ISSN 1725-2393

Den Europæiske Unions

Tidende

C 120

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

51. årgang
16. maj 2008


Informationsnummer

Indhold

Side

 

III   Forberedende retsakter

 

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

 

440. Plenarforsamling den 12. og 13. december 2007

2008/C 120/01

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

1

2008/C 120/02

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 80/181/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om måleenhederKOM(2007) 510 endelig — 2007/0187 (COD)

14

2008/C 120/03

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om støjniveauet i ørehøjde for førere af landbrugs- og skovbrugshjultraktorer (kodificeret udgave) KOM(2007) 588 endelig — 2007/0205 (COD)

15

2008/C 120/04

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog: Markedsbaserede instrumenter til miljøpolitiske og andre beslægtede politiske formålKOM(2007) 140 endelig — SEK(2007) 388

15

2008/C 120/05

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grænseoverskridende arbejdskraft inden for landbruget

19

2008/C 120/06

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Beskæftigelsessituationen i landbruget

25

2008/C 120/07

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om De nationale råd for bæredygtig udvikling og deres rolle

29

2008/C 120/08

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog om forbedret ophugning af skibeKOM(2007) 269 endelig

33

2008/C 120/09

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Tilpasning til klimaændringerne — hvad kan der gøres på EU-planKOM(2007) 354 endelig

38

2008/C 120/10

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets forordning om den fælles markedsordning for vin og om ændring af visse forordningerKOM(2007) 372 endelig — 2007/0138 (CNS)

42

2008/C 120/11

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Fremtidsperspektiver for landbruget i områder med særlige naturbetingede handicap (bjergegne, øer og ultraperifere områder)

47

2008/C 120/12

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 998/2003 om dyresundhedsmæssige betingelser for ikke-kommerciel transport af selskabsdyr, for så vidt angår en forlængelse af overgangsperiodenKOM(2007) 572 endelig — 2007/0202 (COD)

49

2008/C 120/13

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

50

2008/C 120/14

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Det territoriale aspekt i skattelovgivningerne og dets indvirkning på industrielle ændringer

51

2008/C 120/15

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EU-miljøreglernes indvirkning på industrielle ændringer

57

2008/C 120/16

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om fremme af solidaritet mellem generationerneKOM(2007) 244 endelig

66

2008/C 120/17

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Fjerde rapport om den økonomiske og sociale samhørighedKOM(2007) 273 endelig

73

2008/C 120/18

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Migration og udvikling: muligheder og udfordringer

82

2008/C 120/19

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forbindelserne mellem EU og Moldova: Hvilken rolle skal civilsamfundet spille?

89

2008/C 120/20

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Gennemførelse af Lissabon-strategien: Den nuværende situation og fremtidsperspektiverne

96

2008/C 120/21

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets direktiv om punktafgiftsstrukturen og -satserne for forarbejdet tobak (Kodificeret udgave)KOM(2007) 587 endelig

100

DA

 


III Forberedende retsakter

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

440. Plenarforsamling den 12. og 13. december 2007

16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/1


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om akkrediterings- og markedstilsynskrav i forbindelse med markedsføring af produkter«

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om fælles rammer for markedsføring af produkter«

og »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om procedurer for anvendelsen af visse nationale tekniske forskrifter på produkter, der markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, og om ophævelse af beslutning nr. 3052/95/EF«

KOM(2007) 37 endelig — 2007/0029 (COD)

KOM(2007) 53 endelig — 2007/0030 (COD)

KOM(2007) 36 endelig — 2007/0028 (COD)

(2008/C 120/01)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 14. marts 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 og 133, stk. 3, at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om akkrediterings- og markedstilsynskrav i forbindelse med markedsføring af produkter

og Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om fælles rammer for markedsføring af produkter.

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 2. april 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 37 og 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om procedurer for anvendelsen af visse nationale tekniske forskrifter på produkter, der markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, og om ophævelse af beslutning nr. 3052/95/EF.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Antonello Pezzini til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 21. november 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 440. plenarforsamling den 12.-13. december 2007 (mødet den 13. december) følgende udtalelse med 68 stemmer for, 2 imod og 3 hverken for eller imod.

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU er fuldt overbevist om nødvendigheden af at sikre fuld anvendelse af princippet om fri bevægelighed for varer, der er nedfældet i traktaten, og som er blevet bekræftet i adskillige afgørelser ved Domstolen, således at produkter, der markedsføres lovligt i en medlemsstat, let kan markedsføres i hele EU.

1.2

EØSU finder, at der bør lægges vægt på sikkerhed, gennemsigtighed og effektivitet i samhandlen ved at undgå enhver form for dobbelt kontrol og prøvning, sikre et højt beskyttelsesniveau for forbrugere, borgere og virksomheder samt koordinere og styrke markedsovervågningen for at sikre en aktiv og ensartet anvendelse af Fællesskabets produktsikkerhedskrav.

1.3

EØSU understreger, at frie varebevægelser er en vigtig drivkraft for konkurrenceevnen og den økonomiske og sociale udvikling af EU's indre marked, og at styrkelsen og moderniseringen af vilkårene for markedsføring af sikre kvalitetsprodukter er af grundlæggende betydning for forbrugerne, virksomhederne og de europæiske borgere.

1.4

EØSU finder, at en modernisering og forenkling af EU's produktlovgivning er uopsættelig på grund af:

de problemer, der har været med anvendelsen og håndhævelsen af traktatens bestemmelser,

manglen på en konsekvent fremgangsmåde for overvågning af markedet i medlemsstaterne,

overensstemmelsesvurderingsorganernes begrænsninger og utilstrækkelig retlig beskyttelse af CE-mærket,

virksomhedernes, de offentlige forvaltningers og borgernes mangelfulde kendskab til deres rettigheder og pligter.

1.5

EØSU støtter Kommissionens initiativ til en lovgivningspakke på området, forudsat at følgende forudsætninger opfyldes fuldt ud:

en effektiv og ensartet anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse,

styrkelse af markedsovervågningen,

et fælles akkrediteringssystem, der skal betragtes som en offentlig tjenesteydelse af almen interesse,

fælles kompetenceniveauer for de akkrediterede certificeringsorganer,

strengere udvælgelseskriterier og harmoniserede nationale udvælgelsesprocedurer for overensstemmelsesvurdering,

mere løbende og systematisk samarbejde mellem nationale myndigheder,

styrkelse af den retlige beskyttelse af CE-mærket for at undgå forvirring på grund af alt for store mærker,

fastlæggelse og præcisering af ansvaret for enhver, der markedsfører produkter,

mere homogene og sammenhængende lovgivningsrammer for de eksisterende retsakter, med høje overensstemmelsesniveauer og minimumsniveauer for administrative byrder,

garanti for, at et hvilket som helst produkt, der bringes på markedet, kan spores,

fuld anvendelse af proportionalitetsprincippet på certificeringsprocedurer og -forpligtelser, navnlig for mindre virksomheder og ikke masseproducerede produkter eller produkter, der fremstilles i begrænsede serier,

fuld inddragelse af alle markedsaktører, og navnlig forbrugerne,

eksplicit henvisning til udenretslige tvistbilæggelsesordninger, med frister og forpligtelser, der er begrænset til det nødvendige minimum.

1.6

EØSU finder, at der bør sikres en høj grad af gennemsigtighed og sikkerhed i anvendelsen af fælles procedurer for gensidig anerkendelse, hvilket bør ske ved hjælp af følgende:

omvendt bevisbyrde og mulighed for anlæggelse af sag ved nationale domstole,

mulighed for udenretslig bilæggelse af tvisterne i produktkontaktpunkterne, også gennem oprettelse af en hjemmeside,

en kortere indenretslig og udenretslig sagsbehandling,

nationale effektive og kompetente tekniske strukturer og en hasteprocedure for med kort frist at kunne fremskaffe eventuel dokumentation,

tildeling af en aktiv rolle til standardiseringsorganerne i forbindelse med udarbejdelsen af en telematisk guide, som giver mulighed for i hele EU's område at finde frem til al eksisterende lovgivning.

1.7

EØSU er enigt i de grundlæggende principper for forslaget, der er baseret på de gode erfaringer med den nye metode kombineret med den globale metode for overensstemmelsesvurdering, og som bør finde generel anvendelse i den nuværende og fremtidige EU-lovgivning og dække alle aspekter af de markedsførte produkter, navnlig hvad angår sikkerhed, sundhed og miljøbeskyttelse.

1.8

EØSU lægger vægt på, at alle erhvervsdrivende, der indgår i forsynings- og distributionskæden, bør træffe passende foranstaltninger og påtage sig deres ansvar for at sikre, at de kun markedsfører sådanne produkter, som er i overensstemmelse med den gældende lovgivning, uanset om der er tale om fabrikanter, autoriserede repræsentanter eller importører.

1.9

For at kunne fastslå det ansvar, som bæres af de erhvervsdrivende, der markedsfører produkter på det europæiske marked, bør produkternes sporbarhed give mulighed for klart at identificere disse erhvervsdrivende, således at der kan sikres en effektiv anvendelse af Fællesskabets krav.

1.10

EØSU finder, at der også bør findes en løsning på problemet med produkter, der markedsføres via Internettet, eftersom online salg endnu ikke er reguleret fuldt ud.

1.11

EØSU finder, at det er nødvendigt med en klarere angivelse af de erhvervsdrivendes forpligtelser for at forbedre den nuværende nye metode, hvilket bør ske gennem:

krav til erhvervsdrivende, der er berettigede, rimelige og fri for bekostelige bureaukratiske og administrative forpligtelser;

et mere effektivt markedstilsyn og mere ensartede kompetenceniveauer for de bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganer for at sikre kompetence, neutralitet og effektivitet i hele Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og lige konkurrencevilkår for alle fabrikanter.

1.12

EØSU er enigt i, at det er nødvendigt at styrke CE-mærkets status og betydning ved at øge den retlige beskyttelse gennem registrering af det som et EF-fællesmærke, således at de offentlige myndigheder hurtigt kan gribe ind og forfølge misbrug.

1.13

EØSU understreger den afgørende rolle, som den tekniske harmonisering spiller på hele dette område, eftersom den nye metode netop er baseret på tæt sammenkædning af vigtige lovfæstede krav og europæiske tekniske standarder, som bør støttes og gøres gældende.

1.14

Det Europæiske Akkrediteringssystem, der skal betragtes som en offentlig tjenesteydelse af almen interesse, bør sikre, at resultaterne af overensstemmelsesvurderingerne accepteres globalt, og forebygge unødvendige dobbeltvurderinger. Systemet skal samtidig være baseret på internationalt anerkendte standarder og klare definitioner.

1.15

Forordningens bestemmelser vedrørende Det Europæiske Akkrediteringssystem bør gælde for alle akkrediteringsorganer og de tjenester, de leverer, inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, uanset hvilken form for overensstemmelsesvurdering de yder kunderne.

1.16

Disse bestemmelser bør sikre:

at der forefindes et sammenhængende sæt af fælles, klare og gennemsigtige definitioner, der overholder internationale standarder, og som skal anvendes i alle direktiver »efter den nye metode« og i produktdirektiverne (1), herunder direktiverne om overensstemmelsesvurdering og overensstemmelsesvurderingsorganer;

at akkrediteringssystemet, som forvaltes af en offentlig myndighed, fungerer og ikke gøres til genstand for kommerciel konkurrence;

at hele den relevante EU-lovgivning kommer til at gælde generelt uden undtagelser hverken vedrørende sikkerhed og sundhed eller miljøbeskyttelse;

at der sker en generel anvendelse på alle aktiviteter, der er omfattet af akkreditering, herunder kalibrering, uanset om akkrediteringen foretages for at efterkomme lovbefalede overensstemmelsesvurderinger eller ifølge private aftaler;

at de nationale akkrediteringsorganer overholder standarderne for kompetence og uvildighed gennem deres deltagelse i »peer-evalueringer«, som gennemføres under opsyn fra alle parters side, der berøres af akkrediteringsprocessen.

1.17

EØSU anser det for nødvendigt at fastsætte et klart retsgrundlag for det europæiske akkrediteringssamarbejde (EA), hvis rolle bør styrkes og defineres bedre: alle nationale akkrediteringsorganer bør være medlem af EA for at sikre ensartethed, gennemsigtighed, pålidelighed og effektivitet, og medlemsstaterne bør bakke op om EA-nettet.

1.18

Da akkrediteringsorganerne skal vise, at de fortjener den tillid, der vises dem, bør de efter EØSU's mening bevise, at de deltager med gode resultater i peer-evalueringen.

1.19

EØSU mener endvidere, at det er vigtigt at inddrage de berørte parter: de bør være repræsenteret i akkrediteringsorganernes bestyrelse, og den nye forordning bør indeholde en bestemmelse herom.

1.20

EØSU mener i den forbindelse, at der bør være et større kendskab til og anerkendelse af forbrugernes rettigheder i det indre marked og at der bør træffes passende foranstaltninger for at opnå dette.

1.21

Markedsovervågningen bør også rettes mod produkter, som er omfattet af det generelle produktsikkerhedsdirektiv, eftersom en lang række produkter sælges både til erhvervsmæssig brug og til private forbrugere. EØSU anser i øvrigt det nuværende informationsudvekslingssystem RAPEX for fuldt ud berettiget, da det effektivt kan understøtte markedstilsynet.

1.22

Det er nødvendigt med et europæisk netværkssamarbejde mellem toldmyndighederne og markedsovervågningsmyndighederne for at sikre effektiv produktkontrol, inden de markedsføres på EU's indre marked, hvor de frit kan cirkulere.

1.23

Toldmyndighederne bør derfor også udstyres med kvalificerede menneskelige ressourcer, tilstrækkelige finansielle midler og beføjelser, således at de på effektiv vis kan løse deres opgaver, og de bør tildeles passende instrumenter, således at de hurtigt kan håndtere sæsonbetonede produkter eller produkter, der markedsføres i begrænsede perioder.

1.24

Endelig finder EØSU, at det bør præciseres i forordningen, at de foranstaltninger, der træffes for at løse problemet med manglende overensstemmelse, også bør være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

2.   Indledning

2.1

Det indre marked for varer er ikke kun en vigtig drivkraft for vækst i EU; det har også betydelig indflydelse på EU's evne til at konkurrere på det internationale marked. EØSU har ved flere lejligheder understreget følgende: »En faktor, der har øget det indre markeds betydning, er globaliseringen, der både er en udfordring og en chance. Det vil kun være muligt at tage udfordringen op, hvis det indre markeds potentiale realiseres fuldt ud« (2).

2.2

Det vigtigste princip, som det indre marked bygger på, er princippet om fri bevægelighed for varer; som følge af anvendelsen af traktatens artikel 28-30 (3) er der gjort væsentlige fremskridt med hensyn til harmonisering af de tekniske forskrifter på EU-niveau, herunder fjernelse af tekniske handelshindringer, ofte på basis af direktiverne »efter den nye metode« (også kendt som »CE-mærkningsdirektiverne«).

2.3

Anvendelsen og håndhævelsen af traktatens bestemmelser, navnlig hvad angår ikke-harmoniserede produkter, har imidlertid sine begrænsninger. Indførelsen af nationale tekniske forskrifter hæmmer i høj grad den frie handel, navnlig for SMV'er, eftersom den lovgivningsmæssige ramme stadig er for opsplittet, og medlemsstaterne endnu ikke har vedtaget en sammenhængende tilgang til markedsovervågning.

2.4

EØSU har påpeget, »at medlemsstaterne har et stort ansvar for at sikre, at EU-foranstaltninger omsættes effektivt til national lovgivning og håndhæves«, og at »det vigtige er, at lovrammerne på nationalt niveau er så indholdsmæssigt afbalancerede og samtidig så enkle som muligt for erhvervslivet, arbejdstagerne, forbrugerne og alle civilsamfundets aktører« (4).

2.5

EØSU støtter fuldt ud målene om mere gennemsigtige og effektive forskrifter samt en styrkelse og modernisering af vilkårene for markedsføring af sikre kvalitetsprodukter med det formål at sikre:

forbrugerne et højt sikkerheds- og kvalitetsniveau samt større valgfrihed på basis af pålidelige overensstemmelsesvurderinger af både nationale og importerede produkter,

producenterne sikkerhed, klarhed og sammenhæng i lovgivningen, med en fælles ramme for industriprodukter, den nødvendige fleksibilitet for at kunne tilpasse sig den teknologiske udvikling, reel fri handel uden unødvendige tekniske hindringer, administrativ kontrol og yderligere kostbar prøvning, når det drejer sig om at få adgang til de forskellige nationale markeder,

borgerne et højt sundheds- og miljøbeskyttelsesniveau, afskaffelse af unødvendig bureaukrati og praktisk erfaring med et »resultatorienteret Europa«, der bygger på faktorer som kvalitet, håndgribelighed og nærhed — alle vigtige elementer i unionsborgerskabet.

2.6

I sin udtalelse »Strategien for det indre marked — Prioriteringer 2003-2006« (5) understregede EØSU, at »handelen med tredjelande er vokset hurtigere end handelen mellem medlemsstaterne«, og at »dette skyldes til dels en manglende anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse, som skulle sikre forbrugernes tillid til varer, der er fremstillet i et andet land«. Medlemsstaternes bør have tillid til hinandens systemer. Et solidt retssystem, høje og gennemsigtige kvalitetsnormer og initiativer på forbrugeruddannelsesområdet er de bedste forudsætninger for at forøge varehandlen mellem medlemsstaterne.

2.7

EØSU har ligeledes påpeget, at kendskabet til forbrugerrettigheder i det indre marked er yderst begrænset, og har — især hvad angår landene i EU's randområder og de nye medlemslande — ved flere lejligheder gjort opmærksom (6) på disse huller og på, hvorledes nationale og lokale myndigheder ofte udnytter denne uvidenhed.

2.8

EØSU gør desuden opmærksom på, at Markedsobservatoriet i 2007 har indkredset de fire største hindringer for det indre markeds evne til at fungere:

usikkerhed blandt erhvervsdrivende og nationale myndigheder, hvad angår rettigheder og forpligtelser i forbindelse med anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse,

manglende tillid, gennemsigtighed og samarbejde mellem medlemsstaterne, når det drejer sig om at fremme gensidig anerkendelse og godkendelse af certificeringer og fri bevægelighed for varer, der sikrer klarere rammer, hvad angår overensstemmelsesvurderinger, akkrediteringssystemer og markedsovervågning, gennemsigtighed og beskyttelse af »CE-mærkningen«,

mangel på sammenhængende foranstaltninger, der skal sikre et højt sikkerheds- og sundhedsniveau for de produkter, som markedsføres, og optimale generelle krav i den forbindelse.

2.9

I en tidligere EØSU-udtalelse hedder det: »Det er tydeligt og beklageligt, at EU's lovgivning og politik efter mange års europæisk integration endnu ikke er tilstrækkelig integreret i en række medlemsstater (…) i den indenrigske politikplanlægning på områder, hvor medlemsstaterne har forpligtet sig til fælles politikker og til at omsætte resultaterne af fælles beslutninger til virkelighed« (7).

2.10

»En effektiv og gennemsigtig tilgang til EU-anliggender på nationalt plan er nødvendigt, da 25 medlemsstater, hver med deres egen forvaltningskultur og -traditioner samt procedureforvaltning, skal overholde fællesskabslovgivningen, som indeholder tilsvarende krav vedrørende lovgivning, omsættelse, gennemførelse og håndhævelse af EU-lovgivning« (8).

2.11

I henhold til Kok-rapporten (9)»hæmmes den frie bevægelighed for varer i EU stadig af en række lokale forskrifter, der ofte anvendes arbitrært og i klar modstrid med princippet om gensidig anerkendelse« (10).

2.12

Af hensyn til den fremtidige europæiske integration, forbrugernes og borgernes beskyttelse samt de europæiske virksomheders udvikling finder EØSU, at det i lyset af ovenstående er nødvendigt at gøre følgende:

at sikre fuld anvendelse af princippet om fri bevægelighed for varer, der er nedfældet i traktaten, og som er blevet bekræftet i adskillige afgørelser ved Domstolen, således at varer, der markedsføres lovligt i en medlemsstat, let kan markedsføres i resten af EU,

at garantere sikkerhed, gennemsigtighed og effektivitet i samhandlen ved at undgå enhver form for dobbelt kontrol og prøvning og sikre et højt beskyttelsesniveau for forbrugere, borgere og virksomheder,

at fjerne usikkerhedsmomenter, overflødig lovgivning, retlig inkonsekvens og unødigt komplicerede produktoverensstemmelsesvurderinger: disse bør anvendes på passende, autoritativ, uafhængig og upartisk vis samt i overensstemmelse med en fælles lovgivningsramme for industriprodukter,

at koordinere og styrke markedsovervågningen for at sikre en aktiv og ensartet anvendelse af Fællesskabets produktsikkerhedskrav,

at bedre udnytte, styrke og beskytte CE-mærkningen; denne bør være et egentligt »overensstemmelsespas«, der muliggør fri bevægelighed i EU under hensyntagen til de sikkerheds- og kvalitetsniveauer, der er nedfældet i EU-lovgivningen.

3.   Kommissionens forslag

3.1

Kommissionen tager udgangspunkt i, at det indre marked endnu ikke er fuldendt.

nationale tekniske forskrifter hæmmer stadig i høj grad samhandlen i EU. Det har kunnet konstateres (11), at mere end en tredjedel af virksomhederne er stødt på problemer som følge af tekniske forskrifter i en anden medlemsstat, og ca. halvdelen af virksomhederne har besluttet at tilpasse deres produkter til disse regler,

alt for mange EU-forskrifter er usammenhængende og komplekse; forskellige definitioner for det samme produkt, overlappende overensstemmelsesvurderingsprocedurer, forskellige overensstemmelsesvurderingsorganer, en opsplittet lovgivningsramme, med mange forskellige forskrifter og procedurer,

forbrugerne, borgerne og SMV'er er stadig hverken tilstrækkeligt bekendte med eller bevidste om deres rettigheder i relation til det indre marked, samtidig med at der gradvis opstår nye hindringer og bureaukrati, som i høj grad hæmmer udøvelsen af disse rettigheder.

3.2

For at løse disse problemer foreslår Kommissionen følgende:

en forordning (KOM(2007) 36 endelig) om procedurer for anvendelsen af visse nationale tekniske forskrifter på produkter, der markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, og om ophævelse af beslutning nr. 3052/95/EF,

en afgørelse (KOM(2007) 53 endelig) om fælles rammer for markedsføring af produkter. Sideløbende med dette forslag vil Kommissionen registrere CE-mærket som et fællesmærke for at sikre dets retlige beskyttelse,

en forordning (KOM(2007) 37 endelig) om akkrediterings- og markedstilsynskrav i forbindelse med markedsføring af produkter.

3.3

I forslaget til forordning (KOM(2007) 36 endelig) om ophævelse af den nuværende ordning for gensidig information nævnes nogle aspekter af den sektor, der ikke er gjort til genstand for harmonisering:

en ny procedure, som de nationale myndigheder skal følge, når de har til hensigt at indføre en national teknisk forskrift og ikke mener at kunne anvende gensidig anerkendelse,

fastsættelse på EU-niveau af de nationale myndigheders rettigheder og pligter samt rettighederne og pligterne for virksomheder, der i en medlemsstat ønsker at sælge produkter, som allerede markedsføres lovligt i en anden medlemsstat,

etablering af et eller flere produktkontaktpunkter i hver medlemsstat, som skal have til opgave at oplyse om de gældende tekniske forskrifter og henvise de interesserede til de kompetente myndigheder eller organisationer. Der kan desuden mellem disse produktkontaktpunkter oprettes et telematiknet til udveksling af oplysninger, i overensstemmelse med IDABC-interoperabilitetsordningen.

3.4

Forslag til afgørelse (KOM(2007) 53 endelig) om en generel sammenhængende ramme for den fremtidige sektorspecifikke EU-lovgivning i form af:

harmoniserede definitioner, fælles forpligtelser for de erhvervsdrivende, kriterier for udpegningen af overensstemmelsesvurderingsorganer, kriterier for de nationale bemyndigende myndigheder og regler for notifikationsproceduren,

regler for valg af overensstemmelsesvurderingsprocedurer samt rækken af harmoniserede procedurer for at undgå overlapninger,

en enhedsdefinition af CE-mærkning (med dertil hørende ansvar og beskyttelse) som et fællesmærke i forbindelse med de direktiver, der allerede foreskriver CE-mærkning,

en procedure for information og markedstilsyn i forlængelse af ordningen i produktsikkerhedsdirektivet,

harmoniserede bestemmelser om de fremtidige beskyttelsesmekanismer som et supplement til bestemmelserne om markedstilsyn.

3.5

Forslag til forordning (KOM(2007) 37 endelig) om styrkelse af akkrediterings- og markedstilsynskrav, således at produkter, der ikke opfylder overensstemmelseskravene, lettere kan identificeres og trækkes tilbage fra markedet. Hovedmålet med forslaget er at sikre fri bevægelighed for varer, som er omfattet af harmonisering på EU-plan, gennem:

en styrkelse af det europæiske samarbejde for at sikre, at akkreditering bliver sidste led i kontrollen med gennemførelsen af EU-lovgivning,

fastlæggelse af en ramme for anerkendelse af den eksisterende europæiske akkrediteringsorganisation European co-operation for Accreditation (EA) med henblik på i de nationale akkrediteringsorganer (12) at sikre en stringent peer-evaluering, der fungerer efter hensigten,

rammelovgivning for tilsyn på Fællesskabets marked og kontrol med produkter, der indføres på Fællesskabets marked, med et tættere samarbejde mellem de interne myndigheder og toldmyndighederne, informationsudveksling og samarbejde mellem de nationale myndigheder i det tilfælde, hvor produkter markedsføres i mere end én medlemsstat,

anvendelse af standardiserede og klare regler for alle sektorer, retlig sikkerhed og bedre kohærens i foranstaltningerne, lempelse af kravene forud for markedsføring og reduktion af byrderne i forbindelse med overensstemmelsesvurdering,

økonomisk støtte til sektorspecifikke akkrediteringsordninger, opgaver udført af EA's centralsekretariat, iværksættelse og koordinering af markedstilsynsprojekter, uddannelsesprogrammer og programmer for udveksling af nationale embedsmænd, herunder fra toldmyndighederne.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

Udvalget er fuldt ud klar over, at de frie varebevægelser er en afgørende drivkraft for konkurrenceevnen og den økonomiske og sociale udvikling af EU's indre marked og at styrkelsen og moderniseringen af vilkårene for markedsføringen af sikre kvalitetsprodukter er af grundlæggende betydning for forbrugerne, virksomhederne og de europæiske borgere.

4.2

I de seneste 50 år har det indre marked for varehandel bidraget til at bringe de europæiske økonomier nærmere hinanden: i dag udgør handelen mellem EU-27-landene to tredjedele af EU's samlede handel.

4.3

Gennemførelsen af bestemmelserne i EF-traktatens artikel 28 og 30 (13), harmoniseringen af forskrifterne efter den gamle og den nye metode og korrekt anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse er væsentlige elementer i udviklingen af samhandelen inden for Fællesskabet.

4.4

Der er mange grunde til, at en modernisering og tilpasning af EU's produktlovgivning er uopsættelig: de problemer, der har været med anvendelsen og håndhævelsen af traktatens bestemmelser; manglen på en konsekvent fremgangsmåde for overvågning af markedet i medlemsstaterne; overensstemmelsesvurderingsorganernes begrænsninger og utilstrækkelig retlig beskyttelse af CE-mærket; EU-lovgivningens manglende kohærens og kompleksiteten, idet den ofte består af overbygninger og overlapninger med et væld af forskellige procedurer; virksomhedernes, de offentlige forvaltningers og borgernes mangelfulde kendskab til deres egne rettigheder og pligter.

4.5

Udvalget er enigt i Kommissionens initiativ, som det i øvrigt ved flere lejligheder har anmodet om i sine udtalelser om det indre marked (14), og det støtter de fremlagte forslag i den udstrækning, der tages hensyn til bemærkningerne i nærværende udtalelse.

4.6

Efter EØSU's mening er der fire grundlæggende parametre for evalueringen af de foreslåede initiativer for at sikre, at disse indgår i den eksisterende EU-lovramme:

Gennemsigtighed, forenkling, pålidelighed, retssikkerhed og forståelighed for brugerne i EU, hvad enten der er tale om forbrugere, virksomheder, offentlige myndigheder eller den enkelte borger;

overensstemmelse med andre EU-politikker og -mål;

Kommunikation og udveksling af information om rettigheder og pligter mellem de forskellige aktører i EU;

Det administrative ekstraarbejde og dertil knyttede byrder især for de mindre aktører såsom forbrugere, små og mellemstore virksomheder og de enkelte borgere.

4.7

EØSU mener, at Kommissionens forslag giver mulighed for store fremskridt, eftersom det indeholder bestemmelser om:

styrkelse af markedsovervågningen;

et fælles akkrediteringssystem;

fælles kompetenceniveauer for de akkrediterede certificeringsorganer;

strengere udvælgelseskriterier og harmoniserede nationale udvælgelsesprocedurer for overensstemmelsesvurdering;

større samarbejde og informationsudveksling mellem nationale myndigheder;

større retlig beskyttelse af CE-mærket som et kollektivt EU-mærke.

4.8

EØSU er helt enigt i behovet for at forbedre kvaliteten af systemet for akkrediteringen af de bemyndigede organer og for at fastsætte strengere kriterier for udvælgelsen, forvaltningen og overvågningen af disse organer med en retlig ramme, som kan sikre sammenhæng, sammenlignelighed og koordinering inden for det centraliserede system for at sikre pålidelighed og styrke den gensidige tillid.

4.9

Markedstilsynssystemet bør især på baggrund af den voksende globalisering sikre en fælles retlig ramme med henblik på effektiv og konsekvent anvendelse af bestemmelserne på hele EU's område.

4.10

Det må, som nævnt i RAPEX-beretningen for 2006 (Rapid Alert System for non-food consumer products), forhindres, at produkter, der ikke opfylder overensstemmelseskravene og er potentielt farlige, bliver markedsført (15).

4.11

Hvad angår CE-mærket — der er tænkt som et overensstemmelsesmærke og ikke som et kvalitetsmærke — er det efter EØSU's mening afgørende at genskabe tilliden til overensstemmelsesmærkningen. CE-mærkets indbyggede værdi må genoprettes og det bør gøres lettere at retsforfølge overtrædelse af betingelserne vedrørende mærkningen og sikre retlig beskyttelse af noget, som danner grundlag for alle direktiverne efter »den nye metode«, der nu dækker 20 produktionssektorer.

4.12

Hvad angår de gældende retlige rammer mener EØSU, at uoverensstemmelserne, overlapningerne og den retlige usikkerhed nok er hele systemets Akilleshæl til stor skade for forbrugerne, virksomhederne, borgerne og civilsamfundet som helhed.

4.13

Lovgivning med lag på lag af ændringer og den manglende overholdelse af kravene til sammenhæng mellem initiativerne til gennemførelse af EU-politikkerne og andre mål har ført til administrativ overbebyrdelse og et betydeligt tidkrævende arbejde med gennemførelsen af forskellige procedurer. Dette har haft meget negative følger især for forbrugerne, de små og mellemstore virksomheder og borgerne som helhed.

4.14

EØSU går derfor fuldt ud ind for forslaget om fælles rammer for markedsføring af produkter (16), som bør omfatte definitioner, fælles procedurer og elementer med henblik på den fremtidige omarbejdelse og tilpasning af de enkelte direktiver, så man kan få elimineret de nuværende mangler og unødigt administrativt ekstraarbejde fra de nuværende lovrammer.

4.15

For EØSU er det vigtigt, at der som et væsentligt element i det indre marked udarbejdes en praktisk telematisk guide for markedsføring af produkter på EU's indre marked (17), som sektor for sektor giver en brugervenlig oversigt over alle love og procedurer med rettigheder og pligter, adgangsbetingelser, tidsfrister og igangsætningsomkostninger.

5.   Særlige bemærkninger

5.1   Forslag til forordning om gensidig anerkendelse og »produktkontaktpunkter« — KOM(2007) 36 endelig

5.1.1

Princippet om gensidig anerkendelse, som er fastlagt i traktatens artikel 28 og 30, er en af hovedhjørnestenene i den fri bevægelighed for varer og tjenester i det indre marked. Nu 50 år efter og på baggrund af EU's gentagne udvidelser og den fremadskridende globalisering af markederne er det efter EØSU's mening nødvendigt at styrke og befæste dette princips rolle, garantere større retssikkerhed og ensartet anvendelse og drage fuldt udbytte af alle de muligheder, dette indebærer for de økonomiske aktører og de europæiske virksomheder såvel som for de nationale myndigheder.

5.1.2

Kommissionens forslag er et positivt skridt i denne retning, fordi det:

fastlægger en procedure for indsigelse mod undtagelser fra det generelle princip;

fastlægger fælles rammer for de nationale myndigheders og virksomhedernes rettigheder og pligter;

foreslår et system for information og administrativt samarbejde vedrørende national lovgivning.

5.1.3

Efter EØSU's mening er der dog stadig flere problematiske punkter, som bør præciseres bedre i forslaget til forordning:

Anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse er uløseligt knyttet til den gensidige tillid mellem medlemsstaterne til pålideligheden af markedstilsynsmekanismerne, som spiller en afgørende rolle for tilladelsen til at markedsføre et produkt på EU's indre marked, til effektiviteten af procedurerne for overensstemmelsesvurdering, til den rolle, som prøvningslaboratorierne spiller, og til certificerings- og standardiseringsorganernes kompetence;

I det foreliggende forslag til forordning er Kommissionens rolle mere tilbageholdende i forhold til afgørelse 3052/95/EF;

Mekanismerne for administrativt samarbejde begrænses til det vertikale samarbejde mellem virksomhederne og de nationale myndigheder, skønt det forekommer vigtigt at udvikle et horisontalt samarbejde mellem myndighederne og mellem de forskellige produktkontaktpunkter;

Det forhold, at der ikke henvises til mekanismerne for tvistbilæggelse såsom SOLVIT (18), der ville give virksomhederne mulighed for at ansøge direkte om en hurtig og velafprøvet procedure;

Den omvendte bevisbyrde, også for produkter fra tredjelande, som markedsføres i EU af europæiske importører;

Indførelsen af en positiv liste over produkter, hvilket kan vise sig særligt problematisk, eftersom princippet om gensidig anerkendelse gælder for alle de produkter, der ikke er omfattet af en harmoniseret lovgivning.

5.1.4

Efter EØSU's mening bør der i teksten udtrykkeligt henvises til retsgrundlaget i traktaten, som fastlægger princippet om gensidig anerkendelse, og det bør understreges, at beskyttelsen af påståede nationale hensyn må være en undtagelse.

5.1.5

EØSU mener, at der bør sikres en høj grad af gennemsigtighed, retssikkerhed og forenkling af gennemførelsen og håndhævelsen af princippet om gensidig anerkendelse:

placering af bevisbyrden på den nationale myndighed, som ønsker at fravige dette princip, efter enkle procedurer og inden for præcise tidsfrister for at nå frem til mere gennemsigtige og hurtigere løsninger af omstridte sager;

mulighed for anlæggelse af sag ved nationale domstole, uden at sagsbehandlingen dermed bliver dyrere, mere langtrukken og arbejdskrævende;

mulighed for udenretslig bilæggelse af tvisterne efter procedurer, som har bevist deres effektivitet i EU;

udvidelse og forbedring af den fri bevægelighed for varer og tjenester bl.a. via kombinerede oplysnings- og uddannelseskampagner rettet mod virksomheder, forbrugere og myndigheder;

sagsbehandlingen forkortes: efter at have modtaget en skriftlig meddelelse fra den nationale myndighed, har virksomheden 20 dage til at gøre indsigelse, og hvis der ikke findes en løsning inden for en bestemt tidsfrist, kan den gå rettens vej i det land, hvor det potentielle marked ligger;

oprettelse af et europæisk netværk og anbringelse på EU's hjemmeside for »produktkontaktpunkter« i de enkelte medlemsstater for at sikre en passende af kommunikation og information om rettigheder og pligter.

5.1.6

Efter EØSU's mening bør der for sagsanlæg fastsættes en tidsbegrænsning af sagsbehandlingen, så den kan bilægges ved første instans.

5.1.7

Medlemsstaterne bør råde over effektive og kompetente tekniske strukturer og en hasteprocedure for med kort frist at kunne fremskaffe eventuel dokumentation, som kan begrunde en undtagelse fra princippet om gensidig anerkendelse i henhold til traktatens artikel 30, som giver »medlemsstaterne mulighed for at indføre foranstaltninger med samme virkning som kvantitative restriktioner, når de ikke er økonomisk begrundet (offentlig sædelighed, offentlig orden, offentlig sikkerhed, beskyttelse af menneskers og dyrs sundhed, beskyttelse af planter, beskyttelse af nationale skatte og beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret)« (19).

5.1.8

Produktkontaktpunkterne bør anvende SOLVIT-mekanismerne for at prøve at nå frem til en foreløbig løsning af sagerne og give de virksomheder, som har fået deres varer blokeret ved grænserne, mulighed for at benytte denne udenretslige procedure for administrativt samarbejde mellem medlemsstaternes myndigheder, som skal afgive svar inden for 10 uger (20).

5.1.9

EØSU anser det for vigtigt, at produktkontaktpunkterne tager initiativ til udarbejdelse af praktiske procedurevejledninger og til oprettelse af nationale hjemmesider med link til et europæisk netværk og til EU's hjemmeside, som indeholder afgørelser af tidligere sager, listen over produkter, som er omfattet af princippet om gensidig anerkendelse, og en database, der er tilgængelig for potentielle brugere og tilknyttet det telematiske netværk for informationsudveksling mellem produktkontaktpunkterne i overensstemmelse med IDABC-interoperabilitetsprincippet (21).

5.1.10

Indførelse og drift af disse instrumenter kan ikke være frivillig, men bør være et krav, som er fastlagt i forslaget. Produktkontaktpunkterne skal sammen med Kommissionen jævnligt afholde kombinerede informations- og uddannelsesseminarer for de økonomiske operatører, administrative tjenestemænd og toldembedsmænd samt forbrugerne for at sikre, at de forstår og kender deres traktatfæstede rettigheder og pligter.

5.1.11

Der bør også udarbejdes en telematisk guide, som giver mulighed for på hele EU's område at finde frem til al eksisterende og gældende lovgivning opstillet efter horisontale kriterier og sektor for sektor.

5.1.12

Det forekommer ikke at være hensigtsmæssigt at opstille en positiv liste over produkter, som er omfattet af forordningen, ligesom det heller ikke vil være en god ide at udelukke anvendelsen af hasteproceduren i det generelle produktsikkerhedsdirektiv.

5.1.13

Kommissionen bør holde godt øje med anmeldelsesmekanismerne for at kontrollere deres funktion: det bør derfor kræves, at medlemsstaterne fremsender en kopi af hver anmeldelse og udarbejder en årsrapport om de foranstaltninger, der er truffet i henhold til forordningen, således at Kommissionen kan forelægge Parlamentet, Rådet og EØSU-Markedsobservatoriet en rapport herom.

5.2   Forslag til afgørelse om fælles rammer for markedsføring af produkter og EF-mærkningen (KOM(2007) 53 endelig)

5.2.1

EØSU er enigt i principperne for forslaget, som er baseret på de gode erfaringer med den nye metode kombineret med den globale metode (22) for overensstemmelsesvurdering. Disse principper bør finde generel anvendelse i EU's nuværende og kommende lovgivning og omfatte alle aspekter af de produkter, der markedsføres, især hvad angår sikkerhed, sundhed og miljøbeskyttelse. Hovedprincippet for det indre marked, nemlig ikke-diskriminering af økonomiske aktører, bør overholdes i lovgivningen og fuldt ud efterleves af medlemsstaterne.

5.2.2

EØSU lægger vægt på, at »alle erhvervsdrivende, der indgår i forsynings- og distributionskæden, bør træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de kun gør sådanne produkter tilgængelige på markedet, som er i overensstemmelse med den gældende lovgivning« (23), uanset om der er tale om fabrikanter, autoriserede repræsentanter eller importører (24).

5.2.3

Produkternes sporbarhed er afgørende for at kunne fastslå det ansvar, som bæres af de erhvervsdrivende, der markedsfører produkter på det europæiske marked, og sikre håndhævelse af alle relevante EU-forskrifter og ikke kun af forpligtelserne i tilknytning til produktets overensstemmelse, som Kommissionen foreslår begrænset »til visse foranstaltninger til kontrol« (25).

5.2.4

Hvad angår emnet og anvendelsesområdet for afgørelsen mener EØSU, at de undtagelser, den indeholder, bør undgås, og at de fælles rammer for markedsføring af produkter — i overensstemmelse med forslaget i nedenstående punkt 5.3.3 vedrørende forordningen om akkrediterings- og markedstilsynskrav i forbindelse med markedsføring af produkter — bør indbefatte hele den relevante EU-lovgivning uden undtagelse, hvad enten der er tale om sundheds- og sikkerhedshensyn eller miljøbeskyttelse. De nye rammer bør gælde for al eksisterende lovgivning på området uden at afvente en eventuel generel revision af de enkelte direktiver eller forordninger.

5.2.5

De fælles definitioner, der foreslås i forslagets første afsnit, er af vital betydning for markedsoperatørerne, da der er alt for mange tilfælde af direktiver, som dækker samme produkter med anvendelse af forskellige definitioner.

5.2.6

EØSU efterlyser:

Klarere angivelse af de økonomiske aktørers forpligtelser for at forbedre den nuværende nye metode;

Et mere effektivt markedstilsyn;

Mere ensartede kompetenceniveauer for de bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganer.

5.2.7

Kravene til de erhvervsdrivende bør være berettigede, rimelige og fri for bekostelige bureaukratiske og administrative forpligtelser både hvad angår stikprøvekontrol af markedsførte produkter og registeret over klager (artikel 7, stk. 4, andet afsnit) og notifikationsforpligtelsen, der bør begrænses til de farlige produkter som defineret i det generelle produktsikkerhedsdirektiv.

5.2.7.1

Det europæiske akkrediteringssystem bør udmærke sig ved rimeligheden af de fremgangsmåder, som certificeringsorganerne anvender: de bør være tilpasset små og mellemstore virksomheder og produkter, som ikke er seriefremstillede eller som fremstilles i begrænsede serier.

5.2.8

For de bemyndigede organers vedkommende understreger EØSU, at de bør være garanti for kompetence, neutralitet og effektivitet i hele Det Europæiske Økonomiske Område. For at sikre alle fabrikanter lige konkurrencevilkår er det — i overensstemmelse med akkrediteringskravet i henhold til forordningens artikel 3 ff. — nødvendigt, at overensstemmelsesvurderingen bliver foretaget af det nationale akkrediteringsorgan og accepteret af notifikationsmyndigheden, således at man undgår unødigt og dyrt dobbeltarbejde.

5.2.9

Overensstemmelsesvurderingsprocedurerne bør følge modul A for intern kontrol som den foretrukne metode til overensstemmelsesvurdering, eftersom produktansvaret helt og holdent påhviler producenten. Desuden bør der være mulighed for at vælge mellem forskellige forenklede moduler, især for SMV og produkter, der fremstilles i begrænsede serier.

5.2.10

Kernen i lovgivningen er CE-mærkningen, der har til formål at certificere produktets overensstemmelse med gældende forskrifter, og som medlemsstaterne skal beskytte mere effektivt ved at gribe ind over for uretmæssig anvendelse med passende sanktioner herunder strafferetlige, som står i et rimeligt forhold til overtrædelsen. Som det hidtil har været tilfældet, fastsætter de nye bestemmelser, at det forhold, at produktet opfylder gældende krav, hvilket CE-mærket attesterer, ikke fritager fabrikanten for forpligtelsen til at yde erstatning for eventuel skade påført af et produkt, som senere har vist sig at være defekt.

5.2.11

EØSU er helt enigt i, at hvis CE-mærket mister troværdighed, smitter det af på hele systemet: markedstilsynsmyndighederne, producenterne, laboratorierne og certificeringsorganerne og i sidste ende hele den lovgivning, som er baseret på den nye metode (26).

5.2.12

Den bedste måde, hvorpå man kan styrke CE-mærkets status og betydning som fastsat i afgørelse 93/465 (27), er at foretage en gennemgribende revision af selve mærket, hvilket må indebære:

Afklaring af, at det ikke må bruges eller betragtes som et mærkningssystem beregnet på forbrug (28) eller som en garanti for kvalitet eller certificering eller godkendelse af uafhængige tredjeparter, men kun som en erklæring om overensstemmelse med gældende krav og en teknisk dokumentation, som fabrikanten eller importøren er forpligtet til at fremlægge under deres fulde ansvar over for myndighederne og forbrugerne;

Strømlining af de forskellige overensstemmelsesvurderingsprocedurer;

Styrkelse af den retlige beskyttelse af CE-mærkningen gennem registrering af det som et EF-fællesmærke, således at de offentlige myndigheder hurtigt kan gribe ind og forfølge misbrug, samtidig med at muligheden for yderligere national mærkning opretholdes;

Styrkelse af markedstilsynsmekanismerne og toldkontrollen ved grænserne;

Undersøgelse fra producenternes og forbrugernes side af, hvorledes en eventuel frivillig adfærdskodeks vil indvirke på effektiviteten af et stort antal europæiske og nationale kvalitetsmærker — frivillige eller ej — også set i forhold til CE-mærket.

5.2.13

Hvad angår markedstilsynsmekanismerne behandles de generelle aspekter i punkt 5.3.13 ff., men EØSU vil gerne understrege vigtigheden af, at Kommissionen inddrages ikke kun i alle sager vedrørende produkter, som skønt de er i overensstemmelse med kravene, udgør en risiko for sundheden og sikkerheden, men også i tilfælde af formel manglende overensstemmelse med kravene, som er omhandlet i artikel 38 i forslaget til afgørelse.

5.2.14

EØSU understreger den afgørende rolle, som den tekniske harmonisering spiller på hele dette område, eftersom den nye metode netop er baseret på tæt sammenkædning af lovfæstede minimumskrav og europæiske tekniske standarder, som bør støttes og udnyttes. Det er derfor vigtigt, at det kompetente standardiseringsorgan omgående underrettes i tilfælde af en formel indsigelse mod harmoniserede standarder (29), så det kan tage behørigt hensyn hertil ved udformningen af standarderne.

5.3   Forslag til forordning om akkrediterings- og markedstilsynskrav i forbindelse med markedsføring af produkter (KOM(2007) 37 endelig)

5.3.1

EØSU støtter forslagene om oprettelse af et europæisk akkrediteringssystem baseret på gensidig tillid og samarbejde for så vidt som det fastsætter bindende bestemmelser for såvel de erhvervsdrivende og de offentlige myndigheder for at sikre, at alle produkter, der markedsføres, overholder høje krav til sundheds- og sikkerhedsbeskyttelse, og idet systemet skal fungere på samme vis og med de samme regler for alle europæiske forbrugere og alle erhvervsdrivende efter enklere og hurtigere procedurer.

5.3.2

Et europæisk akkrediteringssystem bør sikre generel accept af resultaterne af overensstemmelsesvurderinger og forhindre unødig dobbelttestning: for at sikre international accept af systemet må vurderingen med henblik på akkreditering baseres på internationalt anerkendte standarder og definitionerne af »overensstemmelsesvurdering«, »overensstemmelsesvurderingsorganer«, »udpegning af organet« og »notifikation« bør udtrykkeligt fastlægges i forordning.

5.3.3

Forordningens bestemmelser bør gælde for alle akkrediteringsorganer og de tjenester, de leverer, inden for Det Europæiske Økonomiske Område, uanset hvilken form for overensstemmelsesvurdering de yder kunderne, og de bør sikre:

At der forefindes et sammenhængende sæt af fælles, klare og gennemsigtige definitioner, som overholder internationale standarder, og som skal anvendes i alle direktiver »efter den nye metode« og i produktdirektiverne, herunder direktiverne om overensstemmelsesvurdering og overensstemmelsesvurderingsorganer;

At akkrediteringssystemet, som forvaltes af en offentlig myndighed, fungerer og ikke gøres til genstand for kommerciel konkurrence;

At hele den relevante EU-lovgivning kommer til at gælde generelt uden undtagelser hverken vedrørende sundhed og sikkerhed eller miljøbeskyttelse: den stadig mere komplekse EU-lovgivning på dette område bør via de nye bestemmelser indpasses i én sammenhængende ramme for producenter fra såvel EU som tredjelande;

Generel anvendelse på alle aktiviteter, der er omfattet af akkreditering, herunder kalibrering, uanset om akkrediteringen foretages for at efterkomme lovbefalede overensstemmelsesvurderinger eller ifølge private aftaler;

At de nationale akkrediteringsorganer overholder standarderne for kompetence og uvildighed gennem deres deltagelse i eksterne evalueringer, som gennemføres under opsyn fra alle parters side, der berøres af akkrediteringsprocessen;

Omkostningseffektivitet, proportionalitet, pålidelighed og gensidig tillid til det fælles akkrediteringssystem på såvel det regulerede som det ikke-regulerede område.

5.3.4

Definitionen af akkreditering bør udvides til at omfatte kalibrering, prøvning, certificering, inspektion og andre aktiviteter i forbindelse med overensstemmelsesvurdering.

5.3.5

For at sikre ensartet lovgivning, som omfatter alle overensstemmelsesvurderingsprocedurer, herunder procedurer med henblik på kvalitetssikring, kalibrering og ISO 43-testning, bør der ikke gives mulighed for undtagelser og alle akkrediteringsorganer og alle de tjenester, de leverer i Det Europæiske Økonomiske Område, bør indgå i forordningens anvendelsesområde, uanset hvilken form for overensstemmelsesvurdering, de yder deres kunder.

5.3.6

De nationale akkrediteringsorganer skal udøve deres virksomhed uden fortjeneste for øje, som fastsat i forslagets artikel 4, stk. 6. Der er dog en risiko for, at den foreliggende formulering kan forhindre opbygning af en grundkapital, som kan sikre et solidt finansielt grundlag for effektiv levering af kvalitetstjenester. Efter EØSU's mening bør de nationale akkrediteringsorganer drives uden fortjeneste for øje i den forstand, at de ikke må uddele udbytte som fastsat internationalt i ISO/IEC 17011 (30).

