ISSN 1725-2393

Den Europæiske Unions

Tidende

C 27

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

52. årgang
3. februar 2009


Informationsnummer

Indhold

Side

 

III   Forberedende retsakter

 

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

 

446. plenarforsamling den 9. og 10. juli 2008

2009/C 027/01

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om typegodkendelse af brintdrevne motorkøretøjer og om ændring af direktiv 2007/46/EFKOM(2007) 593 endelig — 2007/0214 (COD)

1

2009/C 027/02

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om De forskellige politikforanstaltninger, bortset fra en egnet finansiering, som ville støtte små og mellemstore virksomheders vækst og udvikling

7

2009/C 027/03

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen: Agenda for en bæredygtig og konkurrencedygtig europæisk turismeKOM(2007) 621 endelig

12

2009/C 027/04

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Hvidbog om integration af EU's realkreditmarkederKOM(2007) 807 endelig

18

2009/C 027/05

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Udviklingen i bygge- og anlægssektoren i Europa

22

2009/C 027/06

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Udviklingen inden for forretningsservicesektoren i Europa

26

2009/C 027/07

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kosmetiske midler (omarbejdet)KOM(2008) 49 endelig — 2008/0035 (COD)

34

2009/C 027/08

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2001/82/EF og direktiv 2001/83/EF for så vidt angår ændringer af betingelserne i markedsføringstilladelser for lægemidlerKOM(2008) 123 endelig — 2008/0045 (COD)

39

2009/C 027/09

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om simple trykbeholdere (Kodificeret udgave)KOM(2008) 202 endelig — 2008/0076 (COD)

41

2009/C 027/10

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Et banenet med fortrinsret for godstrafikKOM(2007) 608 endelig

41

2009/C 027/11

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen — Meddelelse om en europæisk havnepolitikKOM(2007) 616 endelig

45

2009/C 027/12

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Vejtransport — arbejdstid for selvstændige chauffører

49

2009/C 027/13

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En strategisk energiteknologiplan for EU (SET-plan) Mod en fremtid med lavere kulstofemissionerKOM(2007) 723 endelig

53

2009/C 027/14

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Sammenhængen mellem klimaændringerne og landbruget i EU

59

2009/C 027/15

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/87/EF med henblik på at forbedre og udvide ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i FællesskabetKOM(2008) 16 endelig — 2008/0013 (COD)

66

2009/C 027/16

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om medlemsstaternes indsats for at nedbringe deres drivhusgasemissioner med henblik på at opfylde Fællesskabets forpligtelser til at nedbringe drivhusgasemissionerne frem til 2020KOM(2008) 17 endelig — 2008/0014 (COD)

71

2009/C 027/17

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets direktiv om geologisk lagring af kuldioxid og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF, 96/61/EF, 2000/60/EF, 2001/80/EF, 2004/35/EF, 2006/12/EF og forordning (EF) nr. 1013/2006KOM(2008) 18 endelig — 2008/0015 (COD)

75

2009/C 027/18

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/66/EF om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer, for så vidt angår artikel 6, stk. 2, vedrørende markedsføring af batterier og akkumulatorerKOM(2008) 211 endelig — 20008/0081 (COD)

81

2009/C 027/19

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Minedrift uden for energisektoren i Europa

82

2009/C 027/20

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Integration af mindretal — Roma

88

2009/C 027/21

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Platform for øget inddragelse af civilsamfundet med henblik på fremme af europæiske foranstaltninger til integration af tredjelandsstatsborgere: Elementer i dens struktur, organisation og funktionsmåde

95

2009/C 027/22

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om For et nyt europæisk socialt handlingsprogram

99

2009/C 027/23

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets direktiv om indrejse- og opholdsbetingelser for tredjelandsstatsborgere med henblik på højt kvalificeret beskæftigelseKOM(2007) 637 endelig — 2007/0228 (CNS)

108

2009/C 027/24

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets direktiv om en kombineret ansøgningsprocedure for en kombineret tilladelse til tredjelandsstatsborgere til at tage ophold og arbejde på en medlemsstats territorium og om et sæt fælles rettigheder for arbejdstagere fra tredjelande, der har lovligt ophold i en medlemsstatKOM(2007) 638 endelig — 2007/0229 (CNS)

114

2009/C 027/25

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om det europæiske år for kreativitet og innovation (2009)KOM(2008) 159 endelig — 2008/0064 (COD)

119

2009/C 027/26

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om En bedre integration i det indre marked som afgørende faktor for samhørighed og vækst i EU's ø-områder

123

2009/C 027/27

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Årsagerne til forskellen mellem opfattet og reel inflation

129

2009/C 027/28

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Førtiltrædelsesbistand til Republikken Albanien: Civilsamfundets rolle

140

2009/C 027/29

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Etablering af civilsamfundsnetværk i Sortehavsområdet

144

2009/C 027/30

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Hvordan kan en national og en europæisk dimension forenes i formidlingen af EU?

152

DA

 


III Forberedende retsakter

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

446. plenarforsamling den 9. og 10. juli 2008

3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/1


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om typegodkendelse af brintdrevne motorkøretøjer og om ændring af direktiv 2007/46/EF«

KOM(2007) 593 endelig — 2007/0214 (COD)

(2009/C 27/01)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 14. november 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om typegodkendelse af brintdrevne motorkøretøjer og om ændring af direktiv 2007/46/EF.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Edgardo Maria Iozia til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 11. juni 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 446. plenarforsamling den 9. juli 2008 følgende udtalelse med 117 stemmer for og 5 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU bifalder indholdet i forordningsforslaget KOM(2007) 593 endelig og ser positivt på vedtagelsen af harmoniserede standarder for typegodkendelse af brintdrevne motorkøretøjer på EU-niveau. EØSU er endvidere enigt i beslutningen om en enhedsprocedure på EU-niveau, der skal gælde i alle medlemsstater, idet en sådan synes mere enkel og langt mindre besværlig end 27 forskellige typegodkendelser, som oven i købet ville skabe et klart grundlag for konkurrenceforvridninger og en opsplitning af det indre marked.

1.2

Vigtigheden af en sådan foranstaltning er åbenbar, idet der på trods af forventninger om en støt stigende handel med brintdrevne motorkøretøjer ikke findes nogen typegodkendelse for disse køretøjer på hverken nationalt eller EU-niveau. Flere medlemslande har vedtaget midlertidige regler, men der er betydelige forskelle imellem dem.

1.3

EØSU mener, at det er nødvendigt med en hurtig vedtagelse af forordningen, som synes at kunne udgøre en fast referenceramme for virksomhederne i branchen og således fremme de betydelige investeringer, der er nødvendige for udviklingen af teknologier knyttet til anvendelsen af brint. EØSU har i nogle af sine seneste udtalelser om emnet stillet sig positivt over for den strategiske beslutning om at anvende brint, og har anført, at brint på trods af de begrænsninger, der stadig findes, er fremtidens udfordring.

1.4

Vedtagelsen af harmoniserede EU-standarder er desuden vigtig som en garanti for sikkerhed over for brugerne. Det er helt afgørende, at deres tillid styrkes i lyset af en forventelig stigning i antallet af denne type køretøjer, som ifølge Kommissionens prognoser inden 2020 bør nå målsætningen om 1 million brintdrevne biler.

1.5

Et godt eksempel, der underbygger dette og bekræfter, at det konkret er muligt at nå dette mål, er det støt stigende antal hybriddrevne taxier i New York, hvor en positiv bypolitik gør det muligt at forene miljøhensyn og -beskyttelse med markedsreglerne. Det viser også i praksis, at forsøg på at skabe kunstige hindringer for udviklingen af denne teknologi ofte udelukkende dækker over hævdvundne interesser.

1.6

Det er nødvendigt at nå dette mål, da det kun via en målrettet indsats for at erstatte de fossile brændstoffer synes at være muligt at opfylde en målsætning, der er på linje med EU-politikkerne om bæredygtig udvikling og bekæmpelse af klimaændringerne. Målet kan nås ved i stigende grad at anvende brint, andengenerationsbiobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer.

1.7

Denne langsigtede strategi kræver betydelig støtte, som forudsætter specifikke forpligtelser inden for den teknologiske forskning. EØSU henstiller derfor til, at der iværksættes målrettede forskningsprogrammer startende med den hurtige vedtagelse af forordning KOM(2007) 571 endelig, som fastlægger bestemmelser om et fælles teknologisk initiativ via oprettelsen af et fællesforetagende for brændselsceller og brint (1). Udvalget bifalder og håber på forskningsprogrammer, der retter sig mod de nye måder at producere og anvende brint på, og bakker op om anmodningen fra virksomheder og forskere, der beskæftiger sig med anvendelsen af brint, til Rådet og Europa-Parlamentet om at fremskynde vedtagelsesproceduren for de fornødne forslag.

1.8

EØSU opfordrer Kommissionen til med det samme at undersøge problemet med distributionsnettets spredning, eftersom sikre og effektive teknologier til lagring og tilstrækkelig distribution er helt afgørende for udbredelsen af biler, der kører på gasformige blandinger.

1.9

I den indledende fase bør disse foranstaltninger fremme udbredelsen af LPG og methan i hele EU. Dette et det mest umiddelbare og realistiske mål for en om end kun delvis dekarbonisering af brændstofferne, men i mange medlemsstater findes de aktuelt kun i meget begrænset omfang eller slet ikke. Denne indledende forskning i nye, stadig mere sikre og effektive lagrings- og distributionsteknologier vil i den nærmeste fremtid lette overgangen til en mellemfase med distribution af blandinger af gas og brint og endelig til slutfasen med distribution af brint.

1.10

EØSU mener, at det er af allerstørste vigtighed via konkrete tiltag at genvinde de fremtidige brugeres tillid og fjerne den usikkerhed, der stadig hersker omkring anvendelsen af brint. Der bør derfor iværksættes omfattende informationsprogrammer med et klart og velbegrundet budskab, som bekræfter, at teknologien allerede i dag har nået det samme sikkerhedsniveau som konventionelle køretøjer.

1.11

EØSU er enigt i, at en forordning er det rette valg som juridisk grundlag for forslaget, da det sikrer ens betingelser for producenterne i branchen, idet reglerne skal gennemføres samtidigt i alle medlemsstater.

1.12

Udvalget bifalder endvidere forslaget om at anvende udvalgsproceduren ved udarbejdelsen og iværksættelsen af de grundlæggende standarder, og er enigt i bestemmelsen om en overgangsperiode for den fulde anvendelse af standarderne, da der vil være visse vanskeligheder forbundet hermed for virksomhederne i branchen.

1.13

EØSU bakker op om og finder det vigtigt, at Europa deltager i den globale koordinationsgruppe (GCG — Global Coordination Group), der søger at fastlægge regler for typegodkendelse på verdensplan (GTR — Global Technological Regulation), men understreger samtidig, at bestræbelserne på at finde frem til en sådan aftale ikke må være til hinder for, at denne lovgivningsprocedure skrider fremad. Med en egentlig retsakt og egne erfaringer med gennemførelsen af fællesskabsstandarder vil Europas deltagelse i alle internationale organisationer blive styrket, således at det bl.a. forhindres, at der på verdensplan vedtages regler for brintdrevne motorkøretøjer, der udelukkende er baseret på de eneste erfaringer, der er tilgængelige i dag (fra Japan).

1.14

Erfaringer indhentet på grundlag af lovregler på EU-plan og de vigtige resultater, som kan udspringe af en målrettet og vedvarende teknologisk forskningsindsats, vil være af væsentlig betydning, når det gælder om at styrke de allerede eksisterende bilfabrikanters konkurrenceevne, med tanke på at der kan vindes store fremtidige markedsandele med de nye teknologier og de nye brændstoffer.

1.15

EØSU mener, at alt dette nødvendiggør, at der træffes modige og rettidige beslutninger, og at der fastlægges en langsigtet strategisk vision om en fremtid, hvor brint, når tiden er inde, vil spille en vigtig og afgørende rolle.

1.16

EØSU opfordrer Kommissionen til at genoverveje forslaget om mærkning af brintdrevne køretøjer, der vil kunne betragtes som en form for kriminalisering, idet de pågældende køretøjer vil blive identificeret som »farlige«, uanset at sikkerhedstest har givet samme resultater som for biler, der anvender andre brændstoffer. I stedet for en sådan mærkning mener EØSU, at det er mere hensigtsmæssigt at mærke alle køretøjer med brændstoftype, således at det klart kan identificeres.

1.17

For at fremme udbredelsen af brintdrevne køretøjer, og da der ikke findes et distributionsnet, opfordrer EØSU Kommissionen til også at godkende de små omdannere, der selv kan omdanne methan til brint (f.eks. Home Energy Stations og lign.). Dette kan være et første konkret skridt i retning mod i første omgang at dække den nye efterspørgsel efter brint, dog skal målsætningen fortsat være produktion af brint fra vedvarende energikilder, biogas, fotolyse og elektrolyse ved anvendelse af elektricitet produceret fra fornyelige kilder.

2.   Indledning

2.1

Forslaget til forordning (KOM(2007) 593 endelig) tager udgangspunkt i, at der i Europa ikke findes regler for typegodkendelse af brintdrevne motorkøretøjer, på trods af at handelen med denne type motorkøretøjer forventes at stige.

2.2

Heller ikke i de enkelte EU-medlemslande gælder der i dag bestemmelser, der regulerer forslagets anvendelsesområde.

Den gældende lovgivning om godkendelse af motorkøretøjer indeholder således ingen generelle bestemmelser om brintdrevne motorkøretøjer, bl.a. fordi de adskiller sig fra motorkøretøjer, der anvender konventionelle brændstoffer.

2.3

Der er betydelige forskelle mellem de midlertidige regler, der er vedtaget af visse medlemsstater. Hvis denne situation fortsætter, vil der blive etableret forskellige godkendelsesprocedurer i medlemsstaterne med de dermed uundgåelige konsekvenser i form af opsplitning af det indre marked, fordrejning af konkurrencereglerne, samtidig med at den reelle mulighed for, at denne teknologi på afgørende vis kan medvirke til at forbedre miljøet, bliver mindre.

2.4

Hensigten med forslaget til forordning er derfor at sikre et velfungerende indre marked og hindre, at der i medlemsstaterne kører biler, som er godkendt efter forskellige standarder, hvorved der opstår skævheder mellem producenterne, og det bliver lettere at skabe kunstige hindringer for handelen i Europa.

2.5

Et sådant perspektiv vil være en hindring for udviklingen af de teknologier, som knytter sig til anvendelsen af brint i Europa, og stå i modsætning til behovet for at fremskynde konkrete foranstaltninger og den konkrete udvikling af denne teknologi, der udgør et af de vigtigste alternativer til anvendelsen af fossile brændstoffer, som i dag stadig tegner sig for 98 % af den offentlige og private transport og udgør 50 % af de primære energikilder, en andel som vil blive øget til 73 %, hvis der ikke træffes resolutte valg om diversificering.

2.6

Forordningen tillige med industriens vigtige forskningsprogrammer under det syvende rammeprogram er et stort skridt i retning mod at bringe anvendelsen af brint op på det samme sikkerhedsniveau, som gælder for de konventionelle teknologier, og kan endvidere være med til igen at sikre tilslutning fra de potentielle brugere.

2.7

Vedtagelsen af harmoniserede standarder for typegodkendelse af brintdrevne motorkøretøjer på EU-niveau er uden tvivl afgørende for opnåelsen af den fornødne tilslutning fra brugerne. Det er helt afgørende, at brugerne får tillid til anvendelsen af brint, hvis handelen med køretøjer, der anvender alternative brændstoffer med meget lave drivhusgasemissioner, skal fremskyndes, hvilket er en uomgængelig betingelse for en reel og konkret beskyttelse af miljøet.

3.   Kommissionens forslag

3.1

Forslaget til forordning vedrørende brintdrevne motorkøretøjer har som målsætning at fastlægge standarder for typegodkendelse af brintdrevne motorkøretøjer, der er gældende i hele EU.

3.2

Forslaget indeholder bestemmelser om ændring af rammedirektiv 2007/46/EF, således at brintdrevne motorkøretøjer i klasse M1, M2, M3, N1, N2 og N3 (2) medtages fuldt ud under EU's typegodkendelsesprocedure for køretøjer, og således at brintdrevne motorkøretøjer inkorporeres i alle direktiver og forordninger, som regulerer området for typegodkendelse.

3.3

Retsgrundlaget for forslaget er traktatens artikel 95.

Forslaget er fuldt ud i overensstemmelse med nærhedsprincippet, eftersom de politiske mål, der fastlægges på EU-niveau, ikke kan nås på medlemsstatsniveau, og samtidig forhindres det, at der skabes hindringer på det indre marked.

Endvidere er proportionalitetsprincippet overholdt, idet målet udelukkende er et velfungerede indre marked og et højt niveau for den offentlige sikkerhed og for beskyttelse af miljøet.

3.4

Kommissionen har valgt en forordning, da den for at sikre, at bestemmelserne træder i kraft samtidig, finder det nødvendigt ikke at skulle afvente deres gennemførelse i medlemsstaternes nationale lovgivning, da dette vil kunne føre til, at godkendelsesstandarderne ikke tilpasses samtidig og i visse tilfælde til væsentlige ændringer i gennemførelseslovgivningen.

3.5

Forslaget har været lagt ud til en bred høring af alle de berørte parter. Igennem arbejdsgruppen for brint har de nationale myndigheder, køretøjsfabrikanter, komponentleverandører og industrisammenslutninger været inddraget i høringen.

3.6

Følgende fire muligheder er blevet overvejet:

status quo, dvs. opretholdelse af den nuværende situation,

lovgivning på medlemsstatsplan,

lovgivning på EU-plan,

tilgang uden lovgivning: selvregulering.

3.7

Efterfølgende blev der udpeget en konsulent, som har systematiseret svarene i relation til sikkerheden, teknologien og de omkostninger, der er forbundet med de forskellige muligheder. Resultaterne er blevet vurderet af de største virksomheder inden for bilindustrien, der beskæftiger sig med brintteknologi.

3.8

På baggrund af denne brede høring er det blevet tydeligt, at den mest hensigtsmæssige løsning er lovgivning på EU-plan med fastlæggelse af typegodkendelse for alle brintdrevne motorkøretøjer.

3.9

Til støtte for sit valg har Kommissionen fremlagt en undersøgelse (3), som viser, at indførelsen af en streng europæisk typegodkendelsesprocedure trods alt er den enkleste løsning, og er langt billigere end de teoretiske omkostninger ved 27 forskellige godkendelser i de enkelte medlemsstater.

3.10

Konsulentens evalueringer er således blevet fremsendt til Kommissionen, som på baggrund af den forudgående høring har udarbejdet det foreliggende forslag, der har igangsat den institutionelle procedure.

3.11

Ifølge Kommissionen sikrer de standarder, der er fastlagt i forordningen, brugerne af brintdrevne transportmidler den fornødne sikkerhedsgaranti, ligesom de yder et væsentligt bidrag til beskyttelse af miljøet.

3.12

Det endelige mål er, at alle anlæg, brintdele og de i den forbindelse anvendte materialer senest 36 måneder efter forordningens ikrafttræden skal være bragt i overensstemmelse med de standarder, der er fastlagt i forordningen.

4.   Høringen

4.1

Den høring, som Kommissionen, universitetsfolk, repræsentanter for bilfabrikanter, der arbejder med udviklingen af brintdrevne biler, de europæiske sammenslutninger, forbrugere og brændselscelleproducenter har deltaget i, gav stof til eftertanke og frembragte viden om den seneste teknologiske udvikling.

4.2

Det blev fremhævet, at det er vigtigt at formidle oplysninger til offentligheden og orientere om initiativer, som det der for nogle år siden blev iværksat i Rom (H2 Roma), som støtter møder mellem producenter og borgere, viser den teknologiske udvikling og gør borgerne fortrolige med en teknologi, der stadig af de fleste betragtes som farlig. Deltagerne viste stor interesse for den rolle, som EØSU kan spille som en slags kulturelt bindeled.

4.3

Virksomheder og forbrugere har understreget nødvendigheden af, at køretøjerne er sikre og lagrings- og distributionsinfrastrukturerne pålidelige, samtidig med at brint skal være disponibel. Forskningen skal fortsættes og støttes yderligere. De seneste europæiske initiativer om fremme af brændselsceller med beslutningen om at yde økonomisk støtte til et fælles teknologisk initiativ blev værdsat.

4.4

Test har vist, at brintdrevne køretøjer allerede i dag kan tilbagelægge en strækning på op til 600 km. Yderligere test er under forberedelse.

4.5

Som fremhævet på høringen er brintdrevne køretøjer dog allerede en teknologisk realitet, men de økonomiske og sociale forudsætninger, der er nødvendige for at bringe dem i handelen, er endnu ikke til stede. Den første hindring vil være overvundet med forordningen om typegodkendelse.

5.   Generelle bemærkninger

5.1

EØSU er enigt i indholdet af forordningen og ser positivt på vedtagelsen af harmoniserede standarder for typegodkendelse af brintdrevne motorkøretøjer, idet det er et fremskridt i forhold til den aktuelle situation, hvor manglende lovgivning vil skabe et klart grundlag for konkurrenceforvridninger og opsplitning af det indre marked. Det er vigtigt, at forordningen vedtages hurtigt bl.a. af indlysende hensyn til sikkerheden og beskyttelsen af miljøet.

5.2

EØSU mener, at manglen på en fast referenceramme uundgåeligt vil have en afskrækkende effekt på de nødvendige og betydelige investeringer, der er helt afgørende for udviklingen af de teknologier, der knytter sig til anvendelsen af brint som energikilde i fremtidens biler.

5.3

Forslaget til forordning synes at være foreneligt med EU's politikker for bæredygtig udvikling og bekæmpelse af klimaændringer; politikker, der er udgangspunkt for EU-initiativer og på afgørende vis bidrager til Lissabon-strategiens overordnede målsætninger.

5.4

EØSU er fast overbevist om, at hvis udviklingen af brintdrevne motorkøretøjer ikke sker hurtigt og i en større målestok, og hvis de fossile brændstoffer ikke gradvist erstattes, vil de miljømæssige fordele være temmelig begrænsede og under alle omstændigheder ikke have nogen mærkbar virkning. Udvalget gør opmærksom på behovet for at fremme den miljømæssige bæredygtighed og skærpe bekæmpelsen af klimaændringerne, der muligvis kan opnås via anvendelse af brint, andengenerationsbiobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer.

5.5

EØSU mener, at hvis den aktuelle udvikling skal vendes, således at energiefterspørgslen ikke hovedsagelig dækkes af fossile kilder, der i dag tegner sig for 85-90 % af verdens energiforsyning, er løsningen at anvende brint og forske i brændselsceller og brint. Ved en vurdering af fremtidsudsigterne skal der tages hensyn til den forventede fremtidige mangel på fossile brændstoffer og de konstant stigende priser.

5.6

I en af de udtalelser (4), EØSU har vedtaget, giver udvalget sin fulde opbakning til Kommissionens initiativ KOM(2007) 571 endelig om at finansiere et fælles teknologisk initiativ med næsten 470 mio. EUR gennem oprettelse af et fællesforetagende for brændselsceller og brint, som via et storstilet forskningsinitiativ vil gøre det muligt for Kommissionen, medlemsstaterne og industrien at slå deres respektive ressourcer sammen om programmer rettet mod sektorer, der er af strategisk betydning for diversificering og adgangen til energi i fremtiden.

5.7

I en efterfølgende udtalelse om transportsektorens energimix (5) er EØSU »af den opfattelse, at det er absolut nødvendigt beslutsomt at afsætte flere midler til forskningen i produktion og anvendelse af brint«, og det tilslutter sig opfordringen til »Rådet og Parlamentet om at fremskynde vedtagelsen af dette forslag, som er fremsat af virksomheder og forskere, der arbejder med at udvikle anvendelsen af brint på transportområdet«.

5.8

Brændselsceller er energiomdannere, der gør det muligt at nedbringe produktionen af drivhusgasser og andre forurenende stoffer mærkbart. For så vidt angår forarbejdningen af biomasse ser EØSU i den ovenfor nævnte udtalelse nærmere på de seneste fremskridt inden for nye katalysatorer beregnet til brændselsceller, der er en meget lovende teknologi til ren energiforsyning til biler.

5.9

EØSU fastslår endnu en gang, at anvendelsen af brint som gradvis erstatning for fossile brændstoffer er nødvendig og ønskelig, og understreger, at målet om ibrugtagning af brintdrevne køretøjer kun kan nås via betydelige investeringer i forskning inden for alle områder i tilknytning dertil. EØSU ser derfor gerne og støtter forskningsprogrammer, der sigter mod at styrke denne strategi.

5.10

EØSU mener, at selv om omkostningerne ved denne proces er et væsentligt problem, må det ikke bremse udviklingen af denne teknologi, og følger nøje alle programmer, der sigter mod forskning inden for nye miljøvenlige måder at producere brint på, under hensyntagen til at brint for øjeblikket for mere end 90 %'s vedkommende produceres fra methan, der er en vigtig, men også tidsbegrænset kilde.

5.11

EØSU understreger, at som det er tilfældet ved vurderingen af de omkostninger, der er forbundet med ethvert teknologisk fremskridt, så skal vurderingen af de betydelige midler, der er nødvendige, ikke kun være baseret på markedet for privatkøretøjer — på trods af dette markeds betydelige størrelse, men tage udgangspunkt i en strategisk vision for fremtiden. I vurderingen skal der tages hensyn til de fremtidige fordele ved udvidet anvendelse af brint i form af mere ambitiøse målsætninger, der med udgangspunkt i offentlig og privat transport udbredes til godstransport og forsyning af tog og skibsmotorer og på længere sigt muligvis fører til anvendelse af brint i kraftværker.

5.12

Det er EØSU's faste overbevisning, at hvis disse vigtige forskningsprogrammer udvikler sig som ønsket og får den nødvendige politiske og økonomiske støtte fra alle interesserede parter, vil vi kunne se biler, som helt eller delvist kører på brint, inden for relativt kort tid.

5.13

Et konkret eksempel på denne positive udvikling er det støt stigende antal hybriddrevne taxier i New York, hvor en positiv bypolitik gør det muligt at forene miljøhensyn med markedsreglerne og i praksis vise, at forsøg på at skabe vanskeligheder for udviklingen af denne teknologi ofte udelukkende dækker over hævdvundne interesser.

5.14

EØSU har i alle sine udtalelser om emnet bakket op om beslutningen om at anvende brint, som på trods af de aktuelle, kendte begrænsninger er fremtidens udfordring. Det følger nøje de nyere forslag til initiativer, der via anvendelsen af anderledes produktions- og forsyningsteknologier baner vejen for den fremtidige anvendelse af brint til at drive motorkøretøjer.

5.15

I lyset af denne udvikling opfordrer EØSU endnu en gang Kommissionen til at undersøge problemet med den geografiske spredning af distributionsnettet for alternative brændstoffer startende med en udvidelse af distributionen af CNG (komprimeret naturgas), som i Europa, med enkelte positive undtagelser som Polen, i nogle medlemsstater er meget sparsom og i andre slet ikke eksisterer.

5.16

Lagring og distribution er konkrete eksempler på målrettet forskning inden for industrien. Behovet for innovative teknologier inden for gasdistribution er grundlæggende og helt afgørende for udbredelsen af nye køretøjer i såvel en mellemfase med mulige blandinger af forskellige gasser som for opfyldelsen af det endelige mål om brint som drivmiddel.

5.17

På dette område bør det i god tid sikres, at mere effektive og sikre distributionssystemer er til rådighed ved at tage udgangspunkt i erfaringerne fra de to anlæg, der for øjeblikket er i brug i Europa, i Mantova (Italien) og i München (Tyskland), og rette forskningen mod mere og mere teknologisk avancerede systemer, der har fokus på opfyldelsen af høje sikkerheds- og miljøbeskyttelsesstandarder.

5.18

EØSU mener derfor, at opnåelsen af høje sikkerhedsstandarder og høj effektivitet inden for opbevaring og distribution af gasformigt brændstof er afgørende i den nuværende fase, hvor der er behov for et omfattende program for udbredelsen af LPG- og methananlæg i hele Europa, som er det mest umiddelbare og realistiske mål for en om end kun delvis dekarbonisering af brændstofferne i en overgangsfase inden den endelige fase med distribution af brint. De teknologier, der er nødvendige for lagring og distribution af gas og brint, er meget lig hinanden, hvorfor udviklingen af førstnævnte kun kan fremme udviklingen af brint.

5.19

EØSU er klar over, at anvendelsen af brint stadig er forbundet med visse omkostnings- og sikkerhedsmæssige problemer, der knytter sig til tidligere skavanker, som i dag på baggrund af de grundige test, der er udført i forskellige lande, helt burde være overvundet, således at anvendelsen af brint har nærmet sig sikkerhedsniveauet for de konventionelle teknologier. Opnåelsen af dette mål, der skal understøttes af omfattende og specifikke informationsprogrammer, kan være med til at genvinde de fremtidige brugeres tillid, hvilket er en nødvendighed, hvis der skal sættes afgørende gang i anvendelsen af denne teknologi.

5.20

EØSU mener derfor, at det er strengt nødvendigt, at den brintbaserede strategi ledsages af et omfattende informationsprogram, som tager fat på og fjerner mistroen hos de fremtidige brugere, der anser brint for at være et produkt forbundet med meget stor risiko.

5.21

Dette meget vidtspændende informationsprogram skal sende et klart budskab: Anvendelsen af brint er allerede i dag på samme høje sikkerhedsniveau som konventionelle køretøjer, også når det gælder eventuelle ulykker. Dette er afgørende for troværdigheden af Kommissionens prognose om, at målsætningen om, at der skal være mindst 1 million køretøjer på vejene i EU, vil være nået inden 2020 (side 34 i konsekvensanalysen).

5.22

Denne forordning om vedtagelse af harmoniserede standarder for typegodkendelse af brintdrevne motorkøretøjer på EU-niveau er et første skridt mod at genvinde og fastholde en sådan tilslutning og skal støttes ud fra den grundlæggende betragtning, at anvendelsen af brint på afgørende vis bidrager til at beskytte miljøet, eftersom denne form for drivmiddel som bekendt ikke udleder drivhusgasser og ikke frembringer kulbaserede forurenende stoffer.

5.23

EØSU er enigt i, at en forordning er det rette valg som juridisk grundlag for forslaget, da det sikrer ens betingelser for producenterne i branchen, idet reglerne skal gennemføres med det samme i alle medlemsstater.

5.24

Udvalget bifalder endvidere forslaget om at anvende udvalgsproceduren ved udarbejdelsen og iværksættelsen af de grundlæggende standarder, og er enigt i bestemmelsen om, at en overgangsperiode er nødvendig for producenterne, idet den afspejler, at der er tale om en kompliceret teknologi, som tager tid at indføre.

5.25

EØSU bakker op om og finder det vigtigt, at Europa sammen med Japan og USA deltager i GCG, der søger at fastlægge en procedure for typegodkendelse af brintdrevne biler på verdensplan.

5.26

Bestræbelserne på at finde frem til en sådan aftale må imidlertid ikke være til hinder for, at EU-lovgivningsproceduren skrider fremad, eftersom tidshorisonten for indgåelse af en aftale på verdensplan er længere end for den omhandlede forordning. Ved at råde over en specifik retsakt og egne erfaringer med gennemførelsen heraf vil Europas deltagelse i en sådan organisation ikke alene være styrket, men tillige hindre forsøg på at vedtage regler, der udelukkende er baseret på de erfaringer, der findes i dag, dvs. Japans.

5.27

Europas markante deltagelse i de beslutningstagende organisationer på verdensplan er tillige afgørende for at bevare de vigtige europæiske bilfabrikanters konkurrenceevne, idet de ikke må miste følingen med udviklingen på et marked, hvor en stærk, rettidig og teknologisk avanceret tilstedeværelse er helt afgørende for at kapre store fremtidige markedsandele.

5.28

Spørgsmålet om godkendelse er, selv om det kun er ét aspekt af den overordnede proces, et stort skridt i retning mod anvendelsen af alternative brændstoffer, der kan løse Europas problem med fossile brændstoffer, med store miljømæssige fordele og forberede os på, at denne ressource gradvis vil løbe tør, også selv om det ikke er muligt at tidsbestemme dette nærmere.

5.29

Alt dette kræver modige beslutninger og en langsigtet strategisk vision ikke kun for i dag, men også for fremtiden, hvor brint sandsynligvis vil spille en vigtig og afgørende rolle.

Bruxelles, den 9. juli 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 204 af 9.8.2008, s. 19.

(2)  

M1: køretøjer, som anvendes til personbefordring, med højst 8 siddepladser foruden førerens plads.

M2: køretøjer, som anvendes til personbefordring, med højst 8 siddepladser foruden førerens plads og en totalmasse på ikke over 5 ton.

M3: køretøjer, som anvendes til personbefordring, med højst 8 siddepladser foruden førerens plads og en totalmasse på over 5 ton.

N1: køretøjer, som anvendes til transport af gods, med en totalmasse på ikke over 3,5 ton.

N2: køretøjer, som anvendes til transport af gods, med en totalmasse på over 3,5 ton, men ikke over 12 ton.

N3: køretøjer, som anvendes til transport af gods, med en totalmasse på over 12 ton.

(3)  TRL, Ltd — Kommissionens teknisk-videnskabelige konsulent.

(4)  EUT C 204 af 9.8.2008, s. 19.

(5)  CESE 1104/2007 (TEN/297), punkt 1.4, endnu ikke offentliggjort i EUT.


3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/7


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »De forskellige politikforanstaltninger, bortset fra en egnet finansiering, som ville støtte små og mellemstore virksomheders vækst og udvikling«

(2009/C 27/02)

Den 20. september 2007 anmodede Andrej Vizjak, økonomiminister, på vegne af det kommende slovenske rådsformandskab Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) om at udarbejde en sonderende udtalelse om:

De forskellige politikforanstaltninger, bortset fra en egnet finansiering, som ville støtte små og mellemstore virksomheders vækst og udvikling.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Claudio Cappellini til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 11. juni 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 446. plenarforsamling den 9.-10. juli 2008, mødet den 9. juli, følgende udtalelse med 122 stemmer for og 5 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at det med det europæiske regelsæt »Small Business Act for Europe (SBAE)« (lov om små virksomheder i Europa), som udvalget selv gentagne gange har anmodet om, bør være muligt at puste nyt liv i det europæiske charter for små virksomheder. Regelsættet åbner enestående muligheder for at udvikle små virksomheders potentiale, men er også en prøvesten på, om institutionerne og medlemsstaterne har en reel vilje til varigt at føre en virkelig målrettet politik til støtte for små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og de mindste virksomheder.

1.2

En sådan politik bør ikke være begrænset til perioder med økonomiske vanskeligheder, hvor politikerne har fornyet blik for SMV'ernes og de mindste virksomheders styrke, når det drejer sig om at imødegå manglende jobmuligheder og påvirke ledighedsstatistikkerne i nedadgående retning. En sådan politik bør udvikles til en solid politik, som også på lang sigt støtter disse virksomheders konkurrenceevne.

1.3

EØSU anbefaler 10 grundlæggende foranstaltninger, som tager sigte på at støtte og stimulere SMV'ernes udvikling ved at skabe et virkeligt gunstigt klima for SMV'erne og etablere et effektivt europæisk regelsæt, » Small Business Act «, som er andet og mere end endnu en blot og bar politisk erklæring:

at have et godt kendskab til de forskellige kategorier af SMV'er i Europa, deres udvikling og deres behov på horisontalt og sektorspecifikt plan set i forhold til det indre markeds interne, eksterne og tværnationale dimension, på basis navnlig af udsendelse af årsrapporter,

at integrere hensynet til SMV'erne i alle fællesskabspolitikker og i lovgivningsprocessen,

at videreføre en strategi, som skal sikre administrativ forenkling på alle niveauer, og indføre en ny model for høring af de forskellige kategorier af SMV'er og deres repræsentative organer,

at sikre, at lovgivningen på alle niveauer tager hensyn til de forskellige kategorier af SMV'er og deres situation og behov, samt at den tager afsæt i »tænk småt først«-princippet,

at sikre, at lovgivningen tager hensyn til fire grundlæggende principper: 1) effektive konsekvensanalyser, 2) proportionalitet, 3) »only once« og 4) beskyttelsesforanstaltninger, navnlig udvidelse af beføjelserne for SME Envoy (dvs. repræsentanten for SMV'erne) og etablering af en ombudsmandsfunktion for SMV'er i det indre marked,

at støtte SMV-organisationers ledsage- og rådgivningsaktiviteter,

at puste nyt liv i programmer for samarbejde mellem virksomheder, udveksling mellem deres organisationer og samling af deres støttetjenester i netværk,

at indføre en udvidet, permanent innovationspolitik rettet mod de mindste virksomheder,

at forenkle og fremme SMV'ernes adgang til EU's programmer,

at føre en politik, som fremmer overdragelse og overtagelse af virksomheder.

1.4

EØSU anmoder om, at det europæiske regelsæt »Small Business Act« finder anvendelse på alle niveauer i form af et juridisk bindende instrument.

1.5

EØSU anmoder desuden om, at »Small Business Act« muliggør fremme af den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter i SMV'erne med henblik på at etablere det bedst mulige arbejdsmiljø til fremme af kreativitet og innovation, også for så vidt angår arbejdsvilkår, ved navnlig at tage højde for forbedring af sikkerheden og risikoanalyse på arbejdspladsen.

2.   Baggrunden for den sonderende udtalelse

2.1

Alle anerkender, at SMV'erne er vigtige for EU's økonomi og udgør et centralt element, når det handler om at sikre vækst og beskæftigelse i EU og imødegå de nye udfordringer, der følger af globaliseringen. Der blev i perioden 2005-2007 gennemført en evaluering af resultaterne af den førte SMV-politik. Evalueringen viste, at der er sket væsentlige fremskridt både på fællesskabsplan og på nationalt plan takket være anvendelsen af »tænk småt først«-princippet.

2.2

Kommissionen har understreget, at der er behov for fuldt og helt at frigøre SMV'ernes vækst- og jobskabelsespotentiale og fuldt ud drage nytte af deres innovative kræfter. Denne tilgang afspejlede sig i rapporten om den fornyede Lissabonstrategi for vækst og beskæftigelse, som blev vedtaget den 11. december 2007. I denne forbindelse blev princippet om » Small Business Act for Europe «, introduceret. Det primære mål hermed vil være at få defineret konkrete principper og foranstaltninger for at forbedre de europæiske SMV'ers rammevilkår på en måde, hvor der tages hensyn til disse virksomheders mangfoldighed. Initiativet vandt tilslutning på Det Europæiske Råds møde i december 2007, og det er på den baggrund Kommissionens hensigt at fremlægge et forslag i juni 2008.

2.3

Der skal i denne forbindelse erindres om, at EØSU for nylig har udgivet eller i øjeblikket forbereder flere andre udtalelser på SMV-politikkens område. Det drejer sig bl.a. om følgende:

»Udviklingen inden for forretningsservicesektoren i Europa« (INT/412 — ordfører Edwin Calleja) (under udarbejdelse).

»Forsknings- og udviklingsprogram for SMV'er« (INT/379 — ordfører: Claudio Cappellini).

»Midtvejsrevision af moderne SMV-politik« (INT/392 — ordfører: Brendan Burns) (under udarbejdelse).

»Internationale offentlige indkøb« (INT/394 — ordfører: Henri Malosse).

»Mikrokreditter« (INT/423 — ordfører: Antonello Pezzini) (under udarbejdelse).

2.4

Det slovenske rådsformandskab har anmodet EØSU om at udarbejde forslag til politikforanstaltninger, som fremmer SMV'ernes vækst. EØSU skal således ikke udarbejde en ny liste over tekniske foranstaltninger, som tager sigte på SMV'ers individuelle vækst, men derimod foreslå en mere struktureret politisk ramme, som fremmer innovation til fordel for SMV'erne.

2.5

Blandt flere prioriterede mål fremhæver det slovenske formandskab særligt to:

a)

at sætte alle SMV'er i stand til, under hensyntagen til deres forskelle, hvad angår størrelse, aktivitet, sektor og produktionsform, at imødegå de store udfordringer, de bliver stillet over for som følge af strukturændringerne i industrien, klimaændringerne, de demografiske ændringer og de sociale udfordringer og som følge af omstruktureringen af markederne, der er en af konsekvenserne af globaliseringen, ændringer i distribution, standardisering og certificering af varer og tjenester;

b)

at sikre, at SMV'erne inddrages tæt i de politiske valg, de operationelle prioriteringer og de lovgivningsmæssige beslutninger på alle niveauer, der påvirker rammerne for deres aktiviteter.

2.6

Det slovenske formandskab anmoder i øvrigt om en udtalelse fra EØSU vedrørende Small Business Act.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

EØSU har i sine tidligere udtalelser redegjort for de betydelige fremskridt, der er opnået til fordel for SMV'erne, navnlig når det gælder adgang til finansiering og administrative forenklinger. EØSU noterer sig med tilfredshed, at de europæiske institutioners holdning til de små virksomheder har udviklet sig markant i positiv retning, og håber, at denne udvikling ikke udelukkende er begrundet i den aktuelle, vanskelige økonomiske og sociale kontekst. Til trods for disse uomtvistelige fremskridt er de politikker, der er iværksat i de seneste år, i en lang række henseender utilstrækkelige.

3.2

Navnlig gælder det, at de strategiske mål, der var sat for det europæiske charter for små virksomheder, ikke er nået. Det skyldes efter EØSU's opfattelse chartrets manglende juridiske gyldighed, og at det som oftest er blevet ved en blot og bar politisk erklæring. Det er nødvendigt at arbejde forstærket på at iværksætte chartret i medlemsstaterne og på regionalt niveau, og der må gøre en fornyet indsats for at genindføre de årlige henstillinger med tilhørende evalueringer i medlemsstaterne.

3.3

Det er endvidere ofte blevet påpeget, at samrådet med de forskellige kategorier af SMV'er kunne forbedres betragteligt. EØSU mener, at der er behov for på europæisk, nationalt og regionalt plan at gå ind i en ny dialogkultur, som kan styrke og institutionalisere samrådene mellem institutionerne og de forskellige SMV-kategoriers organisationer.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Skabe et nyt og gunstigt klima for udvikling af alle SMV'er

Set i lyset af de store udfordringer, SMV'erne vil blive stillet over for, men også med henblik på at virkeliggøre den fornyede Lissabonstrategi, som blev vedtaget på forårstopmødet 2008, og støtte Kommissionens initiativer til forbedring af SMV'ernes konkurrenceevne, bakker EØSU fuldt og helt op om formandskabets ønske om at føre en innovativ SMV-politik med regelsættet Small Business Act som fundament.

4.2   Et europæisk projekt til fordel for SMV'er og mikrovirksomheder

EØSU anbefaler, at de europæiske instanser ikke længere udelukkende fokuserer på virksomheder i kraftig vækst, international positionering og principper for ekspertise. Det ville fjerne effekten af fællesskabstiltag til fordel for millioner af små virksomheder, som skaber værditilvækst, innovation, job og stabilitet i lokalområdet. EØSU appellerer til institutionerne og de offentlige myndigheder om at forny deres SMV-politik og iværksætte et sandt europæisk projekt, som samler alle økonomiske kræfter i de små og mellemstore virksomheder og i mikrovirksomhederne med henblik på at yde det ekstra bidrag til den vækst og beskæftigelse, EU har behov for. Dette europæiske projekt skal også åbne mulighed for at fremme og udvikle dialogen med de erhvervsmæssige og faglige organisationer og de forskellige SMV-kategoriers repræsentative organisationer om de nye, store udfordringer for Fællesskabet (klimaændringer, demografiske forandringer, indvandring, miljø, energi m.m.), som SMV'erne vil blive stillet over for. Projektet skal på én gang satse på højvækstvirksomheder, men også, og især, på den lokale økonomi og såkaldte »traditionelle« aktiviteter. Unionen vil derigennem kunne føre en politik, som ved at fremme virksomheder af human størrelse og støtte sig til lokaløkonomien sikrer medlemsstaternes vækst med afsæt i fem prioriterede foranstaltninger.

4.2.1

Udbrede kendskabet til vilkårene for de forskellige kategorier af SMV'er. Den enkelte EU-politik må tage afsæt i klare oplysninger, der muliggør et kendskab til de specifikke forhold. Begrebet SMV dækker over meget forskellige virksomhedssituationer, -kategorier og -former (enkeltmandsforetagende eller selskab med ingen eller op til 250 ansatte, håndværksvirksomheder, handelsvirksomheder, socialøkonomiske virksomheder, virksomheder inden for liberale erhverv, etc.), der agerer inden for hvert deres aktivitetsfelt under meget forskellige forhold og med meget varierende behov. Der foreligger ofte kun mangelfulde eller slet ingen oplysninger om de forskellige kategorier af SMV'er. Analyser foretaget af det tidligere Europæiske Observationscenter for SMV frembragte ofte væsentlige oplysninger. EØSU glæder sig over, at generaldirektoratet for erhvervspolitik genstarter observationscentrets arbejde, og anmoder om:

at der i samråd med SMV'ernes repræsentative organisationer iværksættes et omfattende program for økonomiske og sektorielle analyser af de forskellige SMV-kategoriers forhold og behov, herunder på nationalt og regionalt niveau, tillige med statistiske analyser,

at fremme og udvikle forsknings- og undersøgelsesaktiviteter, der udføres af erhvervsorganisationerne selv på europæisk, nationalt og regionalt plan i samarbejde med forskningscentre, universiteter og medlemsstaterne.

4.2.2

Indarbejde SMV-dimensionen i alle fællesskabspolitikker: EØSU har kunnet fastslå, at der bortset fra politiske udmeldinger til fordel for de små virksomheder fortsat er en meget stærk tendens hos lovgivere på alle niveauer til som følge af manglende forståelse for SMV'ernes forhold eller af forenklingshensyn systematisk at bruge den store virksomhed som model og anvende »bonzaiprincippet«, hvorefter alt, som er godt for den store virksomhed, også er det for den lille virksomhed. Denne teoretiske tilgang i form af en standardiseret økonomisk model strider mod selskabsformernes og virksomhedskulturernes virkelige, pluralistiske verden og fremkalder i praksis en følelse hos mere end 90 % af de europæiske virksomheder af manglende forståelse for deres situation og af, at de overses af fællesskabspolitikkerne. EØSU henleder navnlig EU-institutionernes og medlemsstaternes opmærksomhed på det faktum, at de små virksomheder og mikrovirksomhederne udgør en væsentligt styrke for fællesskabets økonomi og beskæftigelsen, men at de samtidig — helt uforskyldt — risikerer at blive det svage led på grund af den manglende opmærksomhed fra de offentlige myndigheders side. EØSU anmoder om, at SBAE bliver lejligheden til endelig at sætte handling bag ordene, og forventer, at det gøres obligatorisk at indarbejde hensynet til de behov og særlige forhold, der gør sig gældende for de forskellige kategorier af SMV'er, i alle politikker, programmer og forhandlinger, herunder som led i den sociale dialog og i de internationale forbindelser, på såvel fællesskabsplan som nationalt og regionalt.

4.2.3

Sikre fortsat administrativ forenkling: EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til at styrke sine bestræbelser for at forenkle fællesskabsretten. EØSU anmoder navnlig Fællesskabets institutioner og medlemsstaterne til at iværksætte en mere effektiv forenklingspolitik med afsæt i følgende fem indsatsområder:

indføre en egentlig »tænk småt først«-politik,

forenkle, men ikke fratage ansvaret: EØSU er ikke overbevist om, at systematiske undtagelsesbestemmelser for små virksomheder er et velbegrundet og effektivt middel, og foretrækker anvendelse af proportionalitetsprincippet ved gennemførelsen samt direkte samråd med de berørte SMV-organisationer,

systematisk inddrage de organisationer, der repræsenterer de forskellige kategorier af SMV'er, i lovgivningsprocessen på fællesskabsplan og nationalt og regionalt plan og styrke samarbejdet med EØSU og Regionsudvalget,

systematisere »only once«-princippet på alle niveauer og trin,

udarbejde praktiske vejledninger og dokumenter, som forklarer den vedtagne lovgivning, således at den gøres forståelig og lettere at implementere.

4.2.4

Støtte SMV-organisationernes ledsageforanstaltninger og rådgivningsvirksomhed. Gennem deres tekniske bistand til alle SMV'er, der har behov for særlig kvalificeret assistance, som det nye europæiske erhvervsstøttenetværk »Enterprise Europe Network« (EEN) ikke er i stand til at yde, er SMV'ernes organisationer af afgørende betydning for en vellykket fællesskabspolitik. De spiller en uvurderlig rolle med hensyn til at formidle information og støtte til virksomhederne ved bl.a. at medvirke til at tilpasse lovgivningen til den enkelte virksomheds specifikke situation og til at implementere den på mikroøkonomisk og lokalt niveau, tættest muligt på den lille virksomhed. EØSU finder det afgørende, at de offentlige myndigheder på alle niveauer forpligter sig på en målrettet politik, som støtter SMV-organisationernes virksomhed, og at fællesskabsprogrammer af interesse for SMV'erne udtrykkeligt rummer foranstaltninger til støtte for disse organisationer. Desuden anmoder EØSU Kommissionen, medlemsstaterne og regionerne om at omsætte konklusionerne fra 4. europæiske konference om håndværk og den lille virksomhed i Stuttgart i handling.

4.2.5

Forny programmerne for samarbejde mellem virksomheder og udveksling mellem organisationerne. EØSU anmoder Kommissionen om at genlancere de tværregionale erhvervssamarbejdsprogrammer, der allerede har vist deres effektivitet. Det er nødvendigt at støtte de tiltag, der i den forbindelse gennemføres af SMV'ernes organisationer, og at sikre, at der oprettes organer, som fremmer et sådant samarbejde.

4.3   Vedtagelse af et effektivt europæisk regelsæt — Small Business Act

4.3.1

EØSU glæder sig i denne forbindelse over, at Rådet og Kommissionen støtter udarbejdelsen af et europæisk regelsæt, »Small Business Act«, hvilket udvalget selv gentagne gange har udtrykt ønske om (1) (ordfører Christine Faes, INT/324).EØSU er af den opfattelse, at et sådant regelsæt skal opfylde en række betingelser for at være effektivt:

4.3.1.1

Regelsættet skal have til formål at skabe de bedst mulige rammevilkår for SMV'er og mikrovirksomheder på alle niveauer og give konkrete svar på de forskellige udfordringer, SMV'erne må tage op i løbet af deres livscyklus, herunder ikke mindst spørgsmålet om overdragelse og overtagelse af virksomheder. I den forbindelse må Small Business Act ikke føre til en forringelse af arbejdsvilkårene for de ansatte i SMV'erne. Derimod bør initiativerne betyde større hensyntagen til deres situation.

4.3.1.2

Regelsættet skal tilføre en reel merværdi og være andet og mere end blot en samling af eksisterende programmer og koordinering af de forskellige igangværende foranstaltninger.

4.3.1.3

Regelsættet må ikke blive endnu en politisk hensigtserklæring, sådan som det beklageligvis var tilfældet med det europæiske charter for små virksomheder, og det skal være andet og mere end blot et politisk tilsagn fra EU's institutioner og medlemsstater. SMV'erne og mikrovirksomhederne fortjener bedre end som så, og EØSU mener, at man ved at give regelsættet »Small Business Act« juridisk gyldighed klart signalerer, at EU har viljen til at gøre mere for SMV'erne og mikrovirksomhederne.

4.3.1.4

Regelsættet skal være bindende i sin helhed på alle beslutningsniveauer på europæisk, nationalt og regionalt plan og rette sig til de offentlige myndigheder på alle niveauer, idet implementeringen af regelsættet overlades til medlemsstaterne (2).

4.3.1.5

Regelsættet skal finde anvendelse på alle fællesskabspolitikker, idet hensynet til SMV'erne indarbejdes i alle politikkerne, og der udvikles en holistisk tilgang, som på behørig vis tager hensyn til alle aspekter af politikkerne og konsekvenserne af de nye regler for de forskellige kategorier af SMV'er.

4.3.2

EØSU anmoder om, at regelsættet »Small Business Act« kommer til at omfatte fem væsentlige politiske foranstaltninger, som sikrer, at lovgivningen ikke begrænser de forskellige SMV-kategoriers udvikling og konkurrenceevne:

4.3.2.1

Sikre, at retsakterne på samtlige niveauer er udformet således, at bestemmelserne tager hensyn til de forskellige SMV-kategoriers specifikke forhold og særlige behov. Det er i den forbindelse nødvendigt som grundregel for alle beslutningsniveauer at fastslå, at lovgivningsmæssige forslag skal udarbejdes med kendskab til SMV'ernes, og navnlig de mindste virksomheders, behov og forventninger, og at pålægge alle at iagttage »tænk småt først«-princippet med hovedvægten lagt på de selvstændige erhvervsdrivende, som udgør mere en halvdelen af Europas virksomheder. Dette forudsætter navnlig systematisk høring af de organisationer, der repræsenterer SMV'erne, samt inddragelse af disse organisationers eksperter på passende niveau i alle rådgivende udvalg, på regionalt, nationalt og europæisk plan, som behandler problemstillinger, der kan have konsekvenser for SMV'erne, således som Rådet (konkurrenceevne) bl.a. anmodede om den 13. marts 2006.

EØSU anmoder i forlængelse heraf om, at der i hvert enkelt af Kommissionens generaldirektorater udpeges en person med ansvar for SMV-anliggender, som skal have til opgave at påse, at der i lovgivningsmæssige foranstaltninger og programmer, der forvaltes af det pågældende generaldirektorat, på behørig vis tages hensyn til SMV'ernes og mikrovirksomhedernes prioriteringer og forventninger.

4.3.2.2

Sikre, at lovgivningen overholder grundlæggende principper. Effektiv lovgivning på alle niveauer og effektive programmer eller kollektive eller individuelle foranstaltninger til fordel for SMV'erne forudsætter efter EØSU's opfattelse iagttagelse af fire principper, som udvalget gerne ser indarbejdet i »Small Business Act« og systematisk anvendt på alle niveauer, det være sig europæisk, nationalt eller regionalt:

Systematisk konsekvensanalyse for SMV'erne : Det bør ikke være muligt at vedtage en lovgivningsmæssig tekst, såfremt den ikke forudgående har været gjort til genstand for en systematisk analyse af konsekvenserne for de forskellige kategorier af virksomheder inden for den berørte sektor. Analysen skal omfatte en vurdering af de direkte og indirekte økonomiske og sociale virkninger samt de administrative byrder og de af lovgivningen følgende omkostninger til information og investeringer samt de fordele, virksomhederne kan drage heraf.

Proportionalitetsprincippet : Lovgivningen må ikke pålægge SMV'erne unødige foranstaltninger og bør begrænses til det strengt nødvendige. Lovgivningen skal gennemføres på en måde, der er tilpasset de pågældende virksomheders vilkår og særlige forhold samt deres implementeringsevne.

»Only once«-princippet : SMV'ernes opgave er at producere og ikke at fungere som offentlige kontorer. Virksomhederne skal kun én gang kunne underkastes administrative erklæringer og procedurer vedrørende ét og samme spørgsmål; det tilkommer de pågældende administrative myndigheder at udveksle de relevante oplysninger mellem sig. Dette »only once«-princip kunne også omsættes i princippet om en étstedsordning (onestop-shop) og formuleres som »én virksomhed«, ét kontaktsted, hvor rollen som kontaktsted allerede varetages af SMV'ernes formidlerorganisationer på nationalt plan.

Beskyttelsesprincippet : Der må ikke kunne vedtages lovgivning, som er i modstrid med SMV'ernes udvikling, og som kan svække deres konkurrenceevne. Ethvert nyt lovgivningsforslag, som ikke har været igennem en fuldstændig konsekvensanalyse, bør holdes tilbage; det samme gælder lovforslag, som modvirker SMV'ernes økonomiske og sociale udvikling.

EØSU understreger det nødvendige i et krav om fuldstændig gennemsigtighed i de administrative procedurer. Det skal sikres ved, at SMV'erne har adgang til alle administrative oplysninger, der vedrører dem, og kan korrigere dem om nødvendigt.

4.3.2.3

Udarbejde en bredere, sammenhængende innovationspolitik. EØSU anmoder Kommissionen, medlemsstaterne og de regionale politiske niveauer om, at de ikke kun støtter innovation inden for højteknologi, samt at de fører en mere målrettet politik ved i deres programmer at indføje udtrykkelige bestemmelser om foranstaltninger, som støtter lav- og mellemteknologisk innovation og gængs ikke-teknologisk innovation i SMV'ere, navnlig i de mindste virksomheder.

Det nye rådgivningsnet, Det Europæiske Net af Erhvervsfremme- og Innovationscentre (EEN), vil aldrig alene effektivt kunne bistå alle virksomheder med innovationspotentiale. EØSU opfordrer til, at »Small Business Act« rummer følgende prioriterede områder:

opmuntre arbejdsmarkedets parter i SMV-sektoren til at gå ind i en dialog med henblik på at skabe et godt arbejdsmiljø, der fremmer kreativitet og innovation,

støtte til etablering af rådgivere i SMV'ernes, de små virksomheders og mikrovirksomhedernes organisationer på det niveau, der er nærmest virksomheden, samt til skræddersyet efteruddannelse af ledelsespersonale og ansatte med henblik på at øge innovationsevnen ved at trække på nye muligheder på markeder i forandring,

udformning af finansielle instrumenter, som er tilpasset de mindste virksomheders situation, men som også støtter foranstaltninger med medarbejderne for øje,

incitamenter for medlemsstaterne og regionerne til sammen med SMV'ernes organisationer at indlede en kampagne, som sigter på at opspore teknologisk og ikke-teknologisk innovation i SMV'er og ikke mindst mikrovirksomheder.

4.3.2.4

Sikre bredere adgang til EU's programmer. Det er EØSU's opfattelse, at de komplicerede administrative procedurer og forskellige krav i stadig højere grad komplicerer, ja umuliggør mindre virksomheders deltagelse i fællesskabsprogrammer. Konsekvensen er paradoksalt nok, at deres organisationer efterhånden mister interessen for disse programmer. Da de aktuelle restriktive regler f.eks. ikke tillader nyskabende aktioner eller støtte til eksperimenterende forsøgsprojekter, går EU glip af et stort antal innovative forslag. EØSU mener, at principper og regler bør tages op til revision: Det ligger dog ikke inden for nærværende udtalelses rammer nærmere at angive de påkrævede ændringer, som er et omfattende arbejde. EØSU anmoder imidlertid Kommissionen om i forbindelse med »Small Business Act« at fastlægge nye betingelser for udarbejdelse af og deltagelse i programmerne på de forskellige regionale niveauer i samarbejde med SMV'ernes repræsentative organisationer.

I den forbindelse er det nødvendigt, at strukturfondene fremmer SMV'ernes adgang til offentlige indkøbsaftaler, specielt i de mindst velstillede regioner (3).

4.3.2.5

Lette og fremme overdragelse og overtagelse af virksomheder. EØSU lægger særlig vægt på de forhold, der gør sig gældende ved overdragelse og overtagelse af virksomheder, navnlig små virksomheder inden for produktions- eller servicesektoren i byerne såvel som i landdistrikterne. Annoncering af planer om nedlæggelse af sådanne virksomheder vil, om end de ikke er uafvendelige, have betydelig negativ indvirkning på bevarelsen af aktiviteten og beskæftigelsen i de berørte områder. I den sammenhæng bør der sættes ind på at bringe købere og sælgere sammen og på at udforme finansielle eller skattemæssige incitamenter, men samtidig bør virksomhedsejerne tilskyndes til at sikre en bedre kapitalisering med henblik på at fastholde værdien af deres aktiver.

Hvor særlige forhold gør sig gældende, f.eks. i landområder, er der behov for udvikling af nye koncepter så som offentlige-private partnerskaber.

4.4   De centrale dele af »Small Business Act« bør være et juridisk bindende instrument

4.4.1

Med henblik på at sikre, at »Small Business Act« bliver virkelig effektivt, anmoder EØSU om, at dette regelsæt vedtages af Rådet og Parlamentet som en juridisk bindende retsakt, der er gældende på såvel europæisk som nationalt og regionalt beslutningsniveau.

4.4.2

EØSU anmoder i den forbindelse om, at der en gang om året gøres status over gennemførelsen af »Small Business Act« og af samtlige SMV-politikker på europæisk og nationalt plan samt over de fremskridt, der er gjort. Årsrapporten bør have sit eget, særskilte kapitel i forbindelse med gennemførelsen af Lissabonstrategien.

4.4.3

I forlængelse af disse rapporter bør Kommissionen kunne rette sine henstillinger om gennemførelsen til både medlemsstaterne og regionerne, som EØSU har til hensigt at udtale sig om.

4.4.4

EØSU anmoder om, at disse årlige evalueringer om nødvendigt fører til en tilpasning eller revision af »Small Business Act«-regelsættet og SMV-politikkerne.

4.4.5

EØSU kan varmt anbefale Kommissionen og Rådet at drage de organisationer, der repræsenterer de forskellige kategorier af SMV'er, tæt ind i udarbejdelsen og gennemførelsen af »Small Business Act«.

Bruxelles, den 9. juli 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Jf. EØSU's udtalelse om Erhvervspotentiale, specielt for SMV'er (Lissabon-strategien) (EUT C 256 af 27.10.2007, s. 8).

(2)  Se udtalelse om »internationale offentlige indkøb« (EUT C 224 af 30.8.2008, s. 32), hvori EØSU udtaler sig imod, at man i EU indfører et kvotesystem for SMV'er, som det amerikanske »Small Business Act«.

(3)  Se udtalelse CESE 979/2008 om »Internationale offentlige indkøb« (endnu ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende).


3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/12


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen: »Agenda for en bæredygtig og konkurrencedygtig europæisk turisme«

KOM(2007) 621 endelig

(2009/C 27/03)

Kommissionen besluttede den 19. oktober 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Agenda for en bæredygtig og konkurrencedygtig europæisk turisme«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Juan Mendoza til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 13. juni 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 446. plenarforsamling den 9. og 10. juli 2008, mødet den 10. juli 2008, følgende udtalelse med 108 stemmer for og 5 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ser positivt på og bifalder Kommissionens meddelelse »Agenda for en bæredygtig og konkurrencedygtig europæisk turisme« og støtter Kommissionens tilsagn om i de kommende år klart at styrke turismestrategien og -politikken og ved hjælp af agendaen sikre den praktiske gennemførelse heraf i hverdagen. Denne nye politik er allerede udformet tidligere i Kommissionens meddelelse om »En ny turismepolitik i EU — mod et stærkere partnerskab inden for europæisk turisme«.

1.2

EØSU anerkender Kommissionens indsats for at sammenfatte talrige dokumenter, synspunkter og debatter. Det er lykkedes Kommissionen at give en tilfredsstillende og tydelig beskrivelse for den brede offentlighed af resultatet af det arbejde, der er udført af gruppen vedrørende bæredygtig turisme, af den indsats, der er ydet af eksperterne bag rapporten, og af den efterfølgende offentlige høring.

1.3

EØSU finder det korrekt, at denne nye turismepolitik baseres på den fornyede Lissabon-strategi, at de erklærede overordnede mål er at forbedre konkurrenceevne og bæredygtighed, og at økonomisk velstand, social retfærdighed og samhørighed samt beskyttelse af miljømæssige og kulturelle værdier opstilles som mere specifikke mål.

1.4

EØSU bifalder de udfordringer, der identificeres i Kommissionens meddelelse, samt de løsningsforslag, der fremlægges. Den foreslåede strategi er, at samtlige involverede aktører deltager via forskellige former for samarbejde, herunder konkurrenceorienteret samarbejde. Deltagelse er således hjørnestenen i den nye turismepolitik og i agendaen for dens gennemførelse. De udfordringer, der henvises til i Kommissionens meddelelse, er klart vigtige, og en vedvarende analyse af drivhusgassernes konsekvenser for bæredygtigheden bør fremover være et nøgleelement i agendaen.

1.5

EØSU anser det for hensigtsmæssigt, at Kommissionen påtager sig at gennemføre en ny politik gennem dialog, samarbejde, støtteaktioner og koordinering mellem interessenter. »Agendaen for en bæredygtig og konkurrencedygtig turisme« er videreførelsen af den konkrete strategi og de gennemførelsesforanstaltninger, der er foreslået for alle interessenter inden for europæisk turisme. EØSU mener imidlertid, at Kommissionen gennem Generaldirektoratet for Erhvervspolitik kan og bør indtage en mere aktiv rolle og bør føre an i iværksættelsen af en lang række europæiske initiativer som f.eks. social turisme, turisme for alle og uddannelse inden for turisme. Kommissionen og de øvrige institutioner bør navnlig gøre mere for at inddrage små og mellemstore virksomheder samt mikrovirksomheder i indsatsen for at sikre en bæredygtig turisme og i agendaen for gennemførelse og opnåelse af dette mål. EØSU bifalder Kommissionens initiativ til etablering af »fremtrædende europæiske rejsemål« som eksempler på god og forbilledlig praksis.

1.6

EØSU foreslår og anbefaler endnu en gang at styrke det europæiske turistforum og videreføre overvejelserne og analyserne med henblik på at oprette et rådgivende europæisk turistråd og et europæisk agentur for turisme. Disse to organer kunne måske udgøre fora, hvor turistmyndighederne og turistsektorens forskellige aktører kunne mødes for at forbedre formidlingen af oplysninger om konkurrencedygtig og bæredygtig turisme, overvåge overholdelsen af politikken og agendaen for europæisk turisme og navnlig forsøge at identificere tendenser i turistsektoren og fastlægge, hvilke foranstaltninger der må gennemføres. Klimaændringerne og deres følger for turismen samt de skridt, der må tages i den forbindelse, er især oplagte mål for ovennævnte to organer.

1.7

EØSU bifalder Kommissionens planer om at forbedre udnyttelsen af de disponible finansielle instrumenter. For eksempel mener EØSU, at det ville være muligt at iværksætte et pilotprojekt af transnational karakter med erfaringsudveksling inden for den sociale turismes område. Eksempler på sådanne foranstaltninger kunne være social turisme og turisme for alle, udvikling af menneskelige ressourcer, produktudvikling og markedspenetration. EØSU mener, at der allerede er tilstrækkelige muligheder for en grænseoverskridende indsamling af erfaringer i form af pilotprojekter inden for disse områder.

1.8

Udvalget konstaterer med tilfredshed afslutningen af arbejdet med Agenda 21 for turismen, hvis resultater, som er beskrevet i Kommissionens meddelelse om agendaen for en bæredygtig og konkurrencedygtig turisme, fuldbyrder og konsoliderer den generelle bæredygtighedspolitik inden for europæisk turisme. Faktisk udgør det tekniske dokument, som er udarbejdet af det organ, der er oprettet til formålet, grundlaget for Kommissionens meddelelse, som det kompletterer, og de to dokumenter bør derfor ses samlet.

1.9

På det statistiske område bifalder EØSU den indkaldelse af forslag, som Kommissionen har foranstaltet, og som EØSU også har anmodet om. Det drejer sig om forslag til oprettelse af et netværk af observationscentre for turisme, som ikke alene kan formidle data inden for sektoren, men også gør det muligt at foretage en strategisk og fremadskuende planlægning samt forudse og udforme fremtidige foranstaltninger.

1.10

EØSU ønsker at fortsætte arbejdet med turisme i den samme ånd som i Kommissionens meddelelse om agendaen og opfordrer de øvrige europæiske institutioner, medlemsstater, regioner og lokaliteter samt aktørerne i sektoren — arbejdsgivere og fagforeninger samt alle borgere — til at samarbejde om kendskab og støtte til turismen som en ret for alle og som en betydningsfuld strategisk aktivitet for Europas fremtid. Det er endvidere nødvendigt, at interessenter og forbrugere handler ansvarligt med henblik på at gøre turismen mere bæredygtig og konkurrencedygtig.

1.11

Kommissionens meddelelse tager hensyn til de sociale kriterier og elementer, som kendetegner turismen, men EØSU beklager den manglende henvisning til unionsborgerskabets form og indhold. Turisme kan faktisk i høj grad bidrage til at skabe sammenhæng mellem kulturer og sociale grupper inden for rammerne af unionsborgerskabet, som alle har pligt til at fremme og udvikle. Den forskelligartethed og mangfoldighed, som kendetegner de enkelte EU-landes kulturer, sprog, og den forskellige natur- og kulturarv, udgør en stor rigdom, som vi kan og bør udnytte til at lære hinanden at kende og anerkende vores rettigheder som EU-borgere. I lyset af de synergier, der som allerede påpeget i en tidligere udtalelse fra EØSU kan eksistere mellem turisme og kultur, er kulturen et andet aspekt, som der lægges stor vægt på i europæiske debatter og dokumenter om turisme.

1.12

I forsøget på at forbedre turismens konkurrenceevne og bæredygtighed må der tages hensyn til rejsemålenes særlige kendetegn. EØSU anbefaler, at der tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i de medlemsstater, der er stærkt afhængige af turismen. Ved udformningen af politikker og forslag på turismeområdet bør der tages passende hensyn til de forskellige regioners behov. Kommissionens konsekvensanalyser bør tage behørigt hensyn til, at konsekvenserne kan være uforholdsmæssigt store i nogle regioner og sektorer. Det er for eksempel tilfældet, når det drejer sig om rejsemål som øer, der i meget høj grad anvender flytransport og ikke har andre transportmidler, eller som er næsten helt afhængige af denne transportform.

1.13

EØSU mener, at det sæt principper og værdier, som opstilles i Kommissionens meddelelse — bæredygtighed, social velfærd, konkurrenceevne, samarbejde, partnerskab, rentabilitet, sikkerhed, jobkvalitet m.m. — faktisk repræsenterer en europæisk turismemodel, ikke fordi de udgør et sæt regler, men fordi de pågældende principper og værdier finder bred anvendelse i hele EU.

1.14

EØSU opfordrer Kommissionen til en fælles indsats for at fremme certificeringen på europæisk plan af kvalifikationer og færdigheder inden for turisme med henblik på at øge beskæftigelsen og forbedre jobkvaliteten inden for sektoren. Der bør gives støtte til Europass, hvormed arbejdstagere, som er villige til at flytte til andre dele af EU for at arbejde, på en enkel og letforståelig måde i hele Europa (EU, EFTA/EØS og ansøgerlandene) kan præsentere deres personlige kvalifikationer og færdigheder.

2.   Kommissionens meddelelse

For bedre at kende og forstå det budskab, Kommissionen ønsker at viderebringe til alle europæiske aktører og institutioner, foretages en kort gennemgang af Kommissionens meddelelse med en opsummering af de centrale bidrag.

2.1   Meddelelsens indledning

2.1.1

Udfordringen i at finde den rette balance mellem bæredygtighed og konkurrencedygtighed. I første afsnit af indledningen til Kommissionens meddelelse anerkendes først og fremmest turismens nøglerolle for den europæiske økonomi og dens strategiske betydning, hvilket ikke kun underbygges med kvantitative data, men også med turismens evne til at skabe job og således opfylde målet i den fornyede Lissabonstrategi. I denne sammenhæng er det værd at nævne vækstprognosen på 3 %, som uden tvivl udgør et effektivt bidrag til opfyldelse af beskæftigelsesmålene, men som i visse tilfælde og på langt sigt kan risikere at føre til en overskridelse af bæredygtighedsgrænserne.

2.1.2

Konkurrencedygtighed og bæredygtighed: to forenelige krav. Det fremgår klart af Kommissionens meddelelse, at konkurrencedygtighed afhænger af bæredygtigheden og kvaliteten af turistoplevelsen, og der henvises udtrykkeligt til de krav, klimaændringerne stiller til turistindustrien. Virksomhedernes sociale ansvar kan yde et væsentligt bidrag i denne sammenhæng gennem vedtagelse af foranstaltninger, der sigter mod tilpasning til og bekæmpelse af klimaændringer og samtidig fremmer innovation samt turistprodukternes værdi for en verden, der står over for store globale udfordringer.

2.2

Agendaens indhold. Med sin meddelelse foreslår Kommissionen, at der skabes en ny balance mellem turisternes velfærd, miljøet og virksomhedernes og rejsemålenes konkurrenceevne. Alle aktører må bidrage til virkeliggørelse af dette mål.

2.2.1

Mål og udfordringer. Som retningslinje for alle berørte aktører fastsætter Kommissionen tre grundlæggende mål i agendaen: økonomisk velstand, social retfærdighed og samhørighed samt beskyttelse af miljømæssige og kulturelle værdier.

I meddelelsen opstilles en liste over nogle meget vigtige udfordringer, der skal imødekommes, hvis målene skal opnås:

Bæredygtig forvaltning af natur- og kulturressourcer.

Mindskelse af ressourceanvendelsen og forureningen.

Gennemførelse af ændringer, så der tages hensyn til lokalsamfundets velfærdsinteresser.

Færre udsving i den sæsonbetingede efterspørgsel.

Afhjælpning af miljøvirkninger som følge af transport.

Turistoplevelser for alle.

Forbedring af turistjobs kvalitet.

Sikkerhed og tryghed for turister og for rejsemålets lokalbefolkning.

Der er tale om en åben og ikke-udtømmende liste over udfordringer, som de forskellige aktører inden for turistsektoren bør ajourføre, nyprioritere og forvalte i samarbejdets ånd.

2.2.2

En ramme for indsatsen. Meddelelsen lægger op til, at en sammenhængende indsats til opfyldelse af målene og udfordringerne kræver samarbejde og en ansvarlig forvaltning af rejsemål, virksomheder og turister, og opstiller betingelserne for opnåelse af denne sammenhæng.

2.2.3

Principperne. I meddelelsen opstiller Kommissionen ni principper, der må overholdes for at kunne opnå en bæredygtig og konkurrencedygtig turisme. Tre af disse principper bør fremhæves:

Overholdelse af kapacitetsgrænserne for rejsemål, faciliteter og turiststrømme.

Opnåelse af en hensigtsmæssig udviklingshastighed og -rytme, der er forenelig med de naturlige, kulturelle og sociale ressourcer, der er til rådighed på et givet tidspunkt.

Langsigtet planlægning som ufravigelig betingelse for at opnå balance mellem bæredygtighed og konkurrencedygtighed.

2.3

Fælles fremadrettede tiltag. I denne del understreger Kommissionen behovet for, at samtlige aktører inden for sektoren forener kræfterne og samarbejder på frivillig og vedvarende basis. Den foreslåede model er baseret på respekten for subsidiaritetsprincippet, hvor indsatsen fortrinsvis ydes af rejsemålets aktører, men med støtte fra det nationale og europæiske niveau. Meddelelsen fremhæver således både den rolle, som sektorens forskellige aktører og Kommissionen skal spille i lyset af traktaten.

2.3.1

Aktørernes rolle. I tråd med konklusionerne fra gruppen vedrørende bæredygtig turisme fastlægger meddelelsen brede beføjelser og konkrete roller inden for de tre indsatsområder: rejsemål, virksomheder og turister. Der henvises navnlig til behovet for at gøre mikrovirksomheder opmærksomme på det nødvendige i at opnå balance mellem bæredygtighed og konkurrencedygtighed.

2.3.2

Kommissionens rolle. Kommissionen anerkender sit ansvar for at handle i overensstemmelse med traktaten og forpligter sig til at lancere og styrke en række forskellige initiativer på fællesskabsplan inden for rammerne af agendaen og dens gennemførelse. Blandt disse initiativer skal især nævnes fire indsatsområder:

Mobilisering af aktørerne til at oparbejde og udveksle viden med henblik på at opnå balance mellem bæredygtighed og konkurrencedygtighed. Det europæiske turistforum er et godt eksempel på udveksling af ideer og erfaringer.

Fremme af og støtte til fremtrædende europæiske rejsemål som eksempler på god praksis og offentliggørelse heraf som netværk af rejsemål, der går ind for bæredygtighed og konkurrencedygtighed.

Aktivering af EU's meget forskellige finansieringsinstrumenter. Kommissionen forpligter sig til at formidle oplysninger om, hvordan de kan udnyttes bedre inden for turistsektoren.

Integrering af bæredygtighed og konkurrencedygtighed i Kommissionens politikker og anvendelse af disse principper i en lang række regioner med meget forskellige problemer og behov: kystregioner, bjergområder, landdistrikter og byområder.

2.4   Meddelelsens konklusion

Kommissionens meddelelse afsluttes med en opfordring til fuldt samarbejde over hele linjen mellem alle offentlige og private aktører om vedtagelsen og den praktiske gennemførelse af agendaen. Den påpeger endnu en gang, at dannelsen af partnerskaber på alle niveauer er en forudsætning for at forbedre konkurrenceevnen og sikre en attraktiv og bæredygtig europæisk turisme på langt sigt. Kommissionen foreslår, at agendaens handlingsplan evalueres i 2011. Kommissionens mål med fremlæggelsen af meddelelsen fremstår således klart.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

Alle EU-institutioner har afgivet såvel officielle som uformelle erklæringer om anerkendelse af turismen og dens strategiske betydning for den europæiske økonomi, og denne opbakning formidles til alle aktører, hvilket er med til at sætte kraftigt skub i denne sektor. Det er ikke kun økonomisk begrundet, men beror også på turismens sociale betydning for opbygningen af Borgernes Europa. Selv med denne opbakning er der stadig lang vej igen, før turismen — nu og fremover — kan indtage en sådan central plads i den europæiske politik.

3.2

Navnlig bør det bemærkes, at den nye Lissabon-traktat anerkender turismens betydning for Europa og giver Den Europæiske Union flere muligheder for at bidrage til dens udvikling. EU har i kraft af denne traktat beføjelse til og til opgave at gennemføre tiltag for at understøtte, koordinere eller supplere medlemsstaternes indsats med det mål at fremme et gunstigt miljø for virksomhedernes udvikling og tilskynde til udveksling af god praksis.

3.3

Emnet er blevet taget op af flere EU-institutioner:

Europa-Parlamentet har ved gentagne lejligheder vedtaget beslutninger om vidt forskellige aspekter af turismen og om dens indvirkning på beskæftigelsen og økonomien. Eksempelvis kan nævnes beslutningerne om »Turisme og udvikling« og »Nye perspektiver og nye udfordringer for bæredygtig europæisk turisme«.

Rådet for Den Europæiske Union har ved forskellige lejligheder beskæftiget sig med turisme i sine konklusioner og handlingsplaner først og fremmest for at understrege behovet for bæredygtighed, konkurrenceevne og evne til at skabe beskæftigelse. Det skal især nævnes, at konklusionerne fra Rådets møde den 7. juli 2006 med tilfredshed hilser Kommissionens meddelelse om den nye turismepolitik i EU velkommen, og Kommissionen opfordres til at spille en aktiv rolle i koordinationen af forskellige politikker.

Kommissionen har udsendt en række meddelelser (især meddelelsen om den nye turismepolitik i EU fra marts 2006) ligesom den har gennemført, styrket og videreført de europæiske turistfora, afholdt konferencer om forskellige emner (f.eks. social turisme og europæisk Agenda 21 for turisme) samt tilrettelagt mange andre aktiviteter (f.eks. pilotprojektet vedrørende fremtrædende turistmål, som skal anerkende og fremme god praksis i medlemsstaterne og kandidatlandene).

Regionsudvalget har bl.a. afgivet udtalelser om Kommissionens meddelelser: »Samarbejde om europæisk turismes fremtid« og »Grundlæggende retningslinjer for bæredygtig europæisk turisme«.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har altid vist turismen særlig bevågenhed og gør det stadigt, hvilket fremgår af vedtagelsen af mere end 11 udtalelser siden 1999 og frem til i dag, aktiv deltagelse i en række europæiske turistfora, som Kommissionen har gennemført, samt deltagelse i og støtte til mange konferencer om forskellige aspekter af turisme. Især bør nævnes samarbejdet mellem EØSU og de øvrige EU-institutioner omkring alle de initiativer, som de hver især har iværksat på turismeområdet.

3.4

Det er hensigten med nærværende EØSU-udtalelse at evaluere Kommissionens meddelelse hvad angår dens bidrag til politikken på dette område og forslagene til dens gennemførelse, men udtalelsen vil også bidrage med elementer, som kan berige — om ikke kommissionsteksten — så i det mindste debatten om den.

3.5

På linie med EØSU's udtalelse INT/317 om Kommissionens meddelelse om den nye turismepolitik, vil EØSU også i denne udtalelse erklære og slå fast:

alle borgere har ret til turisme, som det fastslås i Verdensturistorganisationens etiske kodeks for turisme, hvilket indebærer forpligtelser til god praksis,

retten til turisme skaber desuden velstand og direkte og indirekte indtægter for især mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder, og er derfor for Europa en vigtig industri, der har bevist sin stabilitet,

kvaliteten af de tjenester, som sektorens aktører leverer, og brugernes ansvarlighed over for lokalsamfundene er værdier, vi må bevare som grundlag for sektorens fortsatte beståen,

turisme har eller bør have en positiv økonomisk, social, kulturel og miljømæssig indvirkning på lokalt og regionalt plan og i henseende til bymiljøet; turisme kan øge kendskabet til andre kulturer og andre måder at leve og virke på og det tværregionale samarbejde,

turisme er en dynamisk sektor med stor evne til at skabe beskæftigelse nu og i fremtiden og den rummer potentiale til at skabe gode, stabile arbejdspladser med rettigheder,

turismen er ikke fri for problemer i form af masseturisme og sæsonsvingninger, som medfører tab af konkurrenceevne,

udvalget mener, at det er nødvendigt med en Agenda 21 for europæisk turisme, som indeholder klare visioner og forfølger ambitiøse mål,

den europæiske turismemodel er en nødvendighed indadtil og kan tjene som model i global sammenhæng, hvis den baseres ikke på flere regler, men på værdier såsom kvalitet, bæredygtighed, rimeligt prisniveau osv., som turistdestinationerne og alle deltagende aktører frivilligt påtager sig at leve op til,

den europæiske turismemodel bygger på og beriges af det store udbud af destinationer, de forskellige opfattelser af turisme og måder, hvorpå disse realiseres,

den europæiske turismemodel, som udvalget slår til lyd for, er et effektivt værktøj til at fremme fred og gensidig forståelse imellem folkeslag.

4.   Særlige bemærkninger

4.1

Kommissionens meddelelse peger klart og tydeligt på den nødvendige balance mellem bæredygtighed og konkurrenceevne og indeholder forslag om, hvordan dette mål kan nås i praksis. Alt dette i en ikke særligt lang meddelelse har helt sikkert krævet et stort syntesearbejde og analyse af utallige dokumenter, udtalelser og debatter. Resultatet af dette arbejde — det skal siges — opfylder det sigte klart at redegøre for Kommissionens grundlæggende holdning til turismens fremtid og for de foranstaltninger, der skal gennemføres inden for denne komplekse erhvervsgren.

4.2

Det grundlag, som meddelelsen baserer agendaen på, forekommer passende, eftersom der tages hensyn ikke kun til turismens økonomiske indvirkning og dens kapacitet til at skabe job for de unge, men også til den nødvendige balance mellem bæredygtighed og konkurrenceevne, hvorimellem der på længere sigt er en frugtbar vekselvirkning. For at sikre overensstemmelse og ligevægt mellem disse variabler må der gennemføres konsekvensanalyser f.eks. vedrørende miljøvirkningen af de forskellige aktiviteter og i de enkelte regioner og belastnings- og kapacitetsgrænserne. Den generelle erkendelse af, at turismens omfang og udviklingsmuligheder er begrænsede, er grundlæggende for balancen mellem bæredygtighed og konkurrenceevne.

4.3

Måske ville det have været hensigtsmæssigt, om Kommissionens meddelelse mere indgående havde analyseret Lissabon-traktaten for at se nærmere på, hvilket grundlag, den giver agendaen, og hvilke fremskridt den bringer for gennemførelsen af den nye europæiske turismepolitik. Man må ikke glemme, at medlemsstaterne og regionerne ved flere lejligheder har erklæret, at de ønsker at bevare beføjelserne på turismeområdet uden at give afkald på muligheden for, at EU spiller en igangsættende og koordinerende rolle på visse fælles fronter, som kan forbedre den europæiske turistsektors konkurrenceevne. For eksempel er oprettelsen og vedligeholdelsen af en europæisk portal til fremme af Europa som turistmål allerede et værdifuldt og nyttigt instrument, som kan præsentere alle landene i EU som det fremragende og varierede turistmål, de tilsammen udgør.

4.4

De udfordringer og mål, som Kommissionen fremlægger i sin meddelelse, er helt klart de største, som turismen vil stå over for i de kommende tiår. De grundlæggende udfordringer, nemlig bæredygtighed og forbedring af konkurrenceevnen, er tilstrækkeligt brede til at kunne omfatte andre vigtige opgaver såsom kvalitetsforbedring, bekæmpelse af sæsonafhængigheden eller styrkelse af arbejdstagernes faglige kvalifikationer, som også nævnes i agendaen.

4.5

Der er utallige opfordringer til partnerskab i Kommissionens meddelelse, idet den i overensstemmelse med den nye turismepolitik foreslår, at styrkelsen af partnerskabet skal være selve omdrejningspunktet i denne politik. Det er særligt vigtigt at fremhæve den rolle, fagforeningerne og arbejdsgiverorganisationerne kan spille, idet de bør inddrages i samarbejdsprocedurerne og opfordres til at deltage i alle debatter og fora og i gennemførelsen af de generelle forbedringsforanstaltninger for sektoren. Ligeledes vil det være hensigtsmæssigt at fremme etableringen af stabile net mellem byer og turistmål, som har en fælles vilje til at forbedre konkurrenceevnen og bæredygtigheden. Der ses også positivt på promoveringen af »Fremtrædende europæiske rejsemål«, og det understreges, at en sådan udmærkelse bør omfatte korrekt håndtering af de arbejdsretlige og sociale relationer samt inddragelse af fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer på den udvalgte destination som et middel til at forbedre rejsemålenes bæredygtighed og konkurrenceevne.

Forbrugerorganisationerne kan spille en stor rolle inden for rammerne af deres virkefelt.

4.6

Kommissionen lover at føre denne nye politik ud i livet gennem samarbejde, specifikke støtteforanstaltninger og koordinering mellem aktørerne. Agendaen kræver helt klart, at alle aktører i sektoren udviser større ansvarlighed. Generaldirektoratet for Erhvervspolitik spiller efter EØSU's opfattelse en meget vigtig rolle i koordineringen af alle de EU-politikker, som direkte eller indirekte vedrører turismen og som har betydning for de forskellige typer rejsemål, der hver især har deres særlige karakteristika.

4.7

EØSU mener således, at Kommissionen bør være mere aktiv i iværksættelsen af europæiske initiativer blandt andet til fremme af grænseoverskridende turisme med velgørende formål på europæisk plan. Nærmere bestemt foreslår EØSU som ved mange tidligere lejligheder at styrke Det Europæiske Turistforum og komme videre med drøftelserne og undersøgelsen af mulighederne for at oprette et rådgivende europæisk turistråd og et europæisk agentur for turisme, som kan informere om og overvåge strategierne og foranstaltningerne i den europæiske turistsektor. Det foreslås også, at Kommissionen fremmer forskningen med henblik på oprettelse af teknologiske platforme i turistsektoren, som kan forbedre markedsføringen af turismen, især i lyset af mulighederne for at fremme den interne turisme i Europa og tiltrække flere turister fra andre lande (Kina, Indien, Rusland).

4.8

EØSU mener, at Kommissionens meddelelse ikke lægger tilstrækkelig vægt på informations- og kommunikationsteknologiernes rolle i det nye scenarie på turistområdet, set ud fra såvel brugernes som virksomhedernes og aktørernes synspunkt. En forsknings- og udviklingsindsats på turistområdet, som kan forbedre anvendelsen af disse teknologier, bør prioriteres højt i de kommende år. Denne indsats vil utvivlsomt resultere i en bedre forvaltning af rejsemålene, virksomhederne og turisterne og bidrage til den ønskede balance.

4.9

Det er vigtigt, at Kommissionen bebuder konkrete foranstaltninger, især med henblik på bedre udnyttelse af de finansielle fællesskabsinstrumenter, der er til rådighed, men der savnes et forslag om et program, som specifikt sigter mod at reagere på de store udfordringer, som den europæiske turisme står over for, og som meddelelsen så præcist udpeger. Det bør sikres, at de midler, der direkte eller indirekte afsættes til turismen, anvendes effektivt og rationelt efter deres formål.

4.10

Det er ikke muligt at læse denne meddelelse fra Kommissionen uden at tage med i betragtning, at rapporten fra gruppen vedrørende bæredygtig turisme har bidraget afgørende til udarbejdelsen af agendaen og navnlig til fastlæggelsen af de enkelte aktørers rolle. Det arbejde, som fremtrædende eksperter har udført gennem flere måneder, har helt sikkert været frugtbart og ført frem til konkrete komplementære svar på en lang række spørgsmål i tilknytning til bæredygtighed og konkurrenceevne.

4.11

Kommissionens meddelelse gør det i dette tilfælde ikke klart, hvilken rolle turiststatistikkerne tillægges. Det er nødvendigt, at turiststatistikkerne klart bidrager til opfølgning og gennemførelse af agendaen og navnlig, at der i statistikkerne lægges større vægt på de variabler, som vedrører bæredygtighed, konkurrenceevne og beskæftigelse.

4.12

Kommissionens meddelelse peger klart på nødvendigheden af at indarbejde turismepolitikkens mål om bæredygtighed og konkurrenceevne i Kommissionens og hele EU's øvrige politikområder for at sikre opfyldelse af agendaens målsætninger.

4.13

Som anført i EØSU's udtalelse om Katowice-erklæringen og i udtalelsen om »Turisme og kultur: to vækstfaktorer«, i udtalelsen om »En nye turismepolitik i EU« og i andre dokumenter fra EØSU's hånd vil det også være nødvendigt at gennemføre kommunikationskampagner om uddannelse og motivation blandt hele den europæiske befolkning, men særligt blandt unge.

4.14

Udvalget anser det for afgørende, at erhvervsuddannelsen, såvel den statsligt regulerede som den faglige efteruddannelse imødekommer virksomhedernes behov og forbedrer arbejdstagernes beskæftigelsesevne. Certificering og anerkendelse på europæisk plan af viden og kompetence bør bidrage til at skabe mere beskæftigelse og bedre arbejdsbetingelser i turistsektoren.

4.15

For at gøre turismen mere konkurrencedygtig og bæredygtig må der tages hensyn til rejsemålenes særlige karakteristika. Udvalget anbefaler, at der ved udarbejdelsen af foranstaltninger og forslag tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i de medlemsstater, som er meget afhængige af turismen, og at der tages behørigt hensyn til de forskellige regioners behov. Samtidig bør det erindres, at turistrejser til fjerntliggende områder kan have en særlig kraftig indvirkning på klimaændringerne på grund af effekten af de emissioner, der udledes ved rejser over store afstande. Der bør fremover lægges større vægt på fordelene ved destinationer tættere på udgangspunktet, da CO2-emissionerne er mindre i forbindelse med sådanne destinationer.

Bruxelles, den 10. juli 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende formulering af punkt 4.15 i sektionens udtalelse fik mere end en fjerdedel af de afgivne stemmer, men blev vedtaget i ændret form af plenarforsamlingen.

4.15

For at gøre turismen mere konkurrencedygtig og bæredygtig må der tages hensyn til rejsemålenes særlige karakteristika. Udvalget anbefaler, at der ved udarbejdelsen af foranstaltninger og forslag tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i de medlemsstater, som er meget afhængige af turismen, og at der tages behørigt hensyn til de forskellige regioners behov.

Afstemningsresultat

Stemmer for at tilføje et nyt punktum: 48 Stemmer imod: 43 Stemmer hverken for eller imod: 16.


3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/18


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Hvidbog om integration af EU's realkreditmarkeder«

KOM(2007) 807 endelig

(2009/C 27/04)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 18. december 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Hvidbog om integration af EU's realkreditmarkeder.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Angelo Grasso til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 11. juni 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 446. plenarforsamling den 9.-10. juli 2008, mødet den 9. juli, følgende udtalelse med 123 stemmer for, 1 imod og 5 hverken for eller imod:

1.   Vurderinger og anbefalinger

1.1

Kommissionen har endnu en gang anmodet EØSU om at afgive udtalelse om integration af EU's markeder for realkreditlån til køb af bolig eller anden fast ejendom, dvs. om Hvidbogen om integration af EU's realkreditmarkeder.

1.2

Normalt er en hvidbog resultatet af en næsten definitiv og struktureret politisk analyse af, hvad der skal gøres. Sådan forholder det sig ikke i dette tilfælde. Kommissionen vil nemlig skulle behandle mange spørgsmål, som endnu ikke er afklarede, som f.eks.: investeringsforeninger, realkreditudbydere, salg af koblingsprodukter osv. I alt behandles 14 aspekter.

1.3

Hvidbogen er dermed ikke udtryk for en afsluttet proces, men fremstår derimod som et åbent spørgsmål pga. emnets faktiske kompleksitet. Hvad nytter det så at anmode om endnu en udtalelse, når hvidbogen ikke føjer noget nyt til grønbogen, som EØSU har afgivet udtalelse om?

1.4

Dette er et emne, som i mange år er blevet taget op til diskussion, uden at Kommissionen har fundet en udvej, og uden at den nogensinde har truffet en egentlig beslutning, der kan fjerne de kulturelle, juridiske, administrative osv. hindringer, der efter EØSU's opfattelse udgør de virkelige hindringer for at nå Kommissionens målsætninger.

1.5

EØSU's udtalelse om grønbogen (1), som blev vedtaget på plenarforsamlingen i 2005 med kun én stemme hverken for eller imod, er fortsat fuldt ud relevant.

1.6

Hvidbogen tegner fortsat et meget broget billede af sektoren pga. de kulturelle, juridiske, lovgivningsmæssige og etisk-sociale specifikke forhold, der karakteriserer køb af fast ejendom og især en bopæl i de forskellige EU-lande.

1.7

Selv om EØSU er usikker på de reelle muligheder for at integrere og homogenisere kreditmarkedet i et EU, hvor markederne har deres egne særtræk og er indbyrdes meget forskellige (udtalelse af 15. december 2005 med Umberto Burani som ordfører (2)), støtter det i princippet alligevel Kommissionens forsøg på at opstille »regler«, hvad enten det sker i form af frivillige adfærdskodekser (dvs. bedste praksis) eller bindende regler.

1.8

Tiltaget må dog siges at gå for langt, hvis sigtet er at stille spørgsmål ved de særdeles positive muligheder, der allerede ligger i de automatiske reguleringsmekanismer på realkreditmarkedet.

1.9

EØSU foreslår, at Kommissionen i mellemtiden ser nærmere på de emner, som ikke frembyder de store problemer (f.eks. låneregistre, tvangsauktion, udbredelse af finansiel forståelse og viden), forudsat at det er umagen værd.

1.10

EØSU mener, at Kommissionen i sin tilgang lægger for stor vægt på, hvilke fordele der kan opnås på kort sigt ved at indføre nye regler, som er baseret på en noget summarisk analyse af realkreditmarkedet. Med en tilgang, der er fokuseret på de kortsigtede resultater, sigter man mod at mindske realkredittens finansieringsomkostninger i stedet for at interessere sig for, hvilken reel nytte EU-borgerne kunne drage af de eksisterende finansieringsprodukter og fornyelser af disse.

1.11

EØSU mener (som også nævnt i Buranis udtalelse), at den ramme, som Kommissionen foreslår, ikke harmonerer godt nok med den fortsatte markedsudvikling; det er derfor bekymret for de langsigtede konsekvenser for de svagere aftaleparter, dvs. de forbrugere, der har mest brug for beskyttelse.

1.12

EØSU ser positivt på, at de gældende regler på realkreditmarkedet kædes sammen med behovet for at beskytte forbrugeren. Det er et prisværdigt sigte, som bør støttes, forudsat at målet er at udbrede en større finansiel forståelse og viden på realkreditområdet. Det er derfor prisværdigt, at Kommissionen agter at skærpe gennemsigtighedsreglerne for at øge forbrugerbeskyttelsen.

1.13

Samtidig virker det imidlertid vanskeligt og risikabelt for enhver pris at indføre generelle bestemmelser for risikovurdering af den pågældende låneansøger.

1.14

Efter EØSU's mening bør man på den ene side beskytte forbrugeren under forhandlingerne om optagelse af realkreditlån, men på den anden side bør den pågældende låntager være bevidst om sine forpligtelser over for långiver.

2.   Resumé af Kommissionens forslag

2.1

Den 18. december 2007 vedtog man den »Konsekvensanalyse« (SEK(2007) 1683), der ledsager den såkaldte hvidbog om integration af EU's realkreditmarkeder. Til dokumentet hører tre bilag, der handler om hhv.: i) realkreditmarkedets særlige kendetegn; ii) de forskellige procedurer eller fremgangsmåder; iii) konsekvensanalyser af specifikke aspekter.

2.2

Selv om SEK(2007) 1684 indeholder et fremragende resumé af ovennævnte dokument, er det værd kort at nævne nogle væsentlige punkter i dokumentet, som EØSU er blevet anmodet om at afgive en ny udtalelse om:

hvidbogen beskriver en situation med en særdeles opsplittet sektor, som er resultatet af de særlige kulturelle, juridiske, lovgivningsmæssige og etisk-sociale forhold, der karakteriserer køb af fast ejendom i de forskellige EU-lande,

dokumentet gentager alle de vanskelige aspekter ved emnet, inklusive de økonomisk-finansielle aspekter, eftersom realkreditmarkedet spiller en stor rolle i de forskellige EU-landes økonomier og bidrager til banksektorens rentabilitet,

dokumentet understreger, at man med den nuværende opsplitning også kunne gribe til at »fremsætte forslag til lovgivning« med det sigte at fremme markedsintegrationen.

2.3

Kommissionsdokumentet gentager med andre ord de punkter, som allerede blev behandlet i den foregående grønbog om realkredit. Det kunne ikke være anderledes, eftersom det nye dokument handler om integration af realkreditmarkederne og de allerede omtalte konsekvensanalyser i den forbindelse.

2.4

EØSU har imidlertid allerede vedtaget en udtalelse om grønbogen den 15. december 2005 (Ordfører: Umberto Burani). Indholdet i den udtalelse står på alle punkter ved magt som EØSU's holdning i dette spørgsmål. Nærværende udtalelse skal primært handle om to punkter, som Kommissionen har tilføjet:

og tilkendegive EØSU's holdning til de tiltag, Kommissionen selv foreslår iværksat, i lyset af de konsekvensanalyser, der er foretaget i forbindelse med hvidbogen (3); samt

imødekomme Kommissionens anmodning om at fremsætte forslag, da den slutter med at sige, at »der kan udarbejdes et omfattende overvågningsprogram, efter at der er blevet fremsat detaljerede forslag« (4).

3.   EØSU's bemærkninger til hvidbogen

3.1

Hvidbogen rejser en lang række spørgsmål, der skal løses, og som EØSU er blevet anmodet om at udtale sig om: Det drejer sig om 11 temagrupper:

1)

valg af det påkrævede produkt,

2)

førtidig indfrielse,

3)

produktmix,

4)

låneregistre,

5)

vurdering af fast ejendom,

6)

procedurer for tvangsauktioner,

7)

nationale registre,

8)

gældende lovgivning,

9)

regler for renteudsving og de såkaldte ågerrenter,

10)

finansiering af realkreditlån,

11)

ikke-banker og servicevirksomheder.

3.2   Bemærkninger til de enkelte punkter i konsekvensanalysen

3.2.1

Information forud for kontraktindgåelse . EØSU mener, at det for at mindske forskellen på, hvilke oplysninger der gives forud for kontraktindgåelsen, er vigtigt at udbrede oplysninger om og fremme et specifikt kendskab til realkreditområdet. Det bør ikke føre til yderligere omkostninger for borgerne.

3.2.1.1

Øget information og udbredelse af finansiel forståelse og viden er en betingelse for effektivt at kunne vurdere forholdet mellem fordele og ulemper ved en given risiko. Den bedste måde til at forhindre de pågældende aftaleparter i at påtage sig en for stor risiko er således at gøre dem opmærksomme på, hvilken risiko de selv løber.

3.2.1.2

EØSU finder det vigtigt at understrege, at reglerne og bestemmelserne bør omfatte betingelser for videregivelse af oplysninger og eventuelt indeholde sanktionsmuligheder i tilfælde af overtrædelser. EØSU mener imidlertid, at hvis man sådan uden videre pålægger den ene part en forpligtelse, dermed blot opnår, at vedkommende forsøger at læsse denne omkostning over på modparten.

3.2.2

Adfærdskodeks . EØSU mener, at der bør indføres incitamenter for at fremme tilslutning til den frivillige adfærdskodeks.

3.2.2.1

Det ville give låntagerne mulighed for at danne sig et bedre overblik over, hvilken risiko de løber, og hvilke muligheder de har for at opnå fordelagtige finansieringsbetingelser.

3.2.2.2

Et sådant redskab kunne bestå i, at man beder låntager besvare en række standardspørgsmål, så vedkommende kan vurdere sin egen evne til at imødekomme sine økonomiske forpligtelser på mellemlangt sigt.

3.2.3

Årlige omkostninger i procent . EØSU finder det hensigtsmæssigt at forpligte finansieringsinstitutterne til at anføre de samlede låneomkostninger og til at opstille en detaljeret omkostningsfordeling, inklusive den beskatningsmæssige variabel.

3.2.4

Rådgivning . EØSU mener, at den rådgivning, der hænger nært sammen med realkredittransaktioner, bør fremmes ved hjælp af uafhængige prismekanismer, som dog bør fremgå eksplicit af de samlede låneomkostninger.

3.2.5   Førtidig indfrielse

3.2.5.1

Anvendelsesområde . Når der tales om førtidig indfrielse, bør der skelnes mellem: (i) førtidig indfrielse med fuldstændig eller delvis indfrielse af realkreditlånet; (ii) førtidig indfrielse i forbindelse med mulighed for at forhandle mere favorable lånebetingelser med andre finansieringsinstitutter.

i første tilfælde mener EØSU, at det er vigtigt altid at tillade selv delvis førtidig indfrielse,

i det andet tilfælde bør der ske en overdragelse af låneaftalen til et andet finansieringsinstitut.

3.2.5.2

Omkostninger . For så vidt angår omkostningerne ved førtidig indfrielse, mener EØSU, at de bør beregnes i henhold til matematiske formler, som obligatorisk skal fremgå eksplicit af kontrakten. Låntager bør kun pålægges at betale disse omkostninger, hvis der er tale om frivillig indfrielse af lånet. Hvis der er tale om kontraktophør, bør det nye långivende finansieringsinstitut bære omkostningerne.

3.2.6

Koblingssalg . For at være gyldigt bør koblingssalg frem for alt finde sted, når det kan bevises, at produktkoblingen har en reel nytteværdi. EØSU mener, at det er muligt at takle dette problem ved at forpligte långiveren til at fremlægge omkostningseffektivitetsberegninger og give låntager en rimelig frist til at overveje, om vedkommende vil acceptere forslaget, evt. selv efter at have indgået låneaftalen.

3.2.7

Låneregistre . EØSU er på dette punkt enigt i, at der er behov for et paneuropæisk register, og at adgangen til dette register skal være reguleret ved hjælp af særlige regler om beskyttelse af privatlivets fred. Oprettelsen af et paneuropæisk låneregister kunne nemlig godt tænkes at bidrage til at skærpe den transeuropæiske konkurrence mellem de forskellige realkreditudbydere. Under alle omstændigheder bør man lette adgangen på tværs af grænserne til låneregistrene i de enkelte medlemslande og gøre det lettere at indhente informationer.

3.2.8

Ejendomsvurdering . Som udgangspunkt er det vanskeligere at foretage en ejendomsvurdering end en generel finansiel vurdering. Genstandens særlige kendetegn (navnlig det faktum, at den ikke kan flyttes) betinger dens anvendelsesmuligheder, og derudover påvirkes vurderingen af andre eksterne faktorer, som hænger sammen med det pågældende område, som f.eks.:

områdets beskaffenhed,

transporttjenester,

befolkningstæthed osv.

Det er derfor ren utopi at tro, at man kan sammenfatte alle de aspekter, der spiller ind på værdien, i ét enkelt ejendomsvurderingsskema.

3.2.8.1

Kriterier for ejendomsvurdering . EØSU understreger derfor, at ejendomsvurdering af ovennævnte årsager er en vanskelig affære, og finder det derfor ikke hensigtsmæssigt at udarbejde et fælles skema til ejendomsvurdering. I stedet foreslås det at udvikle den såkaldte bedste praksis på lokalt plan og at skærpe forpligtelsen til at lade ejendomsvurderingen foretage af professionelle, der er godkendt af de relevante fagorganisationer, og som skal påtage sig ansvaret for, at af den foreslåede værdi er fair.

3.2.8.2

Vurdering af risikoen for ejendomsværditab . EØSU mener desuden, at ejendomsvurderingen bør suppleres med en vurdering af risikoen for ejendomsværdiændringer for at få et mere præcist billede af, hvilken sikkerhed ejendommen repræsenterer. Det foreslås i den forbindelse at anvende de redskaber, der allerede anvendes af operatørerne på finansmarkederne, og som i alt væsentligt indgår i andre EU-bestemmelser, som f.eks. value-at-risk  (5).

3.2.9

Tvangsauktion . Når realkreditlån opsplittes i lån i fast ejendom og et personligt lån, bør man også skelne mellem den økonomisk begunstigede i forbindelse med den faste ejendom og ejeren, som stiller den formelle garanti.

3.2.10

Gældende lovgivning . EØSU mener, at mulighederne for at spekulere i de forskellige fordele i de enkelte EU-landes civil- og skattelovgivninger, kan tjene som incitament til at gennemføre en ellers umulig markedsintegration.

3.2.10.1

EØSU går derfor i princippet ind for at bevare medlemsstaternes forskellige lovgivninger, og for at give låntager mulighed for at vælge den lovgivning, der giver de laveste samlede låneomkostninger, sådan som det allerede er fastlagt i Rom-konventionen (6).

3.2.11

Ågerrenter . EØSU bekræfter på dette punkt sine tidligere udtalelser, specielt om hvor vanskeligt det er at fastsætte grænsen for ågerrenter korrekt på baggrund af lovgivningen om forbrugerkredit. Det skal dog understreges, at det bedste forsvar mod ågerrenter er og bliver oplysning. EØSU foreslår derfor, at der iværksættes storstilede oplysningskampagner for at oplyse om de risikopræmier, der er knyttet til de forskellige kategorier af lånerisiko.

3.2.12

Refinansiering af realkreditlån . EØSU mener, at hvidbogens forslag, der sigter mod at opstille forskellige regler for refinansiering afhængigt af typen af låneformidler (skelnen mellem banker og ikke-banker), er alt for let at omgå.

3.2.12.1

Ikke-banker og serviceudbydere . Realkreditlån bør altid ydes af en reguleret og kontrolleret finansieringsvirksomhed. Formidling via og bistand fra mæglervirksomheder (f.eks. konsulentvirksomheder) kan accepteres, forudsat at der er tale om kvalificerede virksomheder, selv om de ikke nødvendigvis er kreditinstitutter.

4.   EØSU's forslag som kan videreudvikles

4.1

Den aktuelle kreditkrise i USA, den såkaldte subprime-krise, har klart vist, hvordan prisudsving på fast ejendom kombineret med utilstrækkelige vurderinger af kunderisikoen i forbindelse med manglende betaling af afdrag, der ikke står i rimeligt forhold til den faktiske værdi af den prioritetsbelånte faste ejendom, kan skabe en finanskrise, der er så alvorlig, at den destabiliserer hele finanssystemet. Det er derfor vigtigt, at ethvert indgreb fra EU's side tager hensyn til disse erfaringer såvel som de ovenstående kommentarer.

4.2

Hvis man som foreslået i hvidbogen iværksatte den 28. ordning for regulering af realkreditmarkedet som supplement til de ordninger, der allerede findes i EU-landene, kunne det føre til en større integration af de europæiske realkreditmarkeder og således øge aftaleparternes valgmuligheder uden dog at skabe de betingelser, der kan destabilisere finanssystemet, og som blev afsløret pga. krisen med subprime-lånene.

4.3

Det er almindeligt, at beslutningen om at købe fast ejendom, især hvis der er tale om en bolig, delvist træffes på baggrund af følelsesmæssige (subjektive) faktorer, som intet har at gøre med en ordentlig og rationel (objektiv) vurdering af ejendommens værdi. For at være effektive er Kommissionens foranstaltninger til regulering af realkreditmarkedet derfor nødt til at tage udgangspunkt i den pågældende (objektive såvel som subjektive) kontekst.

4.4

Det ville derfor være interessant at udvikle et forslag, som EØSU kunne se yderligere på, og som skulle gå ud på at vedtage et fortolkningsskema for realkredit, som inddeler de enkelte lånetransaktioner i en portefølje bestående af to passive elementer:

for det første et lån med pant i fast ejendom (asset-backed), hvis værdi beregnes ud fra markedsværdien og risikoen for ejendomsværdiændringer,

for det andet et formålsbestemt lån (et personligt lån), hvis værdi beregnes ud fra låntagers økonomiske formåen og økonomisk-finansielle perspektiver.

4.5

Indførelse af en tostrenget låneordning (twin-mortgage) kunne medføre visse fordele, som bør undersøges nærmere, bl.a.:

en lettere vurdering af de rationelle aspekter af transaktionen (lån mod pant i fast ejendom) set i forhold til den risiko, der er knyttet til låntagerens økonomiske solvens (personligt formålsbestemt lån),

mulighed for at opstille gennemsigtige priser, der afspejler de forskellige niveauer af risici, der knytter sig til de to dele af lånetransaktionen (objektivt lån mod pant i fast ejendom og det subjektive personlige lån),

mindskelse af de negative konsekvenser for finanssystemet, hvis et stort antal låntagere ikke kan betale deres afdrag, hvilket står i kontrast til de konsekvenser, som finansmarkerne for nylig oplevede (dvs. den såkaldte subprime-krise).

4.6

EØSU håber, at Kommissionen snarest muligt afslutter denne proces og udviser større beslutsomhed samt skaber betingelserne for, at en adskillelse af de institutionelle aspekter kan danne grundlag for lanceringen af den 28. ordning.

Bruxelles, den 9. juli 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 65 af 17.3.2006, s. 113 — ordfører: Umberto Burani.

(2)  EUT C 65 af 17.3.2006, s. 113 — ordfører: Umberto Burani.

(3)  Se bilag 2 til hvidbogen, ansvarsfraskrivelse og side 5 i den engelske sprogversion.

(4)  Jf. bilag 2 til hvidbogen, pkt. 8.

(5)  Jf. Direktiv nr. 2004/39/EF om investeringstjenester kendt som MIFID-direktivet »Markets on Financial Instruments Directive«, vedtaget den 21. april 2004 og offentliggjort i EUT og trådt i kraft den 30. april 2004.

(6)  Jf. KOM(2005) 650 endelig af 15. december 2005.


3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/22


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Udviklingen i bygge- og anlægssektoren i Europa«

(2009/C 27/05)

Den 6. december 2007 anmodede Margot Wallström, næstformand for Kommissionen og kommissær med ansvar for interinstitutionelle forbindelser og kommunikationsstrategi, og Günter Verheugen, næstformand for Kommissionen og kommissær med ansvar for erhvervspolitik, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en sonderende udtalelse om:

Udviklingen i bygge- og anlægssektoren i Europa.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Daniel Huvelin til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 13. juni 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 446. plenarforsamling den 9.-10. juli 2008, mødet den 10. juli, følgende udtalelse med 57 stemmer for og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusion

1.1

I modsætning til den udbredte opfattelse vil byggeriets fremtid ikke så meget afhænge af de offentlige midler, de vil få tildelt (selvom større kontinuitet i planlægningen ville være en klar fordel) som af de kompetente myndigheders evne til at udvikle den lovramme, der gælder for alle, for at sikre størst mulig gennemsigtighed i konkurrencen og den bedste udnyttelse af virksomhedernes potentiale og knowhow, uanset hvor store de er.

1.2

I denne ånd anbefales det i denne udtalelse som centrale punkter:

hurtigst muligt gennem en forordning at fastlægge standardiserede procedurer for konkurrencebaserede udbud med henblik på at give især de offentlige kunder en så bred og klar række af tilbud som muligt, blandt hvilke de ansvarlige kan vælge det aftalemæssige redskab, der svarer bedst til deres behov,

at give byggeriets professionelle aktører lovfæstede muligheder for at yde et væsentligt bidrag til bæredygtig udvikling; små og mellemstore virksomheder er i dag rede til gennem hensyntagen til de samlede omkostninger, anvendelse af offentligt-private partnerskaber af alle størrelser og finansiering baseret på forventede resultater at tage denne udfordring op — og vinde,

at forbedre bygge- og anlægssektorens image med henblik på at tiltrække unge helt ned i skolealderen og råde bod på den manglende interesse,

at sætte kraftigt ind med uddannelse for disse fag, der udgør en meget væsentlig andel af de arbejdspladser i Europa, der ikke kan flyttes ud,

at fremme bæredygtigt byggeri i EU,

at opretholde et sundt økonomisk miljø og sikre beskæftigelsesvilkår, som respekterer arbejdstagernes behov i de lande, hvor de arbejder,

at fremme den europæiske konkurrenceevne.

1.3

Kun på denne måde kan sektoren forberede sig på de ikke-europæiske konkurrenter, der sandsynligvis vil dukke op i nær fremtid.

2.   Indledning og baggrund

2.1

EU-kommissærerne Margot Wallström og Günter Verheugen har i forlængelse af Lissabon-dagsordenen i brev af 6. december 2007 anmodet EØSU om at udarbejde en sonderende udtalelse med det formål at undersøge, om de forskellige retsakter, som regulerer bygge- og anlægssektoren samt de virksomhedsrelaterede serviceerhverv hænger ordentligt sammen, om de er i samklang med igangværende og kommende ændringer, og i hvilket omfang der er behov for at forenkle, rationalisere og modernisere lovgivningen på området. Det bør præciseres, at undersøgelsen ikke skal begrænses til de regler, der gælder specifikt for de omtalte sektorer, men omfatte al lovgivning, som har indflydelse på deres udvikling (sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, miljøbeskyttelse osv.), og inkludere sektorernes legitime interesseområder.

2.2

Det er nødvendigt at behandle alle punkter, der nævnes i brevet, stringent og metodisk, da undersøgelsesfeltet er meget stort og allerede tidligere har givet Kommissionen anledning til at lade eksterne konsulenter udarbejde undersøgelser.

2.3

Denne udtalelse holder sig dog til de aspekter, som Kommissionen peger på, dvs. ændringer eller forenklinger af de love og administrative bestemmelser, der gælder for bygge- og anlægssektoren, som strategisk og objektivt set kan føre til forbedringer ved at skabe bedre vilkår for sektorens funktionsmåde og udvikling.

2.4

Der fremlægges derfor nogle nyttige oplysninger om bygge- og anlægssektoren, så dens fag og de vilkår, de er underlagt, placeres i den rette sammenhæng.

3.   Byggeriets plads i den europæiske økonomi

3.1

Bygge- og anlægssektoren tæller 2,7 mio. virksomheder. I 2006 så dens tal for EU-27 således ud:

 

2006

Sektorens bruttoværditilvækst som andel af BNP

10,5 %

Lønningernes andel af sektorens bruttoværditilvækst

54,5 %

Byggeriets faste bruttoinvesteringer som andel af de samlede faste bruttoinvesteringer

50,5 %

Byggeriets beskæftigelse som andel af beskæftigelsen i samtlige sektorer (1)

7,2 %

3.2   Til orientering

3.2.1

Byggeriet er en aktivitet, der ikke kan outsources. Det er dermed en væsentlig bestanddel i Europas fremtidige vækst og i den europæiske erhvervsstruktur.

3.2.2

Selve byggeriets produktionsstruktur og dets behov for at råde over mange faste geografiske punkter spredt over alle lande og dybt forankret i det lokale liv giver det en social og samfundsmæssig rolle, som ikke må glemmes, og som bør styrkes.

3.2.3

Byggeriet bør spille en vigtig rolle i alle initiativer for bæredygtig udvikling:

som nødvendig aktør for investeringer på dette område (boliger, bygninger i almindelighed, transport, energiproduktion osv.),

ved at tilpasse sine arbejdsmetoder, også i materialesektoren, til en bæredygtig udviklings behov og krav.

3.2.4

Beskrivelsen af denne sektors generelle miljø ville ikke være komplet, hvis man undlod at nævne, at byggefagenes image trods betydelige bestræbelser fra deres side i mere end 30 år stadig er delvist negativt. Denne konstatering har betydning for overvejelserne i denne udtalelse, eftersom den afspejles i:

ånden i de forskrifter, der i visse lande regulerer betingelserne for indgåelse af kontrakter og behandlingen af ulovligt arbejde,

et vist problem med rekruttering af unge (direkte tiltrækningskraft) og uddannelse af dem (det generelle uddannelsessystems mistro til byggeriet).

3.2.5

Byggefagenes karakter, kundernes forskellige behov og mangfoldigheden af teknikker betyder, at markedet i dag er meget fragmenteret og vil være det i årene frem. Derfor vil håndværkere, små, mellemstore og store virksomheder altid skulle leve side om side.

Forestillingen om store virksomheder, der kun arbejder på store projekter, skal sammenholdes med den kendsgerning, at projekter til et enhedsbeløb på over 20 mio. EUR kun udgør 2-5 % af det globale marked for byggeriet.

3.2.6

De store europæiske koncerner, der ofte er markant til stede på verdensmarkedet, er for størstedelens vedkommende sammenslutninger af små og mellemstore virksomheder, der er stærkt lokalt forankret, og som arbejder i den samme konkurrencekontekst som det lokale net af uafhængige SMV'er.

3.2.7

De fleste af de store europæiske aktører i denne sektor har udviklet sig efter en anden model end den såkaldt »amerikanske«, idet de har satset på egen intelligens og deltagelse i projektudvikling og skaffet sig redskaberne til selv at bevare og udvikle deres knowhow.

3.2.8

Det er takket være denne fremgangsmåde, at europæiske virksomheder har skabt sig en plads på de internationale markeder. Denne model, der bygger på integration af idé og udførelse, er ikke nødvendigvis et særkende for store koncerner, men kan og bør anvendes af virksomheder af alle størrelser.

4.   Grundlæggende principper

4.1

Udfordringen for denne sonderende udtalelse, som Kommissionen har anmodet om, skal ikke kun være at foreslå forenkling af lovgivningen, men også at der følges en fremgangsmåde, der muliggør:

reel gennemsigtighed og reelt lige muligheder i forbindelse med konkurrencebaserede udbud,

skift fra en forældet tradition for mistro til en kultur med tillid og partnerskab,

integration af det økonomisk mest fordelagtige bud og de samlede omkostninger i byggeriets levetid,

sikring af intellektuel ejendomsret,

fastlæggelse af minimumsarbejdsbetingelser i forbindelse med udbud samt kontrol og sanktioner i tilfælde af overtrædelser,

mindskelsen af de administrative byrder ved mest muligt at begrænse lovgivning og procedurer, samtidig med at hensynet til kontrahenternes grundlæggende sikkerhed samt rettigheder og pligter.

4.2

Disse forskellige faktorer, som der bør tages højde for i lovteksterne, skal muliggøre en normal udvikling af byggeriets aktører (her ses bort fra markedernes volumensvingninger, som ikke skal behandles i denne udtalelse) og være med til at sikre gennemførelsen af en sammenhængende social- og arbejdsmarkedspolitik (beskæftigelse, sikkerhed, lønninger) samt gøre sektoren mere attraktiv for de berørte aktører (unge, forældre, undervisere osv.).

5.   De vigtigste forslag

5.1

EØSU foreslår, at de kompetente myndigheder koncentrerer deres indsats på følgende hovedpunkter:

standardisering og forenkling af udbudsprocedurer for at sikre såvel gennemsigtighed som optimering af midler og kompetencer,

tilskyndelse til innovation ved bl.a. at løse problemet med intellektuel ejendomsret til idéer og varianter,

grunduddannelse af arbejdstagerne og efteruddannelse i hele deres karriereforløb,

højnelse af denne sektors image, da den giver unge mange beskæftigelsesmuligheder,

regler, der både omfatter arbejdsvilkår og bedste praksis for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen,

bæredygtig udvikling i udvidet forstand, hvor bygge- og anlægsvirksomheder har en vigtig rolle at spille og må påtage sig et nyt ansvar.

5.2   Standardisering og forenkling af udbudsprocedurer:

5.2.1

Man kunne sætte ind med følgende tiltag:

ændre lovgivningen om offentlige kontrakter, så den kommer til at bestå af forordninger i stedet for direktiver, og dermed reelt standardisere procedurerne på EU-niveau og sikre ensartede konkurrencevilkår,

systematisk prioritere det bedste bud frem for det billigste,

fastlægge en strammere ramme for den konkurrenceprægede dialog for at gøre den til en procedure, der reelt optimerer resultaterne i stedet for at give anledning til systematisk plyndring af idéer og intellektuel ejendomsret,

tilskynde til anvendelse af en fremgangsmåde, der lige fra idéfasen kombinerer virksomhedernes knowhow med udviklernes talent (»fra idé til gennemførelse«),

øge anvendelsen af samlede kontrakter (byggeri-drift eller offentlig-private partnerskaber) for at tage udfordringen om bæredygtig udvikling op, forberede og tilrettelægge et passende modtræk til visse landes forsøg på dumping på det europæiske marked,

gennemføre en reel harmonisering af standarder og teknikker med henblik på at fjerne tekniske hindringer på nationalt niveau og gøre det europæiske marked ensartet,

hensyntagen til små og mellemstore virksomheder for derved at sikre deres overlevelse og bevare arbejdspladser og således undgå en for stor polarisering af sektoren.

I forbindelse med denne liste skal det slås fast, at der nok efterlyses en vis udvikling i lovgivningen, men at idéen ikke er at påtvinge færdige løsninger, men derimod at give bygherrerne en komplet kasse med værktøj, som de kan tage frem efter behov.

5.2.2

Disse ændringer eller tilpasninger skal tilsammen fremme gennemsigtighed og lige muligheder mellem private, offentlige og halvoffentlige virksomheder og klart slå fast, at enhver økonomisk ydelse kræver et udbud og en formel kontrakt.

5.3   Innovation og intellektuel ejendomsret:

5.3.1

Det er et særkende for bygge- og anlægssektoren, at de udførte projekter altid er »prototyper«. Der bør derfor etableres en EU-lovgivning, som beskytter den intellektuelle ejendomsret, og som tager hensyn til den særlige karakter af de idéer, der skal beskyttes: de er som hovedregel udviklet til et bestemt udbud og skal ikke nødvendigvis reproduceres systematisk. Der bør etableres en specifik lovgivning på EU-niveau for at beskytte de tekniske idéer i udbudsprocessen og fastlægge rettigheder for deltagerne i udbudsprocedurerne.

5.4   Uddannelse

5.4.1

I de fleste af EU's medlemsstater har byggeriets professionelle aktører måttet konstatere, at de nationale uddannelsessystemer som helhed langtfra svarer til professionens behov. Dette gælder for alle uddannelsesniveauer. Hvis forholdet mellem bygge- og anlægsfagene og medlemsstaternes uddannelsessystemer skal forbedres, bør der derfor også ydes et bidrag på EU-niveau, f.eks. ved at:

fremme lovgivning om uddannelse til fordel for bygge- og anlægssektoren i EU (anerkendelse og ligestilling af uddannelsesbeviser på alle niveauer),

bidrage til en bedre udnyttelse af de menneskelige ressourcer gennem en løbende efter- og videreuddannelsesindsats. Bygge- og anlægssektoren, der er kendt for at være præget af spændinger, lider af et imageproblem blandt de unge og af mangel på karrieremuligheder. Sektoren har udpræget behov for at få tilført nye kompetencer, eftersom fagene inden for sektoren kræver kvalificeret og i visse tilfælde højt kvalificeret arbejdskraft og solide grundfærdigheder. Disse kan udnyttes af virksomhederne ved, at de giver de ansatte adgang til efter- og videreuddannelse, hvorved de pågældende øger deres karrieremuligheder,

generelt indføre et »Erasmus«-system for uddannelser til bygge- og anlægsfagene i EU på forskellige niveauer, idet der trækkes på de erfaringer, der er indhøstet inden for en række meget små og specialiserede fag (ved hjælp af FSE inden for maler-, stenhugger og restaureringsfagene),

udvikle europæiske universiteter for bygge- og anlægsfag samt anerkende et EU-svendebrev,

udvikle skoler for byggeprojektstyring i Europa, så virksomhedernes offentlige og private kunder får bedre kendskab til kontrakter og virksomhedernes handlemåder,

udvikle europæiske faglige videreuddannelsesinstitutioner,

fremme europæiske kvalifikationer (f.eks. i sprog).

5.5   Regler for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen

5.5.1

De nugældende regler har en meget stor og positiv indvirkning på arbejdsmetoderne i byggeriet. Dog bør man:

fremme udveksling af bedste praksis vedr. sundhed og sikkerhed,

bekæmpe ulovligt arbejde med EU-foranstaltninger (f.eks. ved at konsultere og sammenkoble databaser, indføre badges og systemer til identifikation af arbejdstagere), sanktioner og en tilpasset beskatning (f.eks. lavere moms),

lette gennemførelsen af REACH-forordningen,

lette arbejdstagernes bevægelse uden social dumping (acceptere de formaliteter, der allerede findes i medlemsstaterne i forbindelse med udstationering) og gøre det muligt for de europæiske arbejdstagere at vende tilbage til deres oprindelsesland,

skabe mulighed for at inddrive bøder i samtlige EU-lande,

slå fast, at grundlaget for enhver form for arbejdstagermobilitet må være, at man accepterer arbejdsvilkårene i den stat, man arbejder i.

5.6   Bæredygtig udvikling

5.6.1

Som nævnt ovenfor har byggeriets professionelle aktører en vigtig rolle at spille over for de globale problemer, herunder klimaændringerne. De er i dag, så vidt reglerne og incitamenterne tillader det, parat til at påtage sig dette ansvar, tilføre det europæiske marked den merværdi, de står for, og udbrede deres knowhow på området til andre dele af verden, hvor der som bekendt skal gøres en gigantisk og nødvendig indsats, hvis alle skal kunne mærke virkningen af de tiltag, der er sat i værk.

5.6.2

Derfor bør man:

indføre en fremgangsmåde, der tager højde for de samlede omkostninger (i hele investeringens levetid) i EU-reglerne for offentlige indkøb; bæredygtig udvikling og bedste bud er begreber, der kan indgå i definitionen; dette ville gøre det muligt for bygherrerne at tage fuldt hensyn til bæredygtighedsaspektet i deres valg,

tilskynde til anvendelse af offentligt-private partnerskaber, som pga. deres princip om at integrere idé, gennemførelse og vedligeholdelse kunne være det bedste middel til at opnå gode resultater med fremgangsmåden baseret på »samlede omkostninger«,

omfordele visse finansielle støttemidler, så de i alle EU's medlemsstater koncentreres om den kæmpeopgave, det er at renovere for at forøge energieffektiviteten,

tilskynde til en storstilet rehabilitering af offentlige bygninger og anlæg,

fremme udvikling og styrkelse af »miljørigtige kvarterer« (indførelse af et EU-mærke, finansielle incitamenter osv.).

5.6.3

Både inden for byggeri og transport kan bygge- og anlægsvirksomheder, hvis man giver dem mulighed for at deltage i hele »idé-gennemførelse-vedligeholdelse«-forløbet, yde et afgørende bidrag, især med henblik på at sikre finansieringen af de nødvendige aktiviteter, i kraft af deres evne til at forvalte de samlede omkostninger og finansieringen af investeringerne gennem fremtidige energibesparelser.

5.7   De små og mellemstore virksomheder (SMV) i bygge- og anlægssektoren

5.7.1

Problemerne for SMV'erne i byggeriet handler egentligt ikke om adgang til det ene eller det andet marked, som det kan være tilfældet i andre sektorer (jf. punkt 2.2.5).

5.7.2

Derfor betragter byggeriets repræsentanter med rette de argumenter for »kvoter«, som nogle har fremsat, men som EU-myndighederne har forkastet, som ubegrundede, især da de tal, der er fremført fra forskellige sider, er blevet overhalet af alle medlemsstaterne i praksis.

5.7.3

SMV'ernes problem skal — ud over de spørgsmål, der behandles i Small Business Act — snarere håndteres:

med intelligente løsninger for overdragelse af virksomheder,

med støtteordninger, fælles tjenester eller finansielle midler, der kan skabe lige muligheder uden at forvride konkurrencen, især i forbindelse med SMV'ers adgang til komplekse aktiviteter (offentligt-private partnerskaber og bæredygtig udvikling),

med løsninger, der sigter på at lette SMV's adgang til standardisering og normer.

Bruxelles, den 10. juli 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Beskæftigelsen i bygge- og anlægssektoren udgør 30,4 % af beskæftigelsen i industrien. Kilde: Eurostat og FIEC.


3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/26


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Udviklingen inden for forretningsservicesektoren i Europa«

(2009/C 27/06)

Den 6. december 2007 anmodede Margot Wallström, næstformand i Kommissionen og kommissær for interinstitutionelle relationer og kommunikationsstrategi, og Günter Verheugen, næstformand i Kommissionen og kommissær for erhvervs- og virksomhedspolitik, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en sonderende udtalelse om

Udviklingen inden for forretningsservicesektoren i Europa.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, der udpegede Edwin Calleja til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 11. juni 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 446. plenarforsamling den 9.-10. juli 2008, mødet den 9. juli, følgende udtalelse med 135 stemmer for, 2 stemmer imod og 12 hverken for eller imod:

1.   Indledning

1.1

Margot Wallström, næstformand i Kommissionen med ansvar for interinstitutionelle relationer og kommunikationsstrategi, og Günter Verheugen, næstformand i Kommissionen med ansvar for erhvervs- og virksomhedspolitik, har anmodet EØSU om at udarbejde en sonderende udtalelse om forretningsservice ved at foretage en opfølgning på og yderligere analyser af en tidligere udtalelse (1), som beskæftigede sig med forretningsservice og industri.

1.1.1

Denne undersøgelse bør tage højde for den afgørende betydning, som Kommissionen tillægger Lissabondagsordenens bidrag til at bevare og styrke europæisk industris konkurrenceevne ved at styre forandringsprocessen i overensstemmelse med den europæiske strategi for bæredygtig udvikling, herunder på det sociale niveau ved at styrke fremkomsten af repræsentative arbejdsmarkedsparter med det formål at føre forhandlinger på et passende niveau.

1.1.2

Gennemførelsen af sådanne mål skal ske parallelt med en forenkling af de lovgivningsmæssige rammer for industrien, en politisk prioritet, som udgør et af kernepunkterne i Kommissionens industripolitik.

1.1.3

Endvidere er industripolitikken kendetegnet ved en integreret strategi, som tager hensyn til de forskellige sektorers behov.

2.   Sammendrag af konklusioner og henstillinger

2.1   Anerkendelse af servicesektorens betydning for den økonomiske og sociale udvikling

EØSU mener, at der er et bydende behov for reelle forandringer og et større fokus på tjenesteydelser, som ikke længere bør betragtes som et rent appendiks til fremstillingsindustrien. Samfundet er genstand for store forandringer, og tjenesteydelser er et kardinalpunkt i disse forandringer. Kommissionen må derfor erkende denne udvikling og tillægge den større vigtighed.

2.2   Prioritering af indsatsen

I betragtning af den brede vifte af mulige foranstaltninger på politikområder med forbindelse til forretningsservice er en prioritering af foranstaltningerne af yderste vigtighed. Der er et akut behov for fremskridt inden for de 10 centrale mål under Fællesskabets Lissabonprogram for 2008-2010. Disse påvirker direkte eller indirekte den fremtidige udvikling af tjenesteydelser. EØSU mener, at disse prioriteter skal opstilles i følgende rækkefølge:

Forretningsservicepolitikker og nedsættelse af en højtstående gruppe. Det anbefales, at der nedsættes en højtstående gruppe om forretningsservice med henblik på at foretage en tilbundsgående undersøgelse af sektoren, gennemgå de eksisterende politikker for at identificere og vurdere de mere effektive og vellykkede af dem, der har indflydelse på forretningsservice, og udforme konkrete politiske foranstaltninger vedrørende større mangler og behov. Der bør lægges særlig vægt på den store diversitet i de forskellige forretningsserviceydelsers undersektorer for at finde frem til, hvilke der fortjener stor politisk opmærksomhed, og på hvilket niveau (regionalt, nationalt eller EU) en politisk indsats er berettiget.

Arbejdsmarkedspolitikker i forretningsservicesektoren. Ud fra et socialt perspektiv kræves en tilbundsgående undersøgelse på sektorniveau af de udfordringer, der ligger i de nye typer beskæftigelse, der opstår gennem vekselvirkninger mellem forretningsservicesektoren og fremstillingsvirksomheder. Denne undersøgelse skal omfatte almen og erhvervsfaglig uddannelse og livslang læring samt arbejdstagernes ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder vilkår for arbejdstagere involveret i outsourcingprocesser. For at nå dette mål foreslås det, at den sociale dialog på sektorniveau fremmes. I den forbindelse bør der udarbejdes en dagsorden for drøftelsen af de specifikke ændringer i arbejdsvilkår og jobmuligheder, der hidrører fra strukturelle ændringer, som påvirker forretningsservicesektoren.

Forretningsservice i innovationspolitikker. Innovationsfremmende foranstaltninger inden for serviceydelser bør gives ekstra vind i sejlene. Områder som organisatorisk innovation, vidensintensiv forretningsservice og innovationsstyring fortjener større opmærksomhed.

Udvikling af forretningsservicestandarder. Virksomheder bør tilskyndes til at få etableret standarder gennem selvregulering efter en grundig høring af brugerne af forretningsservice. Støtte fra CEN og dets medlemmer (åben platform) er vigtig for at formidle frugterne af vellykket innovation, navnlig ved hurtig uformel konsensusopbygning.

Fremme servicevidenskab som en ny disciplin inden for almen og erhvervsfaglig uddannelse.

Det indre marked og lovgivning, der berører forretningsservice. EØSU har fundet frem til en række områder, som bør forenkles og præciseres, og hvis administrative byrde bør reduceres uden dermed at reducere de gældende forpligtelser med hensyn til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og arbejdstagerrepræsentation. Det understreges bl.a., at en konsekvensanalyse af direktivet om serviceydelser er blevet gennemført, og at dette fortjener en større indsats, særligt når direktivet er blevet omsat til national lovgivning. Dette bør omfatte en kortlægning af flere mulige foranstaltninger vedrørende mere åben handel og konkurrence i det udvidede EU's indre marked.

Yderligere forbedringer af statistikker om forretningsservice. Medlemsstaterne opfordres til at samarbejde mere med henblik på at få bedre statistikker om forretningsservice og især bedre oplysninger om dens resultater og indvirkning på medlemsstaternes økonomi — et nødvendigt redskab for regeringerne, hvis de skal hjælpe sektoren med at udvikle dens potentiale. Nylige ændringer af kapitel 74 i NACE vil stadig ikke være nok til at frembringe de nødvendige enkeltheder, der kræves for at indsamle væsentlige oplysninger om forretningsservice.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

Baggrund. I sin initiativudtalelse, som blev vedtaget i september 2006 — CCMI/035 — foreslog EØSU, at der blev rettet særlig opmærksomhed mod forretningsservice på baggrund af dens bidrag til den europæiske fremstillingsindustris resultater. Udtalelsen forklarede samspillet mellem tjenesteydelser og fremstillingsvirksomhed og indvirkningen på sociale og økonomiske resultater i form af beskæftigelse, produktivitet og konkurrenceevne. Det er udgangspunktet for denne opfølgning, som omfatter en mere dybtgående analyse af forretningsservicesektoren. Denne udtalelse kunne passende indledes ved at definere forretningsservice som serviceaktiviteter, der i kraft af deres anvendelse som mellemliggende input påvirker produktionsaktiviteternes kvalitet og effektivitet ved at supplere eller erstatte interne servicefunktioner (Rubalcaba og Kox, 2007). Denne definition svarer på nogle punkter til NACE rev. 1 (hovedgruppe 72-74), til den nye version af NACE (hovedgruppe 69-74, 77-78, 80-82) og til den klassificering af forskellige serviceydelser. Der er to hovedkategorier af forretningstjenester:

Vidensintensive forretningstjenester (f.eks. computer- og IT-tjenester, ledelsesrådgivning, regnskabsvæsen, skatte- og juridisk rådgivning, markedsføring og opinionsundersøgelser, tekniske tjenester og ingeniørtjenester, personaletjenester, videreuddannelse og rekruttering).

Operationelle forretningstjenester (f.eks. sikkerhedstjenester, rengøringstjenester, administration og bogføring, vikarbureauer, call-centre, oversættelse og tolkning).

Formålet med denne udtalelse er at fremme anerkendelsen af forretningsservicesektoren, sætte sektoren i stand til at udvikle sig uhindret og at bistå de europæiske økonomier i deres bestræbelser på at blive mere konkurrencedygtige på verdensmarkedet.

3.2

Tjenesteydelsers og forretningsserviceydelsers betydning. Tjenesteydelser har en stigende betydning for borgere, fagfolk, virksomheder, regioner og lande. Tjenesteydelser dominerer i vidt omfang de nye krav og forsyninger, der er forbundet med de økonomiske og sociale systemer. Selv om de spiller en rolle i de fleste aspekter af erhvervs- og samfundslivet, registreres mange af dem ikke i statistikkerne. Den traditionelle fordeling mellem erhvervssektorer gør det — selv om den er ufuldstændig og skjuler det stærke samspil mellem økonomiske sektorer — muligt for os at vurdere omfanget af større økonomiske aktiviteter (se tabel 1). Tjenesteydelser som erhvervssektor har stigende betydning i Europa. Deres andel af den samlede beskæftigelse (70 %) er mindre end i USA (80 %) og større end i Japan (67 %). I samtlige disse tre områder er den særlige undersektor forretningsservice steget i en meget dynamisk takt og udgør en nogenlunde lige stor andel af den samlede beskæftigelse. Virksomheder, der primært leverer forretningstjenester, udgør 10-12 % af den samlede beskæftigelse og merværdien. Medtager man virksomheder, der har forretningsservice som sekundær aktivitet, er andelen af beskæftigelsen langt højere. I Europa i 2004 (se tabel 3) er de lande, som ligger i spidsen af forretningsserviceøkonomien, Beneluxlandene, Storbritannien, Frankrig og Tyskland. I perioden 1995-2004 øgede nogle lande, bl.a. Ungarn, Polen, Østrig, Letland og Malta, deres forretningsservicesektor ret betydeligt. Det peger i retning af en vis konvergensproces mellem nogle EU-lande. Tallene for de enkelte lande dækker kun beskæftigelse i virksomheder, hvis hovedaktivitet er forretningsservice. Størstedelen af dem er SMV'er.

3.3

Vurdering af udviklingen. EØSU har nu revurderet situationen i lyset af udviklingen siden sin seneste udtalelse i september 2006 — CCMI/035 — og med tilfredshed noteret, hvordan der i Kommissionens beslutninger lægges større vægt på betydningen af forretningsserviceydelser i fremstillingsindustrien:

Meddelelse om »Midtvejsevaluering af industripolitikken. Et bidrag til EU's strategi for vækst og beskæftigelse« (2). Meddelelsen blev offentliggjort efter ovennævnte EØSU-udtalelse og støtter en indsats til fremme af screening og analyse af konkurrenceevnen i servicesektorerne og af deres indvirkning på industriens konkurrenceevne. Yderligere sektorspecifik overvågning bør udføres om nødvendigt. Resultatet vil være en identificering af alle hindringer for forbedringen af konkurrenceevnen og en fjernelse af mulige markedssvigt, som kan begrunde en indsats for at løse specifikke problemer i industri- og/eller servicesektorer. Kommissionens dybtgående analyse vil finde sted i indeværende år, og der skulle foreligge et resultat i slutningen af året.

Offentliggørelsen i juli 2007 af Kommissionens arbejdsdokument »På vej mod en europæisk strategi til støtte for innovation i servicesektoren: Udfordringer og centrale emner for den fremtidige indsats« (3), lanceringen af en europæisk platform for forretningsrelaterede tjenester i februar 2008 og den kommende meddelelse om serviceinnovation (forventes i efteråret 2008) kan alt sammen udgøre et vigtigt skridt hen imod tjenesteydelsernes reelle integration i EU's innovationspolitikker.

Vedtagelsen af direktivet om tjenesteydelser i det indre marked (4), som skal gennemføres senest den 28. december 2009, bliver et vigtigt vendepunkt for opnåelsen af et reelt indre marked for tjenesteydelser, forudsat at direktivets bestemmelser omsættes til national lovgivning i medlemsstaterne, og at der tages skridt til at sikre, at det bliver de arbejdsretlige bestemmelser og kollektive overenskomster i den medlemsstat, hvor tjenesteydelserne leveres, der finder anvendelse. Både virksomheder og forbrugere vil til fulde kunne udnytte de muligheder, denne sektor rummer. Direktivet skulle endvidere gøre det muligt for markedet for forretningsservice at fungere bedre ved at lette handel og investeringer mellem EU-lande og åbne nye muligheder for fremstillingsvirksomheder for at vælge flere, bedre eller billigere tjenesteydelser. Nye konkurrencefordele ved anvendelsen af forretningsservice skulle føre til højere beskæftigelse, forbedret produktivitet og styrkede økonomiske resultater.

3.4

Støttetiltag, der gavner forretningsservice. Ud over de større igangværende EU-tiltag til fremme af forretningsservice i industri- og innovationspolitikker og den mulige afsmitning, der opstår som følge af direktivet om det indre marked, er der andre Kommissionstiltag, der indirekte støtter forretningstjenesternes rolle i fremstillingsindustrien:

Eurostat har nu gennemført en revision af NACE-klassificeringen, så der opfanges flere data om tjenesteydelser.

Netværket »Enterprise Europe« til fremme af iværksætterkultur og vækst i virksomheder i EU blev lanceret ved en sammenlægning af netværkene Euro Info Centre og Innovation Relay Centre, hvilket har betydet over 500 kontaktpunkter for iværksættere (5). Dette skulle være en hjælp for SMV'er og derfor for langt størstedelen af leverandørerne af forretningsservice.

Kommissionen har siden 2005 fremsat forslag til forenkling og til en reduktion af de administrative byrder. De seneste forslag, der blev fremsat i 2008, vedrører hurtige reduktioner af disse byrder (6). Det er gode nyheder for SMV'er, der på grund af deres ringe størrelse lider under de omfattende administrative byrder.

Kommissionens dokument »Mod fælles principper for flexicurity: Flere og bedre job ved hjælp af fleksibilitet og sikkerhed« (7) er blevet drøftet, og der er opnået fremskridt i den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter. Dette bør lette en implementering over hele Europa af konceptet, tilpasset de forskellige forhold, der hersker i de enkelte medlemslande. I dynamiske forretningstjenester kan flexicurity opnået gennem forhandlinger mellem arbejdsmarkedsparterne være nyttig, når beskæftigelsen og jobkvaliteten skal fremmes på en gang. Arbejdsmarkedets parter bør inddrages, hvis EU skal reagere effektivt på globaliseringspresset.

Lanceringen af Kommissionens dokument »Hvordan standardisering kan bidrage mere til innovation i EU« (8), som blandt andre initiativer fremskynder samarbejde fra industrien og andre interessenter i udviklingen, implementeringen og brugen af standarder, der støtter innovation i forhold til en bæredygtig industripolitik.

3.5

Større behov inden for forretningsservicesektoren. På trods af de igangværende tiltag i forbindelse med tjenesteydelser er der stadig betydelige mangler og behov at tage i betragtning. De nuværende rammer i europæisk politik er for stærkt fokuseret på fremstillingsindustrien, selv om tjenesteydelser udgør langt det største segment i økonomien og bidrager til vækst inden for alle erhvervs- og samfundsområder.

3.5.1

De fleste horisontale og sektorrelaterede initiativer i EU's erhvervspolitik på både nationalt niveau og på EU-niveau er rettet mod fremstillingsindustrien til trods for den integrerede støttende rolle, som forretningsservice spiller for den. Der er derfor et akut behov for etablering af en afbalanceret EU-politik, der ikke undervurderer vigtigheden af forretningsservice for den globale konkurrencedygtighed hos den europæiske produktionsindustri selv og for økonomien som helhed. Horisontale politikker, der er rettet mod økonomiske sektorer, skal reelt være horisontale og passe til behovene hos virksomheder og medarbejdere i den nye tjenesteydelsesøkonomi, hvor industri- og tjenesteydelsessektorerne er uløseligt forbundet og derved skaber nye muligheder for den europæiske økonomi på det globale marked som et direkte resultat af synergierne mellem dem. Mange af de politikinitiativer fra EU, der udgør elementerne i erhvervspolitikken, skal tilpasses og anvendes på tjenesteydelser, herunder bl.a. et fuldt effektivt indre marked for tjenesteydelser, international handel, regler for statsstøtte, arbejdsmarkedet, sociale foranstaltninger, uddannelse og regional politik, forskning og udvikling, innovation, standardisering, iværksætterkultur, bedre statistikker og information under hensyntagen til de specifikke behov inden for servicesektoren, hvor dette er relevant. Dette skal ikke forstås sådan, at alle politikker bør være vertikalspecifikke for serviceydelser. Det betyder snarere, at alle disse politikkers påvirkning af forretningstjenesteområdet bør overvåges, og at der skal sættes ind, når det er nødvendigt.

3.5.2

Der kan konstateres visse større behov på følgende områder:

Forretningsservice i erhvervspolitikken. Efter indlemmelsen for nylig af forretningsservice i erhvervspolitikken og den igangværende screening bør der rettes større opmærksomhed mod de specifikke forhold, hvorunder brugen af forretningsservice fremmer industriens resultater, for eksempel den rolle, forretningsservice fra et økonomisk synspunkt spiller for industriens konkurrenceevne og produktivitet. For at klare sig i den globale konkurrence må Europa investere i innovation, viden, design, logistik, marketing og andre tjenesteydelser, med andre ord hele den globale værdikæde.

Forretningsservice i beskæftigelses- og uddannelsespolitikken. De fleste stillinger findes i servicesektoren, hvilket fortsat vil være tilfældet. (De politiske beslutningstagere bør ikke glemme, at 20 % af produktionsindustriens mellemprodukter stammer fra tjenesteydelser.) Derfor tvinger den potentielle virkning af den globale outsourcing/offshoring af funktioner inden for forretningsservice (op til 30 % ifølge OECD's 2006-undersøgelse) medlemslandene til at styrke de rigtige kompetencer og kvalifikationer, som vil gøre det muligt for deres industri at klare sig i den globale konkurrence.

Forretningsservice i innovations- og produktivitetspolitikken. Det er af afgørende betydning at fremme innovation af forretningsservice for at forstærke industriens konkurrenceevne via kvalitetsfaktorer. Innovation af tjenesteydelser har en stor og positiv effekt på kvalitet, beskæftigelse og samspillet med kunderne. Samtidig kan forretningstjenester tilbyde kvalitetsjob under arbejdsvilkår, der kræver et højt vidensniveau. I disse tilfælde kan arbejdstagerne selv bidrage til at muliggøre effektiv innovation på serviceområdet. Innovation af tjenesteydelser kan gøre det muligt for virksomheder at konkurrere fra en bedre position og for medarbejdere at udvikle nye beskæftigelsesmuligheder. Fordelene ved innovation af forretningsservice bør målrettes for at imødegå den stagnerende vækst i produktivitet inden for forretningstjenester, som stadig er en dominerende faktor i de fleste lande, selv om forretningsservicens bidrag til den generelle stigning i produktiviteten undervurderes på grund af statistiske måleproblemer.

Forretningsservice og det indre marked. Opgaven går ud på at skabe et europæisk marked for tjenesteydelser, så EU kan spille en afgørende rolle i globaliseringsprocessen ved at tage hensyn til alle de forhold, der påvirker markeder og konkurrenceevne. Der er brug for en særlig opfølgning på gennemførelsen af servicedirektivet i medlemslandene og på dets virkning på forretningstjenester.

Forretningsservice og regionerne. Mange regioner er dårligt forsynede med forretningstjenester, da disse ofte er koncentreret i store by- og højindkomstområder. På regionalt niveau er det vigtigt at stimulere både udbuddet af og efterspørgslen efter forretningstjenester samt at få mest muligt ud af de eksisterende netværk, der kan øge synergierne mellem forskellige lokale aktører.

Forretningsservicepolitikker og andre relaterede politikker. Der er to slags politikker relateret til forretningsservice: hovedsagelig regulerende politikker (indre marked, konkurrence, bedre regulering, offentlige indkøb) og hovedsagelig ikke-regulerende politikker (innovation, kompetencer, kvalitet og beskæftigelse, standarder, virksomheder og SMV'er, regional politik, viden og statistikker). Opmærksomheden bør især rettes mod standardernes rolle, den nye disciplin servicevidenskab og statistikker.

3.6

Samspil mellem forretningsserviceaktiviteter og målrettede politikker. Tabel 4 i denne rapport viser, hvordan forsøgsvise omfattende tiltag kan spille sammen og lade forretningsservice udvikle sig kraftigt, så de kan imødegå de kommende udfordringer. Der bør tages højde for synergier og samspil mellem forskellige typer politikker.

3.7

En økonomisk begrundelse er nødvendig, når der skal udformes konkrete EU-politikker for at sætte skub i driften af forretningstjenesteydelser, som påvist for nylig af Kox og Rubalcaba (Business services in European Economic Growth, 2007). Til støtte for deres argumenter fremhævede de især markeds- og systemsvigt som informationsasymmetri og eksterne faktorer.

3.8

Lissabondagsordenen 2008-2010. De politikker, der er relateret til forretningsservice, kunne være nyttige i forbindelse med forslagene til Fællesskabets Lissabon-program 2008-2010 (KOM(2007) 804 endelig). De fleste af de ti hovedmål, der skal være opfyldt i 2010, påvirker tjenesteydelser direkte eller indirekte.

3.8.1

Kommissionen vil foreslå en fornyet social dagsorden i midten af 2008 og vil bidrage til at gøre noget ved kvalifikationskløften. Der kan konstateres betydelige mangler og behov inden for de fleste forretningstjenester, der er stærkt arbejdskraftkrævende. I sin udtalelse om »Beskæftigelse for prioriterede befolkningsgrupper (Lissabon-strategien)« (9), bemærkede EØSU, at de ambitiøse Lissabonbeskæftigelsesmål kun var blevet opnået i begrænset omfang, og konstaterede endvidere, at mange af de nye job, der var skabt i de senere år, især for kvinder, var deltidsjob. Ældre arbejdstagere oplevede stadig en tydelig mangel på egnede ledige job, og unge mennesker især fandt mest atypiske (utraditionelle) former for beskæftigelse, i nogle tilfælde uden den nødvendige lovmæssige og sociale beskyttelse. I forbindelse med flexicurity understregede EØSU i sin udtalelse, at der bør være en høj grad af social sikkerhed, aktive arbejdsmarkedspolitikker samt uddannelse, videreuddannelse og faglig uddannelse.

3.8.2

Kommissionen har fremsat forslag til en fælles indvandringspolitik. Forslaget kan påvirke indvandringen af højt kvalificerede arbejdstagere på områder som vidensintensive tjenesteydelser og til mindre kvalificerede arbejdstagere inden for områder som rengøring og sikkerhedstjenester.

3.8.3

Fællesskabet vil vedtage en lov om mindre virksomheder for at frigøre vækstpotentialet hos SMV'er gennem hele deres livscyklus. Forretningsservice er den sektor, hvor flest virksomheder startes og lukkes, så nye SMV'er menes at have brug for særlig opmærksomhed. I sin udtalelse om »Erhvervspotentiale, specielt for SMV'er (Lissabon-strategien)« (10) anbefaler EØSU mere målrettede og strømlinede, integrerede retningslinjer for SMV'er vedrørende vækst og job for årene 2008-10. Reduktionen af administrative EU-byrder med 25 % inden 2012 vil også være til gavn for SMV'er.

3.8.4

Fællesskabet vil styrke det indre marked og øge konkurrencen på serviceområdet. I ovennævnte udtalelse (INT/324) beklager EØSU det ufuldstændige indre marked, især medlemslandenes langsomme gennemførelse af direktiver, de administrative byrder og arbejdskraftens manglende bevægelighed. For SMV'er er der tale om meget store barrierer, som er svære at tackle.

