ISSN 1725-2393

Den Europæiske Unions

Tidende

C 224

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

51. årgang
30. august 2008


Informationsnummer

Indhold

Side

 

III   Forberedende retsakter

 

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

 

445. plenarforsamling den 28. og 29. maj 2008

2008/C 224/01

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Miljøvenlig produktion

1

2008/C 224/02

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om Fællesskabets deltagelse i et forsknings- og udviklingsprogram, der har til formål at forbedre ældres livskvalitet gennem brug af ny informations- og kommunikationsteknologi (ikt), og som gennemføres af en række forskellige medlemsstater KOM(2007) 329 endelig — 2007/0116 (COD)

8

2008/C 224/03

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om livsforsikring om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed — Solvens II KOM(2007) 361 endelig — 2007/0143 (COD)

11

2008/C 224/04

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om Fællesskabets deltagelse i et forsknings- og udviklingsprogram, der gennemføres af flere medlemsstater til fordel for forskningsintensive SMV'er (KOM(2007) 514 endelig — 2007/0188 (COD)).

18

2008/C 224/05

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Afhjælpning af stigmatisering i forbindelse med virksomhedsfiasko — For en politik, der fremmer en ny chance — Gennemførelse af Lissabon-partnerskabet for vækst og beskæftigelse KOM(2007) 584 endelig

23

2008/C 224/06

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Internationale offentlige indkøb

32

2008/C 224/07

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

35

2008/C 224/08

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (Kodificeret udgave) KOM(2008) 98 endelig — 2008/0049 (COD)

39

2008/C 224/09

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog: På vej mod en ny kultur for mobilitet i byer KOM(2007) 551 endelig

39

2008/C 224/10

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen — Handlingsplan for godstransportlogistik KOM(2007) 607 endelig

46

2008/C 224/11

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

50

2008/C 224/12

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en adfærdskodeks for edb-reservationssystemer KOM(2007) 709 endelig — 2007/0243 (COD)

57

2008/C 224/13

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et flerårigt fællesskabsprogram til beskyttelse af børn, der bruger internet og andre kommunikationsteknologier KOM(2008) 106 endelig — 2008/0047 (COD)

61

2008/C 224/14

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om teknisk kontrol med motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertilKOM(2008) 100 endelig — 2008/0044 (COD)

66

2008/C 224/15

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet: Indsatsen mod vandknaphed og tørke i Den Europæiske Union KOM(2007) 414 endelig

67

2008/C 224/16

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets forordning om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri KOM(2007) 602 endelig — 2007/0223 (CNS)

72

2008/C 224/17

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

77

2008/C 224/18

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om nye fødevarer og om ændring af forordning (EF) nr. XXX/XXXX [fælles procedure] KOM(2007) 872 endelig — 2008/0002 (COD)

81

2008/C 224/19

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets direktiv om forenkling af procedurerne for udarbejdelse af lister og offentliggørelse af oplysninger på veterinærområdet og det zootekniske område og om ændring af direktiv 64/432/EØF, 77/504/EØF, 88/407/EØF, 88/661/EØF, 89/361/EØF, 89/556/EØF, 90/427/EØF, 90/428/EØF, 90/429/EØF, 90/539/EØF, 91/68/EØF, 92/35/EØF, 92/65/EØF, 92/66/EØF, 92/119/EØF, 94/28/EF, 2000/75/EF, beslutning 2000/258/EF og direktiv 2001/89/EF, 2002/60/EF og 2005/94/EF KOM(2008) 120 endelig — 2008/0046 (CNS)

84

2008/C 224/20

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ekstraktionsmidler anvendt ved fremstilling af levnedsmidler og levnedsmiddelingredienser (Omarbejdning) KOM(2008) 154 endelig — 2008/0060 (COD)

87

2008/C 224/21

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Højere kvalitet og produktivitet i arbejdet: en fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2007-2012 KOM(2007) 62 endelig

88

2008/C 224/22

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser — Maksimering af fordele og potentiale og sikring af arbejdstageres beskyttelseKOM(2007) 304 endelig

95

2008/C 224/23

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Fremme af unges mobilitet i Europa: praktiske tiltag og tidsplan

100

2008/C 224/24

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse (2010) KOM(2007) 797 endelig — 2007/0278 (COD)

106

2008/C 224/25

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om ændring af afgørelse nr. 1719/2006/EF om oprettelse af programmet Aktive unge for perioden 2007-2013 KOM(2008) 56 endelig — 2008/0023 (COD)

113

2008/C 224/26

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om ændring af afgørelse nr. 1720/2006/EF om et handlingsprogram for livslang læring KOM(2008) 61 endelig — 2008/0025 (COD)

115

2008/C 224/27

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Fordelene ved euroen — tid til en statusopgørelse

116

2008/C 224/28

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem med hensyn til behandlingen af forsikringstjenester og finansielle tjenester KOM(2007) 747 endelig — 2007/0267 (CNS)

124

2008/C 224/29

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forbindelserne mellem EU og Serbien: Civilsamfundets rolle

130

DA

 


III Forberedende retsakter

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

445. plenarforsamling den 28. og 29. maj 2008

30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/1


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Miljøvenlig produktion

(2008/C 224/01)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16. februar 2007 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at afgive udtalelse om:

Miljøvenlig produktion

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 6. maj 2008 Ordføreren var Anna Maria Darmanin.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 445. plenarforsamling den 28. og 29. maj 2008, mødet den 29. maj 2008, følgende udtalelse enstemmigt:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Udvalget støtter på det kraftigste initiativer, der har til formål at udvikle en fællesskabspolitik til fremme af en bæredygtig produktion og et bæredygtigt forbrug, der er fuldt integreret i andre fællesskabspolitikker, med henblik på at:

gøre potentielle udfordringer til muligheder, der sikrer den europæiske industris konkurrencedygtighed på verdensmarkedet gennem anvendelse af miljøvenlige produktionsmetoder baseret på økologiske produkter og tjenester, som forbrugerne i hele EU umiddelbart kan identificere;

udvikle et »grønt marked« for at sikre, at disse produkter og tjenester er i overensstemmelse med klare fælles definitioner, og at de reelt er tilgængelige i alle medlemsstaterne;

gøre de europæiske borgere mere bevidste om nødvendigheden af et ansvarligt og mere »økologisk« forbrug og om behovet for adfærdsmønstre, der i højere grad tager hensyn til miljøet, gennem omfattende oplysnings- og uddannelsestiltag, allerede i folkeskolen;

anvende en mere strategisk tilgang for at påvirke de beslutninger, der træffes af virksomheder, politikere, forbrugere og den brede offentlighed, og sikre en organisk fællesskabsramme, hindre en markedsfragmentering som følge af divergerende og vildledende rådgivning og markedsføringsbudskaber om de pågældende produkters miljøegenskaber og de hermed forbundne produktions- og distributionssystemer;

sikre, at forbrugernes valgmuligheder beskyttes, og at producenter/distributører forpligtes til at opfylde miljøstandarder og sikre, at produkter, der bringes på markedet, opfylder kravene om miljømæssig bæredygtighed;

sikre, at ansvaret for beslutningstagningen og gennemførelsen af en bæredygtig forbrugspolitik deles af alle aktører og civilsamfundsorganisationer, dvs. producenter, distributører, forbrugere, undervisere, offentlige myndigheder, miljø- og forbrugerorganisationer og arbejdsmarkedets parter.

1.2

Udvalget henstiller, at der fastlægges definitioner af begreberne »økologiske produkter/tjenester« og »økologisk forbrug« inden for rammerne af en bæredygtig udvikling og et bæredygtigt forbrug, der skal gælde i hele EU og anerkendes internationalt og baseres på klare miljøkriterier, -indikatorer og -standarder, der kan udvikles og forbedres.

1.3

Udvalget opfordrer den europæiske industri og distributions- og servicesektoren til klart at forpligte sig til at anvende en integreret sektorspecifik tilgang og i denne forbindelse fastsætte en tidsfrist for opfyldelse af verificerbare mål. Denne tilgang bør være baseret på principperne om miljømæssig, økonomisk og samfundsmæssig bæredygtighed. Der bør tages hensyn til miljøkravene allerede i produktdesignfasen, således at hele livscyklussen tages i betragtning, samtidig med at standarderne for kvalitet, innovation og kundetilfredshed til stadighed højnes.

1.4

Udvalget opfordrer virksomheder og offentlige og private organer til at gøre øget brug af tilgængelige fællesskabsinstrumenter og nationale instrumenter parallelt med henblik på at maksimere forskningen i rene teknologier og produkter.

1.5

Udvalget ønsker at understrege behovet for at styrke og fremskynde harmoniseringen af tekniske standarder for økologiske produkter og produktionsmetoder.

1.6

Udvalget opfordrer til, at der fastlægges kriterier og ensartede mindstekrav på hele det indre marked for mærkningsordninger for økologiske produkter med det formål at sikre forbrugerne et retfærdigt valg mellem grønne produkter og tjenester, en ensartet kontrol i hele EU og overholdelsen af princippet om fri bevægelighed for egentlig grønne produkter. Det europæiske miljømærke (miljøblomsten) bør markedsføres yderligere og bør kunne anvendes parallelt med nationale og sektorspecifikke mærkningsordninger.

1.7

Udvalget finder det vigtigt at styrke »produktdimensionen« i miljøforvaltningsordninger for at fremme udbredelsen til producenter og distributører og tilpasse denne dimension mere effektivt til de lokale myndigheders forvaltningssystemer, således at der i højere grad skabes synergi med andre instrumenter til fremme af bæredygtig udvikling.

1.8

Udvalget anser det for afgørende, at udbredelsen af EMAS (ordningen for miljøledelse og miljørevision) støttes. Dette kan ske gennem finansielle og skattemæssige foranstaltninger, administrativ strømlining, markedsføringstiltag, anerkendelse af EMAS som »standard of excellence«, også internationalt, og vedtagelse af foranstaltninger, der kan hjælpe smv'erne gradvis i gang med at anvende ordningen.

1.9

Det er af afgørende betydning, at et produkts beskaffenhed vurderes i sin helhed, dvs. ikke blot på grundlag af miljøkriterier, men også på grundlag af andre vigtige aspekter såsom det økonomiske aspekt for såvel forbrugeren som producenten, sikkerhed, herunder funktionalitet og sundhedsbeskyttelse, rationel anvendelse af ressourcer og materialer, logistik, innovative egenskaber, markedsføring, produktets mulighed for at øge forbrugernes valgmuligheder, livscyklusmæssige og sociale aspekter.

1.10

EØSU anbefaler, at udviklingen af grønne offentlige indkøb (GPP) fremmes gennem fastsættelse af tekniske egenskaber for »grønne« produkter, i første omgang for produkter med den største miljøvirkning, herunder for produktets eller tjenestens udspecificerede omkostninger i hele levetiden, adgang til en særlig online database, ajourføring af EU-direktiver om offentlige indkøb ved at indarbejde henvisninger til standarder, EMS-systemer, miljømærker og miljøvenligt design, og endelig gennem offentliggørelse af nationale handlingsplaner for grøn indkøbspolitik.

1.11

Udvalget understreger, at det er vigtigt at anvende EF-traktatens artikel 153 som retsgrundlag, da den er bedst egnet til at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, herunder forbrugernes ret til fuldstændige, korrekte, relevante, forståelige og rettidige oplysninger.

1.12

Udvalget mener, at et selvreguleringstiltag kunne bestå i at udarbejde adfærdskodekser i henhold til direktiv 2005/29/EF for at undgå misbrug af miljøpåstande i reklamer og under alle omstændigheder for at undgå vildledende reklame. Dette selvreguleringstiltag skal ske parallelt med miljøafgifter og regulering. EØSU mener, at miljøpåstande skal baseres på et troværdigt og anerkendt mærke.

1.13

Ved siden af muligheden for at anlægge sag, der skal være til rådighed for alle, støtter EØSU desuden udpegningen af fleksible, effektive, og troværdige udenretslige overvågnings- og konfliktløsningsorganer for forbrugerne, der er billige i drift, og som skal sikre, at produkterne opfylder miljøstandarderne, og at produkter, der kommer på markedet, opfylder principperne om miljømæssig bæredygtighed.

1.14

Hvad angår den lovgivningsmæssige fragmentering med hensyn til krav til forbrugeroplysning og bæredygtige produkter finder EØSU det nødvendigt at påbegynde udarbejdelsen af et enkelt, veldefineret retsgrundlag i form af et »europæisk charter for bæredygtigt forbrug og produktion på det indre marked« snarest muligt.

2.   Det nuværende retsgrundlag og perspektiver

2.1

Formålet med EF-ordningen for tildeling af et miljømærke (1) er at fremme produkter med lav miljøvirkning og sikre forbrugerne præcise og videnskabeligt forsvarlige oplysninger. Ordningen dækker ikke levnedsmidler og drikkevarer, lægemidler, medicinsk udstyr (2) eller farlige eller giftige produkter eller stoffer (3).

2.1.1

Design, produktion, distribution og forbrug af miljøvenlige produkter er en integreret del af EU's miljøpolitik som fastlagt i målsætningerne og prioriteterne i det sjette miljøhandlingsprogram (4), der skal nås i 2010. Dette program, som EØSU har udtalt sig om ved flere lejligheder, indeholder en detaljeret beskrivelse af planlagte foranstaltninger, der bidrager til etableringen af strategien for bæredygtig udvikling.

2.1.2

Et særligt tiltag og et af de vigtigste fællesskabsinitiativer på dette område er den integrerede produktpolitik (IPP) (5), som EØSU har afgivet udtalelse om (6), og som omfatter alle produkter og tjenester, der har en miljøpåvirkning.

2.1.3

Hvis den integrerede produktpolitik skal være effektiv, er det nødvendigt at tilskynde producenterne til at fremstille flere økologiske produkter, og forbrugerne skal købe disse produkter. Mulige tiltag på dette område kunne bestå i at:

tilskynde til anvendelsen af skatteforanstaltninger for at fremme mere miljøvenlige produkter;

tage hensyn til miljøaspekterne i forbindelse med tildelingen af offentlige kontrakter (7);

fremme anvendelsen af »livscyklusperspektivet«;

integrere og fremme anvendelsen af frivillige instrumenter som f.eks. miljømærket, EMAS, miljøvaredeklarationsordninger og grønne offentlige indkøb;

give forbrugerne de nødvendige oplysninger til at kunne foretage et »velinformeret valg af produkter« i forbindelse med køb, brug og bortskaffelse.

2.1.4

Indførelsen af et nyt lovgivningsgrundlag vedrørende krav til miljøvenligt design af energiforbrugende produkter i et rammedirektiv fra 2005 var et andet positivt fremskridt (8).

2.1.5

Med hensyn til gennemførelsen af rammedirektivet træder de første bestemmelser i kraft i 2008. Der pågår i øjeblikket undersøgelser af foranstaltninger for 20 varegrupper (herunder lyskilder, computersystemer og vaskemaskiner), og der skal ifølge planen træffes foranstaltninger for 14 af disse grupper (herunder gadebelysning og kontorbelysning) inden udgangen af 2008. For andre grupper som f.eks. lyskilder i hjemmet er målsætningen 2009.

2.1.6

I det sjette miljøhandlingsprogram (9) fastsættes fem prioriterede strategiske foranstaltninger, nemlig bedre gennemførelse af den eksisterende lovgivning, integration af miljøhensyn i andre politikker, samarbejde med markedet, »empowerment« af borgerne gennem en adfærdsændring til gavn for sådanne borgeres efterspørgsel, samt hensyntagen til miljøet i forbindelse med beslutninger om regional fysisk planlægning og forvaltning.

2.1.7

Mere generelt fastslås det i EU-strategien for bæredygtig udvikling som ændret af Rådet i 2006, at »bæredygtig produktion og udvikling« er en af de vigtigste udfordringer, der skal løses ved at afpasse den økonomiske og sociale udvikling efter økosystemet. Det foreslås også, at der udarbejdes en ny handlingsplan på dette område.

2.1.8

Det anføres i statusrapporten om strategien for en bæredygtig udvikling 2007 (10), at det generelt er vanskeligt at foretage en pålidelig måling af omfanget af bæredygtig produktion og forbrug. Selv om udbuddet af bæredygtige produkter og tjenester på markedet tilsyneladende vokser hurtigt, anslås besparelserne på den nuværende energiregning at beløbe sig til omkring 60 milliarder euro om året, selv om der fortsat kun er få miljømærkede produkter og registrerede EMAS-virksomheder. Blot 14 medlemsstater har vedtaget nationale handlingsplaner for en grøn offentlig indkøbspolitik, og blot 21 medlemsstater har udarbejdet køreplaner for gennemførelse af EU-handlingsplanen for miljøteknologi (ETAP) (11).

2.2

Med hensyn til harmonisering af tekniske standarder blev der desuden for nogen tid siden taget skridt til at inddrage miljøhensyn i de nye tekniske standarder med det formål at skabe en »miljøramme« for CEN, inden for hvilken udvalgets tekniske organer kan udforme miljøspecifikationer. Når standarden er omfattet af den »nye metode«, formodes den at overholde de væsentlige krav i det tilsvarende EU-direktiv. Der skete yderligere fremskridt på dette område med vedtagelsen af miljøcertificeringsordningen ISO 14001.

2.3

Den 10. oktober 2007 offentliggjorde Det Europæiske Miljøagentur sin fjerde rapport »Europe's Environment« (12), der omfatter et helt kapital om bæredygtigt forbrug og produktion.

2.4

Kommissionen understreger i sin statusrapport fra 2007 om Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse betydningen af klimaændringer, miljøinnovationer, vedvarende energikilder og energimarkeder.

2.5

Endelig blev der i konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 8. og 9. marts 2007 lagt særlig vægt på miljø og klimaændringer. På mødet i Rådet (miljø) i februar 2007 blev det understreget, at EU-strategien for bæredygtig udvikling og Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse supplerer hinanden, og at Lissabon-strategien yder et vigtigt bidrag til opfyldelsen af hovedmålsætningen for EU-strategien for bæredygtig udvikling, og det blev desuden på ny understreget, at miljøaspekterne skal integreres i alle politikker. Denne generelle tillid blev kraftigt understreget af Det Europæiske Råd i december 2007 (13).

2.6

En klar hovedmålsætning i Kommissionens arbejdsprogram for 2008 (14) er at sætte borgerne i centrum for EU's tiltag, først og fremmest gennem en vurdering af den sociale situation og en gennemgang af det indre marked under stadig hensyntagen til, at de europæiske borgere skal have mest ud af fordelene ved det indre marked.

2.7

EØSU har ofte stillet krav om anvendelse af EF-traktatens artikel 153 som retsgrundlag (15), da formålet med denne artikel er at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og styrke forbrugernes ret til fuldstændige (16), korrekte, klare, relevante, forståelige og rettidige oplysninger.

2.7.1

Med hensyn til afledt lovgivning reguleres forbrugernes ret til oplysning af direktiv 2005/29/EF (17) om »urimelig handelspraksis«, der kan skade forbrugernes økonomiske interesser. I bilaget til dette direktiv anføres en række former for handelspraksis, som under alle omstændigheder anses som urimelige, f.eks. når »den erhvervsdrivende fremviser kvalitetscertificering, kvalitetsmærke eller tilsvarende uden at have opnået den nødvendige tilladelse«.

2.8

Udvalget er imidlertid overbevist om, at der er en vis lovgivningsmæssig fragmentering på EU-plan med hensyn til krav til forbrugeroplysning og bæredygtige produkter, og mener, at det er vigtigt at udarbejde et »europæisk charter for bæredygtigt forbrug og produktion på det indre marked«.

2.8.1

Hvis resultaterne af gennemførelsen af dette charter — og de selvregulerende kodekser i henhold til direktiv 2005/29/EF — viser sig at være utilstrækkelige, mener EØSU, at andre muligheder bør undersøges, f.eks. en mere omfattende harmonisering eller indførelse af en specifik operationel fællesskabsordning.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

Udvalget mener, at det i første omgang er vigtigt at fastlægge klare og nøje afgrænsede definitioner af begreber som f.eks. »bæredygtigt produkt«, »bæredygtigt design, produktion og distribution« og »bæredygtigt forbrug« med det formål at overvåge overholdelsen i EU og i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af lovgivning, administrative bestemmelser og frivillige rammer på EU-plan, hvor der henvises til sådanne definitioner inden for de forskellige nationale/regionale områder.

3.2

Disse definitioner, der skal anerkendes på internationalt plan, er ikke statiske, men kan i sagens natur til stadighed forbedres. Udvalget er imidlertid af den opfattelse, at de skal omfatte følgende:

en række miljøindikatorer  (18) med henblik på at registrere fremskridt med hensyn til de forskellige tærskler, der gør det muligt at vurdere bæredygtigheden i produktionssystemer, produkter og tjenester og distributionssystemer;

tekniske standarder på fællesskabsplan (evt. tilknyttet ISO-standarder) med fuld inddragelse af miljøhensyn i den europæiske standardisering som understreget af EØSU ved flere lejligheder (19), der skal integreres i produkter, produktionssystemer, distributionssystemer og tjenester i overensstemmelse med retningslinjerne i relevante EU-direktiver (20).

3.2.1

Udvalget mener, at overnævnte definitioner sammen med passende indikatorer og standarder er af afgørende betydning for en effektiv fællesskabspolitik, der giver oplyste forbrugere mulighed for at træffe bæredygtige valg og udvise en bæredygtig adfærd, samtidig med at der tages hensyn til miljøet i produktionsprocessen.

3.3

Som understreget af Kommissionen befinder »den europæiske industri (...) sig allerede i en god position med hensyn til at udbygge sin stilling på markedet for nye produkter, tjenester og processer, der bygger på miljøteknologier. Hertil kommer, at europæiske virksomheder som led i virksomhedernes sociale medansvar er mere og mere opmærksomme på, hvordan de klarer sig rent miljømæssigt« (21).

3.3.1

Udvalget er enigt i de tre fastlagte udviklingstiltag på dette område, nemlig stimulering af udviklingen og markedsføring af energieffektive teknologier, produkter og tjenester med lavt CO2-udslip, skabelse af et dynamisk indre marked og skabelse af globale markeder for energieffektive teknologier, produkter og tjenester med lavt CO2-udslip.

3.3.2

Udvalget vil gerne gentage den holdning, det allerede har givet udtryk for i sin nylige udtalelse: »Videnskabelig og teknisk ekspertise og dennes omsætning til konkurrencedygtighed og økonomisk styrke er afgørende forudsætninger for at sikre vores fremtid, f.eks. hvad angår energi- og klimaproblematikken, for at bevare og forbedre vores nuværende position på verdensmarkedet, og for ikke at bringe den europæiske sociale model i fare, men i stedet udbygge den.« (22)

3.3.3

Udvalget finder det nødvendigt at anvende en integreret tilgang for at overvinde de vanskeligheder og hindringer, der står i vejen for en fælles, koordineret anvendelse af alle tilgængelige finansielle instrumenter (23) på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan og for individuelle operatører med det formål at fremme rene og effektive teknologier og innovative metoder, der kan sikre metoder, produkter og tjenester med høj bæredygtighed.

3.3.4

Udvalget mener, at generaldirektoraterne bør gå sammen om et fællesskabsinitiativ med henblik på koordination og teknisk bistand med det formål at optimere anvendelsen af tilgængelige fællesskabsinstrumenter og europæiske og nationale instrumenter, så indsatsen inden for forskning og innovation vedrørende miljøbeskyttelse maksimeres i virksomheder og offentlige og private organer i det europæiske forsknings- og innovationsrum.

3.3.5

Som understreget af EØSU (24), Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet er det vigtigt at få nedbragt de bureaukratiske byrder, som bremser virksomhedernes vækst (navnlig smv'er), for at frigøre deres økonomiske og sociale energi og rette fokus mod en bæredygtig modernisering af det produktive og organisatoriske miljø og dettes strukturer.

3.4

EU lancerede miljømærkeordningen for produkter for at fremme en miljøvenlig produktion i 1997. Den blev udvidet til at omfatte tjenester og er blevet udviklet gennem årene. Den omfatter også offentlige miljømærker baseret på en række forskellige kriterier for grupper af varer og tjenester (25).

3.4.1

Udvalget mener, at denne situation kan forvirre producenter og frem for alt de europæiske forbrugere, og at løsningen er et strømlinet system, der sikrer fælles minimumskrav på EU-plan med obligatorisk registrering og verificering af miljømærker forestået af et uafhængigt certificeringsorgan.

3.4.2

Mærkningen på EU-plan bør ikke konkurrere med, men anvendes sideløbende med de nationale og sektorspecifikke mærker, som forbrugeren til tider har bedre kendskab til end den europæiske mærkning. Ydermere bør der på internationalt niveau foregå koordination med succesrige mærker, f.eks. energistjernen.

3.4.3

Det er vigtigt, at mærkerne er troværdige og har forbrugernes tillid. Derfor skal det overlades til alle aktørerne at fastsætte standarderne for sådanne mærker og overvåge markedet.

3.4.4

Det er muligvis relevant at begynde at se på mærkningen af produkter eller tjenester med henblik på at kortlægge deres CO2-indvirkning.

3.5

Med hensyn til den frivillige EMAS-ordning, der giver de aktører, der ønsker at vise, at de forbedrer deres miljøpræstationer, mulighed for at deltage i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision for således at vise, at de ønsker at respektere miljøstandarder og anvende en ordning for miljøledelse, mener EØSU, at det efter vedtagelsen af ISO-standarden 14001 vil være muligt at styrke »produktdimensionen« i ordninger for miljøledelse og således fremme udbredelsen til producenter og distributører, og at tilpasse denne dimension til de lokale myndigheders forvaltningssystemer, således at der i højere grad skabes synergi med instrumenter til fremme af bæredygtig udvikling.

3.5.1

Udvalget mener, at det kan betale sig at støtte udbredelsen af EMAS gennem finansielle, skattemæssige og administrative foranstaltninger, strømlinings-, oplysnings- og markedsføringstiltag og gennem anerkendelse af EMAS som »standard of excellence«, også internationalt, således at det bliver muligt at hjælpe smv'er gradvis i gang, ikke mindst industriklynger.

3.6

Udvalget finder det helt afgørende at udvikle et »grønt marked« for produkter og tjenester ved at indføre en række incitamenter og instrumenter på udbudssiden for at fremme innovation og på efterspørgselssiden for at sikre forbrugerne relevante oplysninger eller incitamenter til at købe flere miljøvenlige produkter.

3.6.1

Med henblik på at sikre et konkurrencebaseret indre marked bør et produkts beskaffenhed ikke blot vurderes på grundlag af miljøkriterier, men også på grundlag af andre vigtige kriterier såsom det økonomiske aspekt for forbrugeren og producenten, sikkerhed og funktionalitet, ressourceanvendelsen, logistik, markedsføring, sundhedsmæssige og innovative egenskaber, produktets mulighed for at øge forbrugernes valgmuligheder, livscyklus og bortskaffelse og endelig sociale aspekter.

3.6.2

Det er vigtigt, at der findes en reel vilje til at støtte forskning, udvikling og innovation inden for økologisk produktion og økologiske tjenester.

3.7

Udvalget mener, at CEN, CENELEC og ETSI bør spille en central rolle i udviklingen af den tekniske standardisering af et produkts miljømæssige bæredygtighed (26).

3.7.1

Udvalget har allerede understreget, at »anvendelse af tekniske miljøstandarder (ikke) bør fremmes gennem afgørelser fra oven, men snarere bør bero på en bred accept af miljøvenlige produkter, som bedst muligt imødekommer borgernes og forbrugernes interesser og behov.« (27)

3.8

Med hensyn til offentlige kontrakter er det vigtigt at se på direktiv 2004/18/EF om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (28) og Kommissionens fortolkningsmeddelelse om Fællesskabets bestemmelser om offentlige kontrakter og mulighederne for at integrere miljøhensyn i offentlige kontrakter (29).

3.8.1

Udvalget mener, at den offentlige indkøbssektor, der tegner sig for omkring 16 % af EU's BNP, er afgørende for en øget udbredelse af flere økologiske produkter, og opfordrer til, at der træffes foranstaltninger, der tilskynder de ordregivende myndigheder til at benytte de eksisterende muligheder for grønne offentlige indkøb.

3.8.2

I den endelige rapport om grønne offentlige indkøb i Europa (30) fra 2006 peges der bl.a. på følgende væsentlige hindringer for udbredelsen heraf: den højere pris på grønne produkter, navnlig hvis der ikke foreligger indikatorer for livscyklusomkostningerne, og mangel på en tilstrækkelig omfattende og let tilgængelig elektronisk database, uklare indkøbskriterier og specifikationer, herunder uklare definitioner af og standarder for miljøprodukter, manglende støtte fra ledelsen og fra politisk side og manglende oplysnings- og uddannelsesredskaber.

3.8.3

EØSU mener derfor, at følgende tiltag skal gennemføres: fastlæggelse af solide kriterier for grønne produkter med angivelse af alle relevante miljøspecifikationer, herunder produktets eller tjenestens omkostninger i hele levetiden i specifikationer, lancering af en »europæisk database for grønne offentlige indkøb« (31), indførelse af kravene i ISO-standard 14004, ordninger for miljøledelse — EMS, henvisninger til miljømærkning og miljøvenligt design i EU-direktiver om offentlige kontrakter, offentliggørelse af nationale handlingsplaner for en grøn offentlig indkøbspolitik, fokus på produkter med den største miljøvirkning.

3.9

Begrebet »fair trade« er også velkendt i hele Europa. EØSU har gennem et stykke tid været meget optaget af fair trade og etisk handel, og disse aspekter er blevet behandlet indgående i udtalelse REX/196 (32). Udvalget mener, at disse aspekter er afgørende for bæredygtigt forbrug.

3.10

Uddannelse er et nøgleelement i bæredygtigt forbrug, og EØSU insisterer på, at denne uddannelse starter i klasselokalet. Forbrugerne bør også have umiddelbar adgang til oplysninger om de valgte produkter og tjenester og deres mulige miljøvirkning. Det er også afgørende, at disse oplysninger gives i en form, der er interessant for forbrugeren og således letforståelige.

3.11

EØSU mener, at EU-lovgivningen om bæredygtig produktion og forbrug bør konsolideres og forenkles, så den bliver mere forståelig og lettere tilgængelig for forbrugere og producenter. »Princippet om« mindre, men bedre lovgivning »bør udmønte sig i konsoliderede, konsekvente lovtekster hvis formål er at skabe retssikkerhed og gennemsigtighed omkring tilpasningerne til industrielle ændringer, og som bør tage sigte på at beskytte ressourcerne og miljøet bedre samt anvende bære- og konkurrencedygtige teknologiske landvindinger på de globale markeder.« (33)

3.12

Med hensyn til »grønne« produkter vil det være hensigtsmæssigt at fremme fællesskabsforanstaltninger, der forbyder vildledende reklame og urimelig handelspraksis  (34). Begreberne »øko« og »bio« anvendes ofte som simple markedsføringsredskaber for at øge salget af produkter og tjenester, der i virkeligheden ikke adskiller sig fra andre produkter og således ikke tilfører nogen merværdi.

3.12.1

Udvalget mener i denne forbindelse, at udarbejdelsen af adfærdskodekser i henhold til direktiv 2005/29/EF kan være et særlig vigtigt selvreguleringstiltag med det formål at undgå misbrug af miljøpåstande i reklamer på grundlag af følgende kriterier:

Miljøreklamer må ikke skabe ubegrundet social uro omkring miljøproblemer eller udnytte et manglende kendskab til spørgsmålet.

Reklamer må ikke tilskynde til en adfærd, der underminerer miljøbeskyttelsen, eller beskrive en sådan adfærd på en ukritisk måde.

Reklamer må ikke vildlede borgerne om miljøvirkningen af det produkt, der markedsføres, hverken gennem en vildledende fremstilling af denne virkning eller ved at skjule den.

Et produkts eller en tjenestes miljøvenlige egenskaber må ikke udvides til at omfatte det pågældende selskabs andre produkter eller tjenester, såfremt der ikke er grundlag herfor.

Når et produkts eller en tjenestes miljøegenskaber afhænger af særlige betingelser eller en særlig anvendelse eller forbrug eller af særlige faser i livscyklussen, skal dette fremgå udtrykkeligt af reklamen, eller også skal forbrugeren udtrykkeligt opfordres til at søge oplysninger herom.

Anvendelse af miljøpåstande eller sloganer i reklamer skal være baseret på verificerbare tekniske og videnskabelige kriterier. Hvis disse påstande og sloganer anfægtes, skal annoncøren tilvejebringe den nødvendige dokumentation fra et uafhængigt organ eller en uafhængig ekspert med det formål at bevise reklamens korrekthed.

Henvisninger til tilsatte eller fjernede ingredienser i de markedsførte produkter med det formål at ændre miljøvirkningen skal være klare og specifikke med hensyn til arten og omfanget af denne virkning.

Anvendelsen af tegn og symboler for miljøvirkningen må ikke være vildledende eller skabe uklarhed med hensyn til betydningen. De må heller ikke indeholde falske hentydninger til officielle miljømærker i bestemte lande, geografiske områder eller økonomiske sektorer. Vidneudsagn må kun anvendes til at fremme det markedsførte produkts miljøegenskaber, hvis de er baseret på specifikke og verificerbare påstande, jf. ovenstående.

3.12.2

Udvalget mener, at det er nødvendigt at støtte udpegningen af fleksible og effektive udenretslige overvågnings- og konfliktløsningsorganer for forbrugerne, der er billige i drift, og som kan handle troværdigt for at sikre, at produkterne opfylder miljøstandarderne, og at bæredygtige produkter på markedet opfylder kravene til miljømæssig bæredygtighed, der har indvirkning på forbrugernes valgmuligheder. Disse bør ikke erstatte retlige procedurer, som alle bør have adgang til.

3.13

Udvalget lægger særlig vægt på vigtigheden af et europæisk charter for bæredygtigt forbrug og produktion, der beskytter forbrugernes ret til økologiske produkter. Et sådant charter bør omfatte følgende aspekter:

ansvaret for bæredygtigt forbrug skal deles mellem alle aktører og civilsamfundsorganisationer, dvs. producenter, distributører, forbrugere, undervisere, offentlige myndigheder, forbruger- og miljøorganisationer og arbejdsmarkedets parter,

politikken til fremme af bæredygtig produktion og forbrug skal indarbejdes i andre relevante fællesskabspolitikker i samarbejde med forbruger- og miljøorganisationer, organisationer inden for produktion, handel og distribution og andre aktører,

hovedansvaret for at sikre den videst mulige adgang til bæredygtigt forbrug i hele et produkts levetid »fra designfasen til bortskaffelsen« ligger hos den europæiske industri og hos producenterne og i distributions- og servicesektoren,

EU har ansvaret for at sikre en enkel, klar, konsekvent og forståelig ramme for al EU-lovgivning på dette område med fokus på forbrugernes rettigheder og brugervenlig og gratis adgang til sikring af disse rettigheder i praksis,

mulige aspekter, der kan underbygge eksisterende rettigheder, der henhører under medlemsstaternes kompetenceområde,

mulige aspekter, der kan underbygge eksisterende rettigheder, og som kan opnås gennem private aktørers, forbrugerrepræsentanters (35), miljøorganisationers (36) og erhvervsorganisationers selvregulering (37),

EU og medlemsstaternes regeringer har ansvaret for at fremme dynamiske, verificerbare og ensartede foranstaltninger vedrørende miljøvenligt design i alle produktsektorer, troværdige miljømærker i hele EU, udstrakt anvendelse af miljøforvaltningsordninger, udarbejdelse og håndhævelse af internationalt anerkendte, avancerede tekniske miljøstandarder, specifikke og bindende tekniske miljøkrav i forbindelse med procedurer til indgåelse af offentlige kontrakter, vildledende »grønne« reklamer, fair trade og internationalt samarbejde om bæredygtigt forbrug,

fremskyndelse af forskning og teknologisk udvikling og indførelse af innovative metoder inden for bæredygtig produktion og forbrug, der berører såvel de offentlige udgifter som det private forbrug i EU og i medlemsstaterne, med henblik på at anvende 3 % af BNP afsat til det europæiske forskningsrum (ERA) (38),

oplysning, uddannelse og efteruddannelse til alle de aktører, der er involveret i bæredygtigt forbrug, og kapacitetsopbyggende initiativer til fordel for relevante forvaltninger og organisationer,

udvikling af offentligt tilgængelige indikatorer, metoder og databaser med det formål at sikre et øget bæredygtigt forbrug på alle niveauer,

fremme af forskning i miljøskadelig forbrugeradfærd med henblik på at finde metoder, der øger forbrugsmodellernes bæredygtighed.

3.13.1

Udvalget foreslår, at der afholdes en konference om det europæiske charter for bæredygtigt forbrug og produktion i samarbejde med Europa-Parlamentet og Kommissionen i lyset af spørgsmålets betydning.

Bruxelles, den 29. maj 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1980/2000 af 17. juli 2000 om en revideret ordning for tildeling af et EF-miljømærke.

(2)  Direktiv 93/42/EØF.

(3)  Direktiv 67/548/EØF.

(4)  KOM(2001) 31 endelig.

(5)  KOM(2003) 302 endelig og grønbogen KOM(2001) 68 endelig.

(6)  EUT C 80 af 30.3.2004.

(7)  KOM(2002) 412 endelig af 17.7.2002 og direktiv 2004/18/EF af 31.3.2004.

(8)  Direktiv 2005/32/EØF (EUT L 191 af 22.7.2005); afgørelse 2000/729/EØF, afgørelse 2000/730/EF og afgørelse 2000/731/EF (EFT L 293 af 22.11.2000).

(9)  EFT L 242 af 10.9.2002.

(10)  »Report on the Sustainable Development Strategy« 2007.

(11)  Se navnlig fodnote 18.

(12)  ISBN 978-92-9167-932-4- EEA, København, 2007.

(13)  Det Europæiske Råd i Bruxelles, den 14. december 2007.

(14)  KOM(2007) 640 endelig.

(15)  EUT C 108 af 30.4.2004.

(16)  EUT C 175 af 27.7.2007. EUT C 44 af 16.2.2008.

(17)  Direktiv 2005/29/EF (EUT L 149 af 11.6.2005).

(18)  F.eks. FN's indikator for bæredygtig udvikling: rammer og metodologier (1996).

(19)  EUT C 48 af 21.2.2002, s. 112, EUT C 117 af 30.4.2004, EUT C 74 af 23.3.2005.

(20)  CENELEC har siden 2006 været i gang med at udvikle en online database om de miljøaspekter, der er indarbejdet i CENELEC's standarder.

CENELEC har siden 2007 arbejdet med et uddannelsesprogram om indarbejdelse af miljøstandarder i CENELEC's standarder.

(21)  KOM(2007) 374 endelig af 4.7.2007.

(22)  EUT C 325 af 30.12.2006.

(23)  Der er mange europæiske og internationale instrumenter, som kan anvendes her (FP7, CIP, LIFE, strukturfondene, EIB, i2i, EUREKA, LEED-OECD, Europarådets Udviklingsbank, osv.), men at anvende dem i fællesskab vil være problematisk på grund af divergerende metoder og procedurer, utallige forskellige tidsplaner og betydelige vanskeligheder vedrørende »samtidig konstruktion« af forskellige foranstaltningstyper.

(24)  Jf. udtalelse EUT C 120 af 16.5.2008, p. 66 af 19.12.2007; ordfører: Antonello Pezzini.

(25)  F.eks. økoblomsten (et europæisk logo i form af en blomst, der bruges i hele Europa, http://europa.eu.int/comm/environment/ecolabel/index_en.htm); den nordiske svane (bruges overvejende i Skandinavien, http://www.svanen.nu/Eng/default.asp); den blå engel (bruges kun i Tyskland, http://blauer-engel.de/englisch/navigation/body_blauer_engel.htm ); og »Fair Flower« (kun i Nederlandene, http://www.flowercampaign.org). Der findes også offentlige mærker, som fokuserer på særlige miljøaspekter, f.eks. energistjernen, og private mærker, f.eks. den organiske mærkatordning IFOAM (http://ec.europa.eu/environment/emas/index_en.htm).

(26)  EUT C 74 af 23.3.2005.

(27)  Ibid.

(28)  EUT L 134 af 30.4.2004.

(29)  KOM(2001) 274 endelig, EFT C 333 af 28.11.2001.

(30)  »Green Public Procurement in Europe 2006 — Conclusions and recommendations«. Virage Milieu & Management bv, Korte Spaarne 31, 2011 AJ Haarlem, Nederlandene. http://europa.eu.int/comm/environment/gpp.

(31)  Også med henvisning til den europæiske platform for livscyklusanalyse for produkters, teknologiers og tjenesters miljøpræstation.

(32)  Etisk handel og forbrugergarantier; ordfører: Richard Adams; EUT C 28 af 3.2.2006.

(33)  Jf. udtalelse CESE 1709/2007 af 19/12/2007; ordfører: Antonello Pezzini.

(34)  Direktiv 2005/29/EF (EUT L 149, 11.6.2005).

(35)  I punkt 3.5 i udtalelse CESE 1417/2005 drøfter EØSU en række karakteristika i et forsøg på at fastlægge en ensartet definition på en »repræsentativ forbrugerorganisation« (EUT C 185 af 8.8.2006).

(36)  EØSU støtter idéen om at fremme civilsamfundets engagement i spørgsmål om bæredygtig udvikling. Punkt 4.2.6 i udtalelse CESE 1700/2007 af 12.12.2007.

(37)  Se punkt 22 og 23 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning, EUT C 321 af 31.12.2003.

(38)  ERA: Det europæiske forskningsrum.


30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/8


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om Fællesskabets deltagelse i et forsknings- og udviklingsprogram, der har til formål at forbedre ældres livskvalitet gennem brug af ny informations- og kommunikationsteknologi (ikt), og som gennemføres af en række forskellige medlemsstater

KOM(2007) 329 endelig — 2007/0116 (COD)

(2008/C 224/02)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 10. juli 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 169 og 172 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om Fællesskabets deltagelse i et forsknings- og udviklingsprogram, der har til formål at forbedre ældres livskvalitet gennem brug af ny informations- og kommunikationsteknologi (ikt), og som gennemføres af en række forskellige medlemsstater

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Anna Maria Darmanin til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 6. maj 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 445. plenarforsamling den 28. og 29. maj 2008, mødet den 29. maj 2008, følgende udtalelse enstemmigt:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag om at forbedre ældres livskvalitet gennem brug af ny informations- og kommunikationsteknologi (ikt). AAL-programmet (Ambient Assisted Living — »Længst muligt i eget hjem«) kan være et effektivt værktøj til at sikre livskvaliteten ikke alene for ældre, men også for andre personer, der med de nuværende vilkår af helbredsmæssige årsager tvinges til at forlade eget hjem.

1.2

EØSU er overbevist om, at der bør vedtages en tilgang til forskning og udvikling på ikt-området, der først og fremmest giver mulighed for at forstå, tage hensyn og reagere på behovene hos de personer, som skal tilgodeses. Der bør derfor være tale om en bundstyret tilgang, hvor man først sætter sig ind i brugernes behov og siden tilpasser forskningen og udviklingen hertil.

1.3

EØSU finder, at nogle af de vigtigste berørte parter i AAL-programmet er de personer, som denne teknologi i sidste instans vil komme til gode. Det er derfor ikke kun vigtigt at forstå disse personers behov, men også at forberede dem på at anvende disse teknologier og inddrage dem i udformningen og afprøvningen heraf.

1.3.1

EØSU tillægger derfor EU's politikker i henseende til livslang læring og e-integration stor betydning. EØSU finder i den forbindelse, at Kommissionen også bør vedtage en integreret tilgang, der omfatter både AAL-programmet og disse politikker.

1.4

EØSU ønsker, at programmet i højere grad skal betragtes som et program med særlig fokus på mennesker end som et nyt F&U-program. Der er i realiteten tale om et forskningsprogram, men det medtænker sociale omstændigheder, der som oftest indtræffer på et vanskeligt tidspunkt i livet.

1.5

EØSU finder som nævnt nedenfor, at følgende fire vigtige områder bør behandles sideløbende i AAL-programmet: brugernes behov, brugernes sikkerhed, sundheds- og socialorganisationer (sammen med foreninger, der repræsenterer de ansatte i disse sektorer) og den anvendte teknologi.

1.6

EØSU understreger, at der bør tages passende hensyn til etiske spørgsmål og spørgsmål vedrørende privatlivets fred i overensstemmelse med internationale retningslinjer. EØSU bifalder derfor, at Kommissionen medtænker disse spørgsmål i meddelelsen.

2.   Resumé af Kommissionens forslag

2.1

Kommissionens forslag har følgende specifikke mål:

at fremme udviklingen af innovative ikt-baserede produkter og tjenester til en god alderdom med henblik på at øge ældres livskvalitet og mindske udgifterne på social- og sundhedsområdet;

at forbedre mulighederne for kommerciel udnyttelse gennem tilvejebringelse af et sæt sammenhængende europæiske rammer for udvikling af fælles tilgange, fremme af udpegning og mindskelse af tjenesternes pris;

at skabe og styrke en kritisk masse af forskning, udvikling og innovation på EU-plan inden for teknologier og tjenester til en god alderdom.

2.2

Forslaget følger efter Kommissionens lancering af handlingsplanen om en god alderdom i informationssamfundet. Handlingsplanen betragtes som et vigtigt led i bestræbelserne på at møde de sociale og økonomiske udfordringer, som Europa stilles over for på grund af de demografiske ændringer. Antallet af EU-borgere i aldersgruppen 65-80 forventes at stige med næsten 40 % i perioden 2010-2030 (1). Ikt ses som et middel til at forbedre ældres livskvalitet, øge deres uafhængighed og bevare et godt helbred.

2.3

Kommissionen har til hensigt at lancere et seksårigt program »Længst muligt i eget hjem« (Ambient Assisted Living (AAL)), der skal supplere initiativet ikt til en god alderdom under det syvende rammeprogram og programmet for konkurrenceevne og innovation (CIP). AAL-programmet vil få tilført ca. 300 mio. euro til perioden 2008-2013. Disse midler tilvejebringes i ligelig grad af EU og medlemsstaterne.

2.4

AAL-programmet er baseret på traktatens artikel 169. Denne artikel åbner op for, at Fællesskabet kan deltage i forskningsprogrammer, der iværksættes af flere medlemsstater, herunder deltagelse i de strukturer, der oprettes for gennemførelsen af nationale programmer. Man har valgt dette specifikke retsgrundlag for AAL-programmet for at opnå større effektivitet på dette forskningsområde gennem en maksimering af den grænseoverskridende knowhow, medlemsstaternes tilsagn om at samfinansiere denne forskning, en sammenhængende tilgang til spørgsmålet på europæisk plan og et reelt indre marked for kompatible ikt-løsninger til en god alderdom.

3.   Baggrund for Kommissionens forslag

3.1

Et tidligere artikel 169-initiativ, der i Kommissionens forslag betegnes som kliniske forsøg i Afrika, EDCTP (»partnerskabet mellem de europæiske lande og udviklingslande vedrørende kliniske forsøg«), har vist, at sådanne projekter kræver en klar, flerårig finansiel forpligtelse fra de deltagende medlemsstaters side. AAL-programmet skal i ligelig grad finansieres med midler fra EU-fonde og nationale fonde.

3.2

Det forberedende arbejde i forbindelse med dette program er blevet udført inden for rammerne af et særligt støtteprojekt »Længst muligt i eget hjem« (Ambient Assisted Living) under IST (Informationssamfundsteknologier) — et særligt program under det 6. rammeprogram, der løb over perioden 1. september 2004 til 31. december 2006. Konsortiet bestod af partnere fra følgende medlemsstater: Østrig, Tyskland, Frankrig, Finland, Italien, Belgien og Schweiz. Partnerne kom fra den private og den offentlige sektor samt et universitet.

3.3

Det retslige organ i det fælles AAL-program er AAL-foreningen. Denne forening består i øjeblikket af 21 repræsentanter for medlemsstaterne. Eftersom der er tale om et bundstyret program, er der i medlemsstaterne blevet udpeget en række kontaktpunkter med tilknytning til foreningen.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

EØSU bifalder AAL-initiativet i artikel 169. EØSU bifalder navnlig, at initiativet tager fuldt ud hensyn til den underliggende demografiske udvikling i den europæiske befolkning.

4.1.1

EØSU finder det nødvendigt at vedtage »specifikke foranstaltninger« som dem, der nævnes i EU-traktatens artikel 159, for at forbedre den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i de medlemsstater, der ikke råder over den nødvendige infrastruktur til at kunne gennemføre dette forslag, og derved rette op på de største regionale uligheder i Den Europæiske Union.

4.2

EØSU finder, at initiativet bør ses som mere end blot en mulighed for at opbygge pilotsystemer, der skal påvise mulighed for udnyttelse af resultaterne. Det er yderst vigtigt, at initiativet samler den nødvendige brede vifte af aktører for at få virkning på længere sigt.

4.2.1

De vigtigste berørte parter er de personer, som AAL-programmet i sidste ende kommer til gode. AAL-programmet skal først og fremmest bidrage til, at ældre kan forblive uafhængige i længere tid, samtidig med at det skal sikre, at denne befolkningsgruppe kan forblive længst muligt i eget hjem. Man bør være opmærksom på, at dette ikke kun gælder ældre, men alle personer, som med de nuværende vilkår af helbredsmæssige årsager tvinges til at forlade eget hjem. Initiativet bør sikre, at disse berørte parters behov og krav reelt står i centrum for forskningen.

4.3

Andre vigtige berørte parter er social- og sundhedsorganisationerne. Initiativet bør tage hensyn til deres organisatoriske behov. For at programmet kan blive en succes, anbefaler EØSU, at disse organisationer får mulighed for at fremhæve spørgsmål om f.eks. integration og interoperabilitet mellem systemer over for de andre berørte parter.

4.4

EØSU anbefaler på det kraftigste, at brugerne af de systemer, der vil blive udviklet under dette initiativ, inddrages i arbejdet på så tidligt et tidspunkt som muligt, eftersom det først og fremmest er dem, der er målgruppen for programmet. EØSU anbefaler, at konsortier, hvor det er muligt, anvender metoder, der sætter brugerne i centrum, som f.eks. deltagelsesdesign i forbindelse med metodeudvikling, navnlig med henblik på at gøre udstyr og brugergrænseflader så brugervenlige som muligt. EØSU anbefaler ligeledes, at der tages passende hensyn til etiske spørgsmål og spørgsmål vedrørende privatlivets fred i overensstemmelse med internationale retningslinjer.

4.5

EØSU bifalder den støtte, som gives til små og mellemstore virksomheder (SMV'er) i forslaget, og er enigt i, at industriorganisationer bør anerkendes som vigtige berørte parter, der kan understøtte innovative markedsorienterede forretningsmodeller med klare anvendelsesløsninger. EØSU finder navnlig, at det bør anerkendes, at SMV'er især kan bidrage til forskningsresultater, der hurtigere kommer på markedet (efter 2 år).

4.5.1

Det bør erkendes, at SMV'er i nogle tilfælde er teknologisk fleksible og kan bringe nye teknologier og forretningsmodeller hurtigere på markedet end større virksomheder og social- og sundhedsorganisationer. Dette træk ved SMV'er er af afgørende betydning for dette initiativ. Et partnerskab mellem store organisationer og SMV'er vil derfor være til fordel for begge parter.

4.6

AAL-programmet skal bidrage til, at borgerne kan forblive længst muligt i eget hjem. For at dette kan lade sig gøre, er der behov for en bred vifte af sensorer, aktuatorer, brugergrænseflader, processorer og kommunikationsudstyr, som ofte skal leveres af mange forskellige SMV'er i Europa.

4.7

EØSU støtter på tværs af alle disse interessentgrupper foranstaltninger under dette initiativ, der opmuntrer teknikere, læger og andet personale i social- og sundhedsorganisationer til at indgå i tværfaglige netværk, især med brugerne, dvs. både de personer, der er blevet i deres eget hjem, samt deres plejere og familie.

4.8

Initiativet kan inden for rammerne af et europæisk innovationssystem åbne op for nye innovationsmodeller, som afspejler de nuværende fremskridt inden for innovation, der er åben for brugerne, og som går i retningen af en sammenkædning af Lissabon-strategien med et ny og mere brugerdrevet europæisk innovationssystem.

4.9

EØSU finder det vigtigt, at alle typer organisationer i medlemsstaterne har lige adgang til dette initiativ.

4.10

Alle medlemsstatsregeringer bør endvidere opfordres til at deltage. Østrig, Belgien, Cypern, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Irland, Italien, Nederlandene, Polen, Portugal, Rumænien, Slovenien, Spanien og Sverige samt Israel, Norge og Schweiz er blevet enige om at koordinere fælles aktiviteter inden for rammerne af AAL-programmet.

4.11

EØSU frygter, at nogle lande ikke vil deltage på grund af de omkostninger, der er forbundet med samfinansieringen af forskningen. Disse lande bør kunne deltage i en hvilken som helst fase af programmet, så snart de opfylder programkravene (først og fremmest kravet om samfinansiering).

4.12

EØSU erkender, at AAL-programmet kan føre til en mindskelse af udgifterne på social- og sundhedsområdet. EØSU gentager dog, at formålet med AAL-programmet ikke er at mindske udgifterne, men snarere at effektivisere indsatsen for at sikre livskvaliteten for en aldersgruppe. En mindskelse af udgifterne er dog en kærkommen følgevirkning.

5.   Særlige bemærkninger

5.1

EØSU er overbevist om, at AAL-programmet fortsat bør være koncentreret om følgende tre områder og deres særlige kendetegn: brugerne, sundhedsorganisationerne og den anvendte teknologi.

5.2

De tilgodesete og vigtigste berørte parter vil i nogle tilfælde være de ældre. Det er vigtigt, at programmet sætter slutbrugernes behov i centrum. Hvis man falder i den fælde kun at anvende brugerne i forskningsmiljøer til forskningstest, vil det desværre resultere i innovation, der måske ikke fuldt ud imødekommer de vigtigste berørtes krav. Der bør derfor tages hensyn til brugernes behov, herunder mindst mulig ændring af adfærd, mobilitet, valgmuligheder, forbedret livskvalitet og respekt for privatlivets fred.

5.3

Det bør også tages i betragtning, at ældre sandsynligvis er den befolkningsgruppe, som er mindst integreret i informationssamfundet, og at det derfor er nødvendigt at udjævne den digitale kløft. Det er også vigtigt med internetforbindelse, og der bør derfor gøres en indsats for at sikre, at alle regioner, navnlig landdistrikter, har adgang til internetforbindelse (adgang både i fysisk og finansiel forstand).

5.3.1

Det er vigtigt, at

teknologien ikke træder i stedet for ansigt til ansigt kontakt med plejepersonalet;

fokus er på forebyggende pleje og selvpleje;

social integration er et af hovedmålene;

AAL-programmet integreres i borgernes hverdag og sammen med andre tjenester;

den anvendte teknologi er sikker og brugervenlig i betragtning af brugernes særlige behov.

5.3.2

EØSU er derfor overbevist om, at den strategi, der følges i AAL-programmet, bør være bundstyret. Brugernes behov, og ikke selve teknologien, bør være udgangspunkt for og stå i centrum for hele processen. Der bør foretages en præcis undersøgelse med det formål at identificere hele spektret af behov, herunder: behovet for at have kontakt med andre, navnlig som ældre (internettelefoni som Skype og e-mails har i den forbindelse vist sig at være effektive og billige værktøjer), den manglende interesse i at holde sig opdateret med den rivende teknologiske udvikling, evnen til at håndtere den teknologiske udvikling og viljen til at anvende disse teknologier. Brugerne bør endvidere inddrages i udformningen, indførelsen og evalueringen af sådan teknologi.

5.4

Det vil i sidste ende være social- og sundhedsorganisationerne, deres repræsentanter og brugernes familier, der kommer til at anvende teknologien i deres pleje af de ældre. Disse organisationer bør inddrages i de forskellige forskningsstadier for at sikre, at det deraf resulterende produkt passer ind i deres operativsystemer. Det vil formentlig være nødvendigt med en række organisatoriske ændringer for at kunne indføre de nye teknologier, der er knyttet til AAL-programmet. Det er derfor vigtigt, at socialorganisationerne er forberedte på disse ændringer og kan håndtere dem bedst muligt for at kunne få optimalt udbytte af AAL-teknologierne.

5.4.1

Plejepersonalet spiller en meget vigtig rolle i hele velfærdsprocessen — således også i forbindelse med AAL-programmet. Et paradigmeskifte bør derfor ikke kun tage sigte på organisationerne, men også plejepersonalet for at sikre, at den plejer, der har direkte kontakt med AAL-brugeren, ikke kun besidder den nødvendige viden om denne teknologi, men også er overbevist om nytteværdien heraf for derved bedre at kunne overbevise den pågældende bruger om, at disse værktøjer kan være et middel til at opnå bedre livskvalitet.

5.4.2

EØSU finder ligeledes, at sundhedssystemet bør ses grundigt efter i sømmene for at sikre, at man rent organisatorisk er klar til AAL-programmet, men også at social- og sundhedsorganisationerne rent faktisk kan håndtere en situation, hvor flere personer forbliver i eget hjem.

5.4.3

Med vedtagelsen af AAL-programmet er det desuden endnu vigtigere, at der sker en forbedring af samarbejdet og koordinationen mellem social- og sundhedsorganisationerne. Teknologi kan være et middel til at forbedre samarbejdet, men det vigtigste er, at man er indstillet på at samarbejde.

5.5

AAL-systemerne vil uden tvivl være komplekse. Interoperabilitet bør derfor være et af hovedmålene for programmet. Innovation og teknologi skal sigte bredt, være tilpasset brugerne og udgøre en integrerende del samt være på forkant med udviklingen.

5.6

EØSU finder, at Kommissionen bør vedtage at integrere AAL-programmet med andre politikker som f.eks. vedrørende livslang læring. Uddannelsesforanstaltninger under disse politikker bør også målrettes de berørte parter i AAL-programmet, eftersom uddannelse er en afgørende forudsætning for, at denne teknologi kan blive en succes.

Bruxelles, den 29. maj 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2007) 329 endelig.


30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/11


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om livsforsikring om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed — Solvens II

KOM(2007) 361 endelig — 2007/0143 (COD)

(2008/C 224/03)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 31. oktober 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 47, stk. 2, og artikel 251 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om livsforsikring om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed — Solvens II (1)

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Wautier Robyns de Schneidauer til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 6. maj 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 445. plenarforsamling den 28. og 29. maj 2008, mødet den 29. maj 2008, følgende udtalelse med 67 stemmer for og 1 stemme hverken for eller imod:

1.   Henstillinger

1.1

EØSU glæder sig over Kommissionens disciplinerede omarbejdning af mange komplekse direktiver til ét klart dokument under hensyntagen til de regler, der styrer de omarbejdede dele af retsakten. Eftersom EU-lovgivningen ikke kun bør fokusere på forsigtighedstilsyn, hvad angår den rolle, kapital spiller i forbindelse med leveringen af forsikringsydelser, der i mange andre henseender er vigtige for erhvervsliv og borgere i Europa, forbeholder EØSU sig ret til, når tiden er inde, at udtale sig om nye elementer vedrørende forbindelserne mellem forbrugere og (gen)forsikringsselskaber, mere specifikt inden for rammerne af Kommissionens seneste initiativer vedrørende finansielle tjenesteydelser i detailleddet.

EØSU opfordrer Kommissionen til at fortsætte bestræbelserne på at harmonisere de retlige aspekter af forholdet mellem forsikringstager og forsikringsselskab, der i øjeblikket behandles under initiativet vedrørende den »fælles referenceramme« (FR) under ledelse af Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse.

1.2

EØSU kan i det store og hele tilslutte sig Kommissionens forslag til Solvens II-rammedirektiv og glæder sig over den omfattende høring, der gik forud. Kommissionens tilgang har bygget på de principper for bedre regulering, som Kommissionen har fastsat for sit eget virke. Høringerne om sådanne reformer bør imidlertid tage behørigt hensyn til arbejdstagernes og forbrugernes synspunkter, idet disse grupper har en oplagt interesse i resultatet af processen. EØSU opfordrer Kommissionen til at etablere egnede fora i lighed med FINUSE, således at sådanne høringer kan finde sted.

1.3

EØSU ser med tilfredshed på vedtagelsen af en risikobaseret økonomisk tilgang til vurdering af forsikringsselskabers kapitalkrav og en samlet balancemodel baseret på en fuld økonomisk værdiansættelse af aktiver og passiver til vurdering af deres finansielle situation. Dette tager sigte på korrekt at afspejle selskabernes sande underliggende risici og risikobegrænsende værktøjer. Denne tilgang har ud over at være økonomisk korrekt den fordel, at man undgår tilsynsarbitrage og samtidig sikrer alle forsikringstagere over hele Europa samme fyldestgørende beskyttelsesniveau uafhængigt af selskabets retsstilling, størrelse eller beliggenhed.

1.4

EØSU udtrykker stor tilfredshed med indførelsen af en tilgang til forsigtighedstilsyn omfattende tre søjler, som er i overensstemmelse med Basel II-kapitalkravene, der er indført i banksektoren, samtidig med at man anerkender de særlige forhold, der gør sig gældende i forsikringssektoren. EØSU ønsker at understrege betydningen af tilføjelsen af tilsynsprocessen og kvalitative krav (søjle II) og af indførelsen af principper til regulering af tilsynsindberetning og offentliggørelse (søjle III) ud over fastlæggelsen af kvantitative risikobaserede kapitalkrav til sikring af, at forsikringsselskabernes forsigtighedstilsyn er fyldestgørende.

1.5

EØSU ser med tilfredshed på indførelsen af et solvenssystem baseret på to centrale krav, nemlig solvenskapitalkravet (SCR) og minimumskapitalkravet (MCR), der hver har sit særlige formål. Solvenskapitalkravet skal afspejle et målniveau for kapital, som et selskab skal bestræbe sig på at opfylde under normale driftsbetingelser, mens minimumskapitalkravet skal afspejle et kapitalniveau, under hvilket der udløses maksimale tilsynsforanstaltninger. EØSU så gerne, at niveau II-forordningen præciserede vilkårene for forenklede SCR-beregninger (artikel 108) og de forhold, som udløser et krav om yderligere solvenskapital

1.6

EØSU mener, at beregningerne af solvenskapitalkravet (SCR) og minimumskapitalkravet (MCR) nøje bør ensrettes og derfor begge baseres på en risikofølsom tilgang, således at man kan indføre et system med gradvis større tilsynsindgreb, der sikrer, at både det respektive forsikringsselskab og tilsynet har tilstrækkelig tid til at træffe fyldestgørende foranstaltninger til løsning af situationen efter manglende imødekommelse af solvenskapitalkravet.

1.7

EØSU glæder sig over, at proportionalitetsprincippet er indføjet i direktivforslaget, hvilket vil sikre, at Solvens II anvendes på alle selskaber. EØSU kunne ønske, at niveau II-forordningen præciserede dette generelle proportionalitetsprincip nærmere (artikel 28, stk. 3), således at kravene og om nødvendigt de afhjælpende foranstaltninger kan udformes på en mere sikker måde. Dette bør dog ikke resultere i overregulering. EØSU anbefaler, at dette princip håndhæves effektivt og konsekvent over hele Europa med effektive klagemuligheder ved de administrative eller almindelige domstole.

1.8

EØSU opfordrer på det kraftigste Kommissionen til at sikre, at diversiteten på forsikringsmarkedet bevares, idet der tages hensyn til den rolle, som små og mellemstore forsikringsselskaber samt gensidige og kooperative forsikringsselskaber spiller. Eftersom mange af disse opererer på nichemarkeder, finder EØSU det af største betydning, at der tillades en vis fleksibilitet ved anvendelsen af standardmetoden, idet man f.eks. accepterer, at der anvendes egne, mere relevante data og almindeligt godkendte metoder, dog uden at det går ud over opretholdelsen af rimelige konkurrencevilkår mellem forsikringsselskaber. Man bør nøje undersøge og overveje muligheden af, at gensidige forsikringsselskabers medlemmer bidrager til at lette selskabets solvenssituation, således som det er set i praksis.

1.9

EØSU anerkender betydningen af tilsynet med forsikringskoncerner, der selv om de talmæssigt er få, udgør en stor andel af forsikringsmarkedet i EU. EØSU anser således indførelsen af koncerntilsyn som et vigtigt fremskridt, som vil gøre det muligt for alle koncerntilsyn og øvrige relevante tilsynsmyndigheder at forbedre risikoprofilen for koncernen som helhed. Det henstilles, at man sikrer størst mulig harmonisering af og gennemsigtighed i disse tilsynsmyndigheder og en klar ansvarsdeling mellem dem.

1.10

EØSU udtrykker tilfredshed med indførelsen af en frivillig ordning, der gør det muligt at fremme kapitalforvaltningen på koncernniveau, forbedre kapitalmobiliteten i koncernen og indføre et praktisk og gennemsigtigt system, der gør, at en koncern kan drage fordel af anerkendelsen af diversificeringsvirkningerne på koncernniveau uden at påvirke omfanget af kapitalkravene for koncernens datterselskaber. Det vil være nødvendigt at tage de faktiske kapitalniveauer hos koncernens datterselskaber i betragtning, eftersom en del af disse vil være dækket af erklæringer om koncernstøtte snarere end af disponible likvide eller tilsvarende aktiver. EØSU noterer sig, at diversificeringsvirkningerne på koncernniveau kun vil blive anerkendt under anvendelse af standardmetoden for beregning af solvenskapitalkravet (SCR), og at forslaget også bør gøre det muligt at anerkende diversificeringsvirkninger på koncernniveau uden anvendelse af koncernstøtte.

1.11

EØSU henstiller, at der foretages en vurdering af den foreslåede frivillige ordning på konkurrencen på lokalt plan og af forbrugerbeskyttelsen både i normale situationer og i krisesituationer. Forbrugerbeskyttelsen bør ikke være lavere end den, der ydes under standardordningen. Endvidere anbefaler udvalget, at retlige og praktiske spørgsmål afklares, herunder sikkerheden af grænseoverskridende kapitaloverførsler mellem forskellige selskaber i en koncern. Der tænkes her på eventuelle retlige begrænsninger på nationalt niveau for kapitaloverførsler (koncernstøtteoverførsler) til et datterselskab i en anden medlemsstat.

1.12

EØSU forventer, at niveau II-myndighederne tager hensyn til resultaterne af den fjerde fase af den kvantitative konsekvensundersøgelse (QIS4), som man var i færd med at gennemføre på tidspunktet for vedtagelsen af denne udtalelse.

1.13

EØSU insisterer på behovet for en velharmoniseret iværksættelse af direktivet, idet man undgår »goldplating« eller divergerende politikker gennem anvendelsen af modeller, som ville bringe en ensartet tilsynspolitik i hele det indre marked i fare.

1.14

EØSU opfordrer Kommissionen til at sørge for forudsigelighed i tilsynspraksissen for at give forsikringsselskaberne den grad af sikkerhed, de kan forvente i forbindelse med udformningen af deres risiko- og solvenspolitik.

1.15

EØSU anerkender den betydning, som aspekterne i forbindelse med risikobegrænsning, som f.eks. udveksling af pålidelige data mellem forsikringsselskaber og forsikringspuljer, har i Solvens II-sammenhæng. De gør det nemmere for nye virksomheder og mindre aktører at komme ind på markedet og gør det muligt for dem at øge den disponible kapacitet samt reducere usikkerhedsmargenerne på deres præmier. EØSU opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at tage hensyn til dette i forbindelse med revisionen af gruppefritagelsesforordningen for forsikringssektoren.

1.16

EØSU glæder sig over, at Kommissionen og de relevante Lamfalussy-udvalg har påtaget sig en ledende rolle i denne reformproces med hensyn til iværksættelsen af bedste praksis og oplysningsaktiviteter på hele det europæiske marked. Det foreslåede direktiv udgør et reelt referencepunkt for mange andre jurisdiktioner og sektorer for finansielle tjenesteydelser. Høringerne om sådanne reformer bør imidlertid tage behørigt hensyn til arbejdstagernes og forbrugernes synspunkter, idet disse grupper har en oplagt interesse i resultatet af processen. EØSU opfordrer Kommissionen til at etablere egnede fora i lighed med FINUSE, således at sådanne høringer kan finde sted.

1.17

EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til at bringe solvensbestemmelserne for andre udbydere af lignende finansielle tjenesteydelser, uanset deres art, på højde med Solvens II-direktivet ud fra princippet om »samme risici, samme regler«. På baggrund af de ustabile finansielle markeder må forbrugere og begunstigede ikke nægtes samme avancerede beskyttelse, hvad angår forsikringsselskabers solvens. For at fremme rimelige og retfærdige konkurrencevilkår er det endvidere vigtigt at sikre lige betingelser, hvad angår solvenskapitalkrav.

1.18

Solvens II-principperne bør være referencepunkt for indførelsen af nye solvensstandarder, f.eks. i forbindelse med revisionen af pensionskassedirektivet (2) i 2008, især når det gælder udviklingen i hele EU af private pensionsudbyderes forpligtelser.

2.   Indledning

2.1

Med det her behandlede direktivforslag om en ny solvensramme for private forsikrings- og genforsikringsselskaber, kaldet Solvens II, indføres en revideret ordning for at sikre en bedre beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede, øge integrationen på EU's indre marked for forsikring og forbedre den internationale konkurrenceevne hos den europæiske forsikringssektor som helhed samt hos de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber. Samtidig samler forslaget flere generationer af forsikringsdirektiver i et enkelt omarbejdet direktiv. Denne ramme omfatter både forsikrings- og genforsikringsselskaber.

2.2

Kommissionen og Lamfalussy-udvalg sammensat af regulerings- og tilsynsmyndigheder har gennem en grundig og løbende høring indtaget en førende rolle med hensyn til indførelsen af avancerede metoder i et globalt miljø, navnlig inden for finansielle tjenesteydelser. Solvens II er følgelig et af de mest sofistikerede regelsæt i verden, når det gælder forsikringsselskabers solvens, og bringer Europa klart i spidsen for de fleste andre jurisdiktioner. Høringerne om sådanne reformer bør imidlertid tage behørigt hensyn til arbejdstagernes og forbrugernes synspunkter, idet disse grupper har en oplagt interesse i resultatet af processen. EØSU opfordrer Kommissionen til at etablere egnede fora i lighed med FINUSE, således at sådanne høringer kan finde sted.

3.   Baggrund

3.1

Den foreslåede solvensramme sigter mod at forbedre den finansielle stabilitet og troværdighed på det europæiske forsikringsmarked. Dette skulle være til gavn for konkurrenceevnen hos den europæiske forsikringssektor som helhed og for det enkelte forsikrings- og genforsikringsselskab samt for forbrugerne med hensyn til sikkerheden. Troværdige forsikringsmarkeder er af største betydning for EU's sociale og økonomiske struktur.

3.2

Forsikring tjener først og fremmest som et værktøj for individuel og kollektiv beskyttelse. Forsikringskunderne tæller private husstande, SMV'er, store selskaber, sammenslutninger, foreninger og offentlige myndigheder. Forsikringsselskabernes forpligtelser gælder ikke kun de egentlige aftagere af forsikringsydelser, men også disses familiemedlemmer og tredjeparter. EØSU er specielt opmærksom på denne indvirkning på de europæiske borgeres dagligdag. Ud over sin betydning i markedet for sikringsydelser ved dødsfald leverer forsikringssektoren nu også i stor udstrækning opsparingsprodukter. Forsikring indgår i forvaltningen af sociale sikringsordninger, såsom pensioner (de nordiske lande), erstatninger i forbindelse med erhvervsulykker og -sygdomme (BE, FI og PT) og nationale sundhedssystemer (IE og NL), ofte inden for en ramme, der omfatter arbejderrepræsentanter. Forsikringsselskaber er leverandører af arbejdstagerydelser, der er af hurtigt voksende betydning for arbejdsstyrken — en vigtig interessegruppe. De tilbyder dækning af nye risici såsom naturkatastrofer, afgrødeforsikring og terror, undertiden gennem partnerskaber mellem (gen)forsikringsselskaber og det offentlige.

3.3

Forsikringsmarkedet fungerer som en vigtig løftestang for økonomien som helhed, idet det støtter initiativer og opbygger tillid, og det udgør selv en betydelig økonomisk faktor og skaber arbejdspladser for knap 1 million arbejdstagere i Europa (3). Kommissionen har vurderet, at det foreslåede direktiv medfører en ekstrainvestering på 2-3 mia. euro for forsikringsselskaber og tilsyn. Det forventes, at en meget stor del af disse investeringer vil blive anvendt på menneskelig kapital og skabe højt kvalificerede job på lokalt plan (herunder risikoforvaltere, aktuarer, IKT-eksperter og personer med ansvar for overholdelsen af gældende bestemmelser). EØSU mener, at disse investeringer bør komme alle interesseparter, herunder forbrugere og begunstigede, til gode.

3.4

Ud over denne direkte beskæftigelse skaber formidling af forsikringer gennem mellemmænd og mæglere yderligere 1 million arbejdspladser.

I kraft af investeringer på over 6.500 mia. EUR (4) udgør forsikrings- og genforsikringsselskaber vigtige institutionelle investorer. De har på denne baggrund ansvaret for at omdanne individuelle præmier til en pulje af finansielle aktiver, som står i passende forhold til de risici, selskaberne er eksponeret for, og for forsikringstageres og begunstigedes sikkerhed på mellemlangt og langt sigt.

3.5

Husstande, SMV'er, store selskaber, sammenslutninger, foreninger og offentlige organer indbetaler præmier svarende til mere end 5 % af BNP for livsforsikringers (5) og mere end 3 % for skadesforsikringers vedkommende. Selv på mættede markeder overstiger vækstraten på forsikringsområdet som regel væksten i økonomien som helhed. Forsikringsselskabernes investeringer udgør mere end 50 % af BNP (6), heraf halvdelen i faste indtjeningsaktiver og lån (7), mens forsikringsselskabernes investeringer med variabelt udbytte udgør ca. en fjerdedel af markedsværdien på det europæiske aktiemarked (8).

3.6

Selv om der i den senere tid har fundet mange fusioner sted i forsikringssektoren, er der stadig omkring 5.000 forsikringsselskaber i Europa (9). Store finansielle koncerner kan have mange forskellige forsikringsdatterselskaber i forskellige lande. Koncernstrukturen i forsikringssektoren kan omfatte forskellige aktivitetstyper inden for forsikringsvirksomhed (genforsikring, livsforsikring og/eller skadesforsikring samt forsikringsformidling) eller inden for den bredere gruppe af finansielle tjenesteydelser (herunder bankvirksomhed, bankforsikring og pant i fast ejendom). Koncerner kan desuden udgøres af et moderselskab og datterselskaber, men også omfatte joint ventures, holdingstrukturer osv. De 20 største koncerner tegner sig for ca. halvdelen af præmieindtægterne på europæisk plan (10). Gensidige og kooperative forsikringsselskaber har en væsentlig markedsandel. Sidstnævnte er ofte tæt knyttet til et større antal civilsamfundsorganisationer og tegner sig for 30 % af den samlede præmieindtægt i Europa (11).

3.7

Den aktuelle finansielle krise, som er udløst af USA's praksis med subprimelån, understreger behovet for solide og omfattende solvensstandarder, som sætter forsikringsselskaber i stand til at imødekomme deres forpligtelser selv under vanskelige forhold. Regler, forvaltningsmetoder og stresstests bidrager til opnåelse af dette mål.

4.   Lovgivningsmetode

4.1

Kommissionen har udførligt udarbejdet Solvens II-direktivet i overensstemmelse med sin dagsorden for bedre regulering og under hensyntagen til de regler, der styrer de omarbejdede dele af retsakten. Flere bølger af kvalitative og kvantitative konsekvensanalyser og høringer har sikret, at en lang række betænkeligheder hos både forsikringsselskaber og tilsynsmyndigheder er imødekommet. Nye bølger af detaljerede undersøgelser og høringer er undervejs.

4.2

Kommissionens forslag er et såkaldt »Lamfalussy«-direktiv, der bygger på de fire niveauer i Lamfalussys arkitektur for finansielle tjenesteydelser. Direktivets bestemmelser på niveau 1 er principbaserede og danner grundlag for vedtagelsen af gennemførelsesforanstaltninger på niveau 2 og rummer desuden anvisninger for tilsynsmæssig konvergens på niveau 3. Med en sådan tilgang vil man omgående kunne tilpasse ordningen i takt med ændringer på markedet, den internationale udvikling inden for regulering af regnskabsvæsen og (gen)forsikring, den teknologiske udvikling samt nye erfaringer og metoder. Fastsættelsen af detaljerede beregningsspecifikationer i direktivets artikler ville bringe selve denne innoverende lovgivningsmetodes væsen i fare. Niveau 2 og 3 er bedre egnede til behandling af disse.

4.3

Den nye ordning er struktureret i form af tre søjler svarende til Basel II-kapitalkravene for banksektoren, men afspejler forsikringsbranchens særlige forhold. I søjle I (artikel 74-142) fastsættes kvantitative finansielle krav. Søjle II (artikel 27-34, 36-38, 40-49 og 181-183) omhandler tilsynsprocessen og kvalitative krav, og søjle III (artikel 35 og 50-55) regulerer tilsynsindberetning og offentliggørelse. De tre søjler står ikke alene, men supplerer hinanden med henblik på opfyldelsen af ordningens mål. Der bør tages behørigt hensyn til samspillet mellem bestemmelser i forskellige søjler.

4.4

Man har også benyttet sig af revisionen af den nugældende solvensordning til at omarbejde 13 (gen)forsikringsdirektiver til et enkelt forenklet direktiv, i hvilket de nye solvensregler er indføjet. Direktivforslaget har affødt en række ændringsforslag af ikke-indholdsmæssig art med det formål at forbedre direktivforslagets struktur. Artikler eller dele af artikler, der er forældede, er blevet slettet.

5.   Generelle aspekter

5.1

I løbet af de seneste 30 år har på hinanden følgende generationer af EU-direktiver skabt et europæisk (gen)forsikringsmarked, som er styret af et fælles sæt regler, herunder principperne om gensidig anerkendelse og hjemlandstilsyn. De har skabt et marked, som er åbent for tredjelandsaktører, og har ansporet europæiske forsikringsselskaber til at ekspandere til tredjelandsmarkeder, hovedsagelig i Nordamerika, Asien og lande, som kunne tænkes at kandidere til et fremtidigt EU-medlemskab.

5.2

Den foreslåede avancerede solvensforordning sikrer, at forsikringsselskaberne er finansielt sunde og i stand til at modstå ugunstige begivenheder, således at de kan opfylde deres kontraktmæssige forpligtelser over for forsikringstagerne og garantere et stabilt finansielt system. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at alle aftagere af disse finansielle tjenesteydelser fortjener en sådan forstærket beskyttelse. En række markedsaktører er ikke undergivet forsikringsregulering, f.eks. udbydere af arbejdsmarkedspensioner eller opsparings- og investeringsinstitutioner.

5.3

Harmoniserede solvensregler skaber tillid, ikke kun blandt forbrugerne, men også hos tilsynsmyndighederne. En sådan tillid er en afgørende faktor, hvis det europæiske marked med gensidig anerkendelse og hjemlandstilsyn skal kunne fungere i praksis. De nuværende europæiske solvensregler (Solvens I) er imidlertid forældede. De er ikke følsomme over for de særlige risici, som det selskab, der varetager forsikringsdækningen, er eksponeret for, hvorved der stilles de samme solvenskrav til selskaber med forskellige risikoprofiler. Hertil kommer, at de nuværende solvensregler primært fokuserer på overholdelse af de finansielle krav, idet de følger en regelbaseret linje, snarere end på forsvarlig forvaltning, og de omhandler ikke i tilstrækkelig grad koncerntilsyn. Endvidere overlader det nuværende EU-regelværk fortsat medlemsstaterne et alt for stort spillerum for nationale variationer, hvilket forringer effektiviteten i tilsynet med multinationale operationer og undergraver bestræbelserne på at sikre ens vilkår. På grund af disse mangler er den nuværende ordning blevet overhalet af udviklingen inden for selve sektoren og af de internationale og intersektorielle tendenser. De nye solvensstandarder, som er fastlagt i direktivforslaget, afspejler med andre ord allerede forekommende tendenser hos risikobevidste aktører og tilsynsmyndigheder fra forskellige lande.

5.4

I modsætning til Solvens I-rammen fokuserer reformen på den faktiske kvalitet af risikoforvaltningen i selskaberne og på principper og mål snarere end på regler, som ikke tager hensyn til selskabernes særlige risikoprofiler.

Reformen tager desuden sigte på at ensrette tilsynsmetoderne i hele EØS.

5.5

Kort sagt udstyrer det nye system for det første tilsynsmyndigheder og forsikringsselskaber med sofistikerede solvensværktøjer, ikke kun for at modstå ugunstige begivenheder med hensyn til forsikringsrisici, såsom oversvømmelser, uvejr eller store færdselsulykker, men også markedsrisici, kreditrisici og operationelle risici. I modsætning til den nuværende lovgivning stilles der krav til, at forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber råder over kapital i forhold til deres samlede solvensrisiko under hensyntagen ikke kun til kvantitative elementer, men også til kvalitative aspekter, som har indflydelse på selskabets risikostatus.

5.6

Systemet er baseret på en økonomisk risikofølsom tilgang, som tager sigte på at sikre, at de sande underliggende risici og risikobegrænsningsordninger afspejles korrekt, hvorved man undgår tilsynsarbitrage, som kan forvride og svække den beskyttelse, som forsikringstageren nyder. Dette betyder også, at kapitalkravene giver mulighed for en optimal allokering af kapital og ansporer til en bedre intern risikoforvaltning.

5.7

For det andet understreger Solvens II det ansvar, som ledelsen i forsikringsselskaberne har for at sikre en forsvarlig risikoforvaltning, og tager sigte på at forbedre god praksis inden for sektoren. Det kræves af ledelsen, at den fokuserer på den aktive kortlægning, måling og forvaltning af risiciene, og at den gør sig overvejelser omkring den fremtidige udvikling, f.eks. nye forretningsplaner eller risikoen for katastrofer, som kunne have indflydelse på selskabets finansielle stilling. Den foreslåede reform kræver desuden af forsikringsselskaberne, at de vurderer deres kapitalbehov på basis af alle risici ved hjælp af en »vurdering af egenrisiko og solvens« (ORSA), mens »tilsynsprocessen« (SRP) skifter tilsynets fokus fra en legalistisk indstilling til kravoverholdelse og overvågning af kapitalen til en vurdering af forsikringsselskabets faktiske risikoprofiler og kvaliteten af selskabets risikoforvaltning og ledelsessystemer, f.eks. gennem mekanismer for tidlig varsling og stresstest. Sideløbende hermed ansporer Solvens II til samarbejde og konvergens på tilsynsområdet, f.eks. ved at styrke CEIOPS-udvalgets rolle (Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) som et skridt hen imod større harmonisering i tilsynet med finansielle tjenesteydelser, hvilket EØSU støtter.

5.8

Et tredje vigtigt aspekt er forsøget på at forbedre effektiviteten af tilsynet med forsikringskoncerner gennem et »koncerntilsyn« i hjemlandet. Koncerntilsynet sikrer, at risiciene på koncernplan ikke overses og sætter samtidig koncernerne i stand til at operere mere effektivt, mens alle forsikringstagere garanteres et højt beskyttelsesniveau. Koncerntilsynet vil få pålagt særlige ansvarsopgaver, som skal løses i et nært samarbejde med de relevante nationale tilsynsmyndigheder, samtidig med at det har ansvaret for at finde løsninger på et begrænset antal spørgsmål. Lokale tilsynsførende opfordres til at deltage aktivt i tilsynskollegiet, idet de har medbestemmelsesret, så længe der kan nås en aftale. Det indebærer, at der anvendes en anden tilgang for at kunne bestemme sådanne koncerners økonomiske realiteter og potentiale for risikodiversificering.

5.9

For det fjerde indføres der med Solvens II-direktivet mere gennemsigtighed og objektivitet både med hensyn til de oplysninger, som selskabet afgiver om sin finansielle stilling og tilhørende risici, og med hensyn til tilsynsprocesser. I dag har tilsynsmetoderne fortsat tendens til at variere fra medlemsstat til medlemsstat og give plads til tilsynsarbitrage. Både for EU-politikken i disse spørgsmål og for forsikringsselskaber, som ønsker at komme ind på et nyt nationalt marked, forekommer det vigtigt, at tilsynsmetoderne ikke kun er objektive og gennemsigtige, men også forudsigelige og veldokumenterede.

6.   Dybdeanalyse

6.1   Finansielle krav (søjle I)

(Artikel 74-142)

6.1.1

Med fastlæggelsen af de kvantitative krav for forsikringsselskaber indføres der under den nye ordning en »samlet balancemodel«, hvor alle aktiver (12) og passiver måles i overensstemmelse med en markedskonform tilgang, og alle kvantificerbare risici, der er forbundet med disse, eksplicit afspejles i form af kapitalkrav. Værdiansættelsen af aktiver og passiver på niveauer, som matcher deres forretningsbetingelser, sikrer, at de vurderes objektivt og konsekvent i forhold til hinanden. Det sikrer også, at der ansættes en korrekt værdi for iboende valgmuligheder. Den realistiske fremadrettede vurdering er den mest effektive beskyttelse mod en mulig misvisning, som kunne bringe alle interessegruppers rettigheder i fare.

6.1.2

I forbindelse med denne værdiansættelse lægges der en særlig vægt på beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser, dvs. forpligtelserne over for forsikringstagerne og andre begunstigede. Den markedskonforme værdiansættelse af de forsikringsmæssige hensættelser opnås gennem beregningen af det »bedste skøn«, der er det sandsynlighedsvægtede gennemsnit af fremtidige cash flows under hensyntagen til tidsværdien og inkluderer en risikomargen. Denne tilgang skulle sikre, at den samlede værdi af de forsikringsmæssige hensættelser svarer til det beløb, en tredjepart ville forventes at kræve for at overtage forsikringsporteføljen og opfylde de hermed forbundne forpligtelser. Denne beregning skal tage udgangspunkt i og være i overensstemmelse med oplysninger fra de finansielle markeder og almindeligt tilgængelige oplysninger om forsikringstekniske risici.

6.1.3

Hvad angår kravene til kapital, rummer det nye solvenssystem to centrale krav, nemlig solvenskapitalkravet (SCR) og minimumskapitalkravet (MCR), der har forskellige formål og beregnes i overensstemmelse hermed.

6.1.4

Med solvenskapitalkravet fastlægges et målniveau for kapital, som et forsikringsselskab skal opfylde under normale driftsbetingelser, idet tilsynsindgrebene vil blive intensiveret, hvis målet ikke nås. Dette muliggør gradvis tiltagende tilsynsindgreb, inden kapitalen når minimumskapitalkravet, og giver dermed forsikringstager og begunstigede en rimelig sikkerhed for, at forpligtelserne indfries, hvis et forsikringsselskab ikke kan betale forfaldne udeståender. Teknisk set skal solvenskapitalkravet udformes og kalibreres, så det afspejler et kapitalniveau, der sætter et selskab i stand til at absorbere betydelige uforudsete tab baseret på en vis sandsynlighed for misligholdelse over en vis tidshorisont (0,5 % over en etårig horisont).

6.1.5

Minimumskapitalkravet afspejler et kapitalniveau, der udløser maksimale tilsynsforanstaltninger, når dette er påkrævet. Der skal ved beregningen af minimumskapitalkravet sikres et tilstrækkeligt spillerum sammenlignet med solvenskapitalkravet, således at tilsynsmyndighederne gives en tilstrækkelig margen for en rimelig interventionsskala.

6.1.6

I praksis kan forsikringsselskabet beregne solvenskapitalkravet enten ved at anvende en standardformel eller ved at benytte sin egen interne model, som er godkendt af tilsynsmyndighederne. Standardformlen skal nøje afspejle risikobegrænsningsmetoderne og diversificeringsvirkningerne samt evnen til at absorbere enhver form for tab på balanceposter, som ikke indgår i den disponible kapital. Den risikoorienterede tilgang til det foreslåede direktiv indebærer, at en intern model (enten delvis eller helt) — under forbehold af tilsynets godkendelse — kan erstatte standardberegningen, forudsat at den bedre afspejler selskabets risikoprofil. Dette er et vigtigt incitament til en forsvarlig intern anerkendelse og forvaltning af risiciene samt til uddannelse og ansættelse af højt kvalificeret personale.

6.1.7

Et andet element, der falder i tråd med målsætningen om at tilskynde til en god intern forvaltning, er anvendelsen af »bonus pater«-princippet på investeringspolitikken, der kan hindre, at der sættes kunstige grænser for investeringer, og indebærer krav om høje kvalitetsstandarder og behørig hensyntagen til materielle risici ved beregningen af kapitalkravet.

6.1.8

I betragtning af kravenes kompleksitet er det vigtigt at notere, at det foreliggende forslag indeholder bestemmelser, der tillader en forholdsmæssig og håndterlig gennemførelse af søjle I-kravene. Dette er især vigtigt for små og mellemstore forsikringsvirksomheder (SMV'er). Dette proportionalitetsprincip refererer imidlertid ikke til omfanget, men til arten og kompleksiteten af de risici, selskaberne er eksponeret for. SMV'erne er underlagt lignende generelle forsigtighedsprincipper, for så vidt som deres risikoprofil er den samme som andre selskabers. Deres kunder og begunstigede nyder samme beskyttelsesniveau.

6.2   Tilsynsproces og kvalitative krav (søjle II)

(Artikel 27-34, 36-38, 40-49 og 181-183)

6.2.1

Med Kommissionens Solvens II-forslag indføres processer og værktøjer for tilsynsaktiviteter og tilsynsmæssig kontrol, herunder fastlæggelsen af tilsynsbeføjelser, bestemmelser om samarbejde mellem nationale tilsynsmyndigheder og om tilsynsmæssig konvergens. Søjle II-bestemmelserne omfatter også kvalitative krav til selskaberne, dvs. deres ledelsessystem, herunder et effektivt internt kontrolsystem, risikoforvaltningssystem, aktuarfunktioner, intern revision, compliancefunktion og regler for outsourcing.

6.2.2

Tilsynsværktøjerne tjener til at indkredse selskaber med finansielle, organisatoriske eller andre træk, der kan give en højere risikoprofil, og som under ekstraordinære omstændigheder kunne blive stille over for kravet om at råde over en større solvenskapital, end der kræves i henhold til solvenskapitalkravet (SCR), og/eller at træffe foranstaltninger med henblik på at begrænse de risici, over for hvilke selskabet er eksponeret.

6.2.3

Førnævnte proportionalitetsprincip gælder også for tilsynsprocessen. De tilsynsførende skal udøve deres beføjelser under hensyntagen til omfanget, arten og kompleksiteten af den enkelte virksomheds risici for at undgå en tilsynsmæssig overbelastning, specielt for små og mellemstore forsikringsvirksomheder, som er eksponeret for et lavt risikoniveau.

6.2.4

Solvens II er udformet med henblik på at forbedre den kvalitative vurdering, som de tilsynsførende gennemfører af selskabets risikosituation. Det er vigtigt, at tilsynsmyndighederne er konsekvente i deres arbejde og afgørelser i de forskellige lande, forskellige selskaber og over tid. Det er værd at understrege betydningen af, at tilsynsaktiviteterne er gennemsigtige, objektive og forudsigelige. Dette er særlig relevant i forbindelse med godkendelsen af interne modeller.

6.3   Tilsynsindberetning og offentliggørelse (søjle III)

(Artikel 35, 50-55)

6.3.1

Gennemsigtighed og selskabernes offentliggørelse af oplysninger om deres finansielle forhold og risici bidrager til at styrke markedsdisciplinen. Hertil kommer, at forsikringsselskaberne skal udlevere de kvantitative og kvalitative oplysninger til de tilsynsførende (tilsynsrapportering), som disse har brug for for at kunne foretage en effektiv kontrol og rådgivning.

6.3.2

Harmoniseringen af offentliggørelse og tilsynsindberetning er en særlig vigtig del af den nye ordning, da der er et klart behov for konvergens med henblik på indførelsen af et sammenligneligt format og indhold over hele Europa. Dette er af særlig betydning, hvad angår multinationale koncerner.

6.4   Koncerntilsyn

(Artikel 210-268)

6.4.1

Efter gældende EU-lovgivning er koncerntilsyn blot et supplement til solotilsyn. Ved solotilsyn tages der ikke hensyn til, om en juridisk person indgår i en koncern (f.eks. et datterselskab) eller ej. Således føjes koncerntilsyn blot til solotilsyn som en ekstra byggeklods med det ene formål at vurdere indvirkningen af koncernforbindelserne på det enkelte selskab. Følgelig anerkender den gældende EU-solvensordning ikke forsikringskoncerners økonomiske realiteter og overser det forhold, at risikoforvaltning i mange tilfælde foregår på koncernniveau snarere end på soloniveau. Med Solvens II-forslaget søger man at finde en mere hensigtsmæssig metode for tilsyn med koncerner ved — på en række vilkår — at ændre den måde, hvorpå solo- og koncerntilsynet gennemføres.

6.4.2

For hver forsikringskoncern udpeges en enkelt myndighed som »koncerntilsynsførende«, der overdrages det primære ansvar for alle hovedaspekter af koncerntilsynet (koncernsolvens, transaktioner inden for koncernen, risikokoncentration, risikoforvaltning og intern kontrol). Det kræves imidlertid af de tilsynsførende for henholdsvis koncerntilsyn og solotilsyn, at de udveksler væsentlige oplysninger automatisk og andre relevante oplysninger efter anmodning. Desuden pålægges det den koncerntilsynsførende at rådføre sig med de relevante solotilsynsmyndigheder forud for en vigtig beslutning, og det pålægges de berørte tilsynsmyndigheder at gøre alt, hvad de kan, for at nå en fælles beslutning, idet det dog ved godkendelse af den koncerninterne model og ved regulering af banktjenester er den koncerntilsynsførende, der træffer den endelige beslutning. Disse bestemmelser skulle sikre, at de tilsynsførende for både koncerntilsynet og solotilsynet opnår en bedre indsigt i hele koncernens risikoprofil, og følgelig at forsikringstagere i de enkelte selskaber inden for koncernen opnår øget beskyttelse.

6.4.3

Ud over det forbedrede begreb »koncerntilsyn« indføres med forslaget en innoverende »ordning for koncernstøtte«. Koncerner, der ønsker at lette deres kapitalforvaltning på koncernniveau, kan ansøge om tilladelse til at blive reguleret under ordningen for koncernstøtte. Koncerner, der får tilladelse til at blive reguleret under ordningen for koncernstøtte, indrømmes — på en række klare betingelser — adgang til delvis opfyldelse af datterselskabernes solvenskapitalkrav (ikke minimumskapitalkravet) gennem en erklæring om koncernstøtte (et moderselskabs finansielle, juridisk bindende, forpligtelse over for datterselskabet til at stille kapital til rådighed, når det er nødvendigt). For at sikre, at ordningen for koncernstøtte fungerer effektivt, indføjes enkelte supplerende undtagelser fra solotilsynet. Når koncernstøtteordningen er oprettet, påtænkes der indført en særlig procedure ved stressforhold (manglende imødekommelse af solosolvenskapitalkravet), hvilket indebærer samordnede tiltag fra de tilsynsførende for henholdsvis koncerntilsynet og solotilsynet. Denne ordning bør anvendes på en ensartet måde i hele EU.

6.4.4

Eftersom ordningen for koncernstøtte giver mulighed for, at datterselskabers kapital i forbindelse med solvenskapitalkravet beror et andet sted i koncernen, giver den forsikringskoncerner en praktisk og gennemsigtig mulighed for at drage fordel af anerkendelsen af diversificeringsvirkningerne på koncernniveau, mens de enkelte datterselskaber skal opfylde kravene til kapitalniveau, som om de ikke indgik i koncernen. Der bør derfor indføres passende tilsyn for at sikre, at kapital hurtigt kan overføres, når der er behov for det. Forekomsten og anvendelsen af erklæringer om koncernstøtte skal offentliggøres af både det pågældende moderselskab og datterselskab.

Bruxelles, den 29. maj 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Dette forslag blev senere ændret til (KOM(2008) 119 endelig). Nummereringen af de artikler, der henvises til i nærværende udtalelse, følger denne sidste version af direktivforslaget.

(2)  Direktivet om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser.

(3)  Kilde: Comité Européen des Assurances, European Insurance in Figures, 2007. Tallene afspejler data, der forelå i slutningen af 2006.

(4)  Se fodnote 2.

(5)  Se fodnote 2.

(6)  Se fodnote 2.

(7)  Se fodnote 2.

(8)  Se fodnote 2.

(9)  Se fodnote 2.

(10)  Se fodnote 2.

(11)  Kilde: AISAM.

(12)  Europæiske forsikringsselskabers aktiver er hovedsagelig obligationer (37 %), aktier (31 %) og lån (15 %). Kilde: Comité européen des assurances, European Insurance in Figures, 2007.


30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/18


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om Fællesskabets deltagelse i et forsknings- og udviklingsprogram, der gennemføres af flere medlemsstater til fordel for forskningsintensive SMV'er

(KOM(2007) 514 endelig — 2007/0188 (COD)).

(2008/C 224/04)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 11. oktober 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 172 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om Fællesskabets deltagelse i et forsknings- og udviklingsprogram, der gennemføres af flere medlemsstater til fordel for forskningsintensive SMV'er

EØSU's præsidium henviste den 25. september 2007 det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug.

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 445. plenarforsamling den 28. og 29. maj 2008, mødet den 29. maj 2008, Claudio Cappellini til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse enstemmigt.

1.   Konklusioner og henstilling

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU), som støtter målsætningerne for det fælles Eurostars forsknings- og udviklingsprogram, understreger behovet for at tage højde for de forskellige kategorier, størrelser og sektorer af SMV'er, når der vedtages nye EU-forsknings-, udviklings- og innovationspolitikker og –programmer møntet på og rettet mod SMV's reelle innovationsbehov.

1.2

EØSU glæder sig over medlemsstaternes forslag til vedtagelse af det fælles Eurostars-program med henblik på at støtte de såkaldte »forskningsintensive SMV'er« og bemærker, at det bør være åbent for alle SMV'er fra de lande, der medvirker i programmet og er villige til at deltage i innovationsprocesser.

1.3

EØSU understreger behovet for at identificere værktøjer med henblik på at inddrage alle EUREKA-medlemsstater i programmet, der ikke er indbefattet i det fælles Eurostars-program.

1.4

EØSU har betænkeligheder vedrørende kriteriet (1) for at medvirke i det fælles Eurostars program, som begrænser deltagelsen til forskningsintensive SMV'er, der »investerer 10 % eller mere af deres fuldtidsækvivalent eller årlige omsætning i forskningsaktiviteter«. Selv hvis den begrænsning kun anvendes på de forskningsintensive SMV'er, der foreslår projektet (projektleder), er denne definition af forskningsintensive SMV'er baseret på kodificerede indikatorer, som ser bort fra alle de forskellige former for »ikke-kodificeret viden« (2), medens det ofte er således, at højt innovative processer er stærkt præget af »stiltiende viden« (3).

1.5

Derfor hævder EØSU atter princippet om, at projekter af hensyn til en fair konkurrence om projektforslag bør udvælges på basis af kvaliteten af deres indhold, ledelsesmæssig erfaring inden for F&U og sammenhæng med programmets mål, således at man ikke udelukker et stort antal de innovative SMV'er, der er villige til at ansøge om deltagelse i Eurostars-programmet. Derudover bør der tillades finansiering af uddannelsesprogrammer, der sigter på at forberede ledere med ekspertise inden for effektiv overførsel af teknologi fra forskningsstadiet til produkter, der kan markedsføres.

1.6

I den henseende beder EØSU i overensstemmelse med de relevante procedurer i det fælles Eurostars-program om, at der oprettes en specifik budgetpost til tværnationale initiativer ledet af medlemsstater i samarbejde med SMV-organisationer, der er villige til at støtte spredningen af SMV-venlige informationer om resultaterne af Eurostars-projekter til en bredere kreds af SMV'er. En anden måde, hvorpå man kan give alle SMV'er, der er interesserede i Eurostars-programmets succes, mere »medejerskab«, kunne være at oprette en fælles database og flersprogede sektor-webplatformer, der skal oprettes og fremmes af SMV-organisationer og arbejdsmarkedets parter.

1.7

EØSU påpeger sine betænkeligheder vedrørende kriterierne for at fastsætte SMV's bidrag til de samlede projektomkostninger knyttet til F&U-aktiviteter. Det er vigtigt at gøre det klart, som tingene står, at SMV i henhold til det fælles Eurostars-program skal bidrage kollektivt til mindst 50 % af de F&U-relaterede projektomkostninger. Da dette kriterium vil udelukke mange markedsbaserede SMV'er, bør muligheden for at sænke denne grænse til 25 % under midtvejsevalueringen af Eurostars-programmet overvejes (4).

1.8

Senere bør betænkelighederne udtrykt af EU- og nationale SMV-organisationer og andre forskningsinteressenter tages op til overvejelse af de interesserede medlemsstater og EU's nationale myndigheder under de forskellige faser af tilsyn med gennemførelsen og spredningen af resultater. Et regelmæssigt check foretaget af EU's rådgivende gruppe om SMV og F&U kan gøres til et permanent redskab til teknisk høring for medlemsstater og andre myndigheder på EU- eller nationalt plan. I den henseende kunne EØSU's Markedsobservatorium i samarbejde med kategorien SMV også optræde som et rådgivende medlem af den rådgivende gruppe under tilsynet med gennemførelsen og formidlingsfaserne.

1.9

EØSU understreger, at det fælles Eurostars-program bør gennemføres på gennemsigtig og ubureaukratisk vis, så det bliver lettere for SMV at modtage informationer, deltage og især blive inddraget i opfølgningsaktiviteterne med relevante interesserede F&U-institutioner. Derfor bør projektfinansieringen ske ved betalinger af en samlet sum, og hvor en samlet sum ikke er forenelig med de nationale programmer, skal betalingen bestå af et standardbeløb.

1.10

Med henblik på effektiv implementering af Eurostars-programmet, bør regionale netværk styrkes, så de bliver i stand til at yde kvikskranke-service til støtte for innovative SMV'er, hvorved disse får reel adgang til europæisk F&U-finansiering. For at styrke bevidstheden om de særlige finansieringsprogrammer for forskningsintensive SMV'er bør man f.eks. styrke båndene mellem EUREKA-netværkene, andre eksisterende offentlig/private organer og EU/nationale/regionale SMV-organisationer yderligere og koordinere dem bedre. Der bør finansieres en række arrangementer via repræsentative SMV-organisationer for at skabe bevidsthed blandt SMV'erne og de interesserede organisationer om meningen med og betydningen af innovation og den rolle, innovation vil spille i EU's fremtid.

1.11

Resultatet af SMV-sektorernes projektudvælgelse inden for rammerne af Eurostars-programmet (5) skal offentliggøres på internettet af Eureka-netværket. Derudover skal der stilles en kort liste over støtteberettigede projekter med højt innovativt indhold, men som ikke er blevet finansieret, til rådighed. Listen skal angive nationale offentlig/private investorer, hvis der er behov for yderligere finansiering af programmet.

1.12

En effektiv koordinering mellem nationale myndigheder, der er ansvarlige for SMV og F&U-politikker og EUREKA, skal være sammenhængende og skal matche de af SMV-organisationerne og øvrige interessenter (herunder bl.a. private og offentlige forskningsorganer) udtrykte behov. EØSU appellerer til de interesserede EU-institutioner, medlemsstaterne og det slovenske og franske rådsformandskab om at sikre, at koordinationen gennemføres i overensstemmelse med SMV's forventninger og programmernes målsætninger.

1.13

EØSU slår i forbindelse med SMV'ernes deltagelse i F&U-finansieringsprogrammer og det fælles Eurostar-program kraftigt til lyd for, at den lange periode mellem indgivelsen af et forslag til dets godkendelse af EU forkortes, hvilket kan anspore SMV'erne til at indgive projekter.

1.14

EØSU understreger, at Kommissionen for at forbedre og øge SMV'ernes andel i F&U-finansiering bør undersøge muligheden for at flytte de uudnyttede ressourcer, der er til rådighed for SMV'er under kapitlet »Samarbejde« i det syvende forskningsprogram (som udgør 15 % af de »tematiske prioritetsbudget« i det sjette forskningsprogram), over til »Kapacitetsprogrammet« (CRAFT osv.), som er mere præcist møntet på SMV.

1.15

EØSU beder om, at der gives mere opmærksomhed til den uforholdsmæssigt store administrative byrde, der hviler på SMV, som kan være op til ti gange større end store virksomheders administrative byrde (6). En mindskelse af de forvaltningsmæssige udgifter og en forenkling af ansøgningsprocedurerne for de SMV'er, der giver sig i kast med F&U-programmer med andre europæiske og internationale partnere ville også være ønskeligt. EØSU så også gerne en løsning på spørgsmålet om ophavsrettigheder og europæiske patenter (7), hvor den aktuelle situation hæmmer konkurrenceevne og innovation i Europa. Endvidere kan adgang til patentering og ophavsrettigheder (8) også tælle som vigtige ikke-økonomiske aktiver i forbindelse med en konsolidering af partnerskaber mellem virksomheder, der deltager i internationale projekter.

2.   Baggrund for udtalelsen

2.1

I det europæiske charter for små virksomheder godkendt af EU's ledere i 2000 blev det besluttet, at små virksomheder skal opfattes som hoveddrivkraften bag innovation og beskæftigelse såvel som for social og lokal integration i Europa (9). Derudover bebudede Kommissionen i oktober 2007 udarbejdelsen af en »lov om små virksomheder i Europa« (10), som skal definere en række foranstaltninger med det sigte at fremme iværksætterkultur, virksomhedskultur og adgang til kompetencer (11). I løbet af 2008 vil Kommissionen også undersøge en række initiativer vedrørende SMV'er (12) for at øge deres deltagelse i EU-programmerne.

2.2

På den baggrund er der opstået et forslag til et specifikt fælles Eurostars-program. Programmet, som er baseret på artikel 169 i EF-traktaten og som er designet til at supplere og sigte på aktiviteten »forskning til gavn for SMV'er« i det syvende forskningsrammeprogram, ledes af EUREKA og blev lanceret i fællesskab af 22 medlemsstater og fem andre EUREKA-lande (Island, Israel, Norge, Schweiz og Tyrkiet). For tiden har Eurostars-programmet 30 medlemsstater: Østrig, Belgien, Cypern, Tjekkiet, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Island, Irland, Israel, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Schweiz, Tyrkiet, Det Forenede Kongerige.

2.3

Det syvende rammeprogram har indført mange af de foranstaltninger, der blev foreslået under revisionen af det sjette rammeprogram, med henblik på at udfylde lakunerne i politikkerne til gavn for SMV'er (13). Det syvende rammeprogram indbefatter en strategi for SMV'er, som inkorporerer både kvalitative og kvantitative foranstaltninger med henblik på at anspore til handling på såvel nationalt som regionalt niveau. Målet er at skabe virksomhedsklynger og -netværk, at forbedre paneuropæisk samarbejde mellem små virksomheder, der bruger informationsteknologi, at videreformidle god praksis inden for samarbejdsaftaler og støtte samarbejde mellem små virksomheder (14).

2.4

De 23 mio. registrerede SMV'er i EU udgør 99 % af alle virksomheder og står for to tredjedele af Europas omsætning, og det er også dem, der er nøgleaktørerne inden for bæredygtig udvikling (15). Men for at styrke konkurrenceevnen bør disse virksomheder rationaliseres og omgrupperes, så de udgør et sammenhængende hele med en kritisk masse og således at de kan drage fordel af udviklingen af særlige venturekapitalfonde, forskerparker, virksomhedsvæksthuse og regionale innovationspolitikker (16)

2.5

Derudover understreger rapporten fra Flash Eurobarometer, at SMV'ers vækst kan hæmmes af europæernes risikosky indstilling og manglende iværksætterånd (17). Det drejer sig derfor også i høj grad om sætte ind for at styrke iværksætternes rolle og understrege deres afgørende betydning for innovation, økonomisk fremgang og samfundets generelle velstand. Kun gennem ansvarsbevidste, aktive og idérige iværksættere, der har de bedste udfoldelsesmuligheder, vil det lykkes at nå Lissabon-målene (18).

2.6

De specifikke foranstaltninger, medlemsstaterne indfører for at støtte SMV'er, stimulerer og støtter dog ikke altid transnationalt forskningssamarbejde og teknologioverførsel. På baggrund af ændringerne på markederne og internationaliseringen af værdikæder, skal de europæiske SMV'er nu tilpasse sig den stærke globale konkurrence ved at engagere sig i konstant innovative processer i en endnu bredere international kontekst. Det fælles Eurostars-program skal belønne de SMV'er og offentlige og/eller private forskningsinstitutioner, der udfolder særlige anstrengelser for at støtte F&U-projekter, sprede kendskabet til deres resultater, og som overfører og bistår med at give adgang til viden. Det bør især belønne projekter, der inddrager institutioner og grupper og/eller enkeltstående SMV'er, som normalt deltager mindre eller har vanskeligheder med at få adgang til sådanne programmer. EØSU understreger betydningen af udvidelsen af bidraget til det fælles Eurostars-program til også at omfatte alle EUREKA-medlemsstaterne, især dem, der for nyligt blev optaget i EU og som kan drage fordel af den transnationale tilgang.

2.7

Det fælles Eurostars-program er målrettet mod forskningsintensive SMV'er, og vægten ligger på markedsorienterede F&U-projekter og tværnationale projekter med flere partnere (med mindst to indbyrdes uafhængige deltagere fra forskellige deltagende stater). Et vigtigt aspekt ved programmet er bottom-up-tilgangen, der sætter forskningsintensive SMV'er i stand til at sikre sig medejerskab og strategisk innovation i virksomhederne. Under sådanne omstændigheder er SMV'erne i stand til at kontrollere og påvirke resultaterne af løbende forskning på linje med de forretningsmæssige muligheder.

3.   Formålet med det fælles Eurostars-program

3.1

Deltagelsen i forsknings- og udviklingsprogrammer i henhold til traktatens artikel 169 indebærer, at de deltagende EU-medlemsstater integrerer deres nationale forskningsprogrammer, i og med at de forpligter sig til at medvirke i et fælles forskningsprogram. Kommissionen har med artikel 169 som retsgrundlag identificeret fire potentielle initiativer. Et af disse er Eurostars, et fælles forskningsprogram for SMV'er og deres partnere.

3.2

Eurostars-programmet består af projekter foreslået af en eller flere SMV'er, som er etableret i de deltagende stater og som er aktivt involveret i F&U. Projekter kan gennemføres inden for alle videnskabelige eller teknologiske områder (men skal have et civilt formål). Projekterne skal være samarbejdsprojekter og skal indbefatte mindst to deltagere fra to forskellige lande, der deltager i Eurostars, som er aktive inden for forskellige aktiviteter i forbindelse med forskning, teknologisk udvikling, demonstration, uddannelse og spredningen af de dertil knyttede informationer. I tråd med SMV'ernes beskaffenhed er projektcyklussen kort. Et projekt må højst vare tre år, og senest to år efter gennemførelsen af projektet, skal resultatet af forskningen være klart til at blive markedsført.

3.3

Det fælles Eurostars-program kan være en betydelig løftestang for fællesskabsfinansiering: medlemsstaterne og fem andre EUREKA-lande (Island, Israel, Norge, Schweiz og Tyrkiet) vil bidrage med 300 mio. EUR. Fællesskabet vil supplere med yderligere en tredjedel af medlemsstaternes bidrag, hvilket fører til at programbudget på 400 mio. EUR i offentlig finansiering. Med forventede støttesatser på mellem 50 og 75 %, vil Eurostars kunne mobilisere yderligere mellem 133 og 400 mio. EUR i private midler i hele programperioden (løftestangseffekt). Den forventede deltagelse er beregnet ud fra en gennemsnitsudgift på 1.4 mio. EUR for hvert Eurostars-projekt. Med en gennemsnitlig finansiering på 50 %, en offentlig finansiering på 0,7 mio. EUR pr. projekt og et samlet budget for programmet på 400 mio. EUR kan 565 projekter finansieres.

3.4

Fællesskabets bidrag supplerer derfor med den manglende finansiering på et tidligt F&U-stadium, hvor innovative aktiviteter udgør en relativt høj risiko og hvor det ikke altid lykkes kun at tiltrække private investorer (19). Fællesskabets bidrag med offentlige investeringer til gavn for Eurostars-programmet vil stimulere flere forskningsintensive SMV'er til at søge private investeringer til udvikling af innovative produkter og tjenester.

3.5

Angående finansiering bør det overvejes at indføre skattelettelser for F&U-investeringer i medlemsstaterne, som kunne være attraktive for investorer selv i værste fald, da de så i det mindste kunne drage fordel af sådanne lettelser. Skattefordelen for SMV'er er en alternativ form for finansiering.

3.6

Der er dog betænkeligheder gående ud på, at en stor andel af SMV'erne kan blive hindret i at deltage i EU's initiativ om konkurrencedygtig innovation. I henhold til Eurostars-programmet, er kriteriet for forskningsintensive SMV'er, at de SMV'er, der foreslår projektet anvender mindst 10 % af deres omsætning eller fuldtidsækvivalenter til forskningsaktiviteter. Selv hvis den begrænsning anvendes på projektets forsøgspartner, kan dette stadig hindre mange små virksomheder i at foreslå innovative projekter. Følgen kan være, at programmet kun tiltrækker allerede etablerede højteknologiske virksomheder, der har adgang til andre, mere passende former for finansiering.

3.7

Desuden er F&U-udgifter i visse EU-lande meget ofte integreret med andre driftsomkostninger og kan derfor ikke identificeres separat (20). Derfor er definitionen af F&U-indikatorer, som OECD bruger, i visse tilfælde ikke passende, når de anvendes på små innovative virksomheder, fordi de ikke redegør for den andel af aktiviteterne, der er karakteriseret som »ikke-kodificeret viden«, som det er vanskeligt at sætte tal på (21).

3.8

Ligeledes i følge OECD er »High-Tech«-sektoren defineret som virksomheder med en F&U-andel i omsætningen på over 4 %. Denne sektor udgør selv i højt udviklede økonomier ca. 3 % af BNI, hvilket betyder at 97 % af alle økonomiske aktiviteter og de fleste af de innovative processer finder sted i sektorer defineret af OECD som »Mid-Tech« eller »Low-Tech«-sektorer (22). Tallene viser, at en stor del af de innovative virksomheder vil blive udelukket, hvis adgangen til finansieringsprogrammet er begrænset til en tærskel på 10 % F&U, hvorved man ikke ville udløse en positiv holdning til innovation, som ligger til grund for det europæiske initiativ.

3.9

Derfor mener EØSU, at projekterne skal udvælges på basis af kvalitet og overholdelse af programmets målsætninger og at man bør fjerne tærsklen på 10 % F&U.

3.10

Et andet krav i Eurostars-programmet er, at de deltagende forskningsintensive SMV'er skal være i stand til at udføre størsteparten af F&U-arbejdet. Samarbejde med andre partnere, som kan være andre SMV'er, lokale klynger, store virksomheder, der er rede til at dele programmål, forskningsinstitutioner eller universiteter bør ikke være udelukket. Derudover bør termen klynge også tage højde for behovet for at placere F&U-baserede SMV'er på universiteters eller højere læreanstalters områder for at øge samvirket mellem de to sider på en gensidigt berigende facon.

3.11

Med henblik på de respektive bidrag fra de innoverende SMV'er, der deltager i Eurostars-programmet, er det vigtigt at gøre klart, at det er de forskningsintensive SMV'er, der kollektivt mindst skal afholde mindst 50 % af F&U-udgifterne i projektet. Da dette kriterium ikke desto mindre stadig kan udelukke mange markedsbaserede SMV'er, bør muligheden for at sænke denne grænse til 25 % overvejes (23) i forbindelse med midtvejsevalueringen af Eurostars-programmet.

3.12

Forbindelserne til andre finansielle instrumenter omfattet af rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation bør stadig afklares. Finansieringsprogrammet bør også gøres mere fleksibelt og tilpasses SMV'ernes behov, samtidig med at man tager højde for positive erfaringer med garantifonde for forskning og udvikling, således at alle virksomheder kan operere med et længere forretningsperspektiv.

3.13

En bedre lovramme med systematisk høring af repræsentative SMV-organisationer og øvrige interessenter vil mindske driftsudgifter og risici, øge afkastet, øge strømmen af venturekapital og forbedre venturekapitalmarkedernes funktion. Dette vil især gavne de innovative SMV'er. Denne finansiering vil supplere den offentlige støtte til de meget tidlige (kim-) stadier af processen med at gøre forskningsresultater til kommercielle produkter.

3.14

Kommissionen har givet tilsagn om at fremme foranstaltninger til mere grænseoverskridende investeringer fra venturekapitalfonde (24). I Europa er venturekapitalmarkedet opsplittet, og består for tiden af 27 forskellige regelsæt. Dette har negative virkninger både på finansiering og investeringer.

3.15

Der er derfor behov for et bedre miljø for venturekapitalinvesteringer og for, at medlemsstater skaber incitamenter for private investorer til at medvirke i international forskning baseret på samarbejde (25) samt incitamenter til at fremme inddragelsen af støtteservice til SMV'er med det formål at bistå virksomheder, der med succes kommer igennem startfasen.

4.   Forbedring af koordinationen i det fælles Eurostars-program

4.1

Sigtet med Eurostars-programmet er at bistå SMV'er inden for en hvilken som helst teknologisk, industriel, juridisk eller organisatorisk ramme, der er nødvendig for storstilet europæisk samarbejde mellem medlemsstaterne inden for anvendt forskning og innovation. Derfor vil det øge de forskningsintensives SMV'ers evne til at markedsføre nye og konkurrencedygtige produkter, processer og tjenester.

4.2

Projektets internationale tilgang kan føre til, at man undgår overlapning i forhold til innovation og bør være en anledning til at vedtage fælles politikker og indføre en hurtig procedure for at mindske den administrative byrde (26). Med hjælp fra Eurostars-programmet kan mange SMV'er blive ansporet til at drage fordel af internationalt samarbejde, når blot de er i stand til at foreslå og direkte styre et projekt. Imidlertid bør inddragelsen i integrerede projekter og kvalitetsnetværket planlægges omhyggeligt, så man udgår skævheder i projektdeltagelsen.

4.3

Udover støtte til F&U bør man også se på, hvorledes regeringerne kan støtte innovation mere direkte via tilvejebringelsen af den rette infrastruktur. Der findes et meget bredt fællesskab af forsknings»institutioner«, hvoriblandt nogle kan være sammenslutninger eller forskningsvirksomheder, hvis rolle det er at støtte innovation, navnlig i SMV. Der er også forskerparker og science shops, virksomhedsvæksthuse, regionale og lokale myndighedsorganer og videnformidlingsorganisationer. Alle disse yder en vigtig støtte til unge high-tech-SMV'er og tilmed til mere traditionelle SMV'er, som overvejer at gå over til innovationsbaserede strategier. Det slovenske rådsformandskab og det efterfølgende franske formandskab bør overvåge, hvorledes koordineringen af Eurostars-programmet på EU- og nationalt plan kan tilrettelægges, så det styrer mod de optimale niveauer og undgår overlappende funktioner og risiko for uklarhed blandt de eksisterende SMV-agenturer.

4.4

EØSU har i øvrigt flere gange henstillet, at en meget større del af EU's strukturfondsmidler anvendes til at udbygge den videnskabelige infrastruktur og skræddersys til SMV. Her kunne midler fra Den Europæiske Investeringsbank også gøre stor nytte (27).

Bruxelles, den 29. maj 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  http://www.eurostars-eureka.eu/.

(2)  Hartmut Hirsch-Kreinsen, »Low-Tech« Innovations, Industry and Innovation, 02.2008.

(3)  Pilot Project: http://www.pilot-project.org.

(4)  A6-0064/2008 (ændringsforslag til forslaget), Europa-Parlamentet, Udvalget om Industri, Forskning og Energi, 2008.

(5)  http://ec.europa.eu/research/sme-techweb/index_en.cfm?pg=results.

(6)  Modeller til at mindske den uforholdsmæssigt store administrative byrde på SMV, Kommissionen, Maj 2007, Generaldirektoratet for Erhvervspolitik.

(7)  The Cost Factor in Patent Systems, Université Libre de Bruxelles Working Paper WP-CEB 06-002, Bruxelles 2006, fra side 17.

(8)  Forbedring af patentsystemet i Europa KOM(2007) 165.

(9)  Europæisk charter for små virksomheder, Feira, Det Europæiske Råd, den 19.-20. juni 2000.

(10)  Små og mellemstore virksomheder (SMV) — nøglen til øget vækst og beskæftigelse. En midtvejsevaluering af moderne SMV-politik. KOM(2007) 592 endelig af 4.10.2007.

(11)  Luc Hendrickx, »UEAPME expectations on the proposal for a European Small Business Act«, 14.12.2007.

(12)  http://ec.europa.eu/enterprise/innovation/documents_en.htm.

(13)  CESE 245/2005,, 9.3.2005, UEAPME, Positionspapir om en efterfølger til det sjette rammeprogram for forskning og udvikling, 01/2005.

(14)  En midtvejsevaluering af moderne SMV-politik. EUT C 234, 22.9.2005.

(15)  Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: Finansiering af SMV'ers vækst — Merværdiskabelse på EU-plan, COM(2006) 349, 29.6.2006.

(16)  Videnskab og teknologi, nøglen til Europas fremtid, KOM(2004) 353, 16.6.2004.

(17)  Det Europæiske Observationscenter for SMV'er, Flash Eurobarometer 196, maj 2007.

(18)  Investering i viden og innovation, INT/325, EUT C 256, 27.10.2007, s. 8.

(19)  »Annual Survey of Pan-European Private Equity & Venture Capital Activity« 2004.

(20)  The 2007 EU R&D Investment Scoreboard p. 20, Det Fælles Forskningscenter og Generaldirektoratet for Forskning and Directorate General Research.

(21)  H. Hirsch-Kreinsen, »Low-Technology«: A forgotten sector in innovation policy, Faculty for Economics and Social Sciences, University of Dortmund, 15.3.2006; UAPME, »Towards an Innovation Policy for Crafts, Trades and SMEs«, 27.10.2004.

(22)  Towards an Innovation Policy for Crafts, Trades and SMEs, UEAPME, 27.10.2004.

(23)  Europa-Parlamentet, Udvalget om Industri, Forskning og Energi, A6-0064/2008.

(24)  Kommissionen foreslår foranstaltninger til flere grænseoverskridende investeringer fra risikokapitalfonde, IP/08/15, 7.1.2008.

(25)  Finansiering af SMV'ers vækst — Merværdiskabelse på EU-plan, KOM(2006) 349, 29.6.2006.

(26)  Kommissionens forslag til mindskelse af den administrative byrde i 2008, MEMO/08/152 10.3.2008.

(27)  EUT C 65, 17.3.2006, EUT C 256, 27.10.2007, s. 17.


30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/23


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Afhjælpning af stigmatisering i forbindelse med virksomhedsfiasko — For en politik, der fremmer en ny chance — Gennemførelse af Lissabon-partnerskabet for vækst og beskæftigelse

KOM(2007) 584 endelig

(2008/C 224/05)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 5. oktober 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Afhjælpning af stigmatisering i forbindelse med virksomhedsfiasko — for en politik, der fremmer en ny chance — Gennemførelse af Lissabon-partnerskabet for vækst og beskæftigelse

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Peter Morgan til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 6. maj 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 445. plenarforsamling den 28.-29. maj 2008, mødet den 29. maj, følgende udtalelse med 70 stemmer for og 3 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Kommissionen har siden 2001 behandlet de negative virkninger af virksomhedsfiaskoer. Kommissionen har navnlig signaleret, at der er behov for at forbedre konkursprocedurerne. Kommissionen har kun begrænsede kompetencer på dette område og har derfor koncentreret sig om at indsamle data om retlige og sociale konsekvenser af virksomhedsfiasko, fremme identificeringen og udbredelsen af god praksis samt udarbejde værktøjer til tidlig varsling som metoder til afhjælpning af stigmatiseringen i forbindelse med konkurs.

1.2

EØSU er enigt med Kommissionen i, at der bør lægges vægt på behovet for at afhjælpe stigmatisering i forbindelse med virksomhedsfiasko. Gode nationale rammebetingelser for iværksætteri er af afgørende betydning for den fulde udnyttelse af EU's iværksætterpotentiale og for skabelsen af dynamiske virksomheder. Den samfundsmæssige påskønnelse af succesfuldt iværksætteri, som er utrolig vigtig i denne forbindelse, bør gå hånd i hånd med en politik, der fremmer en ny chance for iværksættere, som er gået ned med en virksomhed.

1.3

Kommissionen fremhæver med rette, at start af egen virksomhed med dertilhørende succes eller fiasko er en del af den markedsøkonomiske virkelighed. Det er endvidere korrekt, som Kommissionen pointerer, at der i samfundet er en generel mangel på påskønnelse af og forståelse for iværksætteri, og at forretningsmæssige problemer eller endog konkurs derfor ikke i tilstrækkelig grad opfattes som en normal økonomisk udvikling og en mulighed for en ny start. Der er behov for en holdningsændring i EU. Jo mere en tidligere fallent stigmatiseres, jo større risiko er der forbundet med et nyt virksomhedsprojekt, og denne risiko forplanter sig til alle interessenter i virksomheden.

1.4

USA's lovgivning søger at finde en balance mellem debitorer, kreditorer og samfundet som helhed. EØSU mener, at medlemsstaternes love bør udformes med henblik på at opnå samme balance. Insolvens og manglende betaling af gæld kan skabe kolossale vanskeligheder for kreditorer og føre til, at de selv bliver insolvente. Det kan være ganske uretfærdigt over for kreditorerne at frigøre en virksomhed for gæld for at give den en chance for at starte på en frisk. Insolvenslovgivningen må finde den rette balance.

1.5

Fra samfundets synspunkt kan den bedste løsning være at bevare hele virksomheden eller en del af den. Er der tale om en potentielt bæredygtig virksomhed, vil det gavne samtlige interessenter yderligere, hvis en insolvent virksomhed kan reddes af kuratorerne, og de ansatte kan bevare deres job. Hvis en konkursramt iværksætter starter forretning igen, skaber han ny beskæftigelse. I begge tilfælde tjener beskæftigelsesfaktoren klart samfundet som helhed.

1.6

En virksomhed kan slå fejl på mange måder, selv når iværksætteren har de bedste intentioner. I opstartfasen vil det måske ikke være muligt at etablere en bæredygtig virksomhed. En forkert forretningsmodel kan betyde, at virksomheden ikke har nogen fremtid, selv om den er kommet igennem opstartfasen. På den anden side kan potentielt bæredygtige virksomheder gå konkurs på grund af fejl begået af iværksætterne og af årsager, som ligger helt uden for deres kontrol. Sådanne virksomheder kan og bør reddes af kuratorer og de fleste job beskyttes.

1.7

Det er vigtigt at sondre mellem virksomheden og dens direktion. Direktører kan gå konkurs, mens en kurator redder virksomheden og dens ansatte. Når en virksomhed går neden om og hjem, kan det vel tænkes, at virksomhedslederne går konkurs på grund af de bankgarantier, de har givet, selv om deres personlige adfærd ikke har været svigagtig. Det er disse ikke-svigagtige iværksættere, som Kommissionen vil hjælpe. Iværksættere, der har skabt et sundt foretagende, men senere går ned med virksomheden på grund af manglende erfaring, eller fordi de har været uheldige, fortjener en ny chance. Økonomien har brug for deres færdigheder. Andre, som har haft fiasko på grund af inkompetence og manglende vision, vil nok ikke kunne bidrage meget til økonomien, selv om de er i stand til at finde finansiering. Ikke alle konkursramte iværksættere fortjener en ny chance.

1.8

Kommissionens initiativ har været med til at udløse reformer i hele EU. Mange medlemsstater er allerede blevet inspireret af god praksis og relevante konklusioner indsamlet på europæisk plan. Cirka en tredjedel af medlemsstaterne har fremlagt planer om reform af den nationale konkurslovgivning. Næsten halvdelen af EU-landene har dog stadig ikke foretaget sig noget. Selv om Kommissionen har begrænsede beføjelser på dette politikområde, opfordrer EØSU Kommissionen til at tage alle til rådighed stående midler i brug for at få medlemsstaternes finansministre til at handle. EØSU mener, at medlemsstaternes fremskridt på dette område generelt er utilfredsstillende

1.9

EØSU støtter fuldt ud de bemærkninger, der i meddelelsen er fremsat vedrørende insolvenslovgivningen, naturligvis under forbehold af den endelige, detaljerede udformning af de pågældende love. Hertil hører formel anerkendelse af ikke-svigagtig konkurs, hurtig gældssanering og en reduktion af retlige restriktioner, rettighedsfortabelser og forbud med fremskyndede procedurer. Målet på mellemlang sigt bør være, at procedurerne højst varer 12 måneder.

1.10

EØSU finder det helt afgørende, at alle medlemsstater hurtigst muligt fuldfører revisionen af deres insolvenslovgivning. Ud over ændringer i lovgivningen er det meget vigtigt, at konkurser behandles hurtigst muligt at domstolene. Denne proces må være velorganiseret. Disse ændringer er det centrale element i programmet til fremme af en ny chance.

1.11

Aktiv støtte til truede virksomheder er det andet budskab i Kommissionens meddelelse. Det indgår ikke som sådan i programmet til fremme af en ny chance. Det er i stedet et program, der har til hensigt at undgå konkurser og bevare virksomheder og job. I punkt 4 gives en række eksempler på virksomhedsfiaskoer, som kunne have været undgået. I den forbindelse er formålet med meddelelsen ved hjælp af et tidligt varslingssystem, midlertidig finansiering og konsulentbistand at afværge undgåelige virksomhedsfiaskoer.

1.12

For størstedelen af smv'er er dette program ikke særlig praktisk, da det ikke indeholder mange mekanismer for en proaktiv identifikation af truede virksomheder blandt de titusinder af smv'er i hver medlemsstat. Ikke desto mindre opfordres medlemsstaterne til at gøre størst mulig brug de muligheder, der findes, f.eks. brugen af momsmyndighederne i Frankrig til at give tidlig varsling om mulige likviditetsproblemer i bestemte virksomheder. Kommissionen understreger, at støtteforanstaltninger bør fokusere på forebyggelse af konkurs, ekspertrådgivning og rettidig indgriben. Problemet opstår, når en virksomheds ledere ikke indser, at deres virksomhed er i fare. Medlemsstaternes regeringer må arbejde sammen med revisorerhvervet og organisationer, der repræsenterer smv'er, med henblik på at udvikle proaktive tiltag, der passer til deres egen smv-kultur.

1.13

Det er klart, at den vigtigste anbefaling i meddelelsen omhandler revisionen af insolvenslovgivningen. Uden opfyldelsen af denne altafgørende forudsætning vil programmet »en ny chance« aldrig kunne realiseres.

1.14

Visse af de blødere anbefalinger i meddelelsen kan iværksættes uden at ændre insolvenslovgivningen. Når lovgivningen er ændret kan de andre bløde tiltag, som Kommissionen foreslår, gennemføres. Hvis der ikke foretages ændringer i insolvenslovgivningen vil hovedpointen med Kommissionens meddelelse gå tabt.

1.15

EØSU mener, at hver medlemsstat bør reagere på denne meddelelse ved at indarbejde meddelelsens forslag i den nationale handlingsplan for gennemførelse af Lissabon-strategien (retningslinje 15).

2.   Indledning

2.1

Kommissionen har siden 2001 behandlet de negative virkninger af virksomhedsfiaskoer. Kommissionen har navnlig signaleret, at der er behov for at forbedre konkursprocedurerne. Kommissionen har kun begrænsede kompetencer på dette område og har derfor koncentreret sig om indsamling af data om retlige og sociale konsekvenser af virksomhedskonkurs, fremme af identificeringen og udbredelsen af god praksis samt udarbejdelsen af værktøjer til tidlig varsling som metoder til afhjælpning af stigmatiseringen i forbindelse med konkurs.

2.2

Dette har været med til at udløse reformer i hele EU. Mange medlemsstater er allerede blevet inspireret af god praksis og relevante konklusioner indsamlet på europæisk plan. Cirka en tredjedel af medlemsstaterne har fremlagt planer om reform af den nationale konkurslovgivning. Næsten halvdelen af EU-landene har dog stadig ikke foretaget sig noget. Selv om Kommissionen har begrænsede beføjelser på dette politikområde, opfordrer EØSU Kommissionen til at tage alle til rådighed stående midler i brug for at få medlemsstaternes finansministre til at handle. EØSU mener, at medlemsstaternes fremskridt på dette område generelt er utilfredsstillende.

Tabel A: Den aktuelle situation i medlemsstaterne

J

Der findes foranstaltninger

(J)

Der er planlagt foranstaltninger/foranstaltningerne er delvist gennemført

N

Der findes ingen foranstaltninger

 

Information/uddannelse

Generel strategi

Offentliggørelse af retsafgørelse ved ikke-svigagtig kokonkurs

Reducerede restriktioner osv.

Bedre retlig behandling af ærlige konkursramte

Hurtig gældssanering eller -lettelse

Strømlinet konkursbehandling

Stimulerer støtte

Fremmer forbindelser

Drøftelser inden for den finansielle sektor

I alt J+(J)

Belgien

N

N

(J)

(J)

J

(J)

N

N

N

N

4

Bulgarien

N

N

N

N

N

N

N

N

N

N

0

Den Tjekkiske Republik

N

N

N

N

N

N

(J)

N

N

N

1

Danmark

N

N

N

J

(J)

J

(J)

N

N

N

4

Tyskland

(J)

N

N

J

J

(J)

N

N

N

N

4

Estland

N

N

N

N

N

(J)

(J)

N

N

N

2

Irland

N

N

N

N

N

J

J

N

N

N

2

Grækenland

N

N

N

J

(J)

(J)

J

N

N

N

4

Spanien

N

N

N

N

J

J

J

N

N

N

3

Frankrig

N

N

N

N

(J)

N

J

N

(J)

N

3

Italien

N

N

N

J

J

(J)

(J)

N

N

N

4

Cypern

N

N

(J)

(J)

N

(J)

(J)

N

N

N

4

Letland

N

N

N

N

N

N

(J)

N

N

N

1

Litauen

N

N

N

J

(J)

J

(J)

N

N

N

4

Luxembourg

N

N

N

N

N

N

N

J

N

N

1

Ungarn

N

N

N

N

N

N

N

N

N

N

0

Malta

N

N

N

(J)

(J)

N

N

N

N

N

2

Nederlandene

(J)

N

N

N

(J)

(J)

N

N

N

(J)

4

Østrig

N

(J)

N

(J)

(J)

(J)

J

(J)

(J)

N

7

Polen

N

N

N

N

(J)

(J)

J

N

N

N

3

Portugal

N

N

N

N

N

N

N

N

N

N

0

Rumænien

N

N

N

(J)

(J)

N

J

N

N

N

3

Slovenien

N

N

N

N

N

(J)

N

N

N

N

1

Slovakiet

N

N

N

N

N

N

N

N

N

N

0

Finland

N

N

N

J

N

(J)

J

J

N

N

4

Sverige

N

N

N

N

J

(J)

J

N

N.

N

3

Storbritannien

N

N

J

J

J

J

J

N

N

N

5

I alt J+(J)

2

1

3

12

15

17

17

3

2

1

 

USA

N

N

N

J

(J)

J

J

N

N

N

4

2.3

Tabel A er taget fra meddelelsen. Kolonne 4 til 6 vedrører revision af insolvenslovgivning. Det fremgår tydeligt, at medlemsstaterne er meget aktive på lovgivningsområdet, mens tabellen samtidig viser, at den reviderede lovgivning kun er trådt i kraft i meget få lande. Hvis det samlede antal under kolonnerne relaterede sig til lovgivning, der er trådt i kraft ville tallene ikke være 12-15-17-17 men i stedet 6-6-5-10. Det er et dårligt resultatet fra de 27 medlemsstaters side. Langsommelighed eller manglende handling skader uden tvivl iværksætterkulturen i medlemsstaterne, idet risikoen for fiasko vil forblive en væsentlig hindring for iværksætteraktiviteter, indtil de nødvendige ændringer er gennemført.

2.4

Et andet kendetegn ved tabellen er, at de seks kolonner, der omgiver de lovgivningsrelaterede felter er stort set blanke. Dette er ret overraskende, idet de andre blødere foranstaltninger godt kunne iværksættes, selvom de fleste medlemsstater ikke har ændret insolvenslovgivningen.

2.5

Med henblik på at få et sammenligningsgrundlag har EØSU bedt Kommissionen om at fremskaffe data for USA, der svarer til dem, tabellen viser for EU's medlemsstater. Følgende er forklaringen til de amerikanske data i tabellen:

Reducerede restriktioner -J-. I USA gælder ingen af de mere almindelige EU-restriktioner (f.eks. forbud mod at en konkursramt bliver direktør i en virksomhed, forbud mod at en konkursramt bliver formueforvalter og en form for begrænset kreditgivning til konkursramte). Rent faktisk fastslår afsnit 525 i den amerikanske konkurslovgivning, at der ikke må diskrimineres mod individuelle personer alene med den begrundelse, at de er eller har været genstand for en konkursbehandling.

Bedre retlig behandling –J-. Som i EU-lande gives der ingen gældssanering i tilfælde af en manglende opfyldelse af forpligtelser, svigagtig adfærd mm. Der eksisterer ingen anden »bedre« retlig behandling.

Hurtig gældssanering –J-. Der er ingen specificeret periode for, hvor længe den konkursramte skal beholde denne status, inden vedkommende gæld saneres.

Strømlinet konkursbehandling –J- Den mest almindelige form for konkursprocedure for enkeltpersoner er kapitel 7 vedrørende likvidation og konkursbehandling. Behandlingstiden beløber sig generelt til 3-4 måneder. Som en sikkerhed mod gentagne anmeldelser kan kapitel 7 ikke anvendes af personer, der allerede har benyttet sig af dette kapitel inden for de seneste 6 år.

2.6

Den amerikanske konkurslovgivning bygger på en helt anden tankegang, end den der er fremherskende i de fleste, hvis ikke alle EU-medlemsstater. For øjeblikket viser de fleste medlemsstaters juridiske synspunkter, hvor langt man er fra at forstå dette emne. Den tid det tager at ændre insolvenslovgivningen afslører for at sige det ligeud, at EU simpelthen ikke har »fattet« budskabet. Et holdningsskifte vil fremskynde introduktionen af ny lovgivning. Uden et sådant vil de blødere foranstaltninger aldrig blive iværksat.

2.7

I det 19. århundrede var stigmatiseringen i forbindelse med en virksomhedsfiasko så stor, at den drev de konkursramte iværksættere til selvmord. Der er færre selvmord i det 21. århundrede, men den sociale stigmatisering eksisterer fortsat. EU's borgere må se iværksættere som personer, der yder en meget værdifuld indsats, selv hvis deres projekt slår fejl. Det er uundgåeligt, at der vil være nogle fiaskoer. Lidt mindre end tre fjerdedele (73,0 %) af de 931.435 virksomheder, der blev grundlagt i 1998 i Spanien, Finland, Italien, Luxembourg, Sverige og Storbritannien overlevede de første to år. Lidt under halvdelen (49,1 %) af de samme virksomheder overlevede i fem år frem til 2003.

2.8

Kommissionen fremhæver med rette, at start af egen virksomhed med dertilhørende succes eller fiasko er en del af den markedsøkonomiske virkelighed. Det er endvidere korrekt, som Kommissionen pointerer, at der i samfundet er en generel mangel på påskønnelse af og forståelse for iværksætteri, og at forretningsmæssige problemer eller endog konkurs derfor ikke i tilstrækkelig grad opfattes som en normal økonomisk udvikling og en mulighed for en ny start. Der er behov for en holdningsændring i EU. Jo mere en tidligere fallent stigmatiseres, jo større risiko er der forbundet med et nyt virksomhedsprojekt, og denne risiko forplanter sig til alle interessenter i virksomheden.

2.9

USA's lovgivning søger at finde en balance mellem debitorer, kreditorer og samfundet som helhed. EØSU mener, at medlemsstaternes love bør udformes med henblik på at opnå samme balance. Som det beskrives i det nedenstående afsnit 4 kan insolvens og manglende betaling af gæld skabe kolossale vanskeligheder for kreditorer og føre til, at de selv bliver insolvente. Det kan være ganske uretfærdigt over for kreditorerne at frigøre en virksomhed for gæld for at give den en chance for at starte på en frisk. Insolvenslovgivningen må finde den rette balance.

2.10

Fra samfundets synspunkt kan den bedste løsning være at bevare hele virksomheden eller en del af den. Hvis virksomheden er potentielt levedygtig vil alle involverede parter drage nytte heraf.

2.11

De ansattes interesser tilgodeses på en række områder. I tilfælde af insolvens har medlemsstaterne gennemført direktivet om insolvens, der sikrer, at de ansatte får deres betaling. Hvis en konkursramt virksomhed kan reddes af kuratorerne, vil de ansatte kunne beholde deres job. Hvis en konkursramt iværksætter starter forretning igen, skaber han ny beskæftigelse. I begge tilfælde tjener beskæftigelsesfaktoren klart samfundet som helhed.

3.   Resumé af Kommissionens meddelelse

3.1   Image, uddannelse og medierne

3.1.1

For at tackle de negative følger af virksomhedskonkurs er det nødvendigt først at skabe en offentlig debat. Offentligheden i EU opfatter ofte konkurs som noget kriminelt uanset årsagen. Medierne kan gøre meget for at udrydde denne misforståelse. Erfaringer:

a)

Informationskampagner og uddannelsesprogrammer bør fokusere på fordelene ved en ny start og gøre opmærksom på, at det hører med til en hel normal lærings- forsknings- og opdagelsesproces at forsøge sig flere gange.

b)

Medierne kan være med til at gøre opmærksom på forskellen mellem konkurs og bedrageri og udbrede kendskabet til fordelene ved fornyet iværksætteri. Det kan give genstartere et bedre image i den brede offentlighed og medvirke til en større anerkendelse af deres erfaringer.

c)

Yderligere drøftelser med alle relevante aktører kan bidrage til at belyse de mange facetter af den stigmatisering, der er forbundet med at have fiasko med en virksomhed.

3.2   Konkurslovens rolle

3.2.1

Set ud fra et juridisk synspunkt kan det være noget af en udfordring at begynde på en frisk efter en konkurs. I mange lande behandler konkurslovene alle ens, uanset om konkursen er svigagtig eller uansvarlig eller ærlig og regulær, dvs. virksomhedsejeren eller -lederen har ikke begået åbenlyse fejl.

3.2.2

Der findes også en lang række restriktioner, forbud og rettighedsfortabelser, der udelukkende rammer den konkursramte, fordi der foregår en konkursbehandling. Denne automatik tager ikke hensyn til de risici, som er helt normale for erhvervsdrivende, og giver næring til den opfattelse, at samfundet ikke kan have tillid til en konkursramt. Der er brug for et radikalt skift i rationalet bag konkurslovene i EU. Erfaringer:

a)

Det er vigtigt at skabe de rigtige rammer, som både giver en passende beskyttelse af alle parters interesser og tager højde for, at en iværksætter kan gå ned med en virksomhed og starte op på ny. Konkurslovgivningen bør indeholde en tydelig sondring mellem den retlige behandling af svigagtige og ikke-svigagtige konkursramte.

b)

Iværksættere, som ikke selv er skyld i deres konkurs, bør have ret til ved en formel retsafgørelse at blive erklæret for ikke-svigagtige og undskyldelige. Denne beslutning bør gøres tilgængelig for offentligheden.

c)

I insolvenslovgivningen bør der fastsættes visse kriterier for en hurtig gældssanering.

d)

Antallet af retlige restriktioner, rettighedsfortabelser eller forbud bør reduceres.

e)

Retssager bør være enklere og hurtigere, således at værdien af aktiverne i et konkursbo maksimeres, når ressourcerne omallokeres. Retssager bør typisk højst vare et år.

3.3   Aktiv støtte til økonomisk truede virksomheder

3.3.1

Frygten for at blive stemplet som en fiasko er en af grundene til, at mange smv'er med økonomiske vanskeligheder skjuler deres problemer, indtil det er for sent. Det er afgørende, at der i tide gribes ind for at undgå konkurs, og i mange tilfælde er en redning at foretrække frem for en likvidation. Erfaringer:

a)

Antallet af konkurser kan ikke reduceres til nul, men hurtig støtte til levedygtige virksomheder vil være med til at nedbringe antallet mest muligt. Støtteforanstaltninger bør fokusere på forebyggelse af konkurs, ekspertrådgivning og rettidig indgriben.

b)

Opmærksomheden skal især rettes mod adgang til støtte, da virksomheder i vanskeligheder ikke har råd til dyr rådgivning.

c)

De muligheder for netværkssamarbejde, som EU og de europæiske erhvervsorganisationer tilbyder, bør også udnyttes fuldt ud.

d)

Insolvenslovene bør åbne mulighed for omstrukturering og redning og ikke kun fokusere på likvidation.

3.4   Aktiv støtte til genstartere

3.4.1

Ved tildeling af offentlig støtte er man ikke i tilstrækkelig grad opmærksom på de begrænsninger — mangel på ressourcer, relevante kompetencer og psykologisk støtte — som iværksættere møder, når de for anden gang forsøger sig med en virksomhed. Manglende ressourcer, navnlig finansielle, gør det generelt svært at starte ny virksomhed. Erfaringer:

a)

Relevante myndigheder bør afsætte tilstrækkelige finansielle midler til virksomheder, der ønsker en ny start, ved at fjerne hindringerne for adgang til offentlige finansieringsordninger for virksomhedsstartere.

b)

Banker og finansielle institutioner bør revidere deres meget forsigtige holdninger over for genstartere, der ofte bygger på negative kreditvurderinger. Kommissionen har planer om at sætte dette emne på dagsordenen for de kommende rundbordssamtaler mellem banker og smv'er.

c)

EU-landene bør sikre, at navnene på ikke-svigagtige konkursramte ikke optræder på lister, der begrænser adgangen til banklån.

d)

Udbydende myndigheder bør være opmærksomme på, at ifølge direktiverne om offentlige indkøb må tidligere ikke-svigagtige konkursramte ikke stilles dårligere.

e)

Relevant psykologisk og teknisk støtte og særlig uddannelse og coaching bør stå til rådighed for genstartere.

f)

Relevante myndigheder bør gøre det lettere for potentielle genstartere at få støtte fra kunder, forretningspartnere og investorer ved at styrke de indbyrdes forbindelser med henblik på at imødekomme genstarteres særlige behov.

3.5

Gode nationale rammebetingelser for iværksætteri er af afgørende betydning for den fulde udnyttelse af EU's iværksætterpotentiale og for skabelsen af dynamiske virksomheder. Den samfundsmæssige påskønnelse af succesfuldt iværksætteri, som er utrolig vigtig i denne forbindelse, bør gå hånd i hånd med en politik, der fremmer en ny chance for iværksættere, som er gået ned med en virksomhed.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

EØSU er enigt med Kommissionen i, at der bør lægges vægt på behovet for at afhjælpe stigmatisering i forbindelse med virksomhedsfiasko. Kommissionen fremhæver med rette, at start af egen virksomhed med dertilhørende succes eller fiasko er en del af den markedsøkonomiske virkelighed. Det er endvidere korrekt, som Kommissionen pointerer, at der i samfundet er en generel mangel på påskønnelse af og forståelse for iværksætteri, og at forretningsmæssige problemer eller endog konkurs derfor ikke i tilstrækkelig grad opfattes som en normal økonomisk udvikling og en mulighed for en ny start.

4.2

Selvom meget af den vejledning der gives i meddelelsen, er uundværlig, mener EØSU alligevel, at en del af forslagene er urealistiske. Udvalgets forbehold fremhæves forskellige steder i udtalelsens afsnit 4 og 5.

4.3

Formålet med iværksætteraktiviteter er at skabe en virksomhed, der både er rentabel og har vækstpotentiale. Iværksættere baserer sig på innovation for at kunne tilfredsstille kundebehov, der enten ikke dækkes eller ikke dækkes på den mest effektive måde.

4.4

En iværksætter kan få øje på en mulighed for handel. F.eks. opdagede en iværksætter i London, at der eksisterede et grundlag for import/eksport-aktiviteter mellem Storbritannien og Indien, der ville dække et behov i begge lande. Der var tale om at udfylde en markedsniche. Andre iværksættere udfylder markedsnicher ved f.eks. at åbne restauranter eller frisørsaloner i lokalsamfund, der er underforsynede på dette område.

4.5

Amazon er et glimrende eksempel på en virksomhed, der dækker et kundebehov på mere effektiv vis. Boghandlere eksisterer fortsat, for dem der har tid og lyst til at besøge en traditionel forretning. Amazon imødekommer behovet hos en anden kundegruppe.

4.6

Nogle iværksættere starter en virksomhed for at udnytte videnskabelige og teknologiske fremskridt. Sådanne virksomheder er ofte udløbere fra universiteter, forskningsinstitutter eller videnskabeligt baserede virksomheder. Fire professorer fra London University har etableret en virksomhed der ved brug af beskyttet software leverer en billedanalyseservice, som kan forbedre den måde, hvorpå det måles, hvor effektive lægemidler under udvikling er. Software IP er grundlaget for denne forretning. En af professorerne er udnævnt til administrerende direktør, og han er i færd med at finde ud af, om han er iværksætter.

4.7

Med henblik på at få succes har iværksætteren først og fremmest brug for tre ting. Først må vedkommende havde den nødvendige viden og erfaring til at vurdere mulighederne på markedet korrekt og knowhow til at realisere forretningsstrategien, hvad enten der er tale om en ny restaurant, et online-rejsebureau eller et gennembrud i den praktiske anvendelse af forskning. Det første skridt for enhver virksomhed er at realisere projektet — »gøre det til virkelighed«. Det betyder, at et produkt eller en tjenesteydelse skal udvikles i så høj grad, at der er kunder, som er villige til at betale den pris, som er nødvendig for at virksomheden kan få overskud og imødekomme sine forpligtelser. Mange potentielle iværksættere når ikke længere end til dette punkt. Nogle kan lære af deres fejltagelser og starte på en frisk. Andre lærer det aldrig.

4.8

Det anden forudsætning handler om finansiering. Nogle iværksætterprojekter er attraktive nok til at tiltrække venturekapital fra starten. De fleste ventureinvestorer vil dog ikke involveres før iværksætteren har »realiseret« sin forretningsplan. Vi har nu den risikokapitalordning, Den Europæiske Centralbank har foreslået, men også dens kapacitet vil være begrænset. Finansiering bliver sædvanligvis tilgængelig i form af rater eller over tid. Hvis finansieringen af første fase giver gode resultater, bliver det meget nemmere at finansiere de næste etaper.

4.9

Som oftest finansieres opstartsfasen af familie og venner. Banklån er en mulighed, men banker kræver, at der stilles sikkerhed. Hvis virksomheden ikke har nogen aktiver, tager banken iværksætternes aktiver som sikkerhed. For iværksættere, familie og venner bliver det kritisk, når de stiller personlige garantier. Disse garantier vil typisk gå videre end til opstartsfasen, idet private virksomheder generelt må basere sig på bankernes støtte, indtil virksomheden bliver til et aktieselskab. Hvis banken gør krav på de stillede garantier, kan iværksætteren risikere at miste sit hjem. Under disse omstændigheder kan skatte- og socialsikringsforpligtelser forværre situationen yderligere.

4.10

I udvalgets udtalelse »Skatteincitamenter til fordel for F&U« (1) har vi tilskyndet medlemsstaterne til at give skattelettelser til private individer, som investerer i nystartede virksomheder. Sådanne skatteincitamenter kan klart gøre det lettere for iværksættere at skaffe kapital til nye virksomheder.

4.11

I perioden efter opstartsfasen er iværksætteren afhængig af den tredje afgørende succesfaktor, nemlig en levedygtig forretningsmodel. Dette er nøglen til virksomhedens vækst. Modellen afhænger af en række faktorer, der tilsammen afspejler virksomhedens drift. Salg minus produktionsomkostninger giver bruttofortjeneste, der efter de faste omkostninger er trukket fra skal resultere i et resultat før skat, der er tilstrækkeligt til at betale renter og afdrag på banklånene. Når en forretningsmodel ikke er levedygtig, eller hvis ledelsen ikke har evner eller erfaring til at forvalte salget, dvs. realisere forretningsstrategien, er det højst sandsynligt, at de personer, som har stillet garantier, vil gå konkurs. Det er klart, at en sådan insolvens giver mulighed for at lære. Hvis iværksætteren har lært, hvilke grundlæggende krav der stilles til et forretningskoncept, kan der være en mulighed for at starte igen.

4.12

Tidligere succesrige forretningskoncepter må hele tiden leve med de risici, der er forbundet med ændringer vedrørende personale, kunder, markeder, teknologier og konkurrenter. Efter en succesrig virksomhedsetablering vil iværksætterne kontinuerligt blive testet af forandringer, særligt inden for erhvervsgrene, der involverer teknologi. Iværksættere, der ikke kan håndtere disse forandringer, kan lære af denne erfaring. Andre, særligt anden- eller tredjegenerationsejere, kan måske have svært ved dette.

4.13

Iværksætteren og dennes hold spiller en altafgørende rolle for forretningsmodellens succes. Særligt evnen til finansiel styring er uundværlig. En god forretning kan blive offer for sin egen succes og for hurtigt nå et volumen, hvor likviditeten ikke kan følge med, og regningerne derfor ikke kan betales. I så tilfælde kan virksomheden risikere at blive sat under administration af kreditorerne. Sådanne virksomheder er oplagte kandidater for en succesrig genstart.

4.14

En anden finansiel fælde kan opstå ved, at en stor kunde går i betalingsstandsning og ikke betaler sine regninger, hvilket resulterer i, at iværksætterens bank truer med at opsige lånene, når iværksætteren på grund af ovenstående ikke er i stand til at imødekomme sine forpligtelser. Ifølge Kommissionens statistikker skyldes et ud af fire insolvenstilfælde for sen betaling. I et sådant tilfælde kan en genstart også være en realistisk mulighed. Såvel medlemsstaterne som Kommissionen er udmærket klar over, at små og nystartede virksomheder er sårbare. Emnet behandles i direktivet om betalingsforsinkelser og tages op igen i den kommende retsakt om mindre virksomheder.

4.15

Nogle virksomheder bukker under, uden at de selv har begået fejl, idet der kan indtræde begivenheder, som ingen kunne forudse, eksempelvis 9/11 eller ekstreme vejrforhold. Selv da kunne forsikring med en vis forudseenhed have dæmpet stødet. Organisationer, som støtter små virksomheder, tilskyndes derfor til at forklare iværksættere fordelene ved forsigtighedstiltag.

4.16

En virksomhed kan slå fejl på mange måder, selv når iværksætteren har de bedste intentioner. I opstartfasen vil det måske ikke være muligt at etablere en bæredygtig virksomhed. En forkert forretningsmodel kan betyde, at virksomheden ikke har nogen fremtid, selv om den er kommet igennem opstartfasen. På den anden side kan potentielt bæredygtige virksomheder gå konkurs på grund af fejl begået af iværksætterne og af årsager, som ligger helt uden for deres kontrol. Sådanne virksomheder kan og bør reddes af kuratorer og de fleste job beskyttes.

4.17

Det er vigtigt at sondre mellem virksomheden og dens direktion. Direktører kan gå konkurs, mens en kurator redder virksomheden og dens ansatte. Når en virksomhed går neden om og hjem, kan det vel tænkes, at virksomhedslederne går konkurs på grund af de bankgarantier, de har givet, selv om deres personlige adfærd ikke har været svigagtig. Det er disse ikke-svigagtige iværksættere, som Kommissionen vil hjælpe. Andre, som har haft fiasko på grund af inkompetence og manglende vision, vil nok ikke kunne bidrage meget til økonomien, selv om de er i stand til at finde finansiering. Ikke alle konkursramte iværksættere fortjener en ny chance.

5.   Særlige bemærkninger

5.1   Image, uddannelse og medierne

5.1.1

Det står klart, at det stærkeste budskab, som medlemsstaternes regeringer kan sende til den brede offentlighed, vil fremgå af ændringerne i insolvenslovgivningen. Når lovgivningen klart lægger op til, at iværksættere skal have en ny chance, vil dette afspejles i mediernes budskaber.

5.1.2

Regeringer kan også samarbejde med organisationer og institutioner, der arbejder tæt sammen med iværksættere. Den mest fremtrædende erhvervsgren i den forbindelse er revisionsbranchen, mens smv'ernes repræsentative organisationer og enkeltaktører også kan spille en rolle.

5.1.3

Meddelelsen nævner ideen om en prisuddeling, der inkluderer en kategori med overskriften genstart. Hvis ovenstående organisationer tager initiativ til sådanne ordninger, kan resultatet blive en positiv mediedækning.

5.2   Konkurslovens rolle

5.2.1

EØSU støtter fuldt ud de bemærkninger, der i meddelelsen er fremsat vedrørende insolvenslovgivningen, naturligvis under forbehold af den endelige, detaljerede udformning af de pågældende love. Disse punkter behandles detaljeret i afsnit 3.2 og inkluderer formel anerkendelse af ikke-svigagtig konkurs, hurtig gældssanering og en reduktion af retlige restriktioner, rettighedsfortabelser og forbud med fremskyndede procedurer. Målet på mellemlang sigt bør være, at procedurerne højst varer 12 måneder.

5.2.2

EØSU finder det helt afgørende, at alle medlemsstater hurtigst muligt fuldfører revisionen af deres insolvenslovgivning. Ud over ændringer i lovgivningen er det meget vigtigt, at konkurser behandles hurtigst muligt af domstolene. Denne proces må være velorganiseret. Disse ændringer er det centrale element i programmet til fremme af en ny chance.

5.3   Aktiv støtte til økonomisk truede virksomheder

5.3.1

Dette er meddelelsens andet budskab. Det indgår ikke som sådan i programmet til fremme af en ny chance. Det er i stedet et program, der har til hensigt at undgå konkurser og bevare virksomheder og job. I den forbindelse er formålet med meddelelsen ved hjælp af et tidligt varslingssystem, midlertidig finansiering og konsulentbistand at afværge undgåelige virksomhedsfiaskoer.

5.3.2

For størstedelen af smv'er er dette program ikke særlig praktisk, da det ikke indeholder mange mekanismer for en proaktiv identifikation af truede virksomheder blandt de titusinder af smv'er i hver medlemsstat. Ikke desto mindre opfordres medlemsstaterne til at gøre størst mulig brug de muligheder, der findes, f.eks. brugen af momsmyndighederne i Frankrig til at give tidlig varsling om mulige likviditetsproblemer i bestemte virksomheder. Støtteforanstaltninger bør fokusere på forebyggelse af konkurs, ekspertrådgivning og rettidig indgriben. Problemet opstår, når en virksomheds ledere ikke indser, at deres virksomhed er i fare. Medlemsstaternes regeringer må arbejde sammen med revisorerhvervet og organisationer, der repræsenterer smv'er med henblik på at udvikle proaktive tiltag, der passer til deres egen smv-kultur.

5.3.3

EØSU undervurderer ikke de vanskeligheder, der er forbundet med at yde en sådan støtte. Offentlig indgriben i markedskræfterne har en tendens til at være kontraproduktive og undergrave markedsprincippet.

5.3.4

I aktieselskaber er der en dobbelt forpligtelse til at offentliggøre regnskaber rettidigt, samt til at revisorerne og virksomhedsledelsen attesterer, at virksomheden er aktiv og kan imødegå sine forpligtelser. Håndhævelsen af sådanne principper for alle virksomheders vedkommende, særlig princippet om tidlig offentliggørelse af regnskaber, ville forbedre systemet for tidlig varsling.

5.3.5

Så vidt muligt bifalder EØSU dette fokus på virksomheder i farezonen, idet systemet giver mulighed for at bevare arbejdspladser og sikre beskæftigelse.

5.4   Aktiv støtte til genstartere

5.4.1

Mens et sted mellem tolv og sytten medlemsstater enten har ændret eller er i færd med at ændre deres insolvenslovgivning, har man stort set ikke observeret nogen aktivitet i medlemsstaterne i forbindelse med denne gruppe af henstillinger fra Kommissionens side.

5.4.2

Årsagen til det lave aktivitetsniveau er, endnu en gang, at en del af disse forslag kan opfattes som værende i modstrid med markedskræfterne frie spil. Dette gælder særligt for forslagene om, at bankerne bør være mindre forsigtige, og at de relevante myndigheder bør etablere netværk til støtte for genstartere.

5.4.3

Med hensyn til de forslag, der falder under medlemsstaternes kompetence — offentlige støtteordninger, adgang til lån for ikke-svigagtige konkursramte og regler for offentlige indkøb — bør det være forholdsvist nemt at iværksætte disse, selv inden insolvenslovgivningen er ændret.

5.4.4

Det bør også være muligt for dem, der tilbyder uddannelse til iværksættere, at tilbyde samme uddannelsesaktiviteter til genstartere, når behovet opstår.

5.5   Andre forslag fra Kommissionen

5.5.1

EØSU støtter helhjertet Kommissionens nye website »for a second chance policy« på adressen http//ec.europa.eu/sme2chance. Dette website vil særligt være en hjælp for organisationer, som er involveret i medlemsstaternes politiske initiativer vedrørende genstart (2nd chance)

5.5.2

På sin konference i foråret 2009 vil Kommissionen behandle ny chance og andre spørgsmål relateret til genstart. EØSU forventer, at dette initiativ vil give øget pondus til de »blødere« elementer i programmet »en ny chance«.

Bruxelles, den 29. maj 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 10, 15/01/2008


30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/32


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Internationale offentlige indkøb

(2008/C 224/06)

Den 25. oktober 2007 anmodede Jean-Pierre Jouyet, statssekretær for EU-anliggender, på vegne af det kommende franske rådsformandskab Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) om at udarbejde en udtalelse om:

Internationale offentlige indkøb.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Henri Malosse til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 6. maj 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 445. plenarforsamling den 28. og 29. maj 2008, mødet den 29. maj 2008, følgende udtalelse med 70 stemmer for og 2 hverken for eller imod.

1.   Anbefalinger

1.1

EØSU opfordrer Kommissionen til aktivt at forfølge sine mål for en større åbning af markederne for offentlige indkøb og sikre principperne om gennemsigtighed, ligebehandling, socialt ansvar og miljøansvar.

1.2

I forbindelse med genforhandlingen af aftalen om offentlige indkøb anbefaler EØSU Europa-Kommissionen at tage afstand fra de beskyttelsesforanstaltninger, som visse aftalemedlemmer opretholder.

1.3

Hvad angår den offentlige udviklingsstøtte er EØSU positivt indstillet over for en gradvis og gensidig afskaffelse af systemer med »bunden hjælp« og mener, at de vigtigste kriterier i dette tilfælde bør være effektivitet og åbenhed.

1.4

På EU-niveau er EØSU positivt indstillet over for større gennemsigtighed og moderne bestemmelser for indgåelse af aftaler og offentliggørelse af tilbud. I den forbindelse vil EØSU være imod enhver forhøjelse af tærskelværdierne i de europæiske direktiver, der er en garanti for gennemsigtighed. EØSU støtter Kommissionens meddelelse, der sigter efter at øge gennemsigtigheden på de markeder, der ligger under direktivets tærskelværdier.

1.5

EØSU går ikke ind for, at man i EU indfører et kvotesystem for SMV'er, som det amerikanske »Small Business Act«, men erkender nytten af en europæisk køreplan for SMV'er — især for de meget små virksomheder — som bør indeholde konkrete projekter, en tidsplan og et flerårigt budget og fremme innovation og skabelsen af virksomheder, især inden for nøgleområderne energieffektivitet og miljøbeskyttelse.

1.6

Til denne køreplan skal der medfølge mekanismer til informationsudveksling, der bygger på SMV'ernes naturlige centre, åbne og retfærdige samrådsmekanismer samt simple europæiske retsinstrumenter, hvilket vil lette dens gennemførelse.

1.7

Disse konkrete projekter og bestemmelser til indgåelse af aftaler bør så ofte som muligt anvende princippet om at »tænke småt først« med f.eks. »étstedsordninger« for administrative formaliteter. Dette er vigtigt for at overveje administrative og tekniske procedurer, der er tilpasset små virksomheders størrelse, deres typologi og lever op til målet om at mindske den byrde, der hviler på dem.

2.   Præsentation

2.1

På vegne af det kommende franske formandskab for EU har den franske statssekretær for EU-anliggender i et officielt brev anmodet EØSU om en sonderende udtalelse om »internationale offentlige indkøb«.

2.1.1

I denne anmodning henvises der udtrykkeligt til de igangværende forhandlinger om ændringen af Verdenshandelsorganisationens aftale om offentlige indkøb, der omfatter 12 (1) lande og EU (samt 18 lande med observatørstatus).

2.1.2

Den franske regering udtrykte nemlig i efteråret 2007 bekymring over et for gavmildt tilbud fra EU i betragtning af, at visse stater (USA, Korea, Japan) har fastlagt klausuler, der er restriktive over for adgangen til deres offentlige indkøbsaftaler, hvilket indebærer, at visse markeder er forbeholdt de nationale små og mellemstore virksomheder.

2.2

Frankrig, der fik støtte af flere medlemsstater, krævede enten en bedre adgang til de offentlige indkøb i disse stater som led i en revideret aftale om offentlige indkøb eller gennemførelsen i EU af lignende restriktioner til fordel for europæiske små og mellemstore virksomheder.

2.3

I dag berører WTO-aftalen markedstærskelværdier, der ligner dem, der er gældende for gennemførelsen af forpligtelserne i EU's interne direktiver (2), og som faktisk gør det muligt for virksomheder fra de 12 andre deltagerlande at deltage i alle offentlige indkøbsaftaler i EU, der overskrider disse tærskelværdier.

2.4

EØSU har allerede flere gange udtalt sig om åbningen af markedet for offentlige indkøb i EU og især beklaget, at så få virksomheder deltager i offentlige indkøbsaftaler på tværs af grænserne i EU (3).

3.   På internationalt plan

3.1

Internationalt set kan markederne i EU anses for at være meget åbne over for den internationale konkurrence. Dette gælder også for et stigende antal markeder, der finansieres af EU som led i udviklingsbistanden (EU er verdens største bidragyder). EØSU beklager imidlertid, at visse medlemsstater gør udviklingsbistanden betinget af, at donorlandets egne virksomheder opnår kontrakter (4).

3.2

Visse af vore partnerlande har indført beskyttelsesordninger (f.eks. »Buy American« og »Small Business Act« i USA) samt den udbredte anvendelse af bundne hjælpeforanstaltninger. Åbningen af de offentlige indkøb over for udlandet bør betragtes som en fordel for EU under hensyntagen til, at der i EU findes mange virksomheder, der er verdens førende, herunder små og mellemstore virksomheder, inden for byggesektoren, offentlige arbejder, alternative energiformer og miljøbeskyttelse.

3.3

Den amerikanske »Small Business Act« indeholder ikke blot foranstaltninger til støtte af SMV, men fastsætter også, at 25 % af de føderale offentlige indkøb forbeholdes amerikanske SMV.

3.4

Hvad angår genforhandlingen af aftalen om offentlige indkøb, mener EØSU, at hvis gensidighedsprincippet skal fremhæves, må der ikke vedtages protektionistiske foranstaltninger i lighed med vores konkurrenters, da det ikke ville forenkle det overordnede mål om åbning af markederne, som EU bør have.

3.5

Desuden bør dette mål ikke kun sigte på de kontraherende parter i aftalen om offentlige indkøb, men også andre stater, hvor procedurerne for indgåelse af aftaler er særligt uigennemsigtige, og som generelt er lukket for europæiske virksomheder.

3.6

Det er en interessant idé, som EØSU allerede har fremsat i tidligere udtalelser, midlertidigt at udelukke de markeder, der finansieres med EU-midler, fra aftalen om offentlige indkøb, hvad angår virksomhederne fra de lande, der fastholder nationale protektioner.

3.7

EØSU understreger, at bestemmelserne om miljøbeskyttelse og sociale minimumsstandarder, der er fastsat af ILO's konventioner (såvel som i tværfaglige, sektorielle og industrielle aftaler indgået mellem arbejdsmarkedets parter), skal indgå i forhandlingerne, navnlig ved bilaterale aftaler med lande, der ikke har ratificeret Kyoto-protokollen eller ILO's konventioner, eller som ikke overholder dem eller overholder dem mangelfuldt.

4.   Inden for Den Europæiske Union

4.1

Ved at basere sig på det amerikanske eksempel synes Kommissionen fristet til at indføre en europæisk version af »Small Business Act«, der uden at angive specifikke kvoter for SMV'er på markederne for offentlige indkøb som i USA, ville lette SMV'ernes deltagelse og mere generelt foreslå foranstaltninger til fordel for SMV.

4.2

Spørgsmålet om, hvorvidt der skal vedtages kvoter til fordel for de små og mellemstore virksomheder, er ikke relevant for Europa, eftersom det anslås (ifølge Europa-Kommissionen), at ca. 42 % af den samlede mængde offentlige indkøbsaftaler, der indgås i EU (tal for 2005), tildeles virksomheder, der betegnes som SMV ifølge fællesskabsterminologien (5).

4.3

Inden for EU handler det om at fremme den europæiske dimension af markedet for at opnå bedre anvendelse af de offentlige midler. På trods af en betydelig stigning i indgåelsen af kontrakter med virksomheder fra andre lande i EU er der ifølge virksomhederne mangel på gennemsigtighed og utilstrækkeligt med passende oplysninger for at kunne deltage i grænseoverskridende markeder. Disse indvendinger vedrører især de markeder, der ligger under tærskelværdierne i EU-direktiverne, for hvilke der ikke kræves offentlighed på EU-niveau. Entreprenørerne beklager også, at den ofte uklare procedure for gennemførelsen af EU-direktiverne (frister, forsinkelser..) gør situationen kompliceret og hertil kommer ydermere specifikke nationale bestemmelser. EØSU erkender det berettigede i en regulering af markedet for offentlige indkøb, men ønsker større åbenhed og retssikkerhed.

4.4

EØSU vurderer, at de tærskler, hvorefter principperne om åbenhed, gennemsigtighed og offentlighed gælder, er den bedst mulige garanti for, at de økonomiske aktører, navnlig de mindste af dem, får mulighed for at deltage i offentlige indkøb. I selve EU er det de markeder, der befinder sig inden for de tærskler, hvor principperne om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling på grund af nationalitet bør finde anvendelse, der er genstand for utallige klager for mangel på åbenhed fra de små og mellemstore virksomheders side.

4.5

Selv om idéen om at indføre kvoter på amerikansk vis ikke har mødt billigelse hos de europæiske forbund af entreprenører, anerkender de vigtigheden af, at det ledsages af en proaktiv politik, navnlig for markeder, der ligger under EU-direktivernes tærskelværdier, og for markederne for nye teknologier, energieffektivitet og miljøbeskyttelse.

4.6

EØSU er stor tilhænger af en »køreplan« til fordel for de europæiske SMV'er, der indeholder en række præcise og bindende bestemmelser ledsaget af en tidsplan og en finansieringsplan. Den skal bygge på 20 års europæisk politik for små virksomheder, navnlig på Det europæiske charter for små virksomheder, der blev vedtaget på EU-topmødet i Santa Maria de Feira i juni 2000, samt konklusionerne fra konferencen i Stuttgart om håndværk og små virksomheder i april 2007.

4.7

De bestemmelser, der synes mest passende, kunne bl.a. være:

4.7.1   Lovbestemmelser med en tidsplan for deres vedtagelse:

En adfærdskodeks for offentlige indkøbere, der fremmer interessen for tildelinger, der kan give de mindste virksomheder mulighed for at deltage i offentlige indkøb, og god praksis for forenkling og dematerialisering af procedurerne.

Unikke europæiske bestemmelser såsom EF-patentet eller den europæiske statut for små og mellemstore virksomheder (Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Europæisk statut for SMV'er« af 21. marts 2002), der har til formål at forenkle EU's juridiske ramme og fastlægge »en europæisk identitet« for virksomhederne.

En stramning af direktivet om »betalingsfrister« som EØSU har opfordret til (6).

4.7.2   Informationsmekanismer om offentlige indkøb med en tidsplan for realiseringen

Støtte og udvikle informations- og mæglingssystemer om grænseoverskridende offentlige indkøb og oprette netværk mellem virksomheder ved effektivt at anvende det nye europæiske erhvervsstøttenetværk »Enterprise Europe Network« samt støtte initiativer til lokale SMV-sammenslutninger.

Støtte pilotprojekter om indgåelse af e-udbud, oprettelse af netværk for virksomheder, informationsportaler og kvikskranker for de grænseoverskridende offentlige indkøb med udgangspunkt i eksisterende lokale strukturer, der er anerkendt af de økonomiske aktører.

4.7.3   Tiltag på europæisk plan med tilstrækkelige budgetmidler

Oprette et skema over finansieringsteknik for at fremme SMV'ernes deltagelse i offentlige indkøb i form af garantifonde, kautioner og kreditforsikringer ved at bruge EU's strukturfonde til dette formål.

Igangsætte europæiske uddannelses- og demonstrationsprogrammer for SMV'er for energieffektivitet og miljøbeskyttelse (navnlig inden for byggesektoren). Denne nye bestemmelse kunne drage fordel af de ubrugte EU-midler, der hvert år tilbagebetales til medlemsstaterne.

Udvide mekanismerne for at fremme SMV'ernes deltagelse i EU's forskningstiltag og -programmer (gennemførlighedspræmier, forskningssamarbejde) og tilskynde medlemsstaterne til at indføre identiske bestemmelser på nationalt plan, navnlig inden for sektorer for nye teknologier, herunder forsvaret og sundhedssektoren.

4.7.4   Hørings- og mæglingsprocedurer

Revidere Europa-Kommissionens hørings- og evalueringsprocedurer, som sjældent tager højde for det reelle europæiske erhvervsmønster, som i overvejende grad består af SMV'er ved at konsolidere SMV-konsekvensvurderingerne, gøre mere systematisk brug af EØSU's sonderende udtalelser og basere sig mere på organisationer, der repræsenterer civilsamfundet.

Styrke det nye europæiske erhvervsstøttenetværk »Enterprise Europe Network« (EEN), der består af over 600 centre, som indgår i lokale strukturer, der er anerkendt af de lokale økonomiske aktører i EU og udbygge de erhvervsorganisationer, der allerede findes, for at skabe et effektivt overvågnings-, mæglings- og støttenetværk til fordel for små og mellemstore virksomheder.

Bruxelles, den 29. maj 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Canada, Korea, De Forenede Stater, Hongkong (Kina), Island, Israel, Liechtenstein, Norge, Aruba (Nederlandene), Singapore, Schweiz.

(2)  Direktiv 2004/18/EF og 2004/17/EF af 31.3.2004.

(3)  EFT C 287 af 22.9.1997.

(4)  Les aides liées: Annamaria La Chimia: »Effectiveness and Legality Issues in Development Aid Procurement for EU Member States«, European Current Law, marts 2008.

(5)  EFT C 241 af 7.10.2002.

(6)  EFT C 407 af 28.12.1998.


30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/35


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tilpasning til Rådets afgørelse 1999/468/EF, som ændret ved afgørelse 2006/512/EF, af visse retsakter, der er omfattet af proceduren i traktatens artikel 251, for så vidt angår forskriftsproceduren med kontrol (Del 1)

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tilpasning til Rådets afgørelse 1999/468/EF, som ændret ved afgørelse 2006/512/EF, af visse retsakter, der er omfattet af proceduren i traktatens artikel 251, for så vidt angår forskriftsproceduren med kontrol (Del 2)

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tilpasning til Rådets afgørelse 1999/468/EF, som ændret ved afgørelse 2006/512/EF, af visse retsakter, der er omfattet af proceduren i traktatens artikel 251, for så vidt angår forskriftsproceduren med kontrol (Del 3)

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tilpasning til Rådets afgørelse 1999/468/EF, som ændret ved afgørelse 2006/512/EF, af visse retsakter, der er omfattet af proceduren i traktatens artikel 251, for så vidt angår forskriftsproceduren med kontrol (Del 4)

KOM(2007) 741 endelig — 2007/0262 (COD)

KOM(2007) 824 endelig — 2007/0293 (COD)

KOM(2007) 822 endelig — 2007/0282 (COD)

KOM(2008) 71 endelig — 2008/0032 (COD)

(2008/C 224/07)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 21. januar 2008, 24. januar 2008 og 4. marts 2008 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tilpasning til Rådets afgørelse 1999/468/EF, som ændret ved afgørelse 2006/512/EF, af visse retsakter, der er omfattet af proceduren i traktatens artikel 251, for så vidt angår forskriftsproceduren med kontrol (Del 1)

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tilpasning til Rådets afgørelse 1999/468/EF, som ændret ved afgørelse 2006/512/EF, af visse retsakter, der er omfattet af proceduren i traktatens artikel 251, for så vidt angår forskriftsproceduren med kontrol (Del 2)

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tilpasning til Rådets afgørelse 1999/468/EF, som ændret ved afgørelse 2006/512/EF, af visse retsakter, der er omfattet af proceduren i traktatens artikel 251, for så vidt angår forskriftsproceduren med kontrol (Del 3)

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tilpasning til Rådets afgørelse 1999/468/EF, som ændret ved afgørelse 2006/512/EF, af visse retsakter, der er omfattet af proceduren i traktatens artikel 251, for så vidt angår forskriftsproceduren med kontrol (Del 4)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs præsidium henviste den 11. december 2007, 15. januar 2008 og 11. marts 2008 det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug.

På grund af sagens hastende karakter besluttede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 445. plenarforsamling den 28.-29. maj 2008, mødet den 29. maj, at overdrage det forberedende arbejde til Antonello Pezzini som hovedordfører, og vedtog enstemmigt følgende udtalelse:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU bifalder, at forskriftsproceduren med kontrol indføres i udvalgssystemet, og at de fire foreslåede pakker af direktiver og forordninger tilpasses proceduren.

1.2

Udvalget konstaterer, at Kommissionens forslag om hurtigst muligt at ændre visse retsakter (1) er i overensstemmelse med afgørelse 2006/512/EF og fælleserklæringen om såvel listen over retsakter, som skal tilpasses så hurtigt som muligt, som ophævelsen af de tidsmæssige begrænsninger for Kommissionens udøvelse af sine gennemførelsesbeføjelser.

1.3

EØSU henstiller, at forordningerne om tilpasning til afgørelse 2006/512/EF vedtages i god tid inden Lissabontraktatens ikrafttræden.

1.4

Udvalget minder således om, at der med Lissabontraktaten indføres et nyt regelhierarki, hvorefter der skelnes mellem lovgivningsmæssige retsakter, delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter med lige beføjelser for Europa-Parlamentet og Rådet til at fastlægge kontrolbestemmelser for disse retsakter.

1.5

EØSU understreger vigtigheden af:

at Europa-Parlamentet deltager fuldt ud;

at rationalisere og forenkle procedurerne;

at Europa-Parlamentet holdes bedre orienteret i såvel udvalgene som om de foranstaltninger, der forelægges udvalgene i alle faser af proceduren;

at det bekræftes, at de tidsmæssige begrænsninger, som er fastlagt for udøvelsen af gennemførelsesbeføjelserne i visse retsakter vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure eller Lamfalussy-proceduren, ophæves.

1.6

Udvalget understreger endnu engang vigtigheden af, at udvalgsprocedurerne er så gennemsigtige som muligt og lettere at forstå for EU's borgere, navnlig dem der er direkte berørt af de pågældende retsakter.

1.7

EØSU gør opmærksom på, at Lissabontraktatens artikel 8A, om at beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt, skal finde fuld anvendelse, således at borgerne og civilsamfundet sikres fuld adgang til informationer.

1.8

Endelig anmoder EØSU om, at Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg regelmæssigt forelægges rapporter med en vurdering af virkningerne af anvendelsen af den nye procedure for så vidt angår effektiviteten, gennemsigtigheden og udbredelsen af informationerne.

2.   Indledning

2.1

Den 17. juli 2006 (2) ændrede Rådet afgørelsen om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (3) ved at tilføje en ny procedure, nemlig forskriftsproceduren med kontrol. Efter denne procedure kan lovgiver modsætte sig vedtagelsen af »lovgivningslignende« foranstaltninger, dvs. foranstaltninger af generel karakter, der har til formål at ændre ikke-væsentlige elementer i en basisretsakt vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure, hvor lovgiver mener, at den foreslåede foranstaltning går videre end gennemførelsesbeføjelserne i basisretsakten, eller at den ikke er forenelig med basisretsaktens formål eller indhold, eller ikke overholder nærheds- og proportionalitetsprincipperne.

2.2

Der er tale om en typisk foranstaltning under udvalgsproceduren, som betegner de procedurer, hvorefter Kommissionen i medfør af EF-traktatens artikel 202 udøver de beføjelser, den har fået tildelt til at gennemføre »lovgivningsmæssige« EU-retsakter, dvs. de retsakter, som Europa-Parlamentet og Rådet eller Rådet alene vedtager efter en af de beslutningsprocedurer, der er fastlagt i EF-traktaten (høringsprocedure, fælles beslutningsprocedure, samarbejdsprocedure, samstemmende udtalelse).

2.3

De fem udvalgsprocedurer (rådgivningsproceduren, forvaltningsproceduren, forskriftsproceduren, forskriftsproceduren med kontrol og beskyttelsesproceduren) reguleres af Rådets afgørelse 1999/468/EF som ændret ved afgørelse 2006/512/EF og forpligter Kommissionen til at forelægge forslag til gennemførelsesforanstaltninger for udvalg bestående af repræsentanter fra de nationale myndigheder.

2.4

I oktober 2006 vedtog Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen en fælles erklæring (4) med en liste over allerede gældende akter, som skal prioriteres, når det gælder tilpasning efter den nye procedure. I erklæringen tilkendegives tilfredshed med Rådets vedtagelse af afgørelse 2006/512/EF, hvorefter en ny procedure, benævnt »forskriftsproceduren med kontrol«, der giver lovgiver mulighed for at udøve kontrol over vedtagelsen af »lovgivningslignende« gennemførelsesforanstaltninger for retsakter vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure, inkluderes i afgørelse 1999/468/EF.

2.5

Med forbehold af de lovgivende myndigheders rettigheder erkender Europa-Parlamentet og Rådet, at principperne om korrekt lovgivning kræver, at Kommissionens gennemførelsesbeføjelser er uden tidsbegrænsning. Alligevel mener de, at lovgiverens kontrol, i de tilfælde hvor der er behov for at fortage en eventuel tilpasning, vil kunne øges med en bestemmelse, som forpligter Kommissionen til at forelægge et forslag om revision eller ophævelse af bestemmelser om tildeling af gennemførelsesbeføjelser.

2.6

Den nye procedure gælder efter sin ikrafttræden for »lovgivningslignende« foranstaltninger i retsakter vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure, herunder foranstaltninger, der på et senere tidspunkt vil blive vedtaget på området for finansielle tjenesteydelser (Lamfalussy-retsakter (5)).

2.7

Derimod vil den nye procedure først være gældende for allerede ikraftværende retsakter vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure, når disse er tilpasset i overensstemmelse med de gældende procedurer, således at proceduren i artikel 5 i afgørelse 1999/468/EF erstattes af forskriftsproceduren med kontrol, hver gang der er tale om foranstaltninger, der falder inden for anvendelsesområdet for denne procedure.

2.8

Kommissionen vedtog i december 2006 de 25 pågældende forslag (6), som EØSU har afgivet udtalelse om (7).

2.8.1

Hvor en basisretsakt, der er vedtaget efter proceduren i traktatens artikel 251, indeholder bestemmelser om vedtagelse af foranstaltninger af generel karakter, som har til formål at ændre ikke-væsentlige elementer i retsakten, herunder ved at lade visse af disse elementer udgå eller ved at supplere med nye ikke-væsentlige elementer, vedtages disse foranstaltninger efter proceduren med kontrol.

2.8.2

En repræsentant for Kommissionen forelægger et forslag til de foranstaltninger, der skal vedtages, for et forskriftsudvalg med kontrol, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand.

2.8.3

Hvis de foranstaltninger, Kommissionen påtænker, er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse, finder følgende procedure anvendelse:

Kommissionen forelægger straks forslaget til foranstaltninger for Europa-Parlamentet og Rådet til kontrol.

Europa-Parlamentet, der træffer afgørelse med flertal blandt sine medlemmer, eller Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal, kan modsætte sig Kommissionens vedtagelse af det pågældende forslag og skal i så fald begrunde deres modstand.

Hvis Europa-Parlamentet eller Rådet inden for en frist på tre måneder regnet fra forslagets forelæggelse modsætter sig forslaget til foranstaltninger, vedtager Kommissionen ikke foranstaltningerne. I så fald kan Kommissionen forelægge udvalget et ændret forslag til foranstaltninger eller fremsætte forslag til en retsakt i henhold til traktaten.

Har hverken Europa-Parlamentet eller Rådet ved udløbet af fristen modsat sig forslaget til foranstaltninger, vedtager Kommissionen foranstaltningerne.

2.8.4

Hvis de foranstaltninger, Kommissionen påtænker, ikke er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse, eller der ikke er afgivet nogen udtalelse, finder følgende procedure anvendelse:

Kommissionen forelægger straks Rådet et forslag til de foranstaltninger, der skal træffes, og fremsender samtidig forslaget til Europa-Parlamentet.

Rådet træffer med kvalificeret flertal afgørelse om forslaget inden for en frist på to måneder regnet fra forslagets forelæggelse.

Hvis Rådet inden for denne frist med kvalificeret flertal modsætter sig de foreslåede foranstaltninger, vedtages disse ikke. I så fald kan Kommissionen forelægge Rådet et ændret forslag eller fremsætte forslag til en retsakt i henhold til traktaten.

Påtænker Rådet at vedtage de foreslåede foranstaltninger, forelægger det dem straks for Europa-Parlamentet. Træffer Rådet ikke afgørelse inden for førnævnte frist på to måneder, forelægger Kommissionen straks foranstaltningerne for Europa-Parlamentet.

Europa-Parlamentet, der træffer afgørelse med flertal blandt sine medlemmer inden for en frist på fire måneder regnet fra forslagets forelæggelse, kan modsætte sig vedtagelsen af de pågældende foranstaltninger og skal i så fald begrunde sin modstand ved at tilkendegive,

at de foreslåede foranstaltninger indebærer en overskridelse af de gennemførelsesbeføjelser, der er fastsat i basisretsakten,

at foranstaltningerne ikke er forenelige med basisretsaktens formål eller indhold,

at de ikke overholder nærheds- og proportionalitetsprincippet.

Hvis Europa-Parlamentet inden for fristen modsætter sig de foreslåede foranstaltninger, vedtages disse ikke. I så fald kan Kommissionen forelægge udvalget et ændret forslag til foranstaltninger eller fremsætte forslag til en retsakt i henhold til traktaten.

Har Europa-Parlamentet ved udløbet af ovennævnte frist ikke modsat sig de foreslåede foranstaltninger, vedtages disse alt efter tilfældet af Rådet eller af Kommissionen.

2.9

De foreliggende forslag til forordning er nødvendiggjort af behovet for at tilpasse retsakter, der allerede er vedtaget efter proceduren i traktatens artikel 251, til de procedurer, der gælder inden for følgende områder: landbrug, beskæftigelse, humanitær bistand, erhvervspolitik, miljø, europæiske statistikker, det indre marked, sundhed og forbrugerbeskyttelse, energi og transport, informationssamfundet.

3.   Kommissionens forslag

3.1

Kommissionens forslag vedrører ændringer af forordninger og direktiver (8), der er underlagt proceduren i traktatens artikel 251, idet de skal tilpasses de nye procedurer fastlagt med Rådets afgørelse 1999/468/EF som ændret ved afgørelse 2006/512/EF.

3.2

I princippet er der i overensstemmelse med prioriteterne i EU-politikken om bedre lovgivning (9) tale om tilpasninger og opdateringer, der er nødvendige for den korrekte anvendelse af de pågældende retsakter i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 251.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

EØSU støtter fuldt ud sondringen mellem lovgivnings- og gennemførelsesinstrumenter, der i overensstemmelse med Lissabontraktaten fører til en ny definition af delegerede retsakter, som gør det muligt at forenkle og rationalisere EU's lovgivningsarbejde (10) og samtidig bibeholde en ordning med parlamentarisk, demokratisk kontrol af Kommissionens gennemførelsesbeføjelser.

4.2

Udvalget ser derfor positivt på indførelsen af forskriftsproceduren med kontrol i udvalgssystemet, hvorefter Rådet og Europa-Parlamentet kan kontrollere og eventuelt ændre de af Kommissionen vedtagne gennemførelsesbestemmelser, i de tilfælde hvor Kommissionen i medfør af den lovgivningsmæssige retsakt har mulighed for at udøve gennemførelsesbeføjelser inden for visse områder, men ikke for at foretage indholdsmæssige ændringer.

4.3

EØSU henstiller, at forordningerne om tilpasning af de fire pakker af direktiver og forordninger vedtages i overensstemmelse med bestemmelserne i afgørelse 2006/512/EF i god tid inden Lissabontraktatens ikrafttræden.

4.4

Udvalget minder således om, at der med Lissabontraktaten indføres et nyt regelhierarki, hvorefter der skelnes mellem lovgivningsmæssige retsakter, delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter (11), dog således at den gældende terminologi (direktiver, forordninger og afgørelser) forbliver uændret. Europa-Parlamentet og Rådet får lige beføjelser til at fastlægge kontrolbestemmelser for de delegerede retsakter og gennemførelsesretsakterne (udvalgsprocedurerne) (12).

4.5

EØSU understreger vigtigheden af:

at Europa-Parlamentet fuldt ud deltager med ret til som sidste instans at afvise en afgørelse;

at nedbringe antallet af og forenkle udvalgsprocedurerne;

at Europa-Parlamentet holdes bedre orienteret i såvel udvalgene som om de foranstaltninger, der forelægges udvalgene i alle faser af proceduren;

at Rådet hører Europa-Parlamentet, når et forslag til gennemførelsesretsakt henvises til Rådet, hvor der er uoverensstemmelse mellem Kommissionen og ekspertudvalget;

at Europa-Parlamentets rolle styrkes via en forligsprocedure mellem Europa-Parlamentet og Rådet i de tilfælde, hvor Europa-Parlamentet har afgivet en negativ udtalelse;

at det bekræftes, at de tidsmæssige begrænsninger, som er fastlagt for udøvelsen af gennemførelsesbeføjelserne i visse retsakter vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure og Lamfalussy-proceduren, ophæves.

4.6

Som allerede tidligere gjort gældende gentager udvalget, at »udvalgsprocedurerne, som udelukkende involverer Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og som afhængig af udvalgets karakter, skal forestå forvaltningen, høringen og reguleringen som følge af opfølgningen og gennemførelsen af retsakter, bør være mere transparente og lettere at forstå for personer boende i EU og især de, der berøres direkte af disse retsakter« (13).

4.7

I den forbindelse gør EØSU opmærksom på, at Lissabontraktatens artikel 8A, om at beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt, skal finde fuld anvendelse, for at sikre størst mulig gennemsigtighed og adgang til EU-retsakter for alle borgere og civilsamfundet.

4.8

Endelig er der efter EØSU's opfattelse behov for at vurdere virkningerne af anvendelsen af den nye procedure ved regelmæssigt at forelægge rapporter for Europa-Parlamentet, Rådet og EØSU om effektiviteten, gennemsigtigheden og udbredelsen af brugervenlig information, der er tilgængelig for alle, om delegerede EU-retsakter, således at det bliver muligt at overvåge denne procedure, som forener regulering med egentlig gennemførelse, på effektiv vis.

Bruxelles, den 29. maj 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2006) fra 901 endelig til 926 endelig.

(2)  Afgørelse 2006/512/EF (EUT L 200 af 22.7.2006).

(3)  Afgørelse 1990/468/EF (EFT L 184 af 17.7.1999)

(4)  EUT C 255 af 21.10.2006.

(5)  Den såkaldte Lamfalussy-metode er en beslutningsmodel, der finder anvendelse ved vedtagelse og gennemførelse af lovgivningsmæssige EU-retsakter på området for finansielle tjenesteydelser (værdipapirer, banker og forsikringer). Modellen fastlægger fire beslutningsniveauer:

På første niveau vedtages lovgivning i snæver forstand (forordninger eller direktiver efter den fælles beslutningsprocedure). For så vidt angår værdipapirer hører Kommissionen først Det Europæiske Værdipapirudvalg (ESC) bestående af repræsentanter fra alle medlemsstater, inden den fremlægger lovforslag.

På andet niveau træffes beslutning om udførelsen af Kommissionens gennemførelsesbestemmelser tildelt i medfør af retsakten i overensstemmelse med forskriftsproceduren (nu forskriftsproceduren med kontrol). På grundlag af en teknisk udtalelse fra Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg (CESR) bestående af repræsentanter for de nationale regulerende og tilsynsførende myndigheder udarbejder Kommissionen et forslag til gennemførelsesforanstaltninger, som den forelægger Det Europæiske Værdipapirudvalg (ESC), der afgiver en udtalelse.

Tredje beslutningsniveau vedrører for så vidt angår værdipapirsektoren den uformelle koordinering inden for CESR af de nationale regulerende og tilsynsførende myndigheders aktiviteter med det formål at sikre ensartet og konsekvent gennemførelse af de bestemmelser, der er vedtaget på de to første niveauer.

Fjerde beslutningsniveau vedrører medlemsstaternes lovgivningsmæssige og administrative gennemførelse af EU-lovgivningen og Kommissionens kontrol deraf.

(6)  KOM(2006) fra 901 endelig til 926 endelig.

(7)  Udtalelse CESE 418/2007 af 14.3.2007, ordfører: Daniel Retureau.

(8)  Jf. KOM(2007) 740 endelig, s. 6, Generel liste.

(9)  Jf. udtalelse 1068/2005 af 28.9.2005, ordfører Daniel Retureau, og udtalelse CESE 1069/2005 af 6.10.2005, ordfører: Joost van Iersel.

(10)  Jf. Europa-Parlamentets betænkning om Lissabontraktaten af 18.2.2008, ordførere: Íñigo Méndez De Vigo (PPE/DE, ES) og Richard Corbett (PSE, UK).

(11)  Artikel 249-249d i TEUF.

(12)  Artikel 249b og 249c i TEUF.

(13)  Udtalelse EUT C 161 af 13.7.2007, s. 48, ordfører: Daniel Retureau.


30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/39


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (Kodificeret udgave)

KOM(2008) 98 endelig — 2008/0049 (COD)

(2008/C 224/08)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 22. april 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (Kodificeret udgave)

Da EØSU fuldt ud går ind for forslagets indhold, som ikke giver anledning til bemærkninger, besluttede det på sin 445. plenarforsamling den 28.-29. maj 2008, mødet den 29. maj 2008, med 80 stemmer for og 3 hverken for eller imod at afgive en udtalelse, som støtter det pågældende forslag.

 

Bruxelles, den 29. maj 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/39


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog: På vej mod en ny kultur for mobilitet i byer

KOM(2007) 551 endelig

(2008/C 224/09)

Kommissionen besluttede den 25. september 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Grønbog: På vej mod en ny kultur for mobilitet i byer

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Bernardo Hernández Bataller til ordfører og Rafael Barbadillo López til medordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 8. maj 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 445. plenarforsamling den 28. og 29. maj 2008, mødet den 29. maj 2008, følgende udtalelse enstemmigt:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

EØSU mener, at der i politikken for mobilitet i byer bør opstilles prioriteter navnlig med hensyn til byplanlægning, informationssamfundet og informationsteknologierne samt god praksis, hvad angår især skabelse af offentlige rum for fodgængere, cyklister og anlæggelse af en integreret tilgang til infrastrukturer.

1.2

EØSU støtter Kommissionen og håber, at den vil sætte skub i EU-foranstaltninger til fremme af mobiliteten og navnlig den kollektive transport under opretholdelse af et højt kvalitets- og brugerbeskyttelsesniveau og i den forbindelse begunstige den cyklende og gående trafik.

1.3

I dette øjemed må bebyggelse planlægges hensigtsmæssigt for at mindske afstandene og reducere nødvendigheden af privat, motoriseret transport gennem en sammenhængende og fornuftig by- og egnsplanlægning.

1.4

Uafhængigt af andre typer foranstaltninger bør direktiv 85/377/EØF og direktiv 2001/42/EF efter EØSU's mening ændres i den retning, der redegøres for i nærværende udtalelse.

1.5

EØSU går ind for at fremme anvendelsen af »grønne indkøb« i kontrakttildelingen vedrørende infrastrukturer, der finansieres af EU-programmer. De nuværende hindringer herfor bør afskaffes.

1.6

Oprettelsen af et europæisk observatorium for bæredygtig mobilitet i byer vil være en fordel, idet det ville kunne indhente data og fremme udvekslingen af erfaringer.

1.7

EØSU anser det for nødvendigt at fastlægge generelle regler på EU-plan for harmonisering af kriterierne for fastsættelse af bompenge og af de statistiske data.

2.   Indledning

2.1

I de seneste år er trafikken vokset betydeligt såvel i byerne som i deres udkant og den modale sammensætning er i mange tilfælde ændret markant: personbiltransporten er øget og den offentlige transport er gået støt tilbage såvel i absolutte tal som relativt set.

2.2

I forbindelse med forelæggelsen af midtvejsevalueringen af hvidbogen om transport (1) i 2006 meddelte Europa-Kommissionen, at den havde til hensigt at forelægge en grønbog om transport i byer, og den har i de seneste måneder gennemført en bred offentlig høring, hvori EØSU også har deltaget (2).

2.2.1

EØSU anser det for nødvendigt og nyttigt med en EU-indsats på området mobilitet i byerne og mener, at beslutningstagning på EU-niveau (3) vil tilføre en merværdi for Europa, som kan udmøntes i en lang række forskellige bindende såvel som ikke-bindende foranstaltninger.

3.   Indholdet af grønbogen: På vej mod en ny kultur for mobilitet i byer

3.1

Den høringsproces, som Kommissionen har gennemført, har vist, at der stilles store forventninger til opstillingen af en reel europæisk politik for mobilitet i byer.

3.2

Det at tage mobiliteten i byer op til fornyet overvejelse indebærer at optimere alle transportformer og tilrettelægge en samordnet modalitet mellem de forskellige offentlige transportformer (tog, sporvogne, metro og busser) og mellem forskellige former for individuel transport (biler, cyklende og gående trafik osv.).

3.3

Mobilitet i byer anerkendes som en væsentlig faktor for vækst og beskæftigelse med stor indflydelse på den bæredygtige udvikling i EU.

3.4

Den europæiske merværdi kan komme til udtryk på forskellig vis. God praksis kan udveksles på alle niveauer (lokalt, regionalt eller nationalt), og om nødvendigt kan der ydes bistand ved opstilling af fælles standarder og harmonisering af standarder. Der kan tilbydes finansiel støtte til de mest trængende og til forskning i applikationer til forbedring af mobiliteten, sikkerheden og miljøet. Lovgivningen kan forenkles, og i nogle tilfælde kan den eksisterende lovgivning ophæves, eller ny lovgivning indføres.

3.5

Grønbogen kommer i 25 spørgsmål ind på, hvordan man kan løse problemerne med at skabe byer med en god trafikafvikling, grønnere byer og en mere intelligent og lettere tilgængelig, sikker og sikret transport i byer samt en ny kultur for mobilitet i byer med afsættelse af de nødvendige ressourcer til dette formål. Desværre foreslår Kommissionen ingen konkrete vertikale eller horisontale foranstaltninger for bytransporten.

4.   Svar på grønbogen

Udtalelsen søger at besvare alle Kommissionens spørgsmål.

4.1   Spørgsmål 1: Bør der indføres en »mærkningsordning« som anerkendelse af de byer, der har ydet en særlig indsats mod trafikal overbelastning og for at forbedre levevilkårene?

4.1.1

EØSU mener, at der under hensyntagen til allerede eksisterende ordninger godt kan indføres en mærkningsordning, som er forenelig med disse.

4.1.2

På EU-plan vil det være nyttigt, at Kommissionen opstiller indikatorer for præstation, planlægning og udvikling, som kan udgøre en harmoniseret referenceramme.

4.1.3

Der kunne også i stedet for incitamenter indføres frivillige ordninger med kvalitetsmærkning i stil med dem, der anvendes på turismeområdet.

4.1.4

Under alle omstændigheder bør de ordninger, der indføres, baseres på objektive og gennemsigtige kriterier, jævnligt evalueres og i givet fald revideres samt offentliggøres i tilstrækkeligt omfang.

4.2   Spørgsmål 2: Hvilke foranstaltninger bør der træffes for at fremme gående og cyklende trafik som reelle alternativer til personbilen?

4.2.1

Set i forhold til den gående og cyklende trafiks andel af transporten kan disse transportformer ikke generelt betragtes som alternativer til privatbilen, medmindre afstanden mellem arbejdssted og bopæl er meget kort og vejrforholdene er tilfredsstillende. Desuden er det ikke alle, der kan køre på cykel: det gælder f.eks. personer med nedsat mobilitet, handicappede, mindre børn og ældre. Ikke desto mindre kan gående og cyklende trafik kombineret med kollektiv transport godt efterhånden blive alternative transportformer i visse byer.

4.2.2

Kommunerne bør udarbejde planer for bæredygtig bytransport, som omfatter cykelstier med det bindende mål at få folk til at gå over til miljøvenlige transportformer, som opfylder minimumskrav på europæisk plan (endnu ikke opstillet). Disse planer bør forhindre situationer med utilstrækkelig sikkerhed for fodgængere og konfliktsituationer mellem de forskellige transportformer.

4.2.3

I dette øjemed bør der opstilles et kvantitativt mål for at øge den offentlige passagerbefordrings og den cyklende og gående trafiks andel generelt. Manglende udarbejdelse af sådanne planer bør medføre udelukkelse fra finansiel støtte fra EU. Kommissionen bør også tjekke, om planerne indeholder data vedrørende grønne områder og cykelstier.

4.3   Spørgsmål 3: Hvad kunne der gøres for at fremme en omlægning til bæredygtige transportformer i byer?

4.3.1

Mulighederne afhænger i vid udstrækning af byens størrelse (areal og indbyggertal), idet man må huske på, at problemet med forurening også kan henføres til den fysiske planlægning og ikke kun til transporten.

4.3.2

Tackling af problemet og de mulige løsninger herpå inden for rammerne af den fysiske planlægning og byplanlægningen; anlæggelse af offentlige parkeringspladser ved byernes indfaldsveje; et net af trafikbaner, som er forbeholdt den kollektive trafik og som har forbindelse med de forskellige transportformer (p-pladser, jernbaner og metro) gennem anlæggelse af omstigningssteder, som gør det let at skifte mellem forskellige transportformer, samt højnelse af servicekvaliteten, således at kollektiv transport bliver attraktiv for brugerne.

4.3.3

Hvad godstransporten angår bør Kommissionen fremme udveksling af god praksis vedrørende logistikken i byer, som f.eks. i den italienske by Siena, hvor der udelukkende ydes midlertidig koncession på godstransport.

4.4   Spørgsmål 4: Hvordan kan anvendelsen af renere og mere energieffektive transportteknologier øges yderligere i byer?

4.4.1

Ved at indføre en skattepolitik på transportområdet, som tilskynder til erhvervelse, indførelse og anvendelse af nye teknologier, som kan nedbringe forureningen og øge energibesparelsen.

4.4.2

Ved at indsamle oplysninger om byernes miljømæssige status: beregning af de transportrelaterede emissioner pr. indbygger og årlig offentliggørelse af resultaterne.

4.5   Spørgsmål 5: Hvordan fremmes fælles grønne indkøb?

4.5.1

Ved at fremme anvendelsen af »grønne indkøb« i forbindelse med tildelingen af infrastrukturkontrakter, der finansieres af EU-programmer, og ophæve de nuværende hindringer (4).

4.5.2

På EU-plan bør man gå i gang med en fastlæggelse af fælles regler og om nødvendigt harmonisere dem.

4.6   Spørgsmål 6: Bør der fastsættes kriterier eller vejledning angående definitionen af grønne zoner og restriktioner? Hvordan sikres foreneligheden med den fri bevægelighed bedst muligt? Er det relevant at håndhæve lokale regler for grønne zoner på tværs af landegrænser?

4.6.1

EØSU mener, at adgangen til disse zoner bør begrænses kraftigt. Ikke desto mindre er det nødvendigt med en harmonisering for at undgå, at reguleringsmæssige forskelle skaber vanskeligheder for den fri bevægelighed for personer og reducerer mobiliteten i byerne unødigt.

4.7   Spørgsmål 7: Hvordan kan miljøvenlig kørsel fremmes yderligere?

4.7.1

Miljøvenlig kørsel bør i passende omfang indgå i de foreskrevne uddannelsesprogrammer for grund- og efteruddannelse af chauffører, og der bør ydes skattebegunstigelser til virksomheder, som træffer foranstaltninger til kontrol og evaluering af kørsel. Direktivet om køretimer bør ændres for at indføre disse kriterier.

4.8   Spørgsmål 8: Bør bedre informationstjenester til rejsende udvikles og udbredes?

4.8.1

Ja, og nærmere bestemt mht. sikkerheden for passagererne, ventetid og køretid, instrukser om, hvordan passagererne skal forholde sig i nødsituationer samt alle eksisterende trafikforbindelser og vilkårene herfor.

4.9   Spørgsmål 9: Er der behov for yderligere tiltag for at sikre en standardisering af grænseflader og interoperabilitet, hvad angår ITS-applikationer i byer? Hvilke applikationer bør der først og fremmest tages fat på?

4.9.1

De forskellige intelligente transportsystemer bør være fuldstændigt kompatible, så det bliver muligt at anvende forskellige teknologier, især når det gælder billetter, hvilket vil gøre omstigning og adgang til transport nemmere og hurtigere og dermed øge gennemsnitshastigheden i den kollektive transport. Det er vigtigt, at de intelligente transportsystemer tilpasses de teknologiske fremskridt, så de ikke forældes så hurtigt, men forbliver rentable.

EØSU mener, at informations- og kommunikationsteknologierne bør udnyttes til at forbedre trafikafviklingen og organisere transporten bedre.

4.10   Spørgsmål 10: Hvordan forbedres udvekslingen af information og bedste praksis mellem alle berørte parter i henseende til ITS?

4.10.1

Gennem offentliggørelse af et digitalt katalog over god praksis vedrørende ITS, som løbende ajourføres og som kan konsulteres online.

4.11   Spørgsmål 11: Hvordan øges kvaliteten af den kollektive transport i Europas byer?

4.11.1

Ved at oprette koordineringsorganer for de forskellige kollektive transportformer og indføre integrerede takstsystemer samt stille krav om anvendelse af det optimale transportmateriel (det mindst forurenende og bedst egnede for personer med nedsat førlighed), øge antallet af afgange eller trafikhyppigheden, så ventetiden for de rejsende forkortes, anlægge særlige busperroner (større sikkerhed, komfort og hurtig ind- og udstigning samt mindre energiforbrug og dermed mindre forurening), anlægge omstigningssteder, som letter skift mellem forskellige transportformer, forbedre erhvervsuddannelsen i sektoren og informationen og bevidstgørelsen af brugerne, anlægge infrastruktur med henblik på passende styring af transittrafikken i byerne, anlægge Parkér&Kør-faciliteter (Park&Ride) og indføre incitamenter til at anvende dem, indrette trafiklysene, så den kollektive trafik får forkørselsret, og sørge for god plads til sikker ind- og udstigning.

4.11.2

En af de mest effektive fremgangsmåder til opnåelse af dette mål er evaluering af konsekvenserne for mobiliteten af visse planer, programmer og projekter.

4.11.3

I denne forbindelse er det relevant at henvise til Domstolens dom (sag C-332/04) om manglende gennemførelse af en miljøpåvirkningsvurdering af et projekteret butiks- og fritidscenter i en byzone: det var netop det anslåede antal brugere af centret, som ville bruge privatbil for at komme dertil, som var afgørende for projektets miljøpåvirkning og dermed for kravet om en sådan vurdering.

4.11.4

Følgelig kunne det overvejes at ændre de gældende direktiver på tre punkter:

4.11.4.1

Direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet fastsætter i bilag III de kriterier, som skal følges i medlemsstaternes vurdering af, om et givet projekt har en betydelig indvirkning på miljøet.

Det foreslås at indføje et nyt led i stk. 1 i bilag III, hvori der udtrykkeligt henvises til en beskrivelse af mobilitetsforholdene (anslået antal brugere af installationerne, deres bopæl osv.).

4.11.4.2

For det andet fastsætter direktivet i sit bilag IV, hvilke oplysninger der skal medtages i miljøpåvirkningsvurderingen.

EØSU foreslår:

a)

at der indføjes et nyt led i stk. 4 i bilag IV, eller at det nuværende tredje led ændres, således at der i vurderingen specifikt skal tages højde for de emissioner, som de daglige brugeres transport til og fra anlægget vil medføre.

b)

at bilag IV, stk. 5, udvides, således at der ikke kun skal tages højde for projektets gennemførelse, men også den senere drift af anlægget og kræves en beskrivelse af de påtænkte foranstaltninger til imødegåelse af emissionerne fra den dertil knyttede transport.

Direktiv 85/337/EØF bør således ændres for så vidt angår bilag III, stk. 1, og bilag IV, stk. 4 og 5, som ovenfor beskrevet.

4.11.4.3

For det tredje kunne der i direktiv 2001/42/EF om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet foretages tilsvarende indføjelser (kriterier og oplysninger vedrørende mobilitet og transportmidler, der skal medtages i miljørapporten). I dette tilfælde bør der i bilag I, litra f), og i bilag II, stk. 2, som anført ovenfor tages højde for planernes indvirkning på mobiliteten.

4.12   Spørgsmål 12: Bør der tilskyndes til at reservere særlige kørebaner til den kollektive transport?

4.12.1

Ja, denne foranstaltning er uomgængelig og har stor indvirkning på mobiliteten. Særlige kørebaner eller perroner er ensbetydende med større sikkerhed, hurtigere transport, færre trafikpropper og mindre energiforbrug såvel som større komfort for de rejsende. En sådan foranstaltning kan være med til at lokke privatbilister til at tage de offentlige transportmidler.

4.13   Spørgsmål 13: Er der behov for at indføre et europæisk charter om rettigheder og forpligtelser for passagerer, der benytter kollektiv transport?

4.13.1

Styrkelse af brugernes rettigheder og pligter er afgørende for, at tjenestekvaliteten (trafikhyppighed, præcision, komfort for alle brugerkategorier, sikkerhed, prispolitik osv.) af de offentlige transportmidler kan forbedres. EØSU opfordrer til indførelse af disse rettigheder og pligter, dog altid under hensyntagen til de særlige forhold, der gør sig gældende inden for hver enkelt transportform, især dem, som benytter samme infrastruktur.

4.13.2

Da de nuværende regler findes spredt over forskellige retsakter, herunder for de forskellige transportformer, bør rettighederne for alle brugere af kollektive transportmidler samles i et rettighedscharter med tilstrækkeligt spillerum for medlemsstaternes egne tilføjelser og for selvregulering via adfærdskodekser (5), som de økonomiske aktører og det organiserede civilsamfund (forbruger-, miljø-, arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer osv.) tilslutter sig. EØSU understreger vigtigheden af en dialog mellem disse organisationer og de kollektive transportvirksomheder, især om en forbedring af tjenestens kvalitet.

Der bør også træffes foranstaltninger på EU-plan — som ville kunne suppleres med en indsats fra medlemsstaternes og civilsamfundsorganisationernes side — for at omformulere og konsolidere de eksisterende rettigheder, der er nedfældet i forskellige retsakter. EØSU insisterer på, at det er nødvendigt med fleksible og enkle mekanismer og instrumenter til håndhævelse af brugernes rettigheder.

4.14   Spørgsmål 14: Hvilke foranstaltninger bør der iværksættes for bedre at integrere passagerbefordring og godstransport i forskning og i planlægning af mobilitet i byer?

4.14.1

Mobilitetsplaner for storbyområder bør omfatte såvel passagerbefordring som godstransport, så varedistributionen kan foregå, uden at det går ud over mobiliteten for personer.

4.14.2

Det er derfor nødvendigt at sørge for mere overvågningspersonel på af- og pålæsningssteder.

4.14.3

Indførelse af mekanismer, som kan lette og fremskynde proceduren for anmeldelse af overtrædelser, så ulovligt parkerede køretøjer hurtigst muligt bliver fjernet fra den reserverede plads, så denne atter frigøres.

4.14.4

Indførelse af effektive sanktionsmekanismer i tilfælde af forseelser lige fra fjernelse af køretøjet til den egentlige inddrivelse af bøden.

4.14.5

Oplysnings- og bevidstgørelseskampagner for at opnå folkelig opbakning og borgernes medvirken til opfyldelsen af de fastsatte mål. Et af målene med en sådan kampagne skal være at opnå de handlenes medvirken til overvågningen af de pladser, som er reserveret til på- og aflæsning, ved at gøre det klart for dem, at ulovlig benyttelse af disse pladser kan skade deres forretning.

4.14.6

Begrænsning af den tilladte varighed af på- og aflæsning på de dertil reserverede pladser, som svarer bedre til den tid, det normalt tager at læsse varer på og af. En mulighed vil også være at kræve en særlig tilladelse til at holde længere på den reserverede plads, hvorved man ville undgå at stille mere tidkrævende flytninger ringere. Der kunne også fastsættes bestemte tidsintervaller for på- og aflæsning.

4.15   Spørgsmål 15: Hvordan kan transport inden for og mellem byer og fysisk planlægning koordineres bedre? Hvilken type organisationsstruktur kunne være hensigtsmæssig?

Gennem passende koordinering på følgende områder:

a)

koordinering mellem de forskellige organer

I nogle europæiske byer har transportkoordineringsorganer med stor succes bidraget til koordinering og planlægning af transporten i disse byer gennem udvikling af effektive og højtydende tjenester af kvalitet.

I forbindelse med koordineringen med andre transportformer er der behov for større gennemsigtighed i omkostningsfordelingen på de forskellige kollektive transportformer.

Transporttjenesterne mellem byer bør også råde over de nødvendige infrastrukturer til skift mellem transportformer for at lette omstigningen mellem de forskellige kollektive transportmidler, så de rejsende ikke behøver et ekstra transportmiddel for at komme fra det ene til det andet transportmiddel.

b)

Koordinering med planlægningsinstrumenter:

Vurderingen af bestemte planers og programmers indvirkning på mobiliteten er et krav, som allerede blev fastslået i Domstolens vigtige dom af 16. marts 2006 (sag C-332/04): forpligtelsen til at foretage en miljøvurdering af det omdiskuterede projekt blev først og fremmest begrundet i den forventede indvirkning på mobiliteten. Dette kriterium er dog endnu ikke nedfældet eksplicit i lovgivningen.

Følgelig er der behov for to specifikke ændringer af EU-reglerne om miljøvurdering for at medtage planens eller programmets indvirkning på mobiliteten blandt de virkninger, der skal tages højde for. Nærmere bestemt foreslås de ændringer, der nævnes i svaret til spørgsmål 11.

De regionale myndigheder bør sørge for en overordnet strategisk fysisk planlægning for at sikre en rationel arealanvendelse.

4.16   Spørgsmål 16: Hvilke yderligere tiltag bør iværksættes for at hjælpe byer med at imødegå udfordringerne i relation til færdselssikkerhed og personlig sikkerhed inden for bytransport?

4.16.1

Trafiksikkerhed: På europæisk plan ved at fremme bedste praksis og indlede en mere intensiv og struktureret dialog med lokale og regionale interessenter og med medlemsstaterne om nye teknologier — især ITS — med henblik på at øge sikkerheden. Erhvervsuddannelsen i sektoren bør også forbedres på det køretekniske område. Fastlæggelsen af sanktionsforanstaltninger bør også reguleres for at undgå, at forseelser i den grænseoverskridende trafik forbliver ustraffede.

4.16.2

Personlig beskyttelse: For at tilskynde til god praksis bør politiet foretage hyppigere kontrolrunder i de kollektive transportmidler, især om natten og på ruter til og fra mere urolige kvarterer præget af social udstødelse. Der bør også gøres større brug af informationsteknologierne og informationen af brugerne bør forbedres.

4.17   Spørgsmål 17: Hvordan kan operatører og borgere informeres bedre om infrastrukturstyrings- og motorkøretøjsteknologiers sikkerhedsmæssige potentiale?

4.17.1

Ved at bevidstgøre borgerne gennem uddannelses- og informationskampagner især rettet mod de unge. Derudover gennem foranstaltninger for at udbrede anvendelsen af håndhævelsesudstyr for alle trafikanter i byer. Generelt anser EØSU det for særligt vigtigt, at der vedtages foranstaltninger for at styrke det holdningsmæssige aspekt og folkeoplysningen i alle sammenhænge, som vedrører for mobiliteten i byerne.

4.18   Spørgsmål 18: Bør der udvikles automatisk radarudstyr, som er tilpasset bymiljøet, og bør der tilskyndes til at anvende dette?

4.18.1

Afhængigt af de mål, der forfølges, bør udstyret altid sigte mod at forbedre mobiliteten og optimere gennemsnitshastigheden. God praksis bør fremmes for at øge sikkerheden og anvendelsen af intelligente systemer.

4.19   Spørgsmål 19: Er videoovervågning et godt redskab med henblik på sikkerhed og sikring i forbindelse med transport i byer?

4.19.1

Installering af alarmsystemer i de kollektive transportmidler baseret på ny teknologi, som kan alarmere vagtpersonale i tilfælde af hærværk eller ulykker og informere om situationen ombord med transmission af billeder og lyd, som kan give et indtryk af, hvad der er på færde i tog eller busser.

4.19.2

Der bør træffes passende foranstaltninger for at undgå indgreb i privatlivets fred, som er en grundlæggende menneskerettighed.

4.20   Spørgsmål 20: Bør alle interessenter samarbejde om at udvikle en ny kultur for mobilitet i byer i Europa? Kunne et europæisk overvågningsorgan for mobilitet i byer svarende til det europæiske overvågningsorgan for trafiksikkerheden være et nyttigt initiativ til støtte for et sådant samarbejde?

4.20.1

En ny kultur for mobilitet i byer forudsætter et samarbejde mellem EU-institutionerne, medlemsstaterne, regionerne og de lokale myndigheder samt civilsamfundsorganisationerne.

4.20.2

Et europæisk observatorium for bæredygtig mobilitet i byer vil være et nyttigt initiativ, som ville kunne skabe en merværdi, da det ville kunne indsamle data, følge udviklingen i efterspørgslen og fremme udvekslingen af erfaringer. Det vil også kunne bidrage til en større viden om mobilitetsrelaterede problemer og til gennemførelsen af passende foranstaltninger til løsning heraf.

På europæisk plan bør der foretages en harmonisering af fremgangsmåderne for byvurdering, da det efter EØSU's mening vil være positivt at anvende ensartede kriterier på dette område.

4.21   Spørgsmål 21: Hvordan kan de bestående finansielle instrumenter, f.eks. strukturfondene og Samhørighedsfonden, anvendes bedre og på en mere sammenhængende måde for at støtte en integreret og bæredygtig transport i byer?

4.21.1

Ved at gøre forbedring af mobiliteten i byerne og gradvis indsættelse af miljøvenlige tog- og bustyper (lavt forbrug, lave emissioner) til et mål for fondene og ved at sikre større udbytte af hver investeret krone.

EØSU går ind for at øge andelen af de midler, der afsættes til uddannelse og forskning.

4.21.2

Men det er også nødvendigt at sænke omkostningsniveauet gennem fastsættelse af objektive kriterier, som gør det muligt at vælge den for samfundet mest rentable løsning, så borgerne kan få adgang til et transportsystem af kvalitet til rimelige priser. Effektivitet og opfyldelse af forpligtelserne til offentlig tjeneste bør prioriteres højt.

4.22   Spørgsmål 22: Hvordan kan økonomiske instrumenter, særlig markedsbaserede instrumenter, yde støtte til renere og mere energieffektiv transport i byer?

4.22.1

Ved at indføre grønne klausuler i kontrakter om levering af udstyr i forbindelse med infrastrukturprojekter, der finansieres af EU-programmer.

4.22.2

En anden mulighed er indarbejdelse af kriterierne i »Buying green. A handbook on enviromental public procurement« [SEC(2004) 1050] i et KOM-dokument med tilføjelse af grønne offentlige indkøb af transportudstyr.

Markedet for privatbiler og for kollektiv personbefordring er ved at ændre sig i mere miljøvenlig retning. Anskaffelse af renere biler (brændstof, motorisering) bør begunstiges og der bør tages hensyn til den højere pris, som køberne af disse biler har været villige til at betale, gennem en differentieret behandling af dem i forbindelse med reguleringen af adgangen til bykernerne.

4.23   Spørgsmål 23: Hvordan kan målrettede forskningsaktiviteter bidrage yderligere til at forene byrelaterede begrænsninger og trafikudvikling i byer?

4.23.1

Ved klart at fastsætte, hvilken type projekter der kan opnå offentlig støtte fra EU og kræve opfyldelse (med behørig kontrol) af målene for de pågældende projekter (inden for den fastsatte frist), således at den udbetalte støtte i modsat fald kan kræves tilbagebetalt.

4.24   Spørgsmål 24: Bør byer tilskyndes til at benytte bompengesystemer? Er der behov for en generel ramme og/eller vejledning om bompengesystemer? Bør indtægterne øremærkes til at forbedre den kollektive transport i byer? Bør eksterne omkostninger internaliseres?

4.24.1

Der er brug for en fælles EU-ramme, som bør tilvejebringes gennem harmonisering af kriterierne for takstfastsættelse og for beregning af et hensigtsmæssigt niveau for tætheden af den kollektive trafik.

4.24.2

EØSU er dog af den opfattelse, at bompengesystemer eller opkrævning af afgifter for indkørsel i byer er i almenhedens interesse og giver tilfredsstillende, umiddelbare resultater, men de kan virke diskriminerende over for lavindkomstgrupper og har ringe afskrækkende virkning over for de velstillede sociale lag.

De lokale myndigheder bør træffe foranstaltninger for at afbøde de eventuelle negative virkninger f.eks. ved at tilskynde til at benytte kollektiv transport eller give mulighed for at købe billetter til en favorabel pris.

4.24.3

En alternativ mulighed, som ville have en horisontal virkning i alle samfundsgrupper, ville være et »bomhus« ved indfaldsvejene ikke til opkrævning af penge, men til beregning af en kilometerkvote for bykørsel, som hver bilist ville få tildelt. Med andre ord foreslås en »rationering« af adgangen (kilometer/tidsenhed), som ville gøre det nødvendigt at forvalte privat bykørsel selektivt. Dog må tages med i betragtning, at dette også indebærer en diskriminering baseret på bopæl, udkørselssted og destination.

4.24.4

Naturligvis ville dette indebære endnu en zoneinddeling ud over de allerede foreslåede zoner med lav trafiktæthed, hvor trafikken praktisk taget ville være begrænset til kollektiv transport og de faste beboeres trafik.

4.25   Spørgsmål 25: Hvilken merværdi kunne en målrettet EU-støtte til finansiering af renere og mere energieffektiv bytransport tilvejebringe på længere sigt?

4.25.1

Merværdien er enorm og vanskelig at værdiansætte, når der også tages hensyn til sundheds- og hygiejnemæssige faktorer (såvel psykiske som fysiske) og til tidens værdi for mennesker (dette aspekt påvirkes i høj grad af den lange tid, det tager at komme til og fra arbejde og som — når den lægges til arbejdsdagens længde — udløser en lang række negative faktorer).

Bruxelles, den 29. maj 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2006) 314 endelig. Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet — Hold Europa i bevægelseBæredygtig mobilitet på vores kontinent. Midtvejsevaluering af Europa-Kommissionens hvidbog fra 2001 om transportpolitikken.

(2)  Udtalelse EUT C 184, 27.7.2007, s. 74 »Transport by- og storbyområder«. Ordfører: Lutz Ribbe.

(3)  Under hensyntagen til protokol nr. 30 knyttet til EF-traktaten om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet samt den interinstitutionelle aftale af 25. oktober 1993 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen.

(4)  Se Domstolens dom »Concordia BUS« og de respektive kriterier.

(5)  Se udtalelse om et europæisk charter for energiforbrugernes rettigheder, EUT C 151, 17.6.2008, ordfører: Edgardo Iozia.


30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/46


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen — Handlingsplan for godstransportlogistik

KOM(2007) 607 endelig

(2008/C 224/10)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 18. oktober 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen — Handlingsplan for godstransportlogistik

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Daniel Retureau til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 8. maj 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 445. plenarforsamling den 28.-29. maj 2008, mødet den 29. maj, følgende udtalelse med 99 stemmer for og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Udvalget bifalder den handlingsplan, som Kommissionen foreslår, og ønsker at blive hørt om den midtvejsrapport, som efter planen offentliggøres i 2010, således at det kan følge med i fremskridtene og eventuelt påpege problemer, som stadig måtte eksistere.

1.2

EØSU er enigt i, at det er umagen værd at gøre særskilte benchmarkingbestræbelser for intermodale terminaler, herunder havne og lufthavne, i snævert samarbejde med sektoren. Med en række generelle europæiske benchmarks, som giver spillerum for nærmere specifikationer på lokalt plan, kan der, henset til de forskellige karakteristika ved landterminaler, søhavne, lufthavne og kanal- og flodhavne, opstilles tilstrækkelige sondringer i benchmarkene.

1.3

Prissætningen for de enkelte transportformer afspejler ikke i tilstrækkelig grad deres reelle indvirkning på infrastruktur, miljø og energieffektivitet — eller deres sociale, territoriale og samfundsmæssige omkostninger.

1.4

Benchmarking-instrumenter og andre evalueringsværktøjer bør således sammenligne anvendelige transportkæder på grundlag af deres bæredygtighed for at fremme indførelsen af en afbalanceret prissætningsmekanisme og muliggøre udviklingen af et reguleringssystem, som bevirker, at de logistiske valg falder på de mest effektive og bæredygtige i forhold til de varer, der skal transporteres, og de transportformer, der er til rådighed.

1.5

En transportlogistik, der mere effektivt opfylder kundernes og samfundets behov, indebærer en hurtig gennemførelse af såvel eksisterende banebrydende teknologi som nye forskningsresultater, en vedholdende efteruddannelses- og kvalifikationsforbedringsindsats over for de ansatte og bestræbelser på at forbedre arbejdsvilkårene. Samtidig må man optimere anvendelsen af den eksisterende infrastruktur og forbedre udnyttelsen af materiel, personale og investeringer i transport og logistik. Man bør ligeledes give de forskellige professioner i transportsektoren højere status og gør dem mere attraktive. Det er absolut nødvendigt med nye investeringer for at fremskynde integrationen af de nye medlemsstater og styrke Euromiddelhavs- og naboskabspolitikken. Derudover skal man vurdere efterspørgslen på langt sigt og foretage investeringer, som først vil blive betalt tilbage over meget lang tid.

1.6

Færdselssikkerheden må styrkes, især i regioner langs grænserne til tredjelande.

1.7

EU-farvandene er blevet udvidet. De omfatter nu både Østersøen og Sortehavet, der bindes sammen af den store Donau-akse, som må tilføres ny dynamik. 90 % af handelen med tredjelande og 40 % af handelen mellem EU's medlemsstater passerer igennem Europas store havneanlæg. Logistikaktiviteterne i disse er i rivende udvikling. Man kommer dog ikke uden om adskillige forbedringer. Navnlig bør adgangen over land forbedres, så den åbnes for flere forskellige transportformer og så der i højere grad kan anvendes intermodale teknikker. Omladningsteknikker og –organisation trænger ligeledes til forbedringer. Hertil kommer behovet for en bedre balance mellem havnene, ligesom man bør tilstræbe bedre komplementaritet mellem disse og trafikknudepunkter inde i landet.

1.8

Udvalget støtter anvendelsen af ny teknologi og anvendt forskning på ethvert felt, hvor de forskellige transportformer kan forbedres (infrastruktur, transportmateriel og udstyr til godshåndtering, arbejdsvilkår og –tilrettelæggelse m.m.), engagerede bidrag til udarbejdelsen af tekniske standarder, f.eks. for lasteenheder, og kommunikations- og meddelelsesstandarder, som begunstiger udvikling af modalskift og problemfri trafikafvikling, samt en bedre kobling mellem væksten i produktion og handel på den ene side og væksten i transport (som kun kan øges) på den anden. En større effektivitet i logistikkæderne er i den forbindelse en væsentlig faktor.

1.9

Forskningen i motorer og disses energieffektivitet samt i ikke-fossile brændstoffer bør fortsætte for både privat og kollektiv passager- og godstransport.

1.10

Den bymæssige transportlogistik kræver foranstaltninger her og nu og en mere vedholdende indsats for at vende en stadig mere negativ udvikling i økonomien i de store byer og forhindre betydelige effektivitetstab som følge af den tid, som borgere og virksomheder spilder i køer, hvilket er både uproduktivt og skaber forurening. I byerne er det nødvendigt at anvende en global tilgang, der tilgodeser såvel individuelle som kollektive passager- og godstransportbehov, med henblik på at dele vejnettet bedre og vende den nuværende udvikling, hvor indbyggere og aktiviteter flytter til forstæderne og fjerne bebyggelser.

1.11

Bæredygtighed, energieffektivitet og intermodalitet er centrale begreber i denne plan, og den foreslåede tidsplan understreger, at det haster med en politik på området. Kommissionens forslag prioriterer samarbejde og dialog i stedet for tvang. Det er vigtigt at vise, at denne fremgangsmåde virker. Dens succes afhænger af transportsektorens aktører og disses evne til at tilpasse sig civilsamfundets presserende krav.

2.   Kommissionens forslag

2.1   Indledning

2.1.1

Kommissionen offentliggjorde den 28. juni 2006 meddelelsen om Godslogistik i Europa — nøglen til bæredygtig mobilitet (1). Denne meddelelse viste logistikkens betydning for en mere bæredygtig transport, som er mere miljøvenlig og forurener mindre. Meddelelsen blev fulgt af høringer, som førte frem til en europæisk handlingsplan for godstransportlogistik (2), der blev offentliggjort den 18. oktober 2007.

2.1.2

Kommissionen ønskede at integrere logistikaspektet i EU's transportpolitik for at mindske de hyppigt forekommende flaskehalsproblemer, nedbringe energiforbruget, bedre udnytte mulighederne for samordnet modalitet og multimodalitet i transportformer og infrastrukturer, beskytte miljøet og begrænse skaderne, samt fremme løbende efteruddannelse af personalet.

2.1.3

Udvalget blev bedt om at afgive en udtalelse om denne handlingsplan, som indeholder målsætninger og en gennemførelsesplan og tilskynder til at anvende nye informationsteknologier for at gøre transportlogistikken mere effektiv, hvad transportenhederne angår (enkeltobjekter, pakker, containere). Det er også planen at indføre et certificeringssystem for logistikoperatører, der skal sikre, at de besidder de nødvendige kvalifikationer og den nødvendige uddannelse for at udøve erhvervet samt lette deres mobilitet.

2.1.4

Kommissionen har siden 2006 gjort opmærksom på, at det er vanskeligt at danne sig et indtryk af det europæiske marked for logistik, fordi de nødvendige statistikker mangler. Man mener generelt, at logistik udgør 10-15 % af produktionsomkostningerne.

2.1.5

Kommissionen foreslog i sin meddelelse oprettelsen af en europæisk ramme for vejtransportlogistik og især koncentrere indsatsen på bestemte områder. Handlingsplanen indeholder præciseringer og fastsætter frister for gennemførelse i perioden 2008-2012. Det drejer sig om meget korte frister:

identifikation og elimination af flaskehalse;

anvendelse af avanceret informations- og kommunikationsteknologi — IKT (følge og efterspore) med Galileo, langtrækkende identifikation og sporing (Long-range Identification and Tracking — LRIT), flodinformationssystemet (River Information System — RIS), det automatiske identifikationssystem (Automatic Identification System — AIS) SafeSeaNet-systemet, den telematiske fragtapplikation (TAF) og integreret logistik (ERTMS). Indførelse af intelligente teknologier, f.eks. udvikling og standardisering af radiofrekvensidentifikation (RFID) (3);

globale standarder for meddelelser og kommunikation;

forskning (7. rammeprogram);

interoperabilitet og sammenkobling;

efteruddannelse af personale, der har en uddannelse inden for logistik;

europæisk benchmarking — indikatorer og metoder endnu ikke udarbejdet;

infrastrukturpolitik: vedligeholdelse og optimal udnyttelse af eksisterende infrastruktur, eventuelle nye investeringer, navnlig banebrydende teknologier;

præstationer af høj kvalitet via social dialog, samarbejde og passende regulering;

fremme og forenkling af multimodale transportkæder og passende lastestandarder.

2.1.6

Handlingsplanen fra 2007 konkretiserer planlagte aktioner i et mere detaljeret målsætningsprogram, der ledsages af en tidsplan for gennemførelsen.

2.1.7

I meddelelsen »Hold Europa i bevægelse — Bæredygtig mobilitet på vores kontinent« (4), som blev offentliggjort i forbindelse med midtvejsevalueringen og tillige revisionen af hvidbogen fra 2001 om transportpolitikken (5) lagde Kommissionen stor vægt på konceptet »intelligent mobilitet«, der dækker såvel transportlogistik som intelligente transportsystemer. Kommissionen vender i øvrigt tilbage til dette emne som noget af det første i handlingsplanen.

2.2   E-fragt og intelligente transportsystemer (ITS)

2.2.1

Udbredt anvendelse af eksisterende og kommende IKT kan radikalt forbedre godstransportlogistikken, men er stadig forbundet med problemer, som må løses, som f.eks. standardisering, brugernes kompetencer, hindringer i lovgivningen og andre, der hænger sammen med elektroniske dokumenter, datasikkerhed og beskyttelse af privatlivet.

2.2.2

Begrebet »e-fragt« fører i sidste ende til »tingenes internet« (gods: enkeltobjekter, pakker, containere — hver enkel bestanddel kan individualiseres, navngives og identificeres ved hjælp af en mærkning, der kommunikerer aktivt eller passivt, når den aktiveres af en radiofrekvenslæser). Dette nye tingenes internet vil muliggøre automatisering og forenkling af overførslen af oplysninger vedrørende gods (geografisk position, informationer om arten og mængden, kommunikation, told m.m.). Man skal benytte de eksisterende systemer til at konkretisere denne nye form for internet, der er baseret på identifikation af genstande.

2.2.3

Kommissionen har derfor planlagt et stort forskningsprojekt i 2008, som skal føre frem til en detaljeret køreplan for gennemførelsen af intelligente transportsystemer og transportlogistikteknologier.

2.3   Vejen frem

2.3.1

Formålet med handlingsplanen er at løse problemerne på områder som trafikoverbelastning, forurening og støj, CO2-emissioner og afhængighed af fossile brændstoffer. Aktionerne skal ledsages af arbejde med langsigtede perspektiver, som gennemføres i fællesskab med medlemsstaterne, således at der skabes et fælles grundlag for investeringerne i morgendagens godstransportsystemer.

2.3.2

Kommissionen vil aflægge beretning om forløbet af gennemførelsen af handlingsplanen i 2010.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

Udvidelsen af EU, den stigende globalisering af handelen, fremkomsten af nye økonomiske supermagter (ikke bare Kina) og udflytning af virksomheder er stærke faktorer for udvikling af handelen. Væksten i handelen overgår væksten i produktionen. I hvidbogen fra 2001 ønskede Kommissionen at koble transport fra vækst. Det er vigtigt igen at gøre sig overvejelser om dette emne for i det mindste at genetablere en kobling, et parallelforløb. Logistikken kan som led i den reviderede hvidbog fra 2006 (6) blive en afgørende faktor for rationalisering og mere effektiv handel og godstransport ved at inddrage forskellige transportformer og aktører (organisatorer af transportstrømmene, transportvirksomheder, brugere, nationale, europæiske og internationale myndigheder) og anvende ny teknologi til information, emballering og lasthåndtering.

3.2

Internationale logistikkæder kræver, at forbindelserne mellem de enkelte transportformers systemer (fysiske og elektroniske) på sigt bliver fuldstændig integreret, så man kan bruge den transportform eller den kombination af transportformer, som er mest effektiv, og så man kan forbedre logistikken gennem en målsætning om samtidig at skabe effektivitet på tre leder: økonomisk, socialt og miljømæssigt (herunder ved at reducere energiomkostningerne).

3.3

Transportplanlægning kræver som regel lang planlægning og samarbejde mellem mange aktører. Investeringer i transportinfrastruktur og logistikplatforme er meget langsigtede og dyre, navnlig havne, flodhavne og lufthavne, men også »tørre havne« som anlæg til kombineret transport. Det er derfor disse platforme, som volder flest problemer. Problemer, som kræver hurtige, troværdige og bæredygtige løsninger. Efter udvalgets opfattelse bør man derfor først og fremmest optimere udnyttelsen af den eksisterende infrastruktur, og i den forbindelse kan deling af informationer og udveksling af erfaringer vise sig at være meget udbytterige. Men udnyttelse af eksisterende infrastruktur og anvendelse af avanceret teknologi gør det ikke alene. Planlægning på mellemlangt og langt sigt er absolut nødvendig af hensyn til nye investeringer.

3.4

Anlæggelse af ny infrastruktur med lang levetid bør ske på grundlag af behov, som beregnes via langsigtede prognoser, og når der ikke er nogen alternative løsninger i form af samordnet modalitet, f.eks. med anden eksisterende infrastruktur. Kombineret vej- og jernbanetransport kan være et alternativ til at udvide det eksisterende vejnet eller anlægge helt nye veje. Den planlægning, som dette forudsætter, bør inddrage alle aktører i logistikkæden: EU-myndigheder, offentlige regionale og nationale myndigheder, industrien, distributører og andre befragtere, logistikere og transportører samt arbejdsmarkedets parter. De berørte borgere skal inddrages i den forudgående debat og høringsproces om disse spørgsmål, og der skal tages alvorligt hensyn til deres holdning.

3.5

Planlægningen bør føre til partnerskaber, der skal vare længe nok til at sikre infrastrukturens bæredygtighed (såvel økonomisk som miljømæssigt og socialt). Den skal indgå i det europæiske fysiske og funktionelle udviklingsperspektiv og bidrage til at nedbringe omkostningerne (især offentlig støtte via offentlig-private partnerskaber), til at fjerne dyr eller illoyal konkurrence (især gennem samarbejde mellem de berørte aktører og samordnet modalitet), til bedre at strukturere, samordne og sikre investeringer i transport langt ud i fremtiden med industrielle og kommercielle aktiviteter såvel som programmer for fysisk planlægning og byplanlægning (især med henblik på at undgå spredning af logistikplatforme og forhastede og dyre udflytninger, overbelastning af visse akser og zoner, mens andre områder oplever tilbagegang eller ender som en enklave på grund af dårlig eller slet ingen betjening).

3.6

Med hensyn til planlagte nye standarder for transportenheder er det klart, at de skal lette lastning og eventuelle omladninger, for så vidt angår håndterbar maksimalvægt og dimensioner. I betragtning af de problemer, som er forbundet med, at vejgodstransporten er næsten enerådende, bør disse standarder dog ikke føre til en overbelastning, der kan skade infrastrukturen og reducere færdselssikkerheden yderligere. De skal favorisere samordnet modalitet.

3.7

Med hensyn til forslaget fra 2003 om en ny frivillig intermodal lasteenhed gentager udvalget sammenfattende, at kombinationen af to forskellige enheder forårsager et logistisk mareridt. De to nævnte hindringer (de fastsatte mål på styreskinner og hvem der skal betale for det nye system) fører allerede nu til den konstatering, at systemet ikke vil blive brugt. Hertil kommer alvorlige indvendinger fra indenrigsskibsfarten og vejtransportforetagender.

4.   Særlige bemærkninger

4.1

Udvalget vil meget gerne høres om den rapport, som Kommissionen skal udarbejde i 2010 om fremskridtene med handlingsplanen og eventuelle problemer i forbindelse med gennemførelsen af denne.

4.2

Tingenes internet vil helt sikkert kunne gøre transportlogistikken og tjenesteydelserne til kunderne mere effektive. På basis af erfaringerne med det nuværende internet efterlyser udvalget dog procedurer og kontrolredskaber for navngivning. Af historiske grunde er det nuværende internet i sidste ende underlagt det amerikanske handelsministeriums kontrol. Udvalget støtter, at en europæisk instans står for navngivning, forvalter databaserne og formulerer tekniske standarder.

4.2.1

Udvalget påskønner, at Kommissionen medtænker denne udviklingen i logistikken i den fornyede Lissabon-traktat om vækst og beskæftigelse. Det opfordrer dog i lyset af sine erfaringer Kommissionen til hurtigst muligt at indhente efterslæbet i indførelsen af ny teknologi, især hvad angår Galileo.

4.3

Efter udvalgets mening bør tingenes internet i betragtning af sin økonomiske betydning og handlens overvejende tværregionale karakter baseres på mange forskellige centre (f.eks. navngivningsinstanser på lokalt eller regionalt niveau) og ikke underlægges en enkelt instans' endelige kontrol — en instans, som måske oven i købet ligger uden for EU.

4.4

Man må ligeledes udrede de problemer for privatlivets fred og beskyttelse af forretningsdata, der måtte være forbundet med at diversificere de informationsmidler, som tages i brug for at identificere lastindhold (her skal told- og forsikringsspørgsmål tages i betragtning), for at have hånd i hanke med den information, som kriminelle kan få adgang til, især i tredjelande, og for at følge godsets videre færd såvel som dets afsender, transportører og modtager i forbindelse med fremme af intelligente transportsystemer og beslægtede informationsteknologier.

4.5

Dette gælder især for den detaljerede logistik, som er forbundet med e-handel.

4.6

Udvalget hilser velkommen, at Kommissionen vælger at modernisere logistikbranchen gennem et system til definition og certificering af operatører, og ser gerne, at dette skaber stor merværdi.

4.7

Udvalget glæder sig ligeledes over, at Kommissionen foreslår at udarbejde kvalifikations- og uddannelseskrav sammen med arbejdsmarkedets parter. Også på dette område ønsker udvalget, at kvalifikationerne og uddannelserne udvikles gennem hele livet, efterhånden som den underliggende viden ændrer sig. Det er også glædeligt, at Kommissionen vil arbejde hen imod gensidig anerkendelse af denne frivillige certificering

4.8

Det er absolut nødvendigt at forbedre logistiske præstationer gennem øget anvendelse af ny teknologi, administrativ forenkling, udveksling af erfaringer, faglig udvikling og efteruddannelse og samordnet modalitet. Men udvalget anser det for vigtigt at understrege, at disse tiltag ikke vil udfolde hele deres positive potentiale, med mindre transportlogistiksektoren i hele EU gøres til genstand for en ny indbyrdes vægtning mellem de forskellige transportformer såvel som internt i de enkelte transportformer og en reguleret konkurrence, der indebærer forholdsmæssig opgradering af transportpriserne, samt reel harmonisering af konkurrencevilkårene internt i de enkelte transportformer og mellem transportformerne, sådan som Kommissionen anbefalede i sin hvidbog fra 2001.

Bruxelles, den 29. maj 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2006) 336 endelig.

(2)  KOM(2007) 607 endelig.

(3)  Se udvalgets sonderende udtalelse om »Radiofrevensidentifikation (RFID)« (ordfører: Morgan) EUT C 256 af 27.10.2007, s. 66-72, og arbejdet på Lissabon-konferencen den 15.-16. november 2007 (det portugisiske formandskabs hjemmeside).

(4)  KOM(2006) 314 endelig af 22.6.2006.

(5)  Se den relevante udtalelse fra Regionsudvalget om hvidbogen KOM(2001) 370 af 12.9.2001: »Den europæiske transportpolitik frem til 2010 — De svære valg«, og midtvejsevalueringen KOM(2006) 314 af 22.6.2006: »Hold Europa i bevægelse — Bæredygtig mobilitet på vores kontinent — Midtvejsevaluering af Europa-Kommissionens hvidbog fra 2001 om transportpolitikken«.

(6)  Hold Europa i bevægelse — Bæredygtig mobilitet på vores kontinent — Midtvejsevaluering af Europa-Kommissionens hvidbog fra 2001 om transportpolitikken, KOM(2006) 314 endelig af 22. juni 2006.


30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/50


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2002/21/EF om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og tjenester, direktiv 2002/19/EF om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter og direktiv 2002/20/EF om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, direktiv 2002/58/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor og forordning (EF) nr. 2006/2004 om forbrugerbeskyttelsessamarbejde

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Den Europæiske Myndighed for Markedet for Elektronisk Kommunikation

KOM(2007) 697 — 2007/0247 (COD)

KOM(2007) 698 — 2007/0248 (COD)

KOM(2007) 699 — 2007/0249 (COD)

(2008/C 224/11)

Kommissionen besluttede den 10. december 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2002/21/EF om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og tjenester, direktiv 2002/19/EF om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter og direktiv 2002/20/EF om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, direktiv 2002/58/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor og forordning (EF) nr. 2006/2004 om forbrugerbeskyttelsessamarbejde

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Den Europæiske Myndighed for Markedet for Elektronisk Kommunikation

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Bernardo Hernández Bataller til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 8. maj 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 445. plenarforsamling den 28.-29. maj 2008, mødet den 29. maj 2008, følgende udtalelse med 80 stemmer for og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU er enigt i Kommissionens mål om at sikre, at brugerne får størst mulig gavn af markedet for elektronisk kommunikation, overvåge, at konkurrencen ikke forvrides eller begrænses, tilskynde til omkostningseffektive investeringer i infrastruktur og til innovation ved at fremme en effektiv udnyttelse og forvaltning af radiofrekvenserne og nummerressourcerne.

1.2

I betragtning af den høje grad af teknologisk innovation og stærkt dynamiske markeder i sektoren for elektronisk kommunikation, bifalder EØSU rammebestemmelserne for markedet for elektronisk kommunikation og de foreslåede tilpasninger, som er baseret på følgende:

1.2.1

Decentral regulering i medlemsstaterne, idet de nationale myndigheder får ansvaret for at føre tilsyn med de nationale markeder efter et fælles sæt principper og procedurer. Samtidig styrkes de nationale tilsynsmyndigheders uafhængighed, daglige forvaltning og skønsbeføjelser, idet det sikres, at tilsynsmyndigheden har sit eget særskilte budget, tilstrækkeligt personale og flere håndhævelsesbeføjelser med henblik på en bedre gennemførelse af regelsættet.

1.2.2

Konsolidering af det indre marked, idet Kommissionen får visse beføjelser, når der er tale om transnationale markeder, som dækker mere end én medlemsstat.

1.2.3

Bedre sammenhæng i reguleringen ved at modernisere visse bestemmelser, så de tilpasses den teknologiske udvikling og markedsudviklingen, og ophæve dem, der er blevet forældet eller overflødiggjort.

1.2.4

Opstilling af en effektiv strategi for frekvensforvaltning, der skal skabe et europæisk samarbejdsområde for information.

1.2.5

I særlige tilfælde funktionel adskillelse, som efter godkendelse af Kommissionen vedtages af de nationale tilsynsmyndigheder, med det formål at sikre, at der leveres fuldt ligeværdige accesprodukter til alle operatører i detailleddet, herunder den vertikalt integrerede operatørs egne afdelinger.

1.2.6

Pålidelig og effektiv formidling af oplysninger via elektroniske kommunikationsnet. I dette øjemed bør markedsmyndigheden bidrage til at harmonisere relevante tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger ved at yde ekspertrådgivning.

1.2.7

Styrkelse af forbrugernes rettigheder mht. visse kontraktmæssige aspekter, gennemsigtighed og offentliggørelse af oplysninger, tjenesteudbud, oplysnings- og alarmtjenester samt nummerportabilitet. Ikke desto mindre opnås der med disse forslag ikke et højt forbrugerbeskyttelsesniveau som fastsat i traktaten, idet der ikke inddrages andre aspekter såsom regulering af kundeservice, minimumskrav til kvalitet, sanktionsklausuler eller mulige fælles indkøb af tjenester og terminaludstyr.

1.2.8

Bedre beskyttelse af privatlivets fred, selv om ikke alle forslagene er tilstrækkeligt ambitiøse, som f.eks. beskyttelsen mod spam, som efter EØSU's mening klart bør baseres på princippet om forbrugerens udtrykkelige, forudgående accept af reklamehenvendelser.

1.3

EØSU bifalder medtagelsen af terminaludstyr i regelsættets anvendelsesområde, hvilket vil forbedre e-tilgængeligheden for handicappede slutbrugere. Det samme gælder fastlæggelsen af bindende foranstaltninger for handicappede slutbrugere som led i forsyningspligten med henblik på at lette adgangen til offentlige telefonitjenester, herunder alarmtjenester, nummeroplysning og telefonbøger, så de kan nyde godt af samme muligheder som andre slutbrugere, hvortil kommer andre specifikke foranstaltninger.

1.4

Forenkling og begrænsning af de administrative omkostninger er vigtig, og øget fleksibilitet i frekvensforvaltningen vil lette de administrative procedurer for tilsynsmyndighederne og gøre det lettere for operatører at få adgang til frekvenser. EØSU mener, at der bør være begrænsede muligheder for undtagelser af teknisk art og mere rummelige undtagelser med henblik på almennyttige målsætninger — som fastlægges af medlemsstaterne — herunder kulturel og sproglig mangfoldighed, ytringsfrihed og mediepluralisme, fremme af social og territorial samhørighed samt sikkerhed for menneskeliv under hensyntagen til alle medlemsstaters tekniske, sociale, kulturelle og politiske behov som fastlagt i national lovgivning i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen.

1.5

Oprettelsen af Den Europæiske Myndighed for Markedet for Elektronisk Kommunikation som et organ, der er uafhængigt af Kommissionen, og som skal styrke de nationale tilsynsmyndigheders beføjelser, kan vise sig at være et positivt skridt, som kan muliggøre et effektivt partnerskab mellem Kommissionen og de nationale tilsynsmyndigheder på områder, hvor der er behov for en sammenhængende europæisk strategi, såsom afgrænsning og analyse af markeder, løsningsmuligheder, harmonisering af anvendelsen af radiofrekvenser eller afgrænsning af transnationale markeder.

2.   Indledning

2.1

I 2002 godkendtes en reform af telekommunikationsmarkedet, der førte til udformningen af et regelsæt for elektronisk kommunikation (inklusive alle satellit- og jordnet, såvel faste som trådløse), der omfattede ramme-, adgangs-, tilladelses- og forsyningspligtdirektiverne og direktivet om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred.

2.2

Formålet med dette EU-regelsæt var at lette nye operatørers adgang til den eksisterende infrastruktur, anspore til investeringer i alternative infrastrukturer og sikre forbrugerne et større udvalg og lavere priser.

2.3

De nugældende rammebestemmelser følger princippet om decentral regulering i medlemsstaterne, idet de nationale myndigheder får ansvaret for at føre tilsyn med de nationale markeder efter et fælles sæt principper og procedurer.

2.4

I regelsættet fastsættes et »mindstemål af harmonisering«, idet det overlades til de nationale tilsynsmyndigheder eller medlemsstaterne at fastlægge gennemførelsesforanstaltningerne.

2.5

Sigtet med regelsættet er gradvis at reducere sektorspecifik forhåndsregulering i takt med, at konkurrencen på markederne forstærkes gennem en kommissionsforordning, der fastlægger de produkt- og servicemarkeder, hvor anvendelsen af forhåndsregulering kunne være begrundet.

2.5.1

Sigtet med forhåndsregulering er at opnå fordele for forbrugerne og gøre detailmarkederne konkurrencedygtige. Afgrænsningen af »relevante markeder« kan ændre sig med tiden i takt med, at produkter og tjenester videreudvikles, og der sker ændringer i mulighederne for substitution på efterspørgsels- og udbudssiden, således som det understreges i Kommissionens henstilling af 17. december 2007 (1).

3.   Kommissionens forslag

3.1

Kommissionen foreslår en bred revision af EU-lovgivningen vedrørende elektronisk kommunikation (herefter benævnt »regelsæt«) via fælles fremsættelse af:

to forslag til direktiv, dels et direktiv om ændring af ramme-, adgangs- og tilladelsesdirektiverne, dels et direktiv om ændring af direktiverne om forsyningspligt og beskyttelse af privatlivets fred

et forslag til forordning om oprettelse af Den Europæiske Myndighed for Markedet for Elektronisk Kommunikation (herefter benævnt »myndighed«).

3.2

Kort fortalt tager disse forslag sigte på at regulere det »ændrede« EU-regelsæt for elektronisk kommunikation og bringe det i overensstemmelse med de krav, som stilles af de nationale tilsynsmyndigheder og operatører og forbrugere af varer og tjenesteydelser.

3.3

Målet er at fastlægge et sammenhængende »ændret regelsæt« for den digitale økonomi, der bedst muligt udnytter de fordele, der følger af udbygningen af det indre marked. Forslagene går ud på følgende:

3.4

Forslaget om ændring af ramme-, tilladelses- og adgangsdirektiverne:

a)

sikrer med hensyn til frekvensforvaltning, at medlemsstaterne skal høre de berørte parter, når de påtænker at fravige principperne om teknologi- og tjenesteneutralitet, herunder når de forfølger almennyttige målsætninger;

b)

styrker sammenhængen i regelsættet ved at rationalisere procedureaspekter i markedsanalyseprocessen, herunder Kommissionens mulighed for at overtage markedsanalysen, hvis en national tilsynsmyndighed er væsentligt forsinket med hensyn til at løse sine opgaver;

c)

forbedrer netintegriteten og sikkerheden ved at styrke de eksisterende forpligtelser og udvider integritetskravene til — ud over telefonnet — også at omfatte mobil- og IP-net;

d)

styrker de berørte parters retlige garantier ved at fastlægge en række kriterier vedrørende de nationale tilsynsmyndigheders uafhængighed og anerkender klageadgangen over for de nationale tilsynsmyndigheders beslutninger og muligheden for at ophæve de foranstaltninger, disse har vedtaget, for i hastesager at hindre alvorlig og ubodelig skade;

e)

imødekommer sårbare gruppers behov ved at tilføje tekniske krav til terminaludstyr for at forbedre e-tilgængeligheden for handicappede og ved at ajourføre de nationale tilsynsmyndigheders mål med hensyn til ældre brugere og brugere med sociale behov;

f)

sætter de nationale tilsynsmyndigheder i stand til at indføre funktionel adskillelse med Kommissionens forhåndsgodkendelse;

g)

indfører en fælles udvælgelsesprocedure;

h)

styrker endelig de nationale tilsynsmyndigheders håndhævelsesbeføjelser, idet disse skal kunne indføre særlige vilkår for generelle tilladelser for at sikre adgangsmuligheder for handicappede, beskytte ophavsretten og den intellektuelle ejendomsret og sikre de offentlige myndigheders kommunikationslinjer i tilfælde af overhængende trusler.

3.5

Forslaget om ændring af forsyningspligtordningen, behandlingen af personoplysninger og beskyttelsen af privatlivets fred og brugerrettigheder inden for elektronisk kommunikation og forbrugerbeskyttelsessamarbejde bygger videre på de allerede opnåede fremskridt i Kommissionens lovgivningsmæssige tilgang til sektoren.

3.5.1

Det erkendes, at konkurrence alene ikke er tilstrækkelig til at tilfredsstille alle borgeres behov og beskytte brugernes rettigheder. Der er derfor indføjet særlige bestemmelser, som sikrer forsyningspligten, brugernes rettigheder og beskyttelsen af personoplysninger.

3.5.2

Forslaget tilsigter navnlig at forbedre prisgennemsigtigheden og offentliggørelsen af oplysninger for slutbrugerne ved at kræve, at operatørerne offentliggør sammenlignelige, fyldestgørende og ajourførte oplysninger i en let tilgængelig form og sætter de nationale tilsynsmyndigheder i stand til at gennemtvinge opfyldelsen af disse forpligtelser.

3.5.3

Bestemmelser om nummerportabilitet er indføjet, således at forbrugerne let kan skifte udbyder (den maksimale tidsgrænse for en effektiv nummerportabilitet er fastsat til en arbejdsdag, og de nationale tilsynsmyndigheder har fået beføjelser til at hindre afskrækkende metoder fra udbydernes side). Der indføres forbedringer med hensyn til kravene om opkaldslokalisering over for alarmtjenester, såsom forpligtelsen til at videregive oplysninger til beredskabsmyndighederne.

3.5.4

Medlemsstaternes »mulighed« for at indføre særlige foranstaltninger til fordel for handicappede erstattes af en eksplicit »forpligtelse« hertil, idet de nationale tilsynsmyndigheder sættes i stand til at offentliggøre oplysninger af interesse for handicappede brugere.

3.5.5

De nationale tilsynsmyndigheder vil desuden have beføjelser til at hindre en forringelse af tjenestens kvalitet gennem fastsættelse af minimumskvalitetsniveauer for nettransmissionstjenester for slutbrugere, og vil være i stand til at overvåge takster i detailleddet, hvis der ikke er udpeget forsyningspligtige virksomheder.

3.5.6

Der vil også blive taget skridt til at sikre, at slutbrugere oplyses om brud på sikkerheden, der medfører, at deres persondata går tabt eller på anden måde beskadiges, og underrettes om, hvilke forholdsregler de kan træffe for at minimere de skader, det måtte medføre.

3.5.7

På linje hermed forbydes brugen af spionsoftware og anden skadelig software, uanset hvilken metode der bruges til at installere det i en brugers udstyr. Kampen mod uønskede reklamehenvendelser i EU styrkes, idet internetudbydere får mulighed for at anlægge sag mod spammere.

3.6

Endelig er det værd at fremhæve forslaget om at oprette en »myndighed«, der skal stå til ansvar over for Europa-Parlamentet. »Myndigheden« vil have et repræsentantskab bestående af cheferne for de nationale tilsynsmyndigheder i samtlige EU-medlemsstater og erstatter De Europæiske Tilsynsmyndigheders Gruppe vedrørende Elektroniske Kommunikationsnet og -tjenester (ERG) (2).

3.6.1

Myndigheden skal rådgive Kommissionen omkring vedtagelsen af bestemte beslutninger, fungere som et ekspertisecenter for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester på EU-plan og overtage de funktioner, der i øjeblikket varetages af Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA).

4.   Generelle bemærkninger

4.1

EØSU glæder sig over Kommissionens forslag, i og med at de imødekommer behovet for regulering og styring af det paneuropæiske marked for elektronisk kommunikation.

4.1.1

EØSU tilslutter sig Kommissionens målsætning om at åbne telekommunikationsmarkederne yderligere op for konkurrence, fremme investeringerne i højhastighedsnet (inklusive alle faste, mobile og satellitbaserede teknologier) (3), konsolidere fremtidens Internet, som vil være tingenes og det semantiske Internet (også på baggrund af digitaliseringen af audiovisuelle tjenester) samt sikre den bedst mulige radiofrekvensforvaltning i det indre marked. Dette er i forbrugernes og erhvervslivets fælles interesse, idet disse har behov for adgang til højtydende telekommunikationsnet og -tjenester.

4.1.2

EØSU konstaterer, at regelsættet for telekommunikationssektoren under den nuværende reguleringsordning har gjort det muligt, at:

gøre betydelige fremskridt i retning af mere åbne og dynamiske markeder, således som det fremhæves af Kommissionen i dens 12. rapport om gennemførelsen af EU's lovpakke for telesektoren;

bekæmpe de meget ulige vilkår for de forskellige operatører og de fordele, som de tidligere statsmonopoler nød godt af.

4.2

Det er også positivt, at det regelsæt, som er fastsat i forslagene, er udvidet til det elektroniske kommunikationsområde og dermed til alle de transmissions- og tjenesteydelsesnet, som dette omfatter.

4.3

Ud over forbedringen af de rent tekniske og forvaltningsmæssige aspekter, der er nævnt ovenfor, glæder EØSU sig også over det brede spektrum af bestemmelser, der specifikt sigter mod at styrke rettighederne for brugerne af elektroniske kommunikationstjenester og de proceduremæssige og administrative garantier for operatørerne, som vil muliggøre den reelle gennemførelse af disse bestemmelser (de berørte parters rettigheder, pligt til at begrunde beslutninger, forsigtighedsforanstaltninger og klageadgang). Med indførelsen af disse garantier opfyldes »retten til god forvaltning«, som er nedfældet i artikel 41 i charteret for grundlæggende rettigheder.

4.4

EØSU glæder sig specielt over, at forslagene tager hensyn til krav, det har stillet i tidligere udtalelser. Dette gælder:

medlemsstaternes forpligtelse til at vedtage særlige foranstaltninger for at hjælpe handicappede brugere (4) og dermed opfylde målene i det europæiske charter for grundlæggende rettigheder og De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder;

de generelle principper om frekvensforvaltning, som er af almen interesse og bør forvaltes under hensyntagen til økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter, idet de ud over teknologi- og serviceneutralitet bør sikre kulturel og sproglig mangfoldighed, ytringsfrihed og mediepluralisme og tage højde for alle medlemsstaternes tekniske, sociale, kulturelle og politiske behov (5).

4.4.1

For at sikre kulturel og sproglig mangfoldighed er det også vigtigt, at de diakritiske tegn i de forskellige sprog og de kyrilliske, græske og andre bogstaver kan skrives i e-mails og ikke bliver ulæselige, når teksten sendes elektronisk. Det bør heller ikke være dyrere at sende sms'er med disse bogstaver.

4.5

EØSU støtter også Kommissionens forslag, især mht. følgende aspekter:

a)

forenkling af markedsanalyseprocedurerne, som kan lette den administrative byrde for de nationale tilsynsmyndigheder og reducere operatørernes administrative omkostninger;

b)

forbedring af sikkerhed og netintegritet for at muliggøre sikker brug af elektronisk kommunikation;

c)

styrkelse af de nationale tilsynsmyndigheders uafhængighed ved at begrænse andre offentlige instansers indflydelse på tilsynsmyndighedernes daglige forvaltning og sikre, at tilsynsmyndigheden har sit eget særskilte budget og tilstrækkeligt personale.

5.   Særlige bemærkninger

5.1

Da formålet med Kommissionens forslag for det første er at indføre foranstaltninger vedrørende tilnærmelse af den nationale lovgivning på det elektroniske kommunikationsområde og for det andet at oprette et nyt overnationalt organ, ønsker EØSU at understrege, at forslagene udelukkende er baseret på EF-traktatens artikel 95.

5.1.1

Selv om denne bestemmelse godt kunne udgøre et egnet og tilstrækkeligt grundlag for de mål, der forfølges (6), skal Kommissionen ifølge EF-Domstolens retspraksis sikre, at de vedtagne foranstaltninger reelt har en effekt på den interne lovgivning (og gør det muligt at ændre denne) og på overnationalt plan udtømmende regulerer alle de aspekter, der skal komme forbrugere og brugere af elektroniske kommunikationstjenester til gode, såvel som aspekterne vedrørende de retlige og proceduremæssige garantier, der fastlægges i forslagene (7).

5.1.2

Kort sagt må indførelsen af det kommende overnationale regelsæt på dette område ikke blot blive en kosmetisk omarbejdning af de gældende EU-regler for den elektroniske kommunikationssektor.

5.1.3

Ovenstående finder også anvendelse på myndigheden, hvis eksistens indtil videre er fuldt berettiget, for så vidt som den er i stand til konsekvent og effektivt at bidrage til at gennemføre den brede vifte af foreslåede bestemmelser, en opgave, der påhviler den i kraft af de særlige beføjelser, den har fået tillagt.

5.1.4

Oprettelsen af denne myndighed harmonerer med subsidiaritetsprincippet, idet den nuværende samarbejdsordning:

a)

er ret ustruktureret og mangler effektive mekanismer, hvorved det indre marked splittes op,

b)

ikke sikrer lige vilkår for operatørerne i de forskellige medlemsstater og

c)

spærrer for de fordele, som konkurrence og grænseoverskridende tjenester ville give forbrugerne.

5.1.5

Oprettelsen af myndigheden harmonerer desuden med proportionalitetsprincippet, da dette tiltag vil gøre det muligt at etablere et effektivt partnerskab mellem Kommissionen og de nationale tilsynsmyndigheder om spørgsmål, hvor der er behov for europæisk konsistens.

5.2

Myndigheden bør være det eneste forum for samarbejdet mellem de nationale tilsynsmyndigheder som led i udførelsen af deres opgaver i henhold til regelsættet.

5.2.1

EØSU afventer den kommende evaluering af myndighedens arbejde for at påse, at dette bygger på gennemsigtighed, ansvarlighed og uafhængighed, og at de nationale tilsynsmyndigheders beføjelser er blevet styrket, ved at de har fået en stærk og gennemsigtig forankring i fællesskabsretten.

5.3

Hvad angår den lovgivningsmæssige tilgang i forbindelse med det foreslåede regelsæt, er det ganske rigtigt nyttigt at anvende særlige kriterier for reguleringen af sektoren sideløbende med principperne og reglerne om fri konkurrence i det indre marked (8). Dette gælder ganske særligt denne sektor, hvor der er brug for forhåndsregulering med dertil hørende sofistikerede økonomiske analyser af det relevante marked, som ikke er nødvendige i andre sektorer i det indre marked (9).

5.3.1

EØSU er enigt i regelsættets mål om gradvist at begrænse den sektorspecifikke forhåndsregulering i takt med, at konkurrencen på markedet udvikles, hvilket Kommissionen også er i gang med at gøre, f.eks. i dens henstilling af 17. december 2007. EØSU håber på baggrund af dynamikken på markedet for elektronisk kommunikation, at udviklingen i produkternes og tjenesternes karakteristika og substitutionsmulighederne vil overflødiggøre denne form for indgreb.

5.3.2

EØSU mener, at »funktionel adskillelse« er en undtagelsesforanstaltning, som bør anvendes med varsomhed. Krav om funktionel adskillelse bør kun kunne stilles af de nationale tilsynsmyndigheder og adskillelsen bør på forhånd godkendes af Kommissionen, som skal indhente en udtalelse fra den nye myndighed.

5.3.3

En sådan løsning kan kun retfærdiggøres, når det gentagne gange har vist sig umuligt at overvinde en reel diskrimination på flere berørte markeder, og når der ikke er nogen eller kun ringe udsigt til, at der inden for en rimelig tid vil opstå infrastrukturkonkurrence, og efter at en eller flere løsningsmodeller, som blev anset for passende, er blevet afprøvet.

5.4

Imidlertid dækker de særlige bestemmelser, der er foreslået for denne sektor, ikke en række vigtige spørgsmål, som berører den effektive og gennemsigtige gennemførelse af den frie konkurrence mellem operatører og tjenesteudbydere på det paneuropæiske marked eller visse væsentlige aspekter af brugerrettighederne.

5.5

Der bør for det første ske en præcisering af rækkevidden af begrebet »national sikkerhed«, der i henhold til EU-traktatens artikel 3a, stk. 2, som ændret ved Lissabon-traktaten, henhører under medlemsstaternes enekompetence.

5.5.1

Erkender, at uregulerede beføjelser vil give mulighed for et bredt skøn, når der fastlægges årsager og foranstaltninger, som af nationale sikkerhedsgrunde kunne resultere i fravigelser fra de sektorspecifikke og konkurrenceretlige regler og principper, der er indeholdt i Kommissionens forslag.

5.5.2

Der findes på nuværende tidspunkt nationale reguleringer i den elektroniske kommunikationssektor, som overlader det til medlemsstaterne at kortlægge de telekommunikationsnet, -tjenester, -faciliteter og -udstyr, der løser opgaver, som er væsentlige for det nationale forsvar og den offentlige sikkerhed (10). EØSU minder i denne forbindelse om, at den praksis, der er fulgt ved gennemførelsen af Galileo-projektet, kan være et nyttigt udgangspunkt.

5.6

For at bevare den sociale, økonomiske og territoriale samhørighed, når de nye netinfrastrukturer etableres, specielt den næste generation af kommunikationsnet, bør myndighederne under overholdelse af EU-retten og de demokratiske principper anspore til økonomisk og social fremgang og et højt beskæftigelsesniveau med henblik på udviklingen af et højteknologisk elektronisk kommunikationsmarked.

5.6.1

Foranstaltningerne bør tjene til gennem offentlige finansiering, især fra de lokale myndigheder, at fremme etableringen af den næste generation af net, idet det må sikres, at det ikke kommer til at gå ud over teknologineutraliteten og at unødig overlapning af netressourcer undgås i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

5.7

Hvad angår det foreslåede regelsæts følger for brugerrettighederne, vil det i visse tilfælde være nødvendigt at foretage en specifik undersøgelse af situationen omkring beskyttelsen af adgangen til tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (11). Denne ret vil ikke alene være anerkendt som en grundlæggende rettighed i medfør af artikel 36 i EU's charter om grundlæggende rettigheder, men vil også blive reguleret i artikel 16 i EU-traktaten og gennem en protokol nr. 9 knyttet til traktaterne. Undersøgelsen kan også vedrøre beskyttelsen af den frie konkurrence, der ikke vil blive opstillet som et særligt EU-mål i Lissabon-traktatens artikel 3, men vil blive gjort til genstand for en ad hoc-regulering i stil med protokollen om det indre marked og konkurrence, som er knyttet til traktaterne.

5.7.1

Selv om EØSU glæder sig over, at der med forsyningspligtforslaget indføres en høringsmekanisme i medlemsstaterne, som sikrer, at der i beslutningsprocessen tages behørigt hensyn til forbrugerinteresserne, beklager udvalget, at ingen af bestemmelserne omhandler det organiserede civilsamfunds rolle, når det gælder høring og deltagelse i de kompetente overnationale organers vedtagelse af passende foranstaltninger, som kan sikre en effektiv gennemførelse i EU.

5.7.2

Med hensyn til de fysiske aspekter af forsyningspligten afventer EØSU Kommissionens forslag herom, som ventes fremsat i år, inden det tager endelig stilling. I mellemtiden gentager EØSU (12) de hovedprincipper, som efter dets mening finder anvendelse:

a)

tilrådighedsstillelse af kvalitetstjenester til rimelige og overkommelige priser;

b)

hurtig og offentlig adgang til avancerede informations- og telekommunikationstjenester i alle regioner;

c)

adgang for alle forbrugere uanset indkomst og lokalitet og ret til takstudligning;

d)

alle tjenesteudbyderes ligelige bidrag til opretholdelse og udvikling af forsyningspligten på et ikke-diskriminerede grundlag;

e)

specifikke, passende og forud fastsatte mekanismer, som kan sikre bevarelse og udvidelse af forsyningspligten i takt med den teknologiske og sociale udvikling;

f)

andre principper, som de nationale tilsynsmyndigheder måtte anse for nødvendige for at beskytte almenhedens interesse;

g)

oprettelse af et forum eller observatorium for telekommunikationsområdet på fællesskabsplan med henblik på at tage højde for alle økonomiske og sociale aktørers og andre civilsamfundsorganisationers synspunkter.

5.7.3

Med hensyn til forsyningspligten bør direktivet dække følgende aspekter:

a)

den nødvendige regulering af den kundeservice, operatørerne yder, herunder muligheden af at indføre kvalitetsniveauer, hvis de begynder at slække på servicen over for kunderne;

b)

fastlæggelse af sanktionsbestemmelser for at skabe større retssikkerhed;

c)

kontraktændringer;

d)

minimumskvalitetsniveauer for visse aspekter, hvor de nationale tilsynsmyndigheder bør have beføjelse til at fastsætte minimumskvalitetsniveauer for alle tjenester;

e)

detaljeret fakturering og forbedret prissætning efter princippet om, at alle tjenester, som ikke er elektroniske kommunikationstjenester, klart skal specificeres i fakturaerne;

f)

fælles indkøb af tjenester og terminaler, som bør omfattes af mere gennemsigtige kontraktvilkår.

5.7.4

Den øgede forbrugerbeskyttelse, som indføres med forsyningspligtforslaget, sikrer ikke fuldt ud forbrugerne et højt beskyttelsesniveau, således som det kræves i EF-traktatens artikel 153, eftersom forslaget ikke som et generelt princip giver abonnenterne ret til uden bod at hæve ikke-tidsbegrænsede kontrakter med leverandører af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

5.7.5

Der er dog en række aspekter, for hvilke beskyttelsen forbedres, såsom:

prisinformation med gennemskuelige, aktuelle og sammenlignelige tariffer og information om arten af de tilbudte tjenester;

ændring af forordning nr. 2006/2004, der muliggør internationalt samarbejde med henblik på at undgå uønskede metoder såsom phishing  (13) , Internetstalking og spoofing.

5.8

Når det gælder privatlivets fred i tilknytning til elektronisk kommunikation, mener EØSU, at forslaget udgør et fremskridt i forhold til den gældende lovgivning, og opfordrer Kommissionen til at styrke fortroligheden af de meddelelser, som fremsendes via offentlige kommunikationsnet og offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, og af beslægtede trafikdata i overensstemmelse med de kriterier, som er fastlagt i Domstolens praksis (14).

5.8.1

EØSU tilslutter sig en stramning af reguleringen af de grundlæggende rettigheder i forbindelse med elektronisk kommunikation, som f.eks. beskyttelse af privatlivets fred og personlige data, kommunikationshemmeligheden og datafortroligheden samt visse kommercielle aspekter vedrørende intellektuel ejendomsret.

5.8.2

Med hensyn til sikkerhed (15) bør de relevante foranstaltninger vedtages for at garantere netsikkerhed (16) og anvendelse af tilstrækkeligt pålideligt krypteret materiale, således at privatlivets fred styrkes.

5.8.3

Det er positivt, at dette direktivs beskyttelse kommer til at omfatte de offentlige kommunikationsnet, som understøtter systemer til dataindsamling og identifikation (herunder kontaktfrie apparater såsom radiofrekvensbaseret identifikation (RFID)) (17).

5.9

Hvad angår uønskede reklamehenvendelser (spam), gentager EØSU (18) sit standpunkt om, at lovgivningen entydigt skal baseres på princippet om forbrugerens forhåndsaccept, idet det er forbrugerens interesser, som bør have forrang ved bekæmpelsen af uønskede reklamehenvendelser. Der bør derfor tages alle nødvendige skridt til at sikre, at dette princip respekteres, idet der, hvor dette er relevant, fastsættes effektive sanktioner, som står i et rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og har en afskrækkende virkning.

Bruxelles, den 29. maj 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT L 344 af 28.12.2007, s. 65.

(2)  Nedsat ved Kommissionens afgørelse 2002/627/EF af 29.7.2002, senest ændret ved Kommissionens afgørelse 2004/641/EF af 6.12.2007, EUT L 323 af 8.12.2007, s. 43.

(3)  Se udtalelse EUT C 44 af 16.2.2008, s.50, ordfører: Daniel Retureau

(4)  Sonderende udtalelse om »Fremtidig lovgivning om e-tilgængelighed«, EUT C 175 af 27.7.2007, s. 91-95.

(5)  EUT C 151 af 17.6.2008, s.25

(6)  EF-Domstolens dom af 2.5.2006, sag C-436/03.

(7)  Ibid. bemærkning 44 og 45.

(8)  Se A. Bavasso, »Electronics Communications: A new Paradigm for European Regulation«, CML Rev. 41, 2004, s. 110 ff.

(9)  A. De Streel, »The Integration of Competition Law Principles in the New European Regulatory Framework for Electronics Communications«, World Competition, 26, 2003, s. 497.

(10)  En mere detaljeret analyse af disse spørgsmål er at finde i Carlos J. Moreiro González, »Las cláusulas de Seguridad Nacional«, Iustel, 2007, s. 26-31 og 53-64.

(11)  Se udtalelserne CESE 267/2008 (vedtaget 14.2.2008) og ordfører: Raymond Hencks.

(12)  EØSU's udtalelse vedtaget på plenum den 28. februar og 1. marts 2001. EFT C 139 af 11.5.2001, s. 15.

(13)  Der er tale om en form for svindel, som går ud på under falske forudsætninger at skaffe sig adgang til en persons konto og bestjæle vedkommende.

(14)  Se navnlig Domstolens dom af 29. januar 2008 (sag C-275/06).

(15)  EØSU er ved at udarbejde udtalelse (INT 417/2008 DT R/CESE 80/2008) om Bekæmpelse af svig og forfalskning af andre betalingsmidler end penge.

(16)  Se udtalelse om »Net- og kommunikationssikkerhed«, ordfører: Daniel Retureau, EFT C 48 af 21.2.2002, s. 20.

(17)  Se udtalelse om »Radiofrekvens-identifikation (RFID)«, ordfører: Peter Morgan, EUT C 256 af 27.10.2007, s. 66.

(18)  Udtalelse vedtaget på plenarforsamlingen den 24. og 25. januar 2001. EFT C 123 af 25.4.2001, s. 53.


30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/57


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en adfærdskodeks for edb-reservationssystemer

KOM(2007) 709 endelig — 2007/0243 (COD)

(2008/C 224/12)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 5. december 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 71 og 80, stk. 2, at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en adfærdskodeks for edb-reservationssystemer

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Thomas McDonogh til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 8. maj 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 445. plenarforsamling den 28.-29. maj 2008, mødet den 29. maj, følgende udtalelse med 75 stemmer for og 1 hverken for eller imod:

1.   Anbefalinger

EØSU er enigt i og støtter Kommissionens anbefalinger, men forslår desuden at

1.1

Indføre lovgivning, der forpligter modertransportselskaberne til helt at opgive deres CRS(Computerised Reservation Systems)-ejerskab i EU, og som indeholder foranstaltninger, der forhindrer, at luftfartsselskaberne fremover foretager direkte eller indirekte investeringer i CRS.

1.2

Fastholde reglerne for modertransportselskaber, indtil disse selskaber har opgivet deres ejerandele i CRS.

1.3

Ophæve bestemmelserne vedrørende en neutral skærmpræsentation. Fastholdelse af en primær skærmpræsentation begrænses i praksis af den individuelle forbrugers eller forretningsrejsendes præferencer og politikker, mens det for internetbaserede reservationers vedkommende gælder, at neutralitetsreglerne sjældent overholdes eller ikke er dækket af adfærdskodeksen.

1.4

Gennemtvinge, at de angivne billetpriser altid er inklusive alle skatter, afgifter og gebyrer. Ligeledes sikre, at informationerne vedrørende flyrejsen er gennemskuelige, særligt hvad angår en vildledende praksis som code sharing, hvor det må stå helt klart for forbrugeren, hvilke flyselskaber der varetager ruten.

1.5

Give rejsebureauer og luftfartsselskaber lov til at forhandle frit med CRS om betingelserne for brug og køb af MIDT-data (Market Information Data Tapes).

1.6

Styrke bestemmelserne for databeskyttelse for specifikt beskytte alle persondata i en PNR (Passenger Name Record), ikke bare data vedrørende den rejsende selv.

1.7

Håndhæve kodeksens kapitel om databeskyttelse. Det er særligt vigtigt, at EU garanterer reglernes overholdelse i forbindelse med luftfartsselskabernes videregivelse af personlige oplysninger til tredjelande (kommercielle og statslige organisationer). Reglerne må anerkendes i form af bilaterale aftaler med tredjelandets regering, i stedet for blot at anses for værende bestemmelser, der ikke er retligt bindende.

1.8

Indføre ny lovgivning, ifølge hvilken alle PNRs der oprettes af CRS-abonnenter uden undtagelse skal være beskyttet af kodeksens databeskyttelsesregler, inklusive de luftfartsselskaber, der udliciterer værtskab af deres PNR-databaser til CRS-leverandører samt rejsebureauer, rejsearrangører og virksomheder.

1.9

Fjerne bestemmelsen om, at abonnenter skal opsige deres kontrakter med CRS-leverandørerne med 3 måneders varsel.

1.10

Formelt anerkende CRS som databeskyttelsesansvarlige, ikke kun for data vedrørende fly og tog, men også for data vedrørende hoteller, biler, færger, forsikring og andre oplysninger, som de ligger inde med.

1.11

Fremme nye CRS-leverandørers indtrængning på markedet, hvilket vil styrke konkurrencen mellem systemleverandørerne. Abonnenter og forbrugere vil nyde gavn af bedre service, forbedret teknologi og en konkurrencebestemt prisfastsættelse.

1.12

Opfordre jernbaneselskaberne til at distribuere deres rejseaktiviteter via CRS og fremme sådanne mere miljøvenlige former for transport i EU.

2.   Introduktion

2.1

Den 15. november 2007 foreslog Kommissionen en revision af adfærdskodeks nr. 2299/89 for CRS. Forordningen blev udarbejdet med henblik på at forebygge konkurrencebegrænsende adfærd på et unikt marked, hvor de generelle konkurrenceregler ikke ville være tilstrækkelige. På det tidspunkt var CRS den eneste brugbare kilde til flyrejseinformation for kunderne, og hvad der var nok så vigtigt, CRS var desuden ejet og kontrolleret af luftfartsselskaber.

2.2

CRS er et edb-system til lagring, genkaldelse, distribution og reservation af rejseaktiviteter.

2.2.1

I dag eksisterer der fire CRS, nemlig Sabre, Galileo, Worldspan og Amadeus. De er alle amerikanske bortset fra Amadeus, der har europæiske ejere. Galileo og Worldspan fusionerede i 2007, men drives fortsat som to separate enheder.

2.3

CRS-betingelserne har ændret sig grundlæggende.

2.3.1

De fleste luftfartsselskaber har solgt deres aktier i CRS med Air France, Lufthansa og Iberia som væsentlige undtagelser (1).

2.3.2

Internettets fremkomst har medført, at CRS ikke længere er det eneste instrument til reservation af flyrejser. Efterhånden som internetadgang fortsætter med at vinde indpas i EU-landene (2) og teknologien til online-reservation af rejser forbedres, vil afhængigheden af CRS som eneste kilde til rejseoplysninger blive mindre og mindre.

2.4

CRS-markedet i USA har været dereguleret siden 2004 og dereguleringen blev gennemført på betingelse af, at modertransportselskaberne fuldstændig afhændede deres andele i CRS. Siden da er reservationsgebyrerne reduceret med 20-30 %. Luftfartsselskaberne i EU kæmper for at konkurrere med de amerikanske selskaber, idet de er ude af stand til at forhandle sig frem til mere favorable kontrakter med CRS-leverandørerne.

2.5

Som et resultat af adfærdskodeksen er CRS-markedet i EU fortsat domineret af et oligopol og forhandlingsstyrken mellem de største aktører er ulige fordelt. CRS-udbyderne har et garanteret marked og styrer forholdet til rejsebureauerne, mens luftfartsselskaberne har styrket deres forhandlingsposition ved at udvikle deres internetsalg.

2.6

Bortset fra modertransportselskabsbestemmelsen antages det, at de generelle konkurrenceregler i EU vil være tilstrækkelige til at forhindre misbrug, som f.eks. prisfastsættelsesaftaler, i fravær af sektorspecifikke regler.

3.   Bemærkninger

3.1   Modertransportselskaber

3.1.1

Luftfartsselskaber med ejerandele i et CRS betegnes som »modertransportselskaber«. En fjernelse af bestemmelserne vedrørende modertransportselskaber vil medføre for store risici, idet tre af de største europæiske luftfartsselskaber (Iberia, Lufthansa og Air France) har betydelige andele i Amadeus. Risikoen for misbrug af konkurrencemæssig stilling er for stor, og dominans på hjemmemarkederne forbliver en reel trussel mod de andre CRS og de luftfartsselskaber, der ikke har ejerandele.

3.1.2

EU bør indføre et komplet forbud mod, at luftfartsselskaber (nu og i fremtiden) ejer eller har aktier i CRS.

3.1.3

En fuldstændig adskillelse af ejerskab mellem CRS på den ene side og luftfartselskaber og andre transportselskaber på den anden vil i sidste ende fjerne muligheden for hemmelige aftaler eller illoyal konkurrence fra moderluftfartsselskabernes side. I et sådant scenario kan adfærdskodeksen forenkles yderligere ved at fjerne beskyttelsesforanstaltningerne over for moderluftfartsselskaberne i forslaget til forordning (KOM(2007) 709 endelig). Rejsedistributionsmarkedet ville som helhed drage fordel af en sådan udvikling, eftersom CSR og luftfartsselskaberne ville konkurrere på lige fod uden mistanke om eller frygt for misbrug.

3.1.4

Indtil disse betingelser er opfyldt, må de specifikke bestemmelser for modertransportselskaber i artikel 10 fastholdes med henblik på at forebygge en konkurrenceforvridende adfærd.

3.2   Neutral skærmpræsentation for online og offline rejsebureauer

3.2.1

Adfærdskodeksen sikrer, at alle CRS-præsentationer af flyrejsemuligheder er neutrale og rangordnet upartisk og uden diskrimination. Rejsebureauerne skal informere deres kunder om flyrejsemulighederne rangordnet efter korteste flyvetid (direkte uden mellemlanding, herefter direkte og indirekte flyvninger). Kunderne kan imidlertid anmode om at få præsentationen rangordnet efter deres egne individuelle behov.

3.2.2

Det er ineffektivt at fastholde kravet om en neutral præsentation under de nuværende markedsforhold, særligt fordi neutralitetsbestemmelserne ikke gælder for online distributionskanaler, såsom luftfartsselskabernes websites og virksomheders egne reservationsinstrumenter.

3.2.3

Efterspørgslen på markedet sikrer, at kunderne vil have adgang til alle luftfartsselskaber og selv hos CRS-ejede online-agenturer som Lastminute.com og ebookers er alle flyselskaber generelt tilgængelige, selvom rangordningen er partisk.

3.2.4

Websites til sammenligning af rejsemuligheder (3) giver luftfartsselskaber eller rejsebureauer mulighed for at betale for en fordelagtig placering blandt søgeresultaterne, uanset pris eller antal flyvninger. Forbrugerne kan rangordne flyvningerne efter en række kriterier, herunder f.eks. samlet pris, afgangstidspunkt, luftfartsselskab eller flyvetid. Forbrugeren nægtes derfor ikke adgang til neutral information, idet informationerne stadig er tilgængelige. Forbrugeren vælger i sidste ende den mulighed, som han/hun finder optimal.

3.2.5

Præsentationer til forretningsrejsende er typisk betinget af virksomhedernes rejsepolitik, priser og luftfartsselskaber i stedet for neutralitet.

3.2.6

Ophævelse af kravet om præsentationsneutralitet vil gøre det muligt for luftfartsselskaber at betale for »bedre« placeringer i CRS-præsentationer. Af de ovennævnte årsager er det imidlertid usandsynligt, at de mindre luftfartsselskaber vil tabe betydelige markedsandele, idet forbrugeren vælger ud fra sine behov og ikke på baggrund af rangordningen på skærmen. Dette kan sammenlignes med søgeresultater i Google, hvor information er frit tilgængelig samtidig med at bestemte udbydere kan betale for en placering. Rejsemarkedet behøver ikke at være anderledes.

3.2.7

På denne baggrund anbefales det at ophæve artikel 5 om skærmpræsentationer. Der er ikke behov for regulering af informationerne, eftersom markedsmekanismerne og forbrugernes valg vil sikre en rimelig præsentation af de disponible rejseinformationer.

3.2.8

Vedrørende billetpriser er det i forbrugerens interesse, at der sikres så stor gennemsigtighed som muligt, ved at alle skatter, afgifter og gebyrer, inklusive CRS-gebyrer, er inkluderet fra og med den første skærmpræsentation. Dette vil forhindre flyselskaber i at påvirke præsentationerne ved at tilføje skatter og gebyrer på et senere tidspunkt i købsprocessen.

3.3   MIDT-regler

3.3.1

MIDT-data indeholder detaljerede informationer om rejsebureauers og luftfartsselskabers globale bookingaktiviteter. Disse informationer indsamles af CRS og sælges til flyselskaberne. MIDT forsyner luftfartsselskaberne med værdifulde konkurrencerelaterede oplysninger, herunder om rejsebureauernes reservationer, indtjening og rejsemønstre.

3.3.2

Med henblik på at skabe en ligevægt mellem luftfartsselskaber og rejsebureauer og imødekomme forbrugernes interesser, vil en ikke-identifikation af rejsebureauerne, enten direkte eller indirekte, være til gavn for markedet generelt. Imidlertid må det erkendes, at MIDT-data også kan erhverves fra andre kilder såsom IATA, og med henblik på at forhindre en alt for kraftig devaluering af disse informationer bør abonnenterne også have ubegrænset mulighed for at forhandle med CRS om anvendelsen af disse data.

3.3.3

Der bør tilføjes en bestemmelse i artikel 7, som giver luftfartselskaber og abonnenter ret til frit at forhandle med CRS om betingelserne for køb af MIDT-data.

3.4   Bestemmelser vedrørende CRS-abbonnenter

3.4.1

De nuværende regler forsøger at beskytte rejsebureauerne ved at give dem mulighed for at opsige en CRS-kontrakt med 3 måneders varsel.

3.4.2

Det anbefales at ophæve artikel 6, stk. 2, og derved gøre det muligt for parterne at forhandle frit uden at være underlagt lovgivning.

3.5   Værtsaftaler

3.5.1

Værtskab bør forblive separat fra CRS-kontrakterne med henblik på at eliminere en positiv særbehandling af værtsselskaber, særligt modertransportselskaber. Hvis modertransportselskaberne afhænder deres ejerandele i CRS kan denne bestemmelse ophæves.

3.6   Databeskyttelse

3.6.1

Et PNR er et dokument, der oprettes af CRS, når en passager har reserveret flybilletter, togbilletter, hotel, lejet bil, købt forsikring og andre rejserelaterede produkter. Oplysningerne i dette dokument er yderst følsomme og bør derfor være underlagt en stram databeskyttelseslovgivning. Oplysningerne i en PNR omfatter bl.a. den rejsendes navn og adresse, fødselsdato, personlige præferencer, der kan afsløre personens religiøse tilhørsforhold (f.eks. anmodning om et kosher måltid), oplysninger om den person, der betaler for billetterne, kreditkortoplysninger, oplysninger om venner, familie eller kolleger, der rejser sammen, rejsebureauets navn og adresse. Hvis der er tale om forretningsrejsende angiver en kode i PNR ofte, hvilken afdeling eller kunde, der betaler rejsen, eller det angives evt. at den rejsende er medlem af en fagforening. Det er muligt at opstille en yderst detaljeret profil af såvel de rejsende som ikke-rejsende, der er involveret i reservationen, og EU må, som det er fastlagt i kodeksen, garantere beskyttelsen af disse personoplysninger.

3.6.2

Adfærdskodeksens regler for beskyttelse af privatlivets fred brydes systematisk af CRS når:

a)

der overføres data fra EU til et tredjeland;

b)

personoplysninger bearbejdes, uden at den berørte person har givet sin tilladelse;

c)

de oplysninger som CRS ligger inde med, anvendes til andre formål end gennemførelse af en reservation.

3.6.3

EU's direktiv 95/46/EF (der komplementerer adfærdskodeksens databeskyttelsesregler) overtrædes ligeledes, idet direktivet fastslår, at CRS som registeransvarlig skal indhente den registreredes tilladelse til at videregive personoplysninger. Direktivet fastslår endvidere, at disse oplysninger ikke må videregives til et land uden for EU, medmindre det involverede tredjeland har et databeskyttelsesniveau, der svarer til Fællesskabets. I USA findes der ikke en sådan lovgivning til beskyttelse af persondata, og den amerikanske stat eller amerikanske virksomheder kan anvende disse oplysninger til at oprette profiler baseret på rejsedata fra EU, der kan lagres for evigt. Et eksempel er det amerikanske system APIS (Advanced Passenger Informations), der kræver, at data for EU-passagerer behandles af den amerikanske stat med henblik på at tillade indrejse i landet.

3.6.4

Bestemmelserne for databeskyttelse bør styrkes for specifikt at beskytte alle personoplysninger i en PNR (Passenger Name Record), ikke bare data vedrørende den rejsende selv.

3.6.5

I forbindelse med håndhævelsen af kodeksens regler om beskyttelse af privatlivets fred, særligt med hensyn til CRS'ernes videregivelse af personoplysninger i PNR til tredjelande, må EU stille garantier, der anerkendes i form af bilaterale aftaler med tredjelandets regering. De eksisterende aftaler mellem USA og EU er »tilsagn«, der ikke kan håndhæves, og som ikke er juridisk bindende.

3.6.6

Der bør indføres en ny lovgivning, ifølge hvilken alle PNRs der oprettes af CRS-abonnenter, uden undtagelse skal være beskyttet af kodeksens databeskyttelsesregler, inklusive de luftfartsselskaber, der udliciterer værtskabet af deres PNR-databaser til CRS-leverandører samt rejsebureauer, rejsearrangører og andre firmaer, hvis reservationsaktiviteter er forbundet med CRS.

4.   Konklusion — de næste skridt

4.1

Forenklingen af adfærdskodeksen har til formål at skabe et mere naturligt økonomisk miljø, hvor CRS konkurrerer på basis af pris og service, samtidig med at det sikres, at det er forbrugernes interesser, der har førsteprioritet.

4.2

Omfanget af den indholdsmæssige konsolidering (såsom inddragelsen af jernbaneselskaber eller lavprisflyselskaber), der følger af den fri prisfastsættelse, bør overvåges nøje. Integrationen af jernbaneselskaber og lavprisflyselskaber vil føre til lavere priser for forbrugerne (samt flere alternative rejsemuligheder) på korte og mellemdistancedestinationer, der reserveres via CRS. Dette kan resultere i, at netværksforbundne luftfartsselskaber vil konkurrere på pris og generelt reducere prisen på flybilletter på medium/langt sigt. For de forbrugere, der er afhængige af CRS-udbydernes rejseinformationer vil dette være en afgørende fordel.

4.3

Integrationen af togbilletter i CRS-præsentationer bør fremmes, idet det er en afgørende forudsætning for en reduktion af flytransportens miljømæssige følgevirkninger og fremmer mere »grønne« former for transport.

4.4

Overvågning af konsekvenserne ved at ophæve neutraliteten i præsentationen af oplysninger. Markedskræfterne bør kunne modvirke muligheden for konkurrencebegrænsende adfærd, selv fra modertransportselskabernes side. Det bør ikke være et lovgivningsmæssigt mål for kodeksen at gennemtvinge brugen af en enkelt, konsolideret og neutral informationskilde gennem CRS — grundet de skiftende markedsforhold, særligt internettet, bliver dette i stigende grad irrelevant.

4.5

Undersøgelsen af de socioøkonomiske konsekvenser af de forslåede ændringer i adfærdskodeksen bør også fokusere på de mindre og mellemstore virksomheder, herunder luftfartsselskaber og rejsebureauer, som kan være sårbare over for den nye fleksibilitet, der tillades på CRS-markedet.

4.6

EU må gøre offentligheden opmærksom på anvendelsen af personoplysninger i forbindelse med reservationer. Offentligheden kender i vidt omfang ikke til eksistensen af CRS, og den proces der foregår i forbindelse med behandlingen af personoplysninger. Uden dette kendskab vil kodeksens forslag vedrørende de registreredes ret til indsigt i data, der vedrører dem, ikke give nogen mening. Det er usandsynligt, at en passager nogensinde har anmodet en CRS om indsigt i de oplysninger, der vedrører dem, alene af den grund, at de ikke kender til behandlingen af disse data og ikke ville give tilladelse til denne anvendelse, hvis de gjorde.

4.7

Øget inddragelse af grupper, som ikke direkte udgør en del af rejsedistributionssystemet, såsom forbrugerorganisationer og databeskyttelseseksperter i høringsprocessen. Dette vil resultere i et mere afbalanceret syn på CRS-markedet i EU.

4.8

Evaluering af fremskridtene i internetbaseret rejseteknologi. CRS og andre virksomheder inden for rejseteknologi har skabt væsentlige funktionelle forbedringer i forbindelse med tilgængelighed, reservation og ændringer. Disse forbedringer i den internetbaserede teknologi vil styrke forbrugerens stilling og eventuelt kræve yderligere lovgivningsmæssige ændringer.

4.9

Som følge af yderligere teknologiske fremskridt har luftfartsselskaber i USA etableret direkte forbindelser til rejsebureauer (uden om CRS), hvilket i endnu højere grad ændrer CRS-landskabet. Afhængigheden af CRS-leverandørerne falder, mens forbrugerens, rejsebureauernes og luftfartsselskabernes stilling styrkes.

4.10

Nye aktører bør tilskyndes til at etablere sig på markedet. En øget konkurrence blandt oligopolet i EU vil stimulere CRS-markedet. Siden dereguleringen er der dukket en ny generation af CRS-leverandører op i USA (4), der ved brug af ny teknologi er i stand til at tilbyde luftfartsselskaberne yderst attraktive tjenesteydelser til en lavere pris.

4.11

Konsekvenserne af lavere distributionsomkostninger for såvel det indre marked som det internationale, hvad angår billetpriser og konkurrencen med amerikanske luftfartsselskaber, skal vurderes.

4.12

Adfærdskodeksen bør evalueres om 2-3 år med henblik på at vurdere modertransportselskabernes stilling, beskyttelsen af personoplysninger samt markedsforholdene og foretage en høring af yderligere lobbygrupper, inden der tages stilling til, om der er behov for endnu en revision.

Bruxelles, den 29. maj 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Disse selskaber ejer i fællesskab 46,4 % af Amadeus.

(2)  På nuværende tidspunkt har 50 % af borgerne i EU internetadgang.

(3)  F.eks. Kelkoo (http://www.kelkoo.fr).

(4)  F.eks. G2 Switchworks, Farelogix—disse er kendt som GNEs — GDS New Entrants.


30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/61


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et flerårigt fællesskabsprogram til beskyttelse af børn, der bruger internet og andre kommunikationsteknologier

KOM(2008) 106 endelig — 2008/0047 (COD)

(2008/C 224/13)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 7. april 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 153 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et flerårigt fællesskabsprogram til beskyttelse af børn, der bruger internet og andre kommunikationsteknologier

Den 11. marts 2008 henviste EØSU's præsidium det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet.

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 445. plenarforsamling den 28.-29. maj 2008, mødet den 29. maj 2008, Madi Sharma til hovedordfører og vedtog enstemmigt følgende udtalelse:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ser meget positivt på den indsats, Europa-Kommissionen allerede har gjort for at takle spørgsmålet om beskyttelse af børn i forbindelse med »onlineteknologier« (1). Det konstaterer, at befolkningen generelt er blevet mere bevidst om emnet takket være oplysningskampagner iværksat af samfundsaktører, især ngo'er, og Kommissionen, som har afholdt årlige »Sikkert Internet«-dage.

1.2

EØSU har selv afgivet mange udtalelser for at belyse spørgsmålet (2). Derudover anbefaler udvalget en fremgangsmåde, hvor man i et internationalt partnerskab arbejder på at fremme følgende:

1.2.1

International deling af data og udveksling af idéer mellem regeringer, retshåndhævende myndigheder, hotlinetjenester, banker, finansielle institutioner og kreditkortfirmaer, rådgivningscentre for børnemisbrug, børnevelfærdsorganisationer og internetindustrien.

1.2.2

Oprettelse af en EU-taskforce og/eller en international taskforce, som mødes en gang i kvartalet for at lette udveksling af data, ekspertise og bedste praksis mellem de berørte parter, herunder hotlinetjenester, retshåndhævende myndigheder, regeringer og især den internationale internetindustri.

1.2.3

Definition og fremme af en international og europæisk bedste praksis-model for hotlinetjenesternes bekæmpelse af indhold på internettet, der viser seksuelt misbrug af børn.

1.2.4

Gennemgang af alle nuværende og påtænkte hotlinetjenster i lyset af det, der i dag opfattes som bedste praksis, samt evaluering af hotlinetjenesternes præstationer i forhold til nye modeller for bedste praksis.

1.2.5

Effektivisering af programressourcer og støttetildeling i fremtiden som resultat af gennemgangen af hotlinetjenesterne.

1.2.6

Hotlinetjenesternes deltagelse i det europæiske databaseprojekt.

1.2.7

Tilskyndelse til indgåelse af partnerskaber mellem hotlinetjenester (eller andre relevante organisationer) og nationale registre over domænenavne med henblik på at fjerne domænenavne, der opfordrer til seksuelt misbrug af børn eller giver adgang til indhold, der viser dette.

1.2.8

En samlet indsats for at øge bevidstheden om problemer som »grooming« og »cybermobning« (3) og, om nødvendigt, henvisning til den relevante retshåndhævende myndighed og børnevelfærdsorganisationer.

1.2.9

Indførelse af støtteprocedurer for analytikere og de personer, der ser billederne i forbindelse med deres arbejde for en hotlinetjenste.

1.2.10

Sikring af, at der sker en harmonisering af medlemsstaternes lovrammer på dette område.

1.2.11

Oprettelse af et netværkskontor inden for Europa-Kommissionen, der skal fungere som et uafhængigt vurderingsorgan, koordinere forskning, gennemgå programgennemførelsen og efterlevelsen af anbefalinger.

1.2.12

Etablering af et årligt ekspertpanel, der skal styrke overførsel af viden.

1.2.13

Etablering af et ungdomsforum for at sikre, at børns og unges synspunkter og erfaringer inddrages i forskningen og den fremtidige programgennemførelse.

1.2.14

Fælles, proaktiv anvendelse af finansieringskilder såsom Daphne og programmer for et sikrere internet.

1.2.15

Etablering af kontakt med de relevante myndigheder i USA for at tilskynde dem til at reducere mulighederne for at placere indhold på nettet, der viser seksuelt misbrug af børn, i USA og etablering af aktiv udveksling af data over Atlanterhavet.

1.3

Fremgangsmåden med et partnerskab sikrer den bedst mulige udnyttelse af ekspertise, formidling af viden og finansiering. Vigtigst er det dog, at den sikrer inddragelse af berørte parter og samfundsaktører i en samlet EU-indsats for at begrænse ulovligt indhold og reducere adgangen til det.

2.   Generelle bemærkninger til Kommissionens forslag

2.1

Internettet og kommunikationsteknologierne (herefter kaldet »onlineteknologierne« (4)) var oprindeligt tænkt og udformet som kommunikationsredskaber for akademikere og forskere, men anvendes nu i hjemmet, skoler, forretninger og offentlige forvaltninger over det meste af verden.

2.2

Børn er i stadig højere grad aktive brugere af onlineteknologier. Deres interaktive deltagelse i onlineverdenen giver dem fordele, men indebærer også alvorlige risici:

a)

De kan blive skadet direkte som ofre for seksuelt misbrug, der dokumenteres gennem billeder, film eller lydfiler og distribueres via nettet (materiale, der viser seksuelt misbrug af børn),

b)

Det seksuelle misbrug af ofrene kan fortsætte i det uendelige ved gentagne visninger af misbrugsoptagelserne på grund af bred onlinedistribution og global tilgængelighed.

c)

Børn kan blive direkte kontaktet af personer, der vil indlede venskab med dem med den hensigt at begå seksuelt misbrug (»grooming«).

d)

De kan blive ofre for mobning i onlinverdenen (»cybermobning«).

2.3

Andre udviklingstendenser (se bilag 1) (5):

a)

Den hurtige og dynamiske udvikling af nye teknologier, som i stigende grad er præget af digital konvergens, hurtigere distributionskanaler, internet på mobiltelefoner, web 2.0, trådløs adgang og andre nye indholdsformater og teknologiske onlinetjenster.

b)

Erkendelse af børnenes meget unge alder og den ekstreme alvor af det misbrug, de er ofre for.

c)

Afklaring af problemets omfang hvad angår offentligt tilgængelige websteder, der viser seksuelt misbrug af børn, dvs. fastlæggelse af et konkret, »håndterligt« mål på ca. 3000 websteder pr. år, der udbydes rundt om i verden og giver adgang til hundredtusindvis af billeder af børn, der misbruges seksuelt.

d)

Nyligt fremkomne oplysninger om den regionale placering af webservere, der giver adgang til indhold med seksuelt misbrug af børn, peger på, at USA er værtsland for hovedparten af disse servere.

e)

Nyligt fremkomne oplysninger peger på, at onlineindhold med seksuelt misbrug af børn regelmæssigt skifter værtsfirma og værtsland for at undgå opsporing og fjernelse. Det komplicerer undersøgelse af retshåndhævelsen på et rent nationalt niveau.

f)

Manglende internationale bestræbelser fra registre over domænenavne på at slette domænenavne, der opfordrer til seksuelt misbrug af børn eller giver adgang til indhold af denne art.

g)

Den fortsat eksisterende og måske voksende generationskløft mellem på den ene side børn og unges brug af onlineteknologier og opfattelse af risiciene og på den anden side forældrenes indsigt i, hvordan børnene bruger teknologierne.

h)

Offentlighedens udsættelse for materiale, der viser seksuelt misbrug af børn, kan mindskes, hvis tjenesteudbyderne frivilligt spærrer bestemte URL'er (webstedsadresser).

i)

Fordelen ved nationale anbefalinger af onlineredskaber som filtreringssoftware, sikkerhedspræferencer for søgemaskiner o.l.

2.4

Spørgsmålet om, hvordan vi beskytter børn mod ulovligt og skadevoldende indhold og ulovlig og skadevoldende adfærd på nettet og bremser distributionen af ulovligt indhold, optager til stadighed politiske beslutningstagere, lovgivere, den private sektor og slutbrugerne, særlig forældre, omsorgspersoner og lærere.

2.5

Set ud fra et retligt synspunkt er det nødvendigt at skelne mellem, hvad der er ulovligt, og hvad der er skadevoldende, da de to kategorier må gribes an med forskellige metoder, strategier og redskaber. Hvad der anses for ulovligt varierer fra land til land. Det er fastlagt i den gældende nationale lovgivning og behandles af de retshåndhævende myndigheder, andre statslige myndigheder og hotlinetjenester med tilsvarende beføjelser.

2.6

EØSU anbefaler, at harmoniseringen af medlemsstaternes lovgivning gennemføres og håndhæves på nationalt niveau og som minimum indeholder følgende bestemmelser, som indgår i Europarådets konvention om cyberkriminalitet (6):

a)

En definition af materiale, der viser seksuelt misbrug af børn.

b)

I forbindelse med materiale, der viser seksuelt misbrug af børn, er ofrene børn op til 18 år.

c)

Det er strafbart at være i besiddelse af og se/downloade onlinemateriale, der viser seksuelt misbrug af børn. Det gives der strenge hæftestraffe for.

2.7

Der er ganske vist blevet fastlagt visse europæiske standarder, der afklarer juridiske spørgsmål gennem henstillinger og direktiver, men det bør undersøges, om de er blevet omsat i praksis i alle medlemsstaterne.

2.8

Med »skadevoldende indhold« menes indhold, som forældre, lærere og andre voksne anser for skadeligt for børn. Definitionerne af skadevoldende indhold varierer i de forskellige lande og kulturer og kan dække alt fra pornografi og vold til racisme, fremmedhad, hadefulde udtalelser og hadefuld musik samt websider om selvmutilation, anoreksi og selvmord. EØSU erkender, at det er vanskeligt at etablere internationale partnerskaber om materiale af denne art, men at der på nationalt plan bør gøres en indsats for at øge bevidstheden om redskaber, metoder og teknologier, der kan beskytte børn imod det.

2.9

EU har været førende i indsatsen for at beskytte børn på nettet siden 1996, og de forskellige programmer for et sikrere internet (handlingsplanen for et sikrere internet 1999-2004, programmet »Safer Internet plus« 2004-2008) har været et centralt element i Kommissionens aktiviteter på dette område. Kommissionen offentliggjorde en meddelelse om gennemførelsen af programmet »Safer Internet plus« i perioden 2005-2006 (7). Der blev desuden gennemført en konsekvensanalyse i perioden april-juli 2007 (8), som bekræftede, at de iværksatte tiltag havde været effektive, men at de skulle tilpasses for at imødegå de nye internetteknologier og den dynamiske kriminalitet, der er opstået på dette område.

2.10

Formålet med det nye program er at fremme en sikrere brug af internettet og andre kommunikationsteknologier, navnlig for børn, og at bekæmpe ulovligt indhold og ulovlig og skadevoldende adfærd i onlineverdenen. Det vil lette samarbejdet og udvekslingen af erfaringer og bedste praksis på alle niveauer i spørgsmål om børns sikkerhed på nettet, så der skabes merværdi på europæisk plan.

2.11

Programmet har fire aktionslinjer, og i hver af disse indgår en opfordring til internationalt samarbejde som et fast element:

a)

Bekæmpelse af ulovligt indhold og skadevoldende adfærd på nettet.

b)

Sikrere forhold i onlineverdenen.

c)

Oplysning og bevidstgørelse af offentligheden

d)

Opbygning af en videnbase.

2.12

EØSU anmoder i denne forbindelse om definitioner og juridisk afklaring af ordene »skadevoldende« og »adfærd« med særligt henblik på gennemførelsen i national lovgivning. Desuden anmoder EØSU om en afklaring af hotlinetjenesternes rolle. De efterforsker ikke og har ikke de nødvendige beføjelser til at efterforske mistænkelige personer (se bilag 2) (9).

3.   En international model

3.1

Internettet ejes og drives ikke af store multinationale selskaber, som kontrollerer indholdet. Det består af mange hundrede millioner sider, der er lagt på nettet af mange forskellige personer, hvilket gør det svært at overvåge eller kontrollere ulovligt indhold. Det er imidlertid muligt at reducere tilgængeligheden af ulovligt indhold gennem tiltag på lokalt niveau (i hjemmet), på nationalt og på internationalt niveau (herunder internettet), hvis alle berørte parter arbejder sammen.

3.2

Internet Watch Foundation kortlagde i 2007 en kerne på 2755 websteder med seksuelt misbrug af børn rundt om i verden. 80 % af dem er kommercielle websteder, der hyppigt skifter værtsselskab og værtsregion for at undgå afsløring (10). Denne taktik kombineret med forbrydelsernes komplekse multinationale karakter betyder, at der kun gennem en fælles, global reaktion, der inddrager retshåndhævende myndigheder, regeringer og den internationale onlinesektor, kan foretages en effektiv efterforskning af disse websteder, deres indhold og organisationerne bag dem.

3.3

EØSU mener, at en partnerskabsmetode er vejen til at sikre beskyttelse af børn. Samfundets aktører — herunder regering, onlineindustri, retshåndhævende myndigheder, børnevelfærdsorganisationer, virksomheder, arbejdstagerrepræsentanter, ngo'er og forbrugerorganisationer — og offentligheden må arbejde sammen for at pege på farer og risici, men de må også lade de unge få gavn af dette revolutionerende middel til socialisering, læring og innovation.

3.4

Internettet kan betyde øget livskvalitet for mange, men især for unge, ældre og handicappede. Det er et unikt kommunikationsmiddel og i stigende grad et »socialt netværk«. Ændringer i livsstil, familie- og arbejdsmønstre har givet større uafhængighed og mere tid alene. Beskyttelse af især sårbare brugere som f.eks. børn er derfor en prioriteret opgave, som forældre eller værger ikke bør være eneansvarlige for.

3.5

Fremkomsten af nye teknologier og tjenester er en nøgle til innovation og kommerciel vækst over hele verden. De unge er ofte de første, der forstår mulighederne og anvender nyskabelserne. Men med udviklingen følger også misbrug, og det vækker stigende bekymring. Selvregulerende organer i erhvervslivet og blandt de berørte parter har dybtgående kendskab til disse teknologier og dermed mulighed for at udvikle modforanstaltninger for at bekæmpe misbrug. Vidensdeling, bevidstgørelse og informering af forbrugerne om, hvordan man anmelder websteder, er sammen med tildeling af midler, hvor det er muligt, til bekæmpelse af misbrug, især af børn, en grundlæggende pligt for internetindustrien og en del af dens sociale ansvar.

3.6

Størrelsen og omfanget af problemet med onlinedistribution af indhold, der viser seksuelt misbrug af børn, giver anledning til mange spekulationer. Som påpeget i Kommissionens rapport er de statistiske oplysninger i EU's medlemsstater dog mangelfulde. Kræfterne bør rettes mod at opspore websteder med tilknytning til distribution af børnemisbrugsindhold og følge deres bevægelser og aktiviteter med henblik på at forsyne autoriserede organer og internationale retshåndhævende myndigheder med information, der kan føre til fjernelse af dette indhold og efterforskning af dets distributører.

3.7

Der bør etableres organer af denne art på nationalt niveau, og de bør mødes regelmæssigt med Europa-Kommissionen for at udforme strategier. En platform på EU-niveau med deltagelse af internetindustrien, regeringer, banker, finansielle institutioner og kreditkortfirmaer, ngo'er, undervisere, arbejdsgiver- og arbejdstagerrepræsentanter kunne være et værdifuldt redskab til hurtig gennemførelse af analyser og foranstaltninger i Den Europæiske Union samt formidling af oplysninger ud over EU's grænser. Dette ville lette samarbejdet med de internationale retshåndhævende myndigheder.

3.8

Der bør opfordres til afholdelse af et årligt EU-ekspertmøde om den teknologiske udvikling, psykosociale faktorer og retshåndhævelse med henblik på at intensivere overførsel af viden. Konklusionerne fra disse møder bør sendes ud til alle EU's medlemsstater og medlemmerne af platformen for derefter at blive tilpasset, integreret eller anvendt på nationalt og lokalt niveau.

3.9

Oprettelsen af et netværkskontor inden for Europa-Kommissionen, der skal undersøge projekter ikke blot fra Europa, men fra hele verden, vil bistå platformen med at sikre, at den disponible viden, herunder statistikkerne, er opdateret og relevant, så effektive metoder til bekæmpelse af problemerne kan videreformidles og hurtigt overføres til de aktive partnere. Besøg og overvågning vil også være opgaver for netværkskontoret. Derudover kunne kontoret fungere som en uafhængig bedømmer af hotlinetjenesterne og gennemgå ansøgninger om nye projekter for at undgå dobbeltarbejde og sikre en effektiv anvendelse af støttemidlerne. Kontoret kunne desuden foreslå partnerskaber. Netværkskontorets opgave skulle være at reagere på nye udfordringer, så snart de viser sig.

3.10

Det kan være værdifuldt at oprette et ungdomsforum med henblik på at inddrage de unge og formidle oplysninger til de sociale netværk, som anvendes at de mest udsatte. De unge har deres eget sprog og har ofte modvilje mod at lytte til myndighederne, men er glade for råd fra deres jævnaldrende i deres eget sociale miljø. Der skal tages hensyn til børns rettigheder, og de unge skal derfor inddrages i processen.

3.11

Der er brug for en effektiv model, der forpligter de berørte parter til at dele de oplysninger og udveksle den viden, der er nødvendig for at imødegå nye former for internetkriminalitet, der opstår rundt om i verden.

4.   Retningslinjer for hotlinetjenesternes arbejde

4.1

En bedste praksis-model for hotlinetjenester:

4.1.1

Anvendelse af uddannede og anerkendte analytikere til bedømmelse af ulovligt onlineindhold.

4.1.2

Analytikerne skal have ekspertise i opsporing af potentielt ulovligt onlineindhold.

4.1.3

En dokumenteret partnerskabsmetode, der omfatter alle væsentlige nationale aktører, herunder regering, banker, finansielle institutioner og kreditkortfirmaer, retshåndhævende myndigheder, familieorganisationer, børnevelfærdsorganisationer og især internetindustrien.

4.1.4

Sam- og selvregulerende hotlinetjenester, der bevisligt indgår i et effektivt partnerskab med den nationale internetindustri, der følger en kodeks for bedste praksis.

4.1.5

Global anmeldelse og fjernelse af ulovligt indhold, der udbydes af et hvilket som helst nationalt selskab.

4.1.6

Deltagelse i det centraliserede europæiske databaseprojekt om URL'er med indhold, der viser seksuelt misbrug af børn.

4.1.7

Forpligtelse til at udvirke, at nationale internetvirksomheder på netværksniveau spærrer en dynamisk liste over websteder, der viser seksuelt misbrug af børn, for at beskytte brugere mod utilsigtet udsættelse for disse websteder.

4.1.8

Hotlinetjenesterne skal have et komplet websted på deres nationale sprog med en enkel og anonym anmeldelsesordning og med en klar henvisning til telefoniske rådgivningstjenester og andre relevante organisationer, når det drejer sig om emner som »grooming« og cybermobning, der ligger uden for deres beføjelser.

4.1.9

Oplysning og bevidstgørelse om hotlinefunktionen og relaterede spørgsmål.

4.1.10

Dokumentation for deling af europæiske og internationale data, efterretninger og ekspertise.

4.1.11

Deltagelse i europæiske og internationale partnerskaber med berørte aktører for at dele data og efterretninger samt udveksle idéer med henblik på bekæmpelse af denne kriminalitets grænseoverskridende karakter.

4.1.12

En indsats på europæisk og internationalt niveau for at gøre det muligt at fjerne indhold, der viser seksuelt misbrug af børn, fra nettet og retsforfølge dets distributører, uanset hvor i verden indholdet har hjemsted.

4.1.13

Støtte til nationale og internationale organer, der oprettes for at tage internationalt ansvar for bekæmpelse af disse websteder og lette samarbejdet mellem multinationale retshåndhævende myndigheder.

4.1.14

Udbredelse af retningslinjer for arbejdsgivere, lærere, organisationer, forældre og børn, f.eks. i form af et undervisningsprogram som »ThinkuKnow«, der er udarbejdet af det britiske politis center for udnyttelse af børn og onlinebeskyttelse (CEOP — Child Exploitation and Online Protection Centre).

4.1.15

Bevidstgørelse af internetbrugerne, især i partnerskab med nationale onlinevirksomheder eller med disse som sponsorer.

4.1.16

Organisationerne skal være medlemmer af INHOPE, den internationale sammenslutning af internet hotlinetjenester, for at sikre, at international deling af bedste praksis mellem hotlinetjenester og internetindustrien kan bruges til at fjerne indhold (11).

4.1.17

Anmeldelsesprocedurerne skal være enkle, sikre de enkelte anmelderes anonymitet og en hurtig behandling.

4.1.18

De ansvarlige for hotlinetjensterne skal fastlægge forløb, som sikrer støtte til og rådgivning af analytikere, der arbejder med gennemsyn og bearbejdning af oplysninger.

4.2

Derudover bør hotlinetjenesterne:

a)

udvikle partnerskaber med deres nationale selskaber for registrering af domænenavne for at sikre, at domæner, der regelmæssigt giver adgang til indhold, der viser seksuelt misbrug af børn, eller domænenavne, der opfordrer til seksuel aktivitet med børn, undersøges og slettes fra registeret;

b)

prøve at skaffe frivillige midler på et selvregulerende grundlag fra nationale internetvirksomheder, som nyder godt af hotlinetjenestens anmeldelsesordning, en service, der anmelder og fjerner ulovligt indhold, samt af dynamiske lister over spærrede websteder;

c)

opfordre eller medvirke til, at internetindustrien i det land, hvor hotlinetjenesten fungerer, spærrer websteder, der viser seksuelt misbrug af børn;

d)

tilskynde til opbygning af gode kontakter mellem hotlinetjenester og telefoniske hjælpetjenester ved at tilbyde at bringe henvisninger til støtteorganisationer for ofre, så opmærksomheden om relevante og aktuelle spørgsmål øges.

5.   Særlige bemærkninger til Kommissionens forslag

5.1

Kommissionens forslag efterlader mange ubesvarede spørgsmål:

a)

Hvem skal koordinere de foreslåede foranstaltninger, og på grundlag af hvilke kvalifikationer?

b)

Hvordan fastlægges kriterierne for de enkelte områder? Mange allerede etablerede programmer opfylder mere end et af kriterierne for den foreslåede videnbase (12).

c)

Hvem udvælger de egnede ansøgere?

d)

Hvem har ansvaret for den løbende evaluering af disse projekter og for deres netsamarbejde?

5.2

En besvarelse af disse spørgsmål ville gøre det unødvendigt at opfinde hjulet på ny, hindre dobbeltarbejde og sikre en effektiv udnyttelse af de finansielle midler. Vigtigst er en garanti for, at fagfolk med kendskab til praksis inddrages aktivt i initiativet i tæt samarbejde med konsulenter eller embedsmænd. Dette gælder også for forslaget om oprettelse af et netværkskontor inden for Europa-Kommissionen, som skal undersøge disse projekter, lære dem at kende, besøge dem og holde kontakten til dem.

5.3

Kommissionen bør overveje en mere proaktiv og samarbejdsorienteret anvendelse af finansieringskilder såsom Daphne og programmer for et sikrere internet.

5.4

Endelig beder EØSU Kommissionen om at understrege betydningen og effekten af:

Vedtagelse i alle EU's medlemsstater af en ordning, som gør det mulig for hotlinetjenesterne og internetindustrien af anmelde og fjerne indhold, der viser seksuelt misbrug af børn.

Bredere accept af initiativet til at beskytte internetbrugere ved at spærre adgangen til URL'er med seksuelt misbrug af børn.

Internationale bestræbelser fra domænenavneregistres og relevante myndigheders side på at slette domæner med tilknytning til seksuelt misbrug af børn fra registrene.

5.5

De ovenfor beskrevne tiltag ville begrænse muligheden for, at uskyldige internetbrugere udsættes for traumatiske og ulovlige billeder, formindske den fortsatte offergørelse af børn ved begrænsning af mulighederne for at se det seksuelle misbrug af dem, stoppe adgangen til og tilførslen af indhold af denne art for personer, der søger efter sådanne billeder, og stoppe udbredelsen af billeder til internetbrugere til kommerciel vinding for kriminelle organisationer.

5.6

Det er vigtigt at fremhæve, at gennemførelsen af disse foranstaltninger ville gøre det stadig vanskeligere for bagmændene bag distribution af indhold med seksuelt misbrug af børn at drive deres forretning. Kriminalitetens dynamiske natur og lovovertrædernes anvendelse af avanceret teknologi gør det vanskeligt at udrydde problemet helt, men jo dyrere, jo mere risikabel og jo mere kortvarig placeringen af misbrugsindholdet er, des mindre fremtræder det som en let vej til økonomisk eller anden form for gevinst.

5.7

Nyligt fremkomne oplysninger om omfanget og udbredelsen af websteder, der viser seksuelt misbrug af børn (ikke de enkelte billeder eller URL'er), giver yderligere anledning til optimisme i kampen for total udryddelse. Der kan nu fastlægges konkrete mål for at demonstrere fordelene ved at dele oplysninger og tage fælles ansvar på det højeste internationale niveau og pege på den indflydelse, et positivt og vellykket internationalt partnerskab kan få i form af en kraftig reduktion af antallet af websteder, der indeholder seksuelt misbrug af børn.

Bruxelles, den 29. maj 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  I denne udtalelse dækker udrykket »onlineteknologier« dels teknologier, der benyttes til at få adgang til internettet, dels andre kommunikationsteknologier. Desuden kan visse former for indhold og tjenester som f.eks. videospil anvendes både med og uden netforbindelse, og begge former for brug kan være relevante i spørgsmålet om børns sikkerhed.

(2)  »Bekæmpelse af ulovligt og skadeligt indhold på det globale net«, EUT C 61 af 14. marts 2003, s. 32, og »Sikrere brug af internettet«, EUT C 157 af 28. juni 2005, s. 136.

(3)  »Grooming«: det, at personer tager direkte kontakt med børn for at indlede venskab med dem i den hensigt at begå seksuelt misbrug; »cybermobning«: mobning i onlineverdenen.

(4)  Se fodnote 1.

(5)  Dette bilag foreligger kun på engelsk og kan findes på nettet i den elektroniske udgave af denne udtalelse.

(6)  Europarådet ETS 185 Konvention om cyberkriminalitet 23 XI 2001.

(7)  KOM(2006) 661 endelig. Meddelelse om gennemførelsen af det flerårige EF-program til fremme af en sikrere brug af internettet og nye onlineteknologier (Safer Internet plus).

(8)  http://ec.europa.eu/saferinternet.

(9)  Dette bilag foreligger kun på engelsk og kan findes på nettet i den elektroniske udgave af denne udtalelse.

(10)  Den britiske hotline for anmeldelse af ulovligt indhold på nettet, især børnemisbrugsindhold, overalt i verden og strafbart obskønt indhold samt indhold, der tilskynder til racehad, på nettet i United Kingdom (se bilag 1 og 2) (Bilagene foreligger kun på engelsk og kan findes på nettet i den elektroniske udgave af denne udtalelse).

(11)  Fra september 2004 til december 2006 behandlede INHOPE 1,9 mio. anmeldelser, heraf 900.000 fra offentligheden. 160.000 anmeldelser blev videresendt til de retshåndhævende myndigheder med henblik på gennemførelse af foranstaltninger.

(12)  For eksempel opfylder forebyggelsesprojektet »Innocence in Danger« mere en et af kriterierne. Der er mange lignende eksempler.


30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/66


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om teknisk kontrol med motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil«

KOM(2008) 100 endelig — 2008/0044 (COD)

(2008/C 224/14)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 16. april 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 80, stk. 2, at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om teknisk kontrol med motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil«

Da EØSU fuldt ud går ind for forslagets indhold, som ikke giver anledning til bemærkninger, besluttede det på sin 445. plenarforsamling den 28. og 29. maj 2008, mødet den 29. maj 2008, med 85 stemmer for og 2 hverken for eller imod at afgive en udtalelse, som støtter det pågældende forslag.

 

Bruxelles, den 29. maj 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/67


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet: Indsatsen mod vandknaphed og tørke i Den Europæiske Union

KOM(2007) 414 endelig

(2008/C 224/15)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 18. juli 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet: Indsatsen mod vandknaphed og tørke i Den Europæiske Union

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Stéphane Buffetaut til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 29. april 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 445. plenarforsamling den 28.-29. maj 2008, mødet den 29. maj, følgende udtalelse med 97 stemmer for, ingen imod og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Det er indlysende, at vandknaphed og tørke ikke blot skal behandles som et miljøspørgsmål, men også som et væsentligt element i forbindelse med bæredygtig vækst i Europa og som et problem af strategisk betydning.

1.2

Borgerne har brug for vand for at leve, men vand har også afgørende betydning for mange erhvervssektorer, særlig landbruget og fødevaresektoren, der arbejder med levende organismer.

1.3

Kommissionens meddelelse udmærker sig ved at understrege problemets betydning, definere en række retningslinjer for bekæmpelse af vandknaphed og tørke og pege på muligheder for tilpasning til en ny situation.

1.4

De klimaændringer, der er konstateret af videnskabsfolk og borgerne, kan forværre situationen, og de foranstaltninger, som Kommissionen foreslår, bør indføres hurtigst muligt.

1.5

Situationen er ikke den samme i alle medlemsstaterne og varierer fra Syd- til Nordeuropa og fra Øst- til Vesteuropa. Alle medlemsstaterne er imidlertid berørt og har oplevet perioder med tørke om sommeren, herunder de nordiske lande.

1.6

Derfor bør situationernes forskellighed ikke forhindre, at der vedtages en samordnet politik i Europa og træffes praktiske foranstaltninger, der er tilpasset den konkrete situation i de enkelte medlemsstater. Der findes nemlig ingen patentløsning for Den Europæiske Union som helhed.

1.7

EØSU opfordrer på denne baggrund til en stærk og systematisk opfølgning af de foranstaltninger, der træffes i overensstemmelse med meddelelsen.

1.8

For så vidt angår prisen på vand, understreger EØSU, at prissætningstiltag kan vise sig at være virkningsløse, hvis det meste af vandindvindingen hverken måles eller registreres. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at foreslå medlemsstaterne en hensigtsmæssig definition af vandanvendelsesområdet.

1.9

EØSU slår til lyd for udviklingen af et europæisk websted med vandområdeplaner, hvor de lokale myndigheder kan finde eksempler til efterlevelse i forbindelse med udarbejdelsen af disse planer og forbedre deres information herom.

1.10

Hvad angår fordelingen af de midler, der er forbundet med vand, foreslår EØSU, at Kommissionen graduerer bistanden i forhold til kriteriet om rationel vandanvendelse og bevarelse af vandressourcerne med henblik på at tilskynde de lokale myndigheder, der ikke udviser en ansvarlig adfærd, til at ændre deres praksis uden at straffe de regioner, der allerede gør en indsats på området.

1.11

Med henblik på at forbedre tørkerisikostyringen opfordrer EØSU til, at EU fremmer interoperabiliteten mellem midlerne til forebyggelse og bekæmpelse af brande som led i Fællesskabets ordning for civilbeskyttelse.

1.12

Hvad angår overvejelserne om vandforsyningsinfrastrukturerne, anbefaler EØSU, at man undersøger muligheden for underjordisk opbevaring og genindføring af vand i grundvandet. Udvalget mener, at man ikke på forhånd bør udelukke enhver tale om vandoverførsler inden for den samme medlemsstat, men at disse skal overvåges nøje for at undgå, at der ødsles med vandressourcerne, som altid skal forvaltes effektivt med de mest avancerede kontrolteknologier (1).

1.13

Med henblik på at fremme en effektiv vandanvendelse opfordrer EØSU til, at der indføres avancerede registreringsteknikker og brugertilpasset fakturering. Udvalget understreger endvidere betydningen af god praksis inden for landbrugsområdet og opfordrer til genplantning af skov og hegn i de regioner, hvor det er hensigtsmæssigt og muligt, og fremme af bæredygtige drænings- og vandingsteknikker med støtte fra de fonde, der hører under politikken for udvikling af landdistrikterne. Landbrugets vandanvendelse er ved at blive mere effektiv, men skal blive endnu bedre gennem f.eks. modernisering og mere sparsom vanding og overrisling. Behovet for at uddybe og udvikle forskningen og nye teknologier i landbruget bør her understreges. EØSU fremhæver interessen i individuelle ordninger for vandbesparelse, genanvendelse og spildevandsafledning, navnlig i områder med spredt bebyggelse.

1.14

For at sikre øget viden og forbedre indsamlingen af data foreslår EØSU, at der oprettes et websted, hvor de klimatiske parametre fra IPCC's globale modeller kan downloades og stilles til rådighed for lokale og regionale aktører.

2.   Meddelelsens indhold

2.1

Der er åbenlyse problemer med vandknaphed og en stigende forekomst af tørkeperioder i Europa, ikke kun i nogle få regioner, der traditionelt har været udsat herfor, men på hele kontinentet. Andelen af flodbassiner i Den Europæiske Union, der oplever en alvorlig vandbelastning, risikerer at stige fra 19 % i dag til 39 % i 2070. Sydeuropa og Central- og Østeuropa vil blive særligt hårdt ramt.

2.2

Antallet af regioner og befolkninger, der rammes af tørke, er steget med 20 % på 30 år. Ud over de menneskelige omkostninger har disse tørkeperioder også økonomiske omkostninger. Tørken i 2003 kostede den europæiske økonomi mindst 8,7 mia. EUR. En undersøgelse af vandanvendelsen verden over viser en lang række forskellige situationer: En amerikaner forbruger gennemsnitligt 600 liter vand pr. dag, en europæer mellem 250 og 300, en jordansk statsborger 40 og en afrikaner 30! I lyset af knapheden bør alle borgere bestræbe sig på at ændre deres vaner, men der skal gribes ind, der hvor indsatsen kan få størst mulig virkning. Landbruget er den største forbruger af vand (71 % af det indvundne vand), fulgt af industrien (20 %) og husholdningerne (9 %) (2).

2.3

Kommissionen foreslår som svar på en opfordring fra Rådet (miljø) fra juni 2006 en række strategiske muligheder på europæisk plan:

korrekt prissætning for vand;

mere effektiv vandtildeling og vandrelateret støtte;

finansiering af effektiv vandanvendelse;

opstilling af tørkerisikostyringsplaner;

optimering af anvendelsen af EU's Solidaritetsfond og Fællesskabets ordning for civilbeskyttelse;

tilskyndelse til vandeffektive teknikker og metoder;

etablering af et informationssystem om vandknaphed og tørke i Europa;

muligheder fra forskningen og den teknologiske udvikling.

2.4

Kommissionen vil på denne måde lægge fundamentet for en effektiv strategi, der skal fremme effektiv vandanvendelse, som en del af kampen mod klimaændringer og med et ønske om at puste nyt liv i den europæiske økonomi.

2.5

Det Europæiske Råd (3) har understreget, at spørgsmålet om vandknaphed og tørke skal behandles særskilt, ikke kun på europæisk plan, men også på internationalt plan, og fastholder, at det er nødvendigt at gennemføre vandrammedirektivet fuldt ud.

2.6

Rådet har opfordret Kommissionen til at følge op på gennemførelsen af meddelelsen, gennemgå den på ny og inden 2012 styrke EU's strategi på området.

2.7

EØSU ønsker ikke at tilføje en supplerende, overflødig diagnose, men foretrækker at kommentere de foreslåede løsninger, supplere dem og især være en kilde til forslag og konkrete incitamenter.

2.8

Vandknaphed og tørke i EU er emner, der indgår i flere politikker. Eksempelvis kan Kommissionens generaldirektorater for hhv. landbrug, miljø og regionalpolitik, afhængigt af sagen, også have kompetence på området, da vandknaphed og tørke bl.a. berører landbrug, vandpolitik, klimaændringer, krisehåndtering og den europæiske ordning for civilbeskyttelse. Kommissionen bør være meget opmærksom på, at der tages hensyn til vandpolitiske overvejelser på tværs af de europæiske politikker.

3.   Generelle bemærkninger

EØSU's bemærkninger vil følge strukturen i Kommissionens meddelelse.

3.1   Prissætning for vand

3.1.1

Kommissionens overvejelser skal ses i sammenhæng med vandrammedirektivet (VRD). Kommissionen beklager, at medlemsstaterne ikke hidtil har gjort tilstrækkeligt brug af økonomiske styringsmidler, og understreger, at prissætningstiltag kan vise sig at være virkningsløse, hvis det meste af vandindvindingen hverken måles eller registreres af myndighederne.

3.1.2

Mange medlemsstater har vedtaget restriktive definitioner på vandanvendelse og vandmodtagere. Ved at begrænse definitionen af vandanvendelse til kun at omfatte drikkevandsforsyning og spildevandsbehandling og undlade at tage hensyn til vanding, søfart, vandkraft, beskyttelse mod oversvømmelser osv. har visse medlemsstater begrænset anvendelsesområdet for fuld omkostningsdækning (»full cost recovery«) og effektiv prissætning af de forskellige vandanvendelser.

3.1.3

EØSU foreslår derfor, at Kommissionen forpligter de medlemsstater, der har defineret vandanvendelse og vandbrugere for restriktivt, til at revidere deres tilgang, f.eks. ved hjælp af en liste over vandanvendelser, i forhold til hvilken de skal begrunde udelukkelsen af en bestemt anvendelse. Det ville være interessant at definere kriterier for prioriteringen af vandanvendelser, hvilket også ville bidrage til at etablere en intelligent prissætning.

3.1.4

EØSU gør sig endvidere til fortaler for iværksættelsen af et program for forskning i anvendt økonomi med henblik på at opstille modeller for pengestrømmene og den sociale nytteværdi af de forskellige vandanvendelser og vandkredsløb i forbindelse med et vandløbsopland.

3.1.5

Drøftelserne om en korrekt prissætning for vand bør da også tage udgangspunkt i en økonomisk analyse af de omkostninger og fordele, som vandanvendelsen har for samtlige erhvervssektorer og forbrugere, brugere og bidragsydere.

3.1.6

Udvalget advarer endvidere Kommissionen om, at visse medlemsstater på grund af en utilstrækkelig definition af vandanvendelsesområdet har tendens til at vælte omkostningerne i forbindelse med vandressourcebevarelse over på forbrugerne i byerne — til fordel for brugerne i landbruget eller industrien. Hvis prisen på vand til landbrugsformål stiger, må man finde frem til en rimelig og retfærdig sats.

3.1.7

EØSU mener, at den prismæssige tilskyndelse til at spare på vandet skal være så stor, at dens virkning ikke overskygges af de omkostninger, der er forbundet med den komplekse karakter af vandbesparelsestiltagene. Udvalget minder om, at den vigtigste kilde til besparelser er en god vedligeholdelse af vandforsyningsnettene og bekæmpelse af læk, der ofte forårsager et uacceptabelt vandspild. Endelig bemærkes det, at prissætning ikke kan løse alle problemer, og at regulering har sin plads i de situationer, hvor det er nødvendigt at træffe et valg mellem forskellige vandanvendelser.

3.1.8

Når efterspørgslen efter vand til andre formål end landbrug er sæsonbetinget, hvilket ofte er tilfældet i forbindelse med feriesteder på landet, vil en todelt prissætning være at foretrække. Den vil sikre en retfærdig fordeling af de faste omkostninger mellem de forbrugere, der bor på stedet, og de personer, der opholder sig på stedet om sommeren.

3.2   Mere effektiv vandtildeling og vandrelateret støtte

3.2.1

Kommissionen mener, at den økonomiske udvikling i visse vandløbsoplande kan have negative konsekvenser for vandtilgængeligheden, og den understreger, at der bør rettes særlig opmærksomhed mod de vandløbsoplande, der oplever en alvorlig vandbelastning eller vandknaphed.

3.2.2

EØSU slår til lyd for, at der under Det Europæiske Miljøagenturs og/eller Kommissionens opsyn oprettes et europæisk websted, hvor der skal offentliggøres konkrete eksempler på vandområdeplaner til brug navnlig for de berørte kommuner og de kompetence myndigheder.

3.2.3

De lokale aktører vil her kunne finde metoder, målsætninger, løsningsmodeller og økonomiske tal. Der vil i høj grad kunne spares tid i forbindelse med udviklingen af disse planer.

3.2.4

Landbrugets indflydelse på vandressourcerne er velkendt. Der bør slås til lyd for en mere effektiv vandanvendelse, navnlig ved at fremme bæredygtig vanding og dræning (f.eks. drypvanding). »Sundhedskontrollen« af den fælles landbrugspolitik i 2008 vil være en lejlighed til yderligere at integrere vandmængdespørgsmål i landbrugspolitikkens styringsmidler. Ønsket om en fuldstændig afkobling af støtten kunne kombineres med større støtte til vandforvaltning i programmerne for udvikling af landdistrikterne. Der bør endvidere afsættes specifikke midler til håndtering af tørkerisikoen i landbrugssektoren.

3.2.5

Generelt kunne Kommissionen graduere sin støttesats i forhold til kriteriet om rationel vandanvendelse og bevarelse af vandressourcerne (f.eks. 5 til 10 point inden for den maksimale støttesats), navnlig i relation til samhørighedsfondene. Dette kriterium, der skulle præciseres i projektundersøgelsen eller i udbudsmaterialet i forbindelse med byggeri, skulle så revideres på initiativ af den myndighed, der modtog EU-støtten, når projektet var afsluttet og efter fem år. Den supplerende støtte ville blive fratrukket omkostningerne i forbindelse med tilbagebetaling af investeringen som kompensation for den leverede ydelse.

3.2.6

Udvalget mener, at styring af de samlede projektudgifter til vandforsyning eller vandrensning er den rette tilgang på det økonomiske plan og for så vidt angår bæredygtig udvikling. Ved samlede udgifter forstås her nettonutidsværdien af investeringen samt udgifterne til drift, vedligeholdelse og renovering over en længere periode.

3.2.7

For at udbrede god praksis mht. rationel vandanvendelse og bevarelse af vandressourcerne bør man, især fra Kommissionens side, fremme projekter, der indeholder udvælgelseskriterier og garantier i denne henseende.

3.2.8

Hele denne tilgang stemmer overens med Kommissionens ønske om først og fremmest at støtte tiltag, der sigter mod at spare vand og garantere en effektiv anvendelse heraf. Det bør sikres, at denne politik hænger sammen med politikken for biobrændstoffer, som forbruger vand.

3.3   Forbedring af tørkerisikostyring

3.3.1

Kommissionen ønsker at fremme udvekslingen af bedste praksis.

3.3.2

EØSU ønsker, at der anvendes satellitbaserede instrumenter, således at man hvert forår med hjælp fra lokale meteorologiske analyser kan kortlægge risikoen for tørke, nedsat landbrugsproduktion og brande. Dataene fra de allerede udviklede vandområdeplaner bør også anvendes i den forbindelse. Disse data vil blive stillet til rådighed for landmænd eller landbrugsorganisationer som led i deres risikostyring.

3.3.3

EØSU mener, at man bør overgå fra krisestyring til tørkerisikostyring. Som situationen i Grækenland under de katastrofale brande i sommeren 2007 viste, kan krisestyringen blive endnu bedre. EU kan fremme interoperabilitet mellem midlerne til forebyggelse og bekæmpelse af brande, standardisering af materiel, anvendelse af beholdere til dieselpumper og iværksættelse af fælles øvelser. Det vil være en konkret gennemførelse af Fællesskabets ordning for civilbeskyttelse.

3.3.4

Kommissionens forslag om at anvende EU's Solidaritetsfond, i ændret og tilpasset form, til at bekæmpe konsekvenserne af alvorlig tørke bør naturligvis tages i betragtning. Det vil også være hensigtsmæssigt at indføre forsikringer for at afbøde konsekvenserne af tørkeperioder, især for landbrugerne, som er de første ofre for tørke.

3.4   Supplerende vandforsyningsinfrastrukturer

3.4.1

Kommissionen nævner her muligheden for fælles anlæg. I visse tilfælde kan der også blive tale om individuelle tiltag, idet der foreslås en prioritering af vandanvendelsen.

3.4.2

Under alle omstændigheder forudser Kommissionen i sin meddelelse overførsler af vand mellem forskellige vandopløbslande, opførelse af dæmninger og mikrodæmninger på meget strenge betingelser samt genanvendelse af spildevand og afsaltning. Hvad angår genanvendelse, er det et problem, at forurenende stoffer akkumuleres i løbet af genanvendelsescyklussen. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at lancere eller støtte et forskningsprogram, der opstiller modeller for koncentrationerne efter flere cyklusser med henblik på at udlede stabiliseringskriterier og dermed afgøre, hvornår koncentrationerne når grænseværdier, som er kompatible med systemets selvrensningskapacitet.

3.4.3

Afsaltning giver anledning til to typer problemer, energiproblemer og miljøproblemer, med biprodukter og forskellige saltkoncentrater.

3.4.4

Man kunne forestille sig et program til udvikling af solafsaltning med en række mikroanlæg. Det kunne være et teknologisk bidrag fra Europa til udviklingslande, som er ramt af tørke.

3.4.5

Generelt bør der tilskyndes til forskning i og udvikling af teknikker, der sparer vand og fremmer genindføring af vand i grundvandet (f.eks. vejbelægning i byzoner), samt bioteknologier, som giver mulighed for at udvikle arter, der forbruger mindre vand, inden for landbruget.

3.4.6

Endelig bør muligheden for opbevaring under jorden og genindføring af vand i grundvandet overvejes. Der bør udvælges pilotprojekter og fastlægges standarder for det oplagrede vand, som både er realistiske og beskytter undergrunden. Spørgsmålet om grundvandet angår både kvantiteten og kvaliteten af vandet, da grundvandet også er udsat for forurening. I denne henseende bør der rettes særlig opmærksomhed mod de industrielle aktiviteter, der har et særligt højt vandforbrug, og som dels tærer på grundvandet, dels risikerer at forurene det.

3.4.7

EØSU opfordrer endvidere Kommissionen til at undersøge muligheden for overførsel af vand mellem regionerne. Overførsel af vand fra et vandopløbsland med overskud til et vandopløbsland med underskud af vand kan være ønskelig, også ud fra et europæisk synspunkt, f.eks. med henblik på at opnå selvforsyning i landbruget. Det forudsætter, at vandet i det modtagende vandopløbsland anvendes effektivt og økonomisk. Der skal træffes tekniske, prismæssige og regulerende foranstaltninger for at undgå vandspild andre steder, dvs. for at undgå, at den samlede støtte til en »fortjenstfuld« erhvervssektor fører til øget vandforbrug i ikke-prioriterede sektorer.

3.4.8

EØSU mener, at evt. foranstaltninger til afstrømningsregulering af floder skal koordineres mellem tredjelande og EU's medlemslande i de tilfælde, hvor en fælles flod krydser EU's ydre grænse.

3.5   Tilskyndelse til vandeffektive teknikker og metoder

3.5.1

Kommissionen mener, at der ved anvendelse af vandspareteknikker og -metoder kan gennemføres betydelige vandbesparelser i EU. Ud over bekæmpelse af læk, som i visse vandforsyningsnet er betydelige, og vandspild er der interessante perspektiver i at forbedre vandforvaltningsmetoderne.

3.5.2

De tiltag, som Kommissionen foreslår, er naturligvis ønskværdige (standarder for vandforbrugende anordninger, vandeffektivitetsstandarder for bygninger, ydeevneindikator, tilpasning af erhvervsaktiviteter til vandknapheden osv.).

3.5.3

Det bør endvidere overvejes at genanvende »gråt vand« med den kendsgerning in mente, at det kræver investeringer, navnlig i forbindelse med udvidelsen af rørledningssystemet og sikkerhedsforanstaltninger. Det bør endvidere overvejes at sikre en mere systematisk indsamling af regnvand.

3.5.4

En teknik har vist sig at have potentiale, nemlig intelligent måling (»smart metering«) og brugertilpasset fakturering. Teknologien for måling og teletransmission af forbrugstal giver i dag mulighed for at indføre flere typer prissætning i lighed med prissætningen for elektricitet. Abonnenten kan således tegne et abonnement, der svarer til den pågældendes situation, men som i givet fald tilskynder til vandbesparelse: sæsontarif, permanent tarif, tarif uden for spidsbelastningsperioder osv.

3.5.5

Med henblik på at bevare vandressourcerne og bekæmpe oversvømmelser og den erosion og forurening, som de forårsager, bør politikken for beskyttelse af miljøet i landdistrikterne tilskynde til plantning af skov og hegn, hvor det er muligt og hensigtsmæssigt, og til fortsat dyrkning af jorderne. Ansøgninger og kontrol vil kunne ske på grundlag af tidssvarende systemer for geografisk registrering. Landbrugsgrundforskningen bør fremmes gennem det syvende rammeprogram for forskning og udvikling med henblik på udvikling af plantearter, der er mere modstandsdygtige over for tørke.

3.5.6

Stadig for så vidt angår landbruget, bør der tilskyndes til bæredygtig dræning og vanding og generelt til anvendelse af de bedste teknikker, der står til rådighed. Afvandingsgrøfter bør, navnlig ved overgangene, være forsynet med afgrænsede sektioner til lokal oplagring med henblik på at bremse koncentration af vand og den erosion og forurening, som den forårsager, og fremme geninfiltrering. Disse oplagringer på stedet medfører naturligvis en rensningspligt, som bør drøftes med fagfolk.

3.6   Udvikling af en vandsparekultur i Europa

3.6.1

Vi kan kun støtte Kommissionens holdning om, at der er behov for certificerings- og mærkningsordninger med henblik på at fremme effektiv og økonomisk vandanvendelse. For så vidt angår mærkningsordninger, bør det imidlertid holdes for øje, at miljømærkning er på mode, og at der er risiko for en akkumulering af mærker, som kan gøre informationen uforståelig.

3.6.2

Det organiserede civilsamfund som helhed, arbejdsmarkedets parter og foreningsverdenen bør mobiliseres for at bidrage til, at der opstår en vandsparekultur, og det samme skal uddannelses- og undervisningssektoren. Inden for erhvervssektoren skal uddannelse af teknikere og udbredelse af nye teknologier forhindre, at fortidens fejltagelser gentages, især i forbindelse med byernes vandforsyningssystem.

3.6.3

Det skal bemærkes, at der på nuværende tidspunkt sker en udvikling i udbuddet af udstyr til indsamling af regnvand og genanvendelse af gråt vand til enfamiliehuse. Dette er et tegn på, at den sparekultur, som Kommissionen eftersøger, er på vej. Sparehensyn må imidlertid ikke føre til en individualistisk stræben mod selvforsyning, som teknisk og økonomisk ville underminere de offentlige vand- og sanitetstjenester, der har ligget til grund for store fremskridt inden for sundhed og den forventede levetid. Vi har i vores udviklede samfund glemt, at vand ud over at være livsnødvendigt også kan være livsfarligt.

3.6.4

Individuelle ordninger for vandbesparelse, genanvendelse og spildevandsafledning, som ikke er kollektive, er interessante og velegnede for områder med spredt bebyggelse. I bymiljøer er de økonomiske og samfundsmæssige fordele ved disse ordninger mindre indlysende, medmindre ordningerne for indsamling af regnvand og genanvendelse behandles og anvendes af den offentlige sektor — selvom vandet indsamles fra private ejendomme.

3.7   Forbedring af videngrundlag og dataindsamling

3.7.1

Ifølge Kommissionen er det afgørende at råde over pålidelige oplysninger om omfanget og virkningerne af vandknaphed og tørke. EØSU kan kun støtte ønsket om en årlig EU-vurdering og fuld udnyttelse af mulighederne i den globale miljø- og sikkerhedsovervågning (GMES) for at få satellitdata og overvågningsværktøjer til støtte for vandpolitikken. Universiteterne og de videnskabelige forskningscentre bør opfordres til at foretage undersøgelser af vandspørgsmål, bevarelse af vandressourcerne samt midlerne til at øge dem ved udvikling af nye teknologier.

3.7.2

Det vil være nødvendigt at ensrette kriterierne for vurdering af vandtilstanden i henhold til vandrammedirektivet. I praksis er rapporterne fra medlemsstaterne forskelligartede, både hvad angår de undersøgte vandløbsoplandes dimensioner og hyppigheden af målingerne af vandkvaliteten og biodiversiteten.

3.7.3

EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at igangsætte arbejdet i de faglige udvalg, der skal overvåge vandrammedirektivets gennemførelse, og offentliggøre medlemsstaterne fremskridt i form af resultattavler med henblik på at fremme bestræbelserne og sikre konvergens.

3.7.4

Realistisk set bør man — uden at afvente ensartethed og kvalitet i alle statusopgørelser og handlingsplaner — koncentrere indsatsen omkring de mest udsatte områder. Udvælgelsen af disse områder kunne ske på medlemsstaternes initiativ, men i henhold til fælles kriterier (utilstrækkelige regnmængder og afgrænsning af geografisk område).

3.7.5

Det vil blive lettere at skabe bevidsthed hos lokale og regionale aktører om vandknapheden og mere generelt om konsekvenserne af klimaændringerne, hvis oplysningerne om klimatendenserne gøres tilgængelige for flere.

3.7.6

I denne henseende opfordrer EØSU mere konkret til, at der oprettes et websted, evt. integreret i vandinformationssystemet for Europa (WISE), hvor de klimatiske parametre fra IPCC's globale modeller, såsom regnmængde, fordampning, temperatur, vindhastighed og solstråling, kan downloades (IPPC: Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer). (De er baseret på samme idé som PRUDENCE- og ENSEMBLES-projekterne, men er mere systematiske i deres dækning og leverer ud over grafiske data også digitale data).

3.7.7

Den videnskabelige karakter af de data, der gøres tilgængelige på nettet, og den årlige opdatering af dem vil blive overdraget til en gruppe europæiske laboratorier, som er medlemmer af IPPC.

3.7.8

EU kunne finansiere udarbejdelsen af dette websted, og en lav pris for download kunne finansiere forskningsarbejdet i de laboratorier, der bidrager til modellerne.

Bruxelles, den 29. maj 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Høringen og studiebesøget i Murcia den 3. april 2008 afslørede, at der allerede i dag findes teknologier på markedet, der sikrer en ansvarlig og fornuftig vandanvendelse. Desuden er dyrkning af jorden og træplantning med til at bekæmpe ørkendannelse.

(2)  Kilde: Atlas pour un monde durable. Michel Barnier. Édition Acropole.

(3)  Det Europæiske Råd i Bruxelles den 14. december 2007, formandskabets konklusioner 16616/1/07 REV 1, s. 17.


30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/72


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets forordning om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri

KOM(2007) 602 endelig — 2007/0223 (CNS)

(2008/C 224/16)

Rådet besluttede den 4. december 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 37 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Rådets forordning om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri«

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, der udpegede Gabriel Sarró Iparraguirre til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 29. april 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 445. plenarforsamling den 28. og 29. maj 2008, mødet den 29. maj 2008, følgende udtalelse med 70 stemmer for og 3 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1

Ud fra den opfattelse, at den fortsatte udøvelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri) kræver et helhedssvar baseret på en effektiv retsakt, som finder anvendelse i hele forsyningskæden lige fra fiskeri til salg, mener EØSU, at forslaget til forordning generelt indeholder det regelsæt, som er nødvendigt for at forebygge, afværge og standse IUU-fiskeri. Det støtter derfor forslaget, da det mener, at de foreslåede foranstaltninger styrker EU's rolle som flag-, havne-, afsætnings- og modtagerstat.

1.2

Efter EØSU's mening, afhænger forordningsforslagets succes af fire aspekter:

medlemsstaternes indsats for at bekæmpe IUU-fiskeri;

samarbejde mellem medlemsstaterne;

internationalt samarbejde;

et kontinuerligt og vedholdende arbejde for at gennemføre forordningen.

1.3

Uden at ville udelukke Fællesskabets flåde fra den foreslåede forordnings anvendelsesområde er EØSU af den opfattelse, at der i forordningen bør skelnes klarere mellem IUU-fiskeri, som udøves af fartøjer fra tredjelande, hvor flagstaterne ikke udøver kontrol over fartøjerne, og det ulovlige fiskeri, som fartøjer under fællesskabsflag praktiserer og som er en overtrædelse af den fælles fiskeripolitik, der i dag er reguleret af retsakter afledt af forordning (EØF) 2847/93 (1).

1.4

EØSU mener, at gennemførelsen af alle de foreslåede kontrol- og inspektionsforanstaltninger vil kræve en kraftig forøgelse af budgettet, det administrative arbejde og de administrative kontrolinfrastrukturer i medlemsstaterne. Det opfordrer derfor Kommissionen til at tage hensyn hertil for ikke at sætte de endelige resultater over styr og det anmoder om, at der under alle omstændigheder træffes de nødvendige forholdsregler for at undgå, at gennemførelsen af forordningsforslaget påfører de virksomheder, hvis fiskefartøjer fisker lovligt, højere driftsomkostninger.

1.5

Ligeledes mener EØSU, at de foreslåede foranstaltninger under ingen omstændigheder må føre til en begrænsning af den lovlige handel, som kan udgøre en handelshindring i strid med verdenshandelsreglerne.

1.6

EØSU mener, at forordningsforslaget ikke klart nok fastsætter, hvorledes flagstaten skal validere den fangstattest, som Fællesskabet kræver. EØSU går ud fra, at valideringen skal foretages elektronisk, og mener derfor, at det klart bør præciseres i forordningsforslaget, hvorledes valideringen skal foretages såvel for fartøjer lastet med friske fangster og fartøjer, som transporterer dybfrosne fiskevarer.

1.7

EØSU mener, at kontrollen med tredjelandes fiskefartøjer bør foretages på ensartet vis i alle de »udpegede havne« i de forskellige medlemsstater. Det mener også, at det tydeligere bør fastsættes i forordningsforslaget, at inspektionerne gennemføres til søs, til lands og luftbårent.

1.8

EØSU gentager, hvad det har givet udtryk for i andre udtalelse i forbindelse med EF-fiskerikontrolagenturet, idet det mener, at agenturet bør spille en vigtig rolle i koordineringen, opfølgningen og kontrollen med IUU-fiskeriet. Derfor bør agenturet udstyres med flere finansielle og menneskelige ressourcer.

1.9

EØSU mener, at niveauet for sanktionerne over for fartøjer fra tredjelande bør harmoniseres i alle EU's medlemsstater. Det mener også, at det i tilfælde af overtrædelse fra ikke-samarbejdende staters side bør overvejes at give mulighed for sanktioner, som ikke kun er relateret til fiskeriet.

1.10

Under alle omstændigheder mener EØSU, at der bør indarbejdes flere garantier — først og fremmest retten til forsvar — i de procedurer, efter hvilke fartøjer erklæres for IUU-fartøjer og stater for ikke-samarbejdende stater, og at procedurerne bør baseres på solide beviser for at undgå, at domstolene omstøder foranstaltninger, som medlemsstaterne har vedtaget.

2.   Indledning

2.1

EU har nu i mere end 10 år bekæmpet ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri. Denne politik har siden 2002 været styret af en EF-handlingsplan for bekæmpelse, afværgelse og standsning af IUU-fiskeri i EU og på regionalt og internationalt plan (2).

2.2

I 2005 erklærede Europa-Parlamentet i sin beslutning (3) om gennemførelse af EF-handlingsplanen, som er omhandlet i den nævnte meddelelse, at det er nødvendigt, at EU udvider og intensiverer sin indsats til bekæmpelse af IUU-fiskeri.

2.3

Trods gode fremskridt er IUU-fiskeri endnu ikke udryddet. Kommissionen mener, at denne situation kræver en beslutsom og omgående reaktion fra EU's side.

2.4

Følgelig udarbejdede Kommissionen sidste år en ny meddelelse (4)»om en ny EU-strategi for, hvordan ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri kan forebygges, afværges og standses«.

2.5

Efter langvarige høringer sidste år, hvori EØSU deltog (5), udarbejdede Kommissionen det foreliggende forslag til forordning (6), som omfatter følgende indsatsområder:

skærpelse af kontrollen med, om tredjelandes fiskerfartøjers aktiviteter og deres fangster, der kommer ind i EU's fiskerihavne, er lovlige;

skærpelse af kontrollen med, om bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger er overholdt for så vidt angår fiskevarer, der importeres fra tredjelande i EU på anden måde end med fiskerfartøjer;

lukning af EU-markedet for IUU-fiskevarer;

tiltag over for IUU-aktiviteter, som udføres af EU-statsborgere uden for EU's territorium;

forbedring af de retlige midler til at konstatere IUU-fiskerivirksomhed;

indførelse af en effektiv sanktionsordning med henblik på at forebygge alvorlige overtrædelser af fiskeriforanstaltningerne;

skærpelse af indsatsen mod IUU-fiskeri inden for de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer;

støtte til udviklingslandenes politik og midler i kampen mod IUU-fiskeri;

skabelse af større synergi inden for tilsyn, kontrol og overvågning mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem disse og tredjelande.

2.6

Forslaget bygger således på princippet om, at en effektiv strategi mod IUU-fiskeri bør være fuldstændig og dække alle problemets facetter gennem hele forsyningskæden.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

EØSU mener, at de foruroligende miljømæssige og socioøkonomiske konsekvenser af IUU-fiskeri kræver en beslutsom indsats fra Den Europæiske Unions side og støtter derfor generelt Kommissionen.

3.2

De gældende EU-bestemmelser om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik (7) fastsætter et omfattende system til kontrol af lovligheden af EF-fartøjers fangster. Ordningen giver dog ikke mulighed for tilsvarende kontrol med og sanktioner over for fiskevarer, der hidrører fra tredjelandes fartøjer og indføres i EU.

3.3

Denne svaghed åbner en bagdør til EU's indre marked, som er verdens største marked og den vigtigste importør af fiskevarer, for europæiske eller udenlandske aktører, der udøver IUU-fiskeri og som på denne måde øger rentabiliteten af deres fiskeri. Derfor anser EØSU det for hensigtsmæssigt, at den foreslåede forordning — uden at udelukke EF-flåden fra anvendelsesområdet i henhold til artikel 1, stk. 4, i forslaget til forordning — koncentreres om det IUU-fiskeri, der udøves af tredjelandes fartøjer.

3.4

Med det forelagte forslag til forordning indføres en ny kontrolordning, der gælder for alt IUU-fiskeri og alle dertil knyttede aktiviteter, der udøves i områder eller farvande henhørende under medlemsstaternes jurisdiktion eller højhedsområde, eller af EF-fiskerfartøjer eller EF-statsborgere. Uden at tilsidesætte den berørte flagstats eller kyststats jurisdiktion gælder den også for alt IUU-fiskeri, der udøves af tredjelandsfartøjer på det åbne hav eller i farvande, der henhører under et tredjelands jurisdiktion, svarende til, hvad der i henhold til den fælles fiskeripolitik kræves af EF-flåden.

3.5

Uden at ville udelukke Fællesskabets flåde fra den foreslåede forordnings anvendelsesområde er EØSU af den opfattelse, at der i forordningen bør skelnes klarere mellem IUU-fiskeri, som udøves af fartøjer fra tredjelande, hvor flagstaterne ikke udøver kontrol over fartøjerne, og det ulovlige fiskeri, som fartøjer under fællesskabsflag praktiserer og som er en overtrædelse af den fælles fiskeripolitik, der i dag er reguleret af retsakter afledt af ovennævnte forordning (EØF) 2847/93.

3.6

Med forslaget til forordning indføres ligeledes en ordning, som sikrer behørig kontrol af forsyningskæden for fiskevarer, der indføres i Fællesskabet. EØSU er af den opfattelse, at de foreslåede foranstaltninger under ingen omstændigheder må føre til en begrænsning af handelen, der kan udgøre en hindring for den lovlige handel.

3.7

EØSU udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen har udarbejdet dette forslag til forordning. Det er klart, har et meget bredt anvendelsesområde, muliggør kontrol med ulovligt fiskeri på EU- og internationalt plan og indeholder bestemmelser om umiddelbar håndhævelse for at standse ulovligt fiskeri og om effektive, afbalancerede og afskrækkende sanktioner mod fysiske eller juridiske personer, der har begået eller kan holdes ansvarlige for en alvorlig overtrædelse af forordningen. Det mener dog, at det i tilfælde af overtrædelse fra ikke-samarbejdende staters side bør overvejes at give mulighed for sanktioner, som ikke kun er relateret til fiskeriet.

3.8

EØSU mener, at indholdet af forordningsforslaget bør struktureres anderledes: Kapitel IV og V om henholdsvis EF-alarmsystemet og identifikation af fartøjer, der udøver IUU-fiskeri, bør placeres direkte efter kapitel I.

3.9

Desuden bør det i kapitel III, artikel 13, stk. 1, udtrykkeligt fastsættes, at forbuddet mod import til Fællesskabet af fiskevarer, der hidrører fra IUU-fiskeri, gælder indførsel ad såvel søvejen, som over land og med fly.

3.10

Efter EØSU's mening ligger den store vanskelighed med anvendelsen af forordningsforslaget i den omstændighed, at det kræver fuld tilslutning og støtte fra medlemsstaterne og et effektivt samarbejdsnet på internationalt plan.

3.11

EØSU mener, at gennemførelsen af alle kontrol- og inspektionsforanstaltningerne såvel i havne som til søs og af foranstaltningerne til certificering, overvågning og verifikation af fartøjer og fangster såvel som kontrollen med indførsel over land, ad søvejen og med fly vil kræve en kraftig forøgelse af budgettet og af forvaltnings- og kontrolkapaciteten i medlemsstaterne. Det opfordrer derfor Kommissionen til at tage hensyn hertil i forordningsforslaget for ikke at sætte de endelige resultater over styr.

3.12

Derfor anmoder EØSU Kommissionen om, at den træffer tilstrækkelige forholdsregler for at sikre, at anvendelsen af den foreslåede forordning ikke påfører de virksomheder, hvis fartøjer driver lovligt fiskeri, højere driftsomkostninger.

3.13

Alt i alt mener EØSU, at de foreslåede foranstaltninger styrker Fællesskabets rolle som flag-, havne-, afsætnings- og modtagerstat.

4.   Særlige bemærkninger

4.1

Som gennemgangen af forslaget til forordning har vist, er det ved en korrekt, vedholdende og kontinuerlig anvendelse fuldt ud egnet til at placere Den Europæiske Union som førende kraft og forbillede i den internationale kamp mod IUU-fiskeri.

4.2

Umiddelbart efter de generelle bestemmelser vedrørende anvendelsen omhandler forordningen kontrollen af fiskefartøjer fra tredjelande i EF-havne. Det skal understreges, at det bliver forbudt at foretage omladning i EF-farvande mellem tredjelandsfiskerfartøjer og mellem EF-fiskerfartøjer. Dette forbud strækker sig ud over EF-farvande og omfatter omladning på havet af tredjelandfartøjers fangster til EF-fartøjer.

4.3

EØSU hilser dette forbud mod omladning på havet velkommen, da det gentagne gange har anmodet Kommissionen herom, eftersom denne praksis i høj grad begunstiger IUU-fiskeri.

4.4

Forordningen fastsætter klart, at tredjelandsfartøjer kun kan anløbe »udpegede havne« i Den Europæiske Union, som medlemsstaterne forud udvælger, og efter opfyldelse af en række betingelser: forhåndsanmeldelse og tilladelse, valideret fangstattest og inspektion. Adgang til medlemsstaternes havne, ydelse af havnetjenester, landing, omladning og forarbejdning om bord i EF-havne er forbudt for tredjelandsfiskerfartøjer, medmindre de opfylder de betingelser og bestemmelser, der er fastsat i denne forordning.

4.5

Forordningen udmærker sig ved at fastsætte en omfattende og minutiøs kontrol af forhåndsanmeldelse, certificering af fangster og havneinspektion.

4.6

Hvad angår kontrollen af fangstattesterne, som skal indgives til anløbshavnen mindst 72 timer før ankomst til havnen, går EØSU ud fra, at valideringen af disse attester skal foretages elektronisk af de kompetente myndigheder. Efter EØSU's menings fastsætter forordningsforslaget ikke tydeligt nok, hvorledes valideringen af attesten skal foretages. EØSU mener også, at Kommissionen bør præcisere de tilfælde, hvor der kan fritages for overholdelse af fristen på 72-timer.

4.7

EØSU støtter de principper, som Kommissionen opstiller for kontrollen med tredjelandes fiskefartøjer og opfordrer alle medlemsstater til at gennemføre den på ensartet vis i alle de »udpegede havne«.

4.8

Overtrædelser af forordningen, som viser, at et tredjelandsfiskerfartøj er impliceret i IUU-fiskeri, medfører forbud mod landing, omladning eller forarbejdning af fangsterne om bord, indledning af en undersøgelse og i givet fald idømmelse af sanktioner i henhold til lovgivningen i den pågældende medlemsstat. I tilfælde af alvorlige overtrædelser fastsætter forslaget til forordning foranstaltninger til umiddelbar håndhævelse.

4.9

Målet med denne strenge kontrol af tredjelandsfiskerfartøjer, som er identisk med kontrollen af EF-fartøjer, er at opspore fiskevarer, der stammer fra ulovligt, urapporteret eller ureguleret fiskeri. Den foreliggende forordning forbyder import af disse fiskevarer til Fællesskabet.

4.10

EØSU mener, at der er behov for inspektion af de indførsler, der foretages overalt i på Fællesskabets område, og derfor bør kapitel III også indeholde bestemmelser om inspektion af containere, som indføres i Det Europæiske Fællesskab over land eller med fly. Der bør således også fastsættes en minimumsprocentsats for det antal containere, der skal inspiceres hvert år.

4.11

Forordningen fastsætter, at hvis import af fiskevarer afslås, fordi varerne betragtes som stammende fra IUU-fiskeri i henhold til forordningens bestemmelser, kan medlemsstaterne under overholdelse af klageretten konfiskere og bortskaffe varerne efter de nationale regler.

4.12

Med henblik på korrekt gennemførelse af forordningen i alle forhold vedrørende import og reeksport af fiskevarer eller i givet fald forbud mod import fastsættes det, at Kommissionen kan undertegne aftaler om administrativt samarbejde med flagstaterne.

4.13

Det system, som Kommissionen ønsker at indføre med denne forordning, kræver et bredt samarbejde på internationalt plan mellem Den Europæiske Union og flagstaterne, de stater, der samarbejder med en regional fiskeriforvaltningsorganisation, og de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer selv. Ligeledes må man som led i dette samarbejde finde frem til de stater, der ikke samarbejder, for hvilke forordningen også indeholder nogle bestemmelser.

4.14

Den første konsekvens, som dette internationale samarbejde får for EU internt, er oprettelsen af et EF-alarmsystem, som skal advare markedsaktørerne og medlemsstaterne, når EU mener, at der er begrundet tvivl om, at fiskefartøjer eller fiskevarer fra visse tredjelande overholder lovene, forordningerne og de internationale bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger.

4.15

Kravet om anmeldelse vil foranledige en overvågning på EU- og internationalt plan af såvel den import, der har udløst alarmen, som den forudgående import, og af de fiskefartøjer, der er omfattet af alarmen. Når det af undersøgelserne, inpektionerne og den gennemførte kontrol kan konkluderes, at der foreligger IUU-fiskeri, tager Kommissionen blandt andet skridt til at opføre det eller de berørte fartøjer på en EF-liste over IUU-fartøjer.

4.16

Forordningen fastsætter, at Kommissionen eller et organ udpeget af denne indsamler og analyserer alle oplysninger om IUU-fiskeri.

4.17

EØSU mener, at EF-fiskerikontrolagenturet er det bedst egnede organ til at udføre denne opgave, og at det bør udstyres med flere menneskelige og finansielle ressourcer.

4.18

Forordningen fastsætter meget udførligt hele proceduren for udarbejdelse, indhold, offentliggørelse og ajourføring af EF-listen over IUU-fartøjer. Den vil automatisk omfatte fiskefartøjer, som er opført på regionale fiskeriforvaltningsorganisationers lister over IUU-fartøjer. Efter EØSU's mening bør Kommissionen — i stedet for automatisk at opføre EF-fiskerfartøjer på denne liste — først forvisse sig om, at de pågældende medlemsstater ikke har truffet effektive foranstaltninger over for sådant fiskeri i henhold til artikel 26 i den foreslåede forordning.

4.19

EØSU mener, at den procedure, som foreslås indført med forordningen, er korrekt, idet den tager alvorligt fat på opførelse af fiskerfartøjer fra ikke-samarbejdende stater på IUU-listen med alle garantier mht. forudgående underretning og ret til forsvar i forbindelse med de foranstaltninger, der kan træffes over for fartøjer og stater, som er involveret i IUU-fiskeri. EØSU mener dog, at der bør indarbejdes flere garantier i de procedurer, hvorefter fartøjer erklæres for IUU-fartøjer og stater for ikke-samarbejdende stater, især hvad angår retten til forsvar, og at procedurerne bør baseres på solide beviser for at undgå, at domstolene ophæver foranstaltninger, som medlemsstaterne vedtager.

4.20

I betragtning af de alvorlige konsekvenser, det kan få for en stat, at blive opført på listen over ikke-samarbejdende stater, og af den omstændighed, at denne forordning bør gælde for alle stater i samme grad, anser EØSU det for meget rimeligt, at Kommissionen tilbyder udviklingslandene sin bistand, så de kan opfylde kravene til kontrol og overvågning af fiskeriaktiviteterne.

4.21

EØSU betragter fartøjsovervågningssystemet (FOS) som et vigtigt redskab til overvågning af IUU-fiskeriaktiviteter. For at en stat kan fjernes fra listen over ikke-samarbejdende stater bør det efter EØSU's mening kræves, at der installeres FOS-udstyr på alle dens fiskefartøjer.

4.22

EØSU bifalder de strenge foranstaltninger, der fastsættes i forordningen, over for fartøjer og ikke-samarbejdende stater, som er involveret i IUU-fiskeri.

4.23

Forordningen forbyder desuden statsborgere i medlemsstaterne at yde nogen form for støtte til eller deltage i IUU-fiskeriaktiviteter, herunder enhver form for aktivitet i forbindelse med chartring, eksport eller salg af fiskefartøjer, som er opført på EF-listen over IUU-fartøjer.

4.24

Endelig definerer forordningen, hvad der forstås ved alvorlige overtrædelser, og den fastsætter samme minimumsgrænse for bøder til såvel fysiske som juridiske personer, samt foranstaltninger til umiddelbar håndhævelse og supplerende sanktioner, som skal forhindre fortsat overtrædelse og give de kompetente myndigheder mulighed for at afslutte undersøgelsen af den pågældende alvorlige overtrædelse.

4.25

EØSU mener, at niveauet for sanktionerne over for tredjelandsfartøjer bør harmoniseres i alle EU's medlemsstater.

4.26

For at forenkle EU-lovgivningen har Kommissionen i forslaget til forordning indarbejdet de vigtigste bestemmelser vedrørende kontrol, inspektion og gennemførelse, som er vedtaget i de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer, EU er part i, og som dermed udvides til at gælde i alle de farvande, der henhører under en regional fiskeriforvaltningsorganisation.

4.27

EØSU mener, at Kommissionen på et senere tidspunkt bør undersøge muligheden for at udvide forordningen til ferskvandsfiskeri.

4.28

EØSU mener, at det forslag til forordning, som Kommissionen har forelagt, er et meget nyttigt instrument til forebyggelse, afværgelse og standsning af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri. Opfyldelsen af dette mål vil kræve en kontinuerlig og vedholdende indsats. Her vil det efter EØSU's mening i høj grad stå og falde med samarbejdet mellem medlemsstaterne.

Bruxelles, den 29. maj 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Rådets forordning (EØF) nr. 2847/93 af 12.10.1993.

(2)  KOM(2002) 180 af 28.5.2002 og Rådets konklusioner af 7.6.2002.

(3)  Europa-Parlamentets beslutning nr. 2006/2225 af 15.2.2007.

(4)  KOM(2007) 601 endelig af 17.10.2007.

(5)  EØSU afholdt den 30.1.2007 en konference om flagstaters forpligtelser.

(6)  »Forslag til Rådets forordning om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri« (2007/0223 (CNS)).

(7)  Rådets forordning (EØF) nr. 2847/93 af 12.10.1993.


30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/77


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

Forslag til Rådets forordning om beskyttelse af sårbare marine økosystemer i det åbne hav mod bundfiskeredskabers skadelige virkninger og

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Ødelæggende fiskerimetoder i det åbne hav og beskyttelse af sårbare dybhavsøkosystemer

KOM(2007) 605 endelig — 0227/0224 (CNS)

K0M(2007) 604 endelig

(2008/C 224/17)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 4. december 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 37 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Rådets forordning om beskyttelse af sårbare marine økosystemer i det åbne hav mod bundfiskeredskabers skadelige virkninger

Kommissionen besluttede den 17. oktober 2007 under henvisning til samarbejdsprotokollen, der blev underskrevet den 7. november 2005, at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Ødelæggende fiskerimetoder i det åbne hav og beskyttelse af sårbare dybhavsøkosystemer

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede José María Espuny Moyano til ordfører og Richard Adams til medordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 29. april 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 445. plenarforsamling af 28.-29. maj 2008, mødet den 29. maj 2008, følgende udtalelse med 101 stemmer for og 1 hverken for eller imod.

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU støtter Kommissionens generelle politiske retningslinjer i såvel forordningsforslaget som meddelelsen, men mener, at forordningsforslagets indhold, effektivitet og virkning kan forbedres ved at indarbejde anbefalingerne i nedenstående punkt 4 og 5.

2.   Indledning

2.1

Det er i senere år blevet klart, at økosystemer på dybt vand kan rumme en umådelig biodiversitet og omfattende marine ressourcer. De udgør en af verdens sidste eksisterende, væsentlige grupper af naturressourcer. Koldtvandskoralrev, undersøiske bjerge, koralrev og hydrotermiske væld trues i stigende grad af menneskelige aktiviteter. Disse økosystemer findes i meget mindre produktive omgivelser end økosystemer på lavt vand, og det kan derfor tage dem århundreder at genoprette sig. Udvinding af olie og gas, udlægning af kabler, dumpning af affald og særlige former for bundfiskeri (1) såvel som andre menneskelige aktiviteter kan have skadelige virkninger. Koldtvandskoralrev findes også i kontinentalsokkelområder med tempereret klima. (2).

2.2

Bundfiskeri kræver højt specialiseret udstyr, som generelt kan anvendes uden at forårsage alvorlige skader på de steder, hvor havbunden består af sand eller mudder. Visse typer af udstyr er imidlertid i sagens natur tungt og kraftigt og kan i sårbare økosystemer på dybt vand forårsage alvorlige skade på levesteder og ødelægge gamle og i vidt omfang uerstattelige strukturer, navnlig koraller.

2.3

Som det ofte er tilfældet med globale miljøspørgsmål har den generelle holdning været, at dette problem kun kunne takles i sin helhed ved at indføre afbalancerede, effektive og gennemførlige foranstaltninger på verdensplan. FN's Generalforsamling har lige siden 2004 drøftet de problemer, som de ødelæggende dybhavsfiskerimetoder forvolder. Den 8. december 2006 vedtog den resolution 61/105 om bæredygtigt fiskeri, hvori FN indtrængende opfordrede alle stater og organisationer med territorial myndighed over dybe have til at regulere bundfiskeriet på sårbare marine økosystemer med henblik på at beskytte dem mod skade (3).

2.4

Denne udtalelse handler om to dokumenter fra Kommissionen om beskyttelse af sårbare marine økosystemer. Det ene dokument (KOM(2007) 604) indeholder en detaljeret gennemgang af de overordnede politiske retningslinjer, som Kommissionen foreslår, skal fungere som rettesnor og grundlag for de specifikke tiltag, som EU bør iværksætte. Det udspringer af FAO-anbefalingerne, som er udarbejdet efter indgående drøftelser på FN's Generalforsamling (4), hvor EU spillede en større rolle. Det andet dokument (KOM(2007) 605) er et forslag til Rådets forordning, som vil gælde for EU-fartøjer, der fisker på åbent hav i områder, der ikke reguleres af en regional fiskeriforvaltningsorganisation (»RFFO«), og bør ses som et direkte lovgivningsudspil.

2.5

Det er på længere sigt i såvel fiskeriets som miljøbeskyttelsesorganisationernes interesse at sørge for at beskytte levesteder på havbunden for dermed at sikre langsigtet bæredygtighed i fiskebestanden samt bevare og beskytte marin biodiversitet.

3.   Resumé af Kommissionen generelle tilgang (KOM 604) og specifikke forslag (KOM 605)

3.1

De to vigtigste krav i den forvaltningsmæssige ramme for bundfiskeri i åbent hav er, at der skal gennemføres en forudgående miljøkonsekvensanalyse, før der kan gives tilladelse til individuelle fiskeriaktiviteter, og fremlægges bevis for, at fortsat fiskeri ikke har betydelige skadelige virkninger. Til støtte for disse krav er der behov for at udvikle bedre forskning og dataindsamling med henblik på at lokalisere kendte eller mulige områder med sårbare økosystemer og deres økologiske dynamik.

3.2

En særlig vigtig foranstaltning er vedtagelsen af geografisk baserede lukkede områder eller særlige forvaltningsområder. Dette bør ske efter aftale inden for en RFFO. Uden for en RFFO har de enkelte lande det beskyttelsesmæssige ansvar for så vidt angår skibe, der sejler under deres flag.

3.3

Forordningsforslaget vil indføre streng kontrol af bundfiskeri på åbent hav ved hjælp af foranstaltninger, der minder om dem, der allerede er indført af de lande, der fisker på åbent hav i den nordvestlige del af Stillehavet, det sydlige Stillehav og i havet omkring Sydpolen. Samme foranstaltninger er indført i RFFO'erne i det nordlige og sydøstlige Atlanterhav, omkring Sydpolen og i Middelhavet.

3.4

Kommissionen modtog mange forskellige delegationer fra medlemsstaterne, industrien og miljøbeskyttelsesorganisationerne i de tre år, hvor emnet var under behandling i FN's Generalforsamling. Kommissionen gik ind for en tilgang baseret på regulering (frem for forbud), som det var tanken, flagstaterne skulle gennemføre via RFFO'er og selv skulle anvende over for egne fartøjer, når disse drev fiskeri i de områder på åbent hav, som ikke va