5.3.7

Det Europæiske Akkrediteringssystem bør betragtes som systemets højeste niveau for akkreditering og følgelig være hævet over konkurrence som offentlig tjeneste af almen interesse: EØSU støtter reglen om, at medlemsstaterne skal have ét enkelt nationalt akkrediteringsorgan, hvis kompetence, objektivitet og uvildighed skal gennemgå peer-evaluering med undtagelser i visse tilfælde (31) for mindre medlemsstater, hvis de ønsker at anvende det nationale akkrediteringsorgan i en nabostat.

5.3.8

EØSU anser det for nødvendigt at fastsætte et klart retsgrundlag for det europæiske akkrediteringssamarbejde (EA), hvis rolle bør styrkes og defineres bedre: alle nationale akkrediteringsorganer bør være medlem af EU for at sikre ensartethed, gennemsigtighed, pålidelighed og effektivitet, og medlemsstaterne bør bakke op om EA-nettet.

5.3.9

For yderligere at styrke EA mener EØSU, at akkrediteringsorganerne bør undertegne EA's multilaterale aftaler. De finansieringsmekanismer, der indføres med forordningen, bør ikke kun omfatte EA, men udvides til at omfatte støtte til markedstilsynsvirksomhed og fælles uddannelse af de forskellige nationale forvaltninger, som deltager.

5.3.10

Peer-evalueringen i henhold til artikel 9, stk. 1, som skal lette og forbedre det indre markeds funktion ved at højne tillidsniveauet, bør organiseres inden for rammerne af det europæiske akkrediteringssystem og gennemføres efter harmoniserede regler fastlagt i EA-regi. Alle medlemsstater og Kommissionen skal have meddelelse om resultaterne af peer-evalueringen.

5.3.11

Da akkrediteringsorganerne aktivt skal vise, at de fortjener den tillid, der vises dem, bør de efter EØSU's mening bevise, at de deltager med gode resultater i peer-evalueringen.

5.3.12

EØSU mener endvidere, at det er vigtigt at inddrage de berørte parter: de bør være repræsenteret i akkrediteringsorganerne og den nye forordning bør indeholde en bestemmelse herom.

5.3.13

EØSU understreger vigtigheden af, at medlemsstaterne anvender ensartede, mere sammenhængende og effektive markedstilsynsmekanismer via en harmoniseret EU-lovgivning, der omfatter styrkelse af det grænseoverskridende samarbejde: det er nødvendigt at omarbejde bestemmelserne om generel produktsikkerhed — produktsikkerhedsdirektiv 2001/95/EF — og andre relevante direktiver for at sikre, at princippet om »bedre lovgivning« anvendes fuldt ud på det indre marked. Markedstilsynet bør også rettes mod produkter, som er omfattet af det generelle produktsikkerhedsdirektiv, eftersom en lang række produkter sælges både til erhvervsmæssig brug og til private forbrugere. EØSU finder derfor, at udelukkelsen fra anvendelsesområdet af produkter omfattet af det generelle produktsikkerhedsdirektiv (artikel 13, stk. 2), er uberettiget og vil skabe større forvirring og besvær for de erhvervsdrivende, i stedet for større sammenhæng i tilsynet med det indre marked.

5.3.14

EØSU anser i øvrigt det nuværende informationsudvekslingssystem RAPEX (32) for fuldt ud berettiget, da det har kapacitet til effektivt at bistå markedstilsynet: det bør dog anvendes på en mere ensartet og koordineret vis af medlemsstaterne, toldvæsenet og forvaltningerne.

5.3.15

Toldmyndighederne bør samarbejde med markedstilsynsmyndighederne i et europæisk netværk for at sikre effektiv kontrol af produkterne, før de indføres i det indre marked, og toldmyndighederne bør råde udstyres med kvalificeret personale, finansielle ressourcer og passende beføjelser, så de effektivt kan løse de opgaver, de får betroet.

5.3.16

Især bør mekanismerne for markedstilsyn og toldkontrol udstyres med de instrumenter, der er nødvendige for at kunne gribe hurtigt ind over for sæsonbestemte produkter eller produkter, som markedsføres for korte perioder som udsalgsvarer ofte under flygtige, frit opfundne betegnelser. Myndighederne bør have beføjelser og mulighed for hurtig indgriben og importørerne i EU bør bære det fulde ansvar for, at disse produkter opfylder de grundlæggende EU-krav især mht. sikkerhed og miljøbeskyttelse.

5.3.17

Endelig mener EØSU, at forordningen klart bør fastsætte, at de foranstaltninger, der træffes over for en påvist manglende overensstemmelse med kravene, skal overholde princippet om proportionalitet i tilgift til de foreslåede retningslinier i artikel 19, stk. 1: efter EØSU's mening bør artikel 17 følgelig ændres.

Bruxelles, den 13. december 2007.

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  I EU-lovgivningen er der blevet gjort brug af forskellige definitioner for at beskrive de samme begreber i forskellige produktlovgivninger, der dækker over aspekter som f.eks. miljøvenligt design, produktsikkerhed, produktansvar, affaldshåndtering, energieffektivitet osv. Dette har ført til forvirring blandt de berørte aktører, navnlig i de tilfælde hvor forskellige direktiver finder anvendelse på det samme produkt.

(2)  EUT C 93 af 27.4.2007, »Revision af det indre marked«, ordfører: Bryan Cassidy.

(3)  Se også traktatens artikel 94 og 95.

(4)  EUT C 309 af 16.12.2006, Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program — ordfører: Bryan Cassidy.

(5)  EUT L 234 af 30.9.2003 — ordfører: Bryan Cassidy.

(6)  EUT L 208 af 30.9.2003 — ordfører: Antonello Pezzini.

(7)  EUT C 325 af 30.12.2006 — ordfører: Joost van Iersel.

(8)  Ibidem, punkt 5.

(9)  »Tackling af udfordringen«, rapport fra gruppen på højt plan under forsæde af Wim Kok, november 2004 — Kommissionen.

(10)  SEK(2007) 113 af 14.2.2007.

(11)  Anden toårsrapport om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse i det indre marked — KOM(2002) 419 endelig.

(12)  Der findes i øjeblikket ca. 1 700 bemyndigede organer i EU.

(13)  Se også traktatens artikel 94 og 95.

(14)  Liste over EØSU's seneste udtalelser om Forenkling, Bedre lovgivning og Prioriteter for det indre marked:

1)

EUT C 93 af 27.4.2007, »Revision af det indre marked«, ordfører: Bryan Cassidy.

2)

Udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og RegionsudvalgetGennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: En strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer« KOM(2005) 535 endelig), ordfører: Bryan Cassidy, EUT C 309 af 16.12.2006.

3)

Sonderende udtalelse på anmodning af det britiske formandskab om »Bedre lovgivning«, ordfører: Daniel Retureau, vedtaget den 28. september 2005, EUT C 24 af 31.1.2006.

4)

Initiativudtalelse »Metoder til at forbedre EU-lovgivningens gennemførelse og håndhævelse«, ordfører: Joost van Iersel, vedtaget den 28. september 2005, EUT C 24 af 31.1.2006.

5)

Udtalelse om »Kommissionens meddelelse om Ajourføring og forenkling af fællesskabsretten« (KOM(2003) 71 endelig), ordfører: Daniel Retureau, vedtaget den 31. marts 2004, EUT C 112 af 30.4.2004.

6)

Initiativudtalelse om »Regelforenkling«, ordfører: John Simpson, vedtaget den 26. marts 2003, EUT C 133 af 6.6.2003.

7)

Sonderende udtalelse om »Kommissionens meddelelse om Bedre og enklere lovgivningsmæssige rammer« (KOM(2001) 726 endelig), ordfører: Kenneth Walker, vedtaget den 21. marts 2002, EFT C 125 af 27.5.2002.

8)

Initiativudtalelse om »Regelforenkling«, ordfører: Kenneth Walker, vedtaget den 29. november 2001, EFT C 48 af 21.2.2002.

9)

Initiativudtalelse om »Regelforenkling i det indre marked«, ordfører: Bruno Vever, vedtaget den 19. oktober 2000, EFT C 14 af 16.1.2001.

10)

Initiativudtalelse om »Prioriteter for det indre marked 2005-2010«, ordfører: Bryan Cassidy, vedtaget den 7. april 2005, EUT C 255 af 14.10.2005.

11)

Udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om Strategien for det indre markedPrioriteringer 2003-2006«, ordfører: Bryan Cassidy, vedtaget den 6. juli 2003, EUT C 234 af 30.9.2003.

12)

Informationsrapport om »Regelforenkling«.

13)

Initiativudtalelse om »Samregulering og selvregulering i det indre markedden nuværende situation«, ordfører: Bruno Vever, vedtaget den 11. januar 2005 (CESE 1182/2004 fin).

(15)  Kommissionens RAPEX-beretning for 2006, http://ec.europa.eu/rapex. Beretningen, som blev offentliggjort den 19. april 2007, viser, at der i de seneste år har været en konstant stigning i antallet af meddelelser. Antallet af meddelelser om nonfoodprodukter, som udgør en alvorlig risiko i Europa, er mere end fordoblet fra 2004 til 2006, hvor antallet steg fra 388 til 924, mens stigningen i 2006 var på 32 % i forhold til 2005. De fleste meddelelser vedrørte legetøj, el-apparater, motorkøretøjer, belysningsartikler og kosmetiske produkter med risiko for skader, elektrisk stød, brandfare og brandskader, kvælning og kemisk risiko.

(16)  De fælles rammer bør også omfatte tjenesteydelser, som efterhånden er stadig tættere forbundet med markedsføringen af produkterne.

(17)  Jf. punkt 5.1.11.

(18)  http://ec.europa.eu/solvit/.

(19)  Europa-Parlamentet — Emneblade: 3.2.1 Frie varebevægelser. Seneste ajourføring: 22. oktober 2001.

http://www.europe-info.de/facts/da/3_2_1.htm

(20)  SEK(2007) 585. Commission staff working document SOLVIT 2006 Report »Development and Performance of the Solvit network in 2006« del 30.04.2007.

All EU Member States as well as Norway, Iceland and Liechtenstein, have created a SOLVIT centre, in most cases within their ministry of foreign or economic affairs.

These centres cooperate directly via an on-line database to solve problems submitted by citizens and businesses rapidly and pragmatically. the rules for cooperation within solvit are included in a 2001 Commission recommendation that was endorsed by Council conclusions. Solvit has been operational since july 2002. In addition to the recommendation, the Solvit centres have adopted a set of common quality and performance standards in December 2004 to ensure a high quality of service throughout the network.

(21)  EUT C 80 af 30.3.2004. Ordfører: Antonello Pezzini.

(22)  Med den globale metode er der indført en fremgangsmåde med moduler, hvor overensstemmelsesvurderingsproceduren opdeles i en række faser, de såkaldte moduler, som er forskellige alt efter hvilken fase i produktudviklingen der er tale om (f.eks. konstruktionsfase, prototype, fuld produktion), hvilken type overensstemmelsesvurdering der er foretaget (kontrol af dokumentation, typegodkendelse, kvalitetsgaranti) og hvem der er ansvarlig for vurderingen (fabrikant eller tredjemand).

Den globale metode blev indført med Rådets afgørelse 90/683/EØF, ophævet og ajourført med afgørelse 93/465/EØF: begge afgørelser fastlægger generelle retningslinier og detaljerede procedurer for overensstemmelsesvurdering med henblik på anvendelse i direktiverne efter den nye metode.

(23)  Fjortende betragtning i forslaget til afgørelse, KOM(2007) 53 endelig.

(24)  Herunder importører af de såkaldt »navnløse« produkter fra tredjelande, som markedsføres for korte perioder ofte under frit opfundne betegnelser efter princippet »sælg og løb«.

(25)  Syttende betragtning i forslaget til afgørelse, KOM(2007) 53 endelig.

(26)  The role and significance of the CE marking, European Commission draft certf. DOC 2005 — 11 af 30.8.2005.

(27)  Afgørelse 93/465/EF — modulafgørelsen: CE-mærkningen symboliserer overensstemmelse med alle de forpligtelser, som påhviler fabrikanterne af produktet i henhold til fællesskabsdirektiver om dets anbringelse.

(28)  BEUC 298/2007 af 5.6.2007 om »Ny pakke for varernes fri bevægelighed i det indre marked«. Jim Murray EP høring 5.6.2007.

(29)  Artikel 14 i forslaget til afgørelse KOM(2007) 53 endelig.

(30)  ISO/IEC 17011 »The accreditation body shall have the financial resources, demonstrated by records and/or documents, required for the operation of its activities«.

(31)  Art. 6, stk. 1, i forordning KOM(2007) 37 endelig.

(32)  Ud over RAPEX skal nævnes det hurtige varslingssystem RASFF for levnedsmiddelområdet; EWRS-systemet for smitsomme sygdomme hos mennesker og ADNS-systemet for dyresygdomme. Jf. beslutning 2004/478/EF og forordning 2230/2004/EF.


BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende ændringsforslag blev forkastet under afstemningen, men opnåede mindst en fjerdedel af stemmerne:

Punkt 5.2.12

Tekst tilføjes:

»—

Afklaring af, at det ikke må bruges eller betragtes som et mærkningssystem beregnet på forbrug eller som en garanti for kvalitet eller certificering eller godkendelse af uafhængige tredjeparter, men kun som en erklæring om overensstemmelse med gældende krav og en teknisk dokumentation, som fabrikanten eller importøren er forpligtet til at fremlægge under deres fulde ansvar over for myndighederne og forbrugerne. Som konsekvens af at CE-mærket ikke er en garanti for kvalitet eller certificering eller godkendelse af uafhængige tredjeparter, er det tilstrækkeligt, hvis CE-mærket findes i de medfølgende dokumenter og ikke på selve produktet. «

Begrundelse

Ifølge de gældende regler skal alle produkter af denne slags, f.eks. legetøj, stemples med CE-mærket. Dette betyder, at der ikke er noget budskab til forbrugeren om, hvorvidt et produkt er bedre end et andet. Det betyder udelukkende, at produktet lever op til de sikkerhedsstandarder, der kræves, for at produktet må sælges. Forbrugerne forventer, at alle de produkter, der sælges i butikkerne, er lovlige.

Hvis forbrugeren f.eks. ser på sportsudstyr som rulleskøjter og/eller skateboards kræves der ikke nogen CE-mærkning af produkter til børn over 20 kilo. Produkterne står eventuelt ved siden af hinanden på hylden og forbrugeren kan foranlediges til at tro, at produkter med CE-mærke er bedre end andre.

Utallige undersøgelser gennem tiden har vist, at forbrugerne ikke forstår/vildledes af CE-mærket. Blandt misforståelserne er følgende: at produktet lever op til en bestemt kvalitetsnorm (de er ikke bare sikre), at produktet er blevet testet af en tredjepart, eller at de er produceret i EU.

Og det er forståeligt, at forbrugerne ikke forstår systemet. Fødevarer skal ikke specialmærkes, men produkterne skal alligevel leve op til kravene i EU's forordninger og direktiver. De europæiske forbrugerorganisationer BEUC og ANEC mener, at det er tilstrækkeligt, hvis CE-mærket — som sikkerhedspasset til markedet — findes i de medfølgende dokumenter, hvilket kan kontrolleres af de relevante myndigheder.

Afstemningsresultat

Stemmer for: 24 Stemmer imod: 27 Stemmer hverken for eller imod: 10

Punkt 5.2.12

Nyt 6. led tilføjes

»—

Kommissionen, producenter og forbrugere bør se på, hvordan man skaber en reel kvalitetsmærkning af produkter, der er baseret på en certificeringsordning, der administreres af tredjemand og som omfatter flere aspekter end de grundlæggende sikkerhedsbestemmelser i direktiverne;«

Begrundelse

En sådan diskussion kan se på, hvordan man skaber standarder, ikke kun for sikkerhed, men også for krav om kvalitet, miljøvenlighed og etik, så de producenter, der måtte ønske det, kan få deres produkter afprøvet efter flere krav end bare sikkerhed.

Hvis dette ændringsforslag vedtages, bør afsnit 1, »Konklusioner og henstillinger« tilpasses i henhold hertil (f.eks. i punkt 1.5 efter 7. led).

Afstemningsresultat

Stemmer for: 25 Stemmer imod: 29 Stemmer hverken for eller imod: 12


16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/14


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 80/181/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om måleenheder«

KOM(2007) 510 endelig — 2007/0187 (COD)

(2008/C 120/02)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 26. september 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 80/181/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om måleenheder.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Bryan Cassidy til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 21. november 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 440. plenarforsamling den 12.-13. december 2007, mødet den 12. december, følgende udtalelse med 114 stemmer for og 2 hverken for eller imod.

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU godkender det foreliggende forslag uden forbehold.

1.2

I direktivet nævnes slutningen af 2009 som frist for anvendelsen af »supplerende angivelser«, dvs. ikke-metriske angivelser. Fastholdelse af denne frist vil betyde en omkostning for alle de virksomheder i EU, som handler på tværs af Atlanten.

1.3

Direktivet kræver ligeledes, at Det Forenede Kongerige og Irland fastsætter en frist for undtagelserne med hensyn til anvendelse af måleenhederne pint, mil og troy ounce.

1.4

Kommissionens forslag går ud på at fjerne disse frister uden at erstatte dem med nye.

1.5

I direktivet defineres de metriske enheder eller SI-enhederne som værende de forskriftsmæssige måleenheder i EU. SI (Système International) er et verdensomspændende system, der blev vedtaget af Generalkonferencen for Mål og Vægt (CGPM) i 1960. EU er ikke selv medunderskriver, men det er samtlige medlemsstater. Den regelmæssige tilpasning af SI-enheder til de tekniske fremskridt har foranlediget Kommissionen til at foreslå, at man vedtager »katal« med symbolet »kat« som SI-enhed for katalytisk aktivitet.

1.6

EØSU bifalder Kommissionens forslag som led i indsatsen for at forenkle og forbedre lovgivningen og er tilfreds med, at Kommissionen tager hensyn til »nærhedsprincippets« betydning for Irland og Det Forenede Kongerige.

Bruxelles, den 12. december 2007.

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/15


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om støjniveauet i ørehøjde for førere af landbrugs- og skovbrugshjultraktorer« (kodificeret udgave)

KOM(2007) 588 endelig — 2007/0205 (COD)

(2008/C 120/03)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 24. oktober 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om støjniveauet i ørehøjde for førere af landbrugs- og skovbrugshjultraktorer« (kodificeret udgave).

Da EØSU fuldt ud går ind for forslagets indhold, som ikke giver anledning til bemærkninger, besluttede det på sin 440. plenarforsamling den 12.-13. december 2007, mødet den 12. december, med 135 stemmer for og 2 hverken for eller imod at afgive en støtteudtalelse.

 

Bruxelles, den 12. december 2007.

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/15


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Grønbog: Markedsbaserede instrumenter til miljøpolitiske og andre beslægtede politiske formål«

KOM(2007) 140 endelig — SEK(2007) 388

(2008/C 120/04)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 28. marts 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Grønbog: Markedsbaserede instrumenter til miljøpolitiske og andre beslægtede politiske formål«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, der vedtog sin udtalelse den 31. oktober 2007. Ordfører var Lutz Ribbe.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 440. plenarforsamling den 12. og 13. december 2007 (mødet den 13. december 2007), følgende udtalelse med 48 stemmer for og 1 hverken for eller imod.

1.   Resumé af forslaget

1.1

EØSU tager offentliggørelsen af den stærkt forsinkede grønbog om markedsbaserede instrumenter til miljøpolitiske formål til efterretning.

1.2

Udvalget er enig i overvejelserne vedrørende de forskellige skatte- og miljømæssige konsekvenser af markedsbaserede instrumenter på miljøområdet (skatter, afgifter, gebyrer, subsidier, tilladelser/certificering mm.).

1.3

EØSU konstaterer, at markedsbaserede instrumenter for længst udgør en del af den aktive politik. Spørgsmålet går derfor ikke længere på »om« disse markedsbaserede instrumenter skal anvendes, men »hvordan«?

1.4

Som Kommissionen med rette konstaterer, giver markedsbaserede instrumenter en god mulighed for at finde frem til omkostningseffektive løsninger på miljøområdet, der er dog ikke tale om nogen mirakelkur. Derfor burde forholdet og samspillet mellem eksempelvis på- og forbud, lovgivning og markedsbaserede instrumenter (som skatter, afgifter, målrettede subsidier og omsættelige tilladelser) være genstand for en politisk debat (og behandles i grønbogen). Her er Kommissionens grønbog dog langt fra retningsgivende, hvilket EØSU beklager.

1.5

Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at benytte den offentlige debat i forbindelse med offentliggørelsen af grønbogen til at fremlægge konkrete eksempler på muligheder og konsekvenser, men også grænser for de forskellige instrumenter på miljøområdet.

2.   Grønbogens indhold

2.1

Den 28. marts 2007 fremlagde Kommissionen den allerede i 2004 annoncerede grønbog om »Markedsbaserede instrumenter til miljøpolitiske og andre beslægtede politiske formål« (1), der er genstand for denne udtalelse.

2.2

Med grønbogen vil Kommissionen starte en samfundsmæssig debat om den øgede brug af markedsbaserede instrumenter.

2.3

Kommissionen henviser i sin grønbog til de i mellemtiden på europæisk niveau aftalte mål på miljøområdet, bl.a. den nye energi- og klimaændringspolitik, der ifølge Kommissionen repræsenterer »intet mindre end en industriel revolution for de kommende 10-15 år«.

2.4

Kommissionen gør det klart, at »disse ambitiøse målsætninger ikke kan nås uden offentlig indgriben«. Ifølge Kommissionen bør markedsbaserede instrumenter i stigende grad anvendes i miljøpolitikken. De »vil være et vigtigt led i bestræbelserne på at nå en reel ændring gennem ændring af incitamenter for virksomheder og forbrugere«.

2.5

Samtidig skriver Kommissionen, at markedsbaserede instrumenter »ikke er et universalmiddel for alle problemer«.

2.6

Skatter, afgifter, målrettede subsidier og handel med rettigheder beskrives som »markedsbaserede instrumenter«.

Markedsbaserede instrumenter som politiske redskaber

2.7

Ifølge Kommissionen kan anvendelsen af markedsbaserede instrumenter begrundes med »deres evne til at korrigere markedssvigt på en omkostningseffektiv måde. Markedssvigt henviser til en situation, hvor markederne enten slet ikke afspejler de »sande« eller sociale omkostninger ved økonomisk aktivitet (f.eks. har miljøaktiver karakter af offentlige goder) eller ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til dem«.

2.8

Som fordele nævnes:

markedsbaserede instrumenter tager hensyn til virksomheders forskelligheder,

de forbedrer prissignalerne, idet de eksterne omkostninger og fordele ved økonomiske aktiviteter tillægges en værdi,

de giver industrien et større spillerum for målopfyldelsen, så de samlede omkostninger herved sænkes,

på længere sigt giver de virksomheder et incitament til at realisere teknologiske innovationer med henblik på yderligere at reducere negative miljømæssige konsekvenser (»dynamisk effektivitet«),

de fremmer beskæftigelsen, hvis de anvendes inden for rammerne af en miljøorienteret reform af henholdsvis skatte- eller finanspolitikken.

2.9

Kommissionen gør det dog også klart, at markedsbaserede instrumenter ikke alene tjener til at nå målene på miljøområdet, »men frem for alt til at undgå fordrejninger inden for det indre marked som følge af forskellige fremgangsmåder i de enkelte medlemsstater, til at sikre, at den samme sektor i hele EU får pålagt den samme byrde, og til at rette op på potentielle negative virkninger for konkurrencen inden for EU«.

2.10

Den gør derudover opmærksom på, at de forskellige markedsbaserede instrumenter har forskellig virkning. Mængderelaterede ordninger (som omsættelige tilladelser) giver med henblik på opnåelsen af specifikke mål (som grænseværdier for udledning af emissioner) større sikkerhed end udelukkende prisbaserede instrumenter (som f.eks. skatter). Sidstnævnte giver dog en større sikkerhed med hensyn til omkostninger/pris og er desuden nemmere at håndtere.

2.11

Kommissionen gør desuden opmærksom på endnu en vigtig forskel: skatter (og afgifter) anvendes ikke blot som et potentielt styringsinstrument, de er også en offentlig indtægtskilde; ved omsættelige tilladelser er dette kun tilfældet, »hvis kvoterne bortliciteres af offentlige myndigheder«.

2.12

Grønbogen kommer også ind på emnet »vækst og beskæftigelse« og begrunder nødvendigheden af en miljøskattereform. Efter at Det Europæiske Råd på sit topmøde i juni 2006 i sin nye bæredygtighedsstrategi kom ind på spørgsmålet om en ny udformning af skattesystemet med udgangspunkt i kriterier for bæredygtighed, uden dog at blive mere konkret, skriver Kommissionen nu: »En miljøafgiftsreform, hvor afgiftsbyrden flyttes fra velfærdsnegative afgifter (f.eks. på arbejdskraft) til velfærdspositive afgifter (f.eks. på miljøskadelige aktiviteter, såsom ressourcebrug eller forurening), kan være en vellykket mulighed for at tackle både miljø- og beskæftigelsesspørgsmål« (2). »Samtidig forudsætter en langsigtet flytning af afgiften forholdsvis stabile indtægter fra det miljørelaterede afgiftsgrundlag«.

2.13

Endelig indeholder dokumentet eksempler på allerede etablerede markedsbaserede instrumenter (energiafgifter, eurovignetten, lokale ordninger med gebyrer på kørsel i den indre by) og en bred vifte af specifikke henholdsvis generelle spørgsmål rettet til offentligheden for at sætte gang i den samfundspolitiske debat.

2.14

Kommissionen mener også, at der på området biodiversitet er mulighed for at anvende markedsbaserede instrumenter.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

EØSU har ofte opfordret til at anvende alle politiske instrumenter på miljøområdet optimalt, og i den forbindelse kan markedsbaserede instrumenter spille en vigtig rolle. I den henseende er udvalget enig med Kommissionen.

3.2

Selvom EØSU kan følge de forelagte argumenter og mener, at disse er fornuftige og rigtige, havde udvalget alligevel håbet, at grønbogen, der jo har været længe undervejs, og hvis offentliggørelse igen og igen blev udskudt, havde været mere klar med hensyn til de fremtidige planer for anvendelsen af markedsbaserede instrumenter. Den lange interne koordineringsproces i Kommissionen var måske nødvendig for den politiske proces, men denne koordinering har efter EØSU's vurdering endnu ikke givet nogen synlig merværdi.

3.3

Det virker tværtimod som om, at de politiske realiteter nogle gange udvikler sig hurtigere end den interne koordineringsproces.

3.4

EØSU konstaterer, at markedsbaserede instrumenter på miljøområdet for længst er en realitet, selvom de anvendes meget forskelligt i de enkelte medlemsstater. Ifølge Eurostat er eksempelvis gennemsnitligt 7 % af alle offentlige indtægter i EU-medlemsstaterne et resultat af miljørelaterede indtægtskilder.

3.5

Temaet for grønbogen og den politiske debat kan altså ikke være en mulig introduktion af markedsbaserede instrumenter på miljøområdet. Spørgsmålet er ikke »om«, men »hvordan«: I hvilket omfang, i hvilket forhold til for- og påbud og andre instrumenter skal markedsbaserede instrumenter anvendes?

3.6

Udsagnene i grønbogen går imidlertid ikke videre end til det, der længe har været kendt og diskuteres i virksomheder og ude i samfundet. Desuden diskuteres det ikke, hvem der skal være den primære aktør. Som bekendt har EU ikke samme kompetencer, hvad angår alle tænkelige instrumenter. F.eks. har EU kun en yderst begrænset kompetence på det skatteretlige område. Det forbliver ligeledes uklart, hvad der politisk skal ske efter offentliggørelsen af denne grønbog, om der — som det er sædvane — herefter kommer en hvidbog, og hvilke konsekvenser der skal drages.

3.7

Den største mangel er, at det forbliver uklart, hvilke politiske instrumenter der skal prioriteres i en given politisk situation. Den tilsigtede afgrænsning eller det potentielle samspil mellem eksempelvis regulerende foranstaltninger og markedsbaserede instrumenter er fortsat uklar.

3.8

EØSU kan derfor tage grønbogen positivt til efterretning, men konstaterer, at den samfundsmæssige debat om mere effektive instrumenter i miljøpolitikken bør føres med større engagement og med udgangspunkt i så konkrete eksempler som muligt, så de nævnte ambitiøse EU-målsætninger, på f.eks. klima- og energiområdet, også reelt kan blive en realitet.

3.9

For EØSU er det i den henseende vigtigt, at de markedsbaserede instrumenter baseres på princippet om, at forureneren betaler, så der opstår et incitament til aktiv miljøbeskyttelse.

4.   Særlige bemærkninger

4.1

EØSU har igen og igen fremhævet, hvor vigtigt det er at internalisere de såkaldte »eksterne omkostninger«. Her er, som Kommissionen selv beskriver det, markedsbaserede instrumenter en reel mulighed. Der er dog til en start behov for en klar politisk beslutning om, hvor høje disse eksterne omkostninger, som skal internaliseres, er.

4.2

Det i grønbogen beskrevne »markedsbaserede« Eurovignet-instrument for vejtrafik er et godt eksempel på en i realiteten kun halvhjertet anvendelse af et instrument, der anses for velegnet til integration af eksterne omkostninger. Kommissionen skriver selv, at »de gennemsnitlige afgifter kun kan dække infrastrukturomkostninger og således udelukker eksterne omkostninger«. Derfor er det nødvendigt med initiativer til f.eks. at integrere de eksterne omkostninger i Eurovignetten fremover.

4.3

EØSU anmoder Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet om kun at bruge betegnelsen markedsbaserede instrumenter på miljøområdet, når der reelt er tale om et synligt miljøpolitisk mål. Ved den omtalte Eurovignet er der kun delvist tale om et sådant, idet de eksterne omkostninger ikke inddrages. Eurovignetten har primært til formål at sikre en direkte inddragelse af brugerne, så infrastrukturomkostningerne ikke udelukkende skal betales over de offentlige budgetter. Naturligvis har en sådan politik også indirekte følger for miljøet, når de højere omkostninger f. eks. får en bruger til at overveje, om vedkommende skal tage bil eller tog (eller helt undlade at tage af sted). Men først i det øjeblik, hvor (miljø-)omkostninger, der ikke hidtil har været noget »marked« for og dermed ikke er regnet med, integreres, kan man med rette omtale Eurovignetten som et »miljøpolitisk instrument«.

4.4

Der er altså brug for, at man fra politisk side først redegør for, hvad man i det hele taget ønsker at opnå med en bestemt politisk foranstaltning. Først efter at målet er defineret, bør der følge en diskussion om det mest velegnede instrument.

4.5

Heller ikke en øget anvendelse af markedsbaserede instrumenter vil kunne forhindre, at der politisk skal træffes undertiden yderst vanskelige, dvs. omstridte, afgørelser med hensyn til fastlæggelsen af klare (miljøpolitiske) mål for udledning af emissioner mv. Det er netop her, at problemerne ofte har vist sig hidtil. Markedsbaserede instrumenter er ingen erstatning for sådanne afgørelser, men — som navnet allerede gør klart — instrumenter til opnåelse af fastlagte politiske mål.

4.6

Kommissionen må så hurtigt som muligt få afklaret de spørgsmål, som grønbogen efterlader ubesvarede. Den må skabe klarhed over, hvilke politiske instrumenter den har tænkt sig at anvende i fremtiden. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til allerede inden for rammerne af den planlagte generelle drøftelse af emnet at analysere de forskellige muligheder for politiske tiltag ved hjælp af enkelte praktiske eksempler fra forskellige politikområder, f.eks. energi og transport, (henholdsvis med og uden markedsbaserede instrumenter).

4.7

Herved kan man f.eks. gøre det klart, at man ikke regner med at løse problemet med kræftfremkaldende stoffer — for at nævne ét eksempel — ved anvendelse af markedsbaserede instrumenter.

4.8

Markedsbaserede instrumenter kan dog komme på tale, når det gælder det stadigt mere aktuelle spørgsmål om, hvordan man fremover vil opføre kuldioxidfri kulkraftværker, når teknikken inden længe eventuelt står til rådighed. Vil man gøre disse til en obligatorisk »teknisk standard« (altså: lovgivning), eller vil man gøre dem rentable ved hjælp af markedsbaserede instrumenter? Sådanne spørgsmål bør i højere grad være genstand for en offentlig debat i fremtiden.

4.9

Hvis henholdsvis samspillet mellem og afgrænsningen af regulerende foranstaltninger og markedsbaserede instrumenter alt i alt blev tydeligere ved hjælp af konkrete handlingsmuligheder, ville grønbogens overvejelser vedrørende anvendelsen af markedsbaserede instrumenter til opretholdelse af biodiversitet måske også fremstå klarere; EØSU mener ikke, at de hidtidige overvejelser er overbevisende nok til at give et realistisk håb om, at de effektivt kan bekæmpe den alvorlige tilbagegang i biodiversiteten.

4.10

Udvalget har allerede i sin udtalelse »Statusrapport hvert andet år om EU's strategi for bæredygtig udvikling« (3) opfordret Kommissionen til at konkretisere dens meget vagt formulerede overvejelser vedrørende et nyt skattesystem baseret på indikatorer for bæredygtighed. Ifølge Eurostat udgør indtægterne fra miljørelaterede skatter og afgifter ca. 7 %.

4.11

EØSU mener, at der er et presserende behov for en debat om at sænke skatten på arbejde og kompensere ved hjælp af en beskatning af miljøskadelige aktiviteter. Denne debat bør fremskyndes efter offentliggørelsen af grønbogen. I den forbindelse må det dog klart fremgå, hvordan EU forestiller sig sådanne forandringer, idet Fællesskabet ifølge EU-traktaterne kun har en yderst begrænset indflydelse på medlemsstaternes skattepolitik.

4.12

EØSU mener, at det er utroligt vigtigt, at den lovede oversigt over miljøskadelige subsidier så vidt muligt offentliggøres inden for samme tidsrum, så disse kan afskaffes. Udvalget mener, at miljøskadelige subsidier er stærkt konkurrenceforvridende og udgør en helt uacceptabel fejlallokering af offentlige midler. Markedsbaserede instrumenter til fremme af miljøet kan først for alvor blive effektive, når miljøskadelige subsidier er fuldstændig afskaffet.

Bruxelles, den 13. december 2007.

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2007) 140 endelig af 28.3.2007.

(2)  Kommissionen rejste dette spørgsmål allerede i 1993 i sin hvidbog om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse [KOM(93) 700, kapitel 10] og senere igen i sin nylige meddelelse om den europæiske sociale model samt i et arbejdsdokument om forbindelserne mellem beskæftigelsespolitik og miljøpolitik. Se KOM(2005) 525 og SEK(2005) 1530. Efterfølgende erfaringer fra de nordiske lande samt resultaterne af modelbaserede undersøgelser viser, at begge typer fordele findes.

(3)  EUT C 256 af 27.10.2007, s. 76.


16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/19


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Grænseoverskridende arbejdskraft inden for landbruget«

(2008/C 120/05)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16. februar 2007 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en udtalelse om:

Grænseoverskridende arbejdskraft inden for landbruget.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Martin Siecker til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 31. oktober 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 440. plenarforsamling af 12.-13. december 2007, mødet den 13. december, følgende udtalelse med 104 stemmer for, 3 imod og 1 hverken for eller imod.

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Arbejdsmigrationen i Europa er af økonomisk karakter og en konsekvens af den frie bevægelighed for arbejdstagere i et Europa, hvor der eksisterer store forskelle i velstand mellem de enkelte medlemslande. Høj arbejdsløshed i en række af de nye medlemsstater og efterspørgsel efter billig, lavt kvalificeret arbejdskraft i de 15 gamle medlemsstater resulterer i en stadig strøm af jobsøgende.

1.2

I 2004 og 2007 blev der opnået enighed om overgangsregler, der giver de gamle medlemsstater mulighed for at regulere migrationen fra de nye medlemsstater. En af de bagvedliggende årsager hertil var, at de gamle medlemsstater ville forhindre, at en for stor tilstrømning af vandrende arbejdstagere ville føre til spændinger på arbejdsmarkedet med dertil hørende risiko for illegal beskæftigelse.

1.3

Overgangsreglerne har medført, at der er sket nøjagtig det, man ville forhindre. I sin rapport om overgangsreglernes funktion konstaterer Kommissionen, at begrænsningerne på lovligt arbejde for migranter fra de nye medlemsstater i praksis har medført en stigning i sort arbejde, proformaselvstændigt arbejde, falske angivelser om levering af tjenesteydelser og underentreprise.

1.4

Der er opstået den paradoksale situation, at der i landbruget i EU-15 er meget sæsonarbejde, der ikke kan findes tilstrækkeligt med fastboende arbejdstagere til at udføre. Der er tilstrækkeligt med vandrende arbejdstagere fra de nye medlemsstater, der ønsker at udføre dette arbejde, men mange af disse må ikke arbejde på grund af de begrænsende overgangsregler. Strømmene af arbejdskraft i landbruget varierer både efter oprindelseslande og modtagerlande. Forskellene beror navnlig på, om der findes overgangsforanstaltninger eller ej, og om de er fuldstændigt eller delvist dækkende.

1.5

I denne situation opstår der ofte sort arbejde. Det er vanskeligt at få indsamlet nøjagtige informationer om omfanget, idet der er tre parter involveret, som hver især har deres egne bevæggrunde til at hemmeligholde disse oplysninger. Der er arbejdsgivere, der vil betale mindre end de, ifølge lovgivning eller gældende overenskomst, er forpligtet til. Der er arbejdstagere, der lader sig nøje med mindre end det de, ifølge lovgivning eller overenskomst, har krav på, og der er uærlige arbejdsformidlere, der alt for gerne organiserer ovenstående pga. de fremragende indtjeningsmuligheder.

1.6

Mange af disse formidlere arbejder med dumpingpriser, men denne priskrig betales i sidste ende af de vandrende arbejdstagere selv, der må tage til takke med et indkomstniveau, der ligger under det sociale minimum. Det sker også at arbejdsgivere, der ansætter sæsonarbejdere, betaler arbejdsformidlerne markedskonforme priser, men at formidlerne ikke betaler skatter og sociale bidrag. Derudover stikker formidlere, der arbejder som beskrevet ovenfor, ofte en del af de vandrende arbejdstageres løn i egen lomme. Der er også hjemmesider med telefonnumre i såvel Øst- som Vesteuropa, der tilbyder selvstændige arbejdstagere, for hvilke der ikke skal betales skat, arbejdsgiverafgifter, eller sociale bidrag.

1.7

Denne situation er på flere måder uønsket. Udgangspunktet må være, at vandrende arbejdstagere i alle henseender behandles på samme måde som de fastboende arbejdstagere, som de arbejder sammen med. Der må være tale om lige løn for lige arbejde, og betingelserne for adgang til den sociale sikring må forbedres. Dette er ikke alene i arbejdstagernes sociale interesse. Det er ligeledes i arbejdsgivernes økonomiske interesse (lige konkurrencevilkår) og i medlemsstaternes finansielle interesse (skattepolitisk).

1.8

Der foreligger et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om sanktioner over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. Dette forslag indeholder harmoniserede sanktioner over for arbejdsgiverne og forebyggende foranstaltninger samt udarbejdelse af en definition af bedste praksis og udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne, hvad angår anvendelsen af sanktioner over for arbejdsgivere.

1.9

Så længe begrænsningerne for migranter fra de nye medlemsstater endnu ikke er ophævet, plæderer EØSU for, at det foreslåede direktiv også skal gælde for arbejdsgivere, der ulovligt ansætter arbejdstagere fra de EU-lande, der stadig er underlagt restriktioner. Derudover mener EØSU, at det er af afgørende betydning, at EU nøje overvåger, at direktivet ikke blot omsættes til national lovgivning i alle medlemsstater, men også håndhæves i praksis.

1.10

Det er en fordel for bekæmpelsen af sort arbejde, at der eksisterer en entydig europæisk definition af arbejdsforhold, hvor der tydeligt skelnes mellem det at påtage sig en arbejdsopgave (leveringen af tjenesteydelser) og udførelsen af arbejdsopgaver i et over-underordnelsesforhold (arbejdskontrakt). ILO er kommet med en klar anbefaling på området. Herved får ægte selvstændige, hvis speciale går videre end levering af billig, ufaglært arbejdskraft en klarere defineret plads på arbejdsmarkedet, og arbejdstagerne får den beskyttelse, de har krav på. EØSU er godt tilfreds med, at Kommissionen har godkendt et forslag fra arbejdsmarkedets parter i den europæiske byggesektor om en undersøgelse af denne (proforma)selvstændighed, og udvalget bifalder, at Kommissionen også finansierer undersøgelsen.

1.11

Set i lyset af konsekvenserne af begrænsningerne på lovligt arbejde, er det måske bedre at se bort fra den slags overgangsregler ved kommende EU-udvidelser. EØSU anmoder også Kommissionen om at undersøge muligheden for at ophæve alle begrænsninger for arbejdstagere fra de 12 medlemsstater, der tiltrådte i 2004 og 2006. En stor del af arbejdsmarkedets parter i Europa er ligeledes fortalere for dette på betingelse af, at der på fællesskabs-, nationalt og arbejdsmarkedsniveau reelt træffes foranstaltninger til sikring af, at vandrende arbejdstagere behandles lige.

2.   Indledning

2.1

Ifølge Lissabon-strategien må EU for fremtiden være en meget konkurrencedygtig vidensøkonomi baseret på bæredygtig produktion og forbrug og med en høj grad af social samhørighed.

2.2

Nutidens EU er en rimeligt konkurrencedygtig vidensøkonomi med produktions- og forbrugsmønstre, der indtil videre ikke er tilstrækkeligt bæredygtige og med en social samhørighed, der lader meget tilbage at ønske.

2.3

Denne udtalelse koncentrerer sig først og fremmest om det sidste aspekt, den sociale samhørighed. EU lægger stor vægt på økonomisk udvikling og bæredygtighed i først og fremmest produktionen. Den manglende politiske opmærksomhed om den tredje søjle i Lissabon-strategien medfører, at den sociale samhørighed ikke er til- men aftagende.

2.4

Konsekvenserne heraf ses tydeligt på arbejdsmarkedet. Omfanget af sort arbejde er stigende, og en arbejdstager, man indtil for nylig troede, var uddød for længe siden, er dukket op igen: daglejeren.

2.5

De nye daglejere tilbyder deres arbejdskraft på gaden, på steder der er kendt som »opsamlingssteder« for uærlige arbejdsformidlere. De hyres på dagsbasis, og på deres vegne betales der hverken lønskatter eller bidrag til sociale sikringsordninger, de må arbejde for mange timer pr. dag, får en timeløn, der er for lav, og nyder på ingen måde godt af arbejdsrettens beskyttelse — i det omfang en sådan eksisterer.

2.6

Indtil for et par år siden havde arbejdsmarkedet for hovedsageligt kortuddannet og ufaglært arbejdskraft en national karakter. Efter udvidelsen af EU i 2004 er der også opstået et europæisk arbejdsmarked for denne del af arbejdsmarkedet. Efter udvidelsen i 2007 vokser udbuddet af arbejdskraft på dette marked kraftigt, idet også arbejdstagere fra Bulgarien og Rumænien melder sig.

2.7

En sektor, hvor denne tendens er iøjnefaldende er landbruget. Derudover finder mange jobsøgende i et andet land ofte deres første job i navnlig denne sektor.

2.8

Med denne udtalelse vil EØSU sætte dette problem på EU's dagsorden, så de kompetente europæiske institutioner sammen med medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter kan finde en løsning på dette store, dybt alvorlige og — desværre stigende problem.

3.   Landbruget

3.1

Landbrug består af alle økonomiske aktiviteter, hvor miljø og landskab tilpasses produktion af planter og dyr (1). Alt afhængigt af produkt, produktionsmetode og velfærdsniveau gøres der brug af et stort antal forskellige teknikker, der spænder fra anvendelsen af enkle redskaber til brug af store maskiner, idet manuel arbejdskraft i stadigt større grad erstattes af maskiner.

3.2

Landbrugssektoren i EU er en stor sektor. I EU bruges i alt ca. 160 millioner hektar som landbrugsjord. Der er 11 millioner landbrugsbedrifter med i alt 15 millioner beskæftigede. Det er hovedsageligt landmændene selv og deres familiemedlemmer, men ca. 1 million landbrugsbedrifter har samlet set 6,5 millioner ansatte. Heraf arbejder 4,5 millioner som sæsonarbejdere, et ukendt antal heraf i et andet land end deres hjemlande (2). Mange af sæsonarbejderne kommer fra Polen, Bulgarien og Rumænien.

3.3

Landbruget kan underopdeles i en række forskellige aktiviteter. Husdyrart (produktion af dyr) og akvakultur (fiskeopdræt), gartnerier (dyrkning af kortcykliske afgrøder som grønsager, prydblomster, frugt og champignoner i mindre skala) og planteavl (adskiller sig fra gartnerier ved, at afgrøderne dyrkes i større skala og er mindre arbejdskrævende). Kommercielt skovbrug anses ikke alle steder i EU for at høre til landbruget. I enkelte lande er skovbrug en selvstændig sektor.

3.4

Landbruget producerer ikke bare fødevarer, men i stigende grad også andre produkter som blomster, skind, biobrændstoffer (biodiesel, ethanol, gas, hurtigt voksende træ), enzymer, fibre osv. Genetisk ændrede planter producerer også specialmedicin.

3.5

Landbruget er ifølge tal fra såvel ILO (3) som Eurofound (4) en af de farligste sektorer for arbejdstagere. Samlet set sker der årligt ca. 335 000 arbejdsulykker med dødelig udgang. Over halvdelen heraf, 170 000 dødsulykker, sker i landbrugssektoren.

4.   Sort arbejde

4.1

På grund af en række juridiske komplikationer på det liberaliserede marked i EU er det ikke muligt at nå frem til en entydig definition på sort arbejde. Praktikker, der er helt almindelige i ét land (hvis der på et bestemt område ikke findes lovgivning, er der heller ingen regler at følge), anses i et andet land for at være ualmindelige eller endda en overtrædelse af gældende national lovgivning.

4.2

De nationale definitioner af sort arbejde er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat. Det drejer sig om beskæftigelse, der ikke indgår i de officielle statistikker vedrørende den formelle økonomi. Der findes ganske vist talmateriale på området, men dette kan ofte føres tilbage til blot en enkelt kilde; det kan ikke altid verificeres og er derfor ikke altid pålideligt. Det er dog uomtvisteligt, at der i stort omfang foregår sort arbejde.

4.3

Næsten alle nationale definitioner af sort arbejde lægger hovedvægten på den manglende overholdelse af skattemæssige forpligtelser. Den manglende overholdelse af krav på området social sikring nævnes ligeledes i næsten alle definitioner. Mærkværdigt nok udgør manglende overholdelse af andre forpligtelser inden for arbejdsretten (arbejdsmiljø, arbejdstider, alment gyldige kollektivaftaler) næsten aldrig en del af de nationale definitioner af sort arbejde.

4.4

Sort arbejde udføres af ikke-registrerede arbejdstagere; dette er ikke nødvendigvis vandrende arbejdstagere uden arbejds- og/eller opholdstilladelse. Også personer der er i besiddelse af de krævede dokumenter — eller personer, der ikke behøver sådanne dokumenter, fordi de er borgere i det land, hvor lovovertrædelsen foregår — arbejder sort. Personer uden gyldige dokumenter befinder sig dog i en udsat position og er derfor også lettere at udnytte end personer, der er i besiddelse af gyldige dokumenter. Den sidste gruppe har også adgang til det formelle arbejdsmarked, hvilket ikke gælder for den første gruppe.

4.5

Udover den klassiske form for lønarbejde eksisterer også den »selvstændige erhvervsdrivende uden ansatte«. Disse »selvstændige« opfattes som erhvervsdrivende, der ikke skal betales skat eller sociale bidrag for. De har selv ansvaret for indbetaling af disse bidrag.

4.6

De nyder heller ikke den beskyttelse, som arbejdsretten giver arbejdstagere. For dem eksisterer der ingen mindsteløn, ingen maksimal ugentlig arbejdstid og ingen regler for sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Set i lyset af den høje risiko for alvorlige arbejdsulykker i denne sektor (se 3.5) er dette uacceptabelt. Det er helt op til disse selvstændige at aftale løn og arbejdsvilkår med ordregiver.

4.7

Disse selvstændige var oprindeligt erfarne specialister, der havde opnået færdigheder inden for specifikke fag. Generelt var det nødvendigt med årelang erfaring for at nå det niveau for en udlært og uddannet fagmand, der skulle til for at klare sig som selvstændig.

4.8

Som følge af outsourcing og den voksende udlicitering efter videregivelsen af ikke- kerneopgaver udføres der for tiden langt flere arbejdsopgaver end blot specialiserede i underentreprise. En lille kerne af fastansat og erfarent personale er tilstrækkeligt, idet udførelsen af de ofte enkle arbejdsopgaver i stigende grad sker i underentreprise. Efterspørgslen efter den slags arbejdskraft imødekommes af en stor gruppe nye selvstændige, der melder sig på arbejdsmarkedet. Det største speciale for mange af de nye selvstændige er først og fremmest levering af billig, ufaglært arbejdskraft.

4.9

Reelt er der tale om en form for proformaselvstændighed, der i slutningen af 1980'erne blev brugt til eksport af arbejdsløshed fra Irland og Storbritannien. Indtil det tidspunkt indeholdt den engelske lovgivning et antal garantier, der blev anvendt til at undersøge, om selvstændige reelt levede op til en række krav. Et af disse krav gik på, at den selvstændige skulle være en erfaren specialist inden for et særligt fag. Den daværende engelske regering afskaffede i sin tid disse kriterier, hvilket resulterede i, at langt flere personer kunne lade sig registrere som selvstændige og arbejde på kontinentet uden at være underlagt arbejdsretten i medlemsstaterne der (5).

