31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/1

1.1

EØSU har i sine udtalelser om reduktion af CO2-emissioner altid klart støttet alle Kommissionens lovforslag, der sigter mod at nå konkrete og synlige mål for reduktion af drivhusgasemissionerne, da dette betyder et afgørende bidrag i kampen mod klimaændringerne.

1.2

EØSU tilslutter sig forordningens målsætninger om tiltagende, konkrete reduktioner af CO2-emissionerne og forslaget om at nå målet om 130 g/km inden 2012 ved hjælp af forbedringer af bilmotorteknologien.

1.3

Udvalget ser desuden gerne, at alle de berørte parter engagerer sig, således at man ved hjælp af en integreret tilgang kan nå målet om 120 g/km inden 2012 i overensstemmelse med, hvad Kommissionen bebuder i sine meddelelser fra februar 2007. Udvalget opfordrer Rådet og Europa-Parlamentet til hurtigt at vedtage al lovgivning, der kan have en positiv indflydelse på kampen mod klimaændringerne.

1.3.1

EØSU anbefaler ligesom Europa-Parlamentet, at Kommissionen opstiller nogle langsigtede målsætninger: Det vil være nødvendigt at finde nogle mere modige løsninger for 2020.

1.4

EØSU håber især på en hurtig vedtagelse af direktivforslag KOM(2005) 261 endelig om afgifter på personbiler samt en forbedring af direktiv 1999/94/EØF om adgang til forbrugeroplysninger om brændstoføkonomi og CO2-emissioner og opfordrer Kommissionen til at koordinere og foreslå tiltag vedrørende reklame og markedsføring i bilbranchen for at fremme biler med bedst brændstoføkonomi.

1.5

Det forekommer nødvendigt at vælge et specifikt lovindgreb over for automobilsektoren for at afslutte den periode, hvor virksomhederne gav frivillige tilsagn, eftersom disse tilsagn har vist sig at være utilstrækkelige til at nå de opstillede mål, selv om de har været prisværdige, da der er sket store fremskridt, hvad angår forbedringer af bilernes ydeevne mht. reduktion af CO2-emissioner.

1.6

EØSU bifalder strategien og det påtænkte forløb, men forlanger, at foranstaltningerne er gennemførlige i praksis, og at der sker en korrekt afvejning af hensynet til de påkrævede miljøforbedringer, beskæftigelsen i en industrisektor med 13 mio. ansatte og de europæiske virksomheders konkurrenceevne i en sektor af strategisk betydning for europæisk økonomi.

1.7

EØSU ser positivt på, at man har valgt en forordning som retsinstrument, da det kan sikre omgående overholdelse af de beslutninger, der træffes, hvorved man undgår eventuelle konkurrenceforvridninger. En nøje vurdering og en mere generel enighed om tidsfristerne og det konkrete grundlag for de foreslåede foranstaltninger er afgørende for kun at fastholde og styrke de europæiske virksomheders konkurrenceevne på det globale marked og for at hindre, at der internt opstår kunstige fordele for nogle af sektorens forskellige produktionssegmenter.

1.8

EØSU opfordrer i den sammenhæng Kommissionen til at overveje muligheden for at erstatte den nuværende metode til fastsættelse af specifikke CO2-emissionsgrænser, som udelukkende er baseret på køretøjets masse (som anvendes i Japan), med en metode, der inddrager alternative parametre som f.eks. bilens fodaftryk (akselafstand gange sporvidde), som allerede anvendes for varebiler i USA.

1.9

EØSU opfordrer til at sætte mere fokus på hældningen af den lineære funktion (hældningsprocent), da den har direkte indflydelse på de omkostninger, der skal fordeles på fabrikanterne. Kommissionen siger selv i sit resumé af konsekvensanalysen, (SEK(2007) 1724): »Anvendelsen af disse kriterier peger ud fra den første analyse på, at der på nuværende tidspunkt bør foretages en yderligere overvejelse af en hældning mellem 50 grader og 80 grader for at ramme en balance mellem fabrikanterne«, hvorved den indirekte indrømmer, at en konsekvensanalyse om så ømfindtligt et emne i høj grad bør forbedres. Valget af en hældning på 60 grader løser ingen problemer, men risikerer at udløse en konflikt med visse fabrikanter, der mener, at et sådant valg hverken er retfærdigt eller afbalanceret. EØSU anbefaler, at det endelige valg træffes på baggrund af grundige og omfattende overvejelser, således at det hverken indebærer fordele eller ulemper.

1.10

Gennemførelsen af afgifterne i forordningens artikel 7 er ligeledes et aspekt, der kræver nøje overvejelser. EØSU er enigt i at indføre afgifterne, fordi de har en afskrækkende effekt, men mener ikke, at den stejle udviklingskurve gør det muligt for den europæiske bilindustri at tilpasse hele sektoren til disse værdier i tide. Foranstaltningerne synes ude af proportioner sammenlignet med foranstaltningerne i andre sektorer, og de rammer i sagens natur ikke hhv. de små og mellemstore bilfabrikanter og de store bilfabrikanter i samme omfang, men lægger relativt større byrder over på for førstnævnte.

1.11

EØSU mener, at disse foranstaltninger, der efterhånden bliver meget omfattende, i sidste ende afspejles i salgspriserne og dermed væltes over på forbrugeren, eventuelt med en konkurrenceforvridende effekt, og det bremser udskiftningen af bilparken. EØSU opfordrer Kommissionen til at sikre, at eventuelle ressourcer fra denne foranstaltning bliver inden for bilsektoren, og at de bruges dels som et incitament til at udskifte de mest forurenende køretøjer, dels til oplysningsprogrammer, der skaber forøget opmærksomhed om CO2-emissionsgrænserne på købstidspunktet, samt indgår som et bidrag til de omfattende midler, der er behov for på forsknings- og udviklingsområdet.

1.12

I betragtning af betydningen af de potentielle resultater mener EØSU, at den videnskabelige forskning spiller en afgørende rolle for sektorens forventede fremskridt, ud fra en antagelse af, at man efter den indledende fase, hvor man kan opnå de ønskede resultater ved at anvende eksisterende teknologi, må forvente, at fremtiden kræver »et teknologisk brud med det eksisterende«, hvis man skal op på et højere teknologisk niveau.

1.13

Efter EØSU's mening kræver en satsning på forskningen omfattende ressourcer og en vedvarende politisk indsats. Ført og fremmest er der behov for at koordinere de igangværende initiativer i de enkelte medlemsstater, på universiteterne og i alle de teknologiske ekspertisecentre på de forskellige planer, og producenternes direkte deltagelse skal samtidig forberedes og fremmes.

1.14

EØSU mener i den sammenhæng, at hele forskningsverdenen kunne mobiliseres, hvis der skabes et specifikt Fælles Teknologi Initiativ (JTI) for bilsektoren.

1.15

EØSU mener ikke, at konsekvensanalysen virker tilstrækkelig tilbundsgående, hvilket også påpeges af det udvalg, der har vurderet konsekvensanalysen. I dokumentet, SEK(2007) 1725, stilles der således krav om at forklare dels, hvilke konsekvenser forordningen evt. kan have for opnåelsen af målsætningerne, og samtidig kræves en redegørelse for eventuelle afvigelser fra de forventede resultater iht. Tremove-modellen. Der bør foretages yderligere undersøgelser af andre følsomme variabler som f.eks. brændstofprisen og autonom masseforøgelse (AMI). Der bør foretages en mere indgående analyse og vurdering af de regionale konsekvenser, navnlig for beskæftigelsen, leverandørvirksomhederne i bilsektoren og den internationale konkurrenceevne.

1.16

EØSU mener, at hvis en så omfattende strategi skal krones med held, er det nødvendigt at iværksætte nogle passende ledsage- og forsvarsinstrumenter i forhold til den eksisterende erhvervsstruktur i Europa for dermed at forsvare og eventuelt styrke den nuværende konkurrenceevne og sikre de arbejdspladser af høj kvalitet, der findes i sektoren. EØSU ser gerne, at der indføres en »indfasningsordning«, som ikke sætter målet for 2012 lavere end 80 % af det endelige mål, og som progressivt øger denne grænse for til sidst at nå det endelige mål senest i 2015.

1.17

En vigtig betingelse for at nå miljømålsætningerne og beskytte konkurrenceevnen er, at emissionsgrænserne pålægges samtlige køretøjer, der sælges i Europa, men som er fremstillet uden for EU. Disse grænser vil være gældende for importerede køretøjer.

1.18

EØSU ser det foreliggende forslag som begyndelsen på et forløb, der behandler de transportrelaterede miljøproblemer på et overordnet plan, og opfordrer Kommissionen til hurtigt at udarbejde en passende lovgivning, der kan imødegå problematikken omkring reduktion af CO2-emissionerne fra lette erhvervskøretøjer, tunge køretøjer og tohjulede køretøjer og til at indsamle alle emissionsoplysninger om disse køretøjer.

1.19

EØSU påpeger, at selv om der føres en omfattende sektorpolitik på bilområdet, opfylder man ikke dermed de mere omfattende forpligtelser på det overordnede transportpolitiske område. Sektorpolitikken fungerer blot som en afgørende rettesnor, som kan lede hele sektoren på vej mod de miljømæssige målsætninger, som andre dele af europæisk erhvervsliv allerede har nået.

1.20

EØSU fremhæver og håber, at man sideløbende med de bebudede foranstaltninger, som er målrettet sektoren, også søger at nå de ønskede resultater ved at sætte ind på transportefterspørgselssiden. EØSU mener, at det er afgørende at fremme en stram politik med overførsel af stadigt større og mere omfattende kvoter fra vejtransport til transportformer, som genererer mindre mængder drivhusgasser, som f.eks. jernbanetransport, søtransport, kollektiv transport, ideelt set med transportmidler med meget lave emissioner.

1.21

Med den nuværende formulering er EØSU ikke enigt i den foreslåede midlertidige undtagelsesbestemmelse i forordningens artikel 9 pga. den åbenlyse forskelsbehandling af fabrikanterne. Det er efter EØSU's mening afgørende, at der ikke skabes en reguleringsmæssig fordel, som ændrer konkurrencesituationen.

1.22

EØSU anbefaler, at der i forbindelse med CO2-beregningerne udarbejdes en model for internalisering af alle de emissioner, der er forbundet med fremstillingen af køretøjer. Der bør tages hensyn til CO2-aftrykket for køretøjernes samlede levetid.

1.23

For at nå dette mål er det nødvendigt at tage hul på en debat om livsstil, hvilket EØSU for nylig har afgivet specifikke udtalelser om. Der hersker således enighed om, at hvis tendensen med et stigende antal private køretøjer, der bliver større og større, fortsætter, og hvis vi fortsat fremmer erhvervskøretøjer, der udsender store mængder drivhusgasser og NOX, vil vi ikke nå målet om at nedsætte CO2-emissionerne med 20 %, og det hverken kan eller bør vi acceptere.

2.1

Ifølge De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, som blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 94/69/EF af 15. december 1993 om indgåelse af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, skal alle parterne opstille og gennemføre programmer for foranstaltninger til at imødegå klimaændringerne.

2.2

Kommissionen har på baggrund af denne anvisning gradvist udviklet en række lovindgreb, som i januar 2007 satte EU i stand til inden for rammerne af de internationale forhandlinger at foreslå en samlet reduktion på 30 % af drivhusgasemissionerne set i forhold til 1990-niveauet med en reduktion på 20 % senest i 2020. Rådet og Europa-Parlamentet har efterfølgende godkendt disse målsætninger.

2.3

Ved en gennemgang af de enkelte sektorer har man konstateret, at de samlede tal for emissioner af drivhusgasser i perioden 1990-2004 er faldet med ca. 5 %, medens CO2-emissionerne fra transportsektoren i samme periode er steget med 26 %.

2.4

Disse oplysninger har nødvendiggjort målrettede lovtiltag for at få bilsektoren tilbage på den overordnede kurs med faldende drivhusgasemissioner, navnlig personbilsektoren, der er særligt kritisk, eftersom den tegner sig for 12 % af de samlede kuldioxidudledninger (CO2), der som bekendt er den vigtigste drivhusgas.

2.5

Bilsektoren er på den ene side kendetegnet ved et betydeligt teknologisk fremskridt, som i perioden 1995-2004 har gjort det muligt at mindske CO2-udledningerne med 12,4 % og samtidig mindske brændstofforbruget, og på den anden side en stadigt stigende transportefterspørgsel og stadigt større køretøjer, hvilket i praksis helt har neutraliseret fremskridtene og tværtimod samlet set snarere har givet sig udslag i øgede drivhusgasemissioner fra transportområdet.

2.6

Denne udvikling gør opfyldelsen af målet om gennemsnitlige emissioner på 120 g CO2/km for bilparken af nye personbiler lidet sandsynlig, medmindre der træffes målrettede foranstaltninger.

3.1

Fællesskabets strategi for nedbringelse af CO2-emissionerne begyndte at tage form i 1995. Strategien er baseret på:

3.2

I 1998 påtog Foreningen af Europæiske Automobilfabrikanter (ACEA) sig at nedbringe de gennemsnitlige emissioner fra nye solgte biler til 140 g CO2/km senest i 2008, og i 1999 påtog den japanske forening af automobilfabrikanter (JAMA) og den koreanske forening af automobilfabrikanter (KAMA) sig en tilsvarende forpligtelse med frist i 2009.

3.3

Kommissionen har i den sammenhæng anerkendt disse forpligtelser og udarbejdet henstillingerne 1999/125/EF (om ACEA's frivillige aftale), 2000/303/EF (om KAMA's frivillige aftale), og 2000/304/EF (om JAMA's frivillige aftale). Hvad angår overvågningen af CO2-emissionerne, har Kommissionen godkendt Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1753/2000/EF om en overvågningsmekanisme for de gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner fra nye personbiler.

3.4

Den 7. februar 2007 vedtog Kommissionen to parallelle meddelelser om denne sektor:

3.5

Det blev i meddelelserne understreget, at der nok var sket fremskridt med hensyn til opfyldelsen af målet om 140 g CO2/km i 2008/2009, men at fællesskabsmålet om 120 g CO2/km ikke vil blive opfyldt i 2012, medmindre der vedtages yderligere foranstaltninger.

3.6

I begge meddelelser blev der foreslået en integreret tilgang, der fokuserer på to felter:

3.7

I meddelelserne påpegede Kommissionen også, at det gennemsnitlige mål for bilparken af nye biler bør tage hensyn til følgende elementer:

3.8

Den foreslåede ramme, der er blevet bekræftet af både Rådet (konkurrenceevne) og Rådet (transport), bygger på garantien om, at alle bilfabrikanter intensiverer deres indsats for at gøre hele deres bilproduktion mere miljøvenlig, men samtidig så omkostningseffektiv som muligt.

3.9

Det betyder, at sænkningerne af CO2-emissionerne skal ske efter en integreret strategi, der omfatter samtlige aktører, hvilket fremhæver det hensigtsmæssige ved et lovforslag, der sikrer opfyldelse af de opstillede målsætninger, men samtidig bevarer bilindustriens konkurrenceevne på globalt plan.

4.1

Det foreliggende forordningsforslag, KOM(2007) 856 endelig, sigter mod at »nedbringe CO2-emissionerne fra personbiler og lette erhvervskøretøjer« og at nå målet om 130 g CO2/km inden udgangen af 2012. Forordningen finder anvendelse på motorkøretøjer i klasse M1, jf. bilag II til direktiv 2007/46/EF, og køretøjer, for hvilke typegodkendelsen er udvidet efter artikel 2, stk. 2, i forordning (EF) nr. 715/2007 (»personbiler«), som er registreret i Fællesskabet for første gang, og som ikke tidligere er registreret uden for Fællesskabet (»nye personbiler«).

4.2

Dette udgør en del af en integreret tilgang og vil blive suppleret med foranstaltninger for at opnå en yderligere reduktion på 10 g CO2/km, således at man opfylder fællesskabsmålet om 120 g CO2/km, således som det er fastlagt i meddelelsen, KOM(2007) 19 endelig.

4.3

Ved fastlæggelsen af emissionsnormerne tager forordningen hensyn til følgende aspekter:

4.4

Forordningen sigter endvidere mod:

4.5

Ifølge Kommissionen falder den foreliggende forordning i tråd med EU's øvrige målsætninger og politikker og er blevet til efter en omfattende høring og med et direkte bidrag fra den arbejdsgruppe, der meget belejligt blev oprettet under det europæiske klimaændringsprogram (gruppen CARS 21), hvori alle de berørte parter deltog.

4.6

Retsgrundlag. Valget af EF-traktatens artikel 95 som retsgrundlag forekommer hensigtsmæssigt, fordi det sikrer lige vilkår for alle økonomiske aktører og garanterer et højt sundheds- og miljøbeskyttelsesniveau.

4.7

Subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet. Forslaget overholder begge principper, idet det, selv om det ikke hører ind under Fællesskabets enekompetence, undgår at skabe hindringer for det indre marked, og fordi det i og med vedtagelsen af lovbestemmelser på EU-plan forenkler tiltagene i forbindelse med en harmoniseret indsats til reduktion af personbilers klimapåvirkning.

4.8

Valg af retsakt. Kommissionen mener, at en forordning er det mest velegnede retsinstrument til at sikre omgående overholdelse af de beslutninger, der træffes, da man dermed undgår konkurrenceforvridninger med eventuelle negative følgevirkninger for det indre marked til følge.

4.9

Overvågning. Nye personbilers specifikke emissioner af kuldioxid målt på et harmoniseret grundlag efter metoden i forordning (EF) nr. 715/2007 skal indsamles af de enkelte medlemsstater og efterfølgende meddeles Kommissionen efter proceduren i artikel 6.

4.10

Typeattest. I direktiv 2007/46/EF er det fastsat, at fabrikanten leverer en typeattest, der skal ledsage hver ny personbil, og at medlemsstaterne kun må tillade registrering og ibrugtagning af en ny personbil, hvis den ledsages af en gyldig typeattest. Eneste undtagelse herfra er fastsat i forordningens art. 9.

4.11

Afgift for emissionsoverskridelse. I forordningens artikel 7 foreslås det, at fabrikanten eller forvalteren af poolen fra og med 2012 pålægges at betale en afgift for emissionsoverskridelser, hvis de specifikke emissionsmål overskrides. Disse afgifter, som i henhold til artiklens egne bestemmelser vil blive sat kraftigt op i de efterfølgende år, betragtes som indtægter, der tilflyder Den Europæiske Unions almindelige budget.

5.1

Europa-Parlamentet modtog i sin beslutning af 24. oktober 2007 med tilfredshed Kommissionens plan om at fremsætte forslag til lovgivning. Det foreslog imidlertid, at der med virkning fra 2011 fastsættes bindende emissionsmål, så det alene ved hjælp af tekniske forbedringer af køretøjerne sikres, at den gennemsnitlige emission for bilparken af nye biler ikke overstiger 125 g CO2/km i 2015. Europa-Parlamentet har insisteret på den anden fase med opstilling af et langsigtet mål og opfyldelse af et mål om at nå ned på 95 g CO2/km inden 2025. Det håber samtidig på, at man når målet 70 g inden udgangen af 2025, og at der foretages en kontrol af de opnåede resultater inden udgangen af 2016.

6.1

Forbrugernes adfærd har stor betydning for opnåelsen af positive resultater i relation til begrænsning af CO2-emissionerne fra køretøjer. Kommissionen er derfor i gang med at forberede et ændringsforslag til direktiv 1999/94/EF om adgang til forbrugeroplysninger om brændstoføkonomi og CO2-emissioner i forbindelse med markedsføring af nye personbiler, som giver en bedre brændstoføkonomi, med det formål at øge brugernes bidrag til opfyldelsen af de forventede mål.

7.1

EØSU bekræfter i overensstemmelse med sine tidligere udtalelser om lovforslag om reduktion af CO2-emissioner, at det støtter alle EU-tiltag, der sigter mod at nå konkrete og synlige mål for reduktion af drivhusgasemissionerne som et afgørende bidrag i kampen mod klimaændringerne.

7.2

EØSU er med forbehold af nedenstående bemærkninger enigt i målsætningerne i det foreliggende forordningsforslag og opfordrer Rådet og Europa-Parlamentet til hurtigt at vedtage al den lovgivning, der er undervejs, og som kan have en positiv indflydelse på kampen mod klimaændringerne.

7.3

EØSU opfordrer EU-institutionerne til hurtigt at vedtage direktivforslag KOM(2005) 261 endelig om afgifter på personbiler. Det vil bidrage til hurtigere at nå målet og opmuntre virksomhederne til at engagere sig mere og til at forpligte sig til at foretage en hurtig forbedring af direktiv 1999/94/EØF om adgang til forbrugeroplysninger om brændstoføkonomi og CO2-emissioner. Udvalget opfordrer endvidere Kommissionen til at koordinere og foreslå reklame- og markedsføringstiltag i bilbranchen, der omfatter foranstaltninger, der fremmer de biler, der har den bedste brændstoføkonomi, og forbyder reklame for de mest forurenende køretøjer.

7.4

For denne specifikke forordning støtter EØSU valget af EF-traktatens artikel 95 som retsgrundlag, da denne synes velegnet til at sikre lige vilkår for alle økonomiske aktører og garanterer et højt sundheds- og miljøbeskyttelsesniveau.

7.5

EØSU ser positivt på, at man har valgt en forordning som retsinstrument, da det kan sikre omgående overholdelse af de beslutninger, der træffes, hvorved man undgår eventuelle konkurrenceforvridninger. Dette valg synes at være nødvendigt efter en periode, hvor de frivillige tilsagn fra automobilsektoren ganske vist har skabt prisværdige fremskridt, hvad angår bilernes ydeevne mht. reduktion af CO2-emissioner, men har vist sig at være utilstrækkelige til at nå de opstillede mål.

7.6

EØSU tilslutter sig forslaget om at reducere CO2-emissionerne til 130 g/km ved hjælp af forbedringer af bilmotorteknologien, men beklager, at det ikke længere synes muligt at nå det ambitiøse mål at nedbringe CO2-emissionerne til 120 g/km som oprindeligt vedtaget for 2012. Udvalget anerkender, at Kommissionen nu foreslår at nå dette mål på anden måde ved hjælp af en integreret tilgang, herunder forbedrede dækstandarder, forbrugeroplysning, incitamenter til miljøvenlig kørsel (1), navnlig gennem øget brug af biobrændstoffer. Eftersom der er voksende tvivl om, hvorvidt det overhovedet er muligt og ønskeligt at nå målet for anvendelse af biobrændstoffer i transportsektoren, mener EØSU ikke, at dette er et tilfredsstillende alternativ.

7.7

Udvalget foreslår derfor, at Kommissionen på nuværende tidspunkt opstiller nye mål for bilindustrien med henblik på at forbedre bilernes CO2-præstationer i de kommende år. Efter EØSU's mening sender fastsættelse i dag af gradvis skrappere mål for senere år et klart signal om, hvilke normer der skal gælde i de pågældende år, så den europæiske bilindustri får tid til at tilpasse sine produktionsplaner derefter.

7.8

Udvalget ser opfyldelsen af dette mål som et vigtigt bidrag fra automobilsektorens side til bekæmpelsen af drivhusgasemissioner i transportsektoren, da det i den pågældende periode vil reducere CO2-emissionerne med 400 mio. ton.

7.9

Efter EØSU's mening kræver opfyldelsen af disse ambitiøse målsætninger og dem, der ønskes opfyldt i en fjern fremtid, omfattende investeringer i forskning og udvikling, som inddrager og koordinerer de initiativer, der er i gang i de enkelte medlemsstater, på universiteterne, i alle ekspertisecentre i sektoren, og ligeledes direkte inddrager produktionsvirksomhederne.

7.9.1

EØSU henleder Kommissionens og medlemsstaternes opmærksomhed på, at det er nødvendigt at der, evt. i form af skattemæssige incitamenter, indføres indkomststøtteforanstaltninger for børnerige familier, som er nødt til at anvende store biler. Man bør også se på markedssituationen i østlandene, hvor bilparkens gennemsnitsalder er høj, og hvor der sælges og gensælges brugte biler, som er mere forurenende. Der bør i disse lande findes en måde at fremme udskiftningen på ved hjælp af målrettede foranstaltninger. Det er klart, at lande med en lavere gennemsnitsindkomst ikke kan nyde godt af fordelene ved en generel nedskæring af emissionerne, eftersom de ikke kan købe de nye biler, som er mere effektive, men også efter al sandsynlighed dyrere.

7.10

Det står klart, at medens resultaterne i de kommende år sandsynligvis kan opnås ved hjælp af allerede eksisterende teknologi, vil det i fremtiden være nødvendigt at overveje et »teknologisk brud med det eksisterende« og søge at nå et højere teknologisk niveau.

7.11

EØSU mener i den sammenhæng, at hele forskningsverdenen kunne mobiliseres, hvis der skabes et Fælles Teknologi Initiativ (JTI), som bygger på en medfinansieringsmodel med omfattende europæiske midler og et tilsvarende bidrag fra private virksomheder, i lighed med hvad der for nylig blev foreslået på vigtige områder som bl.a. brintceller, luftfartsteknik og lufttransport, innovative lægemidler, informatiksystemer og nanoelektronik.

7.12

EØSU støtter strategien med at pålægge afgifter for ikke-overholdelse af de fastlagte målsætninger fra og med 2012, som det er fastlagt i forordningens artikel 7, da det er enigt i, at det har en afskrækkende virkning. Udvalget mener imidlertid, at afgiftsprovenuet direkte bør tilflyde aktiviteter af relevans for automobilsektoren med henblik på:

7.13

EØSU mener ikke, at disse foranstaltninger og den kraftige optrapning af afgifterne over tid tager hensyn til europæisk industris evne til at tilpasse hele produktionen til de nye grænseværdier. Afgifterne, som næsten med sikkerhed vil blive væltet over i de endelige salgspriser, forekommer særligt høje, og kan blive en konkurrenceforvridende faktor, ligesom de belaster denne sektor i forhold til andre. Der bør findes en løsning, som harmoniserer disse byrder og samtidig tager hensyn til de gennemsnitlige omkostningsbyrder, de andre produktionssektorer, som er med til at nedbringe CO2-emissionerne, må bære.

7.14

EØSU opfordrer i den sammenhæng Kommissionen til at overveje muligheden for at erstatte den nuværende metode til fastsættelse af specifikke CO2-emissionsgrænser, som udelukkende er baseret på køretøjets masse (som anvendes i Japan), ved at inddrage alternative parametre som f.eks. bilens fodaftryk (akselafstand gange sporvidde), som allerede anvendes for varebiler i USA.

7.15

Den lineære funktions hældning ( »%-vis hældning«) vil påvirke byrdefordelingen mellem fabrikanterne og de miljømæssige gevinster. Jo tættere hældningen er på 100, jo mindre er byrden for fabrikanter af køretøjer med en høj masse, og omvendt, jo tættere hældningen er på nul, jo mere vil det kræve at nå målene (en hældning på 80° tillader ekstra emissioner på 6 g, en hældning på 20° tillader kun ekstra emissioner på 1,5 g). Kommissionen har peget på en hældning på 60° (4,6 g ekstra emissioner tilladt). EØSU opfordrer Kommissionen til at genoverveje sit forslag for med sikkerhed at undgå, at der udstedes en forordning, som kan tænkes at være til enten fordel eller ulempe for en given europæisk virksomhed.

7.16

Hvis Kommissionen måtte ønske at fastholde denne indfaldsvinkel vedrørende valg af massen, ville det ikke rigtigt have nogen mening at revidere hældningen i 2010, og stigningen i massen burde være gældende fra 2013.

7.17

EØSU opfordrer Kommissionen til hurtigt at udarbejde nye passende lovbestemmelser, der kan sikre en reduktion af CO2-emissionerne fra lette erhvervskøretøjer, tunge køretøjer og de tohjulede køretøjer. For disse køretøjer bør man desuden have nogle pålidelige og verificerede data om deres faktiske emissioner.

7.18

EØSU opfordrer Kommissionen til ud over de ufravigelige miljøbeskyttelseshensyn at tage behørigt hensyn til og foretage en grundig vurdering af, hvilken virkning udviklingen af denne komplekse proces kan have på beskæftigelsen af de 13 mio. arbejdstagere, der i dag arbejder i automobilsektorens forskellige led. Hvis de europæiske bilproducenter reagerer på de stigende oliepriser og ønsket fra forbrugerside om at bruge færre penge på brændstof ved at producere mere effektive biler, vil de kunne opnå en konkurrencefordel, hvilket kunne fremme beskæftigelsen i EU.

7.19

EØSU mener, at det er nødvendigt at iværksætte relevant, konkret forskning i ny innovativ og effektiv teknologi med henblik på at fastholde og om muligt styrke europæisk bilindustris nuværende konkurrenceevne og sikre en beskæftigelse af høj kvalitet.

7.20

EØSU mener, at et vigtigt element i denne proces er, at emissionsgrænserne pålægges samtlige køretøjer, der sælges i Europa, men som er fremstillet uden for EU. Disse grænser vil blive beregnet på baggrund af importen.

7.21

EØSU mener, at de fremskridtsrapporter, der er bebudet til 2010, udgør en vigtig kontrol af den samlede strategi, og anmoder derfor om at blive inddraget i disse periodiske vurderinger og om at få mulighed for at tilkendegive sin holdning.

7.22

EØSU mener ikke, at konsekvensanalysen virker tilstrækkeligt tilbundsgående. Udvalget, der har vurderet konsekvensanalysen, har selv i lyset af emnets vigtighed foreslået en mere tilbundsgående analyse af visse afgørende punkter.

7.23

I dokumentet, SEK(2007) 1725, stilles der således krav om at forklare dels, hvilke konsekvenser forordningen vil have for bilparkens sammensætning dels, hvilke konsekvenser den evt. kan have for opnåelsen af målsætningerne, og samtidig kræves en redegørelse for eventuelle afvigelser fra de forventede resultater iht. Tremove-modellen (2). Der kræves yderligere undersøgelser af andre følsomme variabler som f.eks. brændstofprisen og autonom masseforøgelse (AMI). Der bør foretages en vurdering af de regionale konsekvenser, navnlig for beskæftigelsessituationen; endelig foreslås en yderligere vurdering af leverandørvirksomhederne i bilsektoren og den internationale konkurrenceevne. EØSU er enigt i disse forslag og håber, at konsekvensanalysen uddybes og færdiggøres.

7.24

EØSU understreger, at det er nødvendigt, at man sideløbende med de foreslåede foranstaltninger styrker strategien for at mindske transportefterspørgslen gennem en overførsel af stadigt større kvoter fra vejtransport til transportformer, som genererer mindre mængder drivhusgasser, som f.eks. jernbanetransport, søtransport, kollektiv transport osv.

7.25

EØSU er ikke enigt i den foreslåede midlertidige undtagelsesbestemmelse i forordningens artikel 9. Som den står, strider den imod princippet om ligebehandling af virksomheder og skaber i praksis konkurrenceforvridning i dette specifikke markedssegment i forhold til lignende produkter med tilsvarende karakteristika. Udvalget mener, at undtagelsesbestemmelsen bør gælde for alle fabrikanter (uanset om de hører sammen med en anden fabrikant eller ej), der konkurrerer inden for det samme markedssegment, der under alle omstændigheder kun er på 0,2 %.

7.26

EØSU anbefaler ligesom Europa-Parlamentet, at Kommissionen opstiller nogle langsigtede målsætninger: Det vil være nødvendigt at finde nogle mere modige løsninger til 2020, og man bør samtidig være mere opmærksom på gennemførligheden. Det er afgørende at fortsætte med at nedbringe emissionerne og at sende entydige signaler om, at der er vilje til at fortsætte ad denne vej.

7.27

EØSU anbefaler, at der i forbindelse med CO2-beregningerne udarbejdes en model for internalisering af alle de emissioner, der er forbundet med fremstillingen af køretøjer. I nogle lande kommer mange af delene eksempelvis meget langt væk fra, hvilket medvirker til at øge emissionerne per bil, der fremstilles, allerede inden den kommer på gaden. Der bør tages hensyn til CO2-aftrykket for køretøjernes samlede levetid, inklusive den CO2, der kræves til den endelige demontering.

7.28

EØSU har i nogle af sine seneste udtalelser indtrængende opfordret Kommissionen til at tage hul på en debat om livsstil. EØSU er enigt i de foreslåede målsætninger, men bemærker, at hvis tendensen med et stigende antal private køretøjer, erhvervskøretøjer og andre transportformer, der udsender store mænger drivhusgasser og NOX, fortsætter med de nuværende procentsatser, og hvis der sker den stigning, som Kommissionen forudser, vil det ikke være muligt at nå målet om at nedbringe CO2-emissionerne med de 20 %, som Kommissionen har opstillet som mål i sine seneste forslag.

31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/8

1.1

EØSU glæder sig over, at Kommissionen har taget initiativ til at revidere direktivet om sikkerhedskrav til legetøj, som kun kan kritiseres for at komme sent og ikke gå vidt nok.

1.2

EØSU konstaterer, at den konsekvensanalyse, hvorpå forslaget er baseret, er fra 2004, og at der ikke er taget højde for alle de nuværende medlemsstater i EU.

1.3

I betragtning af, at den seneste RAPEX-rapport (2007) har vist, at der udsendes stadig flere advarsler mod legetøj, undrer det EØSU, at konsekvensanalysen ikke blot ikke kommer ind på sammenhængen mellem det nuværende direktiv og antallet af ulykker ved børns leg med legetøj, men oven i købet erkender, at der intet vides om nærværende forslags indvirkning på antallet og sværhedsgraden af fremtidige ulykker med legetøj — hvilket burde være det vigtigste mål med dette initiativ og dets egentlige berettigelse.

1.4

Eftersom Kommissionen erkender, at der savnes pålidelige statistiske data om ulykker forårsaget af legetøj i EU eller at de foreliggende data er mangelfulde, foreslår EØSU, at Kommissionen i samarbejde med medlemsstaternes kompetente myndigheder opretter et passende statistisk informationssystem over disse ulykker, som i det mindste er på højde med det, der allerede findes i visse retsordener, hvor det er tilgængeligt for alle aktører i produktions- og markedsføringskæden som et middel til at forebygge ulykker (1).

1.5

Efter EØSU's mening bør retsgrundlaget for forslaget snarere være traktatens artikel 153 og ikke udelukkende artikel 95 ud fra den betragtning, at det, der tæller her, er effektiv beskyttelse af børnene, og at lettelsen af den grænseoverskridende handel med legetøj kommer i anden række.

1.6

EØSU mener ligeledes, at i lyset af anvendelsesområdet og karakteren af den foreslåede regulering samt de indvundne erfaringer med anvendelsen af det nuværende direktiv i de forskellige medlemsstater, må den passende retsakt her være en forordning og ikke et direktiv, når målet er total harmonisering.

1.7

EØSU bifalder, at forslaget — teknisk/juridisk set — er konsekvent og velstruktureret i sin opbygning, og det er generelt enigt i de innovative foranstaltninger, herunder især:

1.8

EØSU beklager dog, at nogle yderst vigtige aspekter ikke — eller i utilstrækkelig grad — er taget med i betragtning, og det gælder navnlig:

1.9

EØSU opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at revidere sit forslag i lyset af nærværende udtalelse, så det bliver et mere troværdigt instrument til effektiv beskyttelse af børns sikkerhed under anvendelse af legetøjet.

1.10

Udvalget opfordrer EP og Rådet til at tage imod de forslag og henstillinger, der her fremsættes, og gøre dem til deres egne under den lovgivningsproces, som skal føre til vedtagelsen af det nye direktiv.

2.1

I 70'erne bebudede Kommissionen for første gang, at den havde til hensigt at tage lovgivningsinitiativer vedrørende sikkerhedskrav til legetøj gennem forskellige forslag, som blev trukket tilbage det ene efter det andet på grund af manglende politisk tilslutning. Endelig i forlængelse af Rådets resolution af 23. juni 1986 (2) om forbrugerbeskyttelse og fremme af forbrugernes interesser pegede Kommissionen i et nyt mindre vidtgående forslag på behovet for en harmonisering på europæisk plan af definitionen af legetøj, fremstillingsnormer, vigtigste sikkerhedskrav, betingelser for markedsføring og garantier for, at legetøjet er ufarligt for børn.

2.2

Direktiv 88/378/EF af 3. maj 1988, som dengang blev offentliggjort (3), er et af de første lovgivningsinitiativer efter den nye metode i forbindelse med teknisk harmonisering og standardisering, som er baseret på Rådets resolution af 7. maj 1985 (4).

2.3

Om det direktivforslag, der dengang blev fremlagt (5), afgav EØSU som svar på en obligatorisk høring en udtalelse, hvori det hilste forslaget velkomment, men beklagede de lange forsinkelser i udarbejdelsen af det. Med udgangspunkt i princippet om, at legetøj bør være sikkert og at børn, som er sårbare over for farer, bør nyde godt af en særlig beskyttelse, understregedes det i udtalelsen, at spørgsmålet om legetøjssikkerhed bør behandles inden for de mere generelle rammer af direktivet om produktansvar (6).

2.4

I direktivet fra 1988 blev der hen ad vejen foretaget flere berigtigelser (7), en vigtig ændring i medfør af direktiv 93/68/EØF af 22. juli 1993 (8) og en meddelelse fra Kommissionen om dets iværksættelse (9).

2.5

I 1992 og i 2001 blev der vedtaget og offentliggjort to direktiver om produktsikkerhed generelt, hvori indgår legetøjssikkerhed (10). I det sidste af disse direktiver lægges der særlig vægt på »ændringer i traktaten, navnlig i artikel 152 om folkesundhed og artikel 153 om forbrugerbeskyttelse, og på baggrund af forsigtighedsprincippet«.

2.6

Tyve år efter offentliggørelsen af direktivet fra 1988 foreslår Kommissionen nu et nyt direktiv om emnet ud fra en erkendelse af, at de gældende bestemmelser er forældede og anvendelsesområdet og de anvendte begreber trænger til at blive omformuleret for at tydeliggøre dem og tilpasse dem til de nye realiteter, at der er et presserende behov for at sikre overensstemmelse med de generelle lovgivningsmæssige rammer for markedsføring af produkter, som nyligt er foreslået (11), og frem for alt, at gennemførelsen og håndhævelsen af direktivet i de forskellige medlemsstater har vist sig at være meget mangelfuld og forskellig fra land til land, hvilket der må rettes op på.

2.7

Det foreliggende forslag er baseret på tre vigtige undersøgelser, der må betragtes som en integrerende del af forslaget. To af disse undersøgelser drejer sig om kravene vedrørende kemikalier og anvendelsen af visse angiveligt farlige kemikalier, der anvendes ved fremstillingen af legetøj, og en generel konsekvensanalyse, som stammer fra 2004.

2.8

Med det foreliggende forslag vil Kommissionen i store træk opnå følgende:

3.1

EØSU glæder sig over Kommissionens initiativ, om end det kommer sent, eftersom det direktiv, der hermed revideres, er over 20 år gammelt. Siden da er der sket gennemgribende ændringer i de parametre og metoder, der følges ved fremstillingen og markedsføringen af legetøj, ligesom slutbrugernes smag og vaner har ændret sig. Efter EØSU's mening kunne forslaget endvidere godt have været mere ambitiøst i sin målsætning ved i sine bestemmelser at tage hensyn til bekymringerne over de nylige hændelser, der har vakt røre i offentligheden og som er blevet påtalt i kraftige vendinger ikke alene af kommissæren for forbrugerbeskyttelse, men også i EP's beslutning fra september 2007, som EØSU tilslutter sig (12). EØSU beklager derfor, at drøftelserne med EØSU ikke også er blevet fulgt op af GD SANCO, som ikke er blevet inddraget direkte i forberedelsen af forslagspakken.

3.2

EØSU undrer sig over, at den konsekvensanalyse, som ledsager dette forslag, er over 4 år gammel og ikke tager højde for situationen i alle medlemsstater. Det er heller ikke klart, i hvilket omfang og hvor effektivt forbrugernes og familiernes repræsentanter er blevet inddraget og hørt i forbindelse med udarbejdelsen.

3.3

I lyset af Kommissionens kritik af de påståede mangler i gennemførelsen af direktivet, undrer det EØSU, at Kommissionen ikke har taget skridt til at sikre korrekt overholdelse af de pågældende EU-bestemmelser.

3.4

I betragtning af, at Kommissionen selv indrømmer, at der savnes statistisk materiale eller at det foreliggende er mangelfuldt, har EØSU svært ved at forstå, hvordan det er muligt at drage passende konklusioner om de forhold, man ønsker at gribe ind over for, og effektiviteten af de foreslåede foranstaltninger. Man ved dog, at markedet for legetøj i Europa, som havde en omsætning på 17,3 mia. EUR i detailpriser i 2002 og en import til en værdi af over 9 mia. EUR, er en fremgangsrig sektor med omkring 2 000 virksomheder, for de flestes vedkommende små og mellemstore, som giver direkte beskæftigelse til over 100 000 arbejdstagere (13).

3.5

EØSU mener i betragtning af forslagets art, at retsgrundlaget ikke alene bør være artikel 95, men nødvendigvis også artikel 153, for så vidt som indholdet ikke kun drejer sig om gennemførelsen af det indre marked, men først og fremmest vedrører en særlig sårbar gruppe af forbrugere, som på ingen måde kan betragtes som »gennemsnitsforbrugere«.

3.6

Den omstændighed, at børnene er indirekte forbrugere af legetøj, eftersom det ikke er dem, der anskaffer det, men deres forældre og andre voksne, som stiller det til rådighed for dem, burde have foranlediget Kommissionen til at sikre sig, at oplysning og vejledning af denne forbrugergruppe bliver behørigt medtaget i direktivets bestemmelser.

3.7

Skønt EØSU har forståelse for, at Kommissionen i dette tilfælde har valgt total harmonisering, er det også her overbevist om, at der på områder som dette er alt at vinde ved i stedet for et direktiv at vælge en forordning som retsakt: den giver større juridisk klarhed og sikkerhed ved at forhindre forsinket eller mangelfuld omsætning og de deraf følgende forskelle i gennemførelsen, således som det netop ifølge Kommissionen selv er gået med det nuværende direktiv (14).

3.8

I lyset af dette områdes særlige karakter, den stadige udvikling i den aktuelle videnskabelige og tekniske viden, muligheden for, at ulykker indtræffer, som det klart afspejles i Mattel- og Fisher Price-sagerne, og den foruroligende stigning i antallet af legetøjsrelaterede advarsler, som fremgår af den seneste RAPEX-rapport (2007), hvorefter legetøjssektoren tegner sig for det største antal notifikationer (31 %) (15), kunne man have forventet, at man med dette forslag havde taget ved lære af det hændte — især fiaskoen med systemet for tilsyn med markedsførte produkter — og udformet et direktiv, som ville være lettere at gennemføre og håndhæve og som kunne føre til et sikrere marked for legetøj. Dette ville indebære, at der i tvivlstilfælde udstedes forbud mod alt, som — selv om det ikke er tilstrækkeligt bevist — med rimelighed kan antages at udgøre en fare — hvor lille denne end måtte være — ved børns leg hermed, også under hensyntagen til deres uforudsigelige adfærd. Dette har dog ikke været tilfældet.

3.9

Hvad CE-mærkningen angår, vil EØSU indskrænke sig til at gentage, hvad det allerede har vedtaget i en tidligere udtalelse om fælles rammer for markedsføring af produkter: »hvis CE-mærket mister troværdighed, smitter det af på hele systemet: markedstilsynsmyndighederne, producenterne, laboratorierne og certificeringsorganerne og i sidste ende på hele den lovgivning, som er baseret på den nye metode« (16).

I denne forbindelse opfordrer EØSU Kommissionen til at sørge for, at det foreliggende forslag i sin endelige udformning stemmer overens med ordlyden af de forslag, der blev vedtaget vedrørende ovennævnte fælles rammer (17).

3.10

EØSU tilslutter sig helt og fuldt EP's forslag om, at der indføres et europæisk sikkerhedsmærke for legetøj, som tildeles af uafhængige organer, og beklager, at Kommissionens forslag ikke fuldt ud imødekommer alle forslagene i EP's beslutning fra september 2007. EØSU er dog lydhør over for SMV's bekymring — ikke i den forstand, at det legetøj, de producerer og markedsfører, skulle være mindre sikkert — men som det også bemærkes i ovennævnte udtalelse vedrørende proportionaliteten af de anvendte procedurer for den respektive overensstemmelsesvurdering, især for ikke-seriefremstillede produkter eller produkter, som fremstilles i begrænsede serier (18).

3.11

EØSU mener, at alle stoffer, som er behørigt anerkendt som potentielt skadelige, bør udelukkes totalt fra produktionen af legetøj inden for nogle rammer, der er proportionelle, afbalancerede og håndterbare for de ansvarlige producenter samtidig med, at de kan håndhæves af myndighederne.

3.12

EØSU glæder sig over Kommissionens nylige beslutning om magnetisk legetøj, men må undre sig over, at spørgsmålet end ikke nævnes i forbindelse med nærværende direktivforslag: Kommissionens reaktion på de alvorlige farer og ulykker, der allerede er hændt med denne type legetøj, virker alt for slap, idet den indskrænker sig til at opfordre medlemsstaterne til at sikre — hver på deres måde — at legetøjet mærkes med en advarsel.

3.13

Hvad sanktioner angår, ville en mere præcis definition af deres omfang og karakter være på sin plads, således som Kommissionen har gjort det på andre områder, hvor skadevirkningerne af utilstedelige handlinger er langt mindre socialt set.

3.14

Generelt beklager EØSU, at man ikke har benyttet denne lejlighed til på dette område at prioritere beskyttelsen af europæiske børn i det mindste lige så højt som det endog på fabrikanternes eget initiativ er sket i nogle medlemsstater og i andre lande, hvor en bestemt type legetøj ganske enkelt er blevet forbudt, som det fremgår af en helt frisk undersøgelse bestilt af EP (19).

3.15

EØSU er klar over den skarpe konkurrence på internationalt plan inden for legetøjsindustrien. Det opfordrer derfor Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet til at tage hensyn til sektorens konkurrenceevne, når der indføres ændringer under lovprocessen for direktivets vedtagelse. Man bør ikke sænke sikkerhedsstandarderne for legetøj på bekostning af forbrugerbeskyttelsen, især for børn, men de internationale samhandelsregler bør overholdes nøje, så de europæiske virksomheder kan konkurrere på lige vilkår.

3.16

Endelig opfordrer EØSU Kommissionen til at være lydhør over for de sociale bekymringer i tilknytning til fremstillingen af legetøj, især i tredjelande, hvor mindreårige børn bruges som arbejdskraft under humanitært set utilstedelige vilkår, hvad angår arbejdstidens længde og arbejdsforholdene, hvor de dagligt udsættes for giftige og meget sundhedsfarlige stoffer. Den bør derfor indtage en klar holdning til forsvar for »økologisk« og »etisk« legetøj.

—

vareemballagen, nærmere bestemt de situationer, hvor legetøjet emballeres i plastikposer;

—

muligheden for, at nogle af legetøjets smådele kan falde af og sluges af børnene;

—

legetøjets karakteristika, hvis det ødelægges.

—

afklaring af, at det ikke må bruges eller betragtes som et mærkningssystem beregnet på forbrug eller som en garanti for kvalitet eller certificering eller godkendelse af uafhængige tredjeparter, men kun som en erklæring om overensstemmelse med gældende krav og en teknisk dokumentation, som fabrikanten eller importøren er forpligtet til at fremlægge under deres fulde ansvar over for myndighederne og forbrugerne;

—

strømlining af de forskellige overensstemmelsesvurderingsprocedurer;

—

styrkelse af den retlige beskyttelse af CE-mærkningen gennem registrering af det som et EF-fællesmærke, således at de offentlige myndigheder hurtigt kan gribe ind og forfølge misbrug, samtidig med at muligheden for yderligere national mærkning opretholdes;

—

styrkelse af markedstilsynsmekanismerne og toldkontrollen ved grænserne;

—

undersøgelse fra producenternes og forbrugernes side af, hvorledes en eventuel frivillig adfærdskodeks vil indvirke på effektiviteten af et stort antal europæiske og nationale kvalitetsmærker — frivillige eller ej — også set i forhold til CE-mærket.«.

31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/15

1.1

EØSU understreger vigtigheden af Lissabonstrategien som et middel til at fastholde fordelene ved det indre marked og udviklingen og konsolideringen heraf.

1.2

Et velfungerende, konkurrencedygtigt og innovationsvenligt indre marked er absolut nødvendigt, for at Europa kan få mest muligt ud af globaliseringen og samtidig værne om sit velfærdsniveau. EØSU er i den forbindelse bekymret over EF-Domstolens seneste domme om udstationering af arbejdstagere, hvis konsekvenser for den gældende EU-ret på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område er ved at blive undersøgt af EØSU (1).

