23.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/1

A.

I januar 2003 vedtog EØSU en initiativudtalelse med titlen »Industrielle ændringer i Europa: status og fremtidsperspektiver — en overordnet tilgang«. Formålet med denne udtalelse var ikke blot at give et overblik over de mest presserende emner og tendenser på området, men også at fremhæve CCMI og dens fremtidige arbejde. Blandt de ansvarsområder, der blev tildelt CCMI i denne forbindelse, var følgende:

Ovennævnte udtalelse understregede ligeledes behovet for »at kombinere konkurrenceevne med bæredygtig udvikling, social og territorial samhørighed« i overensstemmelse med Lissabon-strategien. Derudover foreslog udtalelsen, at »industrielle ændringer« som operativt begreb kom til at omfatte både de processer, der påvirker virksomhederne, og disses samspil med miljøet.

Indtil videre har CCMI i overvejende grad fokuseret på at vurdere de industrielle ændringers påvirkning af bestemte sektorer, virksomheder, ansatte, regioner og af miljøet. Målet med denne initiativudtalelse er at undersøge, hvordan bæredygtig udvikling kan blive katalysator for industrielle ændringer.

B.

I samme udtalelse drog man den konklusion, at ændringer i den europæiske industrisektor ofte er blevet grebet an ud fra et omstruktureringssynspunkt, men at der er tale om et langt mere dynamisk koncept. Erhvervslivet opererer i snæver sammenhæng med det politiske og sociale miljø i Europa, som på sin side påvirker den industrielle omstillingsproces. Grundlæggende industrielle ændringer sker på to måder: Gennem radikal forandring og gradvis tilpasning. Formålet med denne initiativudtalelse er netop at undersøge, hvordan bæredygtig udvikling i henhold til Brundtlands definition (en udvikling, som opfylder de nuværende generationers behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare) kan virke som katalysator for gradvise og proaktive industrielle ændringer.

C.

Udtalelsen bruger hovedsagelig eksempler fra energisektoren og beslægtede sektorer, men de processer, der beskrives her, kan anvendes på andre sektorer. Det kan forklares således:

D.

Det er forskning og udvikling, der afgør, hvornår en bestemt teknologi står til rådighed. Det er imidlertid erhvervslivet, der afgør, hvornår den rent faktisk tages i brug. Afstanden mellem de to kan også påvirkes ad politisk vej. Takket være en passende kombination af politiske foranstaltninger — tilskud, produktfremme, skattetiltag — begyndte erhvervslivet i Sverige og Japan på et tidligt tidspunkt med den teknologiske udvikling af henholdsvis varmepumper og solfangere. Delvis som resultat heraf er det lykkedes disse lande at indtage en førerstilling på markedet.

E.

EØSU bekræfter, at Lissabon-strategiens tre søjler er af lige stor betydning. Det hævdes imidlertid ofte, at der kun er mulighed for at tage miljømæssige og sociale hensyn, hvis der er tale om en sund økonomi, som er præget af vækst. Dette er en alt for firkantet udlægning af strategien, eftersom det modsatte også er tilfældet. Der er i hvert fald ingen grobund for en sund, vækstpræget økonomi, hvis miljøet ikke har det godt og samfundet er præget af social disharmoni. Udvalget hilser de initiativer velkommen, der er blevet taget på dette område, og som beskrives i bilag 2 til Kommissionens meddelelse om revision af strategien for bæredygtig udvikling — en handlingsplatform (1).

F.

Bæredygtighed er ikke bare en valgmulighed på en liste; det er tværtimod den eneste måde at sikre en holdbar fremtid på. »Bæredygtighed« er et overordnet begreb og omfatter derfor ikke alene miljøet, men også spørgsmål om økonomisk og social bæredygtighed. En virksomheds kontinuitet er en form for økonomisk bæredygtighed, som bedst opnås ved at opretholde rentabiliteten. Europa kan bidrage hertil ved at styrke konkurrenceevnen gennem innovation og ved at fremme forskning og udvikling via en aktiv politik og en kombination af målrettede foranstaltninger (se f.eks. Sverige og Japan).

G.

Social bæredygtighed betyder, at folk får mulighed for at leve et sundt og aktivt liv, samtidig med at de, der ikke er i stand hertil, sikres et rimeligt socialt sikkerhedsniveau. EØSU fastholder, at Europa kan yde et bidrag på dette område ved at tilstræbe et samfund, der sætter folk i stand til at vedligeholde deres faglige færdigheder ved at tilbyde dem anstændigt arbejde i et sikkert og sundt arbejdsmiljø og i et klima, hvor der er plads til både arbejdstagerrettigheder og en frugtbar social dialog.

H.

Miljøindustrien giver rige muligheder for økonomisk vækst. Europa indtager en stærk stilling inden for en række sektorer i denne industri. For at opretholde og videreudvikle sine stærke sider og opnå en lignende stilling inden for andre sektorer mener EØSU, at Europa må være mere ambitiøs.

I.

En industripolitik, der tager hensyn til bæredygtigheden, kan bidrage til hele den europæiske økonomis konkurrenceevne, herunder ikke blot i fremvoksende nye sektorer, men også i de traditionelle industrisektorer. EØSU opfordrer Kommissionen til at støtte en sådan politik. Eksempler i nærværende udtalelse viser, at gennemtænkte og effektivt gennemførte støtteordninger (en kombination af skattefordele, leveringstariffer, produktfremme og regulering) i nye miljøteknologiers introduktionsfase kan bidrage til at skabe et marked for disse teknologier, som derefter kan udvikles yderligere uden støtte. Enhver form for støtte bør udformes som en aftrapningsordning, eftersom udgifterne til statsstøtte ikke bør mindske andre industriers konkurrenceevne.

J.

EØSU konstaterer, at tilskud og incitamenter ikke altid er effektive og kan føre til betydelige finansielle omkostninger med ringe økonomisk resultat, hvis midlerne ikke anvendes korrekt. Støtte og regulering bør hjælpe til at få gang i markedet, så det kan udvikle sig, indtil teknologien er moden nok til, at industrien kan overleve uden støtte. Hovedelementerne i en vellykket støtte er følgende:

K.

Bæredygtig udvikling kan ikke begrænses til Europa. Den har en global dimension. En europæisk bæredygtighedspolitik bør forsynes med instrumenter, som hindrer reallokering af arbejdskraft til andre regioner. For at sikre lige vilkår er der behov for en metode, der tager hensyn til forholdene i EU på den ene side og til forholdene uden for EU på den anden. Hvad det første angår, bør der indføres instrumenter, der sikrer, at de sociale og miljømæssige omkostninger ved ikke-bæredygtige produktionsmetoder i EU internaliseres i produkternes pris for at fremme hovedkonklusionen i rapporten fra Verdenskommissionen for Den Sociale Dimension af Globaliseringen (WCSDG) og en sammenhængende politik mellem ILO, WTO, IMF og Verdensbanken. Hvad angår det sidste, bør EU lægge sig i selen for i relevante internationale fora (navnlig WTO) at få inddraget ikke-handelsmæssige hensyn såsom grundlæggende sociale og miljømæssige standarder i internationale aftaler om handel for at tilskynde til, at Europas konkurrenter fører en mere bæredygtig politik. Lande som USA, Indien og Kina har en urimelig økonomisk fordel i forhold til Europa, så længe de ikke er bundet af Kyoto-protokollens CO2-reduktionsmål. Disse aftaler bør gennemføres på globalt plan, eftersom handel kun virkelig er fri, når den foregår på lige vilkår.

1.1

Vores økonomi er i øjeblikket baseret på, at der er adgang til energi og billige råstoffer. Men ressourcerne er begrænsede, hvilket er en medvirkende årsag til, at priserne i øjeblikket stiger betydeligt. Der er behov for realistiske struktur- og teknologiske forandringer, og EU må yde et bidrag for at hjælpe europæisk industri til at tage udfordringen op. Sektorer med et stort energi- og råstofforbrug må i fremtiden gøre produktionen mere bæredygtig for at lette presset på naturens ressourcer. Eftersom produktionen af råstoffer og halvfabrikata er grundlaget for industriel aktivitet, vil der imidlertid stadig være brug for disse sektorer i fremtiden.

1.2

Den del af den energiintensive industri i Europa, der producerer bæredygtigt, og som konkurrerer internationalt, må ikke blive presset ud af markedet af tredjelandskonkurrenter, der anvender mindre bæredygtige produktionsmetoder. For at forhindre, at dette kan ske, skal der i samarbejde mellem regeringen og civilsamfundet skabes lige konkurrencevilkår i disse sektorer.

1.3

Den største udfordring, vi står over for, er at udvikle et bæredygtigt samfund, der kan opretholde det nuværende velstandsniveau, og som samtidig er i stand til at neutralisere de negative bivirkninger af de nuværende forbrugsmønstre. En af de vigtigste betingelser herfor er, at vi finder ud af at dække vores energibehov på en anden måde, og at vi omstiller os til en anden form for industriproduktion.

1.4

Der er enighed om, at det er nødvendigt gradvist at gå over til en mere bæredygtig samfundsmodel. Det er der flere grunde til. Eksperterne er uenige om, hvor længe der vil være adgang til fossilt brændsel til en rimelig pris, men alle er enige om, at det vil blive dyrere, og at det vil slippe op en dag. Dertil kommer, at vi på grund af vores forbrugsvaner er konfronteret med en af de største trusler i vor tidsalder: Klimaforandringen.

1.5

Ideelt set ville den bedste metode til at standse klimaforandringen være at holde op med at afbrænde fossilt brændsel, som vi gør nu. På kort sigt er den løsning imidlertid både politisk og økonomisk uigennemførlig. Det betyder, at vi må vælge andre løsninger, for noget må der ske — om ikke så hurtigt som ønskeligt, så i det mindste så hurtigt som muligt.

1.6

Ved hjælp af »trias energetica«  (2), en tretrinsmodel til stimulering af mere effektiv energianvendelse, kan man på kort sigt komme i gang med mere bæredygtigt forbrug og produktion. De tre trin er følgende:

1.7

For at realisere disse tre skridt og for at sikre omstilling til mere bæredygtig industriproduktion er der behov for en hel række foranstaltninger. Disse foranstaltninger skal baseres på økonomiske og strategiske afvejninger. I forbindelse med disse afvejninger opstår der uundgåeligt situationer, hvor der må vælges mellem modstridende interesser. Sådanne konflikter må vi ikke gå af vejen for. Der findes rigtignok såkaldte »win-win-situationer«, og de politiske bestræbelser må altid gå ud på at skabe dem, men i praksis kan dette være overordentlig vanskeligt. I sådanne tilfælde må der vælges mellem muligheder for forandring i bæredygtig retning og varetagelse af bestående interesser, under hensyntagen til en given sektors naturlige frem- eller tilbagegang i forhold til en anden. Hvor de findes, skal sådanne modstridende interesser trækkes frem i lyset og debatteres.

1.8

Bæredygtighedsbegrebet tilsiger, at de økonomiske, miljømæssige og sociale aspekter af udviklingen af det europæiske samfund tillægges lige stor betydning. Denne udtalelse vil:

2.1.1

Hvert år absorberer jorden 3 mio. exajoule (EJ) solenergi. De samlede reserver af fossilt brændsel er på 300 000 EJ, 10 % af den samlede årlige solindstråling. Det samlede energiforbrug er på 400 EJ. 90 EJ af de 3 mio. EJ absorberet energi frigøres som vandkraft, 630 EJ som vindkraft og 1.250 EJ som biomasse. Resten er til rådighed som solenergi (3). Der er således tilstrækkelig vedvarende energi til at dække vores behov. Problemet er at skaffe sig adgang hertil.

2.1.2

Da vedvarende energikilder på grund af omkostningsaspektet og mangel på egnet teknologi på kort sigt ikke kan dække den stigende efterspørgsel, er der også brug for andre energikilder. Fossilt brændsel kan også anvendes rent, hvis man f.eks. fjerner CO2'en og oplagrer den, så den ikke slipper ud i atmosfæren. Teknologien til indfangning og oplagring af CO2 er i fuld udvikling: et dusin forsøgsanlæg er allerede under opstart eller opførelse i Europa, Nordamerika og Kina. Positive økonomiske resultater af denne teknologi kan ventes i 2015/2020.

2.1.3

Varigheden af støtteordninger for vedvarende energi er afgørende, da for tidlig tilbagetrækning af støtte kan bringe den nye industri i fare. På den anden side er længerevarende støtte ikke effektiv. Typisk kan støtten gradvis afvikles, efterhånden som FoU og stordriftsfordele bringer prisen på teknologien ned. Det er endvidere yderst vigtigt med en præcis specifikation af støtteordningen. Endelig er det vigtigt, at støtteordninger annonceres på forhånd, så de berørte aktører har tid til at forberede sig på de nye markedsvilkår.

2.1.4

Kernekraftdebatten får stadig større betydning, som det fremgår af grønbogen om en europæisk energistrategi: bæredygtighed, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed (4) og af konklusionerne herom fra Det Europæiske Råds møde i marts 2006. I nogle lande er der et flertal for kernekraft, i andre et flertal imod — hovedsagelig på grund af affaldsproblemet (5). Ikke desto mindre vil kernekraften et godt stykke tid ud i fremtiden fortsat være nødvendig for at dække den stærkt stigende energiefterspørgsel, da der er tale om en emissionsfri energikilde, og da affaldsmængden er lav i forhold til den genererede energi. På lang sigt vil kernefusion måske kunne levere løsningen på ulemperne ved kernefission.

2.1.5

Det skal bemærkes, at vandkraft ikke er behandlet særskilt, eftersom denne teknologi (til forskel fra tidevandsenergi) betragtes som værende fuldt udbygget og fuldt operationel. Dette skal på ingen måde ses som en forklejnelse af denne energiforms betydning i en bæredygtighedssammenhæng.

2.2.1

Biomasse er organisk materiale fra planter og træer, der dyrkes specielt med henblik på energiproduktion. Hertil benyttes træ og hurtigvoksende planter, der giver et stort udbytte pr. hektar. Også biprodukter fra landbruget — hvis hovedprodukt jo er fødevarer — anvendes som biomasse. Eksempler herpå er halm og roetoppe. Der er også biomasse, der består af restprodukter, f.eks. affald fra trimning af beplantninger og affald fra husholdninger, virksomheder og industri. Her kan nævnes grønsags-, frugt- og haveaffald, affaldstræ, staldgødning, slam, savsmuld og kakaoskaller.

2.2.2

Biomasse kan anvendes som (delvis) erstatning for fossilt brændsel. Det samlede årlige forbrug af energi fra fossilt brændsel er 400 exajoule. Den samlede energimængde fra biomasse er 1 250 EJ pr. år. Det betyder dog ikke, at en umiddelbar omstilling er mulig. Med den eksisterende teknologi er det i dag muligt på grundlag af biomasse at producere energi svarende til 120 EJ. Verdens samlede forbrug af energi på grundlag af biomasse udgør i øjeblikket 50 EJ (6). En begrænset forøgelse af anvendelsen af biomasse til brændsel er således umiddelbart mulig, men der skal teknologiske gennembrud til, før potentialet kan udnyttes fuldt ud.

2.2.3

En række initiativer har givet lovende resultater. I Østrig er anvendelsen af biomasse til fjernvarme seksdoblet og i Sverige ottedoblet i løbet af de seneste 10 år. I USA er mere end 8 000 MW af den installerede produktionskapacitet baseret på biomasse. I Frankrig dækker biomasse 5 % af energiforbruget til rumopvarmning. I Finland udgør bioenergi allerede 18 % af den samlede energiproduktion, og det er hensigten at øge den til 28 % inden 2025. I Brasilien produceres der i stor målestok ethanol til brændstof i biler. I øjeblikket udgør ethanol rundt regnet 40 % af den del af Brasiliens brændstoffer, der ikke er diesel (7).

2.2.4

Udvikling af biomasse er vigtig ud fra en række synspunkter:

2.3.1

På verdensplan er det teoretiske potentiale for vindenergi over dobbelt så stort som det forventede elektricitetsbehov i 2020. Dette potentiale og vindenergiens stadig bedre konkurrencemæssige stilling som følge af teknologiske fremskridt gør vindenergi til en vigtig erstatning for fossilt brændsel. Som følge af det vekslende udbud kan vindenergi aldrig komme til at dække hele behovet.

2.3.2

I løbet af de seneste årtier er den installerede vindkapacitet steget kraftigt. De kommercielle turbiners kapacitet er øget fra 10 kilowatt (rotordiameter på 5 meter) til over 4 500 kilowatt (rotordiameter på over 120 meter) (9). I de seneste 8 år er den installerede vindkapacitet øget med over 30 % pr. år (10). Ifølge prognoser fra Den Europæiske Vindenergiorganisation EWEA vil den samlede vindkapacitet i 2020 være tilstrækkelig til at dække 12 % af elektricitetsbehovet. Det er ensbetydende med en forøgelse af vindenergikapaciteten fra 31 gigawatt ved udgangen af 2002 til 1260 gigawatt i 2020, en stigning på 23 % pr. år. Markedsledere og største eksportører er Storbritannien, Danmark og Tyskland, og de vigtigste eksportmarkeder er Kina, Indien og Brasilien. Situationen vil ændre sig i Kina, hvor vindmølleindustrien er i hastig vækst. I forhold til 2004 steg antallet af producenter i Kina med 60 % i 2005. Dette indebærer, at den europæiske vindmølleindustri kan blive konfronteret med den samme situation som solcelleproducenterne og miste massive markedsandele til kinesiske konkurrenter.

2.3.3

Vindenergisektoren er stadig i nogen grad økonomisk afhængig af forskellige støtteforanstaltninger. Vigtigst er den pris, producenterne kan få, når de sælger energi til nettet, kombineret med sikkerhed for et garanteret prisniveau i de kommende 10-20 år. Takket være disse foranstaltninger er vindenergisektoren i nogle medlemsstater en hastigt voksende branche. Ulempen er, at disse foranstaltninger resulterer i store centraliserede vindmølleparker med store overskud i stedet for et finmasket net af små decentraliserede vindkraftværker. Den offentlige opinion vender sig i stigende grad mod denne udvikling i retning af stordrift. I sidste ende skal vindkraftindustrien selvfølgelig også kunne overleve uden støtte og leveringstariffer.

2.3.4

For at styrke vindenergiens stilling i konkurrencen er det nødvendigt at intensivere forsknings- og udviklingsindsatsen. Der må også vedvarende ofres opmærksomhed på retsregler og politiske målsætninger. Yderligere vigtige udfordringer er bl.a. klargøring af nye lokaliteter til vindmølleparker til havs og fjernelse af usikkerheder, der stiller sig i vejen for ibrugtagning af vindenergi.

2.3.5

Udvikling af vindenergi er vigtig ud fra en række synspunkter:

2.4.1

Solenergi kan udnyttes til to formål: Rum- og vandopvarmning eller elektricitet (12). Solvarmeanlæg er relativt enkle og billige og anvendes allerede i mange lande.

2.4.2

Hovedbegrundelsen for at sigte mod storstilet udnyttelse af solenergi er, at der er tale om en uudtømmelig energikilde. Solenergi har et enormt potentiale på verdensplan og er, forudsat at energiudnyttelsesanlægget er veludformet og hensigtsmæssigt konstrueret, meget miljøvenlig.

2.4.3

Solenergi kan udnyttes næsten overalt i verden på en række forskellige måder: Fra meget små anlæg i fjerntliggende egne over solpaneler på hustage til store solkraftværker.

2.4.4

Anvendelsen af solvarmeanlæg er udbredt. Det største marked for sådanne anlæg er Kina, hovedsagelig fordi der ikke er nogen infrastruktur for gas- og eldistribution i landdistrikterne. I sådanne tilfælde er solenergi den mest effektive løsning. Tyrkiet er et andet stort marked. Mellem 2001 og 2004 voksede salget af solpaneler på verdensplan med mellem 10 % og 15 % om året. Kina aftog 78 % af den samlede verdensproduktion, og Tyrkiet 5,5 %.

2.4.5

I Europa er Tyskland, Østrig, Spanien og Grækenland vigtige markeder for solvarmeanlæg. Den tyske og østrigske regering tilbyder finansielle incitamenter til installering af sådanne anlæg. I nogle spanske regioner er installeringen af solvarmeanlæg obligatorisk i nye bygninger. Som følge af disse støtteforanstaltninger er Tyskland og Østrig langt de største producenter af solvarmeanlæg i Europa og tegner sig for 75 % af den europæiske produktion. Dette blegner imidlertid i sammenligning med produktionen af sådanne anlæg i Kina. Europa har produceret 0,8 mio. m2 og Kina 12 mio. m2. Forklaringen herpå skal først og fremmest findes i, at den kinesiske regering på et tidligt tidspunkt har indset betydningen af solvarme og i sine femårsplaner har stimuleret produktionen af sådanne anlæg ved hjælp af en række forskellige foranstaltninger.

