ISSN 1725-2393

Den Europæiske Unions

Tidende

C 256

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

50. årgang
27. oktober 2007


Informationsnummer

Indhold

Side

 

I   Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

 

BESLUTNINGER OG RESOLUTIONER

 

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
436. plenarforsamling den 30.-31. maj 2007

2007/C 256/01

Resolution om Bidrag til Det Europæiske Råd den 21.-22. juni 2007 — Køreplan for forfatningsprocessen

1

 

III   Forberedende retsakter

 

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

 

437. plenarforsamling den 11. og 12. juli 2007

2007/C 256/02

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om strafferetlige foranstaltninger til håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettighederKOM(2005) 276 endelig — 2005/0127 (COD)

3

2007/C 256/03

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Erhvervspotentiale, specielt for SMV'er (Lissabon-strategien)

8

2007/C 256/04

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Investeringer i viden og innovation (Lissabon-strategien)

17

2007/C 256/05

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog om gennemgang af forbrugerlovgivningenKOM(2006) 744 endelig

27

2007/C 256/06

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om førerspejle til landbrugs- og skovbrugshjultraktorer — (kodificeret udgave)KOM(2007) 236 endelig — 2007/0081 (COD)

31

2007/C 256/07

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Fastlæggelse af en energipolitik for Europa (Lissabon-strategien)

31

2007/C 256/08

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

39

2007/C 256/09

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indlandstransport af farligt godsKOM(2006) 852 endelig — 2006/0278 (COD)

44

2007/C 256/10

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog om satellitnavigationsapplikationerKOM(2006) 769 endelig

47

2007/C 256/11

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommunikation fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: Det vejledende kerneenergiprogram. Forelagt i henhold til Euratom-traktatens artikel 40 med anmodning om udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale UdvalgKOM(2006) 844 endelig

51

2007/C 256/12

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Linjekonferencer — De Forenede Nationers KonventionKOM(2006) 869 endelig — 2006/0308 (COD)

62

2007/C 256/13

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Radiofrekvensidentifikation (RFID)

66

2007/C 256/14

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Galileo ved en skillevej: Gennemførelsen af de europæiske GNSS-programmerKOM(2007) 261 endelig

73

2007/C 256/15

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Statusrapport hvert andet år om EU's strategi for bæredygtig udvikling

76

2007/C 256/16

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om statistik over plantebeskyttelsesmidlerKOM(2006) 778 endelig — 2006/0258 (COD)

86

2007/C 256/17

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Innovation: Indvirkning på industrielle forandringer og EIB's rolle

88

2007/C 256/18

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Beskæftigelse for prioriterede befolkningsgrupper (Lissabon-strategien)

93

2007/C 256/19

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Arbejdsmarkedsparternes rolle, når arbejde, familie og privatliv skal forenes

102

2007/C 256/20

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Flexicurity (dimensionen intern fleksibilitet — overenskomstforhandlinger og den sociale dialogs rolle som midler til regulering og reform af arbejdsmarkederne)

108

2007/C 256/21

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Beskæftigelsesevne og iværksætterånd — Civilsamfundets, arbejdsmarkedsparternes og de regionale og lokale instansers rolle set i et kønsperspektiv

114

2007/C 256/22

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Sundhed og migration

123

2007/C 256/23

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Euroregioner

131

2007/C 256/24

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forbindelserne mellem EU og Mellemamerika

138

2007/C 256/25

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Støtte til kvindelige iværksættere i Euro-Middelhavsregionen

144

DA

 


I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

BESLUTNINGER OG RESOLUTIONER

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg 436. plenarforsamling den 30.-31. maj 2007

27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/1


Resolution om »Bidrag til Det Europæiske Råd den 21.-22. juni 2007 — Køreplan for forfatningsprocessen«

(2007/C 256/01)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs præsidium besluttede på sit møde den 29. maj 2007 som bidrag til Det Europæiske Råds møde den 21.-22. juni 2007 at forelægge en resolution for plenarforsamlingen om køreplanen for forfatningsprocessen.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin plenarforsamling den 30.-31. maj 2007, mødet den 30. maj, følgende resolution med 171 stemmer for, 18 stemmer imod og 16 hverken for eller imod:

1.

EØSU bekræfter udtrykkeligt sine udtalelser om forfatningstraktaten af 24. september 2003 (1), 28. oktober 2004 (2) og 17. maj 2006 (3) samt sin resolution af 14. marts 2007 om 50-årsdagen for undertegnelsen af Rom-traktaterne (4). I alle disse udtalelser har EØSU helhjertet støttet konventsmetoden og det derigennem opnåede resultatet.

2.

EØSU støtter fortsat forfatningstraktaten, der adskiller sig grundlæggende og positivt fra alle institutionelle udkast til revision af Rom-traktaterne, der hidtil er blevet udarbejdet af forskellige regeringskonferencer: Den er udarbejdet efter en fri og offentlig debat med deltagelse af nationale og europæiske parlamentarikere; den sammenfatter systematisk alle politisk-institutionelle tekster, som de har udviklet sig siden grundlæggelsen af De Europæiske Fællesskaber, i én tekst; den indeholder bestemmelser vedrørende de nødvendige institutionelle og proceduremæssige reformer af EU's beslutningstagning, beskriver de mål, EU skal forfølge, nævner de værdier, EU skal lægge til grund for sine politikker og kodificerer de grundlæggende rettigheder, EU skal respektere og beskytte.

3.

I lyset af alt dette kan konventets forslag med rette betegnes som en »traktat om en forfatning for Europa«. På grund af en lang række misforståelser er betegnelsen »forfatning« imidlertid blevet afvist i nogle medlemsstater. EØSU modsætter sig ikke, at den nye traktat får et andet navn. Indholdet er vigtigere end navnet.

4.

Som institutionel repræsentant for det organiserede civilsamfund betragter EØSU følgende faktorer, der bidrager til at styrke EU's demokratiske legitimitet, som afgørende for sin fortsatte støtte til forfatningstraktaten:

udvidede beføjelser til Europa-Parlamentet ved at udstrække den fælles beslutningstagning til at omfatte nye områder;

øget inddragelse af de nationale parlamenter i EU's aktiviteter, idet de får en kontrolmulighed, hvad angår overholdelsen af subsidiaritetsprincippet;

forbedret gennemsigtighed i Rådets forhandlinger;

styrkelse af den uafhængige sociale dialogs rolle og anerkendelse af arbejdsmarkedets parter som aktører i det europæiske enhedsprojekt;

anerkendelse af deltagelsesdemokratiets betydning, navnlig ved at EU-institutionerne forpligtes til at føre en gennemsigtig og regelmæssig dialog med civilsamfundets organisationer og med EU's borgere;

indførelse, i samme ånd, af en initiativret for unionsborgerne.

5.

EØSU minder om, at Det Europæiske Råds stats- eller regeringschefer fra samtlige medlemsstater tilsluttede sig udkastet til forfatningstraktat og undertegnede dette under højtidelige former i Rom den 29. oktober 2004. I mellemtiden har også flertal på to tredjedele af medlemsstaterne, med en befolkningsandel, der udgør et klart flertal af EU's borgere, ratificeret forfatningstraktaten. EØSU insisterer derfor på, at forfatningstraktaten fortsat skal udgøre grundlaget for de videre drøftelser om en løsning af den aktuelle krise.

6.

Udvalget støtter det tyske formandskabs planer om i forbindelse med Det Europæiske Råds møde den 21.-22. juni i år at forelægge en køreplan for den fremtidige indsats for løsning af krisen, og bifalder, at det i »Berlin-erklæringen« af 25. marts 2007 blev fastslået, at fristen for den nye forfatnings ikrafttræden bør være valget til Europa-Parlamentet i 2009.

7.

Det betyder, at en hurtigt arbejdende regeringskonference inden udgangen af 2007 må vedtage de ændringer i det foreliggende udkast, der er nødvendige for at sikre en ny konsensus. Mandatet for denne regeringskonference må derfor præcist definere de få områder, der kan være genstand for nye rådslagninger. Resultatet må herefter ratificeres af alle medlemsstater i løbet af 2008.

8.

Den nye rådslagning om traktaten må føre til, at hovedindholdet bevares i forhold til det, der blev besluttet på det europæiske konvent og efterfølgende enstemmigt godkendt af stats- og regeringscheferne. Dertil hører i første række de institutionelle og proceduremæssige fornyelser og de grundlæggende rettigheders forpligtende karakter. Det vil sige, at Del I (mål, institutioner, Unionens struktur), Del II (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder) og Del IV (almindelige og afsluttende bestemmelser) skal bevares. Del III indeholder hovedsageligt de gældende traktaters bestemmelser vedrørende EU's politikker og behøver ikke nødvendigvis at gøres til genstand for en ny traktat. De institutionelle og proceduremæssige bestemmelser i afsnit III bør, for så vidt de går videre end hidtil gældende lovgivning, integreres i Del I.

9.

EØSU vil konstruktivt følge regeringskonferencens arbejde. Udvalget insisterer imidlertid på, at civilsamfundets organisationer på trods af regeringskonferences korte varighed og det begrænsede mandat, får mulighed for at rådgive. I samarbejde med rådsformandskabet er EØSU parat til at organisere de nødvendige informations- og rådgivningsmøder. Udvalget kan i den forbindelse henvise til de gode erfaringer, der blev indsamlet under det europæiske konvents arbejde i samarbejdet med konventets præsidium og med Europa-Parlamentet.

10.

Der er et kraftigt behov for en hurtig afslutning på den aktuelle krise gennem vedtagelse af en traktat, som imødekommer kravene i en union bestående af 27 eller flere medlemsstater, for i lyset af nye udfordringer er Den Europæiske Union nødt til at nå til enighed om nye politikker og træffe vidtrækkende beslutninger, navnlig om videreudviklingen af den europæiske samfundsmodel, hvori forsyningspligtydelser indgår som et grundlæggende element, om styrkelsen af den europæiske integrations sociale dimension, om tackling af de negative virkninger af globaliseringen af alle økonomiske, sociale og kulturelle relationer, om fremme af den økonomiske vækst og styrkelse af konkurrenceevnen, om bekæmpelse af klimaændringer, om sikring af energiforsyninger, om afhjælpning af problemer i forbindelse med indvandring samt om bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse.

Bruxelles, den 30. maj 2007

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Udtalelse til regeringskonferencen (CESE 1171/2003). EUT C 10 af 14.1.2004.

(2)  Udtalelse om traktaten om en forfatning for Europa (EUT C 120 af 20.5.2005).

(3)  Udtalelse af 17. maj 2006 om »Bidrag til Det Europæiske Råds møde den 15. og 16. juni 2006 — Tænkepausen« (EUT C 195 af 18.8.2006).

(4)  EUT C 161 af 13.7.2007.


III Forberedende retsakter

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

437. plenarforsamling den 11. og 12. juli 2007

27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/3


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om strafferetlige foranstaltninger til håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder«

KOM(2005) 276 endelig — 2005/0127 (COD)

(2007/C 256/02)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 21. september 2005 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Daniel Retureau til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 4. juni 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 437. plenarforsamling den 11. og 12. juli 2007, mødet den 12. juli 2007, følgende udtalelse med 76 stemmer for og 3 imod:

1.   Konklusioner

1.1

EØSU vil fortsat overvåge den samordnede gennemførelse af direktivet fra 2004, det foreliggende ændrede direktivforslag samt de relevante supplerende rammeafgørelser for derved på lang sigt at kunne vurdere effektiviteten af bekæmpelsen af varemærkeforfalskning og dennes internationale udbredelse, herunder til tredjelande.

1.2

Udvalget støtter den anlagte tilgang i de foreslåede bestemmelser, men opfordrer samtidig Kommissionen til at overveje de bemærkninger, der fremføres i nærværende udtalelse, idet EØSU foreslår, at man hovedsageligt koncentrerer de retshåndhævende foranstaltninger samt det strafferetlige og toldmæssige samarbejde om de virksomheder, som står bag omfattende varemærkeforfalskninger, og om kriminelle organisationers varemærkeforfalskninger eller tilfælde, hvor en overtrædelse indebærer en sundheds- eller sikkerhedsrisiko.

1.3

EØSU så især gerne, at direktivet omfatter samtlige industrielle ejendomsrettigheder, og dermed ikke udelukker opfindelsespatenter, der er af største betydning for den europæiske industri.

1.4

EØSU gør opmærksom på, at visse juridiske begreber er uklare. Det gælder f.eks. udtrykket »handelsrelateret« i forbindelse med strafbare handlinger i direktivforslaget. Dette strider mod strafferettens grundlæggende principper om, at forbrydelser skal kunne afgrænses klart og objektivt. EØSU er også imod den måde, sanktioner fastsættes i artikel 2 i direktivforslaget, idet udvalget finder, at der kun bør fastsættes en generel sanktionsramme (kun fængselsstraf eller bøde), hvorimod konkretiseringen af straffene fortsat udelukkende skal overlades til de nationale lovgivninger.

2.   Indledning

2.1

Kommissionen udtrykker i MEMO/05/437 af 23. november 2005, hvori den giver et sammendrag af sin meddelelse fra samme dag, glæde over EF-Domstolens afgørelse, der anerkender Fællesskabets beføjelser til at vedtage afskrækkende og proportionelle strafferetlige foranstaltninger med henblik på at sikre anvendelse af EU-traktatens bestemmelser om fællesskabspolitikkerne.

2.2

I meddelelsen kommer Kommissionen med sin fortolkning af afgørelsen af 13. september 2005, i medfør af hvilken EF-Domstolen annullerede en rammeafgørelse vedrørende strafferetslig beskyttelse af miljøet. Efter Kommissionens opfattelse fastslog EF-Domstolen, at Fællesskabet havde beføjelse til at træffe de strafferetlige foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre en effektiv fællesskabslovgivning. Afgørelsen gælder ifølge Kommissionen ikke alene for miljøområdet, men sigter på samtlige fællesskabspolitikker og de af traktaten anerkendte grundlæggende rettigheder. Indarbejdelsen af strafferetlige sanktioner i fællesskabslovgivningen skal være behørigt begrundet og overholde den overordnede sammenhæng i opbygningen af EU's straffelovgivning.

2.3

Denne brede fortolkning af en afgørelse vedrørende miljøet har ikke fået fuld opbakning fra medlemsstaterne og den retlige doktrin. Mange mener, at tiltale og det tilsvarende strafferetlige sanktionsniveau hovedsagelig henhører under nærhedsprincippet, og at en eventuel harmonisering heraf på EU-niveau falder under det mellemstatslige retlige samarbejde som fastsat i EU-traktaten.

2.4

Det skal bemærkes, at denne fortolkning i stor udstrækning deles af Europa-Parlamentet, idet de områder, der hører under Fællesskabets strafferetlige kompetence, ikke længere udelukkende kræver medlemsstaternes enstemmighed i Rådet, men derimod kvalificeret flertal i forbindelse med den fælles beslutningsprocedure, som inddrager Europa-Parlamentet, hvis kompetence som medlovgiver således udvides (1).

2.5

Der er imidlertid tale om en betydelig udvidelse af Fællesskabets kompetencer, hvilket er resultatet af en prætoriansk afgørelse, og mulige fortolkningsforskelle institutionerne imellem kan bl.a. forsinke vedtagelsen af lovgivning med strafferetlige bestemmelser eller efterfølgende indsnævre disses rækkevidde, f.eks. som følge af sagsanlæg eller kompromisser. For så vidt angår dette direktivforslag, forbliver spørgsmålet om, hvorvidt opfindelsespatenter skal omfattes af den strafferetlige beskyttelse eller ej, åbent, da kun fællesskabslovgivningen efter Europa-Parlamentets opfattelse berøres af EF-Domstolens afgørelse, hvorimod Kommissionen har til hensigt at medtage al lovgivning omkring intellektuel ejendomsret — EU-lovgivning som national lovgivning.

3.   Kommissionens forslag

3.1

Det ændrede direktivforslag (KOM(2006) 168 endelig) sigter på at etablere en horisontal og harmoniseret strafferetlig ramme, der skal sikre, at industrielle, litterære og kunstneriske ejendomsrettigheder samt andre lignende immaterielle rettigheder (samlet under betegnelsen »intellektuelle ejendomsrettigheder«) overholdes. Forslaget vedrører det indre marked og er foranlediget af det store og anerkendte behov, der er for en europæisk indgriben på dette område, under hensyntagen til nærheds- og proportionalitetsprincipperne. Retsgrundlaget er EF-traktatens artikel 95.

3.2

Forslaget fastsætter en overordnet strafferetlig ramme, der definerer beskyttede »intellektuelle ejendomsrettigheder«, overtrædelser af disse rettigheder og de maksimale strafferetlige sanktioner. Dette skal sikre en ensartet retsforfølgning inden for det indre marked af forfalskning af materielle goder, tjenester samt intellektuelle og kunstneriske frembringelser, der beskyttes af den europæiske materialret og de nationale lovgivninger samt af de relevante internationale konventioner, navnlig TRIPS-aftalen (2), der blev indgået i 1994 inden for rammerne af WTO, og som indeholder bestemmelser om de strafferetlige sanktioner (3), der gælder for overtrædelser af visse beskyttede rettigheder.

3.3

I et direktiv, der blev vedtaget i 2004, fastsættes en ramme for beskyttelse mod piratkopiering (4) og varemærkeforfalskning i kommercielt øjemed. Kommissionen har i en erklæring (5) udarbejdet en detaljeret liste over beskyttede rettigheder i henhold til dette direktivs artikel 2. Der er tale om industrielle ejendomsrettigheder (patenter på opfindelser og supplerende certifikater, brugscertifikater, varemærker, oprindelsesbetegnelser, design og modeller, sortsbeskyttelse), ophavsrettigheder og lignende rettigheder samt sui generis-rettigheder vedrørende elektroniske kredsløbstopografier og databaser, der er etableret i medfør af fællesskabsretten. Der er tale om enerettigheder, som i juridisk forstand udgør en integreret del af den immaterielle ejendomsret. Nogle af disse rettigheder er medtaget i Fællesskabets regelværk eller er sågar omfattet af materiel beskyttelse på EU-niveau (design og modeller, mærker, sortsbeskyttelser) (6). Andre rettigheder, så som patenter, er udelukkende underlagt national lovgivning i afventning af et fællesskabspatent, som efterlyses af samtlige industrisektorer. Begrebet »intellektuel ejendom« dækker således et meget heterogent område af immaterielle rettigheder, hvis karakter og retlige status varierer betydeligt.

3.4

Medlemsstaterne er underlagt TRIPS-aftalens bestemmelser, i henhold til hvilke de skal indføre passende nationale regler for retsforfølgning og strafferetlige sanktioner i forbindelse med varemærkeforfalskning i kommercielt øjemed. Medlemsstaterne har dog fået overladt en vis fortolkningsmargin, og desuden har visse lande, herunder EU-medlemsstaterne, endnu ikke truffet nogen proportionelle retsforfølgningsforanstaltninger for de krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder, der sker inden for deres område, herunder blandt EU-medlemslande. Direktivet fra 2004 gør det muligt for personer, der har fået krænket deres rettigheder, at opnå erstatning, idet det pålægger medlemsstaterne forpligtelser med hensyn til efterforskning, procedurer, beslaglæggelse (7) og kompensation med henblik på harmonisering af den gældende lov og bekæmpelse af organiseret kriminalitet (8), som i vidt omfang involverer varemærkeforfalskning. Dette direktiv vedrører imidlertid kun de civilretlige, kommercielle og administrative procedurer og sanktioner, der hovedsagelig sigter på erstatning for skader, der er påført indehavere af beskyttede rettigheder, som har rejst sag i forbindelse med varemærkeforfalskning. Nogle medlemsstater har endnu ikke indarbejdet direktivet!

3.5

Beskyttelse af »intellektuelle ejendomsrettigheder« er nedfældet i den universelle menneskerettighedserklæring og EU's charter om grundlægge rettigheder, der er en højtidelig erklæring, som blev vedtaget i Nice i december 2000. Sikringen af en international beskyttelse sker ligeledes gennem konventioner indgået inden for rammerne af FN's kompetente specialiserede organer (WIPO, Unesco) eller i regional sammenhæng (München-konventionen fra 1973 om oprettelse af det europæiske patentkontor og det europæiske patent). Kun TRIPS-aftalen indeholder på nuværende tidspunkt strafferetlige minimumsbestemmelser. Kommissionens forslag søger at skabe en vis harmonisering på fællesskabsniveau ved at forpligte medlemsstaterne til at indføre strafferetlige sanktioner i deres nationale lovgivning og anvende fælles definitioner af overtrædelser og standardsanktioner.

3.6

Det ændrede direktivforslag sigter således på at harmonisere strafferammerne for krænkelser af immaterielle ejendomsrettigheder, for så vidt angår fængselsstraffe, strafferetlige bøder og konfiskationer. Forslaget fastsætter regler for retlig kompetence for om muligt at centralisere retsforfølgninger i én enkelt medlemsstat, i de tilfælde hvor den pågældende lovovertrædelse vedrører flere medlemsstater, og lette efterforskningen. Det forslås, at skadelidte eller disses repræsentanter inddrages aktivt i efterforskningen.

3.7

Den vigtigste ændring set i forhold til de tidligere forslag består i at fastsætte niveauet for og arten af de strafferetlige sanktioner, som skal anvendes for overtrædelser af intellektuelle ejendomsrettigheder, der ligeledes fastlægges i direktivforslaget.

3.8

Fysiske personer, der har begået en overtrædelse efter direktivets artikel 3, kan straffes med en maksimumsstraf på mindst 4 års fængsel, når overtrædelsen er begået inden for rammerne af en kriminel organisation, eller når overtrædelsen medfører en sundheds- eller sikkerhedsrisiko (artikel 2, stk. 1).

3.9

Fysiske eller juridiske personer, der har begået en overtrædelse efter direktivets artikel 3, idømmes sanktioner, der er effektive, proportionelle og afskrækkende. Disse sanktioner omfatter strafferetlige bøder og administrative bøder på mindst 100.000 euro (300.000 euro for de grove tilfælde, der er nævnt i artikel 2, stk. 1, som ikke berører muligheden for at idømme hårdere straffe, hvis der er risiko for død eller handicap).

3.10

Den nationale ret bør foreskrive konfiskation af varemærkeforfalskede produkter, varer og redskaber fra strafbart forhold, i det mindste i grove tilfælde som ved organiseret kriminalitet samt sundheds- og sikkerhedsrisiko (artikel 3).

3.11

Ændringsforslaget giver medlemsstaterne mulighed for at gå ud over det fastsatte niveau.

3.12

Som følge af tilbagetrækningen af forslaget til Rådets rammeafgørelse, der ledsagede det oprindelige forslag, påtænker Kommissionen at anlægge en horisontal tilgang i forbindelse med de strafferetlige procedurer, der blev vedtaget den 23. december 2005, og som har til formål at støtte det retlige samarbejde og tilnærme landenes straffeniveauer med henblik på at drage fordel af Eurojust (9).

3.13

Det er medlemsstaternes ansvar at indlede efterforskninger og retsforfølgninger, og de skal ikke udelukkende iværksættes, hvor der foreligger klage fra skadelidte.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

EØSU konstaterer, at der er en stigende tendens til at anvende det noget upræcise begreb »intellektuelle ejendomsrettigheder«, der sammenblander forskellige veldefinerede juridiske begreber samt produktions- og anvendelsesmetoder. Dette begreb finder dog alligevel gængs anvendelse i europæisk og international lovgivning. Der er stor forskel på arten, varigheden og rækkevidden af hver enkelt af disse immaterielle rettigheder. De er underlagt forskellige juridiske ordninger, har forskellig territorial gyldighed og er undergivet registrerings- og beskyttelsesinstanser. Hertil kommer, at krænkelser af disse rettigheder fortolkes forskelligt i de enkelte lande, og at denne fortolkning i visse tilfælde er under hastig forandring.

4.2

Analyser af lægemidlers sammensætning (uden at anvende eller offentliggøre resultatet), anvendelse af den omvendte teknik for at opnå driftskompatibilitet mellem forskellige softwareprogrammer eller elektroniske komponenter eller udøvelse af en legitim rettighed som f.eks. retten til privat kopiering ved at omgå en (i reglen utilstrækkelig) beskyttelsesforanstaltning betegnes således i flere lande som varemærkeforfalskning eller ulovlig kopiering. Her kan straffene desuden være meget høje, også selv om der ikke ligger et kommercielt eller kriminelt motiv bag.

4.2.1

EØSU har tidligere slået til lyd for, at der på fællesskabsniveau ydes en samordnet indsats for at bekæmpe de forskellige former for handelsrelateret varemærkeforfalskning, der rammer den europæiske økonomi, og andre overtrædelser, der krænker industrielle ejendomsrettigheder og ophavsretten (10), og som er til stor skade for den europæiske økonomi. Omfattende varemærkeforfalskning begås ofte inden for rammerne af en kriminel organisation eller organiseret bande og kan indebære risiko for personers sundhed, sikkerhed eller liv. I sidstnævnte tilfælde bør der ved udmålingen af strafferetlige sanktioner være tale om skærpende omstændigheder. Direktivforslaget bør fastsætte princippet om, at alle skærpende omstændigheder medfører en skærpelse af straffen.

4.2.2

EØSU bifalder, ligesom det var tilfældet med direktivet fra 2004, at den planlagte harmonisering kun vedrører overtrædelser, der er handelsrelateret, og som derfor kan være til væsentlig skade for det indre marked. Det vil dog stadig være nyttigt med en klarere definition af »handelsrelateret«, f.eks. gennem en præcisering af, at de varemærkeforfalskede produkter og tjenester er beregnet til salg i et sådant omfang, at det vil medføre et væsentligt økonomisk tab eller frembyde fare for personer, uanset det solgte kvantum, eller at gerningsmændene bag sådanne strafbare handlinger under alle omstændigheder søger at opnå en ulovlig pengemæssig fordel. For at der kan gribes til strafferetlige sanktioner, skal krænkelsen være til åbenlys fare for den offentlige orden og sikkerhed. Krænkelsen kan variere i omfang og grovhed; skalaen over strafbare handlinger og sanktioner bør stå i forhold til krænkelsen, men spørgsmålet er, om sondringen mellem »krænkelser af en intellektuel ejendomsrettighed, der er handelsrelateret« og »grove krænkelser« samt strengheden af de foreslåede strafferetlige sanktioner svarer til strafferettens iboende proportionalitetsprincip. Det fremgår desuden implicit, at privat udveksling af filer på nettet, kopiering (eller »musik-remix«) og reproduktion af materielle og intellektuelle værker inden for familiemæssige og private rammer samt i studie- og forsøgsøjemed ligger uden for den foreslåede lovgivnings anvendelsesområde. Det ville være nyttigt med en eksplicitering heraf.

4.2.3

EØSU gør opmærksom på, at de immaterielle rettigheder i tilknytning til varemærkeforfalskning ikke er absolutte rettigheder; hver enkelt rettighed har sine karakteristika og giver i princippet en eneret og et midlertidigt anvendelsesmonopol, hvis varighed og geografiske gyldighed varierer, dvs. at der træffes en tidsbegrænset beskyttelsesforanstaltning (til gengæld for offentliggørelse af patenterede opfindelser og intellektuelle værker i forbindelse med ophavsret), men indehavere af licensaftaler og de retsmæssige eller bona fide brugere af produkter, tjenester eller intellektuelle værker har også rettigheder, som inden for rammerne af visse licensaftaler kan være ganske vidtrækkende (11). Flere nationale lovgivninger rummer imidlertid uoverensstemmelser og sætter ofte ensidigt producenternes, distributørernes og virksomhedernes rettigheder højere end forbrugernes. Viljen til i mange nationale lovgivninger at introducere hårde strafferetlige sanktioner synes at være et resultat af denne ensidighed. Paradoksalt nok kan maksimumsstraffen for en handelsrelateret overtrædelse i henhold til direktivforslaget vise sig at være lig med eller sågar mindre hård end straffen for en individuel overtrædelse!

4.2.4

EØSU ser gerne, at der på Kommissionens foranledning foretages en dybtgående revision af medlemsstaternes strafferet set i forhold til EU's strafferetlige bestemmelser, hvilket f.eks. kan ske gennem iværksættelse af en gennemgribende komparativ undersøgelse af rettighederne i medlemsstaterne efter direktivets gennemførelse. Dette skal sikre en egentlig harmonisering på europæisk niveau, navnlig på områderne ophavsret og beslægtede rettigheder, hvor strenge strafferetlige sanktioner ofte resulterer i urimelige straffeskalaer, hvilket er helt unødvendigt, eftersom handelsmodellerne til spredning af værker er under fuld udvikling — her kan nævnes planerne om på kort sigt at ophæve DRM (beskyttelse mod kopiering) — og afgifterne på medierne stort set holder rettighedshaverne skadesløse for piratkopiering.

4.3   Særlige bemærkninger

4.3.1

EØSU ser gerne en klarere definition af arten af den strafbare handling, der består i at anstifte forfalskning og privatkopiering af produkter og tjenesteydelser, som er omfattet af intellektuelle ejendomsrettigheder. En strafferetlig overtrædelse indebærer, at gerningsmanden eller dennes medskyldige handler forsætligt; i TRIPs-aftalen henvises til »forsætlig varemærkeforfalskning«, og i direktivet tales om en forsætlig, overvejet handling. En strafferetlig overtrædelse indebærer ligeledes et materielt aspekt, dvs. gennemførelsen af den strafbare handling eller i det mindste forsøg på gennemførelse, der kan betragtes som påbegyndt gennemførelse; disse to aspekter understøtter hinanden, eftersom hensigten alene ikke udgør en strafbar handling (medmindre der oprettes et tankelæsende politi). Tilskyndelse til en strafbar handling kan dog generelt kun påvises, hvis den opfordrende part leverer redskaberne (som regel ulovlige) med særligt henblik på at begå den pågældende strafbare handling. Levering af materiel eller software til almindelig brug samt sikring af internetadgang kan efter EØSU's mening derfor ikke betragtes som medvirken eller tilskyndelse til krænkelse (forekommer generelt kun i nogle få situationer inden for strafferetten og er vanskelig at bevise), hvis disse midler anvendes af gerningsmændene. Begrebet »medvirken« bør være tilstrækkeligt i fællesskabslovgivningen, eftersom spørgsmålet om medskyldige allerede er blevet nøje afklaret i de nationale lovgivninger. I modsat fald vil der kunne ske retsforfølgning, selv hvor der mangler forsætlige elementer.

4.3.2

Ulovlig kopiering af værker, modeller, procedurer eller opfindelser, der er beskyttet af et midlertidigt monopol, udgør varemærkeforfalskning. Denne definition bør fastholdes og ikke udvides til at omfatte piratkopiering (der generelt går ud på at opnå ulovlig adgang til it-systemer for at overtage kontrollen hermed, stjæle oplysninger eller anvende bredbåndet, generelt til ulovlige formål). Piratkopiering adskiller sig fra egentlig varemærkeforfalskning, og de strafferetlige overtrædelser bør fortolkes strengt. Uautoriseret indtrængen i it-systemer, tyveri af data og bredbånd samt krænkelse af privatlivets fred bør helt klart resultere i passende retsforfølgning, men falder ikke ind under varemærkeforfalskning som sådan. Bekæmpelse af software-piratvirksomhed bør behandles mere specifikt, selv om begreberne anvendes upræcist i mange politiske erklæringer, hvor de ofte sammenblandes og giver anledning til forvirring. Software-piratvirksomhed drives inden for rammerne af terroristorganisationer og bør gøres til genstand for særlig opmærksomhed og passende internationalt samarbejde.

4.3.3

»Organiseret bande«, der allerede udgør en skærpende omstændighed i visse straffelovgivninger, bør føjes til begreberne »kriminel organisation« og »organiseret kriminalitet«, som anvendes i begrundelsen. Handelsrelateret varemærkeforfalskning, som begås af organiserede bander eller inden for rammerne af en kriminel organisation, bør udgøre en skærpende omstændighed, der berettiger en skærpelse af straffe og bøder.

4.3.4

Kommissionen gør opmærksom på, at medlemsstaterne frit kan fastsætte strengere straffe og sanktionere andre handlinger. Dette kan tolkes som en opmuntring til at straffe ikke-handelsrelaterede krænkelser eller udvide definitionen af varemærkeforfalskning til at omfatte andre handlinger, der ikke decideret består i reproduktion eller kopiering af et produkt, en procedure eller et værk.

4.3.5

EØSU er ikke sikker på, at kopieringssoftware, der kan omgå eller ophæve DRM-foranstaltninger (12) (antikopieringsanordninger, hardware eller software, der ofte er utilstrækkelige og ikke krypteret), kan sidestilles med forfalskning af DRM-foranstaltninger, sådan som det er tilfældet i fællesskabsretten og i visse lande, eftersom det, der således betegnes som »varemærkeforfalskning«, ikke udgør kopiering eller reproduktion af den oprindelige foranstaltning. Hertil kommer, at DRM-foranstaltningerne ikke er standard. De afhænger af den enkelte platform eller leverandør, og filformater kan være beskyttet, hvilket hæmmer driftskompatibiliteten eller har til formål at skabe konkurrenceneutraliserede markeder. Skabelse og udnyttelse af kopieringsmuligheder med henblik på at give forbrugerne eller virksomheder med softwarelicensrettigheder mulighed for at udøve deres rettigheder (privatkopiering, backup-kopiering med henblik på anvendelse i andet standardmateriel) bør ikke straffes som sådan, men kun hvis der på baggrund af de moralske og materielle elementer kan siges at være tale om en handelsrelateret overtrædelse.

4.3.6

EØSU støtter princippet om, at retsforfølgning af strafbare handlinger ikke skal afhænge af, om offeret indgiver anmeldelse eller anlægger sag ved en domstol, eftersom ofrene i en situation, hvor mafiaen er involveret, ofte vil tøve med at indlede retsforfølgning for at beskytte deres rettigheder. Hertil kommer, at handelsrelateret varemærkeforfalskning, der især begås inden for rammerne af kriminelle bander og organisationer, eller som led i terrorismevirksomhed, er til skade for økonomierne og den sociale velfærd, hvorfor det er statens opgave at bekæmpe handelsrelateret varemærkeforfalskning.

4.3.7

EØSU håber, at man ved hjælp af et effektivt samarbejde mellem medlemsstaterne vil kunne slå effektivt ned på internationale netværk, der er specialiseret i varemærkeforfalskning, herunder netværk, der er knyttet til organiseret kriminalitet og hvidvaskningsaktiviteter. Der mindes om, at mange af disse netværk driver deres virksomhed fra tredjelande, og at indsatsen bør udvides til at omfatte lande uden for EU ved hjælp af de midler, der er til rådighed under international lovgivning.

4.3.8

EØSU finder, at fælles politiefterforskningshold ligeledes bør samarbejde på fællesskabsplan med toldmyndighederne samt med ofrene for varemærkeforfalskning og deres eksperter. EØSU glæder sig over, at ofrene får mulighed for at deltage i efterforskningsprocedurerne, men foreslår, at deres rolle begrænses til at informere de offentlige myndigheder. Det vil ikke være på sin plads, hvis en virksomhed efter påstande om handelsrelateret varemærkeforfalskning f.eks. kan deltage i kontroller og beslaglæggelser hos en konkurrent, der formodes at være uskyldig, indtil det modsatte er endeligt bevist ved en domstol. EØSU understreger, at man bør undgå en udvikling i retning af privat bilæggelse af tvister samt indblanding eller uberettiget indtrængen i straffesager af personer uden juridisk myndighed.

4.3.9

Endelig udtrykker EØSU bekymring over tendensen til i stigende grad at anvende internetnet til handelsformål og anmodningerne om også at lade de strafferetlige sanktioner, der er fastsat i TRIPs-aftalen, gælde for denne aktivitetssektor, således som det kommer klart til udtryk i det amerikanske handelsministeriums rapport fra 2006 om kapitel 301 og Super 301 (13), i medfør af WIPO-traktaterne om intellektuelle ejendomsrettigheder på internettet, der er et gratis instrument på det offentlige område og et fælles universelt gode.

Bruxelles, den 12. juli 2007

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Det Forenede Kongeriges og Irlands »opt in«-mulighed og undtagelsen for Danmarks vedkommende vil formentlig ikke længere være i strid med lovgivningen, som det er tilfældet med initiativerne under tredje søjle.

(2)  Aftale om intellektuelle ejendomsrettigheder i handelsmæssig sammenhæng.

(3)  TRIPS-aftalens artikel 61.

(4)  Direktiv 2004/48/EF om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder.

(5)  Kommissionens erklæring 2005/295/EF vedrørende fortolkningen af artikel 2 i førnævnte direktiv.

(6)  Med den vigtige undtagelse af fællesskabspatentet, som endnu svæver i det uvisse (NdA).

(7)  Rådets rammeafgørelse 2005/212/JAI vedrørende konfiskation af kriminalitetsrelaterede produkter, instrumenter og varer (varemærkeforfalskning, piratkopiering) (EUT L 68 af 15.3.2005).

(8)  Forslag til Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Varemærkeforfalskning kan ligeledes bidrage til finansiering af terrornetværk. Hvidvaskning af penge, der stammer fra varemærkeforfalskning, udgør også en form for kriminel virksomhed, som skal bekæmpes med alle midler.

(9)  KOM(2005) 696 endelig.

(10)  Se Malosses udtalelse (EFT C 221 af 7.8.2001).

(11)  Licensaftalen »Creative Commons«, »General Public Licence«, »BSD«, BBC's Creative Archive Licence (fri adgang til audiovisuelt materiale) m.fl.

(12)  Digital Rights Management (styring af digitale rettigheder, eufemisme for »beskyttelse mod kopiering«).

(13)  Særlig amerikansk rapport fra 2006 om 301.


27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/8


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Erhvervspotentiale, specielt for SMV'er (Lissabon-strategien)«

(2007/C 256/03)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 14. september 2006 under henvisning til forretningsordenens artikel 31, at anmode Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug om at udarbejde en udtalelse om: Erhvervspotentiale, specielt for SMV'er (Lissabon-strategien).

På plenarforsamlingen den 14.-15. marts 2007 blev det besluttet at lave informationsrapporten om til en initiativudtalelse (forretningsordenens artikel 29, stk. 2).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Christine Faes til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 3. maj 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 437. plenarforsamling den 11.-12. juli 2007 (mødet den 12. juli 2007) følgende udtalelse med 123 stemmer for, 1 imod og 3 hverken for eller imod.

1.   Forord

1.1

I formandskabets konklusioner fra mødet i Det Europæiske Råd den 23.-24. marts 2006 anmodes Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om i begyndelsen af 2008 at afgive nogle sammenfattende rapporter som støtte til partnerskabet for vækst og beskæftigelse.

1.2

Det Europæiske Råd foreslog endvidere nogle specifikke områder for prioriterede tiltag for perioden 2005-2008:

i.

investering i viden og innovation

ii.

erhvervspotentiale, specielt for SMV'er

iii.

beskæftigelse for prioriterede kategorier (…)

iv.

definition af en energipolitik for Europa (…)

v.

de tiltag, der generelt er nødvendige for at fastholde dynamikken i alle søjlerne i partnerskabet for vækst og beskæftigelse (…).

2.   Resumé og henstillinger

2.1

Selv om Lissabon-strategien har givet positive resultater, har den hidtil ikke levet helt op til forventningerne på områderne økonomisk og industriel vækst og skabelse af flere og bedre job. På verdensmarkedet er EU i konkurrence med såvel traditionelle som nyere konkurrenter, som det ikke kan tackle på tilfredsstillende vis.

2.2

EU's virksomheder er tvunget til at operere på et ufuldstændigt indre marked, specielt hvad angår skatteregler, medlemsstaternes for langsomme implementering af direktiver, udestående administrative byrder og manglende mobilitet for arbejdstagerne. Specielt SMV'erne har vanskeligt ved at overvinde disse hindringer.

2.3

Andre udfordringer at tackle er manglen på iværksætterkultur, befolkningens aldring og konsekvenserne heraf for iværksætterkulturen, arbejdskraftudbuddet og et større behov for at fokusere på virksomhedsoverdragelser, adgang til finansiering i etablerings- og udvidelsesfaserne, adgang til forskningsresultater og følgelig innovationsmuligheder.

2.4

Små og mellemstore virksomheder spiller en vigtig rolle i opnåelsen af Lissabon-målene. Deres nødvendige bidrag er ikke desto mindre blevet overset i de første år af gennemførelsesperioden. Især bør SMV-organisationernes inddragelse i vurderingen af fremskridtene såvel som deres rolle i at fremme SMV'erne på alle politiske niveauer udvikles yderligere. I forbindelse med den næste revision af de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse for perioden 2008-2010 efterlyser EØSU nogle mere målrettede og strømlinede retningslinjer for SMV'er, specielt for så vidt angår kapitlet om mikroøkonomiske reformer. For at inddrage dem i større omfang i processen opfordrer EØSU Rådet indtrængende til at skabe et retsgrundlag for det europæiske charter for små virksomheder — hvilket også Europa-Parlamentet har anmodet om — for dermed at skabe et mere solidt handlingsgrundlag. Følgende politiske retningslinjer og tiltag anses for at være nødvendige for at kunne udvikle SMV'ernes forretningspotentiale.

2.4.1

EØSU anmoder indtrængende Kommissionen og Rådet om at gøre alt for at bidrage til at gøre princippet om »først at tænke småt« til et vejledende princip for al relevant lovgivning.

2.4.2

EØSU slår til lyd for at gøre 2009 til »Iværksætterår« for at understrege den nøglerolle, iværksættere spiller for vækst og velfærd, og for at anspore unge mennesker og andre til at overveje en karriere som iværksætter.

2.4.3

EØSU opfordrer til, at der gøres en indsats for at sikre et effektivt konkurrence- og innovationsprogram, som kan yde effektiv støtte og skabe let adgang for SMV'er, og et 7. forsknings- og udviklingsrammeprogram og strukturfonde, der fremmer adgang for SMV'er. Der bør føres nøje tilsyn med effektiviteten og tilgængeligheden af disse programmer såvel som Jeremie-programmet.

2.4.4

En virksomheds mest værdifulde aktiv er dens menneskelige kapital. Passende støtteforanstaltninger, skræddersyede uddannelsestilbud og veldesignede finansielle incitamenter bør hjælpe SMV'erne til at forbedre såvel arbejdstagernes som iværksætternes kompetencer og færdigheder gennem yderligere investeringer i løbende uddannelse.

2.4.5

EØSU ser gerne, at Kommissionen undersøger SMV'ers deltagelse i fællesskabsprogrammer. Hvis deres deltagelsesprocent ikke anses for at være tilstrækkelig, bør der fastsættes en obligatorisk procentsats.

2.4.6

Offentlige indkøb er et vigtigt redskab, når det drejer sig om at hjælpe SMV'er til at udvikle deres aktiviteter. SMV'ernes deltagelse bør nøje overvåges, og der bør udvikles foranstaltninger til at fremme deres adgang til offentlige indkøb. Udveksling af bedste praksis bør fremmes.

2.4.7

Der bør skabes en koordinationsstruktur på Kommissionsplan med det sigte at nå frem til en reel, effektiv og virkningsfuld SMV-politik i samtlige programmer, tiltag og lovgivningsmæssige foranstaltninger.

2.4.8

Der bør træffes specifikke tiltag til fremme og anvendelse af bedste praksis på SMV-området og med hensyn til en forbedring af konkurrenceevnen, navnlig i regioner med en ringe udviklingsgrad i EU-sammenhæng. Disse typer af tiltag bør iværksættes gennem SMV'ernes organisationer.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

Lissabon-strategien er kort sagt bedst kendt som et mål om inden 2010 at gøre EU til den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden. Ud over de overordnede retningslinjer vedtog Det Europæiske Råd på mødet i juni 2000 i Santa Maria da Feira det europæiske charter for små virksomheder.

3.2

EØSU minder om, at Lissabon-mandatet af 24. marts 2000 fra starten:

fremhævede behovet for at inddrage arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet aktivt i strategien ved at anvende forskellige former for partnerskaber;

præciserede, at strategiens succes først og fremmest afhænger af den private sektor, offentlig-private partnerskaber og aktiv deltagelse af såvel medlemsstaterne som EU;

havde til formål at sikre en afbalanceret udvikling af de tre indsatsområder: økonomisk vækst, social samhørighed og et bæredygtigt miljø ved at stimulere EU's konkurrenceevne og jobskabelse på baggrund af passende miljøpolitikker.

3.3

På Det Europæiske Råds forårsmøde i marts 2005 gennemførte Rådet midtvejsevalueringen af Lissabon-strategien og besluttede at genlancere processen og sætte fornyet fokus på vækst og beskæftigelse som Europas højeste politiske prioriteter. Der blev indgået en aftale om de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse (1), som skulle fremme sammenhængen mellem reformforanstaltningerne og fungere som køreplan for de nationale reformprogrammer.

3.4

I udviklingen af Lissabon-strategien er stræben efter konkurrencedygtighed og vækst et afgørende træk, når det gælder om at skabe større økonomisk velfærd og beskæftigelse samt sikre livskvaliteten og tillige forbedre denne. Omvendt kan livskvalitet, sociale forbedringer og et bæredygtigt miljø også skabe vækst. Lissabon-strategien har hidtil ikke levet helt op til forventningerne navnlig inden for områderne økonomisk og industriel vækst og skabelse af flere og bedre job. EU har problemer med at klare konkurrencen på verdensmarkedet. EU har siden lanceringen af Lissabon-processen gennemgået en omfattende udvidelse fra 15 til 25 og derefter til 27 medlemsstater.

3.5

EØSU ønsker først og fremmest at bemærke, at Lissabon-strategien allerede har banet vejen for en positiv udvikling på en række områder, herunder:

skabt bevidsthed om behovet for reformer, der bryder traditionelle afgrænsninger;

fremskyndet udbredelse af informationsteknologier og innovationsprocesser;

øget støtten til etablering af virksomheder og finansiering af SMV'er;

større indsats for bæredygtig udvikling, der er udformet til at mindske offentlige underskud, genskabe stabiliteten i budgettet for social sikring og beskytte miljøet;

initiativer fra arbejdsmarkedets parter om sociale reformer;

foranstaltninger til forenkling af administrative og juridiske procedurer, skønt hidtil af begrænset omfang.

3.6

På trods af disse positive fremskridt må det først og fremmest konstateres, at EU, der er fanget mellem sine store industrielle konkurrenter og nye økonomier baseret på lave produktionsomkostninger, som i større og større grad anvender ny teknologi, udfordres i stadig stigende grad på konkurrenceevnen. Der er adskillige indikatorer, som giver anledning til bekymring:

lavere efterspørgsel i det indre marked, færre investeringer, lavere produktivitet og vækstrater i EU, som hermed sakker bagud i forhold til sine vigtigste konkurrenter og fremtidige markeder;

globaliseringen som fører til integration af nye lande i den internationale økonomi;

den manglende virkeliggørelse af beskæftigelsesmålene;

fortsatte offentlige underskud i adskillige medlemsstater, om end ikke altid de samme;

alt for varierende skatteregler og skattesatser for virksomheder;

fortsatte administrative hindringer for virksomheder og langsom gennemførelse af direktiver i medlemsstaterne;

den tiltagende aldring af EU's befolkning, som vil lægge et stort pres på de offentlige finanser og arbejdskraftudbuddet;

truslen ved tiltagende ressourcemangel og ustabile priser, klimaændringer og tab af biodiversitet;

manglende mobilitet blandt arbejdstagerne, hvilket er afgørende for gennemførelsen af det indre marked;

udflytning af europæiske virksomheder til de nye markeder, der er i hastig vækst;

de europæiske borgeres dalende interesse for EU.

3.7

Samtidig halter Lissabon-reformerne bagefter:

3.7.1

På EU-plan forpligtede medlemsstaterne sig til at gennemføre det indre marked på flere områder (energi, tjenesteydelser, offentlige kontrakter, transeuropæiske netværk, tilpasning af offentlige tjenesteydelser), men vægrer sig ved at gennemføre de nødvendige foranstaltninger inden for tidsrammen.

3.7.1.1

På europæisk plan har Kommissionen siden 1990'erne iværksat et væld af initiativer først og fremmest for at få bedre indsigt i SMV'ernes behov og funktionsmåde og dernæst for at støtte deres udvikling og hjælpe med til at udnytte deres jobskabelsespotentiale bedre. Disse tiltag er gennem de seneste par år blevet styrket med udnævnelsen af Kommissionens SMV-repræsentant, vedtagelsen i 2004 af handlingsplanen for iværksætterkultur, bestræbelserne på at få en bedre lovgivning, bedre adgang til finansiering (Den Europæiske Investeringsfond og Den Europæiske Investeringsbank) og rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (CIP).

3.7.2

På nationalt plan varierer resultaterne, og årsagen til de manglende resultater er primært:

regler og administrative procedures strukturelle kompleksitet;

høj arbejdsløshed, specielt blandt visse målgrupper;

for stort antal førtidspensioneringer på trods af indgåede forpligtelser;

utidssvarende almene og faglige uddannelsessystemer, specielt hvad angår iværksætter- og IKT-færdigheder;

utilstrækkelige muligheder for livslang læring;

forskningsudgifter, som generelt er faldet yderligere i stedet for at stige til Lissabon-målet om 3 % af BNP;

manglende innovation, selv om den seneste resultattavle for innovation viser forbedringer;

manglende adgang til finansiering for SMV'er, kombineret med manglende viden om mulighederne, herunder også på EU-plan;

fortsatte offentlige underskud om end ikke altid i de samme lande;

3.7.3

De nye medlemsstater må ofte overvinde yderligere vanskeligheder, der bunder i en udviklingskløft inden for f.eks. beskæftigelse, teknologier eller miljøet, selvom disse vanskeligheder også nogle gange opvejes af fornyelsesforanstaltninger, som er mere gennemgribende end i EU-15.

3.8

Der henvises til den rapport, som Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har udarbejdet efter anmodning fra Det Europæiske Råds møde i marts 2005, som indeholder resultaterne af EØSU's høring af dets samarbejdspartnere i samtlige medlemsstater og på EU-plan om iværksættelsen af Lissabon-strategien og om, hvilken rolle arbejdsmarkedsparterne og de øvrige dele af civilsamfundet har at spille (2). Udvalget har gennem de senere år udarbejdet adskillige rapporter om Lissabon-strategien og specifikke aspekter heraf (3).

4.   Forbedring af erhvervspotentialet, specielt for SMV'er

4.1   SMV'ernes betydning for EU's økonomi

4.1.1

Langt størsteparten af EU's virksomheder (99,8 %) er SMV'er. Den typiske europæiske virksomhed er en mikrovirksomhed (91 %), og 7 % er mindre virksomheder. Ikke blot er de fleste virksomheder i Europa små, men de tegner sig også for en væsentlig del af Europas beskæftigelse (to tredjedele af de ansatte i den private sektor) og økonomisk aktivitet (57 % af BNP) (4).

4.1.2

For at forbedre overvågningen af SMV'ernes økonomiske resultater opfordrer EØSU Kommissionen til at sætte nyt skub i aktiviteterne i det europæiske observationscenter for SMV.

4.1.3

SMV'er skaber de fleste arbejdspladser og udgør en af de største indtægtskilder for statsbudgettet (skatter, moms osv.), og tilbyder muligheder for faglig og personlig udvikling for en stor del af befolkningen, navnlig den mest aktive og innovative del, som sætter skub i økonomien. Endvidere er de det vigtigste element i et økonomisk grundlag, der fremmer markedsøkonomien, som er kendetegnet ved fleksibilitet, innovation og dynamik, og som udgør kimen til fremtidens store virksomheder, særlig inden for de nye områder af økonomien, der bygger på komplekse teknologier.

4.2   Konkurrenceevne

4.2.1

Den øgede vægt på konkurrenceevnen viser, at der er behov for at sikre en vedvarende bæredygtig konkurrenceevne i en åben og global økonomi gennem øget anvendelse af nye teknologier, bedre erhvervsuddannelser, en kvalificeret arbejdsstyrke og en forbedring af produktiviteten. Kvalitetsbegrebet (kvaliteten af varer, tjenester, lovgivning, ledelse, beskæftigelse, sociale relationer og miljøet) er et centralt element i denne strategi.

4.2.2

For at sikre økonomisk stabilitet bør medlemsstaterne fastholde deres mellemfristede budgetmål over hele konjunkturforløbet eller træffe alle nødvendige korrigerende foranstaltninger. Med forbehold af dette bør medlemsstaterne undgå procykliske finanspolitikker. Medlemsstater med et underskud på de løbende poster, som der er risiko for er uholdbart, bør arbejde på at korrigere dem ved strukturreformer, der kan fremme den eksterne konkurrenceevne, og ved finanspolitikker. Disse foranstaltninger er et minimum set i lyset af den tiltagende aldring af EU's befolkning.

4.2.3

EØSU er af den opfattelse, at de interne europæiske hindringer for et holdbart og selvbærende konjunkturopsving i EU kun kan fjernes, hvis der sker en fundamental omlægning af den økonomiske politik, herunder især af den makroøkonomiske politik. EU må basere sig på egne interne kræfter, hvis den europæiske økonomi igen skal bringes ind på vejen mod vækst og fuld beskæftigelse. Der er behov for en afbalanceret makroøkonomisk politik, der har Lissabon-målene som erklæret målsætning, navnlig fuld beskæftigelse, styrkelse af konkurrenceevnen samt reel opfyldelse af Göteborg-topmødets forpligtende målsætning om bæredygtig vækst.

4.2.4

EØSU minder om, at det bør være pengepolitikkens mål at sikre et afbalanceret forhold mellem prisstabilitet, økonomisk vækst og beskæftigelse. Med henblik herpå ville det være rimeligt at tilskynde ECB til at forfølge et stabilitetsmål »i bredere forstand«, dvs. til ikke blot at fokusere på stabile priser, men også på stabilitet med hensyn til vækst, fuld beskæftigelse og social samhørighed (5). For at nå disse mål er det vigtigt, at de nationale budgetter falder i tråd med ECB's politikker, og at stabilitets- og vækstpagten overholdes.

4.2.5

EØSU peger endvidere på, at forretningsrelaterede tjenesteydelser spiller en særlig rolle for SMV'ernes bidrag til at gennemføre Lissabon-processen og øge EU's konkurrenceevne. I forlængelse af Kommissionens meddelelse (6), som følger samme linje, understreger EØSU, at det er nødvendigt at skabe nogle lovmæssige rammer, som tillader de pågældende SMV'er at efterleve de samfundskrav, der stilles dem.

4.2.6

EØSU støtter også den brede undersøgelse af nødvendige støtteforanstaltninger i 27 sektorer af fremstillingsindustrien i Kommissionens dokument om en integreret industripolitik, men insisterer på, at den konkrete implementering af politikken sker med koordination mellem medlemsstaterne (7).

4.3   Bedre lovgivning (8)

4.3.1

EØSU bakker helhjertet op om Kommissionens nylige meddelelse om at sænke virksomhedernes administrative byrde med 25 % inden 2012 (9). Dette kan føre til en stigning på 1,5 % i EU's BNP. EØSU anmoder indtrængende Kommissionen om at fremsætte en klar strategi til forenkling af alle de lovgivningsmæssige rammer, så man ikke risikerer ikke at kunne leve op til forventningerne (10).

4.3.2

Ved at lette den administrative byrde kan man skabe fornyet dynamik. For at kunne begrænse omfanget af juridiske og administrative forpligtelser er der behov for en overordnet indfaldsvinkel fra såvel de lokale, regionale og nationale myndigheder som EU. Det er afgørende, at forordningerne har en hensigtsmæssig udformning og indhold.

4.3.3

EØSU støtter oprettelsen af det panel, som skal foretage konsekvensanalyser inden for erhvervslivet, hvilket Kommissionen bebudede i sin strategiske oversigt vedrørende »Bedre lovgivning« (11). Ikke desto mindre bør panelets indsatsområde ikke være begrænset til koordination; det bør også beskæftige sig med arbejdskvalitet i relation til SMV'er og analyse af de økonomiske og sociale konsekvenser af lovgivningsforslag. Nye forordninger på nationalt og EU-plan bør gennemgås med henblik på at vurdere deres indvirkning på SMV'er.

4.3.4

De økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser af nye eller reviderede forordninger bør grundigt vurderes for at indkredse eventuelle kompromiser og synergier mellem forskellige politiske målsætninger. Derudover skal eksisterende regler undersøges med henblik på eventuel forenkling, og deres indvirkning på konkurrenceevnen skal vurderes. Der bør sættes særligt fokus på uafhængige vurderinger af virkningerne af alle Kommissionens forslag til love og regler på erhvervslivet, herunder specielt de mindre virksomheder. Endelig er man i færd med at udvikle en fælles metode til beregning af de administrative omkostninger ved ny og eksisterende lovgivning. Princippet om først at tænke småt bør være det vejledende princip i forbindelse med revision af eksisterende lovgivning og udarbejdelse af ny lovgivning. Det betyder, at lovgivningen bør tage hensyn til SMV'ernes særlige kendetegn.

4.3.5

EØSU pointerer, at forbedringer er særligt vigtige for små og mellemstore virksomheder (SMV'er), som sædvanligvis kun har begrænsede ressourcer til at tage sig af de administrative opgaver, de pålægges som følge af EU- og national lovgivning.

4.3.6

Der bør tages de nødvendige skridt til at sikre, at alle medlemsstater gennemfører alle direktiver i tide og med en høj kvalitet, og til at overtale de nationale og regionale regeringer og lovgivere til at indlede forenklingsprojekter hos sig selv med fokus på de steder, hvor der er sket en overregulering, fordi man har gennemført EU-lovgivningen.

4.3.7

De fleste politiske aktører på regionalt, nationalt og EU-plan ved ikke nok om SMV'ernes reelle situation og deres konkrete behov. Bedre inddragelse af repræsentative SMV-organisationer (12) på alle niveauer er en forudsætning for at forbedre kvaliteten af SMV-politikken i EU. Styrkelse af sammenslutninger af mindre virksomheder er også et af nøgleelementerne i det europæiske charter for små virksomheder (2000). Repræsentative SMV-organisationer bør inddrages som vigtige aktører i beslutningsprocessen på alle planer.

4.3.8

EØSU støtter beslutsomt det europæiske charter for små virksomheder, der har vist sig at være et godt middel til at overvåge fremskridtene og kortlægge de problemer, som SMV'er støder på, samt til at få medlemsstaterne til at handle med det sigte at forbedre koordineringen af íværksætterpolitikkerne i hele Europa. Det er vigtigt at bevare et støt tempo i processen med at integrere rapporterne om charterets iværksættelse i årsrapporterne om Lissabon-strategien. Det er afgørende, at det ajourføres løbende og udbygges i forhold til den reviderede Lissabon-strategi og EU's større udvidelsesproces.

4.4   Iværksætterkultur og etablering af nye virksomheder (13)

4.4.1

Iværksættertankegang er en kompleks størrelse, som omfatter initiativ, satsning og innovation. Små og nye virksomheder skaber innovation, finder markedsnicher, skaber beskæftigelse, øger konkurrencen og fremmer derved den økonomiske effektivitet.

4.4.2

Den Europæiske Union lider som helhed af lav aktivitet i den indledende iværksætterfase. Der er ingen EU-lande på top 10-listen (14) i den seneste GEM-rapport (Global Entrepreneurship Monitor). Tværtimod er der 8 EU-lande blandt de 10 lande med det laveste aktivitetsniveau på dette område (15).

4.4.3

Iværksætteri er vigtigt for samfundet som helhed. For at forbedre kendskabet til iværksætterkulturen og -tankegangen og øge forståelsen af iværksætteriets betydning for et lands generelle udvikling foreslår EØSU, at 2009 udråbes til europæisk iværksætterår. I den forbindelse konstaterer udvalget, at midtvejsrevisionen af en række relevante fællesskabsprogrammer vil finde sted i 2010. Der må skabes en positiv holdning i offentligheden til iværksætteri. Året ville også give lejlighed til at konsolidere og styrke eksisterende erfaringsudveksling.

4.4.4

Der er i EU et stort behov for ændringer i læseplanerne inden for det almene og faglige uddannelsessystem — navnlig på de højere uddannelser — for at få lagt større vægt på videregående iværksætteruddannelse, den strategiske værdi af informationsforvaltning og IKT samt netværkssamarbejde. Skoler og universiteter spiller en central rolle med hensyn til at fremme iværksættertankegangen hos de unge. Det kan anbefales, at virksomhedsrepræsentanter aktivt deltager i f.eks. undervisningen, og at virksomhedsorganisationer endvidere inddrages. Medieaktiviteter og det billede at erhvervslivet, som de formidler, er vigtige.

4.4.5

Der bør gøres mere for at yde etablerings- og udviklingshjælp til virksomheder. Denne indsats bør bl.a. gå ud på at mindske etableringsomkostningerne, forbedre adgangen til risikovillig kapital, indføre flere iværksætteruddannelsesprogrammer, foranstaltninger til at forbedre adgangen til offentlige netværk og offentlige tjenesteydelser samt sikre et mere finmasket netværk af støttetjenester for små virksomheder. Der er endvidere behov for politiske beslutninger med henblik på en reform af beskatningssystemer, reguleringsforanstaltninger, markedsadgang, rednings- og omstruktureringsprocedurer samt arvelovgivning. Hvad angår konkurser, er det nødvendigt med en holdningsændring.

4.4.6

Adgang til finansiering i den tidlige etableringsfase er af afgørende betydning. Den belgiske regering har taget skridt til at løse problemet med manglende egenkapital. Et eksempel herpå er ARKimedes-fonden, der har rejst 110 mio. EUR i form af aktier og obligationer, som er garanteret af den regionale regering i Flandern.

4.4.7

Af lige så stor betydning er det at sikre informationer og støttetjenester for virksomheder, navnlig for unge iværksættere. Mentorordninger i Flandern (Belgien) har vist sig at være effektive.

4.4.8

Frygten for fiasko har en stærk negativ virkning på potentielle nyetableringer. Der må oprettes passende sociale rammebetingelser for selvstændige erhvervsdrivende. Endvidere bør der være udvidede muligheder for at give de selvstændige en chance mere.

4.5   Det indre marked (16)

4.5.1

Det indre markeds potentiale bør frigøres. Den Europæiske Union bør nu kunne drage fordel af et marked, der er større end markedet i USA og Kina, men

for mange direktiver er ikke blevet omsat fuldt ud i national lovgivning;

fremskridtene har været utilstrækkelige med hensyn til indførelse af ens standarder og gensidig anerkendelse i forbindelse med levering af tjenester;

det trækker ud med at få liberaliseret markederne, bl.a. inden for den offentlige sektor;

der har vist sig vanskeligt at indgå aftaler om anvendelige intellektuelle ejendomsrettigheder i EU;

forskellige former for beskatning giver anledning til forvridninger.

4.5.2

EU's evne til at tiltrække investorer afhænger af størrelsen og tilgængeligheden af dets markeder, af dets lovgivningsmæssige rammer og af kvaliteten af dets infrastruktur. Øget investering vil gøre Europa mere produktiv, da arbejdskraftproduktiviteten er afhængig af investeringer i fysisk og menneskelig kapital samt i viden og infrastruktur.

4.5.3

Europæiske producenters evne til at konkurrere og overleve på det indre marked er nøglen til deres konkurrencedygtighed på verdensmarkederne. Det indre marked for varer er relativt velintegreret, men markedet for tjenesteydelser er stadig, de jure eller de facto, temmelig opsplittet. For at fremme vækst og beskæftigelse og styrke konkurrenceevnen må det indre marked for tjenesteydelser være fuldt operationelt, samtidig med at den europæiske sociale model bevares. Fjernelse af skattemæssige hindringer for grænseoverskridende aktiviteter og af fortsatte hindringer for arbejdstagernes mobilitet ville også føre betydelige effektivitetsgevinster med sig. Endelig ville en fuld integration af de finansielle markeder føre til øget produktion og beskæftigelse, da det gør det muligt at afsætte kapital mere effektivt og at skabe bedre vilkår for erhvervsfinansiering.

4.5.4

For SMV'er, navnlig i servicesektoren, er det indre marked endnu ikke gennemført fuldt ud. På grund af tunge administrative byrder ved grænseoverskridende aktiviteter og ikke-tilpassede europæiske standarder kan små virksomheder ikke udnytte fordelene ved et større marked.

4.5.5

Standarder spiller en væsentlig rolle for adgangen til markeder. De aktuelle standardiseringsprocesser tager ikke tilstrækkeligt hensyn til de specifikke forhold, der gør sig gældende inden for håndværksvirksomheder og SMV'er. Små virksomheder må i højere grad inddrages i udarbejdelsen af europæiske og internationale standarder. På trods af kraftig støtte fra Kommissionen til strukturer som NORMAPME (17) er der behov for en yderligere indsats til støtte for SMV'er, navnlig hvad angår serieproduktion og skræddersyet produktion, en mere ligelig repræsentation i tekniske udvalg og forenkling af certificeringssystemerne.

4.5.6

Hvad angår procedurer for offentlige kontrakter, er der stadig betydelige muligheder for forbedring. Offentliggørelsen af en stigende andel af de offentlige kontrakter ville være et tegn på sådanne forbedringer. Der bør lægges vægt på SMV'ers muligheder for at deltage i offentlige kontrakter. EØSU går ind for, at Kommissionen udarbejder et kompendium af god praksis på dette område, ikke blot i EU-medlemsstaterne, men også i USA og Japan.

4.5.7

SMV'er i Europa er konfronteret med 27 forskellige beskatningssystemer. Overholdelse af disse regler afføder meget høje omkostninger og skaber alvorlige hindringer i det indre marked. Disse omkostninger er for små virksomheder langt højere end for store virksomheder (18). Til fordel for navnlig SMV'er forventes der en forenkling på dette område.

4.6   Menneskelig kapital, kompetenceudvikling og social dialog

4.6.1

I en globaliseret og videnbaseret økonomi må virksomhederne hele tiden tilpasse sig forandringer. Succesfulde iværksættere har mere end nogensinde behov for et solidt videns- og kvalifikationsgrundlag for at kunne klare sig i den skærpede konkurrence og vinde innovationskapløbet. Hertil kommer, at både iværksættere og arbejdstagere på grund af den teknologiske udvikling hele tiden må udvikle nye kompetencer, navnlig på IKT-området, og ajourføre deres færdigheder (19).

4.6.2

Siden lanceringen af Lissabon-strategien i 2000 er uddannelsesmålene og strategierne for livslang læring klart blevet styrket i Europa, men der er behov for yderligere forbedringer som angivet i evalueringsrapporten af 2006 om »Rammen for aktioner til fremme af livslang udvikling af kvalifikationer og kompetencer«, som arbejdsmarkedsparterne på europæisk niveau (EFS, BusinessEurope, CEEP, UEAPME) vedtog i 2002. Fællesskabets nye integrerede handlingsprogram inden for livslang læring bør også indgå fuldt ud i disse bestræbelser, da dets officielle mål er at bidrage til gennemførelsen af Lissabon-målene, dvs. »udvikling af Den Europæiske Union som et avanceret vidensamfund med en bæredygtig økonomisk udvikling, flere og bedre job og øget social samhørighed«.

4.6.3

Som EØSU med rette har pointeret (20), er »de europæiske uddannelsesprogrammer blandt de meget få initiativer, der henvender sig direkte til EU-borgerne. Derfor skal det nye program have som mål dels at fremme en demokratisk udvikling på grundlag af deltagerdemokratiske idealer og aktive borgere, dels at fremme beskæftigelse og et alsidigt arbejdsmarked.« Eftersom EU's vigtigste mobilitetsprogrammer, dvs. Leonardo da Vinci for lærlinge, unge i grundlæggende erhvervsuddannelse og unge arbejdstagere samt Erasmus for studerende også er integreret heri, bør adgangen til individuel mobilitet forbedres. Studie- og arbejdsophold i udlandet forbedrer den enkeltes færdigheder og knowhow og øger samtidig dennes forståelse af EU og af EU-borgerskab. Det hjælper endvidere den enkelte til at være mere proaktiv og åben og tage et ansvar for sin jobegnethed.

4.6.4

EØSU har endvidere understreget, at det »tillægger små og mellemstore virksomheders muligheder for adgang til programprocedurerne særlig betydning« og har derfor foreslået, »at man tager højde for SMV'ernes særlige problemer og forenkler de relevante procedurer, så SMV'erne kan få udbytte af at deltage i programmet«. I en serviceorienteret økonomi er virksomhedens mest værdifulde aktiv dens menneskelige kapital. For at virksomheder, herunder navnlig SMV'er, kan anlægge en kompetencefremmende strategi, bør der udvikles virksomhedstilpassede støtteforanstaltninger i form af f.eks. skræddersyede uddannelsestilbud, finansiel støtte og skatteincitamenter, som skal hjælpe de enkelte foretagender til at investere i efter- og videreuddannelse.

4.6.5

Den sociale dialog er et vigtigt værktøj til at tackle økonomiske og sociale udfordringer. Et af dens vigtigste resultater er opnåelsen af et bedre fungerende arbejdsmarked og foregribelse af forandringer. Hertil kommer, at den sociale dialog bidrager til at skabe et klima af tillid til virksomhederne. Den kan også give skræddersyede svar til små virksomheder, for så vidt som den tager hensyn til arbejdsmiljøets og -relationernes karakter og de specifikke forhold, der gør sig gældende på disse områder, samt til de særlige betingelser, der er bestemmende for håndværksfags og små virksomheders aktiviteter og udvikling

4.7   Innovation

4.7.1

Lissabon-dagsordenen havde som mål, at 3 % af BNP skulle investeres i FoU, heraf to tredjedele fra den private sektor. I øjeblikket bidrager den kun med 56 %. Desværre må vi konstatere, at Europa bruger en meget mindre andel af sit BNP på FoU, end det er tilfældet i USA og Japan (1,93 % sammenlignet med 2,59 % i USA og 3,15 % i Japan). Hertil kommer, at Kina er på vej til at komme op på siden af EU med hensyn til forskningsintensitet inden 2010. Forskning og udvikling: i 2002 investerede den private sektor 100 mia. EUR mere i forskning og udvikling i USA, end den gjorde i Europa.

4.7.2

Det fremtidige europæiske teknologiinstitut (ETI), som sigter mod at opnå størst mulig integration mellem uddannelse, forskning og innovation på topniveau, bør udtrykkeligt anerkende og gøre udstrakt brug af det potentiale, som SMV'er rummer. Samarbejde mellem universiteter, forskningscentre og virksomheder, herunder navnlig små virksomheder, bør styrkes. Forskere bør tilskyndes til at etablere kontakter med virksomheder. Betydningen af at fremme teknologioverførsel via teknologicentre og kuvøser kan ikke fremhæves nok. De nye rammebestemmelser for statsstøtte til forskning, udvikling og innovation (FoUoI) bør indeholde foranstaltninger til opretholdelse og fremme af innovationsstøttetjenester, klynger og netværk. Europæiske forskere bør gives øgede muligheder i alle 27 medlemsstater. Bedre fremme og formidling af forskningsresultater er afgørende for at kunne forbedre virksomhedernes adgang til resultaterne og deres økonomiske effekt.

4.7.3

Der bør sikres innovationsfremmende harmoniserede lovgivningsmæssige rammer i hele EU. Der er behov for nye initiativer til et EF-patent for at beskytte innovationer og imødekomme europæiske virksomheders behov. Et sådant system bør omfatte nedsatte gebyrer for SMV'er og en passende forsikringsordning for retstvister i forbindelse med patenter.

4.7.4

I sine seneste meddelelser har Kommissionen anerkendt behovet for at udvide definitionen af innovation med henblik på at sætte fokus på SMV'er og tage hensyn til ikke-teknisk innovation inden for alle erhvervssektorer. Denne nye strategi må nu gennemføres på alle politikområder, så små virksomheder kan drage nytte af den.

4.7.5

Det er afgørende vigtigt for SMV'erne at forbedre og ajourføre deres menneskelige kapital og ansætte akademikere i produktions- og innovationsrelaterede stillinger. Det 7. rammeprogram bør støtte SMV'er i gennemførelsen af avanceret teknologisk forskning og moderne produktionsteknikker, men også i andre former for SMV-relevant innovation.

4.7.6

De nødvendige ressourcer på EU-plan skal komme fra CIP-programmet, rammeprogrammet for forskning, strukturfondene og uddannelsesprogrammerne for at nævne de vigtigste. At koordinere politikkerne, herunder ressourcerne, bliver en vanskelig og ømtålelig opgave, navnlig fordi de disponible finansielle EU-midler er relativt begrænsede i forhold til behov og efterspørgsel. For at gøre det muligt at anvende strukturfondsmidler til samfinansieringsprogrammer for innovative SMV'er, nyetableringer og virksomhedsoverdragelser (f.eks. over de europæiske investeringsfonde — JEREMIE) er det nødvendigt at vedtage passende foranstaltninger i medlemsstaterne samt nøje overvåge disses effektivitet og adgangen hertil.

4.7.7

Indførelsen af avancerede nye produktionsmetoder og maskiner, navnlig i SMV'er vil kræve, at der kan ydes lån på gunstige vilkår. EIB og EIF bør inddrages tæt i de sektorielle og intersektorielle planlægningsgrupper.

4.7.8

SMV'er bør orienteres mere mod anvendelse af IKT, som kan sænke deres omkostninger, øge deres produktivitet og styrke deres konkurrenceevne.

4.8   Virksomhedsoverdragelser (21)

4.8.1

Europæiske studier viser, at ca. en tredjedel af EU's iværksættere, især ejere af familieforetagender, træder tilbage inden for de næste 10 år. Det anslås, at dette vil påvirke omkring 690.000 foretagender, der giver arbejde til 2,8 mio. personer. Overdragelser bør fremmes som værdifulde alternativer til nyetableringer.

4.8.2

I modsætning til tidligere finder flere og flere virksomhedsoverdragelser sted uden for familien, til tredjeparter. Der er endvidere voksende interesse for at overtage en etableret virksomhed frem for at starte en virksomhed op fra bunden. Undersøgelser har vist, at 96 % af virksomhedsoverdragelser overlever de første fem år mod 75 % af nystartede virksomheder.

4.8.3

Den første udfordring går derfor ud på at oprette en platform og gøre det lettere for potentielle købere og sælgere af virksomheder at finde hinanden. Dette marked bør være gennemsigtigt for at øge muligheden for at skabe kontakter og sikre kontinuiteten i eksisterende bæredygtige virksomheder. Serviceydelser af høj kvalitet, herunder kontaktformidling til passende partnere, rådgivning og fortrolighed, spiller en afgørende rolle. I de fleste europæiske lande er der statslige eller statsstøttede markeder for virksomhedsoverdragelse (22). Disse initiativer bør udvikles i alle EU's medlemsstater.

4.9   Adgang til finansiering

4.9.1

SMV'er og navnlig nyetablerede, overdragne og innovative virksomheder bør have lettere adgang til finansiering, så de kan realisere deres potentiale fuldt ud og skabe økonomisk vækst og øget beskæftigelse i Europa. Risikodelingsmodeller som f.eks. gensidige og offentlige garantiordninger har vist sig at være meget effektive instrumenter og må fremmes yderligere både på EU- og nationalt plan.

4.9.2

Adgang til kapital til en rimelig pris for nye virksomheder, SMV'er og hurtigtvoksende foretagender kræver, at rentesatserne og risikopræmierne holdes på et rimeligt niveau, og at de statslige støtteordninger gøres mere effektive.

4.9.3

Den rådgivning af SMV'er, der formidles af SMV-organisationer, bør styrkes og fremmes. Det er endvidere nødvendigt at oprette finansielle instrumenter, der er tilpassede små virksomheders behov og midler. EØSU opfordrer Kommissionen og EIB/EIF til ved hjælp af risikokapital- og garantiordninger at finansiere innovation i små virksomheder.

4.9.4

Ventureinvestorer og uformelle investorer (de såkaldte »business angels«) er vigtige finansieringsmuligheder for SMV'er. Fremme af netværkssamarbejdet mellem ventureinvestorer og »business angels« på den ene side og iværksættere på den anden side er vigtigt for at mindske kapitalmanglen på dette niveau (»small equity gap«).

4.9.5

Garantiordninger har vist sig at være en meget effektiv og rentabel måde at støtte små virksomheder på. Caisse Mutuelle de Garantie de la Mécanique (CMGM) i Frankrig har over 45 års erfaring på dette område. Denne gensidige fond yder bankgarantier for næsten alle kreditter (investeringskredit, virksomhedsoverdragelse, warrants, kassekreditter), som stilles til rådighed for virksomheder. Virksomheder er medlemmer af CMGM's kapital- og garantifond. Dette system gør det muligt at reducere de personlige garantier, som afkræves iværksættere, stiller større kreditter til rådighed og tilbyder et sikkerhedsnet for iværksætteren over for banken. Der bør opfordres til udveksling af bedste praksis mellem EU's medlemsstater angående adgang til finansiering og garantifonde for små og mellemstore virksomheder.

4.10   Internationalisering

4.10.1

EU må gribe de muligheder, der opstår med åbningen af de hurtigt voksende markeder i Asien, herunder Kina og Indien. Samtidig må EU reagere på den heraf følgende nye internationale arbejdsdeling, især da Kina begynder at specialisere sig mere i varer med høj værditilvækst og Indien udvikler sig som et globalt centrum for outsourcing. EØSU understreger, at en fælles strategi over for tredjelande er nødvendig for at forbedre markedsadgangen for EU's virksomheder.

4.10.2

Selv om det indre marked har eksisteret i over 14 år, er der mange virksomheder, der udelukkende opererer i deres eget land. Sprogbarrierer, vedvarende lovgivnings- og reguleringsmæssige forskelle og manglende kendskab til andre markeder er vigtige hindringer. EØSU bifalder oprettelsen af støttetjenester tæt på iværksætterne i stil med »Passport to export«-ordningen i Storbritannien (23). SMV'ers muligheder for at deltage i offentlige kontrakter bør også fremmes.

4.10.3

Der bør udvikles passende støtteordninger for at stimulere grænseoverskridende aktiviteter både inden for Den Europæiske Union og på andre markeder.

4.10.4

EØSU understreger, at der bør lægges særlig vægt på SMV'er i Kommissionens dokumenter om handelspolitik (markedsadgangsstrategi, handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger, det globale Europa).

Bruxelles, den 12. juli 2007

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Rådets beslutning af 12. juli 2005 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik (2005/600/EF), EUT L 205 af 6.8.2005, s. 21.

(2)  Gennemførelsen af Lissabon-strategien. Sammenfattende rapport til Det Europæiske Råd.

(3)  EUT C 185 af 8.8.2006 + CCMI/032.

(4)  Oplysninger vedrørende 2003. Eurostats statistiklommebog 2006.

(5)  EØSU har selv ved adskillige lejligheder givet udtryk for, at den monetære politik også bør sigte mod at nå målene om fuld beskæftigelse og vækst.

(6)  »De virksomhedsrelaterede serviceerhvervs konkurrenceevne og deres bidrag til EU-virksomhedernes resultater«, KOM(2003) 747 endelig af 4.12.2003.

(7)  Kommissionens meddelelse »Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: Politiske rammer til styrkelse af fremstillingsindustrien i EU — mod en mere integreret industripolitisk strategi«, KOM(2005) 474 endelig om moderne industripolitik.

(8)  EØSU har for nylig offentliggjort adskillige udtalelser om Forenkling, Bedre Lovgivning:

 

EUT C 24 af 31.1.2006, Bedre lovgivning, sonderende udtalelse af Daniel Retureau på anmodning af det britiske formandskab

 

EUT C 24 af 31.1.2006, »Metoder til at forbedre EU-lovgivningens gennemførelse og håndhævelse«, ordfører Joost van Iersel.

 

EUT C 112 af 30.4.2004, Udtalelse om »Ajourføring og forenkling af fællesskabsretten«, KOM(2003) 71 endelig, ordfører Daniel Retureau.

(9)  KOM(2006) 689, 690 og 691 af 14.11.2006.

(10)  Handlingsprogram for reduktion af administrative byrder i Den Europæiske Union, KOM(2007) endelig af 24.1.2007.

(11)  Kommissionens meddelelse af 14. november 2006.

(12)  Med SMV-organisationer henvises der til organisationer, der repræsenterer SMV'er (europæisk definition) på forskellige områder: håndværk, industri, tjenesteydelser, handel, liberale erhverv. Der henvises til organisationer, som dækker hhv. mange forskellige sektorer og et mindre antal sektorer.

(13)  EUT C 309 af 12.12.2006, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen: Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: Fremme af iværksættertankegangen gennem uddannelse og læring«, KOM(2006) 33 endelig.

(14)  Irland er nr. 11.

(15)  Ungarn, Belgien, Sverige, Slovenien, Holland, Danmark, Italien og Finland.

(16)  »Revision af det indre marked« (sonderende udtalelse), EUT C 93 af 27.4.2007.

(17)  NORMAPME: European Office for Crafts, Trades and SMEs for Standardisation (de europæiske håndværksfags og SMV'ers kontor for standardisering) —

www.normapme.com.

(18)  Der er tale om omkostninger ved overholdelse af skatteregler i forbindelse med grænseoverskridende aktiviteter.

(19)  Selv traditionelle fag som blikkenslager- og tømrerfaget må gøre brug af energispareteknikker.

(20)  EUT C 221 af 8.9.2005.

(21)  Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program for vækst og beskæftigelse. Overdragelse af virksomheder — kontinuitet og en ny start. KOM(2006) 117 endelig af 14.3.2006.

(22)  Frankrig, Italien, Luxembourg, Holland, Østrig, Finland og Belgien (som har en særskilt database for hver region). Succesraten i disse lande er omkring 25 %, dvs. at hver fjerde virksomhed i databasen har fundet en efterfølger.

(23)  For nærmere oplysninger om det indre marked se Flash Barometer 180 — TNS Sofres/EOS Gallup Group Europe, Internal Market Opinions and Experiences of Businesses in EU-15, juni 2006.

For nærmere oplysninger om »Passport to Export«, et program indført af »UK Trade and Investment« til afhjælpning af britiske eksportørers svagheder i verdenshandelen, henvises til »Charter of Small Business, Selection of good practices 2006«, s. 9.


27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/17


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Investeringer i viden og innovation (Lissabon-strategien)«

(2007/C 256/04)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 14. september 2006 under henvisning til forretningsordenens artikel 31 at anmode Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug om at udarbejde en informationsrapport om: »Investeringer i viden og innovation«.

På plenarforsamlingen den 14.-15. marts 2007 blev det besluttet at ændre informationsrapporten til en initiativudtalelse (iflg. artikel 29, stk. 2 i forretningsordenen).

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, der vedtog sin udtalelse den 3. maj 2007. Ordfører var Gerd Wolf.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 437. plenarforsamling den 11.-12. juli 2007, (mødet den 12. juli), følgende udtalelse med 120 stemmer for og 1 hverken for eller imod.

INDHOLD

1.

Indledning

2.

Resumé og henstillinger

3.

Generelle bemærkninger

4,

Undervisning, uddannelse, erhvervsuddannelse og videreuddannelse

5.

Finansielle spørgsmål og procedurer

6.

Strukturelle aspekter og rammebetingelser

7.

Den menneskelige faktor — forskere, ingeniører og iværksættere.

1.   Indledning

1.1

Under overskriften »DEN RELANCEREDE LISSABON-STRATEGI FOR VÆKST OG BESKÆFTIGELSE« bifaldt Det Europæiske Råd i formandskabets konklusioner af 23.-24. marts 2006 (punkt 12) Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs initiativ, der skal bidrage til en større ansvarsfølelse for Lissabon-strategien på fællesskabsniveau. Det Europæiske Råd opmuntrede EØSU til at fortsætte arbejdet og opfordrede udvalget til at udarbejde en sammenfattende rapport til støtte for partnerskabet for vækst og beskæftigelse i begyndelsen af 2008.

1.2

Forinden vedtog udvalget allerede den 15. februar 2007 en resolution vedrørende gennemførelsen af den reviderede Lissabon-strategi henvendt til Det Europæiske Råds forårstopmøde i 2007.

1.3

Som forberedelse til den sammenfattende rapport, som Det Europæiske Råd har bedt om, tjener fire informationsrapporter om følgende emner:

»Investeringer i viden og innovation«,

»Erhvervspotentiale, især for SMV'er«,

»Beskæftigelse for prioriterede befolkningsgrupper« og

»Fastlæggelse af en energipolitik for Europa«.

Disse informationsrapporter vil udgøre den væsentligste del af den sammenfattende rapport.

1.4

Den følgende tekst, der er udarbejdet i samarbejde med repræsentanter for nationale økonomiske og sociale råd, behandler udelukkende emnet »Investeringer i viden og innovation«.

2.   Resumé og henstillinger

2.1

Europas styrke består i borgernes produktivitet.

2.2

Den frie interaktion mellem håndværksmæssig opfinderånd og iværksætterinitiativer og videnskabelig metodik og systematik, såvel som de teknologier og industrielle processer, der blev udviklet på grundlag heraf, var den afgørende europæiske nøgle til de fremskridt, der resulterede i vores nuværende levestandard, og som blev ledsaget af den historiske samfundspolitiske udvikling, der skabte frie borgere i den moderne stat med magtfordeling, demokrati og grundlæggende rettigheder.

2.3

Et afgørende bidrag hertil var udvikling og intensiv brug af energiforbrugende industrielle produktionsmetoder, maskiner og transportmidler: energi har befriet mennesket fra det hårdeste fysiske arbejde, mangedoblet menneskets produktivitet, skaffet varme og lys samt muliggjort en hidtil ukendt mobilitet. Energi er blevet moderne økonomiers ernæringsgrundlag og drivkraft.

2.3.1

Set i lyset af de fossile energibæreres udtømmelighed, det stærkt stigende globale energibehov samt energiforbrugets forventede følgevirkninger for fremtidens klima, står sikringen af en bæredygtig og klimaneutral energiforsyning naturligvis centralt i den politiske diskussion. En vigtig forudsætning for, at denne yderst vanskelige opgave kan løses, er et stærkt, bredt anlagt og effektivt forsknings- og udviklingsprogram på energiområdet.

2.4

Derudover eksisterer der imidlertid en lang række yderligere problemer og opgaver, der kun kan løses gennem forskning, udvikling og innovation. Dette angår f.eks. bekæmpelsen af fysiske og psykiske sygdomme, hjælp til handicappede og deres inddragelse i samfundslivet, konsekvenserne af den demografiske udvikling, herunder forskning i aldring, miljøbeskyttelse, såvel som en generel sikring og videreudvikling af vores livsgrundlag, vores europæiske værdisystem og sociale model. I sidste ende tjener forskning og udvikling dog også det grundlæggende mål at skaffe mere og ny viden. Større viden hjælper ikke blot i forbindelse med problemløsning, men udvider også vores verdensbillede, skaber indsigt i konfliktsituationer og beriger vores kultur.

2.5

EU står som bekendt overfor den alvorlige udfordring, der består i, at den globale konkurrence til stadighed skærpes, og hvor det i høj grad handler om at bevare europæiske arbejdspladser, det europæiske indkomstniveau, såvel som sociale og miljøstandarder. Dette gælder ikke kun på baggrund af USA's og Japans økonomiske styrke, men først og fremmest med henblik på de betydelige og stadigt ekspanderende industri- og forskningsaktiviteter i lande som Kina, Indien og Brasilien, og i betragtning af det betydeligt lavere niveau for såvel lønninger som social- og miljøstandarder, der eksisterer i disse lande.

2.6

Europa kan kun fastholde sin konkurrencedygtighed ved også i fremtiden at bevare det eksisterende forspring indenfor forskning, teknologisk udvikling og innovation. Et forspring, der skal bevares indenfor en samfundsmæssig og kulturel ramme, der er baseret på demokrati, retsstaten, politisk stabilitet, handlefrihed for virksomhederne, planlægningssikkerhed, vilje til at yde en indsats, anerkendelse af indsats og social sikkerhed.

2.7

Videnskabelig og teknisk ekspertise og dennes omsætning til konkurrencedygtighed og økonomisk styrke er afgørende forudsætninger for at sikre vores fremtid, f.eks. hvad angår energi- og klimaproblematikken, for at bevare og forbedre vores nuværende position på verdensmarkedet, og for ikke at bringe den europæiske sociale model i fare, men i stedet udbygge den.

2.8

Den vigtigste forudsætning herfor er et fremskridtsorienteret samfundsmæssigt klima, hvor denne erkendelse er slået fuldt igennem, så der på alle politiske niveauer kan skabes de fornødne rammebetingelser og træffes de relevante retningsgivende beslutninger, så der kan skabes arbejdspladser og i erhvervslivet opbygges tilstrækkeligt med tillid og optimisme til at foretage de nødvendige investeringer i Europa. Dertil hører dog også, at man i højere grad er bevidst om grundforskningens fundamentale betydning, da denne forskning udgør den nødvendige forudsætning for fremtidige innovationer. En innovativ og risikovillig iværksætterkultur samt politisk ledelse, pålidelighed og realitetssans er nødvendige forudsætninger.

2.9

Det mål for virkeliggørelse af Lissabon-strategien, der blev fastlagt i Barcelona, må tages meget alvorligt af de berørte aktører, hvis Europa ikke skal falde længere tilbage i det globale kapløb om F&U-investeringer. Dette mål indebærer, at de samlede udgifter til F&U i EU skal forhøjes, så de i 2010 når op på næsten 3 % af BNP. To tredjedele af de dertil krævede investeringer skal komme fra den private sektor.

2.10

I december 2006 vedtog Rådet det 7. F&U-rammeprogram (RP 7) 2007-2013 med et i forhold til det forrige program betydeligt højere budget på ca. 50 mia. EUR. Det er endnu et særdeles synligt resultat af en europæisk politik, som udvalget har ydet væsentlig støtte til. Imidlertid bidrager Fællesskabet, selv med det planlagte budget, alligevel kun med godt 2 %, (altså en halvtredsindstyvendedel!), til de samlede investeringer i forskning og udvikling, der blev fastlagt som mål i Barcelona. Som EØSU flere gange har understreget, er dette ikke tilstrækkeligt til at realisere den planlagte løftestangseffekt og integrationsvirkning, som fællesskabsstøtten bør have på medlemsstaternes støttepolitik og på den nødvendige investeringsvilje i erhvervslivet.

2.11

Udvalget gentager derfor sin henstilling om, at fællesskabsstøttens andel, som et første skridt, bør forhøjes med 50 %, altså til ca. 3 % af de samlede investeringer ifølge Barcelona-målsætningen i forbindelse med den revision af fællesskabsbudgettet, der planlægges gennemført i 2008. Dette gælder særligt med henblik på etableringen af Det Europæiske Teknologiske Institut samt det presserende behov for en øget F&U-indsats med det formål at sikre en bæredygtig energiforsyning, der ikke skader klimaet.

2.12

Samtidig er det dog nødvendigt at fremme erhvervslivets vilje til at investere i forskning og udvikling. Ved at sikre passende retlige, administrative og finansielle rammevilkår må innovation og investering gøres mere attraktivt og lønsomt, ikke mindst for små og mellemstore virksomheder. Også Fællesskabets støtteregler spiller her en vigtig rolle. Disse må gøre det muligt for medlemsstaterne at yde en mere effektiv og mindre bureaukratisk støtte til universiteternes, forskningscentrenes og erhvervslivets forsknings- og udviklingsprojekter og til fremme af det nødvendige netværkssamarbejde mellem dem. Der skal i den forbindelse ses nærmere på, om »Fællesskabets ramme for statsstøtte til forskning, udvikling og innovation« reelt støtter denne målsætning.

2.13

Viden er baseret på to ligeværdige, af hinanden afhængige søjler: uddannelse og forskning. Ny viden skal vindes gennem forskning og udvikling. Den eksisterende viden er grundlaget. Denne viden skal forankres og videregives gennem undervisning, uddannelse, erhvervsuddannelse og videreuddannelse. I den forbindelse skal såvel metoder som indhold evalueres med henblik på at afgøre, om de bidrager til at nå de opstillede mål. Begge søjler har derudover behov for betydeligt større investeringer og egnede rammebetingelser.

2.14

Europas styrke består i borgernes produktivitet. Derfor må det prioriteres at styrke denne produktivitet yderligere og bringe den til udfoldelse. I den henseende opfordrer udvalget medlemsstaterne til at styrke og forbedre uddannelsesinstitutionerne og foretage de nødvendige, omfattende investeringer på området. En bredt anlagt uddannelse af en stor del af befolkningen er lige så vigtig som skabelsen af en videnskabelig elite. Til det formål er der brug for et bredt anlagt, tilstrækkeligt udbud af solide og kvalificerede uddannelsesinstitutioner fra grundskoler til universiteter. Kun på den måde kan der skabes et europæisk samfund med gunstige betingelser for uddannelse og videnskab.

2.15

Derudover gentager udvalget sin henstilling om at supplere og udbygge det europæiske forskningsrum ved at udvikle et fælleseuropæisk vidensrum gennem et endnu mere intensivt tværnationalt samarbejde på områderne uddannelse, innovation og forskning. I den forbindelse spiller alle incitamenter og foranstaltninger til fremme af livslang læring en vigtig rolle: livslang læring er nøglen til vidensamfundet. Hindringer på det indre marked, der vanskeliggør overgangen til et europæisk vidensamfund, må fjernes hurtigst muligt.

2.16

Dertil hører også en intensiveret fremme af individuel mobilitet fra medlemsstaternes side samt en styrkelse af effektive fællesskabsprogrammer (Erasmus, Marie Curie) på dette område. Mobilitet fremmer erhvervelsen og overførslen af kompetence. Den frie bevægelighed for arbejdstagere, forskere og studerende i Europa skal sikres og belønnes gennem incitamenter; den skal være forbundet med acceptable vilkår hvad angår indkomst, arbejdsbetingelser og støtte til familier. I den forbindelse må adgangen til informationer om ledige stillinger i alle medlemsstater forbedres på europæisk plan.

2.17

Med henblik på betydningen af og støtten til innovation henviser udvalget ikke alene til sine nedenstående, udførlige henstillinger, men i høj grad også til den fremragende Aho-rapport, som udvalget støtter. Dette gælder i særlig grad de retlige og samfundsmæssige rammebetingelser for et innovativt erhvervsliv og et marked med gunstige betingelser for innovation. Udvalget henviser endvidere til sin mere udførlige udtalelse »Udnyttelse og styrkelse af EU's potentiale inden for forskning, udvikling og innovation«

2.18

Fremskridt og innovation er baseret på, at ny viden resulterer i nye, bedre processer og produkter (inklusive den permanente innovation af allerede eksisterende), nye virksomhedsmodeller og velegnede ledelsesmetoder; det drejer sig altså om innovativ iværksætterånd og initiativ. Fremskridt og innovation er dog ligeledes baseret på nye tjenesteydelser, videreudvikling af sundhedsvæsenet og generelt bedre løsninger i spændingsfeltet mellem sociale hensyn og økonomiske overvejelser.

2.19

Innovation betyder således, at man udvikler og realiserer nye teknikker, processer, organisationsformer, forretnings- og uddannelsesmodeller osv., som man ikke hidtil har taget eller kunnet tage i betragtning. Derfor er det vigtigt, at den relevante lovgivning er fleksibel og giver det nødvendige spillerum til, at også nye ideer, man ikke tidligere har tænkt på, får en chance for at blive realiseret, så de ikke på forhånd går tabt, fordi de ikke passer ind i en for detaljeret lovgivningsmæssig ramme. Overdreven brug af begrænsende retsforskrifter er en hindring for innovation. Derfor støtter udvalget alle bestræbelser på at forenkle lovgivningen og revidere denne med henblik på at kontrollere, om der findes overflødige, for detaljerede og/eller unødvendigt indskrænkende bestemmelser.

2.20

Innovation betyder også en vis risikovillighed; for som regel viser fordele, men også ulemper eller følgevirkninger ved et nyt tiltag eller en ny model sig først i praksis og i konkurrencen med andre fremgangsmåder. Også en fiasko kan man lære af. Chance og risiko er to sider af samme sag. I princippet bør en innovations forventede nytteværdi overgå de dermed forbundne mulige risici. Det skal særligt vurderes, om der foreligger mulige risici for samfundet. Det kunne derudover overvejes, om der ikke i det mindste for små og mellemstore virksomheder — f.eks. hos EIB — bør oprettes en risikofond, der kan hjælp med at afbøde eventuelle skader eller tab.

2.21

Udvalget har flere gange gjort opmærksom på, at den menneskelige kapital udgør den mest følsomme og værdifulde ressource, når det gælder viden og innovation. Af denne grund er et tilstrækkeligt antal uddannelsessteder med det udstyr og den kvalitet, der er nødvendig til formålet, en afgørende forudsætning for at kunne efterkomme behovet for gode forskere, ingeniører og undervisere.

2.22

Idet samfundet og de enkelte forskere investerer i erhvervelsen af en bred og krævende grundviden og en avanceret specialviden, overtager samfundet — repræsenteret ved det politiske system — ansvaret for, at disse investeringer udnyttes bedst muligt. Dette ansvar må give sig udtryk i, at samfundet sikrer kvalificerede forskere og ingeniører relevante karriere- og udfoldelsesmuligheder, mulighed for at stifte familie, såvel som passende karriereforløb med attraktive specialiseringsmuligheder — uden fare for, at de pågældende havner på et sidespor eller i en beskæftigelsesmæssig blindgyde. Arbejdsløshed, underbetaling eller manglende overensstemmelse mellem uddannelse og beskæftigelse (også på grund af administrativt arbejde, der tager overhånd) blandt kvalificerede forskere og ingeniører er spild af samfundets investeringer, afskrækker den fremtidige elite og medfører beskæftigelsesvalg uden for det teknisk-naturvidenskabelige område eller udvandring fra Europa!

2.23

Ovenstående står ikke i et modsætningsforhold til kravet om, at erfarne fageksperter og den videnskabeligt-tekniske elite i højere grad end hidtil inddrages i forskningspolitiske, kommercielle og innovationspolitiske beslutningsprocesser og forvaltningstiltag. Etableringen af det europæiske forskningsråd er et meget opmuntrende første skridt på vejen. Men også hvad angår forsknings- og innovationsstøtte fra EU (inklusive Kommissionen) og medlemsstaterne må den nødvendige faglige ekspertise inddrages og fastholdes. Administration i sig selv er ikke tilstrækkeligt.

2.24

En særlig problematik vedrører omsættelsen af ny viden fra forskning og innovation til industrielle produkter og processer. Det er ikke uden grund, at Lissabon-målsætningen kræver, at 2/3 af F&U-investeringerne skal komme fra industrien. Det drejer sig derfor også om i højere grad at værdsætte iværksætternes rolle og understrege deres afgørende betydning for innovation, økonomisk fremgang og samfundets generelle velstand. Derfor har udvalget i kraft af sin funktion som bro til det organiserede civilsamfund gjort »iværksætterkultur med et menneskeligt ansigt« til et hovedpunkt i sit kommende arbejdsprogram. Kun gennem ansvarsbevidste, aktive og idérige iværksættere, der har de bedste udfoldelsesmuligheder, vil det i sidste ende lykkes at nå Lissabon-målene.

2.25

Med hensyn til yderligere synspunkter og oplysninger henvises til den følgende mere detaljerede redegørelse samt i høj grad til udvalgets udtalelser om »Vejen til et europæisk videnbaseret samfund — Det organiserede civilsamfunds bidrag til Lissabon-strategien« (1) og »Udnyttelse og styrkelse af EU's potentiale inden for forskning, udvikling og innovation« (2)

3.   Generelle bemærkninger

3.1

Udvikling af videnskab og teknik. Europa er hjemsted for en moderne videnskab og forskning, der kontinuerligt udvikler sig. Hvis det græsk-egyptiske kulturområde og den krydsfertilisering med det indisk-arabiske (3) kulturområde, der fra tid til anden har fundet sted, tages med i betragtning, kan Europa også siges at være videnskabens vugge i generel forstand. Videnskab og forskning var på trods af perioder med udsving og krigsbetingede brud forbundet ud over de nationale grænser i Europa. Videnskab og forskning, disses metoder og tænkemåder, har i afgørende grad banet vejen for nutidens europæiske samfund, dets værdier, levevis og levestandarder; de har været et kendetegn ved det europæiske kulturområde (4). Nøglen til de opnåede resultater har været den frie interaktion mellem håndværksmæssig opfinderånd og iværksætterinitiativer og videnskabelig metodik og systematik, såvel som de teknologier og industrielle processer, der er blevet udviklet på grundlag heraf.

3.2

Samfundets udvikling. Næsten hånd i hånd med de videnskabeligt-tekniske fremskridt gik den afgørende samfundspolitiske udvikling i retning af den frie borger i den moderne stat med magtfordeling, demokrati, grundlæggende rettigheder og sociallovgivning.

3.3

Udvikling i levevilkårene. Som et resultat af disse parallelle processer er der sket en forandring og forbedring af levevilkårene i de pågældende stater og regioner, som er helt uden sidestykke i menneskehedens historie. Inden for de sidste 135 år er den forventede gennemsnitlige levealder (5) mere end fordoblet (6). Inden for de sidste 50 år er arealudbyttet i landbruget næsten tredoblet. I de succesrige industrilande er det nu overvægt frem for underernæring, informationsoverflod frem for informationsmangel, og befolkningens aldring frem for børnedødelighed, der diskuteres. Det moderne, mobile industrisamfunds resultater og kunnen, som er opnået gennem forskning, udvikling og innovation, omfatter alle områder af den menneskelige udfoldelse og livskvalitet.

3.4

Anvendelse af energi. Et væsentligt bidrag hertil var udvikling og intensiv brug af energiforbrugende industrielle produktionsmetoder, maskiner og transportmidler: energi har befriet mennesket fra det hårdeste fysiske arbejde, mangedoblet menneskets produktivitet, skabt varme og lys samt muliggjort en hidtil ukendt mobilitet, kommunikation og kulturel udfoldelse; energi er blevet moderne økonomiers »ernæringsgrundlag« og drivkraft.

3.5

Klimaproblematik og energiforsyning. Denne betydelige udvikling medfører dog også nye problemer og udfordringer. Den globale opvarmning, hvis mulige konsekvenser såvel som strategien til imødegåelse heraf er genstand for vidtgående politiske afgørelser (7) og talrige undersøgelser (8) med til dels modstridende konklusioner. I det STERN REVIEW, der blev offentliggjort i slutningen af oktober 2006 (9): »The Economics of Climate Change«, konstateres det, at alene begrænsningen af den globale opvarmning, der er forårsaget af drivhusgas, vil kræve en indsats svarende til ca. 1 % af BNP, hvilket ligeledes omfatter yderligere, påkrævede F&U-aktiviteter. Men selv uden klimaproblematikken er spørgsmålet om en sikker bæredygtig energiforsyning for Europa (og verden!) en af de centrale politiske udfordringer, hvis håndtering i høj grad afhænger af en væsentlig større indsats indenfor forskning og udvikling (10).

3.6

Yderligere problemer og udfordringer  (11). Imidlertid er klimaforandringer og energiforsyning ikke de eneste problematiske områder. Også bekæmpelse af fysiske og psykiske sygdomme, hjælp til handicappede eller andre udsatte personer med det formål at give disse grupper bedre perspektiver for beskæftigelse og deltagelse i vidensamfundet, konsekvenserne af den demografiske udvikling, herunder forskning i aldring, en bedre forståelse af komplekse økonomiske, sociale og kulturelle sammenhænge og mekanismer, miljøbeskyttelse samt generel sikring og videreudvikling af vores livsgrundlag, vores europæiske værdisystem og sociale model er eksempler på vigtige forskningsområder, hvor udvalget i tidligere udtalelser, f.eks. om det 7. F&U-rammeprogram (12) og de dertil hørende »særprogrammer« (13) er kommet med udførlige henstillinger.

3.7

Global konkurrence. EU står som bekendt overfor den alvorlige udfordring, at den globale konkurrence til stadighed skærpes, og hvor det i høj grad handler om at bevare europæiske arbejdspladser, det europæiske indkomstniveau, såvel som sociale og miljøstandarder. Dette gælder ikke kun på baggrund af USA's og Japans økonomiske styrke, men særligt med henblik på de betydelige og stadigt ekspanderende industri- og forskningsaktiviteter i lande som Kina (inden 2050 vil Kina afløse USA som verdens førende teknologination! (14)), Indien og Brasilien, og i betragtning af det betydeligt lavere niveau for såvel lønninger som social- miljøstandarder, der eksisterer i disse lande. Netop på baggrund af den globale konkurrence og det dermed forbundne globale kapløb, når det gælder stigende investeringer i forskning og udvikling, inklusive en global konkurrence om de bedste videnskabsfolk og ingeniører, er EU nødt til at optimere sin politik på området. Det drejer sig altså primært om den globale konkurrence, ikke om konkurrencen internt i Europa!

3.8

Forspring inden for forskning, udvikling og innovation. Europa kan kun fastholde sin konkurrencedygtighed ved også i fremtiden at bevare det eksisterende forspring indenfor forskning, teknologisk udvikling og innovation. Et forspring, der skal bevares indenfor en samfundsmæssig og kulturel ramme, der er baseret på demokrati, retsstaten, politisk stabilitet og pålidelighed, handlefrihed for virksomhederne, planlægningssikkerhed, vilje til at yde en indsats og anerkendelse af denne. Det europæiske forskningsområde skal styrkes og udbygges. Ganske vist er dette mål i mellemtiden blevet en fast bestanddel af de politiske hensigtserklæringer, men når det gælder konkret handling og realisering af de fastlagte prioriteter (f.eks. forskningsbudgetter) og de relevante bestemmelser (f.eks. overenskomststruktur (15), skattelovgivning (16)) eksisterer der betydelige og beklagelige mangler, såvel på fællesskabsniveau som i de fleste medlemslande. Det dramatiske i denne situation bør ikke undervurderes, selvom der i visse medlemsstater heldigvis er tegn på, at man forsøger at indhente det forsømte (17).

3.9

Videnskabelig og teknisk ekspertise. Videnskabelig og teknisk ekspertise og dennes omsætning til innovationer og konkurrencedygtighed samt økonomisk styrke er afgørende forudsætninger for at sikre vores fremtid, f.eks. hvad angår energi- og klimaproblematikken, for at bevare og forbedre vores nuværende position på verdensmarkedet, og for ikke at bringe den europæiske sociale model i fare, men i stedet udbygge den. I sidste ende tjener forskning og udvikling dog også det grundlæggende mål at skaffe mere og ny viden. Større viden hjælper ikke blot i forbindelse med problemløsning, men udvider også vores verdensbillede, skaber indsigt i konfliktsituationer og beriger vores kultur.

3.10

Traditionens relancering. For Europa gælder det derfor nu om at huske på, at man har tradition for at være et førende område inden for forskning og innovation og genoplive denne tradition. Europas styrke består i borgernes produktivitet. Derfor er det nødvendigt at styrke netop denne produktivitet i endnu højere grad end hidtil. Derfor er det også nødvendigt at investere betydeligt mere i forskning og udvikling, forbedre effektiviteten på området, styrke innovationsberedskab og -evne hos industri, handel og forvaltning, støtte og anerkende præstationer samt fjerne hindringer på vejen.

3.11

Højere investeringsniveau. Dette betyder først og fremmest, at Fællesskabet og medlemsstaterne må investere betydeligt mere i forskning og udvikling, i den dertil hørende uddannelse af borgerne, såvel som i uddannelsen af forskere og ingeniører (af begge køn!). Derudover er det nødvendigt at fremme erhvervslivets vilje til at investere i forskning og udvikling. Ved at sikre passende retlige, administrative, skattemæssige (18) og finansielle rammevilkår må innovation og investering gøres mere attraktivt og lønsomt, ikke mindst for små og mellemstore virksomheder.

3.12

Fremskridtsvenligt samfundsklima. Den vigtigste forudsætning herfor er et fremskridtsorienteret samfundsmæssigt klima, der står åbent over for innovation og iværksættere, og hvor denne erkendelse er slået fuldt igennem, så der på alle politiske niveauer kan skabes de fornødne rammebetingelser og træffes de relevante retningsgivende beslutninger med det formål at skabe arbejdspladser og skabe tilstrækkeligt med tillid og optimisme i erhvervslivet til, at der foretages de nødvendige investeringer. Dette indebærer, at borgerne i højere grad end hidtil må gøres fortrolige med de resultater, som videnskab og teknik har frembragt, og også kendskabet til iværksætternes pionerarbejde må forøges. Dertil hører også den erkendelse, at særligt grundforskningen (19) udgør den nødvendige forudsætning for fremtidig viden og fremtidige innovationer.

3.13

Anerkendelse af opnåede resultater. Disse landvindingers afgørende rolle for vores nuværende livsstil, forudsætningerne for deres opnåelse og de dermed forbundne videnskabelige, tekniske, kommercielle og kulturelle resultater må påskønnes af samfundet, være en del af skolernes læreplaner og anerkendes som værende af eksistentiel betydning.

3.14

Yderligere forudsætninger. Fremskridt og permanent innovation afhænger ikke kun af videnskab og teknik, men fremkommer også ved, at alle involverede er motiverede, har evnerne og er villige til at yde en indsats, såvel som ved brug af nye forretningsmodeller, de rigtige ledelsesmetoder samt gode retlige rammebetingelser.

3.15

Risikovillighed. Når nye forskningsstrategier, innovative teknologier, virksomhedspraksis og forretningsmodeller skal udvikles, må det erkendes, at succes er forbundet med en vis risiko. Som regel viser fordele og chancen for succes, men også ulemper, risici eller følgevirkninger ved et nyt tiltag sig først i praksis og i konkurrencen med andre fremgangsmåder. Også en fiasko kan man lære af. Chance og risiko er to sider af samme sag. I princippet bør en innovations forventede nytteværdi overgå de dermed forbundne mulige risici. Det skal særligt vurderes, om der foreligger mulige risici for samfundet. Det kunne derudover overvejes, om der ikke i det mindste for små og mellemstore virksomheder — f.eks. hos EIB — bør oprettes en risikofond, der kan hjælpe virksomhederne med at afbøde eventuelle skader eller tab.

4.   Undervisning, uddannelse, erhvervsuddannelse og videreuddannelse

4.1

Videngrundlag. Viden er baseret på to ligeværdige, af hinanden afhængige søjler: uddannelse og forskning. Ny viden kan kun vindes gennem forskning og udvikling. Den eksisterende viden er grundlaget: denne viden skal forankres og videregives gennem undervisning, uddannelse, erhvervsuddannelse og videreuddannelse. Her drejer det sig om følgende mål:

4.1.1

Grundlæggende viden. På den ene side drejer det sig om, at alle borgere får et grundlæggende kendskab til videnskab, teknik og økonomi og til disses grundlæggende funktionsmåder og principper. Kun på den måde bliver borgerne f.eks. i stand til at vurdere de ofte ret komplicerede sammenhænge, som danner det nødvendige grundlag for en kvalificeret politisk meningsdannelse. Som følge heraf må læreplaner og den disponible undervisningstid på alle uddannelsestrin tage sigte på gradvis og med anskueliggørende eksempler samt tankevækkende forklaringer og undervisningsmaterialer at indføre børn og unge i en videnskabelig og teknisk orienteret tænkemåde samt i det foreliggende forråd af viden (20). Eleverne bør bevidstgøres om den afgørende betydning, som det videnskabelige arbejde, den tekniske udvikling, innovative økonomiske og sociale tiltag samt vidensamfundet generelt har for deres fremtid og muligheder i livet. Derfor må der lægges væsentligt større vægt på dette område i læreplanerne. Udvalget bifalder og støtter Rocard-rapportens anbefalinger, der peger i den retning (21).

4.1.2

Incitamenter ved valg af erhverv. På den anden side må de, der har evner i den retning tilskyndes til at træffe et erhvervsvalg og gå i gang med et studium inden for dette område, der som bekendt er svært, og disse personer må til det formål udstyres med en solid grundviden. Også med det mål for øje bør skolernes, særligt gymnasiernes, læreplaner indeholde et udvidet antal valgmuligheder mellem fag af høj kvalitet.

4.1.3

Efterslæb i bredden og i dybden. Der eksisterer altså et betydeligt efterslæb med hensyn til udbuddet af uddannelser på det naturvidenskabeligt-tekniske område, hvilket naturligvis ikke ændrer ved, at alle begavelser må fremmes, altså også på det social- og samfundsvidenskabelige område og inden for humaniora. En bredt anlagt uddannelse af en stor del af befolkningen — hvilket også kræver en arbejdsindsats og disciplin fra elevernes side — er ligeså vigtig som skabelsen af en videnskabelig elite. Uddannelsesinstitutioner af høj kvalitet, fra grundskoler til universiteter, er den grundlæggende forudsætning for skabelsen af et samfund med gode betingelser for uddannelse og videnskab.

4.1.4

Det europæiske vidensrum. Udvalget gentager sin henstilling om, at det europæiske forskningsrum bør suppleres og udbygges gennem udviklingen af et fælleseuropæisk vidensrum ved hjælp af et endnu mere intensivt tværnationalt samarbejde på områderne uddannelse, innovation og forskning. Hindringer på det indre marked, der vanskeliggør overgangen til et europæisk vidensamfund, må fjernes hurtigst muligt. Udvalget henviser i den forbindelse til sin udtalelse om »Vejen til et europæisk videnbaseret samfund — det organiserede civilsamfunds bidrag til Lissabon-strategien« (22).

4.1.5

Livslang læring og mobilitet. I den forbindelse spiller incitamenter og foranstaltninger til fremme af livslang læring en vigtig rolle: livslang læring er nøglen til vidensamfundet. Dertil hører også en intensiveret fremme af individuel mobilitet fra medlemsstaternes side samt en styrkelse af effektive fællesskabsprogrammer (Erasmus, Marie Curie) på dette område. Mobilitet samler Europa i et netværk og fremmer tilegnelsen og videregivelsen af kompetencer. Den frie bevægelighed for arbejdstagere, forskere og studerende skal sikres og kombineres med acceptable vilkår hvad angår indkomst, arbejdsbetingelser og støtte til familier. I den forbindelse må adgangen til informationer om ledige stillinger i alle medlemsstater forbedres på europæisk plan.

4.2

Niveauet for de faglige uddannelser. Det er endvidere nødvendigt, at universiteter og tekniske højskoler kan tilbyde teknisk-videnskabelige uddannelser på et niveau, der som et minimum svarer til de højeste internationale standarder: den vigtigste kapital for forskning og innovation er topkvalificerede og motiverede videnskabsfolk og ingeniører af begge køn, som vedligeholder og udbygger deres faglige kompetence via livslang læring gennem hele deres karriere, og hvoraf en tilstrækkelig del er i stand til at gå foran og udføre pionerarbejde på de vanskeligste områder.

4.3

Chancer for alle. Fremskridt og succes vil i fremtiden i langt højere grad end nogensinde før være resultatet af et struktureret samarbejde med arbejdsdeling, hvor det er nødvendigt at give alle berørte aktører de bedste muligheder for at udfolde talent og selvstændigt initiativ i forhold til den enkeltes begavelse, ydeevne og kreativitet. Dette kræver også, at uddannelsessystemerne er tilstrækkeligt rummelige til at alle, f.eks. også sent udviklede, får tilbudt den bedst mulige uddannelse. Derfor er det en nødvendighed med uddannelser af høj kvalitet, der dækker behovet for de specialister og fagfolk, der i dag og fremover skal løse de mange forskellige opgaver inden for teknik, videnskab og økonomi.

4.4

Netværkssamarbejde. Særligt med henblik på erhvervs- og videreuddannelse er der behov for et endnu stærkere netværkssamarbejde mellem søjlerne uddannelse, forskning og industriel anvendelse, samtidig med, at der her er en klar forbindelse til emnet livslang læring og mobilitet (se 4.1.5). Det er ligeledes nødvendigt at styrke det tværnationale netværkssamarbejde mellem universiteter og tekniske højskoler. Også derfor bifalder udvalget planerne om et europæisk teknologiinstitut (ETI) (23), der skal bidrage til videreudviklingen af EU's og medlemsstaternes innovationskapacitet ved at knytte forbindelser mellem uddannelses-, forsknings- og innovationsaktiviteter på højeste niveau. Det sidste angår dog også — hvilket går videre end undervisning og uddannelse — den fælles forskning og udvikling (24), virksomheder foretager på prækonkurrencestadiet, som f.eks. den fælles udvikling af forbedrede motorteknologier i bilindustrien.

5.   Finansielle spørgsmål og procedurer

5.1

Investering er en opgave for alle parter. Fællesskabet, medlemsstaterne og det private erhvervsliv må gøre deres yderste, dvs. langt mere end hidtil, for at sikre de fornødne investeringer i uddannelse, forskning og udvikling.

5.2

Barcelona-målsætningen. Barcelona-målsætningen for gennemførelse af Lissabon-strategien må tages meget alvorligt og tilstræbes fuldt ud af de berørte aktører, hvis de ikke vil havne på sidstepladsen i det globale kapløb om F&U-investeringer. Denne målsætning indebærer, at de samlede udgifter til F&U i EU skal forhøjes så meget, at de i 2010 når op på næsten 3 % af BNP. To tredjedele af de fornødne investeringer bør komme fra den private sektor.

5.3

Det 7. FTU-rammeprograms katalysatorvirkning. Det 7. FTU-rammeprogram for 2007-2013 blev vedtaget af Rådet i december 2006 med et i forhold til det foregående program tydeligt forhøjet budget på ca. 50 mia. euro. Det er et yderligere særdeles betydeligt resultat af den europæiske politik, som udvalget klart støtter. Med det planlagte budget på ca. 50 mia. euro bidrager Fællesskabet selv kun med godt 2 %, altså en halvtredsindstyvendedel (!), af de samlede investeringer i forskning og udvikling, der blev fastlagt som mål i Barcelona. Som EØSU flere gange har understreget, er det ikke nok til at realisere den betydelige løftestangseffekt og integrationsvirkning, som EU-midlerne har på medlemsstaternes støttepolitik og på den nødvendige investeringsvilje i erhvervslivet, og således skabe den betydelige vækst, som er nødvendig for at opfylde Barcelona-målet.

5.4

Bekræftet henstilling. Udvalget genfremsætter derfor — især i lyset af den forestående grundlæggelse af Det Europæiske Teknologiinstitut ETI samt nødvendigheden af at øge F&U-indsatsen for en klimaneutral, bæredygtig energiforsyning — sin henstilling (25) om, at denne andel af fællesskabsstøtten som et første skridt bør forhøjes med 50 % i den revision af fællesskabsbudgettet, der planlægges gennemført i 2008, dvs. til omkring 3 % af de samlede tilstræbte investeringer i Barcelona-målet. Det ville være en særdeles effektiv foranstaltning fra EU's side til hurtigere, end det ellers forekommer muligt i øjeblikket, at opfylde de stadig vigtigere Lissabon- og Barcelona-mål samt løse ovennævnte problemer mere effektivt og hurtigt.

5.4.1

Kapløb med Kina. Kinas forskningsindsats på dette område vokser hastigt, og EU må gøre sit yderste for ikke at tabe i den internationale konkurrence på verdensmarkedet om de vigtige og nødvendige teknologier. Imidlertid virker det ikke politisk troværdigt at kræve, at den private sektor skal bidrage med de nødvendige investeringer, så længe Fællesskabet og medlemsstaterne end ikke har fremskaffet deres egen andel af de midler, der skal finansiere de Barcelona-mål, de selv har opstillet.

5.4.2

Finansielt grundlag via medlemsstaterne. Medlemsstaterne bør i det mindste sørge for, at deres universiteter og forskningscentre har et tilstrækkeligt finansielt grundlag til i det hele taget at kunne benytte sig af muligheden for samfinansiering i det forventede omfang gennem det 7. FTU-rammeprogram.

5.5

Fællesskabsrammerne for statsstøtte. Fællesskabets støtteregler bør derfor udformes på en sådan måde, at medlemsstaterne tilskyndes til og gives det fornødne spillerum til at yde større, mere effektiv og mindre bureaukratisk støtte til universiteternes, forskningscentrenes og erhvervslivets udviklingsprojekter og til at fremme det nødvendige netværkssamarbejde mellem dem. Det bør i den forbindelse nøje undersøges, om »Fællesskabets ramme for statsstøtte til forskning, udvikling og innovation« (26) reelt støtter denne målsætning.

5.6

Medlemsstaternes budgetbestemmelser. De enkelte medlemsstaters budgetlovgivning bør åbne mulighed for en mere fleksibel strøm af midler til F&U-initiativer, som er tilpasset det enkelte projektforløb, f.eks. så tildelte midler kan overføres til det følgende kalender- eller regnskabsår.

5.7

Udbygning af den videnskabelige infrastruktur. Desuden har udvalget flere gange (27) henstillet, at en del af EU's strukturfondsmidler anvendes til at udbygge den videnskabelige infrastruktur. Her kunne også midler fra Den Europæiske Investeringsbank gøre stor nytte.

5.8

De små og mellemstore virksomheders potentiale. Det drejer sig ligeledes om at styrke innovationspotentialet hos SMV'er og især »start-ups« og generelt skabe større incitamenter for investeringer af denne art i industrien. Udvalget henviser derudover til sine henstillinger (28) til EU-programmet »Flerårigt program til fremme af initiativ og iværksætterlyst, navnlig for små og mellemstore virksomheder (SMV)« og til den i denne sammenhæng meget vigtige støtte til området videnbaseret økonomi. Eftersom 98 % af alle virksomheder i EU er SMV'er, er det indlysende, hvor vigtigt det er at styrke innovationspotentialet hos denne virksomhedstype (udvalget er tilfreds med, at der i det 7. forskningsrammeprogram er afsat 1,3 mia. euro til F&U gennem og for SMV). De nuværende bestemmelser, som volder vanskeligheder for SMV'erne, bør evalueres og så vidt muligt afbureaukratiseres. Desuden kan myndighederne via uformelle investorer (såkaldte »Business angels«) gøre det lettere for dem at få adgang til støtte. Europa kan på dette område også lade sig inspirere af andre landes støttepolitik.

6.   Strukturelle aspekter og rammebetingelser

6.1

Henvisning til andre og forudgående rapporter. Udvalget henviser dernæst til de to for nyligt offentliggjorte meddelelser (29) fra Kommissionen om »Innovation« samt den fortrinlige Aho-rapport (30). Udvalget henviser også til sin egen udtalelse (31) om »EU's potentiale inden for forskning, udvikling og innovation«, hvor der er utallige overlapninger med denne tekst, om end den behandler flere end de her omtalte områder langt mere udførligt.

6.2

Innovation er mere. Som bekræftelse af og tilføjelse til ovennævnte rapporter gentager udvalget: Fremskridt og innovation afhænger ikke kun af videnskab og teknologi, men også af, at denne erkendelse omsættes i nye og bedre processer og produkter, af nye forretningsmodeller og af de rigtige ledelsesmetoder; det drejer sig altså også om innovativ iværksætterånd og -initiativer. Fremskridt og innovation afhænger også af nye former for tjenesteydelser, af videreudvikling af sundhedsvæsenet og især af en bedre løsning af sociale spørgsmål — et eksempel herpå er konceptet »Flexicurity« (32).

6.3

Innovationukendt territorium. Innovation betyder således, at man udvikler og realiserer nye teknikker, processer, organisationsformer, forretnings- og uddannelsesmodeller osv., der ikke hidtil er taget i betragtning. Derfor kan de som regel først vise deres værd efter at have stået deres prøve i den praktiske konkurrence.

6.4

Lovgivningen skal udformes åbent. Til gengæld bliver regelværk udarbejdet på grundlag af det eksisterende kundskabsniveau. Af den grund er det især vigtigt, at regelværket giver tilstrækkeligt spillerum og bevægelsesfrihed, altså tilstrækkelig mangfoldighed og variation, så nye, hidtil ukendte idéer også får en chance for at blive realiseret og ikke — fordi de ikke passer ind i de gældende lovgivningsrammer — bliver kvalt i fødselen eller langsomt visner. Man bør derfor i al lovgivning sørge for at behandle og løse de grundlæggende spørgsmål, men samtidig undgå enhver overdetaljeret bestemmelse. Enhver overregulering, enhver alt for indskrænkende bestemmelse, udgør, uanset hvor god intentionen var, en hæmsko og hindring for innovation. Derfor støtter udvalget alle bestræbelser på at forenkle lovgivningen og rense denne for overflødige og/eller unødigt indskrænkende bestemmelser. Det vil desuden aflaste (se nedenfor) fageksperterne fra overflødigt bureaukrati. Desuden må enkeltes fejl ikke føre til en overregulering af alle.

6.5

Forskningsfrihed. For at gentage: Innovation kræver et tilstrækkeligt spillerum for iværksættere. Forskningsfrihed — også frihed fra usaglige, begrænsende (33) eller endda ideologiske påbud — er forudsætningen for kreativ forskning samt nye opdagelser og opfindelser, med forbehold for de grænser, der pålægges gennem lovgivning om etiske spørgsmål og korrekt anvendelse af bevilgede midler.

6.6

Bekræftelse af CESE 1566/2006. For yderligere, vigtige synspunkter henvises der til den under punkt 5.1 nævnte udtalelse (34), hvis holdninger der er fuld opbakning til. Her bliver under punkt 4.7 til punkt 4.11 fremsat henstillinger vedrørende følgende relevante temaer: Fra naturvidenskabelig erkendelse til innovative produkter, processer og tjenesteydelser. Mobiliteten mellem den akademiske verden og industrien. Offentligt tilgængelige online-informationssystemer. »Cluster« (klynger). »Start-ups«. Grundforskning. Det innovative produkt. Offentlige indkøb. Intellektuel ejendomsret og det nødvendige EF-patent. Ikke nyhedsskadelige publiceringsfrister. Sprogproblem. Den særlige situation for de nye medlemsstater

6.6.1

Beskyttelse af intellektuel ejendomsret. I den forbindelse fremhæves igen i særlig høj grad den nødvendige beskyttelse af intellektuel ejendomsret (35): Det skal kunne betale sig for virksomheder at investere i forskning, udvikling og innovation, og såvel de finansielle som de retlige/administrative krav, der stilles i forbindelse med tilkendelse og bibeholdelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, må — set i lyset af den globale konkurrence — ikke være en belastning for den europæiske økonomi. Dette viser også det presserende behov for et fælleseuropæisk patent (med en deri fastsat henstandsperiode).

7.   Den menneskelige faktor

7.1

Den mest værdifulde ressource. Udvalget skal først henvise til den udtalelse (36), der specifikt beskæftiger sig med disse spørgsmål, og endnu en gang bekræfte og understrege de holdninger, der gives udtryk for her. Ligesom tidligere påpegede udvalget heri, at menneskelig kapital er den mest følsomme og værdifulde ressource for videnskab og innovation. Den vigtigste opgave er derfor at motivere unge mennesker med en teknisk-naturvidenskabelig uddannelse til at vælge forskervejen og at gøre disse uddannelser så attraktive som muligt.

7.2

Uddannelsesstedernes kvalitet. (Se kapitel 4). Af den grund er antallet, indretningen og kvaliteten af de uddannelsessteder, der er nødvendige til formålet, afgørende for at kunne efterkomme behovet for gode forskere og ingeniører. Det drejer sig altså om at etablere og opretholde et tilstrækkeligt stort antal af især tekniske universiteter af passende kvalitet med fremragende lærerkræfter, og hvor forskning og undervisning forbindes med hinanden (37). De skal kunne stå distancen i konkurrencen med de bedste universiteter i USA eller andre lande uden for Europa samt være tilstrækkeligt attraktive for de bedste studerende uden for Europa.

7.3

Samfundets ansvar. Idet samfundet og de enkelte forskere investerer i erhvervelsen af en tilstrækkelig bred og krævende, grundlæggende og avanceret specialviden, overtager samfundet — repræsenteret ved det politiske system — ansvaret for, at disse investeringer udnyttes bedst muligt. Dette ansvar må give sig udtryk i, at samfundet sikrer et passende antal job- og erfaringsmuligheder samt et passende karriereforløb for kvalificerede forskere med attraktive specialiseringsmuligheder uden fare for, at de pågældende ender i en beskæftigelsesmæssig blindgyde. Arbejdsløshed, underbetaling eller manglende overensstemmelse mellem uddannelse og beskæftigelse blandt kvalificerede forskere og ingeniører er spild af samfundets investeringer og afskrækker den fremtidige videnselite og medfører et beskæftigelsesvalg uden for det relevante teknisk-naturvidenskabelige område eller udvandring fra Europa! Også overdrevent bureaukrati (se punkt 7.7) er fejlbeskæftigelse.

7.4

Udfoldelse af éns talent. Det handler om at give mennesker — dvs. også alle ansatte på virksomheder, universiteter og forskningsinstitutioner — de bedste muligheder for at udfolde deres talent og selvstændige initiativ i forhold til begavelse, ydeevne og kreativitet og om at skabe et socialt miljø, der gør det muligt at etablere familie og som støtter og fremmer deres produktivitet. Det indebærer imidlertid også, at de unge, som skal nyde godt af denne uddannelse og støtte, skal gøre alt for at udnytte opnåede kvalifikationer og talent med pligtbevidsthed og engagement på den bedst mulige måde. Dette er særdeles vigtige spørgsmål for social- og arbejdsmarkedspolitikken, familiepolitikken, økonomifaget og ledelseskulturen generelt. På ledelsesniveau har man omsider også erkendt betydningen af en fornuftig balance mellem arbejdsliv og privatliv for kreativitet og produktivitet (38).

7.5

Udpegelse og bedømmelse af fremtrædende videnskabsfolk  (39). Fremragende kvalifikationer og tjenester registreres ikke med formelle bedømmelsesskemaer, hvor der altid er en fare for misbrug. Det er f.eks. et problem, at disse videnskabelige forfattere er tilbøjelige til fortrinsvis at citere hinanden i publikationer og således danner »citations-karteller«, hvorved de giver sig selv fordele ved regelmæssige bedømmelser. Hverken antallet af publikationer eller citater eller patenter eller andre nøgletal er tilstrækkelige eller sikre bedømmelseskriterier. Af større betydning er kvalitet, nyhedsværdi og betydning. Desuden er det ofte netop de særlig banebrydende erkendelser eller opfindelser, som først med en vis forsinkelse bliver kendt, anerkendt, udnyttet eller citeret. For at kunne bedømme personligheder og kunnen med alle deres særpræg og facetter, kræves der den erfaringsrigdom og personlige bedømmelsesevne, som man (selv om man heller ikke da helt kan undgå fejlvurderinger) finder hos de mest betydningsfulde repræsentanter for det enkelte fagområde, hvor resultater opnås eller forventes.

7.6

Deltagelse i beslutningsprocessen. Desuden er det i højere grad end hidtil nødvendigt, at erfarne fageksperter og den videnskabeligt-tekniske elite inddrages i forskningspolitiske, kommercielle og innovationspolitiske beslutningsprocesser og forvaltningstiltag. Etableringen af det europæiske forskningsråd er et meget opmuntrende første skridt på vejen, som udvalget udtrykkeligt støtter (40). Men også i administrationen af forsknings- og innovationsstøtte fra EU (især Kommissionen) og medlemsstaterne må den nødvendige faglige ekspertise inddrages og fastholdes. Det er i den forbindelse især vigtigt at inddrage succesrige unge ingeniører og forskere. Forsknings- og innovationsstøtte må ikke bare gå til ren administration.

7.7

Aflastning af det store antal ikke-fagrelevante opgaver. Forskning, udvikling og opfindelser, men også bearbejdning og formidling af viden er tidsintensivt ånds- og laboratoriearbejde, som også kræver perioder med uforstyrret koncentration og besindelse. Udvalget har siden 2000 gentagne gange nævnt (41), at stigningen i udvalgsarbejde, bedømmelses- og kontrolvirksomhed, rapportskrivning, dvs. bureaukrati generelt osv., nu lægger beslag på hovedparten af mange eksperters arbejdstid, så de ikke har tid til deres egentlige arbejde, og dermed skader selv den mest fremragende fageksperts innovationsevne og effektivitet. Denne uheldige udvikling bliver nu også i tiltagende grad kritiseret i medierne (42). Udvalget bifalder Kommissionens erklærede hensigt om at se på dette og sammen med medlemsstaterne søge en aflastning. I den forbindelse er kravet om, at fageksperter skal deltage i de forskningspolitiske beslutningsprocesser, ikke i modstrid med den nødvendige aflastning fra bureaukratiske krav. Det kan tilmed være til gavn for dette mål. Et konkret mål bør være at standardisere eller sammenlægge de talrige forslags-, rapport- og kontrolprocedurer for de forskellige støttegivere, partnerinstitutioner, netværk samt kontrol- og bedømmelsesudvalg. Det vil desuden være til betydelig gavn for gennemsigtigheden.

7.8

Udvandring af højtuddannede og mobilitet. Ingeniørers og forskeres arbejde kræver af god grund (se også punkt 4.1.5) mobilitet og fleksibilitet. Det må imidlertid ikke belaste deres personlige og familiemæssige levevilkår og sociale sikring (43). Desuden må det ikke føre til en nettoudvandring af de bedste hoveder fra Europa. Beskæftigelsesvilkårene i Europa må derfor være tilstrækkelig attraktive til at forhindre dette og alt i alt føre til en i det mindste afbalanceret status for den globale mobilitet af højtkvalificerede aktører. Visse medlemsstater er imidlertid også bange for, at der inden for EU kan opstå en ensidig udvandring af højtuddannede. Som udvalget ved flere lejligheder har henstillet (se også punkt 5.7), bør en langt større del af EU's strukturfondsmidler anvendes til at udbygge den videnskabelige infrastruktur, så der i alle medlemsstater skabes attraktive forskningssteder, som kan tiltrække dem, som er villige til at vende tilbage, og samtidig fungere som netværkspartner.

7.9

Iværksætternes rolle. En særlig problemstilling er, hvordan ny viden fra forskning og udvikling omsættes til innovative produkter og processer. Det er ikke uden grund, at Lissabon-målsætningen kræver, at 2/3 af de finansielle forskningsmidler skal komme fra industrien. Det drejer sig derfor også i høj grad om at værdsætte iværksætternes rolle og understrege deres afgørende betydning for innovation, økonomisk fremgang og samfundets generelle velstand. Derfor har udvalget i kraft af sin funktion som bindeled til det organiserede civilsamfund gjort temaet »iværksætterkultur med et menneskeligt ansigt« til et hovedpunkt i sit kommende arbejdsprogram. Kun gennem ansvarsbevidste og aktive iværksættere, der har de bedste udfoldelsesmuligheder, vil det i sidste ende lykkes at nå Lissabon-målene.

Bruxelles, den 12. juli 2007

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 65 af 17.3.2006.

(2)  EUT C 325 af 30.12.2006.

(3)  Muligvis også med den kinesiske kulturkreds.

(4)  En meget udførlig og differentieret beskrivelse af disse processer findes i udvalgets initiativudtalelse om »Videnskab, samfund og borgere i Europa«, EFT C 221 af 7.8.2001.

(5)  I Tyskland.

(6)  Navnlig gennem en reduktion af børnedødeligheden.

(7)  Det Europæiske Råd den 23./24. marts 2007 — Formandskabets konklusioner (bæredygtig energi).

(8)  

F.eks.

1)

WMO/UNEP Intergovernmental Panel on Climate Change — »Climate Change 2007: The Physical Science Basis — Summary for Policy Makers« eller

2)

Åbent brev fra 61 videnskabsfolk til den canadiske premierminister

(http://www.lavoisier.com.au/papers/articles/canadianPMletter06.html).

(9)  http://www.hm-treasury.gov.uk/independent_reviews/stern_review_economics_climate_change/sternreview_index.cfm.

(10)  EUT C 241 af 7.10.2002: »Behovet for forskning med henblik på sikker og bæredygtig energiforsyning« Se derudover ISBN 92-79-02688-7 »Transition to a sustainable energy system for Europe — The R&D perspective« og »Nature« Vol. 444, issue no. 7119, page 519 (nov. 2006) »Our emperors have no clothes«.

(11)  Jf. tillige (EUT C 185 af 8.8.2006).

(12)  EUT C 65 af 17.3.2006.

(13)  EUT C 185 af 8.8.2006.

(14)  Bild der Wissenschaft 9/2006 s. 109.

(15)  Særligt løn- og ansættelsesforhold for unge videnskabsfolk og ingeniører.

(16)  Se Kommissionens meddelelse KOM(2006) 728 endelig »Mod en mere effektiv anvendelse af skatteincitamenter til fordel for F&U«.

(17)  FAZ (Frankfurter Allgemeine Zeitung) Nr. 49, s. 17 fra 27. februar 2007»Zwischen Fortschritt und Stillstand«.

(18)  Jf. tillige Kommissionens meddelelse KOM(2006) 728 endelig: »Mod en mere effektiv anvendelse af skatteincitamenter til fordel for F&U«. Herom udarbejder udvalget en særlig udtalelse.

(19)  Jf. tillige (EUT C 110 af 30.4.2004). Historisk set var det endog grundforskningsprojekter, der var genstand for de første initiativer til videnskabeligt samarbejde i (Vest-) Europa. Disse initiativer opstod som følge af behovet for at etablere centre for stort apparatur og for at skabe en kritisk masse, hvis omkostninger var så store, at de enkelte stater ikke kunne eller ikke ville betale.

(20)  I den forbindelse drejer det sig ikke så meget om indlæring og beherskelse af en lang række formler, men derimod om en grundlæggende forståelse af teknik, de fundamentale naturlove, betydningen af kvantitative sammenhænge og matematikkens praktiske nytte.

(21)  A Renewed Pedagogy for the Future of Europe, Generaldirektoratet for forskning 2007 Science, EUR 22845, Ekspertgruppen om forskeruddannelse, Michel Rocard (formand), Peter Csermely, Doris Jorde, Dieter Lenzen, Harriet Walberg-Henriksson, Valerie Hemmo (ordfører).

(22)  EUT C 65 af 17.3.2006.

(23)  EUT C 93 af 27.4.2007.

(24)  Jf. tillige kapitel 7 i EFT C 204 af 18.7.2000.

(25)  EUT C 325 af 30.12.2006.

(26)  EUT C 323 af 30.12.2006.

(27)  Jf. bl.a. EUT C 65 af 17.3.2006.

(28)  EUT C 234 af 22.9.2005.

(29)  KOM(2006) 502 endelig af 13.9.2006»Viden i praksis: en bredt funderet innovationsstrategi for EU«; KOM(2006) 589 endelig af 12.10.2006»Et innovationsvenligt og moderne EU«.

(30)  EUR 22005 »Creating an Innovative Europe«, ISBN 92-79-00964-8.

(31)  EUT C 325 af 30.12.2006.

(32)  Se »Flexicurity — det danske tilfælde« (EUT C 195 af 18.8.2006).

(33)  Jf. også EUT C 65 af 17.3.2006, punkt 4.13.2 »Charter« samt fodnote.

(34)  EUT C 325 af 30.12.2006.

(35)  Jf. også næstformand i Kommissionen, Günther Verheugens tale (SPEECH/07/236) af 19. april 2007 om emnet »Intellektuel ejendomsret — drivkraft for innovation i Europa«

(36)  Jf. »Forskere i det europæiske forskningsrum: et fag, mange muligheder«, (EUT C 110 af 30.4.2004).

(37)  I den forbindelse kunne et endnu bedre samarbejde mellem universiteter og forskningsinstitutioner uden for den videregående uddannelsessektor være nyttigt for at trække på sidstnævntes apparatur og infrastruktur, når forskning og undervisning kombineres, men også for at inddrage den nyeste viden i undervisningen.

(38)  Jf. Frankfurter Allgemeine Zeitung nr. 257, 4. november 2005, C1.

(39)  Jf. tillige EUT C 110 af 30.4.2004.

(40)  Jf. tillige EUT C 110 af 30.4.2004.

(41)  Se især punkt 9.8 i EØSU's udtalelse (EFT C 204 af 18.7.2000); her står der bl.a. i punkt 9.8.2: »Enhver succesrig videnskabsmand har derfor kun et begrænset valenstal — og kun en lille brøkdel af sin tid — til rådighed til at pleje forbindelser med andre personer, grupper, organer, kommissioner osv. og sikre dem et fornuftigt indhold, hvis det ikke skal gå ud over hans forskningseffektivitet. For mange og for krævende ansøgnings- og evalueringsprocedurer osv. — som måske oven i købet er frugtesløse — trækker arbejdskraften bort fra forskningen, hvor der er så hårdt brug for den. Det bliver ikke bedre af, at der til et enkelt projekt findes mange støtteinstrumenter og evalueringsprocedurer, som oven i købet ofte overlapper hinanden.«.

(42)  F.eks. i Frankfurter Allgemeine Zeitung nr. 60 af 12. marts 2007, »Ein Forscher geht«, men også i Frankfurter Allgemeine Zeitung nr. 67 af 20. marts 2007, interview med Harald Uhlig.

(43)  Jf. tillige EUT C 110 af 30.4.2004.


27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/27


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Grønbog om gennemgang af forbrugerlovgivningen«

KOM(2006) 744 endelig

(2007/C 256/05)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 8. februar 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om: Grønbog om gennemgang af forbrugerlovgivningen.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Richard Adams til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 4. juni 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 437. plenarforsamling den 11.-12. juli 2007 (mødet den 12. juli) følgende udtalelse med 55 stemmer for og 2 hverken for eller imod.

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU tager grønbogen til efterretning, men sætter spørgsmålstegn ved, om den foreslåede tilgang kan skabe et højt og ensartet forbrugerbeskyttelsesniveau i hele EU. Sikringen af en sådan beskyttelse gennem en forenklet, ensartet og effektiv forbrugerlovgivning har været et gennemgående emne i EØSU's udtalelser om forbrugerbeskyttelse, men revisionsprocessen tyder på, at dette vil blive vanskeligt at opnå. Gennemgangen af forbrugerlovgivningen er med andre ord i virkeligheden en øvelse i gennemførelse af initiativet om »Bedre lovgivning«. Grundlaget for og målsætningen med denne øvelse bør være klare, og der bør på forhånd være enighed herom blandt de berørte parter.

1.2

Der er behov for en egentlig demokratisk legitimering og et klart retligt og begrebsmæssigt grundlag for revisionen af forbrugerbeskyttelsesreglerne.

1.3

EØSU så navnlig gerne en anvendelse af reglernes principper på det hurtigt voksende og ringe regulerede digitale område.

1.4

EØSU betragter ikke forbrugerpolitik alene som en integreret del af EU's strategi for det indre marked, men også som et vigtigt led i en styrkelse af EU-borgerskabet. Udvalget støtter indarbejdelsen af principperne om bedre lovgivning i forbrugerlovgivningen. Ethvert forslag om ensartede regler på dette område bør bakkes op med en passende konsekvensanalyse og tage sigte på en forenkling og præcisering af de eksisterende regler.

1.5

Mere effektiv håndhævelse og styrkelse eller indførelse af klare og enkle klagemuligheder bør fremhæves som en prioritet.

1.6

EØSU opfordrer Kommissionen til at tage udvalgets udtalelse om en »Retsramme for forbrugerpolitikken«  (1) til efterretning, der foreslog at skabe mulighed for at vedtage foranstaltninger til forbrugerbeskyttelse som selvstændig lovgivning og ikke blot som et led i etableringen i det indre marked.

1.7

Det ledende princip for harmoniseringen af forbrugerlovgivningen i EU som helhed bør være vedtagelsen af det bedste og højeste forbrugerbeskyttelsesniveau, der findes i medlemsstaterne. Ethvert »horisontalt instrument« bør være baseret på de højeste standarder, mens den »vertikale integration« kan fokusere på præcisering af de tekniske spørgsmål. Et horisontalt instrument kan imidlertid omfatte fuldt harmoniserede regler på specifikke områder så som fortrydelsesret og definitionen af begrebet forbruger, urimelige kontraktvilkår, levering eller ret til erstatning, mens reglerne om minimumsharmonisering ville finde anvendelse på andre områder. Udvalget udtrykker håb om, at Kommissionen og samtlige medlemsstater foretrækker denne metode.

2.   Indledning

2.1

Kommissionen vedtog sin længe ventede Grønbog om gennemgang af forbrugerlovgivningen (lovgivningen vedrørende forbrugernes rettigheder) i begyndelsen af februar 2007. Hermed blev revisionens såkaldte »diagnosticeringsfase« afsluttet. Kommissionen søger idéer til, hvordan man kan forenkle, modernisere og harmonisere den eksisterende EU-lovgivning om forbrugerbeskyttelse. Det fremføres, at såvel forbrugerne som erhvervslivet vil kunne drage fordel af en analyse og en hensigtsmæssig revision af den gældende lovgivnings styrker og svagheder. Kommissionen betragter ligeledes gennemgangen som en mulighed for at skabe ensartede regler i medlemsstaterne og for mere generelt under hensyntagen til nærhedsprincippet at forbedre EU's forbrugerbeskyttelseslovgivning, hvoraf en del er 20 år gammel, navnlig ved at fastslå, hvor der findes forskelle i lovgivningen, og om de skaber hindringer for forbrugerne og erhvervslivet i det indre marked. Denne udtalelse fokuserer derfor på, hvordan de grundlæggende principper i forbrugerlovgivningen opfattes og fremstilles. Indtil videre foreligger der kun forslag til ændringer.

2.2

Det private forbrug tegner sig for 58 % af EU's BNP, men er stadig i høj grad fordelt på 27 nationale markeder. Det indre marked kunne blive det største i verden, og Kommissionens strategi består, som den selv udtrykker det, i at vække »en sovende kæmpe, detaildelen af det indre marked« (2). Kommissionen nævner som mål for sin nuværende forbrugerpolitik »sikring af et højt fælles niveau for beskyttelse af alle forbrugeres sikkerhed og økonomiske interesser, uanset hvor de bor, rejser og køber i EU, mod risici og trusler samt styrkelse af forbrugernes evne til at fremme deres egne interesser«  (3).

2.3

Målet om at sikre en ensartet anvendelse af en fælles ramme for forbrugerrettigheder i EU møder bred opbakning. En sådan ramme ville skabe klare og lige rettigheder og beskyttelse for alle forbrugere og samtidig hermed ensartede regler for leverandører af varer og tjenesteydelser. Grønbogen om forbrugerrettigheder indrømmer udtrykkeligt, at fremskridtene hen imod opnåelsen af dette mål har været langsomme, inkonsekvente og bremset af en lang række forskelle i de nationale prioriteringer og undtagelser. Den i sig selv kærkomne optagelse af de nye medlemsstater har yderligere gjort det vanskeligt at opnå en fælles forståelse på forbrugerbeskyttelsesområdet. I sin gennemgang af forbrugerlovgivningen gør Kommissionen rede for sit syn på en proces, der kunne føre til større klarhed, konsekvens og anvendelse af de eksisterende direktiver. Mange forbrugerorganisationer indvender imidlertid, at gennemgangen også sår tvivl om den samlede forbrugerpolitiks målsætning.

2.4

De direktiver, der er medtaget i gennemgangen, omfatter en lang række aftaleretlige spørgsmål på det forbrugerpolitiske område, herunder dørsalg, timeshare, pakkerejser, fjernsalg, salg af varer og urimelige kontraktvilkår. Det er imidlertid ikke alle direktiver vedrørende forbrugerbeskyttelse, der er medtaget i gennemgangen, eftersom nogle af dem anses for at være for nye eller for at falde ind under områder, der behandles af andre kommissionstjenestegrene. Timeshare-direktivet er i grønbogen blevet fremhævet som et eksempel på en lovgivning, der kræver omgående revision, og der forventes et revideret direktiv i nær fremtid. Et nyere område, der fremhæves som et, der kræver inddragelse i lovgivningens principper, er det digitale »miljø«, hvilket illustrerer de globale udfordringer ved e-handel.

2.5

Kommissionen har foretaget en gennemgang af direktiverne ved hjælp af:

en komparativ analyse af deres indarbejdelse i national lovgivning,

forskning i forbrugernes og erhvervslivets holdninger,

workshops med sagkyndige fra medlemsstaterne og interessenter på det aftaleretlige område.

2.6

Den meget veletablerede terminologi, der anvendes af dem, der beskæftiger sig med forbrugerbeskyttelsesspørgsmål, kan meget vel skabe forvirring, og derfor er der allerede på dette sted indarbejdet en forklaring på nogle af materiens centrale begreber. Man taler om »minimumsharmonisering«, når et direktiv pålægger medlemsstaterne at gennemføre en række mindstekrav. Minimumsharmonisering åbner mulighed for, at medlemsstaten kan fastsætte strengere regler end dem, der følger af direktivet. »Fuld harmonisering« (eller »maksimumsharmonisering«) betyder, at medlemsstaterne er forpligtede til at anvende direktivets bestemmelser og ikke må fastsætte strengere regler (»harmonisering opad« og »harmonisering nedad«). Således er mange forbrugerorganisationer kommet til at betragte fuld harmonisering som synonymt med mindstekrav til forbrugerbeskyttelsen og minimumsharmonisering som noget, der giver mulighed for et langt højere beskyttelsesniveau.

2.7

Offentliggørelsen af grønbogen markerer afslutningen på diagnosticeringsfasen i Kommissionens gennemgang. Kommissionen anmodede om tilkendegivelse af synspunkter frem til den 15. maj 2007. Den er i gang med at analysere svarene fra høringen. Den vil herefter sammenfatte synspunkterne og beslutte, om der er behov for at lovgive. Denne proces vil dog tage nogle måneder. Alle forslag vil blive ledsaget af en konsekvensanalyse. »Når dette arbejde er afsluttet, skal det helst være muligt at sige følgende til forbrugerne i EU: »Uanset hvor du er i EU, og uanset hvad du køber, gør det ingen forskel: dine væsentligste rettigheder er de samme««  (4).

3.   Sammenfatning af grønbogen

3.1

Sigtet med grønbogen er at skabe rammer, der skal gøre det muligt at indsamle synspunkter fra de berørte parter vedrørende de politiske valgmuligheder i forbrugerlovgivningen og andre specifikke spørgsmål. Den definerer følgende punkter som centrale:

Udvikling af nye markeder: Hovedparten af de direktiver, forbrugerlovgivningen omfatter, formår ikke at honorere »de krav, som nutidens markeder i hurtig udvikling stiller«. Download af musik og online-auktioner nævnes som eksempler sammen med udeladelsen af software og data i direktivet om salg til forbrugere.

Fragmentering af regler: De nuværende direktiver giver medlemsstaterne lov til at fastsætte et højere forbrugerbeskyttelsesniveau i kraft af national lovgivning. På en række områder, f.eks. hvad angår fortrydelsesfristens længde, er der manglende overensstemmelse mellem de nationale lovgivninger.

Manglende tillid: De fleste forbrugere tror, at erhvervsdrivende i andre medlemsstater er mindre tilbøjelige til at overholde bestemmelserne om forbrugerbeskyttelse end erhvervsdrivende i hjemlandet.

3.2

Baseret på tidligere analyser skitserer Kommissionen derefter to konkrete strategier for en revision af forbrugerlovgivningen.

Løsning I: Den vertikale strategi, der dels indebærer, at de eksisterende direktiver ændres hver for sig, dels at de på sigt bringes i overensstemmelse med hinanden.

Løsning II: Den kombinerede strategi, der indebærer, at de spørgsmål, der er fælles for alle direktiverne, tages ud af disse og reguleres systematisk i et »horisontalt instrument«. Der vil ligeledes være behov for en vis specifik »vertikal« justering af bestemte direktiver.

3.3

En tredje strategi, »ingen lovforanstaltninger«, nævnes kort, idet der dog gøres opmærksom på, at denne strategi ikke løser de eksisterende problemer, og at den kan føre til, at uoverensstemmelserne mellem medlemsstaternes lovgivninger øges.

3.4

Grønbogen behandler derefter det horisontale instruments eventuelle anvendelsesområde. Der foreslås tre løsninger.

I.

Et rammeinstrument, som både finder anvendelse på nationale og grænseoverskridende transaktioner, men som ikke tilsidesætter sektorspecifik lovgivning, der fortsat vil være gældende. Som eksempler herpå nævnes finansielle tjenesteydelser og forsikring.

II.

Et instrument, der kun skal finde anvendelse på grænseoverskridende aftaler. Denne løsning ville forbedre sikkerheden for og tilliden hos de forbrugere, der køber varer og tjenesteydelser uden for deres hjemland, men kan ligeledes medføre forskellige standarder for forbrugerbeskyttelsen ved henholdsvis national og grænseoverskridende handel.

III.

Et horisontalt instrument, som kun omfatter fjernsalg, uanset om det er grænseoverskridende eller nationalt. Instrumentet ville erstatte direktivet om fjernsalg, men kunne ligeledes medføre forskellige standarder for forbrugerbeskyttelsen ved henholdsvis fjernsalg og direkte salg.

3.5

Det næste punkt i grønbogen vil mange formentlig betragte som det helt centrale i revisionen af forbrugerlovgivningen, nemlig graden af harmonisering. I øjeblikket kan medlemsstaterne fastsætte et højere forbrugerbeskyttelsesniveau end det, der følger af direktiverne. Det er dette, der betegnes »minimumsharmonisering«. Fokus og prioriteringerne i forbrugerbeskyttelsen varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat, hvilket undertiden resulterer i, at forbrugerne bliver forvirrede, og i, at de erhvervsdrivende afskrækkes fra grænseoverskridende markedsføring. Der foreslås to mulige løsninger på dette problem.

1.

Revideret og fuldt harmoniseret lovgivning. På områder, hvor fuld harmonisering ikke er mulig, ville en regel om gensidig anerkendelse »med hensyn til visse aspekter, som er omfattet af den foreslåede lovgivning, men hvor der ikke er tale om fuld harmonisering«, finde anvendelse.

2.

Revideret lovgivning, der skal være baseret på en minimumsharmonisering kombineret med en regel om gensidig anerkendelse eller med oprindelseslandsprincippet (5).

3.6   Bilag I: Høringen

Den største del af grønbogen består af en detaljeret og stærkt struktureret høringsprocedure, hvor respondenterne opfordres til at give deres mening til kende om en lang række spørgsmål, herunder bl.a. om generelle politiske problemstillinger, definitioner, aftaleret, principielle problemstillinger, men ligeledes om spørgsmål vedrørende anvendelsesområdet og lovgivningens detaljer. Høringen lægger ud med de tre »politiske« problemstillinger, der er skitseret ovenfor.

Den generelle lovgivningsstrategi;

Det horisontale instruments eventuelle anvendelsesområde;

Graden af harmonisering.

For hver enkelt problemstilling stiller Kommissionen et overordnet spørgsmål og foreslår tre eller fire svarmuligheder. Herefter følger 27 specifikke spørgsmål, der er relateret til de behandlede direktiver. Igen består metoden i at give en kort indføring i emnet og så stille det centrale spørgsmål, f.eks.: »I hvilket omfang bør reglerne om urimelige kontraktvilkår også gælde for kontrakter, der har været genstand for individuel forhandling?« eller »Bør fortrydelsesfristens længde harmoniseres i hele forbrugerlovgivningen?«, hvorefter der foreslås tre eller fire løsningsmuligheder, som kan danne udgangspunkt for et svar.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

EØSU har igennem mange år i sit arbejde og i sine udtalelser støttet det primære formål med EU's forbrugerpolitik, nemlig et højt, ensartet og effektivt forbrugerbeskyttelsesniveau i hele Unionen. Udvalget støtter ligeledes forbrugerpolitikkens sekundære målsætning om at gøre forbrugerne til velinformerede aktører, der kan foretage et oplyst valg på et marked uden handelshindringer. Grønbogens opbygning medfører uundgåeligt, at de indbyggede spændinger i opnåelsen af disse to målsætninger kommer op til overfladen.

4.2

Det står allerede nu klart, at en videreførelse af forbrugerlovgivningen i sin nuværende form ikke kan betragtes som en løsning på længere sigt. Forskelle i lovgivningen fra medlemsstat til medlemsstat, manglende konsekvens i definitionerne, de betydelige uoverensstemmelser i anvendelsen og håndhævelsen af den eksisterende forbrugerlovgivning medlemsstaterne imellem samt manglen på klarhed i — ja endda på selve eksistensen af — klage- og ankeprocedurer medvirker alt sammen til at skabe hindringer i det indre marked.

4.3

Kommissionen betragter ligeledes åbenlyst revisionen som en mulighed for at se nærmere på visse af forbrugerpolitikkens aspekter, der hidtil har været anset for givne, og for at undersøge, hvorvidt de er i overensstemmelse med et vitalt indre marked, der navnlig er konkurrencedygtigt i en globaliseringssammenhæng. I den henseende er der ligheder mellem denne gennemgang af lovgivningen og tilsvarende tiltag som led i gennemførelsen af Lissabon-dagsordenen. Et højt ensartet forbrugerbeskyttelsesniveau betragtes af nogle som en integreret del af den europæiske sociale model, og et skift i fokuseringen hen imod »en omlægning af EU's forbrugerpolitik, således at denne effektivt bidrager til opnåelsen af Unionens to centrale målsætninger, nemlig at skabe økonomisk vækst og beskæftigelse samt at genetablere båndene mellem EU og borgerne«, kan ses som en udfordring af dette koncept (6).

4.4

Selvom der er tale om en vanskelig opgave, bifalder EØSU revisionen af forbrugerlovgivningen og støtter Kommissionens udtrykkelige målsætning om at fjerne hindringer i det indre marked under fastholdelse af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, men mener, at indsatsen ikke kun bør begrænses til de 8 direktiver, der er under behandling, men mindst bør omfatte de 22 direktiver på den af Kommissionen i maj 2003 udarbejdede liste.

4.5

EØSU ønsker at deltage aktivt i denne debat med det formål at styrke det indre marked til gavn for samtlige interessenter, dvs. forbrugerne, brancherne, virksomhederne og borgerne.

5.   Særlige bemærkninger

5.1

Grønbogen rejser en række komplicerede politiske, principielle og retlige spørgsmål. Medlemsstaterne har selv udviklet et forbrugerlovgivningskorpus, der, selvom der er overensstemmelse i de overordnede principper fra medlemsstat til medlemsstat, varierer med hensyn til detaljerne og anvendelsen. Den systematiske og omfattende høringsprocedure, der er vedhæftet grønbogen som bilag, afspejler denne kompleksitet. Dette væv af bestemmelser fremkalder svar fra hundredvis af interessentorganisationer, der ønsker at give deres mening til kende. EØSU vil i denne udtalelse imidlertid begrænse sine kommentarer til de bagvedliggende og mere omfattende politiske problemstillinger, idet det mener, at man bør anlægge en vurdering fra sag til sag og udtale sig om hvert enkelt af de direktiver, der skal revideres, som det allerede gjorde i udtalelsen om fjernsalg (udtalelse INT/334 om Kommissionens meddelelse KOM(2006) 514 endelig af 21. september 2006).

5.2

Prioritet nummer ét bør bestå i at afhjælpe manglerne i de eksisterende direktiver og samordne dem med hinanden.

5.3

»Minimumsharmonisering« kombineret med en positiv indstilling i medlemsstaterne over for at vedtage konsekvent højere standarder for forbrugerbeskyttelse kan sandsynligvis danne grundlag for størstedelen af forbrugerlovgivningen i en overskuelig fremtid. Af forskellige (og skiftende) sociale og økonomiske årsager vil medlemsstaterne enten ønske at fastholde det forbrugerbeskyttelsesniveau, de allerede har, eller varsomt og i deres eget tempo at bevæge sig i retning af et andet beskyttelsesniveau. Denne holdning tager hensyn til og er langt lettere at bringe i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Den anerkender imidlertid ligeledes det synspunkt, at en række forbrugergrupper i EU som helhed for nærværende er ringere stillet i beskyttelsesmæssig henseende eller med hensyn til deres klagemuligheder, og at der er behov for at træffe foranstaltninger både på EU-plan og i medlemsstaterne.

5.3.1

Dette betyder ikke, at man i forbindelse med en vurdering sag for sag på helt præcise områder, hvor interessen for realiseringen af det indre marked gør sig kraftigt gældende, ikke bør overveje muligheden for en maximumsharmonisering, idet dette sikrer et højere forbrugerbeskyttelsesniveau, eventuelt tilmed ved anvendelse af forordninger.