1.3

For at udvikle det indre marked understreger EØSU, at det er vigtigt at fremme og udnytte resultaterne af den videnskabelige forskning og innovation ved at gøre det lettere for nationale teknologiudbydere at fremme deres innovative produkter og teknologier på EU-plan gennem formidling og grænseoverskridende udnyttelse af forskningsresultater. Det indre marked er et vigtigt redskab for realiseringen af Lissabondagsordenen. Dets mål er at gavne forbrugerne, den økonomiske vækst og beskæftigelsen ved gradvist at nedbryde hindringer for den fri bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital — selv om mange stadig består. Der kan ikke stilles spørgsmålstegn ved fordelene ved tættere integration.

1.4

Kommissionens pakke om revision af det indre marked er et godt udgangspunkt for at puste nyt liv i det indre marked, men om det bliver en succes, afhænger i høj grad af de nationale regeringers og arbejdsmarkedsparternes evne og vilje til at påtage sig et ansvar og stille de ressourcer, der er nødvendige for at omsætte retorikken til praksis, til rådighed.

1.5

En korrekt og ensartet håndhævelse af gældende lovgivning og standarder er en af de vigtigste opgaver. Konsekvensanalyser, nedbringelse af administrative byrder og omkostninger i forbindelse med overholdelse af lovgivningen som følge af det skattemæssigt fragmenterede indre marked og bedre høring af arbejdsmarkedets parter og de berørte aktører, især SMV'erne, er afgørende for dels at øge forståelsen for de lovgivningsmæssige mål, dels opstille ikke-lovgivningsmæssige løsningsforslag.

1.6

Små og mellemstore virksomheder yder et afgørende bidrag til, at det indre marked kan fungere effektivt. SMV'er i deres forskellige former spiller en særligt vigtig rolle i servicesektoren og er afgørende for de arbejdsmarkedsmæssige kompromiser, som EU's økonomi hviler på. Loven om små virksomheder »Small Business Act« og SMV-charteret anerkender alle SMV'ers betydning i EU's og medlemsstaternes politiske beslutningsproces og institutioner. EØSU mener imidlertid, at der bør lægges større vægt på SMV'ernes rolle i gennemførelsen af politikken, især med henblik på deres bidrag til at opfylde økonomiske, miljømæssige og arbejdsmarkedspolitiske mål.

1.7

EØSU understreger, at Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen er et vigtigt solidaritetsinstrument, som skal yde særlig bistand til arbejdstagere, der bliver ledige som følge af ændrede globale samhandelsmønstre, med at finde anden beskæftigelse. Der udtrykkes nok tilfredshed med, at ordningen gælder for ansatte i SMV'er, men udvalget beklager, at den ikke er til rådighed for selvstændige, som bliver sårbare over for de samme ændringer.

1.8

EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre tilstrækkelige ressourcer til bedre håndhævelse af reglerne for det indre marked. Endvidere bør initiativerne udarbejdes med det formål at opnå synergivirkninger mellem politikken for det indre marked, konkurrencepolitikken og social- og miljøpolitikken, der har afgørende betydning for det indre markeds funktion.

1.9

Kommissionen og medlemsstaterne må sikre, at nye lovgivningsinitiativer, der skal bidrage til, at det indre marked fungerer problemfrit, både tager hensyn til europæiske virksomheders konkurrenceevne og til de sociale og miljømæssige konsekvenser. For at sikre sammenhængen og retssikkerheden for virksomheder og forbrugere og forhindre, at nye initiativer modsiger hinanden, bør nye forslag på såvel EU- som nationalt niveau testes for deres forenelighed med det indre marked (2).

1.10

Adgangen til retspleje for borgere og virksomheder bør være enkel og til en overkommelig pris, og herunder bør der være passende muligheder for at opnå erstatning og mekanismer for bilæggelse af tvister. I den forbindelse bør udviklingen af udenretslige redskaber til bilæggelse af tvister forbedres.

1.11

EØSU kan kun bifalde målet i meddelelsen af 20. november 2007 om forsyningspligtydelser, der sigter på at konsolidere EU's rammer for tjenesteydelser af almen interesse, herunder på social- og sundhedsområdet, for at komme med konkrete løsninger på konkrete problemer, hvor de findes, og en blanding af sektor- og emne-specifikke foranstaltninger.

1.12

Fordi EU's primærret eller traktater anerkender, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse som helhed indgår i EU's »fælles værdier« og bidrager til Unionens »sociale og territoriale samhørighed«, skal sektorspecifikke aktioner (under hensyntagen til hver sektors specifikke kendetegn) kombineres med emnespecifikke tilgange.

1.13

Ved at indarbejde sondringen mellem økonomiske og ikke-økonomiske tjenesteydelser i primærretten samt behovet for at sikre respekt for de fælles operative principper for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse viser protokollen for forsyningspligtydelser, hvordan arbejdet med at præcisere de begreber og ordninger, som er under overvejelse, er vigtigere end tidligere for at sikre, at sådanne tjenesteydelser ikke længere afhænger af en udelukkende lovgivningsmæssig eller juridisk fremgangsmåde fra sag til sag.

1.14

Trods gentagne anmodninger fra Europa-Parlamentet om ægte retssikkerhed for almennyttige, sociale tjenester begrænses forslagene i meddelelsen om forsyningspligtydelser til en række svar på »hyppigt rejste spørgsmål«, som bestemt vil være til nytte, men ikke har nogen bindende retlig værdi.

1.15

EØSU foreslår derfor en rigt facetteret og gradvis fremgangsmåde, som kombinerer sektor- og emnespecifikke aspekter, og som vil føre til vedtagelse af lovinitiativer, hvor disse er nødvendige, og/eller til disse princippers og betingelsers tilpasning til de forskellige berørte sektorer (den tværgående, emnespecifikke fremgangsmåde).

2.1

I Kommissionens pakke, som behandles her, stilles forslag om en række initiativer, der bygger på fem arbejdspapirer og to meddelelser om forsyningspligtydelser og det indre markeds sociale dimension (3).

2.2

EØSU har udarbejdet udtalelser om alle disse emner (4). Det har for nylig vedtaget en initiativudtalelse om det indre markeds eksterne dimension og er ved at udarbejde en om den sociale og miljømæssige dimension (5).

3.1

Udvalget bifalder, at KOM(2007) 724 endelig lægger vægt på at myndiggøre forbrugere og SMV'er, så de får lettere ved at udnytte det indre marked, og tage bedre hensyn til deres forventninger og bekymringer. Det er derfor positivt, at politikken for det indre marked fæster særlig opmærksomhed på forbrugerrelaterede områder som f.eks. energi, telekommunikation, finansielle tjenesteydelser i detailleddet og engros- og detailhandel.

3.2

Den fremtidige politik for det indre marked vil kun blive en succes, hvis medlemsstaterne og Kommissionen i forening kan forbedre dens funktionsevne. Det indre marked er »et igangværende arbejde« og et fælles ansvar. Medlemsstaterne skal tage større medansvar for det. De nationale myndigheder lever ofte ikke op til deres forvaltningsansvar for det indre marked, hvilket skaber nye hindringer, der svækker den tillid, som det indre marked burde indgyde. Arbejdsmarkedets parters vigtige rolle som støtte for det indre marked bør i højere grad anerkendes.

3.2.1

Kommissionen ønsker at prioritere korrekt håndhævelse højere. Der er behov for at tilvejebringe instrumenter, så lovgivningen virker bedre i praksis. Rettidig og korrekt omsætning af fællesskabslovgivningen til national lov og administrativ forenkling er afgørende for at forbedre håndhævelsen. En korrekt omsætning af servicedirektivet er særlig vigtigt for at nå målet om jobskabelse og vækst.

3.3

Tilvejebringelsen af lette og hurtige løsninger på de problemer, som borgere og virksomheder står over for i det indre marked, bør fortsat være en prioritet. SOLVIT er et særlig nyttigt, men desværre underudnyttet værktøj på grund af manglende viden om systemet og dets anvendelighed og ikke tilstrækkelige ressourcer navnlig på nationalt niveau. Initiativer, der retter op på denne situation, herunder tiltag der skal sikre SOLVIT-centrene tilstrækkelige ressourcer, menneskelige som økonomiske, er stærkt efterlyste, det samme gælder initiativer om udvidelse af centrenes rækkevidde.

3.4

EØSU bakker op om Kommissionens planer om at strømline og fremskynde overtrædelsesprocedurer ved at prioritere de sager om manglende overholdelse, der indebærer den største risiko, og som har størst økonomisk betydning, uden at dette dog må være til skade for effektiviteten af de eksisterende afskrækkende foranstaltninger.

3.5

Der skal gøres mere inden for markedsovervågningen af lokalt producerede og importerede varer. Dette indebærer en forpligtelse for såvel medlemsstaterne som Kommissionen.

3.6

EØSU ser gerne, at Kommissionen prioriterer hjælp til SMV'er højere ved at kæde SMV-politikken sammen med de sociale og miljømæssige mål for EU og ved endelig at afskaffe alle nationale ikke-toldmæssige hindringer, herunder hindringer for den fri bevægelighed for kapital og arbejdstagere (6).

3.7

På det mere overordnede plan er det altafgørende, at Kommissionen fortsat påtager sig den vigtige opgave som traktatens vogter og benytter sig af sin initiativret til at sikre et velfungerende indre marked.

3.8

EØSU er enigt i, at det er vigtigt, at man fortsat arbejder hen mod en yderligere nedbringelse af de omkostninger, der følger af, at der ikke er sammenhæng mellem skatte- og afgiftssystemerne i det indre marked ved at fremme EU-regler, der tilgodeser udviklingen af grænseoverskridende aktiviteter og styrker det indre marked.

4.1

EØSU hilser målsætningen om en mere rummelig politikudformning og ønsket om bredere inddragelse af de berørte parter velkommen. Systematiske konsekvensanalyser er vigtige.

4.2

Det er absolut nødvendigt, at repræsentative interessenter høres i forbindelse med udarbejdelsen af konsekvensanalyser. Konsekvensanalyserne bør nøje gennemgås af en uafhængig og ekstern gruppe af eksperter, bl.a. bestående af lovgivningens slutbrugere.

4.3

Det skal endvidere sikres, at de administrative byrder for virksomhederne nedbringes, uden at det har negativ virkning for de sociale resultater.

4.4

For at sikre sammenhængen og retssikkerheden for virksomheder og forbrugere og for at forhindre, at nye initiativer skaber nye hindringer, bør der for nye forslag på såvel EU- som nationalt niveau indføres en forenelighedstest med det indre marked tillige med en evaluering af de sociale og miljømæssige konsekvenser (7). Uklare lovtekster, som ofte gennemføres og fortolkes forskelligt, giver anledning til uoverensstemmelser i fællesskabslovgivningen.

4.5

Bedre information og oplysninger om den praktiske gennemførelse af reglerne for det indre marked er af allerstørste vigtighed. Kommissionen bør være mere villig til at videregive oplysninger om de medlemsstater, der ikke opfylder deres forpligtelser, og til at bistå de nationale arbejdsmarkedsparter ved at gøre medlemsstaternes indberetninger mere ensartede og gennemsigtige.

5.1

EØSU er enigt med Kommissionen i, at globaliseringen er et stærkt udgangspunkt for dynamik og konkurrenceevne, og at det indre marked er et aktiv, som bør bruges som afsæt for at klare udfordringerne fra globaliseringen.

5.2

En liberalisering af handelen er korrekt identificeret som den første grundpille i EU's strategi på området. En ambitiøs konklusion på Doha-runden og afslutning af de vidtrækkende forhandlinger om en frihandelsaftale lanceret inden for rammerne af det globale Europa vil være målestokken for EU's succes.

5.3

Lovgivningsspørgsmål og spørgsmål om standarder er i stadig større udstrækning afgørende for, om virksomhederne er i stand til at klare sig internationalt. Europæiske standardiseringsorganer som CEN, CENELEC og ETSI bør sammen med rådgivende organisationer som NORMAPME (9) sikre, at alle virksomheder, især små virksomheder, i hele EU og udviklingslandene har adgang til disse standarder.

5.4

Kommissionen peger med rette på behovet for at forbedre reguleringssamarbejdet, ækvivalensen og konvergensen på internationalt plan. »En afprøvning, en standard godkendt overalt«, bør være det langsigtede mål.

5.5

EU-reglerne må fastholde konkurrenceevnen. Uforholdsmæssigt store byrder for virksomheder i EU vil ikke blive opvejet af international accept af EU-standarder. Samarbejde med partnerlande vedrørende lovgivning kan kun lykkes, hvis man er åben og innovativ over for andre tilgange.

5.6

EØSU glæder sig over benchmarkingen af EU-regler i forhold til bedste praksis på internationalt plan, navnlig EU's vigtigste handelspartnere. En sådan benchmarking bør automatisk indgå i EU-konsekvensanalyser og EU bør være åben over for lovgivningsmæssigt samarbejde med vigtige handelspartnere. EU bør acceptere officielt anerkendte internationale standarder for overensstemmelsesvurdering.

5.7

EU-initiativer med det sigte at spille en førende international rolle, når det gælder om at fastlægge regler og udvikle forskningsbaserede, internationale, kvalitetsstandarder for industri- og fødevareprodukter bør tilskyndes. Fælles standarder bør ledsages af fælles lovgivningsmål. Udvalget henstiller derfor, at der sættes større fokus på bilaterale aftaler og netværk blandt internationale lovgivere.

5.8

EU bør vedblive med at støtte frihandel, samtidig med at der tilvejebringes tilstrækkelig markedskontrol for at sikre sig mod import af usikre produkter. Kommissionen bør imidlertid sikre, at disse foranstaltninger og nye systemer med private standarder ikke misbruges på en protektionistisk måde (10).

6.1

Udvalget er enigt i, at en social dimension vil være med til at forbedre det indre markeds funktionsevne på samme måde som vækst- og beskæftigelsesstrategien og gennem dens kraftige betoning af en sund SMV-økonomi.

6.2

Eftersom arbejdsmarkedsintegration er den bedste garanti mod social udstødelse, skal bedre udnyttelse af Europas arbejdskraftpotentiale i samfund under hastig forandring være det centrale element i Kommissionens plan for »muligheder, adgang og solidaritet«. Kommissionen bør arbejde med arbejdsmarkedets parter for at sikre, at det især gælder for sårbare indvandrer- og mindretalsgrupper.

6.3

Som svar på globaliseringens udfordringer, teknologisk forandring og ændrede sociale og miljømæssige realiteter skal politikplanlægningen orienteres mod at sikre de arbejdsmarkedsmæssige mål gennem at øge beskæftigelsen og fastlægge rammebetingelser for høj produktivitetsvækst.

6.4

Vigtigheden af at inddrage »flexicurity« (11) i alle EU-politikker er blevet fremhævet af EØSU i sin udtalelse (12). SMV'er og især selvstændige er afgørende for, at fleksible arbejdsmarkeder kan fungere effektivt. Dertil kræves en større forståelse af SMV'ers socialpolitiske rolle.

7.1

For at udvikle det indre marked understreger EØSU, at det er vigtigt at fremme og udnytte resultaterne af den videnskabelige forskning og innovation ved at gøre det lettere for nationale teknologiudbydere at fremme deres innovative produkter og teknologier på EU-plan gennem formidling og grænseoverskridende udnyttelse af forskningsresultater. Europas innovative kapacitet kan blive kraftigt påvirket af det indre markeds kvalitet. Der er brug for en koordineret F&U-indsats på EU-niveau mellem »klynger« af SMV'er, store virksomheder, forskningsinstitutioner, universiteter og det nye europæiske institut for innovation og teknologi.

7.2

Fremskridt henimod et patentsystem, der er mere konkurrencepræget, hvad angår prisen for retssikkerhed, er nøglen til Europas innovationskapacitet. Det forudsætter bl.a. fremskridt med en fælles patentdomstolsordning for Europa, som sikrer bedst kvalitet, omkostningseffektivitet og pålidelighed for alle virksomheder, og et EU-patent, som også opfylder de benchmarks, der især er til gavn for SMV'er. Kraftig beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder med effektive foranstaltninger på EU- og internationalt niveau mod den voksende plage af forfalskninger og piratkopier er også påkrævet.

7.3

Innovation i forvaltningen af arbejdsmarkeds- og socialpolitikken bør være åben for den mangfoldighed af organisationer i socialøkonomien (f.eks. kooperativer), som kan bringe tjenesteydelserne tættere på brugergrupper under passende retsligt tilsyn.

7.4

Den nye politik for det indre marked skal spille en central rolle i skabelsen af en miljømæssigt bæredygtig global økonomi.

8.1

En afbalanceret forbrugerpolitik er vigtig for et velfungerende indre marked. EØSU ser forbrugerne som afgørende for Kommissionens nye vision om et velintegreret indre marked. Der bør sættes større fokus på forbrugernes erfaringer på markedet, f.eks. gennem konsekvensanalyser eller indarbejdelse af forbrugerinteresser i Lissabon-dagsordenen.

8.2

Blikket bør rettes mod ét fælles marked, som er til gavn for forbrugere og virksomheder, og på den rolle, som servicesektoren kan spille i økonomien ved at forbedre kvaliteten og forbrugernes tillid. Forbrugerne bør have fuld adgang til varer og tjenester, som tilbydes i hele EU, og virksomhederne bør kunne tilbyde deres varer og tjenester hvor som helst i EU og lige så let som på deres hjemmemarked. Harmonisering forbundet med gensidig anerkendelse danner det rette grundlag for denne situation til gavn for alle parter (13).

9.1

EØSU har i en række udtalelser (15) påpeget, at det ser med bekymring på den retslige usikkerhed vedrørende forsyningspligtydelser.

9.2

Meddelelsen fremhæver betydningen af den specifikke protokol om almennyttige sociale tjenester, der er vedlagt Lissabon-traktaten (protokollen om forsyningspligtydelser), som ifølge Kommissionen skal fastlægge en sammenhængende ramme til at vejlede EU's tiltag og samtidig danne grundlag for en definition af forsyningspligtydelser (16).

9.3

Meddelelsen om forsyningspligtydelser nævner på den anden side kun i forbifarten den nye artikel 16 i Lissabon-traktaten uden at komme nærmere ind på dens betydning, skønt denne indfører et nyt retsgrundlag for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, der giver Rådet og Parlamentet til opgave — i form af lovgivning på linje med de almene lovgivningsprocedurer — at fastlægge de fornødne principper og betingelser, for at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse kan leve op til deres formål.

9.4

Den effektive gennemførelse af princippet om, at forsyningspligtydelser tager præcedens, som nu er blevet muligt takket være den nye artikel 16 i Lissabon-traktaten, vil være med til at reducere den hyppige anvendelse af voldgift ved EU-domstolen.

9.5

Lissabon-traktaten indeholder en række innovationer, ikke mindst den nye artikel 16, der nævnes ovenfor, og en generel reference til forsyningspligtydelser og tjenester af ikke-økonomisk almennyttig interesse. Den er med til at sætte fornyet fokus på spørgsmålet om tjenesteydelser af almen interesse inden for EU-tiltag på linje med subsidiaritetsprincippet.

9.6

Efter EØSU's opfattelse er den nye Lissabon-traktat (artikel 16 i EU-traktaten og protokollen for forsyningspligtydelser) derfor kun starten på en ny fremgangsmåde for at opnå større retssikkerhed og en mere sammenhængende regulering af ordninger for forsyningspligtydelser på nationalt og EU-plan.

9.7

Protokollen for forsyningspligtydelser udgør en vejledning om reglerne for forsyningspligtydelser, både økonomiske og ikke-økonomiske, men gør intet for at løse problemet med at sondre mellem disse to kategorier.

9.8

Ved at indarbejde sondringen mellem økonomiske og ikke-økonomiske tjenesteydelser i primærretten samt behovet for at sikre respekt for de fælles operative principper for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse viser protokollen for forsyningspligtydelser, hvordan proceduren med at afklare de begreber og ordninger, som er under overvejelse, nu er vigtigere end tidligere for at give retssikkerhed for de selskaber og organer, der er ansvarlige for at forvalte dem, samt hovedmodtagerne heraf.

9.9

Meddelelsen om forsyningspligtydelser foreslår at gennemføre »konsolideringen af EU-lovgivningen om tjenesteydelser af almen interesse, herunder sociale ydelser og sundhedsydelser, og i givet fald finde konkrete løsninger på konkrete problemer« og »en blanding af sektorspecifikke og emnespecifikke foranstaltninger med tre hovedtemaer«.

9.10

Sådanne foranstaltninger bør selvfølgelig tage hensyn til de specifikke kendetegn ved hver af de pågældende sektorer. Fordi primærretten imidlertid har anerkendt, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse som helhed indgår i EU's »fælles værdier« og bidrager til Unionens »sociale og territoriale samhørighed«, skal sektorspecifikke aktioner (under hensyntagen til hver sektors specifikke kendetegn) kombineres med emnespecifikke tilgange.

9.11

EØSU foreslår derfor en rigt facetteret og gradvis fremgangsmåde, som kombinerer sektor- og emnespecifikke aspekter, og som vil føre til vedtagelse af lovinitiativer, hvor disse er nødvendige, og/eller til, at disse principper og betingelser tilpasses de forskellige berørte sektorer (den tværgående, emnespecifikke fremgangsmåde).

10.1

EØSU understreger vigtigheden af Lissabonstrategien som et middel til at fastholde fordelene ved det indre marked og udviklingen og konsolideringen heraf.

10.2

Kommissionen har introduceret begrebet sociale tjenesteydelser af almen interesse og detaljeret beskrevet det i sin hvidbog om forsyningspligtydelser og i to meddelelser (17) og i et arbejdspapir fra Kommissionens tjenestegrene (18).

10.3

Meddelelsen fremlægger ikke en definition af disse sociale tjenesteydelser af almen interesse og foretrækker at skelne mellem to brede grupper af sociale tjenesteydelser af almen interesse: for det første lovgivningsmæssige og supplerende socialsikringsordninger og for det andet »andre væsentlige ydelser direkte til personen«.

10.4

Kommissionens forsigtige fremgangsmåde viser, hvor svært det er at klassificere sociale tjenesteydelser af almen interesse, da de afspejler specifikke og yderst varierede opgaver, som er dybt rodfæstede i nationale og tilmed lokale kollektive præferencer.

10.5

Under høringen om 2003-grønbogen konstaterede hovedparten af denne sektors aktører (lokale myndigheder, operatører, brugerrepræsentanter), at de oplevede øget retslig usikkerhed vedrørende det kompleks af EU-lovgivning, som gjaldt for dem i betragtning af deres særlige karakter, især hvad angik godkendelsen til at yde sådanne tjenester. De gjorde det klart, at de faldt ind under et »gråt område«, hvilket var en hæmsko for deres arbejde. Det førte til:

10.6

Kommissionen har imidlertid ikke holdt fast ved denne fremgangsmåde, hvilket klart er i modstrid med den sektorspecifikke fremgangsmåde, som den støtter, og har nu til hensigt at begrænse sine forslag til et sæt svar på »hyppigt stillede spørgsmål« og en interaktiv informationstjeneste, som helt sikkert vil være til nytte, men ikke har nogen bindende retlig værdi.

10.7

For at indfri kravene om retssikkerhed, bl.a. i henhold til EU-traktatens artikel 16, der åbner op for nye muligheder, hvad angår tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse i EU, herunder også sociale tjenesteydelser af almen interesse, skal arbejdet med at afklare begreber samt de fællesskabsrammer, der anvendes på samfundssindede aktiviteter, videreføres.

11.1

Udvalget er tilfreds med de målsætninger, der er opregnet i meddelelsen om muligheder, adgang og solidaritet: en ny social vision for det 21. århundredes Europa (21). Meddelelsen henvender sig til EU's borgere, civilsamfundet og virksomheder, herunder SMV'er, og er bygget op over Europas væsentligste redskaber som det indre marked, Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse og strategien for bæredygtig udvikling.

11.2

De forandringer, som de europæiske samfund for øjeblikket gennemlever (herunder EU27 med 500 mio. indbyggere, demografiske ændringer, teknologiske fremskridt og økonomisk udvikling), kan betyde nye beskæftigelsesmuligheder og færdigheder, men tilpasningen til forandringerne indebærer også en risiko for arbejdsløshed og udstødelse.

11.3

EØSU bakker op om en mere fremtrædende rolle for EU med hensyn til at befordre, foregribe og fremhjælpe disse strukturelle ændringer og samtidig fremme europæiske værdier internationalt. Meddelelsen tegner omridset af en ny social vision for det 21. århundredes Europa og søger at fuldstændiggøre den høringsprocedure, der udløb den 15. februar 2008. Kontoret for Europapolitisk Rådgivning (BEPA) har bl.a. bidraget til debatten med medlemsstaterne og EU's institutioner om sociale forandringer og begrebet den sociale virkelighed i Europa. EØSU bifalder målsætningen om at sikre, at den endelige analyse af disse drøftelser bidrager til udarbejdelsen af den fornyede sociale dagsorden, der skal fremlægges i 2008, og tager hensyn til de nye institutionelle rammer efter Lissabon-traktaten.

—

Muligheder — for en god start i livet, for at udnytte den enkeltes potentiale og få det bedste ud af de chancer, der ligger i et innovativt, åbent og moderne Europa.

—

Adgang — nye og mere effektive metoder for at få en uddannelse, avancere på arbejdsmarkedet, sikre sig sundhedsydelser og socialsikring af høj kvalitet og deltage i kultur- og samfundsaktiviteter.

—

Solidaritet — en forudsætning for social sammenhængskraft og bæredygtighed og som sikring mod, at enkeltindivider falder af vognen.

11.4.2.1

EØSU er enigt med Kommissionen i, at der ikke findes nogen standardløsning for Europa, og at fælles udfordringer kræver fælles handling understøttet af aktivt medborgerskab.

11.4.2.2

Hvis vi skal fastholde den økonomiske vækst og mindske risikoen for brister i velfærdssystemet, er det afgørende at komme den sociale udstødelse til livs og forbedre levestandarden ved at skabe muligheder for den enkelte. Tillid og tiltro er afgørende for fremskridt, modernisering og åbenhed over for forandringer.

1)

ungdommen: nye sociale ændringer og en ny økonomi, der bygger på innovation og teknologi, kræver en større indsats med hensyn til uddannelse og færdigheder. Investeringer i ungdommen har positive virkninger for såvel den økonomiske udvikling som den sociale samhørighed. Med Lissabon-dagsordenen har uddannelse fået en central placering i det europæiske sociale og økonomiske system ved at gøre viden til en løftestang for Europas konkurrenceevne på internationalt plan;

2)

et rigt arbejdsliv: en dynamisk økonomi og et dynamisk arbejdsmarked kræver fleksible arbejdsmarkedsregler og høje sociale standarder (se »flexicurity«);

3)

længere og sundere liv: længere forventet levealder belaster de sociale beskyttelsesordninger, men skaber samtidig nye økonomiske muligheder i form af nye tjenester, varer og teknologier. EU bør fremme nye socialpolitikker for at udnytte disse muligheder og rette op på manglerne ved de nuværende beskyttelsesordninger;

4)

ligestilling mellem kønnene: nye økonomiske modeller fører til nye sociale ordninger. Derfor bør eksempelvis beskæftigelsespolitikker tilpasses nye krav om ligestilling mellem kønnene. Nogle af Kommissionens forslag tager fat på lønforskelle, skattesystemet og familievenlige ordninger på arbejdspladsen;

5)

aktiv integration og ikke-forskelsbehandling: de seneste udvidelser har afsløret store økonomiske og sociale forskelle mellem medlemsstater og regioner. Kommissionen har til hensigt at fremme en ny samhørighedspolitik baseret på accept af forskellighed, aktiv inddragelse, øget ligestilling og udryddelse af forskelsbehandling;

6)

mobilitet og vellykket integration: det indre marked har resulteret i stadig større mobilitet blandt borgerne, hvilket også har virkning for SMV'er. Dette kræver nye EU-omspændende tiltag baseret på integration;

7)

borgerdeltagelse, kultur og dialog: disse forhold er af stor betydning for den sociale samhørighed og inddrager tillige økonomiske ressourcer knyttet til innovation og teknologisk udvikling.

11.4.4.1

EØSU understreger, at selv om det er medlemsstaterne, der først og fremmest er kompetente på disse politikområder, kan EU og arbejdsmarkedets parter spille en vigtig rolle ved at koordinere og støtte tiltag og reformer i tilknytning dertil. Den gældende fællesskabsret er et vigtigt instrument særligt i forhold til udvidelses- og samhørighedspolitikkerne, Lissabon-traktaten og chartret om grundlæggende rettigheder.

11.4.4.2

EØSU er enigt i de følgende fem strategier i meddelelsen:

—

»The single market: review of achievements« (SEK(2007) 1521

—

»Instruments for a modernised single market policy« (SEK(2007) 1518)

—

»Implementing the new methodology for product, market and sector monitoring: Results of a first sector screening« (SEK(2007) 1517)

—

»The external dimension of the single market review« (SEK(2007) 1519)

—

»Initiatives in the area of retail financial services« (SEK(2007) 1520).

—

En meddelelse om »Tjenesteydelser af almen interesse, herunder sociale ydelser af almen interesse: Europas nye udfordring« (KOM(2007) 725 endelig og adskillige arbejdspapirer SEK(2007)1514, SEK(2007) 1515), SEK)2007) 1516 og

—

En meddelelse om »Muligheder, adgang og solidaritet: en ny social vision for det 21. århundredes Europa« (KOM)2007) 726 endelig).

31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/23

1.1

Udvalget glæder sig over Kommissionens initiativer, der sigter på i større udstrækning at støtte oprettelsen og udviklingen af mikrovirksomheder og at styrke og opmuntre iværksætterkulturen med det formål at udvide produktions- og beskæftigelsesgrundlaget i EU og således øge konkurrenceevnen, skabe større samhørighed og en videnøkonomi af højere kvalitet i overensstemmelse med målene i den fornyede Lissabonstrategi.

1.2

Selv om udvalget bifalder initiativet om at tilvejebringe en ny fællesskabsstruktur til fremme af mikrokredit, mener det imidlertid ikke, at det rækker blot at opmuntre medlemsstaterne hertil, eftersom ikke-banksektoren, der ikke er omfattet af EU's bankdirektiver, i mange medlemsstater ikke er tilstrækkeligt reguleret og underlagt meget forskellige bestemmelser.

1.3

Ifølge EØSU bør et pilotprojekt for socialt ansvarlige mikroinvesteringer, hvor mikroinstitutter i og uden for banksektoren indgår i et europæisk netværk — gennem indgåelse af en aftaleprotokol om socialt ansvarlige investeringer med de enkelte institutter og med støtte fra erhvervsorganisationer — først og fremmest henvende sig til dem, der har begrænsede muligheder for at opnå banklån med det formål at:

1.4

Udvalget er overbevist om, at innovativ anvendelse af nye teknologier på mikrokreditområdet via et netværkssystem vil kunne øge såvel anvendelsesområdet for mikrofinansiering som konkurrencen og derigennem mindske omkostningerne for brugerne.

1.5

Udvalget mener endvidere, at en foranstaltning til fremme af mikrokredit bør være ledsaget af en uddannelsesforanstaltning for kreditansøgerne for at gøre det lettere for dem at udvikle sig og få succes på markedet og således undgå social udstødelse. Herved vil man også i højere grad honorere Lissabonstrategiens målsætninger.

1.6

EØSU er enigt i, at ændringer i de institutionelle og juridiske rammer til fremme af mikrokredit først og fremmest skal iværksættes på medlemsstatsniveau gennem mekanismerne i Lissabonprocessens årlige styringscyklus, men mener samtidig, at det er helt nødvendigt, at det europæiske referencesystem styrkes, særligt gennem tilvejebringelse af:

1.7

Med hensyn til forslaget om en specialiseret enhed inden for Den Europæiske Investeringsfonds Jeremie-afdeling er EØSU af den opfattelse, at en sådan løsning ikke i tilstrækkelig grad vil synliggøre initiativet og samtidig vil begrænse den koordinerende funktion, som den bør have i forhold til de forskellige eksisterende initiativer, ligesom løsningen heller ikke tillader at supplere den tekniske bistand med andre aktiviteter. Udvalget mener derfor, at der bør oprettes en helt særskilt afdeling, der kan fungere som en mikrokreditfond.

1.8

Den finansiering og tekniske bistand, der ydes gennem denne nye struktur, skal ikke være begrænset til de nye MFI'er uden for banksektoren, men være til rådighed for alle MFI'er, således at der ikke skabes konkurrenceforvridninger.

1.9

EU-initiativet om MFI'er bør tillige omfatte en styrkelse af den sociale dialog og af dialogen mellem de forskellige civilsamfundsaktører samt en optimal udnyttelse af de europæiske netværk for udveksling af god praksis, herunder det europæiske mikrofinansnetværk, Microfinance Center og den europæiske platform for mikrofinansiering.

1.10

Det er EØSU's opfattelse, at MFI-initiativet bør give erhvervsorganisationerne en større rolle ved efterprøvningen af ansøgernes pålidelighed og kompetencer, ved opbygningen af stærke tillidsbaserede forbindelser, og når det gælder om at sætte ind med en støtte- og ledsageindsats, herunder af uddannelsesmæssig og rådgivende karakter, med det formål at udvikle modtagernes egne kompetencer og mindske og forenkle de administrative byrder, særligt i forbindelse med udarbejdelsen af forretningsplaner.

1.11

Oprettelsen af en mikrokreditfond, der i praksis er knyttet til finansielle institutioner, statslige myndigheder (2), erhvervsorganisationer og konsortier og garantikooperativer, kan vise sig at være vigtig, når det gælder om at dreje finansieringsteknikken i retning mod sociale kreditforvaltningsformer.

1.12

En opfattelse af kredit som havende en social funktion, der tillige kan danne grundlaget for oprettelsen af en mikrokreditfond, er tæt knyttet til principperne om virksomhedernes sociale ansvar og værdier som bedre og mere udbredt beskæftigelse.

1.13

Opbakning til miljøcertificeringen EMAS vil være den bedste metode til at øge virksomhedernes sociale bevidsthed og bane vejen for informeret udbredelse af en mikrokreditfond.

2.1

Det Europæiske Observationscenter for SMV fastslog i 2007, at den største hindring for de europæiske SMV'ers produkt- og procesinnovation er adgangen til kredit efterfulgt af vanskeligheder med at finde kvalificerede menneskelige ressourcer. De større virksomheder har hovedsagelig problemer med at finde menneskelige ressourcer.

2.2

De væsentligste mangler på markedet er manglende startkapital, et for lille udbud af finansieringsmidler og en utilfredsstillet efterspørgsel. Kommissionen har taget fat på disse problemstillinger i sin meddelelse Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: Finansiering af SMV'ers vækst — Merværdiskabelse på EU-plan  (3), som EØSU flere gange har udtalt sig om (4).

2.3

EØSU har særligt understreget, at »Der bør gøres mere for at yde etablerings- og udviklingshjælp til virksomheder. Denne indsats bør bl.a. gå ud på at mindske etableringsomkostningerne, forbedre adgangen til risikovillig kapital, indføre flere iværksætteruddannelsesprogrammer, foranstaltninger til at forbedre adgangen til offentlige netværk og offentlige tjenesteydelser samt sikre et mere finmasket netværk af støttetjenester for små virksomheder« (5).

2.3.1

Udvalget understreger som i tidligere udtalelser (6), at »Også kooperativer, virksomhedssammenslutninger, gensidige selskaber, opstartsvirksomheder og mikrovirksomheder kan bidrage til en forbedring af EU's konkurrence- og innovationsevne«.

2.4

På den anden side har udvalget gjort opmærksom på, at et »hovedproblem er at lette adgangen til kapitalmarkederne«, og at »pengeinstitutter og andre finansielle interessenter såsom risikokapitalfonde bør tilskyndes til at indtage en mere positiv holdning til risikovillighed« (7).

2.5

I efteråret 2007 bebudede Kommissionen, at den ville behandle en række initiativer for SMV'er, bl.a. et EU-initiativ om oprettelse af en ny struktur til fremme af mikrokredit (8).

2.6

Mikrokredit er almindelig anerkendt som et finansieringsinstrument, der har stor betydning for iværksættervirksomhed, den økonomiske udvikling og produktiv social integration, men samtidig erkendes det, at det er en facilitet, der stadig er behæftet med mange fejl og mangler, der hænger sammen med de vanskeligheder, som især arbejdsløse, nye indvandrere, medlemmer af etniske mindretal og bosiddende i konvergensregioner har med at opnå investeringer til at opstarte virksomhed.

2.7

Et andet problem skyldes, at der for finansieringsinstitutionen kan opnås stordriftsfordele i forbindelse med faste transaktionsomkostninger til indhentning af oplysninger, vurdering og låneopfølgning. Dette gælder især ved mikrolån til selvstændige og SMV'er, der ikke er tilstrækkeligt gennemsigtige og har begrænsede muligheder for at fremlægge tilstrækkelige oplysninger for finansieringsinstitutionen.

2.8

På internationalt plan defineres mikrokredit som små lån på under 25 000 EUR i Europa (9) og 100 000 USD i USA til personer med lave indkomster, som normalt ikke har adgang til banklån, enten fordi de ikke er tilstrækkeligt solvente, og/eller fordi transaktionsomkostningerne anses for at være for høje (10). I definitionen på mikrokredit indgår ikke forbrugslån.

2.9

EØSU er enigt med Kommissionen i, at mikrokredit spiller en vigtig rolle i forbindelse med gennemførelsen af Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse og for fremme af social integration, og finder det af allerstørste vigtighed, at man fastholder denne låneforms primære funktion, som er at fremme udviklingen af selvstændig virksomhed og mikrovirksomheder, uden at den reduceres til »socialhjælp«.

2.10

Udvalget mener, at mikrokredit i EU bør anvendes til at løse de problemer, der opstår, hvor der er tale om markedssvigt, ved at stille de kreditmuligheder til rådighed for iværksættere, der er nødvendige for at opstarte eller udvide indtægtsgivende økonomisk virksomhed, bl.a. i regi af politikken for udviklingsbistand og -samarbejde (11).

2.11

EIF's (12) mikrokreditgaranti (CIF) sikrer, at der på EU-niveau er en garantiordning for mikrokreditter, som lokale institutioner yder til mikrovirksomheder (13). Som det er nu, er der imidlertid ikke specifikke EU-regler for mikrokredit, bortset fra dem, der gælder for mikrokredit i banksektoren, der er underlagt den europæiske banklovgivning (14), og henvisninger til mikrokredit i forskellige EU-programmer og -initiativer (15).

2.12

Desuden reguleres og forvaltes mikrokreditsektoren på forskellige måder i medlemsstaterne. Kun i to medlemsstater findes der specifik lovgivning, som regulerer mikrofinansieringsinstitutter uden for banksektoren (16), der findes dog lovgivning, der forbyder åger, i fire andre medlemsstater (17).

2.13

På Det Europæiske Råds forårsmøde blev det bl.a. tilkendegivet, at det er vigtigt med en umiddelbar indsats til »yderligere lettelse af adgangen til finansiering, også gennem eksisterende EU-finansieringsinstrumenter« (18) og for »at fremme en større samlet erhvervsfrekvens og tackle opdelingen for at sikre en aktiv social inklusion«.

2.14

Det er EØSU's opfattelse, at bredere juridiske rammer og rammer for støtte vil kunne fremme oprettelsen af nye produktionsvirksomheder og være med til at sikre, at de konsolideres, således at man afværger risikoen for marginalisering og udstødelse fra produktionssystemet, der kan føre sociale problemer og kriminalitet som åger med sig.

3.1

Kommissionen har stillet forslag om to indsatsområder:

4.1

Mikrokredit er en løftestang for social integration og gør det muligt for økonomisk svage personer og virksomheder, som er udelukket fra det traditionelle banksystem, at få adgang til den finansiering, som er helt uundværlig for at oprette eller udvikle indkomstskabende aktiviteter.

4.2

På EU-niveau bør lovgivningen om små virksomheder »Small Business Act« for Europa (19) — hvis erklærede mål er at fastlægge principper og konkrete foranstaltninger til forbedring af betingelserne for SMV'er i Europa — gøre det muligt at identificere og fjerne hindringerne for, at små virksomheder kan frigøre deres potentiale ved at intensivere forenklingsindsatsen, forbedre adgangen til opnåelse af kredit og opstille hensigtsmæssige energi- og miljøregler.

4.3

Udvalget mener, at der bør være en bedre samordning mellem de mange iværksatte instrumenter på området ved at udnytte erfaringerne med tidligere og stadig eksisterende mikrokreditinstrumenter, sådan som Kommissionen selv påpeger i sin meddelelse (20), dvs.

4.3.1

Udvalget mener, at man ved fastlæggelsen af EU's nye mikrokreditinitiativ bør tage passende hensyn til de positive erfaringer, der blev indhøstet ved iværksættelsen og den konkrete flerårige gennemførelse af Samarbejdskontoret EuropeAids rammeprogram for mikrofinansiering EU/AVS.

4.4.1

De finansielle institutioner i Europa har siden begyndelsen af 1980'erne (24) fremmet og støttet en finansieringsteknisk kultur i medlemsstaterne (25) først og fremmest med udgangspunkt i de ideer og forslag, der udsprang af debatterne under de europæiske konferencer for håndværksvirksomheder og små og mellemstore virksomheder (26).

4.4.2

Behovet for at omsætte de retningslinjer, der skulle gøre det mindre vanskeligt at opnå kredit og lette tilrettelæggelsen af finansieringsteknikken, til praksis, fik Kommissionen og EIB til at etablere EIF (27), bl.a. efter pres fra de europæiske organisationer for små og mellemstore virksomheder. Efter i starten kortvarigt at have beskæftiget sig med støtte til kommunikationsnet (28), har EIF koncentreret sig om at støtte mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV) med forskellige former for garanti og navnlig finansieringstekniske foranstaltninger.

4.4.3

Takket være Kommissionens flerårige programmer for mikro-, små og mellemstore virksomheder, samarbejde og på det sidste via det første særprogram under rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (CIP) (29) har de finansieringstekniske foranstaltninger udmøntet sig i:

4.4.4

EØSU har ved flere lejligheder udtalt sig fordelagtigt om de tiltag, som særlig i løbet af de sidste 15 år er blevet iværksat af Kommissionen, EIB og EIF til støtte for små virksomheder. EØSU erkender, at EIB har udvidet og revideret sin finansielle støtte til SMV'er (32), men mener, at der kunne gøres mere bl.a. gennem programmer fastlagt i fællesskab med:

4.4.5

I de enkelte medlemsstater kunne der etableres et netværk af mikrokreditfonde på flere niveauer, som modtager revolverende midler fra EIB og supplerende garantier fra EIF. I regioner på NUTS II-niveau og NUTS III-niveau kunne lånene udbetales gennem kreditkonsortier, hvor sådanne findes (33). Kreditkonsortierne har allerede betydelig erfaring med seed capital og kunne med tilstrækkelig risikovillig kapital stille garanti, for hvilken der stilles modgaranti af EIF.

4.4.5.1

Dette nye forslag bør præciseres med hensyn til EIB's og Kommissionens oprettelse af en mikrokreditfond. Sigtet med initiativet er at støtte mikrofinansieringsinstitutter i hele Europa ved at stille finansiering (tilskud, lån og mezzanin- eller egenkapitalinstrumenter) og teknisk bistand til rådighed. Mikrofonden vil blive etableret af EIF med en startkapital på ca. 40 mio. EUR til støtteforanstaltninger (heraf kommer ca. 20 mio. EUR fra EIB). EØSU mener, at det i fremtiden er EIF, der bør forvalte fonden.

4.4.6

Et mikrolån kunne gå til indkøb af de materialer eller det elementære udstyr, der skal til for at opstarte en iværksætteraktivitet, eller til at udskifte det altid nødvendige udstyr i mikrovirksomheder (34).

4.4.6.1

Man bør efter EØSU's mening være særlig opmærksom på problemstillingerne omkring mikrokredit til kvindelige iværksættere. Der bør derfor lægges større vægt på fleksibilitet samt vilkår og kriterier ved ydelse af mikrokredit med henblik på at imødegå reelle hindringer af social og psykologisk art, som kan være særligt udtalt i tilfælde, hvor den kvindelige iværksætter:

4.4.6.2

I forbindelse med udformningen og forvaltningen af mikrokredit, der sigter på at udvikle iværksætteri blandt kvinder, bør der lægges særlig vægt på det vigtige hensyn til kvindernes sociale og økonomiske integration og reintegration. Der må bl.a. sættes ind for at dæmme op for ringeagt af kvindelige iværksættere samt for at fremme udviklingen af en iværksætterkultur, der indebærer påtagelse af et større ansvar og øgede risici.

4.4.7

Mikrolån bør tillige være en mulighed for de unge, som gerne vil være selvstændige, og har de nødvendige faglige kvalifikationer, men ikke de økonomiske muligheder, der skal til, for at opstarte en selvstændig aktivitet.

4.4.7.1

Der kan i første omgang stilles sikkerhed for lånet, som under alle omstændigheder skal ydes af en finansiel institution i eller uden for banksektoren, i det indkøbte udstyr. Imidlertid vil det være eksistensen af en europæisk mikrokreditfond, som råder over finansielle ressourcer og ekspertise, der vil få de finansielle institutioner til at opstille lempeligere betingelser for långivningen (35): udstyret med egne finansieringsmidler og egen ekspertise skal fonden via EIF, kreditkonsortier og erhvervsorganisationer med regelmæssige mellemrum kunne gribe ind og dække eventuelle tilfælde af akkumuleret insolvens, ligesom den skal have kompetence til og være indstillet på at fremme de højeste standarder for soliditet, diversificering og forbedring af produktionen, gennemsigtighed og bekæmpelse af åger (36).

4.4.8

Undersøgelser af insolvens blandt mikro- og små virksomheder igennem de sidste 10 år i de største lande i Europa viser, at insolvenstilfældene ikke overstiger 4 % af de ydede lån (37). Følgelig kan der, eftersom der er tale om en andel på under 5 %, anvendes en multiplikator på 20 til at garantere den kredit, der ydes af de finansielle institutioner.

4.4.9

Med en multiplikator på 20 og en garanti, der dækker 50 % af den enkelte debitors manglende betalingsevne, kan et kreditkonsortium, der har risikovillig kapital på 1 mio. EUR, stille garanti for lån til et stort antal iværksættere for et samlet beløb på op til 40 mio. EUR (38).

4.4.9.1

I 2007 stillede kreditkonsortierne via deres garantier finansiering til rådighed for italienske håndværksvirksomheder i størrelsesordenen 6 mia. EUR.

4.4.10

Hvert år etableres der i EU-27 ca. 500 000 nye virksomheder. Antallet af virksomheder, der bukker under, er lidt mindre (39). 99 % af de virksomheder, der oprettes hvert år, er SMV'er, og heraf er mindst 240 000 enkeltmandsvirksomheder (40).

4.4.11

Hvis vi tager eksemplet i punkt 4.4.9, betyder det, at man med risikovillig kapital på 1 mio. EUR og ved hjælp af finansieringsteknik via en mikrokreditfond ville kunne garantere lån på 25 000 EUR til 1 600 små virksomheder.

4.5.1

Som allerede bemærket er kredit et af de allervigtigste instrumenter for den økonomiske og sociale udvikling og realiseringen af en »social markedsøkonomi«.

4.5.2

Det er grunden til, at en ny opfattelse af kredit efterhånden har dannet sig og vundet indpas. Kredit ses ikke længere blot som forholdet mellem kunde og finansieringsinstitut, men som et redskab af stor social værdi, hvortil der knytter sig bedre og sikrere beskæftigelse og økonomisk udvikling.

4.5.3

Som konsekvens af denne nye og bredere opfattelse af kredit er det nødvendigt at sprede de risici, der er forbundet med kreditgivning, på flere aktører.

4.5.4

Ved at sprede kreditrisikoen på flere institutioner:

4.5.5

I kraft af den sociale værdi skal der i stadig større udstrækning være en sammenhæng mellem kreditgivning og virksomhedens sociale ansvar, hvilket forudsætter, at den erhvervsdrivende har en plan for og følger principperne for bæredygtig udvikling.

4.5.6

Den mest hensigtsmæssige certificering vil være miljøcertificeringen EMAS (41), der inden for rammerne af en finansieringsteknisk proces kunne opstilles som betingelse knyttet til den sociale rolle, som kredit spiller.

4.5.7

I de seneste år er det kun et femcifret antal virksomheder, der har kunnet udnytte EU's finansieringsinstrumenter (42). Der er derfor et stort misforhold mellem problemets art og omfang og de opnåede resultater. Det må give anledning til overvejelser om de praktiske muligheder for at etablere systemer, der i højere grad inddrager de finansielle institutioner og opviser langt flere resultater.

4.5.8

Den 20.-21. november 1997 lancerede Det Europæiske Råd på det ekstraordinære møde i Luxembourg, hvor der kun var ét enkelt punkt på dagsordenen — nemlig beskæftigelse — tre konkrete initiativer for at hjælpe virksomhederne med at bevare konkurrenceevnen på markederne og anmodede Kommissionen om at fremlægge forslag, der kunne styrke erhvervslivet og øge beskæftigelsen. De tre omtalte initiativer var ETF-iværksætterfaciliteten, JEV-programmet (Joint European Venture) og SMV-garantifaciliteten. Kun to af disse initiativer, nemlig ETF-iværksætterfaciliteten og SMV-garantifaciliteten, sigtede mod at lette adgangen til kredit.

4.5.8.1

Ved udgangen af 2005 havde mere end 277 000 SMV'er benyttet sig af faciliteterne i vækst- og beskæftigelsesprogrammet og i det flerårige program (43).

4.5.8.2

SMV-garantifaciliteten er et af de allervigtigste europæiske programmer for SMV'er (44).

4.5.9

Der er 23 mio. mikrovirksomheder og 1,1 mio. små virksomheder i Europa, hvoraf ca. 90 % er enkeltmandsvirksomheder eller personselskaber. Men kun 5-6 % af disse virksomheder gør brug af risikovillig kapital.

4.5.10

EØSU mener derfor, at der er behov for at indføre nye former til fremme af kredit, der også henvender sig til personselskaber, som det er tilfældet med de finansieringstekniske instrumenter. I modsat fald vil denne form for kredit fortsat kun finde marginal anvendelse, hvilket vil hæmme væksten i mikrovirksomheders og små virksomheders finansieringskultur.

31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/29

1.1

Hensigten med forslaget er at ændre Rådets direktiv 76/769/EØF ved at fastlægge yderligere begrænsninger for markedsføringen og anvendelsen af dichlormethan (DCM), hvor det anvendes som en væsentlig bestanddel i malingfjernere til industriel, erhvervsmæssig og forbrugeranvendelse.

1.2

Dette er den sidste ændring af sin art til Rådets direktiv 76/769/EØF, inden det den 1. juni 2009 erstattes med forordning (EF) 1907/2006 (REACH).

1.3

EØSU anerkender, at der for Kommissionen har været betydelige videnskabelige og politiske vanskeligheder forbundet med at foreslå og opnå enighed om en forholdsmæssig og omkostningseffektiv ændring, der i overensstemmelse med direktiv 76/769/EØF bevarer det indre marked og samtidig sikrer et højt beskyttelsesniveau for menneskers sundhed og miljøet.

1.4

EØSU er enigt i, at der er afgørende beviser for, at de høje dampkoncentrationer, der opstår, som følge af at DCM meget let fordamper, kan føre til bevidstløshed og død. Dette skyldes dårlig praksis i industrien, bl.a. utilstrækkelig udluftning. Beviserne for alvorlig vedvarende risiko for forbrugerne ved lejlighedsvis brug i hjemmet er ikke lige så stærke. Forslaget om forbud mod salg er derfor ude af proportioner, og i lyset af de kendte, men endnu ikke kvantificerede risici ved de alternative produkter og processer, virker det ikke sandsynligt, at det vil føre til en nedbringelse af det — temmelig lille — samlede antal ulykker, der registreres.

1.5

I lighed med de konsulenter, der blev hyret af Kommissionen, bemærker EØSU endvidere, at de eksisterende piktogrammer og risiko- og sikkerhedssætninger ikke fuldt ud er dækkende for de særlige farer, der er forbundet med DCM. Det samme gælder risiciene for børn, der i højere grad har relevans i private hjem. Dette er en mangel ved mærkningssystemet og ikke ved de pågældende produkter eller mennesker. For at rette op på denne situation anføres der derfor anbefalinger på emballage og etiketter.

1.6

Der peges på andre problemer, først og fremmest at der ikke er fastlagt grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering og retningslinjer eller regler for god industriel praksis. EØSU mener, at de tyske TRGS 612 (Technische Regeln für Gefahrstoffe — tekniske regler for farlige stoffer) kunne være en glimrende model herfor.

1.7

Der peges på en række generelle forhold, som Kommissionen, Europa-Parlamentet og medlemsstaterne bør behandle, og som EØSU håber, man kan nå til enighed om. Hvis det ikke lykkes, vil det føre til opsplitning af det indre marked. Brugere på og uden for arbejdspladsen vil fortsat være udsat for risiko.

2.1

Som tidligere nævnt træder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH) i kraft den 1. juni 2009. Med forordningen ophæves og erstattes en række af Rådets og Kommissionens eksisterende forordninger og direktiver, bl.a. Rådets direktiv 76/769/EØF af 27. juli 1976 om markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater.

2.2

Bilag I til Rådets direktiv 76/769/EØF indeholder de specifikke begrænsninger for markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater, som man er blevet enige om og har gennemført i løbet af de sidste 30 år. Fra og med den 1. juni 2009 vil de danne grundlaget for bilag XVII til forordning (EF) nr.1907/2006 (REACH).

2.3

Tidligere ændringer til Rådets direktiv 76/769/EØF (dvs. tilføjelse af yderligere restriktive foranstaltninger) er sket i form af direktiver, der forudsætter gennemførelse af medlemsstaterne. Dette forslag fra Kommissionen er imidlertid ikke et direktiv, men derimod en beslutning, som vil være retskraftig med øjeblikkelig virkning. Beslutningen skal således ikke omsættes til national lov, som i øvrigt ville skulle ophæves den 1. juni 2009, når forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) træder i kraft.

2.4

Alle efterfølgende forslag om begrænsninger af markedsføring og anvendelse af farlige stoffer eller præparater vil blive fremsat i medfør af forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH).

2.5

Det er generelt som resultat af vurderinger af visse »prioriterede stoffer« udpeget af medlemsstaterne, at man har fundet frem til de stoffer (og alle præparater, hvori de indgår), for hvilke det er blevet anset for nødvendigt at begrænse markedsføringen og anvendelsen. Disse prioriterede stoffer er mellem 1994 og 2000 blevet offentliggjort på fire prioriterede lister i medfør af Rådets forordning (EØF) 793/93.

2.6

En række stoffer, som ikke står opført på disse lister, er ligeledes blevet vurderet, ud fra hvordan de påvirker menneskers sundhed og miljøet, og/eller der er blevet fremsat forslag om begrænsning af deres markedsføring og anvendelse, i takt med at nye problemstillinger er blevet behandlet på medlemsstaternes foranledning. DCM er et af disse stoffer. Flere medlemsstater har allerede af forskellige årsager fastlagt eller søgt at fastlægge begrænsninger for dets anvendelse, navnlig som en bestanddel i malingfjernere. Andre medlemsstater anser disse foranstaltninger for ude af proportioner og dyre, og mener, at de sandsynligvis vil give mindre tilfredsstillende resultater for brugerne. Der er beviser (eller mangel på beviser) til støtte for eller imødegåelse af begge synspunkter.

2.7

Den første fulde behandling af forslaget i Rådet fandt sted i starten af juni. Hvis man kan nå til enighed om et kompromis i de kommende måneder, vil forslaget sandsynligvis fortsætte som planlagt. I modsat fald vil forslaget falde bort. Det vil indebære, at det indre marked for DCM-baserede malingfjernere forbliver — og måske endda vil blive yderligere — fragmenteret. DCM vil herefter til sin tid blive vurderet efter forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH), og dets anvendelse i malingfjernere vil være en af de mange eksponeringsveje, der vil blive behandlet. Det er af indlysende årsager ikke klart, hvad resultatet heraf vil være, eller hvornår en endelig anbefaling vil foreligge.

3.1

DCM er et farveløst, lavtkogende halogeneret aliphatisk carbonhybrid med en mild, sød lugt. I mange år er det i stor udstrækning blevet anvendt som et kraftigt opløsningsmiddel med lav brandbarhed ved fremstillingen af lægemidler, spraydåser og klæbemidler og i andre processer som malingfjernelse, metalaffedtning og som et ekstraktionsmiddel for levnedsmidler.

3.2

Selv om DCM anses som et af de mere sikre halogenerede carbonhybrider med lav molekylevægt, skal det alligevel behandles forsigtigt. I Europa er det klassificeret som et kræftfremkaldende stof i kategori 3, dvs. »Stoffer, der giver anledning til betænkelighed, da de muligvis kan fremkalde kræft hos mennesket, men for hvilke der ikke foreligger tilstrækkelige oplysninger til at foretage en tilfredsstillende vurdering«. Stoffet skal derfor forsynes med risikosætning R40 (»mulighed for kræftfremkaldende effekt«). Det er tillige et prioriteret stof i vandrammedirektivet.

3.3

Det giver imidlertid anledning til større bekymring, at det er et stærkt narkotikum, der svækker centralnervesystemet og fører til bevidstløshed eller død. Dette har forårsaget en række ulykker og dødsfald, der generelt er forbundet med uforsvarlige arbejdsmetoder og alt for stor overeksponering som regel i forbindelse med industriel eller erhvervsmæssig anvendelse i stor målestok i åbne beholdere. Anvendelse i lukkede systemer, hvor dette kan lade sig gøre, fjerner disse risici.

3.4

Produktionen af DCM i Europa (fra anlæg i Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Holland, Storbritannien og Rumænien) er langsomt aftagende, i takt med at andre produkter bringes på markedet. Omkring 100 000 af de ca. 240 000 ton, der for øjeblikket produceres i Europa, eksporteres. Af den resterende mængde afsættes 30-50 % til lægemiddelindustrien, og 10-20 % sælges som ren DCM i malingfjernere. En tilsvarende mængde udgøres af genanvendt DCM fra lægemiddelindustrien. Dette forslag vedrører udelukkende anvendelsen af DCM i malingfjernere.

3.5

De fleste husejere og lejere kender til processen med at fjerne maling, da den er væsentlig for at bevare og dekorere genstande og overflader af træ, metal, sten og gips indendørs og udendørs i boligen. Endvidere findes der en række mere specialiserede markeder, bl.a. restaurering af kunstværker, fjernelse af graffiti og ommaling af store mobile objekter som tog og fly.

3.6

Malingfjernere er noget vilkårligt inddelt i 3 kategorier: »industrielle« (dvs. til vedvarende anvendelse i store mængder på stedet), »erhvervsmæssige« (til specialisters, bygningsarbejderes og dekoratørers anvendelse forskellige steder) og »forbruger« (til enkeltpersoners lejlighedsvise vedligeholdelse af deres bolig).

3.7

Det er svært at fastslå antallet af faktiske ulykkestilfælde i hver kategori. Symptomerne på en overdosis af DCM ligner hjertestop, hvorfor det muligvis (muligvis ikke) ikke er alle ulykker, som indberettes. De tal, som Kommissionen har fået forelagt af konsulentfirmaet RPA, viser, at der i de sidste 20 år i Europa har været 3-4 ulykker om året, der skyldes anvendelsen af DCM-baserede malingfjernere. Af disse har 1 % pr. år haft dødelig udgang. Ulykker med dødelig udgang er forekommet i Frankrig (6), Tyskland (6) og Storbritannien (5) og de øvrige ulykker i Storbritannien (36), Sverige (12) og Frankrig (6). I Sydeuropa er der kun registreret én ulykke i den periode, som RPA har undersøgt (1930-2007), nemlig i Spanien i 2000, hvor en ulykke ved industriel anvendelse havde dødelig udgang. Lokale klimaforhold og arbejdspraksis kan meget vel spille en rolle. I varmt vejr er vinduerne altid åbne, man opnår god udluftning, og risiciene er minimale. I koldere klimaer kan det modsatte være tilfældet.

3.8

Antallet af ulykker med dødelig udgang var det samme ved industriel som erhvervsmæssig anvendelse. De fleste af de registrerede ulykker uden dødelig udgang var indtruffet ved operatører kategoriseret som »fagfolks« anvendelse. De registrerede dødsfald skyldtes næsten udelukkende utilstrækkelig udluftning og uhensigtsmæssig brug af personlige værnemidler, særligt i nærheden af store åbne beholdere.

3.9

En forbrugers (eller fagmands) mulige ulykke med dødelig udgang indberettet i Frankrig i 1993 kan ikke længere verificeres, og der er derfor blevet rejst tvivl om denne specifikke centrale oplysning. Derudover er der kun indberetning om en anden forbrugers død i Holland i 1960. Andre faktorer kan spille ind.

3.10

Der findes selvfølgelig alternativer til DCM-baserede kemiske malingfjernere. De inddeles normalt i 3 grupper: »fysisk/mekanisk fjernelse« (slibning, afskrabning, sandblæsning), »fjernelse ved hjælp af flamme eller varme« (i ovn, ved hjælp af varm fluid-bed-teknologi, blæselamper eller varmepistoler) og »kemisk fjernelse« (anvendelse af meget kraftige opløsningsmidler som DCM eller ætsende, almindeligvis stærkt alkaliske væsker eller pastaer eller myresyre eller hydrogenperoxidbaserede blandinger). Hver af disse processer kan virke og være den foretrukne metode afhængig af de specifikke forhold. Alle er forbundet med en eller anden form for risiko, der skyldes enten partikelpåvirkning, varme, ild, eksplosion, øjen- eller hudirritation eller sammensætningen af de lag, der fjernes, først og fremmest bly i maling påført før 1960. Hvor der er tale om flere lag, der går mere end 100 år tilbage, i gamle, men stadig brugbare og måske endda meget eftertragtede boliger, eller hvor der er tale om følsomme overflader, der ikke må beskadiges, er det nødvendigt at anvende flere metoder og i et vist omfang eksperimentere.

3.11

Der er ikke fremlagt tal for, hvor stor en andel af det samlede marked de forskellige alternativer i de 3 grupper tegner sig for eller for omkostningerne pr. afrenset kvadratmeter. DCM menes stadig at være det mest anvendte opløsningsmiddel, særligt i forbrugersektoren. Også malingfjernere baseret på kaustisk natron er populære. Selv inden for kemikaliegrupperne er det svært at sammenligne omkostningerne. Der er almindelig enighed om, at DCM-baserede malingfjernere synes at være billigere end konkurrerende produkter målt på mængde. Denne fordel vil sandsynligvis forsvinde, hvis man medregner de fulde udgifter til værnemidler (hvis sådanne anvendes) og bortskaffelse af affald (hvor relevant).

3.12

De samlede omkostninger afhænger også af bearbejdningstiden. Langsommere virkende, men mindre farlige produkter og processer øger omkostningerne ved igangværende arbejde og mindsker fortjenesten. Højere kogende opløsningsmidler kan påføres på større områder ad gangen, men er længere tid om at virke. For forbrugeren betyder det, at de i stedet for kort eksponering udsættes for længere eksponering og potentielt større forstyrrelse i hjemmet. (Der må helt sikkert stilles spørgsmålstegn ved RPA's antagelse om, at forbrugere er mindre tidsfølsomme, fordi de som regel fjerner maling i deres fritid). For alle brugere vil nye arbejdsmetoder og ændringer i arbejdsgange være af afgørende betydning. For en industriel bruger indebærer enhver overgang til vandbaserede produkter færre omkostninger til udluftning, men en stærk stigning i omkostningerne til beholdere og rørledninger for at nedbringe korrosionen mest muligt. I lyset af alle disse variabler er det meget svært at forudsige effekten af at indføre begrænsninger for den ene eller anden metode. Forbrugerne er i denne situation særligt udsatte, da der på grund af modstridende opfattelser på regeringsniveau er begrænset dokumentation for, at deres valg af alternative produkter eller processer vil være til deres eget bedste.

3.13

Et af de populære alternativer til DCM som opløsningsmiddel, methyl-2-pyrrolidon (NMP), er for nylig blevet klassificeret som »reproduktionstoksisk i kategori 2«, hvilket i sidste ende vil føre til forbud mod salg til offentligheden (men ikke til fagfolk og til industriel anvendelse) af formuleringer, der indeholder det pågældende stof. Andre opløsningsmidler som 1,3 dioxolan er meget let antændelige.

3.14

Systemer baseret på tobasisk ester — blandinger af dimethyladipat, succinat og glutarat — ser for nuværende ud til at være de mest lovende alternativer med meget få indikationer af, at de giver anledning til væsentlige bekymringer for menneskers sundhed eller miljøet. Dimethylsulfoxid (DMSO) og benzylalkohol synes også at være forholdsvis »sikre«. Om brugerne anser disse alternativer for omkostningseffektive, afhænger imidlertid af mange faktorer, og der er ingen garanti for, at de i vid udstrækning vil blive anvendt som »sikre« alternativer.

3.15

Samlet set er det klart, at der ikke er én fuldkommen acceptabel fremgangsmåde — og at uhensigtsmæssige tiltag meget vel kan medføre en stigning i det for øjeblikket forholdsvis lave antal registrerede ulykker. Vanskeligheden består i at finde frem til en løsning, der er tilfredsstillende for alle parter, særlig medlemsstater med forskellige erfaringer og synspunkter som de rimeligt nok står fast på.

4.1

Hensigten med Kommissionens forslag er at beskytte menneskers sundhed og miljøet og samtidig bevare det indre marked for dichlormethan, særligt hvor det anvendes som en væsentlig bestanddel i malingfjernere til industriel, erhvervsmæssig og forbrugeranvendelse.

4.2

I henhold til forslaget vil alt salg af DCM-baserede malingfjernere til offentligheden og fagfolk blive forbudt med undtagelse af salg til fagfolk, der er særligt uddannede og godkendt af de kompetente myndigheder i medlemsstaterne. Det vil kun være muligt at sælge til industrielle anlæg, hvis der er iværksat en række beskyttende foranstaltninger, navnlig effektiv udluftning, og hensigtsmæssige personlige værnemidler er til rådighed og anvendes. Alle DCM-baserede formuleringer vil skulle mærkes med følgende ikke-sletbare tekst: »forbeholdt industriel og erhvervsmæssig brug« (og så formodentlig kun kunne anvendes af dem, der er godkendt).

4.3

Ingen nye DCM-baserede malingfjernere vil kunne bringes i omsætning til offentligheden eller fagfolk i 12 måneder efter beslutningens ikrafttræden. Efter yderligere 12 måneder vil al levering til disse to grupper være forbudt.

4.4

Beslutningen vil træde i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

4.5

Forslaget er ledsaget af en begrundelse og Kommissionens arbejdsdokument (konsekvensanalyse). Yderligere materiale kan findes i konsekvensanalyser udarbejdet for Kommissionen af eksterne konsulenter (RPA, TNO) og i rapporter om bestemte emner (EFTAREAD om effektiviteten af damphæmmere). Dette materiale er gennemgået af den relevante videnskabelige komité (VKSM). Der foreligger ingen officiel EU-risikovurderingsrapport (RAR), eftersom ingen af de interesserede parter kategoriserede DCM som et prioriteret stof på trods af allerede påtalte betænkeligheder.

4.6

Nogle EU-medlemsstater (og andre større økonomier og handelspartnere som Schweiz og USA) har ligeledes gennemført undersøgelser til støtte for bestemte — og ofte stærkt modstridende — lovgivningsmæssige og politiske synspunkter. De berørte industrier har frembragt en overflod af materiale om de mulige risici og komparative fordele ved forskellige produkter og processer, og ikke overraskende giver disse heller ikke et entydigt billede. Andre berørte parter fremkom med bemærkninger efter en konference for eksperter, som Malerforbundet i Danmark var vært for, under den europæiske arbejdsmiljøuge »Building in Safety« i 2004. Ifølge RPA forelå der i april 2007 endnu ikke officielle udtalelser fra Den Europæiske Forbrugerorganisation, Den Europæiske Sammenslutning af Arbejdstagere i Minesektoren, Den Kemiske Sektor og Energisektoren og Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS).

5.1

EØSU anerkender, at der for Kommissionen har været vanskeligheder forbundet med at foreslå en forholdsmæssig og omkostningseffektiv ændring af direktiv 76/769/EØF om anvendelsen af DCM som opløsningsmiddel i malingfjernere. Antallet af indberettede og dokumenterede ulykker er forholdsvis lille. Det skyldes muligvis (muligvis ikke), at ikke alle ulykker indberettes. Den gældende lovgivning er ikke altid blevet overholdt og synes mangelfuld med hensyn til mærkning. De alternative produkter og processer, der findes, er ikke blevet vurderet, og de indebærer alle risici. Der er gode grunde til, at medlemsstaterne har forskellige synspunkter. Der er ingen garanti for, at det endelige resultat vil være til gavn for nogen af de grupper, der højst sandsynligt vil blive berørt.

5.2

EØSU anerkender endvidere, at dette på grund af de indlysende tidsmæssige begrænsninger er den sidste mulighed for at indføre nye foranstaltninger i ovennævnte direktiv. Hvis medlemsstaterne og Europa-Parlamentet ikke kan blive enige om en fælles holdning, og forslaget til beslutning (eller en ændret version heraf) ikke vedtages og gennemføres, vil det ikke være muligt at foretage sig yderligere, før alle anvendelser af DCM er blevet vurderet i henhold til forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH).

5.3

Det er EØSU's klare overbevisning, at en sådan forsinkelse er unødvendig og uhensigtsmæssig, når det gælder beskyttelsen af miljøet og sundheden for alle brugere på og uden for arbejdspladsen. Derudover vil EØSU finde det dybt beklageligt, hvis der sker en opsplitning af det indre marked på grund af dette eller andre spørgsmål. Behovet for at finde et aftalegrundlag bør stå klart for alle berørte parter. Sigtet hermed bør være risikostyring og ikke erstatning af én fare med en anden.

5.4

I den forbindelse bemærker EØSU, at det er sikkert at producere, opbevare, transportere og anvende DCM i lukkede systemer. DCM er ikke brændbart og bidrager ikke til jordnær ozondannelse. I åbne systemer, som f.eks. malingfjernelse, er der imidlertid ingen tvivl om, at der er problemer forbundet med DCM som følge af, at det let fordamper, tætheden af den deraf resulterende damp (der ophober sig på det laveste punkt, eller hvor der ikke er tilstrækkelig udluftning) og dets narkotiske egenskaber (der medfører bevidstløshed og død). Alle disse forhold bidrager til at forøge risikoen for børn. DCM er endvidere klassificeret som kræftfremkaldende i kategori 3, og det er denne potentielle risiko, der er fremtrædende på mærkningen af alle produkter indeholdende DCM.

5.5

RPA og andre har alle bemærket, at dette er såvel vildledende som utilstrækkeligt i forhold til beskyttelsen af brugere på og uden for arbejdspladsen. Efter den gældende lovgivning eller de tilsvarende bestemmelser i FN's reviderede globalt harmoniserede system for klassificering og mærkning er der ingen R- (risiko-) eller S- (sikkerheds-)sætninger eller piktogrammer, der advarer fyldestgørende mod hverken narkosetilstand (og efterfølgende risiko for død) eller, hvad der er mere overraskende, den alvorlige risiko for børn (hvilket naturligvis gælder mange af de produkter og processer, der anvendes i hjemmet).

5.6

Understregningen af den mulige, men hidtil udokumenterede kræftrisiko er også misvisende. VKSM anførte i sin udtalelse om ETVAREAD-rapporten om damphæmmere, at en mus' stofskifte i forhold til det effektparameter, der blev afprøvet, ikke ligner menneskets, og at DCM derfor på grundlag af det fremlagte materiale sandsynligvis ikke er kræftfremkaldende. Meget lidt materiale er baseret på faktisk brug. Man afventer stadig resultaterne af to større epidemiologiske studier af kohorter udsat for DCM foretaget inden for andre sektorer i USA. Kohorter i EU kan have været udsat for andre kendte kræftfremkaldende stoffer som styren. I denne kategori fremlagde RPA ingen dokumentation for faktiske risici efter eksponering for DCM i malingfjernere. Den obligatoriske R68-sætning (»mulighed for varig skade på helbredet«) er på denne baggrund ikke den mest passende.

5.7

Det skal også bemærkes, at den statistik over hændelser, som RPA fremlagde for perioden 1930-2007, klart viste, at farerne ved alt for stor overeksponering for DCM generelt var forbundet med meget dårlig arbejdspraksis. Der blev ikke indsamlet tilsvarende oplysninger vedrørende alternative processer og produkter. Det er usikkert, i hvor stor udstrækning disse tal kan overføres til »fagfolks« anvendelse og »forbrugeres« anvendelse i hjemmet. Indikatorer for kroniske (langvarige) sundhedsmæssige virkninger ved industriel anvendelse tyder muligvis (eller muligvis ikke) på problemer forbundet med forbrugeres akutte (kortvarige) eksponering. Ulykkesstatistikker, som der måske er tale om her, er sværere at fordele forholdsmæssigt.

5.8

Studierne tydeliggjorde endvidere, at der i EU ikke gælder ensartede grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering på arbejdspladser. Grænseværdierne for et enkelt stof (DCM) varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat og for forskellige stoffer (f.eks. DCM i forhold til DBE eller DMSO). Producenter må erkende, at de har en diligenspligt over for deres ansatte. For at opnå dette må lovgiverne sørge for klare, konsekvente data-baserede lovrammer.

5.9

I den forbindelse har EØSU især noteret sig de tekniske regler for farlige stoffer, TRGS 612, for alternativer til DCM-baserede malingfjernere udarbejdet af det tyske forbundsministerium for arbejde og sociale anliggender, udgave af februar 2006. Disse regler synes at være en model, som andre kunne følge, når det gælder om at sørge for sikkerhed på arbejdspladsen, og er betydeligt mere detaljerede end det foreliggende forslag fra Kommissionen.

5.10

Det hierarki af spørgsmål, der skal besvares i henhold til ovenstående, (a) kan processen gøres sikrere ved substitution?; (b) hvis nej, hvorfor ikke?; (c) er der truffet alle passende foranstaltninger for at gøre arbejdspladsen sikrere?, bør følges i de fleste tilfælde. De potentielle risici og fordele ved alternative processer og produkter bør anerkendes fuldt ud. Først og fremmest bør der foretages en eller anden form for skøn over de sandsynlige konsekvenser af enhver beslutning om at fjerne en betydelig mængde af et givent stof fra et givent marked. Hvad vil brugerne reelt gøre, og vil deres valg øge deres personlige sikkerhed?

5.11

Som et eksempel kan nævnes en medlemsstat, der allerede har gennemført et forbud mod DCM-baserede produkter til såvel industriel som erhvervsmæssig anvendelse. Forbudet gælder salg af produkter indeholdende DCM ikke DCM i sig selv. Man kan stadig fremstille en kraftig malingfjerner ved at blande DCM med methanol på brugsstedet. Det produkt, man således opnår, er billigere, men besidder ikke de overfladeaktive stoffer og damphæmmere, som gør, at det korrekt formulerede produkt er både mere effektivt og mere sikkert. Dette er derfor en uønsket konsekvens.

5.12

Som RPA og Kommissionen har bemærket, er det i det virkelige liv svært at forsvare eller fastholde sondringen mellem de forskellige kategorier af brugere. Den eneste egentlige forskel er, at vedvarende højkapacitetsmalingfjernelse på samme anlægsområde stiller krav om store åbne beholdere med kemiske agenser, som produkterne sænkes ned i, hvorimod malingfjernelse, der ikke udføres på anlægsområdet, normalt ikke er afhængig af nedsænkning, hvorfor der ikke er behov for store åbne beholdere. Der gælder andre direktiver for arbejde udført på ét anlægsområde, bl.a. direktiver om emission af opløsningsmidler og spildevandskvalitet, som bør håndhæves strengt. Ved malingfjernelse, der ikke foregår på et anlægsområde, er det i højere grad op til den enkelte bruger at udvise forsigtighed og sund fornuft. Hvor der er en arbejdsgiver, er det selvfølgelig hans eller hendes ansvar, at diligenspligten overholdes og således sørge for det bedst mulige arbejdsmiljø for alle de berørte ansatte.

5.13

Kategorien »fagfolk« bør også opdeles i dem, der permanent arbejder med specialiseret afrensning (f.eks. fjernelse af graffiti, facadebehandling, tog og fly), og dem, som kun lejlighedsvis beskæftiger sig med malingfjernelse (bygningsarbejdere, dekoratører og »forbrugere«) som et nødvendigt, men tidskrævende forarbejde til en mere givtig aktivitet. Denne sidstnævnte gruppes behov, kompetencer og sårbare punkter synes at være de samme, og de bør behandles ens.

5.14

Endelig er der stillet forslag om en undtagelsesbestemmelse om uddannelse og godkendelse af bestemte operatører for at muliggøre et kompromis mellem forskellige synspunkter. Det er imidlertid vanskeligt at ligestille anvendelsen af DCM-baserede malingfjernere med f.eks. asbestfjernelse eller håndtering af atomaffald, hvortil der selvfølgelig kræves godkendelse. I lyset af de store omkostninger forbundet med at iværksætte og overvåge en sådan ordning er det svært at forestille sig, at dette forslag vil opfylde nogen parters behov.

6.1

Af ovennævnte årsager mener EØSU, at det foreliggende forslag er ude af proportioner og ikke i sig selv vil medføre færre ulykker på og uden for arbejdspladsen. I lyset af de store faktiske og politiske forskelle mellem medlemsstaterne er man nødt til straks at overveje og gennemføre andre løsninger.

6.2

En løsning er at ændre emballeringen og mærkningen af DCM-baserede malingfjernere for at minimere risikoen for ulykker og understrege de reelle farer. Salg til personer, der ikke er permanent beskæftiget med malingfjernelse på eller uden for anlægsområder, uanset om de betragtes som »fagfolk« eller »forbrugere«, bør begrænses til højst 1 liter pr. beholder og køb. Beholderne skal være forsynet med børnesikret forsegling i overensstemmelse med de relevante eksisterende eller nye EU-forordninger og -direktiver og/eller EN ISO-standard 8317:2004 og 862:2005. Det ville endvidere være en god ide med smalle halse, der begrænser spild, selv om det deraf følgende behov for omhældning ved anvendelse med pensel begrænser virkningen heraf. Producenterne bør aktivt søge at finde nye og sikrere leveringssystemer, hvis de ønsker at fastholde disse produkters levedygtighed på længere sigt. Salg i store mængder til alle øvrige brugere til »industriel« eller løbende »erhvervsmæssig« anvendelse bør være i mængder på ikke under 20 liter. Producenter og leverandører bør erkende, at de i sådanne situationer har en diligenspligt og sørge for, at de oplysninger og den uddannelse, der stilles til rådighed, garanterer sikker håndtering og bortskaffelse uanset brugsforholdene.

6.3

Der bør hurtigst muligt udarbejdes nye piktogrammer og R- og S-sætninger, der vedrører narkotika og advarer mod farerne for børn, som supplement til dem, der allerede anvendes. For DCM-baserede malingfjernere (og andre produkter med tilsvarende virkninger) bør den rette ordlyd for alle brugere være noget i retning af: »Narkotikum: høje koncentrationer medfører bevidstløshed og død«; »Må ikke anvendes i nærheden af børn eller sårbare voksne«; »Må ikke anvendes i lukkede rum: tunge dampe forårsager kvælning«. Der synes at være dokumentation for, at disse sætninger er berettigede og relevante i forhold til de reelle behov. Sætningerne må ikke drukne i en mængde mindre alvorlige advarsler. En stærk advarsel og et tydeligt piktogram vedrørende behovet for at beskytte børn vil sandsynligvis have større virkning end flere, mere indviklede råd. Den gældende S2-sætning (»Opbevares utilgængeligt for børn«) er i denne henseende utilstrækkelig.

6.4

Derudover er der et klart behov for standardiserede og ensartede EU-omspændende eksponeringsgrænseværdier for at forbedre sikkerheden på arbejdspladsen yderligere. Dette ville være et værdifuldt udbytte af REACH-programmet i de kommende år.

6.5

God arbejdspraksis og nøje overholdelse af alle eksisterende kontroller er naturligvis nøglen til risikostyring på og uden for arbejdspladsen. Producenter og detailhandlere har det fælles ansvar for at yde god rådgivning og sikre, at anbefalingerne kan følges af almindelige borgere og andre, der ikke så hyppigt anvender farlige materialer eller processer. Sikkerhedsråd og -udstyr bør fremmes med samme entusiasme og incitamenter som de materialer, de nødvendigvis skal anvendes sammen med.

6.6

Den metode, der er anvendt i de tyske TRGS 612, bør udgøre grundlaget for EU-omspændende kontroller. I det omfang det er nødvendigt, kan der tilføjes yderligere tekniske råd vedrørende udluftning eller affaldshåndtering. Der bør offentliggøres og udveksles bedste praksis.

6.7

Igangværende studier i USA om virkningerne af langtidseksponering for DCM bør færdiggøres så hurtigt som muligt, og resultaterne forelægges VKSM til vurdering. Man bør undersøge mulighederne for at identificere relevante studiekohorter i Europa.

6.8

Derudover bør der foretages en systematisk vurdering af de risici, der er forbundet med malingfjernelse, med det formål på sammenligneligt grundlag at evaluere alle produkter og processer. Derved ville man opnå en bedre forståelse for produkternes og processernes relative ydeevnekarakteristika og risici og i sidste ende gøre det muligt for brugere på og uden for arbejdspladsen at træffe beslutning på et bedre oplyst grundlag. Ingen af disse forslag bør imidlertid forsinke vedtagelsen af de ovenfor omtalte kontrolforanstaltninger.

31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/35

1.1

EØSU bifalder indholdet i dette direktiv og anser det for endnu et fremskridt i strategien for administrativ forenkling som forudset i meddelelsen En strategisk gennemgang af programmet for bedre lovgivning i Den Europæiske Union.

1.2

Dette er i overensstemmelse med den positive vurdering i EØSU's Observatorium for det Indre Marked, der konsekvent i flere udtalelser har støttet initiativer i retning af administrativ forenkling på selskabsrettens område. Efter udvalgets mening vil initiativerne ved at nedbringe virksomhedernes omkostninger yde et betydeligt bidrag til de europæiske virksomheders konkurrenceevne, for så vidt som de ikke sår tvivl om beskyttelsen af andre aktørers interesser.

1.3

EØSU påpeger, at det her behandlede forslag om ændring af Rådets direktiv 68/151/EØF (første direktiv om selskabsretten) og 89/666/EØF (ellevte direktiv om selskabsretten) sigter mod at forenkle og reducere de administrative byrder på et følsomt område, nemlig krav om offentliggørelse og oversættelse for visse typer selskaber, der ofte er tynget af uforholdsmæssigt store og sommetider unødvendige byrder.

1.4

EØSU støtter de foreslåede tiltag, der gennemføres gennem beskedne ændringer af EU's gældende regelværk, og som ud over at reducere de administrative byrder for virksomhederne, som angivet i konsekvensanalysen, skal fjerne muligheden for, at der internt i Unionen opstår unødige hindringer for varers og tjenesteydelsers frie bevægelighed.

1.5

EØSU hilser tiltagene velkommen og vil ligesom Rådet opfordre Kommissionen til i fremtiden at træffe yderligere foranstaltninger til at reducere de unødvendige byrder, som stadig findes i visse sektorer og som uden at tilføre nogen merværdi for brugerne tynger virksomhederne og reducerer deres evne til at reagere på de udfordringer, som den globale konkurrence stiller i dag.

1.6

EØSU opfordrer Kommissionen til at anspore medlemsstaterne til at fortsætte forenklingen af virksomhedernes administrative aktiviteter ved at lægge data, som kræver offentliggørelse i henhold til gældende love og forordninger, ud på internettet.

2.1

Efter i 2005 at have gennemført en række undersøgelser har Kommissionen lanceret et program for forenkling af lovgivningen, der sigter mod at reducere virksomhedernes omkostninger og administrative byrder som følge af gældende lovbestemmelser med afsæt i den tanke, at unødvendige omkostninger udgør en hæmsko for Fællesskabets økonomiske aktiviteter og skader virksomhedernes konkurrenceevne.

2.2

Den 14. november 2006 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse med den sigende titel Bedre lovgivning i Den Europæiske Union  (1) samt et arbejdsdokument med titlen Måling af administrative omkostninger og reduktion af administrative byrder i Den Europæiske Union  (2). Begge dokumenter fremhævede behovet for at tilstræbe økonomiske fordele for virksomhederne, når det kan lade sig gøre at forenkle uden negative konsekvenser for brugerne af disse oplysninger.

2.3

Denne strategiske indfaldsvinkel er siden blevet styrket af et handlingsprogram for reduktion af administrative byrder i Den Europæiske Union fra marts 2007 (3) (dokumentet er endnu ikke blevet offentliggjort i EU-tidende), der sætter som mål at reducere disse omkostninger med 25 % inden 2012.

2.4

I marts 2007 vedtog Kommissionen med en hasteprocedure et antal forslag, som sigter mod at reducere de administrative byrder, og den 10. juli 2007 fremlagde den en meddelelse med forslag vedrørende forenkling inden for selskabsret, regnskabsførelse og revision (4).

2.5

Det Europæiske Råd opfordrede på sin samling den 13.-14. marts 2008 Kommissionen til fortsat løbende at fremsætte forslag til reduktion af den administrative byrde (5).

2.6

Dette er baggrunden for det her behandlede direktivforslag. Det vedrører krav om offentliggørelse og oversættelse inden for selskabsretten og foreskriver en reduktion eller fjernelse af kravet om oplysninger, som ikke har nogen ekstra værdi for brugerne.

3.1

Det foreliggende direktivforslag sigter ifølge Kommissionen mod at styrke de europæiske selskabers konkurrenceevne ved at reducere eller fjerne administrative krav i de nugældende bestemmelser, som ikke opfylder noget behov hos brugerne af disse oplysninger, men tværtimod påfører virksomhederne unødige ekstraomkostninger.

3.2

Direktivet indebærer en ændring af direktiv 68/151/EØF (det første direktiv) og 89/666/EØF (det ellevte direktiv) for så vidt angår krav til visse typer selskaber i Fællesskabet om offentliggørelse og oversættelse.

3.3

Med hensyn til det første direktiv fastsættes i direktivforslaget et nyt krav, der er minimalt i forhold til det nugældende krav i artikel 3, stk. 4, i direktiv 68/151/EØF om selskabsretten. Ændringen af artiklen har til formål at fjerne visse af de nuværende krav om offentliggørelse i nationale tidender af oplysninger om selskabsstiftelse og årsregnskaber, som i henhold til den gældende lovgivning skal offentliggøres hvert år.

3.4

Denne forenkling tager ikke nogen merværdi fra brugerne — især ikke fordi handelsregistrene, gennem hvilke medlemsstaterne stiller de nødvendige oplysninger til rådighed, i dag er tilgængelige online, eftersom brugen af elektroniske medier bliver stadigt mere udbredt.

3.5

Medlemsstaterne skal sikre offentliggørelse via en central elektronisk platform, der giver adgang til de offentliggjorte oplysninger i kronologisk orden, og bevarer kun muligheden for at fastsætte yderligere bestemmelser, når disse ikke pålægger selskaberne ekstraudgifter.

3.6

Med hensyn til direktiv 89/666/EØF (det ellevte direktiv om selskabsretten) ændres praksis, som foreskriver oversættelse af alle dokumenter, der indgår i et dossier, når et selskab registrerer en ny filial.

3.7

Artikel 4 i det nye direktiv kræver offentliggørelse af dokumenter på et af Fællesskabets officielle sprog og finder det tilstrækkeligt, hvis denne oversættelse bekræftes ved en procedure, der er acceptabelt for enhver anden medlemsstats myndigheder. Alle medlemsstater skal acceptere en sådan attestering, og de må ikke stille andre formelle krav end de i stk. 1 og 2 omhandlede med det formål at reducere omkostningerne ved oversættelse og attestering til det nødvendige minimum.

3.8

Retsgrundlaget for det nye direktiv ændres ikke i forhold til tidligere. Det vil således stadig være EF-traktatens artikel 44, stk. 2, litra g). Efter Kommissionens mening er nærheds- og proportionalitetsprincipperne desuden overholdt.

3.9

Kommissionen gør opmærksom på, at de foreslåede ændringer og konsekvensanalysen har stået model til en kritisk gennemgang af en bred samling repræsentanter for de interesserede parter (110 parter fra 22 forskellige medlemsstater). De positive resultater er offentliggjort på webstedet for Generaldirektoratet for Det Indre Marked og Tjenesteydelser.

3.10

Den besparelse, som Kommissionen har regnet sig frem til i konsekvensanalysen, anslås at andrage ca. 410 mio. EUR om året for offentliggørelse af årsregnskaber og ca. 200 mio. EUR om året for offentliggørelse af ændringer i registeroplysningerne. Besparelser på oversættelse og attestering anslås at løbe op i ca. 22 mio. EUR.

4.1

EØSU har i flere udtalelser fra Markedsobservatoriet bakket op om administrativ forenkling inden for rammerne af En strategisk gennemgang af programmet for bedre lovgivning i Den Europæiske Union.

4.2

Udvalgets udtalelser har givet fuld støtte til denne indsats, som på konkret vis bidrager til at forbedre de europæiske virksomheders konkurrenceevne ved at reducere omkostninger, som på selskabsrettens område i vidt omfang synes forældede og ude af proportioner, uden at så tvivl om beskyttelsen af andre berørte parters interesser.

4.3

EØSU understreger, at indsatsen på dette følsomme område (krav om offentliggørelse og oversættelse) ikke kun konsekvent mindsker omkostningerne (som vist i konsekvensanalysen), men også øger EU's troværdighed ved at fjerne enhver fristelse til at skabe kunstige og ubegrundede hindringer for varers og tjenesters frie bevægelighed dér, hvor sådanne hindringer måtte kunne opstå.

4.4

Udvalget tager til efterretning, at de hidtidige initiativer er taget efter en omhyggelig evaluering af de opstillede mål og de grundlæggende principper nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet samt en grundig høring af alle interesserede parter.

4.5

EØSU bifalder således indholdet i dette direktiv, idet det ser det som et betydeligt skridt fremad inden for rammerne af den generelle strategi, og tilslutter sig fuldt ud Rådets opfordring til Kommissionen om at træffe lignende foranstaltninger i andre sektorer og på andre områder, hvor der synes at være behov for forenkling med henblik på at reducere de mange krav, som stadig påhviler selskaberne.

31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/37

1.1

EØSU bifalder, at de fritagelser, der er planlagt for små virksomheder i fjerde selskabsdirektiv, udvides til at omfatte mellemstore virksomheder, da de vil lette regnskabsaflæggelsen for disse.

1.2

EØSU bifalder også de foreslåede ændringer til det 7. direktiv, da de blot tydeliggør samspillet mellem direktivets konsoliderede bestemmelser og bestemmelserne i de internationale regnskabsstandarder, IFRS.

1.3

EØSU værdsætter derfor især, at målet om at forenkle regnskabskravene respekteres: Der bliver ikke tale om noget væsentligt informationstab for regnskabsbrugerne og andre interessenter berøres dybest set ikke. Den foreslåede forenkling er baseret på behovene hos SMV'er og brugere af finansiel information.

1.4

Der har hidtil manglet forskning og dokumentation, som kortlagde brugernes behov, der kan variere fra en EU-medlemsstat til en anden. Inden der indføres yderligere ændringer af regnskabskravene til SMV'er, bør den nuværende holdning til, hvilke valgmuligheder der skal anvendes under 4. og 7. direktiv, tages op til overvejelse. I denne undersøgelse bør indgå (a) brug af eksisterende løsninger, (b) motiver angivet af medlemsstaterne som forklaring på deres valg af løsninger og (c) en evaluering af medlemsstaternes succes med at opfylde deres mål.

1.5

EØSU henstiller derfor, at forskning på dette område danner grundlag for rationelle politikforslag i fremtiden.

1.6

Regnskabskrav var nogle af de første lovgivningsområder, som blev harmoniseret på EU-niveau. EØSU minder om, at det er et vigtigt element i gennemførelsen af det indre marked og understreger, at harmonisering skaber lige markedsvilkår i EU.

1.7

SMV'ernes handel hen over grænserne vokser i EU. Der er derfor meget, der taler for at udvikle harmoniseringen af rammerne og bestemmelserne for regnskabsaflæggelse med henblik på (a) at støtte denne vækst i handlen og (b) at skabe lige markedsvilkår.

2.1

Det Europæiske Råd understregede den 8. og 9. marts 2007 i sine konklusioner, at en mindskelse af de administrative byrder er en vigtig foranstaltning for at stimulere Europas økonomi, især på grund af de fordele, det kan give små og mellemstore virksomheder.

2.2

Rådet understregede, at der er behov for en ihærdig fælles indsats fra Den Europæiske Union og medlemsstaterne for at mindske de administrative byrder ved at forenkle regnskabsbestemmelserne for små og mellemstore virksomheder; retsgrundlaget for sådanne foranstaltninger vil være artikel 44, stk. 1, i Traktaten for De Europæiske Fællesskaber (1).

2.3

Reglerne om regnskabsaflæggelse og revision er udpeget som områder, hvor de administrative byrder kan reduceres for virksomheder i EU (2).

2.4

Der blev især lagt vægt på at lette små og mellemstore virksomheder for byrderne ved at skulle efterkomme regnskabskravene.

2.5

Der blev tidligere gennemført forskellige ændringer for at give virksomheder, som er omfattet af direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF, mulighed for at anvende regnskabsmetoder i overensstemmelse med de internationale regnskabsstandarder, IFRS.

2.6

I henhold til Europa-Parlaments og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (3) skal virksomheder, hvis værdipapirer kan handles på et reguleret marked i en hvilken som helst medlemsstat, udarbejde deres konsoliderede regnskab i overensstemmelse med IFRS og er dermed fritaget for at skulle efterkomme hovedparten af kravene i direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF. De pågældende direktiver danner dog fortsat grundlag for små og mellemstore virksomheders regnskabsaflæggelse i Fællesskabet.

2.7

Små og mellemstore virksomheder er ofte undergivet de samme regler som større virksomheder, men deres specifikke regnskabsbehov er sjældent blevet vurderet. Særlig det stigende antal oplysningskrav volder problemer for disse virksomheder. Omfattende krav til regnskabsaflæggelsen udgør en økonomisk belastning og kan hindre effektiv udnyttelse af et selskabs kapital til produktive formål.

2.8

Anvendelsen af forordning (EF) nr. 1606/2002 har desuden afsløret et behov for at tydeliggøre forholdet mellem regnskabskravene i direktiv 83/349/EØF og IFRS.

2.9

I de tilfælde, hvor etableringsomkostninger kan behandles som et aktiv på balancen, skal sådanne udgifter i henhold til artikel 34, stk. 2, i direktiv 78/660/EØF forklares i noterne.

2.10

Små virksomheder kan fritages for dette oplysningskrav i medfør af direktivets artikel 44, stk. 2. For at reducere den unødvendige administrative byrde bør det også være muligt at fritage mellemstore virksomheder for denne oplysningspligt.

2.11

Direktiv 78/660/EØF indeholder krav om, at det oplyses, hvordan omsætningen fordeler sig på aktiviteter og geografiske markeder. Dette krav gælder for alle virksomheder, men små virksomheder kan fritages i medfør af direktivets artikel 44, stk. 2. For at reducere den unødvendige administrative byrde bør det også være muligt at fritage mellemstore virksomheder for denne oplysningspligt.

2.12

Direktiv 83/349/EØF indeholder krav om, at et moderselskab skal udarbejde et konsolideret regnskab, også selv om dets eneste datterselskab eller alle dets datterselskaber som helhed er af uvæsentlig betydning i relation til artikel 16, stk. 3, i direktiv 83/349/EØF. Følgen er, at disse virksomheder er omfattet af forordning (EF) nr. 1606/2002 og dermed forpligtede til at udarbejde konsoliderede regnskaber i overensstemmelse med IFRS. Dette krav anses for at være en belastning, hvis moderselskabet kun har datterselskaber uden væsentlig betydning.

2.13

Det bør derfor være muligt at fritage moderselskaber for forpligtelsen til at udarbejde konsoliderede regnskaber og konsoliderede årsberetninger, hvis alle moderselskabets datterselskaber kan anses for at være af uvæsentlig betydning både hver for sig og samlet.

2.14

Eftersom formålet med dette direktiv, nemlig at reducere administrative byrder for mellemstore virksomheder, der skal efterkomme bestemte oplysningskrav og for visse virksomheder inden for Fællesskabet, der skal efterkomme kravet om udarbejdelse af konsoliderede regnskaber, ikke kan realiseres tilfredsstillende af medlemsstaterne, og derfor på grund af anvendelsesområdet og virkningerne bedre kan realiseres på EU-plan, kan Fællesskabet vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet i traktatens artikel 5.

2.15

I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

2.16

Direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF bør derfor ændres.

3.1

Formålet med ændringerne af direktiv 78/660/EØF (fjerde selskabsdirektiv) (4) er at forenkle regnskabskravene til mellemstore virksomheder (5) og på kort sigt lette dem for den administrative byrde i forbindelse med regnskabsaflæggelse. Ændringerne forventes at reducere den administrative byrde, uden at det medfører tab af relevant information.

3.2

Formålet med ændringerne af direktiv 83/349/EØF (syvende selskabsdirektiv) (6) er at tydeliggøre samspillet mellem direktivets bestemmelser om konsoliderede regnskaber og bestemmelserne i de internationale regnskabsstandarder, IFRS.

3.3.1

Diskussionen om, hvordan man opnår en fornuftig mindskelse af den administrative byrde, der påhviler SMV'er under 4. og 7. selskabsdirektiv, blev iværksat i god tid af Kommissionen sammen med høringsproceduren, idet der blev taget hensyn til målet om at sikre, at SMV'er trives på EU's indre marked. Problemet med de administrative byrder, der påhviler SMV'er, er altid, at de oprindelige regler er udformet med henblik på store virksomheder. Sådanne regler er ikke nødvendigvis relevante for SMV'er og pålægger dem ofte en betydelig byrde hvad angår administration og omkostninger.

3.4.1

Det er vigtigt, at diskussionerne ikke blot fokuserer på »forenkling«, men også på »relevansen« af regnskabskrav for SMV'er — i modsætning til de store børsnoterede selskaber. Debatten om forenkling er tilbøjelig til at fokusere på omkostninger, mens debatten om relevans er optaget af fordelene ved regnskabsaflæggelse og med særlige brugere og deres behov.

3.4.2

Forenklingen af »regnskabsdirektivet« bør tage udgangspunkt i de konkrete behov hos SMV'er og brugerne af deres regnskaber. Hvis regnskaber skal være nyttige og relevante, er en undersøgelse af brugerne og deres behov afgørende for udviklingen af en europæisk regnskabsramme for SMV'er. Der er mange forskellige brugere: pengeinstitutter (vurdering), offentlige myndigheder (beskatning, hvidvask af penge …).

3.4.3

Det er også vigtigt at huske, at SMV'erne selv er store brugere af finansiel information, f.eks. som leverandører og kontraherende parter til andre SMV'er i situationer, hvor det er vigtigt at vurdere kreditværdigheden.

3.4.4

I forbindelse med »forenkling« af regnskabsbestemmelserne for SMV'er er det vigtigt med nøje konsekvensanalyser, herunder analyser af fordelene ved regnskabsaflæggelse samt af omkostninger/administrativ byrde. Sådanne konsekvensanalyser bør tage hensyn til årsagerne til, at der oprindelig blev pålagt regnskabskrav, og interessenternes interesser (gennemsigtighed osv.), som de havde til formål at beskytte.

3.5.1

SMV'ernes handel hen over grænserne vokser (7) i EU. Der er derfor meget, der taler for at udvikle harmoniseringen af rammerne og bestemmelserne for regnskabsaflæggelse med henblik på (a) at støtte denne vækst i handlen og (b) at skabe lige markedsvilkår. Det kan indebære færre alternativer og nødvendiggøre skridt i retning af maksimal harmonisering, f.eks. hvad angår offentliggørelse af finansiel information og offentlig adgang til sådan information.

3.6.1

IASB's SMV-projekt er en konsekvens af krav fra de ansvarlige for standarder, regnskabsførere og andre interessenter om et alternativ til IFRS som helhed. Efter i første omgang at have tøvet med at gå i gang med projektet blev IASB overbevist om, at hovedparten af disse interessenter ønskede, at det skulle gennemføres, og at kun IASB havde den formodede troværdighed og autoritet til at fastlægge regnskabsstandarder af høj kvalitet, der kunne håndhæves. Udgangspunktet for dette projekt var imidlertid hele IFRS, udviklet for børsnoterede virksomheder.

3.6.2

Hele IFRS blev udviklet med tanke på regnskabsaflæggelse for børsnoterede virksomheder og disses interessenter. Som nævnt ovenfor er regnskabsaflæggelse for SMV'er som regel beregnet til intern eller uofficiel brug (i forbindelse med leverandører, kontraherende parter, pengeinstitutter osv.) og ikke til en bred vifte af brugere på grund af lovgivningsmæssige eller andre forpligtelser.

3.6.3

Den obligatoriske gennemførelse af IFRS eller et andet sæt nye regler, baseret på dem, der er udviklet for børsnoterede virksomheder, vil skabe en betydelig administrativ byrde og medføre finansielle omkostninger for SMV'er, der sandsynligvis vil veje tungere end nogen positive virkninger. Den tætte forbindelse mellem årsregnskaber og selvangivelser vil også tvinge SMV'er i forskellige medlemsstater til at opretholde to sæt regnskaber, hvilket vil øge den administrative byrde yderligere.

3.7.1

Hvad angår alternativerne for at opnå forenkling for SMV i regnskabsdirektiverne, som hovedsagelig er en udvidelse af eksisterende alternativer for SMV'er under direktiverne, er det vigtigt at undersøge, hvordan disse alternativer virker i medlemsstaterne, inden nye direktiver indføres. EØSU henstiller desuden, at »once only«-princippet systematisk anvendes på alle niveauer (8).

3.7.2

Inden der indføres yderligere ændringer af regnskabskrav til SMV'er, bør den nuværende holdning vedrørende anvendelsen af valgmuligheder under 4. og 7. direktiv tages op til overvejelse. I denne undersøgelse bør indgå (a) brug af eksisterende alternativer, (b) motiver angivet af medlemsstaterne som forklaring på deres valg af alternativer og (c) en evaluering af medlemsstaternes succes med at opfylde deres mål.

3.7.3

Et større problem i den nuværende situation er en topstyret tilgang, som (a) medfører en administrativ byrde for SMV'er og (b) mindsker relevansen af regnskabsrammer og -standarder for disse enheder. En fremtidig evaluering af regnskabsaflæggelsen i EU bør se på dette problem ved at anlægge en »bottom-up«-strategi. En sådan tilgang vil fokusere på SMV'ers og andre interessenters behov og støtte sig på forskning af brugerne og deres behov, som foreslået oven for.

—

CESE 952/2006 om En strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer (INT/296), EUT C 309 af 16.12.2006, s. 18;

—

CESE 89/2007 om Revision af det indre marked (INT/332), EUT C 93 af 27.4.2007, s. 25;

—

CESE 1187/2008 om Forskellige politikforanstaltninger for små og mellemstore virksomheder (INT/390) (endnu ikke offentliggjort i EUT);

—

CESE 979/2008 om Internationale offentlige indkøb (INT/394) (endnu ikke offentliggjort i EUT).

31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/41

31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/41

31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/42

31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/42

31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/43

1.1

EØSU bifaldt Det Europæiske Råds klimabeskyttelsesplaner fra 2007, der bl.a. skal realiseres ved hjælp af dette direktiv.

1.2

Udvalget støtter helhjertet Kommissionens udsagn om, at den tilstræbte udvikling af den vedvarende energi ikke kun er klimapolitisk fornuftig, men kan have helt klare fordele for energiforsyningssikkerheden, de regionale og lokale udviklingsmuligheder, udviklingsmulighederne i landdistrikter, eksportmulighederne samt den sociale samhørighed og beskæftigelsessituationen, navnlig hvad angår små og mellemstore virksomheder og uafhængige elproducenter.

1.3

For så vidt bifalder EØSU direktivforslaget og målet om en 20 %'s andel for vedvarende energi. Udvalget ser i vedvarende energi ikke blot et bidrag til klimabeskyttelsen, men også en fornuftig energipolitisk strategi, der resulterer i en højere grad af selvforsyning på energiområdet og dermed større forsyningssikkerhed.

1.4

Målet om en »20 %'s reduktion af CO2-emissioner inden 2020«, der skal nås ved hjælp af andre direktiver (1), og målet om »20 % af det endelige energiforbrug fra vedvarende energikilder«, der behandles i dette forslag, er tæt forbundne og supplerer hinanden. Alligevel skal de to områder ses særskilt. Dette gælder så meget desto mere som enkelte af de vedvarende energikilder ikke altid har entydigt positive følgevirkninger på klimaområdet (se punkt 6 »agrobrændstoffer«).

1.5

Da den ombygning af vores energisystem, som alle erkender er nødvendig, er forbundet med store investeringsomkostninger, må det sikres, at medlemsstaterne får en høj grad af fleksibilitet til altid at træffe foranstaltninger på de områder, hvor der vil være den største merværdi set i forhold til klimabeskyttelse og beskæftigelsesfremme.

1.6

EØSU understreger, at man entydigt bakker op om den øgede anvendelse af vedvarende energi, og at man også er bevidst om, at der på mellemlangt og langt sigt er brug for en langt højere andel end de adviserede 20 % inden 2020, hvis Rådets ambitiøse mål (minus 60-80 % CO2 samt en højere grad af selvforsyning på energiområdet) skal nås.

1.7

EØSU konstaterer, at den strategiske satsning på delvist at erstatte diesel henholdsvis benzin med agrobrændstoffer er en af de mindst effektive og dyreste klimabeskyttelsesforanstaltninger, og at denne strategi for øjeblikket resulterer i en ekstrem fejlallokering af finansielle midler. EØSU kan ikke indse, hvorfor netop de mest omkostningskrævende foranstaltninger skal støttes mest intensivt fra politisk hold, især når der samtidig mangler fyldestgørende svar på en lang række ikke blot økonomiske, men også miljørelaterede og sociale spørgsmål (se punkt 6). Udvalget afviser derfor det særskilte mål om en agrobrændstofandel på 10 %.

1.8

Det bifaldes, at EU har planer om at udarbejde bæredygtighedskriterier for agrobrændstoffer. Forslagets miljøkriterier favner imidlertid ikke bredt nok, og sociale aspekter berøres slet ikke, med det resultat, at direktivforslaget på ovennævnte områder er helt utilstrækkeligt (2).

2.1

Med direktivet skal der fastlægges bindende mål for den øgede anvendelse af vedvarende energi. Målet er en andel på i alt 20 % af EU's endelige energiforbrug i 2020 samt en forpligtet mindsteandel på 10 % biobrændstoffer (3) i transportsektoren for hver medlemsstat (4).

2.2

Det europæiske 20 %-mål skal nås ved at gennemføre forpligtende individuelle nationale mål, som fremgår af bilag I del A. Medlemsstaterne skal i nationale handlingsplaner fastsætte mål for sektorerne elektricitet, opvarmning/nedkøling og transport/agrobrændstoffer samt beskrive de foranstaltninger, der iværksættes for at nå målet.

2.3

Direktivet baserer sig på de beslutninger, der blev truffet på Det Europæiske Råd i foråret 2007. Begrundelsen for direktivet er, at anvendelsen af vedvarende energi skal bidrage til kampen mod klimaændringerne. Samtidig slås det imidlertid også fast, at netop »sektoren for vedvarende energi giver mulighed for {…} at udnytte lokale og decentrale energikilder og fremme højteknologisk industri i verdensklasse«.

2.4

Ifølge Kommissionen er vedvarende energikilder »hovedsageligt nationale, de afhænger ikke af, at der i fremtiden er konventionelle energikilder til rådighed, og deres overvejende decentrale natur betyder, at samfundet økonomisk set ikke påvirkes så meget af ustabile energiforsyninger«. Forsyningssikkerheden er altså, ud over klimabeskyttelse og den innovative samt økonomiske udvikling, endnu et vigtigt argument fra Kommissionens side.

2.5

Kommissionen argumenterer for, at »udviklingen af et marked for vedvarende energikilder og dertil hørende teknologi tydeligvis har en positiv indvirkning på energiforsyningssikkerheden, de regionale og lokale udviklingsmuligheder, udviklingsmulighederne i landdistrikter, eksportmulighederne, den sociale samhørighed og beskæftigelsessituationen, navnlig for små og mellemstore virksomheder og uafhængige elproducenter«.

2.6

Direktivet fastsætter ikke kun de nævnte kvantitative mål, men kommer bl.a. også ind på følgende:

2.7

Med vedtagelsen af det nye direktiv ophæves direktiv 2001/77/EF om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder inden for det indre marked for elektricitet med det hidtidige mål om »21 % for andelen af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder af Fællesskabets samlede elforbrug inden 2010« samt direktiv 2003/30/EF om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport, der fastsætter et mål om, at biobrændstoffer bør udgøre en andel på 5,75 % i 2010.

3.1

Det Europæiske Råd »bekræftede i 2007, at absolutte emissionsreduktionsforpligtelser bør udgøre rygraden i et globalt kulstofmarked. Industrilandene bør fortsat gå forrest ved at forpligte sig til kollektivt at nedbringe deres drivhusgasemissioner i størrelsesordenen 30 % frem til 2020 sammenholdt med 1990. Der bør fokuseres på målet om i fællesskab at reducere emissionerne med 60-80 % frem til 2050 sammenholdt med 1990«.

3.2

Direktivforslaget udgør et element i gennemførelsen af denne beslutning. EØSU bifaldt Det Europæiske Råds klimapolitiske beslutninger og understreger, at energibesparelser og -effektivitet skal have højeste prioritet. Man kommer ikke uden om en massiv udvidelse af brugen af vedvarende energi, idet dette ikke kun er klimapolitisk nødvendigt, men også et krav på grund af de fossile ressourcers voksende knaphed på mellemlangt og langt sigt. De nuværende markante prisstigninger på energi fra fossile energikilder vil bidrage til, at mange former for vedvarende energi hurtigere bliver rentable.

3.3

EØSU bifalder udtrykkeligt, at Kommissionen i sin begrundelse ikke kun kommer ind på klimaaspekter, men lader aspekterne forsyningssikkerhed og beskæftigelse spille en central rolle. Det understreges flere gange, hvor vigtige decentrale energiforsyningsstrukturer f.eks. kan være for den regionale erhvervsudvikling og landdistrikterne (punkterne 2.4 og 2.5). Udvalget er helt enigt. Med udgangspunkt i ovennævnte aspekter mener EØSU imidlertid, at det er tvingende nødvendigt at betragte de enkelte strategier for anvendelse af vedvarende energikilder langt mere nuanceret, end det hidtil har været tilfældet.

3.4

EØSU deler Kommissionens opfattelse af, at en europæisk fortrinsstilling inden for udvikling og anvendelse af vedvarende energi vil være ikke blot klimapolitisk positiv, men også stille europæisk erhvervsliv en konkurrenceevnefordel i udsigt. Set i lyset af de kommende internationale klimaforhandlinger sender direktivforslaget også et klart politisk signal til verdenssamfundet på energi-, miljø- og industriområdet.

3.5

Den reelle »byrdefordeling«, dvs. de enkelte nationale bidrag til det europæiske mål om en C CO2-reduktion på i alt 20 % er fastsat i »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om medlemsstaternes indsats for at nedbringe deres drivhusgasemissioner med henblik på at opfylde Fællesskabets forpligtelser til at nedbringe drivhusgasemissionerne frem til 2020« (KOM(2008) 17 endelig) og »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/87/EF med henblik på at forbedre og udvide ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet« (KOM(2008) 16 endelig).

3.6

EØSU anser et forpligtende mål om en 20 %-andel for vedvarende energi inden 2020 for at være politisk og strategisk rigtigt — idet det synliggør skiftet til en post-fossil energipolitik — ligesom det mener, at målet er realistisk set ud fra et teknisk og økonomisk synspunkt. Udvalget mener ligeledes, at de enkelte nationale målsætninger kan opfyldes, især eftersom medlemsstaterne reelt har et spillerum med hensyn til valget af løsningsmodeller (køb af certifikater, deltagelse i projekter). Det er imidlertid klart, at en omlægning af energisystemet vil være omkostningskrævende og kræve strukturelle forandringer. Der er ikke bare et behov for at investere i anlæg, der producerer elektricitet fra vedvarende energikilder, men også for investeringer i vandkraftværker til udligning af den uregelmæssige elektricitetsproduktion, der skyldes manglende vind eller solindstråling, ligesom der må investeres i udbygning af mellemstatslige strømledninger. Vi kan ikke opfylde de fastsatte mål ved udelukkende at se på det aspekt, der vedrører energiproduktionen.

3.7

Tyskland støtter f.eks. en elektricitetsproduktion baseret på fornyelig energi gennem en specifik indfødningslovgivning, hvor andelen af miljøstrøm for tiden ligger på 15 %; de hermed forbundne meromkostninger, der betales af strømforbrugerne via en højere indfødningsgodtgørelse, udgør ca. 3.5 mia. EUR om året. De samfundsøkonomiske fordele i form af nye arbejdspladser, undgåede miljøforringelser eller nye skattegrundlag er imidlertid ikke indregnet her.

3.8

Med henblik på at reducere de omkostninger, der er forbundet med opfyldelsen af dette mål, er det ifølge direktivet meningen, at de individuelle nationale mål også skal kunne nås ved, at man støtter foranstaltninger vedrørende øget anvendelse af vedvarende energi i andre stater. Import af »grøn« elektricitet — med oprindelsesgaranti — er også en mulighed. Dette mener EØSU i princippet er fornuftigt. Udvalget støtter imidlertid de medlemsstater, som kræver, at denne handel skal foregå på basis af tilladelser, så det undgås, at den støtte til vedvarende energi, der gives af en medlemsstat (5), kan bruges til at reducere omkostningerne i en anden medlemsstat.

4.1

For de tre sektorer, hvor vedvarende energi kommer til at spille en rolle (nemlig elektricitet, opvarmning og nedkøling samt transport), mener EØSU, at Kommissionen har gjort rigtigt i at fastsætte et samlet mål i stedet for tre individuelle sektorspecifikke mål. Derved bliver det op til medlemsstaterne at kombinere foranstaltningerne i de tre sektorer på en måde, der resulterer i, at de opfylder det samlede nationale mål.

4.2

Denne fleksibilitet reduceres imidlertid kraftigt, idet der for et enkelt delområde i en af de tre sektorer — nemlig hvad angår erstatning af diesel og benzin til transport — skal fastsættes et selvstændigt forpligtende mål.

5.1

Kommissionen tildeler agrobrændstoffer en særstilling.

5.2

I mange af de undersøgelser, som er offentliggjort om agrobrændstoffer i de seneste måneder, gøres der opmærksom på, at biomasse, i modsætning til solenergi, er en begrænset ressource, og at der nødvendigvis vil opstå en arealkonkurrence i forhold til såvel produktion af fødevarer som bevarelse af biodiversitet. Der strides fortsat om, hvor stor denne konkurrence vil være. Inden der sættes ind med politisk styring, er der derfor behov for meget grundige strategiske overvejelser om, hvilke former for vedvarende energi der med størst fordel kan anvendes på hvilke områder. I den forbindelse er der behov for meget nøjagtige konsekvensanalyser.

5.3

Det tyske landbrugsministeriums videnskabelige råd giver i sine anbefalinger vedrørende anvendelsen af biomasse, offentliggjort i november 2007, udtryk for, at sol- og vindenergi på langt sigt vil indtage en dominerende position blandt de vedvarende energikilder, bl.a. fordi disse energiformer i sammenligning med biomasse har et væsentligt større potentiale. Det videnskabelige råd nævner tre grunde hertil:

5.4

Når de eksisterende naturressourcer er begrænsede og omlægningen til nye, vedvarende og om muligt decentrale energiforsyningsstrukturer er forbundet med forholdsvis store investeringer, må der tages særligt hensyn til princippet om hovedsageligt at anvende de finansielle ressourcer på de mest effektive klimabeskyttelsesstrategier.

5.5

På EU-niveau er enkelte af de udvalgte og delvist statsstøttede bioenergistrategier, nemlig for agrobrændstoffer samt produktion af biogas på basis af majs, forbundet med meget høje omkostninger (6) til reduktion af CO2 (150 til over 300 EUR/t CO2).

5.6

Andre bioenergistrategier, f.eks. biogasproduktion på basis af gylle (helst kombineret med en kraftvarmeproduktion), kombineret kraftvarmeproduktion på grundlag af træflis (fra trærester henholdsvis plantager med hurtigt voksende træsorter) samt afbrænding af træflis i eksisterende større kraftværker resulterer i CO2-fortrængningsomkostninger på kun 50 EUR/t CO2  (7).

5.7

Kommissionens fælles forskningscenter konstaterer, at det i forbindelse med en nedbringelse af drivhusgasser/hektar er langt mere effektivt at anvende biomasse til produktion af elektricitet end til fremstilling af flydende agrobrændstoffer (8). Moderne biomassekraftværker er næsten ligeså effektive som de anlæg, der drives med fossile brændstoffer, med det resultat, at 1 megajoule (MJ) biomasse erstatter ca. 0,95 MJ fossil energi ved produktionen af varme og elektricitet. Energieffektiviteten ved fremstilling af flydende brændstof til transportformål på basis af biomasse ligger generelt kun på 30-40 %. 1 MJ biomasse erstatter dermed kun ca. 0,35 til 0,45 MJ råolie på transportområdet.

5.8

Ved fremstilling af agrobrændstoffer kan der opnås en reduktion i udledningen af CO2 på ca. 3 t CO2/ha, mens der med de strategier, der beskrives i punkt 5.6, kan opnås en reduktion på mere end 12 t CO2/ha.

5.9

På den baggrund kunne EØSU godt tænke sig at vide, hvorfor Kommissionen vil lægge sig fast på et 10 %-mål for agrobrændstoffer. Udvalget minder om, at Det Europæiske Råd i foråret erklærede, at dette mål skal realiseres på en »omkostningseffektiv« måde, og at følgende tre forudsætninger skal være opfyldt:

5.10

Med hensyn til bæredygtighed er der stadig flere spørgsmål end svar (se også punkt 8), og agrobrændstoffer af anden generation står endnu ikke til rådighed. Dermed er mindst 2 af Det Europæiske Råds 3 kriterier ikke opfyldt, hvilket alligevel ikke hindrer Kommissionen i at holde fast i 10 %-målet.

5.11

Dette begrundes bl.a. med det argument, at transportsektoren i sammenligning med andre erhvervssektorer har den hurtigste vækst i udledningen af drivhusgasser, og at agrobrændstoffer »i dag er dyrere at fremstille end andre former for vedvarende energi, hvilket kan betyde, at de næppe ville blive udviklet, hvis ikke der var et specifikt krav herom«.

5.12

EØSU er ikke enigt i denne begrundelse.

5.12.1

Det er korrekt, at transportsektorens udledninger af drivhusgasser truer med at komme ud af kontrol. Skærpede krav til emissionsgrænseværdierne og en 10 %'s erstatning af benzin og dieselolie løser imidlertid ikke problemerne ifølge EØSU. Disse tiltag vil ikke engang kunne kompensere den øgede belastning, som transportsektoren vil påføre miljøet gennem de næste år.

5.12.2

Udvalget har flere gange gjort opmærksom på, at dette problem bør imødegås ved hjælp af en politik, der søger at reducere trafikmængden og at ændre fordelingen på transportformer i retning af mere miljøvenlige som jernbaner, kollektiv trafik og skibsfart.

5.12.3

Rent teknisk mener EØSU ikke, at fremtidsperspektivet for den motoriserede individuelle transport ligger i forbrændingsmotoren, men i el-drevne køretøjer, der kan hente brændstof fra vedvarende energikilder. For at en VW-Golf kan køre 10 000 km, skal der ifølge en beregning fra EMPA (9) tilplantes et areal på 2062 kvadratmeter med rapsolie til et års produktion af agrodiesel. Solceller ville derimod kun have behov for et areal på 37 kvadratmeter til at frembringe den nødvendige årsproduktion af energi til strækningen på 10 000 km — dvs. en sjettedel af det areal, der skal bruges til rapsmarken.

5.12.4

Den strategiske satsning på at erstatte diesel henholdsvis benzin med agrobrændstoffer er en af de mindst effektive og dyreste klimabeskyttelsesforanstaltninger og resulterer for øjeblikket i en ekstrem fejlallokering af finansielle midler. EØSU kan ikke indse, hvorfor netop de mest omkostningskrævende foranstaltninger skal støttes mest intensivt fra politisk hold, især når der samtidig mangler svar på en lang række økonomiske, miljørelaterede og sociale spørgsmål.

5.12.5

EØSU er derfor ikke enig i Kommissionens udsagn »{…} Øget anvendelse af biobrændstoffer er navnlig et af Fællesskabets mest effektive midler« til imødegåelse af udfordringerne.

5.13

Hvis man tager med i betragtning, at Kommissionen har til hensigt at tillade agrobrændstoffer, når disse resulterer i en reduktion i udledningen af drivhusgasser på mindst 35 % — sammenlignet med brændstoffer baseret på fossile energikilder — vil 10 %-målet medføre, at emissionerne fra den motoriserede transport — ved samme trafikarbejde — kun vil blive reduceret med 3,5 %. Da transportområdet bidrager til den samlede udledning af drivhusgasser med godt en fjerdedel, taler vi altså om et samlet emissionsreduktionspotentiale på 1 %. Et omfang, der slet ikke står i forhold til de dermed forbundne omkostninger og risici.

5.14

Selv hvis man mener, at det er fornuftigt at anvende biomasse til fremstilling af agrobrændstoffer til transport, må der satses på størst mulig effektivitet. Bilag VII til direktivet gør det imidlertid klart, at det ikke er en rigtig strategi at satse på at omdanne biomasse til ethanol. Enhver (industriel) molekylær omdannelse er forbundet med et energiforbrug og dermed et tab. Det giver bedre mening at anvende den producerede biomasse direkte uden en industriel-kemisk omdannelse.

5.15

Enkelte traktorproducenter viser, at dette er teknisk muligt, idet de i mellemtiden tilbyder motorer, der udelukkende kører på ren vegetabilsk olie.

5.16

Bilag VII viser, at man kan opnå den største reduktion i drivhusgasemissioner med denne teknologi: ren rapsolie giver en standardbesparelse med hensyn til drivhusgasemissioner på ca. 55 %, agrodiesel baseret på raps giver en besparelse på 36 %, og ethanol baseret på hvede giver ingen besparelse i forhold til brændstoffer baseret på fossile brændstoffer. EØSU forstår ikke, hvorfor Kommissionen ikke eksplicit fremhæver denne fremgangsmåde som særligt fordelagtig, bl.a. fordi der hermed bedst kan etableres decentrale energiforsyningsstrukturer og dermed arbejdspladser i landbruget og i landdistrikterne.

5.17

EØSU mener f.eks., at det vil være en god strategi at fremme anvendelsen af rene planteolier — som eksempelvis kan udvindes fra miljøvenlige blandingsafgrøder — i landbruget og i f.eks. kommunale køretøjer eller skibe (10). På den måde kan landmænd umiddelbart involveres i udviklingen af regionale energikredsløb og drage direkte økonomisk fordel heraf. Inden for rammerne af agrobrændstofstrategien bliver de derimod til producenter af de billigst mulige råstoffer til den petrokemiske industri, hvis der overhovedet vil blive brugt råstoffer af europæisk oprindelse.

6.1

Kommissionen formoder, at størsteparten af den biomasse der skal bruges til agrobrændstoffer, vil blive produceret i regioner uden for EU, der nyder godt af et klimatisk set gunstigere klima. Hvis råolieimport erstattes med biomasseimport betyder dette imidlertid ikke en reduktion af importafhængigheden, men kun en diversificering af denne.

6.2

Det kan ikke for alvor være et mål for EU's nye energipolitik at erstatte en afhængighed med en anden.

6.3

Tværtimod bør det først og fremmest være målet at fokusere på reelt decentrale, lokalt henholdsvis regionalt tilgængelige kilder i den nye strategi for vedvarende energi. Her kan og skal bioenergi også spille en rolle, dog ikke den, som man forestiller sig i agrobrændstofstrategien.

7.1

Kommissionen skriver, at energi fra vedvarende energikilder »som regel kan erstatte traditionel energi uden de store problemer og leveres ved hjælp af samme net og logistiksystemer«. EØSU mener, at dette udsagn er udtryk for en fejlagtig antagelse af central betydning: vedvarende energi fra decentrale strukturer adskiller sig hyppigt diametralt fra »traditionel« energi, der som oftest stammer fra større centralt organiserede strukturer.

7.2

En agrobrændstofstrategi, der baserer sig på energiimport og en delvis erstatning af benzin og dieselolie er til fordel for de »traditionelle«, dvs. centralt organiserede strukturer, som koncernerne i den globale petrokemiske industri har etableret. Denne strategi cementerer dermed disse koncerners produktions- og distributionsstrukturer, hvilket er i oliebranchens interesse. Der skabes dog så godt som ingen nye arbejdspladser i Europa (11).

7.3

Satses der i stedet på mere energieffektiv anvendelse af f.eks. træflis til produktion af varme eller elektricitet, på rene vegetabilske olier, der dyrkes regionalt, eller biogasforsyning til køretøjer eller områder uden et naturgasnet samt decentrale solteknologier, åbner dette mulighed for nye, eventuelt regionalt organiserede, fremstillings- og distributionsalternativer med stort beskæftigelsespotentiale.

7.4

Ved brug af termiske solfangere og decentral anvendelse af fotovoltaiske solceller producerer (energi)-forbrugerne selv energi til dækning af størstedelen af deres behov, hvilket også er et bevis på, at en energiforsyning baseret på vedvarende energi sagtens kan organiseres anderledes end den nuværende energiforsyningsstruktur.

7.5

Også andre tiltag, f.eks. en forøgelse af energieffektiviteten og en mere sparsom omgang med energien kan allerede i opbygningsfasen skabe hundredetusinder af arbejdspladser i små og mellemstore virksomheder. Bygningsisolering, installation af sol- og vindkraftanlæg eller opførelse af biogasanlæg er eksempler herpå. Det politiske niveau må sørge for, at netop dette potentiale også udnyttes. Direktivforslagets strategi vedrørende agrobrændstoffer er ikke den mest effektive metode.

7.6

Dvs.: også hvad angår spørgsmålet om arbejdspladser er det absolut nødvendigt med en meget nøjagtig og langt mere differentieret anskuelse af de forskellige former for vedvarende energi. Vedvarende energi kan reelt fremme og støtte de regionale erhvervsstrukturer, men de kan på den anden side også bidrage til at cementere centrale strukturer.

7.7

Det samme gælder i øvrigt for de lande, hvor der dyrkes biomasseafgrøder til agrobrændstoffer. Med hensyn til den økonomiske, miljømæssige og sociale udvikling i udviklingslandene konkluderer det tyske ministerium for udviklingsbistand i et arbejdspapir med titlen »Agrobrændstoffer set i et udviklingspolitisk perspektiv« fra marts 2008, at en strategi baseret på en eksportorienteret masseproduktion af biomasse »som reaktion på den stærkt stigende efterspørgsel i industrilandene vil være forbundet med store risici og ikke skabe beskæftigelse«. mens fremstilling af biomasse til decentral energiforsyning og med inddragelse af produktion fra småbønder må betragtes i et overvejende positivt lys.

8.1

EØSU bifalder, at Kommissionen har planer om at indføre bæredygtighedskriterier for produktionen af agrobrændstoffer. Der er tale om et vigtigt fremskridt, men udvalget mener dog, at det fremsatte forslag er helt utilstrækkeligt.

8.2

Kommissionen selv fremhæver igen og igen, hvor vigtigt det er at skabe en balance mellem den økonomiske, miljømæssige og sociale søjle i bæredygtighedspolitikken. Alene på grund af den fuldstændige mangel på stillingtagen til de sociale spørgsmål i forbindelse med de ovennævnte kriterier mener EØSU, at direktivforslaget på ingen måde er udtryk for realiseringen af en gennemtænkt bæredygtighedsstrategi og bæredygtighedskriterier for agrobrændstoffer. Direktivforslaget skal gennemrevideres på dette punkt.

8.3

I den forbindelse er det vigtigt for EØSU, at der på grund af de indirekte ændringer i arealudnyttelsen opstilles effektive miljømæssige og sociale kriterier ikke bare for agrobrændstoffer, men for alle landbrugsimportprodukter, herunder fodermidler.

8.4

Det er ligeledes en illusion at tro, at man med fastsættelsen af en frist (her: januar 2008) kan sikre, at f.eks. arealer med regnskov eller tørv ikke inddrages i agrobrændstofproduktionen. Dette ville kræve såvel et velfungerende arealregistreringssystem som et effektivt forvaltnings- og kontrolsystem. Begge dele eksisterer — som erfaringerne viser — ikke i de fleste nyindustrialiserede lande og udviklingslande.

8.5

EØSU mener, at de kriterier, der fremgår af fortegnelsen i artikel 15, stk. 3 og 4, og som har til formål at bevare den biologiske mangfoldighed og forhindre, at jord med store kulstoflagre omlægges, er utilstrækkelige. Hvad angår bevarelse af den biologiske mangfoldighed er der behov for langt flere arealer end de i afsnit 3 a) til c) nævnte. Det samme gælder for artikel 4 a) og b) med hensyn til kulstoflagre.

8.6

I bilag VII afsnit B opstiller Kommissionen en liste over »skønnede typiske værdier og standardværdier for fremtidige biobrændstoffer«, der endnu ikke eller kun i ubetydelige mængder er på markedet. EØSU har den opfattelse, at man ikke bør arbejde med skønnede værdier, men kun med dokumenterede.

31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/49

1.1

EØSU godkender mekanismerne i forslaget til fremme af demonstration af CSS (»Carbon Capture and Storage«) i kraftværker som omtalt i Kommissionens meddelelse, men manglen på finansieringsformåen og klart fastslåede finansieringsalternativer på mellemlang sigt (+ 2010-2020) og langt sigt (fra og med 2020) vækker bekymring.

1.2

Det bør sikres, at manglen på finansieringsformåen fra Kommissionens side delvist opvejes af indtægter fra den europæiske emissionshandelsordning (EU-ETS), f.eks. gennem auktionssalg af emissionsrettigheder fra elproduktionssektoren efter 2013. Det er vigtigt at notere, at indtil dags dato er ingen specifik støtteordning — med de fornødne garantier — blevet foreslået på EU-niveau.

1.3

Det er vigtigt, at de finansielle vilkår er tydelige og klart fastlagte senest ved udgangen af 2009. Kun herved vil man kunne sikre et finansielt grundlag for iværksættelse af forberedelserne på storstilede CCS-demonstrationsanlæg, som skal være driftsklare i 2015.

1.4

Indtægter fra EU-ETS bør indsamles på nationalt plan som led i iværksættelsen af det reviderede EU-ETS-direktiv fra og med 2013.

1.5

Kommissionens idé om nationale EU-ETS-auktioner kombineret med øremærkning af 20 % af de samlede indtægter til reduktion af CO2-emissioner er fuldstændig utilstrækkeligt og en forpasset mulighed for finansiering. Medlemsstaterne bør kraftigt opfordres til at revolutionere deres holdning til EU-ETS-indtægter og afsætte alle indtægter fra EU-ETS til lavkulstof- og kulstofneutrale teknologier med et særligt CCS-budget. På den måde kan de milliarder af euro, som Kommissionen i dag mangler, men som kræves for at støtte tidlig demonstration af CCS i stor skala, muligvis findes.

1.6

Kommissionen bør udarbejde en plan, hvor den fastlægger EII's (det europæiske initiativ for industrien) organisering og rolle, og sørge for, at den supplerer men ikke overlapper andre initiativer såsom projekter, der støttes af det syvende rammeprogram, Den Europæiske Teknologiplatform for Zero Emission Fossil Fuel Power Plant og det europæiske flagskibsprogram.

1.7

EØSU erkender behovet for en fælleseuropæisk infrastruktur for transport og lagring af CO2. Der er behov for et EU-omspændende transportsystem til at koble medlemsstater sammen, som måske ikke selv formår at etablere nationale lagringsanlæg.

1.8

Da transport er et vigtigt element i etableringen af en storstilet CCS-infrastruktur, kunne akronymet CCTS (Carbon Capture Transport and Storage, dvs. inklusive transport) anvendes.

2.1

Udviklingen af den samlede værdikæde for CCS inklusive opsamling, transport og lagring af CO2 befinder sig i en tidlig, til dels stadig sonderende fase. I modsætning hertil stiger konventionelle kraftværksteknikkers effektivitet gradvist. I betragtning af det presserende, store behov for ekstra kraftværkskapacitet i Europa i løbet af de næste årtier anbefaler udvalget, at man vælger en pragmatisk fremgangsmåde, hvor begge teknologier videreudvikles parallelt. Mens udviklingen af mere effektive metoder i vid udstrækning kan overlades til markedets aktører, har CCS-teknologierne — kraftværker såvel som infrastruktur — brug for ekstra støtte i demonstrations- og markedsintroduktionsfasen.

2.2

Der arbejdes med flere muligheder for udvikling af CCS-teknologien: a) som integreret kraftværksteknologi, hvor CO2 opsamles inden forbrændingsprocessen og b) ved »post-combustion«-teknologi, hvor CO2 fjernes fra røggassen efter forbrændingen (CO2-udvaskning). Den sidstnævnte metode kan, hvis den videreudvikles, bruges til at opgradere allerede planlagte yderst effektive nye kraftværker, hvis disse bygges efter »capture ready«-princippet. Begge teknologiske landvindinger har det til fælles, at det udskilte CO2 skal transporteres fra kraftværket til et velegnet lagringssted.

2.3

Med henblik på den samfundsmæssige og politiske accept af denne proces har spørgsmålet om en sikker og langsigtet lagring af CO2 afgørende betydning. Dette aspekt er i slutanalysen det afgørende miljøspørgsmål, som denne teknologi står over for (2).

2.4

På et møde i Aomori, Japan, den 9. juni 2008, besluttede gruppen af de otte industrimagter (G8) at iværksætte 20 store CCS-demonstrationsprojekter senest i 2010 med henblik på at støtte den teknologiske udvikling og mindske omkostningerne ved bred anvendelse af CCS fra og med 2020.

2.5

På G8-mødet deltog repræsentanter fra Storbritannien, Canada, Italien, Japan, Frankrig, Tyskland, Rusland, USA, Kina, Indien og Sydkorea.

2.6

For at støtte G8's CCS-forpligtelse har det amerikanske energiministerium lovet at bevilge midler til, at CCS-teknologi kan indføres på adskillige kraftværker af kommerciel størrelse med integreret forgasning med kombineret cyklus eller andre avancerede renkulteknologier under sit FutureGen-program. USA finansierer også syv regionale kulstofbindingspartnerskaber for at demonstrere effektiviteten af omfattende langtidslagring i jord af CO2.

2.7

G8's CCS-meddelelse er på linje med Det Internationale Energiagenturs henstillinger om at bruge CCS-teknologi som led i en pakkeløsning om at halvere drivhusgasemissioner fra og med 2050.

3.1

Teknologi til opsamling og lagring af CO2 (CCS) er et afgørende element i spektret af eksisterende og nye teknologier med potentiale til at sikre den reduktion af CO2-emissionerne, der er nødvendig for at opfylde målene også efter 2020 (3).

3.2

Udnyttelse af CCS i større målestok vil kunne være kommercielt realistisk om 10-15 år, hvilket betyder, at CCS i 2020 eller umiddelbart derefter kan indgå som et selvstændigt element i et system baseret på handel med emissionskvoter og dermed blive et afgørende instrument i bestræbelserne på at eliminere CO2-emissioner fra fossile brændstoffer i elproduktionen.

3.3

Det forudsætter dog, at man omgående indleder det forberedende arbejde. Hurtig demonstration er især nødvendig for de CCS-teknologier, som allerede nu er udviklet rundt om i verden og anvendes i andre sammenhænge, så de kan tilpasses til anvendelse i større målestok inden for elproduktion.

3.4

Det Europæiske Råd tilsluttede sig i marts 2007 (bekræftet i marts 2008) Kommissionens planer om opførelse og drift inden 2015 af op til tolv demonstrationsanlæg med bæredygtig teknologi for fossile brændstoffer til kommerciel elproduktion.

3.5

Den foreliggende meddelelse, der supplerer Kommissionens forslag til direktiv om geologisk lagring af CO2, som skal skabe de nødvendige retlige rammer for CCS i EU, har til formål at intensivere indsatsen på CCS-området med specifikt sigte på oprettelse af en struktur, der kan koordinere og formidle konkret støtte til storstilede CCS-demonstrationer og skabe forudsætninger for dristige investeringer fra erhvervslivet i en række anlæg.

3.6

Det er meget vigtigt, at der hurtigst muligt tages skridt til at indlede de europæiske CCS-demonstrationsaktiviteter inden for rammerne af en integreret strategi, som også omfatter målrettet F&U og en indsats for at oplyse om og gøre CCS-teknologi accepteret i offentligheden. I henhold til Kommissionen kan en udskydelse i syv år med en tilsvarende forsinkelse i indførelse af CCS på verdensplan betyde, at der frem til 2050 globalt (4) slippes mere end 90 Gt CO2 ud, som kunne være undgået. Det svarer til mere end tyve års samlede CO2-emissioner for EU på det nuværende niveau.

3.7

Det er afgørende, at europæisk erhvervsliv forpligter sig klart og fast til at indskyde kapital i projekterne, før det offentlige overhovedet vil overveje at bidrage med støtte. Især de medlemsstater, som har til hensigt at lade kul være det dominerende element i deres fremtidige energimix, bør vedtage støtteforanstaltninger til fordel for hurtig demonstration af CCS.

3.8

Der nævnes følgende to slags hindringer:

Det anføres i Kommissionens meddelelse, at EU kan påtage sig en ledende rolle ved udformningen af internationale regler.

3.9

Det foreslåede europæiske initiativ for industrien bør samle initiativtagernes bestræbelser i et netværk af demonstrationsprojekter. Dette bør bistå med udveksling af erfaringer og information, oplyse befolkningen og give input til en fuldstændig værditilvækstkæde for CCS. Desuden forventes det foreslåede europæiske initiativ for industrien også at være med til at tiltrække nationale og internationale midler.

3.10

Kommissionen skriver, at den kun kan bidrage med en meget lille støtte og derfor koncentrerer sig om en katalysatorfunktion for finansieringen fra initiativtagerne selv og fra offentlige nationale midler og internationale ngo'er.

3.11

Der nævnes tre tiltag:

Det tilføjes, at jo længere industrien er om at engagere sig i CCS, jo mere vil beslutningstagerne blive nødt til overveje tvang.

3.12

Behovet for en fælles, europæisk infrastruktur til transport og lagring af CO2 omtales. Der lægges op til en revision af TEN-E-retningslinjerne, herunder CCS.

4.1

Som følge af Rådets beslutninger vedrørende klimabeskyttelse og manglende energiforsyningssikkerhed i marts 2007 har Kommissionen — i form af selvstændige dokumenter — forslået en række foranstaltninger, der har til formål at opfylde Rådets målsætninger. Foranstaltningerne fokuserer på energieffektivitet, udvikling af vedvarende energikilder samt udvikling og anvendelse af tilsvarende innovative teknologier. Udvalget har udarbejdet specifikke udtalelser omhandlende disse områder (5).

4.2

Et nøgleområde i den forbindelse er udviklingen af metoder til en vedvarede reduktion af emissionen af de drivhusgasser, som er et resultat af anvendelsen af fossile brændstoffer, der er emnet for denne udtalelse.

4.3

Udtalelsen knytter an til en udtalelse fra udvalget (6), der behandler samme teknik i relation til Kommissionens forslag til direktiv om geologisk lagring af kuldioxid (CO2).

5.1

I sin meddelelse påpeger Kommissionen gentagne gange, at hvis dens planer skal lykkes, er det afgørende i en tidlig fase at vise, at a) EU's emissionshandelsordning (EU-ETS) vil spille en nøglerolle og b) at der er muligheder for at høste »reelle økonomiske fordele«. EU-ETS lover klart at skabe reelle økonomiske fordele for initiativtagerne. Det vil imidlertid være for sent, hvis Kommissionen ikke evner at opstille et klart og endeligt grundlæggende sæt regler for EU-ETS-ordningen efter 2012 inden udgangen af 2009.

Ved udgangen af 2008 skal industrien have et solidt grundlag for at træffe investeringsbeslutninger med henblik på at påbegynde ingeniør- og anlægningsfasen i tide, så de første CCS-anlæg kan være driftsklare i 2015. Det aspekt er ikke blevet understreget tilstrækkeligt, især i lyset af den nuværende mangel på klarhed omkring EU-ETS og svage krav fra Kommissionen om industri og nationale myndigheder, som lader finansieringsspørgsmålet henstå i det uvisse.

5.2

EU-ETS er afgjort et vigtigt kulstofmarked, som kan blive særdeles effektivt, men kun hvis ordningen geares stærkt hen imod fastsættelse af en pris på emissionsrettigheder, som mere end dækker ekstraudgifterne ved kulstofbekæmpelse. Hvis Kommissionen ikke sørger for klarhed omkring regler og muligheder for auktionering og passende opkrævning af sådanne indsamlede indtægter og hvis den ikke spiller en kontrollerende rolle, vil eventuelle investorer være tilbøjelige til at indtage en afventende holdning på grund af alt for stor usikkerhed.

5.3

En fælles europæisk infrastruktur for transport og lagring af CO2 vil rigtignok fremme iværksættelsen af CCS i stor stil i hele EU. Nogle medlemsstater formår måske ikke selv at etablere nationale lagringsanlæg (7). Hvor det er muligt, bør der gøres brug af eksisterende infrastruktur, som ikke længere benyttes, eller nye anlæg, som indgår i anden infrastruktur. På grund af transportens betydning henstiller EØSU, at man også indfører akronymet CCTS (Carbon Capture Transport and Storage) for eksplicit at medtage transport, skønt akronymet CCS allerede er internationalt kendt og anerkendt.

5.4

Kommissionen lægger en betragtelig byrde på nationale myndigheder med hensyn til finansiering af CCS, da der ikke er mulighed for et betydeligt bidrag fra Kommissionens nuværende budget. Da dette er et vigtigt spørgsmål for EU og på baggrund af behovet for overvågning på EU-niveau for at sikre, at demonstrationsprojekter bliver vellykkede, bør Kommissionen bidrage med en større andel af finansieringen af CCS-projekter, end den har planlagt, om nødvendigt suppleret med bidrag fra medlemsstaterne (8).

5.4.1

Bortauktioneringen af emissionsrettigheder under EU-ETS har skabt mulighed for at tage fat på spørgsmålet om utilstrækkelig støtte fra Kommissionens side. For øjeblikket afsættes kun 20 % til støtte af lavkulstof- og kulstofneutrale teknologier. Medlemsstaterne bør kraftigt opfordres til at revolutionere deres holdning til EU-ETS-indtægter og afsætte alle indtægter fra EU-ETS til lavkulstof- og kulstofneutrale teknologier med et særligt CCS-budget (9). På den måde kan de milliarder af euro, som Kommissionen i dag mangler, men som kræves for at støtte tidlig storstilet demonstration af CCS, muligvis findes.

5.4.2

Ydermere, som EØSU allerede har foreslået, kan energibudgettet i det syvende rammeprogram øges betydeligt med 15 %, hvilket vil føre til en stigning fra 2 til 3 % af den del af BNP, der investeres i F&U. På denne måde kan der via det 7. rammeprogram ydes et reelt bidrag til fremme af demonstrationen af CCS.

5.4.3

Der findes en række andre foranstaltninger, som der ydes støtte til inden for det syvende rammeprogram, og som også kan bidrage til forberedelsen af storstilede demonstrationsprojekter. De forskellige foranstaltninger bør have en klar forbindelse til den foreslåede struktur til fremme af demonstration.

5.5

Der anføres intet om, hvordan det europæiske initiativ for industrien hænger sammen med rækken af andre tiltag og initiativer, som Kommissionen er involveret i (10). Det er vigtigt at anføre, hvilke tiltag der skal sættes ind med for at sørge for en integreret tilgang.

5.6

Det forventes, at udviklingen og iværksættelsen af CCS-teknologier får stor positiv effekt på beskæftigelsen i EU. Visse større leverandører af CCS-udstyr og -transportinfrastrukur er hjemmehørende i EU. De udvikler og vil også kunne sælge og installere f.eks. udstyr og rørledninger, når CCS gennemføres verden over. EU indtager en stærk førerstilling i verden med hensyn til CCS, som vil blive yderligere styrket, hvis EU hurtigt får held med storstilet demonstration af CCS-teknologi i EU (11).

5.7

EØSU foreslår, at man bruger ordet »rene« i stedet for »bæredygtige« fossile brændstoffer. Bæredygtig egner sig bedre for f.eks. sol- og bioenergi og mindre for CCS-teknologier, som bygger bro ved brug af fossile brændstoffer på en ren måde, indtil vi får held til helt og holdent at gå over til en bæredygtig energiforsyning.

5.8

Med hensyn til gennemførligheden af sikker lagring af CO2 er der allerede indhøstet betydelige erfaringer på området, således som det kort nævnes i det følgende:

6.1

EØSU kan godkende mekanismerne i forslaget til fremme af demonstrationen af CCS i kraftværker som nævnt i Kommissionens meddelelse, men ønsker at fremsætte en række bemærkninger:

6.1.1

Kommissionen bør have en strategi, som sikrer, at det europæiske initiativ for industrien ikke overlapper det europæiske flagskibsprogram og Den Europæiske Teknologiplatform for Zero Emission Fossil Fuel Power Plant (ZEP). Disse aktiviteter bør koordineres ordentligt og understøtte hinanden.

6.1.2

I meddelelsen omtaler Kommissionen »en udvidelse af det europæiske initiativ for industrien med sigte på CCS til at omfatte andet og mere end blot et projektnetværk«. Formålet med dette udsagn er ikke klart. Det påpeges også, at den fornødne finansiering stadig mangler. Hvilken merværdi indebærer en sådan udvidelse og hvordan hænger den sammen med de ovenomtalte tiltag på CCS-området?

6.2

EØSU godkender ikke forslaget om at fremme finansieringen af CCS-demonstration, da det ikke er tilstrækkelig vidtrækkende: