. Vi har behov for en vision svarende til Marshall-planens koncept for, hvordan verdens lande kan stå sammen over for en fælles global fare, hvor de stærkeste og rigeste lande både selv viser vejen og hjælper andre så, godt de kan.

7.12

Offentlige organer af alle slags på alle niveauer samt hele erhvervslivet, forbrugere og den brede offentlighed bør træde i aktion.

8.   Konklusioner

8.1

Klimaforandringerne finder allerede sted og har allerede haft en stor indvirkning forskellige steder i verden. Disse probleme r forventes at blive værre inden for de næste få år med de øgede drivhusgaskoncentrationer og hastigt stigende temperaturer. Verden er nødt til straks at opstille og gennemføre krævende mål for at nedbringe emissionerne senest i 2020, hvilket i de efterfølgende år skal føre til større reduktioner. Jo tidligere reduktionerne kan foretages, desto mere positiv en effekt vil de have, når det gælder om at sænke temperaturstigningens hastighed.

8.2

I-landene udleder pr. indbygger langt større mængder drivhusgasser end resten af verden og bør have et højere ambitionsniveau og intensivere deres indsats for at reducere dem. EU bør garantere, at man agter at leve op til den eksisterende bindende målsætning for 2012, og derefter forpligte sig på en 30 %'s reduktion i 2020, dvs. i den høje ende af spektret. Hvis denne målsætning skal være troværdig, er der behov for yderligere fornuftige og realistiske foranstaltninger, også med henblik på de yderligere reduktioner, der vil blive behov for efter 2020.

8.3

Udviklingslandene bør ligeledes inddrages, navnlig hvad angår bestræbelserne på at sikre, at de mest energiintensive sektorer i de nye vækstøkonomier er udstyret med den mest energieffektive og mindst CO2-udledende produktionsteknologi. Hertil vil de have behov for en større målrettet bistandsindsats fra i-landenes side.

8.4

Parametrene for den globale aftale, der skal være resultatet af de internationale forhandlinger i de kommende 18 måneder, skal fastlægges så hurtigt som muligt, således at man herefter kan koncentrere det politiske arbejde om at formidle udfordringen, opbygge støtte og tillid og sikre, at alle dele af samfundet overalt i verden forpligter sig i forhold til de store ændringer, der er nødvendige. Der er ikke tale om en aftale, der kan indgås for lukkede dør — alle dele af samfundet skal inddrages. Bekæmpelsesforanstaltningerne skal bevisligt være realistiske, økonomisk og samfundsmæssigt forsvarlige og opnåelige inden for den foreslåede tidshorisont.

8.5

De nødvendige globale forandringer kan i omfang sammenlignes med de sidste to århundreders industrielle revolution, hvor man ved at udnytte energien fra fossile brændsler opnåede massive stigninger i produktionskapaciteten og det menneskelige samfunds produktion. Verden har brug for en ny industriel revolution, for at vi kan finde andre energiformer til erstatning for de fossile brændsler, optimere energieffektiviteten og dermed opnå et sammenligneligt produktions- og vækstniveau uden at belaste atmosfæren med et uholdbart niveau af drivhusgasemissioner. Der er behov for betydelige investeringer, hensigtsmæssige og målrettede ændringer af lovgivningen, afgiftssystemet og andre økonomiske instrumenter samt væsentlige ændringer i den økonomiske adfærd og den enkeltes livsstil. Alle er nødt til at forstå udfordringen og at blive inddraget i de nødvendige ændringer.

Bruxelles, den 17. september 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Se EØSU's udtalelse CESE 1201/2008 vedtaget den 9. juli 2008.

(2)  Se EØSU's udtalelse CESE 1202/2008 vedtaget den 9. juli 2008.

(3)  Se EØSU's udtalelse CESE 1511/2008 vedtaget den 17. september 2008.

(4)  Se EØSU's udtalelse CESE 1513/2008 vedtaget den 17. september 2008.