5.4

Den udtrykkelige målsætning om at sætte forbrugeren i højsædet med hensyn til kendskab til egne rettigheder, evnen til at tage retlige skridt over for leverandørerne og til at få erstatning bør ikke betragtes som et alternativ til en klar beskyttelse, der håndhæves proaktivt i kraft af et samspil mellem EU-retten og national lovgivning. Oplysning er noget ganske andet end beskyttelse. Faktisk er magtbalancen i de fleste markedstransaktioner som regel tippet til leverandørens side, og det meste forbrugerlovgivning går ud på at holde købers rettigheder i hævd.

Bruxelles, den 12. juli 2007

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 185 af 8.8.2006.

(2)  http://europa.eu.int/rapid/pressReleasesAction.do?reference=IP/05/320&format=HTML&aged=0&language=DA.

(3)  http://ec.europa.eu/consumers/overview/cons_policy/index_da.htm.

(4)  http://ec.europa.eu/consumers/cons_int/safe_shop/acquis/green-paper_cons_acquis_da.pdf.

(5)  Gensidig anerkendelse ville indebære, at medlemsstaterne fortsat har mulighed for at indføre strengere regler om forbrugerbeskyttelse i deres nationale love, men de vil ikke have ret til at pålægge forretningsdrivende, der har hjemsted i andre medlemsstater, deres egne strengere krav således, at der skabes uberettigede restriktioner for den frie bevægelighed for varer eller tjenesteydelser. Anvendelse af oprindelseslandsprincippet ville indebære, at en medlemsstat fortsat har mulighed for at indføre strengere bestemmelser om forbrugerbeskyttelse i den nationale lovgivning, men at virksomheder, som har etableret sig i andre medlemsstater, kun skal overholde de regler, der er fastsat i deres hjemland.

(6)  Meglena Kuneva, kommissær for forbrugerbeskyttelse

http://europa.eu/rapid/pressReleasesAction.do?reference=IP/07/256&format=HTML&aged=0&language=EN&guiLanguage=en (foreligger ikke på dansk).


27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/31


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om førerspejle til landbrugs- og skovbrugshjultraktorer — (kodificeret udgave)«

KOM(2007) 236 endelig — 2007/0081 (COD)

(2007/C 256/06)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 29. maj 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Da EØSU fuldt ud går ind for forslagets indhold, som ikke giver anledning til bemærkninger, besluttede det på sin 437. plenarforsamling den 11.-12. juli 2007, mødet den 11. juli 2007, med 145 stemmer for, 2 imod og 4 hverken for eller imod at afgive en udtalelse, som støtter det pågældende forslag.

 

Bruxelles, den 11. juli 2007

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/31


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Fastlæggelse af en energipolitik for Europa (Lissabon-strategien)«

(2007/C 256/07)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 14. september 2006 (bekræftet den 26. oktober 2006) under henvisning til forretningsordenens artikel 31 at udarbejde en informationsrapport om: »Fastlæggelse af en energipolitik for Europa«.

På plenarforsamlingen den 14.-15. marts 2007 blev det besluttet at ændre informationsrapporten til en initiativudtalelse (forretningsordenens artikel 29, stk. 2).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Ulla Sirkeinen til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 19. juni 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 437. plenarforsamling den 11. og 12. juli 2007, mødet den 12. juli 2007, følgende udtalelse med 126 stemmer for og 4 hverken for eller imod:

1.   Henstillinger

1.1

Energi er blevet et vigtigt politisk spørgsmål med tætte forbindelser til Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse.

Energi øver stadig større indflydelse på den europæiske økonomi. For at kunne imødegå de energipolitiske udfordringer ved klimaændringerne, forsyningssikkerhed og konkurrenceevne er EU nødt til at foretage en energiomlægning hen imod en højeffektiv, kulstoffattig økonomi.

Det er derfor nødvendigt, at man anlægger en global tilgang og gør sig overvejelser på EU-niveau om håndtering af den europæiske energiefterspørgsel, sikring af forsyningen, der beror på diversificerede kilder, adgang til netværk, enighed i forbindelserne udadtil, hvad energispørgsmål angår, og andre mulige foranstaltninger.

Bestemte betingelser skal være opfyldt, og der skal træffes specifikke foranstaltninger på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt niveau, for at de innovationer, der giver mulighed for en sådan omlægning, kan udvikles og udnyttes.

1.2

Flere og bedre job er et af Lissabon-strategiens vigtigste mål. Når markedsvilkårene ændrer sig, mister energisektoren arbejdspladser. Samtidig kan nye energiløsninger i høj grad være med til at skabe job af høj kvalitet. Uddannelse og erhvervsuddannelse spiller i den forbindelse en vigtig rolle.

1.2.1

Ud over beskæftigelse spiller andre sociale aspekter af energi en central rolle i forbindelse med Lissabon-strategien. Dette indebærer navnlig en offentlig service af høj kvalitet til rimelige priser. Civilsamfundet, herunder arbejdsmarkedets parter, bør have mulighed for at deltage aktivt i udformningen af energipolitikken.

1.3

EØSU fremsætter sammen med de nationale økonomiske og sociale råd følgende henstillinger inden for rammerne af Lissabon-strategien, »Energipolitik for et vidensamfund«:

Energipolitikkerne og andre relevante rammevilkår bør afprøves i forhold til målet om at gøre EU til en effektiv, kulstoffattig økonomi;

Der bør sikres en veluddannet og motiveret arbejdsstyrke ved at fremme et uddannelsessystem af høj standard;

Der bør sikres en tilstrækkelig offentlig F&U-indsats, der kan matche de vigtigste konkurrenters indsats, og den private sektor bør opmuntres til at investere mere i F&U;

Der bør udvikles et internationalt samarbejde på det energiteknologiske område med især andre store aktører; der bør systematisk føres tilsyn med de vigtigste konkurrenters og partneres energiteknologipolitikker og –foranstaltninger;

Det bør sikres, at der er risikovillig kapital til rådighed for SMV'er i udviklings- og opstartsfasen og til investeringer i nye teknologier;

Der bør sikres fri og sund konkurrence på energimarkedet for at få virksomhederne til at innovere. Med hensyn til vedvarende energi kan netadgang være en afgørende faktor for vellykket innovation;

Hindringer for investeringer, der er nødvendige for at kunne tage ny teknologi i brug, bør fjernes. Krav til planlægning og godkendelser bremser og hindrer sågar investeringer. For at investeringsrisikoen kan nedsættes, bør lovrammerne være forudsigelige og stabile;

EU og de globale markeder bør sikres adgang til ny teknologi;

Der bør sikres lige konkurrencevilkår på verdensplan, f.eks. en global pris på CO2, samtidig med at det sikres, at CO2 ikke bliver en handelsvare som enhver anden, eftersom en faktisk nedsættelse af CO2-emissioner er en forudsætning for Jordens overlevelse;

Ambitiøse målsætninger kan være med til at give EU en stærk position på de globale markeder for effektive og fornyelige energiteknologier. Målsætningerne og deres frister bør imidlertid fastlægges omhyggeligt, således at der er en realistisk mulighed for at nå dem;

Der bør foretages en nøje udvælgelse af de foranstaltninger, der aktivt skal støtte innovationer, for at sikre omkostningseffektive resultater. Valget bør stå mellem følgende foranstaltninger:

investeringer i F&U

uddannelse og erhvervsuddannelse

oplysningskampagner

prismekanismer, beskatning

tilskud

bindende mål og forpligtelser

regulering og bindende standarder

frivillige standarder, frivillige aftaler

offentlige indkøb.

1.4

For at opnå den hurtige omstilling inden for energisektoren, som der er behov for, er det nødvendigt at øge innovationstempoet. Udvalget opfordrer indtrængende til, at der særlig satses på

at tage skridt til fastsættelse af en rimelig pris for CO2-udledninger,

at give den private og offentlige forskning øgede muligheder for at støtte nye energiformer og energieffektivitet,

at lovgivning i højere grad anvendes som instrument til at skabe hurtigere fremskridt hen imod en forbedring af forskellige produkters energieffektivitet,

at det offentliges indkøbspolitik anvendes langt mere proaktivt til at skabe pres for bedre standarder for energieffektivitet, navnlig inden for byggeriet.

2.   Indledning

2.1

EØSU skal i samarbejde med de nationale økonomiske og sociale råd i begyndelsen af 2008 udarbejde »en sammenfattende rapport« om de prioriterede områder vækst og beskæftigelse under Lissabon-strategien. Denne udtalelse om energipolitikken indgår i denne sammenfattende rapport. Udtalelsen er blevet udarbejdet i samarbejde med de nationale økonomiske og sociale råd, med aktive bidrag fra bl.a. de franske, italienske og maltesiske råd.

2.2

Udtalelsen bygger på afsnit B — mikroøkonomiske reformer, der skal øge Europas vækstpotentiale — i de overordnede retningslinjer for vækst og beskæftigelse 2005-2008. Udtalelsen vedrører bl.a. den ottende retningslinje om styrkelse af konkurrenceevnen, den tolvte retningslinje om F&U, den trettende retningslinje om innovation og ikt, og den fjortende retningslinje om bæredygtig ressourceanvendelse (1).

Det Europæiske Råd i marts 2006

2.3

Det Europæiske Råd hilste i sine konklusioner fra mødet i Bruxelles den 23.-24. marts 2006»de initiativer velkommen, som Europa-Parlamentet, Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har taget med henblik på at øge ejerskabet (til den relancerede Lissabon-strategi for vækst og beskæftigelse) på fællesskabsplan. Det tilskynder Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget til at fortsætte deres arbejde og anmoder dem om at aflægge sammenfattende rapporter til støtte for partnerskabet for vækst og beskæftigelse i begyndelsen af 2008« (punkt 12 i formandskabets konklusioner).

2.4

Det Europæiske Råd bemærker, at »Baggrundssituationen i Europa er kendetegnet ved en skærpet konkurrence udefra, en aldrende befolkning, højere energipriser og nødvendigheden af at garantere energisikkerheden« (punkt 7 i formandskabets konklusioner). Det Europæiske Råd bekræfter endvidere, at »de integrerede retningslinjer 2005-2008 for vækst og beskæftigelse fortsat gælder. Inden for denne ramme er det enigt om specifikke områder for prioriterede tiltag vedrørende investeringer i viden og innovation, erhvervspotentiale, især for SMV'er, og beskæftigelse for prioriterede kategorier samt fastlæggelse af en energipolitik for Europa« (punkt 16).

2.5

Det Europæiske Råd noterer sig, at »Europa står over for en række udfordringer på energiområdet: den nuværende vanskelige situation på olie- og gasmarkedet, den stigende importafhængighed og den hidtil begrænsede diversificering, høje og svingende energipriser, en voksende global energiefterspørgsel, sikkerhedsrisici for såvel producent- og transitlande som transportruter, de stadig mere truende klimaændringer, langsomme fremskridt med energieffektivitet og anvendelse af vedvarende energi, behovet for større åbenhed på energimarkederne og yderligere integrering og sammenkobling af de nationale energimarkeder, nu hvor liberaliseringen af energimarkedet næsten er fuldført (juli 2007), samt den begrænsede samordning mellem energiaktørerne, samtidig med at der kræves store investeringer i energiinfrastrukturer« (punkt 43).

2.6

»På baggrund af disse udfordringer og på grundlag af Kommissionens (…) grønbog »En europæisk strategi for en sikker, konkurrencedygtig og bæredygtig energi« (…) opfordrer Det Europæiske Råd til, at der arbejdes på en energipolitik for Europa, der tager sigte på en effektiv fællesskabspolitik, sammenhæng mellem medlemsstaterne og overensstemmelse mellem foranstaltningerne på de forskellige politikområder samt en afbalanceret opfyldelse af de tre mål om forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og miljømæssig bæredygtighed« (punkt 44).

2.7

Det Europæiske Råd understreger, at »energipolitikken for at opnå denne overensstemmelse i både de interne og de eksterne EU-politikker skal opfylde krav fra mange politikområder. Som led i en vækststrategi og gennem åbne og konkurrenceprægede markeder fremmer den investering, teknologisk udvikling og inden- og udenrigshandel. Den er stærkt knyttet til miljøpolitikken og nært forbundet med beskæftigelse, regionalpolitik og især transportpolitik. Desuden får udenrigs- og udviklingspolitiske aspekter stadig større betydning i arbejdet for at fremme de energipolitiske målsætninger sammen med andre lande« (punkt 45).

2.8

Denne energipolitik for Europa skal »baseres på fælles perspektiver for udbud og efterspørgsel på lang sigt og en objektiv, gennemsigtig vurdering af fordele og ulemper ved alle energikilder og skal på en afbalanceret måde bidrage til de tre hovedmålsætninger, nemlig« (punkt 46-47):

Forøgelse af forsyningssikkerheden

Sikring af de europæiske økonomiers konkurrenceevne og af en økonomisk overkommelig energiforsyning til gavn for både erhvervsliv og forbrugere i en stabil retlig ramme

Fremme af miljømæssig bæredygtighed

2.9

Energipolitikken for Europa skal ske ved opfyldelsen af disse hovedmålsætninger:

gennemsigtighed og ikke-forskelsbehandling på markederne

overensstemmelse med konkurrencereglerne

overensstemmelse med forpligtelserne til offentlig tjeneste

fuld respekt for medlemsstaternes suverænitet over primære energikilder og valg af energimix.

Energipakken 2007

2.10

Kommissionen skal fra 2007 regelmæssigt forelægge en strategisk energiredegørelse. Kommissionen offentliggjorde den 10. januar 2007 sin første redegørelse og en meddelelse til Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet om »En energipolitik for Europa« — »energipakken«.

2.11

Kommissionens udgangspunkt for en europæisk energipolitik er tredobbelt: det er nødvendigt at bekæmpe klimaændringerne, fremme beskæftigelse og vækst og begrænse EU's afhængighed af import af olie og gas.

2.12

Kommissionen opstiller som kernemålsætning for Europa, at EU skal mindske drivhusgasemissionerne med 20 % inden 2020. EU's målsætning skal ses på baggrund af behovet for, at industrilandene gør en indsats internationalt for at begrænse klimaændringerne. Med et sådant tilsagn vil EU være nødt til at gå endnu videre. Målet bør derfor være at nå op på en reduktion af emissionerne på 30 % inden 2030 og 60-80 % inden 2050.

2.13

Udfordringerne går ikke udelukkende på klimaforandringerne. De vedrører også Europas energiforsyningssikkerhed, økonomi og borgernes velfærd. Hvis målene opfyldes, vil det ifølge Kommissionen være muligt at gøre EU mindre sårbar over for de stadig mere ustabile priser på olie og gas, skabe større konkurrencedygtighed på EU's energimarked og fremme teknologi og jobskabelse.

2.14

Hvis det overordnede mål for drivhusgasser skal nås, vil EU være nødt til at reducere mængden af CO2 fra energiforbruget med mindst 20 % og formentlig mere over de næste 13 år. Det vil betyde, at EU globalt lægger sig i front som katalysator for en ny industriel revolution.

2.15

For at realisere målsætningen foreslår Kommissionen endvidere, at der fokuseres på en række energirelaterede foranstaltninger: forbedring af energieffektiviteten; forøgelse af den vedvarende energis andel af energiproduktionen samt nye foranstaltninger, som sikrer, at fordelene ved det indre marked for energi kommer alle til gode; styrkelse af solidariteten mellem medlemsstaterne ledsaget af en mere langsigtet vision for udviklingen af energiteknologi; fornyet fokus på nuklear sikkerhed samt en beslutsom satsning på at lade EU »tale med én stemme« over for internationale partnere, herunder energiproducenter, energiimportører og udviklingslandene.

2.16

Energiredegørelsen omfatter en tipunkts energihandlingsplan med en tidsplan over foranstaltninger. En første pakke med konkrete foranstaltninger er fremlagt i handlingsplanen. Den omfatter:

en rapport om medlemsstaternes gennemførelse af det indre marked for gas og elektricitet ledsaget af resultaterne af en undersøgelse af konkurrencesituationen i de to sektorer

en plan for prioriterede sammenkoblinger mellem medlemsstaternes elektricitets- og gasnet, så et europæisk forsyningsnet bliver en realitet

forslag til fremme af produktionen af vedvarende energi på basis af fossile brændstoffer

en køreplan og andre initiativer til fremme af vedvarende energi, især biobrændstoffer med henblik på transport

en markedsanalyse af situationen for kernekraft i Europa

et blueprint for en fremtidig europæisk energistrategisk teknologiplan.

2.17

Handlingsplanen for større energieffektivitet, som Kommissionen vedtog den 19. oktober 2006, er også en del af tipunktsplanen. Kommissionens meddelelse »Begrænsning af den globale opvarmning til 2°C — Politikvalg for EU og verden for 2020 og derefter« og den strategiske energiredegørelse supplerer og styrker hinanden.

2.18

Det Europæiske Råd støttede fuldt ud Kommissionens forslag på forårstopmødet den 8.-9. marts 2007. Kommissionen skal nu udarbejde detaljerede lovforslag og andre relevante forslag i overensstemmelse med konklusionerne fra topmødet. En ny strategisk energiredegørelse vil blive udsendt om to år for at præsentere fremskridtene, idet stats- og regeringscheferne har forpligtet sig til regelmæssigt at drøfte energispørgsmål.

Udtalelser, som Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg tidligere har udarbejdet om energipolitikken

2.19

EØSU udarbejdede i mandatperioden 2002-2006 flere udtalelser om energipolitiske spørgsmål, navnlig om forskellige energikilders og teknologiers særlige karakteristika og betydning. På plenarforsamlingen i september 2006 vedtog EØSU endeligt en sonderende udtalelse om »EU's energiforsyning: en strategi for et optimalt energimix« (2), der i vid udstrækning bygger på disse tidligere udtalelser. Denne udtalelse omfatter mange af de spørgsmål, som blev rejst af Det Europæiske Råd i marts 2006. De vigtigste konklusioner i udtalelsen er:

2.20

EØSU mente, at Europa bør opstille et strategisk mål for et varieret energimix, som skal opfylde optimale økonomiske, forsyningssikkerhedsmæssige og klimapolitiske målsætninger. Alle energikilder og –teknologier indebærer, set i forhold til disse målsætninger, en række fordele og ulemper, som der må tages hensyn til på åben og afbalanceret vis.

2.21

Den tiltagende brug af vedvarende energikilder har et potentiale, der skal udnyttes, men selv om man når målet om, at vedvarende energikilder skal dække 20 % af behovet inden 2020, er det usandsynligt, at de vedvarende energikilder fuldt ud vil kunne erstatte traditionelle energikilder inden for en overskuelig fremtid.

2.22

Alle muligheder skal holdes åbne. Scenarierne i udtalelsen for et EU med 25 medlemsstater understøtter denne konklusion. Selv et scenario, der er baseret på formodninger om den kraftigste udvikling i energieffektiviteten og i anvendelsen af vedvarende energikilder, kan ikke gøre en energiteknologi forældet, uden at der opstår negative indvirkninger på miljø eller økonomi.

2.23

Det nuværende mix bør udvikles gennem politiske strategier, så den eksterne afhængighed mindskes, og så der bliver flere ikke-emissionsudledende kilder tilgængelige i Europa, idet det bør bæres in mente, at markedsaktørerne tager beslutninger om investeringer i forskellige teknologier.

2.24

EØSU anbefalede, at der udvikles en strategi for et optimalt energimix. Det er i den sammenhæng vigtigt at tydeliggøre EU's, medlemsstaternes, de uafhængige myndigheders og markedsaktørernes rolle.

Det blev foreslået, at strategien for et optimalt energimix skulle bestå af følgende elementer:

energieffektivitet, herunder kombineret kraft/varmeproduktion

vedvarende energikilder, herunder anvendelse af biobrændsel til transportformål

energieffektivitet i transportbranchen

endnu bedre nuklear sikkerhed og en løsning på spørgsmålet om brugt nukleart brændsel

rene kulteknologier og skridt til igen at øge anvendelsen af EU's interne kulreserver

fremme af investeringer i flydende naturgasterminaler

de rette rammer for, at der kan investeres tilstrækkeligt i energiproduktion og -transmission

EU bør tale med én stemme som en af de stærkeste aktører på den internationale scene

vurdering af de nuværende og fremtidige klima- og miljøpolitiske foranstaltningers indvirkning på de øvrige energipolitiske mål

en global løsning på klimapolitikkerne efter Kyoto, der som minimum inddrager alle de største emissionsudledende lande

større indsats på forsknings- og udviklingsområdet og EU-støtte til energi-F&U, både på kortere og længere sigt.

3.   EØSU's kommentarer til en europæisk energipolitik set i sammenhæng med Lissabon-strategien

3.1

Energi er en nødvendighed i et moderne samfund. Sikre energiforsyninger er uundværlige, hvis vores behov for fødevarer, opvarmning i kølige klimatyper, varer, forbrugsgoder samt i dag i stigende grad også for telekommunikation og informationsforarbejdning skal dækkes. Men måden, vi dækker disse behov på, bør, kan og skal ændres. I lyset af de nuværende udfordringer, navnlig klimaforandringen, er der hurtigst muligt behov for et paradigmeskift hen imod en højeffektiv energiøkonomi med et lavt forbrug af fossil energi.

3.2

Der er tæt sammenhæng mellem Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse og energi. Hvis Lissabon-målsætningerne skal nås, er der behov for tilstrækkelige mængder af energi til konkurrencedygtige priser. Samtidig kan de nye løsninger på energiområdet, især hvis de får succes på verdensmarkedet, være en drivende kraft i EU's konkurrenceevne og med hensyn til at skabe jobs af høj kvalitet.

3.3

Energipolitikkens generelle målsætninger — konkurrencedygtighed, forsyningssikkerhed og bæredygtighed — er og vil fortsat være gyldige. Den store udfordring, som klimaforandringen repræsenterer, kræver, at efterspørgslen efter energi dæmpes gennem langt bedre energieffektivitet og større andel af vedvarende energi og andre kulstoffattige energiteknologier, så som i fremtiden muligvis CO2-opsamling og –lagring. Højere energieffektivitet, diversificering af energikilderne og en Union, der taler med én stemme i udenrigspolitikken, gavner ligeledes forsyningssikkerheden. Der er behov for at styrke konkurrencedygtigheden ved hjælp af et åbent marked med velfungerende og lige konkurrencevilkår, herunder lige adgang til forsyningsnettet, samtidig med at der sikres et højt kvalitetsniveau i de offentlige forsyningsydelser.

3.4

Flere og bedre jobs står i centrum for Lissabon-strategien. Eftersom markedskonkurrence generelt kræver bedre produktivitet, er der behov for, at også energibranchen bliver mere effektiv. Når arbejdspladser går tabt i energisektoren, bør de berørte arbejdstagere sikres rimelig støtte. Samtidig kan beskæftigelsen i de energiforbrugende sektorer beskyttes og øges. Navnlig vil tendensen til højere energieffektivitet og brug af vedvarende energi samt andre teknologier, som er under udvikling, skabe mange i hovedsagen højt kvalificerede jobs.

3.4.1

Der er som led i Lissabon-strategien behov for at tage passende hensyn til energipolitikkens sociale dimension. Denne omfatter beskæftigelse og jobs samt adgang til energi til overkommelige priser for alle, dvs. offentlige forsyningsydelser af høj kvalitet. Civilsamfundet, herunder arbejdsmarkedets parter, bør engagere sig aktivt i energipolitikkens udformning.

3.5

EØSU har i detaljer i udtalelser af nyere dato fremlagt sine synspunkter vedrørende ovennævnte hovedspørgsmål i energipolitikken, og udvalget vil, når tiden hertil er inde, afgive udtalelser om lovgivningsinitiativer og andre konkrete forslag fra Kommissionen på baggrund af Det Europæiske Råds konklusioner vedrørende energipakken.

3.6

For at undgå gentagelser og for tilføre energidebatten så høj en merværdi som muligt fokuserer EØSU i denne udtalelse på forholdet mellem energipolitik og Lissabon-strategiens grundlæggende vision om EU som et videnssamfund. Den foreliggende udtalelse kommenterer de spørgsmål, der er omfattet af energipakken i det omfang, de vedrører innovationer.

Teknologiens og innovationens betydning mht. at imødegå udfordringerne i dette århundrede

3.7

Politisk fastsatte målsætninger og foranstaltninger kan udstikke en ramme, men det er alene teknologiske landvindinger og andre former for innovation, herunder adfærdsændringer, der er nøglen til reelt fremskridt. Dette gælder højere energieffektivitet, herunder både med hensyn til omsætning og anvendelse. Innovation kan spille en vigtig rolle med hensyn til at nedsætte afhængigheden af eksterne energikilder ved at muliggøre en diversificering af energimixet. Innovation er helt klart en nødvendighed, hvis udledningen af drivhusgasser skal nedsættes ved udvikling og udnyttelse af nye energikilder, ren kul og andre rene fossile brændselstyper samt sikker kerneenergi.

3.8

Innovation er ensbetydende med fornyelse i bred forstand. Innovation drejer sig om i stor skala at tage nye ideer i anvendelse og at omsætte dem til økonomiske værdier. Begrebet dækker både teknologisk innovation og nye ledelsesmæssige og andre organisatoriske løsninger. Den foregår i industrien, men også inden for tjenesteydelser og i den offentlige sektor. Ofte er det forskning, der er kilden til innovation, men dette er langtfra altid tilfældet. I denne forbindelse henviser udvalget til sin udtalelse om »Behov for forskning med henblik på sikker og bæredygtig energiforsyning« (3).

3.8.1

Særlig fokus er der på energiteknologier som mere effektiv forbrænding, vindmøller, solfangere, nye brændselsceller, brintteknologi og fusion. Lige så vigtige er støtteteknologier som materialeudvikling eller meteorologi, der skaber mulighed for effektiv optimering på grund af sikrere vejrprognoser.

3.8.2

Spektret af relevante teknologier til mere effektiv energiudnyttelse er nærmest uendeligt og omfatter bl.a. bedre isolering, elektriske apparater med lavere energiforbrug, lettere materialer, bedre produkt- og produktionsplanlægning og mere effektive maskiner. I denne sammenhæng spiller de energiintensive industrier en vigtig rolle — hvis ikke de med investeringer og sagkundskab skaber efterspørgsel, vil en stor del af innovationen inden for udviklingen af energieffektiv teknologi til industrien gå i stå.

3.8.3

Der ligger et stort potentiale i informations- og kommunikationsteknologi (IKT). Ligesom på ethvert andet område kan anvendelsen af IKT inden for produktion, omsætning og distribution af energi skabe større effektivitet og højere produktivitet. Det samme gælder sikre driftsforhold, herunder navnlig i transmissionsnettet. IKT hjælper brugerne og forbrugerne til at styre deres energiforbrug. Et i flere henseender gavnligt eksempel på dette kunne bestå i en reduktion af spidsbelastningen ved at gøre det lettere for forbrugerne at reagere umiddelbart på prissignaler. I en større sammenhæng kan IKT fjerne behovet for transport, f.eks. gennem telearbejde og telekonferencer.

3.8.4

Der er ligeledes behov for nye metoder — innovationer — til styring af energi og energirelaterede systemer. Målet her er at sikre forsyningsydelser af høj kvalitet til en overkommelig pris. Eksempler herpå er sikker driftsstyring af produktions- og transmissionssystemerne, vedligeholdelse og styring dels af markedet (handel), dels af perioder med spidsbelastning og af produktionen i forhold til døgnvariationer i efterspørgslen. Sidst, men ikke mindst, kan effektiv logistik i høj grad bidrage til en bedre styring både af efterspørgslen efter energi og brændselsreserver.

3.8.5

Der er ligeledes behov for nytænkning inden for forbrugeradfærd. Forbrugeren er den vigtigste aktør — mere intelligent energiudnyttelse er den enkeltes ansvar, og dette kræver nye ideer og mere viden. Der består en stor udfordring i at skabe større bevidsthed og sørge for relevant oplysning til forbrugeren ved de beslutninger, han eller hun skal træffe. Regional- og byplanlægning samt arkitektoniske løsninger og krav til bygninger kan i høj grad være med til at støtte borgernes valg på energiområdet; med sigte herpå bør man fremme officielle oplysningskampagner, hvor der opfordres til effektiv energiudnyttelse og energibesparelser.

3.9

Der er behov for radikalt nye problemløsninger og hurtig omstilling. Radikale ændringer tager tid, og derfor er det vigtigt hurtigt at få taget fat på at fordele ressourcerne. I mellemtiden bør de bedste teknologier tages i anvendelse over en bred kam, f.eks. for at nedsætte husstandenes energiforbrug.

3.10

Der bør foretages en kvantitativ vurdering af omkostningseffektiviteten af de teknologier, der anvendes tidligt i produktionsforløbet, for at kunne styre investeringerne i retning af de løsninger, der giver mest for pengene. Et vigtigt eksempel herpå er en vurdering af omkostningerne ved at reducere en given teknologis udledning af CO2 med et ton — i den henseende er vindmøller f.eks. en langt dyrere løsning end isolering af huse.

Forudsætninger for og politiske foranstaltninger til fremme af innovation

3.11

Innovative ideer og deres udnyttelse kræver bestemte forudsætninger og politiske foranstaltninger, både på lokalt, regionalt, nationalt og EU-plan. Eftersom EU har en ambition om at indtage den førende position i verden med hensyn til energieffektivitet og kulstoffattig teknologi, er det afgørende, at energipolitikken og andre relevante rammebetingelser gennemgås i lyset af denne målsætning.

3.12

Den første forhåndsbetingelse for vellykket innovation er en veluddannet og motiveret arbejdsstyrke, der understøttes af et uddannelsessystem af høj standard. Udvikling af nye teknologier kræver både tilstrækkelig forskning og udvikling (F&U) samt risikovillig kapital, når SMV'er skal udvikles og sættes i gang. Sund og åben konkurrence tvinger virksomhederne til innovation. Markedsadgang, også til verdensmarkedet, er en nødvendighed. Med hensyn til vedvarende energi kan netadgang være en afgørende faktor for vellykket innovation. De lovgivningsmæssige rammebetingelser skal udformes på en sådan måde, at de fremmer innovation, f. eks. ved specifikt at belønne nytænkning (EU's ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner, ETS, belønner f. eks. ikke dem, der på et tidligt tidspunkt har truffet foranstaltninger til at reducere udledningen). Overregulering bremser innovationen.

3.12.1

Der er behov for investeringer for at kunne tage ny teknologi i brug. Virksomhederne må generere et overskud, hvis de skal kunne investere. Dette gælder ligeledes for investeringer i bedre energieffektivitet, også selvom den periode, som investeringen skal forrentes over, måske er kort. Energibranchen har gennem de seneste år genereret store overskud, men investeringerne er stadig lave. Det er velkendt, at krav til planlægning og godkendelser bremser, ja endda hindrer investeringer. For at nedsætte investeringsrisikoen bør de lovgivningsmæssige rammebetingelser være forudsigelige og stabile. Eftersom investeringer i energiinfrastruktur ofte forrentes over lang tid, ville det være hensigtsmæssigt, hvis der kunne gøres brug af visse langsigtede aftaleformer.

3.12.2

Hvis en virksomhed skal investere i udvikling og anvendelse af ny teknologi, skal den have en forrentning af investeringen på et marked, der er tilstrækkeligt stort. I de fleste tilfælde er de nationale markeder ikke store nok til at sikre dette — adgang til verdensmarkedet er i stigende grad en nødvendig forudsætning for at kunne foretage investeringen. Lige så vigtige faktorer er global efterspørgsel og lige konkurrencevilkår. Ensidige EU-foranstaltninger skaber ikke efterspørgsel andre steder end i EU, men kan måske gøre det på sigt. For eksempel kan en CO2-afgift være et vigtigt incitament, men kun hvis den anvendes globalt.

3.12.3

EU's stærke position på verdensmarkedet inden for energieffektiv og vedvarende energiteknologi bør udvikles og styrkes yderligere. Unionens ambition om at gå forrest i klimapolitikken ved at opstille ambitiøse målsætninger både for energieffektivitet og udnyttelse af vedvarende energi kan støtte op om denne målsætning. Dette er imidlertid ikke noget, der sker pr. automatik. Målsætningerne og fristerne skal fastsættes nøje, således at det er realistisk at opfylde og overholde dem, for ellers kan resultatet blot blive ekstra omkostninger og muligvis tabte jobs. Relevant teknologi skal f.eks. have været på tegnebrættet så længe, at den er klar til at blive taget i anvendelse, når fristerne nærmer sig. Der skal ligeledes tages højde for de forskellige branchers investeringscyklusser.

3.12.4

EU synes i langt højere grad end USA at sætte sin lid til markedsindgreb som middel til fremme af innovation, og dette er muligvis ikke tilstrækkelig effektivt. USA og visse andre lande satser mere på offentlig finansiering af forskning og udvikling. EU bør øge både den offentlige og den private finansiering af forskningen og udviklingen på energiområdet. Det teknologiske samarbejde med de øvrige store aktører bør udvikles, ligesom deres politikker og foranstaltninger bør overvåges systematisk. Der er i Europa behov for langt mere samarbejde mellem medlemsstaterne og bedre koordination mellem foranstaltningerne på nationalt og på EU-plan, uden at konkurrencen sættes ud af spillet. Der skal gives støtte til et tættere samarbejde mellem den offentligt finansierede forskning og virksomhederne, både med hensyn til planlægning og gennemførelse af forskningsprogrammer, for at sikre, at forskningsindsatsen munder ud i innovation. Her kan det foreslåede Europæiske Teknologiske Institut (ETI) spille en rolle.

3.13

Der er som regel behov for en kombination af instrumenter for at støtte innovation. Forskellige udviklingsfaser og markedsforhold kræver forskellige forholdsregler, hvis instrumenterne skal være effektive. Teknologier kan, set i forhold til de foranstaltninger, der er behov for med henblik på at omsætte dem til vellykket innovation, der kan markedsføres, f.eks. inddeles i tre kategorier:

1)

Langt fra markedet i F&U-fasen: Her er der behov for målrettet støtte til F&U og demonstration. Prissignaler, som f. eks. en CO2-afgift, er ikke tilstrækkelige.

2)

Tæt på markedet, teknologien fungerer, men er stadig for dyr til markedsføring: CO2-afgift kan være det rigtige incitament, lige så vel som særlig støtte med henblik på at sikre hurtig vækst i efterspørgslen og derigennem et stort produktionsvolumen.

3)

Et godt produkt findes på markedet, men efterspørgslen er lav (eksempler herpå kan f.eks. findes inden for energieffektiv teknologi): Det vigtigste er at skabe øget bevidsthed, hvilket kan ledsages af energisynsordninger og lign.

3.14

På EU-plan og på nationalt og regionalt niveau findes der et bredt udvalg af foranstaltninger og instrumenter. For bestemte målsætningers vedkommende er det nødvendigt at foretage en nøje udvælgelse af foranstaltningerne for sikre omkostningseffektive resultater. Der bør, for at undgå ressourcespild og utilsigtede følgevirkninger, foretages en kritisk vurdering af, hvor hurtigt foranstaltningerne skal træffes. Foranstaltninger, der klart tjener opnåelsen både af de direkte og indirekte målsætninger — såkaldte »no regrets measures« — bør gennemføres så hurtigt som muligt. Mere komplicerede og ofte nye foranstaltninger, som f.eks. metoder til fastsættelse af en markedspris for CO2, bør først undersøges nøje. For at undgå komplikationer, utilsigtede følgevirkninger og løsninger, der ikke er optimale, bør man undgå anvendelse af flere foranstaltninger til opnåelse af én målsætning. Når det besluttes, hvilke foranstaltninger der skal tages i anvendelse, er det ligeledes vigtigt, at der tages hensyn til, at det indre marked skal kunne fungere efter hensigten — dette har indtil videre ikke altid været tilfældet.

3.14.1

Finansiering af F&U: Her henviser udvalget navnlig til sin udtalelse »Investeringer i viden og innovation (Lissabon-strategien)«, INT/325. EU som helhed halter klart bagefter USA og andre vigtige konkurrenter. I det 7. rammeprogram for forskning og udvikling er der, når der bortses fra bygningen af ITER, over en syvårig periode afsat i alt ca. 4 mia. euro til energi, mens det amerikanske forslag til energilov budgetterer med 4,4 mia. $ på det føderale budget til det samme formål alene i 2007, med pil opad for de kommende år. Ud over til en øgning af anvendelsen af offentlige midler til forskning og udvikling på energiområdet bør der ligeledes skabes incitamenter til at tilføre området flere private midler, samtidig med at samarbejdet mellem EU-landene fremmes.

3.14.2

Uddannelse og efteruddannelse: Ud over tiltag til forbedring af kvaliteten af uddannelsessystemet i EU bør et karrierevalg inden for energibranchen gøres til en attraktiv mulighed med positive perspektiver for unge mennesker. Eftersom den teknologiske udvikling går hurtigere og hurtigere, er livslang læring en nødvendighed.

3.14.3

Bevidstgørelse af offentligheden: For hver enkelt af os er det en stor udfordring at ændre adfærd, så vi udnytter energien på en mere intelligent måde. Uddannelsesstederne og oplysningskampagner spiller en rolle her. En uddannelse af de kommende generationer heri kunne starte allerede i grundskolen, eftersom børn er meget interesserede i Jordens udvikling og er ivrige efter at bidrage hertil. I erhvervsmæssig sammenhæng og ude i virksomhederne har energisyn baseret på f.eks. frivillige aftaler givet gode resultater.

3.14.4

Prismekanismer, beskatning: Prissignaler kan, hvis de er hensigtsmæssigt udformet, på effektiv vis støtte innovation gennem styring af forbrugernes valg. Som instrument til generel nedsættelse af energiforbruget er højere priser ikke særlig effektive — det er velkendt, at priselasticiteten på energiområdet generelt er lav.

3.14.5

Statsstøtte: Veltilrettelagt statsstøtte kan styre beslutninger effektivt. På læringskurvens tidlige stadium er der ofte behov for støtte for at modvirke risici, der ellers ville være for store. For ikke at forvride konkurrencen må statsstøtte kun anvendes inden for rammerne af den eksisterende EU-lovgivning, det vil sige til at råde bod på markedssvigt. Støtten skal være tidsbegrænset og skal udfases gradvis. Med henblik på at øge energieffektiviteten er der behov for at udvikle relevante incitamenter som hjælp til at finansiere de ekstra startomkostninger, det indebærer at indføre et energieffektivt kapitalapparat, der ofte skal forrentes over kort tid.

3.14.6

Politisk fastsatte mål og krav: Disse giver et fingerpeg om, i hvilken retning man fra politisk hold ønsker, udviklingen skal bevæge sig. Lige så vigtigt for investeringsbeslutningen er det, hvilke politiske instrumenter der rent faktisk tages i anvendelse for at nå målsætningen. Når der fastsættes målsætninger, er det endvidere værd et huske på, at visse dele af økonomien som regel vinder, mens andre taber, og på, at alt for ambitiøse mål kan gøre mere skade end gavn. For tiden synes der at være en tendens til at fastsætte overordnede mål kombineret med delmål, der er knyttet til samme målsætning, f.eks. om en reduktion af udledningen af CO2, hvor man, for at kunne nå dette mål, samtidig beslutter sig for øget anvendelse af vedvarende energi. Dette kan medføre løsninger, der ikke er optimale i forhold til at nå det overordnede mål. Der bør foretages nøje konsekvensanalyser både af målsætninger og særligt udvalgte instrumenter, i stil med aftalerne med industrien i Tyskland og Finland.

3.14.7

Handel med udledningskvoter, grønne/hvide certifikater: Dette er effektive instrumenter, der medfører opnåelse af de fastlagte målsætninger, hvis de udformes på den rigtige måde. Det er imidlertid vanskeligt at vurdere omkostningerne på forhånd, og de kan variere meget. Jo større marked for handel med emissionskvoter og certifikater, og jo flere markedsaktører, desto bedre. Hvis systemet skal anvendes i forhold til virksomheder, der konkurrerer på verdensmarkedet, skal det gælde globalt for at undgå konkurrenceforvridning.

3.14.8

Lovgivning og bindende normer: Nøje planlagt lovgivning kan fremme innovation. Navnlig kan lovgivning være effektiv, hvor det drejer sig om at slippe af med forældet teknologi. Den kan også sætte skub i nyskabelser ved at påbyde energieffektivitet i produkter i kraft af opstilling af ambitiøse mellemfristede mål for højnelse af effektivitetsnormer. Der er imidlertid altid en risiko for, at innovationen går i stå. Under alle omstændigheder bør det sikres, at lovgivningen ikke skaber markedshindringer.

3.14.9

Frivillige standarder og aftaler, certificering: Dette er innovationsvenlige politiske instrumenter. Det er muligt, at de ikke altid medfører nøjagtig opfyldelse af målsætningerne, men de gør det lettere at skabe store innovationsfremskridt, og det næsten uden negative følgevirkninger.

3.14.10

Offentlige indkøb: Offentlige indkøb kan spille en fremtrædende rolle med hensyn til at fremme innovation på energiområdet. Metoder på dette område bør udvikles og udbredes over en bred kam. Normalt kræver »grønnere« offentlige indkøb anvendelse af vugge-til-grav-analyser, og for at kunne gennemføre disse og andre nye metoder har myndighederne ofte brug for efteruddannelse. EU's bestemmelser om offentlige indkøb, der skal overholdes, tager højde for, at disse indkøb skal gøres »grønnere« via krav om, at der benyttes de allernyeste løsninger.

3.14.11

For at opnå den hurtige omstilling inden for energisektoren, som der er behov for, er det nødvendigt at øge innovationstempoet. Udvalget opfordrer indtrængende til, at der særlig satses på

at tage skridt til fastsættelse af en rimelig pris for CO2-udledninger,

at give den private og offentlige forskning øgede muligheder for at støtte nye energiformer og energieffektivitet,

at lovgivning i højere grad anvendes som instrument til at skabe hurtigere fremskridt hen imod en forbedring af forskellige produkters energieffektivitet,

at det offentliges indkøbspolitik anvendes langt mere proaktivt til at skabe pres for bedre standarder for energieffektivitet, navnlig inden for byggeriet.

Bruxelles, den 12. juli 2007

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2005) 141 endelig, Integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse.

(2)  EUT C 318 af 23.12.2006, s. 185.

(3)  EFT C 241 af 7.10.2002, s. 13.


27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/39


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om interoperabilitet i Fællesskabets jernbanesystem (kodificeret udgave)«

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 881/2004 om oprettelse af et europæisk jernbaneagentur«

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2004/49/EF om jernbanesikkerhed i EU«

KOM(2006) 785 endelig — 2006/0274 (COD)

KOM(2006) 783 endelig — 2006/0273 (COD)

KOM(2006) 784 endelig — 2006/0272 (COD)

(2007/C 256/08)

Rådet for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 16. januar 2007 under henvisning til EF traktatens artikel 71 og 156 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Roberto Confalonieri til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 19. juni 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 437. plenarforsamling af 11.-12. juli 2007, mødet den 11. juli, følgende udtalelse med 137 stemmer for og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Forslagene:

om ændring af forordning (EF) nr. 881/2004 om oprettelse af et europæisk jernbaneagentur

om ændring af direktiv nr. 49/2004 om jernbanesikkerhed i EU

til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om interoperabilitet i Fællesskabets jernbanesystem

synes at være i overensstemmelse med målet om at lette operatørernes adgang til EU's jernbanesystem.

De har til formål at:

forenkle certificeringsprocedurerne for rullende materiel i det interoperable system;

harmonisere størstedelen af de kontrolprocedurer, som følges i medlemsstaterne med hensyn til rullende materiel, vedligeholdelse samt trafik- og vedligeholdelsesoperatører;

indføre et komplet system til sammenligning af medlemsstaternes certificeringsregler, herunder de elementer, der ikke er omfattet af TSI'er (tekniske standarder for interoperabilitet).

1.2

EØSU støtter målet om at forenkle proceduren for ibrugtagning.

1.3

EØSU mener, at sådanne forenklinger vil få flere til at benytte det europæiske jernbanesystem i stedet for andre transportformer og dermed bidrage til at forbedre miljøet og udnytte de energikilder, som EU's energiplaner tilskynder til.

1.4

EØSU understreger, at den fremtidige anvendelse af TSI'er og opsplitningen af certificeringskontrollen mellem nationale og europæiske organer ikke må indebære en sikkerhedsrisiko.

1.5

EØSU understreger, at der bør foretages en omhyggelig afgrænsning af kompetencerne mellem de organer, som indføres med det nye system.

1.6

For gods- og personvogne, der tages i brug, efter at dette direktiv er trådt i kraft, bør det efter EØSU's mening være tilstrækkeligt med en enkelt ibrugtagningstilladelse fra en medlemsstat. Den nye forordning om det europæiske jernbaneagentur giver jernbaneoperatørerne, infrastrukturforvalterne, ihændehaverne af godsvogne, og ikke mindst de nationale certificeringsorganer mulighed for:

at fremskynde certificeringsprocessen;

at reducere antallet af kontroller og undgå overlapninger mellem fælles standarder i medlemsstaterne;

at operere under de samme lovrammer og anvende agenturets tekniske retningslinjer.

1.7

EØSU bemærker, at agenturet med den fremtidige indsats vil være det styrende organ i arbejdet med at etablere et europæisk jernbanesystem (bestående af HS-nettene (»højhastighedsnet«), TEN-korridorerne og i fremtiden alle nationale net) gennem samordning og udvidelse af det europæiske trafikstyringssystem for jernbaner, ERTMS, (European Rail Traffic Management System), offentliggørelse af systemet til sammenligning af nationale regler og teknisk støtte til de nationale certificeringsorganer.

1.8

Den gradvise styrkelse af det europæiske agenturs retningsgivende og tilsynsførende rolle i forbindelse med jernbaneinteroperabilitet og den teknologiske udvikling indebærer en delvis ændring af de nationale certificeringsorganers funktioner.

1.9

For at skabe en videnbase med henblik på opstilling af fælles parametre anmodes Kommissionen om at undersøge muligheden for et oprette et fælles europæisk register over trafiksikkerhedsrisici med deltagelse af alle medlemsstater.

1.10

Målet er at virkeliggøre et europæisk marked for rullende materiel, vedligeholdelse af systemer og rullende materiel samt menneskelige ressourcer til forvaltning af transporttjenester.

1.11

Dette er en enestående anledning for de europæiske producenter af rullende materiel — især hvis de tekniske beslutninger vedrørende TSI'er stadig sikrer, at der er et passende antal producenter til at opretholde konkurrencedygtigt europæisk marked for rullende materiel (og vedligeholdelsen heraf).

1.12

EØSU understreger, at gennemførelsen af direktivet om jernbanesikkerhed ikke må føre til mere bureaukrati for jernbaneoperatørerne i de tilfælde, hvor rullende materiel er taget i brug, før direktivet træder i kraft, og ikke er forsynet med en EF-verifikationserklæring.

1.13

EØSU finder, at der bør oprettes nationale certificeringsorganer i de lande, som deltager i det europæiske statistiske system (ESS).

1.14

I forbindelse med analyser af undtagelser fra TSI'er bør der af hensyn til den økonomiske ligevægt i projektet foretages en præcis evaluering af den virkning, som EU's medfinansiering har på projektets økonomiske gennemførlighed.

1.15

EØSU finder, at analyserne af undtagelser bør omfatte hele TSI-systemet og ikke kun individuelle TSI'er.

1.16

EØSU anbefaler, at agenturet anvender de nuværende bestemmelser om sprog ved offentliggørelsen af TSI'er.

EØSU finder, at agenturet bør anmodes om at udarbejde evalueringer eller udtalelser om alle bygnings- og fornyelsesprojekter, også selv om de ikke finansieres af EU, med henblik på at føre såvel nationale som europæiske initiativer ind under det europæiske sikkerhedssystem.

1.17

EØSU finder, at alle berørte parter bør have mulighed for at anmode det europæiske agentur om en udtalelse, også selv om en sådan udtalelse kan være i modstrid med de evalueringer, som foretages af de nationale certificeringsorganer. Især bør det sikres, at EU's jernbanevirksomheder og sektorens arbejdstagerorganisationer kan benytte sig af denne mulighed.

2.   Argumenter og bemærkninger

2.1   Forslagets grundlæggende elementer og generelle baggrund

2.1.1

For at der gradvist kan oprettes et europæisk jernbaneområde uden grænser, er det nødvendigt at fastsætte tekniske forskrifter, som dækker aspekterne vedrørende sikkerhed, drift og procedurerne for systemadgang.

2.1.2

Med Rådets direktiver 91/440/EØF af 29. juli 1991 og 95/18/EF af 19. juni 1995 samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2001/14/EF af 26. februar 2001 om udvikling af Fællesskabets jernbaner lægges der op til, at alle jernbanevirksomheder i Fællesskabet, der har fået tildelt licens fra en medlemsstat, og som ønsker at udføre godstransporttjenesteydelser inden for nye referencerammer, skal have adgang til infrastrukturen.

2.1.3

Virkeliggørelsen af målene om sikkerhed og interoperabilitet på én gang kræver et teknisk arbejde, som skal styres af et specialiseret organ. Det er grunden til, at man har oprettet et europæisk jernbaneagentur for sikkerhed og interoperabilitet.

2.1.4

Agenturets vigtigste mål er følgende:

at fremme realiseringen af et europæisk jernbaneområde uden grænser, sætte fornyet skub i jernbanesektoren, forbedre sikkerheden;

at udvikle fælles indikatorer, mål og metoder på sikkerhedsområdet;

at forenkle procedurerne for udstedelse af sikkerhedscertifikater til jernbanevirksomhederne;

at sikre størst mulig gennemsigtighed og en effektiv informationsspredning;

at sikre kontinuitet i arbejdet og den udvikling, TSI'erne gennemgår i tidens løb, i en permanent faglig struktur;

at øge interoperabiliteten i det transeuropæiske net ved at udvælge nye investeringsprojekter, der støttes af Fællesskabet, og som er forenelige med målet om interoperabilitet;

at støtte udviklingen af et system til certificering af værkstederne;

at yde den tekniske bistand, der er nødvendig for, at der på europæisk niveau tages behørigt hensyn til kravene til togførernes faglige kvalifikationer;

at yde teknisk bistand til oprettelsen af et registreringssystem, hvad angår anerkendelse af rullende materiels egnethed til at køre på nærmere fastsatte vilkår;

at sikre størst mulig gennemsigtighed og lige adgang for alle parter til relevante oplysninger;

at fremme innovationen i forbindelse med sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesektoren.

2.1.5

Medlemsstaternes procedurer for typegodkendelse af lokomotiver anses i øjeblikket for en af de største hindringer for dannelsen af nye banegodsvirksomheder og en væsentlig bremse på interoperabiliteten i det europæiske jernbanesystem.

2.1.6

Da ingen medlemsstat alene kan beslutte, at de ibrugtagningstilladelser, den udsteder, har gyldighed på andre medlemsstaters område, må der tages initiativ på fællesskabsplan til at harmonisere de nationale procedurer, forenkle dem og benytte sig mere systematisk af gensidig anerkendelse.

2.1.7

Kommissionen har desuden som led i lovforenklingsprogrammet til hensigt at konsolidere og sammenskrive direktiverne om jernbaneinteroperabilitet med henblik på at indføre ét fælles regelsæt for det europæiske jernbanesystem.

2.1.8

Disse initiativer vil gøre jernbanetransporten mere konkurrencedygtig, eftersom de nedbringer omkostningerne for jernbanesektoren.

2.2   Et europæisk jernbaneagentur

2.2.1

Agenturet skal lette certificeringsproceduren for eksisterende rullende materiel ved at udarbejde et referencedokument, der giver mulighed for at fastslå, hvordan de gældende nationale forskrifter svarer til hinanden.

2.2.2

Agenturet skal vurdere ansøgninger om EF-finansiering af projekter vedrørende infrastruktur og rullende materiel for at sikre sig, at de er »interoperable«.

2.2.3

Agenturet skal vurdere forholdet mellem ihændehavere af godsvogne og jernbanevirksomheder (den gamle RIV-aftale (aftale mellem jernbanevirksomhederne om bytning og brug af godsvogne)), især hvad angår vedligeholdelse, og fremsætte henstillinger til Kommissionen vedrørende deres regulering.

2.2.4

Agenturet skal udarbejde henstillinger om fastlæggelse af fælles kriterier for definition af faglige kompetencer og evaluering af det personale, der medvirker ved driften og vedligeholdelsen af jernbanesystemet.

2.2.5

Agenturet påtager sig rollen som systemmyndighed under ERTMS.

2.3   Interoperabilitet

2.3.1

Forslaget har til formål at forenkle og modernisere EU's lovrammer. På denne baggrund foreslås det igen at kodificere og sammenskrive de gældende direktiver om jernbaneinteroperabilitet.

2.3.2

Kommissionen foreslår endvidere på baggrund af ti års erfaring med at gennemføre interoperabilitetsdirektiverne en række forbedringer i den tekniske del af regelsættet.

2.4   Jernbanesikkerhed i EU

2.4.1

Med ændringen af artikel 14 i direktivet om jernbanesikkerhed præciseres det, hvilken del af en tilladelse, der skal anerkendes gensidigt, og hvilken der er strengt betinget af det pågældende køretøjs forenelighed med den relevante infrastruktur.

2.4.2

Ændringerne af reglerne er ensbetydende med følgende:

hver gang et køretøj tages i brug, skal der udpeges en part som ansvarlig for vedligeholdelsen;

jernbanevirksomheder skal bevise, at de godsvogne, de bruger, drives og vedligeholdes efter gældende forskrifter;

jernbanevirksomheder skal tydeliggøre, hvilket system og hvilke procedurer de følger for at sikre, at brug af godsvogne fra forskellige ihændehavere ikke sætter jernbanesikkerheden på spil;

agenturet skal vurdere jernbanevirksomhedernes procedurer for styring af deres forbindelser med ihændehaverne af godsvogne.

3.   Generelle bemærkninger

3.1   Et europæisk jernbaneagentur

3.1.1

Kendetegnende for jernbanesystemet er, at alle elementer bidrager til systemets sikkerhed.

3.1.2

Hvis agenturets ansvarsområde udvides fra et interoperabilt system til et sikkerhedssystem, vil dets kompetencer med tiden komme til at omfatte alle elementer i systemet.

3.1.3

I slutningen af processen kunne man således forestille sig, at der kun vil være ét Fællesskabssystem og ét jernbaneagentur.

3.1.4

Den fase, der har til formål at sammenligne forskrifterne, bør betragtes som et nødvendigt skridt i denne retning.

3.1.5

Der bør foretages en vurdering af de forskellige konsekvenser, som beslutningerne vedrørende TSI'er og de nye certificeringsprocedurer har for de enkelte medlemsstater, infrastrukturforvalterne, jernbanevirksomhederne, ihændehaverne af godsvogne og slutbrugerne.

3.1.6

Man bør være opmærksom på nødvendigheden at bevare den økonomiske balance mellem de forskellige nationale net og markedsoperatørerne, hvilket navnlig gælder i de faser, der har til formål at harmonisere de tekniske normer og certificeringsprocedurerne.

3.1.7

Agenturet bør have til opgave at styre de teknologiske valg vedrørende et net, der er åbent for interoperabilitet nu og i fremtiden, hvilket ikke kun bør ske ved hjælp af finansielle initiativer.

3.1.8

Man må huske på, at agenturets kompetencer i henhold til direktivforslaget om interoperabilitet med tiden vil blive udvidet til at omfatte hele jernbanenettet i EU.

3.2   Interoperabilitet

3.2.1

Direktivforslaget lægger op til en forenkling af TSI'erne, hvad angår HS-systemet (»højhastighedssystemet«) og de traditionelle systemer, hvis de kan sammenlignes.

3.2.2

Direktivforslaget lægger op til, at TSI'erne ud over HS-nettet og TEN-korridorerne (Transeuropæiske net) også skal omfatte alle nationale net på nær enkelte undtagelser.

3.2.3

Der er således tale om en ny æra i det europæiske jernbanesystems teknologiske udvikling, der går i retning af ét europæisk jernbanenet. De hermed forbundne økonomiske og strategiske virkninger vil være større end de virkninger, som nævnes i forslaget.

3.2.4

Beslutninger om, hvilken type af TSI'er der skal anvendes i de nye projekter og i forbindelse med omfattende tilpasninger af de eksisterende infrastrukturer, henhører først og fremmest under Fællesskabets ansvarsområde.

3.2.5

Fællesskabets beslutninger vedrørende definitionen af TSI'er og deres udvikling set i forhold til den aktuelle situation i medlemsstaterne vil have store økonomiske konsekvenser for medlemsstaternes planlægning af teknologi- og infrastrukturinvesteringer.

3.2.6

Det synes derfor nødvendigt for hver enkel medlemsstat at foretage en økonomisk konsekvensvurdering af de nye TSI'er, der vil kunne danne grundlag for en eventuel beslutning om at vedtage sådanne standarder.

3.2.7

Ved gennemførelse af en sådan vurdering bør der skelnes mellem TSI'er, der indvirker på offentlige investeringer i medlemsstaterne, og TSI'er, der indvirker på jernbanevirksomheders og private operatørers investeringer.

3.2.8

En udvidelse af TSI'ernes anvendelsesområde til — på nær enkelte undtagelser — at omfatte hele det europæiske jernbanenet leder også tankerne hen på et nyt system af forbindelser mellem det europæiske jernbaneagentur og certificeringsorganerne i de enkelte medlemsstater.

3.2.9

Sidstnævnte organer vil på sigt sandsynligvis koncentrere deres indsats omkring den konkrete certificering af virksomheder og operatører frem for styringen af udviklingen inden for teknologiske standarder.

3.2.10

Ændringen af sikkerhedsdirektivet er en ud af flere tekniske ændringer, der skal gøre det lettere for interoperabelt rullende materiel at cirkulere frit.

3.2.11

Man har desuden indført en ny kategori af aktører, nemlig »ihændehavere« af godsvogne.

3.2.12

Certificeringen af rullende materiel er organiseret på en sådan måde, at det samme materiel vil blive vurderet af forskellige organer, afhængigt af de forskellige tekniske aspekter.

3.2.13

De aspekter, der er omfattet af TSI'er, vil blive certificeret af et hvilket som helst nationalt certificeringsorgan.

3.2.14

Andre nationale aspekter vil blive kontrolleret af det nationale certificeringsorgan, som det pågældende net henhører under. Det nationale certificeringsorgan tager højde for fællesskabscertifikater, kontrollerer særlige nationale certifikater og udsteder sikkerhedsdokumentet. Det nationale certificeringsorgan kan afvise ansøgninger om certificering og har således ansvaret for at sikre overensstemmelse mellem alle de certificerede elementer.

3.2.15

Det europæiske jernbaneagentur fungerer som en uafhængig appelinstans i slutningen af ansøgningsprocessen.

3.2.16

Udvalget har ikke andre bemærkninger end de generelle bemærkninger, som fremsættes ovenfor (under afsnittet om interoperabilitet og det europæiske jernbaneagentur).

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Det europæiske jernbaneagentur

4.1.1

Art. 8 a): Agenturet har til opgave dels at udarbejde og opdatere et dokument, der giver mulighed for — for hvert enkelt parameter — at sammenligne de nationale forskrifter og fastslå, hvordan de svarer til hinanden (punkt 2), dels at udarbejde tekniske udtalelser om

ækvivalens mellem forskrifter

anmodning om supplerende oplysninger

begrundelsen for et afslag på tilladelse.

Agenturets arbejde ville være mere effektivt, hvis disse udtalelser var bindende, og de berørte parter, dvs. infrastrukturforvalterne, jernbanevirksomhederne og ihændehaverne af godsvogne, også havde mulighed for at anmode om udtalelser.

4.1.2

Art. 15: Agenturets ansvarsområde bør udvides til at omfatte alle fornyelses-, opgraderings- og nyanlægsprojekter vedrørende infrastrukturdele, der er underlagt aktuelle eller fremtidige TSI'er.

4.1.3

Art. 16 a): Agenturet bør udstyres med et sæt vurderingsparametre, således at det kan vælge mellem et system for »frivillig eller obligatorisk« certificering på basis af:

sikkerhedsniveauer

gennemsigtighed i forholdet mellem virksomhederne

markedets gennemsigtighed og regulering.

Man bør fremhæve eventuelle konsekvenser af certificeringssystemet for jernbanevirksomheder, der er ihændehavere af godsvogne.

4.1.4

Art. 18: Det skal understreges, at agenturet ved udarbejdelsen af formularer til ansøgning om certificering tilstræber at begrænse specifikationer, som ikke er medtaget i de fælles afsnit, til et minimum.

4.1.5

Art. 21 b): Agenturets kompetencer synes at være i overensstemmelse med dets mål. Der tages ikke hensyn til subsidiaritetsprincippet.

4.2   Interoperabilitet

4.2.1

Art. 1: I de tilfælde, hvor der er planer om at udvide TSI'er til Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, bør der samtidig indføres bestemmelser om anerkendelse af nationale certificeringsorganer.

4.2.2

Art. 6: Den frihed, som agenturet har med hensyn til bestemmelserne om sprog i forbindelse med offentliggørelse af tekniske bilag for TSI'er, går ikke i retning af let, fælles adgang til Fællesskabslovgivningen om interoperabilitet.

4.2.3

Art. 7: Begrebet »undtagelse« er meget bredt, navnlig hvad angår de finansielle betragtninger, eftersom der ikke nødvendigvis skal tages høje for virkningerne af EU-finansiering på analyser af økonomisk gennemførlighed. Det ville være bedre, om undtagelsessystemet fandt anvendelse på hele TSI-systemet, set i forhold til det pågældende projekt, og ikke kun på individuelle TSI'er.

Bruxelles, den 11. juli 2007

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/44


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indlandstransport af farligt gods«

KOM(2006) 852 endelig — 2006/0278 (COD)

(2007/C 256/09)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 19. januar 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 71 og 251 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Krzysztof Ostrowski til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 19. juni 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 437. plenarforsamling den 11.-12. juli 2007, mødet den 11. juli, følgende udtalelse med 136 stemmer for og 4 hverken for eller imod:

1.   EØSU's standpunkt

1.1

EØSU glæder sig over, at Kommissionen har fremsat et forslag til direktiv om indlandstransport af farligt godt, hvis strategiske mål er at harmonisere EU-retten på området. Dette skal føre til en forbedring af sikkerhedsforholdene i forbindelse med indlandstransport af sådanne varer.

1.2

Direktivforslaget ajourfører fire eksisterende direktiver og fire kommissionsbeslutninger, som vedrører transport af farligt gods, samler dem i en enkelt retsakt og udvider samtidig anvendelsesområdet for disse EU-regler, der oprindeligt kun omfattede vej- og jernbanetransport, til også at omfatte transport ad indre vandveje.

1.3

Udvalget deler Kommissionens synspunkt om, at det er vanskeligt at påstå, at man vil etablere de sikrest mulige betingelser for transport af farligt gods, hvis man ikke også vedtager en fælles EU-lovgivning, der omfatter alle indlandstransportformer (vej, jernbane, indre vandveje).

1.4

EØSU er enig med Kommissionen i, at man ved at harmonisere de gældende regler for vej- og jernbanetransport af farligt gods uden dog væsentligt at ændre de eksisterende regler og ved at udvide EU-reglernes anvendelsesområde til også at omfatte transport ad indre vandveje når frem til en markant forenkling af de administrative regler og procedurer såvel for de offentlige myndigheder som for de private aktører.

1.5

Dette at vedtage en enkelt retsakt, der dækker tre indenlandske transportformer og forudse muligheden for, at bilagene til direktivet blot henviser til internationale konventioner og aftaler om transport af farligt gods, i stedet for at gentage dem i deres fulde ordlyd, som det er tilfældet i dag, vil føre til en væsentlig mindskelse af den gældende fællesskabslovgivnings omfang.

1.6

Udvalget finder, at den juridiske form, der er foreslået i forbindelse med vedtagelsen af de nye regler, nemlig et direktiv, er en god løsning. I lyset af den brede vifte af undtagelser og afvigelser for medlemsstaterne på dette område appellerer EØSU dog om, at de alle samarbejder tættest muligt med Kommissionen på området, så man sikrer sig en effektiv harmonisering af lovgivningen.

1.7

Udvalget understreger i betragtning af de meget detaljerede bestemmelser i tekstudkastet, der vedrører tekniske specifikationer på området transport af farligt gods, samt typerne af farligt gods, at det kun kan forholde sig til de mere generelle aspekter af forslaget.

1.8

Udvalget udtrykker tilfredshed med, at indholdet i forslaget ifølge oplysninger fra Kommissionen er kraftigt påvirket af de holdninger, der gør sig gældende i medlemsstaterne og hos interessenter, f.eks. de erhvervsforbund, der repræsenterer virksomheder, der opererer inden for transport af farligt gods, og som i løbet af høringsprocessen mest muligt har søgt at nå frem til en fælles position.

1.9

Udvalget glæder sig over, at Kommissionen fortsat skal bistås af et særligt forskriftsudvalg med ansvar for spørgsmål vedrørende transport af farligt gods, som vil stå til rådighed i forbindelse med komitologiprocedurerne.

1.10

Det er derudover tilfreds med, at erhvervsforbundene har kunnet gøre deres synspunkter gældende under hele forløbet med udformningen af forslaget takket være deres mulighed for at deltage i møderne i forskriftsudvalget, og glæder sig også over, at EFTA-landene tillige er blevet hørt og Europa-Parlamentet kontinuerligt holdt underrettet.

1.11

EØSU sætter pris på, at Centralkommissionen for Sejlads på Rhinen også er blevet hørt, da 80 % af transporten af den type gods i Europa er koncentreret på Rhinen.

1.12

Udvalget noterer sig ligeledes Kommissionens forklaring om, at eksterne konsulenter i 2004-2005 evaluerede dette politikområde under overskriften Fællesskabets politik for transport af farligt gods siden 1994, og at denne fremgangsmåde bekræftede relevansen af tilgangen i forslaget, og desuden, at et stort flertal af de adspurgte personer inden for rammerne af de offentlige høringer udtalte sig for de af Kommissionen foreslåede foranstaltninger.

1.13

I forbindelse med spørgsmålet om overførsel til medlemsstaterne af den byrde, der hidtil har været varetaget af Fællesskabet bestående i at oversætte og offentliggøre de tekniske bilag til direktivet, når det er nødvendigt, slår udvalget kraftigt til lyd for, at Kommissionen yder finansiel støtte til udførelsen af disse oversættelser på nationalt niveau.

1.14

I lyset af ovenstående overvejelser er udvalget overbevist om, at det er nyttigt at støtte Kommissionens forslag, som er udarbejdet af eksperter på højt niveau fra forskellige medlemsstater inden for indlandstransport af farligt gods.

1.15

Udvalget vil dog henlede opmærksomheden på en række punkter, der efter dets mening, fortsat bør præciseres eller belyses. Disse punkter drejer sig om den manglende definition af selve udtrykket »farligt gods«, således som det skal forstås i direktivet. Et andet punkt er den ret, medlemsstaterne har til at forbyde transport af farligt gods på deres territorium udelukkende af andre grunde end sikkerheden ved den pågældende transport, samt den totale mangel på oplysninger i bilag III.2 og III.3.

Udvalgets bemærkninger til disse spørgsmål findes i afsnittet »Særlige bemærkninger«.

2.   Forslagets hovedindhold

2.1

Indlandstransport af farligt gods (kemiske produkter, rengøringsmidler, benzin, sprængstoffer, patroner til våben af lille kaliber, spraydåser, radioaktive stoffer, pesticider osv.) indebærer en markant ulykkesrisiko. Denne konstatering gælder samtlige transportformer, hvad enten det foregår ad vej, pr. bane eller ad vandveje. Den form for transport indebærer sundheds- og livsfare for de personer, der deltager i transporten, men også for mange mennesker i byerne og på landet.

2.2

Der er allerede iværksat aktioner for at sørge for, at betingelserne for den form for godstransport bliver så sikre som muligt. For tiden reguleres den internationale transport af farligt gods af de konventioner og aftaler, der er indgået på basis af anbefalinger fra FN. For at garantere sikkerheden i forbindelse med transport af farligt gods, samtidig med at man sikrer den frie bevægelighed og intermodaliteten i de internationale transporttjenester, har FN udarbejdet og ajourført et dokument indeholdende Recommendations on the Transport of Dangerous Goods (anbefalinger for transport af farligt gods), der fremsættes som »modelbestemmelser«.

2.3

Når det er vigtigt at regulere transporten af farligt gods, er det ikke blot på grund af de særlige karakteristika ved denne type gods, men ligeledes på grund af den godsmængde, der transporteres. Den samlede mængde af farligt gods, der transporteres i EU, udgør allerede 110 mia. ton-km om året, hvilket udgør omkring 8 % af varetransporten i EU. 58 % af transporten foregår ad vej, 25 % med jernbane og 17 % på indre vandveje, og med undtagelse af jernbanetransport er tendensen stigende.

2.4

I Europa er bestemmelserne i de internationale aftaler i den indenlandske transportsektor iværksat ved hjælp af tre instrumenter:

a)

ADR eller den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej, som blev indgået den 30. september 1957 i Geneve med senere ændringer,

b)

RID eller reglementet for international befordring af farligt gods med jernbane, som udgør bilag C til konventionen om international jernbanetransport (COTIF). Den blev vedtaget den 3. juni 1999 i Vilnius og er senere blevet ændret,

c)

ADN eller den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad indre vandveje, som blev indgået den 26. maj 2000 i Geneve med senere ændringer,

2.5

EU's lovgivning om indlandstransport af farligt gods gælder imidlertid kun for vej- og jernbanetrafikken. For disse to transportformer garanterer de gældende bestemmelser allerede et højt sikkerhedsniveau, fri udveksling af transportydelser og fri bevægelighed for transportmidlerne på EU's territorium. EU-retten, der regulerer dette område, omfatter fire retsakter. Det drejer sig om:

a)

Rådets direktiv 94/55/EF af 21. november 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om transport af farligt gods ad vej,

b)

Rådets direktiv 96/49/EF af 23. juli 1996 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om jernbanebefordring af farligt gods,

c)

Rådets direktiv 96/35/EF af 3. juni 1996 om udpegelse af og faglige kvalifikationer for sikkerhedsrådgivere for transport med jernbane eller ad vej eller indre vandveje af farligt gods,

d)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/18/EF af 17. april 2000 om minimumseksamenskravene for sikkerhedsrådgivere i forbindelse med transport af farligt gods med jernbane eller ad vej eller indre vandveje.

2.6

Derimod findes der ingen EU-regler, der regulerer transport af farligt gods ad indre vandveje. Angående transport af farligt gods ad indre vandveje findes der ganske vist to sæt regler for trafikken på Rhinen (ADN-R) og Donau (ADN-D), men der er tale om regionale regelsæt. Hertil kommer de nationale bestemmelser om indenlandsk transport. Manglen på regler på dette område skyldes navnlig den manglende undertegnelse af ADN. Europa-Parlamentets og Rådets forslag til direktiv, som Kommissionen forelagde i 1997, om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om bådtransport af farligt gods på indre vandveje blev aldrig vedtaget og blev trukket tilbage i 2004.

2.7

Ikke desto mindre er aftalen om transport ad indre vandveje nu ved at blive ratificeret, og den forventes at træde i kraft senest i 2009. På den baggrund mener udvalget ligesom Kommissionen, at det er logisk at inkorporere bådtransport i fællesskabsretten, om ikke andet så i harmoniseringsøjemed. Disse forhold giver ligeledes anledning til at ajourføre og harmonisere de gældende lovbestemmelser. Det ville i øvrigt være uhensigtsmæssigt, at der opstod to forskellige reguleringsordninger, én for international transport og én for national transport. En anden begrundelse for ændringerne beror på EU's temmelig komplekse lovgivning, der i dag regulerer transporten af farligt gods. Der er visse inkonsekvenser i retsakterne vedrørende denne eller hin transportform, og visse af bestemmelserne heri er allerede forældede, eller bliver det snart. F.eks. må man i dag anse to direktiver for overflødige, da deres bestemmelser er indarbejdet i ADR, RID og ADN. Der melder sig ligeledes et teknisk spørgsmål knyttet til den nuværende struktur af de eksisterende direktiver. Hvert andet år skal deres omfangsrige bilag ifølge direktiverne oversættes i deres fulde længde efter hver revision af internationale konventioner og aftaler. Gennemførelsen af den opgave har vist sig at være uhyre vanskelig og bekostelig.

2.8

Ifølge oplysninger fra Kommissionen vil de ovenfor nævnte problemer ikke forsvinde, men risikerer at forværres, hvis der ikke gøres noget på området. Efter al sandsynlighed vil de regler, der allerede nu er indviklede, blive endnu mere komplicerede ved hver ændring af de internationale konventioner og aftaler, forældede bestemmelser opretholdes til forvirring for brugerne og de ufravigelige bestemmelser risikerer at blive overtrådt mere og mere. I stedet for at blive mere brugervenlige risikerer EU's reguleringer at blive fuldstændigt uigennemskuelige. I forbindelse med øget anvendelse af multimodale løsninger risikerer de forskellige regler for hver transportform at skærpe de konkrete problemer, der dagligt melder sig på transportområdet, og unødigt øge de dermed forbundne omkostninger. Tillige vil bådtransportsektoren blive hæmmet i sin udvikling, hvis den skal reguleres af forskellige regler, alt efter om den pågældende transport er international eller national, hvorimod den i modsatte tilfælde i en lang række tilfælde ifølge statistiske oplysninger ville være den foretrukne transportform.

2.9

Derfor foreslås det at vedtage et nyt direktiv, som ajourfører de fire direktiver og de fire kommissionsbeslutninger vedrørende transport af farligt gods ad vej og pr. bane og samle dem i en enkelt retsakt, så de tre indlandstransportformer samlet reguleres af en enkelt retsakt, og bådtransporten indbefattes i fællesskabsreglernes anvendelsesområde.

2.10

Det nye direktiv skal føre til ophævelsen af direktiv 94/55/EF og 96/49/EF, som ændret, om transport af farligt gods, af direktiv 96/35/EF og 2000/18/EF om sikkerhedsrådgivere for farligt gods, og af Kommissionens beslutning 2005/263/EF og 2005/180/EF, som ændret, med tilladelse til visse nationale fravigelser fra direktiv 94/55/EF og 96/49/EF. Her bør det tilføjes, at bestemmelserne i direktiv 96/35/EF og 2000/18/EF for tiden er indskrevet i bilagene til direktiv 94/55/EF og 96/49/EF, hvilket gør dem overflødige for så vidt angår vej- og jernbanetransport.

2.11

Forslaget inkorporerer de eksisterende regler for international transport i fællesskabsretten og udvider anvendelsen af de internationale regler til også at gælde for national transport. Det medfører således en markant forenkling af fællesskabsretten inden for transport af farligt gods, samtidig med at det udvider anvendelsesområdet.

2.12

Forslaget sigter ligeledes på at flytte den byrde, Fællesskabet, dvs. Kommissionen, hidtil har båret, over på medlemsstaterne, nemlig forpligtelsen til at oversætte og offentliggøre de tekniske bilag til direktivet. En af de vigtigste grunde er, at oversættelserne udført på EU-plan ikke altid var af særlig god kvalitet og at medlemsstater reelt var tvunget til at få udarbejdet deres egne oversættelser eller eventuelt foretage rettelser i dem. Bilagene ajourføres hvert andet år. Med dette for øje skal Kommissionen således yde finansiel støtte til udarbejdelsen af oversættelser på nationalt niveau. Kommissionen er dog overbevist om, at støtten til medlemsstaterne i høj grad vil blive opvejet af besparelserne på Fællesskabets udgifter til oversættelse og offentliggørelse.

2.13

Forslaget sigter på at oprette en ordning, ifølge hvilken bilagene til direktivet kun skal henvise til de internationale konventioner og aftaler om transport af farligt gods, i stedet for at gengive disses fulde tekst, hvilket sker for tiden. Det forudses, at den foranstaltning vil reducere den gældende EU-ret med 2 000 sider.

2.14

Forenklingen af fællesskabsretten burde kunne lette dens omsætning til national ret. Hvis reglerne vedrørende transport af farligt gods harmoniseres, vil arbejdet for de myndigheder, der er ansvarlige for at gennemføre dem, blive lettet og vil blive mere effektivt, navnlig hvad angår udarbejdelsen af rapporter.

2.15

Forenklede og harmoniserede regler vil lette de administrative procedurer for samtlige parter, der deltager i transporten af farligt gods, lige fra afsenderen til modtageren.

2.16

Med harmoniserede regler bliver det ligeledes lettere at udfærdige dokumenter vedrørende transaktioner og køretøjer, og uddannelsen af de berørte personer bliver også forenklet og det arbejde, sikkerhedsrådgiverne for farligt gods skal udføre, bliver lettere.

2.17

Forslaget findes på Kommissionens rullende program for ajourføring og forenkling af EU-retten samt i dens lovgivnings- og arbejdsprogram.

3.   Særlige bemærkninger

Udvalget henleder her opmærksomheden på nogle punkter, som det udtrykker forbehold overfor:

3.1

For det første definerer forslaget med titlen »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indlandstransport af farligt gods« i det afsnit, der er helliget definitioner, hvilken betydning, der i det pågældende direktiv gives til forskellige termer eller udtryk (f.eks. ADR, RID, ADN, køretøj, vogn, båd). Derimod findes der ikke nogen oplysninger om, hvordan man skal forstå selve begrebet »farligt gods«. Sagen er ubestrideligt vanskelig, da der eksisterer en lang række varetyper, og listen bliver længere og længere i takt med det tekniske fremskridt. Udvalget mener ikke desto mindre, at teksten bør indeholde indikationer om, hvordan man i dette direktiv skal forstå begrebet »farligt gods«.

3.2

For det andet giver direktivforslaget medlemsstaterne ret til af årsager, der udelukkende er begrundet i andre hensyn end sikkerheden at regulere eller forbyde transport af farligt gods på deres territorium. Selv om EØSU forstår, hvad der ligger til grund for at give medlemsstaterne ret til at regulere og forbyde transporten, forstår det ikke, hvad begrundelsen er for, at forslaget giver dem ret til at handle »kun hvis det er begrundet i andre hensyn end sikkerheden under transport«. Det mener i forbindelse med det foreliggende forslag, hvis sigte er at styrke sikkerheden i forbindelse med transport af farligt gods, at den foreslåede formulering indebærer, at en medlemsstat ikke kan forbyde transport af farligt gods på sit territorium af grunde, der netop er knyttet til sikkerheden af den pågældende transport, og derfor forekommer denne position ulogisk. Derudover ser udvalget ikke klart, hvorledes man kan sikre samordningen mellem disse forbud i forbindelse med grænseoverskridende transport, i tilfælde af, at medlemsstaterne vedtager forskellige typer forbud.

3.3

For det tredje indeholder punkt III.2 og III.3 i det tredje bilag (transport ad indre vandveje) ikke nogen oplysninger om yderligere overgangsbestemmelser og de supplerende nationale bestemmelser, der er forudset. Derfor beder EØSU om, at det præciseres, om der reelt ikke er forudset sådanne foranstaltninger, eller om de blot er under udarbejdelse.

Bruxelles, den 11. juli 2007

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/47


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Grønbog om satellitnavigationsapplikationer«

KOM(2006) 769 endelig

(2007/C 256/10)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 8. december 2006 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om: Grønbog om satellitnavigationsapplikationer.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Stéphane Buffetaut til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 19. juni 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 437. plenarforsamling den 11.-12. juli 2007 (mødet den 11. juli) følgende udtalelse med 134 stemmer for og 5 hverken for eller imod:

1.   Indledning

1.1

Galileo er et flagskib i den europæiske rumpolitik. Projektets størrelse og strategiske karakter har ført til et samarbejde mellem Den Europæiske Rumfartsorganisation (ESA) og Den Europæiske Union. Kombinationen af en mellemstatslig tilgang og en EU-tilgang skulle kunne sikre projektets succes. I samme samarbejdsånd skal projektet gennemføres som et offentlig-privat partnerskab.

1.2

Den første forsøgssatellit — en forløber for de 30 satellitter, der skal indgå i konstellationen — blev sendt i kredsløb i slutningen af 2005. Projektet skrider planmæssigt frem, men ikke uden problemer og forsinkelser.

1.3

Galileo vil blive et globalt navigationssatellitsystem, som vil tilbyde et sæt lokaliserings-, navigations- og tidsbestemmelsestjenester.

1.4

Med sine 30 satellitter og jordstationer vil Galileo kunne give brugerne i mange erhvervssektorer oplysninger om deres geografiske position. Det gælder for transportsektoren (lokalisering af køretøjer, skibe, fly, styringssystemer, kørselsvejledning osv.), retsvæsen, politi og told (grænsekontrol), offentlige arbejder (topografi, landmåling og geografiske informationssystemer), fritid (orientering på havet og i bjergene), sociale tjenester (f.eks. hjælp til handicappede eller ældre), offentlige sikkerhedstjenester samt redningsopgaver på det åbne hav eller i isolerede egne af kloden.

1.5

Ifølge visse prognoser vil det marked for produkter og tjenester, der er skabt af satellitnavigationsapplikationer, udgøre 400 mia. EUR i 2025.

1.6

I dag er forhandlingerne om koncessionsaftalen kommet ind i et dødvande, så dyb er uenigheden mellem partnerne om den økonomiske model for Galileo og om styringen af industrikonsortiet. Situationen er så alvorlig, at de ophobede forsinkelser og manglen på fremskridt i forhandlingerne udgør en risiko for selve projektet.

1.7

På baggrund af disse problemer bad Rådet (transport) i marts Kommissionen om gøre status over forhandlingerne om koncessionsaftalen og undersøge eventuelle alternative løsninger. I denne fastlåste situation opfordrer Kommissionen i sin meddelelse »Galileo at a cross-road« Rådet og Parlamentet til at tage den manglende succes i de nuværende forhandlinger om koncessionsaftalen til efterretning og beslutte at afslutte dem. Men samtidig beder Kommissionen dem om at bekræfte deres vilje til at tilpasse og videreføre Galileo-programmet. Kommissionen foreslår et alternativt scenario, hvor udviklingsfasen og etableringsfasen støttes og finansieres af de offentlige myndigheder, mens koncessionsaftalen kun skal gælde for driften. Den Europæiske Rumorganisation skal være projektleder og ordregiver på vegne af Den Europæiske Union.

2.   Grønbogens indhold

2.1

Kommissionens grønbog indeholder dels en kortfattet beskrivelse af systemet og dets forudsigelige udvikling, dels en beskrivelse af de nye applikationer, der åbnes mulighed for. Den minder om, at der vil blive tilbudt fem tjenestetyper (den åbne tjeneste, den forretningsmæssige tjeneste, den livskritiske tjeneste, tjenesten til eftersøgnings- og redningsaktioner samt »den statsregulerede tjeneste« med begrænset adgang). Grønbogen omhandler ikke applikationerne af sidstnævnte tjeneste, da det er medlemsstaternes afgørelse, om de ønsker at bruge den eller ikke. Den enkelte medlemsstat konsulteres direkte om dette emne af Kommissionen, som samler svarene og udarbejder en sammenfatning af dem.

2.2

Kommissionen opregner følgende aktivitetstyper, der kommer eller kan komme i betragtning:

information om geografisk position (for offentligheden) og nødopkald,

vejtransport,

jernbanetransport,

søtransport, indre vandveje og fiskeri,

luftfart,

civilbeskyttelse, kriseberedskab og humanitær bistand,

overvågning af transport af farligt gods,

kvægtransport,

landbrug, markmåling, landmåling og matrikelmåling,

energi, olie og gas,

eftersøgnings- og redningstjenesten,

logistik,

miljø,

sport og turisme,

retshåndhævelse.

2.3

Den lange liste over mulige applikationer understreger deres store spændvidde og diversitet.

2.4

Grønbogen afsluttes som vanligt med en række spørgsmål til de interesserede parter. Det er ikke EØSU's opgave at besvare dem i detaljer, men snarere at fremhæve de særlig vigtige spørgsmål og rejse de spørgsmål, som burde være stillet, men ikke er blevet det.

2.5

Kommissionen foretager en analyse af de svar på grønbogen, den har modtaget fra de berørte parter. Svarene er ret få og ofte for generelle til at kunne bruges. Kommissionen vil derfor supplere med grundige høringer med henblik på offentliggørelse af en handlingsplan i oktober 2007. Ingen stor erhvervssektor har hidtil vist reel interesse for betalingstjenesterne. Det viser, hvor vanskeligt det er at være i konkurrence med en åben og gratis offentlig tjeneste, selvom denne ikke er garanteret. Det rejser spørgsmålet om det europæiske systems økonomiske og finansielle balance. Dets tjenester er af civil art og nyder ikke samme offentlige (in casu militære) støtte som det amerikanske GPS).

3.   Vigtige spørgsmål

3.1

Spørgsmål 2 (1) om beskyttelse af privatlivets fred har særlig betydning. EØSU har allerede været meget opmærksom på det og forlangt, at princippet om privatlivets fred beskyttes effektivt. Det drejer sig om at finde en balance mellem retten til beskyttelse af privatlivet og de muligheder, teknikken åbner op for. Det skal dog understreges, at satellitlokaliserings/navigationssystemerne gør det muligt for brugerne at bestemme deres position, men at den kun kendes af dem selv og ikke af andre, medmindre brugeren beslutter at oplyse den, f.eks. via et telekommunikationsmiddel af GSM-typen (mobiltelefon). Eftersom systemerne kun fungerer den ene vej, kender operatøren af et navigationssystem, hvad enten det drejer sig om GPS, Galileo eller det russiske GLONASS, ikke brugerne og har ikke nogen mulighed for at få kendskab til, hvem der anvender navigationssignalerne, og slet ikke til deres geografiske position. Det er derfor på det niveau, hvor de enkelte applikationstjenester tilbydes brugerne, at spørgsmålet om beskyttelse af privatlivet skal undersøges. Mange af disse tjenester kræver faktisk, at brugerens øjeblikkelige position sendes til en server, som så kan kommunikere oplysningen til brugeren (f.eks. en trafikoplysning).

3.2

Spørgsmål 5 (2) om internationalt samarbejde rejser nogle spørgsmål. EU har indgået samarbejdsaftaler med Kina, Israel, Sydkorea, Marokko og Ukraine, og der planlægges andre aftaler med Indien, Brasilien, Argentina og Australien. Det er indlysende, at disse samarbejdsaftaler er ønskelige med henblik på at styrke Galileos internationale grundlag, især hvad angår standardisering, åbning af markeder, certificering og frekvenser samt intellektuelle ejendomsrettigheder, men det er nødvendigt at være på vagt over for visse partnere, hvis væsentligste bevæggrund er at erhverve sig den europæiske viden og knowhow for at vinde tid til udvikling af deres egen teknologi, som derefter vil blive en konkurrent til Galileo. Det står i dag helt klart, at dette var baggrunden for Kinas undertegnelse i 2003 af aftalen om samarbejde med Den Europæiske Union om Galileo. Det er for øvrigt overraskende at måtte konstatere, at hverken Norge eller Schweiz har en aftale med EU, der fastlægger rammen for deres samarbejde om Galileo, på trods af at disse lande finansierer programmets udviklings- og valideringsfase gennem deres deltagelse via Den Europæiske Rumorganisation. Spørgsmålet om deres eventuelle adgang til Galileos »statsregulerede tjeneste« er af denne grund ikke afklaret.

3.3

Hvorom alting er, omfatter de indgåede samarbejdsaftaler generelt ikke den statsregulerede tjeneste med begrænset adgang. Hertil kommer, at tempoet i forhandlingerne om internationalt samarbejde er dalet, da man har prioriteret den faktiske gennemførelse af det europæiske satellitnavigationssystem højest, hvilket er symptomatisk for de problemer, man er løbet ind i.

3.4

Spørgsmål 6 og 7 (3) om standarder og certificering fremlægger problemet med certificering af udstyr og af selve systemet samt navigationsterminalerne om bord. Dette spørgsmål er særlig følsomt for lufttransport og jernbanetransport, to sektorer, hvor sikkerheds- og signaludstyr er underlagt en streng certificeringsprocedure, der er anerkendt på internationalt plan. Certificering af Galileo-systemet selv giver kun mening, hvis man tager et bestemt applikationsområde ad gangen, f.eks. civil luftfart, som fastlægger standarder og de certificeringsprocedurer, der skal anvendes. Certificeringen af terminaler og udstyr om bord på mobile maskiner, som anvender Galileos tjenester, omfatter meget mere end lokaliseringsterminalen, nemlig også alt det andet udstyr, som udnytter lokaliseringsinformationen og til sidst sender den samlede information til piloten eller luftfartøjschefen. Der skal så anvendes den sædvanlige certificeringsprocedure for den pågældende applikation. Det vil sige, at spørgsmålet skal løses for hver enkelt applikation for sig.

3.5

Sagens andet aspekt, ansvaret, skitseres kun, selvom det har væsentlig betydning. Det må erkendes, at det er særdeles kompliceret. Man bør se på de relativt simple spørgsmål om kontraktligt ansvar, men også på spørgsmålet om ansvar uden for kontraktforhold, der er meget vanskeligere at håndtere. Desuden må man tage med i betragtning, at ansvarsniveauet kan variere afhængigt af den tjeneste man befinder sig i — den åbne, den forretningsmæssige eller den statsregulerede tjeneste. Kommissionen overvejer en ordning, der ligger tæt på ordningen i den civile luftfart, nemlig dækning op til at fastsat beløb via forsikringer og derefter via de offentlige myndigheder. Det afgørende spørgsmål er i dette tilfælde, hvor man sætter tærskelen, der udløser det offentliges dækning af risikoen. Den tærskel, der i dag forudses, er høj, omkring 1 mia. EUR.

3.6

Op til hvilket niveau garanterer signalleverandøren for ydelsen? Det er et særligt presserende spørgsmål for lufttransport, jernbanetransport og søtransport.

3.7

Hvem skulle f.eks. have ansvaret og i hvilket størrelsesforhold, hvis et signals dårlige kvalitet blev årsag til en flykatastrofe eller et skibbrud, der måske ville medføre olieudslip? Man må her skelne mellem kontraktligt ansvar og ansvar uden for kontraktforhold.

3.8

Skal Galileo-systemets operatør bære hele ansvaret eller dele det med staterne? Og hvilke stater? Opsendelsesstaten, Den Europæiske Union eller de stater, der deltager i Galileo-projektet? Disse spørgsmål fortjener at blive taget op og behandlet, så de forretningsmæssige applikationer af Galileo kan udvikles inden for en tilfredsstillende og sikker ramme.

3.9

Der eksisterer fortilfælde — f.eks. Ariane. Risikoen for skader på en tredjepart som følge af en opsendelse dækkes af Arianespace for op til 100 mio. EUR og derefter af den franske stat, hvis beløbet er højere. Der findes lignende former for risikodeling mellem kommercielle operatører og staterne inden for civil luftfart, som måske kunne anvendes på Galileo. Vanskeligheden ligger imidlertid i at blive enige om den rette ansvarsfordeling mellem det offentlige og operatøren, især når det drejer sig om en ny tjeneste.

3.10

Et lignende system for Galileo-programmet indebærer naturligvis, at det klart skal lægges fast, hvilken offentlig myndighed der skal dele ansvaret med Galileo-operatøren.

3.11

Spørgsmål 9 (4) om intellektuel ejendomsret er vigtigt. Selvom det er offentlige institutioner, der finansierer grundforskningen, er det vigtigt, at de virksomheder, herunder SMV'er, som udvikler og gennemfører applikationerne, får den intellektuelle ejendomsret til dem.

3.12

Endelig må man stille sig spørgsmålet om det militære aspekt af Galileo. I modsætning til GPS, som er et militært system, der er åbnet for borgerne uden begrænsninger, er Galileo et civilt system. Som det er tilfældet med det civile GPS-signal, er det intet til hinder for, at et lands væbnede styrker anvender Galileos åbne tjeneste til militære formål, hvorimod anvendelsen af den statsregulerede tjeneste, som netop EU's medlemsstater regulerer adgangen til, har den fordel, at den er mere robust over for forstyrrelser, og at den er uafhængig i forhold til de øvrige Galileo-tjenester (der anvendes ikke de samme frekvensbånd).

3.13

Der skal ikke her rejses en debat om de forskellige former for militær anvendelse af Galileos statsregulerede tjeneste. Det ville gå langt ud over denne udtalelses rammer, og grønbogen tager heller ikke denne debat op. Men det er en kendsgerning, at Galileos økonomiske balance er delvis afhængig af denne tjeneste. I den nye udgave af Galileo-projektet, som Kommissionen foreslår, er der ingen tvivl om, at dette punkt stadig vil blive drøftet. Kommissionen erkender i sin meddelelse — uden at så tvivl om systemets civile karakter — at militære brugere kan skabe betydelige indtægter.

4.   Konklusion

4.1

Grønbogen om satellitnavigationsapplikationer beskriver mange aktivitetsområder, der berøres af satellitnavigation. Den bør suppleres med meget vigtige spørgsmål som intellektuel ejendomsret til metoder, der kan åbne for nye anvendelsesområder, certificering og en ansvarsordning.

4.2

Spørgsmålet om EU-medlemsstaternes statslige eller militære anvendelse af Galileo, som behandles i en direkte dialog mellem Kommissionen og medlemsstaterne og mellem medlemsstaterne indbyrdes i Galileos »security board«, er vigtigt, for så vidt som det har væsentlig indflydelse på den økonomiske model for Galileo. Der kan ikke være tvivl om, at dette spørgsmål skal tages op på ny, især da det offentlige bidrag vil blive væsentligt øget på grund af den første offentlig-private partnerskabsordnings fiasko.

4.3

Det er meget nyttigt og interessant at drøfte satellitnavigationens applikationer, men man må være sikker på, at konstellationen virkelig bliver gennemført. De nye forslag fra Kommissionen er en sidste chance for Galileo-projektet. EØSU er helt klar over den finansielle indsats, forslagene vil kræve af medlemsstaterne, men en opgivelse af Galileo-programmet i en periode, hvor EU møder en vis skepsis fra befolkningen i Europa, en form for modvilje, som blev afsløret under debatten om udkastet til forfatningstraktat, ville få en katastrofal effekt i og uden for Europa. En sådan fiasko ville vise verden, at Den Europæiske Union ikke kan mobiliseres omkring et storstilet videnskabeligt, teknisk og økonomisk projekt. Det er af afgørende betydning at fuldføre Galileo-projektet og dermed bevise, at EU har evnen til at komme videre og er i stand til at gennemføre store fremtidsorienterede projekter.

4.4

Det er en realitet, at Galileo-projektet af disse grunde gennemgår en vanskelig periode. EØSU kan kun bekræfte, at en fiasko for dette projekt, som er et flagskib for EU, ville være stærkt medvirkende til borgernes tab af tillid til EU-samarbejdet, og at der bør gøres alt for at undgå det.

Bruxelles, den 11. juli 2007

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2006) 769 endelig, punkt 4.

(2)  KOM(2006) 769 endelig, punkt 5.3.

(3)  KOM(2006) 769 endelig, punkt 5.4.

(4)  KOM(2006) 769 endelig, punkt 5.6.


27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/51


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kommunikation fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: Det vejledende kerneenergiprogram. Forelagt i henhold til Euratom-traktatens artikel 40 med anmodning om udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg«

KOM(2006) 844 endelig

(2007/C 256/11)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 10. januar 2007 under henvisning til Euratom-traktatens artikel 40 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Ulla Sirkeinen til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 19. juni 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 437. plenarforsamling den 11. og 12. juli 2007, mødet den 12. juli 2007, følgende udtalelse med 81 stemmer for, 28 imod og 15 hverken for eller Imod.

1.   Sammenfatning

1.1

I 2004 foreslog EØSU i sin udtalelse om »atomkraftens betydning for el-produktionen« at gøre »en indsats for at oplyse om atomkraftindustriens betydning i praksis: forsyningssikkerhed, ingen CO2 udslip, konkurrencedygtige priser, sikkerhed og håndtering af brugte brændselselementer, således at det organiserede civilsamfund kan få mulighed for at foretage en kritisk analyse af debatten om disse spørgsmål«. Det nye vejledende kerneenergiprogram indeholder information af denne art. EØSU er i store træk enig i analysen og beskrivelsen i Kommissionens dokument. De fleste af kernekraftens vigtigste aspekter behandles og beskrives efter udvalgets mening korrekt. Udvalget gør dog opmærksom på yderligere aspekter af kernekraften, som også bør tages i betragtning.

1.2

Med en andel på 31 % af elproduktionen og 15 % af det samlede forbrug af primærenergi i EU i 2004 er kernekraft en afgørende faktor på energimarkedet. Kernekraft opfylder til fulde målsætningerne for EU's energipolitik. Omkostningerne ved kernekraft er i dag klart konkurrencedygtige. Den ydre afhængighed er begrænset, og adgangen til brændstoffer er diversificeret og sikker. Kravene til sikkerhed og forsyning er således opfyldt. Kernekraft er i øjeblikket den vigtigste kilde til stort set kuldioxid-fri (CO2-fri) energi i Europa.

1.3

Tager man udgangspunkt i Det Europæiske Råds beslutning om målsætninger for drivhusgasser i 2020 og frem, står det klart, at al ekstrakapacitet til kulstoffattig el-produktion (fornyelige energikilder, kernekraft eller »rent kul«) skal afløse energiproduktionkapacitet, der skaber CO2-emissioner, og således bidrage til den samlede produktion af kulstoffattig elektricitet. I praksis betyder dette, at hvis ikke kernekraftens nuværende andel opretholdes indtil helt nye, rene energiløsninger bliver tilgængelige, kan målsætningerne for klimaet og energipolitikken ikke opfyldes.

1.4

EØSU understreger, at EU har et permanent ansvar for at udvikle den mest avancerede ramme for kernekraft i de medlemsstater, der vælger at anvende kernekraft, i overensstemmelse med de højeste standarder for sikkerhed og ikke-spredning, som foreskrevet i Euratom-traktaten.

1.5

Den vigtigste opgave består i at løse problemet med radioaktivt affald, navnlig endelig bortskaffelse af brugt nukleart brændsel, hvor teknologien findes, men de politiske beslutninger mangler. Udvalget deler også Kommissionens mening på andre områder, som stadig kræver opmærksomhed på EU-niveau: nuklear sikkerhed og strålingsbeskyttelse, hvor Europa har kunnet fremvise meget fine resultater, samt en sikker langsigtet finansiering af nedlukning.

1.6

EØSU henleder opmærksomheden på yderligere aspekter af kernekraften, som ikke er behandlet i udkastet til vejledende kerneenergiprogram. Disse aspekter er terrortruslen og i visse kernekraftværker spørgsmålet om adgang til tilstrækkelige mængder kølevand.

1.7

En anden bekymring for de medlemsstater, der fortsat vil satse på kerneenergi, kan være sektorens tiltrækningskraft som arbejdsplads eller forskningsobjekt. EØSU er enig med Kommissionen i, at ekspertise inden for strålingsbeskyttelse og nuklear teknologi er fundamental for EU, og at man derfor skal sørge for uddannelse, efteruddannelse og forskning på disse områder.

1.8

Endelig understreger EØSU den enkelte medlemsstats ret til at sammensætte sit eget energimix, herunder brug af kernekraft, som anført i det vejledende kerneenergiprogram.

2.   Indledning

2.1

I henhold til Euratom-traktatens artikel 40 »offentliggør Kommissionen regelmæssigt programmer af vejledende karakter, især vedrørende målsætning for fremstilling af kerneenergi, og de investeringer af enhver art, som deres gennemførelse indebærer. Kommissionen indhenter udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg om disse programmer, inden de offentliggøres.« Der er siden 1958 offentliggjort fire sådanne vejledende programmer og et ajourført program, sidste gang i 1997.

2.2

Det her behandlede vejledende kerneenergiprogram blev offentliggjort af Kommissionen i forbindelse med energi- og klimapakken »En energipolitik for Europa« den 10. januar 2007. Den endelige udgave vil blive udarbejdet og offentliggjort, så snart Kommissionen har modtaget udtalelsen fra EØSU.

2.3

De andre dele af pakken omfatter først og fremmest et forslag om at sætte som målsætning for klimaforandringerne at reducere drivhusgasserne med 30 % i industrilandene inden 2020 (i forhold til 1990-niveau) — under alle omstændigheder med 20 % i EU. Pakken behandler også det indre marked for el og gas, sammenkædning af el- og gasnet og forslag om at fremme bæredygtig elproduktion fra fossile brændstoffer: en køreplan for fremme af fornyelige energikilder, herunder et bindende mål om, at fornyelige energikilder skal levere 20 % af EU's samlede energimix senest i 2020, energibesparelser svarende til en 20 % effektivitetsforøgelse inden 2020 og en fremtidig europæisk strategisk energiteknologiplatform. Det Europæiske Råd gav sin støtte til disse målsætninger og pakkens vigtigste politikker den 9. marts 2007.

2.4

EØSU har udarbejdet udtalelser om alle tidligere vejledende kerneenergiprogrammer, sådan som traktaten kræver. Udvalget har desuden behandlet kernekraft i adskillige andre udtalelser, senest navnlig i initiativudtalelsen fra 2004 om kernekraftens rolle, i hvis konklusioner EØSU skriver: »at atomenergi bør være et af elementerne i en diversificeret, afbalanceret, økonomisk og bæredygtig energipolitik i EU. I betragtning af de problemer, der er forbundet med atomenergi, vil det ikke være en god ide at satse udelukkende på atomenergi, men omvendt mener EØSU, at man ved at forkaste atomkraft delvis eller helt vil ødelægge EU's muligheder for at overholde sine forpligtelser på klimaområdet.«

3.   Kommissionsdokumentet

3.1

Kommissionens dokument ser på investeringerne i kernekraft i løbet af de sidste 10 år, beskriver økonomien i kerneenergiproduktionen, denne energiforms andel af det samlede energimix og betingelserne for energiformens accept i befolkningen. Dokumentets indhold beskrives nærmere i det følgende.

3.2

Det er op til den enkelte medlemsstat at beslutte, om den vil anvende kernekraft til produktionen af el. Finland og Frankrig har for nylig besluttet at satse yderligere på kernekraft. I Nederlandene, Polen, Sverige, Tjekkiet, Litauen, Estland, Letland, Slovakiet, Storbritannien, Bulgarien og Rumænien er kernekraftpolitikken igen til debat. Tyskland, Spanien og Belgien viderefører indtil videre trods en fortsat debat deres udfasningspolitik på kernekraftområdet. 12 ud af de 27 medlemsstater har givet helt afkald på kernekraft.

3.3

Med 152 reaktorer i EU-27 leverer kernekraft i dag 30 % af Europas elektricitet, men hvis den afviklingspolitik, som er planlagt i flere EU-medlemsstater, fortsætter, vil energiformens andel blive væsentligt formindsket. Hvis man skal kunne imødekomme den forventede efterspørgsel på energi og ønsker at reducere Europas afhængighed af import udefra, må der træffes beslutning om nye investeringer samt længere levetid for visse anlæg.

3.4

Ifølge Kommissionen vil en styrkelse af kernekraften medvirke til en reduktion af CO2-emissionerne og være en vigtig faktor i indsatsen mod de globale klimaforandringer. Kernekraft er i alt væsentligt fri for CO2-emissioner og udgør en del af Kommissionens scenarie for begrænsning af kulstofemissionerne, herunder målsætningen om at reducere CO2-emissioner. Dette kunne også være et vigtigt parameter, når fremtidige handelsordninger for emissioner skal diskuteres.

3.5

Den vigtigste faktor for udsigten til vækst i kernekraften er økonomien. Et kernekraftværk kræver en startinvestering på 2-3,5 mia. EUR. Elektricitet produceret med kernekraft indebærer højere anlæggelsesomkostninger end produktion med fossile brændstoffer, men efter de første investeringer er driftsomkostningerne væsentligt lavere. Kommissionen skriver konkret følgende:

3.5.1

»De økonomiske risici, der er forbundet med et kernekraftværk, knytter sig til de store kapitalinvesteringer, der er nødvendige i starten, og kræver næsten fejlfri drift i de første 15-20 år af værkets levetid på 40-60 år, for at startinvesteringen kan tjene sig hjem. Af hensyn til nedlukning og affaldsforvaltning er det desuden nødvendigt at afsætte de nødvendige økonomiske ressourcer i 50-100 år efter, at reaktoren er taget ud af drift.«

3.5.2

»I EU27 (1) findes der i alt 152 kernereaktorer fordelt på 15 medlemsstater. Kernekraftværkerne er i gennemsnit næsten 25 år gamle (2). I Frankrig, der har det største antal (59) kernereaktorer, som tegner sig for næsten 80 % af dets elproduktion, og Litauen, der kun har ét kernekraftværk, som imidlertid tegner sig for 70 % af produktionen, ligger gennemsnitsalderen på ca. 20 år. De 23 britiske kernekraftværker er i gennemsnit næsten 30 år gamle, hvorimod gennemsnitsalderen for de 17 tyske værker, der stadig er i drift, ligger på 25 år.«

3.5.3

»Kernekraften har traditionelt været kendetegnet ved en kombination af højere anlægsomkostninger og lavere driftsomkostninger end energiproduktion baseret på fossilt brændsel, hvor kapitalomkostningerne er lavere, men brændselspriserne er højere og mindre stabile, og driftsomkostningerne derfor også er højere.«

3.6

El-produktion baseret på kernekraft er stort set forskånet for udsving i prisen på råstoffer, eftersom en beskeden mængde uran, som kommer fra overvejende stabile regioner i verden, kan holde en reaktor kørende i årtier. Med forholdsvis sikre og tilgængelige kendte uranressourcer til konkurrencedygtige priser vil det være muligt at dække kernekraftindustriens behov i yderligere mindst 85 år med det nuværende forbrug. Derfor er nye kernekraftværker en rentabel måde at producere grundlastelektricitet på i mange industrilande.

3.7

Kerneindustrien har foretaget betydelige investeringer siden 1997. Kommissionen erkender, at det er vigtigt at bevare en førerposition inden for kernekraft og støtter fortsat udvikling af en så avanceret ramme for kernekraft som muligt, der bl.a. skal omfatte ikke-spredning, affaldshåndtering og nedlukning. Siden undertegnelsen af Euratom-traktaten har nuklear sikkerhed og strålingsbeskyttelse af befolkningen hørt til Det Europæiske Fællesskabs vigtigste opgaver, som yderligere har vundet i betydning efter de to seneste udvidelser.

3.8

På EU-niveau handler det om at videreudvikle den mest avancerede ramme for kernekraft i de medlemsstater, der vælger at anvende kernekraft, i overensstemmelse med de højeste standarder for sikkerhed, sikkerhedskontrol og ikke-spredning, som foreskrevet i Euratom-traktaten. Dette bør også omfatte forvaltning af atomaffald og nedlukning af anlæg.