4.10

Dette fænomen er i øvrigt ikke længere udelukkende angelsaksisk. På en konference om arbejdstageres fri bevægelighed har en polsk regeringstalsmand f.eks. fortalt, at den polske regering opfordrer arbejdsløse landsmænd til at lade sig registrere som selvstændige (6). På den måde kan de omgå alle restriktioner, i det omfang de stadig gælder for arbejdstagere i de øvrige medlemsstater, og arbejde overalt. På den måde bruges definitionen selvstændig regelmæssigt helt bevidst som en proformakonstruktion med det formål at omgå lovgivning eller arbejdsretlige regler i en kæde af underentrepriser. Gennem kvælertagskontrakter med disse selvstændige, der ofte formidles gennem arbejdsformidlere, bliver også ansvaret for overholdelsen af forpligtelser på skatte- og socialsikringsområdet skubbet nedefter.

4.11

I byggesektoren er dette også et ofte set fænomen, og byggeriet har i langt højere grad and landbrugssektoren foretaget undersøgelser. Der er store ligheder mellem disse sektorer, der først og fremmest har de tre største risikofaktorer vedrørende sort arbejde til fælles: arbejdskraftintensivt arbejde af midlertidig karakter, der hovedsageligt udføres af udenlandske arbejdstagere. Arbejdsmarkedets parter i den europæiske byggesektor har imidlertid erkendt denne risiko og bedt Kommissionen støtte en undersøgelse af fænomenet (proforma)selvstændighed i 18 medlemsstater. Kommissionen har accepteret denne anmodning, og inden årets udgang udbydes dette forslag til undersøgelse i licitation på europæisk niveau.

4.12

Idet en europæisk rammelovgivning for de forskellige former for arbejdsforhold fortsat mangler, eksisterer der et spillerum for en tvivlsom handel med billig arbejdskraft. Dette har alvorlige skadelige bivirkninger på europæisk niveau. Kommissionen konkluderer selv dette i sin »Rapport om, hvordan de overgangsordninger, der er fastsat i tiltrædelsestraktaten fra 2003, har fungeret«, hvor det konstateres, at »restriktionerne kan have tilskyndet statsborgere fra de 8 nye medlemsstater til at se sig om efter andre metoder til at udføre økonomisk aktivitet i de 15 gamle medlemsstater, hvilket afspejles i en usædvanligt stor indstrømning af udstationerede arbejdstagere eller proformaselvstændige« (7).

4.13

I samme rapport konstaterer Kommissionen: »Idet de anerkendte, at immigrationsstrømmene fra de 8 nye til de 15 gamle medlemsstater havde været beskedne, understregede arbejdsmarkedets parter kraftigt, at udhuling af arbejdstagerrettigheder og »social dumping« bør undgås. De påpegede også, at restriktioner på lovligt arbejde rent faktisk medfører en spredning af udokumenteret arbejde og falske angivelser om selvstændig erhvervsvirksomhed (proformaselvstændige), levering af fiktive tjenesteydelser og underentreprise«. Lidt senere i rapporten ændrer Kommissionen på billedet af, at migrationsstrømmene ikke har været særlig store, med en bemærkning om, at »Derudover kan de reelle immigrationsstrømme i det udvidede EU være større, end det fremgår af dataene i denne rapport, da sort arbejde ikke i fuldt omfang fremgår af de officielle statistikker«. Kommissionen konkluderer således, at restriktioner på tilgangen til arbejdsmarkedet alt i alt kan føre til en stigning i omfanget af sort arbejde.

4.14

Gartnerisektoren i Nederlandene f.eks., den landbrugssektor der har flest beskæftigede, talte i 1992 i alt 54 200 FTE's (Full Time Equivalents). Næsten 87 % af arbejdstagerne var fast ansatte, lidt over 13 % var tilknyttet virksomheden på anden vis (vikarer, midlertidigt ansatte, (proforma)selvstændige). I 2005 talte sektoren 59 000 FTE's, heraf var lidt over 61 % af arbejdstagerne fastansatte og næsten 39 % var tilknyttet virksomheden på anden vis. Vær opmærksom på, at der vel at mærke er tale om tal for den formelle økonomi. Skønsmæssigt arbejdede der i foråret 2007 yderligere 40 000 FTE's uformelt i sektoren (8), men der er tydelige tegn på, at andelen af sort arbejde i gartnerisektoren har været jævnt aftagende, siden de begrænsende overgangsregler for EU-borgere fra lande, der tiltrådte i 2004, blev ophævet.

5.   Arbejdstagerrettigheder under pres

5.1

De seneste år har vist, at indførelsen af restriktioner for tilgangen til arbejdsmarkedet ofte har en modsatrettet virkning. Det kan føre til, at lovgivning og arbejdsretlige regler omgås. For jobsøgende fra Rumænien og Bulgarien gælder indtil 31. december 2008 ingen begrænsninger i Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Tjekkiet, Sverige, Finland, Cypern og Slovenien, dog er disse personer forpligtet til at lade sig registrere i de tre sidstnævnte lande. I de øvrige 15 EU-lande gælder der restriktioner for jobsøgende fra Rumænien og Bulgarien (9). For jobsøgende fra de 10 medlemsstater, der tiltrådte i 2004, gælder der også fortsat begrænsninger, men i færre lande, og de er mindre restriktive end for borgere fra Bulgarien og Rumænien (10).

5.2

Arbejdsmigrationen i EU er af økonomisk karakter og en konsekvens af den frie bevægelighed for arbejdstagere i et EU, hvor der eksisterer store forskelle i velstand mellem de enkelte medlemslande. Høj arbejdsløshed i en række af de nye medlemsstater og efterspørgsel efter billig, ufaglært arbejdskraft i de 15 gamle medlemsstater resulterer i en stadig strøm af jobsøgende.

5.3

Mange af disse jobsøgende finder beskæftigelse i landbruget, idet der i denne sektor pga. sæsonudsving er stor efterspørgsel efter ekstra arbejdskraft under høsten. Det er også en sektor, hvor risikoen for social dumping er større end i andre sektorer. Bl.a. fordi der i en række medlemsstater ikke findes kollektive overenskomster i landbruget, eller fordi de kollektive overenskomster på landbrugsområdet, der findes i en række tilfælde, ikke er generelt bindende.

5.4

Sæsonarbejde er et strukturelt element i det europæiske landbrug. En bæredygtig og effektiv landbrugsproduktion er ikke mulig uden brug af fleksibel arbejdskraft. Sæsonarbejdet i landbruget udføres for en stor dels vedkommende af vandrende arbejdstagere. I visse tilfælde opstår der problemer, der bringer den sociale samhørighed i fare.

5.5

Vandrende arbejdstagere, der arbejder på det formelle arbejdsmarked, er ofte allerede billigere end fastboende arbejdstagere, idet arbejdsgiveren slipper for at betale en række bidrag for disse ansatte. Det gælder f.eks. bidrag til uddannelsesfonde i sektoren og til pensionsfonde. Vandrende arbejdstagere fra de 10 EU-lande, der tiltrådte i 2004, og for hvem der i en række gamle EU-lande stadig gælder begrænsninger på arbejdsmarkedet, arbejder ofte til dels sort, idet ikke alle præsterede arbejdstimer meldes til skattevæsenet. Vandrende arbejdstagere fra Bulgarien og Rumænien, der er underlagt endnu flere restriktioner, er gennemgående helt afhængige af den sorte økonomi. I denne sorte økonomi betales ikke alle præsterede arbejdstimer, der betales alt for lav en timeløn, eller arbejdstagerne bliver gennem kvælertagskontrakter tvunget til at arbejde som (proforma)selvstændige.

5.6

ILO har en række konventioner til håndtering af den problematik, der behandles i denne udtalelse. Det er konvention nr. 97 (indvandring af arbejdskraft, 1949), 143 (vandrende arbejdstagere, 1975), 181 (private arbejdsformidlingsagenturer, 1997) og 184 (sundhedsbeskyttelse i landbruget, 2001). Konventionerne 97 og 181 er ikke ratificeret af 17 ud af de 27 EU-medlemsstater. Konvention 143 er ikke ratificeret af 22 EU-medlemsstater, konvention 184 er ikke ratificeret af 24 medlemsstater. Ikke én af de 27 nuværende EU-medlemsstater har ratificeret alle fire konventioner (11). ILO er derudover kommet med en anbefaling om kontraktforhold (12). Det centrale punkt i anbefalingen er en forbedring af lovgivningen på nationalt niveau i alle lande med det formål at skabe en klar og harmoniseret skelnen mellem selvstændige og arbejdstagere. Dette er nødvendigt, hvis der skal sættes en stopper for det stigende antal svigagtige former for praksis, der går ud på at tilsløre, at personer er arbejdstagere og i stedet lade det se ud som om, at de er selvstændige (13).

6.   Håndhævelse af arbejdstagerrettigheder

6.1

Udgangspunktet må være, at vandrende arbejdstagere i alle henseender behandles på samme måde som de fastboende arbejdstagere, som de arbejder sammen med. Der må være tale om lige løn for lige arbejde, og betingelserne for adgang til den sociale sikring må forbedres. Dette er ikke alene i arbejdstagernes sociale interesse. Det er ligeledes i arbejdsgivernes økonomiske interesse (lige konkurrencevilkår) og i medlemsstaternes finansielle interesse (skattepolitisk). Dette udgangspunkt gælder langt fra over alt. I Nederlandene har arbejdsmarkedet påpeget, at de i forbindelse med ophævelsen af overgangsreglerne for borgere fra de EU-lande, der tiltrådte i 2004, pr. 1. maj 2007 ville samarbejde om kontrol med efterlevelse af lovgivning og regler på det sociale område og inden for arbejdsretten. Myndighederne gav et tilsagn om politisk opbakning. Dette har ikke hidtil givet målbare resultater.

6.2

Der foreligger et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om sanktioner over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (14). Dette forslag indeholder harmoniserede sanktioner over for arbejdsgiverne og forebyggende foranstaltninger samt udarbejdelse af en definition af bedste praksis og udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne, hvad angår anvendelsen af sanktioner over for arbejdsgivere.

6.3

Baggrunden for dette forslag er det stærkt stigende antal illegale migranter fra tredjelande, der opholder sig ulovligt i EU (skønsvist mellem 4,5 og 8 millioner). Dette fører til sort arbejde; landbruget er udover byggesektoren, restaurationsbranchen og rengøringsindustrien en af de fire sektorer, hvor det sorte arbejde hovedsageligt foregår. Europa-Parlamentet og Rådet konkluderer i forslaget, at den ulovlige beskæftigelse »ligesom sort arbejde, der udføres af EU-borgere, medfører tab for statskassen, ligesom ulovlig beskæftigelse kan trykke lønnen, forværre arbejdsforholdene og forvride konkurrencen mellem virksomhederne, samtidig med at de, der arbejder sort, ikke nyder godt af sygeforsikring og pensionsrettigheder«.

6.4

I deres rapport om, hvordan de overgangsordninger, der er fastsat i tiltrædelsestraktaten fra 2003 (perioden 1. maj 2003 — 30. april 2006) har fungeret, fastslår de europæiske arbejdsmarkedets parter »at restriktioner på lovligt arbejde rent faktisk har medført en spredning af sort arbejde, proformaselvstændigt arbejde, falske angivelser om levering af tjenesteydelser og underentreprise«. Set i lyset af disse erfaringer ville det være bedre at ophæve alle restriktioner for arbejdstagere fra de 12 medlemsstater, der tiltrådte i 2004 og 2007og dermed skabe lige vilkår for alle. Størstedelen af arbejdsmarkedets parter i Europa er ligeledes fortaler for dette på betingelse af, at der på fællesskabs-, nationalt og arbejdsmarkedsniveau reelt træffes foranstaltninger til sikring af, at vandrende arbejdstagere behandles på lige vilkår.

6.5

Så længe disse restriktioner endnu ikke er ophævet, opfordrer EØSU til, at direktivforslaget om sanktioner over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold i EU, også gælder for arbejdsgivere, der ulovligt beskæftiger arbejdstagere fra de EU-lande, der fortsat er underlagt restriktioner. Derudover mener EØSU, at det er af afgørende betydning, at EU nøje overvåger, at direktivet ikke blot omsættes til national lovgivning i alle medlemsstater, men også håndhæves i praksis.

6.6

Derudover tager direktivet fat på de store forskelle, der eksisterer med hensyn til kontrolforanstaltningernes kvalitet og regelmæssighed og strafudmålingen mellem de enkelte medlemsstater. En arbejdsgiver i Nederlandene, der afsløres i at gøre brug af ulovligt beskæftigede, står til en bøde på maksimalt 6 700 euro pr. arbejdstager. I Belgien lyder bøden på 20 000 euro, i Luxembourg 50 000 euro. Men der er også medlemsstater, hvor der endnu ikke er sanktioner over for arbejdsgivere, der gør sig skyldige i anvendelsen af ulovlig arbejdskraft.

6.7

Udveksling af gode eksempler er en vigtig del af den proces, der skal føre til en bedre social samhørighed. Under høringen i Plovdiv (15) blev der nævnt en række gode eksempler, herunder:

Etableringen af et internationalt fagforeningsråd i den østrigsk/ungarske grænseregion Burgenland (16). Fagforbund fra Østrig og Ungarn arbejder her sammen for at overvåge, at det grænseoverskridende arbejde foregår ifølge lovgivning og regler.

Certificeringen af det såkaldte »gangmaster-system« i Storbritannien (17). Ved hjælp af en streng kontrol certificerer myndighederne reelle »gangmasters«, som i landbrugssektoren er de vigtigste formidlere med hensyn til at tilfredsstille efterspørgslen efter sæsonarbejde. ILO nævner eksplicit dette system som et godt eksempel i sine publikationer.

I Belgien er arbejdsmarkedets parter i landbrugssektoren blevet enige om et velfungerende administrativt kontrolsystem til forebyggelse af sort arbejde (18).

I Nederlandene har arbejdsmarkedets parter i 2007 indført et certificeringssystem, der skal garantere en effektiv kontrol med efterlevelsen af sociale standarder og arbejdstagerrettigheder for midlertidigt ansattes vedkommende (19). Ordningen lider endnu af enkelte børnesygdomme, men hensigten er god og udviklingen opmuntrende.

I Italien blev arbejdsmarkedets parter, beskæftigelses- og landbrugsministeren i september 2007 enige om et omfattende program til bekæmpelse af sort arbejde og proformaselvstændighed i landbrugssektoren (20).

ILO har udviklet programmer til regulering af private arbejdsformidlere og til forebyggelse af, at vandrende arbejdstagere gennem tvivlsomme formidlere havner i menneskehandel og tvangsarbejde. Programmerne er rettet mod lovgivere, arbejdstilsyn, politiet mm.

6.8

De situationer, der beskrives i en række af disse eksempler, kan ikke alle helt sammenlignes med situationen for arbejdstagere fra Bulgarien og Rumænien, der søger arbejde i det gamle EU-15. De ungarske arbejdstagere, der arbejder i Burgenland, tager f.eks. hjem hver aften, de rumænske og bulgarske arbejdstagere er væk hjemmefra i månedsvis. Misbrug forekommer også i disse situationer, men i langt mindre omfang, og en aktiv regelhåndhævning kan hurtigt afsløre overtrædelser og sanktionere disse. Det generelle indtryk er da også, at arbejdsbetingelserne for disse personer er socialt acceptable.

Bruxelles, den 13. december 2007.

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  NACE-code A.

(2)  www.agri-info.eu.

(3)  International Labour Organisation, FN's internationale arbejdsorganisation i Geneve.

(4)  European foundation for the improvement of living and working conditions, Dublin.

(5)  European Institute for Construction Labour Research.

(6)  FAFA-konference om fri bevægelighed for arbejdstagere den 1. juni 2006 i Oslo,

www.fafo.no.

(7)  KOM(2006) 48 endelig.

(8)  Productschap Tuinbouw, www.tuinbouw.nl.

(9)  http://ec.europa.eu/employment social/free movement/enlargement en.htm.

(10)  http://ec.europa.eu/eures/home.jsp?lang=da.

(11)  http://www.ilo.org/ilolex/english/convdisp1.htm.

(12)  ILO (2006) Employment Relationship Recommendation R 198.

(13)  Amsterdam Institute of Advanced Labour Studies.

(14)  KOM(2007) 249 endelig.

(15)  Plovdiv, Bulgarien den 18. september 2007.

(16)  www.igr.at.

(17)  www.gla.gov.uk.

(18)  www.limosa.be, www.ksz.fgov.be/En/CBSS.htm.

(19)  www.normeringarbeid.nl.

(20)  www.lavoro.gov.it, www.lavoro.gov.it/NR/rdonlyres/7E345511-29CC-4D81-B502-225F85070D3C/0/new_n12ottobre07.pdf.


16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/25


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Beskæftigelsessituationen i landbruget«

(2008/C 120/06)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs præsidium besluttede den 13. marts 2007 under henvisning til gennemførelsesbestemmelserne til forretningsordenen, artikel 29, punkt A, at udarbejde en udtalelse om:

»Beskæftigelsessituationen i landbruget«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Hans-Joachim Wilms til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 31. oktober 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 440. plenarforsamling den 12. og 13. december 2007, mødet den 13. december 2007, følgende udtalelse med 96 stemmer for, 1 imod og 3 hverken for eller imod.

1.   Resumé af forslaget

1.1

Kommissionen har med sin meddelelse om »Beskæftigelse i landdistrikterne: bro over beskæftigelseskløften« (1) skabt et vigtigt udgangspunkt for debatten om beskæftigelsessituationen i landbruget, der har afgørende betydning for skabelse og sikring af arbejdspladser i landdistrikterne.

1.2

De strukturelle ændringer i landbruget fortsætter med raske skridt og vil berøre hundredtusinde beskæftigede i landbruget, der enten vil miste deres arbejde eller se deres livssituation ændre sig. Et vigtigt aspekt af beskæftigelsessituationen i landbruget — nemlig beskæftigelsen af arbejdstagere, og her navnlig sæsonarbejdere og vandrende arbejdstagere — er dog næsten ikke omtalt i meddelelsen.

1.3

Dette er beklageligt set i lyset af Kommissionens indsats i forbindelse med det europæiske år for arbejdstagernes mobilitet (2006). De omkring 4 mio. sæsonarbejdere og deltidsansatte — herunder 2 mio. vandrende arbejdstagere — pr. år vidner om den høje mobilitet og fleksibilitet i landbrugssektoren.

1.4

Sæsonarbejde, særlig inden for frugt- og grøntsagssektoren, er et strukturelt element i landbruget, der er en forudsætning for opretholdelsen af et effektivt og bæredygtigt landbrug. De vandrende arbejdstagere bidrager til udviklingen af landbruget i Europa, eftersom behovet for sæsonarbejdskraft ofte ikke kan dækkes med lokal arbejdskraft.

1.5

Produktion af sunde fødevarer er et værdifuldt bidrag til vores eksistensgrundlag. Dertil hører også en retfærdig aflønning.

1.6

På trods af den høje arbejdsløshed i mange europæiske regioner er der stor efterspørgsel efter yderligere arbejdskraft fra Belarus, Ukraine og andre lande. Arbejdsmarkedet i EU skal være socialt bæredygtigt, dvs. at alle skal have mulighed for at tjene til livets ophold. Denne mulighed begrænses af den billige arbejdskraft fra tredjelande.

1.7

De vækstmål, som EU har opstillet, kan kun opnås gennem en fair konkurrence. De ansatte i landbruget skal behandles lige i alle henseender uanset deres nationalitet.

1.8

Der er en høj mobilitet på arbejdsmarkedet i landbrugssektoren, hvilket er i tråd med Kommissionens mål. Den mobile arbejdskraft må dog ikke stilles dårligt. Den politiske og økonomiske integration må derfor følges op af en social integration. EØSU finder det på kort sigt nødvendigt, at man gør en indsats på følgende områder:

Der skal indføres mindstenormer for arbejds- og boligforholdene for alle vandrende arbejdstagere.

Vandrende arbejdstagere skal have en omfattende social beskyttelse gennem deres arbejde, hvilket ligeledes indebærer pensionsrettigheder.

Også sæsonarbejdere skal omfattes af uddannelsesprogrammer.

Vandrende arbejdstagere skal have stillet information til rådighed om deres arbejdsbetingelser og rettigheder.

1.9

Der mangler gennemsigtighed i det europæiske landbrug med hensyn til beskæftigelsens størrelsesorden og de sociale standarder, hvilket fører til konkurrenceforstyrrelser. Et middel, hvormed der kan skabes fair konkurrence, er en certificering af de virksomheder, der opfylder de sociale kriterier.

2.   Indledning

Arbejdet i det europæiske landbrug vil komme til at ændre sig yderligere. En stor del af de ansatte er deltids- og sæsonbeskæftigede. Vandrende arbejdstagere, der rejser fra deres hjemegn hen til arbejdspladserne, er underlagt særlige betingelser. Denne situation vil i princippet ikke blive ændret i nær fremtid.

2.1   Udvikling af sæsonarbejde inden for landbruget

2.1.1

Beskæftigelsessituationen i landbruget er ofte blevet behandlet i udtalelser fra EØSU. Debatten om vandrende arbejdstagere og sæsonarbejdere får stadig større betydning på såvel europæisk plan som i flere medlemsstater. De tre hovedaktører — arbejdsgiverne, fagforeningerne samt de politiske og forvaltningsmæssige repræsentanter — har i mellemtiden engageret sig i mange områder og foranstaltninger, hvilket illustreres af følgende eksempler:

Flere landbrugsorganisationer oplyser med flersproget materiale om den retlige situation i destinationslandene.

I nogle lande indgår arbejdsmarkedets parter overenskomstaftaler, der er tilpasset vandrende arbejdstagere og sæsonarbejdere.

Vandrende arbejdstagere får ofte tilbudt juridisk vejledning, navnlig i forbindelse med indgåelse af arbejdskontrakter.

Nogle regeringer afholder rundbordsdialoger med arbejdsmarkedets parter om, hvordan de vandrende arbejdstageres og sæsonarbejdernes situation kan forbedres.

Kommissionen beskæftiger sig på opfordring af arbejdsmarkedets parter også med problematikken og støtter i stadig højere grad parternes arbejde med de vandrende arbejdstagere, både på europæisk plan og via sine fonde for derved bl.a. at forbedre de vandrende arbejdstageres bolig- og ansættelsesforhold.

2.1.2

Der er gentagne gange blevet efterlyst et observationsorgan for vandrende arbejdstagere og sæsonarbejdere. Dette har dog endnu ikke ført til noget resultat. Netop indsamling, fremlæggelse og evaluering af pålidelige data om beskæftigelsessituationen i landbruget udgør et vigtigt grundlag for en forbedring af arbejdstagernes situation.

2.2   Definitioner

2.2.1

Debatten om sæsonarbejde i landbruget har været forsigtig som følge af manglende gennemsigtighed og en utilstrækkelig belysning af den faktiske situation. Der findes endnu ingen klare, detaljerede tal over omfanget af sæsonarbejde i landbrugssektoren.

2.2.2

I EU er ca. 2 mio. arbejdstagere fuldtidsbeskæftigede i landbruget. Omkring 4 mio. er løstansatte. Nogle af disse er deltidsansatte, mens andre er sæsonansatte i en periode, der strækker sig fra få dage op til otte måneder om året. En stor del af disse sæsonansatte er vandrende arbejdstagere, som ikke arbejder i deres hjemegn, men ofte er nødt til at krydse grænsen for at arbejde.

2.2.3

I analysen af beskæftigelsestallene er der brug for væsentlige præciseringer af de anvendte kriterier, herunder bedriftsstørrelser, berørte brancher og sektorer og frem for alt en definition af gartneri og det serviceorienterede landbrug.

3.   Udtalelsens hastende karakter

3.1

Udtalelsen er bydende nødvendig af flere årsager:

a.

Kommissionen går i sin meddelelse om beskæftigelsessituationen i landbruget også i dybden med beskæftigelsens kvantitative udvikling. Den fremhæver, at landbruget til trods for dets ringe andel af beskæftigelsen i landdistrikterne har stor betydning. Kommissionen forventer en tilbagegang på 4-6 mio. ansatte (beregnet som fuldtidsækvivalenter) inden for landbruget, der på nuværende tidspunkt beskæftiger 10 mio. mennesker (2 mio. i EU-15, 1-2 mio. i de ti medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004, og 1-2 mio. i Rumænien og Bulgarien).

b.

I EU-15 vil antallet af fuldtidsansatte arbejdstagere stabilisere sig eller sågar — ligesom det er tilfældet i det tidligere Vesttyskland (de gamle delstater) — stige let. I tiltrædelseslandene forventes der et yderligere fald i antallet af fuldtidsansatte. Det står klart, at virksomhedernes behov for sæsonarbejdere i de regioner, hvor der dyrkes frugt og grøntsager, vil stige, såfremt denne tendens fortsætter.

c.

Det anslås imidlertid, at mange lande vil komme til at mangle kvalificeret arbejdskraft, der f.eks. kan udføre ledende funktioner eller betjene avancerede teknologier i virksomhederne.

d.

Allerede nu klager virksomhederne over, at de ikke kan finde sæsonarbejdere. Flere og flere ønsker ikke alene, at arbejdstagerne inden for EU kan bevæge sig mere frit (fri bevægelighed for arbejdstagerne), men også at arbejdstagere fra tredjelande i højere grad for lov til at udføre sæsonarbejde. Polen er allerede begyndt at åbne op for arbejdskraft fra Belarus og Ukraine.

e.

På den anden side er der i mange regioner, navnlig landdistrikterne, stadig en høj arbejdsløshed. Kommissionen har anlagt en strategi, der går ud på at øge arbejdstagernes mobilitet. Det kræver dog, at de udbudte arbejdspladser også er attraktive.

f.

Der hersker ingen tvivl om, at der i forbindelse med migrantarbejde ofte opstår konflikter og problemer.

g.

Der er heller ingen tvivl om, at efterspørgslen efter arbejdskraft i landbruget topper på bestemte tidspunkter af året afhængigt af vækstperioderne. I henhold til Lissabon-strategien skal der oprettes arbejdspladser, men af god kvalitet.

h.

Medlemsstaterne er i Göteborg-strategien nået til enighed om målene for bæredygtig udvikling. Den sociale dimension skal sidestilles med de økonomiske og miljømæssige mål. Dette indebærer selvsagt, at de sociale standarder også skal gælde for vandrende arbejdstagere. Virksomhederne skal i den sammenhæng påtage sig deres sociale ansvar. Vandrende arbejdstagere har krav på lige behandling og ret til humane bolig- og levevilkår. De skal desuden integreres fuldt ud i de sociale sikringssystemer.

i.

I kølvandet på Kommissionens initiativ til bekæmpelse af forskelsbehandling vil der komme en debat om de udenlandske arbejdstageres arbejds- og levevilkår.

j.

En fuldstændig fri bevægelighed for arbejdstagere i EU vil ændre regeringernes handlemuligheder, hvorved konkurrencen mellem såvel arbejdstagerne som arbejdsgiverne vil øges.

k.

I betragtning af Kommissionens prognose, ifølge hvilken 4-6 mio. arbejdstagere vil forlade landbrugssektoren, bør debatten om den fælles landbrugspolitik inddrage kvalitative aspekter af arbejde. De fastansattes situation vil blive ændret. Der forudses mangel på faglært arbejdskraft, og antallet af arbejdstagere vil blive stabiliseret på lang sigt.

4.   Aktuelle problemer

4.1

Migrantarbejde skyldes hovedsageligt forskellene i levestand i de europæiske regioner. Den længerevarende udvandring af arbejdskraft fra udsendelseslandene fører til mangel på fortrinsvis kvalificeret arbejdskraft. I disse regioner søges problemet med manglende arbejdskraft ikke løst gennem lønstigninger eller en forbedring af uddannelsessituationen, men derimod gennem rekruttering af arbejdskraft fra endnu fattigere regioner og i stigende grad fra tredjelande.

4.2

De til tider vanskelige og uvante arbejdsvilkår i sektoren er således en medvirkende årsag til den manglende arbejdskraft. De vandrende arbejdstagere tilpasser sig markedet. På det frie arbejdsmarked vandrer de derhen, hvor de finder de bedste arbejdsvilkår..

4.3

Der er til stadighed problemer forbundet med migrantarbejde:

Man bør lægge større vægt på situationen for kvindelige vandrende arbejdstagere i landbruget. I mange lande ansættes der hovedsageligt kvinder, hvilket fører til kulturelle og sociale problemer i såvel destinationslandene som i udsendelseslandene.

Anvendelsen af overgangsbestemmelser for arbejdstagernes frie bevægelse som følge af udvidelserne i henholdsvis 2004 og 2007 har ført til overtrædelser af arbejdslovgivningen i forbindelse med udstationering af arbejdstagere inden for servicefag. Lønningerne ligger således undertiden langt under den lovbestemte mindsteløn og under de overenskomstmæssige og lokale satser.

Til trods for fagforeningernes bestræbelser og initiativer er det ikke lykkedes at informere de vandrende arbejdstagere om deres rettigheder. Mange love og regler i destinationslandene overholdes ikke. Denne udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft står i stærk kontrast til EU's bestræbelser for at bekæmpe forskelsbehandling.

For så vidt angår socialsikring er sæsonarbejderne stadig ringe stillet økonomisk som følge af huller i deres bidragsperioder.

De overenskomstbaserede bidrag til ansatte i landbruget anvendes som regel ikke for sæsonarbejdere.

I næsten alle lande er boligforholdene for de vandrende arbejdstagere dårlige.

Der er en tendens til, at rekrutteringen af arbejdstagere i landbruget foregår gennem vikarbureauer. Selv når der er tale om dårlige vikarbureauer, kan vikararbejde ofte være fordelagtigt for såvel arbejdsgiverne som arbejdstagerne.

Brancher med et højt antal af kortvarige ansættelsesforhold kan let blive et arnested for ulovlige ansættelser. Ofte udnyttes en lovlig sæsonansættelse efter ansættelsens ophør til en fortsættelse af arbejdet i andre brancher uden gyldige papirer.

5.   Konklusioner og handlingsrammer

5.1   Generelle politiske rammer

5.1.1

EØSU bifalder Kommissionens indsats for at øge beskæftigelsen i landdistrikterne, herunder for at fremme gennemsigtigheden omkring beskæftigelsessituationen i landbruget. Dette indebærer indsamling af statistiske data om beskæftigelsen samt bred orientering af arbejdstagerne om leve- og arbejdsvilkårene i de forskellige lande.

5.1.2

Den hidtidige landbrugspolitik har hovedsagelig fokuseret på produkters kvalitative og kvantitative aspekter. Arbejdssituationen for de ansatte er og bliver i stor udstrækning uberørt.

5.1.3

Lissabon-strategiens og Göteborg-strategiens mål skal udbygges yderligere. Der skal i forbindelse med videreudviklingen af et bæredygtigt landbrug tages hensyn til det sociale aspekt ved siden af det økonomiske og miljømæssige aspekt.

5.1.4

Alle aktører bør have som prioritet at fjerne ubalancer fra det europæiske arbejdsmarked. Dette er dog umuligt, så længe der fortsat hentes billig arbejdskraft fra endnu fjernere steder til Europa. Den europæiske model kendetegnes bl.a. ved udviklingen af en fælles idé om det europæiske samfund. Den passer ikke sammen med ghettoer af vandrende arbejdstagere med dårlige leve- og boligvilkår uden nogen kulturel eller social inddragelse i det lokale liv.

5.1.5

I eventuelle fremtidige undersøgelser og heraf følgende løsningsforslag skal der i højere grad tages hensyn til kønsaspektet.

5.1.6

Vilkårene er fortsat ikke optimale! Alle aktører opfordres til at yde et bidrag.

5.1.7

Vandrende arbejdstagere skal ligestilles med de lokale arbejdstagere. Kommissionen har så vidt muligt bidraget til denne proces. Et første skridt i denne retning er fastsættelsen af mindstenormer. Disse danner et godt grundlag for en bred debat om kvaliteten af arbejde.

5.2   Arbejdsmarkedets parter — opgaver og initiativer

5.2.1

EØSU bifalder arbejdsmarkedsparternes bestræbelser for inden for rammerne af den sociale dialog at fremme udviklingen af erhvervsuddannelsen inden for landbruget og især den gensidige anerkendelse af arbejdstagernes kvalifikationer gennem instanser, der har fået beføjelse hertil af medlemsstaterne. Det europæiske »Agripass«, der er i sin vorden, har til formål at øge landbrugsarbejdstagernes mobilitet i EU. Landbrugspasset må ikke føre til en forskelsbehandling af de arbejdstagere, der ikke er i besiddelse af et sådant, men skal udelukkende tilskynde dem til at erhverve sig de nødvendige erhvervskvalifikationer.

5.2.2

Gennemsigtighed i erhvervskvalifikationer kan ligeledes forbedre arbejdstagernes mobilitet og mulighed for at arbejde og slå sig ned i andre lande. EØSU er tilfreds med Kommissionens initiativ om at støtte arbejdsmarkedets parter ved at indføre et landbrugspas.

5.2.3

Arbejdsmarkedets parter skal i samarbejde med Kommissionen og de nationale regeringer udvikle og iværksætte strategier til bekæmpelse af ulovlig beskæftigelse.

5.3   Fælles initiativer til social sikring

5.3.1

Social sikring af sæsonarbejdere er af særlig interesse. Arbejdstagere, der i flere år har udført sæsonarbejde, må ikke være ringere stillet på socialsikringsområdet end andre arbejdstagere. Dette indebærer navnlig,

at de skal omfattes af destinationslandets pensionssystem og fuldt ud kunne udnytte deres pensionsrettigheder,

at bestemmelserne om arbejds- og sundhedsbeskyttelse overholdes, og at vandrende arbejdstagere informeres om risici og farer på deres modersmål,

at vandrende arbejdstagere sikres gennem en omfattende sygeforsikring.

5.3.2

Arbejdstagere skal på deres eget sprog orienteres om værtslandets love, overenskomster og praksis m.h.t. løn, organisering, social sikring, skat, arbejdsmiljøregler m.v. EU skal samtidig respektere overenskomstparternes rolle og ikke lovgive på områder, der henhører under det nationale overenskomstområde.

5.4   Forbedring af vandrende arbejdstageres leve- og boligforhold

5.4.1

Vandrende arbejdstagere har ret til humane boligforhold i deres destinationsland. Der bør på europæisk plan udvikles rammer for fastsættelse af grundlæggende normer for vandrende arbejdstageres boligforhold.

5.5   Kvalitetsmærkning for fair sæsonarbejde

5.5.1

I flere år har udvalget gennem en række udtalelser slået til lyd for en bæredygtig økonomi. En sådan har ikke alene en miljømæssig dimension, men vedrører også erhvervsøkonomiske og sociale aspekter. Et ikke-statsligt, frivilligt certificeringssystem for »fair sæsonarbejde« kunne gøre konkurrencen mere retfærdig. Der kunne opstilles følgende kriterier for en frivillig certificering:

passende lønninger,

sikkerhed på arbejdspladsen,

medarbejderdeltagelse i interne virksomhedsanliggender,

ansættelsesaftaler,

boligforhold,

arbejdstider.

Certificeringen skal:

fremme en fair konkurrence,

informere interesserede sæsonarbejdere om virksomheder,

fremme god virksomhedspraksis.

5.6   Udbredelse af god praksis

5.6.1

I den europæiske landbrugssektor findes der mange interessante initiativer og projekter, der skal forbedre mobiliteten i landbruget og sæsonarbejdernes situation. EØSU opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger, der evaluerer og udbreder eksempler på god praksis.

Bruxelles, den 13. december 2007.

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2006) 857 endelig, »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: Beskæftigelse i landdistrikterne: bro over beskæftigelseskløften«.


16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/29


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »De nationale råd for bæredygtig udvikling og deres rolle«

(2008/C 120/07)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 25.-26. april 2007 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at afgive udtalelse om:

De nationale råd for bæredygtig udvikling og deres rolle.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Roman Haken til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 27. november 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 440. plenarforsamling den 12.-13. december 2007, mødet den 12. december, følgende udtalelse med 115 stemmer for og 3 hverken for eller imod.

1.   Konklusioner

1.1

Nationale råd for bæredygtig udvikling kan være en stærk og magtfuld faktor i skabelsen af bæredygtig udvikling, eftersom de kan bidrage med uafhængig rådgivning og skabe dialog med civilsamfundet og aktørerne på dette område.

1.2

En oversigt over de nationale råd i EU afslører store forskelle. Mens der i visse medlemsstater kun findes inaktive råd eller slet ingen, så er der betydelige forskelle på dem, der er aktive, hvad angår mandat, sammensætning, uafhængighed, ressourcer og også effekten af deres arbejde.

1.3

På baggrund af de positive erfaringer i de medlemsstater, som råder over »stærke« nationale råd, opfordrer EØSU alle medlemsstater til udbygge deres nationale råd for bæredygtig udvikling eller oprette velfungerende og effektive råd, hvor sådanne endnu ikke findes.

1.4

EØSU henstiller, at rådene bør:

indbefatte repræsentanter for alle berørte samfundssektorer

have en tilstrækkelig grad af uafhængighed fra regeringen

spille en vigtig rolle i formuleringen af bæredygtige udviklingsstrategier og i overvågningen af deres gennemførelse

have tilstrækkelige ressourcer til at kunne tilføre debatterne og beslutningsprocessen en reel merværdi

udveksle erfaringer og bedste praksis samt fastholde en åben dialog mellem rådene, især gennem en styrkelse af netværket af europæiske rådgivende organer for miljømæssig og bæredygtig udvikling (EEAC).

2.   Baggrund

2.1

Bæredygtig udvikling, betyder, at den nuværende generations behov opfyldes, uden at det sker på bekostning af fremtidige generationers muligheder for at få opfyldt deres behov. Det er et overordnet mål for EU, der styrer alle dens politikker og aktiviteter. Det bygger på principperne om demokrati, ligestilling mellem kønnene, solidaritet, retsstatsforhold og overholdelsen af fundamentale rettigheder, herunder frihed og lige muligheder for alle.

2.2

Som et resultat af De Forenede Nationers Rio-konference i 1992 blev bæredygtig udvikling et globalt anerkendt politikområde. Ideen om rådgivende organer, som eksempelvis de nationale råd for bæredygtig udvikling, har også sit udspring i Rio-konferencen. I Agenda 21, som ligeledes var et resultat af denne konference, fastslås det, at »en national strategi for bæredygtig udvikling skal opnås med den bredest mulige deltagelse«. I henstillingerne fra verdenstopmødet i Johannesburg i 2002 opfordrede man også til at oprette råd for bæredygtig udvikling.

2.3

I EU blev den første strategi for bæredygtig udvikling vedtaget i Göteborg i 2001. For at skabe en mere ambitiøs og omfattende strategi indledte Kommissionen en revisionsproces i 2004, og i juni 2006 vedtog Rådet den nye reviderede strategi for bæredygtig udvikling for et udvidet Europa (1). Med den nye strategi for bæredygtig udvikling søger EU at leve op til sit mangeårige tilsagn om at realisere målene i forbindelse med bæredygtig udvikling.

2.4

På baggrund af FN's henstillinger og efterfølgende EU's henstillinger blev der i en række lande i 1990'erne oprettet organer under betegnelsen nationale råd for bæredygtig udvikling, hvis hovedopgave var at sikre, at Agenda 21 blev effektivt gennemført og bæredygtighedsprincipperne ført ud i praksis. Visse regeringer oprettede tværministerielle koordinationsorganer (f.eks. den ungarske kommission for bæredygtig udvikling i 1993), visse valgte blandede organer som f.eks. den finske nationale kommission for bæredygtig udvikling (1993) og andre oprettede råd med deltagelse af civilsamfundet som f.eks. det belgiske nationale råd (1993) og rundbordsdialogen om bæredygtig udvikling i UK (1994). Andre lande fulgte efterfølgende, visse af de oprindelige organer blev omstruktureret og atter andre blev opløst.

2.5

I den reviderede EU-strategi hedder det, at »Medlemsstaterne bør overveje at styrke nationale multi-stakeholder rådgivende organer vedrørende bæredygtig udvikling, og hvis sådanne ikke findes, oprette dem, så de kan stimulere en velinformeret debat og bidrage til udarbejdelsen af nationale strategier for bæredygtig udvikling og/eller benyttes som indlæg i statusrapporter på nationalt plan og EU-plan. Hensigten med nationale organer for bæredygtig udvikling er, at de skal øge civilsamfundets deltagelse i spørgsmål vedrørende bæredygtig udvikling og bidrage til at skabe bedre sammenhæng mellem forskellige politikker og politiske niveauer, også ved at anvende de europæiske rådgivende organer for miljømæssig og bæredygtig udvikling (EEAC)«.

2.6

Der er nu officielt blevet oprettet nationale råd for bæredygtig udvikling i en række medlemsstater. På grund af den store forskel i den historiske baggrund antager de nationale råd mange forskellige former i EU. I 24 medlemsstater findes en vis form for råd for bæredygtig udvikling eller miljøpolitik: otte af disse har formelle råd for bæredygtig udvikling, og andre seks har miljøråd sammensat af interessenter eller eksperter, som også beskæftiger sig med spørgsmålet om bæredygtig udvikling. Andre lande har samordnende regeringsorganer kaldet råd, hvori civilsamfundet i visse tilfælde er inddraget. Ikke alle er dog aktive. I flere lande, hvor regionerne råder over betydelige beføjelser, er der ikke kun oprettet nationale, men også regionale råd. Den hurtige stigning i antallet af nationale råd for bæredygtig udvikling viser, at de har potentiale og kunne give merværdi til den politiske beslutningsproces og samfundsdebatten som helhed.

2.7

I denne udtalelse vil man se nærmere på disse nationale råds rolle, deres mandat, sammensætning, ressourcer, arbejdsmetoder og frem for alt inddragelsen af civilsamfundet i deres arbejde. I et vist omfang vil man også se på de nationale råds effektivitet vel vidende, at en sådan vurdering næsten altid vil være subjektiv. Denne vurdering er især baseret på den research, EEAC-netværket (2) har gennemført, resultaterne af et spørgeskema udsendt af EØSU til flere nationale kontaktpunkter og nationale råd for bæredygtig udvikling samt en række civilsamfundsorganisationer. Endvidere blev der gennemført en række interviews med repræsentanter for nationale råd og civilsamfundet.

3.   Oversigt over nationale råd for bæredygtig udvikling

3.1

Følgende oversigt over de nationale råd for bæredygtig udvikling viser et meget broget billede:

De nationale råds mandat

3.2

Man kan konstatere fire hovedopgaver:

Rådgivning af regeringsorganer (ved at bistå med udviklingen af strategier for bæredygtig udvikling og udarbejdelsen af rapporter om bestemte politikker).

Overvågning af gennemførelse af strategier for bæredygtig udvikling eller realisering af specifikke mål og advare om eventuelle mangler.

Fremme af dialogen med og høringen af civilsamfundet (ved at have repræsentanter for civilsamfundet som deltagere i rådenes arbejde og skabe dialog mellem disse og med regeringen).

Informationsformidling om bæredygtig udvikling (med afholdelsen af offentlige arrangementer og offentliggørelsen af relevant information på internettet, i medierne, osv.)

3.2.1

Disse fire opgaver varetages ikke af råd i alle medlemsstater. I visse medlemsstater er deres råderum meget mere begrænset, og i andre har de fået tildelt disse opgaver, men de opfyldes kun delvist eller slet ikke. Dette afspejler sig også i, at visse råd mødes meget sjældent (2 eller 3 gange om året). Andre mødes oftere og har endvidere nedsat arbejdsgrupper (arbejdsgrupper nedsat som projektteams til behandling af en aktuel opgave snarere end permanente grupper om et givent emne synes at være specielt effektive). I visse medlemsstater inddrages rådene på et tidligt tidspunkt i den nationale strategi for bæredygtig udvikling, mens andre først kontaktes meget sent eller slet ikke. Antallet af udarbejdede rapporter varierer fra nul til over 10 om året. De veletablerede råd arbejder regelmæssigt sammen med de berørte aktører og afholder jævnligt offentlige arrangementer eller møder med eksperter.

Rådenes størrelse og sammensætning

3.3

De nationale råd varierer i størrelse og sammensætning. Antallet af medlemmer svinger fra 15 som i Tyskland til 78, 81 og 90 i henholdsvis Belgien, Finland og Frankrig. De fleste råd har civilsamfundsrepræsentanter (erhvervslivet, fagforeninger, ngo'er og universitets-/forskningsinstitutter). Andre råd har også repræsentanter for forskellige regeringsmyndigheder. I visse tilfælde kaldes regeringens koordinationsorgan et »råd«, og et lille antal aktører kan have sæde heri. Regionale og lokale myndigheder er ofte også repræsenteret. En række repræsentanter for civilsamfundet har givet udtryk for deres utilfredshed med civilsamfundets inddragelse i deres nationale råd og i processen for bæredygtig udvikling som helhed.

Grad af uafhængighed

3.4

Da rådene er oprettet og finansieret af regeringerne skaber dette en vis »afhængighed«. For at opnå såvel regeringsmyndighedernes og civilsamfundsorganisationernes anerkendelse er det nødvendigt, at de nationale råd opnår den rette grad af uafhængighed, og denne ligevægt er vanskelig at opnå. Udvælgelsesprocesserne er forskellige, men generelt udpeger regeringen rådsmedlemmerne typisk på grundlag af forslag fra de civilsamfundsorganisationer, der er repræsenteret i rådet. Et andet problem vedrører medarbejderne i de nationale råd. I flere medlemsstater kommer medarbejderne fra regeringsorganer. Dette kan begrænse rådenes grad af uafhængighed. Derudover har visse nationale råd et regeringsmedlem som formand.

Ressourcer

3.5

De nationale råd er meget forskelligt funderet, både hvad angår menneskelige som finansielle ressourcer. I visse lande, hvor sekretariatet hører ind under et ministerium, er der kun en administrator, som ofte kun arbejder for rådet på deltid. Det samlede antal ansatte kan variere fra mindre end 1 til omkring 20. Det største råd er Storbritanniens råd med 58 ansatte. Ikke alle råd har eget budget. Budgetterne kan svinge fra under 0,1 mio. til ca. 1 mio. EUR bortset fra det britiske råd, der har et budget på 5,5 mio. EUR.

Indflydelse

3.6

Det er ikke let at vurdere betydningen af de nationale råds arbejde, men der kan dog drages nogle konklusioner på grundlag af de modtagne oplysninger. I flere af de lande, der har et råd med et stærkt mandat, blev en stor del af rådenes anbefalinger således medtaget i regeringens politikker, især mht. den nationale strategi for bæredygtig udvikling. Visse råd har klart gode forbindelser til regeringens ministre og ministerier og høres regelmæssigt om politikformuleringen. Andre holdes mere på afstand. For visse råd er det lykkedes at etablere forbindelser til et stort antal aktører og den bredere offentlighed ved at tiltrække mange deltagere til deres arrangementer, hvorved de sikrer et stærkt engagement fra civilsamfundets side i processen for bæredygtig udvikling.

Evaluering

3.7

Nationale råd for bæredygtig udvikling kan være en stærk og magtfuld faktor i skabelsen af bæredygtig udvikling. De kan levere uafhængig rådgivning og en bred ekspertise. De er i stand til at skabe dialog med civilsamfundet og relevant aktører. De kan endvidere spille en væsentlig rolle i forbindelse med overvågningen af fremskridtene mod mere langsigtede bæredygtighedsmål og fungere som en vigtig vagthund, når fremskridtene er mangelfulde.

3.8

Mens der i visse medlemsstater kun findes inaktive råd eller slet ingen, så er der betydelige forskelle på dem, der er aktive, hvad angår mandat, sammensætning, uafhængighed, ressourcer og også effekten af deres arbejde. Dette skyldes en lang række faktorer, bl.a. størrelse og landets politiske struktur, den betydning regeringen tillægger politikken for bæredygtig udvikling, traditionen for inddragelse af civilsamfundet, eksistensen af andre organer, der delvist dækker rådets mandat, regeringens beredvillighed til at acceptere råd fra andre organer, osv.

3.9

De nationale råds fulde potentiale udnyttes ikke i alle medlemsstater. I visse forekommer oprettelsen af rådene være mere et spil for galleriet end et forsøg på at få et reelt bidrag fra civilsamfundets side. I en række lande findes der dog veletablerede råd, der liver op til deres rolle og har en reel indflydelse.

3.10

De fleste nationale råd synes ikke at have tilstrækkelige ressourcer til at varetage deres opgaver. Det kræver betydelige finansielle og menneskelige ressourcer at indsamle data, undersøge politikker og deres konsekvenser, tilrettelægge rådsmøder og offentlige arrangementer, udarbejde velargumenterede og autoritative rapporter og aktivt udbrede kendskabet til dem over for regeringen og andre organer.

3.11

I visse medlemsstater har regeringen tilsyneladende meget stor indflydelse, f.eks. hvad angår udnævnelsen af rådsmedlemmer, antallet af regeringsrepræsentanter i rådet og medarbejderstaben. I sådanne tilfælde er der en vis risiko for, at regeringens synspunkter får en dominerende indflydelse på rådets arbejde, hvilket gør det mindre sandsynligt, at rådet kan yde et vigtigt bidrag, når det gælder om at hjælpe regeringerne med at se bort fra kortsigtede politiske overvejelser og i stedet koncentrere sig om mere langsigtede bæredygtighedsmål.

3.12

De nationale råd har blandede erfaringer med at inddrage civilsamfundet i spørgsmål om bæredygtig udvikling. Europæiske råd kunne lære meget af hinanden og skabe god praksis på dette område.

3.13

Med hensyn til mange aspekter af den bæredygtige udvikling deles kompetencen mellem EU og medlemsstaterne. Dog har de fleste nationale råd kun begrænset kapacitet til at fokusere på de europæiske aspekter eller at udøve indflydelse i Bruxelles. Dette har man delvist imødegået med skabelsen af EEAC-netværket, som bliver et stadigt vigtigere talerør for bæredygtig udvikling i Europa.

4.   Henstillinger

4.1

På baggrund af de positive erfaringer i de medlemsstater, som råder over »stærke« nationale råd opfordrer EØSU alle medlemsstater til udbygge deres nationale råd eller oprette stærke råd, hvor sådanne endnu ikke findes.

4.2

De nationale råds nøjagtige sammensætning, mandat og opgaver vil variere fra medlemsstat til medlemsstat afhængig af de lokale vilkår og den politiske struktur. EØSU henstiller, at medlemsstaterne ser indgående på følgende generelle anbefalinger vedrørende rådenes udformning og status.

4.2.1

Medlemskab: De nationale råd har mere autoritet og troværdighed, hvis de har repræsentanter for alle vigtige samfundssektorer, som er beskæftiget med spørgsmål om bæredygtig udvikling. Jo bredere rådets medlemskreds er, des større sandsynlighed er der for, at man kan finde bredt accepterede løsninger.

4.2.2

Mandat og vision: For at opnå bæredygtig udvikling skal beslutningstagerne ikke blot anlægge et langsigtet perspektiv og tage hensyn til fremtidige generationers behov og vores planet som helhed, men også tage mere umiddelbare og kortsigtede politiske hensyn. De nationale råd kan spille en væsentlig rolle i forbindelse med formuleringen at den langsigtede vision. Skal denne rolle udfyldes effektivt kræver det medlemmer med visioner, autoritet og position i samfundet, som kan anlægge et upartisk syn og udfordre eksisterende politikker og fremgangsmåder.

4.2.3

Uafhængighed: De nationale råd ville kunne udøve større indflydelse i retning af mere bæredygtig udvikling, hvis de havde en tilstrækkelig grad af uafhængighed fra regeringen og kunne tage vanskelige politiske spørgsmål op, hvor der kunne være en vis konflikt mellem kortsigtede politiske målsætninger og langsigtede krav til bæredygtighed.

4.2.4

Mål: De nationale råd burde på et tidligt tidspunkt spille en vigtig rolle i udviklingen af bæredygtige (og lignende) strategier og i overvågningen af deres gennemførelse. Dette indebærer også, at man tager stilling til en lang række spørgsmål om bæredygtighed, herunder f.eks. klimaændring, energi- og transportpolitik, biodiversitet, udviklingen i landdistrikter og landbrug og en overordnet bæredygtig økonomisk forvaltning. De nationale råd vil sandsynligvis fungere mest effektivt, hvis de både kan efterkomme anmodninger fra regeringen om at undersøge specielle spørgsmål og ligeledes at tage andre emner op, som de anser for vigtige.

4.2.5

Adgang til information: For at kunne yde et godt arbejde skal de nationale råd være i stand til at indsamle oplysninger fra alle relevante kilder og især have god adgang til regeringsoplysninger og være fortrolige med regeringens filosofi.

4.2.6

Fremme af civilsamfundets direkte engagement i spørgsmål om bæredygtig udvikling: En vigtig opgave for de nationale råd er at øge offentlighedens bevidsthed. De kan være alle relevante myndigheder behjælpelige med at integrere dimensionen bæredygtig udvikling i den formelle og uformelle uddannelse. De kan fremme en bredere forståelse for disse emner i medierne. Rådenes offentliggørelse af årlige statusrapporter om bæredygtighed kunne skabe yderligere opmærksomhed om spørgsmålet og stimulere en offentlig debat.

4.2.7

Ressourcer: EØSU opfordrer medlemsstaterne til at bevilge de nationale råd tilstrækkelige midler, således at de kan varetage deres opgaver og tilføre debatterne og beslutningsprocessen om bæredygtighedsspørgsmål en reel merværdi.

4.2.8

Europæisk engagement: Udvalget opfordrer de nationale råd til at udveksle erfaringer og bedste praksis samt opretholde en åben dialog, især gennem en styrkelse af EEAC-netværket. Således kunne man effektivt viderebringe budskabet om bæredygtig udvikling på europæisk plan.

4.3

EØSU opfordrer ligeledes til, at de nationale råd udbygger deres evne til at samarbejde individuelt og kollektivt med EU-institutionerne om den europæiske dimension af politikken for bæredygtig udvikling set ud fra civilsamfundets synspunkt. EØSU (og især Observatoriet for Bæredygtig Udvikling) kunne yde et nyttigt bidrag ved at fremme et stærkere engagement i europæiske bæredygtighedsspørgsmål fra de nationale råd. EØSU kunne søge at etablere et regelmæssigt samarbejde med EEAC og dets medlemmer om fremtidige bæredygtighedsspørgsmål. Det kunne søge at fremme europæiske komparative studier om sådanne emner, hvor man især koncentrerer sig om civilsamfundets bidrag og rolle. Det kunne også søge at fremhæve og offentliggøre på eksempler på bedste praksis.

4.4

Udvalget pointerer, at en bred offentlig deltagelse i spørgsmål om bæredygtig udvikling er væsentlig, også uden for de nationale råd. Det opfordrer derfor alle beslutningstagere på nationalt, regionalt og lokalt plan til at inddrage civilsamfundsrepræsentanter i alle politiske afgørelser med et stærkt bæredygtighedsaspekt. Der findes ingen retningslinjer for fastlæggelsen af minimumsnormer for, hvad der er god praksis, når offentligheden skal inddrages. For at fremme deltagelsesprocessen henstiller EØSU, at man foretager en regelmæssig benchmarking eller belønner bedste praksis. De nationale råd skal også sørge for at arbejde snævert sammen med de andre organisationer og institutioner, som beskæftiger sig med bæredygtig udvikling i deres medlemsstat, f.eks. de nationale økonomiske og sociale råd.

4.5

Afslutningsvis påpeger EØSU, at de nationale råd kun kan yde en frugtbar indsat, hvis regeringerne er villige til at lytte og tage højde for deres anbefalinger. Det kræver også, at de tager konkrete skridt til at anlægge en mere bæredygtig tilgang i de nationale politikker samt stiller tilstrækkelige midler til rådighed.

Bruxelles, den 12. december 2007.

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EU-strategi for bæredygtig udvikling, Rådet for Den Europæiske Union, 28. juni 2006.

(2)  Jf. »Vigtigste kilder«, side 9.


16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/33


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Grønbog om forbedret ophugning af skibe«

KOM(2007) 269 endelig

(2008/C 120/08)

Europa-Kommissionen besluttede den 22. maj 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Grønbog om forbedret ophugning af skibe.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Richard Adams til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 31. oktober 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 440. plenarforsamling den 12.-13. december 2007, mødet den 13. december, enstemmigt følgende udtalelse.

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) tilslutter sig Kommissionens forslag om på såvel internationalt som regionalt plan at træffe foranstaltninger til så hurtigt som muligt at ændre den nuværende uacceptable praksis for ophugning af skibe.

1.2

Den internationale skibsophugningssektor spænder i dag lige fra sikre, velregulerede tørdokanlæg til strande, hvor skibe ophugges med de bare hænder med et minimum af sundheds-, sikkerheds- og miljøbeskyttelse. De fleste handelsskibe ender i dag på en af disse strande i Sydasien. Internationalt er der en alvorlig mangel på ophugningsanlæg, hvor man arbejder på en socialt og miljømæssigt bæredygtig vis.

1.3

Udvalget er betænkelig ved, at denne situation vil blive forværret med stigningen i antallet af skibe, der i de næste par år tages ud af tjeneste som følge af den globale udfasning af enkeltskrogede olietankere — der skønnes at være et efterslæb på ca. 15 mio. Light Displacement Tonnage (LDT) (1) — og den seneste kraftige vækst i skibsbygningssektoren. En del af det overskud af skibe, der skal bortskaffes i de kommende år, skyldes foranstaltninger truffet af Den internationale søfartsorganisation (IMO), men på foranledning af EU for at beskytte sig eget miljø, så EU har et klart ansvar for, at der gøres noget.

1.4

De fleste skibsejere tager ikke i deres driftsomkostninger højde for en sikker, miljøforsvarlig bortskaffelse af udtjente skibe. En stor gruppe (2) ser dog et behov for handling og arbejder på at indføre frivillige foranstaltninger

1.5

Selv om der findes lovbestemmelser i EU, som skulle forhindre, at skibe foretager deres sidste rejse for at blive ophugget på steder med mangelfulde faciliteter, kan dette dog nemt omgås. EØSU har gentagne gange påpeget, senest i marts 2007 i sin udtalelse om grønbogen En fremtidig havpolitik for EU  (3), at medlemsstaterne hurtigst muligt bør ratificere internationale konventioner om søfartssikkerhed og miljøbeskyttelse og sørge for, at de håndhæves effektivt.

1.6

Det erkendes, at ophugningen af udtjente skibe er et kompliceret spørgsmål, da det for de udviklingslande, der kan tilbyde billig ophugning, er en væsentlig kilde til beskæftigelse og råstoffer. Samtidig erkender udvalget, at den strukturelle arbejdsløshed og andre sociale og juridiske problemer i visse områder af Sydasien hænger nøje sammen med, at selv minimumsnormer for sikkerhed på arbejdspladsen, for arbejdsvilkår og for miljøbeskyttelse ikke respekteres eller er ikke-eksisterende.

EØSU fremsætter derfor følgende anbefalinger:

1.7

Via IMO bør der indføres strenge internationale bestemmelser for at identificere, kontrollere og ophugge udtjente skibe. Kontrolniveauet i denne ordning bør være lige så højt som i Basel-konventionen: alle Den internationale arbejdsorganisations relevante normer skal indgå i reglerne, ingen undtagelser bør tolereres og det skal forhindres, at udtjente skibe med farligt affald sætter kurs mod lande, som ikke har underskrevet konventionen, og som ikke råder over forsvarlige faciliteter.

1.8

Der vil dog gå flere år, før en sådan IMO-aftale vil kunne gennemføres. EØSU gør sig derfor til talsmand for:

man bør tilskynde og støtte, at skibsejere tilslutter sig effektive, frivillige programmer for at mindske ophugningsproblemerne,

EU bør formelt håndhæve den gældende lovgivning med iværksættelsen af affaldstransportforordningen. Der bør umiddelbart tages skridt til at sikre, at havnestater får beføjelse til at erklære skibe for »udtjente«, og man bør arbejde for en uformel vejledning, hvori man præciserer begreberne »med ophugning for øje« og »udførselsland«. EØSU anmoder også Kommissionen om snarest at formulere og vedtage yderligere foranstaltninger for at forebygge omgåelser ved f.eks. at kræve finansielle garantier for skibe, der er mere end 25 år gamle, eller som anses for at udgøre en høj risiko, samt at gøre udbetalingen af yderligere subsidier til skibsbygningsindustrien betinget at, at der anvendes »grønne« ophugningsmetoder og/eller for-rensningsfaciliteter, og

EU bør udvikle en certificerings- og høringsordning ved en tredjepart for at sikre, at ophugningsfaciliteterne er sikre og miljøforsvarlige. Denne foranstaltning, som skibsejerne har gjort sig til talsmand for, vil bidrage til at skabe transparente og lige vilkår for alle.

1.9

EØSU er kraftig fortaler for, at man fremmer bedste praksis ved genanvendelsen af skibe og den forudgående rensning af skibe for gasformige og giftige affaldsstoffer inden for EU. Som et første afgørende skridt bør medlemsstaterne forpligte sig til at behandle alle statsejede skibe på denne måde, og der bør indføres bindende klausuler for udtjente skibe, når sådanne sælges til tredjepart. Ved at rense skibe, inden de udføres, vil man kunne sikre sydasiatiske destinationer rent, brugt stål, som der er så stort behov for. Til dette formål bør der udarbejdes en vejledning for for-rensningen af skibe.

1.10

Ved at yde finansiel og teknisk bistand til sydasiatiske lande til forbedring af deres installationer — således at skibe i det mindste ikke længere ophugges på stranden, men i aflukkede installationer på kajer eller i tørdokke, sikkerheden forbedres og faciliteter til efterfølgende behandling af affald tilvejebringes — kunne man løse nogle af de værste problemer.

1.11

EØSU erkender, at effektive foranstaltninger vil koste yderligere penge. Det støtter de af Kommissionen skitserede forslag til sikring af, at sådanne udgifter bliver en del af et skibs normale driftsudgifter. Især IMO og skibsejerne gør sig til talsmand for, at der for hvert skib bliver oprettet en genvindingsfond, der enten opbygges i skibets driftstid eller oprettes, når skibes sættes i drift. Forskellige finansinstitutioner vil kunne udforme og gennemføre sådanne foranstaltninger. Lykkes det ikke at indføre en sådan fond, burde EU overveje regionale mekanismer som f.eks. statsafgifter på havne eller lignende.

1.12

Hvis man ved udformningen af skibe tager hensyn til genanvendelsesmulighederne, fastlægger de eksisterende risici og erstatter så meget giftigt materiale som muligt, vil man på lang sigt kunne opnå positive resultater. EØSU støtter sådanne bestræbelser fra såvel EU's, IMO's og skibsejernes og skibsbyggernes side.

2.   Indledning

2.1

Baggrunden for udtalelsen er international skibsfart og den internationale transport af affald. Årligt ophugges 200-600 skibe for at kunne genbruge stålet og andre råstoffer fra disse. Meget af dette foregår på tidevandsstrande i sydasiatiske lande under ringe hensyntagen til arbejdstagernes sikkerhed og de miljømæssige konsekvenser. Mængden af farligt affald, især olieholdigt slam, olie, maling, pvc og asbest, som ophugningen af skibe i disse anlæg vil producere i de kommende næste år, fastsættes skønsmæssigt til 5,5 mio. ton.

2.2

Ingen af de anlæg, der anvendes til ophugning af skibe på det indiske subkontinent, har truffet foranstaltninger til at forebygge jord- og vandforurening, og affaldsbehandlingen opfylder sjældent selv de mest elementære miljønormer. På grund af de ringe sikkerhedsforanstaltninger sker der mange ulykker, og arbejdstagerne udsættes for sundhedsrisici på lang sigt, da de uden tilstrækkelig beskyttelse er i berøring med giftige materialer (4).

2.3

Overførslen af udtjente skibe fra industri- til udviklingslande falder ind under international lovgivning om overførsel af affald, og eksporten fra EU af skibe med farligt materiale er forbudt i henhold til EU's lovgivning om overførsel af affald. Overførsel til skibsmæglere og ændring af flagpolitikken slører dog spørgsmålet om ejerskab og ansvarlighed og gør det vanskeligt at gennemføre den eksisterende lovgivning og giver ansvarsløse ejere mulighed for at unddrage sig deres forpligtelser.

2.4

En del af løsningen består i at øge EU's kapacitet. Selv om dette ville være et positivt skridt, som kunne gælde for marinefartøjer og statsejede skibe, vil man sandsynligvis kun kunne behandle en lille procentdel af de forventede 105 mio. LDT, som skal ophugges inden 2020 (5).

2.5

I grønbogen søger man derfor også hurtigt at finde nye tilgange, som vil forbedre normerne på en rentabel og vidtrækkende måde i overensstemmelse med den ovenfor nævnte europæiske og internationale lovgivning.

3.   Resumé af grønbogen

3.1

I sine konklusioner af 20. november 2006 slog Ministerrådet fast, at en miljøansvarlig forvaltning af skibsophugning var en prioritet for Den Europæiske Union. Kommissionen havde allerede beskrevet sin holdning i grønbogen om en havpolitik fra juni 2006 (6) gående ud på, at en fremtidig EU-havpolitik skulle støtte internationale initiativer, der sigter mod bindende mindstekrav til skibsophugning og fremme af etableringen af miljøforsvarlige ophugningsanlæg.

3.2

Grønbogen præsenterer friske ideer for at fortsætte og intensivere dialogen med medlemsstaterne og interesseparterne og opfordrer til at formulere svar på en række centrale spørgsmål, som belyser hovedproblemerne.

3.3

Det vigtigste mål med denne indsats er miljø- og sundhedsbeskyttelse og ikke kunstigt at tilbageføre skibsophugningsaktiviteter til EU og dermed fratage de sydasiatiske lande en væsentlig indtægtskilde og nødvendige materialer. Det endelige mål er at sikre bæredygtige globale løsninger.

3.4

I øjeblikket er der en ophugningskapacitet i overensstemmelse med miljø- og sikkerhedskravene, der gør det muligt at behandle højst 2 mio. ton pr. år på verdensplan, hvilket svarer til ca. 30 % af den forventede ophugningsefterspørgsel i normale år. De fleste af disse anlæg — navnlig i Kina, men også i nogle EU-medlemsstater — kan ikke tilbyde de samme skrotpriser og har meget højere omkostninger end deres konkurrenter i Sydasien. Disse (og alle andre) anlæg vil snart blive sat under pres, da ca. 1.300 enkeltskrogede tankskibe skal tages ud af tjeneste frem til 2015 ifølge de foranstaltninger, der er blevet truffet efter katastroferne med Erika og Prestige  (7). Det mest foruroligende er, at sikkerheds- og miljønormerne bliver sænket yderligere, hvis der ansættes mindre kvalificerede arbejdstagere til at bearbejde den stærkt voksende volumen. Da behovet vil toppe i 2010, hvor det skønnes, at 800 enkeltskrogsskibe vil blive skrottet, er handling påtrængende nødvendig.

3.5   Retssituationen

Basel-konventionen fra 1989 opstiller rammer for kontrol af overførsel af farligt affald på tværs af landegrænser. I 1997 blev et totalt forbud (»Basel-forbuddet«) mod eksport af farligt affald fra OECD-lande til ikke-OECD-lande (8) indarbejdet i EU-lovgivningen og er bindende i alle medlemsstater. Når et skib har forladt europæisk farvand, er det dog meget vanskeligt at håndhæve eksportforbuddet. I det konventionsudkast, som i øjeblikket drøftes i IMO, foreslås der yderligere retligt bindende regler for ophugning af skibe, men det er en udbredt opfattelse, at ophugningsperioden for længst vil have toppet, når konventionen træder i kraft.

3.6   Økonomien i ophugning af skibe

De fleste skibe ophugges i dag i Sydasien på grund af fordele, som skyldes flere økonomiske faktorer, hvoraf af de vigtigste er:

Mindre strenge lovkrav med hensyn til affald, sundhed og sikkerhed eller manglende håndhævelse af disse bestemmelser.

Betydeligt lavere lønomkostninger. Ved ophugning på stranden kan der ikke anvendes tungt maskineri, og derfor er manuelt arbejde fortsat en væsentlig omkostningsfaktor.

Forsyningen af skibe er uregelmæssig og varierende. Skibe tages almindeligvis ud af tjeneste, når fragtraterne er lave, og fartøjerne er meget forskellige i udformning og sammensætning.

På grund af lovkrav er markedet for skrot og genvundet skibsudstyr næsten ikke-eksisterende i OECD-landene.

I det hele taget fastslår Kommissionen, at markedet i Sydasien fungerer på grund af den ekstreme eksternalisering af omkostningerne, hvilket skaber yderst problematiske sociale og miljømæssige vilkår.

3.7   Miljømæssige og sociale påvirkninger

Ophugningen af skibe sker hyppigst på åbne strande uden faciliteter til indeslutning, bearbejdning og bortskaffelse af affald. En lang række miljøskadelige stoffer siver ind i jorden, sandet og havet og afbrænding af maling og plastikbelægninger skaber atmosfærisk forurening. Eksplosioner med dødelig udgang er almindelige, ulykkesantallet er meget stort, og sikkerhedsforanstaltningerne er helt utilstrækkelige. Arbejderne risikerer irreversible kroniske sygdomme — ca. 60 % af arbejdsstyrken, som håndterer asbest på det indiske værft Alang, lider af asbestose. I Bangladesh har der været mere end 400 dødsofre og over 6 000 alvorligt tilskadekomne i de sidste 20 år (9).

3.8   Den internationale situation

Siden 2005 har IMO sammen med ILO og UNEP (FN's miljøprogram) arbejdet på en bindende international ordning for miljøforsvarlig ophugning af skibe. Et udkast til en konvention drøftes med henblik på vedtagelse i 2009, men den vil først træde i kraft nogle år senere. Det nuværende udkast gælder ikke for krigsskibe og statsejede fartøjer. Der er endnu ikke nået enighed om normer uden for IMO's rammer, mindstekrav til genbrugsfaciliteter, indberetningskrav — herunder meddelelsespligt landene imellem — og håndhævelsesmekanismer. Ifølge Kommissionen er det usandsynligt, at udkastet til konvention vil sikre lige så god kontrol, håndhævelse og beskyttelse som Basel-konventionen.

3.9   Internationale løsninger

Den bedste tilgang på mellemlang og lang sigt er ifølge grønbogen at støtte den fremtidige IMO-konvention. Man frygter dog, at konventionen ikke er vidtrækkende nok, og at den kommer for sent til at løse problemet med udfasningen af enkeltskrogede tankskibe, hvilket man må finde en midlertidig løsning på. Kommissionen fremlægger derfor en række alternativer til forbedring af den europæiske forvaltning af skibsophugning. Målet er, at disse alternativer og bestræbelserne på internationalt plan skal støtte hinanden. Det drejer sig her om et påtrængende spørgsmål, da et kritisk antal udtjente skibe skal sendes til ophugning de næste par år.

3.10   Bedre håndhævelse af EU-lovgivningen om overførsel af affald

Ud over bedre samarbejde mellem medlemsstaterne og klarere retningslinjer med hensyn til definitionerne på affald og acceptable genbrugsfaciliteter, vil dette kræve bedre kontrol med affaldsoverførsel og havnemyndigheder i europæiske havne med særlig fokus på skibe over en vis alder (f.eks. 25 år), eller hvor der er mistanke om, at de skal ophugges. Endvidere skal opsporingen af udtjente skibe forbedres og samarbejdet med tredjelande (som f.eks. Egypten på grund af Suez-kanalen) forbedres. Kommissionen foreslår også mere politisk fokus på ophugning af krigsskibe og andre statsejede fartøjer.

3.11   Større ophugningskapacitet i EU

Da skibsophugningskapaciteten i Europa og andre OECD-lande (navnlig Tyrkiet) knap nok er tilstrækkelig til alle krigsskibe og andre statsejede fartøjer, som tages ud af tjeneste i det kommende 10 år, vil der være en betydelig mangel på acceptabel ophugningskapacitet i den nærmeste fremtid. De eksisterende »grønne« anlæg kan dog ikke konkurrere med de sydasiatiske skibsophuggere. Indtil der træffes effektive internationale foranstaltninger, som kan skabe ensartede vilkår, foreslår Kommissionen, at man fokuserer indsatsen på statsejede skibe. EU-medlemsstaterne bør sætte et godt eksempel og sørge for, at ophugningen af krigsskibe sker på »grønne« værfter. Ved at indføje en ophugningsklausul i kontrakterne om salg af krigsskibe til ikke-EU-lande kan man videregive dette ansvar på egnet vis.

3.11.1

Når det gælder den meget større handelsflåde skal der tages initiativer for at få shippingsektoren til at ændre den nuværende praksis. F.eks. kunne der som nævnt nedenfor indføres en finansieringsordning, hvor skibsejere og andre bidrager til sikker og miljøforsvarlig ophugning af skibe i hele verden.

3.12   Teknisk bistand og overførsel af teknologi og bedste praksis til ophugningslande

Til trods for de alvorlige sociale og miljømæssige problemer skibsophugning indebærer, yder det et afgørende bidrag til visse sydasiatiske landes økonomiske udvikling. Man bør derfor overveje at tilskynde til en opgradering af anlæggene i disse lande ved at yde teknisk bistand og tilskynde til bedre lovgivning. Det må dog erkendes, at manglen på eller ikke-gennemførelsen af grundlæggende regler om sikkerhed på arbejdspladsen og miljøbeskyttelse hænger nøje sammen med en strukturbetinget fattigdom og andre sociale og retlige problemer. For at opnå bæredygtige forandringer skal bistanden indgå i en bredere sammenhæng.

3.13   Fremme af frivillige tiltag

Skibsejeren er den, der bedst kan garantere en sikker bortskaffelse, og der er eksempler på positive frivillige aftaler, hvor europæiske skibsejere yder støtte til ophugningsanlæg for at opgradere deres installationer. Under dække af virksomhedernes sociale ansvar kunne man på kort sigt opnå visse fordele ved at fremme frivillige kodekser og aftaler ved tildeling af priser og certificering (10). Socialt ansvarlig praksis og frivillige aftaler kunne være effektive, hvis de er udformet korrekt og er den hurtigste måde at forbedre forholdene på. Hvis det viser sig, at tilsagnet ikke overholdes i praksis, kan det blive nødvendigt at lovgive.

3.14   Fond til skibsophugning

Det drøftes, om man skal overveje enten direkte finansiel støtte til »grønne« skibsophugningsanlæg i EU eller til skibsejere, som sender deres skibe til »grønne« værfter, enten med henblik på komplet ophugning eller dekontaminering. I den forbindelse må man især se på de høje omkostninger ved en sådan støtte og dens mulige uoverensstemmelse med forurener betaler-princippet. Det foreslås derfor i grønbogen, at det gøres til gældende praksis, at princippet om omkostningerne ved en bæredygtig ophugning af skibe indgår i et skibs driftsomkostninger.

3.14.1

Oprettelsen af en fond for bæredygtig ophugning af skibe som en obligatorisk del af den nye internationale ordning for skibsophugning via IMO kunne også være et positivt skridt. Den bestående olieforureningsfond under MARPOL-konventionen kan danne præcedens herfor.

3.15   Andre muligheder

Der er flere andre foranstaltninger, som på kort og mellemlangt sigt kunne bidrage til opgraderingsprocessen i skibsophugningsbranchen. Det drejer sig om:

(a)

EU-lovgivning, navnlig for enkeltskrogede olietankskibe.

(b)

Strømlining af støtten til skibsfarten og sammenkobling med miljøforsvarlig skibsophugning.

(c)

Indførelse af en europæisk certificeringsordning for miljøforsvarlig skibsophugning og priser for eksemplarisk miljøforsvarlig nyttiggørelse.

(d)

Mere international forskning i ophugning af skibe.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

En stor del af nyttiggørelsen af skibe foregår på en måde, som strider imod internationalt vedtagne normer for arbejdstagernes sundhed og sikkerhed samt miljøbeskyttelse.

4.2

Det er afgørende, at EU sikrer, at de sikkerhedsbestemmelser, det har indført på søfartsområdet, bl.a. for enkeltskrogede tankskibe, ikke resulterer i en simpel overflytning af problemet til udviklingslandene, men at det løses ved fuldt ud at implementere forordningen om overførsel af farligt affald, som er baseret på Basel-konventionen, og »Basel-forbuddet« og dets principper.

4.3

Ud over den tekniske og finansielle bistand til at forbedre vilkårene på skibsophugningsværfter i udviklingslande vil der være behov for finansielle midler til at rense forurenet jord og vand og afhjælpe andre skader forårsaget af ukontrollerede ophugningsaktiviteter. Det skal i denne forbindelse også understreges, at teknologiske fremskridt ikke alene vil kunne løse den form for problemer, der hænger sammen med situationen i udviklingslandene.

4.4

EØSU deler Kommissionens betænkeligheder med hensyn til dette spørgsmål og støtter også dens tilgang, som består i en kombination af mange forskellige foranstaltninger. I betragtning af, at der er et påtrængende behov for at forbedre anlæggene og vilkårene, især i Bangladesh, bør man hurtigt fastlægge de mest egnede former for bistand, regulering og incitamenter, således at man kan offentliggøre en hvidbog med forslag og iværksætte en relevant konsekvensvurdering. Skibsfartsindustrien erkender også behovet for at forbedre sundheds- og sikkerhedsnormerne på værfter for genanvendelse af skibe rundt omkring i verden (11) og er positiv over for den rolle, EU kan spille i denne forbindelse og den indflydelse, EU kan udøve inden for IMO.

5.   Særlige bemærkninger

5.1

For at gøre udtalelsen kort og klar har udvalget omsat sine særlige bemærkninger i konkrete handlingsforslag, som fremlægges i afsnittet »Konklusioner og anbefalinger« (pkt. 1.1 til 1.12) i begyndelsen af denne udtalelse.

Bruxelles, den 13. december 2007.

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Miljø: Ship Dismantling and Pre-cleaning of ships, endelig rapport, juni 2007.

(2)  Medlemmer af ICS, BIMCO, ESCA, INTERTANKO, INTERCARGO som sammen udgør en stor del af verdensflåden.

(3)  EUT C 168 af 20.7.2007, s. 50.

(4)  Rapport fra organisationen Young Power in Social Action (YPSA) fra 2005 om arbejdstagere i skibsophugningsindustrien.

(5)  Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Miljø: Ship Dismantling and Pre-cleaning of ships, endelig rapport, juni 2007.

(6)  KOM(2006) 275 endelig, Bruxelles, den 7. juni 2006.

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 417/2002 af 18. februar 2002 om fremskyndet indfasning af krav om dobbeltskrogs- eller tilsvarende design for olietankskibe med enkeltskrog og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2978/94.

(8)  Rådets forordning (EØF) nr. 259/93 af 1. februar 1993 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab (EFT L 30 af 6.2.1993, s. 1) (fra 12.7.2007 erstattet af forordning (EF) nr. 1013/2006).

(9)  Rapport fra organisationen Young Power in Social Action (YPSA) fra 2005 om arbejdstagere i skibsophugningsindustrien.

(10)  Som f.eks. udviklet af Marisec (www.marisec.org/recycling) og Den europæiske sammenslutning af skibsejere.

(11)  Ship Recycling — The Way Forward, BIMCO, ECSA, INTERTANKO, INTERCARGO.


16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/38


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Grønbog fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Tilpasning til klimaændringerne — hvad kan der gøres på EU-plan«

KOM(2007) 354 endelig

(2008/C 120/09)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 29. juni 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Grønbog fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Tilpasning til klimaændringerne — hvad kan der gøres på EU-plan.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Frederic Adrian Osborn til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 27. november 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 440. plenarforsamling den 12.-13. december 2007, mødet den 12. december 2007, følgende udtalelse med 127 stemmer for, 1 imod og 2 hverken for eller imod.

1.   Resumé og henstillinger

1.1

Klimaændringerne er en af verdens største udfordringer i det 21. århundrede. Foranstaltninger, der skal begrænse disse ændringer ved at nedbringe udledningen af drivhusgasser, er højeste prioritet. Men det er også vigtigt i god tid at træffe foranstaltninger, der kan sikre en tilpasning til de ændringer, der ikke kan forhindres. Grønbogen er et velkomment første skridt, der skal få Europa til at gøre noget ved problemet.

1.2

EØSU anbefaler, at der fastlægges en overordnet europæisk rammestrategi for tilpasningsforanstaltninger, der bør træffes på EU-niveau, nationalt niveau og af andre aktører.

1.3

Efter EØSU's mening bør nedenstående punkter behandles ved udformningen af den europæiske og de nationale tilpasningsstrategier:

Strategierne bør indeholde en plan for alle de områder, der nævnes i grønbogen, herunder kystbeskyttelse, oversvømmelser og tørke, vandressourcer, ildebrande, folkesundhed, landbrug og biodiversitet, arealudnyttelse, planlægning af infrastruktur, bygge- og anlægsarbejde m.m.

Tilpasningsbehovet bør udgøre en større del af det europæiske budget i de fremtidige programmer og indgå i kriterierne for vurderingen af programmer og projekter.

Europa og medlemsstaterne bør øremærke omfattende nye og supplerende ressourcer til tilpasningsstrategier i udviklingslandene.

Bekæmpelses- og tilpasningsstrategier bør støtte og supplere hinanden. Risikovurdering og risikostyring bør anvendes som vigtige redskaber for fastsættelsen af prioriteringer.

Den europæiske forskning i tilpasningsforanstaltninger og tilpasningen til klimaændringernes konsekvenser bør i væsentlig grad styrkes.

Det europæiske civilsamfund, herunder forbrugerne og den brede offentlighed, bør i højere grad stræbe efter at fremme befolkningens forståelse for problemerne med klimaændringer og den adfærdsændring, der er nødvendig for at begrænse yderligere klimaændringer og tilpasse sig de ændringer, der vil være uundgåelige.

Der bør etableres et uafhængigt organ, der skal overvåge udviklingen, hvad angår tilpasning til klimaændringer og bekæmpelsestiltag i Europa, og opretholde presset for at gennemføre de fornødne foranstaltninger og forpligtelser.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

Klimaændringerne er en af verdens største udfordringer i det 21. århundrede.

2.2

Verden har hidtil primært koncentreret sig om at forsøge at afbøde konsekvenserne af klimaændringer ved at mindske udledningen af drivhusgasser. Det står dog nu mere og mere klart, at de hidtidige emissioner i sig selv vil medføre en betydelig yderligere opvarmning af atmosfæren og havet gennem dette århundrede og også derefter. Det vil have store konsekvenser for klima- og vejrforhold samt det fysiske og naturlige miljø i hele verden. Vi bør derfor se nærmere på disse uundgåelige konsekvenser af den globale opvarmning og klimaændringerne og på, hvordan vi bedst kan tilpasse os dem.

2.3

Sådanne tilpasningsforanstaltninger bør dog ikke hindre indsatsen for at begrænse emissioner med henblik på at afbøde konsekvenserne af yderligere klimaændringer. Tværtimod bør erkendelsen af, hvor vanskeligt en tilpasning kan gå hen at blive netop styrke den enkeltes beslutsomhed for at opnå betydelige emissionsbegrænsninger. En uhæmmet stigning i emissioner vil betyde, at de kommende generationer vil få pålagt en meget mere vanskelig og bekostelig tilpasningsbyrde.

2.4

Bekæmpelses- og tilpasningsstrategier bør støtte og supplere hinanden. Det er nødvendigt at udforme troværdige og realistiske strategier, der skal begrænse udslippet af drivhusgasser til holdbare niveauer eller udsving inden for en realistisk tidsramme. Det bør herefter i tilpasningsstrategierne kortlægges, hvordan verden bedst kan tilpasse sig de mest sandsynlige udsving af uundgåelige klimaændringer, som målene for bekæmpelsen bygger på. Risikovurdering og risikostyring vil være vigtige redskaber for fastsættelsen af det nødvendige indsatsniveau og rækkefølgen af prioriteringer.

2.5

Kommissionen har i sin grønbog med stor nytte udpeget mange af de sektorer, der vil blive påvirket af klimaændringer, og den type problemer, der vil opstå.

2.6

Efter EØSU's mening er der nu gode argumenter for fastlæggelsen af en overordnet europæisk rammestrategi, der skal håndtere samtlige tilpasningsproblemer og fremsætte forslag til de foranstaltninger, der bør træffes på EU-niveau, nationalt niveau og af andre aktører.

2.7

Denne europæiske tilpasningsstrategi bør herefter lægge op til udformningen af nationale tilpasningsstrategier inden for en passende tidshorisont, efterfulgt af regelmæssige nationale gennemførelsesrapporter.

2.8

En sådan europæisk tilpasningsstrategi bør indeholde en solid ekstern dimension for, hvordan Europa kan hjælpe andre verdensdele med at håndtere deres tilpasningsproblemer.

2.9

Europa har brug for en solid og uafhængig institutionel struktur for at kunne organisere den nødvendige forskning og overvågning og for at holde de politiske organer ansvarlige for leveringen af den nødvendige indsats i god tid. Civilsamfundet bør inddrages fuldt ud i disse institutioners arbejde.

3.   Særlige bemærkninger

3.1

EØSU går overvejende ind for de forskellige indsatsområder, der nævnes i grønbogen. I overensstemmelse med grønbogen anbefaler EØSU, at EU og medlemsstaterne nu bør udarbejde konkrete programmer og foranstaltninger for hvert af disse områder inden for rammerne af deres overordnede strategier. Der bør udarbejdes tidsplaner og handlingsplaner samt stilles tilstrækkelige økonomiske midler til rådighed.

3.2

For de fleste af områdernes vedkommende ligger hovedansvaret for planlægningen af det nødvendige arbejde hos de nationale og lokale myndigheder. EU-institutionerne bør dog have en vigtig rolle at spille med at fastlægge rammen for og fremme og støtte den nationale tilpasningsindsats. EØSU foreslår navnlig, at EU bør:

varetage en detaljeret forsknings- og overvågningsindsats med henblik på at opstille mere præcise prognoser og scenarier for klimaændringernes sandsynlige tempo og konsekvenser i forskellige dele af Europa og bidrage med at koordinere den forskning, der drives på dette område på mange forskellige niveauer i hele Europa;

udvikle metoder til vurdering af klimapåvirkninger, udarbejde passende tilpasningsstrategier samt fremme udvekslingen af erfaringer og bedste praksis herom;

fremme udviklingen af nationale, regionale og lokale tilpasningsstrategier og gennemførelsesplaner og tilskynde til udbredelse af god praksis og at bygge på erfaringerne fra allerede gennemførte tiltag på de forskellige niveauer;

kortlægge, hvilke grænseoverskridende problemer der kræver en koordineret indsats mellem nabolande eller i hele Europa (fx flytning af lokalsamfund eller landbrugsvirksomhed og andre økonomiske aktiviteter, beskyttelse af levesteder og biodiversitet, praktisk støtte i tilfælde af store oversvømmelser, skovbrande, epidemier m.m.);

vurdere klimaændringernes forskellige økonomiske konsekvenser i Europas forskellige regioner og behovet for støtte fra EU's Samhørighedsfond eller strukturfonde til tilpasningsprogrammer;

bedømme klimaændringernes forskellige konsekvenser for husholdninger, enkeltpersoner og SMV'er samt forsikrings- og erstatningsordningernes hensigtsmæssighed i hele EU;

udpege de områder, hvor EU-lovgivning eller EU-initiativer kan have en nyttig funktion, fx ved at fastsætte standarder for vurdering af klimaændringernes mulige påvirkninger og passende løsninger.

4.   Bemærkninger til bestemte områder

4.1

Kystbeskyttelse — Vandstanden i havene vil stige som følge af smeltende is og øgede havtemperaturer. Det vil i nogle regioner blive nødvendigt at bygge eller forstærke fysiske barrierer for at beskytte land- og beboelsesområder. I andre regioner kan en organiseret tilbagetrækning og skabelsen af beskyttende marskområder være en mere hensigtsmæssig strategi kombineret med en genhusning af beboere på udsatte grunde.

4.2

Oversvømmelse — Klimaændringerne vil sandsynligvis resultere i et mere ustadigt vejrmønster med længere tørkeperioder afbrudt af kortere perioder med stærk nedbør og hurtig afstrømning og oversvømmelse til følge. Planerne for beskyttelse mod oversvømmelser bør opdateres, således at de tager hensyn til de nye vejrforhold. I nogle tilfælde vil der være behov for nye programmer for oversvømmelsessikring. I andre kan det være nødvendigt at skabe eller genoprette flodsletter og oversvømmelsesbassiner. Det vil muligvis være nødvendigt at begrænse ny bebyggelse i sådanne områder og i stedet overveje genhusning.

4.3

Vandressourcer og -mangel — Vandressourcerne er allerede knappe i mange dele af Europa, og dette problem vil sandsynligvis blive mere akut, da klimaændringerne resulterer i længere perioder med lave nedbørsmængder og tørke. Det kan blive nødvendigt at træffe foranstaltninger for at forsyne udsatte områder med nye vandkilder (fx ved afsaltning eller vandledninger over lange afstande) og for at sikre en mere effektiv forvaltning af vandforbruget. Det er nødvendigt at styrke incitamenterne til fremme af et effektivt vandforbrug (herunder prissætning af vand). Der kan ligeledes være behov for at hindre aktiviteter såsom intensivt landbrug eller turisme i de mest sårbare områder. (EØSU forbereder i øjeblikket en særlig og mere udførlig udtalelse om vandmangel og tørke).

4.4

Risikoen for og forekomsten af alvorlige brande øger allerede i områder som f.eks. det sydlige Europa, der bliver varmere og mere tørre og med yderligere temperaturstigninger også vil blive mere barske. Beskyttelsestiltag og beredskab må styrkes og koordineres bedre. (EØSU udarbejder en særlig og mere udførlig udtalelse om naturkatastrofer og civilbeskyttelse).

4.5

Folkesundhed — Klimaændringerne kan have konsekvenser for folkesundheden på en række forskellige måder. Klimaændringer kan resultere i en omfattende spredning af vektorbårne sygdomme, herunder navnlig en spredning mod nord af en række sygdomme, der førhen kun fandtes i de tropiske egne. Ekstreme temperaturforskelle kan også have en mere direkte effekt. Det er nødvendigt at udarbejde planer for at forberede sig på disse ændringer.

4.6

Landbrug — Landbruget vil i høj grad blive påvirket af klimaændringerne. Temperatur- og nedbørsvariationer vil påvirke jordens egnethed til forskellige landbrugsformål og vil medføre store ændringer i kvaliteten og kvantiteten af den produktion, som er mulig, og derved i rentabiliteten af en række landbrugsordninger i forskellige dele af Europa.

4.6.1

Det sundhedstjek af den fælles landbrugspolitik, som skal gennemføres i 2008, vil gøre det muligt at foretage yderligere ændringer, der kan tilskynde landbrugerne til at tilpasse deres landbrugspraksis til de klimaændringer, som der nu er udsigt til.

4.6.2

Landbrugsforskningen i nye afgrøder og dyrkningsmetoder, der er bedre egnede til de nye klimaforhold, er nødt til at blive udvidet. Ligeledes er det nødvendigt at evaluere klimaændringernes indvirkning på mulighederne for dyreopdræt i forskellige dele af Europa samt hvordan man bekæmper spredning af sygdomme som følge af klimaændringerne. (EØSU vil snart udarbejde en særlig og mere udførlig udtalelse om klimaændringer og landbrug).

4.7

Biodiversitet — Klimaændringerne kommer i høj grad til at ændre træers, dyrs og planters habitater i hele Europa. Bestemte arter vil i nogle tilfælde ikke længere kunne overleve i de ændrede habitater eller vil være særligt udryddelsestruede. Nogle arter kan uden problemer tilpasse sig nye habitater gennem en naturlig omstillingsproces, mens andre har brug for hjælp til denne omstillingsproces for at kunne overleve. Nuværende biodiversitetsstrategier og -programmer bør opdateres, og ressourcer bør afsættes, så omstillingsprocessen kan gennemføres uden et for stort tab af arter.

4.8

Træer og skove vil også blive betydeligt påvirket af klimaændringerne. Visse områder kan blive mindre gunstige for nogle arter, mens andre områder faktisk kan blive mere gunstige for visse arter. Programmerne for plantning, genplantning, træpleje og skovforvaltning må tilpasses i henhold hertil.

4.9

Planlægning af arealanvendelse — Planlægningen af byer og andre beboelsesområder og af transport og infrastruktur vil i stigende grad være nødt til at tage hensyn til ændringer i temperatur- og vejrforhold. Der må tages højde herfor i designstandarder og fagpraksis og -uddannelser. I individuelle udviklingsprogrammer og -projekter bør man ligeledes tage hensyn til klimaændringernes konsekvenser. Metoder til konsekvensanalyse må tilsvarende tilpasses.

4.10

Bygninger — Bygge- og anlægsbranchen vil blive hårdt ramt af klimaændringerne. Vi har brug for strengere minimumsregler for energieffektivitet i bygninger, bedre byggestandarder osv. Det er også nødvendigt i højere grad at give borgerne adgang til oplysninger om god praksis og om, hvilke metoder, materialer og tilskudsordninger, der står til rådighed i forbindelse med nybyggeri og renovering af ældre bygninger med henblik på at mindske elforbruget og tilpasse bygningerne til ændringer i temperatur- og vejrforhold.

4.11

EU-budgettet — EØSU henstiller, at det årlige budget ligeledes bør indeholde et kapitel om tilpasning på de politikområder, der har behov for umiddelbare investeringer (fx energi, forskning, landbrug, transport, byggestandarder, støtte til naturkatastrofer, beskyttelse af biodiversitet, offentlig sundhedspolitik m.m.). Den næste finansielle ramme bør give en meget højere andel af tilgængelige ressourcer til programmer for at mindske og fortage tilpasninger til klimaændringerne. Medlemsstaterne bør tilsvarende ændre deres egne nationale budgetter og udgiftsplaner.

4.12

Strukturfonde — Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Samhørighedsfonden og IPA (instrument til førtiltrædelsesbistand) indeholder kriterier for støtte til miljøprojekter, men tilpasning til klimaændringer nævnes ikke udtrykkeligt, og konsekvensanalyserne er ofte ikke tilfredsstillende (mange transport- og energiprojekter er direkte skadelige for miljø og klima). I de næste evalueringer af alle disse programmer bør en langt større procentdel af tilgængelige midler afsættes til støtteforanstaltninger for mindskelse af klimaændringer og tilpasning hertil.

4.13

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) bør lade klimaændringer indgå i deres budgetprocedurer og kriterier for evaluering af projekter og programmer.

4.14

Forsikringsbranchen har udvist stor interesse for klimaændringer og tager i stigende grad højde herfor i dens beslutninger om, hvilke begivenheder den er villig til at forsikre og på hvilke betingelser. EU og medlemsstaterne kunne udstikke de institutionelle rammer for en løbende dialog med forsikringssektoren og derved sikre, at denne kan gøre sit yderste for at hjælpe virksomheder og andre med at tilpasse sig klimaændringerne.

4.15

Udviklingslandene — Mange udviklingslande vil få langt større tilpasningsproblemer end Europa og har langt færre ressourcer til at løse dem. Nogle af de mindst udviklede lande har næsten ikke bidraget til klimaændringerne, men vil blive blandt de værst ramte og have et meget stærkt krav på retfærdighed og ret til støtte og samarbejde. De vil få brug for støtte fra den industrialiserede verden i form af menneskelige, tekniske og finansielle ressourcer for at kunne tilpasse sig på passende vis. Europa bør spille en ledende rolle ved at yde ekstraressourcer til tilpasningsforanstaltningerne i egne kollektive og nationale udviklingsbistandsprogrammer og ved at bistå den internationale finansverden med at tilpasse sig tilpasningsudfordringerne.

4.16

Visse egne i verden vil blive langt mindre velegnede til bosættelse (og i ekstreme tilfælde endda næsten ubeboelige) enten som følge af stigninger i havenes vandstand eller ekstreme vejrforhold. Klimaændringerne kan føre til et voksende pres for øget indvandring til Europa fra andre dele af verden samt til befolkningsforandringer inden for Europa. Udviklingsagenturer og andre relevante offentlige myndigheder bør være forberedte på at bistå udviklingslandene med i god tid at identificere sådanne situationer og hjælpe til med at udarbejde eventuelt nødvendige strategier til befolkningsflytninger.

4.17

De mulige konsekvenser af klimaændringerne på nationalt og lokalt niveau i Europa og ændringernes sandsynlige tempo står endnu ikke helt klart, og der er derfor behov for yderligere omfattende forskning og analyser for at forbedre og finjustere prognoserne. Det Europæiske Miljøagentur kan spille en konstruktiv rolle som europæisk koordineringspunkt for al relevant forskning, overvågning, analyse og prognosticering på området samt som formidler af de mest tilgængelige oplysninger til beslutningstagere og andre, der beskæftiger sig med den detaljerede gennemførelse af tilpasningsstrategier. EØSU er selv villig til at gøre sit for at fremme et mere indgående og udbredt kendskab til klimaændringernes konsekvenser i de forskellige dele af Europa samt behovet for tilpasningsforanstaltninger.

4.18

Civilsamfundet bør engagere sig aktivt i indsatsen for at tilpasse sig klimaændringerne. Lokalsamfund, virksomheder og alle former for organisationer vil i stigende grad blive berørt af klimaændringer og bør deltage i formuleringen af løsningsforslag. Mennesker og organisationer af alle typer bør have en dybere forståelse for de ændringer, der allerede er undervejs, og som sandsynligvis vil finde sted fremover i deres eget og deres børns liv. De bør også have en meget større viden om, hvilke konsekvenser det vil have for dem at afbøde og tilpasse sig klimaændringerne. Viden om disse problemer bør i stigende grad blive et centralt element i de formelle og uformelle undervisningsplaner.

4.19

EØSU understreger betydningen af at inddrage civilsamfundet på alle niveauer og kommunikere med forbrugerne og den brede offentlighed. Udvalget støtter fuldt ud grønbogens forslag om sektorvise arbejdsgrupper, hvor de berørte parter indgår, så man kan udvikle de fornødne sektorspecifikke løsninger. En vigtig opgave for sådanne grupper bør være at udvikle teknikker til at evaluere risikoniveauer og revidere organisationers og kommuners beredskab til at træffe forholdsregler i tilfælde af ekstremt vejrlig og andre katastrofer, som kan blive mere alvorlige eller hyppige, efterhånden som klimaændringerne udvikler sig.

4.20

De regionale og lokale myndigheder spiller en vigtig rolle, hvad angår koordination af og tilskyndelse til aktiviteter på deres niveauer og mobilisering af borgernes forståelse og engagement. De offentlige myndigheder på alle niveauer kan også spille en afgørende rolle, når det gælder om at gå forrest med passende planlægning af egne bygninger og udviklingsprojekter og i forbindelse med indkøbspolitikker.

4.21

Det foreslås i grønbogen, at der nedsættes en europæisk rådgivende gruppe om tilpasning til klimaændringerne bestående af repræsentanter for civilsamfundet, planlæggere og forskere, der skal fungere som en ekspertgruppe, mens strategien udvikles. Udvalget støtter tanken om en sådan gruppe.

4.22

EØSU foreslår desuden, at EU overvejer at etablere en uafhængig kontrolinstans med en uafhængig formand, der skal have til opgave at evaluere fremskridtene i hele klimaændringsstrategien (både tilpasning og bekæmpelse). Kontrolinstansen bør regelmæssigt udarbejde offentlige rapporter om udviklingen og udsende tidlige varsler, hvis foranstaltninger halter bagefter forpligtelserne, alt afhængig af den enkelte situation. EØSU agter også selv løbende at holde tæt øje med udviklingen på dette område.

Bruxelles, den 12. december 2007.

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/42


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Rådets forordning om den fælles markedsordning for vin og om ændring af visse forordninger«

KOM(2007) 372 endelig — 2007/0138 (CNS)

(2008/C 120/10)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 7. september 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 36 og 37 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Rådets forordning om den fælles markedsordning for vin og om ændring af visse forordninger.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Adalbert Kienle til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 27. november 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 440. plenarforsamling den 12.-13. december 2007, mødet den 12. december, følgende udtalelse med 109 stemmer for, 5 imod og 12 hverken for eller imod.

1.   Sammenfatning af EØSU's konklusioner og henstillinger

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) glæder sig over, at Kommissionen i sit forslag til en reform af den fælles markedsordning for vin principielt foreslår, at den særlige markedsordning for vin skal bevares. Udvalget havde dog gerne set, at Kommissionen havde taget en række af de forslag til følge, der blev fremsat i udvalgets udtalelse af 14. december 2006 om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-ParlamentetMod en bæredygtig europæisk vinsektor« (1).

1.2

EØSU genfremsætter sit krav om, at reformens vigtigste målsætning bør være at forbedre de europæiske vines konkurrenceevne og generobre markedsandele. I forbindelse med reformen og ved indgåelse af aftaler om samhandelen med tredjelande bør Kommissionen i højere grad tage hensyn til den europæiske vinsektors position som verdens førende.

1.3

Udvalget understreger, at vin og vinproduktion er en væsentlig og integreret del af europæisk kultur og livsform. Vinproduktionen præger de sociale og økonomiske forhold i mange vinproducerende regioner i Europa. Derfor lægger udvalget vægt på, at reformens målsætninger og foranstaltninger ikke blot tager hensyn til de økonomiske konsekvenser, men også til følgerne for beskæftigelsen, den sociale struktur, miljøet — navnlig som konsekvens af rydningsprogrammerne — og for forbrugerbeskyttelsen og sundheden. Disse hensyn er ikke i tilstrækkelig grad tilgodeset i Kommissionens forslag.

1.4

Udvalget gør opmærksom på, at vinproduktion er eksistensgrundlag for 1,5 mio. overvejende små familiebrug i EU, og at produktionen giver beskæftigelse til over 2,5 mio. arbejdstagere, i hvert fald hvis sæsonarbejdere medregnes. Derfor vil udvalget være meget opmærksom på, at reformen satser på foranstaltninger med en positiv indvirkning på vinavlernes indtjening og beskæftigelsesmulighederne i den europæiske vinsektor.

1.5

EØSU betragter Kommissionens forslag om at give hver vinproducerende medlemsstat rådighed over et nationalt budget som et vigtigt bidrag dels til mere subsidiaritet, dels til større hensyntagen til regionale forskelle. Kataloget over støtteinstrumenter bør imidlertid udvides, hvis reformens målsætninger skal nås.

1.6

Det er udvalgets vurdering, at de forslag til foranstaltninger på forbrugeroplysningsområdet, som Kommissionen har fremlagt, er utilstrækkelige. EØSU hilser forslagene vedrørende salgsfremmende foranstaltninger på eksportmarkederne velkommen, men mener, at der er behov for, at de udvides til også at omfatte det indre marked.

2.   Kommissionens forslag

2.1

Navnlig på følgende områder foreslår Kommissionen, at den fælles markedsordning for vin reformeres:

støtteforanstaltninger til omstrukturering og omstilling af bedrifter inden for rammerne af det nationale budget, høst af umodne druer, gensidig forsikringsfond, høstforsikring og salgsfremstød i tredjelande,

overføring af midler til udviklingen af landdistrikterne,

ændring af bestemmelserne om vinfremstilling, navnlig de ønologiske fremgangsmåder, tilsætning af alkohol og syring,

ændring af etiketteringsbestemmelserne, navnlig hvad angår oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser samt tilpasning af de øvrige etiketteringsbestemmelser,

producent- og brancheorganisationer,

lempelse af plantningsbestemmelserne fra 2013,

frivilligt rydningsprogram,

afskaffelse af de hidtidige markedsmekanismer,

overførsel af beføjelser fra Ministerrådet til Kommissionen.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

EØSU er stort set enig i de mål, som Kommissionen har anført i sit forslag. Hvad angår de foreslåede foranstaltninger, mener udvalget imidlertid, at der er behov for justeringer og forbedringer.

3.2

EØSU gentager sine krav om en forbedring af de europæiske vinproducenters konkurrenceevne i det indre marked og på eksportmarkederne, styrkelse af erhvervsmiljøet i EU, støtte til forbedring af kvaliteten og bedre tilpasning til markedsudviklingen og forbrugernes præferencer. Kommissionen har i det forelagte forordningsforslag ikke i tilstrækkeligt omfang taget hensyn til disse krav.

3.3

Udvalget lægger fortsat vægt på, at de økonomiske målsætninger konkretiseres, og at de suppleres med sociale og beskæftigelsespolitiske mål, herunder forbedringer af vinbrugenes indtjeningsmuligheder, udviklingsperspektiver for unge vinavlere, varig beskæftigelse og passende aflønning af fuldtidsansatte og sæsonarbejdere.

3.4

Udvalget er fortsat kritisk over for en overdragelse af beføjelser fra Ministerrådet til Kommissionen, f.eks. i forbindelse med tilladelse til brug af nyere vinfremstillingsmetoder, eftersom Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad har forsvaret de europæiske vinproducenters interesser i forhandlinger om bilaterale aftaler.

3.5

Udvalget bekræfter sit synspunkt om, at der skal afsættes flere økonomiske midler end de nuværende for at tage højde for, at yderligere to producentlande er tiltrådt EU.

3.6

EØSU gentager sit krav om en bedre og mere omfattende markedsobservation for at opnå bedre tal om produktion, handel og forbrug som grundlag for organiseringen af vinmarkedet. De samlede tal, som indtil videre er blevet anvendt, er vigtige, men utilstrækkelige. Der er ligeledes behov for ajourførte informationer om ændringer i produktionsstrukturerne, distributionskæden og forbrugernes adfærd.

3.7

EØSU støtter Kommissionens synspunkt om, at den nye markedsordning for vin bør træde i kraft snarest muligt. Udvalget er imidlertid af den opfattelse, at der er behov for en udfasningsperiode for at give brugene mulighed for gradvis at tilpasse sig de nye rammebetingelser i det omfang, de har behov for det.

3.8

EØSU glæder sig over, at Kommissionen har lempet sit forslag om et rydningsprogram. Udvalget mener imidlertid, at det vil være fornuftigt at gennemføre de pågældende foranstaltninger inden for rammerne af de regionale og/eller nationale strukturprogrammer for at forhindre uheldige konsekvenser af enkeltstående rydninger (f.eks. braklagte arealer i vinbjerge) og sikre en struktureret gennemførelse.

3.9

Udvalget gentager sin modstand mod en fuldstændig liberalisering af plantningsbestemmelserne, da den bringer de økonomiske, sociale og miljøpolitiske mål i reformen og hensynet til landskabsbevaringen i fare.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Afsnit II: Støtteforanstaltninger, kapitel I: Støtteprogrammer

4.1.1

EØSU bifalder, at forslaget ved at indføre et nationalt budget i princippet tilgodeser udvalgets krav om, at der tages større hensyn til de regionale forskelle og subsidiariteten inden for vinsektoren. Udvalget mener imidlertid, at de foreslåede støtteforanstaltninger er utilstrækkelige.

4.1.2

EØSU er enig med Kommissionen i, at en konsekvent og passende fællesskabsramme bør fastholdes. Inden for denne ramme bør medlemsstaterne kunne udvælge de foranstaltninger, de vil anvende i netop deres vindyrkningsområder. I den forbindelse kan producent- og brancheorganisationer, reguleringsinstanser og lignende spille en fremtrædende rolle.

4.1.3

Udvalget er fortaler for en bred vifte af foranstaltninger for at nå målsætningerne i den fælles markedsordning. EØSU henviser til sine tidligere udtalelser om reformen af den fælles markedsordning for vin (2), i hvilke udvalget bl.a. har krævet for det første en indførelse af programmer til fremme af kvaliteten i dyrkning, forarbejdning, lagring og markedsføring af vin og på forbrugeroplysningsområdet, for det andet foranstaltninger til gavn for de ugunstigt stillede områder og for det tredje en mulighed for arealbaserede direkte betalinger.

4.1.4

EØSU gentager sit krav om sammenhængende og integrerede foranstaltninger for at opnå den størst mulige effektivitet. Foranstaltningerne bør derfor indarbejdes i bredt anlagte planer for hele produktionskæden fra dyrkning over forarbejdning til distribution. Foranstaltningerne bør ligeledes omfatte udvikling af alternative afsætningsmarkeder for alle drueprodukter.

4.1.5

Udvalget skal endnu en gang udtrykkeligt gøre opmærksom på sit krav om, at der indføres et særligt støtteprogram for ugunstigt stillede vindyrkningsområder, f.eks. skrånende og stærkt skrånende arealer eller områder, der er udsat for ekstremt klima.

4.1.6

EØSU glæder sig over, at Kommissionen inden for rammerne af det nationale budget har tillagt eksportstøtteforanstaltningerne væsentlig betydning. Derudover er der imidlertid behov for en oplysningsindsats over for forbrugerne i det indre marked for at informere dem om vindyrkningens kultur og navnlig om fordelene ved et moderat vinforbrug samt farerne ved misbrug. Udvalget gentager sit krav om, at Kommissionen støtter etableringen af et europæisk markedsobservatorium.

4.1.7

Udvalget mener ikke, at en omgående fjernelse af interventionsforanstaltningerne er forsvarlig. Derfor henstiller EØSU, at der i det nationale budget gives mulighed for at opnå støtte dels til destillation med henblik på fremstilling af konsumalkohol, dels til privat oplagring i udfasningsperioden 2008-2010.

4.1.8

Udvalget mener, at der inden for rammerne af det nationale budget bør indføres krisestyringsforanstaltninger, der er baseret på en ordning, hvor producenterne har et medansvar. De foranstaltninger, der er planlagt på nuværende tidspunkt (høstforsikring og gensidige fonde) er ikke tilstrækkelige til at afbøde virkningerne af konjunkturkriser. Derfor bør det undersøges, om de hidtidige krisedestillationsordninger har været effektive, og om der kan indføres en krisedestillationsordning inden for rammerne af det nationale budget.

4.1.9

Det gældende forbud mod fuldstændig udpresning af druer, mask og bærme har vist sig hensigtsmæssigt med hensyn til dels at sikre produkternes kvalitet, dels forhindre eventuelt misbrug. Forbuddet bør derfor videreføres. Medlemsstaterne bør have beføjelse til at øge den procentmæssige andel af produktionen, der i et givent år skal destilleres.

4.1.10

Udvalget noterer sig, at Kommissionen har udarbejdet et forslag om fordelingen af midler i det nationale budget. For de nye medlemsstater, der ikke har nogen forhistorie i denne sammenhæng, bør der imidlertid fastsættes en særlig fordelingsnøgle med udgangspunkt i landenes andel af det samlede dyrkningsareal.

4.2   Kapitel II: Finansielle overførsler

4.2.1

EØSU har i forskellige udtalelser fremhævet den anden søjles betydning for den fremtidige udvikling af landdistrikterne, som de europæiske vindyrkningsområder er en del af. I lyset af denne principielle målsætning går udvalget ind for, at de foranstaltninger til løsning af vinsektorens særlige problemer, der diskuteres i forbindelse med reformen af den fælles markedsordning for vin, som helhed finansieres over vinbudgettet. Derfor bør budgettet hverken beskæres ved nedskæringer eller ved finansielle overførsler.

4.3   Afsnit III: Reguleringsforanstaltninger, kapitel II: Ønologiske fremgangsmåder og restriktioner

4.3.1

EØSU mener, at der er et tvingende behov for en internationalt accepteret definition af produktet vin. Dette følger ligeledes af fastlæggelsen af anerkendte produktionsmetoder. Det bør præciseres, at de såkaldte »frugtvine« ikke er omfattet af den fælles markedsordning for vin.

4.3.2

Udvalget går ind for, at brug af OIV-standarderne som rettesnor for vinfremstillingsmetoderne inddrages mere konsekvent i den strategiske udformning af bilaterale eller internationale handelsaftaler. At tillade enhver metode, blot den er accepteret ét eller andet sted i verden, er i modstrid med en mere udstrakt brug af OIV-standarderne som rettesnor for de europæiske vine og ville medføre yderligere konkurrenceforvridninger. Udvalget er ligeledes imod forslaget om i forbindelse med eksport af vine at tillade ønologiske fremgangsmåder, der er forbudt ved markedsføring på det indre marked.

4.3.3

EØSU går ind for, at der udarbejdes en oversigt over tilladte ønologiske fremgangsmåder, og at denne vedlægges forordningen som bilag. Rådet bør have beføjelse til at ajourføre metoderne og give tilladelse til anvendelse af nye fremgangsmåder.

4.3.4

Udvalget glæder sig over, at Kommissionen har taget afstand fra planen om at give tilladelse til dels at fremstille vin af druemost eller koncentreret druemost i Europa, dels at blande produkter fra lande uden for EU med europæiske produkter.

4.3.5

EØSU opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til forskellene i EU, hvad angår lokale produktionsforhold samt klima og vejrlig, når den fremsætter forslag om regler for produktionen. Udvalget gør opmærksom på, at emnet er ømtåleligt og ikke må føre til splid i den europæiske vinsektor, endsige til at der blokeres for reformforslagene. EØSU er dog enig i kravet om strengere kontrol med samtlige ønologiske fremgangsmåder for at forbedre og sikre vinenes kvalitet.

4.3.6

Derfor vurderer EØSU Kommissionens forslag på baggrund af udvalgets tidligere udtalelse, Kommissionens egne analyser, den foreslåede liberalisering af vinfremstillingsmetoderne, anerkendelsen af vinfremstillingsmetoder i bilaterale aftaler og af reformens målsætning, navnlig forbedringen af konkurrenceevnen og sænkningen af produktionsomkostningerne. En afvejning af fordele og ulemper i Kommissionens forslag fører udvalget frem til at støtte en principiel videreførelse af de gældende regler om anvendelse af sukker og støtte til koncentreret druemost.

4.4   Kapitel III: Oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser

4.4.1

EØSU bifalder, at Kommissionen har præciseret sit forslag om angivelse af vinenes oprindelse. Udvalget har i lighed med Kommissionen den opfattelse, at begrebet kvalitetsvin inden for Fællesskabet bl.a. er baseret på de særlige kendetegn, der skyldes vinens geografiske oprindelse. Beskyttelsen af oprindelsesbetegnelserne og de geografiske betegnelser har høj prioritet. Derfor bør anvendelse af bestemte oprindelsesbetegnelser eller geografiske betegnelser også knyttes til vinproduktionen inden for geografisk afgrænsede områder.

4.4.2

Udvalget hilser det velkommen, at Kommissionen i mellemtiden har gjort rede for og præciseret sit forslag, således at velafprøvede kvalitetssikringssystemer, der ikke eller ikke udelukkende er baseret på princippet om oprindelsesbetegnelser, kan videreføres. Navnlig kontrol af kvalitetsvine har i mange lande været en effektiv løsning til gavn for producenterne og især forbrugerne.

4.4.3

Ikke desto mindre er der fortsat en del ubesvarede spørgsmål, hvad angår foreneligheden med Kommissionens forordning (EF) nr. 753/2002 af 29. april 2002 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 for så vidt angår beskrivelse, betegnelse, præsentation og beskyttelse af visse vinprodukter (3). EØSU kræver derfor, at der fremlægges en sammenligningstabel for at kunne vurdere konsekvenserne for de geografiske og traditionelle betegnelser.

4.5   Kapitel IV: Etikettering

4.5.1

EØSU's vurdering er, at forslagene er meget komplicerede, og udvalget forventer, at Kommissionen foretager en nøje simulation af følgerne af de foreslåede ændringer.

4.5.2

EØSU gør opmærksom på, at der først for nylig efter årelange diskussioner blev opnået enighed om en ændring af bestemmelserne om betegnelser. Udvalget opfordrer Kommissionen til at gøre rede for, hvilke nye synspunkter der ikke er blevet taget hensyn til i forbindelse med den netop afsluttede diskussion.

4.5.3

Udvalget støtter forenklinger af etiketteringsreglerne, hvis formålet er bedre forbrugeroplysning. Ændringerne må imidlertid ikke medføre øget risiko for konkurrenceforvridninger eller vildledning af forbrugerne og et væld af retssager. Ud fra denne synsvinkel er det foruroligende, at Kommissionen bl.a. foreslår at gøre det frivilligt at angive druesort og årgang for vine uden oprindelsesbetegnelse og/eller geografisk betegnelse. Forslaget kan kun accepteres på den betingelse, at disse vine for at tilgodese hensynet til forbrugerbeskyttelsen og for at undgå vildledning og illoyal konkurrence kan spores ved hjælp af et kontrol- og certificeringssystem.

4.5.4

Udvalget gør opmærksom på, at antallet af sprog stiger i et EU, der bliver stadig større, og at dette kan medføre hindringer for samhandelen, som det ses i øjeblikket i forbindelse med angivelsen af sulfitindholdet. Etiketteringen skal, når det drejer sig om obligatoriske oplysninger om f.eks. tilsætningsstoffer, kunne udformes på en sådan måde, at den er forståelig for en gennemsnitlig forbruger.

4.6   Afsnit V: Produktionskapacitet

4.6.1

EØSU glæder sig over, at Kommissionen har ændret sit forslag vedrørende rydningsordningerne og beskåret det planlagte budget. I det omfang, rydningen skal tilbydes i en begrænset periode på tre til fem år som et led i de regionale og/eller nationale strukturprogrammer under den samlede vifte af fællesskabsforanstaltninger, anerkender udvalget dens betydning som markedsordningsinstrument. Rydning bør anvendes til fjernelse af vinstokke fra arealer, der er uegnede til vindyrkning, og som en frivillig hjælp til at afbøde de sociale virkninger af en afvikling af produktionen på brug, der ikke er rentable.

4.6.2

EØSU bifalder, at Kommissionen har ændret på sin oprindelige tidsplan for liberaliseringen af plantningsreglerne. Udvalget kan imidlertid heller ikke tilslutte sig en fuldstændig liberalisering, selvom denne udskydes til senere, eftersom dette bringer de økonomiske, sociale og miljøpolitiske mål i reformen og hensynet til landskabsbevaringen i fare. EØSU kan ikke støtte, at vindyrkningen flyttes fra vinkulturlandskaberne til arealer, hvor det er billigere at dyrke vin, da dette efter udvalgets opfattelse er uforeneligt med det samlede hensyn til beskæftigelsen, vindyrkningsområdernes infrastruktur og økonomi, den sociale struktur, miljøet og naturbeskyttelsen.

4.6.3

Hvis ikke ordningen for plantningsrettigheder kombineret med et nyplantningsforbud skal videreføres, bør de lovgivningsmæssige rammebetingelser give mulighed for, at de vinproducerende regioner kan videreføre eller udforme deres egne plantningsrettigheder eller regler i overensstemmelse med målene i den fælles markedsordning for vin.

4.7   Nyt afsnit: Salgsfremmende foranstaltninger og oplysning

4.7.1

EØSU mener ikke, at Kommissionens forslag lever op til formålet om at generobre markedsandele i det indre marked fra vine fra tredjelande, navnlig »den nye verden«.

4.7.2

Udvalget opfordrer Kommissionen til at afsætte midler i det nationale budget til forbrugeroplysning og salgsfremmende foranstaltninger ikke kun på eksportmarkederne, men også i det indre marked. I den forbindelse skal der navnlig satses på omfattende oplysning om fordelene ved et moderat forbrug af vin som led i en sund kost og moderne livsform.

4.7.3

EØSU understreger, at oplysningsindsatsen og de salgsfremmende foranstaltninger bør omfatte alle drueprodukter.

4.7.4

Udvalget henstiller, at foranstaltningerne kædes sammen turisme, gastronomi og andre produkter fra de vinproducerende regioner.

Bruxelles, den 12. december 2007.

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 325 af 30.12.2006, s. 29.

(2)  EFT C 101 af 12.4.1999, s. 60-64 + idem fodnote 1.

(3)  EFT L 118 af 4.5.2002, s. 1–54.


BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende ændringsforslag blev forkastet, men opnåede mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer:

Punkt 4.3.6

Sidste afsnit erstattes af følgende:

» En afvejning af fordele og ulemper i Kommissionens forslag giver for EØSU det resultat, at man kan bevare muligheden for anvendelse af saccharose i de lande, der benytter sig af denne fremgangsmåde. For at sikre ligebehandling af EU's vinproducenter bør støtten til rektificeret koncentreret druemost imidlertid videreføres og tilpasses de nye markedsvilkår for sukkerpriserne. Denne støtte, som er nødvendig for at bevare en reel omkostningsparitet, bør ikke få indvirkning på de nationale rammebeløb, men udgøre en særskilt post på vinregnskabet.«

Begrundelse

Den allerede gennemførte form af markedsordningen for sukker og den samlede reform af markedsordningen for vin ændrer omkostningsstrukturen for vinproduktion på en gennemgribende måde. Hvis man virkelig vil bevare status quo og respektere princippet om at undgå konkurrenceforvridning — sukker og most er reelt konkurrenter i vintilsætningsprocesserne — er det nødvendigt at forudse dels tilpasning af støtten til most, dels bogføring af støtten uden for de nationale rammebeløb.

Afstemningsresultat

For: 25 Imod: 54 Hverken for eller imod: 8

Nyt punkt 4.3.7

Følgende punkt tilføjes:

» Da anvendelse af saccharose som tilsætning til vin indebærer, at man tilsætter et stof, som ikke stammer fra omdannelse af druer, og da EØSU som institution går ind for klar mærkning og beskyttelse af forbrugerne, mener udvalget, at det bør angives på etiketten, hvis vinen er fremstillet efter denne metode.«

Begrundelse

Det er EØSU's ubestridelige opgave altid at kæmpe for størst mulig gennemsigtighed i kommunikationen med brugerne af forbrugsgoder og fødevarer.

Afstemningsresultat

For: 30 Imod: 70 Hverken for eller imod: 21.


16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/47


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Fremtidsperspektiver for landbruget i områder med særlige naturbetingede handicap (bjergegne, øer og ultraperifere områder)«

(2008/C 120/11)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 27. september 2007 under henvisning til gennemførelsesbestemmelserne til EØSU's forretningsorden, artikel 29, punkt A, at afgive udtalelse om:

Fremtidsperspektiver for landbruget i områder med særlige naturbetingede handicap (bjergegne, øer og ultraperifere regioner).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Gilbert Bros til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 27. november 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 440. plenarforsamling den 12.-13. december 2007, mødet den 12. december, følgende udtalelse med 127 stemmer for, 1 imod og 6 hverken for eller imod.

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Den 13. september 2006 vedtog Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en initiativudtalelse om »Fremtidsperspektiver for landbruget i områder med særlige naturbetingede handicap (bjergegne, øer og ultraperifere regioner)« (1).

1.1.1

Udtalelsen bruger et helt kapitel (punkt 4) på bjergegnenes problematik og understreger bl.a. behovet for:

en særlig EU-politik til fordel for bjergområder,

en EU-harmoniseret definition af bjergområder,

begunstigelse af bjergområder ved tildelingen af bevillinger under den anden søjle,

konsolidering af kompensationsforanstaltningerne for bjerglandmænd,

integrering af landbrugspolitik og regionalpolitik, så de får større effekt på bjergegne.

1.2

Under en politisk dialog efter Regionsudvalgets plenarforsamling den 7. december 2006 udtalte Kommissionens formand, José Manuel Barroso, at han gik ind for udarbejdelse af en grønbog om bjergpolitikkens fremtid.

1.3

Det er baggrunden for, at EØSU har fundet det hensigtsmæssigt at udarbejde en tillægsudtalelse, der giver udtryk for EØSU's holdning til idéen om at udarbejde en sådan grønbog.

1.4

Bjergområder leverer faktisk mange offentlige og økonomiske goder og tjenester til gavn for hele Europas befolkning, bl.a.:

reduktion af naturbetingede risici (som både bjergområdernes indbyggere og andre indbyggere har fordel af, f.eks. transportkorridorer),

landskaber til fritids- og turismeaktiviteter (vigtige for borgerne på et urbaniseret kontinent og for EU's konkurrenceevne),

stor biologisk mangfoldighed,

enestående vandreserver,

produkter, især fødevarer, af høj kvalitet.

1.5

Produktionen af disse goder og tjenester bringes i fare, hvis bjergområderne ikke forvaltes hensigtsmæssigt af de mennesker, der bor der.

1.6

Nu og i fremtiden kommer der nye udfordringer, der skal tages op: styrkelse af den økonomiske konkurrenceevne, demografiens forandring, klimaændringer osv. Disse udfordringer findes i alle egne, men deres effekt er meget mere markant i bjergegne og kræver derfor specifikke løsninger.

1.7

Hovedparten af politikkerne i bjergegne er imidlertid sektorpolitikker, der ofte bliver fastlagt uden for disse områder og uden særlig hensyntagen til bjergegnenes specifikke karakter. Der er en tendens til, at de offentlige politikker for bjergegne udvandes, idet de udstrækkes til andre områder og ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til bjergegnenes særlige karakteristika. Samtidig tager europæiske og nationale politikker i stadig højere grad sigte på regionernes komparative fordele, som det drejer sig om at fremme eller udvikle.

1.8

Trods deres betydning på europæisk niveau lider bjergområderne under en vis marginalisering i EU-politikkerne og en alvorlig mangel på anerkendelse af deres betydelige potentiale som medskabere af vækst og diversitet i Europa, bl.a. på baggrund af deres innovative initiativer.

1.9

Det er grunden til, at EØSU gør sig til talsmand for en meget mere sammenhængende og meget bedre integreret politisk strategi. Bjergområderne har behov for en tværgående og regional vinkel på deres bæredygtige udvikling.

1.10

Med en EU-grønbog om bjergpolitikkens fremtid kunne man rationalisere og konsolidere de eksisterende EU-politikker og -initiativer med henblik på at gøre dem mere effektive i bjergområdernes særlige kontekst. Dette er særlig relevant for landbruget i bjergegne som nævnt i denne udtalelse. I de fleste europæiske bjergegne er landbruget det grundlag, som de øvrige aktiviteter af social og økonomisk karakter, fødevareproduktion, turisme osv. udvikler sig fra, og som attraktionsværdien opbygges på. EU's fælles landbrugspolitik har således en stor rolle at spille og bør medtages i grønbogens status over EU's politikker i bjergområderne.

1.11

EØSU anmoder om, at grønbogen om bjergpolitikkens fremtid hurtigst muligt sættes på Kommissionens arbejdsprogram med henblik på at præcisere, hvilke emner der har strategisk betydning for bjergegnene i EU's medlemsstater, hvilke opgaver de forskellige myndighedsniveauer og økonomiske sektorer skal varetage, og hvordan koordineringen skal foregå. Grønbogen bør endvidere konsolidere de specifikke statistiske data, som politikkerne i bjergegne bygger på, undersøge, hvilke støtte- og ledsageforanstaltninger der skal iværksættes i bjergegne i lyset af de strategiske målsætninger, EU har fastlagt, og fremlægge forslag til, hvordan de offentlige europæiske og nationale politikker kan udvikles.

1.12

Som en medvirkende faktor til udnyttelse af bjergegnenes komparative fordele vil grønbogen om bjergpolitikkens fremtid desuden passe ind i den fornyede Lissabon-strategi og i Göteborg-strategien. Den vil bidrage til opfyldelse af målet om vækst og beskæftigelse og hjælpe EU med at blive en mere konkurrencedygtig videnbaseret økonomi på verdensplan i de kommende år. Bjergegnene vil kunne give et vigtigt bidrag til Europa som helhed, og deres innovations- og vækstpotentiale bør udnyttes bedst muligt.

1.13

Danuta Hübner, medlem af Kommissionen med ansvar for regionalpolitik, kom på EØSU's plenarforsamling den 11.-12. juli 2007 ind på »EU's territoriale dagsorden«. Hun oplyste, at der i 2008 kommer en rapport om territorial samhørighed, som vil undersøge de kommende udfordringers indvirkning på regionerne og midlerne til at løfte dem. EØSU anmoder om, at bjergegnes, øers og ultraperifere regioners særlige karakteristika vil blive taget i betragtning i forbindelse med den igangværende fastlæggelse af EU's samhørighedspolitik og af EU's territoriale dagsorden.

Bruxelles, den 12. december 2007.

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 318 af 23.12.2006, s. 93.


16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/49


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 998/2003 om dyresundhedsmæssige betingelser for ikke-kommerciel transport af selskabsdyr, for så vidt angår en forlængelse af overgangsperioden«

KOM(2007) 572 endelig — 2007/0202 (COD)

(2008/C 120/12)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 23. oktober 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 37 og 152, stk. 4, litra b), at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 998/2003 om dyresundhedsmæssige betingelser for ikke-kommerciel transport af selskabsdyr, for så vidt angår en forlængelse af overgangsperioden.

Da EØSU fuldt ud går ind for indholdet i forslaget og allerede har behandlet dette emne i sin tidligere udtalelse CESE 1411/2000 af 29. november 2000 (1), besluttede det på sin 440. plenarforsamling den 12.-13. december 2007, mødet den 12. december, med 131 stemmer for og 4 hverken for eller imod at afgive en udtalelse, som støtter det pågældende forslag og at henvise til den holdning, det gav udtryk for i ovennævnte dokument.

 

Bruxelles, den 12. december 2007.

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EFT C 116 af 20.4.2001, s. 54-56.


16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/50


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ændring af Rådets direktiv 76/768/EØF, 88/378/EØF, 1999/13/EF og direktiv 2000/53/EF, 2002/96/EF og 2004/42/EF med henblik på at tilpasse disse til forordning (EF) nr. … om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring af direktiv 67/548/EØF og forordning (EF) nr. 1907/2006«

og om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 648/2004 med henblik på tilpasning til forordning (EF) nr. … om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring af direktiv 67/548/EØF og forordning (EF) nr. 1907/2006«

KOM(2007) 611 endelig — 2007/0212 (COD)

KOM(2007) 613 endelig — 2007/0213 (COD)

(2008/C 120/13)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 13. november 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ændring af Rådets direktiv 76/768/EØF, 88/378/EØF, 1999/13/EF og direktiv 2000/53/EF, 2002/96/EF og 2004/42/EF med henblik på at tilpasse disse til forordning (EF) nr. … om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring af direktiv 67/548/EØF og forordning (EF) nr. 1907/2006

og om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 648/2004 med henblik på tilpasning til forordning (EF) nr. … om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring af direktiv 67/548/EØF og forordning (EF) nr. 1907/2006.

Da EØSU går ind for forslagenes indhold, som ikke giver anledning til bemærkninger, besluttede det på sin 440. plenarforsamling den 12.-13. december 2007, mødet den 12. december, med 139 stemmer for og 3 hverken for eller imod at afgive en støtteudtalelse.

EØSU redegør for sit syn på indholdet af Kommissionens forslag om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger (1) i en udtalelse (2), der er under udarbejdelse, og som efter planen skal vedtages på plenarforsamlingen i marts 2008.

 

Bruxelles, den 12. december 2007.

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring af direktiv 67/548/EØF og forordning (EF) nr. 1907/2006 — KOM(2007) 355 endelig.

(2)  NAT/367 — ordfører David Sears.


16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/51


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Det territoriale aspekt i skattelovgivningerne og dets indvirkning på industrielle ændringer«

(2008/C 120/14)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16. februar 2007 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at afgive udtalelse om:

»Det territoriale aspekt i skattelovgivningerne og dets indvirkning på industrielle ændringer«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI), som udpegede Robert Schadeck til ordfører og Bernard Gay til medordfører. Kommissionen vedtog sin udtalelse den 13. november 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 440. plenarforsamling den 12.-13. december 2007, mødet den 13. december 2007, følgende udtalelse med 102 stemmer for, 7 imod og 6 hverken for eller imod.

Første del — Konklusioner og henstillinger

A.

Den europæiske økonomi er stærkt integreret i verdensøkonomien. Graden af denne integration varierer fra sektor til sektor; den er særlig høj i de sektorer, der er mest følsomme over for globaliseringen. EU's økonomiske politik og skattepolitik bør derfor også udformes i forhold til den globale udvikling. Selv om nærværende udtalelse behandler det territoriale aspekt i skattelovgivningerne og dets indvirkning på industrielle ændringer i EU, bør sidstnævnte ikke anskues isoleret fra resten af verden.

B.

EU og dets medlemsstater har ansvaret for at forvalte de økonomiske politikker samt finans-, social- og miljøpolitikkerne, der ikke kan overlades til markedets dynamik. Man bør derfor sikre, at det territoriale aspekt i skattelovgivningerne får en positiv indvirkning på de industrielle ændringer på europæisk plan, der i sagens natur skal være i tråd med markedsdynamikken, men som ligeledes med fordel vil kunne indpasses i en bredere sammenhæng ved hjælp af ovennævnte politikker. Lissabon-processen bygger i sig selv på en balance mellem de forskellige prioriterede områder (konkurrence, den sociale dimension, miljøbeskyttelse), som man bør værne om, herunder i forbindelse med skattekonkurrencen landene imellem (1).

C.

EØSU konstaterer, at skattekonkurrence er en realitet på det indre marked, som kan føre til konkurrenceforvridning. Den forudsætter regler om gennemsigtighed og instrumenter til afdækning af eventuelt misbrug og skadelig praksis (2). Den kræver ligeledes en god referenceramme i form af indikatorer til evaluering af skattekonkurrencen. EØSU konstaterer imidlertid, at beskatningen ikke har afgørende betydning for de investeringsrelaterede beslutninger, der træffes i de små og mellemstore virksomheder. Den tillægges meget større betydning i de mere mobile multinationale virksomheder.

D.

Skattekonkurrencen handler ikke udelukkende om virksomhedsbeskatning. Med en stadig større mobilitet blandt de finansielle aktiver berører denne konkurrence ligeledes privatpersoners kapitalafkast og formuebeskatning.

E.

EØSU mener, at en samordning af de forskellige forvaltningers skatteordninger vil kunne bidrage til at styrke det indre marked, ved at man fjerner de problemer og omkostninger, der er forbundet med en overholdelse af skattereglerne, navnlig i grænseregionerne. Udvalget gentager de henstillinger, som det har fremsat i sin nylige udtalelse om Fiscalis 2013 (3).

F.

Den manglende samordning mellem medlemsstaterne, for så vidt angår den direkte nationale beskatning, har ifølge EØSU ført til ikke-beskatning (4), misbrug eller sågar forstyrrelser af det indre markeds funktion. Det afføder desuden ustabilitet, eller endog en udhuling af EU's samlede skatteindtægter.

G.

Den ubegrænsede skattekonkurrence inden for EU risikerer på den ene side at gøre skattegrundlaget for de mindst mobile skattepligtige virksomheder — herunder små virksomheder eller tjenester, som ikke kan udflyttes — tungere og på den anden side at ændre fordelingen af skattebyrden mellem skatteydere og forbrugere med henblik på at dække de offentlige udgifter og overførselsindkomsterne. Sidstnævnte vil kunne få negativ indvirkning på den sociale samhørighed.

H.

De små og mellemstore virksomheder samt servicevirksomhederne er dårligst udrustet til at drage fordel af skattekonkurrencen. Udvalget slår til lyd for, at man stiller bistand og uddannelsesprogrammer til rådighed for disse virksomheders ledende medarbejdere (helt på linje med tjenestemændene i de offentlige forvaltninger), og at man opretter passende databaser, særlig i EU's grænseregioner og randområder, med henblik på at hjælpe disse virksomheder med deres internationalisering.

I.

EØSU mener, at bekæmpelsen af skattesvig bør være en prioritet, og gør opmærksom på konklusionerne i sin seneste udtalelse herom (5).

J.

En overførsel af skattebyrden på de mindst mobile produktionsfaktorer kan gøre de berørte virksomheder og deres arbejdspladser mindre konkurrencedygtige set i forhold til deres udenlandske konkurrenter. Det vil ligeledes få negativ indvirkning på væksten i det nationale BNP, hvilket kan føre til et fald i den offentlige investeringskapacitet i mangel af nye budgetmidler.

K.

Skattekonkurrencen tvinger de enkelte medlemsstater til at forvalte deres offentlige udgifter bedre. EØSU kræver, at dette ikke sker på bekostning af hverken udbuddet eller kvaliteten af de offentlige tjenester. Disse er af afgørende betydning for bevarelsen og tiltrækningen af produktive aktiviteter, der kan skabe velstand, arbejdspladser og i sidste ende et skattegrundlag. Skattekonkurrencen må ikke underminere finansieringen af den sociale sikring og dennes dækningsgrad.

L.

EØSU støtter medlemsstaternes indsats for at komme den skadelige konkurrence på skatteområdet til livs og for at fjerne en række skadelige skattebestemmelser inden udgangen af 2010 som fastsat i adfærdskodeksen, der blev vedtaget i 1997 (6). Udvalget opfordrer desuden Kommissionen til at fortsætte sin indsats i den henseende, der også begyndte i 1997.

M.

EØSU bakker desuden op om Kommissionens politik, ifølge hvilken statsstøtten — herunder de midlertidige skattemæssige fordele for virksomheder — skal anvendes til at videreføre bæredygtige mål for industrielle ændringer og territorial udvikling og samtidig hermed være i tråd med EU's interne konkurrencepolitik.

N.

EØSU anmoder om, at der bliver indført et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag (CCCTB) (7) for derved at forenkle og gøre medlemsstaternes skattepraksis mere retfærdig og gennemsigtig. Man vil således kunne drage størst mulig fordel af det indre markeds potentiale, idet man bevarer medlemsstaternes budgetmæssige og skattemæssige suverænitet og beskytter dem mod at komme i konflikt med traktatens bestemmelser. Eftersom det fælles konsoliderede selskabsskattegrundlag sandsynligvis vil blive indført inden for rammerne af et forstærket samarbejde, ser udvalget gerne, at det bliver vedtaget af så mange medlemsstater som muligt.

O.

EØSU ønsker yderligere oplysninger om indholdet af CCCTB-projektet, dets funktionsmåde og udvikling, inden det udarbejder en udtalelse om dette komplekse og strategiske spørgsmål. Udvalget nøjes på nuværende tidspunkt med at henvise til sin sonderende udtalelse fra 2006, der blev udarbejdet på anmodning fra kommissær László Kovács (8).

P.

Ikke desto mindre gør EØSU sig nogle overvejelser om og sætter spørgsmålstegn ved CCTB-projektet. Udvalget finder det vigtigt, at dette valgfrie projekt bliver indført af så mange medlemsstater som muligt (selv om dette betyder, at der skal fastsættes overgangsbestemmelser), og at medlemsstaterne til sidst kun anvender ét beskatningssystem over for samtlige skattepligtige efter en periode med sameksistens. Det bør desuden undersøges, om ansvaret for det fælles beskatningsgrundlag, der anvendes for virksomheder på de udenlandske markeder, skal overdrages til en overnational instans. Man bør endelig undersøge virkningerne af et sådant grundlag på skattesatserne, hvis spredning risikerer at blive øget. I så fald kunne man fastsætte en bundsats, der ligger lige under den nuværende gennemsnitlige sats i de nye medlemsstater.

Q.

EØSU anbefaler Kommissionen at intensivere opfølgningen af skattepraksissen i visse »skattelyområder«, som forsøger at tilrane sig skattepligtige indtægter i medlemsstaternes skattesystemer.

Anden del — Baggrund

1.   Udtalelsens indhold

1.1

Beskatningen (skattetrykkets niveau og de opkrævede skatters størrelse) nævnes ofte som et af kriterierne for evaluering af et områdes tiltrækningskraft for industrielle, finansielle og handelsmæssige aktiviteter. Der er derimod ikke enighed om dette kriteriums vægt i forhold til andre kriterier, såsom et potentielt markeds nærhed, produktionsomkostninger, adgangen til kvalificeret arbejdskraft, infrastrukturer, offentlige faciliteter, statsstøtte osv.

1.2

Skattesystemerne er komplekse, hvilket gør det vanskeligt at sammenligne dem. Det er dog af afgørende betydning at kunne bedømme, om de forskellige myndigheder kan nå deres mål gennem skattemæssige incitamenter, vurdere virkningerne af enhver beslutning, der har til hensigt at fremme positive industrielle ændringer i deres område, og sætte dem i relation til de skønnede omkostninger.

1.3

Formålet med udtalelsen er at opstille retningslinjer for foregribelsen og håndteringen af de industrielle ændringer, styrkelsen af den europæiske konkurrenceevne inden for rammerne af Lissabon-strategien og opbygningen af et egentligt indre marked, der kendetegnes ved en sund og lige, eller i det mindste »tilladelig«, konkurrence, som er i tråd med reglerne for det indre marked.

2.   Skattekonkurrence og økonomiske faktorers mobilitet

2.1

Denne mobilitet er stigende inden for EU, hvilket skal ses i lyset af følgende årsager:

de store virksomheder betragter det indre marked i EU som ét marked, nemlig deres hjemmemarked,

den elektroniske handel kender ikke til nationale grænser,

stadig flere produktions- og distributionsfaktorer foretager en segmentering af deres værdikæder, hvis forskellige enheder bliver mere og mere mobile (9),

forbedringerne af transportinfrastrukturen og de lavere omkostninger som følge af en omstrukturering af fragttransporten tilskynder virksomhederne og deres filialer til at sprede sig geografisk,

antallet af overtagelser og sammenlægninger af multinationale virksomheder fordobles;

EU's udvidelse bidrager ligeledes til mobiliteten af økonomiske investeringer, arbejdskraft og kapital,

forbedrede kvalifikationer og sproglige kompetencer øger arbejdskraftens mobilitet.

2.2

De enkelte medlemsstater anvender alle — både specifikke og strukturelle — midler i deres skattesystem til at tiltrække investeringer og aktiviteter til deres område, hvis beskæftigelsespotentiale og skattegrundlag således bliver udvidet.

De skattepligtige (virksomheder og privatpersoner) søger for deres vedkommende at optimere deres økonomiske situation uden for hjemlandet. Skattebidragene er unægtelig en strategisk faktor, som er præget af forskellene mellem de nationale skattesystemer.

2.3

Denne skattekonkurrence, der skal tiltrække investeringer, er en kendsgerning, som ligeledes gør sig gældende inden for den enkelte medlemsstat.

2.4

Det er vanskeligt at måle dens omfang og reelle indvirkning på produktionsfaktorernes samt kapitalens mobilitet. Der foreligger en lang række undersøgelser om dette emne, men konklusionerne herpå divergerer. Der er dog enighed om, at skat kun er en af de faktorer, der er bestemmende for, hvor mobile investeringer placeres. Dette vil blive yderligere belyst senere.

2.5

Med sin udvidelse fra 15 til 27 medlemsstater er EU uden tvivl blevet mere mangfoldigt. Samtlige nye medlemsstater kendetegnes ved forskellige geografiske, historiske, kulturelle, sociale, politiske og økonomiske forhold, og de bidrager med deres eget specifikke industrielle materiale og deres egen specifikke skattelovgivning.

3.   Beskatningens indvirkning på industrielle ændringer

a)   Beskatning af arbejde og kapitalinvesteringer

3.1

De samlede skatteindtægter og sociale bidrag i EU tegner sig i gennemsnit for ca. 39 % af EU's BNP. De samlede skatteindtægter og sociale bidrag fordeler sig som følger (10):

Selskabsskat

10 %

Indkomstskat

25 %

Socialsikringsbidrag

26 %

Indirekte skatter

30 %

Øvrige skatter

9 %

Samlede skatter og sociale bidrag

100 %

3.2

De indirekte skatter består hovedsagelig af generelle forbrugsskatter — navnlig moms, der er blevet harmoniseret på europæisk plan — samt visse skatter og afgifter på bestemte varer og tjenesteydelser, såsom punktafgifter, der er delvis harmoniserede i EU. Eftersom de indirekte skatter udelukkende spiller en sekundær rolle for virksomheders beliggenhed, lægges der i nærværende udtalelse overvejende vægt på beskatningen af arbejdskraft (punkt 3.2.1) og beskatningen af virksomheders kapitalinvesteringer (punkt 3.2.2).

3.2.1

Indkomstskatten for arbejdstagere og de samlede sociale bidrag svarer til ca. halvdelen af de samlede skatter og skattelignende bidrag. Disse skatter og bidrag er direkte arbejdsbaserede og øger i sagens natur lønomkostningerne. Da sidstnævnte er en afgørende finansiel faktor for industrien, risikerer skatter og skattelignende bidrag, herunder sociale bidrag, i forbindelse med lønninger at få direkte eller indirekte indvirkning på EU's industrivirksomheders konkurrenceevne. Der er tale om en direkte indvirkning, når de offentlige myndigheder opkræver skatter og arbejdsgiverbidrag fra virksomheder. Når disse skatter og arbejdsmarkedsbidrag pålægges arbejdstagerne, reducerer de først og fremmest deres nettoløn. De kan efterfølgende også få indirekte indvirkning på forhandlingerne om deres bruttoløn eller endog afføde en migration til andre regioner og hæmme udviklingen af andre aktiviteter ud over industrielle aktiviteter med lave lønomkostninger.

3.2.1.1

Højere lønomkostninger får naturligvis virksomhederne til at øge arbejdsproduktiviteten ved at øge kapitalintensiteten. Dette er et udbredt fænomen i navnlig de medlemsstater, hvor lønomkostningerne er højst. Omvendt er de relative lønomkostninger en variabel (blandt andre), der tilskynder virksomhederne til at placere deres arbejdsintensive investeringer i de medlemsstater, hvor lønomkostningerne er lavest. Eftersom skatterne og de sociale bidrag har en tendens til at være højere i de medlemsstater, hvor lønningerne — herunder arbejdsgiverbidragene og skatterne — ligger over det europæiske niveau, øger skattebyrden på arbejde lønomkostningsforskellene og bevirker, at der oprettes arbejdspladser i de medlemsstater, der har en mere konkurrencedygtig omkostningsstruktur.

3.2.1.2

Set ud fra forbrugerens synspunkt påvirkes prisen på industriprodukter klart af alle omkostningsfaktorer, herunder beskatningen. De indirekte skatter pålægges automatisk produktet ved salg til forbrugerne. I forbrugerens medlemsstat anvendes der altid den samme momssats, uanset om det pågældende produkt er blevet fremstillet i en virksomhed, der ligger i denne medlemsstat, i en anden medlemsstat eller uden for EU. De skatter, der opkræves inden for EU på de forskellige produktionsniveauer, navnlig skatter og skattelignende bidrag i forbindelse med arbejde, er derimod udelukkende nationale skatter, som rammer produkterne på produktionsstedet. Forbrugerne kan følgelig vælge mellem mere eller mindre afgiftspålagte produkter afhængigt af oprindelseslandet. Derudover kommer, at selv om skatterne og de sociale bidrag i forbindelse med arbejde skulle gå hen og blive harmoniseret inden for EU, vil forbrugeren altid have mulighed for at vælge mellem produkter, der er fremstillet inden for EU og således er blevet pålagt mere eller mindre tunge afgifter, og produkter fra tredjelande, der er pålagt andre, ofte betydeligt lavere afgifter. Det er derfor vigtigt ikke alene at koordinere skatterne og de sociale bidrag i forbindelse med arbejde inden for EU, men også at integrere aspekter af samhandelen mellem EU og resten af verden i analysen.

3.2.1.3

EØSU henstiller, at Kommissionen intensiverer opfølgningen af skattepraksissen i visse »skattelyområder«, som forsøger at tilrane sig skattepligtige indtægter fra medlemsstaternes skattesystemer.

3.2.2

Beskatning af kapitalinvesteringer vedrører først og fremmest virksomhedsniveauet og dernæst investorniveauet, hvilket navnlig vil sige aktionærerne.

3.2.2.1

Selskabsskat opkræves til nominelle satser (11), der varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat (jf. bilag 2). Belgien, Malta, Spanien og Tyskland har satser på mellem 34 % og 38 %, mens Cypern, Irland, Letland og Litauen har satser på mellem 10 % og 15 %.

Overordnet set har de nye medlemsstater betydeligt lavere skattesatser end de gamle medlemsstater: gennemsnittet ligger på 29,5 % for EU-15 og på 20,3 % for EU-10 (12).

3.2.2.2

De nominelle skattesatser giver dog et ufuldstændigt billede af skattebyrden. Ved beregning af den faktiske skattebyrde skal der tages hensyn til, hvordan den skattepligtige indkomst fastsættes, og hvilke metoder der anvendes ved fastsættelsen af skattebeløbet. Det synes derfor hensigtsmæssigt, at man ligeledes ser på den implicitte skattesats for kapital, hvorved man kan sammenligne virksomhedernes skattebyrde med virksomhedernes bruttooverskud (13) (jf. tabel i bilag 3).

3.2.2.3

Forskellen mellem de to måleinstrumenter er slående:

Visse medlemsstater har en meget høj nominel skattesats, men synes at pålægge deres virksomheder en relativt let skattebyrde.

Andre medlemsstater har en »attraktiv« (meget lav) nominel skattesats, men synes ikke desto mindre at pålægge deres virksomheder en relativt tung skattebyrde.

Det står klart, at visse medlemsstater anvender en høj skattesats på et snævert skattegrundlag, mens andre anvender lavere skattesatser på et bredere skattegrundlag. Den faktiske skattebyrde er naturligvis et resultat af disse to variable, hvilket gør det umuligt udelukkende at bygge analysen på de nominelle skattesatser. Denne teori bekræftes af tallene for bl.a. Irland og Tyskland (14).

3.2.2.4

Disse statistiske data afspejler i sig selv skatteproblematikkens kompleksitet (15). I stedet for at drage forhastede konklusioner begrænser udvalget sigt til at belyse forskellen mellem medlemsstaterne. Der er tale om en forskel, der i konkrete situationer betyder, at en givet industriel virksomhed, der udøver sine aktiviteter på det europæiske marked, kan blive konfronteret med skatter, herunder sociale bidrag, der varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat.

b)   Virksomhedens værdiskabelseskæde

3.3

De små og mellemstore virksomheder (SMV) er i stigende grad udsat for globaliseringen af markederne — enten fordi de tager aktivt del i den eller lider under dens følgevirkninger — og dette gælder navnlig virksomheder, der har hjemsted i EU's grænseregioner og yderområder. SMV, der ofte er enkeltmands- eller familievirksomheder, har ikke samme gavn af skattekonkurrencen, som de store multinationale firmaer har. Sagen er, at de hverken har den organisation, ledelse eller de midler og den ekspertise, der skal til for at få maksimalt udbytte af denne konkurrence. Tværtimod er forskellige selvangivelser, beregningsgrundlag, satser, fritagelser, afskrivningsregler mv. fra land til land ensbetydende med yderligere omkostninger for disse virksomheder, hvilket begrænser deres adgang til de udenlandske markeder. Og dog er dette segment af internationale SMV (eller sådanne, der står foran at blive det) ét af de største vækstaktiver i og med, at de skaber værdier, økonomisk værditilvækst, innovation og selvfølgelig arbejdspladser helt i overensstemmelse med Lissabon-processen. Disse virksomheder har behov for hjælp til at ordne praktiske formaliteter. I den forbindelse bør virksomhedernes ledende medarbejdere uddannes til at kunne medvirke til omstillingen, helt på linje med personalet i de offentlige forvaltninger.

3.4

Mange virksomheder, der vejer tungt i handelen inden for Fællesskabet — og i endnu højere grad de virksomheder, der er aktive i den internationale handel uden for EU — opererer generelt efter en anden forretningsmodel, dvs.:

virksomhederne har form af kapitalselskaber, hvis deltagere ikke nødvendigvis har bopæl i den region eller medlemsstat, hvor virksomhedens hovedforretningssted befinder sig,

som regel har virksomhederne form af moder- og datterselskaber, der udgør en mere eller mindre fasttømret koncern,

koncernens forskellige dele opererer i flere medlemsstater, og

hver enkelt del af koncernen har en særlig funktion som led i værdiskabelsen, og de enkelte led i værdiskabelseskæden er klart fordelt på de forskellige selskaber, idet hvert enkelt selskab har en særlig funktion, der er led i en overordnet helhed.

3.5

Moderne koncerner varetager en vifte af tæt sammenvævede forretningsmæssige opgaver (styring af værdi- og forsyningskæder, tilrettelæggelse af de forskellige faser i produktionen, udnyttelse af immaterielle aktiver som know-how, patenter, varemærker osv.) med det formål at kunne markedsføre produkter i overensstemmelse med en strategi, der er baseret på en systematisk analyse af markederne. Placeringen af de forskellige forretningsaktiviteter er et led i en helhed, hvor beskatning er én variabel blandt flere.

3.6

I en sådan koncernstruktur er der grund til at analysere både hver enkelt juridisk enhed og den samlede koncern. Koncernen fordeler de forretningsmæssige opgaver på hvert enkelt selskab ud fra markedsøkonomiske kriterier med det formål at øge dens effektivitet og rentabilitet i et overordnet perspektiv. Det er legitimt, at medlemsstaterne justerer deres skatte- og afgiftsregler for at stimulere økonomien. Det er lige så legitimt, at virksomhederne behandler skatter og afgifter på lige fod med andre tyngende byrder.

3.7

Hver juridisk enhed er underlagt den skattelovgivning, der finder anvendelse på den pågældende enheds hjemsted, og skatten indgår i koncernens samlede administration på lige fod med andre variable af betydning for virksomhedens beslutninger.

3.8

Den virkelighed, som de industrikoncerner, der opererer i EU-markedet, er konfronteret med, er med andre ord særdeles kompliceret. Snarere end at tale om lokalisering, udflytning eller omfordeling af en koncerns aktiviteter ville det være mere passende at foretage en praktisk orienteret analyse af erhvervsstrukturen og at fastlægge de faktorer, der har betydning for, hvor en virksomhed vælger at placere sig, og som inden for en given medlemsstat, på EU-plan eller uden for EU gør sig gældende for de forskellige forretningsmæssige aktiviteters vedkommende. Visse forretningsmæssige aktiviteter er mere mobile end andre, og skatteforhold er et lokaliseringskriterium, der er mere relevant for visse mobile aktiviteter end for andre. Om end skatteforhold af indlysende årsager indgår som én af virksomhedens beslutningsparametre, ville det være en fejl at overvurdere deres betydning for, hvor virksomheden vælger at placere sine aktiviteter.

4.   Rammebetingelser for medlemsstaternes indbyrdes konkurrence på selskabsbeskatningsområdet

4.1

Skattekonkurrencen inden for EU er i øjeblikket reguleret af tre rækker af foranstaltninger:

adfærdskodeksen og systemet til udveksling af informationer om ændringer i medlemsstaternes skattelovgivning, der begge blev indført i 1997, har bevirket, at der føres en aktiv dialog på finansministerielt niveau med det formål at forhindre lovgivningsmæssige foranstaltninger, der tilskynder til skadelig skattekonkurrence (jf. punkt 4.2 til 4.4),

EF-konkurrenceretten, herunder navnlig EU-lovgivningen vedrørende statsstøtte, har til formål at forhindre, at indførelsen af bestemte skatteregler eller den konkrete anvendelse af skattelovgivningen fører til, at visse virksomheder får gavn af statsstøtte, der er uforenelig med et velfungerende fællesmarked (jf. punkt 4.5 til 4.7),

de fleste medlemsstater har truffet lovgivningsmæssige foranstaltninger med henblik på at undgå dannelse af kunstige og urimelige konstruktioner, der har til formål at give virksomhederne skattefordele (jf. punkt 4.8).

4.2

Adfærdskodeksen, der ikke er juridisk bindende, opfordrer medlemsstaterne til at overholde principperne i en sund skattekonkurrence. I forlængelse heraf er der blevet udpeget en række skattetiltag af lovgivningsmæssig og administrativ art, der har eller kunne have mærkbar indvirkning på virksomhedernes placering af deres forretningsmæssige aktiviteter inden for EU. Medlemsstaterne har erklæret, at de er enige om adfærdskodeksen, og har konkret forpligtet sig til at ændre omtalte skatteordninger, således at bestemmelser, der indebærer skadelig konkurrence på skatteområdet, bør være afviklet senest i 2010, dog med forbehold for undtagelser (16).

4.3

EØSU glæder sig over resultaterne af indførelsen af adfærdskodeksen, for ved at fjerne skadelig skattekonkurrence (17) styrker medlemsstaterne sund skattekonkurrence inden for EU og bidrager til fuldførelsen af det indre marked.

Udvalget opfordrer Kommissionen til at fortsætte initiativet ved at udvide adfærdskodeksens anvendelsesområde og evaluere visse af de skattemæssige særordninger, der er blevet indført gennem de senere år.

4.4

Sideløbende er der blevet indført et kommunikationssystem mellem medlemsstaterne og Kommissionen, hvis formål er at kontrollere, at ændringer i skattelovgivningen er i overensstemmelse med EU's politik. Medlemsstaterne har forpligtet sig til at undlade at indføre nye skattemæssige tiltag, der vurderes at skade Unionens interesser.

4.5

Allerede Rom-traktaten indeholdt bestemmelser, der forbød medlemsstaterne at give virksomhederne støtte, herunder i form af skattefordele, der fordrejede eller var egnede til at fordreje konkurrencen på fællesmarkedet, og som overdrog ansvaret som kontrollør og tovholder for dette område til Kommissionen. I 1997 gav finansministrene i Økofin-Rådet udtrykkeligt Kommissionen mandat til at fortsætte sin indsats på statsstøtteområdet med det formål at bekæmpe lovgivning i medlemsstaterne, der stred mod ovennævnte bestemmelser i traktaten.

4.6

I løbet af de seneste ti år har Kommissionen gradvist styrket sin indsats på området. Ikke blot igangsatte Kommissionen — efter at have rådført sig herom med medlemsstaterne — en proces, hvis endemål var at præcisere de kriterier, der lå til grund for dens indsats på en række områder, men den har ligeledes truffet specifikke foranstaltninger over for bestemte skattemæssige tiltag vedtaget af visse medlemsstater.

4.7

I modsætning til adfærdskodeksen, der er politisk og ikke-bindende, er reglerne om statsstøtte juridisk bindende. Kommissionen har vidtstrakte beføjelser og kan forbyde indførelsen af uforenelig støtte, kræve ændringer heraf og endda i tilfælde, hvor støtten ikke er blevet indberettet inden indførelsen, tvinge medlemsstaterne til at inddrive støttebeløb, der er uforenelige med fællesmarkedet. De virksomheder, der har modtaget støtte, er i dette tilfælde forpligtet til at tilbagebetale den skattefordel, de har haft i kraft af støtten.

4.8

De fleste medlemsstater har indført skatteregler, der har til formål at bekæmpe skatteunddragelse og overførsel af aktiviteter til områder med lav beskatning. Faktisk ønsker samtlige medlemsstater at tiltrække den økonomiske aktivitet til deres område, få skatteindtægter som følge af disse aktiviteter og undgå, at beskatningsgrundlaget flyttes til udlandet.

4.8.1

Om end der fra land til land er forskelle i medlemsstaternes skattemæssige tiltag, opstår undertiden det spørgsmål, hvorvidt sådanne bestemmelser er forenelige med det indre marked og den fri bevægelighed inden for EU, når den skattelovgivning, der finder anvendelse i alle medlemsstater, er i overensstemmelse med fællesskabsretten. EF-Domstolen har haft lejlighed til at præcisere sin holdning til spørgsmålet. Kernen i Domstolens holdning er, at bestemmelser, hvis formål er at bekæmpe skatteunddragelse og placering af indtægter på områder med lav beskatning, grundlæggende er uforenelige med princippet om fri bevægelighed inden for EU. Sådanne bestemmelser er kun berettigede, hvis de ved hjælp af midler, der står i et rimeligt forhold til formålet, begrænser sig til at bekæmpe indførelsen af kunstige og urimelige ordninger.

4.9

EØSU mener, at bekæmpelsen af skattesvig bør være en prioritet, og gør opmærksom på konklusionerne i sin nylige udtalelse herom (18).

4.10

EF-traktatens artikel 93 fastsætter, at Rådet enstemmigt vedtager »bestemmelser om harmonisering af lovgivningerne vedrørende omsætningsafgifter […], i det omfang en sådan harmonisering er nødvendig for at sikre det indre markeds oprettelse og funktion«.

4.11

Kommissionen har taget flere interessante initiativer med det formål at bidrage til fuldførelsen af det indre marked ved hjælp af foranstaltninger vedrørende selskabsbeskatning. Navnlig har Kommissionen den 3. maj 2007 bekræftet, at den fortsætter sin indsats for at indføre et fælles konsolideret grundlag for selskabsbeskatning i EU. EU's kommissær med ansvar for beskatning agter i løbet af 1. halvår af 2008 at fremlægge et direktivforslag med det formål at få vedtaget det fælles konsoliderede grundlag for selskabsbeskatning inden 2010. EØSU deler Kommissionens opfattelse, hvorefter det fælles beskatningsgrundlag kan udgøre et vigtigt bidrag til et velfungerende indre marked, også selvom dette er ensbetydende med en højere grad af gennemsigtighed og dermed øget skattekonkurrence. Udvalget opfordrer Kommissionen til at fortsætte arbejdet med beskatningsgrundlaget, trods de komplekse problemstillinger, dette er forbundet med. På nuværende tidspunkt forekommer det imidlertid forhastet at kommentere projektet konkret, også i betragtning af, at Kommissionen endnu ikke har fremlagt en detaljeret model for det fælles konsoliderede beskatningsgrundlag og dets indførelse i EU's 27 medlemsstater. Desuagtet gør udvalget sig dog en række overvejelser vedrørende det fælles beskatningsgrundlags fremtid.

5.   EØSU's overvejelser vedrørende forslaget om indførelse af et fælles konsolideret grundlag for selskabsbeskatning i EU

5.1

Da indførelse af det fælles konsoliderede grundlag for selskabsbeskatning måske bliver frivillig for medlemsstaterne (formentlig på grundlag af et forstærket samarbejde), ønsker EØSU, at det bliver indført af så mange medlemsstater som muligt, selvom dette medfører, at der skal fastsættes overgangsbestemmelser.

5.2

Hvis indførelse af det fælles beskatningsgrundlag gøres valgfri for virksomhederne, vil dette medføre, at de frivillige medlemsstaters forvaltninger skal håndtere to selvangivelsestyper og ligningssystemer. Er dette forsvarligt på et tidspunkt, hvor de fleste medlemsstater bestræber sig på at forbedre effektiviteten i den offentlige service?

5.3

Hvis de multinationale virksomheder vælger at indføre det fælles beskatningsgrundlag, indebærer dette så ikke en risiko for forskelsbehandling (mht. formaliteter, revision og skat) mellem virksomheder i stater, der går ind for anvendelse af det fælles beskatningsgrundlag?

5.4

Er det, jf. de to foregående punkter, ikke ønskeligt, at der gradvis anvendes ét og samme system over for samtlige skattepligtige i en medlemsstat?

5.5

Hvis formålet med det fælles beskatningsgrundlag er større gennemsigtighed, skal ansvaret herfor da overdrages til en overnational instans?

5.6

Ordningen forudser, at de skjulte forskelle i fastsættelsen af beregningsgrundlaget overvæltes på satserne i de lande, der vælger at indføre den. Vil det fælles beregningsgrundlag ikke give sig udtryk i en større spredning af satserne (i hvert fald de nominelle)? Der er en risiko for en genopblussen af skattekonkurrencen omkring de offentliggjorte satser. En undersøgelse fra Kommissionen (2001) har afsløret, at den primære grund til de økonomiske forvridninger, som skattekonkurrencen giver anledning til, er spredningen i de nominelle satser!

5.7

Hvis forskellene i satserne skulle blive fastholdt (i modsætning til den nylige tendens til indsnævring) eller endda forøget i de medlemsstater, der vælger at indføre det fælles beskatningsgrundlag, var det så ikke en idé at fastsætte en bundsats i disse lande? Det kunne f.eks. gøres således, at den kom til at ligge lige under den sats, de nye medlemsstater vedtager. Disse landes situation, for så vidt angår import af kapital fra udlandet, ville forblive uændret. De øvrige medlemsstater ville så kunne vedtage højere satser uden at behøve at frygte for, at andre lande i skattepolitisk henseende skulle fare for aggressivt frem mod deres kapital.

Bruxelles, den 13. december 2007.

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  »Der er tale om skattekonkurrence, hvis en (national, regional eller lokal) forvaltnings beslutning påvirker andre forvaltningers kapacitet direkte, og hvis markedsmekanismerne viser sig at være utilstrækkelige til at regulere dette samspil«, (kilde: OECD). Jf. bilag 1 for nærmere oplysninger.

(2)  I adfærdskodeksen for erhvervsbeskatning gives der en bred definition af skadelige skatteforanstaltninger som værende de foranstaltninger, der »i betydeligt omfang påvirker eller kan påvirke placeringen af erhvervsaktiviteter i Fællesskabet«. I kodeksen anses de foranstaltninger, »som indebærer en betydeligt lavere reel beskatning, herunder nul-beskatning, end den, der generelt er gældende i den pågældende medlemsstat« for at være »potentielt skadelige«

(jf. http://ec.europa.eu/taxation_customs/taxation/company_tax/harmful_tax_practices/index_en.htm).

(3)  EUT C 93 af 27.4.2007.

(4)  Der kan opstå dobbelt ikke-beskatning som følge af manglende overensstemmelse mellem de nationale beskatningssystemer; »f.eks. i relation til medlemsstaternes klassificering af gæld og egenkapital. Én medlemsstat kan betragte en transaktion som et egenkapitalbidrag snarere end et lån og derfor ikke betragte indkomsten fra kapitalen som skattepligtig, mens en anden medlemsstat kan betragte lånet som gæld og tillade fradrag af renteudgifterne for det selskab, der betaler renterne. Dette kan føre til et fradrag i én medlemsstat uden en tilsvarende beskatning i en anden medlemsstat. Et andet område drejer sig om brugen af hybride foretagender, dvs. foretagender, som i én medlemsstat betragtes som en juridisk person (uigennemsigtig) og i en anden medlemsstat som en privatperson (gennemsigtig); denne forskel i medlemsstaternes klassificering kan føre til dobbeltfritagelse eller dobbeltfradrag«. (Kilde: Kommissionens meddelelse om »Samordning af medlemsstaternes systemer for direkte beskatning i det indre marked« (KOM(2006) 823 endelig, pkt. 3)).

(5)  Udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om det nødvendige i, at der udvikles en samordnet strategi til forbedring af bekæmpelsen af skattesvig« (EUT C 161 af 13.7.2007, s. 8).

(6)  Adfærdskodeksen kan findes på: http://ec.europa.eu/taxation_customs/taxation/company_tax/harmful_tax_practices/index_en.htm#code_conduct. Jf. ligeledes bilag 4.

(7)  Jf. Kommissionens nylige meddelelse om »Gennemførelse af Fællesskabets program for øget vækst og beskæftigelse og forbedret konkurrenceevne for EU's virksomheder: yderligere fremskridt i 2006 og næste skridt hen imod et forslag til et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag (FKSSG)« (KOM(2007) 223 endelig af 2.5.2007).

(8)  ECO/165 — CESE 241/2006, EUT C 88 af 11.4.2006.

(9)  Jf. EØSU's udtalelse om »Udvikling af værdi- og forsyningskæder på europæisk og globalt plan« (CCMI/037 — EUT C 168 af 20.7.2007, s. 1).

(10)  Kilde: OECD »Revenue Statistics 1965-2005, 2006 Edition«. Oplysningerne vedrører EU-15.

(11)  Den nominelle skattesats er den skattesats, der er fastsat i lovgivningen.

Den effektive skattesats er det skattebeløb, en person eller en virksomhed betaler, når der er taget højde for alle statslige skattemæssige fradrag og tilskud, divideret med personens eller virksomhedens samlede indkomst eller skattepligtige indkomst.

De implicitte skattesatser er defineret for hver økonomisk funktion. De beregnes som forholdet mellem de samlede skatteindtægter for kategorien (forbrug, arbejde og kapital) og et udtryk for den potentielle skattebase, der defineres ved at bruge nationalregnskabets produktions- og indkomstregnskaber.

Den samlede implicitte skattesats på kapital beregnes som forholdet mellem provenuet fra alle kapitalskatter og al (i princippet) potentielt skattepligtig kapital- og virksomhedsindkomst i økonomien. Dette udtryk sigter på at repræsentere den gennemsnitlige skattebyrde, der hviler på kapitalindkomst.

(Kilde for definitionerne ovenfor: Europa-Kommissionen, GD TAXUD — Jf. Structures of the taxation systems in the EU, 1995-2004, European Commission).

Bilag 2 og 3 giver nogle sammenlignende oversigter over de nominelle og implicitte skattesatser på kapital inden for EU. Da der er forskelle i metoderne til beregning af de effektive satser, er det ikke fuld ækvivalens mellem disse satser.

(12)  Kilde: Kommissionen, Structures of the taxation systems in the European Union: 1995-2004, s. 83 (dok. TAXUD E4/2006/DOC/3201). Der foreligger d.d. ingen data om Bulgarien og Rumænien.

(13)  Jf. op.cit. s. 84-87 for en mere præcis metodologisk analyse og en nærmere redegørelse for oplysningerne.

(14)  For så vidt angår Tyskland og Irland, synes en anden indikator at bekræfte det beskrevne paradoks. Beskatningen af kapitalinvesteringer udgør 15 % af den samlede skattebyrde i Tyskland, mens den i Irland udgør 28 % (kilde: Structures of the taxation systems in the EU, 1995-2004, Kommissionen, tabel C.3_T).

(15)  Det vil ikke være muligt inden for rammerne af denne udtalelse at analysere tallene for hver medlemsstat, at finde frem til præcise forklaringer for hver enkelt medlemsstat eller at sammenholde de statistiske indikatorer med andre databaser.

(16)  For visse ordningers vedkommende er der fastsat frister, der løber frem til 2016.

(17)  Jf. definitionen under II), bilag 1 (Note om skattekonkurrence, legitim skattekonkurrence og skadelig skattekonkurrence).

(18)  Udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om det nødvendige i, at der udvikles en samordnet strategi til forbedring af bekæmpelsen af skattesvig« (ECO/187 — EUT C 161 af 13.7.2007, s. 8).


16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/57


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »EU-miljøreglernes indvirkning på industrielle ændringer«

(2008/C 120/15)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16. februar 2007 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en udtalelse om:

EU-miljøreglernes indvirkning på industrielle ændringer.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI), som udpegede Antonello Pezzini til ordfører og Maciej Nowicki til medordfører. CCMI vedtog sin udtalelse den 13. november 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 440. plenarforsamling den 12. december 2007 følgende udtalelse med 137 stemmer for, 1 imod og 1 hverken for eller imod.

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Miljøpolitikken er i dag en af de største samfundsmæssige udfordringer for de offentlige myndigheder og de økonomiske beslutningstagere. Den træge globale reaktion på miljøproblemerne må ikke længere være en undskyldning for at udsætte de lov- og adfærdsændringer, der er nødvendige for at nå EU's grundlæggende mål, dvs. at nå frem til en bæredygtig udvikling.

1.2

Den europæiske industri har gode muligheder for at blive en bæredygtig økonomi, men om det lykkes afhænger stadig mere af dens evne til at innovere inden for industrielle ændringer, hvilket er nødvendigt på grund af åbningen af markederne, globaliseringen og teknologiske og adfærdsmæssige ændringer, som fremskyndes af en stigende accept af behovet for at beskytte miljøet og naturressourcerne.

1.3

Udvalget mener, at alle økonomiske og sociale aktører — det være sig offentlige eller private — samt politikere og offentlige myndigheder fuldt ud bør være klar over, at vi står over for en ny industriel revolution, hvor livs- og miljøkvalitet står i centrum af udviklingen, og hvor der kræves en ny, integreret tilgang til planlægning, produktion og forbrug samt til at bevare og forvalte naturressourcerne.

1.4

Udvalget mener, at det haster med at lade en defensiv, reaktiv indstilling vige for en beslutsom, proaktiv holdning, hvor man forbereder fremtiden ved i EU og medlemsstaterne at lancere en klar, stabil ramme for positive tiltag på et bæredygtigt grundlag for at fremskynde:

udviklingen og anvendelsen af rene produkt- og procesteknologier,

en reel, miljøvenlig iværksætterkultur,

uddannelsen af kvalificerede tekniske medarbejdere.

1.5

Udvalget finder det vigtigt, at denne nye proaktive tilgang baseres på forebyggelse snarere end på efterfølgende, korrigerende indgreb, og på ens procedurer for alle, som led i en europæisk kodeks for miljøet, til gavn for lovgiveren, aktørerne og forbrugerne.

1.6

Udvalget er overbevist om, at ansvaret for teknologisk udvikling og innovation primært ligger hos iværksættere og offentlige myndigheder: både iværksættere og myndigheder bør dog motiveres, tilskyndes og støttes via passende europæiske, nationale og lokale tiltag, og gennem offentlig-private partnerskaber, der forenkler og frigør ressourcer, da dette er afgørende for at kunne tage udfordringerne op.

1.7

Udvalget anser det for vigtigt, at de nye, bæredygtige, industrielle initiativer på EU-plan kommer til at indgå i strukturfondene, Fællesskabets programmer for innovation, forskning og uddannelse, og i de relevante finansielle instrumenter.

1.8

Udvalget minder Kommissionen og medlemsstaterne om, at det er nødvendigt at fremskynde vedtagelsen af konkrete forenklingstiltag for at rydde unødvendige byrder af vejen og nedbringe de stadig stigende udgifter, som skyldes de bureaukratiske og tekniske byrder, der er en følge af den nugældende miljølovgivning, som bør rationaliseres og konsolideres, så den bliver mere konsekvent.

1.8.1

Der er behov for snæver koordinering og udvikling af en vifte af politikker og instrumenter på de forskellige niveauer, udover gennemførelse af en miljøpolitik, der skal være så klar, brugervenlig og omkostningsfri som muligt, især for SMV'er. Princippet om »mindre, men bedre lovgivning« bør udmønte sig i konsoliderede, konsekvente lovtekster, som bør skabe retssikkerhed og gennemsigtighed omkring tilpasningerne til industrielle ændringer, og som bør tage sigte på at beskytte ressourcerne og miljøet bedre samt anvende bære- og konkurrencedygtige teknologiske landvindinger på de globale markeder. SMV'er skal sættes i stand til at absorbere omkostningerne forbundet med overholdelsen, uden at deres konkurrencefordel undermineres.

1.9

Udvalget understreger det vigtige i hurtigt at få vedtaget en integreret, langsigtet fællesskabsstrategi, som kan skabe sikkerhed for offentlige og private beslutningstagere og gøre det muligt at håndtere de teknologiske og organisatoriske ændringer, der er nødvendige for at overholde de høje miljøbeskyttelsesnormer.

1.10

Stabilitets- og vækstpagten kan eventuelt ændres, så den kommer til bedre at afspejle Lissabon-strategien og Göteborg-målene om miljøbæredygtighed for klart, åbent og uden konkurrenceforvridninger at tilskynde til de langsigtede offentlige investeringer, som der er behov for, og som ikke bør medregnes i definitionen på »offentlige underskud«.

1.11

Medlemsstaterne bør medtage nærmere enkeltheder om deres årlige, igangsatte miljøinvesteringsplaner i deres årsrapporter om Lissabon-processen, tillige med resultaterne af efterfølgende vurderinger af deres virksomhed på lovgivnings- og finansieringsområdet. Disse oplysninger, som allerede foreligger, bør give en bedre kortlægning af miljøaspektet, som bør indgå i en sammenfattende rapport, som Kommissionen hvert år bør forelægge Det Europæiske Råd på forårstopmødet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget.

1.12

Udvalget finder det vigtigt, at der i de nationale tiltag sættes fokus på de forskellige økonomiske instrumenters og de fiskale incitamenters positive miljøvirkninger. Det gælder især for beskatningen — med ønskelige europæiske løsninger (1) — som øver indflydelse på:

produktion og beskæftigelse,

brugen af naturressourcer,

miljøforureningsniveauerne,

valg af høje miljøbeskyttelsesniveauer,

miljøteknologisk innovation i processer, produkter og organisation.

1.13

Der bør hurtigere sættes ind på at fastlægge kvantificerbare, fælles mål for at føre de i øvrigt ambitiøse beslutninger fra forårstopmødet og det efterfølgende miljøministerrådsmøde ud i livet.

1.14

Udvalget gentager den afgørende rolle, som arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfunds repræsentanter skal spille på de forskellige niveauer, begyndende med det europæiske, i drøftelserne inden for de enkelte brancher og mellem brancherne, for at imødegå problemerne omkring konkurrenceevne, energi og miljø; disse har nemlig i høj grad konsekvenser for en lang række erhvervsgrene, fordi de nødvendiggør omfattende strukturændringer, især i fremstillingsindustrien, og kræver en tæt koordineret, integreret tilgang, ledsaget af vedvarende bestræbelser på forenkling og bekæmpelse af bureaukrati.

1.15

Udvalget mener, at problemerne omkring miljøet, bæredygtig anvendelse af naturressourcerne og skabelse af nye miljøvenlige markedsmuligheder samt nye og bedre miljøbevidste arbejdspladser bør løses i erhvervs- og medarbejdervenlige rammer, som formår at støtte medarbejdernes innovative formåen og de økonomiske, sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige bestræbelser, som løbende kræves af dem, så det bliver muligt at klare sig i konkurrencen på markedet.

1.16

Som EØSU og fremtrædende personer fra Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet ofte har udtalt, er det vigtigt at få nedbragt de administrative og bureaukratiske byrder, som virksomhederne pålægges, for at frigøre deres økonomiske og sociale energi og atter rette fokus mod en bæredygtig modernisering af det produktive og organisatoriske miljø og dettes strukturer.

1.17

En integreret, proaktiv erhvervspolitik er påkrævet; den bør formå at kombinere miljøbeskyttelsesengagement og forbedring af konkurrenceevnen, værne om livs- og jobkvaliteten, hæve beskæftigelsesniveauerne og sikre veluddannede, dygtige menneskelige ressourcer: FTU-, innovations- og konkurrenceevne- samt Life Plus-programmerne bør styrkes ved at de gøres lettere tilgængelige og de bør være forenelige med instrumenterne for strukturindsats og regional samhørighed.

1.18

Fællesskabets bestræbelser på at udvikle informationssamfundet bør tage sigte på at integrere miljøspørgsmål i uddannelses- og undervisningsprogrammerne allerede i underskolen og bør omfatte fag-, ledelses- og videnskabsuddannelsen.

1.19

Sociale, økonomiske og miljømæssige spørgsmåls indenlandske og internationale følgevirkninger bør konsekvent medtænkes, så virksomhederne kan konkurrere på lige fod på det globale marked og så der i den bæredygtige udvikling tages højde for den øgede, nye indbyrdes afhængighed, som er opstået mellem lande og større kontinentale økonomiske områder.

1.20

Europa bør kunne tale med én stemme i bilaterale og multilaterale fora for at sikre, at WTO- og bilaterale aftaler indeholder en social dimension, som tillige ledsages af en stærk miljøbeskyttelsesdimension.

2.   Indledning

2.1

På Det Europæiske Råd i Bruxelles den 8. og 9. marts 2007 blev der især sat fokus på miljø og klimaændringer, og der blev opstillet konkrete mål.

2.1.1

Målet er at nedbringe emissionerne af CO2 med mellem 20 og 30 % i 2020 og med mellem 60 % og 80 % i 2050, set i forhold til 1990-niveauerne.

2.2

I Kommissionens årlige statusrapport fra 2007 om Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse blev der sat fokus på klimaændringer, miljøinnovation, energieffektivitet, vedvarende energikilder og energimarkeder.

2.2.1

Det understreges i rapporten, at en energisk indsats på disse områder skulle føre til effektive løsninger på miljøproblemerne, en bæredygtig brug af naturressourcerne og skabelse af nye markedsmuligheder og job.

2.3

På Rådet (miljø) den 20. februar 2007 blev det understreget, at den nye EU-strategi for bæredygtig udvikling og Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse supplerer hinanden samt at Lissabon-strategien yder et væsentligt bidrag til det overordnede mål om bæredygtig udvikling. Rådet understregede tillige, at det er vigtigt at styrke miljøbeskyttelsen, der anses for en af de tre væsentlige søjler i den bæredygtige udvikling, og at det er nødvendigt at integrere miljøhensyn i alle politikker.

2.4

En veludformet miljøpolitik, der tager behørigt hensyn til de nødvendige tilpasningsfrister, og inddrager principperne om bedre lovgivning, kan yde et positivt bidrag til konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse ved aktivt at fremme miljøinnovation og ressourceeffektivitet. Man bør undgå lovtiltag, der medfører løbende ændringer af eksisterende lovgivning.

2.5

Rådet har anmodet Kommissionen om snarest at forelægge en grønbog om markedsbaserede instrumenter som et miljøpolitisk redskab. Grønbogen skal skitsere omkostningseffektive miljøpolitiske instrumenter, der skal anvendes parallelt med lovgivning og finansielle incitamenter internt i medlemsstaterne. Disse tiltag skal forhindre, at der opstår illoyale forvridninger og skal tilstræbe miljøeffektivitet i alle produktionssektorer, idet det dog bør være muligt at finde lokale løsninger på lokale problemer.

2.5.1

Udvalget har tidligere understreget følgende: »For at en strategi for bæredygtig udvikling imidlertid kan fungere som en reel drivkraft, må den omsættes til konkrete kvantificerbare mål på grundlag af en omhyggelig analyse«. Rådets gennemgang af EU's strategi for bæredygtig udvikling»indeholder ganske vist et stort antal mål og foranstaltninger, men relaterer dem ikke til en kvantificeret analyse af data og udviklingstendenser eller til en kvalitativ analyse af spørgsmål og problemer« (2).

2.6

Det er derfor vigtigt, at CCMI drøfter det brede emne omkring EU-miljøbestemmelsernes indvirkning på industrielle ændringer under hensyntagen til de erfaringer, som EØSU og CCMI har indhøstet under udarbejdelsen af forskellige udtalelser om spørgsmålet.

2.7

Rådet (konkurrenceevne) den 4. december 2006 understregede det nødvendige i at fremme miljøinnovation (især i industrien), konkurrenceevne, forskning og udvikling samt fuldt ud at udnytte potentialet på førende markeder såsom:

sikre, bæredygtige og miljøvenlige teknologier

miljøvenlig produktudformning

vedvarende energikilder

energieffektivitet og besparelse af naturressourcer, og

vandforsyningstjenester.

Hertil skal føjes effektiv anvendelse af materialer (3).

2.7.1

Sigtet er at bringe EU i spidsen, hvad miljøinnovation angår, og gøre det til det mest effektive område i verden i henseende til energianvendelse.

2.8

CCMI har i den senere tid indgående behandlet følgerne af indsatsen for at begrænse efterspørgslen i to udtalelser, som Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog den 25. september 2003 og den 14. september 2006 (4): »Industrielle ændringer: den aktuelle situation og fremtidsudsigter — en generel strategi« og »Bæredygtig udvikling som drivkraft for industrielle ændringer«. Hovedsigtet var at undersøge dynamikken omkring »en udvikling, som opfylder de nuværende generationers behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare« (5).

2.9

I denne initiativudtalelse vil man imidlertid se nærmere på spørgsmålet fra forsyningssiden i henseende til miljømæssigt bæredygtig produktion og analysere EU's miljøregler, som indvirker enormt på distribution og produktion og som har stadig flere konsekvenser for produkter, processer og levering af tjenester.

2.10

Når den integrerede produktpolitik (IPP) først er blevet fastlagt og alle dens virkninger er blevet vurderet, vil den blive et væsentligt led i Fællesskabets strategi for bæredygtig udvikling. Alle produkter påvirker miljøet, enten under produktion, brug eller endelig bortskaffelse. Det samme gælder for tjenester. Endvidere søger EU at tilskynde de økonomiske aktører og civilsamfundsaktørerne til at beskæftige sig med miljøbeskyttelse via tiltag som økomærkning, EU-ordning for miljøstyring og miljørevision eller gennem frivillige aftaler.

2.11

Effektiv miljøbeskyttelse forudsætter en nøje vurdering af menneskelige beslutningers og handlingers følger for miljøet. Konsekvenserne for miljøet kan undersøges både opstrøms ved brug af miljøkonsekvensordningen for offentlige og private projekter og nedstrøms via miljøkontrol i medlemsstaterne, med inddragelse af samtlige berørte.

2.11.1

Tilsvarende opmærksomhed bør rettes mod en bæredygtig industripolitik og et bæredygtigt forbrug.

2.12

Desuden er skade, som forvoldes på beskyttede naturområder og vandmiljøet, samt jordforurening nu genstand for sanktioner. Princippet om at »forureneren betaler« blev en realitet, da miljøansvarsdirektivet blev vedtaget i 2004, hvorefter de der er ansvarlige for miljøskader kan pålægges at betale for afhjælpningsarbejdet. Desuden findes der EU-bestemmelser om affaldsforvaltning, emballage, støj, vand, luftforurening, klimaændringer, naturlige og teknologiske risici og om ulykker, der involverer visse farlige stoffer (6).

2.13

Systematisk indlemmelse af miljøkrav i produktudformning (7) med det sigte at nedbringe de negative virkninger for miljøet i hele produktets livscyklus er et bredt mål på et marked, der bliver stadigt mere globalt. Det er emnet for specifikke EU-bestemmelser og indgår i prioriteterne for EU's sjette miljøhandlingsprogram (2002-2012), som omhandler udvikling og iværksættelse af syv tematiske strategier (8), som EØSU allerede har udtalt sig om og som i både generelle og specifikke vendinger vedrører produktions- og distributionssystemet.

2.14

CCMI bakker helt op om målet om at behandle miljøkrav i de oprindelige planlægningsstadier for produkter og produktions- og distributionsprocesser, hvis det indgår som en integrerende del af Lissabon-strategien med det sigte at genskabe konkurrenceevnen i en europæisk industri, der er udsat for ændringer, ikke blot i henseende til bæredygtig udvikling, men også i henseende til forenkling og strømlining af de tekniske og administrative byrder for virksomhederne, herunder især mindre virksomheder.

2.15

En sammenhængende ramme af foranstaltninger gående ud på at integrere økologiske krav i udformningen, udviklingen og distributionen og ved bortskaffelsen af alle energiforbrugende produkter vil dække over 70 % af de produkter, der i dag bevæger sig frit på det indre marked (9). Rammen er ikke begrænset til energiresultater, men omfatter alle former for miljømæssig påvirkning (fast, luftformig, støj, elektromagnetiske emissioner osv.).

2.16

Imidlertid påvirkes produktions- og distributionssystemet af en bred vifte af miljøkonsekvensregler, der radikalt ændrer på den måde produkter fremstilles og tjenester leveres på i EU. Dette lovkorpus skal være gennemsigtigt, enkelt og konsolideret. Fællesskabets miljøpolitiske engagement går på tværs af alle politiktiltag, herunder dem der involverer teknisk standardisering, regulering af kemiske stoffer under REACH-forordningen, beskæftigelsespolitik og dem, der vedrører det indre marked og samhandlen med varer og tjenester.

2.17

Ved politikkernes iværksættelse bør der tages højde for bivirkninger, som i mange tilfælde begrænser hovedmålene (10), men som har alvorlige, uønskede følger for økonomien, da der ikke findes en overordnet vurdering inden for en integreret ramme (11).

3.   Den nuværende ramme omkring Fællesskabets miljøtiltag

3.1

Miljøpolitikken er i dag en af de største samfundsmæssige udfordringer for de offentlige myndigheder og de økonomiske beslutningstagere. Den træge globale reaktion på miljøproblemerne må ikke længere være en undskyldning for at udsætte de lov- og adfærdsændringer, der er nødvendige for at nå EU's grundlæggende mål, dvs. at nå frem til en bæredygtig udvikling, som er en global udfordring, som vore partnere i hele verden står overfor.

3.2

Bæredygtig udvikling skal efter udvalgets mening (12) føre til et mere velstående og retfærdigt europæisk samfund, som kan sørge for et renere, sikrere og sundere miljø, og som giver os, vore børn og vore børnebørn en bedre livs- og jobkvalitet.; det forudsætter imidlertid en bedre sammenhæng mellem EU's politikker og instrumenter, så der fremkommer en proaktiv snarere end en bureaukratisk tilgang, der respekterer de industrielle ændringers økonomiske og sociale dimension, og øger virksomhedernes muligheder for at konkurrere effektivt i global sammenhæng.

3.3

Videnskabelige og teknologiske fremskridt er væsentlige for at kunne forlige økonomisk vækst med social og miljømæssig bæredygtighed, således som udvalget har understreget det: »Videnskabelig og teknisk ekspertise og dennes omsætning til konkurrencedygtighed og økonomisk styrke er afgørende forudsætninger for at sikre vores fremtid, f.eks. hvad angår energi- og klimaproblematikken, for at bevare og forbedre vores nuværende position på verdensmarkedet, og for ikke at bringe den europæiske sociale model i fare, men i stedet udbygge den« (13).

3.4

I det syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (20072013) fremgår prioriteringen af miljøet tydeligt. EØSU har tidligere udtalt følgende: »Miljøbeskyttelsen er af grundlæggende betydning for nuværende og kommende generationers livskvalitet og livsbetingelser. Det er et meget ambitiøst og muligvis vitalt mål at erkende og løse de hermed forbundne problemer, hvad enten de har antropogene eller naturgivne årsager. Denne opgave hænger tæt sammen med mange forskellige forsknings- og politikområder: erhvervspolitik, energipolitik, sundhedspolitik og landbrugspolitik, inklusive overvågningsopgaver og internationale aftaler som følge af de globale aspekter« (14).

3.4.1

Europæiske teknologiplatforme (15) er et vigtigt middel til at frigøre Europas innovative potentiale. Hertil skal føjes handlingsplanen for miljøteknologier, hvor der henvises til »lead markets«.

3.4.2

Fremstillingssektoren vil fortsat have stor betydning for Europas økonomiske aktivitet, forudsat dens udvikling løbende afpasses efter de nye parametre, som gælder for beskyttelse af livskvalitet og miljø samt en sund ressourceforvaltning i henseende til:

nye forretningsmodeller,

varer og tjenester med høj værditilvækst,

avanceret, industriel teknik, med brug af stærkt miljøteknologiske processer,

nye produktionsteknologier og -videnskaber for at fastlægge miljø- og teknologinormer,

ajourføring af FTU-modeller og uddannelsesinfrastrukturer, som de nye miljøparametre bør indgå i,

udbygning af grønne licitationer,

nye former for finansiering af miljøteknologier, jf. handlingsplanen (16),

bedre udnyttelse af forskningen og tekniske standarder.

3.5

De prioriterede mål i samhørighedspolitikkens instrumenter 2007-2013 lægger stor vægt på bæredygtig udvikling og tilskynder til synergier mellem den sociale og miljømæssige dimension, med en samlet bevilling på 308 mia. euro. »Ved forberedelse af programmer og projekter skal der tages hensyn til miljøbeskyttelsen for at fremme en bæredygtig udvikling« (17).

3.5.1

EFRU støtter programmer vedrørende regionaludvikling, økonomiske ændringer og styrkelse af konkurrenceevnen og det regionale samarbejde i hele EU. Af prioriterede støttemål kan også nævnes miljøbeskyttelse, forskning og risikoforebyggelse på dette vigtige område, især i regioner med udviklingsefterslæb.

3.5.2

Samhørighedsfonden er med til at fremme indsatsen på miljøområdet og for transeuropæiske net. Den står i øjeblikket åben for medlemsstater med et bruttonationalprodukt (BNP) på under 90 % af fællesskabsgennemsnittet (18), selv om der er en knaphed på midler til jernbaneinfrastrukturer i forhold til vejtransport, hvilket har foruroligende konsekvenser for miljøet og livskvaliteten.

3.5.3

Samhørighedsudgifterne skal atter koncentreres om fælles temaer, bl.a. forskning og teknologisk udvikling, innovation og iværksætterkultur, informationssamfundet, transport, energi, herunder vedvarende energikilder, miljøbeskyttelse og spørgsmål vedrørende menneskelige ressourcer og arbejdsmarkedspolitik.

3.5.4

Udvalget påpeger desuden, at »struktur- og samhørighedsfondene har gennemført Lissabon-strategien langt før ventet i alle dens dimensioner: vækst, samhørighed, beskæftigelse og arbejdskvalitet, miljømæssig bæredygtighed. De har bidraget til at konsolidere den europæiske samfundsmodel« (19).

3.5.5

Rammeprogrammet om konkurrenceevne og innovation 2007-2013, som udvalget har udtalt stor tilfredshed med (20), omfatter bl.a. programmet Intelligent energiEuropa, der har til formål at fremme bæredygtig udvikling på energiområdet og at forbedre energieffektivitet, forsyningssikkerhed og vedvarende energikilder. Det finansielle instrument for miljøet (Life+), som ganske vist er tildelt for få midler (21), skal bidrage til at opstille og demonstrere innovative politiske strategier og instrumenter, til at konsolidere videnbasen med henblik på udvikling, til vurdering, overvågning og evaluering, til kapacitetsopbygning, til udveksling af god praksis, til bedre miljøforvaltning, til at formidle information, og til at skabe øget miljøbevidsthed.

3.5.6

Som nævnt i tidligere EØSU-udtalelser fortjener individuel støtte fra EIB til miljøbeskyttelsesprojekter også at blive nævnt. Den udgjorde en tredjedel af al individuel støtte, som androg 10,9 mia. euro i EU i 2005.

3.5.7

Udvalget har allerede udtalt følgende: »I et samfund som vores, der er åbent for den globale konkurrence, bør enhver strategi for styring af en socialt ansvarlig udvikling på lokalt og regionalt niveau sikre, at der tages bæredygtige skridt i retning af økonomisk udvikling og høje sociale standarder«; der bør også sikres et »højt niveau af miljømæssig og social bæredygtighed, hvad angår udviklingen af både produktion og forbrug« (22).

3.5.8

Udvalget mener tillige, at da 40 % af CO2-emissionerne stammer fra byer, bør en byplanlægningspolitik være en prioriteret opgave, bl.a. »for at overholde EU's målværdier og forskrifter for luftkvaliteten i bykernerne …« (23).

3.6

Det skal tillige påpeges, at de nugældende regler om statsstøtte på miljøområdet, som EØSU har udtalt sig om (24), erkender tre hovedformer for støtte:

driftsstøtte til forvaltning af affald og energibevarelse;

støtte til miljøbistand og — vejledning rettet til små og mellemstore virksomheder (smv) (25);

støtte til de investeringer, som er nødvendige for at nå miljømålene, for at nedbringe eller fjerne forurening og forurenende stoffer eller for at tilpasse produktionsmetoderne af hensyn til beskyttelse af miljøet.

Reglerne skal revideres senest ved udgangen af 2007.

3.7

Udvalget mener, at man snarest bør:

forbedre og styrke ordningen med kvotehandel (26),

udbygge udskillelse og lagring af kulstof,

begrænse emissionerne fra transport,

koncentrere opmærksomheden om bæredygtig vækst,

forske i energisparemulighederne via bedre forbrugeroplysning og gennemførelse af retningslinjerne for bygningers energiforbrug og i kraft af det kommende europæiske charter om energiforbrugernes rettigheder (27).

3.7.1

Hidtil har forbedringen af brændstofkvaliteten ikke medført resultater på grund af stigningen i vare- og persontrafikken, som har resulteret i en nettostigning i drivhusgasemissionerne (jf. databasen International Climate Change Partnership — Det Europæiske Miljøagentur) (28). På lokalt plan er der fortsat alvorlige problemer, især trafikpropper, støjforurening og partikelemissioner, selv om den teknologiske udvikling inden for filtre vil kunne give gode resultater i fremtiden (29).

3.8

På det regulerende og lovgivningsmæssige felt forekommer iværksættelsen, herunder ud fra en miljøsynsvinkel, ikke at være tilfredsstillende, selvom det er rigtigt, at den seneste resultattavle for det indre marked fra februar 2007 viser, at det største antal krænkelser af reglerne for det indre marked netop optræder på miljøområdet. Disse tegner sig nu for over 18 % af samtlige krænkelser. Hvis krænkelser på energi- og transportområdet medregnes, stiger tallet til 1/3 af samtlige krænkelser (30).

3.8.1

Det første EU-regelsæt, som medtog princippet om, at forureneren betaler blandt sine hovedmål var direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, som udvalget har afgivet en positiv udtalelse om (31), fordi dets formål er at forebygge skader og at nå tilbage til den oprindelige tilstand.

3.8.2

I 2006 blev der igangsat revisioner af en række regelsæt med det sigte at forbedre, forenkle og fremskynde iværksættelsen af bestemmelser og administrative regler:

direktiv 2002/95/EF, som indeholder forbud og handler om begrænsning af anvendelsen af bly, kviksølv, cadmium, hexavalent chrom og visse flammehæmmere i elektrisk og elektronisk udstyr;

direktiv 2002/96/EF også kaldet WEEE, som har til formål at forebygge og begrænse mængden af affald af elektronisk og elektrisk udstyr via bestemmelser om genbrug og genvinding af sådant udstyr og dets komponenter;

IPPC-direktivet om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening;

rammedirektivet om affald  (32), som slår tre tidligere direktiver sammen.

3.8.3

Udvalget mener, at disse giver producenterne gode muligheder for at integrere miljøaspekter i deres langsigtede erhvervsstrategi og at skabe markedsmuligheder i kraft af produkters og produktionsprocessers bedre miljøresultater.

3.8.4

Med hensyn til integreret produktpolitik (IPP) skal der, således som udvalget understregede i sin udtalelse herom (33), lægges særlig vægt på rammedirektiv 2005/32/EF om krav til miljøvenligt design af energiforbrugende produkter, som omfatter alt udstyr, der bruger energi, det være sig elektricitet eller fossilt, og som har til formål at fremme en ramme, der integrerer miljøhensyn i designstadiet for en lang række industrisektorer.

3.8.5

Forordning (EF) nr. 1907/2006 bedre kendt som REACH-forordningen (Registration, Evaluation and Authorisation of Chemicals) erstatter cirka 40 regelsæt og indfører ét enkelt system for alle kemiske stoffer. Udvalget har tidligere (34) udtrykt bekymring for forordningens kompleksitet og omfanget af de tekniske bilag.

3.9

Med hensyn til frivillige foranstaltninger findes der nu en række nyttige instrumenter, som strækker sig fra miljøaftaler og det europæiske miljømærke til fællesskabsordningen for miljøstyring og -revision (EMAS), hvortil skal føjes de forslåede rammebestemmelser om virksomheders sociale ansvar og udvikling af socialt ansvarlige territorier.

3.9.1

I handlingsplanen om miljøaftaler, som Kommissionen forelagde i juli 2002 (35), og som EØSU har afgivet udtalelse om (36), var anført en målsætning om at forenkle de lovgivningsmæssige rammer på miljøområdet via en ny samordnet indsats i overensstemmelse med det mandat, som blev givet på det europæiske råd i Lissabon, og som blev bekræftet i Stockholm, Laeken og Barcelona, med det sigte at skabe retssikkerhed og tilvejebringe et dynamisk klima for de økonomiske aktører.

3.9.2

Allerede i 1996 lancerede Kommissionen frivillige miljøaftaler som metoder til selvregulering og samregulering, som har den fordel, at de udnytter erhvervslivets foregribende indstilling. De bringer effektive og passende løsninger på problemerne hurtigere og med en mærkbar forbedring af »lovgivningen, så den bliver mere fleksibel, foregår tættere på borgerne og bliver mere forståelig for dem« ved at fremme »indgåelsen af frivillige miljøaftaler på fællesskabsplan« (37).

3.9.3

Udvalget understreger følgende: »Kommissionen bør altid overveje, om det er nødvendigt at lovgive for at nå de ønskede mål, eller om det er tilstrækkeligt med selvregulering eller samregulering. EØSU mener, at man blandt flere løsningsmuligheder bør vælge den, som kan sikre opnåelse af de samme mål med færrest omkostninger og den mindste administrative byrde, og som kan garantere størst gennemsigtighed og størst mulig inddragelse af de berørte parter« (38).

3.9.4

Med hensyn til det europæiske miljømærke, som virksomhederne kan anmode om i henhold til forordning (EF) 1980/2000 for at fremme produkter med færre miljøpåvirkninger end andre produkter inden for samme produktgruppe, og for at give forbrugerne nøjagtige og videnskabeligt baserede oplysninger om produkterne, vil dets potentielle succes nok kun blive dæmpet af knopskydningen af EF-mærker og yderligere nationale økomærker. »Kommissionens omtale af forskellige former for miljømærkning (herunder miljøanprisninger og selvdeklarerede påstande) vækker undren, eftersom det vil være nødvendigt at indføre yderligere instrumenter og -metoder til kontrol på nationalt plan af udsagnenes rigtighed. I den forbindelse har ØSU i sin udtalelse om den nye forordning om EU's miljømærke (39) udtalt sig mod udbredelsen af uregulerede miljømærker, fordi de forvirrer forbrugerne og kan være vildledende« (40).

3.9.5

Med hensyn til organisationers frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS) har udvalget udtalt sig overmåde positivt (41), idet det opfatter det som »et virkemiddel, der skal fremme bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre (herunder bæredygtig udvikling)«. »Formålet med EMAS er at anerkende og belønne organisationer, som gør mere end, hvad en minimal overholdelse af lovgivningen kræver, og løbende forbedrer deres miljøpræstation (42). Ved at anvende EMAS udforsker individuelle organisationer og institutioner konkrete måder at måle og reducere forskellige aktiviteters miljøkonsekvenser på, f.eks. energi- og materialebrug og at rejse med bil eller jernbane eller fly« (43).

3.9.6

Virksomhedernes sociale ansvar kan — hvilket udvalget flere gange har understreget (44) — »bidrage positivt til at opfylde det strategiske mål, der blev vedtaget i Lissabon« og »fremme oprettelsen og udviklingen af nye virksomheder og skabe nye faglige profiler samt flere og bedre job, samtidig med at den europæiske sociale model (45) bevares, og der sættes fokus på en videnbaseret økonomi« og gennem en bæredygtig integreret territorial tilgang, der skal »sikre en optimal miljøbeskyttelse i forbindelse med økonomiske og industrielle ændringer« (46). I tidsrummet 2000-2005 androg udgifterne til beskyttelse af miljøet i EU et årligt gennemsnit på ca. 1,7 % af industriens værditilvækst (47).

3.9.7

Integreringen af miljøaspekterne i den europæiske standardiseringsproces har udvalget behandlet flere gange (48): »EØSU er overbevist om, at det er nødvendigt at fremskynde, men ikke dermed tynge standardiseringsprocessen for i alle henseender, herunder miljømæssigt, at sikre udviklingen og en høj kvalitet i det indre marked. Målet er at gøre standardiseringsprocessen effektiv, billig og ubureaukratisk og i den forbindelse tilpasse medlemsstaternes institutionelle kapacitet«.

3.9.8

Udvalget gentager i den forbindelse behovet for komplementaritet mellem bindende miljøregler og frivillige tekniske normer, som skyldes øget miljøforståelse og kvalitet; det er desuden nødvendigt at fremme smidigere adfærdskodekser, som udmønter sig i miljøvenlige standardiseringsprocesser for virksomhederne, herunder SMV.

3.9.9

Udvalget finder det vigtigt at bringe specifikationerne ved offentlige indkøb på linje med kravene om miljøbeskyttelse og miljømæssig bæredygtighed, både inden for offentlige arbejder og koncessioner og i de såkaldte »udelukkede sektorer«.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

Udvalget mener, at der som følge af den snævre indbyrdes sammenhæng mellem konkurrenceevne, energi- og miljøspørgsmål, som har en betydelig effekt, især for mange råstof- og hjælpevareindustrier, og som derfor kræver større strukturelle tilpasninger i fremstillingsindustrien, er behov for en tæt koordineret, integreret tilgang til en række politikker og instrumenter på forskellige niveauer, understøttet af bestræbelser på forenkling og en vedvarende bekæmpelse af bureaukrati, især for SMV'er.

4.2

For at sikre, at der er sammenhæng mellem de enkelte initiativer, samtidig med at såvel bæredygtigheden som miljøet forbedres er følgende ifølge udvalget nødvendigt:

en ligevægtig repræsentation af alle berørte parter med det formål at skabe en stabil og forudsigelig lovramme, hvor konkurrenceevne, energi og miljø går hånd i hånd,

en rimelig balance mellem standardisering og regulering og frivillig selvregulering,

støttemekanismer til fremme af strukturtilpasning og stræben efter nye, rene, konkurrencedygtige teknologier,

uddannelse og omskoling for virksomheder, omfattende både ledelse og medarbejdere, for at forfølge bæredygtige industrielle ændringer, som formår at skabe nye arbejdspladser og nye konkurrencemuligheder,

en systematisk, forudgående og efterfølgende vurdering af regulerende og frivillige instrumenter og politikker for at sikre konsekvens, effektivitet og bæredygtighed,

større inddragelse af forbrugere, producenter og distributører, både opstrøms, under udformningen, og nedstrøms, under overvågningen af og kontrollen med anvendelsen og overholdelsen af gennemførelsestiltagene,

bevarelse af det europæiske indre marked for reelt at sikre ens konkurrencevilkår, som har stået deres prøve, også i henseende til miljønormer, på internt og internationalt plan.

4.3

Forsøgene på at integrere miljøhensyn i industrielle aktiviteter har givet gode resultater, idet det er lykkedes EU at reducere fremstillingsindustriens kuldioxidemissioner med over 11 % fra 1985 til 2000, selv om sektorens produktion steg med over 31 % i samme tidsrum (49). Desuden har der været en fuldstændig afkobling mellem produktion og emissioner af syreholdige gasser og ozonforløbere, og en relativ afkobling mellem produktion og energi- og råstofforbrug.

4.4

Udvalget er overbevist om, at miljøbeskyttelse kan indebære nye muligheder for dialog mellem arbejdsmarkedsparterne og civilsamfundet, både tværfagligt og sektorielt, i forsøget på at igangsætte bæredygtige industrielle ændringer.

4.5

Der bør afsættes flere ressourcer til forskning og udvikling af design for at løse problemerne ved kilden og fastholde høje produktions- og beskæftigelsesniveauer i stedet for at ty til udvekslinger af certifikater uden at gribe fat om problemernes rod.

4.5.1

Udvalget mener, at man ved at anlægge en langsigtet synsvinkel og benytte tidsplaner til at tackle de udfordringer, som miljømålene medfører, ligesom for den europæiske stålplatform kan gøre det lettere at finpudse og koordinere de tilgængelige instrumenter og ressourcer, så adgangen til videnskabelig kunnen og teknologisk know-how udnyttes bedst muligt.

4.5.2

National lovgivning, der omsætter europæiske direktiver og forordninger, bør rumme forskellige incitamenter, der tilskynder til en ny tilgang til produktudformning, som gør genbrug af disse produkter mere effektiv.

4.6

Konkurrenceevne-, energi- og miljøpolitikken hænger nøje sammen og har omfattende følgevirkninger, især for mange basis- og mellemproduktindustrier.

4.7

Støtte til en bæredygtig industri forudsætter en velafbalanceret inddragelse af alle interessenter, så der tilvejebringes en stabil og forudsigelig lovramme, hvor konkurrenceevne, energi og miljø går hånd i hånd. Blandt de emner, der bør behandles, kan nævnes:

gennemførelse af principper om bedre regulering,

klimaændringer, navnlig ordningen for handel med emissioner, energieffektivitet og vedvarende energi,

initiativer til fremme af energieffektiviteten og vedvarende energikilder,

energimarkedernes funktion, navnlig el-markedet,

gennemførelse af temastrategien for affaldsforebyggelse og genanvendelse og dertil knyttet lovgivning

forbedring af ressourceeffektiviteten og indførelse af miljømæssige eller innovative teknologier.

4.8

For miljøtiltag, der er rettet mod »lokale offentlige tjenester«, såsom luftkvalitet og kommunale parker, er det indlysende, at ændringer i »miljøkvaliteten« har store lokale konsekvenser for boligudgifter, beskæftigelse, inddragelse af mindre velstående grupper i beslutninger om miljøbeskyttelse og i sidste instans deres evne til effektivt at anvende energibesparende effektivitetsnormer.

4.8.1

På beskæftigelsesområdet, hvor forældede arbejdspladser i stor udstrækning erstattes af jobs, der oprettes i den offentlige og private sektor, er der i den tertiære sektor behov for en omfattende uddannelsesindsats, så erhvervsprofilerne atter rettes mod miljøaspektet; dette bør understøttes af en europæisk strategi for bæredygtig mobilitet.

4.9

For at styrke miljøbeskyttelsestiltagenes effektivitet og positive effekt mener udvalget, at EU's samordningsaktioner bør bibringes en international dimension; thi det er vigtigt, at Europa formår at sikre et bredt globalt engagement og overholdelse af miljøbeskyttelseskravene, bl.a. ved at indføje passende miljøoverholdelsesklausuler i de aftaler, som forhandles på plads. I særdeleshed bør der i de internationale samhandelsregler tages hensyn til ikke blot social, men også miljømæssig dumping (50), så man fremmer overførsel af miljøteknologier og anvendelse af øko-innovation på verdensplan (51).

4.10

I den forbindelse bør man tilskynde til og støtte initiativer til at fastlægge ambitiøse, men gennemførlige køreplaner (roadmaps) med det sigte at opstille internationale, sektor-benchmarks for energieffektivitet og nedbringelse af skadelige emissioner, baseret på de bedst tilgængelige teknologier (52).

4.11

Den Europæiske Union bør sammen med industrilandene og de større nye vækstlande — især Kina og Indien — fortsat søge at finde nye veje, som fører alle lande frem til bæredygtig udvikling, f.eks. via en omlægning af Fællesskabets udviklingspolitik (53).

Bruxelles, den 12. december 2007.

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Jf. eurovignet-ordningen — direktiv 2006/38/EF om ændring af direktiv 1999/62/EF om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer.

(2)  Jf. sonderende udtalelse NAT/348 — EUT C 168 af 20.7.2007 — Ordfører: Lutz Ribbe.

(3)  Udtalelse fra EØSU — EUT C 318 af 23.12.2006 om Bæredygtig udvikling som drivkraft for industrielle ændringer, CCMI/029.

(4)  CCMI/002 og CCMI/029 — EUT C 318 af 23.12.2006.

(5)  CCMI/029 — EUT C 318 af 23.12.2006, afsnit B.

(6)  Rådets direktiv 96/82/EF af 9. december 1996 om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer (Seveso II-direktivet).

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/32/EF af 6. juli 2005 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energiforbrugende produkter og om ændring af Rådets direktiv 92/42/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/57/EF og 2000/55/EF.

(8)  De tematiske strategier er:

luftforurening

havmiljøet

bæredygtig udnyttelse af ressourcerne

forebyggelse af affaldsproduktion og genanvendelse

bæredygtig anvendelse af pesticider

jordbeskyttelse

bymiljø.

(9)  Jf. direktiv 2005/32/EF.

(10)  Jf. TEN/274, ordfører Edgardo Maria Iozia, og TEN/287, ordfører Josef Zbořil.

(11)  Jf. udtalelse TEN/286 om De fremskridt, der er sket med hensyn til anvendelse af biobrændstoffer, ordfører Edgardo Maria Iozia.

(12)  EUT C 117 af 30.4.2004 om Strategien for bæredygtig udvikling.

(13)  EUT C 325 af 30.12.2006 om Udnyttelse og styrkelse af EU's potentiale inden for forskning, udvikling og innovation, ordfører: Gerd Wolf (sonderende udtalelse).

(14)  EUT C 185 af 8.8.2006 om Særprogrammer under det syvende rammeprogram 2007-2013, ordførere: Gerd Wolf og Antonello Pezzini.

(15)  Europæiske teknologiplatforme (ETP) er uformelle, private organisationer, der samler alle relevante interessenter (stakeholders) om en vision og en fælles tilgang med henblik på udvikling af teknologier i en bestemt sektor eller på visse områder; indsatsen koncentreres om strategiske spørgsmål, hvor EU's vækst, konkurrenceevne og fremtidige bæredygtighed afhænger af betydelige, teknologiske fremskridt. I begyndelsen af 2007 fandtes der 31 ETP — Jf. den tredje rapport om europæiske teknologiplatforme ved lanceringen af det syvende rammeprogram — marts 2007, Europa-Kommissionen.

(16)  Jf. KOM(2004) 38 endelig: »Fremme af teknologi til bæredygtig udvikling: En EU-handlingsplan for miljøteknologi«.

(17)  Rådets beslutning 2006/702/EF af 6. oktober 2006 om Fællesskabets strategiske retningslinjer for samhørighed.

(18)  Art. 2 ff. i Rådets forordning (EF) nr. 1084/2006 af 11. juli 2006 om oprettelse af Samhørighedsfonden og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1164/94.

(19)  EUT C 93 af 27.4.2007, ordfører: Olivier Derruine.

(20)  EUT C 65 af 17.3.2006, ordførere: Bernhard Welschke og Lucia Fusco.

(21)  EUT C 255 af 14.10.2005, ordfører: Lutz Ribbe.

(22)  EUT C 318 af 23.12.2006 om Territorial styring af industrielle ændringer af 13.9.2006, ordførere: Antonello Pezzini og Enrico Gibellieri.

(23)  EUT C 168 af 20.7.2007 om Trafik i by- og storbyområder, ordfører: Lutz Ribbe.

(24)  EUT C 318 af 23.12.2006 om reform af statsstøtte, ordfører Antonello Pezzini, og især punkt 3.10 »Fællesskabets ramme for statsstøtte til miljøbeskyttelse udløber i 2007. Her er det også vigtigt at forsøge at opfylde Lissabon-målene ved at lette handelen med CO2-emissioner (nationale fordelingsplaner for handelen med emissioner) som en del af målene i Kyoto-protokollen«.

(25)  Jf. KOM(2007) 379 af 8.10.2007 især punkterne 5.2, 5.3, 5.4 og 5.5.

(26)  EUT C 221 af 17.9.2003 om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (KOM(2001) 581 endelig — 2001/0245 (COD)) EFT C 221 af 17.9.2002, s. 27-30.

(27)  Jf. KOM(2007) 386, som EØSU (Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet) er ved at udarbejde en udtalelse om.

(28)  EUT C 80 af 30.3.2004: Projektmekanismer — Kyoto (II), ordfører: An Le Nouail Marlière.

(29)  EUT C 318 af 23.12.2006 om En temastrategi for bymiljøet, ordfører Antonello Pezzini.

(30)  Jf. Scoreboard 15 bis, Internal Market, December 2006, page 21(http://ec.europa.eu/internal_market/score/docs/score15bis/score15bis_en.pdf) »Breakdown of infringement proceedings per sector —.Figure 16: »Environment«, »energy and transport« and »taxation and customs union« account for half of the infringement proceedings«.

(31)  EUT C 241 af 7.10.2002, ordfører: María Sánchez Miguel, i EFT C 241 af 7.10.2002.

(32)  KOM(2005) 667 endelig.

(33)  EUT C 117 af 30.4.2004, ordfører: Antonello Pezzini.

(34)  EUT C 294 af 25.11.2005, ordfører: Paolo Braghin.

(35)  KOM(2002) 412 endelig — Meddelelse fra Kommissionen: Miljøaftaler på fællesskabsplan i tilknytning til handlingsplanen om bedre og enklere lovgivningsmæssige rammer.

(36)  EUT C 61 af 14.3.2003, ordfører: J. Ignacio Gafo Fernández.

(37)  EUT C 61 af 14.3.2003.

(38)  Sonderende udtalelse — CESE 562/2007 fin — INT/347: Forenkling af de lovgivningsmæssige rammer for maskinsektoren, ordfører: Edgardo Maria Iozia.

(39)  EFT C 296 af 29.9.1997, s. 77.

(40)  Jf. udtalelse CESE 925/2001, ordfører: Antonello Pezzini.

(41)  EUT C 258 af 10.9.1999, ordfører: Antonello Pezzini og udtalelse CESE 1160/2006 Imødegåelse af udfordringerne ved klimaændringer — Civilsamfundets rolle, ordfører: Ernest Erik Ehnmark.

(42)  EØSU's medlemmer har gentagne gange udtrykt ønske om, at EØSU's bygning EMAS-certificeres, således som Kommissionen har foreslået for sine bygninger.

(43)  EUT C 318 af 23.12.2006 Imødegåelse af udfordringerne ved klimaændringer — Civilsamfundets rolle, ordfører: Ernest Erik Ehnmark.

(44)  EUT C 169 af 6.7.1992 om Grønbog — Fremme af en europæisk ramme for virksomhedernes sociale ansvar, Ordfører: Renate Hornung-Draus, Ursula Engelen-Kefer og Jean François Hoffelt; EUT C 223 af 30.8.2005 om Metoder til information om og evaluering af virksomhedernes sociale ansvar i en global økonomi, ordfører: Evelyne Pichenot; EUT C 325 af 30.12.2006 om Gennemførelse af partnerskabet for vækst og beskæftigelse: At gøre Europa til et ekspertisecenter for virksomhedernes sociale ansvar, ordfører: Evelyne Pichenot.

(45)  EUT C 185 af 8.8.2006, ordfører: Ernst Erik Ehnmark.

(46)  EUT C 318 af 23.12.2006 om Territorial styring af industrielle ændringer: Arbejdsmarkedsparternes rolle og betydningen af rammeprogrammet for innovation og konkurrenceevne (initiativudtalelse), ordfører Antonello Pezzini og Enrico Gibellieri.

(47)  I dag udgør industriens værditilvækst 22 % af BNP (71 % tjenesteydelser, 5 % byggeri og 2 % landbrug). Kilde: Eurostat.

(48)  EUT C 117 af 30.4.2004 og EUT C 74 af 23.3.2005, ordfører Antonello Pezzini.

(49)  Jf. EIPRO, Kommissionen, FFC, maj 2006.

(50)  Jf. grønbogen om Forbedret ophugning af skibe, KOM(2007) 269 af 22. maj 2007.

(51)  Rådets konklusioner om at sætte nyt skub i miljøpolitikken, 28. juni 2007.

(52)  BAT = Best Available Technologies.

(53)  Jf. Sustainability Impact Assessments (SIA) i forhandlingerne om partnerskabsaftaler med AVS-landene (jf. sonderende udtalelse REX/189 — EUT C 65 af 17.3.2006, ordfører: Antonello Pezzini, medordfører: Gérard Dantin).


16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/66


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om fremme af solidaritet mellem generationerne«

KOM(2007) 244 endelig

(2008/C 120/16)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 20. juni 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om fremme af solidaritet mellem generationerne.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Luca Jahier til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 14. november 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på den 440. plenarforsamling, mødet den 13. december 2007, følgende udtalelse med 106 stemmer for, 21 stemmer imod og 28 hverken for eller imod.

1.   Indledning

1.1

Princippet om solidaritet mellem generationerne er et af de bærende elementer i den europæiske sociale model. I lyset af følgevirkningerne af den demografiske uligevægt bør princippet styrkes via en fornyet indsats og nye løsninger, der tilgodeser den fornødne finansielle balance. Dette princip om solidaritet mellem generationerne kan derfor kun opretholdes, hvis de offentlige myndigheder på alle niveauer yder en aktiv indsats, og de forskellige sociale aktører går forrest for at sikre almennyttige kvalitetstjenesteydelser for familierne, de unge og alle pleje- og pasningskrævende personer, og hvis pensionssystemerne og de sociale sikringsordninger er holdbare.

1.2

EØSU har for nylig i en række udtalelser (1) udtalt sig om disse problemstillinger og især om balancen mellem arbejds- og familieliv, fremme af lige muligheder og fremme af beskæftigelsen, især kvinders beskæftigelse. Henstillingerne i disse udtalelser er i deres helhed indarbejdet og genfremsat i denne udtalelse i såvel analysedelen som i forslagsdelen.

1.3

Selv om Kommissionens meddelelse har titlen »Fremme af solidaritet mellem generationerne«, så berører den hovedsageligt familieproblematikken, også når det gælder nyskabelsen, »alliancen for familier«, som for nylig blev vedtaget af Rådet. Den aktivitet, der i øjeblikket foregår på EU-plan, er rent faktisk udtryk for, at familieområdet efter en lang afbrydelse igen er genstand for opmærksomhed og tiltag, og det er som anført i Kommissionens meddelelse »det første led i Europas svar på de udfordringer, der ligger i de demografiske ændringer«. Denne udtalelse behandler derfor først og fremmest disse problemstillinger.

1.4

I 1983 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om en europæisk familiepolitik og gjorde dermed for første gang familiepolitikken synlig på europæisk plan, samtidig med at det det følgende år blev muligt at oprette en budgetpost for fremme af aktiviteter for familien.

1.5

I 1989 afholdtes det første Rådsmøde for familieministre, som vedtog visse vigtige foranstaltninger på grundlag af forslag fra Kommissionen. Således blev Kommissionen anmodet om at oprette et europæisk observatorium for den sociale situation, demografi og familien — i dag observatoriet for demografi og den sociale situation — og nedsætte en gruppe af højtstående regeringsembedsmænd på familieområdet. Endelig nedsatte Kommissionen en tværtjenstlig gruppe om den familiemæssige dimension i de forskellige fællesskabspolitikker. Ved den lejlighed besluttede Rådet endvidere at institutionalisere forbindelserne til familieorganisationer og Europa-Parlamentets tværfaglige gruppe om familien og børns beskyttelse.

1.6

Europa-Parlamentet vedtog nye beslutninger i 1994, 1999 og 2004, mens en tværfaglig familiegruppe allerede var blevet nedsat i 1988.

1.7

Desværre medførte krisen i 1998 vedrørende budgetposter og deres lovgrundlag, at bl.a. posten til støtte for familien bortfaldt.

1.8

Meddelelsen er resultatet af Kommissionens overvejelser vedrørende demografi, der påbegyndtes med grønbogen fra 2005 om de demografiske udfordringer (2) og videreførtes med meddelelsen om »Den demografiske udvikling i Europa — En udfordring, men også en chance« (3). Den indgår i øvrigt i en mere omfattende institutionel udvikling sat i gang af det tyske formandskab med konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i foråret og afsluttet med konklusionerne fra mødet i Ministerrådet om alliancen for familier af 30. maj 2007 og endnu engang gentaget i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 21.-22. juni 2007.

1.9

Meddelelsen nævner, at der i Europa i alt væsentligt findes tre typer af støtteindgreb for familien: 1) godtgørelse af direkte og indirekte familieudgifter, 2) hjælpetjenester for forældre til pasning og undervisning af børn og pasningskrævende personer samt 3) tilrettelæggelse af arbejdstid og beskæftigelsesforhold og adgang til sociale serviceydelser på lokalt plan. Disse områder har udviklet sig meget forskelligt i de enkelte medlemslande afhængigt af politiske valg og målsætninger. Selv om Kommissionen finder det vanskeligt at pege på de mest effektive politikker, understreger den dog, at det er lykkedes nogle medlemslande (de skandinaviske lande) at kombinere politikker, der forener arbejds- og familieliv og støtter ligestilling mellem kvinder og mænd, så det er muligt at fremme såvel et højt fødselstal som en høj erhvervsfrekvens blandt kvinder.

1.10

Selv om familiepolitikken strengt taget henhører under medlemslandenes enekompetence, gør Kommissionen i meddelelsen opmærksom på, at EU altid har søgt at tage højde for den familiemæssige dimension og borgernes livskvalitet i sine politiske foranstaltninger. En af grundpillerne i Fællesskabets beskæftigelsespolitik inden for rammerne af Lissabon-strategien er således at finde en balance mellem familie- og arbejdsliv.

1.11

Derefter redegøres der i meddelelsen for de elementer, der indgår i den europæiske alliance for familier, og fællesskabstiltagene til støtte derfor. Af særlige tiltag kan nævnes oprettelsen af en højtstående gruppe af regeringseksperter på det demografiske område, etableringen af forummer og europæiske, nationale, regionale og lokale netværk, oprettelsen af et observatorium for god praksis under Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene og en række forskningsredskaber baseret på det syvende rammeprogram. Endelig er det Kommissionens hensigt at anvende midler fra de europæiske strukturfonde til støtte for lige muligheder og foreningen af familie- og arbejdsliv.

2.   Fakta og udfordringer

2.1.1

Spørgsmålet om solidaritet mellem generationerne er uden tvivl meget omfattende og komplekst og er én af de udfordringer, der ligger i de igangværende sociale, økonomiske og internationale ændringer, herunder befolkningens aldring, der vil have betydelige konsekvenser for de europæiske borgere i fremtiden, navnlig hvad angår arbejdsmæssige og sociale vilkår. Kommissionens meddelelse henviser til, at Lissabon-strategien giver grundlag for at modernisere familiepolitikken ved at fremme lige muligheder og især gøre det lettere at forene arbejds- og familie- og privatliv, hvilket vil øge kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet. Det samme understreges også i de integrerede politikker for vækst og beskæftigelse, ifølge hvilke beskæftigelsespolitikken skal tilpasses efter familielivets betingelser og ændringerne heri over de forskellige livsfaser. I forbindelse med den åbne koordinationsmetode for social beskyttelse og social integration lægges der vægt på at forbedre vilkårene for fattige børn og deres forældre, støtte langtidsomsorg for plejekrævende personer samt modernisere pensionsordningerne.

2.1.2

Det møde mellem generationer, som finder sted og udvikler sig inden for familien, er også for Europa blevet en udfordring af stor betydning. Familien er det sted, hvor solidariteten først og fremmest udspilles; det gælder solidaritet mellem kønnene, gennem livets faser. Som følge af samfundsmæssige ændringer har familiestrukturen ændret sig kraftigt. Ved planlægningen af tiltag bør der under hensyntagen til nærhedsprincippet og de nationale lovgivninger tages højde for de mange forskellige familiesituationer (4).

2.1.3

De seneste rapporter om den sociodemografiske situation viser, at antallet af husstande er stigende i de forskellige lande, mens antallet af familiemedlemmer falder. Samtidig ændrer familiestrukturen sig meget hurtigere end tidligere på grund af nedgangen i antallet af ægteskaber (siden 1960'erne er antallet af ægteskaber pr. 1 000 indbyggere faldet fra 8 til 5,1 i 1999), og fordi folk gifter sig senere, flere bliver separeret og skilt, flere bor alene, og flere børn fødes uden for ægteskabet. Således er antallet af børn i EU, der bor i en familie med kun én forælder, steget med 50 % siden 1983 og udgør i dag 13 % af alle børn i EU (med flest, nemlig 25 %, i Storbritannien) (5). Stadig flere børn lever i sammenbragte familier, hvori indgår flere bedsteforældre og søskende fra forældrenes tidligere familier, antallet af ikke-europæiske børn, der adopteres, øges, og nye familiekulturer er opstået med indvandringen.

2.1.4

Fødselstallet i Europa ligger i dag omkring 1,45 børn pr. kvinde og dermed langt under befolkningens udskiftningskvotient. De laveste tal findes i Middelhavslandene og landene i Østeuropa. Nedgangen i fødselstallet gælder næsten overalt i EU, som har oplevet et fald på mere end 45 % siden 1960'erne.

2.1.5

Vores samfund består derfor af stadig færre børn og unge og stadig flere pensionister og ældre i almindelighed. I 1950 var 40 % af befolkningen i EU-25 under 25 år. I 2000 var andelen kun 30 %, og i 2025 vil den være faldet til 25 %. Derimod var kun 1 ud af 10 over 65 år i 1950, i 2000 var det 1 ud af 6, og i 2025 vil det være næsten hver fjerde. Disse tal er udtryk for grundlæggende ændringer i forbrugsmønstre, bolig- og plejebehov, social adfærd og den offentlige politiks prioriteter.

2.1.6

Det er helt sikkert, at de fleste ældre i Europa i dag takket være de forskellige sociale sikringsordninger, arbejdsvilkår og medicinske fremskridt kan regne med at leve noget længere og med en forholdsvis pæn indkomst. Der er dog stadig alvorlige fattigdomsproblemer, som berører mindst 1/6 af kvinder over 65 år og ca. en fjerdedel af alle ældre, der bor alene (6). Fattigdom og isolation blandt ældre kvinder skyldes generelt et begrænset eller ikke-eksisterende tilkytningsforhold til arbejdsmarkedet. Situationen er selvfølgelig endnu værre for dem, der er over 70 og 80 år, og byrden for familierne øges dermed, såfremt den offentlige social- og plejesektor ikke kan tilbyde tilstrækkeligt med tjenester.

2.2

Ifølge Eurobarometer (7) mener 97 % af europæerne, at familien er noget af det vigtigste — kun overgået af et godt helbred. Europæernes positive holdning bliver endnu mere markant, når de bliver bedt om at udtale sig om fremtiden (8). Familiens betydning bliver tydelig, når man har brug for hjælp: 70 % siger, at de vil støtte sig til deres partner, hvorimod 25 % siger, de vil søge støtte hos et andet familiemedlem, især ved sygdom (88 %), hvis de har brug for råd (78 %) eller penge (68 %).

2.3

Familierne i Europa bor i stadig større udstrækning i udkanten af de større byer. Dette mønster skjuler imidlertid store forskelle mellem aldersgrupperne: De meget gamle og de unge vil hellere bo i de større byer, hvorimod børnefamilier og pensionister foretrækker at flytte til små byer. Disse forskelle i bosættelsesmønstre afhængigt af aldersgruppe er med til at skabe nye problemer for forvaltningen af tjenesteydelser og den sociale samhørighed i de store byområder, hvilket igen forværres af migrationsstrømmene, som der gennemsnitligt mærkes mest til i byerne, hvor der er størst efterspørgsel på arbejdskraft.

2.4

For så vidt angår befolkningens alder, så var den del af Europas befolkning, der er over 65 år, steget til 17,2 % i 2005 (EU-15). Takket være den længere levealder tegner kvinderne sig for den største del af den voksende gruppe af ældre og udgør i alle lande i Europa mere end 50 % af befolkningen over 65 år.

2.5

Ca. 72 millioner mennesker i EU-25 (dvs. 15 %) er berørt af fattigdom, og 26 millioner lever på fattigdomsgrænsen (9). Heraf er ca. 12 millioner ældre. 9 % af EU's befolkning har i to af de seneste tre år levet i en familie med lav indkomst. Fattigdomsrisikoen er størst i familier med flere børn. Ca. 20 % af de 94 millioner unge i Europa, der er under 18 år, risikerer at ende i fattigdom, og i løbet af de sidste 30 år er andelen af børn, der lever i fattigdom, steget i alle EU's medlemslande, så den i dag overstiger andelen for den samlede befolkning og er særlig høj for familier med kun én forælder, familier der er berørt af langtidsledighed eller underbeskæftigelse og i store familier. Børn i fattige familier lider afsavn, har meget færre muligheder, store helbredsproblemer og klarer sig dårligere i skolen med tydelige sociale, økonomiske og politiske omkostninger for fremtiden. En sådan tilsidesættelse af børns rettigheder danner grobund for børnekriminalitet, udnyttelse af børn og handel med børn.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

På trods af ovenstående har EU's institutioner indtil videre ikke været meget for at betragte familien som en social struktur med en væsentlig opgave i det moderne samfund, der som sådan fortjener en større opmærksomhed fra EU's side.

3.2

Selv om der på såvel internationalt som europæisk plan er massevis af officielle erklæringer fra meget forskelligartede offentlige organisationer, hvori familien tildeles en afgørende rolle i samfundet, så synes familien endnu ikke konkret at indgå i prioriteterne på europæisk plan. Disse prioriteter bygger i det væsentlige på to søjler: på den ene side de frie markedskræfter og konkurrence og på den anden lige muligheder for alle borgere. Der er for eksempel en tydelig henvisning til disse to søjler i Lissabon-strategien og i den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden for 2005-2010.

3.3

Generelt behandler Kommissionen familiespørgsmål under social-, beskæftigelses- eller ligestillingspolitikken (10). Selve familiebegrebet er som regel udeladt i mange dokumenter, der vedrører emner som de unge, børns rettigheder, uddannelsesspørgsmål osv., og fokus er hovedsagelig udelukkende på den enkeltes rettigheder eller på personen som en økonomisk enhed. Det er kun sjældent personen sættes i sammenhæng med sine familiemæssige relationer, der først og fremmest placerer ham som en del af en familie og som centrum for et netværk af sociale relationer. Familien derimod fortsætter med at spille en fremtrædende rolle i den enkelte persons liv ved at støtte under opvæksten, følge den sociale integration og integrationen på arbejdsmarkedet og ved meget ofte også at yde støtte ved sygdom, herunder også i forbindelse med midlertidigt eller varigt handicap eller behov for pasning og pleje. De tjenester, der tilbydes af offentlige myndigheder og det private og sociale marked, er stadig af afgørende betydning, især når det gælder om at fremme en balance mellem arbejds- og familieliv, bekæmpe familiers fattigdom og ledighed samt støtte og hjælpe familier, der er ramt af sygdom, har problemer med stofmisbrug, opdragelsesvanskeligheder eller vold i familien. Disse tjenester kan ikke i sig selv dække de følelsesmæssige behov hos mennesker, hverken hos plejekrævende eller plejegivende personer (11).

3.4

Det voksende krav om at fokusere på familien fra de europæiske borgeres side synes ikke desto mindre at være blevet forholdsvis positivt modtaget af det tyske EU-formandskab, som har foreslået en »storalliance« mellem institutionerne med det formål at fremme koordinerede politikker, der kan danne en modvægt til det faldende fødselstal og det stigende antal ældre. I de sidste to år er der faktisk startet en ny udvikling i alle EU's institutioner, der er kendetegnet ved en mere systematisk, strategisk og fremadrettet tilgang, som derfor også har et større potentiale.

3.5

Dette fremgår tydeligt af de vigtige bestemmelser vedrørende familien i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (12), også selvom det havde været ønskeligt, at der i forbindelse med revisionen af EU's traktater i artikel 3 var blevet indføjet en udtrykkelig henvisning til »støtte til familielivet« som en af EU's målsætninger.

3.6

EØSU er meget tilfreds med Kommissionens meddelelse, som indeholder en specifik dagsorden for, hvordan den foreslåede alliance for familier kan udmøntes i praksis. Den afspejler mange af EØSU's holdninger og den mere generelle debat i de seneste år. Den danner ligeledes et godt udgangspunkt for at tackle udfordringerne i relation til de demografiske ændringer, støtte samarbejde og partnerskaber mellem forskellige aktører, finde frem til, hvordan man bedst dækker behovene hos de familier, der har ansvaret for børn eller plejekrævende personer, samt forbedre mulighederne for at forene arbejds-, familie- og privatliv. Det kan bl.a. ske gennem afgørende investeringer i kvalitetstjenesteydelser for børn og familier, og det vil bidrage til at genskabe en ny og stærkere solidaritet mellem generationerne.

3.7

Det er ikke desto mindre fortsat beklageligt, at det på grund af den manglende støtte fra visse medlemslande ikke har været muligt at anvende den åbne koordinationsmetode på området. Det ville have givet alliancen større strategisk og strukturel gennemslagskraft. EØSU erkender dog, at der med meddelelsen er skabt et muligt grundlag for at udvikle en sammenhængende platform, som ikke er til hinder for yderligere udvikling på grundlag af en tættere koordinering.

3.8

Efter at det tyske EU-formandskab har sat afgørende liv i dette nye arbejdsområde, gælder det derfor om at holde øje med, at det ikke igen bliver marginaliseret. I lyset af den nye og stadig større interesse som de forskellige europæiske instanser viser sociale spørgsmål og borgernes velfærd, er der ved at være fornyet fokus på, overvejelser omkring og handling på familieområdet. Disse indledende og beskedne skridt skal gradvist styrkes og udvides via en detaljeret handlingsplan, der forventes gennemført med det 3. europæiske demografiske forum planlagt i 2010.

3.9

Mere overordnet gælder det om rent praktisk at anerkende det konkrete og væsentlige bidrag, som familierne fortsat yder til vores samfund og til den konkrete pleje og pasning af personer i alle aldre. Familien bør også ses i lyset af dens sociale og økonomiske funktion og i lyset af den eventuelle og uholdbare stigning i udgifterne til velfærdsydelser, der vil blive konsekvensen, hvis familien ikke gives den støtte og opmuntring, der er nødvendig, for at den kan udfylde denne rolle.

3.10

I den sammenhæng spiller arbejdsmarkedets parter på de forskellige niveauer allerede en vigtig rolle. Arbejdsmarkedets parter på europæisk plan har inden for rammerne af det første fælles arbejdsprogram 2003-2006 fremlagt en handlingsplan for lige muligheder med særlig henvisning til forening af familie- og arbejdsliv og alle spørgsmål forbundet dermed. Endelig bygger arbejdsmarkedets andet program for 2006-2008 på en omfattende analyse af de væsentligste udfordringer for arbejdsmarkedet (13). EØSU opfordrer arbejdsmarkedets parter til at fortsætte i denne retning.

3.11

Man bør også i endnu højere grad overveje den strukturelle dimension af den rolle, som skabelse og fornyelse af den sociale kapital og menneskelige relationer spiller, idet den i stadig større udstrækning anerkendes som værende afgørende for den enkelte borgers og samfundets velfærd. Den tid, der bruges på børn og familie, er helt sikkert tid, der går fra karrieren, men den er samtidig en investering i omsorg for eller uddannelse af mennesker og bør derfor anerkendes og opprioriteres, ved at det overvejes at supplere de eksisterende foranstaltninger (overførsler, skattefradrag, forældreorlov osv.) med en eller anden form for pensionsbelønning af den tid, der anvendes til pleje af plejekrævende personer, der bor hos familien (14). På den måde undgår man, at solidariteten mellem generationer resulterer i en fremtidig gæld (i form af utilstrækkelige pensioner med deraf følgende større fattigdomsrisiko), som først og fremmest vil påhvile kvinderne.

3.12

Ligeledes bør man også overveje betydningen af ulønnet tid, som er en størrelse, der er vanskelig at beregne og derfor ofte overses, men som ikke desto mindre har en afgørende indvirkning på den sociale livskvalitet, som de fleste i stadig større grad efterspørger og værdsætter.

3.13

Det er derfor nødvendigt at udtrykke samfundets påskønnelse af dette strukturelle og grundlæggende aspekt af mennesket, som er oprindelsen til, at de sociale bånd knyttes, på en anden — eksplicit og positiv — måde. Det skal ske ved en bedre udvikling og tilpasning af alle de vilkår og tjenesteydelser, der i øvrigt gør det muligt at realisere drømmen om egen familie, at få det ønskede antal børn og tage sig af sine nærmeste uden bekymringer.

4.   Særlige bemærkninger

4.1

Kommissionens meddelelse fastlægger med målsætningerne og iværksættelsen af de indledende foranstaltninger nogle positive og velstrukturerede retningslinjer for arbejdet (f.eks. oprettelsen af den højtstående gruppe af regeringseksperter vedrørende demografi). EØSU bakker op om disse retningslinjer og opfordrer til, at de udvikles fuldt ud, og håber, at de til stadighed vil få tilstrækkelig offentlig opmærksomhed, og at der informeres bredt om de opnåede fremskridt, således at man sikrer den størst mulige deltagelse i processen.

4.2

Det er særlig vigtigt aktivt at inddrage de lokale og regionale aktører, idet de spiller en stadig vigtigere og central rolle i tilvejebringelsen af sociale tjenesteydelser og gennemførelsen af vellykkede eksperimenter. Det synes derfor at være hensigtsmæssigt ikke kun at fremme oprettelsen af regionale og lokale fora, men også at opfordre Kommissionen til at spille en proaktiv rolle og i samråd med de berørte parter at udarbejde og fremme et detaljeret program for fora og initiativer i alle EU's medlemslande for at sikre den størst mulige tilslutning til processen.

4.3

EØSU mener, at oprettelsen af et observatorium for god praksis for familiepolitik under Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene skal støttes, og anbefaler, at dette sker i snævert samråd med civilsamfundsorganisationerne, herunder især familieorganisationerne, i forskellige arbejdsfaser i såvel fastlæggelsen af denne gode praksis som i at finde frem til, hvilke lejligheder der er mest passende for debat og overvejelse.

4.4

Det er således nødvendigt at overvåge, at observatoriets primære fokus ikke udelukkende er på familiespørgsmål, der knytter sig til arbejdslivet, men at det snarere koncentrerer sig om præcist at fastlægge familiens og generationernes behov og de tilbud og omkostninger, der kræves for at værne om og fremme udviklingen af nye former for solidaritet mellem generationerne. På den måde vil observatoriet kunne medvirker til at kortlægge den infrastruktur for socialt medborgerskab, der i dag findes i EU-landene (15).

4.5

For så vidt angår forskning, foreslår EØSU, følgende specifikke arbejdsområder:

skattepolitikkens rolle og betydning i de forskellige lande i EU (både hvad angår overførsler og skattefradrag), ved at den enten støtter eller straffer familielivet, navnlig i relation til børnene (fra fødslen til pasning og uddannelse) og plejekrævende voksne, forening af arbejds- og familieliv, kvinders beskæftigelse samt en mere ligelig fordeling af opgaverne mellem mænd og kvinder;

de politikker og tiltag, der er rettet mod en aktiv tredje alder, under hensyntagen til, at den tid, der forløber fra pensionen til afhængighed af andre på grund af sygdom eller fremskreden alder, hele tiden bliver længere, og med henblik på at udbrede initiativer og tiltag, der får de ældre til at engagere sig og deltage i sociale og kulturelle aktiviteter til gavn for lokalsamfundet, idet dette øger kvaliteten af den samlede sociale kapital;

livscyklusperspektivet for at undersøge, om det er muligt at finde frem til et alternativ til det lineære syn på den gennemsnitlige livscyklus (16), dvs. en mere fleksibel og alternativ struktur, hvor investering i familien, forældre- og uddannelsesorlov eller orlov for at passe familiemedlemmer ikke længere betragtes som en lykkelig undtagelse fra reglen eller som noget, der uundgåeligt vil være til skade for karrieren, især kvinders karriere, men gradvist bliver helt almindeligt for de fleste mænd og kvinder, som ønsker det (17);

forskningen bør samtidig tage højde for, at ovennævnte væsentlige stigning i antallet af familier med enlige forsørgere kan føre til en situation med flere ensomme ældre, der kan have svært ved at imødegå de faste udgifter, og som risikerer at få en væsentlig lavere levestandard som følge af et mere foranderligt livsforløb. Det må derfor overvejes, hvorledes man sikrer, at pensionerne garanterer den enkelte en værdig levestandard, og om familiemedlemmer kan sikres individuelle pensionsrettigheder;

det bør undersøges, hvordan fattigdom blandt børn påvirker samfundet, og hvilke omkostninger det har (bl.a. handel med børn og kriminalitet rettet mod børn), støtte til familier, som er ramt af ledighed, sygdom, stofmisbrug, mental sygdom, vold i familien og opdragelsesvanskeligheder; hindringer, som unge af begge køn støder på, når de skal klare sig på egen hånd og etablere egen familie.

4.6

Der er endnu to områder, hvor der har været meget lidt aktivitet, og hvor EØSU finder, at Kommissionen inden for rammerne af denne strategi bør gøre en større og mere markant indsats:

boligpolitikken, som ikke længere synes at være i overensstemmelse med virkeligheden, idet den stadig i det væsentlige udformes med tanke på en livscyklus, hvor der klart bruges mest tid på arbejde (18). Dette gælder især sociale boliger, både hvad angår fremme af dagpleje og retten og den reelle mulighed for plejekrævende personer for at blive i hjemmet;

situationen for handicappede og stærkt afhængige personer, som ofte bor i eget hjem eller hos familien, og som er en udfordring for såvel indførelsen af sådanne ydelser og produkter, der gør det muligt for disse personer at klare sig længst muligt i eget hjem, og for den enkelte person og familien, som ofte er i fare for at blive isoleret; en isolation der ofte først viser sig, når der indtræffer en tragedie.

4.7

Det forslag, som en lang række familieorganisationer på EU-niveau for nylig genfremsatte over for de forskellige EU-institutioner, fortjener særlig opmærksomhed (19). Forslaget er en anmodning om at revidere momssatserne på produkter til småbørn, startende med bleer. Kommissionen påtog sig en konkret politisk forpligtelse på området den 19. juli 2006 om at fremsætte forslag om revision af det 6. direktiv og især bilag H til direktiv 2006/112/EF, som indeholder en liste over varer og ydelser, som kan belægges med en nedsat momssats, der ikke er mindre end 5 % (20). Prisen på disse varer er generelt af væsentlig betydning for familiebudgettet overalt i Europa. EØSU støtter dette forslag, der henhører under EU's beføjelser, og er en konkret måde, hvorpå medlemslandene kan tilskyndes til at yde væsentlig økonomisk støtte til familierne.

4.8

Endelig bør endnu to indsatsområder for forskningen omtales:

Behovet for at indarbejde familiespørgsmål i alle EU's forskellige politikker (»family mainstreaming«) for systematisk at tage hensyn til såvel virkningerne for familierne af de iværksatte foranstaltninger som den familiemæssige dimension inden for de forskellige sociale og økonomiske aktionsområder i EU. I den forbindelse mener EØSU, at Kommissionen bør genoplive den tværtjenstlige gruppe, der blev oprettet i 1989, men senere opgivet, idet den ville sikre en bedre koordinering af tiltagene på området.

Behovet for regelmæssigt at høre de europæiske borgere og især familieorganisationerne og arbejdsmarkedets parter for at gøre det muligt at foretage en løbende evaluering af de iværksatte foranstaltninger, formidle information mere målrettet og effektivt ved at støtte dette arbejde økonomisk og ved at etablere relevante procedurer og fora. EØSU kan i den forbindelse vise sig at være et ideelt forum til at sikre strukturel stabilitet.

5.   Konklusioner

5.1

Selv om den demografiske udfordring er meget vigtig, bør spørgsmålet om solidaritet mellem generationerne ikke udelukkende fokusere på og dermed begrænse sig til det demografiske spørgsmål, men bør i højere grad behandles som et problem med højeste prioritet i de kommende år af såvel de horisontale ansvarlige aktører (institutioner, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundsorganisationer osv.) som de vertikale (unge, ældre osv.), da de er afgørende for den europæiske (økonomiske, samfundsmæssige og kulturelle) udvikling og for fornyelsen af den socialpagt, som vores demokratier bygger på.

Faktisk har den solidaritetskultur, der indtil nu har været kendetegnende for den europæiske udvikling, over tid muliggjort meget originale og holdbare løsninger, der har vist sig at være afgørende for den menneskelige, sociale og økonomiske udvikling, fra de nationale velfærdssystemer til forholdet mellem sociale rettigheder og pligter, fra udviklingen af borgerrettigheder til mødet og det fortsatte ansvar mellem generationerne i familien.

5.2

Som den franske forfatter Antoine de Saint-Exupery udtrykte det, så gælder det ikke kun om at forudsige fremtiden, men også om at gøre den mulig. Det handler derfor om at sørge for, at alle borgere, navnlig familierne og især de unge, får ny tillid til fremtiden. På den måde vil de ikke længere være stillet over for et samfund, hvori der er så få ressourcer og tjenesteydelser og så lidt tid, at de er nødt til alt for længe at udskyde beslutningen om at stifte egen familie og få det ønskede antal børn. De vil i stedet mærke holdbarheden af en fornyet solidaritetsalliance mellem generationerne og kunne yde et bidrag og tackle vor tids udfordringer.

Bruxelles, den 13. december 2007.

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Jf. EØSU's udtalelse af 16. december 2004 om forholdet mellem generationerne (ordfører: Bloch-Lainé), EUT C 157 af 28.6.2005, EØSU'S udtalelse af 14. marts 2007 om familien og den demografiske udvikling (ordfører: Buffetaut), EUT C 161 af 13.7.2007, EØSU's udtalelse af 14. marts 2007 om de økonomiske og budgetmæssige konsekvenser af befolkningens aldring (ordfører: Florio), EUT C 161 af 13.7.2007, Arbejdsmarkedsparternes rolle, når arbejde, familie og privatliv skal forenes (ordfører: Clever), juli 2007, for blot at nævne de vigtigste.

(2)  KOM(2005) 94 endelig.

(3)  KOM(2006) 571 endelig, som EØSU efter anmodning fra det tyske formandskab har udtalt sig om i sin sonderende udtalelse af 14. marts 2007 om familien og den demografiske udvikling (ordfører: Buffetaut), EUT C 161 af 13.7.2007.

(4)  Jf. EØSU's udtalelse af 28.9.2005 om »Grønbog om lovvalg og kompetence i skilsmissesager«, ordfører Retureau (EUT C 24 af 31.1.2006), hvor det konstateres, at »Grønbogen foreslår [derfor] (fornuftigt) at undlade en harmonisering af lovvalgsreglerne«.

(5)  Eurostat, Population in Europe 2005. Selv om forekomsten af familier med kun én forælder varierer betydeligt mellem landene i EU (i Italien er det mindre udbredt, i Sverige mere udbredt), er kønssammensætningen den samme (med en klar overvægt af kvinder) i næsten alle lande med Sverige som den eneste undtagelse, idet 26 % af de enlige forældre med børn er mænd.

(6)  Fattigdommen er heri beregnet i forhold til indkomstniveauet i hvert medlemsland, således at det er lavere i visse nye medlemslande (f.eks. kun 6 % i Polen) og meget højere i andre lande som Irland (44 %), Grækenland (33 %), Portugal (30 %), Belgien (26 %) og Storbritannien (24 %). Europe's social reality, høringsdokument udarbejdet af BEPA, marts 2007.

(7)  Særligt Eurobarometer 273 European Social Reality, februar 2007.

(8)  For mere om dette emne se bogen Valori a confronto ved R. Gubert og G. Pollini, Milano 2006, som bygger på oplysninger fra European Values Study, en undersøgelse foretaget blandt 40 000 borgere i 33 lande i Europa (de 27 EU-medlemslande og andre lande, der er medlemmer af Europarådet) af forskellige europæiske universiteter. Også undersøgelsen The demographic future of Europe udført af Robert Bosch Foundation i samarbejde med det tyske føderale institut for demografisk forskning, der via interview med 34 000 borgere i 14 lande i Europa, bekræfter europæernes stærke familiebånd.

(9)  Beregnet på grundlag af en fattigdomsgrænse svarende til 60 % af den gennemsnitlige indkomst. Den sociale situation i Europa i 2004 og Eurostat 2003. Se også den seneste rapport om den sociale situation i Europa 2005-2006, som Kommissionen udsendte i foråret 2007 om balancen mellem generationer i et aldrende Europa.

(10)  Familiespørgsmål hører under generaldirektoratet for beskæftigelse, sociale anliggender og lige muligheder. Bestemte dokumenter kan findes på den europæiske alliance for familiers hjemmeside: http://ec.europa.eu/employment_social/families/index_en.html. Det er ikke desto mindre beklageligt, at der ikke er adgang til hele det vigtige arbejde, der i årene inden 2000 blev udført af det ovennævnte observatorium, der blev oprettet i 1989, og de vigtige tiltag, der blev iværksat igennem en periode på mere end 10 år.

(11)  Susy Guillari og Jane Lewis, The Adult Worker Model, Gender Equality and Care, socialpolitik og udvikling, programdokument nr. 19, FN's forskningsinstitut for social udvikling, april 2005.

(12)  Det drejer sig om artikel 7, 9, 14, 24(3), 33 og 34.

(13)  De europæiske arbejdsmarkedsparter sendte i juli 2007 et brev til kommissionsmedlem Vladimir Spidla, hvor de gav udtryk for deres ønske om at klarlægge direktivet vedrørende forældreorlov i lyset af mulighederne for at forene arbejds- og familieliv i EU. Organisationerne har med henblik herpå oprettet en fælles arbejdsgruppe, som skal fremlægge en rapport på Det Europæiske Råds forårsmøde, der afholdes til marts næste år.

(14)  Se for eksempel de nye planlagte tiltag i Finland, hvor arbejdsmarkedets parter i 2003 blev enige om en vigtig reform af pensionssystemet, som blev vedtaget af parlamentet i 2004 og trådte i kraft i 2005. For yderligere informationer se de engelsksprogede sider på

www.tyoelake.fi.

(15)  Se EØSU's udtalelse af 10. december 2003 om den socialpolitiske dagsorden (ordfører: Jahier), EUT C 80 af 30.3.2004.

(16)  En livscyklus, der i dag foregår efter et helt usmidigt tidsforløb fra opvækst over uddannelse og en vanskelig og lang integration på arbejdsmarkedet med uundgåelige tidsmæssige konsekvenser for familien og det mulige fødselstal for at ende med, at man i en moden alder er nødt til både at forsørge egne børn og tage sig af de ældre familiemedlemmer, der har brug for pleje.

(17)  I den forbindelse er det absolut nødvendigt at bakke op om og udvide de forskningsområder, der allerede er fastlagt af Agenturet i Dublin.

(18)  Se i den forbindelse også EØSU's udtalelse om boliger og regionalpolitik (ordfører. Grasso, medordfører: Prud'homme), EUT C 161 af 13.7.2007.

(19)  I anledning af den internationale familiedag, den 15. maj 2007, fremsendte ELFAC (den europæiske sammenslutning for storfamilier) sammen med mange andre organisationer, herunder COFACE (sammenslutningen af familieorganisationer i EU) en anmodning til de ansvarlige institutioner med titlen »Need for reduced VAT on essential items for child raising«. For yderligere materiale og oplysninger se

www.elfac.org.

(20)  Nogle medlemslande, Malta, Polen, Portugal og Tjekkiet, og indtil indførelsen af en ensartet momssats for alle produkter og tjenesteydelser i januar 2007 også Ungarn, belægger allerede i dag bleer med en nedsat momssats, men vi mener, at der bør tages en mere vidtgående beslutning omfattende alle produkter til småbørn, fra mad til tøj, der indtil videre er belagt med den højeste momssats.


BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende ændringsforslag, som fik mere end en fjerdedel af de afgivne stemmer, blev forkastet under debatten (forretningsordenens artikel 54, stk. 3):

Punkt 4.3

Punktet ændres som følger:

»EØSU mener, at oprettelsen af et overvågningscenter for god praksis for familiepolitik under Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene skal støttes, og anbefaler, at dette sker i snævert samråd med civilsamfundsorganisationerne, og herunder især familieorganisationerne, i forskellige arbejdsfaser i såvel fastlæggelsen af denne gode praksis som i at finde frem til, hvilke lejligheder der er mest passende for debat og overvejelse. EØSU opfordrer Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at etablere et observationsorgan for familiepolitik under Dublin-instituttet og at tilvejebringe de nødvendige finansielle midler til dette formål. «

Begrundelse

De europæiske institutioner er netop i gang med at drøfte budgetspørgsmål, hvilket får betydning for de finansielle ressourcer, der er nødvendige for at observationsorganet kan påbegynde sit arbejde allerede i 2008.

Afstemningsresultat

For: 63 Imod: 67 Hverken for eller imod: 22


16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/73


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Fjerde rapport om den økonomiske og sociale samhørighed«

KOM(2007) 273 endelig

(2008/C 120/17)

Europa-Kommissionen besluttede den 30. maj 2007 under henvisning til artikel 262 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Fjerde rapport om den økonomiske og sociale samhørighed.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som udpegede Olivier Derruine til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 8. november 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 440. plenarforsamling af 12.-13. december 2007, mødet den 13. december 2007, følgende udtalelse med 88 stemmer for, ingen imod og ingen hverken for eller imod.

1.   Indledning

1.1

I medfør af traktatens artikel 159 er Kommissionen forpligtet til hvert tredje år at udarbejde en rapport om økonomisk og social samhørighed i Europa.

1.2

Da rapporten offentliggøres året før ajourføringen af Lissabon-strategiens integrerede retningslinjer, håber EØSU, at man efterkommer dets anmodning om, at der tages hensyn til dets overvejelser ikke blot i næste generation af regionalpolitikken, men også i udarbejdelsen af disse nye integrerede retningslinjer (1).

1.3

Den nye reformtraktat indebærer fornyelse, idet territorial samhørighed er tilføjet som ét af EU's generelle mål (artikel 3); territorial samhørighed figurerede ikke, før Det Europæiske Konvent tilføjede det, og regeringskonferencen i 2007 godkendte det.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

I den meddelelse, der ledsager rapporten, opstilles en række punkter, der markerer starten på en debat om strukturpolitikkens fremtid. Efter EØSU's opfattelse er der udeladt to vigtige spørgsmål, der bør besvares konkret:

det forekommer omsonst at drøfte samhørighedspolitikken, der repræsenterer næsten en tredjedel af EU's budget, hvis man ikke samtidig drøfter de midler, der afsættes til dens gennemførelse. EØSU erindrer om, at EU's budget, som det foreligger efter godkendelse i aftalen om de finansielle overslag, er utilstrækkeligt til at matche de ambitioner, man har for Europa. Det samme gælder mere specifikt for strukturpolitikken: 0,36 % af BNP er ikke nok til at sikre økonomisk, social og territorial samhørighed i Europa (2).

Arbejdsmarkedets parters og det organiserede civilsamfunds rolle: et sæt spørgsmål, som berører styreformer, der imidlertid her kun belyses ud fra en snæver politisk vinkel. Spørgsmålet om, hvilke roller arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund skal spille, berøres imidlertid desværre ikke, selv om disse to instanser er afgørende for at sikre, at projekterne afspejler de virkelige behov og har bred støtte i offentligheden og selv om de bidrager til gennemsigtigheden i ressourceanvendelsen.

2.2

Rapportens tal kan forvirre den opmærksomme læser, fordi det ikke altid fremgår tydeligt, om tallene vedrører EU-15, EU-25 eller EU-27. Når det drejer sig om udviklingen kan referencedatoerne derfor skabe forvirring. Rapporten omhandler således ofte samhørigheden i EU-27, men henviser til 1996, hvor antallet af medlemsstater lige var nået op på 15. Det betyder, at de skitserede tendenser ikke kun vedrører EU, men også inddrager lande, der ikke eller kun i begrænset omfang (på grund af arten af deres handelsforbindelser) var berørt af de europæiske sektorpolitikker (det indre marked, konkurrence, regionalpolitik). Derfor forplumres de konklusioner, man kan drage angående strukturpolitikkernes strukturelle bidrag til realiseringen af større samhørighed, selv om deres bidrag er ubestrideligt (3).

2.3

Kriteriet med 75 % af BNP pr. indbygger, der anvendes til at afgøre, hvorvidt en region har et udviklingsefterslæb eller ej, er blevet uklart, fordi BNP pr. indbygger efter udvidelsen er faldet efter tiltrædelsen af lande, der er langt mindre rige end de foregående (statistisk effekt). Dette gælder også Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse. Man kan derfor ikke direkte sammenligne situationen vedrørende samhørighed inden 2004 med den nuværende situation. Man bør relativisere resultaterne i de tolv regioner, der er nået op over denne grænse, for det kan ikke udelukkes, at resultaterne skyldes den statistiske effekt.

2.4

Af rapporten fremgår det, at 9 af de 12 medlemsstater, der tiltrådte i 2004 og 2007, ved begyndelsen af den kommende programmeringsperiode vil være nået op over grænsen på de 75 % af det europæiske BNP pr. indbygger. Det betyder, at dette referencekriterium bliver irrelevant. Man bør derfor overveje dette spørgsmål.

2.5

Rapporten indeholder mange oplysninger, der dog beklageligvis ikke altid er bundet sammen med krydshenvisninger.

Hvis man f.eks. sammenholder punkt 2.1.3, 3.2, 2.2.4 (navnlig figuren) og 2.2.6 i bilag I, fremgår det tydeligt, hvor vanskeligt det er at kombinere økonomisk vækst med harmonisk udvikling (i dette tilfælde jobskabelse til fordel for alle regionerne). Dette er dog en reel udfordring, som navnlig visse nye medlemslande (Polen, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Den Tjekkiske Republik) står overfor.

Irland, Grækenland og Spanien, der er tidligere samhørighedslande, har ganske vist helt eller delvist indhentet deres efterslæb, men hvordan forholder det sig med bæredygtigheden af deres vækst? Er det muligt at bevare optimismen med hensyn til den fremtidige udvikling, når arbejdsproduktiviteten pr. time gennem de seneste 10 år har haltet bagefter det europæiske gennemsnit, eller når væksten i vid udstrækning er baseret på ejendomsmarkedet (Spanien)? Hvad er forklaringen på, at næsten hver femte irer trues af fattigdom, når landet samtidig har en stærk vækst, der har placeret det på andenpladsen målt på BNP pr. indbygger, og som har skabt fuld beskæftigelse?

Spørgsmålet om kvaliteten i arbejdet, der i Lissabon i 2000 blev anerkendt som et vigtigt mål, glimrer ved sit fravær i den omfattende rapport (4). Vi mener, at hver medlemsstat nøje bør kontrollere, om de jobs, der har modtaget støtte fra eller er skabt med midler fra strukturfondene, er jobs, der har gjort det muligt for arbejdstagerne at få fodfæste på arbejdsmarkedet og rimelige livsvilkår med en passende løn.

2.6

EØSU gør ligeledes opmærksom på, at der savnes en henvisning til socialøkonomien, hvor 10 % af de europæiske virksomheder antages at være aktive, og dennes rolle i forbindelse med samhørighed (herunder navnlig støtten til de mest sårbare på arbejdsmarkedet). Denne sektor skaber beskæftigelse af høj kvalitet og bidrager til en bæredygtig udvikling, i og med at den forankrer beskæftigelsen i lokalområdet, skaber dynamik i landdistrikterne, skaber social kapital og tager hensyn til omstruktureringsprocesserne på sektorniveau og territorialt. I den henseende ville det være nyttigt at råde over kvantitativt sammenlignelige statistikker mellem medlemsstater for at forbedre vores kendskab til den sektor.

2.7

Efter EØSU's opfattelse bør adskillige aspekter af økonomisk, social og territorial samhørighed uddybes eller undersøges, f.eks. lige muligheder på arbejdsmarkedet for kvinder og mænd.

2.8

Hvis der stadig skulle være behov for at overbevise nogen om fordelene ved samhørighedspolitikken i EU, byder rapporten på nye argumenter:

Markedskræfterne giver fordele til hovedstæderne, og arbejdstagere og arbejdsløse strømmer hertil, selv om hovedstædernes positive image ofte ikke står mål med virkeligheden. Dette bør ikke undervurderes i drøftelser, der har til formål at fremme mobilitet for at bekæmpe arbejdsløsheden.

Hovedstæderne er for øvrigt ofte de eneste vækstlokomotiver. Kun i tre lande eksisterer der sekundære udviklingscentre med internationalt image og som er økonomisk bæredygtige. Dette kan måske forklare, hvorfor den gennemsnitlige regionale vækstrate svinger mellem 0 % og 8,6 % (1997-2004).

Selv om et land, der samlet set er afhængigt af udviklingen i hovedstaden, når den kritiske grænse på 75 %, vil mange regioner være meget længere tid om at nå grænsen.

Det var derfor på høje tid, at territorial samhørighed som i stadig højere grad synes at fremstå som selve grundlaget for økonomisk og social samhørighed, bliver anerkendt som et af EU's generelle mål.

2.9

EØSU noterer med tilfredshed, at rapporten anlægger et nyt perspektiv på samhørigheden i Europa ved at sammenholde denne med situationen hos konkurrenterne på verdensplan og ved at fokusere på hovedstædernes rolle og konsekvenserne med hensyn til udviklingens bæredygtighed (navnlig skæv udvikling og belastning af miljøet) og klimaændringernes konsekvenser på regionalt niveau.

2.10

EØSU støtter EU's mål om at tage føringen i bekæmpelsen af klimaforandringerne. Hvis landene uden for EU ikke følger trop, vil dette ikke desto mindre bringe konkurrenceevnen i fare og sætte EU's samhørighedspolitik under pres. Konkurrenceforvridningen vil føre til øget udflytning af virksomheder til lande, der ikke er inddraget i klimaændringspolitikken,

2.11

EØSU glæder sig over det fornyede fokus på samhørighedens territoriale dimension, der på trods af vedtagelsen af Det Europæiske Fysiske og Funktionelle Udviklingsperspektiv (1999), hidtil har været forsømt: Strategi for byudvikling, territorial dagsorden, Leipzig-chartret, hvor der opstilles en række grundlæggende principper for byudviklingen, samt de storbyområder, som EØSU har gjort opmærksom på, og som betegnes som klynger i forbindelse med industri- og innovationspolitikken.

2.12

Sidste kapitel, som omhandler forbindelsen mellem fællesskabspolitikkerne og samhørighed, er det mindst overbevisende, idet der heri opregnes alle de bestræbelser, der er udfoldet som led i Lissabon-strategien, uden at det nævnes, hvilke konkrete og pålidelige konsekvenser disse har haft for samhørigheden.

3.   Henstillinger

3.1

Uden at foregribe den kommende initiativudtalelse i anledning Kommissionens offentlige høring vedrørende det kommende EU-budget, skal EØSU hermed erindre om nogle af sine tidligere anbefalinger.

3.1.1

Strukturfondene, begrænser sig i øjeblikket hovedsagelig til at yde tilskud. EØSU har i en tidligere udtalelse (5) foreslået at genoverveje deres funktionsmekanisme med henblik på at forstærke deres virkning med hjælp fra Den Europæiske Investeringsfond og EIB. EØSU har foreslået at omdanne disse tilskud til finansieringsprodukter, så der skabes en løftestangseffekt: En euro, der ydes som garanti for risikovillig kapital, vil således gøre det muligt at finansiere en investering på 5 til 10 euro i en SMV. JEREMIE-eksemplet bør udvides (6).

3.1.2

Der ville ligeledes kunne frigives ressourcer uden at forøge medlemsstaternes bidrag; ressourcerne kunne afsættes til projekter, der har en europæisk merværdi (bl.a. manglende led i de transeuropæiske net (TEN), Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen).

3.1.2.1

EØSU har ofte kritiseret momssystemet, der er en del af det europæiske budget, med henvisning til omkostningerne i forbindelse med inddrivelse, forvaltning og kontrol, der er uforholdsmæssigt høje (7). Disse omkostninger bør reduceres, hvilket ville frigøre ressourcer til fælles projekter.

3.1.2.2

Man bør bryde med den praksis, der består i at tilbageføre ikke-anvendte midler på det i forvejen begrænsede europæiske budget til medlemsstaterne. Disse midler udgør kun en meget lille andel af det årlige budget. I perioden 2000-2005 udgjorde de dog et samlet beløb på næsten 45 mia., der kunne have været anvendt på en produktiv måde (8).

3.1.2.3

I en situation hvor alle medlemsstaterne oplever en demografisk aldring, der betyder stigende sociale udgifter, og hvor stabilitetspagten samtidig pålægger dem budgetmæssige begrænsninger, kunne offentlig-private partnerskaber udgøre en alternativ løsning, hvis de offentlige forvaltninger (navnlig på subnationalt plan) var i stand til at forhandle afbalancerede aftaler med den private sektor, hvilket forudsætter en styrkelse af den administrative kapacitet.

3.2

De strategiske retningslinjer, der ligger til grund for regionalpolitikken, er afpasset efter Lissabon-strategien. EØSU foreslår, at regionalpolitikken på mere afbalanceret måde tager hensyn til strategien for bæredygtig udvikling, der navnlig vedrører alle aspekter af samhørighed, eftersom Lissabon-strategien, der supplerer den, har fokus på konkurrenceevne (9).

 

LISSABON

BÆREDYGTIG UDVIKLING

Tidshorisont

2010

Intet udløb; langsigtet

Område

Den Europæiske Union

Rækker i kraft af sin eksterne dimension ud over Den Europæiske Union

Prioriteter (10)

Forbedre vækst og beskæftigelse, sikre et dynamisk, velfungerende euroområde, gøre Europa til et mere attraktivt sted at investere og arbejde i, sikre, at viden og innovation fremmer væksten, gøre det mere attraktivt at arbejde, modernisere de sociale beskyttelsessystemer, fremme arbejdstageres og virksomheders omstillingsevne og gøre arbejdsmarkederne mere fleksible, øge investeringen i menneskelig kapital gennem bedre uddannelse og færdigheder

Bekæmpelse af klimaændringerne, sundhedsfremme — folkesundhed, bekæmpelse af social udstødelse og håndtering af demografiske ændringer, en bedre forvaltning af naturressourcerne, mere bæredygtige transportmidler, bekæmpelse af fattigdom i verden og fremme af udvikling

3.2.1

Nedenstående kort, der er udarbejdet af European Spatial Planning Observation Network (ESPON), illustrerer den stigende polarisering og metropolisering indtil 2030, der vil blive resultatet af en uddybning af Lissabon-strategien i dens nuværende udformning. Et scenarium med større fokus på samhørighed ville gøre det muligt at udbrede det økonomiske center og navnlig skabe andre udviklingscentre (Østersøregionen, det østlige firkantsområde, der afgrænses af Wien, Berlin, Warzawa og Budapest samt Sydfrankrig og Katalonien).

3.2.2

EØSU erindrer (11) i denne forbindelse om, hvor vigtigt det er at udvikle og gennemføre en polycentrisme på to niveauer inden for rammerne af en harmonisk udvikling for at undgå polariseringens skæbnesvangre konsekvenser (12): første niveau, der fremmer dannelse af udviklingscentre fordelt over det europæiske område for at sprede vækst og beskæftigelse uden for det økonomiske center (femkanten), og andet niveau, der konsoliderer forbindelserne og synergierne mellem de store bycentre og landdistrikterne for navnlig at undgå »territoriale brud« inden for nomenklaturen for statistiske territoriale enheder (NUTS).

3.3

På baggrund af hovedstædernes stigende betydning hvad angår skabelse af velstand, aktiviteter og beskæftigelse, især i visse af de nye medlemsstater (13), og den stærke korrelation mellem væksten i BNP og inflationen, bør regeringerne og civilsamfundet i de lande, der er på vej til at tilslutte sig eurozonen, være særlig opmærksomme på den betydning, som overgangen til den fælles valuta kan få for deres interne samhørighed. Samhørigheden kan komme under pres, når forskellige regioner i samme land oplever forskellig dynamik. Så uden at ignorere fordelene ved euroen (14) og i betragtning af den kendsgerning, at politikken med ensartede rentesatser ikke nødvendigvis kan leve op til deres nationale økonomiers behov, vil denne politik opleves forskelligt i de store aktivitetscentre (bl.a. hovedstaden) og de øvrige regioner. Som supplement bør samordningen af medlemsstaternes økonomiske politikker styrkes for at svække dette fænomen (15).

3.4

Tjenesteydelser af almen interesse fremhæves på ny i rapporten. I forlængelse af den nye protokol om tjenesteydelser af almen interesse, der er udarbejdet af regeringskonferencen i 2007, beder EØSU på ny om, at der på fællesskabsniveau udarbejdes »fælles regler for alle tjenesteydelser af almen interesse (økonomiske og ikke-økonomiske), herunder sociale tjenesteydelser, som bør samles i et i henhold til den fælles beslutningsprocedure vedtaget rammedirektiv, der kan skabe en grundlæggende EU-lovgivning, som er tilpasset disse ydelsers særlige kendetegn« (16).

3.5

»Efter EØSU's opfattelse [som Europa-Parlamentet i nylige betænkninger har tilsluttet sig] kan samhørigheden ikke kun tolkes ud fra BNP-indikatorerne. Det ønsker, at der udformes en mere objektiv samhørighedsindikator [som] ved siden af BNI [indbefatter] andre parametre som beskæftigelse, arbejdsløshed, social beskyttelse, adgang til almennyttige tjenesteydelser m.m.« (17). Disse indikatorer bør desuden suppleres med indikatorer vedrørende indkomstskævhed (Gini-koefficienten eller forholdet mellem første og femte kvintil) og vedrørende CO2-udledninger (pr. indbygger eller udviklingen siden 1990). Generelt er det afgørende at konsolidere de europæiske statistiske værktøjer og styrke forbindelserne mellem Eurostat og de nationale statistiske kontorer, herunder særligt på NUTS-niveau, så man hurtigst muligt får adgang til de mest fuldstændige og præcise data (18).

3.6

EØSU foreslår at undersøge, om det ikke ville være mere relevant i forbindelse med den næste runde med fordeling af strukturmidler at benytte den økonomiske indikator BNI og ikke BNP, som det allerede sker i Samhørighedsfonden.. Dermed ville man tage hensyn til pendlere, hvis økonomiske betydning medvirker til at øge forskellene, hvilket fremgår af en indrammet tekstpassage i rapporten, mens der samtidig tilskyndes til mobilitet på alle niveauer og direkte udenlandske investeringer, hvorfra en del af indtægterne tilbageføres til oprindelseslandet. Bruttonationalindkomsten (BNI) medtager således disse ind- og udgående investeringer i modsætning til BNP. Denne forskel kan have stor betydning for visse lande (Luxembourg, Irland, Den Tjekkiske Republik, Estland, Cypern, Ungarn og i mindre grad Polen og Rumænien), hvilket kan medføre, at fordelingen af strukturmidler ikke er optimal. Det bør også noteres, at disse oplysninger ikke foreligger på NUTS-niveau, hvilket der så vidt muligt bør rådes bod på.

4.   Svar på udvalgte høringsspørgsmål

4.1   Hvilke modforholdsregler kan regionerne tage over for omstruktureringspresset fra dynamiske konkurrenter i de lav- og mellemteknologiske sektorer?

4.1.1

Med hensyn til de europæiske virksomheders udvikling har det vist sig, at 7. rammeprogram for forskning og udvikling og programmet for universitetssamarbejde, der begge har til formål at stimulere de små og mellemstore virksomheder og videnregionerne, stadig i for høj grad anvender en top down-metode. Man bør fremme »netværksintegration af videnskabelige og teknologiske ekspertisecentre, high tech-parker, strukturerede broer mellem universiteterne, erhvervslivet og det offentlige«. Man skal dog være opmærksom på, at »innovationskravet risikerer at føre til en ny opsplitning, hvis der ikke skabes nye kompetencer for at forberede borgerne på ændringer« (19). Dette betyder, at man mere alvorligt bør overveje beskæftigelsens kvalitative dimension, for »ud over øgede investeringer i forskning og udvikling, investeringer generelt og investeringer i uddannelse og efteruddannelse med henblik på videns- og informationssamfundets krav, er forbedring af arbejdslivets kvalitet en nøgle til at øge væksten i produktiviteten og virksomhedernes innovationsevne. Dette er dokumenteret i videnskabelige undersøgelser af sammenhængen mellem arbejdskvalitet og produktivitet og af den betydning, som« godt arbejde »set fra de berørte arbejdstageres side har for arbejdsmotivationen og præstationslysten« (20).

4.1.2

For så vidt angår industripolitik »kan synergi og inddragelse af alle berørte parter med henblik på at sikre vellykket gennemførelse af strukturomlægningen (…) gøre det muligt at gennemføre industriel omstilling på en socialt acceptabel måde, hvis arbejdsmarkedsparterne systematisk inddrages i foregribelsen og håndteringen af ændringerne, og hvis man konsekvent forfølger det dobbelte mål at sikre virksomhedernes konkurrenceevne og at minimere de negative sociale konsekvenser« (21).

4.1.3

I grænseregionerne kan man fremme industrielle ændringer »ved at skabe den valgfrie transnationale ramme om kollektive overenskomster, som bebudet i den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden 2005-2010« (22).

4.1.4

Udvalget støtter Europa-Parlamentets anmodning om at få en evaluering af virksomhedsudflytningerne, en opfølgning af dem på territorialt plan (mistede/oprettede arbejdspladser, jobtype, effekt på den territoriale, økonomiske og sociale samhørighed) samt konkrete forslag i form af regelmæssige rapporter (23).

4.1.5

En del af de uudnyttede midler kunne supplere bevillingerne til Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen, som er et nyt instrument, der midlertidigt og hurtigt yder støtte til afskedigede arbejdstagere, der er blevet ofre for globaliseringen. Samtidig bør man revidere tildelingskriterierne ved at sænke det antal afskedigede arbejdstagere, der kræves, for at fonden kan yde støtte, idet små og mellemstore virksomheder udgør 99,8 % af alle virksomheder (mikrovirksomheder 91,5 %) og har ansat 67,1 % af alle beskæftigede.

4.1.6

Som det er fastsat i de generelle bestemmelser om strukturfondene, bør man fastholde syv år som varigheden af den periode, hvor virksomheder, der har modtaget støtte, er forpligtet til ikke at flytte deres investering.

4.1.7

For så vidt angår Jeremie-initiativet, tyder en første vurdering på, at det er alt for koncentreret på foregangssektorerne, og at det ikke i tilstrækkelig grad kommer små og mellemstore virksomheder til gavn, fordi de ikke er repræsenteret i disse sektorer..

4.1.8

Ikke alle europæiske regioner vil kunne være i forreste linje i videnøkonomien, fordi de ikke råder over den nødvendige infrastruktur eller menneskelige kapital, eller fordi de på grund af deres størrelse ikke kan udnytte stordriftsfordele. De vil skulle positionere sig i forhold til de nærliggende storbyområder ved at udvikle den lokale økonomi eller specialisere sig inden for områder, hvor storbyeffekten ikke spiller så stor en rolle, eller hvor den nødvendige kritiske masse er mindre. EØSU kan ikke acceptere, at landdistrikter opfattes som landbrugsområder uden andre fremtidsudsigter.

4.1.9

Et af alternativerne findes i turistsektoren og beslægtede sektorer. Det betyder, at »en ikke-udtømmende liste over nye landboerhverv f.eks. kunne se således ud: særlig handel med lokalprodukter, traditionelle håndværksprodukter og fødevarer, idræts- og miljørelaterede fritidsaktiviteter, audiovisuelle og virtuelle aktiviteter, kulturfremme, børnepasning, lejre og herberger, naturmedicin, skønhedspleje, traditionelt byggeri og genoplivelse af ældre erhverv, internetcafé'er, fremme af fast ejendom på lokalt plan, rådgivning om nye aktiviteter, fremstilling af varer og tjenester, der sædvanligvis forbruges i boliger, særlig opmærksomhed mod ældre« (24). Der bør gives mest mulig opmærksomhed til økoturisme, der er baseret på økologisk forvaltning. Økoturismens sigte er at uddanne borgerne inden for bæredygtig udvikling og miljøvenlig udvikling, som ikke forstyrrer naturens balance. Den Europæiske Socialfond og ELFUL kan bidrage hertil.

4.1.10

Kulturturisme byder på interessante muligheder for mange regioner. I denne forbindelse »kunne EU benytte konkurrencer og belønningsordninger i sine programmer til at fremme bedste praksis i forvaltningen af tjenester vedrørende kulturturisme, især i programmet om europæiske kulturhovedstæder og det fremtidige program om fremtrædende europæiske rejsemål. EU kunne også rådgive byer og regioner, som beslutter at indgive ansøgninger til disse to programmer, og tildele dem en større finansiel støtte end i øjeblikket samt eventuelt give dem fortrinsadgang til strukturfondsbevillinger« (25).

4.2   I hvilket omfang er klimaændringen en udfordring for samhørighedspolitikken?

4.2.1

EØSU deler ESPON's (26) opfattelse om, at følgerne af klimaændringerne varierer fra region til region og kræver forskellige former for indsats. I de økonomiske centre vil målet blive at fastholde den økonomiske produktivitet ved at reducere storbyøkonomiens negative effekter (luftforurening og CO2-udledning) ved at udvikle innovative og effektive kollektive transportsystemer og sikre en bedre forvaltning af det fysiske rum. I de sydeuropæiske regioner og i bjergegnene bliver den største udfordring at begrænse den kaotiske anvendelse af det fysiske rum og byggeriet. De fjernestliggende områder kræver innovative løsninger for at forbedre adgangsforholdene ved foranstaltninger, der ikke har negative langsigtede konsekvenser.

4.2.2

EØSU foreslår at styrke budgetmidlerne til og supplere Den Europæiske Unions Solidaritetsfond, der for øjeblikket yder nødhjælp i forbindelse med naturkatastrofer. For i højere grad at vise, at EU er optaget af klimaforandringerne, som kræver foranstaltninger på længere sigt, foreslår EØSU, at Solidaritetsfonden fremover medfinansierer projekter med sigte på forbyggende risikoforvaltning.

4.2.3

Der bør anvendes klare og gennemsigtige kriterier ved udvælgelsen af de programmer, der skal finansieres under forskellige budgetposter og programmer. De bør omfatte bæredygtighedskriterier, f.eks. projektets effekt på miljø, sundhed, jobskabelse eller jobtab samt EU's konkurrenceevne (27).

4.3   Hvordan kan samhørighedspolitikken bedre fremme en harmonisk, afbalanceret og bæredygtig udvikling under hensyntagen til EU-regionernes forskellighed, f.eks. de mindst begunstigede områder, øer og landområder og kystområder, men også byer, industriområder i tilbagegang, andre områder med særlige geografiske forhold?

4.4

EØSU har flere gange talt for polycentrisme i Europa. I fjerde rapport fremhæves det økonomiske center (femkanten) og hovedstædernes stigende betydning, men også de sociale og miljømæssige omkostninger, der følger med. Udvikling af sekundære udviklingscentre, dvs. storbyområder med en udbygning af synergier og supplerende elementer mellem bycentrene og de fjerntliggende regioner. Man kunne i en rapport regelmæssigt gøre status over den socio-økonomiske situation i storbyområderne, hvilket ville kræve, at der blev udviklet et passende statistisk værktøj (28). I den forbindelse finder EØSU i øvrigt, at territoriale udviklingspagter i forbindelse med globaliseringen kunne være nyttige, især hvis de som led i en fremsynet indsats bidrog til samfundets kulturelle vækst og inddrog alle (29).

4.4.1

Efter EØSU's mening bør man navnlig i forbindelse med bymiljøet anvende modellen »et socialt ansvarligt område«, dvs. et område, der — som det hedder i Bristol-aftalen (december 2005) (30) -centrerer sin udvikling omkring bæredygtighed ved at basere sin dynamik på økonomiske, sociale og miljømæssige dimensioner og på de socio-økonomiske følger af befolkningens aldring. I den forbindelse bør man fortsat ubetinget støtte den inddragelse af civilsamfundets aktører i fælles beslutninger om den fremtidige udvikling, som sjette rammeprogram for forskning og udvikling anbefalede. Syvende rammeprogram omfatter specifikke aktiviteter inden for området vedrørende menneskets udvikling og aldring (31).

4.4.2

Da områder med god beskæftigelse og meget aktivitet kan række ud over de enkelte landes grænser, bør man tildele Interreg flere ressourcer for at fremme det grænseoverskridende samarbejde (32).

4.4.3

Med hensyn til regionerne i EU's yderste periferi »bifalder EØSU Kommissionens ønske om i henhold til samhørighedsmålene at fastlægge en specifik mekanisme, der kan kompensere for svagheder i regioner i den yderste periferi såvel som i regioner med permanente strukturelle handicap« (33). EØSU konstaterer, at 50 % af midlerne til FoU er koncentreret i nogle få regioner, og ønsker derfor »en styrkelse af incitamenterne til teknologioverførsel mellem regionerne«. Efter EØSU's mening bør en europæisk politik for regioner med permanente handicap hvile på tre hovedprincipper, nemlig 1) varighed (referencebegrebet udviklingsefterslæb er ikke relevant for disse regioner), 2) positiv forskelsbehandling med henblik på at sikre reel ligestilling med de øvrige regioner, og 3) proportionalitet for at tage hensyn til deres forskellige geografiske, demografiske og miljømæssige karakteristika og de deraf følgende begrænsninger. For at udligne ulighederne kan man forestille sig indgreb af socialt tilsnit såsom: »direkte støtte til visse handels- eller servicevirksomheder, specielle takster for sø- og lufttransport for lokalbefolkningen og offentlige tjenesteydelser af kvalitet« osv. (34).

4.4.3.1

Kommissionen har ret, når den fremfører, at adgangen til øer er betinget af, at der »til rejsetiden med bil eller tog skal lægges overfartstiden«. Adgangsforholdene er »et særligt problem«, som øerne skal håndtere. Kommissionen har også ret, når den understreger problemet med øernes lave indbyggertal. De fleste kan faktisk ikke klare sig alene med deres hjemmemarked. Andre problemer har dog også betydning for øernes udvikling på lang sigt, som f.eks. deres begrænsede ressourcer, naturgivne risici og sårbare miljø.

4.4.3.2

Det hedder i artikel 16 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, at »… medlemsstaterne inden for deres respektive kompetenceområde og inden for rammerne af denne traktats anvendelsesområde sørger for, at sådanne tjenester ydes på grundlag af principper og vilkår, der gør det muligt for dem at opfylde deres opgaver«.

4.4.3.4

Blandt andre instrumenter er der én enkelt model for forsyningspligtydelser til offentlige servicesektorer, hvis anvendelse på disse områder er forudset i de politiske dokumenter og retsakter i EU. Dette redskab behandles grundigt i grønbogen om forsyningspligtydelser (35).

4.4.4

EØSU erindrer om, hvor vigtigt det er at sanktionere virksomheder, der modtager europæiske tilskud, men flytter deres aktiviteter til et andet land inden for syv år. Offentlige midler skal ikke gå til spilde ved, at man præmierer nedlæggelse af arbejdspladser.

4.5   Hvilke konsekvenser har de udfordringer, som rapporten peger på, for fundamentale elementer i den sociale samhørighed som inklusion, integrering og lige muligheder for alle? Er det nødvendigt at træffe yderligere foranstaltninger for at foregribe og imødegå sådanne konsekvenser?

4.5.1

Ligestilling mellem kønnene figurerer eksplicit i forordninger vedrørende strukturfondene som en tværgående dimension. Det ser dog ud til, at den opmærksomhed, som dette princip har været genstand for, næsten udelukkende har vedrørt arbejdsmarkedsspørgsmål. Medlemsstaterne bør opmuntres til at anvende en integreret tilgang (eventuelt ved brug af Lissabon-strategiens integrerede retningslinjer og om nødvendigt ledsaget af individuelle anbefalinger). Med henblik på at kunne evaluere de operationelle programmer er det absolut nødvendigt at råde over kønsopdelte data.

4.5.2

For at gøre de muligt for par at få det ønskede antal børn, bør medlemsstaterne iværksætte foranstaltninger af forskellig art, f.eks. »direkte økonomisk støtte, favorabel skatteordning samt udbud af faciliteter og tjenesteydelser« (forskellige former for vuggestuer, bl.a. virksomhedsdrevne vuggestuer), skoler, der er åbne hele dagen, og betalingsydelser; i forbindelse med disse infrastrukturer er det vigtigt at garantere ikke blot kvantitet men også kvalitet (36). EØSU minder desuden om, at medlemsstaterne efter Det Europæiske Råd i Barcelona (juni 2002) blev enige om at »tilstræbe at tilbyde børnepasning for mindst 90 % af alle børn i aldersgruppen fra tre år til den skolepligtige alder og for mindst 33 % af alle børn under tre inden udgangen af 2010«. Der bør desuden fastsættes »et mindstebeløb for de offentlige midler, der afsættes til familier og børn, altså en investering i fremtiden, for at undgå, at de eventuelt opsluges af samfundets udgifter til det stigende antal ældre — udgifter som de ældre vælgere kunne formodes at prioritere« (37). I denne forbindelse kunne man overveje at oprette en demografifond. Formålet skulle være at yde støtte til nationale tiltag, der tager sigte på at øge fødselsraten og kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet ved at øge det europæiske bidrag til finansieringen af pasningsinstitutioner for børn og ældre samt investere i renovering/modernisering af skoler, navnlig i landdistrikterne.

4.5.3

Sideløbende med demografistøtten »skal man derfor opretholde og forbedre børnenes sundhed og sikkerhed, give alle en uddannelse af høj kvalitet, tilbyde forældre hjælpe- og støtteydelser, således at de kan opfylde deres behov og klare deres vanskeligheder. Familier og børn, der lever i stor fattigdom, bør have særlig opmærksomhed. Samme bemærkning gælder for dem, der har behov for særlig støtte, samt dem, der har indvandrerbaggrund. Selv om det står klart for EØSU, at den europæiske befolkning bliver ældre, og at fornyelsen af generationerne er nødvendig for kontinentets overlevelse påpeger det, at absorberingen af den udbredte arbejdsløshed, adgang til varig beskæftigelse for de 25-35-årige og en reel jobsikkerhed i almindelighed skulle gøre det muligt at forvalte pensioneringen (enten aktiv eller ej) uden problemer« (38). Den Europæiske Socialfond bør yde et stort bidrag til dette formål.

4.5.4

EØSU finder også, »at der på EU-plan [bør] fastsættes en række fælles målsætninger vedrørende adgangen til en bolig og minimumsstandarder for boligkvaliteten, der definerer begrebet ordentlig bolig« (39).

4.5.5

De europæiske finansielle institutioner [bør kunne] afsætte midler til meget lav rente til programmer for byggeri til unge, familier med børn, indvandrere, ældre og handicappede og sociale risikogrupper osv. for at fremme mobiliteten hos arbejdstagerne, skabe socialt blandede kvarterer og sikre udgifter, der er til at betale for beboerne. (…) EØSU bemærker, at Jessica-programmet vil tilføre elementer til oprettelsen af en garantifond til store sociale boligprojekter og beder om, at man i midtvejsevalueringen af strukturfondene analyserer dette spørgsmål (40).

4.6   Hvilke kvalifikationer skal vore borgere primært være i besiddelse af i fremtiden for at imødegå disse nye udfordringer?

4.6.1

De territoriale udviklingspagter, der er omhandlet i svar 2.1, giver en interessant tilgang til besvarelsen af dette spørgsmål, for så vidt som mangfoldigheden af situationer og konkrete udfordringer gør det nødvendigt at mobilisere instrumenter og forskellige kompetencer (jf. 1.1). Arbejdsmarkedets parter, der siden 2002 forelægger en rapport om deres involvering i livslang læring på Det Europæiske Råds forårsmøde, skal inddrages aktivt.

4.6.2

EØSU vil gerne minde om, »at støtte fra EU og medlemsstaternes regeringer til bredbåndsinternetforbindelser (41), der giver adgang til e-læringssystemer, er en vigtig forudsætning for at kunne anvende ikt inden for livslang læring, navnlig i EU's landdistrikter og små byer. (…) EØSU anmoder i den forbindelse Europa-Kommissionen om at lade bredbåndsadgang indgå som led i en bredere strategi, der skal give e-adgang status som en almennyttig tjeneste. (…) Man bør være særlig opmærksom på faren for, at der kan opstå en generationskløft« (42).

4.7   Hvordan fordeles beføjelserne optimalt mellem EU, de nationale og regionale niveauer i et forvaltningssystem med flere niveauer, når man skal sikre en effektiv forvaltning af samhørighedspolitikkens programmer?

4.7.1

EØSU gentager på det kraftigste sin modstand mod ethvert forsøg på at renationalisere samhørighedspolitikken, der afgjort giver en europæisk merværdi hvad angår solidaritet, vækst og beskæftigelse, og hvis konkrete udtryk er synlige for de europæiske borgere.

4.7.2

EØSU minder om, at i henhold til traktaten (artikel 2, 158 og 159) skal alle politikker — fællesskabets politikker samt nationale, tværgående og sektorpolitikker — medvirke til at nå målet om samhørighed. Der skal derfor tages hensyn til samhørighed og navnlig dens territoriale dimension i de integrerede retningslinjer og konsekvensanalyserne (43).

4.7.3

EØSU ser med tilfredshed på, at regeringskonferencen har indføjet territorial samhørighed i EU's mål, og Kommissionens forslag om at etablere en ny afdeling vedrørende territorial samhørighed i GD REGIO. Denne afdeling skal sørge for, at sektorpolitikkerne tilnærmer sig målet om samhørighed. Navnlig bør man se på de budgetmæssige afgrænsninger, der er defineret i stabilitets- og vækstpagten og disses konsekvenser for finansieringen af de transeuropæiske net og mere præcist på de manglende strækninger, for så vidt som de projekter, der kan få EU-støtte, kræver medfinansiering fra de nationale myndigheders side.

Opmærksomheden bør henledes på en række overordnede retningslinjer. Visse af disse forekom allerede i traktaterne, andre er blevet indført efter regeringskonferencen i 2007. Deri hedder det:

Ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tager Unionen »hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af social udstødelse samt et højt niveau for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed«. (ny artikel 5 a i traktaten om Unionens funktionsmåde).

»Ved udformningen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tilstræber Unionen at bekæmpe enhver form for forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering« (ny artikel 5 b i traktaten om Unionens funktionsmåde).

Inkorporerer miljøbeskyttelseskravene, navnlig for at fremme den bæredygtige udvikling (artikel 6 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab opretholdt i den nye traktat).

Der bør ligeledes tages højde for bestemmelserne i Chartret om grundlæggende rettigheder, som er anerkendt i traktaten om Den Europæiske Union (artikel 6) i forbindelse med fastlæggelsen og gennemførelsen af strukturpolitikkerne.

4.7.4

EØSU beklager meget, at denne høring ikke omhandler den rolle, som arbejdsmarkedets parter og organisationerne i civilsamfundet spiller i udformningen, udarbejdelsen og gennemførelsen af strukturfondene. Deres inddragelse er uundværlig med henblik på at tilpasse de medfinansierede projekter til realiteterne og til deres behov, for så vidt disse er en del af de strategiske retningslinjer. »EØSU ser gerne, at der fremover opstilles indikatorer for høringsprocessen vedrørende de strategi- og planlægningsdokumenter, som udarbejdes i medlemsstaterne. (…) Medlemsstaterne bør forklare, hvorledes de sørger for feedback om, hvordan partnerskabsprincippet sættes i værk for opfølgningsudvalgenes vedkommende. Det er EØSU's overbevisning, at medlemsstaterne og de regionale myndigheder i større udstrækning bør udnytte det potentiale, som civilsamfundsorganisationerne rummer, og inddrage dem i udformningen af fremmeplaner samt støtte de initiativer, der udgår fra græsrødderne, ved til dette formål at afsætte passende finansielle midler til fremme- og informationstiltagene vedrørende strukturfondene. Man bør ligeledes, når det gælder grænseoverskridende eller interregionale programmer, fremme fælles høringer og socio-professionelle partnerskaber, som også bør være grænseoverskridende eller interregionale« (44).

4.7.5

I forlængelse af Open Days-arrangementerne og initiativet Regioner for økonomisk forandring er EØSU stærk tilhænger af følgende:

oprettelsen af et europæisk turismeagentur, der kunne fungere som et europæisk turismeovervågningscenter og forsyne Fællesskabet, medlemsstaterne og regionerne med pålidelige og sammenlignelige data om turisme (45),

indførelsen af en European Green City-pris for at tilskynde lokalmyndighederne og de offentlige og private aktører til at yde deres bedste (46),

oprettelsen af en ordning for teknisk assistance til boligprojekter i samarbejde med de lokale og regionale myndigheders repræsentanter og netværk samt med støtte fra Europa-Kommissionen og medlemsstaterne (optimere projekter og metoder for bedst muligt at integrere boligprojekterne i bysaneringsprogrammerne) (47).

Der bør navnlig sættes fokus på udveksling af erfaringer og bedste praksis.

4.8   Hvilke nye muligheder for samarbejde mellem regionerne findes der både i og uden for EU?

4.8.1

EØSU mener, at et forum for dialog mellem storbyområder og Kommissionen vil kunne fremme polycentrisme og forbedre kendskabet til disse områder. Der kunne nedsættes en arbejdsgruppe for at fastlægge og udveksle god praksis (48).

4.8.2

Juridiske enheder, som etableres både under EGGS og andre strukturfonde, skal være ansvarlige for koordineringen af de forskellige finansieringskilder og for forberedelse og gennemførelse af finansieringsprojekter til støtte for den industrielle udvikling i den pågældende region. Denne finansiering bør være tilgængelig for repræsentanter for de forskellige involverede parter i regionerne. Etablering af sådanne juridiske enheder kan udgøre et incitament til grænseoverskridende samarbejde og give sådanne regioner en større identitetsfølelse samt øge deres ønske om at harmonisere regelsæt (49).

4.8.3

Inden for disse rammer skal der afholdes fælles høringer og oprettes henholdsvis grænseoverskridende eller interregionale socioprofessionelle partnerskaber og den sociale dialog skal fremmes, blandt andet ved at skabe den valgfrie transnationale ramme om kollektive overenskomster, som bebudet i den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden 2005-2010 (50).

4.8.4

For at fremme samhørigheden kunne regionerne også indlede et samarbejde på energiområdet set i lyset af den afgørende betydning, som dette område har for produktionsomkostningerne, familierne og den økonomiske udvikling. Et sådant samarbejde kunne tage form af indbyrdes energihandel mellem de regioner, der råder over flere og billigere energiressourcer end de fattigere regioner. Dette er i dag muligt ved at anvende et reguleret, men mere åbent netværkssystem og ved at tage »el-børsen« i brug.

Bruxelles, den 13. december 2007.

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Jf. punkt 1.4. i EØSU's udtalelse om Strukturpolitikkernes virkninger og følger for samhørigheden i Den Europæiske Union, EUT C 93 af 27.4.2007, s. 6.

(2)  Uden at foregribe den initiativudtalelse, som EØSU afgiver om dette emne, kommer vi senere tilbage til nogle allerede udarbejdede forslag.

(3)  EØSU's udtalelse om »Strukturpolitikkernes virkninger og følger for samhørigheden i Den Europæiske Union«, EFT C 93 af 27.4.2007, s. 6.

(4)  Spørgsmålet nævnes, men de eneste oplysninger om emnet vedrører uddannelse, mens der i KOM(2003) 728 blev peget på 10 dimensioner vedrørende kvaliteten i arbejdet, der blev analyseret ved hjælp af en lang række indikatorer.

(5)  EØSU's udtalelse om »De strategiske retningslinjer for samhørighedspolitikken (2007-2013)«, EUT C 185 af 8.8.2006.

(6)  EØSU's udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen: Samhørighedspolitikkens bidrag til vækst og beskæftigelse: strategiske retningslinjer for samhørighedspolitikken (2007-2013)«, EUT C 185 af 8.8.2006, s. 52.

(7)  EØSU's udtalelse om »Ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter«, EUT C 267 af 27.10.2005, s. 57.

(8)  EØSU's udtalelse om »Strukturpolitikkernes virkninger og følger for samhørigheden i Den Europæiske Union«, EUT C 93 af 27.4.2007, s. 6.

(9)  I anledning af vedtagelsen i marts 2005 af det nye afsæt for Lissabon strategien fremhævede Det Europæiske Råd, at denne strategi skal ses i en større sammenhæng, nemlig kravet om bæredygtig udvikling, der indebærer, at nutidens behov skal tilgodeses, men ikke på bekostning af kommende generationers muligheder for at få opfyldt deres behov. Det Europæiske Råd bekræfter på ny, at det lægger vægt på bæredygtig udvikling som styrende princip for alle EU's politikker og aktioner. (Rådets konklusioner, juni 2005).

(10)  KOM(2005) 141 endelig »Integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse (2005-2008)«; KOM(2005) 658 »Revision af strategien for bæredygtig udvikling En handlingsplatform«.

(11)  Jf. EØSU's udtalelser om »Europæiske storbyområder: socioøkonomiske konsekvenser for EU's fremtid«, EUT C 168 af 20.7.2007, s. 10, »Strukturpolitikkernes virkninger og følger for samhørigheden i Den Europæiske Union«, EUT C 93 af 27.4.2007, s. 6, og »EU's territoriale dagsorden«, EUT C 168 af 20.7.2007, s. 16.

(12)  Jf. undersøgelsen fra Europarlamentets Regionudviklingsudvalg, »Regionale forskelle og samhørighed: fremtidens strategier«, maj 2007.

(13)  Dette vil blive behandlet i en kommende udtalelse i anledning af ØMU'ens 10-årsdag i 2008.

(14)  Dette vil blive behandlet i en kommende udtalelse i anledning af ØMU'ens 10-årsdag i 2008.

(15)  I anledning af vedtagelsen i marts 2005 af det nye afsæt for Lissabon strategien fremhævede Det Europæiske Råd, at denne strategi skal ses i en større sammenhæng, nemlig kravet om bæredygtig udvikling, der indebærer, at nutidens behov skal tilgodeses, men ikke på bekostning af kommende generationers muligheder for at få opfyldt deres behov. Det Europæiske Råd bekræfter på ny, at det lægger vægt på