15.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 10/1

1.

Omsætning af EU-bestemmelserne om civilbeskyttelse i alle medlemsstater gennem et passende retsinstrument.

2.

Udstyring af EU's civilbeskyttelsesmekanisme med følgende instrumenter:

3.

Fastlæggelse af EU-bestemmelser om civil- og strafferetligt ansvar, som gør det muligt at forfølge og straffe personer, som forårsager sådanne katastrofer.

15.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 10/2

1.1

Kommissionen lancerer med den foreliggende grønbog, som indgår i en række initiativer gående ud på at oprette et retsligt område i EU, en høring vedrørende en eventuel indførelse af et fælles lovgivningsinstrument, der skaber større effektivitet i fuldbyrdelsen af pengekrav, idet det sikrer den forudgående indefrysning af indeståender på skyldners bankkonti i alle medlemsstater.

1.2

Det fremgår af grønbogen, som kun kan læses og analyseres sideløbende med det tilknyttede arbejdsdokument (1) og den undersøgelse, der ligger til grund herfor — trods en vis begrebsmæssig inkonsekvens i definitionen af selve det objektive og subjektive genstandsområde for foranstaltningen og en meget utilstrækkelig oversættelse til forskellige sprogversioner — at det af Kommissionen forfægtede mål er at fremlægge et forslag til forordning af frivillig karakter, som definerer den juridiske ordning gældende for et sikrende retsmiddel gående ud på et forbyggende udlæg i bankindeståender, uanset gældens karakter og de implicerede parters status.

1.3

Der foreligger ikke nogen konsekvensanalyse af et sådant forslag og undersøgelserne af den komparative ret, der ligger til grund herfor, omfatter kun 15 af de 27 EU-medlemsstater. Selv om EØSU forstår Kommissionen overvejelser, mener det ikke, at behovet for en sådan foranstaltning er tilstrækkeligt bevist i forhold til nærheds- og proportionalitetsprincippet, og spørgsmålet er, om man ikke kunne opnå et tilsvarende resultat ved blot at ændre to bestemmelser i Bruxelles I-forordningen.

1.4

EØSU finder heller ikke nogen logisk begrundelse for at begrænse genstanden for det foreliggende initiativ til forebyggende beslaglæggelse af pengebeløb indsat på bankkonti, og det forslår at udvide anvendelsesområdet til andet af skyldnerens løsøre, samt med de nødvendige tilpasninger udvide det til efterfølgende beslaglæggelse efter opnåelse af en fuldbyrdelsesakt. EØSU finder det også absolut nødvendigt at sikre, at denne foranstaltning ledsages af et initiativ om gennemsigtighed omkring bankkonti og om forpligtelser til at give oplysninger samt om de behørige fortroligheds- og databeskyttelsesregler.

1.5

Når det skønnes absolut nødvendigt at indføre en sådan foranstaltning, er EØSU enig med Kommissionen i, at et passende instrument vil være en frivillig forordning vedrørende indefrysning af skyldnerens bankkonti i medlemsstater, hvor denne ikke har bopæl eller hovedsæde.

1.6

Sker dette, har EØSU en række detaljerede anbefalinger af teknisk/juridisk karakter vedrørende definitionen af det, det opfatter som den mest passende ordning for initiativet, navnlig for så vidt angår domstolenes kompetencer, betingelserne for udstedelsen af kendelsen, begrænsninger i de beløb, der kan indefryses og undtagelser, garantierne for forsvaret af skyldnere og tredjemænd, der har fælles eller solidariske konti, klager og frister, ordningen for sagsomkostninger, forpligtelser og ansvar for de banker, hvor kontiene er placeret, og normerne for intern og international privatret, der kan anvendes subsidiært, således at det fuldt ud svarer på Kommissionens anmodning om udtalelse.

2.1

Med denne grønbog lancerer Kommissionen en høring blandt interesserede parter om, hvordan man kan forbedre fuldbyrdelsen af pengekrav, og foreslår en eventuel oprettelse af en europæisk ordning for »udlæg i bankindeståender«.

2.2

Kommissionen identificerer først de vanskeligheder, der gør sig gældende i for fuldbyrdelse ved en civilretlig proces på »det europæiske retlige område« på grund af opsplitningen i nationale reguleringer på området, og den anerkender, at forordning (EF) nr. 44/2001 (Bruxelles I) (2) »ikke giver nogen garanti for, at en ensidigt opnået kendelse om et sikrende retsmiddel, som f.eks. udlæg i bankindeståender, anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat end der, hvor kendelsen er afsagt.«

2.3

Kommissionen mener, at denne lakune kan forvride konkurrencen mellem virksomhederne alt efter effektivitetsgraden i retssystemerne i de lande, hvor de opererer, og således udgøre en hindring for det indre markeds korrekte funktion, som kræver harmoniseret effektivitet og hurtighed i inddrivningen af gæld, navnlig af pengegæld.

2.4

Kommissionen fremsætter derfor forslag om at indføre »en europæisk kendelse for udlæg i bankindeståender, hvormed en fordringshaver kan sikre et pengebeløb, som er ham skyldigt, eller som han påstår at have krav på, ved at forhindre en afhændelse eller overførsel af midler, som skyldneren er krediteret på en eller flere bankkonti på den Europæiske Unions område«, og den giver en detaljeret analyse af omridset af en eventuel juridisk ordning, hvis parametre er formuleret i 23 spørgsmål.

3.1

Dette initiativ indgår helt korrekt i et større kompleks af foranstaltninger, som Kommissionen er i færd med at træffe med det rosværdige mål at oprette et fælles europæisk retligt område, som for så vidt angår de juridiske aspekter, skal støtte realiseringen af det indre marked (3), navnlig efter ændringen af Bruxelles-konventionen til en fællesskabsforordning (4) samt forordningen om det europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokument (5).

3.2

Kommissionen har ret i sine empiriske bemærkninger vedrørende vanskelighederne med at fuldbyrde retsafgørelser i Europas forskellige lande samt disses forskellige retsordener på grund af manglende harmonisering af fuldbyrdelsesprocessen på EU-plan, og den anfører korrekt konsekvenserne (6) heraf, som helt sikkert kun er blevet skærpet efter optagelsen for nyligt af 12 nye medlemsstater. Men det bør dog konstateres, at Kommissionen i den foreliggende grønbog ikke har underkastet initiativet en tilstrækkelig grundig analyse for så vidt angår nærheds- og proportionalitetsprincippet.

3.3

Dette betyder ikke, at det samme resultat eller et resultat med lignende effekt ikke kunne være opnået ved blot at ændre en eller to bestemmelser i Bruxelles-forordningen (navnlig artikel 31 og 47) og udvide anvendelsesområdet, men samtidig bibeholde det eksisterende system, hvilket ville føre til klare forenklingsgevinster (7).

3.4

Derudover bør den præliminære vurdering af initiativets effekt — som Kommissionen heller ikke har gennemført endnu og som ikke blot skal omfatte de 15 medlemsstater, hvis situation blev analyseret i den undersøgelse, der ligger til grund for den foreliggende grønbog (8), men alle medlemsstater i det nuværende EU — være ledsaget af en passende vægtning af foranstaltninger vedrørende større gennemsigtighed i skyldners aktiver og en absolut nødvendig adgang til informationer vedrørende dennes bankkonti, uden at dette griber ind i den behørige beskyttelse af bankhemmeligheden, for kun ved en vurdering af helheden kan man nå frem til en korrekt vurdering af a) nødvendigheden, b) udvidelsen og c) begrundelsen for initiativet.

4.1

EØSU sondrer i sine bemærkninger til det foreliggende initiativ mellem følgende:

4.2.1

Da det drejer sig om en grønbog, som går forud for en eventuel vedtagelse af et juridisk instrument, højst sandsynligt en fællesskabsforordning, bør de termer, der bruges for at identificere begreberne, som dernæst vil definere det fremtidige instruments beskaffenhed i procesmæssig henseende, leve op til yderst strenge og præcise juridisk/tekniske kriterier på alle EU-sprogene.

4.2.2

Men det viser sig i mindst 5 sprogversioner (9), at den betegnelse, Kommissionen anvender for at identificere det eventuelt hensigtsmæssige sikrende retsmiddel ikke er entydig eller ækvivalent og kan føre til teknisk/juridisk forvirring angående dettes juridiske beskaffenhed. Kommissionen bør allerede nu sikre korrekte oversættelser i forhold til foranstaltningens juridiske beskaffenhed for at undgå usikkerhed blot på grund af forkert terminologi (10).

4.2.3

På basis af en analyse af den juridiske ordning, Kommissionen synes at foreslå, dvs. et begrundet krav over for skyldner »fumus boni iuris« og dette, at kravet kan komme i fare »periculum in mora« samt formålet med initiativet gående ud på at indefryse eller blokere beløb på bankkonti, indtil den endelige afgørelse og fuldbyrdelse ved en civilproces om inddrivelse af pengefordringer, som klart skal være af civil eller kommerciel art og ikke hidrøre fra strafferetssager, forekommer det korrekt at konkludere, at der er tale om et beskyttende retsmiddel i form af beslaglæggelse.

4.3.1

EØSU opkaster også spørgsmålet om begrænsningen af den midlertidigt beskyttende foranstaltning til kun at omfatte »bankkonti«.

4.3.2

I forbindelse med fuldbyrdelsen af pengefordringer, som nødvendigvis er af universel karakter, bør alle skyldnerens aktiver indgå op til det pågældende beløb, der skal gøres udlæg for. En beskyttende foranstaltning som den bebudede kunne som sin genstand også have andre af skyldners aktiver, der kan gøres udlæg i, herunder også gældsbeviser, aktier, obligationer og andre kreditrettigheder på tredjemand, og ikke kun penge, der er indsat på visse bankkonti eller i visse andre finansielle institutioner, og man kan ikke forestille sig, at det er særlig vanskeligt at udvide anvendelsesområdet i det mindste til løsøre, der ikke skal tinglyses, og til skyldners kreditrettigheder (herunder aktier, obligationer, renteindtægter, fordringer på tredjemænd osv.) dvs. løsøre, der direkte er knyttet til en bankkonto.

4.3.3

Dertil kommer, at det ikke forekommer berettiget at begrænse fællesskabsinstrumentets anvendelsesområde udelukkende til beslaglæggelse af bankkonti, og det kan med de nødvendige tilpasninger med fordel udvides til også at omfatte udlæg i disse formuegoder efter opnåelsen af en eksigibel rettighed, idet samme slags vanskeligheder med hensyn til udlæg eller aktivernes forsvinden, som udgør begrundelsen for det foreslåede forslag, også kan gøre sig gældende her.

4.3.4

Kommissionen bør således behørigt afveje og begrunde nytten af og omkostningerne ved en sådan foranstaltning, som udelukkende gælder beslaglæggelse af penge indsat på skyldners bankkonti.

4.4.1

Spørgsmålet om, hvornår der skal ansøges om den pågældende udlægskendelse, er i kraft af den tidligere anførte definition, løst øjeblikkeligt. Ifølge den bedste juridiske teknik bør der kunne ansøges om et sikrende retsmiddel af denne art på et hvilket som helst tidspunkt af behandlingen af den retssag, som den vedrører, navnlig før indledningen af hovedsagen, som en forberedende og forebyggende procedure, nøjagtigt der, hvor den har mest praktisk nytte.

4.4.2

Der skal naturligvis tages højde for de klare specifikke retsforhold alt efter, om det sikrende retsmiddel udstedes før hovedsagen er afgjort, eller efter der er opnået en retskendelse, før eller efter forløbet af en fuldbyrdelsesproces, eller alt efter om der har været eller ikke været appel af afgørelsen til højere domstole i første instans, eller endelig når fuldbyrdelseskendelsen ikke har karakter af en afgørelse (brev, fuldmagt, check eller andet dokument, der kan gøres gældende).

4.5.1

På sin vis er spørgsmålet om domstolens kompetence til at vurdere og bevilge et sikrende retsmiddel også løst af, hvad der fremgår ovenfor. Det er klart den domstol, der er kompetent til at pådømme hovedsagen, der er kompetent, fra det tidspunkt hvor sagen/fuldbyrdelsen allerede er iværksat.

4.5.2

Men også domstolen på stedet, hvor bankkontiene befinder sig bør være kompetent, hvis der er bedt om beskyttelsesforanstaltning, før der iværksættes en retssag/fuldbyrdelse. I det tilfælde bør det imidlertid forudses, at så snart hovedsagen/fuldbyrdelsen er sat i gang, så skal det allerede bevilgede sikrende retsmiddel overdrages til den kompetente domstol for så vidt angår sagsindholdet, som — selv om det henhører under en anden national retsmyndighed — bør acceptere den uændret uden nogen form for anerkendelsesproces (12).

4.6.1

Som følge af selve foranstaltningens beskaffenhed opstår der behov for at sikre de betingelser, som Kommissionen med rette identificerer i punkt 3.2 i grønbogen, dvs. »fumus boni iuris« og »periculum in mora«. Hvis der allerede foreligger en retsafgørelse eller et andet eksigibelt dokument, skal der kun gives belæg for »periculum in mora« dvs. at det haster med at gennemføre beslaglæggelsen.

4.6.2

Det forekommer tilrådeligt at forudse som betingelse for, at man kan bede om udstedelse af en udlægskendelse, at fordringshaver har udfoldet rimelige bestræbelser for at sikre sig en frivillig inddrivelse af gælden, også udenretligt.

4.6.3

Dette at der ikke er behov for en forudgående høring af skyldneren, er en grundlæggende betingelse for foranstaltningens effektivitet, som imidlertid kan ledsages af en krav om kaution, som dommeren skal træffe afgørelse om, som er tilstrækkelig stor til at dække tab som følge af, at foranstaltningen eventuelt annulleres i hovedsagen eller i appelleddet, hvis den ikke har opsættende virkning, når foranstaltningen bevilges, før der er afsagt eller opnået en endelig dom.

4.7.1

Sikkerhedsstillelsen i forbindelse med foranstaltningen skal være begrænset til den angivne forfaldne fordring, der ikke er betalt og de morarenter (aftaleretlige eller lovfæstede), der er løbet på indtil tidspunktet, hvor der ansøges om foranstaltningen.

4.7.2

Det anses ikke for legitimt i forbindelse med et sikrende retsmiddel, der nødvendigvis er foreløbigt, i betragtning af hvor alvorligt et anliggende indefrysning af indeståender på bankkonto er, at indbefatte andre beløb, herunder navnlig for at dække senere påløbne renter, advokatsalærer, sagsomkostninger, bankgebyrer osv.

4.7.3

EØSU er sig bevidst, at gennemførelsen af en ordning som denne kan give anledning til øgede omkostninger for bankerne. Det forekommer dog ikke rimeligt at lægge sådanne omkostninger til de beløb, der skal indefryses på den formodede skyldners bankkonti. Det påhviler de nationale love at definere ordningen vedrørende bankomkostninger og hvordan de skal inddrives hos de fordringshavere, der benytter denne procedure, og som indgår i beregningen af sagens omkostninger, som opgøres ved retssagens afslutning.

4.7.4

EU-instrumentet skal fastlægge parametrene for begrænsningerne i, hvilke beløb der ikke kan gøres udlæg i, for at sætte skyldneren (hvis skyldneren er en privatmand og ikke en virksomhed) i stand til at dække hans og hans families grundlæggende behov, som kan bringes i fare af udlægskendelsen.

4.7.5

Når kendelsen er bevilget, skal banken informere retten om de gældende begrænsninger for gennemførelsen af beslaglæggelsen alt efter, hvilken type konto skyldneren har (lønkonto, opsparingskonto, boligkonto), hvilke betalinger eller indtægter der forsyner kontoen (løn, vederlag, honorarer for liberalt erhverv, indtægter fra arbejde udført for andre, husleje, pension, sociale overførsler) eller hvilken type udgifter han skal afholde (boliglån, leasing af bil, leje, forbrugslån, udgifter til familieforsørgelse osv.) i henhold til loven i det land, hvor bankkontoen er placeret og i det omfang, den har kendskab til disse indtægters og udgifters beskaffenhed.

4.8.1

Det forekommer heller ikke rimeligt at udvide området for det sikrende retsmiddel til konti for tredjemand. Når det ikke er muligt helt nøjagtigt at identificere skyldnerens egen del, kan man antage, at kontohavernes andele er lige store.

4.8.2

Det forekommer ligeledes uacceptabelt, at man for samme beløb tyr til flere konti, selv om man må indrømme, at det er svært at løse problemet, når hver af de kompetente domstole i forbindelse med konti i forskellige lande er blevet bedt om at udstede en kendelse, uden at de kender til eksistensen af en anmodning om kendelser andre steder, indtil det tidspunkt, hvor alle procedurer centraliseres i den domstol, der er kompetent til at pådømme sagens indhold.

4.8.3

Derfor er det rimeligt at ledsage dette initiativ af et krav om en klar informationsforpligtelse fra ansøgerens og modtagerbankernes side, samt en forpligtelse for bankerne og retterne i de forskellige medlemsstater til at samarbejde. Dette bør altid ske med respekt for privatlivets fred, databeskyttelsen og bankhemmeligheden, som det i øvrigt er klart forklaret i den allerede omtalte undersøgelse, som den foreliggende grønbog er baseret på.

4.8.4

Man kan f.eks. fastsætte reduktionen af de beløb, der er gjort udlæg i »ex-post«, straks efter opnåelsen af oplysninger fra de forskellige banker, hvis der er flere, inden for en nærmere bestemt kort frist.

4.9.1

Det er afgørende at beskytte skyldneren ved at give ham midler til at gøre indsigelse over for beslutningen om sikrende retsmidler inden for en rimelig frist, som det foreslås ikke er under 20 kalenderdage, med det formål at påvise:

4.9.2

Derfor bør det forudses, at sagen forkyndes for skyldneren af den kompetente domstol, straks efter at det er kontrolleret, at der er gjort udlæg i tilstrækkeligt store summer efter påbud til banken om at foretage udlæg i bankkontoen til et beløb, der angiveligt er skyldigt eller svarer til gældens størrelse. Der bør ligeledes gives oplysninger til skyldneren fra den pågældende bank, straks efter indefrysningen af kontoen efter betingelser fastsat af domstolen.

4.9.3

Der bør ligeledes i EU-instrumentet forudses nogle forsvarsmidler og grundlag eller motiver for indsigelse/klage, som bør harmoniseres på fællesskabsniveau for at sikre ligestilling i vurderingen af situationen ved en hvilken som helst kompetent ret og identiske forsvarsmidler. Et vigtigt spørgsmål vil være definitionen af virkningen af klagen (opsættende virkning eller ej) samt hvem den kompetente domstol er, der kan tage stilling, også når der ikke er tale om den samme nationale ret, som er kompetent til at udstede kendelsen og til at træffe en afgørelse om sagens genstand.

4.9.4

Det vil ligeledes være vigtigt at definere en tidsfrist fra den dag, hvor fordringshaveren får underretning om fuldbyrdelseskendelsen med henblik på iværksættelsen af hovedretssagen eller om anmodningen om exequatur-proceduren, og der foreslås som en fornuftig frist 60 kalenderdage, uanset om der foreligger en afgørelse om et sikrende retsmiddel.

4.10.1

I grønbogen melder Kommissionen ikke klart ud om, hvilket retsinstrument det overvejer for at omsætte sit initiativ i praksis. I lyset af de målsætninger, der forfægtes, og for at garantere ens behandling i de forskellige medlemsstater og i øvrigt i lighed med hvad der allerede er tilfældet i forbindelse med andre instrumenter med tilsvarende sigte inden for rammerne af det europæiske retsområde mener EØSU, at instrumentet bør antage form af en forordning.

4.10.2

Et andet, men tæt tilknyttet spørgsmål drejer sig om instrumentets anvendelsesområde. Da foranstaltningen opfattes som nødvendig kan man mene, at Kommissionen lige som den har gjort med andre tilsvarende instrumenter burde beslutte, at den pågældende fremgangsmåde udelukkende skal bruges i forbindelse med grænseoverskridende sager og skal være frivillig (»28. ordning«), hvorved man overlader det til fordringshavere at vælge enten det harmoniserede fællesskabsinstrument eller alternativt den eksisterende og mulige vej inden for rammerne af den internationale privatrets bestemmelser.

5.1

Angående de rent formelle spørgsmål er EØSU af den opfattelse, at »exequatur«-proceduren bør afskaffes i forbindelse med afgørelsen om et sikrende retsmiddel, uanset hvem den kompetente domstol er.

5.2

Det mener også, at ordningen for domstolens forkyndelse over for banken og den formodede skyldner bør lettes for unødvendige formaliteter, så snart den garanterer kendelsens autenticitet og skyldners identitet, og EØSU forestiller sig, at den allerede eksisterende ordning i forordning (EF) nr. 1348/2000 er velegnet til dette formål (14). Identifikationen af de konti, der skal indefryses, bør være så præcis som muligt, så man undgår en generel beslaglægningskendelse.

5.3

EØSU mener ligeledes, at den kompetente domstols kendelse skal fuldbyrdes af banken i henhold til de fastsatte bestemmelser, dog således at allerede igangværende legitime transaktioner sikres, navnlig tidligere indgåede aftaler garanteret ved veksler, værdipapirer eller checks, samt forpligtelser over for privilegerede fordringshavere som staten, sygesikringen og arbejdstagere. Banken bør under alle omstændigheder gøre udlæg i den saldo, der findes på datoen for modtagelsen af udlægskendelsen, og bør organisere sig således, at så snart kendelsen indgår elektronisk, også uden for åbningstiden, sker indefrysningen automatisk, ellers kan banken ifalde ansvar for forsømmelse, hvis beløbene forsvinder, idet de senere er blevet flyttet.

5.4

Men EØSU mener, at bankerne øjeblikkeligt via et hvilket som helst kommunikationsmiddel, herunder også elektronisk, skal underrette domstolen om, hvorledes kendelsen er fuldbyrdet.

5.5

Fællesskabsbestemmelserne bør ikke definere, hvilke regler der specifikt gælder for rangordningen af fordringshavere, der konkurrerer om samme bankkonto, da det efter EØSU's opfattelse bør være de nationale love, der gælder her.

5.6

Angående omlægningen af det sikrende retsinstrument til en tvangsfuldbyrdelseskendelse mener EØSU, at dette bør reguleres af de nationale bestemmelser i det land, der er kompetent til denne fuldbyrdelse i henhold til de gældende overordnede regler for lovvalg.

5.7

Endelig henleder EØSU specifikt Kommissionens opmærksomhed på behovet for at forudse en mekanisme for oversættelse af de dokumenter, der følger af denne foranstaltnings anvendelse, i lighed med bestemmelserne i artikel 21, stk. 2, litra b), i forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december 2006.

—

Kommissionens meddelelse »Handlingsplan vedrørende forbrugernes klagemuligheder og bilæggelse af tvister på forbrugerområdet i det indre marked« af 14. februar 1996 (KOM(96) 13 endelig).

—

Kommissionens meddelelse »En mere effektiv opnåelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i Den Europæiske Union« (KOM(97) 609 endelig (EFT C 33 af 31.1.1998).

—

Grønbog om forbrugernes klagemuligheder og om bilæggelse af tvister på forbrugerområdet inden for enhedsmarkedet (KOM(93) 576 endelig).

—

Grønbog om alternativ konfliktløsning på det civil- og handelsretlige område (KOM(2002) 196 endelig af 19.4.2002).

—

Kommissionens henstilling af 12. maj 1995 om betalingsforsinkelser i handelsforhold og Kommissionens dertilhørende meddelelse (i henholdsvis EFT L 127 af 10.6.1995 og EFT C 144 af 10.6.1995).

—

Direktiv 98/27/EF af 19. maj 1998 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser (EFT L 166 af 11.6.1998).

—

Direktiv 2000/35/EF af 29. juni 2000 om foranstaltninger til bekæmpelse af betalingsforsinkelser i handelsforhold (EFT L 200 af 8.8.2000).

—

Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (Bruxelles I) (EFT L 12 af 16.1.2001). Henri Malosse var ordfører for EØSU's udtalelse om emnet (CES 233/2000 af 1. marts 2000, EFT C 117 af 26.4.2000).

—

Forordning (EF) nr. 805/2004 af 21. april 2004 om indførelse af en europæisk betalingspåbudsprocedure for ubestridte krav (EUT L 143 af 30.4.2004). Guido Ravoet var ordfører for EØSU's udtalelse om emnet (CESE 1348/2002 af 11. december 2002, EUT C 85 af 8.4.2003).

—

Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter for så vidt angår bevisoptagelse i sager om civile og kommercielle spørgsmål (EFT L 174 af 27.6.2001). Bernardo Hernández Bataller var ordfører for EØSU's udtalelse om emnet (CES 228/2001 af 28. februar 2001, EFT C 139 af 11.5.2001).

—

Program for foranstaltninger til gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT C 12 af 15.1.2001).

—

Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs (EFT L 160 af 30.6.2000). Guido Ravoet var ordfører for EØSU's udtalelse om emnet (CES 79/2001 af 26. januar 2001, EFT C 75 af 15.3. 2000).

—

Rådets forordning (EF) nr. 1347/2000 af 29. maj 2000 om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og sager om forældrerettighed (idem). Paolo Braghin var ordfører for EØSU's udtalelse om emnet (CES 940/1999 af 20. oktober 1999, EFT C 368 af 20.12.1999).

—

Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile eller kommercielle anliggender (idem). Bernardo Hernández Bataller var ordfører for EØSU's udtalelse om emnet (CES 947/1999 af 21. oktober 1999, EFT C 368 af 20.12.1999).

—

Rådets beslutning af 28. maj 2001 om oprettelse af et europæisk retligt netværk for civil- og handelssager (EFT L 174 af 27.6.2001). Daniel Retureau var ordfører for EØSU's udtalelse (CES 227/2001 af 28. februar 2001, EFT C 139 af 11.5.2001).

—

Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december 2006 (EUT L 399 af 30.12.2006) om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure. Jorge Pegado Liz var EØSU's ordfører om forslaget til forordning (KOM(2004) 173 endelig af 19.3.2004) (CESE 133/2005 af 22. februar 2005, EUT C 221 af 8.9.2005).

—

Forslag til forordning om indførelse af en europæisk småkravsprocedure (KOM(2005) 87 endelig af 15.3.2005). Jorge Pegado Liz var EØSU's ordfører om emnet (CESE 243/2006 af 14. februar 2006).

15.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 10/8

1.1

Den europæiske maskinindustri er en nøgleindustri af strategisk betydning for den europæiske økonomi. I 2006 havde over 130 000 virksomheder, som eksporterede en tredjedel af deres produktion, en samlet omsætning på flere hundrede milliarder euro. Maskinindustrien og den elektromekaniske industri beskæftiger over 4 mio. arbejdstagere i EU med en høj værditilvækst og et højt vidensniveau.

1.2

Maskinindustrien og den elektromekaniske industri kan i højere grad end andre industrier bidrage til opfyldelse af Lissabon-dagsordenens mål ved at udvikle livslang uddannelse, udveksle erfaringer og god praksis samt fastholde sin konkurrenceevne og gennemslagskraft på verdensmarkederne på det højeste niveau.

1.3

EØSU støtter Kommissionens initiativ, der skal styrke sektorens konkurrenceevne og forbedre den juridiske referenceramme gennem en bedre og mere effektiv lovgivning, der tager hensyn til sektorens konkrete situation, som er kendetegnet ved titusinder af små og mellemstore virksomheder. Bedre lovgivning betyder ikke, at der ikke skal lovgives, men at der skal tilvejebringes en stabil og klar ramme af regler, der let kan gennemføres, og hvis administrative omkostninger er så lave som muligt.

1.4

EØSU udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen har betroet udvalget den vanskelige opgave at samle størst mulig konsensus om at udpege de områder i den gældende EU-lovgivning, der kræver forenkling. Det sker i kølvandet på de aktiviteter, der har tilskyndet de lovgivende organer til at udvikle en bedre og enklere lovgivning.

1.5

EØSU konstaterer, at forskellige lovgivningsinitiativer, som berører denne sektor, er i støbeskeen. Det er nødvendigt at afbalancere de forskellige interesser — økonomiske, sociale og miljømæssige — der er involveret. Gennemførelsen af det indre marked må ikke ske på bekostning af vigtige goder såsom arbejdstagernes sundhed og sikkerhed, beskyttelse af forbrugerne og miljøbeskyttelse, som bør stå stærkt i fokus i sammenhæng med Lissabon-målene. Der er efter EØSU's mening behov for en strategi, der integrerer og koordinerer de forskellige initiativer.

1.6

EØSU bifalder det forslag, Kommissionen har fremsat i sin meddelelse af 17. februar 2007, om at ændre den nye metode og styrke medlemsstaterne rolle i overvågningen af markedet. Medlemsstaterne afsætter ikke altid tilstrækkelige ressourcer til dette formål. EØSU opfordrer Kommissionen til at ansætte mere personale, der skal tage sig af koordinering, overvågning og i nogle tilfælde også kontrol af forvaltningen af akkrediteringsprocedurerne, af notifikationsorganernes aktiviteter og af kvaliteten af deres certificeringer. EØSU støtter oprettelsen af en »kommunikationsplatform« for operatører og medlemsstater, som bør handle ud fra proportionalitetsprincippet og i overensstemmelse med direktivernes målsætninger og EU's politikker, så der opnås en gradvis tilnærmelse mellem de forskellige systemer og modeller for markedsovervågning.

1.7

I forbindelse med standardiseringsarbejdet ønsker EØSU, at alle de berørte parter sættes i stand til at deltage i fastlæggelsen af standarder fra starten, og at deltagelsen i de tekniske udvalg, især på lokalt niveau, og i konsekvensanalysen forstærkes. Der bør ikke gøres overdrevent brug af elektroniske høringer. Det er et nyttigt redskab, men bør ikke være det eneste, der anvendes til høring af de berørte parter på dette område.

1.8

EØSU mener, at »harmoniserede« standarder bør stilles gratis til rådighed, eller at prisen kun bør være symbolsk, især for små og mellemstore virksomheder. Udvalget konstaterer, at der sker en forskelsbehandling mellem virksomheder fra de lande, på hvis sprog standarderne er udgivet (engelsk, fransk og eventuelt tysk), og de andre, som ofte har store udgifter til oversættelse.

1.9

EØSU understreger, at alle uberettigede administrative omkostninger skal fjernes. Det vil lette byrden på produktionssystemet væsentligt.

1.10

EØSU opfordrer Kommissionen til seriøst at overveje behovet for at øge standardiseringens stabilitet ved at integrere forslag fra operatørerne og de vigtigste interessenter. Med hensyn til den lovramme og det retsgrundlag, der skal refereres til, anbefaler EØSU, at Kommissionen, inden den begynder at lovgive, overvejer, om de samme mål ikke kunne nås på andre måder, f.eks. gennem selvregulering eller samregulering, når blot der kan sikres fuld gennemsigtighed og inddragelse af alle de berørte parter. Desuden opfordres Kommissionen til altid at se på standardens hovedformål og indhold ved fastlæggelsen af, hvilke artikler i traktaten det er relevant at anvende som retsgrundlag.

1.11

EØSU opfordrer til, at alle tekniske barrierer for gennemførelsen af det indre marked fjernes. Uberettigede nationale og lokale lovbestemmelser skaber en reel og uoverstigelig hindring for varernes frie bevægelighed.

1.12

EØSU anbefaler, at der forud for fremtidig lovgivning altid foretages en omhyggelig konsekvensanalyse, der tager hensyn til graden af proportionalitet, og at der efterfølgende føres streng kontrol med dens gennemførelse for at rette op på skader, der ellers kunne blive fatale for virksomhedernes fremtid i maskinsektoren.

1.13

Sektordialogen mellem arbejdsmarkedets parter spiller en fundamental rolle for kortlægningen af alle de fælles initiativer, som skal støtte udvikling af beskæftigelse og konkurrenceevne i maskinsektoren, samtidig med at de ufravigelige principper om sikkerhed for arbejdstagerne, borgerne og miljøet overholdes. Virksomhedernes praktisering af socialt ansvar kan lette den permanente dialog mellem virksomhederne og de berørte parter ved at forebygge ukorrekt anvendelse, øge viden og livslang uddannelse samt skabe positiv kontakt til den pågældende region og til de endelige forbrugere.

2.1

Kommissionen har på initiativ af næstformændene Margot Wallström og Günter Verheugen anmodet Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en sonderende udtalelse, der analyserer den overordnede sammenhæng i de lovgivningsmæssige rammer for den industrielle maskinsektor med henblik på at indkredse de områder, hvor en forenkling er mulig. Udover den specifikke sektorlovgivning skal analysen omfatte al lovgivning, der berører maskinområdet.

2.2

Kommissionen ønsker at inddrage de berørte parter i forenklingsprocessen, især når det drejer sig om at finde frem til de regler, der volder særlige problemer. Den erkender, at EØSU på baggrund af sin store erfaring og pluralistiske sammensætning er det ideelle organ til at fremlægge og sammenfatte de økonomiske aktørers, arbejdstagernes og civilsamfundets synspunkter i EU.

2.3

I betragtning af den erfaring, EØSU har fået gennem sine mange udtalelser om bedre lovgivning og forenkling (1), og med henvisning til artikel 8 i protokollen om samarbejde mellem Kommissionen og EØSU overdrager Kommissionen denne vigtige opgave til EØSU. Hvis EØSU's arbejde viser sig konstruktivt og nyttigt, vil Kommissionen måske også anmode om udtalelser på mange andre områder af betydning for såvel Kommissionens som EØSU's egen dagsorden for bedre lovgivning.

2.4

Kommissionen har senere uddybet sit synspunkt og forklaret, at bedre lovgivning ikke er ensbetydende med mindre lovgivning, og at man som mindstemål skal fastholde det samme beskyttelsesniveau for arbejdstagere, forbrugere og miljøet for at sikre en lovramme, der gør det muligt at forbedre konkurrenceevnen.

3.1

EØSU erklærer sig indledningsvist meget interesseret i at påtage sig arbejdet med at skabe en syntese af de forskellige involverede interesser med henblik på at fremsætte et forslag om forbedring og forenkling af de gældende regler og love. Den største fordel ved EØSU's arbejdsmetode ligger i evnen til at påvirke beslutningsprocesserne ved at søge størst mulig konsensus mellem civilsamfundets repræsentanter for forskellige interesser. EØSU's klare loyalitet over for EU's principper og værdier samt dets afbalancerede, kvalitetsprægede og innovative udtalelser gør det til en vigtig og stærk samtalepartner for EU's institutioner. Den stimulation, for ikke at sige udfordring, som Kommissionens anmodning udgør for alle EØSU's medlemmer, giver dem lejlighed til at styrke den rolle som mødested og debatforum, som traktaterne har givet det organiserede civilsamfund.

3.2

EØSU's mulighed for på forhånd at pege på de punkter, hvor der kan sættes ind for at forbedre lovgivningen, åbner for en ny form for samarbejde mellem EU-institutionerne. Alle de berørte parter har selvfølgelig allerede meddelt Kommissionen deres egne krav og ønsker. Fremstillingsvirksomheder, brugere, arbejdstagere, forbrugere, standardiseringsorganer og offentlige myndigheder har allerede anført, hvordan de kunne tænke sig at »forbedre« den gældende lovgivning. De hidtil anvendte høringsmetoder har imidlertid ikke kunnet tegne et nøjagtigt billede af de forskellige ønsker. Det har medført, at alle parter på et eller andet tidspunkt har følt, at der ikke er blevet lyttet nok til dem.

3.3

EØSU kan skabe denne syntese af synspunkter, dels på grundlag af sine mangeartede og relevante interne erfaringer, dels gennem det vidt forgrenede kontaktnet, som medlemmerne normalt kan trække på for at opnå vigtige, saglige bidrag. EØSU har allerede delvist udtalt sig om dette emne i sin initiativudtalelse »Industrielle ændringer inden for maskinindustrien (2)«.

3.4

EØSU konstaterer, at der allerede er iværksat eller bebudet forskellige initiativer angående EU-lovgivningen om industriel produktion, herunder især maskinsektoren. Initiativerne rejser komplekse problemer af forskellig art. Det vil være nyttigt at undersøge disse problemer, så der kan tages hensyn til de forskellige interesser, som er beskyttet af EU-lovgivningen: varernes frie bevægelighed, arbejdstagernes sundhed og sikkerhed, forbrugerne, miljøet, Lissabon-strategiens målsætninger, både de økonomiske og de sociale. Reglerne er afledt af forskellige retsinstrumenter, og der er aldrig foretaget en undersøgelse af, hvordan det hele hænger sammen. EØSU mener, at tiden nu er inde til en systematisk behandling af hele dette emneområde under ét.

3.5

EU-lovgivningen inden for produktion og markedsføring af industrimaterialer er blevet udformet gradvist. Det har generelt ført til en lovharmonisering, der i betydelig grad har forenklet det regelunivers, som virksomhederne opererer i. Det bør dog understreges, at processen endnu ikke er afsluttet.

3.6

Den EU-lovgivning, der er vedtaget siden midten af 1980'erne, består af to store lovkomplekser: det ene om markedet og det andet om arbejdspladsen. En effektiv gennemførelse af lovgivningen involverer mange forskellige parter: standardiserings- og notifikationsorganer, designere og fabrikanter, importører og distributører, montører og installatører, offentlige kontrol- og sanktionsmyndigheder (herunder toldvæsenet og domstolene), iværksættere, arbejdstagere og repræsentanter for arbejdstagerne osv. Forbrugerorganisationerne har givet udtryk for deres særlige interesse i en konkret og aktiv medinddragelse, der hidtil har været utilstrækkelig efter deres mening. Det er afgørende, at alle disse parter arbejder sammen, og at der er samarbejde mellem de offentlige myndigheder på nationalt niveau og EU-niveau.

3.7

Gennemførelsen af lovgivningen volder tilsyneladende ikke de store problemer, men denne generelt positive vurdering bør ikke skygge for en række konkrete vanskeligheder.

4.1

Hvert år er arbejdsulykker i EU skyld i 6 000-8 000 dødsfald (40 % af de omkomne er under 35 år) og hundredtusindvis af handicappede. En del af ulykkerne er forårsaget af arbejdsinstrumenter. I nogle tilfælde bærer ineffektivt personligt beskyttelsesudstyr eller utilstrækkelig uddannelse også en del af skylden. Omkring en fjerdedel af arbejdstagerne i EU erklærer, at de af sikkerheds- og sundhedsgrunde er nødt til at bruge personligt beskyttelsesudstyr. De vigtigste fysiske agenser, der udgør en risikofaktor på arbejdspladsen, er som regel knyttet til arbejdsinstrumenter: støj, vibrationer, ioniserende og ikke-ioniserende stråling. De ergonomiske faktorer spiller en væsentlig rolle for sundheden og sikkerheden på arbejdspladsen. I nogle tilfælde kan arbejdsredskaber være stærkt medvirkende til, at arbejdstageren udsættes for kemiske stoffer. Et effektivt personligt sikkerhedsudstyr kan nogle gange være altafgørende.

4.2

Man bør være særlig opmærksom på produkter, der er beregnet på den brede offentlighed, som ikke er advaret om, hvilke risici der er forbundet med de maskiner, de køber eller lejer. Forbrugerne kommer desværre ud for mange ulykker på grund af forkert anvendelse af maskiner, og det tages der ikke højde for i statistikkerne.

5.1

Det skal bemærkes, at samarbejdet mellem aktørerne på det indre marked støder på reelle problemer og også en stærk modvilje mod total gennemsigtighed. Den findes hos de private aktører, som ønsker at beskytte sig mod konkurrence eller eventuelle sanktioner, og i den offentlige sektor, hvor administrationens inerti ofte er meget udtalt. Der er et klart behov for at øge samarbejdet mellem fremstillings- og brugervirksomheder og gøre det mere gennemskueligt, hvordan de væsentlige krav i direktiverne efter »den nye metode« fortolkes af standardiseringsorganer, tilsynsmyndigheder, notifikationsorganer og konsulenter, der giver virksomhedslederne teknisk bistand.

5.2

Dette problem stod i centrum for Kommissionen, da den lancerede sit initiativ til revision af den »nye metode« den 14. februar 2007 under overskriften Ny pakke for varernes frie bevægelighed i det indre marked. Den består af Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om akkrediterings- og markedstilsynskrav i forbindelse med markedsføring af produkter (KOM(2007) 37 endelig) (3) samt af Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om fælles rammer for markedsføring af produkter (KOM(2007) 53 endelig) (4). Hensigten med pakken er at styrke strukturerne for overvågning af markedet for at udelukke varer, der ikke er sikre, og fjerne dem fra hele EU's indre marked, samt at gribe ind mod virksomheder, der begår svig. Verifikations-, certificerings- og tilsynsorganer, der er involveret i produktprøvninger, vil blive underlagt strengere kontrol i form af akkreditering for at sikre et fælles reguleringsniveau for virksomheder og kontrolorganer. (Der er i øjeblikket omkring 1 800 notifikationsorganer i EU, dvs. laboratorier samt tilsyns- og certificeringscentre. Det er private organer, som akkrediteres af de offentlige myndigheder for at kunne udøve deres funktion). Det skal bemærkes, at der blandt disse »uafhængige« organer findes foretagender, der er direkte nedsat af producentsammenslutninger. Her kan interessekonflikten blive virkelig problematisk! I en af EU's medlemsstater er der eksempelvis alene i elevatorbranchen akkrediteret over 80 notifikationsorganer.

5.2.1

22 år efter Rådets resolution af 7. maj 1985, som fastlagde principperne for den nye metode, foreslår Kommissionen en ajourføring og styrkelse af overvågningen af markederne for at gøre EU-mærket endnu mere troværdigt. EØSU mener, at den nye metode for teknisk harmonisering, som har berørt 25 direktiver, heraf 21 med specifikationer for tildeling af EU-mærket og 4 uden, har givet gode resultater og fremmet udviklingen af det indre marked, men fastholder samtidig, at det er hensigtsmæssigt at foretage den revision, der foreslås. Medlemsstaternes beføjelser og ansvar bør øges — og ligeså Kommissionens. Denne bør øge sit personale for at blive i stand til at kontrollere foranstaltningerne til overvågning af markederne, procedurerne for akkreditering af notifikationsorganerne og i nogle tilfælde også disse organers aktiviteter. I forbindelse med Kommissionens undersøgelse har et stort flertal af brancheorganisationerne givet udtryk for, at de støtter en sådan styrkelse af de nationale og dermed også de europæiske myndigheder.

5.3

EØSU hilser Kommissionens initiativ velkomment. Det begrænser de skønsbaserede og inkonsekvente evalueringer, som hindrer udviklingen af det indre marked og desuden skaber konkurrencemæssige ulemper for de aktører, der overholder lovgivningen. Konkurrenceforvridning på grund af lemfældig overvågning er et stort problem, som understreger en af begrænsningerne i gennemførelsen af den nye metode. Det er desuden af afgørende betydning at sikre enkelthed og klarhed i lovgivningen, især for de små og mellemstore virksomheder, og at styrke samarbejdet mellem de myndigheder, der overvåger markederne, såvel inden for EU og EØS som på internationalt niveau. EØSU støtter oprettelsen af en »kommunikationsplatform« for aktørerne og medlemsstaterne, som bør handle ud fra proportionalitetsprincippet og i overensstemmelse med direktivernes målsætninger og EU's politikker, så der opnås en gradvis tilnærmelse mellem de forskellige systemer og modeller for markedsovervågning. Inddragelse af toldmyndighederne i denne aktivitet er meget vigtigt.

5.4

På EU-niveau ville det være hensigtsmæssigt at øge samarbejdet mellem alle de berørte generaldirektorater (f.eks. erhvervspolitik, miljø, beskæftigelse og arbejdsmarkedsforhold, sundhed og forbrugerbeskyttelse), f.eks. om at udarbejde vejledninger til de eksisterende direktiver. Vejledningerne skulle selvfølgelig ikke træde i stedet for lovgivningen, men kunne være et nyttigt supplement, der kunne spare mange penge til overflødig konsulentbistand.

5.5

For sæsonbetonede produkter som havemaskiner bør der forudses forenklede og hurtige procedurer, så markedsmulighederne kan udnyttes. EØSU foreslår, at der til dette formål oprettes et »mæglingsinstitut«, hvor man kan henvende sig for at få opfyldt særlige, velbegrundede krav. Det skal dog garanteres, at al lovgivning, især på sikkerhedsområdet, gennemføres til punkt og prikke.

6.1

En anden af Kommissionens prioriteter er at reducere unødige administrative forpligtelser, som har en stærk indvirkning på konkurrenceevnen. EØSU følger med interesse Kommissionens bestræbelser på dette område, som fandt konkret udtryk i dets handlingsprogram af 24. januar 2007. Dets mål er at reducere de administrative forpligtelser med en fjerdedel inden 2012.

6.2

Kommissionen kunne rent praktisk hjælpe med at løse visse problemer i forbindelse med gennemførelsen af direktiverne, f.eks. ved at fungere som et centralt opsamlingssted for alle de meddelelser, som løbende skal sendes ud til de enkelte medlemsstater. Bare at finde frem til den rigtige adresse kan være meget vanskeligt. Det gælder for direktiv 2000/14/EF om støjemission, ifølge hvilket der skal sendes en overensstemmelseserklæring til en medlemsstat og til Kommissionen, og for direktiv 97/68/EF om emission fra forbrændingsmotorer i maskiner, ifølge hvilket virksomheder, såfremt »fleksibilitetsmodellen« vælges, skal give de relevante myndigheder i alle medlemsstaterne meddelelse om godkendelsen samt aflægge rapport til dem hvert halve år.

6.3

Virksomhederne støder på mange praktiske problemer, når de skal føre direktiverne om beskyttelse af arbejdstagerne mod fysiske agenser ud i praksis. Særlig problematisk, især for små og mellemstore virksomheder, er direktivet om vibrationer, 2002/44/EF, eller direktivet om eksponering for risici på grund af ikke-ioniserende optisk stråling, 2006/25/EF. Problemer af denne art kan også opstå ved gennemførelsen af det kommende direktiv om kunstig optisk stråling. Det er nødvendigt at udstede retningslinjer for den praktiske gennemførelse af disse direktiver, hvis målet med dem skal nås. I de tilfælde, hvor det er umuligt at gennemføre dem i praksis, må man selvfølgelig hurtigst muligt overveje, hvilke ændringer der skal til for at virksomhederne kan opfylde deres lovmæssige forpligtelser.

6.4

I behandlingen af spørgsmålet om administrative forpligtelser inden for industriel produktion, især maskinsektoren, bør der tages hensyn til de forskellige behov. Det er af afgørende betydning — både for brugernes fysiske sikkerhed og for den juridiske sikkerhed af de kontraktlige forbindelser, der er etableret på markedet — at de forskellige parters arbejde kan spores. Der skal derfor findes afbalancerede løsninger, som fastholder kravet om gennemsigtighed og sporbarhed uden at øge de administrative omkostninger unødigt.

7.1

Tekniske standarder spiller en vigtig rolle for EU-lovgivningens funktion og giver dens basale sikkerhedskrav et konkret indhold. Overholdelse af standarderne skaber formodning om overensstemmelse med direktiverne. Certificering, der om nødvendigt foretages af akkrediterede notifikationsorganer, er kun mulig inden for en lovgivningsramme, der består af regler.

7.2

De europæiske standardiseringsorganer har som helhed gjort et meget nyttigt arbejde på grundlag af mandater fra Kommissionen. Udarbejdelsen af standarder burde kræve større inddragelse af de interesserede parter, da det ville gøre den efterfølgende sammenligning lettere. Men det er et faktum, at arbejdet stadig er i hænderne på et begrænset antal aktører. De fleste brugerindustrier har hverken midler eller ressourcer til at følge denne aktivitet regelmæssigt. Inddragelsen af arbejdstagere og forbrugere er endnu mere marginal. Denne situation gør det vanskeligt at tage hensyn til de vigtige erfaringer, der er gjort. Det er ikke alle standarder, der kan tilfredsstille alle behov, som er konstateret i den konkrete virkelighed. EØSU slår til lyd for større inddragelse af de berørte parter i de tekniske udvalg, især på lokalt plan, i denne sektor, hvor kun få personer har beslutningsbeføjelser. EØSU noterer sig med bekymring, at de stigende standardiseringsomkostninger kan blive en bremseklods for konkurrenceevnen og for sikkerheden i de tilfælde, hvor virksomheder vælger at løbe risikoen ved at bruge maskiner ukorrekt til formål, der ikke svarer til standarderne. Visse mindre virksomheder i Østeuropa har en tendens til at tage chancer eller ty til forskellige kneb.

7.3

EØSU bifalder de initiativer, der blev lanceret den 15. marts 2007 i handlingsplanen for europæisk standardisering, hvor hver enkelt medlemsstat opfordres til at gøre rede for, hvor langt de er kommet med gennemførelsen af foranstaltninger til at fremme alle de berørte parters deltagelse i det europæiske og internationale standardiseringsarbejde. Kommission bør på sin side samle forslagene og integrere dem i det europæiske standardiseringsarbejde. SMV'ernes inddragelse i standardiseringsprocedurerne, både på europæisk og på nationalt plan, er meget vigtig. Deres bidrag til det fremtidige standardiseringsarbejde skal være effektivt og konkret.

7.4

I nogle tilfælde kan det være vanskeligt for arbejdsgiverne at opfylde forpligtelserne i lovgivningen om sundhed og sikkerhed. Risikovurdering i forbindelse med anvendelse af en maskine kræver komplementaritet mellem producenten og brugervirksomheden. Der kan opstå problemer, hvis standarderne ikke sikrer, at der leveres tilstrækkelig information om restrisici, som virksomheden skal tage højde for. Hvis arbejdsgiverne ikke er korrekt informeret om restrisici i forbindelse med den indkøbte maskine, vil de have svært ved at opfylde de risikovurderingsforpligtelser, som er fastlagt i rammedirektiv 89/391/EØF og i dets 19 supplerende særdirektiver om aktiv og passiv beskyttelse af arbejdstagerne.

7.5

Formidlingen af standarderne kan være problematisk for små og mellemstore virksomheder, da det er dyrt at erhverve dem. Hvis standardiseringen munder ud i certificeringsprocedurer, er de administrative omkostninger generelt meget højere end de omkostninger, der er en direkte følge af lovgivningen.

7.6

Den risikoanalyse, som specialisterne i CEN udvikler, er yderst vigtig for arbejdsgiverne, som skal kombinere den med en særlig analyse af det konkrete arbejdsmiljø, hvor maskinen skal bruges. Udgifterne til de harmoniserede standarder er store, især for SMV'er. EØSU anbefaler, at man overvejer forslaget om, at »harmoniserede« standarder, der stammer fra det mandat, EU har givet til CEN, stilles til rådighed gratis eller for en symbolsk pris, så virksomhederne kan overholde deres juridiske forpligtelser. Gratis spredning via internettet er desuden allerede prøvet med succes af telekommunikationssektoren, der har sat visse standarder fra det europæiske institut for telestandarder (ETSI) direkte ud på nettet.

8.1

EØSU understreger, at det ikke altid er nødvendigt at ændre velgennemprøvede direktiver. Der er ingen tvivl om, at arbejdet med en gennemgribende forbedring af grunddirektiv 98/37/EF, det berømte »maskindirektiv«, har været særdeles komplekst, og at man til sidst nåede frem til den bedst mulige balance mellem de forskellige interesser. Man det vil måske i andre tilfælde være bedre at undgå for mange »forbedringer« som f.eks. ved at ændre direktiv 73/23/EF om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser (lav elektrisk spænding) eller ved at sammenskrive direktiv 87/404/EF om simple trykbeholdere og direktiv 97/23/EF om trykbærende udstyr som foreslået af Kommissionen, hvilket sammenslutningen af maskinproducenter i brev af 5. november 2004 betegnede som uhensigtsmæssigt.

8.2

Markedet har vist behov for en stabil og klar lovgivningsramme, så det roligt kan planlægge investeringer og rette sig efter klare regler, der ikke bliver ændret for ofte. Der er på den anden side en konkret risiko for, at »forenkling« kan medføre større administrative omkostninger og en stigning i udgifterne til mere komplekse procedurer for overensstemmelsesvurdering.

8.3

Hvad angår muligheden for at anvende EF-traktatens artikel 95, forstår EØSU fremstillingsvirksomhedernes behov, men understreger, at lovgivningsreferencerammen for vedtagelse af direktiver skal stemme overens med traktaternes grundprincipper, især princippet om et retsgrundlag for de forskellige direktiver. Det er indlysende, at fokus på retsaktens mål og indhold bør være de saglige referencekriterier for gennemførelsen af de forskellige standarder. Dette har EF-domstolen også udtalt sig om i forskellige domme, også for nylig. Den udelukker muligheden af et blandet retsgrundlag, hvor lovreferencerne er kontradiktoriske, eller hvor de ophobes på en sådan måde, at det begrænser Parlamentets rettigheder. I forbindelse med produktudformning, hvor hovedmålet er et andet, er det ikke altid muligt at opfylde virksomhedernes ønske om at henvise til EF-traktatens artikel 95, stk. 3, som jo begrænser medlemsstaternes beføjelser og styrker EU-reglerne, jf. f.eks. EF-traktatens artikel 137 og 175 (5). Virksomhederne peger på ekstraomkostningerne (som slutbrugeren kommer til at betale) ved at foretage de nødvendige ændringer af udformning og fremstilling af maskiner på grundlag af anmodninger fra de enkelte medlemsstater. Der bør udtænkes supplerende lovgivningsmodeller, som ikke overlapper hinanden, men begrænser medlemsstaterne muligheder for at vedtage forskellige separate foranstaltninger til et minimum. Disse foranstaltninger skal følge princippet om rimelighed og proportionalitet.

8.4

Det nyligt vedtagne Reach-direktiv er en milepæl for beskyttelsen af forbrugere og arbejdstagere. EØSU har støttet de vedtagne tekniske løsninger og fleksibilitetsperspektivet i forbindelse med forenklingen, men påpeger med en vis bekymring, at små og mellemstore virksomheder kan få problemer, især hvis importkontrollen ikke er så streng, som gennemførelsen af dette fundamentale direktiv kræver det. EØSU opfordrer Kommissionen til nøje at kontrollere, hvordan medlemsstaterne overvåger markedet, da de netop inden for maskinsektoren tidligere har haft visse problemer med at varetage denne opgave effektivt, bl.a. på grund af de alt for knappe ressourcer, der er blevet tildelt de udpegede overvågningsorganer. Man kunne i denne forbindelse på grundlag af princippet om dominerende produktion i de enkelte medlemsstater dele opgaverne mellem overvågningsmyndighederne, f.eks. pr. produktionsområde (ventiler, udstyr til at løfte og håndtere varer, pumper og kompressorer, maskiner til fremstillingsindustrierne osv.).

8.5

Selvom maskinindustrien bidrager afgørende til hele den europæiske økonomi, investerer medlemsstaterne tilsyneladende meget lidt i de institutionelle aktiviteter, som de har ansvaret for. Kommissionen kunne kræve oplysninger herom og sammenligne dem med de resultater, der konkret er opnået. Ofte er det overladt til den enkeltes evne eller vilje at fastlægge kontrollernes kvalitet og antal, men meget afhænger af de disponible ressourcer.

9.1

I medlemsstaternes lovgivning er der stadig en række tekniske hindringer, som skaber store problemer for virksomhederne. Det gælder f.eks. for mobile maskiner, der ikke er beregnet til vejtransport, når de skal benytte offentlige veje. Da EU's medlemsstater har forskellige regler på dette område, nogle strengere end andre, er virksomhederne nødt til at anskaffe sig flere forskellige maskiner. Der hersker også en vis terminologisk forvirring, f. eks. med hensyn til anvendelsen af »firmaer« og »virksomheder«. Kravet om revision i nogle medlemsstater medfører ekstraomkostninger, som ofte forøges for hvert land, der kræver, at et særligt organ foretager en inspektion såvel i udviklings- og afprøvningsfasen som i transportfasen. EØSU opfordrer til en hurtig harmonisering af lovgivningerne, især på sikkerhedsområdet. Hvad angår traktorer bør der udover de eksisterende bestemmelser om bakspejle og fartbegrænsninger fastlægges tekniske specifikationer for forlys og baglys samt bremselængde. Der kører stadig 40 år gamle traktorer rundt på de europæiske veje. En gradvis modernisering af vognparken ville skabe meget større aktiv og passiv sikkerhed.

9.2

Med henblik på at regulere anvendelsen af arbejdsmaskiner på offentlige veje anbefaler EØSU især,

10.1

EØSU opfordrer til tættere samarbejde mellem lovgiverne og de berørte parter om fremtidige reguleringspolitikker gennem en effektiv dialog, der ikke kun bør foregå elektronisk, da de berørte parter har behov for at tale sammen indbyrdes. EØSU mener, at løbende og hyppige høringer om specifikke emner kan forebygge problemer og dermed sikre en bedre lovgivningskvalitet og mere effektive standarder.

10.2

Det er afgørende, mener EØSU, at udvikle en fælles metode for EU's institutioner — Parlamentet, Rådet og Kommissionen — til at analysere konsekvensen af de forskellige løsninger, samt et egnet kvalitetskontrolsystem.

10.3

Kommissionen bør altid overveje, om det er nødvendigt at lovgive for at nå de ønskede mål, eller om det er tilstrækkeligt med selvregulering eller samregulering. EØSU mener, at man blandt flere løsningsmuligheder bør vælge den, som kan sikre opnåelse af de samme mål med færrest omkostninger og den mindste administrative byrde, og som kan garantere størst gennemsigtighed og størst mulig inddragelse af de berørte parter.

10.4

Sektordialogen mellem arbejdsmarkedets parter spiller en fundamental rolle. Den fælles interesse kan udmøntes i initiativer til udvikling af særlige kurser i sikkerhed på arbejdspladsen, men også i løbende efteruddannelse, som ikke blot øger kvalifikationerne, men også bevidstheden om de forskellige problemer af ledelsesmæssig og organisatorisk art, der hænger sammen med en bedre og sikrere anvendelse af maskinerne. Gennem en dialog, der også omfatter repræsentanter for civilsamfundet og de lokale myndigheder, kan spørgsmålet om virksomhedernes sociale ansvar få en positiv indvirkning på udviklingen af en sikker og produktiv virksomhedskultur, især i de små og mellemstore virksomheder, hvor risikostyringen naturligvis er vanskeligere.

10.5

EØSU finder det nyttigt at starte en debat, der giver alle de berørte parter lejlighed til at gøre status over EU-lovgivningen resultater og begrænsninger. En sådan status vil gøre det muligt at afstikke en fælles vej, så de forskellige igangværende initiativer ikke fører til delløsninger eller modstridende løsninger. Kommissionens beslutning om at gå det nye maskindirektiv igennem med de berørte parter går i den rigtige retning. Der bør iværksættes flere initiativer af denne slags. EØSU ønsker især at fremhæve forbindelserne mellem de forskellige initiativer, f.eks. initiativerne i handlingsprogrammet for reduktion af unødige administrative forpligtelser og den nye metode (den 14. februar 2007 vedtog Kommissionen på grundlag af en offentlig høring om det indre markeds fremtid sit forslag til Rådets og Europa-Parlamentets forordning og afgørelse om en ramme for revisionen af den nye metode). EØSU er overbevist om, at en god sammenkædning og en god koordinering af disse initiativer kan føre til en reel forbedring af den gældende lovgivning og en ensartet gennemførelse af den i EU's 27 medlemsstater.

15.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 10/15

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) glæder sig over, at Kommissionen i fremtiden agter »at forbedre lovgivningen« og »at fremme sammenhængende interaktion mellem de forskellige politikområder, at skabe forudsigelige forhold og at søge at beskytte det offentliges interesser (f.eks. inden for miljø og sikkerhed) og samtidig reducere de reguleringsmæssige byrder for industrien«. Udvalget er tilfreds med, at Kommissionen har demonstreret vilje til at benytte sig af en samlet tilgang, hvorved dels de forskellige aspekter af bilindustriens udvikling og dennes konkurrencedygtighed, dels branchens forskellige interessenter betragtes under ét.

1.2

På et mere overordnet plan er den samlede tilgang i CARS 21-initiativet udtryk for et ønske om samordning mellem synspunkterne hos de offentlige beslutningstagere og bilindustriens forskellige interessenter, hvilket EØSU bakker helhjertet op om. Kommissionens meddelelse, der sætter den hidtidige lovgivningsindsats ind i en sammenhæng, og som fastlægger, hvilke foranstaltninger der skal træffes på området i fremtiden, er en illustration dels af fordelene ved denne tilgang, dels de vanskeligheder, den er forbundet med.

1.3

Den valgte metodes væsentligste fortrin er, at den for samtlige interessenters vedkommende præciserer retningslinjerne i de af EU's politikker, der er relevante for bilindustrien. På alle de vigtigste områder er forudsigeligheden i EU's politikker blevet forbedret, og den reguleringsmæssige byrde, som industrien er underlagt, tilsvarende reduceret.

1.4

Set på denne baggrund ligger den mindskelse af de reguleringsmæssige byrder, som erstatningen af de 38 EF-direktiver med FN/ECE-regulativer åbner op for, i direkte forlængelse af den valgte tilgang. Tilsvarende viser Kommissionens indsats på miljø- og vejsikkerhedsområderne, at en samlet tilgang er anvendelig i praksis, og at den i samtlige interessenters øjne dels øger bestemmelsernes legitimitet under ét, dels gør disse mere forudsigelige for producenterne. Metoden skaber således et fælles grundlag, som aktørernes initiativer kan tage udgangspunkt i.

1.5

Vanskelighederne ved anvendelsen af metoden bør imidlertid ligeledes understreges. De består i tre forhold:

1.6

Listen over de 39 planlagte forslag eller initiativer i Kommissionens meddelelse er særdeles omfattende, selvom hver enkelt af disse isoleret set forekommer forsvarlige. Som helhed betragtet er de 39 punkter imidlertid formentlig mere problematiske og giver anledning til en række uafklarede spørgsmål vedrørende de tilgodesete hensyn og tidsplanen. Således behandles miljø og vejsikkerhed som led i en integreret strategi, men de to områder er ikke selv genstand for en helhedsbetragtning. Havde man, som det er tilfældet i ekspertgruppens rapport, spurgt, hvilke produktpriser der krævedes for at leve op til samtlige planlagte krav, ville man uden tvivl have kunnet foretage denne helhedsbetragtning, men dette ville helt givet også åbent have peget på nødvendigheden af at træffe visse valg. Ekspertgruppen har ligeledes lagt vægt på, at dens konklusioner blev ledsaget af en »køreplan«, der skulle være retningsgivende for samtlige politiske beslutningstagere. Gruppens rapport var et konkret udtryk for den integrerede tilgang, som Kommissionen ønskede at fremme gennem CARS 21-initiativet. EØSU beklager, at Kommissionen i sin meddelelse, end ikke i ændret form, har stillet forslag om en sådan køreplan.

1.7

Overordnet har ekspertgruppen for en stor del af analysens vedkommende taget udgangspunkt i bilproducenternes synspunkter. Resultatet er, at fremstillingen af de udestående spørgsmål i ret høj grad er præget af problemstillinger af produktmæssig og teknologisk art. EØSU understreger, at større lydhørhed over for bilisternes interesser ville have ført Kommissionen frem til en anden holdning. Derfor bør der i fremtiden gives mulighed for at revidere listen over relevante interessenter i takt med skiftende evalueringer af udviklingen.

1.8

Den integrerede strategi eller samlede tilgang indebærer en risiko for, at interessenterne hver især kræver, at det er modparten, der skal tilpasse sig. Således vil bilproducenterne i spørgsmål, der vedrører sikkerhed eller miljø, kunne hævde, at det er de ansvarlige for vejinfrastrukturen eller forbrugerne, der med deres adfærd forhindrer, at man opnår de målsætninger, man egentlig, navnlig takket være landvindinger af teknologisk art, kunne have opnået, og som parterne i øvrigt er enige om.

1.9

Samlet peger disse forhold på, at Kommissionens meddelelse ikke har kunnet give en fyldestgørende fremstilling af bilpolitikken eller af de valg, der skal træffes i forbindelse hermed. EØSU støtter den valgte metode i den forstand, at det drejer sig om at holde liv i en offentlig debat om bilpolitikken, der er åben for alle arbejdsmarkedets parter samt interessenterne i bredere forstand, og om at klarlægge det grundlag, hvorpå de valg, der til enhver tid skal foretages, kan træffes, snarere end om én gang for alle at lave en liste over alle tænkelige fremgangsmåder og derefter at overlade det til eksperterne og producenterne at mægle mellem modstridende hensyn.

1.10

Kommissionen slutter sin meddelelse med at sige, »at der er en enestående chance for at udvikle en klart defineret kultur for udvikling af industripolitikker. Kommissionen finder, at principper vedrørende lovgivningens kvalitet, forenkling af lovgivningen, konsekvensanalyser, høring af interessenter, tidsplaner for gennemførelse og valget af instrumenter bør spille en central rolle ved udformning af lovforslag«.

EØSU tilslutter sig dette synspunkt og ønsker med denne udtalelse at bidrage til, at Kommissionen i fuldt omfang kan realisere sin holdning.

Udvalget henstiller derfor:

2.1.1

Som led i Kommissionens politik for at højne kvaliteten i det lovgivningsmæssige arbejde og imødegå udfordringerne i en mere udbredt verdensomspændende konkurrence, opfordrede den i 2004 ekspertgruppen, CARS 21, som samlede de vigtigste interessenter (medlemsstater, industrien, ngo'er og medlemmer af Europa-Parlamentet), men også de tre vigtigste kommissærer, der var inddraget i sagen (erhvervs- og virksomhedspolitik, miljø, transport) til at fremsætte anbefalinger med hensyn til fremtidige politiske tiltag.

2.1.2

Nærmere bestemt var ekspertgruppens mandat, der blev udformet på daværende tidspunkt, følgende: At komme med henstillinger til de offentlige myndigheders politikker og de lovgivningsmæssige rammer for den europæiske bilindustri på kort, mellemlang og lang sigt med det formål at forbedre dens konkurrenceevne på verdensmarkedet og fastholde beskæftigelsen i industrien, og samtidig sørge for mere miljøvenlige og sikrere biler til overkommelige priser for borgerne.

2.1.3

Det var således Kommissionens hensigt med bilen som eksempel at illustrere moderniseringen af dens industripolitiske indgreb ved udtrykkeligt at forbinde disse med Lissabon-dagsordenen: For at sikre en bæredygtig udvikling af produktionen, der er økonomisk holdbar og samtidig socialt ansvarlig og miljøvenlig, ønsker Kommissionen, at der forud for dens indgreb foregår en bredere anlagt samordning af interessenternes synspunkter for både at klarlægge nutidige og fremtidige forhold og skabe bred enighed om, hvad der er behov for at gøre. I dette tilfælde var det bilproducenterne, olieproducenterne, underleverandørerne, forhandlerne og værkstederne, brugerne, de nationale myndigheder samt de tre vigtigste berørte generaldirektorater i Kommissionen (miljø, energi og transport, erhvervs- og virksomhedspolitik), der var repræsenteret i den nedsatte ekspertgruppe. GD for Erhvervs- og Virksomhedspolitik stod for koordineringen af arbejdet, der strakte sig over hele 2005. I 2005 blev der afholdt en offentlig høring. Arbejdsgruppens rapport blev vedtaget i december 2005. Rapportens konklusioner var i 2006 genstand for en bredt anlagt offentlig høring. Kommissionens meddelelse er baseret dels på CARS 21-rapporten, dels på de 34 bidrag, der blev modtaget i 2006.

2.1.4

CARS 21-rapporten nævner Kommissionens meget rosværdige indsats for at undgå knopskydning af ukoordinerede og derfor ikke altid indbyrdes forenelige lovgivningsinitiativer.

2.1.5

Med samme formål forfægter arbejdsgruppen, hvilket den gentager ved flere lejligheder, en tilgang, den kalder helhedsorienteret, og som består i en bestræbelse på at klarlægge, hvordan de forskellige aspekter griber ind i hinanden. Ekspertgruppen ønsker på denne måde at gøre lovgivningen mere forståelig og forudsigelig og derved undgå, at Kommissionens forskellige generaldirektorater træffer foranstaltninger, hvis konsekvenser er uafklarede, og hvis indbyrdes forenelighed der ikke er kontrol med.

2.1.6

I sin endelige rapport har arbejdsgruppen udarbejdet en liste over 18 henstillinger, der er ordnet i 7 hovedafsnit: Forbedring af lovgivningen, miljø, vejsikkerhed, handel, forskning og udvikling, beskatning og finanspolitiske incitamenter samt intellektuel ejendomsret. Afslutningsvis foreslår gruppen ligeledes en »køreplan« for de politiske beslutningstagere og for den lovgivning, der i det kommende tiår kommer til at påvirke bilindustrien. Helt i overensstemmelse med den af Kommissionen fastlagte målsætning var formålet med den således udformede køreplan at skabe dels sammenhæng i de af EU's politikker, der er relevante for bilindustrien, dels den forudsigelighed, de private investorer har brug for, hvis branchens konkurrencedygtighed skal sikres; ved at udstikke retningslinjerne for det lovgivningsarbejde, der skal foretages i de kommende år, skulle køreplanen garantere netop denne forudsigelighed.

2.1.7

Meddelelsen er Kommissionens reaktion på den rapport, som CARS 21-gruppen har fremlagt. Den omfatter både Kommissionens vurdering af henstillingerne og de reaktioner, som CARS 21-rapporten fremkaldte i forbindelse med den høring, der blev afholdt i 2006. Den skitserer, i hvilken retning Kommissionen agter at styre den fremtidige bilpolitik. De vigtigste indsatsområder er følgende:

3.1.1

EØSU støtter forslaget om i fremtiden at udvide anvendelsesområdet for rammedirektivet om typegodkendelse af motorkøretøjer til alle køretøjsklasser. Udvalget fremhæver navnlig foranstaltningens betydning for kontrollen med reservedele.

3.1.2

Udvalget støtter Kommissionens udtrykkelige ønske om at forenkle og internationalisere lovrammen, samtidig med at udvalget advarer imod, at harmoniseringsbestræbelserne får forrang for alle andre overvejelser.

3.1.3

I den forstand bakker EØSU uden forbehold op om Kommissionen, når denne siger, at den »er opmærksom på behovet for at bevare muligheden for, at EU fortsat kan lovgive uafhængigt af FN/ECE-systemet, hvor dette er krævet, med henblik på at opfylde EU's mål med hensyn til sundhed, miljø og andre politikker«, idet udvalget dog i lighed med Kommissionen mener, at multilaterale forpligtelser principielt bør have forrang. Selv på baggrund af det potentielle konfliktstof i den slags bestemmelser om international samhandel og markedsadgang bør man rent faktisk holde fast i det ovenfor anførte forbehold for at give de europæiske bilproducenter mulighed for at reagere på en eventuel vedtagelse andetsteds i verden af bestemmelser, der kan skade industriens konkurrencedygtighed.

3.2.1

EØSU påskønner kvaliteten af de trufne og planlagte foranstaltninger med henblik på en bæredygtig vejtransport. I forlængelse af Kommissionens tilsagn om fremover opmærksomt »at bestræbe sig på at undersøge de beskæftigelsesmæssige og [konkurrencemæssige] virkninger af lovgivningstiltag« vil udvalget over for Kommissionen indskærpe, at der er behov for, at bilindustrien får tilstrækkelig tid til at udvikle den nødvendige teknologi til at kunne leve op til de strengere krav, uden at dette medfører væsentligt dyrere produkter og dermed i sidste ende en opbremsning i fornyelsen af bilparken. Behandlingen af denne problemstilling, hvis betydning blev fremhævet i CARS 21-rapporten, forekommer en anelse mere stedmoderlig i Kommissionens meddelelse.

3.2.2

I denne sammenhæng noterer EØSU sig ligeledes Kommissionens vilje til i fremtiden at tage bedre højde for virkelighedstro emissioner (jf. punkt 8), men beklager, at Kommissionen ikke drager konsekvensen af denne åbning med hensyn til kontrol, vedligeholdelse og muligheden for at reparere køretøjerne.

3.2.3

EØSU understreger, at den af Kommissionen forfægtede integrerede strategi resulterer i en fokusering på forurenende emissioner, herunder navnlig nyindregistrerede bilers CO2-udledninger i EU i de kommende år. Reelt interesserer Kommissionen sig kun for de tekniske løsninger (biobrændstoffer, brint, intelligente køretøjer og transportsystemer) eller de løsninger af økonomisk art (mulig inddragelse af vejtransportsektoren), den selv ønsker at fremme. EØSU beklager, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad har undersøgt mulighederne i en mere helhedsorienteret tilgang, der i højere grad ser på biltrafikkens og vejtransportens samlede samfundsmæssige betydning i EU.

3.2.4

EØSU vil her understrege, at CARS 21-rapporten bl.a. udtrykkeligt lagde vægt på tempoet i fornyelsen af bilparken og fremhævede dette som en nøgleparameter. Tilsvarende var rapporten stærkt optaget af trafikbelastningens betydning. Udvalget så gerne, at mulighederne for at støtte mere miljøvenlige biler sammen med andre tiltag, så som nye former for at få adgang til bil, i fremtiden undersøges på lige fod med de tekniske løsninger.

3.2.5

EØSU ønsker at understrege, at udbuddet af og efterspørgslen efter mere miljøvenlige køretøjer bør stimuleres. Kommissionen bør derfor med henblik på bestemte køretøjs- og brændstoftyper, f.eks. afhængig af CO2-emissionen, udarbejde samordnede finanspolitiske incitamenter, der er teknisk neutrale og harmoniserede i videst muligt omfang, hvilket ville bidrage til at mindske køretøjernes udledning af CO2 og samtidig påvirke forbrugerne og efterspørgslen direkte.

3.3.1

EØSU støtter den af Kommissionen forfægtede samlede tilgang til vejsikkerheden, som er baseret »på interaktionen mellem forbedringer inden for automobilteknologi, vejinfrastruktur, trafikanternes adfærd og håndhævelse.«

3.3.2

De spørgsmål, der havde betydning for behandlingen af miljøproblematikken, er også relevante i denne sammenhæng. Én af de centrale formuleringer i CARS 21-rapporten, der viser, at det undertiden og til ulempe for køretøjernes miljøvenlighed og sikkerhed kan være nødvendigt at tage andre hensyn, var således formuleringen »at a price affordable to the consumer« (til en overkommelig pris for forbrugerne). Det er ikke en formulering, Kommissionen gentager.

3.3.3

Listen over forslag til vejsikkerhed i Kommissionens meddelelse ser således ud (2):

3.3.4

Ud fra et ønske om, at forslagene kan muliggøre en rimelig forhøjelse af bilernes nyanskaffelsespris, foreslår EØSU en tilgang, der i højere grad tager udgangspunkt i bilpriserne og deres indflydelse på tempoet i fornyelsen af bilparken og følgelig på vejsikkerheden. Udvalget henleder opmærksomheden på forsinkelsen af anden fase af direktivforslaget om beskyttelse af fodgængere, der medfører en afkortelse af den frist, producenterne har behov for med henblik på at gennemføre direktivet, og som vanskeliggør planlægningen af de foranstaltninger, der skal træffes. EØSU understreger endvidere, at der bør foretages en hurtig præcisering såvel af tidsplanen for direktivets gennemførelse som af de konkrete krav, producenterne skal leve op til. EØSU opfordrer Kommissionen til at erkende, at vejsikkerhed også indebærer, at den eksisterende bilpark vedligeholdes af forbrugerne, selv når den er gammel. Udvalget henstiller, at der foretages en vurdering og klassificering af de planlagte foranstaltninger på baggrund af en cost/benefit-analyse, der tager hensyn til hver enkelt foranstaltnings omkostninger for brugerne og dens formodede virkning på antallet af ulykker og konsekvenserne i form af helbredsmæssige skader og andre følgevirkninger for vejbrugerne. Ud fra samme synspunkt opfordrer EØSU Kommissionen til ikke kun at se på de teknologier, der er under udvikling, men også til mere eksplicit at inddrage hele spektret af tiltag, hvorved vejbrugernes adfærd kan påvirkes (uddannelse, forebyggende indsats, skiltning…). Med sigte herpå understreger EØSU, at man fremover bør være særligt opmærksom på følgerne af den demografiske udvikling og det forhold, at ældre og meget gamle udgør en stigende andel af bilisterne og trafikanterne.

3.3.5

Tilsvarende, og i overensstemmelse med henstillingerne i CARS 21-rapporten, understreger udvalget de finanspolitiske incitamenters betydning for fremme af efterspørgslen efter sikrere biler. Udbuddet af og efterspørgslen efter sikrere biler bør stimuleres.

3.8.1

EØSU glæder sig over, at Kommissionen i fremtiden agter »at forbedre lovgivningen« og »at fremme sammenhængende interaktion mellem de forskellige politikområder, at skabe forudsigelige forhold og at søge at beskytte det offentliges interesser (f.eks. inden for miljø og sikkerhed) og samtidig reducere de reguleringsmæssige byrder for industrien.« Udvalget er glad for, at Kommissionen har demonstreret vilje til at benytte sig af en samlet tilgang, hvorved dels de forskellige aspekter af bilindustriens udvikling og dennes konkurrencedygtighed, dels branchens forskellige interessenter betragtes under ét.

3.8.2

Hvad angår behandlingen af de sociale og industrielle aspekter i begyndelsen af rapporten, ønsker EØSU ligesom Kommissionen at gøre disse til genstand for en samlet betragtning, eftersom beskæftigelsen er direkte knyttet til den europæiske bilindustris konkurrenceevne i almindelighed og det enkelte produktionssteds konkurrenceevne i særdeleshed. På den baggrund kan udvalget overordnet tilslutte sig den forelagte analyse af bilindustriens situation i EU.

3.8.3

EØSU hilser det velkommen, at Kommissionen anser det for »muligt, at samling af motorkøretøjer til det europæiske marked i stort omfang vil blive foretaget i Europa«, idet udvalget dog, ligesom Kommissionen, er af den opfattelse, at dette formentlig ikke er ensbetydende med en stabil beskæftigelse.

3.8.4

Udvalget opfordrer Kommissionen til at igangsætte en dialog mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på at foregribe og styre udflytning af og omfordeling af arbejdspladser i og uden for EU som beskrevet i CARS 21-rapporten. Det opfordrer Kommissionen til med samme sigte at anstille overvejelser over de følgevirkninger, som påføres underleverandørleddene, der i ganske særlig grad rammes af den igangværende udvikling.

3.8.5

Tilsvarende kan EØSU fuldt ud bakke op både om de støtteforanstaltninger, der anføres i meddelelsen, og om tanken om at arrangere et forum vedrørende omstrukturering i bilindustrien »med henblik på at tage udfordringerne op, foregribe udviklingen bedre og tilpasse sig denne«. Udvalget opfordrer Kommissionen til at benytte sig af lejligheden til at lade hele branchen, herunder især aktørerne på eftermarkedet, få gavn af indsatsen og evt. hermed forbundne støtteforanstaltninger. Dette og tilsvarende initiativer harmonerer med branchens samordningsbestræbelser og fælles strategiske overvejelser, som de forskellige aktører ser et behov for. EØSU understreger, at udvalget agter at spille en fremtrædende rolle i arbejdet og drøftelserne for at sikre en mere klar repræsentation af alle arbejdsmarkedets parter samt, i bredere forstand, interessenterne.

3.8.6

F.eks. er uddannelsesbehovet større og ofte vanskeligere at dække i de små og meget små virksomheder, og strukturfondene og andre støtteinstrumenter til omstruktureringer bør også gavne disse brancheaktører.

3.8.7

Kommissionen slutter sin meddelelse med at sige,

»at der er en enestående chance for at udvikle en klart defineret kultur for udvikling af industripolitikker. Kommissionen finder, at principper vedrørende lovgivningens kvalitet, forenkling af lovgivningen, konsekvensanalyser, høring af interessenter, tidsplaner for gennemførelse og valget af instrumenter bør spille en central rolle ved udformning af lovforslag«.

3.8.8

EØSU tilslutter sig dette synspunkt og ønsker med denne udtalelse at bidrage til, at Kommissionen i fuldt omfang kan realisere sin holdning. I den sammenhæng vil udvalget henlede Kommissionens opmærksomhed på de mangler, den valgte metode undertiden indebærer. Nærmere bestemt forekommer de analyser, som blev udarbejdet i CARS 21-rapporten — om end de ikke er blevet glemt — samt de konklusioner, Kommissionen drager af dem, at være karakteriseret ved en underrepræsentation af synspunkterne blandt forbrugerne og aktørerne på eftermarkedet. Dette resulterer i en behandling af bilpolitikken i almindelighed og af miljø- og sikkerhedsproblematikken i særdeleshed, som EØSU ikke finder tilstrækkelig helhedsorienteret, eftersom den tager udgangspunkt i en fremstilling af bilindustrien, der er for produkt- og teknologifikseret, og som ikke i passende omfang inddrager spørgsmål vedrørende bilparkerne og bilernes brug.

3.8.9

Derfor mener EØSU, at den midtvejsevaluering, der skal foretages i 2009, bør tage hensyn dels til denne udtalelse, dels, og i højere grad, end dette hidtil har været tilfældet, til branchens øvrige aktørers og brugernes synspunkter. Med dette formål bør Kommissionen fortsætte med en åben »høring af interessenterne« og sørge for en bedre tilrettelæggelse af denne proces for både at sikre, at der tages hensyn til andre synspunkter end producenternes, og at der åbnes op for en ny form for konsekvensanalyser. Analysernes kvalitet bør forbedres. De skal være objektive og neutrale og led i en overordnet helhed baseret på efterkontrollerede data. Det er ikke hensigtsmæssigt, at en kommissionstjenestegren, der har ansvaret for at udarbejde en meddelelse om en given problematik, selv står for konsekvensanalysen. På denne baggrund tilslutter EØSU sig forslaget om at etablere en komité for konsekvensanalyser og opfordrer Kommissionen til at sammenkalde de interessenter, der kun alt for gerne glemmes af de private aktører i den bilbranche, der skal lovgives om.

15.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 10/21

15.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 10/21

15.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 10/22

15.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 10/22

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg påskønner og støtter de målsætninger og foranstaltninger, som Kommissionen foreslår. Energieffektivitet er det første og vigtigste indsatsområde, når det gælder om at nå målsætningerne for EU's energiplan. Målsætningerne er en reduktion af drivhusgasemissionerne og dermed bekæmpelse af den unormale opvarmning af Jorden, mindskelse af afhængigheden af udlandet, beskyttelse af EU-landenes konkurrenceevne og bevarelse af adgang til energi til en rimelig pris.

1.2

EØSU mener, bl.a. i lyset af den nylige ICCP-rapport (Intergovernmental Panel om Climate Change), at det er nødvendigt at sætte alt i værk for at sænke energiforbruget, og mener, at en sænkning på 20 % er et realistisk mål, selv om det er teknisk muligt at sænke energiforbruget yderligere. Hvis vi skal kunne nå dette mål, bør det understøttes af nationale planer, som er skræddersyede til den finansielle og teknologiske udgangssituation, således at man sikrer en ligelig fordeling af målsætningerne blandt medlemsstaterne set ud fra det enkelte lands potentiale. Det vil være hensigtsmæssigt også at opstille delmål for f.eks. 2012 og 2016, så indsatsen evt. kan intensiveres i tilfælde af væsentlige afgivelser.

1.3

EØSU finder det hensigtsmæssigt at foreslå Kommissionen at indlede en specifik debat om »livsstil« og den såkaldte »livskvalitet«. Udvalget spørger Kommissionen, om den finder det realistisk i fremtiden at fastholde den nuværende livsstil med stigende forbrug og tilsvarende stigende emissioner for de kommende generationer. Bevidstheden om, at det ikke er muligt, indeholder en problemstilling, som kun kan løses med en resolut, modig og rettidig indsats. Problemet ligger bl.a. i at skulle acceptere, at energibesparelser, der umiddelbart fører til en højere købekraft i befolkningen, ikke bør bruges til at finansiere et øget forbrug som følge af »rebound-effekten«.

1.4

EØSU foreslår, at der tilføjes endnu et prioriteret tiltag: skabelse af decentrale net til opvarmning og køling, hvilket ville gøre det muligt at undgå et tab på 33 % i forbindelse med transformation af den primære energi.

1.5

EØSU anbefaler, at der iværksættes nogle prioriterede positive tiltag, som kan fremme udformningen og udviklingen af nye job i tilknytning til energieffektivitetssektoren, udbredelse af nye integrerede energitjenester, fremme af forskning og udvikling, udvikling af genvindig og bortskaffelse af fast byaffald, som også frembyder mange jobmuligheder, samt fremme af aktiviteter i relation til virksomhedernes sociale ansvar. Det er yderst vigtigt, at man fremmer studier i energi i den gymnasiale undervisning og på de videregående uddannelser.

1.6

Gennemførelsen af handlingsplanens 75 initiativer samt overvågningen og vurderingen af alle de foreslåede instrumenters effektivitet gør det nødvendigt at styrke de tjenestegrene i Kommissionen, der skal overvåge udviklingen af disse aktiviteter. EØSU anbefaler, at der foretages en nøje vurdering af behovet, og at de menneskelige og finansielle ressourcer tilpasses i overensstemmelse hermed.

1.7

EØSU mener, at det er nødvendigt at styrke EU's evne til at tale med én stemme i international sammenhæng, når det drejer sig om energieffektivitet. Det anbefaler derfor Kommissionen at overveje, om det er nødvendigt at ændre traktaterne for at tillade en stærkere fælles repræsentation udadtil under respekt for medlemsstaternes ret til selv at bestemme, hvilket energimix der bedst modsvarer deres behov.

1.8

EØSU anbefaler, at de skattepolitikker, der skal fremme de investeringer, der er nødvendige for at nå planens målsætninger, tager hensyn til de svageste samfundsgrupper: de arbejdsløse, pensionisterne og arbejdstagerne. Der bør tages hensyn til disse samfundsgrupper i forbindelse med såvel energiafgifter som skatteincitamenter.

1.9

EØSU beklager den utilstrækkelige koordinering af på den ene side transport- og energipolitikken, som strukturelt set og ud fra et teknisk og funktionelt synspunkt nødvendigvis er komplementære, og på den anden miljø- og erhvervspolitikken. Udvalget udtrykker sin velbegrundede bekymring over, at Kommissionens dokument i mangel af en sådan koordinering mister en stor del af sin potentielle gennemslagskraft.

1.10

Boligsektoren udgør det vigtigste indsatsområde. Der er mulighed for meget store besparelser, forudsat at man tager ordentligt fat på nogle grundlæggende punkter som f.eks. en drastisk sænkning af skatten på forbedringer, der sigter mod at forbedre energieffektiviteten, fjernelse af administrative byrder (licenser, tilladelser), forbedring af operatørernes viden og uddannelse bl.a. via offentlig støtte. Boliger, der opnår en energiattest, bør beskattes lempeligere, og hvis ejeren ikke har nogen skattepligtig indkomst, bør der gives et tilgodebevis til indkøb af energi. Der bør opereres med lavere tariffer op til et vist årligt forbrug. Byggeindustrien og de beskæftigede i denne sektor har brug for uddannelse i, hvad der kan gøres for at opnå langt højere energieffektivitet i bygninger, og der er behov for nye incitamenter til realisering af dette mål.

1.11

EØSU mener, at finansieringen af de nødvendige investeringer bør fordeles mellem den offentlige og private sektor. I lyset de positive eksempler fra visse medlemsstater kunne man oprette særlige fonde, hvis kapital består af en lille del af det overskud, der skabes af de virksomheder, der opererer i den pågældende sektor. Man bør dog undgå, at dette fører til højere priser for slutforbrugerne eller et fald i de omfattende investeringer, der er behov for på produktionsområdet.

1.12

EØSU finder det afgørende at inddrage civilsamfundet, arbejdsgiverorganisationerne, fagforeningerne og miljøorganisationerne i denne store opgave. Kun med en fælles indsats i den brede befolkning, en øget bevidsthed og et bredt kendskab er det muligt at opnå mærkbare resultater, eftersom slutbrugerne i praksis er de vigtigste energiforbrugere. Boliger, privattransport og arbejdsaktiviteter berører borgerne direkte. Det er afgørende, at man allerede i de tidligste skoleår uddannes i »ansvarligt energiforbrug«. Hele samfundet bør være med til at løfte denne opgave, som allerede er, men i endnu højere grad bør blive et symbol på en ny slags civilisation. Hver europæisk mand og kvinde bør føle sig engageret i dette sparekapløb, som gør det muligt for de kommende generationer at nyde de naturgoder, som i dag er alvorligt truede af forurening og de dertil knyttede klimaforandringer.

1.13

EØSU understreger de positive resultater, der er opnået på markedet for husholdningsapparater takket være energimærkning. Der er gennemført besparelser på op til 70 % på køleskabe og op til 60 % på vaskemaskiner, hvilket beviser denne metodes effektivitet. Udvalget anmoder om, at forsøget med miljørigtig projektering udvides til at omfatte offentlige bygninger, boligbyggeri samt kollektiv og privat transport, dvs. sektorer med et meget højt energiforbrug (mere end 70 % af det samlede forbrug).

1.14

EØSU anbefaler Kommissionen at være særdeles opmærksom på ineffektivitet i genererings-, transmissions- og distributionsleddet. Mere end en tredjedel af energien går tabt, hvilket svarer til 480 mio. toe. For eksempel mindskes effekttabet ved transmission af jævnstrøm ved høj spænding fra mere end 10 % til 3 % pr. 1 000 km. Transmission af jævnstrøm har endvidere den fordel, at man dermed ikke udsætter befolkningen for elektriske felter og magnetfelter, og samtidig undgår man emission af de meget lavfrekvente elektromagnetiske bølger, som forekommer ved transmission af vekselstrøm.

1.15

I betragtning af de fantastiske resultater, der nu opnås med termodynamisk solenergi, opfordrer EØSU Kommissionen og Rådet til at fremme og støtte udbredelsen af denne energiform.

1.16

EØSU er enigt i Kommissionens målsætning om at styrke udviklingen af kraftvarmeanlæg, selvom det mener, at man yderligere bør fremskynde vedtagelsen af ensartede regler for måling af sådanne anlægs effektivitet. EØSU finder det nyttigt at investere i programmer for udbredelse af samtidig fremstilling af el, varme og køling (trigen-anlæg), som også kan drives med biomasse. Mikrokraftvarmeenheder (Direktiv 2004/8/EF: Kraftvarmeproduktionsenhed med en kapacitet på mindre end 50 kWe) bør fremmes ved, at de indarbejdes i incitamentsprogrammerne for energibesparelse og mindskelse af miljøpåvirkningen, og ved at det gøre lettere end hidtil at integrere dem i de nationale net i forbindelse med udvikling af distribueret el-produktion. Virksomhederne skal imidlertid støttes for at kompensere for de meromkostninger, som et sådant system medfører, når de nuværende transmissionsnet skal ændres.

1.17

Gas- og el-markederne er endnu ikke blevet fuldstændigt liberaliseret. Det er nødvendigt at nå frem til en juridisk adskillelse af de virksomheder, der forvalter tekniske monopoler, og til dem, der driver forretning under frie konkurrenceforhold.

1.18

Udvalget finder indførelsen af elektroniske målere interessant, da de gør det muligt at fjernstyre energidistributionen, hvorved styringen af netbelastningen optimeres. Disse målere er anerkendt som egnede redskaber, der lever op til kravene i EU-direktiverne om energieffektivitet.

1.19

Transportsektoren har brugt meget energi på at nedbringe forbruget og de forurenende udledninger. Den fortsatte stigning i CO2-udledningerne, som især skyldes udbredelsen af den private transport, men også af de øvrige transportformer, kræver imidlertid en endnu større indsats (udledningerne fra vejtransport er steget med 26 % i perioden fra 1990 til 2004). Kommissionen er i færd med en nøje gennemgang af konsekvensanalysen af, hvordan man via lovgivning fastlægger betingelserne for at nå målsætningen på 120g CO2/km. EØSU anbefaler at indføre alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at nå målsætningen, men der skal dog tages højde for, at de teknisk og produktionsmæssigt set skal være fornuftige og gennemførlige.

1.20

EØSU finder det hensigtsmæssigt at gøre opmærksom på, at hvis man i udstrakt grad erstatter de fossile brændstoffer med biobrændsel, er der en risiko for, at man skaber konkurrence mellem fremstilling af brændstoffer og fødevarer i forbindelse med allokeringen af dyrkningsarealerne, og for at fødevarepriserne tilpasser sig — i opadgående retning — til energipriserne, som for deres vedkommende følger prisen på de fossile brændstoffer: Dette kunne betyde, at man skaber konkurrence mellem den fattige, sultende befolkning på den sydlige halvkugle med bilejerne på den nordlige halvkugle (1).

1.21

Udvalget udtrykker sin fulde støtte til de incitamenter og de finansieringsmæssige og skattepolitiske strategier, som Kommissionen foreslår. Det ser især positivt på inddragelsen af EIB og EBRD, men ligeledes på oplysningskampagnen over for det europæiske banksystem med det formål at få det til at yde den nødvendige støtte til gennemførelsen af de nationale energiplaner. EØSU ser gerne, at der indkaldes til en særlig europæisk konference om finansiering af energieffektivitet med det formål at skabe forståelse herfor blandt de interesserede parter og fremme det europæiske banksystems deltagelse i gennemførelsen af en omfattende modernisering af den europæiske økonomi.

1.22

EØSU støtter tilvejebringelsen af en »borgmesteraftale«, men finder målsætningen om kun at samle de 20 største og mest avancerede byer i Europa meget beskeden. Målet burde være meget større, og der burde i højere grad drages nytte af de lokale erfaringer. Åbningen af en specifik portal eller anvendelse af andre kommunikationsformer til udveksling af erfaringer mellem de store, mellemstore og små byer i EU, som huser mere end 80 % af Europas befolkning, kunne være et særdeles velegnet redskab til at skabe kontakt mellem de lokale embedsmænd, som har ansvaret for bytransportpolitik, og dem, der varetager lokale opgaver, som har en umiddelbar indvirkning på den offentlige opinion.

1.23

EØSU beklager, at handlingsplanen ikke tager højde for, at arbejdsmarkedets parter og den sociale dialog kan spille en vigtig rolle på alle planer med at vurdere, fremme og udvikle energisparepolitikker. EØSU ser gerne, at Kommissionen gør en indsats for at fremme inddragelsen af emner, der vedrører miljømæssig bæredygtighed, i den sociale dialogs nuværende strukturer på de forskellige niveauer, herunder særligt på sektorplan og i de europæiske samarbejdsudvalg. Fagforeningsorganisationerne kan desuden spille en afgørende rolle, hvad angår viden og bevidsthed, såvel på europæisk som nationalt plan ved at bidrage til at udbrede god praksis.

1.24

Det er vigtigt, at spørgsmålet om energibesparelse kædes sammen med god praksis i forbindelse med virksomhedernes herunder navnlig de multinationale virksomheders sociale ansvar. Der er således behov for en styrket social dialog for at takle alle spørgsmålene omkring energieffektivitet.

1.25

Kommissionen fremhæver meget klart den internationale dimension af problematikken vedrørende forbedring af energiintensiteten. EØSU støtter forslagene om partnerskaber og indgåelse af en international rammeaftale. EØSU anbefaler, at man i forbindelse med den bebudede internationale konference om energieffektivitet ikke undervurderer chancen for at inddrage de lande, der deltager i AVS-, Euro-Middelhavs- og naboskabsprogrammerne. Internationalt samarbejde er afgørende for at klare den udfordring, der ligger i bæredygtig udvikling, og det er nødvendigt at intensivere den diplomatiske indsats for inden 2009 at nå frem til en ny international post Kyoto-protokol i anledning af den konference, der indledes i år på Bali.

2.1

Kommissionen har udarbejdet meddelelsen om Handlingsplan for energieffektivitet: udnyttelse af potentialet på baggrund af det mandat, den modtog af Det Europæiske Råd i foråret 2006, som godkendte de anvisninger, der udsprang af grønbogen om En europæisk energistrategi: bæredygtighed, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed.

2.2

Kort fortalt er målet med forslagene i meddelelsen inden 2020 at opnå en energibesparelse på mere end 20 % i forhold til det forventede forbrug under forudsætning af en given BNP-vækst og uændrede tiltag. Hvis handlingsplanen gennemføres, skulle det føre til energibesparelser på op til 390 mio. toe om året, og en reduktion af CO2-emissionerne på 780 mio. t. om året. De foreslåede foranstaltninger skulle sikre et reelt fald i energiforbruget på 1 % samtidig med en vækst i BNP på 2,3 %, hvilket imidlertid, hvis der ikke iværksættes nye tiltag, er ensbetydende med en årlig stigning i energiforbruget på 0,5 %. De nødvendige investeringer skulle blive opvejet af årlige brændstofbesparelser på over 100 mia. euro om året.

2.3

Den debat, der opstod i kølvandet på grønbogen om energieffektivitet, der har titlen Hvordan vi kan få mere ud af mindre, førte til nogle forslag, som er samlet i en omfattende, detaljeret »pakke«, der indeholder 75 foranstaltninger på alle de potentielle besparelsesområder. De prioriterede indsatsområder er hhv. bygge- og transportsektoren, som i øvrigt tegner sig for det største forbrug af olieprodukter. Der lægges imidlertid tilsvarende stor vægt på, hvilke besparelser der kan opnås i produktionen, transmissionen og konverteringen af energi og i industrien.

2.4

Den plan, som Kommissionen har udarbejdet, indeholder dels tiltag, der skal indledes umiddelbart, dels tiltag, der skal iværksættes gradvist i løbet af en seksårsperiode. Det ligger allerede fast, at der vil blive behov for endnu en aktionsplan for at nå målsætningen om en besparelse på 20 % inden 2020.

2.5

En undersøgelse af besparelsespotentialet viser, at der er mulighed for interessante resultater i slutanvendelsessektorerne begyndende med en potentiel besparelse på 25 % i fremstillingsindustrien, specielt i forbindelse med det perifere udstyr (motorer, ventilatorer og belysning), og en besparelse på 26 % i transportsektoren, som kan opnås ved at fremme samordnet modalitet og omlægning til andre transportformer som foreslået i midtvejsevalueringen i hvidbogen om transport, og 27 % i boligsektoren, som f.eks. kan opnås gennem mur- og tagisolering, på belysningsområdet, mere effektive elhusholdningsapparater samt endelig en besparelse på 30 %, som kan hentes i erhvervsbyggeriet takket være en overordnet forbedring af energistyringen.

2.6

Disse strukturelle ændringer, virkningerne af tidligere strategier og indførelsen af ny teknologi forventes at føre til forbedringer i energiintensiteten på 1,8 % (470 mio. toe pr. år). Det betyder, at den samlede reduktion af energiintensiteten skulle kunne ligge på omkring 3,3 % om året, inklusive de 20 % (eller 1,5 % årligt i perioden 2005-2020), svarende til 390 mio. toe pr. år), som forventes at blive resultatet af de nye foreslåede foranstaltninger. Med den forventede årlige vækst i BNP på 2,3 % vil man således opnå en reel energibesparelse på 1 % om året.

2.7

De fordele, som handlingsplanen vil føre med sig, består i miljøbeskyttelse, reduktion af importen af fossile brændstoffer, hvorved afhængigheden af tredjelande mindskes, forbedring af europæisk industris indtjening og konkurrenceevne, bl.a. gennem teknologisk innovation, som vil blive fremmet af de indledte processer og have positive indvirkninger på beskæftigelsessituationen.

2.8

Handlingsplanen er struktureret omkring 10 særlige indsatsområder, der kræver omgående tiltag, og Kommissionen opfordrer medlemsstaterne, de lokale og regionale myndigheder og alle de berørte parter til at træffe supplerende foranstaltninger for at opnå et endnu bedre resultat. De planlagte foranstaltninger er hhv. sektororienterede og horisontale.

2.9

Blandt de øvrige foranstaltninger fremhæves muligheden for at fastsætte dynamiske energieffektivitetskrav, fremme effektiviteten af ny og eksisterende energitransformationskapacitet og drastisk mindske transmissions- og distributionstab. Dertil kommer en sammenhængende strategi i transportsektoren vedrørende alle de berørte aktører.

2.10

Den kommende plan for strategisk energiteknologi, som forventes vedtaget i 2007, vil indeholde nye bidrag til opnåelse af effektivitetsgevinster.

2.11

Man bør være yderst opmærksom på »prissignalerne«, som bidrager til at skabe øget bevidsthed. Det er desuden afgørende at udforme nogle hensigtsmæssige finansielle redskaber på alle niveauer og nogle incitamenter, af bl.a. skattemæssig art, for producenter og forbrugere.

2.12

Problemstillingen vedrørende energieffektivitet har verdensomspændende karakter, og det er afgørende at indgå internationale aftaler og partnerskaber.

2.13

En nøje overholdelse af de gældende direktiver og forordninger, som f.eks. direktivet om miljøvenligt design, Energy Star-aftalen, miljømærkningsdirektivet og dets otte gennemførelsesdirektiver, direktivet om energieffektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester samt direktivet om bygningers energimæssige ydeevne, vil bidrage til at nå de opstillede målsætninger.

2.14.1

Mærkning af apparater og udstyr samt standarder for energimæssig ydeevne. Ajourføring af rammedirektiv 92/75/EØF i overensstemmelse med indførelsen af nye dynamiske krav til husholdningsapparater med særlig vægt på at reducere energitabet i standbytilstand. Der vil blive lagt ud med 14 produktgrupper. Målet er, at størstedelen af de produkter, der tegner sig for en væsentlig del af det samlede energiforbrug, inden 2010 skal leve op til mindstekravene i direktivet om miljøvenligt design samt krav om bedømmelse og mærkning.

2.14.2

Krav til bygningers energimæssige ydeevne og bygninger med meget lavt energiforbrug (»passivhuse«). Udvidelse af anvendelsesområdet for direktivet om bygningers energimæssige ydeevne (nu gældende for bygninger på over 1 000 m2) og udarbejdelse i 2009 af et nyt direktiv med EU-mindstekrav til nybygninger og renoveringer (kWh/m2). I samarbejde med byggesektoren vil man se på målrettede strategier for bygninger med et meget lavt energiforbrug.

2.14.3

Mere effektiv el-produktion og -distribution. Energitransformationssektoren forbruger ca. en tredjedel af al primærenergi og har for øjeblikket en transformationseffektivitet på cirka 40 %. Med ny produktionskapacitet kan man nå op på en effektivitet på hele 60 %. Tabene ved transmission og distribution af elektricitet, der ligger på omkring 10 %, kan ligeledes nedbringes betydeligt. Der vil blive fastlagt mindstekrav til effektiviteten for nye elektricitetsværker samt for varme- og køleanlæg med en kapacitet på under 20 MW. Der forventes yderligere fremskridt med gennemførelsen af direktivet om fremme af kraftvarmeproduktion (2004/8/EF). Endelig vil der blive indført mindstekrav til og regler for fjernvarme.

2.14.4

Forbedring af bilernes brændstoføkonomi. For at mindske CO2-emissionerne vil Kommissionen om nødvendigt i 2007 foreslå lovgivning, der kan sikre, at målet om 120 g CO2/km nås inden 2012. Det overvejes at anvende skattemæssige virkemidler knyttet til CO2-udledningen. Også dækindustrien vil skulle bidrage til at forbedre energieffektiviteten (med op til 5 %) dels med regler for rullemodstand dels korrekt dæktryk. Kommissionen vil udarbejde en grønbog om bytransport for at fremme brugen af offentlige transportmidler og foreslå andre hensigtsmæssige tiltag for specielt i overbelastede områder at gribe problemet an på en mere radikal måde.

2.14.5

Lettere adgang til passende finansiering af investeringer i energieffektivitet for små og mellemstore virksomheder og energitjenesteselskaber. Kommissionen vil tilskynde banksektoren til at tilbyde særlige finansieringsordninger, der er specifikt rettet mod energibesparelser. Fællesskabsmidler såsom grønne investeringsfonde, der medfinansieres af rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation, vil specielt for SMV'erne blive stillet til rådighed for at fremme miljøinnovative løsninger.

2.14.6

Øget energieffektivitet i de nye medlemsstater. Kommissionen vil forlange, at de midler, der er afsat til samhørighedspolitikken, også anvendes til at gennemføre større energieffektivitetsprojekter.

2.14.7

Sammenhængende brug af energiafgifter. I den kommende grønbog om indirekte beskatning og i revisionen af energibeskatningsdirektivet skal der efter planen inddrages energieffektivitets- og miljøhensyn. Det vil ligeledes blive vurderet, om man med fordel kan bruge skatteincitamenter til at få producenterne til at fremstille og forbrugerne til at anvende energieffektive husholdningsmaskiner og andet udstyr.

2.14.8

Øget bevidsthed om energieffektivitet. Der vil være støtte til udvikling af færdigheder, uddannelse og oplysninger til de ansvarlige for energistyringen i industrien og forsyningssektoren. Skolerne vil modtage undervisningsmateriale ad hoc.

2.14.9

Energieffektivitet i byområder. Kommissionen vil i 2007 foranstalte en »borgmesteraftale« mellem de 20 største og mest avancerede byer i Europa, hvad angår energieffektivitet, med henblik på at fremme udveksling af bedste praksis.

2.14.10

Bedre energieffektivitet på verdensplan. Målet er at indgå en rammeaftale med centrale handelspartnerlande og med de vigtigste internationale organisationer om at forbedre energieffektiviteten i slutanvendelsessektorerne og i energitransformationen.

3.1

Kommissionens forslag til handlingsplan sigter mod at udarbejde en overordnet indfaldsvinkel på de tiltag, der er nødvendige for at nå det ambitiøse mål, der bebudes i meddelelsen, om inden 2020 at opnå en energibesparelse på 20 % og en dermed følgende reduktion af CO2-emissionerne på 780 mio. t. om året. EØSU mener, at dette mål er realistisk, men finder det bl.a. i lyset af den nylige ICCP-rapport (Intergovernmental Panel om Climate Change) ønskeligt, at alt sættes i værk for at sænke energiforbruget yderligere, da den mener, at det er teknisk muligt at opnå besparelser på mere end 20 %. For at kunne nå dette mål, bør det understøttes af nationale planer, som skal være skræddersyede til den finansielle og teknologiske udgangssituation, således at man sikrer en ligelig fordeling af målsætningerne blandt medlemsstaterne på baggrund af det enkelte lands potentiale.

3.2

Det vil være hensigtsmæssigt også at opstille nogle delmål for f.eks. 2012 og 2016, så indsatsen evt. kan intensiveres i tilfælde af væsentlige afgivelser. Midtvejsevalueringen i 2009 forekommer at være lagt for tidligt til at kunne tillade en afvejet vurdering. Udvalget anbefaler også, at der opstilles et langsigtet mål (2040/2050), så der kontinuerligt kan sættes mål for energibesparelser. Om få år vil investeringerne i energiproduktion baseret på fossile brændstoffer være forældede, og der er tale om milliarder af euro. Disse værker bør erstattes så effektivt og så hurtigt som muligt. Der er tale om en epokegørende udfordring, som går imod det, der sker i dag med f.eks. glashøjhuse med op til 120 etager, som er belyst nat og dag, og også imod tendensen til at anvende områder til transportinfrastrukturer. Der er behov for at myndighederne snarest muligt erkender, hvilken kæmpemæssig udfordring der ligger i at erstatte energikilderne.

3.3

Kommissionen foreslår en plan, som burde sænke energiforbruget, men samtidig fastholde livskvalitetsniveauet. Ud fra denne målsætning bebudes inden 2020 en reduktion af energiintensiteten på 3,3 %, som sammenholdt med en gennemsnitlig årlig vækst i BNP på 2,3 % medfører et reelt fald i det årlige energiforbrug på 1 %, svarende til et absolut fald på 14 % fra 2005 til 2020. EØSU finder det hensigtsmæssigt at foreslå Kommissionen at indlede en specifik debat om »livsstil« og den såkaldte »livskvalitet«. Sidstnævnte måles af nogle ud fra antallet af elhusholdningsapparater, mobiltelefoner, biler pr. person, af andre på baggrund af udledninger af CO2, partikler og fint støv, trafikpropper og transporttid samt kvaliteten af de offentlige tjenesteydelser. Det står klart, at hvis man taler om energieffektivitet og energibesparelse i streng forstand, vil selv en minimal ændring i livsstil i en mere økologisk retning fremskynde opnåelsen af målsætningerne. Udvalget spørger Kommissionen, om den finder det realistisk i fremtiden med de kommende generationer at fastholde den nuværende livsstil med et stigende forbrug og tilsvarende stigende emissioner. Problemet ligger i at skulle acceptere, at energibesparelserne ikke bør bruges til at finansiere et øget forbrug som følge af »rebound-effekten«. Det er følgelig nødvendigt i god tid at foregribe den nødvendige omorganisering af det økonomiske system, fremme gennemførelsen af hensigtsmæssig infrastruktur og foreslå de nye generationer et passende sæt værdinormer, f.eks. (2).

3.3.1

Ansvaret for energieffektivitet bør fordeles på samtlige planer, og de nationale planer bør ledsages af regionale og lokale planer. De decentrale offentlige myndigheder bør inddrages i denne store opgave. Der ligger en virkelig udfordring i planens omfang og betydning. Man bør skippe visse dele af den livsstil, der er forbundet med fremskridtet i det 20. århundrede, og selve begrebet æstetik bør indeholde en etisk vurdering af, om produktet er acceptabelt, hvad angår energieffektivitet, i stil med hvad der allerede sker i forbindelse med pelse fremstillet af sjældne dyr eller ting lavet af elfenben. Et højhus, der er dækket af glasflader, og en firehjulstrukket bil bør anses for at være uacceptable. En sådan grundlæggende ændring af de fremherskende værdinormer kræver også et samarbejde med den private industri, som bør gribe chancen til at foregribe en omlægning i retningen af fremme af energieffektiviteten for at opnå gevinster på globalt plan, og til også at bruge disse nye værdier i markedsføringen i stedet for — som det ofte sker — at udsende modstridende signaler, der fremhæver vægten og den unødvendige kraft som statussymboler.

3.4

Handlingsplanen indkredser 10 prioriterede foranstaltninger inden for fire prioriterede indsatsområder: konvertering, transmission og distribution af energi; boliger, forretninger og erhvervsbyggeri; transport; industriel og landbrugsmæssig anvendelse. Disse områder dækker mere end 90 % af forbruget. Der vil inden for rammerne af de internationale aftaler blive taget yderligere initiativer til at indgå partnerskaber om fastlæggelse af normer inden for områderne uddannelse, oplysning og kommunikation med henblik på at skabe størst mulig synergi og i størst muligt omfang ansvarliggøre alle de berørte aktører.

3.5

EØSU foreslår, at der tilføjes endnu et prioriteret tiltag med henblik på at mindske brugen af fossilt brændstof til opvarmning og nedkøling, og bemærker, at Kommissionens forslag ikke udnytter mulighederne for at skabe fjernvarmenet til opvarmning og nedkøling, hvilket ville gøre det muligt at undgå et tab på 33 % i forbindelse med transformation af den primære energi. Disse muligheder kunne endog fordobles, hvis de kædes sammen med anvendelse af vedvarende energi eller affaldsforbrænding, hvorved man opnår en besparelse på op til 50,7 mio. toe om året. EØSU foreslår, at der sideløbende med de prioriterede tiltag iværksættes nogle prioriterede positive tiltag, som kan fremme udformningen og udviklingen af nye job og aktiviteter i tilknytning til energieffektivitetssektoren, udbredelsen af nye integrerede energitjenester samt fremme af nye produkter, som er energibesparende og mindre forurenende. Hertil kommer opprioritering af F&U i medlemsstaterne og i EU-regi via tilførsel af øgede midler samt mobilisering af alle disponible teknologiressourcer. Andre indsatsområder kunne være udvikling af genanvendelse og bortskaffelse af fast kommunalt affald, som frembyder mange anvendelsesmuligheder, og fremme af tiltag vedrørende virksomhedernes sociale ansvar eller frivillige aftaler i virksomhederne under aktiv inddragelse af arbejdstagerne og brug af EMAS-procedurer.

3.6

I Kommissionens meddelelse bebudes mange lovforanstaltninger, heriblandt vedtagelse af ni direktiver og forordninger og revision af de eksisterende instrumenter med det sigte at opstramme de eksisterende regler (erklæring af 7. februar 2007 om loft for CO2-emissioner i bilindustrien). EØSU noterer sig Kommissionens forslag og de beslutninger, der blev truffet på forårsmødet i Det Europæiske Råd i marts måned, men finder det nødvendigt at understrege, at der efter udvidelserne i maj 2004 og januar 2007 er blevet indført et særdeles stort antal brugte biler i de nye medlemsstater, og at denne tilstrømning fortsætter og endda er taget til. EØSU tror, at det vil kræve mange år at foretage en total udskiftning af bilparken i disse medlemsstater, og finder det urealistisk, at det vil ske blot ved hjælp af bindende regler for den eksisterende bilpark.

3.7

Dokumentet ser ikke på muligheden for at styrke EU's ansvar og beføjelser med hensyn til at sikre, at målsætningernes nås, og at der bliver talt med én stemme over for de internationale partnere. EØSU ser positivt på indholdet af dokumentet fra Det Europæiske Råd og er tilfreds med vedtagelsen af den europæiske energiplan, der gør energipolitikken til en af EU's fremtidige prioriteter og styrker EU's samarbejde og politik udadtil. Den juridiske begrænsning, der ligger i de gældende traktater, som tillægger medlemsstaterne beslutningsbeføjelser på det energipolitiske område, overvindes i nogen grad takket være en ægte styrkelse af repræsentationsbeføjelserne over for tredjelandene, selv om artikel 174, stk. 4, åbner mulighed for delte beføjelser og en særlig rolle i samarbejdet med de internationale organisationer. Det er klart, at desto bedre politikkerne koordineres, desto større er EU's forhandlingskapacitet. EØSU ser gerne, at Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen i givet fald overvejer, om det vil være hensigtsmæssigt at ændre traktaterne, således at EU's fælles repræsentation gives større beføjelser over for eksterne partnere, end den på nuværende tidspunkt har.

3.8

Direktiv 2006/32/EF om energieffektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester nævner dels en strategi, som bygger på en mere udstrakt brug af hvide attester, dels de nationale handlingsplaner, som vil skulle vurderes af Kommissionens tjenestegrene. Selve handlingsplanen vil indebære en betydeligt større arbejdsbyrde for Kommissionen i form af lovgivningsinitiativer og overvågningsarbejde. EØSU mener, at de hidtidige erfaringer har været positive, selv om der har været visse problemer i opstarten af markedet for hvide attester, hvilket bl.a. skyldes forskelle i medlemsstaternes lovgivninger. På grund af aktiviteterne i forbindelse med gennemførelsen af det pågældende direktivs målsætninger og mere generelt for at effektivisere Kommissionens arbejde på dette område vil det være nødvendigt at sætte en større del af Kommissionens personale på disse opgaver. Kommissionen anslår, at der er behov for cirka 20 ansatte. EØSU anbefaler, at der foretages en grundig vurdering af ressourcebehovet, og håber, at de nuværende ressourcer styrkes.

3.9

Gennemførelsen af de foreslåede foranstaltninger vil medføre en besparelse og et tilsvarende fald i momsindtægterne: dette risikerer at få konsekvenser for EU-budgettet, men det udlignes delvist af stigningen i nye aktiviteter i forbindelse med energieffektivitetspolitikken. EØSU anmoder Kommissionen om at vurdere denne hypotese, eftersom den ikke er medtaget i konsekvensanalysen. EØSU mener, at de nuværende EU-midler er helt utilstrækkelige til at dække samtlige EU-programmer, som hele tiden oplever budgetnedskæringer på særdeles interessante projekter, som bl.a. sigter mod energibesparelse. Hvis der eventuelt indføres en »energiafgift«, bør den indgå i en skattepolitik, som tager hensyn til de svageste samfundsgrupper, og som ikke må have nogen negativ indflydelse på den sociale sikrings niveau og den offentlige service.

3.10

Handlingsplanen er præget i negativ retning af vanskelighederne med at nå målsætningerne for hvidbogen om transport. Kommissionen anerkender i midtvejsevalueringen, at de hindringer og den modstand, man hidtil er stødt på, ikke har gjort det muligt at gennemføre styrkelsen af bane- og søtransporten fuldt ud, hvilket ellers ville have medført en væsentlig energibesparelse. Denne styrkelse bør gives absolut førsteprioritet i betragtning af, hvor lang tid det tager at bygge infrastrukturen og ændre befolkningens sædvanlige livsmønster. Der bør være større fokus på at forbedre transportmulighederne for arbejdstagerne, som for øjeblikket er hårdt ramt af en politik, der i højere grad er styret af behovet for et hurtigt økonomisk resultat end af behovet for kollektiv transport. Der tænkes her eksempelvis på opprioriteringen af investeringer i højhastighedstog. Ved at lette transporten mellem hjem og arbejde mindsker man ikke alene forbruget, men forbedrer også disse menneskers livskvalitet væsentligt. De offentlige investeringer, der er nødvendige for at styrke den kollektive trafik, er naturligvis også løbet ind i den økonomiske krise, som har hersket i fem år, og som har ramt de offentlige finanser i mange medlemslande. Den manglende bygning af den nødvendige infrastruktur, EU's nedskæringer på finansiering af strategiske projekter som TEN-korridorerne (nedskåret fra 20 til 7,5 mia. euro) og strategierne hos de vigtigste eksponenter for den europæiske bilindustri har bidraget til, at det ikke er muligt at gennemføre planen. EØSU er i gang med at vedtage en vigtig udtalelse om transport i byområder, hvori det påviser, at brugen af den kollektive transport er støt faldende, og hvori det anviser løsninger til at reducere omfanget af den private transport (3). EØSU beklager den utilstrækkelige koordinering af på den ene side transport- og energipolitikken, som strukturelt set og ud fra et teknisk og funktionelt synspunkt nødvendigvis er komplementære, og på den anden miljø- og industripolitikken. Udvalget udtrykker sin velbegrundede bekymring over, at Kommissionens meddelelse i mangel af en sådan koordinering mister en stor del af sin potentielle gennemslagskraft.

3.11

Disse vanskeligheder kommer til udtryk i Kommissionens regelarbejde, i dens meddelelser og anbefalinger. Bruxelles står over for de samme problemer, som dem man kæmper med på nationalt plan, men situationen forværres dog af det faktum, at EU-planet burde koordinere de nationale politikker (og ikke omvendt!).

3.12

En europæisk energipolitik bør være bæredygtig for alle samfundsgrupper, og den bør ikke skabe forskelsbehandling i adgangen til de tjenesteydelser, der udbydes af energiforsyningsselskaberne, indkøb af mere effektive husholdningsapparater eller leje af lejligheder. En sådan politik bør skabe en positiv beskæftigelsessaldo, hvilket helt klart er umiddelbart muligt på boligområdet. I forbindelse med enhver indsats for at øge energieffektiviteten bør lettelserne sigte mod at gøre fordelen klar for brugeren, således at den tid, der kræves til at afskrive omkostningerne, er relativt kort og let at beregne.

3.13

Finansieringen bør ikke udelukkende ske via de offentlige finanser: I betragtning af den særdeles høje profit, som energi- og elselskaberne høster, kunne man med en lille andel fra disse skabe en fond, som i øvrigt allerede er afprøvet i visse medlemsstater, men man bør dog undgå, at dette fører til højere priser for slutbrugerne og færre strategiske investeringer fra virksomhedernes side. Der skal naturligvis tages højde for de omfattende investeringer, som produktionsindustrien skal foretage for at imødekomme den stigende efterspørgsel, der bliver mere og mere omkostningstung, medens prisen for andre fossile ressourcer er knyttet til olieprisen, samtidig med at forskningsudgifterne er meget lavere, sådan som tilfældet er for distributionsvirksomhederne. I bidragene til fonden bør der derfor tages højde for disse betydelige forskelle i forskningsudgifterne. Man kan forestille sig en differentiering af de forskellige medlemsstater efter de forskellige lovgivninger, der her gælder for energiselskabernes forpligtelser til at investere i forskning i effektivitet og priskontrol. Det kunne være en løsning, der giver de mindre ejere, som ikke har nogen finansielle ressourcer, mulighed for at øge energieffektiviteten i deres boliger, og det ville starte en positiv kædereaktion, der skaber beskæftigelse.

3.14

Anvendelsen af skattelempelser, som bør anvendes med yderste forsigtighed, bør tage hensyn til de fattigste grupper, som ikke betaler skat og dermed vil være udelukket fra at nyde godt af eventuelle foranstaltninger, som er tænkt til at fremme og stimulere en effektiv energipolitik, og der bør også være effektiviseringspræmier til lavindkomstgrupper, der ikke er underlagt direkte beskatning.

3.15

EØSU finder det tvingende nødvendigt at iværksætte bevidstgørelseskampagner på europæisk, nationalt og lokalt plan og eventuelt tage fat på ét spørgsmål ad gangen (f.eks. kunne man i en given måned i EU tale om el-pærer, i en anden om udvikling af den kollektive transport, i en tredje om effektiv og miljøbæredygtig opvarmning/køling osv.). Der kunne iværksættes idé- og forslagskampagner, således at man fortsætter arbejdet med at bevidstgøre befolkningen om dette uomgængelig krav. Kun hvis der skabes omfattende bevidsthed i den brede befolkning, vil det være muligt at gennemføre konkrete resultater. Den demokratiske debat, inddragelsen af alle repræsentanterne for de forskellige berørte interesser og de offentlige myndigheders rolle vil være afgørende for at sikre en effektiv forvaltning af de planlagte tiltag. De medlemsstater, der har flest tekniske konsulenter på energieffektivitetsområdet, bør stå for uddannelsen af konsulenter i de øvrige EU-lande, for derved at sikre en ensartet udbredelse af den viden, der er nødvendig, for at planen kan lykkes. I medlemsstaterne bør studier i energispørgsmål fremmes i gymnasiet og på de videregående uddannelser, og det tværregionale samarbejde bør i den sammenhæng fremmes. Kommissionen kunne spille en effektiv rolle som koordinator.

3.16

Det er nødvendigt at være yderst opmærksomme på målet om at nå den nødvendige ligevægt mellem behovet for at sørge for alle de nødvendige forbedringer og det økonomiske og produktionsmæssige systems evne til at tackle ændringer, der sker for pludseligt. Der er en konkret risiko for, at energitunge virksomheder, der stilles over for et for højt omkostningsniveau, vælger at flytte deres aktiviteter til mindre »krævende« områder. Den hastighed, hvormed ændringerne gennemføres, skal være direkte forbundet med en mulighed for at tilpasse og forvalte omkostningerne. Der bør findes frem til nogle foranstaltninger, som gør det muligt at indgå langfristede kontrakter, som sikrer stabile og vedvarende energipriser til gengæld for en forpligtelse til at investere i innovation, teknologi eller produktions-, transport- eller distributionsinfrastruktur. Denne form for investeringer bør ses i sammenhæng med energieffektiviteten. Anvendelsen af frivillige aftaler bør vurderes positivt, men kræver også, at de regionale myndigheder reelt har mulighed for at udføre en rettidig kontrol, samt at der er vilje til at lade dem træde i stedet for de bindende aftaler, når man har konstateret, at disse ikke virker.

3.17

De indkredsede tiltag skal til stadighed tage hensyn til situationen på markedet, som bliver mere og mere global. De eventuelle prisstigninger på energi risikerer at forårsage meget store problemer i de energiintensive sektorer, som f.eks. aluminiums- og cementsektoren. Man bør hele tiden holde sig Lissabon-målsætningerne for øje og sikre, at EU er konkurrencedygtig og kan regne med de samme energipriser som resten af verdensøkonomien. EU kan på den anden side ikke holde til de fortsatte trusler om udflytning, som visse sektorer og virksomheder hele tiden fremsætter. Virksomheder, der udelukkende flytter deres aktiviteter for at kunne øge deres indtjening, bør straffes, for ud over at skabe til tider alvorlige sociale problemer, som de blot vælter over på samfundet, forårsager de konkurrenceforvridninger på det indre marked ved at markedsføre varer, der er produceret uden nogen form for restriktioner i mere tolerante tredjelande.

4.1

EØSU agter af åbenlyse indholdsmæssige og metodemæssige årsager ikke at analysere de enkelte forslåede tiltag (ca. 75), men finder det nødvendigt at tilkendegive sin vurdering af de vigtigste foranstaltninger og de mest fremtrædende forslag i Kommissionens meddelelse og bilagene. Der er blevet afholdt en høring i EØSU, hvor deltagerne fremkom med yderligere, velfunderede anvisninger, som har bidraget til at belyse emnet og i høj grad har bidraget til EØSU's overvejelser.

4.2

Indledningsvis skal det bemærkes, at de hidtidigt vedtagne dynamiske foranstaltninger vedrørende energiforbrug i energibrugende produkter, byggesektoren og energitjenesterne har givet gode resultater, og at man er blevet mødt af producenter og forbrugere, som er interesserede i og villige til at udvide udbuddet af og efterspørgslen efter nye og mere effektive produkter. På baggrund af den umiddelbare bekræftelse af de mulige besparelser og en stadig mere udbredt viden om og forståelse for miljøspørgsmål kan det formodes, at disse politikker kan gennemføres uden videre og føre til de ønskede resultater. Miljørigtig projektering er en succesfaktor og falder i god jord hos det brede publikum, som i stigende grad er opmærksom på indholdet af, hvad der udbydes. Man bør fremme den tendens, som allerede kan spores hos visse producenter, til at fremhæve betydningen af energieffektiviteten og til at give forbrugerne detaljeret vejledning i en energieffektiv anvendelse af deres produkter. Man bør endvidere overveje den amerikanske model med særlige incitamenter for virksomheder, der arbejder med miljørigtig projektering, som har givet meget lovende resultater. EØSU mener, at støtte til virksomhederne i form af skattenedsættelser til dem, der udvikler og producerer meget energieffektive produkter, kan give positive resultater: Det er dog en betingelse, at støtten ledsages af et effektivt og grundigt tilsyn med markedet og produkterne i lighed med, hvad der er gennemført i maskinsektoren. Denne tilsynsvirksomhed bør ses som en garanti for, at lovlydige producenter ikke oplever, at deres investeringer i energieffektivitet udhules, og bør anbefales til de kompetente regionale myndigheder.

4.2.1

Mærkningsregler er et udmærket redskab, som man bør opfordre til at anvende i forbindelse med flest muligt produkter, og som snarest muligt bør udvides til at omfatte bil- og byggesektoren. EØSU er enigt i Kommissionens forslag og opfordrer den til at underlægge de 14 indkredsede produktgrupper minimumskravene til energimæssig ydeevne. Udvalget opfordrer dog til, at man er særdeles opmærksom på de enkelte markedssegmenter, således at man imødegår en eventuel konkurrenceforvridning som følge af ny lovgivning. Man bør endvidere se på andre slutprodukter, der bør underlægges minimumskravene. EØSU er helt enigt i, at der skal gives høj prioritet til at sænke energitabet i standby- og sleeptilstand, og lægger stor vægt på dette tiltag, der kan bidrage til at mindske forbruget i disse tilstande med op til 70 % gennem en gradvis udskiftning af de apparater, der for øjeblikket er i brug. EØSU mener desuden, at Energy Star-aftalen også bør indeholde en registreringsforpligtelse for EU (som allerede findes i USA) i forbindelse med licitationer vedrørende kontorudstyr, og forventer, at »Kommissionen selv viser det gode eksempel« (4). Aftalen bør også forhandles på plads med de store østasiatiske producenter, som efterhånden har en betydelig markedsandel, hvad elektronisk udstyr angår.

4.2.2

Hvad husholdningsapparater angår, medfører manglen på hurtige kontrolprocedurer til efterprøvning af mærkningens rigtighed og på sanktioner i tilfælde af overtrædelser en risiko for, at man i vid udstrækning straffer de lovlydige virksomheder, som investerer i energieffektivitet, og for, at der markedsføres uegnede produkter. Frem for alt bør man fremme udskiftningen af de ældste husholdningsapparater (ifølge beregninger er der mere end 200 mio. husholdningsapparater, der er ældre end 10 år, i brug i Europa), hvilket giver en betydelig besparelse, og man skal endvidere undgå, at forældede og energimæssigt ineffektive husholdningsmaskiner markedsføres på genbrugsmarkedet i udviklingslandene. Det er ligeledes en god idé at sikre sig, at finansieringsinitiativerne vedrørende indkøb af husholdningsmaskiner er forbeholdt de mest energieffektive produkter.

4.2.2.1

Det skal i den forbindelse understreges, at hvis virksomheder, der fremstiller husholdningsapparater, undlader at overholde den frivillige selvreguleringskodeks, så signalerer de implicit, at der er behov for bindende foranstaltninger for at regulere markedet. Manglen på sanktioner over for skrupelløse producenter og importører, der mærker produkter, der ikke overholder de fastlagte energisparekrav, som værende klasse A, har i praksis fremmet markedsføringen af »falske« lavenergiapparater. Den grænse, der angives af de europæiske virksomheder, der efterlyser en »regel«, giver dog anledning til overvejelser om, hvorvidt de frivillige aftaler altid og under alle omstændigheder er effektive.

4.2.3

Der er særdeles store besparelser at hente i byggesektoren: allerede i dag findes der materialer, bygningsmetoder og alternativer til traditionel opvarmning, som f.eks. kondenskedler, som giver en besparelse på mellem 6 og 11 % brændstof ved at genanvende den latente varme, som normalt går tabt. Det forbrug, der går til aircondition, kunne sænkes ved at installere beskyttelse mod sollys udvendigt på bygninger, eftersom de indvendige beskyttelsesanordninger nok skærmer mod lyset, men i stort omfang holder på varmen. Man bør i første omgang fremme udbredelsen af de såkaldte »passivhuse« (bygninger med et meget lavt energiforbrug): denne kategori omfatter f.eks. huse, der fra vinter til sommer ikke bruger mere end 15 kWh/m2 om året, hvad angår basisforbruget til køling og opvarmning. Der skal endvidere anføres det samlede forbrug (sufficiency) og det maksimale forbrug af primærenergi alt inklusive (belysning og husholdningsapparater, inklusive tørretumbleren, som man skal være opmærksom på for at tørre et kilo vasketøj kan bruge 3-4 gange den energi, det kræver at vaske det). Hvis man går ud fra, at forbruget takket være disse foranstaltninger kan gå fra et gennemsnit på 180 kWh/m2 om året til cirka 15 kWh/m2 om året, er det muligt at opnå en besparelse (efficiency + sufficiency) på op mod 90 %! (Tag som eksempel landsbyen Wiesbaden 1997, som består af 22 huse: gennemsnitligt årligt forbrug 13,4 kWh/m2; eller Kronsberg 1998 med 32 passivhuse: gennemsnitligt årligt forbrug 14, 9 kWh/m2). Man bør stile imod, at det europæiske marked åbnes for denne type produkter for at fremme et bredt udvalg af disse teknologier til rimelige priser.

4.2.4

EØSU finder det på sin plads at henlede opmærksomheden på, at der er behov for offentlige investeringer for at sikre energieffektivitet i socialt boligbyggeri og i offentlige bygninger, som bør kædes sammen med brug af vedvarende energi, specielt i de nye medlemsstater, hvor der er mulighed for store energibesparelser. EØSU anmoder om, at der parallelt med programmer vedrørende harmonisering af lovgivning og udformning af en uddannelse, der kan uddanne specialiserede teknikere, afsættes en del af strukturfondsmidlerne til dette område, og at man opfordrer EU's finansielle institutioner til at fremme investeringer i energimæssig modernisering af bygninger.

4.2.4.1

Passivhuse skal opfylde visse konstruktionsmæssige krav (superisolering af vægge og gulve, rør til forvarmning og forkøling af indgående luft under selve huset), som gør det vanskeligt og dyrt at tilpasse eksisterende bygninger fuldstændigt til denne standard. Dette peger i retning af, at man bør gøre mest muligt for at gennemføre »passivstandarden« i så mange nybygninger som muligt og navnlig i offentlige bygninger. For sidstnævnte kategori bør den standard efterhånden blive obligatorisk. Sideløbende hermed er det særdeles vigtigt, at man i forbindelse med istandsættelse eller vedligeholdelse af private boliger, som bl.a. støttes via lavtforrentede revolverende fonde, i vid udstrækning sørger for at anvende de energieffektive løsninger fra passivhusene. Man bør nemlig ikke glemme, at de bygninger, der findes i dag, vil udgøre størstedelen af de bygninger, der er i brug i 2020. Hvad udlejningsejendomme angår, bør man se på, hvordan man kan gøre det økonomisk attraktivt for ejerne at investere kraftigt i energibesparende tiltag i boligerne, da disse har en tendens til først og fremmest at komme lejerne til gode.

4.2.4.2

I konsekvensanalysen (SEK(2006) 1175) beregner Kommissionen, at man, hvis man ændrede direktiv 2002/97/EF om bygningers energimæssige ydeevne og sænkede det antal kvadratmeter (1.000 m2), for hvilke minimumskravene gælder (og strammede kravene for offentlige bygninger) og samtidig udbredte systemet med hvide attester, kunne opnå en besparelse på 140 mio. toe. EØSU er i tvivl om, om denne målsætning kan nås på kortere sigt (5). Efter EØSU's mening bør medlemsstaterne skaffe sig nogle ensartede redskaber til at måle virkningen af lovgivningen (f.eks. kvaliteten af isolering), og de bør være forpligtede til at indføre effektive kontrolforanstaltninger (der er f.eks. stor forskel mellem Frankrig, hvor der føres begrænset kontrol, og den flamske region, hvor der føres meget streng kontrol). Rådet og Europa-Parlamentet bør i relation til dette emne vurdere, om der er juridisk grundlag for at give Kommissionen tilladelse til at udstede en forordning, som kan erstatte forslaget til et nyt direktiv og ganske enkelt lade direktiv 2002/91/EF ophæve efter 2009.

4.2.4.3

I en specialeopgave, der blev offentliggjort for nylig (6), påpeges følgende:

4.2.4.4

Det billede, der tegner sig af denne analyse, er, at selv et tykt lag isolering (i hvert fald tykkere end 16 cm) medfører en besparelse, som gør, at det altid er den mest lønsomme måde at søge at opfylde passivhusets mål på, specielt hvis der er tale om traditionelt byggeri. Fra et operativt synspunkt fremgår det, at isolering af yderflader samlet set er vigtigere end andre tiltag. En samlet analyse af tiltagene gør det muligt at optimere investeringens nettonutidsværdi.

4.2.5

Hvad angår de hvide attester, så bremses de om end begrænsede positive erfaringer i de lande, der har indført dem, af den langsomme industrielle innovation, der kendetegner visse EU-lande. For at opnå et effektivt system med hvide attester (energisparebeviser) er det nemlig nødvendigt at have fastlagt nogle realistiske målsætninger i forhold til det teknisk-økonomiske potentiale, disponere over en bred vifte af muligheder for at nå målene (sektorer, projekter, aktører, omkostninger), garantere markedsfunktionen (udbuds- og efterspørgselsstrukturen, de kontekstuelle betingelser), have nogle klare, gennemsigtige, forenklende og ikke-diskriminerende regler (regler for adgang til markedet, markedsregler) og endelig opstille nogle troværdige sanktioner. Findes disse betingelser på et eventuelt europæisk marked for hvide attester? En eventuel udbredelse af systemet bør altså iværksættes med den fornødne forsigtighed.

4.3

Tabet i transformationsfasen svarer til den procentdel af det samlede forbrug af primærenergi, som forbruges af samtlige boliger og industrien (33 % svarende til 580 mio. toe). EØSU mener derfor, at energitransformation bør være et højtprioriteret indsatsområde. Tabet ved transmission over store afstande er en vigtig faktor. Et sikkert udviklingsområde er de moderne linjer med transmission af jævnstrøm ved høj spænding, hvor effekttabet kun er cirka 3 % pr. 1 000 km. Ud over at muliggøre en væsentlig energibesparelse fjerner denne teknologi de elektromagnetiske virkninger, der opstår ved transmission af vekselstrøm, som f.eks. ekstremt lavfrekvente felter (ELF), som findes ved transmission af vekselstrøm. Med den nuværende teknologi er denne form for transmission over lange afstande allerede økonomisk hensigtsmæssig (den har været anvendt gennem årtier i Sverige og USA, og er under indførelse over hele verden), medens man for kortere afstande bør tage højde for de fortsat høje omkostninger i forbindelse med transformatorstationer, der omdanner elektriciteten til lavspænding og vekselstrøm til lokalt brug. Man bør ved hjælp af specifikke forskningsprojekter fremme indsatsen for at mindske disse omkostninger (7).

4.3.1

Et andet indsatsområde er støtte til indførelse af termodynamisk solenergi, som kunne gennemføres i partnerskab med Euro-Middelhavslandene, som har store ørkenområder med konstant, stærkt sollys. I en nylig rapport bestilt af det tyske forbundsmiljøministerium fremhævede man den strategiske betydning af denne teknologi, som blev udviklet af den italienske Nobelprismodtager, Carlo Rubbia, og som nu er på forsøgsstadiet i Granada. ENEL har i samarbejde med ENEA for nylig iværksat et projekt, der for første gang i verden gør det muligt at forbinde et gasvarmeanlæg med et solvarmeanlæg. Ved hjælp af den innovative og eksklusive teknologi, som ENEA har udarbejdet, producerer Archimedes-projektet kontinuerligt elektricitet fra solenergi. Projektet har imidlertid også andre kendetegn, der er enestående i verden, og er således dækket af fem nye patenter, som f.eks. smeltede væsker, dvs. væsker, der ved opvarmning afgiver varme, der anvendes til at producere elektricitet med. De hidtil anvendte kunne opvarmes til 300 grader. Dem, der anvendes i Archimedes-projektet, kan opvarmes op til 550 grader, dvs. den samme temperatur som damp, der produceres ved hjælp af fossile brændstoffer, og det er dermed muligt at integrere dem med de traditionelle kraftværker og følgelig at bidrage til at sikre en stabil elforsyning.

4.3.2

EØSU anbefaler, at EU-institutionerne går ind og påvirker udviklingen kraftigt i denne retning og indfører særlige støtteforanstaltninger til udvikling af termodynamisk solenergi.

4.3.3

Kombineret kraftvarmeproduktion, såvel i form af anvendelse af restvarme fra el-produktion til opvarmning, som el-produktion på basis af restvarme (fra f.eks. ovne), kunne give en væsentlig effektivitetsforbedring i brændstofudnyttelsen, der vil kunne stige fra 35 til 70 %. For forvalterne af strømforsyningsnettet bør der tages højde for meromkostningerne i forbindelse med decentral el-produktion og den aktive distribution, og man bør fremme de nødvendige investeringer, men samtidig også tage højde for medlemsstaternes forskellige udgangssituationer. EØSU ønsker ligesom Kommissionen at udvikle højtydende kraftvarmeværker, men kan konstatere, at harmoniseringen af beregningsmetoderne er blevet udsat til 2010, og at der udstedes oprindelsesgarantier, hvis overholdelse af minimumskravene det ikke altid er muligt at verificere. EØSU er ikke klar over, om det er muligt at fremskynde sagen for at nå hurtigere frem til en harmonisering af beregningsmetoderne, som gør det muligt at udvikle et indre marked for kraftvarmeværker og dermed overvinde den nuværende hindring, der bunder i de enkelte landes forskellige lovgivninger. I dag kan de enkelte stater frit vælge deres egne beregningsmetoder til at vurdere anlæggenes effektivitetsgrad og give dem adgang til EU-ordningen i overensstemmelse med bestemmelserne i direktivet. Sådan foregår det imidlertid ikke i praksis, og anlæggene fremviser meget forskellige resultater, når de underkastes de forskellige landes beregningsmetoder. Harmonisering er også et effektivt redskab til imødegåelse af svindel. EU's indsats bør styrkes i betragtning af, at resultaterne af den første kontrol den 21. februar 2007 ikke lever op til de strategiske målsætninger, hvilket fremgår af de evalueringsrapporter, medlemsstaterne har indgivet, om udviklingen af kraftvarmeproduktionen med henblik på at øge den andel af elektriciteten, der fremstilles ved hjælp af den teknik.

4.3.4

EØSU opfordrer Kommissionen og Rådet til i højere grad at gå ind og støtte de programmer, for kraftvarme/køleproduktion, der også anvender restvarme til køling. I disse anlæg er COP (coefficient of performance = varmeværdieffekten), dvs. forholdet mellem opnået køleeffekt i forhold til tilført el-effekt, særdeles gunstig. De traditionelle anlæg har en COP på 2,0, medens disse anlæg yder en COP på mellem 0,7 og 1,3 alt afhængigt af den anvendte varme (8). Der findes allerede generatorer baseret på affaldstræ, som kan bruge overskudsprodukterne fra frugtforarbejdningsindustrien (sten og skræller), fra landbruget (presserester fra oliven, afpillede majskolber), affaldet fra savværker, fra træforarbejdning, kvas, bark, skaller fra kaffebønner, affald fra udvinding af palmeolie, industriaffald og brugt emballage. 100 kg affald giver 70 kW jævnstrøm (maksimalt 80) og 130 kW varmeenergi. Et ton affaldstræ til 70 EUR erstatter således 160 liter olie til 175 EUR.

4.3.5

Udvalget peger på behovet for en kampagne og en indsats for at begrænse anvendelsen af materialer til emballering af varer og sikre, at disse er genanvendelige. Det energiforbrug, der medgår til at fremstille og bortskaffe emballage, er enormt, eftersom størsteparten af emballagen ikke er bionedbrydelig og dermed en stor kilde til forurening.

4.4.1

Energimarkedet udnytter på nuværende tidspunkt ikke det fulde eksisterende effektivitetspotentiale, og der er behov for større gennemsigtighed, hvad angår anlæggenes egentlige effektivitet og tabene i transmissionsnettet. Gas- og el-markederne er ikke blevet fuldstændigt liberaliseret. I visse tilfælde er manglende gennemsigtighed omkring prisdannelsen og selve liberaliseringsprocessen en hindring for en effektiv energisparepolitik. Det forekommer i den sammenhæng hensigtsmæssigt at udvide begrebet juridisk adskillelse af de virksomheder, der forvalter tekniske monopoler, og dem, der driver forretning i fri konkurrence, som fastlagt i direktiverne om liberalisering af hhv. el- og gasmarkedet (direktiv 2003/54/EF og 2003/55/EF), med det mere stringente begreb, ejermæssig adskillelse.

4.4.2

Sektorens prispolitik bør opmuntre til energibesparelser og energieffektivitet, specielt for så vidt angår de fossile brændstoffer, og fremme brugen af vedvarende energi. Der bør ydes særlig opmærksomhed om de svage forbrugergrupper i henhold til princippet om, at man bør sikre dem adgang til den energi, de har brug for til at dække deres grundlæggende behov, men man bør samtidig opretholde deres økonomiske interesse i at spare på energien. F.eks. kunne det være hensigtsmæssigt at tilbyde mindrebemidlede særligt lave tariffer (dog kun op til en vis forbrugsgrænse) eller yde dem økonomisk støtte.

4.4.3

Et interessant forsøg på at fremme energibesparelsen er indførelsen af elektroniske målere, der gør det muligt at fjernstyre energidistributionen, hvorved styringen af netbelastningen optimeres. Ifølge ENEL, der har givet sine 30 millioner kunder en gratis elektronisk måler, gør rationaliseringen af energiforbruget, bl.a. ved at indføre en målrettet prispolitik, det muligt at udnytte produktionen bedre, specielt i lavlastperioder. »Den elektroniske måler bidrager til at skabe bevidsthed hos slutbrugeren og fremmer således en mere rationel anvendelse af ressourcerne«. Måleren er blevet anerkendt som et energibesparende redskab i henhold til direktiverne om energitjenester og forsyningssikkerhed.

4.4.4

Modellen med decentral el-produktion, dvs. med et stort antal heriblandt også meget små, producenter, medfører en række nye problemer, hvad angår driftsbetingelserne for netværk med middelhøj og lav spænding, som udelukkende er projekteret med henblik på envejsanvendelse. Der er behov for omfattende investeringer i fornyelse af nettet, hvis det skal kunne stå mål med de nye produktionsvilkår. Der er ingen tvivl om, at den decentrale produktion giver mindre tab i transmissionsfasen, men det kræver meget store investeringer, og derudover er de enkelte lokalområder meget imod at få installeret selv små anlæg.

4.5

Transportsektoren har brugt meget energi på at nedbringe forbruget og de forurenende udledninger: alligevel er det berettiget at forlange, at den anstrenger sig endnu mere, eftersom transportsektoren er den hurtigst voksende sektor, for så vidt angår energiforbrug, og en af de vigtigste kilder til drivhusgasser (udledningerne fra vejtransport er steget med 26 % i perioden fra 1990 til 2004). Det yderligere faktum, at det brændstof, der anvendes i transportsektoren (som for 98 % vedkommende udgøres af fossile brændstoffer), afhænger af import fra tredjelande, øger denne europæiske industrisektors ansvar for at yde sit væsentlige bidrag til energieffektiviteten, til at nedbringe emissionerne og til at mindske importen af olieprodukter og gas.

4.5.1

Kommissionens nylige beslutning om ved lov at fastsætte et mål på 120 g CO2/km, mærkning af dæk iht. maksimal rullemodstand, ændrede krav til brændstoffer samt indførelse af benzinblandinger med et højt indhold af ethanol, af biobrændstoffer, brændstoffer med et lavt kulindhold og diesel med et meget lavt svovlindhold er et klart signal til markedet. I løbet af tiåret 2011-2020 vil de europæiske leverandører skulle reducere de drivhusgasser, der produceres af det brændstof, de anvender, i raffinerings-, transport- og anvendelsesfasen med 10 %, og dette vil gøre det muligt at sænke CO2-udslippet med 500 mio. ton. Baggrunden for disse valg er, at emissionerne i perioden fra 1995 til 2004 kun er faldet med 12,4 % (dvs. de er gået fra 186 til 163 g CO2/km), og dertil kommer, at der er sket en voldsom stigning i den gennemsnitlige motorkraft i køretøjerne, hvilket gør det vanskeligt at sænke det skadelige udslip. Denne ulogiske situation peger på det hensigtsmæssige i at øge beskatningen af luksuskøretøjer, som ikke er energieffektive, sådan som nogle af medlemsstaterne har valgt at gøre det. Kommissionen vurderer, at et sådant tiltag vil føre til en yderligere reduktion af CO2udslippet på 400 mio. t. i 2020.

ACEA, dvs. sammenslutningen af europæiske bilproducenter, har anmodet om, at man forlænger fristen og udsætter den fra 2012 til mindst 2015 og om, at man inddrager alle aktørerne, sådan som det blev anbefalet af ekspertgruppen på højt plan, CARS 21. De europæiske bilproducenter mener, at hvis disse foranstaltninger ikke sammenkædes med langsigtede planer for udskiftning af modeller, vil de medføre ubærlige omkostninger for europæisk industri.

4.5.2

EØSU finder det hensigtsmæssigt at gøre opmærksom på, at hvis man i udstrakt grad erstatter de fossile brændstoffer med biobrændsel, er der en risiko for, at man skaber konkurrence mellem fremstilling af brændstoffer og fødevarer i forbindelse med allokeringen af dyrkningsarealerne, og for at fødevarepriserne tilpasser sig — i opadgående retning — til energipriserne, som for deres vedkommende følger prisen på de fossile brændstoffer: Dette kunne betyde, at man skaber konkurrence mellem den fattige, sultende befolkning på den sydlige halvkugle med bilejerne på den nordlige halvkugle (9). Objektivt set er det et etisk problem, at man på den nordlige halvkugle fremstiller brændstof af landbrugsressourcer, som kunne redde millioner af menneskeliv på den sydlige, underudviklede halvkugle. Hele majsproduktionen i den amerikanske stat Iowa kunne gå til fremstilling af ethanol. Hvis man tænker på, at man for at fylde tanken (på 25 gallons eller 94,5 l.) på en bil med firehjulstræk bruger, hvad der svarer til en persons årlige indtag af fødevarer, bliver problemstillingen pludselig meget håndgribelig og kræver en eller anden form for respons. EØSU er i færd med at udarbejde en særskilt udtalelse om dette spørgsmål (10).

4.5.3

EØSU bemærker, at Kommissionen på den ene side fremmer de frivillige aftaler, men på den anden side bebuder bindende foranstaltninger. Kommissionen giver selv de frivillige aftaler en afgørende rolle, når den siger, at »de gør det muligt at nå målsætningerne hurtigere og billigere end de juridisk bindende aftaler«, og at »de frivillige aftaler kan have visse fordele i forhold til lovgivning. De kan føre til hurtige fremskridt takket være hurtig og billig gennemførelse. De tillader fleksible og passende tilpasninger til de teknologiske muligheder og markedsudviklingen«. EØSU anmoder Kommissionen om at undersøge grundigt, hvad der er grunden til, at de europæiske bilproducenter, der trods alt ligger forrest i feltet hvad investeringer i forskning og udvikling angår, kun har gjort begrænsede fremskridt, når det gælder reduktion af CO2-emissionerne. EØSU er enigt i Kommissionens udsagn om, at en streng lovgivning ikke altid levner mulighed for at udvikle forskningspotentialet fuldt ud og finde frem til, hvilke løsninger der skal indføres.

4.5.4

Byggeindustrien spiller en vigtig rolle for sikringen af energieffektivitet i såvel nye bygninger som ved renoveringen af eksisterende. Dog har industrien i flere lande kun langsomt indført forbedrede metoder, og den har modsat sig gennemtvingelsen af højere standarder. Der er behov for en storstilet indsats med henblik på at informere alle industriens aktører om behovet og muligheden for at indføre højere standarder samt overbevise dem om, at de konsekvent må gå forrest, når det gælder bedre energieffektivitet, i stedet for at modsætte sig forandringer. Arkitekter, ledere og håndværkere i de forskellige grene af byggebranchen har behov for efteruddannelse i, hvad der kan opnås inden for energieffektivitet, og der er behov for nye incitamenter til realisering af disse mål.

4.6

Udvalget udtrykker sin fulde støtte til de incitamenter og de finansieringsmæssige og skattepolitiske strategier, som Kommissionen foreslår. Det ser især positivt på inddragelsen af EIB og EBRD, men ligeledes på oplysningskampagnen over for det europæiske banksystem, der har til formål at få det til at yde den nødvendige støtte til gennemførelsen af de nationale energiplaner. Særlig vigtig i den forbindelse er den endelige fjernelse af de juridiske hindringer, der fortsat stiller sig i vejen for de selskaber, der tilbyder effektivitetsløsninger (»energitjenesteselskaber«).

4.6.1

EØSU ser gerne, at der indkaldes til en særlig europæisk konference om finansiering af energieffektivitet med det formål at skabe forståelse herfor blandt de interesserede parter og fremme det europæiske banksystems deltagelse i gennemførelsen af en omfattende modernisering af den europæiske økonomi. Bankerne kunne deltage i en form for Millennium Challenge, som kunne belønne dem, der indfører de bedste løsninger til at finansiere energieffektivitet.

4.7

I EØSU's øjne er det afgørende med en indsats for at skabe bevidsthed blandt den brede befolkning, hvilket kan ske ved hjælp af de nationale og lokale myndigheder, producenterne og elselskaberne. De regionale myndigheders rolle som »neutral« offentlig informationskanal skal fremhæves. Man bør virkelig fremhæve de positive resultater, der er opnået takket være energisparetiltagene. I reklamer bør kvaliteter som energimæssig ydeevne og miljøvenlighed anprises som de virkelige plusser ved produkterne. Det vil fremme en ændring i positiv retning af begrebet »statussymbol«, som i dag ofte eksplicit er forbundet med produkter, der ikke er energieffektive at anvende. EØSU støtter tilvejebringelsen af en »borgmesteraftale«, men finder målsætningen om kun at samle de 20 største og mest avancerede byer i Europa meget beskeden. Målet burde være meget større, og der burde i højere grad drages nytte af de lokale erfaringer. Åbningen af en specifik portal for udveksling af erfaringer mellem de store, mellemstore og små byer i EU, som huser mere end 80 % af Europas befolkning, kunne være et særdeles velegnet redskab til at skabe kontakt mellem de lokale embedsmænd, som har ansvaret for bytransportpolitik, og dem, der varetager lokale opgaver, som har en umiddelbar indvirkning på den offentlige opinion. Certificering af »energieffektive kommuner« (det første certifikat er blevet tildelt til den lille italienske kommune, Varese Ligure) er helt sikkert et vigtigt incitament for at få det lokale plan til at indføre politikker, der sigter mod forbedring af energieffektiviteten. Kommissionen kunne endvidere lancere en konkurrence i energieffektivitet mellem de europæiske skoler og belønne de skoler, der foreslår løsninger, der kombinerer besparelser og høj kvalitet og samtidig opnår de bedste resultater.

4.7.1

EØSU beklager, at handlingsplanen ikke tager højde for, at arbejdsmarkedets parter og den sociale dialog kan spille en vigtig rolle på alle de vigtige planer med at vurdere, fremme og udvikle energibesparelsespolitikker. EØSU ser gerne, at Kommissionen gør en indsats for at fremme inddragelsen af emnerne i relation til miljømæssig bæredygtighed i den sociale dialogs nuværende strukturer på de forskellige niveauer, herunder særligt på sektorplan og i de europæiske samarbejdsudvalg. Arbejdspladsen kan, hvis man forbedrer informationen, høringen og inddragelsen af arbejdstagerne, blive en guldmine i besparelsesøjemed: Tænk f.eks. bare på produktionsprocesserne, de nye teknologier i industrien, problemerne med arbejdstagernes mobilitet, genanvendelse, fjernarbejde for blot at nævne de vigtigste. Det er derfor absolut afgørende, at man inddrager arbejdstagerrepræsentanterne i strategierne for energieffektivitet. Et område, som arbejdsmarkedets parter kunne se på, kunne være kollektive overenskomster, som fordeler en del af virksomhedens besparelser til arbejdstagerne gennem indgåelse af et egentligt partnerskab. Fagforeningsorganisationerne kan desuden spille en afgørende rolle, hvad angår viden og bevidsthed, såvel på europæisk som nationalt plan ved at bidrage til at udbrede god praksis.

4.7.2

Det er vigtigt, at spørgsmålet om energibesparelser kædes sammen med god praksis inden for virksomhedernes og navnlig de multinationale virksomheders sociale ansvar. Der er derfor behov for en styrket social dialog for at takle alle de spørgsmål omkring energieffektivitet, som hjælper os til at finde frem til at fastlægge en fornuftig europæisk strategi for anvendelse af kul og under hensyntagen til alle de sundhedsskadelige virkninger, såsom fint støv, som efterhånden er blevet et presserende problem i mange europæiske byer. Udbredelsen af god praksis, som f.eks. udeladelse af kul i printere, eller andre initiativer, bidrager til at skabe bevidsthed om og en positiv indstilling til bæredygtige politikker.

4.8

Kommissionen fremhæver meget klart den internationale dimension af problematikken omkring forbedring af energiintensiteten. EØSU støtter forslagene om partnerskaber og indgåelse af en international rammeaftale. EØSU anbefaler, at man i forbindelse med den bebudede internationale konference om energieffektivitet ikke undervurderer chancen for at inddrage de lande, der deltager i AVS-, Euro-Middelhavs- og naboskabsprogrammerne. Internationalt samarbejde er afgørende for at klare den udfordring, der ligger i den bæredygtige udvikling, og det er nødvendigt at intensivere den diplomatiske indsats for inden 2009 at nå frem til en ny international post-Kyoto-protokol i anledning af den konference, der indledes i år på Bali.

4.9

Europæisk industri, som er i færd med at udvikle vigtige energibesparende teknologier, kan i vidt omfang gennem et industrielt samarbejde hjælpe andre lande til at forbedre kvaliteten af el-produktionen, energiforbruget og de dermed forbundne drivhusgasemissioner, og dermed bidrage til at sænke det globale forbrug.

15.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 10/35

1.1

Kommissionen bør opstille kriterier for udformningen af forskellige lufthavnstyper for at sikre, at de er praktiske, funktionelle og kommercielt berettigede, hvor udgifterne dækkes gennem lufthavnsafgifter.

1.2

Staten bør betale for sikkerheden i lufthavnene. Der er tale om et nationalt sikkerhedsanliggende.

1.3

Anlæggelse og drift af regionale lufthavne skal fremmes. Disse lufthavne spiller en vigtig rolle for regionernes økonomi. De fjerner også noget af trafikpresset på de større lufthavne og leverer værdifuld assistance til eftersøgnings- og redningsaktioner.

1.4

Lufthavne skal betragtes som offentlige selskaber, der ikke nødvendigvis behøver at give overskud og under visse omstændigheder kan have brug for økonomisk støtte. Det er ret almindeligt, at offentlig transport modtager støtte.

1.5

Kommissionen bør opstille kriterier for ground handling i lufthavnene (f.eks. check-in og efterlysning af passagerer) og undersøge, hvordan ændringer i bestemmelserne vil indvirke på dynamikken i ground handling-funktionen såvel som på operatørernes ressourcer og omkostninger ved at opfylde serviceniveauaftaler og ikke mindst kriterierne for luftfartselskabernes jordbehandlingstid.

1.6

Kommissionen skal erkende, at opfyldelsen af kravene kræver høje afgifter i små lufthavne, hvor antallet af passagerer måske ikke gør driften til en rentabel forretning.

1.7

Lufthavne skal opfylde specifikke minimumsforskrifter. Ønsker om lavt serviceniveau og lave lufthavnsafgifter, som lavprisflyselskaber søger at presse igennem, kan ikke altid imødekommes på grund af de udgifter, som er forbundet med at opfylde forskrifterne. Lufthavne bør derfor have ret til at dække og indarbejde lufthavnsudgifter i deres afgifter, uanset hvilket serviceniveau flyselskaberne måtte ønske.

1.8

Store statslige kapitaltilskud til lufthavnen kan virke konkurrenceforvridende.

1.9

Man skal sørge for ordentlige cargofaciliteter.

1.10

Der bør indføres biometiske sikkerhedsforanstaltninger med henblik på en hurtig ekspedition af hyppigt rejsende. Der kan eventuelt indføres en afgift til dette formål.

1.11

Lufthavnene skal drage omsorg for, at fysiske faciliteter og servicefunktioner tilgodeser handicappede og gangbesværedes særlige behov i overensstemmelse med gældende europæisk lovgivning på området.

2.1

Lufthavnenes hovedopgave og forretningsvirksomhed består i at tage sig af fly, passagerer og fragt fra ankomst til afgang på en måde, så luftfartsselskaberne kan levere deres lufttransporttjenester. Til dette formål stiller lufthavnene en række faciliteter og tjenesteydelser til rådighed i forbindelse med flydriften samt passager- og fragtekspedition, og omkostningerne herved får de generelt dækket gennem lufthavnsafgifter.

2.2

Det er nødvendigt at fastlægge en fælles ramme for regulering af de centrale aspekter af lufthavnsafgifter og den måde, afgifterne fastsættes på, da der i mangel af en sådan ramme er risiko for, at grundlæggende krav i forholdet mellem lufthavnenes administration og lufthavnenes tjenesteudbydere (f.eks. luftfartselskaber, speditører og andre serviceudbydere) ikke opfyldes.

2.3

Direktivet vil gælde for lufthavne i EU, der er over en vis minimumsstørrelse, dvs. lufthavne med over en million rejsende om året.

2.4

Lufthavnsafgifter bør ikke medføre forskelsbehandling i henseende til tjenesteydelser eller leverandører.

2.5

Der bør oprettes en uafhængig tilsynsmyndighed i hver medlemsstat, så det sikres, at myndighedens afgørelser er upartiske, og at dette direktiv anvendes korrekt og effektivt. Det er af kritisk betydning for lufthavnsbrugerne, at de jævnligt modtager klare oplysninger fra lufthavnsadministrationen om, hvordan og på hvilket grundlag lufthavnsafgifterne beregnes.

2.6

Lufthavnene bør underrette tjenesteudbydere om større infrastrukturprojekter, da disse kan have en væsentlig indflydelse på lufthavnsafgifternes størrelse.

2.7

Lufthavne, der beflyves af lavprisluftfartsselskaber, bør have mulighed for at opkræve afgifter, der svarer til den infrastruktur og/eller det serviceniveau, der tilbydes, eftersom de pågældende luftfartsselskaber har en legitim interesse i at kræve ydelser fra lufthavnen, der svarer til pris-/kvalitetsforholdet. Imidlertid bør alle luftfartsselskaber, der ønsker det, have adgang til sådan ringere infrastruktur og de ringere ydelser på ikke-diskriminerende vilkår.

2.8

Da metoderne til fastlæggelse og opkrævning af de beløb, der skal betales til dækning af sikkerhedsomkostninger, varierer fra medlemsstat til medlemsstat i Fællesskabet, er det nødvendigt at harmonisere grundlaget for opkrævning af sikkerhedsomkostninger i de lufthavne i Fællesskabet, hvor sikkerhedsomkostningerne afspejles i lufthavnsafgifterne.

2.9

Lufthavnens tjenesteudbydere bør have krav på et vist minimumsserviceniveau til gengæld for de afgifter, de betaler. For at sikre dette bør lufthavnsadministrationen og den eller de sammenslutninger, der repræsenterer lufthavnens tjenesteudbydere, med jævne mellemrum indgå en aftale om serviceniveauet.

2.10

Målene for den foranstaltning, der iværksættes, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan.

2.11

Medlemsstaterne sikrer, at lufthavnsadministrationen hører lufthavnens tjenesteudbydere, før planer om ny infrastruktur lægges fast.

2.12

For at opnå en smidig og effektiv lufthavnsdrift sørger medlemsstaterne for, at lufthavnsadministrationen og den eller de sammenslutninger, der repræsenterer lufthavnens tjenesteudbydere, indleder forhandlinger med henblik på at indgå en serviceniveauaftale om kvaliteten af de tjenester, der ydes i lufthavnsterminalen/-terminalerne. Der skal indgås en sådan aftale mindst én gang hvert andet år, og aftalen skal anmeldes til den uafhængige tilsynsmyndighed i hver enkelt medlemsstat.

2.13

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at gøre det muligt for lufthavnsadministrationen at variere kvaliteten og omfanget af bestemte lufthavnsydelser, terminaler eller terminaldele, med det formål at tilbyde skræddersyede tjenesteydelser eller en terminal eller terminaldel til særlige formål. Lufthavnsafgifterne kan differentieres på grundlag af kvaliteten og omfanget af sådanne ydelser.

2.14

Medlemsstaterne udpeger eller opretter et uafhængigt organ som national uafhængig tilsynsmyndighed, der skal sikre, at de foranstaltninger, der træffes for at efterkomme dette direktiv, anvendes korrekt.

2.15

Medlemsstaterne garanterer, at tilsynsmyndigheden er uafhængig, ved at sikre, at den er retligt adskilt fra og funktionelt uafhængig af lufthavnsadministrationen og luftfartsselskaberne.

3.1

EØSU bifalder, at Kommissionen vil udarbejde grundlæggende regler og kriterier for forvaltning og drift af lufthavne i Fællesskabet.

3.2

Det er vigtigt, at lufthavnenes afgifter er klare og gennemsigtige, eftersom lufthavnene ofte er monopolforetagender.

3.3

Tildelingen af flystandplads ved terminalerne skal ske på et rationelt og ikke-diskriminerende grundlag, således at luftfartsselskaber underlægges de samme konkurrencevilkår. Manglende udnyttelse af værdifulde flystandpladser over en længere periode bør føre til tab af rettighederne.

3.4

Flyselskabers fortsatte dårlige udnyttelse af flystandpladser og gentagne forsinkelser, der med tiden kan skabe alvorlige afbrydelser i trafikstrømmen til og fra en lufthavn, skal straffes med bøder og andre sanktioner.

3.5

»Hævdvundne rettigheder« bør afskaffes i de vigtigste lufthavne, og de frigjorte slots bortauktioneres med faste årlige intervaller.

3.6

Alle lufthavne bør så vidt muligt fastsætte landingsafgifter, parkeringsafgifter o.lign. efter samme tarif. Landingsafgifter bør altid afspejle de bedste slots på eftertragtede tidspunkter for at tilskynde til en mere jævn udnyttelse af lufthavnsfaciliteterne.

3.7

For at afvikle trafikken hurtigere og øge kapaciteten bør lufthavne anspores til at anskaffe det mest moderne navigationsudstyr. Kapacitetsmålsætningen for landings- og startbaner skal være en landing eller start hvert 35. sekund. Større effektivitet i denne sammenhæng vil nedbringe den tid, flyene skal holde og vente i spidsbelastningsperioder, og derfor have positiv effekt på emissionerne.

3.8

Kommissionen bør overvåge og revidere de nationale luftfartsregulerende myndigheder for at sikre, at de udføre deres opgaver konsekvent og uden forskelsbehandling.

3.9

Udgifter til ændringer af hensyn til sikkerheden eller lignende bør betales af staten ligesom inden for andre transportformer, f.eks. jernbanetransport. Disse skal overvåges nøje, da installation af sofistikeret udstyr kan være en bekostelig affære for små og mellemstore lufthavne. Ændringerne er ikke altid rentable.

3.10

Myndighederne skal sørge for, at priserne i lufthavnsbutikkerne ikke afviger fra priserne i de nærmeste byer.

3.11

Det bliver vanskeligt at etablere fælles rammebestemmelser for lufthavnsafgifternes vigtigste bestanddele og proceduren for deres fastsættelse og at vedtage en fælles ramme, når udgifterne til ansættelse, anlæggelse og infrastruktur varierer fra land til land. Planlægningspolitik og regler varierer ligeledes fra land til land.

3.12

Hvor det anføres, at direktivet skal gælde for lufthavne i EU, der er over en vis minimumsstørrelse, bør det præciseres, hvad der menes med udtrykket »en vis minimumsstørrelse«.

3.13

Lufthavne skal have mulighed for at opkræve afgifter for at sikre et rimeligt udbytte, så de løbende kan investere i infrastruktur og andre faciliteter.

3.14

Hvis et lokalt lavprisselskab ikke ønsker at betale til lufthavnen, kan det blive svært at dække omkostningerne ved at overholde kravene til sikkerhed m.m. i lufthavnen.

3.15

For at sikre smidige og effektive operationer i en lufthavn bør luftfartsselskaberne have pligt til at underskrive en serviceaftale med lufthavnen, der garanterer et bestemt serviceniveau i lufthavnen.

3.16

Lufthavne har en række potentielle kunder blandt luftfartselskaberne. Ikke alle sammen er lavprisselskaber. Det er nogle gange vigtigt at sammensætte et mix, der sikrer indtægtsstrømmene, som kan variere i forhold til passagerprofilen. Indtægtsstrømmene kan være i fare i mindre lufthavne, hvis lavprisselskaberne er i overtal.

3.17

Sikkerhedsudstyr til screening bør defineres og standardiseres. Passagererne vil hurtigt miste tilliden til sikkerhedssystemerne, hvis de ikke standardiseres. Som det er nu, kan man gå uhindret igennem sikkerhedsscreeningen i nogle lufthavne, hvor alarmen vil lyde i andre. Et selskab driver et program for registrerede rejsende i flere og flere amerikanske lufthavne. For et årligt beløb på 99,95 USD udsteder selskabet et biometisk identitetskort til personer, der er godkendt af statsforvaltningen. Identitetskortet giver adgang til hurtigere sikkerhedskontrol. Dette er et eksempel på, hvordan teknologiske forbedringer kan betyde mere positive oplevelser for passagererne og reducerer køerne.

3.18

Det må forhindres, at området omkring lufthavnene på grund af handelsværdien gøres til genstand for spekulation.

3.19

Selv om sikkerheden i lufthavnen ser ud til at være streng, foregår der stadig mange småtyverier fra passagerernes bagage. Det er vigtigt hurtigst muligt at gøre noget ved dette problem.

3.20

Lufthavnsbutikkernes brug af begreberne »afgiftsfri« (Tax free) og »toldfri« (Duty free) skal defineres klart og kunne ses tydeligt, så forbrugerne kan gennemskue, hvilke omkostninger der er indeholdt i priserne.

3.21

Kommissionen bør som en beskyttende foranstaltning over for de rejsende oprette en hjemmeside, hvor de rejsende klart kan se, hvilke afgifter der opkræves i hvilke lufthavne (der tænkes f.eks. på de landingsafgifter, som figurerer på billetterne og som passagererne skal betale).

4.1

Lufthavne skal være brugervenlige og bør udformes i samråd med brugerne, dvs. luftfartselskaberne og passagererne.

4.2

Kommissionen bør opstille forskrifter vedrørende afsættelse af en vis minimumsplads til bagageudlevering, sikkerhedstjek og paskontrol.

4.3

Udformningen skal være brugervenlig og sikre passagererne smidig passage ind og ud af lufthavnen.

4.4

Det er en god idé at stille mere sofistikerede faciliteter til rådighed for luftfartsselskaber, som ønsker og er villige til at betale for dem.

4.5

Skiltningen i lufthavnene er uhyre vigtig. Ikke desto mindre er den meget forvirrende i mange europæiske lufthavne. Skiltningen bør derfor så vidt muligt standardiseres.

4.6

Der skal stilles passende venteområder med et tilstrækkeligt antal siddepladser til rådighed for passagererne. Adgang til terminalerne skal være så brugervenlig som mulig, navnlig for handicappede og andre passagerer med særlige behov, f.eks. passagerer med små børn.

4.7

De vigtigste dele af lufthavnsterminalernes udformning skal baseres på passagerstrømmene i spidsbelastningsperioder, og kritiske passagerprocesser som check-in og personkontrol må derfor undersøges, og resultaterne af undersøgelserne offentliggøres med henblik på retningslinjer for de involverede virksomheder.

4.8

Mindstekravene for driften bør styrkes i overensstemmelse med de relevante udformningsstandarder. Det bør undgås, at luftfartsselskaberne i en lufthavn fastsætter højere minimumskrav end udformningsstandarderne.

4.9

Lufthavnene skal sikre, at deres fysiske faciliteter og de servicefunktioner, som de selvstændigt og i samarbejde med flyoperatører, har ansvaret for, tilgodeser handicappede og gangbesværedes særlige behov. I forlængelse af de betragtninger, som EØSU har fremsat i en tidligere udtalelse (TEN/215 »Bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly«) er det udvalgets opfattelse, at lufthavnene opfylder disse forpligtelser gennem iagttagelse af de krav, der er opstillet i »Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2006 af 5. juli 2006 om handicappede og bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly« se især artikel 9 og bilag 1 til regelsættet.

15.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 10/39

1.1

EØSU hilser Kommissionens meddelelse velkommen og er enig i den deri fremlagte analyse og redegørelse. Det er blevet en stor international udfordring at håndtere de globale klimaændringer effektivt, samtidig med at man fortsat skal imødekomme de udviklede økonomiers høje energiefterspørgsel.

1.2

CO2-emissioner fra kulfyrede kraftværker i EU tegner sig for 24 % af EU's samlede CO2-emissioner. Denne type kraftværker er således den mest velegnede til installering af CCS-faciliteter, dvs. systemer for opsamling og permanent lagring af CO2.

1.3

Kul vil sandsynligvis fortsat indgå i den europæiske energisammensætning i de kommende årtier. Kuls specifikke egenskaber — dets tilgængelighed, lave pris og rolle som stabilisator af energimarkedet — betyder, at det forbliver en vigtig brændselskilde for en økonomisk elproduktion. Der er en skæv fordeling af kulreserverne i EU og verden. Kulteknologierne har potentiale til at sænke CO2-emissionerne betydeligt (1). På kort og mellemlang sigt kræver dette markedsbetingelser og lovgivningsrammer, der fremmer investeringer i de nyeste teknologier, som vil kunne forbedre effektiviteten af kulfyret elproduktion og reducere CO2-emissionerne.

1.4

Der findes på nuværende tidspunkt ingen påviste kommercielle omkostningseffektive teknikker til udskillelse og binding af CO2-emissioner fra kulbaserede kraftværker. De er endnu under udvikling. Der vil dog sandsynligvis blive udviklet og markedsført sådanne næsten emissionsfri teknikker i løbet af de kommende to årtier.

1.5

EØSU bekræfter sit standpunkt om, at de enorme udfordringer, der er forbundet med en reduktion af emissioner, gør det nødvendigt at udvikle alle potentielt bæredygtige energikilder og teknologier til deres fulde praktiske og økonomiske potentiale. Overgangen til bæredygtig energi har stor betydning for kul, andre fossile brændstoffer, atomkraft, vedvarende teknologier og energibesparelser, der hver især bidrager i det tidsrum og i den udstrækning, som de tekniske og økonomiske muligheder tillader det.

1.6

EØSU anerkender, at CO2-opsamling og -lagring (CCS) på lang sigt (dvs. efter 2020) vil gøre det muligt at nå et CO2-emissionsniveau på nær nul fra kulfyrede kraftværker. Der vil blive behov for ca. 350 GW ny elproduktionskapacitet frem til 2020 og ca. 500 GW frem til 2030. Investeringsomkostningerne forventes at blive på 600-800 mia. euro. Dette kræver allerede nu en koordineret forskning, udvikling og demonstration (FU&D).

1.7

Med fortsatte forbedringer af effektiviteten i kraftværker og udviklingen af teknologier for »nær nul«-emissioner vil kul kunne bidrage til at imødekomme kravene om en forebyggende klimabeskyttelse. På trods af de lovende erfaringer med CCS må man ikke allerede nu vedtage energipolitiske strategier og mål som »bindende foranstaltninger« i en forventning om, at CCS-teknologierne en dag bliver udbredt.

1.8

Det er nødvendigt med forenkling og gradvis harmonisering af godkendelsesprocedurerne gennem et tættere samarbejde mellem de nationale tilsynsmyndigheder for så vidt muligt at forkorte varigheden af anlæggelsesprojekter, uden at de højeste sikkerhedsstandarder derved sættes på spil.

1.9

EØSU gør ligeledes opmærksom på, at kul ikke alene udgør det vigtigste brændsel for elproduktionen og et vitalt råstof for stålproduktionen og andre industrielle processer, men også vil komme til at spille en central rolle i forbindelse med opfyldelsen af de fremtidige energibehov og overgangen til brintøkonomi. Kullikvefaktion gør det muligt at erstatte råolie med kul. Der kan også produceres syntetisk gas fra kul.

1.10

Udvinding af indenlandsk brunkul og stenkul kræver en passende politisk og økonomisk ramme. Kuludvinding og energitransformation kan bidrage betydeligt til velstanden og beskæftigelsen i lokalsamfundene. Det er desuden særdeles vigtigt, at man opretholder (den kulbaserede) elproduktion fra fossile brændstoffer på det nuværende niveau af hensyn til den sociale situation i de nye medlemsstater: ud af i alt 286 500 ansatte i EU's kulmineindustri, er de 212 100 beskæftigede i de nye medlemsstaters kulmineindustri. Der bør tages behørigt hensyn til de meget hårde arbejdsbetingelser for minearbejderne i hele EU.

1.11

EØSU mener derudover, at Kommissionen med dette dokument og denne tidsplan er optimistisk med hensyn til CCS og dets indkøringsfase. Kommissionen bør på nuværende tidspunkt koncentrere sin indsats om foranstaltninger, der skal hjælpe med at sætte 10-12 demonstrationsanlæg i drift frem til 2015 og skabe en ramme for CCS, der dækker de største risici og yder sikkerhed uden at være for restriktiv. En overgangfase med større effektivitet i elproduktionen er meget ønskværdig. Enhver forhastet og for restriktiv lovgivningsramme vil kunne skade dette vigtige koncept betydeligt.

1.12

EØSU slår ligeledes til lyd for en intensiv forskning og udvikling inden for vedvarende og alternative energikilder, der forventes at kunne bidrage til en sikrere energisammensætning i EU. Det integrerede energimarked i EU bør samtidig hermed føres ud i livet uden nogen unødvendige forsinkelser.

2.1

EØSU har allerede beskæftiget sig med fossile brændstoffer i flere af sine øvrige udtalelser, senest i sin sonderende udtalelse om »EU's energiforsyning: en strategi for et optimalt energimix« (2), hvori det slog fast, at EU bør yde en stor indsats for rene kulteknologier, dvs. forbedre kraftværkers effektivitet og de kommercielle anvendelser af kulstofopsamling og -lagring. Anvendelsen af gas er steget og fortsætter med at stige, hvilket også skyldes politiske valg. Det står nu klart, at der vil opstå problemer, hvis denne tendens fortsætter. Gas kan næppe fortsætte med at erstatte kul, og den kan heller ikke erstatte atomenergi som følge af emissioner, da den i lighed med olie er et værdifuldt råmateriale for industrier med høj værditilvækst.

2.2

Den foreliggende meddelelse om bæredygtig elproduktion fra fossile brændstoffer blev offentliggjort af Kommissionen den 10. januar 2007 i forbindelse med klima- og energipakken »En energipolitik for Europa — behovet for foranstaltninger«.

2.3

Inden for rammerne af pakken foreslår EØSU klimamål, der går ud på at reducere drivhusgasserne med 30 % i de udviklede lande eller med mindst 20 % i EU. Derudover behandles det indre marked for gas og el, sammenkoblingen af gas- og elnet, atomenergiens fremtidige rolle i forslaget om et »vejledende kerneenergiprogram«, en køreplan for fremme af vedvarende brændstoffer, navnlig biobrændstoffer for transport, samt en fremtidig europæisk strategisk plan for energiteknologier. Det Europæiske Råd den 9. marts 2007 bakkede op om målene og de politiske hovedpunkter i pakken.

2.4

Meddelelsen indeholder en samlet oversigt over de foranstaltninger, der er nødvendige for, at fossile brændstoffer og navnlig kul fortsat kan bidrage til en sikker og diversificeret energiforsyning i Europa og verden på en måde, der er forenelig med strategien for bæredygtig udvikling og de klimapolitiske mål. I meddelelsen tages der hensyn til det arbejde, der blev udført, og de udtalelser, der blev afgivet, i løbet af 2006 inden for rammerne af det andet europæiske klimaændringsprogram (ECCPII), Ekspertgruppen på Højt Niveau om Konkurrenceevne, Energi og Miljø (HLG), forberedelsen af det syvende rammeprogram for forskning (RP7) og teknologiplatformen for nul-emission fra fossile brændstofkraftværker (Zero Emission Fossil Fuel Power Plant Technology Platform).

3.1

I Kommissionens dokument undersøges de fossile brændstoffers position i elproduktionen. Det fastslås, at disse udgør en vigtig del af energisammensætningen i EU og i mange andre økonomier. De spiller en særlig rolle i elproduktionen, da over 50 % af EU's elektricitet i øjeblikket stammer fra fossile brændstoffer (hovedsagelig kul og naturgas). I nogle lande stammer hele 80 % af elektriciteten fra fossile brændstoffer (Polen og Grækenland). Kul yder i dag et centralt bidrag til EU's energiforsyningssikkerhed og vil fortsat gøre det. Kul er det fossile brændstof, hvoraf der findes langt de største og mest udbredte reserver på verdensplan, idet de anslås til at kunne vare omkring 130 år for brunkuls vedkommende og 200 år for stenkuls vedkommende.

3.2

Kul kan imidlertid kun fortsat yde et værdifuldt bidrag til EU's og verdens energiforsyningssikkerhed og økonomi, hvis der udvikles teknologier, der muliggør en drastisk reduktion af CO2-fodaftrykket fra dets forbrænding. Hvis sådanne teknologier udvikles i tilstrækkelig stort omfang, kan de også bidrage med løsninger til andre forbrændingsprocesser, hvor der anvendes andre fossile brændstoffer, herunder gasfyret elproduktion. EU må derfor udvikle teknologiske løsninger med henblik på en bæredygtig anvendelse af kul, ikke blot for at bibeholde kul i den europæiske energisammensætning, men også for at sikre, at den globale vækst i anvendelsen af kul vil kunne ske uden uoprettelig skade på det globale klima.

3.3

Der er blevet udviklet »rene kulteknologier«, og de anvendes nu i vid udstrækning inden for elproduktionssektoren, hvor de i væsentligt omfang nedbringer emissionerne af SO2, NOx, partikler og støv fra kulfyrede kraftværker betydeligt. Rene kulteknologier har også medført en stødt stigende energieffektivitet i forbindelse med omdannelsen af kul til elektricitet. Sådanne resultater er vigtige skridt i retning af nye teknologiske løsninger (kaldet »bæredygtige kulteknologier«), der indarbejder CO2-opsamling og -lagring i kulbaseret elproduktion.

3.4

Ifølge Kommissionen har Europa en rimelig chance for at opnå en kommerciel levedygtighed for bæredygtige kulteknologier inden for de kommende 10 til 15 år. Dette vil imidlertid kræve store industrielle investeringer i en række demonstrationsanlæg både i og uden for EU og tilknyttede politiske initiativer i en relativt lang periode, der stort set begynder nu og muligvis vil vare frem til 2020 eller længere.

3.5

For at fremme en sådan udvikling vil Kommissionen øge finansieringen af F&U på energiområdet betydeligt og dermed gøre demonstration af bæredygtige fossile brændstofteknologier til et af de prioriterede områder i perioden 2007-2013. En europæisk, strategisk energiteknologiplatform vil være et passende instrument i forbindelse med den overordnede koordinering af sådanne F&U- og demonstrationsbestræbelser og i forbindelse med optimering af synergien på såvel EU-plan som på nationalt plan. Kommissionen vil på grundlag af positive resultater af F&U-projekter afgøre, hvordan den bedst kan støtte udformningen, konstruktionen og driften af 12 anlæg i stor skala til demonstration af bæredygtige fossile brændstofteknologier inden for den kommercielle elproduktion inden 2015.

3.6

Kommissionen vil på grundlag af de seneste og planlagte investeringer vurdere, om man i nye kraftværker, hvor der anvendes fossile brændstoffer, og som opføres eller vil blive opført i EU, anvender de bedste tilgængelige teknologier med hensyn til effektivitet, og om nye kul- og gasfyrede anlæg, hvis de ikke er udstyret med CCS-teknologier, er forberedt til, at der senere kan installeres CCS-udstyr (»forberedt til opsamling«). Hvis dette viser sig ikke at være tilfældet, vil Kommissionen overveje at fremsætte forslag om juridisk bindende instrumenter snarest muligt efter, at der er foretaget en egentlig konsekvensanalyse.

3.7

I 2007 vil Kommissionen vurdere de potentielle risici i forbindelse med CCS og fastsætte krav til godkendelse af CCS-aktiviteter og til en passende forvaltning af de påviste risici og følgevirkninger. Når der er udviklet en sund forvaltningsramme, kan den kombineres med ændringer af den eksisterende miljølovgivning på EU-plan for at fjerne alle uønskede hindringer for CCS-teknologier. Kommissionen vil også vurdere, om de eksisterende instrumenter skal ændres (såsom VVM-direktivet eller direktivet om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening), eller om der skal fremsættes forslag til en selvstændig lovgivningsramme. Den vil vurdere, hvilke aspekter af lovgivningen, der fortrinsvis skal behandles på EU-plan eller alternativt på nationalt plan.

3.8

Kommissionen mener, at der er behov for klare og forudsigelige, langsigtede rammer for at fremme en gnidningsfri og hurtig overgang til en CCS-udstyret elproduktion på grundlag af kul. Dette er nødvendigt for at sætte elproducenterne i stand til at gennemføre de nødvendige investeringer og den nødvendige forskning i sikker forvisning om, at deres konkurrenter vil følge en tilsvarende vej. På grundlag af de oplysninger, der foreligger på nuværende tidspunkt, bør alle nye kulfyrede kraftværker ifølge Kommissionen være udstyret med CCS-faciliteter fra og med 2020. Eksisterende anlæg bør derefter gradvis følge den samme fremgangsmåde. Kommissionen vil vurdere, hvordan den optimale plan for installering af CCS-udstyr skal se ud for kraftværker, hvor der anvendes fossile brændstoffer, i perioden efter, at de bæredygtige kulteknologiers kommercielle levedygtighed er blevet demonstreret.

3.9

De anslåede omkostninger til CO2-opsamling fra elproduktion og efterfølgende lagring ved det nuværende teknologiske udviklingsniveau ligger på op til 70 euro pr. ton CO2, hvilket gør anvendelse af disse teknologier i stor skala uoverkommeligt dyr på nuværende tidspunkt. Tilgængelige modeller og undersøgelser med et mellemlangt til langt perspektiv anslår således omkostningerne til CCS i 2020 til omkring 20-30 euro/t CO2. Dette betyder i modellerne, at omkostningerne til kulfyret elproduktion med CCS i 2020 eller kort tid derefter vil ligge blot 10 % højere end eller måske endda være holdt på det nuværende niveau.

3.10

De potentielle negative miljøvirkninger af fortsat brug af fossile brændstoffer og anvendelse af CCS-udstyr stammer hovedsagelig fra potentiel udsivning fra CO2-lagre. Virkningerne af udsivninger kan være både lokale (på den lokale biosfære) og globale (på klimaet). Det konkluderes imidlertid i rapporten fra det internationale panel for klimaændringer (ICCP) om dette spørgsmål, at den andel af CO2, der tilbageholdes på velvalgte og godt forvaltede lagringssteder, erfaringsmæssigt højst sandsynligt vil ligge på over 99 % over 100 år. Udvælgelse og forvaltning af lagringssteder er således centrale faktorer i forbindelse med nedbringelse af risikoen. Kommissionen vil i sin konsekvensanalyse med henblik på vedtagelse af en lovgivningsramme identificere alle potentielle risici og fremsætte forslag til passende sikkerhedsforanstaltninger.

3.11

Bæredygtige fossile brændstofteknologier, navnlig CCS, forventes at medføre betydelige resultater. De kan effektivt fjerne op til 90 % af CO2-emissionerne fra kraftværker fyret med fossile brændstoffer. Dette vil kunne resultere i en generel nedbringelse af CO2-emissionerne i EU-27 på 25-30 % i 2030 sammenlignet med 2000. En tidlig inddragelse af udviklingslandene i udviklingen og udbredelsen af bæredygtige kulteknologier og navnlig CCS-komponenten er af afgørende betydning for en bæredygtig global økonomisk udvikling og for håndtering af klimaændringer i en situation med øget global udnyttelse af kulressourcerne. Succesen med bæredygtigt kul og især den omfattende markedsføring af CCS vil desuden øge adgangen til energi i de fattigste dele af verden, der stadig ikke har mulighed for at udnytte energi.

4.1

EØSU hilser Kommissionens meddelelse velkommen og er enig i den deri fremlagte analyse og redegørelse. At håndtere de globale klimaændringer effektivt, samtidig med at man fortsat imødekommer de modne økonomiers høje energiefterspørgsel samt udviklingsøkonomiernes hurtigt voksende energiefterspørgsel, udgør en betydelig international udfordring.

4.2

CO2-emissioner fra kulfyrede kraftværker i EU tegner sig for 24 % af EU's samlede CO2-emissioner. Koncentrationen af emissioner fra elproduktion i kraftværker, der fyrer med fossile brændstoffer, er høj som følge af det store forbrug af brændsel i store forbrændingsenheder, hvorfor denne type kraftværker er den mest velegnede til installering af CCS-faciliteter, dvs. systemer for opsamling og permanent lagring af CO2. Disse systemer omfatter tre relativt uafhængige etaper:

4.3

Kul vil sandsynligvis fortsat indgå i den europæiske energisammensætning i de kommende årtier. Kuls specifikke egenskaber — dets tilgængelighed, lave pris og rolle som stabilisator af energimarkedet — betyder, at det forbliver en vigtig brændselskilde for en økonomisk elproduktion. Kulreserverne er skævt fordelt i EU og verden. Det er overordnet opmuntrende at se, at de største kulreserver er at finde i de økonomisk veludviklede og politisk stabile lande. Reserverne i de udviklede EU-lande er i stor udstrækning blevet udtømt som følge af en langvarig rovdrift i de seneste år, og flere EU-lande har valgt gradvis at mindske eller helt at afvikle kulminedriften.

4.4

Kun en tredjedel af EU-landene kan trække på indenlandske kulforekomster, mens de resterende to tredjedele af landene hovedsagelig er afhængige af importeret stenkul. I 2006 blev der udvundet 161,6 mio. ton stenkul i EU, mens der blev importeret 235,3 mio. ton. Samme år blev der anvendt 373,8 mio. ton brunkul, som udelukkende stammede fra indenlandske ressourcer. Der bør derfor udvikles og udbredes en bæredygtig teknik til reduktion af CO2-emissioner fra kulfyret elproduktion.

4.5

Kulteknologierne har potentiale til at sænke CO2-emissionerne betydeligt (3). På kort og mellemlang sigt kræver dette markedsbetingelser og lovgivningsrammer, der fremmer investeringer i de nyeste teknologier, som vil kunne forbedre effektiviteten af kulfyret elproduktion og dermed reducere CO2-emissionerne. Det kræver ligeledes en fælles indsats fra Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og erhvervslivet at fremme en verdensomspændende samordning af forskning, udvikling og demonstration af rene kulteknologier som f.eks. udskillelse og lagring af kulstof, hvilket på længere sigt vil føre til nær »nul«-emissioner fra kul.

4.6

Der findes på nuværende tidspunkt ingen påviste omkostningseffektive teknikker til udskillelse og binding af CO2-emissioner fra kulbaserede kraftværker. Disse er endnu under udvikling. Der vil dog sandsynligvis blive udviklet og markedsført sådanne overvejende emissionsfri teknikker i løbet af de kommende to årtier. CCS-installationer i kraftværker forventes at reducere effektiviteten af elproduktionen som følge af deres eget elforbrug. Den samlede effektivitet varierer alt efter, hvilken teknologi der anvendes. Den foretrukne OXYFUEL-teknologi forbruger 8-10 % af den producerede energi, mens de øvrige teknologier forbruger endnu mere energi. Dette betyder, at der vil blive brug for mere brændsel pr. MWh strøm i forsyningsnetværket, og at det er nødvendigt at øge produktionseffektiviteten. En fremtidig installering af CCS-teknologi resultere i et endnu større elforbrug.

4.7

I mellemtiden er en forbedring af effektiviteten af allerede eksisterende og nye kulfyrede kraftværker en omkostningseffektiv måde at begrænse væksten i CO2-emissioner på. Installeringen af den bedst tilgængelige kommercielle teknologi bør stå i centrum for planlægningen af den betydelige mængde af ny kulfyret kapacitet, som skal bygges op i nær fremtid. Hvor det er praktisk gennemførligt, bør disse kraftværker udformes således, at det bliver muligt at installere CCS-udstyr i dem på en omkostningseffektiv måde, så snart denne teknologi kommer i handelen.

4.8

EØSU bekræfter sit standpunkt om, at de enorme udfordringer, der er forbundet med en reduktion af emissioner, gør det nødvendigt at udvikle alle potentielt bæredygtige energikilder og teknologier til deres fulde praktiske og økonomiske potentiale. Overgangen til bæredygtig energi har stor betydning for kul, andre fossile brændstoffer, atomkraft, vedvarende teknologier og energibesparelser, der hver især bidrager i det tidsrum og i den udstrækning, som de tekniske og økonomiske muligheder tillader det.

4.9

På trods af de lovende erfaringer med CCS må man ikke allerede nu vedtage energipolitiske strategier og mål som »bindende foranstaltninger« i en forventning om, at CCS-teknologierne en dag bliver udbredt.

5.1

Kul spiller en meget vigtig rolle i den europæiske elproduktion. Ikke desto mindre produceres 70 % af den kulbaserede el i kraftværker, der er mere end 20 år gamle. Eftersom der er en mindre stigning i elforbruget, og en stor del af den eksisterende kraftværkskapacitet er ved at nå slutningen af dens tekniske/økonomiske levetid, vil der blive behov for ca. 350 GW ny elproduktionskapacitet frem til 2020 og ca. 500 GW frem til 2030. Beregningerne af omkostningerne ved kulfyrede kraftværker med CCS i EU bygger på en optimistisk omkostningsstruktur, ifølge hvilken et nyt kraftværk på 300 MW koster 500 mio. euro (ca. 1,7 mio. euro pr. installerede MW). En ombygning af et moderne kraftværk, der bygges fra nu af og frem til 2020, koster 0,5-0,7 mio. euro pr. installerede MW, mens en ombygning af allerede eksisterende faciliteter koster endnu flere penge, nemlig 1 mio. euro pr. installerede MW. Hvis man udstyrede 500 GW elproduktionskapacitet med den mest avancerede CCS-teknologi frem til 2030, ville dette formentlig kræve investeringsomkostninger på 600-800 mia. euro.

5.2

EØSU vurderer, at CO2-opsamling og -lagring på lang sigt (dvs. efter 2020) vil gøre det muligt at nå et CO2-emissionsniveau på nær nul fra kulfyrede kraftværker. Dette kræver allerede nu en koordineret forskning, udvikling og demonstration (FU&D).

5.2.1

I de næste ti år vil man kunne foretage omkostningseffektive reduktioner af CO2-emissioner gennem en mere effektiv kulforbrænding ved hjælp af en bred anvendelse af avanceret teknologi i kulfyrede kraftværker.

5.2.2

Disse strategier supplerer hinanden og bygger på tekniske løsninger, som skal afprøves: anvendelse af moderne, effektive kulfyrede elproduktionsteknologier på kort og mellemlang sigt kan gøre det muligt at skabe omkostningsbesparelser i forbindelse med opsamling af kulstoffer på lang sigt, hvis kraftværkerne udformes således, at de kan udstyres med en omkostningseffektiv opsamling af kulstoffer, når denne teknologi bliver tilgængelig for kommerciel anvendelse.

5.2.3

Ifølge det syvende rammeprogram kræver en radikal omformning af energisystemet til et pålideligt, konkurrencedygtigt og bæredygtigt system, der udleder mindre eller ingen CO2, nye teknologier og nye materialer, der indebærer for høje risici og for usikre gevinster til, at private virksomheder gider foretage alle de nødvendige investeringer i forskning, udvikling, demonstration og ibrugtagning. CCS og ren kul er medtaget på det syvende rammeprograms energibudget, der beløber sig til 2 350 mio. euro i perioden 2007-2013.

5.2.4

Der bør defineres et »forberedt til opsamling«-koncept. En vellykket gennemførelse forudsætter et samarbejde mellem lovgiverne og industrien — de kommercielle markeder vil ikke kunne fungere uden hensigtsmæssige og stabile politiske rammer.

5.2.5

EØSU finder det bydende nødvendigt at øge og modernisere kraftværkskapaciteten. I lyset af den forventede stigning i energiimporten til 69 % frem til 2030, er det nødvendigt med en bredt diversificeret energisammensætning af hensyn til energiforsyningssikkerheden. En stabilisering af anvendelsen af kul til elproduktion kan udgøre et vigtigt bidrag til energiforsyningssikkerheden i EU.

5.2.6

Med fortsatte forbedringer af effektiviteten i kraftværker og udviklingen af teknologier for »nær nul«-emissioner vil kul kunne bidrage til en forebyggende klimabeskyttelse. I forbindelse med fastsættelsen af regler for emissionshandel i hver enkelt medlemsstat bør der fokuseres på at forbedre effektiviteten med henblik på at opnå en reduktion i drivhusgasser.

5.2.7

Det er nødvendigt med forenkling og gradvis harmonisering af godkendelsesprocedurerne gennem et samarbejde mellem de nationale tilsynsmyndigheder for så vidt muligt at forkorte varigheden af anlæggelsesprojekter, uden at de højeste sikkerhedsstandarder derved sættes på spil.

5.3

EØSU gør ligeledes opmærksom på, at kul ikke alene udgør det vigtigste brændsel for elproduktionen og et vitalt råstof for stålproduktionen og andre industrielle processer, men også vil komme til at spille en central rolle i forbindelse med opfyldelsen af de fremtidige energibehov og overgangen til brintøkonomi. Kullikvefaktion gør det muligt at erstatte råolie med kul. Der kan også produceres syntetisk gas fra kul. Sådanne teknologier og applikationer vil med tiden tillige komme til at spille en vigtig rolle i den bæredygtige energisammensætning. Kommissionens meddelelse omfatter ikke disse vigtige segmenter af den nuværende og fremtidige anvendelse af kul.

5.4

Den igangværende intensive debat om kulanvendelsens potentiale i de kommende årtier har trængt de med kuludvinding relaterede problemer i baggrunden. Udvinding af indenlandsk brunkul og stenkul forudsætter imidlertid en passende politisk og økonomisk ramme. Udvinding og omdannelse af energi kan bidrage betydeligt til velstanden og beskæftigelsen i lokalsamfundene. Ved forbrænding af indenlandsk kul forbliver den merværdi, som opstår ved udvindingen, omdannelsen og distributionen, inden for EU. Når der anvendes olie eller gas, går omkring 75 % af prisen til dækning af importomkostninger.

5.5

Det er ligeledes særdeles vigtigt, at man opretholder (den kulbaserede) elproduktion fra fossile brændstoffer af hensyn til den sociale situation i de nye medlemsstater: ud af i alt 286 500 ansatte i EU's kulmineindustri, er de 212 100 beskæftigede i de nye medlemsstaters kulmineindustri. Der bør tages behørigt hensyn til de meget hårde arbejdsbetingelser for minearbejdere i hele EU.

5.6

En indskrænkning af kulmineområder som led i regional planlægning og alt for mange regler om miljøbeskyttelse har tidligere ført til unødvendige forsinkelser og en ekstra byrde for minerne. Reservernes placering og mobiliteten i minedriften i forbindelse med udvinding af råstoffer giver særlige udfordringer sammenlignet med andre industrisektorer. Der bør tages hensyn til denne specifikke situation, navnlig under fastsættelsen af en juridisk ramme for miljøspørgsmål, f.eks. vedrørende affaldshåndtering, jordbeskyttelse og vand.

5.7

EØSU mener, at Kommissionen i dette dokument og i sin tidsplan er lidt for optimistisk med hensyn til CCS og dets indkøringsfase. Selv om det grundlæggende know-how foreligger, tager det forholdsvis lang tid at udvikle en teknologisk løsning, og der kan ikke forventes noget gennembrud, som kan forkorte det ihærdige og intensive arbejde, der kræves for at gennemføre dette koncept. Kommissionen bør på nuværende tidspunkt koncentrere sin indsats om foranstaltninger, der skal hjælpe med at sætte 10-12 demonstrationsanlæg i drift frem til 2015 og skabe en ramme for CCS, der beskytter mod de største risici og yder sikkerhed uden at være for restriktiv. En overgangfase med større effektivitet i elproduktionen er meget ønskværdig. Enhver forhastet og for restriktiv lovgivningsramme vil kunne få betydelig negativ indvirkning på dette vigtige koncept.

5.8

EØSU slår ligeledes til lyd for en intensiv forskning i og udvikling af vedvarende og alternative energikilder, der forventes at kunne bidrage til en sikrere energisammensætning i EU. Det integrerede energimarked i EU bør samtidig hermed føres ud i livet uden nogen unødvendige forsinkelser.

15.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 10/44

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg hilser forslaget til ny forordning velkomment. Hvis det vedtages, medfører det ophævelse af forordning nr. 684/92 og forordning nr. 12/98.

1.2

Passagerernes sikkerhed bør have absolut prioritet, også ved buskørsel. Alle andre spørgsmål bør betragtes som mindre vigtige.

1.3

Den nye forordning skal bidrage til en forbedret trafiksikkerhed gennem strengere overvågning af internationale bustransportvirksomheder, der opererer i flere medlemsstater.

1.4

EØSU bifalder forslaget, da det falder under programmet for bedre lovgivning og er i tråd med bestræbelserne på at forenkle og ajourføre det gældende regelværk.

1.5

EØSU henstiller følgende:

1.5.1

Udtrykket »alvorlig overtrædelse eller mindre og gentagne overtrædelser af fællesskabslovgivningen om vejtransport« bør præciseres. Hvad består en mindre overtrædelse i? Hvor mange mindre overtrædelser skal der til for at udløse en administrativ sanktion?

1.5.2

Det er desuden nødvendigt at udarbejde en liste over overtrædelser, der betegnes som alvorlige.

1.5.3

Subsidiaritetsprincippet bør ikke bruges til forskelsbehandling af ikke-hjemmehørende transportvirksomheder, og forslaget bør indeholde en bedre beskyttelse imod dette.

1.5.4

Det bør have høj prioritet at etablere en EU-database for at give mulighed for kontrol af specifikationerne for fællesskabstilladelsen samt for at lette udveksling af oplysninger.

1.5.5

Ifølge artikel 23, stk. 3, bør en transportvirksomhed have adgang til et særligt appelsystem i det tilfælde, hvor en værtsmedlemsstat pålægger den en administrativ sanktion i forbindelse med cabotagekørsel. Dette udelukker dog ikke en eventuel strafforfølgning.

2.1

Direktiv 96/26/EF om adgang til erhvervet med personbefordring ad landevej sammen med forordning (EØF) nr. 684/92 og forordning (EF) nr. 12/98 om adgang til markedet for buskørsel udgjorde oprindeligt hjørnestenen for det indre marked for international personbefordring ad vej.

2.2

Direktivet indførte et mindstemål af kvalitetsforskrifter, der skal være opfyldt for at udføre erhvervet, mens de to forordninger liberaliserede lejlighedsvise internationale passagertjenester, fastsatte en særlig autorisationsprocedure for regelmæssige internationale passagertjenester og for godkendte cabotageydelser i forbindelse med internationale passagertjenester.

2.3

Reglerne skal nu bringes i overensstemmelse med den nye lovgivningsramme, der fastlægges med forordningen om offentlig jernbane- og vejtransport, som inden længe vil blive vedtaget af Parlamentet og Rådet. Reglerne bør også gøres klarere og i nogle tilfælde forenkles, da erfaringen viser, at nogle af de retlige bestemmelser medfører unødvendige administrative byrder.

2.4

Transportvirksomheder, der udfører international personbefordring med bus, skal være i besiddelse af en international tilladelse til personbefordring ad vej, som er udstedt af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor transportvirksomheden er etableret, medmindre den af andre grunde er fritaget herfor.

2.5

Forordning nr. 684/92 åbner for adgang til markedet for international personbefordring med bus, og forordning nr. 12/98 fastsætter betingelserne for, at transportvirksomheder kan udføre personbefordring i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende.

3.1

Formålet med forslaget er at revidere og konsolidere forordning (EØF) nr. 684/92 og forordning (EF) nr. 12/98 om adgang til markedet for personbefordring med bus. Det afklarer de gældende retlige bestemmelser og ændrer visse aspekter af dem for at styrke den overordnede sammenhæng og mindske de administrative byrder.

3.2

I denne forordning forstås ved:

3.2.1

»Rutekørsel«: personbefordring efter faste tidsintervaller og i en bestemt trafikforbindelse, hvor på- og afstigning kan ske ved forud fastsatte stoppesteder. Denne kørsel kræver tilladelse fra den medlemsstat, hvor transportvirksomheden er etableret, og køretøjet er registreret. Tilladelsen giver transportvirksomheden ret til at udføre rutekørsel i alle de medlemsstater, hvis område ruten passerer.

3.2.2

»Speciel rutekørsel«: rutekørsel, uanset hvem der organiserer befordringen, af bestemte kategorier af passagerer, hvorved andre passagerer udelukkes. Speciel rutekørsel omfatter:

Der kræves ikke tilladelse til speciel rutekørsel, såfremt sådan kørsel er omfattet af en aftale mellem tilrettelæggeren og transportvirksomheden.

3.2.3

»Lejlighedsvis kørsel«: kørsel, der ikke er omfattet af definitionen af rutekørsel, herunder speciel rutekørsel, og hvis vigtigste kendetegn er, at det er grupper af passagerer, der er dannet på initiativ af kunden eller af transportvirksomheden selv, der befordres. Der kræves ikke tilladelse til lejlighedsvis kørsel.

3.2.4

»Personbefordring for egen regning«: personbefordring, som udføres af en virksomhed for dennes egne ansatte eller af en ikke-kommerciel organisation for dens medlemmer i forbindelse med dens sociale aktiviteter, forudsat at

Personbefordring for egen regning er fritaget for enhver ordning med tilladelser, men er underkastet en ordning med attester, der udstedes af de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor køretøjet er registreret.

3.2.5

»Cabotagekørsel«: national personbefordring med bus, som midlertidigt udføres af en transportvirksomhed, der ikke er hjemmehørende i den pågældende medlemsstat.

3.2.6

Cabotagekørsel er tilladt ved følgende former for kørsel:

Nationale love og bestemmelser skal anvendes på ikke-hjemmehørende transportvirksomheder på samme betingelser som dem, medlemsstaten pålægger hjemmehørende virksomheder.

4.1

Artikel 8 forenkler tilladelsesproceduren. Der er kun én afslagsgrund tilbage, som vedrører markedsadgangen, nemlig at den ansøgte rute ville have en væsentlig negativ virkning på den økonomiske levedygtighed for en tilsvarende rute, der drives under en offentlig serviceforpligtelse på de direkte berørte strækninger. Dette er rimeligt.

4.2

Transitlande, hvor passagerer ikke tages op eller sættes af, vil ikke blive konsulteret fremover, men informeres, når ruten er godkendt. Dette vil gøre ordningen mere effektiv.

4.3

Subsidiaritetsprincippet finder anvendelse, da forslaget ikke er underlagt Fællesskabets enekompetence. Det er dog vigtigt med beskyttelsesbestemmelser for at sikre, at ikke-hjemmehørende transportvirksomheder ikke udsættes for forskelsbehandling.

4.4

I artikel 18 om rejsehjemmel bør stk. 2 præciseres yderligere.

4.5

Transportvirksomheden skal udstede en individuel eller kollektiv rejsehjemmel. Hvis det ved en kontrol foretaget af en bemyndiget kontrollør viser sig, at en passager ikke er i besiddelse af en gyldig rejsehjemmel (og transportvirksomheden forud herfor har udstedt en rejsehjemmel), kan transportvirksomheden ikke holdes ansvarlig for denne situation. Når rejsehjemlen først er blevet udstedt, er det passagerens ansvar at forevise den for en bemyndiget kontrollør.

5.1

Dette forslag til forordning opfylder i det store og hele de mål, Kommissionen har sat sig.

5.2

Spørgsmålene om såvel alvorlige som mindre overtrædelser samt om de administrative sanktioner, der kan anvendes, bør præciseres yderligere. Overtrædelsernes art og de kategorier, de hører ind under, bør defineres og være de samme i hele EU.

5.3

I tilfælde af alvorlige overtrædelser eller mindre og gentagne overtrædelser kan værtsmedlemsstaten anmode den medlemsstat, som har udstedt den internationale transporttilladelse, om at pålægge indehaveren af tilladelsen administrative sanktioner (f.eks. tidsbegrænset eller varig tilbagekaldelse af nogle eller alle bekræftede kopier af tilladelsen eller tidsbegrænset eller varig tilbagekaldelse af selve tilladelsen). Dette udelukker dog ikke en eventuel strafforfølgning i værtsmedlemsstaten.

5.4

Der henvises i forbindelse med sanktioner og afvisning af tilladelser til et appelsystem, men appeller på dette område bør af alle de berørte parter betragtes som rimelige og ikke-diskriminerende.

5.5

Der bør etableres en EU-database for at sikre en hurtig og effektiv udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne om buskørsel. Når et køretøj kontrolleres af en bemyndiget kontrollør, bør det desuden være muligt at indtaste nummeret på den internationale transporttilladelse og straks få alle oplysninger, der er relevante for kontrollen af tilladelsens gyldighed.

15.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 10/47

1.1

Udvalget udtrykker endnu engang tilfredshed med, at alvorlige miljøovertrædelser kan gøres til genstand for strafferetlige sanktioner. Det påpeger igen, at Kommissionen bør have kompetence til at tvinge medlemsstaterne til at anvende strafferetlige sanktioner, der er proportionale og afskrækkende, når dette er nødvendigt for at sikre gennemførelsen af fællesskabspolitikkerne, navnlig inden for beskyttelsen af miljøet mod alvorlige overtrædelser, og disse sanktioner skal anvendes inden for rammerne af hver medlemsstats strafferetlige system. Kommissionen bør endelig råde over kontrolbeføjelser med hensyn til effektiviteten af den strafferet, der anvendes på det pågældende område, og udøve den beføjelse aktivt.

1.2

Direktivforslaget sigter navnlig på overtrædelser begået af kriminelle organisationer (hvilket betragtes som en skærpende omstændighed i forslaget), og udvalget er overbevist om, at der skal være sanktioner mod sådanne handlinger, herunder også en tilnærmelse mellem medlemsstaternes strafferetlige bestemmelser, men traktaten og retspraksis angiver klart, hvad der skal ske i forbindelse med strafforfølgelse af kriminelle organisationers gerninger. Det er således, at tilnærmelsen mellem medlemsstaternes strafferetlige bestemmelser i princippet kun kan ske inden for rammerne af bestemmelserne om politi- og retssamarbejde i kriminalsager i henhold til afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union og ikke inden for rammerne af EF-traktaten, som Kommissionen har foreslået.

1.3

Udvalget spørger også, om dette at kræve, at visse overtrædelser straffes med frihedsberøvelse ikke overskrider kompetencerne i henhold til første søjle, da dette udgør en indblanding i valget af sanktioner, der a priori fortsat bør henhøre under medlemsstaternes kompetence.

1.4

EØSU mener, at fællesskabskompetencen bør begrænses til definitionen af de forpligtelser, der skal overholdes, og til at foreskrive strafferetlige sanktioner. Hvis man vil bevæge sig ud over dette og forudse en sanktionsordning, er det nødvendigt med en rammeafgørelse baseret på afsnit i VI i EU-traktaten.

1.5

I samme forbindelse spørger udvalget også, om fællesskabsretten kan gå så vidt som til at pålægge et maksimalt sanktionsniveau.

1.6

Udvalget ønsker, at de indlysende politiske aspekter i forbindelse med kompetencefordelingen og den rolle, det ønsker Europa-Parlamentet skal spille i forbindelse med al lovgivning, der indebærer et strafferetligt afsnit, kan gøres til genstand for en mere præcis retspraksis fra Domstolens side eller en interinstitutionel aftale eller en reform, der kan inkorporeres i den aktuelle regeringskonferences reform af traktaterne. EØSU foretrækker denne sidste løsning, fordi det haster med at indføre effektive sanktioner for at beskytte miljøet.

2.1

I 1998 forelagde Europarådet en konvention om strafferetlig beskyttelse af miljøet til undertegnelse. Dette var et betydeligt fremskridt, da konventionen var den første internationale konvention, hvor handlinger, der forårsagede eller kunne forårsage skader på miljøet, blev gjort til strafbare handlinger. Imidlertid meddelte Tyskland efterfulgt af Frankrig og Det Forenede Kongerige, at de var uvillige til at ratificere konventionen. I konsekvens heraf fremlagde Danmark og Kommissionen særskilte initiativer, der sigtede på at beskytte miljøet inden for rammerne af strafferetten.

2.2

Rådets rammeafgørelse, som blev vedtaget i Rådet på forslag af Danmark mod Kommissionens udtalelser og forslag, og som definerede en række strafbare miljøhandlinger, som medlemsstaterne blev opfordret til at indføre strafferetlige sanktioner for. Bestemmelserne i rammeafgørelsen var i høj grad inspireret af Europarådets konvention om strafferetlig beskyttelse af miljøet af 4. november 1998, som til dato er undertegnet af ti medlemsstater.

2.3

Kommissionen udtalte sig i de forskellige rådsformationer imod det valgte retsgrundlag. Kommissionen mente, at det korrekte retsgrundlag i sagen var artikel 175, stk. 1, i EF-traktaten, og forelagde den 15. marts 2001 et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om strafferetlig beskyttelse af miljøet med denne artikel (1) som retsgrundlag, selv om artikel 174 i EF-traktaten ikke indeholder nogen bestemmelse om, at Fællesskabet skal have nogen som helst kompetence på det strafferetlige område.

2.4

Den 9. april 2002 udtalte Europa-Parlamentet sig både om direktivforslaget og om forslaget til rammeafgørelse. Det tilsluttede sig Kommissionens tilgang dengang (dvs. direktiv og rammeafgørelse).

2.5

Ikke desto mindre vedtog Rådet ikke direktivet og rammeafgørelsen foreslået af Kommissionen, men det ændrede forslag til rammeafgørelse baseret på artikel 34 i EU-traktaten, der efter Rådets mening udgjorde et passende instrument til at pålægge medlemsstaterne at indføre strafferetlige sanktioner, idet det blev understreget, at et flertal af medlemsstaterne gik imod at give Fællesskabet strafferetlige kompetencer og var overbeviste om, at disse spørgsmål henhørte under det strafferetlige politi- og retssamarbejde i henhold til afsnit VI i EU-traktaten.

2.6

Sagen blev indbragt for Domstolen, der afsagde dom den 13. september 2005 (2)

2.7

Europa-Parlamentet såvel som Domstolen og generaladvokaten mener ikke, at der findes nogen generel fællesskabskompetence til at harmonisere strafferetten, men på visse klart afgrænsede områder, som f.eks. i forbindelse med miljøbeskyttelse, kan Fællesskabet kræve, at medlemsstaterne indfører strafferetlige sanktioner.

Kommissionen har fortolket dommen meget bredt og har givet sig selv meget udvidede beføjelser på en lang række andre fællesskabspolitiske områder end miljøet.

2.8

Efter dommen fremlagde Kommissionen et nyt direktivforslag som følge af Domstolens annullation af rammeafgørelsen. Selv om strafferetlig lovgivning og strafferetlige procesbestemmelser i princippet ikke henhører under Fællesskabets kompetence, mente Domstolen dog, at når det udgør en nødvendig foranstaltning til bekæmpelse af alvorlig skade på miljøet, at de nationale myndigheder anvender sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har afskrækkende virkning, så kan dette forhold ikke hindre fællesskabslovgiver i at »træffe foranstaltninger, der relaterer sig til medlemsstaternes strafferet«, når disse er nødvendige for at sikre, at miljølovgivningen er fuldt ud effektiv (3). EØSU minder om Domstolens understregning af, at Fællesskabet principielt ikke har kompetencer på det strafferetlige område, da dette område i TEU opfattes som et område, der henhører under medlemsstaternes suverænitet. Den ovenfor nævnte formulering »træffe foranstaltninger, der relaterer sig til medlemsstaternes strafferet« er så vag, at den kan afstedkomme alskens ofte indbyrdes modstridende fortolkninger.

2.9

Det er på baggrund af den dom, at Kommissionen nu forelægger et ændret direktivforslag (4), der indbefatter tiltale og strafferetlige sanktioner, for den mener, at administrative sanktioner alene eller visse strafferetlige sanktioner i visse lande er for spredte eller for svage til at have en tilstrækkelig afskrækkende karakter, navnlig i forbindelse med organiseret kriminalitet, og at man derfor bør indføre et minimum af harmonisering af den strafferet, der skal anvendes på alvorlige miljøskader, hvad enten de er en følge af ulovlige eller kriminelle hensigter eller grov uagtsomhed.

2.10

I en tidligere udtalelse (5) støttede EØSU Kommissionens første direktivforslag og forslaget til rammeafgørelse, som foreskrev, at medlemsstaterne skulle vedtage strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til den strafbare handling og har afskrækkende virkning. Kommissionens søgsmål om annullation af Rådets rammeafgørelse, der blev støttet af Europa-Parlamentet, blev ligeledes støttet af EØSU, selv om Domstolen ved en præliminær procedureafgørelse afviste at gå ind i sagen.

2.11

Det drejer sig således om at vurdere:

2.12

Den omfattende debat, der siden dommen har været på politisk niveau såvel som inden for retsdoktrinen om, hvorvidt udvidelsen af Fællesskabets beføjelser på det strafferetlige område i forbindelse med gennemførelsen af fællesskabspolitikkerne samt hvorvidt princippet om, at EF-traktaten går forud for EU-traktaten på disse områder, er i overensstemmelse med traktaterne eller ej, bør dog indgå i EØSU's (6) overvejelser, når det behandler de mange forslag til lovgivning, som Kommissionen agter at revidere, som for nyligt f.eks. inden for intellektuel ejendomsret (7).

2.13

Mange medlemsstater bestrider nemlig Kommissionens noget elastiske fortolkning af dommen, både for så vidt angår indholdet af nye forslag på miljøområdet og hvad angår tilføjelsen af et strafferetligt minimumsafsnit med henblik på en effektiv gennemførelse af alle fællesskabspolitikker (og ikke kun en klart tværgående politik, som miljøpolitikken), eftersom dette under ingen omstændigheder er udtrykkeligt forudset i EF-traktaten. Ifølge disse medlemsstater bør brugen af Domstolens retspraksis begrænses til miljøpolitikken på grund af miljøets tværgående og grænseoverskridende beskaffenhed samt til indholdet af den af Domstolen afsagte dom og ikke som en blancofuldmagt til Kommissionen i forbindelse med alle fællesskabspolitikker.

2.14

EØSU vil i den konkrete sag kun udtale sig om forslagene på miljøområdet, som er det eneste område, Domstolen udtrykkeligt har behandlet i dommen.

2.15

Kort sagt har Kommissionen valgt at foreslå tiltale og strafferetlige sanktioner i form af et minimumsloft for straffene for »miljøkriminalitet« mod enhver fysisk eller juridisk person, der begår, gør sig medskyldig i eller ansporer til alvorlige miljøskader, eller som begår sådanne handlinger ved grov uagtsomhed. Der forudses frihedsberøvende straffe og/eller bøder, samt supplerende straffe, og disse kan udvides eller suppleres med tiltale eller yderligere sanktioner i den nationale ret.

3.1

EØSU udtrykker skuffelse over, at de strafferetlige sanktioner på miljøområdet, som det mener bør indføres og hvis niveau det støtter, hvilket det allerede gjorde i forbindelse med Kommissionens direktivforslag og forslag til rammeafgørelse i 2005, i årevis har været forsinket og måske stadig vil være det nogen tid endnu, på grund af institutionernes uenighed om fordelingen af kompetencerne i TEF og TEU. Det håber, at der hurtigt findes en politisk løsning mellem institutionerne, herunder også for så vidt angår Europa-Parlamentets inddragelse, og at den netop indledte regeringskonference kan bruges til at skabe klarhed i traktaterne, eller hvis dette ikke lykkes, at Domstolen i sin fremtidige retspraksis kan skabe klarhed.

3.2

Betegnelsen af skader på miljøet, der kan føre til strafferetlige sanktioner, som en »betydelig beskadigelse« er åben for fortolkning i forbindelse med omsætningen til national ret og i de forskellige medlemsstaters strafferetspraksis.

3.3

EØSU bemærker, at det er de »alvorlige skader«, navnlig skader forårsaget af kriminelle organisationer eller i stort omfang af juridiske personer, direktivet i første række tager sigte på, og at hensigten er at tilnærme de sanktioner, der gælder på fællesskabsniveau for at undgå juridiske tomrum, som kan udnyttes af forbryderne. Men spørgsmål vedrørende organiseret kriminalitet henhører under afsnit VI i EU-traktaten om strafferetligt politi- og retssamarbejde og bør således gøres til genstand for et passende instrument f.eks. en rammeafgørelse.

3.4

Tiltalens brede karakter har fået et britisk tabloidblad til at spørge, om dette at plukke vilde blomster kan føre til, at privatpersoner kommer i fængsel, hvis buketten indeholder beskyttede sorter. Det bør understreges, at strafferetlige sanktioner kun forudses for »alvorlige« tilfælde og skal være effektive, stå i rimeligt forhold til den strafbare handling og være afskrækkende. Den for anvendelsen af lovgivningen ansvarlige nationale strafferetsdommers skønsbeføjelse skal forblive uforandret for så vidt angår vurderingen af den strafbare handlings grovhed og i forhold hertil udmålingen af straffen i hvert enkelt tilfælde for at respektere domstolenes uafhængighed.

3.5

EØSU er på sin side tilfreds med, at direktivet (i artikel 3) udførligt opstiller, hvilke ulovlige gerninger der er omfattet, hvilket er i overensstemmelse med det overordnede retsprincip »ingen straf uden lov« (nulla poena sine lege) (8), som kræver, at straffelovgivningen er klar og præcis, så de berørte personer utvetydigt kender de deraf følgende rettigheder og pligter, dvs. ingen sanktion uden præcist retsgrundlag.

3.6

Det fremgår klart, at det er overtrædelser af alle miljølovgivninger af national, fælleseuropæisk eller international oprindelse, der sigtes på i det af Kommissionen foreslåede system for strafferetlige sanktioner. Dette meget brede anvendelsesområde kan medføre en juridisk vanskelighed i forhold til det nationale grundlag for de almindelige retsregler eller de autonome kontrolinstrumenter i den internationale ret. De »alvorlige skader«, der retsforfølges, er skader, der begås i en national eller grænseoverskridende ramme. EØSU godkender ikke desto mindre det materielle og territoriale anvendelsesområde, der følger af selve karakteren af miljøbeskyttelsen, hvor skader oftest rammer det globale miljø uanset landegrænserne.

3.7

For juridiske personer forudses der strafferetlige sanktioner og ikke-strafferetlige sanktioner, men muligheden for at pålægge fysiske personer strafferetlige sanktioner, f.eks. lederne af de berørte virksomheder eller selskaber, fremgår ikke klart. Sanktionerne gælder ikke kun de personer, der tilhører den juridiske person, der begår eller anstifter de retsforfulgte gerninger. EØSU mener, at direktivet også bør tage højde for de overordnede, der blot har undladt at kontrollere deres underordnedes handlinger, om ikke andet så som supplerende sanktioner.

3.7.1

EØSU konstaterer, at der i forslagets artikel 7 fastsættes mindstebeløb for maksimumsbøderne, men at medlemsstaterne eventuelt i forbindelse med omsætningen til national ret kan indføre højere straffe. Dette er begrænset til garantien for et fælles mindsteniveau, men risikerer at føre til afvigende nationale strafferetlige valg. EØSU foretrækker en mere markant strafferetlig harmoniseringslogik, så man undgår fristelser til bevidst valg af værneting (»forum shopping«), selv om det medfører, at mindstebeløbene for maksimumssanktionerne skal sættes op.

3.8

I henhold til Kommissionens konsekvensanalyse overlades medlemsstaterne dog et stort råderum for så vidt angår gennemførelsen. Efter udvalgets opfattelse bør man, i og med at divergenserne inden for omsætning kan hindre en effektiv tilnærmelse af strafferetten på miljøområdet, sørge for en regelmæssig opfølgning af national praksis. Medlemsstaternes nationale skønsmargen bør almindeligvis hindre, at der opstår »billigere« forureningsområder. Udvalget er i den forbindelse enig med det foreslåede retsgrundlag (art. 175 i TEF).

3.9

Angående frihedsberøvelse bemærker udvalget, at tilnærmelsen foreslås på basis af en tretrinsskala svarende til konklusionerne fra mødet i Rådet (retlige og indre anliggender) den 25.-26. april 2002. Derudover forudses der alternative sanktioner, udover erstatning for de forårsagede skader, f.eks. forbud mod at udøve erhvervsvirksomhed; men størsteparten af de grove miljøovertrædelser er allerede omfattet af anvendelsesområdet for rammeafgørelse 2005/212/RIA om konfiskation af udbytte, redskaber og formuegoder fra det strafbare forhold eller retsbrud.

3.10

I øvrigt er fastsættelsen af et maksimum på mellem to og fem år et temmelig forvirrende valg. Det ville bære bedre at vælge en enkelt minimumstærskel for maksimumsstraffen med henblik på større harmonisering, i og med at dette ikke er til skade for det skøn, dommeren under alle omstændigheder kan anlægge.

3.11

Dog mener Kommissionen, at dette at begrænse medlemsstaternes skøn i omsætningen strider mod sigtet med direktivet. Her støder den strafferetlige logik, som udvalget foretrækker, sammen med Kommissionens logik. Man må formentlig i lyset af realiteterne i forbindelse med gennemførelsen slå kraftigt til lyd for den ene logik snarere en den anden for at opfylde målet med forslaget. Dette punkt er meget uklart og kan give problemer i forbindelse med omsætningen. Da det drejer sig om et minimumsdirektiv, råder medlemsstaterne over en omfattende skønsmargen, og der bør derfor fastsættes en grænse for deres handlen, hvis man ønsker at være i stand til at kontrollere, om omsætningen er sket korrekt eller ej.

3.12

EØSU er klar over, at en forordning på området i denne fase af EU-integrationen er umulig. Det har dog betænkeligheder på to områder: 1) Der bør klart sondres mellem administrative sanktioner og kriminalitet og 2) man bør sikre, at omsætningen ikke indebærer større forskelle i medlemsstaternes lovgivninger, da det ikke er rimeligt, at en vis adfærd er strafbar i en medlemsstat og ikke i en anden.

3.13

Rapporten om gennemførelsen af direktivet bør også sendes til EØSU (artikel 8).

3.14

Der bør tages højde for synspunkter, som EØSU (9) tidligere har tilkendegivet:

15.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 10/51

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) tager Kommissionens foranstaltninger til efterretning.

1.2

Udvalget finder, at alle veterinærlægemidler til dyr bestemt til fødevareproduktion bør forelægges Det Europæiske Lægemiddelagentur (herefter »lægemiddelagenturet«) til vurdering, og at Udvalget for Veterinærlægemidler (herefter »veterinærlægemiddeludvalget«) bør foretage en evaluering af de maksimalt tilladte grænseværdier for restkoncentrationer af disse midler.

1.3

Enhver virksomhed, der ønsker at markedsføre et veterinærlægemiddel, skal indhente dels lægemiddelagenturets tilladelse hertil, dels veterinærlægemiddeludvalgets vurdering af de maksimalt tilladte grænseværdier for restkoncentrationer af det pågældende middel.

1.4

For at undgå hindringer for produkternes fri bevægelighed inden for Fællesskabet vil tilladelserne være gyldige i alle medlemsstater.

1.5

Markedsføringsproceduren bør forenkles, samtidig med at der opretholdes et højt niveau for beskyttelse af forbrugernes sundhed.

1.6

Enklere og mere læsevenlige EU-dokumenter ville være til gavn for alle borgere. Nemmere tilgængelige dokumenter ville gøre det muligt for den enkelte borger at forstå EU's betydning i dagligdagen.

2.1

Formålet er fortsat at begrænse forbrugernes eksponering for farmakologisk virksomme stoffer.

2.2

Samtidig med at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau er det også hensigten at foretage en forenkling af lovgivningen.

2.3

For at nå det tilsigtede mål skal følgende specifikke delmål holdes for øje:

3.1

Den nuværende retlige ramme for maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer har givet en række særlige problemer:

4.1

De vigtigste af de foreslåede ændringer er følgende:

4.2

Kommissionen har bestræbt sig på at inddrage de berørte parters synspunkter i vurderingen af, hvilke ændringer der var behov for at foretage.

5.1

EØSU tager Kommissionens foranstaltninger til efterretning.

5.2

Udvalget finder, at alle veterinærlægemidler til dyr bestemt til fødevareproduktion bør forelægges lægemiddelagenturet til vurdering, og at veterinærlægemiddeludvalget bør foretage en evaluering af de maksimalt tilladte grænseværdier for restkoncentrationer af disse midler.

5.3

Enhver virksomhed, der ønsker at markedsføre et veterinærlægemiddel, skal indhente dels lægemiddelagenturets tilladelse hertil, dels veterinærlægemiddeludvalgets vurdering af de maksimalt tilladte grænseværdier for restkoncentrationer af det pågældende middel.

5.4

For at undgå hindringer for produkternes fri bevægelighed inden for Fællesskabet vil tilladelserne være gyldige i alle medlemsstater.

5.5

Markedsføringsproceduren bør forenkles, samtidig med at der opretholdes et højt niveau for beskyttelse af forbrugernes sundhed.

5.6

Ny videnskabelig viden vil gøre det muligt at fastslå, om der er sundhedsrisici forbundet med produkterne og hvor lang perioden mellem stoffets administration til dyret og slagtning af dette med henblik på konsum bør være.

5.7

På baggrund af ny videnskabelig viden bør Rådet fastsætte maksimalt tilladte grænseværdier for restkoncentrationer af stofferne.

5.8

Krav til procedurerne: De nuværende procedurer har været effektive, og administrationen af ansøgninger om tilladelser bør fortsætte.

5.9

Klassifikationen af farmakologisk virksomme stoffer bør være følgende:

5.10

Lægemiddelagenturet bør rådføre sig med referencelaboratorierne og fastlægge analyseproceduren til bestemmelse af restkoncentrationer.

5.11

Der må ikke skabes hindringer for den fri bevægelighed for animalske fødevarer i EU.

5.12

Enklere og mere læsevenlige EU-dokumenter ville være til gavn for alle borgere. Nemmere tilgængelige dokumenter ville gøre det muligt for den enkelte borger at forstå EU's betydning i dagligdagen.

5.13

Kødvarer fra tredjelande, der indeholder stoffer, som ikke er registreret i EU, bør, for at sikre maksimal beskyttelse af forbrugernes sundhed, dels underkastes en videnskabelig analyse med henblik på at fastslå, om der er sundhedsrisici forbundet med disse stoffer, dels forelægges lægemiddelagenturet og herefter veterinærlægemiddeludvalget med henblik på godkendelse af de maksimalt tilladte grænseværdier for restkoncentrationer.

5.14

Kommissionen bør foretage en nærmere undersøgelse af spørgsmålet om adgangen til veterinærlægemidler for visse dyrearter (geder, kaniner), der af rentabilitetsgrunde ikke udvikles af medicinalvirksomhederne.

15.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 10/53

1.1

EØSU bifalder i det store og hele forslaget til forordning.

1.2

EØSU nærer visse tvivl med hensyn til, om forslaget til forordning virkelig medfører en »forenkling« af den nugældende forordning, som kan mindske de administrative byrder såvel for medlemsstaterne som for de berørte parter.

1.3

EØSU anser Kommissionens definition af »slutbrugere« for at være upræcis, da enhver person vil kunne være omfattet af den. EØSU anbefaler derfor Kommissionen at ændre definitionen og gøre den mere præcis.

1.4

EØSU mener, at miljødata bør indsamles hovedsageligt på grundlag af undersøgelser til havs, der udføres af medlemsstaterne inden for rammerne af fiskerividenskabelige programmer.

1.5

EØSU mener, at Kommissionen i højere grad bør præcisere årsagerne til manglende overholdelse, der fører til sanktioner af medlemsstaterne, og justere de finansielle korrektioner.

1.6

EØSU anmoder Kommissionen om at slette henvisningen til prøvetageres adgang til forretningssteders økonomiske data, da det vil kunne give anledning til juridiske problemer.

1.7

Ifølge EØSU bør Kommissionen udtrykkeligt fastslå, at den via medlemsstaterne står for finansieringen af programmerne for observatører til havs og sørge for, at de stikprøveprogrammer, der udføres af besætninger, reduceres til et absolut minimum, da de kan medføre en for stor arbejdsbyrde.

1.8

Hvad angår evalueringen af fiskeriets miljøpåvirkninger mener EØSU, at Kommissionen tydeligt bør angive, hvilke data, der er nødvendige, og hvem de skal indsamles af.

1.9

EØSU anser det for at være vanskeligt at indsamle data, der gør det muligt at vurdere vekselvirkninger mellem arter, og foreslår derfor at slette dette punkt.

1.10

Hvad angår forvaltningen og anvendelsen af de primære data, der indsamles, ønsker EØSU at understrege, at det er vigtigt at sikre, at samtlige personer, der i henhold til forslaget til forordning har adgang til disse data, behandler dem fortroligt.

1.11

EØSU er af den opfattelse, at det praktisk talt vil være umuligt at indlede Fællesskabets og de nationale programmer i 2008, og anbefaler derfor Kommissionen at iværksætte dem i 2009.

2.1

Den systematiske indsamling af pålidelige basisdata i fiskerisektoren er en forudsætning for vurderingen af fiskebestande og den videnskabelige rådgivning, og den er derfor af afgørende betydning for gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik (FFP).

2.2

Nu, flere år efter dets gennemførelse, har Kommissionen gransket den nuværende ordning for indsamling af data (1) og skønnet, at den bør revideres for at tage behørigt hensyn til en fiskeriforvaltning med udgangspunkt i fiskerflåden, behovet for udvikling af en økosystembaseret tilgang, for kvalitetsforbedringer, for mere fyldestgørende fiskeridata og bredere adgang til dem, for mere effektiv støtte til levering af videnskabelig rådgivning og for fremme af samarbejde mellem medlemsstaterne.

2.3

Kommissionen fremlægger derfor et forslag til Rådets forordning om fastlæggelse af en EF-ramme for indsamling, forvaltning og anvendelse af data i fiskerisektoren samt støtte til videnskabelig rådgivning vedrørende den fælles fiskeripolitik (2), som ligger til grund for denne udtalelse, der sigter mod at udvikle langsigtede og velintegrerede regionale stikprøveprogrammer af biologiske, økonomiske, miljømæssige og sociale data, der skal opfylde de nye krav, som følger af behovet for at indføre en fiskeriforvaltning efter økosystembaserede principper.

2.4

Forslaget søger at sikre, at den nye ordning til indsamling af data omfatter hele processen fra indsamlingen af data til søs til slutbrugernes behandling af disse data. En væsentlig nyskabelse i forslaget består i, at miljødata indsamles med henblik på at overvåge fiskeriets indvirkning på havøkosystemet, at de medlemsstater, der ikke overholder reglerne, pålægges økonomiske sanktioner, at adgangen til data og anvendelsen heraf forbedres, og at den administrative byrde for alle berørte parter nedbringes (forenkling).

3.1

For at forbedre den videnskabelige rådgivning indeholder forslaget til forordning regler for indsamling og forvaltning inden for rammerne af flerårige programmer af biologiske, økonomiske, miljømæssige og sociale data inden for fiskerisektoren samt for anvendelsen af fiskeridata inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik (FFP).

3.2

Disse grundlæggende fiskeridata skal gøre det muligt at vurdere de forskellige fiskerflåders aktiviteter, udarbejde oversigter på grundlag af data indsamlet i henhold til andre EF-bestemmelser om FFP, opstille skøn over de samlede fangster pr. bestand og fartøjsgruppe, klassificere disse fangster efter geografiske områder og perioder, opstille skøn over bestandenes størrelse og fordeling, vurdere fiskeriets indvirkning på miljøet, vurdere den socioøkonomiske situation inden for fiskeriet, overvåge priserne for EF-fiskerfartøjers landinger og for importen samt vurdere den økonomiske og sociale situation inden for erhvervet.

3.3

Finansieringen af disse aktiviteter er fastlagt i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 861/2006 af 22. maj 2006 om EF-finansieringsforanstaltninger til gennemførelse af den fælles fiskeripolitik og havretten (3), som EØSU allerede har afgivet udtalelse om (4).

3.4

Forslaget til forordning lægger særlig vægt på kvalitetskontrol og validering af de indsamlede data og gør Fællesskabets finansielle godkendelse afhængig af kvalitetskontrol og opfyldelsen af godkendte kvalitetsstandarder.

3.5

Der eksisterer en række andre fællesskabsforordninger om indsamling og forvaltning af fiskeridata, som indeholder bestemmelser om indsamling og forvaltning af data om fiskerfartøjer, deres aktiviteter og fangster, priskontrol, utilsigtede fangster af hvaler samt betingelser for dybhavsfiskeri, og som der bør tages højde for i forslaget til forordning, hvis et omfattende og sammenhængende dataindsamlingssystem skal indføres.

3.6

EØSU bifalder i det store og hele forslaget til forordning. EØSU er imidlertid bekymret over den konstant stigende mængde fællesskabsforordninger, der øger det administrative arbejde. I dette tilfælde nærer EØSU visse tvivl med hensyn til, om forslaget til forordning virkelig medfører en »forenkling«, som kan mindske de administrative byrder såvel for medlemsstaterne som for de berørte parter.

3.7

Herudover er EØSU ovenud tilfreds med, at forslaget lægger særlig vægt på fiskeriets miljømæssige aspekter, hvilket kan føre til tilvejebringelsen af de data, der er nødvendige for at indføre fiskeriforvaltning efter økosystembaserede principper.

4.1

Forslaget til forordning indledes med en definition af en række nøglebegreber, såsom fiskerisektor, rekreativt fiskeri, havområder, primære data, detaildata, aggregerede data, flådebaseret prøveudtagning, EF-fiskerfartøj samt slutbrugere. Efter EØSU's mening er definitionen af denne sidste term upræcis, da den dækker over »fysiske eller juridiske personer eller organisationer med interesse i videnskabelig analyse af data vedrørende fiskerisektoren«. EØSU mener, at enhver person vil kunne være omfattet af denne definition og anbefaler derfor Kommissionen at ændre definitionen og i langt højere grad præcisere, hvem de egentlige slutbrugere er.

4.2

Med hensyn til dataindsamling opstiller Kommissionen et flerårigt EF-program for:

4.3

Medlemsstaterne udarbejder et nationalt dataindsamlingsprogram, som opstilles i overensstemmelse med EF-programmet, og som omfatter de procedurer og metoder, der skal anvendes til at indsamle og analysere data og vurdere deres rigtighed og præcision. De nationale programmer skal især omfatte:

4.4

Kommissionen foreslår i sit forslag, at EF-programmerne og de nationale programmer fastlægges for en periode på tre år. De første programmer skal dække perioden fra 2008 til og med 2010. EØSU er af den opfattelse, at det praktisk talt vil være umuligt at indlede programmerne i 2008 og anbefaler derfor Kommissionen at iværksætte dem i 2009.

4.5

På linie med de regionale fiskeriorganisationer samordner medlemsstaterne deres nationale programmer med andre medlemsstaters inden for samme havområde og bestræber sig på at samordne deres aktiviteter med tredjelande, der i samme havområde har farvande, som hører under deres højhedsområde eller jurisdiktion.

4.6

Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) evaluerer de nationale programmer og eventuelle ændringer samt den videnskabelige relevans af de data, der skal indsamles. Kommissionen godkender de nationale programmer på grundlag af STECF's evaluering.

4.7

EØSU tilslutter sig planen for indsamling og forvaltning af data inden for rammerne af flerårige programmer. EØSU gør dog Kommissionen opmærksom på, at det af forslaget til forordning ikke fremgår, hvilken indvirkning indsamlingen af fiskeridata vil have på fiskerfartøjernes daglige arbejde, navnlig data om fiskerisektorens miljøpåvirkninger. EØSU mener i den henseende, at indsamlingen af miljødata bør indsamles hovedsageligt på grundlag af undersøgelser til havs, der udføres af medlemsstaterne inden for rammerne af fiskerividenskabelige programmer.

4.8

Som et nyt aspekt fastslår Kommissionen, at den kan sanktionere de medlemsstater, der ikke overholder reglerne i forslaget til forordning ved at mindske eller endda ophæve den finansielle støtte til deres nationale programmer. EØSU finder forslaget fornuftigt og er overbevist om, at medlemsstaterne vil opfylde deres forpligtelser for at undgå at få pålagt sanktioner. EØSU mener dog, at Kommissionen i højere grad bør præcisere årsagerne til manglende overholdelse, der fører til sanktioner, og justere de finansielle korrektioner.

4.9

Som det fremgår af punkt 4.3 skal de flerårige nationale stikprøveprogrammer omfatte:

4.10

EØSU gentager de holdninger, som det har givet udtryk for i sin tidligere udtalelse om forordning (EF) nr. 861/2006, i hvilken EØSU mente, at det for at forbedre den videnskabelige rådgivning bør være muligt via medlemsstaterne at finansiere EU-fiskerisektorens udgifter til gennemførelse af undersøgelser med henblik på at evaluere dels fiskeriaktiviteternes indvirkning på miljøet, dels den sociale og økonomiske situation i sektoren.

4.11

Kommissionen foreslår, at medlemsstaterne skal sikre, at prøvetagere med henblik på udførelsen af deres opgaver har adgang til:

4.12

EØSU gør Kommissionen opmærksom på de juridiske problemer, der er forbundet med prøvetageres adgang til forretningssteders økonomiske data. EØSU anmoder derfor Kommissionen om at slette dette punkt.

4.13

Endelig omfatter indsamlingen af fiskeridata inden for rammerne af de nationale programmer dels ombordtagning af observatører til havs, når det viser sig nødvendigt at hensyn til indsamlingen af data, dels videnskabelige undersøgelser til havs for at evaluere bestandenes størrelse og fordeling uafhængigt af dataene fra erhvervsfiskeriet og for at vurdere fiskeriets miljøpåvirkninger.

4.14

EØSU mener, at begge ordninger er nødvendige for at supplere rammerne for indsamlingen af fiskeridata, og at Kommissionen udtrykkeligt bør fastslå, at den via medlemsstaterne står for finansieringen af programmerne for observatører til havs. I de tilfælde, hvor fiskerfartøjer ikke kan tage observatører om bord, fordi der helt indlysende ikke er plads om bord på fartøjet eller af sikkerhedsgrunde, gør EØSU Kommissionen opmærksom på, at de stikprøveprogrammer, som besætningerne selv skal gennemføre, kan betyde, at de får pålagt en for stor arbejdsbyrde.

4.15

Hvad angår evalueringen af fiskeriets miljøpåvirkninger mener EØSU, at Kommissionen tydeligt bør angive, hvilke data, der er nødvendige, og hvem de skal indsamles af.

4.16

I henhold til forslaget til forordning påhviler det medlemsstaterne at sikre en sikker lagring af de indsamlede primære data i elektroniske databaser og en fortrolig behandling af disse data. Medlemsstaterne bærer ligeledes ansvaret for kvaliteten og fuldstændigheden af de primære data, der indsamles, samt de heraf afledte detaildata og aggregerede data.

4.17

EØSU finder det hensigtsmæssigt, at dette ansvar påhviler medlemsstaterne, eftersom en fortrolig behandling af data er af afgørende betydning for fiskeindustrien.

4.18

Det er yderst vigtigt at sikre en fortrolig behandling af fiskeridata, eftersom de nationale elektroniske databaser vil komme til at indeholde samtlige primære data i henhold til:

samt de data, der fastsættes i dette forslag til forordning vedrørende:

4.19

Hvad angår de data, der gør det muligt at vurdere omfanget af vekselvirkninger mellem arter, mener EØSU, at man med deres tvetydige og upræcise karakter ikke vil kunne foretage en sådan vurdering, og foreslår derfor at slette dette punkt.

4.20

Medlemsstaterne behandler de primære data med henblik på at danne datasæt af detaildata eller aggregerede data i overensstemmelse med relevante internationale standarder og protokoller, der er aftalt på regionalt niveau, og efter aftale med Kommissionen stiller medlemsstaterne dem til rådighed for Kommissionen og de relevante videnskabelige organisationer.

4.21

Medlemsstaterne videresender detaildata og aggregerede data i et sikret elektronisk format.

4.22

Medlemsstaterne kan kun afvise at videresende de relevante detaildata og aggregerede data, hvis der er en risiko for, at fysiske og/eller juridiske personer kan identificeres, eller i de tilfælde, hvor en slutbruger ikke opfylder de i forslaget til forordning fastsatte forpligtelser.

4.23

Hvad angår forvaltningen og anvendelsen af de indsamlede data, ønsker EØSU at understrege, at det er vigtigt at sikre en fortrolig behandling af de indsamlede primære data, navnlig data om fartøjers aktiviteter på grundlag af oplysninger fra satellitovervågning, og anmoder derfor Kommissionen om i disse tilfælde at indføre en differentieret behandling.

15.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 10/57

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg tager de af Kommissionen foreslåede foranstaltninger til efterretning.

1.2

EØSU bifalder en forenkling og præcisering af den lovgivning, der finder anvendelse på både borgere og virksomheder, som fremstiller veterinærlægemidler til dyr.

1.3

Direktivforslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, eftersom der kun forskrives begrænsede ændringer på grundlag af de seneste videnskabelige data og ekspertudtalelser.

1.4

Direktivforslagets anvendelsesområde omfatter ligeledes indførsel fra tredjelande af dyrearter bestemt til fødevareproduktion.

1.5

Direktivforslaget er ikke i modstrid med de forpligtelser, der blev indgået inden for rammerne af WTO.

1.6

Manglende fremtidig adgang til østradiol 17 ß og esterlignende derivater heraf vil kun have ubetydelige konsekvenser for landmænd og dyrevelfærd.

1.7

Det er ikke nødvendigt at fastsætte maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer.

1.8

Konsekvenserne for små og mellemstore virksomheder vil ligeledes være næsten ikke-eksisterende.

2.1

Formålet med direktivforslaget er at ændre direktiv 96/22/EF af 29. april 1996 som ændret ved direktiv 2003/74/EF. Direktivforslaget forbyder markedsføring af visse stoffer med henblik på indgift i dyr, hvoraf kød og produkter er bestemt til konsum, til andre formål end dem, der er omhandlet i artikel 4, punkt 2).

Liste over forbudte stoffer:

Liste A:

Liste B:

2.2

Der foreslås følgende ændringer:

2.3

Kommissionen foreslår kun at indføre meget begrænsede ændringer, som er nødvendige for at undgå yderligere lidelser hos selskabsdyr på grund af manglende adgang til en hensigtsmæssig behandling og for at tage hensyn til den videnskabelige rådgivning og ekspertrådgivningen vedrørende østradiol 17 ß (1).

3.1

Artikel 2, litra a), i Rådets direktiv 96/22/EF forbyder specifikt markedsføring af de stoffer, der er opført i bilag II, med henblik på indgift i dyr af »alle arter«.

3.2

En sammenligning af priser på produkter med thyreostatisk virkning viser, at det fra et økonomisk synspunkt ikke er rentabelt at anvende dem på dyr, der er bestemt til fødevareproduktion.

3.3

Den ulovlige anvendelse kan snarere tilskrives ulovlig fremstilling eller import af disse stoffer. Der er i de sidste fem år ikke påvist illegal brug af stilbener, stilbenderivater, salte og estere af disse.

3.4

Dette direktiv muliggør ikke markedsføringstilladelse til produkter, der indeholder stoffer til behandling af hyperthyreoidisme hos selskabsdyr.

3.5

I 1981 forbød EU ved direktiv 81/602/EØF anvendelsen af stoffer med hormonal virkning som vækstfremmere i husdyr, herunder østradiol 17 ß.

3.6

Selv om den oprindelige hensigt med direktiv 96/22/EF var at forbyde anvendelsen af østradiol 17 ß og esterlignende derivater heraf til alle formål, begrænsede man i sidste ende blot de omstændigheder, under hvilke østradiol 17 ß må indgives med andre formål for øje end vækstfremme. Dette stof må betragtes som et komplet carcinogen, da det har både tumorfremkaldende og tumorfremmende virkninger.

3.7

I den rapport, der blev forelagt Rådet og Europa-Parlamentet den 11. oktober 2005, blev det konkluderet, at man kan forbyde anvendelsen af ovennævnte stof til dyr, der er bestemt til fødevareproduktion, eftersom alternativer såsom prostaglandiner allerede er almindeligt anvendt.

3.8

Selskabsdyr med hyperthyreoidisme påføres desuden ofte unødvendige lidelser, fordi der stadig ikke findes en hensigtsmæssig behandling.

4.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg tager de af Kommissionen foreslåede foranstaltninger til efterretning.

4.2

De ændringer, der foreslås med hensyn til østradiol 17 ß, er en direkte konsekvens af artikel 11a i direktiv 2003/74/EF.

4.3

De foreslåede ændringer er yderst begrænsede og nødvendige for i fremtiden at undgå yderligere lidelser hos selskabsdyr på grund af manglende behandling.

4.4

Dyreejere, praktiserende dyrlæger, veterinærlægemiddelindustrien og medlemsstaternes godkendelsesmyndigheder vil blive berørt af dette forslag.

4.5

Forslaget vil bidrage til at sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau for mennesker.

4.6

Ved udstedelse af nye godkendelser skal der imidlertid tages højde for risikoen for forkert anvendelse. Ansøgninger, der kan give anledning til misbrug, kan således afvises.

15.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 10/58

15.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 10/59

1.1

Ændringerne i handelsmønstrene og den tiltagende integration af de nationale økonomier i verdenshandelssystemet skyldes en lang række faktorer. En af de vigtigste er udviklingen af en international produktionsdeling, der har medført, at stigende mængder af mellemprodukter (varer og tjenesteydelser) handles på forskellige stadier af produktionsprocessen. Denne handel med mellemprodukter er en væsentlig drivkraft for industrielle ændringer og udgør en særlig form for international arbejdsdeling.

1.2

Outsourcing måles her på grundlag af de eksterne handelsstrømme med mellemprodukter, hvilket afviger fra den traditionelle definition og giver visse overlapninger med den såkaldte »off-shoring«. For at være mere præcis kunne man derfor tale om »offshore-outsourcing«.

1.3

Der er en række årsager til denne offshore-outsourcing. Lave arbejdskraftomkostninger (lavere lønninger og/eller social beskyttelse) er nok de mest omdiskuterede. Derudover spiller dog også råstofpriserne eller den korte afstand til nye vækstmarkeder en væsentlig rolle. Men også lavere omkostninger som følge af en mindre streng miljølovgivning eller skattefordele kan være udløsende faktorer for offshore-outsourcing.

1.3.1

Fænomenet offshore-outsourcing er ikke nyt, men et synonym for en produktionsmæssig arbejdsdeling, hvor virksomheder specialiserer sig i at fremstille det, som de kan bedst og mest omkostningseffektivt. Informationsteknologi og billig kommunikation fremskynder denne udvikling og muliggør grænseoverskridende handel på mange nye områder — frem for alt i servicesektoren.

1.3.2

Et effektivt transportsystem til overkommelige priser er en grundlæggende forudsætning for offshore-outsourcing.

1.4

Mængden af varer, der handles på verdensplan er i dag 15 gange større end i 1950, og deres andel af verdens BNP er tredoblet. Den verdensomspændende handel med tjenesteydelser udviser i mellemtiden samme vækstrater som handlen med varer og vokser hurtigere end BNP. Tjenesteydelsernes andel af den internationale handel udgør knap 20 %.

1.5

I perioden fra 1992 til 2003 er der sket en stigning i mellemprodukternes (fra 52,9 til 54,1 %) og kapitalgodernes (fra 14,9 til 16,6 %) andel af den samlede import, mens forbrugsgodernes andel er faldet en smule. For mellemprodukter er der en klar forskydning i retning af kategorien halvfabrikata og komponenter.

1.6

Også regionalt set er der forskellige udviklingstendenser. Mens mellemprodukternes andel af importen i EU-15, Japan og USA er faldet, er den steget i Kina, Sydøstasien og de nye EU-medlemsstater (EU-10).

1.7

Den hastige vækst i handlen med tjenesteydelser skyldes først og fremmest vækst i kategorien »Øvrige tjenesteydelser«. Denne kategori omfatter tjenesteydelser til erhvervslivet. Finansielle og it-relaterede tjenesteydelser udviser en særlig dynamik. Vinderne i forbindelse med outsourcing af tjenesteydelser er USA, EU-15 og Indien med Indien som det land, der relativt set har høstet flest fordele.

1.8

Alt i alt har EU med succes forsvaret sin førende position i verdenshandlen, hvad angår såvel varer som tjenesteydelser. Den europæiske økonomi er markedsfører inden for en lang række mellemteknologiske industrier og i kapitalintensive produkter. Anledning til bekymring giver det voksende handelsbalanceunderskud med Asien og beskedne resultater for EU på ikt-området.

1.9

Gennem offshore-outsourcing stiger handlen, hvilket alt i alt øger velstanden. Udvalget er dog klar over, at der i denne situation ikke kun er vindere, men også tabere, der i reglen er lettere at identificere end vinderne, idet de berøres umiddelbart (f.eks. arbejdstagere, der mister deres job).

1.10

Med udgangspunkt i den for EU samlet set positive udvikling i handlen med mellemprodukter må der slås til lyd for, at EU indtager en positiv og aktiv holdning til en fri, men fair verdenshandel og en aktiv globaliseringsstrategi. Dog fortjener fordelingen af de derved opnåede fordele internt i EU den allerstørste opmærksomhed.

1.11

EU skal arbejde for rimelige vilkår og en bæredygtig udvikling (økonomisk, socialt og miljømæssigt) i verdenshandlen.

1.12

EU bør være bevidst om sine stærke sider og styrke disse. Netop de ovennævnte sektorer med mellemteknologi er ofte kendetegnet ved en høj grad af innovation. Derudover må der dog også foretages såvel materielle som idemæssige investeringer på nye områder.

1.13