3.9

Kommissionen foreslår, at debatten om den fremtidige kurs især koncentreres om:

at fastlægge fælles referenceniveauer for nuklear sikkerhed, der skal anvendes i EU, baseret på medlemsstaternes nukleare sikkerhedsmyndigheders omfattende ekspertise,

at nedsætte en ekspertgruppe på højt niveau om nuklear sikkerhed og sikkerhedskontrol, som gradvis skal skabe en fælles forståelse og på et senere tidspunkt udarbejde yderligere europæiske regler for nuklear sikkerhed og sikkerhedskontrol,

at sikre, at medlemsstaterne iværksætter nationale planer for forvaltning af radioaktivt affald,

i den tidlige fase af det syvende rammeprogram at fastlægge teknologiplatforme, der sikrer en bedre koordinering af forskningen i bæredygtig nuklear fission og bortskaffelse i undergrunden inden for rammerne af nationale og industrielle programmer og EU's programmer,

at følge op på henstillingen om harmonisering af de nationale strategier for forvaltning af nedlæggelsesfonde for at sikre, at de nødvendige ressourcer stilles til rådighed,

at forenkle og harmonisere godkendelsesprocedurerne gennem et tættere samarbejde mellem de nationale tilsynsmyndigheder med henblik på at bevare de højeste sikkerhedsstandarder,

at sørge for, at der tilbydes flere Euratom-lån, forudsat at lofterne, som Kommissionen allerede har foreslået, afpasses efter markedsbehovet,

at fastlægge harmoniserede erstatningsregler og mekanismer, som sikrer, at der forefindes tilstrækkelige midler, såfremt der måtte ske en skade som følge af en kernekraftulykke,

at sætte mere gang i det internationale samarbejde, navnlig ved hjælp af et tættere samarbejde med IAEA og NEA, bilaterale aftaler med lande uden for EU og øget støtte til nabolande.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

EØSU hilser Kommissionens nye forslag til vejledende kerneenergiprogram velkommen. Energimarkedet har udviklet sig meget i de ti år, der er gået siden sidste udgave. Navnlig de allerseneste år har nye og dramatiske udviklingstendenser skabt megen opmærksomhed omkring alle tre aspekter af energipolitikken: forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og overkommelige priser, og ikke mindst miljøet, navnlig klimaforandringerne. EU har reageret på de åbenlyse problemer og udfordringer ved at foreslå en europæisk energipolitik. I den forbindelse er det nødvendigt med en analyse af og forslag vedrørende kernekraft. Herved får kernekraft en plads på den generelle energiscene og den nødvendige information skaffes til veje for en debat om og en definition af en energipolitik for Europa.

4.2

I sin udtalelse fra 2004 om »atomkraftens betydning for el-produktionen« foreslog EØSU at gøre »en indsats for at oplyse om atomkraftindustriens betydning i praksis: forsyningssikkerhed, ingen CO2 udslip, konkurrencedygtige priser, sikkerhed og håndtering af brugte brændselselementer, således at det organiserede civilsamfund kan få mulighed for at foretage en kritisk analyse af debatten om disse spørgsmål«. Det nye vejledende kerneenergiprogram indeholder information af denne art, og EØSU er i store træk enig i analysen og beskrivelsen i Kommissionens dokument. De fleste af kernekraftens nøgleaspekter behandles og beskrives efter udvalgets mening korrekt. Udvalget gør dog opmærksom på yderligere aspekter af kernekraften, som også bør tages i betragtning.

4.3

Med en andel på 31 % af elproduktionen og 15 % af det samlede forbrug af primærenergi i EU i 2004 er kernekraft en afgørende faktor på energimarkedet. Kernekraft opfylder til fulde målsætningerne for EU's energipolitik. Prisen på kernekraft er i dag klart konkurrencedygtig, navnlig når den bruges til grundlastelektricitet. Den ydre afhængighed er begrænset, og adgangen til brændstoffer er diversificeret og sikker. Kravene til sikkerhed og forsyning er således opfyldt. Kernekraft er i øjeblikket den vigtigste kilde til stort set kuldioxid-fri (CO2-fri) energi i Europa (se pkt. 4.7 nedenfor).

4.4

Større energieffektivitet, herunder kraftvarmeproduktion, og dermed mindre efterspørgsel er det vigtigste mål på den energipolitiske dagsorden. Der er stadig behov for store investeringer i energiproduktion i EU med henblik på at udskifte gamle værker og eventuelt tilfredsstille ny efterspørgsel, eftersom tendenserne på markedet og den teknologiske udvikling kan føre til, at elektricitetens andel af den samlede energiefterspørgsel øges.

4.4.1

På mellemlangt og langt sigt er det muligt, at ny energiteknologi som brintteknologi, varmepumper, elektriske biler o. lign. vil øge sin andel af den samlede energiefterspørgsel hurtigere, end man kan forudse på nuværende tidspunkt. En sådan udvikling kan gøre kernekraftens betydning i EU's vifte af energikilder endnu større, end den er nu.

4.5

EØSU noterer sig de aktuelle planer om at fortsætte driften af kernekraftværker, som har overskredet grænsen for kommerciel udnyttelse på mellem 30 og 40 år. Kommissionen har ikke behandlet spørgsmålet om de europæiske kernekraftværkers levetid tilstrækkeligt indgående i sin meddelelse. Dette er et emne, som kræver flere oplysninger. Eftersom det fremgår af Kommissionens meddelelse, at »i nogle medlemsstater vil staten stadig være nødt til at bære en række økonomiske og miljømæssige risici, herunder ansvaret for anlæg til langsigtet affaldsbortskaffelse og -forvaltning«, vil det i fremtiden være nødvendigt at finde løsninger på dette område.

4.6

De nye investeringer bør ideelt set leve op til målsætningerne om forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og bekæmpelse af klimaændringer. I lyset af andre energiformers karakteristika og muligheder må man forvente, dels at eksisterende kerneværkers levetid forlænges, dels at der tilføres nye investeringer. På dette område er udvalget enig med Kommissionen.

4.7

Ifølge Kommissionen er der uranressourcer nok til de næste 85 år med det nuværende forbrug. Kilderne vurderer dog ressourcerne forskelligt — med et spænd for varigheden på mellem 85 og 500 år. Eftersom adgangen til brændstof er vigtigt for forsyningssikkerheden, bør Kommissionen fremlægge mere detaljerede oplysninger om uranressourcernes størrelse.

4.8

Når man sammenligner miljøvirkningen af forskellige energikilder, er det vigtigt at vurdere den overordnede miljøvirkning af hele processen: råstoflevering, produktion, transport, energiproduktion, genbrug og affaldsbortskaffelse. Verdensenergirådet (WEC) har offentliggjort en samlerapport (Comparison of Energy Systems Using Life Cycle Assessment, WEC, juli 2004), hvor en række eksisterende livscyklusvurderinger blev identificeret og gennemgået. Rapporten viser, at CO2-emissioner per kWh elektricitet produceret med kernekraft er lav og på samme niveau som produktion med vind, biomasse og vandkraft, dvs. et niveau, der svarer til ca. 1-5 % af emissionerne fra kulfyrede værker.

4.9

Det er således vigtigt at gøre sig klart, at kernekraft leverer et værdifuldt bidrag til minimeringen af drivhusgasserne. Med det nuværende energimix betyder anvendelsen af kernekraft i EU, at man undgår et udslip på ca. 600 mio. ton CO2 om året. I verden som helhed er der tale om rundt regnet 2 mia. ton CO2. Dette svarer til den aktuelle udledning af CO2 fra Frankrig, Tyskland og Det Forenede Kongerige til sammen. Hvis visse medlemsstaters planlagte udfasning fastholdes, vil en stor del af de nuværende kernekraftværker skulle erstattes af andre energikilder uden CO2-emissioner. Hvis man ydermere ikke erstatter de eksisterende kernekraftanlæg med nye efter afsluttet tjeneste, vil al kernekraft skulle skiftes ud med anden energi uden CO2-emissioner på mellemlangt sigt.

4.10

Tager man udgangspunkt i Det Europæiske Råds beslutning om målsætninger for drivhusgasser i 2020 og frem, står det klart, at al ekstrakapacitet til kulstoffattig el-produktion (fornyelige energikilder, kernekraft eller »rent kul«) skal afløse energifremstillingskapacitet, der skaber CO2-emissioner, og således bidrage til den samlede produktion af kulstoffattig elektricitet. I praksis betyder dette, at hvis ikke kernekraftens nuværende andel opretholdes indtil helt nye energiløsninger er for hånden, kan målsætningerne for klimaet og energipolitikken ikke opfyldes på en økonomisk forsvarlig måde. Omvendt er det indlysende, at man opnår større energieffektivitet og dermed modvirker klimaændringer, hvis en større andel af energiproduktionen kommer fra kernekraft og fornyelige energikilder.

4.11

EØSU støtter målsætningen om at internalisere de eksterne omkostninger i priserne for energiproduktion og lignende markedsaktiviteter. Ifølge Kommissionens undersøgelse vedrørende eksterne omkostninger ExternE (3) udgør de eksterne omkostninger for kernekraft ca. 0,4 cent/kWh. De tilsvarende eksterne omkostninger ved kulfyret energiproduktion skønnes at være over 10 gange højere, for biomasse nogle få gange højere, for vindkraft lavere og for vandkraft det samme niveau som for kernekraft.

4.12

Kommissionen gør opmærksom på, at det springende punkt er, om kernekraften kræver politiske tiltag. Alle rene energiteknologier bør behandles ens. Der bør findes mekanismer til at tilskynde til forskning i næste generation af reaktorer og det dertil knyttede kernebrændselskredsløb. Man kunne overveje at give støtte til helt nyskabende pilotprojekter, men konventionel kernekraft har ikke brug for støtte og skal derfor ikke have det.

4.13

Kommissionen har indset, at den offentlige opinion og befolkningens opfattelse af kernekraften er afgørende for kernekraftpolitikkens fremtid. Udvalget er enig heri, men minder om, at befolkningens holdning varierer meget fra land til land. Befolkningen skal have lettere adgang til information, og beslutningsprocedurerne skal være mere gennemsigtige. Undersøgelser viser nemlig, at befolkningen i EU er dårligt informeret om kernespørgsmål. Her kan Kommissionen spille en vigtig rolle. Men der er også brug for egentlige foranstaltninger, der kan fjerne befolkningens bekymring, sådan som EØSU har gjort opmærksom på mange gange tidligere.

4.14

Udvalget understreger, at EU har et permanent ansvar for at udvikle den mest avancerede ramme for kernekraft i de medlemsstater, der vælger at anvende kernekraft, i overensstemmelse med de højeste standarder for sikkerhed, sikkerhedskontrol og ikke-spredning, som foreskrevet i Euratom-traktaten.

4.15

Den mest presserende opgave består i at løse problemet med radioaktivt affald, navnlig endelig bortskaffelse af brugt nukleart brændsel, hvor teknologien findes, men de politiske beslutninger mangler. Dette er den største miljø- og sundhedsmæssige forhindring for befolkningens accept. Ifølge det vejledende kerneenergiprogram har intet land endnu implementeret den foreslåede endelige løsning. Der gøres dog fremskridt i Finland, hvor man har valgt en lokalitet til deponering, såvel som i Sverige og Frankrig, hvor man er nået langt med udvælgelsen af en passende lokalitet.

4.16

Udvalget deler også Kommissionens synspunkter vedrørende andre emner, som stadig kræver EU's opmærksomhed: nuklear sikkerhed og strålingsbeskyttelse, hvor Europa har kunnet fremvise meget fine resultater, samt sikring af finansiering af nedlukning.

4.17

Den nye terrortrussel nævnes ikke i det vejledende kerneenergiprogram. Terror er en alvorlig trussel for kernekraftværker ligesom for mange andre industrianlæg og offentlige bygninger over hele verden. Alle nye kernekraftværker bør konstrueres, så de kan klare et sammenstød med et stort passagerfly, uden at der slipper radioaktivt materiale ud fra kraftværket. Tekniske og menneskelige sikkerhedssystemer må også designes og udføres på en måde, så enhver form for terrorangreb internt i et kernekraftværk forhindres. Kommissionen bør sammen med de ansvarlige myndigheder og operatører iværksætte initiativer, der kan sikre, at alle kernekraftværker træffer de fornødne terrorforebyggende foranstaltninger.

4.18

I de seneste varme og tørre somre er spørgsmålet om adgang til tilstrækkelige mængder kølevand fra floder til kraftværker med kondenserende drift blevet rejst. Problemet har indtil videre været meget lokalt og hverken hyppigt forekommende eller langvarigt, men det kan nogle steder tænkes at antage alvorlige dimensioner med tiden. Dette spørgsmål bør tages med i betragtning i forbindelse med udformning og placering af kraftværker.

4.19

En anden bekymring gælder kernekraftens tiltrækningskraft som arbejdsplads eller forskningsobjekt efter næsten 20 års moratorium i Europa. Den heraf resulterende manglende interesse blandt studerende og professionelle eksperter er en hæmsko for den generelle udvikling af kernekraft og kan tilmed udgøre en sikkerhedsrisiko. EØSU er enig med Kommissionen i, at ekspertise inden for strålingsbeskyttelse og nuklear teknologi er fundamental for EU, og at man derfor skal sørge for uddannelse, efteruddannelse og forskning på disse områder. På samme måde skal man sørge for, at viden bevares og videregives fra den generation af videnskabsmænd og ingeniører, som konstruerede de nuværende kernekraftværker i Europa, eftersom ingen unge eksperter igennem en årrække er gået ind i branchen i mange lande.

4.20

Kommissionen erindrer om, at det er op til den enkelte medlemsstat at beslutte, om den vil anvende kernekraft. EØSU støtter den enkelte medlemsstats ret til at sammensætte sit eget energimix, herunder brug af kernekraft. Denne ret bør respekteres ikke alene af EU, men også af de andre medlemsstater. Ikke desto mindre kan én medlemsstats beslutninger på mange måder få konsekvenser for situationen i andre, og den indbyrdes afhængighed vil vokse, efterhånden som det indre marked åbnes på flere og flere områder.

5.   Bemærkninger til forslag til foranstaltninger

5.1

I punkt 6.5 »Vejen frem« i det vejledende kerneenergiprogram sættes forslag til foranstaltninger, især på EU-niveau, til diskussion (se pkt. 3.9). EØSU's holdning til forslagene er følgende:

5.1.1

EØSU deler Kommissionens synspunkt, at fælles referenceniveauer for nuklear sikkerhed, og deres anvendelse i EU skal baseres på medlemsstaternes nukleare sikkerhedsmyndigheders omfattende ekspertise koordineret i WENRA (4). Enhver anden tilgang ville kunne bringe det nuværende høje sikkerhedsniveau i fare i nogle medlemsstater.

5.1.2

En ekspertgruppe på højt niveau om nuklear sikkerhed og sikkerhedskontrol bestående af repræsentanter for kompetente nationale myndigheder ville kunne fremme harmoniseringsprocessen og hjælpe med at skabe større overensstemmelse med de internationale konventioner om nuklear sikkerhed.

5.1.3

Det er efter EØSU's mening presserende for medlemsstater, der anvender kernekraft, at udarbejde nationale planer for forvaltning af kernebrændsel og radioaktivt affald. Nationale planer kan omfatte en rent national tilgang, en flernational tilgang eller en tosporet tilgang. Alt andet er at betragte som uansvarlig videregivelse af denne generations forpligtelser til kommende generationer.

5.1.4

Teknologiplatforme har vist sig som glimrende redskaber til at skabe offentlige/private partnerskaber til udvikling af europæiske strategiske forskningsdagsordener. EØSU støtter Kommissionens forslag om at bruge dette redskab på områderne bæredygtig nuklear fission og bortskaffelse i undergrunden. Dette kunne være et kærkomment redskab til at tiltrække unge forskere til kernekraftindustrien.

5.1.5

For at sikre fuld dækning af driftsomkostningerne i hele et værks levetid og for at garantere lige konkurrencevilkår er det vigtigt, at operatørerne sørger for, at de fornødne ressourcer er for hånden gennem nedlæggelsesfonde både i EU og internationalt. Udvalget ser dog ingen grund til, at forvaltningen af disse fonde harmoniseres fuldstændigt, så længe principperne om fuld og sikker dækning og gennemsigtighed er opfyldt.

5.1.6

Overholdelse af de højeste sikkerhedsstandarder samt forenkling og gradvis harmonisering af godkendelsesprocedurerne gennem et tættere samarbejde mellem de nationale tilsynsmyndigheder er nødvendige for at gøre varigheden af anlæggelsesprojekter lettere at forudse, hvilket vil muliggøre en mere præcis planlægning og omkostningsberegning. Sikkerheden må aldrig sættes på spil.

5.1.7

EØSU støtter Kommissionens forslag om at ajourføre lofterne for lån via Euratom og at gøre disse lån lettere tilgængelige. Principielt bør investeringer i alle energiformer have lige adgang på lige vilkår til Den Europæiske Investeringsbanks finansinstrumenter.

5.1.8

Harmoniserede erstatningsregler, herunder en mekanisme, som sikrer, at der forefindes tilstrækkelige, ikke-offentlige midler, såfremt der måtte ske en skade som følge af en kernekraftulykke, er ifølge EØSU endnu en forudsætning for, at kernekraft kan opnå større accept. Det nuværende system (med ansvar op til 700 mio. $) opfylder ikke dette krav. Forsikringsproblemet, som er forbundet med en meget lav sandsynlighed for, at en ulykke indtræffer, kombineret med de potentielt meget alvorlige og dyre skader, hvis den alligevel skulle ske, bør behandles på en åben, konstruktiv og praktisk måde. En såkaldt »forsikringspool« kunne være en mulighed.

5.1.9

EØSU bifalder forslaget om at sætte mere gang i det internationale samarbejde med IAEA og NEA og i bilaterale aftaler. Der skal lægges stor vægt på hjælp til nabolande.

5.2

Ud over Kommissionens egne forslag synes EØSU, at Kommissionen skal være opmærksom på følgende forhold, når den forbereder de næste skridt:

5.2.1

Medlemsstaternes opmærksomhed skal henledes på, at behovet for uddannelse og efteruddannelse inden for kernekraft og kernekraftteknologi, herunder specielt uddannelse og efteruddannelse i nuklear sikkerhed, sandsynligvis vil vokse. Uddannelse er ikke kun et middel til at oplære nye sagkyndige inden for kerneenergi, men også til at øge befolkningens bevidsthed om dette område, hvilket er af grundlæggende betydning for den offentlige meningsdannelse.

5.2.2

Det skal undersøges nærmere, om der eventuelt er problemer med at skaffe investeringer i kernekraft på et åbent energimarked på grund af de fornødne investeringers størrelse og den lange anlæggelsestid, samt hvilket markedsbaserede løsninger der eventuelt er for hånden.

5.2.3

Den europæiske kerneteknologiindustri har opnået en international førerposition, som skaber arbejdspladser af høj klasse, samtidig med at den højner den nukleare sikkerhed globalt i kraft af sine meget gode sikkerhedsstatistikker. Eftersom investeringerne i kernekraft forventes at stige globalt, bør såvel kerneindustrien som forsyningsindustrien bag være omfattet af Kommissionens nye tilgang til industripolitik, hvis denne førerposition skal fastholdes.

5.3

Endelig bifalder EØSU Kommissionens intentioner om at publicere det vejledende kerneenergiprogram med hyppigere intervaller for at give et bedre ajourført billede af situationen i EU.

Bruxelles, den 12. juli 2007

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Bilag 2: Landespecifikke oplysninger om igangværende aktiviteter i forbindelse med det nukleare brændselskredsløb.

(2)  Bilag 1: Se figur 6 og 7, der viser kernekraftværker fordelt på alder og aldersfordelingen i de forskellige lande.

(3)  External Costs — Reasearch results on socio-environmental damages due to electricity and transport, Europa-Kommissionen, 2003.

(4)  Western European Nuclear Regulatory Authorities.


BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende ændringsforslag blev forkastet under debatten, men fik mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer:

Punkt 1.1

Tekst ændres

»I 2004 foreslog EØSU i sin udtalelse om »atomkraftens betydning for el-produktionen« at gøre »en indsats for at oplyse om atomkraftindustriens betydning i praksis: forsyningssikkerhed, ingen CO2- udslip, konkurrencedygtige priser, sikkerhed og håndtering af brugte brændselselementer, således at det organiserede civilsamfund kan få mulighed for at foretage en kritisk analyse af debatten om disse spørgsmål«. Det nye vejledende kerneenergiprogram indeholder nogle informationer af denne art. EØSU er i store træk enig i analysen og beskrivelsen i Kommissionens kommunikation, men kan samtidig konstatere, at vigtige emner ikke behandles (se ligeledes punkt 1.6). De fleste af kernekraftens vigtigste aspekter behandles og beskrives efter udvalgets mening korrekt. Udvalget gør dog opmærksom på yderligere aspekter af kernekraften, som også bør tages i betragtning.«

Begrundelse

Skal ses i sammenhæng med de andre ændringsforslag og punkt 1.6 i forslaget til udtalelse, hvor der gøres opmærksom på, at vigtige delaspekter (terrorangreb, kølevand) ikke er blevet tilstrækkeligt behandlet.

Afstemningsresultat

For: 49

Imod: 52

Hverken for eller Imod: 11

Punkt 1.2

Tekst ændres

»Med en andel på 31 % af elproduktionen og 15 % af det samlede forbrug af primærenergi i EU i 2004 er kernekraft en afgørende faktor på energimarkedet. Kernekraft opfylder til fulde målsætningerne for EU's energipolitik. Omkostningerne ved kernekraft er i dag klart konkurrencedygtige. Den ydre afhængighed er begrænset, og adgangen til brændstoffer er diversificeret og sikker. Kravene til sikkerhed og forsyning er således opfyldt. Kernekraft er i øjeblikket den vigtigste kilde en af de største kilder til stort set kuldioxid-fri (CO2-fri) energi i Europa. Miljøpåvirkningen er begrænset og beskeden.«

Begrundelse

I Kommissionens dokument tales ikke om »den største kilde« men om »en af de største kilder« til stort set kuldioxid-fri (CO2-fri) energi. Der bør citeres korrekt.

Hvad angår de andre miljøpåvirkninger, se de andre ændringsforslag.

Afstemningsresultat (NB: Sidste del af ændringsforslaget — sletning af punktum — blev vedtaget af forsamlingen)

For: 57

Imod: 60

Hverken for eller Imod: 3

Punkt 1.3

Tekst ændres

»Tager man udgangspunkt i Det Europæiske Råds beslutning om målsætninger for drivhusgasser i 2020 og frem, står det klart, at al ekstrakapacitet til kulstoffattig el-produktion (fornyelige energikilder, kernekraft eller »rent kul«) skal afløse energiproduktionkapacitet, der skaber CO2-emissioner, og således bidrage til den samlede produktion af kulstoffattig elektricitet. EØSU noterer sig følgende udsagn i Kommissionens meddelelse: »Mere end 110 kernekraftanlæg i EU befinder sig i øjeblikket på forskellige stadier af en nedlukning. Det forventes, at mindst en tredjedel af de 152 kernekraftværker, der er i drift i dag i det udvidede EU, skal nedlukkes inden udgangen af 2025 (uden at der tages hensyn til eventuelle forlængelser af værkernes driftstid).« Eftersom Kommissionen til dato kun er blevet underrettet om bygning af én reaktor, vil den andel af elektriciteten, som produceres med nuklear teknologi, højst sandsynligt blive væsentligt reduceret. Klimamålsætningerne vil i henhold til en studie foretaget af det tyske forbundskansleri i Tyskland imidlertid kunne nås, men det kræver, at der gøres en yderligere indsats for at spare på forbruget af elektricitet og fremme effektiviteten og anvendelsen af vedvarende energier. I praksis betyder dette, at hvis ikke kernekraftens nuværende andel opretholdes indtil helt nye, rene energiløsninger bliver tilgængelige, kan målsætningerne for klimaet og energipolitikken ikke opfyldes.«

Begrundelse

Skal ses i sammenhæng med Kommissionens dokument og omtalte undersøgelse.

Afstemningsresultat

For: 49

Imod: 65

Hverken for eller Imod: 6

Punkt 1.7

Tekst ændres som følger:

»En anden bekymring for de medlemsstater, der fortsat vil satse på kerneenergi kan være er kernekraftens tiltrækningskraft som arbejdsplads eller forskningsobjekt efter næsten 20 års moratorium i Europa. EØSU er enig med Kommissionen i, at ekspertise inden for strålingsbeskyttelse og nuklear teknologi er fundamental for EU, og at man derfor skal sørge for uddannelse, efteruddannelse og forskning på disse områder. Dette er primært kernekraftindustriens ansvar«

Begrundelse

Man kan ikke tale om et »moratorium«, og ansvaret for uddannelse mm. ligger primært hos industrien ikke hos staten/Fællesskabet.

Afstemningsresultat (kun ændringsforslagets anden del blev sat under afstemning; den første del blev vedtaget)

For: 45

Imod: 71

Hverken for eller Imod: 2

Punkt 3.6.1

Nyt punkt 3.6.1 tilføjes

»EØSU bemærker, at der er forskelle mellem Kommissionens meddelelse og sammendraget i den seneste rødbog fra IAEA, hvad angår tilgængeligheden af uranressourcer. Det hedder i sammendraget, at »i henhold til de nuværende prognoser vil forsyningskapaciteten for natururan, inklusive eksisterende, fastlagte, planlagte og mulige produktionsanlæg, der støttes med identificerede ressourcer (…), kunne dække det forventede behov for uran på verdensplan i 2010, hvis alle produktionsudvidelser og nyopførelser forløber som planlagt, og produktionen overalt kører på fuld kapacitet. (…) Eftersom de sekundære kilder imidlertid forventes at komme til at spille en mindre vigtig rolle, navnlig efter 2015, bør behovet for reaktorer i stigende grad dækkes gennem udvidelser af allerede eksisterende produktionsanlæg og opførelse af nye produktionsanlæg eller udnyttelse af alternative nukleare brændselskredsløb — begge dyre og langvarige projekter. For rettidigt at kunne tilvejebringe de nødvendige identificerede ressourcer vil det i nær fremtid være nødvendigt med en vedvarende og stærk efterspørgsel efter uran. Eftersom det kan være en langvarig proces at identificere og få adgang til nye ressourcer (typisk 10 år eller mere), kan det medføre knaphed på uranressourcer og konstante prisstigninger på uran, da der vil være færre sekundære kilder.« EØSU forventer, at Kommissionen vil afklare dette spørgsmål.«

Begrundelse

Vi bør være opmærksomme på klare forskelle og ikke undlade at kommentere dem.

Afstemningsresultat

For: 49

Imod: 65

Hverken for eller Imod: 5

Punkt 4.1

Tekst ændres

»EØSU hilser noterer sig Kommissionens nye forslag til vejledende kerneenergiprogram velkommen. Energimarkedet har udviklet sig meget i de ti år, der er gået siden sidste udgave. Navnlig de allerseneste år har nye og dramatiske udviklingstendenser skabt megen opmærksomhed omkring alle tre aspekter af energipolitikken: forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og overkommelige priser, og ikke mindst miljøet, navnlig klimaforandringerne. EU har reageret på de åbenlyse problemer og udfordringer ved at foreslå en europæisk energipolitik. I den forbindelse er det nødvendigt med en analyse af og forslag vedrørende kernekraft. Herved får kernekraft en plads på den generelle energiscene, og en del af den nødvendige information skaffes til veje for en debat om og en definition af en energipolitik for Europa.«

Begrundelse

Ordføreren bemærker selv, at ikke alle aspekter drøftes (terrortruslen osv.).

Afstemningsresultat

For: 50

Imod: 69

Hverken for eller Imod: 2

Punkt 4.5

Tekst ændres

»De nye investeringer bør ideelt set leve op til målsætningerne om forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og bekæmpelse af klimaændringer. I lyset af andre energiformers karakteristika og muligheder må man forvente, dels at noterer EØSU sig, at det i nogle lande drøftes at forlænge eksisterende kerneværkers levetid forlænges, dels at der og at tilføres igangsætte nye investeringer. På dette område er udvalget enig med Kommissionen.«

Begrundelse

Stilleren af ændringsforslaget kan ikke finde det afsnit i meddelelsen, hvor Kommissionen siger, at »man må forvente«, at kerneværkers levetid forlænges. Dette er ren spekulation.

Se også pkt. 1.5, som blev ændret på sektionsmødet, hvor vi giver udtryk for bekymring over en mulig forlængelse af levetiderne.

Afstemningsresultat

For: 50

Imod: 67

Hverken for eller Imod: 6

Punkt 4.6

Tekst tilføjes:

»Ifølge Kommissionen er der uranressourcer nok til de næste 85 år med det nuværende forbrug. Kilderne vurderer dog ressourcerne forskelligt — med et spænd for varigheden på mellem 85 og 500 år. Eftersom adgangen til brændstof er vigtigt for forsyningssikkerheden, bør Kommissionen fremlægge mere detaljerede oplysninger om uranressourcernes størrelse. Samtidig gøres der endnu en gang opmærksom på, at spørgsmålet om, hvor længe der vil være uranressourcer til rådighed, vurderes meget forskelligt.«

Begrundelse

Selvindlysende.

Afstemningsresultat

For: 55

Imod: 68

Hverken for eller Imod: 0

Punkt 4.8

Tekst ændres:

»Det er således vigtigt at gøre sig klart, at kernekraft leverer et værdifuldt bidrag til minimeringen af drivhusgasserne. Med det nuværende energimix betyder anvendelsen af kernekraft i EU, at man undgår et udslip på ca. 600 mio. ton CO2 om året. I verden som helhed er der tale om rundt regnet 2 mia. ton CO2. Dette svarer til den aktuelle udledning af CO2 fra Frankrig, Tyskland og Det Forenede Kongerige til sammen. Hvis visse medlemsstaters planlagte udfasning fastholdes, vil en stor del af de nuværende kernekraftværker skulle erstattes af andre energikilder uden CO2-emissioner, energieffektivitetsforanstaltninger og energispareforanstaltninger. Hvis man ydermere ikke erstatter de eksisterende kernekraftanlæg med nye efter afsluttet tjeneste, vil al kernekraft skulle skiftes ud med anden energi uden CO2-emissioner, effektivitetsforanstaltninger og spareforanstaltninger på mellemlangt sigt.«

Begrundelse

Som EØSU flere gange har gjort opmærksom på, må vi tænke videre end blot i retning af at erstatte en elproducent med en anden.

Bemærkning fra forslagsstiller: jeg havde bedt ordføreren om at dokumentere tallene for reduktion af CO2-udslip, eftersom der i arbejdsdokumentet — med kildeangivelse — var tale om 300 mio. ton. Dette er desværre ikke sket.

Afstemningsresultat

For: 61

Imod: 61

Hverken for eller Imod: 2

Punkt 4.9

Tekst tilføjes

»Tager man udgangspunkt i Det Europæiske Råds beslutning om målsætninger for drivhusgasser i 2020 og frem, står det klart, at al ekstrakapacitet til kulstoffattig el-produktion (fornyelige energikilder, kernekraft eller »rent kul«) skal afløse energifremstillingskapacitet, der skaber CO2-emissioner, og således bidrage til den samlede produktion af kulstoffattig elektricitet. I praksis betyder dette, at hvis ikke kernekraftens nuværende andel opretholdes indtil helt nye energiløsninger er for hånden, kan målsætningerne for klimaet og energipolitikken ikke opfyldes på en økonomisk forsvarlig måde. Omvendt er det indlysende, at man opnår større energieffektivitet og dermed modvirker klimaændringer, hvis en større andel af energiproduktionen kommer fra kernekraft og fornyelige energikilder. Klimamålsætningerne vil i henhold til en studie foretaget af det tyske forbundskansleri i Tyskland imidlertid kunne nås, men det kræver, at der gøres en yderligere indsats for at spare på forbruget af elektricitet og fremme effektiviteten og anvendelsen af vedvarende energiformer.«

Begrundelse

Selvindlysende.

Afstemningsresultat

For: 58

Imod: 65

Hverken for eller Imod: 1

Punkt 4.11.1

Tilføjelse af nyt punkt 4.11.1

»Kommissionen fastslår, at »erstatningsansvaret i forbindelse med kernekraftulykker i medlemsstaterne i EU15 er fastlagt i Pariserkonventionen fra 1960, hvorved der indførtes en harmoniseret international erstatningsordning for kernekraftulykker, der begrænsede operatørernes ansvar i tilfælde af kernekraftulykker til ca. 700 mio. USD.« EØSU mener, at der er tale om en indirekte subsidiering af kernekraft, og opfordrer til, at operatørerne pålægges en forpligtelse til at påtage sig ansvaret for alle potentielle skader gennem en passende forsikring.«

Begrundelse

På studiegruppens møder gjorde ordføreren opmærksom på, at »der kan og skal findes en løsning«. Det fremgår imidlertid ikke af teksten, og derfor fremsættes dette ændringsforslag.

Henvisning: I Tyskland er ansvarsforsikringen for biler på 100 mio. EUR. Set i forhold de potentielle skader er 700 mio. USD for kernekraftværker et latterligt lavt beløb!!!

Afstemningsresultat

For: 41

Imod: 44

Hverken for eller Imod: 3

Punkt 4.14

Tekst ændres

»Den mest presserende opgave består i at løse problemet med radioaktivt affald, navnlig endelig bortskaffelse af brugt nukleart brændsel, hvor teknologien findes, men de politiske beslutninger mangler. Dette er den største miljø- og sundhedsmæssige forhindring for befolkningens accept af kernekraft. Ifølge det vejledende kerneenergiprogram har intet land endnu implementeret den foreslåede endelige løsning. Der gøres dog fremskridt i Finland, hvor man har valgt en lokalitet til slutdeponering, såvel som i Sverige og Frankrig, hvor man er nået langt med udvælgelsen af en passende lokalitet.«

Begrundelse

Problemet er ikke løst teknisk nogetsteds.

Afstemningsresultat

For: 55

Imod: 69

Hverken for eller Imod: 4


27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/62


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Linjekonferencer — De Forenede Nationers Konvention«

KOM(2006) 869 endelig — 2006/0308 (COD)

(2007/C 256/12)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 20. marts 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 80 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

EØSU's præsidium henviste den 14. februar 2007 det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet.

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 437. plenarforsamling den 11.-12. juli 2007 (mødet den 11. juli), Anna Bredima-Savopoulou til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse med 86 stemmer for og 3 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1

EØSU er enigt i ophævelsen af forordning 954/79, da denne er en nødvendig konsekvens af ophævelsen af forordning 4056/86, som fastsatte en gruppefritagelse for linjekonferencer. EØSU konstaterer, at disse to forordninger har udgjort en lovpakke.

1.2

Forordning 954/79 omhandler medlemsstaternes tiltrædelse eller ratifikation af De Forenede Nationers konvention om en adfærdskodeks for linjekonferencer — i det følgende benævnt UNCTAD's kodeks for linjekonferencer eller kodeksen. I den henseende er det bemærkelsesværdigt, at UNCTAD's kodeks for linjekonferencer er ratificeret af 81 lande, herunder verdenshandelens nye lokomotiver (dvs. Kina, Indien, Rusland og Brasilien) samt Australien, Canada, Japan, Nigeria, Mexico, Indonesien, Saudi-Arabien og Singapore. 16 EU-lande har også ratificeret kodeksen. Hertil kommer, at linjeskibsfarten transporterer 60 % af den samlede værdi af den samlede internationale maritime handel, hovedsagelig i containere. En ophævelse af forordning 954/79 (og af forordning 4056/86) vil uden tvivl have konsekvenser, som ikke bør undervurderes.

1.3

EØSU opfordrer navnlig Kommissionen til at præcisere, hvilken retsstilling europæiske linjerederier har på internationalt plan efter ophævelsen af forordning 954/79. I lyset af den betydning, en integreret europæisk havpolitik har for EU's rolle i verdensøkonomien, og i betragtning af den vigtige rolle skibsfarten, herunder EU's skibsfart, indtager i EU's handel og i verdenshandelen, mener EØSU, at der er behov for ekstra agtpågivenhed i forbindelse med en sådan ophævelse, og at dens følgevirkninger, både på europæisk og internationalt plan, nøje må overvejes. Hvad angår Kommissionens tilgrundliggende forslag om at ophæve forordning 954/79, mener EØSU ikke, at forslaget tager hensyn til følgende to parametre: a) en eventuel forskelsbehandling mellem EU's linjerederier som følge af en sådan ophævelse, og som bør undgås (i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 12) og b) de europæiske linjerederiers konkurrenceevne (herunder nærskibsfartsoperatørers konkurrenceevne), som bør sikres (i overensstemmelse med den reviderede Lissabon-strategi).

1.4

I tråd med sine tidligere udtalelser og med Europa-Parlamentets udtalelser opfordrer EØSU Kommissionen til at imødegå de konsekvenser (politiske, juridiske og praktiske), som ophævelsen af forordning 4056/86 samt forordning 954/79 vil medføre, med henblik på at undgå negative følgevirkninger for europæiske skibsfartsinteresser på internationalt plan.

1.5

Det formodes, at de retningslinjer, der forklarer anvendelsen af Fællesskabets konkurrenceregler inden for søtransport, som vil gælde linjeskibsfart efter ikrafttrædelsen den 18. oktober 2008 af forbuddet mod linjekonferencer til og fra EU, først og fremmest vil gøre det muligt for linjeoperatører at foretage en selvvurdering af deres aftaler i henhold til Fællesskabets konkurrencelovgivning. EØSU anser det derfor for usandsynligt, at disse retningslinjer vil tage fat på de internationale (politiske, juridiske og praktiske) følger af en ophævelse af forordning 4056/86 og af forordning 954/79. Både EØSU og Europa-Parlamentet har imidlertid gentagne gange i tidligere udtalelser anmodet Kommissionen om at undersøge sådanne følger og tage højde for dem, når der skal etableres en ny fremtidig ordning. EØSU ønsker derfor til sin tid at blive hørt om forslaget til retningslinjer for anvendelsen af Fællesskabets konkurrenceregler inden for søtransport og at få lejlighed til at udtale sig om dette forslag.

1.6

Udvalget er enigt i ophævelsen af forordning 954/79, men kan ikke forstå, hvorfor det skulle være nødvendigt at foretage ophævelsen, før de internationale virkninger af nye europæiske politikker vedrørende linjeskibsfart er grundigt undersøgt, og der er taget stilling til dem.

2.   Indledning

2.1

Den containeriserede linjeskibsfart er en vigtig faktor i den europæiske økonomi. Den containeriserede søtransport tegner sig værdimæssigt for ca. 40 % af EU-25's udlandshandel. Verdens tre største linjeoperatører er europæiske, og ruterne mellem Asien og Europa er sammen med ruterne mellem Asien og USA langt de vigtigste handelsruter (1). Hertil kommer, at der er omkring 150 internationale linjekonferencer på verdensplan, hvoraf 28 besejler ruter til og fra EU. Danmark, Tyskland, Frankrig, Italien, Storbritannien, de baltiske lande og Cypern er blandt de lande, der foretager fast linjesejlads. Ifølge de seneste data (2), tegner den faste linjefart, herunder linjekonferencer, sig for 60 % af den internationale søhandels samlede værdi og 25 % af de 5,9 mia. tons, som transporteres ad søvejen.

2.2

Sigtet med det her behandlede forslag er at ophæve Rådets forordning (EØF) nr. 954/79 af 15. maj 1979 om medlemsstaternes ratifikation eller tiltrædelse af De Forenede Nationers konvention om en adfærdskodeks for linjekonferencer. Forslaget er resultatet af ophævelsen ved Rådets forordning (EF) 1419/2006 af 25. september 2006 af forordning (EØF) 4056/86 om gruppefritagelse for linjekonferencer. Forordning 1419/2006 ændrer også forordning (EF) 1/2003 og udvider dens anvendelsesområde til også at omfatte cabotage og international trampfart.

2.3

FN's konvention om en adfærdskodeks for linjekonferencer (Geneve, den 6. april 1974) blev udarbejdet inden for rammerne af De Forenede Nationers Konference om Handel og Udvikling (UNCTAD) med sigte på at fastlægge samordnede internationale rammer for driften af shippingkonferencer. UNCTAD's kodeks for linjekonferencer blev vedtaget for at imødekomme udviklingslandes legitime ønsker om at give deres fragtførere en større andel af linjegodstransporten. Kodeksen var resultatet af langvarige multilaterale forhandlinger mellem industri- og udviklingslande (3). Dens lastfordelingsnøgle mellem rederier fra eksport- og importlande samt rederier fra tredjelande blev udarbejdet for at dæmme op for protektionistiske tendenser. Forordning 954/79 sigtede mod at gøre kodeksmekanismerne forenelige med EF-traktatens principper.

2.4

Følgende EU-lande har ratificeret eller har tiltrådt UNCTAD's kodeks for linjekonferencer: Belgien, Bulgarien, Tjekkiet, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Italien, Malta, Nederlandene, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Spanien, Sverige og Storbritannien. Norge, som er medlem af EØS, har også tiltrådt kodeksen.

2.5

Europa-Parlamentet har i to udtalelser (2005 og 2006) i forbindelse med bemærkninger om ophævelsen af linjekonferencesystemet i EU fremhævet følgende: »Håndhævelsen af forordningen (4) (ophævelsesforordning 4056/86) vil føre til en lovkonflikt med hensyn til visse medlemsstaters tiltrædelse af UNCTAD's adfærdskodeks for linjekonferencer. Det anbefales, at medlemsstater udtræder af kodeksen, selv om de ikke er forpligtede til det. I lyset af denne situation, bør der indføres en klar og entydig procedure til håndtering af eventuelle internationale lovkonflikter. Kommissionen bør forelægge et gennemsigtigt overblik for Europa-Parlamentet over tredjelandes (Kina, USA, Canada, Japan, Singapore og Indien) holdning til EU's nye politik for linjesejlads (accept, justering, modstand, negative virkninger) og deres vilje til at tilpasse egne systemer. Kommissionen bør nøje undersøge de handelsmæssige og politiske virkninger af en opsigelse af UNCTAD-kodeksen. Kommissionen bør undersøge, om det er muligt at ændre eller ophæve anden EF-lovgivning, f.eks. forordning (EØF) 4055/86 af 22. december 1986 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser på området for søtransport mellem medlemsstaterne samt mellem medlemsstaterne og tredjelande (5).« Europa-Parlamentet opfordrer endvidere (6)»Kommissionen til ikke at ophæve artikel 9 i forordning (EØF) 4056/86 (som fastlægger, at der skal føres forhandlinger i tilfælde af en konflikt mellem fællesskabslovgivningen og tredjelandes lovgivning) navnlig i lyset af, at Kommissionen agter at revidere konkurrencereglerne på søtransportområdet«. Imod Europa-Parlamentets henstillinger er artikel 9 imidlertid ophævet helt med ophævelsen af forordning 4056/86, mens den efterlyste grundige vurdering af de retlige og politiske virkninger af ophævelsen af linjekonferencesystemet i EU endnu ikke er gennemført.

2.6

EØSU har også behandlet ophævelsen af forordning 4056/86 og vedtaget to udtalelser herom i 2004 og 2006. Udvalget har endvidere forbeholdt sig sin stilling for at se, om den foreslåede ophævelse af forordning 4056/86 vil have en varig virkning. Det har påpeget, at »konferencesystemet stadig er genstand for multilaterale og bilaterale aftaler, hvor EU-medlemsstaterne eller Fællesskabet er kontraherende parter«. EØSU konstaterede ved samme lejlighed, at »Kommissionen erkender, at datoen for ophævelse af følgende bestemmelser i forordning 4056/86 (nemlig artikel 1, stk. 3, litra b) og c), artikel 3-8 og artikel 26) — som følge af disse aftaler — bør udsættes i to år, så disse aftaler kan opsiges eller revideres«. EØSU mente, at »Kommissionen også bør være opmærksom på de små og mellemstore virksomheders interesser, når forordning 4056/86 ophæves. Små og mellemstore virksomheder udgør »rygraden i EU's økonomi« og spiller en vigtig rolle i den reviderede Lissabon-strategi. Markederne bør fortsat være åbne for faktisk og potentiel konkurrence, herunder for små og mellemstore operatører og befragtere.« Endelig understregede EØSU, at »selv om konsolidering kan have positive virkninger for EU-industrien (effektivitetsgevinster, stordriftsfordele, omkostningsbesparelser), må der gås varsomt frem, så det undgås, at konsolidering — som kan blive en konsekvens af ophævelsen af forordning 4056/86 — resulterer i færre aktører på de berørte markeder, dvs. mindre konkurrence«.

3.   Kommissionens forslag

3.1

Forslaget til forordning indeholder kun to artikler: artikel 1, der ophæver forordning 954/79, og artikel 2 om ikrafttrædelsen af den nye forordning den 18. oktober 2008.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

EØSU har i over to årtier nøje fulgt konkurrencereglerne for søtransport, herunder navnlig spørgsmålet om linjekonferencer, og i den periode er der givet udtryk for divergerende synspunkter om fordelene ved at afskaffe gruppefritagelse for linjekonferencer. Efter ophævelsen af forordning 4056/86 ved forordning 1419/2006 vil linjekonferencer til og fra EU imidlertid være forbudt fra og med den 18. oktober 2008.

4.2

Forordning 4056/86 og forordning 954/79 udgør en lovpakke, idet sidstnævnte blev vedtaget som følge af visse medlemsstaters ratificering af UNCTAD's kodeks for linjekonferencer. Ophævelsen af forordning 4056/86 har derfor gjort det nødvendigt at ophæve forordning 954/79. EØSU — som oprindeligt gik imod ophævelsen af forordning 4056/86, men som senere var nødt til at acceptere den, idet det dog advarede om dens følgevirkninger — kan kun være enigt i forslaget om ophævelse af forordning 954/79 ud fra den betragtning, at der er tale om en forenkling af EU-lovgivningen. EØSU ønsker imidlertid, ligesom ved ophævelsen af forordning 4056/86, endnu engang at understrege, at det alvorligt må overvejes, hvilke eventuelle retlige og/eller politiske følger (og potentielt negative virkninger) forslaget om ophævelse af forordning 954/79 kan have. I forbindelse med forslaget om ophævelse af forordning 954/79 efterlyser EØSU endnu engang en vurdering af de potentielle politiske, retlige og praktiske problemer, der kan være forbundet med en ophævelse. Nødvendigheden af en ophævelse drages ikke i tvivl, for med ophævelsen af forordning 4056/86 er den uundgåelig, men EØSU fastholder endnu engang det synspunkt, at EU seriøst må tage fat på eventuelle politiske, retlige eller praktiske eftervirkninger heraf.

4.3

UNCTAD's kodeks for linjekonferencer og linjekonferencekonceptet omtales i den gældende fællesskabsret og i andre retsinstrumenter vedtaget at EU. Det danner således grundlaget for forordning 4055/86 (7), forordning 4058/86 og forordning 823/2000 om linjekonsortier. Kodeksen nævnes endvidere specifikt i visse bilaterale aftaler, f.eks. aftalen mellem EU og Rusland (art. 39, stk. 1, litra a) og associeringsaftalen mellem EU og Algeriet fra 2005 (art. 34, stk. 3).

4.4

I forbindelse med ophævelsen af forordning 4056/86 annoncerede Kommissionen, at den ville udstikke retningslinjer, der forklarede anvendelsen af Fællesskabets konkurrenceregler på søtransport, herunder linjeskibsfart. Det var tanken, at retningslinjerne skulle hjælpe linjeoperatører efter den 18. oktober 2008 (ikrafttrædelsestidspunktet for forbuddet mod linjekonferencer i transport til og fra EU) med at foretage en selvvurdering af deres aftalers forenelighed med EU's konkurrenceregler (EF-traktatens art. 81-82). Det vil imidlertid vise sig, om disse retningslinjer kommer til at omfatte løsninger på eventuelle juridiske problemer, der kunne opstå på internationalt plan som følge af ophævelsen af forordning 954/79. Indtil videre konstaterer EØSU, at de foreslåede retningslinjer er meget generelle og derfor ikke giver skibsindustrien den nødvendige retssikkerhed til at kunne foretage en selvvurdering. Endvidere synes de foreslåede retningslinjer ikke at beskæftige sig med de internationale virkninger af ophævelsen af forordning 4056/86 og forordning 954/79. EØSU ønsker derfor til sin tid at blive hørt med henblik på at kunne følge udviklingen nøje og, om nødvendigt, tilbyde hjælp og/eller ekspertise i den endelige udformning af retningslinjerne.

4.5

EØSU mener, at det vigtigste spørgsmål i den forbindelse er, om den foreslåede ophævelse af forordning 954/79 indebærer en retlig forpligtelse til at opsige UNCTAD's kodeks for linjekonferencer. EØSU konstaterer, at Kommissionen ikke behandlede dette spørgsmål i begrundelsen til forslaget om ophævelse af forordning 954/79. Det fremgår imidlertid, at Kommissionen ikke anser medlemsstater, som er parter i kodeksen, for at være retligt forpligtede til at opsige kodeksen. På den baggrund ser retssituationen efter ophævelsen af forordning 954/79 ud som følger: EU's medlemsstater behøver ikke at opsige kodeksen, men de vil ikke længere kunne anvende den ved søtransport til og fra EU. Kodeksen vil imidlertid fortsat gælde i andre verdensdele. Som angivet i begrundelsen til og femte betragtning i forslaget om ophævelse af forordning 954/79 vil medlemsstater, som endnu ikke har ratificeret kodeksen, ikke længere kunne gøre det efter den 18. oktober 2008. Som følge heraf vil en medlemsstat, som ikke er en kontraherende part til UNCTAD's kodeks for linjekonferencer, være udelukket fra at tiltræde denne, hvis den skulle ønske det med henblik på at sikre sine linjerederiers interesser i forbindelse med handel uden for EU.

4.6

På den baggrund kan følgende retlige paradoks opstå efter den 18. oktober 2008: et EU-rederi, som er kontraherende part til kodeksen for linjekonferencer, men som ikke opsiger kodeksen, vil fortsat drage fordel af bestemmelserne heri hvad angår cross-traders' og uafhængige fragtføreres rettigheder (artikel 2, stk. 4, litra a) og b) samt resolution 2). Til gengæld vil rederier fra en medlemsstat, der ikke er kontraherende part til kodeksen, og som ikke vil kunne ratificere eller tiltræde kodeksen efter den 18. oktober 2008, ikke drage fordel af dens bestemmelser. Dette afføder følgende spørgsmål: ville det være muligt at vedtage et forslag, som i modstrid med EF-traktatens artikel 12 fører til forskelsbehandling mellem EU-rederier? Ville en sådan situation ikke i modstrid med den fornyede Lissabon-strategi påvirke EU-virksomheders konkurrenceevne i Europa og/eller på verdensmarkedet? Ville en sådan situation ikke vise behovet for en horisontal tilgang i EU's politikker, navnlig transport- og konkurrencepolitikken, på søtransportområdet i overensstemmelse med grønbogen om en fremtidig havpolitik?

4.7

EØSU henstiller kraftigt til, at EU ikke undervurderer de internationale virkninger af en ophævelse af linjekonferencesystemet. EØSU konstaterer, at andre jurisdiktioner indtil videre opretholder deres kartelimmunitetssystemer. Nogle tredjelande har givet udtryk for bekymring over ophævelsen af linjekonferencesystemet i EU. Der kan henvises til en erklæring for nylig i Asian Shipowners Forum (Bussan, Korea, 29.5.2007):

»Medlemmerne noterede sig den seneste udvikling i Australien, Kina, Hongkong, Japan og Singapore, men konstaterede med bekymring EU's beslutning om at afskaffe gruppefritagelsen for linjekonferencer. Medlemmerne bekræftede den holdning, som ASF længe har indtaget, nemlig at kartelimmunitetssystemet er nødvendigt for en sund skibsindustri, som kan tiltrække de investeringer, der er nødvendige for at imødekomme de stigende krav i den internationale handel, og at systemet gavner handelserhvervet som helhed. Der var enighed om, at fragtførere fortsat bør søge at overbevise relevante aktører som rederier og regeringer om den vigtige handelsfremmende rolle, aftaler mellem fragtførere spiller. ASF noterede, at dets medlemsorganisationer, herunder navnlig KSA, JSA og SSA over for Europa-Kommissionen og andre relevante organer skriftligt havde givet udtryk for deres modstand mod afskaffelsen af kartelimmunitetssystemet, og at KSA havde modtaget et svar fra Kommissionen, der gik ud på, at forordning 4056/86 ville blive ophævet, men at der ville blive udarbejdet et alternativ, og at der ikke ville blive ændret ved konsortiumforordningen, som er en af grundpillerne i kartelimmunitetssystemet.« EØSU noterer sig erklæringen fra Asian Shipowners' Forum, som i lighed med en lang række lignende opfordringer fra EØSU og Europa-Parlamentet viser behovet for at foretage en vurdering af — eller i det mindste tage behørigt hensyn til — de internationale konsekvenser af ophævelsen af linjekonferencesystemet i EU på globalt plan og indvirkningen på den globaliserede økonomi.

4.8

I lyset af ovenstående betragtninger er EØSU overbevist om, at dette spørgsmål ikke udelukkende kan anskues i et konkurrencelovgivningsperspektiv. De alment politiske og søfartspolitiske aspekter ved ophævelsen af linjekonferencesystemet i EU og dermed også af forordning 954/79 kan ikke undervurderes. EØSU forstår ikke, hvorfor Kommissionen mener, at det haster med at ophæve forordning 954/79, da de internationale eftervirkninger af anvendelsen af EU's konkurrenceregler på søtransportområdet og navnlig af ophævelsen af linjekonferencesystemet endnu ikke er undersøgt tilstrækkeligt på trods af talrige opfordringer hertil, bl.a. fra EØSU.

5.   Særlige bemærkninger

5.1

Hvad angår ratificeringen af kodeksen for linjekonferencer konstaterer EØSU, at Kommissionen i begrundelsen til sit forslag om ophævelse af forordning 954/79 henviser til, at 13 EU-lande er kontraherende parter til UNCTAD's kodeks for linjekonferencer. Efter Rumæniens, Bulgariens og Maltas ratifikation af kodeksen drejer det sig imidlertid i virkeligheden om 16 EU-lande.

Forordning 954/79 indeholder visse forbehold, der sikrer tredjelandes linjeskibsfart (cross-traders). Forslaget om ophævelse af denne forordning indeholder imidlertid ikke sådanne beskyttelsesforanstaltninger. EU-fragtføreres interesser bør ikke undervurderes, hvor disse foretager linjeskibsfart mellem andre kontinenter (hvor kodeksen for linjekonferencer gælder). Det er også værd at bemærke, at UNCTAD's kodeks for linjekonferencer er ratificeret af 81 lande, herunder verdenshandelens nye lokomotiver, dvs. Kina, Indien, Rusland og Brasilien samt Australien, Canada, Japan, Nigeria, Mexico, Indonesien, Saudi-Arabien og Singapore.

Bruxelles, den 11. juli 2007

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Endelig rapport fra Global Insight om anvendelsen af konkurrencereglerne inden for linjeskibsfart, oktober 2005.

(2)  (UNCTAD — 2003, Clarksons — 2003).

(3)  EFT C 157 af 28.6.2005.

(4)  Europa-Parlamentets betænkning A6-0217/2006 af 22.6.2006.

(5)  EFT L 378 af 31.12.1986, s. 1.

(6)  Europa-Parlamentets betænkning A6-0314/2005 af 24.10.2005.

(7)  Forordning 4055/86 af 22.12.1986 (om »fri adgang til at udføre søtransport mellem Fællesskabets medlemsstater samt mellem medlemsstater og tredjelande«) tager udgangspunkt i UNCTAD's kodeks for linjekonferencer. Art. 4, stk. 1, litra a) og b) indeholder bestemmelser om en udfasning af bestående arrangementer om lastfordeling med direkte henvisning til kodeksen for linjekonferencer. Forordning 4058/86 af 22.12.1986 (om »samordnede foranstaltninger til sikring af fri adgang til fragter i oceanfarter«) tager udgangspunkt i kodeksen for linjekonferencer. Artikel 1 indeholder procedurer vedrørende fragter, der er omfattet af kodeksen, og fragter, der ikke er omfattet heraf — EFT L 378 af 31.12.1986, s. 4.


27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/66


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Radiofrekvensidentifikation (RFID)«

(2007/C 256/13)

I et brev af 26. februar 2007 anmodede Kommissionen under henvisning til EF-traktatens artikel 262 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en udtalelse om: Radiofrekvensidentifikation (RFID).

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Peter Morgan til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 19. juni 2007.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 437. plenarforsamling den 11.-12. juli 2007, mødet den 11. juli, følgende udtalelse med 138 stemmer for, 1 imod og 6 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Radiofrekvensidentifikation (RFID) er en betydningsfuld teknologi, som med tiden vil blive særdeles vigtig. Dens nuværende og fremtidige anvendelse vil kunne bidrage til positive forbedringer i en lang række forretningsgange såvel i den offentlige som i den private sektor og medføre betragtelige fordele både for de enkelte borgere og for virksomheder. RFID vil også kunne stimulere en kraftig udvikling af internetapplikationer og muliggøre, hvad et FN-organ har beskrevet som »tingenes internet«. Men, medmindre RFID er under nøje kontrol, kan den risikere at medføre overtrædelse af lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger og krænkelser af borgerrettigheder og blive en trussel mod enkeltpersoners og virksomheders sikkerhed.

1.2

Meddelelsens fulde titel er »Radiofrekvensbaseret identifikation (RFID) i Europa: elementer til en politisk ramme.« Kommissionen har afholdt en omfattende høring, der har dannet grundlag for meddelelsen. EØSU opfordres nu til at afgive en sonderende udtalelse. Med udgangspunkt i reaktionerne på meddelelsen vil Kommissionen, ved årets udgang, fremsætte en henstilling til medlemsstaterne. En eventuel lovgivning, som vil tage længere tid, kommer på et senere tidspunkt. Denne udtalelse skal fokusere på henstillingens indhold.

1.3

Til at hjælpe med udarbejdelsen af sine henstillinger har Kommissionen besluttet at nedsætte en interessentgruppe, der skal fungere som en slags tænketank. EØSU ville gerne have mulighed for at fremlægge sin udtalelse for denne interessentgruppe.

1.4

EØSU støtter de foranstaltninger, som Kommissionen foreslår på områderne for radiospektrum, standarder, sundhed, sikkerhed og miljø, og understreger, at det haster med et effektivt industrielt bidrag til forummet for standarder.

1.5

Eftersom Kommissionen vil offentliggøre sine henstillinger til medlemsstaterne ved årets udgang, er der god grund til at formode, at den vil videreføre den nuværende infrastruktur for datasikkerhed og sikring af privatlivets fred. Det betyder, at de allerede eksisterende databeskyttelsesinstanser i de enkelte medlemsstater også bliver ansvarlige for beskyttelse af privatlivets fred og databeskyttelse i forbindelse med RFID-anvendelser. Udtalelsen fokuserer på disse emner.

1.6

RFID udgør en alvorlige trussel mod privatlivets fred og borgerrettighederne:

RFID-tags kan indføjes i/påsættes genstande og dokumenter, uden den persons vidende, der kommer i besiddelse af disse ting. Da radiobølger bevæger sig let og lydløst gennem stof, plastik og andre materialer, kan det lade sig gøre at aflæse RFID-tags, der er syet ind i tøj eller hæftet på ting, der opbevares i pengepungen, indkøbstasker, kufferter og lignende.

Den elektroniske produktkode kan gøre det muligt at give enhver ting på jorden sit helt eget ID-nummer. Anvendelsen af unikke ID-numre kunne føre til oprettelsen af et verdensomspændende databasesystem, hvor alle fysiske objekter kan identificeres og forbindes med deres køber eller ejer ved salgs- eller overdragelsesstedet.

Udbredelse af RFID-teknologien kræver oprettelse af massive databaser, der indeholder unikke tag-data. Denne registrering kan kædes sammen med personoplysninger, efterhånden som computeres lagrings- og behandlingskapacitet udvides.

RFID-tags behøver ikke befinde sig inden for synsfeltet, men kan aflæses på afstand af scannere, der kan installeres usynligt næsten overalt, hvor mennesker færdes. RFID-aflæsere kan lægges ned i gulvfliser, væves ind i gulvtæppet, skjules i dørkarmen eller gemmes på hylderne, så det rent faktisk er umuligt for den enkelte at vide om han/hun scannes.

Hvis personoplysninger er knyttet til unikke RFID-tags, kan man spore personer eller udarbejde en profil på dem uden deres vidende eller samtykke.

Man kunne godt forestille sig en verden, hvor RFID-aflæsere udgør et omsiggribende globalt netværk. Et sådant netværk kræver ikke scannere overalt. Afgifter for trafikbelastning i London kan med forholdsvist få strategisk placerede kameraer spore samtlige biler, der kører ind i Londons centrum. På samme måde kunne man oprette et netværk af strategisk placerede RFID-aflæsere. Det må ikke få lov at ske.

1.7

Konsekvenserne af disse trusler er følgende:

RFID-brugere skal offentliggøre deres politikker og praksis, og der bør ikke findes hemmelige databaser med personoplysninger.

Den enkelte har ret til at vide, hvornår varer i detailhandelen er udstyret med RFID-tags eller -aflæsere. Enhver tag-aflæsning, der foregår i detailhandlen, bør foregå på gennemskuelig vis for alle parter.

RFID-brugere skal oplyse om formålet med anvendelse af tags og aflæsere. Indsamling af oplysninger bør begrænses til, hvad der er nødvendigt for det pågældende formål.

RFID-brugere bærer ansvaret for anvendelsen af teknologien og for, at sikkerhedslovgivningen og retningslinjerne overholdes. De bærer også ansvaret for systemets og databasens sikkerhed og integritet.

1.8

Hvordan disse principper skal omsættes i praksis er et åbent spørgsmål. Ideelt set skulle enhver virksomhed, som indgår forretningsaftaler med kunder ved detailhandel, billetudstedelse, adgangskontrol eller transportydelser, udstede kunderne en form for garanti for, at principperne vil blive fulgt, en form for kundecharter. Et sådant charter kunne indeholde de principper for god praksis vedrørende databeskyttelse, som beskrives i punkt 4.5. Desuden foreslår EØSU følgende retningslinjer:

a)

Det bør være forbudt for de handlende at presse eller tvinge kunderne til at acceptere aktive eller passive tags i de produkter, de køber. En mulighed kunne være, at tags placeres på emballagen eller at man anvender tags, der kan fjernes på samme måde som prismærker.

b)

Kunderne skal frit kunne fjerne eller desaktivere tags, der er placeret på genstande i deres besiddelse.

c)

RFID bør, som hovedregel, ikke anvendes til at spore personer. Sporing af mennesker er upassende, uanset om det sker gennem f.eks. tøj, varer, billetter eller andre ting.

d)

RFID bør aldrig anvendes med henblik på at afskaffe eller indskrænke anonymitet.

e)

Den ansvarlige myndighed bør give klare instrukser om, at (c) og (d) kun kan tillades under særlige omstændigheder og efter forudgående formel underretning af myndigheden.

1.9

Enkelte undtagelser fra ovenstående retningslinjer kan komme på tale, når:

enkeltpersoner i egen interesse vælger at bibeholde aktive tags;

enkeltpersoner indvilliger i at blive sporet i kritiske omgivelser, som f.eks. sikrede private og offentlige anstalter og institutioner;

enkeltpersoner vælger at benytte applikationer, som lokaliserer og identificerer dem på samme måde som de allerede nu lokaliseres og identificeres ved brug af mobiltelefoner, betalingskort, internetadresser osv.

Enhver af disse undtagelser skal oplyses til den ansvarlige myndighed.

1.10

RFID er ingen færdigudviklet teknologi, så vi kender endnu ikke dens fulde potentiale. På den ene side indebærer den måske ufattelige fordele for vores teknologiske civilisation, på den anden side er det måske vor tids største teknologiske trussel mod privatlivets fred og friheden. EØSU er af den overbevisning, at RFID-systemanvendelser bør udvikles i overensstemmelse med strenge etiske regler om privatlivets fred, frihed og datasikkerhed, men systemudviklingen bør fortsætte under forudsætning af, at nødvendige forholdsregler træffes.

1.11

Kort sagt bør implementeringen være fuldt ud gennemskuelig for alle involverede parter, når RFID-applikationer er tilladte. Generelt er systemanvendelser, der letter håndteringen af varer, acceptabel. Systemanvendelser, der medfører, at mennesker udstyres med tags, kan som hovedregel kun accepteres i kortere perioder. Systemanvendelser, som forbinder mennesker til varer, kan accepteres med henblik på markedsføring. RFID-anvendelser, som identificerer mennesker gennem varer, de har købt, er som hovedregel uacceptable. Derudover passer visse systemanvendelser slet ikke ind i et frit samfund og bør derfor aldrig tillades. Det helt centrale i Kommissionens henstilling til medlemsstaterne må være det bydende behov for at værne om privatlivets fred og anonymiteten.

2.   Hvad er RFID og hvorfor er det så vigtigt?

2.1

RFID er en teknologi, der muliggør automatisk identifikation og datafangst ved brug af radiofrekvenser. Det iøjnefaldende ved denne teknologi er, at enhver genstand, eller for den sags skyld ethvert dyr eller menneske, kan udstyres med en elektronisk tag, der indeholder en entydig identitetsmarkør og andre oplysninger, som kan aflæses trådløst.

2.2

Disse tags består af et elektronisk kredsløb, som opbevarer data, samt en antenne, som videresender dataene gennem radiobølger. En RFID-scanner aflæser chippene for at indhente de lagrede oplysninger. Så snart chip-læseren udsender radiobølger, vil alle tags inden for dens rækkevidde blive afkodet. Der skal bruges software til at kontrollere RFID-læseren og indsamle og filtrere informationen.

2.3

Der findes forskellige former for RFID-systemer. Tags kan enten være aktive eller passive. Aktive tags indeholder et integreret batteri til at drive det interne kredsløb og til at frembringe radiobølger. De kan endda transmittere, selvom der ikke er nogen RFID-læser i nærheden. Passive tags er energidrevne gennem de radiobølger, RFID-læseren transmitterer og har ikke egen energiforsyning. RFID-tags kan være »read-only« eller »read-write«. Read only-tags er billigere at fremstille og anvendes i de fleste aktuelle systemanvendelser.

2.4

RFID-systemets rækkevidde afhænger af radiofrekvensen, RFID-aflæserens energiforsyning og materialet mellem taggen og RFID-aflæseren. Den kan være op til nogle få meter for passive systemer, men overstige mere end 100 meter for aktive systemer.

2.5

RFID er det nederste trin i den trådløse teknologis hierarki. Rangerende efter hvor stor afstand signalet spænder over, indtager satellitkommunikationssystemer som GPS førstepladsen. Dernæst følger vidtrækkende mobiltelefoniteknologier, som f.eks. GSM og GPRS, derefter kortere rækkende signaler inden for bygninger som Wi-Fi, så personlige netværker som Bluetooth og til sidst altså, RFID. Hver enkelt af disse teknologier er specifikke og selvstændige, så der altså ikke er nogen risiko for, at satellitsystemer aflæser RFID-tags. Alligevel kan data overføres mellem de respektive systemer gennem anordninger, som f.eks. mobiltelefoner.

2.6

Herunder nævnes nogle eksempler på de potentielle fordele ved RFID-teknikken:

For borgerne kan den øge sikkerheden (hvad angår fødevarer, sundhed, bekæmpelse af forfalskninger), bekvemmeligheden (kortere supermarkedskøer, mere præcis og pålidelig håndtering af bagage i lufthavne, automatiseret betaling) og forbedret patientpleje, navnlig af kroniske sygdomme som demens.

På transportområdet forventes den at bidrage til effektivisering, øget sikkerhed og ydelser af høj kvalitet for mennesker og varer.

På sundhedsområdet kan RFID være med til at højne kvaliteten af plejen og øge patienternes sikkerhed og sikre bedre overholdelse af medicineringsforskrifter samt forbedre logistikken. Der arbejdes i øjeblikket på at kunne tilføre individuelle piller RFID-tags.

I detailhandelen kunne RFID være med til at mindske forsyningsmangler, lagerbeholdning, og tyveri.

I mange brancher, hvor mærkevareforfalskning er særligt udbredt, kan RFID hjælpe med til at finde frem til de steder, hvor ulovlige varer når ind i forsyningskæden.

RFID-mærkning forventes også at forbedre sorteringen og genanvendelsen af produktdele og materialer, hvilket kan føre til forbedring indenfor affaldsbehandling og bæredygtig udvikling.

2.7

Mange af RFID-systemets aspekter kan illustreres gennem dets anvendelse i bøgers livscyklus. Den enorme mængde bøger, der udkommer, udgør et logistisk mareridt for forlag, distributører, biblioteker og detailhandlere. Bortset fra forsyningskæde-logistik skal man kunne spore bøgerne, så snart de er blevet placeret på hylderne, så de både kan lokaliseres og skiftes ud. Derudover skal biblioteker kunne kontrollere udlånscyklus, mens køberne kan have svært ved at holde rede på deres egne bøger. RFID-tags på bøger giver løsningen på alle disse problemer. Kontrol med biblioteksudlån kan overføres til ethvert andet system, hvor ting genbruges eller lejes ud.

2.8

For at illustrere de risici, der er forbundet med denne teknologi, er her et uddrag fra en IBM patentansøgning (20020615758) fra november 2002. Den vedrører identificering og sporing af personer, der anvender RFID-mærket udstyr.

»En metode og et system til identifikation og sporing af personer, der anvender RFID-mærket udstyr, som bæres af personerne. Registre over tidligere foretagede indkøb indsamles for hver enkelt person, der handler i en detailforretning, gennem salgsregistreringssystemer og lagres i en indkøbssdatabase. Når en person, der bærer eller har noget på, der er udstyret med en RFID-tag, går ind i forretningen eller et andet afgrænset område, scannes etiketterne på den pågældende person af den i lokalet opstillede RFID-scanner og informationerne på RFID-taggen aflæses. Den indsamlede RFID-tag information sammenholdes med oplysninger om tidligere indkøb, der er lagret i indkøbsdatabasen i overensstemmelse med kendte korrelationsalgoritmer. På baggrund af korrelationsresultaterne kan personens nøjagtige identitet eller visse af personens kendetegn fastlægges. Informationen bruges til at overvåge personens bevægelse gennem forretningen eller andre områder.«

American Express patentansøgning nummer 20050038718 går ud på det samme.

2.9

RFID er helt klart andet og mere end en elektronisk stregkode. De væsentligste forskelle fremgår af ovenstående uddrag:

a)

RFID-taggen indeholder ikke blot en varebeskrivelse, men også en diskret identitetsmarkør som igen kan identificere køberen.

b)

Taggen behøver ikke være en fysisk mikrochip. Kredsløbene kan trykkes direkte på de fleste materialer, som f. eks. tøj.

c)

Taggen kan forblive aktiv efter salget, så den kan genaflæses kontinuerligt.

d)

RFID-aflæserne findes ikke kun på salgsstedet, de kan befinde sig hvor som helst og ikke kun i detailhandelens lokaler.

e)

Korrelationen via en database indfører en ny dimension i dataindsamling, privatlivets fred og datasikkerhed.

2.10

Hvorvidt en tag skal forblive aktiv efter at have forladt detailforretningen, kan diskuteres. På den ene side er det en trussel mod privatlivets fred. På den anden side kunne det være en fordel for køberen. For eksempel kan RFID-aflæsere være en hjælp til at holde rede på hjemmets vinkælder, køleskabets indhold, garderoben og biblioteket. Den logiske følge bør derfor være, at den enkelte selv træffer valget, men teknologien og dens anvendelse skal tilbyde personen dette valg.

2.11

RFID kan bruges til meget mere end blot detail produktidentifikation. EØSU's adgangskort er et RFID-system. Metrosystemet i London anvender i udbredt grad RFID-kort til betaling og adgang. Kreditkort vil snart indeholde en RFID-anordning til betaling af mindre beløb uden brug af pinkode. RFID-etiketter anvendes til opkrævning af motorvejsafgift og identifikation af føreren af et køretøj. Adgangen til skilifte kontrolleres på visse europæiske skisportssteder med RFID-etiketter, som ligger i lommen på skidragten. Deres ordfører har hver dag tre RFID-kort og en RFID-etiket på sig. Hans hund identificeres gennem en RFID-chip, der er implanteret under huden. Sådanne chips er ved at være meget udbredt i hele verden til mærkning af dyr, og til at spore fødevarer. Der er ikke lang vej til at RFID-mærke kriminelle og problematiske patienter på samme måde som hunde.

2.12

Det adgangskort, man anvender i EØSU, er en mild form for RFID-systemanvendelse. Identitet bliver en så meget desto større udfordring, når RFID-tags indsys i arbejdstøj eller uniformer, så den uniformerede persons bevægelser kan følges kontinuerligt af strategisk placerede scannere på arbejdspladsen. EØSU medgiver dog, at dette kan være ønskeligt i visse tilfælde, f.eks. af sikkerhedsgrunde. Men at spore, hvor en person befinder sig, vil, hvis det sker uden passende beskyttelsesforanstaltninger, være en alvorlig krænkelse af privatlivets fred og forudsætter en god begrundelse og en meget omhyggelig kontrol.

2.13

Som et bizart varsel for fremtidige anvendelser, rapporterer The Economist, at adgangsbilletten til VIP-området i Baja Beach Club i Barcelona er en mikrochip indopereret i stamgæstens arm. Chippen, som er på størrelse med et riskorn og belagt med glas og silikone, bruges til at identificere folk, når de ankommer og betaler for drinks. Den implanteres af en sygeplejerske under lokalbedøvelse. I bund og grund er det en RFID-tag.

3.   Resumé af meddelelsen

3.1

RFID vækker politisk interesse, fordi det kan blive en ny motor for vækst og beskæftigelse og dermed et vægtigt bidrag til Lissabon-strategien, hvis blot innovationsbarriererne kan overvindes.

3.2

Kommissionen gennemførte en offentlig høring om RFID i 2006, som satte fokus på forventningerne til teknikken med udgangspunkt dér, hvor den er blevet taget i brug på et tidligt tidspunkt, men som også afslørede borgernes betænkeligheder ved RFID-anvendelser, der indebærer identifikation og/eller sporing af mennesker.

3.3

En fortsat udvikling og udbredt anvendelse af RFID kan gøre informations- og kommunikationsteknologien til en endnu stærkere drivkraft for innovation og økonomisk vækst.

3.4

Der er brug for klare og forudsigelige juridiske og politiske rammer for at gøre denne nye teknik acceptabel for brugerne. Da RFID-teknikken af natur er grænseoverskridende, må rammerne sikre ensartethed på hele det indre marked.

3.5   Sikkerhed, privatlivets fred og etik.

3.5.1

Der er alvorlig bekymring for, at denne altgennemtrængende basisteknologi kan true privatlivets fred: RFID-teknikken kan bruges til at indsamle oplysninger, der er direkte eller indirekte forbundet med en identificerbar eller identificeret person, og derfor anses for at være personoplysninger. RFID-tags kan indeholde personoplysninger. RFID-teknologi kan anvendes til at spore eller følge folks bevægelser eller til at tegne en profil af folks adfærd. RFID kan i givet fald blive en privatlivskrænkende teknologi. Der er ytret betænkelighed ved mulige krænkelser af de grundlæggende værdier og privatlivets fred og øget overvågning, navnlig på arbejdspladser, med diskrimination, udstødelse og måske fyring til følge.

3.5.2

Brugen af RFID skal naturligvis være socialt og politisk acceptabel, etisk forsvarlig og lovlig. Det store økonomiske og sociale udbytte, RFID kan give, kommer kun, hvis der findes effektive garantier for databeskyttelse og privatlivets fred og de dertil hørende etiske forhold, som er centrum i debatten om borgernes accept af RFID.

3.5.3

Fællesskabets rammebestemmelser om databeskyttelse og privatlivets fred i Europa er udformet, så de skulle være robuste over for innovation. Beskyttelsen af personoplysninger er omfattet af det generelle databeskyttelsesdirektiv (1), som gælder for alle teknologier, også RFID. Det generelle databeskyttelsesdirektiv suppleres af e-databeskyttelsesdirektivet (2). Ifølge disse direktiver har medlemsstaternes myndigheder pligt til at overvåge, at indførelsen af RFID-anvendelser sker i overensstemmelse med lovgivningen om privatlivets fred og databeskyttelse. Det kan derfor være nødvendigt at give detaljerede retningslinjer for den praktiske gennemførelse af en teknik som RFID og at udarbejde adfærdskodekser i den forbindelse.

3.5.4

Hvad sikkerheden angår, skal erhvervslivet, medlemsstaterne og Kommissionen i fællesskab gøre en indsats for at opnå dybere indsigt i de systemimmanente problemer og dermed forbundne sikkerhedsrisici ved at tage RFID-teknologier og -systemer i brug i massevis. En vigtig del af svaret på ovennævnte udfordringer kommer til at bestå i udarbejdelse af specifikationer og vedtagelse af konstruktionskriterier, der forebygger risici for privatlivets fred og sikkerheden, ikke kun teknologisk, men også organisatorisk og i forbindelse med forretningsprocesser. Derfor må der foretages en grundig lønsomhedsanalyse af specifikke sikkerheds- og privatlivsrelaterede risici, før der vælges RFID-systemer og udbredes RFID-anvendelser.

3.5.5

Der er bekymring for åbenheden og neutraliteten i de databaser, der skal registrere de entydige identitetsmarkører, som er kernen i RFID-systemet, samt lagringen og håndteringen af de indsamlede data, herunder tredjeparters udnyttelse af dem. Spørgsmålet har stor betydning, for RFID kommer til at bære en ny bølge i internettets udvikling, som vil ende med at danne et trådløst væv af milliarder af smarte chips og avancerede sensorer i en verdensomspændende kommunikationsinfrastruktur. Denne nye fase i internettets udvikling kaldes »tingenes internet«.

3.5.6

Dette registrerings- og benævnelsessystem i det fremtidige »tingenes internet« skal sikre mod sammenbrud eller utilsigtet brug, som kunne skabe kaos. Det må ikke falde i hænderne på særinteresser, der kunne bruge disse databaser og systemer til deres egne formål. Hensynet til sikkerhed, etik og privatlivets fred bør varetages for alle interessenter, fra enkeltpersoner til selskaber, som har følsomme forretningsinformationer i RFID-baserede forretningsprocesser.

3.5.7

Når der skal konstrueres et RFID-informationssystem, skal der tages hensyn til kravene fra både de parter, der aktivt medvirker til at oprette det (f.eks. virksomheder, myndigheder eller sygehuse), og slutbrugerne, der udsættes for det (borgere, forbrugere, patienter og ansatte). Da slutbrugerne normalt ikke inddrages i teknologiens designstadie, vil Kommissionen give støtte til, at en central ekspertgruppe med repræsentanter for alle parter udarbejder et sæt retningslinjer for de enkelte anvendelser (adfærdskodeks, god praksis). Ved udgangen af 2007 vil Kommissionen udstede en henstilling om, hvilke principper myndighederne og andre berørte parter bør følge i forbindelse med brug af RFID.

3.5.8

Derudover vil Kommissionen overveje at indføje bestemmelser i det kommende forslag om ændring af e-databeskyttelsesdirektivet og sideløbende hermed tage hensyn til bidrag fra den kommende RFID-interessentgruppe, Artikel 29-Arbejdsgruppen om Databeskyttelse og andre relevante initiativer, f.eks. Den Europæiske Gruppe vedrørende etik inden for naturvidenskab og ny teknologi. På det grundlag vil Kommissionen vurdere behovet for yderligere lovgivning til at værne om data- og privatlivsbeskyttelse.

3.5.9

Kommissionen vil holde nøje øje med udviklingen hen imod et »tingenes internet«, hvor RFID forventes at komme til at spille en stor rolle. Ved udgangen af 2008 vil Kommissionen udsende en meddelelse, der analyserer forløbet og virkningerne af en sådan udvikling med særlig vægt på spørgsmålene om privatlivets fred, tillid og regulering. Den vil vurdere, hvilke strategiske valgmuligheder der foreligger, og om det er nødvendigt at foreslå flere lovgivningstiltag for at varetage databeskyttelses- og privatlivshensyn og sikre andre almindelige retsprincipper.

3.5.10

Bemærkninger til emnerne sikkerhed, privatlivets fred og etik er samlet i udtalelsens punkt 4.

3.6   Andre politiske RFID-spørgsmål

3.6.1

Bortset fra hele området »sikkerhed, privatlivets fred og etik« rejser RFID-systemet andre politiske spørgsmål såsom frekvensressourcer, standarder, sundhed, sikkerhed og miljø.

3.6.2

Det er vigtigt at harmonisere vilkårene for frekvensanvendelse for at muliggøre uhindret mobilitet og lave omkostninger. Kommissionen vedtog for nylig en beslutning (2006/808/EF) om RFID-frekvenser i UHF-båndet. Denne fordeling anses for at være tilstrækkelig inden for en tre- til tiårig tidshorisont, men såfremt der skulle opstå et behov for flere frekvensressourcer, vil Kommissionen handle derefter og anvende sine beføjelser under radiospektrumsafgørelsen (676/2002/EF). EØSU accepterer denne holdning.

3.6.3

Strømlinet vedtagelse af nye internationale ISO-standarder og harmonisering af regionale standarder er således afgørende for en uhindret ibrugtagning af tjenesterne. De relevante europæiske standardiseringsorganer — CEN og ETSI — er fuldt ud involveret. Kommissionen opfordrer disse organer til i samarbejde med industrien at sikre, at udviklingsstandarderne opfylder de europæiske krav, navnlig hvad angår privatlivet fred, sikkerhed, intellektuel ejendomsret og licensspørgsmål. Eftersom industrinormer og enerettigheder ofte hænger sammen, opfordrer EØSU Kommissionen til at gøre, hvad den kan, for at få industrien og standardiseringsorganerne til at skynde sig at forhindre, at europæiske systemanvendelser af RFID bliver alt for afhængig af andres dyre intellektuelle ejendomsrettigheder.

3.6.4

Hvad miljøet angår, omfattes RFID-udstyr fuldt ud af direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr og direktivet om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr. For så vidt angår sundheden, kan der i givet fald være et problem med elektromagnetiske felter i forbindelse med RFID-udstyr. Elektromagnetiske felter i forbindelse med RFID-anvendelser er i almindelighed svage og derfor forventes arbejdstagernes og den brede offentligheds udsættelse herfor at ligge et godt stykke under de nugældende grænser. Set i lyset af den sideløbende vækst i trådløst udstyr vil Kommissionen dog fortsat holde øje med overholdelsen af lovrammerne. EØSU accepterer denne holdning.

4.   Bemærkninger

4.1

Eftersom Kommissionen vil offentliggøre sine henstillinger til medlemsstaterne ved årets udgang, er der god grund til at formode, at den vil videreføre den nuværende infrastruktur for datasikkerhed og sikring af privatlivets fred. Det betyder, at de allerede eksisterende databeskyttelsesinstanser i de enkelte medlemsstater også bliver ansvarlige for beskyttelse af privatlivets fred og databeskyttelse i forbindelse med RFID-anvendelser.

4.2

Kommissionen har i sin meddelelse bl.a. slået fast, at den vil nedsætte og rådføre sig med en ny interessentgruppe. EØSU vil gerne fremlægge nærværende udtalelse for denne gruppe.

4.3

RFID udgør en alvorlige trussel mod privatlivets fred og borgerrettighederne:

a)

RFID-tags kan indsættes i, eller påsættes genstande og dokumenter uden at den person, der kommer i besiddelse af disse ting, ved det. Da radiobølger bevæger sig let og lydløst gennem stof, plastik og andre materialer kan det lade sig gøre at aflæse RFID-tags, som er syet fast i tøj eller påsat ting, der opbevares i pengepungen, indkøbsposer, kufferter og lignende.

b)

Den elektroniske produktkode kan gøre det muligt at give enhver ting på jorden sit helt eget ID-nummer. Anvendelsen af unikke ID-numre kunne føre til oprettelsen af et verdensomspændende databasesystem, hvor alle fysiske objekter kan identificeres og forbindes med deres køber eller ejer ved salgs- eller overdragelsesstedet.

c)

Udbredelsen af RFID-teknologien kræver oprettelse af massive databaser, der indeholder unikke tag-data. Denne registrering kan kædes sammen med personoplysninger, efterhånden som computeres lagrings- og behandlingskapacitet udvides.

d)

RFID-tags er ikke begrænset til synsfeltet og kan aflæses på afstand af scannere, der kan installeres usynligt næsten overalt, hvor mennesker færdes. RFID-aflæsere kan lægges ned i gulvfliser, væves ind i gulvtæppet, skjules i dørkarmen eller gemmes på hylderne, så det rent faktisk er umuligt for den enkelte at vide, hvornår han/hun scannes.

e)

Hvis personoplysninger knyttes til unikke RFID-tags, kan man spore personer eller udarbejde en profil på dem uden deres vidende eller samtykke.

f)

Man kunne godt forestille sig en verden, hvor RFID-aflæsere udgør et omsiggribende globalt netværk. Et sådant netværk kræver ikke scannere overalt. Afgifter for trafikbelastning i London kan med forholdsvist få strategisk placerede kameraer spore samtlige biler, der kører ind i Londons centrum. På samme måde kunne man oprette et netværk af strategisk placerede RFID-tagaflæsere. Det må ikke få lov at ske.

4.4

I det 7. F&U-rammeprogram har Kommissionen allerede vejledt om den etiske anvendelse af teknologien, da den har betydning for datasikkerhed og privatlivets fred (»vejledning for ansøgere« til samarbejdsprojekter, p. 54) (3). RFID er et glimrende eksempel på den stadig større affinitet mellem teknologi og den lovfæstede ret til eller den offentlige forventning om privatlivets fred i forbindelse med indsamling og udveksling af data. Problemer med beskyttelse af privatlivets fred findes overalt, hvor entydige identitetsdata for en person, eller personer, indsamles og opbevares i digital form eller på anden vis. Fejlagtig eller manglende kontrol med offentliggørelse kan give anledning til fortrolighedsproblemer. De mest udbredte datakilder, der berøres af databeskyttelsesproblematikken, er sundhedsvæsenet, det strafferetlige område, finans, genetik og lokalisering. Lokalisering er det vigtigste element i RFID.

4.5

I sin vejledning (4) til, hvordan man forholder sig til databeskyttelse og overholdelse af privatlivets fred, har Kommissionen fastlagt otte principper for god praksis. Den siger, at data skal:

bearbejdes lovligt og på en rimelig måde

bearbejdes til begrænsede formål

være tilstrækkelige, relevante og ikke overdrevne

være præcise

ikke opbevares længere end nødvendigt

bearbejdes i overensstemmelse med de registreredes rettigheder

være sikre

ikke videregives til andre lande uden tilstrækkelig beskyttelse.

Disse retningslinjer svarer fuldt ud til bestemmelserne om privatlivets fred og datasikkerhed i forbindelse med anvendelse af RFID.

4.6

Ifølge EØSU er de grundlæggende principper for god praksis følgende:

RFID-brugere skal offentliggøre deres politikker og praksis, og der bør ikke findes hemmelige databaser med personoplysninger.

Den enkelte har ret til at vide, hvornår varer i detailhandlen er udstyret med RFID-tags eller aflæsere. Enhver tag-aflæsning, der foregår i detailhandlen, bør foregå på gennemskuelig vis for alle parter.

RFID-brugere skal oplyse om formålene med anvendelse af tags og aflæsere. Indsamling af oplysninger bør begrænses til, hvad der er nødvendigt for det pågældende formål.

RFID-brugere bærer ansvaret for anvendelsen af teknologien og for, at sikkerhedslovgivningen og retningslinjerne overholdes. De bærer også ansvaret for systemets og databasernes sikkerhed og integritet.

4.7

Hvordan disse principper skal omsættes i praksis er et åbent spørgsmål. Ideelt set skulle enhver virksomhed, som indgår forretningsaftaler med kunder ved detailhandel, billetudstedelse, adgangskontrol eller transportydelser, udstede kunderne en form for garanti for, at principperne vil blive fulgt, en form for kundecharter. Et sådant charter kunne indeholde de principper for god praksis vedrørende databeskyttelse, som beskrives i punkt 4.5. Desuden foreslår EØSU følgende retningslinjer:

a)

Det bør være forbudt for de handlende at presse eller tvinge kunderne til at acceptere aktive eller passive tags i de produkter, de køber. En mulighed kunne være, at tags placeres på emballagen eller at man anvender tags, der kan fjernes på samme måde som prismærker.

b)

Kunderne skal frit kunne fjerne eller desaktivere tags, der er placeret på genstande i deres besiddelse.

c)

RFID bør, som hovedregel, ikke anvendes til at spore personer. Sporing af mennesker er upassende, uanset om det sker gennem f.eks. tøj, varer, billetter eller andre ting.

d)

RFID bør aldrig anvendes med henblik på at afskaffe eller indskrænke anonymitet.

e)

Den ansvarlige myndighed bør give klare instrukser om, at (c) og (d) kun kan tillades under særlige omstændigheder og efter forudgående formel underretning af myndigheden.

4.8

Enkelte undtagelser fra ovenstående retningslinjer kan komme på tale, når:

enkeltpersoner i egen interesse vælger at bibeholde aktive tags;

enkeltpersoner indvilliger i at blive sporet i kritiske omgivelser, som f.eks. sikrede private og offentlige anstalter og institutioner;

enkeltpersoner vælger at benytte applikationer, som lokaliserer og identificerer dem på samme måde som de allerede nu lokaliseres og identificeres ved brug af mobiltelefoner, betalingskort, internetadresser osv.

Enhver af disse undtagelser skal oplyses til den ansvarlige myndighed.

4.9

En gruppe af systemanvendelser, som kunne fritages, er sporing af mennesker eller varer i kortere perioder og under særlige forhold. Inden for luftfarten kunne bagage udstyres med tags ved check-in, så man forbedrer sikkerheden og visheden for håndtering af bagage, mens passagerer kunne udstyres med tags, så man bedre og rettidigt kunne afvikle flyafgange og hurtigere kunne gennemføre sikkerhedsprocessen. En anden systemanvendelse kunne være sporing af patienter efter hospitalsindlæggelse i forbindelse med operation. Nøglen til accept af denne form for anvendelse kan være visheden om, at taggen desaktiveres ved afslutningen på det kortvarige ophold.

4.10

RFID er ingen færdigudviklet teknologi, så vi kender endnu ikke dens fulde potentiale. På den ene side indebærer den måske ufattelige fordele for vores teknologiske civilisation, på den anden side er det måske vor tids største teknologiske trussel mod privatlivets fred og friheden. EØSU er af den overbevisning, at RFID-systemanvendelser bør udvikles i overensstemmelse med strenge etiske regler om privatlivets fred, frihed og datasikkerhed, men systemudviklingen bør fortsætte under forudsætning af, at de nødvendige forholdsregler træffes.

4.11

Kort sagt bør implementeringen være fuldt ud gennemskuelig for alle involverede parter, når RFID-applikationer er tilladte. Generelt er systemanvendelser, der letter håndteringen af varer, acceptabel. Systemanvendelser, der medfører, at mennesker udstyres med tags, kan som hovedregel kun accepteres i kortere perioder. Systemanvendelser, som forbinder mennesker til varer, kan accepteres med henblik på markedsføring. RFID-anvendelser, som identificerer mennesker gennem varer, de har købt, er som hovedregel uacceptable. Derudover passer visse systemanvendelser slet ikke ind i et frit samfund og bør derfor aldrig tillades. Det centrale i Kommissionens henstilling til medlemsstaterne må være det bydende behov for at værne om privatlivets fred og anonymiteten.

Bruxelles, den 11. juli 2007

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Direktiv 94/46/EØF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger.

(2)  Direktiv 2002/58/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor.

(3)  http://cordis.europa.eu/fp7/dc/index.cfm?fuseaction=UserSite.CooperationDetailsCallPage&call_id=11.

(4)  Databeskyttelsesdirektiv 94/46/EØF, artikel 6.


27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/73


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Galileo ved en skillevej: Gennemførelsen af de europæiske GNSS-programmer«

KOM(2007) 261 endelig

(2007/C 256/14)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 16. maj 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Den 29. maj 2007 henviste Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs præsidium det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet.

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 437. plenarforsamling den 11.-12. juli 2007, mødet den 11. juli, Stéphane Buffetaut til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse med 95 stemmer for og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bifalder, at Kommissionen har vist virkelighedssans og mod ved i sin meddelelse Galileo ved en skillevej: Gennemførelsen af de europæiske GNSS-programmer, KOM(2007) 261, at turde drage konsekvensen af de fastkørte koncessionsforhandlinger om Galileo-systemet.

1.2

Udvalget støtter fuldt ud, at de strandede forhandlinger afsluttes, og at der iværksættes en alternativ strategi.

1.3

EØSU bakker helhjertet op om Rådets, Europa-Parlamentets og Kommissionens vilje til at gennemføre Galileo-projektet i dets oprindelige størrelsesorden og rammer.

1.4

Udvalget mener, at projektet har strategisk betydning for EU, eftersom det er egnet til at demonstrere EU's evne til at levere, hvad der kræves for at realisere et storslået menneskeligt, videnskabeligt, teknisk og økonomisk projekt.

1.5

EØSU finder, at en opgivelse af projektet ville være fatalt for EU.

1.6

Udvalget understreger, at det af Kommissionen foreslåede scenario er interessant og realistisk i forhold til en gennemførelse af projektet, og mener, at en overdragelse af ansvaret for finansieringen samt udviklings- og ibrugtagningsfasen til det offentlige er udtryk for et pragmatisk syn på situationen.

1.7

Eftersom dette scenario løsning vil have store økonomiske følgevirkninger og belaste de offentlige budgetter, finder EØSU, at der er behov for fordomsfrit at overveje dels, om Galileo-systemet kan anvendes til militære formål, herunder navnlig i defensivt øjemed, af EU-medlemsstaterne, dels om der kan pålægges prisen for modtageapparaterne en beskeden afgift for således at bidrage til en bedre balance i projektets finansiering.

1.8

Udvalget henstiller til, at de nærmere vilkår for hvordan der skal indgås en koncessionsaftale for Egnos-systemet som regionalt europæisk supplement til det amerikanske GPS, præciseres hurtigst muligt, og at iværksættelsen af dette program koordineres med Galileo.

1.9

EØSU bifalder, at valget som projektets indkøbsagent og ordregivende myndighed er faldet på Den Europæiske Rumorganisation (ESA).

1.10

Udvalget advarer mod fristelsen til at underkaste Galileo-projektet princippet om såkaldt rimelig modydelse (»juste retour«), om end det har forståelse for medlemsstaternes berettigede bekymringer, hvad angår den videnskabelige, tekniske og økonomiske udvikling af projektet.

1.11

EØSU minder om, at dårlig håndtering af projektstyring og fordeling af det økonomiske og tekniske ansvar er en tikkende bombe, som den seneste udvikling i Airbus-koncernen har vist.

1.12

Udvalget anmoder medlemsstaterne om at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at sikre, at Galileo-projektet bliver en succes.

2.   Meddelelsens baggrund

2.1

Fem måneder efter offentliggørelsen af grønbogen om satellitnavigationsapplikationer har Kommissionen nu offentliggjort en ny meddelelse med den alarmerende titel »Galileo ved en skillevej: Gennemførelsen af de europæiske GNSS-programmer«.

2.2

Det er et drastisk ordvalg, der er fremkaldt af de fastkørte koncessionsforhandlinger. Der er nemlig ikke udsigt til, at der kan indgås en aftale med det private konsortium, der kandiderer til denne koncession. Der er tale om helt grundlæggende meningsforskelle angående projektets finansieringsmodel.

2.3

Kommissionen havde derfor intet andet valg end at notere sig forhandlingernes forlis, der er sket på et tidspunkt, hvor igangsættelsen af projektet er blevet forsinket adskillige gange, hvilket har nødvendiggjort en større omlægning af projektet, både hvad angår finansieringen og aftalegrundlaget.

2.4

I øvrigt har Rådet (transportministrene) den 22. marts 2007 anmodet Kommissionen om en vurdering af situationen og konkrete forslag til alternative scenarier dels for koncessionsaftalen, dels for hvornår Galileos forløber, EGNOS-satellitnavigationstjenesterne, et regionalt supplement til det amerikanske GPS, tidligst kan leveres.

2.5

Europa-Parlamentet har, samtidig med at det har erklæret Galileo-projektet sin støtte, givet udtryk for stærk bekymring over de gentagne forsinkelser af projektets udvikling og har anmodet Kommissionen om at fremlægge forslag, der kan afhjælpe situationen.

2.6

Meddelelsen er Kommissionens svar på anmodningerne fra EU's to lovgivende institutioner.

3.   Meddelelsens indhold

3.1

Det første punkt af betydning er Kommissionens opfordring til Rådet og Europa-Parlamentet om at notere sig, at den nuværende koncessionsforhandling er mislykkedes, og på grundlag heraf konkludere, at den bør ophøre. På baggrund af de fastkørte forhandlinger havde Kommissionen i virkeligheden næppe noget andet valg.

3.2

I samme åndedrag opfordrer Kommissionen imidlertid Rådet og Parlamentet til at bekræfte deres tilsagn om, at Europa får sit eget satellitnavigationssystem, og at støtte videreførelsen af Galileo-programmet. Således er de forliste forhandlinger om koncessionsaftalen ikke nødvendigvis ensbetydende med, at Galileo-projektet opgives. Tværtimod ønsker Kommissionen, at både projektets strategiske og økonomiske betydning for EU bekræftes.

3.3

Det er Kommissionens opfattelse, at videreførelsen af Galileo-programmet bør ske inden for de nuværende rammer. Systemegenskaberne bør fastholdes, det vil sige en konstellation af 30 satellitter, der tilbyder fem forskellige tjenester med en fremragende kvalitet af signalet i rummet.

3.4

Det kan med andre ord ikke komme på tale at slå sig til tåls med en skrabet udgave af projektet.

3.5

Kommissionen foreslår to mulige scenarier:

a.

Scenario A): Den offentlige sektor står for finansiering og indkøb af et driftsklart system med begrænset funktionsevne. Den centrale infrastruktur består af 18 satellitter med tilhørende jordsegment. Både positionsbestemmelsens nøjagtighed og dækningen er tilstrækkelig til, at der kan indføres tjenester på markedet, men foreløbig uden at Galileos tekniske merværdi udnyttes.

De resterende 12 satellitter placeres herefter af den private sektor i henhold til det offentlig-private partnerskabs koncessionsordning.

b.

Scenario B): Den offentlige sektor finansierer og etablerer hele systemet med fuld driftskapacitet (Full Operational Capability — FOC). Infrastrukturen består af 30 satellitter med tilhørende jordsegment. Den gør det muligt at tilbyde alle Galileo-tjenester til alle brugere i målgruppen og giver den fremtidige koncessionshaver tillid til, at konstruktionen er robust. Det offentlig-private partnerskab omfatter drifts- og udnyttelsesaktiviteter samt vedligeholdelse af konstellationen af 30 satellitter. Et fuldt udbygget system med samtlige tjenester kan være på plads inden udgangen af 2012, og koncessionsaftalen om det offentlig-private partnerskab strækker sig over perioden 2010-2030.

3.6

Kommissionen foretrækker gennemførelse af det andet scenarie i to trin:

øjeblikkelig gennemførelse af Egnos, der fungerer som forløber for Galileo, gennem en særlig koncession, i starten af 2008. Et fuldt udbygget system skal, efter etablering af den fuldstændige Galileo-konstellation, være driftsklart ultimo 2012,

parallelt hermed forhandles og etableres der et offentlig-privat partnerskab med henblik på udnyttelsen af Egnos og Galileo i perioden 2010-2030.

3.7

Kommissionen ønsker, at Rådet og Parlamentet støtter disse to programmer med udgangspunkt i en række principper:

Egnos-systemet skal være driftsklart fra 2008,

de europæiske GNSS-programmer skal i alle medlemsstaters interesse udformes, vedtages, forvaltes og overvåges på EU-plan,

Galileos strategiske betydning skal anerkendes,

Den Europæiske Rumorganisation (ESA) skal forsætte som indkøbsagent og ordregivende myndighed, der optræder på EU's vegne og handler under EU's myndighed og efter EU's regler,

i de tilfælde, hvor det er muligt, skal der indføres fair konkurrence i programmet,

den offentlige styring af programmerne skal styrkes og omlægges, idet Kommissionen varetager det politiske ansvar og ledelsen,

investorernes tillid skal styrkes.

3.8

Scenariet kræver, at der stilles betydelige økonomiske midler til rådighed, og at de midler, der er afsat til det nuværende program i de finansielle overslag, bevilges, men derudover, at der sikres yderligere finansiering.

3.9

I finansperioden 2007-2013 kræver videreførelsen af den nuværende ordning 2,4 mia. EUR plus tiltag for at reducere risikoen. Kigges der helt frem til opbygning af en komplet første konstellation (30 satellitter), efterfulgt af et offentlig-privat partnerskab til driftsfasen fra 2010-2013, er kravet 3,4 mia. EUR.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

Det er velgørende, at Kommissionen har taget de fastkørte koncessionsforhandlinger inden for de nuværende rammer til efterretning og henstillet til, at de afbrydes. At gøre gode miner til slet spil ville blot have forlænget en uholdbar situation og forsinket programgennemførelsen yderligere.

4.2

Rådet er på dette punkt nået frem til samme konklusion og har besluttet at afslutte forhandlingerne for at starte forfra på et nyt grundlag. Rådet har ligeledes lagt vægt på en fornyet understregelse af Galileo-projektets vigtighed, hvilket EØSU glæder sig over.

4.3

I øvrigt har en Eurobarometer-undersøgelse om Galileo-programmet, bestilt af Kommissionens GD for Energi og Transport, for nylig (maj/juni 2007) vist, at 80 % af EU's befolkning støtter tanken om, at Europa får sit eget satellitnavigationssystem, og at 63 % af befolkningen bakker op om, at der tilføres projektet ekstra midler til finansieringen. Der er imidlertid ret divergerende opfattelser af konsekvenserne for EU's omdømme ved en opgivelse af projektet. 44 % af de adspurgte mener, at virkningen ville være skadelig, mens 41 % finder, at en opgivelse ikke ville have nogen betydning.

4.4

EØSU glæder sig over Rådets og offentlighedens støtte til Galileo-projektet, men finder, at en opgivelse af projektet ville være ødelæggende for EU's omdømme og tilliden til Unionens projekter. Det ville være et signal om EU's manglende evne til at gennemføre et fremtidsorienteret teknisk-videnskabeligt projekt, der kan mobilisere det bedste, Unionen har at byde på inden for forskning, innovation og teknik, og som kan skabe muligheder på vigtige markeder.

4.5

Med ovenstående in mente lader meddelelsen en række spørgsmål henstå ubesvarede. Der lægges stor vægt på Egnos-systemet og behovet for hurtigst muligt at sætte systemet i drift, men Kommissionen udskyder besvarelsen af spørgsmålet om, hvem der skal drive det. Den nøjes med at oplyse, at der skal indgås en koncessionsaftale, men ikke hvilken slags, eller med hvilke eventuelle partnere (virksomheder, konsortium af organismer eller selskaber, der skal styre lufttrafikken?…). Skal der være tale om en offentlig eller en privat operatør? Hvilke gennemførelsesprocedurer og tidsfrister forestiller man sig?

4.6

Forstærkningssystemerne med henblik på en forbedring af GPS-servicen (udover EGNOS findes der et system i Nordamerika, WAAS, og et andet i Indien) er regionale. Hvilke sammenkoblinger skal der være mellem disse regionale systemer og hvilke internationale aftaler kræves der?

4.7

Hvad angår de problemer, der gjorde sig gældende i forbindelse med det konsortium, der kandiderede til Galileo-koncessionen, bør man i forbindelse med de foreslåede scenarier sikre sig, at man ikke én gang til kommer ud for de samme vanskeligheder som sidst. Bag medlemmerne af det gamle konsortium mere end anede man nemlig ofte medlemsstaternes instrukser. Adskillige af de involverede selskaber er således afhængige af det offentlige eller er statslige virksomheder, og det ville være naivt at tro, at der var tale om et »privat« konsortium i klassisk forstand. Noget lignende kan ske i forbindelse med de nye scenarier. I lyset af bør der sikres reel og åben konkurrence.

4.8

EØSU glæder sig over, at hverken den overordnede ramme for projektet eller især ikke udbuddet af tjenester er blevet ændret. Kommissionens forslag er det fornuftigste. En ændring af projektets finansiering ville have medført yderligere forsinkelser, øgede økonomiske omkostninger og unødige risici.

4.9

Udvalget finder ligeledes, at Kommissionen med rette understreger, at »selv om Galileo fortsat skal være et civilt system, kunne der skabes væsentlige indtægter fra militære anvendelser«. EØSU er klar over, at der er tale om et ømtåleligt spørgsmål, men mener, at problemstillingen fortsat bør diskuteres blandt medlemsstaterne. Udvalget mener, at EU-medlemsstaterne, såfremt de måtte nære ønsker herom, frit bør kunne beslutte, om de mod en rimelig betaling til militære formål i defensivt øjemed vil gøre brug af den statsregulerede tjeneste med begrænset adgang.

4.10

Da spørgsmålet om projektets finansiering er altafgørende, spørger EØSU sig selv, om ikke der med henblik herpå burde opkræves en meget beskeden afgift ved salget af modtageapparater.

4.11

Om end EØSU støtter forslaget om, at Den Europæiske Rumorganisation (ESA) gøres til projektets indkøbsagent og ordregivende myndighed, understreger udvalget, at dette ikke bør medføre, at Galileo underkastes princippet om såkaldt rimelig modydelse (»juste retour«), og det selvom udvalget er sig helt bevidst, at aftalerne mellem parterne under den foregående ordning var resultatet af en hårfin ligevægt i fordelingen af de økonomiske byrder medlemsstaterne imellem. EØSU understreger, at der ikke på grund af frygt for de økonomiske omkostninger blandt de vigtigste deltagende medlemsstater må sås tvivl om et projekt, der for Unionen er lige så væsentligt, som dets symbolværdi er stor. Udvalget minder om, at de vanskeligheder, Airbus-koncernen EADS trækkes med i dag, skyldes netop den form for frygt. Ønsket om en ligelig fordeling af de økonomiske byrder mellem parterne er legitimt, men hvis det reelt medfører stilstand eller forsinkelser i gennemførelsen af projekterne, sås der tvivl om dette europæiske flagskibsprojekts såvel industrielle og videnskabelige aspekter som økonomiske følger.

4.12

Endelig formoder EØSU, at Kommissionens ønske om en fastholdelse af Fællesskabets principper for god forvaltning har ledt denne frem til på en måske liden diplomatisk facon at insistere på kravet om at bevare den politiske kontrol med projektet, hvorved det har undervurderet den vigtige rolle, Den Europæiske Rumorganisation spiller.

Bruxelles, den 11. juli 2007

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/76


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Statusrapport hvert andet år om EU's strategi for bæredygtig udvikling«

(2007/C 256/15)

Ved brev af 11. december 2006 til Dimitris Dimitriadis anmodede Kommissionen under henvisning til EF-traktatens artikel 262 om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om: Statusrapport hvert andet år om EU's strategi for bæredygtig udvikling.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 8. juni 2007 med Lutz Ribbe som ordfører.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 437. plenarforsamling den 11.-12. juli 2007, mødet den 11. juli, følgende udtalelse med 70 stemmer for, 21 stemmer imod og 10 hverken for eller imod:

1.   Resumé af EØSU's konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU hilser det velkommen, at der med den »nye« bæredygtighedsstrategi, der blev vedtaget på EU-topmødet i juni 2006, nu klart er kommet gang i debatten. Navnlig vil kravet om at forelægge statusrapport hvert andet år bidrage til, at beslutningstagerne og samfundet informeres mere konkret om positive udviklingstendenser og om områder, hvor der er gennemførelsesproblemer.

1.2

EØSU har i sine tidligere udtalelser om bæredygtighed generelt støttet de forskellige dokumenter fra Kommissionen, Rådet eller Europa-Parlamentet, men også stillet kritiske spørgsmål og i nogle tilfælde udarbejdet vidtgående forslag, som institutionerne ofte ikke har taget op. Også i nærværende udtalelse kritiserer EØSU, at de opstillede mål inden for de fleste af de felter, der anerkendes som prioriterede områder, er for vage, men er navnlig utilfreds med den manglende klarhed omkring de instrumenter, der skal anvendes.

1.3

EØSU bifalder navnlig de hovedmål, der er fastlagt i den nye strategi, og de styrende principper for politikken, og opfordrer Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet til alvorligt og fuldt ud at tage hensyn til dem.

1.4

EØSU håber, at den første statusrapport, som vil blive offentliggjort i september 2007, bl.a. vil give nærmere oplysninger om

med hvilke økonomiske instrumenter Kommissionen vil »fremme større gennemsigtighed på markedet og priser, der afspejler varers og tjenesteydelsers faktiske økonomiske, sociale og økologiske omkostninger (finde de rigtige priser)«,

hvordan Det Europæiske Råds krav om »som et bidrag til EU's mål om stigende beskæftigelse og miljøbeskyttelse at overveje yderligere skridt til omkostningseffektivt at flytte skattebyrden fra arbejdskraften til ressource- og energiforbrug og/eller miljøforurening« kan gennemføres i praksis.

hvilken konkret tidsplan, Kommissionen har sat sig for at gennemføre Det Europæiske Råds mål om gradvist at afvikle de tilskud, der har negative virkninger for miljøet, og om der vil kunne tages hensyn til EØSU's ide om at overføre i det mindste en del af disse midler til en »EU-bæredygtighedsfond«,

hvordan Kommissionen fremover vil undgå de modsigelser, der åbenbart stadig findes mellem krav og virkelighed i bæredygtighedspolitikken, og som tydeligt kommer til udtryk i transportsektoren (jf. punkt 4.15 og 4.16), og

hvordan man vil forholde sig til de medlemsstater, der ikke har forelagt nogen kvalificeret national bæredygtighedsstrategi.

1.5

I betragtning af den dramatiske stigning i klimapåvirkningerne er det forståeligt, at der rettes særlig opmærksomhed mod området klima og energi. EØSU mener imidlertid, at

dette er godt, men må ikke medføre, at andre af strategiens centrale dele forsømmes,

enhver beslutning, på trods af det akutte behov for politisk handling, skal træffes i overensstemmelse med de »styrende principper for politikken«, der er fastlagt i den nye strategi, dvs. med inddragelse af borgere, virksomheder og arbejdsmarkedsparter og med anvendelse af den bedste viden, der er til rådighed. Den beslutning, der blev taget inden for rammerne af »energipakken« om i fremtiden at fremstille 10 % af Europas brændstoffer af biomasse i stedet for 5,75 % som tidligere besluttet, fulgte ikke dette princip. EØSU mener, at der kan ligge store problemer her, og vil give udtryk for disse i en særskilt udtalelse om Kommissionens statusrapport om biobrændstoffer (1).

2.   Centrale elementer og baggrund for udtalelsen

2.1

I 2001 vedtog Det Europæiske Råd i Göteborg »EU's strategi for bæredygtig udvikling«. I december 2005 forelagde Kommissionen en meddelelse for Europa-Parlamentet og Rådet med titlen »Revision af strategien for bæredygtig udvikling — en handlingsplatform« (2), hvori der blev fastlagt »yderligere konkrete tiltag for de kommende år«.

2.2

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har behandlet bæredygtighedsstrategien i en række udtalelser i de seneste år. I den forbindelse har udvalget gentagne gange fremhævet betydningen af en bæredygtig udvikling for vores samfund. Udvalget har generelt bakket op om Kommissionens tiltag og støttet Det Europæiske Råds synspunkt, der går ud på, at bæredygtighedsstrategien er EU's overordnede strategi, hvis mål Lissabon-strategien også må indrettes efter.

2.3

I sine udtalelser om »bæredygtig udvikling« har EØSU imidlertid i mange tilfælde også fremsat kritiske bemærkninger og stillet konstruktive spørgsmål, hvoraf nogle i dag stadig ikke er besvaret af Kommissionen og Rådet.

2.4

I sin seneste udtalelse om dette emne behandlede EØSU ovennævnte meddelelse fra Kommissionen fra december 2005. Udvalget kritiserede i den forbindelse, at Kommissionen med sit »ambitiøse« handlingsprogram hverken imødekom EØSU's henstilling fra april 2004 eller holdt sine løfter fra juni 2005. Som den ellers havde lovet, opstillede Kommissionen endnu engang ingen klare målsætninger, som skulle indfris gennem bæredygtighedsstrategien.

2.4.1

EØSU mindede ved den lejlighed om, at en strategi beskriver metoder til at opfylde målsætninger. Manglende konkrete mål fører uundgåeligt til en mangelfuld bestemmelse af instrumenter. Hvis man ikke med sikkerhed ved, hvor man vil hen, kan man ikke fastlægge en kurs for, hvordan man når dertil. Efter EØSU's opfattelse lod meddelelsen flere spørgsmål stå ubesvaret end den gav svar og retningslinjer.

2.4.2

Hvis hverken målsætninger eller instrumenter imidlertid formidles til den brede befolkning eller til arbejdsmarkedets parter, og der derfor hersker uklarhed om »hvad bæredygtig udvikling overhovedet er, og hvordan den fremtidige udvikling vil adskille sig fra den aktuelle livssituation, … kan (det) give anledning til bekymring og modstand i eventuelt berørte sektorer«, skrev EØSU allerede i sin udtalelse fra 2004 (3). EØSU må desværre konstatere, at der i de forløbne 3 år næppe er skabt større klarhed, hvilket utvivlsomt vil skade bæredygtighedspolitikkens troværdighed.

2.5

Det østrigske formandskab i første halvår af 2006 delte formentlig dette synspunkt. Det lagde derfor mere eller mindre Kommissionens meddelelse fra 2005 til side og udarbejdede et nyt, særskilt dokument til drøftelse på topmødet i juni 2006, hvor stats- og regeringscheferne vedtog det som »den nye strategi« (4).

2.6

I denne nye strategi tilkendes EØSU en vigtig rolle, formentlig på grund af sit hidtidige engagement i dette emne. I henhold til punkt 39 skal EØSU i fremtiden »spille en aktiv rolle i skabelsen af ejerskab bl.a. ved at fungere som katalysator for stimulering af debatten på europæisk plan, og opfordres til at udarbejde bidrag til den statusrapport, som Kommissionen skal forelægge hvert andet år«.

2.7

Med nærværende udtalelse vil EØSU leve op til dette ansvar og imødekomme dette ønske. Først vil udvalget fremsætte nogle grundlæggende generelle bemærkninger til den »nye« strategi (punkt 3). Derefter vil det kort komme ind på de emneområder, der er omfattet af den nye strategi (punkt 4), inden det fremsætter sine synspunkter om vigtige elementer i den statusrapport, der skal udarbejdes inden september 2007.

3.   Generelle bemærkninger til den »nye« strategi

3.1

Når EU's vigtigste politiske institution reviderer og fornyr en af sine politikker, som Det Europæiske Råd har gjort det med »EU's strategi for bæredygtig udvikling«, så forventer civilsamfundet, at det også fremgår

hvorfor en revision i det hele taget var nødvendig,

hvad resultatet af denne mangelanalyse var, dvs. at problemer er kortlagt,

hvad der konkret skal forandres i fremtiden, hvilke områder der udgår eller behandles på en anden måde, samt hvilke områder der skal tilføjes og hvorfor,

hvordan man f.eks. har tænkt sig at opnå det nødvendige mål om integration af bæredygtighedsprincippet i alle generaldirektoraters arbejde.

3.2

Det nye strategipapir indeholder imidlertid intet om baggrunden for og resultatet af en sådan revision. Der forelægges blot en »ny« strategi.

3.3

Med udgangspunkt i en meddelelse fra Kommissionen fastsatte Göteborg-strategien 4 hovedindsatsområder:

klimaforandringer

transport

offentlig sundhed

naturlige ressourcer.

3.4

To andre temaområder, som Kommissionen havde foreslået i sin meddelelse, nemlig »fattigdomsbekæmpelse« og »befolkningaldring« blev ikke optaget i Göteborg-strategien. Det Europæiske Råd gav ikke nogen begrundelse herfor, hvilket EØSU kritiserede i sin udtalelse fra april 2004 (5) som et »uhensigtsmæssigt signal«. Endvidere gav det anledning til megen kritik, at strategien ikke var samlet i et enkelt dokument, som kunne formidles effektivt til offentligheden, og at den eksterne dimension blev behandlet særskilt i et separat dokument.

3.5

I den »nye strategi« beskrives 7 nye udfordringer, og der opstilles tilsvarende operative mål. Det drejer sig om følgende områder:

klimaændringer og miljøvenlig energi,

bæredygtig transport

bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion,

bevarelse og forvaltning af naturressourcerne

folkesundhed,

social inklusion, demografi og migration samt

globale udfordringer i forbindelse med fattigdom og bæredygtig udvikling.

3.6

Denne sammenligning viser, at den nye strategi ikke repræsenterer nogen egentlig prioritetsændring i forhold til den oprindelige strategi. Der er blot tale om, at den nye strategi til Göteborg-strategiens temaer tilføjer de nøgleområder, der nævnes i Kommissionens meddelelse (»fattigdomsbekæmpelse« og »befolkningsaldring«), samt temaet »bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion«.

3.7

EØSU kan udmærket forstå dette, da hverken de problemstillinger, der blev medtaget i 2001, eller dem, der ikke blev medtaget, er løst, og det derfor er mere presserende end nogensinde at behandle dem på politisk plan. Men netop fordi der hidtil har været for lidt politisk handling, er det interessant at kigge på, hvad der egentlig adskiller den nye strategi fra den gamle, og hvordan de hidtidige resultater af den gamle strategi kan vurderes. Dette er navnlig vigtigt for at komme den kritik i forkøbet, at flere dokumenter snarere fører til øget forvirring end til politisk styrkelse af en nødvendig proces. EØSU har gentagne gange understreget, at bæredygtighedspolitikken ikke lader sig måle i forhold til mængden af dokumenter udarbejdet af myndigheder og politiske beslutningstagere, men udelukkende ud fra konkret og effektiv handling.

3.8

Denne nye strategi er baseret på en række glimrende principper for bæredygtig udvikling, som skal omsættes til et sæt mål og foranstaltninger for hvert af de syv udvalgte hovedindsatsområder samt et antal tværgående foranstaltninger og udvikling af gennemførelsesprocedurer og metoder til overvågning af fremskridt. I denne henseende er den nye strategi en klar forbedring i forhold til tidligere strategier.

3.9

Det tyder i første omgang på, at der i øjeblikket tages grundigt fat om de dele af strategien, der har at gøre med klimaforandringer og energi. Dette er godt, men må ikke medføre, at andre af strategiens centrale dele forsømmes. Den nuværende revision af gennemførelsen er en udmærket anledning til at undersøge dette spørgsmål nærmere og forsøge at give strategien mere gennemslagskraft og vægt inden for alle centrale indsatsområder. EØSU ønsker endnu en gang at understrege, at bæredygtig udvikling er en omfattende integreret tilgang og ikke en række enkeltstående muligheder, ud fra hvilke man kan sammensætte en »menu«. Klimamålene er tilstrækkeligt entydige, præcise og presserende til at kunne fungere som katalysatorer for effektiv handling. Hvad angår de fleste andre strategitemaer savner bæredygtighedsmålene tidsafgrænsning og er for vage til at kunne tilskynde til større forandringer.

3.10

Strategiens spændvidde. Den nye strategis syv temaer repræsenterer en forbedring i forhold til den tidligere strategis fire temaer, som var utilstrækkelige. Der er dog stadig nogle vigtige områder, som er udeladt. EØSU opfordrede allerede i sin sonderende udtalelse fra april 2004 (6) til, at et særskilt kapitel helliges landbruget. Udvalget gentager nu denne opfordring på baggrund af, at det flere gange har givet udtryk for stærk tvivl om, at et bæredygtigt landbrug som det, man forestiller sig i den »europæiske landbrugsmodel«, overhovedet kan opnås under verdensmarkedsvilkår. Udvalgets skepsis med hensyn til, om den fælles landbrugspolitik reelt bevæger sig i den rigtige retning, forstærkes ved, at stats- og regeringscheferne har skåret kraftigt i de midler, der i finansieringsperioden 2007-2013 stilles til rådighed for den fælles landbrugspolitiks 2. søjle, der er så vigtig for udviklingen af et bæredygtigt landbrug. EØSU har kritiseret dette ved flere lejligheder og sætter spørgsmålstegn ved, om denne beslutning er forenelig med politikken for en bæredygtig udvikling. Det er ikke tilstrækkeligt at behandle temaet »landbrug« under punktet »naturressourcer« i den nye strategi.

3.11

Spørgsmålet om, hvorvidt en europæisk landbrugspolitik rettet mod globale, åbne markeder kan være bæredygtig, rejser automatisk det grundlæggende spørgsmål om globale spilleregler i produktion og handel. WTO er en organisation baseret på aftaler, der skal fremme den frie verdenshandel. Som EØSU gentagne gange har påpeget, er en fri, liberaliseret handel ikke nødvendigvis bæredygtig. Strategien røber desværre ikke noget om, hvordan fri handel kan gøres til en handel, der er forenelig med bæredygtighedsprincipper. Det er en stor mangel! EØSU må desværre konstatere, at de ansvarlige i EU hidtil har undladt at besvare dette spørgsmål, som udvalget allerede stillede for 3 år siden (7), selv om EØSU gerne indrømmer, at EU i de seneste år har bestræbt sig på at forhandle sig frem til nye regler i den globaliserede handel, i IMF og i Verdensbanken.

3.11.1

Den globale dimension er naturligvis af stor betydning for en europæisk bæredygtighedsstrategi, da den europæiske økonomi selvsagt også påvirkes af udviklingen uden for vores økonomiske område. Enhver EU-strategi må derfor være forenelig med og aktivt fremme en global tilgang til bæredygtig udvikling. Dette anerkendes i den nye strategi, som støtter milleniumudviklingsmålene, Kyoto-protokollen, De Forenede Nationers Miljøprogram og andre globale initiativer. Strategien anerkender også behovet for at »få globaliseringen til at fungere til gavn for bæredygtig udvikling«. I strategien noterer Rådet sig endvidere, at Kommissionen er i færd med at udarbejde en handlingsplan i 2007 for et bæredygtigt forbrug og en bæredygtig produktion, men EØSU mener, at der er behov for en mere vidtrækkende analyse, hvis der skal være håb om at gøre noget ved den globale ulighed. Ønsket om vækst i de nye industrilande, som med rette søger meget højere levestandarder, vil næsten helt sikkert have en katastrofal virkning på de globale ressourcer og systemer. Strategien er derfor et passende værktøj til at forholde sig til planetens »bæreevne«, som allerede er belastet efter 200 års ulige fordelt industrialisering.

3.11.2

EØSU foreslår derfor, at Kommissionen udarbejder en meddelelse om metoder til forvaltning og fordeling af fælles globale ressourcer, og at denne meddelelse opstiller en langtidsramme for stabilisering af atmosfærens koncentrationer af drivhusgasser på et »sikkert« niveau ved at oprette et fælles, gradvist faldende globalt emissionsbudget. Ved udløbet af en aftalt tidsramme med konvergerende emissionsmængde pr. indbygger skulle emissionsrettighederne være lige. En sådan tilgang, som allerede er genstand for en omfattende debat og går under betegnelsen »Contraction and Convergence« (emissionsnedbringelse og konvergens), kan tage hensyn til virkningerne af befolkningstilvækst, industriel kapacitet, globalisering og kravene om en mere ligelig og praktisk allokering af planetens atmosfære som en delt ressource.

3.12

Målenes entydighed. En bæredygtig udvikling anerkendes i vid udstrækning som et overordnet mål for samfundet. For at en strategi for bæredygtig udvikling imidlertid kan fungere som en reel drivkraft, må den omsættes til konkrete kvantificerbare mål på grundlag af en omhyggelig analyse. Den nye strategi indeholder ganske vist et stort antal mål og foranstaltninger, men relaterer dem ikke til en kvantificeret analyse af data og udviklingstendenser eller til en kvalitativ analyse af spørgsmål og problemer. Ofte ligger det derfor ikke klart, hvorfor bestemte mål og foranstaltninger blev valgt, hvordan fremskridt mod målene skal vurderes, og om de overhovedet kan bidrage til den generelle bæredygtighed. Den foreliggende revision bør give lejlighed til at forbedre og præcisere alle disse punkter, så det fremover reelt bliver muligt at vurdere fremskridtene mere systematisk.

3.13

Efter disse ret kritiske bemærkninger vil EØSU imidlertid også gerne fremsætte nogle positive kommentarer. I forhold til Kommissionens handlingsprogram fra december 2005 indeholder den »nye strategi« klart flere konkrete målsætninger, f.eks. med hensyn til at begrænse emissioner, der påvirker klimaet, eller med hensyn til energieffektivitet. Det Europæiske Råds konklusioner fra mødet i marts 2007 har imidlertid bidraget til at klargøre nogle af målene, navnlig på det klimapolitiske og delvis også på det energipolitiske område.

3.14

Instrumenter til gennemførelse af strategien. Det fremgår imidlertid slet ikke tydeligt af den nye strategi (og heller ikke af konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i marts 2007), med hvilke instrumenter disse nu konkret formulerede mål skal nås, og hvilken »strategi« der derfor skal tages i brug. Det er imidlertid interessant, at der nu — først og fremmest mellem linierne — i det mindste kan findes antydninger af mulige instrumenter. EØSU mener imidlertid, at disse oplysninger er for vage, og at statusrapporten derfor kan og bør anvendes til at give konkrete oplysninger på dette område og således være retningsgivende og vejledende (jf. punkt 5).

4.   Særlige bemærkninger til den »nye« strategi

4.1

I den reviderede strategi understreges det nødvendige i at integrere dynamikken i Lissabon-strategien i de bredere bæredygtighedsmål. Dette følges imidlertid ikke op af en seriøs analyse af, hvordan de globale vækst- og udviklingsmønstre må forandres for at sikre en mere bæredygtig verden i fremtiden. Følgerne af ikke-bæredygtige udviklinger bliver stadig tydeligere. De kommer specielt til udtryk i de katastrofale følger af klimaforandringer, men også i en fortsat global tilbagegang i biodiversiteten, i en stadig dybere kløft mellem fattige og rige samt i det forventede overforbrug af udtømmelige råstoffer.

4.2

Dette vil have dramatiske økonomiske følgevirkninger. I visse regioner er der fare for, at det nuværende økonomiske grundlag bryder helt sammen. I Schweiz giver banker f.eks. ikke længere lån til investorer, der vil sætte penge i vintersportsinfrastruktur, hvis de pågældende faciliteter ligger under 1 500 m over havets overflade. Der hersker stadig større usikkerhed om, hvad der vil ske med landbruget og med turismen i Middelhavsområdet, hvis klimaet der bliver endnu varmere og endnu mere tørt end i øjeblikket.

4.3

De offentlige udgifter, der i EU er forbundet med beskyttelse af kystlinierne mod erosion og oversvømmelse, vurderes til omkring 3,2 mia. EUR sammenlignet med 2,5 mia. EUR i 1986. Undersøgelser viser, at kysterosion i tidsrummet 1990-2020 årligt skaber udgifter på gennemsnitligt 5,4 mia. EUR. Disse høje beløb kan imidlertid kun afvende eller reducere en del af de negative følger.

4.4

Situationen er alvorlig: Vi lever i et økonomisk system, hvor udgifterne forbundet med sygdomme og miljøskader, f.eks. de milliarder, som stormen Kyrill kostede i begyndelsen af 2007, vurderes positivt fra et makroøkonomisk synspunkt, fordi de bidrager til at øge bruttonationalproduktet. EØSU hilser det velkommen, at Det Europæiske Råd med sin nye strategi omsider — skønt desværre kun marginalt — er begyndt at tage fat på dette modsigende forhold. Det Europæiske Råd har helt ret, når det i punkt 20 i sin nye strategi kræver, at »det grundlæggende system for beregning af nationalindkomst kunne udvides ved bl.a. at integrere beholdnings- og strømstørrelseskoncepter og ulønnet arbejde samt gennem satellitkonti f.eks. for miljøudgifter og materialeflow.«

4.5

EØSU minder her om den bemærkning, det fremsatte i 2004, nemlig at det finder det »hensigtsmæssigt inden for strategien for bæredygtighed også at drøfte spørgsmål, som hidtil nærmest har været tabu. Et af disse spørgsmål vedrører den konstante økonomiske vækst, der er en overordnet målsætning og et nøgleaspekt i alle politikker«  (8) . EØSU har dermed pointeret, at der ikke kan være tale om en ren kvantitativ vækst, men at der må skabes en »ny væksttanke«, som indebærer, at der lægges vægt på kvalitative mål, der er orienteret mod bæredygtighedskriterier. Kommissionen og Rådet bør anvende den kommende statusrapport til

at afklare, om der ikke netop hvad angår brugen af bruttonationalproduktet som målestok for social velfærd og økonomisk velstand er en — endnu ikke erkendt eller omtalt — uoverensstemmelse mellem bæredygtighedsstrategien og Lissabon-strategien

at angive, hvad der bør kendetegne en »velstandsindikator«, som stemmer bedre overens med bæredygtighedskriterierne.

4.6

Det fremgår klart af en lang række eksempler, at økonomiske og miljømæssige fremskridt ikke nødvendigvis behøver at føre til en stigning i BNP, men meget vel kan have virkninger i form af øget beskæftigelse og en aflastning af miljøet. Når energisparepærer afløser de mindre effektive, traditionelle glødepærer, forbruges der mindre energi, og BNP vil dermed, også efter indregning af de hermed forbundne investeringer, falde snarere end stige. Alligevel ønsker EØSU mere »vækst« på dette område samt inden for områderne isolering af bygninger, brændstofbesparende motorer, energieffektive apparater osv.

4.7

EØSU hilser det derfor velkommen, at Kommissionen nu undersøger alternativer til bruttonationalindkomsten som målestok for social velfærd, og vil nøje følge dette arbejde.

4.8

Som EØSU allerede flere gange har pointeret kan bæredygtig udvikling ikke opnås gratis. Endvidere har udvalget gentagne gange understreget, at der på makroøkonomisk plan må og vil ske omfattende strukturændringer, hvad enten dette ønskes eller ej. Det er de politiske beslutningstageres opgave at indlede de nødvendige forandringer gradvist og forsigtigt for at undgå større forstyrrelser og afdæmpe de værste negative følger.

4.9

Hvad angår ansvaret for løsning af disse problemer, gør EØSU opmærksom på, at det på mikroøkonomisk plan ikke er nok med en politik, men at der også må opstilles de rigtige rammebetingelser. Der kræves også en indsats fra erhvervslivet og fra den enkelte borger. Kommissionen har i flere år med rette henledt opmærksomheden på virksomhedernes sociale ansvar, som via den sociale dialog omfatter det økonomiske, sociale og miljømæssige område.

4.10

Det Europæiske Råd siger i sin nye strategi (9), at den »danner en omfattende ramme, inden for hvilken økonomiske, sociale og økologiske mål gensidigt kan styrke hinanden.« Rådet mener endvidere, at EU's politiske beslutninger må foretages efter en »afbalanceret« vurdering af den bæredygtige udviklings sociale, økologiske og økonomiske dimension, og at der i den forbindelse må »tages hensyn til den bæredygtige udviklings eksterne dimension samt omkostningerne ved manglende handling«. Så snart det i forbindelse med den fornyede strategi drejer sig om midler, søges der ikke længere en social dialog, men en institutionaliseret dialog mellem Kommissionen og medlemsstaterne på den ene side og »erhvervslivet« på den anden side med henblik på at fastlægge præstationsmål for produkter og processer.

4.11

EØSU understreger det vigtige i en bred drøftelse med alle aktører af, hvilke politiske foranstaltninger der skal iværksættes, idet man hele tiden har den nye strategis »hovedmål« og »styrende principper« for øje og tager dem virkelig alvorligt. Kun på den måde er det muligt at undgå mulige fejltagelser, sikre en bred accept i samfundet og gøre bæredygtighed til et reelt udgangspunkt for handling.

4.11.1

Et eksempel på en forkert fremgangsmåde er Det Europæiske Råds beslutninger om at lade biobrændstoffer indgå med en andel på 10 % i energipakken i stedet for 5,75 % som tidligere besluttet. EØSU går helhjertet ind for Det Europæiske Råds mål om, at CO2-emissionerne inden 2020 skal reduceres med 20-30 % (afhængigt af det engagement, partnerne uden for EU udviser), og støtter også det mere vidtrækkende mål om en reduktion på 60-80 % inden 2050. Inddragelsen af biobrændstoffer skal ikke kun understøtte dette mål, men også være foreneligt med andre styrende principper.

4.11.2

Der må således tages hensyn både til energibalancen og til balancen i naturen og miljøet samt til virkningerne af en eventuel arealkonkurrence (både nationalt og globalt). Debatten — som der i øjeblikket er ved at komme ekstra skub i — vedrørende f.eks. den ekstremt høje anvendelse af fossile energikilder i produktionen af biobrændstoffer (10), som angiveligt er CO2-fri, om disses reelle klimarelevans (11) eller om indvirkningen på fødevareproduktionen (12), viser at langt fra alle »bæredygtighedsspørgsmål« er besvaret tilfredsstillende. EØSU vil afgive en særskilt udtalelse om dette meget vigtige emne.

4.12

EØSU glæder sig over, at diskussionen om bæredygtighedens økonomisk-politiske og finansielle følger er tilført yderligere saglighed gennem offentliggørelse af Stern-rapporten. Stern-rapporten udregner som bekendt, at »blot« 1 % af BNP f.eks vil være nok til i vid udstrækning at undgå følgerne af klimaændringer. Resultatet af en studie udarbejdet af Vattenfalle, som blev forelagt på det internationale økonomiske topmøde i Davos, viser, at det vil være endnu »billigere«. 1 % af BNP udtrykt i en konkret pengesum kan synes at være et enormt højt beløb, men det må ses i forhold til andre politikområder, som koster lige så mange penge. Gennemførelsen af de såkaldte TINA-projekter (13) på transportområdet ville f.eks. kræve årlige investeringer indtil 2015 på omkring 1,5 % af BNP alene i de fastlagte transportkorridorer og ville altså være dyrere end det Stern beregner som nødvendigt for at afdæmpe følgerne af klimaændringer.

4.13

Som allerede nævnt drejer det sig ikke kun om penge, men i mange tilfælde om strukturelle ændringer. Den »nye strategi« kræver f.eks., at der sker en afkobling mellem økonomisk vækst og efterspørgslen efter transportydelser med det mål for øje at nedbringe miljøbelastningen. EØSU støtter dette krav. Det betyder imidlertid også, at der må ses kritisk på den såkaldte »just in time«-produktion, som indebærer, at virksomhederne opgiver deres lagerbeholdning og de dermed forbundne omkostninger og i stedet omdanner deres lastvogne og godstoge til rullende lagre.

4.14

EØSU må desværre konstatere, at der påfaldende hurtigt har vist sig at være diskrepanser mellem ambitioner og virkelighed, for allerede nøjagtigt 13 dage efter Det Europæiske Råds beslutning om dette operative mål forelagde Kommissionen midtvejsevalueringen af sin hvidbog fra 2001 (14) om transportpolitikken. Heri opereres der med en sandsynlig stigning på 52 % i bruttonationalprodukterne, 55 % i vejgodstransporten og 108 % i lufttransporten i tidsrummet 2000-2020. Den ønskede afkobling finder navnlig sted i jernbanegodstransporten (+ 13 %) og i jernbanepassagertransporten (+ 19 %).

4.15

EØSU kan kun med stor forundring konstatere, at der tilsyneladende ingen samordning har været mellem udarbejdelsen af midtvejsevalueringen af hvidbogen om transport og den nye bæredygtighedsstrategi, for der henvises ikke til denne åbenbare modsigelse mellem de tilstræbte mål og virkeligheden. For så vidt angår transportsektoren synes Kommissionen så godt som at have opgivet det første konkrete mål, nemlig afkoblingen mellem økonomisk vækst og mobilitetsforøgelse. Kommissionen må fremover gøre alt, hvad den kan for at undgå, at sådanne modsigelser ikke opstår igen. På transportområdet må der på ny søges metoder til at strukturere vores byer og kommuner og forskellige aktiviteter således, at transport- og rejseafstanden afkortes, i stedet for at personer og varer må tilbagelægge stadig større afstande for at nå deres mål. Dette vil kræve en tilpasning af den finansielle politik, den fysiske planlægning og tilstrækkelig koordinering på alle forvaltningsniveauer fra EU-plan til det lokale plan.

4.16

Den nye strategi er ret skuffende, hvad angår løsningen af stadig stigende transportproblemer. EØSU må konstatere, at EU på det energipolitiske område søger langt mere konkrete løsninger end på transportområdet, hvor de skadelige virkninger på klima, miljø og naturbeskyttelse vil tiltage yderligere.

4.17

Konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i marts 2007 (15), som anbefaler, at emissionshandelsordninger eventuelt kan udvides til land- og søtransport, bør integreres i statusrapporten om bæredygtighedsstrategien og vurderes i lyset af eventuelle virkninger, også sammenlignet med andre instrumenter.

5.   Indholdet af statusrapporten

5.1

EØSU bifalder, at der i henhold til punkt 33 i Kommissionens nye strategi fremover hvert andet år (første gang i september 2007) skal forelægges en statusrapport om gennemførelsen af strategien for en bæredygtig udvikling i EU og i medlemsstaterne, som også skal omfatte fremtidige prioriteter, retningslinjer og tiltag. Udvalget forventer, at hidtil ubesvarede spørgsmål derved kan blive besvaret.

5.2

Dette er navnlig vigtigt i forbindelse med forvaltningsmæssige og økonomiske instrumenter, som der hidtil har været henvist til i temmelig vage vendinger. Det fremgår f.eks. af punkt 22, at de bedst egnede økonomiske instrumenter bør anvendes til at fremme større gennemsigtighed på markedet og priser, der afspejler varers og tjenesteydelsers faktiske økonomiske, sociale og økologiske omkostninger (finde de rigtige priser). Dette fører os til den opfordring til internalisering af de eksterne omkostninger, som EØSU også flere gange har fremsat, og til de instrumenter, der er nødvendige i den forbindelse. EØSU minder om, at denne debat har været ført mere eller mindre resultatløst i adskillige år. Med en forsinkelse på tre år offentliggjorde Kommissionen i slutningen af marts 2007 sin grønbog om »markedsbaserede instrumenter til miljøpolitiske og andre beslægtede politiske formål«, hvilket satte nyt skub i debatten. EØSU vil arbejde for, at der inden for rammerne af statusrapporten omsider tages fat på dette spørgsmål, der er så vigtigt for bæredygtigheden.

5.3

I punkt 23 opfordres medlemsstaterne af Det Europæiske Råd, dvs. af stats- og regeringscheferne, til som et bidrag til EU's mål om stigende beskæftigelse og miljøbeskyttelse at overveje yderligere skridt til omkostningseffektivt at flytte skattebyrden fra arbejdskraften til ressource- og energiforbrug og/eller miljøforurening. EØSU hilser dette velkommen og anmoder Kommissionen om at give dette kapitel god plads i statusrapporten og forelægge konkrete forslag til, hvordan disse skridt kan gennemføres i praksis. I denne forbindelse må både de miljøpolitiske virkninger og byrdefordelingen nøje undersøges for at undgå, at de socialt svagt stillede rammes særlig hårdt af ændringen i skattebyrdefordelingen.

5.4

EØSU finder det endvidere positivt, at der inden 2008 skal forelægges en køreplan for den sektorvise reform af tilskud, der har betydelige negative virkninger på miljøet og er uforenelige med en bæredygtig udvikling. EØSU støtter endvidere målet om »gradvis at afvikle disse tilskud«. Det ville være hensigtsmæssigt med en konkret tidsplan herfor, og man bør undersøge muligheden for at overføre de besparelser, der herved opnås, til en ny »EU-bæredygtighedsfond«, som medlemsstaterne kan trække på, når en miljøforanstaltning medfører uforholdsmæssigt store omkostninger for deres budget (artikel 175, stk. 5, og artikel 174, stk. 1, i Nice-traktaten).

5.5

I tidligere udtalelser har EØSU gentagne gange understreget, at det for borgerne, virksomhederne og andre interessenter er vigtigt at have et klart overblik over, hvad der helt konkret er planlagt på politisk plan og hvorfor. Kun da vil folk være rede til at tage aktiv del i og støtte denne nødvendige proces. Derfor er Rådets opfordring til Kommissionen om at give en alment forståelig vejledning til denne strategi med eksempler på god praksis og gode initiativer i medlemsstaterne (jf. punkt 26) også fornuftig. Desværre mangler der også her en konkret køreplan, hvilket bør omtales i statusrapporten.

5.6

Strategien indebærer en forpligtelse til at forbedre udformningen af politikker gennem øget brug af effektevaluering og større inddragelse af berørte aktører. EØSU bifalder denne forpligtelse og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemgå erfaringer med effektevalueringsmetoder inden for bæredygtig udvikling og sikre, at disse metoder anvendes inden for alle politik- og aktionsområder.

5.7

Planen om at udarbejde en konkret og realistisk vision for EU på vejen mod bæredygtig udvikling i løbet af de kommende 50 år (punkt 27) anser EØSU for meget vigtig. Spørgsmålet er imidlertid også her, hvad der rent konkret må forelægges og inden for hvilken tidsfrist. EØSU opfordrer allerede nu til, at en sådan vision rækker længere end år 2060, for i lyset af de forpligtelser og hovedmål (16), som annonceres i den nye strategi, bør fastlæggelsen af den fremtidige kurs for vores samfund, også den meget langsigtede, fastlægges så tidligt som muligt. På sit møde i begyndelsen af marts 2007 tog Det Europæiske Råd i princippet de første skridt i denne retning med sin erklæring om en »kollektiv reduktion af emissionerne med 60-80 % frem til 2050 i forhold til 1990« (17). Lagrene af nogle fossile og ikke-fornybare råstoffer vil ganske vist vare i over 50 år, men de er ikke desto mindre begrænsede. Det er derfor rigtigt allerede i dag at overveje en politik, der rækker ud over en periode på 50 år, hvis ligheden mellem generationerne skal tages alvorligt.

5.8

EØSU ville hilse det velkommen, hvis der med henblik på en effektiv gennemførelse af strategien også i dennes enkelte elementer blev taget hensyn til ovennævnte tværgående aspekter, som skal integreres på alle niveauer af den politiske beslutningstagning (EU og medlemsstaterne). Der nævnes imidlertid ikke noget om, hvordan dette skal sikres, formodentlig fordi det af den nuværende tekst fremgår — og bekræftes af udkastet til en forfatning for Europa — at EU's kompetence på dette område er en delt kompetence, og at medlemsstaterne står for finansieringen og gennemførelsen af miljøpolitikken (Nice-traktaten, artikel 175, stk. 4). Aktørerne identificeres således ikke.

5.9

Som led i den nye strategi skal hver medlemsstat udpege en repræsentant, der skal fungere som samtalepartner. EØSU går ud fra, at statusrapporten vil oplyse, om disse udpegelser har fundet sted, og hvordan samarbejdet har udviklet sig.

5.10

Den første statusrapport bør oplyse, om alle medlemsstater på nuværende tidspunkt har fuldført deres (første) nationale strategi, hvilket ifølge planen skal ske inden juni 2007. EØSU kunne tænke sig at vide, hvem der kontrollerer disse nationale strategier, og hvilke konsekvenser det vil have, hvis nogle medlemsstater ikke er klar med deres strategier, eller hvis strategierne er utilfredsstillende.

5.11

Det Europæiske Råd foreslår i punkt 41 en »frivillig, gensidig vurdering« af de nationale strategier, som skulle indledes i 2006 med en første gruppe af medlemsstater. Statusrapporten bør oplyse om vurderingens resultater og om dens konsekvenser for den europæiske strategi.

5.12

EØSU erkender fuldt ud, at mange bæredygtighedsspørgsmål ligger inden for medlemsstaternes og de regionale og lokale myndigheders kompetenceområder, og at de i forbindelse med løsningen af mange problemer må anvende deres egen approach og udvikle deres egen opgaveprofil. Udvalget mener imidlertid, at det, hvis fremskridtene inden for bæredygtig udvikling skal opretholdes på det fornødne niveau, også er nødvendigt at udbygge Kommissionens kapacitet til at overvåge de generelle fremskridt og iværksætte nye foranstaltninger i tilfælde, hvor det synes at halte med strategiens gennemførelse. Udvalget tvivler på, at det er tilstrækkeligt med koordinering og udveksling af god praksis, og ville gerne hvert år modtage de samlede resultater fra de medlemsstater, hvis indsats skal vurderes.

5.13

Som led i strategien anbefales det at oprette eller styrke nationale bæredygtighedsråd. Disse spiller en vigtig rolle i udarbejdelsen af nationale strategier for bæredygtig udvikling og kan også bidrage til at iværksætte foranstaltninger i medlemsstaterne til at inddrage civilsamfundet i bæredygtighedstiltag og i overvågningen af de opnåede fremskridt. De nationale bæredygtighedsråds opgave går også ud på at sikre gennemførelse af princippet om bæredygtig udvikling samtidig med, at der opretholdes en dynamisk balance mellem de økonomiske, sociale og miljømæssige udviklingsaspekter. EØSU har ikke kunnet konstatere større fremskridt i forbindelse med denne henstilling, og vil undersøge dette forhold senere på året. I mellemtiden opfordrer EØSU til, at dette spørgsmål også drøftes med medlemsstaterne i forbindelse med revisionen af gennemførelsen.

5.14

Det er endvidere vigtigt, at medlemsstaterne og Kommissionen overvejer, hvordan koordineringen af bæredygtighedsspørgsmål kan sikres yderligere inden for deres egne strukturer. Bæredygtig udvikling er et tværgående og integrerende fænomen, som bør gå videre end og i nogle tilfælde ændre ved bestemte ministeriers og organers mere afgrænsede planer. Erfaringen viser, at dette kun kan gennemføres i praksis, hvis der i en regering findes en stærk central enhed, som kan fremme bæredygtig udvikling, og som har den fornødne viden og myndighed til at udfordre og drøfte ortodokse fremgangsmåder i ministerier og departementer. Statusrapporten bør oplyse, i hvilke af sine tjenestegrene Kommissionen konstaterer et behov for forbedring. EØSU er sikker på, at der findes et sådant behov (jf. punkt 4.15 og 4.16).

5.15

Strategien henviser med rette til, at bæredygtig udvikling må integreres grundigt i de regionale og lokale myndigheders arbejde og praksis på alle niveauer. Nogle lokale og regionale myndigheder i EU har ført an i indarbejdelsen af en bæredygtighedstilgang i deres arbejde og i udviklingen af innovative svar på klimaændringer og andre udfordringer til bæredygtigheden. Revisionen af bæredygtighedsstrategiens gennemførelse er en udmærket lejlighed til at gøre status over, hvilke fremskridt der på regionalt og lokalt plan er gjort med hensyn til at fremme en bæredygtig udvikling, og til at overveje, hvordan de bedste aktørers praksis kan finde bredere anvendelse.

5.16

Ifølge punkt 45 vil der i 2011 blive truffet beslutning om, hvornår det er nødvendigt med en »revision« af bæredygtighedsstrategien. EØSU er ikke enig i denne fremgangsmåde. Der er noget galt med strategien (som er midlet til opnåelse af målet), hvis det i forbindelse med statusrapporterne viser sig, at EU har problemer på vejen mod bæredygtighed, Hvis det er tilfældet, vil det være nødvendigt med en revision nu, og ikke først i 2011.

Bruxelles, den 11. juli 2007

Dimitris DIMITRIADIS

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2006) 845 endelig.

(2)  KOM(2005) 658 endelig af 13.12.2005.

(3)  EUT C 117 af 30.4.2004, s. 22, punkt 2.2.1.

(4)  Rådet for Den Europæiske Union, dokument 10917/06 af 26.6.2006: »Revision af EU-strategien for bæredygtig udvikling — Ny strategi«.

(5)  EUT C 117 af 30.4.2004.

(6)  EUT C 117 af 30.4.2004.

(7)  EUT C 117 af 30.4.2004, bl.a. punkt 0.8 og 6.4 ff.

(8)  EUT C 117 af 30.4.2004, s. 22, punkt 2.3.9.

(9)  Jf. punkt 8.

(10)  83 % af energiindholdet i ethanol, som er fremstillet af majs, stammer fra fossile energikilder.

(11)  Højere andel af dinitrogenoxid i rapsproduktionen (der vil foreligge en studie inden sommerpausen, dvs. inden plenarforsamlingen).

(12)  Jf. Mexico: Uroligheder på grund af stigende tortillapriser, da majs i stigende grad anvendes til brændstof i biler.

(13)  TINA = Transport Infrastructure Needs Assessment.

(14)  KOM(2006) 314 endelig.

(15)  Jf. punkt 35.

(16)  Disse mål er: at sætte fremtidige generationer i stand til at tilfredsstille deres behov, at sikre social retfærdighed og samhørighed, at opretholde en høj levestandard og fuld beskæftigelse og at gennemføre de styrende principper, dvs. at give borgerne en central placering i EU's politik ved at fremme grundlæggende rettigheder, bekæmpe alle former for forskelsbehandling og bidrage til at mindske fattigdommen og bekæmpe social udstødelse.

(17)  Jf. punkt 30 i konklusionerne.


BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende ændringsforslag opnåede mindst en fjerdedel af stemmerne, men blev forkastet under afstemningen:

Punkt 2.4

Ændres som følger:

»I sin seneste udtalelse om dette emne behandlede EØSU ovennævnte meddelelse fra Kommissionen fra december 2005. Udvalget kritiserede i den forbindelse, at Kommissionen med sit »ambitiøse« handlingsprogram ikke hverken imødekom EØSU's henstilling fra april 2004 eller holdt sine løfter fra juni 2005 om at opstille . Som den ellers havde lovet, opstillede Kommissionen endnu engang ingen klare målsætninger, som skulle indfris gennem bæredygtighedsstrategien.«

Afstemningsresultat

Stemmer for: 35

Stemmer imod: 61

Stemmer hverken for eller imod: 4

Punkt 2.4.1

Ændres som følger:

»EØSU mindede ved den lejlighed om, at en strategi beskriver metoder til at opfylde målsætninger. Manglende konkrete mål, som er vanskelige at fastsætte, da man skal imødekomme kravet om at tage hensyn til de forskellige bæredygtighedsaspekter, fører uundgåeligt til en mangelfuld bestemmelse af instrumenter. Hvis man ikke med sikkerhed ved, hvor man vil hen, kan man ikke fastlægge en kurs for, hvordan man når dertil. Efter EØSU's opfattelse lod meddelelsen flere spørgsmål stå ubesvaret end den gav svar og retningslinjer

Afstemningsresultat

Stemmer for: 34

Stemmer imod: 63

Stemmer hverken for eller imod: 3

Punkt 3.11

Ændres som følger:

»Spørgsmålet om, hvorvidt en europæisk landbrugspolitik rettet mod globale, åbne markeder kan være bæredygtig, rejser automatisk det grundlæggende spørgsmål om globale spilleregler i produktion og handel. WTO er en organisation baseret på aftaler, der skal fremme den frie verdenshandel. Som EØSU gentagne gange har påpeget, er en fri, liberaliseret handel ikke nødvendigvis bæredygtig. Strategien røber desværre ikke noget om, hvordan fri handel kan gøres til en handel, der er forenelig med bæredygtighedsprincipper. Det er en stor mangel! EØSU må desværre konstatere, at de ansvarlige i EU hidtil har undladt at besvare dette spørgsmål, som udvalget allerede stillede for 3 år siden, selv om EØSU gerne indrømmer, at EU i de seneste år har bestræbt sig på at forhandle sig frem til nye regler i den globaliserede handel, i IMF og i Verdensbanken.«

Afstemningsresultat

Stemmer for: 35

Stemmer imod: 63

Stemmer hverken for eller imod: 8

Punkt 3.11.2

Punktet udgår.

Afstemningsresultat

Stemmer for: 38

Stemmer imod: 63

Stemmer hverken for eller imod: 3

Punkt 4.2

Ændres som følger:

»Dette vil have kan få dramatiske økonomiske følgevirkninger. I visse regioner er der fare for, at det nuværende økonomiske grundlag bryder helt sammen. I Schweiz giver banker f.eks. ikke længere lån til investorer, der vil sætte penge i vintersportsinfrastruktur, hvis de pågældende faciliteter ligger under 1 500 m over havets overflade. Der hersker stadig større usikkerhed om, hvad der vil ske med landbruget og med turismen i Middelhavsområdet, hvis klimaet der bliver endnu varmere og endnu mere tørt end i øjeblikket.«

Afstemningsresultat

Stemmer for: 41

Stemmer imod: 57

Stemmer hverken for eller imod: 3

Punkt 4.4

Ændres som følger:

»Situationen er alvorlig: Vi lever i et økonomisk system, hvor Det er et velkendt problem, at udgifterne forbundet med sygdomme og i nogle tilfælde med miljøskader, f.eks. de milliarder, som stormen Kyrill kostede i begyndelsen af 2007, vurderes positivt fra et makroøkonomisk synspunkt, fordi de bidrager til at øge bruttonationalproduktet, fordi nogle vigtige aktiviteter ikke er dækket af denne størrelse. EØSU hilser det velkommen, at Det Europæiske Råd med sin nye strategi omsider — skønt desværre kun marginalt — er begyndt at tage fat på dette modsigende forhold. Det Europæiske Råd har helt ret, når det i punkt 20 i sin nye strategi kræver, at »det grundlæggende system for beregning af nationalindkomst kunne udvides ved bl.a. at integrere beholdnings- og strømstørrelseskoncepter og ulønnet arbejde samt gennem satellitkonti f.eks. for miljøudgifter og materialeflow.««

Afstemningsresultat

Stemmer for: 35

Stemmer imod: 56

Stemmer hverken for eller imod: 8

Punkt 4.10

Ændres som følger:

»Det Europæiske Råd siger i sin nye strategi, at den »danner en omfattende ramme, inden for hvilken økonomiske, sociale og økologiske mål gensidigt kan styrke hinanden.« Rådet mener endvidere, at EU's politiske beslutninger må foretages efter en »afbalanceret« vurdering af den bæredygtige udviklings sociale, økologiske og økonomiske dimension, og at der i den forbindelse må »tages hensyn til den bæredygtige udviklings eksterne dimension samt omkostningerne ved manglende handling«. Så snart det i I forbindelse med den fornyede strategi drejer sig om midler, søges der ikke længere en social dialog, men en institutionaliseret dialog mellem Kommissionen og medlemsstaterne på den ene side og »erhvervslivet« på den anden side med henblik på at fastlægge præstationsmål for produkter og processer.«

Afstemningsresultat

Stemmer for: 41

Stemmer imod: 55

Stemmer hverken for eller imod: 3

Punkt 4.14

Ændres som følger:

»Som allerede nævnt drejer det sig ikke kun om penge, men i mange tilfælde om strukturelle ændringer. Den »nye strategi« kræver f.eks., at der sker en afkobling mellem økonomisk vækst og efterspørgslen efter transportydelser med det mål for øje at nedbringe miljøbelastningen. EØSU støtter dette krav. Det betyder imidlertid også, at der må ses kritisk på den såkaldte »just in time«-produktion, som indebærer, at virksomhederne opgiver deres lagerbeholdning og de dermed forbundne omkostninger og i stedet omdanner deres lastvogne og godstoge til rullende lagre.«

Afstemningsresultat

Stemmer for: 39

Stemmer imod: 56

Stemmer hverken for eller imod: 6

Punkt 4.16

Ændres som følger:

»EØSU kan kun med stor forundring konstatere, at der tilsyneladende ingen samordning har været mellem udarbejdelsen af midtvejsevalueringen af hvidbogen om transport og den nye bæredygtighedsstrategi, for der henvises ikke til denne åbenbare modsigelse mellem de tilstræbte mål og virkeligheden. For så vidt angår transportsektoren synes Kommissionen så godt som at have opgivet det første konkrete mål, nemlig afkoblingen mellem økonomisk vækst og mobilitetsforøgelse. Kommissionen må fremover gøre alt, hvad den kan for at undgå, at sådanne modsigelser ikke opstår igen. På transportområdet må der på ny søges metoder til at strukturere vores byer og kommuner og forskellige aktiviteter således, at transport- og rejseafstanden afkortes, i stedet for at personer og varer må tilbagelægge stadig større afstande for at nå deres mål. Dette vil kræve en tilpasning af den finansielle politik, den fysiske planlægning og tilstrækkelig koordinering på alle forvaltningsniveauer fra EU-plan til det lokale plan.«

Afstemningsresultat

Stemmer for: 36

Stemmer imod: 63

Stemmer hverken for eller imod: 4


27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/86


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om statistik over plantebeskyttelsesmidler«

KOM(2006) 778 endelig — 2006/0258 (COD)

(2007/C 256/16)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 16. maj 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 285, stk. 1, at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, der vedtog sin udtalelse den 8. juni 2007. Ordfører var Frank Van Oorschot.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 437. plenarforsamling af 11.-12. juli 2007, mødet den 11. juli, følgende udtalelse med 138 stemmer for, 1 imod og 3 hverken for eller imod:

1.   Resumé af konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU bifalder forordningen om statistik over plantebeskyttelsesmidler som instrument til at måle de fremskridt, medlemsstaterne gør i retning af at opfylde målene i rammedirektivet (1) om bæredygtig anvendelse af pesticider.

1.2

EØSU beklager, at kun den erhvervsmæssige anvendelse i landbruget er genstand for statistikforordningen, og at den potentielt miljøbelastende anvendelse af plantebeskyttelsesmidler på hårde overflader ikke tages med i betragtning.

1.3

EØSU understreger, at når det drejer sig om at sammenholde data om anvendelsen med maksimalgrænseværdierne for restkoncentrationer (MRL) er det ikke kun mængden af anvendte midler og størrelsen af det sprøjtede areal der er relevant, men ligeledes data vedrørende udbytte. Med henblik på at sikre sammenkoblingen af data om anvendelsen med eksisterende plantestatistikker i EU og mere specifikt data vedrørende udbytte, bør anvendelsen af plantestatistikker nævnes eksplicit i forordningen.

2.   Kommissionens forslag

2.1

Formålet med forslaget til forordning er at skabe en ramme for udarbejdelsen af fællesskabsstatistikker over markedsføring og brug af plantebeskyttelsesmidler og forpligte alle medlemsstater til regelmæssigt at udarbejde detaljerede statistikker. For at sikre, at der på grundlag af disse statistikker kan foretages sammenligninger mellem medlemsstaterne og på EU-niveau, fastlægges der i forslaget til forordning ensartede regler for dataindsamling og udarbejdelse af statistikker, der begrænses til den erhvervsmæssige brug i landbruget.

2.2

Disse statistikker vil være afgørende for muligheden for at vurdere den risiko for folkesundhed og miljø, der er forbundet med brugen af plantebeskyttelsesmidler, samt mulighederne for at måle de fremskridt, der gøres i forbindelse med realiseringen af de mål, der findes i rammedirektivet om bæredygtig anvendelse af pesticider.

2.3

Fordelene ved denne foranstaltning skal ses i lyset af det generelle rammedirektiv. Det overordnede formål med foranstaltningerne i rammedirektivet er at opnå miljø- og folkesundhedsmæssige forbedringer eller andre samfundsmæssige fordele (som f. eks. en nedbringelse af de eksterne omkostninger, som brugen af plantebeskyttelsesmidler medfører) gennem en mere bæredygtig brug af pesticider. Fremskridtene kan kun måles på grundlag af pålidelige data og relevante indikatorer. På nationalt eller EU-niveau kan denne forordning medføre umiddelbare fordele i form af et bedre kendskab til brugen af pesticider, en bedre kontrol og en mere målrettet og effektiv lovgivning. Derudover skal adgangen til officielle statistikker i hele Europa sikre et mere gennemskueligt marked og en bedre konkurrenceevne for pesticidindustrien.

3.   Den eksisterende lovramme

3.1

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 af 23. februar 2005 om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for pesticidrester i eller på vegetabilske og animalske fødevarer og foderstoffer og om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF.

3.2

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 af 29. april 2004 om fødevarehygiejne, særlig bilag I, del A, nr. 9, der bestemmer, at ledere af fødevarevirksomheder, der producerer eller høster planteprodukter, skal føre journaler over enhver anvendelse af plantebeskyttelsesmidler og biocider.

3.3

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om rammerne for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger.