30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/1

1.1

Rådets afgørelse 2006/512/EF af 17. juli 2006, der ændrer Rådets afgørelse 1999/468/EF, baserer sig på artikel 202 i EF-traktaten. Ved Rådets afgørelse 2006/512/EF er der blevet indført en ny procedure for udøvelsen af gennemførelsesbeføjelserne, nemlig forskriftsproceduren med kontrol.

1.2

Alle verserende retsakter, som efter komitologiafgørelsens ikrafttræden (2006/512/EF) henviser til forskriftsproceduren i en basisretsakt, der er vedtaget men endnu ikke trådt i kraft, ifølge den fælles beslutningsprocedure i traktatens artikel 251, skal derfor ændres. Forordning xxx/2006 om lægemidler til pædiatrisk brug blev ganske vist formelt vedtaget den 23. oktober 2006, men har endnu ikke været offentliggjort i EUT og er derfor endnu ikke trådt i kraft.

1.3

Kommissionens forslag ændrer forordning xxx/2006 om lægemidler til pædiatrisk brug, så de to gennemførelsesforanstaltninger i henholdsvis artikel 20, stk. 2 og artikel 49, stk. 3 kan vedtages efter den nye forskriftsprocedure med kontrol, eftersom disse har til formål at supplere forordningen med nye ikke-væsentlige bestemmelser.

2.1

Kommissionens forslag følger fuldt ud proceduren for overdragelse af gennemførelsesbeføjelser til Kommissionen og gældende regler. EØSU har ikke noget at indvende mod Kommissionens forslag.

30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/2

1.1

Rådet vedtog den 7. maj 2002 direktiv 2002/38/EF om ændring af grunddirektiv 77/388/EF om merværdiafgiftssystemet. Ændringen vedrører moms af radio- og tv-spredningstjenester og visse elektronisk leverede tjenesteydelser. Direktivet indeholder en række bestemmelser, som ville være udløbet den 30. juni 2006, hvis de ikke var blevet forlænget.

1.2

Da direktivet blev vedtaget, var det Rådets hensigt, at bestemmelserne om leveringsstedet for disse ydelser og visse andre bestemmelser om forenklinger for virksomheder fra lande uden for EU skulle tages op til revision inden udløbet af treårsperioden, dvs. inden direktivets udløb. Den 25. maj 2006 fremlagde Kommissionen en rapport om de vedtagne foranstaltningers effektivitet og med forslag om en forlængelse indtil 31. december 2008. Rådet besluttede imidlertid, at forlængelsen kun skal vare til 31. december 2006.

1.3

Kommissionen anfører, at det vil få »uønskede konsekvenser«, hvis foranstaltningerne i direktivet får lov at udløbe; manglen på nye forslag vil med andre ord resultere i et hul i lovgivningen på området. På den anden side bemærker Kommissionen også, at det med den langsomme lovgivningsprocedure på skatteområdet ikke vil være muligt at udforme nye, alternative foranstaltninger inden udgangen af 2006, hvorfor Kommissionen foreslår, at direktivet forlænges indtil 31. december 2008.

2.1

EØSU tager Kommissionens begrundelser til efterretning og mener ikke, at tidspunktet er det rette til at gå ned i direktivets enkelte bestemmelser. Da der imidlertid er et presserende behov for lovgivning til at regulere den pågældende sektor og i tillid til, at Kommissionens erklæringer om, at lovgivningen har været effektiv, er velbegrundede, kan EØSU ikke gøre andet end at tilslutte sig forslaget om en forlængelse. I betragtning af den langvarige lovgivningsprocedure på skatteområdet mener EØSU desuden, at en periode på to år, dvs. indtil 31. december 2008, kun lige vil være nok og måske endda for kort til at udarbejde nye forslag på området.

30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/3

1.1

Ministerrådet har det sidste ord i EU's beslutningsprocedure. National koordination og politikplanlægning er imidlertid aldrig blevet diskuteret indgående på EU-niveau. EU er enestående, hvad kompetencedeling angår. EU kræver følgelig en gennemsigtig forvaltning på mange niveauer inden for en lang række områder. EØSU er af den opfattelse, at veldefinerede og effektive nationale politiske og administrative procedurer i medlemsstaterne sammen med bedre lovgivning, gennemførelse og håndhævelse er en integreret del af god EU-forvaltning. De vil også øge gennemsigtigheden og afklare, hvordan EU-lovgivning og -politikker påvirker samfundet som helhed. Analysen af national praksis afspejler væsentlige forskelle mellem medlemsstaterne, når det gælder politisk og administrativ forvaltning af EU-spørgsmål. En sådan analyse bør stimulere en diskussion om politiske og administrative forvaltningsprocedurer vedrørende EU. Eksempler på meget interessant og god praksis kan fremhæves. En åben debat i hele EU om, hvordan EU-anliggender bedst varetages på nationalt niveau, vil også gavne debatten om bedre lovgivning, gennemførelse og håndhævelse. EØSU slår til lyd for en kontinuerlig undersøgelse af national forvaltningspraksis og procedurer.

2.1

I 2005 vedtog EØSU en udtalelse om »Bedre lovgivning« sammen med en udtalelse om »Gennemførelse og håndhævelse«. Begge udtalelser var baseret på princippet om, at en god lov i en retsstat er en lov, der kan håndhæves og bliver håndhævet (1). EU-lovgivningen er nødt til at blive en gennemsigtig, demokratisk og åben proces, som styrker EU's legitimitet. Myndighedernes interne praksis er også led i den proces.

2.2

Det er tydeligt og beklageligt, at EU's lovgivning og politik efter mange års europæisk integration endnu ikke er tilstrækkelig integreret i en række medlemsstater som et politisk og administrativt lag i den indenrigske politikplanlægning på områder, hvor medlemsstaterne har forpligtet sig til fælles politikker og til at omsætte resultaterne af fælles beslutninger til virkelighed.

2.3

I forbindelse med lovgivning, omsættelse og gennemførelse er medlemsstaterne nøglen. Det betyder, at det også er afgørende, hvordan medlemsstaterne forvalter disse procedurer: Jo bedre tilrettelæggelse, desto bedre slutresultat for EU, i medlemmernes egen interesse og af hensyn til samfundet som helhed.

2.4

En effektiv og gennemsigtig tilgang til EU-anliggender på nationalt plan er nødvendigt, da 25 medlemsstater, hver med deres egen forvaltningskultur og –traditioner samt procedureforvaltning, skal overholde fællesskabslovgivningen, som indeholder tilsvarende krav vedrørende lovgivning, omsættelse, gennemførelse og håndhævelse af EU-lovgivning.

2.5

National koordination og politikplanlægning er aldrig blevet diskuteret grundigt på EU-niveau, dels som følge af subsidiaritet, dels på grund af mangel på ægte interesse blandt de beslutningstagende organer i Bruxelles og EU's hovedstæder. Det er værd at notere, at den akademiske verden med få undtagelser heller ikke har sat større fokus på disse aspekter indtil nu. Men det er tydeligt, at måden, hvorpå den nationale koordination og politikplanlægning tilrettelægges og fungerer på, udmærket kan have stor indflydelse på beslutningstagningen i Bruxelles og dernæst på omsættelsen og gennemførelsen af EU-lovgivningen. Derfor må man også tage hensyn til, hvordan den nationale koordination og politikplanlægning tilrettelægges, når man diskuterer bedre lovgivning og gennemførelse.

2.6

Dette er langt fra et rent teknisk spørgsmål. Det er politisk på grund af den ønskede diskussion om, hvordan man forbedrer tilrettelæggelsen og de interne procedurer i medlemsstaterne, og om en eventuel omdefinering af medlemsstaternes og Kommissionens fælles ansvar. Parallelt hermed er disse procedurer i medlemsstaterne også nødt til at være gennemsigtige og åbne, så man forbedrer kommunikationen mellem EU og samfundet og får bugt med forvirringen og mistænksomheden blandt borgerne.

2.7

Af indlysende grunde har Kommissionen været meget tøvende med at diskutere nationale procedurer. Kommissionen fastslog dog korrekt i 2001 (2): »Det er på tide at anerkende, at EU er gået fra en diplomatisk til en demokratisk proces, med politikker, der rækker langt ind i medlemsstaternes samfund og dagligdag. Der er behov for, at Rådet udvikler evnen til at koordinere alle aspekter af EU's politik såvel i Rådet som nationalt.«

2.8

Hvad angår »omsættelse« af EU-lovgivning kommer Kommissionen i en henstilling fra 2004 med en række praktiske forslag, direkte rettet til medlemsstaterne, for at få dem til at fremme korrekt gennemførelse og håndhævelse af vedtaget EU-lovgivning (3). Adskillige af disse forslag kan også være meget nyttige for at forbedre de nationale mekanismer vedrørende koordination og politikplanlægning, når EU-lovgivning skal forberedes og vedtagne politikmålsætninger gennemføres.

2.9

Behovet for at strømline nationale politiske og administrative procedurer i medlemsstaterne er uden tvivl blevet mere presserende siden:

Men der ligger meget arbejde forude.

3.1

EU er ikke en stat og er ej heller på vej til at blive en stat. Kommissionen er en central myndighed med initiativret på veldefinerede områder. Rådet er ansvarligt for beslutningstagning om lovgivning og budget, og ofte påvirkes dette af Europa-Parlamentet som medlovgiver og EU-domstolen som EU-lovgivningens håndhæver. Der er ingen klar ledelse. EU er snarere en meget kompleks realitet med mange indbyrdes afhængige aktører. Det er enestående ved at have skabt et netværk af nationale og føderale ansvarsområder.

3.2

EU er enestående, hvad kompetencedeling angår. EU kræver følgelig en gennemsigtig forvaltning på mange niveauer på en lang række områder, men hvad det indebærer for forvaltningen og administrationen af dens enkeltdele, medlemsstaterne, er langt fra tydeligt (4). Det er tilfældet i sager, hvor medlemsstaterne og »Bruxelles« har et delt ansvar, men også i forbindelse med medlemsstaternes egne selvstændige ansvarsområder, f.eks. gennemførelse af Lissabon-strategien.

3.3

I løbet af de sidste årtier har EU engageret sig på et stigende antal områder. Det er en dynamisk proces, hvor nationale hovedstæder og i stigende grad regionale enheder, erhvervs- og fagorganisationer og civilsamfundet deltager. For nylig er man begyndt at gennemføre spørgsmål under den »tredje søjle«, dvs. retlige og indre anliggender. Kommissionen kan imidlertid indtil videre ikke indlede overtrædelsesprocedurer mod medlemsstater for at udbedre mangler i den nationale gennemførelse (5).

3.4

Uanset de ofte direkte konsekvenser, som EU-lovgivning og EU-beslutninger har på de enkelte borgere, virksomheder og organisationer, bliver EU i mange medlemsstater fortsat hovedsagelig opfattet som et internationalt organ uden for det nationale statsapparat, i visse medlemsstater tilmed som ren udenrigspolitik. Det har en tendens til at skabe forvirring og en afstand, som virker mod hensigten. De problemer, EU oplever inden for medlemsstaternes politiske og administrative rammer, skyldes overvejende denne måde at tænke på.

3.4.1

I de politiske rammer er de nationale parlamenters position og rolle af altafgørende betydning. Der er fortsat ofte en kløft mellem, hvor informerede og engagerede de er, og beslutningstagningen på EU-niveau. Det øger også afstanden mellem EU og samfundet.

3.4.2

Et andet element i den sammenhæng er forskellen i opfattelse og engagement mellem politikere, nationale forvaltninger og involverede private aktører.

3.4.3

For det tredje kan der, når politikplanlægningen mangler gennemsigtighed, opstå tvivl om, hvordan og hvornår nationale synspunkter skal defineres og forhandles, både på nationalt og på EU-plan. Et godt eksempel er, at der i forskellige ministerier findes EU-enheder, som, skønt de beskæftiger sig med vigtige spørgsmål og ikke blot med koordination, er mere eller mindre adskilt fra de enheder, der er ansvarlige for indenlandske politikker. Det kan negativt påvirke sidstnævntes bevidsthed og opmærksomhed omkring EU-aspekter. Der findes også betydelige koordinationsproblemer mellem de stående udvalg i de nationale parlamenter.

3.4.4

For det fjerde bliver beslutningstagningen på nationalt niveau vedrørende »Europa« alt for ofte adskilt fra forvaltningsorganer eller agenturer og holdt højt hævet over regionale og lokale enheder.

3.5

Der er klare tegn på, at medlemsstaterne nærer temmelig stor modvilje mod at tilpasse administrative og politiske procedurer. Hvis de ikke tilpasses til EU's voksende kompleksitet og betydning, kan det føre til kontinuerlige spændinger på forskellige beslutningsniveauer.

3.6

Særlige politiske interesser, traditioner og retorik — national såvel som partipolitisk — står almindeligvis på dagsordenen. De har en tendens til at skabe en kunstig kløft mellem Bruxelles-baserede beslutninger og formodede nationale interesser og procedurer.

3.7

Denne udvikling er hovedkilden til det underlige paradoks, at på den ene side enes regeringerne i EU — »Bruxelles« — om politiske mål og lovgivning, men på den anden side afviser de dem ofte, så snart de diskuteres i det nationale politiske miljø.

3.8

Denne kløft kan vise sig at være meget forvirrende for interesserede parter og for offentligheden som helhed. Det er bestemt med til at øge EU's alvorlige legitimitetskrise, at der er en klar sammenhæng mellem kvaliteten og pålideligheden af, hvordan EU's politiske mål forvaltes på nationalt niveau, og borgernes holdninger og forventninger.

3.8.1

EØSU påpeger dog i den forbindelse, at en eventuel legitimitetskrise for EU ikke i første omgang bør tilskrives kommunikationsproblemer. Den primære indsats for at genvinde EU-borgernes tillid skal nu som før bestå i at løse Unionens presserende problemer.

3.9

I den henseende er det rimeligt at sige, at en række arbejdsmarkeds- og civilsamfundsorganisationer mere eller mindre afspejler et lignende mønster med at adskille, hvordan »Bruxelles« og hvordan nationale anliggender varetages.

3.10

EU's omdømme kan undergraves, da kritikere på nationalt plan som regel angriber »Bruxelles« og Kommissionen og sjældent medlemsstaterne selv, der er hovedaktørerne i integrationsprocessen.

3.11

Nationale lobbyorganisationer er tilbøjelige til at agere på samme måde, hvad angår omsættelse og gennemførelse. Sommetider skyldes deres holdning, at der er mulighed for afgørende kompromiser i Rådet, som giver plads til nationale skønsbeføjelser. Ved andre lejligheder udnytter lobbyorganisationer helt enkelt uberettigede muligheder, skabt af nationale lovgivere, der fører til overimplementering og selektiv lovgivning.

3.12

En medlemsstatsbaseret orientering i EU-spørgsmål kan også fremmes ved generelt at bruge »bløde« instrumenter i stedet for strengt juridiske instrumenter, f.eks. den åbne koordinationsmetode: Jo større mulighed for national fortolkning, jo større forskelle pr. land.

4.1

Strømliningen af processer og procedurer på nationalt plan indtil for nylig synes i mange medlemsstater hovedsagelig at være blevet klaret ved spontane udviklinger i og mellem ministerier, uden at man har skullet finde en velstruktureret fremgangsmåde. Alle medlemsstater er ved at udvikle en mere eller mindre struktureret koordinationsprocedure (og tilsvarende organer), men i mange tilfælde dækker disse kun over slutstadiet i den nationale beslutningstagning. De foregående stadier er almindeligvis mindre ordentligt tilrettelagt.

4.2

Et sådant billede afspejler en kompleks model med mellemstatsligt samarbejde i stedet for en mere dynamisk EU-lovgivningsproces med dennes komplicerede politiske forhandlinger. I virkeligheden har den europæiske integration skabt meget brede og intensive kontakter med utallige forbindelser mellem alle dem i den offentlige og private sektor, som deltager i lovgivningsmæssige og administrative forhandlinger og procedurer i Europa. Der er mange sammenkoblinger, når EU-lovgivning skal forberedes, herunder høringer med eksperter og interesseparter, når ny lovgivning forhandles, når godkendt lovgivning skal omsættes, gennemføres og håndhæves, når EU-lovgivning skal garanteres af nationale retlige myndigheder og EU-domstolen, og endelig når medlemsstaternes erfaringer med EU-lovgivning skal diskuteres med de europæiske lovgivere. Disse procedurer kræver også en høj grad af professionalisme ved den overordnede tilrettelæggelse af de nationale forvaltninger.

4.3

Både behovet for effektiv ledelse og koordination på nationalt niveau og effektiv international netværksopbygning øger, når EU's politiske målsætninger og beslutningstagning er tæt forbundne og sammenkoblede med nationale politiske målsætninger. Lissabon-strategien er en godt eksempel: Den blev fastlagt på EU-niveau, men i praksis vedrører EU's beslutningstagning kun en begrænset del af strategien. Medlemsstaterne har fortsat ansvaret for hovedaspekterne. Men det endelige resultat er tvivlsomt, når medlemsstaterne i mangel af overbevisende interaktive procedurer mellem EU og nationale politikker ikke gennemfører vedtagne målsætninger eller kun delvist.

4.4

Intensiveringen af den europæiske integration, der har fået opbakning på det ene EU-topmøde efter det andet samt på adskillige rådsmøder i tæt samarbejde med Kommissionen, bør afspejles i den politiske og administrative tilrettelæggelse i medlemsstaterne. Men i den henseende er der betydelige forskelle mellem de enkelte medlemsstater (6). Som et resultat af den historiske udvikling i hvert land påvirker forskellene næsten alle aspekter af det politiske og administrative liv.

4.5

De vedrører bl.a. procedurer og grundlæggende forvaltningskoncepter, hierarki mellem ministerier, ministeriernes kvalitet og centraliserede kontra decentrale systemer.

4.6

Mere specifikt er der i forholdet til EU mærkbare politiske forskelle mellem de pågældende medlemsstater, hvad angår:

4.7

Betydelige forskelle eksisterer, hvad angår autoritet og arbejdsmetoder mellem og inden for ministerier:

4.8

Arbejdsfordelingen mellem nationale ministerier kan også have alvorlige konsekvenser for Rådet. For at nævne et eksempel: I Rådet (konkurrencepolitik) bliver somme tider fire eller fem ministerier pr. land inddraget. Det hindrer en langsigtet strategi, blokerer for lederskab og bidrager til politisk fragmentering.

4.9

Situationen bliver yderligere kompliceret, når der også er en kompetencedeling mellem det nationale og det regionale niveau ligesom i føderale systemer. Komplicerede og til tider uigennemsigtige relationer mellem det nationale og regionale niveau kan let skabe yderligere forvirring.

4.10

Uhensigtsmæssig forretningsgang i Kommissionen og Rådets sekretariat er også til hinder for en velfungerende beslutningsprocedure i medlemsstaterne. For eksempel er det ikke muligt at følge selv de mest effektive nationale beslutningsprocesser, når den endelige udgave af de dokumenter, Rådet har til behandling, først bliver tilsendt kort tid inden det møde, hvor de skal behandles

4.11

Den varierende arbejdsfordeling mellem ministerier og departementer i medlemsstaterne vanskeliggør ofte opbygningen af effektive internationale netværk eller langsigtede personlige forbindelser mellem de ansvarlige embedsmænd i hele Europa.

4.12

Det er fortsat den daglige erfaring, at en betydelig del af den juridiske verden generelt og dommere i medlemsstaterne, som formodes at tage fuldt hensyn til EU-lovgivning, ofte ikke sidder inde med tilstrækkelig viden. Det tilskynder ikke de nationale forvaltninger til spontant at godkende EU som et politisk og administrativt niveau i den indenlandske politikplanlægning.

5.1

Et løbende antal overtrædelsesprocedurer, Kommissionens nøglefunktion med at udbedre mangler i den nationale gennemførelse og udvidelsen af effektive EU-resultattavler vedrørende gennemførelse af EU-lovgivning i national lovgivning har øget bevidstheden om, at de nationale procedurer skal tilpasses EU-lovgivningen.

5.2

Arbejdet med at indføre fællesskabslovgivningen i ti nye medlemsstater senest i 2003 skabte en tilsvarende opmærksomhed om samme emne.

5.3

Det foreslås i forfatningstraktaten, at man bl.a. forbinder de nationale politiske procedurer med forberedelsen af EU-lovgivning, f.eks. ved på et tidligt stadium at integrere nationale parlamenter i EU-procedurerne.

5.4

Trods lejlighedsvise forbedringer i koordinationsprocedurerne må man erkende, at de fleste nationale forvaltninger tøver med at ændre de interne bureaukratiske procedurer og ganske givet med at diskutere deres praksis med hinanden eller på EU-niveau. Det er subsidiaritet, det kommer an på.

5.5

Foruden subsidiaritet er det et faktum og ofte en komplicerende faktor i forholdet mellem EU og medlemsstaterne, at EU's beslutningstagning normalt følger en anden cyklus end den nationale politikplanlægning.

5.6

Selv om tilpasninger i koordinationsprocedurer diskuteres i medlemsstaterne (7), er forskellene i holdning og praksis mellem medlemsstaterne svære at komme af med.

5.6.1

I Danmark er Folketinget for eksempel involveret i forberedelsen af EU-lovgivning og EU-politikker i en tidlig fase, hvilket er med til systematisk at øge synligheden af, hvad der foregår i EU og skabe større gennemsigtighed. Samtidig har man i Danmark for temmelig lang tid siden gennemført effektive justeringer af administrative procedurer og de indbyrdes forbindelser ved behandlingen af national og EU-lovgivning.

5.6.2

I Storbritannien er der blevet vedtaget administrative procedurer for at bringe EU-anliggender tættere på den nationale politik, bl.a. via en effektiv koordinationsmekanisme mellem ministerierne og ved at give kabinetssekretariatet for EU-lovgivning et udvidet mandat. Underhuset har mulighed for at granske EU-lovgivning, og overhuset deltager aktivt ved at kommentere EU-lovgivning og EU-politikker.

5.6.3

Derimod bliver parlamenterne i Frankrig og Spanien almindeligvis involveret i en sen fase. Det påvirker EU's rolle i den offentlige debat. EU-lovgivning og EU-politikker er primært et anliggende i den nationale forvaltning og hos det politiske lederskab. Det er værd at bemærke, at den centrale del af École nationale d'administration (ENA) er blevet flyttet fra Paris til Strasbourg som et tegn på EU's stigende betydning i Frankrig.

5.6.4

I Nederlandene har visse uheldige erfaringer med at gennemføre EU-lovgivning skabt voksende interesse for styring og procedurer vedrørende EU-anliggender. En omorganisering af de interne procedurer i ministerierne, hvor »nationale« og »europæiske« interesseområder forbindes, er undervejs, hvilket i praksis viser sig at være en vanskelig proces. Det samme gælder forsøg på at få parlamenterne mere effektivt og tidligt inddraget i EU-anliggender. I Luxembourg er procedurerne i parlamentet blev effektivt tilpasset.

5.6.5

I de »nye« medlemsstater har procedurer, som er blevet indført eller tilpasset i slutspurten inden EU-medlemskab, da fællesskabslovgivningen skulle integreres i den nationale lovgivning, båret frugt dér, hvor der ikke er ændret ved dem. Et omfattende venskabsprojekt mellem eksperter i »gamle« og »nye« medlemsstater er med til at øge kapaciteten i de nye medlemsstater, så de kan anvende god praksis ved gennemførelsen af EU-lovgivning, hvilket måske også kan fremme bestræbelserne for at integrere EU-anliggender i en tidlig fase i beslutningsproceduren.

5.6.6

I forbundsstater, f.eks. Tyskland og Spanien, er det bestemt ikke nogen enkelt sag at bygge bro mellem regionerne — delstater og provinser — og »Europa«. Især i sager, hvor regionerne har eneansvaret for at gennemføre EU-lovgivning — hvilket jo er tilfældet i Tyskland — opstår der somme tider alvorlige problemer. Alle delstater har et repræsentationskontor i Bruxelles for at kunne være mere direkte involveret i EU-anliggender, som er relevante for dem.

5.7

Indførelsen og den udbredte brug af systemet med »nationale eksperter« som en igangværende proces med fælles tiltag fra nationale forvaltninger og Kommissionen kan være med til at styrke en frugtbar vekselvirkning mellem nationalt niveau og »Bruxelles«.

5.8

Kommissionen yder støtte til en række succesrige samarbejdsnetværk mellem medlemsstaternes administrationer og mellem Kommissionen og nationale forvaltninger (f.eks. SOLVIT, forbrugernetværk osv.). Kommissionen er også i færd med at etablere et informationssystem for det indre marked, som skal bistå medlemsstaternes forvaltninger, så de let kan gennemføre bestemmelserne for det indre marked.

5.9

Systemet med »nationale lovgivere« inden for forskellige områder, f.eks. konkurrence, telekommunikation, energi og andet, bidrager til konvergens, når vedtagne EU-politikker skal gennemføres i medlemsstaterne.

5.10

Mere generelt er der fortsat forskelle i fremgangsmåde mellem landene, som planlægger nye strukturer til at forbedre samspillet mellem EU og den nationale forvaltning af EU-anliggender og dem, som hidtil afstår fra nytænkning, hvad angår organisation og procedurer. Disse procedurer afhænger primært af den politiske vilje.

6.1.1

Måden, hvorpå nationale forvaltninger er indrettet, er et resultat af den historiske udvikling i hvert enkelt land. Følgelig vedrører forskellene mellem de pågældende lande næsten alle aspekter af det politiske og offentlige liv. I stor udstrækning vil det også fremover forblive tilfældet. Men disse forskelle bør ikke nødvendigvis stå i vejen for tilpasning af eller tilmed konvergens i procedurer og arbejdsmetoder, når EU-lovgivning skal forberedes og vedtagne EU-politikker gennemføres.

6.1.2

EØSU er af den opfattelse, at veldefinerede og effektive nationale politiske og administrative procedurer kombineret med bedre lovgivning og gennemførelse og håndhævelse er et vigtigt led i god EU-forvaltning.

6.1.3

Det vil derfor være en særdeles god idé, hvis tilpasning og forbedring af nationale procedurer evalueres i forhold til de procedurer, der følges på EU-plan, og EU's prioriteringer for bedre lovgivning, gennemførelse og håndhævelse af EU-lovgivning, da disse målsætninger i stor udstrækning afhænger af en tilfredsstillende national strategi i alle medlemsstater.

6.1.4

Tilrettelæggelsen af EU-anliggender i medlemsstaterne er op til dem selv. Det vil imidlertid være et stort skridt i den rigtige retning, hvis politiske kræfter og nationale forvaltninger begynder at betragte EU-anliggender som et integreret element i indenlandsk politikplanlægning og offentligt vedkender sig, at de selv er EU og handler derefter. Politisk vilje i denne retning er afgørende.

6.1.5

Et sådant skridt vil være fuldt på linje med de særlige kendetegn ved forholdet mellem EU og nationale politikker og deres konsekvenser, som er uløseligt forbundet og stadig mere afhængige af hinanden. Anerkendelsen af EU som politisk og administrativt niveau i den indenlandske politikplanlægning vil også støtte bedre EU-lovgivning.

6.1.6

I visse medlemsstater, især Danmark og siden for nylig også Luxembourg, kommer Kommissionens forslag på den politiske dagsorden i en tidlig fase. Således er det danske folketing systematisk involveret. I andre medlemsstater foreslås tilsvarende justeringer. Det er imidlertid rimeligt at sige, at de fleste nationale parlamenter ikke er helt trygge ved at forpligte sig på EU's politikker efter ensartede retningslinjer.

6.1.7

Den foreslåede »forfatningstraktat« skulle også integrere de nationale parlamenter i EU's procedurer i en tidlig fase. For nylig modtog parlamenterne i overensstemmelse hermed forskellige forslag til EU-politikker og lovgivning direkte fra Kommissionen (8). Disse proceduremæssige ændringer vil givetvis fremme nationale diskussioner om EU-politikker og EU-lovgivning og dennes konsekvenser i de fleste medlemsstater på et tidligere stadium end hidtil.

6.1.8

Større betoning af politisk debat og høringer inden for en national kontekst i en tidlig fase kan få regeringerne til at gå med til forhandlinger om konkrete spørgsmål.

6.1.9

Samfundet som helhed kræver åbenhed, hvilket kan fremme tilliden og legitimiteten. Det vil følgelig være bedst, hvis de administrative og politiske procedurer i medlemsstaterne vedrørende EU-anliggender bringes i overensstemmelse med dette krav. Effektive og gennemsigtige procedurer vil ikke kun fremme retsstatsprincippet, men vil også forbedre kommunikationen mellem EU og erhvervskredse, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet, skabe større forståelse og med tiden øge deltagelsen og engagementet (9).

6.1.10

Gennemsigtighed og kommunikation er derfor også afgørende for eksisterende og nyligt etablerede høringer af interesserede private parter i medlemsstaterne, hvilket til tider undervurderes.

6.1.11

Bedre lovrammer er en prioritet for alle institutioner. Det samme er sammenhæng på det indre marked og siden 2000 gennemførelsen af Lissabon-strategien. Alle disse målsætninger vil blive opfyldt bedre, når nationale og EU's beslutningsprocesser er effektivt forbundet.

6.1.12

Selv om subsidiaritetsprincippet er forankret i EU-tænkning og praksis, må man aldrig glemme, at forvaltning og gennemførelse af EU-lovgivning og forpligtelser i medlemsstaterne ofte direkte påvirker andre lande og samfund i EU. Det betyder, at offentlige og private partnere har en interesse i, hvordan hvert enkelt land forvalter sin egen relation til EU. Det vil med andre ord sige, at de nationale forvaltningers opbygning og arbejdsmetoder er en del af forvaltningen af EU som helhed.

6.1.13

Hensigtsmæssige procedurer og overvågning af EU-anliggender i medlemsstaterne vil også være til stor gavn for Kommissionen og forbedre kvaliteten af dens arbejde.

6.2.1

Foruden de forslag, EØSU fremkommer med i sin udtalelse om »Bedre gennemførelse af EU-lovgivningen« (10), henstiller udvalget, at der gennemføres tilbundsgående analyser af nationale og regionale procedurer og praksis vedrørende EU-anliggender, både politiske og administrative, i de 25 medlemsstater, så man kan danne sig et samlet overblik.

6.2.2

Alle aspekter vedrørende inddragelsen af nationale politiske og administrative beslutningstagere, som nævnt i afsnit 4 »Koordination på nationalt niveau«, fortjener særlig opmærksomhed. Ud over sine øgede aktiviteter i forbindelse med bedre lovgivning og gennemførelse og håndhævelse af EU-lovgivning kan Kommissionen spille en rolle som iværksætter og støtte på dette område.

6.2.3

Analyserne kan være et frugtbart udgangspunkt for en diskussion af hvor effektive de politiske og administrative forvaltningsprocedurer er, når EU-anliggender skal behandles. Formålet med at danne sig et samlet overblik bør være at fremhæve eksempler på ønskværdig og god praksis. Det skal skabe et godt grundlag for en åben debat i EU om, hvordan man bedst varetager EU-spørgsmål på nationalt niveau. Det vil også gavne debatten om bedre lovgivning, gennemførelse og håndhævelse.

6.2.4

En overordnet analyse og overkommelige konklusioner på basis heraf er et meget vanskeligt emne. De nationale og regionale myndigheder giver også i stigende grad udtryk for, at de har brug for at udveksle synspunkter og viden for at kunne sikre en god forvaltning af EU-anliggender. EØSU slår til lyd for en kontinuerlig undersøgelse af national forvaltningspraksis og procedurer. Bilateral udveksling af synspunkter mellem de nationale myndigheder kan også opmuntres, som det f.eks. er tilfældet inden for rammerne af videncentret IMPEL (11) og SOLVIT-netværket.

6.2.5

Der bør også systematisk tages hensyn til kommentarer fra erhvervsliv, arbejdsmarkedsorganisationer og civilsamfund. Alle disse parter har en stor interesse i arbejdet med bedre lovgivning, gennemførelse og håndhævelse, som også kræver gennemsigtighed og effektive høringer på nationalt niveau helt fra begyndelsen.

6.2.6

Informationssystemet for det indre marked til fremme af informationsudveksling mellem medlemsstaternes forvaltninger, som sigter på bedre anvendelse af bestemmelserne for det indre marked, bør udvikles yderligere og gennemføres.

6.2.7

En håndbog fra EU om nationale procedurer og praksis vil være til stor nytte. En sådan håndbog, som tager hensyn til resultaterne fra videncentre, kan tjene som en vejledning for arbejdet med velfungerende nationale procedurer, bedre lovgivning og gennemførelse og håndhævelse i sin helhed.

30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/11

1.1

EØSU bifalder og påskynder Kommissionens meddelelse »En ny turismepolitik i EU — mod et stærkere partnerskab inden for europæisk turisme« og støtter Kommissionens vilje til klart at styrke turismestrategien og -politikken for de kommende år.

1.2

EØSU anerkender Kommissionens indsats for at sammenfatte talrige dokumenter, synspunkter og debatter. Resultatet opfylder på rimelig vis målet om på en klar måde at formidle den fornyede turismepolitik til samfundet.

1.3

EØSU finder det korrekt, at denne nye turismepolitik baseres på den fornyede Lissabon-strategi samt at de erklærede mål er at forbedre konkurrenceevne og bæredygtighed.

1.4

EØSU bifalder de udfordringer, der identificeres i Kommissionens meddelelse, samt de løsningsforslag, der fremlægges. Den foreslåede strategi er at samtlige involverede aktører deltager via forskellige former for partnerskab og »konkurrenceorienteret samarbejde«. Deltagelse er således hjørnestenen i den nye turismepolitik.

1.5

EØSU støtter Kommissionens vilje at føre denne nye politik ud i livet ved hjælp af samarbejde, iværksættelse af støtteaktioner og koordinering af aktørerne, men EØSU mener, at den konkrete strategi og handlingstiltagene bør udvikles yderligere. EØSU mener, at Generaldirektoratet for Erhvervspolitik bør spille en mere aktiv rolle og bør styre iværksættelsen af talrige europæiske initiativer.

1.6

EØSU foreslår og anbefaler endnu en gang, at i udviklingen af denne samarbejdspolitik oprettes et rådgivende europæisk turistråd og at betingelserne for oprettelsen af et europæisk agentur for turisme undersøges.

1.7

EØSU bifalder Kommissionens erklærede vilje til at forbedre de tilgængelige finansielle instrumenter, men mangler et forslag om et program for gennemførelsen af de veldefinerede mål for turismen. For eksempel mener EØSU, at det ville være muligt at iværksætte et pilotprojekt af transnational karakter indenfor den sociale turismes område.

1.8

EØSU har store forventninger og forhåbninger til færdiggørelsen af det nuværende arbejde med en Agenda 21 for turismen. Et sådant dokument vil uden tvivl supplere og konkretisere den overordnede politik for bæredygtighed i den europæiske turisme. Oprettelsen af databaser over god praksis, både i forbindelse med bæredygtighed og andre aspekter såsom kvalitet, kreativitet og konkurrenceevne i turismesektoren, ses som brugbare instrumenter, som Kommissionen bør støtte.

1.9

I forbindelse med statistik foreslår EØSU oprettelsen af et netværk af observationscentre for turisme, der ikke blot kunne formidle turismesektorens data, men også bidrage med en strategisk og fremsynet vision samt bistå med at planlægge fremtidige tiltag.

1.10

EØSU ønsker at fortsætte arbejdet med turisme i den samme ånd som i Kommissionens meddelelse og opfordrer de øvrige europæiske institutioner, medlemsstater, regioner og lokaliteter samt aktørerne i sektoren: arbejdsgivere og fagforeninger, samt alle borgere til at samarbejde om kendskab og støtte til turismen som en ret for alle og som en betydningsfuld strategisk aktivitet for Europas fremtid.

2.1.1

Udfordringen i at skabe vækst og arbejdspladser. Punkt 1 i Kommissionens meddelelse knytter den nye europæiske turismepolitik til behovet for at føre den fornyede Lissabon-strategi ud i livet. Således anerkendes turismens nuværende vigtige rolle i forbindelse med at bevare og skabe arbejdspladser, og der er med rette tillid til, at turismen som en økonomisk aktivitet er i stand til at fortsætte og endog øge sit bidrag til fuld beskæftigelse. Kommissionens meddelelse analyserer sektorens opbygning og fremhæver mangfoldigheden i tjenester og erhverv, der er involveret i sektorens udvikling, samt mikrovirksomhedernes og de små og mellemstore virksomheders store bidrag til turismesektoren. Meddelelsen bemærker, at sektorens karakteristika gør den egnet til jobmæssig fleksibilitet, men glemmer ej behovet for kompenserende foranstaltninger til sikring af stabilitet og kvalitet i beskæftigelsen i turismesektoren.

Som Kommissionen bemærker, spiller turismen en afgørende rolle for den regionale udvikling i Europa, og kravet om bæredygtighed har en positiv indvirkning på flere økonomiske og sociale områder. I den forbindelse vil en europæisk Agenda 21 for turismen, som er et Kommissionsinitiativ under udarbejdelse, uden tvivl være en guide og et brugbart instrument til at sikre en bæredygtig udvikling i turismen.

En anden faktor, der skal tages hensyn til, når det gælder turismens bidrag til Lissabon-strategien, er udvidelsen af Den Europæiske Union og den positive indvirkning heraf på udviklingen og jobskabelsen.

Men for at alt dette kan opfyldes, er der brug for deltagelse og medvirken fra alle private og offentlige aktører på alle niveauer, hvilket er grundlaget for den nye europæiske turismepolitik, som Kommissionen foreslår.

2.1.2

De udfordringer, som turistindustrien står over for. Kommissionens meddelelse peger på forskellige globale udfordringer, som den europæiske turisme står over for, og som skyldes dybtgående ændringer i det europæiske samfund og i resten af verden.

Den første udfordring ligger i den demografiske struktur, som ændrer sig kraftigt og som betyder, at mange mennesker, især personer over 50 år, rejser meget mere, hvorfor turismen må tilpasse sig de nye krav, som dette udsnit af befolkningen stiller.

En anden stor udfordring er de nye fremspirende turistmål i andre dele af verden, som gør det nødvendigt at tilpasse produkterne og tjenesterne til denne nye markedssituation.

Endelig skal nævnes nødvendigheden af, at turismen udvikler sig på vilkår, som er økonomisk, socialt, miljømæssigt og kulturelt bæredygtige.

Ifølge Kommissionens meddelelse er forbedringen af konkurrenceevnen en hensigtsmæssig måde, hvorpå man kan reagere på disse udfordringer og således opfylde målene i Lissabon-strategien.

2.1.3

Dialog og partnerskaber. Kommissionens meddelelse opfordrer til dialog og partnerskaber blandt alle aktører for at opfylde målet om forbedring af konkurrenceevnen. Alle mulige partnerskaber — uanset på hvilket niveau de gennemføres — er nødvendige og står i centrum for indsatsen på turistområdet.

2.2

En ny europæisk turismepolitik. Kommissionen foreslår i sin meddelelse at indføre en ny europæisk turismepolitik, der skal have det sigte at forbedre konkurrenceevnen, skabe flere og bedre jobs under vilkår, der sikrer bæredygtighed i Europa og resten af verden. I dette øjemed foreslår den dialog, koordination og partnerskaber på alle niveauer:

2.2.1

Mainstreaming af foranstaltninger, der påvirker turismen. Kommissionens meddelelse foreslår tre sæt foranstaltninger:

Kommissionens meddelelse foreslår, at de samme specialiserede tjenestegrene i Kommissionen skal varetage meget vigtige opgaver på området koordination af initiativer, som tages af såvel det offentlige som private. De får især til opgave at holde gang i den interaktive information i sektoren og de skal også sørge for at alle arbejder sammen for at udnytte samtlige finansielle instrumenter i EU i et turistmæssigt perspektiv.

2.3

Fremme af bæredygtig turisme. Det centrale element i Kommissionens meddelelse er udarbejdelse af et forslag til en europæisk Agenda 21 for turisme med henblik på udformningen af en ny europæisk turismepolitik. Dette arbejde er gået i gang og ventes færdigt i 2007.

Sideløbende med dette strategiske arbejde foreslår Kommissionen, at der omgående iværksættes diverse specifikke foranstaltninger, hvoriblandt i hvert fald følgende skal nævnes, da EØSU har udarbejdet mindst syv udtalelser herom: fremme af udveksling af god praksis på turismeområdet vedrørende spørgsmål såsom: tilgængelighed og bæredygtighed, sport, kultur, økonomisk genopretning, EU's udvidelse, offentligt-privat partnerskab og social turisme i Europa.

2.4

Forbedring af indsigten i og synligheden af turisme. Kommissionens meddelelse foreslår forskellige grundlæggende foranstaltninger for at øge turismens strategiske betydning i EU's overordnede politik. Heriblandt:

3.1

Turisme optræder med rette i alle EU-institutionernes dokumenter, både strategiske og operationelle, men langt fra i et omfang der svarer til den betydning, turisme har som en økonomisk aktivitet og til turismens potentiale i fremtiden i europæisk sammenhæng. Denne betydning er ikke bare rent økonomisk, eftersom den også rummer sociale og kulturelle elementer, kulturarv og integration af europæiske borgere, og turismens tværgående karakter berører derfor mange af EU's strategier, politikker og foranstaltninger.

3.2

Det bør understreges, at selvom turisme ikke er en af EU's fælles politikker, er det en kendsgerning, at forskellige EU-institutioner iværksætter foranstaltninger og aktioner, som har indvirkning på turismen, eller som baseres på turisme for at opnå nogle af EU's hovedmål. Den nye forfatningstraktat, som endnu ikke er vedtaget, er et skridt fremad, idet den anerkender, at turisme spiller en supplerende og koordinerende rolle i forhold til nationale politikker til fremme af virksomhedernes konkurrenceevne, og den anerkender turismens økonomiske dimension.

3.3

Turisme indgår i de forskellige EU-institutioners virke på følgende vis:

3.4

Denne udtalelse skal ikke blot give en mere eller mindre kritisk vurdering af Kommissionens meddelelse og fremlægge de anbefalinger, som måtte fremkomme af en efterfølgende debat om meddelelsen, men også være et forsøg på at analysere igangværende initiativer og fremføre konkrete forslag. Udvalget bifalder i dette lys Kommissionens meddelelse, men benytter lejligheden til at fokusere på bestemte tiltag, som set under ét udgør en turismepolitik. Der er aspekter af den aktuelle europæiske politik, som uden at vedrøre turisme direkte har afgørende indvirkning på turismens udvikling: den fri bevægelighed for personer, tjenester og varer, transport, miljø osv. På alle disse aspekter skal en konkurrencedygtig og bæredygtig turismepolitik baseres.

3.5

Den overordnede hensigt med denne udtalelse er at erklære og understrege at:

4.1

Kommissionens meddelelse redegør generelt for baggrunden, udfordringerne, Fællesskabets politikker, de vigtigste foranstaltninger og den generelle strategi i en ny turismepolitik for Europa. Alt dette i en ikke særligt lang meddelelse har helt sikkert krævet et stort syntesearbejde og analyse af utallige dokumenter, udtalelser og debatter. Resultatet af dette arbejde — det skal siges — opfylder det sigte klart at redegøre for Kommissionens grundlæggende holdning til turisme og for de foranstaltninger, der skal gennemføres inden for denne komplekse erhvervsgren.

4.2

Det forekommer korrekt, at meddelelsen baserer denne nye turismepolitik på den fornyede Lissabon-strategi og dens to hovedelementer: vækst og beskæftigelse. Hvis det er EU's hovedstrategi at nå disse mål, kan man utvivlsomt styrke turismens rolle og fastlægge et ordentlig grundlag for dens udvikling ved at fokusere på, hvorledes turismen kan bidrage til denne strategi.

4.3

Måske ville det have været hensigtsmæssigt, at Kommissionens meddelelse også havde gennemgået turismens rolle i Fællesskabets vigtige erklæringer og i Den Europæiske Forfatning for at se nærmere på, hvorledes den nuværende turismepolitik er skruet sammen i disse tekster, og hvilke fremskridt den nye europæiske turismepolitik repræsenterer. Man må ikke glemme, at medlemsstaterne og regionerne ved flere lejligheder har erklæret, at de ønsker at bevare beføjelserne på turismeområdet uden at give afkald på muligheden for, at EU spiller en igangsættende rolle på visse fælles fronter, som kan forbedre den europæiske turistsektors konkurrenceevne. For eksempel er oprettelsen og vedligeholdelsen af en europæisk portal til fremme af Europa som turistmål en opgave, som i dag er ved at blive realiseret og finpudset. I en tid, hvor de indre grænser udviskes, bliver der behov for fælles foranstaltninger.

4.4

De udfordringer, som Kommissionen skitserer, er helt klart de største, som turismen vil stå over for i de kommende tiår. Listen kunne måske gøres længere, men den grundlæggende udfordring, nemlig forbedring af konkurrenceevnen, er tilstrækkeligt bred til at kunne omfatte andre vigtige opgaver såsom kvalitetsforbedring, bekæmpelse af sæsonafhængigheden eller styrkelse af arbejdstagernes faglige kvalifikationer. Det er især vigtigt, at ansatte inden for turistbranchen får mulighed for at deltage i erhvervsuddannelse og forbedre deres kvalifikationer inden for rammerne af det integrerede program for livslang læring, eftersom det vil styrke branchens konkurrenceevne og øge kvaliteten af tjenesterne.

4.5

Der er utallige opfordringer til partnerskab i Kommissionens meddelelse, der — som det fremgår af titlen — foreslår, at styrkelsen af partnerskabet skal være omdrejningspunktet i den nye turismepolitik. Det er særligt vigtigt at fremhæve den rolle, fagforeningerne og arbejdsgiverorganisationerne kan spille, idet de bør inddrages i samarbejdsprocedurerne og opfordres til at deltage i alle debatter og fora og i gennemførelsen af de generelle forbedringsforanstaltninger for sektoren. Det vil også være interessant at oprette en databank for god praksis i turisterhvervet, som kan bruges til udveksling af succesrige erfaringer med partnerskaber på dette felt blandt alle aktører. Ligeledes vil det være hensigtsmæssigt at fremme etableringen af stabile net mellem byer og turistmål, som har en fælles vilje til at forbedre konkurrenceevnen. Der ses også positivt på oprettelsen af begrebet »fremragende turistmål«, og det understreges, at en sådan udmærkelse bør omfatte korrekte arbejdsretlige og sociale forhold samt inddragelse af fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer på den udvalgte turistdestination.

4.6

Kommissionen lover at føre denne nye politik ud i livet ved hjælp af samarbejde, gennemførelse af specifikke støtteforanstaltninger og koordinering mellem aktørerne, men måske vil det være nødvendigt nærmere at specificere de konkrete måder, hvorpå den agter at realisere disse tre aspekter af indsatsen. Generaldirektoratet for Erhvervspolitik spiller efter EØSU's opfattelse en meget vigtig rolle i koordineringen af alle de EU-politikker, som direkte eller indirekte vedrører turismen, men det er op til Kommissionen at afgøre, hvilket organ der skal have ansvaret for en sådan koordination. EØSU mener således, at Kommissionen bør være mere aktiv i iværksættelsen af europæiske initiativer. Nærmere bestemt skal det nævnes, at EØSU ved flere lejligheder har foreslået at oprette et rådgivende europæisk turistråd og undersøge betingelserne for oprettelse af et europæisk agentur for turisme.

4.7

Kommissionens meddelelse fokuserer klart på målet om og nødvendigheden af at øge den europæiske turistsektors konkurrenceevne. Den stigende internationale konkurrence i sektoren er ved at undergrave virksomhedernes rentabilitet. At fastholde Europas stilling som det førende turistmål i verden vil derfor fremover kræve en stor indsats i form af innovation, kvalitetsforbedring, støtte til kreativitet og forbedring af produktiviteten for alle faktorer og aktører.

4.8

EØSU mener, at Kommissionens meddelelse ikke lægger tilstrækkelig vægt på informations- og kommunikationsteknologiernes rolle i det nye scenarie på turistområdet, set ud fra såvel brugernes som virksomhedernes og aktørernes synspunkt. En forsknings- og udviklingsindsats på turistområdet, som kan forbedre anvendelsen af disse teknologier, bør prioriteres højt i de kommende år.

4.9

Hvad angår den foranstaltning, Kommissionen foreslår vedrørende »bedre regulering«, ser EØSU meget positivt på forslaget, men man bør huske på, at mindre regulering ikke altid er det samme som bedre regulering. For at tilpasse lovgivningen og den arbejdsretlige regulering af sektoren bliver det nødvendigt at satse mere på kollektive forhandlinger på de områder, som styres af arbejdsmarkedets parter.

4.10

Det er vigtigt, at Kommissionen bebuder konkrete foranstaltninger, især med henblik på bedre udnyttelse af de finansielle fællesskabsinstrumenter, der er til rådighed, men der savnes en nærmere konkretisering og forslag om et program, som specifikt sigter mod at reagere på de store udfordringer, som den europæiske turisme står over for, og som meddelelsen så præcist udpeger. Det bør sikres, at de midler, der afsættes til turismen, anvendes effektivt og rationelt efter deres formål.

4.11

Det er en fremtrædende rolle, som Kommissionen i sin meddelelse tillægger den »europæiske Agenda 21 for turismen« — et dokument, som skal afstikke strategierne, programmerne og foranstaltningerne vedrørende bæredygtig udvikling på turistområdet. Der forventes et omfattende dokument, som utvivlsomt vil belyse vidt forskellige spørgsmål og indeholde økonomiske, sociale og miljømæssige afvejninger. Dette dokument bør efter EØSU's mening indgående behandle de store spørgsmål om grænserne for vækst, bæredygtigt tempo i turistdestinationernes vækst og beskyttelse af kysterne og andre sårbare naturområder og indeholde gennemførlige og bæredygtige forslag.

4.12

Kommissionens meddelelse tillægger turiststatistikkerne stor betydning, men måske vil det være nødvendigt at følge dem op med undersøgelser med en klar strategisk og fremsynet vision, som kan afdække tendenser, udlede resultater og lægge op til fremtidige tiltag. Ideen om et eller flere observationscentre for turisme knyttet sammen i net på europæisk plan kan være et godt svar på dette behov, som sektoren føler. Det er efter EØSU's mening nødvendigt, at der i turiststatistikkerne lægges større vægt på de variabler, som vedrører beskæftigelsen.

4.13

Kommissionens meddelelse peger klart på behovet for at forbedre synligheden, forståelsen og accepten af turismen i det europæiske samfund. Som anført i EØSU's udtalelse om Katowice-erklæringen og i udtalelsen om »Turisme og kultur: to vækstfaktorer« og i andre dokumenter fra EØSU's hånd vil det også være nødvendigt at gennemføre kommunikationskampagner om uddannelse og motivation blandt hele den europæiske befolkning, men særligt blandt unge.

30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/16

1.

2.

3.

4.

5.

1.1

EØSU hilser det velkommen, at det tyske forbundsministerium for uddannelse og forskning som led i forberedelsen af det tyske rådsformandskab har anmodet om en sonderende udtalelse om »Udnyttelse og styrkelse af EU's potentiale inden for forskning, udvikling og innovation«. Udvalget anser det for vigtigt og nyttigt, at det — som bindeled til det organiserede civilsamfund — rettidigt er blevet anmodet at om at udtale sig om dette meget omfattende og mangesidede tema og dermed givet mulighed for at øve indflydelse på den fremtidige udformning af den europæiske forsknings- og innovationspolitik.

1.2

I lyset af de to meddelelser (1), Kommissionen offentliggjorde for nylig, og som omhandlede »innovation« i ordets bredeste betydning, og på baggrund af de udmærkede Aho-rapporter (2), sætter nærværende udtalelse først og fremmest fokus på temaerne forskning og udvikling som absolut nødvendige forudsætninger for enhver permanent innovationsevne samt på den dertil nødvendige uddannelse. Hermed skulle det også blive muligt at undgå omfattende overlapninger med ovennævnte dokumenter.

1.3

Videnskabelig og teknisk ekspertise og dennes omsætning til konkurrencedygtighed og økonomisk styrke er afgørende forudsætninger for at sikre vores fremtid, f.eks. hvad angår energi- og klimaproblematikken, for at bevare og forbedre vores nuværende position på verdensmarkedet, og for ikke at bringe den europæiske sociale model i fare, men i stedet udbygge den.

1.4

Det gælder derfor nu for Europa om at være bevidst om sin tradition som et førende område inden for forskning og innovation og at genoplive denne tradition. For at gøre dette må EU sikre, at dets borgere besidder de nødvendige færdigheder, i højere grad styrke disse færdigheder, investere betydeligt mere i forskning og udvikling, forbedre effektiviteten af denne investering, styrke industriens innovationsberedskab og –evne samt fjerne hindringer på vejen.

1.5

Den vigtigste forudsætning herfor er et fremskridtsorienteret samfundsmæssigt klima, hvor denne erkendelse er slået fuldt igennem, så der på alle politiske niveauer kan skabes de fornødne rammebetingelser og træffes de relevante retningsgivende beslutninger. Herved kan der skabes arbejdspladser og i erhvervslivet opbygges tilstrækkelig med tillid og optimisme til at foretage de nødvendige investeringer.

1.6

Dette indebærer, at borgerne må gøres mere fortrolige med videnskab og teknik, samt at det foreliggende talentpotentiale må udnyttes bedre og fremmes mere effektivt. Allerede i grundskolen, og i endnu højere grad på de højere uddannelsestrin, må der derfor lægges væsentligt større vægt på videnskab og teknik i læreplanerne.

1.7

Børn og unge må gradvist, anskueliggjort ved eksempler og via praktiske erfaringer, gøres bekendt med videnskabens og teknikkens nytteværdi og med dette temaområdes grundbegreber og grundprincipper. De, der har evner i denne retning, bør tilskyndes til at træffe et erhvervsvalg og gå i gang med et studium inden for dette område, der som bekendt er svært, og bør udstyres med en solid grundlæggende viden.

1.8

Det er endvidere nødvendigt at universiteter og tekniske højskoler kan tilbyde teknisk-videnskabelige uddannelser på et niveau, der mindst svarer til de højeste internationale standarder: den vigtigste kapital for forskning og innovation er topkvalificerede og motiverede videnskabsfolk og ingeniører af begge køn, som vedligeholder og udbygger deres faglige kompetence via livslang læring gennem hele deres karriere.

1.9

Desuden må Fællesskabet, medlemsstaterne og erhvervslivet tilbyde disse videnskabsfolk og ingeniører attraktive arbejdsmuligheder, incitamenter, karrieremuligheder og den nødvendige sikkerhed for, at de kan planlægge deres liv. Disse foranstaltninger må afspejle såvel samfundets investering i disse personers uddannelse som deres betydelige personlige investering i et særligt vanskeligt og krævende studium. Kun på denne måde kan der opnås en ændring i de kloge hoveders globale mobilitet til fordel for Europa — i stedet for den nuværende ensidige hjerneflugt, der så ofte begrædes.

1.10

Endelig er det nødvendigt at fremme erhvervslivets innovationslyst og vilje til at investere i forskning og udvikling. Ved at sikre passende retlige, administrative og finansielle rammevilkår må innovation og investering gøres mere attraktivt og lønsomt, ikke mindst for små og mellemstore virksomheder.

1.11

En hurtigere omsætning af ny viden fra forskning og udvikling til nye produkter eller processer er et mål, der kræver en særlig indsats. Hertil kommer, at disse virksomheder gennem deres personalepolitik må sikre, at der er tilstrækkelig teknisk-videnskabelig ekspertise til stede til, at de kan deltage i innovationsprocessen eller i det mindste være i stand til at vurdere nye ideer og muligheder og kunne tilpasse sig.

1.12

Ud over de finansieringstekniske, skatteretlige og ansvarsretlige aspekter bør der her lægges særlig vægt på den indbyrdes mobilitet mellem den akademiske verden og erhvervslivet. Det ville endvidere være hensigtsmæssigt at indføre et nyt, attraktivt mobilitets- og/eller stipendiesystem til fremme af vidensoverførsel samt erhvervs- og videreuddannelse, som i lige høj grad inddrager den akademiske verden og erhvervslivet

1.13

Dette bør — analogt med universitetslæreres frisemesterordninger — gøre det muligt for topkvalificerede videnskabsfolk og ingeniører at tage arbejde i erhvervslivet (og omvendt!) med fuld garanti for at kunne vende tilbage til deres tidligere karriere. Dermed ville der blive bygget en bro for gensidig udveksling mellem den akademiske verden og erhvervslivet, og den nødvendige vidensoverførsel ville blive fremmet.

1.14

Yderligere konkrete henstillinger og konklusioner:

1.14.1

Det mål for virkeliggørelsen Lissabon-strategien, der blev fastlagt i Barcelona, må tages meget alvorligt af de berørte aktører, hvis de ikke vil komme sidst i det globale kapløb om FoU-investeringer. Dette mål indebærer, at de samlede udgifter til FoU i EU skal forhøjes, så de i 2010 når op på næsten 3 % af BNP. To tredjedele af de dertil krævede investeringer bør komme fra den private sektor.

1.14.2

Ifølge EU's nuværende budgetoverslag for 2007-2013 vil EU med det syvende rammeprogram for FoU (RP7) kun bidrage med omkring 2 % af de samlede investeringer i forskning og udvikling, der indgår i Barcelona-målet. EØSU mener ikke, at dette er tilstrækkeligt til fuldt ud at realisere den betydelige løftestangseffekt og integrationsvirkning, som fællesskabsstøtten har på medlemsstaternes støttepolitik og på den nødvendige investeringsvilje i erhvervslivet, og således skabe den betydelige vækst, som der er behov for på dette område.

1.14.3

Derfor bør denne andel af fællesskabsstøtten som et første skridt forhøjes til omkring 3 % i den revision af fællesskabsbudgettet, der planlægges gennemført i 2008, hvilket ville være en særdeles effektiv foranstaltning fra EU's side til hurtigere end det ellers forekommer muligt i øjeblikket at nå Lissabon- og Barcelona-målene, som ikke er blevet mindre vigtige. Det er også nødvendigt ud fra den betragtning, at bl.a. USA og Kina er i færd med at øge deres forskningsindsats betydeligt.

1.14.4

Fællesskabets støtteregler bør derfor udformes på en sådan måde, at medlemsstaterne tilskyndes og får det nødvendige spillerum til at give øget, mere effektiv og mindre bureaukratisk støtte til universiteternes, forskningscentrenes og erhvervslivets udviklingsprojekter og til at fremme det nødvendige netværkssamarbejde mellem dem.

1.14.5

De enkelte medlemsstaters budgetlovgivning bør åbne mulighed for en mere fleksibel strøm af midler til FoU-initiativer, som er tilpasset det enkelte projektforløb, f.eks. ved at muliggøre overførsel af tildelte midler til det følgende kalender- eller budgetår.

1.14.6

Endelig bør bestræbelserne på at etablere et fællesskabspatent bringes til en succesfuld afslutning. I den forbindelse bør sprogspørgsmålet løses i overensstemmelse med det internationale forskermiljøs mangeårige praksis.

1.14.7

Innovation og fremskridt beror på et samvirke mellem grundforskning, anvendt forskning og produktorienteret udvikling uden skarp afgrænsning mellem disse kategorier.

1.14.8

Der er således på den ene side behov for et endnu stærkere netværkssamarbejde mellem søjlerne uddannelse, forskning og industriel anvendelse. Udvalget bifalder derfor planerne om et europæisk teknologiinstitut (ETI), som skal bidrage til videreudvikling af EU's og medlemsstaternes innovationskapacitet ved at knytte forbindelser mellem uddannelses-, forsknings- og innovationsaktiviteter på højeste niveau.

1.14.9

Som følge heraf er det på den anden side også nødvendigt, at Fællesskabet yder tilstrækkelig støtte til grundforskning. Delprogrammet »Idéer« i det syvende rammeprogram er en god begyndelse.

1.14.10

Fremskridt og permanent innovation er ikke kun afhængigt af videnskab og teknik, men forudsætter også, at alle involverede er motiverede, og at nye forretningsmodeller og de rigtige ledelsesmetoder anvendes.

1.14.11

Det drejer sig om at give den enkelte de bedste muligheder for udfoldelse og initiativtagning, der svarer til dennes talent, ydeevne og kreativitet. Derfor må det også sikres, at alle medarbejdere i en virksomhed eller et institut får mulighed for at forelægge deres idéer og forslag, og at de modtager en passende belønning herfor. Der er her tale om meget vigtige problemstillinger inden for socialpolitik, driftsøkonomi og generelt inden for ledelseskultur.

1.14.12

Når nye forskningsstrategier, innovative teknologier, virksomhedspraksisser og forretningsmodeller skal fremmes, må det erkendes, at succes er forbundet med en vis risiko. Fremskridt og risiko er to sider af samme sag.

1.14.13

En regulering, der er for stringent og tager sigte på at standardisere organisationsformer, forskningsprogrammer og arbejdsmetoder, kan hæmme udviklingen af nye strategier og innovative tiltag. Forskningsfrihed er en grundlæggende forudsætning for kreativ videnskab, nye opdagelser og innovative teknikker — med forbehold for de begrænsninger, der pålægges gennem lovgivning om etiske spørgsmål og korrekt anvendelse af tildelte støttemidler.

1.14.14

De administrative procedurer for støtte til forskning og udvikling må forenkles, ikke mindst for at dæmme op for udbredelsen af de mange forskellige ansøgnings-, vurderings-, overvågnings- og revisionsprocedurer, som i mange tilfælde endog overlapper hinanden, og bringe dem ned på et fornuftigt niveau.

1.14.15

I øvrigt henvises der til den detaljerede tekst i nærværende udtalelse. Heri begrundes henstillingerne, og der fremsættes yderligere, meget konkrete bemærkninger og hermed forbundne henstillinger.

2.1

I lyset af de to meddelelser (3), Kommissionen offentliggjorde for nylig, og som omhandlede »innovation« i ordets bredeste betydning (jf. også punkt 4.12.1), og på baggrund af de udmærkede Aho-rapporter (4), sætter nærværende udtalelse først og fremmest fokus på temaerne forskning og udvikling som absolut nødvendige forudsætninger for enhver permanent innovationsevne samt på den dertil nødvendige uddannelse. Hermed skulle det også blive muligt at undgå omfattende overlapninger med ovennævnte dokumenter.

2.2

Europa er den moderne videnskabs og forsknings vugge (5). Videnskab og forskning, disses metoder og tænkemåder, har i afgørende grad banet vejen for nutidens europæiske samfund, dets værdier, levevis og levestandarder. De har været et kendetegn ved det europæiske kulturområde (6). Nøglen til den deraf følgende succes har været den frie interaktion mellem håndværksmæssig opfinder- og iværksætterånd og videnskabelig metodik og systematik.

2.3

Den afgørende samfundspolitiske udvikling, der førte til den moderne stat med magtfordeling, demokrati, grundlæggende rettigheder og sociallovgivning, gik næsten hånd i hånd med de videnskabelige og tekniske fremskridt.

2.4

Som et resultat af disse parallelle processer er der sket en forandring og forbedring af livsvilkårene i de pågældende stater og regioner, som er helt uden sidestykke i menneskehedens historie.

2.5

Inden for de sidste 135 år er den forventede gennemsnitlige levealder (7) mere end fordoblet (8). Inden for de sidste 50 år er arealudbyttet i landbruget næsten tredoblet. I de succesrige industrilande er det nu overvægt frem for underernæring, informationsoverflod frem for informationsmangel, og befolkningens aldring frem for børnedødelighed, der diskuteres.

2.6

Det moderne, mobile industrisamfunds resultater og kunnen, som er opnået gennem forskning, udvikling og innovation, omfatter alle områder af den menneskelige udfoldelse og livskvalitet.

2.7

Mens forskningens og udviklingens umiddelbare opgave består i at søge ny og dybere viden — dvs. at udforske det ukendte og bekræfte antagelser eller kendte sammenhænge — og i at udvikle nye evner og færdigheder, har resultaterne af denne stræben i højere grad, end man tidligere anså for muligt, bidraget til menneskets velfærd. I denne overførte betydning er det altså forskningens og udviklingens mål at tjene menneskehedens vel.

2.8

En yderligere afgørende faktor for de opnåede fremskridt var udviklingen og den intensive anvendelse af energiforbrugende industrielle processer og maskiner: energi har befriet mennesket for det hårdeste fysiske arbejde og er blevet »næringsmiddel« for moderne nationaløkonomier.

2.9

Dette fører til en første vigtig henstilling fra EØSU: disse landvindingers afgørende rolle for vores nuværende livsstil, forudsætningerne for deres opnåelse og de dermed forbundne videnskabelige, tekniske og kulturelle resultater må påskønnes af samfundet og deres eksistentielle betydning anerkendes — og denne forståelse må indgå i den almene grunduddannelse! Den langt lavere livskvalitet og den nød, som endnu i dag findes i dele af den tredje verden, og som tidligere, inden alle disse fremskridt blev opnået, også kunne konstateres i de nuværende industrilande, må bringes i erindring, for at vi kan påskønne den levestandard, vi nu tager for givet, og forudsætningerne for den.

2.9.1

Som følge heraf må læreplaner og den disponible undervisningstid på alle uddannelsestrin tage sigte på gradvis og med anskueliggørende og interessante forklaringer og undervisningsmaterialer at indføre børn og unge i en videnskabelig og teknisk orienteret tænkemåde samt i det foreliggende forråd af viden (9). De bør også bevidstgøre eleverne om det videnskabelige arbejdes og den tekniske udviklings afgørende betydning for hverdagslivet. Det gælder om at tilskynde velbegavede unge af begge køn til at vælge en videnskabelig-teknisk uddannelse og samtidig tilbyde dem den bedst mulige videnskabelige og tekniske faguddannelse på universiteter og andre højere læreanstalter og senere videreuddanne dem via programmer for livslang læring. Det allerede opnåede er grundlaget for kommende fremskridt.

2.10

Størstedelen af ovennævnte gælder ikke kun Europa, skønt det på verdensplan — desværre — ikke er alle mennesker, befolkningsgrupper og lande, der har lige eller tilstrækkelig adgang til de omtalte landvindinger og resultater.

2.10.1

I den forbindelse må et vigtigt kendetegn ved det moderne vidensamfund fremhæves: i modsætning til tidligere, hvor der f.eks. blev vogtet over den strengt hemmelige silkefremstilling i Kina, tilbydes den oparbejdede viden, som er vores mest værdifulde gode, næsten frit (10), f.eks. til unge fra hele verden på universiteter og tekniske højskoler (endda i form af stipendier), samt i lærebøger, publikationer, patentbeskrivelser, fagkonferencer, internetpublikationer, fagtidsskrifter etc.

2.10.2

Denne tilrådighedsstillelse af den oparbejdede viden bidrager på den ene side til den globale vidensudveksling, som er en forudsætning for videnskabelige fremskridt, men er samtidig en enestående og særdeles effektiv form for udviklingshjælp, hvilket f.eks. allerede i det 19. århundrede bidrog til, at det lykkedes et land som Japan på kort tid og ved egen hjælp at bevæge sig fra en middelalderlig livsstil og samfundsstruktur til en levestandard, der svarer til Europas.

2.10.3

Der må imidlertid sættes grænser for tilrådighedsstillelsen af den erhvervede viden og kunnen, hvor dette er nødvendigt for at få et afkast fra de investeringer, der er foretaget i forskning og udvikling, i form af de økonomiske gevinster, FoU-investeringerne har medført, og dermed samtidig styrke de pågældende økonomiers konkurrenceevne gennem det opnåede markedsforspring.

2.10.4

Med dette for øje har de fleste industrilande udviklet et velafbalanceret system for tidsbegrænset beskyttelse af intellektuel ejendomsret, som munder ud i patentlovgivning. EØSU har allerede afgivet en række udtalelser (11) herom og gentagne gange opfordret til indførelse af et EF-patent, men også til øget bevidsthed om den intellektuelle ejendomsrets økonomiske og kulturelle betydning. Anerkendelse og beskyttelse af intellektuel ejendomsret er i sidste ende et incitament og en fortjent belønning til opfindere af nye teknikker og skabere af nye værker.

2.11

Hvad er konsekvensen for EU's politik? Her drejer det sig først og fremmest om det vigtige og meget konkrete spørgsmål, der går på, hvilken brøkdel af bruttonationalproduktet (BNP), der skal investeres i forskning og udvikling — inden for rammerne af en afbalanceret overordnet politik.

2.11.1

Svaret herpå findes ved at se på Europas position i den globale konkurrence og findes altså i den meget omtalte Lissabon-strategi (12).

2.11.2

Om dette emne blev der allerede truffet retningsgivende beslutninger (13) på rådsmødet i marts 2002 i Barcelona (14), hvor det i mellemtiden velkendte 3 %-mål blev formuleret, hvilket slår fast, at de samlede udgifter til FoU i EU skal hæves, så de i 2010 når op på næsten 3 % af BNP. Disse nye investeringer bør for totredjedels vedkommende finansieres af den private sektor (punkt 47 i rådsafgørelsen). Ud over en massiv stigning i Fællesskabets FoU-investeringer, drejer det sig altså om at skabe incitamenter for større FoU-investeringer fra medlemsstaternes og især industriens side. Dette mål har udvalget udtrykkeligt støttet i talrige udtalelser (15), men desværre ser det — enkelte medlemsstater undtaget — ikke ud til, at målet nås. Det er en situation, der giver anledning til bekymring.

2.11.3

I det STERN REVIEW, der blev offentliggjort i slutningen af oktober 2006 (16): »The Economics of Climate Change«, konstateres det derudover, at alene begrænsningen af den globale opvarmning, der er forårsaget af drivhusgas, vil kræve en indsats svarende til ca. 1 % af BNP, hvilket ligeledes omfatter yderligere, påkrævede FoU-aktiviteter.

2.11.4

Imidlertid er klimaforandringerne og deres forbindelse til de generelle spørgsmål vedrørende energiudnyttelse, energiforbrug og en bæredygtig energiforsyning ikke det eneste problem. Også bekæmpelsen af fysiske og psykiske sygdomme, følgerne af den demografiske udvikling, inklusive forskning i aldring, samt miljøbeskyttelse er eksempler på vigtige forskningsområder, hvor udvalget i tidligere udtalelser, f.eks. om det 7. rammeprogram for FoU og de dertil hørende »specifikke programmer« er kommet med udførlige henstillinger.

2.12

EU står som bekendt over for en alvorlig udfordring, der består i, at den globale konkurrence til stadighed skærpes, og hvor det i høj grad handler om at bevare europæiske arbejdspladser, det europæiske indkomstniveau, såvel som sociale standarder og miljøstandarder. Dette gælder ikke kun på baggrund af USA og Japans økonomiske styrke, men særligt med henblik på de betydelige og stadigt ekspanderende industri- og forskningsaktiviteter i lande som Kina (inden 2050 vil Kina afløse USA som verdens førende teknologination! (17)), Indien og Brasilien, og i betragtning af det betydeligt lavere niveau for såvel lønninger, som social- og miljøstandarder, der eksisterer i disse lande.

2.13

Netop på baggrund af den globale konkurrence og det dermed forbundne globale kapløb, når det gælder stigende investeringer i forskning og udvikling, inklusive en global konkurrence om de bedste videnskabsfolk og ingeniører, er EU nødt til at styrke og udnytte sit potentiale indenfor forskning, teknisk udvikling og innovation bedre. I den forbindelse drejer det sig primært om den globale konkurrence, ikke om konkurrencen internt i Europa!

2.14

Europa kan kun fastholde sin konkurrencedygtighed ved også i fremtiden at bevare det eksisterende forspring (18) indenfor forskning, teknologisk udvikling og innovation. Et forspring, der skal bevares indenfor en samfundsmæssig og kulturel ramme, der er baseret på demokrati, retsstatslighed, handlefrihed for virksomhederne, planlægningssikkerhed, vilje til at yde en indsats og anerkendelse af denne. Det europæiske forskningsområde skal styrkes og udbygges. Ganske vist er denne erkendelse i mellemtiden en fast bestanddel af de politiske hensigtserklæringer, men når det gælder konkret handling og realisering af de fastlagte prioriteter (f.eks. forskningsbudgetter) og de relevante bestemmelser (f.eks. overenskomststruktur (19), skattelovgivning) eksisterer der betydelige og beklagelige mangler, såvel på Fællesskabsniveau som i de fleste medlemslande.

2.15

Andre lande, der står overfor en lignende problematik, som f.eks. USA og Japan, men også Schweiz, har succes med en ikke bare større, men ligeledes mere effektiv indsats, når det gælder forskning, teknologisk udvikling og innovation. Dette viser sig blandt andet i den tiltrækningskraft USA udøver på europæiske videnskabsfolk og ingeniører, hvor den i princippet ønskværdige gensidige mobilitet, fører til et »overskud« af eksperter og talenter, der udvandrer til USA (»brain-drain«).

2.16

Netop med henblik på USA er denne kendsgerning ikke kun et tegn på finansiel styrke og et overlegent forskningsklima, men det er en situation, der svækker Europa og styrker USA. Den amerikanske FoU-politik er derudover kendetegnet ved en mere åben og modig tilgang til nye koncepter og tiltag sammenlignet med Europa, og der er samlet set en større risikovillighed. Denne risikovillighed er ikke alene motiveret i ønsket om økonomisk konkurrenceevne, men er i lige så høj grad resultatet af en konsekvent national sikkerhedsstrategi (20) og de dermed forbundne høje FoU-investeringer, hvilket fører til krydsfertilisering.

2.17

Derfor gælder det for Europas vedkommende om at genoplive sin tradition for at være et førende forsknings- og innovationsområde, at investere væsentligt mere i forskning og udvikling, at fremme borgernes færdigheder på området og belønne deres indsats, samt fjerne forhindringer på vejen.

2.18

Den vigtigste forudsætning for at nå dette mål er et samfundsmæssigt klima, hvor denne erkendelse er slået fuldt igennem, så der på alle politiske niveauer kan skabes de fornødne rammebetingelser og træffes retningsgivende beslutninger. Kun på den måde kan skoler og universiteter opfylde deres opgave i den globale konkurrence og vil der være nok unge, der engagerer sig i videnskab og teknik. Og kun på den måde kan den private sektor opbygge tilstrækkelig tillid og optimisme til at foretage de nødvendige investeringer.

3.1

Investeringskilder. Forskning og innovation — i samspil med en kvalificeret og effektiv uddannelse af de dertil egnede — er en forudsætning for samfundets fremtidige velstand. Altså må samfundet foretage de nødvendige investeringer. I EU foretages disse investeringer af Fællesskabet, medlemsstaterne, erhvervslivet og — for en mindre dels vedkommende — private fonde.

3.2.1

7. FTU-rammeprogram. Fra Fællesskabets side kommer størstedelen (21) af støtten til forskning og udvikling fra det 7. FTU-rammeprogram. Dette programs budget for årene 2007-2013 er på ca. (22) 50 mia. EUR (23), hvilket er ca. 5,8 % af Fællesskabets samlede budget for perioden.

3.2.2

Dette beløb ligger dermed på ca. 0,06 % af Fællesskabets bruttonationalprodukt, dvs. kun ca. 2 % af Barcelona-målet (se bilag). Udvalget mener ikke, at det er tilstrækkeligt til, at fællesskabsstøtten fuldt ud kan opnå den betydelige løftestangseffekt og integrationsfremme over for medlemslandenes støttepolitik og den private sektors investeringsvilje, som vil resultere i den påkrævede tilvækst.

3.2.3

Udvalget beklager således meget, at henstillingen (24) om at give det 7. FoU-rammeprogram en større andel af det overordnede fællesskabsbudget ikke er blevet fulgt.

Udvalget opfordrer derfor Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet til at sikre, at der sker tydelige fremskridt under den kommende revision af EU-budgettet i 2008, således at den fællesskabsstøtte der står til rådighed for FoU-rammeprogrammet, når op på 3 % af målet fra Barcelona.

3.2.4

Den Europæiske Investeringsbank. Derudover gør udvalget opmærksom på, at også midlerne fra Den Europæiske Investeringsbank i højere grad skal bruges til fordel for forskning, udvikling og innovation (25), særlig på tiltag til udbygning af den påkrævede infrastruktur og overførsel af viden til industriel anvendelse.

3.2.5

De europæiske strukturfonde. Det samme gælder, endda i endnu højere grad, for anvendelsen af midlerne fra de europæiske strukturfonde. Her er der særligt i de nye medlemslande et betydeligt efterslæb, når det gælder udbygningen af den nødvendige forskningsinfrastruktur og dennes tilknytning til etableringen af moderne højteknologivirksomheder.

3.3.1

Flere investeringer fra erhvervslivet. I betragtning af fællesskabsstøttens strukturelt set beskedne andel er det af afgørende betydning, at såvel medlemslandene som det europæiske erhvervsliv (26) investerer tilstrækkeligt — det vil sige væsentligt mere end hidtil — i forskning, udvikling og den dertil hørende uddannelse, med henblik på at udnytte og styrke Europas potentiale indenfor forskning, udvikling og innovation, benytte sig af det europæiske forskningsområde og i det mindste komme i nærheden af at nå Barcelona-målet. Her eksisterer der i de fleste medlemsstater det største efterslæb og det største behov!

3.3.2

Stabile og velegnede rammebetingelser. Ud over en større finansiel indsats er det også nødvendigt at evaluere de øvrige rammebetingelser for at opnå den størst mulige effekt af de anvendte midler. I den forbindelse er det særligt vigtigt at revidere holdninger og bestemmelser ud fra deres gavnlige eller skadelige virkninger og sikre den størst mulige planlægningssikkerhed og pålidelighed, hvad de statslige retningslinjer angår.

3.3.3

Fællesskabets støtteforanstaltninger. Her kan og skal EU gennem sin politik yde en betydelig støtte, særligt ved hjælp af relevante forordninger og direktiver, optimale rammebetingelser og en begavet anvendelse af løftestangseffekten i støtten fra det 7. FTU-rammeprogram.

3.3.4

Fællesskabets støtteregler. Fællesskabets støtteregler fastlægger i fortolkningen af artikel 87 og 88 i EF-traktaten udformningen, omfanget og de administrative procedurer for medlemsstaternes statsstøtte (27) til FoU-aktiviteter. Udformningen af støttereglerne er en afgørende faktor, når det gælder om at udøve indflydelse på medlemslandenes støtte til forskning, men ligeledes, når det gælder den optimale anvendelse af det 7. FTU-rammeprogram. Derfor skal Fællesskabets støtteregler udformes på en måde (28), der opmuntrer medlemslandene til og gør det nemt for dem at yde effektiv og ubureaukratisk støtte til forsknings- og udviklingsprojekter på universiteter, forskningscentre, i industrien, samt i et samarbejde mellem de tre i højere grad end hidtil og med større virkning.

3.3.5

Prioritering af den globale konkurrenceevne. I den forbindelse skal det undgås, at for snævert formulerede, bureaukratiske regler for begrænsning af statsstøtten til forskning og udvikling, der udelukkede er rettet mod konkurrencen internt i Europa, får negative konsekvenser for EU's globale konkurrenceevne. Tværtimod må det i betragtning af den relativt set yderst beskedne fællesskabsstøtte (29) være muligt for medlemsstaterne at yde rundhåndet støtte til den nødvendige sammenkobling af universiteter, forskningscentre og industri i det europæiske forskningsområde uden bureaukratiske hindringer.

3.3.6

SMV'er og »Start-Ups«. Det drejer sig ligeledes om at styrke innovationspotentialet hos SMV'er og især »Start-Ups« og generelt skabe større incitamenter for investeringer af denne art i industrien. Udvalget henviser derudover til sine anbefalinger (30) til EU-programmet »Flerårigt program til fremme af initiativ og iværksætterlyst, navnlig for små og mellemstore virksomheder (SMV)« og til den dermed forbundne yderst vigtige støtte til området vidensbaseret økonomi. Eftersom 98 % af alle virksomheder i EU er SMV'er, er det indlysende, hvilken betydning en styrkelse af innovationspotentialet hos denne virksomhedstype har.

3.3.7

USA som eksempel. De globale konkurrenters, særligt USA's støttepolitik bør tjene til inspiration.

3.4

Medlemsstaternes budgetbestemmelser. Et yderligere væsentligt aspekt, der handler om finansiering, er spørgsmålet om, hvorvidt de enkelte medlemslandes budgetbestemmelser fremmer målet om en effektiv anvendelse af midlerne. Hvis dette ikke er tilfældet, bør Fællesskabet arbejde hen imod, at de enkelte medlemslandes budgetbestemmelser i højere grad end hidtil tager højde for behovene inden for forskning og udvikling.

3.4.1

Mere fleksible planer for kanaliseringen af midlerne og budgetbestemmelser. Særligt når det gælder større udviklingsprojekter, men generelt for alle investeringer i forskning og udvikling, bør det undgås, at tilfældigt fastlagte statslige planer for kanalisering af midlerne (som det f.eks. er tilfældet med den kameralistiske bogføring) fører til afgørelser, der ikke er baseret på projektets behov. Ved projekter, der bevæger sig ind på teknisk ukendt område er det ikke muligt at forudse omfanget af de samlede udgifter og særligt ikke omkostningernes fordeling pr. kalenderår, hvilket gør, at ellers tildelte midler kan gå tabt på grund af statslige regler for kanaliseringen af midler, der er baseret på kalenderår. Det fører til urealistiske optimeringsprocedurer og ineffektivitet, og derfor bør der findes bedre løsninger, som kan integreres i medlemslandenes budgetbestemmelser; f.eks. kan der være tale om bestemmelser, der tillader overførsel af en del af de tildelte midler til næste kalenderår eller budgetperiode.

3.5

Medlemsstaternes skatte- og erstatningsbestemmelser. Samtidig bør Fællesskabet arbejde for, at også medlemsstaternes skatte- og erstatningslovgivning sigter mod at skabe incitamenter for større industrielle investeringer i forskning og udvikling, samt en begrænsning af den finansielle risiko ved at introducere nye teknikker eller produkter.

3.6

Tilstrækkeligt finansieringsgrundlag fra medlemsstaternes side. Derudover bør medlemsstaterne sørge for, at deres forskningscentre har et tilstrækkeligt finansielt grundlag for i det hele taget at kunne benytte sig af chancen for samfinansiering gennem det 7. FTU-rammeprogram.

3.7

Regnskabsvæsen, omkostningsberegning og evaluering. På samme måde bør regnskabsvæsen, omkostningsberegning og indsatsevaluering, når det gælder modtagerne af statslig støtte, dvs. de enkelte forskningsinstitutioner, vurderes med henblik på, om de rent faktisk tager højde for de særlige karakteristika ved forskning og udvikling. I særlig høj grad bør det undersøges om driftsøkonomiske modeller, der er optimeret med henblik på den producerende industri, ukritisk kan anvendes på organisationer, hvis produkt er viden, og hvor disse modeller kan skabe forvridninger vedrørende indsats, præsentation og evaluering.

3.8

Politiske og samfundsmæssige prioriteter. Generelt handler det om på politisk niveau — og i medierne — at skabe bevidsthed om og handle efter, at en tilstrækkelig og effektiv forskning og udvikling er en nødvendig forudsætning for fremtidig velstand, altså også for arbejdspladser, sociale ydelser og konkurrenceevne. Dette angår såvel de nødvendige budgetafgørelser vedrørende de påkrævede investeringer som alle rammebetingelser for uddannelse, arbejdsret og arbejdsbetingelser, skattelovgivning, overenskomstforhold etc. Det berører dog også samfundets grundlæggende holdning til teknisk-videnskabelige fremskridt, der indebærer store chancer, men på trods af anvendelse af forsigtighedsprincippet uundgåeligt også en restrisiko. En overdreven risikoaversion fører til stagnation og i sidste ende sågar til tab af viden og til tilbageskridt.

4.1

Generelle synspunkter  (31). Af afgørende betydning er derfor de økonomiske, politiske, sociale og kulturelle rammebetingelser inden for hvilke kreativitet og opfindelser, såvel som iværksætterinitiativer bedst kan udfolde sig (32), og som gør det muligt at tiltrække de bedste videnskabsfolk og ingeniører til det europæiske forskningsområde og fastholde dem der. Dette inkluderer i særlig grad de nødvendige foranstaltninger til bevarelse eller skabelse af de bedst mulige funktionsbetingelser for god videnskab og forskning.

4.2

Afprøvning af nye ideer og koncepter. Videnskab og forskning arbejder på at finde de bedste og nyeste ideer, procedurer og resultater. Dertil hører den uafhængige reproduktion (eller gendrivelse) — altså »certificering« — af ny viden, såvel som af dennes udbredelse, uddybelse og udvidelse, om end det primære mål altid må være efterfølgende at betræde et ukendt område . Derfor er det nødvendigt at muliggøre og bakke op om pluralistisk (33) og interdisciplinær forskning, bedømmelsesprocedurer og forskningsstrukturer med det formål at stimulere og benytte sig af den evolutionære proces (34) hen mod de bedste ideer, resultater, men også organisationsformer.

4.3

Bedømmelseskriterier og råderum. Altså skal bedømmelseskriterierne også fremme det nye og i den forbindelse acceptere risikoen for fejltagelser, da succesen ikke kan garanteres på forhånd. Alt for ufleksible »Top-Down«-bestemmelser eller regelsæt til standardisering af organisationsstrukturer, forskningsprogrammer og arbejdsmetoder bør undgås; idet de kan forhindre evolutionen hen mod det nye og innovative. Innovation kræver et tilstrækkeligt spillerum for iværksættere, så den nye ide ikke fra starten kvæles i et væld af begrænsende forskrifter. Forskningsfrihed — også frihed fra usaglige, begrænsende (35) eller endda ideologiske påbud — er forudsætningen for kreativ forskning og nye opdagelser, med forbehold for de grænser, der pålægges gennem lovgivning om etiske spørgsmål og korrekt anvendelse af tildelte midler.

4.3.1

Bottom-Up. Derfor bør et af de grundlæggende principper i forskningspolitikken være: så meget »bottom up« som muligt, så meget »top down« som nødvendigt, så meget decentralisering som muligt, så meget centralisering som nødvendigt. I sidste ende drejer det sig om individuel iderigdom og kreativitet på den ene side og den planlægning, harmonisering og styring af ressourcerne, der er nødvendig ved gennemførelsen af større projekter, hvor der er arbejdsdeling på den anden side.

4.3.2

Samarbejdsprojekter. Endelig kræver netop særligt ambitiøse og lovende forsknings- og udviklingsprojekter eller high tech-projekter ofte grænseoverskridende samarbejde mellem de forskellige forskningsinstitutioner, virksomheder osv. samt finansiering fra forskellige støttekilder. Netop i de tilfælde, hvor de interne organisationsstrukturer, evalueringssystemer, personalepolitik, budgetregler (36) osv. adskiller sig stærkt fra hinanden, kan dette medføre vanskeligheder med at få de gode resultater ud af samarbejdet, som man ønsker. Her er det vigtigt, at alle involverede aktører er parate til at tage hensyn til hinandens behov og til at enes om særlige fælles projektregler, der om nødvendigt afviger fra deres respektive vante praksis, samt til at give afkald på krav om særbehandling og nå til enighed om aftaler, der er operative.

4.3.3

Den åbne koordinationsmetode. Hvor der altså under punktet »Afprøvning af nye ideer og fremgangsmåder« henstilles til diversificering samtidig med, at ulemperne for forskningsudviklingen ved en for stor ensartethed påpeges, er der i forbindelse med samarbejdsprojekter og generelt i forhold til det europæiske samarbejde indadtil behov for at skabe et minimum af overensstemmelse mellem de regler og kriterier, der skal anvendes de samarbejdende institutioner imellem. Her må den åbne koordinationsmetode bruges varsomt for at opnå den nødvendige balance mellem disse modsat rettede hensyn.

4.4

Forenkling  (37) og reduktion af administrative procedurer. Undgåelse af parallelle og overlappende instanser  (38) . Forskning og udvikling kræver uundgåeligt også løsning af planlægningsmæssige, forretningsmæssige, administrative og bedømmelsesmæssige opgaver, der må varetages af forskere og ingeniører med dokumenteret uddannelse og erfaring. Imidlertid er der sket en sådan vækst i de obligatoriske administrative procedurer, at det hermed forbundne arbejde tapper den egentlige forskningsindsats for ganske betydelige kræfter. Der er navnlig gået inflation i ansøgnings-, bedømmelses-, kontrol- og revisionsprocedurerne, hvilket medfører en mængde uproduktiv aktivitet og tapper forskningsindsatsen for kræfter (39). Dertil kommer, at manglende investeringer i uddannelse, forskning og udvikling heller ikke kan erstattes af flere evalueringsprocedurer.

4.4.1

Derfor gentager udvalget sin indtrængende anmodning om (40), at både Kommissionen og medlemsstaterne beskæftiger sig indgående med denne problematik og bestræber sig på at skabe mere effektive procedurer, der er koordineret bedre (især i forhold til de involverede instanser og medlemsstater og disse indbyrdes imellem). Navnlig henstilles der til, at det alt for store antal ukoordinerede vertikale (samt horisontale/parallelle) godkendelses-, styrings- og kontrolinstanser (og –procedurer) reduceres.

4.5

Fremme af excellence og konkurrence. Udvalget støtter Kommissionens, medlemsstaternes og forskningsinstitutionernes indsats for især at fremme fremragende forskning eller forslag til forskningsprogrammer. Generelt er formålet hermed at opnå topresultater inden for forskning og udvikling, men også at holde på de bedste hoveder eller tiltrække dem til Europa. Dette er ganske vist forbundet med flere administrative procedurer. Desto større behov er der for en massiv reduktion af det samlede antal procedurer og for at rationalisere og forenkle dem. Talemåden »Mindre er mere« er særlig relevant i denne forbindelse.

4.6

Mere udflydende grænser mellem forskningskategorierne. Der går ikke nogen klar skillelinje mellem forskningskategorierne grundforskning, anvendt forskning og udvikling; snarere er der tale om frugtbar netværksdannelse og feedback mellem dem. Såfremt man altså i de gældende bestemmelser vil fastholde skillelinjen mellem disse kategorier, skal de berørte institutioner have tilstrækkelige skønsbeføjelser og beslutningskompetencer ved fastsættelsen af de pågældende kategoriers andele. Dette ufortalt er det en kendsgerning, at grundforskningsresultater næppe kan forudses eller planlægges, hvorimod en målrettet og nøje planlagt fremgangsmåde først kan blive operativ, når målet kan defineres, og vejen derhen er tilstrækkelig klar.

4.7

Fra naturvidenskabelig erkendelse til innovative produkter, processer og tjenesteydelser En hurtigere omsættelse af ny viden fra grundforskningen og den anvendte forskning til nye produkter, processer eller tjenesteydelser er et mål, der kræver en særlig indsats. Selvom der her er tale om ét af de mest centrale problemer, findes der desværre ikke nogen universel patentløsning på det. Alligevel er det muligt opstille nogle principper og anbefale nogle tiltag.

4.7.1

Vigtigst blandt disse er det vel nok at forbedre mobiliteten mellem den akademiske verden og industrien (jf. i den forbindelse ligeledes punkt 5.5 ff.), men også generelt at fremme den indbyrdes forståelse og samspillet mellem disse to »kulturer« (41).

4.7.2

Her har det private erhvervsliv imidlertid ligeledes en forpligtelse til at udvikle en tilsvarende virksomhedskultur og til at interessere sig mere for resultaterne inden for forskning og udvikling samt til at udvise større mod til at udvikle innovative produkter (jf. tillige punkt 4.9). Virksomhederne skal tilrettelægge deres personalepolitik således, at de enten har eller er i stand til at opbygge mindst så megen teknisk-videnskabelig kompetence, at de kan foretage selvstændige vurderinger og tilpasse sig. Virksomhederne skal ligeledes søge at skabe et klima, der fremmer innovationer, for på den måde at støtte og udnytte deres medarbejderes kreative potentiale. Knowhow kan kun overføres eller købes, hvis den findes, hvis der er kendskab til den, og hvis den forstås til fulde (42).

4.7.3

Offentligt tilgængelige online-informationssystemer, der gør det muligt for potentielle interessenter dels at komme fra et stikordsregister til europæiske forskningsresultater samt originalpublikationerne og forfatternavnene, dels at finde kontakter, ville ligeledes være et bidrag hertil. Dette forsøges allerede delvis ved hjælp af Cordis (43). Sådanne informationssystemer bør ideelt set ligeledes kunne benyttes af handicappede (44) og tage højde for ældre menneskers behov.

4.7.4

Mindst lige så vigtigt er imidlertid behovet for et samarbejde mellem forskningsinstitutioner og virksomheder, der opererer på beslægtede områder. Umiddelbar geografisk nærhed skaber gode betingelser herfor (45), da det tætte naboskab (»cluster«) medfører, at der opstår og søges kontakter og partnerskaber. Der skal tilskyndes til yderligere clusterdannelse via hertil egnede programmer. Men ligeledes må enhver indsats for på kommunalt og regionalt plan at fremme vidensoverførslen og forbedre kontaktnettet anerkendes og bakkes op. Som et mønstereksempel på dette skal der på dette sted peges på »Science Cities« (46)-initiativerne.

4.7.5

Derfor bifalder udvalget navnlig de aktuelle planer (47) om etablering af et europæisk teknologiinstitut (ETI), der skal bidrage til videreudviklingen af Fællesskabets og medlemsstaternes innovationskapacitet ved at knytte forbindelser mellem uddannelses-, forsknings- og innovationsaktiviteter på højeste niveau. ETI's primære aktivitetsområde vil ligge inden for indgåelsen af partnerskaber i videns- og forskningsfællesskaber. Udvalget henstiller til, at der i denne sammenhæng imidlertid navnlig tilskyndes til, bakkes op om og foretrækkes »bottom-up«-initiativer.

4.7.6

Generelt bør medlemsstaterne også på dette område yde større støtte. Denne bør omfatte både de nævnte »start-ups« og samarbejdet (48) mellem forskningsinstitutioner og allerede etablerede virksomheder.

4.8

Grundforskningens betydning. Sådanne støtteprogrammer må imidlertid under ingen omstændigheder skade grundforskningen. Derfor gentager udvalget sin støtte til det meget vigtige program »Idéer« og det i den sammenhæng etablerede Europæiske Forskningsråd under det 7. rammeprogram for forskningen. En ny idé kan være årsag til en hel lavine af innovationer og brede sig til en hel række tekniske områder (49). Også industrien (50) er opmærksom på grundforskningens betydning og vigtigheden af at støtte den.

4.8.1

Dette afspejles i udvalgets gentagne opfordringer til gennem tilstrækkelig støtte til de tre nødvendige søjler i innovationstrekanten, nemlig grundforskning, anvendt forskning og udvikling (produkt- og procesudvikling) at give grundforskningen den vægt, den har krav på, for på den måde at skabe optimale betingelser for gennemført succes og mere innovation.

4.9

Innovative produkter. Selv hvis alle disse henstillinger blev fulgt, ville det det stadig være op til det private erhvervsliv at virkeliggøre, producere og markedsføre innovative produkter, processer og tjenesteydelser på basis af den viden og kunnen, der er opnået ved forskning og udvikling. Dette kræver betydelige forhåndsinvesteringer og tilstrækkelig tid og er forbundet med markante markedsbestemte økonomiske risici, navnlig for SMV'erne. Men også her kan Fællesskabet og medlemsstaterne yde afgørende støtte ved at føre en overordnet set pålidelig politik, ved at fjerne administrative hindringer, gennem økonomiske — navnlig skattemæssige — incitamenter, ved tilvejebringelse af tilstrækkelige mængder risikovillig kapital, kloge, effektive og ubureaukratiske støtteprogrammer og navnlig ved hele tiden at bestræbe sig på at skabe samfundsmæssige betingelser, der fremmer teknik og innovation.

4.9.1

Den offentlige sektors indkøb af varer og tjenesteydelser kan ligeledes yde et bidrag til markedsføringen af innovative produkter (teknologier, tjenesteydelser…) og ville således samtidig gribe chancen for igangsætning af en moderniseringsbølge inden for sektoren (51).

4.10

Intellektuel ejendomsret og EF-patentet. Det er en svaghed ved EU, at der ikke findes noget EF-patent. Denne mangel resulterer i markant større omkostninger og andre barrierer for sikringen af den intellektuelle ejendomsret. Den medfører således to alvorlige ulemper, nemlig dels højere omkostninger for patentansøgninger og –beskyttelse, dels sågar tab af mulig patentbeskyttelse ved fristoverskridelse og ved, at ansøgeren opgiver.

4.10.1

Sprogproblemet. Én af vanskelighederne ved at opnå enighed om et EF-patent i EU består i problemet med sprogene. Derfor henstiller udvalget til, at problemet løses i overensstemmelse med, hvad der er den vante praksis i det internationale forskermiljø. Dette må imidlertid under ingen omstændigheder blive udnyttet til eller fortolket som et forsøg på generelt at lægge hindringer i vejen for eller begrænse den sproglige mangfoldighed i EU, som udvalget støtter (52) som et værdifuldt kendetegn på Europas kulturelle bredde.

4.10.2

Ikke-nyhedsskadelige publiceringsfrister. Samtidig gør udvalget nok en gang opmærksom på sit ønske om, at der i den forbindelse fastsættes ikke nyhedsskadelige publiceringsfrister (53), for på den måde at løse konflikten mellem forskernes behov for hurtigt at kunne publicere resultaterne af deres forskning og den begrænsning, der ligger i, at det kun er nye, hidtil ukendte opfindelser, der kan patenteres.

4.11

Den særlige situation for de nye medlemsstater. Mens de fleste nye medlemsstater generelt på den ene side kan bryste sig af den konkurrencefordel, der består af lavere lønninger — selvfølgelig så også forbundet med den ulempe, at de fleste borgere har en lavere levestandard — så lider de på den anden side under den mangel, at den infrastruktur, der er nødvendig til forskning og udvikling, stadig ikke er så udbygget.

4.11.1

Derfor har udvalget flere gange (54) henstillet til at bruge en del af midlerne fra EU's strukturfonde til udbygning af den videnskabelige infrastruktur. Her kunne også midlerne fra Den Europæiske Investeringsbank gøre stor nytte.

4.11.2

Men også de nye medlemsstater selv bør satse hårdt på så hurtigt som muligt at få lukket det førnævnte hul og derefter i anden ombæring nå 3 %-målsætningen. Generelt bør det være et prioriteret mål for EU at yde de nye medlemsstater håndfast støtte til udbygningen af deres forskningssystem og forskertalentpleje.

4.12

Innovation  (55) generelt. Hvor de hidtidige bemærkninger og henstillinger hovedsagelig har behandlet innovation som et resultat af teknisk-videnskabelige aktiviteter og initiativer, skal der her udtrykkeligt peges på de erhvervs- og forretningsmæssige samt sociale aspekter (56) ved og muligheder i innovative idéer og processer. Disse har uden tvivl lige så stor betydning for velstand, konkurrenceevne og Lissabon-strategi som det videnskabeligt-tekniske aspekt og kompletterer dette. I den foreliggende sonderende udtalelses forstand vedrører disse aspekter imidlertid i overvejende grad økonomi- og socialpolitiske spørgsmål, der vil blive behandlet særskilt i en fremtidig udtalelse om Lissabon-strategien. (Jf. tillige følgende kapitel.)

4.12.1

Udvalget bifalder i denne sammenhæng Kommissionens meddelelser  (57) (jf. tillige punkt 1.2) af 13. september 2006»Viden i praksis: en bredt funderet innovationsstrategi for EU« og af 12. oktober 2006»Et innovationsvenligt og moderne EU«, hvis generelle opfattelse udvalget fuldt og helt kan slutte op om, og som derudover på visse punkter præciseres ved nærværende udtalelse. (Den første af meddelelserne henviser selv til Aho-rapporten (58), som udvalget også støtter.) Udvalget henviser ligeledes til sine egne forslag (59) til en innovativ beskæftigelsespolitik.

5.1

Personlige aspekter — Motivation. Udvalget skal her henvise til den udtalelse (61), der specifikt er helliget behandlingen af disse spørgsmål, og endnu en gang bekræfte og understrege den holdning, der er givet udtryk for her. Som allerede før sket påpegede udvalget heri, at menneskelig kapital er den mest følsomme og værdifulde ressource for forskning, udvikling og innovation. Derfor er den vigtigste opgave at motivere unge mennesker med en teknisk-naturvidenskabelig uddannelse til at vælge forskervejen og at gøre disse uddannelser så attraktive som muligt.

5.2

Universiteter og tekniske højskoler. Af denne grund er de uddannelsessteder, der er nødvendige til formålet, en afgørende forudsætning for at kunne efterkomme behovet for gode forskere og ingeniører. Altså drejer det sig om at etablere og opretholde et tilstrækkeligt stort antal navnlig også tekniske universiteter af passende kvalitet med fremragende undervisere, og hvor forskning og undervisning forbindes med hinanden (62). De skal kunne stå distancen i konkurrence med de bedste universiteter i USA eller andre lande uden for Europa. Heraf følger, at de skal være tilstrækkeligt attraktive for de bedste studerende uden for Europa. Også her kunne ETI spille en nyttig rolle.

5.3

Mobilitet. At intern europæisk mobilitet og mobilitet i forhold til tredjelande efter endt videregående uddannelse for unge forskere og ingeniører i dag nærmest er at betragte som en nødvendig del af efteruddannelsen giver anledning til yderligere to krav:

5.3.1

Mobilitet skal belønnes og ikke straffes. Desværre er der stadig mange overenskomstmæssige og skatte- og forsikringsretlige bestemmelser samt regler om socialsikring — endda af nyere dato (63) — der bevirker det stik modsatte. Her er der behov for en systematisk og målrettet gennemgang/revision af alle relevante aspekter/hindringer. Dertil kommer, at der af hensyn til familiesammenholdet skal henses til den samlede families tarv ved en sådan gennemgang/revision.

5.3.2

Mobilitet må ikke blive den lige vej til »brain drain«. Altså bør forskernes og ingeniørernes arbejdsforhold og arbejdsmiljø, der er betingelsen for gode resultater, samt lønforhold og karrieremuligheder ligne dem, der tilbydes i de tredjelande, som i særlig grad konkurrerer med Europa.

5.4

Karriere. Idet de enkelte forskere investerer i erhvervelsen af en nødvendig bred og krævende grundlæggende og avanceret specialviden, overtager samfundet — repræsenteret ved det politiske system — ansvaret for, at disse investeringer udnyttes bedst muligt. Dette ansvar må give sig udtryk i, at samfundet sørger for passende karriere- og attraktive specialiseringsmuligheder for uddannede forskere uden fare for, at de pågældende ender i en beskæftigelsesmæssig blindgyde. Arbejdsløshed eller manglende overensstemmelse mellem uddannelse og beskæftigelse blandt kvalificerede forskere og ingeniører er spild af samfundets investeringer, afskrækker den fremtidige videnselite og medfører beskæftigelsesvalg uden for det teknisk-naturvidenskabelige område eller udvandring fra Europa!

5.4.1

Ph.d.'ere. I betragtning af, hvor lang tid det tager at gennemføre et fuldt teknisk-naturvidenskabeligt studieforløb og en efterfølgende ph.d., og i betragtning af, at ph.d.-afhandlinger på det teknisk-naturvidenskabelige område kræver evne til selvstændig tænkning og arbejdsindsats på fuld tid, bør et ph.d.-forløb også anerkendes og betales som fuldtidsarbejde (hvilket af og til også er tilfældet for ingeniørers vedkommende). Det er i flere henseender uhensigtsmæssigt i for lang tid at nægte netop de mest begavede unge forskere økonomisk uafhængighed ved utilstrækkelig betaling  (64) under deres ph.d.-forløb. Ingeniører og forskere, der kan fremvise en fuldgyldig afsluttende universitetseksamen, er ikke lærlinge eller praktikanter.

5.4.2

Med hensyn til den videre karriere er det vigtigt, at der bliver udviklet attraktive modeller for akademiske karriereforløb (tenure track) samt alternative beskæftigelsesmuligheder. Her gælder i endnu højere grad, hvad der blev bemærket sidst i foregående afsnit.

5.4.3

At give mennesker de rigtige chancer. Fremskridt og permanent innovation er også betinget af, at alle involverede er motiverede, af nye forretningsmodeller og af de rigtige ledelsesmetoder. Det handler om at give mennesker — dvs. alle ansatte på virksomheder og i forskningsinstitutioner — de bedste muligheder for at udfolde talent og selvstændigt initiativ i forhold til deres begavelse, ydeevne og kreativitet og om at skabe et socialt miljø, der støtter og fremmer deres produktivitet. Der er her tale om meget vigtige problemstillinger inden for socialpolitik, familiepolitik, driftsøkonomi og generelt inden for ledelseskultur. På ledelsesniveau har man omsider også erkendt betydningen af en fornuftig balance mellem arbejdsliv og privatliv for kreativitet og produktivitet (65).

5.5

Kontakt mellem den akademiske verden og erhvervslivet. Vidensoverførslens og erfaringsudvekslingens bedste transportmiddel er fagfolkenes hoveder. Der er gennem lang tid blevet udfoldet store bestræbelser for at skabe mere mobilitet og kontakt mellem universiteterne og forskningsinstitutionerne på den ene side og industrien på den anden. Trods de eksisterende hindringer og vanskeligheder bør disse afgjort øges.

5.5.1

Det er nemlig hidtil desværre stort set ikke lykkedes (66) at overvinde de mange hindringer herfor, det være sig overenskomstmæssige regler, rekrutteringskultur, karrierekriterier eller andet. I lyset af, at det her drejer sig om stort set velkendte problemer, bør der igen gøres et forsøg på at påvirke og/eller ændre procedurerne og på at fjerne de overenskomstmæssige hindringer. Det er imidlertid ikke kun et spørgsmål om satser og højst forskellige lønforhold, men også om forskelle i virksomhedskultur inden for industrien og den akademiske verden. Om end nogle af disse forskelle formentlig er begrundet i de to områders forskellige natur, er det ikke desto mindre en vigtig opgave at skabe markant mere permeabilitet og samarbejde på dette område. Udvalget henstiller til, at der gøres fornyede overvejelser på dette felt med henblik på alligevel at opnå positive resultater i denne vigtige sag.

5.5.2

Ud over de finansieringstekniske, skatteretlige og ansvarsretlige aspekter bør der her lægges særlig vægt på den indbyrdes mobilitet mellem den akademiske verden og erhvervslivet. Derfor gentager udvalget sin henstilling til, at der etableres et stipendie- og/eller støttesystem, der kan tilskynde til en tidsmæssigt begrænset (f.eks. ét til tre år) indbyrdes mobilitet (med garanti for tilbagevenden til det tidligere karriereforløb) mellem industrien og forskningsinstitutionerne på linje med frisemesterordningerne på det akademiske område. Dette ville ikke blot medføre bedre kendskab til og forståelse for de indbyrdes forhold og vidensoverførsel, men naturligvis også åbne op for længerevarende skift. Udvalget er ganske vist godt klar over, at heller ikke den form for tilbagevenden er uproblematisk for begge parter (67), men fordelene ved sådan et stipendium skulle gøre det muligt at løse problemerne, og dertil kommer, at de kunne blive et springbræt til et nyt karriereskridt.

—

Grundforskning, ja faktisk enhver form for langsigtet forskning og udvikling, har gavn af en tidlig offentliggørelse af resultaterne, så andre forskerhold får mulighed for at efterprøve dem. Dertil kommer, at man skal udnytte den synergi, der skabes gennem hurtig indbyrdes kommunikation i »videnskabsmiljøet«, især i tilfælde, hvor mange laboratorier arbejder på et fælles forsknings- og udviklingsprogram

—

Også det offentlige må normalt insistere på offentliggørelse af resultaterne af den forskning, det har støttet, så man kan sikre en retfærdig støttepolitik og en fair konkurrence

—

På den anden side må et firma som regel — af hensyn til konkurrencesituationen — i det mindste være interesseret i, at resultaterne af dets produktudvikling i hvert fald behandles fortroligt, indtil det kan udbyde et markedsklart produkt.

30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/28

1.1

I forbindelse med borgernes Europa er det vigtigt at gøre EU-lovgivningen klarere og lettere tilgængelig. Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen har derfor understreget det nødvendige i at kodificere retsakter, som ofte ændres, og har i en interinstitutionel aftale fastsat, at der kan anvendes en hasteprocedure. Selve indholdet i de retsakter, som kodificeres, må ikke ændres.

1.2

Kommissionens forslag stemmer helt overens med ovenstående, og EØSU kan derfor godkende det.

30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/29

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg hilser det velkommen, at Europa- Kommissionen har fremlagt en meddelelse om en reform af den europæiske markedsordning for vin. Udvalget bifalder navnlig, at Kommissionen i princippet foreslår bevarelse af en særlig markedsordning for vin, inden for hvis rammer der kan foretages en »gennemgribende reform«.

1.2

Eftersom de europæiske vine har tabt markedsandele til vine fra tredjelande, navnlig i »den nye verden«, både i det indre marked og på vigtige eksportmarkeder, er der behov for en ændring af de lovgivningsmæssige rammebetingelser for at forbedre de europæiske vines konkurrenceevne og generobre markedsandele. I den forbindelse bør Kommissionen ved reformen af den fælles markedsordning for vin og indgåelsen af aftaler om samhandelen med tredjelande i højere grad tage hensyn til den europæiske vinsektors position som verdens førende.

1.3

EØSU minder om sin udtalelse af 27./28. januar 1999 (1), der allerede dengang vurderede, at Europa-Kommissionens daværende reformforslag var utilstrækkelige. Mange af udvalgets forslag er mere relevante i dag end nogensinde før. Mange af udvalgets forslag — navnlig om konkurrenceevnen, interventionsforanstaltningerne, hensynet til de regionale forskelle og oplysningskampagner — er mere relevante i dag end nogensinde før. EØSU understreger, at vin og vinproduktion er en væsentlig og selvstændig del af europæisk kultur og livsform. I mange regioner i Europa præger vinproduktionen de sociale og økonomiske forhold.

1.4

Derfor lægger udvalget vægt på, at reformen ikke blot tager hensyn til de økonomiske konsekvenser, men også til følgerne for beskæftigelsen, den sociale struktur, miljøet — navnlig via rydningsprogrammerne — forbrugerbeskyttelsen og sundheden.

1.5

EØSU gør opmærksom på, at vinproduktion er eksistensgrundlag for 1,5 mio. overvejende små familiebrug i EU, og at mere end 2,5 mio. arbejdstagere er beskæftiget med vinproduktion i Europa, i hvert fald hvis sæsonarbejdere medregnes. Derfor vil udvalget være meget opmærksom på, at reformen satser på foranstaltninger med en positiv indvirkning på vinavlernes indtjening og beskæftigelsesmulighederne i den europæiske vinsektor.

1.6

EØSU betragter Europa-Kommissionens forslag om et nationalt budget for de vinproducerende medlemsstater som et vigtigt bidrag til større subsidiaritet og øget hensyntagen til regionale forskelle. Udvalgets forslag om en opdeling af støtteinstrumenterne til finansiering over henholdsvis fællesskabsbudgettet og det nationale budget følger dette princip og tager afstand fra initiativer til en renationalisering af vinpolitikken.

1.7

EØSU forventer, at Europa-Kommissionen foreslår konkrete foranstaltninger om forbrugeroplysning og salgsfremme rettet mod det indre marked og eksportmarkederne.

2.1

Kommissionen nævner følgende mål for reformen: Forbedring af konkurrenceevnen, styrkelse af de europæiske vines renommé, generobring af markedsandele og erobring af nye markedsandele, så enkle regler som muligt og hensyntagen til de vinproducerende regioners samfundsmæssige og politiske rolle.

2.1.1

Som et yderligere mål nævner Kommissionen opnåelse af ligevægt på markedet og udleder heraf et behov for bestemte foranstaltninger som f. eks. omfattende rydning.

2.2

Kommissionen analyserer i sin meddelelse situationen på markedet i dag, beskriver problemerne med den nuværende fælles markedsordning og udleder bestemte foranstaltninger heraf.

2.3

Kommissionen har overvejet fire tænkelige aktionsmuligheder for en reform af EU's markedsordning for vin:

2.3.1

Kommissionens vurderinger munder ud i den konklusion, at en gennemgribende reform er den af de fire aktionsmuligheder, der indebærer de fleste fordele, samt at der er behov for at bevare en særlig markedsordning for vin.

2.4

Kommissionen foreslår et valg mellem en reform i et eller to trin. I variant A skal ordningen for plantningsrettigheder afskaffes øjeblikkeligt (eller senest pr. 1. august 2010) uden overgangsregler. I variant B skal der med henblik på en strukturtilpasning gennemføres en omfattende rydning, før ordningen for plantningsrettigheder afskaffes.

2.5

Europa-Kommissionen foreslår, at følgende foranstaltninger afskaffes øjeblikkeligt:

2.6

Kommissionen foreslår, at hver enkelt vinproducerende medlemsstat får stillet et nationalt budget til rådighed, som er fastsat efter objektive kriterier. Medlemsstaterne skal med disse midler ud fra en bestemt vifte af foranstaltninger kunne finansiere de tiltag, der passer bedst til netop deres situation.

2.7

Europa-Kommissionen foreslår, at mange af disse omstillings- og omstruktureringsforanstaltninger skal gennemføres som et led i udviklingen af landdistrikterne, og at der med det formål skal overføres midler fra det særlige vinbudget til den anden søjle.

2.8

Kommissionen foreslår en grundig revision af de nugældende regler om kvalitet med henblik på at skabe bedre sammenhæng mellem EU's kvalitetspolitik og de internationale regler, navnlig TRIPs-aftalen.

2.9

Kommissionen foreslår en liberalisering af vinfremstillingsmetoderne under særlig hensyntagen til Den Internationale Vinorganisations, OIV's, standarder.

2.10

Kommissionen foreslår et forbud mod tilsætning af sukker kombineret med en fjernelse af støtten til anvendelse af koncentreret druemost samt en betydelig begrænsning af tilsætningsmængderne i de nordlige vindyrkningsområder.

2.11

Kommissionen foreslår mærkningsbestemmelserne forenklet ved udarbejdelse af ét enkelt sæt regler, der finder anvendelse på alle de forskellige vinkategorier og de særlige forhold, der gælder for hver af dem.

2.12

Kommissionen vil føre en ansvarlig politik for salgsfremme og oplysning. Alle muligheder i den gældende lovgivning skal udnyttes.

2.13

Kommissionen vil sikre, at reformen af vinordningen ligeledes indebærer forbedringer med hensyn til de miljømæssige virkninger af vindyrkning og vinfremstilling.

2.14

Kommissionen lægger vægt på, at den nye markedsordning er forenelig med WTO's regler. I den forbindelse vil de gældende interventionsforanstaltninger blive fjernet, og fremstilling af vin fra importeret most i EU og blanding af vine fra EU med vine fra lande uden for EU vil blive tilladt.

3.1

EØSU er stort set enig i de mål, som Europa-Kommissionen har anført. Udvalget mener imidlertid, at der er behov for enkelte justeringer.

3.1.1

EØSU minder om, at man i den tidligere udtalelse bl.a. anførte følgende målsætninger:

3.1.2

EØSU mener, at der er behov for en grundig undersøgelse af, om det i det hele taget stadig er muligt at opnå målsætningen om markedsligevægt, når markedet er globaliseret, og beskyttelsen mod produkter udefra er afskaffet.

3.1.3

Derfor skal der vies forbedringen af EU-producenternes konkurrenceevne særlig opmærksomhed. Det gælder om at gøre EU mere attraktiv for det private erhvervsliv, at støtte bestræbelser på at forbedre kvaliteten og om i højere grad at tage pejling af udviklingen på markedet og forbrugernes ønsker.

3.1.4

Udvalget mener, at der er behov for at konkretisere de økonomiske mål og for at supplere disse med sociale og beskæftigelsespolitiske målsætninger. I den forbindelse skal der navnlig tilstræbes en forbedring af vinbrugenes indtjeningsmuligheder. Der skal rettes særlig opmærksomhed mod de unge vinavleres muligheder for at udvikle produktionen. Der skal tages hensyn til de fuldtidsbeskæftigedes og sæsonarbejdernes beskæftigelsesmuligheder, og forudsætningerne for at tilbyde rimelige lønvilkår i sektoren skal forbedres.

3.1.5

Udvalget er kritisk over for en overdragelse af beføjelser fra Ministerrådet til Kommissionen, f. eks. i forbindelse med tilladelse til brug af nyere vinfremstillingsmetoder, eftersom Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad har forsvaret de europæiske vinproducenters interesser i forhandlinger om bilaterale aftaler.

3.1.6

EØSU mener, at der skal afsættes flere midler end de nuværende for at tage højde for det forhold, at to nye vinproducerende lande tiltræder EU.

3.2

EØSU mener, at der er behov for en nøje granskning af Kommissionens undersøgelse og af de heraf afledte foranstaltninger, eftersom Kommissionen sår tvivl om markedsaktørernes og uafhængige organisationers analyse.

3.2.1

For at opnå bedre tal om produktion, handel og forbrug som grundlag for organiseringen af vinmarkedet mener udvalget, at der er behov for bedre og mere omfattende markedsobservation. De samlede tal, som indtil videre er blevet anvendt, er vigtige, men utilstrækkelige. Der er ligeledes behov for ajourførte informationer om ændringer i produktionsstrukturerne, distributionskæden og forbrugernes adfærd.

3.2.2

Kommissionens påstand om, at de strukturelle overskud stiger, skal verificeres. Udvalget gør opmærksom på, at de voksende lagre ligeledes må ses på baggrund af den øgede produktion af kvalitetsvin.

3.3

EØSU forbeholder sig ret til en grundig gennemgang af de fire aktionsmuligheder, men kan efter en foreløbig analyse tilslutte sig det valg, der er foretaget. Der skal imidlertid foretages ændringer i den »gennemgribende reform«.

3.3.1

Udvalget kan uden forbehold tilslutte sig Europa-Kommissionens forslag om, at den særlige markedsordning for vin bevares. Inden for dens rammer skal der tages hensyn til alle markedsordningens aspekter fra produktion til konsum, herunder navnlig til foranstaltningerne til forbruger- og sundhedsbeskyttelse samt forbrugeroplysning.

3.4

EØSU mener, at den nye markedsordning for vin bør træde i kraft i 2008. Udvalget er imidlertid af den opfattelse, at der er behov for en udfasningsperiode for at give brugene mulighed for gradvis at tilpasse sig de nye rammebetingelser i det omfang, de har behov for det.

3.4.1

EØSU er fuldstændig imod at bruge mere end en tredjedel af budgettet på et rydningsprogram, eftersom midlerne herefter ikke står til rådighed til markedsforanstaltninger og/eller foranstaltninger til forbedring af konkurrenceevnen. I det omfang, den skal tilbydes de vinproducerende regioner som et frivilligt led i den samlede vifte af fællesskabsforanstaltninger, anerkender udvalget imidlertid rydningens betydning som markedsordningsinstrument (jf. nedenfor).

3.4.2

Udvalget er imod en fuldstændig liberalisering af plantningsbestemmelserne, da den bringer de økonomiske, sociale og miljøpolitiske mål i reformen og dens hensyn til landskabsbevaringen i fare. EØSU kan ikke støtte, at vindyrkningen flyttes fra vinkulturlandskaberne til arealer, hvor det er billigere at dyrke vin. Hvis ikke ordningen for plantningsrettigheder kombineret med et nyplantningsforbud skal videreføres, bør de lovgivningsmæssige rammebetingelser give mulighed for, at de vinproducerende regioner kan videreføre eller udforme deres egne regler for plantningsrettigheder i overensstemmelse med målene i den fælles markedsordning for vin.

3.4.3

Udvalget er utilfreds med, at Kommissionen ved tilrettelæggelsen af den gennemgribende reform ikke i handling følger op på sin udtalelse om, at der skal generobres markedsandele. Der mangler instrumenter og foranstaltninger til at realisere de i øvrigt prisværdige målsætninger med.

3.5

EØSU minder om sit tidligere krav om en afskaffelse af interventionsforanstaltningerne som kunstig afsætningsmulighed, og i lyset af denne målsætning påskønner udvalget forslagene.

3.5.1

Udvalget henstiller til, at de vinproducerende regioner får mulighed for at tilbyde rydning som led i et strukturprogram med sociale elementer og som en frivillig foranstaltning til de brug, der helt eller delvist ønsker at ophøre med produktionen.

3.5.2

EØSU mener ikke, at en fuldstændig fjernelse af interventionsforanstaltningerne er forsvarlig. Udvalget henstiller derfor til, at der i udfasningsperioden fra 2008 til 2010 gives mulighed for

3.5.3

EØSU mener, at forpligtelsen til destillation af biprodukter bør fastholdes for at sikre kvaliteten af vinproduktionen og undgå eventuelt misbrug.

3.5.4

EØSU mener, at det nationale budget bør omfatte foranstaltninger til kriseforebyggelse på basis af delt ansvar med vinproducenterne.

3.5.5

Udvalget mener, at det er nødvendigt at indføre nye fremadrettede instrumenter for at nå de fastsatte mål, herunder bl.a.:

3.5.6

EØSU lægger vægt på, at markedsordningens instrumenter først og fremmest bør tilgodese de brug, der ønsker at videreudvikle vinproduktionen i Europa, og ikke dem, der ophører med produktionen, uanset hvad årsagen hertil måtte være.

3.6

EØSU bifalder forslaget om et nationalt budget, fordi det imødekommer udvalgets krav, dels om at der i højere grad tages hensyn til regionale forskelle, dels om en mere konsekvent gennemførelse af subsidiaritetsprincippet inden for vinsektoren. For at forhindre renationalisering og bevare den europæiske karakter af EU's vinsektor bør man dog bibeholde en passende, konsekvent fællesskabsramme.

3.6.1

Allerede i udtalelsen CES 68/99 krævede udvalget, at medlemsstaterne burde have kompetence til at afgøre, hvilke af omstillingsprogrammets foranstaltninger de ville bruge i netop deres vindyrkningsområder. I den forbindelse bør producent- og brancheorganisationer og lignende spille en fremtrædende rolle.

3.6.2

EØSU minder om, at udvalget har krævet et særligt støtteprogram for ugunstigt stillede vindyrkningsområder, f.eks. til vinavl på skrånende og stærkt skrånende arealer. Arealer udsat for ekstreme vejrforhold bør også støttes med et sådant program.

3.6.3

Udvalget går ind for en bred vifte af foranstaltninger, der bør omfatte flere tiltag end dem, Kommissionen anfører som eksempler. EØSU henviser til udtalelsen CES 68/99, i hvilken udvalget allerede krævede en betydelig udvidelse af programmet til fremme af vinforarbejdning og -lagring samt markedsføring.

3.6.4

EØSU mener endvidere, at det nationale budget bør finansiere foranstaltninger, der er sammenhængende og indbyrdes integrerede, således at de kan få størst mulig effekt. Sådanne foranstaltninger bør integreres i kædeprojekter, fra vinmarken til forarbejdning og markedsføring af produktet. Der bør ligeledes finansieres foranstaltninger, som giver producenterne mulighed for at medforvalte potentialet og gå alternative veje. EØSU mener, at det hovedsagelig bør være sammenslutninger af vinproducenter, der skal forvalte disse projekter.

3.6.5

Tildelingen af midler til det nationale budget bør — som i forbindelse med omstruktureringen — ske i henhold til arealfordelingsnøglen. I udfasningsperioden skal der afsættes tilstrækkelige økonomiske midler til de markedsmekanismer, der er under afvikling, således at de brug, der indtil nu har benyttet foranstaltningerne, gradvis kan tilpasse sig de nye rammebetingelser.

3.6.6

Instrumenterne i det nationale budget bør defineres i den fælles markedsordning for vin. Det påhviler medlemsstaterne inden for rammerne og i henhold til deres andel af budgettet (jf. arealfordelingsnøglen) at udvælge de foranstaltninger, der kan øge deres vinproduktions konkurrenceevne. Programmerne skal indberettes til Bruxelles. Ansvaret for korrekt gennemførelse påhviler medlemsstaterne.

3.6.7

Udvalget foreslår følgende fordeling af foranstaltninger til finansiering over henholdsvis fællesskabsbudgettet og det nationale budget:

3.6.7.1

Fællesskabsforanstaltninger:

3.6.7.2

Nationalt budget:

3.7

EØSU har i adskillige udtalelser fremhævet den anden søjles betydning for den fremtidige udvikling af landdistrikterne, som vindyrkningsområderne er en del af.

3.7.1

I lyset af denne principielle målsætning går udvalget ind for, at de foranstaltninger til løsning af vinsektorens særlige problemer, der diskuteres i forbindelse med reformen af den fælles markedsordning for vin, som helhed finansieres over vinbudgettet. Derfor bør budgettet hverken beskæres ved nedskæringer eller ved overførsel af midler.

3.8

Eftersom Kommissionens forslag på dette område har meget vidtrækkende betydning, og formålet med dem i sidste ende er at afskaffe den nuværende kvalitetssystematik, forventer EØSU, at Europa-Kommissionen opstiller modeller til simulation af, hvordan forslagene kommer til at påvirke målsætningen for reformen af den fælles markedsordning for vin, både med hensyn til forbedringen af konkurrenceevnen og fremme af kvaliteten samt forbrugerbeskyttelsen.

3.8.1

EØSU kræver, at de gældende bestemmelser i TRIPs-aftalen, navnlig indførelsen af et register til beskyttelse af oprindelsesbetegnelser, gennemføres, inden der diskuteres ændringer i det gældende europæiske kvalitetssystem.

3.9

EØSU mener, at der er uoverensstemmelser i forslagene, og at de bør fjernes.

3.9.1

Udvalget mener, at det er absolut nødvendigt, at der indføres en internationalt accepteret definition af produktet vin. Dette følger ligeledes af fastlæggelsen af anerkendte produktionsmetoder.

3.9.2

At tillade enhver metode, blot den er accepteret ét eller andet sted i verden, er i modstrid med en mere udstrakt brug af OIV-standarderne som rettesnor.

3.9.3

Udvalget går ind for, at brug af OIV-standarderne som rettesnor for vinfremstillingsmetoderne inddrages mere konsekvent i den strategiske udformning af bilaterale eller internationale handelsaftaler.

3.9.4

Udvalget er imod den planlagte tilladelse til i Europa at fremstille vin af druemost eller koncentreret druemost eller til at blande produkter fra lande uden for EU med europæiske produkter.

3.10

EØSU krævede i sin udtalelse fra 1999, at der blev taget hensyn til forskellene i EU, hvad angår lokale produktionsforhold samt klima og vejrlig. Udvalget gør opmærksom på, at emnet er ømtåleligt og ikke må føre til splid i den europæiske vinsektor, endsige til at der blokeres for reformforslagene.

3.10.1

Derfor vurderer EØSU Kommissionens forslag på baggrund af udvalgets tidligere udtalelse, Kommissionens egne analyser, den foreslåede liberalisering af vinfremstillingsmetoderne, anerkendelsen af vinfremstillingsmetoder i bilaterale aftaler og af reformens målsætning, navnlig forbedringen af konkurrenceevnen og sænkningen af produktionsomkostningerne. En afvejning af fordele og ulemper i Kommissionens forslag fører udvalget frem til at støtte en principiel videreførelse af de gældende regler om anvendelse af sukker og støtte til koncentreret druemost.

3.11

EØSU's vurdering er, at forslagene er meget komplicerede, og udvalget forventer, at Europa-Kommissionen foretager en nøje simulation af følgerne af de foreslåede ændringer.

3.11.1

EØSU gør opmærksom på, at der først for nylig efter årelange diskussioner blev opnået enighed om en ændring af bestemmelserne om betegnelser. Udvalget opfordrer Europa-Kommissionen til at gøre rede for, hvilke nye synspunkter der ikke er blevet taget hensyn til i forbindelse med den netop afsluttede diskussion.

3.11.2

Udvalget støtter forenklinger af mærkningsreglerne, hvis formålet er bedre forbrugeroplysning. Ændringerne må imidlertid ikke medføre øget risiko for konkurrenceforvridninger eller vildledning af forbrugerne og et væld af retssager. I det lys bør man ligeledes se på Europa-Kommissionens forslag om frivillig angivelse af druesort og årgang for simple bordvine, hvor kravene er mindre end for landvine og kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder.

3.11.3

Udvalget gør opmærksom på, at antallet af sprog stiger i et EU, der bliver stadig større, og at dette kan medføre hindringer for samhandelen, som det ses i øjeblikket i forbindelse med angivelsen af sulfitindholdet. Mærkningen skal, når det drejer sig om obligatoriske oplysninger om f. eks. tilsætningsstoffer, kunne udformes på en sådan måde, at den er forståelig for en gennemsnitlig forbruger.

3.12

Allerede i udtalelsen CES 68/99 krævede EØSU, at oplysning om de gavnlige helbredsmæssige virkninger af et moderat forbrug af vin og om risiciene ved misbrug blev gjort til et bærende element i den nye markedsordning.

3.12.1

Da Kommissionens forslag er ret upræcise, opfordrer EØSU Europa-Kommissionen til at foreslå konkrete oplysningskampagner og salgsfremmende foranstaltninger rettet mod det indre marked og eksportmarkederne. De skal række ud over de nugældende utilstrækkelige rammer og være egnede til at generobre eller udvide markedsandele.

3.12.2

I den forbindelse skal der navnlig satses på omfattende oplysning om fordelene ved et moderat forbrug af vin som led i en sund kost og moderne livsform.

3.12.3

Den forværring af handelsbalancen, der har kunnet iagttages gennem flere år, skal standses, og der skal ske en forbedring ved etablering af eksportfremmeprogrammer.

3.13

Allerede i udtalelsen CES 68/99 krævede EØSU et mere nuanceret billede.

3.13.1

Vindyrkningsområderne er for langt de flestes vedkommende enestående kulturlandskaber, som vinavlerne bør pleje ved anvendelse af miljøskånsomme dyrkningsmetoder. Vinproduktion er en del af livskulturen i hele regioner, hvis økonomiske, sociale og kulturelle eksistens afhænger af denne produktion.

3.13.2

En reform må derfor i udstrakt grad tage hensyn til miljø, socialstruktur, infrastruktur, økonomi og livsværdi.

3.14

Allerede i udtalelsen CES 68/99 afviste EØSU, at der blev givet tilladelse til blanding af importerede produkter fra lande uden for EU med EU-produkter eller til fremstilling af vine i EU på basis af produkter fra lande uden for EU på grund af de ulemper, dette ville medføre for de europæiske producenter, og på grund af misbrugsrisiciene for forbrugerne. Udvalget beklagede, at Kommissionen ikke fremlagde forslag til en styrkelse af konkurrenceevnen i den internationale samhandel, navnlig på eksportmarkederne. Udvalget gentager kritikken i forbindelse med den planlagte reform af markedsordningen for vin.

3.14.1

I lyset af sine tidligere analyser kræver EØSU, at Kommissionen ved reformen af den fælles markedsordning for vin og navnlig i forbindelse med indgåelsen af aftaler om samhandelen med tredjelande i højere grad tager hensyn til den europæiske vinsektors position som verdens førende.

30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/35

1.1

Forslaget om ændring af to artikler i ELFUL-forordningen er den logiske følge af Det Europæiske Råds afgørelse om de finansielle overslag for perioden 2007-2013. En differentieret hensyntagen til et medlemslands økonomiske styrke ved beregningen af tildelingen af samhørighedsmidler er fornuftig. En fritagelse fra medfinansieringskravet for Portugal er acceptabel i den herskende situation.

1.2

EØSU benytter ligeledes kommissionsforslagets forelæggelse til at anstille nærmere overvejelser over Det Europæiske Råds beslutning om at nedskære ELFUL-midlerne og om at tildele flere medlemslande særregler med hensyn til størrelsen og udformningen af midlerne til udvikling i landdistrikterne.

2.1.1

Den 19. december 2005 blev EU's stats- og regeringschefer efter månedlange forhandlinger enige om den finansielle ramme for EU for årene 2007-2013. Kompromiset, der blev fastlagt i den interinstitutionelle aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 14. juni 2006, indeholdt udover bevillinger til de enkelte udgiftsområder en række yderligere bestemmelser.

2.2.1

Visse af afgørelserne vedrører udvikling af landdistrikterne, som fastlagt i forordning nr. 1698/2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), vedtaget den 20. september 2005.

2.2.2

De i december 2005 trufne afgørelser, skal nu ifølge Kommissionens forslag integreres i forordning nr. 1698/2005 (ELFUL-forordningen). Kommissionens forslag har dermed til formål at ændre ELFUL-forordningen, så tekstafsnit i denne forordning, der indtil nu har været i modstrid med den finansielle aftale fra december 2005, bringes i overensstemmelse med den finansielle aftale.

3.1.1

Kommissionen vil med sit forslag skabe sammenhæng mellem Rådets afgørelse om de finansielle overslag for perioden 2007-2013 fra 19. december 2005 og ELFUL-forordningen. Derfor skal to artikler i ELFUL-forordningen ændres. De planlagte ændringer vedrører artiklerne 69 (stk. 6) og 70.

3.2.1

Den nuværende ELFUL-forordning begrænser de samlede årlige bevillinger fra Samhørighedsfonden (inklusive ELFUL-midlerne) til et medlemsland til maksimalt 4 % af BNP i dette medlemsland (ELFUL-forordningen artikel 69, stk. 6). I Rådets afgørelse om de finansielle overslag for perioden 2007-2013 (punkt 40) begrænses de samlede årlige bevillinger fra Samhørighedsfonden til værdier mellem 3,2398 og 3,7893 % af BNP, afhængigt af det gennemsnitlige BNI pr. indbygger (bruttonationalindkomst).

3.3.1

I Det Europæiske Råds aftale om de finansielle overslag for perioden 2007-2013 fastlægges yderligere tekniske bestemmelser for ovenstående. Således skal støtteloftet sænkes med 0,09 procentpoint af BNP for hver stigning i det gennemsnitlige BNI pr. indbygger på 5 procentpoint i forhold til EU-gennemsnittet i perioden 2001-2003.

3.3.2

Det fastlægges derudover, at der foretages en revision i 2010. Konstateres det her, at det kumulerede BNP for et medlemsland i årene 2007-2009 (også som følge af valutakursændringer) afviger med mere end 5 % fra det anslåede kumulerede BNP, justeres de beløb, dette medlemsland har fået tildelt i perioden, tilsvarende. Dette sker dog kun op til et maksimumbeløb — positivt eller negativt — på i alt 3 mia. EUR.

3.3.3

Derudover fastlægges bestemmelser for den korrekte håndtering af den polske zlotys værdi.

3.4.1

ELFUL-forordningen fastslår i artikel 70, at ELFUL-midler kun gives som tilskud, og dermed er en national medfinansiering (af varierende størrelse) nødvendig. Den finansielle aftale fra december 2005 tildeler imidlertid Portugal et beløb på 320 mio. EUR indenfor rammerne af støtte til udvikling af landdistrikterne, der ikke skal medfinansieres nationalt (punkt 63). Denne aftale skal ifølge Kommissionens forslag indarbejdes i den nuværende artikel 70 i ELFUL-forordningen. Der er i stk. 4 en undtagelsesbestemmelse for regionerne i den yderste periferi og de mindre øer i Det Ægæiske Hav, ifølge hvilken ELFUL's andel kan øges til 85 %. I det samme stk. skal der nu indarbejdes en undtagelsesbestemmelse, hvorefter Portugal ikke behøver at opfylde medfinansieringskravet for ELFUL-midler for et beløb svarende til 320 mio. EUR.

4.1.1

EØSU understreger, at det er ubetinget nødvendigt med sammenhæng i retsgrundlaget. Kommissionens forslag om ændring af forordning (EF) nr. 1698/2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) er en logisk konsekvens af Rådets aftale om de finansielle overslag for perioden 2007-2013. Formuleringerne i Kommissionens forslag svarer til de i december 2005 trufne rådsafgørelser og er indarbejdet i ELFUL-forordningens struktur på konsekvent vis.

4.2.1

I forbindelse med forordningsforslaget får Europa-Parlamentet, Kommissionen, såvel som Regionsudvalget og EØSU nu mulighed for at komme med bemærkninger til indholdet i Rådets aftaler om de finansielle overslag, såfremt bestemmelserne ikke allerede er en del af den interinstitutionelle aftale.

4.3.1

EØSU har konsekvent bakket op om samhørighedsmålene, der skal styrke det økonomiske og sociale sammenhold i EU og mindske forskellene i udvikling mellem regionerne. Konvergensmålet, som er en vigtig del af samhørighedspolitikken, fastslår, at det gennem støtte til vækstfremmende faktorer er muligt for de mindst udviklede medlemslande og regioner at nærme sig EU-gennemsnittet.

4.3.2

EØSU henviser til, at samhørighedspolitikken går gennem fonde (Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Den Europæiske Socialfond (ESF), Samhørighedsfonden), og adgangen til disse midler er afhængig af regionens økonomiske styrke og situation. Regioner, der har et regionalt BNP på under 75 % af EU-gennemsnittet, er støtteberettigede ifølge konvergensmålsætningen, mens alle andre regioner har adgang til støtte inden for rammerne af målene »regional konkurrencedygtighed« og »beskæftigelse«. Blandt de 25 EU-lande er 86 regioner i 18 medlemslande konvergensregioner. Udover i 9 af de 10 nye EU-lande (undtaget Cypern) findes der konvergensregioner i Tyskland, Spanien, Frankrig, Storbritannien, Portugal, Belgien, Østrig, Grækenland og Italien.

4.3.3

EØSU bifalder bestemmelserne om en differentieret hensyntagen til et medlemslands økonomiske styrke ved beregningen af den øvre grænse for tildeling af samhørighedsmidler. En differentiering i stedet for en fast grænse på 4 % tager højde for tankegangen bag konvergensmålsætningen og udformningen af støtten, der giver relativt flere midler til de mindst udviklede medlemslande. Dermed er det også fornuftigt med en øvre grænse afhængig af et lands økonomiske styrke.

4.4.1

Den »anden søjle« i den fælles landbrugspolitik, støtte til udvikling i landdistrikterne, er efter EØSU's mening et yderst vigtigt politikområde, hvis betydning med rette er taget til i de seneste år og fortsat vil stige. Dette afspejler sig ligeledes i udtalelser fra Kommission og medlemslande, men alligevel har disse politiske hensigtserklæringer ikke på nogen måde udmøntet sig i en tilsvarende finansiel udformning af den »anden søjle« i finansieringsperioden 2007-2013. EØSU stiller sig kritisk overfor dette og vil på et passende tidspunkt behandle denne problematik nærmere.

4.4.2

Under forhandlingerne om de finansielle overslag for perioden 2007-2013 kunne flere lande opnå særregler med hensyn til størrelse og udformning af midlerne til udvikling i landdistrikterne. Af de i alt 69,75 mia. EUR til udvikling i landdistrikterne blev 4,07 mia. EUR tildelt 8 lande særskilt. Østrig fik 1,35 mia. EUR, Sverige 820 mio. EUR, Irland og Italien hver 500 mio. EUR, Finland 460 mio. EUR, Portugal 320 mio. EUR, Frankrig 100 mio. EUR og Luxembourg 20 mio. EUR. EØSU noterer sig, at denne ikke planlagte tildeling af midler er udtryk for en politisk indrømmelse, men at denne tildeling også er udtryk for engagement og betydningen af den landlige udvikling i disse lande. Udover det grundlæggende problem, der kan være forbundet med ekstraordinære bevillinger af et sådant omfang under en forhandlingsrunde, ser EØSU også en fare for, at politikken for udvikling i landdistrikterne falder fra hinanden på grund af forskellige bevillinger og forskelle i de enkelte medlemslandes engagement.

4.4.3

Med udgangspunkt i den allerede i Kommissionens rapport om situationen for landbruget i Portugal (KOM(2003) 359 endelig fra 19.6 2003) beskrevne vanskelige situation, accepterer EØSU Rådets aftale, der går ud på, at Portugal fritages for medfinansieringspligten for et beløb svarende til 320 mio. EUR. Princippet om medfinansiering af midlerne til støtte for udvikling i landdistrikterne er rigtigt, men ikke noget dogme. EØSU vil også i fremtiden se kritisk på størrelse og udformning af medfinansieringen og undtagelser herfra i hvert enkelt tilfælde.

30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/37

1.1

EØSU glæder sig over Kommissionens forslag om at ændre artikel 25 i forordningen om anprisninger, som angiver hvilken udvalgsprocedure der skal følges for at vedtage de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre forordningen.

1.2

EØSU er enig i at tilføje stk. 3 og 4 i artikel 25, da de foreskriver anvendelsen af den nye forskriftsprocedure med kontrol, når der vedtages generelle foranstaltninger med henblik på at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i forordningen om anprisninger. Ændringen er nødvendig for at gøre den procedure, de foreskriver, mere komplet.

1.3

EØSU støtter anvendelsen af den nye forskriftsprocedure med kontrol på relevante artikler i forordningen om anprisninger, da den nye procedure er klarere og mere effektiv end de tidligere bestemmelser.

1.4

EØSU mener, at forordningen om anprisning, som dækker ernærings- og sundhedsanprisninger, der forekommer i mærkning, præsentation og reklame for fødevarer, bør gennemføres øjeblikkeligt. I den forbindelse understreger EØSU betydningen af at sikre, at anvendelsen af den nye forskriftsprocedure på visse artikler af forordningen om anprisninger ikke fører til for langsommelige procedurer, der kan hæmme den effektive og rettidige gennemførelse af forordningen.

1.5

EØSU bemærker og mener, at Kommissionen i fremtiden bør tage spørgsmålet om forenkling af regelsættet vedrørende fødevaresikkerhed og forbrugerbeskyttelse op til behandling. EØSU glæder sig over Kommissionens hensigt om at revidere og ajourføre den eksisterende fødevaremærkningslovgivning (1)

1.6

EØSU bifalder indførelsen af et EU-regelsæt, som vil gavne såvel forbrugerbeskyttelsen som harmoniseringen og funktionen af det indre marked.

2.1

Rådet har bedt EØSU om at udarbejde en udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. .../... om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer (forordning om anprisninger (2)) for at bringe den i overensstemmelse med Rådets afgørelse (EF) 2006/512 om ændring af afgørelse 1999/468/EC (afgørelse om komitologi), der fastsætter procedurerne for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen. Rådets afgørelse (EF) 2006/512 indførte en ny udvalgsprocedure benævnt forskriftsprocedure med kontrol i afgørelse 1999/468/EF, da sidstnævnte kun foreskrev et begrænset antal tilfælde af procedurer i forbindelse med udøvelsen af sådanne beføjelser.

2.2

Forordningen om anprisninger, der dækker ernærings- og sundhedsanprisninger, der benyttes i mærkning, præsentation og reklame for fødevarer, henviser til forskriftsproceduren, når Kommissionen har fået overdraget gennemførelsesbeføjelser, og skal derfor tilpasses, når det er nødvendigt, til den nye forskriftsudvalgsprocedure med kontrol, som fastsat i Rådets afgørelse 1999/468/EF.

3.1

EØSU tilslutter sig principielt Kommissionens forslag om at anvende forskriftsproceduren med kontrol, når der skal vedtages generelle foranstaltninger med henblik på at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i forordningen om anprisninger.

3.2

EØSU mener, at forordningen om anprisninger vedtages på et tidspunkt, hvor bevidstheden om ernærings- og sundhedsproblemer skaber et behov for præcis og grundig information til forbrugerne. EØSU påpeger, at anprisningsforordningens succes vil afhænge af, om den kan sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og samtidig forbedre forbrugernes valgmuligheder, så indenlandske eller importerede produkter er sikre og bærer præcis og tydelig mærkning.

3.3

Forordningen om anprisninger supplerer de generelle bestemmelser i direktiv 2000/13/EF, som forbyder brug af oplysninger, der kan mislede forbrugerne eller tilskrive produkterne medicinske egenskaber, og fastsætter specifikke bestemmelser for brugen af ernærings- og sundhedsanprisninger. EØSU mener, at denne forordning er særlig relevant i dag og bør gennemføres øjeblikkeligt, da der generelt er stigende opmærksomhed på sammenhængen imellem sund livsstil og kost og et behov for informationer, som medvirker til at forbrugerne træffer »det sunde valg«

3.4

EØSU mener, at Kommissionen ud over regelsættet bør fremme informationskampagner om sundhed og ernæring i forbindelse med dens program for offentlig sundhed.

4.1

EØSU mener, at ændringerne i artikel 25 i forordningen om anprisninger, som beskriver, hvilken udvalgsprocedure der skal følges for at vedtage generelle foranstaltninger, som ændrer ikke-væsentlige bestemmelser i et basisinstrument vedtaget ved fælles beslutningstagning, er væsentlige.

4.2

EØSU mener, at de nye stykker i artikel 25 giver en mere konkret og detaljeret henvisning til de relevante artikler i Rådets afgørelse 1999/468/EF og gør proceduren mere effektiv, idet den styrker forskriftsudvalgets gennemførelsesbeføjelser. Især definerer de nye stykker mere klart, hvilke beføjelser Kommissionen er tillagt, og understreger Europa-Parlamentets og Rådets rolle i forbindelse med at kontrollere foranstaltningerne, før de vedtages.

4.3

EØSU er enig i indføjelsen af stk. 3 og 4 i artikel 25, hvor der indføres en ny kategori af procedurer i forbindelse med Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbestemmelser. Dette giver Parlamentet eller Rådet mulighed for at modsætte sig vedtagelsen af forslag til foranstaltninger, når disse overskrider Kommissionens gennemførelsesbeføjelser eller ikke overholder nærheds- og proportionalitetsprincippet.

4.4

EØSU tilslutter sig muligheden for at forkorte eller forlænge tidsfristerne for proceduren, når dette er berettiget og i ekceptionelle tilfælde (som anført i artikel 5, litra a) i afgørelse 1999/468/EF) som ændret ved afgørelse 2006/512/EF.

4.5

EØSU støtter ændringen af forordningen om anprisninger med henblik på at anvende den nye forskriftsprocedure med kontrol på artikler i denne forordning, der kræver foranstaltninger, der henhører under anvendelsesområdet for artikel 5 (forskriftsprocedure) i afgørelsen om komitologi (Rådets afgørelse 1999/468/EF).

4.5.1

Udvalget mener, at denne ændring er positiv og effektiv, da den vil anvende den nye forskriftsprocedure med kontrol, når de generelle betingelser for anvendelsen af ernærings- og sundhedsanprisninger skal fastsættes.

4.5.2

Udvalget mener, at ændringen vil bidrage til at sikre, at der bevares et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, når forordningen om anprisninger gennemføres, især i forbindelse med fastsættelsen af specifikke ernæringsprofiler, som levnedsmidler eller visse typer fødevarer skal være i overensstemmelse med, før de må bære ernærings- eller sundhedsanprisninger.

4.5.3

EØSU understreger betydningen af at konsultere forbrugergrupper og aktører fra fødevarebranchen og disses repræsentanter, når man fastsætter eller ajourfører betingelserne for anvendelsen af ernærings- og sundhedsanprisninger og når man ændrer bilaget over de tilladte anprisninger.

4.6

EØSU anbefaler, at Kommissionen i fremtiden overvejer, om man skal forenkle proceduren for at acceptere og godkende det videnskabelige grundlag for en ernæringsanprisning, der vedrører sundhedsanliggender (3). Desuden mener EØSU, at der er behov for at forenkle regelsættet inden for fødevaresikkerhed og forbrugerbeskyttelse.

4.7

EØSU understreger, at forordningen om anprisninger bør være pragmatisk, og er betænkelig ved, at visse bestemmelser vedrørende dokumentationen for anprisninger kan være unødvendigt komplekse. Udvalget finder det vigtigt at finde en balance mellem forbrugernes behov for mere videnskabelig og tydelig information og fødevareproducenternes muligheder for at udvikle og markedsføre fødevarer med for forbrugerne gavnlige og relevante egenskaber.

30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/40

1.1

EØSU mener, at indførelsen af forskriftsproceduren med kontrol i forordningen er nyttig. EØSU er enig med Europa-Kommissionen i, at det er vigtigt at forenkle og afklare EU-retten.

2.1

Sigtet med forslaget er i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. …/… om tilsætning af vitaminer og mineraler samt visse andre stoffer til fødevarer at indføre henvisninger til den nye forskriftsprocedure med kontrol i alle tilfælde, hvor Kommissionen har beføjelser til at vedtage foranstaltninger af lovgivningslignende karakter som omhandlet i artikel 2 i afgørelse 1999/468/EF om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbestemmelser, der tillægges Kommissionen, som ændret ved Rådets afgørelse 2006/512/EF.

2.2

Det er indførelsen af den nye komitologiprocedure, der nødvendiggør denne ændring. Den nye procedure er forskriftsproceduren med kontrol.

2.3

Ændringen gælder udelukkende de nødvendige ændringer, der kræves for at bringe forordningen i overensstemmelse med den nye komitologiprocedure.

3.1

EØSU mener, at indførelsen af forskriftsproceduren med kontrol i forordningen er nyttig. EØSU er enig med Europa-Kommissionen i, at det er vigtigt at forenkle og afklare EU-retten.

3.2

Forskriftsproceduren med kontrol giver mulighed for mere effektivt at ændre de ikke-væsentlige elementer i forordningen, herunder ved at lade nogle af disse bestemmelser udgå eller ved at supplere med nye ikke-væsentlige bestemmelser.

3.3

EØSU vedtog i marts 2004 en udtalelse, hvor det formulerede sin holdning til tilsætningen af vitaminer og mineraler samt visse andre stoffer til fødevarer. Da der hovedsagelig er tale om en konsolidering kræver det foreliggende forslag til ændring ikke nogen ny stillingtagen til dette emne.

3.4

De nye regler for forskriftsproceduren har været anvendt siden 23. juli 2006.

3.5

Efter at have sikret sig, at den foreliggende kodificering ikke afstedkommer nogen væsentlig ændring i forordningen og udelukkende tager sigte på at sikre tydeligheden og gennemsigtigheden i EU-lovgivningen, tilslutter EØSU sig fuldt ud denne målsætning og stiller sig i lyset af ovenstående betragtninger positivt til det foreliggende forslag.

30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/41

1.1

Udvalget erkender, at det er nødvendigt at reformere den nuværende ordning for støtte til EU's bananproducenter og udtrykker derfor tilfredshed med Kommissionens forslag. Dog må det anses for at være for tidligt at vurdere indvirkningen på producenternes indkomster som følge af den nye importordning med én enkelt toldsats, som trådte i kraft pr. 1. januar 2006 og som der ikke tages behørigt hensyn til i det foreliggende forslag;

1.2

Udvalget forslår at indføje følgende ændringer i forslagets femte betragtning:

»Ifølge afsnit III i Rådets forordning (EF) nr. 247/2006 af 30. januar 2006 om særlige foranstaltninger på landbrugsområdet i EU's fjernområder skal der fastsættes EF-støtteprogrammer for fjernområderne med særlige foranstaltninger til fordel for lokal landbrugsproduktion. Ifølge nævnte forordning skal der fremlægges en generel rapport senest den 31. december 2009. Sker der store ændringer i de økonomiske vilkår for de mennesker, der lever i fjernområderne, fremlægger Kommissionen rapporten inden da. Imidlertid forelægger Kommissionen, for at tage hensyn til den ganske specielle situation for EU's bananproducenter, en særrapport inden denne dato i tilfælde af, at der optræder en forværring af disse producenters indkomster som følge af ændringerne i importordningen. Dette instrument synes bedst tilpasset til at støtte bananproduktionen i hvert af de pågældende områder, fordi det giver fleksible og decentrale mekanismer til at støtte bananproduktionen. Muligheden for at indlemme bananstøtten i disse støtteprogrammer skulle forbedre sammenhængen mellem strategierne for støtte til landbrugsproduktionen i disse områder.«

1.3

Udvalget foreslår, at der i artikel 3, stk. 2, indsættes et nyt stykke 3 a) i artikel 28 i forordning EF nr. 247/2006:

»I tilfælde af en forværring af bananproducenternes økonomiske vilkår som følge af en ændring af importordningen forelægger Kommissionen en særlig rapport senest den 31. december 2009 eventuelt ledsaget af de nødvendige forslag.«

1.4

Udvalget foreslår at ændre artikel 30 i forordning nr. 247/2006 ved at indsætte følgende afsnit:

»Kommissionen kan give medlemsstaterne tilladelse til i deres støtteprogrammer at medtage en særlig forskudsordning for bananproducenter«.

2.1

Banansektoren er ganske speciel og er derfor genstand for en særlig markedsordning. Det specielle ligger primært i, at hovedparten af EU's produktion foregår i ultraperifere regioner, der, således som det erkendes i Traktatens art. 299, stk. 2, lider under en række særlige vanskeligheder, at produktionen kun dækker 16 % af EU-markedet og at verdensmarkedet for bananer stort set er et oligopol, idet salget af bananer kontrolleres af fem store virksomheder.

2.2

Kommissionens forslag, som blev vedtaget efter en omfattende ekstern og intern høringsproces, lægger op til en gennemgribende reform af den nuværende EU-bananstøtteordning. Den nuværende, interne støtteordning baseret på princippet om udligningsbetalinger, med en støtte der varierer hvert år afhængigt af bananprisernes niveau, skal erstattes af en støtte opdelt i nationale budgetter, der for de ultraperifere regioner indgår i de respektive POSEI-programmer og for de øvrige produktionsprogrammer i EU indgår i enkeltbetalingsordningen.

2.3

Forslaget indebærer en reform af tre EF-forordninger:

2.3.1

Forordning 404/93, den fælles markedsordning for bananer. Afsnit II (producentorganisationer og samrådsmekanismer) udgår, afsnit III (udligningsstøtteordning, operative programmer og rydningspræmie) og diverse artikler i afsnit IV og V, som er blevet forældede efter overgangen fra en toldkontingentordning til en ren toldordning, ophæves; endvidere ændres nogle artikler i afsnit V: man ophæver forvaltningskomitéen for bananer (i stedet henvises der til forvaltningskomitéen for friske frugter og grøntsager) og man ophæver bestemmelsen om forpligtelsen til at forelægge en årlig rapport i henhold til forordning 404/93.

2.3.2

Forordning 1782/2003, reform af den fælles landbrugspolitik 2003. Der ændres visse relevante artikler, så bananer, som ikke produceres i de ultraperifere områder, kommer til at indgå i enkeltbetalingsordningen. Således ændres de nationale lofter for Grækenland (+ 1,1 mio. EUR), Portugal ( + 0,1 mio. EUR) og Cypern (+ 3,4 mio. EUR). Disse medlemsstater fastsætter referencebeløbene og det hektarareal, som kan nyde godt af enkeltbetalingsordningen med udgangspunkt i en repræsentativ periode dækkende årene mellem 2000 og 2005.

2.3.3

Forordning 247/2006, POSEI-landbrugsprogrammerne. POSEI-budgetterne hæves med 278,80 mio. EUR: POSEICAN 141,1 mio. EUR, POSEIDOM 129,1 mio. EUR og POSEIMA 8,6 mio. EUR.

2.4

Udvalget mener, at Kommissionens forslag i en vis forstand lægger op til, at Kommissionen fralægger sig ansvaret for EU's bananproduktionssektor og i praksis berøver bananmarkedsordningen dens indhold og overfører den finansielle støtte til dette produkt til POSEI-programmernes samlede budget, uden at der afsættes et særskilt kapitel til bananer.

2.5

Udvalget ser positivt på, at Kommissionen foreslår en ordning med faste nationale budgetrammer, men er bange for, at det deraf følgende samlede budget ikke vil være tilstrækkeligt i tilfælde af et betydelig fald i EF-priserne som følge af den mere udstrakte markedsliberalisering, som den nye importordning vil medføre, og den forventede udvikling i denne som følge af de igangværende internationale forhandlinger.

3.1

Kommissionen bør finde frem til et alternativ for at bibeholde EF-rammen omkring bananproducentorganisationer, idet EU's bananproduktion er meget spredt, da der er tale om en lang række småproducenter, som sælger deres frugter på et marked, der er præget af skarp konkurrence, og det er derfor nødvendigt, at udbuddet koncentreres stærkt. Udvalget vurderer, at man vil kunne bibeholde EF-rammen omkring producentorganisationer ved at bevare nogle af bestemmelserne i afsnit II i forordning (EF) nr. 404/93, især artikel 5,8, og 9.

3.2

Bananer er en meget intensiv afgrøde, som kræver pleje året rundt, hvilket indebærer konstante udgifter, hovedsagelig til den omfattende arbejdskraft og brug af overrisling. Derfor er der i den nuværende ordning indført et system med forskudsbetalinger, som bør bibeholdes.

3.3

Kommissionens forslag bør være mere præcist med hensyn til indholdet af den rapport, der skal danne grundlag for relevante tiltag i tilfælde af indkomsttab for landbrugerne som følge af den nye importordning.

30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/43

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg støtter forslaget om ændring af forordning (EØF) nr. 1408/71 og håber, at det er en af de sidste eller om muligt den sidste ændring, der kræver en udtalelse. Resultatet ville være, at forordning nr. 883/2004 ville blive fuldt gældende, da Europa-Parlamentet og Rådet ville have vedtaget den nye gennemførelsesforordning, som skal erstatte forordning nr. 574/72.

1.2

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg opfordrer derfor medlemsstaterne og Europa-Parlamentet til at lette lovgivningsproceduren for den nye forordning, så den bliver mere effektiv, end tilfældet var for vedtagelsen af forordning nr. 883/2004. Det vil være det bedste bidrag, EU kan yde til Det europæiske år for arbejdstagernes mobilitet.

2.1

Siden forordningerne nr. 1408/71 og 574/72 (om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet) trådte i kraft, er de blevet ændret flere gange med henblik på at bringe dem i overensstemmelse med de lovændringer, der har fundet sted i medlemsstaterne, samt med Domstolens forskellige domme om social sikring.

2.2

Ændringerne sikrer, at koordineringen af de sociale sikringsordninger på fællesskabsplan er ajourført, så europæiske borgere, der flytter inden for EU's grænser, ikke oplever krænkelser af deres sociale sikringsrettigheder, når de udøver retten til fri bevægelighed og ophold, der er en af de grundlæggende rettigheder i EU.

2.3

Den mest omfattende ændring i koordineringen af de sociale sikringsordninger i EU's medlemsstater blev indført med Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004 (1). Denne forordning erstatter forordning nr. 1408/71, men er endnu ikke trådt i kraft, idet man afventer vedtagelsen af den forordning, som skal erstatte forordning nr. 574/72. Lovgivningsbehandlingen af forordningsforslaget om gennemførelsesbestemmelserne til forordning nr. 883/2004 (2) er allerede påbegyndt, og EØSU har for nylig vedtaget en udtalelse om det nævnte forslag (3).

2.4

EØSU har afgivet en udtalelse om forordningen om koordinering af de sociale sikringsordninger (4).

3.1

Formålet med det forordningsforslag, der her forelægges EØSU, er at ajourføre bilagene til forordning nr. 1408/71, så de afspejler de ændringer, der er blevet foretaget i medlemsstaternes nationale lovgivninger om social sikring. Målet er således at lette gennemførelsen af de fællesskabsbestemmelser, der koordinerer de nationale sociale sikringsordninger.

3.2

Der foreslås i den sammenhæng, inklusive i Kommissionens forslag, ingen ændringer til forordning nr. 574/72.

3.3

For at forenkle arbejdsdokumentet vil indholdet af de foreslåede ændringer på grund af deres forskelligartethed blive beskrevet under afsnittet med særlige bemærkninger.

4.1

Overordnet bifalder EØSU det foreliggende forslag, da ændringerne er resultatet af medlemsstaternes ønske om at lovgive på området. Enhver ændring af koordineringen af medlemsstaternes sociale sikringsordninger vil altid blive vel modtaget, hvis den er til gavn for EU's borgere og forenkler og forbedrer deres forbindelser til de forskellige offentlige myndigheder, som de skal henvende sig til for at håndhæve deres rettigheder.

4.2

Selv om gennemførelsesforordningen til forordning nr. 883/2004 er på vej til at blive vedtaget, mener EØSU, at de generelle bemærkninger, det fremsatte i udtalelsen om andre delvise ændringer til forordningerne nr. 1408/71 og nr. 574/72 (vedtaget på EØSU's plenarforsamling den 28. — 29. september 2004) (5), fortsat er aktuelle og bør tages med i betragtning, da de stadig er særdeles relevante.

4.3

Titlen på det foreliggende ændringsforslag er »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, og af Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71«.

4.4

Af forslagets artikel 1 fremgår det, at visse bilag til forordning (EØF) nr. 1408/71 ændres, men forordning nr. 574/72 nævnes overhovedet ikke. EØSU foreslår derfor, at titlen på forslaget ændres, og henvisningen til forordning nr. 574/72 fjernes, så titlen stemmer overens med indholdet.

5.1

I kraft af forslagets artikel 1 ændres bilag I, II, II a, III, IV og VI til forordning nr. 1408/71.

5.2

For at tage højde for ændringerne af den svenske lovgivning om socialforsikring og om bidrag til socialforsikringen tilpasses bilag I, del I, hvori begreberne »arbejdstager« og »selvstændige erhvervsdrivende« defineres.

5.3

Som følge af de ændringer, der er indført med den nye lovgivning om sygeforsikring i Nederlandene, ændres bilag II, del I, som omhandler den personkreds, der er omfattet af forordningen i kraft af definitionen af »familiemedlem«, som i dette tilfælde omfatter ægtefæller, registrerede partnere samt børn under 18 år.

5.4

Bilag II a) om særlige ikke-bidragspligtige ydelser ændres som følge af forskellige tilpasninger i lovgivningen om sociale pensioner i Litauen og Slovakiet. I Litauens tilfælde ændres bilaget for at tage højde for ajourføringer af den nationale lovgivning, og i Slovakiets tilfælde tilpasses lovgivningen, og retten til bidrag bevares kun for personer, der tidligere var ydelsesberettigede.

5.5

I bilag III, del A, som omhandler bestemmelser i overenskomster om social sikring, der fortsat er gældende, fjernes henvisningen i punkt 187 til den almindelige overenskomst mellem Italien og Nederlandene.

5.6

Bilag IV, del A, som omhandler de i forordningens artikel 37, stk. 1, omhandlede lovgivninger, hvorefter størrelsen af ydelser ved invaliditet er uafhængig af forsikringsperiodernes længde, ændres. Afsnittet i del A, som omhandler Slovakiet, ændres, da området nu er omfattet af Slovakiets nationale lovgivning.

5.7

Grundet ændringer i den spanske lovgivning ændres bilag IV, del B, der handler om de særordninger for selvstændige erhvervsdrivende, for hvilke der gælder særlige bestemmelser om sammenlægning af forsikringsperioder, der er tilbagelagt i en anden medlemsstat.

5.8

Bilag IV, del C, ændres i afsnittene om Slovakiet og Sverige. Dette bilag omhandler de tilfælde, hvor det ikke er nødvendigt at beregne pensionsydelsen dobbelt, da resultatet ville være det samme. I Slovakiets tilfælde er der tale om efterladtepension og i Sveriges tilfælde garantipensionen, der er betinget af bopælsperioder i Sverige.

5.9

Bilag IV, del D, der omhandler ydelser og aftaler om erhvervelse af samtidig ret til ydelser af samme art, der udbetales i henhold til lovgivningen i to eller flere medlemsstater, ajourføres som følge af ændringer i den svenske lovgivning. Ligeledes tilføjes den bilaterale overenskomst mellem Finland og Luxembourg.

5.10

Også bilag VI om særregler for anvendelsen af visse medlemsstaters lovgivning ændres. Ændringer tilføjes i afsnittene om følgende medlemsstater:

5.11

Ændringerne i de forskellige bilag under forordning nr. 1408/71 skyldes i alt væsentligt lovændringer i forskellige medlemsstater. Enhver ændring, der medfører en forbedring af EU-borgernes ydelser, vil blive hilst velkommen af EØSU.

5.12

Dog ønsker EØSU at fremhæve, at de mange bilag og specifikke forhold i forordningerne nr. 1408/71 og 883/2004 ikke er den bedste måde at opnå en forenkling af de EU-bestemmelser, der koordinerer sikringsordningerne. Formålet med udarbejdelsen af forordning nr. 883/2004 var forbedring og forenkling, og EØSU ønsker at holde dette mål for øje i det videre arbejde.

5.13

EØSU har fremlagt et forslag til forordning om ændring af forordning nr. 883/2004 for at fastlægge indholdet af bilag XI (6). Dette bilag svarer til bilag VI i forordning nr. 1408/71. EØSU bemærker, at der er en forskel imellem de to bilag i afsnittet »W. FINLAND«, som nævnes i punkt 4.10 i denne udtalelse.

5.14

I punkt 6.c).1 i bilaget til forslaget til forordningen, som er genstand for denne udtalelse, står der følgende: »... hvor en person har tilbagelagt pensionsforsikringsperioder i kraft af en beskæftigelse i en anden medlemsstat ...«. Ordlyden i afsnittet »W. FINLAND« i bilag XI til forslaget til forordning om ændring af forordning nr. 883/2004 er derimod som følger: »... hvor en person har tilbagelagt pensionsforsikringsperioder i kraft af en periode som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i en anden medlemsstat«

5.15

EØSU mener, at da de to tekster omhandler den samme situation, bør der skabes overensstemmelse imellem ordlyden i de to tekster.

30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/46

1.1

EØSU opfordrer Kommissionen til at udråbe et europæisk år for de frivillige og til hurtigst muligt at offentliggøre en hvidbog om frivillige aktiviteter og aktivt medborgerskab i Europa. På den måde vil man kunne fremhæve vekselvirkningen mellem de to fænomener samt deres omfang og betydning. Eftersom de frivillige aktiviteter for det meste foregår på lokalt niveau, skal hvidbogen bidrage til en strategi for en styrkelse af de frivillige aktiviteters europæiske dimension og for fremme af et aktivt europæisk medborgerskab og identificering med den europæiske integrationsproces.

1.2

Regeringerne og medlemsstaterne bør tilskyndes til at udforme en national politik for de frivillige aktiviteter og en strategi for, hvordan disse aktiviteter kan fremmes og anerkendes direkte. Denne nationale politik for de frivillige aktiviteter bør også etablere en infrastruktur omkring aktiviteterne. EU kan udstikke rammerne herfor og tilskynde til mere udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne.

1.3

I alle medlemsstater skal der tilstræbes juridiske rammebetingelser, der giver ret til frivillige aktiviteter uafhængigt af juridisk eller social status. Alle, der går ind i frivillige aktiviteter, herunder handicappede, skal sikres lige muligheder. I nogle medlemsstater udgør de lovgivningsmæssige rammebetingelser stadig en hindring for udviklingen af de frivillige aktiviteter og tillader derfor heller ikke mere udstrakt opbakning fra samfundets side. Undertiden bremses udviklingen endda af lovgivningsmæssige bestemmelser som beskæftigelsesforbud eller –begrænsninger. Der er behov for en undersøgelse af disse begrænsninger og for at bakke de frivillige aktiviteter op med lovgivningsmæssige rammebetingelser, der f.eks. fastsætter bestemmelser på forsikringsområdet og om godtgørelser for udlæg.

1.4

Efter udvalgets opfattelse bør ikke kun regeringerne, men også andre involverede aktører — parlamenter, regionale og lokale organer og civilsamfundets organisationer — anerkende de frivillige aktiviteters betydning og medvirke aktivt til deres fremme, fordi man på den måde fremhæver deres rolle og dermed forbedrer deres samfundsmæssige status.

Derudover vil EØSU klart og tydeligt gøre Kommissionen opmærksom på, at civilsamfundets organisationer er af afgørende betydning for tilrettelæggelsen af de frivillige aktiviteter.

1.5

Samtidig mener udvalget, at sammenhængen mellem skole og civilsamfund bør fremhæves for at fremme forberedelsen til det frivillige engagement. Derfor skal der i grundskoleforløbet satses mere på pædagogiske aktiviteter, der sigter på udvikling af social bevidsthed og engagement i løsningen af sociale problemer af generel samfundsmæssig interesse. Eksempelvis kunne man i forbindelse med et »socialt og økologisk år« give et tilbud om praktiske aktiviteter til unge fra 15 år for på den måde at tilskynde dem til vigtig og meningsfyldt beskæftigelse. Der bør tages særligt hensyn til de ngo'er, hvor børn deltager i frivillige aktiviteter for første gang i deres liv.

1.6

Endvidere bør EU i forbindelse med indsatsen for anerkendelse af ikke-formel og uformel læring, navnlig gennem EUROPASS-ordningen og henstillingerne vedrørende nøglekompetencer, lægge særlig vægt på de kompetencer, der erhverves ved frivillige aktiviteter. Indførelsen af en EUROPASS-ordning for unge ville bidrage til større anerkendelse af denne gruppes frivillige aktiviteter.

1.7

EØSU opfordrer til, at alle medlemsstater, men også EU selv, indfører en politik for frivillige aktiviteter, der omfatter en strategi for og konkrete programmer til fremme af disse aktiviteter samt forslag om specifik støtte med det formål at skabe større bevidsthed om fænomenet i offentligheden, tilskynde til indgåelse af partnerskaber mellem civilsamfundet og virksomhederne og fremme offentlighedens anerkendelse af den indsats, der ydes af frivillige og volontører. Dette kan navnlig ske via etablering af juridiske rammebetingelser, der fremmer de frivillige aktiviteter. EU kan opstille rammerne herfor, foreslå konceptuelle modeller og fremme udvekslingen af bedste praksis mellem medlemsstaterne.

1.8

Der er på europæisk plan behov for pålidelige og sammenlignelige tal om omfanget, betydningen og den socioøkonomiske værdi af de frivillige aktiviteter. Statistikken bør være baseret på en fælles definition af frivillige aktiviteter. Den bør belyse de frivilliges og volontørernes behov og motiver og navnlig også de menneskers motiver, der ikke ønsker at engagere sig. Der skal på europæisk plan gøres en indsats for at finde ud af, hvordan de frivillige aktiviteters bidrag til nationalindkomsten og deres påvirkning af samfundet kan synliggøres. Her kan Eurostat spille en rolle som koordinator og igangsætter: Alle statistiske kontorer i EU's medlemsstater bør råde over sådanne statistikker.

1.9

EØSU henstiller til, at EU's finansieringssystem, politikområder og programmer i større udstrækning end hidtil støtter de frivillige aktiviteter. I den forbindelse er der navnlig behov for en tværeuropæisk infrastruktur til støtte for de frivillige aktiviteter. I øjeblikket er den europæiske volontørtjenesteordning en støttepille for de frivillige aktiviteter i EU. Inden for ordningens rammer er allerede næsten 40.000 unge mellem 18 og 25 år virksomme fra et halvt til et helt år i 31 lande (EU-lande og partnerlande). Imidlertid finansieres også den indsats, som andre frivillige yder i udviklingslandene, af midler fra udviklingsbistanden. EØSU mener ikke, at dette er tilstrækkeligt, og kunne godt ønske sig, at EU ydede en mere aktiv, konsekvent og sammenhængende indsats for de frivillige aktiviteter og navnlig sørgede for, at ordningerne blev gjort tilgængelige for alle befolkningsgrupper og ikke længere kun var forbeholdt unge, der vil gøre tjeneste i længere perioder.

1.10

EØSU finder det endvidere ønskeligt, at der offentliggøres en henstilling specifikt om ældres frivillige aktiviteter. Den kunne f. eks. omhandle pilotprojekter om partnerskaber og erfaringsudveksling og udgøre det første skridt i en række initiativer.

1.11

Frivillige aktiviteter i forbindelse med europæiske projekter bør endvidere generelt behandles på linje med samfinansiering. I øvrigt bør udformningen af ansøgningsformularerne til europæiske projekter generelt være enklere og mere ubureaukratiske, således at de frivillige organisationer reelt bliver sat i stand til at deltage i europæiske projektudbudsrunder.

1.12

Oplysningsindsatsen skal styrkes og udvides: Det sker desværre alt for ofte, at informationerne ikke når ud til de interesserede. I den forbindelse skal alle tænkelige informationskanaler udnyttes; eksempelvis kunne der oprettes et websted med relevante informationer, som der kunne laves et link til fra alle eksisterende websteder om frivillige aktiviteter. Her har de europæiske netværk af frivillige organisationer en særlig betydning. De sikrer, at organisationerne udveksler informationer, videregiver bedste praksis og oplyser EU's institutioner om, hvilke ønsker og krav »græsrødderne« har. Netværkene bør støttes målrettet som en del af den infrastruktur, der skal fremme den frivillige indsats.

1.13

EU kan yde et vigtigt bidrag til fremme og offentlig anerkendelse af de frivillige aktiviteter ved at støtte og højtideligholde den 5. december, som FN har udråbt til Den Internationale Frivillighedsdag, og på den måde påskønne de frivilliges indsats. Det Internationale Frivillighedsår i 2001 viste, hvor vigtige officielt støttede programmer, der giver genlyd i offentligheden, er. Hvis der — som foreslået af EØSU — på europæisk plan blev udråbt et år for de frivillige, ville dette være en påskønnelse af utallige europæiske frivilliges indsats og en opmuntring for dem, hvilket ville generere en europæisk samhørighedsfølelse blandt disse mennesker.

1.14

Med henblik på at fremme anerkendelsen af det frivillige arbejdes betydning for medlemsstaternes udvikling henstiller EØSU, at der på europæisk plan vedtages et charter, der fastlægger de frivillige organisationers rolle, rettigheder og pligter. For at styrke de frivillige organisationers økonomiske situation i medlemslandene henstiller EØSU, at der i fællesskabslovgivningen indføjes hjemmel til at fritage organisationerne for betaling af moms. Begrundelse for forslaget om at fastlægge de frivillige organisationers rolle, rettigheder og pligter i et europæisk charter er først og fremmest at tilvejebringe ensartede retningslinier for de organisationer, der kan gives en særlig retlig status i forbindelse med opnåelse af særlige økonomiske og andre rettigheder.

2.1

De frivillige aktiviteter er af uvurderlig værdi for samfundet. Der er mere end 100 mio. frivillige i Europa, der i deres fritid helliger sig et utal af aktiviteter, som er til nytte for andre, og som tjener almenheden. Den indsats, som civilsamfundets organisationer yder, og som udelukkende eller for en stor dels vedkommende skyldes frivillige, anerkendes i højere og højere grad af virksomhederne, det offentlige og ikke mindst af borgerne selv (1).

2.2

De frivillige aktiviteters egentlige værdi er imidlertid langt mere omfattende end blot det at yde tjenester og tilfredsstille sociale behov. Den motivation, der ligger til grund for de frivillige aktiviteter, nemlig af egen drift at yde et bidrag til almenvellet og være med til at forme det, fremmer værdier som hensyntagen til samfundets interesse og solidaritet og skaber således en modvægt mod isolering og egoisme, der i højere og højere grad bliver typiske fænomener i det moderne samfund.

2.3

De frivillige aktiviteter er uløseligt forbundet med et aktivt medborgerskab, der — både på lokalt og europæisk niveau — er demokratiets kerne. Borgerne deltager ikke kun i samfundslivet gennem den politiske proces, men også gennem målrettet løsning af samfundsmæssige problemer. Det samfundsmæssige engagement giver dem mulighed for at omsætte et konkret ønske om handling til praksis. Den enkelte arbejder for de andre, enten i sin fritid eller ved at yde en frivillig indsats, og tjener således samfundet — i mange tilfælde ikke uden betydelig økonomisk og sundhedsmæssig risiko. Det er netop denne form for aktivt europæisk medborgerskab, der i vores samfund skaber stærk samhørighed mellem borgerne og samfundet. De frivillige aktiviteter kan derfor betragtes som et af de bedste eksempler på engagement og således som et afgørende element i, ja som forudsætningen, for et aktivt medborgerskab.

2.4

Derudover fremmer de frivillige aktiviteter den personlige udvikling, idet de på den ene side skaber social bevidsthed og på den anden side bidrager til udvikling af nøglekompetencer og færdigheder, hvilket forbedrer de frivilliges chancer på arbejdsmarkedet og deres muligheder for et samfundsmæssigt engagement. De frivillige aktiviteter giver i deres forskellige former mulighed for uformel (2) og ikke-formel læring (3), som således ud over den formelle læring (4) spiller en væsentlig rolle i realiseringen af den livslange læring.

2.5

De frivillige aktiviteter yder et væsentligt bidrag til nationalproduktet. Meget ofte forbliver dette bidrag upåagtet i de nationale statistikker, eftersom det ikke er baseret på en udveksling af varer, som kan værdiansættes i penge, og da der ikke findes nogen ensartet metode til at måle dets værdi med. Men dér, hvor værdien måles, har det vist sig, at den økonomiske værdi af de frivillige aktiviteter og deres bidrag til samfundsøkonomien er betydelig (5). I Det Forenede Kongerige anslås værdien af de frivillige aktiviteter eksempelvis til at udgøre 7,9 % af BNP, og 38 % af befolkningen deltager i sådanne aktiviteter. I Irland og Tyskland yder over 33 % af borgerne en frivillig indsats i en eller anden form, i Polen 18 %.

2.6

Desuden kan en grænseoverskridende europæisk og international volontørtjenesteordning på afgørende måde øge den mellemfolkelige solidaritet og forståelse og fremme den interkulturelle dialog. I den forbindelse støtter EØSU Kommissionens hensigt om at udvide den europæiske volontørtjenesteordning og gøre den synligere og mere effektiv.

2.7

Solidaritet og ansvarsfølelse for andre samt behovet for at gøre nytte er væsentlige motivationsårsager for de frivillige aktiviteter. De skaber sociale relationer, bidrager til sammenholdet i samfundet og fremmer livskvaliteten og det sociale fremskridt i Europa. Disse aktiviteter er således inkarnationen af værdierne i den europæiske integration, knæsat i artikel 2 i EF-traktaten og artikel 2 i EU-traktaten. Dertil kommer, at de frivillige aktiviteter er en af deltagerdemokratiets væsentlige udtryksformer, der i den europæiske forfatningstraktat er anerkendt som et af de bærende elementer i EU's demokratiske liv. De frivillige aktiviteter tjener ligesom de frivillige og volontørerne selv offentlighedens interesse og bør i alle EU's medlemsstater nyde en anerkendelse, der modsvarer denne betydning.

2.8

Allerede i 2002 beskæftigede EØSU sig i informationsrapporten »Hospice-arbejde — et eksempel på frivilligt arbejde i Europa« (ordfører: Sascha Gräfin zu Eulenburg) med emnet frivillige aktiviteter.

Derudover er frivillige aktiviteter blevet belyst fra andre synsvinkler i EØSU-dokumenter; indtil nu er der dog ikke udarbejdet nogen specifik udtalelse om emnet (6).

2.9

Også inden for EU anerkendes de frivillige aktiviteters bidrag på det sociale, kulturelle og økologiske område i stigende grad, og de frivillige organisationer inddrages mere og mere i navnlig de politiske beslutningsprocesser på f. eks. uddannelsesområdet, i problematikken om livslang læring, sundhed, forbrugerbeskyttelse, udvikling, handel osv. EØSU hilser disse initiativer velkommen, men mener, at de hidtidige fremskridt langt fra er tilstrækkelige.

2.10

EØSU bifalder i øvrigt, at de unges frivillige aktiviteter prioriteres i forbindelse med den politiske proces, som Kommissionen igangsatte i 2001, og i den åbne koordinationsmetode. Udvalget opfordrer på baggrund af de gode resultater Kommissionen til at videreudvikle de frivillige aktiviteter, idet de tværsektorielle aspekter behandles ud fra en helhedsorienteret tilgang.

2.11

Der blev på internationalt niveau sendt et signal i 2001, som FN udråbte som Det Internationale Frivillighedsår. Dette år har skabt opmærksomhed om de frivillige aktiviteter i offentligheden, og det har på ny tilskyndet folk til at engagere sig frivilligt samt påvist, hvordan engagementet kan anerkendes, støttes og fremmes fra politisk hold. På FN's initiativ højtideligholdes den 5. december hvert år som Den Internationale Frivillighedsdag. Også EU burde gøre de europæiske borgere opmærksom på denne vigtige begivenhed.

2.12

Overordnet er udvalget imidlertid af den opfattelse, at Europa-Kommissionen og medlemsstaterne bør vie de frivillige aktiviteter større opmærksomhed. Også af den grund bifalder EØSU Margot Wallströms anmodning til udvalget om at udarbejde en udtalelse om dette vigtige emne.

3.1

Frivillige aktiviteter defineres ofte forskelligt i forskningen og i praksis, og det er da også svært at rumme begrebets forskellige facetter i en enkelt definition. Der er imidlertid tre fælles uomgængelige kriterier, der går igen i de forskellige definitioner fra land til land i EU:

Det er omstridt, om regelmæssige aktiviteter er omfattet, om nabohjælp og de »tidsbanker«, der er opstået i de seneste år, også henhører under definitionen, eller om det kun er frivillige aktiviteter i formel og struktureret form, der skal tælle. De tre nævnte grundbetingelser er imidlertid et ufravigeligt krav til, at en aktivitet — det være sig en aktivitet udøvet på frivillig basis til gavn for lokalsamfundet eller en struktureret frivillig tjeneste — kan kategoriseres som en frivillig aktivitet. Det kan generelt siges, at en bred definition er den, der rummer de fleste af det frivillige arbejdes forskellige former.

3.2

Det er ikke meningen, at de frivillige aktiviteter skal erstatte betalt arbejde. Faktisk er det meget vigtigt, at lønnet arbejde ikke skal kunne erstattes af frivillige aktiviteter. Frivillige aktiviteter får deres særlige værdi gennem deres bidrag til almenvellet. Disse aktiviteter er ikke blot en social tjenesteydelse eller en erstatning for statens grundlæggende opgaver. Den grundlæggende merværdi ved frivillige aktiviteter består i:

3.3

De frivillige aktiviteter har mange former, hvilket gør en kategorisering vanskelig. Vidt forskellige samfundsgrupper engagerer sig i sådanne aktiviteter, om end i forskelligt omfang i de enkelte EU-lande: Antallet af frivillige inden for forskellige områder og deres profil (alder, oprindelse, uddannelsesniveau, etc.) varierer kraftigt fra land til land.

3.4

Ud over de formelle aktiviteter, der udøves i en specifik organisation, gøres der ligeledes en uformel indsats og findes der frivillige aktiviteter, der forbliver skjult (f.eks. ofte frivillige aktiviteter udført af indvandrere).

3.4.1

Til de forskellige former for frivillige aktiviteter hører bl.a.:

3.4.2

Derudover kan man inddele de frivillige aktiviteter efter kategorier (som f.eks. sport, kultur, det sociale område, sundhed, uddannelse, ungdomsarbejde, miljøbeskyttelse, katastrofehjælp, politik, forbrugerbeskyttelse, udviklingssamarbejde etc.)

3.5

Volontørtjenester er en særlig form for frivillige aktiviteter: De er på forhånd tidsmæssigt begrænsede og udføres ofte som den frivilliges hovedbeskæftigelse, hvor frivillige aktiviteter ellers normalt udøves ved siden af andre aktiviteter som f.eks. uddannelse eller almindeligt lønarbejde. I modsætning til frivillige aktiviteter, som udøves kontinuerligt i den frivilliges fritid, er volontørtjenesten generelt baseret på et sæt regler og forpligtelser, som er aftalt i fællesskab, og som ofte tager form af en aftale mellem de forskellige projektpartnere, herunder volontøren. Der skelnes mellem forskellige former for volontørtjenester, herunder:

Frivillige aktiviteter inkluderer alle former for frivilligt arbejde og kan beskrives som følger: Alle kan deltage, det er ulønnet, ydes frivilligt, indeholder et uddannelsesaspekt (ingen formel uddannelse) og giver en social merværdi.

Volontørtjeneste er en form for frivillig aktivitet og har følgende specifikke kendetegn: Tidsmæssig begrænsning; mål, indhold, opgaver, struktur og rammer er præcist defineret; der ydes en passende støtte, og der stilles retlige og sociale garantier.

Den statsligt organiserede volontørtjeneste er en volontørtjeneste, der organiseres af staten eller på statens anmodning, på f.eks. det sociale område eller inden for civilbeskyttelsen.

Civilarbejdstjeneste er i nogle lande et ikke-frivilligt alternativ til den militære værnepligt (7).

3.6

Der kan sondres klart mellem volontørtjenester og frivilligt arbejde, alt efter om det frivillige arbejde i henhold til FN's og ILO's definitioner udføres for non-profit-organisationer, hvor arbejdet ofte aflønnes til under markedsprisen, eller om det ikke aflønnes, men hvor der eventuelt kan ydes en godtgørelse for udgifter i forbindelse med løsningen af arbejdsopgaverne. Præciseringen af aktiviteternes juridiske status burde tage hensyn hertil for at lette situationen for de berørte parter samt de »praktikanter«, der obligatorisk i forbindelse med deres studier yder en indsats for ngo'er.

Frivilligt arbejde ifølge den definition, der er fastlagt af ILO og FN's agenturer, er arbejde af humanitær art eller med et almennyttigt formål udført i nonprofit-organisationer eller ikke-statslige organisationer af frivillige, som modtager betaling i form af aflønning. Der er tale om lønmodtagere, hvis frivillige arbejde karakteriseres ved, at lønnen er lavere end den, der er gældende på markedet — et helt grundlæggende træk ved det frivillige arbejde. Et eksempel: en logistiker i en humanitær nødhjælpsorganisation, eller en jurist i en forening til beskyttelse af flygtninges rettigheder modtager løn, men lønnen er anderledes og lavere end den, de ville kunne forvente på arbejdsmarkedet (transport eller juridisk rådgivning).

Den europæiske volontørtjenesteordning, som allerede er nævnt flere gange og fremhævet som noget, der bør udbredes og fremmes, er i virkeligheden en tjeneste, der stiller de unge til rådighed for foreninger og ngo'er ved bl.a. at godtgøre omkostningerne i forbindelse hermed (kost og logi), f.eks. ved praktikophold. På denne måde stilles de unge til rådighed som led i deres videregående uddannelse (obligatorisk praktikophold i udlandet inden for næsten alle uddannelser med en international eller europæisk dimension) for disse foreninger og ngo'er.

Unges deltagelse i humanitære eller almennyttige projekter, hvortil de modtager et fast beløb til dækning af deres udgifter, er til gensidig gavn. Hvis der skal foretages en præcisering af de juridiske forhold i forbindelse med den tildelte godtgørelse, er det vigtigt nøje at skelne mellem de forskellige former for frivilligt arbejde.

3.7

Frivilligt arbejde, som er betalt i henhold til ILO's og FN's definition, f.eks. aktiviteter udøvet af Médecins Sans Frontières, behandles ikke i nærværende udtalelse.

3.8

I de seneste år er diversiteten i de frivillige aktiviteter blevet yderligere forøget med hensyn til såvel udformning som motivation, hvilket skyldes nye samfundsmæssige værdier og samfundsudviklingen. Der er stadig større interesse for og efterspørgsel efter frivillige aktiviteter, mens finans- og budgetmidler, såvel som infrastrukturen på området ikke følger med, og anerkendelsen heller ikke stiger tilstrækkeligt.

3.8.1

For de frivillige er en meningsfuld udnyttelse af fritiden, udvikling af sociale kompetencer og mere erfaring attraktive fordele ved de frivillige aktiviteter. Indsamling af viden eller et ønske om et bedre kendskab til ens egen person og færdigheder er i stigende grad motivationsfaktorer bag unges frivillige aktiviteter, ikke mindst set i forhold til ønsket om at kunne leve op til videnssamfundets krav. Med hensyn til frivillige aktiviteter i udlandet spiller kulturelle kontakter og muligheden for at lære fremmedsprog ligeledes en rolle, når der træffes en beslutning om at udføre sådanne aktiviteter. Først og fremmest set i lyset af den europæiske samling fremmes forståelsen mellem kulturerne på denne måde. Grænseoverskridende projekter for frivillige som f.eks. »børser for frivillige« i de såkaldte euroregioner er del af en udvikling, som kan få stor betydning med henblik på udviklingen af et europæisk borgerskab.

3.8.2

Civilsamfundsorganisationer og centre for frivillige vil lettere kunne rekruttere frivillige, hvis de indstiller sig på de nye forhold, der gør sig gældende i samfundet: eksempler herpå er forandringer i ungdomskulturen, udbredelsen af internettet og mulighederne for frivilligt arbejde online, nye måder at komme i kontakt med de unge på, f.eks. via SMS, tilbud om kortfristede projekter som en introduktion for de unge, hensyntagen til nye måder at bruge fritiden på, bl.a. tidsmæssige begrænsninger hos interesserede borgere, målrettet hensyntagen til nye målgrupper som f.eks. indvandrere, langtidsarbejdsløse eller det stigende antal pensionister, der ønsker at gøre en indsats.

3.9

Sammenfattende kan det siges, at frivillige aktiviteter er et horisontalt fænomen, der berører mange forskellige politiske områder i samfundet, men som også spiller en rolle for en stor del af befolkningen. Det er imidlertid værd at bemærke, at kun få frivillige kommer fra dårligt stillede eller socialt udstødte grupper.

4.1

I den internationale faglitteratur analyseres de frivillige aktiviteters betydning hovedsagelig på baggrund af arbejdets samfundsmæssige eller økonomiske funktion. Som allerede bemærket består disse aktiviteters egentlige værdi i deres bidrag til et aktivt medborgerskab, men deres virkninger er ofte vanskelige at sætte tal på: Samfundsmæssigt engagement, følelse af at have et tilhørsforhold, identificering med samfundet, solidaritet, følelse af samfundsmæssigt medansvar og fremme af den sociale samhørighed lader sig kun vanskeligt måle direkte.

4.2

En velegnet metode, som beskrives i civilsamfundsforskningen (f. eks. Putnam, 2000) (8), er den såkaldte socialkapital, som det frivillige arbejde yder et væsentligt bidrag til. Sociale netværk, kontakter, borgernes holdninger og værdier og gensidig tillid har stor betydning for regionernes sociale (og økonomiske) udvikling. Hvis der i et bestemt område er mange civilsamfundsorganisationer og frivillige, bliver også de øvrige økonomiske og sociale indikatorer generelt mere positive. Frivillige aktiviteter øger et samfunds socialkapital væsentligt, eftersom de skaber sociale netværk og forbindelser.

4.3

De almindeligt anvendte kvantitative indikatorer for et lands udvikling (afgørende økonomiske nøgletal som vækst og budgetbalance) bør derfor suppleres med nye og alternative indikatorer, der måler socialkapitalens størrelse, den sociale samhørighed og det frivillige arbejdes bidrag hertil. Der bør ligeledes, i tråd med FN's forslag herom — inden for rammerne af de nationale statistiske systemer i håndbogen om non profit-organisationer — sættes tal på de frivillige aktiviteters økonomiske værdi.

4.4

Dette er ligeledes i overensstemmelse med målsætningen om en bæredygtig udvikling, hvis formål er et globalt system, der ud over gode økonomiske resultater også fremmer økologisk bæredygtighed, solidaritet og demokrati. Det svarer også til Lissabon-strategiens målsætning, der i forhold til den bæredygtige udvikling under ét betragter områderne økonomi, sociale forhold og miljø som uadskillelige og tilstræber en bedre udnyttelse af disse områders synergier. På alle tre områder yder de frivillige et væsentligt bidrag ved fremme af den sociale samhørighed, aktiviteter på miljøområdet og reintegration af (langtids)arbejdsløse på arbejdsmarkedet, hvilket alt sammen skal måles.

4.5

Den europæiske ungdomspagt, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd i foråret 2005, og som indgår i den reviderede Lissabon-strategi, opfordrer unge til at udøve frivillige aktiviteter (9).

4.6

I henhold til international forskning og internationale erfaringer kan frivilligt arbejde fremmes mere målrettet på forskellige områder.

4.6.1

I forbindelse med børns socialisering, uddannelse og opdragelse kan der f.eks. arbejdes målrettet henimod, at de på et senere tidspunkt bliver aktive medlemmer af fællesskabet. I denne proces spiller de organisationer, der gennemfører sociale programmer, og hvis medlemmer hovedsageligt er børn og unge, en særlig rolle.

4.6.2

Frivillige aktiviteter kan spille en særlig rolle i bekæmpelsen af ungdoms- og langtidsarbejdsløshed, samt generelt ved indtræden på arbejdsmarkedet.

Frivillige kan målrettet indsamle vigtige erfaringer og opnå viden, der er efterspurgt på arbejdsmarkedet, og opbygge et netværk af kontakter. Ud over aktiviteter på det sociale område og inden for sundhedsvæsenet, der traditionelt anses for at være et hovedområde for det frivillige arbejde, erhverver de frivillige vigtige kompetencer og viden inden for PR, kommunikation, styring af organisationer, erhvervsuddannelse osv.

De har mulighed for at afprøve diverse sociale roller, lære at tage de rigtige beslutninger, løse problemer, tilegne sig en arbejdskultur og demonstrere retfærdighedssans og lederevner. Frivillige aktiviteter er en vigtig del af den ikke-formelle og uformelle læring, og er således et vigtigt supplerende instrument i forhold til formel læring og uddannelse. De kan således forbedre de pågældende personers, navnlig de unges, muligheder på arbejdsmarkedet.

4.6.3

Inden for aktiv aldring har de frivillige aktiviteter betydning i to henseender: For det første muliggør de, at ældre medborgere fortsat kan deltage i samfundslivet, bruge deres livserfaring og føle sig nyttige. Dette har også positive virkninger i forhold til deres helbred og livskvalitet. For det andet kan de frivillige aktiviteter øge generationernes forståelse for hinanden, sætte unge og ældre i stand til at samarbejde om noget samt tale med og støtte hinanden.

4.6.4

De frivillige aktiviteter kan give forskellige marginaliserede befolkningsgrupper en chance for at blive integreret. Enten fordi frivillige engagerer sig i deres sag, eller fordi de selv vender tilbage i samfundets midte qua deres eget engagement. Denne selvstændiggørelse gennem frivillige aktiviteter er vigtig navnlig for socialt marginaliserede befolkningsgrupper og indvandrere. Desværre forhindrer lovgivningen i enkelte medlemslande denne proces; således findes der f.eks. medlemslande, hvor indvandrere ikke kan yde en indsats som frivillige eller volontører.

4.6.5

Der skal også peges på forskellige selvhjælpsgruppers betydning. Deres væsentligste kendetegn er, at mennesker med de samme problemer fra de forskelligste samfundslag finder sammen og hjælper hinanden gennem udveksling af personlige erfaringer.

4.6.6

Også virksomhederne spiller en rolle, når det drejer sig om at fremme frivillige aktiviteter. For det første erhverver deres ansatte sociale kompetencer ved frivillige aktiviteter uden for virksomhedens regi, som fremmer kreativitet og motivation. På den måde føler de sig også tættere knyttet til virksomheden. For det andet bliver virksomhederne mere og mere bevidste om deres sociale ansvar: Partnerskaber mellem lokale og nationale instanser og virksomhederne bidrager til at samle de gode kræfter lokalt og i fællesskab medvirke til samfundets udformning. Dialogen mellem arbejdsmarkedets parter, det at lære af hinanden og kollektivaftaler kan bidrage til, at frivillige aktiviteter — en del af det sociale ansvar — får større anerkendelse og støtte.

4.6.7

EØSU er bekymret over, at frivillige organisationer og aktiviteter ofte ikke anerkendes officielt, fordi der i mange medlemsstater mangler en juridisk definition af og/eller et retsgrundlag for »frivillige aktiviteter«. Dette medfører i flere tilfælde endda, at potentialet overses, når f. eks. de frivillige aktiviteter ikke anerkendes i forbindelse med integrationspolitikken over for unge, arbejdsløse eller indvandrere. De frivilliges situation er ligeledes ofte problematisk, navnlig i skattemæssig henseende, med hensyn til social sikkerhed eller ved forsikringsbegivenheder. Det må uden forbehold tilstræbes, at der fastsættes bestemmelser, der præciserer de frivilliges retsstilling, og som giver alle indbyggere i et land ret til at udøve frivillige aktiviteter. Herudover opfordres medlemsstaterne til at afhjælpe arbejdsretlige mangler, der måtte stå i vejen for frivillige hjælperes vigtige indsats for samfundet, ikke mindst i forbindelse med katastrofer. Alt for ofte er de ansatte afhængige af arbejdsgiverens velvilje for at blive fritstillet.

4.6.8

EØSU henstiller til, at de enkelte aktørers, det vil sige statens, den private sektors og de frivillige organisationers, opgaver og relationer præciseres. De frivillige aktiviteter spiller ganske vist en vigtig rolle i vores samfund, men meningen er ikke, at de skal sikre levering af basale tjenesteydelser på det sociale område eller overtage statens opgaver. Målet med de politiske tiltag må være at fremme de frivillige aktiviteter som sådan, men de må ikke instrumentaliseres, da de ellers mister deres eksistensberettigelse og særlige værdi, der baserer sig på menneskers frie valg.

4.6.9

Efter EØSU's opfattelse er det imidlertid statens opgave at sikre den nødvendige infrastruktur omkring de frivillige aktiviteter. For godt nok er disse aktiviteter gratis — men de kommer ikke af ingenting. Erfaringer fra visse europæiske lande viser, at en infrastruktur, der specifikt er tilpasset de frivillige aktiviteter, øger disses omfang og kvalitet betydeligt. Støtte til og rådgivning af de frivillige organisationer og motivering, uddannelse, støtte og vejledning af de frivillige samt eventuelle godtgørelser koster penge — men kan mere end betale sig. Her kan staten gennem en strategisk programplanlægning, PR-kampagner, og koordinering spille en aktiv rolle. Med henblik på at øge kendskabet til frivillige aktiviteter, må staten finansiere udarbejdelsen af studier og lægge stor vægt på, at bevidstheden om de frivillige aktiviteters værdi øges i uddannelsessystemet.

4.6.10

På den anden side er der behov for, at alle involverede aktører (staten og de frivillige organisationer) trækker på samme hammel, hvis de frivillige aktiviteter skal nyde fremme og dets samfundsmæssige status øges. Effektiv networking fra de frivillige organisationers side med henblik på udveksling af bedste praksis og samling af kræfterne er her af lige så afgørende betydning som et samarbejde mellem de forskellige sektorer.

EØSU's udtalelse om »Ungdomspolitik«, ordfører: van Turnhout (EUT C 28 af 28.3.2006, s. 35-41;

EØSU's udtalelese om »Programmet« Aktive unge »for perioden 2007-2013«, ordfører: Rodríguez García-Caro (EUT C 234 af 22.9.2005, s. 46-51);

EØSU's udtalelse om »Unionsborgerskab og hvorledes det kan gøres mere synligt og effektivt«, ordfører: Vever (endnu ikke ofentliggjort i EUT);

EØSU's udtalelse om »Handlingsprogram for aktivt medborgerskab«, ordfører: Le Scornet (EUT C 28 af 3.2.2006, s. 29-34).

30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/53

1.1

Den enkelte EU-borger berøres af virksomhedernes sociale ansvar, der udgør et aspekt af den europæiske sociale model. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg hilser det velkomment, at Kommissionen medtager denne vision i meddelelsen, hvori det også understreget, at princippet i »VSA afspejler EU's egne kerneværdier«. Det mener derfor, at EU's borgere bør have adgang til en så pålidelig og fyldestgørende information som muligt om virksomhedernes og regionernes erklæringer og praksis. Med fremlæggelsen af rapporter af høj kvalitet vil EU's borgere som forbrugere, sparere og borgere kunne træffe velovervejede valg. De produkter og tjenesteydelser, som kan tilbyde sociale oplysninger og sporbarhed af høj kvalitet, nyder allerede godt af en reel komparativ fordel hos investorer, forbrugere og forbrugersammenslutninger. Denne tendens vil blive stadig mere vigtig i forbindelse med en bæredygtig udvikling.

1.2

Man kunne således skabe en informationsportal om VSA i forbindelse med handlingsplanen om bedre formidling af Europa. Denne europæiske portal, som kunne samle den foreliggende information, kunne være med til at indsamle oplysninger om antallet af virksomheder og type, de behandlede spørgsmål og de involverede parter. Dette ville fremme aktørernes tilegnelse af VSA i samtlige medlemsstater. Især burde denne portal indeholde oplysninger om bedste praksis i virksomheder i de nye medlemsstater. Denne portal ville også være et redskab til en overordnet vurdering af VSA-spørgsmålet. Dette selvdeklarerende og multilaterale register, som er et nødvendigt støtteinstrument for Den Europæiske Alliance, bør modtage finansiering fra Kommissionen. Med det således udarbejdede »praksistek (1) over VSA« (katalogisering af god praksis) vil man kunne udveksle oplysninger om virksomheders og regioners gode praksis.

1.3

Da VSA bidrager til gennemførelsen af Lissabon-strategien (med hensyn til innovation, konkurrenceevne, beskæftigelsesegnethed og skabelsen af arbejdspladser) foreslår EØSU, at medlemsstaterne medtager fremme af VSA i deres nationale reformplaner og naturligvis også i deres nationale strategier for bæredygtig udvikling. Det minder om, at VSA-praksis er frivillig og supplerer respekten for arbejdsretten og den nationale sociallovgivning og underbygger i visse tilfælde de internationale arbejdsnormer. EØSU tilskynder også de offentlige myndigheder i medlemsstaterne og EU til at fremme skabelsen og udviklingen af nye aktivitetssektorer udsprunget af eller udviklet som følge af VSA-politikken. EØSU opfordrer medlemsstaterne og EU til at tilskynde virksomhederne til at indtage en ansvarlig holdning til offentlige indkøbsaftaler (politikken for det socialt og miljømæssigt bedste bud).

1.4

Der findes mange former for praksis i hele Europa, som skulle skabe bæredygtig udvikling og fremme VSA. Denne mangfoldighed er et dynamisk element, men gør en samordnet europæisk fremgangsmåde vanskelig. EØSU ser med tilfredshed på reaktiveringen af medlemsstaternes gruppe på højt plan vedrørende VSA som foreslået i meddelelsen. Den skal være et debatforum for at forbedre udvekslingen af god praksis. Men før man indleder konvergensbestræbelser, skal der foretages en ajourføring af medlemsstaternes praksis. Med denne gennemgang, som også skal omfatte den officielle politik og den eksisterende lovgivning skulle man uden at skade mangfoldigheden kunne få belyst resultaterne af den officielle politik til fremme af VSA.

1.5

Kommissionen er af den opfattelse, at europæiske virksomheder bør opføre sig ansvarligt uanset, hvor de opererer, i overensstemmelse med europæiske værdier og internationalt anerkendte normer bl.a. for anstændige arbejdsvilkår. Som en konsekvens heraf opfordrer EØSU arbejdsmarkedsparterne i multinationale virksomheder af europæisk oprindelse til at berige den transnationale sociale dialog ved at forhandle sig frem til internationale rammeaftaler om VSA. Når disse internationale rammeaftaler er baseret på respekten for principperne i ILO-erklæringen og OECD's ledende principper møntet på multinationale virksomheder, bidrager de virksomheder, der har underskrevet dem, således til at opnå milleniumudviklingsmålene.

1.6

EØSU støtter initiativer til en sektoriel social dialog, som søger at inddrage VSA i forbindelse med håndteringen af den økonomiske omstilling. EØSU opfordrer til, at de berørte sektorer sikrer sig, at disse initiativer har deltagere fra samtlige EU-medlemsstater.

1.7

EØSU mener, at VSA tjener som forbillede, når det er en integrerende del af virksomhedens strategi og gennemføres på alle niveauer. EØSU opfordrer de virksomheder, som ønsker at støtte alliancen, til at deltage fuldt og helt i dets arbejde ved bl.a. også at inddrage personalerepræsentanter, som måtte ønske det, og europæiske samarbejdsudvalg, hvor disse findes.

1.8

EØSU er tilhænger af, at den udbredelse af VSA-praksis, som Kommissionen ønsker, foregår via den mindre industri, men det opfordrer dog alle virksomhedsformer herunder også virksomheder inden for den sociale økonomi til, med respekt for deres forskelligheder, at påtage sig et socialt ansvar.

1.9

For at forbedre evalueringen opfordrer EØSU de europæiske virksomheder til at investere i udformningen og revisionen af forskellige måle- og informationsinstrumenter som f. eks. EMAS, GRI og ISO 26000. Det minder om, at certificeringen under alle omstændigheder er baseret på frivillighed og kan ikke gøres obligatorisk. For at sikre vurderings- og certificeringsorganernes legitimitet og troværdighed forekommer det væsentligt, at disse organer fastlægger deres evaluering ud fra kriterier, der er baseret på grundteksterne i den liste, som blev fastlagt af multiinteressentforummet i 2004. EØSU tilskynder disse organer til at tage initiativer til selvregulering.

1.10

EØSU konstaterer, at bilaget til Kommissionens meddelelse er udtryk for et fælles initiativ mellem Kommissionen og erhvervslivet, uden at de øvrige parter er blevet inddraget. Det mener derfor, at det er op til arbejdsgiverorganisationerne at sprede information og på såvel nationalt som lokalt plan fremme VSA-aktiviteter, der gennemføres af alliancens virksomheder.

1.11

EØSU opfordrer de eksterne aktører til at engagere sig i forummets nye møder og deltage i den åbne dialog inden for virksomheder, der støtter Alliancen. Det henstiller, at der etableres multilaterale debatfora på nationalt plan, der tager stilling til forskellige former for god praksis især de, der findes på den europæiske portal, således at man bedst muligt opfylder borgernes forventninger.

1.12

EØSU ser gerne, at man grundigt overvejer, hvordan man skal vurdere det opnåede VSA-niveau. Dette bør ske hurtigst muligt for at sikre troværdigheden af det nye initiativ, som udtrykkeligt er møntet på at opnå ekspertise. Dette kunne indgå i gennemgangen af de nationale og europæiske strategier for bæredygtig udvikling, eftersom de to begreber er omfattet af det samme koncept, nemlig virksomhedernes og regionernes samfundsmæssige ansvar på mikroplan og bæredygtig udvikling på makroplan. Dette spørgsmål bør være på dagsordenen for de indledende møder i multiinteressentforummet fastsat til slutningen af 2006, og EØSU ønsker at deltage aktivt i forummets arbejde.

1.13

EØSU foreslår, at Kommissionen udpeger et af de nærmeste år til »Europæisk år for virksomhedernes sociale ansvar«.

2.1.1

De Europæiske Råd (Lissabon 2000, Gøteborg 2001) skitserede tre aspekter af en europæisk tilgang til virksomhedernes sociale ansvar (VSA). Fra en europæisk synsvinkel er VSA en frivillig tilgang, som rækker ud over Fællesskabets regelværk, mens sidstnævnte er et obligatorisk fundament i sit sociale aspekt (arbejdsmarkedslovgivning), dets samfundsmæssige aspekt (forbrugerlovgivning) og dets miljømæssige aspekt (miljølovgivning). Der eksisterede allerede europæiske frivillige instrumenter, der dækker det miljømæssige aspekt (EMAS, Ecolabel).

2.1.2

I juli 2001 (2) offentliggjorde Europa-Kommissionen en grønbog med titlen »Fremme af en europæisk ramme for virksomhedernes sociale ansvar«, hvori VSA blev defineret. EØSU afgav en udtalelse om grønbogen i marts 2002 (3). Grønbogen opfordrede hver medlemsstat til at komme med et bidrag til dette spørgsmål. På grundlag af de modtagne bidrag vedtog Kommissionen i juli 2002 en første meddelelse om virksomhedernes sociale ansvar med titlen »Virksomhedernes bidrag til bæredygtig udvikling«. Titlen understregede, at VSA er det mikroøkonomiske aspekt af det makroøkonomiske begreb bæredygtig udvikling.

2.1.3

Kommissionen har afholdt et multiinteressentforum om VSA. Målet var at fastlægge fælles retningslinjer for VSA. Dette var en ny dialog og høringsproces, hvori deltog arbejdsmarkedets parter, forskningsorganer og andre berørte parter. Det var et enestående forsøg på at organisere en civil dialog om et tema, som Kommissionen havde formuleret. Efter langstrakte udvalgsmøder og fire plenummøder fremlagde forummet sin endelig rapport den 29. juni 2004. Forummet erkendte, at forskellige parter og ikke kun virksomhederne er involveret i bæredygtig udvikling. Rapporten indeholder ni rækker af henstillinger til virksomheder, berørte parter, offentlige myndigheder og EU-institutioner. Disse henstillinger vedrørte bevidstgørelse om og indføring i VSA, medtænkning af VSA i de enkelte aktørers arbejde og søgte at skabe et gunstigt miljø for VSA. UNICE var tilfreds med de opnåede resultater, EFS accepterede den endelige rapport med visse forbehold, og andre parter gav udtryk for deres utilfredshed. Som det påpeges i meddelelsen af 22. marts 2006»lykkedes det forummet at nå en vis enighed blandt deltagerne, men det afslørede også betydelige meningsforskelle mellem berørte parter og i og uden for erhvervslivet«.

2.1.4

Direktiv 2003/51/EF fra juni 2003 om ændring af to direktiver om henholdsvis årsregnskaber og konsoliderede regnskaber indførte muligheden for at offentliggøre ikke-finansielle nøgleresultatindikatorer bl.a. oplysninger vedrørende miljø- og personalespørgsmål. For at være med til at fremme VSA vedtog EØSU i juni 2005 en udtalelse om metoder til information om og evaluering af VSA (4).

2.1.5

En anden meddelelse med titlen »Gennemførelse af partnerskabet for vækst og beskæftigelse: At gøre Europa til et ekspertisecenter for virksomhedernes sociale ansvar« blev offentliggjort den 22. marts 2006 (5) og behandles i denne udtalelse. Til meddelelsen er føjet et bilag med titlen »Den europæiske alliance for VSA«.

2.1.6

I meddelelsen af maj 2006 om »Fremme af anstændigt arbejde for alle« (6) erkender Kommissionen, »at VSA spiller en vigtig rolle som supplement til lovgivning, kollektive forhandlinger og kontrol af arbejdsvilkårene. Den er af den opfattelse, at adfærdskodekser og andre VSA-instrumenter skal bygge på instrumenter, som man er enedes om på internationalt plan (OECD, ILO). Den opfordrer virksomhederne, den europæiske alliance for VSA og de andre berørte parter til at tage initiativer og bidrage til fremme af anstændigt arbejde for alle.« Endvidere anbefalede Rådet i juni 2006 i de integrerede retningslinjer for iværksættelsen af Lissabon-strategien medlemsstaterne til at tilskynde virksomhederne til at udvikle deres sociale ansvar.

2.1.7

I sin nye strategi for bæredygtig udvikling (7) fra juni 2006 forudser Rådet i de vejledende principper for politikken en »inddragelse af erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter« med henblik på følgende: »Styrke den sociale dialog, virksomhedernes sociale ansvar og offentlig-private partnerskaber for at fremme samarbejdet og det fælles ansvar for bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion«. I stk. 31 i denne meddelelse præciseres følgende: »Virksomhedsledere og andre nøgleinteressenter, herunder arbejdstagerorganisationer og ikke-statslige organisationer bør straks gå ind i overvejelser med politiske ledere om, hvilke mellem- og langsigtede politikker, der er behov for til bæredygtig udvikling, og foreslå, at virksomhederne går langt videre end, hvad der minimum kræves ifølge lovgivningen. Kommissionen forelægger i 2007 et forslag til, hvordan denne proces kan fremmes. Som det er fremført af« European Alliance for Corporate Social Responsibility »bør bevidstheden om og kendskabet til virksomhedernes sociale og miljømæssige ansvar øges«.

2.2.1

Meddelelsen fra marts 2006 (8) bygger på det, der er opnået tidligere, og gør VSA mere politisk synligt. I denne meddelelse støtter den nye Kommission skabelsen af den europæiske alliance for VSA og genoptager møderne i EU-interessentforummet. Hvad angår den europæiske alliance giver Kommissionen »sin støtte til lanceringen af en europæisk alliance for VSA et koncept, der bygger på bidrag fra den del af erhvervslivet, som bidrager til at fremme VSA«. Med hensyn til interessentforummet tillægger Kommissionen »fortsat dialogen med og mellem alle berørte parter den største betydning og foreslår at genindkalde til møder i interessentforummet med jævne mellemrum med det formål løbende at følge udviklingen i VSA i EU.«

2.2.2

Kommissionen understreger, at den ikke spiller en aktiv rolle i alliancen. Især medfører alliancen »ingen nye økonomiske forpligtelser for Kommissionen«. Kommissionen præciserer, at alliancen »ikke er et retsinstrument, og det skal ikke undertegnes af virksomhederne, Kommissionen eller nogen offentlig myndighed«, men en »politisk overbygning på nye og eksisterende initiativer inden for VSA fra store virksomheders, SMV'ers og berørte parters side«.

2.2.3

I et bilag, som ikke har den samme rækkevidde som meddelelsen, præsenteres alliancen som et initiativ fra erhvervslivets side baseret på partnerskab: »Europa-Kommissionen giver sin opbakning til de medlemmer af erhvervslivet, som er med til at lægge grunden til en europæisk alliance for VSA. Det er en åben alliance for virksomheder, der har samme ambition: at gøre Europa til et ekspertisecenter for VSA til støtte for en konkurrencedygtig og bæredygtig virksomheds- og markedsøkonomi. Det væsentlige ved dette initiativ er partnerskab.« Den skal være åben for alle europæiske virksomheder uanset størrelse og på frivillig basis. I efteråret 2006 var der nævnt omkring 100 virksomheder på UNICE's websted.

2.2.4

Kommissionen mener, at »da VSA grundlæggende handler om en frivillig indsats fra erhvervslivets side risikerer en tilgang med øgede forpligtelser for og administrative krav til erhvervslivet at give bagslag og ville være i strid med princippet om bedre lovgivning.« Det forekommer afgjort ikke at være foreneligt med den frivillige tilgang til VSA at pålægge nye bindende regler, men det er naturligvis klart, at en virksomhed, som er involveret i VSA som udgangspunkt, overholder loven nøje såvel i dens ordlyd som ånd, behørigt bekræftet af de kompetente myndigheder.

2.2.5

Kommissionen satser på, at dens støtte til alliancen vil gøre det muligt at gøre VSA almindeligt udbredt i europæiske virksomheder. Tillid, som er nøglen i denne proces, kan ikke dekreteres, kun kvaliteten af en virksomheds ledelse kan garantere den.

2.2.6

Virksomhedernes deltagelse i alliancen er rent deklatorisk og er ikke på nogen måde formelt forpligtende. Denne enkelhed skulle fremme en hurtig stigning i antallet af virksomheder, som betragter alliancen som en referenceflade.

2.2.7

Kommissionen »erkender, at VSA ikke kommer til at blomstre uden aktiv støtte og konstruktiv kritik fra berørte parter uden for erhvervslivet.« På denne måde vil den aktive støtte og konstruktive kritik fra parter, som ikke er en del af erhvervslivet, berige processen.

2.2.8

Alliancens eksistens skal ikke erstatte dialogen med og mellem berørte parter. For at fremme denne dialog foreslår Kommissionen »at genindkalde til møder i interessentforummet med jævne mellemrum med det formål løbende at følge udviklingen i VSA i EU«. Med disse møder vil man kunne gøre status over situationen: »Kommissionen vil revurdere VSA's udvikling i Europa om et år og følge drøftelserne i interessentforummet«. Denne udtalelse søger at fastlægge en køreplan for den næste fase i processen ved at understrege de punkter, som kan danne grundlag for henstillinger.

2.3.1.1

Kommissionen mener, at virksomheder, som skaber velstand og beskæftigelse, tilbyder varer og tjenester, som føjer en ekstra værdi til samfundet. Den opfordrer europæiske virksomheder til at »øge« deres engagement i VSA. EØSU er enig med Kommissionen i, at virksomheder, som frivilligt gør en indsats for at indføre VSA, bidrager til den fornyede Lissabon-strategi. Især kan disse frivillige VSA-praksiser hjælpe de offentlige myndigheder til at udarbejde visse integrerede retningslinjer for social integration, livslang læring, innovation og udvikling af iværksætterånd, f.eks. ved at bekæmpe diskrimination og fremme diversitet bl.a. over for personer med handicap, foregribe styrkelsen af kvalifikationer, rekruttering i dårligt stillede kvarterer og via handelskamre at yde støtte til unge virksomhedsledere, herunder også kvinder og nyligt immigrede personer.

2.3.1.2

Udvalget bekræftede i en nylig udtalelse (9), at »den europæiske sociale model står for en idé om et demokratisk, grønt, konkurrencedygtigt, solidarisk og socialt rummeligt velfærdsområde for alle Europas borgere«. Kommissionen opfordrer de europæiske virksomheder til at iværksætte VSA-foranstaltninger, som ikke umiddelbart er økonomisk rentable for dem, men som forbedrer konkurrenceevnen i Europa som helhed og bidrager til at opnå milleniumudviklingsmålene som f.eks. rekruttering af arbejdstagere fra dårligt stillede grupper, mindskelse af forureningsniveauet og bedre overholdelse af de grundlæggende rettigheder i udviklingslandene. EØSU bifalder denne form for tilskyndelse.

2.3.1.3

EØSU godkender den kobling, der gøres mellem Lissabon-strategien, bæredygtig udvikling og VSA. Men, som det anførte i en nylig udtalelse (10), er det af den opfattelse, at man bør præcisere koblingen mellem Lissabon-strategien og strategien for bæredygtig udvikling bedre. For at kunne gennemføre disse strategier er det fortsat væsentligt, at de offentlige myndigheder tager initiativer til at fastlægge en optimal ramme for vækst og innovation på makroøkonomisk plan (nationale reformplaner, nationale strategier for bæredygtig udvikling); ansvarsbevidste virksomheder indgår i denne ramme ved at handle på mikroøkonomisk plan. Virksomhedernes VSA-foranstaltninger i form af nye innovative processer og ansvarlige ledelsesstrategier bidrager således til den bæredygtige udvikling af Europa og hele verden.

2.3.2.1

Meddelelsen fra marts 2006 opfordrer alle europæiske virksomheder uanset størrelse til at engagere sig i VSA. EØSU er overbevidst om at fremme af VSA blandt SMV'er er et væsentligt led i denne udbredelse. Specifikke redskaber, som er blevet afprøvet de sidste to år, udgør et videngrundlag, som fortjener en konsekvensanalyse, så man kan følge udviklingen i disse praksiser.

2.3.2.2

I interessentforummets konklusioner blev det præciseret, at henstillingerne var stilet til alle virksomhedstyper (herunder SMV og virksomheder inden for den sociale økonomi), men i fuld respekt for deres forskelligartethed. EØSU støtter den tanke, at SMV'er og mikrovirksomheder med de rette redskaber har en rolle at spille i VSA-strategien. Det understreger endvidere, at alle virksomheder i samme grad er berørt ikke kun aktieselskaber, men også privatejede virksomheder, offentlige virksomheder, gensidige selskaber, håndværks-, industri- og landbrugskooperativer, paritetiske institutioner, sammenslutninger inden for den sociale økonomi osv. Det opfordrer alle disse former for virksomheder til at engagere sig i alliancen. VSA-initiativer er ønskelige straks ved starten af enhver virksomhed.

2.3.3.1

Meddelelsen omtaler den sociale dialog som et effektivt middel til at fremme VSA-initiativer samt europæiske samarbejdsudvalgs konstruktive rolle i udviklingen af bedste praksis. På baggrund heraf beklager EØSU, at de repræsentative organisationer i den sociale dialog på både tværfagligt og sektorielt plan ikke er blevet opfordret til at deltage i lanceringen af den europæiske alliance for VSA.

2.3.3.2

Ifølge EØSU (11) betragtes virksomheden »i den europæiske model for en social markedsøkonomi ikke udelukkende som et kapitalselskab eller et organ, der behandler kontrakter, men også og måske i særlig grad som et fællesskab, hvor der bør foregå en social dialog«. Ofte er det virksomhedsledelsen, der tager initiativ til VSA-praksiser. Bedste praksis kan ikke dog fastlægges af virksomhedsledelsen alene. EØSU mener, at VSA på europæisk plan ikke er resultatet af en filantrops afgørelse, men derimod resultatet af en dialog med alle virksomhedens levende kræfter på samtlige niveauer i hierarkiet. Det er ikke kun virksomhedslederen, men også det ledende personale og samtlige ansatte, der er berørt af VSA, især via dialogen med de eksterne aktører. VSA er sit navn værdig, når det er en integrerende del af virksomhedens strategi, og det iværksættes af samtlige aktører i virksomheden. Da VSA pr. definition er en frivillig praksis, indgår den i og rækker ud over den bindende ret.

2.3.3.3

Det er derfor, de internationale rammeaftaler om VSA er meget interessante. Disse aftaler drøftes og underskrives af ledelsen for virksomheden eller virksomhederne i gruppen og lønmodtagernes repræsentanter. Sidstnævnte er de internationale eller europæiske sektorielle sammenslutninger eller nationale fagforeninger og Det Europæiske Samarbejdsudvalg. Med underskrivelsen af aftalerne forpligter de to arbejdsmarkedsparter sig til at anvende VSA-principperne i deres virksomheders forbindelser med eksterne interessenter især underleverandører og lokale og regionale myndigheder.

2.3.3.4

EØSU er enig med det synspunkt, der fremføres i meddelelsen, at »de ansattes, deres repræsentanters og deres fagforeningers rolle i udviklingen og gennemførelsen af VSA-praksiser bør yderligere styrkes«. Det opfordrer de virksomheder, som har til hensigt at støtte alliancen, til at involvere sig fuldt ud heri også ved at inddrage de personalerepræsentanter, som ønsker det. I de tilfælde, hvor der findes europæiske samarbejdsudvalg, har disse organer også en rolle at spille i denne sammenhæng.

2.3.3.4.1

I en nylig udtalelse (12) gav EØSU udtryk for, at det »støtter virksomhedernes sociale dimension i Den Europæiske Union og de europæiske samarbejdsudvalgs rolle. Den europæiske debat har gjort det klart, at bæredygtig udvikling og den europæiske sociale model er særlige kendetegn ved Den Europæiske Union. Virksomheders sociale ansvar i den globale økonomi er en af EU's løsninger på de problemer, der følger af globaliseringen. De negative effekter af globaliseringen ville kunne afbødes, hvis alle medlemmerne af verdenshandelsorganisationen overholder ILO's grundlæggende standarder.« og »Den europæiske sociale model er ikke kun kendetegnet ved den beskyttelse, som den giver de svageste gennem velfærdssystemer, men også den respekt, som den viser for de rettigheder, der er forbundet med menneskets værdighed på alle tidspunkter og steder. I dagens Europa bør man kunne udøve sine borgerrettigheder overalt, også på arbejdspladsen og navnlig i tværnationale virksomheder.«

2.3.3.5

EØSU opfordrer virksomhederne og erhvervsuddannelsesorganer til i deres læseplaner at medtage undervisning i bæredygtigudvikling og VSA.

2.3.4.1

Kommissionen vil fortsat støtte VSA-initiativer lanceret af interessenter, bl.a. arbejdsmarkedets parter og ngo'er og især foranstaltninger truffet på sektorielt plan. Det understreger den væsentlige rolle, som udvalgene for sektoriel social dialog spiller. EØSU støtter disse initiativer. Det opfordrer disse sektorer til at sørge for, at deltagere fra alle medlemsstater inddrages i disse initiativer.

2.3.5.1

Meddelelsens mål er at »gøre Europa til et ekspertisecenter for VSA«, men siger ikke noget om, hvordan man skal vurdere det opnåede kvalitetsniveau. Men for at kunne påstå, at man har opnået et ekspertiseniveau, skal man på den ene eller anden måde kunne vurdere kvaliteten af VSA-niveauet i Europa. Udover de rapporter, som enkeltvirksomheder udsender, bør EU kunne sammenligne sig med de resultater inden for VSA, som andre regionale ekspertisecentre har opnået. Som et første skridt kunne man etablere en portal, der kan samle de foreliggende oplysninger, således at man kan udarbejde en opgørelse over antallet af virksomheder og type, de behandlede emner og de involverede parter.

2.3.5.2

For at gøre Europa til et ekspertisecenter for VSA bør den europæiske alliance arbejde på at finde de egnede instrumenter. De produkter og tjenesteydelser, som kan tilbyde sociale oplysninger og sporbarhed af høj kvalitet, nyder allerede godt af en reel komparativ fordel hos investorer, forbrugere og forbrugersammenslutninger. Denne tendens vil blive stadig mere vigtig i forbindelse med en bæredygtig udvikling.

2.3.5.3

EØSU ser gerne, at vurderingen af det opnåede VSA-niveau gøres til genstand for en grundig overvejelse. Dette bør ske så hurtigt som muligt for at sikre troværdigheden af den nye tilgang, som udtrykkelig sigter mod ekspertise. Dette spørgsmål bør være på dagsordenen for de indledende møder (ultimo 2006) i interessentforummet. På multiinteressent-forummet, som blev afholdt i Bruxelles den 7. december 2006, fremlagde Kommissionen et »kompendium« over de hidtil iværksatte initiativer vedrørende virksomhedernes sociale ansvar, som indtil videre har karakter af en fortegnelse. EØSU erklærer sig villig til at se på, hvad der hidtil er blevet gjort inden for nogle specifikke områder, og til at iværksætte et institutionelt samarbejde med Kommissionen om bl.a. forvaltningen af webportalen for det europæiske netværk om virksomhedernes sociale ansvar.

2.3.5.4

Begreberne er ikke endelig fastlagt, og der hersker ikke almindelig enighed om instrumenterne. Til trods herfor fører visse medlemsstater en politik, der tilstræber større åbenhed om virksomhedernes VSA-praksis. Uddybningen af kendskabet til medlemsstaternes nationale politikker ville være gensidigt berigende. Reaktiveringen af gruppen på højt plan vedrørende VSA som foreslået i meddelelsen er et skridt i den rigtige retning, idet de nye og fremtidige medlemsstater deltager aktivt heri. En status over de offentlige politikker til fremme af VSA burde indgå i statusen over (EU's og medlemsstaternes) europæiske strategi for bæredygtig udvikling forventet i 2007.

2.3.6.1

EØSU konstaterer med interesse, at Kommissionen har til hensigt at forbedre gennemsigtigheden og forbrugeroplysningen. Det understreger dog, at denne gennemsigtighed og information om VSA ikke skal begrænse sig til folkesundhedskrav til forbrugervarer. Forbrugerne kan være med til at tilskynde til ansvarlig produktion af varer og tjenester. Derfor skal de ikke blot have kendskab til om, hvorvidt de varer, de forbruger, opfylder de folkesundhedsmæssige krav, men også om de anvendte produktionsmetoder opfylder de sociale og miljømæssige normer. Endvidere skal alle erhvervssektorer være underlagt kravet om gennemsigtighed. Det ville være ønskværdigt, at forbrugerne vidste, hvorvidt de varer, de forbruger, opfylder betegnelsen »socialt ansvarlig«; det ville være ønskværdigt, at investorer og sparere vidste, hvorvidt de virksomheder, de investerer deres penge i, opfylder samme krav, og det er ønskværdigt, at borgerne orienteres om, hvorvidt faciliteter, infrastrukturer og andre serviceydelser er blevet konstrueret på en socialt ansvarlig måde, og især om de respekterer miljøet. Finansielle aktører viser allerede deres interesse i at give oplysninger om virksomheder udover de rent finansielle spørgsmål ved at tilbyde »socialt ansvarlige« investeringsfonde. Sammen med de agenturer, som vurderer andre end finansielle aspekter, spiller disse aktører en fremtrædende rolle, når VSA skal fremmes. Forskellige industrigrene træffer foranstaltninger til at fastlægge professionelle normer, som det f.eks. er tilfældet med byggesektoren, der har fastlagt det »høje miljømæssige krav«, mens en række sektorer, der er meget berørt af dette spørgsmål, som f.eks. aluminium-, olie- og papirindustrien er meget optaget af de miljømæssige konsekvenser af deres aktivitet. Sådanne selvregulerende foranstaltninger burde efter EØSU's opfattelse udbredes mere.

2.3.6.2

Virksomhederne anvender forskellige teknikker til at vurdere deres finansielle levedygtighed (arten og åbenheden i investeringer, regnskaber og kontrolfunktioner) og deres sociale og miljømæssige resultater (arbejdsvilkår, natur- og arealbeskyttelse i værdikæden). Uanset om de er forskellige eller komplementære, bør de skabe en synergi.

2.3.6.3

For at sikre evaluerings- og certificeringsorganernes legitimitet og troværdighed er åbenhed om principperne nødvendig. Virksomhederne bør vide, på hvilket grundlag de vurderes. Derfor ser EØSU med tilfredshed på offentliggørelsen af principperne for socialt ansvarlige investeringer (13). Det er væsentligt, at disse organer fastlægger deres evaluering ud fra kriterier, der er baseret på grundteksterne i den liste, som blev fastlagt af interessentforummet i 2004. Organerne bør udvise størst mulig åbenhed. CSRR-QS-standarden var et forsøg på. selvregulering af professionen. EØSU tilskynder til, at man fortsætter ad denne vej. I en nylig udtalelse (14) opfordrede EØSU de europæiske virksomheder til at investere i udformningen og revisionen af forskellige måle- og informationsinstrumenter som f. eks. EMAS, GRI og ISO 26000. EØSU understreger, at det må undgås, at de internationale normer omdefinerer virksomhedernes sociale ansvar og reducerer det til en simpel håndhævelse af lovregler, når virksomhedernes sociale ansvar af natur eller baseret på frivillige initiativer og ikke lovgivning. Det henstiller til de nationale repræsentanter, der udarbejder ISO 26000 retningslinjerne, at man fremmer den europæiske definition af virksomhedernes sociale ansvar, som opfylder loven, men rækker endnu videre. Uanset vigtigheden af det arbejde, som vurderingsorganerne udfører, bør virksomhederne ikke være forpligtet til at underkaste sig private normer, hvis kontrol er bekostelig for SMV. Når instrumenterne kan underkastes en certificering, er den baseret på virksomhedernes frivillig medvirken og kan under ingen omstændigheder gøres obligatorisk.

2.3.6.4

I meddelelsen understreges det, at »eksterne berørte parter, herunder ngo'er, forbrugere og investorer bør spille en vigtigere rolle i forbindelse med tilskyndelse til og belønning af ansvarlig forretningspraksis.« De skal også kunne komme med advarsler. Dette betyder, at informationen af eksterne parter bør være af god kvalitet. Meddelelsen opfordrer virksomheder, som støtter alliancen, til at gøre VSA-information tilgængelig for alle berørte parter, herunder for forbrugere, investorer og en bredere offentlighed og opfordrer store virksomheder til at præsentere deres VSA-strategier, initiativer og resultaterne heraf eller bedste praksis på en måde, der er let tilgængelig for offentligheden. Med hensyn til information om VSA henviser EØSU til sit forslag (15) om at oprette en europæisk informationsportal om store virksomheders VSA-praksis. Da en tredjeparts analysering af dataene kunne forbedre informationen og sikre åbenhed foreslog EØSU, at dataene fra virksomhederne blev analyseret af en betroet tredjepart f.eks. en europæisk institutionel observatør. Denne analyse kunne foretages efterfølgende på grundlag af den europæiske portals data.

2.3.6.5

Endvidere præciseres det i meddelelsen, at virksomhederne ikke pålægges nogen formelle krav om erklæring af støtte til alliancen, og Europa-Kommissionen vil ikke etablere en liste over virksomheder, som støtter den. I dag syv måneder efter lanceringen af alliancen præsenteres den kun på UNICE's, CSR Europe's og en række nationale arbejdsgiverorganisationers netside. EØSU beklager, at information om alliancen ikke er tilgængelig, og at man ikke samlet giver de berørte parter adgang til sådan information.

2.3.7.1

En ansvarlig virksomhed kan opnå en konkurrencemæssig fordel ved at forbedre sit image, hvilket især er interessant for virksomheder inden for sektoren for forbrugsvarer.

2.3.7.2

Ansvarlige virksomheder danner en god grobund for innovation og kreativitet. Deres produkter og tjenesteydelser er af større kvalitet og værdi for forbrugeren. Dette kan også resultere i komparative fordele.

2.3.7.3

Ved at foregribe risici kan etableringen af en integreret VSA-proces føre til en bedre styring endog forhindring af kriser som følge af uretmæssig brug af betroede midler og industrielle og teknologiske risici. F.eks. sker der færre ulykker, når personalet er i sikkerhed på arbejdspladsen, fordi det er velinformeret og de nødvendige investeringer er blevet gjort. Således kan VSA-praksis fører til en håndgribelig mindskelse af kendte og forudsigelige risici. EØSU konstaterer med interesse, at visse forsikringsselskaber tager hensyn hertil i deres takstfastsættelse og opfordrer hele den finansielle sektor til at gøre det samme.

2.3.7.4

Anvendelsen af VSA-principper resulterer i, at virksomheden forbedrer sin beslutningsproces og ledelse, hvilket forbedrer dets resultater på lang sigt. En forvaltning af de menneskelige ressourcer, som indbefatter livslang læring og fastholdelsen af ældre arbejdstagere, sætter virksomhederne i stand til at udnytte deres menneskelige kapital optimalt og fremmer en aktiv aldring. EØSU ser med interesse på de initiativer, som statsautoriserede revisorer i Europa har taget til at fremme ansvarlig forvaltning ved at sikre, at kvaliteten af informationen om miljøspørgsmål og personalespørgsmål indgår som en naturlig del af de strategiske analyser af virksomheder.

2.3.7.5

EØSU påpeger, at konkurrenceevnen på lang sigt ofte er resultatet af aktioner, der har sin pris på kort sigt. Det opfordrer virksomhederne til ikke kun at fokusere på den umiddelbare rentabilitet.

2.3.7.6

Det opfordrer medlemsstaterne og EU til at tilskynde til en ansvarlig holdning hos virksomheder, som deltager i offentlige indkøb (politikken for bedste sociale og miljømæssige bud).

2.3.7.7

På makroøkonomisk plan resulterer løsningen af sociale og miljømæssige problemer i skabelsen og udviklingen af nye aktivitetsområder, hvilket åbner nye muligheder for økonomisk udvikling og jobskabelse. Dette indbefatter ECO-effektivitet, individuelle tjenester og sammenhængen mellem byplanlægning og transport. EØSU opfordrer de offentlige myndigheder i medlemsstaterne og EU til at fremme skabelsen og udviklingen af disse sektorer.

2.3.8.1

Selv om der er blevet gjort en indsats i visse af de nye medlemsstater, stammer de virksomheder, som påstår at være up to date med hensyn til VSA, hovedsageligt fra de gamle medlemsstater.

2.3.8.2

EØSU anser det for væsentligt, at man udbreder kendskabet til de former for bedste praksis, der følges af virksomheder i de nye medlemsstater især SMV og gør bedst mulig brug af dem.

2.3.8.3

På grund af forskelle i den økonomiske og kulturelle kontekst kan virksomhederne i de nye medlemsstater utvivlsomt lære meget af erfaringerne i virksomheder beliggende i regioner med lignende karakteristika. Når socialt ansvarlige foranstaltninger gennemføres i lande, som ikke har nogen lang erfaring med social markedsøkonomi, kan sådanne initiativer virke inspirerende især for aktører i lande, som har en lignende historie.

2.3.8.4

Det er derfor særlig vigtigt, at virksomheder i alle de eksisterende og fremtidige EU-medlemsstater får information om bedre praksis i virksomheder i de nye medlemsstater.

2.3.8.5

Endvidere bør man fremme informationen af offentligheden, herunder forskellige interessegrupper, om bæredygtig virksomhedsdrift, for tempoet og kvaliteten i VSA-aktiviteternes gennemførelse afhænger i høj grad, hvor aktivt deltagende disse er.

2.3.9.1

EØSU bakker op om Kommissionens tilgang, idet den fortsat vil fremme VSA globalt med det formål at maksimere virksomhedernes bidrag til opnåelse af FN's millenium-udviklingsmål. Det støtter ligeledes Kommissionens fremgangsmåde med hensyn til internationale benchmarks for ansvarlig forretningspraksis, nemlig: tilskynde til gennemførelsen af ILO's trepartsprinciperklæring vedrørende multinationale virksomheder og socialpolitik, OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder, FN's globale pagt (Global Compact) og principper for social ansvarlige investeringer samt andre referenceinstrumenter og –initiativer, fremme høje miljøstandarder, styrke den bæredygtige udviklings dimension i bilaterale handels- og samarbejdsaftaler, anvende handelsincitamenter som middel til at fremme overholdelse af de grundlæggende internationale menneske-/arbejdstagerrettigheder, miljøbeskyttelse og forvaltningspraksis, øge samarbejdet med ILO for at fremme rimelige arbejdsvilkår, fremme VSA som led i den nye strategi for Afrika og følge andre relevante internationale processer som f.eks. den særlige FN-repræsentants indsats, vejledende ISO-standarder, Kimberley-processens certificeringsordning. Disse initiativer er endnu vigtigere, fordi de for visse lande kan betyde starten på en effektiv sociallovgivning.

2.3.9.2

EØSU mener, at de toldfrie eksportzoner, der findes for at skabe et attraktivt investeringsklima, under ingen omstændigheder bør overskride de grænser, der er fastsat af den nationale arbejdslovgivning. At vigte sig af, at man i disse zoner overholder VSA kan på ingen måde erstatte respekten for samlingen af grundlæggende ILO-konventioner.