(5)  Se EØSU's udtalelse CESE 1203/2008 vedtaget den 9. juli 2008.

(6)  Se EØSU's udtalelse CESE 1500/2008 vedtaget den 17. september 2008.

(7)  KOM(2007) 757 endelig.

(8)  EUT C 120 af 16.5.2008, s. 38.

(9)  No-lose targets: Et løfte om at reducere emissioner i et vist omfang, uden sanktioner hvis målet ikke nås, men med mulighed for at sælge kreditter, hvis reduktionerne overstiger tilsagnet.


31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/81


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fødevareinformation til forbrugerne«

KOM(2008) 40 endelig — 2008/0028 (COD)

(2009/C 77/20)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 10. marts 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fødevareinformation til forbrugerne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede José María Espuny Moyano til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 2. september 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 447. plenarforsamling den 17. og 18. september 2008, mødet den 18. september 2008, følgende udtalelse med 77 stemmer for og 3 imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

EØSU glæder sig over dette initiativ fra Kommissionen, som ud over at forenkle lovgivningen vil lette forbrugernes forståelse.

1.2

Dog ønsker EØSU at gøre opmærksom på, at de næringsoplysninger, der omtales i udtalelsens punkt 3.4.1, mister en stor del af deres værdi og i høj grad forfejler deres mål, hvis ikke der på forhånd træffes passende foranstaltninger til uddannelse af den endelige forbruger. EØSU beklager således, at forslaget ikke ledsages af støttemidler til uddannelse af forbrugerne, både nationalt og på fællesskabsplan. I det mindste kunne en vejledning i prioriterede tiltag på området som bilag til forordningen være et første nyttigt skridt på vejen.

1.3

Med hensyn til angivelse af oprindelse fastholdes bestemmelserne i de nuværende regler. Når man betænker, hvor interesserede forbrugerne er i fødevarernes oprindelse, beklager EØSU, at det nye forslag til forordning ikke påbyder obligatorisk angivelse heraf på etiketten. EØSU mener imidlertid, at det ville være hensigtsmæssigt at skelne mellem produkter, der har gennemgået henholdsvis en første og en anden forarbejdning, således at det i hvert enkelt tilfælde afgøres, hvorvidt der skal være pligt til at angive de vigtigste landbrugsingredienser i de sidstnævnte produkter.

1.4

EØSU er alvorligt bekymret over udformningen af supplerende »nationale ordninger«, der beskrives i forslagets kapitel VII. De bidrager ikke med nogen yderligere positive elementer, men kan tværtimod tjene som undskyldning for at hindre den frie bevægelighed på det indre marked. Risikoen er særlig stor for så vidt angår små og mellemstore virksomheder, idet mere end 65 % af fødevarevirksomhederne, ifølge hvad Kommissionen selv skriver i sit forslag, markedsfører deres produkter i andre medlemslande. Små og mellemstore virksomheder vil således have vanskeligere ved at sende deres produkter til andre medlemslande, hvilket vil påvirke både deres omkostninger og deres konkurrenceevne. Kun hvis disse »nationale ordninger« i sidste ende kommer til at bestå af supplerende oplysninger, som det ikke er obligatorisk at angive på etiketten, men som er tilgængelige ad andre veje (internet, gratisnumre osv.), kan man undgå disse negative virkninger.

1.5

EØSU forstår, at Kommissionen for at skabe konsistens har til hensigt at anvende en lignende undtagelsesordning for alkoholholdige produkter, en ordning som vil kunne blive genovervejet inden for fem år, efter den obligatoriske rapport på området.

1.6

EØSU foreslår, at medlemslandene får stillet den nødvendige samlede liste over overtrædelser og sanktioner til rådighed med henblik på at forebygge manglende overholdelse af disse fælles bestemmelser, som i øvrigt burde harmoniseres, således at samme adfærd straffes lige hårdt i alle landene.

1.7

I denne sammenhæng opfordrer EØSU på det kraftigste Kommissionen og medlemslandene til at udforme informationsredskaber, herunder navnlig en offentligt tilgængelig database over oplysninger, som det er obligatorisk at angive i mærkningen af de forskellige fødevarer. Dette vil sikre, at virksomheder, forbrugere og myndigheder anvender samme retningslinjer, når lovgivningen træder i kraft.

1.8

Med hensyn til læsbarheden synes det ikke at være realistisk at gennemføre det af Kommissionen foreslåede krav om 3 mm. Forskellige aspekter som informationsmængden, størrelsen og udformningen af emballagen bør inddrages i overvejelserne. En acceptabel referenceværdi kunne være skriftstørrelsen i EU-Tidende.

1.9

Endelig er det EØSU's opfattelse, at henvisningerne til de ophævede bestemmelser for at skabe større klarhed og forenkling bør være mere tydelige, således at læsningen og gennemførelsen af lovgivningen lettes.

2.   Resumé af Kommissionens forslag

2.1

Formålet med forslaget er at samle den eksisterende lovgivning om mærkning, præsentation og reklame i forbindelse med fødevarer (inklusive næringsdeklarationen) i én forordning med henblik på at modernisere, forenkle og præcisere denne lovgivning.

2.2

Forslaget ophæver de tidligere gældende bestemmelser om fødevaremærkning, dvs. direktiverne 2000/13/EF, 90/496/EØF (inden for en frist på fem år), 87/250/EØF, 94/54/EF, 1999/10/EF, 2002/67/EF, 2004/77/EF og forordning (EF) nr. 608/2004.

2.3

Forslagets grundlæggende formål er at højne niveauet for forbrugerbeskyttelse og sikre et velfungerende indre marked.

2.4

Anvendelsesområdet udvides til at omfatte alt, hvad der har at gøre med fødevareinformation til den endelige forbruger fra erhvervsdrivende, og dækker ligeledes fødevarer, der leveres af og til storkøkkener.

2.5

De generelle principper og de obligatoriske krav til mærkning, som blev fastlagt i den tidligere lovgivning, fastholdes. Endvidere udbygges visse aspekter såsom det ansvar, der påhviler hver enkelt led i fødekæden, og i hvilke situationer det er obligatorisk at angive oprindelseslandet.

2.6

Hvad næringsdeklarationen angår, sker der en gennemgribende ændring i forhold til de tidligere bestemmelser, idet der fastsættes krav om angivelse af indholdet af seks næringsstoffer eller andre stoffer, både for så vidt angår mængden og i procent af den anbefalede daglige tilførsel.

2.7

En anden væsentlig ændring er, at forordningen skal fungere side om side med »nationale ordninger« for næringsdeklaration, hvilket udvider mængden af næringsoplysninger på etiketterne med frivillige mærkningskrav fastlagt på nationalt plan.

2.8

Forslaget påregner, at mange af de ændringer, som skal foretages, skal udføres i forbindelse med udvalgsproceduren. Der planlægges flere overgangsperioder med henblik på at lette dets ikrafttræden.

2.9

I bilagene gives der en nærmere beskrivelse af eksempelvis ingredienser, som kan forårsage allergi eller intolerans, supplerende obligatoriske oplysninger, dispensationer fra næringsdeklarationen, fødevarens betegnelse, mængdeangivelse af og betegnelse for ingredienserne, angivelse af nettoindhold, datoen for mindste holdbarhed, alkoholindhold, referenceindtag, energiindhold, måleenheder og udformning af næringsdeklaration.

2.10

Forordningen skal træde i kraft 20 dage efter offentliggørelsen. Der gives dog en frist på tre år for den endelige gennemførelse af bestemmelserne om obligatoriske oplysninger og næringsdeklaration, og små og mellemstore virksomheder får fem år til at gennemføre næringsdeklarationsbestemmelserne.

