ISSN 1725-2393

Den Europæiske Unions

Tidende

C 204

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

51. årgang
9. august 2008


Informationsnummer

Indhold

Side

 

III   Forberedende retsakter

 

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

 

443. plenarforsamling den 12. og 13. marts 2008

2008/C 204/01

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Det indre markeds fremtid — på vej mod globalisering

1

2008/C 204/02

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen Et resultatorienteret Europa — Anvendelse af fællesskabsrettenKOM(2007) 502 endelig

9

2008/C 204/03

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater for så vidt angår 2-(2-methoxyethoxy)ethanol, 2-(2-butoxyethoxy)ethanol, methylendiphenyldiisocyanat, cyclohexan og ammoniumnitrat KOM(2007) 559 endelig — 2007/0200 (COD)

13

2008/C 204/04

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Rådets forordning om oprettelse af fællesforetagendet for brændselsceller og brint KOM(2007) 571 endelig — 2007/0211 (CNS)

19

2008/C 204/05

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv .../.../EF om retlig beskyttelse af edb-programmer (Kodificeret udgave) KOM(2008) 23 endelig — 2008/0019 (COD)

24

2008/C 204/06

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fusioner af aktieselskaber (Kodificeret udgave) KOM(2008) 26 endelig — 2008/0009 (COD)

24

2008/C 204/07

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om samordning af de garantier, som kræves i medlemsstaterne af de i traktatens artikel 48, stk. 2, nævnte selskaber til beskyttelse af såvel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, med det formål at gøre disse garantier lige byrdefulde (Kodificeret udgave) KOM(2008) 39 endelig — 2008/0022 (COD)

25

2008/C 204/08

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen: Transeuropæiske net: På vej mod en helhedsstrategi KOM(2007) 135 endelig

25

2008/C 204/09

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler for adgang til markedet for international godskørsel (omarbejdet) KOM(2007) 265 endelig/3 — 2007/0099 (COD)

31

2008/C 204/10

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Reduktion af CO2-emissioner fra lufthavne gennem en ny lufthavnsplanlægning (Sonderende udtalelse)

39

2008/C 204/11

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Retningslinjer for anvendelsen af EF-traktatens artikel 81 på søtransport (tillægsudtalelse)

43

2008/C 204/12

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om gensidig anerkendelse af fartsattester for fartøjer på indre vandveje (Kodificeret udgave) KOM(2008) 37 endelig — 2008/0021 (COD)

47

2008/C 204/13

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring af direktiv 67/548/EØF og forordning (EF) nr. 1907/2006 KOM(2007) 355 endelig — 2007/0121 (COD)

47

2008/C 204/14

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Geografiske betegnelser

57

2008/C 204/15

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forbedring af Fællesskabets civilbeskyttelsesordning — en reaktion på naturkatastrofer

66

2008/C 204/16

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om sanktioner over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (initiativudtalelse)

70

2008/C 204/17

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Grønbogen om det fremtidige fælles europæiske asylsystem KOM(2007) 301 endelig

77

2008/C 204/18

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om oprettelse af et program, der skal højne kvaliteten af de videregående uddannelser og fremme den mellemfolkelige forståelse gennem samarbejde med tredjelande (Erasmus Mundus) (2009-2013) KOM(2007) 395 endelig

85

2008/C 204/19

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Handlingsplan for voksenuddannelsen — Det er altid et godt tidspunkt at lære KOM(2007) 558 endelig

89

2008/C 204/20

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Arbejdsmarkedsparternes indflydelse på en forbedring af de unges situation på arbejdsmarkedet

95

2008/C 204/21

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Sikring af adgang til langtidspleje for alle borgere og en bæredygtig finansiering af ældreplejen

103

2008/C 204/22

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2004/40 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes eksponering for risici på grund af fysiske agenser (elektromagnetiske felter) (18. særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) KOM(2007) 669 endelig — 2000/0230 (COD)

110

2008/C 204/23

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om EU's budgetreform og fremtidige finansiering

113

2008/C 204/24

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem KOM(2007) 677 endelig

119

2008/C 204/25

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Civilsamfundets rolle i forbindelserne mellem EU og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien

120

DA

 


III Forberedende retsakter

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

443. plenarforsamling den 12. og 13. marts 2008

9.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 204/1


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Det indre markeds fremtid — på vej mod globalisering

(2008/C 204/01)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 27. september 2007 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde om:

Det indre markeds fremtid — på vej mod globalisering.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's faglige sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Bryan Cassidy til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 27. februar 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 443. plenarforsamling den 12.-13. marts 2008, mødet den 12. marts, følgende udtalelse med 39 stemmer for, 9 imod og 12 hverken for eller imod:

1.   Resumé af EØSU's konklusioner og henstillinger

1.1

Observatoriet for Det Indre Marked blev oprettet af EØSU for at overvåge gennemførelsen af det indre marked, og det har gennem årene udarbejdet en række udtalelser som svar på anmodninger om sonderende udtalelser fra andre institutioner, bl.a. Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet, men også EU's formandskaber (1), og den seneste udtalelse er en reaktion på Kommissionens situationsrapport om »Revision af det indre marked« (2). Derudover har EØSU gennem årene udarbejdet en række initiativudtalelser.

1.2

Denne initiativudtalelse kommer på det rigtige tidspunkt, da Det Europæiske Råd på sit møde den 18.-19. oktober 2007 besluttede at gøre EU til international leder inden for regulering og markedsåbning. EU kan forme globaliseringen, hvis det sammenkæder sin udviklingsmodel med bæredygtig udvikling, social retfærdighed og miljøhensyn. Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse fremstår som et bedre svar på globaliseringen end et tilbagetog til protektionisme.

1.3

Arbejdsgivere og fagforeninger er enige om, at »flexicurity« (3), som er forhandlet på plads af arbejdsmarkedets parter, kan skabe en situation, som er til gavn for både virksomheder og arbejdstagere. Det skaber derfor de rette rammer for at modernisere det europæiske arbejdsmarked og dækker både arbejdsmarkedslovgivning, effektive ordninger for livslang almen og faglig læring og fastholdelsen af en forbedret socialsikring. Endvidere vil en effektiv arbejdsmarkedsdialog (navnlig i form af kollektive forhandlinger) bidrage til et velfungerende arbejdsmarked.

1.4

EØSU er opmærksomt på Kommissionens meddelelse, »Europas interesse: at opnå fremgang i globaliseringens tidsalder« (4), som blev forelagt på det uformelle møde i Det Europæiske Råd i Lissabon.

1.5

Det indre markeds succes inden for rigtigt mange interne EU-aktiviteter er blevet taget for givet af størstedelen af EU's borgere. Det indre marked er ikke et »fait accompli«, men er af kommissær Charlie McCreevy blevet beskrevet som »et område, hvor der stadig er plads til forbedringer« (5). Ud over at imødekomme behovet for at færdiggøre det indre marked skal EU nu også takle globaliseringsudfordringen og fremme EU's grundlæggende principper om åbne markeder og en verden med rimelige konkurrencevilkår, hvor protektionisme ikke hører hjemme.

1.6

En del af EU's overordnede formål er at skabe harmoniserede standarder med fri bevægelighed for kapital, varer, tjenesteydelser og personer. Det betyder, at tredjelande, der ønsker at drive erhvervsvirksomhed i EU, ikke får lov til at omgå de regler, der gælder på det indre marked, hverken hvad angår forbrugerbeskyttelse, tekniske standarder, arbejdsvilkår eller miljøhensyn.

1.7

En vigtig del af globaliseringsudfordringen ligger i den rolle, der spilles af Verdenshandelsorganisationen (WTO), ILO og de stadigt mere indbyrdes afhængige internationale finansmarkeder, hvilket er blevet understreget af finans- og børskrisen i den sidste halvdel af 2007.

1.8

EU's indre marked er ikke i sig selv nok. EU er afhængigt af samhandel og er nødt til at udvikle sine forbindelser til resten af verden. Det er også nødt til at blive ved med at være konkurrencedygtigt til gavn for arbejdstagere, arbejdsgivere og alle borgere. Lissabon-strategien er blevet udviklet for at nå dette mål og for at sætte EU i stand til at blive en mere konkurrencedygtig økonomi i international sammenhæng. EU selv er nødt til at sikre, at de resterende interne hindringer fjernes.

1.9

Sigtet med denne initiativudtalelse er at foranledige EU til at tage globaliseringsudfordringen op og til at udnytte de dermed forbudne muligheder. EU's økonomiske succes er ikke bygget på protektionisme, men på de fire friheder, som var grundlaget for det oprindelige Europæiske Økonomiske Fællesskab. (EU har fortsat behov for at fjerne nogle af sine egne handelsrestriktioner).

1.10

EU bør også passe på ikke at gå i den amerikanske fælde med at subsidiere produktionen af biobrændsel. Medmindre disse ødsle subsidier kontrolleres via Verdenshandelsorganisationen, vil de med usvigelig sikkerhed føre til stigende fødevarepriser og hungersnød i udviklingslandene og de underudviklede dele af verden (6).

1.11

EØSU noterer sig arbejdsmarkedets anbefalinger, som det indtrængende opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage med i betragtning i deres fælles gennemgang og analyse af de vigtigste udfordringer, som EU's arbejdsmarkeder står over for (7).

1.12

EØSU hilser Kommissionens meddelelse til det uformelle Europæiske Råd i Lissabon (8) velkommen. Udvalgets støtter især de fire strategier, som man ved den lejlighed enedes om for såvel EU som medlemsstaterne: F&U og innovation, et gunstigt erhvervsmiljø, investering i menneskelig kapital og energi og klimaforandringer. Der er imidlertid behov for at udvide reformdagsordenen på alle fire områder, hvis man skal udnytte det reelle potentiale for vækst og beskæftigelse.

1.13

EØSU opfordrer Kommissionen og Rådet til at sikre, at arbejdsmarkedsparterne i høj grad inddrages i udformningen og implementeringen af politikforanstaltningerne vedrørende flexicurity på nationalt plan.

1.14

EU's virksomheder og arbejdstagere må ikke stilles dårligere end konkurrenterne fra tredjelande, bare fordi EU gerne vil være i front med avanceret miljøpraksis.

1.15

Løsningen er, at EU i de internationale forhandlinger om global opvarmning vedholdende og konsekvent taler med en stemme, og at der lægges stærkere pres på de lande, der ikke overholder deres forpligtelser.

2.   At opnå fremgang i globaliseringens tidsalder — hovedpunkterne

2.1

Kommissionens meddelelse til mødet i oktober mellem stats- og regeringscheferne er en opfølgning af det uformelle møde i Hampton Court i oktober 2005, hvor man behandlede de udfordringer, som globaliseringen medførte på områder som innovation, energi, migration, uddannelse og demografi. I 2007 blev der indgået en aftale om at bringe EU frem i førerfeltet, hvad angår global indsats for at takle klimaændringerne, og om at lancere en europæisk politik vedrørende sikker, bæredygtig og konkurrencedygtig energi — eller sagt med andre ord at anbringe Europa på tærsklen til den tredje industrielle revolution.

2.2

Den offentlige opmærksomhed omkring globaliseringen og fordelene og vanskelighederne herved er vokset. Hilst velkommen af nogle, frygtet af andre, har globaliseringen ændret visse efterkrigstidsantagelser vedrørende verdensøkonomien (f.eks. USA's dominans) og den måde, hvorpå regeringer kan hjælpe borgerne til at acceptere forandringer. »Globaliseringen« er en chance såvel som en udfordring for EU.

2.3

50 års europæisk integration har betydet, at medlemsstaternes økonomiske perspektiver er forbundet som aldrig før. Den næste fase bør have til formål at sætte EU i stand til at sætte sig i spidsen for skiftende tendenser i den globale økonomi.

2.4

Den monetære union og euroens succes har været og vil fortsat være en katalysator for større markedsintegration og en styrkelse af det indre marked. Et klima, der er karakteriseret af lav inflation, lave rentesatser, billige og gennemsigtige transaktioner og større finansiel integration, er befordrende for grænseoverskridende handel og investeringer i EU, og hjælper europæiske virksomheder til at klare sig i den internationale konkurrence. Udadtil yder euroen beskyttelse mod de aktuelle uroligheder på finansmarkederne, og dens styrke afbøder til en vis grad konsekvenserne af de voldsomme prisstigninger på de internationale fødevare- og energimarkeder, som skyldes stor efterspørgsel ikke mindst fra de nye giganter, der nu dukker op. Euroens styrke er imidlertid nødt til at afspejle den økonomiske situation. En hurtig revaluering af euroen på valutamarkederne, som befordres af en rentesats fra ECB's side, der er for høj, og som er kædet sammen med en pengepolitik, der indbyder til konkurrerende devalueringer i andre dele af verden, udgør en fare for EU's fremgang. Det skaber en særdeles ugunstig situation for de europæiske virksomheder, der producerer i euro, men som sælger i dollars, og der opstår således fare for virksomhedsudflytninger.

3.   Det indre marked og eksterne hensyn

3.1   Handelsliberalisering

Verdenshandelsorganisationen er det vigtigste redskab til at opnå liberalisering af den internationale handel. En vellykket Doha-runde har mulighed for at åbne markeder for EU-eksport til mere end et hundrede lande rundt omkring i verden. De langsomme fremskridt i forhandlingerne er i høj grad skuffende. Bilaterale handelsaftaler er blevet et udbredt supplement til WTO-aftaler. Virksomheder og arbejdstagere har et presserende behov for ny adgang til markeder med høj vækst hos de vigtigste handelspartnere. EU's strategi om at forhandle frihandelsaftaler med Korea, ASEAN og Indien er et positivt skridt i den retning. Disse aftaler bør være så vidtrækkende og ambitiøse som muligt, og de bør omfatte varer (inklusive ikke-toldmæssige hindringer), tjenesteydelser, investeringer, intellektuel ejendomsret, lettelse af samhandlen, konkurrencepolitik, miljø- og ILO-standarder. Det er også værd at overveje en SOLVIT-model i disse aftaler.

3.2

Ud over de gængse frihandelsaftaler mener EØSU, at der kan findes andre innovative metoder til at takle de løbende problemer, man støder på i en bilateral kontekst, ved at se på diskussionerne i Det Transatlantiske Økonomiske Råd, der blev nedsat efter topmødet mellem EU og USA den 30. april. På det første møde i ovennævnte råd den 9. november blev der gjort et første, vigtigt fremskridt mod at løse de hindringer, der ligger i vejen for at opnå bedre handels- og investeringsvilkår hos EU's største handelspartner. De spørgsmål, der er til diskussion, er ikke nødvendigvis af interesse for andre handelsblokke, og derfor er sådanne bilaterale aftaler vigtige. (Det forlyder, at de to parter siden april måned har gjort væsentlige fremskridt med at fjerne handels- og investeringshindringer og med at mindske regelbyrden).

Aftalen vedrører følgende spørgsmål og områder:

Acceptable regnskabsstandarder i USA — GAAP — hvor EU-regnskaber, der er udarbejdet i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder, nu er blevet accepteret for europæiske selskaber, der er børsnoterede i USA.

Styrkelse af sikkerheden og fremme af samhandlen — en køreplan for opnåelse af gensidig anerkendelse i 2009 af EU's og USA's handelspartnerskabsprogrammer vil blive fastlagt gradvist på baggrund af de vigtigste resultater.

Mindsket byrde i forbindelse med markedsføring af ny medicin til behandling af sjældne sygdomme ved indgåelse af en aftale om en fælles formular til ansøgning om optagelse i kategorien for »lægemidler til sjældne sygdomme«.

EU-tiltag vedrørende et lovforslag om at give patienter adgang til oplysninger om lovlige lægemidler.

Kommissionen har foreslået, at EU fortsat tillader import af produkter, der er mærket med både britisk/amerikanske og metriske måleenheder, for derved at mindske omkostningerne i forbindelse med den transatlantiske handel.

Inden det kommende møde i Det Transatlantiske Økonomiske Råd vil USA's Occupational Safety and Health Administration (OSHA) (den amerikanske myndighed med ansvar for folkesundhed og sikkerhed på arbejdspladsen) konferere med sin modpart i Kommissionen om, hvilke fremskridt der er sket med at fremme handlen med elektriske produkter, hvad angår procedurer for overensstemmelsesvurderinger på sikkerhedsområdet, og indkredse områder, hvor der kan gøres fremskridt næste år.

USA's føderale kommunikationskomité (Federal Communications Commission — FCC) vil revidere listen over de produkter, der er underlagt obligatorisk test hos tredjepart, med det sigte at acceptere leverandørers overensstemmelseserklæringer for produkter, der har vist gode resultater med at overholde de relevante standarder.

Der pågår en dialog om regulering af finansmarkederne, hvor man overvejer, hvordan og på hvilke områder der skal indføres gensidig anerkendelse på værdipapirområdet, og man forsøger at indkredse andre metoder til at fremme den grænseoverskridende handel med finansielle tjenesteydelser. Arbejdet er kun lige startet, og på topmøderne mellem EU og USA vil man samarbejde med de berørte aktører om at opstille yderligere prioriteter.

3.3

Derudover bør EU også udvide og styrke sit økonomiske samarbejde med nabolande som Ukraine og med Rusland. Ruslands tiltrædelse af Verdenshandelsorganisationen, Det Fælles Økonomiske Rum for EU og Rusland og den nye rammetraktat mellem EU og Rusland er vigtige milepæle på vej mod et ægte, strategisk og økonomisk partnerskab. Dette styrkede samarbejde burde gøde jorden for fremtidige forhandlinger om et Fælles Økonomisk Område, som ville fremme den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital, mennesker, viden og teknologi.

3.3.1

Eftersom de bredere spørgsmål i forbindelse med et strategisk økonomisk partnerskab kun delvist kan behandles gennem tiltrædelse af WTO, bør EU og Rusland så vidt muligt bygge deres fremtidige økonomiske forbindelser på strukturer, der også går videre end WTO, for at skabe et fælles økonomisk område for et udvidet Europa. Det kræver et stærkt engagement fra EU's og Ruslands side at tage fat på en meget bredere og mere omfattende række spørgsmål, end man tidligere har behandlet i traditionelle frihandelsaftaler.

3.3.2

Aftalen mellem EU og Rusland bør bl.a. indeholde fælles bestemmelser for national behandling af grænseoverskridende investeringer, afskaffelse af told, fjernelse af ikke-toldmæssige hindringer, tilnærmelse af lovgivninger, gensidig anerkendelse af standarder og overensstemmelsesvurderinger, fremme af samhandel og toldbehandling, samarbejde om konkurrence, liberalisering af tjenesteydelser, offentlige indkøb, sundheds- og plantesundhedsbestemmelser, beskyttelse af intellektuel ejendomsret, bilæggelse af tvister og anvendelse af internationale regnskabsstandarder. Eksempler på spørgsmål, der er dækket af en så bred aftale, er f.eks. at finde i aftalerne om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

3.4   F&U og innovation

Et velfungerende indre marked er også en forudsætning for at fremme EU's innovationsevne. Et ægte indre marked skaber størst løftestangsvirkning og baner vej for innovative varer, produkter og tjenesteydelser. Der er behov for koordination på EU-plan af de F&U-tiltag, der iværksættes i hhv. SMV-klynger, større virksomheder, forskningsinstitutter, universiteter og det nye europæiske institut for innovation og teknologi. Det vil styrke de europæiske virksomheders generelle evne til at lave højteknologiske produkter og tjene det fælles mål om at forhindre, at investeringer i EU udflyttes til andre steder, og om at gøre erhvervslivet mere konkurrencedygtigt på internationalt plan inden for produkter og tjenesteydelser med høj værditilvækst.

3.5

Globaliseringen har sat farten op på forandringerne — på teknologien, på ideerne og på den måde, hvorpå vi arbejder og lever vort liv. EØSU har hele tiden støttet disse målsætninger, og tror, at hvis EU kan frigøre sit innovative og kreative potentiale, kan det bestemme kursen for de verdensomspændende forandringer og give dem et klart præg af europæiske værdier og kulturel mangfoldighed.

3.6   Beskyttelse af intellektuel ejendomsret

EU's tiltag på innovationsområdet bør følges op af nogle passende bestemmelser til at beskytte den deraf følgende intellektuelle ejendomsret, som forudsætter omfattende finansielle investeringer og investeringer i menneskelige ressourcer. Det er bl.a. ønskeligt, at EU får én, fælles beskyttelsesmekanisme af EU-patentet (9). — noget som det faktisk burde have indført for længst. Succes på dette område fører til markedsfordele for EU's produkter på de internationale markeder.

Derudover er det afgørende at sikre en effektiv håndhævelse af den intellektuelle ejendomsret og at bekæmpe varemærkeforfalskning og piratkopiering. Færdiggørelsen af de retlige rammer på EU-plan er fortsat en vigtig forudsætning. Der også behov for øget internationalt samarbejde for at takle problemet på globalt plan. De bilaterale dialoger om intellektuel ejendomsret, som Kommissionen har ført med Kina, Rusland og andre regioner, er et nyttigt redskab til at behandle spørgsmålet, men dialogerne er nødt til at føre til konkrete resultater. Det nye forslag om en handelsaftale om bekæmpelse af varemærkeforfalskning er ligeledes et fornuftigt skridt i den rigtige retning.

3.7   Arbejdsvilkår

Det mindste EU kan gøre for at hjælpe EU's erhvervsliv til at konkurrere på fair betingelser på verdensplan er at sikre, at andre lande overholder de minimumstandarder for arbejdsvilkår, som er opstillet af ILO og andre internationale konventioner om individuelle rettigheder, retten til fri fagforeningsdannelse, retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger, retten til ligestilling og afskaffelse af børnearbejde og tvangsarbejde.

3.8   Markedstilsyn af importvarer

Nylige rapporter om helbredsskadelige importvarer af yderst ringe kvalitet har skærpet opmærksomheden om manglen på effektiv markedsovervågning i EU. Det er et andet eksempel på, hvordan urimelige handelsvilkår yderligere skævvrider konkurrencevilkårene for EU's virksomheder. En styrket markedsovervågning fra medlemsstaternes side burde sikre, at der sker en verifikation af de kvalitetsstandarder, som opgives af producenter fra tredjelande, for at skabe rimelig balance med EU-producenterne, og for at beskytte EU's forbrugere mod farlige eller for dårlige produkter.

3.9   Energiforsyningssikkerhed — en fælles ekstern energipolitik i EU

Den senere tids hændelser på energiområdet har gjort det nødvendigt for EU-landene at stå sammen og udarbejde en strategisk energipolitik, som understøttes af bilaterale aftaler mellem EU og andre lande, som skal forhandles, så erhvervslivet er i stand til at planlægge sine fremtidige investeringer inden for EU's grænser. Sådan en politik vil også bidrage til at sikre levestandarden for EU's forbrugere. EU's medlemsstater vil være nødt til at udvikle alternative energiforsyninger såsom vedvarende energi eller atomenergi (10) og mindske deres afhængighed af Rusland og Mellemøsten, hvad angår gas- og olieforsyning (11). EØSU opfordrer Kommissionen til at sikre, at dens nyligt offentliggjorte klima- og energipakke (12) garanterer forudsigelighed, undgår negative økonomiske konsekvenser, navnlig på energitunge europæiske virksomheders konkurrenceevne, fremmer udviklingen af europæiske førende markeder på dette område og fremmer miljøvenlig innovation.

3.10   Miljøspørgsmål

EU's virksomheder og arbejdstagere må ikke stilles dårligere end konkurrenterne fra tredjelande, bare fordi EU gerne vil være i front med avanceret miljøpraksis. Den strategi, hvorefter EU udkonkurrerer andre lande i at opnå højere miljøstandarder, giver ikke nogen mening ud fra et økonomisk synspunkt af følgende tre grunde:

1.

Den globale opvarmning kan ikke vendes af EU alene, og det endelige resultat af EU's foranstaltninger vil helt sikkert blive neutraliseret, hvis andre lande ikke tager skridt til at sænke energiforbruget og emissionerne.

2.

EU bør undgå at skabe en skæv konkurrencesituation for EU's vareproducenter, som ville være tvunget til at øge deres driftsomkostninger pga. højere miljøafgifter, hvorved de bliver mindre konkurrencedygtige på det internationale marked. Dertil kommer, at det ville bane vejen for omdirigering af investeringer, som kunne være af strategisk betydning for EU's indre marked.

3.

EØSU er ikke sikker på, at påstanden om, at højere miljøstandarder udløser ny efterspørgsel efter mere forskning i miljøvenlige produkter, er korrekt. Der må nødvendigvis gå meget lang tid, før sådanne produkter udvikles og markedsføres. I mellemtiden risikerer andre EU-producenter af energiintensive varer at blive skubbet ud af markedet pga. unfair konkurrence fra producenter i lande, som ikke er så entusiastiske, når det gælder om at træffe foranstaltninger til at mindske deres emissioner.

3.10.1

Løsningen er, at EU i de internationale forhandlinger om global opvarmning vedholdende og konsekvent taler med en stemme, og at der lægges stærkere pres på de lande, der ikke overholder deres forpligtelser. Hvis EU beslutter sig for at fortsætte sit sololøb med at skærpe visse miljøstandarder, bør det overveje at indføre grænseforanstaltninger, som overholder WTO-bestemmelserne, over for produkter fra lande, som er kendt for at være store miljøsyndere.

3.10.2

Et åbent internationalt handelssystem er i EU's interesse. Der var engang, hvor EU var nødt til at beskytte sine borgere, sine interesser og sine værdier. I dag kan protektionisme ikke være løsningen. Som verdens førende inden for handel og investeringer giver vores åbenhed mulighed for lavere omkostninger for erhvervslivet, lavere forbrugerpriser, og er et konkurrencemæssigt incitament for erhvervslivet og nye investeringer. Samtidig er det vigtigt, at EU bruger sin indflydelse i internationale forhandlinger til at søge åbenhed fra andre: der er kun politisk grundlag for åbenhed, hvis andre gengælder med indrømmelser.

3.10.3

Kommissionen er nødt til at sikre sig, at tredjelandene tilbyder en tilsvarende åbenhed over for eksportører og investorer fra EU, og at der findes nogle grundregler, som ikke underminerer vores evne til at beskytte vore interesser og til at sikre vort høje beskyttelsesniveau på områderne sundhed, sikkerhed, sociale spørgsmål, miljø og forbrugerbeskyttelse.

4.   Bedre beskæftigelsesegnethed og større investeringer i menneskelig kapital: flere og bedre jobs

4.1

Globaliseringen og teknologiske forandringer risikerer at øge ulighederne og at øge afstanden mellem de faglærte og de ufaglærte og mellem de rige og de fattige lande. Den bedste løsning er at hjælpe de enkelte personer og de enkelte lande til at tilpasse sig ved at øge kvaliteten og udbuddet af almen og faglig uddannelse til alle aldersgrupper.

4.2

EØSU og arbejdsmarkedets parter har udtalt sig om, hvordan flexicurity bør udformes for at hjælpe mennesker til at håndtere en ændret beskæftigelsessituation bedre i en tid med hastige økonomiske ændringer.

4.3

På mødet i Rådet (arbejds- og socialministre) den 5. december 2007 (13) vedtog man et sæt fælles principper for flexicurity, hvilket banede vejen for, at medlemsstaterne kan indarbejde flexicurity i deres nationale reformprogrammer og efterfølgende gennemføre det i nært samarbejde med de hjemlige arbejdsmarkedsparter.

4.4

EØSU ser gerne, at der sættes større fokus på aktive politikker for at fremme inddragelse af så mange som muligt og for at skabe lige muligheder for de grupper, der diskrimineres på arbejdsmarkedet — personer over 50 år, kvinder, etniske mindretal og underkvalificerede personer, der er gået tidligt ud af skolen.

5.   Ustabilitet på de internationale finansmarkeder

5.1

EU oplever lige nu konsekvenserne af en verdensomspændende finans- og børskrise. Den monetære union og Den Europæiske Centralbanks prompte reaktion på urolighederne har spillet en positiv rolle. For det første har Den Europæiske Centralbank ved at tilføre pengemarkederne store mænger likviditet bidraget til at mindske en tillidskrise i banksektoren og har dermed mindsket risikoen for en væsentlig stramning af lånevilkårene for virksomheder og husholdninger. For det andet har den manglende kursrisiko og de lave landespecifikke risikopræmier bevirket, at de mere skrøbelige økonomier i EU har været i stand til at stå igennem urolighederne på finansmarkederne relativt upåvirket.

5.2

Urolighederne på de internationale finansmarkeder og den svækkede dollarkurs påvirker Europa, bl.a. via en betydelig opskrivning af euroen, som skyldes, at EBC fastholder renten på et for højt niveau, og at der føres en pengepolitik, som indbyder til konkurrerende devalueringer i andre dele af verden, hvilket vil have skadelige virkninger på EU's økonomi og dets mellemsigtede fremtidsudsigter.

5.3

Den senere tids begivenheder på de internationale finansmarkeder viser, at der er behov for at styrke tilsynsreglerne, forbedre koordineringen og kommunikationen mellem tilsynsmyndighederne og centralbankerne samt styrke gennemsigtigheden og rapporteringen.

Bruxelles, den 12. marts 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 24 af 31.1.2006, ordfører Daniel Retureau, udarbejdet på foranledning af det britiske formandskab.

(2)  EUT C 93 af 24.7.2007, ordfører Bryan Cassidy.

(3)  EUT C 256, 27.10.2007, ordfører Thomas Janson.

Midtvejsrapport fra ekspertgruppen vedrørende flexicurity af 20.4.2007: »Flexicurity er en politisk strategi, der bevidst sigter mod samtidig opnåelse af dels fleksibilitet på arbejdsmarkedet, i arbejdets tilrettelæggelse og i forholdet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, dels sikkerhed — dvs. sikkerhed i ansættelse og social sikring. Det vigtigste princip bag en flexicurity-strategi er, at fleksibilitet og sikkerhed ikke bør ses som modsætninger, men kan støtte hinanden indbyrdes. Man kan kun effektivt fremme fleksible arbejdsmarkeder og sikre et højt sikkerhedsniveau, hvis arbejdstagerne sættes i stand til at tilpasse sig forandringerne, til at komme i beskæftigelse, til at blive på arbejdsmarkedet og til at gøre fremskridt i deres arbejdsliv. Flexicurity-modellen forudsætter derfor, at der lægges stor vægt på aktive arbejdsmarkedspolitikker og fremme af livslang almen og faglig uddannelse, men den forudsætter også stærke socialsikringssystemer, der kan sikre indkomstsupplering, så arbejdstagerne kan forene arbejde og familieliv (børnepasning). Den burde også bidrage til lige muligheder og ligestilling mellem kønnene«.

(4)  KOM(2007) 581 endelig af 3.10.2007.

(5)  Se pakken om »Et indre marked for Europa i det 21. århundrede«, som Kommissionen vedtog i november 2007, KOM(2007) 724 endelig.

(6)  EUT C 44, 16.2.2008, ordfører Edgardo Maria Iozia.

(7)  Arbejdsmarkedets parter: ETUC/CES, CEEP, UEAPME og Businesseurope »Key challenges facing European labour markets: a joint analysis of European social partners« (Det europæiske arbejdsmarkeds vigtigste udfordringer her og nu: en fælles analyse foretaget af arbejdsmarkedets parter i Europa), oktober 2007

(8)  Se fodnote 4.

(9)  For yderligere oplysninger om, hvad GD Erhvervspolitik gør for at sikre bedre beskyttelse af intellektuel ejendomsret, se http://ec.europa.eu/enterprise/library/ee_online/art34_en.htm.

(10)  Nogle lande har erklæret, at de er imod enhver form for atomenergi og tillader ikke opførelse af nye atomanlæg inden for deres grænser. De importerer imidlertid store mængder energi, som er produceret på atomkraftværker. Der tænkes her f.eks. på Italien.

(11)  EUT C 318 af 23.12.2006, ordfører Ulla Sirkeinen.

(12)  Kommissionens energi- og klimahandlingsplan blev offentliggjort den 23. januar 2008. Se http://ec.europa.eu/energy/climate_actions/index_en.htm.

(13)  Pressemeddelelse fra Rådet 16139/07, link: http://register.consilium.europa.eu/pdf/en/07/st16/st16139.en07.pdf.


BILAG

til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

Følgende ændringsforslag, der opnåede mere end en fjerdedel af de afgivne stemmer, blev forkastet under debatten:

1.   Punkt 2.4

Næstsidste punktum ændres således:

»(…) En hurtig revaluering af euroen på valutamarkederne, som befordres af en rentesats fra ECB's side, der er for høj, og som er kædet sammen med en pengepolitik, der indbyder til konkurrerende devalueringer i andre dele af verden, udgør en fare for EU's fremgang. (…)«

Begrundelse

En så åben og kraftig kritik af ECB's politik, der fremføres, som om der blot var tale om en »nærmere præcisering«, kan ikke formuleres uden, at EØSU forudgående har godkendt en specifik udtalelse om dette konkrete emne. Spørgsmålet om rentesatserne er genstand for en livlig debat, og holdningerne — som alle er respektable — er modstridende. Det er imidlertid vigtigt at holde sig for øje, at EBC med rentestyringen løser en opgave, som den er pålagt af Traktaten, nemlig at beskytte mod inflation.

2.   Punkt 5.2

Ændres som følger:

»Urolighederne på de internationale finansmarkeder og den svækkede dollarkurs påvirker Europa, bl.a. via en betydelig opskrivning af euroen, som skyldes, at EBC fastholder renten på et for højt niveau, og at der føres en pengepolitik, som indbyder til konkurrerende devalueringer i andre dele af verden, hvilket vil have skadelige virkninger på EU's økonomi og dets mellemsigtede fremtidsudsigter.«

Begrundelse

Samme som til punkt 2.4, men denne gang med endnu større berettigelse: I første tilfælde stod der, at revalueringen af euroen »befordres« af EBC's politik, men her står der direkte, at den »skyldes«. En så kraftig holdningstilkendegivelse fra EØSU's side er ikke acceptabel og i øvrigt heller ikke korrekt fra en proceduremæssig synsvinkel.

Afstemningsresultat

Stemmer for: 22 Stemmer imod: 29 Stemmer hverken for eller imod: 8


9.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 204/9


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen »Et resultatorienteret Europa — Anvendelse af fællesskabsretten«

KOM(2007) 502 endelig

(2008/C 204/02)

Kommissionen besluttede den 5. september 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen »Et resultatorienteret Europa — Anvendelse af fællesskabsretten«

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Daniel Retureau til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 27. februar 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 443. plenarforsamling den 12.-13. marts 2008, mødet den 12. marts, følgende udtalelse med 59 stemmer for og 2 hverken for eller imod:

1.   Indledning

1.1

I meddelelsen »Et resultatorienteret Europa—Anvendelse af Fællesskabsretten« af 5. september 2007 (KOM(2007) 502 endelig) anfører Kommissionen, at der blandt mere end 9.000 retsakter findes 2.000 direktiver, som hver især kræver fra 40 til 300 implementeringsretsakter, og at der i forhold til antallet af europæere, der kan håndhæve deres rettigheder i henhold til fællesskabsretten som led i målsætningen »bedre lovgivning«, bør gives kraftig opmærksomhed til anvendelsen af lovgivningen og til klarlæggelsen af, hvorfor der fortsat er vanskeligheder med anvendelsen og håndhævelsen af lovgivningen.

Kommissionen foreslår at forbedre den nuværende metode til håndtering af problemerne med anvendelsen og håndhævelsen af fællesskabsretten.

1.2

Kommissionen opstiller fire fremgangsmåder med henblik på at forbedre lovgivningens anvendelse:

a)

forebyggelse: bedre konsekvensanalyser, risikovurderinger i Kommissionens forslag, sammenligningstabeller indeholdt i hvert forslag og uddannelse af de nationale myndigheder i fællesskabsretten

b)

effektiv og passende respons: bedre informationsudveksling med erhvervslivet, borgerne og de nationale myndigheder, og her spiller en mere udbredt anvendelse af de såkaldte »pakkemøder« en særlig rolle

c)

bedre arbejdsmetoder: udpegelse af et centralt kontaktpunkt i hver medlemsstat med ansvar for at skabe kontakt mellem den relevante nationale myndighed og Kommissionen, bedre behandling af overtrædelsessager, navnlig ved at fastsætte prioriteter

d)

øget dialog og gennemsigtighed: bedre dialog mellem EU-institutionerne, offentliggørelse af generelle informationer om, hvor effektivt »den nye metode« virker.

1.3

Udvalget tilslutter sig Kommissionens ønske om at forbedre de instrumenter, der gør det muligt at sikre en bedre anvendelse af fællesskabsretten i medlemsstaterne.

Det ønsker i den forbindelse at fremsætte følgende bemærkninger:

2.   Indkredsning af problemet

2.1

Størsteparten af problemerne med forkert anvendelse og gennemførelse af fællesskabsretten skyldes ukorrekt implementering af direktiverne. Implementering kan defineres som den disposition, hvorved den medlemsstat, der modtager direktivet, vedtager samtlige nødvendige foranstaltninger for direktivets egentlige inkorporering i den nationale retsorden via de relevante retlige instrumenter.

2.2

Implementeringen kræver, at medlemsstater gennemfører to forpligtelser:

for det første indskrivningen af hele direktivets juridiske indhold i national ret

for det andet ophævelse eller ændring af samtlige forud eksisterende nationale retsakter, der ikke stemmer overens med direktivet.

2.3

Samme krav gælder indoptagelsen af rammeafgørelser i henhold til artikel 34 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), der ligesom i forbindelse med direktiver omtalt i artikel 249 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (TEF) »er bindende for enhver medlemsstat, som det rettes til, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen«.

2.4

Implementeringen af disse rammeafgørelser kan ligeledes volde problemer. Men til forskel fra den i EF-traktaten i artikel 226 og 228 forudsete procedure i forbindelse med manglende overholdelse, er der i EU-traktaten ingen mekanisme til kontrol fra Kommissionens side i tilfælde af manglende eller ukorrekt implementering Dette ændrer dog ikke noget ved den kendsgerning, at medlemsstaterne skal efterleve forpligtelsen til at implementere rammeafgørelser.

2.5

Det kan konstateres, at medlemsstaterne stadig har problemer med at tilpasse deres procedurer for udarbejdelse af implementeringsregler, der, selv om det ikke ser sådan ud, fører til komplekse juridiske krav, og som undertiden kolliderer med de nationale traditioner for indførelse af retsakter.

3.   Omrids af forpligtelsen til implementering og medlemsstaternes vanskeligheder i den forbindelse

3.1

Kun medlemsstaterne er kompetente til at beslutte, hvilken form implementeringen af direktiver skal antage og til selv under den nationale EU-retskompetente dommers kontrol at fastlægge, hvilke midler der skal til for at give direktivet de ønskede virkninger i landets interne ret. Det skal i den sammenhæng understreges, at Kommissionen som traktaternes vogter har pligt til at sørge for, at fællesskabsretten gennemføres korrekt, og at det indre marked fungerer hensigtsmæssigt, ved om nødvendigt gennem en gradueret tilgang at gennemføre de foranstaltninger over for medlemsstaterne, som den har til rådighed til dette formål (begrundet udtalelse, klage ved EF-Domstolen, tvangsbod). Forsinket, fejlagtig eller ufuldstændig gennemførelse fratager ikke de berørte borgere retten til at klage med henblik på at få stadfæstet, at direktivet i henhold til princippet om fællesskabsrettens forrang går forud for den nationale lovgivning.

3.2

En korrekt implementering forudsætter således nationale ufravigelige retsforskrifter, der skal gøres til genstand for en formel offentliggørelse (1), således forstået at Domstolen ikke accepterer, at en generel henvisning til fællesskabsretten udgør en implementering (2).

3.3

Overordnede forfatningsretlige og administrative principper gør muligvis implementeringen via vedtagelse af specifikke lovgivnings- eller forskriftsmæssige foranstaltninger overflødig, men det er nødvendigt, at »disse generelle principper sikrer, at direktivet anvendes fuldt ud af den nationale forvaltning«.

3.4

Implementeringen af direktiverne skal således være så nøjagtig som mulig. Direktiver, der harmoniserer nationale lovgivninger, skal implementeres så bogstaveligt som muligt for at sikre en ensartet fortolkning og gennemførelse af fællesskabsretten (3).

3.5

Dette forekommer enkelt i teorien, men det sker i praksis, at »særlige fællesskabsretlige begreber«  (4) ikke har nogen pendant i den nationale juridiske terminologi, eller at disse begreber ikke indeholder nogen henvisning til medlemsstaternes lovgivning, som kan fastlægge deres betydning og rækkevidde (5).

3.6

Det sker ligeledes, at direktivet indeholder en artikel, ifølge hvilken de nationale implementeringsforskrifter skal indeholde en henvisning til direktivet eller være ledsaget af en sådan henvisning ved offentliggørelsen. Det manglende kendskab til denne bestemmelse benævnt »sammenkoblingsklausul« sanktioneres af Domstolen, som afviser at tage hensyn til den undtagelse, medlemsstaterne påberåber sig om, at deres interne ret allerede svarer til direktivet (6).

3.7

Vanskelighederne med at implementere direktiver korrekt skyldes ligeledes, at direktiverne indeholder varierende grader af retligt indhold. Der eksisterer således to hovedkategorier af bestemmelser i direktiver:

»frivillige« bestemmelser, der kun udsiger de generelle mål, og hvor der overlades et temmelig stort spillerum til medlemsstaterne for så vidt angår valget af de nationale implementeringsforskrifter

»bindende/ufravigelige« bestemmelser, der pålægger medlemsstaterne en overensstemmelsesforpligtelse hvad angår de nationale implementeringsforskrifter vedrørende direktivets bestemmelser, f.eks. definitioner, de bindende/ufravigelige bestemmelser, der stiller præcise krav til medlemsstaterne, direktivernes bilag, der kan omfatte lister eller oversigter over stoffer, genstande eller produkter, standardformularer gældende i hele EU.

3.8

I forbindelse med »frivillige bestemmelser« bør vurderingen af, hvor fuldstændig, præcis og effektiv implementeringen er, ikke kun bero på selve formuleringen af de nationale forskrifter, men på de nationale forskrifters indhold, som bør muliggøre realiseringen af direktivets målsætninger.

3.9

I forbindelse med de »bindende/ufravigelige bestemmelser« er Kommissionen og Domstolen mere opmærksomme på, at der skal være overensstemmelse mellem formuleringen af de nationale forskrifter og direktivets bestemmelser.

3.10

Men visse medlemsstater har alvorlige problemer med at finde en tilfredsstillende formulering af de juridiske regler, der implementerer de »bindende/ufravigelige bestemmelser«, der kan opsummeres således: »udstedelsen af nye bestemmelser bør af hensyn til lovens klarhed ledsages af en systematisk« afpudsning »af teksterne med henblik på at undgå overflødige bestemmelser eller hvad der er værre modsigelser. Der bør således sikres en korrekt balance mellem en for tekstnær omskrivning og en alt for bred omformulering af de berørte bestemmelser, og det er måske der, der kan være vanskeligheder«  (7) .

4.   Medlemsstaternes implementeringsmetoder

4.1

Valget af, hvorledes implementeringsforskrifter formuleres, afhænger af, om der er tale om »frivillige bestemmelser« eller om »bindende/ufravigelige bestemmelser«:

Det ser ud til, at »implementering ved at kopiere« de »bindende/ufravigelige bestemmelser« i stigende grad benyttes af medlemsstaterne, fordi implementeringen af den type bestemmelser ikke giver medlemsstaterne noget spillerum, således at Kommissionen og Domstolen er mere opmærksomme på en sammenfaldende eller tilmed identisk affattelse af henholdsvis implementeringsforskrifterne og de ufravigelige bestemmelser i direktivet. Domstolen er dog aldrig gået så langt som til at mene, at forpligtelsen til en præcis gengivelse i forbindelse med implementering af direktiver nødvendigvis indebærer en ubetinget kopi.

Kommissionen stiller sig ret positivt til fremgangsmåden med kopiering, også selv om den især overvåger, at definitionerne i direktivet gentages nøjagtigt i implementeringsteksten for at hindre enhver indholdsmæssig eller begrebsmæssig uoverensstemmelse, der ville være til hinder for den ensartede anvendelse af fællesskabsretten i medlemsstaterne samt direktivets nyttevirkning.

Kontrollen med implementeringen af »frivillige bestemmelser« er til gengæld mere problematisk. Det drejer sig om tilfælde, hvor et direktiv i henhold til ordlyden i artikel 249 i EF-traktaten nøjes med at formulere generelle mål, hvorefter det overlades til medlemsstaterne at bestemme form og midler for gennemførelsen. Vurderingen af, om implementeringen er fuldstændig og præcis bør derefter gå på indholdet i de nationale foranstaltninger og ikke på selve formuleringen af dem. Domstolen anbefaler således, at der ved kontrollen med implementeringsforskrifterne først og fremmest anlægges en pragmatisk tilgang sag for sag alt efter direktivets mål og den sektor, det berører, hvilket kan bringe Kommissionen i vanskeligheder (8).

4.2

Endelig kan medlemsstaterne omsætte ved henvisning, når det drejer sig om bestemmelser af teknisk karakter, som f.eks. bilag til direktiver med lister over genstande eller standardformularer, eller som ofte ændres.

4.3

Nederlandene, Slovakiet, Østrig, Finland og Estland implementerer ved henvisning i forbindelse med tekniske bilag til direktiver, der ofte ændres af direktiver, der vedtages efter komitologiproceduren.

4.4

Man kan nemt konstatere, at implementeringsarbejdet ikke er så enkelt, som det ser ud, og dette skyldes direktivernes varierende retlige indhold. Denne forskelligartethed fører til en forskel mellem de nationale implementeringsmetoder.

4.5

F.eks. benytter Det Forenede Kongerige en hurtig procedure til vedtagelse af implementeringslove benævnt »negative declaration«, hvorved regeringen for parlamentet forelægger implementeringsteksten, der er et resultat af det tværministerielle samråd, som ikke debatteres, med mindre der er udtrykt ønske herom.

4.6

Belgien benytter en hasteprocedure, der anvendes for alle love i tilfælde, hvor udløbet af implementeringsfristen kræver hurtig vedtagelse af en implementeringslov.

4.7

Derimod har andre medlemsstater ikke den type hurtig lovgivningsprocedure til vedtagelse af implementeringslove. Dette gælder Tyskland, Østrig og Finland.

4.8

I Frankrig er der ikke nogen forskelligartet behandling alt efter, hvad det drejer sig om i de forskellige direktiver, der skal implementeres. Det sker enten ved en forenklet lovgivningsprocedure eller ved forskriftsprocedure.

5.   Hvilke løsninger kan anbefales med henblik på bedre implementering af direktiverne?

Det væsentlige spørgsmål består i at få klarlagt, hvordan der på EU-niveau kan udformes en lovgivning, der er lettere at implementere, og som har den begrebsmæssige sammenhæng og den relative stabilitet, der er absolut nødvendig for erhvervslivet og borgerne

Man kan foregribe valget af retligt implementeringsinstrument ved fra starten af drøftelserne om direktivforslaget at opstille en præcis og konstant ajourført sammenligningstabel, som f.eks. i Det Forenede Kongerige

Man kan fremskynde implementeringsprocessen allerede fra direktivets offentliggørelse i EU-Tidende ved at henvise den interne samordning til et internt kontaktpunkt, som råder over en database udarbejdet med dette formål for øje, hvilket Kommissionen plæderer for i meddelelsen. Man kan tilmed give dette kontaktpunkt et varslingssystem, der går i gang nogle måneder inden udløbet af fristen for implementering. Belgien, Ungarn og Nederlandene har allerede indrettet sig således

Man kan fremme implementering ved direkte kopi, når det drejer sig om præcise og ufravigelige bestemmelser eller definitioner

Man kan acceptere implementering ved specifik henvisning til bindende/ufravigelige bestemmelser i direktivet som lister, tabeller med produkter, stoffer, genstande, som direktivet gælder for, samt standardformularer og indholdscertifikater, der findes i bilaget. Henvisningen bør ubetinget være specifik, for Domstolen mener, at en intern retsakt, hvor der sker en generel henvisning til direktivet, ikke kan opfattes som gyldig implementering (9). Nederlandene, Slovakiet, Østrig, Finland og Estland er tilhængere af den implementeringsmåde i forbindelse med tekniske bilag til direktiver

Man kan tilpasse de nationale implementeringsmetoder efter direktivets anvendelsesområde ved at benytte hurtige procedurer, uden dog at se bort fra de obligatoriske interne høringer knyttet til vedtagelsen af lovtekster.

6.   Konklusion

6.1

En forbedret anvendelse af fællesskabsretten, som Kommissionen efterspørger, er et fornuftigt mål, hvis realisering for størstepartens vedkommende påhviler medlemsstaterne, der som konstateret er konfronteret med problemer, der er mere komplekse, end de umiddelbart ser ud til.

6.2

Medlemsstaterne må ikke bruge implementeringen af direktiver som påskud for at revidere dele af deres nationale lovgivning, som ikke direkte er berørt at fællesskabslovgivningen (»gold plating«), eller til at ændre visse bestemmelser i deres interne ret, der svækker erhvervslivets eller borgernes rettigheder — her kunne man tale om »downgrading« — og derefter give »Bruxelles« ansvaret for disse ændringer.

6.3

Medlemsstaterne bør mere systematisk benytte sig af den mulighed, der findes i primærretten/traktaterne til at implementere direktiver via kollektive overenskomster, navnlig i forbindelse med direktiver med socialt/arbejdsmarkedspolitisk eller økonomisk indhold. Alt efter emnerne bør civilsamfundsorganisationerne høres i den forberedende etape af implementeringen (10) om ændringer eller tilføjelser, der ved den lejlighed skal indføres i den interne ret. Sådanne forhandlings- og høringsprocedurer kan fremme og lette den senere anvendelse af fællesskabsretten ved inddragelse af civilsamfundet. Høringen af civilsamfundet inden vedtagelsen af nationale implementeringsforanstaltninger tilfører input til den offentlige beslutningstagning ved at give den nationale administration mulighed for at indhente udtalelser fra henholdsvis arbejdsmarkedets parter, eksperter eller repræsentanter for de erhvervsdrivende i den sektor, der er berørt af implementeringsforskrifterne. Høringen har stor pædagogisk værdi, idet den gør det muligt for aktørerne at få bedre kendskab til kommende reformers indhold. I Det Forenede Kongerige, Danmark, Finland og Sverige høres arbejdsmarkedets parter og deres rådgivende organisationer ved, at de både får tilsendt en implementeringstekst og en række præcise spørgsmål til teksten.

6.4

Der bør tages mere hensyn til flere medlemsstaters interne forfatningsmæssige opbygning (forbundsstater, regional decentralisering, og andre måder, hvorpå suverænitetskompetencer er overført til et substatsligt niveau). Implementeringsfristerne bør undertiden forlænges for fællesskabsbestemmelser, der bl.a. vedrører beføjelser, der er delegeret til territoriale enheder (regionalpolitik, regioner i den yderste periferi og øer osv.).

6.5

De nationale parlamenter og de regionale parlamenter eller forsamlinger (f.eks. i Skotland, Belgien og de tyske delstater) er i høj grad inddraget og ansvarlige for implementeringen af fællesskabsretten på det område, hvor de har reguleringsmæssige eller høringsbeføjelser. De udvalg eller komiteer, de nedsætter med det formål for øje, bør foretage høringer af fagfolk og repræsentanter for de berørte civilsamfundssektorer og have særlige beføjelser til at planlægge behandlingen af forslag til implementeringslove, så man undgår, at hastesager i den interne lovgivning skubber behandlingen af interne implementeringsbestemmelser ud over de pålagte frister. Derimod kan der bruges hasteforanstaltninger (lovgivningsmæssig delegation til den udøvende myndighed) i forbindelse med en række forsinkede forslag, der ikke grundlæggende indeholder noget konfliktpotentiale mellem de politiske partier, for drastisk at mindske ophobningen af direktiver, der ikke er implementeret inden for fristen.

6.6

Visse medlemsstater har allerede indført ordninger, der skal fremskynde procedurerne for vedtagelse af implementeringsinstrumenter, andre har udarbejdet teknikker med henblik på at forbedre implementeringskvaliteten, mens andre fortsat befinder sig på begynderstadiet og stadig skal tilpasse sig. Som eksempel kunne ministerier og parlamenter oprette en implementeringstjeneste, der skal guide/vejlede i forbindelse med implementeringsarbejdet. Dette er en chance til at modernisere de offentlige tiltag, så man ikke skal underkaste sig tvang fra fællesskabsinstitutionernes, herunder i første række Kommissionens, side. Det drejer sig med andre ord om, at alle her fuldt ud lever op til deres rolle og ansvar i den europæiske opbygning (11).

Bruxelles, den 12. marts 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Undersøgelse foretaget af det franske forvaltningsråd (Conseil d'Etat) »om bedre inkorporering af EU-bestemmelser i national ret« vedtaget af Conseil d'Etats generalforsamling den 22. februar 2007. Documentation française, Paris, 2007.

(2)  EF-Domstolen, 20. marts 1997, Kommissionen mod Tyskland, Sag C 96/95, Sml. s.1653.

(3)  Ordfører Joost van Iersel, EUT C 24 af 31.1.2006.

(4)  EF-Domstolen, 26. juni 2003, Kommissionen mod Frankrig, Sag C 233/00, Sml. s.I-66.

(5)  EF-Domstolen, 19. september 2000, Linster, Sag C 287/98, Sml. s.I-69.

(6)  Fast retspraksis, EF-Domstolen 23. maj 1985, Kommissionen mod Tyskland, 29/84, Sml. s.1661, EF-Domstolen, 8. juli 1987, Kommissionen mod Italien, 262/85, Sml. s. 3073, EF-Domstolen, 10. maj 2001, Kommissionen mod Nederlandene, C-144/99, Sml. s.I-3541.

(7)  Bidrag fra Frankrigs forvaltningsråd til det XIX kollokvium afholdt i foreningen af forvaltningsråd og høje administrative domstole i EU. Haag, den 14.-15. juni 2004.

(8)  Domstolen, 15. juni 2006, Kommissionen mod Sverige C459/04: Domstolen forkastede en traktatbrudssag om manglende opfyldelse anlagt af Kommissionen, som mente, at Sverige ikke havde efterkommet sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 vedrørende gennemførelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Domstolen mente, at direktivet skulle opfattes som et »rammedirektiv«, der som sådan ikke foreskrev en fuldstændig harmonisering af medlemsstaternes arbejdsmiljølovgivning.

(9)  EF-Domstolen, 20. marts 1997, Kommissionen mod Tyskland, Sag C 96/65, Sml. s.1653, citeret ovenfor.

(10)  Ordfører Daniel Retureau, EUT C 24 af 31.1.2006 og ordfører Joost van Iersel, EUT C 24 af 31.1.2006.

(11)  Dette er konklusionen på de franske forvaltningsråds undersøgelse »om bedre inkorporering af EU-bestemmelser i national ret«, citeret ovenfor.


9.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 204/13


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater for så vidt angår 2-(2-methoxyethoxy)ethanol, 2-(2-butoxyethoxy)ethanol, methylendiphenyldiisocyanat, cyclohexan og ammoniumnitrat

KOM(2007) 559 endelig — 2007/0200 (COD)

(2008/C 204/03)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 23. oktober 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater for så vidt angår 2-(2-methoxyethoxy)ethanol, 2-(2-butoxyethoxy)ethanol, methylendiphenyldiisocyanat, cyclohexan og ammoniumnitrat

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede David Sears til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 27. februar 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 443. plenarforsamling den 12.-13. marts 2008, mødet den 12. marts, følgende udtalelse med 125 stemmer for og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning sigter mod at ændre Rådets direktiv 76/769/EØF ved at tilføje begrænsninger for markedsføring og anvendelse af fem stoffer, som ikke har noget med hinanden at gøre. Fire af disse stoffer var indeholdt i de oprindelige risikovurderingslister, som blev fastlagt i perioden 1994-2000. De foreslåede foranstaltninger afdækker kun risici for den brede offentlighed. Det sidste stof, ammoniumnitrat, står anført på listen for at forbedre sikkerheden i forbindelse med landmænds og distributørers almindelige håndtering af ammoniumnitratsbaserede gødningsstoffer og som en foranstaltning til bekæmpelse af terrorisme, navnlig ved at begrænse adgangen til eksplosive prækursorer. I sidstnævnte tilfælde vil afsætning til detailhandlende og forbrugervaremarkedet ligeledes blive berørt.

1.2

EØSU støtter visse, men ikke alle fremsatte forslag. De detaljerede argumenter for hvert enkelt stof og de præparater, de indgår i, er indeholdt i punkterne 5 til 9.9.

1.3

EØSU anerkender, at dette næsten må være den sidste ændring af sin art til Rådets direktiv 76/769/EØF, inden det erstattes med forordning (EF) 1907/2006 (REACH) den 1. juni 2009. Udvalget beklager dog, ligesom ved tidligere ændringer, at stoffer og præparater, der ikke har noget med hinanden at gøre, bringes sammen på denne måde og bemærker de lange forsinkelser, der er opstået, siden de første gang blev udpeget som »prioriterede stoffer« i Rådets forordning (EØF) 793/93. Såfremt dette skyldes manglende ressourcer eller kompetence i Kommissionen eller i andre relevante organer, herunder det nyoprettede kemikalieagentur i Helsingfors, må det tages op hurtigst muligt og helt afgjort inden 1. juni 2009. Producenterne skal også erkende deres forpligtelse til at fremlægge relevante oplysninger tidligst muligt under risikovurderingen. Såfremt dette ikke overholdes, mister resultaterne hurtig deres betydning.

1.4

Endelig støtter EØSU klart Rådets erklæring om bekæmpelse af terrorisme og de mange individuelle tiltag, det medfører. EØSU mener at spille en nøglerolle i denne proces og er i gang med at udarbejde en række udtalelser om dette spørgsmål. Afgørende for sikkerheden på længere sigt vil være at få fastlagt, hvilke tiltag der vil være rimelige, og hvilken lovgivningsmæssig vej man bør slå ind på for at opnå rettidige og effektive reaktioner fra alle berørte parter.

2.   Indledning

2.1

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH) træder i kraft den 1. juni 2009. Forordningen vil ophæve og erstatte en række eksisterende retsforskrifter fra Rådet og Kommissionen, bl.a. Rådets direktiv 76/769/EØF fra 27. juli 1976 om markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater. Dette direktiv, som nærværende forslag går ud på at ændre, har til formål at beskytte det indre marked og samtidig sikre et højt beskyttelsesniveau for menneskers sundhed og miljøet.

2.2

Bilag I i Rådets direktiv 76/769/EØF indeholder de specifikke restriktioner for markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater, som man er blevet enig om og har gennemført i løbet af de sidste 30 år. Den 1. juni 2009 vil disse udgøre hjørnestenen i bilag XVII i forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH).

2.3

Tidligere ændringer til Rådets direktiv 76/769/EØF (dvs. tilføjelse af yderligere restriktive foranstaltninger) er sket i form af direktiver, der forudsætter gennemførelse af medlemsstaterne. Dette forslag fra Kommissionen vedrører en beslutning, som ikke forudsætter gennemførelse i nationale lovgivninger, som ellers skulle ophæves igen den 1. juni 2009, når forordning EF nr. 1907/2006 (REACH) træder i kraft.

2.4

Så vidt vides, vil der i de kommende måneder — også med henblik på en beslutning — blive fremlagt et endeligt forslag til Rådets direktiv 76/769/EØF om markedsføring og anvendelse af dichlormethan. Alle efterfølgende forslag om begrænsninger af markedsføring og anvendelse af farlige stoffer eller præparater vil blive fremsat under forordning EF nr. 1907/2006 (REACH).

2.5

De stoffer (og ethvert præparat, der indeholder dem), som anses for nødvendigvis at måtte begrænses i såvel deres markedsføring som anvendelse, er generelt hentet fra evalueringer af visse »prioriterede stoffer« i Rådets forordning (EØF) 793/93. Der blev opstillet fire risikovurderingslister med henblik på gennemførelse af medlemsstaternes kompetente myndigheder. Den sidste af disse lister er dateret 30. oktober 2000. For 83 ud af listens 141 stoffer er der udarbejdet endelige risikovurderingsrapporter (RAR). Heraf er 39 stoffer blevet evalueret af EU's relevante videnskabelige udvalg, og resultaterne er offentliggjort i EU-tidende. Der er blevet fastsat restriktive foranstaltninger for 22 af disse stoffer. Dette forslag indeholder restriktive foranstaltninger for yderligere 4 stoffer (anført og behandlet nedenfor i punkterne 5 til 9.9 som DEGME, DEGBE, MDI og cyclohexan).

2.6

De langsomme fremskridt, der blev gjort under denne forordning, blev nævnt som en af hovedårsagerne til at indføre en ny metode for alle 'eksisterende' stoffer under forordning EF nr. 1907/2006 (REACH). Derfor vil Rådets forordning (EØF) 793/93 ligeledes blive ophævet den 1. juni 2009.

2.7

En række stoffer, som ikke står anført på de oprindelige fire prioriterede lister, er ligeledes blevet evalueret ud fra deres indflydelse på menneskers sundhed og miljøet, og/eller der er blevet fremsat forslag om begrænsning af deres markedsføring og anvendelse, og nye problemstillinger er blevet behandlet på medlemsstaternes foranledning. Ammoniumnitrat hører til denne kategori.

2.8

Ammoniumnitrat er et ejendommeligt og særligt tilfælde, idet dets egenskaber er velkendte og derfor ikke forudsatte nogen evaluering af dets indflydelse på menneskers sundhed eller miljøet. Det er blevet anvendt i en årrække i meget store mængder i hele verden som kvælstofholdig kunstgødning og indebærer ingen uventede risici hverken for erhvervsmæssig eller privat anvendelse. Desværre er det samtidig en effektiv, billig og meget brugt bestanddel i sprængstoffer, som anvendes lovligt i industrielle eller militære sprængninger, men ulovligt af terrorister. Det er på den baggrund, at stoffets markedsføring og anvendelse søges begrænset gennem Rådets direktiv 76/769/EØF.

2.9

Man kunne have valgt andre retsgrundlag i behandlingen af spørgsmål om terrorisme eller sprængstofprækursorer, men under den nuværende EU-traktat ville det have krævet enstemmighed blandt medlemsstaterne. Processen vil blive ændret under Lissabon-traktaten, når den er blevet ratificeret af alle, men dette vil også tage sin tid.

2.10

Det lader til, at narkotika og sprængstofprækursorer sandsynligvis vil blive tilføjet til bilag XVII i forordning EF nr. 1907/2006 (REACH), hvorfor denne fremgangsmåde synes mest oplagt på nuværende tidspunkt.

2.11

Alt hvad der er nævnt ovenfor, refererer til 'eksisterende' stoffer, dvs. de 100.195 stoffer, der anses for at have befundet sig på det Europæiske Fællesskabs marked i perioden 1. januar 1971 til 18. september 1981. Disse stoffer er opført på den europæiske fortegnelse over markedsførte kemiske stoffer (EINECS), der blev offentliggjort i EF-tidende i 1990. Stoffer, der bringes i omsætning på markedet efter den 18. september 1981, defineres som værende »nye«, og forudsætter en detaljeret anmeldelse før markedsføringen for at beskytte menneskers sundhed og miljøet.

3.   Resumé af Kommissionens forslag

3.1

Kommissionens forslag har til formål at sikre menneskers og navnlig forbrugernes sundhed og samtidig beskytte det indre marked mod tre stoffer (DEGME, DEGBE og cyclohexan), som kommer fra den første prioriterede liste, dateret den 25. maj 1994 og et stof, (MDI), fra den tredje prioriterede liste, dateret den 27. januar 1997 i henhold til Rådets forordning (EØF) 793/93.

3.2

I overensstemmelse med Kommissionens henstilling 1999/721/EØF fra 12. oktober 1999 og lignende efterfølgende henstillinger vedrørende resultaterne af risikovurderingen og risikobegrænsningsstrategier for en række stoffer foreslås en vifte af præcise og meget detaljerede begrænsninger, som kun skal finde anvendelse ved salg til private og ikke vil have nogen indflydelse på hverken arbejdsvilkår eller miljøet. Omkostningerne for industrien og samfundet generelt skønnes at være minimale, hvorfor de foreslåede tiltag anses for at stå i forhold til de kendte risici. Der forlanges yderligere sundhedsdata i tilfælde af præparater indeholdende MDI.

3.3

Et femte stof, ammoniumnitrat, en ofte anvendt kunstgødning, tilføjes, fordi det kan fungere som oxidant, og især fordi det kan eksplodere, når det blandes med andre stoffer. De foreslåede begrænsninger skal sikre, at alle ammoniumnitratsbaserede gødningsstoffer opfylder en fælles sikkerhedsstandard og derudover mindske omfanget af ammoniumnitratsbaserede produkter, der sælges på forbrugervaremarkedet for derved at kunne begrænse den mængde, som let kan anvendes til illegale formål. Begrænsningen kan derfor siges at komme den brede offentligheds sundhed og sikkerhed til gode. Erhvervsmæssige brugere (landmænd og retmæssige fabrikanter af sprængstoffer) vil ikke blive berørt af denne begrænsning. Selvom omkostninger (og fordele) er vanskelige at sætte kvantificere, anses de for at stå i forhold til de kendte risici (og foreslåede foranstaltninger).

3.4

Denne beslutning vil træde i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

3.5

Forslaget ledsages af en begrundelse, et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (konsekvensanalyserapport), og for så vidt angår de fire stoffer, der blev evalueret under Rådets forordning (EØF) 793/93, udførlige og detaljerede risikovurderingsrapporter (RAR), som offentliggøres af Det Europæiske Kemikaliekontor sammen med yderligere materiale af såvel underbyggende som kritisk karakter fra forskellige videnskabelige udvalg og andre organer, som har hjulpet med forberedelsen eller evalueringen af de relevante data.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

Ligesom mange andre tidligere ændringsforslag til Rådets direktiv 76/769/EØF vedrører dette forslag stoffer, der ikke har noget med hinanden at gøre, og som for klarhedens skyld vil blive gennemgået enkeltvis.

5.   2-(2-methoxyethoxy)ethanol (DEGME)

5.1

DEGME er en glycolether med et højt kogepunkt og blandbart med vand. Det anvendes typisk som et mellemprodukt i kemisk syntese, som hjælpefortynder i forskellige dekorative husholdningsprodukter eller som frostvæske i for eksempel jetfuel. I henhold til den risikovurderingsrapport, som blev udarbejdet for den nederlandske regering og afsluttet i juli 1999, var den samlede europæiske produktion i begyndelsen af 1990'erne på omkring 20.000 tons, hvoraf lidt over halvdelen var til eksport.

5.2

Forbrugernes eksponering skyldtes produktets anvendelse i maling og malingfjernere, der blev solgt til ikke-erhvervsmæssig gør-det-selv anvendelse. Som dets fysiske egenskaber lader forvente, optages DEGME hurtigt gennem huden, og såfremt der ikke kan garanteres regelmæssig anvendelse af beskyttelsesudstyr, udsættes forbrugeren for en risiko gennem hudeksponering.

5.3

I henhold til de seneste undersøgelser er DEGME nu blevet erstattet af andre opløsningsmidler i alle malinger og malingfjernere, som sælges på forbrugervaremarkedet. Derfor vil det oplagte tiltag være at sikre, at denne situation forsætter for produkter, der fremstilles eller importeres til EU. Forslaget sikrer derfor, at DEGME, fra og med 18 måneder efter beslutningens ikrafttræden, ikke må markedsføres som bestanddel af maling eller malingfjernere i koncentrationer, der overstiger eller er lig med 0.1 vægtprocent (dvs. overstiger koncentrationer, der skyldes kontaminering eller samproduktion af andre tilladte bestanddele). Dette opfattes af de berørte industrisektorer som et fornuftigt tiltag. EØSU støtter derfor denne begrænsning af markedsføringen og anvendelsen af DEGME.

6.   2-(2-butoxyethoxy)ethanol (DEGBE)

6.1

DEGBE tilhører også glycoletherfamilien med et lidt højere kogepunkt end DEGME, men med nogenlunde samme fysiske egenskaber herunder vandopløselighed. Det finder udbredt anvendelse som fortyndere i vandbunden maling, hvor det øger filmdannelsen og styrker holdbarheden. Dette mindsker hyppigheden af påførelsen af maling og begrænser den samlede eksponering. Ifølge risikovurderingsrapporten blev den samlede produktion i 1994 ansat til 46.000 tons om året, og i 2000 var tallet steget til 58.000 tons hvoraf 33.000 tons anvendtes til maling.

6.2

Risikovurderingsrapporten konstaterede, at der var en vis risiko for respiratorisk irritation hos forbrugerne efter inhalering af fine partikler ved brug af vandbunden sprøjtemaling med DEGBE. Inhalering af dampe fra påføring med pensel eller rulle betragtes ikke som et toksikologisk problem.

6.3

Baseret på beviser i risikovurderingsrapporten i 1999 og i erkendelse af, at det var vanskeligt at erstatte DEGBE som en vital bestanddel i vandbunden maling, blev det konkluderet, at en koncentration på 3 % af DEGBE i sprøjtemaling er en egnet grænseværdi til at beskytte forbrugernes sundhed. Maling med højere koncentrationer af DEGBE kan bringes i omsætning på forbrugervaremarkedet, men skal være forsynet med en mærkning med ordlyden »Må ikke anvendes i sprøjtemalingsudstyr«. Salg til håndværkere, som vil være mere tilbøjelige til at anvende beskyttelsesudstyr, vil ikke blive påvirket heraf. Der er tilstrækkelig stor forskel på distributionskanalerne til, at dette skulle kunne lade sig gøre.

6.4

Disse foranstaltninger vil komme til at gælde 18-24 måneder efter beslutningens ikrafttræden for at give tid til en eventuel omformulering eller ændring af mærkningen. Dette anses af de berørte erhvervssektorer som en rimelig foranstaltning. EØSU støtter derfor denne begrænsning at omsætningen og anvendelsen DEGBE og anser det for at kunne beskytte forbrugernes sundhed og bevare det indre marked.

7.   Methylendiphenyldiisocyanat (MDI)

7.1

MDI er navnet på en gruppe af nogenlunde identiske produkter (isomerer), som i ren stand ville være en voksagtig masse, men som mere hyppigt forekommer som en yderst reaktiv brun tyktflydende væske. Ifølge risikovurderingsrapporten lå verdensproduktionen i 1996 på over 2 500 000 tons, hvoraf mindst 500 000 tons blev produceret i EU. Ved hjælp af egnede lette polyoler eller glycoler (eller selv vand) samt et ekspansionsmiddel reagerer MDI utrolig hurtigt og producerer polyurethanskum. Dette kan være enten fast eller fleksibelt med en lang række anvendelser inden for byggeindustrien eller andre erhverv som strukturelle komponenter, fugemasse, fyldningsmateriale, støbeforme og klæbemidler.

7.2

Forbrugerne udsættes især for MDI som følge af anvendelsen af etkomponent skum (OCF), som sælges i spraydåser til hobbyfolket til at udfylde uregelmæssigheder og huller i pudsede flader eller murstensarbejder eller til at tætne omkring nyindsatte døre og vinduer. Det samlede salg til denne sektor er på omkring 10 000 tons MDI om året. Dette er tilstrækkeligt til at producere ca. 36 millioner dåser om året til almindelige forbrugere og yderligere 134 millioner dåser om året til fagfolk. Alternative produkter — for eksempel glasfibre til at tætne omkring vinduer — er vanskeligere at anvende og giver anledning til andre problemer.

7.3

Det har ikke været let at kvantificere forbrugernes risiko for hud- og respiratorisk eksponering og overfølsomhedsreaktioner baseret på eksponering på arbejdspladsen. Rene prøver på isomerer er vanskelige at opnå. MDI's meget hurtige reaktion med vand, der skaber en fast, uopløselig masse, gør det vanskeligt at foretage en test af den generelle fare. Den almindelige praktiske anvendelse, nemlig ved at sprøjte materialet ud gennem et bevægeligt rør på en lille håndholdt dåse begrænser den samlede mængde, der er til rådighed. En normal dåse tømmes i løbet af 2-4 minutter. Hurtig størkning i forbindelse med vanddampe i luften fjerner MDI'en. Det faste slutprodukt er dødt og ufarligt. Brugen er sandsynligvis en engangsforestilling (at fylde eller forsegle et specielt hul, en dør eller et vindue) og en sjælden foreteelse (for de fleste brugere) og indebærer bestemt ikke gentagne daglige eksponeringer som på en arbejdsplads. Som altid i gør-det-selv sammenhæng er det usikkert, om der anvendes personlige beskyttelsesmidler.

7.4

Som følge af ovennævnte er det ikke forbavsende, at det til trods for, at der eksisterer en teoretisk risiko, har vist sig vanskeligt ja selv umuligt at påvise tilfælde af faktiske hud- og respiratoriske reaktioner blandt den almindelige bruger for slet ikke at tale om arbejdspladsen, hvor der kan træffes de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger. Dette er ensbetydende med, at det er mere vanskeligt at fastlægge et proportionelt, omkostningseffektivt og praktisk gennemførligt svar herpå.

7.5

Her understreges det i konsekvensanalysen med rette, at mens man kan og bør levere lette, billige og fuldt tilstrækkelige polyethylenhandsker sammen med hver solgt dåse til den brede offentlighed til engangsbrug, kan man derimod ikke levere de solide neopren- eller nitrilhandsker, der kræves til industriel brug. Man kunne levere lette bomuldsstøvmasker med hver dåse, men disse ville være virkningsløse i tilfælde af en reel risiko — hvorimod en fuld gasmaske til at beskytte imod en eventuel eksponering for gasser ville koste ca. ti gange så meget som dåsen og uden garanti for, at denne ville blive brug, når det var nødvendigt.

7.6

Kommissionen foreslår derfor, at alle dåser, der sælges til den almindelige forbruger, skal indeholde polyethylenhandsker (for eksempel foldet ind i låget) med specifikke instrukser på dåsen om faren for (unormale) allergiske reaktioner over for MDI hos allerede overfølsomme personer, eller for astmalignende reaktioner (hos astmatikere) eller for hudreaktioner (hos folk med hudproblemer).

7.7

EØSU støtter den første af foranstaltningerne dvs. levering af polyethylenhandsker, som skal bruges af hobbyfolket i de fleste tilfælde. Hvis denne vigtige og rimelige foranstaltning skal kunne gennemføre, bør man afstå fra ethvert krav om, at disse handsker skal opfylde strengere normer, da det ville forhindre, at disse bliver leveret med.

7.8

EØSU rejser dog tvivl ved visse dele af den foreslåede yderligere mærkning, også selv om der gives rimelig tid til at gennemføre den uden for store udgifter. Det er f.eks. uklart, hvordan en almindelig bruger skulle vide, om han »allerede er overfølsom over for andre diisocyanater end MDI« — eller hvorfor dette er specielt vigtigt. Som alle, der lider af kronisk (langvarig) astma eller hudsygdomme vil være klar over. kan næsten alle rengøringsmidler eller hobbyprodukter forårsage akutte (kortvarige) bivirkninger. Under disse omstændigheder er god ventilation og brugen af beskyttelsesudstyr (handsker) af altafgørende betydning — sammen med opfordring til at standse brugen af produktet, hvis symptomerne skulle opstå. Dette råd er fornuftigt for alle brugere uanset deres forhistorie og skal derfor fremgå af etiketten. Da dåserne og dermed etiketterne herpå er små, skal alle sådanne instrukser være klare, utvetydige og læselige under normalt brug. Hvis yderligere håndterings- og sikkerhedsinstruktioner er nødvendige, bør disse fremgå af en vedføjet seddel.

7.9

EØSU stiller sig også tvivlende over for forslaget i tredje tankestreg om, at »fysiske eller juridiske personer, der for første gang bringer MDI-holdige præparater i omsætning, skal senest 3 år efter ikrafttrædelsen af restriktionerne …, indsamle oplysninger om mulige tilfælde af personer, der har oplevet åndedrætsallergi … og stille disse oplysninger til rådighed for Kommissionen … i overensstemmelse med en undersøgelsesprotokol, som involverer specialiserede centre …« for at påvise, at der er behov for yderligere restriktioner. I betragtning af at MDI er blevet anvendt rutinemæssigt siden 1970'erne, og at de eksisterende producenter — som er fritaget fra disse krav — har et årligt salg som tidligere nævnt på mere end 36 millioner dåser, kan man ikke betragte dette som andet end en lidet berettiget hindring for adgang til markedet.

7.10

Kommissionen forklarer i sin konsekvensanalyse, at dette skyldes frygt for, som det kommer til udtryk i risikovurderingsrapporten, at visse risici for åndedrætsallergi hos arbejdstagere eventuelt kan være relevante for forbrugerne. Senere i afsnittet hedder det, at ifølge de foreliggende oplysninger fra forgiftningscentre er der ingen eller kun få tilfælde af åndedrætsallergi hos forbrugere som følge af anvendelsen af MDI-holdige produkter. Uanset begrænsningerne i denne rapporteringsfremgangsmåde, er det uklart, hvorfor Kommissionens forslag skulle være mere definitivt. Dette forslag forekommer derfor at være ude af proportioner i forhold til en risiko, som anses for at være hypotetisk, og som ikke er bevist selv efter ubredt brug.

7.11

EØSU anbefaler derfor, at denne begrænsning i omsætningen og anvendelsen trækkes tilbage. Hvis der fortsat hersker rimelige tvivl om sikkerheden ved disse produkter, som ikke kan erstattes på kort sigt, bør dette overvejes sammen med fabrikanterne og bør efterfølges af en behørig dataindsamling og evaluering af disse.

8.   Cyclohexan

8.1

Cyclohexan er en farveløs væske, der laves i meget store mængder ved hydrering af benzen. Det anvendes næsten udelukkende (>95 %) til fremstilling af adipinsyre og på basis heraf til nylon. Den globale produktionskapacitet overstiger i dag 5 000 000 tons, hvoraf ca. 1 500 000 tons produceres i EU. Disse processer foregår i lukkede systemer og eksponeringsniveauet er lavt. Cyclohexan forekommer også naturligt i forbrændingsprodukter, herunder tobaksrøg, i råolie og planter samt i benzindampe.

8.2

Cyclohexan er også et opløsningsmiddel, der bl.a. anvendes til neoprenbaserede klæbemidler, der bruges inden for læderindustrien (sko), automobil- og byggesektoren. Klæbemidlerne anvendes i stort omfang af håndværkere til pålægning af tæpper og af den almindelige bruger til lignende småreparationer eller andre gør det selv opgaver. Det samlede forbrug af klæbemidler i EU er på under 10 000 tons om året.

8.3

Som med alle andre kulbrinter er god udluftning og anvendelse af egnet beskyttelsesbeklædning og ansigtsmasker væsentlig. Dette kan med rimelighed sikres i forbindelse med erhvervsmæssig anvendelse, men ikke hos den almindelige forbruger. Men som det er tilfældet med MDI-holdige produkter begrænser den fysiske udformning af de markedsførte produkter risiciene betydeligt. Den hurtigttørrende kontaktlim er ideel til småreparationer, men er meget vanskelig at anvende i stor målestok af ikke-professionelle. En begrænsning af pakkestørrelsen på produkter til forbrugervaremarkedet synes derfor relevant og generelt acceptabel.

8.4

Kommissionen foreslår derfor, at cyclohexan ikke skal bringes i omsætning på forbrugervaremarkedet som en bestanddel i neoprenbaserede klæbemidler i pakninger på over 650 g. Alle pakker, der bringes i omsætning, skal være forsynet med følgende tekst »Må ikke anvendes til pålægning af gulvtæpper« og bære advarslen »Må ikke anvendes under dårlige udluftningsforhold«.

8.5

Praktiske test af de værst tænkelige scenarier, f.eks. fastgørelse af store korkpaneler til indre vægge viser, at dette i tilstrækkelig grad ville begrænse forbrugerens eksponering, som i lighed med tidligere diskuterede tilfælde forventes at være sjældne og kortvarige. Der synes ikke at være eksempler på egentlige uheld som følge af anvendelsen af neoprenbaserede klæbemidler til trods for den mangeårige og udbredte brug heraf. Foranstaltningerne kan dog gennemføres uden unødig gene for hverken fabrikanter eller forbrugere. EØSU støtter således denne begrænsning af omsætningen og brugen af cyclohexan og betragter den som rimelig i forhold til de omtalte risici.

9.   Ammoniumnitrat

9.1

Ammoniumnitrat er et hvidt fast stof, solgt i små kugler, der i mere end 100 år er blevet fremstillet af ammoniak fra naturgas. Verdensproduktionen ligger på over 20 000 000 tons. Det er vigtigt som kvælstofbaseret gødningsmiddel og som råstof til sprængstoffer. Denne anvendelsesmulighed og den udbredte tilgængelighed og lave pris har skabt interesse hos terrorister. Andre bestanddele er nødvendige til f.eks. dieselolie, og disse er heller ikke vanskelige at få fat i. Ammoniumnitrat var i mange år IRA's fortrukne sprængstof og blev også anvendt i opsigtsvækkende bombeattentater i Oklahoma, World Trade Centre og Bali. Det er på det seneste blevet anvendt af ekstremistiske grupper under attentater i London og andre europæiske hovedstæder. Anvisningerne på fremstillingen af sådanne anordninger er let tilgængelige på internettet. Mindre end 2 kg kan vise sig at have katastrofale følger. Er man opsat på det, er det tilsyneladende let at skaffe sig mængder på over 500 kg. Om nødvendigt ved gentagne indkøb af mindre mængder i havecentre eller detailforretninger. Det er naturligvis vanskeligt at kontrollere dette.

9.2

Kontrollen med den erhvervsmæssige brug (landmænd) sker ved at fastholde leverancer i store mængder (således at en enkelt pakke kun vanskeligt kan transporteres eller fjernes illegalt) og ved at kræve omhyggelig produktovervågning i alle faser af forsyningskæden. Ammoniumnitrat er ustabilt i den form, det almindeligvis leveres, kan gå i opløsning og dermed blive uanvendeligt. Det skal derfor opbevares omhyggeligt og tilføres jorden så hurtigt som muligt. Dette begrænser de mængder, der kan anvendes til anden brug.

9.3

Ammoniumnitrat kan leveres med varierende kvælstofindhold og med eller uden andre væsentlige elementer (typisk fosfor- og kaliumderivater). I ren stand er kvælstofindholdet på ca. 35 %. En vis fortynding er nødvendig for at undgå skader på afgrøder. De forskellige kvaliteter produceres ved at tilsætte aktive bestanddele eller strækkemidler som f.eks. kalk eller ved kemiske reaktioner at producere det ønskede forhold mellem væsentlige ingredienser. Produkter, der sælges til landmænd, må have et kvælstofindhold på 28 % eller mere. Disse gødninger med højt kvælstofindhold skal opfylde kravene i forordning (EF) nr. 2003/2003 for at sikre, at de indeholder den nødvendige mængde kvælstof og kan anvendes forsvarligt uden eksplosionsfare. Gødninger, der opfylder disse normer, kan mærkes »EF-gødning« og kan handles hen over nationale grænser. Gødninger, der ikke opfylder disse normer, kan ikke føres over grænsen og betegnes som »nationale gødninger«. Produkter på forbrugervaremarkedet indeholder typisk 20-25 % kvælstof. Jo lavere kvælstofindhold desto højere er transportomkostninger pr. gødningsenhed, og jo større mængde skal der anvendes på et givent areal. Selv om ammoniumnitratgødninger betragtes som væsentlige for kommerciel landbrugsdrift, er dette ikke tilfældet for de langt mindre mængder, som sælges via detailforretninger, og som kan erstattes med andre produkter.

9.4

Jo højere kvælstofindhold i ammoniumnitrat desto bedre, hvis målet er at lave illegale sprængstoffer. Mekanisk blandede blandinger kan koncentreres på ny via simpel opløsning og krystallisering. Kemisk bundne blandinger er vanskeligere eller umulige at koncentrere. Danske regeringseksperter har fået så lave koncentrationer som 16 % til at eksplodere. Har man tid og ressourcer er alt muligt, selv om konkurrerende udformninger med lige tilgængelige råstoffer i sidste ende bliver mere attraktive. Dette fremgår af terroristernes håndbog og andre almindeligt tilgængelige netbaserede kilder.

9.5

Efter bombeattentaterne i Madrid i marts 2004 vedtog Europarådet en erklæring om bekæmpelse af terrorisme. Der blev nedsat en task force af sprængstofsikkerhedseksperter (ESETF), som skulle udarbejde en handlingsplan til bekæmpelse af terroristers anvendelse af eksplosive anordninger. Arbejdet blev færdiggjort i juni 2007. En af de 47 konkrete foranstaltninger var nedsættelsen af et stående udvalg af eksperter i sprængstofprækursorer (SCEEP). En række specialister fra den offentlige og private sektor er involveret heri og med bidrag fra kemiindustrirådet (CEFIC) og den europæiske brancheorganisation for kemikalieforhandlere (FECC), samt EFMA, der repræsenterer gødningsfabrikanter.

9.6

Formålet med det foreliggende forslag er at bringe alle ammoniumnitratgødninger, der sælges til landmænd (eller distributører) op til den standard, der fastsættes i forordning (EF) nr. 2003/2003 og begrænse kvælstofindholdet i produkter, der sælges til den private forbruger. Hvis det vedtages, kan ammoniumnitrat ikke bringes i omsætning på forbrugervaremarkedet 18 måneder efter beslutningens ikrafttræden »som et stof eller i præparater med et kvælstofindhold på 20 masseprocent eller derover hidrørende fra ammoniumnitrat«.

9.7

EØSU støtter fuldt ud første del af forslaget om, at alle gødninger med højt kvælstofindhold til brug inden for landbruget skal opfylde forskrifterne i forordning (EF) nr. 2003/2003, hvad enten de forhandles tværs over nationale grænser eller ej.

9.8

Med hensyn til den anden begrænsning vedrørende salg på forbrugervaremarkedet konstaterer EØSU, at de berørte mængder måske er større end oprindelig forventet, nemlig mere end 50 000 tons, og at EFMA, som repræsentant for gødningsfabrikanterne har accepteret grænsen på 20 % for gødningsblandinger (som på ny kan koncentreres uden større vanskeligheder), men har foreslået en grænse på 24.5 % for kemisk bundne produkter (hvor dette er langt vanskeligere at gennemføre). Med den løbende debat i SCEEP bør denne og andre relevante muligheder undersøges indgående, inden beslutningen udformes endeligt. Når det gælder bekæmpelse af terrorisme, er det klart, at det er væsentligt med den fulde opbakning og engagement hos de forskellige aktører i dette tilfælde såvel fabrikanter, distributører, detailhandlere og den brede offentlighed, hvis man på effektiv vis skal begrænse adgangen til sprængstofprækursorer.

9.9

EØSU accepterer modstræbende, at Rådets direktiv 76/769/EØF er Kommissionen eneste retsgrundlag på kort sigt, hvilket gør, at foranstaltningerne skal fremlægges og drøftes på denne måde. Man må håbe, at der kan indføres et bedre system, når først Lissabon-traktaten er endelig ratificeret.

10.   Særlige bemærkninger

10.1

EØSU beklager, som det har gjort i sine udtalelser om tidligere ændringer af Rådets direktiv 76/769/EØF, at man fortsat samler ikke-beslægtede produkter, som man hver for sig skal tage stilling til. Dette er en dårlig fremgangsmåde og tjener ikke noget godt formål. Det er bestemt ikke et eksempel på god forvaltningspraksis. Man kan kun håbe, at man fra 1. juni 2009 vil have en bedre procedure i henhold til forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH).

10.2

EØSU noterer sig også den lange tid, det har taget at realisere forslagene. Den første prioriteringsliste blev offentliggjort i maj 1994. Selv om dette forslag som ønsket gennemføres hurtigt, vil det næppe påvirke markedet før udgangen af 2010 (og selv da vil det være vanskeligt at konstatere sundhedsmæssige forbedringer). Det er også vanskeligt udelukkende at lægge skylden for disse forsinkelser på fabrikanter, som skulle levere de data, risikovurderingsrapporterne er baseret på, da de har været tilgængelige i nogen tid. Hvis dette skyldes manglende ressourcer i Kommissionen eller dets videnskabelige udvalg eller andre organer eller agenturer med ansvar for den offentlige sundhed, skal dette problem unægtelig løses, inden man fra 1. juni 2009 står over for en endnu større arbejdsbyrde, hovedsagelig uden prioriteter.

10.3

EØSU støtter naturligvis Rådets erklæring fra 2004 om bekæmpelse af terrorisme og de forskellige tiltag, denne har affødt og mener, at civilsamfundet har en central rolle at spille i denne sammenhæng. Det håber derfor at blive betragtet som en værdig og nyttig samtalepartner og aktør i denne proces. Det skal her nævnes, at det er ved at udarbejde en række relevante udtalelser om dette emne. For at skabe fred og sikkerhed på lang sigt inden for og uden for EU, er det afgørende at vedtage rimelige foranstaltninger og fastlægge de retsinstrumenter, der skal sikre hurtige og effektive svar fra alle involverede parter.

Bruxelles, den 12. marts 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


9.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 204/19


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Rådets forordning om oprettelse af fællesforetagendet for brændselsceller og brint

KOM(2007) 571 endelig — 2007/0211 (CNS)

(2008/C 204/04)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 30. november 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Rådets forordning om oprettelse af et fællesforetagende for brændselsceller og brint.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Gérard Dantin til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 27. februar 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 443. plenarforsamling den 12.-13. marts 2008, mødet den 12. marts, følgende udtalelse med 117 stemmer for og 7 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU bifalder beslutningen om at oprette fællesforetagendet for brændselsceller og brint. Det mener nemlig, at man ved igen at satse på investeringer i F&U kan give virksomhederne en sikker referenceramme, der gør det muligt at råde bod på den nuværende opsplittede fællesskabsfinansiering og samordne den ofte alt for spredte forskningsindsats og dermed fremme dens effektivitet.

1.2

Udvalget glæder sig over, at netop denne sektor er blevet valgt, fordi den ikke alene passer ind i Lissabon-strategien, men også i Barcelona-målsætningerne om ressourceanvendelse på F&U og andre fællesskabspolitikker, der især er af interesse for miljø og bæredygtig udvikling.

1.3

Med sin positive udtalelse om den beslutning, der her er til behandling, ønsker EØSU først at understrege betydningen for EU af den foreslåede strategi for investering og samordning af forskningsindsatsen. Udvalget finder, at denne strategi er et aktiv for oprettelsen af et europæisk forskningsrum.

1.4

På grund af finansieringen, de mange involverede interesser og de betydelige fællesskabsressourcer, der er afsat til initiativet, finder EØSU imidlertid, at der er behov for mere præcise retningslinjer for ejerskabet til og anvendelsen af forskningens slutprodukter, navnlig hvad angår intellektuel ejendomsret og spørgsmålet om patenter. Denne brist gjorde udvalget allerede opmærksom på i sine udtalelser om oprettelse af IMI-fællesforetagendet og fællesforetagendet Clean Sky. I det her behandlede fælles teknologiinitiativ (FTI) risikerer denne brist at vise sig endnu mere prekær, al den stund slutproduktet vil interessere de virksomheder, som konkurrerer på markedet, ikke mindst bilfabrikanter.

1.5

Endelig anser udvalget følgende for nødvendigt:

En reel forenkling af procedurerne, især på grund af den uheldige rolle, som komplekse administrative procedurer har spillet i tidligere F&U-programmer. Derfor beklager EØSU, at der ikke er blevet gjort ordentligt status over årsagerne til de eventuelle problemer med europæiske teknologiplatforme, så at man kan undgå andre problemer i fremtiden.

Et informationsprogram, der bidrager til at fremskaffe de fornødne offentlige og private økonomiske ressourcer.

Gennemførelsen af erhvervsuddannelsesprogrammer, som gør det muligt at tilpasse arbejdstagernes kvalifikationer til de arbejdspladser, som dette FTI vil skabe.

2.   Indledning

2.1

Formålet med det forelagte forslag til forordning er at igangsætte et af de allerførste offentlig-private partnerskaber på F&U-området. Forslaget udgør et af seks fælles teknologiinitiativer (FTI). Partnerskabet »fællesforetagendet for brændselsceller og brint« vedrører en strategisk sektor for diversificering af og adgang til fremtidens energi.

2.2

Formålet med fællesforetagendet er at gøre det muligt for industrien, medlemsstaterne og Kommissionen at samle deres ressourcer med henblik på at gennemføre de pågældende forskningsprogrammer.

2.3

I modsætning til den traditionelle fremgangsmåde, hvor projekterne får tilført midler fra det offentlige ét for ét, omfatter de fælles teknologiinitiativer forskningsprogrammer i stor skala med fælles strategiske forskningsmål. Formålet med den nye metode er at skabe en kritisk masse for europæisk forskning og innovation, at skabe stabile forskningsmiljøer inden for de vigtigste strategiske sektorer og at harmonisere finansieringen af projekterne for at få udnyttet forskningsresultaterne så hurtigt som muligt. De fælles teknologiinitiativer er rettet mod kernesektorer, hvor de nuværende instrumenter hverken har et omfang eller er effektive nok til at opretholde en topplacering for EU i den globale konkurrence eller til at skabe en sådan placering for EU. Der er tale om sektorer, hvor national, europæisk og privat forskningsfinansiering vil kunne give en betydelig merværdi, navnlig ved at øge incitamenterne til privat investering i F&U.

2.4

Brændselsceller er ekstremt effektive energiomformere, der gør det muligt at reducere udledningen af drivhusgasser og andre forurenende stoffer betydeligt. De tillader desuden et fleksibelt energimix, eftersom de ud over brint også kan anvende andre brændstoffer (f.eks. naturgas, ethanol eller methanol), hvorved de på afgørende vis bidrager til at bevare miljøet og bekæmpe forurening.

2.5

Den generelle målsætning for det fælles teknologiinitiativ »fællesforetagendet for brændselsceller og brint« er at bidrage til udviklingen af nøglekompetencer for sektoren og derved at styrke EU's konkurrenceevne. Forslaget til forordning fastlægger det nødvendige retsgrundlag for at oprette et sådant fællesforetagende.

2.6

Fællesforetagendet for brændselsceller og brint bidrager desuden til gennemførelsen af handlingsplanen for miljøteknologi (ETAP), der beskrives i meddelelsen KOM(2004) 38 endelig, hvor denne teknologiplatform placeres blandt handlingsplanens højt prioriterede aktioner.

3.   Baggrund og overordnede overvejelser

3.1

Energimangel og den stadige usikkerhed med hensyn til forsyningskilder sætter borgernes livskvalitet og opretholdelsen af de europæiske virksomheders konkurrenceevne på spil. Disse faktorer vil kunne få alvorlige følger for fremtiden, bl.a. i form af varig ustabilitet og højere energipriser.

3.2

Derfor er brændselsceller, der anvender brint, meget interessant for fremtiden. Ud over at muliggøre diversificering af de disponible energikilder er de energiomformere, som ikke forurener, eftersom de kun genererer vanddamp. Også de andre typer brændselsceller, der anvender naturgas eller andre fossile brændstoffer, reducerer de forurenende emissioner på grund af større effektivitet.

3.3

Indførelsen af brint som en fleksibel energibærer kan bidrage positivt til energisikkerheden og stabilisere energipriserne. Brint kan fremstilles af en hvilken som helst primær energikilde og kan derfor sikre diversitet i transportsystemet, som på nuværende tidspunkt er 98 % afhængigt af olie

3.4

Brændselscelleindustriens årlige omsætning på verdensplan beløb sig i 2005 til ca. 300 mio. euro, hvoraf kun 12 % i Europa. Investeringerne i dette forskningsområde vurderes til ca. 700 mio. euro pr. år, hvoraf de 78 % i Nordamerika og kun 10 % i Europa.

3.5

Den nuværende struktur for brændselscelle- og brintindustrien i Europa er således helt utilfredsstillende, selv om EU har investeret betydelige offentlige midler, idet området allerede er omfattet af energi- og transportforskningsaktiviteterne under det 7. rammeprogram. Den europæiske forskningsindsats på området er for langt fra indsatsen i andre regioner i verden. Ifølge en fællesskabsundersøgelse (GD for Transports projekt »Hylights«) er EU fem år bagud i forhold til Japan og Nordamerika, når det gælder brændselscellekøretøjer.

3.6

Uden en ny konkret saltvandsindsprøjtning på dette forsknings- og udviklingsområde risikerer man yderligere konkurrencemæssige efterslæb i forhold til resten af verden på et område, der er så fundamentalt som brændselsceller og brint, hvilket vil få negative konsekvenser for den industrielle udvikling og beskæftigelsen i sektoren.

3.7

Ifølge Kommissionens analyser og høringer er de største problemer, at sektoren kræver en meget kompleks forskning, og at der mangler en konkret EU-aftale om en langsigtet investeringsplan.

3.8

Med tanke på de nødvendige innovationstiltag, som kræver store økonomiske ressourcer, synes det åbenlyst, at hverken virksomheder eller institutioner kan gennemføre den fornødne forskningsindsats alene.

3.9

De økonomiske midler, der er til rådighed i dag, er ikke bare utilstrækkelige, de anvendes også ineffektivt, hvilket svagheder ved programmerne og/eller unødigt overlap vidner om. De er ikke egnet til finansiering af så stort et EU-program.

3.10

Koordinationen mellem de forskellige lande og aktivitetsområder (den akademiske verden, nye industrielle virksomheder, højteknologiske SMV'er) i den europæiske brændselscellesektor er utilstrækkelig, hvilket begrænser udvekslingen og indsamlingen af viden og erfaring, bremser de nødvendige teknologiske fremskridt i retning af materialer med større ydeevne og modarbejder omkostningssænkninger, som er nødvendige for at opfylde eventuelle nye kunders behov.

3.11

Det er absolut nødvendigt at give forskning i brændselsceller og brint en europæisk dimension. Det synes faktisk at være eneste mulighed for at klare de vanskelige udfordringer, som sektoren står overfor.

3.12

Ved at satse på et offentlig-privat fællesforetagende skulle det blive muligt for EU's forskning og udvikling på området at foretage et stort spring fremad i retning af en effektiv forskning, som i dag har svært ved at nå op på den nødvendige kritiske masse. Dette er overordentligt vigtigt for at afhjælpe den aktuelle opsplitning af forskningsprogrammer mellem de forskellige medlemsstater, der er ude af stand til at nå op på den nødvendige kritiske masse, fordi de ikke har råd til at finansiere de fornødne programmer.

4.   Sammenhæng

4.1

Forskningsprogrammernes referenceramme er det syvende rammeprogram. Hvis man ønsker en konkurrencedygtig og dynamisk økonomi, må man igen satse på investeringer i forskning og udvikling.

4.2

Forslaget til forordning synes at falde fint i tråd med EU's forskningspolitik, Lissabon-strategien (konkurrenceevne) og Barcelona-målene (forskningsmidler), der forudser investeringer på 3 % af BNP frem til 2010.

4.3

Det synes også at stemme fint overens med Kommissionens meddelelse om initiativet »En energipolitik for Europa«, som blev udsendt i januar 2007, og EU's strategiske energiteknologiplan for EU (Plan SET), som udvalget for øjeblikket er ved at udarbejde en udtalelse om (1), og som skal danne grundlag for energiteknologiudviklingen det næste årti. Den passer også ind i andre dele af EU's bestræbelser f.eks. inden for miljø og bæredygtig udvikling.

5.   Kommissionens forslag

5.1

Forslaget til Rådets forordning om oprettelse af fællesforetagendet for brændselsceller og brint, som behandles i Kommissionens dokument KOM(2007) 571 endelig, falder under bestemmelserne for det 7. rammeprogram (afgørelse nr. 1982/2006/EF), ifølge hvilke EU giver tilskud til etablering af længerevarende offentlig-private partnerskaber på europæisk plan inden for forskning.

5.2

Disse partnerskaber har form af fælles teknologiinitiativer (FTI). Teknologiinitiativerne afløser de tidligere europæiske teknologiplatforme (ETP).

5.3

I sin beslutning 2006/971/EF om særprogrammet Samarbejde understregede Kommissionen behovet for at etablere offentlig-private partnerskaber og fokuserede på seks områder, hvor oprettelsen af fælles teknologiinitiativer egner sig til at sætte nyt skub i den europæiske forskning:

brint- og brændselsceller;

luftfartsteknik og lufttransport (2)

innovative lægemidler (3)

indlejrede databehandlingssystemer (4)

nanoelektronik (5)

GMES (global miljø- og sikkerhedsovervågning).

5.4

Inden for rammerne af denne overordnede strategi gennemfører forslaget til forordning (KOM(2007) 571 endelig) det fælles teknologiinitiativ for brændselsceller og brint ved at oprette fællesforetagendet for brændselsceller og brint.

5.5

Fællesforetagendet betragtes som en international organisation med status af juridisk person, jf. artikel 22 i Rådets og Europa-Parlamentets direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 og artikel 15 i direktiv 2004/18/EF. Det får hjemsted i Bruxelles, og dets aktiviteter ophører den 31. december 2017, medmindre Rådet viderefører foretagendet og ændrer den nugældende forordning.

5.6

Kommissionens vigtigste målsætninger for oprettelsen af dette fællesforetagende beskrives i detaljer i artikel I.2 i fællesforetagendets vedtægter, som er vedlagt forslaget til forordning:

at sikre, at Europa er på forkant med udviklingen inden for brændselscelle- og brintteknologier på globalt plan;

at sikre et markedsgennembrud for brændselscelle- og brintteknologier, som vil sætte kommercielle markedskræfter i stand til at skabe betydelige samfundsmæssige fordele;

at nå den kritiske masse i forskningsindsatsen med henblik på at sikre, at erhvervslivet, de offentlige og private investorer, beslutningstagerne og andre interesserede parter i nødvendigt omfang føler sig rustet til at give sig i kast med et langsigtet program;

at fremme yderligere industrielle, nationale og regionale investeringer i forskning, teknologiudvikling og demonstration;

at opbygge det europæiske forskningsrum;

at stimulere innovation og fremkomsten af nye værdikæder, som omfatter SMV'er;

at fremme samarbejdet mellem erhvervsliv, universiteter og forskningscentre om grundforskning;

at fremme nye medlemsstaters og kandidatlandes deltagelse;

at støtte udviklingen af nye forordninger og standarder med henblik på at eliminere kunstige hindringer for handelen med brint;

at stille pålidelig information til rådighed for offentligheden om brintsikkerhed og fordelene ved de nye teknologier, for så vidt angår miljø, forsyningssikkerhed, energiomkostninger og beskæftigelse.

6.   Retsgrundlag

6.1

Forslaget består i en rådsforordning og et bilag med fællesforetagendets vedtægter. Det hviler på traktatens artikel 171. Fællesforetagendet bliver et fællesskabsorgan, hvis resultater skal kontrolleres i henhold til artikel 185 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002. Man bør altså være opmærksom på, at dette initiativ i sagens natur indgår i de offentlig-private partnerskaber med et bidrag fra den private sektor, der er mindst lige så stort som bidraget fra den offentlige sektor.

7.   Sammensætning

7.1

De stiftende medlemmer af fællesforetagendet er:

a)

Det Europæiske Fællesskab repræsenteret ved Kommissionen,

b)

Den europæiske industrigruppe for det fælles teknologiinitiativ for brændselsceller og brint,

7.2

En forskningsgruppe, der repræsenterer non profit-forskningsorganisationer, kan blive medlem efter oprettelsen af fællesforetagendet, forudsat at der er oprettet en enhed, der skal repræsentere forskningsmiljøet.

8.   Finansiering

8.1

Fællesforetagendets løbende udgifter, som specificeres nærmere i forordningens artikel 5, finansieres i lige dele af de stiftende medlemmer.

8.2

Driftsomkostningerne til F&U samfinansieres gennem Fællesskabets finansielle bidrag og bidrag i form af naturalydelser fra private juridiske enheder, der deltager i aktiviteterne. Bidraget fra private juridiske enheder skal svare til et beløb, der mindst er lig med Fællesskabets bidrag.

8.3

Fællesskabets maksimale bidrag til fællesforetagendets løbende omkostninger og driftsomkostninger er på 470 mio. euro. Efter udvalgets mening kunne dette beløb godt være større i betragtning af forskningens omfang under dette FTI. Det skønnes i øvrigt, at de løbende omkostninger ikke overstiger 20 mio. euro. Bidragene stammer fra særprogrammet »Samarbejde« til gennemførelse af det syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration i overensstemmelse med artikel 54, stk. 2, litra b), i forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002.

8.4

Når der nedsættes en forskningsgruppe (se punkt 7.2), fastsættes dennes bidrag til 1/12 af de administrative udgifter med en tilsvarende reduktion af Kommissionens bidrag.

8.5

Medmindre der tilbydes finansiering efter 2013 (når det 7. rammeprogram afsluttes), fortsætter kun de projekter, for hvilke der er undertegnet en støtteaftale senest den 31. december 2013, i perioden 2014-2017.

9.   Generelle bemærkninger

9.1

EØSU bifalder beslutningen om at oprette fællesforetagendet for brændselsceller og brint og hilser forslaget til forordning herom (KOM(2007) 571 endelig) velkommen. Det ønsker først og fremmest at understrege betydningen for EU af den foreslåede strategi, der sigter mod investeringer og samordning af forskningen, hvilket i dette FTI vil give øget diversitet i energipakken, navnlig i transportsektoren (6).

9.2

For som det allerede er blevet anført i udtalelser om andre forordninger vedrørende Rådets beslutning 971/2006/EØF om særprogrammet »Samarbejde«, mener EØSU, at nye F&U-investeringerne er en passende måde at give de europæiske virksomheder en sikker referenceramme, der gør det muligt at komme ud over den nuværende opsplittede fællesskabsfinansiering og undgå en alt for spredt fordeling af programmerne.

9.3

EØSU har lige fra begyndelsen i adskillige udtalelser kraftigt støttet kravet om et stadig større EU-engagement inden for forskning og udvikling. Da det er umuligt at citere alle disse udtalelser, begrænser udvalget sig til at erindre om de to seneste udtalelser om fællesforetagenderne Clean Sky og Eniac, som blev vedtaget med stort flertal på plenarforsamlingen den 24.-25. oktober 2007.

9.4

På det generelle plan: EØSU bekræfter i sin udtalelse om »Det europæiske forskningsrum — nye perspektiver« (7), at »udvalget støtter målsætningen om at skabe videnskabelige og tekniske forskningsinfrastrukturer i verdensklasse, men disse må derefter sikres vedvarende og pålidelig støtte,« og minder om, at »den grundlæggende forudsætning for succes og for, at disse betydelige forskningsinvesteringer skal give mening er, at man sikrer, at medlemsstaternes relevante institutter og universitetsgrupper deltager i udviklingen, samt, hvad angår tekniske projekter, en tilsvarende engageret integration af industrien.«

9.5

På det specifikke plan: EØSU understreger i sin udtalelse (8) om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet — Statusrapport over biobrændstoffer — Rapport om de fremskridt, der er sket i Den Europæiske Unions medlemsstater med hensyn til anvendelse af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer« kraftigt betydningen af udvikling af forskningsprogrammer om genstanden for denne forordning.

9.5.1

EØSU minder om, »at man bør lægge vægt på forskning i biobrændstoffer, navnlig andengenerationsbiobrændstoffer, uden at det sker på bekostning af andre muligheder som f.eks. udvikling af brint fra sollys eller forarbejdning af biomasse.«

9.5.2

Samtidig konstaterer udvalget, at »selv om man på det seneste har øget forskningen i brintfremstilling på basis af biomasse, i nogle tilfælde ved at anvende bioteknologier eller vedvarende energikilder, afhænger brintbilers mulige udbredelse og markedsføring også af de høje omkostninger, der er forbundet med erhvervelse af brændselsceller«, og konkluderer, at»for at brint kan blive en rentabel alternativ energikilde, må produktionsomkostningerne reduceres. EØSU mener, at man bør støtte forskningen i de teknologier, der er forbundet med »biofuel cells«, dvs. biobrændselsceller, der anvender biokatalysatorer til at omdanne energi til elektricitet.«

10.   Særlige bemærkninger

10.1

På grund af den sammensatte finansiering og de betydelige fællesskabsressourcer, der er afsat til initiativet, finder EØSU, at der er behov for mere præcise retningslinjer for anvendelsen af og ejerskabet til forskningens slutprodukter. Her fortjener spørgsmålet om patenter og intellektuel ejendomsret, som det er defineret i artikel 17 i forslaget til forordning eller i artikel 1.24 i fællesforetagendes vedtægter, der begrænser sig til en opremsning af principper, at blive behandlet mere detaljeret og fyldestgørende; ellers er der fare for, at dette spørgsmål kan blive et prekært punkt for gennemførelsen af fællesforetagendet for brændselsceller og brint og dets funktionsmåde. Denne brist gjorde EØSU allerede opmærksom på i udtalelserne om oprettelse af IMI-fællesforetagendet og fællesforetagendet Clean Sky. I det fælles teknologiinitiativ for brændselsceller og brint risikerer denne brist at vise sig endnu mere prekær, al den stund forskningens slutprodukt vil interessere de virksomheder, som er direkte konkurrenter på markedet, ikke mindst bilfabrikanter, hvoraf mange deltager i fællesforetagendet. På grund af den betydelige fællesskabsfinansiering bør der overvejes mekanismer, der kan forbedre afkastet af de europæiske investeringer. Spørgsmålet bør som et minimum tages op i forslaget til forordning.

10.2

Som nævnt under punkt 5.2 udspringer de fælles teknologiinitiativer af det arbejde, der blev udført i de gamle europæiske teknologiplatforme (ETP). De opfyldte imidlertid ikke altid deres målsætning om en strategisk relancering af europæisk forskning. Igangsættelsen af FTI skyldes især eventuelle problemer med ETP, hvis rolle først og fremmest var at yde et væsentligt bidrag til industriens konkurrenceevne.

10.2.1

Derfor beklager EØSU, at kommissionsforslaget ikke indeholder en mere detaljeret gennemgang af det arbejde, der tidligere blev udført af de europæiske teknologiplatforme (ETP). Der gøres ikke status, de opnåede resultater opregnes ikke, og der er ingen litteraturhenvisninger. En seriøs statusopgørelse med henblik på at fastsætte de præcise årsager til de eventuelle problemer med europæiske teknologiplatforme kan forhindre vanskeligheder med det nye instrument.

10.3

For at opfylde målene for fællesskabsteknologiinitiativet for brændselsceller og brint og maksimere potentialet i det nye instrument anser udvalget følgende for nødvendigt:

reel forenkling af procedurerne, især i lyset af den negative rolle, som den indviklede forvaltning har spillet i de tidligere F&U-programmer. I øvrigt vil udvalget fokusere mere på, at alle parter får mulighed for at være med til at vælge målsætningerne og til at analysere de endelige resultater;

et omfattende oplysningsprogram om det fælles teknologiinitiativs muligheder, bl.a. om dets evne til at mobilisere de nødvendige økonomiske ressourcer via de nye finansieringsformer;

udarbejdelse af passende erhvervsuddannelsesprogrammer med henblik på en højt kvalificeret arbejdskraft, der besidder den viden, som er nødvendig for den F&U, der danner grundlag for fællesforetagendet, og som vil få afgørende strategisk betydning for EU's industrielle fremtid. Disse kvalifikationer på højt niveau, som omfatter de stærkt tekniske færdigheder, der er nødvendige for at bestride de F&U-stillinger, der skal oprettes, vil i tilgift bremse udvandringen af forskere og tilvejebringe forudsætningerne for, at EU kan blive såvel industrielt som miljømæssigt førende i disse strategiske sektorer.

Bruxelles, den 12. marts 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  TEN/332: Strategisk energiteknologiplan for EU (Plan SET), ordfører: Josef Zbořil.

(2)  EUT C 44, 16.2.2008, s. 11.

(3)  EUT C 44, 16.2.2008, s. 1.

(4)  EUT C 44, 16.2.2008, s. 15.

(5)  EUT C 44, 16.2.2008, s. 19.

(6)  TEN/297 — Transportsektorens energimix, ordfører: Edgardo Maria Iozia.

(7)  EUT C 44, 16.2.2008, s. 1.

(8)  EUT C 44, 16.2.2008, s. 34.


9.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 204/24


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv .../.../EF om retlig beskyttelse af edb-programmer (Kodificeret udgave)

KOM(2008) 23 endelig — 2008/0019 (COD)

(2008/C 204/05)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 13. februar 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv .../.../EF om retlig beskyttelse af edb-programmer (Kodificeret udgave).

Da EØSU fuldt ud går ind for forslagets indhold, som ikke giver anledning til bemærkninger, besluttede det på sin 443. plenarforsamling den 12.-13. marts 2008, mødet den 12. marts, med 126 stemmer for og 2 hverken for eller imod at afgive en støtteudtalelse.

 

Bruxelles, den 12. marts 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


9.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 204/24


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fusioner af aktieselskaber (Kodificeret udgave)

KOM(2008) 26 endelig — 2008/0009 (COD)

(2008/C 204/06)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 14. februar 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fusioner af aktieselskaber (Kodificeret udgave).

Da EØSU fuldt ud går ind for forslagets indhold, som ikke giver anledning til bemærkninger, besluttede det på sin 443. plenarforsamling den 12.-13. marts 2008, mødet den 12. marts, med 117 stemmer for, 1 imod og 7 hverken for eller imod at afgive en støtteudtalelse.

 

Bruxelles, den 12. marts 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


9.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 204/25


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om samordning af de garantier, som kræves i medlemsstaterne af de i traktatens artikel 48, stk. 2, nævnte selskaber til beskyttelse af såvel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, med det formål at gøre disse garantier lige byrdefulde (Kodificeret udgave)

KOM(2008) 39 endelig — 2008/0022 (COD)

(2008/C 204/07)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 14. februar 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om samordning af de garantier, som kræves i medlemsstaterne af de i traktatens artikel 48, stk. 2, nævnte selskaber til beskyttelse af såvel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, med det formål at gøre disse garantier lige byrdefulde (Kodificeret udgave).

Da EØSU fuldt ud går ind for forslagets indhold, som ikke giver anledning til bemærkninger, besluttede det på sin 443. plenarforsamling den 12.-13. marts 2008, mødet den 12. marts, med 125 stemmer for og 6 hverken for eller imod at afgive en støtteudtalelse.

 

Bruxelles, den 12. marts 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


9.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 204/25


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen: Transeuropæiske net: På vej mod en helhedsstrategi

KOM(2007) 135 endelig

(2008/C 204/08)

Europa-Kommissionen besluttede den 21. marts 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen: Transeuropæiske net: På vej mod en helhedsstrategi.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Marian Krzaklewski til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 19. februar 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 443. plenarforsamling den 12.-13. marts 2008, mødet den 13. marts, følgende udtalelse med 64 stemmer for og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) er af den opfattelse, at målet med bæredygtig udvikling i Den Europæiske Union bl.a. kan nås ved hjælp af en helhedsstrategi for transeuropæiske net (TEN).

1.2

EØSU er overbevist om, at gennemførelsen af en helhedsstrategi kan fremskynde udbygningen af de planlagte transeuropæiske net og mindske de dermed forbundne udgifter i modsætning til en tilgang, som ikke tager højde for de mulige samspilseffekter mellem forskellige former for net.

1.2.1

På denne baggrund opfordrer udvalget Europa-Kommissionen til forud for den forestående midtvejsevaluering at fremsætte forslag om en mere omfattende finansiel støtte til den integrerede tilgange til transeuropæiske net (som helhed herunder også alle sekundære net) i form af en Helhedsstrategifond.

1.3

Efter en analyse af de vilkår, hvorunder en helhedsstrategi for transeuropæiske net (i deres helhed) kan få reelt betydning, mener EØSU, at det er nødvendigt med konvergens mellem sektorer, hvis der skal opnås effektive samspilseffekter (1). En anden vigtig forudsætning for helhedsstrategiens effektivitet er, at de respektive grundlæggende netstrukturer udbygges hurtigst muligt.

1.4

Under direkte henvisning til Kommissionens meddelelse gør EØSU sig til talsmand for, at denne suppleres med en analyse, hvori man tager stilling til, hvorvidt den seneste tiltræden af tolv nye medlemsstater kan få indflydelse på helhedsstrategiens muligheder og anvendelsesområde i disse lande.

1.5

Udvalget konstaterer, at en helhedsstrategi for transeuropæiske net kan have meget positive virkninger, især ved at man:

mindsker miljøbelastningen ved udbygningen og driften af net og

mindsker antallet og alvoren af uoverensstemmelser som følge af interessekonflikter i forbindelse med udbygningen og driften af net.

1.6

EØSU mener, at videnskabelig forskning på foranledning af såvel Fællesskabet som medlemsstaterne er af særlig betydning for, at en integreret tilgang til transeuropæiske net kan få den optimale virkning. I denne sammenhæng fastslår udvalget, at den nuværende forskning er splittet op efter tematiske og sektorielle linjer. EØSU opfordrer derfor Kommissionen og Rådet til at udforme og gennemføre programmer for hele det europæiske videnskabelige forskningsområde for at fastlægge synergier mellem alle de forskellige net i den komplicerede TEN-struktur.

1.7

Da der i visse EU-medlemsstater findes en »grundbestand« af lysledernet, der er blevet skabt for at imødekomme andre nationale infrastrukturers teknologiske behov (elektricitets- og jernbanenet), er EØSU overbevist om, at gennemførelsen af en helhedsstrategi vil kræve en større kommerciel udnyttelse af disse lysledernet (telekommunikationstjenester, dataoverførsel, osv.).

1.7.1

Samtidig er udvalget af den opfattelse, at den igangværende aktive udvikling af lokal (kommunal) infrastruktur i en lang række medlemsstater bør under hensyntagen til helhedsstrategien anvendes til at fremme udviklingen af lysledernet og til at skabe intelligent lokal infrastruktur (2). En central del af denne infrastruktur bør være et integreret geografisk informationssystem (GIS) (3). På denne måde kan man gennemføre en helhedsstrategi for de lokale infrastrukturnet ved hjælp af et informationssystem (intelligent infrastrukturstyringssystem).

1.8

Udvalget foreslår, at Kommissionen i sine planer for en integreret tilgang til transeuropæiske net tager hensyn til integrerede teknologier for vedvarende naturgas- og miljøvenlig energi. Disse teknologier, som bringer energiproduktionen nærmere til den endelige forbruger, kan mindske CO2-emissionenerne.

1.8.1

Med denne tilgang skulle man søge at opnå synergi-, koordinerings- og spareresultater, som skulle kunne skabes med udviklingen af gas- og bioteknologier.

1.9

Hvad angår muligheden for synergier mellem transeuropæiske net i de nye baltiske EU-medlemsstater, er EØSU af den opfattelse, at man inden for den integrerede tilgang bør gøre brug af en speciel foranstaltning, som kan gennemføres hurtigt, nemlig at bygge en energibro, således at systemerne i Østersølandene kan blive integreret med EU-systemet. På længere sigt (2020) er det dog væsentligt, at dette ikke giver anledning til stranded costs  (4) (tabte investeringer) inden for de allerede eksisterende transmissionsnet.

2.   Indledning

2.1

Udbygning, sammenkobling, bedre integrering og bedre samordning af udviklingen af europæiske energi-, transport og telekommunikationsinfrastrukturer er ambitiøse målsætninger, som nævnes både i EF-traktaten (5) og i retningslinjerne for vækst og beskæftigelse (6) på grundlag af Lissabon-strategien.

2.2

Artiklerne 154-156 i EF-traktaten samt retningslinjerne for vækst og beskæftigelse indeholder målsætninger for udviklingen, sammenkoblingen, en stærkere integration og bedre koordinering af de europæiske energi-, transport og telekommunikationsinfrastrukturer.

2.3

På grundlag af disse bestemmelser i EF-traktaten og de ovennævnte retningslinjer opstod idéen om transeuropæiske transport-, energi- og telenet, som kan siges at være europæisk erhvervslivs blodkredsløb.

2.4

For at høste de størst mulige fordele af de transeuropæiske net, især med henblik på at styrke EU's konkurrenceevne, gav Europa-Kommissionen i juli 2005 en styringsgruppe specielt nedsat til dette formål mandat til at finde en fælles strategi for bedre samordning af fællesskabets forskellige tiltag til støtte for virkeliggørelsen af de transeuropæiske transport-, energi- og telenet.

2.4.1

Styringsgruppen behandlede især følgende spørgsmål:

Samspil mellem de transeuropæiske net

Respekt for det naturlige miljø og transeuropæiske net

Udnyttelse af ny teknologi i de transeuropæiske transportnet

Finansiering af transeuropæiske net, herunder:

Kombinering af fonde

Finansiering af store højt prioriterede projekter

Anvendelse af offentlig-private partnerskaber (OPP'er) til finansiering af transeuropæiske net.

2.5

Emnet for denne EØSU-udtalelse er Kommissionens meddelelse Transeuropæiske net: På vej mod en helhedsstrategi, som er resultatet af Styringsgruppens arbejde.

3.   Generelle bemærkninger

Status over gennemførelsen af de transeuropæiske net

3.1   Transeuropæiske transportnet (TEN-T)

3.1.1

Efter EU's seneste udvidelse i 2007 omfatter TEN-T nu 30 prioriterede projekter, der skal gennemføres i tiden frem til 2020. Derudover har Kommissionen for nylig understreget, at det er nødvendigt at udvide disse transeuropæiske transportnet til nabolandene (7).

3.1.2

Gennemførelsen af disse store projekter er blevet forsinket i forhold til de oprindelige tidsplaner. Selv om en række projekter er blevet realiseret eller er ved at være færdiggjort (8), foregår bygningen af det, der betragtes som prioriterede transportruter stadig alt for langsomt. I en EØSU-initiativudtalelse beskrives årsagerne hertil indgående.

3.1.3

Af disse 30 prioriterede projekter vedrører 18 jernbaner og 2 indlandsskibsfart og søfart. Således er der blevet givet højest prioritet til de mest miljøvenlige transportformer (9). Kortene i den undersøgelse (10), som ECORYS har udarbejdet for Europa-Kommissionen, viser, hvor langt man er kommet med de 30 prioriterede projekter til dato, og hvor langt man venter at være kommet, når den flerårige finansielle ramme udløber i 2013. Det fremgår tydeligt, hvor ufuldstændigt nettet stadig er.

3.1.4

Kommissionens meddelelse, der er genstand for denne udtalelse, indeholder en status over de finansielle ressourcer, der er blevet anvendt til gennemførelsen af TEN-T i den finansielle programmeringsperiode 2000-2006 og fremlægger finansieringsinstrumenterne under den flerårige finansielle ramme 2007-1013. I denne sammenhæng blev der på EU's budget afsat et beløb på 8,13 mia. euro til udbygning af de transeuropæiske transportnet.

3.1.5

EFRU og samhørighedsfonden vil fortsat være hovedkilderne til Fællesskabets støtte til medfinansiering af de transeuropæiske transportnetprojekter i programmeringsperioden 2007-2013. I almindelighed bør Fællesskabets bidrag til realiseringen af det transeuropæiske transportnet koncentreres om grænseoverskridende sektioner og flaskehalse.

3.1.6

Den europæiske Investeringsbank vil fortsat finansiere transportinfrastruktur ved hjælp af lån og et særligt garantiinstrument, som råder over 500 mio. euro fra EIB's egne midler og 500 mio. euro fra budgettet for de transeuropæiske transportnet (dvs. 6,25 % af det samlede rammebeløb).

3.2   Transeuropæiske energinet (TEN-E)

3.2.1

I januar 2007 gjorde Kommissionen i programmet for hovedopgaver i sammenkoblingen af forsyningsnettene status over de fremskridt, der var blevet gjort inden for projekter af interesse for Europa. Hvad angår elektricitet, er der gjort få fremskridt — 12 ud af 32 projekter forløber planmæssigt, og kun 5 er hidtil blevet afsluttet (11).

3.2.2

Hvad angår gasnettene ser situationen bedre ud: 7 ud af 10 projekter skulle være klar i perioden 2010-2013. På den anden side er 29 LNG (12)-terminaler (for flydende naturgas) og lagerfaciliteter forsinket. 9 projekter er blevet opgivet, og i forbindelse med 5 projekter er arbejdet blevet indstillet.

3.2.2.1

Som hovedårsag til forsinkelserne og manglerne nævnte Kommissionen den komplekse programplanlægning og bemyndigelsesprocedurerne. Yderligere årsager var modstand fra offentligheden, utilstrækkelige finansielle midler samt energiselskabernes horisontale struktur.

3.2.3

EU skal frem til 2013 investere mindst 30 mia. euro i infrastrukturer (6 mia. euro i elektricitetsnetværk, 19 mia. euro i gasledninger og 5. mia. euro i terminaler for flydende naturgas (LNG-terminaler)), hvis de fremlagte prioriteter skal gennemføres fuldt ud. Investeringer er nødvendige, ikke blot i grænseoverskridende sammenkoblinger, men også i energiproduktionen.

3.2.4

Den finansielle støtte til TEN-E-investeringer, som kun ydes i specielle og behørigt begrundede tilfælde, kommer fra EU's budget. Det drejer sig her om en budgetlinje, der udelukkende er øremærket til transeuropæiske net og endvidere også fra struktur- og samhørighedsfondene. (Fondene repræsenterer mere end en tredjedel af budgettet og er bestemt til finansiering af regionale udviklingsprojekter, herunder energinet).

3.2.5

Investeringerne gennemføres også med støtte fra andre finansieringsinstrumenter (fonde, kreditter). Den europæiske Investeringsbank er den vigtigste finansieringskilde i forbindelse med transeuropæiske net. I perioden 1993 til slutningen af 2005 blev der indgået kreditaftaler på i alt 69,3 mia. euro til finansiering af alle transeuropæiske net, herunder 9,1 mia. euro til energinet.

3.3   Transeuropæiske telenet

3.3.1

Af alle TEN-nettene er udbygningen af telekommunikationsinfrastrukturen (eTEN) den mest fremskredne. Siden 1988 er teletjenesterne gradvist blevet åbnet for konkurrence, og udviklingen har været dramatisk. Den mere intense konkurrence har stimuleret investeringer, innovation og fremkomsten af nye tjenester, og den har ført til et betydeligt fald i forbrugerpriserne.

3.3.2

I øjeblikket koncentreres investeringerne om en modernisering af bestående net til næste generation, om udbredelse af mobiltelefoner af tredje generation og andre trådløse teknologier og om bredbåndsudbygning i EU's landdistrikter.

3.3.2.1

Investeringerne kan f.eks. gå til at anlægge lysledernet, hvor 70 % af udbygningsomkostningerne går til anlægsarbejder og kabelinstallation i bygninger. Anlæg af jernbanelinjer, veje og energiledninger kan lette udbygningen af disse net i dårligt betjente områder.

3.3.3

Den vigtigste udfordring for det europæiske telekommunikationsnet er at overvinde bredbåndskløften. Der er forskelle mellem by- og landzoner, og medlemsstaterne bør derfor gøre en konkret indsats og opstille mål for at mindske forskellene frem til 2010.

3.3.4

Det er nødvendigt med en bedre koordinering af udnyttelsen af de forskellige finansieringskilder (strukturfondsmidlerne, midlerne til landdistriktsudvikling, TEN-midlerne og nationale midler) for at sikre sammenhængende planlægning og totaldækning med bredbånd.

Integreret tilgang til transeuropæiske net

3.4   Samspil mellem de transeuropæiske net

3.4.1

Et første eksempel på samspil mellem transeuropæiske net er kombinationen af bane- og vejtransport (13). Fordelene herved nævnes i meddelelsen fra Kommissionen om Udvidelse af de vigtigste transeuropæiske transportakser til nabolandene — Retningslinjer for transport i Europa og naboregionerne (14). De vigtigste er: mindre arealforbrug, fælles anlæg, mindre synlighed og mindre opsplitning af landskabet, fælles foranstaltninger for at mindske anlæggenes miljøbelastning (støjafskærmning, viadukter til vildt). Ved at kombinere infrastrukturanlæg er der også reelle muligheder for at mindske både omkostningerne og de negative miljøkonsekvenser.

3.4.2

Der er foretaget en undersøgelse (15) af mulighederne for at udvikle andre kombinerede net som f.eks. at føre en højspændingsledning gennem en jernbanetunnel og lægge et telekommunikationskabel langs en jernbane. Man har analyseret den tekniske gennemførlighed, virkningerne for projektets omkostninger og den proceduremæssige kompleksitet. Konklusionerne var:

3.4.2.1

Bortset fra en kombination mellem gasledninger og anden infrastruktur, som størrelsen af de nødvendige sikkerhedszoner synes at gøre teknisk vanskelig, ligger der reelle fordele i at kombinere TEN-anlæg med hinanden.

3.4.2.2

Mest lovende virker samspilsbesparelser ved kombination af telenet og transportnet. Hvert transportnet kan optimeres med eget kommunikationsnet til brug for forvaltningen af nettet. De fleste banenet og motorvejsnet har allerede i forvejen sådanne kommunikationsnet. I nogle tilfælde bruges disse nets overkapacitet til andre formål f.eks. datakommunikation.

3.4.2.3

Det er dog stadig sjældent, at man allerede fra starten af anlægsarbejdet systematisk søger samspilsbesparelser mellem et kommunikationsnet til infrastrukturforvaltning og et telekommunikationsnet.

3.4.2.4

Interessante løsninger ved sammenkobling af elektricitetsnet og af transport- og telekommunikationsinfrastruktur er nedlægning af højspændingskabler langs bredderne af indre vandveje, sammenkoblinger med begrænset spænding (2 X 25 kV) langs højhastighedsjernbaner, mere systematisk sammenkobling af nedgravede højspændingskabler (300 til 700 kV) i transportnetkorridorer. Disse forslag erstatter dog ikke det umiddelbare behov for sammenkobling af de nationale højspændingsnet, men peger på, at der på længere sigt kan skabes mere fintmaskede nationale elnet, efterhånden som de store infrastrukturprojekter realiseres.

3.5   Miljøbeskyttelse og de transeuropæiske net

3.5.1

Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse opfordrer til, at TEN udbygges på en måde, der er forenelig med en bæredygtig udvikling.

3.5.2

Hovedparten af de prioriterede TEN-T-projekter, er projekter, som fremmer de mest miljøforsvarlige og mindst energiforbrugende transportformer som jernbaner og skibsfart. Færdiggørelsen af det transeuropæiske transportnet vil få positive miljøvirkninger. Fortsætter den nuværende udviklingstakt, vil transportens CO2-udslip i 2020 ligge 38 % over det nuværende. Ifølge Kommissionen vil gennemførelsen af de 30 prioriterede projekter bremse denne vækst med ca. 4 % og dermed reducere det årlige CO2-udslip med 6,3 mio. tons.

3.5.3

Sammenkoblingen af de nationale energinet og tilslutningen af vedvarende energikilder vil gøre det muligt at optimere kapacitetsudnyttelsen i hver medlemsstat og dermed nedsætte miljøbelastningen.

3.5.4

Fællesskabets miljøbeskyttelseslovgivning sætter klare rammer for gennemførelsen af disse store projekter. Der er udtrykkeligt henvist hertil i Fællesskabets retningslinjer for udbygningen af det transeuropæiske transportnet (16). Ethvert nyt TEN-infrastrukturprogram skal underkastes en strategisk miljøvurdering (17), og hvert projekt skal bedømmes for sig (18). Samtidig kunne disse undersøgelser danne grundlaget for udforskningen af eventuelle samspilseffekter.

3.5.5

Hvert enkelt projekt skal overholde EF's regler for støj, vandressourcer og beskyttelse af flora og fauna (19).

3.5.6

Hvis ingen af alternativerne til et projekt, der er samfundsnyttigt, tilbyder en optimal løsning, der opfylder EF-lovgivningens krav, kan der træffes kompensatoriske foranstaltninger, der gør det muligt at gennemføre projektet samtidig med, at der kompenseres for eventuelle negative virkninger.

3.6   Integreret tilgang til finansieringen af transeuropæiske net

3.6.1

Kombineringen af fonde i forbindelse med gennemførelsen af transeuropæiske net har givet alvorlige problemer og har endog skabt konflikter. Kommissionen har altid været optaget af spørgsmålet om finansiering af samme projekt fra forskellige kilder i EF-systemet. Revisionsretten har fremhævet dette spørgsmål i sin rapport om Kommissionens gennemførelse af de transeuropæiske net.

3.6.2

I den meddelelse, der er genstand for denne EØSU-udtalelse, kommer Styringsgruppen til den konklusion, at enhver mulighed for at kumulere tilskud fra flere fællesskabsfonde skal udelukkes. For at sikre, at budgettet er gennemskueligt og forvaltes forsvarligt, udelukker finansforordningen og/eller sektorielle basisretsakter, der enten er vedtaget eller under vedtagelse, kumulering af midler fra Fællesskabets forskellige finansieringsinstrumenter til samme foranstaltning.

3.6.3

Et centralt punkt i meddelelsen, som har betydelige konsekvenser for kombinerede TEN-investeringer, er, at udgifter til et projekt, der indgår i et operationelt program og får støtte fra strukturfondene og/eller samhørighedsfonden, ikke kan opnå yderligere finansieringstilskud fra Fællesskabet.

3.6.3.1

Heraf følger, at når udgifter til eksempelvis ERTMS-udstyr eller elektrificering af en jernbanestrækning ikke får finansieringsstøtte fra strukturfondene og/eller samhørighedsfonden, kan de finansieres af TEN-midler. Den egentlige anlæggelse af jernbanestrækningen kunne finansieres af EFRU eller samhørighedsfonden. Projekterne kunne også opdeles i regionale afsnit, der kunne medfinansieres enten af EFRU/samhørighedsfonden eller af TEN-midler.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Helhedsstrategi for udvikling af energinet: elektricitet og gas

4.1.1

Udviklingen af gasstyrede produktionsteknologier (kombiteknologier (20), kraftvarmeproduktion (21)) gør investering i elektricitetsnet til et mere risikabelt forslag (elektricitetsoverførsel erstattes af transport af naturgas og udvikling af gasstyret kraftvarmeproduktion på lokalt plan i små kraftvarmeanlæg og mikrokraftvarmeanlæg).

4.1.2

Udviklingen af nye teknologier for gastransport øger investeringsrisikoen inden for gasnet (gennem anvendelsen af CNG- (22) og LNG-teknologier bliver det muligt at erstattes pipelinetransport af naturgas med skibs- og lastbiltransport).

4.1.3

Konvergens mellem elektricitets- og gassektorerne (de aktive virksomheder inden for denne sektor), dvs. konvergens hvad angår ejerforhold, ledelse og organisation er en forudsætning for en integreret teknologisk tilgang til anvendelsen af naturgas og elektricitets- og varmeproduktion. Det haster derfor med at nedbryde branchetankegangen (fjerne sig fra opsplitningen af elektricitets- og gasindustrien). Det er især væsentligt at fremskynde konvergensen inden for elektricitets- og gassektoren i de nye EU-medlemsstater i Central- og Østeuropa under hensyntagen til de sociale konsekvenser, som dette altid medfører i de berørte »nye« og »gamle« medlemsstater.

4.2   Helhedsstrategi for udvikling af lysledernet

4.2.1

I visse medlemsstater, herunder flere nye medlemsstater (f.eks. Polen), er der blevet anlagt omfangsrige lysledernet for at imødekomme særlige tekniske behov (elektricitet (23) og jernbane (24)). Selv om disse net i stadig større grad anvendes til kommercielle formål (25), har man dog endnu ikke udnyttet det enorme integrationspotentiale. Også inden for gasindustrien udnyttes det foreliggende potentiale ikke fuldt ud. Det vigtigste potentiale ligger dog i en integrering af tekniske lysledernet til forskellige infrastrukturer (elektricitet, jernbane) med telekommunikationsnet til et samlet net med effektiv adgang.

4.2.2

Mange EU-medlemsstater, især de nye medlemmer, arbejder aktivt på at opbygge lokal infrastruktur, som f.eks. vandværker og kloaksystemer, som medfinansieres af EU, hovedsagelig via Regionaludviklingsfonden og Samhørighedsfonden. Dette er en enestående mulighed for at integrere denne infrastruktur i lysledernet og ville betyde et enormt fremskridt for landdistrikter og mindre byer i Europa. Man kunne støtte denne integration ved hjælp af medfinansiering fra EU som et incitament til at fremme udviklingen af lokal integreret infrastruktur.

4.2.3

Lysledernet kunne tjene som grundlag for opbygningen af intelligent kommunal infrastruktur, herunder (teknisk) kontrol af forskellige (intelligente) infrastrukturkomponenter (vandledninger, kloaksystemer, transport, varmeforsyningsnet, offentlig sikkerhed) og deres forvaltning (med hensyn til den tekniske overvågning og på servicemarkedet). En central del af en intelligent lokal infrastruktur bør være et integreret geografisk informationssystem (GIS) (som forvaltes af kommunen/regionen og tilgængelig for alle infrastrukturvirksomheder, der opererer i lokalområdet). GIS indeholder det største potentiale for integrationen af den kommunale infrastrukturs netstruktur.

4.3   Helhedsstrategien og spørgsmålet om vedvarende naturgasteknologier og miljøvenlig energiproduktion

4.3.1

Takket være vedvarende naturgasteknologier (små kraftvarmeanlæg (26), som omdanner biomasse produceret af store landbrug til gas) er det muligt at begrænse den yderligere udbygning af elektricitetsnet og de deraf følgende tab og at udnytte primærenergien mere effektivt og dermed mindske CO2-emissionerne.

4.3.2

Et meget vigtig kategori af integrerede teknologier er miljøvenlige teknologier (miljøvenlig kraftvarme), der er indrettet til at producere energi (elektricitet og varme) og til at anvende affald (husholdningsaffald, affald fra landbrugs- og levnedsmiddelproduktion).

4.4   Helhedsstrategien for infrastrukturnetfinansiering via offentlig-private partnerskaber

4.4.1

Målet med en integreret infrastrukturfinansiering via offentlig-private partnerskaber er at anvende EU-midlerne til udbygning af infrastrukturen mere effektivt, især i de nye medlemsstater.

4.4.2

I de gamle medlemsstater (EU-15) blev vigtige infrastrukturprojekter finansieret ved hjælp af offentlig-private partnerskaber. I de nye medlemsstater i Central- og Østeuropa burde disse partnerskaber anvendes til at finansiere små infrastrukturprojekter på lokalt plan. Derfor bliver det stadig mere vigtigt at anvende de indvundne erfaringer med partnerskaber i de gamle medlemsstater på de nye medlemsstater. Her er det dog væsentligt at huske på, at direkte erfaringsoverførsel ikke er mulig, da der ikke kan trækkes direkte paralleller mellem finansiering af enkelte store infrastrukturprojekter med finansieringen af talrige små projekter.

4.4.3

Det, at der er EU-midler til rådighed, fører i visse medlemsstater, herunder også i central- og østeuropæiske lande, ofte til overinvestering i infrastruktur, især vandledninger og kloaksystemer, uden at man udnytter potentialet for branchespecifikke integrerede investeringer. Dette er meget betænkeligt, da man herved forpasser muligheden for at mindske investeringerne i infrastruktur (mindre effektiv udnyttelse af EU-midler), og de lokale myndigheder hænger i voksende grad på uberettigede fremtidige udgifter til udnyttelsen af denne infrastruktur, der blev investeret for meget i (højere udgifter til udnyttelse af denne infrastruktur, som bæres af de lokale borgere). Anvendelsen af privat kapital til infrastrukturfinansiering er et effektivt middel til at udnytte muligheden for synergieffekter og mindske risikoen for overinvesteringer.

Bruxelles, den 13. marts 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Hermed forstås organisatorisk konvergens mellem sektorer, herunder også virksomheder.

(2)  Intelligent infrastruktur kan med sine tilknyttede eller indbyggede komponenter indsamle og overføre information til en central computer om infrastrukturens tilstand og kan i visse tilfælde modtage instrukser tilbage fra computeren, hvilket afføder kontrolfunktioner (University of Toronto Civil Engineering –last update: November 9 2001).

(3)  Jf. »Særlige bemærkninger«, pkt. 4.2.3.

(4)  Stranded costs: investeringsomkostninger og forpligtelser, der er opstået tidligere (historiske omkostninger), som investorerne hidtil ikke har fået dækket ind via salg af elektricitet eller andre tjenesteydelser, hvilket heller ikke er muligt på et konkurrencebaseret marked. Skæringsdatoen er i reglen den dag, energimarkedet blev skabt eller liberaliseret.

(5)  Artiklerne 154, 155 og 156 i EF-traktaten.

(6)  Retningslinjer for vækst og beskæftigelse (2005-2008) nr. 9,10,11 og 16.

(7)  KOM(2007) 32 af 31.1.2007.

(8)  Den faste forbindelse mellem Sverige og Danmark færdiggjort i 2000, Malpensa-lufthavnen færdiggjort i 2001, Betuwe-jernbanelinjer mellem Rotterdam og den tyske grænse afsluttet i 2007 og PBKAL-projektet (højhastighedstog Paris/Bruxelles-Køln-Amsterdam-London, afsluttet i 2007).

(9)  EUT C 157 af 28. juni 2005, s. 130.

(10)  Synergies between Trans-European networks, Evaluations of potential areas for synergetic impacts. ECORYS, august 2006.

(11)  Aleksandra Gawlikowska-Fryk: »Trans-European Energy Networks«, 2007.

(12)  LNG: liquid natural gas.

(13)  Visse medlemsstater har gjort det lovpligtigt at søge samspilsbesparelser, bl.a. Tyskland (Bundesnaturschutzgesetzes, Par.2, Bündelungsgebot).

(14)  KOM(2007) 32 af 31. januar 2007.

(15)  Synergies between Trans-European networks, Evaluations of potential areas for synergetic impacts. ECORYS, august 2006.

(16)  Jf. ovennævnte beslutning nr. 884/2004/EF, artikel 8.

(17)  Strategisk miljøvurdering (SMV) — direktiv (2001/42/EF) om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet.

(18)  Vurdering af virkninger på miljøet (VVM) direktiv (85/337/EØF ændret ved direktiv 97/11/EF og 2003/35/EF) om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet.

(19)  Fugledirektivet (79/409/EØF), Habitatdirektivet (92/43/EØF) og vandrammedirektivet (2000/60/EF).

(20)  »Gas- og dampturbiner som hver kan genere mellem ca. 30 og 200 MW« — Jan Popczyk, »Hvad bliver det næste på elektricitetsområdet?« Det polske elektrikerforbunds månedsblad, VI 2000.

(21)  Jf. fodnote 25.

(22)  CNG — compressed natural gas (20-25 MPa).

(23)  Et eksempel er det polske lysledernet TelEnergo.

(24)  Et eksempel er det polske lysledernet Telekomunikacja KolejowaGrupa PKP.

(25)  Et eksempel herpå er fusionen mellem den polske virksomhed TelEnergo med Telbank, som har ført til skabelsen af Exatel, en moderne servicevirksomhed inden for telekommunikation og it.

(26)  En teknisk proces, hvor man samtidig producerer elektricitet og nyttig varme i et kraftværk


9.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 204/31


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler for adgang til markedet for international godskørsel (omarbejdet)

KOM(2007) 265 endelig/3 — 2007/0099 (COD)

(2008/C 204/09)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 16. juli 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 71 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler for adgang til markedet for international godskørsel (omarbejdet)«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Eduardo Manuel Chagas til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 19. februar 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 443. plenarforsamling den 12.-13. marts 2008, mødet den 12. marts, følgende udtalelse med 65 stemmer for, 21 imod og 6 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU noterer sig med interesse forslaget til forordning om adgang til markedet for international godskørsel. Kommissionens beslutning om i dette forslag at satse på en harmoniseret gennemførelse af forordningen, der vil give en klar definition af cabotagekørsel, som er nem at håndhæve, og stærkt forbedrede regler om overholdelse og håndhævelse, efterkommer kravene fra et flertal af transportsektorens aktører.

1.2

EØSU finder imidlertid, at der bør lægges mere vægt på den sociale dimension i forbindelse med adgangen til markedet for international godskørsel. Cabotagekørsel kan ligesom »cross-trade« (1) føre til illoyal konkurrence og social dumping inden for sektoren som følge af de lønforskelle, der findes mellem chauffører i de nye og de gamle medlemsstater.

1.3

EØSU mener, at en cabotagekørsel skal ske inden for syv dage for at lette kontrollen med denne. Cabotagekørsel skal desuden kun være tilladt, hvis den finder sted efter en international transport.

1.4

Kontrol med cabotagekørsel bør indgå i en national strategi for håndhævelse af vejtransportreglerne og koordineres af Kommissionen. EØSU er imod, at der på europæisk niveau oprettes et hav af udvalg, og anmoder derfor om, at der kun oprettes ét udvalg bestående af repræsentanter for medlemsstaterne og med arbejdsmarkedsparterne som observatører.

1.5

På længere sigt opfordrer EØSU Kommissionen til at foretage yderligere analyser med henblik på en bedre gennemførelse af det indre marked kombineret med yderligere harmonisering af kvalitetsstandarder, beskyttelse af arbejdstagere og de skattemæssige samt sociale rammebetingelser, herunder en reduktion af lønforskellene.

2.   Indledning

2.1

Forslaget til forordning om adgang til markedet for international godskørsel berører dele af det grundlag, som det indre marked for vejtransport hviler på.

2.2

Grundlaget udgøres mere præcist af en lovramme, der fastsætter EU-regler — også kaldet fælles regler — som skal overholdes af internationale transportvirksomheder (godstransport og passagerbefordring) i EU (dvs. fra eller til en medlemsstat eller gennem en eller flere medlemsstater).

2.3

Denne lovramme:

indfører et mindstemål af kvalitetsforskrifter, der skal være opfyldt for at få adgang til erhvervet;

liberaliserer international vejgodstransport og lejlighedsvise internationale passagertjenester;

indfører regulerede konkurrencevilkår, således at ikke-hjemmehørende transportvirksomheder kan udføre regelmæssige passagertjenester og visse andre godstransportaktiviteter.

2.4

Eftersom målet har været at sikre et velfungerende indre transportmarked, er denne lovramme blevet fastlagt uden altid at tage højde for de sociale følger, dvs. følgerne for bus- og lastbilchaufførers beskæftigelses- og arbejdsvilkår. På det tidspunkt (det første direktiv stammer fra 1962) stod den sociale dimension af det indre marked for vejtransport eller bæredygtig transport ikke højt på den politiske dagsorden.

3.   Kommissionens forslag

3.1

I Kommissionens forslag præsenteres fem alternativer gående fra en »uændret politik« til »liberalisering«, som i princippet skulle indebære, at cabotagekørsel skulle være næsten fritaget for restriktioner. Udvalget mener, at der for indeværende er for store forskelle på normerne i Europa til, at en fuldstændig liberalisering er mulig, uden at man udhuler normerne og tjenesternes kvalitet samt de eksisterende normer for beskyttelse af sikkerhed, sundhed og arbejdsvilkår. Det foreslår derfor en mellemløsning, nemlig en »harmonisering«. Det indebærer, at der fastsættes en klar og gennemførlig definition af de omstændigheder, hvor cabotagekørsel kan tillades, og at der indføres forbedrede procedurer for at garantere, at bestemmelserne følges og håndhæves, samt at det nødvendige papirarbejde standardiseres og forenkles.

3.2

Forslaget indgår i en lovgivningspakke, der består af tre forordningsforslag, som har til formål at modernisere, forenkle og forkorte reglerne om adgang til erhvervet og vejtransportmarkedet(både godstransport og personbefordring), og en rapport om anvendelse af arbejdstidsdirektivet på selvstændige chauffører. Forslaget bør derfor ses i lyset heraf.

3.3

Kommissionen begrunder således forordningsforslaget med, at de eksisterende bestemmelser nødvendigvis må tydeliggøres og gøres lettere at forstå og håndhæve. Visse foranstaltninger i lovrammen anvendes og håndhæves uensartet, fordi de retlige bestemmelser er uklare eller ukomplette.

3.4

Helt præcist er der problemer i forbindelse med anvendelsen og/eller håndhævelsen inden for følgende områder:

forordningens dækning af transporter, der udføres af virksomheder fra Fællesskabet, til og fra tredjelande;

problemer med den praktiske anvendelse af begrebet midlertidig cabotagekørsel. Trods en fortolkende meddelelse, der blev offentliggjort i 2005 på grundlag af Domstolens definition af »midlertidig« i forbindelse med fri udveksling af tjenesteydelser, er der fortsat problemer, og der er tendens til, at medlemsstaterne anvender regler, der er forskellige, svære at håndhæve eller medfører ekstra administrative byrder;

manglende effektivitet i udvekslingen af information medlemsstaterne imellem. Som følge heraf behøver transportvirksomheder, som driver virksomhed i en anden medlemsstat end den, hvor de er etableret, nærmest ikke at frygte nogen administrative sanktioner, og det kan medføre konkurrenceforvridning mellem virksomheder, der måske er mindre tilbøjelige til at overholde reglerne, og andre virksomheder;

dokumenternes forskellige udformning (fællesskabstilladelse, bekræftede kopier heraf og førerattesten), der giver anledning til problemer, når der foretages kontrol på vejene, og ofte medfører et betydeligt tidsspild for transportvirksomhederne.

3.5

Formålet med forslaget er at revidere og konsolidere forordning (EØF) nr. 881/92, forordning (EØF) nr. 3118/93 og direktiv 2006/94/EF. Der er imidlertid ikke kun tale om en ren og skær omarbejdning, eftersom forslaget indeholder nye elementer, f.eks. hvad angår cabotagekørsel. Forslaget er baseret på traktatens artikel 71, der refererer til de fælles regler for international transport og de betingelser, under hvilke transportvirksomheder har adgang til at udføre interne transporter i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende (2).

3.6

Kommissionen finder, at forslaget er i overensstemmelse med hensynet til at sikre et velfungerende indre marked, at det bidrager til opfyldelsen af Lissabon-strategiens mål, en forbedret trafiksikkerhed og en bedre lovgivning, og at det fremmer overholdelsen af sociale regler.

3.7

Den foreslåede retsakt omhandler et emne omfattet af EØS-aftalen og bør derfor udstrækkes til at gælde i hele Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

EØSU noterer sig med interesse forslaget til forordning om adgang til markedet for international godskørsel. Principielt mener EØSU, at målet på lang sigt bør være en udvikling hen imod et mere liberaliseret marked for godskørsel i EU kombineret med korrekt håndhævelse af de regler for arbejdsmiljø og beskyttelse af arbejdstagere, der gælder i hele EU. Samtidig skal skatte- og socialområdet yderligere harmoniseres, herunder skal lønforskellene mindskes, dvs. der skal arbejdes i retning mod Kommissionens alternativ 5. Dette alternativ er i overensstemmelse med den gældende forordning nr. 3118/93 og politikken for det indre marked. Dette kunne gøre branchen mere konkurrencedygtig, hvilket ville være til gavn for alle europæiske virksomheder som brugere af transportydelser og kunne have en positiv virkning på miljøet, idet det ville føre til en reduktion i antallet af tomme eller delvist tomme kørsler, der er resultatet af de eksisterende cabotagebegrænsninger.

4.2

EØSU er imidlertid enigt med Kommissionen i, at fuld liberalisering af markedet for godskørsel i hele EU ville skabe for store dønninger på nuværende tidspunkt og ville medføre en alvorlig risiko for at udhule de sociale standarder og kvalitetsstandarderne samt svække overholdelsen heraf. Udvalget mener, at Kommissionen bør opmuntres til at foretage en mere dybtgående analyse, hvilket den har antydet er nødvendigt for at bevæge sig i retningen af liberalisering i fremtiden. EØSU er dog enigt med Kommissionen i, at løsningen med »harmonisering« er den bedste vej fremad i den nærmeste fremtid.

4.3

EØSU finder bl.a., at

den nye definition af »cabotagekørsel«, der fastsætter betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre interne godstransporter i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende,

kravet om en forenklet og standardiseret udformning af fællesskabstilladelsen, bekræftede kopier og førerattesten, og

de forbedrede retlige bestemmelser, som forpligter en medlemsstat til at handle, når den opfordres til det af en anden medlemsstat, i tilfælde hvor en transportvirksomhed, som den pågældende medlemsstat har givet en fællesskabstilladelse, overtræder reglerne i etableringsmedlemsstaten eller en anden medlemsstat,

vil tydeliggøre disse foranstaltninger og gøre dem lettere at håndhæve.

4.4

EØSU minder om, at de fleste berørte aktører under den høring, som Kommissionen havde iværksat inden offentliggørelsen af lovgivningspakken og navnlig dette forslag, gav udtryk for, at der er behov for klare, enkle og ensartede regler, der gælder for alle medlemsstater, og som let kan håndhæves. Kommissionens beslutning om i dette forslag at satse på en harmonisering, der vil give en klar definition af cabotagekørsel, som er nem at håndhæve, og stærkt forbedrede regler om overholdelse og håndhævelse, efterkommer disse aktørers krav.

4.5

Selv om der i præamblen til forordning 881/92 henvises til »… fjernelse af enhver restriktion over for den virksomhed, der udfører tjenesteydelsen, på grundlag af nationalitet eller som følge af, at virksomheden er hjemmehørende i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udføres«, vil det være helt berettiget — også selv om det kun er midlertidigt — at fastholde fritagelsen i henhold til traktatens artikel 71, stk. 2: en fuldstændig liberalisering af markedet vil »alvorligt kunne påvirke levestandarden og beskæftigelsesniveauet i visse egne samt udnyttelsen af transportmateriellet«.

4.6

EØSU finder imidlertid, at der bør lægges mere vægt på den sociale dimension i forbindelse med adgang til markedet for international godskørsel. I betragtningerne — helt præcist betragtning nr. 12 — refereres der til direktivet om udstationering af arbejdstagere (direktiv 96/71) som led i udveksling af tjenesteydelser, der bør finde anvendelse, når en transportvirksomhed med henblik på cabotagekørsel udstationerer arbejdstagere, der har et ansættelsesforhold til virksomheden, i en anden medlemsstat end den, hvor de normalt er beskæftiget. Denne betragtning gengives dog hverken i punkterne eller i begrundelsen.

4.7

Dette aspekt er især vigtigt, hvis fællesskabsreglerne for vejtransporten, herunder navnlig de sociale bestemmelser, ikke er blevet ordentligt gennemført i alle medlemsstater.

5.   Særlige bemærkninger

5.1   Anvendelsesområde (artikel 1)

5.1.1

EØSU beklager, at forordningen ikke gælder for internationale transporter, der vejer under 3,5 tons. I betragtning af udviklingen inden for kurér- og udbringningsvirksomhed, bl.a. i grænseområderne, ville det for at undgå illoyal konkurrence have været berettiget at medtænke køretøjer på under 3,5 tons, som anvendes af denne sektor, i forordningen.

5.1.2

EØSU er bekymret ved tanken om, at forordningen ikke finder anvendelse på internationale transporter fra en medlemsstat til et tredjeland og omvendt, i det omfang der ikke er indgået en aftale mellem Fællesskabet og det pågældende tredjeland. EØSU anmoder derfor Kommissionen om at gøre alt for at indgå disse aftaler, navnlig med de stater, som grænser op til Den Europæiske Union.

5.2   Definitioner (artikel 2)

5.2.1

EØSU glæder sig over, at de nye definitioner på værtsmedlemsstat, ikke-hjemmehørende transportvirksomhed og cabotagekørsel er blevet klarere.

5.3   Definition af cabotagekørsel i praksis (artikel 2 og 8)

5.3.1

Ifølge Kommissionens forslag har transportvirksomheder ret til at udføre op til tre cabotagekørsler i tilslutning til en international transport inden for syv dage efter, at de varer, der blev transporteret ved den indgående internationale transport, er leveret.

5.3.2

Fordelen ved denne definition i praksis er, at den klart forbyder ikke-hjemmehørende transportvirksomheder at begive sig ind i det pågældende land med tom last. Cabotagekørsel er kun tilladt, hvis den udføres før eller efter en international transport med last.

5.3.3

Ulempen er, at transportvirksomheden teoretisk set efter de syv dage kan gentage kørslen for den samme virksomhed, med det samme gods og ad den samme rute. Hvordan kan man i dette tilfælde sikre den midlertidige karakter af cabotagekørsel?

5.3.4

EØSU anmoder derfor Kommissionen om i den nye tekst at understrege, at »den midlertidige karakter« er et vigtigt kendetegn ved cabotagekørsel (3).

5.3.5

Selv om cabotagekørsel kun udgør 3 % af den internationale godstransport (4), er det er vigtigt, at de mindre medlemsstater, hvor de nationale transportmarkeder er af begrænset størrelse, opmuntrer transportvirksomheder til at søge godstransportmuligheder i udlandet. Statistikkerne er måske ikke 100 % pålidelige (cabotage angives af det land, hvor transportvirksomheden er indregistreret), men de viser, at fænomenet er i vækst (5).

5.3.6

Selv om statistikkerne kan diskuteres, viser de, at cabotagekørsel tegner sig for en betydelig andel af den internationale transport, navnlig i de mindre lande blandt de gamle medlemsstater. Nederlandske transportvirksomheder er de mest aktive på cabotagemarkedet efterfulgt af Tyskland og Luxembourg. Disse tre lande alene tegnede sig således for halvdelen af den samlede cabotagekørsel, der blev udført af transportvirksomheder i EU-25 i 2005. Selv om indtrængningen for cabotagekørsel pr. land (procentdelen af cabotagekørsel på et lands hjemmemarked, dvs. national transport + cabotagekørsel) er steget langsomt, men støt, er den stadig af meget begrænset omfang. Siden 1999 har Belgien, Luxembourg og Frankrig haft den største indtrængning: Belgien 2,87 %, Frankrig 2,50 % og Luxembourg 1,99 % (6). I de nye medlemsstater har indtrængningen for cabotagekørsel for det meste været lavere end 0,3 %, dog med undtagelse af Letland (0,8 %).

5.3.7

EØSU udtrykker dog bekymring over de negative konsekvenser, som cabotagekørsel kan have for små og mellemstore transportvirksomheder, og som vil blive større, når transportvirksomheder i de nye medlemsstater, hvor lønningerne er væsentligt lavere end i værtsstaten, begynder at sende chauffører til de gamle medlemsstater for at udføre cabotagekørsel (7).

5.3.8

EØSU vil naturligvis ikke modsætte sig, at transportvirksomheder fra de nye medlemsstater får adgang til markedet, men det rejser dog spørgsmålet om begrænsning og kontrol af cabotagekørsel for at undgå illoyal konkurrence og social dumping. EØSU bifalder derfor, at Kommissionen har valgt at fastsætte en lovramme, der skal fremme kontrolleret konkurrence og ikke en fuldstændig liberalisering af cabotagekørsel.

5.3.9

I konsekvensanalysen af de af Kommissionen foreslåede foranstaltninger fremhæves ligeledes væksten i »cross-trade« (nogle taler om »udvidet cabotage«) (8). Hertil kommer, at stadig flere transport- og logistikvirksomheder opretter filialer i de nye medlemsstater og sender chauffører fra disse stater af sted for at udføre internationale transporter mellem gamle medlemsstater — til særdeles konkurrencedygtige priser som følge af de lønforskelle, der findes mellem chauffører i de gamle og de nye medlemsstater. Der tages ikke højde for dette aspekt af illoyal konkurrence og social dumping i forordningsforslaget.

5.3.10

EØSU beklager derfor, at der ikke er taget højde for den sociale dimension i lovgivningspakken, og navnlig dette forslag. Der tages hverken højde for de store lønforskelle, som findes mellem de nye og de gamle medlemsstater på transportområdet, eller de negative konsekvenser, som dette vil have for små og mellemstore virksomheder samt chaufførernes beskæftigelsesmuligheder og lønninger.

5.3.11

Hvad angår kontrol af cabotagekørsel (artikel 8), er det ifølge Kommissionen lettere for myndighederne at kontrollere, om en cabotagekørsel er lovlig, hvis de har adgang til CMR-fragtbrevet, der indeholder datoen for læsning og aflæsning for en international transport. For hver cabotagekørsel er det desuden nødvendigt at give oplysninger om afsenderen, transportvirksomheden og modtageren, sted og dato for overtagelsen af varerne samt det sted, hvor varerne skal leveres, den almindeligt benyttede betegnelse for varerne og emballeringsmetoden samt, hvis der er tale om farligt gods, en alment anerkendt beskrivelse af varerne samt antallet af pakker og særlig mærkning og særlige numre på pakkerne, varernes bruttovægt eller mængden af varer udtrykt på anden vis, motorkøretøjets og påhængsvognens nummerplader. Disse oplysninger giver mulighed for bedre at kontrollere cabotagekørsel inden for syv dage.

EØSU mener imidlertid, at et krav om, at cabotagekørsel skal ske inden for syv dage, kan lette kontrollen.

6.   Direktivet om udstationering af arbejdstagere

6.1

Direktivet om udstationering af arbejdstagere (direktiv 96/71) som led i udveksling af tjenesteydelser bør finde anvendelse, når en transportvirksomhed med henblik på cabotagekørsel udstationerer arbejdstagere, der har et ansættelsesforhold til virksomheden, i en anden medlemsstat end den, hvor de normalt er beskæftiget.

6.2

Vanskelighederne udspringer af den måde, hvorpå direktivet er blevet omsat i national lovgivning, hvilket i dette konkrete tilfælde har ført til, at direktivet håndhæves forskelligt med hensyn til de områder, der dækkes, og den tid, det tager at levere tjenesteydelsen. I visse lande finder direktivet således kun anvendelse på byggesektoren, mens det i andre lande nødvendigvis må finde anvendelse allerede fra den første dag, hvor tjenesteydelsen leveres (9). Direktivet giver desuden medlemsstaterne mulighed for at indrømme undtagelser gennem kollektive aftaler, hvis udstationeringen ikke overstiger én måned (10).

6.3

Hvad angår cabotagekørsel, vil direktivet ikke kunne løse de problemer, der er forbundet med illoyal konkurrence og social dumping, eftersom direktivet håndhæves forskelligt i de enkelte medlemsstater, selv om det faktisk er blevet gennemført.

6.4

Endvidere føres der ikke kontrol med håndhævelsen af direktivet om udstationering (11). Det er bemærkelsesværdigt, eftersom alle medlemsstater er forpligtet til at sikre samarbejdet mellem de offentlige myndigheder, der som nævnt i omtalte direktiv er ansvarlige i henhold til den sociale lovgivning (12).

6.5

EØSU noterer sig derfor resultaterne af den europæiske sociale dialog i henseende til vejsektoren.

7.   Førerattest (artikel 5)

7.1

EØSU anmoder om, at tredjelandsstatsborgeres førerattest ligeledes tilføjes en bemærkning om, at de er indskrevet i det sociale sikringssystem.

8.   Kontrol (artikel 10-15)

8.1

Forordningsforslaget pålægger medlemsstaterne at udveksle oplysninger via de nationale kontaktpunkter, der etableres i henhold til forordningen om adgang til vejtransporterhvervet. Kontaktpunkterne er udpegede administrative organer eller myndigheder, som varetager informationsudvekslingen med deres modparter i de andre medlemsstater.

8.2

Forordningsforslaget bestemmer desuden, at medlemsstaterne i deres nationale register over vejtransportvirksomheder skal registrere alle alvorlige overtrædelser og gentagne mindre overtrædelser, som begås af deres egne transportvirksomheder, og som har medført sanktioner.

8.3

Forordningsforslaget indfører en ny procedure, som medlemsstaterne skal følge, når de konstaterer en overtrædelse, der er begået af en transportvirksomhed, som ikke er hjemmehørende i den pågældende medlemsstat. Medlemsstaten har en måned til at meddele oplysningerne i et standardformat. Den kan anmode medlemsstaten, hvor transportvirksomheden er etableret, om at pålægge administrative sanktioner. Medlemsstaten, hvor transportvirksomheden er etableret, har tre måneder til at underrette den anden medlemsstat om opfølgningen af dennes anmodning.

8.4

EØSU finder, at disse nye bestemmelser udgør et fremskridt. EØSU beklager dog fragmenteringen og mangfoldigheden af principper og procedurer i forbindelse med kontrollen og håndhævelsen af EU's lovgivning om vejtransport. EØSU finder, at ekstraterritorialitetsprincippet, der finder anvendelse på reglerne om køre- og hviletid (forordning 561/2006), også bør håndhæves, hvis der begås overtrædelser af lovgivningen om cabotagekørsel. Dette ville være et stærkere incitament til at overholde lovgivningen.

8.5

I henhold til direktiv 2006/22 skal medlemsstaterne sikre en sammenhængende national strategi for kontrol og udpege et organ, der skal koordinere håndhævelsen af reglerne om køre- og hviletid. EØSU finder, at kontrol af cabotagekørsel bør indgå i denne strategi.

8.6

Det samme gælder det udvalg, som skal bistå Kommissionen. EØSU er imod, at der nedsættes et hav af udvalg, og anmoder om, at der kun nedsættes ét udvalg, der består af repræsentanter for medlemsstaterne og med arbejdsmarkedsparterne som observatører, og som skal bistå Kommissionen med kontrol og håndhævelse af EU-lovgivningen om vejtransport.

Bruxelles, den 12. marts 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Ved »cross-trade« forstås transport mellem land A og land B, der udføres af en transportvirksomhed fra land C.

(2)  Artikel 71, EFT C 325 af 24.12.2002, s. 61:

»1.

Med henblik på gennemførelsen af artikel 70 og under hensyntagen til transportspørgsmålenes særlige karakter fastsætter Rådet efter fremgangsmåden i artikel 251 og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget:

a)

fælles regler for international transport til eller fra en medlemsstats område eller gennem en eller flere medlemsstaters områder

b)

de betingelser, under hvilke transportvirksomheder har adgang til at udføre interne transporter i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende

c)

foranstaltninger til forbedring af transportsikkerheden

d)

alle andre formålstjenlige bestemmelser.

2.

Uanset fremgangsmåden i stk. 1 og under hensyntagen til det nødvendige i en tilpasning til den økonomiske udvikling, der følger af det fælles markeds oprettelse, fastsætter Rådet på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet samt Det Økonomiske og Sociale Udvalg med enstemmighed de bestemmelser, der vedrører principperne for ordningen på transportområdet, og hvis anvendelse alvorligt kunne påvirke levestandarden og beskæftigelsesniveauet i visse egne samt udnyttelsen af transportmateriellet.«

(3)  Er baseret på Rådets forordning (EØF) nr. 3118/93 af 25. oktober 1993 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre intern vejgodstransport i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende (EFT L 279 af 12.11.1993, s. 1) og Kommissionens fortolkende meddelelse om den midlertidige karakter af godscabotagekørsel, december 2004.

(4)  Statistics in focus, Yves Mathieu, 77/2007, trends in roa d freight transport 1999-2005, s. 4.

(5)  Statistics in focus, Simo Pasi, 27/2007, trends in road freight transport 1999-2005, s. 6. I 2005 var væksten på 2 % i forhold til 2004.

(6)  Statistics in focus, Simo Pasi, 27/2007, trends in road freight transport 1999-2005, s. 6. I 2005 var væksten på 2 % i forhold til 2004.

(7)  Arbejdspapir fra Kommissionens tjenestegrene, konsekvensanalyse SEK(2007) 635/2, hvor der gøres opmærksom på, at forholdet mellem lønomkostninger til chauffører kan variere fra 1:3 til (i visse tilfælde)1:6 (s. 6).

(8)  Arbejdspapir fra Kommissionens tjenestegrene, konsekvensanalyse SEK(2007) 635/2, s. 6, hvor det påpeges, at »cross trade« er steget støt med gennemsnitligt 4,4 % om året i perioden 1999-2003. Dette tal er steget til over 20 % i 2004 og 2005.

(9)  Jan Cremers, Peter Donders, Editors, »Fri bevægelighed for arbejdstagere i Den Europæiske Union«, European Institute for Construction Labour Research, CLR studies 4, 2004. Det er især tilfældet for Nederlandene, hvor direktivet finder anvendelse på byggesektoren og udelukker andre sektorer, mens det forholder sig sådan i Belgien, at direktivet om udstationering finder anvendelse allerede fra den første dag, hvor tjenesteydelsen leveres.

(10)  Direktiv 96/71/EF, artikel 3, stk. 4.

(11)  Ecorys, »Studie af vejcabotage på markedet for godskørsel«, rapport for GD for Transport og Energi, s. 8.

(12)  Direktiv 96/71/EF, artikel 3.


BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende ændringsforslag, som fik mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer, blev forkastet under debatten:

Punkt 4.5 og 4.6

Punkt 4.5 og 4.6 udgår:

4.5

EØSU finder imidlertid, at der bør lægges mere vægt på den sociale dimension i forbindelse med adgang til markedet for international godskørsel. I betragtningerne — helt præcist betragtning nr. 12 — refereres der til direktivet om udstationering af arbejdstagere (direktiv 96/71) som led i udveksling af tjenesteydelser, der bør finde anvendelse, når en transportvirksomhed med henblik på cabotagekørsel udstationerer arbejdstagere, der har et ansættelsesforhold til virksomheden, i en anden medlemsstat end den, hvor de normalt er beskæftiget. Denne betragtning gengives dog hverken i punkterne eller i begrundelsen.

4.6

Dette aspekt er især vigtigt, hvis fællesskabsreglerne for vejtransporten, herunder navnlig de sociale bestemmelser, ikke er blevet ordentligt gennemført i alle medlemsstater.

Begrundelse

Den sociale dimension i forbindelse med anvendelsen af cabotagekørsel er allerede i vid udstrækning reguleret gennem forordning 561/2006 om regulering af køre- og hviletider for førere og gennem de respektive omsætninger i de forskellige medlemsstaters lovgivning af direktiv 2002/15/EF om arbejdstider og endelig i kraft af selve den tidsbegrænsede karakter af begrebet cabotagekørsel.

Afstemningsresultat

For: 27 Imod: 41 Hverken for eller imod: 5

Punkt 4.6

Tekst erstattes

4.6

Dette aspekt er især vigtigt, hvis fællesskabsreglerne for vejtransporten, herunder navnlig de sociale bestemmelser, ikke er blevet ordentligt gennemført i alle medlemsstater. Sammenfattende kan man sige, at det ville have været på sin plads med et ord eller to om den påståede cabotage udført af transportvirksomheder fra de nye medlemsstater, for så vidt som der findes overgangsforanstaltninger i medfør af tiltrædelsestraktaterne med disse lande, hvis ikke det var, fordi alle overgangsforanstaltninger ophører senest i 2009, hvorefter cabotage vil være tilladt.

Begrundelse

De overgangsforanstaltninger, der finder anvendelse på de nye medlemsstater, ophører i 2009. Alle lande vil derfor blive behandlet ens i henseende til ovennævnte forordning. Denne forordning træder realistisk set i kraft efter 2009. Dette bør nævnes, eftersom det kan sætte en stopper for spekulationer i unfair konkurrence og social dumping fra de nye medlemsstaters side.

Afstemningsresultat

For: 27 Imod: 47 Hverken for eller imod: 4

Punkt 5.3.9

Tekst erstattes.

5.3.9

EØSU vil naturligvis ikke modsætte sig, at transportvirksomheder fra de nye medlemsstater får adgang til markedet, men det rejser dog spørgsmålet om begrænsning og kontrol af cabotagekørsel for at undgå illoyal konkurrence og social dumping. EØSU bifalder derfor, at Kommissionen har valgt at fastsætte en lovramme, der skal fremme kontrolleret konkurrence og ikke en fuldstændig liberalisering af cabotagekørsel. I konsekvensanalysen af de af Kommissionen foreslåede foranstaltninger fremhæves væksten i »cross-trade« på det indre marked (tredjelandstrafik på det indre marked)  (1) . Hertil kommer, at stadig flere transport- og logistikvirksomheder opretter filialer i de nye medlemsstater og sender chauffører fra disse stater af sted for at udføre internationale transporter mellem gamle medlemsstater. Dette er dog efter EØSU's opfattelse en naturlig følge af udvidelsen og målsætningerne for det indre marked.

Begrundelse

Igen skabes der frygt for illoyal konkurrence og social dumping, og afsnittet er en gentagelse af, hvad der allerede er blevet sagt flere gange. Det er bedre at nævne det indre marked, som EU har mere brug for.

Afstemningsresultat

For: 31 Imod: 61 Hverken for eller imod: 0

Punkt 5.3.10

Punktet udgår

5.3.10

I konsekvensanalysen af de af Kommissionen foreslåede foranstaltninger fremhæves ligeledes væksten i »cross-trade« (nogle taler om »udvidet cabotage«)  (2) . Hertil kommer, at stadig flere transport- og logistikvirksomheder opretter filialer i de nye medlemsstater og sender chauffører fra disse stater af sted for at udføre internationale transporter mellem gamle medlemsstater til særdeles konkurrencedygtige priser som følge af de lønforskelle, der findes mellem chauffører i de gamle og de nye medlemsstater. Der tages ikke højde for dette aspekt af illoyal konkurrence og social dumping i forordningsforslaget .

Begrundelse

Det er ikke altid udelukkende på grund af de nye medlemsstater, at de sociale aspekter er fremhævet i forordningen.

Afstemningsresultat

For: 33 Imod: 58 Hverken for eller imod: 5

Punkt 5.3.11

Punktet udgår.

5.3.11

EØSU beklager derfor, at der ikke er taget højde for den sociale dimension i lovgivningspakken, og navnlig dette forslag. Der tages hverken højde for de store lønforskelle, som findes mellem de nye og de gamle medlemsstater på transportområdet, eller de negative konsekvenser, som dette vil have for små og mellemstore virksomheder samt chaufførernes beskæftigelsesmuligheder og lønninger.

Begrundelse

Det er ikke altid udelukkende på grund af de nye medlemsstater, at de sociale aspekter er fremhævet i forordningen.

Afstemningsresultat

For: 27 Imod: 62 Hverken for eller imod: 1

Punkt 6

Punktet udgår:

6.   Direktivet om udstationering af arbejdstagere

6.1

Direktivet om udstationering af arbejdstagere (direktiv 96/71) som led i udveksling af tjenesteydelser bør finde anvendelse, når en transportvirksomhed med henblik på cabotagekørsel udstationerer arbejdstagere, der har et ansættelsesforhold til virksomheden, i en anden medlemsstat end den, hvor de normalt er beskæftiget.

6.2

Vanskelighederne udspringer af den måde, hvorpå direktivet er blevet omsat i national lovgivning, hvilket i dette konkrete tilfælde har ført til, at direktivet håndhæves forskelligt med hensyn til de områder, der dækkes, og den tid, det tager at levere tjenesteydelsen. I visse lande finder direktivet således kun anvendelse på byggesektoren, mens det i andre lande nødvendigvis må finde anvendelse allerede fra den første dag, hvor tjenesteydelsen leveres. Direktivet giver desuden medlemsstaterne mulighed for at indrømme undtagelser gennem kollektive aftaler, hvis udstationeringen ikke overstiger én måned

6.3

Hvad angår cabotagekørsel, vil direktivet ikke kunne løse de problemer, der er forbundet med illoyal konkurrence og social dumping, eftersom direktivet håndhæves forskelligt i de enkelte medlemsstater, selv om det faktisk er blevet gennemført.

6.4

Endvidere føres der ikke kontrol med håndhævelsen af direktivet om udstationering. Det er bemærkelsesværdigt, eftersom alle medlemsstater er forpligtet til at sikre samarbejdet mellem de offentlige myndigheder, der som nævnt i omtalte direktiv er ansvarlige i henhold til den sociale lovgivning.

6.5

EØSU noterer sig derfor resultaterne af den europæiske sociale dialog i henseende til vejsektoren.

Begrundelse

Transportsektorens særlige forhold reguleres allerede af direktiv 2002/15/EF om tilrettelæggelse af arbejdstid og forordning 561/2006, der fastsætter regler for køretid, pauser og hviletid for førere, der udfører godstransport og passagerbefordring ad vej, og om anvendelse af digitale fartskrivere.

Hvad angår andre sociale aspekter er det én sag at anvende direktiv 96/71 på en sektor som byggeriet med stabile udstationeringer af arbejdstagere og en helt anden sag at anvende det på godstransport med punktuelle cabotageydelser som fortsættelse af en international transport. I dette tilfælde er der ikke egentlig tale om en udstationering af føreren, men om en del af dennes arbejde som fører af en international transport med EU-transportlicens.

Afstemningsresultat

For: 24 Imod: 63 Hverken for eller imod: 2

Punkt 6.3

Teksten affattes således:

6.3

Hvad angår cabotagekørsel, vil D direktivet ikke vil ikke kunne løse de problemerne, der er forbundet med illoyal konkurrence og social dumping, eftersom direktivet håndhæves forskelligt i de enkelte medlemsstater, selv om det faktisk er blevet gennemført.

Begrundelse

De nye medlemsstater bør ikke altid være den eneste anledning til at lægge vægt på de sociale aspekter i forordningen.

Afstemningsresultat

For: 32 Imod: 57 Hverken for eller imod: 2

Punkt 1.2

Teksten erstattes med følgende:

1.2

EØSU finder imidlertid, at der bør eventuelt kan lægges mere vægt på den sociale dimension i forbindelse med adgangen til markedet for international godskørsel. Carbotagekørsel kan ligesom »cross-trade«  (3) føre til illoyal konkurrence og social dumping inden for sektoren som følge af de lønforskelle, der findes mellem chauffører i de nye og de gamle medlemsstater.

Begrundelse

Blot fordi vi ønsker at betone de sociale aspekter i ovennævnte lovgivning, bør de nye medlemsstater ikke nødvendigvis være anledningen hertil. Illoyal konkurrence kan findes i og komme fra enhver medlemsstat. Hvad spørgsmålet om social dumping inden for EU angår, kan definitionen heraf ikke anvendes, hvis virksomheder eller personer handler fuldstændigt i henhold til loven, hvor dumpingen end måtte finde sted.

Afstemningsresultat

For: 28 Imod: 61 Hverken for eller imod: 1


(1)  Kommissionens arbejdspapir: Konsekvensanalyse, SEK(2007) 635/2, s. 2: »cross-trade steg støt med gennemsnitligt 4,4 % årligt mellem 1999 og 2003. I 2004 og 2005 var stigningen på over 20 %«.

(2)   Arbejdspapir fra Kommissionens tjenestegrene, konsekvensanalyse SEK(2007) 635/2, s. 6, hvor det påpeges, at »cross trade« er steget støt med gennemsnitligt 4,4 % om året i perioden 1999-2003. Dette tal er steget til over 20 % i 2004 og 2005.

(3)  Ved »cross-trade« forstås transport mellem land A og land B, der udføres af en transportvirksomhed fra land C.


9.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 204/39


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Reduktion af CO2-emissioner fra lufthavne gennem en ny lufthavnsplanlægning (Sonderende udtalelse)

(2008/C 204/10)

I forbindelse med det portugisiske EU-formandskab blev EØSU af det portugisiske transportministerium i et brev af 4. juli 2007 anmodet om i henhold til EU-traktatens artikel 262 at udarbejde en sonderende udtalelse om:

Reduktion af CO2-emissioner fra lufthavne gennem en ny lufthavnsplanlægning.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Thomas McDonogh til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 19. februar 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 443. plenarforsamling den 12. og 13. marts 2008, mødet den 13. marts 2008, følgende udtalelse med 103 stemmer for og 5 hverken for eller imod:

1.   Anbefalinger

Lufthavne skal tilskyndes til at gennemføre planlægningsstrategier for reduktion af CO2-emissioner i lufthavne ved at indføre en luftkvalitetsmodel, hvor alle kilder til NOx kortlægges og målene for CO2-reduktion opstilles. Denne model skal justeres i forhold til lokale luftkvalitetskontrolpunkter. Nøgleområder, der skal indgå i modellen, er flyvepladsen, lufthavnsbygninger (terminal og dermed forbundne serviceanlæg), parkeringshuse og infrastruktur.

Indførelsen af anerkendte byggestandarder og international god praksis i forbindelse med anlæggelse og drift af lufthavnsinfrastruktur bør tilskyndes for at mindske det dermed forbundne CO2-aftryk. Nøgleeksempler er isolation, maksimal brug af naturligt lys og solvarme, opsamling af regnvand, solenergi, kombinerede varme- og elanlæg, styringssystemer for intelligente bygninger og varmeudvekslere.

Lufthavne skal tilskyndes til at bruge energikilder, som er blevet genereret fra vedvarende kilder.

Brugen af miljøvenlige »ground service«-køretøjer skal tilskyndes i lufthavne, hvor der er stor aktivitet af servicekøretøjer i forbindelse med ekspedition af fly mellem flyvninger. Lufthavne kan også tilskynde passagererne til at bruge miljøvenlige biler ved hjælp af differentierende parkeringsafgifter og parkeringspladser med fortrinsberettigelse.

Lufthavne skal tilskyndes til at mindske affaldsproduktionen i lufthavne ved at tilvejebringe bedre genbrugsanlæg i lufthavne. Det vil være til stor nytte at kortlægge som en nøglemiljøfaktor, hvor meget affald der produceres pr. passager.

Virkningerne forbundet med bilkørsel til lufthavne bør mindskes mest muligt ved at etablere bæredygtige transportalternativer for både passagerer og personale, f.eks. tog- og busforbindelser, samkørsel og cykelinitiativer.

Lufthavne skal så vidt muligt tilskyndes til at forbedre deres lufttrafikstyringsprocedurer i og i nærheden af lufthavnen for at mindske flyenes brændstofforbrug.

Hjælpemotorer bør så vidt muligt være slukkede i lufthavnen. Fast strømforbindelse på jorden og konditioneret luft bør stilles til rådighed i terminalbygningen.

Brug af ældre motorfly med ineffektivt brændselsforbrug bør søges begrænset eller forbydes ved at forhøje landings- og afgangsafgifter i passende omfang for disse fly gennem differentierede afgifter.

Brugen af mere støjende fly bør bekæmpes gennem anvendelse af flystøjsklassificeringsordninger og dermed forbundne støjkvotaordninger i lufthavne.

I forbindelse med en emissionsreduktion gennem en ordningsbaseret fremgangsmåde — samtidig med at sikkerheden forbliver topprioriteten — må alle faktorer overvejes, herunder fly- og motordesign og drift, afvejning af fordele og ulemper, alternative brændstoffer, lufthavnstjenester, lufthavnskapacitet og lufttrafikstyring.

Flad indflyvning (»Continuous Descent Approach«, forkortet CDA), hvorved flyet indleder en konstant indflyvning fra højere højde og foretager en gradvis nedstigning i modsætning til en trinvis indflyvning, hvor flyet flyver i samme højde i en længere periode, hvilket kræver større tryk for at bevare en konstant fart og følgelig større brændstofforbrug. En CDA-landing indebærer, at flyet lander ved en mere effektiv hastighed og derved mindsker brændstofforbruget. En CDA-landing vil påvirke luftkvaliteten i en afstand af mellem 25 og 30 kilometer fra lufthavnen.

Turbopropeldrevne fly skal bruges på alle flyvninger, der er kortere end 500 km, og hvor ruternes passagergrundlag er på under 70 passagerer pr. sektor og rækkevidden tillader det.

Brændstofforbruget skal mindskes ved at slukke for 1 eller 2 motorer ved kørsel til og fra start- og landingsbane.

2.   Indledning

2.1

Luftfarten er en vigtig kilde til drivhusgasemissioner. Emissionerne udgør i dag ca. 3 % (1) af de samlede drivhusgasemissioner i EU og er steget med 87 % siden 1990. Den hastige stigning i luftfartens emissioner står i kontrast til mange andre erhvervssektorers succes med at reducere emissioner. Hvis der ikke gøres noget, vil stigningen i emissioner fra flyvninger fra EU-lufthavne inden 2012 udligne mere end en fjerdedel af den emissionsreduktion på 8 %, som EU-15 skal opnå for at indfri sit mål i Kyoto-protokollen. Inden udgangen af 2020 vil luftfartens emissioner sandsynligvis være fordoblede i forhold til i dag.

2.2

Flytrafik stimulerer økonomien, handel og turisme, skaber forretningsmuligheder og gør det lettere at forbedre livskvaliteten i både udviklede lande og udviklingslande.

2.3

Fly transporterer årligt 2 milliarder passagerer og 40 % af eksporterede varer mellem regioner (målt i værdi). Af internationale turister rejser 40 % med fly. Flytrafik skaber 29 millioner arbejdspladser på verdensplan. Flytrafikkens økonomiske virkning på verdensplan anslås til 2.960 milliarder US-dollars, hvilket svarer til 8 % af verdens BNP.

2.4

Lufthavnen bør være en integreret del af den lokale infrastruktur og gå forrest, hvad angår beskyttelse af lokalområdets miljø.

2.5

Effektivitet og maksimal udnyttelse af lufthavnes infrastruktur afhænger i høj grad af lufttrafikkontrollen. Indførelse af og fokus på effektive lufttrafikstyringsprocedurer både ved og i nærheden af lufthavnen kan begrænse den mængde brændstof, der går til spilde ved start, landing og kørsel på jorden i lufthavnen.

2.6

Mange lufthavne, bl.a. Gatwick, Paris Orly, Milano Linate osv., lider allerede under stor kapacitetsmangel. I 2010 vil omkring 15 andre europæiske lufthavne stå i samme situation. Blandt andet Storbritanniens civile luftfartsmyndigheder er af den opfattelse, at ankomst- og afgangstider bør bortauktioneres til flyselskaber og derefter handles på et gennemsigtigt sekundært marked for at anspore en bedre udnyttelse af knappe ressourcer.

2.7

En mere effektiv brug af lufthavnsinfrastrukturen og dermed forbundne lufthavnsanlæg er muligt, hvis man anvender større fly, hvor det er praktisk muligt. Selv om mange fly er fulde, er det gennemsnitlige antal passagerer på hvert fly, som bruger mange lufthavne, kun 68. Flyene er for små, og flyselskaberne har intet incitament for at tage større, mere moderne fly i anvendelse, da lufthavnene ikke kan prisansættes, så denne type effektivitet tilskyndes. En kombination af markedsmekanismer og effektivitetsbestemmelser, f.eks. at flyselskaber skal bruge deres afgangsgates mindst en gang pr. time afhængig af den anvendte flytype eller stille dem til rådighed for andre selskaber, bør udnyttes for at forbedre situationen.

2.8

Kommissionens forslag (SESAR) om at skabe et fælles åbent luftrum i Europa ved at sammenlægge de forskellige nationale systemer til flytrafikkontrol, der findes i dag, rummer potentialet for en større effektivitetsforbedring, hvad angår brugen af luftrummet ved landing og start, hvorved både flyvning i venteposition i forskellig højde og afventning af starttilladelse på jorden mindskes. IATA, Den Internationale Luftfartssammenslutning, forudser, at 12 % af de globale CO2-emissioner fra fly kan undgås, hvis lufttrafikstyringssystemerne bliver mere effektive. Udvalget opfordrer alle berørte parter til at gøre hastige fremskridt i forhandlingerne om at etablere denne nye ordning og ikke tillade, at den forsinkes gennem snævre særinteressers forhalingsmanøvrer.

3.   Luftfarten — En kilde til støj og emissioner

3.1

Luftfartens miljøvirkninger skønnes at bidrage med ca. 2 % af de globale drivhusgasemissioner og kan blive fordoblet inden 2050.

3.2

Flyindustrien er gået længere end de fleste andre industrisektorer, når det gælder om at mindske støj og emissioner pr. produktionsenhed i årenes løb. Brændstofeffektiviteten bliver i øjeblikket forbedret med ca. 1-2 % pr. år, og emissionerne udgør 2 % af den samlede volumen. Luftfartens vækst udgør 5 % om året, mens energieffektivitet medfører besparelser på under 1,5 %. Luftfarten forventes imidlertid at vokse hastigere, så teknologiske forbedringer er i sig selv ikke nok til at løse problemet.

4.   Støj og luftkvalitet i nærheden af lufthavne

4.1

Flyindustrien har forpligtet sig til at gennemføre den afbalancerede strategi for støjstyring fra ICAO (Den Internationale Organisation for Civil Luftfart), hvis mål er, at lokalsamfundene skal eksponeres mindst muligt og på den mest omkostningseffektive måde.

4.2

Støjbekæmpelse ved kilden gennem teknologiske fremskridt er nøglen i denne forbindelse, og imponerende fremskridt er blevet gjort i de seneste årtier, og yderligere fremskridt er målet for de kommende 15 år. Kommissionen udsendte et direktiv (2), som fastlagde principperne for at kontrollere flystøj og indførte driftsrestriktioner, herunder en bestemmelse om udfasning af de mest støjende kapitel 3-fly i EU-lufthavne. Resultatet af dette direktiv bør nu evalueres.

4.3

Lufthavne og flynavigationstjenester har forpligtet sig til at gennemføre CDA-landinger og andre procedurer for lavstøjsflyving, hvor dette er muligt under hensyntagen til start- og landingsbanekapaciteten. Det er blevet udpeget som et nøgleområde for at forbedre CO2-emissionsreduktioner i og omkring lufthavne.

4.4

Myndighederne må sikre en forebyggende planlægning og styring af arealanvendelsen omkring lufthavne.

4.5

Lokale luftkvalitetsproblemer gør det nødvendigt med en omfattende indsats, rettet mod alle emissionskilder i luften og på jorden, herunder aktiviteter — f.eks. industri- og vejtrafik, som ikke direkte skyldes lufttransport, men som er et biprodukt af serviceringen af lufthavnen. At koble lufthavne på jernbanevejnettet bør tilskyndes, da det vil skabe miljømæssigt bæredygtige transportalternativer for at komme til lufthavnen, og i den henseende er forbedrede bus- og tognetværk også en nøglefaktor. Lufthavne bør tilskynde til brug af miljøvenlige biler i deres parkeringshuse ved hjælp af differentierende parkeringsafgifter og parkeringspladser med fortrinsberettigelse. Lufthavnenes tjenestekøretøjer bør som minimum anvende renere energikilder som f.eks. gas og el, en række køretøjstyper bruger i dag batterikraft, hvilket bør udvides yderligere afhængig af det specifikke driftskrav. Transport af personale til og fra lufthavnen kan øge antallet af bilrejser betydeligt, og alternative valgmuligheder bør tilskyndes, f.eks. personalebusser, samkørsel, forskudte skifteholdsmønstre, så man undgår myldretiden, og evt. lufthavnspersonalets brug af cykler.

4.6

Teknologiske fremskridt har i praksis fået bugt med synlig røg og kulbrinter, mens kvælstofilter fra flymotorer er blevet gradvist mindsket med 50 % i løbet af de sidste 15 år. En yderligere kvælstofreduktion på 80 % er målet inden 2020 for ny motorteknologi.

4.7

Brændselscellesystemer er under udvikling, som kan erstatte hjælpemotorer ombord og derved mindske emissionerne med op til 75 % pr. enhed.

4.8

Lufthavne og flyselskaber har forpligtet sig til at bruge renere og mere effektivt servicemateriel og køretøjer i lufthavnene, samtidig med at man lægger pres på regeringer og lokale myndigheder for at tilvejebringe renere infrastruktur til lufthavnene — f.eks. tog eller metro.

4.9

Fly anvender traditionelt en af deres motorer, mens de holder parkeret i lufthavnen for at tilføre strøm til flyet.

5.   Luftfartens bidrag til klimaændringerne

5.1

Luftfarten står for ca. 2-4 % af Europas CO2-emissioner fra brugen af fossile brændstoffer. Det kan stige til ca. 5 % eller derover inden 2050 ifølge en prognose fra Det mellemstatslige klimaændringspanel. Det bemærkes også, at stigningen i luftfartsemissioner i 2012 vil kunne neutralisere mere end en fjerdedel af EU's miljømæssige bidrag under Kyoto-protokollen. Det har vist sig vanskeligt at indgå en international aftale om foranstaltninger, men forslaget til direktiv har til formål at tilvejebringe en handlingsmodel på globalt plan og er det eneste initiativ, som giver denne mulighed.

5.2

80 % af luftfartens drivhusgasemissioner hænger sammen med passagerflyvninger på over 1500 km, for hvilke der ikke findes noget praktisk alternativ.

5.3

Luftfartssektoren har lovet aktivt at undersøge, om alternative brændstoffer, f.eks. biomasse til væske, kan indføres gradvist, så CO2-emissionerne kan mindskes yderligere.

5.4

Teknologiske fremskridt, infrastrukturforbedringer og god driftspraksis i lufthavne anses i dag for at være den mest effektive og omkostningseffektive måde at løse klimaændringsproblemer på ved siden af passende markedsbaserede foranstaltninger.

5.5

Lufthavne har brug for internationale standarder og globale politikker, ikke fragmenterede eller kortsigtede lappeløsninger.

5.6

Udformningen af lufthavne kan spille en positiv rolle for at mindske emissioner — det gælder især en ny udformning af rulleveje og fingre for at mindske trafikbelastningen på flyvepladsen. Den bygningsmæssige udformning af terminalbygningen bør have som mål at opnå energibesparelser, f.eks. i varme- og airconditionanlæg, og man bør så vidt muligt overveje brug af solpaneler, maksimal brug af naturligt lys og solvarme, brug af kombinerede varme- og elanlæg og varmeudvekslingssystemer, integration af regnvandsopsamling i bygningens udformning til brug på toiletter, til vaskning af fly osv. Temperaturen i terminalbygninger bør kontrolleres effektivt med henblik på at mindske energispildet ved overopvarmning og overnedkøling.

5.7

Lufthavnens driftsledelse bør satse på at mindske det affald, som skabes af passagertrafikken, ved hjælp af udvidede genbrugsinitiativer, der både er under lufthavnenes direkte kontrol og som indgår i tjenesteniveauaftaler med flyselskaber og andre centrale servicepartnere.

5.8

Med dette direktiv (NAT/349) bliver luftfarten omfattet af den europæiske emissionshandelsordning (3), hvilket kan øge offentlighedens bevidsthed, sikre betydelige nye ressourcer til kulstofreduktion og gøre det muligt at internalisere disse eksterne miljøomkostninger, som luftfartssektoren hidtil har kunnet se bort fra. I betragtning af kulstofprisernes niveau og ustabilitet vil det næppe få større indvirkning på flytrafikkens fortsatte vækst og emissioner.

6.   Konklusion — de næste skridt

6.1

Hvis lufthavnenes miljøkonsekvenser skal løses i tide på en proaktiv og omkostningseffektiv måde, kræves der fuldt samarbejde og enighed fra internationale organer, regeringer og industriaktører.

6.2

I forbindelse med en emissionsreduktion gennem en ordningsbaseret fremgangsmåde — samtidig med at sikkerheden forbliver topprioriteten — må alle faktorer overvejes, herunder fly- og motordesign og drift, afvejning af fordele og ulemper, alternative brændstoffer, lufthavnstjenester, lufthavnskapacitet og lufttrafikstyring.

6.3

Konsolidering af langsigtede miljømål for lufthavne baseret på pålidelige og verificerbare data og krav er en presserende prioritet. Alle aspekter af lufthavneprocessen (lufttrafikken, bygninger, infrastruktur osv.) bør indgå i disse mål.

6.4

Etableringen af ny lufthavnsinfrastruktur for at mindske brændstofforbruget inden start og efter landing bør være et centralt designparameter for al udformning af lufthavne fremover. Initiativer som f.eks. tilvejebringelse af ventepladser i større lufthavne, hvortil kommercielle fly bugseres med slukkede motorer inden start, så de først tænder for deres motorer ca. 10 minutter inden start, bør undersøges yderligere og etableres, hvor det kan lade sig gøre.

6.5

CDA-landing, hvorved flyet begynder sin nedstigning højere oppe og foretager en gradvis indflyvning i modsætning til en trinvis indflyvning, som bruger alt for meget brændstof. CDA-landing indebærer en mere effektiv hastighed ved flyets indflyvning og derved mindre brændstofforbrug.

Bruxelles, den 13. marts 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Jf. http://ec.europa.eu/environment/climat/aviation_en.htm.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/30/EF af 26. marts 2002 med henblik på bestemmelser og procedurer for indførelse af støjrelaterede driftsrestriktioner i Fællesskabets lufthavne (EØS-relevant tekst), EFT L 85, 28.3.2002, s. 40-46.

(3)  KOM(2006) 818 endelig — 2006/0304 (COD) og EØSU's udtalelse EFT C 175, 27.7.2007, s. 5.


9.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 204/43


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Retningslinjer for anvendelsen af EF-traktatens artikel 81 på søtransport (tillægsudtalelse)

(2008/C 204/11)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs præsidium besluttede den 20. november 2007 under henvisning til artikel 29, punkt A, i gennemførelsesbestemmelserne til forretningsordenen at afgive en tillægsudtalelse om:

Retningslinjer for anvendelsen af EF-traktatens artikel 81 på søtransport.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Anna Bredima til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 19. februar 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 443. plenarforsamling den 12.-13 marts 2008, mødet den 12. marts, følgende udtalelse med 117 stemmer for og 6 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1

EØSU er overordnet set tilfreds med opbygningen og den nuværende ordlyd af forslaget til retningslinjer. Det noterer sig imidlertid en detaljeforskel mellem kapitlerne om linjefart og trampfart (pooler). Afsnittet om informationsudveksling i kapitlet om linjefart er ret udførligt og synes at være relativt nyttigt, idet det belyser og fortolker relevant rets- og beslutningspraksis på dette område. Samlet set synes forslaget til retningslinjer for linjetjenester klart, og det tager udgangspunkt i gældende retspraksis og en lang, grundig høring af industrien. Derimod er afsnittene om trampfart i almindelighed og trampfartpooler i særdeleshed mindre udførlige. EØSU antager, at dette i stor udstrækning skyldes en mangel på retspraksis og således erfaringer hos de berørte (konkurrence-)myndigheder, herunder Kommissionen, med hensyn til trampfart og trampfartpooler, da der endnu ikke er indkommet nogen formelle klager fra befragtere.

1.2

EØSU opfordrer ligesom i tidligere udtalelser (2004, 2006, 2007) EU til at foretage relevante høringer af andre jurisdiktioner med henblik på at fastslå foreneligheden mellem eksisterende regler for linjefarttjenester på globalt plan. Desuden henstiller EØSU ligesom i ovennævnte udtalelser, at Kommissionen også tager hensyn til det menneskelige aspekt (f.eks. virkningerne på de europæiske søfarendes beskæftigelsessituation) på linje med de rent konkurrencemæssige aspekter, når den beskæftiger sig med konkurrenceregler inden for søtransport.

1.3

EØSU foreslår, at der anvendes illustrative eksempler til præcisering af indholdet af de (foreslåede) retningslinjer for linjefart, navnlig i de tilfælde hvor dataene anses for at være »historiske«.

1.4

Da afsnittene om trampfart og trampfartpooler af ovennævnte årsager er mindre udførlige, sætter EØSU spørgsmålstegn ved, om de vil være tilstrækkelige til at give operatørerne inden for trampfart (pooler) den vejledning, der er nødvendig for, at de kan foretage en selvevaluering af de samarbejdsaftaler, som de er inddraget i. Det vil muligvis blive nødvendigt at præcisere visse afsnit i forslaget til retningslinjer for trampfart (pooler). Tilsvarende kan det være værd at overveje en udvidelse af konsortiumforordningen, der for øjeblikket specifikt begrænser sig til containertjenester, til også at omfatte andre relevante segmenter af det internationale søtransportmarked.

1.5

EØSU fremhæver, at størstedelen af trampfartsmarkedet ikke udgøres af pooler. Hovedparten af trampfarttjenesterne udbydes faktisk af mange små og mellemstore virksomheder, der konkurrerer indbyrdes om fragt. Derfor fastholder EØSU, at det er nødvendigt med en uddybelse af retningslinjerne på dette område. Desuden burde Kommissionen ligeledes have givet mere vejledning om anvendelsen af de minimis-reglerne på de pooler, der er for små til at kunne få nogen nævneværdig indvirkning på deres markeder.

1.6

Det er beklageligt, at retningslinjerne for trampfartpooler ikke giver svar på de spørgsmål, der skaber usikkerhed og sågar bekymringer blandt operatørerne inden for trampfart. EØSU deler den opfattelse, der kan udledes af forslaget til retningslinjer, nemlig at pooler inden for trampfart ikke i sig selv er uforenelige med Fællesskabets konkurrenceregler. Det opfordrer imidlertid Kommissionen til at give en mere specifik vejledning i den endelige udgave af retningslinjerne for anvendelse af artikel 81, stk. 3, på pooler inden for trampfart med det mål for øje at tilvejebringe de værktøjer, der er nødvendige for at kunne foretage en selvevaluering.

1.7

Det er bemærkelsesværdigt, at der i forslaget til retningslinjer ikke gives nogen definition af »trampfart«, hvorfor det er uklart, om retningslinjerne også gælder for passagertransport ad søvejen og/eller specialiseret søtransport. Det ville være værd at overveje en præcisering også af dette punkt.

1.8

Desuden foreslår EØSU med hensyn til afsnittet om trampfart, at det i retningslinjerne præciseres, at en skibsmæglers opgaver ikke adskiller sig væsentligt fra en pool-managers opgaver, for så vidt angår prisfastsættelse. Trampfartsmarkederne, herunder de markeder, hvor der opererer pooler inden for trampfart, er udbudsmarkeder, dvs. de prisforhandlende parter fastsætter priser på grundlag af udbud og efterspørgsel. At en pool-manager aftaler en pris med en befragter for anvendelsen af et pool-skib betragtes derfor ikke som en »prisaftale« og således heller ikke som en alvorlig begrænsning af konkurrencen.

2.   Indledning

2.1

Den 13. september 2007 offentliggjorde Kommissionen sit længe ventede forslag til retningslinjer for anvendelsen af Fællesskabets konkurrenceregler inden for søtransport. Retningslinjerne gælder for de samarbejdsaftaler inden for søtransport, der berøres direkte af de ændringer, der er blevet indført i medfør af forordning (EF) nr. 1419/2006, og som gælder for cabotage-, linje- og trampfart. Formålet med retningslinjerne er at give rederierne vejledning i forbindelse med selvevalueringen af de samarbejdsaftaler, som de har indgået. De skal med andre ord hjælpe dem med at fastslå, hvorvidt deres samarbejdsaftaler er i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 81. Retningslinjerne vil i første omgang gælde for en periode på fem år.

2.2

Forslaget til retningslinjer skal navnlig kaste lys over de vilkår, hvorpå linjefartsoperatørerne lovligt kan udveksle lastinformationer, og trampfartsoperatørerne kan indgå pool-samarbejder. Der er opstillet et sæt parametre i dette øjemed. Den reelle merværdi af (forslaget til) retningslinjerne i praksis vil skulle evalueres i fremtiden, f.eks. for at se, om (forslaget til) retningslinjerne giver operatørerne den vejledning, som er nødvendig for at kunne fastslå lovligheden af deres påtænkte adfærd på markedet.

3.   Generelle bemærkninger

Linjefarttjenester

3.1

Ud over at bekræfte det, der allerede står klart, nemlig at linjekonferencebefragtning til eller fra EU vil blive afskaffet fra og med den 18. oktober 2008, behandler forslaget til retningslinjer for linjefart lovlige måder at dele markedsinformationer mellem linjefartsoperatører på. Selv om det godt kan blive nødvendigt at finpudse enkelte detaljer, vil retningslinjerne i deres nuværende udformning sandsynligvis give linjeindustrien tilstrækkelige muligheder for informationsudveksling til, at den kan fungere hensigtsmæssigt.

3.2

Fra den 18. oktober 2008 vil de linjefartsoperatører, der transporterer fragt til og fra havne i EU, skulle indstille al konkurrencebegrænsende linjekonferencevirksomhed, uanset om denne er lovlig ifølge andre lovgivninger rundt omkring i verden. EØSU fastholder, at det vil blive vanskeligt for rederier, der opererer i hele verden, at sikre, at linjekonferenceaktiviteter, der er ulovlige i EU, ikke i nævneværdigt omfang påvirker det indre marked.

3.3

For så vidt angår linjefart rettes opmærksomheden mod informationsudvekslingssystemer. Linjefartsoperatørerne har fået en vis frihed til at udveksle informationer. Af vigtige elementer kan nævnes markedsstruktur, typen af information, som udveksles, informationens aktualitet og informationsudvekslingens hyppighed. Der fokuseres med rette på udvekslingen af fremtidige data, navnlig kapacitetsplaner og prisindekser. Kapacitetsplaner synes altid som udgangspunkt at være ulovlige. EØSU erkender, at virkningerne af informationsudveksling bør vurderes fra sag til sag.

3.4

Med hensyn til prisindekser vil et aggregeret prisindeks næppe være i strid med lovgivningen, forudsat at det ikke er muligt at udlede individuelle data, der sætter virksomhederne i stand til direkte eller indirekte at identificere deres konkurrenters strategi i konkurrencen. Man bør vurdere, hvor aggregerede oplysningerne er, om de er »historiske« eller »aktuelle«, og hvor hyppigt indekset udsendes. Forslaget til retningslinjer angiver dog ikke, hvor stor en betydning man bør tillægge disse faktorer.

3.5

For så vidt angår linjefart, indeholder retningslinjerne ikke nogen egentlige nyskabelser, men synes at bekræfte de generelle kriterier, som Kommissionen og EF-domstolen tidligere har opstillet.

3.6

EØSU opfordrer ligesom i tidligere udtalelser (1) om samme spørgsmål EU til at foretage relevante høringer af andre jurisdiktioner med henblik på at fastslå foreneligheden mellem eksisterende regler for linjefarttjenester på globalt plan. Desuden henstiller EØSU ligesom i ovennævnte udtalelser, at Kommissionen også tager hensyn til det menneskelige aspekt (f.eks. virkningerne på de europæiske søfarendes beskæftigelsessituation) på linje med de rent konkurrencemæssige aspekter, når den beskæftiger sig med konkurrenceregler inden for søtransport.

Trampfarttjenester

3.7

Trampfarttjenester er globale og særdeles konkurrencedygtige, og de opfylder mange af de kriterier, der kendetegner en perfekt konkurrencemodel. Der er tale om en homogen sektor, og omkostningerne for adgang til markedet er generelt meget lave. Mange virksomheder er i konkurrence med hinanden, hvor de forskellige skibsstørrelser og skibstyper varierer afhængigt af markedsforholdene. Informationsstrømme bidrager også til at gøre markedet meget gennemsigtigt. Tjenesterne udføres hovedsagelig af rejsebefragtere, konsekutive rejsebefragtere, godsbefragtere eller tidsbefragtere. Fragtraterne på disse markeder er meget svingende afhængigt af markedsforholdene. Endelig er trampfartsmarkederne i stand til at reagere hurtigt på markedsudviklingen og speditørernes behov (2).

3.8

Der findes pooler i samtlige sektorer inden for trampfarten. En »pool« er en samling af skibe af mere eller mindre samme type, der tilhører forskellige ejere, men som er underlagt den samme forvaltning. Pool-manageren forvalter skibene som en fælles, sammenhængende flådeenhed og indkasserer og fordeler deres indtægter efter et forudfastsat vægtningssystem, mens den individuelle ejer kun skal sørge for den nautiske/tekniske drift af skibet. Der er overordnet set to grunde til at skabe pooler. Der skabes først og fremmest pooler for at give deltagerne mulighed for at udbyde de tjenester, som deres større kunder i stigende grad efterspørger. For det andet skal de forbedre transporteffektiviteten gennem specifikke investeringer og øget skibsudnyttelse. Poolerne opererer i et miljø, som styres af udbud og efterspørgsel, og hvor der indgås aftaler på grundlag af tilbud, fragtraterne i stor udstrækning bestemmes af et spotmarked, køberne er store og stiller høje krav, og skibsmæglerne til enhver tid klart kan redegøre for tonnage og betingelser.

3.9

EØSU fremhæver, at størstedelen af trampfartsmarkedet ikke udgøres af pooler. Hovedparten af trampfarttjenesterne udbydes faktisk af mange små og mellemstore virksomheder, der konkurrerer indbyrdes om fragt. Derfor fastholder EØSU, at det er nødvendigt med en uddybelse af retningslinjerne på dette område.

3.10

EØSU noterer, at trampfarttjenester i lighed med trampfartpooler altid har været underlagt Fællesskabets konkurrencelovgivning, dvs. længe inden vedtagelsen af forordning (EF) nr. 1419/2006, der giver Kommissionen håndhævelsesbeføjelser med hensyn til disse tjenester. Der har i denne periode imidlertid ikke været nogen formelle klager fra befragtere i denne sektor, og der har heller ikke været nogen retspraksis. EØSU antager, at afsnittene om trampfart (pooler) i forslaget til retningslinjer er mindre udførlige end afsnittene om linjefart, fordi der mangler retspraksis og således erfaringer hos de berørte (konkurrence-)myndigheder, herunder Kommissionen. Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, at der i forslaget til retningslinjer ikke gives nogen definition af »trampfart«, hvorfor det er uklart, om retningslinjerne også gælder for passagertransport ad søvejen og/eller specialiseret søtransport. Det ville være værd at overveje en præcisering også af dette punkt.

3.11

I forslaget til retningslinjer tages der ikke tilstrækkeligt hensyn til trampfartssektorens særtræk, og det synes at følge de ikke-sektorspecifikke retningslinjer for horisontalt samarbejde. Poolerne vil blive nødt til at rette sig efter de samme retningslinjer, som gælder for andre industrielle sektorer, for at sikre, at de ikke hæmmer den frie konkurrence eller danner karteller.

3.12

Forslaget til retningslinjer er meget generelt og skaber ikke retssikkerhed. Det siger ikke udtrykkeligt, at pooler er uforenelige med Fællesskabets konkurrencelovgivning, men angiver heller ikke, i hvilke tilfælde de er det.

3.13

Det vigtigste afsnit i forslaget til retningslinjer er det, der behandler evalueringen og kategoriseringen af pooler. Udgangspunktet er det forhold, at pooler som regel har fælles markedsføring og i forskellig grad fælles produktionstræk.

3.14

Med hensyn til dette marked fastholder EØSU, at man i retningslinjerne i højere grad bør tage hensyn til et væsentligt element inden for trampfart, nemlig substituerbarheden på såvel efterspørgsels- som udbudssiden (f.eks. i forbindelse med visse typer skibe og størrelsen af disse samt transportaftaler og geografiske markeder). Man kan desuden — såfremt en pool skal foretage en selvevaluering — ikke undersøge markedsandelene for hver enkelt aftale. De skal derimod evalueres i en given tidsperiode.

3.15

EØSU mener, at det vil blive nødvendigt med forbedringer med hensyn til betydningen og definitionen af poolers markedsandele samt »substitutionen« mellem tjeneste- og skibstyper. Det erkender, at der ikke gives nogen praktisk vejledning for, hvordan det enkelte marked skal defineres. Markedsandele kan imidlertid bedømmes ret forskelligt afhængigt af den anvendte metode.

3.16

I forbindelse med evalueringen af pool-aftaler inden for trampfart i henhold til artikel 81 bør det understreges, at pool-manageren »forvalter« poolens skibe i både driftsmæssig og kommerciel forstand og således tilbyder et fælles produkt gennem en fælles pool-enhed. Udbuddet af skibe på markedet er i realiteten en biopgave, der er knyttet til pool-managerens opgave, der går ud på at forvalte de udbudte tjenester. De enkelte ejere beholder for deres vedkommende ansvaret for den rent nautiske/tekniske drift af skibene. Poolerne tilvejebringer en i fællesskab »produceret« tjeneste, der er et resultat af en vis grad af integration af parternes aktiviteter (3). Pool-aftaler bør således evalueres på lige fod med andre former for fælles produktion eller specialiseringsaftaler.

3.17

EØSU fastholder, at eventuelle henvisninger i retningslinjerne til »prisaftaler« som et kendetegn ved pooler (og således en alvorlig begrænsning af konkurrencen) skal slettes, da sådanne aftaler mellem pool-manageren og kunden er en uadskillelig del af den udbudte tjenesteydelse samt et resultat af prisforhandlinger i forbindelse med anvendelsen af et pool-skib inden for rammerne af en budprocedure.

3.18

EØSU er af den opfattelse, at de fire betingelser i EF-traktatens artikel 81, stk. 3 — i betragtning af formålet med pool-aftaler og disses grundlæggende karakteristika — som regel opfyldes for at fritage poolerne. Dette synspunkt støttes af det forhold, at poolerne i sin tid blev oprettet for at imødekomme befragteres behov og krav, og at de i årtier har fungeret uden klager.

3.19

EØSU håber, at Kommissionen løbende vil revidere retningslinjerne på grundlag af erfaringer og om nødvendigt udarbejde supplerende og præciserende retningslinjer, så snart der er behov herfor, og ikke vil vente på, at den femårige gyldighedsperiode udløber.

3.20

Kommissionen bør, så snart muligheden byder sig, påbegynde revisionen af gruppefritagelsen for linjekonsortier og i den anledning undersøge behovet for også at medtage andre relevante segmenter af det globale søtransportmarked, navnlig de trampfarttjenester, der regelmæssigt tilbydes på faste ruter. Netop dette kendetegner flere specialiserede brancher (f.eks. traditionelle køleskibe, trætransport samt specialiserede biltransportskibe og ro-ro-skibe).

Bruxelles, den 12. marts 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 256 af 27.10.2007, s. 62-65, EUT C 309 af 16.12.2006, s. 46-50, EUT C 157 af 28.6.2005, s. 130-136..

(2)  Jf. Fearnleys rapport, »The Legal and Economic Analysis of Tramp Maritime Services«, februar 2007, s. 14-31. http://ec.europa.eu/comm/competition/antitrust/legislation/maritime/tramp_report.pdf.

(3)  Jf. Fearnleys rapport (2007): forfatterne af denne rapport er nået frem til den samme konklusion.


9.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 204/47


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om gensidig anerkendelse af fartsattester for fartøjer på indre vandveje (Kodificeret udgave)

KOM(2008) 37 endelig — 2008/0021 (COD)

(2008/C 204/12)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 13. februar 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 80, stk. 2, at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om gensidig anerkendelse af fartsattester for fartøjer på indre vandveje (Kodificeret udgave).

Da EØSU fuldt ud går ind for forslagets indhold, som ikke giver anledning til bemærkninger, besluttede det på sin 443. plenarforsamling den 12.-13. marts 2008, mødet den 12. marts, med 121 stemmer for og 6 hverken for eller imod at afgive en udtalelse, som støtter det pågældende forslag.

 

Bruxelles, den 12. marts 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


9.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 204/47


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring af direktiv 67/548/EØF og forordning (EF) nr. 1907/2006

KOM(2007) 355 endelig — 2007/0121 (COD)

(2008/C 204/13)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 13. juli 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring af direktiv 67/548/EØF og forordning (EF) nr. 1907/2006.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede David Sears til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 26. februar 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 443. plenarforsamling den 12.-13. marts 2008, mødet den 12. marts, følgende udtalelse med 124 stemmer for og 2 hverken for eller imod:

1.   Sammenfatning og anbefalinger

1.1

På vegne af sine medlemsstater har FN foreslået en model til et »globalt harmoniseret system« (GHS) for kriterier og processer, der anvendes ved »klassificering, emballering og mærkning af kemikalier«. Det er hensigten, at dette system skal fremme verdenshandelen og bistå de mindre udviklede økonomier i deres bestræbelser på at beskytte arbejdstagernes og forbrugernes sikkerhed og sundhed.

1.2

EØSU er stærk tilhænger af denne målsætning om harmonisering på verdensplan, formen af og retsgrundlaget for den foreslåede gennemførelseslovgivning fra Kommissionen og den foreslåede tidsplan, hvor producenternes og leverandørernes gennemførelse falder sammen med den første vigtige frist for registrering af »stoffer« i henhold til forordning (EF) 1907/2006 (REACH).

1.3

EØSU er ligeledes enigt i Kommissionens vurdering af, at selv om ændringer af det system, der er udviklet i EU i løbet af de seneste 40 år, er både uundgåelige og finder bred opbakning, vil de kortsigtede fordele i EU være ubetydelige, samtidig med at omkostningerne kan blive store. EØSU mener derfor, at man burde have været mere opmærksom på disse helt usædvanlige omstændigheder i den oprindelige konsekvensvurdering. Når der ikke er tale om nogen betydelige overordnede fordele, burde enhver tilføjelse til eller ændring af den eksisterende lovgivning, som ikke er absolut nødvendig for at gennemføre FN-forslaget, ledsages af en særlig begrundelse af sundhedsmæssig, sikkerhedsmæssig eller økonomisk karakter. Man bør navnlig gøre alt for at sikre, at de eksisterende standarder ikke bringes i fare som følge af den uundgåeligt lange overgangsperiode mellem disse to nærmest ens systemer. Information på købsstedet bliver et centralt krav.

1.4

EØSU mener ligeledes, at der som følge af den meget stramme tidsfrist og behovet for at begrænse iværksættelsesomkostningerne er mulighed for fleksibilitet i forslaget og ved dets umiddelbare anvendelse. Det har taget mange år at udvikle det nuværende system til et punkt, hvor det giver en hensigtsmæssig beskyttelse af arbejdstagernes og forbrugernes sundhed over hele EU, og det samme vil formentlig gøre sig gældende for det nye globalt harmoniserede system. Det centrale er imidlertid, at der afsættes tilstrækkelige ressourcer på langt sigt inden for både FN og Kommissionen til at sikre, at harmoniseringsprocessen fortsætter — og at den efterhånden udvides til at omfatte den faktiske klassificering og mærkning af varer, der handles meget, og ikke kun de kriterier, som disse klassifikationer er baseret på.

1.5

EØSU bemærker med bekymring længden af dette forslag, i sig selv og i sammenhæng med nye forslag som f.eks. REACH, de mange andre EU-retsakter, som disse hænger sammen med, og den stadigt stigende mængde af vejledninger, som nu anses for nødvendige. Det er vigtigt med en ny fremgangsmåde, hvis vi skal undgå, at det europæiske erhvervsliv (for ikke at tale om procedurerne for overvågning eller ændring af lovgivning) lider ubodelig skade. Det er ganske enkelt ikke rimeligt at gå ud fra, at alle, lige fra ejerne af de mindste SMV'er til de typisk større grupper af ansvarlige embedsmænd i de kompetente nationale myndigheder, rutinemæssigt skal referere til mere end 20.000 siders sammenhængende dokumentation alene om disse emner. Vi er nødt til at finde en bedre metode.

1.6

I denne sammenhæng beklager EØSU manglen på nøgledefinitioner og navnlig ændringen fra brugen af ordet »præparater«, som har en særlig toksikologisk betydning, til »blandinger«, hvor dette ikke er tilfældet. Den fortsatte mangel på en EU-definition af »kemikalie« eller »kemisk« giver anledning til forvirring hos både arbejdstagere, forbrugere, ledere og lovgivere. Indholdsmæssigt sigter forslaget mod at være neutralt og ikke at give anledning til strid. Det er en god mulighed for at rette fejl i detaljerne, hvilket allerede er tilfældet i de tekniske bilag. Man bør straks gå i gang med udarbejdelsen af et sæt af standarddefinitioner gældende for al lovgivning på området, som på sigt skal udmønte sig i en ordliste over de vigtigste termer på alle sprog, således at man får klarlagt, hvilke ord der betyder det samme (formentlig »kemikalie«, »kemisk stof« og »stof«), og hvilke der enten betyder noget forskelligt eller er uden forbindelse med hinanden (eksempelvis »artikel« og »produkt«). Endvidere giver det anledning til kulturelle misforståelser og forkerte associationer, at ordet »stoffer« på nogle sprog kan forstås som narkotika, alkohol og tobak og ordet »kemikalier« som hentydning til terror- eller andre illegale aktiviteter, hvilket man bør være opmærksom på og undgå.

1.7

EØSU bemærker ligeledes den dobbelte risiko for over-klassificering og overdreven mærkning, der i sidste ende svækker virkningen af advarsler, der er absolut nødvendige, samt for, at arbejdstagere og forbrugere udelukkende benytter etiketterne som deres eneste informationskilde. De allervigtigste oplysninger skal helt sikkert fremgå, ligesom det også er vigtigt med henvisninger til andre lettilgængelige informationskilder. Den stigende brug af køb via internettet og internetsøgning på fordelene og farerne ved specifikke produkter er tegn på, at dette er et område, man bør arbejde videre med. Behovene hos personer, der skal yde førstehjælp, og forgiftningscentre dækkes ikke mest hensigtsmæssigt med lange lister over standardiserede og ukendte navne på bestanddele i komplekse blandinger. Vejledninger i generelle risici og sikkerhedsbehandling kombineret med kontaktoplysninger til døgnåbne tjenester giver den bedste beskyttelse for alle de involverede. I særlige tilfælde, hvor der er tale om formuleringer, der er beskyttet af ejendomsrettigheder, ydes producenten ligeledes beskyttelse gennem denne metode.

1.8

EØSU bemærker, at der ikke findes noget forslag til en etiket til de ofte meget små mængder, der overføres mellem laboratorier i forbindelse med akademiske undersøgelser eller erhvervsmæssig F&U. En sådan kan uden videre tilføjes til den række af etiketter, som FN foreslår, og dette vil være at foretrække frem for den utroligt restriktive, uforholdsmæssige og dyre undtagelsesordning, der nu foreslås.

1.9

Endelig bemærker EØSU, at der vil være et stigende behov for at revidere kvaliteten af de anvendte data samt de beslutninger, der træffes i de forskellige jurisdiktioner verden over. Presset for at nå til enighed om resultaterne af klassificeringen, ikke blot de kriterier og processer, der leder frem til dem, vil uden tvivl fortsætte. Det er lettere at forstå behovet for og fordelene ved dette på verdensplan.

2.   Indledning

2.1

Forslaget har til formål at bringe den eksisterende EU-lovgivning i overensstemmelse med den nyligt vedtagne FN-model for et »globalt harmoniseret system« for klassificering, mærkning og emballering af råvarer, mellemprodukter og færdigvarer, der defineres som »farlige«, og som skiftevis beskrives som »kemikalier«, »stoffer«, »blandinger« eller »præparater«. Europæisk lovgivning tilbage fra 1967 vil blive erstattet. Mange andre direktiver og forordninger, herunder forordning (EF) 1907/2006 (REACH), som i øjeblikket er under gennemførelse, vil også skulle ændres. Det er også hensigten, at de langsigtede virkninger inden for EU skal være positive, under forudsætning af at udgifterne kan holdes nede, og at man kan opnå nogle ret små fordele. Samlet set bør forslaget fremme verdenshandelen og samtidig opretholde høje standarder for beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet.

2.2

Det 40 år gamle direktiv, der skal erstattes, er direktiv 67/548/EØF om farlige stoffer. Det anses normalt for den første fælleseuropæiske »kemikalielovgivning«, der især havde til formål at beskytte arbejdstagernes sikkerhed. Direktivet og de mange ændringer og tilpasninger til den tekniske udvikling giver nu producenter og sælgere, arbejdstagere, distributører og forbrugere både i og uden for EU et harmoniseret system til klassificering af »farlige stoffer«, hvor der benyttes særlige tester med aftalte grænseværdier og risikokriterier, til korrekt mærkning med et begrænset sæt af piktogrammer og standardsætninger til identificering af mulige risici og til anbefaling af procedurer for sikker håndtering, samt til emballering med henblik på at beskytte regelmæssige brugere og sårbare grupper, navnlig små børn.

2.3

21 år efter vedtagelsen af direktiv 67/548/EØF blev proceduren udvidet fra »stoffer« (en forholdsvis begrænset liste over »elementer og deres forbindelser«) til den i teorien uendelige liste over »præparater« (»blandinger af to eller flere stoffer«) ved direktiv 88/379/EØF om farlige præparater. I direktivet erkendte man, at dyreforsøg ikke var ønskværdige eller var umulige i en sådan skala, og man indførte for første gang en teoretisk forbindelse mellem de kendte eller beregnede risici ved de indeholdte stoffer og den mest sandsynlige risiko ved den senere blanding i fællesskabsretten. Dette kunne så anvendes til at klassificere, mærke og emballere præparatet uden behov for yderligere tester.

2.4

Eftersom langt størstedelen af de produkter, der sælges til forbrugerne, netop er »præparater« (eller endda »artikler«), var dette et vigtigt skridt i retning af at garantere forbrugernes sikkerhed for produkter, der ikke allerede er omfattet af særdirektiver og mere restriktive direktiver, f.eks. direktiverne om salg af pesticider, rengøringsmidler eller kosmetik. Direktivet fra 1988 blev ændret betydeligt i 1999 ved direktiv 1999/45/EF.

2.5

Ovennævnte direktiver har sammen med det supplerende direktiv om sikkerhedsdatablade, 91/155/EØF, som også er ændret efterfølgende, gennem mange år udgjort hovedhjørnestenene for beskyttelsen af arbejdstagere og forbrugere i EU. De har forbindelse med og leverer input til stort set al anden EU-lovgivning, der har til formål at beskytte menneskers sundhed og sikkerhed samt miljøet. Der er behov for en løbende ajourføring for at tage højde for ændringer i dækningsområde, fremstillingsteknologi og testmetoder, adgang til produkter og eventuel brug og for at afspejle den nyeste videnskabelige viden om konsekvenserne af alle disse samt metoder til afbødning af eventuelle uønskede virkninger.

2.6

Det er lige så vigtigt, at disse direktiver »forfølger målsætningerne for det indre marked«, idet man med direktiverne søger at indføre et indre marked for EU for de forskellige berørte produkter. Produkter, hvad enten der er tale om råmaterialer, naturlige eller syntetiske produkter, mellemprodukter eller affaldsstrømme, færdige produkter eller artikler, kan importeres sikkert til eller handles sikkert inden for og mellem medlemsstaterne, hvis de er i overensstemmelse med disse akter og andre relevante EU-lovgivningsakter.

2.7

I 2001 udsendte Kommissionen en hvidbog med titlen »En strategi for en ny kemikaliepolitik«. Dette kulminerede sidste år med vedtagelsen af forordning (EF) 1907/2006, også kendt som REACH, om »registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier«. Ledsagedirektivet 2006/121/EF, som blev offentliggjort og vedtaget samtidig, indeholdt yderligere ændringer af direktiv 67/548/EØF for at bringe disse to i overensstemmelse. Denne proces vil formentlig fortsætte, efterhånden som flere data bliver tilgængelige, eller hvis de lovgivningsmæssige behov ændrer sig.

2.8

Alle ovennævnte retsakter henviser til og påvirker fremstilling, distribution og markedsføring af bestemte produkter inden for EU og samhandelen mellem EU og Unionens import- og eksportpartnere. I andre økonomier rundt om i verden, som EU har regelmæssigt handelssamkvem med gennem mangfoldigheden af store, mellemstore og små virksomheder, der opererer inden for og uden for EU's grænser, har man naturligvis udviklet lignende, men ikke identiske systemer.

2.9

En række andre lande, som generelt har mindre veludviklede økonomier og/eller lovgivningsstrukturer, har erkendt behovet for et sådant system til klassificering, mærkning og emballering af »farlige stoffer«, men afventer, at der opnås enighed om en globalt anerkendt model, som de så kan indføre på lokalt plan.

2.10

De Forenede Nationer erkendte først i 1990'erne, at disse lokalt udviklede nationale eller regionale systemer, som ganske vist var væsentlige for beskyttelsen af menneskers sundhed og sikkerhed samt af miljøet, ligeledes kunne udgøre hindringer for verdenshandelen, og man søgte derfor om tilladelse til at udarbejde et forslag til et globalt harmoniseret system (GHS) for »klassificering, emballering og mærkning af kemikalier og udlevering af sikkerhedsdatablade«. Der fandtes allerede harmoniseringsmodeller inden for transportsektoren, navnlig for fysiske risici og akut toksicitet.

2.11

Godkendelsen af en bredere baseret metode blev givet i kapitel 19 i Agenda 21, som blev vedtaget ved De Forenede Nationers Konference om Miljø og Udvikling (UNCED) i 1992. Der skal indsamles input fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) og De Forenede Nationers ekspertgruppe om transport af farligt gods (UNSCETDG).

2.12

Efter næsten 10 års arbejde nåede repræsentanter for omkring 160 bidragende FN-medlemsstater til enighed om det tekniske indhold i den nye GHS i december 2002. På verdenstopmødet om bæredygtig udvikling (WSSD) i Johannesburg i september samme år opfordrede man de underskrivende lande »til at gennemføre GHS så hurtigt som muligt med henblik på at have et fuldt operationelt system i 2008«. FN's GHS, hvor fristen for gennemførelsen nu var angivet til 2008, blev vedtaget af FN's Økonomiske og Sociale Råd i juli 2003. Disse aftaler blev underskrevet af repræsentanter for alle 27 medlemsstater i det nu udvidede EU.

2.13

I 2004 blev der vedtaget en række ændringer af det oprindelige FN-forslag, og disse indeholdt anbefalinger til »et globalt harmoniseret system for klassificering og mærkning af kemikalier (GHS)«, som FN offentliggjorde i 2005. Dette 540-siders dokument og de efterfølgende revisioner er nu blevet kendt som den »lilla bog« opkaldt efter farvevalget til omslaget. Nærmere oplysninger om fremskridtene i retning af måldatoen i 2008 for 65 lande, heraf 27 fra EU, findes på det relevante FN-websted.

2.14

FN vedtog yderligere tekniske ændringer i 2006, som blev medtaget i en revideret udgave af den lilla bog, som blev offentliggjort i 2007. Som det er uundgåeligt for en så langvarig og kompliceret proces med global harmonisering af eksisterende systemer, indeholder forslagene en blanding af gamle og nye testkriterier og effektmål, piktogrammer, godkendte sætninger og etiketdesign. Man indførte en metode baseret på »byggesten« for at give mulighed for, at flere forskellige synspunkter kan eksistere side om side, og for at give mulighed for at nå frem til en aftale mellem de deltagende lande (selv om omfattende brug af denne mulighed naturligvis ville fjerne mange af de ønskede fordele.)

2.15

Den foreslåede FN-model har imidlertid ikke den nødvendige retskraft, og der er behov for gennemførelseslovgivning i de lande, der ønsker at følge modellens henstillinger. For EU's medlemsstater kræver dette et forslag fra Kommissionen.

2.16

Kommissionen indledte i 2004 arbejdet med et gennemførelsesforslag og offentliggjorde et første udkast til et EU-system i overensstemmelse med GHS i 2006. Der blev foretaget og offentliggjort konsekvensvurderinger i løbet af samme periode. En internetbaseret høring af interessenter i tredje kvartal af 2006 førte sammen med en række problemer, som Kommissionens juridiske tjeneste gjorde opmærksom på, til en større omformulering af det oprindelige forslag. Det blev endeligt vedtaget og offentliggjort af Kommissionen i juni 2007. Man har allerede påbegyndt de tekniske revisioner i den relevante arbejdsgruppe i Rådet. Der ventes nu som sædvanlig udtalelser fra Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget.

2.17

Der findes et udbredt ønske om, at de igangværende revisioner hverken fører til forsinkelser eller større ændringer af harmoniseringsforslagene. Fordelene vurderes generelt som værende diffuse, de vedrører hovedsagelig verdenshandelen og vil blive mindre, hvis det ikke lykkes at foretage harmoniseringen. Omkostningerne inden for EU (eller for virksomheder, der handler med EU) vil stige kraftigt, hvis tidsplanen for gennemførelsen er anderledes end den, der allerede er aftalt for REACH. Alle fordele for sundheden, sikkerheden eller miljøet vil især blive synlige uden for EU, i lande, der i øjeblikket selv har effektive systemer.

2.18

Gennemførelsen af GHS vil få følgevirkninger for EU's transportlovgivning og for en lang række tilhørende afledte EU-retsakter vedrørende forbrugerprodukter, håndtering af kemikalier med særlige anvendelser, kontrol med farlige kemikalier, arbejdsmiljø, affald og udrangerede produkter. Der vil i de kommende år blive fremsat yderligere forslag for at dække disse aspekter, når det er påkrævet. Kommissionens tjenestegrene offentliggjorde i august 2006 en fuldstændig liste over den lovgivning, der formentlig vil blive påvirket. Ændringer af forordning (EF) 1907/2006 (REACH) er medtaget i det nuværende forslag.

3.   Sammenfatning af Kommissionens forslag

3.1

Forslaget er opdelt i 3 »bind« og 7 »bilag«. I den engelsksprogede udgave er der tale om lidt over 2100 sider. Selv om de centrale aspekter i forslaget er begrænset til det forholdsvis korte Bind I, 64 sider, findes der nyt materiale eller nye eller reviderede fortolkninger af gammelt materiale i hele dokumentet. Forslaget skal derfor i sin helhed opfattes som en vigtig EU-retsakt og som en del af den nationale lovgivning, der påvirker lovgivere, producenter, leverandører, distributører, handlende, arbejdstagere og forbrugere både i og uden for EU.

3.2

Bind II, der indeholder Bilag I, indeholder de detaljerede klassificerings- og mærkningskrav for farlige stoffer og blandinger (154 sider).

3.3

Bind III, der indeholder Bilag II til VII, indeholder en række særlige bestemmelser for visse stoffer og blandinger, lister over nye risiko- og advarselssætninger, nye farepiktogrammer, detaljeret, harmoniseret klassificering og mærkning for visse farlige stoffer samt en oversættelsestabel, der skal hjælpe brugerne med at finde frem til de ændringer af klassificerings- og mærkningskravene, der er sket fra direktiv 67/548/EØF til de nye krav og risikosætninger i forslaget til forordning (430 sider). En »finansieringsoversigt« for hele forslaget, som er nødvendig for en korrekt evaluering af forslaget, men som er af begrænset varighed eller interesse, eftersom den primære lovgivning er indeholdt, eller måske begravet, i slutningen af dette bind.

3.4

Bind IIIa og IIIb indeholder tabel 3.1 og 3.2 som komponenter i Bilag VI, der er beskrevet i Bind III ovenfor. Disse indeholder tilsammen en oversættelse af Bilag 1 i det nuværende direktiv 67/548/EØF til den nye lovgivningsramme — hen ved 1.500 sider med afgørelser om klassificering og mærkning af bestemte farlige stoffer, der er akkumuleret gennem 40 år med produktvurderinger inden for EU.

3.5

Kommissionens konsekvensvurdering, som skal læses i sammenhæng med overnævnte, er baseret på rapporter fra konsulenterne RPA og London Economics og er forholdsvis kort (34 sider).

3.6

Forslaget fremsættes som en forordning i henhold til EF-traktatens artikel 95 »for at sikre ensartede spilleregler for alle leverandører af stoffer og blandinger i det indre marked, samtidig med at man sikrer en høj grad af beskyttelse af sundheden og sikkerheden, miljøet og forbrugerne«.

3.7

I forslaget erkender man, at dækningsområdet for den eksisterende EU-lovgivning og for FN's GHS-forslag ikke er det samme. De er begge forskellige fra de allerede i vid udstrækning harmoniserede transportforordninger vedrørende klassifikation og mærkning. Ændringerne under dette forslag er så vidt muligt holdt på et minimum. I nogle tilfælde vil der være behov for yderligere forslag, navnlig i gennemførelsesfaserne for REACH.

3.8

I forslaget anvendes der nogle nye betegnelser og udtryk fra FN's GHS, hvoraf det mest bemærkelsesværdige er brugen af »blanding« i stedet for »præparat«.

3.9

Det erkendes i forslaget, at ethvert nyt klassifikationssystem kan føre til omfattende brug af forsøgsdyr. Alternative metoder skal anvendes, når det er muligt. Forsøg på mennesker og andre primater i forbindelse med denne klassificering er tilsyneladende udtrykkeligt forbudt (med forbehold af den uløste juridiske og sproglige sondring mellem udtrykkene »should not« og »shall not« på EU's forskellige officielle sprog) i Kommissionens forslag (selv om sådanne forsøg er tilladt i FN's GHS-model).

3.10

Man erkender problemerne med klassificering af »blandinger«. Der opstilles nogle »overgangs-principper«, der har til formål at lette analogisering fra produkter med tilsvarende virkninger.

3.11

Forslaget giver mulighed for at anvende kortere navne på stoffer enkeltvis eller som ingredienser i blandinger, når de formelle navne som defineret af Den Internationale Union for Ren og Anvendt Kemi (IUPAC) har en længde på mere end 100 tegn. Brugen af produktidentifikatorer (numre og navne) fra Chemical Abstracts Service under American Chemical Society (CAS) vil også fortsætte. Den kontrollerede brug af generiske betegnelser, som identificerer den sandsynlige risiko korrekt uden at kompromittere eventuelle intellektuelle ejendomsrettigheder i forbindelse med den præcise sammensætning af en blanding videreføres fra den eksisterende lovgivning.

3.12

Den nødvendige overgangsperiode mellem de to systemer diskuteres nærmere. Det anerkendes helt klart, at de nye kriterier først skal anvendes på »stoffer« og senere på »blandinger«. For at undgå at pålægge virksomhederne unødige byrder indføres der ingen pligt til, at virksomhederne skal tilbagekalde eller ommærke produkter (hverken »stoffer« eller »blandinger«), som allerede befinder sig i forsyningskæden på det tidspunkt, hvor den relevante lovgivning træder i kraft.

3.13

Medlemsstaterne vil skulle udpege myndigheder med ansvar for anvendelsen og håndhævelsen af forordningen samt for at indføre »hensigtsmæssige sanktioner ved manglende overholdelse«. Det bemærkes, at »det er vigtigt med et godt samarbejde mellem alle kompetente myndigheder«.

3.14

Forordningen vil i princippet finde anvendelse på alle stoffer og blandinger, undtagen i tilfælde, hvor andre fællesskabsakter indeholder mere specifikke regler. Kosmetik, aromastoffer, tilsætningsstoffer til levnedsmidler, dyrefoder og veterinærprodukter, visse typer af medicinsk udstyr, produkter, der er underlagt regler inden for civil luftfart, vej- eller jernbanetransport samt ammunition (men ikke »sprængstoffer, der sælges til dekorative formål«, dvs. fyrværkeri) ligger alle uden for denne forordnings anvendelsesområde.

3.15

Affald som defineret i direktiv 2006/12/EF kan ikke i henhold til dette forslag klassificeres som hverken et »stof« eller en »artikel« som defineret i denne forordning og er derfor ikke omfattet af forordningen.

3.16

Legeringer defineres imidlertid som »blandinger« i henhold til artikel 3, punkt 41, i forordning (EF) 1907/2006 (REACH) og er således omfattet af denne forordning, og det samme gælder formentlig egentlige »blandinger« (men i praksis ikke »præparater«) af naturligt forekommende stoffer som metalmalm, mineraler og planteekstrakter.

3.17

Mærkningskravene ændres i forhold til det eksisterende EU-system med hensyn til både udseende og indhold. Nogle af de eksisterende piktogrammer udskiftes, mens andre medtages for første gang. De eksisterende standardiserede »risiko«- og »sikkerheds«-sætninger erstattes med nye »signalord«, »risikosætninger« og »sikkerhedssætninger«.

3.18

Alle ovenstående ord og sætninger defineres på alle EU's officielle sprog og skal bruges efter behov på alle etiketter afhængigt af det land, som produktet sælges i. Der kan anvendes flere sprog, selv om den tilgængelige plads bliver stadig mere begrænset. (I visse særlige tilfælde kan der naturligvis være behov for yderligere oversættelser af etiketter og dokumentation til juridisk set nødvendige, men ikke »officielle« sprog som walisisk eller til andre nødvendige sprog som f.eks. russisk, tyrkisk, arabisk og hindi for at opfylde behovet hos særlige indfødte grupper eller indvandrergrupper.)

3.19

I forslaget erkender man, at klassificerings- og dermed mærknings- og emballeringsprocessen skal ajourføres løbende inden for EU, efterhånden som nye oplysninger eller ny viden bliver tilgængelig, eller når testmetoder eller lovgivningskrav ændrer sig. Ændringer, der kræver aktive foranstaltninger, og de procedurer, der i givet fald skal følges, beskrives i teksten.

3.20

Det er meningen, at forordningen skal træde i kraft 20 dage efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Stoffer skal klassificeres, mærkes og emballeres i henhold til den eksisterende lovgivning frem til senest den 1. december 2010 (for at sikre sammenfald med registreringsfristerne inden for REACH). Blandinger skal klassificeres, mærkes og emballeres i henhold til den eksisterende lovgivning frem til senest den 1. juni 2015. Derefter finder kun den nye lovgivning anvendelse.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

På vegne af sine medlemsstater har FN foreslået en model til et »globalt harmoniseret system« (GHS) for kriterier og processer, der anvendes ved klassificering, emballering og mærkning af »kemikalier«. EU's medlemsstater har aftalt, at modellen skal indføres, helst i 2008. Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelseslovgivning i form af den forordning, der drøftes i øjeblikket.

4.2

EØSU er stærk tilhænger af målsætningen om harmonisering på verdensplan, formen af og retsgrundlaget for den foreslåede gennemførelseslovgivning og den foreslåede tidsplan, der falder sammen med den første vigtige frist for registrering af stoffer i henhold til forordning (EF) 1907/2006 (REACH).

4.3

EØSU bemærker ligeledes, at der bør være tilstrækkelig fleksibilitet til, at de to systemer kan fungere sideløbende, navnlig for »blandinger«, som i mange tilfælde selv er »blandinger« af »blandinger«, hver især med en definerbar og undertiden lang holdbarhed, som måles i måneder eller endda i år. Overgangen vil sandsynligvis ikke kunne gennemføres fuldt ud inden for den foreslåede tidsramme — men det betyder heldigvis ikke, at processen bliver ineffektiv. Hvis denne fleksibilitet ikke er til stede, vil startomkostningerne blive højere, og de ønskede langsigtede fordele vil måske ikke kunne opnås.

4.4

EØSU bemærker ligeledes og erklærer sig enig i de indledende bemærkninger i Kommissionens konsekvensvurdering, hvor det hedder, at »gennemførelsen af GHS på længere sigt kan betale sig ... fordi [fordelene] i form af handelsrelaterede omkostningsbesparelser i sidste ende vil være større end engangsomkostningerne i forbindelse med gennemførelsen« … selv om … »omkostningerne i forbindelse med gennemførelsen skal […] holdes under kontrol for også at opnå nettofordele inden for en overskuelig fremtid og for at undgå unødvendige omkostninger og administrative byrder for SMV'erne«.

4.5

EØSU bemærker ligeledes Kommissionens synspunkter, som kommer til udtryk i finansieringsoversigten for forslaget, om, at »forslaget til lovgivning vedrører gennemførelsen af en international aftale. Selv en negativ forudgående evaluering vil ikke betyde, at Kommissionen undlader at fremsætte et forslag til lovgivning, da der ikke findes andre politiske muligheder. En negativ ex post-evaluering vil ikke få Kommissionen til at frasige sig sin pligt til at gennemføre det internationalt aftalte system til klassificering og mærkning.«

4.6

Sagt lige ud mener Kommissionen, at den ikke havde andet valg end at fremsætte forslaget, uanset den beregnede eller reelle balance mellem omkostninger og fordele. EØSU er enig i, at dette er realistisk under de givne omstændigheder, men beklager, at man ikke ved konsekvensvurderingen, selv om denne ikke er af central betydning for beslutningstagningen, foretog en yderligere undersøgelse af udgifterne til gennemførelsen med henblik på at afbøde disse virkninger ved udformningen af forslaget. Det forhold, at de samme konsulenter (RPA) har udarbejdet en detaljeret og (modstridende) analyse for bare én af de berørte sektorer (visse forbrugerprodukter) tyder på, at dette kunne være gjort på flere områder og helt sikkert mere effektivt, hvis der havde været penge, tid og vilje til rådighed. Som med alle harmoniseringsprocesser er risikoen for, at omkostningerne vokser og fordelene forsvinder, kun alt for indlysende.

4.7

Det er f.eks. vanskeligt at se, hvorfor der skulle kunne opnås nogen fordele overhovedet for sundhed, sikkerhed og miljø inden for EU som en direkte følge af denne overgang fra et veletableret og velfungerende system til et andet lige så effektivt, men ukendt system. På kort sigt kan forbrugerbeskyttelsen sågar blive forringet, når de to systemer med forskellige betegnelser, sætninger og piktogrammer skal fungere parallelt. Et koordineret program med teoretisk og praktisk uddannelse med fokus på detailsektoren vil i nogen grad kunne mindske denne risiko.

4.8

Der findes også nogle begrebsmæssige problemer med at forstå, hvordan fordelene for verdenshandelen kan opnås fuldt ud, når landene gennemfører FN-forslaget med forskellige tidshorisonter og med forskellige tolkninger af de grundlæggende krav. Den hurtige gennemførelse i Japan og New Zealand har allerede givet anledning til bekymring i Europa. Gennemførelsen i USA, hvor 4 eller 5 systemer i øjeblikket fungerer sideløbende, er langt fra at være afsluttet. Der vil naturligvis fortsat være brug for forskellige sprogudgaver for varer, der handles globalt, men de krævede etiketter og sikkerhedsdatablade skal harmoniseres.

4.9

Det bedste, man kan sige, er derfor, at dette er begyndelsen på en global harmoniseringsproces, som er en gentagelse af det, der allerede er sket for EU's medlemsstater, og som nu vil kræve den samme mængde ressourcer, støttesystemer og processer for at kunne gennemføres på globalt plan. Det bliver en ukendt rolle for Kommissionen, og det er vigtigt, at den afsætter tilstrækkelige ressourcer for at give mulighed for, at de uundgåelige ændringer, ajourføringer og tilpasninger til den tekniske udvikling af det foreliggende forslag kan gennemføres rettidigt og effektivt. Det er uklart, hvorvidt enten finansieringsoversigten eller forslagene til komitologi og den efterfølgende gennemgang er tilstrækkelige i denne henseende.

4.10

Tilsvarende bemærkninger kan rettes til FN for at sikre, at der hurtigst muligt opnås en fuldstændig harmonisering af ikke bare klassificeringskriterierne, men også af de faktiske klassificeringer, som fastlægges og anvendes som grundlag for den efterfølgende mærkning og emballering for »basiskemikalier«, der handles i større mængder på globalt plan, (og på længere sigt for flertallet af forbrugerprodukter, der handles i større mængder på verdensplan). I begge tilfælde bliver det væsentligt med et tæt og løbende samarbejde mellem producenterne af produkterne og de relevante lovgivere.

4.11

Inden for EU skal Kommissionen fortsat tage stilling til de to problemer, der drejer sig om håndtering af de mange kun delvis definerede berøringsflader med EU's egen afledte lovgivning — og om erkendelse og imødekommelse af behovene i bestemte sektorer, navnlig for forbrugerprodukter. Eftersom de to systemer formodes at være lige effektive, bør der være mulighed for en vis grad af fleksibilitet for at sikre, at der hurtigst muligt kan opnås enighed om de brede rammer for forslaget.

4.12

I samme forbindelse skal »arbejdstagere« (på arbejdspladsen) og »forbrugere« (i detailbutikken, når de køber ind på internettet eller senere i hjemmet) naturligvis fortsat have den bedst mulige beskyttelse af deres sundhed og sikkerhed. Men de to miljøer og de informationsbehov og støttetjenester, der er til rådighed for de berørte parter, er helt forskellige. Dette anerkendes kun delvis i forslaget. Der findes ikke noget behov for at anvende samme metode for alle. Man bør tage højde for den seneste udvikling i forbrugernes indkøbsmønstre, herunder særligt på internettet. Der bør endvidere tages hensyn til de faglige behov hos personer, der yder førstehjælp, de primære sundhedstjenester og forgiftningscentre for så vidt angår indholdet af etiketterne og relevansen af de angivne oplysninger.

4.13

Adgangen til og værdien af andre informationskilder ud over etiketten bør også anerkendes, navnlig for forbrugerne, så de kan træffe deres valg på et velinformeret grundlag ved hjælp af rådgivning fra forbrugerorganisationer eller via internettet fra de fleste producenter og leverandører. Den korte erklæring fra Kommissionen om, at »etiketten er den eneste kommunikationskanal til forbrugerne« er derfor udtryk for en overforenkling. For forbrugere, der udelukkende baserer sig på etiketten, måske længe efter det oprindelige køb, er der et stort behov for tydeligt fokuserede, forståelige og relevante oplysninger. For andre er der let adgang til supplerende oplysninger i henhold til den eksisterende EU-lovgivning eller god handelspraksis for alle, der ønsker at foretage nærmere undersøgelser. De mange individuelle købsbeslutninger, der udelukkende baseres på mærkeloyalitet, fungerer begge veje — et produkt opfattes måske som sikkert, udelukkende fordi det er fremstillet af virksomhed X — og værdien af denne kundeloyalitet over for virksomhed X sikrer, at dets produkter opbevares sikkert, omformuleres, ændres eller trækkes tilbage, hvis dette ikke er tilfældet. (Nogle utvivlsomt dyre frivillige, globale tilbagekaldelser af legetøj og andre forbrugerprodukter på grund af mangelfuld intern kvalitetskontrol er en glimrende illustration af dette punkt.)

4.14

For arbejdstagere og for alle, der opholder sig på en arbejdsplads, hvor eksponeringen normalt er større og/eller længerevarende, og hvor behovet for at opretholde de højeste sikkerheds- og sundhedsstandarder er en daglig prioritering for alle de involverede, er emballagen og de deri indeholdte mængder normalt større, og etiketterne kan være mere detaljerede. Endnu en gang skorter det ikke på supplerende oplysninger, hvoraf en stor del skal være tilgængelig i henhold til EU-lovgivningen eller anden lovgivning ved eller inden levering af et råmateriale eller et mellemprodukt til videreforarbejdning. Et amerikansk websted, som ifølge en tidligere (februar 2005) informationsrapport fra EØSU om REACH gav adgang til 1,4 millioner sikkerhedsdatablade for materialer, har nu mere end 3,5 millioner — og man hævder, at man tilføjer omkring 10.000 om dagen. Sikkerhedsdatablade, der er formateret til EU, og som er affattet på de relevante nationale sprog for både stoffer og præparater, kan fås fra de fleste producenter og leverandører og fra nogle centraliserede kilder — og skal naturligvis stilles til rådighed for forbrugerne i Europa, inden produkterne kan leveres. Eftersom disse skal foreligge på alle de relevante sprog og fra alle producenter og leverandører for alle deres produkter, er der behov for et meget stort antal enkelte datablade — og de skal ajourføres regelmæssigt, eller når det bliver nødvendigt som følge af ny lovgivning som denne.

4.15

Som et supplement til ovenstående giver den nye (juni 2007) eChemPortal i OECD-regi let adgang til en række databaser, der vedligeholdes af OECD's medlemsregeringer og agenturer, herunder Det Europæiske Kemikaliekontor for EU's vedkommende. Disse databaser indeholder data om de 10 tusinder af enkeltstoffer, der fremstilles og markedsføres i EU, og excellerer i en række akronymer som ESIS (EU), CHRIP (Japan), OECD HPV (OECD), SIDS HVPC (UNEP), HPVIS (US EPA), INCHEM (IPCS) såvel som mere velkendte og regelmæssigt anvendte EU-ressourcer som IUCLID, ORATS, HPVCS, LPVCS, ELINCS og EINECS sammen med sektorspecifikke websteder som SEED, EUROPHYT, PHYSAN og CAT. Globalt koordinerede støtteprogrammer som lægemiddelovervågning og kosmetikovervågning sikrer, at eventuelle negative virkninger ved bestemte produkter hurtigt registreres på centralt plan. Man bør tilskynde til, at disse tidlige varslingssystemer, der drives af branchen og myndighederne i fællesskab, udvides til andre produkter, der anvendes af den almindelige forbruger.

4.16

Det er helt bestemt positivt, at disse datakilder findes og er lettilgængelige — og endnu bedre, hvis alle de ovenstående kan ajourføres, sikkerhedsdatablad for sikkerhedsdatablad, produktregistrering for produktregistrering, så de afspejler de detaljerede ændringer, der er påkrævet i henhold til de forskellige nationale og regionale anvendelser af GHS uden at påføre de involverede uacceptable omkostninger — selv om det igen er uklart, hvorvidt dette er behandlet fyldestgørende i konsekvensvurderingen.

4.17

Den store mængde oplysninger, der findes på internettet, er imidlertid sammen med længden af gennemførelseslovgivningen ved at blive til besvær og til en juridisk og intellektuel udfordring for både lovgivere og brugere. Forordning (EF) 1907/2006 (REACH) fyldte i sin endelige, offentliggjorte form 850 sider i den engelske udgave. REACH-gennemførelsesprojekterne (RIP) og vejledningerne, som endnu ikke er klar, fylder efter sigende mere end 10.000 sider. Deres endelige form og endelige juridiske status er endnu ukendt. Det GHS-forslag, der diskuteres i øjeblikket, er på mere end 2.000 sider. Der vil igen blive behov for vejledninger — til denne forordning og som hjælp til gennemførelsen af de omkring 20 større afledte retsakter, herunder direktiv 1996/82/EF (Seveso II), som forslaget vil påvirke. De ansvarlige institutioner og organer inden for EU vil derfor snart have produceret eller revideret hen ved 20.000 sider lovgivning eller støttemateriale alene på dette område. Det er vanskeligt at opfatte dette som en model for bedre lovgivning — eller som den ideelle metode til gennemførelse af Lissabon-målsætningerne — eller som egnet til at vinde gehør for tanken om et lydhørt og støttende, centralt administreret EU hos Europas borgere.

4.18

Men hvis disse væsentlige kommunikationsproblemer kan overvindes i tide (formentlig ved at opdele lovgivningen i væsentlige bestanddele såsom tydelige og aftalte definitioner, testmetoder, effektmål, krævede processer og procedurer osv., som alle offentliggøres og ajourføres separat i henhold til relevante, men forskellige tidsplaner, som ikke alle skal offentliggøres som primærlovgivning), vil man virkelig have gjort store fremskridt. Det databaserede og alment gældende GHS-system skal efterhånden påvirke og fungere som vejledning for alle, der kommenterer de bedste metoder til at beskytte menneskers sundhed og sikkerhed samt miljøet — og fordelene ved dette kan være langt større end de ret små følgevirkninger som stigninger i verdenshandelen eller i den lokale beskæftigelse, som i øjeblikket anvendes som den økonomiske begrundelse for forslaget.

5.   Særlige bemærkninger

5.1

EØSU bemærker den stramme tidsplan for vedtagelsen af dette forslag til forordning, for at gennemførelsen kan ske i henhold til de samme tidsfrister som defineret i REACH med henblik på at begrænse engangsomkostningerne ved iværksættelsen. EØSU bemærker ligeledes, at dette kun er begyndelsen på en global proces, der vil stille krav om løbende ændringer til alle de deltagende forvaltningsmyndigheder og til de virksomheder og andre, der berøres direkte af forslaget. Der findes derfor et indlysende behov for at forstå og afhjælpe så mange af de forudsete problemer som muligt — og for at gennemføre de centrale dele af forslaget på en så fleksibel måde som muligt. Eftersom et godt og afprøvet system erstattes af et andet forhåbentlig lige så godt system, er der kun begrænsede risici i forbindelse med specifikke undtagelser, der skal give tid til at finde løsninger på problemerne.

5.2

Som et eksempel på dette har Kommissionens og nationale eksperters udarbejdelse og inddragelse af en »overgangstabel«, hvorved Bilag 1 i det nuværende direktiv bliver til Bilag VI i den nye forordning, som er nyttig som vejledning for overgangen fra de gamle til de nye krav, overskredet alle de krævede procedurer for revision og godkendelse, som de mere end 1000 siders beslutninger oprindeligt var baseret på. Hvis dette skal gøres til lovgivning med øjeblikkelig virkning, skal der afsættes ressourcer til at kontrollere dette i detaljer, og det på et tidspunkt, hvor størstedelen af virksomhederne har fuldt op at gøre med at opfylde registreringskravene i REACH. Det er ofte tilfældet, at EU-lovgivning vedtages med nogle eller alle bilag tomme, og samme fremgangsmåde kunne anvendes her, så den overordnede tidsplan kan holdes. Dette afhjælper også problemerne med erstatningsansvar for forkert oversættelse eller omsætning af kravene, som i øjeblikket vil ligge hos Kommissionens ansvarlige tjenestegrene, hvilket er utilfredsstillende. Det er kun en lille trøst, at denne proces angiveligt kaster lys over mange fejl i den gældende lovgivning, særligt hvad angår de mange nye sprog, hvor oversættelse i sædvanlig sproglig forstand er af allerstørste vigtighed. Under hensyntagen til mængden af data må det antages, at der samtidig vil blive begået nye fejl, som det kun er producenten eller leverandøren, der til sin tid vil være i stand til at opdage.

5.3

Tilsvarende bemærkninger gør sig gældende for alle de tilfælde, hvor det nye GHS, hvis ikke anvendelsen overvejes omhyggeligt, vil gøre de nye klassificeringer og dermed mærkningen og emballeringen strengere og dermed muligvis medføre andre virkninger i den tilknyttede transportlovgivning eller afledte lovgivning. Dette kan f.eks. være tilfældet for en række meget almindelige forbrugerprodukter som vaskemidler til almindelige husholdninger, hvor der i det nye GHS tilsyneladende stilles krav om en helt urimelig over-mærkning. Et ofte citeret eksempel som »efter at have spildt et almindeligt anvendt vaskemiddel skal brugeren tage alt sit tøj af — og vaske det i det samme vaskemiddel« vil blot bringe systemet og dem, der anvender det, i miskredit. Det vil bestemt ikke føre til de højeste standarder for beskyttelse af menneskers sundhed og sikkerhed samt miljøet. Det vil være vigtigt at anvende undtagelsesbestemmelserne i artikel 30, stk. 1, i henhold til hvilke »klart unødvendige sætninger ... kan udelades fra etiketten« med omhu.

5.4

Kravene om over-klassificering vækker ligeledes bekymring — en praksis, som i nogle jurisdiktioner anvendes for at begrænse producenternes erstatningsansvar, men som igen ikke er til gavn for en korrekt beskyttelse af arbejdstagere og forbrugere. I det nuværende forslag skelnes der helt specifikt ikke i tilstrækkelig grad mellem produkter, der er potentielt »irriterende« (dvs. de kan i visse tilfælde forårsage midlertidig rødmen eller hævelser i huden, der forsvinder igen), og produkter, der er »ætsende« (dvs. som vil kunne forårsage en permanent og muligvis irreversibel bortætsning af huden, f.eks. stærke syrer eller baser eller virkningerne af ilt). Alene risikoen for »øjenskader« optræder naturligvis hyppigere og er i visse tilfælde alvorligere med risiko for blindhed, og den skal identificeres ved et hensigtsmæssigt og letgenkendeligt symbol, så snart den er til stede. Alt dette forværres ved obligatoriske eller frivillige begrænsninger på brugen af forsøgsdyr til test af produkter, som nu befinder sig tæt på et revideret effektmål, og hvor både mærkningen og emballagen til forbrugersalg er baseret på den vedtagne klassificering. Eftersom de produkter, der påvirkes på denne måde, sandsynligvis vil være undtagelser snarere end reglen, vil kortvarige undtagelser give mulighed for at gennemføre hele forslaget uden forsinkelser.

5.5

Over-mærkning har også en uønsket følgevirkning med hensyn til emballage, fordi børnesikrede lukninger også viser sig at være vanskelige at åbne for ældre eller handicappede brugere. Vejledning i hensigtsmæssig håndtering og opbevaring af produkter i hverdagen er normalt mere værdifuld end anordninger, der gør dem utilgængelige for brugerne, som betyder, at emballagen lades stå åben, eller at indholdet flyttes til mindre sikre alternativer. Med passende mærkning og almindelig sund fornuft og daglig påpasselighed har forbrugerne forståelse for, at produkter som ovnrens og afløbsrens skal behandles med stor forsigtighed. De er også i de fleste tilfælde udmærket i stand til at håndtere vaskepulver eller tabletter til opvaskemaskinen uden at komme til skade. Det tjener ikke noget fornuftigt formål at mærke dem som »ætsende« med påskriften »FARE«, og det bringer hele processen i fare.

5.6

Ovennævnte eksempler giver også anledning til at spørge, hvorvidt de forskellige nye (og gamle) piktogrammer, påskrifter og sætninger er blevet afprøvet på forskellige brugergrupper rundt om i verden. Selv om det er for sent at ændre de foreliggende forslag i FN's GHS, kunne det måske være nyttigt med nogle ekstra ord eller forslag til ændringer for at skabe større klarhed. Afskaffelsen af det bredt anerkendte krydssymbol med et sort kryds på orange baggrund er særligt beklageligt. Det vil tage lang tid, før de symboler, som skal erstatte disse, bliver genkendt rigtigt, og det vil forøge risikoen for især forbrugere, indtil de nye symboler er fuldt indarbejdede. Der bør derfor hurtigst muligt indføres kommunikationsprogrammer i butikkerne til hjælp for alle, der regelmæssigt foretager indkøb, og disse programmer bør finansieres fra centralt hold. Behovet hos alle, der foretager forbrugerindkøb via internettet, hvor mærkningen sjældent er synlig ved indkøbet, kræver nærmere undersøgelser.

5.7

Med hensyn til at identificere bestanddelene i et præparat eller en blanding kræves det meget fornuftigt i forslaget, at man anvender CAS-numre (som i øjeblikket omfatter mere end 32 millioner organiske og uorganiske stoffer med delvist eller fuldt definerede strukturer, hvoraf omkring 13 millioner er klassificeret som værende i handelen, ofte i meget små mængder) samt bruger IUPAC, CAS eller andre navne for at gøre identifikationen fuldstændig. Det skal imidlertid bemærkes, at disse navne er beregnet til at definere strukturer, ikke til at identificere farer eller risici. De er sjældent nyttige for personale, der yder førstehjælp, eller forgiftningscentre, fordi der normalt ikke findes specifikke modgifte. Valget mellem at fremkalde opkastninger eller neutralisere stoffet i mavesækken kan imidlertid være kritisk for førstehjælpen til den ramte bruger. Efterfølgende kontakt til producenten på alle tider af døgnet syv dage om ugen for mere specifikke råd kan ligeledes vise sig at være af central betydning. Det er disse oplysninger snarere end den formelle kemiske betegnelse og molekylestrukturen i en eller flere bestanddele af en kompleks blanding, der skal medtages på etiketten til brug i en nødsituation.

5.8

Det følger af dette, at når nævnelsen af en bestemt bestanddel og sågar definitionen af dens absolutte kemiske struktur kun har værdi for en konkurrent med tab af intellektuelle ejendomsrettigheder for den oprindelige producent til følge, bør sikkerhedsklausulerne i det nuværende direktiv om præparater bevares. Dette er generelt kun et problem for »præstations-væsker« som smøreolier og andre højteknologiske præparater, hvor forbrugernes eksponering generelt er begrænset, og de generelle farer er åbenlyse uanset de specifikke bestanddele, der er til stede.

5.9

Ovennævnte rejser også problemet om den foreslåede anvendelse af ordet »blanding«, som kun skal henvise til et system af stoffer, der kan adskilles med fysiske metoder, til forskel fra en »forbindelse« eller et »stof« (som ikke kan adskilles på denne måde). Definitionen her synes at være, at man slår en række vidt forskellige materialesystemer (naturligt forekommende malm, mineraler, koncentrater og planteekstrakter) sammen med »præparater«, der følger grundprincippet om en bevidst sammensat blanding af kendte bestanddele, som gør det muligt med rimelighed at vurdere risikoen ved det færdige produkt. Legeringer (og glas) er naturligvis ingen af ovenstående og bør reguleres særskilt og mere hensigtsmæssigt, både her og i REACH. Det er ligeledes uklart, hvorfor affaldsstrømme holdes uden for som kategori, selv om de i visse tilfælde medtages på EINECS-listen som »stoffer« under »slam«. Dette synes at indebære, at en blandet malm i sin naturlige tilstand skal klassificeres (uden nogen indlysende grund, da der ikke er sandsynlighed for, at den kommer i kontakt med forbrugerne, og der ikke er mulighed for at finde nogen erstatning), mens jernskrot eller blandet papiraffald, der skal behandles uden ændringer ved kontinuerlig forarbejdning og genanvendelsesprocesser, ikke medtages. Alt det ovennævnte skal håndteres sikkert på arbejdspladsen, men det er ikke den primære bevæggrund for klassificering, faktisk er disse produkter sjældent emballeret eller mærket. Sektor- eller arbejdspladsspecifik lovgivning giver som regel bedre beskyttelse.

5.10

Uanset hvad definitionerne er, skal de medtages i deres fulde ordlyd i forslaget og ikke blot hentes fra GHS eller kræve opslag i andre dokumenter. Dette vil være en gunstig lejlighed til for første gang at definere »kemikalie« og »kemisk«. Hvis det svarer til »stof«, hvilket formentlig er tilfældet, bør dette præciseres. Det vil også præcisere dækningsområdet for dette og andre direktiver og forordninger, som finder langt bredere anvendelse end på produkter fra den mere præcist definerede »kemiske« industri. Det vil også gøre det klart, at oversættelsen af ordet »kemikalie« til »kemisk stof« på sprog, hvor man ikke har et enkelt modsvarende ord, ikke indebærer, at der findes alternative (og formentlig ikke-giftige?) »ikke-kemiske stoffer«. Dette kan forhåbentlig mindske brugen af velmenende, men meningsløse sætninger som »de fleste artikler indeholder kemikalier« (1) (hvad indeholder de øvrige?) eller »kemikalier anvendes på næsten alle arbejdspladser« (2) (hvad i alverden bruger de så på de andre arbejdspladser?). EØSU forstår naturligvis, at alle de anvendte definitioner skal være konsekvente for al lovgivning. Men EØSU kan ikke acceptere, at en retsakt er mere »grundlæggende« end alle andre (eller hvis den er, gør dette forslag sig helt klart fortjent til den status) og kan bestemt ikke acceptere, at al beslægtet lovgivning skal læses fra ende til anden af alle de berørte parter blot for at finde ud af, hvad et ord betyder eller ikke betyder. Dette er vigtigt, da oversættelse til forskellige sprog skaber forskelle, der ikke oprindeligt eksisterede, eller udvisker helt nødvendige sondringer. Ordet »produkt« bruges således her helt neutralt for varer, der kan forventes indkøbt eller anvendt på arbejdspladsen eller af en forbruger. Det er under ingen omstændigheder ment som værende synonym med ordet »artikel«, der i EU- og anden lovgivning har en særlig betydning. Dette er tilstrækkeligt klart på engelsk, men er måske mindre klart på andre sprog. Uanset hvad skal forskellen bevares. Man bør desuden finde frem til og undgå andre kilder til sproglige og kulturelle misforståelser. I Europa kan et »stoffrit miljø« (på engelsk »substance-free environment«) måske forstås som en henvisning til det ydre rum, hvorimod det i USA betyder en skole, hvor det ikke er tilladt at drikke og ryge. I den kulørte presse i mange lande forudsættes en person med spor af »kemikalier« på hænder eller tøj at være terrorist.

5.11

Det skal i alle tilfælde gøres klart for alle, også den brede offentlighed, hvilken særlig betydning de forskellige ord har til formål at videreformidle. Forbuddet mod at bruge ordet »fare« i forbindelse med ordet »advarsel« kan muligvis være interessant for eksperter i mærkning, selv om de to ord ofte bruges sammen i andre meddelelser, der har til formål at reducere risikoen. Hvis ordet »dangerous« betyder noget andet end ordet »hazardous« på alle EU-sprog (og alle samhandelspartneres sprog), bør dette præciseres. Det er bestemt vanskeligt at sondre mellem dem på engelsk. Brugen af forkortelser som »m-faktor«, der kun giver mening, når oversættelsen af »multiplying« til de lokale sprog starter med »m«, bør undgås. (Det forhold, at man i den eksisterende lovgivning konstant refererer til »R«- og »S«-sætninger for henholdsvis »risk« og »safety« viser blot, at lovgivningen er udarbejdet på engelsk uden hensyntagen til behovene hos brugere på andre sprog.)

5.12

Hvad angår forslagets samlede dækningsområde og for at undgå at drukne processen i data om de mange millioner stoffer, der overføres i små eller endog meget små mængder, vil det være hensigtsmæssigt med en nedre grænse baseret på årlig omsætning, pakningsstørrelse eller vægt eller kendt toksicitet. En etiket til brug ved overførsel, normalt mellem laboratorier, af meget små mængder såsom stikprøver til F&U, hvoraf det fremgår, at »produktet ikke er testet eller klassificeret« og »udelukkende er til erhvervsmæssig brug«, vil ligeledes være en nyttig tilføjelse til den nuværende række af etiketter. (Det alternative nye forslag om at udelukke »stoffer og blandinger til videnskabelig forskning og udvikling«, men kun hvis de anvendes under forhold, hvor det formodes, at de er klassificeret som »kræftfremkaldende, kimcellemutagent eller reproduktionstoksiske« er uhensigtsmæssigt og bør udgå. Der fremlægges ingen beviser for, at laboratorierisici kræver prioriteret behandling, eller at folk, der arbejder på et laboratorium, i modsætning til den normale opfattelse, risikerer at savne viden. Hvis det imidlertid bevises, at det forholder sig sådan, vil ændringer af EU-lovgivningen om god laboratoriepraksis være en bedre løsning.)

5.13

Man skal også sørge for at sikre, at den foreslåede klassificerings- og mærkningsprocedure på samme måde som i dag fuldt ud afspejler de iboende farlige egenskaber ved de enkelte stoffer og præparater eller blandinger, der markedsføres. Enhver udvidelse til uformelle eller ikke-regulerede minimumsrisikovurderinger foretaget af producenter eller leverandører, som skal dække mulige eller forventede fremtidige anvendelser, bør udgå, fordi den hverken er i overensstemmelse med den eksisterende EU-lovgivning eller FN's GHS-forslag.

5.14

Med hensyn til håndhævelse, rapportering og sanktioner for manglende overholdelse overføres ansvaret i forslaget helt rimeligt til medlemsstaterne med et krav om, at bestemmelserne på dette område skal være »effektive, forholdsmæssige og afskrækkende«, og at de skal meddeles til Kommissionen senest 18 måneder, efter at forordningen er trådt i kraft. EØSU bemærker imidlertid, at dette forslag i lighed med den eksisterende lovgivning har til formål at harmonisere de kriterier og processer, der anvendes til enhver klassificering, men ikke at harmonisere resultaterne af denne klassificering. Derfor vil sanktionerne sandsynligvis være begrænsede med hensyn til størrelse, virkning og mulighed for håndhævelse sammenholdt med producenternes ønske om at yde fuld og korrekt beskyttelse til de arbejdstagere og forbrugere, som deres forretning afhænger af. I lyset af dette er anvendeligheden af det samlede forslag i sammenhæng med andre retsakter som REACH fortsat kritisk.

5.15

Endelig vil der være behov for at evaluere kvaliteten af de data, der modtages under forskellige jurisdiktioner, for at sikre, at de er sammenlignelige og relevante for vurderingen af iboende risici ved nye og komplekse stoffer, herunder stoffer med »ukendt eller variabel sammensætning«. Der findes klassificeringssystemer for dette, f.eks. fra selskabet for meddelelser om kemiske risici (Society of Chemical Hazard Communications). Der er også adgang til fagligt evaluerede data i registret over kemiske stoffers toksiske virkninger (Register of Toxic Effects of Chemical Substances). Den korrekte procedure for dette, formentlig inden for FN, synes ikke at være defineret fuldt ud, og der synes heller ikke at være afsat ressourcer og budgetmidler.

Bruxelles, den 12. marts 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Fra Kommissionens »Frequently asked questions« om REACH.

(2)  Fra retningslinjer på området fra det britiske ministerium for miljø, fødevarer og landbrugsspørgsmål til medlemmer af Europa-Parlamentet.


9.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 204/57


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Geografiske betegnelser

(2008/C 204/14)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 27. september 2007 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, på eget initiativ at afgive udtalelse om:

Geografiske betegnelser.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Mario Campli til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 26. februar 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på den 443. plenarforsamling den 12.-13. marts 2008, mødet den 12. marts 2008, følgende udtalelse med 124 stemmer for, 1 imod og 3 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU finder det strategisk vigtigt at uddybe og puste nyt liv i debatten om EU's kvalitetspolitik som helhed og i den forbindelse sikre synergi mellem reglernes krav om fødevaresikkerhed, miljø og hensyntagen til sociale forhold — også med henblik på eventuel indførelse af et EU-kvalitetsmærke — og de regler, der skal fremhæve særlige kendetegn ved produkter og fødevarer fra forskellige egne af EU, som bygger på højere standarder.

1.1.1

Hvad angår effektiviteten af systemet for beskyttelse af geografiske betegnelser, finder EØSU, at der er behov for følgende:

klarere og enklere ansøgningsprocedurer;

et krav om, at kun uafhængige og akkrediterede offentlige og/eller private organer kan foretage kontroller (i overensstemmelse med ISO/EN-standarden (1) om akkreditering af certificeringsorganer);

yderligere ændringer af lovrammen i henseende til tvister med henblik på at forebygge og/eller løse disse problemer og derved undgå langvarige og opslidende retsopgør. Der kan f.eks. indføres en bestemmelse om, at medlemsstaterne skal reagere på overtrædelser af fællesskabsnormerne (2) og oprette forligsinstanser uden for domstolene osv.

EØSU finder, at der ved den revision, som ligger til grund for forordning (EF) 510/2006, kun i begrænset omfang er blevet taget højde for disse problemer, der bør løses, da de ellers vil blive endnu større, når systemet udvides til at omfatte tredjelande.

1.1.2

Af effektivitetshensyn foreslår EØSU at træffe foranstaltninger, der skal sikre et produkts omdømme på markedet, gennem en styrkelse af de organisationer, som er ansvarlige for forvaltningen af geografiske betegnelser, og at vedtage nærmere definerede og realistiske specifikationer, der understøttes af uafhængig og effektiv kontrol.

1.1.3

EØSU anbefaler derfor, at den nødvendige enighed om indholdet af disse specifikationer sikres i forbindelse med registreringsansøgningen ved hjælp af fastlagte kriterier for ansøgerorganisationens repræsentativitet, der skal garantere tilstrækkelig enighed om komplicerede og kontroversielle aspekter.

1.1.4

EØSU understreger desuden, at geografiske betegnelser af effektivitetshensyn bør medregnes i stadig højere grad som et af de grundlæggende instrumenter til fremme af udviklingen i medlemsstaternes landdistrikter, og at vedtagelsen af geografiske betegnelser i videst muligt omfang bør gå hånd i hånd med foranstaltninger under den anden søjle med særlig fokus på nyere medlemsstater og ugunstigt stillede områder generelt.

1.1.5

Endelig finder EØSU, at systemet for beskyttelse af geografiske betegnelser, der ses som en mulighed for udvikling af landdistrikterne, ligeledes af effektivitetshensyn bør tage hensyn til forbrugernes stigende forventninger, også når det gælder etik, sociale forhold og miljø. Hvis denne tilgang resulterer i en strategi for partnerskaber med andre områder i verden, herunder en reguleret og kontrolleret åbning for import af produkter med en geografisk betegnelse fra udviklingslande, vil den lettere kunne skabe enighed om oprindelsesbetegnelser og fremme multilaterale forhandlinger.

1.1.6

Hvad angår fremme af produkter med en geografisk betegnelse, mener EØSU, at der bør ydes mere støtte til aktiviteter, som har til formål at fremme fællesskabsmærker, for at sikre en bedre informering af de forskellige aktører og en bedre formidling til forbrugerne — navnlig i de lande, hvor disse produkter er mindre udbredte — og derved opnå en styrkelse af de geografiske betegnelser, en mere ensartet spredning af disse betegnelser i EU og en øget markedsefterspørgsel.

1.1.7

Hvad angår forskning og udbredelse af kendskabet til virkningerne af systemet for EU's områder og markeder, slår EØSU til lyd for, at de positive forskningsresultater, som er opnået af de forskellige tjenestegrene i Kommissionen, på passende og ensartet vis formidles i alle medlemsstater og til alle berørte aktører.

1.1.8

EØSU anbefaler, at de internationale handelsforhandlinger om geografiske betegnelser gøres til en del af en bredere politik for internationalt samarbejde. EØSU finder i den forbindelse, at der bør gøres en helhjertet indsats for at puste nyt liv i den multilaterale forhandlingspakke (udvidelse af artikel 23 i aftalen om handelsrelaterede aspekter af intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS/ADPIC), således at den kommer til at omfatte alle produkter med en geografisk betegnelse, international registrering, teknisk bistand til udviklingslande), samtidig med at de supplerende bilaterale forhandlinger videreføres så effektivt som muligt.

1.2

Hvad mere specifikt angår følgende emner, som ifølge Kommissionen vil blive taget op i forbindelse med en fremtidig politikvurdering (jf. Rådets 2720. samling den 20. marts 2006):

1.2.1

Første emne: »Identifikation af beskyttede geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser som ingredienser«. EØSU finder det nødvendigt, at der med alle berørte ansøgerorganisationers (kontrolkonsortier osv.) samtykke fastsættes kriterier og parametre for de ingredienser med en geografisk betegnelse, som et givet produkt skal indeholde, for at det færdige produkt kan udstyres med en geografisk betegnelse.

1.2.2

Andet emne: »Brug af andre instrumenter såsom mærker til beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser«. EØSU finder, at anvendelse af registrerede mærker for at beskytte produkter med en geografisk betegnelse uden for EU helt sikkert udgør en interessant mulighed, men at det ikke er løsningen på problemet med den internationale beskyttelse af betegnelser, eftersom det både er kompliceret (i betragtning af de mange lande, som eventuelt berøres), dyrt (og derfor kun kan lade sig gøre i store handelsorganisationer, der råder over tilstrækkelige midler), og ikke giver fuld beskyttelse.

1.2.3

Tredje emne: »Hvilke produkter, der skal være omfattet af forordningen, med særlig opmærksomhed på salt, blandede urter, vidjeprodukter og krydderier«. EØSU glæder sig over, at udviklingen i EU-retten nu giver mulighed for også at indgive ansøgninger om oprindelsescertificering af produkter, som strengt taget ikke er landbrugsprodukter (salt, urteblandinger, vidjeprodukter, krydderier m.m.), når det gælder om at fremme landkulturen i et område. Samtidig anbefaler det, at der gives mulighed for at indgive ansøgninger om alle landbrugsvarer, der endnu ikke er omfattet.

1.2.4

Fjerde emne: »Identifikation af råvarers oprindelse«. I forbindelse med de frivillige brancheaftaler, der indgås mellem de berørte parter, og som den nuværende ansøgningsprocedure lægger op til, anbefaler EØSU, at man i tilfældet med de beskyttede oprindelsesbetegnelser (BOB) foretager en nøjere vurdering af de aspekter, som er forbundet med anvendelsen af råvarer, navnlig under hensyntagen til den kendsgerning, at de alle skal hidrøre fra det pågældende område.

1.2.5

Femte emne: »Kriterier for vurdering af en betegnelses generiske status«. EØSU anbefaler — ikke mindst i lyset af de hidtidige tvister — at definere mere detaljerede instrumenter, der kan lette identifikationen af en betegnelses historiske berettigelse og/eller omdømme — f.eks. en myndighed (en jury), der kunne tjene som stødpude og/eller føre tilsyn med eventuelt allerede eksisterende oprindelsesbetegnelser i de enkelte medlemsstater, eller andre forligsinstanser uden for domstolene.

1.2.6

Sjette emne: »Udformning af EF-symboler, der angiver beskyttede geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser«. Efter EØSU's opfattelse kan det være risikabelt at lade et mærke dække både oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, fordi det kan skabe ulighed mellem to ligeværdige begreber, der eksisterer og har deres rødder i geografiske områder. Eftersom der er behov for en mere effektiv kommunikation med forbrugerne, bør der imidlertid kunne foretages en bedre grafisk sondring mellem en beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB) og en beskyttet geografisk betegnelse (BGB) end den nuværende (f.eks. ved hjælp af forskellige farver), mens der bør kunne foretages en endnu klarere sondring (bl.a. ved hjælp af forskellige symboler) i forhold til andre europæiske mærker (GTS (garanti for traditionel specialitet) og Økologisk Landbrug).

1.3

EØSU ønsker, at EU's overordnede strategi, når udviklingen af den fælles landbrugspolitik igen skal tages op til behandling hen imod 2013, rettes ind efter en global, systematisk vision, der omfatter alle de udfordringer, som venter den europæiske landbrugs- og fødevaresektor: en handelspolitik, der fortsat bør vær fælles, og som også bør sigte mod at modvirke den voksende risiko for faldende indtægter som følge af de omskiftelige landbrugsmarkeder, der bliver stadig mere åbne og globale; en politik for udvikling af landdistrikterne, der bør være stærkere og mere målrettet; en kvalitetspolitik, der opfattes som en grundsøjle for hele det europæiske landbrugs fremtid, og en velafbalanceret og langsigtet politik for natur- og energiressourcer.

1.4

EØSU opfordrer endvidere medlemsstaterne til at udvikle deres egne initiativer for at drage størst mulig fordel af det europæiske system med beskyttede geografiske betegnelser og beskyttede oprindelsesbetegnelser af hensyn til fremme af både landbrugsvarer fra deres territorium og den europæiske landbrugsmodel.

2.   Indledning: Det europæiske system med geografiske betegnelser — etablering og udvikling

2.1

Man har nu i nogen tid kunnet konstatere en tendens til, at forbrugerne i det europæiske civilsamfund er blevet gradvis mere bevidste om fødevareprodukters egenskaber, hvilket udmønter sig i en stigende efterspørgsel efter kvalitetsprodukter. EU forsøger at imødekomme denne efterspørgsel med sin egen lovgivning, der skal sikre en bedre profilering af kvalitetsfødevareprodukter — en politik, der både omfatter aspekter som f.eks. fødevaresikkerhed (»hygiejnepakken«, sporbarhed osv.) og visse produkters specificitet (kvalitetsmærker: økologisk landbrug, geografiske betegnelser). Det er derfor i denne betydning, at begrebet »kvalitet« skal forstås i denne udtalelse.

2.2

Der er på europæisk niveau blevet udformet specifikke regler, som skal sikre anerkendelsen af lokale specialiteter med oprindelse i et bestemt område. Her kan nævnes lokale produkter, hvis kvalitet og omdømme skyldes, at de er fremstillet i et bestemt område eller en bestemt region eller ved hjælp af råvarer og produktionsmetoder, der kun anvendes i et bestemt geografisk område.

2.3

I de europæiske Middelhavslande har beskyttelse af betegnelser, der følger af oprindelsesstedet, været anvendt som instrument til identifikation af fødevareprodukter lige siden begyndelsen af det tyvende århundrede. Beskyttelsen gjaldt i begyndelsen kun vinområdet, men er siden blevet udvidet til at omfatte andre fødevareprodukter.

2.4

I 1992 vedtog Kommissionen for første gang en fælles lovramme for betegnelse af fødevareprodukter, der gælder alle EU's medlemsstater. Denne nye lovgivning har ændret definitioner, krav og procedurer i eksisterende national lovgivning, hvilket afspejles af den tætte forbindelse mellem den europæiske term »beskyttet oprindelsesbetegnelse«, den franske term »appellation d'origine controlée«, den spanske term »denominación de origen« og den italienske term »denominazione di origine controllata«.

2.5

For dette område gælder forordning (EØF) nr. 2081/92 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler og forordning (EØF) 2082/92 om specificitetsattestering af landbrugsprodukter og levnedsmidler. Begge forordninger er for nylig blevet ændret med henholdsvis forordning (EF) 510/2006 og 509/2006 fra marts 2006.

2.6

Forordning (EF) nr. 510/2006 vedrører beskyttelsen af betegnelser for produkter, hvis specificitet beror på geografisk oprindelse, dvs. betegnelserne »Beskyttet oprindelsesbetegnelse« (BOB) og »Beskyttet geografisk betegnelse« (BGB).

2.6.1

Produkter, der er mærket BOB, har bestemte egenskaber, der kun kan tilskrives det naturlige miljø, som findes i den region, hvor produkterne har deres oprindelse, og de kompetencer, som producenterne her besidder. Hvad angår BOB, er det derfor nødvendigt, at alle faser af produktionen — fremstilling af råvarer, forarbejdning og tilberedning — finder sted i det pågældende område, og at der er en tæt sammenhæng mellem produktets egenskaber og geografiske oprindelse. Huile d'olive de Nyons, Parmigiano Reggiano og Shetland Lamb er alle eksempler på produkter, der er mærket BOB.

2.6.2

Produkter, der er mærket BGB, har også bestemte egenskaber, der knytter dem til et bestemt område, men det er tilstrækkeligt, at kun én fase af produktionen finder sted i det pågældende område, mens eksempelvis de anvendte råvarer kan hidrøre fra et andet geografisk område. Clare Island Salmon, Arancia Rossa di Sicilia og Dortmund Bier er alle eksempler på produkter, der er mærket BGB.

2.7

Forordning (EF) 509/2006 vedrører garanti for traditionel specialitet (GTS) — et logo, der gives til produkter, hvis bestemte egenskaber kan tilskrives de ingredienser eller traditionelle metoder, der er anvendt til deres fremstilling, og ikke den geografiske oprindelse. Serrano-skinke, Kriek-øl og Kalakukko-brød er alle eksempler på produkter, der er mærket GTS.

2.8

Forordningerne (EF) nr. 509/2006 og 510/2006 blev vedtaget af Rådet den 20. marts 2006. Ved samme lejlighed fremsatte Kommissionen en erklæring om den fremtidige politiske gennemgang af forordning (EF) 510/2006 og dens fremtidige udvikling (3).

2.9

Den nye lovgivning om kvalitetsbetegnelser har i høj grad forenklet systemet. Tidligere skulle en ansøger således indgive en registreringsansøgning til de ansvarlige myndigheder i hjemlandet, der efter at have gennemgået ansøgningen sendte hele sagen videre til Kommissionen, der ligeledes foretog en gennemgang heraf. I dag er det medlemsstaterne, der gennemgår ansøgningerne, i overensstemmelse med de forordninger og retningslinjer, der er blevet vedtaget på fællesskabsniveau. Kommissionens rolle begrænser sig til at analysere de vigtigste elementer, der samles i ét dokument, som efterfølgende offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende (EUT). Også som noget nyt kan tredjelandeproducenter indgive en registreringsansøgning direkte til Kommissionen. Tidligere skulle en sådan ansøgning indgives via de nationale myndigheder, der ikke altid var villige eller parate til at gennemgå den.

2.10

Den 5. februar 2007 afholdt Kommissionen en konference om certificering af fødevarekvalitet, hvor den havde udvidet spektret af relevante emner betragteligt (certificeringssystemer, mærkningssystemer) og medtaget det grundlæggende spørgsmål om fødevaresundhed, dvs. kvalitet forstået som EU's fødevaresikkerhedssystem. Det er ingen tilfældighed, at den første konklusion fra konferencen lyder som følger: »Alle (europæiske) fødevarer, der er fremstillet i EU eller importeret, opfylder høje produktionsstandarder for sikkerhed og hygiejne« (4).

2.10.1

Det skal dog understreges, at Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed — bestående af repræsentanter for Kommissionen og medlemsstaterne — den 20. december 2004 konkluderede, at sporbarhed ikke er et »relevant« krav for importerede fødevareprodukter. EØSU er ikke enigt i dette udsagn.

2.11

I lyset af resultaterne og konklusionerne fra konferencen i februar 2007 har Kommissionen besluttet at udarbejde en »Grønbog om kvalitetspolitikken for den europæiske landbrugsproduktion«, der vil blive fremlagt i oktober 2008, og som lægger vægt på geografiske betegnelser. Denne grønbog vil kunne give anledning til lovgivningsforslag.

2.12

Samtidig er Kommissionen (helt præcist Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikterne) ved at foretage en intern evaluering af det nuværende system for beskyttelse af geografiske betegnelser. Resultaterne af denne evaluering forventes fremlagt i juli 2008.

2.13

Dette er den generelle baggrund for EØSU's initiativudtalelse, der dog ikke har til formål at analysere de forskellige facetter og problematikker, som knytter sig til førnævnte kvalitetspolitik, men at fokusere på effektiviteten af det europæiske system med geografiske betegnelser og spørgsmålet om de hermed forbundne multilaterale og bilaterale handelsforhandlinger.

2.14

Det hidtil udførte arbejde og EØSU's syn på det behandlede emne resumeres i initiativudtalelsen om »Udnyttelse af lokale kvalitetslandbrugsprodukter — et udviklingsinstrument i en ny fælles landbrugspolitik« (ordfører: Maria Louísa Santiago) (5). EØSU peger også i sin udtalelse om »Den fælles landbrugspolitiks fremtid« (ordfører: Lutz Ribbe) (6) på, at europæisk landbrug må orienteres hen imod en produktion, som er sikker og af høj kvalitet.

3.   Generelle bemærkninger

3.1   Anvendelse af systemet og dets resultater: effektivitet

3.1.1

Det system, der blev oprettet med forordning (EØF) nr. 2081/92, har i det store og hele vist sig at være effektivt. Funktionsmæssigt har der dog i tidens løb været visse problemer, som EØSU ønsker at henlede Kommissionens opmærksomhed på. Problemerne findes især på følgende tre områder:

procedurerne til godkendelse af specifikationerne, der ofte er alt for langsommelige og uforenelige med ansøgernes behov (vanskeligheder med at planlægge salg, kommunikationsstrategier osv.), hvilket især er til skade for de oprindelsesbetegnelser, der kan være mere udbredte og synlige på markedet;

kontroller, der undertiden overdrages til organer, der ikke altid er fri for eventuelle interessekonflikter, eller som ikke viser sig at være tilstrækkeligt uafhængige til at kunne foretage en uafhængig kontrol;

kriterierne for evaluering af betegnelserne, der er baseret på historisk berettigelse, omdømme, spredning og spørgsmålet om eventuel generisk status, giver ofte anledning til problemer, eftersom der ofte efterfølgende gøres indsigelse eller anlægges retssag i eller uden for EU.

3.1.2

Systemet har i det store og hele været effektivt. De pågældende produkter tilhører stort set alle produktkategorier: vegetabilske og animalske, friske og tilberedte, drikkevarer, fiskeriprodukter, krydderier m.m. — jf. nedenstående tabel med opdaterede oplysninger fra december 2007, hvoraf det fremgår, at der i alt er 772 BOB og BGB. En nærmere analyse af antallet af registrerede produkter — i f.eks. perioden 2000-2006 — viser, at antallet af BOB er steget med 22 % og BGB med 40 %, hvilket svarer til en overordnet gennemsnitlig stigning på 29 % i løbet af blot 5 år.

TABEL I: Geografiske betegnelser og benævnelser registreret af GD for Landbrug frem til 15.12.2007 (http://ec.europa.eu/agriculture/qual/da/1bbaa_da.htm)

 

DE

AT

BE

CY

DK

ES

FI

FR

EL

HU

IE

IT

LU

NL

PL

PT

CZ

UK

SK

SI

SE

CO

I alt

Frugt, grøntsager og korn

3

3

0

0

1

34

1

27

32

0

0

53

0

2

0

22

0

1

0

0

0

0

179

Oste

4

6

1

0

2

19

0

45

20

0

1

33

0

4

1

12

0

12

0

0

1

0

161

Frisk kød (og indmad)

3

0

0

0

0

13

0

50

0

0

1

2

1

0

0

27

0

7

0

0

0

0

104

Olie og fedt/Olivenolie

1

1

1

0

0

20

0

9

26

0

0

38

1

0

0

6

0

0

0

1

0

0

104

Kødbaserede produkter

8

2

2

0

0

10

0

4

0

1

1

29

1

0

0

28

0

0

0

0

0

0

86

Mineralvand

31

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

31

Brød, dej, kager, konfekture, kiks og andre konditorvarer

4

0

1

1

0

7

0

3

1

0

0

3

0

0

0

0

4

0

1

0

1

0

26

Andre animalske produkter (æg, honning, forskellige mejeriprodukter undtagen smør osv.)

0

0

0

0

0

3

0

6

1

0

0

2

1

0

0

10

0

1

0

0

0

0

24

Andre bilag I-produkter (krydderier osv.)

0

0

0

0

0

4

0

7

1

0

0

4

0

0

0

0

1

3

0

0

0

1 (7)

21

Øl

12

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

3

2

0

0

0

0

17

Friske fisk, muslinger og skaldyr

3

0

0

0

0

1

0

2

1

0

1

0

0

0

0

0

2

3

0

0

0

0

13

Æteriske olier

0

0

0

0

0

0

0

1

1

0

0

1

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

3

Gummi og harpiks

0

0

0

0

0

0

0

0

2

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

2

0

0

0

0

0

0

0

1

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

1

I ALT

69

12

5

1

3

111

1

155

85

1

4

165

4

6

1

105

10

29

1

1

2

1

772

3.1.3

Der er foretaget specifikke studier og undersøgelser af systemet med geografiske betegnelser (jf. projekterne DOLPHINS 1999-2003 og SINER-GI 2004-2008 finansieret af Generaldirektoratet for Forskning) (8), der er blevet analyseret fra forskellige vinkler. Disse på hinanden følgende projekter har sat fokus på en række vigtige aspekter, når det gælder effektiviteten af EU's geografiske betegnelser.

3.1.3.1

I den forbindelse gør EØSU først og fremmest opmærksom på den problematiske organisering og »forvaltning« af geografiske betegnelser (specifikke studier og undersøgelser på området er koordineret af professor Bertil Sylvander fra INRA (Det nationale institut for landbrugsforskning) i Paris og professor Filippo Arfini fra universitet i Parma i samarbejde med Kommissionen). Det vurderes, at der findes tre former for forvaltning:

»territorial« forvaltning, der sigter mod at inddrage alle aktører i det geografiske område (institutioner, virksomheder, organisationer osv.),

»sektoral« forvaltning, der sigter mod kun at inddrage aktørerne i sektoren (det geografiske område er kun en »ramme«),

»korporativ« forvaltning, der sigter mod kun at inddrage visse af sektorens aktører, der også kan tilslutte sig for egen vindings skyld.

Af effektivitetshensyn skelnes der imidlertid mellem en »stærk« og en »svag« forvaltning. Ved en »stærk« forvaltning forstås en forvaltning, der kan sikre et produkts omdømme hos de forskellige brugere, navnlig forbrugerne.

3.1.3.2

EØSU bemærker endvidere, at geografiske betegnelser kun har været en begrænset kommerciel succes — dog med undtagelse af de tilfælde, hvor der tidligt i kæden er velstrukturerede forhold — med produktion af ingrediensrige produkter — som styres af organisationer, der er i stand til at skabe virksomhedsnetværk og udarbejde effektive markedsføringsstrategier. Formidlingen af indholdet og de kvalitative — samt eventuelt territoriale — værdier, når det drejer sig om et produkt med en geografisk betegnelse, er en afgørende forudsætning for, at en oprindelsesbetegnelse kan blive en succes. En geografisk betegnelses »historiske berettigelse« udgør naturligvis en betydelig fordel, men ændrer ikke på den kendsgerning, at der er brug for en mere målrettet indsats til støtte for organisationer og kommunikationsinitiativer.

3.1.3.3

EØSU understreger imidlertid, at den økonomiske og sociale betydning af systemet med geografiske betegnelser kun kan måles ved hjælp af en numerisk/statistisk indikator for bidrag til den kommercielle bruttoproduktion, eftersom de virkninger, der vil kunne måles i et givet område eller på et lands eller EU's handelsbalance, omfatter en række aspekter af den økonomiske og sociale virkelighed, der rækker langt ud over landbrugssektoren.

3.1.4

EØSU finder, at et yderst interessant aspekt ved geografiske betegnelser er forholdet mellem disse betegnelser og udviklingen af landdistrikter. Oprindelsesmærkning havde oprindeligt til formål at beskytte et produkt, men er nu ofte blevet en reel mulighed for at fremme et helt geografisk områdes kulturelle specificitet. Det er derfor ikke svært at se de muligheder, som det vil give at udvide systemet med geografiske betegnelser til også at omfatte ikke-landbrugsprodukter, og i hvilken grad dette skridt vil være i overensstemmelse med de fællesskabsretningslinjer, som længe har været gældende for udviklingen af landdistrikterne (grønbog fra 1985; meddelelse om »Landdistrikternes fremtid« fra 1988; Cork-erklæringen fra 1995).

3.1.4.1

Typiske produkter kan og bør — i lyset af deres kulturfremmende rolle — være drivkraften bag et økonomisk opsving i landdistrikterne, navnlig de mindst gunstigt stillede områder. Dette aspekt bør dog ikke kun ses i et EU-perspektiv. EØSU understreger, at i forbindelse med det nuværende europæiske system og tredjelandes eventuelle anvendelse af EU-mærker vil kombinationen af begreberne geografisk betegnelse og udvikling af landdistrikterne samt den efterfølgende anvendelse heraf i praksis være af særlig interesse for udviklingslandene. I henhold til vigtige internationale organisationer (FAO, Verdensbanken) er der en logisk parallelisme mellem begrebet »geografisk betegnelse« og det, som udviklingslandene kalder »lokal knowhow« eller helt enkelt tradition. De »brugsanvisninger for geografiske betegnelser« (der omfatter fællesskabsprocedurer og –regler), som FAO og Verdensbanken har udarbejdet og udbredt i udviklingslandene, går i denne retning.

3.1.5

EØSU finder, at den positive indvirkning, som geografiske betegnelser har på miljøet i de pågældende områder, er et andet aspekt, som ikke bør negligeres. Typiske produkter fremstilles ved hjælp af produktions- og/eller forarbejdningsmetoder, der i vid udstrækning er baseret på processer, som i overensstemmelse med traditionen kun omfatter få eller ingen tekniske værktøjer, der kan være skadelige for miljøet, eller/og landbrugssystemer, der ikke er intensive, og som derfor fremmer biodiversiteten og beskyttelsen af landskabet og miljøet.

3.1.6

Af effektivitetshensyn bør der også tages højde for eventuelle fremtidige ændringer. Efter EØSU's opfattelse er der tegn på, at visse situationer, som hidtil er blevet betragtet som uforanderlige, kan ændre sig. Mange multinationale fødevaredistributionsvirksomheder og -kæder tager f.eks. skridt til at optage produkter med en geografisk betegnelse i deres vareudvalg og sætter sig derved i nogen grad ud over de internationale mærkepolitikker og globale markedsstrategier, der hidtil har stillet spørgsmålstegn ved nødvendigheden og berettigelsen af oprindelsesbetegnelser. Denne tendens udgør et interessant fortilfælde, der i sin videre udvikling kan have afgørende betydning for udbredelsen af geografiske betegnelser.

3.1.7

I den forbindelse viser studier, at USA er blevet mere eftergivende i sin modstand mod den europæiske model med geografiske betegnelser (som følge af en meget anderledes fødevaresituation og ofte modstridende markedsføringsstrategier), hvilket vil fremme udviklingen af nye produkttyper i landet. Man begynder at se de første eksempler på, at produktionsvirksomheder, også i USA, kæder deres produkters succes sammen med oprindelse og beklager manglen på passende beskyttelse. Et velkendt eksempel er californiske vine fra Napa Valley. Et andet nyere eksempel er andre produkter, der stammer fra forskellige stater i USA og Canada (Florida Orange, Bleuet du Lac Saint-Jean), og som udsættes for efterligning af betegnelser og konkurrenceforvridninger i disse stater eller nabostaterne.

3.1.8

EØSU bemærker desuden, at der er en generel tendens til, at forbrugerne lægger vægt på et produkts oprindelse, der betragtes som en karakteristik, der påvirker deres valg af køb (jf. f.eks. visse konklusioner af det europæiske projekt TYPIC-2005 og DOLPHINS-2002). Samtidig synes forbrugerne at være parate til at betale mere for at få et produkt, der er certificeret som et produkt af særlig oprindelse, eftersom et sådant produkt generelt betragtes som værende af en højere kvalitet og et mere sikkert køb. I den forbindelse kunne man også se nærmere på de nye spørgsmål om identifikation af råvarers oprindelse og anvendelse af produkter med en geografisk betegnelse som ingredienser i fødevareprodukter.

3.1.8.1

EØSU bemærker imidlertid, at anerkendelsen af de europæiske certificeringsmodeller og deres logoer samt betegnelser stadig er meget begrænset og uensartet. En studie foretaget af Det internationale center for højere mediterranske landbrugsstudier (CIHEAM) med titlen »Mediterranske fødevarer: identitet og kvalitet« (Paris, 2007) viser, at 80 % af EU's borgere aldrig har hørt tale om BOB og 86 % aldrig om BGB. Når man stiller det samme spørgsmål under henvisning til de tilsvarende nationale betegnelser (f.eks. »denominación de origen« i Spanien eller »appellation d'origine contrôlée« i Frankrig), falder denne procentdel betydeligt. Der er helt klart et problem med kommunikationen og formidlingen til forbrugerne på fællesskabsniveau.

3.2   Det europæiske system og de multilaterale og bilaterale handelsforhandlinger

3.2.1   Strategisk interesse

3.2.1.1

Afholdelsen og det efterfølgende negative udfald af ministerkonferencen i Cancun i september 2003 har vist, at handelsforhandlingerne ikke længere blot er et forum, hvor man forhandler priser og tariffer med henblik på at lette den gensidige adgang til forskellige markeder, men at de også samtidig er det sted, hvor produktionsmodeller (dvs. historier, traditioner samt produkt- og fødevaretyper) sammenlignes med hinanden. Det gensidige kendskab og værdsættelse af de forskellige produktions- og fødevaretraditioner er en afgørende forudsætning, for at navnlig handelsforhandlingerne kan blive en succes.

3.2.1.2

Når Det Europæiske Fællesskab deltager i handelsforhandlingerne, sammenligner det således sin specifikke sociale og økonomiske model med andre legitime modeller. EØSU finder derfor, at Det Europæiske Fællesskabs forhandlingsinitiativer bør være en integrerende del af en politik for de eksterne forbindelser, der også omfatter forhandlinger om beskyttelse af intellektuelle rettigheder og handel, så disse initiativer bliver tilstrækkeligt effektive og troværdige. Hvis disse initiativer indgår i denne sammenhæng, kan også kvalitetspolitikkerne udgøre et regelsæt, der er foreneligt med en mere omfattende og generel tilgang til politikken for internationalt samarbejde, der spiller en stadig vigtigere rolle for stabilitet i verden.

3.2.2   Den juridiske proces

3.2.2.1

Et af de basale principper i EU's regelværk er, som tidligere nævnt, varernes frie bevægelighed på enhedsmarkedet (EF-traktatens artikel 23). Dette princip har vist sig meget vanskeligt at implementere på grund af de meget forskelligartede bestemmelser i medlemsstaterne. Forskellen er for øvrigt historisk set placeret i en international ramme med aftaler og normer, der er både kompleks, selvmodsigende og uensartet, hvilket er så meget desto mere foruroligende i en situation med globaliserede markeder. Herved får behovet for at sikre fair konkurrence mellem de økonomiske aktører på et stadig mere åbent marked større strategisk betydning. I den forbindelse kan en sammenhængende lovgivning for geografiske betegnelser bidrage positivt.

3.2.2.2

Internt er der gjort vigtige fremskridt hen imod en harmonisering gennem domme fra EU-domstolen, som oprindelig blev gennemtvunget ved hjælp af princippet om »gensidig anerkendelse«.

3.2.2.3

På det internationale plan forudsætter indførelsen af en fælles tilgang inden for geografiske betegnelser forhandlinger og aftaler om beskyttelse af (i første omgang) industriel og (dernæst) intellektuel ejendomsret. Fra Paris-konventionen af 1883 (169 medlemsstater) til Madrid-aftalen af 1891 (34 medlemsstater) og Lissabon-aftalen af 1958 (23 medlemsstater) anerkendes princippet om, at et produkt er knyttet til et oprindelsessted, men i en ramme, som i det store og hele er utilfredsstillende, hvad angår sikkerhed med hensyn til standarder, kontrol og mulighed for svigagtige efterligninger.

3.2.3   TRIPS/ADPIC: det fremtidige mål og den nuværende hårknude i processen

3.2.3.1

TRIPS/ADPIC-aftalen fra 1994 indeholder et særligt afsnit om handelsrelaterede aspekter af intellektuelle ejendomsrettigheder, for så vidt angår geografiske betegnelser:

a)

definitioner på geografiske betegnelser (artikel 22)

b)

standard for generel beskyttelse af geografiske betegnelser for alle produkter (art. 22, stk. 2 og 4)

c)

ekstra beskyttelse af geografiske betegnelser for vin og spirituosa (art. 23)

d)

fremtidige forhandlinger og undtagelser (art. 24)

3.2.3.2

I de internationale aftaler anvendes en terminologi for forholdet mellem »sted« og »produkt« efter graden af relation (i stigende grad): fra angivelse af produktionssted (Madrid 1891) over geografisk betegnelse (TRIPS/ADPIC 1994) til oprindelsesbetegnelse (Lissabon 1958). Kort sagt er alle oprindelsesbetegnelser geografiske betegnelser. Omvendt er ikke alle geografiske betegnelser oprindelsesbetegnelser. Sabrina Cernicchiaro fra universitetet i Parma har i doktordisputatsen »Analisi della Politica di riconoscimento internazionale delle indicazioni geografiche« (undersøgelser af den internationale anerkendelsespolitik for geografiske betegnelser) opstillet en klassifikation af de forskellige produkttyper, som er knyttet til et territorium, i henhold til de forskellige internationale aftaler.

3.2.3.3

TRIPS/ADPIC-aftalen har udgjort en vigtig fase i den historiske udvikling af aftaler til beskyttelse af intellektuel ejendomsret for produkter i den internationale handel, men har dog samtidig ladet mange afgørende aspekter henstå uløste. Aftalen indførte en fælles definition af geografiske betegnelser, som nu bruges af de 151 medunderskrivende stater og definerede et ensartet system til løsning af konflikter. Tre vigtige mangler skal dog fremhæves:

a)

indførelsen af et princip om negativ beskyttelse (staterne kan forhindre en ukorrekt anvendelse af geografiske betegnelser);

b)

en svag og vaklende indførelse af »det multilaterale system for underretning og registrering« (den dag i dag eksisterer der stadig to forskelligartede og modsatrettede syn på standarderne, af hvilke den ene opfatter dem som bindende og ufravigelige, mens den anden betragter systemet som frivilligt);

c)

forskelsbehandling i praksis (inden for en og samme retskilde) mellem en generel beskyttelse af landbrugsprodukter og en supplerende beskyttelse.

3.2.3.4

Der findes også andre aftaler af regional art vedrørende beskyttelse af geografiske betegnelser, f.eks. den afrikanske organisation for intellektuel ejendomsrets aftale fra marts 1977 og Banjul-protokollen om den afrikanske regionale organisations mærkning af intellektuel ejendomsret (ARIPO) fra marts 1997.

3.2.4   De europæiske producenters vanskeligheder og vigtige aspekter for en fair international konkurrence

3.2.4.1

EØSU fastholder, at de utilstrækkelige normer på internationalt plan skaber store problemer for de europæiske producenter af varer med en geografisk betegnelse. Den stigende ureglementerede brug af mærkning med geografiske betegnelser og indførelsen af en meget forskelligartet juridisk ramme for beskyttelse af intellektuel ejendomsret i de enkelte lande udgør en alvorlig konkurrenceforvridning og en barriere for handlen mellem de lande, der er medlemmer af verdenshandelsorganisationen WTO.

3.2.4.2

Ofte består den første vanskelighed i en korrekt fortolkning af de interne normer på det pågældende marked. Visse europæiske producenter af varer med en geografisk betegnelse har haft held med at opnå beskyttelse af et navn også uden for EU, men også i disse tilfælde findes der eksempler på misbrug, efterligninger og alvorlige bureaukratiske vanskeligheder i styringen af handelen. Misbrug rammer det pågældende produkts ry direkte proportionalt: den negative økonomiske effekt er stor, og det bliver umuligt for den europæiske virksomhed at genvinde forbrugernes tillid til produktet gennem markedsføring. Denne situation er generelt set bedrageri af forbrugerne i lande uden for EU og skader på mere end én led den europæiske landbrugs- og fødevaremodels anseelse.

3.2.4.3

I lande, der har deres eget system til registrering af geografiske betegnelser, støder de europæiske producenter på færre problemer. Ikke desto mindre er der stadig store problemer, når beskyttelsen gælder navne kombineret med udtryk som »type«»stil« eller lignende. Almindeligvis støder de europæiske producenter på store udgifter og juridiske vanskeligheder, når de skal bevise, at en særlig geografisk betegnelse ikke er et generelt navn.

3.2.4.4

Så længe der ikke findes en klar og anerkendt international juridisk ramme, følger de europæiske producenter den gældende skik og brug for adgang til markederne med beskyttelse via mærkning (virksomheders egne mærker, kollektive mærker eller certificeringsmærker). Også denne fremgangsmåde giver dog betydelige problemer. Faktisk findes der ofte på de internationale markeder beskyttede mærker, som allerede indeholder navnet på den geografiske betegnelse, som de europæiske producenter ønsker at registrere (i så fald bliver de europæiske producenter nødt til at indlede en besværlig retssag om uretmæssig anvendelse af en mærkning). Hertil kommer, at producenter, der har opnået at få deres eget mærke registreret, risikerer at miste beskyttelsen igen, hvis det pågældende marked lukkes af sanitære grunde og mærket ikke kan anvendes kontinuerligt.

3.2.5   Bilaterale forhandlinger og aftaler

3.2.5.1

På grund af krisen og den umulige situation, som den multilaterale metode er havnet i — hvilket der absolut bør gøres noget ved — er det de bilaterale aftaler, som dominerer scenen i de internationale handelsforhandlinger. På verdensplan findes der cirka 300 bilaterale aftaler. Antallet forventes at nå op på 400 inden år 2010. Tendensen er foruroligende, fordi denne form for aftaler i sagens natur kun bør fungere som supplement til WTO's multilaterale system i henhold til følgende strategiske fordeling: det multilaterale system har til opgave at løse mere komplicerede spørgsmål som økonomisk støtte, antidumpning og bestemmelser vedrørende beskyttelse af intellektuel ejendomsret — det bilaterale system skal derimod tage sig af mere enkle spørgsmål og fastsætte prioriteringskriterier for handelen mellem stater,

3.2.5.2

EØSU mener dog ikke, at EU bare kan blive ved med at se til, mens de store aktører i verden diskuterer, formulerer vigtige regler og handler bilateralt. Navnlig med hensyn til fødevareprodukter kan man generelt konstatere, at den fleksibilitet, som en bilateral relation giver, udgør et godt fundament for at indlede forhandlinger og indgå en acceptabel og kontrollerbar løsning. Erfaringen viser i øvrigt, at disse resultater også opnås, når en bilateral relation omfatter teknisk bistand til forvaltninger i lande, der er medundertegnere af en aftale om udarbejdelse af de nødvendige retsakter uden at være gearet til at klare opgaverne. Dette behov er i øvrigt heller ikke ukendt i de multilaterale forhandlinger.

3.2.5.3

EU har for længe siden indledt forhandlinger eller undertegnet bilaterale aftaler om sine landbrugsprodukter med geografiske betegnelser, som endnu kan betragtes som åbne, med næsten alle handelspartnere uden for Europa og vedrørende alle fødevarekategorier, således at indarbejdelse af beskyttelse af geografiske betegnelser efterhånden sker helt automatisk.

3.2.6   Geografiske betegnelser og Doha-runden: en ordentlig beskyttelse og et formål, som er i alles interesse

3.2.6.1

Punkt 18 i Doha-erklæringen (november 2001) indeholder en dobbelt og diversificeret forhandlingsposition:

a)

multilateral underretning og oprettelse af et register for geografiske betegnelser på området for vin og spiritus blev udtrykkeligt sat på dagsordenen for TRIPS-forhandlingerne (»vi er enige om at forhandle inden den 5. ministerkonference«).

b)

diskussionen om udvidelsen af beskyttelsen af de geografiske betegnelser til også at omfatte andre produkter end vin sendes dog retur til TRIPS/ADPIC-rådet (»vi konstaterer, at spørgsmålene om udvidelsen ... vil blive behandlet i TRIPS/ADPIC-rådet«).

3.2.6.2

Med hensyn til det første punkt er der ikke blevet fulgt op på det forhandlingsløfte, man afgav i Doha på trods af Kommissionens forhandlingsbestræbelser. To modsatrettede synspunkter i Doha-erklæringen brydes stadig: det ene synspunkt er, at det er nødvendigt at indgå en aftale om, at indførelsen af et register skal være obligatorisk for alle WTO's medlemsstater (dette synspunkt deles af EU, Schweiz, Indien, Tyrkiet m.fl.), det andet synspunkt, der deles af bl.a. USA, Australien, New Zealand, er, at forhandlinger og den deraf resulterende aftale kun skal omhandle frivillig indførelse af dette instrument i de lande, som råder over et nationalt retligt system til beskyttelse af oprindelsesbetegnelser: en slags database.

3.2.6.3

Med hensyn til det andet punkt — udvidelse af beskyttelsen til andre produkter end vin — har man endnu ikke indledt egentlige forhandlinger.

3.2.6.4

Umiddelbart inden Cancun-konferencen i 2003 forsøgte EU, fordi fremskridt i TRIPS/ADPIC-forhandlingerne så ud til at være urealistiske, at sætte multilateral beskyttelse af 41 oprindelsesbetegnelser på dagsordenen for landbrugsforhandlingerne for at genoprette lov og orden i adgangen til fødevaremarkeder, hvor der hyppigst forekommer misbrug på internationalt plan — men uden held. Fiaskoen på ministerkonferencen i Cancun satte en stopper for videre forhandlinger om dette emne.

3.2.6.5

WTO's seneste officielle forsøg på at gøre fremskridt med hensyn til multilateral registrering og udstrækning af beskyttelsen for vine og spirituosa til andre produkter går tilbage til 2005 (9). De tekniske drøftelser fortsætter den dag i dag på grundlag af uofficielle EU-dokumenter, som hovedsagelig er centreret om et forslag om, at optagelse i det multilaterale register indebærer beskyttelse af en geografisk betegnelse i alle andre lande (med mulighed for at protestere inden for en frist på 18 måneder). Dette vil flytte bevisbyrden over på den part, der gør indvendinger imod beskyttelsen. Hvad registret angår, er der især to hindringer: USA og andre angelsaksiske lande hævder, at registrets retlige virkninger strider mod territorialprincippet. Udviklingslandene siger på deres side, at fristen for protest mod optagelse i registret er for kort til, at deres administrationer kan overholde den. Kommissionen har i december 2007 formelt anmodet om, at der udarbejdes et dokument, der kan tjene som grundlag for et internationalt register.

3.2.6.6

EØSU finder det nødvendigt at relancere forhandlingspakken (udvidelse af art. 23 i TRIPS/DAPIC-aftalen til alle produkter med en geografisk betegnelse, et internationalt register, teknisk bistand til u-lande) i tillid til den nye bevidsthed om produkter med geografiske betegnelser, som er ved at danne sig på hjemmemarkederne i visse tredjelande og u-lande. Man kan konstatere en vis dynamik ved forhandlingsbordet, hvor der på schweizisk initiativ spontant er blevet dannet en gruppe af stater, kaldet »de geografiske betegnelsers venner«, som arbejder på et gennembrud i forhandlingerne.

3.2.6.7

EØSU understreger, at geografiske betegnelser er den eneste form for intellektuel ejendomsret, som lokalsamfund i alle dele af verden kan besidde. På dette område giver en nord-syd opdeling i WTO derfor ingen mening.

Bruxelles, den 12. marts 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Den internationale standardiseringsorganisation.

(2)  Jf. Domstolens dom af 26. februar 2008 (Parmesan-sagen)

(3)  Jf. Rådets dokument nr. 7702/06 ADD 1 (addendum til udkast til referat; 2720. rådssamling (landbrug og fiskeri)) i Bruxelles den 20. marts 2006.

(4)  Jf.: http://ec.europa.eu/agriculture/events/qualityconference/conclusions_en.pdf.

(5)  EFT C 284 af 14.9.1998, s. 62.

(6)  EFT C 125 af 27.5.2002, s. 87.

(7)  Colombia-kaffe

(8)  Jf.: www.origin-food.org.

(9)  WTO-dokument TN/IP/W/11 af 14.6.2005.


9.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 204/66


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forbedring af Fællesskabets civilbeskyttelsesordning — en reaktion på naturkatastrofer

(2008/C 204/15)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 25. september 2007 under henvisning til artikel 29 A i gennemførelsesbestemmelserne til forretningsordenen at afgive tillægsudtalelse om:

Forbedring af Fællesskabets civilbeskyttelsesordning — en reaktion på naturkatastrofer.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede María Sánchez Miguel til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 26. februar 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 443. plenarforsamling den 12.-13. marts 2008, mødet den 13. marts, følgende udtalelse med 108 stemmer for og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU mener, at det som repræsentant for civilsamfundet bør bidrage til den igangværende debat i EU om behandling af naturkatastrofer og sigte mod forebyggelse, indgreb og placering af ansvar, når katastroferne kan tilskrives menneskers handlinger eller forsømmelser.

1.2

Man bør i den sammenhæng huske på, at den gældende EU-lovgivning indeholder tilstrækkelige regler til at undgå eller afbøde eventuelle følger af visse naturkatastrofer. Det er derfor nødvendigt igen at opfordre de kompetente myndigheder til at sikre, at lovgivningen gennemføres i hele EU. EØSU mener i den sammenhæng, at gennemførelsen af vandrammedirektivet og de supplerende retsakter, herunder især direktivet om oversvømmelser, vil kunne afbøde konsekvenserne af oversvømmelser, der, skønt de ikke er uundgåelige, dog kunne mindskes, hvis der blev udarbejdet planer for oversvømmelsesstyring inden for rammerne af planerne for vandopløbslande. Reglerne vedrørende forebyggelse af skovbrande kan have samme effekt.

1.3

Et punkt, som bør fremhæves, er forholdet mellem forebyggelse af katastrofer og praktisk og teoretisk uddannelse såvel som behovet for at etablere et passende informationssystem, så eksperterne og borgerne ved, hvordan de skal forholde sig i de forskellige situationer, der kan opstå i et område. Udvalget ser derfor meget positivt på det net af tværregionale uddannelsescentre på civilbeskyttelsesområdet, som Kommissionen har etableret.

1.4.

Hvad civilbeskyttelse angår, vil EØSU gerne rose Kommissionen for hurtigt at have etableret et europæisk solidaritetssystem, som ikke blot er tværregionalt, men internationalt, og som råder over egne midler, hvorved det er i stand til at handle effektivt både i sin reaktion på katastrofer og i genetableringen af de berørte områder. Den nye artikel 176 C i Lissabon-traktaten styrker de målsætninger, Europa-Parlamentet og Rådet havde opstillet for dette område.

1.5.

Endelig anser EØSU det for nødvendigt at gennemføre den miljøansvarsordning, der er fastlagt i direktivet om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, for klart at placere ansvaret hos personer, der forårsager visse katastrofer, f.eks. påsatte brande. EØSU mener, at bedre gennemførelse af de nationale bestemmelser og oplysning om konsekvenserne af hhv. manglende overholdelse af de forebyggende regler eller forsætlige handlinger ikke alene fra borgernes, men også fra de kompetente myndigheders side, vil kunne bidrage til at afbøde følgerne af naturkatastrofer.

2.   Indledning

2.1

Katastrofer sker med stigende frekvens, ikke kun inden for EU's grænser, men over hele verden. Nogle katastrofer skyldes naturlige fænomener såsom oversvømmelser, jordskælv og brand, medens andre skyldes terrorhandlinger, som spreder frygt i civilbefolkningen. I begge tilfælde er menneskelige handlinger i en vis grad enten direkte eller indirekte ansvarlige, selv om graderne af forsæt ikke kan sammenlignes.

2.2

EU har forpligtet sig til at træffe forebyggende foranstaltninger for at imødegå klimaforandringerne, ikke blot ved at overholde løfterne i Kyoto-protokollen, men også ved at træffe nogle beslutninger, der sigter mod at beskytte jorden, vandet og luften. Dette initiativ sigter mod forebyggelse. Det vil ikke blot kunne bidrage til at bevare og genoprette jorden, havene og atmosfæren, men også fremme tiltag i andre lande. Dertil kommer, at Kommissionen er i gang med at forberede udviklingen af en integreret tilgang i EU til forebyggelse af naturkatastrofer inden udgangen af 2008.

2.3

Ud over disse forebyggende foranstaltninger har EU etableret en fællesskabsordning for indsats i tilfælde af katastrofer inden for EU's grænser. Det er en gensidig hjælpeordning, som ikke alene tager sigte på EU-landene, hvor den har været taget i brug utallige gange, men også på katastrofer i Det Indiske Ocean, Sydamerika osv.

2.4

Det er vigtigt at præcisere sammenhængen mellem katastrofehjælp og humanitær bistand. Begge redskaber har stort set det samme overordnede mål om at lette følgerne af katastrofer og andre begivenheder for befolkningen. Katastrofehjælp falder inden for kategorien civilbeskyttelse, som også bidrager til at mindske katastrofers følger for miljø og ejendomme såvel inden for som uden for EU og trækker på ressourcer og beredskabshold fra EU's medlemsstater. Humanitær bistand er aktiv i specifikke tredjelande og involverer ngo'er og andre humanitære organisationer. Begge redskaber samarbejder med FN-organer.

2.5

Det bør bemærkes, at den katastrofefond, der blev etableret efter de alvorlige oversvømmelser omkring Elben, har bidraget til at forbedre indsatsen inden for EU. Også civilbeskyttelsesordningen (1), som blev etableret i 2001 og senere ændret (2), spiller en vigtig rolle for en hurtig indsats over for katastrofer, der måtte ramme medlemsstaterne eller tredjelande.

3.   Forebyggende foranstaltninger

3.1

Forebyggelse har afgørende betydning for at beskytte og bevare miljøet og for at undgå, at civilbefolkningen lider overlast. Målet er en bæredygtig anvendelse af naturressourcerne. Forudsigelser om omfattende tilbagegang og tab af biodiversitet er blevet til virkelighed, og det i en grad, der overgår selv de mest pessimistiske fremskrivninger. Når vi dertil føjer menneskelig — ofte forsætlig — indgriben, bliver resultatet, at vi i dag står over for gentagne katastrofer, som måske nok er naturlige, men ikke normale, pga. deres hyppighed og frem for alt konsekvensernes omfang.

3.2

De forebyggende foranstaltninger, der henvises til i denne udtalelse, indgår allerede i den nugældende lovgivning, og det vil sige, at de kompetente myndigheder i de enkelte medlemsstater allerede burde have gennemført dem og overvåget overholdelsen heraf. Generelt set kan nogle katastrofer undgås eller mindskes, og det kan derfor konkluderes, at der bør sikres ensartede vilkår for miljøbeskyttelse i hele EU gennem overholdelse af de gældende forordninger.

3.2.1

En af de forebyggende juridiske foranstaltninger, der har haft størst indflydelse på naturkatastroferne, vedrører olieforurening af have og oceaner, og her tænkes ikke kun på transportbetingelserne (tankere med dobbeltskrog), men også de maritime foranstaltninger i Erika I og Erika II-betingelserne, som har banet vej for en mindskelse af følgevirkningerne.

3.3

Miljøforskning hænger sammen med forebyggelsesspørgsmålet, og EØSU har allerede slået til lyd for bedre og mere omfattende koordinering mellem forsknings- og miljøprogrammerne (3), således at en del af forskningsmidlerne kan øremærkes til praktisk miljøforskning.

3.4

Forebyggelse hænger også sammen med uddannelse og oplysning, ikke blot af beredskabsmandskabet, men også af offentligheden som sådan, da man dermed kan yde en mere effektiv indsats i tilfælde af naturkatastrofer. Miljøpolitikker bør fremmes og formidles bredt i alle medlemsstater, og der bør undervises i disse politikker i skolerne og ikke kun på universiteterne.

3.5   Foranstaltninger til forebyggelse af oversvømmelser

3.5.1

Det første område, der her behandles, er vand. Vand optræder ofte i forbindelse med naturkatastrofer, ikke kun i form af oversvømmelser, flodbølger eller andre fænomener på havet, men også pga. dets knaphed (4), som kan forårsage store forandringer, som f.eks. ørkendannelsen i store dele af Sydeuropa.

3.5.2

Der har altid manglet noget i vandrammedirektivet (5): fastsættelsen af en målsætning om forebyggelse, beskyttelse og beredskab i forhold til oversvømmelser. I betragtning af det store antal katastrofer, der er sket på mindre end ti år, og de mange ofre herfor, har Kommissionen udarbejdet en meddelelse og et direktivforslag (6) med det sigte at regulere vurderingen og forvaltningen af risikoen for oversvømmelser, som indeholder en analyse af situationen og de fremtidige risici og en samlet EU-handlings- og forebyggelsesplan.

3.5.3

Oversvømmelser forekommer stadig oftere i EU af navnlig to årsager: for det første er der nu generel enighed om, at klimaforandringerne har indflydelse på intensiteten og hyppigheden af oversvømmelser i hele Europa (7), som delvis skyldes usædvanlige, voldsomme regnbyger og potentielt højere vandstande; for det andet menneskelige aktiviteter såsom bygningsarbejder i floder og projekter om at ændre og kanalisere floders løb samt andre aktiviteter, som befæster arealer og dermed reducerer jordens naturlige evne til at opbevare overskydende vandmasser i tilfælde af oversvømmelse — og endelig manglen på foranstaltninger til at vurdere og rette op på den miljømæssige indvirkning. Risikoen er også tiltagende, idet de skader, der forårsages af oversvømmelser, bliver mere og mere omfattende, efterhånden som flere og flere bosætter sig i områder med høj oversvømmelsesrisiko.

3.5.4

I overensstemmelse med tidligere udtalelser (8) mener EØSU, at man bør gennemføre de foranstaltninger, der er fastlagt i direktivet om vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen. Kommissionens accept af EØSU's forslag (fremsat i udtalelsen om meddelelsen fra 2004) om at indarbejde foranstaltninger til oversvømmelsessikring i gennemførelsen af vandrammedirektivet bidrager til at fremme indlemmelsen af planerne for styring af oversvømmelsesrisikoen i vandområdeplaner og dermed til at sikre, at de nødvendige tiltag planlægges for hele området, og at der træffes effektive foranstaltninger af alle de kompetente myndigheder (lokale, nationale og tværnationale).

3.5.5

EØSU gentager også, at der bør foretages en foreløbig oversvømmelsesrisikovurdering for hver enkel flod, og at man bør vurdere, hvilke dele der kan forventes at skabe oversvømmelse, så der kan udarbejdes et beredskabskort med det sigte at lette de forebyggende foranstaltninger, specielt hvad angår gentilplantning med skov og skovrejsning i bjergområder, beskyttelse af vådområder og dertil knyttede økosystemer. Det er i denne sammenhæng vigtigt at informere og inddrage civilsamfundet, da det vil gøre det lettere at træffe forebyggende foranstaltninger.

3.6   Brandsikringsforanstaltninger

3.6.1

Det er nødvendigt at optrappe forebyggelsespolitikkerne. Selv om forebyggelse primært er medlemsstaternes ansvar, kan EU bistå dem med at forebygge og mindske følgerne af naturkatastrofer, herunder skovbrande.

3.6.2

EU bør fortsat overveje foranstaltninger, der spænder fra bevidstgørelseskampagner over for offentligheden til fysisk forvaltning. Sådanne foranstaltninger kan også have andre positive virkninger, som f.eks. at fremme tilpasning til klimaændringer.

3.6.3

Der bør anlægges en holistisk indfaldsvinkel under hensyntagen til, hvordan de forskellige sektorer fungerer indbyrdes. Byudvikling i områder, der traditionelt er afsat til skovbrug, øger ikke alene brandrisikoen og dermed risikoen for miljøødelæggelse, men kan også betyde, at der først og fremmest bør tænkes på evakuering af beboere frem for tab af skov.

3.6.4

De forskellige eksisterende finansielle EU-instrumenter til støtte for medlemsstaternes forebyggende foranstaltninger bør revideres og opdateres, ikke alene for at bringe dem i overensstemmelse med den aktuelle situation, men også for at finde synergier mellem de forskellige instrumenter og følgelig sikre en bedre beskyttelse af liv, miljøet og kulturarven. Når der bevilges EU-midler til genopretning efter skovbrande eller til plantning eller genbeplantning af skov, bør der være et krav til medlemsstaterne om at bevise, at der vil blive truffet forsvarlige brandsikringsforanstaltninger.

3.6.5

Ligeledes bør Kommissionen fortsat fremme udvekslingen af oplysninger og erfaringer mellem medlemsstaterne for at sikre en bred formidling af viden om god praksis. Forskellene mellem de enkelte landes situationer bør tages med i betragtning, og tiltagene i de regionale grupper bør optrappes.

3.6.6

De forebyggende foranstaltninger bør også omfatte retlige bestemmelser vedrørende civil- og strafferetligt ansvar, når nogen forsætligt eller uforsætligt stifter brand.

4.   Civilbeskyttelse

4.1

EØSU hilser det velkomment, at man i Lissabon-traktaten (9) har indarbejdet en ny artikel, 176 C, som regulerer civilbeskyttelse, der beskrives som »et samarbejde mellem medlemsstaterne for at gøre ordningerne for forebyggelse af og beskyttelse mod naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer mere effektive«. Det er vigtigt at fremhæve, at formålet med denne indsats ikke blot er at støtte medlemsstaterne, men også at fremme sammenhængen i det internationale arbejde til gavn for EU på civilbeskyttelsesområdet.

4.2

Rammerne for civilbeskyttelsen består af to instrumenter: Fællesskabets civilbeskyttelsesordning og et finansielt civilbeskyttelsesinstrument (10). Overvågnings- og informationscentret for civilbeskyttelsesordningen er placeret i Kommissionen og er i drift hele døgnet rundt. Det har en database med informationer om civilbeskyttelsesordningerne i de enkelte medlemsstater, inklusive oplysninger fra militære databaser, som er særdeles nyttige. Centret forvalter også fællesskabsprogrammer på beredskabsområdet, inklusive uddannelsesprogrammer og øvelser.

4.3

Gennem de seneste år har erfaringerne vist, hvor vigtigt centrets koordineringsarbejde er, hvilket for nyligt blev illustreret af brandene i Grækenland. Der er imidlertid stadig plads til forbedringer, og derfor har EØSU slået til lyd for en budgetforøgelse, så centret kan få flere og bedre ressourcer til sit arbejde. Overvågnings- og informationscentret bør blive til et egentligt operationelt center med mere personale, så det proaktivt kan forudgribe udviklingen af kriser, overvåge deres udvikling, tilrettelægge beredskabsaktiviteter samt fremme og koordinere Fællesskabets civilbeskyttelsesbistand inden for og uden for EU.

4.4

For at opnå et bedre beredskab i tilfælde af større katastrofer er det nødvendigt at optrappe EU's indsats inden for uddannelse og øvelser på civilbeskyttelsesområdet. Det mål kan bedst nås ved at udvikle et europæisk uddannelsescenter for civilbeskyttelse, som kunne fungere som bindeled mellem de nationale ekspertisecentre. EU-institutionerne bør snarest muligt se på forslagene om at oprette sådan et struktureret netværk.

4.5

Systemer for tidlig varsling findes for de fleste vigtige typer naturkatastrofer i Europa, men sådanne systemer findes ikke for flodbølger, hvilket er en alvorlig mangel. Manglen på fælles varslingssystemer og protokoller vækker stor bekymring pga. den tiltagende mobilitet blandt befolkningerne i EU og tredjelande.

4.6

De forbedringer, Kommissionen skabte i 2005, har bidraget til at gøre civilbeskyttelsesordningen mere effektiv i EU og har gjort det muligt at bruge den som et tværregionalt og internationalt solidaritetsredskab. Man bør derfor gøre, hvad der er muligt, for at sikre den hurtigste og mest effektive reaktion på alle former for katastrofer. Det forudsætter fastlagte procedurer eller bistandsplaner, som under alle omstændigheder bør afprøves i form af øvelser, og som bør opdateres på baggrund af erfaringerne fra disse øvelser.

4.7

Planerne skal omfatte satellitkommunikation, opdaterede kort og passende ressourcer til at sikre en tilfredsstillende koordinering. EU bør være ejer af alle disse ressourcer. Planerne bør sætte en standard, som vil styrke EU's image, hvad angår solidaritet og effektivitet på internationalt plan.

4.8

Omarbejdningen af Fællesskabets civilbeskyttelsesordning baner vej for, at medlemsstaterne kan oprette civilbeskyttelsesmoduler bestående af nationale ressourcer. Det ville bidrage til gennemførelsen af en hurtig indsats fra EU's side i tilfælde af større ulykker. Medlemsstaterne bør hurtigst muligt identificere og uddanne sådanne moduler, først og fremmest på brandslukningsområdet. Medlemsstaterne bør sikre, at sådanne moduler er parate til hurtig udrykning, hvis fællesskabsordningen tages i brug.

4.9

Katastrofer i den senere tid har vist, at de mobiliserede ressourcer, til trods for EU-solidaritet, ikke altid har været tilstrækkelige. Det haster nu med at iværksætte en analyse, som på baggrund af katastrofescenarier kan påpege eksisterende mangler. I det omfang en sådan analyse viser, at visse ressourcer ikke findes i tilstrækkeligt omfang i EU, eller at etableringen af en civilbeskyttelsesressourcereserve i EU ville have gavnet effektiviteten og omkostningseffektiviteten, bør EU skabe en sådan ressourcereserve.

4.10

Derudover bør EU's vurderingshold og koordinatorer høres i forbindelse med genopretning af et ramt område, da deres ekspertise vil være til gavn for områdets rehabilitering. Det vil hjælpe med til at forhindre den spekulation, der desværre finder sted efter visse brande.

4.11

Hvad angår indsats i tredjelande, bør interventioner under denne ordning ses som en integrerende del af EU's udenrigspolitik og humanitære bistand og som et tegn på EU's solidaritet over for de pågældende lande.

4.12

Endelig er det vigtigt at fastlægge, hvilken samarbejdsrolle de humanitære organisationer bør spille på civilbeskyttelsesområdet. Aktioner uden for EU bør koordineres med de humanitære bistandspartnere, som arbejder med specifikke mandater, såsom De Forenede Nationer, Røde Kors/Røde Halvmåne, internationale organisationer og ngo'er.

5.   Miljøansvar

5.1

Det er vigtigt at bemærke, at lovgivningen om forebyggelse ikke har haft den ønskede indvirkning på de ødelæggelser, der forårsages af naturkatastrofer. Der har været for store forsinkelser med at fastlægge en retsramme for miljøansvar (11), og miljøstrafferetten (12) foreligger endnu kun i andet udkast.

5.2

De nationale love på dette område er meget forskellige, og dette forhold kan forvride den relevante lovgivning. I praksis er der ingen EU-harmonisering af miljøansvar, og der er ingen generelle bestemmelser for genopretning og oprydning i områder, der er blevet ramt af naturkatastrofer, da det ikke falder inden for EU's kompetenceområde. Dertil kommer, at der er mange områder i EU, hvor forureneren betaler-princippet ikke anvendes.

5.3

Andre faktorer kan også spille en rolle. F.eks. kan visse typer skader ramme mere end ét land, hvilket betyder, at flere lovgivninger finder anvendelse. Opsplittelsen af kompetente myndigheder fra det lokale til det nationale plan er også et stort problem, da det skaber konflikter i forbindelse med placeringen af ansvaret, eftersom disse myndigheder også kan være involveret i afhjælpningsarbejdet.

5.4

Anvendelsesområdet for direktivets bestemmelser om erstatningsansvar er først og fremmest forebyggelse eller afhjælpning af miljøskader og er i vid udstrækning, men ikke udelukkende, baseret på gældende EU-lovgivning om biodiversitet, vand- og jordforurening. Det er derfor vigtigt at understrege, at der kun bør kunne rejses erstatningskrav over for skadevolderen, hvis vedkommende ikke har overholdt den gældende lovgivning, som er opført i bilag III til direktivet.

5.5

De første erstatningsregler gælder farlige eller potentielt farlige erhvervsmæssige aktiviteter, som er opført i bilag III til direktivet. Der er primært tale om landbrugsmæssige eller industrielle anlæg, for hvilke der kræves godkendelse i medfør af direktivet om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening, anlæg som udleder tungmetaller til vand eller luft, anlæg der producerer farlige kemikalier, affaldshåndteringsoperationer (inklusive deponeringsanlæg og forbrændingsanlæg) og aktiviteter vedrørende genmodificerede organismer og mikroorganismer. I henhold til det første sæt regler kan operatøren holdes ansvarlig, selv om han ikke har været forsømmelig. Det andet sæt erstatningsregler dækker alle andre erhvervsmæssige aktiviteter end dem, der er opført i bilag III til direktivet, men kun i de tilfælde, hvor der er tale om skade eller overhængende fare for skade på arter eller naturlige levesteder, som er beskyttet af EU-lovgivningen. I dette tilfælde vil operatøren kun blive holdt ansvarlig, hvis han har været forsømmelig eller udvist uagtsomhed. Direktivet indeholder også bestemmelser om en række undtagelser fra miljøansvar.

5.6

Skader kan afhjælpes på to måder: enten kan operatøren træffe de nødvendige oprydningsforanstaltninger, som i så fald vil blive finansieret direkte af operatøren, eller de kompetente myndigheder kan få en tredjepart til at gennemføre foranstaltningerne og inddrive udgifterne hos skadevolderen. For at opnå større effektivitet er det også muligt at kombinere de to metoder.

5.7

Direktivet lader medlemsstaterne bestemme, hvordan omkostningerne skal fordeles i tilfælde af flere skadevoldere. De to vigtigste metoder er solidarisk ansvar eller ansvar på grundlag af andel i skaden. Denne valgmulighed skulle lette tilpasningen til medlemsstaternes forskellige retssystemer, men det skal fremhæves, at det er vanskeligt at fastlægge graden af andel i en miljøskade. Det er derfor svært at anvende denne bestemmelse i praksis

5.8

Endelig bør det fremhæves, at kravene om finansiel soliditet for operatører, der er underlagt lovgivningen om vand, jord og biodiversitet, bidrager til at gøre afhjælpningen af skader mere effektiv og forhindrer samtidig de negative konsekvenser af insolvens.

Bruxelles, den 13. marts 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Rådets beslutning 2001/792/EF, Euratom.

(2)  Tidligere fandtes der et handlingsprogram for civilbeskyttelse, som blev skabt med Rådets beslutning 1999/847/EF af 9.12.1999 og ændret ved Rådets forordning 2005/52 af 6.4.2005. Rådets beslutning om etablering af Fællesskabets civilbeskyttelsesordning (omarbejdning) blev vedtaget den 8. november 2007.

(3)  EØSU's udtalelse 578/2003, EUT C 208 af 3.9.2003, s. 16-22.

(4)  Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet — Indsatsen mod vandknaphed og tørke i Den Europæiske Union, KOM(2007) 414 endelig.

(5)  EFT L 327 af 22.12.2000, s.72 ff.

(6)  Meddelelse om Styring af oversvømmelsesrisikoen — Oversvømmelsesforebyggelse, oversvømmelsessikring og oversvømmelsesbekæmpelse. KOM(2004) 472 endelig, EUT C 221 af 8.9.2005, s. 35.

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om vurdering og forvaltning af oversvømmelser, KOM(2006) 15 endelig af 18.1.2006.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/60/EF af 23.10.2007 om vurdering og forvaltning af oversvømmelser, EUT C 195 af 18.08.2006, s. 37.

(7)  Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) — Rapport fra arbejdsgruppe II om »Indvirkninger, tilpasning og sårbarhed«.

(8)  Se fodnote 6.

(9)  EUT C 306 af 17. december 2007.

(10)  Dertil kommer, at visse medlemsstater har institutter, som forsker i og informerer om katastrofer, og som i høj grad medvirker til at forebygge katastrofer.

(11)  Direktiv om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader.

(12)  Et første forslag til forordning blev fremsat i 2001. Det blev trukket tilbage af Rådet. Senere, i 2007, blev EØSU hørt om et nyt forslag, (KOM(2007) 51 endelig — 2007/022 COD), som forsvarede EF-Domstolens dom af 13. september 2005, som blev stadfæstet af en anden dom den 27. oktober 2007, om Kommissionens beføjelser til at lovgive om miljøkriminalitet.


9.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 204/70


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om sanktioner over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (initiativudtalelse)

(2008/C 204/16)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 27. september 2007 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om sanktioner over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, der udpegede Metka Roksandić til ordfører og Pedro Almeida Freire til medordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 21. februar 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 443. plenarforsamling den 12. og 13. marts 2008, mødet den 12. marts 2008, følgende udtalelse med 118 stemmer for, 56 imod og 7 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) beklager, at direktivet om »Sanktioner over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold« ikke er blevet forelagt for udvalget på trods af, at det i indledningen til direktivet hedder, at dette er tilfældet. Det foreslåede direktiv falder normalt ikke under ét af de områder, hvor høring af udvalget er obligatorisk. EØSU finder imidlertid, at der i denne og lignende sager er behov for at høre repræsentanterne for civilsamfundets organisationer, eftersom der er tale om regulering af forhold af central betydning, der ikke blot vedrører området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, men som også har indvirkning på beskæftigelses- og socialpolitikken.

1.2

EØSU har besluttet at udarbejde en initiativudtalelse om direktivforslaget. Det er udvalgets opfattelse, at det organiserede civilsamfund, herunder navnlig arbejdsmarkedets parter, har særdeles stor betydning for direktivets udformning og gennemførelse.

1.3

I de udtalelser, EØSU hidtil har afgivet om emnet (1), har udvalget fremhævet behovet for, at der dels skabes muligheder for lovlig indvandring, dels samtidig hermed tages hånd om årsagerne til »irregulær« indvandring.

1.4

Udvalget støtter forslaget, fordi det i praksis fremmer overholdelsen af menneskerettighederne. EØSU har imidlertid betænkeligheder med hensyn til indholdet af direktivforslaget, tidspunktet for fremsættelsen af forslaget og den rækkefølge, lovforslagene er blevet fremsat i. Beskæftigelse af indvandrere er et spørgsmål, som er tæt forbundet med den måde, arbejdsmarkedet fungerer på, og med illegal beskæftigelse generelt, og fænomenet kan derfor ikke bekæmpes ved alene at indføre sanktioner over for arbejdsgiverne.

1.5

EØSU påpeger behovet for at skabe bedre overensstemmelse mellem den eksisterende EU-lovgivning og den lovgivning om lovlig og ulovlig indvandring, som i øjeblikket er under forberedelse, med det formål at skabe bedre sammenhæng mellem to af Kommissionens indsatsområder, der hver især har betydning for indvandringsproblematikken i EU, nemlig dels området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, dels beskæftigelses- og socialpolitikken. EØSU mener ikke, at problemet med ulovlig indvandring kan løses blot ved at lukke grænser og indføre tvangsforanstaltninger.

1.6

Det haster med at regulere den lovlige migration inden for EU og den lovlige indvandring til EU, ligesom det haster med en indsats til bekæmpelse af sort arbejde. EØSU henstiller til Kommissionen nøje at undersøge mulighederne for yderligere foranstaltninger mod det sorte arbejde.

1.7

De internationale erfaringer viser, at den mest effektive måde at bekæmpe fænomenet sort arbejde på er at handle samtidigt på flere forskellige niveauer. Det er derfor nødvendigt at indlede en oplysnings- og bevidstgørelseskampagne om konsekvenserne af sort arbejde samtidig med, at der skabes muligheder for lovlig migration for arbejdstagere i de økonomiske sektorer, hvor der arbejder flest illegalt beskæftigede indvandrere. Endvidere bør sanktionerne over for arbejdsgiverne være ensartede, uanset de ikke-registrerede arbejdstageres nationalitet. Direktivforslaget bør derfor være et led i en bredere vifte af foranstaltninger med det formål at bekæmpe sort arbejde, herunder blandt illegale indvandrere, og ikke, som Kommissionen foreslår, udgøre grunddirektivet på området.

1.8

Udvalget fremhæver behovet for en effektiv implementering af direktivet i medlemsstaterne, hvis opgave ikke bliver nem, eftersom dels kontrolinstanserne ikke råder over tilstrækkelig meget kvalificeret personale, det dels er vanskeligt at fordele kompetencerne mellem de berørte instanser, og da planen er at overvåge et stort antal virksomheder.

1.9

EØSU mener, at de af direktivets bestemmelser, der vil have en gavnlig virkning i praksis, bør fastholdes. Udvalget foreslår i afsnittet under overskriften »Særlige bemærkninger« en række ændringer og tilføjelser, hvis formål er at sikre dels en mere hensigtsmæssig ansvarsfordeling, dels forbedringer af de ikke registrerede arbejdstageres vilkår. Hvis ikke der tages hensyn til de fremlagte forslag, kan det frygtes, at de pågældende arbejdstagere vil blive udsat for endnu grovere udnyttelse.

2.   Indledning

2.1

Det foreslåede direktiv er ét blandt flere forslag, som Kommissionen fremlægger i forlængelse af meddelelserne om en »Politikplan for lovlig migration« fra 2005 (2) og om »Den politiske prioritering i bekæmpelsen af ulovlig indvandring af statsborgere fra tredjelande« fra juli 2006 (3). Heri foreslog Kommissionen at begrænse de faktorer, der tilskynder til illegal indvandring til EU, herunder navnlig muligheden for at finde arbejde. Medlemsstaterne blev opfordret til at indføre ensartede sanktioner mod arbejdsgivere, som beskæftiger tredjelandsstatsborgere, og til effektiv håndhævelse af de pågældende sanktioner. Det Europæiske Råd tilsluttede sig Kommissionens forslag (4) i december 2006.

2.2

Direktivforslaget blev i 2007 fulgt op af følgende initiativer:

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om cirkulær migration og mobilitetspartnerskaber mellem Den Europæiske Union og tredjelande (5),

Kommissionens forslag til Rådets direktiv om indrejse- og opholdsbetingelser for tredjelandsstatsborgere med henblik på højt kvalificeret beskæftigelse (6),

Kommissionens forslag til Rådets direktiv om en kombineret ansøgningsprocedure for en kombineret tilladelse til tredjelandsstatsborgere til at tage ophold og arbejde på en medlemsstats område og om et sæt fælles rettigheder for arbejdstagere fra tredjelande, der har lovligt ophold i en medlemsstat (7), og

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Øget indsats til bekæmpelse af sort arbejde (8).

3.   Resumé af direktivforslaget

3.1

Direktivets formål er at gøre den beskæftigelse, der tilbydes af arbejdsgivere, mindre attraktiv for migranter, der ikke er i besiddelse af de relevante tilladelser (mindskelse af pull-faktoren). Med udgangspunkt i de eksisterende foranstaltninger i medlemsstaterne skal direktivet sikre dels, at samtlige medlemsstater indfører ensartede sanktioner over for arbejdsgivere, der beskæftiger sådanne tredjelandsstatsborgere, dels at medlemsstaterne håndhæver sanktionerne effektivt.

3.2

Direktivforslaget vedrører indvandringspolitikken, ikke arbejdsmarkeds- eller socialpolitikken. Dets retsgrundlag er EF-traktatens artikel 63, nr. 3), litra b), og formålet er at mindske den ulovlige indvandring til EU.

3.3

Forslaget omfatter hverken lovlig indvandring, beskæftigelse af personer i strid med de pågældendes opholdsstatus (f.eks. studerende eller turister) eller tredjelandsstatsborgeres udførelse af sort arbejde.

4.   Direktivforslagets indhold

4.1

Direktivet forbyder beskæftigelse af tredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt i EU. Overtrædelser vil blive straffet med sanktioner (som kan være af administrativ art) i form af bøder og, når der er tale om virksomheder, eventuelt andre foranstaltninger, herunder udelukkelse fra og inddrivelse af offentlige tilskud og udelukkelse fra deltagelse i offentlige aftaler. Der vil kunne bruges strafferetlige sanktioner i alvorlige tilfælde.

4.2

Artikel 2 fastsætter direktivets definition på beskæftigelse. Arbejdsgivere defineres som fysiske eller juridiske personer, for hvem tredjelandsstatsborgere udfører lønnet arbejde.

4.3

Arbejdsgiverne pålægges inden ansættelse af en tredjelandsstatsborger at kontrollere dels, om den pågældende person er i besiddelse af en opholdstilladelse eller en tilsvarende tilladelse, der mindst er gyldig ansættelsesperioden ud, dels at opbevare en kopi heraf med henblik på eventuel inspektion. Arbejdsgiverne anses for at have opfyldt deres forpligtelse, medmindre det fremlagte dokument tydeligvis er ukorrekt. Kun virksomheder og juridiske personer pålægges senest inden for en uge at underrette de kompetente myndigheder om både begyndelsen og afslutningen på beskæftigelsen af en tredjelandsstatsborger.

4.4

Arbejdsgivere, der overtræder forbudet mod beskæftigelse af tredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt i EU, vil blive pålagt sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. Arbejdsgiveren pålægges sanktioner for hver enkelt overtrædelse i form af bøder og krav om dækning af hjemsendelsesomkostninger (arbejdsgiveren skal under alle omstændigheder pålægges at betale eventuel udestående løn til tredjelandsstatsborgerne for det arbejde, de har udført, og eventuelle udestående skatter og bidrag til sociale sikringsordninger). I visse tilfælde kan en forsætlig overtrædelse udgøre en strafbar handling, jf. artikel 10.

4.5

Medlemsstaterne skal ligeledes indføre finansielle sanktioner (bøder og erstatning for omkostninger ved hjemsendelse af tredjelandsstatsborgere) og andre sanktioner (midlertidig udelukkelse fra offentlige tilskud og deltagelse i procedurer for indgåelse af offentlige aftaler, inddrivelse af modtaget EU-støtte, midlertidig eller længerevarende lukning af forretningsstederne). Der er også fastsat bestemmelser om juridiske personers ansvar og eventuelle sanktioner mod disse. Medlemsstaterne kan fastholde eksisterende bestemmelser om juridiske personers ansvar.

4.6

Når arbejdsgiveren er en underkontrahent, skal medlemsstaterne sikre, at både hovedkontrahenten og underkontrahenten pålægges at udrede samtlige finansielle sanktioner og udestående beløb.

4.7

Arbejdsgiveren skal betale alle udestående bidrag og skatter for den pågældende tredjelandsstatsborger. Derudover skal medlemsstaterne indføre ordninger, som sikrer, at de nødvendige procedurer for inddrivelse af udestående løn automatisk går i gang, uden at tredjelandsstatsborgeren behøver at indgive et krav. Et arbejdsforhold antages at have en varighed på mindst seks måneder, medmindre arbejdsgiveren kan modbevise dette. Medlemsstaterne skal sikre, at ulovligt beskæftigede tredjelandsstatsborgere modtager eventuel inddrevet løn, herunder i tilfælde, hvor de pågældende er rejst tilbage eller er blevet hjemsendt. Er der tale om en strafbar handling, bør tredjelandsstatsborgere ikke hjemsendes, før de har modtaget betaling for al udestående løn.

4.8

Medlemsstaterne skal sørge for, at mindst 10 % af de virksomheder, som er etableret på deres område, hvert år underkastes inspektioner for at kontrollere, om de beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. Udvælgelsen af de virksomheder, som skal inspiceres, baseres på en risikovurdering, der skal tage hensyn til faktorer såsom den sektor, virksomheden arbejder i, og eventuelle tidligere overtrædelser.

4.9

Medlemsstaterne skal have implementeret direktivet senest 24 måneder fra datoen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

5.   Generelle bemærkninger

5.1

Direktivforslaget har indvirkning på to af Kommissionens arbejdsområder, der for så vidt angår gennemførelsen af indvandringspolitikken er tæt forbundne med hinanden, nemlig området med frihed, sikkerhed og retfærdighed og beskæftigelses- og socialpolitikken. EØSU støtter direktivforslagets tanke om at lægge pres på både uhæderlige arbejdsgivere og illegale organisationer, der handler med mennesker uden papirer. Udvalget støtter forslaget, fordi det fremmer overholdelsen af menneskerettighederne.

5.2

EØSU mener, at der bør tages højde for EU-institutionernes beslutningsproces, og at man i den forbindelse bør:

sikre, at der er sammenhæng mellem eksisterende EU-lovgivning og den lovgivning om lovlig og ulovlig indvandring til EU, som er under forberedelse i øjeblikket,

afklare følgerne, både for de mennesker, der migrerer inden for EU's grænser, og for dem, der kommer til EU fra tredjelande.

Der er behov for klare retningslinjer i disse ømtålelige spørgsmål, eftersom de ikke blot vedrører sikkerhed, frihed og konkurrencepolitik, men også menneskerettighederne, hvilket igen påvirker markedet, de fire friheder og arbejdsstyrken, både som helhed og den enkelte arbejdstager, og eftersom EU har behov for indvandring. I de udtalelser, EØSU hidtil har afgivet om emnet, har udvalget fremhævet behovet for, at der dels skabes muligheder for lovlig indvandring, dels tages hånd om årsagerne til »irregulær« indvandring.

5.3

Det haster med at regulere den lovlige migration inden for EU og den lovlige indvandring til EU. Medlemsstaternes begrænsning af migrationen har skabt en række problemer, begrænset arbejdstagernes fri bevægelighed mellem visse medlemsstater og har medført, at både tredjelandsstatsborgere og EU-borgere er blevet ansat i strid med regler og er blevet udnyttet af deres arbejdsgivere. Foranstaltninger til bekæmpelse af sort arbejde i EU og i de enkelte medlemsstater bør sikre, at arbejdstagere, der er beskæftiget på sådanne vilkår, behandles lige, uanset om de pågældende arbejdstagere er EU-borgere eller tredjelandstatsborgere. EØSU opfordrer derfor kraftigt Kommissionen til nøje at undersøge, om det er muligt at udvide det foreslåede direktivs retsgrundlag, således at det giver hjemmel til at træffe foranstaltninger mod illegalt arbejde udført af enhver person, der ikke er i besiddelse af de nødvendige tilladelser eller papirer.

5.4

Det er udvalgets opfattelse, at den »pull factor«, som direktivet henviser til og søger at reducere, ikke så meget består i migranternes mulighed for at finde irregulær beskæftigelse som i at finde beskæftigelse i et andet land. Derfor vil foranstaltninger til en forenkling af procedurerne for opnåelse af en kombineret opholds- og arbejdstilladelse uden tvivl bidrage til at mindske pull-faktoren. Medlemsstaterne bør imidlertid også selv bidrage til at forenkle procedurerne.

5.5

Arbejdsgiverne fremhæver behovet for at bekæmpe illegal beskæftigelse og illoyal konkurrence, eftersom visse arbejdsgivere beskæftiger illegale arbejdstagere og således skaber ulovlige og illoyale konkurrencevilkår for de lovlydige arbejdsgivere.

5.6

Selvom ansvaret for direktivets implementering påhviler medlemsstaterne, gør udvalget Kommissionen opmærksom på, at opgaven ikke er nem, eftersom antallet af administrative kontrolinstanser er utilstrækkeligt, det er vanskeligt at fordele kompetencerne mellem de enkelte berørte instanser, og der er tale om et stort antal virksomheder, som skal overvåges. Direktivets effekt viser sig i dets faktiske gennemførelse.

5.7

EU-institutionerne bør anvende samme terminologi som den, der anvendes af internationale og regionale organisationer og i folkeretten, og som derfor er anerkendt internationalt, såsom »irregular« (»irregulær«) og »undocumented migrant worker« (»ikke-registreret migrerende arbejdstager«) i stedet for »ulovlige arbejdstagere« og »ulovlig indvandring«. Betegnelsen »illegal indvandrer« har særdeles negative konnotationer. Direktivforslaget kan bidrage til at gøre den slags betegnelser endnu mere ubehagelige og give anledning til generel forskelsbehandling af og generelt fremmedhad mod migrerende arbejdstagere, der risikerer at blive udsat for inspektioner alene på grund af deres udseende.

5.8

Uanset eventuelle betænkeligheder ved direktivforslaget, mener EØSU, at de af direktivets bestemmelser, der vil have en gavnlig virkning i praksis, bør fastholdes. Disse bestemmelser er opregnet nedenfor under overskriften »Særlige bemærkninger«.

6.   Særlige kommentarer

6.1

Artikel 1: Artiklen bør give de medlemsstater, der allerede har taget skridt til at regulere irregulær indvandring, mulighed for at fastholde nationale bestemmelser, der er mere fordelagtige for arbejdstagerne.

6.2

Artikel 2: Definitionerne bør ændres som følger:

litra b): »beskæftigelse« udførelse af aktiviteter, som er lønnede eller udføres i et økonomisk afhængighedsforhold af, for og under ledelse af en anden person,

definitionen af »arbejdsgiver« (jf. litra e)) og »underkontrahent« (jf. litra f)) bør omfatte vikarbureauer, da den nuværende definition er upræcis. Mange arbejdstagere fra tredjelande er beskæftiget via mellemliggende kontrahenter, herunder bureauer.

6.3

Artikel 4, stk. 1, litra c): Arbejdsgiveren bør opbevare kopierne af opholdstilladelsen eller registrene i længere tid end selve ansættelsesperioden, eftersom ansættelsernes varighed i nogle brancher generelt er kort, og arbejdstagerne ofte skifter arbejdsgiver.

6.4

Artikel 5

I tilfælde, hvor arbejdsgiveren både har overholdt bestemmelserne om ansættelse af tredjelandsstatsborgere og har kontrolleret opholdstilladelserne samt sikret sig kopier af disse i overensstemmelse med reglerne, og hvor det bagefter viser sig, at de pågældende arbejdstagere alligevel ikke er i besiddelse af gyldige opholdstilladelser, bør arbejdsgiveren stadig have pligt til at udbetale udestående løn og opfylde alle øvrige krav i henhold til direktivets artikel 7. Derfor bør følgende passus tilføjes som andet punktum til artiklen: »Denne bestemmelse berører ikke arbejdsgivernes pligt til at betale al udestående løn og opfylde forpligtelserne i artikel 7«.

Der bør tilføjes en bestemmelse om, at arbejdsgiverne skal overholde de ansættelsesprocedurer, der er fastsat af medlemsstaterne. Det kunne tænkes, at nogle arbejdsgivere kun vil kontrollere opholdstilladelserne og ikke de arbejdstilladelser, som der stilles krav om i mange medlemsstater. Omfanget af sort arbejde udført af tredjelandsstatsborgere kan således meget vel vokse på trods af, at arbejdsgiverne overholder direktivets bestemmelser.

6.5

Artikel 6

Under de i stykke 2, litra a), anførte finansielle sanktioner bør det fastsættes, at størrelsen af disse bør være tilstrækkelig til at udligne enhver form for gevinst, som en arbejdsgiver måtte have haft i kraft af ansættelsen af en given tredjelandsstatsborger. Størrelsen af den finansielle sanktion bør derfor fastsættes således, at den svarer til et bestemt beløb pr. ulovligt beskæftiget arbejdstager, hvorfor den også vil stige i forhold til antallet af ulovligt beskæftigede tredjelandsstatsborgere. Der er klar forskel på den situation, hvor en privat arbejdsgiver ulovligt beskæftiger en arbejdstager f.eks. som hushjælp eller landbrugsmedhjælper, og den situation, hvor en arbejdsgiver ulovligt beskæftiger tre, fire eller flere arbejdstagere med økonomisk gevinst for øje.

Der bør fastsættes en bestemmelse om, at størrelsen af den finansielle sanktion stiger i tilfælde, hvor en arbejdsgiver fortsætter med ulovlig beskæftigelse af tredjelandsstatsborgere, eller hvor der er tale om gentagen overtrædelse. Stigningen bør være væsentlig i disse tilfælde for at sikre, at bestemmelsen har afskrækkende virkning.

Det er ikke rimeligt at forlange, at arbejdsgiverne både skal dække omkostningerne ved tilbagesendelse af hver enkelt ulovligt beskæftigede tredjelandsstatsborger og betale en bøde. Dette ville rent faktisk indebære, at det, der i de enkelte lande er udlændingemyndighedernes ansvar, blev væltet over på arbejdsgiverne. Arbejdsgiverne bør kun pålægges betaling for disse omkostninger i tilfælde, hvor der er tale om en strafbar handling, jf. artikel 10.

6.6

Artikel 7

Det bør ligeledes fastsættes, at betalingskravet løber fra fremsættelsesdatoen og ikke fra den dato, hvor kravet opnår retsvirkning.

Arbejdstagers rettigheder i henhold til ansættelsesaftalen bør gælde, uanset om den pågældende er i besiddelse af en opholds- eller arbejdstilladelse eller ej.

Der bør tages højde for eventuelle praktiske vanskeligheder med udbetaling af udestående løn til allerede hjemvendte arbejdstagere. Endvidere bør det sikres, at udestående løn udbetales til rette vedkommende.

Det bør endvidere præciseres, at arbejdsgiverne skal beregne eventuel udestående løn i henhold til de love, regler, administrative bestemmelser og/eller bestemmelser fastsat i kollektive overenskomster, der normalt gælder for ansættelsesforhold af den pågældende type.

6.7

Artikel 8 vedrører foranstaltninger, der skal træffes af medlemsstaterne.

En opregning af obligatoriske foranstaltninger ville være nyttig.

Bestemmelsen under litra d) om midlertidig eller permanent lukning af forretningssteder, der er blevet brugt til at begå overtrædelser, forekommer ikke fornuftig, navnlig da den også vil kunne ramme lovligt beskæftigede arbejdstagere. Når sådanne skridt tages, bør de ansatte på de pågældende forretningssteder og deres tillidsmænd høres.

6.8

Artikel 9 fastsætter, at hovedkontrahenten og eventuelle mellemliggende kontrahenter er forpligtet til at betale sanktioner og udestående beløb. En præcisering af, under hvilke omstændigheder bestemmelsen finder anvendelse, ville være nyttig. I visse brancher med omfattende kæder af underleverandører, som f.eks. bilindustrien, kan det vise sig vanskeligt at gøre et fælles ansvar gældende over for producenter og underleverandører, hvis produktion er spredt ud på forskellige produktionssteder og lande. EØSU mener, at hovedkontrahenterne gennem passende forsigtighedsforanstaltninger bør være i stand til at sikre sig imod at kunne blive gjort ansvarlige på denne måde.

6.9

Artikel 10

I henhold til artiklens ordlyd er en overtrædelse en strafbar handling, når den begås »forsætligt«, jf. artikel 3. Da dette imidlertid er vanskeligt at bevise, ville en mere hensigtsmæssig definition af, hvad der udgør en strafbar handling, bestå i et krav om godtgørelse af, at arbejdsgiveren »var vidende om« eller »burde have været vidende om«, at der var tale om en strafbar handling.

Med hensyn til den i stykke 1, litra a), omtalte overtrædelse, bør enhver gentagen overtrædelse af artikel 3 betragtes som en strafbar handling.

I tilfælde, hvor det kan godtgøres, at der ved en overtrædelse var tale om en strafbar handling efter ordlyden i stykke 1, litra a), er det vigtigt at tage hensyn til, at rettens behandling af sagen kan være tidkrævende. Der er en risiko for, at bestemmelsen slet ikke vil finde anvendelse, hvis medlemsstaterne beslutter, at vurderingen af, om der er blevet begået en strafbar handling, henvises til afgørelse inden for to år ved en domstol eller en national myndighed. Fordi den retlige behandling er så tidkrævende, og fordi der vil blive gjort brug af samtlige retsmidler med henblik på at anke afgørelsen, kan det meget vel tænkes, at bestemmelsen overhovedet ikke vil finde anvendelse i praksis.

Der bør i forbindelse med medlemsstaternes implementering af bestemmelsen fastsættes en klar kompetencefordeling mellem de administrative myndigheder, der pålægger sanktioner, og de enkelte kompetente domstole for at undgå eventuelle kompetencekonflikter.

6.10

Artikel 14

Medlemsstaterne bør forpligtes til at indføre effektive ordninger, der sikrer, at den retlige behandling kan ske hurtigt og uden større omkostninger.

Medlemsstaterne bør ligeledes sikre, at sanktionsinstanserne straks meddeler de berørte parter, at der er igangsat en retlig behandling.

Under stykke 3 kunne det være hensigtsmæssigt at give ikke blot tredjelandsstatsborgere, der er eller har været udsat for udnyttende arbejdsforhold, og som samarbejder under retssagen mod arbejdsgiveren, men også vidner en særlig status.

6.11

Artikel 15

Bestemmelsen om, at medlemsstaterne skal sikre, at mindst 10 % af de virksomheder, som er etableret på deres område, hvert år underkastes inspektioner, hilses velkommen af udvalget. Direktivets effekt vil imidlertid være afhængig af den faktiske håndhævelse af denne bestemmelse. I de fleste medlemsstater vil der være behov for mere personale og flere økonomiske midler for at sikre dette. Hvis ikke dette behov opfyldes, vil sådanne yderligere forpligtelser uden tvivl give anledning til ulige behandling af de berørte parter.

Bruxelles, den 12. marts 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Jf. EØSU's udtalelse af 15.12. 2004 om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Undersøgelse af forbindelsen mellem lovlig og ulovlig indvandring«, ordfører Pariza Castaños (EUT C 157, 28.6.2005).

EØSU's udtalelse af 9.6.2005 om »Grønbog om en EU-metode til at styre økonomisk migration«, ordfører Pariza Castaños (EUT C 286, 17.11.2005).

EØSU's udtalelse af 15.12.2005 om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: Haag-programmet: Ti prioriteter for de næste fem år — Partnerskabet for fornyelse i EU inden for frihed, sikkerhed og retfærdighed«, ordfører: Pariza Castaños (EUT C 65 af 17.3.2006).

(2)  K0M(2005) 669 endelig.

(3)  K0M(2006) 402 endelig.

(4)  Meddelelse fra Kommissionen om den politiske prioritering i bekæmpelsen af ulovlig indvandring af statsborgere fra tredjelande, KOM(2006) 402 endelig.

(5)  K0M(2007) 248 endelig.

(6)  K0M(2007) 637 endelig.

(7)  K0M(2007) 638 endelig.

(8)  K0M(2007) 628 endelig.


BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende ændringsforslag blev forkastet under afstemningen, men opnåede over en fjerdedel af stemmerne (jf. forretningsordenens art. 54, stk. 3):

Punkt 1.7

Tekst ændres

»De internationale erfaringer viser, at den mest effektive måde at bekæmpe fænomenet sort arbejde på er at handle samtidigt på flere forskellige niveauer. Det er derfor nødvendigt at indlede en oplysnings- og bevidstgørelseskampagne om konsekvenserne af sort arbejde samtidig med, at der skabes muligheder for lovlig migration for arbejdstagere i de økonomiske sektorer, hvor der arbejder flest illegalt beskæftigede indvandrere. Endvidere bør sanktionerne over for arbejdsgiverne være ensartede, uanset de ikke-registrerede arbejdstageres nationalitet. Direktivforslaget bør derfor være et led i en bredere vifte af koordineres med foranstaltninger til bekæmpelse af sort arbejde, herunder blandt illegale indvandrere, og ikke, som Kommissionen foreslår, udgøre grunddirektivet på området

Afstemningsresultat

Stemmer for: 64 Stemmer imod: 101 Hverken for eller imod: 9

Punkt 5.3

Tekst ændres

»Det haster med at regulere den lovlige migration inden for EU og den lovlige indvandring til EU. Medlemsstaternes begrænsning af migrationen har skabt en række problemer, begrænset arbejdstagernes fri bevægelighed mellem visse medlemsstater og har medført, at både tredjelandsstatsborgere og EU-borgere er blevet ansat i strid med regler og er blevet udnyttet af deres arbejdsgivere. Foranstaltninger til bekæmpelse af sort arbejde i EU og i de enkelte medlemsstater bør sikre, at arbejdstagere, der er beskæftiget på sådanne vilkår, behandles lige, uanset om de pågældende arbejdstagere er EU-borgere eller tredjelandstatsborgere. EØSU opfordrer derfor kraftigt Kommissionen til nøje at undersøge, om det er muligt at udvide det foreslåede direktivs retsgrundlag, således at det giver hjemmel til at træffe foranstaltninger mod illegalt arbejde udført af enhver person, der ikke er i besiddelse af de nødvendige tilladelser eller papirer. er kommet på Kommissionens og arbejdsmarkedsparternes dagsorden, og det drøftes, hvordan man kan bekæmpe denne negative udvikling. Udvalget anbefaler, at foranstaltningerne til bekæmpelse af ulovlig migration og sort arbejde koordineres nøje.«

Afstemningsresultat

Stemmer for: 56 Stemmer imod: 102 Hverken for eller imod: 10

Punkt 6.6

Ændres som følger:

»Artikel 7

Det bør ligeledes fastsættes, at betalingskravet løber fra fremsættelsesdatoen og ikke fra den dato, hvor kravet opnår retsvirkning.

Arbejdstagers rettigheder i henhold til ansættelsesaftalen bør gælde, uanset om den pågældende er i besiddelse af en opholds- eller arbejdstilladelse eller ej.

Der bør tages højde for eventuelle praktiske vanskeligheder med udbetaling af udestående løn til allerede hjemvendte arbejdstagere. Endvidere bør det sikres, at udestående løn udbetales til rette vedkommende.

Det bør endvidere præciseres, at arbejdsgiverne skal beregne eventuel udestående løn i henhold til de love, regler, administrative bestemmelser og/eller bestemmelser fastsat i kollektive overenskomster, der normalt gælder for ansættelsesforhold af den pågældende type.

I de fleste medlemsstater er arbejdstagerne forpligtede til at indgive en klage til de kompetente instanser for at sikre betaling af udestående løn. Bestemmelsen i artikel 7, stk. 2, litra a), om at det ikke er nødvendigt for en ulovligt beskæftiget tredjelandsstatsborger at indgive et krav for at sætte de nødvendige procedurer i gang for inddrivelse af udestående løn, ville skabe en ubegrundet skelnen mellem disse tredjelandsstatsborgere på den ene side og EU-borgere og lovligt beskæftigede tredjelandsstatsborgere på den anden side.

EØSU accepterer imidlertid, at medlemsstaterne kan give tredjelandsstatsborgere uden opholdsret al den bistand, de behøver for at inddrive udestående løn, og at artiklen bør indeholde en garanti herom.

EØSU mener, at den antagelse om arbejdsforholdets varighed (i dette tilfælde seks måneder), der opstilles i artikel 7, stk. 2, litra b), i sig selv kan virke som en ny og muligvis afgørende faktor, som vil tiltrække irregulære indvandrere til EU, eftersom den stiller den irregulære arbejdstager meget fordelagtigt i forhold til de øvrige arbejdstagere. Bortset herfra er det en klart uhensigtsmæssig løsning i forbindelse med korte og meget korte arbejdsforhold (f.eks. høstarbejde).«

Afstemningsresultat

Stemmer for: 59 Stemmer imod: 111 Hverken for eller imod: 11

Punkt 6.8

Tekst tilføjes:

»Artikel 9 fastsætter, at hovedkontrahenten og eventuelle mellemliggende kontrahenter er forpligtet til at betale sanktioner og udestående beløb. En præcisering af, under hvilke omstændigheder bestemmelsen finder anvendelse, ville være nyttig. Hovedkontrahenten og underleverandører, der ikke direkte beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, bør kun i fællesskab og enkeltvis være underlagt sanktionerne i artikel 6 og 7, hvis det kan bevises, at de vidste, at deres underleverandør beskæftigede tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. I visse brancher med omfattende kæder af underleverandører, som f.eks. bilindustrien, kan det vise sig vanskeligt at gøre et fælles ansvar gældende over for producenter og underleverandører, hvis produktion er spredt ud på forskellige produktionssteder og lande. Det samme gør sig gældende for byggesektoren. EØSU mener, at hovedkontrahenterne gennem passende forsigtighedsforanstaltninger bør være i stand til at sikre sig imod at kunne blive gjort ansvarlige på denne måde.«

Afstemningsresultat

Stemmer for: 57 Stemmer imod: 106 Hverken for eller imod: 8

Punkt 6.9

Tekst udgår.

»Artikel 10

I henhold til artiklens ordlyd er en overtrædelse en strafbar handling, når den begås »forsætligt«, jf. artikel 3. Da dette imidlertid er vanskeligt at bevise, ville en mere hensigtsmæssig definition af, hvad der udgør en strafbar handling, bestå i et krav om godtgørelse af, at arbejdsgiveren »var vidende om« eller »burde have været vidende om«, at der var tale om en strafbar handling.«

Med hensyn til den i stykke 1, litra a), omtalte overtrædelse, bør enhver gentagen overtrædelse af artikel 3 betragtes som en strafbar handling.

I tilfælde, hvor det kan godtgøres, at der ved en overtrædelse var tale om en strafbar handling efter ordlyden i stykke 1, litra a), er det vigtigt at tage hensyn til, at rettens behandling af sagen kan være tidkrævende. Der er en risiko for, at bestemmelsen slet ikke vil finde anvendelse, hvis medlemsstaterne beslutter, at vurderingen af, om der er blevet begået en strafbar handling, henvises til afgørelse inden for to år ved en domstol eller en national myndighed. Fordi den retlige behandling er så tidkrævende, og fordi der vil blive gjort brug af samtlige retsmidler med henblik på at anke afgørelsen, kan det meget vel tænkes, at bestemmelsen overhovedet ikke vil finde anvendelse i praksis.

Der bør i forbindelse med medlemsstaternes implementering af bestemmelsen fastsættes en klar kompetencefordeling mellem de administrative myndigheder, der pålægger sanktioner, og de enkelte kompetente domstole for at undgå eventuelle kompetencekonflikter.

Afstemningsresultat

Stemmer for: 66 Stemmer imod: 100 Hverken for eller imod: 10

Punkt 6.11

Affattes således:

»Artikel 15

Effekten af den foreslåede Bbestemmelsen om, at medlemsstaterne skal sikre, at mindst 10 % af de virksomheder, som er etableret på deres område, hvert år underkastes inspektioner, hilses velkommen af udvalget. Direktivets effekt vil imidlertid være afhængig af den faktiske håndhævelse af denne bestemmelse. Medlemsstaterne udvælger de virksomheder, der skal underkastes inspektioner, på grundlag af en risikoevaluering, som — ud over andre kriterier, der bedømmes som passende og relevante — skal tage hensyn til, hvorvidt en given sektor er eksponeret for ansættelse af indvandrere med irregulært ophold og hvorvidt der er fortilfælde af anvendelse af irregulær arbejdskraft blandt virksomhederne. Det bør i artiklen anføres, at det er ønskeligt, at medlemsstaterne garanterer, at mindst 3 % af de virksomheder, som udvælges efter denne fremgangsmåde, hvert år underkastes inspektioner. I de fleste medlemsstater vil der kunne være behov for mere personale og flere økonomiske midler for at sikre dette. Hvis ikke dette behov opfyldes, kan vil disse yderligere forpligtelser uden tvivl give anledning til ulige behandling af de berørte parter.«

Afstemningsresultat

Stemmer for: 65 Stemmer imod: 105 Hverken for eller imod: 8.


9.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 204/77


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Grønbogen om det fremtidige fælles europæiske asylsystem

KOM(2007) 301 endelig

(2008/C 204/17)

Kommissionen besluttede den 6. juni 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

Grønbogen om det fremtidige fælles europæiske asylsystem.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede An Le Nouail-Marlière til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 21. februar 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 443. plenarforsamling den 12.-13. marts 2008, mødet den 12. marts, følgende udtalelse med 118 stemmer for, 1 imod og 9 hverken for eller imod:

1.   Indledning af høringen om Grønbogen om det fremtidige fælles europæiske asylsystem

1.1

Det fremtidige fælles europæiske asylsystem har sit retsgrundlag i Amsterdam-traktaten (1999) i afsnit IV om Visum, asyl, indvandring og andre politikker i forbindelse med den fri bevægelighed for personer, som hidrører fra beslutningerne på topmødet i Tammerfors (Tampere) i Finland 1999 og senest topmødet i Haag. Man må også minde om den »funktionelle« baggrund, nemlig Dublin I-forordningen fra 1997, Dublin II-forordningen fra 2003, som trådte i kraft i 2006, den første Schengen-aftale fra 1985 og for nyligt udvidet i 2007 til også at omfatte et vist antal nye medlemsstater. Man må ikke glemme, at hovedformålet var at iværksætte og gennemføre den internationale flygtningekonvention, Genève-konventionen af 1951, som blev ensartet ratificeret af de fleste medlemsstater i EU og som sikrede, at der rent faktisk ydes international beskyttelse til de personer, der har behov for det. Dette skete med ønsket om at gøre Den Europæiske Union til et område, hvor der ydes beskyttelse til flygtninge ved fuld og bred anvendelse af Genève-konventionen under hensyn til de fælles humanitære værdier for alle medlemsstaterne. Ifølge handlingsplanen til iværksættelse af Haag-programmet skal forslaget om det fælles europæiske asylsystem vedtages inden udgangen af 2010.

1.2

Med henblik på at indlede anden fase og forud for lanceringen af sin handlingsplan, som foreslås offentliggjort i juli 2008, har Kommissionen igangsat en omfattende høringsproces gennem denne grønbog med det formål at afgrænse mulige løsninger inden for de eksisterende EU-rammer.

1.3

Tammerfors-programmet, som senere blev bekræftet af Haag-programmet, kan sammenfattes således: Der skal skabes en fælles procedure, en ensartet status, en ensartet ramme og et harmoniseret højt beskyttelsesniveau i samtlige medlemsstater, der går ud på at sikre en ensartet gennemførelse af Genève-konventionen.

1.4

I den første periode 1999-2006 udgjorde vedtagelsen af fire store lovtekster den nuværende gældende EU-ret og dannede grundlaget for det fælles europæiske asylsystem. Kommissionen sikrer, at den lovgivning, der allerede er vedtaget, gennemføres og iværksættes rettidigt.

1.5

Evalueringen af lovgivning og initiativer i forbindelse med første fase er ganske vist stadig i gang, men da der er behov for så tidligt i forløbet som muligt at fremlægge forslag til anden fase med henblik på deres vedtagelse i 2010, finder Kommissionen det afgørende, at der allerede nu igangsættes tilbundsgående overvejelser og debat om asylsystemets opbygning.

1.6

Kommissionen har desuden som målsætning at skabe større solidaritet medlemsstaterne imellem, at styrke samtlige aktørers kapacitet og den generelle kvalitet i processen, udfylde aktuelle lakuner og harmonisere gældende praksis, takket være iværksættelsen af ledsageforanstaltninger til det praktiske samarbejde mellem medlemsstaterne.

1.7

Kommissionen har struktureret sin høringsproces i 4 kapitler og 35 spørgsmål, der vedrører lovgivningsinstrumenter, gennemførelse, solidaritet og ansvarsfordeling samt eksterne aspekter.

2.   Resumé af konklusioner og anbefalinger

2.1

EØSU tager højde for de (talrige) udtalelser, der tidligere er vedtaget på området, anbefalingerne fra ngo'er, der er aktive inden for flygtningehjælp samt bemærkningerne fra UNHCR (1) til de portugisiske og slovenske EU-formandskaber.

2.2

Udvalget minder om, at asylspørgsmål allerede vedtages i Rådet med kvalificeret flertal, mens immigrationsspørgsmål stadig vedtages med enstemmighed og først skal vedtages med kvalificeret flertal inden for rammerne af Lissabontraktaten. EØSU anbefaler derfor, at Kommissionen og Rådet sørger for at udelukke eller undgå nationale undtagelsesbestemmelser (»opt out«), som visse medlemsstater flittigt benytter, når en fælles procedure indledes.

2.3

EØSU støtter vedtagelsen af et retfærdigt, og dermed også mere menneskeligt asylsystem, hvor asylansøgernes behov for beskyttelse betragtes som et egentligt mål blandt målsætningerne for at skabe et Europa, der også er socialt. EØSU minder om, at disse sociale målsætninger hverken står i modsætningsforhold til eller konkurrerer med værtsbefolkningernes eller medlemsstaternes økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser.

2.4

Udvalget har et oprigtigt ønske om at skabe vilkår, der fremmer overholdelsen af internationale konventioner, europæiske direktiver, der er i overensstemmelse med international lovgivning og humanitær folkeret og Europarådets Menneskerettighedskonvention. EØSU ønsker også en bedre fordeling af det ansvar, der tilfalder medlemsstaterne: genbosættelse og hurtig integration af personer, der nyder flygtninge- eller subsidiær beskyttelse, en seriøs politik med henblik på samarbejde eller fælles udvikling, som forbedrer det reelle demokrati i visse tredjelande og som bidrager til den internationale solidaritet som reaktion på behovene inden for asylområdet.

2.5

I den forbindelse anbefaler udvalget, at der træffes foranstaltninger, der hænger uløseligt sammen, og som supplerer hinanden:

2.5.1

Personer, der har behov for international beskyttelse, skal altid kunne få adgang til EU's territorium, uanset hvor meget grænsekontrollen måtte være skærpet, således at de i det mindste sikres retten til at indgive en asylansøgning — uagtet i hvilken form — og får adgang til en retfærdig og effektiv sagsbehandling.

2.5.2

Ansøgninger om anerkendelse af flygtningestatus skal altid behandles, og den begrundede skriftlige afgørelse fra den beslutningsdygtige myndighed skal foreligge forud for behandling af en ansøgning om subsidiær beskyttelse. Dette gælder også for ansøgninger, der indgives ved grænsen.

2.5.3

Asylansøgerne skal frit kunne vælge, hvilket land de vil indgive ansøgningen til.

2.5.4

Uledsagede mindreårige og kvinder skal kunne nyde særlig beskyttelse på samme måde som sårbare (2) personer, dvs. asylansøgere, som er dårligt stillet fysisk, psykisk eller mentalt, og personer, som har behov for særlig bistand: gravide, børn, ældre, syge, handicappede osv.

2.5.5

Der skal tages højde for den specifikke forfølgelse, nogle kvinder udsættes for, og det skal betragtes som begrundelse for behovet for beskyttelse af dem selv og de personer, de ledsager, eller som ledsager dem (mindreårige børn eller ægtefæller, forældre eller andre…) (3).

2.5.6

Alle asylansøgere skal tilbydes en effektiv og individuel sagsbehandling, tolkebistand, gratis retshjælp og tilstrækkelig lang tidsfrist til indgivelse af ansøgningen.

2.5.7

De vigtigste principper, som en asylprocedure består af, skal finde anvendelse for alle asylansøgninger også for dem, der er åbenbart grundløse.

2.5.8

Appelsager mod afslag på ansøgninger om anerkendelse af flygtningestatus eller subsidiær beskyttelse skal altid have en opsættende virkning for beslutninger om hjemsendelse, navnlig for personer, som ikke kan udvises uden at deres liv eller frihed trues eller som udsættes for fare, hvis de udvises til et andet land.

2.5.9

Integration og genbosættelse i normale og anstændige livsvilkår skal sikres via adgang til en selvstændig livsførelse, som der skal skabes mulighed for så tidligt som muligt fra det øjeblik den pågældende ankommer og efter aftale med denne. Det vil sige, at vedkommende får adgang til lægehjælp, bliver fortrolig med sproget og modtager undervisning i det, får kontakt til lokalbefolkningen og organisationer, der er aktive inden for flygtningehjælp, uddannelse herunder også evaluering og anerkendelse af kvalifikationer, mulighed for at få et lovligt arbejde osv.

2.6

Udvalget anbefaler, at ngo'er og de organisationer, der yder juridisk, materiel og humanitær bistand til flygtninge, sikres adgang til asyl- og interneringscentrene, uanset om disse er åbne eller lukkede. Med hensyn til genbosættelse af de personer, der har fået flygtningestatus og med henblik på en ansvarsfordeling medlemsstaterne imellem, henviser udvalget til sin udtalelse CESE 1643/2004 fra 15. december 2004 navnlig punkt 2.4, hvori det hedder: »Betingelserne for tilstedeværelsen af ngo'er og flygtningehjælpsorganisationer i modtagelsescentrene bør forbedres ved, at værtslandets myndigheder indgår partnerskabsaftaler med disse organisationer eller i det mindst klarlægger deres rettigheder«.

2.6.1

Disse humanitære modtagelsesvilkår bør uden undtagelse gælde for alle asylansøgere, der er berettigede til flygtningestatus eller subsidiær beskyttelse.

2.6.2

Alternative løsninger (indkvartering i åbne centre) bør have fortrinsret frem for systematisk tilbageholdelse af asylansøgere i fuldstændigt lukkede centre, som er utilgængelige for ngo'er og endda til tider Røde Kors.

2.7

Udvalget fraråder brugen af lister over såkaldte sikre lande (overholdelse af den individuelle sagsbehandling, som asylansøgere har ret til i henhold til Genèvekonventionen) og anbefaler at revidere anerkendelsen af tredjelande som sikre oprindelseslande eller »sikre transitlande«, som afskærer asylansøgerne fra at få deres individuelle situation og de dermed forbundne rettigheder undersøgt (4).

2.8

Udvalget anbefaler ikke desto mindre, at listerne over såkaldt »sikre« lande, såfremt de bibeholdes, skal være ens for medlemsstaterne, at de godkendes af de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet, og at ngo'ernes oplysninger tages i betragtning. Indtil det sker, bør deres anvendelse under alle omstændigheder indstilles.

2.9

Udvalget anbefaler, at kystvagter, offentlige myndigheder og ansatte i offentlige eller private tjenester, som er i kontakt med asylansøgerne i de forskellige etaper i forløbet, (politiet, toldere, sundhedsvæsnet, uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedet) modtager undervisning i asylret og humanitær folkeret.

2.10

EØSU gentager og fastholder anbefalingen om, at der tages højde for de krav, der stilles til de lokale og regionale myndigheder for så vidt angår den umiddelbare bistand og den varige integration, når ansøgerne får flygtningestatus eller nyder international beskyttelse, og at man derfor på bedste vis skal inddrage dem i udarbejdelsen af en fælles asylpolitik og bibeholde og klarlægge brugen og fordelingen af Flygtningefondens midler (se nedenfor).

2.11

Udvalget godkender oprettelsen af et europæisk støttekontor for medlemsstaterne, såfremt det supplerer de regionale eller lokale UNHCR-underafdelingers arbejde og på betingelse af, at det opfylder målsætningerne — forbedre kvaliteten og sammenhængen i beslutningerne så man sikrer, at de personer, der har behov for international beskyttelse, rent faktisk også får den, uanset hvor i EU de ansøger om den, og at man hele tiden holder øje med, om europæisk lovgivning er i fuld overensstemmelse med international flygtningelovgivning og humanitær folkeret. Støttekontoret kunne arrangere kurser for grænsevagter, så de lærer at skelne mellem flygtninge og andre immigranter. Det kunne foregå i samarbejde med UNHCR, som indtil nu har sørget for og deltaget i sådanne kursusforløb, navnlig men ikke udelukkende ved EU's østlige grænser siden Schengen-området blev udvidet (Ungarn, Polen, Slovakiet og Slovenien).

2.12

EØSU anbefaler, at de foranstaltninger, der træffes for at kontrollere indvandringen, ikke fører til krænkelse af de grundlæggende rettigheder, navnlig retten til at søge om og få asyl i tilfælde af forfølgelse.

2.13

Udvalget beder om at fremhæve, at kaptajner ombord på fartøjer, i tilfælde af tilbageholdelse og redning af personer til søs, har en klar pligt til at komme nødstedte til undsætning, at løse problemet med deres manglende anerkendelse af det ansvar, de har for udskibningen af de reddede personer, straks at sørge for behandling af ansøgningerne og i givet fald sikre international beskyttelse.

2.14

Med hensyn til den specifikke debat om indføringen af en fælles, ensartet europæisk procedure, henviser EØSU til sin udtalelse CESE 1644/2004 fra 15. december 2004, navnlig for så vidt angå anbefalingerne og advarslerne om lavere beskyttelsesstandarder, som kan risikere at opstå i perioden 2004/2008 mellem høringen om en fælles procedure og grønbogen om en fælles asylpolitik.

2.15

EØSU minder medlemsstaterne om, at alle disse etaper, uanset procedurens form (administrativ eller retslig) skal tilstræbe beskyttelse og ikke anklage.

2.16

Udvalget anbefaler Kommissionen og Rådet at sikre synlighed og transparens i fordelingen og anvendelsen af den europæiske flygtningefond i perioden 2008-2013 inden for rammerne af det overordnede program »solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme«, som udvalget anbefalede i sin udtalelse (5), og at der navnlig »træffes konkrete foranstaltninger i forbindelse med beslutningerne om at oprette disse forskellige fonde, så de ikke-statslige operatører inddrages så tidligt som muligt i medlemsstaternes og Kommissionens fastsættelse af den flerårlige ramme af retningslinjer.«

2.17

EØSU anbefaler, at de finansielle incitamenter, som er blevet fordelt i forhold til den indsats, visse medlemsstater har gjort, — eksempelvis Sverige — eller i mindre målestok (geografisk størrelse og fordelt i forhold til befolkningens størrelse) — som Malta og Cypern — ikke må føre til, at andre fralægger sig noget af deres ansvar eller nogle af deres forpligtelser, både for så vidt angår adgang til territoriet som behandlingen af asylansøgningen eller genbosættelse af flygtningegrupper enten internt (solidaritet og fordeling) eller eksternt (bidrag til indsatsen uden for regionen).

3.   Generelle bemærkninger

3.1

EØSU udtrykker tilfredshed med den offentlige høring om det fremtidige fælles europæiske asylsystem gennem denne grønbog. EØSU er tilfreds med, at Kommissionen benytter sig af muligheden for at fremhæve, hvordan man kan råde bod på manglerne i de europæiske retlige regler og på forskellene mellem europæisk lovgivning og medlemsstaternes praksis.

3.2

Udvalget opfordrer Kommissionen og Rådet til at holde øje med, at diskussionerne om grænseforvaltningen ikke udhuler den grundlæggende rettighed til at søge asyl eller international beskyttelse. Det gælder også foranstaltninger ved land-, luft- eller søgrænserne i eller uden for medlemsstaternes farvande i forbindelse med tilbageholdelses- og redningsaktioner til søs.

3.3

I forbindelse med kampen mod terrorisme og navnlig kampen mod kriminalitet og menneskehandel, opfordrer EØSU Kommissionen og Rådet til at sikre, at den usikre verdenssituation ikke får negative følger for offentlighedens syn på flygtninge og asylansøgere og ikke bringer asylbegrebets integritet og karakter i fare.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Lovgivningsinstrumenter — Behandling af asylansøgninger — Nationale undtagelsesbestemmelser

Ifølge Kommissionen, som har hentet inspiration fra adskillige ngo- og UNHCR-rapporter, har direktivet om »asylprocedure« fastlagt nogle procedurestandarder, som tager udgangspunkt i fælles minimumskriterier, der giver mulighed for nationale tilpasninger og medlemsstaternes undtagelsesbestemmelser. Dermed har personer, der søger beskyttelse i EU ikke de samme garantier alt efter, hvilket land de ankommer til og nogle gange alt efter, hvilket sted i landet deres asylansøgning indgives. Dette spillerum har samtidig haft den konsekvens, at respekten for asylansøgernes rettigheder gradvist daler, hvilket en række nationale lovgivningsreformer vidner om.

Udvalget støtter målsætningen om at etablere et fælles europæisk asylsystem, som har det grundlæggende formål at sikre enhver asylansøger adgang til en retfærdig og effektiv sagsbehandling. Allerede nu forekommer iværksættelsen af en fælles procedure ikke særlig forenelig med de nationale undtagelsesbestemmelser, som medlemsstaterne anvender flittigt. EØSU vil være opmærksom på fællestrækkene for de særlige procedurer, som foreslås i Kommissionens »handlingsplan« og vil holde øje med, at fastlæggelsen af procedureregler og fælles kriterier for beskyttelsen af flygtningen ikke foregår ud fra laveste fællesnævner.

4.2   Sikre oprindelseslande

Udvalget er bekymret over de hindringer, der for visse asylansøgere findes for adgangen til en retfærdig sagsbehandling. Det er i strid med Genèvekonventionens princip om ikke- diskrimination (artikel 3).

Personer, der kommer fra såkaldte »sikre lande« eller »sikre tredjelande«, og hvis ansøgning kan vurderes at være »grundløs« inden for rammerne af en hurtig sagsbehandling eller risikere at indgå i en »hasteprocedure« eller »prioriteret procedure«, har således ingen garanti for at kunne appellere afgørelsen med opsættende virkning. Den kendsgerning, at medlemsstaterne ikke har formået at nå til enighed om en fælles liste, skaber ulighed, navnlig i medfør af Dublin II-forordningen., »Den ansvarlige medlemsstat« kan således afvise en asylansøgning under henvisning til sin nationale liste over sikre lande, samtidig med, at det pågældende land måske ikke står anført på listen i det land, som sender asylansøgeren hjem igen.

EØSU anbefaler, at medlemsstaterne snarest muligt opstiller en fælles liste.

EØSU minder om, at »fri og ubegrænset adgang til territoriet og til asylproceduren udgør nogle grundlæggende garantier, som medlemsstaterne bør bestræbe sig på at efterleve  (6) «. Udvalget vurderer desuden, at henvisningen til et såkaldt sikkert land »ikke i sig selv kan berettige til en afvisning af en ansøgning  (7) «, men skal ledsages af en specifik sagsbehandling i henhold til Genèvekonventionen. Kravet om at foretage en individuel sagsbehandling af hver enkelt ansøgning om beskyttelse eller asyl udelukker, at et land kan være sikkert for alle personer, eller at en person ikke kan være genstand for eventuel forfølgelse som følge af hans/hendes særlige status (tilhørsforhold til en social gruppe, forfølgelse udøvet af en eller flere ikke-statslige aktører eller andre grunde).

Derudover kan man fremhæve, at den planlagte foranstaltning ikke rummer garanti for, at det land, en asylansøger ville blive sendt tilbage til, kan yde effektiv og vedvarende beskyttelse.

4.3   Retsmidler med opsættende virkning

Anvendelsen af effektivitets- og lighedsprincipperne bør ikke forhindre muligheden for at appellere afgørelserne til en upartisk og uafhængig juridisk myndighed. EØSU konstaterer, at nogle medlemsstater i mange tilfælde anvender denne rettighed restriktivt eller på kunstig vis og insisterer derfor på, at enhver appel skal have opsættende virkning og forlanger, at Kommissionen og Rådet holder øje med, at dette sker.

4.4   Oplysninger om oprindelseslandene

EØSU er af den opfattelse, at behandlingen af en asylansøgning også skal medtage troværdige oplysninger om de reelle risici, der findes i oprindelseslandet. I sin udtalelse fra 26. april 2001 havde EØSU udtrykt ønske om, at disse »oplysninger om asylansøgernes oprindelseslande og transitlande også kan leveres af reelt repræsentative organisationer for civilsamfundet, som er aktive i hver enkelt medlemsstat, der behandler asylanmodningen  (8) «.

I lyset af et fælles system for samtlige medlemsstater er udvalget af den opfattelse, at kvaliteten og homogeniteten i beslutningerne fra første instans i høj grad vil afhænge af kvaliteten og homogeniteten i de oplysninger om oprindelseslandene, som medlemsstaternes instanser eller juridiske myndigheder gør brug af.

4.5   Asylansøgninger, der indgives ved grænsen

Udvalget noterer sig, at medlemsstaterne opfordres til at forbedre kvaliteten i procedureadgangen, men er bekymret for de ringe oplysninger, asylansøgerne modtager om deres rettigheder og garantier.

Det vedvarende fald i mængden af de asylansøgninger, der indgives i EU (9) — i modsætning til det indtryk mediebevågenheden giver — får EØSU til at minde om, at enhver asylansøger, uanset situation eller opholdssted, skal kunne forvente en effektiv sagsbehandling og i den forbindelse tilbydes tolkebistand, gratis retshjælp og tilstrækkelig tid til indgivelse af ansøgningen. EØSU minder om, at det har fremsat følgende forslag: »ansøgeren bør således [ud over retten til på alle procedurestadier at kontakte UNHCR eller andre organisationer, der optræder på UNHCR's vegne] også have ret til at kontakte anerkendte ikke-statslige organisationer (NGO), som har til formål at værne om og fremme asylret«  (10).

På samme måde minder udvalget om de forbehold, det udtrykte vedrørende medlemsstaternes udtalte vurdering af ansøgninger som værende »åbenbart grundløse«. Udvalget konstaterer, at der forekommer flere og flere eksempler på sådanne vurderinger som følge af en alt for vag formulering af artikel 23-4 i »proceduredirektivet« og finder det nødvendigt at stramme dette begreb op. EØSU er på det område enig med UNHCR og gentager sit ønske om at »de principper, som er væsentlige for en retfærdig asylprocedure (…) gælder for alle asylansøgninger, herunder også dem, som er »åbenbart grundløse« «. (11)

Følgelig noterer udvalget sig med interesse Kommissionens forslag om en »styrkelse af den retslige beskyttelse i forbindelse med den vigtige indledende fase af grænseprocedurerne og navnlig registrering og screening«.

4.6   En enkelt procedure

Kommissionen vurderer, at »der desuden kan gøres mærkbare fremskridt (…) ved, at der som et obligatorisk element i det fælles europæiske asylsystem indføres en enkelt procedure til vurdering af ansøgninger om flygtningestatus og efterfølgende beskyttelse« (12) . Det ser ud til, der hvor den »enkelte procedure« allerede er blevet gennemført, at den rent faktisk har gjort det muligt at reducere ventetiden for afgørelsen og dermed også den usikkerhed, som alle asylansøgere befinder sig i.

En sådan procedure betyder, at ansøgeren henvender sig et enkelt sted, og at den beslutningsdygtige myndighed i første omgang udtaler sig om anerkendelse af flygtningestatus i henhold til Genèvekonventionen og først derefter — og som supplement — om subsidiær beskyttelse. For at opfylde denne målsætning bør en sådan procedure være gældende alle steder, også for de ansøgninger, der indgives ved grænsen  (13) .

Udvalget lægger i overensstemmelse med sin udtalelse fra 29. maj 2002 stadig vægt på den kendsgerning, at »subsidiær beskyttelse ikke må kunne svække den beskyttelse, som anerkendelse af flygtningestatus ville give« (14), og konstaterer, ligesom UNHCR (15), at medlemsstaterne synes at gøre stor brug af subsidiær beskyttelse uden at denne drejning egentlig kan knyttes an til en udvikling i oprindelseslandet endsige begrundes i afgørelserne, hvilket ansøgerne ellers ville være i deres gode ret til at forvente.

4.7   Modtagelsesbetingelser for asylansøgere — Standarder

Med hensyn til modtagelsesbetingelserne for asylansøgerne konstaterer EØSU store forskelle medlemsstaterne imellem. Udvalget konstaterer, at visse lande snarere ønsker, at harmoniseringen skal ske i form af mere restriktive retlige standarder, som f.eks. indførelsen af »geografiske begrænsninger(...) med hensyn til indgivelse af ansøgningen og bopæl  (16)«, idet man mener på den måde at kunne gøre visse lande mindre attraktive i forhold til andre.

Udvalget er klar over, at asymmetriske nationale standarder udgør en kilde til sekundære strømme, men kan alligevel ikke konkludere, at man skal mindske asylansøgernes rettigheder. Det er ikke nødvendigt at forlange et højere beskyttelsesniveau end allerhøjst nødvendigt for at udjævne forskellene, når blot standarderne er fælles for medlemsstaterne og bliver anvendt på samme måde.

4.8   Adgang til uddannelse og arbejdsmarkedet

Med hensyn til asylansøgernes adgang til arbejdsmarkedet er der i visse medlemsstaterne to modargumenter, der vinder terræn: Der er behov for et spillerum af hensyn til landets beskæftigelsessituation. Den kendsgerning, at mange asylansøgere får afslag, og at sagsbehandlingen går hurtigere betyder, at adgangen til arbejdsmarkedet kun vil være midlertidig.

Udvalget mener, at til trods for målsætningen om en hurtigere behandling af asylsagerne, så kan mængden og arten af en lang række ansøgninger medføre store forsinkelser i visse landes sagsbehandling. EØSU bemærker således, at selvom »modtagelsesdirektivet« forudser, at medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger vedrørende materielle modtagelsesforhold, »der muliggør en levestandard, som sikrer asylansøgernes sundhed og midlerne til deres underhold« (art. 13), så afhænger flygtningenes integration i værtslandene af muligheden for at føre et selvstændigt liv. Jo hurtigere efter flygtningens ankomst betingelserne herfor opfyldes, desto mere vellykket vil integrationen blive.

I sin udtalelse fra 28. november 2001 vurderede EØSU, at »der ligger en klar materiel og moralsk fordel for såvel værtslandet som asylansøgerne i muligheden for at få adgang til arbejdsmarkedet  (17) «. Udvalget gentager denne bemærkning, ligesom det insisterer på det faktum, at asylansøgerne skal kunne følge en uddannelse, sprogundervisning og navnlig have adgang til lægehjælp.

Det faktum, at visse af dem ikke vil kunne blive i landet, hvis de får endeligt afslag på deres ansøgning, er ikke noget vægtigt argument imod indførelse af foranstaltninger, der giver asylansøgerne større selvstændighed, og som »er den bedste forudsætning for en vellykket integrationsproces eller, hvis forholdene tillader det, en fornuftig tilbagevenden til hjemlandet«  (18). Til gengæld tyder alt på, at udelukkelse fra arbejdsmarkedet kan anspore til sort arbejde.

EØSU er enig med Kommissionen i, at disse humanitære modtagelsesvilkår uden undtagelse bør gælde for alle asylansøgere, der er berettigede til flygtningestatus eller subsidiær beskyttelse.

4.9   Tilbageholdelse

EØSU er bekymret over, at adskillige medlemsstater syntes at placere asylansøgerne i »lukkede centre,« som har mere til fælles med begrebet tilbageholdelse end modtagelse.

I overensstemmelse med Europarådets anbefalinger har EØSU allerede udtalt sig om den kendsgerning, at tilbageholdelse af asylansøgere kun må ske undtagelsesvist og kun inden for det strengt nødvendige tidsrum  (19) . Alternative løsninger bør foretrækkes  (20) .

Ansøgeren, der befinder sig i en sådan situation, må under ingen omstændigheder behandles som en »kriminel« og skal ligesom andre ansøgere tilbydes gratis, uafhængig og kvalificeret retshjælp. Ngo'er skal kunne træde til for at yde råd og vejledning til asylansøgerne. »Sårbare (21)« personer som mindreårige og navnlig uledsagede mindreårige skal nyde en særlig beskyttelse.

Der skal tages højde for den specifikke forfølgelse, nogle kvinder udsættes for, og det skal betragtes som begrundelse for behovet for beskyttelse af dem selv og de personer, de ledsager, eller som ledsager dem (mindreårige børn eller ægtefæller, forældre eller andre…)

EØSU mener desuden, at de »lukkede centre« bør evalueres regelmæssigt af Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur (CPT).

4.10   Indrømmelse af beskyttelse

Personer, der ikke kan beskyttes, men heller ikke udvises

Kommissionen planlægger at harmonisere status for de personer, der af specifikke årsager ikke kan udsendes fra landet, selvom de har fået afslag på deres asylansøgning. Det drejer sig om anvendelsen af de principper, der er indeholdt i de internationale instrumenter om flygtninges rettigheder eller menneskerettighederne og som konstant trækker på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis.

Der er på det område forskel på medlemsstaternes praksis, og EØSU finder det nødvendigt, at grundlaget for en sådan status defineres ordentligt og ensartet i hele EU. Det er navnlig beklageligt, at der i visse lande findes »statusløse« personer — uden opholdstilladelse, men som ikke kan udvises — som dermed er udsat for juridisk, social og økonomisk usikkerhed, hvilket strider mod respekten for den menneskelige værdighed og sætter dem på spil i udsendelsespolitikkerne for personer med ulovligt ophold. Uden at ville undervurdere spørgsmålets kompleksitet mener EØSU, at lignende situationer burde kunne udløse udstedelse af en midlertidig opholdstilladelse og give ret til at udøve et hverv.

4.11   Solidaritet og fordeling af byrder

Ansvarsdeling — Dublin-systemet

I en udtalelse fra 12. juli 2001 om »en fælles asylprocedure og en ensartet status« (22), forholdt EØSU sig til anvendelsen af Dublinkonventionen. Udvalget kunne slå fast, at mekanismen skabte flere problemer end den løste og forårsagede uforholdsmæssigt store omkostninger i forhold til de opnåede resultater uden dog at kunne forhindre asylansøgere i at fordufte inden deres overførsel til det land, de først ankom til.

EØSU mener således, at Dublin-systemet (forordningen og EURODAC) har haft den fordel at stille spørgsmålstegn ved behandlingen af asylansøgere på fællesskabsplan, men må samtidig konstatere, at den ordning, hvis hovedformål var »hurtigst muligt at slå fast, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning,« ikke har opfyldt den anden målsætning, nemlig »at undgå sekundære bevægelser mellem medlemsstaterne,« (23) men til gengæld har medført ekstra byrder, nogle gange meget tunge byrder for nogle af medlemsstaterne, herunder navnlig medlemsstater, der udgør EU's ydre grænse.

Ifølge Kommissionens (24) evalueringsarbejde er der for visse landes vedkommende så meget balance i overførslerne, at man kunne forestille sig at »gøre det muligt for medlemsstaterne at indgå bilaterale aftaler om i konkrete tilfælde ikke at skulle udveksle det samme antal asylansøgere« (25). Registrering af asylansøgernes fingeraftryk i EURODAC burde være tilstrækkeligt til at reducere asyl-shopping og indgivelse af flere ansøgninger på en gang.

Udvalget konstaterer således, at anvendelsen af Dublin-systemet har uforholdsmæssigt høje menneskelige omkostninger i forhold til systemets tekniske målsætninger. EØSU mener, at vedtagelsen af fælles standarder ved at udligne forskellene i medlemsstaternes behandling af asylansøgningerne vil mindske betydningen af dette kriterium blandt de mange, der er udslagsgivende for, at en asylansøger vælger at indgive sin ansøgning i én medlemsstat frem for i en anden, men at de kulturelle og sociale aspekter fortsat vil spille en afgørende rolle i flygtningens integration i værtslandet.

Udvalget anbefaler derfor, som i tidligere udtalelser (26), at asylansøgeren frit kan vælge, hvilket land ansøgningen indgives i, og at medlemsstaterne til dette formål allerede opfordres til at gøre brug af den humanitære klausul i forordningens artikel 15-1. I det omfang, at anerkendte flygtninge har frihed til at rejse til et andet land end det, der oprindeligt anerkendte deres flygtningestatus, er der blot tale om en forsmag på gennemførelsen af denne rettighed.

EØSU er under alle omstændigheder af den opfattelse, at forordningen ikke bør anvendes over for uledsagede mindreårige, medmindre det viser sig at være i barnets tarv.

4.12   Finansiel solidaritet

En reform af Dublin-systemet, der går i den retning, vil udgøre en betragtelig lettelse for de medlemsstater, der modtager flest asylansøgere. Det er trods alt et faktum, at der er store forskelle på, hvor tung en byrde de registrerede ansøgninger er for medlemsstaterne. Det synes derfor nødvendigt at indføre en effektiv byrdefordelingsmekanisme, som kan hjælpe dem, der registrerer flest ansøgere.

Den såkaldt »interne« genbosætning (inden for EU) kunne også udgøre en del af løsningen, men må ikke være nogen fast regel eller nogen endegyldig løsning ligesom der kun må finde genbosætninger sted med pågældende flygtnings udtrykkelige samtykke og kun, hvis man kan garantere, at betingelserne for denne genbosætning placerer flygtningen på et højt integrationsniveau i det ny værtsland.

4.13   Den eksterne dimension af asyl

Støtte til tredjelande for at styrke beskyttelsen — Programmer for regional beskyttelse

Det er Kommissionens hensigt at konsolidere og bygge videre på de erfaringer, der er gjort inden for rammerne af de regionale beskyttelsesprogrammer, der har til formål at sørge for beskyttelse af flygtninge i deres oprindelsesregioner eller i transitlandene. Denne tilgang indgår i Haag-programmets hovedområder.

Udvalget støtter de initiativer, der kan være medvirkende til bedre modtagelsesvilkår for asylansøgerne i tredjelande, men sætter spørgsmålstegn ved formålet med oprettelsen af asylcentre i visse lande, f.eks. de ny uafhængige stater — Ukraine, Moldova og Belarus (Hviderusland), som langt fra synes at kunne garantere asylansøgerne ordentlige modtagelsesforhold. EØSU fremhæver, at programmerne giver indtryk af snarere at ville begrænse flygtningenes tilbøjelighed til at præsentere sig ved EU's grænser end at forbedre disse menneskers beskyttelse.

Europarådets Parlamentariske Forsamling (27) understreger, at såfremt sådanne centre fortsætter med at dukke op, »så bør de først og fremmest åbnes i EU, inden man udvider erfaringen til lande uden for Unionen eller Europa« . Udvalget holder fast ved, at lande, der ikke har ratificeret den internationale flygtningekonvention (Genève, 1951), skal udelukkes fra disse programmer. Til gengæld går EØSU ind for, at EU udviser solidaritet over for de tredjelande, som fremover vil blive udsat for mere eller mindre massive flygtningestrømme.

4.14   Blandede flygtningestrømme ved de ydre grænser

EØSU minder om, at det i sin udtalelse om Frontex understregede, at en effektiv grænsekontrol ikke må stå i modsætningsforhold til retten til asyl. »Agenturet bør også have til opgave at koordinere redningstjenesterneisær til søsfor at advare og bistå mennesker, som er nødstedte på grund af anvendelsen af farlige transportformer i forbindelse med illegal indvandrin (28). Udvalget henstillede også, at grænsevagternes uddannelse bør omfatte humanitær folkeret.

Med hensyn til redningstjenester til søs, bemærker udvalget, at der ikke blot mangler en procedure for behandling af ansøgninger om adgang til territoriet, men faktisk også en egentlig procedure for indgivelse af asylansøgninger. Udvalget forlanger, at der stilles midler til rådighed til iværksættelse af disse procedurer, således, at asylansøgningerne kan registreres så tæt som muligt på det sted, personen blev tilbageholdt.

4.15   EU's rolle som global spiller på flygtningeområdet

Udvalget er af den opfattelse, at EU i lyset af den fælles europæiske asylordning også bør tilrettelægge det fremtidige asylsystem på en sådan måde, at det inspirerer andre aktører i verden. Det kan ske ved, at EU selv foregår med et godt eksempel og varetager sit eget ansvar ved at deltage i systemet for international flygtningebeskyttelse og ved at sikre, at de europæiske love fuldt ud er i overensstemmelse med international flygtningelovgivning og humanitær folkeret.

4.16   Kontrolmuligheder

EØSU bemærker, at Kommissionen har anmodet om en udtalelse om den fremtidige opbygning af en fælles europæisk ordning, selvom værktøjerne og initiativerne fra første fase endnu ikke er blevet evalueret, og direktiverne endnu ikke er blevet gennemført i alle nationale lovgivninger. Med henblik på overholdelse af tidsfristen 2010 foreslår udvalget at fastsætte en tilpasningsmekanisme i lyset af de kommende evalueringer og foreslår, at iværksættelsen af nye instrumenter og/eller revisionen af allerede eksisterende suppleres med et analyse- og kontrolsystem af den fælles asylordnings følger og flygtningenes situation. Denne opgave kunne overlades til det støttekontor, grønbogen omtaler med bistand fra UNHCR, relevante ngo'er samt Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder og bør føre til udarbejdelsen af en årlig rapport, der rettes til EU-institutionerne og medlemsstaterne.

Udvalget beder Kommissionen om efterfølgende at sørge for udarbejdelsen af en årlig rapport om iværksættelsen af den fælles ordning. Denne rapport skal fremlægges for de rådgivende udvalg (EØSU og Regionsudvalget) samt Europa-parlamentet.

Bruxelles, den 12. marts 2008

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge.

(2)  I henhold til Flygtningehøjkommissariatet (Master Glossary of Terms, juni 2006).

(3)  Voldtægt, voldtægt begået i krigstid, fysisk, psykisk eller social forfølgelse, fordi man nægter at underkaste sig nogle bestemmelser, som mænd har fastlagt. Se punkt 2.5.1 i EØSU's udtalelse om direktivet om minimumsstandarder for status som flygtning, Ordfører An Le Nouail Marlière, (EFT C 221 af 17. september 2002) »Selv om der ikke er taget udtrykkeligt højde herfor i Genève-konventionen af 1951, bør de særlige former for kønsspecifik forfølgelse (lemlæstelse af de kvindelige genitalier, tvangsægteskaber, stening pga. formodet utroskab, systematisk voldtægt af kvinder og unge piger som led i krigsstrategi for at nævne nogle eksempler) anerkendes af medlemsstaterne som begrundelse for at indgive en ansøgning om asyl, og som retmæssigt kriterium for at imødekomme en asylansøgning.«

(4)  EØSU's udtalelse af 15. december 2004 om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet: »En mere effektiv fælles asylordning i Europa: En enkelt procedure som næste skridt«, ordfører An Le Nouail Marlière (EUT C 157 af 28. juni 2005) punkt 2.7.

(5)  EØSU's udtalelse fra 14. februar 2006, ordfører An Le Nouail Marlière, (EUT C 88 af 11. april 2006) punkt 2.4 og konklusioner 4. led.

(6)  EØSU's udtalelse fra 26. april 2001 om »Kommissionens forslag til Rådets direktiv om minimumsstandarder for procedurer i medlemsstaterne for tildeling og fratagelse af flygtningestatus«, ordfører Vitor Melícias Lopez (EFT C 192 af 10. juli 2001) punkt 3.2.2.

(7)  Vitor Melícias Lopez, punkt 3.2.12.3.

(8)  EØSU's udtalelse fra 26. april 2001 om »Kommissionens forslag til Rådets direktiv om minimumsstandarder for procedurer i medlemsstaterne for tildeling og fratagelse af flygtningestatus«, ordfører Vitor Melícias Lopez (EFT C 192 af 10. juli 2001) punkt 2.3.

(9)  I 2006 registrerede EU 27 i alt 192.300 asylansøgninger, hvilket svarer til et fald på 50 % i forhold til 2001 og et fald på 70 % i forhold til 1992 (EU 15) — Eurostat »Statistics in focus« 110/2007.

(10)  Vitor Melícias Lopez, punkt 3.2.4.4.

(11)  Vitor Melícias Lopez, punkt 3.2.15.2; Pressekonference i FN's flygninghøjkommissariat og anbefalinger til det portugisiske formandskab for EU og til det ny formandskab fra 15. juni 2007 og 11. december 2007.

(12)  Grønbogen, s.4.

(13)  »Asylum in the European Union, A study of the implementation of the Qualification Directive« UNHCR, november 2007.

(14)  EØSU's udtalelse af. 29. maj 2002 om »Kommissionens forslag til Rådets direktiv om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere og statsløse som flygtninge, eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse« ordfører: An Le Nouail-Marlière (EFT 221 af 17. af september 2002) punkt 2.3.5.

(15)  Samme undersøgelse. EØSU henviser desuden til ændringsforslagene til direktivet om minimumsstandarder for status som flygtning (artiklerne 8.3, 8,1, betragtning 26 i art. 15 litra c artiklerne 12 og 14 (overensstemmelse med Genève-konventionen 1951), 17 og 19 og til følgende henstillinger: til Kommissionen: anmode om EF-domstolens fortolkninger og afgørelser, sikring og kontrol af afgørelsernes kvalitet i hele EU, Uddannelse, vedtagelse af retningslinjer, Til medlemsstaterne i EU: anvendelse af UNHCR's retningslinjer, Forelægge EF-domstolen spørgsmål fra de nationale domstole til præjudiciel afgørelse, Skriftlige afgørelser, Kvalitetskontrol af de afgørelser, der træffes nationalt, Analyse af beredskabspotentiale, Beskyttelse på stedet, Adgang og støtteberettigelse, Alvorlige risici. Motivations and exclusions UNHCR, november 2007.

(16)  Frankrig: »Informationsrapport indgivet af Nationalforsamlingens delegation til EU«, fremlagt af Pierre Lequiller, nr. 105, den 25. juli 2007.

(17)  EØSU's udtalelse fra 28. november 2001 om »Kommissionens forslag til Rådets direktiv om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne« ordførere: Dario Mengozzi og Luis Miguel Pariza Castaños (EFT C 48 af 21. februar 2002) punkt 4.3.

(18)  Idem, punkt 3.1.

(19)  EØSU's udtalelse fra 26. april 2001 om »Kommissionens forslag til Rådets direktiv om minimumsstandarder for procedurer i medlemsstaterne for tildeling og fratagelse af flygtningestatus«, ordfører Vitor Melícias Lopez (EFT C 192 af 10. juli 2001, punkt 3.2.11.

(20)  Rapport fra en international undersøgelsesmission »enfermer les étrangers, dissuader les réfugiés: le contrôle des flux migratoires à Malte« International Federation of Human Rights, Catherine Teule, punkt 4-1.1.

Se også moderniseringen af kontrollerede, men åbne asylcentre ved Rumæniens tiltræden i EU, som blev konstateret under den mission, der fandt sted under udfærdigelsen af EØSU's udtalelser af 15.12.2004 om »Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om styret indrejse i EU af personer, der har behov for international beskyttelse, og styrkelse af beskyttelseskapaciteten i hjemregionerne — bedre adgang til holdbare løsninger« og om »Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet: En mere effektiv fælles asylordning i Europa: En enkelt procedure som næste skridt«, ordfører: An Le Nouail Marlière (EUT C 157 af 28.6.2005).

(21)  Ifølge UNHCR (Master Glossary of Terms, juni 2006): personer, der er fysisk, psykisk eller mentalt svækkede og har behov for særlig bistand: kvinder, gravide, børn, ældre, syge, handicappede osv.

(22)  EØSU's udtalelse fra 12. juli 2001 om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: På vej mod en fælles asylprocedure og en ensartet status, som gælder i hele EU, for dem, der indrømmes asyl«, ordførere: Dario Mengozzi og Luis Miguel Pariza Castaños (EFT C 260 af 17.september 2001).

(23)  Grønbog, punkt 12.

(24)  Kommissionen: »Rapport Fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om evalueringen af Dublin-systemet — KOM(2007) 299 endelig — 6. juni 2007«.

(25)  KOM(2007) 299, s. 8.

(26)  EØSU's udtalelse fra 12. juli 2001 om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: På vej mod en fælles asylprocedure og en ensartet status, som gælder i hele EU, for dem, der indrømmes asyl«, ordførere: Dario Mengozzi og Luis Miguel Pariza Castaños (EFT C 260 af 17. september 2001) og EØSU's udtalelse fra 29. maj 2002 om »Kommissionens forslag til Rådets direktiv om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere og statsløse som flygtninge, eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse«, ordfører: An Le Nouail-Marlière (EFT C 21 af 17. september 2002).

(27)  Europarådets Parlamentariske Forsamling: »Assessment of transit and processing centres as a response to mixed flows of migrants and asylum seekers« — Dok. 11304, 15. juni 2007.

(28)  EØSU's udtalelse fra 29. januar 2004 om »Forslag til Rådets forordning om oprettelse af et europæisk agentur for forvaltning af det operative samarbejde ved de ydre grænser«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 108 af 30. april 2004) punkt 3.2.


9.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 204/85


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om oprettelse af et program, der skal højne kvaliteten af de videregående uddannelser og fremme den mellemfolkelige forståelse gennem samarbejde med tredjelande (Erasmus Mundus) (2009-2013)

KOM(2007) 395 endelig

(2008/C 204/18)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 10. september 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om oprettelse af et program, der skal højne kvaliteten af de videregående uddannelser og fremme den mellemfolkelige forståelse gennem samarbejde med tredjelande (Erasmus Mundus) (2009-2013)

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Mário Soares til ordfører og J.I. Rodríguez García-Caro til medordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 21. februar 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 443. plenarforsamling den 12.-13. marts 2008, mødet den 12. marts, følgende udtalelse med 125 stemmer for, ingen imod og 2 hverken for eller imod:

1.   Sammenfatning og konklusioner

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg bifalder indholdet i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om oprettelse af et program, der skal højne kvaliteten af de videregående uddannelser og fremme den mellemfolkelige forståelse gennem samarbejde med tredjelande (Erasmus Mundus) (2009-2013). Programmet udvider og forbedrer det nuværende Erasmus Mundus-program, som EØSU allerede har udtrykt støtte for.

1.2

EØSU anser det for afgørende vigtigt at gøre de europæiske universiteter til tiltrækningspoler for studerende fra hele verden og herved bidrage til at vise den ekspertise, der findes i Europa inden for videregående uddannelse og forskning. Udvalget vil desuden understrege, at programmet ikke må bidrage til hjerneflugten fra tredjelande. Med dette for øje opfordrer udvalget Kommissionen til i samarbejde med myndighederne og universiteterne i tredjelande at undersøge strategier, som kan tilskynde de studerende og lærere til at benytte sig af de muligheder, Erasmus Mundus tilbyder, og derefter vende tilbage til deres oprindelsesland for at bidrage til en bæredygtig udvikling dér. EØSU påpeger, at det for at nå dette mål er nødvendigt at etablere en tæt forbindelse mellem EU's samarbejdspolitikker og programmer som Erasmus Mundus.

1.3

EØSU noterer sig den indsats, der er gjort i det nye handlingsprogram for at øge lærernes mobilitet ved at tildele dem 40 % af alle planlagte stipendier sammenlignet med 16,6 % i det gældende program. En sådan udveksling må betragtes som en kilde til berigelse ikke kun på det videnskabelige, men også på det kulturelle og uddannelsesmæssige område. Udvalget understreger i denne sammenhæng, at lærernes og de studerendes mobilitet ikke længere — som det ofte er tilfældet i dag — bør være et individuelt ansvar, men i stigende grad blive et institutionelt ansvar.

1.4

EØSU opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til så hurtigt og effektivt som muligt at fjerne hindringer i de nationale lovgivninger for læreres og studerendes mobilitet, hvad angår både adgangen til de forskellige EU-lande og anerkendelse og validering af de opnåede kvalifikationer, så de, der ønsker at deltage i programmet ved at studere eller undervise i udlandet, ikke støder på hindringer eller vanskeligheder.

1.5

EØSU mener, at udvælgelsesprocedurerne bør indeholde en clearingmekanisme på europæisk plan for at undgå alvorlige skævheder mellem studieområder, de studerendes og akademikernes hjemsted og modtagelsesmedlemsstaten. EØSU støtter således indholdet af bilaget til afgørelse nr. 2317/2003/EF om etablering af Erasmus Mundus-programmet og opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til også at inkorporere denne mekanisme i det foreliggende forslag.

2.   Forslaget til afgørelse

2.1

Den overordnede målsætning for programmet er at højne kvaliteten af de europæiske videregående uddannelser og fremme den mellemfolkelige dialog og forståelsen af forskellige kulturer gennem samarbejde med tredjelande, at fremme EU's eksterne politik, og at medvirke til tredjelandenes bæredygtige udvikling inden for videregående uddannelse. Programmet dækker femårsperioden 2009-2013.

2.2

I forslaget til afgørelse opstilles følgende konkrete målsætninger:

a)

at fremme et struktureret samarbejde mellem højere uddannelsesinstitutioner og akademisk personale i Europa og tredjelande;

b)

at bidrage til samfundenes gensidige berigelse ved at fremme mobiliteten for de dygtigste studerende og akademikere fra tredjelande, så de kan få kvalifikationer og/eller erfaring i EU, og ved at lade de dygtigste studerende og akademikere fra Europa rejse til et tredjeland;

c)

at bidrage til udviklingen af tredjelandenes højere uddannelsesinstitutioners menneskelige ressourcer og internationale samarbejdsevne;

d)

at forbedre adgangen til de europæiske videregående uddannelser, højne deres profil og synlighed over for resten af verden og gøre dem mere attraktive for tredjelandsstatsborgere.

2.3

Initiativet skal gennemføres ved hjælp af følgende foranstaltninger:

fælles Erasmus Mundus-masterprogrammer og fælles ph.d.-studieprogrammer under Erasmus Mundus;

partnerskaber mellem højere uddannelsesinstitutioner i Europa og tredjelande;

foranstaltninger til at gøre Europa til et mere attraktivt uddannelsessted;

støtte til udvikling af fælles uddannelsesprogrammer og samarbejdsnetværker, der skal gøre det lettere at udveksle erfaringer og eksempler på god praksis;

øget støtte til mobilitet mellem Fællesskabet og tredjelande for personer i det videregående uddannelsessystem;

fremme af sprogkundskaber, gerne ved at give de studerende mulighed for at lære mindst to af de sprog, der tales i de lande, hvor de højere uddannelsesinstitutioner har hjemme;

støtte til pilotprojekter, der baseres på partnerskaber med en ekstern dimension, med henblik på at sikre innovation og kvalitet i de videregående uddannelser;

støtte til analyse og opfølgning af tendenserne og udviklingen inden for de videregående uddannelser set i et internationalt perspektiv.

2.4

Formålet med dette program er at fortsætte aktiviteterne fra første fase (2004-2008), men man søger at være mere ambitiøs ved at inkorporere det eksterne samarbejde mere direkte i programmet, udvide anvendelsesområdet til alle niveauer i de videregående uddannelser, forbedre finansieringsmulighederne for europæiske studerende og skabe større mulighed for samarbejde med højere uddannelsesinstitutioner i tredjelande.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

Ligesom i sin udtalelse om Erasmus World-programmet (2004-2008) (1) hilser EØSU forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse velkommen og glæder sig over de initiativer, som er vedtaget eller ved at blive vedtaget med henblik på at bidrage til en forbedring af uddannelseskvaliteten i EU og fremme samarbejdet med tredjelande i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 149.

3.2

I sin tidligere udtalelse udtrykte EØSU tilfredshed »med konkretiseringen af initiativer, der vil bane vej for en kvalitetspræget videregående uddannelse, som bl.a. baseres på samarbejde med tredjelande via: et samarbejde med de bedste universiteter, tiltrækning af velrenommerede akademikere og de bedst kvalificerede studerende fra disse lande. Denne gensidigt gavnlige synergi vil bidrage til udviklingen af tættere bånd og danne grundlag for en bedre forståelse og et bedre samarbejde fremover mellem EU og de deltagende lande.«  (2)

3.3

I betragtning af, at det drejer sig om samme type program, fremsætter EØSU de samme bemærkninger som dengang med små men vigtige ændringer, og tilføjer følgende iagttagelser:

3.3.1

Erasmus Mundus-programmet falder tidsmæssigt sammen med Bologna-processens centrale målsætning om at skabe et europæisk område for videregående uddannelse og forskning inden 2010 via konvergerende reformer af medlemsstaternes videregående uddannelsessystemer.

3.3.2

Det falder imidlertid også sammen med et andet eksternt mål: at gøre Europa kendt i verden som et område med videregående uddannelse og forskning af høj kvalitet. Det er derfor vigtigt, at Bologna-processen lykkes, så europæiske universiteter, og ikke kun nogle få af dem, bliver en tiltrækningspol for unge studerende fra tredjelande.

3.3.3

Kommissionen har anerkendt dette ved at acceptere Bologna-processen som en integreret del af sin uddannelsespolitik med samme status som forskning i EU.

3.3.4

Denne målsætning, skabelsen af et europæisk område for videregående uddannelse, indebærer implicit et andet mål, nemlig at tiltrække studerende og lærere fra tredjelande. Da dette er et vigtigt, endog meget vigtigt, mål i bestræbelserne på at styrke Europas position i verden, understreger EØSU, som det allerede har gjort gentagne gange, det vigtige i at undgå hjerneflugt fra udviklingslandene (3).

3.3.5

Foranstaltning 2 (Erasmus Mundus-partnerskaber) er et godt eksempel herpå, fordi den ud over at tage hensyn til tredjelandes konkrete udviklingsbehov åbner mulighed for begrænsede ophold af kort varighed. De foreslåede foranstaltninger skulle efter EØSU's opfattelse gøre det muligt for både lærere og studerende fra tredjelande at få et nyttigt ophold som studerende eller lærer på europæiske universiteter, men de bør kraftigt tilskyndes til at vende tilbage til deres hjemland, så de kan bidrage til bæredygtig udvikling og social samhørighed i det pågældende land og samtidig effektivt kan udbrede kendskabet uden for Europa til kvaliteten af vores universiteter.

3.3.6

Risikoen for at øge hjerneflugten netop fra de steder, hvor der er størst brug for viden, navnlig på grund af manglende muligheder på markedet eller fordi der ganske enkelt ikke er de rette betingelser til stede for at videreføre deres videnskabelige arbejde, kan også mindskes ved at udvikle masters- og ph.d.-programmer i tredjelandene, herunder kurser eller praktikophold i EU-lande i perioder, som ikke er så lange, at deltagerne kommer til at føle sig rodløse i deres eget land.

3.3.7

Denne risiko kan også mindskes ved foranstaltninger, som universiteterne selv er inddraget i, f.eks. ved at de aftaleformularer, der udfyldes, indeholder hjemrejsestrategier, herunder eventuelt kompensationsordninger.

3.3.8

Erasmus Mundus-programmet, som indgår i et globalt EU-politisk perspektiv, og som falder i tråd med Lissabon-strategien om at gøre Europa til den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden både i samarbejdet med de lande, der allerede er indgået aftaler med, og som led i en bredere vision om strategisk samarbejde med tredjelande, bør i øvrigt også betragte hjerneflugt som en alvorlig trussel mod en ligevægtig udvikling i de lande, programmet samarbejder med (4).

3.3.9

Det må endvidere understreges, at dette program har et andet mål, nemlig at fremme den kulturelle udveksling gennem højere kvalitet i uddannelsen og strengere krav til forskningen (5). Heraf følger, at programmet ikke bør være et påskud til at indføre et kommercielt perspektiv i de videregående uddannelser, men i stedet bør fremme kvaliteten i uddannelsen, den uafhængige forskning, respekten for akademisk frihed og, som det fremgår af forslaget, styrke bekæmpelsen af alle former for social udstødelse.

3.4

Endelig er det, i lighed med Bologna-processen, nødvendigt, at universiteternes interne og eksterne evalueringssystemer baseres på kriterier, der tager hensyn til den akademiske virkelighed, og at de tilskynder universiteterne til at opnå et højt ekspertiseniveau, hvilket er en nødvendig forudsætning for, at de kan være tiltrækningspoler for studerende og lærere fra tredjelande og samtidig bevare deres identitet.

4.   Særlige bemærkninger

4.1

Et vigtigt aspekt i Erasmus Mundus-programmet er studerendes og læreres mobilitet. Erfaringerne fra Bologna-processen viser, at der har været fokuseret mere på studerendes end læreres mobilitet, selv om det i en række erklæringer understreges, at lærernes mobilitet er vigtig, hvis Bologna-strategien skal krones med held. I øvrigt kritiserede Europarådet i 2006 strategien for at være »ufuldstændig og usammenhængende«.

4.1.1

Med udgangspunkt i dette forhold er det vigtigt, at Erasmus Mundus fremmer lærernes mobilitet. Som det fremgår af et af Bologna-processens 6 hovedmål vedrørende forskere og lærere, er det endvidere nødvendigt at overvinde de vanskeligheder, som hindrer en effektiv lærermobilitet, og i den forbindelse i særlig grad sætte fokus på anerkendelsen og udnyttelsen af viden og ekspertise, som er opnået gennem forskning, undervisning og uddannelse i den periode, hvor den pågældende lærer har været fraværende fra sin sædvanlige arbejdsplads.

4.1.2

Det er afgørende vigtigt at tage hensyn til en række faktorer, som ikke må bagatelliseres, nemlig:

de nuværende skævheder mellem uddannelsessystemerne i modtagelses- og oprindelseslandene;

det nødvendige i at anerkende og udnytte de pågældende personers uddannelse, undervisningserfaring og forskning;

anerkendelse ikke kun af videnskabelige bidrag, men også af sociokulturelle værdier;

udveksling af lærere og forskere betragtet som en kulturel og uddannelsesmæssig berigelse og ikke kun som en metode til udvælgelse af de bedst kvalificerede lærere, studerende og forskere fra tredjelande, som om der var tale om »kvalificerede« indvandrere.

4.1.3

I den sammenhæng må det navnlig sikres, at udvekslingen af lærere er til gavn ikke kun for modtagelses- og oprindelseslandene og for de studerende, men også for universiteterne selv. At gøre det muligt for borgere i tredjelande at erhverve kvalifikationer og viden via en uddannelsesperiode i EU kan være en metode til fremme af hjernecirkulation, som i lige høj grad gavner de lande, der modtager lærere og studerende, og de lande, der sender dem af sted. Af de forskellige udvekslingsformer er besøg eller praktikophold af kort varighed, sabbatår og særlige forskningsprogrammer de mest kendte, men der er herudover en lang række andre muligheder på dette område.

4.2

Meddelelsen henviser til nogle aspekter, som EØSU er helt enigt i. Der er tale om vigtige punkter, som derfor må understreges:

4.2.1

Den udfordring, der ligger i den sproglige mangfoldighed i Europa, og som hele dette spørgsmål rejser, bør betragtes som en yderligere mulighed for dem, der har valgt Europa som destination. Anerkendelse af, at et bestemt sprog er på vej til at blive et videnskabssprog, betyder ikke, at man ignorerer den værdi, studiet af andre sprog har for uddannelse og forskning i en globaliseret verden. Sådanne sprogstudier sikrer sproglig rigdom og flere muligheder for alle, herunder de EU-borgere, der kun taler deres modersmål.

4.2.2

De indviklede migrationsregler, der hele tiden ændres (og bliver mindre og mindre fleksible), er et andet problem at tage hensyn til, når talen er om akademikere og studerende fra tredjelande. Dette kan og bør på ingen måde være et motiv til at vanskeliggøre læreres, forskeres og studerendes mobilitet. Der er navnlig behov for at gennemføre Det Europæiske Råds resolution om udstedelse af visa til studerende og lærere, der deltager i denne type programmer.

4.2.3

Erasmus Mundus bør endvidere helt og fuldt realisere et andet af de opstillede mål, nemlig at være et værktøj til bekæmpelse af alle former for udstødelse, herunder racisme og fremmedhad, samt bidrage til at fjerne forskelsbehandling mellem mænd og kvinder.

4.3

Resultaterne af en undersøgelse gennemført af Academic Cooperation Association i 2004-2005 på foranledning af Kommissionen viser det nødvendige i at fastlægge en europæisk strategi til oprettelse af et europæisk område for videregående uddannelse, som tilbageviser den tanke, at det i Europa kun er de højest udviklede lande eller landene med den største universitetstradition, som kan tilbyde kvalitet.

4.3.1

Denne strategi tog udgangspunkt i et krav (som allerede er formaliseret i det nuværende Erasmus Mundus-program) om, at der skal være oprettet partnerskaber mellem mindst 3 universiteter fra mindst 3 lande, for at der kan indgives en ansøgning. I programmet for 2009-2013 fastholdes dette krav, hvilket EØSU fuldt ud støtter (6).

4.3.2

Der er imidlertid brug for andre elementer for at forbedre de europæiske universiteters tiltrækningskraft, f.eks. i kraft af deres internationale prestige, en højt kvalificeret lærerstab, lave studieomkostninger, værdien af de tildelte stipendier, den prestige, der er forbundet med den pågældende universitetsgrad, mulighederne for integration på arbejdsmarkedet, kendskabet i tredjelandene til de forskellige universiteter i EU-landene samt leveomkostningerne og mulighederne for eller vanskelighederne ved at opnå visa. Alle disse faktorer, navnlig levestandarden og undervisningsgebyrets størrelse, bør være afgørende ved tildelingen af stipendier.

4.3.3

Denne nye fase i Erasmus Mundus-programmet bør derfor være en mulighed for med repræsentanter for universiteter og med lærere og studerende at drøfte, hvilke foranstaltninger der ville kunne bidrage til at udbrede kendskabet til andre universiteter i andre EU-lande og til disses stærke sider med henblik på at udvide efterspørgslen hos studerende og lærere i tredjelande.

4.3.4

Dette mål kan f.eks. opnås ved at følge Bologna-processens gode eksempel og skærpe det europæiske universitetsrums profil som helhed i de eksisterende informationskilder, der konsulteres af dem, der ønsker at studere uden for deres hjemland (internettet, websteder, EU-repræsentationer).

4.3.5

Det vil således være muligt i et snævert institutionelt samarbejde mellem medlemsstaterne, Kommissionen og universitetsmyndighederne at etablere en lettilgængelig, omhyggeligt forberedt og løbende ajourført europæisk universitetsportal med et attraktivt og ofte besøgt indhold, som giver adgang til forskellige europæiske universiteters portaler. Det vil endvidere være muligt i EU-repræsentationerne at oprette særlige afdelinger for udbredelse af information om det europæiske universitetsrum.

4.4

En central forudsætning for, at det europæiske universitetsrum kan tiltrække lærere og studerende, er tilstedeværelsen af et højt kvalificeret, vellønnet og professionelt anerkendt lærerkorps.

4.5

EØSU understreger endnu en gang, at det anser Erasmus Mundus-programmet for at være en glimrende lejlighed til at finde frem til de mest lovende blandt unge studerende, lærere og forskere fra tredjelande, som uden tvivl vil være af stor værdi for udviklingen af selve Europa. Det er imidlertid også vigtigt at understrege, at der i Europa, er mange unge akademikere, der har store vanskeligheder ved at finde ordentligt og relevant arbejde i deres eget land. Dette bør ikke kun betragtes som et forbehold over for Erasmus Mundus-programmet, men give anledning til en debat om problemet.