2.4.6

På trods af sin uudtømmelige karakter tegner elektricitet fremstillet ved hjælp af solenergi sig kun for en lille del af vores energibehov. Dette skyldes, at omkostningerne ved produktion af solenergi stadig er væsentligt højere end ved el-produktion fra gas- eller kulfyrede kraftværker. For at komme ud af denne onde cirkel med lav udnyttelse og høje priser bør solenergi anvendes mest muligt, da dette vil føre til betydelige stordriftsfordele i forbindelse med produktion og installation. Først da kan teknologien fornyes og forbedres yderligere.

2.4.7

Hertil kommer, at fremstillingen af elektricitet ved hjælp af relativt små enheder med variabel ydelse (afhængig af solen) kræver en anden energitilgang end den hidtil anvendte. Omstilling til solenergi er et mål på mellemlang sigt, men det er meget vigtigt, at udviklingen inden for sektoren fremmes kraftigt.

2.4.8

Skønt der er et hastigt voksende marked for fotovoltaiske anlæg, findes der i realiteten kun tre større markeder: Japan, Tyskland og Californien. Disse tre områder tegner sig for 80 % af den globale produktion af solenergisystemer. Produktionen fremmes ved hjælp af omfattende tilskud og ved at betale husholdningerne en god pris for elektricitet, som er produceret på denne måde. I 2004 svarede produktionen af solceller på verdensplan til en produktionskapacitet på 1 150 MW. Når hertil lægges den produktionskapacitet på ca. 3 000 MW, der blev installeret i slutningen af 2003, kom den samlede kapacitet i 2005 op på omkring 4 500 MW.

2.4.9

Det japanske marked blev skabt i 1994 ved hjælp af et støtteprogram, der omfattede en række incitamenter, herunder tilskud på 50 %. Tilskuddet blev reduceret med 5 % hvert år, og 2004, hvor der blev ydet 5 % tilskud, var det sidste år, programmet kørte. Eftersom programmet skabte betydelig efterspørgsel, betød det stordriftsfordele for den japanske industri. Priserne faldt hvert år med 5 %, hvilket sikrede en stabil forbrugerpris. Selv om støtten ikke længere ydes, fortsætter markedet med at vokse med omkring 20 % om året. Denne stabile efterspørgsel har gjort det muligt for japanske virksomheder at investere i FoU og i nye produktionsteknologier. Som følge heraf tegner Japan sig i dag for ca. 53 % af verdensmarkedet.

2.4.10

Tyskland har været igennem en lignende proces, men halter ca. fem år bagud. Processen blev indledt i 1999. En kombination af lån til lav rente, tilskud og stabile priser for salg af el til nettet førte til en hastig vækst i markedet for fotovoltaiske anlæg. Allerede i 2001 overhalede Tyskland USA med hensyn til installeret kapacitet. Lokale producenter kunne etablere sig, og halvdelen af den europæiske produktion (13 % af verdensproduktionen) foregår nu i Tyskland. Lanceringen af et nyt støtteprogram i 2004, som sikrede stabile købspriser for el i 20 år, har pustet nyt liv i processen. Det tyske marked er nu det hurtigst voksende marked i verden. Væksten var på omkring 40 % i 2004 og 2005. Denne hjemlige efterspørgsel gør det muligt for tyske fabrikanter at øge deres produktion og senere, når hjemmemarkedet viser tegn på at være mættet, at eksportere.

2.4.11

Udvikling af solenergi er vigtig ud fra en række synspunkter:

2.5.1

Geotermisk energi kan udnyttes ved hjælp af varmepumper til opvarmning og køling af bygninger. Disse pumper bruger kun en brøkdel af den gas eller elektricitet, som konventionelle opvarmnings-/kølesystemer bruger. Den energi, der bruges til opvarmning (eller køling), hentes fra miljøet (luft, vand eller jord) (13).

2.5.2

De største markeder for varmepumper findes i USA, Japan og Sverige, der tilsammen tegner sig for 76 % af den samlede installerede kapacitet. Herefter kommer Kina, Frankrig, Tyskland, Schweiz og Østrig. Det europæiske marked er vokset fra 40 000 enheder i 1997 til 123 000 i 2004. Samlet voksede markedet med 18 % i 2004. Fremstillingen og installeringen af varmepumper er koncentreret i lande, hvor regeringen har ydet betydelig økonomisk og anden støtte.

2.5.3

Sverige er et godt eksempel herpå. Den svenske regering har støttet anvendelsen af varmepumper siden 1990'erne med tiltag såsom direkte økonomisk støtte, skattenedsættelser og oplysningskampagner. Men nye bygningsreglementer, der fastsatte detaljerede temperaturkrav for opvarmningssystemerne, har også bidraget til væksten i anvendelsen af varmepumper.

2.5.4

På denne måde er der i Sverige blevet skabt et marked for fremstilling af varmepumper. Landet har nu opbygget en varmepumpeindustri, der tæller tre af de største aktører på markedet, og som dækker 50 % af den europæiske efterspørgsel. Det svenske marked for varmepumper er nu selvforsynende. Antallet af varmepumper vokser støt, endda uden støtteforanstaltninger fra regeringens side. Mere end 90 % af Sveriges nybyggeri er nu udstyret med en varmepumpe.

2.5.5

En lignende udvikling har fundet sted i Østrig, hvor der har været adgang til støtte fra delstatsregeringerne svarende til 30 % af varmepumpernes anskaffelses- og installeringsomkostninger. Østrig har nu syv producenter af varmepumper. I begge lande har det været kombinationen af økonomisk støtte, bygningsreglementer og oplysningskampagner, der har sikret udvikling af en varmepumpeindustri, der nu kan klare sig selv.

2.5.6

Udvikling af geotermisk energi er vigtig ud fra en række synspunkter:

3.1

Det er ikke blot energien fra fossile energikilder, der er endelig, men også reserverne af mineralske, metalliske og biologiske råstoffer til industriproduktion (15). Den industrialiserede del af verden bruger råstoffer i vidt omfang: 20 % af verdens befolkning forbruger mere end 80 % af alle råstoffer.

3.2

Dette forbrugsmønster er uforeneligt med en bæredygtig udnyttelse af de naturressourcer, der står til vores rådighed. Ud fra det synspunkt, at råstofreserverne er vores fælles arv, og at adgang til dem er en universel og umistelig rettighed, bliver Europa nødt til at nedsætte sit forbrug af råstoffer med en faktor fire inden 2050 og med en faktor ti inden 2080 (16). EØSU er tilfreds med initiativerne på dette område, f. eks. dematerialisering og Handlingsplan for miljøteknologi (HMT).

3.3

I sidste ende skader ethvert produkt miljøet, det være sig i produktionsfasen, ved brug eller ved bortskaffelse som afslutning på produktets livscyklus. Denne cyklus har mange faser: Ekstrahering af råstoffer, design, produktion, montage, markedsføring, distribution, salg, forbrug og bortskaffelse. I hvert led er der involveret forskellige aktører: Konstruktører, producenter, forhandlere, forbrugere osv. En integreret produktionspolitik søger at forbedre koordineringen mellem disse faser (ved f. eks. i design-fasen at tage hensyn til en optimal genanvendelse) med henblik på at øge produktets miljøpræstation gennem hele dets livscyklus.

3.4

Når der er så mange forskellige produkter og aktører involveret, er det ikke muligt at pege på en enkelt universalløsning. Der er behov for en hel vifte af politiske instrumenter, både frivillige og obligatoriske. Disse instrumenter skal implementeres i tæt samarbejde med den offentlige og den private sektor og med civilsamfundet.

3.5

Forbrugerorganisationerne bør ligeledes spille en mere stimulerende og støttende rolle end hidtil. Indtil nu har mange af disse organisationer primært fokuseret på at opnå det bedst mulige produkt til den lavest mulige pris. Dette betyder i praksis, at produktionen ikke foregår på den mest bæredygtige måde.

3.6.1

Brug af den varme, der produceres ved fremstillingen af el, er ensbetydende med en markant forbedring af energieffektiviteten på trods af de tekniske begrænsninger på grund af afstanden mellem det sted, hvor varmen produceres (industrielt miljø) og det sted, hvor den forbruges (i hjemmet), hvilket medfører, at en stor del af energien går tabt. Mikrokraftvarmeanlæg bruges primært til opvarmning af bygninger; elektriciteten er et biprodukt. Alternative produkter kan konfigureres til først at dække elektricitetsbehovet og producere varme som biprodukt. Der er indtil nu blevet solgt flest mikroanlæg med varme som primærprodukt, men brændselsceller konfigureres oftere til at dække elektricitetsbehovet.

3.6.2

Kraftvarmeteknologi kan omgå denne begrænsning og er samtidig en økonomisk udfordring for den europæiske industri. Den bruges primært til opvarmning af boliger og forretninger og genererer el som et biprodukt. I 2004 var ca. 24 000 enheder blevet installeret. Kraftvarmeproduktion kan anvendes sammen med forskellige energikilder. Den mest lovende af disse er brint- eller brændselscelleteknologi, om end der stadig er behov for en videreudvikling af teknologien.

3.6.3

Takket være støtte til slutbrugere i kraftvarmeproduktionen har Japan gjort de største fremskridt i udviklingen af denne teknologi, til dels fordi brændselscelleteknologien dér støttes stærkt af bilindustrien. Den japanske regering ønsker, at den japanske industri skal være førende inden for brændselscelleteknologi, ligesom man allerede er det inden for solenergi. Med det formål støtter og finansierer Japan forskning og udvikling og giver subsidier til slutbrugernes køb af teknologien på et tidligt tidspunkt i udviklingen af markedet.

3.6.4

Udvikling af kraftvarme er vigtig ud fra en række synspunkter:

4.1.1

Transportsektoren er en af de største forbrugere af fossilt brændsel. Inden for denne sektor er der, som de mange nyttige henstillinger i den endelige udgave af CARS 21-rapporten (17) viser, mange lovende muligheder for en bæredygtig udnyttelse af energien. Bedre byplan- og infrastrukturudvikling og mere intensiv brug af IKT åbner op for en forbedring af transporteffektiviteten. Kombineret med yderligere forbedringer af teknologien i forbrændingsmotorer vil dette medføre betydelige energibesparelser. På kort sigt er der også gode muligheder for delvist at skifte til andre brændstoftyper såsom naturgas eller biobrændstof. På længere sigt giver brint lovende muligheder. Hybridteknologien er under udvikling nu og er også en lovende overgangsløsning.

4.1.2

Den maksimale potentielle markedsandel for biobrændstof vurderes til 15 %. EU har sat en 6 %'s markedsandel i 2010 som mål. Et første pilotprojekt om produktion af biobrændstof i stor skala er allerede i gang.

4.1.3

Naturgas genererer lavere CO2-udledninger end både benzin (-16 %) og diesel (-13 %) og kunne erobre en større markedsandel med en gunstig skatteordning. Således ville der kunne udvikles et stabilt marked for både producenter og brugere. Teknologien findes allerede. Mulighederne er navnlig store i forhold til offentlig transport, eftersom dette ville give mulighed for en optimal udnyttelse af tankstationerne. En markedsandel på 10 % inden år 2020 er ikke umulig (18).

4.1.4

Eksempler fra andre lande (navnlig Brasilien) viser, at denne markedsandel ikke kan nås ved blot at sikre, at der er adgang til biobrændstof. Der er behov for flankerende politikker såsom skatteincitamenter, målrettet lovgivning og regulering samt salgskampagner for at tilskynde forbrugerne til at skifte.

4.1.5

Den anden side af medaljen er, at øget anvendelse af biobrændstof fra miljømæssigt sårbare områder (f. eks. palmeolie fra Sydøstasien) kan føre til ødelæggelse af regnskov, efterhånden som denne erstattes af palmeolieplantager. Der findes 23 store økosystemer i verden, af hvilke 15 i henhold til en nylig undersøgelse fra FN er brudt sammen eller stærkt forurenede.

4.2.1

Inden for bygge- og anlægssektoren — f.eks. i boligbyggeriet — er der et enormt potentiale for mere bæredygtige teknikker. Det er allerede nu muligt med få ekstra omkostninger at bygge huse med et ekstremt lavt energiforbrug, navnlig når det tages i betragtning, at enhver ekstra omkostning hurtigt vindes ind igen ved energibesparelser. Denne form for boligbyggeri er i gennemsnit 8 % dyrere end traditionelt byggeri. Stordriftsfordele kan indsnævre forskellen til 4 % inden for 10 år. Norman Foster, én af verdens kendteste arkitekter, sagde engang, at hvis man ser på en bygnings totale omkostninger over en periode på 25 år, udgør udgifterne til den egentlige opførelse kun 5,5 %. Omkostningerne ved at bebo bygningen (energi, vedligeholdelse, afbetaling) tegner sig for op til 86 % over den samme periode. Mens en bæredygtig bygning altså på kort sigt måske er en smule dyrere, så er den betydeligt billigere på mellemlang til lang sigt.

4.2.2

I Tyskland og Østrig vokser det energieffektive boligbyggeri hurtigere end i resten af Europa. Passiv Haus Institut i Tyskland har afgivet bestilling på design af huse, der bruger meget lidt energi ved udnyttelse af solenergi kombineret med effektiv, lufttæt isolering. Der er nu blevet bygget over 4 000 huse af denne type i Tyskland og mere end 1 000 i Østrig. Princippet udnyttes nu også i stigende omfang i erhvervsbyggeriet.

4.2.3

Freiburg kommune har fastsat nye regler om energieffektivt byggeri. Bestemmelserne er en fast bestanddel af en enhver leje- eller købsaftale, som kommunen indgår med entreprenører eller ejendomsudviklere. På denne måde udnytter kommunen sine juridiske beføjelser til det yderste med henblik på at fremme energistyring i stor skala. Aftalerne stipulerer, at enhver bygning, der opføres på en grund, der er solgt eller udlejet af kommunen, skal udformes i overensstemmelse med retningslinjerne for energieffektivitet; bygningerne skal udformes, så de udnytter solenergien maksimalt, og tagene skal være egnede til montering af solceller. I de områder, hvor bygningerne er konstrueret på denne måde, opnås der besparelser på 40 % på varmtvandsforbruget.

4.3.1

Udvalget bifalder Kommissionens tilgang til industripolitik, der som bebudet i meddelelsen Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: Politiske rammer til styrkelse af fremstillingsindustrien i EU — mod en mere integreret industripolitisk strategi (19) tager hensyn til bæredygtigheden. Opnåelsen af Lissabon-målsætningerne kræver en konkurrencedygtig europæisk industri. Derfor er udvalget tilfreds med nedsættelsen af højniveaugruppen om konkurrencedygtighed, energi og miljø, et af syv store horisontale politiske initiativer med det formål at styrke synergierne mellem de forskellige politikområder under stadig hensyntagen til konkurrenceevnen. Udvalget bifalder tillige det europæiske erhvervslivs egen indsats på dette område.

4.3.2

I øjeblikket er fremstillingsindustrien i vidt omfang afhængig af fossilt brændsel. I mange situationer giver valget af elektriske processer mulighed for udnyttelse af alle typer primære energikilder og bidrager i de fleste tilfælde samtidig til energibesparelser (20). Der er ligeledes mulighed for at udveksle overskydende energi mellem industrianlæg og andre sektorer eller boligkomplekser. På denne måde udnyttes den overskydende varme fra industrianlæggene i Europoort til opvarmning af det største gartneri i Nordvesteuropa 20 km derfra i Westland.

4.3.3

Råolie er grundlaget for kemiindustrien, men mængden af tilgængelig råolie vil dale i fremtiden. Et alternativ er biosyntese, dvs. fremstilling af de mest basale stoffer ud fra biomasse ved hjælp af bakterier, et meget kompliceret men også lovende felt. Der er gennem de senere år gjort store fremskridt med hensyn til vores viden om mikroorganismers (f.eks. bakteriers) genetiske sammensætning. Nye teknologier gør det muligt genetisk at ændre disse organismer, således at de omdanner det oprindelige materiale til specifikke stoffer. Bakterierne bliver en slags programmerbare mini-reaktorer.

4.3.4

I øjeblikket udnytter fødevare- og lægemiddelindustrien denne mikroorganisme-teknologi, f. eks. til produktion af ost, øl og penicillin. Mulighederne for biokonversion er betydelige også inden for disse brancher, men kemiindustrien er nu også begyndt at interessere sig for teknologien. At opnå stoffer ud fra råolie og at rense dem kræver en hel række forarbejdningstrin. Teknikken skal i vidt omfang videreudvikles, men det er teoretisk muligt at skifte til direkte omdannelse af biomasse til basale kemiske stoffer og andre produkter. Dette vil reducere behovet for olie med alle de økonomiske og miljømæssige fordele, der følger heraf — reduktion af udledningerne, lukkede kredsløb og styring af cyklus.

4.3.5

Energiintensive sektorer kan have særlig store problemer med at sikre en gradvis overgang til fornybare energikilder. Der er en direkte sammenhæng mellem produktionens grad af bæredygtighed og den anvendte teknologis udviklingsstadium, og der kan ikke forventes større fremskridt på dette område i nær fremtid. Stål- og aluminiumsektoren i Europa f.eks. klarer sig allerede godt på dette felt. Mens stålindustrien investerer en hel del i nye teknologier til mere bæredygtig produktion, specielt gennem ULCOS-projektet (Ultra Low CO2 Steelmaking, det største europæiske stålprojekt nogensinde) og forventer, at CO2-udledningerne vil være halveret omkring 2040, er produktionen af primær aluminium i Europa karakteriseret ved anvendelse af en bemærkelsesværdig stor mængde vedvarende energi (44,7 %). Eftersom den energimængde, der bruges til produktion af sekundær aluminium fra metalskrot, kun udgør en tiendedel af energien til produktion af primær aluminium, er der et stort energibesparelsespotentiale inden for denne sektor. Kina foretager imidlertid massive statsstøttede opkøb af aluminiumskrot på det europæiske marked for at spare energi.

4.3.6

Den europæiske stålindustri klarer sig også godt med hensyn til råstofeffektivitet og genanvendelse. Halvdelen af verdens stål produceres ved hjælp af metalskrot. Genanvendt affald udnyttes også maksimalt. På Corus' fabrik i Ijmuiden genbruges 99 % af affaldet enten på selve fabrikken eller eksternt.

4.3.7

Selvom udnyttelsen af fossile energikilder som råstof i industriproduktionen i en vis udstrækning vil være uundgåelig i en overskuelig fremtid, vil anvendelsen af nye materialer bidrage til energibesparelsen i fremstillingsprocessen, f. eks. ved vægtbesparelser i bilproduktionen. For at fremme den form for innovation må den europæiske industri fastholde sin internationale konkurrencedygtighed, begyndende med udvindingsindustrierne, hvor værditilvæksten starter.

5.1

Gradvis overgang til bæredygtig produktion er uundgåelig, og behovet herfor er ubestridt. Afindustrialisering, udflytning af produktionen og øget konkurrence fra udviklingslandene har medført usikkerhed og frygt. I dette klima har befolkningen en tendens til at tro, at et skift til mere bæredygtig produktion vil have en negativ indvirkning på Europas konkurrenceevne, bremse industriens vækst og koste arbejdspladser, og at det i det hele taget er dårligt for økonomien og beskæftigelsen.

5.2

Der har været tale om en negativ effekt på beskæftigelsen. I Tyskland spår visse undersøgelser, at der i 2010 vil være gået 27 600 arbejdspladser tabt på grund af emissionshandelsordningen, og at dette tal vil være steget til 34 300 i 2020 (21). Yderligere 2100 arbejdspladser vil være gået tabt i Tyskland i 2010 som følge af gennemførelsen af loven om vedvarende energi (22). Endelig vil gennemførelsen af aftalerne i forbindelse med Kyoto-protokollen have gjort det af med yderligere 318 000 tyske arbejdspladser i 2010 (23). Tallene, som skal sammenholdes med de nye arbejdspladser, der er skabt, viser, at en politik, der fremmer klimabeskyttelsen, faktisk kan føre til »industrielle ændringer«: bl.a. i kraft af de 16,4 mia. EUR, der i 2005 blev genereret via fornybar energi i Tyskland, og de 170 000 arbejdspladser, der indtil nu er skabt inden for dette område (24). Med en produktion på 55 mia. EUR (2004) tegner miljø- og klimabeskyttelsen sig i dag for 1,5 mio. arbejdspladser og bidrager til at skabe mange flere arbejdspladser i kraft af sin andel af den tyske eksport (31. mia. EUR i 2003) (25).

5.3

Konsekvenserne er imidlertid ikke kun negative. En undersøgelse af tabet af arbejdspladser i Europa har vist, at mindre end 5 % heraf skyldes udflytning af produktionen (26). På trods af de metodologiske begrænsninger, der skyldes dataindsamlingsmetoderne, er undersøgelsen fortsat en nyttig informationskilde, navnlig når den sammenholdes med andre relevante indikatorer. Der kan endvidere argumenteres for, at kun en lille procentdel af tabet af arbejdspladser skyldes miljølovgivningen.

5.4

Der har også været en stigning i antallet af arbejdspladser. Miljøindustrien, der er involveret i forskning i og udvikling af bæredygtige teknologier, er en dynamisk sektor, der på årsbasis øger beskæftigelsen med 5 %. Denne branche, der selv direkte beskæftiger over to millioner mennesker i fuldtidsjobs, tæller nu lige så mange arbejdspladser i Europa som lægemiddel- og rumfartsindustrien tilsammen (27).

5.5

En OECD-undersøgelse har vist, at bæredygtig produktion ikke i sig selv medfører højere omkostninger (28). På lang sigt kan den endda i nogen grad reducere dem. Desuden kan et bæredygtigt output opveje disse omkostninger. Klare forretningsmæssige fordele, miljølovgivning og supplerende regulering medfører investering i bæredygtig innovation, tilskynder til mere effektiv udnyttelse af råstoffer, styrker brands, forbedrer virksomhedernes image og medfører i sidste ende bedre indtjening og beskæftigelse. Hvis processen skal bære frugt, er der behov for en fælles tilgang baseret på medansvar, der involverer erhvervslivet, lønmodtagerne og regeringen.

5.6

Det må for enhver pris undgås, at europæisk industri i konkurrencemæssig henseende bliver betydeligt ringere stillet end regioner uden for EU på grund af højere omkostninger som resultat af miljø- og sociallovgivningen. Når Europa fastsætter standarder for bæredygtig produktion for sin egen industri, er det uacceptabelt og urimeligt samtidig at give producenter udefra lov til at markedsføre produkter, der ikke er produceret i overensstemmelse med disse standarder. For at tilskynde til bæredygtig produktion er der behov for en metode, der tager hensyn til forholdene i EU på den ene side og til forholdene uden for EU på den anden.

5.6.1

Hvad det første angår, bør der, som påpeget i EØSU's udtalelse »Globaliseringens sociale dimension«, indføres instrumenter, der sikrer, at de sociale og miljømæssige omkostninger ved ikke-bæredygtige produktionsmetoder i EU internaliseres i produkternes pris for at fremme hovedkonklusionen i rapporten fra Verdenskommissionen for Den Sociale Dimension af Globaliseringen (WCSDG) og en sammenhængende politik mellem ILO, WTO, IMF og Verdensbanken.

5.6.2

Hvad angår det sidste, bør EU lægge sig i selen for i relevante internationale fora (navnlig WTO) at få inddraget ikke-handelsmæssige hensyn såsom grundlæggende sociale og miljømæssige standarder i internationale aftaler om handel for at tilskynde til, at Europas konkurrenter fører en mere bæredygtig politik. Lande som USA, Indien og Kina har en urimelig økonomisk fordel i forhold til Europa, så længe de ikke er bundet af Kyoto-protokollens CO2-reduktionsmål. Disse aftaler bør gennemføres på globalt plan, eftersom handel kun virkelig er fri, når den foregår på lige vilkår.

5.7

Den europæiske miljøindustris andel af verdensmarkedet ligger nu på rundt regnet 33 %, og industrien genererer et handelsoverskud på mere end 600 mio. euro. I 2004 voksede eksporten med 8 %, og eftersom alle lande i fremtiden, selv Kina og Indien, i øget omfang vil skifte til bæredygtige produkter og produktionsprocesser, er der tale om et vækstmarked.

5.8

Det bæredygtige, innovative samfund, som vi er nødt til at bevæge os hen imod, kræver en grundig oplysningskampagne, der er målrettet mod borgerne og forbrugerne, for at skærpe bevidstheden og give dette samfund et bredt socialt fundament. Det kræver ligeledes en veluddannet arbejdskraft. Europa har på det seneste ikke i tilstrækkelig grad været opmærksom på dette. En søgning på ordene »training« (faglig uddannelse), »learning« (læring), »skilling« (kompetenceudvikling) og »education« (uddannelse) i den engelske udgave af ti europæiske direktiver på dette område (bæredygtighed, innovation) viser, at kun de første forekom én gang i ét direktiv.

5.9

En række kommissionsmeddelelser, der blev udsendt forud for disse direktiver, beskæftigede sig meget med behovet for uddannelse. Aspektet glimrede imidlertid ved helt at være fraværende i direktiverne. Meddelelser er kun ord, hvorimod direktiver er handling. Politik handler ikke om, hvad der bliver sagt, men om, hvad der bliver gjort. EØSU er tilfreds med, at der vies uddannelse stor opmærksomhed i EU's nye industripolitik, og opfordrer Kommissionen til at fortsætte ad samme spor.

5.10

I Lissabon-strategien har Europa sat sig som mål inden 2010 at blive verdens mest konkurrencedygtige vidensbaserede økonomi med flere og bedre arbejdspladser og større social samhørighed. Der er behov for en veluddannet arbejdsstyrke for at opbygge og fastholde et sådant samfund. Hvis ikke vi investerer tilstrækkeligt i uddannelsen af arbejdskraften, vil vi ikke bare forfejle Lissabon-målene i 2010. Vi vil aldrig nå dem.

23.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/12

1.1

På Det Europæiske Råd i marts 2006 blev der sat fokus på genlanceringen af Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse og på en integreret styringsorienteret tilgang til globaliseringens udfordringer.

1.2

EU bør bestræbe sig på at sikre en innovativ, konkurrencedygtig og bæredygtig udvikling for de europæiske borgere og på at opnå større økonomisk og social samhørighed i sit område ved at fremme oprettelsen og udviklingen af nye virksomheder og skabe nye faglige profiler samt flere og bedre job, samtidig med at den europæiske sociale model bevares, og der sættes fokus på en videnbaseret økonomi.

1.2.1

EØSU er fast overbevist om, at EU's anstrengelser for at fremme konkurrenceevnen og beskæftigelsen vil være forgæves uden »en ny styringscyklus på grundlag af partnerskab og ejerskab« (1), og at nye styringsmodeller bør vedtages og gennemføres hurtigt og i vid udstrækning.

1.2.2

EØSU finder, at både det syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration og det nye rammeprogram for innovation og konkurrenceevne (CIP) stadig er for top-down-orienterede, og at de ikke giver mulighed for passende integration og ansvarlig deltagelse af offentlige og private udviklingsaktører på lokalt og regionalt niveau. Det er ensbetydende med, at arbejdsmarkedets parter ikke kan udfylde deres vigtige rolle på optimal vis med hensyn til at fremme bæredygtig og vedvarende vækst.

1.3

EU bør fremme denne type partnerskab på lokalt niveau med myndighederne og de økonomiske aktører, og især arbejdsmarkedets parter, navnlig ved hjælp af ovennævnte to instrumenter, med henblik på at fremme en ny generation af territoriale udviklingspagter i forbindelse med globaliseringen (2).

1.4

EØSU er overbevist om, at der ikke findes en styringsform for alle. Det er op til det enkelte lokale/regionale niveau at finde den løsning, der bedst opfylder kravene om territorial styring, og som er forenelig med den nationale, europæiske og internationale referenceramme.

1.5

EØSU finder dog, at der er visse fælles træk:

1.5.1

Endelig bør denne integrerede regionalpolitik absolut omfatte en struktureret social dialog, hvis gennemførelse bl.a. er et spørgsmål om i højere grad sammen med arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfunds repræsentanter at gøre brug af de eksisterende lokale og regionale økonomiske og sociale råd og etablere effektive former for økonomisk og socialt partnerskab (3).

1.5.2

Man bør derfor følge den af EØSU angivne vej og lade de økonomiske og sociale råd i de enkelte europæiske lande indgå i en struktureret dialog med EØSU.

1.6

Denne nye styringsforms succes afhænger i stigende grad af evnen til at indkredse det mest effektive nærhedsniveau til at løse problemer og finde løsninger, i overensstemmelse med nærhedsprincippet og under fastholdelse af sammenhængende rammer og en vision, der deles med de andre aktionsniveauer (4).

1.7

EØSU er overbevist om, at den praksis, der går ud på at undersøge mulige veje, aktioner og foranstaltninger på mellemlang og lang sigt i form af participativt fremsyn, kan udgøre et væsentligt bidrag fra græsrødderne til samfundets kulturelle vækst og medvirke til at berige de politiske og administrative beslutningstageres valg, og ikke mindst skabe og styrke det lokale samspil mellem teknologiske, økonomiske, sociale, politiske og kulturelle områder, når det drejer sig om at sikre en bære- og konkurrencedygtig udvikling.

1.8

Arbejdsmarkedets parter og repræsentanterne for det organiserede civilsamfund bør først og fremmest inddrages i bestræbelserne på at nå frem til en klar forståelse af styrker og svagheder med henblik på at finde nye nicher på det indre og det internationale marked.

1.9

Globaliseringen skaber et konkurrencepres for at modernisere, innovere og øge værdikæden og giver mulighed for at producere og distribuere varer og tjenesteydelser mere effektivt og billigere, men den kan også, hvis ikke der gøres en indsats i tide, medføre nye opdelinger og fragmenteringer i den økonomiske og sociale struktur, navnlig på lokalt og regionalt niveau.

1.9.1

EØSU finder derfor, at man hurtigst muligt bør oprette nye kompetenceområder, der kan føre borgerne gennem ændringerne. Der bør iværksættes fælles uddannelsestiltag for klyngeledere, virksomhedsledere og ansvarlige for finansierings- og kreditsystemer, hvilket skal gennemføres i forståelse med de politiske beslutningstagere, de ansvarlige i den offentlige sektor og de lokale og regionale myndigheders ledende personale.

1.10

EØSU finder, at kun en integreret, inddragende territorial tilgang kan sikre, at den viden, som erhverves gennem investeringer i forskning og udvikling, innovation og uddannelse, kan genere innovationskapacitet og gøre det europæiske industrigrundlag mere konkurrencedygtigt samt sætte det i stand til at tiltrække menneskelige og finansielle ressourcer.

1.10.1

Det er i den forbindelse yderst vigtigt at undersøge nye måder, hvorpå regionen kan tiltrække menneskelige ressourcer, navnlig ved at sikre en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv og skabe incitamenter, især for intellektuelle og højtkvalificerede erhverv som f.eks. ledere, forskere og branchefolk, således at de i løbet af deres arbejdsliv kan opnå tilstrækkeligt tiltrækkende fordele i et ansættelsesforhold.

1.11

EØSU finder, at det nye CIP-program (2007-2013) ikke kan betragtes isoleret fra EU's andre regionale politikker og programmer, eftersom det har til formål at løse problemer på basis af tre aktionslinjer: iværksætter- og innovationsprogrammet, støtteprogrammet for kommunikations- og informationsteknologier og programmet for intelligent energi.

1.12

EØSU understreger i den forbindelse nødvendigheden af, at rammeprogrammet for innovation og konkurrenceevne koordineres nøje med tiltag på det regional- og samhørighedspolitiske område og inden for det grænseoverskridende tværnationale og -regionale samarbejde, men også med det syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration. En betydelig del af sidstnævntes »Kapacitets-program« er også koncentreret om fremme af forskningen i små og mellemstore virksomheder, udvikling af »videnbaserede regioner«, støtte til innovation og innovative tjenester for virksomheder og udvikling af de nødvendige forbindelser mellem uddannelsesstederne og arbejdstagerne.

1.13

Disse initiativer bør efter EØSU's opfattelse ikke kun koordineres nøje for at sikre synergier samt undgå overlapninger og usammenhæng, men også først og fremmest tilpasses og gennemføres ordentligt på lokalt og regionalt plan under prioritering af partnerskaber for en fælles lokal udvikling.

1.14

Endelig bekræfter EØSU det synspunkt, som det har givet udtryk for i nogle af sine seneste udtalelser om en moderne industripolitik: »Det, man savner, er en klar forbindelse mellem indsatsen på EU-plan og den nødvendige mobilisering af regeringer, industri og interessenter på nationalt og regionalt plan«.

2.1

Styreformer : I den antropologiske litteratur skelnes der mellem tre styreformer (5). Styring »fra græsrødderne«, der er ensbetydende med lokal koordinering af alle aktører, og som er karakteriseret ved meget målrettede teknologirelaterede aktiviteter. Styring »via netværk«, der er baseret på en høj grad af netværkskoordinering mellem alle aktører, herunder virksomheder, forskningsinstitutioner og finansieringsorganer. Styring »fra toppen«, der er baseret på en høj grad af koordinering og central styring af mange særligt vigtige aspekter som f.eks. finansiering og forskningskompetence.

—

at indarbejde sociale og miljømæssige hensyn i de økonomiske beslutninger,

—

at anvende en fælles værdimodel og inddragelsesmetoder i beslutningsprocesserne,

—

at fremme god praksis og vedvarende udveksling af idéer mellem de berørte parter med henblik på at fremme innovationen og konkurrenceevnen.

—

at identificere det samfund, som findes i området.

—

at identificere de værdier, som er kendetegnende for området.

—

Institutionel kapital: de formelle lokale institutioners evne til at koncentrere sig om problemløsning, deres handlekraft, hastigheden i beslutningsprocesserne, informationsgraden i organisationerne og deres fleksibilitet og typen af tværorganisatoriske relationer.

—

kulturel kapital: de nedarvede traditioner, værdier og holdninger, sproglig mangfoldighed, sociale relationer og adfærd (7) i et område.

—

symbolsk kapital: et områdes evne til at mobilisere de energier, som er nødvendige af hensyn til områdets udvikling, og til at fungere som reference for virksomheder med aktiviteter i området.

—

psykosocial kapital: tillid er her et centralt element, til samfundet og dets udviklingsmuligheder og til samarbejdsmulighederne med grupper og foreninger.

—

kognitiv kapital: den kollektive knowhow i modsætning til enkeltpersoners humankapital. Den kognitive kapital er forankret i de organisationer, der udgør videninfrastrukturen, dvs. universiteter, forskningscentre, kulturelle og faglige organisationer, virksomheder og organer, der er ansvarlige for udviklingen af den sociale dialog (8).

2.4.1

Med det formål at støtte de retningslinjer, som blev vedtaget på Det Europæiske Råd i Lissabon, har Kommissionen banet vej for oprettelsen af det europæiske forskningsrum (10). Der er taget højde for finansieringen heraf i det sjette rammeprogram med særlig vægt på regionalt fremsyn (11). Senere, i 2001, oprettede Kommissionen enheden »Videnskabeligt og teknologisk fremsyn, forbindelser med Instituttet for Teknologiske Fremtidsstudier« (12), med det formål at fremme fremsyn som en model for innovation.

2.5.1

Tendensen de seneste år har været, at der er lagt stadig mere vægt på først og fremmest subsidiaritetsprincippet, men også på nærhedsspørgsmålet, dvs. en kulturel holdning, gennem hvilken borgeren udtrykker ønske om at ville være med til at træffe beslutninger på det samfundsmæssige område. Takket være den nye teknologi udbredes kendskabet hertil med en hastighed og styrke, som tidligere var utænkelig.

3.1

I begyndelsen af det tredje årtusinde står EU over for dybtgående strukturelle ændringer, der på blot få år har vendt op og ned på det verdensmiljø, som den europæiske økonomi indgår og konkurrerer i. Der er bl.a. tale om følgende ændringer:

3.2

Det blev gentaget i Aho-rapporten (13), at det er nødvendigt med nye styringsmodeller, hvis Europa skal være konkurrencedygtigt og opmærksom på de udfordringer i systemet, som de strukturelle ændringer har medført.

3.2.1

Vedtagelsen af denne nye styringsmodel kræver:

3.3

Funktioner som forskning og udvikling, design, fremstillingssystemer, logistiksystemer (16), markedsføring og kundeservice bliver stadig mere integrerede og udgør tilsammen et hele, der forbinder kunderne med udviklerne af nye produkter.

3.4

I den nye virksomhedsstruktur drejer det sig snarere om at råde over immaterielle goder end fysisk infrastruktur. Det kræver en godt rustet region, med territoriale styringsstrukturer, der kan bevare evnen til at producere og distribuere varer og tjenesteydelser samt sikre den bedst mulige eftersalgsservice.

3.5

Det er vigtigt at udvikle en klar lokal eller regional identitet, der afspejler sig i den sociale kapital, for at undgå risiko for udflytning, men også fordi nyetablering af virksomheder kræver særlige karakteristika og lokale tjenesteydelser af høj kvalitet. Disse standarder kan kun opnås med et veluddannet og opmærksomt personale.

3.6

Hvis borgerne, de politiske beslutningstagere og arbejdsmarkedets parter er bevidste om en lokal/regional identitet, giver det mulighed for at anlægge en integreret bæredygtig tilgang på det miljømæssige og sociale område, hvilket skaber merværdi, når det drejer sig om at tiltrække nye investeringer.

3.7

Udfoldelse af den lokale/regionale identitet er et spørgsmål om at tilslutte sig, anerkende og dyrke et fælles sæt af værdier og have en fælles vision for fremtiden. Fremme af den lokale/regionale identitet kræver:

4.1.1

Der kan gøres en indsats på forskellige områder for at udnytte de menneskelige ressourcer i regionen bedst muligt:

4.2.1

En integreret territorial tilgang kan fremme oprettelsen og udviklingen af virksomheder, navnlig små og mellemstore virksomheder, ved at skabe et gunstigt miljø. Dette omfatter:

4.3.1

Det Europæiske Råd indkredsede på sit møde i marts 2006 en række indsatsområder som led i det fornyede partnerskab for vækst og beskæftigelse:

4.4

Det er især rammeprogrammet for innovation og konkurrenceevne, der inden for en sammenhængende ramme samler mange af de aktiviteter, der skal løse vigtige problemer med konkurrenceevnen og innovationen i EU's økonomiske og sociale struktur, ved at lede udviklingen i retning af innovative og produktive foranstaltninger, der tager hensyn til miljøet og sikrer en effektiv og socialt acceptabel udnyttelse af ressourcerne.

4.5

Det tidligere nævnte særprogram »Kapacitet« under det syvende rammeprogram har til formål at styrke forsknings- og innovationskapaciteten ved bl.a.

4.5.1

For at små og mellemstore virksomheder kan deltage i forsknings- og innovationsaktiviteter på optimal vis, bør der også anvendes andre særprogrammer under det syvende rammeprogram (nemlig programmerne »Samarbejde«, »Idéer« og »Mennesker«).

4.5.2

Nødvendigheden af at udnytte forskningsresultater fuldt ud er ligeledes et grundlæggende og fælles træk ved alle programmerne, og dette sker mest effektivt på lokalt og regionalt niveau. Efter EØSU's opfattelse er det derfor nødvendigt at sikre en høj grad af koordinering, sammenhæng og synergi set i forhold til EU's regional- og samhørighedspolitiske aktiviteter og andre instrumenter til fremme af det territoriale samarbejde samt uddannelse og erhvervsuddannelse.

4.5.3

Ovennævnte aktiviteter bør desuden afstemmes i forhold til regionale politikker, der relaterer til EU's reformerede strukturfonde.

4.6

For at disse initiativer hurtigst muligt kan blive gennemført i regionen, er det ikke kun nødvendigt med en høj grad af koordinering for at sikre synergier samt undgå overlapninger og usammenhæng, men også først og fremmest:

4.6.1

EØSU finder, at både det syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration og det nye rammeprogram for innovation og konkurrenceevne, som det allerede har udarbejdet udtalelser om, stadig er for top-down-orienterede, og at de ikke giver mulighed for rimelig integration og ansvarlig deltagelse af offentlige og private udviklingsaktører på lokalt og regionalt niveau, hvilket ville være ønskeligt. Denne tilgang giver i realiteten ikke de lokale aktører mulighed for at udfylde deres rolle som medansvarlige for EU's styring.

4.6.2

EU bør, navnlig ved hjælp af ovennævnte to instrumenter, fremme denne type partnerskab på lokalt niveau med myndighederne og de økonomiske aktører, og navnlig arbejdsmarkedets parter, med henblik på at skabe en ny generation af »regionale udviklingspagter i forbindelse med globaliseringen« (23). Disse pagter bør involvere alle aktører inden for økonomisk og beskæftigelsesmæssig udvikling for, at man på passende vis kan løfte de udfordringer, der ligger i markedet og konkurrenceevnen, og sætte sig ud over en lokal tankegang, der er endnu mere begrænset i en verden med indbyrdes sammenhængende realiteter.

4.7.1

En væsentlig del af foranstaltningerne til fremme af bæredygtig udvikling hører ind under de lokale og regionale myndigheders kompetence. For dem er det vigtigt, at der etableres styringssystemer og samarbejde mellem de forskellige lokale og regionale myndigheder, organer og institutioner, arbejdsmarkedets parter, erhvervslivet og de økonomiske og sociale civilsamfundsaktører, der er aktive i regionen.

4.7.2

Hvad angår begrebet »styring«, henvises her til det synspunkt, som EØSU tidligere har givet udtryk for: »(også) private aktører bør spille en aktiv rolle og tage ansvar gennem reelle bidrag og handlinger. En social og en civil dialog er vigtige instrumenter« (24).

4.7.3

Hvad angår udbygningen af den sociale dialog, er EØSU enig i, at »arbejdsmarkedets parter som følge af deres branchekendskab kan spille en særlig rolle ved at varsko de offentlige myndigheder«.

4.7.4

Efter EØSU's opfattelse drejer det sig om at gennemføre strømlinede, proaktive og reaktive systemer for »social engineering« og beslutningsprocedurer, der er baseret på deltagelse, og som kan sikre høj kvalitet i det politiske, økonomiske og sociale demokrati uden at lægge hindringer i vejen for eller forsinke udviklingen af aktioner og initiativer.

4.7.5

Det er i den forbindelse ikke kun vigtigt at udvikle en fælles vision på mellemlang og lang sigt, men også at fastlægge og dele ansvaret for fælles midlertidige målsætninger og anvendelsen af avancerede og velafprøvede instrumenter på regionalt niveau som f.eks. fremsynsværktøjer.

4.8

Den integrerede territoriale tilgang er en styringsstrategi for udvikling af socialt ansvarlige områder

4.8.1

I et samfund som vores, der er åbent for den globale konkurrence, bør enhver strategi for styring af en socialt ansvarlig udvikling på lokalt og regionalt niveau sikre, at der tages bæredygtige skridt i retning af økonomisk udvikling og høje sociale standarder. En sådan strategi bør bl.a. omfatte:

23.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/20

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg er overbevist om, at anvendelse af elektroniske medier i undervisning og uddannelse — e-læring (1) — vil give EU mulighed for at gennemføre aktiviteter, der har til formål at øge effektiviteten og kvaliteten af uddannelse, herunder arbejdspladsbaseret almen og faglig uddannelse. Dette vil sammen med andre foranstaltninger nedbringe udgifterne til personaleuddannelse og mærkbart forbedre virksomhedernes, og især de små og mellemstore virksomheders konkurrenceevne.

1.2

EØSU mener, at læring og uddannelse, som understøttes af informations- og kommunikationsteknologier (ikt), endnu ikke er en sammenhængende helhed i EU. Det skyldes den sproglige og kulturelle mangfoldighed, og at de relevante markeder endnu ikke er modne.

1.2.1

For at dette kan ændres, skal alle uddannelsesinstitutioner, herunder også dem, der er aktive inden for livslang læring (2), være mere åbne over for nye læringsformer og parate til at anvende dem i endnu større omfang samt støtte integrationen af viden og erfaring med henblik på at skabe synergi med den påtænkte teknologiske og økonomiske udvikling.

1.2.2

EØSU mener, at Kommissionen bedst er i stand til at udforme en ny politik på dette område. Spørgsmålet om kommunikation og koordination er derfor især vigtigt for Kommissionens tjenestegrene, især på områderne uddannelse og informationssamfund.

1.2.3

Tidspunktet er kommet, hvor man bør erkende, at e-læring er blevet en integreret del af hverdagen og et anerkendt fagområde. Dette vil gøre det lettere at anlægge en konsekvent tilgang og udnytte merværdien af e-læring.

1.3

EØSU er overbevist om, at der i EU er behov for at skabe større bevidsthed om, hvordan ikt kan understøtte uddannelse i erhvervslivet og inden for livslang læring. Det kan blandt andet ske gennem:

1.4

EØSU appellerer til EU-institutionerne og medlemsstaterne om at have in mente, at når de gennemfører udviklingsprogrammer i tilknytning til informationssamfundet, må disse processer ikke føre til nogen form for udstødelse. Der bør med andre ord ikke være sociale eller økonomiske hindringer af nogen art for at anvende elektroniske infrastrukturer som et læringsredskab.

1.4.1

EØSU understreger, at støtte fra EU og medlemsstaternes regeringer til bredbåndsinternetforbindelser (3), der giver adgang til e-læringssystemer, er en vigtig forudsætning for at kunne anvende ikt inden for livslang læring, navnlig i EU'slanddistrikter og små byer. Situationen er især vanskelig for sådanne områder i de nye medlemsstater. Dette støtter blot argumentet om, at der ikke må være nogen hindringer for adgang til bredbåndsforbindelser.

1.4.2

EØSU anmoder i den forbindelse Kommissionen om at lade bredbåndsadgang indgå som led i en bredere strategi, der skal give e-adgang status som en almennyttig tjeneste.

1.5

EØSU mener, at hvad angår elektronisk fjernundervisning og -uddannelse bør man være særligt opmærksom på faren for, at der kan opstå en generationskløft, især fordi flere og flere aktiviteter inden for livslang voksenlæring vil blive gennemført ved hjælp af ikt.

1.6

EØSU gør desuden opmærksom på, at e-læring også bør tilpasses blindes behov. I betragtning af, at de tekniske løsninger på dette område er velkendte, bør forfattere til bøger om e-læring tage udgangspunkt i de regler, der er fastsat af blindeorganisationer.

1.7

EØSU er overbevist om, at e-læring vil være et effektivt redskab til at forbedre virksomhedernes konkurrenceevne og øge deres forretningspotentiale, navnlig i små og mellemstore virksomheder, der spiller en central rolle, når det drejer sig om at skabe økonomisk vækst og arbejdspladser.

1.8

EØSU mener, at større udbredelse af ikt-baseret livslang læring i EU i høj grad kan være med til at fremme erhvervslivets konkurrenceevne og styrke den sociale kapital og således bidrage til at øge værdien af den europæiske virksomhedskapital.

1.9

EØSU konstaterer, at der er et påtrængende behov for at definere en ny rolle for civilsamfundet og for dialog mellem arbejdsmarkedets parter som led i fremme og etablering af it-baseret livslang læring på EU's arbejdsmarkeder. At gøre alle de europæiske samfund parate til ikt-baseret livslang læring vil bidrage til opbygningen af et europæisk videnområde og et videnbaseret samfund (4).

1.10

EØSU konstaterer, at der er gjort færre fremskridt end forventet med hensyn til integration af ikt i læring og faglig konsolidering af e-læring. De kompetente myndigheder på europæisk og nationalt niveau anmodes derfor om at træffe foranstaltninger, som vil få væsentligt flere personer til at give sig i kast med e-læring. En sådan udvikling vil have afgørende indflydelse på erhvervslivets konkurrenceevne og produktivitet.

1.11

EØSU opfordrer EU-institutionerne til at være særligt opmærksom på små og mellemstore virksomheder, deres netværk og repræsentative organisationer for at sikre, at de får størst muligt udbytte af ikt i uddannelsessammenhæng.

1.12

EØSU mener, at undervisere i moderne teknologi og metodologi (it-uddannelse) bør tildeles langfristet, systematisk støtte via omfattende programmer og incitamenter.

1.13

EØSU understreger, at Kommissionen også bør være særlig opmærksom på spørgsmålet om intellektuel ejendomsret i forbindelse med it-uddannelser.

1.14

Som afsluttende konklusion på sine forslag og henstillinger foreslår EØSU, at man tilføjer en ny term — »e-livslang læring« — til den række af termer, som allerede anvendes i EU (f.eks. »e-Europe«, »e-læring«, »e-færdigheder« osv.) for at fremhæve denne læringsforms rolle og nødvendigheden af at udvikle og udvide denne læringsform i e-Europe-handlingsplanen og efterfølgende i2010-initiativer.

2.1

I udtalelsen undersøges betydningen af ikt-baseret livslang læring for konkurrenceevnen, industrielle ændringer og udvikling af social kapital i Den Europæiske Union.

2.2

Livslang læring er i forbindelse med Lissabon-strategiens gennemførelse ved at blive et af de vigtigste begreber i EU's uddannelsespolitik og de nye undervisningsprogrammer for perioden 2007-2013 (5). Fleksible og åbne ikt-baserede lærings- og uddannelsesformer spiller helt klart en nøglerolle i udviklingen af en videnbaseret økonomi.

2.3

Efter det banebrydende program e-Europe og foranstaltninger for at indføre e-læring, som allerede har vist lovende resultater, bør man overveje, hvordan man kan bygge videre på disse resultater, hvad angår den industrielle udvikling, hvordan man kan udvikle de muligheder, som der hermed er opstået, og hvordan vores fremtidsudsigter skal se ud.

3.1

Betydningen af informationsteknologi i forbindelse med udvikling af menneskelige ressourcer er anerkendt af Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union (6), som har godkendt et flerårigt program (2004-2006) for effektiv integrering af ikt i uddannelsessystemerne i Europa. Programmets grundlæggende mål er, at ikt skal bruges til at fremme almen og faglig uddannelse af høj kvalitet i forbindelse med livslang læring.

3.2

Åben, fleksibel fjernundervisning var sammen med e-læring fremherskende i det sidste årti, men tages nu atter op og denne gang i en bredere sammenhæng. Ikt-baseret læring og e-læring gør vores hverdag, uddannelse og arbejde mere fleksibel og anses for at være et af de vigtigste midler til at opfylde Lissabon-strategiens mål. Ikke-formel (7) og uformel uddannelse (8) og arbejdspladslæring får stadig større betydning.

3.3

I sin udtalelse fra 2004 om »Bedre gennemførelse af Lissabon-strategien« (9) understregede EØSU nødvendigheden af at undersøge de nye muligheder i den videnbaserede økonomi og betydningen af større udbredelse af informationsteknologier og innovationsprocesser.

3.3.1

I udtalelsen gjorde EØSU også opmærksom på mangler ved uddannelsessystemerne og behovet for bedre integrering af den sociale dimension.

3.4

Nogle af de initiativer, som EU har taget inden for ikt-baseret læring i det seneste årti, har ført til usædvanligt fine resultater, mens andre manglede sammenhæng og ikke førte til det tilstræbte resultat, hverken kvantitativt eller kvalitativt set.

3.4.1

De første modeller for e-læring fokuserede på individet og overførsel af forud fastlagt viden. De omfattede praktisk talt ingen vejlederstøtte eller -evaluering og var noget af en skuffelse for dem, som gjorde de første forsøg på at tilpasse sig denne læringsform.

3.4.2

Hastige teknologiske fremskridt, større økonomisk pres og de politikforanstaltninger, som regeringer i de seneste par år har truffet i forskellige tempi med det formål at indføre ikt inden for almen og faglig uddannelse, har ikke været nok til at fremme udviklingen af faglige kompetencer.

3.5

Det er planen, at i 2010 skal 12,5 % af de voksne i EU mellem 25-64 år deltage i forskellige former for livslang læring, mod det nuværende gennemsnit på 10 % (10). Kun ved at øge udbredelsen af ikt-baseret almen og faglig uddannelse kan disse mål nås.

3.5.1

De udfordringer, som Kommissionens og medlemsstaternes programmer for almen og faglig uddannelse står over for, er særligt store, fordi kun 15 % af de nye job i de næste fem år skal besættes med ufaglærte, mens 50 % vil kræve højt kvalificerede medarbejdere (11).

3.6

Et nyt EU-initiativ, som blev iværksat i forbindelse med Kommissionens »i2010«-meddelelse (12) er e-integrationsinitiativet. Termen »e-integration« henviser både til integration af ikt og anvendelse af ikt som et middel til at opnå integration (13). Hensigten med e-integrationspolitikken er at fjerne hindringer for og fremme anvendelse af ikt for at undgå udstødelse og forbedre økonomisk produktivitet og beskæftigelsesmuligheder.

3.6.1

Et vigtigt aspekt af e-integration er elektronisk fjernundervisning, som har til formål at nedbringe eller forebygge den sociale marginalisering blandt erhvervsgrupper med begrænset adgang til traditionelle uddannelsesformer på grund af deres geografiske placering, sociale situation eller særlige uddannelsesbehov (handicappede).

3.6.2

Denne læringsform rummer mange fordele. Eftersom den ikke er bundet til et fast undervisningssted, kan læringen foregå i en hastighed, som er tilpasset individuelle behov. Det er muligt at anvende moderne informationsteknologi, og personer fra ugunstigt stillede grupper har mulighed for at forbedre deres færdigheder osv.

3.6.3

I en nylig udtalelse (14) anmodede EØSU repræsentanter for regeringer og erhvervssektorer om at træffe og støtte foranstaltninger til fremme af ikt-baseret almen og faglig uddannelse for forskellige sociale grupper, der er i fare for »e-udstødelse« (15).

3.6.4

Gennemførelsen af e-integrationsprogrammet er også kædet sammen med fremme af grundlæggende it-færdigheder (16), som er blevet synonymt med det moderne videnbaserede samfund. Som det blandt andet fremføres i en af EØSU's seneste udtalelser (17), synes det ikke kun nødvendigt, men også selvfølgeligt snarest muligt at anerkende it-færdigheder som en af de vigtigste færdigheder inden for livslang læring.

3.7

Fremme af e-færdigheder (18) har væsentlig indflydelse på forskellige aspekter af industrielle ændringer. Termen »e-færdigheder« dækker færdigheder, der relaterer til ikt-praksis, ikt-brug og e-business. Kommissionen foreslog for nylig en række foranstaltninger inden for rammerne af en omfattende dagsorden for e-færdigheder, hvoraf mange omhandlede erhvervslivet og styrkelse af e-færdigheder på arbejdsmarkedet og udvikling og fremme af nye e-kompetencer (19).

3.7.1

Partnerskabet mellem interessenterne spiller en nøglerolle i forbindelse med foranstaltninger vedrørende både e-færdigheder og selve de spørgsmål, som knytter sig til indførelse af ikt-baseret livslang læring. Det omfatter følgende interessenter:

3.8

Udbredelse af bredbåndsadgang til internettet er helt afgørende for opfyldelsen af målene i henholdsvis i2010-strategien og e-integrationsprojekterne. Bredbåndsadgang må ikke kun begrænses til store byer, men skal også være tilgængelig for indbyggere i mindre udviklede regioner (20).

3.8.1

Man bør være opmærksom på, at i EU-15 har omkring 90 % af virksomhederne og husstandene i byområder adgang til en bredbåndsforbindelse, men kun 60 % i landdistrikter og yderregioner. Disse forskelle er endnu større i de nye medlemsstater.

3.8.2

Bredbånd er helt nødvendigt, ikke alene for udviklingen af virksomheders konkurrenceevne og regioners økonomiske vækst, men også for uddannelses- og erhvervsuddannelsessektoren, især hvor e-læring anvendes i uddannelsesprogrammer.

3.9

Det vil i øjeblikket være overordentlig hensigtsmæssigt med en politisk debat om dette anliggende, hvis vi skal forbedre livslang e-læring og gøre denne læringsform mere effektiv. EU er bedst i stand til at udstikke nye retningslinjer for politikken på dette område.

3.9.1

De nuværende politikker lægger de facto vægt på indførelse af ikt i formelle uddannelsesinstitutioner, bl.a. skoler og universiteter. Der fokuseres langt mindre på ikt, og der afsættes færre ressourcer til fremme af ikt-anvendelse inden for livslang læring og ikke-formel/uformel uddannelse for voksne.

4.1

Ifølge retningslinjerne i Kommissionens meddelelse fra 2002 (21) og EØSU's udtalelse om »Uddannelse og produktivitet« er produktivitet nøglen til virksomhedernes og de europæiske økonomiers konkurrenceevne samt til økonomisk vækst. Større produktivitet er i vid udstrækning afhængig af virksomhedernes fremskridt på ikt-området og arbejdskraftens evne til at tilpasse sig moderne krav i erhvervslivet.

4.1.1

Selv om de elektroniske teknologier, der blev slået stort op, ikke formåede at leve op til forventningerne i de indledende udviklingsfaser, oplever de områder af samfundet og økonomien, der anvender elektroniske teknologier, en hidtil uset udvikling og har fortsat et stort potentiale.

4.1.2

Kommissionen erkender og påskønner i den forbindelse med rette den vigtige rolle, som moderne informations- og kommunikationsteknologier spiller for fremme af konkurrenceevne og innovation og deltagelse i den videnbaserede økonomi, navnlig i små og mellemstore virksomheder.

4.2

Vejen til at forbedre den europæiske økonomis konkurrenceevne må nødvendigvis gå gennem uddannelse, herunder ikt-baserede programmer og erhvervsuddannelse. Udvikling af sammenhængende, omstillingsparate og fleksible uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer for såvel arbejdssøgende som dem, der forbereder sig på at komme i arbejde eller allerede er beskæftiget i industrien, vil få videnproduktionens vækstrate til at stige og føre til afgørende teknologiske forandringer og nyskabelser i fremstillingsvirksomheder samt øge deres konkurrenceevne.

4.2.1

Indførelse af it-baseret livslang læring i virksomheder og tilknyttede områder vil gøre dem mere konkurrencedygtige og styrke den sociale kapital og dermed øge værdien af den europæiske virksomhedskapital.

4.3

Omkring 1994 skete der et gennembrud i gennemførelsen og anvendelsen af e-læring, da erhvervslivet — hovedsageligt store selskaber — begyndte at anvende denne metode i større skala som led i deres interne uddannelse og udvikling af menneskelige ressourcer. Det var et tegn på modenhed, da e-læring viste sin evne til at levere solide og holdbare løsninger og dermed fik lagt afstand til den tidligere periode, der var præget af forenklede reklame- og markedsføringsbudskaber. Små og mellemstore virksomheder er i mellemtiden af flere årsager blevet til en i praksis ugunstigt stillet gruppe af brugere af e-læring, der kun anvender denne uddannelsesmetode — og ofte også ikt — i begrænset omfang, og størstedelen af de ansatte i små og mellemstore virksomheder risikerer herved at blive udelukket fra de muligheder, som findes inden for videreuddannelse. Større deltagelse i e-læring kan i høj grad være med til at fremme små og mellemstore virksomheders konkurrenceevne og gøre dem mere effektive. Kompetente myndigheder på både europæisk og nationalt niveau bør øge bevidstheden herom og gennemføre foranstaltninger for at få små og mellemstore virksomheder til i højere grad at anvende ikt i uddannelsesøjemed.

4.4

Social kapital omfatter færdigheder, viden, kultur, kundskaber og individuel kreativitet samt relationer mellem mennesker og organisationer. Betydningen af disse ressourcer for økonomisk vækst og dens efterfølgende industrielle forandringer bør vurderes ved at undersøge forholdet mellem udvikling, fremme og anvendelse af sådanne ressourcer og den merværdi, de skaber.

4.4.1

Et højt niveau af social kapital har direkte indvirkning på evnen til at skabe et videnbaseret samfund, som er kreativt, innovativt, åbent for forandring og i stand til at skabe langfristede økonomiske og sociale bånd. En af hjørnestenene i et sådant samfund er investering i forskning samt almen og faglig uddannelse.

4.4.2

Social kapital kan øges gennem de relevante aktørers (se punkt 3.7.1) evne til at samarbejde i form af partnerskaber i alle programmer og aktiviteter, der har forbindelse til ikt-baseret almen og faglig uddannelse, især livslang læring.

4.5

Elektronisk fjernundervisning kan muliggøre systematisk, hurtigere og billigere overførsel af viden. Det er især en nøglefaktor inden for erhvervslivet, fordi det er en vigtig del af dens menneskelige kapital og fremmer overførsel af viden fra forskningsinstitutter til erhvervslivet.

4.5.1

Veluddannede arbejdstagere, der hele tiden forbedrer deres kvalifikationer, er en vigtig faktor, når en virksomhed eller et foretagende skal værdifastsættes. De gør det lettere for virksomheden at ændre sin produktionsteknologi og profil samt tilpasse sig arbejdsmarkedets krav.

4.6

Kommissionen har understreget (22), at teknologiens hurtige udviklingstakt og skiftende økonomiske forudsætninger gør det nødvendigt med langfristede investeringer i udvikling af menneskelige ressourcer fra enkeltpersoner, virksomheder, arbejdsmarkedsparter og offentlige myndigheder. Desværre er der i EU's medlemsstater ingen klar tendens til større offentlige investeringer i uddannelse, som gennemsnitligt udgør 5 % af BNP, og der er markante forskelle mellem de enkelte medlemsstater.

4.7

Investering i udvikling af menneskelige ressourcer har direkte indvirkning på produktivitetsvæksten og er endvidere en attraktiv investeringsform på både mikroøkonomisk og samfundsmæssigt plan. Undersøgelser (23) viser, at hvert læringsår direkte får den økonomiske vækst til at stige med ca. 5 % på kort sigt og ca. 2,5 % på lang sigt. Dette bekræftes i Det Europæiske Råds forslag (24), som understregede, at investering i almen og faglig uddannelse giver betydelige fordele, som langt overstiger de dermed forbundne udgifter.

4.8

Hastige teknologiske forandringer fører til fremkomsten af moderne produktionsudstyr, som ofte har it-systemer, der kun kan betjenes af medarbejdere med ikt-færdigheder. Det er ikke altid muligt at ansætte sådanne medarbejdere med det samme, men takket være udbredt anvendelse af ikt i undervisning og uddannelse, især inden for livslang læring, vil det helt klart være lettere at finde frem til disse medarbejdere på arbejdsmarkedet.

4.9

Af ovennævnte grunde og i betragtning af de nuværende forandringer i industrien vil det være hensigtsmæssigt at tage aktive skridt til snarest muligt at indføre ikt inden for livslang læring. Dette tiltag skal gøre det muligt for medarbejdere i europæiske fremstillingsvirksomheder og arbejdsløse under erhvervsuddannelse hurtigere at erhverve sig nye kundskaber og færdigheder. Især arbejdsløse bør sikres adgang til statsstøttet ikt-uddannelse (25).

4.9.1

Arbejdsløse er ikke særligt motiverede til selv at tage initiativ til læring, fordi de stadig kun har få muligheder for at bruge den viden, som de har erhvervet. Den bedste motivation er den konkrete mulighed for et nyt job efter at have fulgt en bestemt uddannelse eller omskoling, der ideelt set udbydes af den virksomhed, hvori det pågældende job findes.

4.9.2

Dette kan skabe gunstige betingelser for ikt-baseret livslang læring, men infrastrukturen er utilstrækkelig på de områder, hvor det vil være mest hensigtsmæssigt (landdistrikter med konkursramte produktionsvirksomheder, hvilket er ved at blive et almindeligt fænomen i de nye medlemsstater).

4.9.3

Infrastrukturen i disse områder kræver støtte fra regeringerne og EU, eftersom it-virksomhederne ikke er parate til at dække udgifterne til internetadgang i fattige områder (småbyer og landdistrikter).

23.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/26

—

direkte og supplerende tiltag til fuldførelse af det indre marked og især fjernelse af hindringer for, at sektoren kan fungere gnidningsløst (hindringer for integration af markedet, arbejdskraftens fri bevægelighed og økonomisk vækst);

—

hurtig anerkendelse af forretningsservice som en integreret del af industripolitikken; Europa-Kommissionen bør notere sig dette og træffe foranstaltning til at udvide den europæiske industripolitiks anvendelsesområde til også at omfatte forretningsservice;

—

oprettelse af et Europæisk Observatorium for Forretningsservice, der skal indsamle information, igangsætte forskning, anspore til debat samt foreslå og overvåge gennemførelsen af politiske henstillinger;

—

styrkelse af den sociale dialog med henblik på at følge op på og vurdere ændringerne i arbejdsforholdene og beskæftigelsesmulighederne som følge af de strukturforandringer, der er fundamentet under den nye forretningsserviceøkonomi.

—

at styrke forretningsservice som et middel til at forbedre erhvervslivets og industriens produktivitet og opnå konkurrencefordele i forhold til lande med lave produktionsomkostninger og andre konkurrerende lande på det globale marked;

—

at anspore SMV'er til bredere og mere effektiv anvendelse af forretningsservice;

—

at opnå større beskæftigelse og bedre arbejdsforhold inden for forretningsservice som et middel til at forbedre produktiviteten, servicekvaliteten og levestandarden;

—

målrettede erhvervsuddannelses- og omskolingsprogrammer med det formål at styrke omstillingsparatheden og erhvervsevnen blandt de arbejdstagere, der er ramt af strukturforandringerne.

—

Offentligt finansierede F&U-programmer på nationalt og EU-niveau bør navnlig tage hensyn til tiltag og projekter, hvis formål er at øge udbuddet og brugen af innovativ forretningsservice.

—

Opmærksomheden bør rettes mod specifikke projekter inden for vidensintensive tjenesteydelser — herunder ikt- og F&U-tjenester — til fremstillingsindustrien, tjenester der fører til innovation, høj produktivitet og vækstperspektiver.

—

Forretningsservice er en kilde til innovation i den videnbaserede økonomi. Forskningen skal opmuntres til at arbejde videre med en videnskabeligt baseret udvikling af tjenesteydelserne, herunder navnlig af den metodologiske knowhow, der anvendes i forretningsgangene.

—

Beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (IPR) og andre beskyttelsesmekanismer bør styrkes gennem vedtagelse af den patentlovgivning, som er under behandling, for at tilskynde virksomhederne til at investere mere i F&U og innovation.

—

Ikt's betydning for innovation af tjenesteydelser bør anerkendes og støttes gennem opstilling af mål såsom sikring af levering af tjenesteydelser via bredbånd i hele Europa, navnlig i SMV'er, alt imens der tilstræbes en løsning på de sikkerheds- og fortrolighedsproblemer, der er forbundet med digitale e-business-netværk. Europa-Kommissionens »i2010«-initiativ spiller en vigtig rolle i denne sammenhæng.

—

Service engineering er en ny disciplin, der er et nyttigt grundlag for en forbedring af forretningsservicens kvalitet gennem mere systematisk planlægning. Denne innovative disciplin bør udvikles som et særligt forsknings- og undervisningsområde på universiteter, handelshøjskoler og andre undervisningsinstitutioner.

—

Normer kan være nyttige i forhold til tjenesteydelser af højere kvalitet og mere integrerede markeder i EU. Med det formål bør der tilskyndes til fremme af frivillig standardisering af tjenester i almindelighed og af forretningsservice i særdeleshed.

—

Det gælder om at finde løsninger, der styrker den humane kapital i EU og om at få vendt den stigende forskerhjerneflugt i EU.

—

Indføre nye incitamenter til at øge den private sektors andel af F&U-aktiviteterne i overensstemmelse med Lissabon-strategien.

—

Forbedre data og information om forretningsservice og tjenesteydelser, der leveres af industrivirksomheder.

—

Forbedre gennemsigtigheden på leverandørmarkederne for forretningsservice.

—

Sikre flere ressourcer til bedre uddannelse, erhvervsuddannelse, e-læring og sprogfærdigheder for at gøre det muligt at udvikle grænseoverskridende forretningsservice.

1.1

Denne udtalelse indeholder en analyse af forretningsservicens indvirkning på beskæftigelse, konkurrenceevne og produktivitet i fremstillingsindustrierne og af, hvorledes denne sektor kan styrkes yderligere i overensstemmelse med Lissabon-programmet. Der lægges vægt på udviklingstendenser inden for den nye disciplin, der går under navnet »service engineering«, og på eksternalisering/outsourcing af forretningsservice.

1.2

Der er bekymring for europæisk økonomis fremtidsudsigter og for, hvorledes den vil klare en kommende skarp konkurrence fra lavomkostningsøkonomier. Både fremstillingsindustrien og forretningsservicesektoren i Europa har tabt mange job til andre lande med komparative fordele, hvad angår omkostninger og færdigheder (det gælder f.eks. Kina inden for fremstillingsindustrien og Indien inden for forretningsservice). Til trods for denne udvikling spiller EU's fremstillingsindustri fortsat en hovedrolle i europæisk økonomi. Ifølge den seneste statistik eksporterede EU i 2004 varer for over 1.200 mia. USD og er dermed verdens største vareeksportør (1).

1.3

Fremstillingsindustrien anses fortsat for at være hovedkilden til teknologiske forandringer og teknologisk innovation i EU, men det konstateres samtidig, at den i det forløbne årti ikke har kunnet øge sine aktiviteter inden for højteknologi og områder med høj merværdi. Den vækst, som skabes af forretningsservice, navnlig gennem anvendelse af vidensintensive tjenesteydelser, er en supplerende katalysator for udvikling af nye teknologier, nye beskæftigelsesmuligheder og erhvervelse af nye konkurrencefordele. Forretningsservice er ligeledes en kilde til ikke-teknologisk (f. eks. organisatorisk) innovation, der øger virksomhedens immaterielle aktiver og arbejdstagernes knowhow.

1.4

De bemærkelsesværdige forbrugsændringer i retning af mere udbredt brug af tjenesteydelser i højt udviklede økonomier udgør ikke en afindustrialiseringstendens, således som det undertiden antages. Denne udvikling kan ses som en statistisk afspejling af en øget arbejdsdeling i udviklede økonomier og en opløsning af tidligere integrerede vertikale værdikæder. Specialiserede serviceudbydere tilbyder nu tjenesteydelser, der førhen blev udført internt af fremstillingsvirksomhederne. Nye tjenestevirksomheder er opstået og understøtter europæisk industris bestræbelser på at øge effektiviteten og optage nye teknologier, som vil afføde nye produkter med en høj merværdi.

1.5

Den seneste forskning viser, at tjenesteydelser og fremstillingsvirksomhed integreres og supplerer hinanden i den form for økonomi, der nu udvikles. Efterspørgslen efter tjenesteydelser opstår og udvikles, hvor der er en stærk industriøkonomi. De udelukker ikke andre alternativer (2).

1.6

I nærværende udtalelse slås der ikke til lyd for specielt at fremme tjenestesektoren på bekostning af fremstillingssektoren, men den indbyrdes afhængighed mellem de to sektorer fremhæves (3). EØSU understreger i udtalelsen, at det er muligt at forbedre og udbygge forretningsservice. Udvalget fremhæver endvidere forretningsservicens aktive bidrag til øget produktivitet og styrket konkurrenceevne i EU's fremstillingssektor. Samtidig forbedrer forretningsserviceyderne deres egen produktivitet gennem innovation, herunder hurtig indførelse af ny teknologi, ved at tiltrække mere højtkvalificerede medarbejdere og ved at forbedre arbejdsforholdene (4).

1.7

Eksternalisering/outsourcing af tjenester til specialiserede tjenesteydere, der kan udnytte stordriftsfordelene og en løbende procesinnovation, har en positiv indvirkning på omkostninger og produktivitet. Alligevel synes SMV ikke i tilstrækkelig grad at gøre brug af videnbaseret og innovativ forretningsservice. Hertil kommer behovet for at forbedre arbejdstagernes muligheder for at omstille sig fra fremstillingsindustri til forretningsservice gennem passende omskolingsprogrammer.

1.8

I dag leverer indenlandske udbydere hovedparten af forretningsserviceydelserne. Der er imidlertid ingen garanti for, at dette også vil være tilfældet i fremtiden. En række forskellige forretningsserviceydelser kan leveres fra udlandet — ikke kun fra andre EU-lande, herunder nye medlemsstater, men også fra ansøgerlande og sågar fra andre dele af verden, afhængigt af omkostninger og muligheder (nearshoring og offshore outsourcing). De seneste tal viser, at EU-25 i 2004 havde en positiv balance på 42,8 mia. EUR for handel med tjenester (en stigning på 5,8 mia. EUR i forhold til 2003) (5).

1.9

Der er behov for en løbende og grundig analyse af virksomhedsstrukturer og -processer med henblik på at kortlægge de funktioner, der kan købes af forretningsserviceleverandører eller netværk af virksomheder (deling af forretningsservice), som kan håndtere den type opgaver mere effektivt ved at operere i stor målestok og samle deres ekspertviden. Selvom dette kan have følger for beskæftigelsen i fremstillingssektoren, vil det i nogle tilfælde bidrage til at reducere de potentielle negative virkninger af offshore outsourcing, så fremstillingssektoren bevares i Europa, og efterspørgslen efter beskæftigelse inden for forretningsservice øges. Styrkelsen af kvalificerede tjenesterelaterede job i virksomhederne giver nye konkurrencefordele.

2.1

Alle områder af europæisk økonomi mærker følgerne af globaliseringen og behovet for forandringer for at kunne tilpasse sig de nye vilkår. Industripolitikken kan spille en positiv rolle i denne sammenhæng. I sin meddelelse »Opfølge strukturændringer: En industripolitik for det udvidede Europa«  (6) oplyste Kommissionen, at den agtede at udvikle en effektiv industripolitik med henblik på at følge op på de industrielle ændringer:

2.2

For nylig offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: Politiske rammer til styrkelse af fremstillingsindustrien i EU — mod en mere integreret industripolitisk strategi  (7). Inden for disse industripolitiske rammer kortlagde Kommissionen syv større tværsektorielle politikinitiativer:

Det er en alvorlig mangel ved ovennævnte meddelelse, at tjenesteydelser i almindelighed og forretningstjenester i særdeleshed ikke behandles. EØSU mener, at enhver industripolitik bør omfatte forretningsservice, og opfordrer Kommissionen til at øge rækkevidden af fremtidige industripolitiske strategier ved at integrere forretningsservice i sådanne strategier. En effektiv industripolitik vil ligeledes skulle tage højde for de sociale og beskæftigelsesmæssige konsekvenser af de industrielle ændringer. Dette betyder, at der skal lægges mere vægt på livslang læring og tiltag til fremme af arbejdstagernes mobilitet.

2.3

EU bør i langt større omfang og langt mere intensivt tage informations- og kommunikationsteknologierne (ikt) til sig. Intensiveringen og integreringen af ikt er lige vigtig i industrisektoren og inden for forretningsservice. Med hensyn til anvendelse af it sakker EU bagud i forhold til de vigtigste konkurrenter. Udgifterne til IT androg 732 EUR pr. indbygger i Vesteuropa i 2004, 1.161 EUR i USA og 1.012 EUR i Japan. IT-udgifternes andel i forhold til BNP var 3,08 % for Vesteuropas vedkommende, 4,55 % for USA's og 3,59 % for Japans vedkommende (8). Europa-Kommissionens ikt-task force spiller en vigtig rolle i denne sammenhæng.

2.4

EU-producenternes lavere produktivitet tilskrives ofte et efterslæb i indførelsen af teknologi og en utilstrækkelig udnyttelse af ikt-potentialet, især blandt SMV'er. Det lader ikke til, at problemet skyldes hardwareomkostningerne. Problemet er manglende ikt-viden og -ekspertise i SMV'erne, hvilket gør det vanskeligt for disse at tackle de hastige forandringer og den øgede kompleksitet, der er forbundet med ikt. Der eksisterer en »digital kløft«, som adskiller små og mellemstore virksomheder, hvilket betyder, at det fulde potentiale ved ikt og e-business-modellerne endnu ikke har kunnet udnyttes fuldt ud (9). Forretningsservice har stor betydning for at effektivisere ikt-sektoren og dermed skabe holdbare produktivitetsgevinster.

2.5

Det indre marked for tjenesteydelser i almindelighed og for forretningsservice i særdeleshed er ikke fuldført, og der eksisterer mange hindringer for effektivitet, konkurrencedygtighed og nye beskæftigelsesmuligheder. I rapporten »Status over det indre marked for tjenester« (10) blev der peget på en lang række hindringer, men gennemførelsen af Lissabon-strategien har skabt fremskridt. Ud over de lovgivningsmæssige aspekter ved markedet for forretningsservice er der behov for komplementære politikker som dem, der peges på i dokumentet, for at sikre EU både den nødvendige konkurrenceevne på det globale marked og social og økonomisk fremgang.

3.2

Forretningsservice udgør en meget sammensat gruppe af aktiviteter fra tjenesteydelser leveret af liberale erhverv (ingeniørrådgivning, regnskab, juridisk rådgivning) over tjenesteydelser med høj merværdi (f.eks. ikt-serviceydelser, virksomhedsrådgivning) og personalerelaterede tjenester (f.eks. personaleudvælgelse, genplacering (outplacement), midlertidigt arbejde) til støttetjenester for virksomheder, det være sig med lav merværdi (f.eks. rengøring, vagttjenester, cateringydelser) eller med stigende merværdi (f.eks. energiforvaltning, levering og behandling af vand og andre flydende stoffer, behandling af luft og affald). Inden for disse grupper er der grund til at være særlig opmærksom på arbejdsvilkårene og de sociale forhold.

Tabel 1.   Vigtige serviceydelser, der er nødvendige for virksomhedernes drift (funktionel tilgang) (12)

3.4

I dag er der flere og flere fremstillingsvirksomheder, der selv forsøger sig med udbud af tjenesteydelser. Ikke alene yder virksomhederne eftersalgsservice, de opdager i stigende omfang ligeledes en merværdi ved salg af deres ekspertise inden for rådgivende ingeniørvirksomhed, design eller procesinnovation til andre virksomheder. Der er ved at opstå en ny hybrid virksomhedsmodel, der omfatter virksomheder med aktiviteter inden for fremstilling og tjenesteydelser. Kunderne er i stigende omfang på udkig efter »løsninger« i stedet for blot efter produkter, og ofte er det evnen til at levere supplerende tjenesteydelser, der giver fremstillingsvirksomheden en bestemt konkurrencefordel.

3.5

Mangel på specifikke statistiske data om forretningsservice  (14). Der er mangel på statistiske oplysninger om efterspørgslen efter tjenesteydelser. Det indbyrdes forhold mellem de forskellige sektorer er ikke tilstrækkeligt dokumenteret. Informationen om serviceaktiviteter og deres bidrag til medlemsstaternes økonomier vil forhåbentlig blive forbedret gennem den revision af NACE-nomenklaturen, som forventes gennemført i 2007. Den reviderede nomenklatur vil give en bedre indsigt i servicesektorens struktur og udvikling (15). Informationer om, i hvor høj grad industrivirksomheder udbyder tjenesteydelser, er ligeledes en mangelvare.

3.6

Fragmentering og mangel på information og analyser vedrørende forretningsservice. EØSU mener, at der er behov for oprettelse af et Europæisk Observatorium for Forretningsservice, der skal indsamle information, igangsætte forskning, anspore til debat samt foreslå og overvåge gennemførelsen af politiske henstillinger. Et observatorium eller lignende ville resultere i en bedre forståelse af den rivende udvikling inden for sektoren og udgøre et forum, hvor politiske beslutningstagere og interessenter kunne mødes.

3.7

Standardisering af tjenesteydelser. Hvis der skal sættes yderligere fart i den frivillige standardisering af tjenesteydelser med udgangspunkt i markedsbehov og pålideligt materiale, er det endvidere nødvendigt at sikre bedre grundlæggende normer, hvad angår sikkerhed, kvalitet og ydeevne samt at fremme konkurrence og innovation inden for serviceerhvervet. Denne opgave skal løftes af CEN, ISO og nationale standardiseringsorganer. Udviklingen af frivillige normer i servicesektoren vil helt sikkert stimulere handelen med tjenester på tværs af grænserne og bidrage til at fremme det indre marked for tjenesteydelser.

4.1

Forretningsservice er af stor betydning med hensyn til at hjælpe SMV'erne med at realisere deres potentielle bidrag til innovation og vækst. Det er dokumenteret, at de mest dynamiske SMV'er gør udbredt brug af forretningsservice. I lyset af den øgede internationalisering må flere SMV'er tilskyndes til at benytte disse tjenester.

4.2

En nations evne til at frembringe nye idéer og kommercialisere en strøm af innovative teknologier over en længere periode bestemmes af en række faktorer (17):

4.3

85 % af EU's forskning er rettet mod industrivirksomhed (66 % i USA), og der findes ingen pålidelige tal for en analyse af F&U-aktiviteterne i servicesektoren. 87,5 % af F&U inden for industrisektoren falder inden for otte specifikke områder (kemiske stoffer, maskinfremstilling, kontormaskiner, elektriske apparater, halvlederteknologi, instrumenter, motorkøretøjer samt fly og rumfart).

4.4

Regnet i absolutte udgifter er det ikke lykkedes EU at indhente USA's forspring på F&U-området; faktisk er forspringet øget i det forløbne årti.

4.5

Det er af største betydning for europæisk industris konkurrenceevne, at der fokuseres mere på F&U-finansiering til højteknologiske og videnintensive tjenester (med høj indtjeningsmargen). »3 %-målsætningen« (18) ville være nemmere at opnå, hvis regeringerne forpligtede sig til øgede bevillinger, og hvis den private sektor blev tilskyndet til og støttet i at investere mere, herunder i forretningsservice.

4.6

Et europæisk teknologisk institut som foreslået af Kommissionen i en nylig meddelelse (19) er nyttigt, men teknologi bør ledsages af effektive erhvervsorienterede og organisatoriske strategier.

4.7

Virkningerne af forretningsserviceydelsers innovative funktioner er anført i nedenstående tabel:

Tabel 2.   Forretningsserviceydelsers innovative funktioner (20)

4.8

Nogle af EU's mest innovative virksomheder opererer inden for forretningsservice, men det generelle F&U-niveau i servicesektoren er for lavt og ustruktureret. Nye tjenester og forretningsmodeller udspringer ofte af enkelte virksomheders bekostelige og tidkrævende forsøg og fiaskoer. Det er nødvendigt for EU at støtte forskning på udvalgte områder for at ajourføre virksomhedernes knowhow inden for globalt førende højteknologi.

4.9

Det er vigtigt at finde måder at forbedre SMV'ers adgang til forskningsresultater på og at understøtte dem i deres kortsigtede produktudvikling.

4.10

Hvis virksomhederne skal investere mere i F&U, bør Kommissionen sikre en fyldestgørende beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, og behandlingen af forslaget om computer-implementerede opfindelsers patenterbarhed bør fremskyndes.

4.11

Bedre lovgivning og regulering er nødvendig.

5.1

Der er behov for en grundig gennemgang af EU's videnudviklingssystem, herunder:

6.1

Serviceinnovation har været genstand for indgående drøftelser og forskningsaktiviteter i Tyskland siden midten af 1990'erne. Service engineering har skabt en stor del af dynamikken i både det akademiske og praktiske arbejde på dette område. Service engineering har udviklet sig til en teknisk disciplin bestående i systematisk udvikling og udformning af serviceprodukter under anvendelse af egnede modeller, metoder og værktøjer. Selv om service engineering også omfatter visse aspekter ved servicestyring, er dens hovedmål udviklingen af nye serviceprodukter. Service engineering består endvidere i udformning af udviklingssystemer, med andre ord servicerelaterede spørgsmål vedrørende F&U og innovationsstyring i almindelighed.

6.2

Grundforskning i nye modeller, metoder og værktøjer vil give service engineering et værdifuldt skub fremad. Integrerede tilgange til fælles udvikling af fysiske varer, software og tjenesteydelser vil blive et fast element. Endelig vil den øgede harmonisering af servicestandarder fremme udformningen og en effektiv udvikling af nye tjenesteydelser (21).

6.3

Service engineering er et af de få områder inden for servicesektoren, som i alt væsentligt er blevet formet gennem europæisk forskning. Det er meget vigtigt at sikre øget integrering af de internationale netværk og en systematisk udvikling af et uafhængigt service engineering-miljø for at opretholde en ledende rolle på dette område i fremtiden (22).

7.1

Øget tendens til onlinelevering af tjenesteydelser. Der er stigende opmærksomhed omkring udviklingen og følgerne af ikt-baseret international sourcing af tjenester inden for informationsteknologi og forretningsprocesser. Ved anvendelse af ikt sker der en omlægning af forretningsservicen og et skift i retning af en mere intensiv onlinelevering. Hovedvægten lægges på digital levering, f.eks. i forbindelse med softwaretjenester, F&U og tekniske tests, rådgivningstjenester, udvikling af menneskelige ressourcer og arbejdskraftformidling. Dette er hovedsagelig markedsstyret som følge af:

7.2

Udforskning af de potentielle fordele ved offshoring for EU's økonomi. Nye globale udfordringer er ved at opstå i den kontinuerlige leverance af eksternaliserede tjenesteydelser fra alle dele af verden. Europa bør derfor være rede til at levere og eksportere tjenester af høj kvalitet til resten af verden. Digital levering og den hermed forbundne e-handelsassistance vil uvægerligt tage til i omfang. International offshoring og virksomhedsrelaterede tjenester er i dag centreret omkring back-office-funktioner (f. eks. it-serviceydelser, finansielle tjenesteydelser, regnskab, callcenter-funktioner). Hvad angår tjenester med høj merværdi som systemrådgivning inden for it, forskning og analyse, holder EU stadig skansen. Den teknologiske udvikling, relevante kompetencer og hermed forbundne omkostninger på det globale marked vil imidlertid uundgåeligt i højere grad påvirke de europæiske virksomheders beslutninger i fremtiden. Dette betyder, at det europæiske arbejdsmarked konfronteres med en udfordring, der går ud på at skabe flere arbejdspladser med et højt kvalifikationsniveau og forhindre ledighed (23).

7.3

Hindringer for generel digital levering af tjenesteydelser. Der består hindringer for udviklingen af digital levering, som bør undersøges grundigt, og der bør findes løsninger, som gør det muligt for europæiske virksomheder i den forretningsrelaterede tjenestesektor at være mere aggressive og ekspandere mere uden for EU's grænser. Hindringerne omfatter bl.a. mangel på normer og kompatibilitet, tillid og sikkerhed inden for e-handel, mangel på investeringer i fast og mobil bredbåndsinfrastruktur og den fortsat for ringe anvendelse af ikt i de små og mellemstore virksomheder.

8.1

Der har været en imponerende vækst i beskæftigelsen inden for forretningsservice i de seneste årtier. Den årlige vækst i perioden 1979-2002 lå på ca. 4,5 %, hvilket var langt mere end i andre erhvervssektorer. Forretningsservicens andel af den samlede beskæftigelse udgjorde i 2003 9 % i EU-15 og 8,6 % i EU-25. Servicesektoren i almindelighed og forretningsservice i særdeleshed kommer til at spille en nøglerolle i skabelsen af nye arbejdspladser i fremtiden og vil kompensere for den faldende beskæftigelse inden for fremstillingsindustrien.

8.2

Nedenstående tabel 3 viser væksten inden for forretningsservice over for væksten i den samlede økonomi i perioden frem til 2002.

Tabel 3.   Den årlige beskæftigelsesvækst inden for forretningsservice i 1979-2002 (24)

8.3

Dynamisk vækst i beskæftigelsen inden for servicesektoren og navnlig inden for vidensintensiv forretningsservice er et særligt kendetegn ved moderne økonomier. Selv om både beskæftigelsesniveauet inden for forretningsservice og vækstraterne varierer fra land til land i Europa, kan det konstateres, at »der ikke findes et fattigt land med mange forretningsserviceydelser og et rigt land, hvor der kun er få job i forretningsservicesektoren« (25).

8.4

Det kan forventes, at væksten i beskæftigelsen inden for servicesektoren og navnlig inden for videnintensiv forretningsservice vil fortsætte, om end i en lidt mere moderat stigningstakt. Ifølge tabel 4 vil denne imidlertid være højere end den forventede vækst inden for andre erhvervssektorer. Vækstraterne forventes at være væsentlig højere i de nye medlemsstater, hvor udviklingen af tjenesteydelser tager udgangspunkt i et betydeligere lavere absolut niveau.

Tabel 4.   Udvikling i beskæftigelsen pr. sektor i Vesteuropa

NB: Vesteuropa defineres som EU15 + Norge + Schweiz

Kilde: Cambridge Econometrics Press Release, What has happened to the Lisbon agenda?, november 2005.

8.5

Et særligt træk ved arbejdsstyrken i forretningsservicesektoren er de høje uddannelsesniveauer. Ifølge EU's arbejdsstyrkeundersøgelse udgjorde beskæftigelsesandelen af »højtkvalificerede« job 41 % i 2003, mens den i 1998 udgjorde 38 %. De lavt kvalificeredes beskæftigelsesandel udgjorde 17 %, et fald fra 25 % i 1998. Det forhold, at de fleste job i forretningsservicesektoren kræver høje og mellemhøje kvalifikationer, udgør også en udfordring for uddannelsessystemerne i Europa, specielt strategierne for livslang læring, idet strukturændringerne i europæisk industri vil kræve, at flere personer migrerer til job i denne sektor fra andre beskæftigelsesområder. På denne baggrund vil en stram gennemførelse af Lissabon-strategien på uddannelsesområdet få enorm betydning. Tabel 5 viser uddannelsesniveauet i en række sektorer.

Tabel 5.   Uddannelsesniveauer inden for de vigtigste erhvervsaktiviteter og forretningsserviceydelser, EU15, 2003 (26)

23.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/38

1.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag om at oprette en Europæisk Fond for Tilpasning til Globaliseringen (herefter kaldet Globaliseringsfonden). EØSU er enig i målet om at intervenere via Globaliseringsfonden i sager, hvor arbejdstagerne udsættes for umiddelbare og omfattende sociale problemer som følge af alvorlige og uforudsete økonomiske forstyrrelser.

1.2

EØSU er enig i, at medlemsstaterne selv bærer hovedansvaret, og at Globaliseringsfonden kun bør intervenere på en medlemsstats foranledning og efter en tilsvarende beslutning fra budgetmyndighedens side. Reglerne er nødt til at være klare.

1.3

I tider med alvorlige forstyrrelser udgør foregribende politikker, dynamisk iværksætterånd, regionalt ansvar og rettidige foranstaltninger af og samarbejde mellem relevante aktører — erhvervslivet, arbejdsmarkedets parter, regering, regionale myndigheder og andre — nøglen. Globaliseringsfonden som et redskab for EU-solidaritet har en komplementær funktion. Af troværdighedshensyn må man ikke sætte forventningerne for højt.

1.4

De særlige foranstaltninger, Globaliseringsfonden finansierer, skal passe ind i alle de berørte aktørers overordnede planlægning. Globaliseringsfonden skal ikke yde støtte på områder, hvor medlemsstaterne har enebeføjelser. Det bør gøres klart, at fonden sigter efter specifikke beskæftigelsesmuligheder for folk i presserende økonomiske vanskeligheder.

1.5

EØSU opfordrer Kommissionen til at sikre arbejdsmarkedsparternes aktive inddragelse i skabelsen af nye arbejdspladser for arbejdstagere, der er blevet ledige. Opfyldelse af målet om »hurtig reintegration« af ledige arbejdstagere på arbejdsmarkedet er normalt en hård opgave. Erfaringen viser, at det tager lang tid.

1.6

Der bør sikres tæt koordination mellem de forskellige eksisterende instrumenter, især mellem Globaliseringsfonden og strukturfondene for at øge effektiviteten og sammenhængen.

2.1

I marts 2006 fremlagde Kommissionen et forslag om en Europæisk Fond for Tilpasning til Globaliseringen (1). Dens mål er at yde specifik engangsstøtte til fremme af arbejdstagernes tilbagevenden til arbejdsmarkedet i områder eller sektorer, der rammes af pludselige, alvorlige økonomiske forstyrrelser.

2.2

Alvorlige økonomiske forstyrrelser kan indebære økonomisk udflytning til tredjelande, en massiv stigning i importen eller et gradvist fald i EU's markedsandel i en given sektor. Det vigtigste kriterium for Globaliseringsfonden er, at over 1 000 arbejdstagere mister arbejdet i en virksomhed eller en gruppe af virksomheder i regioner med en ledighed, der ligger over gennemsnittet.

2.3

Støtteberettigede foranstaltninger under Globaliseringsfonden bør give arbejdstagere, der har mistet deres arbejde, forudsætning for hurtigt at blive reintegreret på arbejdsmarkedet. Bistanden er supplerende i forhold til nationale bestemmelser og målrettede regionale programmer. De relevante foranstaltninger er: omskoling, relokaliseringsstøtte, støtte til opstart af virksomheder, supplerende indkomststøtte.

2.4

Globaliseringsfonden intervenerer kun på en medlemsstats foranledning. Det beløb, som EU yder, kan ikke overstige 50 % af de samlede anslåede omkostninger for alle tiltag, medlemsstaten planlægger.

2.5

Der vil ikke blive afsat specifikke midler til Globaliseringsfonden inden for budgetrammerne. Den vil blive finansieret med underudnyttede bevillinger og uanvendte midler. Hver anvendelse vil blive afgjort af budgetmyndigheden, hvilket indebærer, at Rådet og Europa-Parlamentet har hele ansvaret.

2.6

Der forudses en detaljeret budgetprocedure. Medlemsstaterne skal påtage sig ansvaret for at forvalte de foranstaltninger, Globaliseringsfonden støtter. Kommissionen skal have en overvågningsrolle. I sager, hvor beløbet er underudnyttet, skal der ske tilbagebetaling.

2.7

Kommissionen skal gennemføre en løbende evaluering af forordningens resultater, kriterier og effektivitet samt en efterfølgende evaluering. Fra og med 2008 vil Kommissionen præsentere en årlig rapport om gennemførelsen af fonden, herunder evalueringer.

3.1

Forslaget, som sigter på at demonstrere EU's solidaritet med arbejdstagere, der bliver ledige som følge af pludselige ændringer i verdens handelsmønstre, er baseret på Det Europæiske Råds konklusioner i december 2005. Det indgår som et kompromis i aftalen om de finansielle overslag. Der er blevet foretaget en konsekvensanalyse (2), som indeholder relevant information om Globaliseringsfondens indhold og anvendelsesområde.

3.2

Globaliseringsfonden er adskilt fra strukturfonden og vil fungere som et af de EU-instrumenter, der skal fremme den europæiske økonomis (3) tilpasning og konkurrenceevne.

3.3

Strukturfondene sigter på langsigtede foregribende tiltag baseret på en flerårig fremgangsmåde, mens Globaliseringsfonden ikke er beregnet til at tage sig af omlægning. Den sigter specifikt på enkeltborgere i regioner, som er berørt af alvorlige forstyrrelser i verdens handelsmønstre. Sådanne sjældne, men meget alvorlige situationer kræver engangs- og tidsbegrænset individuel støtte. Visse af Globaliseringsfondens målsætninger er ikke dækket af Strukturfonden.

3.4

I et vist omfang har USA's hjælpeforanstaltningsprogram for handel (»Trade Adjustment Assistance« — TAA) fra 1962 tjent som forbillede. TAA har til formål at foretage en justering af asymmetrien mellem de negative virkninger af handelsåbning og international liberalisering i særlige individuelle tilfælde eller regioner og deres overordnede fordele. Det er dog ikke let at sammenligne TAA og Globaliseringsfonden på grund af kulturforskellene mellem USA og EU og de forskellige berørte kriterier.

3.5

Globaliseringsfonden bør fungere i overensstemmelse med den gode praksis, OECD har udpeget og som understreger behovet for en klar klassificering af grupperne af ledige i handelssektoren og ydelse af bistand i en begrænset tidsperiode i overensstemmelse med principperne om omkostningseffektivitet, gennemsigtighed og ansvarlighed.

3.6

Globaliseringsfondens formål er at bidrage til udviklingen af en »flexicurity«-tilgang i EU, en balance mellem fleksibilitet og jobsikkerhed, og vil supplere strukturfondenes årlige strategiske prioriteter og politikker.

4.1

Forordningen henviser indledningsvis til globaliseringens overordnede positive indvirkning på vækst og jobs i EU. Men EØSU bemærker, at synlige og negative virkninger på sektorspecifikt og regionalt niveau samtidig er højst sandsynlige. Globaliseringsfonden vil være et særligt instrument til at forbedre mulighederne for at finde nye jobs til arbejdstagere, som er blevet ramt af alvorlige økonomiske forstyrrelser. Det er en skam, at konsekvensanalysen (4) ikke har analyseret konkrete sager.

4.2

Eftersom forordningens betragtning (4) kræver, at Globaliseringsfondens aktiviteter »skal være sammenhængende, forenelige med andre EF-politikker og i overensstemmelse med gældende fællesskabsret«, bør forslagene grundigt undersøges af forskellige politikplanlæggere i Kommissionen, især GD for konkurrencepolitik, så man undgår eventuelle beskyldninger om uberettiget statsstøtte.

4.3

Globaliseringsfonden repræsenterer et konkret skridt fra EU's side i retning mod at bekæmpe virkningerne af alvorlige forstyrrelser i den eksterne handel og på verdensmarkedet. Med henblik på fremtiden kan man overveje et tilsvarende instrument til at afbøde de negative konsekvenser af intern handel og EU's indre marked (f.eks. udflytning inden for EU, skattepolitik).

4.4.1

Der er brug for stramme interventionskriterier. Kriteriet i artikel 1 om arbejdstagere, som bliver afskediget som følge af gennemgribende ændringer i verdens handelsmønstre, der har betydelige negative konsekvenser for økonomien på regionalt eller lokalt plan, er temmelig uklar. Medlemsstaterne har det primære ansvar for at indgive ansøgninger om bevillinger fra fonden. Kommissionen bør garantere, at kriterierne anvendes ensartet i alle sager og over for alle medlemsstater.

4.4.2

Bevisbyrden for ansøgninger ligger hos medlemsstaterne. Ansøgningen vil blive undersøgt og overvåget nøje af Kommissionen, herunder brugen af retningslinjer, og økonomisk støtte vil blive bevilget af budgetmyndigheden på basis af den enkelte sag. Alt dette indebærer en procedure, hvor både Kommissionen, medlemsstaterne og budgetmyndighederne lærer ved at gøre tingene selv og gennem konkrete erfaringer. Tvetydigheder må undgås: De samme regler og den samme tilgang skal være gyldige og anvendes i hele EU.

4.4.3

Hvad angår mindsteniveauet for afskedigelser i specifikke regioner, er interventionskriterierne i artikel 2 klart defineret. Kriteriet »1 000arbejdstagere« er ikke begrænset til en enkelt virksomhed, men omfatter downstream- og upstream-producenter.

4.4.4

Almindeligvis vil ræsonnementet for at reducere antallet af arbejdstagere være baseret på en række faktorer, f.eks. modernisering, rationalisering, ændring af produktionsmetoder og så sandelig internationale handelsmønstre. Sjældent vil en specifik faktor dominere totalt.

4.4.5

Det amerikanske TAA er blevet nævnt som eksempel. På den anden side er den forbindelse mellem ændrede handelsmønstre og regeringstiltag for at mindske deres indvirkning på afskedigelser, som nævnes i Kommissionens beskrivelse af, hvordan TAA fungerer, temmelig vag. Desuden er TAA's kriterier og hidtidige anvendelse temmelig forskellige fra, hvad EU har i tankerne.

4.4.6

Der vil blive ansøgt om støtte fra Globaliseringsfonden i tilfælde af økonomiske forstyrrelser og uforudsete omstændigheder. Forandringstendenser er imidlertid ofte allerede synlige, inden man føler den egentlige effekt af denne ændring. God virksomhedsledelse går bl.a. ud på at træffe forebyggende foranstaltninger i tide.

4.4.7

Det betyder, at en eventuel planlægning af nationale og EU-baserede støttetiltag er nødt til at tage hensyn til, hvordan virksomheder og arbejdsmarkedets parter selv har foregrebet ændringerne. Hvor relevante er f.eks. støttetiltag, hvis virksomheder og arbejdsmarkedets parter har forsømt i tide at udpege udviklinger, som kan true markedet og/eller beskæftigelsen?

4.5.1

Forskellen mellem strukturfondene og Globaliseringsfonden rummer tre dimensioner: a) forskel i størrelse: 44 mia. euro kontra 500 mio. euro, b) forskelle i tilgang: en langsigtet og foregribende tilgang til brede spørgsmål om modernisering kontra en kortsigtet og målrettet tilgang til hurtig reintegration af arbejdstagere på arbejdsmarkedet og c) på grund af deres omfang og anvendelsesområde er strukturfondene tilbøjelige til at være bureaukratiske, mens en ikke-bureaukratisk tilgang er nødvendig, hvad Globaliseringsfonden angår.

4.5.2

Der bør sikres en streng skelnen mellem strukturfondene og Globaliseringsfonden. Globaliseringsfonden er per definition kortsigtet og tidsbegrænset og fokuseret på specifikke sager. På længere sigt planlægges yderligere forpligtelser for strukturfondene inden for rammerne af en bredere regional sammenhæng. I sager, hvor tiltag er supplerende, må man respektere fondenes forskellige filosofi og strukturer.

4.5.3

Det vil ikke være let at skabe betingelser for en »hurtig« reintegration af afskedigede arbejdstagere på arbejdsmarkedet, hvis rammerne og omstændighederne ikke er gunstige, f.eks. i regioner, som primært domineres af en enkelt erhvervsaktivitet, i tilbagestående regioner eller i områder, hvor der lokalt mangler uddannelses- og omskolingsfaciliteter osv. Der bør sættes særlig fokus på mellemleder- og toplederstillinger for at undgå hjerneflugt. I disse særlige tilfælde er der formentlig behov for en kombination af Globaliseringsfonden og strukturfonden samt en så effektiv brug af EURES-netværket som muligt for at fremme mulighederne for mobilitet i hele EU. En mangel på effektiv koordination kan udgøre et problem. I den henseende er det nødvendigt at fokusere ekstra på bestemmelsen i artikel 5, stk. 3.

4.5.4

De støtteberettigede tiltag i artikel 3 skal ses sammen med bestemmelserne i artikel 5 og 6, især vedrørende regionale, nationale og EU-foranstaltningers indbyrdes relation og interaktion. Da EU-foranstaltninger supplerer regionale og nationale foranstaltninger, kan tidligere erfaringer i EU — f.eks. med RESIDER, RECHAR og RETEX — og i andre situationer være nyttige, eftersom Globaliseringsfonden ikke skal stå for omstrukturering.

4.5.5

I særlige tilfælde kan det være nyttigt at anvende den sektorspecifikke tilgang, som anvendes inden for moderne industripolitik, når man skal vurdere analyser og fastlægge brugen af instrumenter.

4.5.6

Det er af særlig betydning og interesse for en række medlemsstater, at indkomstrelaterede- og arbejdsmarkedspolitikker forbliver en opgave for de enkelte lande, og at Kommissionen forhindres i at gribe ind i nationale beføjelser. I den lange række af foranstaltninger udviklet af en medlemsstat for at løse en speciel krise skal EU's bidrag følgelig fokusere eksplicit på de enkelte borgere og på at fremme, at afskedigede arbejdstagere atter kan komme ind på arbejdsmarkedet. På nuværende tidspunkt henviser EØSU til anvendelseskriterierne i Kul- og stålfællesskabets tidligere sociale kapitel, som kan være med til at forhindre institutionelle overlapninger og konflikter.

4.6

Budgetmyndigheden spiller en afgørende rolle. Det er positivt, at forordningen på behørig vis og i detaljer fastlægger de finansielle procedurer, der skal følges.

4.7

Forordningen er udarbejdet med henblik på særlige hastesituationer, der som regel kræver hurtige og effektive tiltag. Det betyder, at der bør være så lidt bureaukrati som muligt i forbindelse med gennemførelsen af reglerne, samtidig med at der kræves stor omhyggelighed. Målet bør fortsat være at tilvejebringe effektiv støtte hurtigst muligt.

4.8

For nylig er der i en række, selv komplicerede, tilfælde sket en vellykket omstrukturering. Selv om konkrete sager altid er enestående, viser det brede spektrum af omstruktureringer, at koncentrerede regionale tiltag fra alle interesseparters side, ofte støttet af deres regeringer og med klar fokus på at skabe betingelser for nye eller styrkede industrielle eller servicerelaterede virksomheder og omflytning, har båret frugt.

4.9

I de fleste sager er økonomiske og sociale planer blevet udviklet i tæt samarbejde mellem de nationale myndigheder, regionale myndigheder og arbejdsmarkedets parter, som generelt har arrangeret rundbordsdiskussioner og inddraget alle aktører i regionen.

4.10

Hvad angår den nye globaliseringsfond bør der planlægges og gennemføres tilsvarende procedurer, hvis fonden skal være en succes. I det øjemed er repræsentanter for Kommissionen nødt til at deltage direkte i sådanne forsamlinger og møder på regionalt og lokalt niveau.

5.1

Selv om Kommissionen har fastlagt en budgetbevilling på 500 mio. euro for Globaliseringsfonden gennem statistiske simuleringer baseret på konkrete sager, bør beløbet evalueres og eventuelt justeres årligt på basis af, hvordan situationen udvikler sig og den konkrete feedback om støtteanvendelsen.

5.2

Artikel 2 præciserer, at økonomiske forstyrrelser udløser støtte fra Globaliseringsfonden. EØSU opfordrer Rådet til at diskutere definitionerne af de nævnte fænomener i det indledende afsnit i denne artikel, inden forordningen træder i kraft. Alt for brede definitioner kan senere virke som en hæmsko for en effektiv beslutningsprocedure hos budgetmyndigheden. Alt for snævre definitioner kan have samme virkning. En diskussion i Rådet kan være med til at afklare dilemmaet og skabe en balance. En sådan diskussion kan også være et nyttigt bidrag til Kommissionens retningslinjer.

5.3

Grundene til støtte af denne art bør fastslås klart og tydeligt. Foregribende tiltag fra virksomhederne selv samt fra arbejdsmarkedets parter og andre interesseparter bør også overvejes. Det kan også indgå i Kommissionens retningslinjer.

5.4

Som led i den årlige evaluering og også med henblik på en eventuel ændring i henhold til artikel 20 bør man overveje en evaluering af støttekriterierne i artikel 2 (antal berørte arbejdstagere, den regionale dimension og beskæftigelsesindikatorer), så man sikrer, at støttekriterierne også er fleksible nok til at klare mangfoldigheden af specifikke regioner, især når det gælder små lande med primært små og mellemstore virksomheder.

5.5

Artikel 3 opstiller i (a) og (b) de tiltag, der er berettiget til finansiel støtte fra Globaliseringsfonden. EØSU bemærker, at indkomstrelaterede områder som f.eks. pensionsrettigheder og sociale ydelser udelukkende er medlemsstaternes kompetenceområde. Globaliseringsfonden bør begrænses til at finansiere forskellige former for uddannelses- og omskolingsfaciliteter og rammevilkår. Under særlige omstændigheder kan det omfatte lønstøtte til individer, der er i arbejde eller som søger arbejde.

5.6

Artikel 10, stk. 1, fastlægger, at Globaliseringsfondens støttebeløb ikke kan overstige 50 % af medlemsstatens samlede planlagte foranstaltninger. EØSU ønsker ikke at sætte spørgsmål ved denne procentsats. Udvalget påpeger imidlertid, at der er en relation mellem Globaliseringsfondens finansielle bidragsniveau og antallet og omfanget af sager, som skal behandles.

5.7

Hvad angår artikel 12 foreslår EØSU, at punkt 1, litra b, læses således: »bevis for, at kriterierne i artikel 2 og kravene i artikel 6 er opfyldt«

5.8

EØSU mener, at arbejdsmarkedets parter og andre interesseparter i regionerne skal inddrages i alle faser af Globaliseringsfondens procedure. EØSU og Regionsudvalget bør også holdes underrettet af Kommissionen.

5.9

Fra 2008 og fremefter vil Kommissionen fremlægge årlige rapporter om Globaliseringsfonden. Sådanne efterfølgende evalueringer kan være genstand for debat i Rådet. Artikel 20 fastsætter, at der skal være en formel revision af forordningen senest den 31. december 2013. EØSU henstiller, at Kommissionen også inkluderer en evaluering af Globaliseringsfonden i sin hvidbog inden den foreløbige behandling af EU-budgettet i 2009.

23.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/42

1.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag, eftersom hindringer for grænseoverskridende stemmeafgivning forvrider det indre marked.

1.2

Aktieblokering, det vil sige kravet om at deponere eller blokere aktier i et antal dage forud for en generalforsamling for at kunne opnå stemmeret, findes stadig i flere EU-lande. Faktisk er det en obligatorisk praksis i visse medlemsstater. Det er en dyr fremgangsmåde, der forhindrer aktionærerne i at handle aktier forud for generalforsamlingen. Det betragtes ligeledes af et flertal af de institutionelle investorer som en af de største hindringer for at afgive stemme. Artikel 7 i direktivforslaget forbyder enhver form for »blokering« af aktier ved krav om deponering forud for generalforsamlingen. Navnlig dette hilses velkommen af EØSU, om end udvalget godt er klar over, at antallet af lande, hvor dette stadig er tilladt, er begrænset.

1.3

EØSU mener, at direktivet bør tage højde for ønsket om bedre lovgivning og henleder navnlig opmærksomheden på den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning fra december 2003, hvis punkt 34 »tilskynder medlemsstaterne til, både i egen og Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem direktiverne og gennemførelsesforanstaltningerne«.

1.4

EØSU så dels gerne mere udstrakt brug af elektronisk stemmeafgivning for at forbedre gennemsigtigheden og tilskynde til aktionærdeltagelse, men mener, at det bør overlades til de berørte virksomheder at træffe afgørelse herom, dels at medlemsstaterne bør undgå at lægge hindringer i vejen for elektronisk deltagelse i generalforsamlinger.

1.5

Heraf følger, at EØSU forventer øget brug af sikker stemmeafgivning via internettet og måske brug af SMS-beskeder til samme formål. Dette bør EF-direktivet tilskynde til, men ikke påbyde.

1.6

EØSU bifalder navnlig forslagene til bestemmelser om stemmeafgivning ved fuldmagt i artikel 10. Udvalget er særligt tilfreds med fjernelsen af begrænsningerne på stemmeafgivning ved fuldmagt, der i nogle lande er forbeholdt de pågældende aktionærers familiemedlemmer.

1.7

EØSU støtter tanken om, at medlemsstaterne kan fastsætte, at virksomheden fra og med et bestemt antal dage forud for afholdelse af en generalforsamling ikke mere skal være forpligtet til at svare på spørgsmål, der fremsendes efter denne dato.

1.8

EØSU så gerne, at artikel 5 om indkaldelse til generalforsamling blev styrket.

2.1

På grund af det seneste væld af skandaler i forbindelse med dårlig corporate governance i EU og i USA er der behov for at tilskynde aktionærerne til at spille en mere aktiv rolle gennem deltagelse i afstemningerne på generalforsamlingen. Det her behandlede forslag tager sigte på at beskytte ikke blot EU-aktionærers rettigheder, men også aktionærers rettigheder andetsteds i verden.

2.2

Formålet med direktivforslaget er at forbedre corporate governance i selskaber, der er børsnoteret i EU, ved at styrke aktionærernes rettigheder i forbindelse med møder i selskabet. Dette forsøges navnlig opnået ved at sikre, at aktionærer, der ejer aktier i selskaber, der er registrerede og børsnoterede i en anden medlemsstat, uden videre kan afgive stemme på møder i selskabet.

2.3

Direktivforslaget behandler følgende fire væsentlige punkter:

2.4

Forslaget er én af de kortsigtede foranstaltninger, der fremlægges i Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet »Om modernisering af selskabsretten og forbedret virksomhedsledelse i Den Europæiske Union — vejen frem« af 21. maj 2003 (1).

2.5

Kommissionen bemærker, at afstemningsprocedurerne på selskabers generalforsamlinger er vidt forskellige fra medlemsstat til medlemsstat og ofte er komplicerede. Procedurerne kompliceres yderligere, hvis der er tale om ejerskab af aktier på tværs af grænser i EU.

2.6

Kommissionen mener, at den eksisterende lovgivning på EU-niveau ikke i tilstrækkelig grad tager højde for problemet med grænseoverskridende stemmeafgivning. Artikel 17 i direktiv 2004/109/EF (»Gennemsigtighedsdirektivet«) fastsætter, at selskaber har pligt til at stille visse nærmere bestemte oplysninger til rådighed i forbindelse med møder i selskabet. Men gennemsigtighedsdirektivet behandler ikke afstemningsproceduren.

2.7

Stemmeafgivning kan være en kompliceret affære. Ofte administreres aktier af mellemmænd på vegne af investorerne. Hvor dette er tilfældet, kan stemmeafgivning udløse en kæde af hændelser, der involverer selskaber, registratorer, depotbanker, investment managers, værdipapircentraler samt bureauer, der varetager stemmeafgivning ved fuldmagt (proxy voting agencies).

3.1

Der er ingen garanti for, at markedet vil reagere hurtigt nok for at forbedre aktionærernes rettigheder, eller for at alle medlemsstater vil ændre deres lovgivning, således at den i passende grad tager højde for problemet med den komplicerede afstemningsprocedure.

3.2

En henstilling fra Kommissionen har ikke retskraft, men ville give medlemsstaterne en vis frihed til at implementere en sådan i national lovgivning på grundlag af Kommissionens retningslinjer.

En henstilling ville ikke sikre indførelse af minimumsstandarder på nøgleområder som problemer med grænseoverskridende stemmeafgivning, øgede omkostninger og aktieblokering, hvor det, der afskrækker investorerne, er muligheden for, at der findes nationale krav herom.

3.3

En forordning ville skabe ens regler for alle, uanset lovgivningen i medlemsstaterne. Den ville ligeledes sikre indførelse af detaljerede, fælles rammebetingelser for grænseoverskridende spørgsmål. En forordning ville derudover have den fordel, at det undgås, at medlemsstaterne »overimplementerer« direktivet (såkaldt »gold plating«).

Kommissionen mener, at omkostningerne ved en forordning kunne blive betydelige, eftersom det ikke vil være muligt at optræde fleksibelt i forhold til de forskelle, der kendetegner de juridiske traditioner i EU-medlemsstaterne.

3.4

Et direktiv ville give mulighed for forskellig praksis i medlemsstaterne og derved dels forebygge forskelsbehandling af forskellige aktietyper og aktionærer, dels fremme grundlæggende minimumsstandarder.

4.1.1

Det vil på kort sigt være de institutionelle investorer, hvis porteføljer i øjeblikket indeholder grænseoverskridende aktier, der får størst fordel af forslaget. Det forhold, at grænseoverskridende stemmeafgivning er forbundet med omkostninger, betyder, at investorerne ikke engagerer sig så aktivt i styringen af selskaberne, som de kunne ønske sig.

4.1.2

På lidt længere sigt vil forslaget formentlig tilskynde mindre investorer, der i øjeblikket ikke er tiltrukket af tanken om at eje grænseoverskridende aktier på grund af de høje omkostninger ved stemmeafgivning, til at øge deres beholdning af sådanne aktier. Dette vil sætte dem i stand til at foretage en bredere sammensætning af deres aktieportefølje og således reducere risikoen. Alt i alt burde dette forslag øge likviditeten på de europæiske kapitalmarkeder.

4.1.3

Der findes i øjeblikket en række hindringer for grænseoverskridende stemmeafgivning. Aktieblokering er fortsat et problem i nogle lande og opfattes af mange investorer som en alvorlig hindring for at afgive stemme. I den henseende udgør aktieblokering en hindring for, at de grænseoverskridende kapitalmarkeder kan fungere effektivt. Derudover hersker der blandt investorerne forvirring med hensyn til, præcis hvordan blokeringsreglerne er skruet sammen i de enkelte EU-medlemsstater. Dette er for investorernes vedkommende ligeledes ensbetydende med en betydelig omkostning, der ville blive reduceret med direktivforslaget.

4.1.4

Der sker en urimelig forskelsbehandling mellem nationale og grænseoverskridende aktionærer med hensyn til informationer om generalforsamlinger. Kommissionens forslag sikrer, at passende information gøres tilgængelig i god tid for alle markedsdeltagere og skulle derfor kunne bidrage til at afhjælpe problemet.

4.1.5

EF-Domstolens retspraksis viser, at medlemsstaterne ikke må forskelsbehandle forskellige typer af aktionærer.

4.1.6

Stemmeafgivning ved fuldmagt og omregistreringskrav er ofte omkostningstunge, og Kommissionens konsekvensanalyse synes at vise, at omkostningsniveauet reelt afholder småaktionærer fra at stemme. Kommissionens forslag bør forenkle proceduren for udpegelse af stedfortrædere og præcisere, hvem der kan udpeges samt forbedre stedfortrædernes rettigheder i visse lande.

4.1.7

I de tilfælde, hvor det er mødets formand, der har aktionærers fuldmagter i sin varetægt, bør han/hun pålægges at afgive stemme i fuld overensstemmelse med disse aktionærers ønsker.

4.2.1

Den foreslåede fælles frist ville gøre forholdene mindre fleksible for de medlemsstater, der kun kræver, at indkaldelsen til en ekstraordinær generalforsamling skal foreligge senest 14 dage, inden denne afholdes.

4.2.2

Kravet om, at der skal afgives skriftlige svar på aktionærernes skriftlige spørgsmål, er fundamentalt.

4.2.3

Artikel 5 og 7 i direktivforslaget fastsætter, at der skal gå 30 kalenderdage mellem mødeindkaldelsen og mødets afholdelse for at give aktionærerne mulighed for at gøre brug af den stemmeret, deres aktier giver dem.

5.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag, eftersom hindringer for grænseoverskridende stemmeafgivning forvrider det indre marked.

5.2

Da den finansielle sektor øver stor indflydelse på vækst og beskæftigelse, bør enhver hindring for aktionærdeltagelse ryddes af vejen. Hensigten med Kommissionens forslag er netop dette.

5.3

I øjeblikket er grænseoverskridende afstemning umiddelbart dyrere for udenlandske aktionærer end for aktionærer, der er bosiddende i den stat, hvor det pågældende selskabs aktier er børsnoterede, hvilket er et eksempel på en forvridning af markedet.

5.4

Udvalget mener, at der i øjeblikket er for mange begrænsninger, der i visse medlemsstater gør stemmeafgivning ved fuldmagt urimeligt besværlige.

5.5

Aktieblokering, det vil sige kravet om at deponere eller blokere aktier i et antal dage forud for en generalforsamling for at kunne opnå stemmeret, findes stadig i flere EU-lande. Faktisk er aktieblokering obligatorisk i visse medlemsstater. Det er en dyr fremgangsmåde, der forhindrer aktionærerne i at handle aktier i op til flere uger før generalforsamlingen. Det betragtes ligeledes af et flertal af de institutionelle investorer som en af de største hindringer for at afgive stemme.

5.6

EØSU deler Kommissionens opfattelse, hvorefter det forhold, at informationer, der er relevante for en generalforsamling først gøres tilgængelige på et sent tidspunkt, mangelfuld information, for kortfattede beslutningsreferater eller korte indkaldelsesvarsler er blandt de største hindringer for, at ikke-bosiddende aktionærer kan udøve deres stemmeret. Alle relevante dokumenter, herunder revisionsrapporter, svar på aktionærernes spørgsmål, mødeindkaldelser til generalforsamlinger og forslag skal være både elektronisk og fysisk tilgængelige.

5.7

Artikel 8 vedrører deltagelse i generalforsamlingen ad elektronisk vej. Eftersom den teknologiske udvikling går så stærkt, som tilfældet er, foreslår Kommissionen, at medlemsstaterne ikke må »forbyde aktionærerne at deltage i generalforsamlinger ad elektronisk vej«.

5.8

Kommissionsforslaget behandler ikke specifikt problemet med ihændehaveraktier, som der i øjeblikket primært kommunikeres med gennem avisannoncer. EØSU mener, at elektronisk kommunikation er mere moderne og hurtig og helt sikkert billigere.

5.9

Artikel 10 præciserer forholdene omkring stemmeafgivning ved fuldmagt og fjerner visse selskabers mulighed for at pålægge begrænsninger med hensyn til, hvem der kan tildeles fuldmagt.

5.10

Laden stå til, altså at bevare status quo, er ikke en mulighed, EØSU finder tiltrækkende. Hindringerne gør grænseoverskridende stemmeafgivning uoverkommeligt dyr for småaktionærer og meget omkostningstung for institutionelle investorer.

23.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/45

1.1

EØSU udtrykker tilfredshed med forordningsforslaget, som fastlægger retsgrundlaget for etablering af købekraftpariteter (KKP), hvilket vil forbedre gennemsigtigheden, aktualiteten og kvaliteten af hele processen med udarbejdelse af KKP både i EU og på nationalt plan.

1.2

På baggrund af betydningen af det spørgsmål, som forordningsforslaget omhandler, og det nødvendige i bindende bestemmelser, som afgrænser Kommissionens og medlemsstaternes beføjelser, og som samtidig fastsætter et ensartet udgangspunkt for beregning og fremsendelse af oplysninger om KKP, henstiller EØSU, at forordningsforslaget vedtages snarest muligt.

1.3

EØSU bemærker imidlertid, at af omkostningshensyn beregner Kommissionen (Eurostat) i dag KKP for lande, men ikke for regioner (1). Beregningerne benyttes ellers bl.a. til at vurdere regionernes økonomiske resultater. De foreliggende oplysninger viser klart, at der inden for medlemsstaterne optræder undertiden betydelige regionale forskelle i priserne på varer og tjenester. Selv om de statistiske institutioner, der indsamler basisoplysningerne, opererer med geografiske omregningsfaktorer, er det vigtigt, at disse faktor tilpasses for at undgå forvridninger i KKP-beregningen. Det henstilles derfor, at medlemsstaterne gør alt, hvad der står i deres magt, økonomisk og teknisk, så de geografiske omregningsfaktorer giver et så retvisende billede som muligt af de geografiske prisforskelle.

1.4

Af ovenanførte årsager må mindstefristen på seks år for revision af de geografiske omregningsfaktorer anses for at være for lang, og den bør derfor reduceres. Eftersom det er mindstehyppigheden (2), der er opstillet i forordningsforslaget, bør indberetningen af basisoplysninger ligeledes om muligt fremsendes hvert andet år (3) (forslaget foreskriver mindst hvert tredje år).

1.5

Generelt bør det fremhæves, at det er nødvendigt at gøre en indsats for at øge effektiviteten af EU's statistiske apparat, både i forbindelse med teknik og personaleressourcer samt koordineringen mellem Eurostat og de nationale statistiske institutioner, der har et betydeligt ansvar for udregningen af KKP.

2.1

Eurostat-OECD's KKP-program blev etableret først i 1980'erne for regelmæssigt og hurtigt at kunne sammenligne EU- og OECD-medlemsstaternes BNP (4). KKP er valutaomregningskurser, der anvendes til at omregne økonomiske indikatorer udtrykt i nationale valutaer til en fælles kunstig valuta kaldet købekraftstandard (KKS); derved udlignes de nationale valutaers købekraftforskelle.

2.2

Økonomiske mængdeaggregater i købekraftstandarder fås ved at dividere deres oprindelige værdi i nationale valutaenheder med den pågældende købekraftparitet. De enkelte landes BNP udtrykt i købekraftstandarder ved hjælp af købekraftpariteter som omregningsfaktor afspejler således en ren mængdesammenligning, da prisniveaukomponenten er fjernet.

2.3

Købekraftpariteterne er både prisdeflatorer og valutaomregningsfaktorer. Med indførelsen af euroen kan der for første gang foretages en direkte sammenligning af priserne mellem landene i euroområdet. Euroen har dog forskellig købekraft i de enkelte eurolande alt efter de nationale prisniveauer. For lande uden for euroområdet er købekraftpariteterne med andre ord valutaomregningsfaktorer og de fjerner virkningerne af forskellige prisniveauer, mens de for eurolandene kun har sidstnævnte prisdeflatorfunktion.

2.4

KKP beregnes ud fra en kurv af sammenlignelige varer og tjenester, der udvælges med afsæt i systemer som f.eks. Classification of Individual Comsumption by Purpose (COICOP) (5) og Classification of Products by Activity (CPA). Arbejdet i marken udføres i en eller flere byer inden for det økonomiske territorium (som regel kun i medlemsstaternes hovedstæder). De fleste medlemsstater anvender omregningsfaktorer (geografiske deflatorer) for at tage hensyn til regionale forskelle, om end én medlemsstat kun tager hensyn til tallene for hovedstaden ud fra den betragtning, at landets størrelse ikke medfører større forskelle.

3.1

BNP er et mål for resultaterne af de økonomiske beslutningstageres samlede aktiviteter inden for et givet økonomisk område i en given periode, normalt et år. BNP beregnes i henhold til et nationalregnskabssystem, som for EU's vedkommende er det europæiske nationalregnskabssystem 1995 (ENS 95). BNP kan måles ud fra produktions-, udgifts- og indkomstsiden. Til beregning af købekraftspariteter er det udgiftsmetoden, som er særlig vigtig. Den viser, i hvilket omfang varer og tjenesteydelser, som produceres (eller importeres) af et lands økonomi, anvendes til privat konsum, offentligt konsum, investeringer eller eksport.

3.2

For at kunne foretage en reel sammenligning er det nødvendigt at anvende omregningsfaktorer (geografiske deflatorer), som afspejler prisniveauforskelle mellem landene. Valutakurser kan ikke anvendes, fordi de som regel afspejler andet end blot prisforskelle.

3.3

KKP mellem forskellige landes valutaer er derfor blevet udarbejdet med særlig henblik på anvendelse som geografiske omregningsfaktorer.

4.1

Oprindelig var det primært internationale organisationer som Eurostat, IMF, OECD, Verdensbanken og FN, der brugte KKP. Men med tiden er brugen af statistiske KKP-beregninger blevet udbredt og i dag er der mange brugere: statslige agenturer, universiteter, forskningsinstitutioner samt offentlige og private virksomheder. Bankerne bruger KKP til økonomiske analyser samt for at følge valutakurserne, og private og deres arbejdsgivere bruger KKP til at beregne vederlag, når de flytter fra et land til et andet.

Endvidere bør muligheden for at bruge KKP i tværnationale kollektive overenskomstforhandlinger nævnes.

4.2

KKP er økonomisk og politisk vitale indikatorer for EU. Dels foreskriver reglerne, at KKP skal anvendes i forbindelse med Strukturfondene (6), dels udgør KKP et obligatorisk referencepunkt for Samhørighedsfonden (7). Det bør dog nævnes, at mens beregningen i forbindelse med Strukturfondene er baseret på bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger, er den i forbindelse med Samhørighedsfonden baseret på bruttonationalindkomst (BNI) pr. indbygger. Det forslag til forordning, som denne udtalelse omhandler, beskæftiger sig kun med BNP (8).

4.3

KKP benyttes også til at udarbejde de justeringskoefficienter, som anvendes til regulering af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber (9).

5.1

Målet med forordningsforslaget er at udfylde et juridisk tomrum ved at indføre en retsramme for beregning af KKP. Man vil forbedre gennemsigtigheden og kvaliteten af de data, som medlemsstaterne leverer, gennem fælles regler for indberetning af basisoplysninger (art. 1). Det forfulgte mål vil ikke blot gavne Eurostat som koordinator af resultaterne, men også de enkelte landes statistiske institutioner.

5.2

Fastlæggelse af ansvar og beføjelser. Kommissionen skal, gennem Eurostat, have ansvaret for at koordinere indberetningen af basisoplysninger, at beregne og offentliggøre KKP og at udvikle metodologi i samråd med medlemsstaterne (art. 4, stk. 1), mens medlemsstaterne skal indberette basisoplysninger, »skriftligt« godkende undersøgelsesresultaterne og sikre dataenes pålidelighed (art. 4, stk. 2).

5.3

Medlemsstaternes statistiske institutioner skal indberette basisoplysninger til Eurostat i overensstemmelse med fælles parametre og i et fælles teknisk format (art. 5 og bilag I).

5.4

De statistiske enheder er dem, der er defineret i Rådets forordning (EF) nr. 696/1993, eller i andre kilder, der etableres på et senere tidspunkt (art. 6) og Kommissionen og medlemsstaterne skal indføre et kvalitetskontrolsystem (art. 7).

5.5

Eurostat beregner KKP en gang om året (art. 8) og har til opgave at offentliggøre disse på aggregeret niveau for hver medlemsstat (art. 9).

5.6

Forordningsforslaget pålægger ikke medlemsstaterne at foretage undersøgelser alene med henblik på udarbejdelse af justeringskoefficienter, som anvendes på vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber (art. 10).

5.7

Tidsjusteringsfaktor og geografisk justeringsfaktor. KKP beregnes ved hjælp af nationale årlige gennemsnitspriser (art. 2, stk. 2). Da »dataindsamlingen kan begrænses til et eller flere geografiske områder inden for det økonomiske område« og »til en bestemt periode«, skal medlemsstaterne anvende en tidsjusteringsfaktor (højst et år gammel) og en geografisk justeringsfaktor (højst 6 år gammel) (bilag I, Metodologi, pkt. 2 til 4).

23.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/47

1.1

Kommissionens forslag vedrører et nyt projekt for elektronisk told, som på sigt skal gøre det europæiske toldsystem fuldt automatiseret, interoperabelt, sikkert, tilgængeligt og velfungerende udelukkende på elektronisk grundlag uden brug af papir. Forslaget er et nødvendigt supplement til gennemførelsen af den nye EU-toldkodeks, som Kommissionen har foreslået (1), og hvorom EØSU har udarbejdet en særskilt udtalelse.

1.2

Vedtagelsen af det foreslåede elektroniske system indebærer en samlet og koordineret indsats fra alle medlemsstater, ikke kun for så vidt angår told, men også omfattende de andre ansvarlige instanser, som opererer ved grænserne, idet det vil være dem, der skal stå for gennemførelsen af koncepterne »single window« og »one-stop-shop« i praksis. Disse to mål vil indebære, at toldprocedurerne for de erhvervsdrivende bliver enklere, hurtigere og billigere, og for toldmyndighederne betyder det mere effektiv kontrol med risikostyringen.

1.3

Medlemsstaterne har allerede foretaget betydelige investeringer i etableringen af elektroniske toldsystemer; alligevel er der store forskelle i både teknisk niveau og reglerne for og brugen af oplysninger. Der er således endnu ikke opnået en tilstrækkelig grad af harmonisering, hvortil kommer det endnu større og fortsat uløste problem, at systemerne ikke er interoperable.

1.4

Interoperabilitet vil gøre det muligt for myndighederne i de forskellige lande at udveksle oplysninger. At der har været fokus på borgerne viser den i forslaget nævnte mulighed for at etablere grænseflader med erhvervslivet ikke kun med det formål at gennemføre one-stop-shop-princippet, men også for at sikre udvekslingen af oplysninger. Så snart det nye elektroniske system er fuldt funktionelt, vil det, i det mindste rent toldmæssigt, være et afgørende skridt i retning af realiseringen af det indre marked med kun ydre grænser. I lyset af markedernes globale dimension skal man endvidere være opmærksom på forholdet til tredjelandene; et aspekt som ikke er medtaget i Kommissionens dokument.

2.1

Kommissionen gør opmærksom på, at målet om digitalisering også ville kunne være opnået ved at etablere et centraliseret toldsystem i stedet for interoperable systemer, men bemærker, at en sådan løsning af forskellige grunde ikke er mulig, blandt andet fordi det ville være vanskeligt at overføre ansvaret for driften fra medlemsstaterne til Kommissionen, idet det ville være i strid med proportionalitets- og subsidiaritetsprincippet. Den egentlige grund til, at dette er umuligt, er imidlertid nok, at medlemsstaterne ikke vil afstå deres beføjelser, selv om de ved, at en del af toldindtægterne falder direkte ind under EU's budget. EØSU finder dog, at fælles toldadministration bør være et af Unionens langsigtede mål. Fælles administration vil indebære fordele i form af forenkling, pålidelighed og færre omkostninger for ikke at tale om muligheden for sammenkobling med andre systemer i EU og tredjelandene. På baggrund af de eventuelle forsinkelser i gennemførelsen af de grundlæggende systemer, som udvikles separat i de 25 medlemsstater, bør man overveje om det ikke var bedre at gennemføre fuldt automatiserede systemer, som f.eks. det automatiserede importsystem og det automatiserede eksportsystem, som er forbundet via ét enkelt europæisk kontaktpunkt.

2.2

Kommissionens initiativ er først og fremmest et nødvendigt skridt, da gennemførelsen af den nye toldkodeks forudsætter, at procedurerne er forenelige med de nye regler. Derudover er det et led i en række andre initiativer, som er vedtaget inden for andre sektorer i forbindelse med e-Europa og e-forvaltning  (2), og mere konkret er det en opfølgning på de tilsagn, der blev givet i 2003 med Kommissionens meddelelse til Rådet om enkle og papirløse rammer for told og handel  (3). På den anden side blev disse tilsagn, i hvert fald for så vidt angår afviklingen af brugen af papir, allerede opridset i Told 2007-programmet  (4) og gentaget i ændringerne til forordningen om toldkodeksen i 2004 (5).

2.3

EØSU kan kun hilse de væsentligste nyudviklinger i Kommissionens forslag velkommen: Sammenkoblingen af de nationale systemer, etableringen af en grænseflade med erhvervslivet via one-stop-shop-konceptet, muligheden for elektronisk fremsendelse af anmodninger om toldklarering og den integrerede risikostyring er uden tvivl store fremskridt, forudsat at omkostningerne for samfundet og de erhvervsdrivende er bæredygtige. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at tage konsekvenserne af disse ændringer for toldpersonalet (midler, uddannelse, karriere, tilpasning) med i overvejelserne.

2.4

EØSU kan imidlertid ikke lade være med at fremkomme med nogle bemærkninger til integrationen af de elektroniske systemer og deres komplementaritet. Det er Kommissionens hensigt, at der skal opnås fuld interoperabilitet mellem toldsystemerne, hvilket betyder, at toldmyndighederne skal være i stand til at udveksle oplysninger med hinanden og også med »andre myndigheder, som er involveret i internationale varebevægelser«. Myndigheder med ansvar for momsopkrævning er helt sikkert ikke omfattet af denne definition, selv om en forbindelse mellem told- og momsmyndighederne i nogle tilfælde og for nogle varer kunne være nyttig for at kunne kontrollere forfalskning af oprindelsesbetegnelser. Det er ikke noget nyt, men derimod et stadigt mere udbredt fænomen, at varer importeret fra tredjelande ofte markedsføres (momsbelagt) i EU forsynet med europæisk oprindelsesbetegnelse eller forfalskede »europæiske« mærker.

2.5

EØSU henleder også opmærksomheden på den anden betragtning i forslaget til beslutning: »Som led i den paneuropæiske e-forvaltningsaktion … bør der iværksættes foranstaltninger til at gøre tilrettelæggelsen af toldkontrol mere effektiv … for …. at bekæmpe svig, organiseret kriminalitet og terrorisme …«. Hensigten er klar, derimod er det mindre klart, hvordan bestemmelserne i forslaget kan medvirke til at opfylde målet. De indsamlede toldoplysninger kan kun bruges til andre formål, hvis der etableres et system, der kommunikerer med andre systemer.

2.5.1

Rådet vedtog i december 2004 Haag-programmet på grundlag af en vurdering fra Kommissionen (6) og en henstilling fra Europa-Parlamentet af 14. oktober 2004. Programmet opstillede en række foranstaltninger og aktioner til at styrke sikkerheden i EU og især til at »sikre politi- og toldsamarbejde samt retligt samarbejde«. I et efterfølgende dokument af 10. juni 2005 udarbejdedes en handlingsplan for gennemførelsen af Haag-programmet, hvori der henvistes til en resolution fra Rådet for retlige og indre anliggender af 30. marts 2004 om toldsamarbejde og en meddelelse om bekæmpelse af grænseoverskridende handel med forbudte varer eller varer, der er underlagt restriktioner. I endnu et efterfølgende dokument (7) blev toldsamarbejdet igen fremhævet som et prioriteret område. Alle de forslag, der er indeholdt i de ovennævnte dokumenter, er baseret på adgang til oplysninger med henblik på retsforfølgning, hvilket også er nævnt i Haag-programmet. Set i et overordnet lys og i betragtning af karakteren af de igangværende projekter finder EØSU det indlysende, at man i forbindelse med udformningen af et elektronisk toldsystem, som skal være holdbart på lang sigt, må sikre, at tolddatabaserne ved systemets ibrugtagning eller på et senere tidspunkt kan samarbejde med andre systemer, herunder særligt systemer vedrørende den interne, europæiske eller tredjelandes sikkerhed. Et sådant samarbejde skal naturligvis ske under overholdelse af privatlivets fred, tavshedspligten og beskyttelsen af persondata.

2.5.2

Bortset fra citatet i punkt 2.5.1 kommer denne bekymring ikke til udtryk i Kommissionens dokument. Heller ikke Haag-programmet nævnes i begrundelsen i Kommissionens forslag. Under overskriften »Overensstemmelse med andre EU-politikker og –mål« henvises der kun til Lissabon-strategien og initiativerne vedrørende e-Europa og e-forvaltning. Selv under hensyntagen til artikel 3(d), som behandles nedenfor, kan en så vigtig udeladelse ikke være tilfældig, og Kommissionen bør tydeligt angive grundene hertil. Det er i hvert fald helt sikkert, at det ikke vil være acceptabelt blot at udskyde et initiativ, der allerede nu burde være vedtaget, til engang i fremtiden.

2.5.3

I forbindelse med udarbejdelsen af dokumentet afholdt Kommissionen inden for en periode af to år seks seminarer, foretog høring af brugerne og drøftede forslaget i Toldkodeksudvalget, Toldpolitikgruppen, Gruppen vedrørende Elektronisk Told 2007 og Erhvervskontaktgruppen. Derimod nævnes der ikke noget om kontakt med Europol, OLAF og andre af Kommissionens generaldirektorater. Man kan ikke udarbejde et system udelukkende på grundlag af de direkte brugeres krav; for at kunne sammenkoble systemet med andre systemer er man nødt til at have viden om disse andre systemers egenskaber og krav. Det er EØSU's indtryk, at de forbehold, der kom til udtryk i udtalelsen om en EU-kodeks, nu er blevet bekræftet, idet der ikke er nogen egentlig forståelse for de forskellige offentlige myndigheders indbyrdes afhængighed i bekæmpelsen af kriminalitet.

2.5.4

En fuldstændig strategiændring, som omtalt i ovenstående punkt, er sandsynligvis vanskelig, da der i programmet er fastlagt tidsfrister for gennemførelsen. Det synes derimod ikke umuligt, at der allerede nu kan opstilles sikkerhedsforanstaltninger vedrørende »følsomme varer« (våben, sprængstoffer, nukleart materiale, udstyr til den kemiske og nukleare industri og til forsvarsindustrien, narkotika, alkohol og tobak). Disse foranstaltninger kunne danne grundlaget for undersøgelser, der fremsendes til de relevante kompetente myndigheder elektronisk eller efter anmodning.

2.6

I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet finansieres de omkostninger, der er nødvendige for at sikre, at systemerne er interoperable, single window-konceptet og toldportalerne, over Fællesskabets budget. Disse omkostninger anslås at udgøre ca. 180 mio. euro fordelt som årlige bevillinger, der stiger fra 4 mio. i 2006 til 111 mio. fra og med 2011. EØSU er enigt heri, men forstår ikke, hvorfor omkostningerne vedrørende de nationale portaler skal finansieres over Fællesskabets budget. Selv om disse rigtig nok i princippet er til rådighed for alle erhvervsdrivende, både de nationale og erhvervsdrivende fra andre EU-lande, er det mest sandsynligt, at de for størstedelens vedkommende vil blive benyttet af de nationale erhvervsdrivende. Det forekommer derfor mere rimeligt, at det er de enkelte medlemsstater og ikke Fællesskabet, der bærer omkostningerne ved portalerne. Situationen er selvfølgelig en anden, hvis Kommissionen mener de europæiske portaler, som der ikke specifikt refereres til.

2.7

Kommissionen har fastsat følgende tidsplan for gennemførelsen, som alle medlemsstater skal overholde, og som løber fra offentliggørelsesdatoen i EUT: Tre år til etablering af interoperable automatiserede toldklareringssystemer, et interoperabelt system for registrering af erhvervsdrivende og toldinformationsportaler, fem år til etablering af rammer for fælles adgangssteder og integrerede rammer for tarifering efter EF-standarder, seks år til etablering af »single window«-tjenester. EØSU mener, at disse tidsfrister, særligt den første, er lidt optimistiske. Tre år er ikke lang tid, når man tænker på, at der vil gå nogle måneder med afprøvning af programmerne og udveksling med de andre deltagere. Derudover er ikke alle medlemsstater lige langt fremme med digitaliseringen og har ikke lige mange økonomiske og menneskelige ressourcer til rådighed. Det ville være til skade for systemets effektivitet og i endnu højere grad dets troværdighed, hvis Kommissionen som følge af en eller flere medlemsstaters manglende overholdelse af tidsfristerne blev nødt til at forlænge fristerne. Derfor skal den nuværende Flerårige Strategiske Plan revideres, hvorved man bør tage højde for følgende:

3.1

Artikel 2: Mål. Et af målene med forslaget er at koordinere en fælles tilgang til kontrol af varer og tilbageholde farlige eller ulovlige varer. Under hensyntagen til EØSU's forslag i punkt 2.5.4 bør dette mål formuleres anderledes.

3.2

Artikel 3: Dataudveksling. I henhold til artikel 3(d) skal toldsystemerne gøre det muligt at udveksle oplysninger med »andre administrationer eller instanser, som er involveret i internationale varebevægelser«. EØSU har allerede udførligt gjort rede for, hvorfor det mener, at denne definition ikke er dækkende (jf. punkt 2.4 og frem). Hvis forslaget om at medtage Haag-programmet under overskriften »Overensstemmelse med andre EU-politikker og –mål« imødekommes, bør artiklen omformuleres. Under alle omstændigheder bør teksten gøres tydeligere, således at der ikke er mulighed for fortolkning: Enten henvises der til »administrationer … involveret i internationale varebevægelser« som alternativ til »instanser« eller til »administrationer« generelt, i hvilket tilfælde det bør gøres klart, at Kommissionen med den betegnelse har ønsket at gøre opmærksom på, at det er en ny tilgang, der er i overensstemmelse med Haag-programmet. Den nuværende formulering og dermed fortolkningen deraf giver anledning til usikkerhed.

3.3

Artikel 4: Systemer og tjenester samt tidsplan. Som nævnt i punkt 2.7 forekommer tidsfristerne for gennemførelsen alt for optimistiske. Kommissionen bør endnu engang drøfte den tekniske side med medlemsstaterne og de institutioner, som er direkte berørt for at indhente garanti fra alle om, at de er i stand til at udføre opgaverne inden for de fastsatte tidsfrister.