30.6.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 146/1

—

opfordrer til anerkendelse af en fælles migrationspolitik på EU-plan, som giver mulighed for større samarbejde og koordination mellem medlemsstaterne og tredjelande;

—

anmoder om, at der som hasteforanstaltning oprettes et finansielt instrument for områder med særlig stor koncentration af indvandrere og transitområder, der lider under massiv tilstrømning af indvandrere, f.eks. De Kanariske Øer, Ceuta, Lampedusa, Malta, Melilla og det sydlige Italien generelt. I disse områder er masseindvandringen et meget alvorligt problem;

—

anbefaler, at der træffes alle nødvendige foranstaltninger for at sætte en stopper for handel med mennesker og for de mafiaer, som praktiserer denne handel, og anmoder om, at dette ophøjes til en prioriteret opgave for EU, og at der hertil afsættes passende finansielle midler. Det er nødvendigt at forhindre illegal indvandring og bekæmpe den undergrundsøkonomi, som tilskynder hertil;

—

fremhæver den vigtige rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller i kraft af deres erfaring med forbindelser til oprindelseslandene og de foranstaltninger, de gennemfører som led i integrationen af indvandrere inden for især sundhedsområdet (som tegner sig for den største andel af de offentlige udgifter), boliger, uddannelse og beskæftigelse;

—

foreslår, at der indføres en mekanisme til opfølgning af udtalelserne om indvandring for at sikre, at Regionsudvalget bliver repræsenteret af formanden for Underudvalget for Konstitutionelle Anliggender eller de respektive ordførere, afhængigt af den enkelte sag, i forbindelse med Kommissionens forskellige initiativer på dette område. En sådan mekanisme vil give Regionsudvalget mulighed for at deltage aktivt i lovgivningsprocessens forskellige etaper: a) i den lovforberedende fase (høring som berørt part, konsekvensanalyse), b) i evalueringen af politikken (årsrapporter om migration og integration, årligt integrationsforum.

1)

Europa oplever for øjeblikket det største migrationspres i dets historie. Da endemålet for denne migration er adgang til det europæiske territorium, er det ikke et problem, som kun er begrænset til de medlemsstater og regioner, der i størst omfang skal tage imod denne indvandring. Det bør løses ud fra en samlet tilgang i hele EU, i medlemsstaterne, i de lande, hvorfra indvandringen kommer, og i transitlandene, som i fællesskab bliver nødt til at løse de udfordringer, som migrationsstrømmene skaber dagligt. Haag-programmet, som blev vedtaget på Det Europæiske Råds møde i november 2004, indeholder allerede et udkast til et arbejdsprogram for udformningen af en fælles indvandringspolitik, der udpeges som et prioriteret mål for EU;

2)

Der mangler pålidelige statistiske data til at foretage en nøjagtig vurdering af forbindelsen mellem lovlig og ulovlig indvandring og migrationsfænomenet samlet set. Det er derfor stadig relevant at fortsætte arbejdet med det europæiske migrationsnetværk for at få adgang til information, som er objektiv og i overensstemmelse med målet om at støtte fælles indvandrings- og asylpolitikker;

3)

Integration af indvandrere bør have som udgangspunkt, at de skal optages på arbejdsmarkedet (med særligt fokus på indvandrerkvinder), men bør også have et bredere sigte, som blandt andet omfatter det uddannelsesmæssige, kulturelle, sociale og politiske område;

4)

Integration er en tovejsproces, som forudsætter, dels at indvandrerne er villige til at integrere sig i værtssamfundet og tager ansvar for at gennemføre det i praksis, dels at EU's borgere er villige til at acceptere, at indvandrerne optages i samfundet; det er derfor nødvendigt med bevidstgørelseskampagner og uddannelse for at påvirke begge gruppers adfærd i positiv retning;

5)

De lokale og regionale myndigheder bør som direkte modtagere af indvandrere og hovedaktører i gennemførelsen af integrationsforanstaltninger (på beskæftigelses- og uddannelsesområdet samt det kulturelle, sociale og politiske område) spille en afgørende rolle i fastlæggelsen af indvandringspolitikken for at sikre effektiv integration af indvandrere på det myndighedsplan, som er tættest på borgerne —

1.1

mener — på linje med det, som allerede er fremført om samme emne i tidligere udtalelser om tilbagesendelse af ulovlige indvandrere og regional og lokal gennemførelse af Haag-programmet (1) — at indvandring skal anskues ud fra en overordnet synsvinkel med en klar vision om de vigtigste foranstaltninger, som skal træffes på det indvandringspolitiske område, og ikke baseres på spredte foranstaltninger. Det er nødvendigt at medtænke alle de lovgivningsmæssige, operationelle og økonomiske initiativer, som er nødvendige for at tackle migrationsfænomenet fra begyndelsen til slutfasen gennem udviklingssamarbejde med oprindelseslandene og bekæmpelse af menneskehandel samt ved at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre integration af alle indvandrere i EU's medlemsstater og bekæmpe den undergrundsøkonomi, som tiltrækker og fører til udnyttelse af disse mennesker; pointerer, at kriminelle organisationer er med til at øge den illegale indvandring;

1.2

understreger, at selvom indvandringen har været stigende siden 1980'erne, og EU modtager et stort antal indvandrere fra udviklingslande (der skønnes at være tale om 40 millioner mennesker på nuværende tidspunkt), findes der endnu ikke en fælles EU-politik for styring af migrationsstrømme; medlemsstaterne træffer derfor ensidige beslutninger, som vanskeliggør vedtagelsen af en fælles holdning;

1.3

bemærker endvidere, at man ikke kan vente til der indtræffer begivenheder med alvorlige konsekvenser for styringen af migrationsstrømmene. Situationer med pludseligt indvandringspres må ikke være forudsætningen for at fastlægge associeringsaftaler;

1.4

mener, at de associeringsaftaler, som indgås med tredjelande, bør integrere politiske, sociale, økonomiske og kulturelle aspekter, således at der skabes en egentlig forbindelse eller vekselvirkning mellem migration og udvikling, som det anbefales i Europa-Parlamentets beslutning om migration og udvikling (2);

1.5

bekræfter, at de tiltag, som først og fremmest bør iværksættes for at undgå ukontrollabel indvandring, er at indlede samarbejde om integreret udvikling gennem beskæftigelsesskabende projekter, skabe et økonomisk og handelsmæssigt forum, oprette universitetsnetværk, oprette fonde for mikrokreditter for indvandrere, gennemføre foranstaltninger, der ansporer indvandrere til at samarbejde om udvikling i deres hjemlande, etablere infrastrukturer med henblik på især fremskaffelse af rent drikkevand (42 % af befolkningen i Afrika har ikke adgang til rent drikkevand), elektricitet (kun 20 % har regelmæssig adgang til elektricitet), sundhedscentre og skoler. Alt dette bør ske med udgangspunkt i, at den prioriterede opgave er at samarbejde om styrkelse af institutioner. I de lande, som modtager udviklingsstøtte, må man skabe de nødvendige forudsætninger — gennemsigtighed i forvaltningen og demokratisering af strukturer -for at sikre effektiv modtagelse og udnyttelse af støtten. Det drejer sig således mere om at styrke kvaliteten end omfanget af udviklingssamarbejdet; særligt vigtigt er det at sikre en høj grad af gennemsigtighed i anvendelsen af støttemidlerne, således at de reelt bliver en kilde til udvikling;

1.6

fremhæver den vigtige rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller i kraft af deres erfaring med forbindelser til oprindelseslandene og de foranstaltninger, de gennemfører som led i integrationen af indvandrere inden for især sundhedsområdet (som tegner sig for den største andel af de offentlige udgifter), boliger, uddannelse og beskæftigelse. I samarbejde med oprindelseslandene har de lokale og regionale myndigheder indgået mange aftaler og projekter. Her skal bl.a. fremhæves de modtagelsescentre for hjemvendende unge, som Madrid-regionen har åbnet i Marokko inden for rammerne af AENEAS-programmet.

1.7

henleder opmærksomheden på erklæringen fra den 5. konference for parlamenter i EU's hovedstadsregioner, som blev holdt den 26. og 27. april 2006. Heri anerkendes det, at hovedstadsregionerne i EU i kraft af deres velstand og dynamisme udøver en stærk tiltrækningskraft på personer fra tredjelande, som søger nye fremtidsperspektiver; mener derfor, at man bør gennemføre foranstaltninger for at modvirke en massiv tilstrømning uden om de lovlige kanaler via grænseovergange i sø- og lufthavne og over land samt udarbejde en hensigtsmæssig plan for, hvordan disse mennesker kan integreres i andre regioner i de respektive lande;

1.8

minder ligeledes om hovedstadsregionernes holdning, der går ud på at satse på udvikling af en fælles europæisk indvandringspolitik, som omfatter alle de anliggender, der vedrører fuld integration af indvandrere i samfundet. Kun gennem integration kan man opnå, at de deler værdierne om demokratisk sameksistens og respekt for menneskerettighederne, som er fundamentet for de politiske systemer i EU. I den forbindelse peger Regionsudvalget på, at det er vigtigt at udvikle initiativer, som uddanner indvandrere i værtssamfundets officielle sprog (evt. flere) og kultur, og initiativer, der giver dem en følelse af at være vigtige for værtssamfundet og medansvarlige for dets fremtid;

1.9

mener, at indvandringen er en udfordring for alle: forvaltningerne på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan, de europæiske borgere og indvandrerne selv har alle en rolle at spille. Kun på denne måde kan vi løse problemerne omkring indvandringen og alle, herunder også oprindelseslandene, drage fordel af de muligheder, som den rummer;

1.10

finder derfor, at det er nødvendigt at forbedre samarbejdet:

1.11

anbefaler følgende:

1.12

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at iværksætte foranstaltninger, der tilskynder til kanalisering af indvandrernes pengeoverførsler over i produktive investeringer i deres hjemlande ved at lette deres adgang til mikrokredit. I denne forbindelse peges der på det hensigtsmæssige i at kanalisere overførslerne over i investeringer, som finansieres med udviklingsstøtte; anbefaler desuden, at der indføres et krav om, at eftergivet gæld skal ledes over i produktive investeringer, som så kan bindes til de nævnte overførsler. Derved bliver det den mest rentable løsning for indvandrerne at investere deres opsparing i disse projekter;

1.13

opfordrer i denne forbindelse til etablering af en garantifond for at sikre, at mikroprojekterne videreføres og får størst mulig effekt på udviklingen, og støtter indførelsen af et økonomisk og handelsmæssigt forum og af netværk bestående af eksperter fra EU og udviklingslandene;

1.14

opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde med de lokale og regionale myndigheder om udarbejdelse af indvandringspolitikken og fastlæggelse af de nationale planer for integration og beskæftigelse, eftersom de foranstaltninger, der er nødvendige for deres gennemførelse, føres ud i praksis på lokalt og regionalt plan;

1.15

anmoder om, at der som hasteforanstaltning oprettes et finansielt instrument for områder med særlig stor koncentration af indvandrere og transitområder, der lider under massiv tilstrømning af indvandrere, f.eks. De Kanariske Øer, Ceuta, Lampedusa, Malta, Melilla og det sydlige Italien generelt. I disse områder er masseindvandringen et meget alvorligt problem, fordi der mangler ressourcer til at give indvandrerne en ordentlig menneskelig behandling. Man må huske på, at forskellen i indkomst nord og syd for EU's sydlige grænse er den største i verden;

1.16

anmoder EU og dets medlemsstater om at tage hensyn til, at den ulovlige immigration via kysterne i EU's ø-områder er et helt specielt problem, at den er ensbetydende med menneskelig tragedie, og at den har store konsekvenser for det europæiske områdes sikkerhed og samhørighed. EU bør udnytte sine maritime grænsers potentiale som udgangspunkt for udviklingen af gensidigt gavnlige forbindelser med tredjelandene.

1.17

mener — som anført i tidligere udtalelser fra Regionsudvalget om familiesammenføring, de regionale og lokale myndigheders rolle i Haag-programmets gennemførelse og Kommissionens grønbog om en fællesskabspolitik for tilbagesendelse af personer med ulovligt ophold samt i tråd med Europa-Parlamentets beslutning om migration og udvikling (3) — at der bør træffes foranstaltninger for at øge retssikkerheden på indvandringsområdet, nærmere bestemt ved at:

1.18

støtter ligesom i sin tidligere udtalelse om Kommissionens grønbog om en fællesskabspolitik for tilbagesendelse af personer med ulovligt ophold (4), at der træffes foranstaltninger for at tilskynde til frivillig tilbagevenden og prioritere dette frem for tvangsmæssig tilbagesendelse. Det vil være en god ide at indføre incitamenter, som kan få potentielle indvandrere til at blive i deres eget land. I tilfælde af tvangsmæssig tilbagesendelse bør der tages særligt hensyn til sårbare persongrupper. Under alle omstændigheder er samarbejde med oprindelseslandene uomgængeligt;

1.19

minder om, at der i overensstemmelse med de internationale konventioner om børn skal tages overordnet hensyn til barnets tarv, som er at vokse op i sine familiemæssige omgivelser, hvis det overhovedet er muligt. Hjælpen bør ydes i oprindelseslandet, hvor børnene skal opdrages og uddannes, så de kan finde arbejde dér, i nærheden af deres familie. Konventionen om børns rettigheder forpligter staterne til at bekæmpe ulovlig overførsel af børn til udlandet;

1.20

anmoder om, at Den Europæiske Integrationsfond tager hensyn til de regionale og lokale myndigheders specifikke behov og støtter deres deltagelse i forhandlingerne om de nationale programmer og de tilhørende operationelle programmer;

1.21

opfordrer Kommissionen til i tråd med Europa-Parlamentets beslutning om migration og udvikling at stille de nødvendige finansielle instrumenter til rådighed for integration af indvandrerne i det politiske og sociale liv i værtslandet gennem undervisning i sprog, kultur og samfundsforhold under behørig hensyntagen til bevarelsen af indvandrernes identitet. Desuden understreges det, at der bør tages hensyn til de specifikke problemer med integration af indvandrernes efterkommere (børn og børnebørn);

1.22

fremhæver uddannelsespolitikken som det område, der har den størst og bedste indvirkning på integrationen, eftersom antallet af indvandrere med et vellykket skoleforløb ligger langt under gennemsnittet for de øvrige borgere i EU; minder om, at det er afgørende for integrationen af indvandrerne, at der indføres instrumenter, som kan sikre deres integreration i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. I dette øjemed foreslår Regionsudvalget, at der:

1.23

anser det i tråd med Kommissionens anbefalinger i dens håndbog om integration for vigtigt at:

2.1

mener hvad angår lovlig indvandring, at man ikke må glemme, at de personer, der udvandrer på grund af deres kvalifikationer, netop er dem, der kunne sætte skub i udviklingen i deres hjemlande;

2.2

mener, at der bør tages højde for hjerneflugten — som påpeget i udvalgets udtalelse om »Forslag til Rådets direktiv om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på studier, faglig uddannelse eller volontørtjeneste« (5); de muligheder, som migranterne repræsenterer for vore landes økonomier, skal selvfølgelig fremmes, men det bør også gøres lettere for dem at vende tilbage til deres hjemland for at bidrage til dets udvikling, og de bør få mulighed for at komme tilbage igen for at fortsætte eller supplere deres uddannelse. Derved vil der blive skabt en kontinuerlig udveksling af erfaringer og fordele for såvel hjemlandet som værtslandet;

2.3

mener, at cirkulær migration er et vigtigt middel til at styrke migrationernes positive bidrag til udviklingen;

2.4

støtter Kommissionens hovedformål, som er at garantere fælles rammer for alle tredjelandsstatsborgere, som er lovligt bosiddende og ansat på lovlig vis i en medlemsstat. Udvalget understreger, at man bør drøfte spørgsmålet om anerkendelse og godkendelse af eksamensbeviser og andre kvalifikationer for at undgå en situation, hvor indvandrere påtager sig arbejde, som de er overkvalificerede til;

2.5

understreger, at det er vigtigt at fremme adgangen til beskæftigelse, hvis integrationen af indvandrere skal lykkes, og påpeger endvidere kontrasten mellem den forenklede approach, der kun fokuserer på nødvendigheden af at tage imod flere indvandrere og slet og ret legalisere arbejdskraften, og indsatsen på det regionale og lokale plan for at bekæmpe udstødelse, marginalisering og fremmedhad samt gennemføre foranstaltninger til at sikre integration af kvinderne, hvis relation til børnene er afgørende for familiens integration;

2.6

mener, at der i forbindelse med lovlig indvandring bør tages hensyn til familiesammenføring som en af grundpillerne i indvandreres sociale integration — ellers ville strategien være ufuldstændig. Familiesammenføring må dog kun fremmes som katalysator for integration, for så vidt som den begrænses til kernefamilien bestående af forældre, børn og bedsteforældre;

2.7

understreger de lokale og regionale myndigheders optagethed af kønsaspektet. Der må tages hensyn til den dobbelte diskrimination, som kvinder udsættes for, ikke alene på grund af deres køn, men også på grund af deres etniske oprindelse; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere dialogen med oprindelseslandene for at fremme kvinders rettigheder og ligestilling mellem mænd og kvinder;

2.8

tilslutter sig Kommissionens bemærkninger om sæsonarbejdere og mener, at der bør udformes mere gunstige regler for den midlertidige arbejdskrafts bevægelighed. Man må imidlertid undgå, at sæsonarbejde bliver en kanal for ureglementeret indvandring. En mulig løsning er at lade sæsonarbejde indgå i samarbejdsprojekter med oprindelseslandene, så arbejderne har en tilskyndelse til at vende hjem, når sæsonarbejdet er slut, og fortsætte med at arbejde i et samarbejdsprojekt; i forbindelse med samarbejdsprojekterne kunne man tilskynde sæsonarbejdere ikke kun fra lande i nærheden, men også fra fjernereliggende lande i f.eks. Latinamerika, til at deltage, da de kunne udnytte de for tiden lave rejseomkostninger;

2.9

mener på linje med Kommissionen, at det er nødvendigt at forbedre indsamlingen af data for at udforme en hensigtsmæssig europæisk indvandringspolitik, som under alle omstændigheder bør give migranter indrejsetilladelse med udgangspunkt i arbejdsmarkedernes behov. Det er uholdbart, at 90 % af indvandrerne skal opleve at være ulovlige indvandrere, før de får opholdstilladelse;

2.10

glæder sig over, at Kommissionen i sin meddelelse udtrykker vilje til at styrke den rolle, som den europæiske portal for jobmobilitet spiller. Denne portal på internettet bringer information om samarbejdsnetværket EURES (europæiske arbejdsformidlingstjenester), hvis opgave det er at tilbyde information, rådgivning og vejledning om ansættelse/beskæftigelse (jobsøgning) til arbejdstagere og arbejdsgivere og således informere, vejlede og rådgive de mobilitetsinteresserede om beskæftigelsesmuligheder og leve- og arbejdsvilkår i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde samt bistå arbejdsgivere, som ønsker at ansætte arbejdstagere fra andre lande; Regionsudvalget kunne bidrage ved at gøre Kommissionen opmærksom på internetportaler, som drives af lokale og regionale myndigheder, og som kan være vigtige informationskilder for alle implicerede aktører (6);

2.11

støtter Kommissionens idé om, at Europa skal gøres mere attraktiv for faglærte arbejdstagere, de bedste studerende og forskere. Studerende bør have lov til at arbejde under studierne (i modsætning til den aktuelle praksis i visse medlemsstater), da det kan lette deres overgang til arbejdsmarkedet. Det kan være nyttigt at udforme specifikke mobilitetsprogrammer for udenlandske studerende, således som det generelt gøres i EU gennem de meget succesfulde Erasmus- eller Leonardo da Vinci-programmer, for at undgå hjerneflugt og lette uddannelsen af disse unge, som er en uvurderlig menneskelig kapital for oprindelseslandene;

2.12

støtter ideen om, at man i visse tilfælde kan udstede samlet opholds- og arbejdstilladelse og derved undgå for mange formaliteter og øge kontrollen; det foreslår også at harmonisere arbejds- og opholdstilladelser i hele EU;

2.13

understreger Kommissionens udsagn om, at indvandring ikke er løsningen på befolkningsaldringen i Europa. Den er kun et redskab, som afhjælper, men ikke i sig selv løser problemet med befolkningsunderskuddet i Europa;

2.14

glæder sig over den betydning, som Kommissionen i sin meddelelse tillægger samarbejdet med de lande, hvorfra indvandringen kommer, og støtter såvel styrkelsen af allerede eksisterende som udarbejdelsen af nye specifikke finansielle instrumenter for indvandrere;

2.15

bemærker, at de regionale og lokale myndigheder internt i EU i kraft af deres forvaltningsbeføjelser bliver direkte konfronteret med indvandringsspørgsmål; understreger, at de derfor på områder som bevidstgørelse, oplysning og uddannelse (7) kan tilføre de aktiviteter og debatter om udveksling af erfaringer, som Kommissionen planlægger for 2007, en meget stor merværdi;

2.16

tilbyder Kommissionen at bidrage til gennemførelsen af de konsekvensanalyser, som den har bebudet at gennemføre inden fremsættelsen af konkrete forslag om lovlig indvandring, og til at bistå ved den systematiske høring af de lokale og regionale myndigheder (8).

3.1

støtter især behovet for samarbejde med tredjelandene for at undgå illegal indvandring og tilslutter sig således Det Europæiske Råds beslutning af 15.-16. december 2005 om at anvende 3 % af Det Europæiske Naboskabs- og Partnerskabsinstrument til at øge den finansielle bistand til de områder, som er direkte forbundne med indvandringen;

3.2

anser det for nødvendigt at fremme associeringsaftaler med indvandrernes oprindelseslande, som skal foregribe humanitære nødsituationer i forbindelse med migration og omfatte aftaler om såvel samarbejde om bekæmpelse af illegal indvandring og tilbagesendelse og repatriering af illegale indvandrere som bistand til udvikling og skabelse af beskæftigelsesmuligheder for disse landes egen befolkning;

3.3

anser det for afgørende at udbygge alle informationskilder i oprindelseslandene om migration — dens omfang, den gældende lovgivning og mulighederne for at kanalisere indvandring ad lovlig vej;

3.4

støtter Kommissionens initiativ til indførelse af en mekanisme for hurtig støtte til medlemsstater, som er udsat for et meget stort pres ved deres ydre grænser; opfordrer Rådet til at udstyre Kommissionen med tilstrækkelige midler til løsningen af denne opgave;

3.5

fremhæver kommissionsdokumentets forslag om at sætte en stopper for menneskehandel og for de mafiaorganisationer, som praktiserer den, og anmoder om, at det gøres til et prioriteret mål for EU, og at der afsættes de nødvendige finansielle midler hertil. Man må gøre sig alvoren i dette menneskelige drama klart: ifølge forskellige internationale organisationer omkommer hver tredje indvandrer undervejs til bestemmelseslandet;

3.6

advarer i forlængelse af ovennævnte om nødvendigheden af at undgå, at de europæiske modtagerlande lader nabolande, som ikke i tilstrækkelig grad overholder menneskerettighederne, tage sig af tilbagesendelsen af indvandrere; det er vigtigt at bevare størst mulig kontrol med overholdelsen af menneskerettighederne;

3.7

understreger, at den europæiske beskæftigelsesstrategi og de generelle retningslinier for beskæftigelse bør fremme officiel beskæftigelse gennem foranstaltninger såsom nedbringelse af de ikke-lønmæssige udgifter til arbejdskraft og skattelettelser for lavtlønnede eller lavtkvalificerede arbejdstagere, som kan begrænse incitamentet til sort arbejde og følgelig til ansættelse af illegale indvandrere. Sådanne foranstaltninger til smidiggørelse af arbejdsmarkedet bør tilskynde til lovlig ansættelse af indvandrere;

3.8

støtter gennemførelsen af oplysningskampagner om fordelene ved lovlig indvandring og farerne ved ulovlig indvandring samt Kommissionens initiativ til en undersøgelse i 2007 af den nuværende praksis og følgerne af de lovliggørelser, der har fundet sted i medlemsstaterne; undersøgelsen skal danne grundlag for fremtidige drøftelser og etablering af en fælles retlig ramme for lovliggørelse af illegalt ophold på europæisk plan;

3.9

mener, at medlemsstaternes diplomatiske repræsentationer og efterretningstjenester bør koordineres på EU-plan, så man — i samarbejde med de relevante lokale myndigheder — kan indkredse og sætte ind mod kriminelle organisationer, som er involveret i illegal transport af indvandrere.

4.1

støtter det kommende migrationsnetværks mandat, som består i at stille objektiv, pålidelig og sammenlignelig information til rådighed for Kommissionen, medlemsstaterne og offentligheden generelt på områderne asyl og indvandring, og bifalder, at det stilles til rådighed for offentligheden, undtagen når der er tale om fortrolige oplysninger, og altid i samråd med agenturerne for databeskyttelse;

4.2

bifalder, at de konkrete opgaver med indsamling af data og analyse af information, forskning, afgivelse af udtalelser og henstillinger samt tilrettelæggelse af oplysningskampagner skal varetages af én enkelt struktur, da koncentration giver stordriftsfordele og fremmer koordination;

4.3

foreslår endnu en opgave for det europæiske migrationsnetværk: koordinering af EU-lovgivningens gennemførelse i de forskellige lande;

4.4

foreslår på linie med Europa-Parlamentet (9), at der for at sikre et tæt samarbejde mellem de berørte aktører og de organer, som har ansvaret for informationsindsamlingen, udpeges en kontaktperson i hvert af disse organer, og at der anvendes et informationsnet, som er forbeholdt de berørte parter og specialiserede brugere. Ligeledes vil der være brug for et mellemled mellem de nationale og de internationale organer, som har ansvaret for dette område. De bør finde frem til måder, hvorpå de kan samarbejde om løsningen af problemerne;

4.5

anbefaler, når det gælder nettets struktur, den første mulighed med en tilknytning til Kommissionen, hvilket letter kontrollen, koordinationen og forbindelserne med de øvrige europæiske institutioner. Hvad angår de nationale kontaktsteders rolle, bør det være de nationale repræsentanter, som står for indsamlingen af data og undersøgelse af problemerne. Kontaktstederne skal have til opgave at indsamle, så vidt muligt analysere samt formidle information til netværket og de nationale aktører, så snart kontaktstedernes opgaver og aktiviteter er fastsat og aftalt på nationalt plan. De bør have en status, som garanterer deres uafhængighed af regeringen i hvert enkelt land, og deres struktur bør omfatte regionerne og de lokale myndigheder. Under alle omstændigheder bør videreformidlingen af information være sikret.

4.6

anser det for afgørende ved hjælp af dette net at:

5.1

anser det for nødvendigt at udbygge de årlige rapporter om migration og udvikling, som skal levere de tal, der gør det muligt at planlægge indvandring og udforme en passende indvandringspolitik. Man kan ikke planlægge offentlige politikker uden tilstrækkelig information, og det gælder i endnu højere grad på dette område;

5.2

opfordrer til at fremme udveksling af information mellem medlemsstaterne og mellem disse og deres lokale og regionale myndigheder via de eksisterende net og det kommende europæiske migrationsnetværk. Alle berørte aktører bør have adgang til mest mulig information;

5.3

understreger, at enhver ide, som man ønsker at føre ud i livet, bør omsættes i programmer, og i alle tilfælde bør ethvert program og enhver lovgivning, som man måtte ønske at gennemføre, efterfølgende evalueres mht. nytteværdi og forvaltningens kvalitet. Regionsudvalget glæder sig derfor over Kommissionens initiativ til udarbejdelse af en årlig evalueringsrapport om migration og integration;

5.4

støtter Kommissionens forslag om at indføre et årligt integrationsforum, hvor eksperter, indvandrere, de ansvarlige fra den offentlige forvaltning også på regionalt og lokalt plan og generelt alle berørte aktører kan udveksle bedste praksis og nå frem til anvendelige konklusioner. Regionsudvalget tillægger det afgørende betydning at udveksle bedste praksis, hvor de lokale myndigheder kan bidrage konkret til, at der kan gøres fremskridt og opnås ensartede resultater af den politik, der føres på dette område. Under alle omstændigheder bør der stilles de nødvendige ressourcer til rådighed til indsamling af rigelige og præcise data om migrationsfænomenet, som skal tages med i betragtning ved gennemførelsen af den nævnte politik. De årlige rapporter bør tages med i overvejelserne i dette forum. Der bør altid være kontakt med alle berørte aktører.

6.1

opfordrer til anerkendelse af en fælles migrationspolitik på EU-plan, som giver mulighed for større samarbejde og koordination mellem medlemsstaterne og tredjelande;

6.2

anser det for afgørende at fremskaffe flere og bedre data og kende arbejdsmarkedets behov for at kunne udvikle en hensigtsmæssig europæisk indvandringspolitik og kontrollere migrationsstrømmene;

6.3

anbefaler at fremme fælles udvikling som et middel til udnyttelse af det potentiale, som indvandrersamfundene i EU-landene udgør for udviklingen af deres hjemlande; råder endvidere til undersøgelse af andre kreative løsninger til kanalisering af den lovlige indvandring, som kan fjerne de eksisterende hindringer for beskæftigelse af indvandrerne i deres hjemland;

6.4

anbefaler, at der træffes alle nødvendige foranstaltninger for at sætte en stopper for handel med mennesker og for de mafiaer, som praktiserer denne handel, og anmoder om, at dette ophøjes til en prioriteret opgave for EU, og at der hertil afsættes passende finansielle midler. Det er nødvendigt at forhindre illegal indvandring og bekæmpe den undergrundsøkonomi, som tilskynder hertil;

6.5

bemærker endnu en gang, at de regionale og lokale myndigheder internt i EU i kraft af deres forvaltningsbeføjelser bliver direkte konfronteret med indvandringsspørgsmål, og foreslår, at der indføres en mekanisme til opfølgning af udtalelserne om indvandring for at sikre, at Regionsudvalget bliver repræsenteret af formanden for Underudvalget for Konstitutionelle Anliggender eller de respektive ordførere, afhængigt af den enkelte sag, i forbindelse med Kommissionens forskellige initiativer på dette område. En sådan mekanisme vil give Regionsudvalget mulighed for at deltage aktivt i lovgivningsprocessens forskellige etaper:

6.6

anmoder om, at blive repræsenteret i Kommissionens formelle og uformelle arbejdsgrupper om indvandringspolitik; mener, at en sådan opfølgning vil give Kommissionen mulighed for at trække på den erfaring, som de lokale og regionale myndigheder indhøster i deres praktiske arbejde på indvandringsområdet;

6.7

anmoder om, at regionerne og de lokale myndigheder inddrages i det europæiske migrationsnetværk;

6.8

anmoder om at få mulighed for at bidrage til den internetportal, som Kommissionen vil oprette, og gør opmærksom på de internetportaler, som drives af lokale og regionale myndigheder, og som kan være vigtige informationskilder for alle implicerede aktører;

6.9

anmoder om, at de eksisterende juridiske og finansielle instrumenter bliver udbygget, og at der oprettes et nyt instrument, som specielt sigter på integration — især gennem uddannelse — af nye indvandrere og deres efterkommere (børn og børnebørn);

6.10

foreslår at afholde et første topmøde om »De europæiske regioners rolle i forvaltningen af immigrationsstrømmene« med det sigte at fremme en udveksling af synspunkter og erfaringer på dette felt mellem EU's regioner.

30.6.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 146/10

—

Boligpolitik drejer sig ikke kun om mursten og mørtel, men vedrører også de områder og lokalsamfund, hvor vi bor. For at takle boligspørgsmålene er man nødt til at arbejde henimod mere sikre, rene og grønne områder i vore byer og regioner, hvor borgerne kan udvikle deres liv og samkvem. Boligpolitik drejer sig også om adgang til beskæftigelse, transport og tjenesteydelser, og at der skabes et miljø af høj kvalitet. Selv om boliger ikke er en af EU's særlige kompetenceområder, har mange EU-politikker en direkte eller indirekte effekt på boligområdet. Det gælder især politikkerne for bymiljø, energieffektivitet, vedvarende energikilder, støjforurening og sundhed, men også fuldførelsen af det indre marked for tjenesteydelser og konkurrencepolitikken.

—

Nye medlemsstater kan bruge op til 3 % af bevillingerne i de relevante operationelle programmer eller 2 % af de samlede EFRU-bevillinger til boliger, og udtalelsen indeholder praktiske råd og eksempler på god praksis fra hele EU til at understøtte disse bevillinger. Det omfatter idéer vedrørende optimering af de fysiske relationer mellem landskab og bygninger, hjem, arbejdspladser og lokale tjenesteydelser, energieffektivitet og bæredygtig udvikling samt forebyggelse af ghettoisering i boligområder.

—

Alle medlemsstater kan overveje betydningen af uddannelse for opbygningen af bæredygtige lokalsamfund. Undervisning af lokalbefolkningen i de færdigheder, der er nødvendige for at forbedre deres boligområder, udvikle grønne områder og forøge energieffektiviteten, kan være en løsning for kvarterer i forfald og en ny kilde til beskæftigelse;

1)

Resultatet af regeringschefernes kompromis i december 2005, ifølge hvilket det kun er i de nye medlemsstater, at boliger er en støtteberettiget udgift i strukturfondene og kun i begrænset omfang under EFRU-bestemmelsen (artikel 7.2), nemlig 3 % af bevillingerne i de relevante operationelle programmer eller 2 % af de samlede EFRU-bevillinger. Støtten er også begrænset til flerfamiliehuse og socialt boligbyggeri og skal anvendes i forbindelse med byudviklingsprogrammer. Nye instrumenter under strukturfondene, der er skabt gennem et samarbejde mellem Kommissionen og EIB, f.eks. Jessica, der vil gøre det muligt at finansiere en bredere vifte af byudviklingsprojekter;

2)

det faktum, at boliger ikke er en af EU's særlige kompetenceområder, men mange politikker har en direkte eller indirekte effekt på boligområdet. Det gælder især politikkerne for bymiljø, energieffektivitet, vedvarende energikilder, støjforurening og sundhed, men også fuldførelse af det indre marked for tjenesteydelser og konkurrencepolitikken;

3)

de lokale og regionale myndigheder i EU har generelt ansvaret for boligspørgsmål i deres områder, og bymiljøet udgør den største udfordring inden for boligpolitikken;

4)

adgang til ordentlige boliger er en nøglebetingelse for at bevare den sociale og territoriale samhørighed i EU. Der er derfor en tæt sammenhæng mellem boligspørgsmål og Lissabon-dagsordenen. Ordentlige boliger er afgørende for regionernes konkurrencedygtighed. Hvis der ikke er nok boliger af god kvalitet, kan regionerne ikke tiltrække og fastholde arbejdstagere, hvilket fører til økonomisk nedgang.

1.

Boliger er en nøglefaktor, når man skal bekæmpe social udstødelse og ledighed — de gør vore byer, landkommuner og regioner til bedre steder at leve og arbejde i, stimulerer harmoni i og mellem lokalsamfund og er også med til at opfylde målene om bæredygtig udvikling.

2.

Mange regioner og byer i EU oplever eller har brug for fornyelse i områder med boliger af ringe kvalitet og et fejlslagent boligmarked, der yderligere vanskeliggøres af en nedgang i det økonomiske grundlag og en forringelse af den fysiske struktur og gennemførelsen af den sociale infrastruktur (uddannelse, sundhed og samfundsrelationer) i deres bydel.

3.

Boligpolitik drejer sig ikke kun om mursten og mørtel, men vedrører også de områder og samfund, hvor vi bor. For at takle boligspørgsmålene er man nødt til at arbejde henimod mere sikre, rene og grønne områder i vore byer og regioner, hvor borgerne kan udvikle deres liv og samkvem. Boligpolitik drejer sig også om adgang til beskæftigelse, transport og tjenesteydelser og at der skabes et miljø af høj kvalitet. Dette er dagsordenen for »bæredygtige samfund«. Denne dagsorden har to dimensioner, som skal behandles, nemlig en regional og en social dimension.

1.1

Der er en lang historie af utilstrækkelige boliger og udstødte samfund som følge af årtiers forsømmelse i mange af de gamle og især i de nye medlemsstater i EU. Manglende investeringer på boligområdet har i sådanne tilfælde ført til en ghettoficering af fattigere, udstødte befolkningsgrupper, hvilket har skabt utilfredshed, der til tider har ført til social uro og vold, som man for nylig har set i visse medlemsstater.

1.2

Byplanlægning er et afgørende grundlag for kommende strategier, og det er vigtigt, at boligpolitikken tilpasses regionernes strategier for fysisk planlægning. De gamle medlemsstater har haft både med- og modgang på dette område, når de har søgt at bekæmpe byernes uhæmmede vækst og begrænse trafikbelastningen for at skabe mere tiltrækkende byer, hvor det er godt at bo, og støtte og skabe en lokalfølelse i lokalområdet/bydelen. De nye medlemsstater er nødt til at tage hensyn til disse erfaringer for ikke at begå samme fejl.

1.3

Byfornyelsestiltag i bydelene vil variere afhængig af lokale omstændigheder, men bør være helhedsorienterede og bl.a. have som mål at forbedre uddannelser, sundhedsvæsen og andre offentlige tjenesteydelser gennem styrkelse af erhvervsuddannelserne, beskæftigelsessituationen og de økonomiske muligheder, indførelse af en proaktiv bydelsforvaltning, bekæmpelse af usocial adfærd, forbedring af miljøkvaliteten og miljøplanlægningen og sikring af gode offentlige transporttjenester. [Jf. bilag, eksempel 4].

1.4

Det bør prioriteres at genanvende forladte arealer og genopbygge tidligere bebyggede områder for at opretholde mere kompakte byer og forhindre, at byerne spreder sig og trænger sig ind på landkommunerne. Det er ofte mere omkostningskrævende på kort sigt, men der er langsigtede fordele i form af lokalsamfundets sammenhængskraft, ressourcegenbrug og beskæftigelse. Infrastrukturstøtte og incitamenter på lokalt og regionalt niveau er gode redskaber til at fremme dette frem for en udvikling med nybyggeri/grønne arealer.

1.5

Det bør også prioriteres at genoprette, vedligeholde og forbedre den eksisterende boligmasse gennem støtteforanstaltninger for genopbygning og ombygning, samt at fremme unges bosættelse i historiske bykerner og i landsbysamfund i kyst- og landområder, der affolkes eller domineres af ældre indbyggere.

1.6

Ved at etablere offentlig-private partnerskaber til at udnytte forladte arealer og muliggøre genoprettelse af forfaldne boligejendomme med mange husholdninger kan man ikke blot ændre den fysiske tilstedeværelse af sådanne ejendomme, men hjælpe bydele med at blive mere tiltrækkende steder at bo og arbejde i.

1.7

Kompakte bydele med boliger af højeste kvalitet og blandede besiddelsesforhold og størrelser, har en udviklings- og befolkningstæthed, der kan understøtte integrerede tjenesteydelser, butikker og transport, så de bliver økonomisk levedygtige. Boligudbuddet må også sammenkædes med udbuddet af offentlige tjenester, og befolkningstallet må holdes på det optimale niveau, så vigtige tjenester kan opretholdes. På et tidspunkt med byfornyelse af boligmassen kan det være vanskeligt at opretholde befolkningstallet, hvilket rammer tjenesteydelserne. Medlemsstaterne bør indse, hvor vigtigt det er at videreføre tjenesteydelser på et tidspunkt, hvor et lokalsamfund gennemgår større forandringer.

1.8

Der er brug for en helhedsorienteret tilgang til planlægning for at forstå den fysiske forbindelse mellem landskab og bygninger, boliger, arbejdspladser og lokale tjenesteydelser. Projekter skal tilpasses hinanden og det omgivende rum. Når boliger renoveres eller nye boliger bygges, skal regioner og lokale myndigheder tage hensyn til f.eks. udformning, både for at forhindre, at kriminalitet opstår, og skabe kvalitetsområder, bæredygtig udvikling og sikre kulturarven, samt være opmærksom på deres lokalsamfunds behov og håb og den bredere indvirkning på samhørigheden.

1.9

Værdsættelse af en bydels historie og kulturarv kan være en nøglefaktor for at tiltrække investorer og beboere. Ved at anvende snarere end skjule en rig industriel og urban kulturarv kan denne blive en drivkraft til genoprettelse og forandring, som skaber attraktive steder at bo med en stærk identitet, så der udvikles en følelse af lokal stolthed. Beslutninger om, hvad der skal bevares, nyindrettes eller nedrives, bør derfor ikke træffes, før man har taget de fysiske, miljømæssige, sociale og økonomiske faktorer i betragtning.

1.10

Sociale foretagender, herunder boligforeninger, spiller en vigtig rolle i boligfornyelsen i nogle medlemsstater. De kan sikre stabilitet og behandle forstæders integration og adgangsmuligheder samt yde støtte til stressplagede befolkningsgrupper. Som udlejere af sociale boliger er boligforeningerne fleksible og har en direkte relation til lokalsamfundene, så problemer kan løses på en måde, som tilgodeser indbyggernes behov. De skaber også arbejdspladser og kan yde en indsats for at tiltrække offentlig og privat støtte til projekter. [jf. bilag, eksempel 1 og 2].

1.11

På et tidspunkt, hvor klimaforandringerne udgør et voksende problem for myndighederne, er energieffektive boliger, varme til en overkommelig pris og dermed bekæmpelse af brændstoffattigdom altafgørende, når fremtidens boliger skal udformes. Det er imidlertid også afgørende at bekæmpe dårlig isolation i ældre ejendomme, hvilket både kan skabe beskæftigelse og sikre energibesparelser. En af årsagerne til mange lavefterspørgselsområder er den dårlige kvalitet af det bebyggede miljø, hvor boliger er én komponent. Ved anlæggelsen af boliginfrastruktur bør planlæggerne fra begyndelsen overveje miljømæssigt bæredygtige muligheder. For eksempel er installeringen af geotermiske varmeanlæg for vand ikke kun energieffektiv, men vil også mindske opvarmningsomkostningerne. At undgå energispild er afgørende, hvis EU skal opfylde målsætningerne i Kyoto-protokollen. Der bør tages hensyn hertil ved gennemførelsen af byfornyelse og boligtiltag, især i forbindelse med EU-direktivet om bygningers energieffektivitet.

1.12

Ved boligudformningen i bydele skal der tages hensyn til, hvordan arealet mellem boligerne kan udnyttes og hvordan offentlige områder kan understøtte samkvemmet mellem borgerne. For eksempel bør gader bygges for mennesker og ikke blot ses som færdselsårer for biler. »Hjemmezoner«, hvor biler kommer i anden række efter fodgængeres og beboeres behov er et eksempel på fysisk samspil. Ved hjælp af midlertidige arbejdsmarkedsordninger og gartneruddannelse i sådanne områder kan man ændre det fysiske indtryk af et område, forbedre følelsen af trivsel hos de lokale beboere og forandre underudnyttede arealer til mere produktive grønne områder.

1.13

Allerede i planlægningen af bydele kan man tilskynde mennesker til en bæredygtig og sund livsstil, f.eks. ved at planlægge tjenester og bekvemmeligheder i gåafstand fra hjem, genbrugscentre, parker og legepladser og god adgang til offentlig transport.

1.14

Det er i den forbindelse afgørende at informere og inddrage borgerne helt fra første fase af et genopretningsprojekt for dermed at inddrage dem aktivt i fornyelsesprocessen og lade den fysiske genopretning af kvarteret blive ledsaget af en fornyet fællesskabsfølelse, social inddragelse og samhørighed. Genopretningstiltag skal primært være til fordel for beboerne og må ikke føre til, at socialt svagere stillede beboere presses ud.

1.15

Ved at give de lokale borgere de fornødne kvalifikationer til at forbedre deres egne boligområder, udvikle grønne arealer og forbedre energieffektiviteten, kan man løse de dobbelte problemer med ledighed og utilfredshed, hvor bydele forfalder. [jf. bilag, eksempel 5].

1.16

De offentlig-private partnerskaber fokuserer ofte på offentlige infrastrukturprojekter som f.eks. transport, affaldsbehandling og etablering af offentlige værker. De offentlig-private partnerskabers betydning for byfornyelsen er blevet erkendt af visse organisationer, men kunne udvikles yderligere. En forudsætning for en sådan udvikling er, at der sker en afklaring af EU's retlige ramme for offentlig-private partnerskaber, for der er for tiden stadig en række uklarheder vedrørende »in-house«-begrebet, kvalifikationen som offentlig-privat partnerskab i forbindelse med visse blandede transaktioner inden for sociale boliger, og visse sociale boligselskabers kvalifikation som institutionelt offentlig-privat partnerskab.

1.17

Byfornyelse udgør i varierende grad i hele Europa en stor udfordring for kommunerne og kræver betydelige investeringer, enten af finansiel, kreativ eller forvaltningsmæssig art. Mange byer er ikke længere i stand til at klare disse investeringsudfordringer på egen hånd, hvad enten det skyldes mangel på offentlige midler, begrænsede reserver af faglige kvalifikationer fordi de forbundne risici er alt for store eller simpelthen på grund af lovgivningsmæssige begrænsninger (af låntagning).

1.18

De offentlig-private partnerskaber kan bistå her, ikke kun ved at stille yderligere kapitalmidler til rådighed, men også ved at finde frem til de bedste løsningsmodeller, så ingen af partnerskabets parter længere spiller en rent traditionel aktørrolle. De private partnere kan med deres supplerende færdigheder tilbyde projektstyring og organisatorisk enkelthed til projekterne. Medborgerforeninger, som er mere fleksible end formelle kommunale strukturer, befinder sig tæt på informelle netværk og repræsenterer lokalsamfundets langsigtede interesser og kan være med til sikre effektivitet samt opnå offentlighedens accept og opbakning. Projekter kan derfor gennemføres hurtigere og med større bæredygtighed på lang sigt.

1.19

Der er imidlertid en fare for, at indførelsen af privat finansiering kan føre til en kunstig inflation i priserne på boligmarkedet. Det kan have mange negative virkninger. Lokalsamfund kan opleve, at de ikke længere har råd til at eje boliger, hvilket fører til en opsplitning af lokalsamfundene, hvor mennesker tvinges til at flytte væk fra deres lokalområde, familier og støttenetværk. Det er her, de sociale boliger kan og bør spille en afgørende rolle. Sociale boliger kan mindske effekten af en sådan inflation, og der kan tages yderligere hensyn til lokalsamfund f.eks. gennem fælles ejerskabsordninger og adgang til billige boliglån. Derved kan man fastholde de nuværende beboere, tiltrække nye beboere til et stressplaget område og skabe et nyt økonomisk incitament for den lokale økonomi.

2.1

For at fremme befolkningens adgang til boliger generelt må der gøres en indsats for at sikre, at der er et tilstrækkeligt udbud af lejeboliger, ligesom erhvervelsen af egen bolig må tilskyndes og fremhjælpes, og der må ydes støtte til vedligeholdelsen af disse boligers fysiske struktur ved at nedbringe de administrative omkostninger, holde renten lav og give skattelettelser til bestemte grupper samt give mulighed for adgang til bankprodukter. Incitamenter som tilskud til at vedligeholde bygningsfacader og gøre dem miljøvenlige kan også medvirke til at forbedre boligstandarden (se bilag eksempel 4, 5 og 6).

2.2

Ved at opfylde forskellige samfundsgruppers boligbehov og -ønsker er det ofte muligt at opbygge integrerede samfund på tværs af sociale og race- og trosmæssige skel. Dette kan være i form af blandede ejendomsbesiddelsesforhold, herunder delt ejendomsret til boligen og forskellige boligstørrelser, der tager hensyn til udvidede familier og folk, der bor alene. Jordværdien kan benyttes som et redskab til at skabe sådanne prisbillige muligheder, såfremt kommunen er villig til at udnytte sine jordbesiddelser til det formål. Endvidere bør forskellige trosretningers behov for for eksempel rindende vand til rituel vaskning tages med i overvejelserne, når der bygges nye boliger eller tildeles boliger. Lettilgængelige boliger for livet kan desuden være vigtige for handicappede og ældre arbejdstagere.

2.3

Borgernes boligvalg kan være medvirkende til, at folk med samme etniske baggrund samler sig i bestemte områder. Dette er ikke i sig selv et problem, og der er mange eksempler på velfungerende lokalsamfund med en høj koncentration af beboere med samme etniske baggrund. Men det er beklageligt, at der i nogle områder har samlet sig forskellige sorte og etniske mindretal i private boliger af dårlig kvalitet og fattige medlemmer af den hvide befolkningsgruppe i sociale boligbyggerier. Manglende kontakt, som delvis skyldes den fysiske adskillelse, kan føre til frygt og mistro, der kun bliver endnu større, når adskilte boliger fører til adskilte skole- og fritidsaktiviteter.

2.4

Det mønster af økonomisk og social ulighed, som mange mindretal og udstødte samfund står over for, betyder, at mange traditionelle byfornyelsesstrategier og -programmer søger at løse disse problemer som et led i overordnede indgrebsforanstaltninger. Tiltag på boligområdet bør indgå som en del af disse programmer og bør også inddrages i de bredere overvejelser over betydningen af indgreb og investeringer for gennemførelsen af en vellykket byfornyelse.

2.5

Det er vigtigt, at boligområder afspejler kulturen i de samfundsgrupper, der bor der. Lokale vartegn som medborgerhuse, bygninger, der benyttes til gudstjenester, lokale markeder og specialforretninger er vigtige for skabelsen af lokalsamfund. Organisationer som »Habitat for Humanity« kan levere mekanismerne til skabelsen af nye boliger, der er tilgængelige for alle, men især for dem, som af religiøse årsager ikke vil stifte gæld eller optage huslån ved at gøre det muligt at erhverve egen bolig ad utraditionel vej.

2.6

De demografiske ændringer og arbejdstager mobilitet i EU er begge faktorer, der vil påvirke boligbehovet og -efterspørgslen. I nogle byer og regioner står flere boliger tomme, da befolkningen er flyttet for at finde arbejde i andre regioner, og befolkningstallet derfor er faldet. Mange medlemsstater står over for nye problemer, der skyldes, at ældre forældre stifter familie senere i livet, at der fødes færre børn, og at de ældre lever længere, hvilket udmønter sig i stigende efterspørgsel efter boliger for én person. Regionerne må være opmærksomme på både de demografiske udfordringer og virkningerne af arbejdstageres immigration og migration og tilpasse deres boligstrategier derefter.

3.1

at Europa-Parlamentet fortsætter den debat, der er sat i gang med initiativbetænkningen (1), og at det medtager det forslag til et europæisk boligcharter, som er vedtaget i Intergroupe Urban-Logement, da EU ikke fortsat kan ignorere, at EU-borgerne ønsker, at boligspørgsmålet indgår som et væsentligt punkt på vækst- og produktivitetsdagsordenen;

3.2

at betydningen af boliger for fremme af social og økonomisk vækst anerkendes. Folk vil bo i ordentlige boliger i bæredygtige lokalsamfund, der bidrager til miljø af høj kvalitet. Ved at tiltrække mennesker, tiltrækker man også investeringer og fremmer bæredygtig økonomisk vækst;

3.3

at JESSICA-programmet anvendes til boliger i de nye medlemsstater som et supplement til andre EFRU-initiativer til byfornyelse og byudvikling. I den sammenhæng opfordrer Regionsudvalget til, at boligspørgsmålet indarbejdes i de strategier for bæredygtig byudvikling, som kan finansieres via JESSICA-programmet. Finansieringstekniske produkter kan med fordel anvendes i forbindelse med gennemførelsen af effektive boligpolitikker, især mikrokreditter til boligfornyelse og -istandsættelse, der kan støttes via JEREMIE-initiativet;

3.4

at de nye medlemsstater øger de økonomiske midler, der er til rådighed for lokale myndigheder for effektivt at løse problemerne med bæredygtig byudvikling og boliger, styrke de statslige boligstrategier (programmer) til fremme af kommunalt og socialt boligbyggeri og stille investeringsmidler til rådighed for anlæggelse af infrastruktur;

3.5

at det prioriteres at genanvende forladte arealer og genopbygge tidligere bebyggede områder for at opretholde mere kompakte byer og forhindre, at byerne spreder sig og trænger sig ind på landkommunerne;

3.6

at borgerne deltager i byfornyelsesprojekter, specielt i genopretningen af nedslidte boligområder, hvor det er nødvendigt at genskabe fællesskabsfølelsen og genoprette kontakten og integrationen mellem beboerne. I den forbindelse skal erfaringerne fra EU-støttede projekter (f.eks. INTERREG IIIC POSEIDON) gøres tilgængelige for medlemsstaterne og tages med i betragtning;

3.7

at alle medlemsstater overvejer betydningen af uddannelse for opbygningen af bæredygtige lokalsamfund. Undervisning af den lokale befolkning i de færdigheder, der er nødvendige for at forbedre deres boligområder, udvikle grønne områder og forøge energieffektiviteten, kan være en løsning for kvarterer i forfald og en ny kilde til beskæftigelse;

3.8

i overensstemmelse med konklusionerne fra det uformelle Rådsmøde i Bristol om bæredygtige samfund, at det er nødvendigt at forbedre byplanlæggernes kvalifikationer og øge deres videngrundlag. I den forbindelse opfordrer Regionsudvalget Kommissionen til at iværksætte yderligere initiativer, især inden for samarbejde og udveksling af god praksis, og anmoder om, at der etableres et europæisk net til udnyttelse og formidling af god praksis med hensyn til intelligent energi til boliger og oplæring af beboerne i energieffektivitet;

3.9

at EU-direktivet om energieffektiviteten i bygninger revideres, og at der foretages en nøje undersøgelse af direktivets gennemførelse i medlemsstaterne. Energi i boliger kan også fremmes via EU-programmer som »Intelligent energi i Europa« eller initiativet CONCERTO (7. rammeprogram) (2007-2013);

3.10

anbefaler, at fokus først og fremmest rettes mod at undervise borgerne i energibesparelse; det energibehov, som fortsat findes trods dette tiltag, skal opfyldes ved prioriteret anvendelse af vedvarende energikilder. I den forbindelse anbefaler udvalget, at der afsættes flere midler til forskning og bevidstgørelse på området;

3.11

at boligspørgsmålet indarbejdes som et vigtigt element i alle EU-bypolitikker med henblik på det uformelle Rådsmøde for ministrene med ansvar for byspørgsmål i Leipzig i maj 2007;

3.12

at der er behov for en helhedsorienteret tilgang til planlægningen for at optimere de fysiske relationer mellem landskab og bygninger, boliger, beskæftigelse og lokale tjenesteydelser. I den forbindelse skal det gennem tiltag på lokalt, regionalt og nationalt niveau sikres, at de nødvendige arealer til først og fremmest socialt boligbyggeri stilles til rådighed og rent faktisk anvendes til formålet;

3.13

at der tages hensyn til, at boligudbuddet skal sammenkædes med udbuddet af offentlige tjenester, og at der skal anlægges den fornødne infrastruktur for levering af offentlige tjenester i nye boligområder, og at man er opmærksom på, at befolkningstallet holdes på det optimale niveau, således at der er muligt at opretholde vigtige tjenester;

3.14

at den rolle, som boligforeninger spiller, anerkendes, da de har den fleksibilitet og den direkte forbindelse til lokalsamfundene, der sætter dem i stand til at fremkomme med løsninger på de problemer, som beboerne står over for;

3.15

at den rolle, boliger spiller, ses i sammenhæng med de demografiske ændringer og med integrationen af indvandrergrupper i EU's indvandrerpolitik ved at anerkende den særlige rolle, som regionale og lokale myndigheder kan spille på området;

3.16

at Kommissionens nyligt oprettede tværtjenstlige taskforce med ansvar for byspørgsmål behandler boligproblematikken som en vigtig del af bypolitikker;

3.17

udtrykker tilfredshed med Kommissionens anerkendelse af den rolle, som sociale boliger spiller for iværksættelse af traktatens mål om styrkelse af den sociale samhørighed og de grundlæggende rettigheder i dens meddelelse om socialydelser af almen interesse;

3.18

at medlemsstaterne forenkler og gør deres administrative procedurer for boligfornyelse gennemskuelige;

3.19

at URBACT-netværket og det nye initiativ »Regioner for økonomisk ændring« anvendes som et muligt værktøj til udveksling af erfaring og bedste praksis mellem byer og regioner i EU;

3.20

at genopretning og renovering af den eksisterende boligmasse medtages i direktivet om energieffektivitet som et højt prioriteret indsatsområde i et forsøg på at bremse inddragelse af nyt terræn til bebyggelse, indtil alt eksisterende byggeri, som opfylder kravene til beboelighed, er blevet udnyttet; derved undgås en ny, unødvendig belastning af terrænet.

30.6.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 146/19

—

mener, at det overordnede mål med EU's kommende havpolitik er at anerkende og bevare de europæiske haves store potentiale og udarbejde en aktiv havpolitik, så fremtidige generationer også kan få glæde af havets miljømæssige, økonomiske, biologiske og kulturelle rigdom;

—

anmoder Kommissionen om at fremlægge en maritim handlingsplan for EU, hvori bl.a. indgår at:

1.

Havene udgør et vigtigt grundlag for livet på jorden, da de fastholder en stor biologisk mangfoldighed, bidrager til klimareguleringen, rummer vigtige ressourcer som f.eks. fødevarer (fisk, alger, skaldyr), energi og mineraler og samtidig er en vigtig transportåre, især for den interkontinentale handel;

2.

Europa er et søfartsbaseret kontinent og har brug for en integreret havpolitik i overensstemmelse med ånden i De Forenede Nationers havretskonvention, hvor det bl.a. hedder, at »alle spørgsmål vedrørende havretten« skal afgøres »i en ånd af gensidig forståelse og samarbejde«, at »havområdernes problemer er tæt forbundne og skal betragtes som en helhed«, at »det internationale samkvem« skal lettes og at »den rimelige og effektive anvendelse af deres ressourcer« og »bevarelsen af de levende ressourcer deri og … beskyttelsen og bevarelsen af havmiljøet« skal fremmes;

3.

en god europæisk havpolitik skal tage hensyn til de komplekse og ofte varierende realiteter, som findes inden for de forskellige geografiske områder i Europa og med særlig vægt på naturens mangfoldighed og adgangen til ressourcer, såvel som omfanget af udnyttelsen, dens bæredygtighed og vekselvirkningen hermed;

4.

havene udgør i sig selv en værdi for menneskeheden, hvorfor en bæredygtig udnyttelse og miljømæssig beskyttelse af dem er mål, som EU bør kæmpe aktivt for;

5.

de regionale og lokale myndigheder i især kystområderne har mange forskellige erfaringer, hvilket er årsag til den stærke regionale og lokale interesse i udviklingen af en fremtidig havpolitik —

1.1

bifalder grønbogen, hvis formål er at give en helhedsorienteret fremstilling af hovedelementerne i en fælles havpolitik;

1.2

bifalder den helhedsorienterede fremgangsmåde, som integrerer vigtige sektorpolitikker, bl.a. transport, industri, havne, fiskeri, energi, miljø og turisme i en fælles europæisk havpolitik;

1.3

anerkender Kommissionens synspunkt, at denne helhedsorienterede tilgang skal afspejles i en integreret tilgang til forvaltning på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt niveau;

1.4

understreger, at de forskellige aspekter af EU's havpolitik bør tage hensyn til det nødvendige i koordination og samarbejde på internationalt plan om dette tema med henblik på at sikre effektivitet i den bæredygtige udnyttelse af havene og i beskyttelsen af havmiljøet;

1.5

støtter grønbogens faste beslutning om, at den fremtidige europæiske havpolitik skal tage hensyn til de kriterier, som er fastlagt gennem Lissabon-dagsordenen og den tematiske strategi om beskyttelse og bevarelse af havmiljøet;

1.6

bifalder Kommissionens vidtfavnende og langvarige høringsproces, som inddrager alle relevante interesseparter og borgere, hvis synspunkter der skal tages hensyn til ved udarbejdelsen af den fremtidige europæiske havpolitik;

1.7

indser vigtigheden af indsamling og gennemsigtig udbredelse af information, der er en forudsætning for effektivt at kunne samle diverse sektorpolitikker og -interesser;

1.8

fortsætter med at tilbyde at spille en vigtig partnerskabsrolle i den igangværende høringsproces, som grønbogen har iværksat, og understreger nytten af en langsigtet oplysningskampagne, som inddrager de lokale og regionale myndigheder og derved sikrer, at de europæiske borgere, som vil blive mest direkte påvirket af en sådan ny politik, ikke blot forstår, hvad der foreslås, men også tilskyndes til at fremsætte deres synspunkter, idéer og indvendinger;

1.9

værdsætter Kommissionens erkendelse af, at den regionale dimension spiller en vigtig rolle i forvaltningen af maritime aktiviteter, og understreger relevansen af de regionale og lokale myndigheder, når den fremtidige europæiske havpolitik skal udformes og gennemføres;

1.10

mener, at der er grund til at sætte fokus på særlige lokale, regionale og økoregionale faktorer i de større og mindre europæiske havområder, f.eks. Østersøen, Sortehavet, Den Engelske Kanal, Middelhavet, Nordsøen og Nordatlanten samt havene omkring EU's mest fjerntliggende regioner: Det Caribiske Hav og Det Indiske Ocean, som sikrer EU's tilstedeværelse i hele verden;

1.11

ser positivt på Kommissionens syn på de lokale og regionale myndigheders rolle i gennemførelsen af principper og målsætninger i den nye havpolitik og understreger atter sin villighed til at blive inddraget i udformningen af de fremtidige politiske prioriteringer og løbende blive holdt orienteret om udviklingen af en sådan politik.

1.12

understreger, at dette forslag til udtalelse tager fat på to grundlæggende spørgsmål, som først og fremmest skal besvares, nemlig: »Hvordan kan en ny europæisk havpolitik gennemføres?« og »Er der en merværdi ved en kommende integreret fremgangsmåde sammenlignet med den nuværende sektorbaserede havpolitik?«.

1.13

mener fortsat, at det overordnede mål med EU's kommende havpolitik er at anerkende og bevare de europæiske haves store potentiale og udarbejde en aktiv havpolitik, så fremtidige generationer også kan få glæde af havets miljømæssige, økonomiske, biologiske og kulturelle rigdom;

1.14

indser, at der er behov for at indsamle og nøje analysere tilstrækkeligt mange data og sikre adgang til information, så de politiske beslutningstagere og interesseparterne kan træffe forsvarlige beslutninger, der er baseret på den til enhver tid bedste foreliggende videnskabelige viden inden for havforskning, teknologi og innovation;

1.15

går ind for, at de relevante aktører fra forskellige sektorspecifikke politikområder inddrages og bifalder Kommissionens bestræbelser på at bevidstgøre den almene offentlighed om betydningen af søfartssektoren generelt og af denne politik i særdeleshed;

1.16

mener, at gennemførelsen af en integreret europæisk havpolitik ikke bør stå i vejen for de parallelle fremskridt med de enkelte sektorbaserede havpolitikker; disse bør udvikles på en miljøvenlig og bæredygtig måde;

1.17

understreger, at definitionen og gennemførelsen af en europæisk havpolitik bør have nærheds- og proportionalitetsprincippet som fundament;

1.18

støtter idéen om europæiske territoriale pagter og har tillid til, at disse pagter vil gøre det muligt at realisere EU's centrale politiske mål og prioriteringer på en fleksibel måde, effektivt og på frivillig basis, således at der sikres en effektiv forvaltning af trepartskontrakter og aftaler, som oprindeligt foreslået af Kommissionen, med det mål at finde løsninger, som afspejler græsrøddernes interesser;

1.19

går ind for, at der udvikles konkrete foranstaltninger med henblik på at opfylde de vigtigste målsætninger, som beskrives i grønbogen, herunder de europæiske befolkningers livskvalitet, bæredygtig udnyttelse af havressourcerne, udvikling af god maritim forvaltningspraksis og øget bevidsthed hos europæerne om den maritime kulturarv i Europa, samtidig med at den lokale og regionale kulturelle mangfoldighed bevares;

1.20

finder, at der bør fastlægges en maritim handlingsplan for EU med et sæt konkrete kriterier, bl.a. en tretrinsbaseret fremgang: For hvert kriterium skal der defineres en målsætning og udformes en detaljeret beskrivelse og et forslag til gennemførelse — sidstnævnte bør ideelt set fastlægges senest i 2008 og forslagene til finansielle foranstaltninger senest i 2007.

2.1.1

for at opstille et katalog over eksisterende nationale, regionale og lokale eksempler på god praksis, især med hensyn til regionale økonomiske klynger, forskningsnetværk, samarbejde mellem den offentlige og private sektor, fysisk planlægning og god forvaltningspraksis og for at fremme eksisterende eksempler på god praksis, og hvordan disse kan overføres på andre regioner eller enheder;

2.1.2

for at tilskynde og hjælpe regioner med at udvikle sådanne eksempler på god praksis og derved udvikle europæiske centre med maritim ekspertise;

2.1.3

for at styrke kyst- og ø-regionernes rolle som vigtige myndigheder, hvad angår udformning, gennemførelse og vurdering af politikken;

2.1.4

for at skabe en maritim platform i Europa, hvor regelmæssig, effektiv og ressourcebesparende udveksling af europæiske, nationale, regionale og lokale eksempler på god praksis kan understøttes, og hvori Kommissionen og Regionsudvalget indgår;

2.1.5

for at vurdere og koordinere specifikke strategiplaner for de europæiske have (dvs. Det Nordøstlige Atlanterhav og Det Nordlige Ishav) og de halvlukkede større og mindre havbækkener, f.eks. Middelhavet, Østersøen, Nordsøen, Sortehavet og Den Engelske Kanal. Disse planer bør foreslås af Kommissionen og udarbejdes af medlemsstaterne i overensstemmelse med den tematiske strategi om beskyttelse og bevarelse af havmiljøet, hvor der slås til lyd for etablering af større havregioner. HELCOM er allerede gået i gang med at udarbejde en handlingsplan for Østersøområdet, et ambitiøst og omfattende projekt, der kan ses som et pilotprojekt eller studie for havstrategien, hvilket er årsagen til, at en sådan plan bør udføres i samarbejde med dem;

2.1.6

for at støtte tematiske regionale netværk, som skal udvikle fælles projekter inden for transport, styrkelse og omlægning af infrastrukturer, miljøbeskyttelse, koordination af fiskeriaktiviteter og kommercielt samarbejde og for at tage hensyn til allerede etablerede fiskeriråd.

2.2.1

for især at forbedre det regionale datagrundlag på regionalt og lokalt plan på basis af GIS-relaterede systemer og for at inddrage rumligt integrerede land- og havbaserede data fra satellitter, fly og bøjer som f.eks. lokale vandstande, skibes bevægelser eller vejrdata, der skal munde ud i havovervågningssystemer;

2.2.2

for at fremskaffe data om de økonomiske og miljømæssige aspekter af individuelle havressourcer og de sociale virkninger deraf; for at indføre et standardiseret europæisk havregistreringssystem;

2.2.3

for at overvåge fiskebestanden i EU's farvande og de migrerende arter samt at indføre en metode til at fremskaffe oplysninger om fiskefangst og i den forbindelse befordre dannelsen af et elektronisk net af fiskerimarkeder med forbindelse til databaser;

2.2.4

for at følge forslaget om at etablere et europæisk havovervågnings- og datanetværk, idet det understreges, at netværket bør bruges til at integrere eksisterende og nye maritime data for derved at muliggøre langsigtet overvågning og risikoevaluering af høj kvalitet, især når det gælder spørgsmål som sikkerhed i forbindelse med søtransport og udforskning og udnyttelse af naturressourcer samt beskyttelse af havmiljøet og dets biologiske mangfoldighed;

2.2.5

for at tage langt større hensyn til en integrerende fremgangsmåde i kommende forskningsordninger;

2.2.6

for at støtte en tættere sammenkobling mellem eksisterende europæiske forskningsinstitutter med henblik på at tilskynde et netværk af havforskningsinstitutter i Europa med henblik på at tilskynde til fælleseuropæisk havforskning. Det vil lede til høj kvalitet i den europæiske havforskning, som derved vil blive førende i verden;

2.2.7

for at samle forskningsfartøjer og stort udstyr i et europæisk havforskningsnetværk til skabelse af ensartethed i målesystemer af hensyn til omkostningseffektivitet og kvalitetsforbedringer og for at støtte denne fremgangsmåde gennem fælles indkøb, som kan fremmes via Den Europæiske Investeringsbank;

2.2.8

for at støtte brugen af de i grønbogen identificerede vedvarende energikilder, bl.a. offshore-vindenergi og -bølgeenergi, forudsat at de er kompatible med andre socioøkonomiske og miljømæssige aktiviteter og interesser, og støtte yderligere forskning og innovation i denne sektor;

2.2.9

for at udforske CO2 -aflejring i udtømte olie- og gasfelter til havs;

2.2.10

for også at styrke indsatsen for at udvikle videnskabelige og teknologiske gennembrud inden for havforskningen, f.eks. blå bioteknologi, navigationsstyringssystemer og turistaktiviteter og derved imødegå nuværende og potentielle fremtidige trusler, især hvad angår klimaforandringer, stadig mindre fiskebestande, ikke-bæredygtig turisme og kystbefolkningens ændrede demografi og følgelig formulere og fremme lettilgængelige incitamenter, som styrker forskning og udvikling inden for sådanne indsatsområder;

2.2.11

for at formulere incitamenter til fremme af forskning og udvikling inden for bæredygtigt fiskeopdræt og fastlæggelse af protokoller for opdræt, som producenterne skal overholde, eftersom fisk udgør en vigtig grundlæggende fødevare, og da fiskeopdræt er en yderst ressourcekrævende proces;

2.2.12

for at intensivere analysen af potentielle trusler mod det europæiske havmiljø, især som følge af klimaforandringen og den deraf følgende stigning i vandstandene, samt øge overvågningen af tektoniske aktiviteter under havoverfladen og fastlægge passende forholdsregler.

2.2.13

for at fremme anvendelse og udvikling af protokoller for fiskeopdræt inden for biologisk akvakultur;

2.2.14

for at fremme og befordre forskningsaktiviteter, der tager sigte på at indkredse nogle parametre, der kan anvendes til at fastlægge den miljømæssige og samfundsmæssige bæredygtighed af de forskellige menneskelige aktiviteter i tilknytning til havet (fiskeri, akvakultur, lystsejlads, turist- og rekreative aktiviteter, transport, energi osv.);

2.3.1

for at fremlægge en strategi for, hvordan EU skal bevare og udvide sine markedsandele inden for havøkonomiens enkelte sektorer i den verdensomspændende konkurrence under hensyntagen til bæredygtighed, omkostninger og teknologiske faktorer;

2.3.2

for i detaljer at udarbejde, i hvilket omfang de enkelte økonomiske sektorer (f.eks. energi, transport, turisme, fiskeri og blå bioteknologi og skibsbygning) for øjeblikket støtter europæisk konkurrencedygtighed og innovation, især i lyset af Lissabon-dagsordenens mål og prioriteringer;

2.3.3

for at fremlægge videnskabelige data om, hvorvidt og i hvilken udstrækning de enkelte økonomiske sektorer kan bidrage:

2.3.4

for at tilskynde til videre udvikling af grænsefladen mellem forskning og industri, især maritime klyngedannelser. Etableringen af en maritim klyngekonference i Europa kan skabe et ideelt forum, hvor havforskere og industri løbende kan mødes og påvirke hinanden;

2.3.5

for at styrke transportens rolle inden for den fremtidige havpolitik i lyset af, at transport er en af de vigtigste tværgående maritime aktiviteter;

2.3.6

for at støtte idéen om udpegelse af havets motorveje, idet det bemærkes, at dette ambitiøse projekt vil øge omfanget af havtrafik på de europæiske have, når de er gjort helt færdige i 2010. Af den grund anmodes Kommissionen om at tilskynde medlemsstaterne til at gennemføre en mere aktiv miljøovervågning af forureningen på de vigtigste skibsruter, idet udvalget mener, at den nye GMES-teknologi kan anvendes effektivt i dette øjemed;

2.3.7

for at styrke indsatsen for at færdiggøre havterminalerne, idet man først tager fat på dem, som har klare intermodale træk, da gennemførelsen af visse TEN-T-projekter, som påvirker havdimensionen, halter bagefter;

2.3.8

for at forbedre havneinfrastrukturerne og transportforbindelserne med øer, idet de nødvendige foranstaltninger til at inddrage fjernområder specificeres og gennemføres, og for at sikre deres adgang til markederne på fastlandet ved at sikre søtransport af varer og personer, som er tilstrækkeligt hyppig og til acceptable priser, såvel til og fra fastlandet som mellem øer i samme øhav, og at udviklingen af sekundære netværk fremskyndes, så øer, og ikke mindst fjernområder, i fuldt omfang kan blive koblet sammen med »havets motorveje« uden unødvendig forsinkelse;

2.3.9

for at fortsætte samarbejdet med medlemsstater og havregioner om at styrke, forbedre og udvikle skibsruter og sikre, at der tages tilstrækkelig hensyn til dem som led i de transeuropæiske netværk;

2.3.10

for at fremme en undersøgelse af fordele og ulemper ved indførelse af et fælles europæisk flag;

2.3.11

for at styrke de strategiske havnes rolle, der er en prioritering, hvis man skal udvikle den fremtidige havpolitik, og parallelt hermed skal der bestilles en undersøgelse af de indbyrdes forbindelser mellem større og sekundære havne og om en eventuel udflytning til og opsplitning af bestemte havneaktiviter på mindre centre;

2.3.12

for at oprette et netværk af europæiske søfartsskoler med henblik på at forbedre sømænds uddannelse og formalisere karriereforløb, så man sikrer, at Europa besidder en professionel og kvalificeret arbejdsstyrke, og for at fremlægge et forslag om uddannelse og livslang læring inden for alle maritime sektorer, ikke kun ude på havet;

2.3.13

for at sikre, at man har og håndhæver fælleseuropæiske mindstekrav for beskæftigelse og arbejdsvilkår inden for maritim transport og i alle andre maritime sektorer og for at forhindre enhver form for misbrug;

2.3.14

for at udvikle nye rammer for etablering af en koordineret tilgang til bæredygtig maritim turisme i EU, eftersom maritim turisme er en af de største bidragsydere til de maritime økonomier med stort vækstpotentiale, men bidrager samtidig til kystforurening, en ikke-bæredygtig udnyttelse af ressourcer samt ødelæggelse af det naturlige kystmiljø;

2.3.15

for at gøre det lettere at videreudvikle offshore-vindmølleanlæg i EU, dvs. for at fremme projekter, som præsenterer løsninger på vanskelighederne som følge af mangfoldigheden af ansvarsniveauer (nationalt, regionalt og lokalt), især for kabellinjer eller ved kombineret brug af f.eks. vindturbiner og muslingefarme;

2.3.16

for hurtigst muligt at fremsætte et forslag om udvikling af nye teknologiske gennembrud inden for andre vedvarende havenergikilder, f.eks. tidevandsstrømninger eller havstrømme, der er aktivitetsområder, hvor EU kan udvikle et strategisk lederskab på globalt niveau;

2.3.17

for at regulere udvindingsaktiviteterne i forbindelse med traditionelle maritime energiressourcer som f.eks. olie og gas på basis af veldefinerede miljøsikkerhedsstandarder og for at gennemføre en effektiv overvågning af sådanne aktiviteter;

2.3.18

for at udvikle scenarier for kystbeskyttelsesforanstaltninger, som kan vise sig nødvendige, baseret på forskellige prognoser om stigningen i vandstande og ændrede vejrforhold; eksisterende scenarier som dem, der blev fastlagt på vadehavsforummet, bør overvejes;

2.3.19

for at fremme internationale aftaler, som tager sigte på at nå frem til en bæredygtig udnyttelse af de fælles fiskeressourcer (de migrerende arter);

2.3.20

for at iværksætte forskningsprojekter, som tager sigte på at udvikle ankersystemer, der i områder af særlig værdi gør det muligt at undgå at ødelægge havets flora.

2.3.21

for at etablere en offentlig struktur i kystområderne, som integrerer opgaver som f.eks. miljøovervågning, grænsekontrol, søredningstjenester, fiskerikontrol, sundhedstjenester og civilbeskyttelse med henblik på havets professionelle brugere.

2.4.1

for at vise, hvordan det eksisterende miljø kan beskyttes og genoprettes effektivt samt for at definere og gennemføre beskyttelseskriterier på fælles europæisk niveau og sikre kvaliteten af kyst- og offshore-økosystemer og -habitater;

2.4.2

for yderligere at præcisere, hvordan den tematiske strategi for havmiljøet og havstrategidirektivet vil blive integreret i den kommende overordnede havpolitik, idet der tages hensyn til de reviderede tidsrammer, som Regionsudvalget har foreslået. For at være så effektive som muligt bør disse tidsfrister koordineres med andre større EU-programmer som f.eks. struktur- og landbrugsfondene;

2.4.3

for at koordinere og bistå havregionerne med at fastlægge, hvordan det nuværende miljø kan beskyttes effektivt, og især — i forbindelse med fastlæggelse af tværregionale og/eller tværnationale fredningsområder — med at udvikle konkrete forslag til, hvordan man sikrer en væsentlig reduktion af radioaktive udledninger, af forurening fra skibe (især udledning af gasarter, affald og ballastvand, da sidstnævnte kan være med til at indføre fremmede arter) og af skader forårsaget af menneskelige aktiviteter omkring habitater af betydelig interesse i havet, som er omtalt i habitatdirektivet, og støtte indsatsen for at sikre kvaliteten af kyst- og offshore-økosystemer og -habitater, idet der også tages hensyn til den betydelige indvirkning, økonomiske aktiviteter kan have på havmiljøet, især via udledningen af næringsstoffer i havet;

2.4.4

for i detaljer at udarbejde, hvor og hvorledes miljøvenlig teknologi kan erstatte standardteknologi og tilvejebringe finansielle incitamenter og støtteprogrammer, som tilskynder til og gør en sådan omlægning lettere;

2.4.5

for at intensivere presset på og træffe retlige forholdsregler mod dem, som ikke overholder lovgivningens krav og standarder, især når det gælder illegal dumping af affald til havs, ulovligt fiskeri eller ulovlig transport af personer eller varer;

2.4.6

for bedre at sikre skibsruter og undersøge muligheden for at påbyde lodsning for olietankere og andre skibe med farlig last og for at undersøge muligheden for at indføre et alment påbud om lodsning i snævre sejlløb;

2.4.7

for at støtte initiativer, der skal indrette eller forbedre havneanlæg til modtagelse af olieforurenet vand, og fremme teknologiske innovationer inden for fragt og håndtering af olie for at undgå introduktion af fremmede, invaderende arter;

2.4.8

for at støtte og fremme internationale aftaler, som tager sigte på at bevare bestanden af stærkt migrerende fisk af kommerciel interesse, eftersom man ved, at det ikke har nogen afgørende effekt i bevaringssammenhæng, hvis kun EU's fiskeriflåde gennemfører bevarende foranstaltninger;

2.4.9

for at fremme oprettelsen af et europæisk netværk af beskyttede havområder samt af et overvågningsnetværk, specielt mellem EU's medlemsstater og deres nabolande, med det sigte at fremme udvekslingen af erfaringer og bedste praksis på forvaltningsområdet;

2.4.10

for at støtte initiativer, der tager sigte på udarbejdelse af protokoller for forvaltning og behandling af skibes ballastvand, eftersom det kan være kilde til introduktion af fremmede arter, som kan bidrage til tab af havets biologiske mangfoldighed.

2.5.1

for at forberede et katalog over eksisterende individuelle støtteinstrumenter for havpolitikker på europæisk plan, dvs. strukturfondene, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne, Den Europæiske Fiskerifond, fonden for livslang læring eller EU's 7. rammeprogram for forskning og udvikling, og undersøge deres effektivitet, så det kan afgøres, om sådanne instrumenter skal forenkles eller om de skal annonceres bedre;

2.5.2

for at fremlægge et kompendium over projekter inden for den maritime sektor, som allerede finansieres af Kommissionen;

2.5.3

for at tage større hensyn til en integrerende fremgangsmåde inden for fremtidige støtteordninger (fra og med 2014);

2.5.4

for at undersøge muligheden for at revidere EU's støttesystem i retning af et enkelt og forenklet system for alle eller hovedparten af havspørgsmål inden for en europæisk kyst- og øfond;

2.5.5

for at yde finansiel støtte til kriseramte områder af særlig biologisk, miljømæssig og arkitektonisk værdi, og hvis økonomi i vidt omfang bygger på maritime aktiviteter;

2.5.6

for at revidere de eksisterende EU-lovrammer ud fra et mere maritimt perspektiv og behandle problemet med flaskehalse og manglende forbindelser, når man ser på politikkernes integrationspotentiale, og forbedre reguleringen af gældende lovrammer;

2.5.7

for at indkredse og yde finansiel ad hoc-støtte til områder af stor miljømæssig og kulturel værdi, som i udpræget grad er kendetegnet ved, at der drives lidt kystfiskeri, som undertiden er kombineret med mindre landbrug — i det omfang de eksisterende finansielle instrumenter ikke gør det muligt at gribe ind, fordi de pågældende små virksomheder ikke opfylder de økonomiske og størrelsesmæssige krav;

2.5.8

for at skabe finansielle instrumenter rettet mod kyst- og ø-regioner, der skal bidrage til dækning af de omkostninger, sådanne regioner pådrager sig ved initiativer, der tjener EU's almene interesse, navnlig i forbindelse med bekæmpelse af narkotika- og menneskehandel, ulovlig indvandring, havforurening og overvågning af eksklusive økonomiske zoner;

2.5.9

for at videreudvikle det internationale samarbejde og gennemførelsen af international lovgivning på grundlag af UNCLOS.

2.6.1

for at udforske, hvordan fysisk planlægning og integreret kystforvaltning — idet der navnlig lægges vægt på øernes særlige situation — kan anvendes effektivt til at støtte integrationen af sektorpolitikker på områder med forskellige anvendelsesformål;

2.6.2

for at udvikle et solidt geografirelateret redskab for havsektoren svarende til det landbaserede geografiske informationssystem INSPIRE;

2.6.3

for hurtigst muligt at etablere en europæisk kystvagtstjeneste, som kortlægger de forskellige havregioners særlige behov;

2.6.4

for at forbedre brugen af EU's finansielle instrumenter for (a) på kort sigt at bistå de medlemsstater eller regioner, som direkte påvirkes af den stadig voksende bølge af ulovlig indvandring, og (b) på længere sigt for at bistå tredjelande med at opnå en politisk og økonomisk udvikling og derved dæmme op for interessen blandt deres borgere for at søge ulovlig indrejse i EU-territorium. Regionsudvalget støtter i den sammenhæng forslaget fra Europa-Parlamentets Budgetudvalg om at oprette et agentur på Malta med specifikt ansvar for at behandle spørgsmålet om ulovlig indvandring og asylansøgninger fra tredjestatsborgere;

2.6.5

for at kunne tilvejebringe større støtte til regionale og lokale myndigheder foruden de nationale myndigheder til at forvalte nye indvandrere, når disse først befinder sig på deres territorium;

2.6.6

for at tage hensyn til den indre dimension og forbindelserne mellem indre landområder, indre vandveje og floder, kystområder og havet, så de forskellige eksisterende forbindelser bliver gennemskuelige;

2.6.7

for at sikre videreudvikling og gennemførelse af de højeste standarder inden for søfartssikkerhed i de europæiske farvande, så man undgår skibsulykker på åbent hav, langs kysterne og i havne;

2.6.8

for at inkludere specifikke programmer og foranstaltninger for øer i betragtning af deres særlige vilkår og vanskeligheder, især på indsatsområder som

2.6.9

for at udvikle kort- og langsigtede strategier, der kan bremse det stigende misbrug af Europas have og farvande, ikke mindst når det gælder den ulovlige menneskesmugling til Europa;

2.6.10

for at analysere de operationelle ulemper, der skyldes forskellige grader af ø-regionernes fjerne beliggenhed, og for at fastlægge søtransportpolitikker baseret på idéen om sammenhængskraft for at forbedre disse regioners integration i EU's område;

2.6.11

for at styrke praktiske forsøg med integreret forvaltning af kystområder, hvorigennem der kan skabes og fremmes organisationsstrukturer og procedurer med henblik på at tilvejebringe koordineringsmekanismer mellem de forskellige administrationer, og for at fremme samfundsdeltagelse i vedtagelsen af beslutninger om kystområder.

2.7.1

for at indføje et forslag til systematisk at øge offentlighedens bevidsthed om maritime spørgsmål og herunder inddrage aspekter af den fælles søfartstradition, -kultur og -identitet i Europa;

2.7.2

for at fremlægge et forslag om, hvordan den maritime dimension kan integreres i det nært forestående europæiske år for interkulturel dialog 2008;

2.7.3

for at øge offentlighedens bevidsthed, for at udvikle en systematisk strategi for en moderne havpolitik, så den kan blive fast forankret på græsrodsniveau og for at sikre dens konkrete gennemførelse.

30.6.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 146/27

—

foreslår, at man i instituttets forvaltningsstruktur afvejer behovet for en uafhængig daglig administration og medlemsstaternes og EU-institutionernes behov for at kunne sikre EU's interesser, f.eks. ved en femårig revision gennemført af et panel af medlemsstater;

—

beklager, at det nye lovgivningsforslag ikke tilvejebringer tilstrækkelige nye finansieringsmidler til forskningsmiljøet. Udvalget insisterer på, at man ikke tager finansieringsmidler fra eksisterende forskningsbudgetter, men at man i stedet finder alternative finansieringskilder i den private sektor; videns- og innovationssamfundene bør opfordres til med tiden at blive finansielt selvkørende og deres budget skal regelmæssigt tages op til vurdering set på baggrund af deres resultater, som sikres ved hjælp af gennemskuelige mekanismer;

—

henstiller, at ETI indledningsvis ikke udsteder sin egen »grad«, men snarere udvikler et mærke, som kan tildeles af et universitet, der er tilknyttet et videns- og innovationssamfund;

—

henstiller, at udvælgelsesprocessen i forbindelse med oprettelsen af videns- og innovationssamfundspartnerskaber skal tage hensyn til både deres ekspertise og deres påviste potentielle ekspertise inden for uddannelse, forskning og innovation. Kommissionen opfordres til at præcisere, hvordan disse kriterier vil blive målt;

—

henstiller, at bestyrelsen instrueres i at give en høj prioritering til videns- og innovationssamfundsansøgninger, som har tætte partnerskaber med strukturerede forskningssamfund og deltagelse af deres regionale og lokale myndigheder/organer. SMV bør direkte nævnes som potentielle partnerorganisationer.

1.

der er taget et positivt skridt fremad med Kommissionens anden meddelelse og forslaget til forordning om oprettelsen af Det Europæiske Teknologiske Institut (ETI);

2.

skønt det ikke er muligt, at samtlige forskningsinstitutter i Europa deltager direkte i ETI, vil ideen med, at alle er en del af det via et videns- og innovationsamfund, forbedre forskningsmiljøet, idet de tre bærende videnselementer uddannelse, forskning og innovation bliver styrket;

3.

styrkelsen af de tre bærende videnselementer samt i særdeleshed udviklingen af et tæt partnerskab mellem virksomheder og forskning vil være et afgørende bidrag til forbedringen af EU's konkurrenceevne;

4.

en afbalanceret regional udvikling kan styrkes, hvis ETI's videns- og innovationssamfund, som vil bestå af de bedste grupper, der samarbejder med erhvervslivet, arbejder i synergi med regionale og lokale økonomiske udviklingsorganer —

1.1

byder denne anden meddelelse velkommen som et positivt bidrag til debatten om oprettelsen af Det europæiske teknologiske institut (ETI) samt som et bidrag til gennemførelse af Lissabon-strategien;

1.2

støtter den afbalancerede tilgang, som Kommissionen har anlagt ved udarbejdelsen af lovgivningsforslaget herunder ændringen af titlen fra videnssamfund til videns- og innovationssamfund og konstaterer med tilfredshed, at de lokale og regionale myndigheder betragtes som potentielle VIS-»partnerorganisationer«. Dog har det visse forbehold med hensyn til nogle af detaljerne;

1.3

støtter både initiativet, hvis formål er at styrke forbindelserne mellem videnstrekantens tre søjler, uddannelse, forskning og innovation, og forslaget om at udjævne den innovationskløft, der som bekendt findes i Europa;

1.4

gentager standpunktet om at vellykkede forsknings- og innovationsmodeller ikke kan kopieres efter behag, og at EU i stedet bør bygge videre på vellykkede modeller på bedste praksis med stærke forbindelser mellem uddannelse, forskning og innovation i EU;

1.5

erkender, at det er vigtigt, at ETI inddrager alle nøgleaktørerne i de tre bærende videnselementer uddannelse, forskning, innovation samt eliteforskergrupper, industri og offentlige myndigheder. Et system med to niveauer bør for enhver pris undgås;

1.6

anerkender, at der er visse spørgsmål om dele af forslaget, der stadig er problematiske;

1.7

beklager, at det nye lovgivningsforslag ikke tilvejebringer tilstrækkelige nye finansieringsmidler til forskningsmiljøet, og at forslaget ikke indeholder klare bestemmelser, som sikrer finansiering fra den private sektor;

1.8

insisterer på, at man ikke tager finansieringsmidler fra eksisterende forskningsbudgetter (rammeprogrammet for forskning og rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation), uden at man i stedet forsøger at finde alternative finansieringskilder i den private sektor;

1.9

understreger den afgørende indflydelse, lokale og regionale myndigheder har på vilkårene for gensidig påvirkning, der er en forudsætning for innovation;

1.10

minder Kommissionen om de lokale og regionale myndigheders vigtige rolle, særligt deres økonomiske partnerskaber, i forbindelse med at fastsætte betingelserne for de indbyrdes relationer mellem de tre bærende elementer i videns- og innovationssamfundet, såsom at fremme dannelsen af klynger, tilvejebringe den nødvendige infrastruktur til væksthuse, stimulere industriens investeringer etc.;

1.11

minder endvidere Kommissionen om, at regionale og lokale myndigheder, med deres kendskab til nuværende og fremtidige vilkår, politikker, gulerods- og stokkemetoder etc., er de bedst egnede til at tilskynde små og mellemstore virksomheder til at indgå i et forskningssamarbejde samt fremme industri-universitetspartnerskaber, der formentlig vil fungere i det regionale/lokale miljø;

1.12

understreger desuden, at ETI hovedsagelig bør fokusere på innovation, videnoverførsel og projekter inden for anvendt forskning;

2.1

anbefaler, at ETI forener styrken i både EU's internationalt anerkendte fremragende universiteter og deres forskerteam og forskningsinstitutter og i de bedste team fra andre universiteter og forskningsinstitutter i EU, der har potentialet til at blive fremragende;

2.2

opfordrer derfor kraftigt Kommissionen til at arbejde med de universiteter og forskningsinstitutter, der har haft grundige praktiske erfaringer med videnstrekanten. Hvis ETI ikke kan udvikle et samarbejde med Europas topuniversiteter og -forskningsinstitutter, vil dette få indflydelse på, hvordan ETI opfattes internationalt;

2.3

fastholder, at oprettelsen af videns- og innovationssamfundene skal ske nedefra og op og således indledes med at udvælge eksisterende fremragende eksempler på samarbejde mellem forskning/erhvervsliv;

2.4

konstaterer med tilfredshed, at udvælgelsesprocessen i forbindelse med oprettelsen af videns- og innovationssamfundene skal være åben og give lovende forskerteam et håb om at kunne deltage i ETI. Alle universiteter og forskningsinstitutter, store som små, skal føle, at hvis de rette strukturer, partnerskaber og politikker er etableret, kan deres bedste forskerteam med tiden aktivt deltage i ETI. Det beklager dog, at hovedkriteriet »ekspertise inden for uddannelse og forskning« ikke udtrykkeligt henviser til potentiel ekspertise og opfordrer Kommissionen til at angive, hvordan man vil måle de to kriterier;

2.5

foreslår, at forholdet mellem forskning og den private sektor i et videns- og innovationssamfund kan styrkes ved at opmuntre/opfordre videns- og innovationssamfundene til med tiden at blive finansielt selvkørende. Dette synspunkt bør indgå i forslaget til forordning;

2.6

er modstander af Kommissionens forslag om, at ETI kan udstede sin egen »grad« og anbefaler i forbindelse med spørgsmålet om eksamensbeviser, at ETI indledningsvis ikke gør dette, men snarere udvikler et mærke, som kan tildeles af et universitet, der er tilknyttet et videns- og innovationssamfund. Ellers er der en risiko for, at ledende universiteter indtager en afvisende holdning over for en ETI-grad;

2.7

foreslår, at ETI-mærket i de første år udelukkende tildeles magisteruddannelser, der indeholder særlige elementer såsom praktikophold i erhvervslivet, tværfaglighed, iværksætteruddannelse etc.;

2.8

insisterer på passende repræsentation af den private sektor i bestyrelsen, som rettelig bør have fuld autonomi til at fastsætte ETI's strategiske dagsorden;

2.9

foreslår, at man i instituttets forvaltningsstruktur afvejer behovet for en uafhængig daglig administration og medlemsstaternes og EU-institutionernes behov for at kunne sikre EU's interesser f.eks. ved en femårig revision gennemført af et panel af medlemsstater;

2.10

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med udvælgelse af videns- og innovationssamfund at instruere bestyrelsen i sine retningslinjer om at give en høj prioritering til videns- og innovationssamfundsansøgninger fra partnerskaber, hvor regionale og lokale myndigheder indgår, og som har strukturerede, sammensluttede forskningssamfund med et videnskabeligt-teknologisk samarbejde mellem universiteter, forskningsinstitutter og virksomheder med mellemlange og lange forskningsplaner;

2.11

minder Kommissionen om den afgørende rolle, regionerne og de lokale myndigheder spiller gennem deres politikker og investeringer i infrastrukturen, der fører til et stærkt industri-universitetssamarbejde;

2.12

foreslår, at der som et middel til at bedømme ETI's succes opstilles målsætninger for bestyrelsen, som kan anvendes til at vurdere dens strategiske ledelse. En måde at måle succes på kunne være indikatorer, som vurderer ETI's egnethed til at tilbyde små og mellemstore virksomheder, erhvervsliv og industri konkrete »markedsduelige« løsninger på deres problemer;

2.13

opfordrer Kommissionen til at undgå enhver udvanding af målet med etableringen af Det europæiske forskningsråd som den førende drivkraft bag grundforskning. Den stærke og positive dynamik bag etableringen af ETI kunne ellers medføre dette. ETI's bestyrelse bør skabe tætte forbindelser til Det europæiske forskningsråd og fastlægge procedurer til at sikre komplementaritet og undgå silotænkning og duplikering af indsatsen;

2.14

foreslår, at ETI etablerer videns- og innovationssamfund gradvist. Herved kan der læres af hver enkelt etablering, og strukturerne kan således tilpasses for hver gang, der etableres et nyt videns- og innovationssamfund og udtrykker tilfredshed med Kommissionens forslag om at oprette 6 VIS'er inden 2013;

2.15

mener, at følgende områder er af central betydning for oprettelsen og driften af videns- og innovationssamfund:

2.16

anbefaler, at spørgsmålet om ansættelsen af medarbejdere behandles på en fleksibel måde, så man sikrer, at de bedste forskerteam tilknyttes ETI. Muligheden for tilknytning til to institutioner anses for at være et positivt skridt frem i denne forbindelse;

2.17

foreslår, at medarbejdere ansættes i videns- og innovationssamfundene i en fastsat procentdel af deres tid som en måde at få tilknyttet de bedste forskerteam og få skabt et tilhørsforhold til ETI. Maksimums- og minimumsgrænserne kan fastsættes individuelt fra sag til sag og tilpasses i løbet af videns- og innovationssamfundets levetid;

2.18

foreslår i forbindelse med forberedelserne af lovforslaget om ETI, at Kommissionen understreger de lokale og regionale institutioners vigtige rolle. De skal støtte de enkelte videns- og innovationssamfund og på et mere overordnet plan bygge bro over kløften mellem tre bærende elementer i videnstrekanten.

30.6.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 146/34

—

vurderer, at det af miljømæssige grunde giver mening at udvikle en europæisk jordbundspolitik. Jordforurening har f.eks. konsekvenser for menneskers og dyrs sundhed, og her har jordbundspolitikken en funktion. Desuden kræver klimaforandringer, de grænseoverskridende konsekvenser af jordbundsforringelse, det øgede pres på andre miljøområder og Kyoto-aftalen en indsats på europæisk niveau;

—

fastholder, at et direktiv, som har til formål at opstille en statusopgørelse og bistå medlemsstaterne med at gøre en indsats, som foreslået af Kommissionen, kan bidrage til udformningen af en bæredygtig jordbundspolitik i EU. Dette betyder, at direktivet bør være fleksibelt;

—

er bekymret over den administrative byrde, som — for de lokale og regionale myndigheders vedkommende — kan opstå som følge af udpegelsen af risikoområder, forpligtelsen til at evaluere risikoområderne hvert tiende år (artikel 6) og revurderingen af kortlægningen af forurenede områder (artikel 10 og 11);

—

ønsker ikke, at der pålægges de berørte myndigheder direkte forpligtelser med hensyn til den praktiske oprydning eller forvaltning af forurenede områder (artikel 13);

—

mener, at det er nødvendigt, at Kommissionen udarbejder en liste med omkostningseffektive foranstaltninger, som medlemsstaterne kan bruge som inspiration og vælge imellem ved udarbejdelsen af deres eget program.

1.1

Jordbunden har afgørende betydning for opretholdelse af livet, som kilde til næringsstoffer og vand, som regulator af kredsløb, som det område, hvor mange organismer lever, og som bærer af livet på jorden. For mennesket og naturen er det afgørende, at jordbunden optimalt og permanent kan fortsætte med at varetage disse funktioner.

1.2

Alle EU-medlemsstater konfronteres i højere eller mindre grad med jordbundsproblemer. Det er indlysende, at der i visse dele af Europa er foregået og foregår betydelige forringelsesprocesser, som giver anledning til bekymring.

1.3

Jord er ikke mobil, men forringelse af jordbunden i en medlemsstat kan ikke desto mindre få grænseoverskridende konsekvenser. Udvalget mener derfor, at forslaget er i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Samtidig kan udvalget konstatere, at der blot er 9 lande, som har indført en politik for jordbunden, samt at denne politik oftest er begrænset til visse aspekter af jordforureningen. Udvalget mener endvidere, at det af miljømæssige grunde giver mening at udvikle en europæisk jordbundspolitik. Jordforurening har f.eks. konsekvenser for menneskers og dyrs sundhed, og her har jordbundspolitikken en funktion. Desuden kræver klimaforandringer, de grænseoverskridende konsekvenser af jordbundsforringelse, det øgede pres på andre miljøområder og Kyoto-aftalen en indsats på europæisk niveau.

1.4

Jordbundspolitik er et meget komplekst område. Der findes i Europa over 320 forskellige jordbundstyper, som anvendes til mange formål. Jord har f.eks. en økonomisk, social, kulturel og miljømæssig funktion og bruges til landbrug, natur, bebyggelse og anlæg af veje og diger. Af denne grund er truslerne mod jordbunden i de enkelte medlemslande meget forskellige. Der består tillige store forskelle mellem de foranstaltninger, medlemsstaterne træffer og sågar også mellem de forskellige regioner i en medlemsstat. Ud over disse geografiske forskelle er der klimatiske forskelle mellem de forskellige regioner i Europa. Disse forskelle svarer til de kompetencer, som de regionale og lokale myndigheder i medlemsstaterne har på området.

1.5

På grund af den store diversitet og vanskelighederne med at udarbejde fælles standarder mener udvalget ikke, at det på nuværende tidspunkt er muligt at vedtage et ensartet fælles regelsæt med kvantitative normer. Udvalget mener ikke desto mindre, at Kommissionens strategi er et første skridt i retning af at nå til enighed om fælles standarder i nær fremtid. Hvis jordbunden skal beskyttes effektivt, er det nødvendigt med skræddersyede løsninger. Jordbundspolitik skal primært føres på lokalt og regionalt plan.

1.6

I de fleste medlemsstater har de lokale og regionale myndigheder ansvaret for jordbundspolitikken. Lokale og regionale myndigheder bør derfor spille en vigtig rolle i udviklingen af nye metoder og foranstaltninger på jordbundsområdet.

1.7

EU har en støttende og stimulerende rolle på jordbundsområdet. En europæisk lovgivning afvises, hvis den ikke er fleksibel og giver passende politisk spillerum for medlemslandene.

1.8

Udvalget er enigt i strategiens målsætninger og mener, at disse udgør et væsentligt bidrag til udformningen af en fælles, fleksibel europæisk lovramme for en bæredygtig forvaltning af jordbunden.

1.9

Ud fra formuleringen af målsætningerne konkluderer udvalget, at hensigten er at udvide kendskabet til jordbundsprocesser og forpligte medlemsstaterne til at gøre en indsats. Medlemslandene opfordres til at modvirke forringelse af jordbunden, men udpegningen af risikoområder, målene for bevarelse af jordbundens kvalitet, og de foranstaltninger, der iværksættes for at nå målene, fastlægges af medlemsstaterne selv. Udvalget støtter denne tilgang, idet jordbundsproblematikken på denne måde håndteres som en integreret proces, og der hermed lægges vægt på jordbundsproblematikkens lokale og regionale karakter.

1.10

Med henblik på gennemførelse af strategien må den eksisterende EU-lovgivning og -politik med relevans for jordbundsbeskyttelsen systematisk vurderes med henblik på dens bidrag til en bæredygtig forvaltning af jordbunden i Fællesskabet. Hvor der er mangler, må lovgivning og politisk indsats tilpasses. Til det formål bør Kommissionen på kort sigt udforme en køreplan.

1.11

Udvalget mener derfor, at strategien i højere grad skal afstemmes med de øvrige strategier, der udvikles inden for rammerne af det sjette miljøhandlingsprogram. Særligt strategierne for pesticider, affald og genbrug og overflade- samt grundvand.

1.12

Udvalget mener, at oplysning og kommunikation har stor betydning for at opnå en bæredygtig forvaltning af jordbunden. Der skal ses på såvel trusler som muligheder, når det gælder jordbundens bidrag til et bæredygtigt samfund.

1.13

Der er stor forskel på de foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer (se bemærkning 1.4). Udvalget er overbevist om, at den europæiske jordbundskvalitet kan forbedres på en effektiv og praktisk måde, hvis de medlemslande, der har en jordbundspolitik, videregiver deres viden til de øvrige medlemslande. Udvalget opfordrer til, at medlemsstater med en veludviklet jordbundspolitik deler deres erfaringer med de medlemsstater, der ikke har omfattende lovgivning på dette område.

1.14

Udvalget lægger stor vægt på, at der skabes en platform for åben kommunikation, hvor information om »bedste praksis« — set i lyset af en passende jordbundsbeskyttelse — kan udveksles. Den store variation i jordbundsforhold kræver en omfattende oversigt over mulige foranstaltninger, der har bevist deres værdi i praksis.

1.15

Dette direktiv har som mål at kortlægge jordbundsforringelserne i EU. Direktivet giver mulighed for at gøre dette på en ensartet og gennemskuelig måde. Beslutningen om at udpege et område til risikoområde træffes af medlemsstaten selv. Det samme gælder for iværksættelsen af eventuelle foranstaltninger og det tempo, hvori disse gennemføres.

1.16

Udvalget fastholder, at et direktiv, som har til formål at opstille en statusopgørelse og bistå medlemsstaterne med at gøre en indsats, som foreslået af Kommissionen, kan bidrage til udformningen af en bæredygtig jordbundspolitik i EU. Dette betyder, at det nuværende direktiv bør være fleksibelt og ikke må indeholde kvantitative og kvalitative normer. Foranstaltningerne bør konkretiseres på frivilligt grundlag ved hjælp af incitaments- og vejledningsordninger. Desuden bør man sørge for, at der ikke opstilles yderligere dokumentationskrav, således at unødvendigt bureaukrati bekæmpes. Samtidig bør Kommissionens foreliggende forslag ikke opfattes som en opfordring til mere vidtgående EU-intervention.

1.17

Udvalget mener, at opnåelse af miljønormer bør tillægges højeste prioritet og at dette er en opgave for nationalstaterne, uden at der gribes ind i hæftelsen og ansvaret hos ejere og hos dem, der forårsager jordbundsbelastninger. Det vil sige, at det må tydeliggøres, at man ved anvendelsen af princippet om, at forureneren betaler, ikke blot kan drage forureneren, men også andre, som har forpligtelser, til ansvar. Udvalget understreger, at spørgsmålet om, hvem der er ansvarlig, i sidste ende afgøres på nationalt plan.

1.18

Udvalget er bange for, at man ved udformningen af de konkrete krav til EU-direktivet, især med hensyn til fastlæggelse af kriterierne for risikovurdering ved jordbundskontamination, vil ty til et udvalg i henhold til afgørelse 1999/468/EF (komitologi). Der bør her vælges en fremgangsmåde, som tager hensyn til alle berørte interessegrupper (stakeholders) og som sikrer en tilstrækkelig inddragelse.

1.19

Artikel 16 i direktivet indeholder en lang række rapporteringsforpligtelser, som først og fremmest lokale og regionale myndigheder skal leve op til. Udvalget mener, at der her er tale om en uforholdsmæssig stor administrativ byrde, der ikke bør pålægges kommuner og regioner. I den forbindelse skal det bemærkes, at den opmærksomhed, den arbejdstid og de finansielle midler, der bruges på rapportering ikke samtidig kan bruges på at forhindre jordbundsforringelser, selvom det er indsatsen mod jordbundsforringelse, der er den vigtigste.

1.20

Udvalget bifalder, at der lægges vægt på den eksterne integration af jordbundspolitikken i sektorpolitikken og lovgivningen på hvert forvaltningsniveau (artikel 3). Når det gælder gennemførelsen af sektorspecifikke politikker, bør der udvises tilbageholdenhed, hvad angår indførelsen af obligatorisk kontrol på grundlag af eksisterende data (jordbundsprøver). Kontrol er kun relevant, hvor der er en risiko for jordbunden. Da forslaget allerede er et rammedirektiv, er jordbundsprøver i gennemførelsesdelen generelt overflødige. I komplekse og omfangsrige sager er udarbejdelsen af en miljøkonsekvensvurdering allerede obligatorisk.

1.21

Udvalget er bekymret over den administrative byrde, som — for de lokale og regionale myndigheders vedkommende — kan opstå som følge af udpegelsen af risikoområder, forpligtelsen til at evaluere risikoområderne hvert tiende år (artikel 6) og revurderingen af kortlægningen af forurenede områder (artikel 10 og 11).

1.22

Udvalget konstaterer, at direktivforslaget indeholder en række indsamlings- og rapporteringsforpligtelser og oplæg til opstilling af strategiske miljøundersøgelsesplaner og programmer, hvis gennemførelse vil medføre betydelige ekstraudgifter. I EU's bestemmelser bør man i videst mulig udstrækning undlade at indføje strategiske miljøundersøgelsesplaner og programmer.

1.23

Udvalget mener, at inddragelsen af offentligheden ikke bør være begrænset til de tilfælde, som omtales i direktivet om miljøoplysninger.

1.24

Udvalget ønsker ikke, at der pålægges de berørte myndigheder direkte forpligtelser med hensyn til den praktiske oprydning eller forvaltning af forurenede områder (artikel 13). Myndighederne sørger for, at oprydningen rent faktisk finder sted. Der må tages hensyn til lovgivningen i den berørte medlemsstat og de specifikke, lokale jordbundsforhold. Naturligvis har de berørte myndigheder stadig ansvaret for, at de forurenede områder forvaltes på passende vis.

1.25

Udvalget er tilfreds med den funktionelle oprydning (artikel 1 stk. 1, og 13, stk. 2). Der træffes foranstaltninger, som afhænger af, hvad jorden bruges til for nuværende.

1.26

Konsekvensanalysen viser, at foranstaltninger til minimering af jordbundsforringelse har stor samfundsmæssig værdi. Udvalget understreger denne konklusion, men ønsker samtidig at gøre opmærksom på, at der for at opnå denne værdi først må investeres i jordbunden. Vi ved af erfaring, at gennemførelsen af jordudbedringsprojekter ofte går i stå på grund af mangel på økonomiske midler, især på kommunalt og regionalt niveau.

1.27

Udvalget ser indførelsen af rapporten om jordbundens tilstand (artikel 12) som en europæisk støtte til kortlægningen af forurenede arealer, idet rapporten på den ene side yder et bidrag til en konsekvent opdatering af listen over forurenede arealer, og på den anden side sikrer, at købere af grunde fra andre medlemslande på en gennemskuelig måde får de nødvendige informationer og undgår økonomiske tab. Hermed gennemføres »forurener betaler-princippet« i artikel 4 i praksis.

1.28

Udvalget mener, at der ved udpegelsen af foranstaltninger til bevaring af jordbundens funktioner udover de sociale og økonomiske aspekter tillige skal lægges vægt på sikkerhedsforhold og forekomsten af arkæologisk, geologisk og geomorfologisk kulturarv (artikel 8).

1.29

Regionsudvalget finder, at Kommissionens krav om nationale finansieringsmodeller for oprydning af forurenede arealer (artikel 13) ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til de eksisterende specifikke regionale (finansierings-) modeller, som har vist sig at fungere godt i praksis. Frygten for, at EU-regulering på dette område kan virke hindrende, er velbegrundet.

1.30

Udvalget finder, at en af hjørnestenene i Kommissionens forslag er oprettelsen af en platform for informationsudveksling (artikel 17). De regionale og lokale myndigheder bør — med udgangspunkt i deres praktiske viden og indsamlede erfaringer — deltage aktivt i denne platform.

2.1

Udvalget mener, at det er nødvendigt, at Kommissionen udarbejder en liste med omkostningseffektive foranstaltninger, som medlemsstaterne kan bruge som inspiration og selvstændigt vælge imellem ved udarbejdelsen af deres eget program. De medlemsstater, der endnu ikke har udviklet nogen jordbundspolitik, eller er i færd med at gøre det for øjeblikket, kan kun arbejde effektivt, hvis de har tilstrækkeligt stort kendskab til området.

2.2

Udvalget foreslår, at der ikke indføres en omfattende europæisk rapporteringspligt, men at medlemsstaterne i stedet gør brug af deres egne rapporteringssystemer, og at Kommissionen får adgang til disse informationer (artikel 16).

2.3

Risikoområderne kan kortlægges meget nøjagtigt, med en mindre administrativ byrde, hvis der på forhånd gøres brug af en quick scan, der gør det klart, hvilke risici der eksisterer for (en del af) jordbunden i den berørte medlemsstat. Når det gælder evalueringen af risikoområderne og kortlægningen af forurenede arealer, er en komplet revision ikke nødvendig. Det er tilstrækkeligt med en opdatering på grundlag af de indsamlede overvågningsdata.

2.4

Udvalget opfordrer til at konkretisere Kommissionens forskningsdagsorden som bebudet i temastrategien ved hjælp af prioriteter og en tidsplan. Klimaforandringernes konsekvenser for jordbunden skal kortlægges med allerhøjeste prioritet. Klimaforandringer fører/kan føre til en hurtigere nedbrydning af organisk stof. Set i lyset af den vigtige rolle, som organisk stof spiller for jordbundens funktion, kan klimaforandringerne få store følger for en bæredygtig forvaltning af jordbunden.

1.

medlemsstaterne kortlægger risikoområderne og udarbejder en opgørelse (se litra b, c og e i Kommissionens tekst);

2.

Kommissionen udarbejder en oversigt som nævnt i artikel 17 (se henstilling 10);

3.

medlemsstaterne udarbejder et indsatsprogram (se litra a, d, f og g i Kommissionens tekst).

30.6.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 146/48

—

byder Kommissionens temastrategi velkommen, da den indeholder en integreret og holistisk tilgang til pesticidområdet, som er givtig for skabelsen af yderligere fornødne miljømæssige forbedringer på området;

—

udtrykker bekymring over, at den eksisterende regulering ikke har kunnet forhindre, at mængden af pesticidrester i fødevarer har været stigende over en årrække; byder derfor velkomment, at temastrategien vil øge overvågningen af pesticidrester i fødevarer;

—

finder, at den valgte zoneopdeling, ikke tager tilstrækkeligt hensyn til geologiske, geografiske og hydrologiske aspekter inden for zonerne. Disse forskelle betyder, at risikoen for nedsivning og udvaskning af farlige pesticider varierer, hvilket bør afspejles i lovgivningen; beklager, at zoneopdelingen ikke tager hensyn til de eksisterende standarder for pesticidregulering i medlemsstaterne;

—

finder, at Kommissionens forslag om den tvungne gensidige anerkendelse af pesticider inden for zoneopdelingerne, ikke er en optimal løsning, da det kan medføre øget pesticidforurening af overfladevand;

—

finder, at hjemmelsgrundlaget for forordningen (KOM(2006) 388) bør udvides til også at omfatte artikel 175, der vedrører miljø;

—

opfordrer til, at der på sigt bør udarbejdes kvantitative mål for reduktion af pesticidforbruget.

1.1

byder Kommissionens temastrategi velkommen, da den indeholder en integreret og holistisk tilgang til pesticidområdet, som er givtig for skabelsen af yderligere fornødne miljømæssige forbedringer på området;

1.2

bifalder, at Kommissionen løbende opdaterer procedurer og funktioner i relation til den Europæiske Fødevareautoritet. Herved sikres, at EU's regulering på området er i overensstemmelse med de nyeste videnskabelige opdagelser på området — til fordel for miljøet og menneskers sundhed;

1.3

støtter op om temastrategiens målsætninger om et højere beskyttelsesniveau for miljø og sundhed ved at begrænse brugen af pesticider og tilskynde forskning i mindre skadelige alternativer;

1.4

støtter, at reglerne for databeskyttelse ikke omfatter data fremskaffet ved dyreforsøg. Dette vil sikre, at forsøgene ikke gentages unødigt og bidrage til at begrænse anvendelsen af dyreforsøg mest muligt;

1.5

bifalder, at temastrategien vil skabe retningslinier for selve brugen af pesticider, hvor den hidtidige fællesskabsregulering ikke har været tilstrækkelig;

1.6

byder velkomment, at strategien omfatter redskaber til overvågning og rapportering af medlemsstaternes fremskridt hen imod temastrategiens målsætninger;

1.7

anerkender, at et fornuftigt brug af pesticider medfører store produktivitetsgevinster, som der redegøres for i Kommissionens konsekvensanalyse (SEK(2006) 894), men påpeger dog, at anvendelsen af disse midler stadig har alvorlige følger for miljøet;

1.8

anerkender endvidere, at pesticidindustrien er en vigtig arbejdsgiver i EU, der samlet står for ca. 26.000 jobs; bifalder derfor, at temastrategien ifølge konsekvensanalysen vil skabe yderligere 3.000 jobs i sektoren, vil tilføre landbruget økonomiske gevinster for minimum 380 mio. EUR, og at temastrategien i øvrigt er i overensstemmelse med Lissabon-strategiens målsætninger;

1.9

byder velkomment, at strategien søger at øge sikkerheden ved brug af pesticider ved hjælp af inspektion og certificering af udstyr, tilskyndelse til sikker opbevaring af pesticider og uddannelsesinitiativer for distributører og professionelle brugere. Herved vil effektiviteten ved pesticidbrug skærpes til fordel for alle parter;

1.10

udtrykker bekymring over, at den eksisterende regulering ikke har kunnet forhindre, at mængden af pesticidrester i fødevarer har været stigende over en årrække; byder derfor velkomment, at temastrategien vil øge overvågningen af pesticidrester i fødevarer; opfordrer derfor til at føre streng kontrol med forekomsten af pesticidrester i importerede fødevarer og foderstoffer, specielt fra lande, hvor der kan være mindre strenge restriktioner på brug af pesticider;

1.11

bifalder, at forslaget til rammedirektiv for Fællesskabets indsats for en bæredygtig anvendelse af pesticider henviser til vandrammedirektivet. Dette vil styrke sammenhængen i EU's bestræbelser på miljøområdet; opfordrer derfor til, at der også henvises til vandrammedirektivet i forslaget til forordning om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler;

1.12

har stor forståelse for Kommissionens ønske om at styrke konkurrence, dynamik og frihandel i den Europæiske Union. Men finder, at det er af største betydning, at temastrategien om pesticider tager udgangspunkt i hensynet til miljøet og borgernes sundhed;

1.13

finder derfor, at forordningsforslagets forslag om tvungen gensidig anerkendelse af pesticider inden for de tre zoneopdelinger er uhensigtsmæssig set i forhold til den eksisterende regulering. Forskellige forhold gør sig gældende i medlemslande inden for de samme zoner, hvilket nødvendiggør, at de enkelte medlemsstater fortsat skal kunne påkalde sig retten til skærpede pesticidstandarder. Eksempeltvist bliver ubehandlet grundvand i flere medlemsstater anvendt som drikkevand. Tvungen indførsel af hidtidige forbudte pesticider vil betyde, at denne praksis bringes i fare med økonomiske konsekvenser for lokale og regionale myndigheder og for medlemsstaterne; ønsker at gøre opmærksom på, at det er forbundet med øget livskvalitet at kunne drikke vand af høj kvalitet direkte fra vandhanen;

2.1

finder, at den valgte zoneopdeling, ikke tager tilstrækkeligt hensyn til geologiske, geografiske og hydrologiske aspekter inden for zonerne. Disse forskelle betyder, at risikoen for nedsivning og udvaskning af farlige pesticider varierer, hvilket bør afspejles i lovgivningen; beklager, at zoneopdelingen ikke tager hensyn til de eksisterende standarder for pesticidregulering i medlemsstaterne. Hvis zonetilgangen videreføres, bør den som et minimum bestå af flere enheder. Såfremt zoneopdelingen vedtages, bør det fremgå, hvordan der kan ske gensidig anerkendelse af godkendte plantebeskyttelsesmidler i naboregioner, der tilhører en anden zone, under behørig hensyntagen til forbrugernes og miljøets beskyttelse.

2.2

finder, at Kommissionens forslag om den tvungne gensidige anerkendelse af pesticider inden for zoneopdelingerne, ikke er en optimal løsning, da det kan medføre øget pesticidforurening af overfladevand. Herved vil den udgøre en trussel for vandorganismerne og efter omstændighederne også for regionernes unikke bestande af fugle og hvirveldyr; finder, at tilgangen stemmer dårligt overens med vandrammedirektivets generelle krav om ikke at forværre tilstanden inden for vandforekomsterne;

2.3

finder, at det formål, der forfølges med den gensidige anerkendelse, kan nås ved øget samarbejde og dataudveksling imellem medlemslandene i zonerne med henblik på hurtig sagsbehandling af midler, der er godkendt i et andet land i zonen; finder derfor, at den tvungne gensidige anerkendelse af pesticider er et uhensigtsmæssigt værktøj; finder, at såfremt den opretholdes, bør konsekvenserne af zoneinddelingen belyses bedre med henblik på under alle omstændigheder at justere zonerne;

2.4

opfordrer til mere strikte kriterier med hensyn til miljøeffekterne, som ikke er tilstrækkelige til at opretholde det høje eksisterende beskyttelsesniveau; men støtter, at der indføres afskæringskriterier for godkendelse af aktivstoffer. Kriterierne er acceptable med hensyn til sundhedseffekterne;

2.5

finder, at hjemmelsgrundlaget for forordningen (KOM(2006) 388) bør udvides til også at omfatte artikel 175, der vedrører miljø. Dette vil have betydning for vægtningen ved fremtidige fortolkningsspørgsmål samt medlemsstaternes foranstaltninger for miljøbeskyttelse;

2.6

støtter, at der indføres et princip om at substituere visse plantebeskyttelsesmidler med mindre farlige plantebeskyttelsesmidler eller ikke-kemiske metoder;

2.7

opfordrer til, at kriterierne for udpegning af substitutionskandidater bør forbedres, så der bliver mulighed for at substituere flere stoffer. Reglerne bør også forbedres, så det bliver muligt for medlemsstaterne at substituere plantebeskyttelsesmidler ud fra en vurdering af de indgående hjælpestoffers egenskaber;

2.8

opfordrer til, at pesticider, der kan sive ned i grundvandet, konsekvent bør indplaceres i forordningens højrisikogruppe;

2.9

opfordrer til, at godkendelsen af aktivstoffer og plantebeskyttelsesmidler ikke gøres tidsubegrænset efter den første fornyelse efter 10 år. Det vil påvirke miljøet og sundheden negativt, at der ikke skal ske en fornyelse, når der f.eks. indføres nye datakrav eller nye retningslinier for vurdering;

2.10

modsætter sig, at der indføres en mere lempelig godkendelsesprocedure for plantebeskyttelsesmidler indeholdende aktivstoffer, der er vurderet at være »af lav risiko«. Alle plantebeskyttelsesmidler kan indebære en vis risiko for mennesker og naturens balance, og bør derfor gennemgå en grundig godkendelsesprocedure;

2.11

anbefaler, at salg og distribution af pesticider foregår under overvågning af en godkendt ekspert eller en anden kompetent sagkyndig;

2.12

opfordrer til, at der på sigt bør udarbejdes kvantitative mål for reduktion af pesticidforbruget i tråd med det 6. miljørammeprograms anbefalinger, og slår til lyd for, at man fremmer produktionsmetoder med begrænset eller slet ingen anvendelse af pesticider, som f.eks. økologisk landbrug;

2.13

opfordrer til, at der i forordningens artikler 21 og 43 indføjes en direkte reference til vandrammedirektivets artikel 4, stk. 1;

2.14

byder velkomment, at høringsprocessen i forbindelse med temastrategien har været omfattende, og at den omfatter lokale og regionale myndigheder; opfordrer endvidere til, at denne inddragelse bør styrkes ved, at lokale og regionale myndigheder inddrages i Temastrategiens Ekspertgruppe, der har til opgave at rådgive om bedste praksis og overvåge implementeringen af temastrategien. Lokale og regionale myndigheder bør desuden inddrages i udarbejdelsen og implementeringen af de nationale handlingsplaner. Via deres unikke kendskab til de lokale forhold kan de yde et værdifuldt bidrag i disse fora, som bør involvere civilsamfundet.

30.6.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 146/53

—

bifalder Kommissionens initiativ om større åbenhed. Større åbenhed er afgørende, hvis EU-institutionerne skal forblive ansvarlige, demokratiske, effektive og tætte på borgernes behov; minder i denne forbindelse om, at hvis EU reelt skal styrke sin demokratiske legitimitet, er der behov for, at de lokale og regionale aktører i højere grad involveres i EU's lovgivnings- og beslutningsprocesser;

—

beklager imidlertid, at den lokale og regionale dimension ikke nævnes i dette initiativ og opfordrer Kommissionen til i højere grad at involvere disse niveauer;

—

understreger, at EU er et institutionelt partnerskab på flere niveauer, hvor de regionale og lokale myndigheder er involverede i den europæiske beslutningstagning på nationalt og europæisk niveau;

—

mener, at det endnu en gang er nødvendigt at understrege behovet for at skelne mellem EU-institutionernes høring af valgte lokale og regionale myndigheder og deres sammenslutninger på den ene side og høring af lobbyorganisationer, der repræsenterer særinteresser på den anden;

—

bifalder, at Kommissionen har introduceret en løbende og systematisk dialog med de lokale og regionale myndigheder og deres europæiske og nationale sammenslutninger på områder, hvor de har ansvaret for gennemførelse og implementering. mener imidlertid, at de nærmere vilkår for dialogen kan forbedres;

—

bifalder den større åbenhed, som en registrering af lobbyorganisationer vil medføre;

—

mener imidlertid ikke, at en ordning baseret på frivillig registrering vil danne en passende ramme med garanti for tilstrækkelig åbenhed;

—

er overbevist om, at det er vigtigt at sikre en mere effektiv og enkel procedure for den fremtidige registrering. Kommissionen bør stå for registret;

—

støtter Kommissionens ambition om at styrke åbenhed med hensyn til brugen af EU-midler og opfordrer medlemslandene til at forvalte EU-midlerne under »delt forvaltning«. Det er i alle støttemodtageres interesse, at der er åbenhed omkring EU's finansiering.

1)

åbenhed er et af nøgleelementerne i et demokrati med flere myndighedsniveauer;

2)

det er vigtigt at tage større hensyn til principperne om subsidiaritet, proportionalitet og nærhed, når man skal udvikle en enkel og klar europæisk lovgivning, der er umiddelbart forståelig for de europæiske borgere;

3)

det er vigtigt at sikre, at de regionale og lokale aktører er fuldt involverede, bl.a. gennem Regionsudvalget, når det gælder kernepunkterne på den europæiske dagsorden;

4)

regionale og lokale myndigheder kan, hvis de er tilstrækkeligt involverede i forberedelsen af lovforslag, spille en nøglerolle i gennemførelsen og implementeringen af disse i deres egne områder —

1.1

bifalder Kommissionens initiativ om større åbenhed. Lanceringen af det europæiske åbenhedsinitiativ er et vigtigt skridt fra Kommissionens side, når det gælder om at fremme gennemsigtighed i EU-institutionerne. Større åbenhed er afgørende, hvis EU-institutionerne skal forblive ansvarlige, demokratiske, effektive og tætte på borgernes behov; minder i denne forbindelse om, at hvis EU reelt skal styrke sin demokratiske legitimitet, er der behov for, at de lokale og regionale aktører i højere grad involveres i EU's lovgivnings- og beslutningsprocesser;

1.2

mener, at Kommissionen med åbenhedsinitiativet har lanceret en nødvendig debat og finder, at det er vigtigt at tage denne debat nu, også set i lyset af tænkepausen og debatten om Europas fremtid, fordi beslutningstagerne skal sikre og vise, at EU fungerer demokratisk og effektivt. Garanti for åbenhed er en af de afgørende måder, hvorpå Europa kan bringes tættere på borgerne;

1.3

beklager imidlertid, at den lokale og regionale dimension ikke nævnes i dette initiativ og opfordrer Kommissionen til i højere grad at involvere disse niveauer; minder om, at Kommissionen i sin hvidbog om styreformer i EU (2001) erklærer, at den vil sikre, at der tages hensyn til regionale og lokale erfaringer og vilkår i udarbejdelsen af politiske forslag;

1.4

bifalder beslutningen om at bestræbe sig på en større grad af åbenhed i Rådets arbejde under det finske formandskab i 2. halvår 2006. Det er en meget positiv udvikling, at Rådet er nået til enighed om at tillade mere åbenhed i beslutningsprocessen og i adgangen til rådsdokumenter. Ikke desto mindre mener Regionsudvalget, at det kun er et første skridt i den rigtige retning og opfordrer kraftigt Rådet til at gøre sit arbejde mere tilgængeligt for offentligheden. Dette er vigtigt for borgernes mulighed for at følge beslutningsprocessen;

1.5

mener, at begrebet »uretmæssigt lobbyarbejde« bør defineres så nøjagtigt som muligt, så lobbyisternes aktiviteter kan kontrolleres, og der kan pålægges sanktioner i tilfælde af overtrædelser;

1.6

mener, at målet med gennemsigtigheden bør være en tilnærmelse mellem Den Europæiske Union og dets borgere; mener endvidere, at det for at fremme gennemsigtigheden og dermed mindske den eksisterende afstand mellem EU-institutionerne og borgerne er afgørende, at man iværksætter foranstaltninger, der ligesom foranstaltningerne under Plan D: Demokrati, dialog og debat sigter mod at udbrede EU's aktiviteter og kompetencer blandt de europæiske borgere, og specielt blandt de unge, sådan som det er tanken med Det Europæiske Ungdomsforum.

2.1

understreger, at EU er et institutionelt partnerskab på flere niveauer, hvor de regionale og lokale myndigheder er involverede i den europæiske beslutningstagning på nationalt og europæisk niveau. Den bedste måde til at sikre sig, at ny EU-lovgivning er relevant og kan omsættes i praksis, er ved at konsultere de lokale og regionale myndigheder om relevante emner, og i den forbindelse styrke dialogen med dem og deres muligheder for inddragelse og medbestemmelse. Disse myndigheder har ansvaret for implementeringen og gennemførelsen af EU's politikker og spiller derfor en stor rolle, når åbenheden skal sikres;

2.2

anerkender imidlertid, at det ikke kun er EU, der har en forpligtelse til at sikre åbenhed. Medlemslandene, men også Regionsudvalget og alle de myndighedsniveauer, som udvalget repræsenterer, bør gå forrest med et godt eksempel og levere en effektiv, serviceorienteret og demokratisk offentlig forvaltning. Som konsekvens heraf bør de lokale og regionale myndigheder i medlemslandene ligeledes være positivt indstillet med hensyn til at sikre åbenhed i deres egne forvaltninger.

3.1

mener, at det endnu en gang er nødvendigt at understrege behovet for at skelne mellem EU-institutionernes høring af valgte lokale og regionale myndigheder og deres sammenslutninger på den ene side og høring af lobbyorganisationer, der repræsenterer særinteresser på den anden; understreger, at det sammen med de lokale og regionale myndigheder det repræsenterer, er en del af den europæiske styringsmodel, og at det derfor bør være direkte involveret i ethvert initiativ fra Kommissionens side til at sikre større åbenhed i EU's beslutningsproces;

3.2

opfordrer Kommissionen til at vedlægge ethvert lovgivnings- eller ikke-lovgivningsmæssigt forslag en liste over afholdte møder og skriftlige bidrag, som den har modtaget under udarbejdelsen af det pågældende forslag;

3.3

understreger, at den strukturerede dialog mellem Kommissionen og sammenslutningerne af lokale og regionale myndigheder, som er blevet udviklet på grundlag af hvidbogen om nye styreformer i EU er et vigtigt skridt i retning af reelt at involvere de lokale og regionale myndigheder; bifalder denne udvikling og understreger den centrale rolle, Regionsudvalget er tiltænkt i denne sammenhæng;

3.4

bifalder, at Kommissionen har introduceret en løbende og systematisk dialog med de lokale og regionale myndigheder og deres europæiske og nationale sammenslutninger på områder, hvor de har ansvaret for gennemførelse og implementering. Det er vigtigt med en fortløbende udvikling af denne dialog, så begge parter kan få det fulde udbytte af denne. Det skal i den forbindelse særligt bemærkes, at det er nødvendigt at styrke dialogen omkring udarbejdelsen af lovforslag, der berører de lokale og regionale myndigheder;

3.5

mener imidlertid, at de nærmere vilkår for dialogen kan forbedres, og foreslår, at:

3.6

opfordrer Kommissionen til at forbedre de eksisterende redskaber til feedback om dets udtalelser, der indeholder konkrete svar på Kommissionens anmodning om høring og håndgribelige forslag, der tager hensyn til regionale og lokale interesser. Derudover bør Kommissionen som et minimum angive og redegøre for grundene til, at den ikke tager højde for udvalgets henstillinger;

3.7

mener, at introduktionen af minimumstandarder for høring i 2002 gav nye muligheder for en bred konsultation af de berørte parter og dybdegående konsekvensanalyser forud for fremsættelsen af lovforslag. Disse standarder lægger særlig vægt på de lokale og regionale myndigheders rolle, hvilket er blevet bekræftet i samarbejdsaftalen mellem Regionsudvalget og Kommissionen. Det er vigtigt, at høringen foregår rettidigt og giver de berørte parter en reel mulighed for at reagere på lovforslagene;

3.8

ønsker, at der ved siden af den strukturerede dialog med sammenslutningerne af de lokale og regionale myndigheder i Regionsudvalgets regi udvikles andre direkte måder at høre regionernes og kommunernes synspunkter om planlagt lovgivning på for at sikre en systematisk inddragelse af deres synspunkter som berørte parter i lovforslagenes forberedelsesfase; minder om, at der var planlagt bestemmelser om sådanne høringsformer i Kommissionens meddelelse fra 2002 om minimumsstandarder for høringer, og at Regionsudvalget heri blev anmodet om at spille en aktiv rolle som arrangør af høringerne på Kommissionens vegne (4);

3.9

beklager, at den lokale og regionale dimension ikke er tilstrækkelig fremtrædende i Kommissionens grønbog om et europæisk åbenhedsinitiativ og i den nye strategi for konsekvensanalyser; opfordrer derfor Kommissionen til at betragte høring af de lokale og regionale myndigheder som en tværgående arbejdsmetode i forbindelse med styreformer på flere niveauer og til at udvide høringsmetoden, som allerede anvendes med gode resultater inden for samhørighedspolitikken, til alle politikområder, der har indvirkning på kommunerne og regionerne;

3.10

mener, at konsekvensanalyser skal spille en vigtig rolle, når det gælder om at reducere den administrative byrde ved EU-lovgivning for de lokale og regionale myndigheder, som fastslået i udtalelsen om bedre lovgivning (CdR 121/2005);

3.11

mener stadig, at de indledende konsekvensanalyser udover at se på et lovforslags politiske målsætninger og de foretrukne politiske instrumenter, skal indeholde en konsekvensanalyse af lovforslagets finansielle følgevirkninger på lokalt og regionalt plan.

4.1

bifalder den større åbenhed, som en registrering af lobbyorganisationer vil medføre. Som del af EU's styringsmodel er Regionsudvalget og dets medlemmer selv mål for lobby-aktiviteter og udvalget er derfor enig i, at et system med registrering/akkreditering kan skabe større åbenhed i EU's politiske proces;

4.2

understreger, at de lokale og regionale myndigheder og deres sammenslutninger på grund af deres demokratiske legitimitet klart adskiller sig fra kommercielle lobbyister og interessegrupper. Lokale og regionale myndigheder er en del af den europæiske governance-struktur. Enhver form for registrering må derfor tage højde for denne forskel. Følgelig må lokale og regionale myndigheder ikke opføres i registret over lobbyister på en måde, der kunne sløre forskellen mellem deres rolle og den, som spilles af andre organisationer på listen;

4.3

mener imidlertid ikke, at en ordning baseret på frivillig registrering vil danne en passende ramme med garanti for tilstrækkelig åbenhed. En frivillig aftale vil ikke dæmme op for offentlighedens spekulationer og mistillid til institutionernes høring af private aktører. Registrering bør være et adgangskrav for alle lobbyorganisationer til enhver EU-institution, som det allerede er tilfældet med Europa-Parlamentet;

4.4

er overbevist om, at det er vigtigt at sikre en mere effektiv og enkel procedure for den fremtidige registrering. Kommissionen bør stå for registret. Der bør kun være ét kontaktpunkt for registrering ved alle EU-institutioner, og registreringen bør gælde hele organisationer i stedet for individer. Set i lyset af, at udvalget allerede ligger inde med information om de regionale og lokale myndigheder og de sammenslutninger, der repræsenterer dem, er der ingen grund til, at hver lokal og regional myndighed og/eller sammenslutning skal registreres individuelt. Regionsudvalget kunne således videregive disse informationer til Kommissionen, således at de kan medtages under det relevante registerområde;

4.5

mener, at det bør præciseres, hvilke oplysninger lobbyisterne skal stille til rådighed og hvor ofte. Det bør ligeledes gøres klart, hvornår de indsendte oplysninger har nået et omfang, der må siges at være tilstrækkeligt.

5.1

støtter Kommissionens ambition om at styrke åbenhed med hensyn til brugen af EU-midler og opfordrer medlemslandene til at forvalte EU-midlerne under »delt forvaltning«, dvs. strukturfondsprojekter rettet mod en forbedret udveksling af bedste praksis. Det er i alle støttemodtageres interesse, at der er åbenhed omkring EU's finansiering;

5.2

bifalder Kommissionens initiativ om etablering af en hjemmeside indeholdende den eksisterende information om støttemodtagere i projekter og programmer. Med henblik på at stille oplysninger til rådighed, der er sammenlignelige og dermed gennemskuelige for alle borgere i alle EU-lande, bør Kommissionen offentliggøre dataene centralt. Det vil ligeledes være i de europæiske borgeres interesse at have en oversigt over indhøstede erfaringer og borgervenlige initiativer;

5.3

bifalder grønbogens forslag om at skabe fælles EU-bestemmelser for offentliggørelse af, hvordan EU-midlerne bruges.

6.1

er tilfreds med, at Kommissionen i 2001 gav aktindsigt vedrørende ikke offentliggjorte dokumenter fra EU-institutioner og organer gennem et register eller som følge af individuelle anmodninger, og understreger, at den i 2002 fulgte op på dette tiltag ved at introducere en kodeks for god forvaltningsskik, som definerer reglerne for aktindsigt. Begge initiativer er vigtige skridt i retning af at sikre åbenhed i Kommissionen;

6.2

ser frem til den planlagte revision af forordning 1049 og har til hensigt at bidrage til denne proces.

30.6.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 146/58

—

hilser Kommissionens meddelelse velkommen, herunder især forslaget om at opstille en strategi til effektivt at fremme og beskytte børns rettigheder i EU's politik indadtil og udadtil og til at støtte medlemsstaternes indsats på området;

—

bifalder nedsættelsen af en gruppe om børns rettigheder i Kommissionen, noterer sig, at koordinatoren for børns rettigheder kommer til at spille en vigtig rolle for strategiens succes, og håber, at gruppen får tildelt tilstrækkelige ressourcer, og at koordinatoren får den status og politiske vægt, der er nødvendig for at sikre, at gruppens mål nås. Regionsudvalget anmoder om en afklaring af, hvordan koordinatorens rolle kan kædes sammen med det arbejde, som udføres på nationalt niveau;

—

beklager, at situationen for uledsagede mindreårige og for piger, samt for børn af migranter, asylansøgere og flygtninge ikke prioriteres højere både i EU og på verdensplan, herunder pasning og beskyttelse af samtlige disse børn;

—

bemærker, at strategien på EU- og nationalt plan kan udgøre grundlaget for et mere effektivt samarbejde mellem beslutningstagere, lokale og regionale myndigheder og ikke-statslige organisationer;

—

beklager imidlertid, at meddelelsen ikke anerkender de lokale og regionale myndigheders unikke rolle som leverandør af ydelser til børn og beskytter af deres rettigheder, og understreger, at disse myndigheder er villige og i stand til at indgå i et samarbejde om udarbejdelsen og gennemførelsen af strategien;

—

henstiller, at der investeres tilstrækkelige økonomiske og menneskelige ressourcer og politisk engagement i at komme videre med meddelelsen og udarbejde grønbogen og strategien, og foreslår, at Europa-Parlamentet drøfter mulighederne for at etablere en specifik foranstaltning til finansiering af strategien og de foreslåede tiltag.

1)

FN-konventionen om barnets rettigheder definerer børn som alle under 18 år;

2)

alle medlemsstater har ratificeret FN-konventionen om barnets rettigheder, hverken Kommissionen eller Den Europæiske Union kan tiltræde FN-konventionen om barnets rettigheder;

3)

det begrænsede retsgrundlag for børns rettigheder i EU-traktaterne har konsekvenser for mulige budgetkilder;

4)

familiens centrale rolle, herunder især forældrenes og medlemsstaternes ansvar for at bistå forældrene med pasning og opdragelse af børnene, anerkendes;

5)

fremme og beskyttelse af børns rettigheder og skabelsen af rummelige og børnevenlige samfund er afgørende for EU's fremtid;

6)

tidlig inddragelse af børn og unge i det offentlige rum er afgørende for udviklingen af et rummeligt og demokratisk samfund;

7)

regionale og lokale myndigheder har en enestående mulighed for at spille en rolle i fremme og beskyttelse af børns rettigheder, eftersom de er ansvarlige for de fysiske omgivelser, kollektiv trafik og adgang til uddannelse, sundhedspleje, leg og fritidsaktiviteter og jobmarkedet for de unge og også via deres opgave med at overvåge børns leveforhold, f.eks. gennem social bistand og indsamling af oplysninger —

1.1

hilser Kommissionens meddelelse velkommen, herunder især forslaget om at opstille en strategi til effektivt at fremme og beskytte børns rettigheder i EU's politik indadtil og udadtil og til at støtte medlemsstaternes indsats på området;

1.2

anerkender, at vi ved at investere i børn nu investerer i vores fremtid, samtidig med at vi øger og styrker den europæiske integration;

1.3

beklager, at forfatningsprocessen i EU er kørt fast, da forfatningstraktaten og chartret om grundlæggende rettigheder udtrykkeligt anerkender børns rettigheder;

1.4

glæder sig over, at man har anerkendt, at medlemsstaterne skal respektere internationale traktater, herunder især FN-konventionen om barnets rettigheder (UNCRC), som alle medlemsstater har ratificeret; men er skuffet over, at der ikke lægges større vægt på, at medlemsstaterne hurtigst muligt skal opfylde deres bestående europæiske og internationale forpligtelser vedrørende børns rettigheder;

1.5

glæder sig over, at man har erkendt, at den næsten komplette ratificering af UNCRC på verdensplan udgør et særligt solidt grundlag for samarbejde mellem Kommissionen og lande uden for EU; men beklager, at man i meddelelsen ikke har udnyttet muligheden for at bruge alle EU's medlemsstaters ratificering af UNCRC som udgangspunkt for et samarbejde mellem medlemsstaterne;

1.6

bifalder nedsættelsen af en gruppe om børns rettigheder i Kommissionen, noterer sig, at koordinatoren for børns rettigheder kommer til at spille en vigtig rolle for strategiens succes, og håber, at gruppen får tildelt tilstrækkelige ressourcer, og at koordinatoren får den status og politiske vægt, der er nødvendig for at sikre, at gruppens mål nås. Regionsudvalget anmoder om en afklaring af, hvordan koordinatorens rolle kan kædes sammen med det arbejde, som udføres på nationalt niveau;

1.7

støtter de foranstaltninger, der på kort sigt foreslås af Kommissionen som løsning på nogle problemer af presserende karakter, navnlig oprettelsen af et enkelt sekscifret telefonnummer til rådgivningstelefoner for børn i EU og et til hotlines for børn, der specielt skal gælde for efterlyste eller seksuelt misbrugte børn, og mener at disse linjer bør suppleres med vedtagelse af en protokol om børnebortførelser mellem lande. Regionsudvalget understreger endvidere, at disse nye linjer ikke bør overlappe, men derimod supplere de rådgivningstelefoner, der findes på nationalt og regionalt niveau, og at disse tjenester bør oprettes på baggrund af en udveksling af bedste praksis medlemsstaterne imellem;

1.8

bemærker, at det ikke fremgår af meddelelsen, at der med strategien fastlægges mindstekrav og brede målsætninger med klare mål og tidsfrister;

1.9

bemærker, at der ikke for tiden er systemer, der kan levere detaljerede, sammenlignelige og ensartede oplysninger om resultaterne i alle medlemsstater; minder om, at man inden for rammerne af den åbne koordinationsmetode er i gang med at udarbejde en indikator (eller en række indikatorer) for børnevelfærd og statistiske data om indkomstrelateret fattigdom, materiel fattigdom og boliger, og at der endvidere i medlemsstaterne og på regionalt/lokalt plan findes mange forskellige datasæt;

1.10

påpeger, at børn ikke er en homogen gruppe, for eksempel har de forskellige behov afhængigt af alder, evner, køn, etnisk oprindelse og familiestruktur;

1.11

beklager, at situationen for uledsagede mindreårige og for piger, samt for børn af migranter, asylansøgere og flygtninge ikke prioriteres højere både i EU og på verdensplan, herunder pasning og beskyttelse af samtlige disse børn;

1.12

beklager, at der ikke henvises til tilvejebringelsen af god »tidlig uddannelse« for børn under 6 år, uagtet at »børnepasningsordninger« er en langsigtet politisk målsætning i EU, og at EU har vedtaget kvantitative mål;

1.13

bemærker, at strategien på EU- og nationalt plan kan udgøre grundlaget for et mere effektivt samarbejde mellem beslutningstagere, lokale og regionale myndigheder og ikke-statslige organisationer;

1.14

beklager imidlertid, at meddelelsen ikke anerkender de lokale og regionale myndigheders unikke rolle som leverandør af ydelser til børn og beskytter af deres rettigheder, og understreger, at disse myndigheder er villige og i stand til at indgå i et samarbejde om udarbejdelsen og gennemførelsen af strategien;

1.15

understreger, at nærheds- og proportionalitetsprincippet fuldt ud bør overholdes ved udarbejdelsen af strategien;

1.16

glæder sig over udtalelsen om, at »Det kan også være afgørende for børns situation, hvor de lever«. Børn kan være dårligere stillet på grund af ulige adgang til god uddannelse, sundhedspleje, offentlig transport, leg og fritidsaktiviteter og oplysninger om og muligheder for at deltage i civilsamfundet, og udvalget ser gerne, at forudsætningerne i byerne, forstæderne og andre særlige områder udpeget af medlemsstaterne tildeles større opmærksomhed;

1.17

fremhæver, at mange lokale og regionale myndigheder direkte finansierer og gennemfører udviklingspolitik i tredjelande gennem støtte til infrastruktur og grundlæggende tjenesteydelser, partnerskaber med myndigheder, udveksling af erfaringer og overførsel af kompetencer, og at det i dette arbejde er muligt at fokusere mere på børns rettigheder;

1.18

glæder sig over, at det anerkendes, at børn har ret til at give udtryk for deres mening om emner, der har berøring til deres liv; og hilser de foreslåede tiltag om at inddrage børn i udarbejdelsen af strategien velkommen. Inddragelsen af regionale og lokale myndigheder og børneorganisationer bliver afgørende for, om arbejdet bliver en succes;

1.19

hilser den nyligt offentliggjorte FN-rapport om vold mod børn (1) velkommen. I rapporten opfordres lande indtrængende til at forbyde enhver form for vold mod børn i alle situationer, herunder enhver korporlig afstraffelse, skadevoldende praksis med oprindelse i sædvaner og traditioner, såsom tidlige ægteskaber, tvangsægteskaber, kønslemlæstelse af kvinder og piger og såkaldte æresforbrydelser, vold af seksuel karakter og tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (2). Regionsudvalget opfordrer til, at alle rapportens konklusioner inddrages i overvejelserne ved udarbejdelsen af strategien.

2.1

henstiller, at der investeres tilstrækkelige økonomiske og menneskelige ressourcer og politisk engagement i at komme videre med meddelelsen og udarbejde grønbogen og strategien, og foreslår, at Europa-Parlamentet drøfter mulighederne for at etablere en specifik foranstaltning til finansiering af strategien og de foreslåede tiltag;

2.2

lægger vægt på, at de lokale og regionale myndigheder betragtes som uomgængelige partnere i udarbejdelsen af strategien, og beder om at blive inddraget i det europæiske forum for børns rettigheder, at blive repræsenteret i den tværinstitutionelle gruppe, og at blive hørt i forbindelse med udarbejdelsen af koordinatorens rapport, som bør offentliggøres;

2.3

anbefaler, at strategien efter en grundig analyse fastlægger en række mindstekrav og ambitiøse foranstaltninger med klare mål og målsætninger;

2.4

anbefaler, at der i strategien findes en balance mellem fokuseringen på situationen på verdensplan og foranstaltningerne og dialogen internt i EU og mellem medlemsstaterne;

2.5

anbefaler, at der lægges vægt på at udarbejde en række sammenlignelige indikatorer og indsamle ensartede oplysninger på medlemsstatsniveau og, hvor det er muligt, på regionalt niveau;

2.6

opfordrer til, at der stilles de ressourcer, den støtte og de mekanismer til rådighed, der er nødvendige for at fremme børns deltagelse i udarbejdelse af strategien, herunder børn fra dårligere stillede grupper og etniske mindretal samt handicappede børn. Børn bør inddrages tidligt i processen gennem forskellige aldersrelevante metoder, såsom illustrationsmateriale, forenklede debatter osv. Det erkendes endvidere, at de lokale og regionale myndigheder også kunne gøre mere for at fremme høringen af børn om relevante politikker fastlagt på det subnationale niveau;

2.7

gentager sin opfordring til, at konventionen om barnets rettigheder af 20. november 1989 gennemføres i sin helhed; og understreger vigtigheden af følgende rettigheder: tanke-, tros- og religionsfrihed, beskyttelse af privatlivets fred, beskyttelse mod voldsanvendelse, mishandling og vanrøgt, ret til sundhedspleje, uddannelse, skolegang og erhvervsuddannelse samt beskyttelse af mindretal, som anført i Regionsudvalgets udtalelse om integration og migration (CdR 51/2006 fin), samt retten til rigtig ernæring og passende bolig;

2.8

fastholder i den forbindelse, at det er nødvendigt, at de lokale og regionale myndigheders afgørende rolle som dem, der i første række skal sikre børnene grundlæggende tjenesteydelser som uddannelse og boliger, børnepasning og andre sociale ydelser, anerkendes fuldt ud, ligesom det bør være tilfældet med deres rolle i planlægningen, kontrollen og vedligeholdelsen af de fysiske omgivelser, som sikrer, at børn har adgang til passende boliger tilpasset deres behov og til passende lege- og fritidsaktiviteter, og at de vokser op i trygge fysiske omgivelser;

2.9

opfordrer til, at medlemsstaterne i højere grad prioriterer hurtigst muligt at opfylde bestående europæiske og internationale forpligtelser, både mht. lovgivning og gennemførelse i praksis, i henhold til UNCRC, den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og Europarådets foranstaltninger. Dette arbejde bør integreres i vurderingen af virkningerne af eksisterende EU-foranstaltninger, der berører børns rettigheder;

2.10

foreslår, at målet med analysen ikke kun skal være at »vurdere, hvor effektive de eksisterende foranstaltninger for børn er«, men også at gøre det lettere at vurdere, hvor langt medlemsstaterne er nået med at opfylde UNCRC, gennem analyser af sammenlignelige data som skitseret i vurderingen af virkningerne;

2.11

foreslår, at analysen også omfatter en gennemgang af, om alle medlemsstater har ratificeret Haag-konventionen om beskyttelse af børn og samarbejde med hensyn til internationale adoptioner (1993);

2.12

anbefaler, at den åbne koordinationsmetode anvendes i samarbejdet mellem medlemsstaterne og udnyttelsen af bedste praksis i forbindelse med gennemførelsen af UNCRC, og at de lokale og regionale myndigheder inddrages fuldt ud i processen;

2.13

henstiller, at EU og medlemsstaterne i deres politikker tager hensyn til, at børn er forskellige og har forskellige behov; børn kan for eksempel være dårligere stillet på grund af geografi, alder, køn, etnisk oprindelse og handicap. Opmærksomheden bør navnlig være rettet mod konsekvenserne af fattigdom, social udstødelse, handicap, diskrimination og racisme og mod forholdene for etniske mindretal og flygtningebørn og virkningerne af religiøs, sproglig og kulturel mangfoldighed både inden for EU og på verdensplan;

2.14

foreslår, at der i strategien fastlægges specifikke målsætninger, der skal sikre, at alle børn uanset geografisk område har lige muligheder, hvilket vil indebære en styrkelse af foranstaltningerne til bekæmpelse af børnefattigdom og løse problemerne med de uddannelsesmæssigt dårligst stillede. Regionale og lokale myndigheder skal spille en central rolle i disse foranstaltninger;

2.15

foreslår, at der ud over de skitserede kortsigtede foranstaltninger også oprettes en foranstaltning, der vil gøre det muligt for politiet at samarbejde på tværs af grænserne om kontrol af straffeattester for de medarbejdere og frivillige, der arbejder med børn. Regionsudvalget opfordrer endvidere kraftigt til, at man som led i strategien overvejer at oprette et EU-register over børnesexforbrydere og at give politiet adgang dertil;

2.16

henstiller, at strategien opstiller løsninger til, hvordan de tjenester, der yder støtter til familier, kan forbedres, således at børnemishandling og forældres drab af egne børn forhindres. Sådanne løsninger kunne være koncentreret om støtte til forældre, forebyggelse og tidlig påvisning af børnemishandling, støtte til ofre for mishandling og etablering af en ordning, hvorefter mistænkelige dødsfald blandt børn gennemgås for at undersøge effektiviteten af de nationale foranstaltninger til indgreb på et tidligere tidspunkt;

2.17

anbefaler, at der i strategien tages fat på den negative indflydelse, som fjernsyn, computere og nye teknologier har på børn i form af adgang til pornografiske eller upassende billeder på internettet og også den stillesiddende karakter af disse aktiviteter med de deraf følgende virkninger for, hvor aktive børn er. Et beslægtet område er den negative virkning af reklamer og markedsføring direkte rettet mod børn. Foranstaltninger vedrørende brugen af teknologi til uddannelsesmæssige formål bør fremmes, eksempelvis fjernsynsprogrammer til fremme af børns sproglige og kulturelle evner, hvilket især er vigtigt for indvandrerbørn. Det er endvidere nødvendigt med kreative foranstaltninger for at fremme kulturelle aktiviteter som læsning, musik og teater og gøre dem tilgængelige for børn;

2.18

anmoder om, at de uddannelsesprogrammer og værktøjer, der udvikles som led i strategien, stilles til rådighed for de regionale og lokale myndigheder, således at embedsmændene kan gøre sig bekendt med de nye politiske værktøjer og bedste praksis;

2.19

anbefaler, at kommunikationsstrategien tager udgangspunkt i UNCRC, og at alle oplysningskampagner iværksættes på regionalt og lokalt niveau, henvender sig til den rigtige aldersgruppe, udarbejdes på flere sprog og når ud til handicappede børn;

2.20

opfordrer til, at en procentdel af EU's udviklingsstøtte går til investeringer i indgreb til gavn for børn, og at den udviklingspolitik, der føres af lokale og regionale myndigheder i tredjelande, også i højere grad prioriterer overførsel af kompetencer og udveksling af politiske erfaringer om børns rettigheder.

30.6.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 146/63

—

mener, at tilstedeværelsen af bredbåndsadgang til overkommelige priser i hele EU er afgørende for at kunne sikre offentlige tjenester af høj kvalitet, fremme den regionale konkurrenceevne og produktivitet og bane vejen for en balanceret udvikling af informations- og vidensamfundet selv i områder, der traditionelt er udelukket derfra. Det mener, at leveringen af bredbåndsforbindelser bør være garanteret på lige fod med forsyningspligtydelserne, som f.eks. drikkevands- og elforsyningen;

—

anser Kommissionens henvisninger til udviklingen af landdistrikterne, anvendelsen af strukturfondene og vurderingen af, hvorvidt offentligt finansierede projekter vedrørende bredbåndsadgang er i overensstemmelse med EU-lovgivningen for særdeles vigtige;

—

ser gerne, at den nye lovramme for elektronisk kommunikation bevirker, at der udvikles en politik for anvendelse af radiofrekvenser, som støtter indførelse af trådløs bredbåndsteknologi;

—

støtter Kommissionens opfordring til medlemsstaterne om at styrke deres nationale bredbåndsstrategier gennem en øget inddragelse af de lokale og regionale myndigheder;

—

mener, at inddragende e-forvaltning såvel handler om at bekæmpe eventuelle nye marginaliseringer, der måtte opstå, når tjenester leveres via nettet (den digitale infrastruktur- og kulturkløft), som at styrke politikkerne til social inddragelse ved hjælp af ikt;

—

bemærker, at anvendelsen af ikt bør sigte mod såvel at omorganisere og ajourføre de offentlige tjenesteydelser som at gennemføre målsætninger om effekt, effektivitet, omkostningseffektivitet, upartiskhed, gennemsigtighed, forenkling og deltagelse. Det mener, at der er et klart behov for, at offentlige forvaltninger deler deres viden om bedste praksis;

—

mener derfor, at det ville være hensigtsmæssigt at fremme samarbejdet, udveksling af viden, deling af løsninger, der kan bruges i andre sammenhænge, og initiativer, der sigter mod større gennemsigtighed og deltagelse i de offentlige beslutninger, specielt i de parlamentære beslutningsprocesser;

1.1

anser Internettet for at være en af de mest spektakulære opfindelser i vor tid og mener, at dets økonomiske udviklingspotentiale fortsat kan skabe væsentlige fordele i form af nye serviceydelser, nye arbejdspladser og investeringsmuligheder, større produktivitet, omkostningsbesparelser og bedre livskvalitet;

1.2

vurderer, at udbredelsen af informationsteknologier spiller en afgørende rolle for gennemførelsen af Lissabon- og Göteborgstrategierne, dels fordi de forbedrer de eksisterende virksomheders funktionsmåde og skaber fremvækst af nye, innovative virksomheder, dels fordi de kan yde et afgørende bidrag til uddannelsen af arbejdstagerne og borgerne generelt;

1.3

anfører, at det er vigtigt at øge udbredelsen af de eksisterende informationsteknologier på alle niveauer i den offentlige administration, og særligt i de sammenhænge, hvor offentlige instanser arbejder med at levere serviceydelser direkte til borgerne;

1.4

understreger imidlertid, at online-tjenester så som e-forvaltning, e-sundhed, e-læring og e-indkøb først for alvor kan blive virkelig inddragende og interaktive, hvis de er bredt tilgængelige for EU's borgere og virksomheder via bredbåndsforbindelser;

1.5

mener derfor, at tilstedeværelsen af bredbåndsadgang til overkommelige priser i hele EU er afgørende for at kunne sikre offentlige tjenester af høj kvalitet, fremme den regionale konkurrenceevne og produktivitet og bane vejen for en balanceret udvikling af informations- og vidensamfundet selv i områder, der traditionelt er udelukket derfra;

1.6

sætter pris på, at Kommissionen i sin meddelelse adskillige gange henviser eksplicit til udviklingen af landdistrikterne, inklusive indførelse af ad hoc-finansiering, idet det viser, at Kommissionen er opmærksom på potentialet i udbredt bredbåndsadgang, når det handler om at øge konkurrenceevnen i landområder og en afbalanceret udvikling af området — og generelt i områder med permanente geografiske og naturlige handicap — samt den betydelige merværdi, det kunne bibringe de virksomheder, der traditionelt er beliggende i disse områder;

1.7

anser derfor henvisningerne til politikkerne under Kommissionens Generaldirektorat for Regionalpolitik, herunder særligt til anvendelsen af strukturfondene, og til Generaldirektoratet for Konkurrence for vigtige, og navnlig vurderingen af, hvorvidt offentligt finansierede projekter vedrørende bredbåndsadgang i landdistrikter er i overensstemmelse med EU-lovgivningen;

1.8

frygter, at der i forbindelse med udbredelsen af bredbånd er risiko for markedssvigt, når de private operatører kan se, at der vil være dårligt afkast på investeringer i infrastruktur i yderregioner, landdistrikter eller områder med lav befolkningstæthed, eller hvor topografien gør anlæggelse af infrastrukturen særlig vanskelig og dyr. Udvisningen af en sådan åbenhed og fleksibilitet er et vigtigt signal og tegner godt for fremtiden, eftersom adgang til bredbånd er afgørende for den socioøkonomiske udvikling i de pågældende områder;

1.9

minder om, at denne betragtning bestyrkes af det faktum, at Regionsudvalget efter ved forskellige lejligheder at have undersøgt og diskuteret den vifte af løsninger, som de lokale og regionale myndigheder gennemfører rundt omkring i EU, klart har fremhævet, at det ikke er muligt at finde nogen universalløsning. Specielt kan løsninger, som er velegnede i større byer, være uegnede i f.eks. ugunstigt stillede egne med et vanskeligt, ujævnt terræn eller lav befolkningstæthed, der bevirker, at levering af alle former for tjenesteydelser kræver en betydelig ekstraindsats;

1.10

noterer sig de senere års betydelige vækst i udbredelsen af bredbånd. Imidlertid er der i betragtning af EU's mål om at nå ud til mindst 90 % af EU's befolkning inden 2010 fortsat stor forskel på infrastrukturdækningen i hhv. byerne og yderregionerne og ligeledes i hhv. de gamle og de nye EU-medlemslande;

1.11

understreger dog, at målsætningen om at dække 90 % af befolkningen ikke er nok som målestok, hvis den ikke sammenkædes med andre faktorer (geografisk fordeling, befolkningstæthed, osv.). I mindre samfund, f.eks. i bjergene, som ofte har svært ved at få adgang til forsyningspligtydelser (fastnet- og mobiltelefon, kabel-TV) kan de resterende 10 % være ensbetydende med marginalisering af hele tyndt befolkede områder;

1.12

minder desuden om, at når der tales om bredbåndskløft, skal man også være opmærksom på kløften mellem bredbåndsdækningen og den faktiske udnyttelse heraf. For at mindske denne kløft skal der på lokalt plan tages ikke-teknologiske supplerende tiltag, som kan fremme anvendelsen af bredbånd hos de ældre, de dårligst stillede eller traditionelt mindst modtagelige befolkningsgrupper, som f.eks. landbobefolkningen (uddannelsestiltag, oprettelse af steder med offentlig adgang, etc.);

1.13

understreger endelig, at det i forbindelse med udviklingen af bredbåndsinfrastrukturen og -tjenesterne er vigtigt at være yderst opmærksom på, at man overholder alle sikkerhedskrav på alle niveauer, så man sikrer brugerne passende beskyttelse og overholdelse af privatlivets fred.

1.14

henleder opmærksomheden på, at der i de nye medlemsstater på regionalt plan endnu ikke findes oplysninger, der kan sammenlignes med oplysningerne om EU-15, hvad angår en vurdering af bredbåndpenetrationen, -dækningen og den reelle anvendelse af online-tjenester;

1.15

opfordrer derfor Kommissionen til hurtigt at undersøge infrastruktursituationen i de nye medlemsstaters regioner og i de mindre urbaniserede områder i de gamle medlemsstater med henblik på at indkredse, hvilke tiltag er nødvendige for at bringe den eksisterende infrastruktur op på den standard, der er nødvendig for at nå Lissabon-målene.

1.16

ser særdeles positivt på Kommissionens forslag om at revidere de juridiske rammer for elektronisk kommunikation;

1.17

ser gerne, at den nye lovramme — under hensyntagen til nærhedsprincippet — sikrer lige konkurrencevilkår for operatørerne og de eksisterende og fremtidige teknologier og bevirker, at der udvikles en politik for anvendelse af radiofrekvenser, som er baseret på princippet om »teknologisk neutralitet«. Dette er specielt vigtigt, da den seneste tids indførelse af trådløse teknologier, som er specielt egnede til at løse dækningsproblemer i landområder eller områder med særlig vanskelig topografi, gør det nødvendigt at afsætte en tilstrækkelig stor del af frekvenserne til bredbåndstjenesterne;

1.18

er, hvad angår frekvensforvaltningen, helt enigt i de udtalelser, Kommissionen har fremsat i sine seneste fire meddelelser, som blev offentliggjort i september og november 2005 og i marts og juni 2006, dvs. at målet er teknologisk neutralitet, gennemsigtighed, effektiv anvendelse af frekvensressourcerne og fremme af et konkurrencepræget og innovativt miljø, der levner plads til udvikling af nye teknologier;

1.19

er enigt med Kommissionen i, at frekvensanvendelsen ikke længere bør følge en logik, som siger, at det enkelte bånd er allokeret til en specifik teknologi, hvor tjenesterne formidles via den tildelte frekvens (f.eks. 900 MHz, der anvendes af mobiltelefonien med eTacs);

1.20

anmoder derfor Kommissionen om at følge en strategi, der er fleksibel med hensyn til, hvilken teknologi der kan anvendes inden for et bestemt frekvensspektrum;

1.21

understreger, at det er vigtigt, at gennemførelsen og overholdelsen af den nye lovramme, som er baseret på teknologisk neutralitet fører til, at der stilles frekvenser til rådighed til trådløse kommunikationer og til bredbåndsadgang, så man kunne mindske de alvorlige uligheder, som områder med permanente geografiske og naturlige handicap lider under;

1.22

gør opmærksom på, at nye teknologier til udbredelse af bredbåndstjenester som f.eks. WiMAX ville gøre det muligt at finde effektive løsninger selv i disse geografisk ugunstigt stillede områder. I den sammenhæng er det interessant som eksempel at nævne, at denne trådløse teknologi for øjeblikket er genstand for meget store investeringer fra operatører på det amerikanske marked.

1.23

mener, at leveringen af bredbåndsforbindelser bør være garanteret på lige fod med forsyningspligtydelserne, som f.eks. drikkevands- og elforsyningen;

1.24

bemærker, at fjernelsen af bredbåndskløften i topografisk set særligt vanskelige områder, som f.eks. områder med permanente geografiske og naturlige handicap, kræver større investeringer end i flade områder, hvilket gør det umuligt at foretage givtige investeringer;