3.   Generelle bemærkninger

3.1   Konsolidering, opdatering og forenkling

3.1.1

Den europæiske lovgivning om mærkning, præsentation og reklame i forbindelse med fødevarer har i løbet af de seneste næsten 30 år bidraget til et højt beskyttelsesniveau for forbrugerne og sikret et velfungerende indre marked.

3.1.2

Det foreliggende forslag har til formål at konsolidere, opdatere og forenkle den gældende lovgivning samt nedbringe den administrative byrde og skabe større transparens for forbrugerne. EØSU er enig i disse formål, men beklager, at den foreslåede tekst er så kompliceret, at forordningen ikke vil være direkte anvendelig.

3.2   Udformning af supplerende nationale ordninger

3.2.1

En forordning, som konsoliderer og opdaterer de nuværende ufuldstændige regler, vil uden tvivl føre til større ensartethed i niveauet for forbrugerbeskyttelse og til større harmonisering. EØSU er imidlertid bekymret over indførelsen af de såkaldte »nationale ordninger«, som omtales i artikel 44 ff., da disse kan være en trussel mod ønskerne om harmonisering og ensartethed. Ifølge disse nye bestemmelser vil det være tilladt at indføre nationale ordninger i medlemslandene, som indebærer yderligere krav, og som, selv om de er frivillige, vil betyde flere oplysninger i forbindelse med mærkningen og derfor vil kunne virke forvirrende på forbrugerne.

3.2.2

Problemet forstærkes, når vi tager i betragtning, at der på hvert af de nationale markeder findes produkter fra mange andre medlemslande. Disse produkter vil kunne bære forskellige oplysninger, som er vedtaget i disse andre lande, og som måske ikke vil blive forstået af en forbruger, der ikke er vant til disse oplysninger.

3.3   Obligatorisk fødevareinformation

3.3.1

Forslaget til forordningen viderefører størstedelen af de obligatoriske oplysninger, der foreskrives i de gældende regler, og som har vist sig nyttige, når det drejer sig om at beskytte forbrugernes helbred og interesser (f.eks. betegnelse, ingrediensliste, mængde, datoer, navn eller firmanavn og adresse på en ansvarlig). Nogle af disse oplysninger beskrives mere detaljeret i bilagene.

3.3.2

De seneste års erfaringer viser, at sådanne krav er nyttige, og at de bør fastholdes. I lyset af disse erfaringer opfordrer EØSU til også at gøre det obligatorisk at angive oprindelsen af fødevarerne og af de produkter, der har gennemgået første forarbejdning, samt af de vigtigste ingredienser, der er anvendt til fremstillingen af de produkter, der har gennemgået endnu en forarbejdning, på grundlag af en vurdering fra sag til sag.

3.4   Næringsdeklaration

3.4.1

Det vil være hensigtsmæssigt at gøre sig nogle indledende overvejelser over de europæiske forbrugeres behov for at vide mere om ernæring for at kunne sammensætte en afbalanceret kost. Den europæiske forbruger har brug for et grundkursus i ernæring, da de tilgængelige oplysninger ellers ikke vil blive forstået eller anvendt på en hensigtsmæssig måde. Intentionerne om at tilvejebringe flere næringsoplysninger er prisværdige, men vi må ikke glemme, at disse tiltag ikke vil have den ønskede effekt, hvis ikke forbrugerne uddannes i at forstå oplysningerne.

3.4.2

Den ernæringsmæssige skævhed hos den europæiske befolkning taget i betragtning, vil det være nødvendigt at lade ethvert oplysningstiltag blive fulgt af en stor indsats for at uddanne befolkningen.

3.4.3

Forslaget betyder af forskellige grunde en gennemgribende ændring i forhold til gældende lovgivning. For det første gøres næringsdeklarationen obligatorisk, mens den i direktiv 90/496/EF var frivillig. For det andet bestemmer forslaget, at det skal være obligatorisk at give oplysning om energiværdi, fedtindhold, indhold af mættede fedtsyrer, kulhydratindhold, sukkerindhold og saltindhold. For det tredje skal ikke blot mængden af disse stoffer angives, men også hvor stor en del af den anbefalede daglige tilførsel de udgør, således at forbrugeren vejledes i, hvor meget der inden for rammerne af en afbalanceret kost kan konsumeres af produktet. Endelig bestemmer forslaget, at disse oplysninger skal være at finde i det primære synsfelt på pakningen og optræde i en bestemt orden.

3.4.4

I betragtning af mængden af obligatoriske oplysninger, som allerede optræder på etiketterne, bør man overveje meget grundigt, hvilke næringsoplysninger der er nyttige for forbrugerne. Overgangen fra frivillig til obligatorisk mærkning med næringsoplysninger udgør allerede i sig selv en omfattende ændring for mange SMV'er i fødevaresektoren. De obligatoriske oplysninger kunne derfor begrænses til dem, der anbefales, men som er frivillige i dag, dvs. oplysning om energiværdi, protein, kulhydrater og fedt.

3.4.5

Den model for næringsdeklarationer, som Kommissionen foreslår, har den store fordel, at den medtager en oplysning (anbefalet daglig tilførsel), som vejleder forbrugeren om, hvordan produktet bør være en del af en sund kost. Den vurderer dermed ikke produktet i sig selv, men ser det som en del af den samlede kost, således som ernæringseksperter anbefaler.

3.5   Udvidelse af de obligatoriske oplysninger med fødevarens oprindelsesland

3.5.1

Allerede i den nuværende lovgivning er der krav om, at oprindelseslandet skal angives på fødevarer i de tilfælde, hvor forbrugeren ellers kunne risikere forveksling.

3.5.2

EØSU mener, at angivelse af produktets oprindelse ikke alene imødekommer forbrugernes krav, men også bidrager effektivt til at gøre markederne mere transparente og understøtte landbrugssektorens og landdistrikternes fremtidige udvikling i hele EU. Indførelse af en direkte henvisning til det område, hvor fødevarerne stammer fra, og angivelse af deres produktionsmåde er afgørende faktorer i den europæiske udviklingsmodel, som er baseret på overholdelse af regler, der garanterer fødevaresikkerhed, miljøsikkerhed, dyrevelfærd og passende normer for folkesundhed.

3.5.3

Derfor bør angivelse af oprindelsen gøres obligatorisk for alle landbrugs- og fødevarer, der er uforarbejdede eller som har gennemgået en første forarbejdning. For fødevarer, der har gennemgået en anden forarbejdning, bør det fra sag til sag vurderes, om det obligatorisk skal angives, hvor de landbrugsråvarer, som i størst udstrækning indgår i fremstillingen af slutproduktet, stammer fra.

Bruxelles, den 18. september 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/84


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om markedsføring og anvendelse af foder«

KOM(2008) 124 endelig — 2008/0050 (COD)

(2009/C 77/21)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 18. marts 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 37 og 152, stk. 4, at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om markedsføring og anvendelse af foder.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Frank Allen til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 2. september 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 447. plenarforsamling den 17. og 18. september 2008, mødet den 17. september 2008, følgende udtalelse enstemmigt:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag til forordning.

1.2

Udvalget er tilfreds med det i artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, omtalte forslag, i henhold til hvilket de relevante afsnit i forordningen om foderstofhygiejne og forordningen om fødevarer skal finde anvendelse på såvel foder til selskabsdyr som foder til dyr bestemt til fødevareproduktion.

1.3

Det er vigtigt, at kontrolmyndighederne kan få adgang til alle oplysninger vedrørende sammensætning og påståede egenskaber af det foder, der markedsføres, således at det bliver muligt at kontrollere nøjagtigheden af alle de angivelser, der figurerer på etiketterne.

1.4

Foderstofvirksomheder, der som de første markedsfører et fodermiddel i EU, og som anvender foder eller fodermidler, der er importeret fra tredjelande, skal sikre, at denne import opfylder de samme normer, som gælder for foderstoffer produceret i EU. Dette skal kunne verificeres af kontrolmyndighederne.

1.5

Det skal sikres, at den person, der besvarer opkald til det frikaldsnummer, der er angivet på etiketten til foder til selskabsdyr, er tilstrækkelig kvalificeret til omgående at besvare kunders spørgsmål.

1.6

Artikel 17, stk. 1, litra a) og b), bør gælde i alle tilfælde. Dette betyder, at den dyrekategori, som foderet er beregnet til, og anvisningerne for korrekt anvendelse af foderet altid skal være angivet på etiketten til foderblandinger.

2.   Generel baggrund

2.1

Direktivet om fodermidler og foderblandinger reguleres på nuværende tidspunkt af 5 gamle rådsdirektiver samt omkring 50 ændrings- og gennemførelsesretsakter. Lovgivningen er særdeles spredt med mange krydsreferencer, der gør det vanskeligt at forstå og omsætte den på en ensartet måde i de enkelte medlemsstater. F.eks. har to medlemsstater anvendt direktivet på forskellig vis med hensyn til det tilladte niveau af vitamin D3 i blandingsfoder.

2.2

Handelen mellem EU's medlemsstater med blandingsfoder tegner sig for kun 2,6 % af produktionen, hvilket kunne tyde på, at der eksisterer handelshindringer, og at der er manglende sammenhæng i gennemførelsen af de eksisterende direktiver.

2.3

Det skal bemærkes, at i 2005 producerede 5 mio. landmænd mælk, svinekød, fjerkræ samt okse- og kalvekød til en samlet værdi af 129 mia. euro i EU-25. Der blev indkøbt foderblandinger til en værdi af 37 mia. euro. EU's foderindustri (ekskl. foder til selskabsdyr) beskæftiger direkte 100 000 mennesker i ca. 4 000 virksomheder.

2.4

48 % af det anvendte foder består af grovfoder (f.eks. græs, ensilage, halm, majs osv.), som fremstilles på bedrifter, mens 32 % er blandingsfoder.

2.5

Ca. 62 mio. husholdninger i EU har selskabsdyr. EU's marked for foder til selskabsdyr skønnes at ligge i størrelsesordenen 9 mia. euro og beskæftige 21 000 arbejdstagere direkte.

2.6

Mærkningen tjener til gennemførelse, sporbarhed og kontrol samt information af brugeren.

2.7

Der er udtrykt bekymring over, at den nuværende lovgivning om mærkning af foder til selskabsdyr kan vildlede forbrugerne om foderets kvalitet og ingrediensernes art.

3.   Definitioner af dyrefoder

3.1

Dyrefoder inddeles i følgende fire kategorier:

a)

fodermidler, der kan gives direkte til dyret, såsom græs og foderkorn, og som kan indgå i foderblandinger,

b)

fodertilsætningsstoffer, der er stoffer som f.eks. mikroorganismer eller præparater (bortset fra fodermidler og forblandinger), som bevidst tilsættes foder med henblik på at opnå visse virkninger,

c)

foderblandinger, dvs. en blanding af fodermidler, der også kan indeholde fodertilsætningsstoffer beregnet til fodring af dyr i form af fuldfoder eller tilskudsfoder,

d)

foderlægemidler, dvs. foder, som indeholder veterinærlægemidler, der gives dyrene uden yderligere forarbejdning.

3.2

Fodermidler og foderblandinger er langt den mest udbredte type foder.

4.   Kommissionens forslag

4.1

Forslaget indgår i Kommissionens rullende forenklingsprogram. Det er i tråd med Kommissionens indsats for bedre lovgivning og Lissabonstrategien.

4.2

På nuværende tidspunkt er de almindelige bestemmelser om markedsføring af foder, herunder foder til selskabsdyr, spredt ud over flere direktiver alt efter, hvilken type foder der er tale om. Rådets direktiv 79/373/EØF vedrører foderblandinger, og Rådets direktiv 93/74/EØF fastlægger principperne for omsætning af foderstoffer med særlige ernæringsformål (»diætfoder«). I Rådets direktiv 96/25/EF fastsættes de almindelige bestemmelser om omsætning og anvendelse af fodermidler. Rådets direktiv 82/471/EØF indeholder betingelserne vedrørende handel med visse produkter, der tilhører kategorien fodermidler, og som anvendes i foderstoffer (de såkaldte »bioproteiner«). Med forslaget til forordning strømlines, forenkles, opdateres og fornyes ovennævnte bestemmelser.

4.3

TSE-forordningen (999/2001) forbyder fodring af dyr bestemt til fødevareproduktion med kødfoder og benmel. Forordningen om animalske biprodukter (1774/2002) fastsætter betingelserne for anvendelsen af disse produkter som foder til selskabsdyr. Forordningen om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (1829/2003) indeholder bestemmelser for anvendelsen af genmodificeret foder. Forordningen om foderstofhygiejne (183/2005) vedrører sikkerhed under fremstillingen af foder. Disse forordninger, der er udformet i henhold til den nye integrerede strategi for fødevaresikkerhed »fra jord til bord«, vil ikke blive ændret.

4.4

Det overordnede formål med forslaget til ny forordning er at konsolidere, revidere og forny de eksisterende direktiver om omsætning og mærkning af fodermidler og foderblandinger.

4.5

Subsidiaritetsprincippet finder anvendelse, for så vidt forslaget ikke falder ind under Fællesskabets enekompetence. Forslaget er foreneligt med proportionalitetsprincippet, da det stemmer overens med rammebestemmelserne for markedsføring og anvendelse af dyrefoder.

4.6

Forslaget afskaffer unødvendige og ineffektive mærkningskrav. Det foreslås, at der for mærkning af indholdsstoffer kommer til at gælde de samme krav som for mærkning af fødevarer. Ifølge de nye bestemmelser vil en angivelse af samtlige råstoffers vægtprocent ikke længere være påkrævet, men derimod deres nøjagtige vægtforhold. Det kræves i henhold til den nuværende lovgivning, at alle fodermidler, der anvendes i foderblandinger til dyr bestemt til fødevareproduktion, skal opføres som en procentdel af den samlede vægt, dog med en tolerance på 15 % til hver side. Landmændene kan ikke få nøjagtige oplysninger om blandingens procentdele. Ifølge det nye forslag, skal procentdelene — hvis en producent frivilligt ønsker at angive disse — være nøjagtige. Desuden skal den nøjagtige procentdel angives for de råstoffer i foderblandinger, der er angivet på etiketten. Endelig kan landmændene anmode om oplysninger om sammensætningen af foder, der går ud over råstoffers vægtprocent i aftagende rækkefølge, hvilket producenten kun kan afvise, når der er tale om forretningshemmeligheder.

4.7

Navnet på den foderstofvirksomhedsleder, der som den første markedsfører en foderblanding i EU, skal være angivet klart på etiketten.

4.8

Alle på etiketten frivilligt angivne oplysninger skal være nøjagtige og forståelige for slutbrugeren.

4.9

Kommissionen er forpligtet til at føre og ajourføre en liste over materialer, som det er forbudt at markedsføre. Desuden kan Kommissionen vedtage retningslinjer, hvori det præciseres, hvordan man sondrer mellem fodermidler, fodertilsætningsstoffer og veterinærlægemidler.

4.10

Kravene vedrørende før-markedsføringstilladelser skal stå i et rimeligt forhold til risikoen, hvorved det sikres, at der for nye fodermidler fastsættes specifikke regler for korrekt anvendelse. Den integrerede strategi for fødevaresikkerhed »fra jord til bord« (inden for rammerne af forordning nr. 178/2002) muliggør en sikker reduktion af bureaukrati på dette område. Det er ikke på sin plads, at bioproteiner og nye fodermidler skal underkastes en procedure for før-markedsføringstilladelser.