16.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/1

1.1

Udvalget finder det bydende nødvendigt at styrke de hidtidige foranstaltninger for forskning og udvikling (F&U) i Europa betydeligt samt skabe de nødvendige rammebetingelser og økonomiske forudsætninger herfor.

Udover slagkraftige, fælles, nationale og industrielle F&U-programmer har vi brug for et europæisk indre marked for forskning og udvikling for bedre at kunne udnytte og frigøre det eksisterende og fremtidige potentiale i De Europæiske Fællesskaber — det er det europæiske forskningsrum.

1.2

Udvalget bifalder derfor Kommissionens erklærede hensigt om at styrke og videreudvikle det europæiske forskningsrum. De nævnte målsætninger og forslag er i vid udstrækning fornuftige og støtteværdige. Der er dog behov for at supplere og i enkelte tilfælde også at præcisere eller korrigere dem.

1.3

Udvalget støtter målet om at skabe et attraktivt europæisk arbejdsmarked for forskere, der skaber muligheder for mobilitet og belønner denne. Vigtigst er frem for alt principielle spørgsmål om kontraktudformning, et attraktivt lønniveau, social sikkerhed/sociale ydelser på europæisk plan og familiesammenholdet. På dette område er der store mangler, navnlig i medlemsstaterne! Derfor appellerer udvalget til specielt medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter om at afhjælpe disse mangler, og frem for alt til at give unge forskere attraktive karrieremuligheder, som kan konkurrere med alternative karrieremuligheder for højtbegavede akademikere. På den måde vil flere unge igen være parat til at investere deres energi og tid i et meget krævende og selektivt studium og således bidrage til at afhjælpe den beklagelige mangel på kvalificerede videnskabelige og teknologiske eksperter i Europa.

1.4

Udvalget støtter Det Europæiske Råds Barcelona-målsætning. I henhold til det aktuelle beslutningsgrundlag vil Fællesskabet dog kun bidrage med en andel på ca. 2 % (altså kun med en halvtredsindstyvendedel!) af de i Barcelona-målsætningen tilstræbte F&U-investeringer. Hermed ligger langt den største politiske forpligtelse med henblik på at realisere Barcelona-målsætningen hos medlemsstaterne, og den økonomiske forpligtelse hos industrien. Udvalgets anbefalinger er derfor især rettet til Rådet, Parlamentet og medlemsstaterne, som alle hver især bør tage de nødvendige skridt til, at forskning og udvikling i Europa igen kan komme i en førerposition på verdensplan, og træffe de nødvendige foranstaltninger hertil.

1.5

Udvalget gentager sin anbefaling om at øge De Europæiske Fællesskabers bidrag til de tilstræbte totale F&U-udgifter til mindst 3 % for dermed at styrke løftestangsvirkningen i Fællesskabets forskningsstøtte, hvad angår medlemsstaternes og industriens påkrævede investeringer i forskning. Derudover skal en del af midlerne i strukturfonden anvendes til infrastrukturforanstaltninger på F&U-området samt Den Europæiske Investeringsbanks støttemuligheder styrkes. Denne anbefaling er blevet endnu mere presserende på grund af det gennem længere tid undervurderede og meget alvorlige energi- og klimaproblem.

1.6

Udvalget støtter målsætningen om at skabe videnskabelige og tekniske forskningsinfrastrukturer i verdensklasse, men disse må derefter sikres vedvarende og pålidelig støtte. Den grundlæggende forudsætning for succes og for, at disse betydelige forskningsinvesteringer skal give mening er, at man sikrer, at medlemsstaternes relevante institutter og universitetsgrupper deltager i udviklingen, samt, hvad angår tekniske projekter, en tilsvarende engageret integration af industrien. Det er først med denne integration, der skabes en helhed og europæisk merværdi.

1.7

Udvalget støtter målsætningen om at styrke forskningsinstitutionerne — men også deres overordnede paraplyorganisationer — som de væsentligste initiativtagere til og bærende kræfter inden for forskning og udvikling. Disse har behov for at kunne lægge langfristede og stabile planer, råde over passende udstyr og tilstrækkelig frihed til at træffe beslutninger. Forudsætningerne herfor er en højere grad af ejerskab i udnyttelsen af finansielle ressourcer, en tilstrækkeligt høj andel af grundfinansiering, totalfinansiering af projekter, overførsel af årsbudgetter, reduktion af fremskridtshæmmende administrative byrder for de bærende kræfter inden for forskning og uddannelse, incitament og støtte af avanceret forskning gennem konkurrencebaseret tildeling af yderligere forskningsmidler.

1.8

Udvalget mener, at de fælles teknologiinitiativer og teknologiplatforme er vigtige instrumenter til at skabe teknisk innovation på strategisk vigtige forskningsområder. I forbindelse med de hertil nødvendige partnerskaber mellem den offentlige og private sektor og de fælles forskningsprogrammer er det vigtigt også at inddrage små og mellemstore virksomheder i passende omfang. De viden- og innovationsfællesskaber, som endnu mangler at blive oprettet af det europæiske teknologiske institut (ETI), bør kunne drage fordel af de erfaringer, der gøres derved. Erfaringerne med ERA-Nettene og CORNET-projekterne samt EUREKA-grupperne kan her ligeledes være et værdifuldt bidrag.

1.9

Udvalget støtter målsætningen om at åbne det europæiske forskningsrum over for verden. Derfor er dets attraktivitet i højeste grad et afgørende kriterium, for først når den aktuelle beklagelige hjerneflugt, ikke kun i kvantitativ, men også i kvalitativ henseende, af verdens dygtigste og mest succesrige forskere er overvundet, kan denne opgave anses for at være løst. For at opnå dette skal alle de følgende væsentlige faktorer være opfyldt: niveau, udstyr, arbejdsbetingelser, politiske rammebetingelser, udfoldelsesmuligheder og handlefrihed, løn og samfundets anerkendelse.

1.10

Udvalget støtter den åbne koordinationsmetode, som anvendes til vurdering af medlemsstaternes strategiske mål og politikker samt til indbyrdes videndeling, så der således kan opnås en sammenhængende og optimeret europæisk forskningspolitik. Derimod kan udvalget ikke bifalde topstyret koordinering af den europæiske forskning helt ned i detaljen og ind i forskningsorganisationer eller firmaer, ud fra en målsætning om at sikre en generel standard. Derfor skal man undgå at give indtryk af, at Kommissionen tilstræber en central styring af den europæiske forskning. Det drejer sig om at skabe en harmonisk balance mellem Fællesskabets rammer, medlemsstaternes selvstændighed samt institutionelle og individuelle initiativer og innovative evner. Kun ved en pluralistisk forening af metoder, initiativer og valg af emner kan man skabe de bedste resultater, metoder og innovationer.

1.11

Udvalget gentager sin opfordring om at reducere bureaukratiet. Derfor anbefaler udvalget således at inkludere reduktion af bureaukratiet som en yderligere vigtig politisk målsætning i Kommissionens fremtidige dagsorden. Det indebærer, at der skal udvikles koncepter i fællesskab med medlemsstaterne og forskningsorganisationerne for at forenkle den urimelige overregulering og mangfoldighed af europæiske, regionale og institutionelle rapporteringspligter, ansøgningsprocesser, evaluerings-, syns- og skønsprocedurer osv. og reducere dem til det højst nødvendige. Selv konkurrencebaseret støtte til avanceret forskning osv. øger i begyndelsen den tid og energi, forskerne skal investere i bureaukratiske procedurer. Derfor er det særligt vigtigt at finde en fornuftig løsning ved hjælp af reduktion og forenkling. Frygten for enkeltpersoners misbrug må ikke føre til overregulering og lammelse for alle.

1.12

Udvalget finder det nødvendigt, at der i støtteorganisationerne, og navnlig i Kommissionen, medvirker videnskabeligt kvalificerede embedsmænd med faglig ekspertise, som gennem længere tid har været og fremover vil være fortrolige med det pågældende fagområde og dets enkeltheder og specielle »samfund« (regelmæssige jobrotationer er i den forbindelse kontraproduktive!).

1.13

Udvalget anbefaler at supplere det europæiske forskningsrum med et europæisk videnrum med henblik på at skabe et europæisk vidensamfund. Dette kræver en fundamental bred uddannelse af alle borgere samt de for forskere og ingeniører yderligere krævede førsteklasses specialuddannelser. Heraf følger også referencen til en passende »videnstyring«. Forskning og udvikling er baseret på eksisterende viden med henblik på at skaffe ny viden.

1.14

Udvalget anbefaler at udvikle klare og forståelige regler for Fællesskabets mangfoldige instrumenter til fælles F&U-støtte og -koordinering, herunder en sammenfattende oversigt (og brugsvejledning) over alle de støtte- og koordineringsinstrumenter samt -former, som er til rådighed i forbindelse med Kommissionens F&U-målsætninger. Dette skal også gøre det klart, om disses voksende antal fortsat er præget af tilstrækkelig klarhed omkring opgaverne og selektiviteten, og om de er overskuelige og håndterbare for såvel potentielle brugere som for Kommissionens embedsmænd, eller om der eventuelt er behov for justeringer.

1.15

Mange af grønbogens emner kræver differentierede synsvinkler. I denne forbindelse og vedrørende yderligere aspekter henviser udvalget til den fulde tekst i sin udtalelse.

2.1

Kommissionens meddelelse tager udgangspunkt i den allerede gennemførte debat og vedtagelsen af det nugældende syvende rammeprogram for forskning og udvikling (F&U), de hertil udvalgte forskningsemner (de såkaldte særprogrammer), de til disse disponible instrumenter samt deltagelsesreglerne. I den aktuelle meddelelse fra Kommissionen drejer det sig derfor ikke længere om forskningsindhold, men derimod udelukkende om det europæiske forskningsrums strategiske målsætninger.

2.2

Til dette formål sammenfattes det europæiske forskningsrums opgaver og målsætninger efter et kort historisk overblik, og disse diskuteres, vurderes og tilpasses til den nye udvikling på baggrund af den konstaterede faktiske situation. Udgangspunktet for meddelelsen er den europæiske forsknings og udviklings betydning for Lissabon-strategien samt spørgsmålet om dens konkurrencedygtighed i den globale omverden.

2.3

I den forbindelse fremhæves følgende punkter som særlige opgaver og målsætninger:

2.4

De hidtil opnåede resultater sammenfattes, og der tages udgangspunkt heri i de fremtidsorienterede foranstaltninger til konsolidering og yderligere udbygning af det europæiske forskningsrum. Det aktuelle EU-forskningsrammeprogram er fra Kommissionens synsvinkel udtrykkeligt udformet med henblik på at støtte disse foranstaltninger; Støttemidlerne er øget betragteligt, om end i mindre målestok end tidligere foreslået af Europa-Kommissionen (og anbefalet af udvalget!). Nye initiativer, der er skabt i forbindelse med det syvende rammeprogram (2007-2013), f.eks. Det Europæiske Forskningsråd, vil få effekt på det europæiske forskningslandskab. Også det fremtidige europæiske teknologiske institut vil kunne bidrage til at skabe viden- og innovationssamfund i verdensklasse.

2.5

Samtidig henvises der — fra Kommissionens synspunkt — til svagheder, som skal afhjælpes, f.eks. (i forkortet form):

2.6

Udvalget kommer ind på yderligere elementer af grønbogen i de følgende bemærkninger.

2.7

For på baggrund af grønbogen at skabe en bred debat har Kommissionen formuleret 35 konkrete spørgsmål. De forventede svar på disse spørgsmål fra Parlamentet, Rådet, EØSU, Regionsudvalget, medlemsstaterne samt forskere og forskningsinstitutioner skal i 2008 munde ud i forslag til foranstaltninger. Mange af disse spørgsmål besvares allerede implicit i kapitel 3. Der tages stilling til enkelte specifikke spørgsmål i kapitel 4.

3.1

Betydningen af høj videnskabelig kvalitet. Udvalget har flere gange (1) gjort opmærksom på, at optimale præstationer på det videnskabelige og teknologiske område samt omsættelsen af disse til et konkurrencedygtigt økonomisk potentiale er afgørende forudsætninger for at sikre vores fremtid globalt og for at undgå at bringe den europæiske sociale model i fare.

Derfor er det bydende nødvendigt at styrke de hidtidige F&U-foranstaltninger i Europa betydeligt, at etablere de hertil nødvendige politiske prioriteter samt at skabe de nødvendige rammebetingelser og økonomiske forudsætninger. Det er vigtigt, at konkurrenceprincippet anvendes ud fra en faglig bedømmelse. Udvalget har allerede flere gange udtalt sig om reglerne for den påkrævede statsstøtte (2).

3.2

EU's indre marked for forskning og udvikling. Udover slagkraftige, fælles, nationale og industrielle F&U-programmer har vi brug for et europæisk indre marked for forskning og udvikling for bedre at kunne udnytte og frigøre det eksisterende og fremtidige potentiale i De Europæiske Fællesskaber — det er det europæiske forskningsrum.

3.3

Principiel accept. Udvalget bifalder derfor den i Kommissionens grønbog erklærede hensigt om at konsolidere, styrke og videreudvikle det europæiske forskningsrum i fortsættelse af den alt i alt positive udvikling. Udvalget kan også heri se vigtige elementer af sine tidligere anbefalinger genspejlet (3). De målsætninger, som Kommissionen nævner i denne forbindelse, er fornuftige, og de fremlagte forslag anses i vid udstrækning for at være egnede og støtteberettigede, der er dog behov for at supplere og i enkelte tilfælde også at præcisere eller korrigere dem.

3.4.1

»Det videnskabelige samfund«. Allerede for mere end 50 år siden blev den europæiske organisation for kerneforskning (4) CERN stiftet. Dette fik den uafhængige internationale sammenslutning, »Scientific Community«, dvs. den fælles selvbestaltede organisering af førende videnskabsmænd (5), den nødvendige støtte til af de førende politikere i Europa. Således blev der oprettet et europæisk forsøgsanlæg i verdensklasse, hvilket ville have været en for stor belastning at finansiere og drive selvstændigt i forhold til de enkelte landes muligheder og vilje. Af lignende årsager fulgte senere oprettelsen af yderligere tværstatslige europæiske organisationer (6) som ECMWF, EMBO, ESRF, ESO, ESA og ILL.

3.4.2

De Europæiske Fællesskaber. Den 25. marts 1957 undertegnedes i Rom traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (EURATOM-traktaten), som er en af de tre traktater, med hvilke De Europæiske Fællesskaber blev oprettet. Dette var således også begyndelsen på Fællesskabets engagement på forsknings- og udviklingsområdet  (7). F&U-rammeprogram grundstenen til en generel forskningspolitik i Fællesskabet, som var mere vidtrækkende end målsætningerne i EURATOM. Med beslutningen — i forbindelse med formuleringen af Lissabon-strategien — om det europæiske forskningsrum bekræftede de europæiske politikere i 2000 deres vilje til at skabe en formel ramme for den europæiske forskning. Det europæiske forskningsrum skulle samtidig forvandles til et varemærke med symbolværdi med en i Lissabon-strategien forankret begrundelse og angivelse af målsætninger.

3.4.3

Barcelona-målsætningen. Som det flere gange er blevet understreget, støtter udvalget Barcelona-målsætningen, der blev formuleret af Rådet for fem år siden som en konsekvens af Lissabon-strategien. Ifølge denne skal EU's samlede udgifter til forskning og udvikling øges, således at de i 2010 når op på hen ved 3 % af BNP. De nødvendige investeringer skal for en tredjedels vedkommende finansieres af det private erhvervsliv. I henhold til det aktuelle beslutningsgrundlag vil Fællesskabet dog kun bidrage med en andel på ca. 2 % (altså kun med en halvtredsindstyvendedel!) af de i Barcelona-målsætningen tilstræbte F&U-investeringer.

3.5

Medlemsstaternes politiske forpligtelse. Hermed ligger langt den største politiske forpligtelse med henblik på at realisere Barcelona-målsætningen hos medlemsstaterne, og den økonomiske forpligtelse hos industrien og den private sektor. De følgende anbefalinger og appeller fra udvalget er derfor især rettede mod Rådet, Parlamentet og medlemsstaterne, som alle hver især skal tage de nødvendige skridt og støtte målsætningerne i grønbogen, således at forskningen og udviklingen i Europa igen kan komme i en førerposition på verdensplan, at man som det første skridt i denne retning kan realisere Barcelona-målsætningerne, og at alle yderligere nødvendige foranstaltninger kan træffes i denne sammenhæng

3.6

Bedre udnyttelse af Fællesskabets forskningsstøtte som løftestang. Imidlertid har forskningsstøtten på fællesskabsplan også meget stor betydning. Den har ikke alene en integrerende og koordinerende virkning, men fungerer især som en løftestang for medlemsstaternes og industriens forskningsinvesteringer Derfor skal denne løftestangseffekt styrkes betydeligt, således at medlemsstaternes og industriens nødvendige, fulde bidrag til den hidtil fejlslagne Barcelona-målsætning endelig kan tilvejebringes. Europa skal være sig sin tradition som tidligere førende forsknings- og innovationsrum bevidst og genskabe den.

3.6.1

Forøgelse af Fællesskabets bidrag. I denne forbindelse har udvalget konstateret (8), at Fællesskabets nu vedtagne F&U-budget ikke er tilstrækkeligt til at fungere som løftestang. Udvalget opfordrer derfor på ny til at øge Fællesskabets bidrag til de samlede tilstræbte F&U-udgifter i det europæiske forskningsrum fra de aktuelt langt under 2 % til mindst 3 % i 2008 ved den forestående budgetrevision og desuden at anvende en væsentlig del af strukturfondens midler til infrastrukturforanstaltninger på F&U-området (9) samt at styrke støttemulighederne via EIB betydeligt (10).

3.6.2

Det haster med en politisk beslutning. Netop offentliggjorte nøgletal (11) fra Kommissionen om den aktuelle faktiske situation for europæisk forskning og finansieringen af denne sammenlignet med de internationale konkurrenter bekræfter, at det haster overordentlig meget med en politisk beslutning til gennemførelse af ovennævnte anbefaling fra udvalget. Det meget alvorlige og gennem længere tid undervurderede energi- og klimaproblem gør situationen endnu vanskeligere!

3.7

Kritisk masse, samling af ressourcer og ekspertise, europæisk merværdi. Fællesskabets indsats og støtte skal primært koncentreres om forskningsopgaver og projekter med stor betydning for videnskabelige og tekniske fremskridt, som overstiger de enkelte medlemsstaters muligheder og økonomiske potentiale, eller som får betydeligt større effekt ved fælles fodslag og integration på europæisk plan. Det vil resultere i en betydelig merværdi i forhold til de enkelte staters indsats.

3.8

Infrastrukturer og fremragende forskningsinstitutioner. På mange særligt relevante forskningsområder er ressourcekrævende infrastrukturforanstaltninger og stort udstyr den apparaturmæssige forudsætning for grundlæggende ny viden og tekniske fremskridt, og de muliggør nyskabende forbedringer og innovation inden for den tekniske udvikling (på det prækonkurrencemæssige stadium). Af denne årsag tillægger udvalget også den i grønbogen nævnte målsætning om at skabe forskningsinfrastrukturer i verdensklasse overordentlig stor betydning. De udgør grundlaget for og kondensationskim til fremragende forskning. De har en stor tiltrækningskraft på verdens førende forskere og ingeniører og understøtter således også på fremragende vis et andet vigtigt mål, nemlig at skabe fremragende forskningsinstitutioner, som kan give den europæiske forskning og det europæiske forskningsrum som mærkevare langvarig anseelse.

3.8.1

ESFRI  (12) -liste. Udvalget bifalder i overensstemmelse hermed den under deltagelse af medlemsstaterne og Kommissionen udarbejdede ESFRI-liste, som Rådet (13) har udtalt sig positivt om og støtter. Samtidig henviser udvalget til det faktum, at det ud over medlemsstaternes primære engagement også i denne sammenhæng fremover vil være nødvendigt med Kommissionens styrkede, pålidelige og vedvarende engagement. Thi i denne sammenhæng bliver den politiske vilje til at yde et fremragende videnskabeligt og teknologisk pionerarbejde særlig tydelig. I overensstemmelse hermed giver udvalget sin fulde støtte til en konsekvent videreførelse af »køreplanen« samt en passende finansiel deltagelse fra Fællesskabets side til opførelse og langfristet drift af disse anlæg. Udvalget understreger betydningen af passende kontraktudformning med henblik på åbning og forøgelse af disse anlægs tiltrækningskraft for partnere eller brugere fra det samlede europæiske forskningsrum, og det støtter desuden bestræbelserne på at etablere partnerskaber eller delejerskaber uden for Europa (14).

3.8.2

Vedvarende støtte. Netop på grund af den store investering i forbindelse med langfristede projekter er det særlig vigtigt, at disse støttes pålideligt og vedvarende, så længe deres endelige målsætning opfylder kriterierne for høj videnskabelig kvalitet. Kraftige udsving, momenter af usikkerhed eller sågar afbrydelser i finansieringen medfører netop på dette område ikke alene spild af økonomiske investeringer og videnskabeligt og teknologisk udviklingsarbejde, men også en nedbrydning af de opbyggede netværk, det internationale samarbejde og tilliden til fremtidige bevillinger. Dette vil således også være til skade for det europæiske arbejdsmarked for forskere og ingeniører.

3.8.3

Integrationen af universiteter og institutter. Den grundlæggende forudsætning for, at disse betydelige investeringer i infrastrukturprojekter fører til resultater og den nødvendige basisudvidelse af avanceret forskning er den ansvarlige deltagelse af medlemsstaternes relevante universitetsgrupper, institutter og forskningsorganisationer i udviklingen og udnyttelsen af de pågældende forsøgsanlæg. Det er først med denne integration, at der skabes en helhed og europæisk merværdi. Derfor er det ligeledes nødvendigt, at dette netværk modtager en passende støtte, og at programelementerne samarbejde og idéer udstyres tilsvarende. Til dette formål skal der især også være tilstrækkelige midler til rådighed til rejser og ophold på stedet samt til kommunikationssystemer og hjælpeudstyr. Udvalget henviser desuden i denne sammenhæng til mobilitetsstøttens store betydning.

3.8.4

Uhindret mobilitet. Udvalget støtter målsætningen om at sikre uhindret mobilitet mellem medlemslande, organisationer samt den private og offentlige sektor inden for det europæiske forskningsområde. Mobilitet er ikke kun gavnlig for videndelingen og den faglige erfaring, men den udvider også generelt horisonten, skærper dømmekraften og understøtter den kulturelle forståelse. Derfor skal alle de mangler og fejlforanstaltninger, som fortsat hæmmer mobiliteten, overvindes eller elimineres. Til disse hører ud over mellemstatslige hindringer, en utilstrækkelig anerkendelse/mulighed for overførsel af erhvervede sociale rettigheder og skattemæssige ulemper/dårlige vilkår ved mobilitet, der medfører skift af bopæl, herunder salg af fast ejendom.

3.8.5

Situationen i de nye medlemsstater. Dog må det sikres, og skal der udvikles incitamenter til, at den ønskelige interne mobilitet i Europa for forskere fra de nye medlemsstater ikke fører til en intern »brain-drain« på langt sigt. Udvalget har allerede i en tidligere udtalelse gjort opmærksom på, at etableringen af attraktive forskningscentre i de nye medlemsstater også af denne årsag har særlig betydning.

3.9

Det europæiske forskningsrums anseelse. Ved vellykket og effektivt internationalt samarbejde, navnlig i forbindelse med store europæiske fællesskabsprojekter, opstår der hos aktørerne en fællesskabsfølelse, som styrker det europæiske forskningsrums anseelse og symbolværdi.

3.10

Selvstændig organisering og fagkonferencer. Eksemplet CERN, men også f.eks. udviklingen af de europæiske fusionsforskningsanlæg viser »Scientific Communitys« vilje og evne til på eget initiativ at søge og finde internationale samarbejdspartnere og få regeringer i tredjelande til at bidrage til international finansiering. Den nødvendige forudsætning for dette er også at stille midler til rådighed til gennemførelse af særligt relevante videnskabelige og teknologiske fagkonferencer i Europa samt til, at særligt yngre europæiske forskere også kan deltage i internationale konferencer.

3.10.1

Videnskabelige og teknologiske samfund — civilsamfundsorganisationer. Fagkonferencer udgør det væsentlige forum for udbredelsen og vurderingen af resultater, viden- og idéudveksling samt for at bane vej for samarbejde og udvikling af nye eller forbedrede koncepter. Sådanne konferencer organiseres normalt af de pågældende videnskabelige og teknologiske fagorganisationer (15), som er typiske eksempler på civilsamfundsorganisationer. Derfor anbefaler udvalget, at disse organisationer tildeles større opmærksomhed og anerkendelse, og derudover bør deres aktiviteter vedrørende videndeling, resultatvurdering og forskningskoordinering i højere grad udnyttes og støttes.

3.11

Rammeprogrammer. Efter udvalgets mening er Fællesskabets væsentlige instrumenter til realisering af det europæiske forskningsrum det fælles rammeprogram for forskning og udvikling og Det Europæiske Atomfællesskabs rammeprogram.

Programelementerne infrastrukturer og idéer giver derudover vigtige incitamenter til koordineret samarbejde (se punkt 3.13) i programelementerne samarbejde og mennesker og de hermed forbundne støtteforanstaltninger. Derfor er der i den fagligt korrekte gennemførelse af disse et væsentligt element af tværstatslig, synergiskabende identitetsdannelse, hvad angår den europæiske forskning og det europæiske forskningsrum.

3.11.1

Grundforskning og anvendelse. I den forbindelse skal den eksplicitte medtagelse af grundforskning og anerkendelsen af dens afgørende betydning for fremskridt og innovation fremhæves. Heraf følger også den nødvendige balance mellem den planlagte støtte til grundforskning på den ene side og til anvendt forskning samt produkt- og procesorienteret forskning på den anden side. Som understreget (16) flere gange er der ingen skarpe skillelinjer mellem disse områder, men derimod adskillige vekselvirkninger; idet de er afhængige af hinanden.

3.11.2

Fælles teknologiinitiativer, teknologiplatforme og ETI. Udvalget understreger, at de fælles teknologiinitiativer og teknologiplatforme spiller en særlig rolle. De har til formål på strategiske forskningsområder at skabe nødvendige partnerskaber mellem den offentlige og private sektor og gennemføre fælles forskningsprogrammer. Udvalget anbefaler at trække på erfaringerne herfra i forbindelse med de viden- og innovationssamfund (Knowledge and Innovation Communities — KICs), som endnu mangler at blive oprettet af det europæiske teknologiske institut (ETI). Også erfaringerne fra ERA-Net-projekterne samt EUREKA-grupperne kan udgøre værdifulde bidrag.

3.11.3

SMV. En særlig vigtig rolle i forbindelse med partnerskaberne mellem den private og offentlige sektor, men også i forbindelse med de industrielle partnerskaber spiller den tilstrækkelige integration af små og mellemstore virksomheder (SMV). Udvalget bifalder Kommissionens aktuelle og fortsatte anstrengelser i denne forbindelse. Til dette formål kan CORNET-projektet (17) (Collective Research Networking), som er påbegyndt af ERA-Net, desuden bidrage.

3.11.4

Hemmeligholdelse af information. Den frie videregivelse af information om ny viden var og er et af succeskriterierne i den moderne videnskab (se også punkt 4.4.2 Open Access ). Den problematiske begrænsning af denne omfatter ud over aspekter vedrørende intellektuelle ejendomsrettigheder især det spørgsmål, fra hvilket udviklingstrin af nyskabende/innovativ teknologi hemmeligholdelse — pga. den markedsøkonomiske konkurrence (18) — hindrer den nødvendige videndeling og det videre samarbejde med og mellem industrielle partnere Udvalget anbefaler at undersøge dette vigtige spørgsmål nærmere, for det er afgørende for et succesrigt samarbejde — især et samarbejde mellem den offentlige og private sektor.

3.12

Forskningsinstitutionernes styrke. Udvalget støtter målsætningen om at styrke forskningsinstitutionerne — men også deres overordnede paraplyorganisationer — som de væsentligste initiativtagere til og bærende kræfter inden for forskning og udvikling. Forskningsinstitutionen koordinerer, planlægger og forsker, og det arbejdsklima samt den handlefrihed og forskningsstil, der udvikler sig der, er afgørende for den pågældende forskningsinstitutions omdømme og succes. Derfor har forskningsinstitutionerne behov for at kunne planlægge langfristet og råde over tilstrækkeligt udstyr samt passende frihed til at træffe beslutninger. Forudsætningerne herfor er en højere grad af ejerskab i udnyttelsen af ressourcerne, en pålidelig og tilstrækkeligt høj relativ andel (typisk mindst 75 % til 80 %) af den institutionelle grundfinansiering, totalfinansiering af projekter, overførsel af årsbudgetter, reduktion af administrative byrder for de bærende kræfter, incitament og støtte til avanceret forskning ved konkurrencebaseret tildeling af yderligere midler med en tilstrækkelig langsigtet horisont.

3.13

Åben koordinering. Væsentlige impulser til at skabe en vekselvirkende åben koordination og evaluering af medlemsstaternes forskningspolitikker og strategiske mål kommer fra de velfungerende europæiske beslutningsprocesser vedrørende Kommissionens forskningspolitiske initiativer samt fra de forberedende høringstrin. Udvalget mener, at yderligere afstemnings- og koordinationsforanstaltninger mellem medlemsstaterne og regionerne om specifikke prioriteringer eller infrastrukturprojekter er vigtige og fornuftige, således at der kan opnås en større sammenhæng og en optimeret europæisk forskningspolitik. Derfor er koordinering også fornuftigt ved etableringen af mellemstatslige europæiske forskningsinstitutioner i forbindelse med store projekter og infrastrukturer (se punkt 3.8). Koordinering fra Kommissionens side sker derudover gennem støtteforanstaltningerne i det 7. Rammeprogram (se punkt 3.11).

3.14

Ikke for meget koordination. Derimod kan udvalget ikke bifalde topstyret koordinering af den europæiske forskning helt ned i detaljen og ind i forskningsorganisationer eller firmaer, ud fra en målsætning om at sikre en generel standard. Dette ville — f.eks. med den erklærede hensigt at forhindre dobbeltforskning (19) og fragmentering — begrænse den nødvendige pluralitet i forskningsinitiativer og metoder (se navnlig også punkt 4.7.1) og resultere i en afvisende holdning fra forskerne, institutionerne og den involverede industri.

Derfor skal man undgå at give indtryk af, at Kommissionen tilstræber en central styring af den europæiske forskning. For dette ville yderligere bidrage til borgernes (20) allerede eksisterende angst i medlemsstaterne for en for stor grad af centralisering i Bruxelles. Det drejer sig snarere om at skabe en harmonisk balance mellem Fællesskabets rammer, medlemsstaternes selvstændighed og beslutningsevne samt institutionelle og individuelle initiativer og innovative evner.

3.14.1

Pluralisme i metodevalg, tilgang og valg af emne. Kun ved en pluralistisk forening af metoder, initiativer og valg af emner kan man skabe de bedste resultater, metoder og innovationer. Pluralisme er ikke spild, men et nødvendigt middel til optimering og evolution i søgningen efter ny viden og nye kundskaber. Udvalget anbefaler i forbindelse med dette vigtige afgrænsningsspørgsmål især at rådføre sig med Det Europæiske Forskningsråd.

3.15

»Reduktion af bureaukratiet« som en yderligere målsætning. På trods af dette anbefaler udvalget — som en gentagelse af tidligere advarsler — at Kommissionen medtager »reduktionen af bureaukratiet« som en yderligere målsætning på dens fremtidige politiske dagsorden. I fællesskab med medlemsstaterne og forskningsorganisationerne skal der udvikles koncepter for at forenkle den urimelige overregulering og mangfoldighed af europæiske, regionale og institutionelle rapporteringspligter, ansøgningsprocesser, evaluerings-, syns- og skønsprocedurer osv. og reducere dem til det højst nødvendige. Selv konkurrencen om høj forskningskvalitet, støttemidler osv., som udvalget også selv er fortaler for, øger i begyndelsen den tid og energi, forskerne skal investere i administrative procedurer og procedurer for sagkyndig vurdering. Derfor er det særligt vigtigt at finde en fornuftig løsning ved hjælp af reduktion og forenkling. Udvalget har allerede (21) gjort opmærksom på, at frygten for at begå fejl eller for den enkeltes ukorrekte adfærd ikke må føre til overregulering og udgøre en hæmsko for alle andre. Dette gælder tilsvarende for støtteorganisationernes og forskernes arbejdsmetode.

3.16

Et attraktivt arbejdsmarked og bedre karrieremuligheder. Udvalget støtter det vigtige mål, der består i at skabe et attraktivt arbejdsmarked for forskere. Med det formål for øje skal kontraktudformning, lønniveau, social sikkerhed/sociale ydelser og fremme af familiesammenhold udformes og forbedres på en måde, der sikrer, at videnskabsmænd ikke føler sig udnyttet i forbindelse med deres idealisme og drager den konklusion, f.eks. pga. underbetaling, dårlige kontraktbetingelser eller tungtvejende usikkerhed vedrørende deres fremtidige erhvervskarriere, at deres investering i en meget krævende og selektiv uddannelse ikke kan betale sig med henblik på at skabe en succesfuld karriere i Europa.

3.16.1

Mangler i medlemsstaterne. Navnlig i medlemsstaterne er der tale om meget store mangler, og det iagttages fortsat, at udviklingen går i den forkerte retning (22)! Derfor appellerer udvalget til specielt medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter om at afhjælpe disse mangler, og frem for alt til at give unge forskere attraktive karrieremuligheder, som kan konkurrere med alternative karrieremuligheder for højtbegavede akademikere. På den måde vil flere unge igen være parat til at investere deres energi og tid i et meget krævende og selektivt studium og således bidrage til at afhjælpe den beklagelige mangel på kvalificerede videnskabelige og teknologiske eksperter, herunder dimittender i Europa.

3.16.2

Lighed mellem kønnene. Udvalget understreger, at det støtter lige muligheder for og ligebehandling af kønnene. Vi har brug for de bedste talenter af begge køn — det er evnerne og præstationen, der tæller. (Begreberne »videnskabsmænd« og »ingeniører« bruges her om mennesker af begge køn).

3.16.3

Mobilitet mellem institutioner, discipliner, sektorer og lande. I overensstemmelse hermed støtter udvalget også den i grønbogen formulerede målsætning om en mærkbar forbedring af mobiliteten mellem institutioner, discipliner, sektorer og lande. Udvalget peger i denne forbindelse på den ene side på de ovennævnte anbefalinger, på den anden side på sin tidligere anbefaling om et attraktivt stipendiesystem (sabbatical) til personaleudveksling mellem universiteter og industri.

3.16.4

Familiesammenhold. Udvalget har allerede adskillige gange gjort opmærksom på et særlig vigtigt aspekt af mobilitetsstøtten, nemlig at man skal muliggøre og støtte familiesammenholdet. Dette vedrører især beskæftigelse af ægtefællen (f.eks. dual career couples), egnede skoler til børnene, støtte ved skift af bolig (kompensation for omkostninger, forskelle i beskatning) osv.

3.17

Et europæisk forskningsrum, der er åbent over for verden. I grønbogen prioriteres målsætningen om at skabe et europæisk forskningsrum, der er åbent over for verden, særlig højt. Dette støtter udvalget fuldt ud. At nå dette mål vil i praksis være et væsentligt kriterium for Lissabon-strategiens succes.

3.17.1

Attraktivitet som det afgørende kriterium. I denne forbindelse er — ud over det mere formelle og allerede i mange henseender realiserede aspekt vedrørende en principiel åbning — det europæiske forskningsrums attraktivitet dog det afgørende kriterium. Invitationer til internationale førende forskere er det første nødvendige skridt, men derefter drejer det sig om at opnå, at de virkelig kommer, og hvad angår europæiske forskere, der arbejder i tredjelande, gælder det om at bevirke, at de senere kommer tilbage til Europa igen.

3.17.2

Overvindelse af hjerneflugten. Først når den aktuelle, åbenlyse, beklagelige hjerneflugt, ikke kun i kvantitativ, men også i kvalitativ henseende, af de på verdensplan dygtigste og mest succesrige forskere og ingeniører er overvundet, kan denne opgave anses for at være løst. For at opnå dette skal alle følgende væsentlige faktorer være opfyldt: niveau, udstyr, arbejdsbetingelser, pålidelige rammebetingelser, udfoldelsesmuligheder og handlefrihed, indtjening (herunder sociale ydelser) og samfundets anerkendelse.

3.18

Videreførelse af den første succes. På trods af de endnu udestående mangler og de betragtelige opgaver, der skal løses, kan udvalget med tilfredshed fastslå, at de hidtidige anstrengelser inden for den europæiske forskningspolitik for at skabe det europæiske forskningsrum allerede viser de første succesrige resultater og generelt peger i den rigtige retning. Det er derfor vigtigt at videreføre den igangsatte udvikling ved yderligere, hurtig vækst i det europæiske F&U-potentiale gennem en konkurrenceorienteret støttepolitik, ved netværks- og integrationseffekter samt især ved skabelsen af attraktive og pålidelige rammebetingelser og karrieremuligheder (uden overregulering og centralisering). Det europæiske forskningsrum skal være et begreb med verdensomspændende udstråling.

3.19

Europæisk videnrum. Udvalget har allerede flere gange understreget, at det europæiske forskningsrum bør suppleres med et »europæisk videnrum« (23). Hovedårsager er målsætningen om at skabe et europæisk vidensamfund, hvilket kræver en grunduddannelse af alle borgere samt de for videnskabsfolk og ingeniører yderligere krævede førsteklasses specialuddannelser. Her spiller også livslang samt autodidaktisk læring en stor rolle. I denne udtalelse, som primært omhandler det europæiske forskningsrum, henvises der endvidere til nødvendigheden af en passende »videnstyring«, som skal sikre dokumentation, organisation, udbredelse, tilgængelighed og bevarelse af allerede genereret viden. Forskning og udvikling er baseret på eksisterende viden med henblik på at skaffe ny viden.

3.19.1

Videnstyring og teknik. Videnstyring er desuden også vigtig for den sikre anvendelse (24) af tekniske metoder med henblik på at muliggøre optimal og sikker udnyttelse, minimere risici og undgå at bringe befolkningen i fare. Til dette formål bør Kommissionen, i samarbejde med de pågældende relevante internationale organisationer, også fremover skabe relevante initiativer og støtte de nødvendige forskningsprogrammer.

3.19.2

Lærebøger og oversigtsværker. Gode lærebøger, oversigtsværker og håndbøger spiller en vigtig rolle for bevarelse af viden, klarhed og organisering af viden og især for en uddannelse af høj kvalitet. Det kræver stor erfaring, grundighed og tid samt frigørelse fra andre opgaver at skrive disse bøger. Udvalget anbefaler at inddrage denne virksomhed i kataloget over støtteberettigede opgaver, da dette tidskrævende arbejde normalt ikke giver noget kommercielt afkast til forfatterne.

4.1

Spørgsmål 1 til 3. Elementer af visionen for det europæiske forskningsrum. Den grundlæggende forudsætning er et åbent klima i samfundet over for forskning og udvikling, hvor forskningens og udviklingens afgørende betydning for velstand, konkurrenceevne, fremskridt og kultur bemærkes og anerkendes. Det er ligeledes vigtigt med en tilstrækkelig kommunikation mellem de forskellige forskningsdiscipliner, særligt mellem de naturvidenskabelige og humanistiske fag. Dette inkluderer en indsats for at nå frem til en fælles forståelse af grundlæggende metodiske principper. Dette er også en grundlæggende betingelse for på alle politiske niveauer at kunne skabe de nødvendige rammebetingelser og prioritere herefter. Kommissionen og medlemsstaterne kan desuden i endnu større udstrækning end tidligere ved hjælp af symposier og konferencer støtte udvekslingen af erfaringer mellem forskningssamfundet og det almindelige civile samfund samt reklamere for det europæiske forskningsrum. I den forbindelse bør medierne også indtage en vigtig rolle, hvor hovedvægten bør lægges på information frem for holdningsdannelse. Udvalget støtter Kommissionen i dens bestræbelser på at skabe offentlig debat og yderligere tiltag.

4.2

Spørgsmål 8 — 10: Ph.d.-niveau. Man bør begynde med de unge forskere med færdige universitetsuddannelser, nemlig de ph.d.-studerende. Det drejer sig ikke om mennesker under uddannelse (25), men derimod om væsentlige bærende kræfter inden for forskning og uddannelse. Selve forskningen og uddannelsen samt litteraturarbejde, konferencedeltagelse, seminarer og såkaldte »sommerskoler« er den bedste videreuddannelse og en deltagelse heri skal derfor også udtrykkeligt støttes og gøres mulig. Selvstændige initiativer og selvstændighed skal så vidt muligt tilskyndes og belønnes, da sådanne ikke opstår i skolernes regi.

4.3

Spørgsmål 12 ff. Man skal begynde med og lære af ETI og de enkelte »viden- og innovationssamfund«.

4.3.1

Spørgsmål 18: Først skal man samle erfaring fra enkeltsager. Risikoen og ansvaret skal være fastlagt, f.eks. hvis en partner ophører.

4.3.2

Spørgsmål 19: Først skal der trækkes på erfaringerne med allerede eksisterende »virtuelle institutter« fra forskningsorganisationer i medlemsstaterne, og ellers gælder følgende: uhierarkiske strukturer!

4.3.3

Spørgsmål 20 i): Der bør indhentes forslag fra de pågældende institutioner.

4.3.4

Spørgsmål 20 ii): Ingen objektivt målbare kriterier. På dette område har udvalget meget store betænkninger. Det kan nemlig frygtes, at kvantitative og objektivt målbare kriterier — som næsten ikke findes inden for forskning i praksis (26) — vil komme til at spille den afgørende rolle. Dette kan måske være hensigtsmæssigt ved produktudvikling, men inden for forskning ville det fremme det kortsigtede og det overfladiske (fremskaffelse af midler). Selv industrielle forskningsinstitutter har handlefrihed til langfristet og grundlæggende forskning, hvis vigtighed netop demonstreres af de mest succesrige institutioner (27), men som det i forbindelse med ekspertvurderinger, der er orienteret mod fastlåste og kvantitativt målbare kriterier, ikke er nemt at argumentere for. Udvalget henviser desuden til bemærkninger i tidligere udtalelser herom (28).

4.4

Spørgsmål 21: Videndeling. Her Rådata. Det er et svært og ømtåleligt spørgsmål. Hvad angår rådata (på hvilket tidspunkt i processen opstår »rådata«? Deres korrekthed må ofte kontrolleres eller evalueres af forskerne bag), drejer det sig om det individuelle indbyrdes tillidsforhold mellem forskere (29). Spørgsmålet savner forståelse for interne eksperimenterende og personalemæssige processer (samarbejdsevne, konkurrence, prioritet osv.) mellem forskere. Det er i denne forbindelse hensigtsmæssigt at skabe incitamenter for direkte videndeling. Evnen til at reproducere resultater er nøgleordet. Det frarådes på det kraftigste at udstede regler ovenfra — og dette også på europæisk plan. Eventuelt kan anbefalinger om, hvor længe rådata som minimum skal gemmes, og hvem der skal være ansvarlig herfor, være fornuftige. Uanset dette (se 3.19.1) er der stadig behov for en generel videnstyring for at sikre, at viden ikke går tabt. I givet fald bør Det Europæiske Forskningsråd også beskæftige sig med dette spørgsmål.

4.4.1

Tilbage til spørgsmål 21: Hindringer i adgangen til og udvekslingen af information. Et yderligere problem tages op i form af dette spørgsmål, nemlig den uhindrede og hurtige adgang til den allerede publicerede information i fagtidsskrifter fra videnskabelige forlag. På grund af den aktuelle fortolkning af »copyright«-rettigheder findes der ingen frit tilgængelige online-biblioteker, og elektroniske kopier må ikke længere fremsendes. Den hurtige adgang til bestandene af vigtig videnskabelig og teknologisk litteratur er dermed massivt indskrænket, hvilket er en alvorlig hindring for videnskabelig videndeling og fremskridt generelt.

4.4.2

Open Access. Derfor opfordrer udvalget så meget desto mere Kommissionen til at beskæftige sig med dette spørgsmål og finde nye og bedre løsninger. En mulighed kunne være Open Access-informationssystemer (30), f.eks. i anerkendte Open Access-fagtidsskrifter med kollegial ekspertvurdering (se herom nedenfor).

4.4.3

Spørgsmål 23: Fornyelsesfrist. I denne sammenhæng har udvalget allerede flere gange udtalt sig positivt om en fornyelsesfrist for at bløde op på konflikten mellem »den hurtigste publikation« — forskere vurderes i overensstemmelse med antallet af publikationer — og »den første til at patentanmelde«.

4.5

Spørgsmål 25 — 29: Optimering af forskningsprogrammer og — prioriteringer. Generelt bør man i denne sammenhæng trække på de hidtidige erfaringer med ERA-Net.

4.5.1

Spørgsmål 25: Evalueringsprincipper. Spørgsmålet om fælles — der menes vel i virkeligheden standardiserede — principper for kollegiale ekspertvurderinger, kvalitetssikring og evaluering er et vanskeligt emne, da der på den ene side ikke findes nogen perfekt, men kun bedre eller mindre gode metoder til vurdering, og da forskellige forskningsinstitutioner på den anden side har forskellige fremgangsmåder, og det derfor er forskellige fremgangsmåders (relative) succes, der skal anvendes som kriterium. Derfor er udvalget også her principielt betænkeligt, hvad angår en planlagt standardisering. Ganske vist er kollegiale ekspertvurderinger uden tvivl den bedste metode (31), men metodens kvalitet og effektivitet afhænger i høj grad af detaljer (32). Frem for alt bør man undgå overfladiskhed, som i dag ofte nemt opstår i forbindelse med de adskillige, påbudte, løbende og gentagne evalueringer. Derfor bør man følge princippet om at evaluere sjældnere, men grundigere.

4.5.2

Tilbage til spørgsmål 25 og derudover: Ekspertembedsmænd. Det er især en ubetinget nødvendighed, at der i støtteorganisationerne, og således også i Kommissionen, deltager videnskabeligt kvalificerede embedsmænd med faglig ekspertise, som gennem længere tid har været og fremover vil være kvalificerede inden for og fortrolige med det pågældende fagområde, dets enkeltheder, eksperter (peers) og specielle »samfund« (regelmæssige jobrotationer er i den forbindelse kontraproduktive). Også her gælder det, at frygten for den enkeltes fejl eller ukorrekte adfærd ikke må føre til overregulering eller svækkelser for alle andre. Man bør også i denne forbindelse bygge på eksempler på særligt succesfulde forskningsorganisationer.

4.5.3

Spørgsmål 26: Forenkling. En yderligere forenkling af relevante regler og procedurer med henblik på at spare forskere for unødigt bureaukrati mm., er et ofte fremført mål. Udvalget er nok klar over, at dets generelle fokusering på pluralisme og »bottom-up« til en vis grad kan opfattes som værende i modstrid med kravet om forenkling og reduktion af bureaukratiet, som har taget overhånd. Derfor støtter det en koordineret fremgangsmåde (se også punkt 3.15) med fælles vurderinger i forbindelse med enhver aktivitet, som Fællesskabet med sine støtteprogrammer har eller planlægger at have en vis andel i. Vedrørende valget af vurderingsprocedurer bør Det Europæiske Forskningsråd høres.

4.5.4

Spørgsmål 29: Deltagelse i mellemstatslige forskningsinstitutioner. Begrebet »blive medlem« skal præciseres. Et medlemskab af rådgivende organer vil være fornuftigt, ved medfinansiering fra Fællesskabets side naturligvis også af de pågældende bestyrelser. Et medlemskab af de direkte eksekutive organer frarådes derimod på det kraftigste.

4.6

Spørgsmål 30 og 31: Åbning over for verden: internationalt videnskabeligt og teknologisk samarbejde. Udvalget støtter fuldt ud det forskningspolitiske mål. Med hensyn til valg af instrumenter skal der skelnes mellem programmer, hvor der er behov for stort apparatur, f.eks. accelerator, fusionsanlæg, satellit, vindtunnel osv., på den ene side og på den anden side programmer, som er fordelt på mange centre eller apparaturer. Der bør i vid udstrækning trækkes på eksisterende eksempler og erfaringer, idet man dog skal være påpasselig med generaliseringer, som ikke tager højde for forskelligheder i enkeltsager. Generelt er udvalget af den opfattelse, at der allerede findes fungerende mekanismer og præcedenstilfælde på dette område, og at der således ikke er behov for yderligere instrumenter.

4.7

Generel bemærkning til de stillede spørgsmål. På baggrund af Kommissionens spørgsmål får man det indtryk, at den hele tiden tilstræber vedtagelse af generelle regler, som så skal have gyldighed for alle enkeltsager. En sådan hensigt har udvalget meget store betænkeligheder ved (se også 3.14.1).

4.7.1

Ingen standardisering, men handlefrihed og uhierarkiske strukturer. Derfor må alle bestræbelser på en for stor grad af standardisering afvises. Standardiseringer forhindrer nemlig en indledende empirisk vurdering af de til enhver tid bedste procedurer ved — hvilket principielt er muligt i forbindelse med det uhierarkiske princip — konkurrence mellem de forskellige procedurer, metoder og kulturelle synsvinkler og dermed også udnyttelsen af fordelene ved en evolutionær udvikling. Kun på denne måde kan man finde ud af, hvilken procedure der er særlig succesfuld, fortjener yderligere støtte og kan tjene som eksempel for andre.

4.7.2

De eksisterende mekanismer er tilstrækkelige. De eksisterende mekanismer såvel på politisk som på program- og projektniveau giver allerede den fornødne og fornuftige handlefrihed. Yderligere foranstaltninger og regler kan indføres eller tilpasses, hvis der på det pågældende område opstår et specifikt behov.

4.8

Instrumenter til støtte og koordination på fællesskabsplan. I modsætning hertil anbefaler udvalget at udvikle generelle, klare og forståelige regler for Fællesskabets mangfoldige instrumenter til F&U-støtte og -koordinering. I den forbindelse ville det være en meget stor hjælp, hvis Kommissionen kunne udfærdige en oversigt og beskrivelse (dvs. en forståelig brugsanvisning) indeholdende alle de støtte- og koordineringsinstrumenter samt -former osv., som er til rådighed. På den måde ville det også blive synligt, om disses voksende antal stadig er præget af tilstrækkelig klarhed om opgaverne og selektiviteten, og om de er overskuelige og håndterbare for såvel potentielle brugere som for Kommissionens embedsmænd, eller om der er behov for en revision.

ILL

:

Institut Laue-Langevin

ECMWF

:

European Centre for Medium-Range Weather Forecasts

ESRF

:

European Synchrotron Radiation Facility

ESO

:

European Southern Observatory

EMBO

:

European Molecular Biology Organization

ESA

:

European Space Agency

16.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/11

1.1

Medicinalindustrien betragtes med rette som en helt central strategisk sektor, og dens produkter yder et afgørende bidrag til EU-borgernes sundhed og trivsel. Desuden er industrien vigtig ud fra et beskæftigelsessynspunkt.

1.2

Navnlig ud fra denne betragtning og i lyset af den dalende forskning i lægemidler i EU er beslutningen om oprettelse af IMI JU (fællesforetagendet for initiativet om innovative lægemidler) fuldt berettiget. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) glæder sig over og bifalder denne beslutning, især fordi der er tale om et reelt partnerskab mellem den offentlige og den private sektor.

1.3

IMI JU's grundlæggende opgaver skal navnlig være følgende:

1.4

EØSU glæder sig over den bredt anlagte høringsfase forud for udarbejdelsen af den forelagte forordning og bifalder den bebudede plan om at fremlægge en årlig rapport om resultaterne af IMI JU's arbejde. Derimod beklager udvalget manglen på en detaljeret statusopgørelse over arbejdet i og resultaterne af de tidligere europæiske teknologiplatforme.

1.5

På grund af finansieringen, de mange involverede interesser og de betydelige fællesskabsressourcer, der er afsat til initiativet, finder EØSU, at der er behov for mere præcise retningslinjer for ejerskabet til og anvendelsen af forskningens slutprodukter, navnlig hvad angår intellektuel ejendomsret og spørgsmålet om patenter.

1.6

Udvalget mener, at der bør overvejes mekanismer til fremme af afkastet af de europæiske investeringer. Endvidere ville det være ønskeligt, om det overskud, forskningen genererer, investeres i EU.

2.1

Formålet med det forelagte forslag til forordning er at igangsætte de allerførste offentlig-private partnerskaber på F&U-området. Forslaget definerer ét af de to første fælles teknologiinitiativer (FTI). Initiativet vedrører innovative lægemidler (1).

2.2

FTI's formål er, helt eller delvis, at gøre det muligt for industrien, forskningsinstitutionerne, medlemsstaterne og Kommissionen at samle deres ressourcer for at kunne gennemføre målrettede forskningsprogrammer.

2.3

I modsætning til den traditionelle fremgangsmåde, hvor projekterne får tilført midler fra det offentlige ét for ét, vedrører FTI forskningsprogrammer i stor skala med fælles strategiske forskningsmål. Formålet med den nye metode er at give europæisk forskning og innovation kritisk masse, skabe stabile forskningsmiljøer inden for de vigtigste strategiske områder og harmonisere finansieringen af projekterne for at få udnyttet forskningsresultaterne så hurtigt som muligt. FTI er rettet mod de kerneområder, hvor de nuværende instrumenter hverken er omfattende eller effektive nok til at sikre EU en topplacering i den globale konkurrence. Der er tale om områder, hvor national, europæisk og privat forskningsfinansiering vil kunne give en betydelig merværdi, navnlig ved at øge incitamenterne til privat investering i F&U.

2.4

Det fælles teknologiinitiativ om innovative lægemidler (IMI) skal støtte udviklingen af ny viden, instrumenter og metoder med det formål hurtigere at give adgang til bedre og sikrere lægemidler.

2.5

Ved hjælp af en nyskabende finansieringsmetode vil FTI bidrage til at øge den private sektors investeringer i F&U, intensivere vidensoverførslen mellem universiteterne og virksomhederne og gavne SMV's deltagelse i europæisk forskning.

3.1

I løbet af de seneste 10 til 15 år er der gradvis blevet forsket mindre og mindre i lægemidler i EU. Mens investeringerne i F&U i USA i 2005 var 4,6 gange højere end i 1990, var det tilsvarende tal i EU kun 2,8. Virksomhederne flytter i højere og højere grad deres avancerede forskning til lande uden for EU, navnlig til USA, men gennem de senere år også til Asien.

3.1.1

Denne omstændighed kan få alvorlige konsekvenser for EU's konkurrenceevne, eftersom innovation og avanceret teknologi er én af nøglerne til økonomisk vækst på lang sigt. Dette er én af de vigtigste grunde til igangsættelsen af et fælles teknologiinitiativ om innovative lægemidler.

3.2

Mens regeringerne handler inden for en national ramme, er industriens blik rettet mod verdensmarkedet. Store lande som USA og Kina har en samlet investeringsstrategi, der giver virksomhederne bedre muligheder for at planlægge og tiltrække ressourcer. De nationale forvaltninger i EU koordinerer ikke deres investeringer i F&U, og medicinalvirksomhederne tvinges til at bruge ressourcer på at tilpasse deres aktiviteter til lokale forhold.

3.3

Et lovgivningsinitiativ på europæisk plan kan etablere et målrettet og sammenhængende F&U-program, der kan trække på alle investeringskilder inden for F&U (offentlige så vel som private) i EU, og vil således kunne forbedre Unionens muligheder. Dette er formålet med den forelagte forordning.

4.1

Forslaget til forordning om oprettelse af et fællesforetagende for initiativet om innovative lægemidler (KOM(2007) 241) udspringer af bestemmelserne i det 7. rammeprogram for forskning (FP7), der er genstand for Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1982/2006/EF. Denne fastsætter, at der på lang sigt skal ydes et fællesskabsbidrag til oprettelsen på europæisk plan af offentlig-private partnerskaber inden for forskning.

4.2

Disse partnerskaber har form af fælles teknologiinitiativer (FTI) og udspringer af det arbejde, der blev udført i de gamle europæiske teknologiplatforme (ETP).

4.3

Rådet har i sin beslutning 971/2006/EF om særprogrammet »Samarbejde« understreget behovet for at etablere offentlig-private partnerskaber og udpeget seks områder, på hvilke fælles teknologiinitiativer ville være velegnede til at sætte fornyet skub i europæisk forskning. Det drejer sig om

4.4

I forlængelse af denne overordnede strategi fastsætter det forelagte kommissionsforslag til forordning, KOM(2007) 241, gennemførelse af det fælles teknologiinitiativ om innovative lægemidler (IMI FTI) ved oprettelse af et fællesforetagende for initiativet om innovative lægemidler (IMI JU).

4.5

I henhold til Kommissionen vil oprettelsen af et fællesforetagende om innovative lægemidler gavne deltagelse af aktører, der i dag ikke er i stand til at gennemføre dyre og omfattende forskningsprogrammer (universiteter, små og mellemstore virksomheder, kliniske centre, offentlige myndigheder osv.).

4.6

IMI JU vil få form af et fællesforetagende, der har Det Europæiske Fællesskab, repræsenteret ved Kommissionen, og EFPIA (Den Europæiske Sammenslutning af Farmaceutindustriforeninger) som stiftende medlemmer, og vil som fællesskabsorgan i medfør af EF-traktatens artikel 171 være oprettet i henhold til en rådsforordning. Medlemsstater, der er tilknyttet det 7. rammeprogram, vil, i lighed med enhver anden juridisk person på F&U-området, kunne deltage på betingelse af, at der bidrages til finansieringen.

4.7

Programmet vil få et budget på 2 mia. EUR, der skal investeres over en syvårig periode, og som finansieres ligeligt af Kommissionen (midlerne kommer fra det 7. rammeprogram i henhold til bestemmelserne i artikel 54 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002) og de virksomheder, der er medlem af EFPIA. Sidstnævnte vil primært skulle stille personale, udstyr, materialer o.a. til rådighed.

4.8

IMI JU vil konkret støtte forskningsaktiviteter i medlemsstaterne og lande, der er tilknyttet det 7. rammeprogram. Fællesskabsbidraget på 1 mia. EUR vil udelukkende være rettet mod de små og mellemstore virksomheder og universiteterne og gives til forskning, der kan anvendes på lægemiddelområdet. De store virksomheder, der deltager i initiativet, investerer et tilsvarende beløb, idet de selv finansierer deres egen forskningsandel, som de inddrager SMV og universiteterne i.

4.9

IMI-fællesforetagendet anses for en international organisation med status som juridisk person, jf. artikel 2 i direktiv 2004/17/EF og artikel 15 i direktiv 2004/18/EF. Det får hjemsted i Bruxelles, og dets aktiviteter ophører i december 2017, medmindre Rådet viderefører foretagendet.

5.1

I rapporten »Mod et innovativt Europa« beskrives medicinalindustrien med rette som en helt central strategisk sektor, hvis produkter yder et afgørende bidrag til EU-borgernes sundhed og trivsel. Konkret bidrager fornuftig og korrekt brug af lægemidler til en forbedret livskvalitet.

5.2

Medicinalindustrien yder derudover et betydeligt bidrag til beskæftigelsen i EU. I 2004 beskæftigede branchen 612 000 mennesker, herunder 103 000 højtkvalificerede inden for den videnskabelige forskning.

5.3

Oprettelsen af IMI JU er først og fremmest begrundet i det almindeligt anerkendte behov for at imødegå EU's dalende lægemiddelforskning og få vendt denne udvikling, der allerede blev bemærket i Kommissionens meddelelse af 1. juli 2003 med titlen »En stærkere europæisk lægemiddelindustri til gavn for patienterne — en opfordring til handling«.

5.4

Til den ende forekommer det uomgængeligt at ændre på de traditionelle bilaterale samarbejdsformer. I dag er der brug for en ny metode på europæisk plan, hvor universiteterne, de berørte SMV og de offentlige institutioner samarbejder direkte med medicinalbranchen i kraft af de finansielle bestemmelser, der er fastsat i det 7. rammeprogram.

5.5

IMI JU's grundlæggende opgaver er følgende:

6.1

EØSU noterer sig med tilfredshed den bredt anlagte høringsfase forud for udarbejdelsen af forordningen og støtter, at der etableres passende uddannelsesforløb for at sikre, at der er rådighed over de nødvendige faglige kvalifikationer i en branche, der har afgørende betydning for EU's økonomi og borgernes livskvalitet.

6.2

Som nævnt under punkt 4.2 udspringer FTI af det arbejde, der blev udført i de gamle europæiske teknologiplatforme (ETP). De opfyldte imidlertid kun i sjældne tilfælde deres målsætning om en strategisk relancering af europæisk forskning. Igangsættelsen af FTI skyldes den delvise fiasko med ETP, hvis rolle egentlig var at yde et væsentligt bidrag til industriens konkurrencedygtighed.

6.2.1

Samtidig beklager EØSU imidlertid, at kommissionsforslaget ikke indeholder en mere detaljeret gennemgang af det arbejde, der tidligere blev udført af de europæiske teknologiplatforme (ETP). Der gøres ikke status, de opnåede resultater opregnes ikke, og der anføres ingen bibliografiske referencer.

6.2.2

Derfor bifalder udvalget den bebudede plan om, at der fremlægges en årlig rapport om resultaterne af det arbejde, der udføres af FTI.

6.3

Alligevel vurderer EØSU oprettelsen af et fællesforetagende for initiativet om innovative lægemidler positivt. Foretagendet har overordnet rent faktisk de egenskaber, der er afgørende for at få sat fornyet skub i lægemiddelforskningen i EU, fordi der er tale om et reelt partnerskab mellem den offentlige og den private sektor. Initiativet er i overensstemmelse med Lissabon-strategiens målsætninger, der fastsætter investeringer på 3 % af BNP i F&U, hvoraf to tredjedele skal komme fra den private sektor.

6.3.1

På grund af den sammensatte finansiering og de betydelige fællesskabsressourcer, der er afsat til initiativet, finder EØSU, at der er behov for mere præcise retningslinjer for ejerskabet til og anvendelsen af forskningens slutprodukter. Her burde spørgsmålet om patenter og intellektuel ejendomsret, som det er defineret i forordningen og dens bilag, der begrænser sig til en opremsning af principper, være behandlet mere præcist og fyldestgørende på trods af risikoen for, at det vil kunne vise sig at være ét af de mest kildne i forhold til en gnidningsløs gennemførelse af IMI JU.

6.3.2

De store medicinalkoncerner, der har hjemsted i Europa, er i de fleste tilfælde globale. Der bør overvejes mekanismer til fremme af afkastet af de europæiske investeringer, igen på grund af den betydelige fællesskabsfinansiering. I det lys — og idet man bør være opmærksom på ikke at skabe hindringer for anvendelsen af lægemidlerne i tredjelande — kunne forordningen fastsætte bestemmelser om, at såvel den samlede forskning som produktionen af de kemiske forbindelser, der bliver resultatet heraf, skal foregå i EU. Endvidere ville det ligeledes være ønskeligt, om samme bestemmelser fastsatte, at det overskud, som den økonomisk af IMI JU igangsatte forskning genererer, investeres i EU.

16.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/15

1.1

EØSU godkender generelt Kommissionens strategi. Thi det mener, at relancering af investeringerne i F&U er et egnet middel til at bibringe de europæiske virksomheder en sikker referenceramme som led i et nyt instrument, der gør det muligt at overvinde den nuværende opsplitning af EU's finansiering og forhindrer en skæv fordeling af programmerne, som næsten gør det umuligt at evaluere de opnåede resultater.

1.2

Udvalget godkender den bebudede hensigt om at forelægge resultaterne af ARTEMIS årligt. Derimod beklager udvalget, at der ikke foreligger en detaljeret status over de tidligere europæiske teknologiplatformes resultater og virkemåde.

1.3

Udvalget mener, at ARTEMIS-fællesforetagendet, som bygger på et offentligt-privat partnerskab, udgør et stærkt element i etableringen af et europæisk forskningsrum og et vigtigt bidrag til de europæiske virksomheders konkurrenceevne.

1.4

Ved at afgive en positiv udtalelse om det foreliggende forslag understreger EØSU det vigtige i den nyskabende strategi, der foreslås på investeringsområdet, som omfatter ressourcer fra Fællesskabet, virksomheder, diverse medlemsstater og de F&U-organer, der deltager.

1.5

Denne nye samarbejdsmetode, som måske er indviklet, hvad de fremkomne forskningsresultaters anvendelse angår, foranlediger EØSU til at udtrykke tilfredshed med den betydning og præcision, som tillægges intellektuel ejendomsret i artikel 24 i forordningen om fællesforetagendet.

1.6

Endelig anser udvalget følgende for nødvendigt:

2.1

Formålet med det forelagte forslag til forordning er at igangsætte de allerførste offentlig-private partnerskaber på F&U-området. Forslaget definerer ét af de to første fælles teknologiinitiativer (FTI). Initiativet vedrører indlejrede computersystemer (1).

2.2

FTI's formål er, helt eller delvis, at gøre det muligt for industrien, forskningsinstitutionerne, medlemsstaterne og Kommissionen at samle deres ressourcer for at kunne gennemføre målrettede forskningsprogrammer.

2.3

I modsætning til den traditionelle fremgangsmåde, hvor projekterne får tilført midler fra det offentlige ét for ét, vedrører FTI forskningsprogrammer i stor skala med fælles strategiske forskningsmål. Formålet med den nye metode er at give europæisk forskning og innovation kritisk masse, skabe stabile forskningsmiljøer inden for de vigtigste strategiske områder og harmonisere finansieringen af projekterne for at få udnyttet forskningsresultaterne så hurtigt som muligt.

2.4

Forslaget indfører en retsramme for ARTEMIS, det fælles teknologiinitiativ om indlejrede computersystemer.

2.5

FTI ARTEMIS vedrører usynlige computere (integrerede systemer), som får en lang række maskiner, fra biler over energinet til flyvemaskiner og telefoner, og en række husholdningsapparater som vaskemaskiner, fjernsyn m.v. til at fungere.

2.6

Det ventes, at der i verden vil findes over 16 mia. integrerede processorer i 2010 og over 40 mia. i 2020. I 2010 vil dette usynlige udstyr og den indlejrede software tegne sig for 30-40 % af værdien af nye produkter: forbrugerelektronik (41 %), telekommunikation (37 %), motorkøretøjer (36 %) og udstyr i sundhedssektoren (33 %).

2.7

ARTEMIS-budgettet til forskning bliver på i alt 2,7 mia. euro over syv år. Erhvervslivet skal levere de 60 %, 410 mio. euro kommer fra Kommissionen og 800 mio. euro fra medlemsstaternes programmer.

3.1

Informations— og kommunikationsteknologier (ikt) har en grundlæggende økonomisk og social betydning og spiller en væsentlig rolle for gennemførelsen af den reviderede Lissabon-strategi, hvor det fremhæves, at viden og innovation i Fællesskabet er med til at sætte skub i vækst og beskæftigelse.

3.2

De samlede F&U-udgifter på verdensplan ventes i de næste ti år at stige med ca. 170 %, hvorimod udgifterne til indlejrede systemer menes at ville stige med 225 %, nemlig fra 58 mia. euro i 2002 til 132 mia. euro i 2015 (2).

3.3

I EU andrager F&U i ikt ca. 18 % af de samlede F&U-udgifter, mens tallet er på 34 % i USA og 35 % i Japan (3). I forhold til antallet af indbyggere er udgifterne i EU på ca. 80 euro pr. indbygger, mod 350 euro i USA og 400 euro i Japan. Forskning i indlejrede systemer er et vigtigt forskningsområde inden for ikt og beløber sig i EU til 380 mio. i offentlige midler og over 50 % af virksomhedernes ikt-forskningsbudget.

3.4

For at kunne spille en rolle på dette felt, som har et kraftigt udviklingspotentiale, er EU nødt til at øge sine investeringer på dette strategiske område og udnytte dem bedre, snarere end at sætte sin lid til en forskningsstruktur, der spreder indsatsen og fører til dobbeltarbejde. EU's virksomheder har i dag ingen ramme at henholde sig til, som gør det muligt at udvikle de fornødne teknologier og standarder.

3.4.1

Generelt set bremses fremskridt af mangelen på koordinering af virksomhedernes F&U-mål, dobbeltarbejde og en ikke-optimal anvendelse af de begrænsede forskningsbevillinger.

3.4.2

Kommissionens forslag har til formål at ændre herpå.

4.1

Beslutningen om oprettelse af ARTEMIS-fællesforetagendet, som behandles i Kommissionens dokument KOM(2007) 243 endelig, er en følge af afgørelse nr. 1982/2006/EF om det syvende rammeprogram, som indeholder bestemmelser om fællesskabsbidrag med henblik på at etablere længerevarende offentligt—private partnerskaber på europæisk plan inden for den videnskabelige forskning.

4.2

Disse partnerskaber har form af fælles teknologiinitiativer (FTI) og udspringer af de tidligere europæiske teknologiplatforme (ETP).

4.3

I beslutning 971/2006/EF om særprogrammet Samarbejde (4) understreger Kommissionen det nødvendige i at etablere offentligt-private partnerskaber og indkredser seks områder, hvor oprettelse af fælles teknologiinitiativer egner sig til at sætte nyt skub i den europæiske forskning. Det drejer sig om:

4.4

I forlængelse af denne overordnede strategi lægger den forordning, som er genstand for det foreliggende forslag i KOM(2007) 243, op til vedtagelse af en Rådsforordning om oprettelse af ARTEMIS-fællesforetagendet til gennemførelse af det fælles teknologiinitiativ vedrørende indlejrede computersystemer.

4.5

Valget af en virksomhed, som skal behandle det vigtige emne »indlejring af intelligens«, indgår i det strategiske område, der omfatter biler, husholdningsapparater, styresystemer og kontorudstyr.

4.6

I disse sektorer forventes det, at indlejrede systemer til styring af apparater, som allerede har stor betydning i dag, vil udvikle sig mærkbart i de næste fem år: indlejrede systemers andel af værdien af de endelige produkter ventes at nå op på mellem 35 og 40 %, og deres samlede antal anslås til 16 mia. i 2010 og over 40 mia. i 2020.

4.7

Når det vælges at indføre et FTI er hovedårsagen den, at man ønsker at udforme et europæisk forsknings- og udviklingsprogram, der skal hjælpe den europæiske økonomi med at blive førende i verden inden for indlejrede computersystemer, som udgør nødvendige nyskabelser i sektorer af afgørende betydning for de europæiske virksomheders konkurrenceevne og udvikling.

4.8

Et initiativ som ARTEMIS er ifølge Kommissionen vigtigt for at undgå en gentagelse af, hvad man oplevede med desktopteknologien og internettet, hvor det netop var manglende investeringer i forskning og innovation, der bevirkede, at produktionen blev flyttet uden for EU (USA, Japan m.fl.).

4.9

Etableringen af et ARTEMIS FTI følger efter bred høring af de berørte parter og en række vigtige initiativer og konferencer i EU. Initiativets mål og opgaver er på forhånd sendt til bedømmelse på universiteter og i virksomheder, som har medvirket til det foreliggende forslag med deres sagkundskab inden for indlejrede systemer. Medlemsstaterne har erkendt, at man kun gennem en indsats på EU-plan kan takle fremtidens udfordringer.

—

Et finansielt bidrag fra ARTEMISIA på højst 20 mio. euro eller højst 1 % af de samlede projektudgifter, dog højst 30 mio. euro,

—

et finansielt bidrag fra Fællesskabet på højst 10 mio. euro

—

bidrag i naturalier fra Artemis-medlemsstaterne.

—

et finansielt bidrag fra Fællesskabet på højst 410 mio. euro

—

ARTEMIS-medlemsstaternes bidrag, som udbetales direkte til de forsknings— og udviklingsorganisationer, der deltager i F&U-projekterne,

—

bidrag i naturalier fra forsknings- og udviklingsorganisationer.

4.12.1

Kommissionens maksimale bidrag er på 420 mio. euro frem til 31. december 2013. Midlerne stammer fra særprogrammet Samarbejde til gennemførelse af det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling, i henhold til artikel 54, stk. 2, i Rådets forordning nr. 1605/2002. I 2008 afsættes der 42,5 mio.

4.12.2

Denne store investering er begrundet i det forhold, at ARTEMIS' fremtidige resultater på de berørte områder også udgør vigtige holdepunkter for alle fællesskabspolitikker, bl.a. inden for miljø, transport, energi og det indre marked. De yder herigennem et konkret bidrag til opnåelse af Lissabons konkurrencemål og Barcelona-målene, hvad forskningsudgifter angår. Det foreslåede initiativ er et led i Fællesskabets ambitiøse strategi, som bl.a. omfatter forslaget om at oprette et europæisk teknologisk institut (ETI).

4.14

Ifølge Kommissionen indebærer oprettelsen af ARTEMIS-fællesforetagendet følgende objektive fordele:

5.1

EØSU godkender generelt Kommissionens strategi. Thi det mener, at relancering af investeringerne i F&U er et egnet middel til at bibringe de europæiske virksomheder en sikker referenceramme som led i et nyt instrument, der gør det muligt at overvinde den nuværende opsplitning af EU's finansiering og forhindrer en skæv fordeling af programmerne, som næsten gør det umuligt at evaluere de opnåede resultater.

5.2

Som nævnt i punkt 4.2 udspringer FTI'erne af de tidligere europæiske teknologiplatforme (ETP). Disse har imidlertid kun sjældent formået at nå deres mål om strategisk relancering af forskningen i Europa, bl.a. fordi det blandt de deltagende aktører har skortet på ansvarsbevidsthed. Oprettelsen af FTI'er beror således på ETP'ernes delvise fiasko, da deres mål jo var at yde et vigtigt bidrag til at forbedre erhvervslivets konkurrenceevne.

5.2.1

Dog beklager EØSU, at Kommissionens forslag ikke indeholder en nærmere beskrivelse af det arbejde, som tidligere er udført i de europæiske teknologiplatforme: der gøres ikke status, det nævnes ikke hvilke resultater der er opnået og der er ingen bibliografiske henvisninger.

5.2.2

Med hensyn til FTI kan udvalget derfor godkende den bebudede hensigt om årligt at forelægge en rapport med en statusopgørelse over resultater og fremskridt.

5.3

Udvalget mener, at ARTEMIS-fællesforetagendet, som bygger på et offentligt-privat partnerskab, udgør et stærkt element i etableringen af et europæisk forskningsrum og et vigtigt bidrag til de europæiske virksomheders konkurrenceevne.

5.4

Den fremtidige adgang til stadig mere intelligente systemer kan i høj grad bidrage til at fremstille endnu sikrere produkter og kan samtidig være med til at indføre uddannelser og skabe kvalifikationer på højt niveau, som formår at befordre jobskabelse og -udvikling.

5.5

Ved at afgive en positiv udtalelse om det foreliggende forslag ønsker EØSU først at understrege det vigtige i den nyskabende strategi, som foreslås på investeringsområdet.

5.5.1

For første gang i forbindelse med forsknings- og udviklingsprogrammer skal der trækkes på ressourcer ikke blot fra Fællesskabet og virksomhederne — hvilket er usædvanligt — repræsenteret af ARTEMISIA, men også på ressourcer fra de forskellige medlemsstater og deltagende F&U-organer.

5.5.2

Denne nye samarbejdsmetode, som måske er indviklet, hvad de fremkomne forskningsresultaters anvendelse angår, foranlediger EØSU til at udtrykke tilfredshed med den betydning og præcision, som tillægges intellektuel ejendomsret i artikel 24 i forordningen om fællesforetagendet.

5.6

For imidlertid at nå målene og maksimere det potentiale, som dette nye instrument udgør, anser udvalget følgende for nødvendigt:

16.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/19

1.1

EØSU bifalder beslutningen om at oprette fællesforetagendet Clean Sky. Det mener nemlig, at dette at man i kraft af dette princip sætter nyt skub i F&U-investeringerne via en offentlig-privat finansiering kan give virksomhederne en sikker referenceramme, der gør det muligt at overvinde den nuværende opsplittede fællesskabsfinansiering og samordne den ofte alt for spredte forskningsindsats og dermed fremme dens effektivitet.

1.2

Udvalget glæder sig over valget af sektor, som gør det muligt dels at bidrage til Lissabon-strategien og at bringe ny dynamik ind i en erhvervsbranche, der har teknisk innovativ karakter, og som indeholder mange muligheder for højt kvalificeret beskæftigelse, dels at bidrage til de fremskridt, det er nødvendige på miljøkvalitetsområdet.

1.3

Med sin positive udtalelse om det foreliggende forslag ønsker EØSU først at understrege betydningen for EU af den foreslåede strategi for investering og samordning af forskningsindsatsen. Det mener i den henseende, at strategien udgør et stærkt argument for oprettelsen af et europæisk forskningsrum, og at den udgør et vigtigt bidrag til de europæiske virksomheders konkurrenceevne i denne sektor.

1.4

På grund af finansieringen, de mange involverede interesser og de betydelige fællesskabsressourcer, der er afsat til initiativet, finder EØSU imidlertid, at der er behov for mere præcise retningslinjer for ejerskabet til og anvendelsen af forskningens slutprodukter, navnlig hvad angår intellektuel ejendomsret og spørgsmålet om patenter.

1.5

Endelig anser udvalget følgende for nødvendigt:

2.1

Formålet med det forelagte forslag til forordning er at igangsætte et af de allerførste offentlig-private partnerskaber på F&U-området. Forslaget definerer det ene af de to første fælles teknologiinitiativer (FTI). Forslaget vedrører luftfartsteknik og lufttransport og har fået navnet »Clean Sky«.

2.2

FTI's formål er, helt eller delvis, at gøre det muligt for industrien, forskningsinstitutionerne, medlemsstaterne og Kommissionen at samle deres ressourcer for at kunne gennemføre målrettede forskningsprogrammer.

2.3

I modsætning til den traditionelle fremgangsmåde, hvor projekterne enkeltvis får tilført midler fra det offentlige, vedrører FTI store forskningsprogrammer med fælles strategiske forskningsmål. Formålet med den nye metode er at skabe en kritisk masse for europæisk forskning og innovation, at skabe stabile forskningsmiljøer inden for de vigtigste strategiske områder og at harmonisere finansieringen af projekterne for at få udnyttet forskningsresultaterne så hurtigt som muligt. FTI er rettet mod kerneområder, hvor de nuværende instrumenter hverken er omfattende eller effektive nok til at sikre EU en topplacering i den globale konkurrence. Der er tale om områder, hvor national, europæisk og privat forskningsfinansiering vil kunne give en betydelig merværdi, navnlig ved at øge incitamenterne til privat investering i F&U.

2.4

Det vigtigste formål med det fælles teknologiinitiativ vedrørende Clean Sky er at fremskynde udviklingen i EU af rene lufttransportteknologier med henblik på snarest mulig anvendelse. Ud over at opfylde kravet om at opretholde sektorens konkurrenceevne bør disse teknologier bidrage til at opfylde EU's strategiske miljømæssige og sociale prioriteringer kombineret med bæredygtig økonomisk vækst.

3.1

Dette program er både nødvendigt og berettiget, eftersom prognoserne viser, at lufttrafikken vil mere end fordobles over de næste 20 år, og eftersom indførelsen af et miljømæssigt bæredygtigt transportsystem er afgørende for at sikre økonomisk og social vækst i Europa, hvad angår både person- og varetransport.

3.2

Beslutningen om at sætte ind på europæisk plan synes at være på sin plads, eftersom tiltag, der iværksættes af deltagerne i de forskellige medlemsstater, ikke er den optimale løsning, hvad angår de økonomiske ressourcer og de nødvendige videnskabelige bidrag.

3.3

Medlemsstaternes direkte deltagelse udgør et nøgleelement både af hensyn til mobiliseringen af de nødvendige finansielle midler, og fordi der fortsat træffes mange beslutninger på nationalt plan, hvad angår såvel opfordringer til at deltage i programmerne som den løbende overvågning i samtlige programfaser og evalueringen af resultaterne.

3.4

Luftfartssektoren vil snart blive stillet over for nogle vanskelige udfordringer som f.eks. miljøpåvirkningen, som kan blive en hæmsko for sektorens udvikling.

3.5

Nedbringelse af luftfartens indvirkning på klimaet og nedbringelse af støjforureningen står øverst på dagsordenen. Det er derfor nødvendigt, at der i den nærmeste fremtid sker nogle virkelige teknologiske omlægninger, hvis man skal gennemføre de reduktioner, som er fastsat i EU-lovgivningen. (EU's luftfartsteknologiske platform »ACARE« (Det Rådgivende Udvalg for Luftfartsforskning i Europa) har i sin strategiske forskningsdagsorden opstillet et mål om at nedskære CO2-emissionerne med 50 %, at reducere NOx med 80 % og at nedbringe de eksterne støjgener med 50 % inden 2020).

3.6

EU's luftfartsindustri, som i dag beskæftiger tre millioner personer på europæisk plan, står desuden over for en skarp konkurrence, som hænger sammen med, at offentlige investeringer er tilladte i andre dele af verden, navnlig USA, hvor de forskningsmidler, der er afsat til sektoren, er tre gange større end, hvad den europæiske sektor for øjeblikket råder over.

3.7

Offentlige bidrag er i øvrigt hensigtsmæssige, idet denne sektor er kendetegnet ved, at der er lange tidshorisonter for afkast på investeringer, hvilket kan føre til markedssvigt, når der ikke investeres i F&U på luftfartsområdet.

3.8

Beslutningen om at indlemme luftfartsteknik og lufttransport i særprogrammet Samarbejde (se nedenstående pkt. 4.3) er berettiget, eftersom EU har ambitioner om at forbedre den nuværende og de kommende generationers sundhed og livskvalitet ved at minimere luftfartøjers miljøpåvirkning, forbedre den lokale luftkvalitet og mindske støjforureningen omkring lufthavne samt forbedre passagerernes transportforhold.

4.1

Forslaget til forordning om oprettelse af fællesforetagendet Clean Sky (KOM (2007) 315 endelig) udspringer af bestemmelserne i det 7. rammeprogram for forskning (FP7), der er genstand for afgørelse nr. 1982/2006/EF. Denne fastsætter, at der på lang sigt skal ydes et fællesskabsbidrag til oprettelsen på europæisk plan af offentlig-private partnerskaber inden for forskning.

4.2

Disse partnerskaber har form af fælles teknologiinitiativer (FTI) og udspringer af de tidligere europæiske teknologiplatforme (ETP).

4.3

I sin beslutning 971/2006/EF om særprogrammet »Samarbejde« understreger Kommissionen behovet for at etablere offentlig-private partnerskaber og indkredser seks områder, hvor oprettelse af fælles teknologiinitiativer egner sig til at sætte nyt skub i den europæiske forskning. Det drejer sig om:

4.4

Det er inden for rammerne af denne overordnede strategi, at den forordning, der foreslås i KOM(2007) 315 endelig, gennemfører det fælles teknologiinitiativ (FTI) om luftfartsteknik og lufttransport ved at oprette fællesforetagendet Clean Sky.

4.5

I artikel 3 i de vedtægter, der er indsat som bilag i forordningen, redegøres klart og detaljeret for målene for fællesforetagendet Clean Sky. Disse mål, der er opsummeret i forordningens artikel 3, dækker en række stort anlagte og ambitiøse aktiviteter:

4.5.1

Clean Sky sikrer således integration og samordning mellem de forskellige forskningsaktiviteter og kan udnytte stordriftsfordele. Fællesforetagendet er bygget op omkring seks forskellige teknologiske områder, de såkaldte »integrerede teknologidemonstratorer« (ITD):

De teknologiske mål for hver enkelt ITD er allerede blevet fastlagt.

4.6

Fællesforetagendet Clean Sky betragtes som en international organisation med status som juridisk person, jf. artikel 22 i direktiv 2004/17/EF og artikel 15, litra c), i direktiv 2004/18/EF. Den får hjemsted i Bruxelles, og dets aktiviteter ophører den 31. december 2017, medmindre Rådet viderefører foretagendet.

4.7.1

Forslaget består i en rådsforordning og et bilag med fællesforetagendets vedtægter. Det bygger på traktatens artikel 171. Fællesforetagendet bliver et fællesskabsorgan, og selv om dets budget henhører under artikel 185 i Rådets forordning 1605/2002, skal det tage højde for initiativets særlige forhold, da der er tale om offentlig-private partnerskaber med et stort bidrag fra den private sektor, som mindst svarer til det offentliges bidrag.

—

Det Europæiske Fællesskab repræsenteret ved Kommissionen

—

12 ledere af integrerede teknologidemonstratorer (ITD) og op til 74 associerede medlemmer som anført i tiltrædelsesreglerne, jf. artikel 2 i de vedtægter, der er indsat som bilag i forordningen.

—

Enhver offentlig eller privat enhed, der er etableret i en medlemsstat eller i et land, der er tilknyttet det syvende rammeprogram, kan søge om at blive medlem af fællesforetagendet, forudsat at: — de som ITD-ledere forpligter sig til at bidrage med ressourcer, der står i et rimeligt forhold til og er i overensstemmelse med det fælles teknologiinitiativs samlede aktiviteter; — deres forpligtelse som associerede medlemmer står i et rimeligt forhold til budgettet for den ITD, de deltager i og er i overensstemmelse hermed.

4.9.1

De løbende udgifter til fællesforetagendet Clean Sky skal deles ligeligt kontant mellem Det Europæiske Fællesskab og de øvrige medlemmer, der hver især bidrager med op til 50 %.

4.9.2

Fællesskabets maksimale bidrag til fællesforetagendet Clean Sky til dækning af de løbende omkostninger og forskningsaktiviteter udgør 800 mio. EUR, som afholdes af den budgetbevilling, der er tildelt temaet »Transport« i særprogrammet »Samarbejde« til gennemførelse af det syvende rammeprogram i henhold til bestemmelserne i artikel 54 i Rådets forordning nr. 1605/2002.

5.1

EØSU bifalder beslutningen om oprettelse af fællesforetagendet »Clean Sky«, som udspringer af bestemmelserne i det 7. rammeprogram for forskning. Det mener nemlig, at relancering af investeringerne i F&U er et egnet middel til at bibringe de europæiske virksomheder en sikker referenceramme som led i et nyt instrument, der gør det muligt at overvinde den nuværende opsplittede fællesskabsfinansiering og forhindrer en skæv fordeling af programmerne, som næsten ville gøre det umuligt at evaluere de opnåede resultater.

5.2

Det forelagte initiativ er i overensstemmelse med EU's politikker og mål og med de retningslinier, der blev fastlagt i forbindelse med Lissabon-strategien, hvori der lægges vægt på, at viden og innovation i EU bidrager til at fremme vækst og beskæftigelse. »Clean Sky« omfatter foranstaltninger vedrørende EU's ordning for handel med emissionskvoter og skulle kunne gøre det muligt at tage et stort skridt fremad mod gennemførelsen af ACARE's strategiske forskningsdagsorden vedrørende miljø.

5.3

Udvalget mener, at fællesforetagendet »Clean Sky«, som bygger på et offentlig-privat partnerskab på linie med de andre FTI under det 7. rammeprogram for forskning, udgør et stærkt element i etableringen af et europæisk forskningsrum og et vigtigt bidrag til de europæiske virksomheders konkurrenceevne.

5.4

Med sin positive udtalelse om det foreliggende forslag ønsker EØSU først at understrege betydningen for EU af den foreslåede strategi for investering og samordning af forskningsindsatsen.

5.5

På grund af den sammensatte finansiering og de betydelige fællesskabsressourcer, der er afsat til initiativet, finder EØSU dog, at der er behov for mere præcise retningslinier for anvendelsen af og ejerskabet til forskningens slutprodukter. Her burde spørgsmålet om patenter og intellektuel ejendomsret, som det er defineret i forordningens artikel 20, der begrænser sig til en opremsning af principper, være behandlet mere præcist og fyldestgørende; ellers er der fare for, at dette spørgsmål kan blive et af de prekære punkter i gennemførelsen af »Clean Sky«-FTI og deres funktionsmåde.

5.6

For imidlertid at nå målene og maksimere potentialet i det nye instrument anser udvalget følgende for nødvendigt:

16.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/22

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg tilslutter sig beslutningen vedrørende oprettelsen af ENIAC-foretagendet (1).

1.1.1

Det mener nemlig, at dette, at man i kraft af dette princip sætter nyt skub i F&U-investeringerne via en offentlig-privat finansiering, kan give virksomhederne en sikker referenceramme, der gør det muligt at overvinde den nuværende opsplittede fællesskabsfinansiering og samordne den ofte alt for spredte forskningsindsats og dermed fremme dens effektivitet.

1.2

Udvalget glæder sig over, at man har valgt netop den sektor. Denne sektor vil i kraft af sin udvikling, udover dens teknisk innovative karakter, med de mange fremtidsmuligheder og muligheder for højt kvalificeret beskæftigelse, bidrage direkte til realiseringen af Lissabon-målene vedrørende konkurrenceevnen, Barcelona-målene vedrørende den procent af BNP, der skal gå til forskning, men også til andre dele af fællesskabspolitikkerne som miljø, transport, energi og sundhed.

1.3

Med sin positive udtalelse om det foreliggende forslag ønsker EØSU først at understrege betydningen for EU af den foreslåede strategi for investering og samordning af forskningsindsatsen. Det mener i den henseende, at strategien udgør et stærkt argument for oprettelsen af et europæisk forskningsrum og at den udgør et vigtigt bidrag til de europæiske virksomheders konkurrenceevne i denne sektor.

1.4

Denne nye samarbejdsmetode er måske nok indviklet, hvad angår den industrielle anvendelse af forskningsresultater fra projekter, som ENIAC har sat i gang, men EØSU udtrykker ikke desto mindre tilfredshed med den betydning, som intellektuel ejendomsret tillægges i den forbindelse.

1.5

Udvalget glæder sig meget over, at man har været særlig opmærksom på risikoen for delokalisering af fremstillingen af nanoelektronik til andre regioner i verden. EØSU støtter forslaget om en specialiseret sektortilgang.

1.6

Endelig mener udvalget, at man for at maksimere mulighederne ved denne nye metode, har behov for følgende:

2.1

Formålet med det forelagte forslag til forordning er at igangsætte et af de allerførste offentlig-private partnerskaber på F&U-området. Forslaget definerer det ene af de to første fælles teknologiinitiativer (FTI). Forslaget vedrører nanoteknologiområdet og har fået navnet ENIAC.

2.2

FTI's formål er, helt eller delvis, at gøre det muligt for industrien, medlemsstaterne og Kommissionen at samle deres ressourcer for at kunne gennemføre målrettede forskningsprogrammer.

2.3

I modsætning til den traditionelle fremgangsmåde, hvor projekterne enkeltvis får tilført midler fra det offentlige, vedrører FTI store forskningsprogrammer med fælles strategiske forskningsmål. Formålet med den nye metode er at skabe en kritisk masse for europæisk forskning og innovation, at skabe stabile forskningsmiljøer inden for de vigtigste strategiske områder og harmonisere finansieringen af projekterne for at få udnyttet forskningsresultaterne så hurtigt som muligt. FTI er rettet mod kerneområder, hvor de nuværende instrumenter hverken har et omfang eller er effektive nok til at sikre EU en topplacering i den globale konkurrence. Der er tale om områder, hvor national, europæisk og privat forskningsfinansiering vil kunne give en betydelig merværdi, navnlig ved at øge incitamenterne til privat investering i F&U.

2.4

Det fælles teknologiinitiativ vedrørende nanoelektronik, benævnt ENIAC, har det overordnede sigte at bidrage til udviklingen af vigtige kompetenceområder vedrørende nanoelektronik for at styrke den europæiske konkurrenceevne. Med det formål for øje etablerer det foreliggende forslag en retlig ramme for oprettelsen af ENIAC.

3.1

Den stadig stigende andel af elektroniske komponenter i innovative højteknologiske produkter placerer nanoteknologisektoren blandt de strategiske sektorer for konkurrenceevnen og den industrielle vækst i Europa.

3.2

Nanoteknologisektoren fremstiller udstyr, der er absolut nødvendige for de vigtigste industrier inden for en lang række områder, f.eks. telekommunikation, forbrugsvarer, multimediatjenester, undervisning, transport, sundhedspleje, sikkerhed og miljø.

3.3

Ifølge prognoser vil markedet for nanoteknologiens industrielle produkter (som ud over direkte producenter også omfatter leverandører af produktionsudstyr og materialer) opleve en årlig stigning på ca. 15 %. Hvis man vil sikre så stor en vækst, skal man fra nu af sørge for at tildele området den nødvendige opmærksomhed.

3.4

Et initiativ på EU-plan bør således søge at bevare og styrke de repræsenterede sektorers internationale førerposition via F&U-programmer, der gør det muligt at nå de nødvendige mål for industriel udnyttelse, ved at forfølge mere avancerede teknologiske målsætninger, ved at satse på en stadig stærkere konkurrence og ved at skabe nye arbejdspladser, der kræver høje faglige kompetencer og kvalifikationer på højt niveau.

3.5

Et fælles offentlig-privat foretagende bør muliggøre et kvalitetsløft i F&U-sektoren. Det er vigtigt at overvinde den nuværende fragmentering i de aktuelle forskningsprogrammer i de medlemsstater, som ikke kan nå den kritiske masse og som ikke råder over de nødvendige ressourcer til at finansiere de rette programmer.

3.6

Den europæiske dimension er således en nødvendig forudsætning, da det er eneste mulighed for at overkomme de vanskelige udfordringer, som nanoteknologisektoren vil blive stillet overfor.

3.7

En fornyet markering af EU-dimensionen bør desuden give muligheder for at forenkle de bureaukratiske og administrative procedurer med henblik på at erstatte de nuværende forskellige nationale procedurer med en enkelt fællesskabsprocedure og at forkorte fristerne for opnåelsen af en F&U-kontrakt i forhold til den nuværende situation i EU (se EUREKA) samt i øvrigt undgå forskelligartede evaluerings- og kontrolprocedurer.

3.8

Etableringen af et offentlig-privat foretagende, der direkte inddrager medlemsstaterne og sektorens berørte virksomheder, er en nyskabelse i forhold til de nuværende procedurer for deltagelse i fællesskabsprogrammerne for europæisk F&U. Derudover er meningen med de betydelige finansielle midler, som programmet tildeler på EU-niveau, at muliggøre opbygningen af den økonomiske kritiske masse, som er nødvendig for at nå programmets ambitiøse mål.

3.9

Tilstedeværelsen af medlemsstater og virksomheder samt deres direkte inddragelse via et finansielt bidrag på mindst 50 % af de forskningsrelaterede udgifter vil skabe en multiplikatoreffekt, der sætter skub i tiltrækningen af ny finansiering og er et stærkt bidrag til udviklingen af det europæiske forskningsrum.

3.10

Medlemsstaternes direkte deltagelse er absolut nødvendig for at mobilisere investeringer, men også og især fordi beslutningerne fortsat vil blive truffet på nationalt plan, herunder navnlig indkaldelserne af forslag og den direkte løbende overvågning i samtlige procesfaser.

3.11

En anden afgørende faktor er industriens direkte deltagelse, da resultaterne af dette ambitiøse F&U-program kan bidrage til realiseringen af vigtige og relevante mål for den europæiske industris konkurrenceevne og som en følge deraf få positiv effekt på beskæftigelsen i sektoren.

4.1

Referencen for forskningsprogrammerne er det syvende rammeprogram. Udgangspunktet er en fast overbevisning om, at et nyt investeringsfremstød inden for F&U er af afgørende betydning for en konkurrencedygtig og dynamisk økonomi.

4.2

Oprettelsen af fællesforetagendet FTI-ENIAC vil bidrage direkte til realiseringen af Lissabon-målene om konkurrenceevnen og til Barcelona-målene vedrørende forskningsudgifterne. Det vil bidrage indirekte til andre dele af Fællesskabets politikker f.eks. miljø-, transport-, energi- og sundhedspolitikken.

4.3

Den referenceramme for Fællesskabets politikker, som FTI-ENIAC-initiativet vil være baseret på, består navnlig af den europæiske aktion »Nanovidenskab og nanoteknologi: En europæisk handlingsplan for 2005-2009« (KOM(2005) 243 endelig) og arbejdet i Den Videnskabelige Komité for Nye og Nyligt Identificerede Sundhedsrisici (SCENHIR).

5.1

Beslutningen om oprettelse af ENIAC-fællesforetagendet, som behandles i Kommissionens dokument KOM(2007) 356 endelig, er en følge af afgørelse nr. 1982/2006/EF om det syvende rammeprogram, som indeholder bestemmelser om, at der på langt sigt skal ydes et fællesskabsbidrag til oprettelsen på europæisk plan af offentlig-private partnerskaber inden for forskning.

5.2

Disse partnerskaber har form af fælles teknologiinitiativer (FTI) og udspringer af de tidligere europæiske teknologiplatforme (ETP).

5.3

I beslutning 971/2006/EF om særprogrammet Samarbejde (2) understreger Kommissionen behovet for at etablere offentlig-private partnerskaber og indkredser seks områder, hvor oprettelse af fælles teknologiinitiativer egner sig til at sætte nyt skub i den europæiske forskning. Det drejer sig om:

5.4

Det er inden for rammerne af denne overordnede strategi at forslaget til forordning i KOM(2007) 356 endelig opretter ENIAC-fællesforetagendet inden for nanoelektronik.

5.5

ENIAC-fællesforetagendet betragtes som en international organisation med status som juridisk person, jf. artikel 22 i direktiv 2004/17/EF og artikel 15, litra c), i direktiv 2004/18/EF. Det får hjemsted i Bruxelles, og dets aktiviteter ophører i december 2017, medmindre Rådet viderefører foretagendet.

5.8.1

ENIAC-fællesforetagendets driftsudgifter (jf. artikel 4) dækkes af følgende bidrag:

ENIAC-fællesforetagendets F&U-aktiviteter for perioden frem til den 31. december 2017 dækkes af følgende bidrag:

5.8.2

Kommissionens maksimale bidrag er på 450 mio. euro i perioden frem til 31. december 2013. Midlerne stammer fra særprogrammet Samarbejde til gennemførelse af det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling, i henhold til artikel 54, stk. 2, i Rådets forordning nr. 1605/2002.

—

fastlægge og gennemføre en forskningsdagsorden for udviklingen af vigtige kompetenceområder vedrørende nanoelektronik med henblik på at styrke europæiske virksomheders konkurrenceevne og bæredygtighed og bane vejen for nye markeder

—

støtte gennemførelsen af F&U-aktiviteterne gennem økonomisk støtte til deltagerne i de udvalgte projekter

—

fremme et offentlig-privat partnerskab, der tilsigter at mobilisere og samle en indsats fra Fællesskabets side samt fra national og privat side og at styrke samarbejdet mellem den offentlige og private sektor

—

sikre, at FTI vedrørende nanoelektronik er effektivt og holdbart

—

opnå synergi og koordinering med hensyn til den europæiske F&U-indsats, herunder gradvis integrering i ENIAC-fællesforetagendet af de aktiviteter på området, der for tiden gennemføres via mellemstatslige F&U-ordninger (EUREKA).

6.1

EØSU accepterer afgørelsen vedrørende oprettelsen af ENIAC-fællesforetagendet og det dertil knyttede forordningsforslag. Ved at afgive en positiv udtalelse om det foreliggende forslag ønsker EØSU først at understrege betydningen for EU af den nyskabende strategi, som foreslås for investering og samordning af forskningsindsatsen.

6.2

For som det allerede var anført i udtalelsen om andre forordninger, der fulgte i kølvandet på Rådets beslutning 971/2006/EØF om særprogrammet Samarbejde, mener EØSU, at dette at sætte nyt skub i F&U-investeringerne er en passende måde at give de europæiske virksomheder en sikker referenceramme, der gør det muligt at overvinde den nuværende opsplittede fællesskabsfinansiering og undgå en alt for spredt fordeling af programmerne.

6.3

Det forelagte initiativ hænger sammen med EU's politikker og mål og svarer til målsætningerne for Lissabon-strategien, hvor det understreges, at viden og innovation i EU bidrager til at stimulere vækst og beskæftigelse. Nanoteknologien er en fremtrædende sektor, som i dag udgør en drivkraft for innovationen i en lang række sektorer, der er strategiske kernesektorer for udvikling og vækst i EU. (Mobilkommunikation, transport, informationsteknologi, produktionsautomatisering, sundhed, osv.) Oprettelsen af fællesforetagendet kan været et redskab for EU til at bevare eller tilmed udvikle sin kapacitet til at udtænke og fremstille produkter, der lever op til dets egne høje kvalitetsstandarder, og til kravene om bæredygtighed og miljøvenlighed. Oprettelsen er et ankerpunkt i tilvejebringelsen af et fælles europæisk forskningsrum og et afgørende bidrag til de europæiske virksomheders konkurrenceevne.

6.4

Udvalget glæder sig især meget over, at man i den konsekvensanalyse, der ledsager forordningsforslaget om dette fælles teknologiinitiativ, er opmærksom på risikoen for delokalisering af fremstillingen af nanoelektronik til andre regioner i verden. Dette punkt er vigtigt, fordi produktionen udgør en stor merværdi, der er synonym med vækst og beskæftigelse, samtidig med, at den for en dels vedkommende skaber investeringsafkast af de midler, EU er villig til at sætte ind på udviklingen af sektoren. På den baggrund støtter EØSU forslaget om at iværksætte en specialiseret sektortilgang med henblik på at støtte denne nøgleindustri.

6.5

Denne nye samarbejdsmetode er måske nok indviklet, hvad angår den industrielle anvendelse af forskningsresultater fra projekter, som ENIAC har sat i gang, EØSU udtrykker ikke desto mindre tilfredshed med den indsats, der er gjort i forbindelse med udformningen af reglerne for intellektuel ejendomsret i vedtægternes artikel 23. Det glæder sig samtidig også over, at handlingsplanen i forordningen i markant grad tager højde for sundheds- og sikkerhedsproblematikken.

6.6

For bedst muligt at nå fællesforetagendets mål og maksimere potentialet på alle områder, som dette nye instrument omfatter, anser udvalget følgende for nødvendigt:

16.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/27

1.1

I forlængelse af sine udtalelser om grønbogen om gennemgang af forbrugerlovgivningen (1) og om Kommissionens meddelelse om gennemførelse af direktivet om fjernsalg (2), støtter EØSU Kommissionens initiativ til at gennemføre en revision af direktiv 94/47/EF (3)af 26.10.1994 i den foreslåede form (4), som tager hensyn til udvalgets bemærkninger og henstillinger.

1.2

EØSU er stort set enigt i hovedindholdet i Kommissionens forslag, navnlig hvad angår udvidelsen af anvendelsesområdet, definitionen og beskrivelsen af nye produkter, styrkelsen af kravet om information før aftalens indgåelse og i aftalens indhold samt harmoniseringen af fortrydelsesfristen og forbuddet mod enhver form for betaling i denne periode.

1.3

Skønt EØSU er enigt i forslagets minimumstilgang, som giver medlemsstaterne mulighed for at give forbrugerne en højere beskyttelse i overensstemmelse med traktatens principper, mener det dog i overensstemmelse med det synspunkt, Kommissionen har givet udtryk for i grønbogen om gennemgang af forbrugerlovgivningen, at hvis der er et område, der bør komme i betragtning for fuld harmonisering, er det netop dette område — på baggrund af den pågældende rettigheds enestående karakter og de store nationale forskelle i udformningen og indholdet af dens mangesidede juridiske karakter, hvilket har meget forskellige følger i de forskellige landes retssystemer, navnlig hvad angår den minimale og maksimale varighed, annullering, ugyldiggørelse, ophævelse eller ophør af kontrakter.

1.4

EØSU beklager derfor, at Kommissionen, selv om den anerkender, at de fleste problemer ofte er af grænseoverskridende karakter og således på grund af forskellene mellem de nationale lovgivninger ikke kan løses tilfredsstillende af medlemsstaterne alene, når det kommer til stykket kun tager fat på nogle enkelte aspekter ved de pågældende rettigheder. En række situationer overlades således endnu en gang til medlemsstaternes skøn, hvilket betyder, at der så godt som intet ændres ved de rejste problemer.

1.5

Selv om udvalget støtter vedtagelsen af et minimumsharmoniseringssystem, mener det i lighed med andre fællesskabsinstitutioner (5), at niveauet for beskyttelse af forbrugerrettigheder er sat for lavt, da erfaringen har vist, at et stort flertal af medlemsstaterne ikke har gjort brug af denne mulighed, men derimod følger en mere stringent tilgang (6), og at der som følge heraf ikke er opnået et tilstrækkeligt harmoniseringsniveau for forbrugerbeskyttelse. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til under hensyntagen til nærhedsprincippet at regulere andre lige så vigtige aspekter i direktivforslaget og i den forbindelse tage udgangspunkt i et højere forbrugerbeskyttelsesniveau.

1.6

EØSU foreslår derfor, at der gennemføres forbedringer af en række bestemmelser vedrørende det retssystem, der er gældende for de pågældende rettigheder, af hovedaftalens indhold og af dens forbindelse med supplerende aftaler, navnlig ikke-tilknyttede kreditaftaler, med henblik på at sikre en tilstrækkelig og styrket forbrugerbeskyttelse.

1.7

EØSU understreger som i tidligere udtalelser (7) nødvendigheden af at lægge vægt på effektiv information af de kontraherende parter, især de mindre oplyste. Udvalget mener derfor ikke, at medlemsstaterne uden videre bør fratages muligheden for, i tilfælde af alvorlige krænkelser af de rettigheder, der er omhandlet i direktivet, at fastsætte sanktioner, som står i rimeligt forhold til overtrædelserne og har afskrækkende virkning, og hvis grundelementer nærmere må fastlægges.

1.8

EØSU opfordrer Kommissionen til at gennemføre en detaljeret analyse af reaktionerne på sit høringspapir (8), især hvad angår de medlemsstater, som var omfattet af høringspapiret, men ikke af rapporten (9) om gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF, som kun dækkede 15 medlemsstater. Kommissionen opfordres endvidere til omhyggeligt at studere den sammenlignende analyse, som dækker 25 medlemsstater (10), og i den forbindelse fokusere på forskellene mellem medlemsstaterne.

1.9

EØSU foreslår en række konkrete ændringer (11) og fremsætter et antal henstillinger, der sigter mod at forbedre forslagets teknisk-juridiske aspekter og konsolidere og harmonisere idéer, begreber eller praksisser, som allerede er omfattet af andre direktiver, herunder navnlig direktivet om urimelig handelspraksis (12). Det er nødvendigt at tage hensyn til disse for at fremme forbrugernes sikkerhed og deres tillid til denne aftaletype, der så ofte er forbundet med aggressive markedsførings- og salgskampagner (13).

2.1

Kommissionen sigter med dette direktivforslag på at revidere Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF af 26. oktober 1994 om beskyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om brugsret til fast ejendom på timesharebasis, og den følger Rådets konklusioner af 13. april 2000 vedrørende Kommissionens rapport om gennemførelsen af dette direktiv (14) samt Europa-Parlamentets henstillinger i beslutningen af 4. juli 2002 (15).

2.2

Det fremgår allerede af Kommissionens meddelelse om strategien for forbrugerpolitikken 2002-2006 (16), at dette direktiv skal revideres, og revisionen er et led i den »indgående analyse af forbrugerretten i EU«, som nævnes i grønbogen (17).

2.3

På baggrund af de konstaterede problemer i forbindelse med gennemførelsen af direktivet mener Kommissionen, at der i kraft af udviklingen af markedet i denne sektor er opstået en lang række nye produkter, der selv om de indebærer benyttelse af en feriebolig ikke falder inden for rammerne af direktivets anvendelsesområde.

2.4

Kommissionens rapport fra 1999 om gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF (18) pegede allerede på en lang række mangler i forbindelse med omsætningen. Rådet vedtog rapportens konklusioner på mødet i april 2005 (19), hvor det opstillede en række elementer, der burde indgå i revisionen af direktivet.

2.5

Også i udtalelsen fra Europa-Parlamentets Udvalg om Miljø, Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik fra 2001 (20) blev det påpeget, at direktivet fastsætter »det lavest acceptable niveau for forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger«.

2.6

Europa-Parlamentet anbefalede derefter i beslutningen af 4. juli 2002 Kommissionen at vedtage foranstaltninger for at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau.

2.7

Af disse grunde beskriver Kommissionen revisionen af det foreliggende direktiv som værende »hastende« og tilmed, at den udgør en »prioritet« på grund af »forbrugernes problemer, navnlig hvad angår videresalg og de nye produkter«, »der markedsføres på stort set samme måde som timeshare, og som med hensyn til det økonomiske aspekt i store træk ligner timeshare« i form af »ferieklubber med rabatter og videresalgsaftaler«.

2.8

Blandt hovedbegrundelserne for dette forslag til revision fremhæver Kommissionen behovet for at ajourføre kravene til oplysninger i salgsmaterialet og aftalen, standardisere forbuddet mod enhver form for forskudsbetaling under fortrydelsesperioden og harmonisere fortrydelsesfristen og overveje muligheden for at indføre strafferetlige sanktioner.

2.9

De vigtigste interesserede parter blev hørt på møder i 2004-2006.

2.10

Da der var indkommet klager over timeshare, herunder navnlig i forbindelse med nye produkter — f.eks. ferieklubber, turistaftaler med rabat-, bytte- og videresalgsordninger — offentliggjorde Kommissionen et høringsdokument (21). Disse spørgsmål blev drøftet på mødet i marts 2006 i den stående arbejdsgruppe for medlemsstatseksperter vedrørende gennemgang af EU-reglerne.

2.11

Revisionsforslaget indgår i Kommissionens program for ajourføring og forenkling af fællesskabsretten (22).

2.12

Kommissionen mener, at retsgrundlaget for det foreliggende forslag fortsat skal være traktatens artikel 95 (realisering af det indre marked), og den mener i henhold til nærhedsprincippet, at den ikke bør udtale sig om timeshare-rettighedernes juridiske karakter, og at medlemsstaternes mangfoldige holdninger hertil bør respekteres.

2.13

Men i og med at den lægger vægten på de tværnationale aspekter og ved at påpege, at »den overvejende del af klagerne fra forbrugerne vedrører tværnationale spørgsmål«, anfører Kommissionen kun, at »de mest problematiske forbrugerklager er tværnationale og derfor gør en fællesskabsindsats nødvendig«, hvorefter den overlader resten til de forskellige nationale lovgivninger, hvilket også indbefatter at fjerne alle henvisninger til ophævelse og ophør af aftalen, også når de er knyttet til fortrydelsesretten, som var reguleret i direktiv 94/47/EF.

3.1.1

EØSU værdsætter Kommissionens initiativ, men må konstatere, at det kommer sent i betragtning af, at problemerne allerede blev påvist i 1999, så man kunne for længst have søgt at finde løsninger på disse problemer.

3.1.2

EØSU minder om, at mange af de spørgsmål, som nu tages op i meddelelsen, allerede er blevet rejst af EØU i dets udtalelse af 24. februar 1993 (23), mens direktivet endnu var under udarbejdelse.

3.1.3

Efter EØSU's mening bør retsgrundlaget ikke være traktatens artikel 95, men snarere artikel 153, eftersom emnet ikke udelukkende falder ind under det indre marked, men også vedrører forbrugerbeskyttelse.

3.1.4

EØSU er enigt med udvidelsen af forslagets anvendelsesområde til visse kategorier af løsøre for på passende vis at imødekomme markedets stadige udvikling.

3.1.5

EØSU er enigt i ændringerne af definitionerne (24) i nærværende forslag, da de passer bedre til de nye produkter, der markedsføres i denne sektor.

3.1.6

EØSU er ikke blot enigt i opretholdelsen af forbuddet mod enhver form for forskudsbetaling for så vidt som dette forbud er en effektiv måde til at sikre, at forbrugeren kan udøve fortrydelsesretten uden nogen form for økonomisk pression, men mener også, at udvidelsen af bestemmelserne til tredjepart på passende vis dækker kontrakter om bytte og videresalg.

3.1.7

EØSU er enigt i forlængelsen af fortrydelsesretten til 14 dage, således at denne frist bliver harmoniseret, skønt det ville have foretrukket, at fristen blev beregnet i arbejdsdage og ikke i kalenderdage, hvilket det i øvrigt har fremført i tidligere udtalelser (25). Det er i denne forbindelse vigtigt at minde om, at Rådet ved vedtagelsen af direktiv 97/7/EF afgav en erklæring, hvori Kommissionen opfordres til at undersøge muligheden for at harmonisere metoden til beregning af fortrydelsesretten, som findes i direktiverne om forbrugerbeskyttelse.

3.1.8

Som i tidligere udtalelser (26) og uanset bestemmelsen i artikel 1, stk. 1, tredje afsnit, anser EØSU det for uomgængeligt, at Kommissionen foretager en bedre afgrænsning af indholdet i, hagerne ved og konsekvenserne af retten til at træde tilbage fra, ophæve og bringe aftalen til ophør, da man ellers ikke vil nå frem til den ønskede harmonisering af lovgivningen, eftersom hver medlemsstat vil vedtage deres egne regler med de deraf følgende negative følger for udviklingen af grænseoverskridende forbindelser.

3.1.9

Da dette direktiv har til formål at tilnærme de nationale lovgivninger om denne form for rettigheder bør Kommissionen efter EØSU's mening — i modsætning til, hvad der anføres i forslagets fjerde betragtning, og på trods af de eksisterende forskelle mellem de forskellige lande — gå et skridt videre ved at definere den juridiske karakter (27) af disse rettigheder, dvs. om der er tale om tingslige rettigheder eller kreditorrettigheder. Ellers vil det foreliggende forslag ikke kunne bidrage til løsningen af de påviste problemer. Kommissionen bør således fastlægge de grundlæggende betingelser for opfyldelse af denne rettighed, og navnlig de registreringsmæssige konsekvenser, hvis der er tale om en tingslig rettighed.

3.1.9.1

EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at give timeshare-retten en juridisk definition, hvad enten den udmøntes som en tingslig rettighed eller en personlig rettighed af bindende karakter — ret til en tjenesteydelse — med de deraf følgende konsekvenser i henhold til Bruxelles-forordningen og Rom I-forordningen, for ellers vil man ikke opnå den ønskede harmonisering og forbrugernes og virksomhedernes tillid. I ovennævnte udtalelse (28) har EØSU allerede bidraget til en sådan definition ved at påpege, at »en timeshare-kontrakt er en tingslig eller personlig ret. Der kan aldrig være tale om et lejeforhold, idet der i lejeforhold aldrig er tale om overdragelse. Den overdragne ret går på en udelelig genstand, en udelelig lejlighed og antager eller kan antage karakter af en tingslig ret.«

3.1.10

Uden at foregribe den nødvendige juridiske udformning af denne rettighed, eventuelt med sine helt særlige karakteristika — og netop af denne grund — er EØSU enigt med forslaget til direktiv, som definerer nogle af denne rettigheds grundlæggende elementer: hvad enten den vedrører løsøre eller fast ejendom, er der tale om brugsret til et logi (hvilket indebærer ophold med overnatning) mod et vederlag og for en periode på mindst 1 år.

3.1.11

EØSU opfordrer Kommissionen til, at den ud over de produkter, der anføres i forslagets artikel 2, fastlægger en bestemmelse (med den nødvendige definition af de grundlæggende elementer) for at lette tilpasningen til eventuelle fremtidige produkter (29), som måtte komme på markedet efter direktivets ikrafttræden, og som viser sig ikke at kunne opfylde de krav, der er fastlagt i definitionerne af de nye produkter.

3.1.12

Efter EØSU's mening er muligheden for, at forbrugeren kan afkræves en godtgørelse eller et hvilket som helst beløb i tilfælde af rettidig tilbagetrædelse fra aftalen, er en klar fordrejning af denne rettighed, som går ud på, at forbrugeren ikke skal give nogen begrundelse eller betale noget som helst, hvorfor stk. 5 og 6 i artikel 5 bør udgå.

3.1.13

EØSU henleder Kommissionens opmærksomhed på henvisningen til det nyligt vedtagne direktiv om urimelig handelspraksis (30), som det tilslutter sig. Det påpeger dog, at der i det pågældende direktivs artikel 14 og 15 ikke henvises til det nuværende direktiv og at det foreliggende forslag heller ikke indeholder en sådan henvisning.

3.1.14

Skønt EØSU tilslutter sig minimumsharmoniseringen, anser det dette direktivforslag for at være mere restriktivt end det gældende. Nok får medlemsstaterne mulighed for at vedtage bestemmelser, som yder større forbrugerbeskyttelse, men kun for fortrydelsesrettens vedkommende (hvad angår begyndelsestidspunktet, de nærmere bestemmelser og konsekvenserne af udøvelsen af denne rettighed), hvorimod det gældende direktiv i artikel 11 (31) giver større mulighed for udnyttelsen af denne mulighed. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at opretholde en lignende bestemmelse.

3.1.15

EØSU mener, at Kommissionen bør fastlægge et effektivt sanktionssystem ikke kun for at bekæmpe fremgangsmåder, som misligholder de i direktivet fastsatte forpligtelser, men også af hensyn til retssikkerheden (32). EØSU støtter muligheden for, at medlemsstaterne inden for rammer, som forudgående er defineret af Kommissionen (33), fastsætter strafferetlige sanktioner, der står i et rimeligt forhold til overtrædelsen, men samtidigt er tilstrækkeligt hårde til at virke afskrækkende på særligt alvorlige ulovlige fremgangsmåder.

3.1.16

EØSU tilslutter sig indføjelsen af en bestemmelse om periodisk revision, som ikke findes i det nuværende direktiv, og som skal forhindre, at det hurtigt bliver forældet.

3.1.17

Skønt der er rejst sager mod nogle medlemsstater (34) for ukorrekt omsætning af nogle af direktivets bestemmelser, er EØSU forundret over, at Kommissionen ikke griber ind, især når der er tale om overskridelse af fristen for direktivets gennemførelse (30. april 1997). Kun to medlemsstater (35) har overholdt denne frist og EØSU opfordrer Kommissionen til i forbindelse med det nye direktiv at være mindre eftergivende over for så åbenlyse overtrædelser af bestemmelserne om gennemførelsen af EU-retten.

3.2.1

EØSU mener, at definitionen i artikel 2, stk. 1, litra g), set i relation til artikel 7, er for smal, eftersom det, der kendetegner tilknyttede aftaler, er deres komplementære karakter. Men det er netop det komplementære forhold mellem aftalerne, der bør fokuseres på, og ikke så meget deres underordnede karakter, fordi der, især for de fleste tilknyttede kreditaftalers vedkommende, er tale om sæt af aftaler, der i kraft af deres juridiske karakter er selvstændige aftaler og som sådanne falder uden for den definition, der nu foreslås.

3.2.2

EØSU er uenigt i ordlyden af artikel 3, stk. 2, især hvad angår de skriftlige oplysninger, som forbrugeren har krav på, hvis denne »anmoder« herom og kun hvis det er »relevant«. I betragtning af, at denne artikel omhandler oplysninger forud for indgåelse af aftalen, og at forbrugeren vil træffe sin beslutning om indgåelse af aftalen på dette grundlag, bør udlevering af skriftlige oplysninger være obligatorisk og Kommissionen opfordres til at formulere bestemmelsen i denne retning.

3.2.3

EØSU opfordrer Kommissionen til at erstatte artikel, 3, stk. 4, artikel 4, stk. 1, og litra l) i bilag I, litra f) i bilag III, og litra d) i bilag IV, med en bestemmelse svarende til artikel 4 i det nuværende direktiv (36), som giver større forbrugerbeskyttelse, ikke kun fordi oplysningerne kræves affattet på sproget i den medlemsstat, hvor forbrugeren er statsborger, men også fordi der kræves en autoriseret oversættelse af kontrakten til sproget i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende, navnlig af hensyn til eventuelle krav vedrørende registrering.

3.2.3.1

EØSU forudser, at de erhvervsdrivende vil begynde at anvende standardkontrakter, hvor forbrugeren må nøjes med at acceptere sprogvalget uden at have nogen mulighed for at stille betingelser eller at forhandle, hvilket vil være til alvorlig skade for deres økonomiske interesser.

3.2.4

EØSU opfordrer Kommissionen til at ændre ordlyden af artikel 4, stk. 2, ved at slette udtrykket »medmindre andet udtrykkeligt aftales mellem parterne«, da der er tale om vigtige oplysninger, som det ikke kan være frivilligt for parterne at medtage. Erfaringerne har vist, at de erhvervsdrivende bruger denne bestemmelse til at tilbyde standardkontrakter, som forbrugeren blot accepterer.

3.2.4.1

Af hensyn til retssikkerheden bør Kommissionen endvidere efter EØSU's mening afklare/standardisere de »omstændigheder, som den erhvervsdrivende ikke selv er herre over« som i henhold til artikel 4, stk. 2, skal udgøre en integreret del af aftalen.

3.2.4.2

Hvad angår denne artikel opfordrer EØSU også Kommissionen til at fastlægge, hvorledes disse oplysninger skal formidles, hvilket bør ske på en passende, objektiv og klar (37) måde og med anvendelse af letlæselige (38) bogstavtyper.

3.2.5

EØSU foreslår, at Kommissionen afklarer udtrykket »den erhvervsdrivende [henleder] udtrykkeligt forbrugerens opmærksomhed« i artikel 4, stk. 3, da den teknisk-juridiske betydning er uklar.

3.2.6

Hvis artikel 5, stk. 1, skal forstås således, at der vil være to perioder, hvor fortrydelsesretten kan udøves, opfordrer EØSU Kommissionen til at fastlægge en bestemmelse, hvorefter forbrugeren får én mulighed for at træde tilbage fra aftalen inden for en frist på 14 dage efter underskrivelsen af en bindende aftale, hvis denne er foregået af en foreløbig bindende aftale og logiet ikke har været benyttet i mellemtiden.

3.2.7

EØSU opfordrer ligesom i tidligere udtalelser Kommissionen til at fastlægge, hvorledes meddelelsen om, at forbrugeren ønsker at udnytte fortrydelsesretten, skal gives, så der er sikkerhed for, at begge parter har bevis herfor. Ordlyden i det nuværende direktiv er faktisk mere passende (39).

3.2.8

EØSU mener, at overskriften for artikel 8 bør erstattes med udtrykket »rettighedernes bindende karakter«, eftersom hensigten med denne bestemmelse ikke er at fastlægge direktivets bindende karakter, men snarere at sikre, at disse rettigheder ikke udelukkes eller begrænses uanset, hvilken lov der finder anvendelse.

3.2.9

Hvad angår søgsmål og klagemuligheder er bestemmelserne i artikel 11 og 12 i direktivet om urimelig handelspraksis (40) efter EØSU's mening mere passende, da de er bredere og mere udtømmende. Derfor opfordres Kommissionen til at erstatte artikel 9 i det foreliggende forslag med lignende regler.

3.2.10

EØSU henleder Kommissionens opmærksomhed på ordlyden af de forskellige sprogversioner af dens forslag, for der er passager, som kræver en mere omhyggelig oversættelse (41).

4.1

EØSU mener, at der ud over ovennævnte udeladelser også er andre spørgsmål, som fortjener at blive taget op til fornyet overvejelse ved en revision af direktivet.

Dette gælder navnlig:

—

at kontrakten, som skal være skriftlig, mindst skal indeholde de oplysninger, der er nævnt i bilaget; at kontrakten og det i artikel 3, stk. 1, nævnte dokument blandt Fællesskabets officielle sprog efter købers valg skal affattes enten på sproget i den medlemsstat, hvor han har bopæl, eller på sproget eller et af sprogene i den medlemsstat, hvor han er statsborger. Imidlertid kan den medlemsstat, hvor køber har bopæl, kræve, at kontrakten blandt Fællesskabets officielle sprog under alle omstændigheder mindst affattes på et eller flere af medlemsstaternes sprog;

—

og — at sælger skal udlevere køber en autoriseret oversættelse af kontrakten til et af Fællesskabets officielle sprog, som er sproget eller et af sprogene i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende.«

16.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/33

16.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/33

16.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/34

16.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/34

1.1

EØSU er yderst opmærksomt på de emner, der knytter sig til energieffektivitet, klimaændringer og reduktion af drivhusgasudledningerne, og er generelt enigt i konklusionerne fra forårstopmødet den 8.-9. marts 2007, hvor det blev bekræftet, at energipolitikken for Europa (EPE) vil forfølge nedennævnte tre mål:

1.2

I rapporten om de fremskridt, der er sket med hensyn til anvendelse af biobrændstoffer, bemærker Kommissionen, at det ikke vil være muligt uden obligatoriske mål at opnå et tilfredsstillende niveau for anvendelse af biobrændstoffer. Kommissionen mener, eftersom målet om en markedsandel på 5,75 % for 2010 ikke vil kunne nås, at man bør anvende den »evalueringsbestemmelse«, der findes i direktiv 2003/30/EF, artikel 4, stk. 2, til at opstille et mere realistisk mål om en markedsandel på 10 % for 2020 med henblik på at bidrage til overholdelsen af de af Rådet fastlagte forpligtelser. Mærkeligt nok fremhæver Kommissionen fordelene ved en markedsandel for biobrændstoffer på 14 %, selv om det erklærede mål er en markedsandel på 10 %, og henviser til urealistiske resultater for ligesom at »pynte på« meddelelsen.

1.3

Der er imidlertid mange vanskeligheder forbundet med førstegenerationsbiobrændstoffer og de lever ikke helt op til EU's målsætninger. De medfører høje produktions- og miljøomkostninger, og de lægger beslag på korn, der ellers ville være blevet anvendt til fødevarer eller dyrefoder, samtidig med at de som påpeget af FAO er med til at øge kornpriserne på verdensmarkederne.

1.4

Anvendelse af førstegenerationsbiobrændstoffer rejser således en række etiske spørgsmål som f.eks. konkurrencen mellem fødevarer og brændstoffer — et problem, som Kommissionen synes at bagatellisere. EØSU understreger nødvendigheden af et tættere samarbejde med de internationale institutioner og agenturer, der findes inden for landbrugs- og fødevaresektoren som f.eks. FAO og WFP (Verdensfødevareprogrammet).

1.5

Hverken i Kommissionens meddelelse eller den vedhæftede konsekvensanalyse nævnes alvorlige problemer.

Hvad angår biodiesel, gør følgende problemer sig gældende:

Hvad angår bioethanol, gør følgende problemer sig derimod gældende:

1.6

EØSU understreger nødvendigheden af, at der ud over de sociale, miljømæssige og økonomiske konsekvenser foretages en omhyggelig vurdering af de tekniske problemer, der er forbundet med udviklingen af biobrændstoffer. Der bør især ses nærmere på udbyttet af de råmaterialer, der anvendes til produktionen af biobrændstoffer: 1 ton sukkerroer giver f.eks. et udbytte på ca. 400 liter bioethanol (ca. 1 500 Mcal). I betragtning af den mængde energi, der er nødvendig for at kunne omdanne biomasse til biobrændstoffer, synes dette forhold hverken tilfredsstillende eller effektivt. Det ville være meget mere hensigtsmæssigt at anvende biomasse direkte til produktion af elektricitet, opvarmning, søtransport eller offentlig bytransport.

1.7

EØSU understreger, at man ud fra et rent miljømæssigt synspunkt bør være opmærksom på risiciene for afskovning og de risici, der er forbundet med lagring af råmaterialer. De hermed forbundne biologiske og biokemiske problemer bør undersøges nøje og præcist.

1.8

EØSU rejser ligeledes spørgsmålet om »forskningsetik«. Vor planet er et åbent system, der uundgåeligt vil nærme sig en ligevægtstilstand, der samtidig vil være ensbetydende med dens endeligt. Det er videnskabsmændenes opgave at bremse denne nedadgående udvikling, og det er politikernes opgave at fremme de aktiviteter og undersøgelser, der er nødvendige i den forbindelse.

1.9

EØSU henstiller, at der foretages en analyse af de kemiske forbrændingsprocesser, der involverer andre molekyler end kulbrinter, for at se, om de kan føre til dannelse og udvikling af frie radikaler, der er skyld i oxidativt stress (betragtes som indledende patologisk stadium i de alvorligste sygdomme). Denne henstilling er berettiget, fordi der kun foreligger få oplysninger om emnet.

1.10

EØSU finder, at der bør gøres en særlig indsats for at værne om og beskytte jordbunden. Jordbunden skal beskyttes, da den beskytter os. Det gradvise fald i grundvandet og forværringen af dets kvalitet kan tilskrives uhensigtsmæssige udnyttelsesstrategier og udpining af jorden. Der bør sørges for vekseldrift for at genoplive jordbunden.

1.11

EØSU opfordrer Kommissionen og de øvrige EU-institutioner til at sætte større fokus på vandforbruget i forbindelse med produktion af biobrændstoffer. Blandt de mange negative virkninger af klimaændringerne vil begrænsningen af vandressourcerne kunne antage kritiske dimensioner især i visse regioner. Nylige undersøgelser foretaget af IWMI viser, at der skal mindst 1 000 liter vand, og evt. helt op til 4 000 liter, til for at kunne producere én liter biobrændsel, afhængigt af produkttypen og produktionsområdet.

1.12

Bortset fra disse problemer, der kunne reduceres ved hjælp af foranstaltninger til overvågning og certificering af metoder til produktion af biobrændstoffer, eventuelt gennem systemer, der skal sikre produkternes sporbarhed, finder EØSU, at der bør ydes mere støtte til forskning og udvikling af anden- og tredjegenerationsbiobrændstoffer som f.eks. biobutanol. Biobutanol har et lavt damptryk og er tolerant over for urenheder i vandet i benzinblandinger, hvilket gør det lettere at anvende biobutanol i de eksisterende forsynings- og distributionsnet for benzin. Biobutanol kan iblandes benzinen i højere koncentrationer end de eksisterende biobrændstoffer og kræver ikke tilpasning af køretøjerne. Biobutanol giver desuden mulighed for større brændstofbesparelser end blandingsforhold af benzin og ethanol og giver dermed en bedre energieffektivitet og et lavere forbrug pr. liter. Den nye generation af brændstoffer har et højt energiudbytte og er forbundet med lave miljøomkostninger, eftersom der anvendes affald og biokemi for at fremme de naturlige processer til nedbrydning af cellulose — processer, der er komplekse og forbundet med store omkostninger.

1.13

EØSU mener også, at udviklingen af biobrændstoffer vil åbne nye muligheder for den europæiske økonomi og dermed bidrage til opfyldelsen af Lissabon-målsætningerne. Det syvende rammeprogram lægger eksplicit op til denne type handling, men der bør samtidig skabes flere synergier mellem de forskellige aktører på området, dvs. mellem landbrugsproducenter og forarbejdningsindustrien, men også mellem organisationer, der har til formål at beskytte miljøet og lokalområder, og arbejdstagerorganisationer, der viser stigende interesse for at kombinere bæredygtig udvikling med stadig mere avancerede modeller, når det gælder virksomhedernes sociale ansvar.

1.14

Landmændene skal opmuntres til at udnytte de muligheder, der er forbundet med udviklingen af biobrændstoffer, i det omfang de også bidrager til beskyttelsen af vigtige miljøaktiver og fælles ressourcer som f.eks. vand, fødevarer og dyrefoder. Landbrugsorganisationerne er ansvarlige for at holde landbruget orienteret om alle det internationale samfunds regler for produktion og salg af biobrændstoffer. De forskellige landbrugsorganisationer forventes at bidrage afgørende til emner som f.eks. spredning af certificerings- og sporingspraksis samt overensstemmelsesafprøvning på europæisk, nationalt og lokalt niveau. EØSU er parat til i dette og i andre spørgsmål vedrørende energieffektivitet, reduktion af drivhusgasudledninger og klimaændringer at samarbejde med de nationale økonomiske og sociale råd, der tidligere har vist stor interesse for disse spørgsmål, og som deltager aktivt i udarbejdelsen af flere EØSU-udtalelser på dette område.

1.15

Hvis man ser på beskatning, navnlig afgifter på biobrændstoffer og støtte til landbruget og bilindustrien, for at man her kan afholde de nødvendige udgifter til forskning, til forbrugerne, for at de kan få foretaget det nødvendige arbejde på biler, der ikke er beregnet til anvendelse af biobrændsler, og til producenter af biobrændstoffer, er der ingen tvivl om, at listen med støttekandidater er uendelig. Tyskland begrænsede for nylig i væsentlig grad skattefordelene, hvilket medførte et øjeblikkeligt fald i forbruget og ligeså hurtige protester fra virksomhederne. Investering kræver sikkerhed og stabilitet, men markederne for biobrændstoffer er stadig nærmest ikke-eksisterende. Eventuel støtte må dog ikke medføre konkurrenceforvridninger.

1.16

Forslaget lægger ikke op til, at transportsektoren skal være underlagt emissionskvoteordningen. EØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden af at udvide ordningen med emissionsattester til transportsektoren. Disse attester kan udgøre et yderligere incitament til at forbedre effektiviteten i søgningen efter nye løsninger, der kan reducere de skadelige udledninger. EØSU er i en særskilt sonderende udtalelse, som næstformanden, Barrot, har anmodet udvalget om at udarbejde, ved at indkredse en række konkrete løsningsforslag.

1.17

EØSU er enigt i Europa-Parlamentets beslutning om en strategi for biomasse og biobrændstoffer, hvori det opfordrer Kommissionen til at indføre en obligatorisk og omfattende certificering, som tillader bæredygtig produktion af biobrændstoffer på alle stadier, og støtte udviklingen og anvendelsen af observationssystemet GMES (Global Monitoring for Environment and Security) til overvågning af arealudnyttelse i forbindelse med produktion af bioethanol for at forhindre ødelæggelse af regnskove og andre alvorlige konsekvenser for miljøet.

1.18

På baggrund af de problemer, som er kortlagt i denne udtalelse, opfordrer EØSU Kommissionen til løbende at overvåge målet om 10 % og at være parat til at fremlægge forslag om at ændre det, hvis problemerne ikke kan løses på tilfredsstillende og bæredygtig vis.

2.1

Kommissionen bemærker indledningsvis i sin statusrapport over biobrændstoffer, at drivhusgasudledningerne (i dette tilfælde kun CO2) alene fra transportsektoren forventes at stige med 77 mio. tons om året mellem 2005 og 2020, hvilket svarer til mere end 60 % af den samlede stigning i udledningerne, der forventes at nå op på 126 mio. tons om året.

2.2

Det understreges også, at transportsektoren er næsten fuldstændig afhængig af olieimport, der er den energikilde, der udgør den største risiko for energiforsyningssikkerheden. En væsentlig øget anvendelse af biobrændstoffer vil nedbringe denne afhængighed.

2.3

Udviklingen af biobrændstoffer fører ikke til en reduktion af drivhusgasudledningerne, hvis det f.eks. er nødvendigt at omdanne eksisterende afgrøder eller landområder med en rig biodiversitet (som f.eks. regnskove) for at kunne producere dem.

2.4

Markedsandelen for biobrændstoffer var i 2001 på 0,3 %, og kun fem medlemsstater havde erfaring med anvendelse af biobrændstoffer. Direktiv 2003/30/EF indebærer ingen forpligtelser, men derimod et mål for 2010 (5,75 % af markedet for benzin og diesel) og et vejledende mål for 2005 (2 %).

2.5

Direktivets artikel 4, stk. 2, indeholder en særlig evalueringsbestemmelse, der giver Kommissionen mulighed for at fremsætte forslag til obligatoriske nationale mål, hvis målet om 2 % ikke kan nås af årsager, der er relevante og ubegrundede.

2.6

Den fælles landbrugspolitik spiller i den forbindelse en vigtig rolle, navnlig efter reformen i 2003. Ved at afbryde forbindelsen mellem indkomststøtten til landmændene og produktionen af de afgrøder, der dyrkes, gør reformen det muligt for dem at anvende udtagne arealer til produktion af ikke-fødevareafgrøder som f.eks. biobrændstoffer.

2.7

Fra 2007 vil der kunne opnås indkomststøtte til »energiafgrøder«. Denne støtte vil blive ledsaget af politikker til fremme af energi udvundet af træ og foranstaltninger til fremme af vedvarende energi (1) som led i politikken for udvikling af landdistrikterne.

2.8

Selv om der er sket væsentlige fremskridt med hensyn til anvendelse af biobrændstoffer, er målene kun blevet nået i to lande. Det overordnede resultat var således i 2005 på 1 %, med en andel på 1,69 % for biodiesel og en andel på 0,4 % for bioethanol. Kommissionen konkluderer derfor, at det ikke er muligt at nå målet om 5,75 % for 2010.

2.9

Erfaringer viser, at der kan opnås konkrete resultater ved at indføre skattefritagelser, uden at der sættes loft over den støtteberettigede mængde, eller pålægge brændstofleverandører at inkludere en vis mængde biobrændstof i den totale mængde brændstof, som de afsætter på markedet. Kommissionen finder, at det vil være mest effektivt med sådanne forpligtelser.

2.10

I Kommissionens meddelelse hedder det, at »det er altafgørende, at der udsendes et klart signal om, at EU er fast besluttet på at nedbringe afhængigheden af olie til transport«. Kommissionen betragter biobrændstoffer som den eneste måde, hvorpå man i praksis kan sikre sig mod høje oliepriser.

2.11

Dette signal bør være i form af juridisk bindende mål, hvis det skal have en troværdig indvirkning på olieproducenterne, der afsætter 300 mio. tons olie alene til EU's transportsektor.

2.12

Hvis de 27 medlemsstater yder en fælles indsats for at fremme den teknologiske forskning og udvikling på området, er der større chance for, at denne strategi lykkes. En markedsandel for biobrændstoffer på 10 % for 2020 er et realistisk mål.

2.13

Det er nødvendigt at vedtage klare lovgivningsmæssige rammer med en mindre administrationsbyrde og fastsætte vejledende mål — f.eks. for 2015 — for at bilfabrikanter kan tilpasse deres design.

2.14

I analysen af de økonomiske og miljømæssige virkninger af biobrændstoffer nævnes en række scenarier, der knytter sig dels til udviklingen i oliepriserne, import og konkurrencedygtigheden af landbrugspriserne, dels til udviklingen af nye teknologier, der kan sætte skub i udviklingen af »andengenerationsbiobrændstoffer« og dermed bidrage til at begrænse miljøbelastningen.

2.15

Hvis anvendelsen af biobrændstoffer øges med 14 % vil det set fra et omkostningsmæssigt synspunkt medføre ekstraomkostninger på 11,5-17,2 mia. EUR i 2020 (med en oliepris på ca. 48 USD/tønde) og 5,2-11,4 mia. EUR (med en oliepris på 70 USD/tønde). Break even-punktet for biodiesel og bioethanol er henholdsvis 69-76 EUR og 63-85 EUR/tønde (forfatterens anmærkning: 92,76-102,18 USD/tønde og 84,76-114,28 USD/tønde ved en kurs pr. 25.05.07 på 1,3444 dollar for 1 EUR).

2.16

Hvis der opnås en andel på 14 % biobrændstof i 2020, vil reduktionen af omkostningerne ved reservelagre medføre besparelser på op til 1 mia. EUR (forfatterens anmærkning: 720 mio. EUR i tilfælde af en andel på 10 %). Den bedste løsning vil være en forsyning, der er sammensat af produkter fra tredjelande og EU's medlemsstater, og den ønskede lancering af andengenerationsbiobrændstoffer på markedet.

2.17

Hvis bioethanol primært produceres internt i EU, vil det have en positiv indvirkning på beskæftigelsen (144 000 flere arbejdspladser) (forfatterens anmærkning: 100 000 i tilfælde af en andel på 10 %) og på EU's BNP (stigning på 0,23 %). De positive forskningsresultater, navnlig hvad angår andengenerationsbiobrændstoffer, kan fastholde EU's konkurrencedygtige stilling i sektoren for vedvarende energi.

2.18

I henhold til Kommissionens well-to-wheel beregninger vil udledningerne af drivhusgasser kunne reduceres med 35-50 %, hvis biobrændstoffer fremstilles ved hjælp af de bedste og mest økonomisk effektive teknologier, der i øjeblikket er tilgængelige. Ved fremstillingen af ethanol fra sukkerrør i Brasilien opnås der drivhusgasbegrænsninger på 90 %, mens der ved fremstillingen af biodiesel fra palmeolie og soja opnås drivhusgasbegrænsninger på henholdsvis 50 % og 30 %. Fremstillingen af andengenerationsbiobrændstoffer burde føre til begrænsninger i størrelsesordenen 90 %. En markedsandel for biobrændstoffer på 14 % burde medføre drivhusgasbegrænsninger på 101-103 mio. tons CO2eq om året (forfatterens anmærkning: 71-75 mio. tons CO2eq i tilfælde af en markedsandel på 10 %).

2.19

Hvad angår de miljømæssige virkninger, skønnes det i meddelelsen, at en biobrændstofandel på 14 % vil være til at håndtere, forudsat at afgrøderne ikke dyrkes på landbrugsjord, der er uegnet til formålet — som f.eks. tropisk skov og andre naturtyper med en høj naturværdi.

2.20

Kommissionen understreger afslutningsvis, at en øget anvendelse af biobrændstoffer vil føre til betydelige drivhusgasbegrænsninger samt en bedre forsyningssikkerhed. De miljømæssige risici kan mindskes gennem et målrettet incitament-/støttesystem, der modvirker inddragelse af landområder med en høj biodiversitet og anvendelsen af uhensigtsmæssige anlæg til fremstilling af biobrændstoffer, og som derved tilskynder til udvikling af andengenerationsbiobrændstoffer.

2.21

For at de foreslåede mål kan nås, bør der tages følgende skridt:

2.22

Endelig foreslår Kommissionen at ændre direktivet om biobrændstoffer, sætte mindstemål for andelen af biobrændstoffer i 2020 (10 %) og sikre anvendelsen af effektive biobrændstoffer med gode miljømæssige egenskaber.

3.1

Biodiesel fremstilles af pressede oliefrø fra raps, soja eller solsikker via en såkaldt transesterificeringsreaktion, hvor de oprindelige alkoholkomponenter (glycerol) erstattes med methylalkohol (methanol). Bioethanol er en alkohol (ethanol eller ethylalkohol), der opnås ved gæring af diverse alkoholprodukter, som er rige på kulhydrater og sukker som f.eks. korn (majs, sorghum, hvede, byg), sukkerafgrøder (sukkerroer og sukkerrør), frugt, kartofler og kvas. Produkter, der opnås via en kemisk kombination af molekyler af biologisk oprindelse og molekyler af fossil oprindelse, betragtes også som biobrændstoffer. Det vigtigste eksempel er ETBE (ethyl-tert-butyl-ether), der er resultatet af en reaktion mellem bioethanol og isobuten.

3.2

Ethanol besidder de egenskaber, der kendetegner et fortrinligt biobrændstof; det har et højt oktantal og kan blandes (E5, E10), uden at det kræver væsentlige ændringer af motoren. Ved anvendelse i større målestok (E85) kræver det dog særlige motorer.

3.3

Anvendelsen af ethanol giver først og fremmest anledning til vanskeligheder, når det iblandes benzin. Selv ved iblanding af små mængder ethanol stiger damptrykket betydeligt (ca. 10 kPa) og dermed også dampudslippene. Ethanols affinitet med vand kan gå ud over kvaliteten af slutproduktet. Blandinger af almindelig benzin, der indeholder kulbrinter, og benzin, der indeholder ethanol, bør undgås ved at anvende en særskilt logistik- og distributionskæde for sidstnævnte.

3.4

Blandinger af biodiesel og almindelig dieselolie kan anvendes i dieselmotorer. I de europæiske lande iblandes almindeligvis op til 5 % biodiesel (B5) i dieselolie af standardkvalitet, uden at dette giver anledning til kompatibilitetsproblemer. Brændstoffer med et højt indhold af biodiesel (mere end 8-10 %) kan give problemer i biler med en tætning, der er lavet af et inkompatibelt polymermateriale. De største problemer er knyttet til partikelfiltre og fine partikler, der vil skulle ændres gennemgribende med store omkostninger til følge. Nogle bilproducenter har derfor allerede tilpasset deres bilspecifikationer, mens andre begrænser deres garanti til B5-blandinger. Eftersom de har hygroskopiske egenskaber, opfører sig som et opløsningsmiddel og har en dårlig lagringsstabilitet, kræver blandinger med høje koncentrationer i nogle tilfælde, at der træffes særlige beskyttelsesforanstaltninger i bilerne og produktets distributionssystem.

3.5

Kommissionen fremlægger en række overbevisende argumenter, hvad angår nødvendigheden af på mere målrettet vis at fremme udviklingen af biobrændstoffer. Realistisk set overvejer Kommissionen ikke muligheden af i fremtiden at erstatte den nuværende produktion af benzin (1,2 mia. tons på verdensplan i 2004) fuldstændigt med biobrændstoffer (46 mio. tons i 2005, heraf 3 i EU, som vist i nedenstående tabel). Kommissionens mål er derimod, at biobrændstoffer med en markedsandel på mindst 10 % i løbet af lidt mere end 13 år skal supplere de eksisterende brændstoffer. Dette skal ske gennem vedtagelse af et direktiv og fastlæggelse af individuelle mål for hver enkelt medlemsstat.

3.6

Brint, der allerede anvendes — i hvert fald på forsøgsbasis — som energikilde af nogle europæiske bilproducenter, opnås stadig primært ved elektrolyse eller udvinding fra naturgas og andre fossile brændstoffer. Dette vil ikke føre til drivhusgasbegrænsninger. Selv om man på det seneste har øget forskningen i brintfremstilling på basis af biomasse, i nogle tilfælde ved at anvende bioteknologier eller vedvarende energikilder, afhænger brintbilers mulige udbredelse og markedsføring også af de høje omkostninger, der er forbundet med erhvervelse af brændselsceller. For at brint kan blive en rentabel alternativ energikilde, må produktionsomkostningerne reduceres. På University of New South Wales er man i øjeblikket ved at undersøge, om særlige keramiske solfangere lavet af titanoxidkeramik kan anvendes til at nå dette mål. Titan er et yderst populært valg, når det gælder brint fra sollys, eftersom det har de rette halvlederegenskaber og er resistent over for vand. I sin naturlige, uændrede form kan titan dog endnu ikke anvendes tilstrækkeligt effektivt.

4.1

Kommissionen kommer ind på de mulige fordele, men ikke de problemer og kritikpunkter, som er forbundet med udviklingen af biobrændstoffer, selv om den dog undertiden kommer med enkelte advarsler. EØSU finder, at Kommissionens forslag bør analyseres nøje for at undgå, at man i forsøget på at løse ét problem skaber yderligere og større problemer, eller at man kun nævner de positive aspekter uden samtidig at komme ind på de negative. Mærkeligt nok fremhæves fordelene ved forslaget med udgangspunkt i et urealistisk scenario — nemlig en markedsandel på 14 % for 2020! Hvis målet om 10 % nås, vil fordelene objektivt set være færre.

4.2

Hverken i Kommissionens meddelelse eller den vedhæftede konsekvensanalyse nævnes alvorlige problemer. Spørgsmålet om bortskaffelse af affald fra produktionen af biobrændstoffer bør f.eks. generelt aktualiseres og vurderes i forhold til de moderne systemer, der er baseret på biobrændselsceller, og de elektroniske teknologier, der er knyttet til produktionen.

4.3

Hvad angår biodiesel, gør følgende problemer sig gældende:

4.4

Hvad angår bioethanol, gør følgende problemer sig derimod gældende:

Fordelene derimod vedrører muligheden for at udvide dyrkningscyklussen ved at veksle mellem traditionelle afgrøder, der er beregnet til fødevarer eller dyrefoder, og særlige afgrøder, der er beregnet til produktion af biomasse i energiøjemed. Denne udvikling bør ske under særlig hensyntagen til produktionen på regionalt niveau. Produktionen i Europa er under alle omstændigheder underlagt regler om jordbundsbeskyttelse og anvendelse af kunstgødning.

4.5

Produktion af biobrændstoffer kræver, at de rette afgrøder dyrkes i stor målestok. Dette sker imidlertid på bekostning af andre afgrøder, der er mere nødvendige, når det drejer sig om at opfylde kravet fra fattige lande om fødevarer til den lavest mulige pris. Det vil åbne nogle interessante muligheder, hvis cellulose kan anvendes til produktion af biobrændstoffer, men det bør påpeges, at produktionen kræver en fysisk-kemisk forbehandling (en slags eksplosion af massen), for at cellulose bedre kan reagere på processen. Der bør også sættes fokus på problemet med spildprodukter og brugte katalysatorer, der gør det vanskeligere at bortskaffe affald på et senere stadium i processen.

4.6

Med henblik på anvendelse i stor målestok kunne man overveje at anvende glycerol som brændstof — enten ufortyndet, ren eller i blandinger med andre brændstoffer. Denne løsning er bl.a. forbundet med følgende ulemper: omkostningerne ved glycerol, hvis det anvendes rent; forarbejdningsomkostningerne, hvis det anvendes ufortyndet; dets lave varmeværdi og under alle omstændigheder nødvendigheden af at uskadeliggøre de giftstoffer, der dannes under forbrændingen (primært akrolein også kendt under navnet akrylaldehyd).

4.7

En anden løsning kunne være at anvende visse genmodificerede organismer, der kan gøre bestemte afgrøder særligt egnede til bioforarbejdning. Dette ville være ensbetydende med et stort udbytte og dermed et lavt energiforbrug under produktionen. Gensplejsning kunne også anvendes til at ændre organismer, der kan gøre det lettere at anvende cellulose.

4.8

Set fra et teknisk synspunkt er der også spørgsmålet om udbyttet fra de råmaterialer, der anvendes til produktion af biobrændstoffer. 1 ton sukkerroer giver som sagt et udbytte på ca. 400 liter bioethanol (ca. 1 500 Mcal). Er det tilstrækkeligt tilfredsstillende til, at man kan tale om en overordnet positiv vurdering, under hensyntagen til de mulige miljørisici og -ulemper, der er forbundet med anvendelsen af denne type energi?

4.9

Et andet aspekt, der ikke bør undervurderes, er udvindingsprocesserne og deres selektivitet samt gæringsprocesserne, der er forbundet med forholdsvis mange omkostninger, hvis slutproduktet skal være af så høj kvalitet som muligt. Eventuelle urenheder i brændstoffet kan desuden ved anvendelse medføre endnu større økonomiske tab, hvad angår sekundære reaktioner, kvaliteten af det opnåede brændstof og egenskaberne ved det producerede affald og spildprodukterne.

4.10

Set fra et rent miljømæssigt synspunkt bør man være opmærksom på risikoen for skovrydning (sådan som det er tilfældet i Malaysia og Indonesien som følge af produktionen af palmeolie og i Malawi og Uganda som følge af udviklingen af jatropha i områder beregnet til produktion af fødevarer eller særlig værdifulde regnskovsområder) og de risici, der er forbundet med lagring af råmaterialer. De hermed forbundne biologiske og biokemiske problemer bør undersøges nøje.

4.11

Et andet »etisk« aspekt, som bør tages i betragtning, er konkurrencen mellem fødevarer og brændstoffer. Priserne på ædle råvarer som f.eks. hvede, majs og ris vil uundgåeligt stige som følge af den stigende efterspørgsel fra »distillerier« af biobrændstoffer. (Rapport fra FAO og WFP 2007). I Mexico er prisen på »tortillaer« steget med 60 %, hvilket har ført til megen offentlig uro og protestdemonstrationer. I Kina har prisstigningerne på soja medført, at prisen på kød er steget med 43 % siden årets begyndelse og prisen på æg med 16 %. Prisen på majs og hvede er steget med henholdsvis 40 % og 20 %. I Indien er kornpriserne steget med 10 % og prisen på hvede med 11 %. I henhold til det amerikanske landbrugsministerium vil USA også opleve prisstigninger på 10 % for fjerkræ, 21 % for æg og 14 % for mælk. Hvis korns værdi som brændsel i fremtiden overstiger dets fødevareværdi, vil markedet bevæge sig i retning af en energiøkonomi. Priserne på fødevarer vil stige sammen med oliepriserne, hvorved der også vil opstå risiko for fødevaremangel på europæisk niveau.

4.12

Stigningen i antallet af produktionsanlæg (alene i USA er 79 anlæg under opførelse ud over de 116, som allerede er taget i brug) vil medføre en eksponentiel stigning i kornforbruget, der ifølge EPI (Earth Policy Institute) andrager ca. 139 mio. tons, hvilket er dobbelt så meget som det skøn, der er blevet foretaget af det amerikanske landbrugsministerium. Hvis udbyttet antages at være 110 gallon ethanol (416,19 liter) pr. ton majs (hvilket svarer til lidt mere end fire fulde tanke for en SUV — »Sport Utility Vehicle«), antager spørgsmålet i sandhed foruroligende dimensioner.

4.13

EØSU har i en nylig udtalelse (2) desuden understreget nødvendigheden af at bevare biodiversiteten, især i regnskovene, der ikke kun rummer en fauna, som ellers uundgåeligt ville forsvinde, men som også er verdens eneste og sidste »lunge«. Der bør sættes en stopper for den intensive dyrkning af sukkerrør i Brasilien og palmetræer i Malaysia og Indonesien, hvor flere hundrede hektarer skov hver dag ofres til fordel for dyrkning af monoafgrøder.

4.14

Et andet problem vedrører »forskningsetik«. Vor planet er et åbent system, der uundgåeligt vil nærme sig en ligevægtstilstand, der samtidig vil være ensbetydende med dens endeligt. Det er videnskabsmændenes opgave at bremse denne nedadgående udvikling, og det er politikernes opgave at fremme de aktiviteter og undersøgelser, der er nødvendige i den forbindelse.

4.15

Omkostningerne — ikke kun de økonomiske, men også de miljømæssige og sundhedsmæssige — bør også fastlægges nøje. Der bør gøres en væsentlig indsats for at evaluere og undersøge virkningerne bedst muligt.

4.16

Der bør foretages en omhyggelig undersøgelse af de kemiske forbrændingsprocesser, der involverer andre molekyler end kulbrinter, for at se, om de kan føre til dannelse og udvikling af frie radikaler, der er skyld i oxidativt stress i processerne (dvs. en af de vigtigste årsager til onkologiske sygdomme). Der findes imidlertid ingen pålidelige data, der viser, at produktion af biobrændstoffer kan bevirke en forøgelse af de frie radikaler.

4.17

Beskyttelse af jordbunden spiller en vigtig rolle. Jordbunden skal beskyttes, da den beskytter os. Det gradvise fald i grundvandet og forværringen af dets kvalitet kan tilskrives uhensigtsmæssige udnyttelsesstrategier og udpining af jordbunden. Der bør sikres afgrøderotation for at genoplive jordbunden.

4.18

Hvad angår fødevaresikkerhed, skal det nævnes, at FAO's kompetente komité på sit 33. møde i Rom den 7.-10. maj 2007 afsatte et vigtigt kapitel til dette emne i sin rapport. Det hedder (punkt 45), at »bioenergi både er ensbetydende med nye muligheder, men også risici for fødevaresikkerhedens fire dimensioner, dvs. tilgængelighed, adgang, stabilitet og anvendelse. Konsekvenserne af bioenergien for fødevaresikkerheden vil afhænge af omfanget og typen af det system, som overvejes, strukturen af energimarkederne og råmaterialerne samt de politiske valg på områderne landbrug, energi, miljø og handel. Den teknologiske udvikling inden for bioenergisektoren går hurtigt og er en anden væsentlig kilde til usikkerhed, når det gælder fødevaresikkerheden«.

4.19

I samme rapport understreger FAO, at »priserne på korn, navnlig hvede og majs, er steget enormt i 2006, og at de i november nåede op på et hidtil uset niveau de sidste ti år. Et magert høstudbytte i de vigtigste producentlande og en stigende efterspørgsel efter biobrændstoffer har især haft indflydelse på kornmarkederne. Også for ris er der sket et fald i udbuddet«.

4.20

Kina har også for nylig taget skridt til at begrænse produktionen af ethanol på basis af majs — sådan som det fremgik af Asia Times Online den 21. december 2006. »Wang Xiaobing, leder i det kinesiske landbrugsministerium, er kommet med følgende udtalelse: For Kina drejer det sig først og fremmest om at brødføde sine 1,3 mia. indbyggere. Først når dette mål er nået, vil vi støtte produktionen af biobrændstoffer«.

4.21

I Italien bragte avisen La Repubblica den 20. juli 2007 en artikel med overskriften »Krig mellem biobrændstoffer og spaghetti. Prisen på pasta vil stige med 20 % som følge af boom i salget af majs til produktion af biobrændstoffer«. Prisen på hård hvede, der er den vigtigste bestanddel i italiensk pasta, er steget med mere end 30 %, efter at landbrugerne er holdt op med at dyrke hård hvede og er gået over til at dyrke majs beregnet til produktion af bioethanol. På børsen i Chicago er »bushel« (27 kg) for hvede steget fra 3,6404 USD den 3. april 2007 til 5,64 USD den 14. juni 2007. Italienerne er meget følsomme over for sådanne prissvingninger, eftersom de er verdens største forbrugere (28 kg pr. indbygger om året) og producenter (3,2 mio. tons).

4.22

Et andet overset problem er forbruget af vand i forbindelse med produktion af biobrændstoffer. Ganske nylige undersøgelser, der er blevet foretaget af International Water Management Institute (IWMI) og offentliggjort den 10. maj 2007, viser f.eks., at der i Sri Lanka skal 1 000 — 4 000 liter vand til for at kunne fremstille én liter ethanol, afhængigt af plantetypen og de anvendte produktionsteknikker. I Brasilien viser beregninger, at der skal 2 200 liter vand til for at kunne fremstille én liter ethanol, mens der i Indien, hvor der ikke falder samme regnmængder som i Brasilien, og hvor det er nødvendigt med kunstvanding, skal 3 500 liter til for at kunne producere den sammen mængde ethanol! Disse data bekræftes af UNESCO-IHE Institute for Water Education, det internationale institut i Delft (grundlagt i 2003), der samarbejder med det lokale universitet, samt af nylige undersøgelser foretaget af landbrugsfakultetet ved universitetet i Colorado, der er ved at fremstille særlige majstyper, som kræver færre mængder vand. Disse data findes på www.waterfootprint.org.

4.23

I Europa gør vandproblemet sig især gældende i de sydlige regioner, der i mange år har lidt under vandmangel, og som på sigt vil få flere problemer som følge af de stigende temperaturer og den deraf følgende fordampning. Dette synes ikke at være tilfældet i de nordlige regioner — i hvert fald ikke indtil videre.

4.24

Nedenstående tabel (fremlagt af Mario Marchionna fra ENI på et seminar, der for nylig blev afholdt af AIDIC — den italienske sammenslutning af kemiingeniørvirksomheder) viser en sammenligning af priserne på fossile brændstoffer og biobrændstoffer med samme energiværdi.

4.25

For at der i EU kan produceres den mængde biobrændstoffer, som er nødvendig for at opnå en andel på 10 % i 2020, skønner Kommissionen, at der er behov for 18 mio. hektar opdyrkeligt land, herunder:

4.26

Kommissionen erklærer, at en øget anvendelse af biobrændstoffer vil resultere i betydelige fordele, navnlig for udviklingslandene, der vil kunne forøge deres produktion med henblik på eksport. De afrikanske landbrugere er imidlertid bekymrede over det økonomiske afkast af de investeringer, der er foretaget hidtil. Avisen African Agricolture bragte i majudgaven 2007 en artikel om jatropha (busk med oliefrø, der er giftige for mennesker, men som giver en biodiesel af rimelig kvalitet, der ikke kræver særlig behandling). I artiklen, der har titlen »Er jatropha-euforien ren og skær blændværk?«, rejses en række vigtige spørgsmål.

4.27

Også afrikanske miljøorganisationer har ladet deres stemme høre, sådan som det fremgår af en artikel bragt i The East African Business (on line-avis, der udkommer ugentligt, og som udgives af Kenyas førende forlagsgruppe, Nation media group) den 7. maj 2007. I Uganda øges skovrydningen med 2,2 % om året — i forhold til et verdensgennemsnit på 0,2 % om året. Med denne fart vil landet ikke have mere skov tilbage i 2040. En gruppe civilsamfundsaktivister har dannet koalitionen »Save Mabira«, der er opkaldt efter den skov, som Ugandas regering har besluttet at overdrage til Sugar Corporation of Uganda Ltd for at frigøre mere jord til dyrkning af sukkerrør til produktion af bioethanol. En fjerdedel af landets største urskov, eller 7 100 hektar land, vil blive inddraget til produktion af nogle få tons bioethanol, der evt. vil blive anvendt i miljøvenlige busser i Europa!

4.28

Kommissionen kommer praktisk talt ikke ind på dette aspekt. Den nævner blot flygtigt, at man på en eller anden måde bør modsætte sig anvendelsen af fødevareafgrøder og udnyttelse af arealer med høj naturværdi, og overlader det til forebyggende økonomiske politikker at løse dette problem. Det er ærligt talt svært at få øje på det modige i Kommissionens tilgang. EØSU er stærkt bekymret over de miljømæssige risici, som uundgåeligt vil ledsage en spredning af GM-afgrøder, der evt. lettere vil kunne accepteres, hvis de anvendes til dette formål. Der er en reel risiko for spredning af GMO, og anvendelsen heraf vil først kunne evalueres, når al videnskabelig forskning i de mulige farer ved GMO er blevet tilendebragt. Biodiversiteten i EU bør under alle omstændigheder bevares.

4.29

EØSU finder, at det er nødvendigt at styrke samarbejdet med de internationale organer, der er involveret i kampen mod sult i verden, navnlig FAO og WFP (Verdensfødevareprogrammet), og beklager, at Kommissionen i sin konsekvensanalyse har besluttet ikke at tage kontakt med disse internationale agenturer, der leverer en seriøs indsats på området uden at dække over de problemer og risici, der er forbundet med udviklingen af biobrændstoffer, navnlig hvad angår forbruget af vandressourcer.

4.30

EØSU noterer sig konklusionerne fra forårstopmødet den 8.-9. marts 2007, hvor der i høj grad blev lagt vægt på energipolitikken for Europa (EPE) og dens tre vigtigste mål:

4.31

Det Europæiske Råd støtter og tilslutter sig generelt Kommissionens forslag på energiområdet, navnlig forslagene vedrørende biobrændstoffer, selv om den anvendte formulering i forbindelse med 10 %-forpligtelsen lægger op til nogen tvivl: »Målsætningens bindende karakter er hensigtsmæssig under forudsætning af, at produktionen er bæredygtig, at andengenerationsbiobrændstof er tilgængeligt på markedet, og at direktivet om brændstofkvalitet ændres i overensstemmelse hermed, så der tillades passende blandingsniveauer.«

4.32

Det er yderst vigtigt at forstå, hvordan disse begrænsninger kan anvendes effektivt af medlemsstaterne. Især den omtalte tilgængelighed på markedet af andengenerationsbiobrændstoffer synes stadig at være et reelt problem. Det vil være forbundet med mange omkostninger at omlægge eksisterende industrianlæg, anlæg, der er i en fremskreden opførelsesfase, og anlæg, der planlægges opført i de kommende år, eftersom produktionen af førstegenerationsbiobrændstoffer her sker på baggrund af væsentlig anderledes processer end dem, som anvendes ved produktionen af andengenerationsbrændstoffer. Hvis de ikke er tilgængelige, vil Det Europæiske Råds beslutning ikke være bindende. Hvad angår bæredygtighed, vil EU ud over de eksisterende direktiver være nødt til at vedtage yderligere lovgivning for at sikre, at produktionen af biomasse lever fuldt op til de fastsatte krav, og biobrændstofafgrøder ikke kommer i konkurrence med fødevarer og dyrefoder. Hvad angår de nødvendige ændringer i direktivet om kvaliteten af biobrændstoffer, er proceduren forholdsvis kompliceret og kræver fuldt engagement fra standardiseringsorganernes side, navnlig CEN, når det drejer sig om at analysere de problemer, der er forbundet med de tekniske specifikationer.

4.33

Hvad angår andengenerationsbiobrændstoffer, findes der allerede en række løsninger til produktion af ethanol, der kan være baseret på en biologisk gærings- og destilleringsproces eller termokemisk forgasning af biomassen med det formål at producere syngas (H2 og CO), der ved gæring producerer ethanol og skaber energi via en kombineret cyklus eller kraftvarmeproduktion. Det første anlæg med en årlig kapacitet på 180 000 tons starter op i år i Porvoo, Finland, og et yderligere anlæg forventes opført samme sted i slutningen af 2008. Disse processer giver imidlertid et lavt og i nogle tilfælde negativt energiudbytte. Man har derfor undersøgt muligheden for at anvende en fotokemisk produktionsproces, der anvender sollys som energikilde og egnede katalysatorer, der kan forbedre egenskaberne. Biobutanol kan være en løsning, hvad angår nygenerationsbiobrændstoffer. Biobutanol har et lavt damptryk og er tolerant over for urenheder i vandet i benzinblandinger, hvilket gør det lettere at anvende biobutanol i de eksisterende forsynings- og distributionsnet for benzin. Biobutanol kan iblandes benzinen i højere koncentrationer end de eksisterende biobrændstoffer og kræver ikke tilpasning af køretøjerne. Biobutanol giver desuden mulighed for større brændstofbesparelser end blandingsforhold af benzin og ethanol og giver dermed en bedre energieffektivitet og et lavere forbrug pr. liter. Biobutanol kan fremstilles i de samme industrianlæg som bioethanol.

4.34

Under det syvende rammeprogram er der afsat betydelige ressourcer til udvikling af disse teknologier, der har en række interessante egenskaber, og som producerer »rene« biobrændstoffer:

EØSU finder, at EU bør afsætte flere finansielle ressourcer til forskning i andengenerationsbiobrændstoffer.

5.1

EØSU støtter målsætningerne for EU's energipolitik, men understreger, at der af hensyn til deres opfyldelse bør findes ressourcer til finansiering af de nødvendige investeringer ved at inddrage EU's finansielle institutioner.

5.2

EØSU finder, at man bør lægge vægt på forskning i biobrændstoffer, navnlig andengenerationsbiobrændstoffer, uden at det sker på bekostning af andre muligheder som f.eks. udvikling af brint fra sollys eller forarbejdning af biomasse.

5.3

EØSU anbefaler, at man sætter fokus på biodiversitet og udelukkende anvender ikke-fødevareafgrøder til produktion af biobrændstoffer for at undgå, at der opstår konkurrence mellem fødevarer og brændstoffer, i betragtning af at millioner af mennesker stadig ikke får tilstrækkeligt med føde og sulter ihjel. Det konkluderes i førnævnte FAO-rapport, at »854 mio. mennesker i verden stadig er underernærede, hvilket afspejler de utilstrækkelige fremskridt, der er gjort med hensyn til opfyldelse af målsætningerne fra verdensfødevaretopmødet og millenniumudviklingsmålene. Mange lande, navnlig i Afrika syd for Sahara, har mulighed for at begrænse antallet af borgere, der lider af sult, men denne mulighed bringes i fare af prisstigningerne på fødevarer, et eventuelt faldende udbud på kornmarkederne, konflikter, sygdomme og klimaændringerne«. Ifølge de amerikanske forskere Ford Runge og Benjamin Senauer fra universitetet i Minnesota giver de ændrede priser på korn, der anvendes til føde, grund til at tro, at antallet af sultende mennesker i verden frem for at falde til 600 mio. i 2025 som forudset, vil stige til det dobbelte og nå op på 1 200 mio.!

5.4

For at nå målene om miljøbeskyttelse, reduktion af drivhusgasudledningerne, optimering af energiforbruget, anvendelse af alternative energikilder, energiuafhængighed og forsyningssikkerhed foreslår EØSU, at der gives særbehandling (skatteincitamenter, lettelse af den administrative byrde) til produkter, der mere end andre bidrager til opfyldelsen af disse målsætninger.

5.5

EØSU finder, at de eksisterende teknologier på deres nuværende stadie kræver et højt forbrug af energi, vand og land (udbyttet pr. hektar er sådant, at hvis en tredjedel af Italiens samlede areal blev afsat til dyrkning af raps, ville det opnåede antal liter biodiesel være nok til at dække 10 % af Italiens samlede olieforbrug, og 40 % af dieselforbruget for køretøjer).

5.6

EØSU finder, at forslaget til et nyt direktiv bør ledsages af en omfattende evalueringsproces på det økonomiske, miljømæssige og sociale område, som i hvert fald ikke på dette stadium synes at være struktureret på en måde, der afspejler emnets vigtighed.

5.7

For at kampen mod forurening ikke skal være forgæves, bør det sikres, at biobrændstofferne produceres på basis af nationale »nul kilometer«-landbrugsprodukter. De bør ikke transporteres over lange afstande fra et land til et andet med et deraf følgende forbrug af fossile brændsler. De vanskeligheder, der er forbundet med udnyttelse af energi fra landbrugsfødevareaffald, skyldes affaldets store geografiske spredning, der medfører høje omkostninger ved transport til forarbejdningscentre, og dets høje vandindhold, der nødvendiggør forarbejdning af store mængder. Af disse grunde bør denne type biomasse helst forarbejdes på stedet.

5.8

EØSU mener, at man bør støtte forskningen i de teknologier, der er forbundet med »biofuel cells«, dvs. biobrændselsceller, der anvender biokatalysatorer til at omdanne energi til elektricitet. Denne energiproduktionsproces giver mulighed for at indfange alle de elektroner, som planten, hvorfra biomassen stammer, har akkumuleret i fotosyntesen (24 elektroner for hver glucose-molekyle, der er oxyderet til CO2 og vand).

5.9

EØSU deler de synspunkter, som fremsættes af Europa-Parlamentet i dets beslutning om strategi for biomasse og biobrændstoffer, der blevet vedtaget i Strassburg den 14. december 2006. Europa-Parlamentet påpeger her i sine betragtninger, at »… transportsektoren er ansvarlig for mere end 20 % af drivhusgasemissionerne, selv om denne sektor ikke er omfattet af emissionshandelsmekanismen«. EØSU anbefaler derfor Kommissionen at overveje muligheden for at udvide modellen med hvide attester, således at den kommer til at omfatte automobilsektoren.

5.10

I samme beslutning anmoder Europa-Parlamentet Kommissionen om at »indføre en obligatorisk og omfattende certificering, som tillader bæredygtig produktion af biobrændstoffer på alle stadier, herunder standarder for dyrknings- og forarbejdningsfaserne og for den samlede drivhusgasbalance i hele livscyklussen, og som både gælder for EU-producerede og importerede biobrændstoffer«. Europa-Parlamentet opfordrer ligeledes Kommissionen til at »støtte udviklingen og anvendelsen af observationssystemet GMES (Global Monitoring for Environment and Security) til overvågning af arealudnyttelse i forbindelse med produktion af bioetanol for at forhindre ødelæggelse af regnskove og andre alvorlige konsekvenser for miljøet«. EØSU er enigt i og støtter Europa-Parlamentets forslag.

5.11

EØSU påpeger, at bilparken i nogle af de nyeste medlemsstater er stærkt forældet, da den består af de mindst effektive biler fra de rige markeder. Indkomsten pr. indbygger i disse lande er lav, hvilket også er tilfældet for store befolkningskategorier i de lande, hvor indkomsten pr. indbygger er højere. Det er derfor ikke realistisk at pålægge disse EU-borgere forpligtelser og omkostninger, eftersom privatbilen for dem er et vigtigt arbejdsredskab.

5.12

EØSU finder, at biobrændstoffer på dette stadium kan understøtte brændstofmarkedet, men at der ikke er tale om et struktureret svar på markedets krav. Under alle omstændigheder bør produktionen af biobrændstoffer overvåges nøje for at undgå de miljømæssige og sociale risici, som nævnes i denne udtalelse. På baggrund af de potentielle problemer, som er kortlagt i denne udtalelse, mener EØSU, at Kommissionen løbende bør overvåge målet om 10 % og være parat til at foreslå ændringer heraf, hvis problemerne ikke kan løses tilfredsstillende og bæredygtigt.

16.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/44

1.1

EØSU støtter Kommissionens initiativ til revision af EU's strategi for nedbringelse af CO2-emissionerne fra vejtrafikken.

1.2

Kommissionen har foreslået at nedbringe CO2-emissionerne fra biler til 130 g/km inden 2012 gennem teknologiske forbedringer af køretøjernes motorer — hvilket Rådet agter at bekræfte. Hvis det er teknisk muligt, skal en yderligere reduktion på 10 g/km opnås gennem andre teknologiske forbedringer og øget brug af biobrændstoffer for at nå det globale mål på 120 g/km i 2012.

1.3

EØSU mener, at dette ambitiøse initiativ kun kan lykkes, hvis det gennemføres med afbalancerede indgreb på forskellige områder og med tidsfrister, som tager hensyn til fabrikanternes behov for at tilpasse de udvalgte teknologiske løsninger til alle modeller, der er i produktion, hvilket er en kompleks opgave med varierende omkostninger. Med andre ord må forbedringer af bilernes ydeevne mht. CO2-emissioner stå i et rimeligt forhold til fabrikanternes økonomiske og teknologiske muligheder for at gennemføre dem og med de potentielle køberes købekraft.

1.4

Ud fra denne synsvinkel er EØSU enigt i, at bilfabrikanterne bør tilskyndes til at gøre hurtigere fremskridt i retning af yderligere nedbringelse af forbruget og emissionerne, men det peger også på nødvendigheden af at gå andre veje for at nå dette mål gennem en lovramme, der socialt, økonomisk og miljømæssigt set er så effektiv som muligt.

1.5

EØSU anbefaler derfor, at der foretages en bred og dybtgående konsekvensanalyse for at fastslå omkostninger og fordele ved de forskellige mulige løsninger — lige fra de teknologiske tilpasninger af køretøjerne til andre brugbare instrumenter: infrastrukturtilpasning, alternative brændstoffer, skatteincitamenter, oplysning via forskellige former for vejledning i energirigtig kørsel (særligt vigtig i storbyer (1)) og styring af efterspørgslen gennem afgifter, som er afpasset efter CO2-emissionerne. EØSU mener endvidere, at man blandt de ønskværdige foranstaltninger også bør overveje anvendelse af dæk med lav rullemodstand, som ifølge kilder i bilindustrien kan nedbringe brændstofforbruget med 3-4 %. Kommissionens forslag om at indføre systemer til kontrol af dæktrykket er et skridt i samme retning.

1.6

En intelligent og velovervejet kombination af alle de instrumenter, som er til rådighed, kan gøre det muligt at nå målet om CO2-reduktion uden at bremse udskiftningen af bilparken ved at begrænse og fordele den finansielle byrde for at undgå at straffe potentielle købere af nye biler.

1.7

EØSU håber også, at det lovgivningsinstrument, der vælges, bliver så neutralt som muligt hvad angår konkurrencen mellem fabrikanterne, og ikke pålægger bindende krav til de modeller, som fabrikanterne kan markedsføre, men snarere styrer forbrugernes efterspørgsel i retning af modeller med lavere emissioner. De krævede CO2-reduktioner bør relateres til de eksisterende forskelle inden for viften af produkter under anvendelse af de parametre, der anses for at være mest udslaggivende g proportionelle med CO2-emissionerne:

1.8

Det er af afgørende betydning, at det valgte parameter virker som et instrument, der kan lede forbrugerne i retning af en biltype, som svarer til deres reelle behov, for at undgå et forbrugs- og emissionsniveau, som er unødvendigt i den daglige brug.

1.9

Ud fra denne synsvinkel stiller EØSU sig uforstående over for Kommissionens planer om at inkludere lette erhvervskøretøjer i et lovgivningsinitiativ. Sådanne køretøjer, som er bestemt til erhvervsmæssig brug, bliver nøje undersøgt af potentielle købere, for så vidt angår brændstofforbruget og dermed CO2-emissionerne, eftersom dette har en betydelig indvirkning på forretningsomkostningerne. Følgelig har de køretøjer, der i dag er på markedet, allerede indbygget de mest omkostningseffektive løsninger, dvs. næsten udelukkende dieseldrevne motorer. Under alle omstændigheder anbefaler EØSU, at Kommissionen foretager en konsekvensanalyse baseret på en ajourført opgørelse over emissionerne fra lette erhvervskøretøjer, som ikke foreligger i dag.

1.10

Endelig mener EØSU, at medlemsstaternes indsats bør spredes over flere fronter end ovennævnte (veje, intelligente trafiklys osv.) og ikke mindst bør bestå i initiativer til miljøvenlige indkøb til deres egen park af tjenestebiler; desuden bør de dels anlægge infrastrukturnet, der gør det muligt at tanke brændstoffer med en lavere miljøpåvirkning såsom naturgas, dels at gøre det lettere at erhverve køretøjer, der kører på naturgas eller LPG (Liquefied Petroleum Gas), hvilket EØSU har udtalt sig om i tidligere udtalelser (2).

2.1

I 1995 blev der opstillet en EU-strategi for nedbringelse af CO2-emissionerne, som skulle omfatte foranstaltninger rettet mod bilfabrikanternes udbud og forbrugernes efterspørgsel.

2.2

Hvad udbuddet angår, blev der i 1998 mellem de europæiske fabrikanter indgået en frivillig aftale om nedbringelse af de gennemsnitlige CO2-emissioner fra biler til 140 g/km senest i 2008. Året efter indgik de japanske og koreanske fabrikanter samme forpligtelse for 2009.

2.3

Samtidigt blev der for efterspørgslens vedkommende som led i Kommissionens strategi foranstaltet forbrugeroplysning om CO2-emissionerne for at styre forbrugernes valg i en fornuftig retning sideløbende med en målrettet udnyttelse af bilafgiftssystemet.

2.4

I praksis er der på udbudssiden sket betydelige forbedringer, men de har ikke i sig selv været tilstrækkelige til at nå målet, da der ikke har været nok opbakning fra de to andre instrumenter — forbrugeroplysning/vejledning og beskatning. Kommissionen har erkendt dette i og med, at den i meddelelsen anfører, at »forbedringer af bilteknologien har givet de fleste reduktioner«.

2.5

De gennemsnitlige CO2-emissioner fra biler er faktisk faldet fra 186 g/km i 1995 til 161 g/km i 2005 svarende til en nedbringelse på omkring 13 %, og 30 % af de biler, som blev markedsført i 2004, havde emissioner på under 140 g/km.

2.6

Tværtimod er forbrugerne i samme periode begyndt at foretrække større, tungere og kraftigere biler, der er anvendelige til flere formål, både fordi de opfattes som mere sikre og fordi mange er flyttet fra byerne. Oplysning om emissionerne, den såkaldte mærkning, har altså haft ringe indvirkning på forbrugernes valg.

2.7

Det andet instrument til styring af efterspørgslen, nemlig beskatning med henblik på nedbringelse af CO2-emissionerne, er endnu ikke nået op EU-plan (3), men er begrænset til nationale initiativer i under halvdelen af medlemsstaterne med foranstaltninger, som i nogle tilfælde paradoksalt nok har haft en negativ indvirkning på CO2-nedbringelsen. For blot at nævne et eksempel: de højere afgifter på diesel har bremset den udvikling, der har været de seneste år til øget anvendelse af diesel i mange medlemsstater, som har et større antal dieseldrevne køretøjer.

2.8

Kort sagt ser det ikke ud til, at de mål, der er opstillet for 2008-2009, vil kunne nås, hvad enten det skyldes eksterne faktorer, som har bremset den udvikling i retning af en reduktion, der blev sat i gang med revisionen af bilteknologierne på grundlag af de frivillige aftaler, eller fordi de øvrige planlagte instrumenter ikke er blevet udnyttet. Derfor har Kommissionen besluttet at revidere strategien og har fremlagt den meddelelse, EØSU nu høres om, og som udstikker retningslinierne for et specifikt lovforslag i første halvår af 2008.

3.1

I Kommissionens meddelelse foreslås det at nå EU-målet på 120 g/km i 2012 gennem en kombination af tiltag fra henholdsvis EU's og medlemsstaternes side.

3.2

Derfor vil Kommissionen senest i midten af 2008 foreslå lovgivningsmæssige rammer og fokusere på pligtige CO2-emissionsreduktioner for at nå målet på 130 g/km for den nye gennemsnitsbil ved hjælp af forbedringer af bilmotorteknologien.

3.3

Hvis det er teknisk muligt, skal en yderligere reduktion på 10 g/km opnås gennem andre teknologiske forbedringer og gennem en øget anvendelse af biobrændstoffer. Nærmere bestemt er der tale om følgende foranstaltninger:

3.4

Kommissionen tilslutter sig, at de lovgivningsmæssige rammer til gennemførelse af målet for den nye gennemsnitsbil udformes således, at de sikrer konkurrencemæssigt neutrale, socialt retfærdige og bæredygtige reduktionsmål, der er retfærdige for de forskellige europæiske bilfabrikanter, og at der undgås uberettiget konkurrenceforvridning mellem bilfabrikanterne.

3.5

Kommissionen opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til at tilpasse deres bilafgiftspolitikker for at fremme køb af brændstoføkonomiske biler i hele EU og hjælpe fabrikanterne med at overholde de kommende regler for brændstoføkonomi.

3.6

Kommissionen foreslår også differentierede afgifter over hele spektret af biler på markedet for dermed gradvis at skabe en ændring i retning af biler med relativt lavere udledning som en effektiv måde til at mindske fabrikanternes gennemførelsesomkostninger.

3.7

Det nævnes også, at skattemæssige incitamenter ville være en effektiv måde, hvorpå man kan tilskynde til at vælge de reneste lette køretøjsklasser på markedet. Der lægges ligeledes vægt på nødvendigheden af at gøre forbrugerinformationen om bilernes brændstofforbrug mere virkningsfuld (Kommissionen vil i 2007 vedtage et forslag om ændring af direktiv 1999/94/EF om brændstoføkonomimærkning).

3.8

Kommissionen understreger også nødvendigheden af, at medlemsstaterne fremmer miljøvenlig kørsel gennem uddannelseskampagner og/eller oplysning om kørsel, som mindsker forbruget (energirigtig kørsel).

3.9

Endelig opfordres bilfabrikanterne til i løbet af 2007 at indgå en frivillig aftale om god praksis for reklamering for og markedsføring af biler med det formål at fremme bæredygtige forbrugsmønstre.

4.1

EØSU er helt enigt i behovet for en revision af EU's strategi for nedbringelse af CO2-emissionerne fra vejtrafikken, som tegner sig for 20 % af de samlede emissioner.

4.2

EØSU advarer imidlertid om, at revisionen er en vanskelig balanceakt. På den ene side skal den nedbringe CO2-emissionerne yderligere, men på den anden side må dette ikke svække konkurrenceevnen i automobilsektoren, som i forvejen opererer på et ekstremt konkurrenceudsat globalt marked.

4.3

Man må huske på, at automobilindustrien alene i Europa beskæftiger 2 millioner mennesker, hvortil kommer endnu 10 millioner ansatte hos underleverandørerne. Bilindustrien i sig selv tegner sig for 3,5 % af det europæiske BNP, nettoeksporten beløber sig til 33,5 milliarder EUR og sidst men ikke mindst tilføres statskasserne 365 milliarder EUR om året i bilafgifter.

4.4

I meddelelsen »Cars 21« (4) søger Kommissionen da også at udstikke retningslinierne for de industripolitiske foranstaltninger i automobilsektoren, som »spiller en vigtig rolle i den europæiske økonomi«.

Denne meddelelse er Kommissionens svar på den endelige rapport og de anbefalinger, som blev fremlagt i december 2005 af CARS 21-ekspertgruppen, som bestod af repræsentanter for industrien og de vigtigste kredse i civilsamfundet såvel som for Kommissionen. Dokumentet understreger, at realiseringen af ambitiøse mål på komplekse områder såsom nedbringelse af CO2-emissionerne kræver en integreret tilgang for at få bidragene fra alle berørte aktører til at tilgodese samme almennyttige mål, så industriens konkurrenceevne og beskæftigelsen ikke bringes i fare.

4.5

EØSU deler de bekymringer, som er blevet fremført fra kredse, som frygter, at industriens omkostninger vil øges uforholdsmæssigt, hvis der træffes beslutninger, som direkte eller indirekte bringer beskæftigelsesniveauerne i bilindustrien i fare ved at fremme strategier, som åbner op for udflytning af industrien til lande uden for EU.

4.6

Med dette in mente er EØSU enigt i, at bilfabrikanterne bør tilskyndes til at gøre yderligere fremskridt i retning af nedbringelse af forbruget og emissionerne, men det peger også på nødvendigheden af at gå andre veje for at få indført en lovramme for nedbringelse af CO2-emissionerne, der er så effektiv som muligt set ud fra et socialt, økonomisk og miljømæssigt synspunkt.

4.6.1

EØSU fremsætter følgende anbefalinger med henblik på at opnå de bedst mulige resultater af den fremtidige EU-lovgivning om nedbringelse af CO2-emissionerne fra vejtrafikken:

4.6.2

Alle disse foranstaltninger ville desuden have den effekt ikke at underminere udskiftningen af bilparken takket være fordelingen af den finansielle byrde ved nedbringelsen af CO2-emissionsniveauet. EØSU vil gerne fremhæve, at ifølge ECCP (6) vil energirigtig kørsel kunne nedbringe CO2-emissionerne med 50 millioner tons i Europa indtil 2010 (2006-2010) og en fælles TNO/IEEP (7) undersøgelse konkluderer, at energirigtig kørsel ikke alene er en mulig udvej, men også effektiv og målbar.

4.6.3

Derimod ville den gennemsnitlige salgspris for en bil stige med omkring 3 600 EUR, hvis målet om 120 g/km skulle nås alene ved hjælp af bilteknologien. Det kan tilføjes, at ifølge samme kilder (8) vil en nedbringelse til 130 g/km medføre ekstraomkostninger for køber i størrelsesordenen 2 500 EUR.

4.6.4

I Europa tager det, som Kommissionen bemærker, gennemsnitligt 12 år at udskifte bilparken, og det er indlysende, at så store prisstigninger ville bremse udskiftningen yderligere. Det er også klart, at sådanne prisstigninger vil have en social slagside, idet de vil gøre det endnu vanskeligere for de mindrebemidlede at købe en bil.

4.7

Endelig kan EØSU ikke være enigt med Kommissionen i, at komplementære teknologier kan bidrage med en nedbringelse af CO2-emissionerne på 10 g/km, eftersom biobrændstoffers evne til at trænge igennem på markedet endnu er usikker og det kan ikke tages for givet, at de vil kunne bidrage med de forventede 5 g/km. Efter EØSU's mening er det afgørende at indføre et sæt af foranstaltninger, som kan kontrolleres med sikkerhed, som f.eks. energirigtig kørsel og infrastruktur.

5.1

EØSU håber på baggrund af ovennævnte generelle bemærkninger og i lyset af den igangværende parlamentsdebat, at det fremtidige lovgivningsinstrument ikke vil gå ud over potentielle køberes evne til at købe ny bil for at sikre udskiftningen af bilparken, og at det vil være i stand til at styre efterspørgslen direkte i retning af modeller med lavere emissioner.

5.2

I mangel af en bred og dybtgående konsekvensanalyse, som kan påvise omkostninger og fordele ved de forskellige løsningsmuligheder, forbeholder EØSU sig ret til senere hen at afgive en udtalelse om passende og gennemførlige mål for nedbringelse af CO2-emissionerne, men for indeværende anbefaler det, at der i det planlagte lovgivningsinstrument tages hensyn til, at bilproduktionscyklussen som bekendt er kompliceret og indebærer en »lead-time« (9) på op til 7 år.

5.3

I betragtning af, hvor lang tid det tager at fastlægge lovgivningen efter proceduren med fælles beslutningstagning, skønner EØSU, at den endelige tekst med de krav, der skal opfyldes, ikke vil ligge klar før 2009. Som nævnt ovenfor angående sektorens typiske produktionscyklus, vil kravene først kunne opfyldes i 2015, hvor forordning EURO 6 om nedbringelse af forurenende stoffer, der som CO2 kræver konstruktionsmæssige ændringer af bilerne, også træder i kraft.

5.4

Tidshorisonten 2012 kan vise sig at være teknisk uigennemførlig og vil under alle omstændigheder have en klar negativ indvirkning på den europæiske bilindustris konkurrenceevne og beskæftigelsen i denne sektor.

5.5

EØSU går her og nu ind for et lovgivningsinstrument, som ikke påvirker konkurrencen mellem fabrikanterne, dvs. som ikke opstiller bindende krav til de modeller, fabrikanterne markedsfører, men snarere styrer forbrugernes efterspørgsel i retning af modeller med lavere emissioner. De krævede CO2-reduktioner bør relateres til de eksisterende forskelle inden for viften af produkter under anvendelse af de parametre, der anses for at være mest udslaggivende og proportionelle med CO2-emissionerne.

5.6

På denne baggrund mener EØSU, at det valgte parameter bør sikre, at bidragene til nedbringelse af emissionerne i de forskellige produktionssegmenter og de deraf følgende uundgåelige omkostningsstigninger ikke må være af en sådan art, at prisniveauet bliver for højt til, at kunderne kan købe ny bil inden for rammerne af deres købekraft.

5.6.1

Et muligt parameter er bilens vægt (som foreslået af ACEA, »Foreningen af Europæiske Bilfabrikanter«), da der er en direkte sammenhæng mellem vægten og CO2-emissionsniveauet. EØSU minder om, at bilernes vægt er steget med 32 kg fra 1996 til 2005 og at der tilsvarende er registreret en relativ stigning i CO2-emissionerne på 6,6 g/km. Vægten vil faktisk blive brugt som parameter i forbindelse med strategien for nedbringelsen af CO2-emissioner i Japan, hvor det i 2006 blev besluttet at nå målet på 138 g/km senest i 2015. ACEA går således ind for anvendelsen af dette parameter, da det vil være et skridt i retning af en harmonisering af CO2-politikken på verdensplan.

5.6.2

Det skal også understreges, at der i dag diskuteres andre parametre, som kunne anvendes til at identificere og differentiere viften af produkter. Især skal nævnes forslaget fra Chris Davies, medlem af Europa-Parlamentet, om at tage udgangspunkt i bilens »footprint« (den plads, bilen optager, beregnet ud fra akselafstand og hjulafstand (10)).

5.6.3

EØSU mener for sin del, at det kunne være nyttigt og passende som parameter at vælge f.eks. bilens størrelse (»box volume«, dvs. længde × bredde × højde), der kan vise sig at være et brugbart middel til at lede forbrugerne i retning af biltyper, som modsvarer deres reelle behov uden overflødige CO2-emissioner på grund af et misforhold mellem behov og bilens størrelse. Med andre ord vil en person, som har brug for en SUV (Sport Utility Vehicle) til at transportere flere passagerer og en større vægt, være rede til at betale mere, fordi han/hun virkeligt har brug for en bil af denne type, mens en person, som ikke har disse behov, vil være mere tilbøjelig til at søge i en lavere kategori.

5.7

Europa-Parlamentets førnævnte ordfører, Chris Davies, har foreslået at indføre en mekanisme kaldet »Carbon Allowance Reduction System« (CARS) baseret på henholdsvis sanktioner for overskridelse af de fastsatte grænser og tilgodehavender for emissioner under grænserne. EØSU anser det dog ikke for muligt at indføre et system med handel med CO2-kvoter på et marked, som er begrænset til automobilsektoren.

I betragtning af de ambitiøse mål forekommer det urealistisk at indføre kvoter, der er tilstrækkeligt store til, at systemet kan fungere.

5.7.1

EØSU anser det derimod for muligt at anvende et »åbent« system med emissionshandel (som tillader handel med andre sektorer), som har den fordel, at det vil sikre en generel nedbringelse af CO2-emissionerne på en passende fleksibel måde samtidig med, at der sættes grænser for bilfabrikanternes køb af emissionskvoter. EØSU støtter således at åbent system, som skal defineres og gradueres efter økonomisk indvirkning i lyset af de ændringer, som måtte ske på emissionsmarkedet fra nu af og indtil 2015, idet det understreges, at denne økonomiske indvirkning ikke må være en trussel mod et for slutbrugeren overkommeligt prisniveau.

5.8

Med hensyn til meddelelsens opfordring til indførelse af en EU-kodeks for god praksis for markedsføring af og reklamering for biler gør EØSU opmærksom på, at der i de fleste medlemsstater allerede er indgået aftaler — oftest med meget strenge krav — med henblik på fastlæggelse af adfærdsregler på dette område. Principielt går EØSU dog ind for en harmonisering af disse og er følgelig ikke imod fastlæggelse af en EU-kodeks for god praksis, således som Kommissionen har foreslået bilfabrikanterne.

5.9

EØSU bemærker endvidere, at Kommissionen ifølge meddelelsen agter at lade også lette erhvervskøretøjer være omfattet at et lovgivningsinstrument til nedbringelse af CO2-emissionerne.

5.9.1

Efter EØSU's mening er der ikke behov for et sådant instrument for lette erhvervskøretøjer (kategori N1 og tilsvarende køretøjer til passagertransport), eftersom de er beregnet til erhvervsmæssig brug og brændstofforbruget og CO2-emissionerne således under alle omstændigheder er afgørende faktorer for købernes valg, da de har meget stor indvirkning på forretningsomkostningerne. Følgelig har de køretøjer, der i dag er på markedet, allerede indbygget de mest omkostningseffektive løsninger og anvender næsten udelukkende dieseldrevne motorer.

5.9.2

Under alle omstændigheder anbefaler EØSU, at Kommissionen foretager en konsekvensanalyse baseret på en ajourført opgørelse over emissionerne fra lette erhvervskøretøjer, som ikke foreligger i dag.

5.9.3

Hvis der fastsættes mål i form af g/km for lette erhvervskøretøjer uden et præcist kendskab til de relevante data, kan man desuden risikere, at de enkelte køretøjers transportkapacitet mindskes med en deraf følgende ineffektiv drift, som ville medføre enten en stigning i antallet af køretøjer for at transportere samme mængde varer, eller større køretøjer, hvorved de samlede emissioner ville øges.

5.10

EØSU mener endvidere, at spørgsmålet om CO2-emissioner fra personbiler og lette erhvervskøretøjer bør vurderes i sin helhed, så der tages hensyn til køretøjernes samlede livscyklus fra produktionsproces over anvendelse til bortskaffelse. I lyset af ovennævnte understreger EØSU også nødvendigheden af at koordinere og sikre sammenhæng mellem de lov- og reguleringsinitiativer for bilindustrien, som har indvirkning på CO2-emissionerne, for at undgå, at initiativer vedrørende forskellige spørgsmål strider mod hinanden og forsinker gennemførelsen.

5.11

EØSU mener, at initiativerne under de fremtidige rammeprogrammer for forskning klart og ufortøvet bør prioritere projekter, som sigter mod at finde teknisk gennemførlige og økonomisk bæredygtige løsninger til nedbringelse af de globale CO2-emissioner (følgelig ikke kun på transportområdet) ved at tage højde for indvirkningen under de forskellige emissionskilders samlede livscyklus. EØSU er af den opfattelse, at forskningsprojekterne bør være langsigtede og indkredse løsninger på kort, mellemlangt og langt sigt stadig med det mål at sikre overkommelige priser såvel for fabrikanten som den endelige forbruger for at tilskynde til udveksling af bilparken i retning af bæredygtig mobilitet.

5.12

Endelig mener EØSU, at medlemsstaternes indsats ikke bør begrænses til ovennævnte (veje, intelligente trafiklys osv.) og ikke mindst bør bestå i miljøvenlige indkøb til deres egen park af tjenestebiler. Desuden bør de dels anlægge infrastrukturnet, der gør det muligt at tanke brændstoffer med en lavere miljøpåvirkning såsom naturgas, dels gøre det lettere at erhverve køretøjer, der kører på naturgas eller flaskegas (LPG — Liquefied Petroleum Gas).

16.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/49

16.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/50

1.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om udvælgelse af og udstedelse af tilladelser til systemer, som leverer mobile satellittjenester, og anbefaler, at det hurtigst muligt vedtages og træder i kraft.

1.2

Udvalget går varmt ind for forslagets hovedformål som formuleret i afsnit I, artikel 1, stk. 1: at indføre en fællesskabsprocedure for fælles udvælgelse på EU-plan af operatører af mobile satellitsystemer samt fastlægge bestemmelserne for medlemsstaternes samordnede udstedelse af tilladelser til udvalgte operatører af mobile satellitsystemer.

1.3

EØSU mener, at denne beslutning bør vedtages øjeblikkeligt, fordi:

1.4

EØSU understreger, at etablering og anvendelse af satellitkommunikationssystemer på grund af det store dækningsområde er et vigtigt initiativ, som sikrer den europæiske rumfartsindustris ekspansion og udviklingen af specifikke applikationer på kommunikationsområdet. Det er i overensstemmelse med Lissabon-strategien om at fremme bæredygtig udvikling, bl.a. ved at bidrage direkte til nye arbejdspladser og øget konkurrenceevne.

1.5

EØSU konstaterer med tilfredshed, at EU har mange tekniske ressourcer på dette område, hvilket taler til fordel for beslutningsforslaget. Tre af verdens største operatører af satellitsystemer er faktisk europæiske, og satellitkommunikation tegner sig for 40 % af den europæiske rumfartssektors løbende indtægter.

1.6

Det glæder EØSU, at Kommissionen har opnået konsensus om dette forslag, der allerede i udarbejdelsesfasen er blevet støttet af alle de hørte parter: satellitindustrien, operatørerne af telekommunikationsnet, Den Europæiske Rumorganisation og de nationale reguleringsmyndigheder i medlemsstaterne.

1.7

Samtidig mener EØSU, at beslutningen i sin endelige form er et godt kompromis mellem de forskellige synspunkter, der kom til udtryk under høringerne. De angik især udvælgelsesmetoderne og -kriterierne, behovet for større fleksibilitet på nationalt plan med hensyn til tidsrammen for at opnå tilladelse og dennes gyldighedsperiode samt en tættere samordning af de nationale tilladelsesprocedurer.

1.8

EØSU anbefaler, at beslutningen gennemføres i den foreslåede form. Hvad angår metoder til gennemførelse af bestemmelserne om udvælgelse og tilladelse, bør der fastlægges regler, som beskytter borgernes private interesser og garanterer privatlivets fred for brugerne af mobile satellitsystemers terminaludstyr.

2.1

Udformning og gennemførelse af et paneuropæisk satellitkommunikationssystem udgør en innovativ, alternativ platform for forskellige former for paneuropæisk telekommunikations- og radio/tv/multidistributionstjenester, uanset hvor slutbrugerne befinder sig, f.eks. inden for højhastighedsadgang til internet/intranet, mobile multimedier samt civilbeskyttelse og styring af ikke-militære kriser (naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer), beskyttelse af den indre sikkerhed og orden, »fleet management«, fjernlægehjælp m.m.

2.2

Som systemet er udformet vil det bidrage til at udvikle det indre marked, forbedre konkurrenceevnen i kraft af øget adgang til paneuropæiske tjenester og fremme effektive investeringer, især via nye tjenester, der skal sikre tilstrækkelig kapacitet til kommunikationsdækning af randområder på land og af havområder.

2.3

I forbindelse med paneuropæiske systemer er det særligt påkrævet at indføre en fællesskabsprocedure for udvælgelse af operatører af mobile satellitsystemer og fastlægge bestemmelserne for de nationale myndigheders samordnede udstedelse af tilladelser til de udvalgte operatører. Harmoniseringen af udvælgelseskriterierne for mobile satellitkommunikationssystemer gør det muligt at gennemføre en fælles EU-politik på dette område. Hvis forskellige medlemsstater udvælger forskellige operatører af mobile satellitsystemer, der anvender forskellige satellitter, kan det skabe komplekse, skadelige interferenssituationer eller endog hindre systemet som helhed i at fungere ordentligt, f.eks. hvis en operatør tildeles forskellige radiofrekvenser i hver medlemsstat, han opererer i. Denne risiko er grunden til, at det er afgørende for at sikre sammenhæng i medlemsstaternes tilladelsessystemer, at der fastlægges bestemmelser på EU-plan vedrørende synkroniseret tildeling af frekvensområder og harmoniserede tilladelsesbetingelser, som ikke skal berøre specifikke nationale vilkår, der er forenelige med Fællesskabets lovgivning.

2.4

Satellitkommunikation er en vigtig del af det indre marked. Den overskrider de nationale grænser og hører dermed ind under international lovgivning. Den kan yde et stort bidrag til at virkeliggøre EU's målsætninger såsom udvidelsen af den geografiske bredbåndsdækning.

3.1

Med den foreslåede beslutning på grundlag af EF-traktatens artikel 95 indføres der retlige rammer for udvælgelse af og udstedelse af tilladelser til mobile satellitkommunikationstjenester. Udvælgelsen skal foretages i overensstemmelse med de generelle målsætninger og med en sammenlignende udvælgelsesmetode som beskrevet i forslaget. Det vil inddrage Kommissionen, som vil blive bistået af et kommunikationsudvalg. Tilladelser (rettigheder til at udnytte frekvensressourcer) til udvalgte operatører udstedes på nationalt plan på baggrund af et mindstesæt af harmoniserede betingelser, som fremgår af forslaget.

4.1

Kommissionen foreslår, at følgende punkter evalueres i forbindelse med beslutningens gennemførelse: