16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/1

1.1

Fri konkurrence er en fordel for alle parter på markedet, især forbrugerne. Ikke desto mindre går overtrædelser af lovbestemmelserne på dette område især ud over konkurrerende virksomheder, og reglerne har faktisk en sanktionerende funktion, som skal afbøde de økonomiske følger af den manglende konkurrence mellem virksomhederne.

1.2

Forbrugerne har hidtil ikke haft adgang til passende retsmidler baseret på konkurrenceretten, som har givet dem mulighed for at reagere på eller kræve erstatning for markedsrelaterede skader, de er blevet påført gennem forbudt praksis på konkurrenceområdet. Først efter de store forandringer, der er fulgt med det indre marked, især liberaliseringen af økonomiske sektorer af almen interesse, er man begyndt at debattere behovet for instrumenter, som har givet forbrugerne mulighed for at deltage i konkurrencepolitikken.

1.3

Det første fremskridt var udpegelsen af en »kontaktperson på forbrugerområdet« inden for GD Konkurrence, der skulle fungere som mellemled mellem dette GD og forbrugerorganisationerne i konkurrencesager, hvor det er vigtigt at kontaktpersonen bliver hørt. I dag tre år efter oprettelsen af dette hverv må man konstatere, at effektiviteten er begrænset på grund af utilstrækkelige ressourcer.

1.4

I mellemtiden er der i de vigtigste liberaliserede sektorer foregået en reel begrænsning af den frie konkurrence, som har udelukket konkurrenter og klart forringet forbrugernes økonomiske rettigheder. En af årsagerne til denne negative effekt er, at de fleste medlemsstater har anlagt en national tilgang til liberaliseringen og er vendt tilbage til national protektionisme over for virksomhederne. Kommissionen bør have de nødvendige midler stillet til rådighed, så der kan sættes en stopper for disse negative følger.

1.5

EF-traktatens artikel 153, stk. 2, er retsgrundlaget for, at Kommissionen kan træffe horisontale initiativer for at beskytte forbrugerne inden for rammerne af EU's politikker, herunder især konkurrencepolitikken. Dette kan ske ved, at der i reglerne om anvendelse af EF-traktatens artikel 81 og 82 tages hensyn ikke kun til de konkurrerende virksomheder, som overtrædelsen af konkurrencereglerne går ud over, men også til forbrugernes interesser. Medlemsstaterne bør udforme deres nationale regler med samme målsætning.

1.6

Der bør således fastlægges retsmidler, som kan sikre forbrugerne skadeserstatning, hvis ulovlig praksis på konkurrenceområdet går ud over deres rettigheder, herunder især økonomiske rettigheder.

1.7

Det er også nødvendigt at styrke ordningerne for information og høring af forbrugerne. Hvis GD for Konkurrence bevarer kontaktpersonen, skal denne have de nødvendige midler stillet til rådighed til udførelsen af sit arbejde, og GD for Sundhed og Forbrugeranliggender bør inddrage alle organer,det kan trække på for at forbedre indsatsen i konkurrenceanliggender, som direkte vedrører forbrugernes interesser. Det Europæiske Konkurrencenetværk vil efter EØSU's mening kunne tilpasse sin arbejdsgang for at give plads for de informationer og bemærkninger, som forbrugerorganisationer på nationalt og EU-plan måtte ønske at bidrage med, så konkurrencepolitikken kan få en bedre effekt på markederne og forbrugernes økonomiske rettigheder kan blive anerkendt.

2.1

Fri konkurrence er et markedsøkonomisk grundprincip, som indebærer ret til frit initiativ for alle økonomiske aktører og generelt alle enkeltindivider på markedet. De i traktaten fastlagte konkurrenceregler er udsprunget af behovet for at sikre balance mellem markedets frie konkurrence og alle markedsaktørers rettigheder. Endnu mens liberaliseringerne stod på deres højeste erklærede Kommissionen (1) — på baggrund af nye økonomiske realiteter, som konkurrencelovgivningen ikke havde taget højde for — at der skulle være balance mellem virksomhedernes og forbrugernes interesser. Ligeledes gik den ind for at gøre de frivillige instrumenter mere effektive og fremme dialogen mellem forbrugere og virksomheder for at øge forbrugernes tillid til markedet, da konkurrencen alene ikke sikre dette.

2.2

I dag er der kommet visse nye elementer til, som det fremgår af Kommissionens beretning om konkurrencepolitikken 2004 (2) og Kommissær Neelie Kroes' indlæg (3). Ved begge lejligheder understregedes nødvendigheden af at koncentrere indsatsen på de sektorer, der er vigtige for det indre marked og konkurrenceevnen i overensstemmelse med Lissabon-agendaen, under ganske særlig hensyntagen til forbrugerens interesser og især kartellers og monopolers indvirkning på deres interesser. Denne tilgang kan betragtes som et indledende skridt i retning af en inddragelse af forbrugerbeskyttelse som markedsregulerende foranstaltning set fra efterspørgsels- og ikke kun udbudssiden, således som det har været tilfældet indtil i dag.

2.3

Man må huske på, at konkurrencepolitikken fastlægges af EU i samarbejde med medlemsstaterne, ikke kun fordi den vedrører det indre marked og følgelig grænseoverskridende transaktioner, men også fordi den sigter mod harmonisering af nationale bestemmelser, således at protektionistiske nationale politikker, som favoriserer deres respektive markeder og diskriminerer konkurrenterne, kan forhindres. Her spiller EU-institutionerne og især Kommissionen en afgørende rolle, da den har kompetencen ikke alene til at udarbejde konkurrenceregulerende lovforslag, men også til at føre kontrol med fusioner og statsstøtte, hvor almene interesser går forud for de enkelte medlemsstaters særinteresser.

2.4

Liberaliseringen af sektorer af almen interesse og af finansielle tjenesteydelser har ført til, at man i stadig højere grad tilstræber en sammenkædning mellem konkurrencepolitikken og andre politikker, som fastlægges af Kommissionen, især forbrugerpolitikken. I Kommissionens seneste konkurrenceberetning 2004 anføres det faktisk, at et af målene med en nøje gennemførelse af denne politik er styrkelse af forbrugernes interesser og af deres tillid til det indre marked.

2.5

En analyse af de forskellige bestemmelser, hvori den europæiske konkurrencepolitik er udmøntet, viser, at denne principerklæring kun i ringe grad efterleves i praksis. Faktisk har holdningen overhovedet ikke ændret sig. I 2003 bebudedes det i anledning af Den Europæiske Konkurrencedag (4), at der ville blive udpeget en »kontaktperson på forbrugerområdet« inden for GD Konkurrence med beføjelse til at handle inden for hvert underområde under konkurrencepolitikken for at varetage forbrugernes interesser. Desuden offentliggøres der informationsbrochurer (5) til vejledning og oplysning af forbrugerne om konkurrencepolitikkens indhold og den effekt, den kan få på deres interesser.

2.6

Kontaktpersonen har først og fremmest til opgave (6) at:

2.7

Denne kurs i konkurrencepolitikken i retning af hensyntagen også til forbrugernes interesser, bør foregå horisontalt og der bør ske en opblødning af den skarpe kompetencefordeling mellem Generaldirektoraterne for henholdsvis Konkurrence og Sundhed og Forbrugerbeskyttelse. Derfor er der brug for en permanent koordinering mellem forskellige politikker ikke kun på EU-plan, men også mellem EU-politikker og nationale politikker for at sikre fri markedskonkurrence til gavn for de økonomiske og sociale aktører og forbrugerne.

3.1

Det kan slås fast, at konkurrencepolitikken på det seneste har gennemgået store forandringer ikke kun i kraft af den økonomiske globalisering, men også fordi det er nødvendigt at forlige liberaliseringen af tjenesteydelsessektorer med andre mål af almen interesse, såsom sikring af et bredt udbud og forsyningssikkerhed. Der tilkommer konkurrencepolitikken en vigtig rolle i realiseringen af målene om konkurrenceevne, som fastlagt i Lissabon-agendaen. Dens hovedsigte er en velfungerende markedsøkonomi og fusionsproces, som er afgørende for, at den europæiske økonomi kan klare sig godt over for vore internationale konkurrenter, uden at det går ud over de europæiske konkurrenters og især forbrugeres rettigheder.

3.2

For at fastlægge den forbrugerrelevante konkurrencepolitik er det nødvendigt at se nærmere på de afsnit, der regulerer konkurrencen, dvs. de respektive artikler i traktaten og de deraf afledte bestemmelser. Sidstnævnte er for nogles vedkommende nyligt blevet ændret, mens andre snart vil blive vedtaget.

3.3.1

Aftaler mellem virksomheder er et led i relationerne på markedet og bidrager til, at det kan fungere. De tjener ikke altid et konkurrenceformål, tværtimod. Allerede ved oprettelsen af det fælles marked så man nødvendigheden af at forbyde aftaler, som havde til formål at forhindre, begrænse eller skævvride den frie konkurrence. Det samme gælder virksomhedssammenslutninger, mest i form af karteller, dvs. grupper af virksomheder uden nogen synlig indbyrdes koordination. Hvis disse aktiviteter begrænser eller forhindrer den frie konkurrence, er de forbudte.

3.3.2

Retsgrundlaget for såvel aftaler som beslutninger mellem virksomheder er af kontraktlig art, som medfører forpligtelser for parterne. I begge tilfælde er de kun gyldige, hvis de relevante lovbestemmelser er overholdt. Det spørgsmål, der undersøges i den forbindelse, er deres konsekvenser for tredjeparter, især set i forhold til konkurrencereglerne.

3.3.3

Målet med loven er at forbyde følgerne, nemlig begrænsningen af konkurrencen, men bestemmelsen rækker videre, idet alle aftaler eller beslutninger kan erklæres ugyldigemed de deraf følgende praktiske konsekvenser i form af erstatning for den skade, der er påført konkurrenterne og økonomien generelt gennem skævvridningen af markedet.

3.3.4

De meget komplicerede situationer både på de nationale markeder og det indre marked, som bestemmelserne i traktatens artikel 81 er blevet anvendt på, har foranlediget Kommissionen til at udarbejde en såkaldt moderniseringspakke (8), som gør det muligt at tilpasse traktatens bestemmelser til domstolenes retspraksis og til de mange sager, som anvendelsen af disse bestemmelser efterhånden har givet anledning til.

3.3.5

Bestemmelserne om gruppefritagelser er også blevet ajourført (9). Denne forordning indeholder nye fritagelsesbestemmelser i lyset af markedets aktuelle behov, især for aftaler om teknologioverførsel. Behovet for klare bestemmelser, som gør det lettere at indgå aftaler mellem virksomheder, gør det nødvendigt at fastlægge rammer for deres indgåelse og navnlig at sikre, at disse fritagelser ikke går ud over forbrugerne.

3.4.1

Artikel 82 i traktaten fastsætter, at en eller flere virksomheders misbrug af en dominerende stilling på fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf er forbudt. Der er tale om en bestemmelse, som ikke udelukker den dominerende stilling (der har snarere været en tendens til at fremme økonomiske koncentrationer, som giver de europæiske virksomheder mulighed for at konkurrere på verdensmarkedet), men som skal forhindre, at den opnåede stærke position gør det muligt for en virksomhed at påtvinge konkurrenterne dens egne betingelser og dermed forhindre konkurrence. I denne artikel drejer bestemmelsen sig ikke om, hvordan den dominerende stilling er opnået, i modsætning til artikel 81, som omhandler baggrunden for aftalerne eller vedtagelserne med henblik på at erklære dem ugyldige.

3.4.2

Den dominerende stilling har andre konsekvenser end samordnet praksis, da den ikke synes at påvirke konkurrencen, som kan være begrænset i forvejen, fordi der ikke er nogen konkurrenter eller fordi de spiller en ubetydelig rolle på markedet. Det fastsættes dog, at der gribes ind til fordel for forbrugerne, hvis de kommer til at lide under de betingelser, som dikteres af den pågældende dominerende virksomhed (10).

3.4.3

Kommissionen har efterhånden grebet ind i de vigtigste sektorer, hvor der, fordi de først nu er blevet liberaliseret, i de fleste EU-lande har været virksomheder med en dominerende stilling. Dette gælder f.eks. telekommunikationssektoren (11) eller sektorer, hvor den dominerende virksomhed i kraft af en betydelig teknologisk innovation ikke har mødt effektiv konkurrence, som f.eks. Microsoft (12). I begge tilfælde blev det fastslået, at der var tale om dominerende stilling. I det første tilfælde var der tale om ulovlig prisfastsættelse for telekommunikationstjenester (13). I øvrigt var afgørelsen vigtig, fordi den berørte en statsreguleret økonomisk sektor. Kommissionen mente således, at dens indgriben var påkrævet, selv om priserne blev reguleret sektorielt.

3.4.4

I det andet tilfælde med Microsoft var sagen mere kompliceret, da det drejede sig om en amerikansk virksomhed, som næsten havde monopol på anvendelsen af sine edb-systemer. Kommissionen vurderede imidlertid, at artikel 82 var blevet overtrådt gennem misbrug af den dominerende stilling på markedet for computersoftware, idet virksomheden havde nægtet at udlevere oplysninger om samtrafik og navnlig kun ville sælge Windows Media Player og Windows samlet. Kommissionen pålagde ikke alene store bøder for grov overtrædelse, men krævede også en række foranstaltninger efterlevet, som f.eks. offentliggørelse af driftssystemerne samt separat salg af de enkelte systemer i Windows-pakken.

3.5.1

EF-traktaten indeholder ingen specifik artikel, som kan danne retsgrundlag for en lovgivning om virksomhedsfusioner. Oprindeligt fordi sådanne transaktioner næsten ikke fandt sted, og senere fordi de nationale myndigheder selv støttede virksomhedsfusioner med det mål at gøre deres egne nationale virksomheder mere konkurrencedygtige. Hvis disse fusioner medførte en dominerende stilling, fandt såvel artikel 81 som 82 anvendelse; der blev dog ikke ført forudgående kontrol med fusioner, men kun hvis der blev konstateret misbrug af dominerende stilling.

3.5.2

For at lukke dette hul og gøre effektiv kontrol mulig vedtog Rådet på grundlag af EF-traktatens artikel 83 og 308, som giver mulighed for at udstyre Fællesskabet med yderligere beføjelser for at nå dets mål — i dette tilfælde fri konkurrence, en række forordninger og senest den gældende forordning 139/2004 (14), som ændrede og forbedrede forordningEF/1310/97 (15) og ikke mindst indarbejdede den retspraksis, der fulgte af dommen i sagen Gencor/Kommissionen (16).

3.5.3

Den nye forordning ændrer blandt andet aspekter vedrørende kompetencefordelingen ved at henvise sager, der af Kommissionen eller mindst tre medlemsstater betragtes som nationale, til de nationale konkurrencemyndigheder, så EU's konkurrencemyndigheder aflastes. EØSU er dog af den opfattelse, at en sag kun kan henvises til national behandling, hvis den ikke vedrører en væsentlig andel af det indre marked, da det i dette tilfælde vil være lettere at forhindre en begrænsning af konkurrencen og beskytte de berørte parter, især forbrugerne.

3.5.4

Ændringerne af materielretlige aspekter vedrører ikke kun de kvantitative tærskler i artikel 1, men også de begrebsmæssige aspekter i artikel 2, således at det afklares, hvornår der er tale om en dominerende stilling og især en væsentlig begrænsning af konkurrencen.

3.5.5

Et andet mindst lige så vigtigt aspekt, der ændres væsentligt, vedrører procedurespørgsmål. Således forlænges fristerne for henvisning af sager til medlemsstaterne, hvilket giver de berørte parter bedre mulighed for at handle hensigtsmæssigt under overholdelse af de nationale bestemmelser. Fristerne for de anmodende parter må siges at være for korte, nemlig 15 arbejdsdage helt i begyndelsen af proceduren, hvilket vil hindre dem i at få kendskab til de indsigelser, som Kommissionen måtte modtage mod den anmeldte transaktion. Under alle omstændigheder skal det understreges, at der ikke findes nogen bestemmelse i hele proceduren, som giver forbrugerne mulighed for at blive inddraget i proceduren. Tværtimod indeholder forordningen ikke længere nogen bestemmelse om, at der ved vurderingen af fusioner skal tages hensyn til arbejdstagernes interesser og til beskæftigelsen.

3.6.1

Såvel i artikel 81 som 82 har EU-lovgiveren på ikke-udtømmende vis opregnet forskellige former for forbudt praksis, hvor der i artikel 81 er tale om aftaler og samordnet praksis og i artikel 82 om misbrug af en dominerende stilling. For det første skal det understreges, at der ikke er tale om udtømmende lister, men om eksempler på hyppigt forekommende fremgangsmåder, på grundlag af hvilke andre tilfælde af en sådan praksis, der har samme effekt, kan indkredses og blive omfattet af forbudet.

3.6.2

De opregnede tilfælde i de to artikler ligner hinanden meget:

3.6.3

De forskellige tilfælde af konkurrencebegrænsende adfærd kan opdeles i to grupper, afhængigt af udgangssituationen:

3.6.4

En af de hyppigste former er prisfastsættelse i bred forstand såsom rabat, fortjenstmargen, betalingsbetingelser og prisnedslag. Til denne gruppe hører også manglende prisoverslag, fravigelse fra prisliste og salgspriser, som afviger fra de oplyste. I alle disse tilfælde rammes forbrugerne, som trods de specifikke bestemmelser om beskyttelse af deres rettigheder befinder sig i en svagere position over for virksomheder med en dominerende markedsstilling, der ofte er de eneste udbydere på markedet.

3.7.1.1

I de seneste år er der sket omfattende liberaliseringer af den europæiske energisektor (el og gas), som indtil for nyligt var en del af den offentlige sektor og som sådan var underlagt kontrol mht. forsyningsvilkår og -priser. Kommissionen havde forudset, at markedet skulle være frit for alle erhvervskunder inden juli 2004 og for husstande fra juli 2007. På det først punkt er det ikke gået helt som forudset, og en total liberalisering for det private forbrugs vedkommende kan ikke lade sig gøre, som situationen ser ud i dag.

3.7.1.2

Situationen er kompliceret og karakteriseret ved en mangelfuld service fra de privatiserede forsyningsnets side, især elforsyningen, som fastholder et lavt omkostningsniveau for vedligeholdelsen af deres net med mærkbare konsekvenser for brugerne og hyppige strømafbrydelser til følge.

3.7.1.3

Ikke desto mindre kan den gældende el-forordning (17), som fremmer grænseoverskridende elektricitetsudveksling, tjene til at øge konkurrencen på det indre marked gennem en ordning for kompensation til operatørerne af transportsystemerne og gennem fastsættelse af takster, som er ikke-diskriminerende, gennemsigtige og uafhængige af afstande.

3.7.1.4

Efterfølgende nedsatte Kommissionen en undergruppe om energi inden for Det Europæiske Konkurrencenet med det formål at drøfte og udarbejde en aftale om anvendelse af Fællesskabets konkurrenceregler på energimarkederne.

3.7.2.1

Telekommunikationssektoren gennemgik en lovgivningsreform i 2002 (18) hovedsageligt for at modernisere alle bestemmelser om elektronisk kommunikation og tilpasse anvendelsen af nettene til de nye teknologier. Resultaterne af medlemsstaternes tilpasning er uensartede. Den niende rapport (19) om gennemførelsen af EU's lovpakke for elektronisk kommunikation ser nærmere på de regulerende foranstaltningers indarbejdelse i den nationale lovgivning og på de opgaver, som påhviler de nationale tilsynsmyndigheder.

3.7.2.2

Af den niende rapport fremgår det, at antallet af operatører er opretholdt, skønt nogle af dem har holdt sig til deres hjemmemarked. Konkurrencepresset mellem operatørerne er flyttet fra de internationale markeder og langdistanceopkald til lokalopkaldssegmentet, hvor de etablerede operatørers andel er gået tilbage, hvilket har slået igennem på taksterne til gavn for forbrugerne; derimod er der forekommet misbrug af operatørers oprindelige markedsposition ved indgåelsen af nye kontrakter.

3.7.2.3

Overvågningen af telekommunikationsmarkederne for at fastslå konkurrenceniveauet gør det i en vis udstrækning muligt at kontrollere operatører med en dominerende stilling med det mål at pålægge dem specifikke forpligtelser, som kan forhindre, at forbrugerne påtvinges vilkår og takster. Under alle omstændigheder har Kommissionen foretaget en grundig opfølgning af anvendelsen af direktiv 2002/77/EF i hver enkelt medlemsstat (20) for at rette op på de konstaterede mangler, som ikke kun begrænsede konkurrencen, men også gik ud over forbrugernes interesser.

3.7.3.1.1

I 2003 indledte Kommissionen en dialog med den civile luftfartssektor for at få udarbejdet en fælles holdning vedrørende anvendelsen af konkurrencepolitikken på de alliancer og fusioner, der var under gennemførelse i denne sektor. Samme år viste det sig nødvendigt at ændre forordning (EF) 1/2003 for at regulere lufttransporten mellem EU og tredjelande for at skabe et åbent luftfartsområde (»Open Skies«), således der kunne gribes ind også over for alliancer mellem flyselskaber hjemmehørende i henholdsvis Europa og tredjelande, især USA. I denne periode undersøgte Kommissionen forskellige aftaler mellem virksomheder, hvoraf nogle viste sig at være uforenelige med konkurrencereglerne (21), mens Kommissionen for andre aftalers vedkommende krævede indholdet eller aftalens varighed ændret.

3.7.3.1.2

I samme periode blev forordningen om passagerers rettigheder vedtaget (22).

3.7.3.2.1

Forordning 1/2003 giver de nationale konkurrencemyndigheder ret til at anvende bestemmelserne om konkurrencebeskyttelse på jernbanesektoren. Hermed har myndighederne på såvel EU- som nationalt plan fået til opgave i samarbejde med GD for Transport og Energi at definere emner af fælles interesse.

3.7.3.2.2

Den første jernbanepakke af direktiver med henblik på liberalisering af sektoren skulle sikre fri bevægelighed i den grænseoverskridende godstrafik og skabe en referenceramme for adgang til såvel gods- som passagertrafik gennem fastlæggelse af ruter, takster osv.

3.7.3.2.3

Den anden pakke omfatter liberalisering af de nationale fragtmarkeder, såvel som liberalisering af det nationale og internationale marked for passagertransport.

3.7.3.2.4

Det overordnede mål er at opnå en fælles tilgang til anvendelsen af konkurrencereglerne på jernbanesektoren for at forhindre, at nationale myndigheder og Kommissionen træffer modstridende dispositioner.

3.7.3.3.1

Skibsfarten er en af de sektorer, som har flest gruppefritagelser, især for linierederier og konsortier, der er omfattet af forordning (EF) 823/2000, som for tiden er under revision (23). Den vedrører anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, og giver konsortier og linierederier mulighed for at overskride den i forordningen fastsatte grænse, forudsat at de efter anmeldelse til Kommissionen for tilladelse hertil efter indsigelsesproceduren.

3.7.3.3.2

I praksis har nogle konsortier udnyttet disse procedurer til at føre en praksis, der ikke er taget højde for i gruppefritagelsen, såsom prisfastsættelse, hvilket har fået Kommissionen til at gribe ind (24) for at indskrænke aftalernes indhold. En lignende afgørelse har Retten i Første Instans (25) truffet vedrørende en aftale mellem søfartsselskaber om ikke at give deres kunder rabat på de offentliggjorte tariffer for tillæg og gebyrer.

3.8.1

Liberaliseringen af ovennævnte sektorer er blevet gennemført på nationalt plan efter fremgangsmåder, som har haft en negativ indvirkning set i forhold til det indre marked. Dannelsen af oligopoler har berøvet forbrugerne en effektiv konkurrence, som kunne medvirke til at sænke priserne og fremme virksomhedernes konkurrenceevne. Kommissionen bør desuden undersøge, hvilke følger fusionerne i de liberaliserede sektorer har haft, især for forbrugerne.

3.8.2

Generelt er der på grund af manglende gennemsigtighed, høje og urimelige tariffer for erhvervskunder og private forbrugere samt vertikale virksomhedssammenslutninger ikke blevet etableret en effektiv konkurrence på de liberaliserede markeder. Tværtimod har betingelserne i forbrugeraftalerne i mange tilfælde været i strid med reglerne om standardaftaler.

3.8.3

Problemet ligger i de instrumenter, som forbrugerne råder over for at gøre deres rettigheder gældende over for virksomhederne, først og fremmest gennem søgsmål i henhold til konkurrencereglerne, især traktatens artikel 81 og 82. De klager, der er indgivet til konkurrencemyndighederne, dvs. Kommissionen og de nationale myndigheder, stammer overvejende fra virksomheder, og EF-Domstolen har endnu ikke behandlet klager fra private.

3.8.4

Kommissionens grønbog om »Erstatningssøgsmål for overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler« (26) skal indkredse et instrument for forbrugerne, hvilket EØSU senere vil afgive udtalelse om.

4.1

Forbrugerne har naturligvis et specifikt sæt retsregler, hvor deres rettigheder og pligter er defineret (27). EF-traktatens artikel 153 fastsætter i stk. 2, at »forbrugerbeskyttelseshensyn inddrages ved udformningen og gennemførelsen af andre af Fællesskabets politikker og -aktiviteter«. Der er tale om en horisontal politik og som sådan bør den inddrage indholdet af alle de politikker, der berører forbrugerne. For konkurrencepolitikkens vedkommende er der ingen tvivl om, at forbrugerne er en del af det marked, den er rettet imod, idet de repræsenterer efterspørgselssiden.

4.1.1

I dette afsnit ses der nærmere på, hvilke forbrugerrettigheder der berøres af konkurrencepolitikken og på hvilken måde, især hvad angår følgerne af overtrædelse af konkurrencereglerne på det indre marked. I denne forbindelse skal forbrugerne desuden betragtes som en part, der berøres af konkurrencepolitikken, så der kan tages hensyn til deres rettigheder, når Kommissionen griber ind i konkrete tilfælde for at fastlægge reglerne på markedet.

4.2.1

Begrebet økonomiske rettigheder på forbrugerområdet går ud på, at forbrugere eller brugere ikke må lide noget økonomisk tab, som hindrer dem i at benytte og nyde godt af de varer og tjenesteydelser, som de har erhvervet på de med den erhvervsdrivende aftalte betingelser. Det grundprincip, som styrer hele dette område er god tro og rimelig balance, og enhver handling eller klausul, som strider herimod, vil kunne betragtes som urimelig eller skadelig for forbrugerens interesser.

4.2.2

Sammenhængen mellem politikken for beskyttelse af konkurrencen og forbrugernes frie valg har været et af de vigtigste mål med EU-lovgivningen, hvilket anerkendes i den tidligere artikel 85, stk. 3, og nuværende artikel 81 i EF-traktaten, som fastsætter, at hemmelige aftaler kun kan tillades, hvis de sikrer forbrugerne en andel af fordelen ved konkurrencebegrænsningen. Et typisk eksempel er geografisk opdeling af et område mellem konkurrenter for at dække hele markedet, skønt det i nogle områder ikke er rentabelt.

4.2.3

Overvågningen af markedet set ud fra et forbrugerbeskyttelsessynspunkt foregår ved at føre kontrol med mulige horisontale aftaler, såsom frivillige aftaler, prisaftaler, indkøbscentraler, markedsopdeling osv., og vertikale aftaler, hvor der kan være tale om aftaler, som regulerer forbindelserne mellem producenter, importører osv. Det kontrolleres også, om der sker misbrug af en dominerende stilling gennem praksisser, der vanskeliggør eller forhindrer konkurrenters adgang til markedet, såvel som fastsættelse af for høje eller for lave priser, hvorved konkurrenter udelukkes, eller særlig fordelagtig behandling af visse kunder frem for andre.

4.2.4

Kommissionen fremlægger hvert år i den årlige beretning et stort antal afgørelser om tilfælde af samordnet praksis og misbrug af dominerende stilling samt nogle af EF-Domstolens domme, som i mange tilfælde eksemplificerer ændringer i fortolkningen af reglerne eller som ligefrem gør lovændringer nødvendige.

4.2.5

I de seneste år har Kommissionen behandlet stadig færre sager hovedsageligt takket være de nationale konkurrencemyndigheders håndfaste indgriben på deres markeder, men især på grund af den endelige ophævelse af anmeldelsesordningen. Inden for GD Konkurrence blev der truffet formel afgørelse i 24 sager, dvs. ganske få sammenlignet med området fusionskontrol, hvor der blev truffet 231 formelle afgørelser (28) efter ordningen i den ændrede forordning. Fremover vil der være færre sager, da kompetencen i de fleste af disse sager vil ligge hos de nationale konkurrencemyndigheder.

4.2.6

Flere af de behandlede sager berører forbrugerne direkte eller er af særlig interesse for dem. De individuelle afgørelser vedrører mobiltelefoni, radio- og tv-spredning og luftfart (29). De sektorspecifikke foranstaltninger vedrørtetransport, de liberale erhverv, distribution af motorkøretøjer og medierne (30). I alle sager var der tale om påtvingelse af urimelige priser, hvor artikel 82 fandt anvendelse på grund af prismisbrug (31).

4.3.1

Forbrugerpolitikkens effektivitet bør baseres på inddragelse af forbrugerne i de politikker, der vedrører dem, og de må derfor nødvendigvis inddrages i alle de politikker, som de hidtil har været udelukket fra. Strategien for forbrugerpolitikken (32) indeholdt blandt andet et mål om relevant inddragelse af forbrugerorganisationerne i EU's politikker. Faktisk blev der et år efter udnævnt en kontaktperson på forbrugerområdet i GD for Konkurrence.

4.3.2

Forbrugerorganisationerne har et forum, Forbrugerudvalget, som er den kanal, hvorigennem de kan bidrage til den specifikke forbrugerpolitik, men der er brug for yderligere initiativer, som kan give forbrugerne mulighed for at deltage på andre politikområder. Det gælder om at give forbrugerne mulighed for og kapacitet til at bidrage til EU's initiativer i alle faser af beslutningsprocessen. Der må skabes et minimum af forudsætninger for, at de kan deltage i de rådgivende organer, således som det i dag er tilfældet på landbrugsområdet og især i de nyligt oprettede organer på områderne transport, energi, telekommunikation og andre, der måtte blive oprettet senere.

4.3.3

På det område, vi her beskæftiger os med, findes der ingen formel kanal for inddragelse af forbrugerne. De bliver end ikke hørt om de emner, som i henhold til traktaten vedrører dem, såsom fritagelser vedrørende samordnet praksis (artikel 81, stk. 3) og misbrug i form af begrænsning af produktion, afsætning eller teknisk udvikling til skade for forbrugerne (artikel 82, litra b)). Derfor påhviler det GD for Konkurrence såvel som forbrugerorganisationerne at fastlægge mekanismer for deltagelse og høring vedrørende beslutninger af relevans for det indre marked gennem procedurer, der fastlægges i fællesskab som anført i hvidbogen om styreformer i EU (33).

4.3.4

Et lignende ansvar bør GD for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse påtage sig ved, at den permanente rådgivende forbrugergruppe inddrages i konkurrencesager, som indvirker på forbrugernes rettigheder.

4.3.5

Forbrugernes ret til information på konkurrenceområdet er blevet styrket gennem udnævnelsen af kontaktpersonen på forbrugerområdet. De europæiske forbrugerorganisationerbliver regelmæssigt informeret og de nationale organisationer og individuelle forbrugere har adgang til en Internetside (34), som også indeholder en klageformular (35), der kan anvendes til at kræve erstatning for virksomheders overtrædelser af konkurrencereglerne.

5.1.1

Forbrugerorganisationerne er underlagt nationale bestemmelser, som kræver nogle minimumskrav for deres anerkendelse og legitimering opfyldt. Dermed er de legitimeret til at gøre forbrugernes rettigheder gældende, hvis disse krænkes af en ulovlig praksis.

5.1.2

På europæisk plan er de organisationer, som er registreret i GD for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse, fuldt anerkendt, og det er dem, som bliver informeret og hørt, samtidig med at de inddrages i alle spørgsmål, der anses for at henhøre under deres kompetence.

5.1.3

I udøvelsen af denne noget begrænsede legitimitet i forbindelse med konkurrencespørgsmål, kan der ligge det problem, at der er tale om krænkelses af konkrete forbrugerrettigheder, som er geografisk og emnemæssigt begrænset. Det er nødvendigt indgående at diskutere begrebet legitimering for at kunne tage initiativer på dette område.

5.2.1

Forordning 1/2003 EF (36) og den såkaldte moderniseringspakke fastlagde procedurerne for samarbejdet mellem Kommissionen og konkurrencemyndighederne inden for Det Europæiske Konkurrencenetværk (37). Dette netværk begyndte at fungere i 2003 via en arbejdsgruppe, som undersøgte de generelle spørgsmål såsom dets funktionsmåde og ordningen for kommunikationen inden for netværket. I dag fungerer det i fuld udstrækning og består af 14 undergrupper, som beskæftiger sig med sektorielle problemer (38).

5.2.2

Forordning 1/2003 giver Konkurrencenetværket midler til at yde gensidig bistand og handle efter den kompetente myndigheds instruktioner og mere generelt til at indhente al den information, der er nødvendig for at afgøre sagerne. Det foretager også inspektioner på anmodning af de nationale myndigheder, og resultaterne heraf videregives efter den fastlagte procedure, så de er tilgængelige for alle parter.

5.2.3

Af stor betydning er Konkurrencenetværkets rolle i bødefritagelsesprogrammet. Medlemsstaterne har underskrevet en erklæring, hvori de forpligter sig til at følge de regler, der fastlægges i den nævnte meddelelse. Netværket fungerer dermed som et praktisk instrument for de nationale domstole, der dømmer i konkurrencesager, samtidig med at domstolene sørger for at ajourføre EF-Domstolens retspraksis (39).

5.2.4

Den kommunikation, der skal være mellem Konkurrencenetværket, konkurrencemyndighederne og domstolene, gør det muligt at få kendskab til henvendelser vedrørende aftaler og misbrug af dominerende stilling og den procedure, der finder anvendelse. På denne måde kan der hurtigere end før træffes afgørelse om, hvilken myndighed der skal tage sig af sagen.

5.2.5

Konkurrencenetværket kan også medvirke til at opspore overtrædelser, således at man på et tidligt stadium kan afværge negative følger for konkurrenter og forbrugere. En vigtig funktion er indsatsen i gruppefritagelsesprocedurerne, hvor det bør vurderes, om resultatet er gunstigt for forbrugerne og om der i aftalen skal henvises til de forventede konkrete fordele for forbrugerne.

16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/10

1.1

I Kommissionens meddelelse fremlægges en fælles tilgang  (1) til forskning og innovation inden for rammerne af gennemførelsen af Lissabon-programmet, som blev besluttet på Det Europæiske Råds samling i Lissabon i marts 2000 med det formål inden 2010 at gøre EU til »den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed«. Det Europæiske Råd gav ved samme lejlighed sin støtte til Kommissionens forslag i meddelelsen »Mod et europæisk forskningsrum« (2).

1.2

I en resolution vedtaget på samlingen i Barcelona i marts 2002 opstillede Det Europæiske Råd som målsætning gradvis at øge investeringer til forskning og innovation i EU til 3 % inden 2010 samt at øge den private finansierings andel til 2/3. Men Det Europæiske Råd efterlyste på samlingen i Bruxelles i marts 2003 konkret handling.

1.3

I sin meddelelse fra 30 april 2003»Investering i forskning: en handlingsplan for Europa« konkretiserer Kommissionen de aktioner på nationalt og europæisk niveau, som den havde peget på som nødvendige i sin meddelelse fra september 2002 »Mere forskning i Europa — Mod 3 % af BNP« (3). De første officielle tal vedrørende forskning og udvikling viste, at udgifterne til forskning og udvikling var så godt som stagneret på 1,93 % af EU-25's BNP. Kun Finland og Sverige havde nået målet.

1.4

Det Europæiske Råd genlancerede behandlingen af den reviderede Lissabon-strategi i marts 2005. (4) Det fælles politiske ønske blev bekræftet i oktober 2005 på det uformelle møde for EU's stats- og regeringschefer på Hampton Court Palace som svar på et presserende behov for bedre konkurrenceevne i en verden med global konkurrence.

1.5

Som første led i tilpasningen til den reviderede Lissabon-strategi udsendte Kommissionen sit initiativ for det europæiske informationssamfund i 2010 (5), som pålægger medlemsstaterne at opstille prioriteringer for informationssamfundet i de nationale reformprogrammer inden medio oktober 2005 med henblik på at bidrage til målsætningerne i meddelelsen om i2010.

1.6

De foreslåede aktioner begrundes med kontrasten mellem situationen i og uden for EU: på den ene side hård international konkurrence, og på den anden de nationale markeders opsplitning og manglende fleksibilitet over for behovet for opbygningen af et fælles europæisk rum og højt kvalificerede arbejdstageres mobilitet. Kommissionen erkender at have begrænset kompetence på området og stræber da også først og fremmest efter at påtage sig rollen som katalysator.

1.7

Kommissionen ønsker at styrke båndene mellem forskning og innovation dels gennem en forskningspolitik, der fokuserer på at afdække og anvende ny viden og at opstille rammer for forskningen, dels gennem en innovationspolitik, der er koncentreret om at omsætte ny viden i økonomiske værdier og kommerciel succes. I indsatsen for en bedre regulering vil enhver foranstaltning med indvirkning på konkurrenceevnen blive underkastet en konsekvensanalyse.

1.8

I analysen, som er offentliggjort samtidig med meddelelsen, overvejes tre politiske valgmuligheder, og det er den sidste, der vælges (6):

1.9

Handlingsplanen, som foreslås i Kommissionens meddelelse, er delt i fire dele:

1.10

19 aktioner placeres inden for 3 hovedområder: offentlig politik og regulering, finansiering og beskatning (7) og de private aktørers rolle (8).

1.11

Meddelelsen følger det samme spor som meddelelsen fra 2003. Det eneste nye fra Kommissionen er, at de nationale reformprogrammer nu udtrykkeligt skal omfatte forskning og innovation. De nationale reformprogrammer vil blive understøttet gennem EU-finansiering til aktiviteter af europæisk interesse, rådgivning, der sigter mod samordnet politikudvikling, og forummer, der gør det lettere at lære af hinanden, i alle regioner, hvor grænseoverskridende samarbejde indebærer en merværdi. Forsknings- og udviklingstiltag anerkendes i stabilitetspagten, hvor udgifter til dette formål tillades ud over 3 %-underskuddet.

1.12

EØSU tager desuden hensyn til Esko Aho-rapporten, selv om den falder uden for høringsanmodningen, ved at gøre opmærksom på, at Kommissionen i punkt 3.1. »Investering i viden og innovation« i meddelelsen til Det Europæiske Råd, forårstopmødet 2006 ikke refererer til KOM(2005) 488 endelig, men derimod til Esko Aho-rapporten. EØSU beklager, at Kommissionen hverken har anmodet om en høringsudtalelse eller en forudgående vurdering af denne rapport, og inddrager derfor rapporten i nærværende behandling af emnet.

1.13

På Hampton Court Palace nedsatte man i oktober 2005 en gruppe bestående af fire personer. Esko Aho fik rollen som koordinator. Den rapport, som gruppen i januar 2006 afleverede til Kommissionen med henblik på Det Europæiske Råds forårstopmøde 2006, indeholder anbefalinger vedrørende fremskyndet gennemførelse af nationale og europæiske initiativer til fordel for forskning og innovation. Rapporten er udarbejdet på grundlag af den her behandlede meddelelse, men hælder mere til den anden politiske valgmulighed: en integreret politik (jf. SEK(2005)1289). I marts 2006 blev rapporten forelagt Rådet (konkurrenceevne) og Det Europæiske Råd i Bruxelles. Det Europæiske Råd fremhævede Esko Aho-rapportens betydning og bad Kommissionen evaluere rapporten inden september 2006 (9).

2.1

EØSU har med tilfredshed modtaget meddelelsen, der tager udgangspunkt i partnerskabet for vækst og beskæftigelse, idet den søger at dække hele spektret af forskning og innovation, herunder innovation på andre områder end det teknologiske. I meddelelsen skildres aktioner, der går ud over de 3 % fastsat i Barcelona (10), samt i generelle vendinger de forpligtelser, som Fællesskabet har indgået. Igangværende og kommende støtteforanstaltninger for forskning og innovation beskrives indgående (11).

2.2

Som det fremgår af meddelelsen, vokser den internationale konkurrence om at tiltrække investeringer til forskning og udvikling konstant, ikke mindst i vækstlande som Kina, Indien og Brasilien. »Forskellen mellem EU og USA, når det gælder investering i forskning, er allerede på over 120 milliarder euro om året, og den vokser hurtigt«  (12). Desuden er konkurrencen så hård for Europa, at ingen medlemsstat kan opnå succes udelukkende på egen hånd. Synergi på tværs af landegrænserne er den eneste måde, hvorpå man kan fremme forskning og innovation og udnytte dem til vækst og beskæftigelse. Derudover er det nødvendigt med en forsknings- og innovationsindsats for at gøre EU's økonomi mere bæredygtig og finde frem til løsninger for økonomisk vækst, social udvikling og miljøbeskyttelse.

2.3

Med handlingsplanen er et flertal af medlemsstaterne begyndt at indføre nationale foranstaltninger til fremme af forskning og udvikling i den private sektor og at sætte sig som mål at bringe forskningsinvesteringerne op på 2,6 % af BNP inden 2010. Her har skatteincitamenter særlig stor betydning (13). Forskningsintensiteten synes imidlertid at være mere eller mindre stagnerende i EU, og dette gælder også den private sektor. Situationen er foruroligende.

2.4

Begrundelsen for aktionerne åbner en debat om produktivitetssammenligninger mellem EU's medlemsstater og tredjelande.

2.4.1

For det første kan produktivitet defineres på flere forskellige måder (forholdet mellem antal producerede varer eller tjenester og det anvendte antal enheder af en produktionsfaktor). Den mest benyttede målestok er en enkeltfaktor, nemlig arbejdskraft. Som indikator anvendes timeproduktion per arbejdstager i den industrielle sektor, som er let at fastsætte, men kun delvis dækkende. Kapitalen opfattes som en eksogen variabel i produktionsprocessen.

2.4.2

For det andet bør man ikke generalisere, når man sammenligner Europa og USA, men skelne mellem vigtige forskelle inden for de enkelte sektorer og mellem medlemsstater– ja, selv internt i et land som USA. Der er sektorer og lande i Europa som er konkurrencedygtige og som har en betydelig vækst i deres produktivitet. For EU som helhed synes beregningen af udgifterne per arbejdskraftenhed i fremstillingssektoren ifølge O'Mahony et van Ark (2003) at vise, at EU er konkurrencedygtig i forhold til USA i andre sektorer end højteknologi. Det er dog de lave lønninger i tredjelande, ikke USA, som er den vigtigste kilde til konkurrence i de traditionelle industrier og som lægger et vanskeligt pres på EU. Dosi, Llerena og Labini (2005) ser mere kritisk på situationen. De mener ikke, at en europæisk industripolitik skal behandles som et tabu-emne.

2.4.3

For det tredje er den samlede faktorproduktivitet den bedste målestok, idet den justerer BNP for forskelle i de anvendte input (Calderon, 2001) og muliggør en bedre sammenligning mellem lande. For at forklare forskelle i produktivitet mellem lande har man i empiriske studier klassificeret determinanter bag produktivitetsforbedringer hos arbejdskraften og/eller totalfaktoren i tre grupper. Men i betragtning af landenes indbyrdes afhængighed, fastslår Calderon, at forskellene i totalfaktorproduktiviteten mellem landene skyldes den hastighed, hvormed teknologier spredes (gennem handel, direkte udenlandske investeringer eller migration) (14).

2.4.4

Da det er vigtigt at sikre en hurtig udbredelse, er innovative SMV uundværlige for udbredelsen, idet de skaber nye markeder. Af samme grund vil valget af strategiske prioriteringer for forskning og innovation kunne fremme en hurtigere udbredelse af viden.

2.4.5

Endelig er sikring af et kvalificeret personale og virksomhedernes lokalisering af investeringer vigtige parametre både for USA og for Europa, især i forhold til Kina, der mangler 75.000 højt kvalificerede arbejdstagere i at kunne overgå til en serviceøkonomi.

2.5

Når det er sagt, er der to overordnede synsvinkler, der præger de politiske valg. På den ene side er der presserende behov for organisatorisk innovation, som udgør en forudsætning for teknisk innovation (Lam 2005 og OECD 2005), hvilket også gælder for EU-institutionerne (Sachwald, Sapir et al. 2003, Esko Aho 2006); på den anden side er årsagen til, at virksomhederne ikke investerer tilstrækkeligt i forskning, udvikling og innovation i Europa, at der ikke eksisterer et innovationsvenligt marked, hvor man kan lancere nye produkter og tjenester (Esko Aho 2006). EØSU gør opmærksom på, at man ikke kommer uden om iværksætterlyst og risikovillighed.

2.6

At markedsimperfektioner kan være befordrende for innovation har været almindeligt kendt af forskerne siden Arrow (1962) og Dasputa og Stiglitz (1980). Kommissionens rammeprogrammer er hovedsagelig baseret på aktiv støtte på mikroniveau til forskning og udvikling i virksomhederne gennem en blanding af støtte til forskning og udvikling og fremme af samarbejde med henblik på at fjerne de mest demotiverende hindringer (lettere identifikation af samarbejdspartnere og fremme af en fælles dynamik, der bl.a. giver fordele i henseende til market entry og downstreaming såvel som stordriftsfordele). Disse initiativer er dog ikke tilstrækkelige til at kickstarte en ny bæredygtig innovationsdynamik i hele EU.

2.7

EØSU bifalder, at Kommissionen har lagt vægt på mesoniveauet, sektorniveauet og det grænseoverskridende samarbejde. Instrumenter som partnerskaber, net, klynger, agglomerater, forummer og dialoger viser, at ikke bare linkages, eksternalitet og spillovers mellem virksomheder og organisationer, men også geografien spiller en vigtig rolle for fremme af innovation. Disse koordinationsformer vil lettere kunne identificere faktorer, der har indflydelse på investeringer i innovation, og flaskehalse.

2.8

Den foreslåede tilgang og de foreslåede aktioner er ikke ledsaget af budgetmæssige anvisninger, selv om der bliver brug for betydelige ressourcer og en betragtelig koordinationskapacitet, for at aktionerne kan lykkes. Endvidere minder Kommissionen på det eneste sted i meddelelsen til forårstopmødet 2006, hvor den her behandlede meddelelse omtales, om, at lovgivningsforslag ikke bærer frugt, med mindre de stadfæstes af Rådet og Europa-Parlamentet. Hertil kommer, at én stor del af finansieringstiltagene er afhængige af den endelige ajourføring og gennemførelsen af de finansielle overslag for perioden 2007-2013. De foreslåede aktioner er således kun vejledende.

2.9

EØSU opfordrer Kommissionen til snarest muligt at udsende budgetmæssige anvisninger og til at tilføje et klart system med en konkret frist for opfølgning og overvågning af meddelelsen, f.eks. 2008. EØSU finder det desuden nødvendigt med en rapport fra Kommissionen, der tager stilling til alle ekspertgruppernes rapporter med direkte relation til meddelelsen, samt en vurdering af anbefalingerne i disse. Retningslinjerne skal svare til den valgte option og de valgte tiltag. Endelig vil det for at afhjælpe den opsplitning, som findes i dag, være hensigtsmæssigt at sikre mapping (sammenfald) mellem de personer, der har ansvaret for koordinationen af de i KOM(2005) 488 foreslåede aktioner på alle niveauer, i regionerne, medlemsstaterne og EU-institutionerne. Kommissionen har udført et stor arbejde i forbindelse med landerapporterne (trendcharts), hvor de enkelte landes innovations- og forskningsinstitutioner beskrives — et arbejde, som kan lægges til grund for den omtalte mapping. Det kunne også være relevant at se på erfaringerne med anvendelsen af virtual agencies inden for forskning og innovation i USA.

2.10

EØSU gør desuden opmærksom på, at hovedbegreberne (forskning, innovation, viden og teknologi) ikke defineres i meddelelsen. Kommissionen har derfor støttet fælles europæisk forskning med henblik på definitioner. Eurostat og OECD har defineret innovation. Det seneste European Innovation Scorebord vedrørende forholdet mellem input og output inden for innovation, opererer med begrebet innovation efficiency og betragter forskning og udvikling som innovationsinput. Hertil kommer, at der må skelnes bedre mellem aktioner til fordel for forskning og innovation som sådan og politikker til fremme af gunstige vilkår for innovation (f.eks. uddannelse, modtagelse og optræning af mobile menneskelige ressourcer, støtte til SMV'er og ugunstigt stillede regioner i forbindelse med udbredelse af IKT, hvor omkostningerne er væsentligt højere end for andre aktører). Med andre ord mellem innovation forstået som nye produkter og tjenester på markedet og innovation som proces. Det første er en nødvendig forudsætning, men ikke tilstrækkeligt for en dynamisk intern vækst.

2.11

EØSU følger dette område meget aktivt og har afgivet flere udtalelser om det i meddelelsen KOM(2005) 488 omhandlede emne i bredere forstand. Af mangel på plads skal EØSU kun ganske kort minde om sine tidligere udtalelser, herunder ikke mindst udtalelsen CESE 595/2000 om det europæiske forskningsrum, hvor alle temaerne i KOM(2005) 488 anslås — især i punkt 7. Forskning og teknisk innovation og punkt 8. Personaleudveksling mellem forskningscentre og industrien.

2.12

Udtalelsen CESE 724/2001 om videnskab, samfund og borgere i Europa fremhævede grundforskningens betydning for de fleste store opdagelser. EØSU' udtalelse om Europa og grundforskningen (15) og forholdet mellem denne og den applicerede forskning betoner spørgsmålet om patenter i punkt 2.5, hvor udvalget påpeger, at der er presserende behov for en europæisk patentordning, der ligesom i USA opererer med en henstandsperiode fra den videnskabelige offentliggørelse af en opdagelse til patenteringen af anvendelsen af en sådan opdagelse. EF-patentet bør kunne opnås hurtigt og billigt. EØSU beklager, at det er blevet forsinket af sproglige grunde.

2.13

EØSU's udtalelse om forskere i det europæiske forskningsrum støtter det europæiske charter for forskere (16), er enig i, at kontakt mellem den akademiske verden og erhvervslivet er absolut nødvendig, og foreslår en bedre anvendelse af eksperter med mange års erfaring kombineret med kompatibilitet og anerkendelse af flere elementer med hensyn til social sikring og boliganvisning (punkt 5.4) samt bevarelse af familiens enhed (punkt 5.5.5). Udtalelsen om videnskab og teknologi (17), og udtalelsen om det 7. rammeprogram for forskning (18), hvor EØSU fokuserer på dette programs store betydning, finansieringen, opdelingen i underprogrammer og de 9 forskningsemner, som EØSU har afgivet særskilte udtalelser om (19).

2.14

I sin udtalelse om konkurrenceevne og innovation (2007-2013) (20) påpeger EØSU vigtigheden af, at SMV'er og arbejdsmarkedets parter deltager i innovationsbestræbelser (21). De bør inddrages tæt, for at innovationsprocessen kan få succes. En udtalelse under udarbejdelse om politiske rammer til styrkelse af fremstillingsindustrien i EU, hilser den sektorale indfaldsvinkel velkommen, men erindrer samtidig om, at koordinationen kræver ressourcer (der er ikke noget budget), og udtrykker håb om, at arbejdstagernes kvalifikationer, som et tema, der angår alle sektorer, vies særlig opmærksomhed. Det er meget vigtigt med en mere integreret industripolitisk strategi, eftersom »denne industri beskæftiger mere end 34 millioner mennesker og tegner sig for over 80 % af den private sektors F&U-udgifter i EU«.

3.1

EØSU bifalder navnlig Kommissionens bestræbelser på at etablere et konkurrencedygtigt europæisk system for intellektuel ejendomsret og Kommissionens arbejde vedrørende regler for formidling af forskningsresultater (2007-2013). Det anbefaler, at man er særlig opmærksom på forvaltningen af innovationspatenter i forbindelse med de instrumenter, som er nævnt under punkt 2.7.

3.2

Et bedre system til udbredelse af viden er af vital betydning for konkurrenceevnen. Man bør være særlig opmærksom på initiativet Innovation Relay Centres og på Kommissionens idé med som led i programmet for konkurrenceevne og innovation at give SMV'er vouchers til konsulenttjenester i forbindelse med disses innovationsstrategi. Grænseoverskridende klynger vil lette udbredelsen, og deres betydning vil blive anerkendt i en kommende meddelelse om industriklynger i Europa. En database om klynger vil blive oprettet i 2006.

3.3

EØSU insisterer på den sociale dimension af innovation og af anvendelsen af menneskelig og social kapital til forskning og innovation, og håber, at den næste udgave af OECD's og Eurostats Oslo-manual også vil indeholde statistikker, som tager hensyn hertil, herunder indikatorer for kvalificeret menneskelig kapital og innovationsskabende lokaliteter som universiteter og andre uddannelsessteder og platforme, hvor industri, statsinstitutioner og universiteter arbejder sammen.

3.4

Med hensyn til statsstøtte, som kan sætte skub i virksomhedernes forskningsinvesteringer, glæder EØSU sig over den opmærksomhed, som vies SMV'erne, og anmoder Kommissionen om at betragte jobskabelse som en investering i forskning og innovation, så længe stillinger er specielt øremærket til disse formål. EØSU understreger ligeledes nødvendigheden af at fremhjælpe etableringen af innovative SMV'er, bl.a. ved hjælp af risikokapital. I den forbindelse bør også Den Europæiske Investeringsfond inddrages.

3.5

En vigtig innovationsfaktor — i betragtning af den i punkt 2.4.5 nævnte globale konkurrence — er adgangen til menneskelige ressourcer med up to date-viden på alle niveauer. Meddelelsen fokuserer på forskningsressourcerne. Men man skal også være opmærksom på den ikke-videnskabelige faglige arbejdskraft. Desuden bør der ske en afstemning af udbud og efterspørgsel på kvalifikationer og specifik viden efter sektorernes behov. Med henblik på effektive og hurtige løsninger er det hensigtsmæssigt, at arbejdsmarkedets parter og alle andre relevante aktører inddrages. EØSU opfordrer Kommissionen til at tage hul på debatten om dette emne.

3.6

For samtidig at sikre mobiliteten må der gøres fremskridt med hensyn til de fælles europæiske kompetence-charts, der er nødvendige for de enkelte sektorer eller fag, uden at glemme uddannelsernes kvalitative side (værdier, lige muligheder). Eftersom Kommissionens generaldirektorater for beskæftigelse, uddannelse og kultur også beskæftiger sig med menneskelige ressourcer, ville det være nyttigt at integrere deres initiativer til fordel for forskning og innovation i den her behandlede meddelelse for at dække hele spektret.

3.7

EØSU tilskynder Kommissionen til at fremme forskning og innovation i alle sektorer: problemer med konkurrenceevnen findes ikke kun inden for højteknologi. Den strategiske forvaltning af ændringer som følge af en massiv overtagelse af nye teknologier i SMV'er vil kunne integreres i de foreslåede aktioner. Inddragelse af arbejdsmarkedets parter og andre vigtige aktører er meget vigtig i den forbindelse.

3.8

EØSU er enig med Esko Aho-rapporten i, at der ikke tages nok hensyn til virksomheder med over 250 medarbejdere, formentlig bl.a. fordi definitionen af SMV'er er for restriktiv i forhold til den tilsvarende definition i USA og Japan. EØSU finder økonomisk støtte til innovative SMV'er nødvendig for at etablere en europæisk innovationsøkonomi med social samhørighed. Det er ikke overraskende, at Paxis-regionen Emilia Romagna er en af de mest aktive, selv om andre innovationsindikatorer i Italien er mindre favorable. Tilsvarende bør støttetjenester til virksomhederne være specialiserede for at passe til de forskellige former for SMV og deres særlige karakteristika (kooperativer, erhvervsdrivende foreninger m.m.).

3.9

EØSU så gerne, at Kommissionen redegjorde for aktioner til fordel for forskning og innovation, der involverer andre regioner i verden. Kommissionen anvender allerede en global indfaldsvinkel i sine TrendCharts og i adskillige andre initiativer. Efter meddelelse 346 af 25. juni 2001 om det europæiske forskningsrums internationale dimension, har INCO-delen af det 6. rammeprogram udtrykkeligt begunstiget deltagelse af tredjelande — et tiltag, der vil fortsætte under det 7. rammeprogram. Aktionerne vil kunne trækkes frem i et særligt afsnit. Storbyer og bymiljøer betydning for innovation bør ligeledes studeres nærmere.

3.10

EØSU opfordrer Kommissionen til at evaluere timingen med hensyn til teknologiske investeringer, liberalisering og omstrukturering, al den stund virksomhederne, især de største af dem, vil skulle overveje administrative ændringer samtidig med behovene for investeringer i forskning og innovation (f.eks. inden for energi, transport og netværksindustrier).

3.11

EØSU advarer i øvrigt om, at det kan blive nødvendigt at finde den rigtige balance mellem fremme af innovation gennem fælles marketing og licensing af nye produkter og tjenester for virksomheder på den ene side og konkurrencelovgivningen på den anden.

3.12

EØSU betragter innovation som et input til en konkurrencedygtig økonomi med social samhørighed og ikke som et endemål i sig selv. Velvidende, at dette er en stor udfordring, anmoder EØSU Kommissionen om at udarbejde statistik og støtte studier, der kan gøre det lettere at måle relationer mellem innovation, konkurrenceevne og social samhørighed, så den bliver i stand til at evaluere sine resultater på en klar og effektiv måde og at formidle disse resultater til de europæiske borgere på en overbevisende måde. Som allerede påpeget af andre: man skal være ambitiøs og satse på dristige teknologiske projekter med ægte social og politisk værdi (Dosi et al, 2005).

3.13

Endelig anmoder EØSU, der betragter innovation som et system, Kommissionen om at samordne sine tiltag med Den Europæiske Investeringsbank for at sikre synergier med dennes programmer, Den Europæiske Investeringsfond, det 7. rammeprogram for forskning og rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation, så innovation bliver et dynamisk og velstruktureret system.

16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/15

1.1

Forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lægemidler til avanceret terapi og om ændring af direktiv 2001/93/EF og forordning (EF) nr. 726/2004 må hilses velkommen.

1.2

I en tid, hvor der gøres stadig flere videnskabelige fremskridt, navnlig inden for bioteknologi, synes det hensigtsmæssigt at tilvejebringe klarhed, stringens og sagkundskab.

1.3

Dette forslag skal på en og samme tid gøre det muligt at skabe et sammenhængende hele af de avancerede terapier, råde bod på den nuværende mangel på regulering og supplere Det Europæiske Lægemiddelagenturs specifikke evaluering i disse nye discipliner. Det vil således være muligt:

1.4

For at tilgodese de helt særlige forhold, der gør sig gældende for lægemidler til avanceret terapi, er det nødvendigt med en udtømmende og solid retlig ramme, der kan anvendes i alle medlemsstater.

1.5

Valget er faldet på en forordning, da en sådan forekommer at være den mest velegnede retsakttype, navnlig fordi man i EU ikke kan løse de folkesundhedsmæssige problemer, der knytter sig til lægemidler til avanceret terapi, før der bliver fastlagt specifikke lovgivningsmæssige rammer.

1.6

Dette forslag til forordning indeholder nogle aspekter, som kan medføre gennemførelsesvanskeligheder som følge af den benyttede definition i forhold til forlaget til direktiv om medicinsk udstyr. I den endelige tekst bør der sørges for en belysning af mange spørgsmål, som kan give anledning til tvivl:

2.1

De enkelte artikler i forslaget til forordning giver anledning til en række bemærkninger, spørgsmål og henstillinger. Med hensyn til artikel 2 »Definitioner« (1):

2.2

Definitionerne af genetisk terapi og somatisk celleterapi volder generelt ikke problemer, eftersom tiden og erfaringerne har gjort det muligt at nå til enighed. Disse produkter klassificeres som lægemidler og reguleres allerede som sådan i EU.

2.2.1

Definitionen af et produkt fremstillet ud fra manipuleret væv synes at være mere kompleks. Det hedder i den nuværende version af art. 2, stk. 1, litra b) i første led, at et produkt fremstillet ud fra manipuleret væv »indeholder eller består af celler eller væv…« uden at specificere »som integreret del« og omfatter således, blandt de innovative lægemidler, også medicinsk udstyr, der indeholder og kan »have en virkning på« produkter fremstillet ud fra manipuleret væv, hvilket i høj grad vil svække det direktivforslag om medicinsk udstyr, som i øjeblikket er til debat.

2.2.2

Også andet led i art. 2, stk. 1, litra b), er formuleret på en sådan måde, at der kan opstå problemer med gennemførelsen, især ved overlapning af direktivet om medicinsk udstyr: da produkter fremstillet ud fra manipuleret væv henhører under bestemmelserne om lægemidler, bør man omtale deres primære funktion ved behandling eller forebyggelse af sygdomme eller ved ændring af fysiologiske funktioner, hvor de kan udøve en farmakologisk, immunologisk eller metabolisk virkning, og ikke kun nøjes med egenskaber, som kan »regenere, reparere eller erstatte menneskeligt væv«, hvilke egenskaber også gælder for nogle typer medicinsk udstyr.

2.3

Selv om der er gjort en indsats for så vidt muligt at afgrænse definitionen af et »produkt fremstillet ud fra manipuleret væv«, fremstår forskellen i forhold til celleterapi (knoglemarvs- og stamcelletransplantater og transplantater af navlestrengsblod samt voksne og embryonale stamceller) ikke klart.

2.4

I et forsøg på at præcisere denne definition foreslår EØSU, at man henter inspiration fra eksempler på produkter, der på nuværende tidspunkt anses for at være fremstillet ud fra manipuleret væv. Dette kunne fremme forståelsen, navnlig fordi det er alment kendt, at netop embryonære stamceller giver anledning til debatter og kontroverser.

2.5

De etiske aspekter volder ikke længere problemer med undtagelse af de menneskelige embryonale stamceller (HESC).

2.6

Der har været størst uenighed omkring fremstillingsmetoden for stamceller. Navnlig fremstillingen af stamceller ved hjælp af nuklear celleoverførsel (også kaldet kloning) rejser nogle vigtige etiske spørgsmål, og man har indtil videre ikke formået at opnå nogen reel konsensus i EU. Ofte skyldes forbeholdene risikoen for reproduktiv kloning, ulovlig handel med oocyter og markedsføring af dele af den menneskelige krop.

2.7

Dette fordømmes allerede udtrykkeligt i den europæiske konvention om bioetik (Oviedo-konventionen fra 1998) og af den internationale bioetiske komité (UNESCO, 1997).

2.8

Som følge af den manglende konsensus mellem EU-medlemsstaterne er anvendelsen af humane embryonale stamceller underlagt national lovgivning.

2.9

De i betragtningerne (2) anførte præciseringer er således vigtige, da de tydeligvis tager hensyn til den faktiske debat og gør opmærksom på, at dette forslag til forordning om lægemidler til avanceret terapi på fællesskabsplan ikke bør »anfægte medlemsstaternes beslutninger om, hvorvidt de vil tillade anvendelse af særlige typer celler fra mennesker, f.eks. embryonale stamceller, eller dyr«.

2.10

Forslaget skal heller ikke »have indflydelse på anvendelsen af national lovgivning, der forbyder eller begrænser salg, levering eller anvendelse af lægemidler, der indeholder, består af eller er fremstillet ud fra sådanne celler«.

3.1

Harmoniseringen af principperne i forhold til de øvrige moderne bioteknologiske lægemidler, der på nuværende tidspunkt er reguleret på fællesskabsplan, foregår ved en centraliseret godkendelsesprocedure, dvs. en enkelt videnskabelig evaluering af lægemidlets kvalitet, sikkerhed og virkning.

3.2

I modsætning til konventionelle lægemidler forudsætter disse lægemidler til avanceret terapi dog i sagens natur specifikke prækliniske og kliniske procedurer med særlig vægt på ekspertise samt planer for risikostyring og overvågning efter udstedelsen af markedsføringstilladelsen.

3.3

Det fremlagte forslag til forordning understreger med rette behovet for inden for Udvalget for Humanmedicinske Lægemidler (CHMP (3)) at udvikle en specifik ekspertise i forbindelse med evalueringen af disse produkter og bl.a. at inddrage patientforeningerne i evalueringsgrupperne.

3.4

Forslaget om at nedsætte et udvalg for lægemidler til avanceret terapi (CAT (4)), som Udvalget for Humanmedicinske Lægemidler under det Europæiske Lægemiddelagentur skal høre i forbindelse med vurderingen af data om lægemidler til avanceret terapi, inden det afgiver sin endelige videnskabelige udtalelse, er af afgørende betydning.

3.5

Med nedsættelsen af dette udvalg vil det faktisk blive muligt at samle de som bekendt få topeksperter, der i dag arbejder med lægemidler til avanceret terapi på fællesskabsplan, og udvalgte repræsentanter for de berørte parter.

3.6

Nedsættelsen af udvalget er helt på sin plads, da det hermed bliver muligt ikke alene at fastsætte videnskabelige procedurer, men også standarder for god klinisk praksis og god fremstillingspraksis, og man vil kunne følge deres evaluering frem til markedsføringsgodkendelsen, samt i perioden efter at godkendelsen er givet.

3.7

Det er vigtigt at betone princippet om, at »humane væv og celler i lægemidler til avanceret terapi principielt bør udtages ved frivillig og vederlagsfri donation«. På denne måde kan man forbedre sikkerhedsstandarderne for væv og celler og dermed undgå markedsføring af dele af den menneskelige krop. Herved beskyttes menneskers sundhed.

3.8

Det Europæiske Lægemiddelagenturs rådgivende rolle er anerkendt og vil få afgørende betydning på alle niveauer, det være sig vedrørende fremstilling af lægemidler til avanceret terapi, bedste fremstillingspraksis, reglerne for produktresuméer, etikettering og indlægssedler med oplysninger om særlige tekniske karakteristika, eller når det er nødvendigt at foretage en afgrænsning til andre områder (f.eks. kosmetiske produkter eller medicinsk udstyr) i takt med den videnskabelige udvikling.

3.8.1

Det er blevet fremhævet, at de anvendte procedurer kan medføre øgede omkostninger, mens de nationale tilladelser er mere økonomiske, og at de rejser spørgsmålet om overgangsperioderne, som er længere i medlemsstaterne (5 år) end i EU (hvor de kun er 2 år). Denne politiske risiko for en decentraliseret national procedure kan hæmme adgangen til lægemidler til avanceret terapi. Nogle medlemsstater vil således have denne adgang, mens andre må undvære den.

3.9

Til slut skal nævnes det økonomiske aspekt af dette forslag (5). I den globale konkurrence inden for sundhedsindustrien er det vigtigt, at EU indtager sin rette plads i såvel det indre marked som uden for EU.

3.10

De økonomiske risikofaktorer, der er forbundet med usikkerheden og den hurtige videnskabelige udvikling, samt de høje omkostninger ved undersøgelser skaber store forsinkelser for større og længerevarende investeringer i lægemidler og navnlig lægemidler til avanceret terapi.

3.11

Desuden er det ofte små og mellemstore virksomheder, der udfører disse undersøgelser, som er nødvendige for at dokumentere kvaliteten af og den ikke-kliniske sikkerhed ved lægemidler til avanceret terapi; disse virksomheder har tit ingen forudgående erfaringer fra lægemiddelområdet (typisk er der tale om spin-off-virksomheder af bioteknologiske laboratorier eller producenter af medicinsk udstyr).

3.12

Forslaget om, at der med henblik på at støtte og tilskynde til gennemførelsen af disse undersøgelser bør indføres en »ordning, hvor agenturet vurderer og certificerer de data, der fremkommer, uafhængigt af om der ansøges om markedsføringstilladelse eller ej«, synes at være på sin plads.

3.12.1

Manipuleret væv gør det imidlertid muligt at fremstille produkter, som er udviklet af SMV'er samt af »start-up«- og »spin-off«-virksomheder, og altså ikke af lægemiddelindustrien. Dette giver anledning til følgende bemærkninger:

3.13

Man bør støtte, ja endog fremme målet om at lette behandlingen af en eventuel senere ansøgning om markedsføringstilladelse, der er baseret på de samme data.

3.14

Man bør imidlertid være påpasselig og om nødvendigt tilpasse en sådan ordning for derved at tage hensyn til den hurtige udvikling inden for videnskabelige data (herunder dataenes gyldighedsperiode og vilkårene for deres registrering), permanent beskytte patienternes sundhed og mere generelt overholde de etiske regler.

3.15

Den bebudede rapport om »anvendelsen af denne forordning, når der er indhøstet erfaringer med den« kunne danne grundlaget for en debat i de berørte institutioner (navnlig Udvalget for Avancerede Terapier (CAT) og Udvalget for Humanmedicinske Lægemidler (CHMP).

3.15.1

Underordningen af CAT i forhold til CHMP — CAT er en ny mekanisme bestående af sagkyndige, som er underlagt CHMP — besværliggør imidlertid i høj grad procedurerne og vil evt. kunne føre til unødvendige modsætningsforhold.

3.16

Mere generelt kunne denne rapport (kap. 8, artikel 25) ikke alene indeholde »omfattende oplysninger om de forskellige typer lægemidler til avanceret terapi, der er blevet godkendt i henhold til denne forordning«, men også oplysninger om og resultaterne af de i kap. 6 (artikel 17, 18 og 19) omtalte incitamenter: »Videnskabelig rådgivning«, »Videnskabelige anbefalinger vedrørende klassificering som lægemiddel til avanceret terapi« og »Certificering af kvalitetsdata og ikke-kliniske data«.

4.1

Samlet set er dette forslag til forordning relevant og nyttigt. Det gør det muligt at følge den videnskabelige udvikling samt fastsætte definitioner og betingelser for anvendelsen af lægemidler til avanceret terapi til fordel for patienterne.

4.1.1

Selv om der, set ud fra patienternes synsvinkel, kan knyttes store forhåbninger til disse nye teknologier, når det gælder om at mindske menneskelige lidelser, og imødekomme berettigede forventninger til navnlig anvendelsen af regenerativ medicin — skal dette forskningsarbejde overvåges ved hjælp af vigtige testmetoder, hvis protokoller skal give patienterne en absolut sikkerhed. I den forbindelse bør en af hovedmålsætningerne (pkt. 2.1 i begrundelsen) ud over at tilstræbe et højt sundhedsbeskyttelsesniveau være at garantere en medicinsk kvalitetssikring. Man må i den sammenhæng ikke glemme spørgsmålet om uanvendt affald, et ofte overset miljømæssigt aspekt.

4.2

Forordningen er frem for alt vigtig inden for genterapi og somatisk celleterapi. De forbehold, der er taget i forbindelse med såvel fastsættelsen af definitionerne som fremstillingen af produkter ud fra manipuleret væv, viser klart, at eftersom den etiske debat endnu ikke er afsluttet, og fordi der i bund og grund er tale om en bestemt humanistisk fortolkning, har det foreliggende forslag til forordning ikke til formål at sætte endeligt punktum for denne debat eller foregribe debatterne i de enkelte medlemsstater.

4.2.1

Forslaget til forordning danner forudsætningen for at kunne råde bod på den mangel på regulering, som findes i såvel forslaget til direktiv om medicinsk udstyr som i dette forslag. Det generelle princip om risikovurdering gælder for anvendelsesområdet for lægemidler til avanceret terapi og medicinsk udstyr. Der kan opstå usikkerhed i forbindelse med kombinerede lægemidler (dvs. medicinsk udstyr indeholdende manipulerede vævsbestanddele): i så fald er det nødvendigt at skabe garanti for lægemidlets sikkerhed og vurderingen bør også omfatte effektiviteten ved brug af et innovativt lægemiddel i det specifikke medicinske udstyr.

4.3

EØSU går ind for dette forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lægemidler til avanceret terapi og om ændring af direktiv 2001/83/EF og forordning (EF) nr. 726/2004, dog anføres der nogle kritiske punkter, som der bør findes en klar løsning på af hensyn til en korrekt gennemførelse af direktivet.

16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/18

1.1

Denne udtalelse er en høringsudtalelse udarbejdet på anmodning af Kommissionen og en opfølgning af dennes meddelelse fra marts 2005 om »Bedre regulering til gavn for vækst og beskæftigelse i Den Europæiske Union« (1).

1.2

Forenkling bør føre til lovrammer af høj kvalitet, der er lette at forstå og mere »brugervenlige«.

1.3

Forenkling vil øge respekten for EU-lovgivningen og derigennem styrke EU's legitimitet.

1.4

Udvalget mener, at medlemsstaterne har et stort ansvar for at sikre, at EU-foranstaltninger omsættes effektivt til national lovgivning og håndhæves. EØSU finder, at den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (2) udstyrer medlemsstaterne med en »adfærdskodeks« om bedre gennemførelse og anvendelse af EU-direktiver. Det vigtige er, at lovrammerne på nationalt niveau er så indholdsmæssigt afbalancerede og samtidig så enkle som muligt for erhvervslivet, arbejdstagerne, forbrugerne og alle civilsamfundets aktører.

1.5

Udvalget ønsker, at arbejdsmarkedets organisationer skal tilknyttes udvalgsproceduren for forenkling af lovgivningen efter en tilsvarende model som SLIM-udvalgene, men på en mere systematisk måde og længere oppe i lovgivningsproceduren snarere end efterfølgende, som var tilfældet med SLIM-eksperimenterne.

1.6

Udvalget ser gerne mere samråd mellem Kommissionen og de berørte parter svarende til det forløb, som har resulteret i den meddelelse, der behandles her. Udvalget finder, at dette vil være et afgørende bidrag til den samregulering (3), som omtales i meddelelsens afsnit 3d. Det beklager imidlertid, at der ikke er nogen henvisninger til »selvregulering« (4), som EØSU i nogen tid har forlangt (5).

1.6.1

Udvalget ser i forbindelse med selvregulering dog også en fare for, at der ikke indføres nogen regler, som forpligter de handlende aktører, men at aktørerne indgår frivillige aftaler, som de selv kan vælge, om de vil overholde eller ej.

1.7

EF-Domstolen spiller en stadig større rolle i fortolkningen af EU's direktiver og har set sig nødsaget til at fortolke den til tider tvetydige formulering af de direktiver, som »samregulerings«-processen afføder. EF-Domstolen skal i stigende grad også vejlede nationale domstole, hvor der er tale om supplerende aktiviteter. Udvalget noterer EF-Domstolens hidtidige fremskridt, hvad angår uafgjorte sager vedrørende medlemsstaters manglende meddelelse, ukorrekte anvendelse og manglende overholdelse af EU-direktiver, hvor antallet af sager er faldet med 12 %.

1.8

Udvalget erkender, at Kommissionens meddelelse er vigtig for gennemførelsen af Lissabon-programmet, hvor fremskridtene har været sørgeligt langsomme, fordi medlemsstatsregeringerne ikke har villet leve op til de forpligtelser, de indgik i Lissabon.

1.9

EØSU bifalder især Kommissionens tilsagn om at gøre større brug af informationsteknologi og håber, at Kommissionen vil sikre, at eventuelle ordninger med henblik på at forbedre IT er forenelige med nationale ordninger (eller at nationale ordninger er forenelige med EU's!).

1.10

EØSU har altid støttet erklæringen fra de seks rådsformandskaber om »fremme af en lovgivningsreform i Europa« af 7. december 2004 (6) og håber, at kommende rådsformandskaber vil støtte samme erklæring (7).

1.11

EØSU er bekendt med Europa-Parlamentets betænkninger om god lovgivning og især Gargani-betænkningen om »En strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer« (8).

1.12

Udvalget erkender, at den nuværende Kommission gør en målrettet anstrengelse for at bygge videre på sektorinitiativerne SLIM og BEST. Rammeforanstaltningen (februar 2003-december 2004) resulterede i screening af ca. 40 politikområder og Kommissionens vedtagelse af ca. 40 forenklingslovforslag. Indtil dags dato er der 9 forenklingsforslag i forbindelse med det program, som fortsat venter på at blive vedtaget.

1.13

Udvalget er klar over, at udvidelsen af EU til 25 medlemsstater også har øget lovgivningsbyrden på Kommissionens tjenestegrene og på administrationen i de nye medlemsstater.

1.14

Forenkling og bedre lovgivning er supplerende aktiviteter, som berører Rådet og Parlamentet samt Kommissionen, og hvor det kan være nødvendigt at rådføre sig med EØSU og Regionsudvalget.

1.15

Udvalget gentager, som det ofte har tilkendegivet i tidligere udtalelser, at det er enigt i betydningen af at lette den lovgivningsmæssige og finansielle byrde på erhvervslivet, især SMV.

2.1

Udvalget har gennem årene udarbejdet en række udtalelser om lovforenkling, begyndende med en anmodning fra Det Europæiske Råd i 1995, da der blev nedsat en arbejdsgruppe til at undersøge, hvordan EU-lovgivningen kan forenkles.

I denne række udtalelser har EØSU konkluderet, at

2.2

Der er nødvendigt, at forenkling og bedre gennemførelse og håndhævelse ikke holdes adskilt. Noget tyder på, at den foreliggende kommissionsmeddelelse har taget hensyn til nogle af konklusionerne i tidligere EØSU-rapporter, idet den erkender, at »det ikke er første gang, at forenkling er på dagsordenen«. Rækken af kommissionsmeddelelser går tilbage til 1997, dvs. 2 år efter EØSU's første opfordring om forenkling.

3.1

Meddelelsen erkender nødvendigheden af forenkling, ikke kun på europæisk, men også på nationalt plan, for at gøre det lettere og mere omkostningseffektivt for borgere og virksomheder.

3.2

Et vigtigt led i den nye forenklingsstrategi på EU-niveau er en revision af fællesskabslovgivningen. Meddelelsen opstiller et ambitiøst 3-årigt rullende program, der skal løbe fra 2005 til 2008 og som er baseret på de interesserede parters praktiske erfaringer med en strategi, der er baseret på en løbende tilbundsgående sektorevaluering.

3.3

Kommissionens strategi for forenkling bygger på fem instrumenter (10)

3.4

Kommissionen erkender i sin meddelelse, at den kun kan opfylde sit formål med støtte fra de andre EU-institutioner og frem for alt medlemsstaterne. Et vigtigt element vil være, at sidstnævnte indser nødvendigheden af, at EU-lovgivningen gennemføres på en måde, der ligger så tæt som muligt på de oprindelige direktiver, der blev vedtaget under den fælles beslutningsprocedure, og ikke med tilføjelser hertil (som »gold-plate«).

3.5

Meddelelsen tager hensyn til resultaterne af den omfattende høringsprocedure med medlemsstaterne og interesserede parter. Processen førte til følgende konklusion om EU's forslag:

Sidstnævnte er formentlig det spørgsmål, der har størst betydning for de interesserede parter.

I meddelelsens bilag 2 opremser Kommissionen 222 foranstaltninger til forenkling. Kommissionens forenklingsprogram løber over perioden 2005-2008.

3.6

Det første direktiv om selskabsret (68/151/EØF) blev forenklet, opdateret og ajourført i 2003 for at maksimere potentialet for moderne informationsredskaber og -teknologier og øge gennemsigtigheden, hvad angår aktieselskaber. Det ændrede direktiv kan udmærkes tænkes inkluderet i en eventuel omarbejdning eller kodifikation. Der blev iværksat en offentlig høring i slutningen af sidste år for at indhente de interesserede parters synspunkter om sådanne muligheder.

4.1

»Forenkling« må grundlæggende ikke misforstås som værende et middel til at opnå en afregulering »ad bagvejen«. Administrativ forenkling må ikke føre til en underminering eller udhuling af nuværende sociale standarder og især ikke af arbejdstager-, forbrugerbeskyttelses- og miljøbeskyttelsesstandarder.

4.2

Udvalget bifalder meddelelsen og er enigt i Kommissionens påpegning af, at en vellykket forenkling af lovrammerne i lige så høj grad afhænger af medlemsstaterne og deres lovgivningsorganer som af EU-institutionerne.

4.2.1

Det ville være nyttigt, hvis der, som tidligere foreslået i EØSU's udtalelser (13), kan udarbejdes en adfærdskodeks (jf. også bilag 1).

4.2.2

EØSU minder om, at et vellykket forenklingsprogram ikke udelukkende afhænger af Kommissionens evne til at skabe resultater, men også af medlovgivernes kapacitet til inden for en rimelig tidsfrist at vedtage de forenklingsforslag, der stilles af Kommissionen.

4.2.3

Det er værd at minde om, at det i paragraf 36 i den interinstitutionelle aftale om »bedre lovgivning« hedder: »Inden for seks måneder efter denne aftales ikrafttræden bør Europa-Parlamentet og Rådet, der som lovgivende myndighed skal vedtage de foreslåede forenklede retsakter endeligt, ændre deres arbejdsmetoder ved f.eks. at indføre ad hoc-strukturer, der specifikt tager sig af forenklingen af lovgivningen.«

4.3

Meddelelsen erkender, at forenklingsinitiativet er vigtigt for de små og mellemstore virksomheder og forbrugerne. Dårligt udarbejdet EU-lovgivning eller national lovgivning skaber usikkerhed blandt forbrugerne om deres rettigheder og klagemuligheder.

4.4

Udvalget bifalder også Kommissionens tilsagn om at ville forbedre proceduren for udarbejdelse af konsekvensanalyser, ikke kun i lyset af de byrder, erhvervslivet påføres, men også af hensyn til deres konsekvenser for forbrugerne, ugunstigt stillede grupper (f.eks. handicappede) og miljøet. I lyset af Lissabon-processens erklærede mål om at skabe »mere vækst og beskæftigelse« hilses konsekvensanalyser for arbejdstagerne samt for beskæftigelsen særdeles velkomne. Særlig positivt er forslaget om, at man bør anvende flere kvikskranker, og at der i visse direktiver henvises til »virtuel prøvning« eller »selvprøvning« vedrørende motorkøretøjer.

4.5

Det vil være nyttigt, hvis Kommissionen kan fremlægge en konsekvensanalyse som begrundelse for at trække forslag tilbage, ligesom den nu gør i forbindelse med nye forslag.

5.1

Det fremgår af meddelelsen, at proceduren med at tilpasse direktiver til teknologiske fremskridt (»udvalgsproceduren«) bør gøres mere gennemsigtig — som Europa-Parlamentet ofte har forlangt. Medlemsstaterne har imidlertid et ansvar på det punkt. Arbejdet i udvalgsproceduren udføres af »nationale eksperter«, og meget tyder på, at disse »eksperter« ikke tager hensyn til deres regeringers synspunkter under deres udvalgsarbejde (et eksempel herpå er fugledirektivet fra 1979, hvor de tekniske bilag blev tilføjet af »eksperterne« efter, at ministrene i Rådet havde godkendt selve direktivet).

5.2

Det bør fremhæves, at forenkling er vigtigt for forbrugerne, arbejdsmarkedets parter og andre »interesserede parter«. Modsætningsforhold mellem national gennemførelseslovgivning og de oprindelige EF-direktiver, som de er baseret på, er med til væsentligt at øge EU-domstolens arbejdsbyrde, hvis rolle er »fortolkning«, men som i stigende grad er nødt til at udfylde detaljer, som synes at være blevet overset, eller hvor Rådet enstemmigt har måttet opgive at udarbejde en tilfredsstillende tekst, f.eks. om beskatningsspørgsmål. Det er dog problematisk, når EF-domstolen i stadig større grad overtager rollen som politisk beslutningstager. Det findes der ikke noget klart politisk grundlag for, og det overskrider også dens mandat. Domstolen træffer således afgørelser, som egentlig burde træffes af folkevalgte instanser.

5.3

EØSU anerkender, at Kommissionen selv har ydet en indsats, og der har været flere hundrede ophævelser og forældelseserklæringer, som burde have været med til væsentligt at reducere fællesskabsrettens omfang, men ikke nødvendigvis har lettet byrden for erhvervslivet, arbejdstagerne, forbrugerne og andre »interesserede parter«. Udvalget er klar over, at der fortsat er områder, hvor der kræves mere lovgivning på EU-niveau for at forsvare miljøet og arbejdstagernes, forbrugernes og ugunstigt stillede gruppers (f.eks. handicappedes og andre mindretals) rettigheder og sikre, at de alle kan få fuld gavn af det indre markeds fordele.

5.3.1

På den anden side er ajourføring det hidtil mest anvendte system. Selv om det giver mulighed for at indføre de fornødne ændringer, så lovgivningen kan ajourføres, opfyldes målet om forenkling ikke altid. Tværtimod bliver foranstaltninger somme tider lagt ovenpå, så gamle og nye forordninger eksisterer side om side i visse medlemsstater, hvilket kan skabe forvirring hos de interesserede parter. De håndhævende myndigheder i medlemsstaterne kan være i tvivl om, hvorvidt de handler i overensstemmelse med deres lovgivende institutioner.

5.3.2

Forenklingselementerne i alle det rullende programs forenklingsforslag bør forklares tydeligt i den modsvarende begrundelse og evt. i den ledsagende konsekvensanalyse. Kommissionens tjenestegrene bør omhyggeligt overvåge behandlingen af disse forslag i den interinstitutionelle beslutningsprocedure, så man sikrer, at forenklingsdimensionen som krævet bevares i de interinstitutionelle aftaler (om kodificering (14), omarbejdelse (15) og bedre lovgivning (16)).

5.4

Udvalget henleder atter opmærksomheden på sin lange række af udtalelser om behovet for bedre lovgivning og forenkling, især sin seneste udtalelse om »Bedre lovgivning« (17), som er svar på en anmodning fra det britiske EU-formandskab om en sonderende udtalelse.

5.5

Udvalget gentager sit hyppigt tilkendegivne ønske om, at processen hen imod bedre lovgivning og forenkling skal fortsætte efter de seks rådsformandskabers erklæring. (18)

16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/22

1.1

En af hovedprioriteterne i Fællesskabets toldhandlingsprogram (Told 2007), der blev godkendt af Rådet i 2002, var en gennemgribende revision af Fællesskabets eksisterende toldkodeks [Rådets forordning (EØF) nr. 2913/93], der som følge af markeds- og teknologiudviklingen, vedtagelsen af diverse traktater og især de senere udvidelser var blevet forældet.

1.2

Idéen om at foreslå en fuldstændig opdateret kodeks er opstået efter en vurdering af, at den gamle kodeks — som stadig er i kraft — »ikke [er] fulgt med hverken de radikale ændringer inden for international handel … eller den ændrede fokus i toldarbejdet«. Det foreliggende forslag er i overensstemmelse med Fællesskabets politikker, især principperne for det indre marked og forbrugerbeskyttelse samt Lissabon-strategien, og danner grundlaget for yderligere foranstaltninger, der sigter mod en strømlining af toldprocedurerne og –processerne og en tilpasning af reglerne til de fælles standarder, der indføres for medlemsstaternes IT-systemer.

1.2.1

Ifølge Kommissionen gør denne række af tiltag det muligt at overholde de retningslinjer, Rådet har fastsat for e-forvaltning og for initiativet »bedre regulering« samt at forfølge en række specifikke mål, heriblandt bedre sikring af de ydre grænser, mindskelse af risikoen for svig og endelig bedre sammenhæng med de øvrige EU-politikker, især skattepolitikken.

1.3

Den nye kodeks skal ses i sammenhæng med Lissabon-strategien, der har som mål at gøre Europa til »et mere attraktivt sted at investere og arbejde i«. Den er i øvrigt i tråd med de af Kommissionen fremsatte forslag, som Rådet godkendte i december 2003 om enkle og papirløse rammer for told og handel. Rådets beslutning finder endvidere anvendelse på det parallelle forslag til beslutning om »papirløse rammer for told og handel« [KOM(2005) 609 af 30.11.2005], som EØSU udarbejder en separat udtalelse om.

1.4

De nye elementer, der indføres med den nye kodeks, har ikke kun formel karakter og er heller ikke blot en opdatering af reglerne. Faktisk er de ændringer i retningslinjerne for toldpolitikken, som indføres med kodeksen, af langt større vigtighed. Gennem de sidste 20 år har toldvæsenernes funktion som afgiftsopkræver gradvist mistet betydning, og i stedet er deres rolle som ansvarlige for gennemførelsen af ikke-toldmæssige foranstaltninger, herunder især foranstaltninger vedrørende sikkerhed, kontrol med illegal indvandring, kampen mod varemærkeforfalskninger, hvidvaskning af penge, narkohandel, hygiejne, sundhed, miljø og forbrugerbeskyttelse, på tilsvarende vis blevet øget ved siden af opkrævningen af moms og punktafgifter. Kommissionens dokument nævner derimod ikke eksplicit en anden beslægtet funktion vedrørende »sikkerhed«, som helt sikkert tilfalder toldvæsenerne, nemlig det værdifulde bidrag, de yder til kontrollen med våbentransport og kampen mod terrorisme. Denne udeladelse viser sig i den mangelfulde udformning af informationssystemerne, som EØSU kommenterer i punkt 3.1.3.1 nedenfor.

1.5

En anden fornyelse vedrører indførelsen af elektroniske procedurer. Der er fastsat bestemmelser for sådanne procedurer i den gældende kodeks — og de er også i stor udstrækning indført i næsten alle medlemsstater — men det er op til de enkelte nationale toldmyndigheder og brugere, om de vil benytte sig af dem. I den nye kodeks er de derimod gjort obligatoriske, hvilket har været nødvendigt for at afvikle brugen af papir, som er genstanden for den parallelle udtalelse, der henvises til i ovenstående punkt 1.3.

1.6

Den nye kodeks er udarbejdet i overensstemmelse med Kommissionens politikker og overholder de procedurer, der er fastlagt for gennemførlighed, gennemsigtighed og konsekvensanalyse. EØSU noterer med tilfredshed, at de berørte dele af civilsamfundet har været hørt, og at de fleste af de fremkomne udtalelser har været positive. EØSU er enigt med Kommissionen for så vidt angår overholdelse af såvel retsgrundlaget som subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet, hvorimod det forbeholder sig retten til på et senere tidspunkt at fremkomme med bemærkninger til konsekvensanalysen.

1.7

Kommissionen har undersøgt området ud fra fire forskellige synsvinkler og har til sidst lagt sig fast på en løsning, der forudsætter et styrket samarbejde mellem de nationale elektroniske toldsystemer. Kommissionen begrunder dette valg med, at subsidiaritetsprincippet skal overholdes, og det faktum at medlemsstaterne er utilbøjelige til at acceptere en løsning baseret på et centraliseret europæisk system. EØSU tager til efterretning, at dette var et uundgåeligt valg, men bemærker, at den sidstnævnte mulighed ville have resulteret i en mere pålidelig, enklere og mindre byrdefuld løsning for brugerne. I forhold til subsidiaritetsprincippet ville beslutninger i så fald være overdraget til det europæiske niveau snarere end det nationale.

2.1

I februar sidste år fremkom EØSU med sine bemærkninger til et forslag til Parlamentets og Rådets forordning om ændring af toldkodeksen (1), hvori der allerede blev fremsat forslag om nytænkning i form af afvikling af brugen af papir og integreret forvaltning af de ydre grænser. EØSU bemærker med tilfredshed, at de principper, der var fremsat i ovennævnte forslag, og som EØSU stort set var positiv over for, er gentaget i det forslag, der behandles i denne udtalelse, og at de konkret er blevet omsat til bestemmelser, som EØSU endnu engang i hovedtræk kan bifalde.

2.2

Samlet set vidner de nye bestemmelser om den stigende opmærksomhed på aktørernes rettigheder og behov, som blandt andet kommer til udtryk i en række bestemmelser, som i nødvendigt omfang tager højde for den eventuelle skade, som procedurerne kan forårsage. Både forenklingen af reglerne og omlægningen af toldprocedurerne fra de nuværende 13 til 3, import, eksport og specielle procedurer, vidner om dette. I forbindelse med udfærdigelsen er totredjedele af artiklerne i den gældende kodeks blevet ændret, sammenskrevet eller overført til gennemførelsesbestemmelserne med det resultat, at 258 artikler er blevet til 200.

2.2.1

EØSU anerkender, at Kommissionen reelt har udført et vanskeligt og møjsommeligt arbejde, idet den har overholdt de overordnede principper for det indre marked og vist stor respekt for aktørernes rettigheder og behov, men bemærker ikke desto mindre i parentes, at der i mangel af en gennemførelsesforordning, som Kommissionen i øvrigt har beføjelserne til at udarbejde, indtil videre henstår en vis usikkerhed vedrørende visse regler. EØSU håber derfor, at en ny gennemførelsesforordning bliver udarbejdet og godkendt inden for kort tid.

3.1.1

I artikel 3 opregnes de nationale områder, som tilsammen udgør Fællesskabets toldområde. Artiklen giver ikke anledning til særlige bemærkninger bortset fra den usikkerhed, der følger af formuleringen i stk. 3, hvoraf det fremgår, at »Nogle af bestemmelserne i toldlovgivningen kan finde anvendelse uden for Fællesskabets toldområde, enten på grundlag af særlig lovgivning eller som følge af internationale aftaler«. Af hensyn til retssikkerheden kan en lov ikke henvise til »nogle bestemmelser« uden at præcisere i selve teksten eller i bilag, »hvilke« bestemmelser det drejer sig om. Juridisk, og også af hensyn til kravet om gennemsigtighed, er det nødvendigt med en eksplicit og specificeret henvisning til, hvilke områder og hvilke regler der er tale om. De fritagelser og undtagelser, der mange gange og på forskellig vis indrømmes, undgår alt for ofte borgernes — og endda eksperternes — opmærksomhed. Disse fritagelser og undtagelser udgør ofte egentlige konkurrenceforvridninger, som ikke altid er midlertidige.

3.1.2

Overordnet giver udvekslingen og beskyttelsen af data og oplysninger (artikel 5, 6 og 7) ikke anledning til særlige bemærkninger, idet forslaget til forordning er i overensstemmelse med den beskyttelse af privatlivets fred og virksomheders fortrolige oplysninger, som normalt er garanteret af offentlige administrationer. EØSU bifalder især bestemmelserne i artikel 8, hvorefter toldmyndighederne skal fremsende oplysninger om anvendelse af toldforskrifterne, ligesom de skal fremme større åbenhed ved at gøre lovgivning, administrative regler og ansøgningsblanketter gratis tilgængelige for de økonomiske operatører via internettet.

3.1.2.1

Derimod er der behov for at knytte en særlig bemærkning til artikel 5, stk. 1, hvorefter al udveksling af data, dokumenter, afgørelser og meddelelser mellem økonomiske operatører og toldmyndigheder skal være elektronisk. Denne bestemmelse, der er helt berettiget i forhold til virksomheder og erhvervsdrivende, kan medføre vanskeligheder for en importør (eller i sjældnere tilfælde en eksportør), som er en privat person og ikke nødvendigvis en »økonomisk operatør«. I lyset af den voldsomme stigning i internet- og postordrehandelen med lande uden for EU er det på ingen måde et mindre væsentligt problem. EØSU noterer sig, at spørgsmålet for tiden drøftes i henhold til komitologiproceduren, og foreslår, at det udtrykkeligt efter artikel 93 bliver tilladt for privatpersoner at indgive summariske angivelser. Også bestemmelserne i artikel 94, hvorefter toldmyndighederne under særlige omstændigheder kan antage papirbaserede summariske indførselsangivelser, bør ændres. Alternativt eller i tillæg dertil bør man undersøge muligheden for også at tillade privatpersoner lejlighedsvis at indgive en forenklet angivelse (også papirbaseret), sådan som fastlagt i artikel 127.

3.1.2.2

På et mere overordnet plan, men stadig i tilknytning til de elektroniske procedurer, gør EØSU opmærksom på de øgede omkostninger forbundet med den nye integrerede elektroniske procedure. Disse omkostninger skal afholdes inden for kort tid, hvorimod fordelene (særligt dem, der vedrører kvaliteten) i stort omfang først er mærkbare på mellemlang til lang sigt. Nogle medlemsstater synes allerede på nuværende tidspunkt at være bekymrede over såvel de økonomiske byrder som forpligtelsen til at overholde de tidsfrister, der er fastlagt for de nye systemers ibrugtagning. Andre, særligt dem, der er længst fremme med digitaliseringen, mener, at det vil være dyrt at udskifte deres nyligt indførte systemer for at indrette sig efter det fælles system. EØSU forstår disse bekymringer, som Kommissionen ikke kan overse, men mener, at det, fordi det er i Europas interesse at have et effektivt og moderne toldsystem, er værd at foretage visse indrømmelser, som eventuelt kunne opvejes af støtte, der er begrænset til specifikke tilfælde, hvor det kan dokumenteres at være nødvendigt.

3.1.3

Artikel 10 stiller krav om, at medlemsstaterne samarbejder med Kommissionen om at »udvikle, vedligeholde og benytte et elektronisk system til fælles registrering og vedligeholdelse af optegnelser« over alle operatører og udstedte tilladelser. Artikel 194 fjerner enhver usikkerhed om systemets karakter, og hvordan det fungerer: Alle medlemsstaterne beholder deres eget informationssystem og skal sikre interoperabiliteten med de andre medlemsstaters systemer i overensstemmelse med regler og standarder fastlagt af Kommissionen med bistand fra Toldkodeksudvalget. Systemet skal træde i kraft den 30. juni 2009. EØSU mener, at der er risiko for, at et system, der er baseret på nationale databaser, der — når interoperabiliteten er sikret — udveksler informationer og optegnelser, vil være svært at administrere og ikke mindst dyrt. Det er frem for alt ikke særligt sandsynligt, at et sådant system rent faktisk kan komme til at fungere inden for den fastsatte tidsfrist. I konsekvensanalysen har Kommissionen opgjort ekstraomkostningerne ved iværksættelsen af systemet til 40-50 mio. euro pr. år; et tal som flere eksperter anser for optimistisk.

3.1.3.1

Derudover er der en klar, afgørende mangel ved det foreslåede system eller i hvert fald i beskrivelsen. Der nævnes ikke nogen mulighed for, at myndigheder, som bekæmper terrorisme og organiseret kriminalitet, kan få adgang til de elektroniske systemer, hvilket naturligvis skal ske under overholdelse af de regler, der gælder for beskyttelse af privatlivets fred og produktionsaktiviteter. Dette forhold er flere gange og ved forskellige lejligheder blevet fremhævet af EØSU. Rådet har i mange år peget på behovet for et samarbejde mellem de forskellige myndigheder, kriminalpolitiet, politiet for økonomisk kriminalitet, toldmyndigheder, efterretningstjenester, OLAF og Europol, men desværre indtil videre uden de store resultater.

3.1.4

Artikel 11 kræver særlig opmærksomhed, idet det anføres, at toldrepræsentanten kan »foretage de handlinger og opfylde de formaliteter, der er fastsat i toldforskrifterne« enten i en anden persons navn og på hans vegne (direkte repræsentation) eller i eget navn, men på en anden persons vegne (indirekte repræsentation). Ifølge stk. 2 skal toldrepræsentanten være etableret i Fællesskabets toldområde, uden at det præciseres yderligere. EØSU bemærker desuden, at Kommissionen i den indledende begrundelse anfører, at »Reglerne om repræsentanter er blevet ændret, idet de hidtil gældende restriktioner er blevet fjernet«, da de hverken var forenelige med et elektronisk system eller med principperne for det indre marked. Heraf kunne udledes, at toldrepræsentanten er udstyret med én bemyndigelse (EU-pas), som berettiger ham til at virke inden for hele Fællesskabets område og i enhver operatørs navn, uanset hvor denne er etableret. Denne artikel bør omformuleres, således at den gøres tydeligere. Der kunne endda henvises til særskilte regler om fremgangsmåden for opstilling af en fortegnelse eller liste eller andet efter samme model som den, der er fastlagt for autoriserede økonomiske operatører, som behandles nedenfor.

3.1.5

En anden interessant skikkelse er den autoriserede økonomiske operatør (artikel 4 og 13 til 16), som i praksis er en virksomhed (mindre hyppigt en enkeltperson), som over for toldmyndighederne kan garantere tilstrækkelig seriøsitet, solvens og faglighed og dermed få tildelt særlige rettigheder til et bestemt antal lettelser med hensyn til kontrol og procedurer. På grundlag af den allerede nævnte artikel 196 forbeholder Kommissionen sig retten til at specificere, hvordan man opnår status som autoriseret økonomisk operatør. EØSU noterer sig disse bestemmelser, der helt sikkert har til formål at lette den internationale handel og skabe gunstige forhold for handelen, men bemærker på den anden side, at meget afhænger af betingelserne for opnåelse af denne status og reglerne, der skal sikre mod eventuelt misbrug. Det fremgår desuden ikke tydeligt, om den autoriserede økonomiske operatør udstyres med et »EU-pas«.

3.1.6

Bestemmelserne i artikel 22 er et afgørende skridt i retning af en harmonisering af toldprocedurerne. De pålægger medlemsstaterne — inden for meget smidige rammer — at indføre administrative og strafferetlige sanktioner for manglende overholdelse af fællesskabstoldforskrifterne. EØSU er selvfølgelig enigt i, at der er behov for at harmonisere reglerne på dette vanskelige område. Det henstår endnu at se, hvordan medlemsstaterne vil tage imod forsøgene på at fastsætte strafferetlige regler og retningslinjer, som er et område, hvor man kan forvente at møde modstand eller i hvert fald forbeholdenhed.

3.1.7

Artikel 24, 25 og 26 omhandler administrativ klageadgang (i medfør af artikel 23 er strafferetlige afgørelser ikke omfattet), som er opdelt i to etaper: Først til toldmyndighederne og derefter til en højere retsinstans eller anden myndighed. Ved idømmelse af bøde gælder det overordnede princip, at klagen ikke har opsættende virkning for betalingen, med mindre toldmyndighederne finder, at den pålagte sanktion kan medføre »uoprettelig skade« for den person, som har indgivet klagen. EØSU konstaterer med tilfredshed, at dette tyder på, at der er fokus på borgernes behov.

3.1.8

Artikel 27 fastlægger det selvfølgelige princip, at toldmyndighederne kan foretage enhver form for kontrol (fysisk, administrativ, regnskabsmæssig eller statistisk). Den fastlægger endvidere, at der skal iværksættes et elektronisk risikoanalysesystem med henblik på »at identificere og evaluere risiciene og udvikle de nødvendige foranstaltninger til at afværge risiciene«. Medlemsstaterne skal i samarbejde med Kommissionen have iværksat systemet senest den 30. juni 2009. Systemet reguleres af regler fastlagt af Kommissionen på grundlag af artikel 196. EØSU er positivt over for initiativet, og håber, at Kommissionen har undersøgt grundigt, om medlemsstaterne er villige til at gennemføre et system, der sandsynligvis vil vise sig at være dyrt og vanskeligt at administrere.

3.1.9

Ifølge artikel 30 er håndbagage og indchecket bagage tilhørende personer, der foretager en flyvning eller søoverfart inden for Fællesskabet, undtaget fra toldkontrol og –formaliteter, dog gælder undtagelsen ikke sikkerhedskontrol og kontrol i tilknytning til forbud og restriktioner, som er indført af medlemsstaterne. Med andre ord gælder undtagelsen kun i de lande, som ikke har indført forbud og restriktioner. Eftersom der altid findes restriktioner alle steder, i hvert fald på punktafgiftspligtige varer, udhules de generelle regler i praksis, og toldmyndighedernes beføjelser til at foretage kontrol af såvel håndbagage som indchecket bagage er derfor uændrede.

4.1

Afsnit II til VIII vedrører toldformaliteterne og –procedurerne og svarer stort set til indholdet af den gældende kodeks. EØSU vil ikke foretage en detaljeret gennemgang af disse afsnit, som allerede har været drøftet indgående i forbindelse med den høring af de berørte parter, der fandt sted inden udarbejdelsen af forslaget. EØSU har derfor kun bemærkninger til nogle få artikler af særlig interesse.

4.2

Artikel 55 fastslår, at der også opstår toldskyld på smuglede eller ulovligt indførte varer (defineret som »varer, der er omfattet af forbud eller restriktioner ved ind- eller udførsel, uanset varernes art«). Det har ingen virkning for anvendelsen af andre strafferetlige eller administrative sanktioner, at tolden er skyldig. Derimod er falske penge og narkotika, som ikke indføres via de lovlige kanaler, undtaget fra toldskyld. Indførsel heraf betragtes naturligvis udelukkende som strafferetlige overtrædelser, undtagen i de tilfælde, hvor bøder ifølge lovgivningen i en medlemsstat fastsættes på grundlag af toldafgifter. Selv om EF-domstolen i en udtalelse har givet udtryk for den modsatte opfattelse, mener EØSU ikke, at toldmyndighederne bør fratages en indtægt, der retmæssigt tilkommer dem, ved at der ikke opstår toldskyld — i tillæg til den administrative eller strafferetlige sanktion — på i hvert fald narkotika, hvis værdi kunne fastsættes på grundlag af markedsprisen. Det faktum, at indførslen af narkotika er kriminel, ændrer ikke ved det forhold, at der stadig er tale om en (illegal) indførsel. Kort sagt forstår EØSU undtagelsen for falske penge, men ikke for narkotika.

4.3

På grundlag af artikel 61 kan toldmyndighederne tillade, at en operatør stiller en samlet sikkerhed for at dække toldskylden for alle ekspeditioner. Artikel 64 bestemmer, at sikkerheden kan stilles i form af en kaution, og i artikel 66 er det specificeret, at den kan stilles af en »bank eller en anden officielt anerkendt finansiel institution, der er akkrediteret i Fællesskabet«. Bestemmelsen er vigtig, idet den anerkender, at enhver bank eller finansiel institution i ethvert land i Europa kan stille en kaution, der er gyldig over for toldmyndighederne i et andet land. Dette er et vigtigt princip, som allerede er i kraft, men som ofte vanskeliggøres af toldmyndighederne i de forskellige lande. Det er stadig ikke klart, hvad der menes med formuleringerne »officielt anerkendt« og »akkrediteret i Fællesskabet«, som ifølge EØSU betyder det samme og skaber forvirring. De banker og finansielle institutioner, der er etableret inden for EU, har allerede et »EU-pas«, og der er derfor ikke behov for yderligere specifikation.

4.4

Vedrørende kaution giver artikel 83 Kommissionen mulighed for igen på grundlag af artikel 196 at vedtage en »særlig procedure« for at sikre betaling fra kautionister. Der mangler imidlertid oplysninger om indholdet og omfanget af denne særlige procedure. Hvis der hermed menes, at kautionen skal indfries »efter første anmodning«, er der ikke tale om en nyskabelse, da den form for sikkerhedsstillelse allerede eksisterer og endda er fastlagt i andre forordninger (for eksempel EU's regnskabsforordning). Hvis der derimod henvises til en anden form for sikkerhedsstillelse, bør dette præciseres, da omkostningerne ved en kaution afhænger af den dermed forbundne risiko og betingelserne for, hvornår kautionsforpligtelsen indtræder.

4.5

Efter artikel 83 påløber der endvidere rente på toldskyld fra udløbet af betalingsfristen, til betaling sker. Artikel 84 omhandler den omvendte situation, hvor toldmyndighederne har skyld over for importøren eller eksportøren. I den situation fremgår det udtrykkeligt af reglerne, at der ikke påløber rente i de første tre måneder. EØSU gør opmærksom på den åbenlyse og uacceptable forskelsbehandling mellem offentlige myndigheder og borgerne.

5.1

Bestemmelserne i dette afsnit er afgørende for forståelsen af kodeksens opbygning og omfang. Nøglen er artikel 196, hvorefter Kommissionen til gennemførelse af reglerne »bistås af Toldkodeksudvalget«, i det følgende benævnt »udvalget«, »som handler under anvendelse af artikel 4 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8«. I praksis betyder dette, at Kommissionen kan fastsætte regler — dog kun med udvalgets bistand — vedrørende alle dele af toldkodeksen, hvilket er i overensstemmelse med normal Fællesskabsprocedure. EØSU har ingen indvendinger herimod, men håber dog, at de regler, der bliver vedtaget, tager hensyn til brugernes behov, og at de vil være så fleksible, at de hurtigt kan tilpasses tekniske og teknologiske fremskridt og ændringer i handelspraksis.

5.2

På grundlag af de beføjelser, som tilfalder Kommissionen i medfør af artikel 196, kan Kommissionen (artikel 194) vedtage foranstaltninger, der fastlægger:

5.2.1

Kommissionens beføjelser er således temmelig vide og omfatter også adgangen til selv at fastlægge (andet led), i hvilke tilfælde og under hvilke betingelser den kan pålægge en medlemsstat at tilbagekalde eller ændre en beslutning. EØSU bemærker, at hvor Kommissionen i forbindelse med de foranstaltninger, der vedrører første og tredje led, udfører sin institutionelle opgave med at koordinere og gennemføre de beslutninger, som Rådet har taget eller godkendt, kan den i forbindelse med de foranstaltninger, der vedrører andet led, udøve sine beføjelser på en måde, der afviger fra det normale, hvilket dog, alt taget i betragtning, er berettiget af omstændighederne, og hvilket EØSU bestemt ikke er imod.

5.2.2

Overordnet mener EØSU, at beslutningen om at kontrollere alle former for transaktioner foretaget af borgerne, herunder handels- og toldtransaktioner, påvirker den fri handel og er en politisk beslutning truffet af EU og medlemsstaterne i overensstemmelse med deres respektive kompetenceområder. Det er selvfølgelig Kommissionen, der gennemfører disse beslutninger.

5.2.3

EØSU håber ikke, at reformen af toldsystemerne forrykker den balance, der er nødvendig mellem den frie handel og brugernes og slutbrugernes sikkerhed, og håber, at den gennemføres med respekt for de faglige kvalifikationer hos toldpersonalet og importørernes/eksportørernes ansatte.

16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/26

1.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag om at bruge de kommende fem år til en dynamisk konsolidering af finansindustrien ved at gennemføre og styrke den gældende lovgivning og samtidig forsøge at undgå for mange reguleringstilføjelser (såkaldt forkromning), for så vidt som det er i tråd med Lissabon-strategien og respekterer de særlige forhold, der gør sig gældende i den europæiske sociale model.

1.2

Det er efter EØSU's mening afgørende at vurdere tilsynsmyndighedernes rolle og opgaver meget nøje og tilskynde til bedst mulig koordinering i henhold til det, der er fastlagt for Lamfalussy-processens niveau 3-udvalg.

1.2.1

EØSU mener, at tiden ikke er moden til oprettelse af én enkelt europæisk tilsynsmyndighed, som i fremtiden kan hjælpe med til at fremme integrationen af markeder, men finder det nyttigt at foreslå de europæiske myndigheder at udpege en hovedtilsynsmyndighed, i moderselskabets hjemland, som skal pålægges opgaven også at føre tilsyn med aktiviteterne i filialer og datterselskaber i andre EU-lande. Det ville få indlysende fordele for virksomheder med en europæisk dimension og forbrugerne.

1.3

Forbedringen af effektiviteten i forbindelse med finansielle transaktioner ligger til grund for, at de finansielle aktiviteter får stadig større indflydelse på økonomien (der tale om en form for sammenfletning mellem finanssektoren og økonomien). Dette fænomen skaber et betydeligt økonomisk og beskæftigelsesmæssigt udviklingspotentiale i finanssektoren; det kan få negative konsekvenser for økonomien som helhed. Den store rolle, som børsmarkederne spiller i kraft af den såkaldte »shareholder value«, kan kollidere med de industrielle strategier. Det kommercielle og finansielle pres på virksomhedslederne kan skabe problemer på lang sigt og afføde ikke gennemtænkte overtagelsestilbud, hvoraf en stor del — har det vist sig — inden for kort tid fører til tab af formuer.

1.3.1

Det skal dog erindres, at som følge af konsolideringsprocessen sker der i det mindste på kort og mellemlang sigt et fald i beskæftigelsen inden for finansindustrien, som giver næring til stigende usikkerhed blandt de ansatte i sektoren. EØSU understreger, at der bør tages hensyn til de sociale konsekvenser af konsolideringen og håber, at medlemsstaterne vil vedtage passende sociale afbødeforanstaltninger og støtte programmer for faglig uddannelse og omskoling, som er afgørende for opfyldelsen af målene i Lissabon-strategien.

1.4

EØSU tilslutter sig målsætningerne om forenkling, kodificering og klarhed for at gennemføre »bedre regulering« og roser i den forbindelse Kommissionen for at gennemføre løbende, hyppige og åbne høringer med alle berørte aktører og følge op på hvert enkelt forslag med en grundig konsekvensvurdering, som også omfatter den sociale og miljømæssige dimension samt eksternaliteterne i hele det økonomiske system.

1.4.1

EØSU beder om, at arbejdet i forbindelse med handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser gøres mere synligt og debatteres mere også uden for ekspertkredse.

1.5

EØSU tilslutter sig Kommissionens foreslåede initiativ om at udstede en meddelelse/henstilling vedrørende UCITS for at imødegå de påpegede eksisterende hindringer for disse finansielle instrumenters frie bevægelse.

1.6

Det er vigtigt at styrke forbrugeroplysning, finansieringskultur og forbrugerbevidsthed. Kommissionens intention om at iværksætte specifikke initiativer sammen med de europæiske forbrugerorganisationer hilses velkommen, men Kommissionen bør mere aktivt tilskynde medlemsstaterne til at igangsætte mere formaliserede former for aktørdeltagelse på nationalt plan. EØSU er rede til at bidrage til disse initiativer ved selv at arbejde sammen med forbrugerråd og nationale økonomiske og sociale råd.

1.7

De nuværende tilsynsregler, som er forskellige i medlemsstaterne, pålægger virksomhederne store krav om regnskabsudarbejdelse og selskabsoplysninger. Vedtagelsen af de internationale regnskabsstandarder (IFRS) kunne være den ideelle lejlighed til at harmonisere denne oplysningspligt på europæisk plan. Vedtagelsen af de internationale regnskabsstandarder (IFRS) kunne være en ideel lejlighed til at harmonisere denne oplysningspligt på europæisk plan. EØSU påpeger, at IASB, som er et privat finansieret internationalt standardiseringsorgan, ikke fuldt ud afspejler de verdensøkonomiske realiteter, og håber, at det vil være rede til at indlede et internationalt samarbejde med andre organer, såsom Kommissionen.

1.8

Hvad angår de foreslåede direktiver for detailmarkedet forbeholder EØSU sig ret til at udtale sig specifikt om direktivet om betalingstjenester, som bør vedtages snarest muligt, og direktivet om forbrugerkredit, som udvalget er ved at udarbejde en udtalelse om. Hvad angår direktivet om realkredit, nærer EØSU dog begrundet tvivl om det realistiske i at skabe et integreret realkreditmarked på kort sigt. Hvad angår clearings- og afviklingssystemerne, vil EØSU hilse vedtagelsen af et rammedirektiv velkommen.

1.9

Kommissionen har udtrykt betænkeligheder med hensyn til vedtagelsen af de såkaldte »26. ordninger« på området finansielle tjenesteydelser. EØSU noterer sig dette og erklærer, at det er rede til — når forslagsstillerne har fremlagt betingelserne for den konkrete anvendelse — at vurdere disse, som altid bør medtænke forbrugernes interesser og merværdien for dem.

1.10

Med hensyn til fremtidige initiativer har EØSU vist:

1.11

EØSU er overbevist om, at kvaliteten af de europæiske standarder for regulering af finansielle tjenesteydelser er meget høj, og at EU kan se frem til at blive et referencepunkt for alle de andre lande. Europa bør indlede en dialog med de nyindustrialiserede lande (som f.eks. Indien, Brasilien og Kina), som Kommissionen foreslår, og med udviklingslandene, der har brug for stor hjælp til at udvikle deres marked for finansielle tjenesteydelser.

1.12

EØSU støtter alle europæiske og nationale institutioner i deres bekæmpelse af kriminalitet og terrorisme. Også her hvor Kommissionen understreger nødvendigheden af, at det finansielle system fuldt og kontinuerligt samarbejder med de kompetente myndigheder, støtter og gentager EØSU denne henstilling til både finansielle institutioner og kompetente myndigheder, som bør informere de finansielle formidlere om opfølgningen på deres indgivne oplysninger.

2.1

Hvidbogen om politikken for finansielle tjenesteydelser (2005-2010) fastsætter adskillige mål, som skal opfyldes, for at fremme en dynamisk konsolidering af sektoren for finansielle tjenesteydelser i erkendelse af, at et effektivt finansmarked er en afgørende forudsætning for udvikling og økonomisk vækst. Nøgleordet i hvidbogen er dynamisk konsolidering, som på trods af de allerede opnåede betydningsfulde resultater med handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser 1999-2005 (FSAP) påpeger, at målet er at fjerne de hindringer, som stadig eksisterer, for finansielle tjenesteydelsers og kapitalens fri bevægelighed.

2.2

Lovgivningens afgørende rolle, når det gælder de finansielle markeders effektivitet, berettiger den opmærksomhed og fokus, hvormed hvidbogen understreger behovet for at gennemføre og styrke eksisterende lovgivning og samtidig undgå for mange reguleringstilføjelser (såkaldt forkromning).

2.3

Analysen af lovgivningsrammen må omfatte overvejelser omkring begrænsninger, opgaver og koordineringsansvar for tilsynsmyndighederne i EU. I den nuværende situation er opretholdelsen af et nationalt grundlag for tilsyn stadig den bedste måde at beskytte og sikre forbrugerne og investorerne, men det er vigtigt at erkende to problemstillinger, som denne tilgang indebærer.

2.3.1

Udøvelse af tilsyn, som ikke er integreret på overnationalt niveau, begrænser i høj grad integrationen af markederne. Det er derfor nødvendigt at tilskynde til og styrke et tæt samarbejde mellem medlemsstaternes myndigheder. Risikostyring i de store europæiske banker, som opererer i flere medlemsstater, gennemføres på koncernniveau på et konsolideret grundlag. Tilsynsmyndighederne bør have mulighed for at foretage en korrekt vurdering af disse store europæiske koncerners risikoprofil.

2.3.2

Opretholdelsen af de omfattende beføjelser til de nationale tilsynsmyndigheder må ikke være en lejlighed til at øge de hindringer for dynamisk konsolidering i EU, som hvidbogen ønsker fjernet gradvist.

3.1

EØSU fremførte i en nylig udtalelse sine bemærkninger til grønbogen om politikken for finansielle tjenesteydelser (2005-2010). Da hvidbogen medtager mange af de fremsatte forslag, gentager EØSU de allerede fremførte vurderinger på sammenfattende vis i denne udtalelse (1).

3.1.1

Hvidbogen fremhæver mulighederne for økonomisk vækst og flere ansatte i sektoren for finansielle tjenesteydelser. Udvalget mener imidlertid, at denne vigtige hypotese i hvidbogen bør være genstand for grundige og realistiske overvejelser under hensyntagen til forskellige allerede veldokumenterede kendsgerninger.

3.2

Konsolidering af sektoren kan fremme større effektivitet og stordriftsfordele, der i sidste ende kan medføre fordele for indehavere af andele af formidleres risikokapital (gennem større afkast af investeret kapital) og brugere af finansielle tjenesteydelser (gennem nedbringelse af forbundne omkostninger).

3.3

Der eksisterer imidlertid konkrete beviser, som dokumenterer et fald i ansatte inden for den finansielle industri som følge af konsolidering, der giver næring til voksende usikkerhed blandt ansatte i sektoren. Man kan ikke skjule den kendsgerning, at de fremlagte forretningsplaner i forbindelse med fusioner og virksomhedsovertagelser først og fremmest fokuserer på besparelser forbundet med lavere udgifter til personale. På kort sigt omsættes konsolideringen til et nettotab af arbejdspladser. Det bør imidlertid anerkendes, at konsolideringen giver plads til udvikling af tjenesteydelser og innovative aktivitetsområder, som samtidig har positiv indvirkning på beskæftigelsen. En mindskelse af de hindringer, som forhindrer udbydere af tjenesteydelser at udnytte synergien i grænseoverskridende fusioner fuldt ud, kan gøre det muligt for bankerne at frembringe deres tjenesteydelser med lavere omkostninger og muliggøre prispolitikker, der er mere favorable for kunderne og således fremme større efterspørgsel. Hertil kan føjes finansielle formidleres tilskyndelse til at investere med positive resultater for bl.a. beskæftigelsen til følge. Med undtagelse af særlige sektorer såsom telecentre og de såkaldte bagkontorer tiltrækker disse nye arbejdspladser generelt mere højtuddannede og vellønnede erhvervsprofiler.

3.4

Selvom det således forudsættes, at konsolideringen af sektoren ikke får direkte negative følger for beskæftigelsen, understreger EØSU kraftigt, at man ikke må overse det spænd i tid og med hensyn til erhvervskvalifikationer, som forløber mellem tabet af eksisterende arbejdspladser og skabelsen af nye. Når fokus flyttes fra beskyttelse af arbejdspladser til muligheden for at finde et job, bør medlemsstaterne ud over passende sociale afbødeforanstaltninger også sørge for at støtte programmer for faglig uddannelse og omskoling.

3.5

Hvis arbejdstagerne kan se, at deres kvalifikationer og kompetencer også let kan bruges i en økonomi i hastig udvikling, vil de bedre kunne acceptere den mindre jobsikkerhed, som følger af den dynamiske konsolidering af sektoren. Ud over at blive betragtet som et instrument til at dæmme op for social ustabilitet bør faglig uddannelse også betragtes som et afgørende og nødvendigt element for langsigtet succes med planen for dynamisk konsolidering og mere generelt med Lissabon-strategien, hvis mål er at gøre EU til verdens stærkeste »vidensøkonomi«. Der bør endvidere skabes et passende socialt net, som kan være med til at afbøde de ofte alvorlige følger af en sådan omstillingsfase.

4.1.1

Der opstilles tre styrende principper for forbedringen af lovgivningen: forenkling, kodificering og klarhed. Det er vigtigt at fortsætte i denne retning for at sikre den nødvendige sammenhæng mellem foranstaltninger, nem anvendelse og ensartet gennemførelse.

4.1.2

EØSU bifalder Kommissionens forslag til bedre regulering. Især bakker det op om Kommissionens tilsagn om at gennemføre løbende, hyppige og åbne høringer med alle berørte aktører og altid følge op på hvert enkelt forslag med en konsekvensvurdering, som fokuserer på økonomiske fordele og omkostninger i bred forstand og dermed også omfatter den sociale og miljømæssige dimension. Det er også vigtigt, at den sammen med Rådet og Parlamentet vil forbedre lovgivningen og eksternaliteterne i hele det økonomiske system.

4.1.3

EØSU er enigt med Kommissionen i, at der ligger en stor udfordring i at få den europæiske lovgivning gennemført korrekt og rettidigt i de 25 medlemsstater, herunder også i lyset af kommende udvidelser, ligesom udvalget er enigt i, at der bør dæmmes op for den såkaldte forkromning , bestående i ensidig vedtagelse af yderligere regler, som strider mod det indre markeds virkemåde. Rent faktisk er de alt for forskelligartede nationale forbrugerbeskyttelsesregler en af de største hindringer for integrationen af de finansielle tjenesteydelser i EU.

4.1.4

EØSU er enigt i, at det er vigtigt med efterfølgende evaluering af, om reglerne har givet de ønskede resultater, og om udviklingen af markederne er i overensstemmelse med Lamfalussy-processen, i det mindste med hensyn til de sektorer, som den dækker.

4.1.5

Evalueringen af sammenhængen mellem EU-lovgivning og national lovgivning bør påbegyndes og starte med de vigtigste sektorer, eller hvor der kan være de største problemer med lovgivningsmæssig harmonisering og konsolidering som f.eks. i forbindelse med udbredelse af og information om UCITS (foreninger og institutter for kollektiv investering i værdipapirer). Øget konkurrence og effektivitet i denne sektor sker nødvendigvis også via større manøvremargener med hensyn til udbredelse og markedsføring, der kraftigt hindres af en endnu ikke veldefineret lovgivningsramme. Kommissionens initiativ til at udarbejde en meddelelse/henstilling i 2006 og til november en grønbog om formueforvaltning er derfor helt på sin plads.

4.1.6

Kommissionen vil fremsætte forslag om at samle de 16 gældende direktiver på forsikringsområdet i ét enkelt direktiv. EØSU støtter dette forslag til kodificering og ser det som et glimrende eksempel til efterfølgelse også på andre områder »gennem vedtagelse af« retsakter, der samler, forenkler og omordner forskellige områder, der behandles i flere direktiver.

4.1.7

EØSU finder det også nyttigt at tage overtrædelsesprocedurer i anvendelse, når der registreres ukorrekt gennemførelse eller anvendelse af de europæiske regler. Det bør imidlertid bemærkes, at Kommissionen i den senere tid har været under Rådets store indflydelse og i stadig mindre grad anvendt disse procedurer.

4.1.8

I forbindelse med forbedring og rationalisering af sektoren for finansielle tjenesteydelser i detailleddet må problemerne omkring oplysning, uddannelse og bevidstgørelse af forbrugerne, som er afgørende for en hvilken som helst lovgivningsrammes effektivitet, ikke overses. Hensigten om at iværksætte specifikke aktioner på europæisk plan sammen med repræsentative forbrugerorganisationer og repræsentanter for den finansielle industri er derfor meget god, men Kommissionen bør arbejde mere på at få denne praksis gjort om ikke obligatorisk så i det mindste stærkt tilrådelig på nationalt plan. Det europæiske nyhedsbrev er overordnet set et glimrende initiativ, men det er vigtigt at holde sig for øje, at oplysningsværktøjer bør være kendetegnet ved reelt at være tæt på forbrugerne. EØSU opfordrer Kommissionen til at spille en aktiv rolle over for Rådet og Europa-Parlamentet og finde frem til mere formaliserede former for inddragelse af de berørte aktører på nationalt plan, på samme måde som det, man agter at gennemføre på europæisk plan. Udviklingen af FIN-NET-netværket, der i øjeblikket er et ukendt instrument for de fleste forbrugere, bevæger sig i den rigtige retning. Med udsigt til en revision af FIN-NET's rolle anbefaler EØSU at inddrage forbrugerorganisationer, civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter og vil være rede til at støtte initiativet gennem f.eks. et specifikt tiltag i nationale forbrugerråd og økonomiske og sociale råd.

4.1.9

EØSU mener, at eftersom Kommissionen finder formidling af information til især forbrugere, investorer og ansatte i finansindustrien vigtig, må det problematiske i, at dokumenterne er affattet på et bestemt sprog, ikke undervurderes. Kommissionen bør være opmærksom på dette problem og drage den nødvendige omsorg for, at i det mindste de vigtigste dokumenter kommer til at foreligge på så mange sprog som muligt.

4.1.10

EØSU påskønner den fokus, som er rettet mod forbrugere og ansatte i bank- og finansieringsvirksomheder, ligesom bestræbelserne på regelmæssigt at høre dem, om emner, de berøres af. Markedsintegreringens merværdi ligger i forbrugerens tilfredshed, som opnås, hvis der har været den nødvendige fokus på de sociale konsekvenser af de trufne beslutninger. Førhen har direktiverne på det finansielle område dog ikke altid fulgt denne tilgang. De fremsatte bemærkninger under »Generelle bemærkninger« understreger kraftigt dette analyseperspektiv.

4.1.11

Hvad angår samspillet med andre områder af EU's økonomiske politik, har EØSU allerede påpeget, at momssystemet for de store europæiske koncerner (2) kan være en hindring for styrkelsen af de finansielle tjenesteydelser, og udvalget glæder sig over, at Kommissionen i den forbindelse agter at fremsætte et lovforslag. Der bør imidlertid foretages en meget nøje vurdering af de økonomiske, sociale og miljømæssige virkninger af en dog ønskelig harmonisering af momsordningen. EØSU har allerede påpeget, hvordan den nuværende situation kan hindre fuld integrering og udvikling af det finansielle marked. Udvalget ønsker derudover at gøre opmærksom på problemet med udflytning, som kan blive forstærket af ikke-harmoniserede beskatningsvilkår med negative følger for beskæftigelsen, tjenesteydelsernes kvalitet og systemets overordnede pålidelighed. EØSU håber, at der fortsat vil blive foretaget grundige overvejelser af spørgsmålet, også i lyset af de ofte alt andet end gode resultater af denne fremgangsmåde.

4.2.1

Udvalget bifalder helt klart målet om at sikre større koordinering mellem markedernes tilsynsmyndigheder. Det kunne opnås ved at tildele en stadig større og afgørende rolle til niveau 3-udvalgene og harmonisere ansvarsområderne for deres medlemmer under Lamfalussy-processen som led i færdiggørelsen af EU's rammelovgivning. Det kunne for det første lette Kommissionens arbejdsbyrde, for det andet mindske risikoen for den såkaldte forkromning fra medlemsstaternes eller tilsynsmyndighedernes side.

4.2.2

EØSU mener, at det i den aktuelle situation er for tidligt at oprette én enkelt europæisk tilsynsmyndighed, som skal være ansvarlig for koordineringen. Udvalget mener ikke desto mindre, at de nationale tilsynsmyndigheder bør samarbejde aktivt og vedvarende og arbejde hen imod fælles adfærdskodekser og standardprocedurer. Resultatet vil være større gensidig tillid, som er det første skridt i retning af etablering af en europæisk tilsynsmyndighed for store finans-, bank- og forsikringskoncerner i flere medlemsstater. En af de første vigtige beslutninger bør være at udpege en hovedtilsynsmyndighed i moderselskabets hjemland, som skal være ansvarlig for tilsynet med filialer og datterselskaber i andre europæiske lande. Multinationale selskaber og tilsynsmyndigheder kunne effektivt drage nytte af det indre marked ved ikke hele tiden at skulle fremlægge regnskaber og regnskabsoplysninger og forholde sig til forskellige nationale regelsæt..

4.2.3

Den anvendte metode i f.eks. direktivet om markedsmisbrug bør fremmes. Fremlæggelsen af et meget detaljeret direktivforslag har sikret høj grad af ensartethed i den efterfølgende gennemførelse og overlod lovgiverne et stort ansvar: dette ansvar blev også delt på europæisk plan ved at specificere, hvilke opgaver der skulle overføres til de forskellige tilsynsmyndigheders ansvarsområder.

4.2.4

Vedtagelsen af de internationale regnskabsstandarder (IFRS) var en vigtig lejlighed til at harmonisere virksomhedsledelsens regnskabsaflæggelse og bringe den på linje med moderne standarder. Det kan også være en mulighed for at harmonisere de typer af data på europæisk plan, som formidlerne skal fremlægge for deres respektive tilsynsmyndigheder. EØSU mener, at med vedtagelsen af IFRS er der ikke længere grund til at udsætte eller forsinke forfølgelsen af dette mål, som er en vigtig forudsætning for effektiv og virkningsfuld koordinering og samarbejde omkring tilsyn på europæisk plan. Der bør dog foretages en tilpasning til tilsvarende mål for det europæiske Solvency II-projekt. De virksomheder, som endnu ikke har harmoniseret deres regnskaber og konsoliderede regnskaber med IFRS bør imidlertid ikke stilles ugunstigt i forhold til virksomheder, som er forpligtet til det.

4.3.1.1

Detailbankvæsenet er omfattet af tre betydningsfulde initiativer. Hvad angår initiativet vedrørende realkredit, har EØSU (3) allerede udtrykt visse begrundede betænkeligheder med hensyn til gennemførligheden af integreringen af markedet i lyset af de juridiske implikationer og store vanskeligheder, som er blevet fremført i en nyere udtalelse. EØSU afventer Kommissionens tilgang og svar på de fremførte indsigelser.

4.3.1.2

De ændringer, som Kommissionen har foreslået til direktivet om forbrugerkredit, der for tiden behandles af Parlamentet, forbedrer det foregående forslag uden dog at imødekomme forbrugernes behov fuldt ud. EØSU afventer resultatet af behandlingen og håber, at direktivet hurtigt vil blive vedtaget.

4.3.1.3

Direktivet om betalingstjenester spiller også en vigtig rolle. Der er stadig et gråzoneområde omkring grænseoverskridende betalingstjenester. Det finansielle system bør underkaste sig de regler, som Generaldirektoratet for Konkurrence har fastlagt om konkurrence, gennemsigtighed og sammenlignelighed. Oprettelsen af et fælleseuropæisk betalingsområde (SEPA) inden 2010 er et ambitiøst og ønskeligt mål, som vil gøre grænseoverskridende betalingstjenester mere effektive og være en garanti for forbrugerne. Der bør dog tages hensyn til, at effektive og billige systemer (f.eks. systemet med direkte debitering) allerede anvendes i nogle medlemsstater. Når SEPA gennemføres, bør brugernes interesser imødekommes, og der skal skabes en merværdi. EØSU er for tiden ved at udarbejde en udtalelse specifikt om betalingstjenester, hvori udvalget vil fremlægge en detaljeret vurdering.

4.3.1.4

Revisionen af begrebet kvalificerede aktieposter, som sker gennem ændring af artikel 16 i bankdirektiverne og artikel 15 i forsikringsdirektivet, er et vigtigt tiltag, når det gælder om at forebygge, at tilsynsmyndigheder kan lægge hindringer i vejen for en afbalanceret udvikling af det indre marked ved at bruge forsigtighedskriterier i ledelsen af finansielle systemer som et påskud. EØSU mener, at et systems stabilitet bedst sikres ved at forbedre systemets effektivitet i stedet for at sætte begrænsninger for overdragelsen af kontrollen med virksomheder.

4.3.1.5

Hvad angår clearings- og afviklingssystemer har fraværet af en lovgivningsramme været med til at fastholde store indirekte omkostninger og reelt misbrug. Grænseoverskridende infrastrukturer til afvikling og clearing er langt dyrere og mindre effektive end indenlandske. EØSU så gerne, at der udarbejdes et rammedirektiv for at øge de europæiske operatørers konkurrenceevne, ikke mindst i forhold til internationale konkurrenter. Et effektivt og velordnet marked tiltrækker investeringer, og de er nødvendige, hvis Europa virkelig vil forfølge målene om økonomisk vækst og øget beskæftigelse.

4.3.2.1

EØSU er enigt i Kommissionens vurderinger hvad angår uberettigede barrierer for fuld gennemførelse af kapitalens frie bevægelighed og grænseoverskridende investeringer.

4.3.2.2

Kommissionen har udtrykt betænkeligheder med hensyn til de såkaldte»26. ordninger« inden for finansielle tjenesteydelser. På den anden side har princippet om minimumsharmonisering skabt for mange forskelle. Hjemlandsprincippet har været et fantastisk godt instrument for liberaliseringen og konkurrencen i EU. Jo større gensidig tillid der er til den nationale lovgivning i de enkelte medlemsstater, desto mere accepteres princippet af medlemsstaterne. Derfor er fuld lovgivningsmæssig harmonisering en vigtig faktor, som nærer og styrker disse tillidsbaserede forbindelser, der er grundlaget for gradvis opbygning af en fælles kultur. Det bør føre til harmonisering af afgørende bestemmelser i kontrakter om finansielle tjenesteydelser. EØSU ønsker på den anden side at påpege, at der hidtil ikke er fremført noget bevis på den (konkrete) anvendelighed af 26. ordningerne, og at Kommissionen under alle omstændigheder bør iværksætte en grundig undersøgelse af dens anvendelse. EØSU har i en nyere udtalelse fremført, at »[den] såkaldte »ordning 26« (…) kunne være en brugbar løsning, hvis man efter en grundig undersøgelse af love og kontrakter i alle 25 medlemsstater har fået vished om, at det »parallelle« instrument ikke strider imod de gældende regler og love i nogen af dem. Standardisering bør dog under ingen omstændigheder hindre udbuddet af nye produkter og på denne måde bremse innovation« (4).

4.3.3.1

EØSU har i en nylig udtalelse om grønbogen fra juli 2005 peget på det nyttige i at ændre UCITS  (5). »Investeringsfondene konkurrerer med finansielle produkter såsom livsforsikring tilknyttet investeringsfonde (unit-linked policies), som investorerne ser som et produkt af samme type, selv om de er underlagt en helt anden lovgivning. Dette kan fordreje investorernes valg og give negative konsekvenser, hvad angår omkostninger og risikoniveau for de pågældende investeringer. EØSU mener ikke, at man kan takle problemet med mindre konkurrence ved at lempe de påkrævede begrænsninger og garantier i relation til investeringsfondene. Det vil derimod være ønskeligt med en skærpelse af de lovfæstede standarder, således at de finansielle produkter, som i praksis opfattes som et direkte alternativ til investeringsfondene, underkastes lovkrav svarende til dem for investeringsfonde.« Ubalancen i kravene til fonde og livsforsikring tilknyttet investeringsfonde, den kun delvise udvikling af det europæiske pas på grund af de hindringer, som nogle tilsynsmyndigheder fortsat lægger i vejen, manglende gennemsigtighed omkring omkostninger ved især opsigelse samt markedsopsplitning og de høje omkostninger er nogle af de påviste problemer. EØSU er imidlertid betænkelig ved tendensen til, at der i nogle medlemsstater udvikles fonde med garanteret kapital uden noget krav om, at moderselskabet skal besidde passende egne midler med det resultat, at forbrugerne ikke er tilstrækkelig dækket i tilfælde af særlig ugunstige markedsudviklinger. EØSU opfordrer Kommissionen til at rette op på denne mangel og fastlægge passende egenkapitalkrav for de selskaber, som tilbyder fonde med garanteret kapital, og sikre et specifikt og passende tilsynsniveau. EØSU er særlig bevidst om bestræbelserne på at opnå mere effektive UCITS, især fordi de udgør en betydelig del af pensionsfondsordninger og derfor kan bidrage til løsningen af det problem, som med rette blev påpeget i hvidbogen, dvs. finansieringen af det enorme pensionsunderskud, som størstedelen af de europæiske landes økonomier er berørt af.

4.3.3.2

EØSU er enigt med Kommissionen med hensyn til betydningen — som ikke kun er økonomisk — af at have adgang til en bankkonto. I en moderne økonomi betyder det at have en bankkonto en form for økonomisk borgerskab for den enkelte borger. I visse EU-medlemsstater er denne borgerret lovfæstet, og det finansielle system pålægges at sikre, at grundlæggende banktjenester udbydes til et minimum af omkostninger. I andre medlemsstater er selskaberne ved at udvikle større bevidsthed på dette område og tilbyder for få euro om måneden en pakke af tjenesteydelser i tilknytning til anfordringskontoen.

4.3.3.3

Målet om at fjerne hindringer for mobiliteten af bankkonti på tværs af grænserne hilses velkomment og kan være med til at få sænket bankernes gebyrer. Muligheden for at åbne en bankkonto online kunne helt konkret bringe målet om at sikre intraeuropæisk mobilitet for bankkonti inden for rækkevidde. Der bør dog tages hensyn til, at ikke alle forbrugere har it-kendskab. Kommissionen bør foreslå et tilfredsstillende alternativ for denne gruppe, som ofte tilhører den svagere del af befolkningen. Det bør understreges, at kun konsolideringen af et effektivt og konstruktivt samarbejde mellem tilsynsmyndighederne, kan give denne mulighed konkret form. Kommissionen har den 16. maj 2006 (6) i forlængelse af forslagene i hvidbogen besluttet at lade en ekspertgruppe undersøge spørgsmålet om kundemobilitet i forbindelse med bankkonti.

4.4.1

Kommissionens ambitiøse mål om, at Europa må spille en ledende rolle ved fastsættelsen af standarder på globalt plan, hilses helt klart velkommen. På linje med henstillingerne fra Doha-runden håber EØSU også, at Europa kan lede de mest udviklede lande til at påtage sig opgaven med at yde de mindre udviklede lande teknisk og økonomisk bistand vedrørende lovgivning og gennemførelse af vedtagne aftaler og standarder. Den fremadskridende internationale integration bør også tage hensyn til de svageste økonomiers behov og for at tiltrække investeringer. EØSU har tillid til, at Kommissionen vil holde sig disse behov for øje under forhandlingerne og dialogen med de andre lande med en mere avanceret økonomi.

4.4.2

EØSU arbejder aktivt for at bekæmpe kriminel anvendelse af finansielle systemer, og støtter Kommissionen og de øvrige europæiske institutioner i deres kamp mod alle former for kriminelle aktiviteter, som i øvrigt ofte er forbundet med international terrorisme. Der er mange former for økonomisk kriminalitet: erhvervsmæssigt og kommercielt svig, hvidvaskning af penge, skatteunddragelse og korruption. Ofte anvendes systemerne for de finansielle tjenesteydelser til kriminelle formål. EØSU opfordrer de finansielle institutter til at hjælpe de kompetente myndigheder på bedst mulig vis, og sidstnævnte bør på den anden side tage tilstrækkelig notits af de finansielle institutters anbefalinger. Hvis de finansielle institutter holdes tilstrækkelig underrettet om opfølgningen på de oplysninger, som de har indbragt for myndighederne i forbindelse med mistænkelige transaktioner, vil de være mere motiverede til at fortsætte og fremskynde de nødvendige bestræbelser.

16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/33

2.1

Disse forslag ønsker at kæde EF-designordningen sammen med Haag-arrangementet for international registrering af industrielle design gennem EU's tiltrædelse af Genève-aftalen om Haag-arrangementet. Det første forslag omhandler EU's tiltrædelse af aftalen. Det andet forslag indeholder ændringer af de relevante forordninger for at gøre dette muligt.

2.2

Haag-arrangementet vedrørende international registrering af industrielle design består af tre forskellige aftaler: London-aftalen fra 1934, Haag-aftalen fra 1960 og Genève-aftalen fra 1999. De tre aftaler er uafhængige af hinanden og eksisterer side om side for så vidt angår deres materielle bestemmelser. Kontraherende parter kan beslutte at blive part i kun én, to eller alle tre aftaler. De bliver automatisk medlemmer af Haag-unionen, der på nuværende tidspunkt tæller 42 kontraherende stater, herunder 12 EU-medlemsstater (1)

2.3

Tiltrædelse vil gøre det muligt for designere i EU at opnå beskyttelse af nye og originale design i alle lande, der er tiltrådt Genève-aftalen, med en enkelt ansøgning. Ansøgere vil på en ny måde kunne beskytte deres design, både på nationalt niveau, på EU-niveau via den registrerede EU-designordning og på internationalt niveau via Haag-ordningen.

2.4

Resultatet vil være et simplere og mere økonomisk effektivt system med færre omkostninger. Ifølge Haag-ordningen skal ansøgere ikke fremskaffe oversættelser af dokumenter, de skal ikke betale særskilte afgifter til kontorer og agenter i forskellige lande eller holde øje med de varierende frister for forlængelse af nationale ansøgninger. I stedet kan blot en enkelt ansøgning til en enkelt myndighed med blot én afgift udløse flere internationalt registrerede designophavsrettigheder i lande, der er tiltrådt Genève-aftalen.

2.5

EF-designordningen gør det muligt for designere at beskytte nye og originale design, der er kendetegnet ved deres særlige »look«, ved at garantere et individuelt monopol på registrerede design, gældende på samme betingelser i hele EU. Der findes også registrerede designophavsrettigheder i hver enkelt medlemsstat, men EF-designordningen er en økonomisk og nem måde at opnå ens beskyttelse i hele EU for alle erhvervsdrivende på det europæiske marked.

2.6

Haag-arrangementet vedrørende international registrering af industrielle design er et system, administreret af Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO), der gør det muligt at opnå en række ophavsrettigheder i de kontraherende stater ved at indgive blot én ansøgning og ved at betale blot én afgift. Haag-ordningen kan anvendes af enhver person, der er statsborger eller har bopæl i en stat, der er tiltrådt Haag-arrangementet, og af enhver virksomhed, som har hjemsted i en sådan stat. På nuværende tidspunkt modtager WIPO ikke ansøgninger, der er indgivet til de nationale myndigheder. Ved at ansøge direkte til WIPO undgås misforståelser og dobbeltarbejde og risiko for overbetaling til Harmoniseringskontoret.

2.7

En af fordelene ved Haag-ordningen er, at den letter proceduren ved ændring af designbeskyttelse og fornyelse ved ophavsrettighedens udløb.

2.8

Genève-aftalen om Haag-arrangementet trådte i kraft den 23. december 2003. For at gøre ordningen lettere tilgængelig er det blandt andre ændringer også blevet muligt for mellemstatslige organisationer som EU at tiltræde Haag-ordningen. På nuværende tidspunkt er 19 lande medlem af Genève-aftalen, heriblandt Schweiz, Singapore og Tyrkiet. Et antal medlemsstater mangler endnu at undertegne og/eller ratificere aftalen.

2.9

Ansøgninger kan i henhold til Genève-aftalen kun indgives på et af de to officielle sprog, nemlig engelsk og fransk.

2.10

USA forventes at tiltræde Genève-aftalen i november 2006, og tiltrædelse af både EU og USA vil anspore andre store handelspartnere (Kina, Japan, Korea) til at tiltræde, med deraf følgende registrering i flere vigtige lande.

2.11

Forslaget kæder EU's medlemsstater sammen, så de i Genève-aftalen og Haag-ordningen optræder som et enkelt land, hvorved udbyttet bliver større.

3.1

Forslaget til Rådets afgørelse, KOM(2005) 687 endelig, tillader EU at optræde som et enkelt land i Haag-unionen i forbindelse med EF-designordningen. Ændringen til forordning EF/6/2002 (forordningen om EF-design) sikrer, at tiltrædelsen af Genève-aftalen kan gennemføres.

3.2

Ændringen til forordning EF/40/94 (EF-varemærkeforordningen) giver Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Harmoniseringskontoret) i Alicante mulighed for at modtage gebyrer for design registreret under Genève-aftalen.

3.3

Retsgrundlaget for forslaget om at ændre de to forordninger er EF-traktatens artikel 308.

3.4

Europa-Parlamentet er blevet hørt. De to forslag er ikke underkastet den fælles beslutningsprocedure.

3.5

Ved afstemning i Rådet kræves enstemmighed.

4.1

Der forventes ikke yderligere udgifter i forbindelse med dette forslag, da det omhandler ændringer til forordninger, der kan anvendes direkte i medlemsstaterne.

4.2

På nuværende tidspunkt kræver designregistrering indbetaling af gebyrer for registrering og forlængelse af registrering i hvert af de lande, hvor ansøgningen er indgivet. Nationale registreringsafgifter anslås til at beløbe sig til under 100 EUR, men derudover er der udgifter til og besvær med vekselgebyrer, når der ansøges internationalt.

16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/35

1.1

Kommissionens forslag omhandler de krav, regler og procedurer, der skal gælde for, at virksomheder, universiteter, forskningscentre og andre juridiske personer kan få tildelt støtte under det syvende FTU-rammeprogram.

1.2

Udvalget hilser størsteparten af det foreslåede regelsæt velkommen og ser heri både forbedringer samt potentiale for en markant forenkling af de administrative procedurer. Med hensyn til de endnu ikke foreliggende kommissionsinterne gennemførelsesbestemmelser anbefaler udvalget i overensstemmelse med den tilstræbte forenkling, at man også her er opmærksom på at opnå en standardisering og konsistent gennemførelse, f.eks. hvad angår de kriterier, der skal anvendes.

1.3

Da de kommissionsinterne gennemførelsesbestemmelser endnu ikke foreligger, er det imidlertid endnu ikke muligt at vurdere visse specielle konsekvenser af det foreslåede regelsæt. I sådanne tilfælde (f.eks. refusion af ekstra udgifter) anbefaler udvalget, at man i det mindste i første omgang bibeholder den hidtidige ordning for at undgå, at de berørte støttemodtagere stilles dårligere.

1.4

Udvalget glæder sig over de nye støttegrænser for de enkelte opgaveområder og støttemodtagere. Det er især positivt, at dette fører til forbedringer i støtten til SMV.

1.5

Udvalget anbefaler, at man ligestiller alle forskningsinstitutioner, der får deres grundfinansiering fra offentlige midler, uanset deres juridiske form.

1.6

Udvalget anbefaler at give de kommende partnere større frihed i udformningen af de kontraktmæssige bestemmelser og i valget af instrumenter. Dette gælder især for adgangsrettigheder til deltagernes forgrundsviden (»foreground«) og/eller baggrundsviden (»background«). Her bør der ganske vist tilbydes royaltyfri adgangsret som mulighed, men det bør ikke — som det foreslås for visse tilfælde — foreskrives uden undtagelse.

1.7

For yderligere detaljer henvises til kapitel 4.

2.1

Med sit forslag til det syvende FTU-rammeprogram (2007-2013) (1), forkortet RP7, har Kommissionen fremlagt mål, indhold, emner samt budgetramme for den planlagte støtte til forskning, teknologisk udvikling og demonstration i denne periode. Udvalget har allerede vedtaget udtalelser herom samt om Kommissionens forberedende og supplerende forslag til de såkaldte særprogrammer (2)  (3).

2.2

Det aktuelle forslag fra Kommissionen omfatter nu derimod de krav, regler og procedurer, gennem hvilke virksomheder, universiteter, forskningscentre eller andre juridiske personer kan deltage i foranstaltninger under det syvende FTU-rammeprogram, det vil sige få støtte gennem dette program.

2.3

Et væsentligt punkt i denne sammenhæng er Kommissionens ønske om at forenkle procedurerne i forbindelse med forskningsstøtten. Dette ønske har udvalget allerede i tidligere udtalelser hilst velkommen og bestyrket, og udvalget har på sin side på ny anbefalet at forenkle de administrative procedurer og reducere udgifterne og dermed øge de europæiske forskningsprogrammers effektivitet. »Den nuværende arbejds- og omkostningsbyrde ved ansøgnings- og bevillingsprocedurer er for høj og udgør en hindring for brugerne fra forskerkredse og erhvervslivet. Det skal kunne betale sig for deltagerne at engagere sig i det europæiske forskningsprogram, herunder med hensyn til de risici, der er forbundet med indgivelsen af ansøgninger. Dette gælder navnlig for små aktører som SMV'er og for mindre forskningsgrupper fra universiteter og forskningscentre  (4)«. De foreslåede regler for deltagelse har altså også det erklærede mål at føre til den tilsigtede forenkling.

2.4

Det aktuelle forslag fra Kommissionen beskriver således det afgørende regelsæt, der skal sikre, at de midler, som Fællesskabet stiller til rådighed for forskning og udvikling (RP7), anvendes så effektivt, vellykket og retfærdigt som muligt.

2.5

De foreslåede regler for virksomheders, forskningscentres og universiteters deltagelse skal altså sikre en sammenhængende og gennemsigtig ramme for effektiv gennemførelse af det syvende rammeprogram og let adgang til det for alle deltagere. Dermed skal der ydes støtte til et bredt spektrum af virksomheder, forskningscentre og universiteter, ligesom der skal åbnes mulighed for, at også aktører i Fællesskabets yderste periferi kan deltage.

3.1

De af Kommissionen foreslåede regler for deltagelse i det syvende rammeprogram skal realisere mange aspekter af denne forenkling og i denne forbindelse bygge på de principper, der blev opstillet i det sjette rammeprogram (RP6). Nogle vigtige punkter sammenfattes kort i dette kapitel.

3.2

Kommissionens forslag omfatter: Indledende bestemmelser, betingelser for deltagelse i indirekte aktioner og tilhørende procedurer, Fællesskabets finansieringsbidrag, regler for formidling og nyttiggørelse, adgangsret til forgrunds- og baggrundsviden, og Den Europæiske Investeringsbank.

3.3.1

Mindst tre juridiske personer skal deltage i indirekte aktioner, og alle skal have hjemsted i en medlemsstat eller et associeret land, og heraf må to ikke have hjemsted i samme medlemsstat eller associerede land.

3.3.2

Til koordinerings- og støtteforanstaltninger samt foranstaltninger til støtte af uddannelse og efteruddannelse og forskeres karriereudvikling kræves deltagelse af mindst en juridisk person.

3.3.3

For indirekte aktioner til støtte af pionerforskning, som støttes inden for rammerne af Det Europæiske Forskningsråd, kræves deltagelse af mindst en juridisk person, som har hjemsted i en medlemsstat eller et associeret land.

3.4.1

I forbindelse med forskning og teknologisk udvikling kan Fællesskabets finansieringsbidrag udgøre op til 50 % af de støtteberettigede omkostninger.

3.4.1.1

Dog kan det for offentlige organer, skoler og højere læreanstalter, forskningsorganisationer (5) og små og mellemstore virksomheder beløbe sig til 75 % af de samlede støtteberettigede omkostninger.

3.4.2

Fællesskabets finansieringsbidrag til demonstrationsaktiviteter kan beløbe sig til højst 50 % af de samlede støtteberettigede omkostninger.

3.4.3

Til aktiviteter, der understøttes af aktioner for frontlinjeforskning, samordnings- og støtteaktioner og aktioner til støtte for forskeres uddannelse og karriereudvikling, kan Fællesskabets finansieringsbidrag beløbe sig til 100 % af de samlede støtteberettigede omkostninger.

3.4.4

Til administrationsudgifter og revisionserklæringer samt andre aktiviteter, der ikke er omfattet af artikel 33, stk. 1-3, kan Fællesskabets finansieringsbidrag udgøre op til 100 % af de samlede støtteberettigede omkostninger.

3.4.5

Til ekspertisenetværk foreslås et særligt fast beløb. Det faste beløb defineres i deltagelsesreglerne som et fast beløb, der beregnes på grundlag af antallet af forskere i ekspertisenetværket og aktionens varighed.

—

Reglerne angiver procedurerne for offentliggørelse af indkaldelse af projektforslag samt procedurer for indsendelse, vurdering, udvælgelse og støtte af forslag.

—

Den evalueringsproces, der er udviklet i tidligere rammeprogrammer, videreføres uden væsentlige ændringer. Kommissionen vil udarbejde en kontraktmodel, som fastsætter deltagernes rettigheder og pligter indbyrdes og over for Kommissionen.

—

Der foreslås tre former for støtte: godtgørelse af støtteberettigede omkostninger, faste beløb og enhedstakstfinansiering. Til frontlinjeforskning vil Det Europæiske Forskningsråds Videnskabelige Råd stille forslag om passende finansieringsmetoder.

3.6

Hvad angår formidling, nyttiggørelse og adgangsret (ejendomsforhold, beskyttelse, offentliggørelse, formidling og nyttiggørelse samt adgangsret til forgrunds- og baggrundsviden) har målet været at fastholde størst mulig kontinuitet. Ændringer skal give deltagerne større fleksibilitet under gennemførelsen af projekterne. Muligheden for at udelukke baggrundsviden og fastlægge andre vilkår end de, der er fastsat i deltagelsesreglerne, foreligger stadig. Sammenhængen mellem formidlings- og publikationskravene er blevet bedre.

3.7

Ligesom det var tilfældet i 6. FTU-rammeprogram (RP6) har deltagerne i et konsortium ansvaret for den fulde gennemførelse af de opgaver, de er blevet tildelt, selv om en af deltagerne ikke opfylder de tildelte opgaver. Dog skal princippet om solidarisk hæftelse for de fleste foranstaltninger, som blev indført i RP6, ikke videreføres. Afhængigt af en vurdering af risikoen for Fællesskabets budget som følge af den europæiske forskningsstøtte kunne der indføres en mekanisme, som dækker den finansielle risiko ved en udtrædende deltagers manglende tilbagebetaling af skyldige beløb. Derfor bør der kun forlanges bankgarantier i de sjældne tilfælde, hvor forfinansieringen udgør over 80 % af støtten.

4.1

Forenkling. Udvalget støtter det yderst vigtige mål at forenkle alle de procedurer, som hidtil er blevet anvendt af Kommissionen, eller som Kommissionen har krævet af FTU-aktørerne. Udvalgets kommentarer skal ses som et konstruktivt bidrag til dette, og det er bevidst om, at det i betragtning af de generelle budgetbestemmelser og kravet om gennemsigtighed, som udvalget også støtter, ikke er nogen let opgave at nå dette mål. Særlig ønskværdigt ville det være, at man med udvalgte pilotprojekter inden for rammerne af de retlige muligheder afprøvede yderligere forenklede administrative procedurer. De indvundne erfaringer kunne bidrage til at tage beslutning om fremtidige foranstaltninger.

4.1.1

Forbedringer. Udvalget anerkender Kommissionens bestræbelser for at nå dette mål og sikre så god en forskningsstøtte i Fællesskabet som muligt. Udvalget ser således på mange punkter i det fremlagte forslag tydelige forbedringer i forhold til de hidtidige procedurer, f.eks. i godtgørelsen af omkostninger (artikel 30 og 31) samt i tildelingsformerne eller tildelingsaftalerne, kontrakter og udnævnelsesbrevet (artikel 18 og 19); ved sidstnævnte dog kun, hvis også betalings- og især rapporteringsbetingelserne bliver forenklet. I denne forbindelse henviser udvalget også til sine tidligere anbefalinger om forenkling (6), som også omhandler indholdsmæssig eller tidsmæssig afstemning af de af Kommissionen krævede procedurer med procedurerne hos andre støttegivere eller tilsynsorganer (7).

4.1.2

Standardisering. Målet om forenkling er desuden en del af bestræbelserne på i højere grad at standardisere de procedurer, der anvendes eller forlanges af Kommissionen (f.eks. registrering af omkostninger eller kreditvurdering). Dette kan udvalget fuldt ud tilslutte sig med henblik på det fælles indre marked og en forbedret retssikkerhed (8). Desværre vil det ikke lykkes at opnå en fuldstændig standardisering, så længe de forskellige tilskudsmodtagere i de forskellige medlemsstater — f.eks. universiteterne — ikke anvender fælles eller harmoniserede afregningssystemer.

4.2

Yderligere regler og foranstaltninger. Forenkling og standardisering kræver imidlertid også yderligere foranstaltninger fra Kommissionens side, som hidtil blot er nævnt i det fremlagte forslag, f.eks. i artikel 16.4: »Kommissionen vedtager og offentliggør regler, der skal sikre konsekvent kontrol af deltagerne i indirekte aktioner, hvad angår deres eksistens, juridiske status og økonomiske formåen«. Da disse yderligere regler, som i det følgende betegnes »kommissionsinterne gennemførelsesbestemmelser«, endnu ikke foreligger, kan det i nogle tilfælde endnu ikke vurderes, hvilke konsekvenser de deraf følgende kommissionsforslag vil have.

4.2.1

Fælles fortolkning og kriterier. Udvalget forventer endvidere, at der vil være sikret en fælles fortolkning af de kommissionsinterne gennemførelsesbestemmelser, især de, der vedrører projekternes juridiske og finansielle bestemmelser, i alle de berørte kommissionstjenestegrene, så disse regler kan være yderligere et vigtigt skridt hen mod forenkling og standardisering og ikke fører til, at de enkelte FTU-aktører stilles dårligere i forhold til de hidtidige procedurer. Generelt anbefaler udvalget, at man i de tilfælde, hvor det foreliggende forslag fra Kommissionen levner mulighed for fortolkning, lukker denne mulighed med yderligere præciseringer i de kommissionsinterne gennemførelsesbestemmelser til gavn for retssikkerheden.

4.2.2

Støtteforanstaltninger. De såkaldte helpdesks og clearing houses, som tilbydes eller foreslås af Kommissionen, skal sikre, at de af Kommissionen afgivne informationer er sammenhængende og fælles. Dette betragter udvalget som en vigtig og nyttig foranstaltning. Man bør imidlertid også påse, at der følges en fælles procedure i de kommissionsinterne procedurer og i project officer's krav og afgørelser.

4.2.3

Rapportering. F.eks. er det også vigtigt at undgå, at project officers — bortset fra begrundede undtagelsestilfælde — forlanger yderligere mellemrapporter ud over de rapporter, der er forlangt i reglerne, eller at identisk information skal afgives i flere rapporter i ny form (9). Det er altså vigtigt at forenkle rapporteringssystemet, for det drejer sig om indhold og ikke om formaliteter.

4.2.4

Midtvejsvurdering (Midterm-Assessment). Udvalget anbefaler dog, at man i betragtning af det syvende rammeprograms syvårige løbetid halvvejs henne i programmet gennemfører en midtvejsvurdering af såvel programmet som deltagelsesreglerne for at kunne foretage eventuelle nødvendige justeringer.

4.2.5

Project Officers. En anden vigtig forudsætning for forenkling, standardisering og generelt for effektive administrative procedurer, hvilket også er nødvendigt af hensyn til kontinuiteten (se næste punkt) er, at project officers har en fremragende fagspecifik ekspertise og har kendskab til de deltagende aktører. Det ville være utilstrækkeligt at begrænse project officers til en rent administrativ funktion uden dybtgående sag- og miljøkendskab. Udvalget henviser til sine gentagne anbefalinger herom (10)  (11).

4.3

Kontinuitet. Da enhver regelændring medfører en afbrydelse af kontinuiteten med ekstra (friktions-)tab, må det nøje overvejes, om de af Kommissionen foreslåede ændringer virkelig vil føre til markant forbedrede virkninger, som opvejer de nævnte tab, eller om man bør bevare den gamle regel. Udvalget anerkender, at man i Kommissionens forslag bibeholder mange af de regler, der har vist sig hensigtsmæssige. Ved nogle foreslåede ændringer er det imidlertid ikke klart, om de virkelig vil kunne føre til en forbedring i forhold til de hidtil gældende regler. Her anbefaler udvalget, at man tager hensyn til kontinuiteten.

4.4

Fællesskabets finansieringsbidrag — omkostningsgodtgørelse og tilskudsformer. Under forudsætning af en tilfredsstillende afklaring af de endnu åbenstående spørgsmål (f.eks. pkt. 4.5) ser udvalget her store forbedringer i Kommissionens forslag, som det støtter.

4.4.1

SMV. Udvalget bifalder især, at (artikel 33, stk. 1, 2. pkt.) tilskudsgrænserne f.eks. (12) for SMV skal forhøjes fra 50 % til 75 %. Dette betragter udvalget også som en succes for dets tidligere anbefalinger om at skabe flere og bedre incitamenter for en stærkere deltagelse af SMV i det syvende FTU-rammeprogram og dermed også skabe en stærkere integration mellem SMV og forskningsinstitutioner (13).

4.4.2

Højere læreanstalter etc. Udvalget hilser det ligeledes velkommen, at tilskudsgrænserne også for offentlige organer, skoler og højere læreanstalter og forskningsorganisationer skal ligge på 75 % (ligeledes artikel 33, stk. 1, 2. pkt.). Her anbefaler udvalget en klarere strukturering af artikel 33 for at gøre det lettere at skelne mellem indtjeningsorienterede og almennyttige deltagere.

4.4.3

Gennemsnitssatser for personaleudgifter. Udvalget betragter muligheden for, at deltagerne kan anvende gennemsnitssatser for personaleudgifter (artikel 31, stk. 3, litra a) som et bidrag til en forenkling.

4.4.4

Ledelsesudgifter. Det er ligeledes positivt, også af hensyn til den nødvendige kontinuitet, at holde fast i den hidtidige støtte på 100 % af ledelsesudgifterne. Forslaget om at lade den hidtidige overgrænse på 7 % for denne udgiftsart falde væk uden begrænsninger forekommer imidlertid problematisk, med mindre der ad anden vej sættes strenge standarder for de nødvendige ledelsesudgifter. Det er ganske vist korrekt, at den hidtidige 7 %-grænse har vist sig at være for lav netop på grund af de hidtidige høje krav til administration, koordination etc. og derfor bør hæves. På den anden side skal det imidlertid undgås, at ubegrænset godtgørelse af alle administrative udgifter fører til en uønsket oppustning af ledelsesudgifterne i stedet for en reduktion.

4.5

Ekstraudgifter i forbindelse med universiteter. I henhold til Kommissionens forslag skal den hidtidige mulighed for at modregne 100 % af de såkaldte ekstraudgifter (Additional Cost) (14) i forbindelse med universiteter og lignende forskningsorganisationer bortfalde. Selv om der i stedet tilbydes andre afregningsmodeller, anser udvalget forslaget for problematisk. Disse institutioner råder nemlig som regel ikke over en egnet analytisk bogføring til beregning af de fulde omkostninger (Full Cost) ) (15). Desuden er det endnu ikke muligt at vurdere, om det af Kommissionen foreslåede mulige alternativ »flat rate« stiller dem markant dårligere, da de pågældende kommissionsinterne gennemførelsesbestemmelser endnu ikke eksisterer (se ovenfor). Udvalget anbefaler derfor at bevare den hidtidige ordning med 100 % godtgørelse af ekstraudgifterne for disse institutioner, hvis de ikke råder over en fuld udgiftsafregning, i det mindste så længe det ikke er sikret, at andre afregningsmodeller (16) ikke stiller disse institutioner ringere sammenlignet med den hidtidige ordning.

4.6

Forskningsorganisationernes juridiske status. Efter udvalgets opfattelse skal forskningsorganisationer, som basisfinansieres af staten, behandles ens i enhver henseende (og i alle artikler som f.eks. artikel 33, stk. 1, og artikel 38, stk. 2) uanset deres juridiske status. Det betyder f.eks., at også privatretlige almennyttige forskningsorganisationer eller forskningscentre, hvis basisfinansiering dækkes af staten (17), skal ligestilles med offentligretlige organisationer. Det ligger inden for medlemsstaternes lovgivningskompetence at vælge den juridiske status for sådanne institutioner, som de finder bedst egnet, og det bør ikke føre til differentieringer med hensyn til Fællesskabets forskningsstøtte.

4.7

Intellektuel ejendomsret. Med de foreslåede regler (artikel 39-43) skal det sikres, at intellektuelle ejendomsrettigheder, som bygger på forskningsresultater, der er finansieret med EU-skattemidler, ikke ukontrolleret kan overdrages til virksomheder uden for EU.

4.7.1

»Open Source« Software. Software, som udvikles inden for rammerne af EU-støttede forskningsprojekter, har i dag generelt kun en chance for at opnå stor udbredelse og anvendelse og dermed potentiale for efterfølgende kommercielle versioner eller tjenester, hvis de udbydes som »open source«. Til disse formål bør konsortiet have størst muligt spillerum for at udforme licensbetingelser.

4.8

Adgangsrettigheder. I forbindelse med adgangsretten (artikel 48-52) (18) til deltagernes forgrunds- og/eller baggrundsviden drejer det sig ikke om adgangsret til al en deltagers viden (f.eks. universitet eller forskningscenter), men kun om den viden, som bygger på arbejdet eller forarbejdet i de organisationsenheder eller grupper, der deltager i det pågældende fælles projekt, og som er nødvendig for andre deltagere for at kunne gennemføre deres arbejde inden for den indirekte aktion. Udvalget bifalder derfor artikel 48, som åbner mulighed for at afklare dette for hvert enkelt projekt og fastsætte det i en positiv/negativ-liste  (19) mellem deltagerne. Med positivlister kan det endvidere undgås at afsløre eksistensen af baggrundsviden, som skal holdes fortrolig. For ikke at forhale projektstarten unødigt ville det imidlertid være hensigtsmæssigt at tillade en frist på f.eks. op til seks måneder efter projektets start for udarbejdelsen af disse lister.

4.9

Royaltyfri adgangsret til baggrunds- og forgrundsviden. Udvalget er betænkelig ved regler, som uden undtagelse tillader royaltyfri adgang til baggrunds- og forgrundsviden. Det anbefaler generelt at give projektdeltagerne så stort spillerum som muligt for at finde den bedst egnede aftale. Det kan f.eks. være hensigtsmæssigt også at give FTU-aktørerne vederlagsfri adgangsret.

4.9.1

Eksisterende baggrunds- og forgrundsviden til gennemførelse af en aktion. Udvalget bifalder principielt forslaget om altid at give royaltyfri adgang til baggrundsviden, så længe den er nødvendig for gennemførelsen af en indirekte aktion fra FTU-aktørernes side. En eksklusiv regel af denne art kan imidlertid i nogle tilfælde bringe de pågældende aktører i vanskeligheder. Udvalget anbefaler derfor at modificere sidste punktum i artikel 50, stk. 2 (20).

4.9.2

Nyttiggørelse af eksisterende baggrundsviden til fordel for ny baggrunds- og forgrundsviden. Forslaget om altid at give FTU-aktører royaltyfri adgang til baggrundsviden, der er nødvendig for at udnytte forgrundsviden, er imidlertid meget problematisk. Baggrundsviden er erhvervet med FTU-aktørernes egne midler eller med midler fra tidligere støttegivere eller med den pågældende medlemsstats offentlige midler, og den er underlagt de dermed forbundne forpligtelser og restriktioner (21). Hvis den af Kommissionen foreslåede ordning kom til anvendelse, ville der være risiko for, at netop meget magtfulde FTU-aktører og aktører med stort knowhowpotentiale ikke ville kunne eller ville deltage og dermed var udelukket fra at modtage tilskud. Udvalget anbefaler derfor, at artikel 51, stk. 5, slettes eller ændres (22).

4.9.3

Frontlinjeforskning. Selv om der i forbindelse med frontlinjeforskning primært vil være tale om F&U-arbejde inden for grundforskningen, har udvalget flere gange peget på, at grænserne mellem grundforskning og anvendt forskning i mange tilfælde (23) er flydende. Derfor må der forventes samme negative konsekvenser som beskrevet ovenfor. Dette bør absolut undgås, og der bør tages højde for det i regelsættet. Udvalget anbefaler derfor, at artikel 52, stk. 1, slettes eller ændres (24).

4.9.4

Særlige grupper. I Kommissionens forslag mangler der en definition af arbejdet for særlige grupper. Teksten herom bør under ingen omstændigheder forveksles med den om frontlinjeforskningen eller sidestilles med denne.

4.10

Frit valg af instrumenter. Udvalget gentager sin anbefaling om (25), at projekter ikke på forhånd bør bindes til bestemte instrumenter, men »at ansøgerne skal kunne tilpasse instrumenterne til den projektstruktur og –størrelse, der er optimal i forhold til den aktuelle opgave. Kun på den måde kan det undgås, at der udarbejdes projekter, hvis størrelse og struktur retter sig efter instrumenterne og ikke efter de optimale videnskabeligt-tekniske krav. Instrumenterne skal tjene de forsknings- og udviklingsmæssige arbejdsbetingelser og målsætninger, ikke omvendt.« Derfor skal der også fortsat tilbydes Specific Targeted Research Projects (STREPs), fordi disse især er særligt egnet til at sikre deltagelse af SMV og mindre forskningsgrupper.

4.11

Bortfald af den solidariske hæftelse. Udvalget finder det positivt, at princippet om solidarisk hæftelse skal bortfalde; det minder om, at det allerede i sine anbefalinger herom (26) vedrørende det sjette rammeprogram påpegede problematikken ved en solidarisk hæftelse.

4.11.1

Risikofond. Udvalget støtter derfor også etableringen af en risikofond til dækning af eventuelle tab, hvortil der (artikel 38, stk. 1) skal indbetales en lille procentdel af tilskudsmidlerne til indirekte aktioner. Det ville imidlertid være anbefalelsesværdigt, hvis Kommissionen bekendtgjorde størrelsen af denne procentsats, som fastlægges ved offentliggørelsen ud fra en risikovurdering. Udvalget hilser det også velkommen, at eventuelle overskud fra den planlagte hensættelse atter tilføres rammeprogrammet som en formålsbestemt indtægt.

4.11.2

Fritagelse. Udvalget anbefaler imidlertid, at alle forskningsinstitutioner, hvis basisfinansiering bæres af staten (27), fritages herfra uanset deres juridiske status.

4.11.3

Afbrydelse af projekter. Udvalget henviser samtidig til deltagernes tekniske solidariske hæftelse, som foreslås i artikel 18, stk. 4). Efter udvalgets mening skal et konsortium have ret til at beslutte at afbryde et projekt, hvis det af videnskabelige og tekniske grunde eller på grund af urimeligt store udgifter ikke længere er hensigtsmæssigt eller rimeligt at gennemføre projektet. Artikel 18, stk. 4 og 5, bør ændres tilsvarende.

4.12

Programudvalg. I henhold til Kommissionens forslag skal programudvalgene for at afkorte procedurerne aflastes fra opgaven med at vedtage de projekter, der foreslås støttet. Efter udvalgets mening bør dette imidlertid kun være tilfældet, hvis Kommissionen følger de sagkyndiges anbefaling ved valg af projekt. I modsat fald samt ved vedtagelsen af arbejdsprogrammer og budgettildeling bør de ansvarlige programudvalg fortsat skulle give deres tilslutning. En kompromisløsning kunne være at forelægge en »implementeringsplan for gennemførelse af indkaldelse af forslag« (»call implementation plan«) for programudvalget efter afsluttet evaluering, som programudvalget skal drøfte og vedtage formelt. Dette ville ikke føre til yderligere tidsforbrug, da programudvalget ikke længere ville skulle træffe afgørelse om enkelte projekter.

4.13

Tilskudsaftale. Den relevante artikel 19, stk. 8, henviser til Det Europæiske Charter for Forskere og Adfærdskodeks for Ansættelse af Forskere. Udvalget påpeger, at dette charter kun er vejledende og derfor ikke må blive obligatorisk ad denne vej. Det minder desuden om, at det ganske vist bifalder mange elementer i chartret, men samtidig har anbefalet en revision især på grund af overregulering og nogle uklare kriterier (28).

4.14

Den Europæiske Investeringsbank. Udvalget bifalder forslaget (og de tilhørende regler) om at sikre Den Europæiske Investeringsbank en finansiel støtte til dækning af risici for lån, som tjener forskningsmålene under det syvende FTU-rammeprogram. Sådanne lån skal især anvendes til demonstrationsprojekter (f.eks. inden for energiforskning eller sikkerhedsforskning).

16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/41

1.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag til de nye regler for virksomheders, forskningscentres og universiteters deltagelse i foranstaltninger under det syvende rammeprogram for forskning, udvikling og uddannelse på det nukleare område og for formidling af resultaterne for femårsperioden 2007-2011.

1.2

Formålet med forslagene er at forenkle og strømline procedurer og fremgangsmåder med henblik på praktisk gennemførelse af Lissabon-strategien, som den blev omdefineret af Det Europæiske Råd i 2005 og marts 2006, og imødekomme de forskellige forskningsaktørers og slutbrugeres behov. Den endelige evaluering af foranstaltningernes effektivitet kan dog først foretages, når gennemførelsesbestemmelserne foreligger endeligt.

1.3

Til og med Kapitel III er Kommissionens forslag næsten identiske med forslagene til syvende rammeprogram for forskning, udvikling og uddannelse på det ikke-nukleare område (1), blot med en anden nummerering (2). EØSU henviser derfor til den udtalelse, som blev fremlagt om emnet, og pointerer og understreger de heri fremsatte bemærkninger (3), som også gælder for dette forslag til og med Kapitel III.

1.4

Udvalget mener især, at det europæiske program for nuklear fusion bør bruges som model for konkret integration af EU's indsats og fuld koordinering af aktioner inden for rammerne af den europæiske aftale om udvikling af fusionsenergi, EFDA-aftalen og i associationsaftalerne.

1.4.1

Programmet spiller en nøglerolle EU på fusionsenergiforskningsområdet og fører til vedvarende fællesskabsstøtte i form af finansielle midler og human kapital og udmærker sig ved høj miljømæssig bæredygtighed takket være ITER/DEMO-projektets aktiviteter (4).

1.5

EØSU er overbevist om, at nuklear energi (5), som genererer ca. en tredjedel af den elektricitet, der i dag produceres i EU (6), bidrager til uafhængighed og sikkerhed på energiforsyningsområdet (7) og til den økonomiske udviklings bæredygtighed i Europa gennem overholdelse af Kyoto-aftalerne. Det er imidlertid under forudsætning af, at der til stadighed anvendes bedre, mere effektive og sikre standarder for affaldsbehandling, og at der udvikles en europæisk forskning og industri, som er konkurrencedygtig inden for nuklear teknologi og tjenester.

1.6

Udvalget finder, at EU's finansieringsniveau for forskningsaktiviteter, uddannelses- og demonstrationsaktiviteter og koordinering og støtte samt til ekspertisenetværk og til den fastlagte finansieringsordning for fusionsenergiforskning er passende.

1.6.1

Efter EØSU's mening er det nødvendigt at fremme forskningen og anvendelsen af miljøvenlige og sikre teknologier under hensyntagen til de enkelte medlemsstaters behov og særlige forhold. I det lys vil EØSU slå til lyd for, at visse medlemsstaters beslutning om ikke at betragte kernekraften som en løsning til dækning af deres fremtidige energibehov respekteres, og at der også tages hensyn hertil i forbindelse med forskningsprogrammerne.

1.7

EØSU fremhæver den rolle, som uddannelsesforanstaltninger og påtænkte forløb for karriereudvikling for forskere spiller, og understreger, at disse foranstaltninger har særlig stor betydning for den private sektor, civilsamfundet og borgerne.

1.8

Med henblik på deltagelse i Euratoms syvende rammeprogram og dets særprogrammer mener EØSU, at der bør være en enkel, læsbar, forståelig, klar og gennemskuelig regelramme, som først og fremmest kan give potentielle deltagere, herunder især de mindre aktører, sikkerhed med hensyn til hvilke principper og kriterier, der gælder for adgang til, bedømmelse, udvælgelse og formulering af kontrakter og projektstyring.

1.8.1

EØSU finder det beklageligt, at dette ikke hele tiden afspejles i forordningsforslaget og mener, at reglernes virkning bør kontrolleres af uafhængige eksperter inden for en rimelig tid, og at evalueringsrapporten bør forelægges Rådet og EØSU.

1.9

EØSU mener, at med henblik på at overholde »value for money«-princippet over for de europæiske skatteydere, bør forskningsresultaterne nyttiggøres og formidles. Udvalget understreger derfor, at der hele tiden bør sikres den rette balance mellem på den ene side beskyttelse af EU's interesser og medlemsstaternes anliggender, især hvad angår forsvarsmæssige oplysninger, industriel og intellektuel ejendomsret, og på den anden side de lige så væsentlige risici, der kan opstå i tilfælde af utilstrækkelig formidling af videnskabelige og tekniske oplysninger.

1.9.1

Endelig mener udvalget, at det er vigtigt at styrke IPR-helpdesken, så den kan tilbyde rettidig og proaktiv bistand til potentielle deltagere i tilskudsaftalerne og indirekte foranstaltninger til støtte for uddannelse og karriereudvikling for forskere og til udarbejdelse og tiltrædelse af konsortieaftaler.

2.1

EØSU glæder sig over at have modtaget høringsanmodningen i god tid og er fuldt ud bevidst om, at det har enekompetence med hensyn til høring om anliggender vedrørende Euratom-traktaten. EØSU tillægger denne beføjelse stor vægt på grund af den meget store betydning, som kerneenergi har for samfundet, og behovet for behørig oplysning og høring.

2.2

Atomenergi rejser en meget vanskelig problemstilling i relation til offentlighedens inddragelse på grund af den store risiko og problemerne omkring affaldsbehandlingen, som er forbundet med den.

2.2.1

EØSU opfordrer til, at man tilkendegiver et klart ønske om at styrke modellerne for bedømmelse af resultaterne og sikkerheden/pålideligheden i denne sektor og fastlægger permanente mekanismer for oplysning, høring og uddannelse.

2.2.2

Målet bør være at tilrettelægge styringsprocessen bedre, så det bliver muligt at indkredse de mest hensigtsmæssige beslutninger og imødekomme borgernes betænkeligheder ved atomenergi og dens langsigtede følger.

2.3

EØSU har allerede afgivet udtalelse (8) om Kommissionens løsninger til forenkling (9) af administrative procedurer og nedbringelse af de pålagte byrder i forbindelse med beslutningsforslag vedrørende EU's syvende rammeprogram og Euratoms syvende rammeprogram, som blev vedtaget den 6. april 2006.

2.3.1

Kommissionen har udpeget ti hovedforanstaltninger som værende »afgørende succesfaktorer«, der skal gennemføres for at sikre en forenkling af procedurerne for adgang til, deltagelse i og forvaltning af syvende rammeprogram. EØSU har herom fremført, at de nuværende ansøgnings- og bevillingsprocedurer er for komplicerede og omkostningsbebyrdende og udgør en hindring for brugerne fra forskerkredse og erhvervslivet. Det skal kunne betale sig for deltagerne at engagere sig i det europæiske forskningsprogram, herunder med hensyn til den fare, der er forbundet med indgivelse af ansøgning (10).

2.3.2

EØSU har også fremhævet vigtigheden af at inddrage SMV'er i forsknings-, udviklings- og innovationsprocessen i endnu højere grad og understreget, at forudsætningerne for at SMV'er, som udelukkende er stiftet for at udvikle og markedsføre nye højteknologiske produkter, bliver en succes, bygger på tilstrækkelig startkapital og risikovillig kapital… For at sikre dette, må man også her sørge for, at procedurerne ikke overskrider en bestemt tærskel, som er realistisk og afpasset efter smv (11).

2.3.3

Kommissionens tjenestegrene angiver følgende områder, når det gælder forenkling af de lovgivningsmæssige procedurer:

2.4

Den foreliggende forordning indeholder derudover forskellige ændringer i forhold til den tidligere forordning (12) med hensyn til især: forslagets målsætning; definitioner; fortrolighed; bedømmelse, udvælgelse og støttetildeling; tilskudsaftaler; godtgørelse af støtteberettigede omkostninger; loftet for Fællesskabets finansieringsbidrag; konsortiers risici; formidling, nyttiggørelse og adgangsret; specifikke regler for den europæiske aftale om udvikling af fusionsenergi; aftalen om personalemobilitet.

2.4.1

Hvad angår de dele af nærværende forslag, som er fælles for det tilsvarende forslag til EF's syvende rammeprogram (Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om regler for virksomheders, forskningscentres og universiteters deltagelse i foranstaltninger under syvende rammeprogram og for formidling af forskningsresultater (2007-2013) (13), henviser udvalget til udtalelsen, der for tiden er under udarbejdelse, om sidstnævnte forslag (14).

2.5

Udvalget er enigt i de fastsatte maksimalsatser for finansiering af forskning på det nukleare område og uddannelse. Især bifaldes muligheden for, at forskningsbidrag til smv, offentlige organer, uddannelsesinstitutioner og universiteter og forskningsorganisationer (15) kan forhøjes fra maksimalt 50 % til 75 %, og at samordnings- og støtteaktioner og aktioner til støtte for forskeres uddannelse og karriereudvikling kan beløbe sig til 100 % af de samlede støtteberettigede omkostninger.

2.5.1

Udvalget anbefaler i øvrigt, at der opstilles en tabel, som vedlægges forslaget, med de forskellige aktivitetstyper og deres fastlagte maksimalsatser, ligesom over eventuelle muligheder for kumulering, især for forskningsinfrastrukturers vedkommende, med andre typer af fællesskabstiltag (strukturfonde, osv.).

3.1

EØSU anser det for afgørende at sikre, at reglerne for deltagelse i Euratoms syvende rammeprogram og dets særprogrammer er enkle, læsbare, forståelige, klare og gennemsigtige og at de foreligger på alle fællesskabssprogene. Denne regelramme bør især bibringe potentielle deltagere, især de mindste, klarhed omkring principper og kriterier, som regulerer adgang, betingelser for deltagelse, indsendelse og bedømmelse af projektforslag, kontrakttyper og kontraktlige forpligtelser, satser og fordelingssystemer for fællesskabets finansieringsbidrag, beskyttelse af industriel og intellektuel ejendomsret, nyttiggørelse og formidling af viden, dog med særlige regler for det prioriterede forskningstema fusionsenergi.

3.1.1

Navnlig anbefaler udvalget, at der, med undtagelse af specifikke kriterier, eksplicit indkorporeres kriterier for udvælgelse og bedømmelse af indirekte aktioner, jf. artikel 14. Disse generelle kriterier er:

3.2

EØSU har allerede udtalt sig om de generelle temaer vedrørende forenkling og rationalisering af rammeprogrammerne for fællesskabets nukleare forskning i dets udtalelser om syvende rammeprogram og de to særprogrammer vedrørende henholdsvis: nuklear energi, med særlig henvisning til forskning i fusionsenergi, og Det Fælles Forskningscenters nukleare forskningsaktiviteter. En udtalelse om forslaget om regler for deltagelse i EU's syvende rammeprogram for ikke-nuklear forskning er også under udarbejdelse i udvalget (16).

3.3

Hvad angår bestemmelserne for Euratom-programmet, ønsker udvalget især at insistere på behovet for en mere gennemgribende forenkling af formaliteterne i forbindelse med fremlæggelse af dossier'er.

3.3.1

Udvalget glæder sig over, at solidarisk ansvar, der i sin tid var påtænkt i det niende rammeprogram (Euratom) og som kunne udgøre en væsentlig hindring for deltagelse for små og mellemstore enheder (virksomheder, universiteter, osv.) er fjernet fra forslaget og erstattet med et beløb, der skal fastlægges. Det bør ligge på omkring 1 % af Fællesskabets finansieringsbidrag (17) og gå til dækning af udestående fordringer i konsortier (artikel 37). En væsentlig del af forskningsaktiviteterne inden for Euratom-sektoren kan nemlig også tildeles små og mellemstore enheder, for hvem denne regel havde kunnet udgøre en alvorlig hindring for at deltage.

3.4

EØSU udtrykker forbehold over for de mange mulige undtagelser fra deltagelsesreglerne i de over 50 foreslåede artikler og de vide muligheder for forskellige kriterier og regelsæt, som vil kunne blive fastlagt i de årlige arbejdsprogrammer, særprogrammer og forslagsindkaldelser. Undtagelserne vedrører navnlig: antal deltagere og yderligere betingelser for adgang (artikel 11); kriterier for bedømmelse, udvælgelse og støttetildeling (artikel 14, stk. 1); undtagelser i offentliggørelsen af indkaldelse af ansøgninger (artikel 13); kriterier for bedømmelse med mulighed for at fastsætte supplerende særlige kriterier, udvælgelse og støttetildeling (artikel 14, stk. 2); finansieringsbidrag fra Fællesskabet til ekspertisenetværk (artikel 34, stk. 1 og stk. 3).

3.4.1

Hvad angår især ekspertisenetværk, har udvalget betænkeligheder med hensyn til fastlæggelsen af finansieringsbidraget i form af faste beløb, da det kan være fiktivt og vise sig at være uden hold i virkeligheden. Det kan skade udviklingen af ekspertisenetværk, som er nødvendige for opnåelsen af programmets konkrete mål.

3.5

EØSU understreger, at behov for fleksibilitet i forvaltningen og indkredsningen af, hvad der kræves i de enkelte aktioner, ikke må ske på bekostning af behovet for klarhed, sikkerhed og gennemsigtighed omkring kravene for deltagelse, fastlagte bedømmelses- og udvælgelseskriterier og en sikker økonomisk ramme for den foreslåede finansiering og medfinansiering.

3.6

EØSU er af den opfattelse, at når tilskudsaftalen fastsætter, at et forskningskonsortium har mulighed for at anvende indkaldelse af tilbud for at få udført arbejder eller for at udvide nogle aktiviteter, bør tilbudsindkaldelsen tilrettelægges efter de regler, som Kommissionens har fastlagt, for at sikre størst mulig gennemsigtighed og adgang til oplysninger.

3.7

EØSU understreger vigtigheden af bestemmelserne om tilsyn og kontrol med programmer og indirekte aktioner for forskning, demonstration, samordning og uddannelse på det nukleare område. Udvalget foreslår også, at der fastlægges et udgiftsloft for disse funktioner og for forvaltning af indkaldelse af tilbud, bedømmelse, udvælgelse, kontraktopfølgning og revision af de finansierede projekter. Dette loft bør ikke overstige en samlet omkostning, der svarer til mellem 7 % og 10 % af Fællesskabets samlede midler til Euratoms syvende rammeprogram. Målet med dette er at forbeholde størstedelen af ressourcerne til egentlige primære aktiviteter (forskning, demonstration og uddannelse) og til opnåelsen af konkrete resultater, der kan overføres og afsættes på markedet, som er slutmålet for et EU-rammeprogram for forskning.

3.7.1

I den sammenhæng anbefaler EØSU, at indsamling, arkivering og forvaltning af data fra denne overvågning lagres — inden for rammerne af IDABC (18) — i en integreret database.

3.8

Udvalget ser positivt på Kommissionens forslag, hvad angår tilskudsformer til godtgørelse af støtteberettigede omkostninger: faste beløb og enhedstakstfinansiering. Udvalget foreslår imidlertid, at den mest velegnede metode i relation til en enklere definition på støtteberettigede omkostninger præciseres, og at der vedlægges et prospekt med de forskellige valgmuligheder til forordningsforslaget for at gøre det mere forståeligt for potentielle brugere.

3.9

Udvalget anbefaler at samle de forskellige former for finansieringsbidrag fra Fællesskabet som beskrevet i artikel 32 og artikel 34 i en tabel, som vedlægges forslaget, sammen med de maksimale tilskudssatser og eventuelle muligheder for kumulering for især forskningsinfrastrukturer med foranstaltninger fra struktur- og samhørighedsfonde, Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Investeringsfond uden dog se bort fra det, Jeremie-initiativet (19), der skal fremme mindre enheders deltagelse i Euratoms syvende rammeprogram, lægger op til.

3.10

Med hensyn til de foreslåede regler for formidling, nyttiggørelse og adgangsret til viden mener EØSU, at man udover sondringen mellem forgrunds- og baggrundsviden og undtagelser på det militære og sikkerhedsmæssige område bør styrke IPR-helpdesken for at sikre præcis og proaktiv bistand til potentielle deltagere i tilskudsaftaler (jf. artikel 18, stk. 5, og stk. 6 og artikel 19 og artikel 21) og i forbindelse med indirekte aktioner til støtte for forskeres uddannelse og karriereudvikling og udarbejdelse og indgåelse af konsortieaftaler, som fastlægger supplerende regler (artikel 23) om formidling og nyttiggørelse af resultater og intellektuelle ejendomsrettigheder.

3.11

Og endelig, hvad angår forskningstemaet fusionsenergiforskning, har EØSU i de to tidligere nævnte udtalelser kraftigt understreget vigtigheden af forskning i kontrolleret termonuklear fusion, ITER-projektet i DEMO-forberedelsesprogrammet og indeslutningsundersøgelser (20).

3.11.1

EØSU noterer sig, at det foreslås, at den årlige basissats for finansieringsbidraget fra Fællesskabet i hele det syvende Euratom-rammeprograms løbetid ikke må overstige 20 %. Udvalget betragter denne sats som en nødvendig tilskyndelse til at få medlemsstaterne til at yde et vægtigt bidrag til et velkoordineret (se punkt 1.4) fællesskabsprogram, der udgør det nødvendige grundlag, forankring og input for det europæiske fællesforetagende for ITER og DEMO. Satsen kan være passende til at begynde med, men det er tvivlsomt, om den er tilstrækkelig i hele programmets løbetid som tilskyndelse for medlemsstaterne til at yde et tilfredsstillende og nødvendigt finansieringsbidrag. Udvalget anbefaler derfor, at satsen som en forsigtighedsforanstaltning hæves til 25 %, hvilket stadig kun vil være halvdelen eller en tredjedel (i henhold til artikel 32, stk. 1) af det, som Fællesskabet ellers ville bidrage med. Derudover finder udvalget, at disse øvre grænser som en hovedregel også bør gælde.

3.11.2

Med hensyn til den foreslåede sats på højst 40 % til specifikke samarbejdsprojekter mellem associerede enheder inden for rammerne af associeringsaftalerne, med prioriteret støtte til ITER/DEMO-foranstaltninger og til foranstaltninger i henhold til aftalen om personalemobilitet, tvivler udvalget på, hvorvidt denne sats i det lange løb er tilstrækkelig til, at ønskede projekter eller aktioner kan udløse det nødvendige bidrag fra medlemsstaterne. Udvalget refererer til artikel 32, stk. 2.

4.1

EØSU undrer sig over, hvorfor man i Underafdeling 1 — Forslagsindkaldelser har udeladt bestemmelsen om muligheden for forudgående interessetilkendegivelser før forslagsindkaldelserne for at få mulighed for at udpege og præcist bedømme aktionens mål og relevans og undgå unødige omkostninger til udarbejdelse af forslag, som ikke kan imødekommes, og til Kommissionens og de uafhængige eksperters udvælgelse og bedømmelse.

4.2

Interessetilkendegivelsen kunne ledsages af informationsdage om forslagsindkaldelser for at tiltrække potentielle brugere fra videnskabens og industriens verden og involvere dem i fastlæggelsen af aktioner under EU's forskningspolitik på det nukleare område.

4.3

EØSU ønsker at understrege den potentielle fare forbundet med utilstrækkelig formidling af videnskabelige og tekniske oplysninger på området. Udvalget erkender, at det er nødvendigt med visse forbehold på dette område, men mener ikke, at det er nødvendigt at lukke helt af. Det kunne udmøntes i fastlæggelse af en meget præcis teknisk protokol over indhold og formidlingsmåder, som tager hensyn til behovet for sikkerhed og pålidelighed, men samtidig opretholder størst mulig gennemsigtighed.

4.4

EØSU finder, at det et vigtigt med oplysning og formidling omkring de regler, som på den ene side regulerer de nødvendige forudsætninger og på den anden side deltagernes juridiske status. Samtidig bør alle forskningsenheder have adgang til klare og letforståelige regler om forenklede procedurer for indgivelsen i to faser af forslag, kriterier og krav i de to bedømmelsesniveauer.

4.4.1

Reglerne bør stilles til rådighed for ikke bare bedømmelseseksperter, men også forslagsstillere i overensstemmelse med entydige og ensartede kriterier og vægtning.

4.5

EØSU ønsker endvidere at understrege fordelene ved at tilrettelægge foranstaltninger til uddannelse og oplysning om kerneenergiens sikkerhed/pålidelighed for ikke alene forskere, men også repræsentanter for civilsamfundet og borgerne, ligesom der bør fremmes instrumenter og procedurer til udvikling af troværdige og ubestridelige modeller til at bedømme pålideligheden og sikkerheden ved atomenergi.

4.6

Med hensyn til nyttiggørelse og formidling af forskningsresultater og beskyttelse af intellektuel og industriel ejendomsret mener EØSU, at der — udover regelsæt og beskyttelse i henhold til forslaget til forordning, tilskudsaftaler, konsortieaftaler, artikel 24 og de øvrige bestemmelser i Euratom-traktaten (21), associeringsaftaler, den europæiske aftale om udvikling af fusionsenergi, det europæiske fællesforetagende for ITER og internationale aftaler og endelig multilaterale aftaler som aftalen om personalemobilitet — bør planlægges størst mulig udbredelse af en ny IPR-Euratom-vejledning for forslagsstillere, som klart og gennemskueligt behandler krav og muligheder for potentielle deltagere i forsknings-, demonstrations-, uddannelses- og udviklingsaktiviteter under det syvende Euratom-rammeprogram.

16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/46

1.1

Med hensyn til trampfart og cabotagesejlads godkender EØSU den foreslåede udvidelse af de proceduremæssige konkurrenceregler i forordning 1/2003 (1) til at omfatte disse sektorer. Det påskønner de igangværende drøftelser mellem Kommissionen og skibsfartsbranchen om anvendelsen af artikel 81 og 82 på trampfart. I fravær af klager og juridiske fortilfælde i trampfartsbranchen er der behov for mere information om drift og aftaler. EØSU udtrykker derfor tilfredshed med, at Kommissionen vil iværksætte en undersøgelse af trampfartens økonomiske og juridiske karakteristika. Af hensyn til retssikkerheden opfordrer EØSU Kommissionen til at fremlægge retningslinjer (forud for ophævelsen af udelukkelsen fra forordning 1/2003) med hensyn til selvvurdering af foreneligheden med EU's konkurrenceregler af forskellige former for samarbejdsaftaler i trampfartsbranchen.

1.2

Med hensyn til linjefartsbranchen noterer EØSU sig Kommissionens forslag om at ophæve gruppefritagelsen for linjekonferencer fra EF-traktatens konkurrenceregler med den begrundelse, at de fire kumulative betingelser i EF-traktatens artikel 81, stk. 3, ikke længere er opfyldt. Kommissionen mener, at ophævelsen vil resultere i lavere transportomkostninger, at den ikke vil gå ud over leveringen af pålidelige shippingydelser samt at den vil øge branchens konkurrenceevne. EØSU er ikke nødvendigvis enig i, at dette er bæredygtigt på lang sigt.

1.3

EØSU henstiller, at Kommissionen tager sikkerhedsaspektet (tab af kvalitetsskibsfart i europæiske farvande som følge af udflagning) med i betragtning — ud over rent konkurrencemæssige forhold — når gruppefritagelsen for linjekonferencer ophæves.

1.4

EØSU henstiller til Kommissionen også at tage det menneskelige element i betragtning (konsekvenserne for europæiske søfolks beskæftigelse) — ud over rent konkurrencebetonede faktorer — når gruppefritagelsen for linjekonferencer ophæves.

1.5

EØSU noterer sig Kommissionens hensigt om at udstede passende retningslinjer for konkurrence i søfartssektoren for at gøre overgangen til en fuldt konkurrencebaseret ordning så smidig som muligt. Kommissionen vil udstede disse retningslinjer senest i 2007. Forinden vil Kommissionen — som et skridt i forberedelsen af retningslinjerne — udsende et »issues paper« om linjekonferencer i september 2006. EØSU opfordrer Kommissionen til at udforme retningslinjerne i tæt kontakt med de relevante interessenter og at informere de relevante EU-institutioner herom.

1.6

Kommissionens forslag er resultatet af en revisionsproces, som blev indledt i 2003, og som havde deltagelse af alle relevante EU-institutioner og interessenter. Kommissionen bestilte også tre undersøgelser hos uafhængige konsulentvirksomheder, som skulle se nærmere på de problemer, en afskaffelse af gruppefritagelsen for linjekonferencer kunne medføre. Alle dokumenter er offentliggjort på GD COMP's hjemmeside.

1.7

EØSU noterer sig tillige, at Kommissionens forslag om at ophæve gruppefritagelsen for linjekonferencer kun er baseret på EF-traktatens artikel 83 (konkurrenceregler), mens retsgrundlaget for forordning 4056/86 var artikel 83 (konkurrenceregler) i kombination med artikel 80, stk. 2, (transportpolitik) i EF-traktaten. Det kunne være interessant at erfare fra Europa-Parlamentets juridiske tjeneste, om transporthensyn er underordnet konkurrencehensyn, og om tjenesten fastholder sit syn på det dobbelte retsgrundlag som i dens tidligere udtalelse (december 2005) (2).

1.8

EØSU, som forudser mulige lovkonflikter i fremtiden som følge af andre jurisdiktioners juridiske instrumenter, opfordrer Kommissionen til at udtænke en mekanisme til at tackle sådanne problemer. En sådan høringsmekanisme vil minimere gnidninger og føre til gensidigt acceptable løsninger på internationalt plan.

1.9

EØSU noterer sig, at Kommissionen erkender, at konkurrenceretten ikke anvendes på samme måde i alle jurisdiktioner verden over og at der eksisterer divergenser. Kommissionen erkender tillige den stigende betydning af internationalt samarbejde mellem de myndigheder, der håndhæver konkurrenceretten.

1.10

EØSU udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen forfølger en dobbelt politik gående ud på at øge det bilaterale samarbejde med EU's vigtigste handelspartnere og at undersøge metoder til at udvide det multilaterale samarbejde på konkurrenceområdet. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at fremskynde bestræbelserne for at sikre, at samarbejdet/dialogen medvirker til at kortlægge potentielle problemer, som kan blive en følge af ophævelsen af forordning 4056/86 i EU og at løse sådanne problemer på konstruktiv vis, med respekt for særtrækkene ved hver parts system/jurisdiktion. En konsekvent behandling af linjeskibsfart i de forskellige lande er afgørende for den internationale samhandel.

1.11

EØSU opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til udfaldet af dialogen/samarbejdet mellem Kommissionen og de vigtigste samhandelspartnere, når der udformes retningslinjer for konkurrencen i søfartssektoren.

1.12

EØSU erkender, at følgende elementer er omtalt i begrundelsen for Kommissionens forslag og fastholder, at de bør tages med i billedet, når der opstilles retningslinjer for konkurrencen i søfartssektoren:

1.13

EØSU mener, at Kommissionen også bør være opmærksom på de små og mellemstore virksomheders interesser, når forordning 4056/86 ophæves. Små og mellemstore virksomheder udgør »rygraden i EU's økonomi« og spiller en vigtig rolle i den reviderede Lissabon-strategi. Markederne bør fortsæt være åbne for faktisk og potentiel konkurrence, herunder for små og mellemstore operatører og befragtere.

1.14

EØSU fastholder, at selvom konsolidering kan have positive virkninger for EU-industrien (effektivitetsgevinster, stordriftsfordele, omkostningsbesparelser), må der gås varsomt frem, så det undgås, at konsolidering — som kan blive en konsekvens af ophævelsen af forordning 4056/86 — resulterer i færre aktører på de berørte markeder, dvs. mindre konkurrence.

1.15

Under en ny ordning opfordrer EØSU de to berørte parter på europæisk plan — rederier og befragtere — til at indlede drøftelser om spørgsmål af gensidig interesse og betydning.

2.1.1

Søtransport er nøglen til udviklingen i EU's økonomi, idet 90 % af EU's eksterne og 43 % af EU's interne handel foregår ved søtransport. Søtransport har siden oldtiden været en international, globaliseret virksomhed. Grundlæggende foregår den ved to former for transportydelser: Linjefart og trampfart, der henholdsvis fungerer som havenes busser og taxier. EU's flagflåde udgør 25 % af verdensflåden og EU-redere kontrollerer over 40 % af verdensflåden. Andre 40 % af verdensflåden er hjemmehørende i landene i og omkring Stillehavet. EU-skibsfarten og dens kunder (befragtere/afskibere) opererer i et knivskarpt konkurrencemiljø på oversøiske og europæiske markeder.

2.1.2

I forordning nr. 4056/86 fastsættes nærmere retningslinjer for anvendelsen af konkurrencereglerne (traktatens artikel 81 og 82) på linjeskibsfart til og fra EU-havne. Trampfart er dog holdt uden for forordning 4056/86. Forordningen havde oprindelig to funktioner. For det første indeholdt den procedureregler for håndhævelsen af Fællesskabets konkurrenceregler inden for søtransportsektoren. Denne funktion blev overflødig efter den 1. maj 2004, hvor linjeskibsfart blev lagt ind under de generelle gennemførelsesbestemmelser på konkurrenceområdet i forordning nr. 1/2003. Forordning 1/2003 gælder imidlertid ikke for international trampfart og cabotagesejlads. For det andet indeholder forordning 4056/86 en række specifikke, materielle konkurrenceregler for søtransportsektoren, navnlig en gruppefritagelse for linjekonferencer, så de kan fastsætte priser og regulere kapacitet på visse betingelser.

2.2.1

Markedet for linjeskibsfart har ændret sig betydeligt, siden forordning 4056/86 blev udstedt. Den vedvarende tendens til containerisering har medført en stigning i antallet og størrelsen af containeriserede skibe, ligesom den har betydet, at der lægges større vægt på globale rutenet som følge af ændringer i de globale handelsmønstre. Dette har medvirket til udbredelsen af nye operationelle ordninger, til et fald i linjekonferencernes betydning og til en kraftig stigning i magtfulde outsidere. I andre dele af verden såsom i USA har indførelsen af Ocean Shipping Reform Act (OSRA) i 1999 ændret på reglerne for konferencer, der betjener USA, idet der er åbnet mulighed for fortrolige service-kontrakter. I dag opererer verdensomspændende linjerederier hovedsagelig i fragtsejladsen mellem øst og vest samt mellem nord og syd, mens små og mellemstore rederier hovedsagelig opererer i fragtsejladsen mellem nord og syd og inden for søtransport over kortere afstande i Europa.

2.2.2

UNCTAD-kodeksen for linjekonferencer havde oprindelig til formål at regulere linjekonferencesystemet i handelen mellem i- og u-lande (3). Tretten EU-medlemsstater og Norge har ratificeret, godkendt eller er tiltrådt denne kodeks, som omtales i adskillige EU-aftaler med tredjelande og i EU's regelværk (forordning 954/79, 4055/86, 4056/86, 4058/86), og Malta har undertegnet, men ikke ratificeret den (4). Selv om UNCTAD-kodeksen juridisk set er stort set overflødig i linjefragt på åbent hav, findes den stadig.

2.2.3

Brugerne af søtransport (afskibere og speditører) har systematisk stillet spørgsmål ved konferencesystemet, som de ikke mener leverer egnede, effektive og pålidelige ydelser, der opfylder deres behov. I særdeleshed mener ESC (5), at ophævelsen af gruppefritagelsen for konferencer vil muliggøre bedre partnerskaber mellem kunde og leverandør ved at sætte fokus på logistikløsninger, som hjælper EU-virksomheder til at konkurrere internationalt. Endvidere vil forbrugerne få gavn af lidt lavere priser, hvis fragtraterne på indgående varer til EU falder. Rederne derimod mener, at linjekonferencerne har medvirket til stabilitet i betjeningen, og at konferenceordningen har sat dem i stand til — både globalt og regionalt — at overvinde ubalancer (det være sig sæsonbetingede, geografiske eller som følge af vejrlig) på de fleste ruter. I mellemtiden er de globale rederier (medlemmer af ELAA (6)) og ESC gået ind i en dialog med Kommissionen for at bistå denne i udviklingen af et alternativt system, der er i overensstemmelse med EU's konkurrenceregler.

2.2.4

I 2003 iværksatte Kommissionen en revision af forordning nr. 4056/86 for at fastslå, om der kunne opnås en pålidelig rutesejlads med mindre restriktive midler end horisontal prisfastsættelse og kapacitetsregulering. Til det formål udsendte Kommissionen et høringspapir i marts 2003, og den afholdt en offentlig høring med de relevante interessenter i december 2003. Endvidere udsendte Kommissionen et debatpapir i juni 2004 og en hvidbog i oktober 2004 efterfulgt af omfattende samråd med berørte interessenter. Europa-Parlamentet (7) og EØSU (8) har hver især afgivet en udtalelse (henholdsvis den 1. december 2005 og den 16. december 2004), og de var begge enige i, at revision snarere end ophævelse var at foretrække. I december 2005 endte Kommissionen med at udsende et forslag til forordning om ophævelse af forordning 4056/86.

2.3.1

Selvom næsten 80 % af den samlede søtransport af fast og flydende bulklast på verdensplan sker ved trampfart, er denne vældige branche ukendt for de fleste. De grundlæggende karakteristika ved trampfart er et globalt konkurrencepræget marked tæt på perfekt konkurrence, en svingende og uforudsigelig efterspørgsel, mange små iværksætterprægede virksomheder, globalt handelsmønster, et marked, som det er nemt at komme ind på og ud af, ekstremt højt omkostningseffektivitet og smidighed i forhold til udviklingen på markederne og afskibernes behov. Markedet for trampfart er stærkt fragmenteret og har stort set fungeret til chartrernes/afskibernes tilfredshed uden større problemer med konkurrenceregler internationalt eller inden for EU. Fraværet af klager i branchen er yderligere et belæg for dens meget konkurrenceprægede og tilfredsstillende karakter. I lyset af ovenstående fastsættes det i forordning nr. 4056/86, at dens bestemmelser ikke finder anvendelse på trampfart. Artikel 81 og 82 i EF-traktaten gælder direkte for denne branche. Endvidere falder international trampfart (og cabotage) ikke ind under forordning 1/2003 (proceduremæssige konkurrenceregler).

2.4.1

På baggrund af ændringerne i markedets og branchens struktur siden 1986 konkluderer Kommissionen, at de fire kumulative betingelser i EF-traktatens artikel 81, stk. 3, for bevilling af gruppefritagelse til linjekonferencer ikke længere er opfyldt. Derfor har Kommissionen foreslået at ophæve forordning nr. 4056/86 som helhed og navnlig gruppefritagelsen for linjekonferencer (artikel 3-8, artikel 13 og artikel 26). Visse bestemmelser, der anses for overflødige, afskaffes også i overensstemmelse med EU's generelle politik om en begrænsning og forenkling af fællesskabslovgivningen (artikel 2 og 9). Kommissionen mener, at ophævelsen vil resultere i lavere transportomkostninger, at den ikke vil gå ud over leveringen af pålidelige shippingydelser samt at den vil øge branchens konkurrenceevne.

2.4.2

Forud for ophævelsen af gruppefritagelsen for linjekonferencer agter Kommissionen at udstede retningslinjer for konkurrence i søfartssektoren for at gøre overgangen til en fuldt konkurrencebaseret ordning så smidig som muligt. Kommissionen vil udstede disse retningslinjer senest i 2007. Forinden vil Kommissionen — som et skridt i forberedelsen af retningslinjerne — udsende et »issues paper« om linjekonferencer i september 2006.

2.4.3

Kommissionens forslag om ophævelse af forordning 4056/86 indeholder også et forslag om at ændre forordning 1/2003 for at bringe international trampfart og cabotagesejlads ind under denne forordnings anvendelsesområde.

3.1

EØSU mener, at det foreliggende spørgsmål fortjener en afbalanceret tilgang, der tager hensyn til følgende forhold: fordelene ved konkurrence for EU-branchens konkurrenceevne, verdenssamhandelens ændrede mønstre og virkningerne heraf for leveringen af transporttjenester, internationale transportimplikationer for EU's største samhandelspartnere og for udviklingslandene, de globale rederiers og befragteres synspunkter og de små og mellemstore rederiers og befragteres holdninger.

3.2.1

Trampfartsbranchen opererer på et globalt marked med perfekt konkurrence. Dette enestående træk ved branchen, anerkendt af fagfolk og af videnskaben, blev også erkendt af EU i forordning nr. 4056/86. EØSU har forståelse for behovet for at underlægge branchen de proceduremæssige konkurrenceregler i forordning nr. 1/2003 og støtter derfor den foreslåede tilgang. EØSU udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen vil iværksætte en økonomisk og juridisk undersøgelse af trampfartsbranchen. Af hensyn til retssikkerheden opfordrer EØSU Kommissionen til at fremlægge retningslinjer (forud for ophævelsen af udelukkelsen fra forordning 1/2003) med hensyn til selvvurdering af foreneligheden med EU's konkurrenceregler af forskellige former for samarbejdsaftaler i trampfartsbranchen. Fraværet af klager og juridiske fortilfælde i trampfartsbranchen er et bevis på, at den fungerer med perfekt konkurrence. For at tilvejebringe juridiske målestokke for selvvurderingen under EU's konkurrenceregler er der behov for mere information om drift og aftaler. EØSU påskønner tillige de løbende drøftelser mellem Kommissionen og skibsfartssektoren om anvendelsen af artikel 81-82 på trampfart.

3.2.2

For så vidt angår cabotagesejlads, er EØSU enig i den foreslåede fremgangsmåde, dvs. at cabotagesejlads underlægges de proceduremæssige regler i forordning nr. 1/2003. Langt de fleste aftaler inden for denne branche vil formentlig ikke påvirke fragtsejladsen inden for EU eller skabe hindringer for konkurrencen.

3.2.3

I lyset af ovenstående tilslutter EØSU sig Kommissionens fremgangsmåde med hensyn til den fremtidige behandling af trampfarts- og cabotagebranchen.

3.3.1

Med hensyn til linjefartsbranchen noterer EØSU sig Kommissionens forslag om at ophæve gruppefritagelsen for linjekonferencer fra EF-traktatens konkurrenceregler med den begrundelse, at de fire kumulative betingelser i EF-traktatens artikel 81, stk. 3, ikke længere er opfyldt. Kommissionen mener, at ophævelsen vil resultere i lavere transportomkostninger, at den ikke vil gå ud over leveringen af pålidelige shippingydelser samt at den vil øge branchens konkurrenceevne. EØSU er ikke nødvendigvis enig i, at dette er bæredygtigt på lang sigt.

3.3.2

EØSU noterer sig Kommissionens hensigt om at udstede passende retningslinjer for konkurrence i søfartssektoren som en overgangsforanstaltning og opfordrer Kommissionen til at udforme retningslinjerne i tæt kontakt med de relevante interessenter og at informere de relevante EU-institutioner herom.

3.3.3

Kommissionens forslag er resultatet af en revisionsproces, som blev indledt i 2003, og som havde deltagelse af alle relevante EU-institutioner og interessenter. Kommissionen bestilte også tre undersøgelser hos uafhængige konsulentvirksomheder, som skulle se nærmere på de problemer, en afskaffelse af gruppefritagelsen for linjekonferencer kunne medføre. Alle dokumenter er offentliggjort på GD COMP's hjemmeside.

3.3.4

EØSU noterer sig tillige, at Kommissionens forslag om at ophæve gruppefritagelsen for linjekonferencer kun er baseret på EF-traktatens artikel 83 (konkurrenceregler), mens retsgrundlaget for forordning 4056/86 var artikel 83 (konkurrenceregler) i kombination med artikel 80, stk. 2, (transportpolitik) i EF-traktaten.

3.3.5

EØSU noterer sig, at Kommissionen erkender, at konkurrenceretten ikke anvendes på samme måde i alle jurisdiktioner verden over, og at der eksisterer divergenser. Kommissionen erkender tillige den stigende betydning af internationalt samarbejde mellem de myndigheder, der håndhæver konkurrenceretten.

3.3.6

EØSU udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen forfølger en dobbelt politik gående ud på at øge det bilaterale samarbejde med EU's vigtigste handelspartnere og at undersøge metoder til at udvide det multilaterale samarbejde på konkurrenceområdet. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at fremskynde bestræbelserne for at sikre, at samarbejdet/dialogen medvirker til at kortlægge potentielle problemer, som kan blive en følge af ophævelsen af forordning 4056/86 i EU og at løse sådanne problemer på konstruktiv vis, med respekt for særtrækkene ved hver parts system/jurisdiktion. En konsekvent behandling af linjeskibsfart i de forskellige lande er afgørende for den internationale samhandel.

3.3.7

EØSU opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til udfaldet af dialogen/samarbejdet mellem Kommissionen og de vigtigste samhandelspartnere, når der udformes retningslinjer for konkurrencen i søfartssektoren.

3.3.8

EØSU erkender, at følgende elementer er omtalt i begrundelsen for Kommissionens forslag og fastholder, at de bør tages med i billedet, når der opstilles retningslinjer for konkurrencen i søfartssektoren:

3.3.9

EØSU henstiller til Kommissionen også at tage det menneskelige element i betragtning (konsekvenserne for europæiske søfolks beskæftigelse) — ud over rent konkurrencebetonede faktorer — når gruppefritagelsen for linjekonferencer ophæves. Udvalget anmoder endvidere Kommissionen om at evaluere omfanget af disse konsekvenser, navnlig ved at høre Udvalget for Den Sociale Dialog inden for Søtransport.

3.3.10

EØSU henstiller, at Kommissionen tager sikkerhedsaspektet (tab af kvalitetsskibsfart i europæiske farvande som følge af udflagning) med i betragtning — ud over rent konkurrencemæssige forhold — når gruppefritagelsen for linjekonferencer ophæves.

3.3.11

EØSU mener, at Kommissionen også bør være opmærksom på de små og mellemstore virksomheders interesser, når forordning 4056/86 ophæves. Små og mellemstore virksomheder udgør »rygraden i EU's økonomi« og spiller en vigtig rolle i den reviderede Lissabon-strategi. Markederne bør fortsæt være åbne for faktisk og potentiel konkurrence, herunder for små og mellemstore operatører og befragtere.

3.3.12

EØSU fastholder, at selvom konsolidering kan have positive virkninger for EU-industrien (effektivitetsgevinster, stordriftsfordele, omkostningsbesparelser), må der gås varsomt frem, så det undgås, at konsolidering — som kan blive en konsekvens af ophævelsen af forordning 4056/86 — resulterer i færre aktører på de berørte markeder, dvs. mindre konkurrence.

3.3.13

Under en ny ordning opfordrer EØSU de to berørte parter på europæisk plan — rederier og befragtere — til at indlede drøftelser om spørgsmål af gensidig interesse og betydning.

4.1.1

EØSU bemærker, at forordning 4056/86 havde dobbelt hjemmel (artikel 80, stk. 2, og artikel 81-82 og 83 (om henholdsvis transportpolitik og konkurrencepolitik), mens forslaget nu kun fastholder én (artikel 81-82). EØSU bemærker tillige, at Rådets juridiske tjeneste bakker op om ét retsgrundlag. Det kunne være interessant at erfare fra Europa-Parlamentets juridiske tjeneste, om transporthensyn er underordnet konkurrencehensyn og om tjenesten fastholder sit syn på det dobbelte retsgrundlag som i dens tidligere udtalelse (december 2005).

4.2.1

Kommissionen foreslår at ophæve artikel 9 i forordning 4056/86, fordi den ikke mener, at ophævelsen af gruppefritagelsen for linjekonferencer vil medføre en international lovkonflikt. Kommissionen ræsonnerer, at en sådan lovkonflikt kun opstår, når én jurisdiktion forbyder noget, som en anden jurisdiktion kræver. Kommissionen kender ikke nogen jurisdiktion, der pålægger linjerederier en sådan forpligtelse.

4.2.2

EØSU, som forudser mulige lovkonflikter i fremtiden som følge af andre jurisdiktioners juridiske instrumenter, opfordrer Kommissionen til at udtænke en mekanisme til at tackle sådanne problemer. En sådan høringsmekanisme vil minimere gnidninger og føre til gensidigt acceptable løsninger på internationalt plan.

16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/51

1.1

Kabinepersonalet skal være certificeret eller have fået udstedt licens af en kompetent myndighed som en garanti for, at de er kvalificerede til deres arbejdsopgaver (sikkerhed, behandling af syge, passagerkontrol osv.) og har de fornødne tekniske kvalifikationer til at arbejde på den pågældende flytype.

1.2

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) bør overveje det grundigt, inden det giver leverandørerne af udstyr mulighed for at godkende udformningen af enkeltdele uden at inddrage EASA eller flyfabrikanterne.

1.3

Ikke-europæiske flyselskaber bør godkendes af EASA, inden de får tilladelse til at flyve ind i eller overflyve EU's luftrum.

1.4

Der bør kun være én lovgivende myndighed, nemlig EASA. Dette burde kunne sikre en fremtidig harmonisering af lufthavnsbestemmelser og så vidt muligt forhindre konkurrenceforvridninger mellem lufthavne i og uden for EU. EASA bør styrkes og gives flere beføjelser svarende til ECAC's (Den Europæiske Konference for Civil Luftfart).

1.5

EASA bør overveje, hvordan industrien bedst kan beskytte kommunikation, dataforbindelser og flyelektroniske systemer ombord, f.eks. elektroniske »flight bags« (pilottasker), mod hacking og dermed garantere deres sikkerhed og integritet.

1.6

EASA skal sørge for, at der lovgives om den fremtidige udvikling af fly som f.eks. lette forretningsjet, så man sikrer, at ejere og piloter har tilstrækkeligt mange flyvetimer, inden de får lov til at påbegynde flyvninger. De lette forretningsfly vil have en flyvehøjde på 7,5 kilometer eller mere og bør opfylde de samme vedligeholdelses- og driftskrav som større passagerfly.

1.7

EASA skal have de fornødne protokoller på plads, inden det overvejer at godkende ubemandede luftfartøjers flyvninger uden for det opdelte luftrum.

1.8

Der skal foretages stikprøvekontroller af både fly- og kabinepersonale for narkotika og alkohol.

1.9

EASA bør også sikre, at de lokale lovgivere er tilstrækkeligt kvalificerede til arbejdet og ikke mangler personale eller økonomiske midler.

1.10

En detaljeret videnskabelig undersøgelse af, hvordan piloter og kabinepersonale påvirkes af træthed, stress og dyb venetrombose, bør gennemføres af EASA.

1.11

Der bør foretages en evaluering af politikken og proceduren for udstedelse af pilotcertifikater til almen flyvning og certificering af fly til almen flyvning.

1.12

EASA bør sørge for, at der indføres en europæisk licens til almen flyvning med påtegninger og vurderinger af de fly, der er blevet godkendt til flyvning.

1.13

Hensynet til besætningsmedlemmers og passagerers sikkerhed og sikkerheden for de befolkninger, som er bosat under luftkorridorerne, skal gå forud for politiske overvejelser, når der er tale om at forbyde flyselskaber at anvende det europæiske luftrum.

2.1

Gennem et samarbejde med medlemsstater og deres eksperter er der blevet offentliggjort en sortliste over 96 flyselskaber. 93 af dem står over for et direkte forbud og tre vil blive pålagt flyvningsrestriktioner. Desuden overvejer Frankrig at indføre et nyt system med sikkerhedsmærker, som kan anvendes i reklamer.

2.2

Siden begyndelsen af 2004, hvor et charterfly fra luftfartsselskabet Flash Airlines styrtede ned i Det Røde Hav, og 148 passagerer, hovedsagelig franskmænd, omkom, har Europa været under pres for at forbedre den europæiske lovgivning om luftfartssikkerhed. Dette flystyrt fremhævede manglen på koordination mellem regeringerne, hvad angår udveksling af sikkerhedsoplysninger, eftersom det kom frem, at de schweiziske flymyndigheder forinden havde nedlagt flyveforbud mod Flash.

2.3

Konsekvens i og harmonisering af flyselskabernes driftsstandarder mellem medlemsstaterne er afgørende, hvis sortlisten skal have den ønskede virkning. Medlemsstaterne bør undgå at havne i en situation, hvor en stat af økonomiske og sociale grunde beslutter, at det er »marginalt acceptabelt«, at et flyselskab på listen flyver til og fra dets lufthavne, mens de andre medlemsstater finder flyselskabets standarder uacceptable.

2.4

EU er imidlertid blevet anmodet om at gribe ind i visse tvister, især da Tyrkiet blev vred over, at forskellige europæiske regeringer — med Holland i spidsen — af sikkerhedsmæssige grunde besluttede midlertidigt at inddrage landingsrettighederne for Onur Air, et tyrkisk lavprisflyselskab. Desuden er Grækenland under pres for at gøre fremskridt med sin undersøgelse af det fly, der var ejet af Helios Airways og som styrtede ned under sin flyvning fra Larnaca i Cypern.

2.5

De områder, der fokuseres på, er almene vedligeholdelsesstandarder, besætningsmedlemmers uddannelse og flyvetimer, hvileperioder og brændstofbesparende praksis samt støjbekæmpelse og flyvekontrol.

2.6

Den øgede konkurrence i flyindustrien og mange flyselskabers usikre økonomiske situation har øget presset på flybesætninger for at gå på vingerne under forhold, de normalt ikke ville flyve under, og i fly, som ikke er fuldstændig flyvedygtige. Flybesætningerne er under øget pres, fordi flyselskaberne ifølge EU's bestemmelser enten skal sørge for overnatning til passagererne eller kompensere dem for forsinkelser. Denne situation er til skade for sikkerheden. Der er også det yderligere problem, at mange nationale luftfartsmyndigheder har en tendens til at vende det blinde øje til håndhævelsen af bestemmelserne, når det gælder deres eget lands flyselskab.

2.7

Til trods for, at en række europæiske lande af sikkerhedsmæssige grunde har givet et bestemt flyselskab flyveforbud, flyves der fortsat til Bruxelles og Paris. Schweiz med sin strenge kulturelt betingede fiksering på forretningshemmeligheder har forbudt 23 flyselskaber at flyve gennem sit luftrum, men navnene og tilmed antallet af selskaber forbliver hemmeligstemplet.

3.1

Træthed har fået skylden for en lang række flyulykker gennem årenes løb og er et permanent problem for piloter på fly i alle størrelser. Men hvordan kan en pilot vide, hvornår han eller hun er for træt til at flyve? For at identificere og bekæmpe træthedsproblemer er man nødt til at finde ud af, hvilken rolle søvncykler, dehydrering, ernæring og sygdom spiller.

3.2

Piloter, som flyver gennem flere tidszoner, vil uvilkårligt lide af træthed og forringet bedømmelsesevne. Det er meningen, at de skal have mulighed for hvileperioder under lange flyvninger, men det kræver passende faciliteter, bl.a. flade senge.

3.3

Meget tyder på, at træthed er en sikkerhedsrisiko. I en nylig rapport fra det amerikanske transportsikkerhedsråd (National Transportation Safety Board (NTSB)) om det dødelige flystyrt i Kirksville, Missouri, den 19. oktober 2004 skrev NTSB: »I betragtning af den langt fra optimale hvileperiode natten over, det tidlige tidspunkt for at melde sig på arbejde, arbejdsdagenes længde, antallet af flyetaper, de krævende vilkår — den ikke-præcionsbaserede indflyvning, som blev foretaget manuelt under betingelser med lav flyvehøjde og mindsket sigtbarhed — på lange arbejdsdage, er det sandsynligt, at træthed bidrog til piloternes forringede præstation og beslutningstagning.«

3.4

Hvad enten dette er korrekt eller ej, kan ingen pilot med blot en lille smule erfaring afvise, at han eller hun nu og da har kæmpet med træthedsproblemer, eller at det i nogen grad har påvirket hans eller hendes præstation. Kvaliteten af søvnen i hvileperioderne er meget vigtig.

3.5

Kost og ernæring spiller også en vigtig rolle. For eksempel vil enhver pilot fra den helt nye elev til kaptajnen, der snart skal pensioneres, fortælle, at piloters foretrukne drik er kaffe. Kaffe er et stimulerende middel og virker midlertidigt opkvikkende, men træthed er et typisk abstinenssymptom. Desuden er kaffe vanddrivende, hvilket indebærer, at kroppen udtømmer mere væske, end den indtager. Det fører til dehydrering, som atter kan forårsage træthed.

3.6

Kedsomhed er et stort problem i forbindelse med træthed på langdistanceflyvninger, hvor flyene er næsten fuldt automatiske. For at holde besætningsmedlemmerne vågne, kræver visse flyselskaber, især på transsibiriske ruter, at automatpiloten genindstilles hver time.

3.7

Mange flyulykker skyldes pilotfejl, og træthed er en vigtig årsag til disse fejl.

3.8

Ifølge planen skal Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) overtage udstedelsen af licenser og på dette område erstatte det nuværende JAA (De Fælles Luftfartsmyndigheder), men anvendelsen af licenser, som er udstedt af Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) i USA og som benyttes af piloter i Europa, vil ikke blive påvirket af denne ændring.

4.1

Alle forbedringer vedrørende hvilekravene for piloter bør — så vidt muligt — også gælde kabinepersonalet, som skal være fuldt vågne for at forhindre sikkerhedsproblemer og nødsituationer.

4.2

Kabinepersonalet bør have tilstrækkelig uddannelse i genoplivning og beherske deres modersmål, i hvert fald engelsk på ICAO-niveau 4, og kunne kommunikere med passagererne i tilfælde af en nødsituation.

5.1

EØSU har allerede tilkendegivet sine synspunkter om flytrafikkontrol og problemerne i forbindelse hermed (1). Det foreslåede SESAR-system vil forbedre sikkerheden, når eller hvis det indføres. Det behandles i en anden udtalelse af EØSU (2), men man kommer ikke udenom det faktum, at Europa har brug for et ensartet flytrafikkontrolsystem på tværs af alle landegrænser, hvor Eurocontrol anerkendes som »føderal lovgiver« svarende til f.eks. det amerikanske »Federal Aviation Administration« (FAA). Tildelingen af den første kontrakt i Eurocontrol's program TMA2010+ hilses velkommen.

5.2

Der er et stort behov for at indføre standardisering og integrerede systemer i hele Europa af sikkerhedsmæssige hensyn.

5.3

Indførelse af passende certificering af luftfartsteknikere er også ønskeligt.

6.1

Visse medlemsstater synes at have vanskeligt ved at konvertere deres nationale bestemmelser til europæiske Part 66-normer. Vedligeholdelseslicenser, som udstedes af stater, er baseret på de krav, der er opstillet af De Fælles Luftfartsmyndigheder (JAA) og er blevet omsat til national lovgivning, så de er retligt effektive. I EASA-systemet er licensudstedelsesreglerne imidlertid underlagt EU-lovgivning. Håndhævelse af dem forekommer at være en langvarig proces, hvorunder kan appelleres.

6.2

I 2005 benyttede alle 25 EU-medlemsstater sig af en undtagelsesmulighed, ifølge hvilken de senest i september 2005 skulle opfylde Part 66. De datoer, EASA har opstillet for staternes overholdelse af sikkerhedsbestemmelserne, er nødt til at blive håndhævet, eller i det mindste bør der fastsættes datoer for alle parter, så det ikke bliver nødvendigt at forlænge frister eller overgangsperioder.

6.3

EØSU vil gerne vide, om der findes en bestemmelse om, at EASA eventuelt skal overvågne lavprisflyselskabers uddelegering af vedligeholdelsesopgaver til værksteder i tredjelande.

6.4

Der er nødt til at være tilstrækkelig tid til eftersyn på jorden, især i forbindelse med hen- og tilbageflyvning med kortest mulige ekspeditionstid (flyets såkaldte »turn around«). De gennemsnitligt 25 minutter til kortdistanceflyvninger kan bestemt ikke betragtes som tilstrækkelige i alle tilfælde.

6.5

Man er også nødt til at afsætte tilstrækkelige ressourcer samt kvalificeret personale, som kun anvender godkendte reservedele til reparationer.

6.6

Stikprøvekontroller og –undersøgelser bør udføres af den nationale luftfartsmyndighed for at sikre, at standarder opretholdes.

7.1

Flyselskaberne skal være finansielt sunde og velfinansierede, inden en etableringslicens kan udstedes, og staterne skal også overvåge deres finansielle præstation regelmæssigt for at sikre, at der ikke skydes nogen genveje.

7.2

De skal have erfaringer og en kompetent ledelse.

8.1

Kommissionens aktuelle hensigt er at udvide EASA's beføjelser, hvad angår lovgivning (inklusive sikkerhed og fælles drift) om lufthavne, flytrafikstyring og luftfartstjenester.

8.2

Vi støtter EASA, oprettet i henhold til forordning 1592/200/EF, og mener, at en EU-ramme for procedurer og godkendelse af fly og apparatur, udstedt af en enkelt myndighed, bestemt forbedrer luftfartssikkerheden og effektiviteten i Europa.

8.3

EASA har mulighed for behandle spørgsmålet om krav og anbefalet praksis (SARPS) og de uregelmæssigheder, som er opstået som følge af den »anbefalede praksis« og »standardpraksis«, der er indeholdt i ICAO's bilagsdokumentation.

9.1

Personer med privatflyvercertifikat (PPL), som flyver med en FAA-licens i europæisk luftrum, bør opfylde kravet om at have en EASA-påtegning på deres licens.

9.2

Alle fly til almen flyvning skal overholde de af EASA opstillede EU-krav, inden de må flyve ind i europæisk luftrum.

10.1

EASA bør udarbejde retningslinjer/regler for beskyttelse af specifikt udstyr eller netværker mod »ulovlige handlinger«, som defineret af ICAO.

10.2

Bortset fra den øgede brug af Ethernet (LAN) og IP kan man blandt sårbare områder nævne følgende:

11.1

EASA skal have de fornødne beføjelser til at lovgive om dette område af industrien, ikke kun hvad angår luftdygtighed og udformning, men også certificering af de jordbaserede operatører, systemer til opsendelse osv.

11.2

Alle bestemmelser om konventionelle fly bør betragtes som obligatoriske for ubemandede fly, og alle brugere af luftrummet bør høres om, hvor denne type aktivitet vil/kan påvirke disse brugere.

12.1

EASA er den overordnede lovgivende myndighed i EU. Agenturet nedfælder principper og regler for luftfartssikkerheden i EU. Det er underfinansieret, underbemandet og har ingen håndhævelsesbeføjelser.

12.2

Det er afhængigt af, at de forskellige nationale lovgivende myndigheder håndhæver regler og bestemmelser.

12.3

Dette er lig med selvregulering. Der er sandsynligvis ingen national lovgiver, som vil slå hårdt ned på et flyselskab inden for sin egen jurisdiktion, medmindre der er tale om et særdeles alvorligt problem.

12.4

De nationale lovgivere er også ansvarlige for alle luftfartøjer, som er registreret i deres land, og hvis selskab har kontorer dér. Disse luftfartøjer og besætninger er meget ofte baseret i og flyver fra andre EU-lande. Dermed bliver effektiv lovgivning mere problematisk.

12.5

EASA's krav til de nationale lovgivere om at gennemføre sine beslutninger kan medføre en uensartet gennemførelse af regler og bestemmelser i EU på grund af forskellige fortolkninger. Det kan i luftfartsindustrien føre til bekvemmelighedsflag på områder, hvor ét land synes at have en mindre streng fortolkning af bestemmelser end andre lande.

12.6

Det er imidlertid Den Europæiske Konference for Civil Luftfart (ECAC), der har beføjelse til at evaluere overholdelsen på lokalt niveau. Det bør være EASA, der har denne beføjelse.

12.7

EASA finansieres i øjeblikket ved certificeringsindtægter, hvorved det har fået et forudset tab på 15 mio. EUR i 2006, og det er afgørende, at man opnår den fornødne finansiering fra de centrale myndigheder, hvis EASA's fremtid skal sikres.

16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/55

1.1

EØSU bifalder Kommissionens ønske om at få vedtaget en moderniseret og forenklet affaldslovgivning. Udvalget er navnlig enig i metoden og sigtet med strategien for affaldsforebyggelse og –genanvendelse. For at undgå miljø-, sundheds- og konkurrencemæssige forvridninger på affaldsmarkedet bør der bakkes op om en generel og ensartet anvendelse af lovgivningen. Udvalget understreger, at klarhed og præcision i definitionerne og i bilagene er af afgørende betydning for at undgå sagsanlæg og retssager. EØSU beklager imidlertid, at forslaget er præget af en mangel på ambition på affaldsforebyggelsesområdet. Udvalget understreger, at ønsket om en egentlig bæredygtig udvikling i en situation med tiltagende råstofknaphed og stigende råstofpriser forudsætter en effektiv affaldsforebyggelses- og –udnyttelsespolitik, og henstiller til, at der på europæisk plan udvikles værktøjer, således at både de kvantitative og kvalitative mål kan nås. I den henseende er forslaget langtfra tilfredsstillende. Dertil kommer, at Kommissionen synes at mene, at man ved at lempe betingelserne for at kunne drive affaldsbehandlingsanlæg vil tilskynde til genanvendelse. Dette er en fejlagtig antagelse, som vil få negative miljømæssige konsekvenser og indebære sundhedsrisici. Desuden er det ikke i overensstemmelse med principperne i Århus-konventionen, hvad angår oplysning af offentligheden på affaldsområdet. Tilladelsen omfatter rent faktisk bestemmelser om miljøbeskyttelse; den er offentlig og indebærer en forpligtelse til oplysning af offentligheden og til kontrol. Den er på ingen måde en hindring for en videreudvikling af affaldsbehandlingen og –genanvendelsen, men giver tværtimod de nødvendige garantier for, at bestemmelserne er overholdt, og for, at myndighederne benytter den bedste tilgængelige teknologi.

1.2

Indførelsen af livscyklusbegrebet i affaldspolitikken samt forslagets tilgang til reduktion af affaldsmængderne, energi- og kompostindvinding, ren genanvendelsesteknologi og affaldsforebyggelse forekommer ligeledes udvalget at være helt relevante.

1.3

Hvad selve direktivforslaget angår, frygter EØSU, at den meget håndfaste ambition om at overholde nærhedsprincippet risikerer at kollidere med ønsket om en harmoniseret lovgivning, der anvendes generelt i hele EU.

1.4

Udvalget advarer imod, at indarbejdelsen/ophævelsen af direktivet om farligt affald kommer til at medføre lempeligere rammebetingelser og ringere beskyttelse af folkesundheden, mener, at teksten i dens foreliggende affattelse ikke giver tilstrækkelige garantier. Som et minimum bør det præciseres, at blandinger af farligt affald og fritagelser for tilladelse ikke er tilladt for den type affald. Det er klassifikationen »farligt« eller »ikke farligt«, der navnlig betinger, hvilke forsigtighedsforanstaltninger og specifikke forpligtelser der er inden for transport og behandling af disse former for affald. Udviskning af forskelle på dette område kan ikke anskues som et miljøbeskyttelsesmæssigt fremskridt.

1.5

EØSU understreger, at den form for genanvendelse, der bør støttes, er en genanvendelse uden negative miljøkonsekvenser, og som indebærer mulighed for effektiv udnyttelse af råstofferne.

1.6

Udvalget stiller sig meget tvivlende over for komitologiprocedurens relevans, når det gælder om at fastsætte de nærmere vilkår for, hvornår affald ophører med at være affald.

1.7

EØSU mener, at visse af direktivets definitioner fortsat er uklare (det gælder navnlig begreberne producent og nyttiggørelse). Det ville være passende på den ene side at fastsætte en definition af »materiale-«genvinding, der medfører »genanvendelse af materiale«, hvorved affaldet for visse affaldsstrømme eventuelt ophører med at være affald, og på den anden side af energigenvindingen — uden mulighed for, at affaldet ophører med at være affald. Dette ville skabe en ensartet anvendelse af forbrændingsdirektivet for alt affald, der nyttiggøres termisk, enten ved forbrænding eller ved medforbrænding. I forbindelse med affaldsforbrænding er det ønskeligt at fremme en høj grad af energigenvinding for at opnå prædikatet nyttiggørelse, men det er overraskende, at en sådan bestemmelse kun omfatter forbrænding og ikke andre former for energigenvinding. For så vidt angår affaldsforbrænding, bør denne i så fald kun betragtes som nyttiggørelse i tilfælde, hvor man når op på et højt energieffektivitetsniveau.

1.8

Udvalget beklager dybt, at forslaget ikke omfatter fælles finansielle instrumenter for hele EU.

1.9

EØSU beklager, at direktivet ikke indeholder forpligtende bestemmelser om sundhed og arbejdsmiljø for de ansatte i sektoren.