3.8.5

Fællesskabet vil føre den femte frihed ud i livet (frie bevægelighed af viden) og skabe et ægte europæisk forskningsområde. Vidensintensive forretningstjenester kan spille en rolle i opfyldelsen af dette Lissabonmål.

3.8.6

Fællesskabet vil forbedre rammebetingelserne for innovation. EØSU har også afgivet en udtalelse om »Investeringer og Innovation« (11). Hovedpunkterne heri er, at Europa skal holde sig i spidsen inden for forskning, teknologisk udvikling og innovation, samt at der kræves yderligere finansiering fra EU's budget, en forbedring af uddannelsesfaciliteterne og generelt højere standarder. Herudover er det nødvendigt at skabe et socialt klima, der er åbent over for fremskridt og innovation, at etablere de nødvendige betingelser og beslutninger, der giver tilstrækkelig forretningstillid og optimisme for investorerne til at indskyde kapital i nye projekter i Europa, at skabe øget opmærksomhed om den fundamentale betydning af grundlæggende forskning og bibringelse af iværksætterånd hos dem, der er villige til at skabe innovation og tage risici, og endelig at acceptere et vist niveau af fejltagelser og tab, der er uundgåeligt, når der tages en risiko. I udtalelsen behandlede EØSU endvidere det retlige og samfundsmæssige klima for et innovativt erhvervsliv og et marked med gunstige betingelser for innovation.

3.8.7

Fællesskabet vil fremme en erhvervspolitik, der tilskynder til bæredygtig produktion og bæredygtigt forbrug. Miljøtjenesters rolle i erhvervspolitikken kan placeres under denne prioritet.

3.8.8

Fællesskabet vil forhandle bilateralt med nøglehandelspartnere for at åbne for nye muligheder for international handel og investering og for at skabe et fælles rum for lovkrav og standarder.

4.   Prioritering af tiltag til fordel for forretningsservice

Der er behov for at prioritere tiltag, fordi politikområdet for forretningsservice er så bredt. EØSU anbefaler følgende prioritering:

4.1

1. prioritet: Kommissionen bør nedsætte en gruppe på højt niveau vedrørende forretningsservice inden for rammerne af erhvervs- og industripolitikken for at sikre, at de politiske foranstaltninger tager udgangspunkt i forretningstjenester i bred forstand og disses interaktion med erhvervslivet og økonomien som helhed. Følgende kunne opstilles som hovedmål for en sådan gruppe på højt niveau:

At udarbejde en dybtgående analyse af behovet for forretningsservice, herunder behovet for forskellige og meget forskellige undersektorer inden for forretningsservice.

At foretage en screening af nuværende politikkers påvirkning af forretningsservice og udforme konkrete politiktiltag på det rette niveau (regionalt, nationalt eller på EU-plan).

At anbefale strategiske mål, der skal opnås i WTO-forhandlinger om GATS-aftalen med vægt på de tiltag, der er behov for, hvis SMV'er inden for forretningsservice skal kunne eksportere.

Inden for de pågældende politikker at identificere og gruppere aktører, hvis repræsentation er meget begrænset og spredt.

At etablere et europæisk observationscenter for forretningsservice med henblik på at overvåge resultaterne af de tiltag, der implementeres som led i EU's politikker, og offentliggøre bedste praksis. Observationscentrets medlemmer bør omfatte repræsentanter for EØSU, fagforeninger, erhvervsforeninger og forretningsserviceeksperter.

4.2

2. prioritet: Der bør tilskyndes til en social dialog specifikt for forretningsservice for at diskutere og formulere anbefalinger vedrørende:

nye beskæftigelsesmuligheder,

livslang læring,

udfordringer i forbindelse med outsourcing og offshoring,

mangler på kvalificeret arbejdskraft,

deltidsarbejde og fjernarbejde,

argumenter for flexicurity i forretningsservice (dette emne er allerede blevet behandlet generelt af EØSU i en udtalelse for nylig — SOC/283),

mangel på personale inden for vidensintensiv forretningsservice og indvandringens rolle,

mobilitet.

Gennemførligheden og virkningen af en sådan sektorspecifik social dialog (bl.a. anerkendelse af aftaler, organisationsmæssig støtte) vil dog afhænge af udpegelsen og anerkendelsen af de repræsentative europæiske arbejdsgiver- og arbejdstagerforbund.

4.3

3. prioritet: Forskning og udvikling inden for forretningsservice:

analyse af metoder til innovation inden for forretningsservice og deres virkning på produktiviteten og den samfundsmæssige og økonomiske vækst,

de vidensintensive forretningstjenesters rolle i udviklingen af serviceinnovation,

forholdet mellem IKT-udvikling og serviceinnovation,

screening af forskning og udvikling og innovationsprogrammer for at vurdere forretningstjenesternes stilling,

anvendelse af Lean-produktionsteknikker på forretningsservice,

serviceinnovations rolle og andre mulige politiktiltag for vidensintensiv forretningsservice på regionalt niveau Brug af innovationspolitikker til fremme af udbuddet af og efterspørgslen efter forretningsservice.

4.4

4. prioritet: Udvikling af standarder. Inden for forretningsservice har udviklingen af standarder været langsom. Standarderne er generelt efterspørgselsbaserede. For leverandørerne af forretningstjenester er der strukturelle problemer. Størstedelen af disse leverandører er mindre virksomheder, der ikke er med i repræsentative organisationer i deres land, og dette afspejles også på europæisk niveau, hvor kategorien ikke er velrepræsenteret i europæiske organisationer. Den eneste måde at forbedre situationen på er derfor at mobilisere brugerne og få dem til at fremsætte deres krav. Markedet for forretningstjenester vil høste stor fordel af klare standarder på området. Udviklingen af standarder kan være nyttig til at:

supplere eller endog erstatte regulering,

forbedre kvaliteten og stimulere konkurrencen,

bidrage til at reducere asymmetrisk information til fordel for både leverandør og bruger i et marked, hvor der mangler gennemsigtighed,

sikre sammenlignelighed når en bruger modtager, eller skal vælge mellem, forskellige tilbud,

sikre en bredere formidling af frugterne af FoU og innovationsprogrammer, dvs. anvende innovation til forbedring af servicekvaliteten,

reducere antallet af tvister gennem en tydeliggørelse af rettigheder og forpligtelser mellem tjenesteydere og brugere,

undgå konflikter på arbejdsmarkedet ved at sikre, at tjenesteyderne og brugerne overholder gældende arbejdsret og kollektive overenskomster, og at der, om nødvendigt, findes kollektive forhandlingsløsninger på et passende niveau,

gøre det nemmere for mindre virksomheder, der tilbyder de samme tjenesteydelser i forskellige EU-lande, at opnå stordriftsfordele og dermed bane vejen for en reduktion af hindringerne for markedsintegration,

udvikle en sund eksportsektor og yde assistance i forbindelse med offentlige udbud og underleverancer af tjenesteydelser.

4.5

5. prioritet: Yderligere forbedringer i forretningsservicestatistikker. Politiktiltag afhænger af, at der foretages en analyse af aktuelle udviklingstendenser. Dette kræver klare og hensigtsmæssige statistikker. Den tilsyneladende mangel på tilfredsstillende produktivitetsstigninger i forhold til USA kan til dels skyldes upålidelige statistikker, som er baseret på metoder, der anvendes til resultatmåling inden for fremstillingsindustrien. Mere udførlige forretningsservicestatistikker kræver ikke blot en beslutning fra Eurostat, men også samarbejde fra nationale regeringer om at ændre deres metoder til indsamling af statistisk materiale. Der bør navnlig fokuseres på at måle forretningstjenesternes rolle inden for andre industri- og servicesektorer.

4.6

6. prioritet: Servicevidenskab.

Servicevidenskab (Service Science, Management and Engineering, SSME) er en ny disciplin, der dækker forskellige og fragmenterede tilgange til tjenesteydelser, herunder tjenesteydelsesøkonomi, styring af tjenesteydelser, markedsføring af tjenesteydelser. Forskere og virksomheder inden for serviceområdet anerkender, at der er et behov for at fremme og integrere alle disse områder bedre. Inden for servicevidenskab er service engineering (teknisk udformning af tjenesteydelser) et godt eksempel. Det er en specifik teknisk disciplin, der vedrører systematisk udvikling og design af serviceprodukter ved hjælp af egnede modeller, metoder og værktøjer. Selv om dette område også indeholder aspekter af servicestyring, er udviklingen af nye serviceprodukter et af de aspekter, der navnlig sættes fokus på. Samtidig handler det også om design af udviklingssystemer, med andre ord om servicerelaterede spørgsmål vedrørende overordnet forskning og udvikling og innovationsstyring. Integrerede tilgange til fælles udvikling af fysiske varer, software og tjenesteydelser vil blive et fast element.

Grundlæggende forskning i nye forretningsmodeller, -metoder og -værktøjer vil give servicevidenskab et værdifuldt skub fremad. Endelig vil den stigende harmonisering af standarder for tjenesteydelser opmuntre til specificering og effektiv udvikling af nye tjenesteydelser. Endelig vil den øgede harmonisering af servicestandarder fremme udformningen og en effektiv udvikling af nye tjenesteydelser (12).

Service engineering er et af de få områder inden for servicesektoren, som i alt væsentligt er blevet formet gennem europæisk forskning. Det er meget vigtigt at sikre øget integrering af de internationale netværk og en systematisk udvikling af et uafhængigt service engineering-miljø for at opretholde en ledende rolle på dette område i fremtiden (13).

4.7

7. prioritet: Det indre marked og lovgivning, der berører forretningsservice.

Reduktion og forenkling af den lovgivningsmæssige byrde. Der er flere indskrænkende faktorer, der virker hindrende for virksomheder inden for forretningsservice og neutraliserer deres indsats for at øge produktiviteten og søge at drive forretning i andre medlemslande. Dette gælder for eksempel problemer i forbindelse med arbejdskraftens bevægelighed og anerkendelse af uddannelseskvalifikationer. Mængden og kompleksiteten af regler er steget i de senere år, og dermed er byrden for mindre serviceleverandører øget. De mest relevante punkter, der kræver opmærksomhed, er:

Etablering og overdragelse af virksomheder. Den tid og de penge, der skal anvendes til etablering af en ny virksomhed eller overdragelse af ejerskabet af en eksisterende virksomhed, er næsten urealistisk højt for SMV'er.

Hindringer for eksport af tjenesteydelser. De ressourcer, der er nødvendige for at finde frem til de relevante lovregler for deres forretning og til rådgivning, er dyre for SMV'er, der gerne vil eksportere tjenesteydelser. Der er behov for en opfølgning i de internationale handelsforhandlinger for at fjerne unødvendige hindringer for europæiske serviceleverandører i de eksterne markeder for forretningsservice. Den eksisterende database vedrørende markedsadgang, som Kommissionen har oprettet, skulle kunne bidrage til at identificere sådanne hindringer.

Restriktioner for samarbejde på tværs af forskellige discipliner. Der er adgangshindringer for serviceleverandører inden for de liberale erhverv. Disse vil måske blive fjernet, når servicedirektivets træder i kraft.

Manglende gennemførelse af EU-lovgivning samt forskellige love i medlemslandene. Selv om reglerne ikke er direkte imod det indre marked, bliver markedsintegrationen besværliggjort af de meget forskellige forhold, der gør sig gældende i EU-landene.

Offentlige indkøb og regler vedrørende konkurrence mellem offentlige og statsejede virksomheder om offentlige kontrakter.

Hindringer, der udelukker tjenesteydelser på tværs af medlemslande. Defensive holdninger hos erhvervsorganisationer i deres vedtægter mod at tillade udøvere fra andre medlemslande at drive forretning.

Udstationering af højtkvalificerede arbejdstagere Der forekommer vanskeligheder i forbindelse med udstationering af arbejdere i andre medlemslande, selv når det drejer sig om stillinger, der kræver et højt uddannelsesniveau. EØSU's udtalelse om udstationering af arbejdstagere kan være retningsgivende for eventuelle tiltag på dette område (14).

Anerkendelse af kvalifikationer. Direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af faglige kvalifikationer skulle være gennemført senest den 20. oktober 2007. Det skulle erstatte 15 tidligere direktiver vedrørende anerkendelse af faglige kvalifikationer. Vi skulle nu have opnået en virkelig omfattende modernisering af Fællesskabets system, som fremmer EU-markedet for forretningstjenester via en mere fleksibel og automatisk anerkendelse af kvalifikationer. I mellemtiden anses et initiativ fra Kommissionen kaldet IMI for at være en praktisk tilgang for myndigheder og arbejdsgivere i medlemslandene til at kontrollere i én enkelt central database den udpegede myndighed (på regionalt eller nationalt niveau i de enkelte medlemslande), der er bemyndiget til at udstede beviser på kompetencer og kvalifikationer og til at bekræfte ægtheden af sådanne beviser.

Gennemførelse af servicedirektivet. En analyse af sektoren ville hjælpe leverandører af forretningstjenester til at få mest muligt ud af de nye lovmæssige rammer, især med henblik på at identificere resterende barrierer under og efter gennemførelsen af servicedirektivet. Dette vil være underlagt en screening, der begynder i 2010, så fremskridt i forbindelse med gennemførelsen kan vurderes og den måde, det foregår på, nøje kan overvåges. Opmærksomheden bør især rettes mod indvirkningen på forretningsserviceøkonomien. Det indre markeds informationssystem kan give nyttige oplysninger for opfølgning og en fremtidig reduktion af nationale forskelle.

Bruxelles, den 9. juli 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Jf. EUT C 318/2006 af 23.12.2006, s. 4 (CCMI/035).

(2)  KOM(2007) 374 endelig af 4.7.2007.

(3)  Jf. SEK(2007) 1059 af 27.7.2007.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12.12.2006.

(5)  Pressemeddelelse IP/08/192 af 7.2.2008.

(6)  Memo/08/125 af 10.3.2008.

(7)  K0M(2007) 359 endelig.

(8)  KOM(2008) 133 endelig (11.3.2008).

(9)  Jf. EUT C 256 af 27.10.2007, s. 93 (SOC/251).

(10)  Jf. EUT C 256 af 27.10.2007, s. 8 (INT/324).

(11)  EUT C 256 af 12.10.2007, s. 17 (INT/325).

(12)  Service engineering — methodical development of new service products, Hans-Jorg Bullinger, Klaus-Peter Fahnrich, Thomas Meiren.

(13)  Thomas Meiren, Fraunhofer-Institut für Arbeitswirtschaft und Organisation, Stuttgart, Tyskland.

(14)  Jf. CESE 995/2008 af 29.5.2008 (SOC/282) (EUT C 224 af 30.8.2008, s. 95).


BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende tekst fra sektionens udtalelse blev ændret til fordel for et ændringsforslag vedtaget af forsamlingen, men opnåede mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer:

Punkt 2.2 — 2. bullet:

»—

Arbejdsmarkedspolitikker i forretningsservicesektoren. Ud fra et socialt perspektiv kræves en tilbundsgående undersøgelse på sektorniveau af de udfordringer, der ligger i de nye typer beskæftigelse, der opstår gennem vekselvirkninger mellem forretningsservicesektoren og fremstillingsvirksomheder. Denne undersøgelse skal omfatte almen og erhvervsfaglig uddannelse og livslang læring samt arbejdstagernes ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder vilkår for arbejdstagere involveret i outsourcingprocesser. For at nå dette mål foreslås det, at dagsordenen for social dialog udvides med henblik på at se på de specifikke ændringer i arbejdsvilkår og jobmuligheder, der hidrører fra strukturelle ændringer, som påvirker forretningsserviceydelserne.«.

Afstemningsresultat:

87 for ændringsforslaget, 35 imod, 13 hverken for eller imod.


3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/34


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kosmetiske midler (omarbejdet)«

KOM(2008) 49 endelig — 2008/0035 (COD)

(2009/C 27/07)

Den 13. maj 2008 besluttede Rådet at høre Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg i henhold til artikel 95 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab om

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kosmetiske midler (omarbejdet).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 11. juni 2008. Ordføreren var Jacek Krawczyk.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 446. plenarforsamling den 9.-10. juli 2008 (mødet den 9. juli) med 126 stemmer for og 4 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Udvalget støtter målene i forslaget til forordning samt den omarbejdede udgave af direktiv 76/768/EØF til en forordning.

1.2

Udvalget henleder opmærksomheden på, at der forventes at medgå betydelige udgifter, navnlig blandt SMV'er, til at opfylde de nye krav med hensyn til fremstillingspraksis, vurdering af sikkerhed og udarbejdelse af et dossier med produktinformationer, for slet ikke at nævne udførelse af alle relevante undersøgelser.

1.3

Udvalget mener, at det er tilrådeligt at minimere denne negative økonomiske konsekvens for SMV'er, for eksempel ved at angive, at dossieret med produktinformationer og sikkerhedsvurderingen skal udarbejdes i overensstemmelse med de nye krav til produkter, som bringes i omsætning for første gang.

1.3.1

Udvalget støtter overgangsperioden på 36 måneder i forbindelse med forordningens ikrafttræden. Med hensyn til ajourføring af dossieret med produktinformationer og sikkerhedsvurderingen af kosmetiske midler, som allerede er på markedet, anbefaler udvalget dog en yderligere overgangsperiode på 24 måneder efter ikrafttrædelsen.

1.4

Udvalget glæder sig over indførelsen af en differentieringsordning, som er baseret på risikovurderingen af stoffer, der er klassificeret som værende kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske (»CMR-stoffer«). Forbuddet mod anvendelse af sådanne stoffer bør opretholdes.

2.   Forord

2.1

Det vigtigste mål med direktivet (direktiv 76/768/EØF) er at beskytte forbrugernes sundhed og harmonisere de retlige bestemmelser om kosmetiske midler på det fælles marked. En vurdering af den aktuelle markedssituation viser, at ændringerne til direktiv 76/768/EØF og medlemsstaternes inkonsekvente gennemførelse deraf i vidt omfang har medført retlig usikkerhed og forskelle. Det har derfor medført en administrativ byrde og unødvendige omkostninger for de kompetente myndigheder såvel som for industrien uden at bidrage til sikkerheden af kosmetiske midler.

2.2

Forenklingen af Rådets direktiv 76/768/EØF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler (»Kosmetikdirektivet«) blev bebudet i Kommissionens meddelelse »Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program — En strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer« og i Kommissionens årlige politikstrategi for 2007 samt i Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2007. Kommissionen foreslog at forenkle kosmetikdirektivet i form af en omarbejdning, dvs. en lovgivningsmæssig teknik, som gør det muligt at kodificere en lovgivningstekst og dens ændringer og indføre betydelige forbedringer.

2.3

På baggrund af reaktionerne på den offentlige høring i 2006 samt flere undersøgelser fra Kommissionens side, har Kommissionen udarbejdet en omfattende konsekvensanalyse inden udarbejdelsen af forslaget til forordning (omarbejdet) (1).

2.4

EU's kosmetisksektor er karakteriseret af SMV'er. 97 % af alle EU's kosmetikvirksomheder er SMV'er, og 80 % af dem har mindre end 19 medarbejdere. SMV'er udgør næsten to tredjedele af alle direkte beskæftigede i kosmetiksektoren i EU.

2.5

Angående beskæftigelse er der ansat ca. 150 000 mennesker i kosmetikindustrien i Europa. Siden 1999 har den europæiske sektor støt skabt nye arbejdspladser (stigning på 1,2 % pr. år).

2.6

Bortset fra direkte beskæftigelse har kosmetiksektoren en stærk, indirekte indvirkning på beskæftigelse som detailhandel, distribution og transport. Det skønnes, at kosmetikindustrien indirekte skaber ca. 350 000 arbejdsplaser.

2.7

Det er derfor, der bør tages højde for de interesser og synspunkter, som SMV'er i kosmetiksektoren i EU har, når virkningen af det nuværende forslag analyseres.

2.8

Mængden og værdien af eksport af kosmetik inden for Fællesskabet er steget fra år til år siden 1999 med gennemsnitlig 5 % pr. år i volumen med 6,5 % pr. år i værdi.

2.9

Kosmetikindustrien er en international forretning, hvor Europa er en meget vigtig aktør. Den globale karakter af denne sektor er især relevant for EU som nettoeksportør. I 2005 blev der uden for EU eksporteret for 16 mia. EUR kosmetikprodukter, mens importen udgjorde 4,4 mia. EUR.

2.10

Situationen er forskellig fra medlemsstat til medlemsstat. Polen er et eksempel herpå. Størstedelen af den polske kosmetiksektor er stadig uafhængig med mere end 400 virksomheder, de fleste SMV'er. Det polske kosmetikmarked, som har haft en årlig stigning på 8,2 % i 2006 og 7,2 % i 2007 og et kraftigt vækstpotentiale, er et godt eksempel på stabil vækst, hvilket ikke længere er tilfældet i EU's fem største udviklede økonomier (Det Forenede Kongerige, Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien).

3.   Indledning

Kosmetikdirektivet er et meget detaljeret og bindende stykke lovgivning. Siden 1976 er kosmetikdirektivet blevet ændret 56 gange, hvilket medførte en del usikkerhed og inkonsekvens og fuldstændig mangel på definitioner.

3.1

Forslaget til en omarbejdet udgave af Rådets direktiv 76/768/EØF har følgende vigtige mål:

At fjerne retlig usikkerhed og uoverensstemmelser hidrørende fra de talrige ændringsforslag.

At undgå uensartet gennemførelse i national lovgivning, som ikke bidrager til produktsikkerhed, men i stedet øger den lovgivningsmæssige byrde og de administrative omkostninger.

At forenkle og samordne visse administrative procedurer som underretning, kosmetikovervågning og administrativt samarbejde i forbindelse med markedstilsyn.

At garantere, at kosmetiske midler, som bringes i omsætning i EU, er sikre, navnlig set i lyset af innovationen inden for denne sektor.

At fastholde reglerne for dyreforsøg, som blev føjet til kosmetikdirektivet med den syvende ændring i 2003.

At indføre tydelige minimumskrav for sikkerhedsvurderingen af kosmetik.

At indføre en mulighed i undtagelsestilfælde for at regulere CMR-stoffer i kategori 1 og 2 på baggrund af den reelle risiko.

De vigtigste elementer i forslaget til forordning er følgende:

3.2

Kommissionen fastholder i sit forslag anvendelsesområdet for direktiv 76/768/EØF, og definitionen af kosmetiske midler forbliver uændret. Under den offentlige høring, som Kommissionen gennemførte, var de fleste parter for en omarbejdning af direktiv 76/768/EØF til en forordning.

3.3

Der er foreslået et nyt sæt definitioner af termer som: fabrikant, importør, gøre tilgængelig på markedet, bringe i omsætning, harmoniseret standard, ubetydelige mængder, konserveringsmidler, farvestoffer, UV-filtre, uønsket virkning, alvorlig uønsket virkning, tilbagetrækning og tilbagekaldelse. Der er dog ikke foreslået nogen definition af termen »kosmetisk middel«.

3.4

Begrebet ansvarlig, som er etableret inden for Fællesskabet, er indført. Ansvaret i tilfælde af produkter, der leveres til forbrugeren fra et sted uden for EU, f.eks. via internettet, blev beskrevet.

3.5

Principperne i den »nye metode« er indført: Henvisning til harmoniserede standarder i lovgivning inden for god fremstillingspraksis og prøveudtagning/analyse af kosmetiske midler samt anprisninger i forbindelse dermed.

3.6

Der er fastlagt minimumskrav til sikkerhedsvurderingen og dossieret med produktoplysninger (et produktdossier). Sikkerhedsrapporten om det kosmetiske middel er foreslået som bilag I til forslaget til forordning. Sikkerhedsvurderingen af det kosmetiske middel er baseret på den toksikologiske profil af dets bestanddele.

3.7

Der er foreslået en differentieringsordning, som er baseret på en vurdering af risiko (men ikke fare) for stoffer, der er klassificeret som værende kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske (»CMR-stoffer«) i stedet for den nuværende ordning, som er baseret på fare. Generelt opretholdes forbuddet mod anvendelse af CMR-stoffer i kategori 1 og 2. Den nye metode tillader dog under forudsætning af strenge betingelser anvendelse af CMR-stoffer i kategori 1 og 2, hvis det konstateres, at de kan anvendes sikkert i kosmetik.

3.8

Den overordnede strategi om at forbyde dyreforsøg i forbindelse med færdige produkter samt tidsplaner med frister for forbud mod markedsføring af kosmetiske midler, som indeholder bestanddele eller kombinationer af bestanddele, som er blevet afprøvet på dyr, er fastholdt.

3.9

Der er fastlagt en ensartet metode til forvaltning af uønskede virkninger eller alvorlige uønskede virkninger. Data om uønskede virkninger og alvorlige uønskede virkninger bliver en del af sikkerhedsrapporten om det kosmetiske middel og kommunikeres videre til offentligheden. Desuden underrettes de kompetente myndigheder aktivt om alvorlige uønskede virkninger.

3.10

Der blev foreslået en forenklet, centraliseret, elektronisk underretning i en »one-stop-shop«. Indtil i dag skulle underretningen ske særskilt i hver enkelt medlemsstat, inden et kosmetisk middel blev bragt i omsætning. Omfanget af oplysningerne er forskelligt fra medlemsstat til medlemsstat. Endvidere stilles der i flere medlemsstater krav om særskilt underretning af giftkontrolcentre.

3.11

Det administrative samarbejde mellem kompetente myndigheder samt anvendelse af god forvaltningsskik er blevet styrket.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

Udvalget støtter målene i forslaget til forordning — forenkling og samordning af visse administrative procedurer samt sikring af høj sikkerhed for forbrugerne. Forslaget til forordning er utvivlsomt gennemsigtigt. De foreslåede bestemmelser skal præcisere visse tidligere retlige uklarheder, som havde medført forskellige fortolkninger og anvendelser.

4.2

En omarbejdning af direktiv 76/768/EØF til en forordning vil sikre en ensartet anvendelse af lovbestemmelser, som forbedrer varernes frie bevægelighed på det fælles marked og forenkler de administrative procedurer på EU's markeder.

4.3

Da forenkling af de administrative procedurer kan reducere visse omkostninger (dvs. underretning om produkter og underretning af giftkontrolcentre) forventes det at indebære omfattende udgifter blandt SMS'er for at opfylde de nye krav til indholdet af dossieret med produktoplysninger og overensstemmelse med den harmoniserede standard EN ISO 22716 (GMP). Det bør understreges, at der i de nuværende lovbestemmelser ikke stilles så høje krav om detaljerede toksikologiske oplysninger som i forslaget til forordning.

4.4

Det må forventes, at ekstraudgifterne til opfyldelse af kravene i forordningen i høj grad vil afhænge af virksomhedens størrelse. Omkostningerne i forbindelse med udarbejdelsen af dossieret med produktoplysninger og sikkerhedsvurderingen bæres først og fremmest af små og mellemstore virksomheder, som tidligere udarbejdede oplysninger på et rudimentært niveau som anført i eksisterende lovbestemmelser.

I store internationale selskaber kan der ikke forventes nogen betydelig stigning i omkostningerne som følge af deres mangeårige erfaring, ekspertise, menneskelige ressourcer, tekniske baggrund og adgang til tredjeparters knowhow. I store virksomheder, som fremstiller produkter på flere EU-markeder, vil det centraliserede europæiske underretningssystem helt sikkert forenkle de administrative procedurer. Dette vil delvis reducere omkostningerne i forbindelse med en sådan underretning. Endvidere har internationale virksomheder allerede gennemført underretningssystemer for deres rammeformuleringer (formler).

4.5

I SMV'er kan der forventes en betydelig stigning i udgifterne i tilknytning til god fremstillingspraksis, vurdering af sikkerhed og udarbejdelse af et dossier med produktinformationer, for ikke at nævne alle relevante undersøgelser.

Alene til forskning, dossier og sikkerhedsvurdering kan SMV'ers omkostninger stige så meget som 100 % for hver ny formel, som bringes i omsætning. Dette vil øge SMV'ernes produktionsomkostninger betydeligt og påvirke detailprisen med konsekvenser for forbrugernes interesser.

I forbindelse med SMV'er bør det erindres, at produktserierne fremstilles i betydeligt mindre mængder end i de store internationale selskaber, der sælger store mængder produkter. Det betyder, at omkostningerne i forbindelse med forskning, dossier og sikkerhedsvurdering for hvert enkelt produkt er meget højere for SMV'er.

I lyset af den konsekvensanalyse, som Kommissionen har udarbejdet, kan dette være utilstrækkeligt i medlemsstater med et stort antal små og mellemstore virksomheder, som Spanien, Italien, Polen og Bulgarien.

4.6

Det synes tilrådeligt at minimere denne negative økonomiske indvirkning for SMV'er, for eksempel ved at angive, at dossieret med produktinformationer og sikkerhedsvurderingen skal udarbejdes i overensstemmelse med de nye krav til produkter, som bringes i omsætning for første gang. Det forekommer nødvendigt at udvide denne overgangsperiode til opdatering af dossieret med produktinformationer og sikkerhedsvurderingen for de produkter, som allerede er bragt i omsætning.

4.6.1

Udvalget støtter overgangsperioden på 36 måneder i forbindelse med forordningens ikrafttræden. Med hensyn til ajourføring af dossieret med produktinformationer og sikkerhedsvurderingen af kosmetiske midler, som allerede er på markedet, anbefaler udvalget dog en yderligere overgangsperiode på 24 måneder efter ikrafttrædelsen.

4.7

Udvalget glæder sig over indførelsen af et sæt definitioner. Dette vil lette fortolkningen af forordningens bestemmelser og hjælpe med at fjerne retlig usikkerhed og uoverensstemmelser. Der er dog ikke foreslået nogen definition af kosmetisk middel. Kosmetikindustrien er stærkt innovativ og der indføres ny effektivitet og nye produktkategorier på markedet hvert år. Dette kan skabe problemer vedrørende produktbetegnelserne (kosmetik, lægemidler osv.) og »grænseprodukter«. Derfor er det nødvendigt at iværksætte undervisnings- og informationskampagner såvel som at styrke markedsovervågningen på dette område.

4.8

Udvalget støtter indførelsen af begrebet »ansvarlig«. Dette at fastlægge, hvem der er ansvarlig, som kan være en anden iværksætter end producenten, er nyttigt og er konsekvent i forhold til den eksisterende markedspraksis som outsourcing og private varemærker. Bestemmelserne om en ansvarlig fastsætter den pågældendes ansvar i sager, hvor produkter bringes i omsætning fra et sted uden for EU, f.eks. via internettet.

4.9

Derudover mener udvalget, at andre begreber også bør defineres, således at man sikrer retssikkerhed, navnlig da instrumentet antager form af en forordning. Dette gælder navnlig i forhold til begreber som »duft« og »aktiv bestanddel«.

4.10

Udvalget glæder sig over indførelsen af elektronisk underretning om kosmetik og rammeformler til giftkontrolcentre. Det vil helt sikkert samordne de administrative procedurer på EU's marked.

4.11

Udvalget støtter indførelsen af principperne i den nye metode i lovbestemmelser om kosmetiske midler. Anvendelsen af harmoniserede standarder, som kan anvendes frivilligt af producenter og kompetente myndigheder muliggør samordning af anvendte metoder. Harmoniserede standarder er et godt eksempel på redskaber til selvregulering, som både er nyttige og gerne anvendes af kosmetikindustrien. Udvalget er imidlertid forbeholdent over for den ukritiske anvendelse af principperne i den nye metode. Forbrugersundhed og sikkerhedsspørgsmål bør reguleres i de relevante retsakter.

4.12

Udvalget glæder sig over henvisningen til harmoniserede standarder i forbindelse med anprisninger af produkter. Harmoniserede standarder bør dog omhandle metoder til vurdering af effektivitet, som anvendes til at dokumentere anprisningerne, og ikke selve anprisningerne. Anpriste virkninger kan måles ved hjælp af pålidelige og reproducerbare metoder. Endvidere bør der i harmoniserede standarder tages højde for emnets videnskabelige og teknologiske udvikling og omfang.

4.13

Udvalget glæder sig over indførelsen af en differentieringsordning, som er baseret på en vurdering af risiko for stoffer, der er klassificeret som værende kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske (»CMR-stoffer«), som der henvises til i direktiv 67/548/EØF (artikel 12, stk. 2). Forbuddet mod anvendelse af sådanne stoffer bør bevares. Det nuværende system er imidlertid baseret på fare (dvs. stoffets iboende egenskaber) og tager ikke højde for dosering og eksponering. Det kunne føre til et automatisk forbud mod f.eks. ethanol (dvs. alkohol) i forbindelse med dets omklassificering til CMR-stof i kategori 1 eller 2 til trods for, at stoffet er sikkert at anvende i kosmetiske midler. I forslaget til forordning fastlægges det, at CMR-stoffer i kategori 1 og 2 kun kan anvendes som komponenter i kosmetiske midler, hvis de samtidigt opfylder tre betingelser (artikel 12, stk. 2). I en af disse betingelser forudsættes det imidlertid, at stoffet anvendes lovligt i fødevareprodukter. Der kan dog nemt være tilfælde, hvor CMR-stoffer i kategori 1 eller 2 anses for at være sikre til brug i kosmetiske midler, men som ikke er tilladt i fødevarer (f.eks. formaldehyd eller borsyre mv.). Forslagets bestemmelser medtager ikke anvendelsen af sådanne stoffer i kosmetikindustrien.

4.14

Udvalget er bekendt med overgangsperioden til tilpasning af produktdossieret og sikkerhedsvurderingen i forbindelse med produkter, der allerede er bragt i omsætning (artikel 34). I forslaget anføres det ikke, om overgangsperioden finder anvendelse på produkter, som bringes i omsætning, eller også på produkter, som er bragt i omsætning. Specificeringen af den samme overgangsperiode (36 måneder) for alle produkterne — herunder de, der allerede er bragt i omsætning — kan medføre en situation, hvor de produkter, som allerede lovligt er bragt i omsætning, skal trækkes tilbage på grund af manglende opdatering af mærkning eller opdatering af dossieret med produktoplysninger. Udvalget støtter overgangsperioden på 36 måneder i forbindelse med forordningens ikrafttræden. Med hensyn til ajourføring af dossieret med produktinformationer og sikkerhedsvurderingen af kosmetiske midler, som allerede er på markedet, anbefaler udvalget dog en yderligere overgangsperiode på 24 måneder efter ikrafttrædelsen.

I dokument SEK(2008) 117, der består i konsekvensanalysen, anfører Europa-Kommissionen, at al tilgængelig statistik viser, at antallet af bivirkninger i forbindelse med kosmetiske midler er meget lavt. (…) Endvidere har kosmetikindustrien siden kosmetikdirektivet trådte i kraft ikke haft nogen større sikkerhedskriser i modsætning til f.eks. fodersektoren.

5.   Særlige bemærkninger

5.1

Udvalget er bekendt med, at Kommissionens forslag indeholder visse bestemmelser, som kan være vanskelige at overholde. De vigtigste omfatter omfanget af krævede oplysninger til dossieret med produktoplysninger og sikkerhedsvurderingen (artikel 7 og bilag I).

5.2

I artikel 7 bør sikkerhedsgodkendelsen foretages af en uafhængig eller virksomhedsekstern tredjepart.

5.3

I artikel 7, stk. 3, er termen uklar: »ikke-kliniske sikkerhedsundersøgelser«. Ifølge de tilgængelige oplysninger fortolkes denne term forskelligt af forskellige EU-medlemsstater. Ifølge den fortolkning, som de kompetente polske myndigheder anvender, er kliniske undersøgelser undersøgelser vedrørende lægemidler. Forskningsstudier på frivillige, som anvendes til vurdering af kosmetiske midler (dermatologiske undersøgelser, kompatibilitetsundersøgelser, instrumentundersøgelser) kan således ikke anses for at være kliniske undersøgelser. De kan dog heller ikke anses for at være ikke-kliniske undersøgelser ifølge betydningen i artikel 7, stk. 3, i forslaget til forordning. Ifølge direktiv 2004/10/EF finder bestemmelserne om god laboratoriepraksis ikke anvendelse på undersøgelser med deltagelse af mennesker.

5.4

Endvidere forhindrer et krav om, at alle toksikologiske undersøgelser og analyser, som er nødvendige med henblik på sikkerhedsvurdering, gennemføres i overensstemmelse med principperne for god laboratoriepraksis, at de fleste oplysninger i de toksikologiske databaser og videnskabelige publikationer, som er en værdifuld informationskilde, kan anvendes. Selv i de nyeste videnskabelige publikationer findes der sjældent en erklæring om overholdelse (eller manglende overholdelse) af god laboratoriepraksis i de laboratorier, som udfører de relevante undersøgelser.

5.5

Bestemmelserne i bilag I, artikel 2 og artikel 4 om vurdering af renhed og stabilitet i emballeringsmaterialet, vurdering af stoffernes interaktion og vurdering af, hvordan produktets stabilitet påvirker dets sikkerhed og specificering af tiden efter åbning kan være svære at overholde, fordi der ikke findes nogen almindelig tilgængelig og anerkendt metode, f.eks. i form af internationale eller europæiske standarder eller videnskabelige publikationer. Disse oplysninger er derfor vanskeligt tilgængelige.

5.5.1

Udvalget bifalder indholdet i bilag I (rapport om kosmetiske midlers sikkerhed) for så vidt angår mindstekrav for oplysninger og forsøg, der skal gennemføres, når der udarbejdes et produktdossier. Dette vil forbedre dossierets kvalitet, lette markedsovervågningen og derfor forbedre forbrugersikkerheden.

5.6

Værdien af NOAEL (No Observed Adverse Effect Level), som er nødvendig med henblik på beregning af sikkerhedsmarginen, er ikke tilgængelig for mange stoffer. Forpligtelsen til at fastlægge værdien af NOAEL vil medføre dyreforsøg, der overtræder EU's politik med henblik på at fremme alternative metoder. Det er ligeledes en overtrædelse af bestemmelserne i artikel 14 (dyreforsøg).

5.6.1

Derfor ville det være hensigtsmæssigt, at de nye bestemmelser klart præciserer, hvilke forsøg producenten skal underkaste de stoffer der er anvendt i de kosmetiske midler med henblik på at identificere de potentielle risici for forbrugerne.

5.7

Udvalget kan ikke acceptere, at listen over bestanddele kun skal opføres på emballagen (artikel, litra g), men bør derimod obligatorisk anføres på selve produktet (beholderen), undtagen hvis dette klart er umuligt.

5.8

EØSU mener, at kosmetikprodukter bør bære særlige advarsler vedrørende deres anvendelse af børn med meget tydelig angivelse af mindstealderen, og om de skal opbevares uden for børns rækkevidde.

5.9

Udvalget mener ligeledes, at forordningen i forbindelse med fjernsalg klart skal foreskrive, at samme type oplysninger skal anføres på etiketter og emballager i forbindelse med fjernsalg som ved salg i forretninger.

5.10

Udvalget støtter det øgede pres for administrativt samarbejde mellem de kompetente myndigheder og anvendelsen af god administrativ praksis.

5.11

Udvalget støtter en justering af de tidligere bilag indeholdende lister over forbudte og tilladte stoffer med begrænsninger, som anvendes i kosmetiske midler, ved en tilføjelse af CAS- og EINECS-tal og INCI-navne samt fastlæggelse af en elektronisk fortegnelse over kosmetiske bestanddele.

5.12

En tilbagekaldelse af det tidligere bilag I i direktiv 76/768/EØF forekommer passende. Kategoriinddelingen i en tidligere liste var ret vilkårlig, og der var mange gentagelser af grupper af kategorier, f.eks.: »ansigtspudder« og »ansigts- og øjenmakeup samt rensemidler hertil«. Endvidere er den tidligere liste allerede for gammel — der er nye kategorier af produkter på markedet som anticellulitisprodukter og make-up-fjerningsservietter med aktive stoffer.

Bruxelles, den 9. juli 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2008) 49 endelig — 2008/0025 (COD).


3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/39


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2001/82/EF og direktiv 2001/83/EF for så vidt angår ændringer af betingelserne i markedsføringstilladelser for lægemidler«

KOM(2008) 123 endelig — 2008/0045 (COD)

(2009/C 27/08)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 3. april 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2001/82/EF og direktiv 2001/83/EF for så vidt angår ændringer af betingelserne i markedsføringstilladelser for lægemidler.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Carmelo Cedrone til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 11. juni 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 446. plenarforsamling den 9. juli 2008 følgende udtalelse med 127 stemmer for og 7 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU bifalder forslaget til direktiv KOM(2008) 123 endelig om ændring af direktiv 2001/82/EF og direktiv 2001/83/EF, idet det anerkender, at disse ændringer vil sikre harmoniserede regler for alle lægemidler, uanset hvilken procedure der er anvendt ved udstedelsen af tilladelsen til at bringe dem i omsætning.

1.2

Ved at anvende samme kriterier for alle lægemidler sikrer man ikke kun, at der gælder de samme kvalitets-, sikkerheds- og effektivitetskriterier, men tillige at man fastholder et højt beskyttelsesniveau for folkesundheden, at det indre marked fungerer mere effektivt, og at en unødvendig administrativ og økonomisk byrde for virksomhederne fjernes.

1.3

EØSU har altid støttet og støtter fortsat Kommissionens bestræbelser på at højne lægemiddelsikkerheden, som er helt afgørende for beskyttelsen af menneskers og dyrs sundhed.

1.4

EØSU er derfor enigt i at bemyndige Kommissionen til at udvide forordning (EF) nr. 1084/2003 til at omfatte ændringer indtrådt efter tilladelsens udstedelse, uanset hvilken procedure der er anvendt, således at man undgår eventuelle hindringer for lægemidlernes fri bevægelighed, idet det dog understreger vigtigheden af den fremtidige foranstaltning, som Kommissionen skal træffe.

1.5

Også i denne sammenhæng understreger EØSU kraftigt, at det er overbevist om, at det er nødvendigt at fremskynde gennemførelsen af det indre marked også inden for de sektorer, hvor gennemførelsen endnu ikke er fuldendt eller kun delvis fuldendt.

2.   Baggrund

2.1

Kommissionen fremlagde i november 2001 en omfattende reform af lægemiddellovgivningen med offentliggørelsen af to specifikke retsakter, nemlig direktiv 2001/82/EF om oprettelse af en fællesskabskodeks for veterinærlægemidler og direktiv 2001/83/EF om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (1).

2.2

Denne lovgivning var en fortsættelse af en gennemgribende reform, der blev iværksat i 1993 med oprettelsen af et europæisk agentur for lægemiddelvurdering (EMEA) i henhold til forordning 2309/93 og fastlæggelsen af nye procedurer for udstedelse af markedsføringstilladelser for lægemidler (2).

2.3

I overensstemmelse med princippet om varernes fri bevægelighed fastlagde forordningen pr. 1. januar 1995 to procedurer for udstedelse af markedsføringstilladelser for alle lægemidler:

a)

En »centraliseret« procedure for udstedelse af tilladelser gældende i hele EU udstedt af EMEA, som er obligatorisk for bioteknologiske lægemidler og frivillig for lægemidler med en ændret formulering.

b)

Opretholdelse af en national procedure, benævnt »decentraliseret«, hvorefter en myndighed på nationalt niveau kunne udstede tilladelse. Under denne procedure er det endvidere muligt at henvise til særlige regler om »gensidig anerkendelse«, hvorefter lægemidler, der er godkendt i et EU-medlemsland, kan bringes i omsætning i andre medlemsstater.

2.4

Disse procedurer for udstedelse af tilladelse havde til formål at sikre en korrekt vurdering af risici og fordele, at fastlægge høje kvalitets-, sikkerheds- og effektivitetskriterier med det klare mål at garantere de europæiske borgeres og dyrenes sundhed.

2.5

Disse ikke-ubetydelige garantier blev styrket med direktiv 2001/82/EF og direktiv 2001/83/EF, som fastlægger klare bestemmelser for lægemiddelovervågningen med henblik på at opnå et højt beskyttelsesniveau for folkesundheden via hyppigere kontrol og tydeligere og mere præcise krav om indberetning af bivirkninger.

2.6

I forbindelse med den regelmæssige kontrol af, om ordningen med tilladelser for lægemidler fungerer, er Kommissionen stødt på problemer for så vidt angår de ændringer, der kan indtræde efter udstedelsen af tilladelser på nationalt niveau; disse tilladelser udgør mere end 80 % af alle lægemiddeltilladelserne.

2.7

Ændringer, som indtræder efter den nationale tilladelse er udstedt, reguleres af forordning 1084/2003 og forordning 1085/2003, som dog udelukkende finder anvendelse på produktionsprocessen, lægemidlernes emballering og de intellektuelle ejendomsrettigheder, og ikke på vigtige områder som f.eks. angivelsen af nye terapeutiske indikationer eller ændringer i indgivelsesmåde.

2.8

Det følger således, at de procedurer, der anvendes efter tilladelsen er givet, i visse tilfælde er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat, hvilket resulterer i forskellige regelsæt og klassifikationer for det samme produkt. Dette kan resultere i et uensartet sundhedsbeskyttelsesniveau som følge af forskellige terapeutiske klassifikationer og forskellig brug af samme produkt og derudover skabe en — undertiden kunstig — hindring for den planlagte fri bevægelighed for lægemidler i EU.

3.   Kommissionens forslag

3.1

For at undgå en situation, hvor der gælder forskellige betingelser for samme lægemiddel, har Kommissionen besluttet at stille forslag om ændring af direktiv 2001/82/EF og direktiv 2001/83/EF, således at anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 1084/2003, der på nuværende tidspunkt kun gælder lægemidler tilladt efter den centraliserede procedure, udvides til at omfatte alle lægemidler, uanset hvilken procedure der er blevet udstedt tilladelse efter.

3.2

Forslaget indgår i rækken af forenklingsinitiativer, der er fastlagt i bilag 2 til Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2008, og vedrører et enkelt lovgivningstiltag om at tilpasse visse bestemmelser i direktiv 2001/82/EF og direktiv 2001/82/EF til bestemmelserne i forordning (EF) 1084/2003, som således vil finde anvendelse på alle lægemidler.

3.3

Hvis situationen fortsætter, som den er nu, vil det medføre en unødvendig administrativ og økonomisk byrde for de virksomheder, der har planer om at bringe deres produkter i omsætning i flere lande i EU. De vil skulle opfylde forskellige regler i de enkelte lande og overholde forskellig administrativ praksis, hvilket endvidere reelt kan udgøre en kunstig hindring for princippet om den fri bevægelighed.

3.4

Forslaget er af rent juridisk karakter og lægger op til en ændring af retsgrundlaget for forordning (EF) nr. 1084/2003, således at Kommissionen får beføjelser til at ændre forordningens anvendelsesområde og dermed sikre en reel harmonisering af reglerne for udstedelse af tilladelse.

3.5

Kommissionen understreger, at ændringen af lovgivningen har været lagt ud til bred høring af de berørte parter, og at valget om at ændre lovgivningen, som var én ud af flere muligheder, blev anset for mest velegnet til at opnå harmonisering af de regler, der gælder, efter produktet er bragt i omsætning, og opretholde et højt folkesundhedsniveau og sammenhængen i lovgivningen.

3.6

De foreslåede ændringer af en række artikler bygger på EF-traktatens artikel 95, som fastlægger bestemmelser om anvendelse af den fælles beslutningsprocedure og er forenelig med nærheds- og proportionalitetsprincippet.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

EØSU støtter forslaget om at ændre direktiv 2001/82/EF og direktiv 2001/83/EF, idet det anerkender, at man via disse ændringer, som sikrer harmoniserede regler for udstedelsen af tilladelser for alle lægemidler, får mulighed for at fastholde et højt folkesundhedsbeskyttelsesniveau, samtidig med at det indre markeds funktion bliver mere effektiv, fordi unødvendige administrative og økonomiske byrder for virksomhederne fjernes.

4.2

Som i tidligere udtalelser om emnet støtter, eller snarere tilskynder EØSU alle Kommissionens bestræbelser på at højne lægemiddelsikkerheden, som er helt afgørende for beskyttelsen af menneskers og dyrs sundhed.

4.3

Udvalget er enigt i, at det med en ukompliceret lovændring således bliver muligt at opnå harmonisering af reglerne for alle lægemidler, uanset hvilken procedure der er udstedt tilladelse efter, samtidig med at eventuelle yderligere hindringer for deres fri bevægelighed fjernes.

4.4

Selv om EØSU's udtalelse er positiv over for forslaget om at ændre retsgrundlaget, afventer det lovforslaget, der er under udarbejdelse, som det mener, vil være af større betydning for lægemiddelsektorens fremtid.

Bruxelles, den 9. juli 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EFT L 311 af 28.11.2001.

(2)  EFT L 214 af 24.8.1993.


3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/41


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om simple trykbeholdere (Kodificeret udgave)«

KOM(2008) 202 endelig — 2008/0076 (COD)

(2009/C 27/09)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 26. maj 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om simple trykbeholdere (Kodificeret udgave).

Da EØSU fuldt ud går ind for indholdet og ikke har nogen bemærkninger, besluttede det på sin 446. plenarforsamling den 9.-10. juli 2008, mødet den 9. juli 2008, med 142 stemmer for og 6 hverken for eller imod at afgive en udtalelse til støtte for Kommissionens forslag.

 

Bruxelles, den 9. juli 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/41


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Et banenet med fortrinsret for godstrafik«

KOM(2007) 608 endelig

(2009/C 27/10)

Kommissionen besluttede den 18. oktober 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

Et banenet med fortrinsret for godstrafik.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Stéphane Buffetaut til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 5. juni 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 446. plenarforsamling den 9.-10. juli 2008, mødet den 10. juli, følgende udtalelse med 111 stemmer for og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1

EØSU er enig i Kommissionens beskrivelse af situationen for jernbanegodstransport i EU og mener, at Kommissionens forslag vil være et skridt i den rigtige retning, selv om de er for svage i forhold til den opgave, der skal løses.

1.2

Udvalget mener, at en forbedring af situationen kræver:

et tilbud om logistisk service i stedet for bare en transportydelse,

lavere omkostninger med henblik på mere konkurrencedygtige priser,

en mere pålidelig service,

rimelig kort vej fra start- til slutpunkt,

indførelse af fleksible tilbud og aktiv handlekraft i tilfælde af forstyrrelser.

1.3   En egentlig logistikservice

Den grundlæggende tanke er at gøre det enkelt for kunden. Men jernbanetransport er af naturen kompleks. Dette forudsætter opfølgning over for kunderne, klar og sikker information, udvikling af tilbud om privatvogne og fra-dør-til-dør-tjenester, som omfatter lastning og losning.

1.4   Lavere omkostninger

1.4.1

For at nå dette mål er det vigtigt at fortsætte bestræbelserne i retning af interoperabilitet og teknisk harmonisering i Europa. I årenes løb har hvert net udviklet sine egne regler og regulerings- og sikkerhedssystemer. Systemerne må gradvis nærme sig hinanden, og det bør have høj prioritet at indføre ERTMS (European Rail Traffic Management System) så hurtigt som muligt.

1.4.2

Der er nødvendigt lidt efter lidt at ændre jernbaneinfrastrukturens karakteristika, hvad angår toglængde og -profil, ramper og hældning og akseltryk, ved at foretage de rigtige investeringer, når der er fornuftig mulighed for det, så disse kan tilpasses godstransportens behov, ligesom det f.eks. er tilfældet i USA.

1.4.3

En reel udvikling af konkurrencen og åbning af markedet vil kræve større fleksibilitet og produktivitet. Dette forhold rejser spørgsmålet om uddannelse af togpersonalet. Nye operatører på markedet kan have vanskeligt ved at finde kvalificeret arbejdskraft. Det er derfor vigtigt at sørge for passende kurser, som kan opfylde behovet og gøre det muligt at skabe nye højt kvalificerede job.

1.4.4

Indregningen af de investeringer, som forvalterne af infrastruktur mellem de forskellige operatører foretager, må ses efter i sømmene, ligesom de eksterne udgifter bør indregnes bedre i de konkurrerende transportformers omkostninger med henblik på en fri og fair konkurrence.

1.4.5

Projekter som »Betuwe Line«, »New Opera« eller FERRMED bør studeres og støttes for at lære af deres erfaringer og bedste praksis.

1.5   En mere pålidelig service

1.5.1

For at anspore til højere servicekvalitet bør der indføres bindende regler i kontrakterne om erstatning til kunderne, hvis tjenesteydelserne er for dårlige.

1.5.2

Der bør sættes ind med henblik på kvalitet og pålidelighed, specielt hvad angår de elementer, som gør det muligt at levere den fornødne service. Det drejer sig om såvel rullende materiel som signaler, jernbanespor og informationssystemer.

1.5.3

En meget pålidelig service afhænger desuden af tildeling af gode kanaler til godstrafikken og indførelsen af regler, som giver godstrafikken en fortrinsstilling i tilfælde af strid om disse kanaler — naturligvis således at alle brugerinteresser tilgodeses. Man kunne f.eks. forestille sig bestemte trafik- eller tidsperioder.

1.6   Rimelig kort vej fra start- til slutpunkt

1.6.1

En ofte fremført anke mod jernbanegodstransporten er, at den er både lang og langsom. For at afhjælpe dette problem bør godskanalerne have få (eller slet ingen) stop undervejs og udformes på en måde, så der er ringe sandsynlighed for strid om infrastrukturen med andre tog. Under forvaltningen af jernbanedriften bør godstog så vidt muligt have fortrinsret i tilfælde af strid om infrastrukturen. Desuden bør der udvikles højhastighedsgodstog, der kører om natten.

1.6.2

Det bliver også nødvendigt at enes om investeringer i infrastruktur, der kan klare højere hastigheder, selv om forøgelse af hastigheden på en given jernbanestrækning resulterer i et lavere tilladt akseltryk. Når jernbanegodstransportens aktuelle lave hastighed skal ændres, er det vigtigt at understrege, at en regelmæssig hastighed for konvojen som helhed er alfa og omega. En beskeden, men konstant hastighed er bedre end hyppige stop og starter, der i sidste ende fører til en ophobning af forsinkelser.

1.7   Fleksibilitet

1.7.1

Det faktum, at man historisk principielt i togdriften systematisk har givet passagertogene en fortrinsstilling i på forhånd fastsatte teoretiske kanaler, har haft som utilsigtet men nok så reel sideeffekt, at en lille forsinkelse ved afgang (på f.eks. 10 minutter) for et godstog næsten altid resulterer i en stor forsinkelse ved målet (fra flere timer til en hel dag).

1.7.2

Takket være den teknologiske udvikling på mellemlangt til langt sigt vil det blive muligt at få jernbanegodstrafikken til at flyde jævnt i reel tid uden udelukkende at skulle referere til på forhånd fastsatte teoretiske kanaler. Ved at køre i blokke, sådan som det forudses i sidste fase af ERTMS, bliver det muligt at få flere tog over samme infrastruktur og at reagere bedre på forstyrrelser. Det er derfor nødvendigt, at alle medlemsstater investerer i ERTMS-systemet med henblik på hurtigst muligt at nå frem til interoperabilitet og kontinuitet i udnyttelsen af de forskellige nationale net.

1.7.3

Det bliver fortsat nødvendigt at foretage kapacitetsinvesteringer som modtræk mod flaskehalse samt i laste- og losseplatforme, som muliggør interoperabilitet mellem transportsystemerne.

1.7.4

Spørgsmålet om ranger-, lastnings- og aflæsningsbanegårde er vigtigt, men kan ikke skilles fra spørgsmålet om sekundære net i oplandet. For at være reelt konkurrencedygtig skal jernbanegodstransporten kunne hente og bringe godset, så tæt på kunden som muligt.

1.8   Et særligt godstransportnet

1.8.1

Selv om det i dag synes urealistisk at indføre et egentligt transeuropæisk godstransportnet, står det alligevel fast, at et særskilt net ville være den bedste metode til at fremme jernbanegodstransport, eftersom et sådant ville blive mere pålideligt og punktuelt, billigere og hurtigere. Godstogskorridorer bør dog snarest blive en realistisk mulighed. Indtil egentlige store transeuropæiske godsnet bliver en realitet, kan man i godstogskorridorerne satse på et stigende antal strækninger øremærket til gods, som forbinder de særligt aktive økonomiske centre. Betuwe-strækningen mellem Rotterdam havn og Tyskland er et mønstereksempel herpå. Det er nødvendigt, at alle medlemsstater engagerer sig reelt i gennemførelsen af politikker og regler, som kan forbedre jernbanernes konkurrenceevne.

2.   Status

2.1   Foruroligende kendsgerninger

2.1.1

Selv om transporten af gods er steget med 2,8 % om året fra 1995 til 2005, er jernbanegodstransportens markedsandel faldet støt for at stabilisere sig på omkring 10 % siden 2005, hvilket er det laveste niveau siden 1945.

2.1.2

Ifølge Kommissionen er årsagerne til de dårlige tal manglende pålidelighed, utilstrækkelig kapacitet, mangelfuld informationsforvaltning, langsommelighed og ufleksibilitet. På trods af disse handicap findes der ikke desto mindre nye muligheder i den aktuelle økonomiske kontekst, som er karakteriseret af vækst i handelen, overbelastning af vejene, høje brændstofpriser og et stadig mere udtalt krav om at bevare miljøet.

2.1.3

Fællesskabet har hidtil bestræbt sig på at udvikle jernbanetransporten gennem en politik baseret på følgende tre akser:

åbning af markedet for jernbanegodstransport kombineret med en omstrukturering af de traditionelle jernbaneselskaber,

udvikling af teknisk interoperabilitet og fælles sikkerhedsregler,

udpegelse af et jernbanenet inden for rammerne af det generelle transeuropæiske transportnet (TEN-T).

2.1.4

Man må erkende, at resultaterne har været utilstrækkelige, især hvad angår trafikken over landegrænserne.

2.2   En fælles evolutiv transportpolitik

2.2.1

Hvidbogen om europæisk transportpolitik frem til 2010 slog til lyd for at flytte trafik fra vej til bane og foreslog, at der skulle etableres »multimodale korridorer primært til godstransport«. Som bekendt gav evalueringen af hvidbogen i 2006 i nogen grad køb på ambitionerne om at flytte trafik fra vej til bane og udviklede den mere realistiske idé om samordnet modalitet, idet Kommissionen dog stadig mindede om, at det er nødvendigt at tilskynde til oprettelsen af et banenet med fortrinsret for godstrafik.

2.2.2

Det er denne idé, Kommissionens meddelelse videreudvikler. I meddelelsen opstilles som tredobbelt mål at forbedre hastighed, pålidelighed og kapacitet for trafikken på et net, som sammensættes af eksisterende transeuropæiske net.

3.   Kommissionens forslag

3.1

Kommissionen minder om de initiativer, som allerede er taget for at fremme, forbedre eller begunstige jernbanegodstransporten: udvikling af interoperabilitet og information (Europtirails), anlæggelse af infrastruktur (Betuwe-strækningen) og oprettelse af korridorer. Disse bestræbelser har imidlertid ikke slået til.

3.2

Der er tre veje at vælge imellem: status quo, nye foranstaltninger med henblik på at skabe et net af godstogskorridorer eller et program, der skal føre til et egentligt europæisk jernbanegodsnet.

3.3

Tro mod sine tidligere principper foreslår Kommissionen at følge den gyldne middelvej og fravælger den første og den tredje valgmulighed med den begrundelse, at den første er for lidt ambitiøs og den sidste er for urealistisk.

3.4   Forslag til aktioner

3.4.1

Kommissionen foreslår at sammensætte et net af transeuropæiske godstogskorridorer. Det handler om at definere korridorer med en egnet infrastruktur, indføre et forvaltningssystem og sikre en effektiv udnyttelse. Planen kan dog ikke realiseres, uden at medlemsstaterne som infrastrukturforvaltere bifalder projektet.

3.4.2

Med dette for øje foreslår Kommissionen en række lovforanstaltninger i forbindelse med omarbejdelsen af den første jernbanepakke, som efter planen skal finde sted i 2008, fremmende foranstaltninger og finansieringsforanstaltninger (finansieringen hentes fra eksisterende bevillinger).

3.4.3

Kommissionen foreslår, at godstogskorridorerne fastsættes ved lov, og opfordrer medlemsstaterne og infrastrukturforvalterne til at oprette tværnationale godstogskorridorer samt at finansiere disse over eksisterende bevillinger.

3.4.4

Et af kritikpunkterne mod jernbanegodstransport er den manglende servicekvalitet og kundeinformation. Derfor ønsker Kommissionen, at der indføres en egentlig politik for kvalitet og gennemsigtighed, og foreslår vedtagelsen af en lovforanstaltning om offentliggørelse af kvalitetsindikatorer. Kommissionen agter desuden at udsende en rapport om de foranstaltninger, som jernbaneselskaberne iværksætter for at forbedre servicen.

3.4.5

Visse dele af nettet er overmættet. Det gælder især i den centrale del af EU. Situationen risikerer at blive forværret i de kommende år. Derfor må der investeres i infrastrukturens kapacitet, hvad angår togenes længde, profil, akseltryk og maksimalhastighed. Dette kræver målrettede og samordnede investeringer. Kommissionen anbefaler, at korridorforvalterne udarbejder investeringsprogrammer. Finansieringen skal komme fra eksisterende programmer.

3.4.6

Spørgsmålet om trafikafviklingen og jernbanegodstransportens effektivitet rejser et andet spørgsmål, nemlig spørgsmålet om tildeling af kanaler til jernbanegodstransport. I dag træffer de enkelte infrastrukturforvaltere beslutning om tildeling af kanaler i henhold til reglerne i de enkelte medlemsstater. Der ville derfor være hensigtsmæssigt med en harmonisering af reglerne for tildeling af kanaler med henblik på etableringen af pålidelige og effektive kanaler.

3.4.7

Med henblik herpå vil Kommissionen foreslå retsforskrifter om international tildeling af kanaler og om, hvordan der skal gives fortrinsret til international godstrafik, især i forbindelse ved forstyrrelser på nettet.

3.4.8

Men når først godstrafikken ruller, er der også brug for terminaler og rangerbanegård. I de seneste år har tendensen grundlæggende gået i retning af færre og færre rangerbanegårde og terminaler i byområderne.

3.4.9

Det fremgår klart af Kommissionens forslag, at de foreslåede foranstaltninger ikke kan få succes uden initiativer og mobilisering af medlemsstaterne og jernbanesektorens aktører.

3.5   Generelle bemærkninger

3.5.1

Kommissionens beskrivelse af situationen inden for jernbanegodstransport behøver ikke nogen kommentarer med på vejen. Den bekræfter kun, at sektoren er svag, hvilket man vidste i forvejen. Vil man rette op på situationen, må såvel de ansvarlige offentlige myndigheder som de private selskaber mobiliseres ikke kun med henblik på politisk handling og dynamisk handel, men også hvad angår finansiering.

3.5.2

Det er nok her, skoen trykker. Kommissionen foreslår et antal lovforanstaltninger, men er tavs om tildeling af nye ressourcer. Det juridiske tiltag er utvivlsomt nyttigt, men klart utilstrækkeligt. De nødvendige midler til gennemførelsen af planen vil skulle findes i eksisterende programmer. Dette forudsætter vanskelig mægling og indebærer »forbundne kar«, som bliver svære at administrere.

3.5.3

Endelig er planens succes afhængig af stor tilslutning til idéen fra medlemsstaternes og forvaltningsselskabernes side. Førstnævnte mangler som regel penge og har andre prioriteringer for jernbanerne. Og selv om sidstnævnte har haft fordel af, at den kostbare vedligeholdelse af nettene er blevet skilt fra udnyttelsen, har de som regel heller ikke nogen blomstrende økonomi.

3.6   Særlige bemærkninger

3.6.1

Det er en første forudsætning for udvikling af jernbanegodstransporten, at der oprettes grænseoverskridende godstogskorridorer. Men det er en kendt sag, at godstrafikken hidtil er blevet ofret til fordel for passagertrafikken. Der er derfor brug for en slags kulturrevolution med bindende mål accepteret af medlemsstaterne og passende finansiering, velvidende at passagertogenes fortrinsstilling i offentligheden er en hævdvunden ret, som almindeligvis ikke kan sættes til debat. Det handler således mere om optimal forvaltning af nettene og definition af godstogskorridorer, uden at dette går ude over passagertransportens kvalitet og punktlighed. Ved anlæggelse af grænseoverskridende korridorer bør der tages hensyn til sporbredden og det disponible rullende materiel i EU's nye og gamle medlemsstater, til godstransportstrømmen fra kandidatlande og tredjelande og til den russiske enklave i Kaliningrad-regionen.

3.6.2

Spørgsmålet om information og gennemsigtighed er ligeledes vigtige, men det er klart, at kunden fortrinsvis lader sig lede af kriterierne pris, pålidelighed, transporttid, adgang til terminaler og til lastnings- og losningsfaciliteter. Nøgleaspektet er servicekvalitet, som beror på mekanismer til tilrettelæggelse af jernbanetrafikken og betydelige investeringer.

3.6.3

Med hensyn til jernbanegodstransportens konkurrenceevne synes der at være generel enighed om, at denne form for transport er forbeholdt en bestemt type gods, nemlig tungt gods i store mængder. Det bliver nødvendigt at overveje en større differentiering i kundeunderlaget, hvilket er muligt f.eks. gennem anvendelse af containere. På den måde kan man åbne markedet og blive mere konkurrencedygtig i en situation med stigende priser på brændstof og et voksende ønske om bæredygtig udvikling.

3.6.4

Kommissionens meddelelse efterlader et vagt indtryk, når det gælder spørgsmålet om finansiering, eftersom der ikke foreslås nogen konkret finansiering og den foreslåede løsning hviler på omfordeling af eksisterende midler.

Bruxelles, den 10. juli 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/45


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen — Meddelelse om en europæisk havnepolitik«

KOM(2007) 616 endelig

(2009/C 27/11)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 18. oktober 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen — Meddelelse om en europæisk havnepolitik.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Jan Simons til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 8. maj 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 446. plenarforsamling den 9. og 10. juli 2008, mødet den 9. juli 2008, følgende udtalelse med 122 stemmer for og 5 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1

EØSU glæder sig over Kommissionens nye meddelelse om havnepolitik, som hovedsageligt foreslår foranstaltninger i form af »blød lovgivning«. EØSU støtter endvidere det generelle fokus på etablering af et stabilt investeringsmiljø, bæredygtig udvikling af havne, et godt arbejdsmarkedsmæssigt klima i havnene og konsekvent anvendelse af traktatens regler.

1.2

Det europæiske havnemiljø bliver stadig mere mangfoldigt med hensyn til antallet af havne og omfanget af havnenes faciliteter og tjenester. EØSU anbefaler, at EU's havnepolitik støtter denne markedsdrevne proces ved at sikre, at alle europæiske havne er i stand til at udnytte deres fulde potentiale på en bæredygtig måde.

1.3

EØSU glæder sig over Kommissionens initiativ, der går ud på at udvikle et jernbanegodstransportorienteret net, og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at prioritere gennemførelsen af store grænseoverskridende jernbaneinfrastrukturprojekter, der skaber forbindelser til havne, uden at dette dog må gå ud over jernbanepassagertransporten.

1.4

EØSU glæder sig over Kommissionens initiativ til at udstede retningslinjer for at udrede tvetydigheder i anvendelsen af Fællesskabets miljølovgivning i forbindelse med havneudvikling og anbefaler, at disse offentliggøres inden udgangen af 2008.

1.5

Europa-Kommissionen bør intensivere foranstaltningerne med henblik på at lette havneforvaltningen. EØSU glæder sig derfor over Kommissionens plan om at oprette et europæisk søtransportområde uden barrierer i 2008. Kommissionen, og navnlig medlemsstaterne, bør gøre flere fremskridt med moderniseringen af tolden og give dette højere politisk prioritet.

1.6

EØSU er enig med Kommissionen i, at lige vilkår mellem havne kan styrkes ved udvikling af retningslinjer for statsstøtte og gennemsigtighed i finansielle regnskaber. De retningslinjer, der er medtaget i meddelelsen om anvendelsen af koncessioner, teknisk-nautiske tjenesteydelser og arbejdskraftressourcer, anses også generelt for at være nyttige og klare. Endelig bør Kommissionen træffe yderligere foranstaltninger til sikring af loyal konkurrence mellem havne i EU og nabohavne i tredjelande.

1.7

EØSU bifalder Kommissionens mål om at fremme og udvide samarbejdet mellem byer og deres havne. Navnlig opfordrer det Kommissionen til at arrangere en egentlig undersøgelse af den socioøkonomiske indvirkning af havne.

1.8

EØSU glæder sig især over Kommissionens beslutning om at tilskynde arbejdsmarkedets parter i Europa til at oprette et europæisk sektordialogudvalg for arbejdsmarkedets parter i havne.

2.   Indledning

2.1

I de sidste 10 år har EØSU aktivt deltaget i debatten om en fælles havnepolitik i EU. På grund af den vigtige rolle, som søhavne spiller for den socioøkonomiske udvikling, velfærd og samhørighed i Den Europæiske Union, har en sådan fælles politik en væsentlig merværdi.

2.2

EØSU vedtog udtalelser om grønbogen om søhavne og skibsfartsinfrastruktur KOM(97) 678 (1) samt om Europa-Kommissionens to lovforslag om at åbne markeder for havnetjenester i europæiske søhavne (2). Den 26. april 2007 vedtog EØSU endvidere en initiativudtalelse om en fælles havnepolitik i EU (3). I betragtning af det konfrontationsklima, som kendetegnede debatten om direktivet om havnetjenester, fokuserede denne udtalelse på de aspekter af en europæisk havnepolitik, som interessenter på havneområdet kunne opnå enighed om.

3.   Kommissionens meddelelse om en europæisk havnepolitik

3.1

Den 18. oktober 2007 offentliggjorde Europa-Kommissionen sin meddelelse om en europæisk havnepolitik. Denne meddelelse er resultat af en høring af interessenter af et års varighed, som bestod af to konferencer og seks tema-workshops. Meddelelsen hører under Kommissionens samlede strategi for søtransportpolitik og er en del af dens nye fragttransportdagsorden.

3.2

Målet med den nye europæiske havnepolitik er at fremme et velfungerende havnesystem i EU, som er i stand til at klare de fremtidige udfordringer i forbindelse med EU's transportbehov. Ifølge Kommissionen omfatter disse udfordringer efterspørgslen efter international transport, teknologisk omlægning, emissioner og klimaændringer, dialog mellem havne, byer og interessenter og endelig opfyldelse af krav om gennemsigtighed, konkurrence og overholdelse af Fællesskabets regelsæt i almindelighed.

3.3

Meddelelsens faktiske politikforslag består generelt af en blanding af fortolkning af traktatens regler og en handlingsplan med yderligere foranstaltninger, som for størstedelens vedkommende er »blød lovgivning«.

3.4

Det drejer sig om

havnes ydeevne og forbindelser til oplandet,

udvidelse af kapacitet under overholdelse af miljøhensyn,

modernisering,

lige konkurrencevilkår med klarhed for investorer, operatører og brugere,

struktureret dialog mellem havne og byer,

arbejdspladser i havne.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

EØSU udtrykker tilfredshed med Kommissionens meddelelse, da den anerkender søhavnes strategiske betydning for Europas eksterne og interne handel samt deres bidrag til økonomisk udvikling og beskæftigelse.

4.2

EØSU udtrykker navnlig tilfredshed med, at Kommissionen ikke foreslår interventionistiske foranstaltninger, men inden for rammerne af traktatens bestemmelser fokuserer på etablering af et stabilt investeringsmiljø, bæredygtig udvikling af havne og et godt arbejdsmarkedsmæssigt klima i havne.

4.3

Det glæder også EØSU at se, at Kommissionen anvender »blød lovgivning« som et alternativ til lovgivning på den ene side og behandling sag for sag på den anden side.

4.4

Ikke desto mindre har EØSU en række specifikke kommentarer og anbefalinger vedrørende de forskellige kapitler i Kommissionens meddelelse.

5.   Særlige bemærkninger

5.1   Den økonomiske situation og udfordringer for det europæiske havnesystem

5.1.1

EØSU bemærker Kommissionens konklusion om, at containertransport i øjeblikket er koncentreret i et mindre antal havne i Nordvesteuropa. Det bør imidlertid også anerkendes, at der er en udvikling hen imod deltagelse af et øget antal havne på det europæiske containermarked snarere end en kanalisering af trafik gennem kun nogle få havne. De stærkest voksende containerhavne i 2006 var for størstedelens vedkommende små og mellemstore havne beliggende i forskellige havneregioner i Europa. Havneregioner, der ligger ret langt fra hinanden, konkurrerer således i stigende grad med hinanden (4). EU's havnepolitik kan støtte denne markedsdrevne proces ved at sikre, at alle europæiske havne er i stand til at udnytte deres fulde potentiale på en bæredygtig måde.

5.1.2

Desuden vil EØSU gerne fremhæve den globaliserings- og konsolideringsproces, der kendetegner den europæiske havne- og skibsfartssektor, ud over de udfordringer, som Kommissionen selv peger på. Dette fænomen er især synligt på containermarkedet, men ses også på andre markeder som f.eks. ro-ro-markedet, det almindelige godstransportmarked og massegodsmarkedet. Europæiske søhavne træffer aftaler med internationale grupper af rederier, og store terminaloperatører er vokset frem, som tilbyder tjenester i flere europæiske havne. Udfordringen for en havnemyndighed er at sikre engagement fra disse globale operatører samt overholdelse af udviklingsmålene for havnen under hensyntagen til den relevante EU-politik.

5.2   Havnes ydeevne og forbindelser til oplandet

5.2.1

EØSU er enig med Kommissionen i, at den første mulighed for at klare øget efterspørgsel efter havnekapacitet og havnerelateret kapacitet bør være en optimering af anvendelsen af eksisterende havnefaciliteter og adgangsveje. EØSU er endvidere enig i, at der bør foretages en fuld rentabilitetsvurdering for samfundet, før nye udbygninger af infrastrukturen overvejes. I den forbindelse skal man tage hensyn til økonomiske, sociale og miljømæssige forhold, eftersom de udgør vigtige søjler for EU's Lissabondagsorden.

5.2.2

Som forklaret ovenfor går markedsprocesserne allerede i retning af et mere mangfoldigt europæisk havnemiljø. Bottom-up-princippet bør fremmes, hvorved projektforslag udpeges af en havns forvaltningsorgan, eventuelt i samspil med regionale eller nationale myndigheder. Dette ændrer selvfølgelig ikke ved det faktum, at EU fortsat skal formulere målsætninger og sørge for retningslinjer.

5.2.3

Kommissionen kan imidlertid anvende midtvejsevalueringen af det transeuropæiske net i 2010 som en hjælp til at løse problemer i forbindelse med flaskehalse med hensyn til oplandets forbindelser til havne. Dette bør dog ske på grundlag af objektive kriterier.

5.2.4

EØSU gentager endvidere sin anmodning til Kommissionen om at optrappe bestræbelserne på at finde en løsning på tilbageværende flaskehalse i oplandet gennem sine generelle transportpolitikinstrumenter, navnlig med hensyn til indre vandveje og jernbanetransport. Navnlig jernbaner er fortsat en alvorlig flaskehals for havnes optimale ydeevne og deres integration i logistikkæder. I den forbindelse glæder EØSU sig over Kommissionens initiativ, der går ud på at udvikle et jernbanegodstransportorienteret net, og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at prioritere gennemførelsen af store grænseoverskridende jernbaneinfrastrukturprojekter, der skaber forbindelser til havne, uden at dette dog må gå ud over jernbanepassagertransporten.

5.3   Udvidelse af kapacitet under overholdelse af miljøhensyn

5.3.1

EØSU glæder sig meget over Kommissionens initiativ, der går ud på at udstikke retningslinjer for anvendelsen af Fællesskabets miljølovgivning på udviklingen af havne. Dette vil betyde et vigtigt skridt fremad i løsningen af nogle af de uklarheder, der er skabt af EU's lovgivning, som f.eks. fugle- og habitatdirektivet og vandrammedirektivet. I betragtning af sagens hastende karakter anbefaler EØSU, at disse retningslinjer offentliggøres før udgangen af 2008.

5.3.2

Endvidere opfordrer EØSU også Kommissionen til at overveje yderligere foranstaltninger til at styrke havneudviklingsprojekters retlige status og forenkle eksisterende lovgivning, som nærmere skitseret i EØSU's initiativudtalelse (5).

5.3.3

Idet EØSU klart erklærer, at forurenet bundfald skal behandles korrekt, anbefaler det endvidere, at det i verserende lovforslag, som vil påvirke forvaltningen af vandområder og sedimenter, f.eks. direktivet om affald og »datterdirektivet« til vandrammedirektivet (6), anerkendes, at ikke-forurenet bundfald ikke skal betragtes som affald og behandles som forurenet bundfald, eftersom opmudring af ikke-forurenet bundfald ikke tilfører et vandområde forurenende stoffer.

5.3.4

Endelig er EØSU enig i Kommissionens forslag vedrørende tilvejebringelse af modtagefaciliteter til skibsaffald i havne og forbedring af luftemissioner. EØSU finder, at det er bedst at overlade økonomiske incitamenter i form af havneafgifter til de enkelte havneforvaltninger, eftersom sådanne foranstaltninger påvirker havnenes finansielle struktur, som varierer meget i Europa.

5.4   Modernisering

5.4.1

EØSU glæder sig over planen om at fremsætte et lovforslag om oprettelse af et europæisk søtransportområde uden barrierer i 2008 og henviser i den forbindelse til de særlige bemærkninger, som det har fremsat i adskillige tidligere udtalelser (7).

5.4.2

EØSU gentager endvidere sin anbefaling om, at EU bør gøre yderligere fremskridt med moderniseringen af tolden og sikre, at EU-politikkerne vedrørende told, søfartssikkerhed, sikring, folkesundhed og miljøkvalitet koordineres og harmoniseres korrekt og ikke uretmæssigt overfører regeringsansvar til havne.

5.4.3

EØSU støtter udviklingen af »single windows« og anvendelse af »e-maritime«, »e-told« og »e-fragt«-initiativer. Samtidig er det af den opfattelse, at IKT-baserede løsninger bør være omkostningseffektive, også for mindre og mellemstore havne.

5.4.4

Endelig støtter EØSU med hensyn til effektivitetsforbedring Kommissionens forslag om inden udgangen af 2009 at udvikle et sæt generiske europæiske indikatorer, forudsat at disse respekterer kommercielt følsomme data. Indikatorerne skal udvikles for aspekter med relevans for havne på grundlag af de eksisterende indikatorer for lufttransport, nærskibstransport og kombineret transport — aspekter som havneanlæggenes performans, samarbejde mellem havne og fælles oplandsaktiviteter.

5.5   Lige konkurrencevilkår — klarhed for investorer, operatører og brugere

5.5.1

EØSU er enig i Kommissionens opfattelse af havnemyndighedernes rolle og mangfoldigheden i havneforvaltningssystemer i Europa. Det tilslutter sig navnlig anerkendelsen af, at havnemyndighedernes vigtige opgaver bedre kan udføres, hvis de er tilstrækkeligt uafhængige og navnlig har fuldstændig økonomisk uafhængighed.

5.5.2

EØSU bifalder også Kommissionens løfte om at vedtage retningslinjer vedrørende statsstøtte i 2008. I denne henseende henviser EØSU til de grundlæggende principper om anvendelse af offentlig finansiering i havne, som det beskrev i sin initiativudtalelse af 26. april 2007.

5.5.3

Det glæder også EØSU at se, at Kommissionen har taget hensyn til udvalgets anbefaling om at udvide bestemmelserne om gennemsigtighed i direktiv 2006/111/EF til alle handelshavne, uanset deres årlige omsætning.

5.5.4

I sin initiativudtalelse anbefalede EØSU vejledning vedrørende brugen af udvælgelsesprocedurer som f.eks. udbud eller andre acceptable instrumenter, betingelser for koncessioner og forpagtningsaftaler samt vejledning om den retlige status for de havnetjenester, der ydes som en offentlig tjeneste, f.eks. med henblik på den generelle sikkerhed i havne.

5.5.5

Kommissionen har imødekommet denne anmodning ved at give vejledning i sin havnepolitikmeddelelse om brugen af koncessioner og teknisk-nautiske tjenesteydelser. EØSU mener, at Kommissionens fortolkning af traktatens regler og retspraksis generelt er nyttig og klar. EØSU understreger dog, at teknisk-nautiske tjenesteydelser har det til fælles, at de har betydning for navigationssikkerheden, hvilket skulle berettige deres kvalificering som tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

5.5.6

En intelligent koncessionspolitik bør sikre konkurrence i havne samt optimal ydeevne og forpligtelse fra terminaloperatørers side. EØSU anbefaler, at Kommissionen regelmæssigt gennemgår den vejledning om koncessioner, som den har givet, for at sikre, at den effektivt matcher ovennævnte mål og indeholder tilstrækkeligt mange fælles elementer, så der garanteres lige vilkår blandt havnemyndigheder. Sidstnævnte er særligt relevant i betragtning af den løbende konsolideringsproces på godshåndteringsmarkedet som beskrevet ovenfor.

5.5.7

EØSU glæder sig over Kommissionens forslag om at bidrage til udbredelsen af eksempler på bedste praksis vedrørende gennemsigtighed, for så vidt angår havneafgifter. EØSU er overbevist om, at havneafgifter bør fastsættes på lokalt niveau i havnene, således at de optimalt kan matche de krav, der stilles af havnens brugere og havnens generelle interesser.

5.5.8

Endelig glæder det EØSU at se, at Kommissionen har taget udvalgets anbefaling op om at se på tilfælde af illoyal konkurrence fra nabohavne i tredjelande. Kommissionen bør også gennem sin tiltrædelsespolitik og sin politik vedrørende eksterne forbindelser optrappe foranstaltninger til at håndtere politisk inspirerede fordrejninger såsom den tyrkiske embargo mod cypriotiske skibe og skibe, som kommer fra cypriotiske havne, den græsk-tyrkiske konflikt om Ægæerhavet og problemerne med at krydse den baltisk-russiske grænse.

5.6   Etablering af en struktureret dialog mellem havne og byer

5.6.1

EØSU glæder sig over Kommissionens bestræbelse på at fremme og udvide samarbejdet mellem byer og deres havne. Integration af havne i byer og bylivet kombineret med en stor opmærksomhed omkring, interesse i og endog stolthed over havneaktiviteter blandt borgerne er af central betydning for bæredygtig udvikling af havne. I den henseende støtter EØSU navnlig synergier mellem turisme, rekreation, arv og kultur.

5.6.2

EØSU understreger også manglen på pålidelige data om direkte og indirekte beskæftigelse og merværdi skabt af europæiske havne. Udvalget er for eksempel af den opfattelse, at de beskæftigelsesdata, der anvendes i meddelelsen i høj grad undervurderer den faktiske situation. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at arrangere en egentlig undersøgelse på dette område.

5.6.3

Endelig støtter EØSU Kommissionens hensigt om at vurdere virkningen af sikringsforanstaltninger på adgangen til havne og at udstikke retningslinjer for, hvordan de to ting kan forenes.

5.7   Arbejdspladser i havne

5.7.1

EØSU understregede behovet for at fremme gode og sikre arbejdsvilkår og omgivelser samt et konstruktivt forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager i havne. EØSU noterer sig med tilfredshed, at Kommissionen lægger betydelig vægt på dette emne i sin havnepolitikmeddelelse.

5.7.2

EØSU gentager sit synspunkt om, at effektiviteten af aktiviteter i havne afhænger af både en pålideligheds- og en sikkerhedskomponent, som til trods for teknologiske fremskridt i høj grad bestemmes af den menneskelige faktor. Dette forklarer behovet for en kvalificeret og veltrænet arbejdsstyrke i havnene såvel på landsiden som om bord på skibene. EØSU har anbefalet, at arbejdsmarkedets parter bør spille en vigtig rolle i skabelsen og opretholdelsen af disse vilkår, og at Kommissionen på EU-plan bør støtte deres input ved at lette dialogen mellem parterne.

5.7.3

EØSU glæder sig derfor over, at Kommissionen har besluttet sig til at tilskynde arbejdsmarkedets parter i Europa til at oprette et sektordialogudvalg for arbejdsmarkedets parter i havne som beskrevet i Kommissionens afgørelse 98/500/EF.

5.7.4

EØSU støtter Kommissionens plan om at indføre en ramme, der anerkendes gensidigt, for undervisning af havnearbejdere, men foreslår først at sammenligne de forskellige eksisterende systemer vedrørende faglige kvalifikationer for havnearbejdere. Dette kunne med fordel gøres inden for rammerne af den europæiske dialog mellem arbejdsmarkedets parter.

5.7.5

Endelig er EØSU enig med Kommissionen i, at der er behov for nøje overvågning af gennemførelsen af regler om sikkerhed og sundhed for havnearbejdstagere, hvad enten disse er fællesskabsregler eller ILO-regler, og at ulykkesstatistikkerne skal forbedres. EØSU opfordrer til, at der på alle niveauer i de relevante fora tages initiativ til yderligere forbedringer af sikkerhed og sundhed.

Bruxelles, den 9. juli 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EFT C 407 af 28.12.1998.

(2)  EØSU's udtalelser om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til markedet for havnetjenester KOM(2001) 35 endelig, EFT C 48 af 21.2.2002, s. 122, og KOM(2004) 654 endelig, EUT C 294 af 25.11.2005, s. 25.

(3)  EUT C 168 af 20.7.2007, s.57.

(4)  Set over en lang periode faldt den gennemsnitlige andel af det europæiske containermarked for havnene på strækningen mellem Hamburg og Le Havre fra 61 % i 1975 til 48 % i 2003, mens markedsandelen for havnene i Middelhavet steg til det dobbelte (fra 18 % i 1975 til 36 % i 2003). Endvidere er koncentrationen af containerhavne i Europa (målt med Gini-koefficienten) faldet konstant siden 1990, hvilket vidner om, at der er blevet flere indgange til det europæiske marked. De containerhavne, som forholdsmæssigt oplevede størst vækst i 2006, var især mellemstore og små havne i forskellige europæiske regioner (Amsterdam, Sines, Rauma, Constanța, Kotka, Tallinn, Bremerhaven, Zeebrugge og Gdynia) — kilde: Institute of Transport and Maritime Management Antwerp (ITMMA)/Antwerpens universitet. Dette står i skarp modsætning til situationen i USA, hvor havnekoncentrationen er øget drastisk i samme periode. Kilde: Notteboom, T. (2007), Market report on the European seaport industry, der anvender data fra Eurostat og fra de enkelte havne).

(5)  Se punkt 4 i udtalelsen om en fælles EU-havnepolitik (EUT C 168 af 20.7.2007, s. 57).

(6)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om affald (KOM(2005) 667) og forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om miljøkvalitetskrav inden for vandpolitikken og om ændring af direktiv 2000/60/EF (KOM(2006) 397).

(7)  Udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: En fremtidig havpolitik for EU: »En europæisk vision for havene« — KOM(2006) 275 endelig (EUT C 168 af 20.7.2007, s. 50).

Initiativudtalelse om en fælles EU-havnepolitik (EUT C 168 af 20.7.2007, s. 57).

Sonderende udtalelse om motorveje til søs og deres integrering i logistikkæden (EUT C 151 af 17.6.2008, s. 20).

Udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Midtvejsevaluering af programmet til fremme af nærskibsfarten — KOM(2003) 155 endelig, KOM(2006) 380 endelig (EUT C 168 af 20.7.2007, s. 68).


3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/49


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om »Vejtransport — arbejdstid for selvstændige chauffører«

(2009/C 27/12)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs præsidium besluttede den 20. november 2007 under henvisning til artikel 29 A i gennemførelsesbestemmelserne til forretningsordenen at afgive tillægsudtalelse om:

»Vejtransport — arbejdstid for selvstændige chauffører«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Eduardo Manuel Chagas (1) til ordfører, senere afløst af Brian Curtis. Sektionen vedtog sin udtalelse den 5. juni 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 446. plenarforsamling den 9.-10. juli 2008, mødet den 9. juli, følgende udtalelse med 121 stemmer for, 14 imod og 6 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1

Efter EØSU's mening skal alle selvstændige chauffører falde ind under anvendelsesområdet for direktiv 2002/15/EF, sådan som det er planen i medfør af artikel 2 i dette direktiv (med virkning fra den 23. marts 2009).

1.2

En sådan udvidelse af anvendelsesområdet forudsætter en korrekt gennemførelse af direktivet i medlemsstaterne. Navnlig skal definitionen af »selvstændig chauffør« være korrekt.

1.3

EØSU finder dette påkrævet for at styrke trafiksikkerheden på vejene, bidrage til fair konkurrence og forbedre arbejdsvilkårene for mobile arbejdstagere og selvstændige, herunder især deres fysiske og mentale helbred. Det bemærkes i den forbindelse, at generelt administrativt arbejde i henhold til direktivets definition (jf. artikel 3, stk. 2, litra a)) ikke er en del af arbejdstiden, som denne er defineret i direktivet

1.4

Efter EØSU's mening forudsætter et indre europæisk marked for vejtransport indførelse af fair konkurrence på grundlag af effektiv og reel gennemførelse af den for sektoren relevante sociallovgivning. Ved at indføre et skel mellem mobile arbejdstagere og selvstændige i forbindelse med gennemførelsen af lovgivning om arbejdstid bidrager man til illoyal konkurrence. Derfor kan EØSU ikke gå med til kun at medtage »falske selvstændige« i direktivets anvendelsesområde.

1.5

For at imødegå eventuelle problemer med gennemførelsen af en sådan udvidelse af anvendelsesområdet slår EØSU til lyd for, at de forskellige aktører i transportkæden får et fælles ansvar ligesom i køre- og hviletidsforordningen.

1.6

EØSU gør opmærksom på, at fremme af samarbejdet på EU-niveau mellem de forskellige nationale administrationer er en grundlæggende forudsætning for en effektiv gennemførelse af direktivet.

1.7

Udvalget finder, at man i forbindelse med indarbejdningen af de selvstændige chauffører i direktivets anvendelsesområde skal drage omsorg for, at disse ikke overbebyrdes med overflødige administrative opgaver.

2.   Indledning

2.1

EØSU har flere gange tidligere behandlet EU's politik for trafiksikkerhed på vejene og har akkumuleret en solid ekspertise på området. I den seneste initiativudtalelse »EU's politik for færdselssikkerhed og erhvervschauffører — sikre parkeringspladser« (TEN/290) (2) behandlede udvalget det vigtige spørgsmål om rastepladser til erhvervschauffører inden for rammerne af vejinfrastrukturpolitikken. Selvstændige chaufførers arbejdstid er et andet vigtigt emne, som kompletterer udtalelsen om sikre parkeringspladser. De forskellige økonomiske, sociale og sikkerhedsmæssige aspekter er hidtil ikke blevet fyldestgørende behandlet på EU-niveau. Udarbejdelsen af en tillægsudtalelse er desuden foranlediget af Kommissionens »beretning til Rådet og Europa-Parlamentet om følgerne af at udelukke selvstændige chauffører fra anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/15/EF af 11. marts 2002 om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter« (KOM(2007) 266 endelig).

2.2

Direktiv 2002/15/EF fastsætter mindstekrav i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden for at forbedre sundheds- og sikkerhedsbeskyttelsen for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter, og for at forbedre trafiksikkerheden og skabe ensartede konkurrencevilkår. Direktivet trådte i kraft den 23. marts 2002, og medlemsstaterne har haft tre år frem til den 23. marts 2005 til at gennemføre direktivets bestemmelser om mobile arbejdstagere. Artikel 2, stk. 1, i direktivet fastsætter, at direktivets bestemmelser fra den 3. marts 2009 skal gælde for selvstændige chauffører, når Kommissionen har forelagt Rådet og Europa-Parlamentet en rapport og efterfølgende et lovforslag baseret på rapporten.

2.3

Som led i det endelige forlig, der blev indgået mellem Europa-Parlamentet og Rådet om direktivet, blev det aftalt, at senest to år før denne dato, nemlig den 23. marts 2007, skulle Kommissionen forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport med en analyse af, hvilke følger en udelukkelse af selvstændige chauffører fra direktivets anvendelsesområde ville få for trafiksikkerheden, konkurrencevilkår, branchens struktur og sociale aspekter. Rapporten skulle tage hensyn til forholdene i de enkelte medlemsstater, for så vidt angår transportbranchens struktur og arbejdsforholdene i vejtransporterhvervet.

2.4

På grundlag af denne rapport skulle Kommissionen forelægge et forslag om enten a) at fastsætte vilkårene for at omfatte selvstændige chauffører, som udelukkende gennemfører nationale transportaktiviteter, og som der gælder særlige forhold for, eller b) ikke at lade selvstændige chauffører være omfattet af direktivets anvendelsesområde.

2.5

Direktivets artikel 7, stk. 2, pålægger også Kommissionen at vurdere følgerne af direktivets bestemmelser om natarbejde og aflægge beretning om dem senest den 23. marts 2007 som led i den rapport, som den har pligt til at aflægge hvert andet år om gennemførelsen af direktivet.

3.   Kommissionens beretning

3.1

Ifølge Kommissionen giver beretningen et generelt billede af den aktuelle situation for gennemførelsen af direktivet i medlemsstaterne, ser på de eventuelle følger af at udelukke selvstændige chauffører fra direktivets anvendelsesområde og vurdere følgerne af direktivets bestemmelser for natarbejde.

3.2

Den første konklusion er, at et flertal af medlemsstaterne ikke har gennemført direktivet inden for den fastsatte periode på tre år. Kommissionen har derfor ikke været i stand til at forelægge den første to-årlige rapport, som havde frist i marts 2007.

3.3

Med hensyn til følgerne af at udelukke selvstændige chauffører fra anvendelsesområdet minder Kommissionen om, hvorfor den foreslog, at de skulle medtages: forordningen om køre- og hviletid skelner ikke mellem chaufførerne; det er vigtigt at undgå risikoen for opsplitning, og man skal ikke tilskynde chaufførerne til at blive »(falske) selvstændige«; det er vigtigt, at mål som loyal konkurrence, forbedret trafiksikkerhed og bedre arbejdsforhold anvendes på hele vejtransportsektoren.

3.4

På grundlag af konklusionerne i en rapport udarbejdet af eksterne eksperter erkender Kommissionen, at træthed og følgerne heraf for trafiksikkerheden rammer en chauffør, uanset om vedkommende er selvstændig eller en mobil arbejdstager. Konsulenternes rapport bekræftede endvidere, at selvstændige chauffører arbejder længere end mobile arbejdstagere inden for vejtransport, og at begge grupper arbejdere længere end arbejdstagere i andre sektorer.

3.5

Den eksterne rapport medgiver, at »en kortere arbejdstid uden tvivl vil bidrage til at mindske træthed«, og konkluderer, at »det kan dog føre til et højere stressniveau, idet den selvstændige chauffør så søger at nå mere på mindre tid for at bibeholde sin rentabilitet, og det kan så igen føre til endnu større træthed og flere ulykker«. Kommissionen synes at dele dette synspunkt.

3.6

Hvad angår konkurrencebetingelserne, følger Kommissionen rapportens konklusioner, ifølge hvilke udelukkelse af de selvstændige fra direktivets anvendelsesområde vil forstærke den nuværende tendens i retning af opsplitning, men dette vil ikke påvirke konkurrencen i sektoren væsentligt. Omfattelse af selvstændige vil derimod føre til en øget omkostningsbyrde og nedsættelse af arbejdstiden, så den konkurrencemæssige fordel, som selvstændige har inden for vejgodstransport, vil blive reduceret væsentligt. Kommissionen synes således at gå ind for kun at medtage arbejdstagere, som er »falske« selvstændige, i direktivets anvendelsesområde.

3.7

Kommissionen mener desuden, at »selv om det af økonomiske grunde kan være at foretrække ikke at være omfattet af direktivet, så er situationen mindre tydelig, når det gælder den sociale virkning af at være omfattet eller ej. Udelukkelse afhjælper måske ikke sundheds- eller sikkerhedsproblemer, men omfattelse kan på den anden side give mere stress og administrative byrder for selvstændige chauffører, samtidig med at de mister indtægter«.

3.8

Endelig mener Kommissionen, at »omfattelse kan indebære større følelsesmæssig belastning og finansielle vanskeligheder for de selvstændige chauffører, foruden at det kan være vanskeligt at håndhæve reglerne, som derved bliver virkningsløse«.

3.9

For så vidt angår vurderingen af følgerne af direktivets bestemmelser på natarbejde, konkluderer Kommissionen, at kontrollen med gennemførelsen af reglerne fortjener en mere grundig undersøgelse.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

Udvalget noterer sig Kommissionens beretning om følgerne af at udelukke selvstændige chauffører fra anvendelsesområdet for direktivet om arbejdstid for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter.

4.2

Udelukkelsen af selvstændige chauffører fra direktivets anvendelsesområde har ifølge flere arbejdsmarkedsrepræsentanter skabt konkurrenceforvridning i transportsektoren, hvilket for ganske nylig fik EØSU til i sin udtalelse om midtvejsevaluering af Europa-Kommissionens hvidbog fra 2001 om transportpolitikken (TEN/257, ordfører: Rafael Barbadillo López) (3) at fremsætte følgende udsagn:

»Hvad vejtransporten angår, bør den værne om ligebehandlingen af alle beskæftigede, såvel lønmodtagere som selvstændige. Derfor bør direktiv 15/2002 af 11. marts 2002 om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter, omgående finde anvendelse også på selvstændige chauffører uden at afvente udløbet af den fastsatte overgangsperiode, eftersom dette direktiv skal forbedre trafiksikkerheden på vejene, forhindre konkurrenceforvridning og fremme bedre arbejdsvilkår« (punkt 4.3.1.2).

4.3

I den forbindelse tvivler EØSU stærkt på konklusionerne vedrørende trafiksikkerhed, konkurrencebetingelser og sociale aspekter i undersøgelsens resultater.

4.4

EØSU finder, at hvis man vil forbedre trafiksikkerheden på vejene, bidrage til fair konkurrence og forbedre arbejdsvilkårene for mobile arbejdstagere og selvstændige, herunder især deres fysiske og mentale helbred, må man udvide anvendelsesområdet for direktiv 2002/15/EF til også at omfatte selvstændige chauffører.

4.5

En overdreven lang arbejdsdag er en faktor, som bidrager væsentligt til træthed og kan få chauffører til at falde i søvn ved rettet, hvilket er til fare for trafiksikkerheden på vejene. Fair konkurrence er en realitet, når de priser, som store virksomheder, der står for alle aspekter af distribution og transport af gods, giver underleverandører, afspejler overholdelsen af social lovgivning af relevans for sektoren for både mobile arbejdstagere og selvstændige.

4.6

Det er ikke usandsynligt, at udelukkelse af selvstændige fra direktiv 2002/15/EF kan føre til mere stress, eftersom de selvstændige vil blive presset af ordregiverne til at sænke priserne. De vil derfor skulle arbejde længere for at sikre samme indtægtsniveau på bekostning af trafiksikkerheden, helbredet og balancen mellem privat- og arbejdsliv, som i forvejen ikke er for god.

4.7

For EØSU forudsætter medtagelse af de selvstændige i anvendelsesområdet for direktiv 2002/15/EF dog en korrekt gennemførelse af dette direktiv. Navnlig skal definitionen af »selvstændig chauffør« være korrekt.

4.8

Kommissionen skal i sin egenskab af traktatens vogter sørge for, at medlemsstaterne gennemfører den i direktivets artikel 3 e) (4) fastsatte definition af »selvstændig chauffør« korrekt. En korrekt gennemførelse er den vigtigste forudsætning, hvis man vil fænomenet »falske selvstændige« til livs i en medlemsstat.

4.9

En medtagelse bør desuden ledsages af en ændring af direktivet. Ændringen vedrører medansvar for de forskellige aktører i transportkæden. I hviletidsforordningen (5), artikel 10, stk. 4, fastsættes det, at »virksomheder, fragtførere, speditører, rejsearrangører, hovedkontrahenter, underkontrahenter og førerformidlingsbureauer sikrer, at kontraktmæssige transporttidsplaner er i overensstemmelse med denne forordning«. Dette medansvar må også udstrækkes til anvendelsen af lovgivningen på arbejdstid. Dette ville gøre det muligt at behandle mobile arbejdstagere og selvstændige chauffører ens. Når sidstnævnte optræder som underleverandører, presses de til at sænke deres priser gennem lange arbejdsdage. Illoyal konkurrence over for mobile arbejdstagere kan på den måde undgås.

4.10

Undersøgelsens konklusioner, hvad angår ekstra stress, hvis de selvstændige chauffører medtages i direktivet, virker ikke særlig overbevisende på EØSU. Den definition af arbejdstid, som konsulenterne har brugt, er uklar. Hvis de selvstændige chauffører i løbet af samme arbejdstid skal stå for administrationen i forbindelse med alle deres transportoperationer — et arbejde, som de mobile arbejdstagere ikke behøver udføre — skaber man i realiteten ekstra stress. Hvis de selvstændige chauffører udførte samme aktiviteter som mobile arbejdstagere i løbet af den samme arbejdstid, ville de selvfølgelig ikke blive mere stressede end de mobile arbejdstagere. Det bemærkes i den forbindelse, at generelt administrativt arbejde i henhold til direktivets definition (jf. artikel 3, stk. 2, litra a)) ikke er en del af arbejdstiden, som denne er defineret i direktivet.

4.11

Hvis en nedsættelse af arbejdstiden er ensbetydende med mindre træthed, men mere stress, kan selvstændige chauffører altså vælge mellem pest eller kolera. Efter EØSU's mening kan trætheden efter en lang arbejdsdag, herunder køretid, forringe trafiksikkerheden på vejene, uanset om der er tale om en mobil arbejdstager eller en selvstændig.

4.12

Undersøgelsen forbigår i øvrigt også (ligesom Kommissionen), at chaufførernes stress kan vare ved eller ligefrem forværres, hvis de udelukkes fra direktivets anvendelsesområde, fordi ordregiverne ikke vil undlade at gøre brug af muligheden for at presse chaufførernes transportpriser ned.

4.13

Kommissionen fremhæver, at Rådet ikke har villet acceptere det mindste krav om minimal systematisk kontrol af overholdelsen af arbejdstidsreglerne. EØSU beklager dette ligesom Kommissionen, men har ikke i sinde at bruge denne kendsgerning som argument mod at tilpasse lovgivningen til de selvstændige chauffører. De selvstændige skal ikke udelukkes med den begrundelse, at det er vanskeligt at kontrollere deres arbejdstid. Fælles ansvar for gennemførelse af lovgivningen for aktørerne i transportkæden kan derfor være et interessant aspekt. Hvis det viser sig, at kontrakter mellem de forskellige aktører i transportkæden er af en sådan art, at indførelsen af en gennemsnitlig arbejdstid på 48 timer er umulig, vil det være en metode til at beskytte selvstændige chauffører mod overdreven køre- og arbejdstid.

4.14

Efter EØSU's mening forudsætter et indre europæisk marked for vejtransport indførelse af fair konkurrence bl.a. på grundlag af effektiv og reel gennemførelse af den for sektoren relevante sociallovgivning. Ved at indføre et skel mellem mobile arbejdstagere og selvstændige i forbindelse med gennemførelsen af lovgivning om arbejdstid bidrager man til illoyal konkurrence. Derfor kan EØSU ikke gå med til kun at medtage »falske selvstændige« i direktivets anvendelsesområde.

4.15

EØSU vil desuden gerne henlede opmærksomheden på, at flere medlemsstater med forskellige markedsstrukturer for vejtransportoperatører, f.eks. Estland (med få selvstændige) og Slovakiet (med 70 % selvstændige), har valgt at medtage de selvstændige i direktiv 2002/15/EF. Hvis dette allerede i dag er tilfældet, forstår EØSU ikke, hvorfor Kommissionen for enhver pris ønsker at holde de selvstændige uden for anvendelsesområdet for direktiv 2002/15/EF af økonomiske grunde.

4.16

Med rette henviser Kommissionen med begrebet »sociale aspekter« ikke kun til mobile arbejdstageres og selvstændige chaufførers sundheds-, sikkerheds- og arbejdsforhold, men også til aflønning og forholdet mellem arbejdsliv og privatliv.

4.17

Ifølge Kommissionen giver udelukkelsen de selvstændige »en større kontrol over arbejdet og en højere indkomst, samtidig med at der må investeres mere tid og energi i at gøre virksomheden rentabel«.

4.18

EØSU erindrer om, at definitionen af arbejdstid for selvstændige arbejdstagere er uklar, og at den forudsætter, at almindelige administrative opgaver ikke udgør en del af arbejdstiden. I den forbindelse forstår EØSU ikke, at de selvstændiges højere indtægter kan tilskrives udelukkelsen fra arbejdstidsdirektivets anvendelsesområde.

4.19

EØSU gør opmærksom på, at fremme af samarbejdet på EU-niveau mellem de forskellige nationale administrationer er en grundlæggende forudsætning for en effektiv gennemførelse af direktivet.

4.20

Udvalget finder, at man i forbindelse med indarbejdningen af de selvstændige chauffører i direktivets anvendelsesområde skal drage omsorg for, at disse ikke overbebyrdes med overflødige administrative opgaver.

4.21

I forlængelse af den foretagne undersøgelse agter Kommissionen at gennemføre en endnu grundigere konsekvensanalyse inden udarbejdelsen af lovforslaget. Analysen bør tage hensyn til nye elementer, såsom den nye forordning om køre- og hviletid. Kommissionen vil i øvrigt i denne analyse fortsat udelukke de ægte selvstændige fra gennemførelsen af sektorregler for arbejdstid. EØSU er ikke overbevist om merværdien af konsekvensanalyse nummer to.

Bruxelles, den 9. juli 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Trådt tilbage.

(2)  EUT C 175 af 27.7.2007, s. 88-90.

(3)  EUT C 161 af 13.7.2007, s. 89.

(4)  Artikel 3 e) »selvstændig chauffør«: enhver person, hvis erhvervsmæssige hovedaktivitet er at udføre personbefordring ad vej eller vejgodstransport for fremmed regning, som defineret i fællesskabslovgivningen, i henhold til en fællesskabstilladelse eller enhver anden erhvervsmæssig bemyndigelse til at udføre den nævnte transport, og som har tilladelse til at arbejde for egen regning og ikke er bundet til en arbejdsgiver ved en ansættelseskontrakt eller noget andet arbejdsmæssigt hierarkisk afhængighedsforhold, som frit kan tilrettelægge den pågældende erhvervsaktivitet, og hvis indkomst afhænger direkte af overskuddet, og som alene eller i samarbejde med andre selvstændige chauffører frit kan have erhvervsmæssige forbindelser med flere kunder.

For så vidt angår dette direktiv har chauffører, der ikke opfylder disse kriterier, samme rettigheder og forpligtelser som dem, der i henhold til dette direktiv gælder for mobile arbejdstagere.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85.


3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/53


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En strategisk energiteknologiplan for EU (SET-plan) »Mod en fremtid med lavere kulstofemissioner««

KOM(2007) 723 endelig

(2009/C 27/13)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 22. november 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En strategisk energiteknologiplan for EU (SET-plan) »Mod en fremtid med lavere kulstofemissioner«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Josef Zboril til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 5. juni 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 446. plenarforsamling den 9.-10. juli 2008, mødet den 9. juli, følgende udtalelse med 127 stemmer for og 5 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) udtrykker tilfredshed med Kommissionens meddelelse og de supplerende arbejdsdokumenter, og tilslutter sig analysen og beskrivelsen af energiteknologiernes aktuelle situation. I fravær af en vel underbygget strategi for energiteknologiernes udvikling er det særdeles svært at føre en debat om mindskelse af klimaændringer. EØSU går derfor ind for, at SET-planen vedtages.

1.2

Meddelelsen styrker endvidere mærkbart energipolitikkens nøgleelement, nemlig forsyningssikkerhed, både materielt og i henseende til social og miljømæssig bæredygtighed. Forsyningssikkerhed indebærer ikke blot fysisk adgang til energi, men også muligheden for at købe energi til priser, som samfundet kan acceptere.

1.3

I meddelelsen placerer Kommissionen med rette energiteknologisk udvikling i første række blandt de bestræbelser, som skal begrænse klimaændringernes omfang; denne holdning svarer også til konklusionerne fra parternes 13. konference på Bali (COP 13) i december 2007 (1).

1.4

I Kommissionens meddelelse peges med rette på tidsfaktoren, som spiller en afgørende rolle for den foreslåede strategis gennemførelse (SET-planen), hvis EU senest i 2020 skal have nedbragt sine drivhusgasemissioner således som det lovede i marts 2007.

1.5

For at kunne sætte skub i udviklingen og den konkrete udnyttelse af nye energiteknologier har EU brug for mere målrettede og effektive mekanismer, der kan konkretisere det potentiale, som offentlig støtte, erhvervsliv, universiteter og forskning rummer, og som formår at styrke deres gensidige synergivirkning. Et bredere, internationalt samarbejde og tiltag, som kan forhindre en opsplitning af forskningsaktiviteterne, er også påkrævet.

1.6

EØSU udtrykker stor tilfredshed med Kommissionens tilgang, idet den i sin meddelelse går ind for at mobilisere ikke blot finansielle ressourcer, men især de menneskelige ressourcer på fire niveauer, nemlig det private, nationale, europæiske og globale. EØSU understreger, at en af hovedforudsætningerne for at kunne mobilisere de menneskelige ressourcer består i at sikre en passende, generel opbakning omkring videnskabelig og teknisk undervisning.

1.7

Strategiplanen bør ikke blot omfatte opstilling af prioriteter på EU-plan, men også fastlæggelse af specifikke mål for medlemsstaterne under hensyntagen til disses kapacitet og erfaringer, tildeling af tilstrækkelige midler på medlemsstaternes og EU's budgetter, bedst mulig udnyttelse af F&U-formåen, inddragelse af den private sektor som tilskyndes nok af tendenserne på energimarkedet samt andre lovgivningsmæssige og fiskale instrumenter.

1.8

EØSU bemærker, at det vil være skadeligt, hvis det, som afgjort er det vigtigste middel til at begrænse klimaændringer, nemlig strategien for udvikling og gennemførelse af energiteknologier, skubbes i baggrunden af andre spørgsmål, som objektivt set bør udgøre en nødvendig, stimulerende ramme for støtte til denne udviklingsproces (bl.a. emissionskvotehandelsordningen, støtten til brug af vedvarende energikilder, den tredje energipakke m.v.). Kun en konkret teknologisk udvikling, som fører til effektivere teknologier, det være sig til fremstilling eller forbrug af alle former for energi, kan medføre et reelt fald i drivhusemissionerne.

1.9

Analysen af den nuværende, særdeles utilfredsstillende situation er yderst relevant og faktuel, og vægten lægges med rette på de organisatoriske og forvaltningsmæssige problemer, som samfundet er nødt til at tage fat på, udover de teknologiske og videnskabelige udfordringer.

1.10

På EU-plan anbefales det, at der stiles mod teknologier, der anvender vedvarende energikilder, miljøvenlig varmeproduktion og den allerseneste infrastruktur til el-transmission og -oplagring, og at disse ydes en passende støtte. Ud fra en økonomisk synsvinkel indebærer nogle vedvarende energikilder dog stadigvæk meget høje omkostninger, som vil vedblive at bestå i lang tid fremover. Teknologier, der sparer energi ved det endelige forbrug, rene teknologier, der bygger på fossile brændstoffer eller atomkraft (fission eller fusion) og sikker oplagring af atomaffald, tilsidesættes. Efter EØSU's mening bør man huske på, at mange lande er afhængige af fossile brændstoffer og atomkraft og at ændringer ikke er nært forestående.

1.11

EØSU anser det for helt afgørende, at den private sektor inddrages i stor udstrækning. EU og medlemsstaternes regeringer bør tilvejebringe gunstige forudsætninger, ikke blot ved at fastlægge principper, prioriteter og mål for energipolitikkerne, men også ved at tilvejebringe de instrumenter, som gennemførelsen kræver.

1.12

Det vigtige er at indføre markedsregler i energisektoren og på behørig vis medtage eksterne forhold i priserne på alle energikilder, herunder omkostninger for samfundet. EU og medlemsstaterne bliver nok nødt til at tilvejebringe lovgivningsmæssige og fiskale forudsætninger, så offentlige og private instrumenter til energiforskning og -udvikling inddrages mere fordelagtigt.

1.13

De faktiske naturlige forudsætninger og den fysiske adgang til energikilderne bør være basiskriteriet, når mulighederne for at udnytte vedvarende energikilder i de enkelte medlemsstater vurderes og når landene deltager i programmer til energiteknologisk udvikling.

1.14

Opsvinget i moderne energiteknologier bestemt til den brede befolkning bør komme den bæredygtige udvikling til gavn. Den anbefalede strategiske koordinering af energiforskningen og -udviklingen, som bør omfatte de prioriteter (indhold og frister), som der bør opereres med i EU og medlemsstaterne og de fornødne praktiske mekanismer såsom forvaltnings-, kontrol- og informationsstrømssystemer, vil kunne bidrage mærkbart til at nå de opstillede mål.

1.15

Ved en udvidelse af samarbejdet om forskning i og udvikling af nye energiteknologier uden for EU er det, inden nye aftaler indgås, særligt vigtigt at gøre bedst mulig brug af allerede eksisterende institutioner, traktater og aftaler, herunder især dem der har bevist deres værdi.

1.16

SET-planen er en vigtig strategisk tilgang for den europæiske økonomi med hensyn til udvikling og anvendelse af teknologier til mindskelse af klimaændringer gennem reduktion af drivhusgasemissionerne frem til 2020 og derefter 2050.

2.   Indledning

2.1

Den 22. november 2007 udsendte Kommissionen et forslag om en strategisk energiteknologiplan for EU (SET-plan) »Mod en fremtid med lavere kulstofemissioner« (KOM(2007) 723) sammen med følgende arbejdsdokumenter: »Full impact assessment« SEC(2007) 1508, »Summary Impact Assessment« SEC(2007) 1509, »Technology Map« SEC(2007) 1510, og »Capacities Map« SEC(2007) 1511. Dette sæt dokumenter sammenfatter løsninger og disponible midler, som bør mobiliseres for at konkretisere SET-planens mål. I de nævnte dokumenter appelleres der indtrængende til et snævrere og bedre koordineret F&U-samarbejde på alle niveauer (2).

2.2

Der er tale om en strategisk holdning på et væsentligt for ikke at sige centralt område, med det sigte at begrænse klimaændringer ved at mindske drivhusgasemissionerne. Rent konkret skal EU reducere sine drivhusgasemissioner med 20 % frem til 2020 eller med 30 %, hvis det internationale samfund bakker op om EU i dette initiativ på verdensplan. De grundlæggende mål for bekæmpelse af klimaændringer og det politiske hovedindhold i initiativet »En energipolitik for Europa« blev fastlagt af Det Europæiske Råd den 9. marts 2007.

2.3

Der vil være behov for enorme fremskridt inden for energiteknologi for at kunne stabilisere kuldioxidkoncentrationerne i luften på et acceptabelt niveau. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt teknologisk innovation er nødvendig — det er det. Spørgsmålet er, i hvilken grad politikken direkte bør fokusere på at motivere til en sådan innovation (3). At slå sig til tåls med den allerede disponible teknologi er overmåde farligt og SEP-planen er det passende, grundlæggende valg til at nå de opstillede reduktionsmål, forudsat planen udformes og iværksættes med omhu.

3.   Kommissionens dokumenter

3.1

Europa må handle nu, og i fællesskab, for at skaffe bæredygtige og sikre energiforsyninger på konkurrencedygtige vilkår. Brug af teknologi er afgørende for, om målene i EU's energipolitik, som Det Europæiske Råd vedtog den 9. marts 2007, bliver nået. Hvis målene skal nås, bliver det nødvendigt at sænke omkostningerne ved renere energi og at få EU's virksomheder frem i forreste række i den hastigt voksende sektor for lav-CO2-teknologi. På længere sigt må der ved nye, betydningsfulde gennembrud i forskningen udvikles nye generationer af teknologier, hvis vi skal opfylde forhåbningerne om at have nedsat drivhusgasemissionerne med 60-80 % i 2050.

3.2

De aktuelle tendenser og fremskrivningerne af dem viser, at vi ikke er på den rette kurs for at opfylde de energipolitiske mål. Let adgang til ressourcerne har gjort os afhængige af fossile brændsler og har samtidig dæmpet interessen for innovation og investeringer i nye energiteknologier. Offentlige og private budgetter til energiforskning i EU er skrumpet væsentligt ind, siden de i 1980'erne var på deres højeste. Det har ført til en akkumulering af underinvesteringer i forskningskapacitet og -infrastruktur. Hvis EU's medlemsstater havde samme investeringstakt i dag som i 1980, ville de samlede offentlige udgifter til udvikling af energiteknologi i EU være fire gange så høje som de nuværende ca. 2,5 mia. EUR om året.

3.3

Dertil kommer, at ny energiteknologis gennemtrængning på markedet bremses af, at energi har karakter af en vare. Dette investeringsfjendtlige miljø rummer også juridiske og administrative forhindringer. Støtte fra det offentlige til energiinnovation er således både nødvendig og berettiget.

3.4

De store aktører på verdensplan, USA og Japan, men også nye økonomier såsom Kina, Indien og Brasilien, står over for de samme vanskeligheder og er ved at mangedoble deres indsats inden for nye energiteknologier. Deres markeders størrelse og deres investerings- og forskningskapacitet er langt større end de fleste medlemsstaters. Situationen forværres yderligere af de fortsat dominerende kendetegn ved EU's forskningsbase, nemlig opsplitning, en mangfoldighed af forskningsstrategier, der peger i hver sin retning, og underkritisk kapacitet. Hvis vi sakker agterud i det stadig hårdere globale kapløb om at komme ind på markederne for kulstoffattig teknologi, bliver vi måske nødt til at importere teknologi for at nå vores mål og går samtidig glip af kolossale kommercielle muligheder for EU's virksomheder.

3.5

Overgangen til en kulstoffattig økonomi vil tage årtier og berøre alle sektorer, men vi kan ikke tillade os at tøve med at komme i gang. De beslutninger, der bliver truffet i de næste 10-15 år, får vidtrækkende konsekvenser for energiforsyningssikkerhed, klimaændringer, vækst og beskæftigelse i Europa.

3.6

Først og fremmest har vi brug for et effektivitetshop inden for energiomdannelse, energiforsyning og energiudnyttelse. Inden for transport, byggeri og industri må de teknologiske muligheder, der er til rådighed, omsættes til forretningsmuligheder. Vi må udnytte hele det potentiale, der ligger i informations- og kommunikationsteknologi og organisatorisk innovation, og benytte offentlige politikker og markedsbaserede instrumenter (4) til at styre efterspørgslen og fremme nye markeder.

3.7

I de dokumenter, Kommissionen har offentliggjort, nævner den, at mange af de teknologier, der skal medvirke til at gøre 2020-målene til virkelighed, allerede findes i dag eller er under færdigudvikling. Selv optimister kommer dog ikke uden om, at det er vigtigt i tide at mobilisere de teknologier, som står til rådighed, og at lav-CO2-teknologier generelt stadig er dyre og har svært ved at trænge ind på markederne. Der er derfor brug for at sætte ind på to fronter: for det første skal omkostningerne bringes ned og ydeevnen øges med mere forskning. For det andet skal der træffes proaktive støtteforanstaltninger, der kan skabe forretningsmuligheder, stimulere udvikling af markeder og ændre på de ikke-teknologiske faktorer, der bremser innovation og hindrer, at effektive kulstoffattige teknologier vinder indpas på markedet.

Visionen for 2050, som sigter mod anvendelse af teknologier helt uden kulstof, vil kun blive til virkelighed, hvis vi i kraft af betydelige forskningsfremskridt får udviklet en ny generation af disse teknologier. Nogle af disse teknologier vil næppe få større virkning i 2020, men det er afgørende, at vi i dag styrker indsatsen for at sikre, at de gøres rentable så tidligt som muligt.

3.8

De foranstaltninger, der er truffet i de seneste år, kan danne grundlag for yderligere handling fra EU's side: (i) oprettelse af europæiske teknologiplatforme, (ii) ERA-NET-ordningen under det europæiske forskningsrum (ERA) har sået tanken om fælles forskningsplaner for flere medlemsstater, (iii) samarbejde mellem forskningscentre på specifikke områder gennem ekspertisenet. SET-planen skal fokusere, styrke og samordne den samlede europæiske indsats med det sigte at sætte fart i innovationen inden for avanceret lav-CO2-teknologi i Europa. SET-planen har følgende formål: (i) en ny fælles strategisk planlægning, (ii) en mere effektiv gennemførelse, (iii) flere ressourcer, og (iv) en ny og mere direkte tilgang til internationalt samarbejde.

3.9

En ny arbejdsmåde på EU-niveau kræver, at man på en inkluderende, dynamisk og smidig måde leder denne proces, definerer prioriteringer og foreslår handling — altså en kollektiv tilgang til strategisk planlægning. Aktørerne må begynde at kommunikere og træffe beslutninger på en mere struktureret og opgaveorienteret måde, idet de planlægger og gennemfører deres aktioner sammen med EU i en samarbejdsånd. I løbet af 2008 vil Kommissionen nedsætte en styregruppe for strategiske energiteknologier, som skal styre gennemførelsen af SET-planen, idet den skal skabe større sammenhæng mellem den nationale, den europæiske og den internationale indsats. Kommissionen agter at holde et europæisk energiteknologitopmøde i første halvår af 2009.

3.10

En effektiv strategisk planlægning i styregruppen forudsætter regelmæssige og pålidelige informationer og data. Kommissionen agter at oprette et informations- og videnstyringssystem med åben adgang. Det skal rumme et »teknologikort« og et »kapacitetskort«, som Kommissionens Fælles Forskningscenter skal udvikle (5).

3.11

Hvis vi vil sætte mere skub i udvikling og markedsintroduktion, har vi brug for mere fokuserede og kraftigere mekanismer, der kan konkretisere det potentiale, som offentlige midler, det europæiske erhvervsliv og forskerne ligger inde med. Mekanismerne er følgende. (i) europæiske industriinitiativer, (ii) en europæisk energiforskningsalliance, (iii) transeuropæiske energinet og fremtidens systemer,

3.12

Ved at tilskynde til bedre fokusering og koordinering af forskellige finansieringsordninger og -kilder vil man bidrage til at optimere investeringer, opbygge kapacitet og sikre ubrudt finansiering af teknologier på forskellige udviklingstrin. Følgende to udfordringer skal tages op, nemlig mobilisering af ekstra finansielle ressourcer til forskningsinfrastruktur og lignende infrastruktur, demonstration i industriel skala og markedsintroduktionsprojekter og undervisning og uddannelse med henblik på at tilvejebringe tilstrækkelige menneskelige ressourcer af så høj kvalitet, at de teknologiske muligheder, den europæiske energipolitik byder på, bliver udnyttet fuldt ud.

3.13

Kommissionen har til hensigt at fremlægge en meddelelse om finansiering af lav-CO2-teknologier i slutningen af 2008. Medlemsstaternes egne tiltag til at skabe en bredere base af menneskelige ressourcer bør koordineres bedre, så der opnås størst mulig synergi og højere mobilitet i denne sektor.

3.14

De i SET-planen foreslåede foranstaltninger skulle styrke strategien for internationalt samarbejde. Vi er også nødt til at sikre, at EU taler med én stemme i internationale kredse, når det er muligt, så der opnås en mere sammenhængende og partnerskabspræget virkning.

3.15

I dag bygger energiteknologisk innovation på nationale programmer og incitamenter, der benytter nationale ressourcer til at nå nationale mål. Den model er passende for en svunden tid, hvor energi var billig og der ikke var nogen begrænsninger med hensyn til kulstofemissioner. De voldsomme ændringer i det makroskopiske energilandskab, der bliver nødvendige i det 21. århundrede, kræver en ny politik.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

EØSU udtrykker tilfredshed med Kommissionens meddelelse og de supplerende arbejdsdokumenter, og tilslutter sig analysen og beskrivelsen af energiteknologiernes aktuelle situation. At reagere på de risici, som klimaændringen udgør for jordkloden, og at fortsætte med at imødekomme det store energiforbrug i industrilandene og den stadig stigende efterspørgsel fra udviklingslandene, udgør vigtige internationale udfordringer. I fravær af en omhyggeligt udformet strategi med det formål at anvende mere sparsomme og effektive energiteknologier forekommer overvejelserne omkring begrænsning af klimaændringerne særdeles tvivlsomme.

4.2

Meddelelsen styrker endvidere mærkbart energipolitikkens nøgleelement, nemlig forsyningssikkerhed, både materielt og i henseende til social og miljømæssig bæredygtighed. Forsyningssikkerhed indebærer ikke blot fysisk adgang til energi, men også muligheden for at købe energi til priser, som samfundet kan acceptere.

4.3

I meddelelsen placerer Kommissionen med rette energiteknologisk udvikling i første række blandt de bestræbelser, som skal begrænse klimaændringernes omfang; denne holdning svarer også til konklusionerne fra parternes 13. konference på Bali (COP 13) i december 2007 (6). Det nuværende og fremtidige internationale samarbejde på dette felt bør også være en prioriteret opgave for EU, fordi det indebærer muligheder for EU's erhvervsliv med hensyn til formidling af de nødvendige teknologier.

4.4

I Kommissionens meddelelse peges med rette på tidsfaktoren, som spiller en afgørende rolle for den foreslåede strategis gennemførelse (SET-planen), hvis EU senest i 2020 skal have nedbragt sine drivhusgasemissioner således som det lovede i marts 2007. Medmindre man fremskynder tilrettelæggelsen og den afsluttende analyse af de strategiske basisretningslinjer for teknologiudvikling (i stil med de strategiske basisretningslinjer for forskning og udvikling i USA og Japan), bliver det næppe muligt effektivt at mobilisere kræfter og midler til første etape frem til 2020, og da slet ikke til anden etape frem til 2050.

4.5

For at kunne sætte skub i udviklingen og den konkrete udnyttelse af nye energiteknologier har EU brug for mere målrettede og effektive mekanismer, der kan konkretisere det potentiale, som offentlig støtte, erhvervsliv og forskning rummer, og som formår at styrke deres gensidige synergivirkning. I EU findes der nogle særdeles effektive nationale energiforskningsinstitutter og fortrinlige forskerteams på universiteter og specialcentre. Desværre samordnes deres indsats ikke og de hidtidige forsøg på samordning har ikke været nok. Hvis den foreslåede plan skal krones med held, er det en forudsætning, at dette potentiale udnyttes optimalt. Et bredere, internationalt samarbejde er også påkrævet.

4.6

EØSU udtrykker tilfredshed med Kommissionens tilgang, idet den i sin meddelelse går ind for at mobilisere ikke blot finansielle ressourcer, men især de menneskelige ressourcer på fire niveauer, nemlig det private, nationale, europæiske og globale. Indtil i dag er mobiliseringen af finansielle ressourcer stødt på problemer, som skyldes prioriteringen og de træge procedurer. SET-plan-oplægget skal sætte skub i holdningsændringer og fremskynde beslutningsprocesserne. Mobiliseringen af menneskelige ressourcer, som altid er en langsigtet proces, indgår også i Lissabon-strategien; alligevel har bestræbelserne på at finde de ressourcer, som er nødvendige for at kunne sætte de foreslåede strategier i værk, været for få og for langsommelige. Den fornemste forudsætning for at kunne mobilisere de menneskelige ressourcer er at sørge for passende, generel støtte til videnskabelig og teknologisk undervisning.

4.7

EØSU finder det afgørende at nå til enighed om visioner, prioriteter og mål for energipolitikken, men også om en strategisk plan for energiteknologier.

4.8

EØSU bemærker, at det vil være skadeligt, hvis det, som afgjort er det vigtigste middel til at begrænse klimaændringer, nemlig strategien for udvikling og gennemførelse af energiteknologier, skubbes i baggrunden af andre spørgsmål, som objektivt set bør udgøre en vigtig ramme for støtte til denne udviklingsproces (bl.a. emissionskvotehandelsordningen, støtten til brug af vedvarende energikilder, den tredje energipakke m.v.). Kun en konkret teknologisk udvikling, som fører til effektivere teknologier, det være sig til fremstilling eller forbrug af alle former for energi, kan medføre et reelt fald i drivhusgasemissionerne. Finansieringen af den teknologiske udvikling kunne bl.a. stamme fra provenuet af auktionssalg af emissionskvoter under EU's ordning for handel med drivhusgasemissioner, dog på den betingelse, at forslaget om at indføre en sådan procedure vedtages. Denne finansieringskilde må under ingen omstændigheder være den eneste, især hvis den først reelt træder i kraft fra 2013.

5.   Særlige bemærkninger

5.1

Analysen af den nuværende, særdeles utilfredsstillende situation er yderst relevant og objektiv, og vægten lægges med rette på de organisatoriske og forvaltningsmæssige problemer, som samfundet er nødt til at tage fat på, udover de teknologiske og videnskabelige udfordringer.

5.2

I EU's dokumenter gås der ud fra, at der findes mange energiteknologier, som i høj grad kan påvirke fremskridtene på energiområdet og være med til at nå de opstillede mål. Der findes så mange, at de bør nævnes alle sammen, hvis der skal opnås resultater. Det er umuligt at udelukke selv de mindst lovende, før der er foretaget en grundig analyse. Dog bør man snarest muligt i processen eliminere de mindst gunstige for at undgå at bortøde ressourcer. Med afsæt i en aftalt strategisk ramme bør hver medlemsstat eller måske hver region kunne fastlægge sine egne prioriteter i funktion af sine kompetenceområder, gennemførelsesmuligheder og erfaringer.

5.3

På EU-plan anbefales det i dokumenter om spørgsmålet, at der stiles mod teknologier, der anvender vedvarende energikilder, miljøvenlig varmeproduktion (herunder varme til el-fremstilling) og den allerseneste infrastruktur til el-transmission og -oplagring. EØSU støtter disse prioriteter. Rene teknologier, der bygger på fossile brændstoffer, som selv på langt sigt fortsat vil udgøre den vigtigste kilde til primær energi, men uden at man overser atomkraft (fission eller fusion) og sikker oplagring af atomaffald, bør ikke tilsidesættes; de bør fortsat være et fast element i EU's F&U-virksomhed.

5.4

EØSU er enigt i, at energimarkedet ikke gør det klart for de energipolitiske aktører, regeringerne og private investorer, at det haster med at få udviklet nye energiteknologier, fordi priserne på de forskellige energikilder og brændstoffer ikke medregner samtlige eksterne omkostninger, herunder samfundsomkostningerne, i tilstrækkelig grad. Det er også grunden til, at EU endnu ikke er nået til enighed om energi-F&U-prioriteterne og tilvejebringelsen af de pengemidler og andre instrumenter, som prioriteterne kræver.

5.5

EØSU vurderer, at strategiplanen ikke blot bør omfatte opstilling af prioriteter på EU-plan, men også en snarlig, koordineret fastlæggelse af specifikke mål for medlemsstaterne, tildeling af tilstrækkelige midler på medlemsstaternes og EU's budgetter, bedst mulig udnyttelse af F&U-formåen, inddragelse af den private sektor som tilskyndes nok af tendenserne på energimarkedet samt andre lovgivningsmæssige og fiskale instrumenter. Det er helt afgørende, at den private sektor inddrages i stor udstrækning. EU og medlemsstaternes regeringer bør tilvejebringe gunstige forudsætninger, ikke blot ved at fastlægge principper, prioriteter og mål for energipolitikkerne, men også ved at tilvejebringe de praktiske instrumenter, som gennemførelsen kræver.

5.6

Det vigtige er at indføre markedsregler i energisektoren og på behørig vis medtage eksterne forhold, herunder omkostninger for samfundet, i energipriserne, da markedet herved i tide vil kunne sende signaler til investorer og private operatører om det nødvendige i teknologiske ændringer, så de forskellige energikilders andel ændres og så de udnyttes mest effektivt. EU og medlemsstaterne bliver nok nødt til at tilvejebringe lovgivningsmæssige og fiskale forudsætninger, herunder frivillige mekanismer, så offentlige og private instrumenter til energiforskning og -udvikling inddrages mere fordelagtigt, da dette vil medføre en bedre ressosurceudnyttelse.

5.7

Medlemsstater med gunstige naturlige forudsætninger sætter stor lid til hurtigere fremskridt i øget brug af vedvarende energikilder. Men der er andre lande, som ikke har sådanne naturlige forudsætninger eller som ikke kan udnytte dem til en økonomisk acceptabel pris. De faktiske naturlige forudsætninger og den fysiske adgang til energikilderne bør være basiskriteriet, når mulighederne for at udnytte vedvarende energikilder i de enkelte medlemsstater vurderes og når landene deltager i programmer til energiteknologisk udvikling.

5.8

EØSU mener, at prioriteterne i Kommissionens meddelelse om SET-planen er noget begrænsede, især angående vedvarende energikilder. Der tilkommer dem en unægtelig betydning, ikke blot for at øge energiforsyningssikkerheden, men også for at nedbringe medlemsstaternes afhængighed af importeret energi og for bæredygtig udvikling. Ud fra en økonomisk synsvinkel indebærer nogle vedvarende energikilder dog meget høje omkostninger, som vil vedblive at bestå i lang tid fremover. Endvidere rejser integrationen af energimarkederne ikke blot politiske og organisatoriske spørgsmål; det drejer sig også om at udforme forsknings- og udviklingsprogrammer om f.eks. intelligente net.

5.9

Efter EØSU's mening bør man huske på, at mange lande er afhængige af fossile brændstoffer og atomkraft og at ændringer ikke er nært forestående. Dette gælder også for tredjelande, over for hvilke EU bør samordne bestræbelserne på at fremskynde den energiteknologiske forskning og udvikling. EØSU mener derfor, at EU's prioriteter ikke i for høj grad bør satse på teknologier til brug af vedvarende energi, men at der bør lægges lige så stor vægt på teknologier, der gør det muligt at spare energi ved det endelige forbrug, og på rene teknologier baseret på fossile brændstoffer (herunder teknologier til kulstofopsamling og -oplagring). For forskning og udvikling i atomkraftteknologier gælder en særlig tidsplan og samordning. Det er dog vigtigt at fremhæve betydningen af forskning og udvikling vedrørende atomkraft, i dag i form af fission, men måske senere hen i form af fusion, og vedrørende atomanlægs levetid og sikkerhed, da disse anlæg er væsentlige for EU's energiforsyningssikkerhed og for at nedbringe drivhusgasemissionerne i EU.

5.10

Det turde være indlysende, at bestræbelser på at spare energi både under dens omdannelse og i det endelige forbrug kan medvirke stærkt til bæredygtig udvikling, ligesom opsvinget i moderne energiteknologier kan. På EU-plan kan anvendelsen af de disponible finansielle og menneskelige ressourcer på dette meget omfattende område forbedres gennem en passende udformet og gennemført strategisk koordinering af energiforskningen og -udviklingen. Koordineringen skal forhåndsfastlægge, hvilke prioriteter (indhold og frister) der bør opereres med i EU og medlemsstaterne og de fornødne praktiske mekanismer såsom forvaltnings-, kontrol- og informationsstrømssystemer. En reel standardisering af fremgangsmåder og anlæg spiller også en afgørende rolle.

5.11

Ved en udvidelse af samarbejdet om forskning i og udvikling af nye energiteknologier uden for EU er det, inden nye aftaler indgås, særligt vigtigt at gøre bedst mulig brug af allerede eksisterende institutioner, traktater og aftaler, herunder især dem der har bevist deres værdi.

Bruxelles, den 9. juli 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Afgørelse fra den 13. konference på Bali mellem parterne i FN's rammekonvention om klimaændringer — Bali-handlingsplanen.

(2)  EØSU har udsendt flere vigtige udtalelser om spørgsmålet, f.eks. udtalelsen EUT C 241 af 7.10.2008, s. 13, »Forskning og energi« og andre, som stadig er aktuelle.

(3)  Pielke, R.Jr at al, Dangerous assumptions, Nature, Vol. 452/3 p. 531, 532, 3. april 2008.

(4)  Grønbog om markedsbaserede instrumenter til miljøpolitiske og andre beslægtede politiske formål, KOM(2007) 140 endelig af 28. marts 2007.

(5)  Jf. Kommissionens arbejdsdokumenter: »Technology Map« SEC(2007) 1510, og »Capacities Map« SEC(2007) 1511.

(6)  Afgørelse fra den 13. konference på Bali mellem parterne i FN's rammekonvention om klimaændringer — Bali-handlingsplanen.


3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/59


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Sammenhængen mellem klimaændringerne og landbruget i EU«

(2009/C 27/14)

Ved brev af 25. oktober 2007 anmodede det franske rådsformandskab under henvisning til EF-traktatens artikel 262 om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs sonderende udtalelse om:

Sammenhængen mellem klimaændringerne og landbruget i EU.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, der udpegede Lutz Ribbe til ordfører og Hans-Joachim Wilms til medordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 4. juni 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 446. plenarforsamling den 9.-10. juli 2008, mødet den 9. juli, følgende udtalelse med 94 stemmer for, 30 imod og 13 hverken for eller imod:

1.   Sammenfatning af EØSU's konklusioner og henstillinger

1.1

Ved brev af 25. oktober 2007 anmodede det franske rådsformandskab Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) om at udarbejde en sonderende udtalelse om »Sammenhængen mellem klimaændringerne og landbruget i EU«. I brevet anmodes udvalget udtrykkeligt også om at tage biobrændstofproblematikken under behandling.

1.2

EØSU er alarmeret over klimaændringernes skadevirkninger for landbruget og som følge heraf også for mange landdistrikters økonomi. De alvorligste konsekvenser må forventes at indtræde i Sydeuropa, navnlig på grund af udsigten til længere perioder med tørke og endda vandmangel. Der er risiko for, at landbrugsdriften i Sydeuropa kan bryde helt sammen. Landmændene i andre dele af Europa vil imidlertid ligeledes blive konfronteret med alvorlige problemer som konsekvens af klimaændringerne, f.eks. i form af stærkt tidsforskudt nedbør. Derudover kan der eventuelt opstå problemer med nye eller mere udbredt forekomst af plantesygdomme og/eller skadedyrsangreb.

1.3

Derfor er der behov for hurtig politisk handling og for at integrere klimabeskyttelsesforanstaltningerne i andre politikker.

1.4

Landbruget er ikke kun offer for klimaændringerne, men bidrager også selv til udledningen af drivhusgasser. I den forbindelse er det ikke så meget CO2, der er problemet, men i højere grad metan og dinitrogenoxid (lattergas), der opstår som følge af en ændret arealudnyttelse og af selve landbrugsdriften. EØSU opfordrer Kommissionen til at gennemføre en nærmere analyse af, hvorledes de forskellige former for landbrugsdrift adskiller sig fra hinanden med hensyn til deres indvirkning på klimaet, og til på grundlag heraf at opstille en række politiske alternativer, f.eks. for landbrugsstøtten. I den forbindelse bifalder udvalget Kommissionens annoncering af, at den i fremtiden i højere grad agter at integrere klimabeskyttelsen i den fælles landbrugspolitik.

1.5

Landbruget kan bidrage meget til klimabeskyttelsen, bl.a. ved ikke blot at sørge for at værne om de kulstoflagre, der endnu findes i jorderne, men ved at udvide dem gennem målrettet opbygning af jordbundens humuslag i kraft af en nedsættelse af energiforbruget og miljørigtig produktion af biomasse til energiformål.

1.6

EU's strategi for biobrændstoffer, der iflg. Kommissionen bl.a. vil indebære en betydelig import af landbrugsråstoffer, forekommer, som den tegner sig i øjeblikket, ikke udvalget at være den rette vej til økonomisk effektivt samtidig at nå målene om beskyttelse af klimaet og sikre nye arbejdspladser og indtægter i landbruget. Snarere bør der efter EØSU's opfattelse udformes en ny og velgennemtænkt strategi for biomasse, der ikke satser på import, men på i langt større omfang end hidtil at omdanne bi- og affaldsprodukter fra landbrugsproduktionen til anvendelig energi og give landmændene en central placering i den nye decentrale energiøkonomi.

2.   Hovedpunkter i og baggrund for udtalelsen

2.1

Landbruget er vel nok det erhverv, der er mest afhængigt af de naturgivne betingelser (og dermed også af klimaet), samtidig med, at det udnytter, former og forandrer disse betingelser.

2.2

Helt grundlæggende består landbrugsdrift i via planternes fotosyntese systematisk at udnytte solenergien med det formål at udvinde anvendelig energi i form af næringsmidler og/eller foderstoffer. Den energi, der er bundet i planter, er i øvrigt også altid blevet udnyttet som varmekilde (f.eks. som biomasse i form af træ).

2.3

De klimatiske betingelser, der hidtil stort set har været gunstige for landbrugsdriften i Europa, har haft afgørende betydning for den store spredning i strukturer og driftsformer inden for landbruget. En ændring af disse betingelser vil dermed automatisk også få konsekvenser for landbruget og de økologiske, økonomiske, sociale og regionale strukturer, der hænger sammen hermed.

3.   Generelle bemærkninger

Landbruget som offer for klimaændringerne

3.1

Klimaændringerne, især udsigten til stigende temperaturer, men i endnu højere grad de ændrede nedbørsmængder, vil i visse dele af Europa få katastrofale følger for landbruget. Særligt i Sydeuropa kan lange perioder uden nedbør, i visse tilfælde egentlig tørke og som følge heraf ørkendannelse, potentielt umuliggøre landbrugsdrift. Endvidere vil skovbrande i udbredt omfang kunne ramme landbrugsarealer (1). Erhvervslivet i disse regioner står over for massive indtægtstab. Ifølge alle videnskabelige undersøgelser vil klimaændringerne påvirke skadedyr og sygdomme, som i meget stort omfang vil reducere udbyttet af de afgrøder, der har størst betydning for fødevareproduktionen. Påvirkningen af patogenernes livscyklus vil føre til:

ændringer i patogenernes geografiske udbredelse,

ændringer i sygdomsangrebenes hyppighed og sværhedsgrad,

ændringer i strategien for sygdomsbekæmpelse.

3.2

EØSU henviser i denne forbindelse dels til Kommissionens forskellige offentliggørelser og initiativer på området, herunder meddelelsen om »Indsatsen mod vandknaphed og tørke i Den Europæiske Union« (2) og de løsninger og planer, den indeholder, samt grønbogen om »Tilpasning til klimaændringerne«, dels til, at Kommissionen gentagne gange har understreget behovet for at udarbejde fornuftige strategier for arealudnyttelsen. Der er desuden aktiviteter i gang i flere lande.

3.3

Det overgår formentlig både de fleste medborgeres og politiske beslutningstageres fantasi at forestille sig, hvad det kommer til at betyde, hvis man f.eks. i store dele af Sydeuropa må opgive landbrugsdrift på grund af vandmangel og perioder med ekstreme temperaturforhold. Dette vil på grund af den ændrede arealudnyttelse også skade beskæftigelsen i de pågældende regioner.

3.4

Derfor anmoder EØSU samtlige beslutningstagere om at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at begrænse skadevirkningerne for landbruget mest muligt ved at vedtage et omfattende og gennemgribende klimabeskyttelsesprogram. Det er desuden absolut nødvendigt at iværksætte foranstaltninger med henblik på at tilpasse landbrugsdriften til klimaændringerne. Landbrugssektoren skal tilpasse sig effektivt og hurtigt til ændringerne i klimaet, da det er disse foranstaltningers succes eller fiasko, der er afgørende for, hvorvidt det fortsat vil være muligt at drive landbrug.

3.4.1

Ifølge den seneste rapport fra OECD og FAO bør forskning og innovation være nøglefaktorer i bekæmpelsen af klimaændringerne. Som tilpasningsforanstaltninger bør det blandt andet overvejes at udvikle nye plantearter og sorter, som er mere modstandsdygtige over for klimaændringerne. I denne forbindelse er fremskridtene inden for plante- og dyreavl særligt relevante.

Landbrugets bidrag til klimaændringerne

3.5

EØSU mener, at det ikke blot er nødvendigt at diskutere klimaændringernes skadevirkninger for landbruget, men også at fokusere på erhvervets eget bidrag hertil og tage skridt til en begrænsning af landbrugsdriftens skadelige effekt på klimaet. Tilsvarende er det vigtigt at være opmærksom på de forskellige måder, hvorpå landbruget kan bidrage til bekæmpelsen af klimaændringerne.

3.6

Derfor bifalder udvalget, at Kommissionen i sin meddelelse om »Forberedelser til 'sundhedstjekket' af reformen af den fælles landbrugspolitik« (3) har betegnet klimapolitikken som én af fire nye udfordringer, som den fælles landbrugspolitik står over for.

3.7

I henhold til den definition, som FN's Internationale Klimapanel (IPCC) arbejder med, andrager de drivhusgasudledninger, der direkte kan henføres til landbrugsdrift i snæver forstand, mellem 10 % og 12 % af de samlede udledninger. Landbrugets samlede andel af de globale udledninger af drivhusgasser vurderes til at andrage mellem 8,5 mia. og 16,5 mia. tons CO2e (4), hvilket svarer til mellem 17 % og 32 % af de samlede udledninger (5).

3.8

For Europas vedkommende vurderes landbrugets andel af udledningerne at være klart lavere end i verden som helhed. Kommissionen nævner med udgangspunkt i en beregningsmetode, der anvendes af IPCC, et tal på 9 %. Siden 1990 er det lykkedes landbruget i EU 27 at nedbringe emissionerne med 20 %, og i EU 15 med 11 % (6). IPCC's beregningsmetode tager imidlertid hverken hensyn til de udledninger, der opstår som følge af en ændret arealanvendelse, energiforbruget til fremstilling af gødning og sprøjtemidler eller landbrugskøretøjernes brændstofforbrug. Dette er årsagen til, at Kommissionen f.eks. vurderer landbrugets andel af emissionerne i Tyskland til at andrage 6 %, men at den tyske regering vurderer samme andel til mellem 11 % og 15 %, fordi den i sine tal indregner samtlige udledninger, der forårsages af erhvervet.

Vægten af de forskellige drivhusgasser inden for landbruget

3.9

Landbruget bidrager kun i ringe grad til nettoudledningen af CO2. Det skyldes primært, at afgrøderne i første omgang optager kuldioxid og omdanner den til organisk materiale. Det således bundne kulstof bliver igen frigivet som kuldioxid efter anvendelsen af afgrøderne som biomasse. CO2-balancen er med andre ord mere eller mindre neutral.

3.10

Ifølge den fjerde sammenfattende rapport fra IPCC (7) er det navnlig udledningerne af metan og dinitrogenoxid, der i en landbrugsmæssig sammenhæng er klimapolitisk problematiske. Landbruget tegner sig for omkring 40 % af den samlede udledning af metan og dinitrogenoxid i EU, og i forhold til kuldioxid er disse drivhusgasser betydeligt mere skadelige for klimaet, eftersom dinitrogenoxids drivhuseffekt er 296, og metans ca. 23 gange højere end kuldioxids.

3.11

I alt væsentligt er der fire forhold, der i landbrugsmæssig henseende er relevante for klimaet:

a)

omdannelse af skove, moser, vådområder og enge til agerjord,

b)

drivhusgasser, der frigives fra dyrkede arealer og husdyr,

c)

landbrugsdriftens og de hermed sammenhængende sektorers energiforbrug, herunder i form af brændstof og brændsel, kunstgødning, pesticider o.a. (8),og

d)

produktion af biomasse til energiformål.

3.12

Globalt er det omdannelsen af hidtil uudnyttede arealer til agerjord, der har størst betydning. Denne faktor er langt vigtigere end frigivelsen af drivhusgasser fra produktionen og landbrugets energiforbrug. Enhver omdannelse af arealer til agerjord resulterer i frigivelse af drivhusgasser, eftersom agerjord er den arealform, der i gennemsnit binder mindst kulstof (9), når man ser bort fra ørken, halvørken og bebyggede arealer.

3.13

Debatten om fældning af regnskov i Amazonas eller Indonesien er derfor helt fundamental. EØSU gør opmærksom på, at den massive fældning, der foregår i disse dele af verden, har betydning for EU og europæisk landbrug (10).

Ændret arealudnyttelse/Kulstoflagre

3.14

Det er et stort problem, at der i Europa stadig dagligt befæstes store arealer, som derfor går tabt for landbrugsdriften og som mulige kulstoflagre. EØSU beklager, at det planlagte direktiv om jordbundsbeskyttelse, der i denne forbindelse kunne være til stor nytte, foreløbig ikke har kunnet vedtages.

3.15

I klimapolitisk henseende er der seks store kulstoflagre (11), der er relevante. Landbruget påvirker primært den overjordiske biomasse og jordbunden. Eftersom landbrugsdrift består i årlig høst af produceret biomasse, skaber landbruget ingen nye relevante overjordiske kulstoflagre i form af biomasse.

3.16

Omdannelsen af skove, moser og enge til agerjord resulterer i frigivelse af det kulstof, som er bundet i jorden. Derfor gælder det om at få europæisk landbrug til at bevare de arealformer, der stadig udgør store kulstoflagre. Til den ende er der behov for at indføre egnede støtteinstrumenter, der tilskynder til anvendelse af passende dyrkningsmetoder.

3.17

Alene af hensyn til klimabeskyttelsen burde man med den viden, man råder over i dag, ufortøvet skride til stop for omdannelse af moser og skove.

3.18

I Europa er der gennem de seneste årtier sket en massiv omlægning af enge til agerjord, og denne udvikling er det på trods af en række krav (12) endnu ikke lykkedes at bremse; tværtimod accelereres udviklingen i visse regioner på grund af den stigende efterspørgsel efter landbrugsmæssigt produceret bioenergi.

3.19

Udviklingen skyldes, at landmændenes dækningsbidrag på dyrkede arealer er klart højere end på enge. Græsningsdrift på enge er mere arbejdsintensiv, og kreaturerne, der trimmes til toppræstationer, opnår ikke den »ønskede« ydelse ved simpel græsning. Hertil er de afhængige af kraftfoder, som imidlertid kun kan fremstilles med et væsentligt større forbrug af energi.

3.20

EØSU vil være meget opmærksomt på, hvordan miljø- og landbrugspolitikken vil forholde sig til denne omstændighed, f.eks. i forbindelse med de lovgivningsforslag, der vil blive fremsat som led i sundhedseftersynet af den fælles landbrugspolitik. Udvalget opfordrer til en indgående debat om, hvordan de arealudnyttelsesformer, der både gavner naturbeskyttelsen og klimaet, kan gøres økonomisk attraktive igen, herunder for landmændene.

Drivhusgasser fra landbrugsdrift

3.20.1

Hovedkilden til frigivelse af dinitrogenoxid er anvendelsen af kunstig og organisk kvælstofgødning. Ved spredning af større mængder kvælstof er der altid en risiko for, at denne ikke optages fuldstændigt eller tilstrækkelig hurtigt af planterne, hvorved der frigives dinitrogenoxid til det omgivende miljø. I miljøpolitisk sammenhæng har det hidtil mest været forureningen af overfladevandet og grundvandet, der har været i fokus, men nu har klimaproblematikken leveret nye argumenter for at se mere kritisk på næringsstoffernes kredsløb.

3.20.2

Klimaforskeren prof. Crutzen har undersøgt udledningen af dinitrogenoxid i forbindelse med produktion af biodiesel på basis af raps (13) og er nået frem til det resultat, at rapsmetylesters indvirkning på klimaet i visse tilfælde kan være endda skadeligere end almindelig dieselolies, netop på grund af emissionen af store mængder dinitrogenoxid fra anvendelsen af kunstgødning.

3.20.3

En yderligere, men i kvantitativ henseende mindre vigtig kilde til udledning af dinitrogenoxid, er nedbrydningen af organisk materiale i jorden, navnlig inden for agerbruget.

3.20.4

Europæisk landbrugs udledning af metan skyldes især drøvtyggerne, herunder navnlig kvæg. EØSU er opmærksom på, at den af drøvtyggerne betingede forurening med metan globalt set er stigende (14), og at problemet vil vokse i takt med, at husdyrbestandene verden over bliver større. Kvægbestanden i EU er ganske vist dalet gennem de seneste år (15), men EU er nettoimportør på området.

3.21

I klimasammenhæng er forbruget af kød som sådan relevant. Der medgår ca. 10 vegetabilske kalorier til produktion af én animalsk. Et voksende kødforbrug vil kræve dyrkning af mere foder, hvilket igen kræver forbrug af energi og øger presset for at opnå større udbytter på landbrugsjorderne. EU, hvis forbrug af kød er relativt højt, importerer en stor del af sit behov for foder, hvis dyrkning (f.eks. sojabønner langs Amazonas) ofte giver anledning til kolossale problemer. Derfor er EØSU talsmand for, at der udarbejdes og gennemføres en EU-strategi for protein.

3.22

Det er ikke blot den producerede mængde af kød, der har betydning, men også driftsformerne inden for husdyrbruget. Eksempelvis kan man producere kød og mælk ved energiekstensiv græsningsdrift, hvor kreaturerne i vækstsæsonen afgræsser de enge, hvis betydning for klimabeskyttelsen man hidtil har undervurderet. Kød og mælk kan imidlertid også komme fra bedrifter, der har et højt energiforbrug, som ikke udnytter engene, og hvor kreaturerne primært fodres med majsensilage eller andre foderafgrøder med et højt energiinput.

Landbrugets energiforbrug

3.23

Landbrugsdriftens fordel, nemlig den direkte omdannelse af solenergi til anvendelig biomasseenergi, forringes i takt med den mængde fossil energi, der forbruges i produktionsprocessen, og/eller med faldende direkte udnyttelse af afgrøderne til fordel for en »forædling« via anvendelse af afgrøderne til fremstilling af animalske produkter.

3.24

Hvor bedrifter, der f.eks. drives økologisk, klarer sig uden brug af industrielt fremstillet, vandopløselig kunstgødning og sprøjtemidler, forringer anvendelsen af disse det konventionelle landbrugs energi- og klimabalance.

3.24.1

Visse sammenlignende studier ikke blot af energi- og råstofforbruget, men også af kulstoflagringen inden for landbruget, viser, at det økologiske landbrug i gennemsnit klarer sig med et mindre forbrug af energi og kvælstof end det konventionelle landbrug. Selv hvis man tager hensyn til, at det konventionelle landbrug i gennemsnit har højere udbytter end det økologiske, er det økologiske landbrugs indvirkning på klimaet mindre end det konventionelle landbrugs (16). Derfor betragter f.eks. Tysklands regering støtten til det økologiske landbrug som en klimabeskyttelsesforanstaltning (17).

3.24.2

Andre studier viser et mere blandet billede.

3.25

På baggrund af den således til dels endnu mangelfulde og ikke entydige faktuelle viden på området opfordrer EØSU Kommissionen til at gennemføre en nærmere analyse af, hvorledes de forskellige former for landbrugsdrift og ikke-landbrugsmæssig arealudnyttelse adskiller sig fra hinanden med hensyn til deres indvirkning på klimaet, og til på grundlag heraf at opstille en række politiske alternativer, f.eks. for landbrugsstøtten.

Landbrugets bidrag til en løsning af klimaproblemerne

3.26

I lyset af ovenfor anførte forhold kan landbruget selv tage en række initiativer til at nedbringe udledningen af drivhusgasser fra det nuværende niveau. Disse vil bl.a. kunne omfatte et stop for omdannelse af skov-, mose-, våd- og engarealer til agerjord, en nedbringelse af udledningen af dinitrogenoxid og metan ved hjælp af miljøskånsom jordbehandling, permanent beplantning af jorder (dyrkning af mellemafgrøder), varieret sædskifte (f.eks. for at minimere problemet med skadedyr), passende gødningsmængder m.v.

3.27

Energiforbruget er igennem lang tid ikke blevet betragtet som noget større problem, navnlig eftersom der hele tiden har været adgang til billig energi. Efter EØSU's opfattelse er der et stærkt behov for i fremtiden at fokusere mere på og i højere grad at fremme de driftsformer, der er særligt energieffektive. I den forbindelse kan det økologiske landbrug og ekstensive produktionsformer, som f.eks. ekstensiv græsningsdrift, spille en rolle.

3.28

Forsøg med såkaldte »blandingsafgrøder« har vist meget lovende resultater. Her beplantes den samme mark f.eks. med korn, bælg- og olieplanter, hvilket resulterer i et betydeligt mindre forbrug af gødning og pesticider, samtidig med at det øger biodiversiteten og fremmer opbygningen af jordens humuslag.

3.29

Behandlingen af jordens humuslag er afgørende for klimabeskyttelsen. Særligt på de dyrkede jorder bør der i fremtiden tilstræbes et i videst muligt omfang stabilt og højt humusindhold, hvilket i mange tilfælde forudsætter et ændret sædskifte. EØSU opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaternes forskningsinstitutioner at evaluere de allerede foreliggende forsøgsresultater og til eventuelt at gennemføre nye forsøg med henblik på at identificere og fremme de bedste dyrkningsmetoder.

3.30

I den forbindelse bør det også undersøges, hvilken betydning der skal tillægges traditionel gødskning med fast gødning. Endvidere bør det afklares, hvorvidt udnyttelsen af hele planter, således som planlagt i forbindelse med udviklingen af andengenerationsbiobrændstoffer, eventuelt kan skade opbygningen af jordens humuslag.

4.   Landbrugets produktion af bioenergi/biobrændstoffer

4.1

Det franske rådsformandskab har anmodet EØSU om i den foreliggende udtalelse ligeledes at behandle biobrændstofproblematikken. Udvalget er naturligvis rede til at efterkomme dette ønske, men henviser imidlertid også til sine tidligere udtalelser (18) om dette emne, i hvilke udvalget udførligt har begrundet sin stærkt kritiske holdning til EU's strategi for biobrændstoffer, som den tegner sig i øjeblikket.

4.2

På grund af den voldsomme udledning af CO2, som afbrændingen af kul, olie og naturgas giver anledning til, er man med rette er begyndt at overveje at satse stærkere på en direkte udnyttelse af den energi, der er bundet i biomassen. EØSU har ved flere lejligheder grundlæggende stillet sig velvilligt over for en udnyttelse af de forskellige former for bioenergi, men vil godt minde om, at der efter udvalgets opfattelse er en række grundprincipper, som bør iagttages i den forbindelse.

4.2.1

EØSU understreger, at retten til en sund ernæring udtrykkelig er anerkendt som et vigtigt led i menneskerettighederne i bred forstand. Fremstillingen af basisfødevarer bør have forrang for energiproduktion.

4.2.2

Endvidere er det vigtigt, at dyrkningen af energiafgrøder ikke lægger beslag på arealer, der enten lagrer store mængder kulstof, eller som har afgørende betydning for biodiversiteten. EØSU glæder sig over, at Kommissionen har erkendt behovet for, at bæredygtighedskravene også skal gælde for dyrkningen af energiafgrøder. Spørgsmålet om, hvorvidt de bæredygtighedskriterier, der er fastsat i direktivforslaget om fremme af anvendelsen af vedvarende energikilder, er tilstrækkelige eller ej, vil udvalget komme nærmere ind på i sin udtalelse om forslaget. Udvalget er tilhænger af, at der generelt fastsættes passende bæredygtighedskriterier både for alle brændstoffer, uanset fremstillingsmetoden, og for foder.

4.2.3

Alene udnyttelsen af affaldsprodukter fra landbruget og eksempelvis af biomasse fra landskabsplejen udgør et stort energipotentiale i EU, som i øjeblikket kun udnyttes i begrænset omfang, fordi det økonomisk er mere rentabelt specifikt (og energiintensivt) at dyrke energiafgrøder. På dette område er der hidtil i støttepolitisk henseende blevet udsendt forkerte signaler.

4.2.4

Udnyttelsen af bioenergi bør være så effektiv som mulig. Det giver f.eks. ingen mening at fremstille biogas på basis af majs med energiintensive dyrkningsmetoder, hvis ikke den spildvarme, der opstår ved el-produktionen, genanvendes, for på den måde går rundt regnet to tredjedele af den producerede energi tabt igen.

4.2.5

I mange tilfælde producerer man i dag energiafgrøder under stort energiforbrug, for derefter, igen med et stort forbrug af energi, industrielt at videreforarbejde den udvundne biomasse og/eller olie. For mange biobrændstoffers vedkommende betyder dette dårlige og i visse tilfælde katastrofalt ringe nettoenergi- og klimabalancer.

4.2.6

Kommissionens Fælles Forskningscenter (FFC) stiller derfor i sin undersøgelse med titlen »Biofuels in the European Context« spørgsmålstegn ved, om Kommissionens målsætning om at reducere udledningen af drivhusgasser ved iblanding af 10 % biobrændstof i brændstofblandingerne overhovedet kan nås. Andre undersøgelser (19) når frem til lignende resultater.

4.2.7

Følgende forslag, der efter EØSU's opfattelse bør gøres til et politisk princip, står helt centralt i FFC's undersøgelse, nemlig: Den udvundne biomasse bør anvendes dér, hvor den giver den største nytte. Nøgleordet er effektivitet (20). Hvorfor skulle man under stort energiforbrug videreforarbejde biomassen industrielt, når den også kan anvendes direkte til udvinding af energi? FFC dokumenterer, at de stationære kraft-varmeværkers forbrug af olie i EU er lige så højt som dieselkøretøjernes. Hvis man anvendte energiafgrøderne i kraft-varmesektoren, ville man med 1 MJ biomasse kunne erstatte rundt regnet 0,95 MJ mineralolie. I transportsektoren erstatter 1 MJ biomasse imidlertid kun mellem 0,35 og 0,45 MJ mineralolie.

4.2.8

Transportsektorens udledning af drivhusgasser kan imidlertid reduceres gennem satsning på eldrevne køretøjer, der kører på energi fremstillet ved biomasseafbrænding.

4.3

I sin udtalelse om »Transportsektorens energimix« (21) gør EØSU rede for, at forbrændingsmotoren i transportsektoren vil blive afløst af elektriske fremdriftssystemer. Det giver ingen mening at håndtere bioenergien så ineffektivt, som der i øjeblikket er udsigt til på biobrændstofområdet.

4.4

Empa (22) har i en sammenlignende undersøgelse fremlagt følgende regnestykke: Hvis en VW Golf skal kunne køre 10 000 km. på biodiesel, lægger det beslag på et areal på 2 062 kvadratmeter til dyrkning af raps. Solceller derimod ville kunne producere den tilsvarende energimængde på at areal svarende til 37 kvadratmeter — med andre ord på kun ca. en tresindstyvendedel af rapsmarkens areal.

4.5

Der må også stilles spørgsmålstegn ved det fornuftige i at »forædle« vegetabilsk olie med det formål at anvende den i forbrændingsmotorer, for hvorfor tilpasser man ikke blot i stedet motorerne til de vegetabilske molekylestrukturer? Der er allerede udviklet eksempelvis traktor- og personbilsmotorer, der kan køre på ren vegetabilsk olie, og som overholder samtlige gældende og planlagte emissionsgrænseværdier fastsat af EU. Den form for innovation bør støttes mere intensivt.

4.6

Olien til de pågældende motorer kan udvindes fra blandingsafgrøder, den kan forarbejdes regionalt og anvendes decentralt. Dette betyder med andre ord, at landmændene med miljøskånsom og klimavenlig produktion ved lavt energiforbrug ikke blot ville kunne fremstille den energi, de selv har brug for til erhvervsmæssig transport, men at de også ville kunne sætte gang i en ny regional energiøkonomi. Hvorved den energiintensive industrielle videreforarbejdning ville blive overflødiggjort!

4.7

Derfor finder EØSU, at EU ikke har behov for en ren biobrændstofstrategi, men derimod en mere velgennemtænkt europæisk strategi for biomasse, der kan vise sig at være langt mere klima- og beskæftigelsesvenlig end den strategi for biobrændstof, der er udsigt til i øjeblikket, og som i høj grad ville være baseret på import af energiafgrøder.

5.   Nye arbejdspladser takket være et klimavenligt landbrug og en klimavenlig landbrugspolitik

5.1

Klimaændringerne er i visse dele af Europa ganske vist en trussel for landbruget, men de kan også udgøre en chance for erhvervet og for de europæiske arbejdstagere, hvis landbruget tager sin rolle i omlægningen af klimapolitikken alvorligt og udnytter den.

5.2

Landbruget i EU sikrer fortsat et stort antal arbejdstagere beskæftigelse. Kommissionen har i en meddelelse udførligt behandlet beskæftigelsesudviklingen i landdistrikterne (23). Den fremhæver, at landbruget til trods for dets ringe andel af den samlede beskæftigelse har stor betydning i landdistrikterne. Kommissionen forventer et fald i beskæftigelsen i landbruget på 4-6 mio. ansatte (beregnet som fuldtidsækvivalenter), hvilket skal ses i forhold til en samlet beskæftigelse i erhvervet på i øjeblikket 10 mio.

5.3

Det anslås imidlertid, at mange lande i EU vil komme til at mangle kvalificeret arbejdskraft, herunder navnlig arbejdskraft der kan udføre ledelsesopgaver eller betjene avanceret teknologi. Manglen på kvalificeret arbejdskraft forværres yderligere af, at de eksisterende arbejdspladser ikke er attraktive nok. Udvalget har allerede udtrykkeligt gjort opmærksom på denne udvikling og slået fast, at der er behov for en diskussion af de kvalitetsmæssige aspekter af beskæftigelsen inden for landbruget (24).

Bioenergiens beskæftigelsespotentiale

5.4

Det Europæiske Miljøagentur har i en studie fra 2006 undersøgt potentialet for miljørigtigt produceret biomasse til energiformål i Europa. Medregnes biomasse fra affald (f.eks. fra husholdninger) og skovbrug, viser studien, at det i 2030 er muligt ved miljørigtig produktion at dække 15-16 % af det anslåede behov for primær energi i EU 25. Dette ville sikre bevarelse, og i visse tilfælde endda oprettelse, af mellem 500 000 og 600 000 arbejdspladser i landdistrikterne.

5.5

Den valgte strategi er helt afgørende for, om produktionen af bioenergi skaber flere arbejdspladser, og i givet fald hvor mange. Det tyske landbrugsministeriums videnskabelige råd anslår, at den største beskæftigelses- og klimabeskyttelseseffekt opnås, hvis der fokuseres på »fremstilling af bioenergi i varmebaserede kraftvarmeanlæg og/eller varmeværker på basis af træflis og biogas udvundet af gylle og reststoffer«. Hvis fremstillingen af bioenergi imidlertid støttes på bekostning af den animalske produktion, eller der — således som der er udsigt til i øjeblikket — satses på import af råstoffer til produktion af biobrændstoffer, er nettobeskæftigelseseffekten i landdistrikterne derimod negativ.

5.6

At produktion af visse former for bioenergi kan betale sig i økonomisk, økologisk og social henseende, også for landbruget og det regionale arbejdsmarked, kan illustreres med en række eksempler, hvor det er lykkedes at omstille produktionen til lukkede bioenergikredsløb (jf. kommunerne Mureck og Güssing i Østrig eller Jühnde i Tyskland, hvor man i dag er oppe på en forsyningsgrad for vedvarende energi på op til 170 %). Dette imponerende miljøregnskab er ledsaget af en positiv lokal beskæftigelseseffekt (bl.a. inden for håndværkssektoren), og så er arbejdspladserne hos råstofleverandørerne inden for landbruget ikke engang talt med (25).

5.7

Da det må forventes, at forskellene i indkomst- og velfærdsniveau mellem byområderne og landdistrikterne vil stige yderligere, er det i beskæftigelsespolitisk henseende nødvendigt at fokusere særligt på landdistrikterne. Bæredygtig produktion af energiafgrøder og forarbejdning heraf til energi kan sikre og skabe arbejdspladser i landdistrikterne, hvis værditilvæksten kommer de pågældende regioner selv til gode.

Sikring af beskæftigelsens kvalitet inden for landbruget

5.8

Målsætningen om at beskytte klimaet opnås kun ved hjælp af kvalificeret arbejdskraft. Derfor bør bedrifterne skabe passende rammer for efteruddannelse af arbejdstagerne.

Fastsættelse og håndhævelse af sociale standarder

5.9

Den almindelige opfattelse er, at efterspørgslen efter importeret biomasse fra udviklingslandene og de nye vækstøkonomier vil stige yderligere. I den forbindelse må eventuelle omkostningsfordele ikke resultere i en ødelæggelse af det økologiske og sociale eksistensgrundlag i producentlandene. Fremstillingen af bioenergi bør derfor foregå i overensstemmelse med de vigtigste ILO-normer for arbejdsvilkår og arbejdsmiljø (26).

Inddragelse af arbejdstagere og fagforeninger

5.10

Strukturforandringerne inden for landbruget vil i høj grad komme til at sætte deres præg på arbejdspladsernes kvalitet og lønningerne i erhvervet. Derfor bør de ansatte og fagforeningerne inddrages i omstillingsprocessen. Da der er store forskelle på, hvordan arbejdstagermedbestemmelsen er tilrettelagt i EU, bør man inden for rammerne af de eksisterende europæiske og nationale strukturer i højere grad være opmærksom på de beskæftigedes ønsker om medindflydelse inden for landbruget. Dette er særlig vigtigt, fordi de kontakter og den udveksling af idéer, der finder sted i dette regi, vil kunne sikre arbejdspladser.

5.11

Det europæiske udvalg for den sociale dialog inden for landbruget, der har eksisteret siden 1999, er et rådgivende ekspertorgan, der er sammensat af repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, og som er kvalificeret til at besvare landbrugsfaglige spørgsmål vedrørende beskæftigelsen og den fremtidige udvikling i erhvervets opgaver. EØSU henstiller, også med henblik på klimapolitikken, til Kommissionen at styrke udvalgets rolle. På nationalt niveau bør den rolle, arbejdsmarkedets parter spiller som eksperter i råd og udvalg på landdistriktsområdet, styrkes.

Bruxelles, den 9. juli 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Jf. brandene i Grækenland i 2007, der f.eks. ødelagde olivenplantager.

(2)  Jf. KOM(2007) 414 af 18.7.2007 og udtalelse EUT C 224 af 30.8.2008, s. 67 vedtaget den 29. maj 2008.

(3)  K0M(2007) 722 endelig

(4)  CO2e = CO2-ækvivalent.

(5)  Jf. Cool Farming: Climate impacts of agriculture and mitigation potential, Greenpeace-studie, december 2007.

(6)  Kilde: Det Europæiske Miljøagentur, EEA Report 5/2007.

(7)  Jf. IPCC WG III Chapter 8 (2007), Agriculture.

(8)  Herunder foderstoffer.

(9)  Jord er næst efter havene det største kulstoflager. Dette illustreres af følgende tal (idet det dog forudskikkes, at disse i visse tilfælde er ret unøjagtige): Agerjord indeholder ca. 60 tons kulstof pr. hektar, enge og skovbunde dobbelt så meget (for skovarealernes vedkommende må dertil lægges den mængde kulstof, der er lagret i træerne), mens en hektar mose kan indeholde op til 1 600 tons kulstof.

(10)  Jf. f.eks. produktion af soja til anvendelse som foder i husdyrbruget i Europa, fremstilling af palme- og/eller jatrophaolie til energiformål (»bio«-brændstof).

(11)  Olie-, kul- og gasreserver, overjordisk biomasse, kulstof, der er lagret i jordbunden, og verdenshavene.

(12)  Jf. f.eks. krydsoverensstemmelseskravene.

(13)  Jf. »N2O release from agro-biofuel production negates global warming reduction by replacing fossil fuels«, i: Atmos. Chem. Phys. Discuss., 7, 11191-11205, 2007.

(14)  Ca. 3,3 mia. tons CO2e pr. år.

(15)  Tal for kvægbestanden i verden (mio.): 1297 (1990), 1339 (2004). EU 25: 111,2 (1990), 86,4 (2004). Kina: 79,5 (1990), 106,5 (2004).

(16)  Jf. bl.a. temahæftet »Klimaschutz und Öko-Landbau« i: Ökologie & Landbau, Heft 1/2008.

(17)  Jf. ministerens svar på en forespørgsel fra BÜNDNIS 90/Die Grünens gruppe i Forbundsdagen om emnet »landbrug og klimabeskyttelse«, Drucksache 16/5346, nr. 13.

(18)  Jf. EUT C 44 af 16.2.2008, s. 34, samt udvalgets udtalelse TEN/338 (under udarbejdelse) om direktivforslaget om fremme af anvendelsen af vedvarende energikilder (KOM(2008) 019).

(19)  F.eks. undersøgelser gennemført af det tyske landbrugsministeriums videnskabelige råd.

(20)  EUT C 162 af 25.6.2008, s. 72.

(21)  EUT C 162 af 25.6.2008, s. 52.

(22)  Empa er en forskningsinstitution for materialelære og teknologi, der hører under Eidgenössische Technische Hochschule Zürich (ETH).

(23)  Jf. »Beskæftigelse i landdistrikterne: bro over beskæftigelseskløften«, KOM(2006) 857 endelig.

(24)  EUT C 120 af 16.5.2008, s. 25.

(25)  Yderlige oplysninger kan findes på www.seeg.at.

(26)  http://www.ilo.org/global/What_we_do/InternationalLabourStandards/lang--en/index.htm.


3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/66


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/87/EF med henblik på at forbedre og udvide ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet«

KOM(2008) 16 endelig — 2008/0013 (COD)

(2009/C 27/15)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 13. februar 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 175 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/87/EF med henblik på at forbedre og udvide ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Richard Adams til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 4. juni 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 446. plenarforsamling den 9.-10. juli 2008, mødet den 9. juli, følgende udtalelse med 124 stemmer for, 2 imod og 8 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Emissionshandelsordningens værdi vil blive målt på dens indvirkning på EU's drivhusgasemissioner og hvor relevant og hvor godt et eksempel den er, når det gælder om at fremme en global indsats og/eller udvikle ordningen til en omfattende global ordning. I den forbindelse skal det anføres,

at udviklingen i retning af større kvoteauktionering bifaldes, da det er på linje med princippet om, at forureneren betaler, forhindrer ekstrafortjenester, er et incitament til og finansierer kulstoffattige anlæg og produkter og fremmer innovation,

at tiltag for at beskytte særlige energikrævende sektorer og undersektorer, der er sårbare over for international konkurrence, bør overvejes, så længe der ikke foreligger en konkret international aftale om klimaforandring, som lægger emissionsreduktionsforpligtelser på alle de respektive industrier globalt, så man undgår kulstoflækage. EU's emissionshandelsordning må ikke få negative virkninger for det europæiske erhvervslivs konkurrenceevne,

at en forordning om auktionering bør udformes og vedtages snarest muligt for at undgå unødvendig usikkerhed,

at Kommissionen bør fremsætte forslag til, hvordan forpligtelsen til at sætte reduktionsmålet på 20 % op til 30 % kan opnås i tilfælde af en international aftale,

at alt bør gøres for at påvirke og etablere en fælles platform med ny lovgivning i USA og andre OECD-lande om et loft for og handel med kulstof,

at søtransporten bør omfattes af emissionshandelsordningen, hvis Den Internationale Søfartsorganisation ikke snarest fremlægger konkrete forslag.

1.2

Emissionshandelsordningen skal opfattes som en metode til at stimulere en kulstoffattig økonomi og fremme klimabeskyttelse, tilpasning og bekæmpelse.

Hvis der gives gratis kvoter, bør det ske på grundlag af streng benchmarking og resultatbaserede mål.

Mindst 50 % af indtægterne fra kvoteauktioneringen bør øremærkes til at støtte foranstaltninger fastlagt i artikel 10, stk. 3, litra a-f.

Eventuelle hindringer, som kan begrænse kraftvarmeproduktionens bidrag og vækst og effektive fjernvarmeordninger, bør ryddes af vejen.

Foranstaltninger vedrørende skovbrug som kulstofdræn, afskovning og arealanvendelse bør få større vægt, end der lægges op til i den foreliggende kommissionspakke.

1.3

Emissionshandelsordningen bør søge at mindske de bureaukratiske hindringer og opnå klarhed og gennemsigtighed.

De foranstaltninger i forslaget, hvis udvikling i dag overlades til udvalgsproceduren, trænger til snarligt eftersyn og præcisering.

Kommissionen bør overveje at hæve undtagelsesgrænsen for små anlæg fra 10 000 til 25 000 tons, såfremt tilsvarende kompensationsforanstaltninger indføres.

1.4

Emissionshandelsordningen bør ses som ret og rimelig i EU, samtidig med at man erkender det presserende behov i nyligt industrialiserede og mindre udviklede lande for at skabe bæredygtig vækst og bekæmpe fattigdom.

En bedre byrdefordeling mellem de sektorer, som er omfattet af emissionshandelsordningen, og dem udenfor, bør overvejes.

Konsekvenserne af at begrænse brugen af kreditter fra JI-mekanismen (»Joint Implementation«)/CDM-mekanismen (»Clean Development Mechanism«), så længe der ikke foreligger en international aftale, bør tages op til fornyet overvejelse.

Der skal findes en løsning på de potentielle vanskeligheder, der kan opstå i de østeuropæiske medlemsstater, hvis elnet hovedsagelig forsynes af Rusland snarere end af EU.

2.   Indledning

2.1

Emissionshandelsordningen blev indført med direktiv 2003/87/EF i oktober 2003. Formålet er at kontrollere de faktorer, der medvirker til klimaforandringerne, især menneskeskabte drivhusgasser, ved at tilvejebringe økonomiske incitamenter, der kan nedbringe emissionerne. Det er et lofts- og handelsbaseret system, hvor en grænse eller et loft er blevet fastsat for den mængde forureningsstof (især CO2), som kan udledes. Emissionshandelsordningen er EU's vigtigste mekanisme til at begrænse drivhusgasserne og foretrækkes frem for kulstofbeskatning eller direkte lovgivning.

3.   Generelle principper

3.1

Den nuværende emissionshandelsordning finder anvendelse på 10 000 anlæg i de energi- og industrisektorer, der tilsammen er ansvarlige for 40 % af EU's drivhusgasser. Anlæg får udstedt emissionstilladelser på forhånd og skal aflevere et antal kvoter (eller kreditter), som repræsenterer retten til at udlede en specifik mængde svarende til anlæggenes faktiske udledning. Det samlede antal kvoter og kreditter kan ikke overstige loftet, så den samlede udledning begrænses til dét niveau. Virksomheder, som udleder flere drivhusgasser end det antal kvoter, de har modtaget, skal købe kreditter fra virksomheder, som forurener mindre, eller eventuelle yderligere kvoter på auktionerne.

3.2

Overførslen af kvoter omtales som en handel. I praksis betaler enhver udleder under systemet en afgift for at forurene, mens ethvert anlæg belønnes for at have reduceret emissionerne mere end, hvad var nødvendigt. I teorien vil de, som let kan reducere emissionerne på den billigste måde, gøre dette og derved opnå en forureningsreduktion til den laveste pris for samfundet. I emissionshandelssystemet er »kvote« lig med retten til at udlede et ton CO2 i en nærmere angivet periode — hvor andre drivhusgasser konverteres til CO2-ækvivalenter.

3.3

Medlemsstaterne kan også tillade brug af kreditter fra emissionsbesparende projekter i tredjelande på samme måde som kvoter. Sådanne projekter skal godkendes af Kyoto's JI-mekanisme eller CDM-mekanisme.

4.   Emissionshandelsordningens handelsperioder

4.1   Emissionshandelsordningens første handelsperiode fra 1.1.2005-31.12.2007

4.1.1

I den tidligste indlæringsfase blev infrastrukturen for emissionshandel etableret, men rent effektivitetsmæssigt var den alvorligt begrænset på grund af medlemsstaternes tildeling af alt for mange kvoter (i den anden og tredje fase har medlemsstaterne udarbejdet nationale tildelingsplaner, som fastlægger den samlede emission og hvor mange kvoter, hvert anlæg modtager). Der var stor variation i kvoteprisen i denne periode, herunder et voldsomt fald i kulstofprisen ved udgangen af første handelsperiode.

4.1.2

Der blev rejst utallige indvendinger mod emissionshandelsordningen, som fokuserede på de oprindelige tildelingsmetoder og brugen af overskuddet, loftets niveau, problemer med retfærdighed, kompleksitet, overvågning og håndhævelse, risikoen for, at industrier med særligt store emissioner tilskyndes til udflytning til uregulerede lande, værdien, troværdigheden og pålideligheden af kreditter fra JI-mekanismen/CDM-mekanismen, og fremtidig påførelse af skadelige produktionsomkostninger. Det blev klart, at disse spørgsmål skulle løses ved at revidere emissionshandelsordningen, hvis ordningen skulle opnå troværdighed hos både industrien og ngo'er.

4.2   Emissionshandelsordningens anden handelsperiode 1.1.2008-31.12.2012

4.2.1

Denne fase omfatter alle 27 medlemsstater og sammenfalder med Kyoto-protokollens første forpligtelsesperiode og kravet om nedbringelse af drivhusgasser. Indtil nu har kvotehandelsprisen været i en positiv udvikling og ligget på et niveau, som stærkt ansporer til reduktionsforanstaltninger. Den nuværende (maj 2008) handelspris ligger på ca. 25 euro pr. ton. For denne periode har Kommissionen foretaget en systematisk evaluering af de lofter, medlemsstaterne har foreslået, baseret på verificerede emissioner og følgelig emissioner fra sektorer under emissionshandelsordningen, hvis loft er blevet fastsat til et gennemsnit på 6,5 % under niveauet i 2005. Der har været meget få andre muligheder for systemændringer eller modifikation i den anden handelsperiode, skønt udledere aktivt fortsætter med at reagere og tilpasse. Dataverificeringen og erfaringerne med handlen vokser fortsat, hvilket hovedsagelig bekræfter ordningens bagvedliggende koncept.

4.3   Emissionshandelsperioden 2013-2020

4.3.1

Kommissionen foreslår nu væsentlige ændringer af emissionshandelsordningen, som skal træde i kraft i denne fase. Det er formålet med at ændre direktiv 2003/87/EF.

5.   Resumé af forslaget til direktiv

5.1

Selv om EU's emissionshandelsordning har skabt verdens største indre kulstofmarked (1), var den oprindelige overdrevne tildeling af (gratis) kvoter i de nationale tildelingsplaner et tilbageskridt og klart ikke i overensstemmelse med en effektiv nedbringelse af emissioner i de sektorer, der er omfattet af EU's emissionshandelsordning. På baggrund af de faste forpligtelser om nedbringelse af drivhusgasser bliver den reviderede emissionshandelsordning opfattet som afgørende for at sende et langsigtet signal om kulstofprisen, tilskynde til kulstoffattige investeringer og omdanne Europa til en drivhusgasfattig økonomi.

5.2

Ændringerne vil:

indføre et enkelt loft i hele EU for emissionskvoter i stedet for 27 nationale lofter — de nationale tildelingsplaner vil ophøre med at eksistere,

i stor udstrækning øge andelen af kvoter, som bortauktioneres, og harmonisere reglerne om gratis tildeling for at fremme kulstofeffektive teknologier,

fastlægge en del af auktionsrettighederne på basis af indkomst pr. indbygger,

strømline nøgledefinitioner og skabe større lovgivningsmæssig og teknisk afklaring,

inkludere nye sektorer (petrokemiske, ammoniak og aluminium) og nye drivhusgasser (dinitrogenoxid og perfluorcarboner), så dækningsgraden vokser med 6 %,

gøre det muligt at udelukke mindre anlæg fra emissionshandelsordningen afhængigt af kompensationsforanstaltninger,

fastsætte regler for brugen af kreditter, der stammer fra JI/CDM-projekter.

5.3

Fra og med 2013 vil kvoterne falde årligt (2), hvilket vil føre til en 21 %-reduktion af drivhusgasser i EU's emissionshandelssektor fra og med 2020 sammenlignet med 2005. Denne reduktionsproces vil fortsætte ind i den fjerde fase (2021-2028) i samme tempo. Sideløbende hermed vil andelen af kvoter, som bortauktioneres, øges, begyndende med 60 % i 2013. Det foreslås, at el-sektoren ikke bør modtage gratis tildelinger og derfor skal købe alle kvoter på auktion eller på det sekundære marked fra 2013, med en generel udfasning af gratis kvoter i andre sektorer fra 2020. Undtaget vil være de sektorer, som anses for at være i alvorlig fare for »kulstoflækage«, dvs. udflytning til lande uden sammenlignelige emissionsbegrænsninger og derfor øgede emissioner globalt. Sådanne sektorer kan få en gratis kvote på op til 100 %. Denne beslutning vil blive taget i 2011. Medlemsstaterne vil gennemføre auktionerne og blive tilskyndet til, om ikke pålagt, at bruge indtægterne til at investere i klimavenlige politikker.

5.4

Det er helt sikkert, at JI-/CDM-kreditter (fra tredjelande), som nu kan købes af selskaber i EU, kan bruges i perioden indtil 2020. Det samlede antal, der kan bruges i denne periode, er lig med den samlede mængde, som er blevet tilladt for 2. handelsperiode, dvs. 1,4 mia. kvoter, hvilket svarer til én tredjedel af den samlede reduktion. Når EU optrapper sin reduktionsindsats på baggrund af en international klimapagt, kan 50 % af den øvrige indsats opnås via JI-/CDM-kreditter.

5.5

Selv om kreditter fra arealanvendelse (kulstofdræn som f.eks. skove) ikke vil blive tilladt, kan interne kreditter fra emissionsbesparende ordninger, der ikke er omfattet af emissionshandelsordningen, blive tilladt, forudsat at der kan opstilles klare regler.

5.6

Det blev besluttet, at EU's emissionshandelsordning kan blive koblet sammen med andre handelsordninger for at tilskynde til, at der udvikles en verdensomspændende ordning.

5.7

Forudsat at der bliver indgået en international aftale, vil kvotemængden under emissionshandelsordningen blive reduceret i overensstemmelse med denne aftale, mens mulighederne for at vende tilbage til CDM'er vil blive øget.

5.8

En 5 %-regel for tildelinger til nye anlæg, som optages i ordningen efter 2013, vil blive fastsat. Det er sandsynligt, at emissioner fra fly vil blive omfattet af emissionshandelsordningen henimod slutningen af 2. fase, men dette spørgsmål behandles i et særskilt forslag (3).

5.9

Der foreligger ingen bestemmelser om, at søtransporten skal omfattes af emissionshandelsordningen.

6.   Generelle bemærkninger

6.1

EU's emissionshandelsordning er ikke nogen akademisk øvelse eller en form for »grøn« beskatning. Den kombinerer elementer fra det fri marked med lovgivning og et overordnet mål, som formidles og tilpasses gennem en politisk proces. Individuelle virksomheder kan selv vælge, hvordan eller om de ønsker at nedbringe deres emissioner og bør vælge den billigste måde at overholde forureningsbestemmelserne på. Emissionshandelsordningens hovedformål er derfor at fungere som et incitament, der mindsker omkostningerne, hvis målet for nedbringelse af forureningen opfyldes. EØSU giver sin tilslutning til og støtter denne fremgangsmåde.

6.2

Det nuværende mål for nedbringelse af forureningen — der skal stabilisere drivhusgasserne i atmosfæren på 450-550 ppm senest i 2050 — anslås at koste omkring 1 % af det globale BNP. Hvis det ikke lykkes at agere effektivt, kan det globale BNP blive reduceret med 20 % (4). Den løbende strøm af dokumentation og forskning (5) viser imidlertid en stadig voksende produktion af drivhusgasser, et fald i planetens absorberingskapacitet og sætter alvorligt talt spørgsmålstegn ved, om reduktionsmålene er tilstrækkelige.

6.3

Emissionshandelsordningen sigter i praksis på at spille en klar førerrolle i det, der skal blive en global indsats. Denne proces finder sted på globalt niveau, da atmosfæren er en del af de globale fællesområder. Evalueringen af ordningen kan derfor ikke udelukke gensidig påvirkning af og indvirkning på de globale forurenere.

6.4

Det bør noteres, at udkast til lovgivning i USA, der formentlig vil træde i kraft i den næste amerikanske præsidents embedsperiode, er baseret på en ordning med loft og handel og består af lignende elementer. Muligheden for et fælles program for USA/EU vil være et særdeles vigtigt skridt i retning af en global ordning, og det samme vil forbindelser med andre foreslåede ordninger i OECD-landene.

6.5

EØSU har derfor især fokuseret på emissionshandelsordningens betydning for at skabe en retfærdig og bæredygtig indvirkning på den globale nedbringelse af drivhusgasserne. Viser det, at EU-tiltag er både troværdige og effektive? I den henseende må man konstatere, at EU-målet om en 20 %-nedbringelse af drivhusgasemissionerne senest i 2020 sammenlignet med 1990-tallene (som danner grundlag for emissionshandelsordningen og forslagene om byrdedeling) er lavere end skalaen på 25-40 % reduktion for industrialiserede lande, som fik opbakning fra EU på klimaforandringskonferencen på Bali i december 2007. Kommissionen tager udgangspunkt i de mål, der blev aftalt på EU's forårstopmøde i 2007, uden at diskutere, hvorvidt dette reduktionsmål virkelig er nok til at indfri de globale målsætninger eller om det blot er den maksimale nedbringelse, som kan tænkes accepteret i betragtning af medlemsstaternes afvejning mellem kortsigtede politiske og økonomisk motiverede interesser. EØSU konkluderer, at de stadig flere tegn på klimaforandringer gør det nødvendigt at rejustere målene, hvis man skal opnå en større reduktion i drivhusgasemissionerne.

6.6

EØSU støtter skridtet i retning af større kvoteauktionering. Auktionering er i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler, forhindrer ekstrafortjenester, giver incitament og genererer midler til at investere i kulstoffattige anlæg og produkter og fremmer derved innovation.

6.7

Der er i dag mange uløste spørgsmål, som er relevante for det europæiske erhvervsliv i almindelighed. Disse kredser om en revideret emissionshandelsordning, som påfører industrien konkurrencemæssige ulemper, især hvad angår nyligt industrialiserede lande uden for EU. Sådanne lande argumenterer med en vis berettigelse, at der skal tages hensyn til dels to hundrede års vestlig industrialisering og medvirkende drivhusgasemissioner, dels deres indsats for at løfte store dele af deres befolkning ud af fattigdom. En global aftale, der løser sådanne spørgsmål, er nødt til at være sikker på, at den har større opbakning og forståelse af disse faktorer fra forbrugernes og industriens side i OECD-landene.

7.   Særlige bemærkninger

7.1

Hvis EU's emissionshandelsordning skal blive den globale standard for kulstofhandel, er ordningen nødt til at være så solid og effektiv som muligt. EØSU anbefaler derfor følgende:

7.1.1

Gratis tildeling af kvoter til særlige store energikrævende sektorer og undersektorer, der er sårbare over for international konkurrence, bør kun overvejes, hvis der ikke nås frem til en effektiv international aftale om klimaforandringer, som lægger emissionsreduktionsforpligtelser på alle de respektive industrier globalt. EU's emissionshandelsordning må ikke få negative virkninger for det europæiske erhvervslivs konkurrenceevne.

7.1.2

Eventuelt kan der træffes en beslutning på et tidligere tidspunkt for de sektorer, som på grund af risikoen for kulstoflækage vil modtage gratis kvoter. Disse sektorer vil blive udpeget inden udgangen af juni 2010, men der bør tages en beslutning allerede i forbindelse med direktivet for at undgå et usikkert investeringsklima og for at de pågældende sektorer kan nå at udarbejde de fornødne langsigtede planer.

7.1.3

Selv om auktionering skal være en vigtig metode til fordeling af kvoter, anføres der næsten intet om, hvordan auktioneringen skal tilrettelægges. Indførelse af en forordning om auktionering så sent som 31. december 2010 medfører yderligere usikkerhed for alle EU's emissionshandelsordningsdeltagere på grund af de nødvendige, kommende, omfattende investeringer i energisektoren.

7.1.4

En bedre byrdefordeling mellem de sektorer, som er omfattet af emissionshandelsordningen, og dem udenfor, bør overvejes. EØSU sætter spørgsmålstegn ved, om fordelingen af reduktionsforpligtelser mellem de sektorer, som er omfattet af emissionshandelsordningen (-21 % sammenlignet med 2005), og de andre (-10 % sammenlignet med 2005) er begrundet. Forskning (6) viser, at i visse sektorer, som ikke er omfattet af emissionshandelsordningen, især i de to største, nemlig bygge- og transportsektoren, er der mulighed for at nedbringe emissionerne til ingen eller negative omkostninger. Der er desuden tale om sektorer, hvor faren for kulstoflækage er relativt beskeden eller ikke-eksisterende. Byggesektoren har desuden et stort jobskabelsespotentiale i EU.

7.1.5

Alle kvoter, der tildeles flytransportsektoren, når den omfattes af ordningen, skal bortauktioneres (7).

7.1.6

I lyset af de voksende drivhusgasemissioner fra skibsfarten (1,12 mia. tons globalt — dobbelt så meget som emissionerne fra luftfarten (8)) bør Kommissionen fremsætte forslag om at lade skibsfarten omfatte af emissionshandelsordningen, hvis Den Internationale Søfartsorganisation ikke snarest fremlægger konkrete forslag.

7.1.7

De indtægter, som opnås ved at bortauktionere kvoter, i øjeblikket sat til 50 mia. euro pr. år i 2020, bør i langt større omfang afsættes til at finansiere foranstaltninger til klimabeskyttelse, bekæmpelse og tilpasning — med særlig fokus på sårbare, mindre udviklede lande og til forskning og udvikling. I forslaget (art. 10, stk. 3) er den foreslåede 20 %-tildeling utilstrækkelig og forspilder i væsentligt omfang chancen for at stimulere udviklingen hen imod en kulstoffattig økonomi. EØSU henstiller, at denne øges til mindst 50 % af indtægterne. Man bør også se på, hvordan man kan støtte skovbrugets rolle, genplante skov og forebygge afskovning i EU og andre steder, hvor dette kan påvises at være en effektiv kulstofdræn.

7.1.8

De foranstaltninger i forslaget, hvis udvikling i øjeblikket er overladt til udvalgsproceduren, bør være mere klare og gennemsigtige.

7.1.9

Kommissionen bør overveje at hæve undtagelsesgrænsen for små anlæg fra 10 000 til 25 000 tons, såfremt tilsvarende kompensationsforanstaltninger indføres.

7.1.10

Det bør angives mere tydeligt i forslaget, hvordan EU efter indgåelse af en international aftale vil opfylde sine forpligtelser om at foretage en yderligere forøgelse af CO2-reduktionen fra 20 % til 30 %.

7.1.11

For at afværge en negativ indvirkning på kraftvarmeproduktionsordningernes vækst og bidrag opfordres medlemsstaterne til at genoverveje deres leveringstariffer.

7.1.12

Hvad fjernvarme angår, bør der træffes foranstaltninger for at forhindre en demotivering af effektive eksempler på sådanne programmer.

7.1.13

Der skal findes en løsning på de potentielle vanskeligheder, der kan opstå i de østeuropæiske medlemsstater, hvis elnet hovedsagelig forsynes af Rusland, men ikke af EU.

7.1.14

Det nuværende forslag om at begrænse muligheden for at bruge JI-/CDM-kreditter, indtil der foreligger en international aftale, bør evalueres løbende, især i lyset af den negative indvirkning på udviklingen af et internationalt marked for kapitalfinansiering af sådanne programmer.

Bruxelles, den 9. juli 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Verdensbanken, State and Trends of the Carbon Market, maj 2007.

(2)  Fra 1 974 mio. tons CO2 til 1 720 mio. tons.

(3)  EØSU's udtalelse: EUT C 175 af 27.7.2007, s. 47.

(4)  The Stern Review 2006.

(5)  Ifølge Mauna Loa-observatoriet på Hawaii er CO2-niveauet i atmosfæren allerede på 387 ppm, det højeste i i hvert fald 650 000 år.

(6)  Vattenfall/McKinsey, The Climate Map

http://www.vattenfall.com/www/ccc/ccc/Gemeinsame_Inhalte/DOCUMENT/567263vattenfall/P0271636.pdf.

(7)  I overensstemmelse med EØSU's tidligere henstilling, EUT C 175 af 27.7.2007, s. 47.

(8)  Rapport fra Den Internationale Søfartsorganisation, februar 2008.


3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/71


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om medlemsstaternes indsats for at nedbringe deres drivhusgasemissioner med henblik på at opfylde Fællesskabets forpligtelser til at nedbringe drivhusgasemissionerne frem til 2020«

KOM(2008) 17 endelig — 2008/0014 (COD)

(2009/C 27/16)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 11. februar 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 175 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om medlemsstaternes indsats for at nedbringe deres drivhusgasemissioner med henblik på at opfylde Fællesskabets forpligtelser til at nedbringe drivhusgasemissionerne frem til 2020.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Gintaras Morkis til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 4. juni 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 446. plenarforsamling den 9.-10. juli 2008, mødet den 9. juli, følgende udtalelse med 116 stemmer for, 2 imod og 8 hverken for eller imod:

1.   Resumé af EØSU's konklusioner og anbefalinger

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg bifalder Kommissionens forslag om, at medlemsstaterne med henblik på at bekæmpe klimaændringerne deler byrderne i forbindelse med opfyldelse af Fællesskabets forpligtelse til mellem 2013 og 2020 at nedbringe drivhusgasemissionerne fra kilder, der ikke er omfattet af direktiv 2003/87/EF (kilder uden for EU's ordning for handel med drivhusgasemissioner — EU ETS).

1.2

EØSU anerkender og bakker op om, at EU indtager en ledende rolle i de internationale forhandlinger om miljø- og klimabeskyttelsesforpligtelser. I kraft af sine egne forpligtelser går EU foran med et godt eksempel og kan anspore til lignende foranstaltninger i andre lande.

1.3

EØSU mener, at civilsamfundet spiller en meget vigtig rolle for gennemførelsen af beslutningen og opfyldelsen af de forpligtelser, landene har indgået. Medlemsstaterne bør i højere grad fremme samfundsmæssige initiativer, som bidrager til at nedbringe drivhusgasemissionerne, og skabe metoder til at støtte sådanne initiativer.

Civilsamfundet som helhed kunne spille en nøglerolle i gennemførelsen af denne beslutning. Der er således behov for en bredere formidling af de krav, der opstilles i beslutningen, og af gennemførelsesmetoderne i de enkelte medlemsstater.

Der er også behov for at sætte øget fokus på uddannelseskampagner, der skal skærpe bevidstheden og øge forståelsen i befolkningen af det nødvendige i at yde en indsats for at nedbringe drivhusgasemissionerne.

Det er endvidere vigtigt at uddanne fagfolk og skærpe befolkningens bevidsthed om det nødvendige i at spare energi, beskytte miljøet og bekæmpe klimaændringer.

1.4

EØSU mener, at beslutninger om foranstaltninger til at nedbringe drivhusgasemissionerne bør gennemføres på en sådan måde, at de beskytter eller endog styrker EU's konkurrenceevne på langt sigt. Verdensefterspørgslen efter vedvarende energi samt energieffektive produkter og produktionsmetoder vil stige, og Europa har gode forudsætninger for at opnå et konkurrenceforspring og blive førende i verden på mange af disse områder. EU og medlemsstaterne bør yde støtte til forskning og udvikling i den forbindelse.

1.5

I henhold til artikel 3, stk. 3, i forslaget til beslutning får en medlemsstat mulighed for fra det følgende år at overføre en mængde svarende til 2 % af overgrænsen for samme medlemsstats drivhusgasemissioner eller kan, hvis emissionerne ligger under overgrænsen i stk. 2, overføre sine overskydende emissionsreduktioner til det efterfølgende år. Denne bestemmelse er for stringent, eftersom den etårige tidsramme mangler den fleksibilitet, der er nødvendig for at gennemføre store projekter og opnå gode resultater Dette er især vigtigt for små medlemsstater, der gennemfører store projekter til nedsættelse af drivhusgasemissionerne.

Kommissionen foreslår, at hver medlemsstat udarbejder en plan for opnåelse af sit nationale mål. De gennemsnitlige årlige drivhusgasemissioner i perioden 2013-2020 bør imidlertid ikke ligge højere end gennemsnittet for de årlige emissioner mellem 2005 og 2020. EØSU anser det for vigtigt for gennemførelsen af disse planer, at de overvåges regelmæssigt på nationalt og europæisk plan med henblik på, at eventuelle divergenser kan kortlægges, og der kan iværksættes udbedrende foranstaltninger.

1.6

For at styrke omkostningseffektiviteten i Fællesskabets samlede indsats og for at nå de fælles mål med færrest mulige omkostninger mener EØSU, at det i beslutningen bør nævnes, at en medlemsstat på grundlag af mellemstatslige bilaterale aftaler bør kunne overføre en del af sine drivhusgasemissionsrettigheder til en anden medlemsstat.

1.7

EØSU føler, at der gennem anvendelse af fleksible værktøjer i projekter, som skal sikre fælles gennemførelse af mekanismen for bæredygtig udvikling (CDM), må findes en passende balance mellem den indsats, der i EU ydes for at nedbringe drivhusgasemissionerne, og en solidaritetsfølelse i forbindelse med indførelsen af emissionsreducerende foranstaltninger i udviklingslande. Fleksible værktøjer bør imidlertid kun anvendes, når de fører til en reel reduktion af de globale drivhusgasemissioner. De bør ikke fremme en overførsel af drivhusgasemissioner fra EU-lande til tredjelande.

1.8

EØSU bifalder de forpligtelser, der er indgået, og går ind for idéen om, at medlemsstaterne deler byrderne. Udvalget mener, at offentligheden bør informeres bedre om principperne bag byrdefordeling. Når der træffes foranstaltninger til byrdefordeling, må der foretages en vurdering af de særlige forhold, der gør sig gældende i det enkelte land, omkostningerne ved emissionsbegrænsning og indvirkningen på landets konkurrenceevne og udvikling. Beslutningen vedrørende byrdefordeling bør indebære lige store relative omkostninger i forhold til det enkelte lands BNP.

1.9

EØSU opfordrer Kommissionen til at indføre en automatisk overholdelsesordning, f.eks. i form af bøder til medlemsstater, der overskrider de fastsatte emissionsgrænser.

2.   Indledning: Kommissionens dokument

2.1

Den 23. januar 2008 offentliggjorde Kommissionen en pakke af forslag til bekæmpelse af klimaændringer og fremme af vedvarende energikilder.

2.2

Formålet med Kommissionens forslag er at gennemføre den aftale, som blev indgået på Det Europæiske Råds møde den 8.-9. marts 2007, og som forpligter EU til inden 2020 at nedbringe drivhusgasemissionerne med 20 % i forhold til 1990 samt øge vedvarende kilders andel af energiforbruget til 20 %.

2.3

Den samlede indsats for reduktion af drivhusgasemissioner fordeles mellem sektorer i og uden for EU's emissionshandelsordning (EU ETS). Kommissionen foreslår følgende strategi: at sektorerne i EU's emissionshandelsordning inden 2020 nedbringer emissionerne med 21 % i forhold til 2005, og at sektorerne uden for EU's emissionshandelsordning nedbringer dem med ca. 10 % i forhold til 2005. Disse reduktioner vil samlet udgøre en reduktion på 14 % i forhold til 2005, hvilket svarer til en reduktion på 20 % i forhold til 1990.

2.4

Rådet har annonceret endnu mere ambitiøse mål under forudsætning af, at der underskrives en global og samlet aftale for tiden efter 2012, at andre industrilande forpligter sig til lignende emissionsreduktioner, og at de økonomisk mere udviklede udviklingslande yder et passende bidrag i overensstemmelse med deres ansvar og respektive kapaciteter. Inden for disse parametre ville EU være forpligtet til at tilstræbe en reduktion i drivhusgasemissionerne på 30 % inden 2020.

2.5

I denne beslutning fastsættes medlemsstaternes bidrag til at opfylde Fællesskabets forpligtelse til at nedbringe drivhusgasemissionerne fra 2013 til 2020, hvad angår drivhusgasemissioner fra kilder, der ikke er omfattet af direktiv 2003/87/EF (kilder uden for EU ETS).

2.6

Forslaget til beslutning indeholder regler for fastsættelsen af medlemsstaternes bidrag til at opfylde Fællesskabets forpligtelse til at nedbringe sine drivhusgasemissioner fra 2013 til 2020.

2.7

Kommissionen indtager endvidere det synspunkt, at indsatsen for at reducere drivhusgasemissionerne bør fordeles mellem medlemsstaterne under hensyn til økonomiske forskelle og det enkelte lands relative BNP pr. indbygger. Medlemsstater, som for indeværende har et relativt lavt BNP pr. indbygger og dermed forventninger til en høj BNP-vækst, bør have tilladelse til højere drivhusgasemissioner i 2020 end i 2005.

2.8

Med udgangspunkt i den foreslåede differentiering anbefaler Kommissionen, at der etableres bestemte emissionsgrænser for de enkelte lande, dog således at ingen medlemsstat pålægges at nedbringe sine drivhusgasemissioner frem til 2020 med mere end 20 % under 2005-niveauerne, og ingen medlemsstat bør tillades at øge sine drivhusgasemissioner frem til 2020 med mere end 20 % over 2005-niveauerne.

2.9

Kommissionen foreslår, at hver medlemsstat frem til 2020 skal begrænse sine drivhusgasemissioner fra kilder, der ikke er omfattet af direktiv 2003/87/EF, med den procentsats, som ud fra medlemsstatens emissioner i 2005 er fastsat for den pågældende medlemsstat i bilaget til beslutningen.

2.10

Kommissionen mener, at nedbringelsen af drivhusgasemissionerne skal finde sted hvert år mellem 2013 og 2020. Der er imidlertid også en vis fleksibilitet, i og med at hver medlemsstat får mulighed for fra det følgende år at overføre en mængde svarende til 2 % af overgrænsen for samme medlemsstats drivhusgasemissioner. En medlemsstat, hvis emissioner ligger under dens overgrænse, får også mulighed for at overføre sine overskydende emissionsreduktioner til det efterfølgende år.

2.11

Hver medlemsstat begrænser hvert år disse drivhusgasemissioner lineært for at sikre, at emissionerne ikke overstiger det maksimale niveau for denne medlemsstat i 2020 som anført i bilaget til beslutningen.

2.12

For at give medlemsstaterne yderligere fleksibilitet med hensyn til gennemførelsen af deres forpligtelser, fremme en bæredygtig udvikling i tredjelande og især i udviklingslande og skabe sikkerhed for investorer foreslår Kommissionen, at medlemsstaterne fortsat bør kunne anvende CDM-tilgodehavender for at bidrage til at sikre et marked for disse tilgodehavender også efter 2012.

2.13

For at bidrage til at sikre dette marked og en yderligere nedbringelse af drivhusgasemissioner i EU og dermed fremme den videre gennemførelse af Fællesskabets målsætninger om vedvarende energi, energiforsyningssikkerhed, innovation og konkurrenceevne foreslås det at lade medlemsstaterne benytte tilgodehavender fra projekter til nedbringelse af drivhusgasemissioner i tredjelande hvert år op til 3 % af hver medlemsstats emissioner fra kilder uden for ETS i 2005, indtil en fremtidig international aftale om klimaændringer er indgået. Denne maksimale mængde svarer til ca. en tredjedel af hvert medlemsstats reduktionsindsats i 2020. Medlemsstaterne bør kunne overføre den uudnyttede del af denne mængde til andre medlemsstater.

2.14

Kommissionen mener, at medlemsstaterne, når der er indgået en fremtidig international aftale om klimaændringer, kun bør godkende tilgodehavender for nedbringelse af emissioner fra lande, som har ratificeret denne aftale, efter en fælles fremgangsmåde.

2.15

Kommissionen mener endvidere, at medlemsstaternes overgrænser for emissioner, når Fællesskabet har indgået en international aftale om klimaændringer, bør tilpasses med henblik på at opfylde Fællesskabets nye forpligtelse til at nedbringe drivhusgasemissionerne ifølge denne fremtidige aftale.

2.16

Medlemsstaterne skal i deres årlige rapporter, som forelægges efter artikel 3 i beslutning 280/2004/EF, angive deres årlige emissioner som følge af gennemførelsen af artikel 3 og udnyttelsen af tilgodehavender i overensstemmelse med artikel 4. Medlemsstaterne skal også forelægge en ajourført udgave af deres forventede fremskridt inden den 1. juli 2016.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

Kommissionens forslag om, at medlemsstaterne med henblik på at bekæmpe klimaændringerne deler byrderne i forbindelse med opfyldelse af Fællesskabets forpligtelse til mellem 2013 og 2020 at nedbringe drivhusgasemissionerne fra kilder, der ikke er omfattet af direktiv 2003/87/EF (kilder uden for EU's ordning for handel med drivhusgasemissioner — EU ETS), er et vigtigt led i en kæde af beslutninger om bekæmpelse af klimaændringer.

3.2

EØSU er overbevist om, at denne beslutning vil øge Fællesskabets muligheder for at opfylde sine opgaver inden for miljøbeskyttelse og klimaændringer. Det er nødvendigt, at Fællesskabspolitikken på dette område fører til en væsentlig nedbringelse af drivhusgasemissionerne gennem indførelse af bindende krav til medlemsstaterne kombineret med en streng overholdelseskontrol.

3.3

Samtidig henviser EØSU til, at det i væsentlig grad afhænger af de andre to bestanddele i energi- og klimapakken, nemlig direktivet om vedvarende energikilder og emissionshandelsdirektivet, hvor stor en virkning Parlamentets og Rådets beslutning om byrdefordeling ved drivhusgasemissioner vil have. Dette indebærer, at der skal være direkte synergi mellem pakkens bestanddele. Enhver ændring i én bestanddel vil påvirke de andre bestanddele.

3.4

Fællesskabets forpligtelser skal tilpasses en eventuel international aftale. Der stilles store forventninger til de forhandlinger, der blev indledt i Bali, Indonesien, i december 2007, og som kan vise sig at være af vital betydning for den globale indsats frem til 2020. Det ville være særdeles hensigtsmæssigt at få afsluttet disse forhandlinger og få en klimabeskyttelsesaftale i hus på klimaændringskonferencen i København i 2009. Der forventes endvidere fremskridt på dette felt ved endnu et klimatopmøde, der vil blive afholdt i Poznań, Polen.

3.5

Det er godt, at EU fører an i disse forhandlinger. I kraft af sine egne forpligtelser går EU foran med et godt eksempel og kan anspore til lignende foranstaltninger i andre lande. Der vil, forståeligt nok, ikke ske nogen reduktion af emissionerne i nye vækstøkonomier, herunder Kina, Indien og Brasilien, men i forhold til den økonomiske vækst kan disse lande mindske stigningen. EØSU opfordrer Kommissionen til at gøre alt for at opnå en international (post-Kyoto) aftale, som forpligter industrilandene til at nedbringe drivhusgasemissionerne med 30 % inden 2020 i forhold til 1990-niveauet. Dette ville ligge på linje med den 4. IPCC-rapport, som vurderer, at det er nødvendigt med en reduktion på 25 %-40 % inden 2020 i forhold til 1990-niveauet for at begrænse den globale opvarmning til 2 °C over det førindustrielle niveau. Hvis en sådan international aftale opnås, vil det naturligvis være nødvendigt at gennemgå denne og de andre forslag i Kommissionens energi- og klimapakke igen for at tilpasse målsætningerne til det mere ambitiøse reduktionsmål. Det er derfor vigtigt, at alle berørte parter anerkender og i deres planlægning tager højde for, at de mål, der i øjeblikket foreslås for 2020, kun er et første skridt, og at det til sin tid, måske allerede i 2020 og i hvert fald i årene derefter vil være nødvendigt med mere vidtgående mål.

3.6

EØSU mener, at beslutninger om foranstaltninger til at nedbringe drivhusgasemissionerne bør gennemføres på en sådan måde, at de beskytter eller endog styrker EU's konkurrenceevne på langt sigt. Verdensefterspørgslen efter vedvarende energi samt energieffektive produkter og produktionsmetoder vil stige, og Europa har gode forudsætninger for at opnå et konkurrenceforspring og blive førende i verden på mange af disse områder. EU og medlemsstaterne bør yde støtte til forskning og udvikling i den forbindelse. Det er endvidere vigtigt at uddanne fagfolk og skærpe befolkningens bevidsthed om det nødvendige i at spare energi, beskytte miljøet og bekæmpe klimaændringer.

3.7

Civilsamfundet spiller en meget vigtig rolle for gennemførelsen af beslutningen og opfyldelsen af de forpligtelser, landene har indgået. Medlemsstaterne bør i højere grad fremme samfundsmæssige initiativer, som bidrager til at nedbringe drivhusgasemissionerne, og skabe metoder til at støtte sådanne initiativer:

Civilsamfundet som helhed kunne spille en nøglerolle i gennemførelsen af denne beslutning. Der er således behov for en bredere formidling af de krav, der opstilles i beslutningen, og af gennemførelsesmetoderne i de enkelte medlemsstater.

Der er også behov for at sætte øget fokus på uddannelseskampagner, der skal skærpe bevidstheden og øge forståelsen i befolkningen af det nødvendige i at yde en indsats for at nedbringe drivhusgasemissionerne.

Det er endvidere vigtigt at uddanne fagfolk og skærpe befolkningens bevidsthed om det nødvendige i at spare energi, beskytte miljøet og bekæmpe klimaændringer.

4.   Særlige bemærkninger

4.1

EØSU føler, at der gennem anvendelse af fleksible værktøjer i projekter, som skal sikre fælles gennemførelse af mekanismen for bæredygtig udvikling (CDM), må findes en passende balance mellem den indsats, der i EU ydes for at nedbringe drivhusgasemissionerne, og en solidaritetsfølelse i forbindelse med indførelsen af emissionsreducerende foranstaltninger i udviklingslande. Fleksible værktøjer bør imidlertid kun anvendes, når de fører til en reel reduktion af de globale drivhusgasemissioner. De bør ikke fremme en overførsel af drivhusgasemissioner fra EU-lande til tredjelande.

4.2

Kommissionen foreslår, at medlemsstaterne fortsat bør kunne anvende CDM-tilgodehavender for at bidrage til at sikre et marked for disse tilgodehavender efter 2012. EØSU har forbehold over for kvaliteten af de certificerede emissionsreduktioner (CER), som stammer fra CDM-projekter, og foreslår, at der, hvis investeringslandene (i projekter påbegyndt før 2013) fortsat skal nyde godt af CER, må foretages en revision og verificering af basislinjen for at afgøre om der stadig er tale om et yderligere projekt. Hvad angår nye CDM-projekter, som skal indgå i en medlemsstats bidrag til at dele byrderne ved nedbringelse af drivhusgasemissionerne, er det kun projekter, der anvender bedste tilgængelige teknik (BAT — best available techniques) som basislinje, der bør komme på tale.

4.3

Kommissionen henviser udelukkende til det generelle princip, at lande med et højt BNP pr. indbygger må påtage sig tungere reduktionsforpligtelser, og at disse forpligtelser bør være mindre strenge for lande med lavere BNP pr. indbygger. Man kan imidlertid sagtens forestille sig, at forskellige lande, selv om de har samme relative BNP pr. indbygger, ikke skal yde samme indsats for at opnå samme emissionsreducerende resultater. Når der træffes foranstaltninger til byrdefordeling, må der foretages en vurdering af de særlige forhold, der gør sig gældende i det enkelte land, omkostningerne ved emissionsbegrænsning og indvirkningen på landets konkurrenceevne og udvikling. Beslutningen vedrørende byrdefordeling bør indebære lige store relative omkostninger i forhold til det enkelte lands BNP.

4.4

EØSU henleder endvidere opmærksomheden på en klar uoverensstemmelse i beslutningen. Kommissionen foreslår 2005 som referenceår for vurdering af medlemsstaternes indsats for at nedbringe deres drivhusgasemissioner og 2020 som vurderingsperiodens afsluttende år. Artikel 3, stk. 2, afsnit 2, foreskriver, at hver medlemsstat hvert år begrænser de pågældende drivhusgasemissioner lineært. Samtidig skal hver medlemsstat i henhold til første afsnit i samme artikel sikre, at dens samlede drivhusgasemissioner i 2013 fra kilder, der ikke er omfattet af direktiv 2003/87/EF, ikke overstiger denne medlemsstats gennemsnitlige årlige drivhusgasemissioner fra disse kilder i årene 2008, 2009 og 2010, således som de er rapporteret og verificeret i medfør af direktiv 2003/87/EF og beslutning 280/2004/EF. Det vil sige at 2008, 2009 og 2010 er referenceår for evaluering af situationen i 2013.

4.5

I henhold til artikel 3, stk. 3, i forslaget til beslutning får en medlemsstat mulighed for fra det følgende år at overføre en mængde svarende til 2 % af overgrænsen for samme medlemsstats drivhusgasemissioner eller kan, hvis emissionerne ligger under overgrænsen i stk. 2, overføre sine overskydende emissionsreduktioner til det efterfølgende år. Denne bestemmelse er for stringent, eftersom den etårige tidsramme mangler den fleksibilitet, der er nødvendig for at gennemføre store projekter og opnå gode resultater Dette er især vigtigt for små medlemsstater, der gennemfører store projekter til nedsættelse af drivhusgasemissionerne.

Kommissionen foreslår, at hver medlemsstat udarbejder en plan for opnåelse af sit nationale mål. De gennemsnitlige årlige drivhusgasemissioner i perioden 2013-2020 bør imidlertid ikke ligge højere end gennemsnittet for de årlige emissioner i 2005-2020. EØSU anser det for vigtigt for gennemførelsen af disse planer, at de overvåges regelmæssigt på nationalt og europæisk plan med henblik på, at eventuelle divergenser kan kortlægges, og der kan iværksættes udbedrende foranstaltninger.

4.6

For at styrke omkostningseffektiviteten i Fællesskabets samlede indsats og for at opnå de fælles mål med færre omkostninger mener EØSU, at beslutningen bør nævne muligheden for, at en medlemsstat på grundlag af mellemstatslige bilaterale aftaler overfører en del af sine drivhusgasemissionsrettigheder til en anden medlemsstat.

4.7

EØSU opfordrer Kommissionen til at indføre en automatisk overholdelsesordning, f.eks. i form af bøder til medlemsstater, der overskrider de fastsatte emissionsgrænser.

4.8

Artikel 4, stk. 1, litra c), vedrørende en rimelig geografisk fordeling af projekter bør være mere konkret, hvad angår foranstaltninger til indkøb af tilgodehavender.

4.9

Med henblik på gennemførelse af denne beslutning bør Kommissionen stille retningslinjer, instrumenter og andre midler til rådighed for medlemsstaterne. Et første skridt kunne være at udgive en vejledning med eksempler på allerede opnåede succeser i EU.

4.10

For at opfylde målet for beslutningen anbefaler EØSU, at medlemsstaterne anvender struktur- og samhørighedsfondene til projekter, som ikke forårsager, eller endog reducerer, drivhusgasemissioner.

4.11

Da der for den næste fordelingsperiode (2013-2020) planlægges en stigning i emissionscertifikaterne for anlæg, der er omfattet af EU's emissionshandelsordning, opnås på denne måde de finansielle midler, der er nødvendige for at nedbringe drivhusgasemissioner fra sektorer uden for EU's emissionshandelsordning. En del af de således opnåede midler bør rettes mod økonomiske sektorer, der yder en indsats for at nedbringe drivhusgasemissionerne. Den øvrige del bør kanaliseres ind i en solidaritetsfond for udviklingslande og tildeles projekter i disse lande til tilpasning til klimaændringer.

Bruxelles, den 9. juli 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/75


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets direktiv om geologisk lagring af kuldioxid og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF, 96/61/EF, 2000/60/EF, 2001/80/EF, 2004/35/EF, 2006/12/EF og forordning (EF) nr. 1013/2006«

KOM(2008) 18 endelig — 2008/0015 (COD)

(2009/C 27/17)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 8. februar 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 175 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets direktiv om geologisk lagring af kuldioxid og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF, 96/61/EF, 2000/60/EF, 2001/80/EF, 2004/35/EF, 2006/12/EF og forordning (EF) nr. 1013/2006«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, der vedtog sin udtalelse den 4. juni 2008. Ordfører var Gerd Wolf.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 446. plenarforsamling den 9.-10. juli 2008, (mødet den 9. juli) følgende udtalelse med 138 stemmer for, 1 imod og 4 hverken for eller imod.

Indhold:

1.

Sammenfatning og konklusioner

2.

Indledning

3.

Kommissionens forslag

4.

Generelle bemærkninger

5.

Særlige bemærkninger

1.   Sammenfatning og konklusioner

1.1

Den langsigtede adskillelse og lagring af den kuldioxid (CO2), der opstår ved anvendelsen (forbrændingen) af fossile brændstoffer — CCS — ville være et yderst væsentligt bidrag til klimabeskyttelsen. Derfor er det hensigtsmæssigt at satse på en fremskyndet udvikling og iværksættelse af denne procedure.

1.2

Kommissionens forslag til direktiv bifaldes af udvalget som en nødvendig forudsætning for udvikling og anvendelse af CCS og udvalget støtter i vid udstrækning direktivforslagets indhold.

1.3

Direktivet tager fat på de væsentligste aspekter og kommer med forslag til lovgivning på disse områder. Dette vedrører i særlig grad spørgsmål om sikkerhed for mennesker og miljø samt det dermed forbundne ansvar. Dermed støtter direktivet også, at der tages højde for borgernes accept og hensyn til deres sikkerhedsmæssige behov.

1.4

Udviklingen af den samlede værdikæde for CCS inklusive adskillelse, transport og lagring af CO2 befinder sig i en tidlig, til dels sonderende fase. Dette må bestemmelserne i direktivet tage højde for, og der må derfor foretages en tilpasning på visse punkter.

1.5

Også med henblik på en hurtig realisering af de første projekter bør enkelte punkter i direktivet ændres, så de bliver mere håndterbare for såvel de enkelte nationale myndigheder som de virksomheder, der ønsker at investere og giver sidstnævnte både planlægningssikkerhed og incitamenter til at investere. Dette gælder f.eks. en afklaring af ansvarsforholdet samt karakteren og omfanget af de finansielle garantier.

2.   Indledning

2.1

Som følge af Rådets beslutninger vedrørende klimabeskyttelse og manglende energiforsyningssikkerhed i marts 2007, har Kommissionen — i form af selvstændige dokumenter — forslået en række foranstaltninger, der har til formål at opfylde Rådets målsætninger. Foranstaltningerne fokuserer på energieffektivitet, udvikling af vedvarende energikilder samt udvikling og anvendelse af tilsvarende innovative teknologier. Udvalget har udarbejdet specifikke udtalelser omhandlende disse områder (1).

2.2

I den forbindelse spiller også de procedurer en vigtig rolle, som skal resultere i en vedvarede reduktion af emissionen af de drivhusgasser, som er et resultat af anvendelsen af fossile brændstoffer. Dette spørgsmål behandles i denne udtalelse. Udtalelsen behandler Kommissionens forslag til direktiv om geologisk lagring af kuldioxid (CO2).

2.3

Den aktuelle udtalelse suppleres med en udtalelse fra udvalget, der behandler samme teknik i relation til Kommissionens (2) meddelelse »Supporting Early Demonstration of Sustainable Power Generation from Fossil Fuels«.

3.   Kommissionens forslag

3.1

På grundlag af (i) den kendsgerning, at den internationalt stigende efterspørgsel efter brændstoffer forventes at blive dækket af hovedsageligt fossile brændstoffer og (ii) målet om at reducere CO2-emissionerne på verdensplan med 50 % og industrilandenes med 60-80 % inden 2050, mener Kommissionen, at det er nødvendigt at gøre brug af samtlige muligheder for emissionsreduktioner. I den forbindelse spiller CO2-adskillelse og -oplagring — forkortet CCS (3) — en væsentlig rolle.

3.2

Som et svar på opfordringen fra Det Europæiske Råd i marts 2007 er det forelagte forslag fra Kommissionen et element i retning af målet om at skabe den nødvendige tekniske, økonomiske og lovgivningsmæssige ramme for, at CCS kan anvendes i praksis på miljømæssigt forsvarlig vis. Det drejer sig her først og fremmest om en reguleringsramme på grundlag af EF-traktatens artikel 175, stk. 1. Forslaget skal derudover forenkle retlige og forvaltningsmæssige bestemmelser for EU- eller nationale myndigheder.

3.3

Der tages højde for eller foretages en tilpasning af allerede eksisterende bestemmelser som direktiverne 96/61/EF, 85/337/EØF, 2004/34/EF og 2003/87/EF.

3.4

Vedrørende det konkrete indhold i Kommissionens forslag:

3.4.1

Kapitel 1 vedrører emne, formål og anvendelsesområde. Derudover fastlægges definitioner.

3.4.2

Kapitel 2 omhandler valg af lagringslokaliteter samt efterforskningstilladelser. Medlemsstaterne skal afgøre, i hvilke områder der kan vælges lokaliteter til lagring, og hvilke regler der skal gælde for tildelingen af efterforskningstilladelser.

3.4.3

Kapitel 3 handler om lagringstilladelser og betingelserne for disse samt Kommissionens beføjelser på dette område. Et vigtigt aspekt er vurderingen af virkningerne på miljøet, herunder en konsekvensanalyse og høring af offentligheden.

3.4.4

Kapitel 4 vedrører drift, nedlukning og efterbehandling, herunder kriterier for modtagelse af CO2-strømme, overvågning og rapportering, inspektioner, foranstaltninger i tilfælde af uregelmæssigheder og/eller udsivninger, nedlukning og efterbehandling samt finansiel sikkerhedsstillelse.

3.4.5

Kapitel 5 beskæftiger sig med adgang til transportnet og lagringsanlæg.

3.4.6

Kapitel 6 indeholder almindelige bestemmelser om kompetente myndigheder, grænseoverskridende samarbejde, sanktioner, rapportering til Kommissionen, ændringer og de relevante udvalg.

3.4.7

Kapitel 7 indeholder de nødvendige ændringer af anden lovgivning, herunder de nødvendige tilpasninger af vand- og affaldslovgivningen. Derudover defineres supplerende forudsætninger for tilladelsen af nye kraftværker.

3.4.8

Bilag I opstiller detaljerede kriterier for anlægskarakterisering og risikovurdering. Bilag II indeholder udførlige kriterier for overvågning. Kommissionen kan ændre bilagene. Europa-Parlamentet har i den forbindelse en medbestemmelsesret.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

Udvalget har flere gange påpeget (4), at betalbar energi er livsnerven i moderne samfundsøkonomier og forudsætningen for samtlige basisfaciliteter. Særlig betydning har en styrket udvikling af nye teknologier (5).

4.2

Kommissionens forslag til direktiv bifaldes derfor af udvalget, som en nødvendig forudsætning for udvikling og anvendelse af CCS, og udvalget støtter i vid udstrækning indholdet i direktivforslaget.

4.3

Udvalget har i den forbindelse gjort opmærksom på (6), at de fossile brændstoffer kul, olie og gas for nærværende udgør rygraden (7) i såvel den europæiske som den globale energiforsyning, og at dette måske vil være tilfældet i de næste årtier.

4.4

Dette er ikke i modstrid med det erklærede mål om at øge andelen af vedvarende energi væsentligt. Men selv set i lyset af EU's (8) mål om en andel for vedvarende energi på mindst 20 % inden 2020, vil der i mange årtier endnu være et betydeligt behov for energi fra andre kilder til dækning af de resterende henholdsvis 80 % og fra 2050 ca. 50 % af forbruget.

4.5

Blandt de vedvarende energikilder kan kun vandkraft og biomasse (9) hidtil anvendes til efterspørgselsstyret elproduktion, mens vind- og solenergi afhænger af vejrforholdene, og derfor er tilgængelig i begrænset omfang. Alligevel skal der gøres en stor indsats for at udvikle og realisere anvendelsen af disse energikilder. Der skal endvidere udvikles passende og betalbare lagringsmuligheder. Dette er dog genstand for andre udtalelser fra udvalget.

4.6

Deraf følger, at kraftværker baseret på fossile brændstoffer fortsat må anvendes i stort omfang — som supplement til og/eller erstatning (10) for kerneenergi — hvis grundbelastningen skal sikres. Til udligning af ujævne leverancer fra vindenergien vil der derudover være behov for et voksende antal tilstrækkeligt fleksible kraftværker, der med kort varsel kan stille nok — positiv som negativ — reservekapacitet til rådighed.

4.7

Hvad angår spidsbelastnings- og reservekapacitet kan denne først og fremmest leveres af gasværker og pumpevandkraftværker. Mulighederne for at bygge flere vandkraftværker med pumpelagring er dog begrænset, idet de dertil egnede lokaliteter allerede i vidt omfang er udnyttet.

4.8

Til varetagelse af grund- og middelbelastning anvendes ud over kernekraftværker først og fremmest kulfyrede kraftværker. Såfremt medlemsstaterne giver afkald på at anvende kerneenergi, vil brugen af kul til elproduktion spille en endnu større rolle i disse lande.

4.9

I den forbindelse drejer det sig om at udlede mindst muligt CO2, også ved brug af kul. Med det formål for øje, iværksættes der tiltag på to områder, der teknisk set ikke er nået lige langt, og hvis konsekvenser er forskellige: på den ene side endnu mere effektive kraftværker, på den anden side kraftværker med CCS (11), hvor hovedparten af den producerede CO2 ikke længere havner i atmosfæren, men hvor konsekvensen uafvendeligt er et mærkbart tab af effektivitet, der skal dække det yderligere energibehov som følge af CCS. Derudover må der også arbejdes videre med procedurer, der skal udskille den CO2, som opstår ved industrielle produktionsprocesser.

4.10

Udviklingen af CCS inklusive adskillelse, transport og lagring af CO2 befinder sig i en tidlig, til dels stadig sonderende fase. I modsætning hertil stiger konventionelle kraftværksteknikkers effektivitet ganske vist gradvist, men effektiviteten har næsten allerede nået det fysisk mulige. I betragtning af det presserende behov for ekstra kraftværkskapacitet i løbet af det næste årti anbefaler udvalget, at man vælger en pragmatisk fremgangsmåde, hvor begge teknologier videreudvikles parallelt. Mens udviklingen af mere effektive metoder i vid udstrækning kan overlades til markedets aktører, har CCS-teknologierne — kraftværker såvel som infrastruktur — brug for ekstra støtte i demonstrations- og markedsintroduktionsfasen.

4.11

Der arbejdes med flere muligheder for udvikling af CCS-teknologien: som integreret kraftværksteknologi, hvor CO2 — ved kulforgasningsproceduren — udskilles inden forbrændingsprocessen eller ved oxyfuelproceduren, hvor CO2 beriges i løbet af processen og derefter udskilles samt »post-combustion«-teknologi, hvor CO2 fjernes fra røggassen efter forbrændingen (CO2-udvaskning). Den sidstnævnte metode kan, hvis den videreudvikles, bruges til at opgradere allerede planlagte yderst effektive nye kraftværker, hvis disse bygges efter »capture ready«-princippet. Begge teknologiske landvindinger har det til fælles, at det udskilte CO2 skal transporteres fra kraftværket til et velegnet lagringssted.

4.12

Oplagring af CO2 kan kun foregå i hertil egnede, sikre geologiske formationer. Med udgangspunkt i de nuværende forskningsresultater er det først og fremmest dybe saline akviferer og udtømte olie- og gasforekomster der kommer på tale, mens nedlagte kulminer lader til at være mindre velegnede. Det er vigtigt, at der med henblik på at undgå udsivninger forefindes så godt som uforstyrret overjord (færrest mulige kanaler til overfladen).

4.13

Ved udvælgelse af lagringslokaliteter på grundlag af de regler, der foreslås i direktivet, og en professionel udførelse må den risiko, der er forbundet med lagringen vurderes til at være meget lille. Ved brug af en egnet lagringslokalitet er det så godt som umuligt, at der pludselig vil forekomme et »udslip« af store mængder CO2  (12). Risici forbundet med inducerede jordskælv kan også så godt som udelukkes, idet det valgte maksimale lagringstryk skal sikre, at lagerlokalitet og overjord ikke slår revner (13), når det skal fungere som lagerlokalitet.

4.14

Med henblik på den samfundsmæssige og politiske accept har spørgsmålet om en sikker og langsigtet lagring af CO2 afgørende betydning.

4.15

Udvalget mener derfor, at det er utrolig vigtigt, at såvel Kommissionen som særligt medlemsstaterne og de potentielle operatører informerer borgerne om alle aspekter af denne nye teknik og inddrager disse i beslutningstagningen ved hjælp af en gennemskuelig dialogproces. Der bør udvikles hertil egnede procedurer.

4.16

Udvalget vil godt afslutningsvis i dette kapitel opfordre til yderligere en forsigtighedsforanstaltning, der vedrører muligheden af et eventuelt behov for CO2 på lidt længere sigt, det være sig som kemisk grundsubstans eller som reguleringsfaktor i forbindelse med »naturlige« langtidsklimacyklusser (14). Derfor opfordrer udvalget til sikker gennemførelse af CO2-lagring som supplerende sikkerhedsforanstaltning af hensyn til bæredygtigheden, idet der samtidig enten bør tages højde for i hvert fald delvis genvinding som en mulighed i forbindelse med et stop for den geologiske lagring eller fremskaffes dokumentation for potentielle genvindingsmuligheder fra konkrete lagre. Det har selvfølgelig første prioritet at sikre, at lagerlokaliteten er tæt og så sikker som mulig.

4.17

Derfor bifalder udvalget det forslag, som Kommissionen har fremlagt og kommer nærmere ind på visse detaljer i næste kapitel.

5.   Særlige bemærkninger

5.1

Direktivforslaget indeholder i alt væsentligt de nødvendige bestemmelser til sikring af retsgrundlaget for driften af CCS-anlæg. Enkelte steder går man dog længere end nødvendigt.

5.2

Der er imidlertid stadig et behov for at præcisere enkelte punkter med henblik på at gøre den praktiske gennemførelse mulig og opretholde retssikkerheden.

5.3

Inden for rammerne af emissionshandlen skal det adskilte og oplagrede CO2 ifølge Kommissionens forslag behandles som »ikke udledt« og heraf følger, at der ikke skal returneres CO2-kvoter for denne mængde (betragtning 23 med henvisning til direktiv 2003/87/EF). Dette resulterer i et — om end i demonstrationsfasen utilstrækkeligt — incitament til at investere i CCS-anlæg.

5.3.1

Derfor bifalder udvalget den foreslåede integration i emissionshandelsordningen; en markedsbaseret tilgang er helt klart at foretrække frem for en CCS-pligt, desto mere som CCS-teknologiens nuværende udviklingsniveau gør, at det er for tidligt at indføre en sådan CCS-pligt.

5.3.2

Det er derimod rigtigt at gøre det obligatorisk, at nye kraftværker skal have tilstrækkelig plads på anlægget til det nødvendige udstyr til separation og komprimering af CO2 (art. 32, tilpasning af art. 9 a) i direktiv 2001/80/EF). Dog bør også disse principielt fordyrende foranstaltninger forbindes med relevante markedsøkonomiske incitamenter (15) (f.eks. fordelagtige CO2-certifikater, anvendelse af en del af indtægterne fra emissionshandelssystemet til CCS).

5.4

For at undgå, at oplagringsmulighederne indskrænkes unødigt, bør forbudet i art. 2, stk. 3, i Kommissionens forslag ikke vedrøre »lagring i geologiske formationer«, men lagringsanlæg. Geologiske formationer ifølge definitionen i art. 3, stk. 4, kan nemt strække sig ud over det i art. 2, stk. 1, definerede område, mens omfanget af et lagringsanlæg derimod er betydeligt mindre. Yderligere oplagringsmuligheder kan opstå som følge af en åbningsklausul, der giver mulighed for at indgå retligt bindende aftaler med stater uden for EU.

5.5

Definitionen af et »lagringsanlæg« iflg. art. 3 (3) bør begrænse sig til den »del« af »den særlige geologiske formation«, der anvendes til »geologisk lagring af CO2«. (En geologisk formation kan have et omfang på — overflademæssigt — millioner af km2, mens kun en del af dette område kan betegnes som et »lagringsanlæg«). Det er i allerhøjeste grad muligt, ja sågar sandsynligt, at der i en enkelt geologisk formation kan og vil findes flere lagringsanlæg.

5.6

Ifølge Kommissionsforslagets art. 4, stk. 1, forbliver retten til at udpege velegnede lagringsanlæg på nationalt niveau. Det bør i den forbindelse gøres klart, at de områder, der principielt er velegnet til lagring af CO2, også reelt udvælges af medlemsstaterne, for så vidt som der ikke er vigtige grunde, der taler imod.

5.7

Udvalget bifalder, at det foreslåede regelsæt kræver maksimal sikkerhed. Dette er påkrævet, hvad angår beskyttelsen af mennesker, miljø og klima (16), men også for at sikre emissionshandelens troværdighed.

5.7.1

Brugen af velegnede, opdaterede tekniske overvågningssystemer skal sikre dette. Medlemsstaterne skal tage højde for dette aspekt ved tildelingen af tilladelser (17).

5.7.2

Overvågningssystemerne kræver og skal sikre, at selve lagringsanlægget forstås og styres bedst muligt. (Målinger ved eller nær jordoverfladen er i sig selv ikke tilstrækkelige.) Derfor bør de anvendte modeller ideelt set beskrives og certificeres ved hjælp af to uafhængige simulations- henholdsvis modelleringssystemer.

5.7.3

Definitionen af en udsivning bør fastlægges som følger: »Udslip af CO2 fra lagringsanlæg, der kan påvises ved hjælp af overvågningssystemer baseret på den bedste tekniske standard«. Der findes ingen absolut (altså 100 %)-tæthed, og en sådan ville heller ikke kunne påvises på grund af den CO2, der naturligt udledes fra jordbunden. Derudover er en sådan ikke påkrævet af hverken sikkerhedstekniske eller klimabeskyttelsesmæssige (18) grunde. Denne definition, der baserer sig på den til en hver tid bedste tekniske standard, vil resultere i, at overvågningssystemerne — der også forbedres pga. udviklingen i CCS — til stadighed forfines og dermed på dynamisk vis bidrager til at forbedre sikkerheden.

5.7.4

Såfremt der ved senere rutinemæssig drift opstår et ønske om at definere sikre grænseværdier for udsivninger, kan der vælges en målestok ved hvilken der ikke optræder nogen sikkerheds- eller klimarelevante konsekvenser og dermed heller ingen følgevirkninger for emissionsattesterne, altså f.eks. en udsivning på 0.1 %/100a.

5.8

Den af Kommissionen i art. 5, stk. 3, foreslåede varighed for efterforskningstilladelser er for kort. Erfaringerne viser, at der selv ved et optimalt forløb er behov for mindst 4 år til at realisere arbejdsprogrammet for efterforskningen. Det må under ingen omstændigheder ske, at en efterforskning, hvor der kun mangler få data, afbrydes alene af den grund, at den fastsatte tidsfrist, inklusive udsættelse, er udløbet. Derfor bør der indføres et fleksibelt regelsæt, der tager hensyn til lokaliteternes særlige karakteristika, men som samtidig kræver, at operatøren gennemfører et målrettet efterforskningsprogram. Sidstnævnte tilføjelse skal forhindre, at potentielle lagringsanlæg blokeres af forsinkede efterforskninger.

5.9

Efterforskningen af et potentielt lagringsanlæg kræver knowhow, kvalificeret personale, tid og penge, mens der langt fra er nogen garanti for succes. Derfor ville et afgørende incitament til efterforskning bortfalde, hvis dette engagement fra virksomhedernes side ikke kobles sammen med en fortrinsstilling i forbindelse med anvendelsen af lagringsanlægget. Den af Kommissionen i art. 5, stk. 4, foreslåede bestemmelse bør derfor suppleres med en første ret til lagringsanlægget, f.eks. med en sætning (som den allerede har været diskuteret) som følger: »Efter udløbet af denne tidsfrist skal efterforskningstilladelsen vedrørende CO-lagring enten konverteres til en CO2-lagringstilladelse eller opgives for hele det berørte område«.

5.10

Det er rigtigt, at der bør udarbejdes en plan for udbedrende foranstaltninger. Imidlertid bør denne plan (art. 9, stk. 6, og art. 16, stk. 1) udarbejdes på grundlag af den ændrede definition af udsivning (art. 3, stk. 5).

5.11

Kommissionens forslag til art. 6-9 vedrører ansøgninger om lagringstilladelser samt forudsætningerne for og indholdet af lagringstilladelser. Heraf fremgår det med al tydelighed, at flere operatører kan være aktive i en geologisk formation.

5.11.1

Udvalget bifalder princippet om en ikke-diskriminerende adgang. Med hensyn til hæftelse ved udsivninger og ansvarsoverdragelse til staten kan der imidlertid opstå vanskelige afgrænsningsspørgsmål.

5.11.2

Derfor bør der være den regel, at kun én operatør kan få tilladelse til af drive et lagringsanlæg. Dermed står det klart, hvem der bærer ansvaret. En ikke-diskriminerende adgang til lagringsanlægget kan også sikres vha. artikel 20.

5.12

Ifølge Kommissionens forslag skal en national myndighed inden den endelig tildeler en tilladelse (art. 10 og art. 18) underrette Kommissionen, og herefter afvente dennes stillingtagen i en periode på op til seks måneder. Denne udtalelse fra Kommissionen skal der herefter tages højde for ved tildelingen af tilladelser og eventuelle afvigelser fra denne skal begrundes.

5.12.1

Det foreslåede regelsæt vil resultere i tidsmæssige forsinkelser og en større administrativ byrde. Derudover er regelsættet i modstrid med subsidiaritetsprincippet.

5.12.2

Derfor anbefaler udvalget, at direktivets bestemmelser ændres, så der på den ene side er tale om tilstrækkeligt ensartede procedurer i medlemsstaterne, og der på den anden side ikke opstår unødvendige forsinkelser samtidig med, at subsidiaritetsprincippet respekteres. En mulighed ville være at gøre det klart, at de nationale myndigheder kun har en pligt til at underrette Kommissionen i forbindelse med tilladelsesproceduren. I tilfælde af overtrædelser kan Kommissionen gøre brug af det velafprøvede redskab, der består af en overtrædelsesprocedure iflg. art. 226 i EF-traktaten. Teksten i artikel 10 kan derfor lyde som følger: »Den kompetente nationale myndighed underretter med henblik på efterprøvning Kommissionen om sin tildeling af lagringstilladelse med henblik på efterprøvning«.

5.13

Udvalget mener, at de nationale myndigheder har brug for effektive instrumenter kombineret med regelmæssige kontroller for til enhver tid at kunne stå inde for lagringsanlæggenes sikkerhed. Udvalget tvivler dog på, om Kommissionens forslag vedrørende en ekstra evaluering af lagringstilladelsen hvert femte år vil bidrage hertil. En sådan evaluering øger ikke sikkerheden, men pålægger alle involverede parter en ekstra administrativ byrde.

5.14

Artikel 18 i Kommissionens forslag stiller store krav til overdragelsen af ansvaret for lagringsanlægget til den kompetente medlemsstat. Dette er korrekt og bifaldes af udvalget.

5.14.1

I art. 18, stk. 1, kræves det imidlertid, at alle tilgængelige oplysninger skal pege i retning af, at den lagrede CO2 vil forblive »fuldstændig« indesluttet i al fremtid. Der findes imidlertid ingen absolut tæthed og en sådan bør derfor heller ikke kræves. Udvalget henviser derfor til punkterne 5.7.3 og 5.7.4.

5.14.2

For ikke at skabe en uovervindelig barriere for overdragelsen, bør sætningen lyde som følger: »… at der inden for overskuelig fremtid ikke kan forventes udsivninger« (19). (Definitionen i punkt 5.7.3 anvendes).

5.15

Ifølge Kommissionens forslag er det påkrævet, at virksomhederne ved efterforskning og ibrugtagning af lagringsanlæg stiller en finansiel sikkerhed (art. 19). Udvalget er enigt heri og bifalder, at det overlades til medlemsstaterne at afgøre, hvilken form denne sikkerhedsstillelse skal have.

5.15.1

Udvalget mener imidlertid ikke, at det er passende, at denne sikkerhedsstillelse skal ydes i fuldt omfang allerede inden indgivelse af en ansøgning. Tværtimod bør denne finansielle sikkerhedsstillelse principielt orientere sig efter de behov, der opstår, efterhånden som projektet skrider frem. I modsat fald reduceres virksomhedernes allerede utilstrækkelige finansielle incitament til at investere i denne nye teknik yderligere.

5.15.2

I tilfælde af, at der sker en udsivning med følger for klimaet, bliver det nødvendigt efterfølgende at købe emissionsattester. Efter de omfangsrige undersøgelser i forbindelse med tildelingen af lagringstilladelser kan det ikke forventes, at en sådan udsivning vil forekomme. Derfor bør der i sådanne tilfælde være tale om tilstrækkelig finansiel sikkerhedsstillelse, hvis det kan dokumenteres, at operatøren, også i tilfælde af dennes insolvens, råder over aktiver, som kan realiseres. Yderligere krav vil i betragtning af den ringe sandsynlighed for, at sådanne tilfælde opstår, belaste virksomhedernes evne til at investere i uhensigtsmæssig grad.

5.16

De kriterier for karakterisering og vurdering af lagringsanlæg, der stilles i bilag I, vedrører til dels området forskning og udvikling. Med henblik på håndhævelsen i praksis bør »det teknisk mulige« også her gælde som referencepunkt for udarbejdelsen af ansøgningsmaterialet.

5.17

I bilag 1 og ved »risikovurderingen« af potentielle lagringsanlæg bør biosfære-begrebet præciseres. Ved biosfæren, som ikke må påvirkes negativt, bør der ikke kun tages hensyn til biosfæren ved jordoverfladen, men også biosfæren i forbindelse med drikkevand (ferskvandsaquifere).

5.18

Derudover bør sammensætningen af og arbejdsmetoderne hos den ekspertgruppe, som har ansvaret for den løbende opdatering af bilaget, fastlægges.

Bruxelles, den 9. juli 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  CESE 1201/2008, CESE 1202/2008, CESE 1203/2008 af 9.7.2008, endnu ikke offentliggjort i EUT.

(2)  KOM(2008) 13 endelig.

(3)  CCS: Carbon Capture and Storage (kulstof (der menes kuldioxid) adskillelse og lagring). I TEN/340 — CESE 562/2008 foreslås det, at man i stedet anvender forkortelsen CCTS: Carbon Capture, Transport and Sequestration. I denne udtalelse benyttes betegnelsen CCS.

(4)  F.eks. EUT C 162 af 25.6.2008, s. 72.

(5)  Se CESE 1199/2008 af 9.7.2008, endnu ikke offentliggjort i EUT.

(6)  F.eks. CESE 6437/2005 samt senest CESE 1246/2007, endnu ikke offentliggjort i EUT.

(7)  Brugen af CCS er i første omgang planlagt til hovedsageligt at berøre den elproduktion, der er baseret på fossile energikilder. I EU er ca. 30 % af elproduktionen baseret på kerneenergi, der så godt som ikke udleder nogen CO2.

(8)  Rådets afgørelse fra marts 2007.

(9)  Biomasse har (kun) en positiv indflydelse på CO2-emissionsregnskabet, når den energi, der bruges i produktions-, transport- og forarbejdningsprocessen, ikke overstiger den producerede mængde energi. Såfremt et biomassekraftværk udstyres med CCS, er der iflg. artikel 24 a) i direktivet om handel med emissionskvoter mulighed for at give støtte til kraftværket.

(10)  Nemlig i de medlemsstater, der har besluttet ikke eller ikke længere at producere kerneenergi.

(11)  Jf. tillige CESE 1246/2007, endnu ikke offentliggjort i EUT.

(12)  Kun i sådanne tilfælde vil der være en fare for de mennesker, der bor i umiddelbar nærhed af lagringslokaliteten, idet CO2 i modsætning til CO ikke er giftigt; en CO2-koncentration i luften er kun livsfarlig ved en koncentration på over ca. 8 % (Den nuværende gennemsnitlige CO2-andel af luften ligger på ca. 380 ppm (ppm: parts per million)).

(13)  I modsætning til geotermisk anvendelse.

(14)  Ved hjælp af boringer i permanent is har man fået indsigt i den globale klimaudvikling gennem de sidste 600 000 år. Heraf fremgår det, at varmere perioder og istider historisk set har afløst hinanden i en afstand af typisk 100 000 år med et temperaturmæssigt tidsforløb, der kan beskrives som savtakket. Koncentrationen af CO2 i atmosfæren har i korrelation hertil svunget tilsvarende. Da vi længe har befundet os i en varmeperiode, altså på den øvre del af den savtakkede kurve, og afslutningen af den sidste varmeperiode ligger over 100 000 år tilbage, er det derfor tænkeligt, at vi i overskuelig fremtid igen vil se en gradvis reduktion af den globale temperatur og CO2-koncentrationen, hvis den nuværende menneskeskabte emission af drivhusgasser ikke har den stik modsat rettede virkning.

(15)  Se i den forbindelse de generelle anbefalinger i punkt 3.3 i EUT C 162 af 25.6.2008, s. 72.

(16)  Kravet lyder ofte »sundhed, sikkerhed og miljø«.

(17)  Se også artikel 13, stk. 2, (2) i direktivforslaget og bilag II.

(18)  Derimod kan emissionsattester dokumenteres: emissionshandel.

(19)  Udvalget gør opmærksom på, at Kommissionens anvendelse af begrebet »al fremtid« er vildledende og selvmodsigende.


3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/81


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/66/EF om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer, for så vidt angår artikel 6, stk. 2, vedrørende markedsføring af batterier og akkumulatorer«

KOM(2008) 211 endelig — 20008/0081 (COD)

(2009/C 27/18)

Rådet besluttede den 22. maj 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 95, stk. 1 og artikel 251 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/66/EF om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer, for så vidt angår artikel 6, stk. 2, vedrørende markedsføring af batterier og akkumulatorer.

Da EØSU fuldt ud går ind for forslagets indhold og allerede har behandlet dette emne i sin udtalelse 655/2004-2003/0282 COD, vedtaget den 28. april 2004 (1), besluttede det på sin 446. plenarforsamling den 9.-10. juli 2008, mødet den 9. juli 2008, med 138 stemmer for, 1 imod og 3 hverken for eller imod at afgive en udtalelse, som støtter Kommissionens forslag, og at henvise til den holdning, det gav udtryk for i ovennævnte dokument.

 

Bruxelles, den 9. juli 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EØSU's udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om batterier og akkumulatorer og brugte batterier og akkumulatorer«, EUT C 117 af 30.4.2004.


3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/82


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Minedrift uden for energisektoren i Europa«

(2009/C 27/19)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 17. januar 2008 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Minedrift uden for energisektoren i Europa.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer, som udpegede Dumitru Fornea til ordfører og Ion Pop til medordfører. Den Rådgivende Kommission vedtog sin udtalelse den 24. juni 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 446. plenarforsamling den 9.-10. juli 2008, mødet den 9. juli, følgende udtalelse med 135 stemmer for, 1 imod og 10 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

De vigtigste parametre for den fremtidige råstofforsyningssikkerhed i Europa er indenlandsk forsyning, udenlandsk forsyning, kapacitetsopbygning og ressourceeffektivitet.

Man bør i politikken for den indenlandske forsyning af råstoffer tage hensyn til industrien, miljøpolitikken og den fysiske planlægning som led i en integreret tilgang. Den bedste praksis på området bør udbredes til nye potentielle områder. Adgangen til indenlandske ressourcer i medlemsstaterne bør fremmes, ved at man skaber den nødvendige balance mellem miljøhensyn og den industrielle udvikling samt harmoniserede incitamenter for udvikling og beskyttelse i forbindelse med udvidelse af eksisterende og åbning af nye udvindingssteder, såfremt disse er dels økonomisk og socialt forsvarlige og ønskværdige, dels miljømæssigt bæredygtige.

EU og medlemsstaterne bør vurdere globaliseringens indvirkning på den udenlandske forsyning af mineraler grundigt i de tilfælde, hvor importen af råstoffer fra tredjelande er dominerende. EU's miljømæssige og sociale standarder bør tages i betragtning, når der skal træffes investeringsrelaterede foranstaltninger, og industrien udflyttes. Man bør sikre de europæiske brugere adgang til råstoffer og mindske EU's strategiske afhængighed.

Kapacitetsopbygningen i den europæiske udvindingsindustri uden for energisektoren står over for en lang række udfordringer, såsom administrative barrierer, behovet for at forbedre sektorens image, behovet for kvalificeret arbejdskraft, forvaltningsteknik, uddannelse og videreuddannelse.

Forbedret effektivitet i ressourceudvindingsprocesserne afhænger af de fremskridt, der gøres inden for andre sektorer, som er aktive inden for både mineraludvinding og andre områder, og forudsætter samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne.

1.2

EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde ud fra følgende henstillinger (i punkt 3.2 uddybes disse henstillinger):

Bedre lovgivning gennem forbedrede retlige rammer og et forbedret tilladelsessystem, udveksling af bedste praksis med hensyn til planlægningspolitikker, mindskning af den administrative byrde ved udstedelse af tilladelser, fremme af efterforskningsaktiviteter og bæredygtig udvikling i forbindelse med udvidelse af udvindingssteder samt sikring af mineralforekomster (1).

Øge foreneligheden mellem udvinding og miljøbeskyttelse gennem udbredelse af bedste praksis i og omkring Natura 2000-områder, fremme af nærhedsprincippet inden for transportspørgsmål med henblik på at mindske forurening og omkostninger samt forbedret adgang til ressourcer (2).

Styrkelse af kendskabet til mineraler på EU-niveau gennem etablering af en europæisk geologisk kapacitet og et europæisk system for information om mineralressourcer på grundlag af medlemsstaternes nationale geologiske undersøgelser.

2.   Overblik over sektoren

2.1

Mineraler er af afgørende betydning for udvikling og således for vores livskvalitet og skabelsen af et bæredygtigt samfund. Ikke-energetiske mineraler (3) er grundlæggende materialer i vores dagligdag. Et hus indeholder op til 150 ton mineraler, som indgår i cement, ler, gips, calciumkarbonat, blandingsmaterialer, glas, maling, keramik, fliser og flere ton metal. En bil indeholder op til