ISSN 1725-2393

Den Europæiske Unions

Tidende

C 309

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

49. årgang
16. december 2006


Informationsnummer

Indhold

Side

 

II   Forberedende retsakter

 

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

 

428. plenarforsamling af 5.-6. juli 2006

2006/C 309/1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Konkurrenceregulering og forbrugerbeskyttelse

1

2006/C 309/2

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Mere forskning og innovation — investering i vækst og beskæftigelse: En fælles tilgang KOM(2005) 488 endelig

10

2006/C 309/3

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lægemidler til avanceret terapi og om ændring af direktiv 2001/83/EF og forordning (EF) nr. 726/2004KOM(2005) 567 endelig — 2005/0227 (COD)

15

2006/C 309/4

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: En strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer KOM(2005) 535 endelig

18

2006/C 309/5

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) om EF-toldkodeksen (moderniseret toldkodeks) KOM(2005) 608 endelig — 2005/0246 (COD)

22

2006/C 309/6

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Hvidbog om politikken for finansielle tjenesteydelser for perioden 2005–2010 KOM(2005) 629 endelig

26

2006/C 309/7

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets afgørelse om godkendelse af Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af Genève-aftalen om Haag-arrangementet vedrørende international registrering af industrielle design, vedtaget i Genève den 2. juli 1999KOM(2005) 687 endelig — 2005/0273 (CNS) og — Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 6/2002 og (EF) nr. 40/94 med henblik på Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af Genève-aftalen om Haag-arrangementet vedrørende international registrering af industrielle design KOM(2005) 689 endelig — 2005/0274 (CNS)

33

2006/C 309/8

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om regler for virksomheders, forskningscentres og universiteters deltagelse i foranstaltninger under syvende rammeprogram og for formidling af forskningsresultater (2007-2013) KOM(2005) 705 endelig — 2005/0277 (COD)

35

2006/C 309/9

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets forordning (Euratom) om regler for virksomheders, forskningscentres og universiteters deltagelse i foranstaltninger under Det Europæiske Atomenergifællesskabs syvende rammeprogram og for formidling af forskningsresultater (2007-2011)KOM(2006) 42 endelig — 2006/0014 (CNS)

41

2006/C 309/0

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets forordning om ophævelse af forordning (EØF) nr. 4056/86 om fastsættelse af de nærmere retningslinjer for anvendelsen af traktatens artikel 85 og 86 på søtransport og ændring af forordning (EF) nr. 1/2003 med henblik på udvidelse af dens anvendelsesområde til at omfatte cabotagesejlads og international trampfart KOM(2005) 651 endelig/2 — 2005/0264 (CNS)

46

2006/C 309/1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Luftfartssikkerhed

51

2006/C 309/2

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om affald KOM(2005) 667 endelig — 2005/0281 (COD)

55

2006/C 309/3

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet — Handlingsplan for 2006-2008 med henblik på at forenkle og forbedre den fælles fiskeripolitik KOM(2005) 647 endelig

60

2006/C 309/4

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om Temastrategi for bæredygtig udnyttelse af naturressourcerKOM(2005) 670 endelig — [SEK(2005) 1683 + SEK(2005) 1684]

67

2006/C 309/5

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets direktiv om bekæmpelse af San José skjoldlusen KOM(2006) 123 endelig — 2006/0040 (CNS)

71

2006/C 309/6

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Risici og problemer i den europæiske industris råstofforsyning

72

2006/C 309/7

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om det europæiske system af integrerede statistikker for social beskyttelse (ESSPROS) KOM(2006) 11 endelig — 2006/0004 (COD)

78

2006/C 309/8

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse Forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Andesfællesskabet

81

2006/C 309/9

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Den nordlige dimensions fremtid

91

2006/C 309/0

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EU's naboskabspolitik

96

2006/C 309/1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets afgørelse om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter (EF, Euratom) KOM(2006) 99 endelig — 2006/0039 (CNS)

103

2006/C 309/2

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets direktiv om fritagelse for merværdiafgift og punktafgifter på varer, der indføres af rejsende fra tredjelande KOM(2006) 76 endelig — 2006/0021 (CNS)

107

2006/C 309/3

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: Fremme af iværksættertankegangen gennem uddannelse og læring KOM(2006) 33 endelig

110

2006/C 309/4

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Hvidbog om en europæisk kommunikationspolitik KOM(2006) 35 endelig

115

2006/C 309/5

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Social samhørighed: en europæisk social model med et reelt indhold

119

2006/C 309/6

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Civilsamfundsorganisationernes rolle i forbindelse med gennemførelsen af EU's politik for samhørighed og regional udvikling

126

2006/C 309/7

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets forordning om oprettelse af et fællesforetagende til udvikling af en ny generation af det europæiske lufttrafikstyringssystem (SESAR) KOM(2005) 602 endelig — 2005/0235 (CNS)

133

2006/C 309/8

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Fremtiden for forsyningspligtydelser

135

DA

 


II Forberedende retsakter

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

428. plenarforsamling af 5.-6. juli 2006

16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/1


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Konkurrenceregulering og forbrugerbeskyttelse«

(2006/C 309/01)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 14. juli 2005 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en udtalelse om: »Konkurrenceregulering og forbrugerbeskyttelse«

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede María Sánchez Miguel til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 31. maj 2006.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 428. plenarforsamling af 5.-6. juli 2006, mødet den 5. juli, følgende udtalelse med 134 stemmer for, ingen imod og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Fri konkurrence er en fordel for alle parter på markedet, især forbrugerne. Ikke desto mindre går overtrædelser af lovbestemmelserne på dette område især ud over konkurrerende virksomheder, og reglerne har faktisk en sanktionerende funktion, som skal afbøde de økonomiske følger af den manglende konkurrence mellem virksomhederne.

1.2

Forbrugerne har hidtil ikke haft adgang til passende retsmidler baseret på konkurrenceretten, som har givet dem mulighed for at reagere på eller kræve erstatning for markedsrelaterede skader, de er blevet påført gennem forbudt praksis på konkurrenceområdet. Først efter de store forandringer, der er fulgt med det indre marked, især liberaliseringen af økonomiske sektorer af almen interesse, er man begyndt at debattere behovet for instrumenter, som har givet forbrugerne mulighed for at deltage i konkurrencepolitikken.

1.3

Det første fremskridt var udpegelsen af en »kontaktperson på forbrugerområdet« inden for GD Konkurrence, der skulle fungere som mellemled mellem dette GD og forbrugerorganisationerne i konkurrencesager, hvor det er vigtigt at kontaktpersonen bliver hørt. I dag tre år efter oprettelsen af dette hverv må man konstatere, at effektiviteten er begrænset på grund af utilstrækkelige ressourcer.

1.4

I mellemtiden er der i de vigtigste liberaliserede sektorer foregået en reel begrænsning af den frie konkurrence, som har udelukket konkurrenter og klart forringet forbrugernes økonomiske rettigheder. En af årsagerne til denne negative effekt er, at de fleste medlemsstater har anlagt en national tilgang til liberaliseringen og er vendt tilbage til national protektionisme over for virksomhederne. Kommissionen bør have de nødvendige midler stillet til rådighed, så der kan sættes en stopper for disse negative følger.

1.5

EF-traktatens artikel 153, stk. 2, er retsgrundlaget for, at Kommissionen kan træffe horisontale initiativer for at beskytte forbrugerne inden for rammerne af EU's politikker, herunder især konkurrencepolitikken. Dette kan ske ved, at der i reglerne om anvendelse af EF-traktatens artikel 81 og 82 tages hensyn ikke kun til de konkurrerende virksomheder, som overtrædelsen af konkurrencereglerne går ud over, men også til forbrugernes interesser. Medlemsstaterne bør udforme deres nationale regler med samme målsætning.

1.6

Der bør således fastlægges retsmidler, som kan sikre forbrugerne skadeserstatning, hvis ulovlig praksis på konkurrenceområdet går ud over deres rettigheder, herunder især økonomiske rettigheder.

1.7

Det er også nødvendigt at styrke ordningerne for information og høring af forbrugerne. Hvis GD for Konkurrence bevarer kontaktpersonen, skal denne have de nødvendige midler stillet til rådighed til udførelsen af sit arbejde, og GD for Sundhed og Forbrugeranliggender bør inddrage alle organer,det kan trække på for at forbedre indsatsen i konkurrenceanliggender, som direkte vedrører forbrugernes interesser. Det Europæiske Konkurrencenetværk vil efter EØSU's mening kunne tilpasse sin arbejdsgang for at give plads for de informationer og bemærkninger, som forbrugerorganisationer på nationalt og EU-plan måtte ønske at bidrage med, så konkurrencepolitikken kan få en bedre effekt på markederne og forbrugernes økonomiske rettigheder kan blive anerkendt.

2.   Den nuværende kurs i den europæiske konkurrencepolitik

2.1

Fri konkurrence er et markedsøkonomisk grundprincip, som indebærer ret til frit initiativ for alle økonomiske aktører og generelt alle enkeltindivider på markedet. De i traktaten fastlagte konkurrenceregler er udsprunget af behovet for at sikre balance mellem markedets frie konkurrence og alle markedsaktørers rettigheder. Endnu mens liberaliseringerne stod på deres højeste erklærede Kommissionen (1) — på baggrund af nye økonomiske realiteter, som konkurrencelovgivningen ikke havde taget højde for — at der skulle være balance mellem virksomhedernes og forbrugernes interesser. Ligeledes gik den ind for at gøre de frivillige instrumenter mere effektive og fremme dialogen mellem forbrugere og virksomheder for at øge forbrugernes tillid til markedet, da konkurrencen alene ikke sikre dette.

2.2

I dag er der kommet visse nye elementer til, som det fremgår af Kommissionens beretning om konkurrencepolitikken 2004 (2) og Kommissær Neelie Kroes' indlæg (3). Ved begge lejligheder understregedes nødvendigheden af at koncentrere indsatsen på de sektorer, der er vigtige for det indre marked og konkurrenceevnen i overensstemmelse med Lissabon-agendaen, under ganske særlig hensyntagen til forbrugerens interesser og især kartellers og monopolers indvirkning på deres interesser. Denne tilgang kan betragtes som et indledende skridt i retning af en inddragelse af forbrugerbeskyttelse som markedsregulerende foranstaltning set fra efterspørgsels- og ikke kun udbudssiden, således som det har været tilfældet indtil i dag.

2.3

Man må huske på, at konkurrencepolitikken fastlægges af EU i samarbejde med medlemsstaterne, ikke kun fordi den vedrører det indre marked og følgelig grænseoverskridende transaktioner, men også fordi den sigter mod harmonisering af nationale bestemmelser, således at protektionistiske nationale politikker, som favoriserer deres respektive markeder og diskriminerer konkurrenterne, kan forhindres. Her spiller EU-institutionerne og især Kommissionen en afgørende rolle, da den har kompetencen ikke alene til at udarbejde konkurrenceregulerende lovforslag, men også til at føre kontrol med fusioner og statsstøtte, hvor almene interesser går forud for de enkelte medlemsstaters særinteresser.

2.4

Liberaliseringen af sektorer af almen interesse og af finansielle tjenesteydelser har ført til, at man i stadig højere grad tilstræber en sammenkædning mellem konkurrencepolitikken og andre politikker, som fastlægges af Kommissionen, især forbrugerpolitikken. I Kommissionens seneste konkurrenceberetning 2004 anføres det faktisk, at et af målene med en nøje gennemførelse af denne politik er styrkelse af forbrugernes interesser og af deres tillid til det indre marked.

2.5

En analyse af de forskellige bestemmelser, hvori den europæiske konkurrencepolitik er udmøntet, viser, at denne principerklæring kun i ringe grad efterleves i praksis. Faktisk har holdningen overhovedet ikke ændret sig. I 2003 bebudedes det i anledning af Den Europæiske Konkurrencedag (4), at der ville blive udpeget en »kontaktperson på forbrugerområdet« inden for GD Konkurrence med beføjelse til at handle inden for hvert underområde under konkurrencepolitikken for at varetage forbrugernes interesser. Desuden offentliggøres der informationsbrochurer (5) til vejledning og oplysning af forbrugerne om konkurrencepolitikkens indhold og den effekt, den kan få på deres interesser.

2.6

Kontaktpersonen har først og fremmest til opgave (6) at:

fungere som kontaktpunkt for forbrugerorganisationer og individuelle forbrugere (7);

skabe regelmæssige kontakter til forbrugerorganisationerne, især Den Europæiske Rådgivende Forbrugergruppe (ECCG);

gøre forbrugerne opmærksomme på konkurrencesager, når det er vigtigt, at de udtaler sig, og rådgive dem om, hvordan de kan fremføre deres synspunkter;

varetage forbindelserne til de nationale konkurrencemyndigheder om forbrugerspørgsmål.

2.7

Denne kurs i konkurrencepolitikken i retning af hensyntagen også til forbrugernes interesser, bør foregå horisontalt og der bør ske en opblødning af den skarpe kompetencefordeling mellem Generaldirektoraterne for henholdsvis Konkurrence og Sundhed og Forbrugerbeskyttelse. Derfor er der brug for en permanent koordinering mellem forskellige politikker ikke kun på EU-plan, men også mellem EU-politikker og nationale politikker for at sikre fri markedskonkurrence til gavn for de økonomiske og sociale aktører og forbrugerne.

3.   EU's konkurrencepolitiske foranstaltninger med indvirkning på forbrugerne

3.1

Det kan slås fast, at konkurrencepolitikken på det seneste har gennemgået store forandringer ikke kun i kraft af den økonomiske globalisering, men også fordi det er nødvendigt at forlige liberaliseringen af tjenesteydelsessektorer med andre mål af almen interesse, såsom sikring af et bredt udbud og forsyningssikkerhed. Der tilkommer konkurrencepolitikken en vigtig rolle i realiseringen af målene om konkurrenceevne, som fastlagt i Lissabon-agendaen. Dens hovedsigte er en velfungerende markedsøkonomi og fusionsproces, som er afgørende for, at den europæiske økonomi kan klare sig godt over for vore internationale konkurrenter, uden at det går ud over de europæiske konkurrenters og især forbrugeres rettigheder.

3.2

For at fastlægge den forbrugerrelevante konkurrencepolitik er det nødvendigt at se nærmere på de afsnit, der regulerer konkurrencen, dvs. de respektive artikler i traktaten og de deraf afledte bestemmelser. Sidstnævnte er for nogles vedkommende nyligt blevet ændret, mens andre snart vil blive vedtaget.

3.3   Konkurrencebegrænsende aftaler og praksis

3.3.1

Aftaler mellem virksomheder er et led i relationerne på markedet og bidrager til, at det kan fungere. De tjener ikke altid et konkurrenceformål, tværtimod. Allerede ved oprettelsen af det fælles marked så man nødvendigheden af at forbyde aftaler, som havde til formål at forhindre, begrænse eller skævvride den frie konkurrence. Det samme gælder virksomhedssammenslutninger, mest i form af karteller, dvs. grupper af virksomheder uden nogen synlig indbyrdes koordination. Hvis disse aktiviteter begrænser eller forhindrer den frie konkurrence, er de forbudte.

3.3.2

Retsgrundlaget for såvel aftaler som beslutninger mellem virksomheder er af kontraktlig art, som medfører forpligtelser for parterne. I begge tilfælde er de kun gyldige, hvis de relevante lovbestemmelser er overholdt. Det spørgsmål, der undersøges i den forbindelse, er deres konsekvenser for tredjeparter, især set i forhold til konkurrencereglerne.

3.3.3

Målet med loven er at forbyde følgerne, nemlig begrænsningen af konkurrencen, men bestemmelsen rækker videre, idet alle aftaler eller beslutninger kan erklæres ugyldigemed de deraf følgende praktiske konsekvenser i form af erstatning for den skade, der er påført konkurrenterne og økonomien generelt gennem skævvridningen af markedet.

3.3.4

De meget komplicerede situationer både på de nationale markeder og det indre marked, som bestemmelserne i traktatens artikel 81 er blevet anvendt på, har foranlediget Kommissionen til at udarbejde en såkaldt moderniseringspakke (8), som gør det muligt at tilpasse traktatens bestemmelser til domstolenes retspraksis og til de mange sager, som anvendelsen af disse bestemmelser efterhånden har givet anledning til.

3.3.5

Bestemmelserne om gruppefritagelser er også blevet ajourført (9). Denne forordning indeholder nye fritagelsesbestemmelser i lyset af markedets aktuelle behov, især for aftaler om teknologioverførsel. Behovet for klare bestemmelser, som gør det lettere at indgå aftaler mellem virksomheder, gør det nødvendigt at fastlægge rammer for deres indgåelse og navnlig at sikre, at disse fritagelser ikke går ud over forbrugerne.

3.4   Misbrug af dominerende stilling

3.4.1

Artikel 82 i traktaten fastsætter, at en eller flere virksomheders misbrug af en dominerende stilling på fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf er forbudt. Der er tale om en bestemmelse, som ikke udelukker den dominerende stilling (der har snarere været en tendens til at fremme økonomiske koncentrationer, som giver de europæiske virksomheder mulighed for at konkurrere på verdensmarkedet), men som skal forhindre, at den opnåede stærke position gør det muligt for en virksomhed at påtvinge konkurrenterne dens egne betingelser og dermed forhindre konkurrence. I denne artikel drejer bestemmelsen sig ikke om, hvordan den dominerende stilling er opnået, i modsætning til artikel 81, som omhandler baggrunden for aftalerne eller vedtagelserne med henblik på at erklære dem ugyldige.

3.4.2

Den dominerende stilling har andre konsekvenser end samordnet praksis, da den ikke synes at påvirke konkurrencen, som kan være begrænset i forvejen, fordi der ikke er nogen konkurrenter eller fordi de spiller en ubetydelig rolle på markedet. Det fastsættes dog, at der gribes ind til fordel for forbrugerne, hvis de kommer til at lide under de betingelser, som dikteres af den pågældende dominerende virksomhed (10).

3.4.3

Kommissionen har efterhånden grebet ind i de vigtigste sektorer, hvor der, fordi de først nu er blevet liberaliseret, i de fleste EU-lande har været virksomheder med en dominerende stilling. Dette gælder f.eks. telekommunikationssektoren (11) eller sektorer, hvor den dominerende virksomhed i kraft af en betydelig teknologisk innovation ikke har mødt effektiv konkurrence, som f.eks. Microsoft (12). I begge tilfælde blev det fastslået, at der var tale om dominerende stilling. I det første tilfælde var der tale om ulovlig prisfastsættelse for telekommunikationstjenester (13). I øvrigt var afgørelsen vigtig, fordi den berørte en statsreguleret økonomisk sektor. Kommissionen mente således, at dens indgriben var påkrævet, selv om priserne blev reguleret sektorielt.

3.4.4

I det andet tilfælde med Microsoft var sagen mere kompliceret, da det drejede sig om en amerikansk virksomhed, som næsten havde monopol på anvendelsen af sine edb-systemer. Kommissionen vurderede imidlertid, at artikel 82 var blevet overtrådt gennem misbrug af den dominerende stilling på markedet for computersoftware, idet virksomheden havde nægtet at udlevere oplysninger om samtrafik og navnlig kun ville sælge Windows Media Player og Windows samlet. Kommissionen pålagde ikke alene store bøder for grov overtrædelse, men krævede også en række foranstaltninger efterlevet, som f.eks. offentliggørelse af driftssystemerne samt separat salg af de enkelte systemer i Windows-pakken.

3.5   Fusionskontrol

3.5.1

EF-traktaten indeholder ingen specifik artikel, som kan danne retsgrundlag for en lovgivning om virksomhedsfusioner. Oprindeligt fordi sådanne transaktioner næsten ikke fandt sted, og senere fordi de nationale myndigheder selv støttede virksomhedsfusioner med det mål at gøre deres egne nationale virksomheder mere konkurrencedygtige. Hvis disse fusioner medførte en dominerende stilling, fandt såvel artikel 81 som 82 anvendelse; der blev dog ikke ført forudgående kontrol med fusioner, men kun hvis der blev konstateret misbrug af dominerende stilling.

3.5.2

For at lukke dette hul og gøre effektiv kontrol mulig vedtog Rådet på grundlag af EF-traktatens artikel 83 og 308, som giver mulighed for at udstyre Fællesskabet med yderligere beføjelser for at nå dets mål — i dette tilfælde fri konkurrence, en række forordninger og senest den gældende forordning 139/2004 (14), som ændrede og forbedrede forordningEF/1310/97 (15) og ikke mindst indarbejdede den retspraksis, der fulgte af dommen i sagen Gencor/Kommissionen (16).

3.5.3

Den nye forordning ændrer blandt andet aspekter vedrørende kompetencefordelingen ved at henvise sager, der af Kommissionen eller mindst tre medlemsstater betragtes som nationale, til de nationale konkurrencemyndigheder, så EU's konkurrencemyndigheder aflastes. EØSU er dog af den opfattelse, at en sag kun kan henvises til national behandling, hvis den ikke vedrører en væsentlig andel af det indre marked, da det i dette tilfælde vil være lettere at forhindre en begrænsning af konkurrencen og beskytte de berørte parter, især forbrugerne.

3.5.4

Ændringerne af materielretlige aspekter vedrører ikke kun de kvantitative tærskler i artikel 1, men også de begrebsmæssige aspekter i artikel 2, således at det afklares, hvornår der er tale om en dominerende stilling og især en væsentlig begrænsning af konkurrencen.

3.5.5

Et andet mindst lige så vigtigt aspekt, der ændres væsentligt, vedrører procedurespørgsmål. Således forlænges fristerne for henvisning af sager til medlemsstaterne, hvilket giver de berørte parter bedre mulighed for at handle hensigtsmæssigt under overholdelse af de nationale bestemmelser. Fristerne for de anmodende parter må siges at være for korte, nemlig 15 arbejdsdage helt i begyndelsen af proceduren, hvilket vil hindre dem i at få kendskab til de indsigelser, som Kommissionen måtte modtage mod den anmeldte transaktion. Under alle omstændigheder skal det understreges, at der ikke findes nogen bestemmelse i hele proceduren, som giver forbrugerne mulighed for at blive inddraget i proceduren. Tværtimod indeholder forordningen ikke længere nogen bestemmelse om, at der ved vurderingen af fusioner skal tages hensyn til arbejdstagernes interesser og til beskæftigelsen.

3.6   Konkurrencebegrænsende forhold

3.6.1

Såvel i artikel 81 som 82 har EU-lovgiveren på ikke-udtømmende vis opregnet forskellige former for forbudt praksis, hvor der i artikel 81 er tale om aftaler og samordnet praksis og i artikel 82 om misbrug af en dominerende stilling. For det første skal det understreges, at der ikke er tale om udtømmende lister, men om eksempler på hyppigt forekommende fremgangsmåder, på grundlag af hvilke andre tilfælde af en sådan praksis, der har samme effekt, kan indkredses og blive omfattet af forbudet.

3.6.2

De opregnede tilfælde i de to artikler ligner hinanden meget:

fastsættelse af priser;

begrænsning af eller kontrol med produktion, afsætning, teknisk udvikling eller investeringer;

opdeling af markeder eller forsyningskilder;

anvendelse af ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere;

at det stilles som vilkår for indgåelse af en aftale, at medkontrahenten godkender tillægsydelser.

3.6.3

De forskellige tilfælde af konkurrencebegrænsende adfærd kan opdeles i to grupper, afhængigt af udgangssituationen:

a)

konkurrencemisbrug, der omfatter en lang række former for konkurrenceforvridende praksis såsom afslag på levering, fastsættelse af priser, som ikke dækker de reelle omkostninger, bonusordninger eller prisdiskrimination. En sådan adfærd har den økonomiske effekt, at den begrænser eller forhindrer konkurrencen på markedet eller en væsentlig del heraf.

b)

Misbrug eller unfair konkurrence over for virksomheder, som er afhængige af en anden eller andre virksomheders dominerende stilling i forbindelse med køb af varer eller tjenesteydelser gennem unfair priser, forskelsbehandling, ineffektivitet eller forsømmelighed eller ligefrem misbrug af intellektuel ejendomsret.

3.6.4

En af de hyppigste former er prisfastsættelse i bred forstand såsom rabat, fortjenstmargen, betalingsbetingelser og prisnedslag. Til denne gruppe hører også manglende prisoverslag, fravigelse fra prisliste og salgspriser, som afviger fra de oplyste. I alle disse tilfælde rammes forbrugerne, som trods de specifikke bestemmelser om beskyttelse af deres rettigheder befinder sig i en svagere position over for virksomheder med en dominerende markedsstilling, der ofte er de eneste udbydere på markedet.

3.7   Konkurrenceudviklingen i nogle liberaliserede sektorer

Konkurrencepolitikken, der er reguleret i EF-traktaten, er tilpasset de traditionelle sektorer i den europæiske økonomi, og ændringerne i gennemførelsesbestemmelserne er således fuldt med udviklingen i den økonomiske situation, som har krævet større konkurrenceevne. De fremgangsmåder, der er blevet anvendt ved liberaliseringen af vigtige markedssektorer har haft negative konsekvenser for forbrugerne, da der i de fleste tilfælde var tale om virksomheder, som fra at have været offentlige forsyningsselskaber, blev til virksomheder med en dominerende stilling på deres respektive markeder med vanskelige konkurrencevilkår til følge.

3.7.1   Energi

3.7.1.1

I de seneste år er der sket omfattende liberaliseringer af den europæiske energisektor (el og gas), som indtil for nyligt var en del af den offentlige sektor og som sådan var underlagt kontrol mht. forsyningsvilkår og -priser. Kommissionen havde forudset, at markedet skulle være frit for alle erhvervskunder inden juli 2004 og for husstande fra juli 2007. På det først punkt er det ikke gået helt som forudset, og en total liberalisering for det private forbrugs vedkommende kan ikke lade sig gøre, som situationen ser ud i dag.

3.7.1.2

Situationen er kompliceret og karakteriseret ved en mangelfuld service fra de privatiserede forsyningsnets side, især elforsyningen, som fastholder et lavt omkostningsniveau for vedligeholdelsen af deres net med mærkbare konsekvenser for brugerne og hyppige strømafbrydelser til følge.

3.7.1.3

Ikke desto mindre kan den gældende el-forordning (17), som fremmer grænseoverskridende elektricitetsudveksling, tjene til at øge konkurrencen på det indre marked gennem en ordning for kompensation til operatørerne af transportsystemerne og gennem fastsættelse af takster, som er ikke-diskriminerende, gennemsigtige og uafhængige af afstande.

3.7.1.4

Efterfølgende nedsatte Kommissionen en undergruppe om energi inden for Det Europæiske Konkurrencenet med det formål at drøfte og udarbejde en aftale om anvendelse af Fællesskabets konkurrenceregler på energimarkederne.

3.7.2   Telekommunikation

3.7.2.1

Telekommunikationssektoren gennemgik en lovgivningsreform i 2002 (18) hovedsageligt for at modernisere alle bestemmelser om elektronisk kommunikation og tilpasse anvendelsen af nettene til de nye teknologier. Resultaterne af medlemsstaternes tilpasning er uensartede. Den niende rapport (19) om gennemførelsen af EU's lovpakke for elektronisk kommunikation ser nærmere på de regulerende foranstaltningers indarbejdelse i den nationale lovgivning og på de opgaver, som påhviler de nationale tilsynsmyndigheder.

3.7.2.2

Af den niende rapport fremgår det, at antallet af operatører er opretholdt, skønt nogle af dem har holdt sig til deres hjemmemarked. Konkurrencepresset mellem operatørerne er flyttet fra de internationale markeder og langdistanceopkald til lokalopkaldssegmentet, hvor de etablerede operatørers andel er gået tilbage, hvilket har slået igennem på taksterne til gavn for forbrugerne; derimod er der forekommet misbrug af operatørers oprindelige markedsposition ved indgåelsen af nye kontrakter.

3.7.2.3

Overvågningen af telekommunikationsmarkederne for at fastslå konkurrenceniveauet gør det i en vis udstrækning muligt at kontrollere operatører med en dominerende stilling med det mål at pålægge dem specifikke forpligtelser, som kan forhindre, at forbrugerne påtvinges vilkår og takster. Under alle omstændigheder har Kommissionen foretaget en grundig opfølgning af anvendelsen af direktiv 2002/77/EF i hver enkelt medlemsstat (20) for at rette op på de konstaterede mangler, som ikke kun begrænsede konkurrencen, men også gik ud over forbrugernes interesser.

3.7.3   Transport

Transportområdet skal behandles ud fra de forskellige transportmidler, der anvendes. Her ses der først og fremmest på luftfart, jernbanetransport og skibsfart, hvor der er sket store ændringer, især for at beskytte flypassagererne og for at værne om sikkerheden til søs.

3.7.3.1   Luftfart

3.7.3.1.1

I 2003 indledte Kommissionen en dialog med den civile luftfartssektor for at få udarbejdet en fælles holdning vedrørende anvendelsen af konkurrencepolitikken på de alliancer og fusioner, der var under gennemførelse i denne sektor. Samme år viste det sig nødvendigt at ændre forordning (EF) 1/2003 for at regulere lufttransporten mellem EU og tredjelande for at skabe et åbent luftfartsområde (»Open Skies«), således der kunne gribes ind også over for alliancer mellem flyselskaber hjemmehørende i henholdsvis Europa og tredjelande, især USA. I denne periode undersøgte Kommissionen forskellige aftaler mellem virksomheder, hvoraf nogle viste sig at være uforenelige med konkurrencereglerne (21), mens Kommissionen for andre aftalers vedkommende krævede indholdet eller aftalens varighed ændret.

3.7.3.1.2

I samme periode blev forordningen om passagerers rettigheder vedtaget (22).

3.7.3.2   Jernbanetransport

3.7.3.2.1

Forordning 1/2003 giver de nationale konkurrencemyndigheder ret til at anvende bestemmelserne om konkurrencebeskyttelse på jernbanesektoren. Hermed har myndighederne på såvel EU- som nationalt plan fået til opgave i samarbejde med GD for Transport og Energi at definere emner af fælles interesse.

3.7.3.2.2

Den første jernbanepakke af direktiver med henblik på liberalisering af sektoren skulle sikre fri bevægelighed i den grænseoverskridende godstrafik og skabe en referenceramme for adgang til såvel gods- som passagertrafik gennem fastlæggelse af ruter, takster osv.

3.7.3.2.3

Den anden pakke omfatter liberalisering af de nationale fragtmarkeder, såvel som liberalisering af det nationale og internationale marked for passagertransport.

3.7.3.2.4

Det overordnede mål er at opnå en fælles tilgang til anvendelsen af konkurrencereglerne på jernbanesektoren for at forhindre, at nationale myndigheder og Kommissionen træffer modstridende dispositioner.

3.7.3.3   Skibsfart

3.7.3.3.1

Skibsfarten er en af de sektorer, som har flest gruppefritagelser, især for linierederier og konsortier, der er omfattet af forordning (EF) 823/2000, som for tiden er under revision (23). Den vedrører anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, og giver konsortier og linierederier mulighed for at overskride den i forordningen fastsatte grænse, forudsat at de efter anmeldelse til Kommissionen for tilladelse hertil efter indsigelsesproceduren.

3.7.3.3.2

I praksis har nogle konsortier udnyttet disse procedurer til at føre en praksis, der ikke er taget højde for i gruppefritagelsen, såsom prisfastsættelse, hvilket har fået Kommissionen til at gribe ind (24) for at indskrænke aftalernes indhold. En lignende afgørelse har Retten i Første Instans (25) truffet vedrørende en aftale mellem søfartsselskaber om ikke at give deres kunder rabat på de offentliggjorte tariffer for tillæg og gebyrer.

3.8   Konsekvenserne for forbrugerne i de her behandlede liberaliserede sektorer

3.8.1

Liberaliseringen af ovennævnte sektorer er blevet gennemført på nationalt plan efter fremgangsmåder, som har haft en negativ indvirkning set i forhold til det indre marked. Dannelsen af oligopoler har berøvet forbrugerne en effektiv konkurrence, som kunne medvirke til at sænke priserne og fremme virksomhedernes konkurrenceevne. Kommissionen bør desuden undersøge, hvilke følger fusionerne i de liberaliserede sektorer har haft, især for forbrugerne.

3.8.2

Generelt er der på grund af manglende gennemsigtighed, høje og urimelige tariffer for erhvervskunder og private forbrugere samt vertikale virksomhedssammenslutninger ikke blevet etableret en effektiv konkurrence på de liberaliserede markeder. Tværtimod har betingelserne i forbrugeraftalerne i mange tilfælde været i strid med reglerne om standardaftaler.

3.8.3

Problemet ligger i de instrumenter, som forbrugerne råder over for at gøre deres rettigheder gældende over for virksomhederne, først og fremmest gennem søgsmål i henhold til konkurrencereglerne, især traktatens artikel 81 og 82. De klager, der er indgivet til konkurrencemyndighederne, dvs. Kommissionen og de nationale myndigheder, stammer overvejende fra virksomheder, og EF-Domstolen har endnu ikke behandlet klager fra private.

3.8.4

Kommissionens grønbog om »Erstatningssøgsmål for overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler« (26) skal indkredse et instrument for forbrugerne, hvilket EØSU senere vil afgive udtalelse om.

4.   Forbrugerbeskyttelse og konkurrencepolitik

4.1

Forbrugerne har naturligvis et specifikt sæt retsregler, hvor deres rettigheder og pligter er defineret (27). EF-traktatens artikel 153 fastsætter i stk. 2, at »forbrugerbeskyttelseshensyn inddrages ved udformningen og gennemførelsen af andre af Fællesskabets politikker og -aktiviteter«. Der er tale om en horisontal politik og som sådan bør den inddrage indholdet af alle de politikker, der berører forbrugerne. For konkurrencepolitikkens vedkommende er der ingen tvivl om, at forbrugerne er en del af det marked, den er rettet imod, idet de repræsenterer efterspørgselssiden.

4.1.1

I dette afsnit ses der nærmere på, hvilke forbrugerrettigheder der berøres af konkurrencepolitikken og på hvilken måde, især hvad angår følgerne af overtrædelse af konkurrencereglerne på det indre marked. I denne forbindelse skal forbrugerne desuden betragtes som en part, der berøres af konkurrencepolitikken, så der kan tages hensyn til deres rettigheder, når Kommissionen griber ind i konkrete tilfælde for at fastlægge reglerne på markedet.

4.2   Økonomiske rettigheder

4.2.1

Begrebet økonomiske rettigheder på forbrugerområdet går ud på, at forbrugere eller brugere ikke må lide noget økonomisk tab, som hindrer dem i at benytte og nyde godt af de varer og tjenesteydelser, som de har erhvervet på de med den erhvervsdrivende aftalte betingelser. Det grundprincip, som styrer hele dette område er god tro og rimelig balance, og enhver handling eller klausul, som strider herimod, vil kunne betragtes som urimelig eller skadelig for forbrugerens interesser.

4.2.2

Sammenhængen mellem politikken for beskyttelse af konkurrencen og forbrugernes frie valg har været et af de vigtigste mål med EU-lovgivningen, hvilket anerkendes i den tidligere artikel 85, stk. 3, og nuværende artikel 81 i EF-traktaten, som fastsætter, at hemmelige aftaler kun kan tillades, hvis de sikrer forbrugerne en andel af fordelen ved konkurrencebegrænsningen. Et typisk eksempel er geografisk opdeling af et område mellem konkurrenter for at dække hele markedet, skønt det i nogle områder ikke er rentabelt.

4.2.3

Overvågningen af markedet set ud fra et forbrugerbeskyttelsessynspunkt foregår ved at føre kontrol med mulige horisontale aftaler, såsom frivillige aftaler, prisaftaler, indkøbscentraler, markedsopdeling osv., og vertikale aftaler, hvor der kan være tale om aftaler, som regulerer forbindelserne mellem producenter, importører osv. Det kontrolleres også, om der sker misbrug af en dominerende stilling gennem praksisser, der vanskeliggør eller forhindrer konkurrenters adgang til markedet, såvel som fastsættelse af for høje eller for lave priser, hvorved konkurrenter udelukkes, eller særlig fordelagtig behandling af visse kunder frem for andre.

4.2.4

Kommissionen fremlægger hvert år i den årlige beretning et stort antal afgørelser om tilfælde af samordnet praksis og misbrug af dominerende stilling samt nogle af EF-Domstolens domme, som i mange tilfælde eksemplificerer ændringer i fortolkningen af reglerne eller som ligefrem gør lovændringer nødvendige.

4.2.5

I de seneste år har Kommissionen behandlet stadig færre sager hovedsageligt takket være de nationale konkurrencemyndigheders håndfaste indgriben på deres markeder, men især på grund af den endelige ophævelse af anmeldelsesordningen. Inden for GD Konkurrence blev der truffet formel afgørelse i 24 sager, dvs. ganske få sammenlignet med området fusionskontrol, hvor der blev truffet 231 formelle afgørelser (28) efter ordningen i den ændrede forordning. Fremover vil der være færre sager, da kompetencen i de fleste af disse sager vil ligge hos de nationale konkurrencemyndigheder.

4.2.6

Flere af de behandlede sager berører forbrugerne direkte eller er af særlig interesse for dem. De individuelle afgørelser vedrører mobiltelefoni, radio- og tv-spredning og luftfart (29). De sektorspecifikke foranstaltninger vedrørtetransport, de liberale erhverv, distribution af motorkøretøjer og medierne (30). I alle sager var der tale om påtvingelse af urimelige priser, hvor artikel 82 fandt anvendelse på grund af prismisbrug (31).

4.3   Ret til information og deltagelse

4.3.1

Forbrugerpolitikkens effektivitet bør baseres på inddragelse af forbrugerne i de politikker, der vedrører dem, og de må derfor nødvendigvis inddrages i alle de politikker, som de hidtil har været udelukket fra. Strategien for forbrugerpolitikken (32) indeholdt blandt andet et mål om relevant inddragelse af forbrugerorganisationerne i EU's politikker. Faktisk blev der et år efter udnævnt en kontaktperson på forbrugerområdet i GD for Konkurrence.

4.3.2

Forbrugerorganisationerne har et forum, Forbrugerudvalget, som er den kanal, hvorigennem de kan bidrage til den specifikke forbrugerpolitik, men der er brug for yderligere initiativer, som kan give forbrugerne mulighed for at deltage på andre politikområder. Det gælder om at give forbrugerne mulighed for og kapacitet til at bidrage til EU's initiativer i alle faser af beslutningsprocessen. Der må skabes et minimum af forudsætninger for, at de kan deltage i de rådgivende organer, således som det i dag er tilfældet på landbrugsområdet og især i de nyligt oprettede organer på områderne transport, energi, telekommunikation og andre, der måtte blive oprettet senere.

4.3.3

På det område, vi her beskæftiger os med, findes der ingen formel kanal for inddragelse af forbrugerne. De bliver end ikke hørt om de emner, som i henhold til traktaten vedrører dem, såsom fritagelser vedrørende samordnet praksis (artikel 81, stk. 3) og misbrug i form af begrænsning af produktion, afsætning eller teknisk udvikling til skade for forbrugerne (artikel 82, litra b)). Derfor påhviler det GD for Konkurrence såvel som forbrugerorganisationerne at fastlægge mekanismer for deltagelse og høring vedrørende beslutninger af relevans for det indre marked gennem procedurer, der fastlægges i fællesskab som anført i hvidbogen om styreformer i EU (33).

4.3.4

Et lignende ansvar bør GD for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse påtage sig ved, at den permanente rådgivende forbrugergruppe inddrages i konkurrencesager, som indvirker på forbrugernes rettigheder.

4.3.5

Forbrugernes ret til information på konkurrenceområdet er blevet styrket gennem udnævnelsen af kontaktpersonen på forbrugerområdet. De europæiske forbrugerorganisationerbliver regelmæssigt informeret og de nationale organisationer og individuelle forbrugere har adgang til en Internetside (34), som også indeholder en klageformular (35), der kan anvendes til at kræve erstatning for virksomheders overtrædelser af konkurrencereglerne.

5.   Organisationer

For at forbrugerne effektivt kan udøve deres ret til information og deltagelse, må man efter EØSU's mening på den ene side sikre, at de er retmæssigt repræsenteret af forbrugerorganisationer, og på den anden side fastlægge et organ, der kan kanalisere denne deltagelse, som anført i de følgende punkter.

5.1   Forbrugerorganisationer

5.1.1

Forbrugerorganisationerne er underlagt nationale bestemmelser, som kræver nogle minimumskrav for deres anerkendelse og legitimering opfyldt. Dermed er de legitimeret til at gøre forbrugernes rettigheder gældende, hvis disse krænkes af en ulovlig praksis.

5.1.2

På europæisk plan er de organisationer, som er registreret i GD for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse, fuldt anerkendt, og det er dem, som bliver informeret og hørt, samtidig med at de inddrages i alle spørgsmål, der anses for at henhøre under deres kompetence.

5.1.3

I udøvelsen af denne noget begrænsede legitimitet i forbindelse med konkurrencespørgsmål, kan der ligge det problem, at der er tale om krænkelses af konkrete forbrugerrettigheder, som er geografisk og emnemæssigt begrænset. Det er nødvendigt indgående at diskutere begrebet legitimering for at kunne tage initiativer på dette område.

5.2   Det Europæiske konkurrencenet

5.2.1

Forordning 1/2003 EF (36) og den såkaldte moderniseringspakke fastlagde procedurerne for samarbejdet mellem Kommissionen og konkurrencemyndighederne inden for Det Europæiske Konkurrencenetværk (37). Dette netværk begyndte at fungere i 2003 via en arbejdsgruppe, som undersøgte de generelle spørgsmål såsom dets funktionsmåde og ordningen for kommunikationen inden for netværket. I dag fungerer det i fuld udstrækning og består af 14 undergrupper, som beskæftiger sig med sektorielle problemer (38).

5.2.2

Forordning 1/2003 giver Konkurrencenetværket midler til at yde gensidig bistand og handle efter den kompetente myndigheds instruktioner og mere generelt til at indhente al den information, der er nødvendig for at afgøre sagerne. Det foretager også inspektioner på anmodning af de nationale myndigheder, og resultaterne heraf videregives efter den fastlagte procedure, så de er tilgængelige for alle parter.

5.2.3

Af stor betydning er Konkurrencenetværkets rolle i bødefritagelsesprogrammet. Medlemsstaterne har underskrevet en erklæring, hvori de forpligter sig til at følge de regler, der fastlægges i den nævnte meddelelse. Netværket fungerer dermed som et praktisk instrument for de nationale domstole, der dømmer i konkurrencesager, samtidig med at domstolene sørger for at ajourføre EF-Domstolens retspraksis (39).

5.2.4

Den kommunikation, der skal være mellem Konkurrencenetværket, konkurrencemyndighederne og domstolene, gør det muligt at få kendskab til henvendelser vedrørende aftaler og misbrug af dominerende stilling og den procedure, der finder anvendelse. På denne måde kan der hurtigere end før træffes afgørelse om, hvilken myndighed der skal tage sig af sagen.

5.2.5

Konkurrencenetværket kan også medvirke til at opspore overtrædelser, således at man på et tidligt stadium kan afværge negative følger for konkurrenter og forbrugere. En vigtig funktion er indsatsen i gruppefritagelsesprocedurerne, hvor det bør vurderes, om resultatet er gunstigt for forbrugerne og om der i aftalen skal henvises til de forventede konkrete fordele for forbrugerne.

Bruxelles, den 5. juli 2006

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Handlingsplan om forbrugerpolitikken 1999-2001.

(2)  SEK(2005) 805 endelig af 17.6.2005. EØSU's udtalelse: EUT C 110 af 9.5.2006, s. 8.

(3)  London, den 15. september 2005 på »European Consumer and Competition Day«.

(4)  I Rom, den 6. december 2003, bebudede kommissær Mario Monti udnævnelsen af Juan Riviere y Marti.

(5)  EU's konkurrencepolitik og forbrugerne. Publikationskontoret, Luxembourg.

(6)  Se »XXXIII. Beretning om konkurrencepolitikken — 2003«, s. 6 ff., SEK(2004) 658 endelig af 4.6.2004. EØSU's udtalelse — EUT C 221 af 8.9.2005.

(7)  Det kan gøres via e-mail: comp-consumer-officer@cec.europa.eu

(8)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82, senere ændret ved forordning EF 411/2004 (EUT L 68 af 6.3.2004); Rådets forordning (EF) 773/2004 af 7. april 2004 om procedurerne for Kommissionens anvendelse af traktatens artikel 81 og 82 (EUT L 123 af 27.4.2004, s. 18). Desuden er der offentliggjort en række meddelelser og retningslinier om procedurerne for forbindelserne mellem konkurrencemyndighederne og Kommissionen og mellem denne og retsmyndighederne.

(9)  Kommissionens forordning (EF) 772/2004 af 27. april 2004 om anvendelsen af traktatens artikel 81, stk. 3, på kategorier af teknologioverførselsaftaler (EUT L 123 af 27.4.2004, s. 11).

(10)  EF-domstolens retspraksis har måttet definere begrebet dominerende stilling, da den ikke er defineret i traktaten. Ifølge denne retspraksis er der tale om dominerende stilling, hvis en eller flere virksomheder har en økonomisk position, som sætter den/dem i stand til at hindre deres konkurrenter, kunder eller forbrugerne i at optræde uafhængigt, således at effektiv konkurrence på markedet forhindres.

(11)  Sag COMP/C-1/37.451 — Deutsche Telekom; EUT L 263 af 14.10.2003, s. 9.

(12)  Sag COMP/37/792 — Microsoft.

(13)  Deutsche Telekom havde nedsat taksterne for bundtet adgang til dets fastnet for bredbånds-internettilslutninger betydeligt.

(14)  Rådets forordning (EF) 139/2004 af 20.1.2004 om kontrol med virksomhedssammenslutninger, EUT L 24 af 29.1.2004; Kommissionens forordning (EF) 802/2004 af 7.4.2004 om anvendelsen af forordning 139/2004, EUT L 133 af 30.4.2004, s. 1).

(15)  Forordning EØF/4064/89, (EFT L 395 af 30.12.1989, s. 1) og ændringerne heraf i medfør af Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelsestraktat blev ændret med den nævnte forordning. Den nye forordning er således en omarbejdning af alle relevante retsakter og af de artikler, som er blevet udlagt i Domstolens retspraksis.

(16)  Sag T-102/96, hvor EF-Domstolen har defineret begrebet »dominerende stilling« og »væsentlig begrænsning af konkurrencen«, således at anvendelsesområdet blev udvidet til situationer, der tidligere blev opfattet som uklare, såsom oligopoler.

(17)  Forordning (EF) 1228/2003 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling. EUT L 176 af 15.7.2003, s. 1.

(18)  Direktiv 2002/77/EF (EFT L 249 af 17.9.2002, s. 21).

(19)  KOM(2003) 715 endelig.

(20)  Se den udførlige gennemgang af foranstaltningerne i Kommissionens XXXIII. konkurrenceberetning — 2003, s. 41 ff.

(21)  Kommissionen nægtede at godkende aftalen mellem Air France og Alitalia i dens oprindelige form og opfordrede berørte tredjeparter til at fremsætte bemærkninger. Aftalen mellem British Airways og Iberia blev af Kommissionen begrænset til seks år.

(22)  Forordning (EF) 261/2004 (EUT L 46 af 17.2.2004, s. 1).

(23)  EUT C 233 af 30.9.2003, s. 8.

(24)  Sag Wallenius/Wilhelmsen/Hyundai, 2002.

(25)  Sag IV/34.018 (EFT L 268 af 20.10.2000, s. 1).

(26)  KOM(2005) 672 endelig af 19.12.2005.

(27)  Se EØSU's udtalelse — INT/263 — AC 594/2006, ordfører: Jorge Pegado Liz.

(28)  Se ovennævnte årsberetning for 2003, s. 191 ff.

(29)  Se Boks 3 i årsberetningen for 2003, s. 29, om misbrug i telekommunikationssektoren; Boks 2 i årsberetningen for 2004, s. 28; tv-transmission og salg af sportsrettigheder i årsberetningen for 2004, s. 43.

(30)  Se årsberetningen for 2004, transport, s. 52; de liberale erhverv, årsberetningen for 2003, s. 60; distribution af motorkøretøjer, årsberetningen for 2004, s. 44.

(31)  Sagen British Telecommunications, EUT L 360, var særlig bemærkelsesværdig, da der var tale om et statsmonopol.

(32)  Kommissionens meddelelse om »Strategi for forbrugerpolitikken 2002-2006«. KOM (2002) 208 endelig.

(33)  KOM (2001) 248 endelig.

(34)  Internetside:

http://europa.eu.int/comm/consumers/redress/compl/index_en.htm.

(35)  Vedlægges som bilag.

(36)  Rådets forordning (EF) af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82, senere ændret ved forordning nr. 411/2004 (EUT L 68 af 6.3.2004, s. 1).

(37)  Kommissionens meddelelse om samarbejdet inden for Konkurrencenetværket (EUT C 101 af 27.4.2004).

(38)  I 2004 behandlede det 298 sager, hvoraf 99 blev forelagt af Kommissionen og 199 af de nationale konkurrencemyndigheder.

(39)  Kommissionens meddelelse om samarbejdet mellem Kommissionen og domstolene i EU's medlemsstater om anvendelse af EF-traktatens artikel 81 og 82 (EUT C 101 af 27.4.2004, s. 54).


16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/10


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Mere forskning og innovation — investering i vækst og beskæftigelse: En fælles tilgang

KOM(2005) 488 endelig

(2006/C 309/02)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 12. oktober 2005 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Lucia Fusco til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 31. maj 2006.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 428. plenarforsamling den 5. og 6. juli 2006, mødet den 5. juli 2006, følgende udtalelse med 152 stemmer for og 3 hverken for eller imod:

1.   Baggrund for og resumé af Kommissionens meddelelse

1.1

I Kommissionens meddelelse fremlægges en fælles tilgang  (1) til forskning og innovation inden for rammerne af gennemførelsen af Lissabon-programmet, som blev besluttet på Det Europæiske Råds samling i Lissabon i marts 2000 med det formål inden 2010 at gøre EU til »den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed«. Det Europæiske Råd gav ved samme lejlighed sin støtte til Kommissionens forslag i meddelelsen »Mod et europæisk forskningsrum« (2).

1.2

I en resolution vedtaget på samlingen i Barcelona i marts 2002 opstillede Det Europæiske Råd som målsætning gradvis at øge investeringer til forskning og innovation i EU til 3 % inden 2010 samt at øge den private finansierings andel til 2/3. Men Det Europæiske Råd efterlyste på samlingen i Bruxelles i marts 2003 konkret handling.

1.3

I sin meddelelse fra 30 april 2003»Investering i forskning: en handlingsplan for Europa« konkretiserer Kommissionen de aktioner på nationalt og europæisk niveau, som den havde peget på som nødvendige i sin meddelelse fra september 2002 »Mere forskning i Europa — Mod 3 % af BNP« (3). De første officielle tal vedrørende forskning og udvikling viste, at udgifterne til forskning og udvikling var så godt som stagneret på 1,93 % af EU-25's BNP. Kun Finland og Sverige havde nået målet.

1.4

Det Europæiske Råd genlancerede behandlingen af den reviderede Lissabon-strategi i marts 2005. (4) Det fælles politiske ønske blev bekræftet i oktober 2005 på det uformelle møde for EU's stats- og regeringschefer på Hampton Court Palace som svar på et presserende behov for bedre konkurrenceevne i en verden med global konkurrence.

1.5

Som første led i tilpasningen til den reviderede Lissabon-strategi udsendte Kommissionen sit initiativ for det europæiske informationssamfund i 2010 (5), som pålægger medlemsstaterne at opstille prioriteringer for informationssamfundet i de nationale reformprogrammer inden medio oktober 2005 med henblik på at bidrage til målsætningerne i meddelelsen om i2010.

1.6

De foreslåede aktioner begrundes med kontrasten mellem situationen i og uden for EU: på den ene side hård international konkurrence, og på den anden de nationale markeders opsplitning og manglende fleksibilitet over for behovet for opbygningen af et fælles europæisk rum og højt kvalificerede arbejdstageres mobilitet. Kommissionen erkender at have begrænset kompetence på området og stræber da også først og fremmest efter at påtage sig rollen som katalysator.

1.7

Kommissionen ønsker at styrke båndene mellem forskning og innovation dels gennem en forskningspolitik, der fokuserer på at afdække og anvende ny viden og at opstille rammer for forskningen, dels gennem en innovationspolitik, der er koncentreret om at omsætte ny viden i økonomiske værdier og kommerciel succes. I indsatsen for en bedre regulering vil enhver foranstaltning med indvirkning på konkurrenceevnen blive underkastet en konsekvensanalyse.

1.8

I analysen, som er offentliggjort samtidig med meddelelsen, overvejes tre politiske valgmuligheder, og det er den sidste, der vælges (6):

intet at foretage sig,

en integreret politik,

en fælles tilgang.

1.9

Handlingsplanen, som foreslås i Kommissionens meddelelse, er delt i fire dele:

en central placering for forskning og innovation i EU-politikkerne;

en central placering for forskning og innovation EU's støtteaktiviteter;

en central placering for forskning og innovation i erhvervslivet;

bedre forsknings- og innovationspolitikker.

1.10

19 aktioner placeres inden for 3 hovedområder: offentlig politik og regulering, finansiering og beskatning (7) og de private aktørers rolle (8).

1.11

Meddelelsen følger det samme spor som meddelelsen fra 2003. Det eneste nye fra Kommissionen er, at de nationale reformprogrammer nu udtrykkeligt skal omfatte forskning og innovation. De nationale reformprogrammer vil blive understøttet gennem EU-finansiering til aktiviteter af europæisk interesse, rådgivning, der sigter mod samordnet politikudvikling, og forummer, der gør det lettere at lære af hinanden, i alle regioner, hvor grænseoverskridende samarbejde indebærer en merværdi. Forsknings- og udviklingstiltag anerkendes i stabilitetspagten, hvor udgifter til dette formål tillades ud over 3 %-underskuddet.

1.12

EØSU tager desuden hensyn til Esko Aho-rapporten, selv om den falder uden for høringsanmodningen, ved at gøre opmærksom på, at Kommissionen i punkt 3.1. »Investering i viden og innovation« i meddelelsen til Det Europæiske Råd, forårstopmødet 2006 ikke refererer til KOM(2005) 488 endelig, men derimod til Esko Aho-rapporten. EØSU beklager, at Kommissionen hverken har anmodet om en høringsudtalelse eller en forudgående vurdering af denne rapport, og inddrager derfor rapporten i nærværende behandling af emnet.

1.13

På Hampton Court Palace nedsatte man i oktober 2005 en gruppe bestående af fire personer. Esko Aho fik rollen som koordinator. Den rapport, som gruppen i januar 2006 afleverede til Kommissionen med henblik på Det Europæiske Råds forårstopmøde 2006, indeholder anbefalinger vedrørende fremskyndet gennemførelse af nationale og europæiske initiativer til fordel for forskning og innovation. Rapporten er udarbejdet på grundlag af den her behandlede meddelelse, men hælder mere til den anden politiske valgmulighed: en integreret politik (jf. SEK(2005)1289). I marts 2006 blev rapporten forelagt Rådet (konkurrenceevne) og Det Europæiske Råd i Bruxelles. Det Europæiske Råd fremhævede Esko Aho-rapportens betydning og bad Kommissionen evaluere rapporten inden september 2006 (9).

2.   Generelle bemærkninger

2.1

EØSU har med tilfredshed modtaget meddelelsen, der tager udgangspunkt i partnerskabet for vækst og beskæftigelse, idet den søger at dække hele spektret af forskning og innovation, herunder innovation på andre områder end det teknologiske. I meddelelsen skildres aktioner, der går ud over de 3 % fastsat i Barcelona (10), samt i generelle vendinger de forpligtelser, som Fællesskabet har indgået. Igangværende og kommende støtteforanstaltninger for forskning og innovation beskrives indgående (11).

2.2

Som det fremgår af meddelelsen, vokser den internationale konkurrence om at tiltrække investeringer til forskning og udvikling konstant, ikke mindst i vækstlande som Kina, Indien og Brasilien. »Forskellen mellem EU og USA, når det gælder investering i forskning, er allerede på over 120 milliarder euro om året, og den vokser hurtigt«  (12). Desuden er konkurrencen så hård for Europa, at ingen medlemsstat kan opnå succes udelukkende på egen hånd. Synergi på tværs af landegrænserne er den eneste måde, hvorpå man kan fremme forskning og innovation og udnytte dem til vækst og beskæftigelse. Derudover er det nødvendigt med en forsknings- og innovationsindsats for at gøre EU's økonomi mere bæredygtig og finde frem til løsninger for økonomisk vækst, social udvikling og miljøbeskyttelse.

2.3

Med handlingsplanen er et flertal af medlemsstaterne begyndt at indføre nationale foranstaltninger til fremme af forskning og udvikling i den private sektor og at sætte sig som mål at bringe forskningsinvesteringerne op på 2,6 % af BNP inden 2010. Her har skatteincitamenter særlig stor betydning (13). Forskningsintensiteten synes imidlertid at være mere eller mindre stagnerende i EU, og dette gælder også den private sektor. Situationen er foruroligende.

2.4

Begrundelsen for aktionerne åbner en debat om produktivitetssammenligninger mellem EU's medlemsstater og tredjelande.

2.4.1

For det første kan produktivitet defineres på flere forskellige måder (forholdet mellem antal producerede varer eller tjenester og det anvendte antal enheder af en produktionsfaktor). Den mest benyttede målestok er en enkeltfaktor, nemlig arbejdskraft. Som indikator anvendes timeproduktion per arbejdstager i den industrielle sektor, som er let at fastsætte, men kun delvis dækkende. Kapitalen opfattes som en eksogen variabel i produktionsprocessen.

2.4.2

For det andet bør man ikke generalisere, når man sammenligner Europa og USA, men skelne mellem vigtige forskelle inden for de enkelte sektorer og mellem medlemsstater– ja, selv internt i et land som USA. Der er sektorer og lande i Europa som er konkurrencedygtige og som har en betydelig vækst i deres produktivitet. For EU som helhed synes beregningen af udgifterne per arbejdskraftenhed i fremstillingssektoren ifølge O'Mahony et van Ark (2003) at vise, at EU er konkurrencedygtig i forhold til USA i andre sektorer end højteknologi. Det er dog de lave lønninger i tredjelande, ikke USA, som er den vigtigste kilde til konkurrence i de traditionelle industrier og som lægger et vanskeligt pres på EU. Dosi, Llerena og Labini (2005) ser mere kritisk på situationen. De mener ikke, at en europæisk industripolitik skal behandles som et tabu-emne.

2.4.3

For det tredje er den samlede faktorproduktivitet den bedste målestok, idet den justerer BNP for forskelle i de anvendte input (Calderon, 2001) og muliggør en bedre sammenligning mellem lande. For at forklare forskelle i produktivitet mellem lande har man i empiriske studier klassificeret determinanter bag produktivitetsforbedringer hos arbejdskraften og/eller totalfaktoren i tre grupper. Men i betragtning af landenes indbyrdes afhængighed, fastslår Calderon, at forskellene i totalfaktorproduktiviteten mellem landene skyldes den hastighed, hvormed teknologier spredes (gennem handel, direkte udenlandske investeringer eller migration) (14).

2.4.4

Da det er vigtigt at sikre en hurtig udbredelse, er innovative SMV uundværlige for udbredelsen, idet de skaber nye markeder. Af samme grund vil valget af strategiske prioriteringer for forskning og innovation kunne fremme en hurtigere udbredelse af viden.

2.4.5

Endelig er sikring af et kvalificeret personale og virksomhedernes lokalisering af investeringer vigtige parametre både for USA og for Europa, især i forhold til Kina, der mangler 75.000 højt kvalificerede arbejdstagere i at kunne overgå til en serviceøkonomi.

2.5

Når det er sagt, er der to overordnede synsvinkler, der præger de politiske valg. På den ene side er der presserende behov for organisatorisk innovation, som udgør en forudsætning for teknisk innovation (Lam 2005 og OECD 2005), hvilket også gælder for EU-institutionerne (Sachwald, Sapir et al. 2003, Esko Aho 2006); på den anden side er årsagen til, at virksomhederne ikke investerer tilstrækkeligt i forskning, udvikling og innovation i Europa, at der ikke eksisterer et innovationsvenligt marked, hvor man kan lancere nye produkter og tjenester (Esko Aho 2006). EØSU gør opmærksom på, at man ikke kommer uden om iværksætterlyst og risikovillighed.

2.6

At markedsimperfektioner kan være befordrende for innovation har været almindeligt kendt af forskerne siden Arrow (1962) og Dasputa og Stiglitz (1980). Kommissionens rammeprogrammer er hovedsagelig baseret på aktiv støtte på mikroniveau til forskning og udvikling i virksomhederne gennem en blanding af støtte til forskning og udvikling og fremme af samarbejde med henblik på at fjerne de mest demotiverende hindringer (lettere identifikation af samarbejdspartnere og fremme af en fælles dynamik, der bl.a. giver fordele i henseende til market entry og downstreaming såvel som stordriftsfordele). Disse initiativer er dog ikke tilstrækkelige til at kickstarte en ny bæredygtig innovationsdynamik i hele EU.

2.7

EØSU bifalder, at Kommissionen har lagt vægt på mesoniveauet, sektorniveauet og det grænseoverskridende samarbejde. Instrumenter som partnerskaber, net, klynger, agglomerater, forummer og dialoger viser, at ikke bare linkages, eksternalitet og spillovers mellem virksomheder og organisationer, men også geografien spiller en vigtig rolle for fremme af innovation. Disse koordinationsformer vil lettere kunne identificere faktorer, der har indflydelse på investeringer i innovation, og flaskehalse.

2.8

Den foreslåede tilgang og de foreslåede aktioner er ikke ledsaget af budgetmæssige anvisninger, selv om der bliver brug for betydelige ressourcer og en betragtelig koordinationskapacitet, for at aktionerne kan lykkes. Endvidere minder Kommissionen på det eneste sted i meddelelsen til forårstopmødet 2006, hvor den her behandlede meddelelse omtales, om, at lovgivningsforslag ikke bærer frugt, med mindre de stadfæstes af Rådet og Europa-Parlamentet. Hertil kommer, at én stor del af finansieringstiltagene er afhængige af den endelige ajourføring og gennemførelsen af de finansielle overslag for perioden 2007-2013. De foreslåede aktioner er således kun vejledende.

2.9

EØSU opfordrer Kommissionen til snarest muligt at udsende budgetmæssige anvisninger og til at tilføje et klart system med en konkret frist for opfølgning og overvågning af meddelelsen, f.eks. 2008. EØSU finder det desuden nødvendigt med en rapport fra Kommissionen, der tager stilling til alle ekspertgruppernes rapporter med direkte relation til meddelelsen, samt en vurdering af anbefalingerne i disse. Retningslinjerne skal svare til den valgte option og de valgte tiltag. Endelig vil det for at afhjælpe den opsplitning, som findes i dag, være hensigtsmæssigt at sikre mapping (sammenfald) mellem de personer, der har ansvaret for koordinationen af de i KOM(2005) 488 foreslåede aktioner på alle niveauer, i regionerne, medlemsstaterne og EU-institutionerne. Kommissionen har udført et stor arbejde i forbindelse med landerapporterne (trendcharts), hvor de enkelte landes innovations- og forskningsinstitutioner beskrives — et arbejde, som kan lægges til grund for den omtalte mapping. Det kunne også være relevant at se på erfaringerne med anvendelsen af virtual agencies inden for forskning og innovation i USA.

2.10

EØSU gør desuden opmærksom på, at hovedbegreberne (forskning, innovation, viden og teknologi) ikke defineres i meddelelsen. Kommissionen har derfor støttet fælles europæisk forskning med henblik på definitioner. Eurostat og OECD har defineret innovation. Det seneste European Innovation Scorebord vedrørende forholdet mellem input og output inden for innovation, opererer med begrebet innovation efficiency og betragter forskning og udvikling som innovationsinput. Hertil kommer, at der må skelnes bedre mellem aktioner til fordel for forskning og innovation som sådan og politikker til fremme af gunstige vilkår for innovation (f.eks. uddannelse, modtagelse og optræning af mobile menneskelige ressourcer, støtte til SMV'er og ugunstigt stillede regioner i forbindelse med udbredelse af IKT, hvor omkostningerne er væsentligt højere end for andre aktører). Med andre ord mellem innovation forstået som nye produkter og tjenester på markedet og innovation som proces. Det første er en nødvendig forudsætning, men ikke tilstrækkeligt for en dynamisk intern vækst.

2.11

EØSU følger dette område meget aktivt og har afgivet flere udtalelser om det i meddelelsen KOM(2005) 488 omhandlede emne i bredere forstand. Af mangel på plads skal EØSU kun ganske kort minde om sine tidligere udtalelser, herunder ikke mindst udtalelsen CESE 595/2000 om det europæiske forskningsrum, hvor alle temaerne i KOM(2005) 488 anslås — især i punkt 7. Forskning og teknisk innovation og punkt 8. Personaleudveksling mellem forskningscentre og industrien.

2.12

Udtalelsen CESE 724/2001 om videnskab, samfund og borgere i Europa fremhævede grundforskningens betydning for de fleste store opdagelser. EØSU' udtalelse om Europa og grundforskningen (15) og forholdet mellem denne og den applicerede forskning betoner spørgsmålet om patenter i punkt 2.5, hvor udvalget påpeger, at der er presserende behov for en europæisk patentordning, der ligesom i USA opererer med en henstandsperiode fra den videnskabelige offentliggørelse af en opdagelse til patenteringen af anvendelsen af en sådan opdagelse. EF-patentet bør kunne opnås hurtigt og billigt. EØSU beklager, at det er blevet forsinket af sproglige grunde.

2.13

EØSU's udtalelse om forskere i det europæiske forskningsrum støtter det europæiske charter for forskere (16), er enig i, at kontakt mellem den akademiske verden og erhvervslivet er absolut nødvendig, og foreslår en bedre anvendelse af eksperter med mange års erfaring kombineret med kompatibilitet og anerkendelse af flere elementer med hensyn til social sikring og boliganvisning (punkt 5.4) samt bevarelse af familiens enhed (punkt 5.5.5). Udtalelsen om videnskab og teknologi (17), og udtalelsen om det 7. rammeprogram for forskning (18), hvor EØSU fokuserer på dette programs store betydning, finansieringen, opdelingen i underprogrammer og de 9 forskningsemner, som EØSU har afgivet særskilte udtalelser om (19).

2.14

I sin udtalelse om konkurrenceevne og innovation (2007-2013) (20) påpeger EØSU vigtigheden af, at SMV'er og arbejdsmarkedets parter deltager i innovationsbestræbelser (21). De bør inddrages tæt, for at innovationsprocessen kan få succes. En udtalelse under udarbejdelse om politiske rammer til styrkelse af fremstillingsindustrien i EU, hilser den sektorale indfaldsvinkel velkommen, men erindrer samtidig om, at koordinationen kræver ressourcer (der er ikke noget budget), og udtrykker håb om, at arbejdstagernes kvalifikationer, som et tema, der angår alle sektorer, vies særlig opmærksomhed. Det er meget vigtigt med en mere integreret industripolitisk strategi, eftersom »denne industri beskæftiger mere end 34 millioner mennesker og tegner sig for over 80 % af den private sektors F&U-udgifter i EU«.

3.   Særlige bemærkninger

3.1

EØSU bifalder navnlig Kommissionens bestræbelser på at etablere et konkurrencedygtigt europæisk system for intellektuel ejendomsret og Kommissionens arbejde vedrørende regler for formidling af forskningsresultater (2007-2013). Det anbefaler, at man er særlig opmærksom på forvaltningen af innovationspatenter i forbindelse med de instrumenter, som er nævnt under punkt 2.7.

3.2

Et bedre system til udbredelse af viden er af vital betydning for konkurrenceevnen. Man bør være særlig opmærksom på initiativet Innovation Relay Centres og på Kommissionens idé med som led i programmet for konkurrenceevne og innovation at give SMV'er vouchers til konsulenttjenester i forbindelse med disses innovationsstrategi. Grænseoverskridende klynger vil lette udbredelsen, og deres betydning vil blive anerkendt i en kommende meddelelse om industriklynger i Europa. En database om klynger vil blive oprettet i 2006.

3.3

EØSU insisterer på den sociale dimension af innovation og af anvendelsen af menneskelig og social kapital til forskning og innovation, og håber, at den næste udgave af OECD's og Eurostats Oslo-manual også vil indeholde statistikker, som tager hensyn hertil, herunder indikatorer for kvalificeret menneskelig kapital og innovationsskabende lokaliteter som universiteter og andre uddannelsessteder og platforme, hvor industri, statsinstitutioner og universiteter arbejder sammen.

3.4

Med hensyn til statsstøtte, som kan sætte skub i virksomhedernes forskningsinvesteringer, glæder EØSU sig over den opmærksomhed, som vies SMV'erne, og anmoder Kommissionen om at betragte jobskabelse som en investering i forskning og innovation, så længe stillinger er specielt øremærket til disse formål. EØSU understreger ligeledes nødvendigheden af at fremhjælpe etableringen af innovative SMV'er, bl.a. ved hjælp af risikokapital. I den forbindelse bør også Den Europæiske Investeringsfond inddrages.

3.5

En vigtig innovationsfaktor — i betragtning af den i punkt 2.4.5 nævnte globale konkurrence — er adgangen til menneskelige ressourcer med up to date-viden på alle niveauer. Meddelelsen fokuserer på forskningsressourcerne. Men man skal også være opmærksom på den ikke-videnskabelige faglige arbejdskraft. Desuden bør der ske en afstemning af udbud og efterspørgsel på kvalifikationer og specifik viden efter sektorernes behov. Med henblik på effektive og hurtige løsninger er det hensigtsmæssigt, at arbejdsmarkedets parter og alle andre relevante aktører inddrages. EØSU opfordrer Kommissionen til at tage hul på debatten om dette emne.

3.6

For samtidig at sikre mobiliteten må der gøres fremskridt med hensyn til de fælles europæiske kompetence-charts, der er nødvendige for de enkelte sektorer eller fag, uden at glemme uddannelsernes kvalitative side (værdier, lige muligheder). Eftersom Kommissionens generaldirektorater for beskæftigelse, uddannelse og kultur også beskæftiger sig med menneskelige ressourcer, ville det være nyttigt at integrere deres initiativer til fordel for forskning og innovation i den her behandlede meddelelse for at dække hele spektret.

3.7

EØSU tilskynder Kommissionen til at fremme forskning og innovation i alle sektorer: problemer med konkurrenceevnen findes ikke kun inden for højteknologi. Den strategiske forvaltning af ændringer som følge af en massiv overtagelse af nye teknologier i SMV'er vil kunne integreres i de foreslåede aktioner. Inddragelse af arbejdsmarkedets parter og andre vigtige aktører er meget vigtig i den forbindelse.

3.8

EØSU er enig med Esko Aho-rapporten i, at der ikke tages nok hensyn til virksomheder med over 250 medarbejdere, formentlig bl.a. fordi definitionen af SMV'er er for restriktiv i forhold til den tilsvarende definition i USA og Japan. EØSU finder økonomisk støtte til innovative SMV'er nødvendig for at etablere en europæisk innovationsøkonomi med social samhørighed. Det er ikke overraskende, at Paxis-regionen Emilia Romagna er en af de mest aktive, selv om andre innovationsindikatorer i Italien er mindre favorable. Tilsvarende bør støttetjenester til virksomhederne være specialiserede for at passe til de forskellige former for SMV og deres særlige karakteristika (kooperativer, erhvervsdrivende foreninger m.m.).

3.9

EØSU så gerne, at Kommissionen redegjorde for aktioner til fordel for forskning og innovation, der involverer andre regioner i verden. Kommissionen anvender allerede en global indfaldsvinkel i sine TrendCharts og i adskillige andre initiativer. Efter meddelelse 346 af 25. juni 2001 om det europæiske forskningsrums internationale dimension, har INCO-delen af det 6. rammeprogram udtrykkeligt begunstiget deltagelse af tredjelande — et tiltag, der vil fortsætte under det 7. rammeprogram. Aktionerne vil kunne trækkes frem i et særligt afsnit. Storbyer og bymiljøer betydning for innovation bør ligeledes studeres nærmere.

3.10

EØSU opfordrer Kommissionen til at evaluere timingen med hensyn til teknologiske investeringer, liberalisering og omstrukturering, al den stund virksomhederne, især de største af dem, vil skulle overveje administrative ændringer samtidig med behovene for investeringer i forskning og innovation (f.eks. inden for energi, transport og netværksindustrier).

3.11

EØSU advarer i øvrigt om, at det kan blive nødvendigt at finde den rigtige balance mellem fremme af innovation gennem fælles marketing og licensing af nye produkter og tjenester for virksomheder på den ene side og konkurrencelovgivningen på den anden.

3.12

EØSU betragter innovation som et input til en konkurrencedygtig økonomi med social samhørighed og ikke som et endemål i sig selv. Velvidende, at dette er en stor udfordring, anmoder EØSU Kommissionen om at udarbejde statistik og støtte studier, der kan gøre det lettere at måle relationer mellem innovation, konkurrenceevne og social samhørighed, så den bliver i stand til at evaluere sine resultater på en klar og effektiv måde og at formidle disse resultater til de europæiske borgere på en overbevisende måde. Som allerede påpeget af andre: man skal være ambitiøs og satse på dristige teknologiske projekter med ægte social og politisk værdi (Dosi et al, 2005).

3.13

Endelig anmoder EØSU, der betragter innovation som et system, Kommissionen om at samordne sine tiltag med Den Europæiske Investeringsbank for at sikre synergier med dennes programmer, Den Europæiske Investeringsfond, det 7. rammeprogram for forskning og rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation, så innovation bliver et dynamisk og velstruktureret system.

Bruxelles, den 5. juli 2006

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  SEK(2005) 1289, bilag til KOM(2005) 488 endelig; Konsekvensanalyse, hvor Kommissionen har valgt den tredje valgmulig, nemlig en fælles tilgang.

(2)  EUT C 204 af 18.7.2000.

(3)  KOM(2002) 499 endelig.

(4)  »Vækst og beskæftigelse — en fælles opgave. Et nyt afsæt for Lissabon-strategien«, KOM(2005) 24 endelig af 2.2.2005, og »En fælles indsats for vækst og beskæftigelse: Fællesskabets Lissabon-program«, KOM(2005) 330 endelig af 20.7.2005.

(5)  KOM(2005) 229 endelig og SEK(2005) 717 af 1. juni 2005»i2010: Et europæisk informationssamfund som middel til vækst og beskæftigelse«. Målet er at fremme vækst og beskæftigelse i IKT-virksomheder og medierne. Fokus er lagt på denne økonomiske sektor i EU, fordi den tegner sig for en fjerdedel af væksten i EU's BNP og 40 % af produktivitetsstigningen. Sapir-rapporten »Dagsordenen for et EU i vækst: Et effektivt økonomisk system i EU«, 2003, ss. 136, 143, 157 og 163. Rapport fra en uafhængig studiegruppe på højt niveau nedsat på initiativ af Kommissionens formand.

(6)  Konsekvensanalyse, SEK(2005) 1289.

(7)  Mobilisering af offentlige og private ressourcer; skattefordele; de europæiske strukturfonde; SMV'ers adgang til finansiering.

(8)  Partnerskaber mellem universiteter og erhvervslivet, klynger og net, proaktive erhvervsstøttetjenester og innovative tjenester.

(9)  Formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Bruxelles den 23.-24. marts 2006.

(10)  INI/2006/2005: 12.10.2005, ifølge Europa-Parlamentets analyse af KOM(2005) 488 endelig. Af Europa-Parlamentet.

(11)  SEK(2005) 1253, bilag til KOM(2005) 488 endelig, Steps for implementation.

(12)  KOM(2003) 226 endelig, pkt. 2.

(13)  Otte medlemsstater har allerede indført skattefordele, som ligger bag 13 % af de direkte investeringer i forskning i de pågældende lande.

(14)  Ibidem, Calderon 2001, side 19.

(15)  EUT C 110 af 30.4.2004.

(16)  EUT C 110 af 30.4.2004.

(17)  EUT C 157 af 26.6.2005.

(18)  EUT C 65 af 17.3.2006.

(19)  Nanoteknologi, bioteknologi, sundhed, informationsteknologi, energi (herunder fusionsenergi), rummet og sikkerhed.

(20)  EUT C 65 af 17.3.2006.

(21)  »98 % af virksomhederne i Europa er små og mellemstore virksomheder (SMV), og de tegner sig for 55 % af arbejdspladserne i den private sektor. SMV'erne har et betydeligt innovationspotentiale med hensyn til produktionsprocesser og produkter samt tjenesteydelser«.


16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/15


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lægemidler til avanceret terapi og om ændring af direktiv 2001/83/EF og forordning (EF) nr. 726/2004«

KOM(2005) 567 endelig — 2005/0227 (COD)

(2006/C 309/03)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 10. januar 2006 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Adrien Bedossa til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 31. maj 2006.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 428. plenarforsamling den 5. og 6. juli 2006, mødet den 5. juli 2006, følgende udtalelse med 150 stemmer for og 1 stemme hverken for eller imod:

1.   Resumé

1.1

Forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lægemidler til avanceret terapi og om ændring af direktiv 2001/93/EF og forordning (EF) nr. 726/2004 må hilses velkommen.

1.2

I en tid, hvor der gøres stadig flere videnskabelige fremskridt, navnlig inden for bioteknologi, synes det hensigtsmæssigt at tilvejebringe klarhed, stringens og sagkundskab.

1.3

Dette forslag skal på en og samme tid gøre det muligt at skabe et sammenhængende hele af de avancerede terapier, råde bod på den nuværende mangel på regulering og supplere Det Europæiske Lægemiddelagenturs specifikke evaluering i disse nye discipliner. Det vil således være muligt:

hurtigt at imødekomme patienternes krav og forventningerne hos de industrier, der berøres af forskningen og udviklingen inden for regenerativ medicin

at sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau for patienter i EU

at sikre overordnet retssikkerhed, samtidig med at der på teknisk plan skabes plads til en god portion fleksibilitet, således at man kan holde trit med udviklingen inden for videnskab og teknologi.

1.4

For at tilgodese de helt særlige forhold, der gør sig gældende for lægemidler til avanceret terapi, er det nødvendigt med en udtømmende og solid retlig ramme, der kan anvendes i alle medlemsstater.

1.5

Valget er faldet på en forordning, da en sådan forekommer at være den mest velegnede retsakttype, navnlig fordi man i EU ikke kan løse de folkesundhedsmæssige problemer, der knytter sig til lægemidler til avanceret terapi, før der bliver fastlagt specifikke lovgivningsmæssige rammer.

1.6

Dette forslag til forordning indeholder nogle aspekter, som kan medføre gennemførelsesvanskeligheder som følge af den benyttede definition i forhold til forlaget til direktiv om medicinsk udstyr. I den endelige tekst bør der sørges for en belysning af mange spørgsmål, som kan give anledning til tvivl:

hvad er formålet med disse nye regler, når lægemidler til avanceret terapi, genterapi og celleterapi allerede er reguleret gennem de specifikke lægemiddeldirektiver?

navnlig de i artikel 2 litra b) omhandlede definitioner virker indviklede og har nærmere en sekundær funktion;

det står ligeledes klart, at en national lægemiddellovgivning kan forhindre anvendelsen af en europæisk lovgivning;

det ville i dette tilfælde være mere hensigtsmæssigt med en mere fleksibel tilgang og via gensidig anerkendelse;

spørgsmålet om autologe produkter af ikke-industriel oprindelse i hospitalssektoren rejser også spørgsmålet om »border line«-produkter af anden oprindelse, som anvendes i EU.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

De enkelte artikler i forslaget til forordning giver anledning til en række bemærkninger, spørgsmål og henstillinger. Med hensyn til artikel 2 »Definitioner« (1):

2.2

Definitionerne af genetisk terapi og somatisk celleterapi volder generelt ikke problemer, eftersom tiden og erfaringerne har gjort det muligt at nå til enighed. Disse produkter klassificeres som lægemidler og reguleres allerede som sådan i EU.

2.2.1

Definitionen af et produkt fremstillet ud fra manipuleret væv synes at være mere kompleks. Det hedder i den nuværende version af art. 2, stk. 1, litra b) i første led, at et produkt fremstillet ud fra manipuleret væv »indeholder eller består af celler eller væv…« uden at specificere »som integreret del« og omfatter således, blandt de innovative lægemidler, også medicinsk udstyr, der indeholder og kan »have en virkning på« produkter fremstillet ud fra manipuleret væv, hvilket i høj grad vil svække det direktivforslag om medicinsk udstyr, som i øjeblikket er til debat.

2.2.2

Også andet led i art. 2, stk. 1, litra b), er formuleret på en sådan måde, at der kan opstå problemer med gennemførelsen, især ved overlapning af direktivet om medicinsk udstyr: da produkter fremstillet ud fra manipuleret væv henhører under bestemmelserne om lægemidler, bør man omtale deres primære funktion ved behandling eller forebyggelse af sygdomme eller ved ændring af fysiologiske funktioner, hvor de kan udøve en farmakologisk, immunologisk eller metabolisk virkning, og ikke kun nøjes med egenskaber, som kan »regenere, reparere eller erstatte menneskeligt væv«, hvilke egenskaber også gælder for nogle typer medicinsk udstyr.

2.3

Selv om der er gjort en indsats for så vidt muligt at afgrænse definitionen af et »produkt fremstillet ud fra manipuleret væv«, fremstår forskellen i forhold til celleterapi (knoglemarvs- og stamcelletransplantater og transplantater af navlestrengsblod samt voksne og embryonale stamceller) ikke klart.

2.4

I et forsøg på at præcisere denne definition foreslår EØSU, at man henter inspiration fra eksempler på produkter, der på nuværende tidspunkt anses for at være fremstillet ud fra manipuleret væv. Dette kunne fremme forståelsen, navnlig fordi det er alment kendt, at netop embryonære stamceller giver anledning til debatter og kontroverser.

2.5

De etiske aspekter volder ikke længere problemer med undtagelse af de menneskelige embryonale stamceller (HESC).

2.6

Der har været størst uenighed omkring fremstillingsmetoden for stamceller. Navnlig fremstillingen af stamceller ved hjælp af nuklear celleoverførsel (også kaldet kloning) rejser nogle vigtige etiske spørgsmål, og man har indtil videre ikke formået at opnå nogen reel konsensus i EU. Ofte skyldes forbeholdene risikoen for reproduktiv kloning, ulovlig handel med oocyter og markedsføring af dele af den menneskelige krop.

2.7

Dette fordømmes allerede udtrykkeligt i den europæiske konvention om bioetik (Oviedo-konventionen fra 1998) og af den internationale bioetiske komité (UNESCO, 1997).

2.8

Som følge af den manglende konsensus mellem EU-medlemsstaterne er anvendelsen af humane embryonale stamceller underlagt national lovgivning.

2.9

De i betragtningerne (2) anførte præciseringer er således vigtige, da de tydeligvis tager hensyn til den faktiske debat og gør opmærksom på, at dette forslag til forordning om lægemidler til avanceret terapi på fællesskabsplan ikke bør »anfægte medlemsstaternes beslutninger om, hvorvidt de vil tillade anvendelse af særlige typer celler fra mennesker, f.eks. embryonale stamceller, eller dyr«.

2.10

Forslaget skal heller ikke »have indflydelse på anvendelsen af national lovgivning, der forbyder eller begrænser salg, levering eller anvendelse af lægemidler, der indeholder, består af eller er fremstillet ud fra sådanne celler«.

3.   Særlige bemærkninger

3.1

Harmoniseringen af principperne i forhold til de øvrige moderne bioteknologiske lægemidler, der på nuværende tidspunkt er reguleret på fællesskabsplan, foregår ved en centraliseret godkendelsesprocedure, dvs. en enkelt videnskabelig evaluering af lægemidlets kvalitet, sikkerhed og virkning.

3.2

I modsætning til konventionelle lægemidler forudsætter disse lægemidler til avanceret terapi dog i sagens natur specifikke prækliniske og kliniske procedurer med særlig vægt på ekspertise samt planer for risikostyring og overvågning efter udstedelsen af markedsføringstilladelsen.

3.3

Det fremlagte forslag til forordning understreger med rette behovet for inden for Udvalget for Humanmedicinske Lægemidler (CHMP (3)) at udvikle en specifik ekspertise i forbindelse med evalueringen af disse produkter og bl.a. at inddrage patientforeningerne i evalueringsgrupperne.

3.4

Forslaget om at nedsætte et udvalg for lægemidler til avanceret terapi (CAT (4)), som Udvalget for Humanmedicinske Lægemidler under det Europæiske Lægemiddelagentur skal høre i forbindelse med vurderingen af data om lægemidler til avanceret terapi, inden det afgiver sin endelige videnskabelige udtalelse, er af afgørende betydning.

3.5

Med nedsættelsen af dette udvalg vil det faktisk blive muligt at samle de som bekendt få topeksperter, der i dag arbejder med lægemidler til avanceret terapi på fællesskabsplan, og udvalgte repræsentanter for de berørte parter.

3.6

Nedsættelsen af udvalget er helt på sin plads, da det hermed bliver muligt ikke alene at fastsætte videnskabelige procedurer, men også standarder for god klinisk praksis og god fremstillingspraksis, og man vil kunne følge deres evaluering frem til markedsføringsgodkendelsen, samt i perioden efter at godkendelsen er givet.

3.7

Det er vigtigt at betone princippet om, at »humane væv og celler i lægemidler til avanceret terapi principielt bør udtages ved frivillig og vederlagsfri donation«. På denne måde kan man forbedre sikkerhedsstandarderne for væv og celler og dermed undgå markedsføring af dele af den menneskelige krop. Herved beskyttes menneskers sundhed.

3.8

Det Europæiske Lægemiddelagenturs rådgivende rolle er anerkendt og vil få afgørende betydning på alle niveauer, det være sig vedrørende fremstilling af lægemidler til avanceret terapi, bedste fremstillingspraksis, reglerne for produktresuméer, etikettering og indlægssedler med oplysninger om særlige tekniske karakteristika, eller når det er nødvendigt at foretage en afgrænsning til andre områder (f.eks. kosmetiske produkter eller medicinsk udstyr) i takt med den videnskabelige udvikling.

3.8.1

Det er blevet fremhævet, at de anvendte procedurer kan medføre øgede omkostninger, mens de nationale tilladelser er mere økonomiske, og at de rejser spørgsmålet om overgangsperioderne, som er længere i medlemsstaterne (5 år) end i EU (hvor de kun er 2 år). Denne politiske risiko for en decentraliseret national procedure kan hæmme adgangen til lægemidler til avanceret terapi. Nogle medlemsstater vil således have denne adgang, mens andre må undvære den.

3.9

Til slut skal nævnes det økonomiske aspekt af dette forslag (5). I den globale konkurrence inden for sundhedsindustrien er det vigtigt, at EU indtager sin rette plads i såvel det indre marked som uden for EU.

3.10

De økonomiske risikofaktorer, der er forbundet med usikkerheden og den hurtige videnskabelige udvikling, samt de høje omkostninger ved undersøgelser skaber store forsinkelser for større og længerevarende investeringer i lægemidler og navnlig lægemidler til avanceret terapi.

3.11

Desuden er det ofte små og mellemstore virksomheder, der udfører disse undersøgelser, som er nødvendige for at dokumentere kvaliteten af og den ikke-kliniske sikkerhed ved lægemidler til avanceret terapi; disse virksomheder har tit ingen forudgående erfaringer fra lægemiddelområdet (typisk er der tale om spin-off-virksomheder af bioteknologiske laboratorier eller producenter af medicinsk udstyr).

3.12

Forslaget om, at der med henblik på at støtte og tilskynde til gennemførelsen af disse undersøgelser bør indføres en »ordning, hvor agenturet vurderer og certificerer de data, der fremkommer, uafhængigt af om der ansøges om markedsføringstilladelse eller ej«, synes at være på sin plads.

3.12.1

Manipuleret væv gør det imidlertid muligt at fremstille produkter, som er udviklet af SMV'er samt af »start-up«- og »spin-off«-virksomheder, og altså ikke af lægemiddelindustrien. Dette giver anledning til følgende bemærkninger:

hvilke områder skal denne forordning omfatte for at kunne finde anvendelse? Vil den ikke udløse omfattende debatter, selv om de anvendte teknologier er lovende?

sammensætningen af CAT rejser også spørgsmålet om dets afhængighed af CHMP, til trods for at det er sammensat af en repræsentant pr. medlemsstat;

det anvendte retsgrundlag er ikke særlig hensigtsmæssigt, da der er tale om ukonventionelle lægemidler, der medfører ændringer af andre tekster;

det forsigtige forbehold over for anvendelsen af stamceller kan få de berørte lande til at nedlægge veto; ordlyden skal være »passende« for at undgå, at der opstår problemer i detaljerne.

3.13

Man bør støtte, ja endog fremme målet om at lette behandlingen af en eventuel senere ansøgning om markedsføringstilladelse, der er baseret på de samme data.

3.14

Man bør imidlertid være påpasselig og om nødvendigt tilpasse en sådan ordning for derved at tage hensyn til den hurtige udvikling inden for videnskabelige data (herunder dataenes gyldighedsperiode og vilkårene for deres registrering), permanent beskytte patienternes sundhed og mere generelt overholde de etiske regler.

3.15

Den bebudede rapport om »anvendelsen af denne forordning, når der er indhøstet erfaringer med den« kunne danne grundlaget for en debat i de berørte institutioner (navnlig Udvalget for Avancerede Terapier (CAT) og Udvalget for Humanmedicinske Lægemidler (CHMP).

3.15.1

Underordningen af CAT i forhold til CHMP — CAT er en ny mekanisme bestående af sagkyndige, som er underlagt CHMP — besværliggør imidlertid i høj grad procedurerne og vil evt. kunne føre til unødvendige modsætningsforhold.

3.16

Mere generelt kunne denne rapport (kap. 8, artikel 25) ikke alene indeholde »omfattende oplysninger om de forskellige typer lægemidler til avanceret terapi, der er blevet godkendt i henhold til denne forordning«, men også oplysninger om og resultaterne af de i kap. 6 (artikel 17, 18 og 19) omtalte incitamenter: »Videnskabelig rådgivning«, »Videnskabelige anbefalinger vedrørende klassificering som lægemiddel til avanceret terapi« og »Certificering af kvalitetsdata og ikke-kliniske data«.

4.   Konklusion

4.1

Samlet set er dette forslag til forordning relevant og nyttigt. Det gør det muligt at følge den videnskabelige udvikling samt fastsætte definitioner og betingelser for anvendelsen af lægemidler til avanceret terapi til fordel for patienterne.

4.1.1

Selv om der, set ud fra patienternes synsvinkel, kan knyttes store forhåbninger til disse nye teknologier, når det gælder om at mindske menneskelige lidelser, og imødekomme berettigede forventninger til navnlig anvendelsen af regenerativ medicin — skal dette forskningsarbejde overvåges ved hjælp af vigtige testmetoder, hvis protokoller skal give patienterne en absolut sikkerhed. I den forbindelse bør en af hovedmålsætningerne (pkt. 2.1 i begrundelsen) ud over at tilstræbe et højt sundhedsbeskyttelsesniveau være at garantere en medicinsk kvalitetssikring. Man må i den sammenhæng ikke glemme spørgsmålet om uanvendt affald, et ofte overset miljømæssigt aspekt.

4.2

Forordningen er frem for alt vigtig inden for genterapi og somatisk celleterapi. De forbehold, der er taget i forbindelse med såvel fastsættelsen af definitionerne som fremstillingen af produkter ud fra manipuleret væv, viser klart, at eftersom den etiske debat endnu ikke er afsluttet, og fordi der i bund og grund er tale om en bestemt humanistisk fortolkning, har det foreliggende forslag til forordning ikke til formål at sætte endeligt punktum for denne debat eller foregribe debatterne i de enkelte medlemsstater.

4.2.1

Forslaget til forordning danner forudsætningen for at kunne råde bod på den mangel på regulering, som findes i såvel forslaget til direktiv om medicinsk udstyr som i dette forslag. Det generelle princip om risikovurdering gælder for anvendelsesområdet for lægemidler til avanceret terapi og medicinsk udstyr. Der kan opstå usikkerhed i forbindelse med kombinerede lægemidler (dvs. medicinsk udstyr indeholdende manipulerede vævsbestanddele): i så fald er det nødvendigt at skabe garanti for lægemidlets sikkerhed og vurderingen bør også omfatte effektiviteten ved brug af et innovativt lægemiddel i det specifikke medicinske udstyr.

4.3

EØSU går ind for dette forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lægemidler til avanceret terapi og om ændring af direktiv 2001/83/EF og forordning (EF) nr. 726/2004, dog anføres der nogle kritiske punkter, som der bør findes en klar løsning på af hensyn til en korrekt gennemførelse af direktivet.

Bruxelles, den 5. juli 2006

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2005) 567 endelig.

(2)  KOM(2005) 567 endelig, 6. betragtning

(3)  CHMP: Committee for Medicinal Products for Human Use.

(4)  CAT: Committee for Advanced Therapies.

(5)  KOM(2005) 567 endelig, betragtning 23.


16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/18


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: En strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer

KOM(2005) 535 endelig

(2006/C 309/04)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 9. december 2005 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Bryan Cassidy til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 31. maj 2006.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 428. plenarforsamling den 5.-6. juli 2006, mødet den 5. juli, følgende udtalelse med 146 stemmer for og 6 hverken for eller imod:

1.   EØSU's konklusion og henstillinger

1.1

Denne udtalelse er en høringsudtalelse udarbejdet på anmodning af Kommissionen og en opfølgning af dennes meddelelse fra marts 2005 om »Bedre regulering til gavn for vækst og beskæftigelse i Den Europæiske Union« (1).

1.2

Forenkling bør føre til lovrammer af høj kvalitet, der er lette at forstå og mere »brugervenlige«.

1.3

Forenkling vil øge respekten for EU-lovgivningen og derigennem styrke EU's legitimitet.

1.4

Udvalget mener, at medlemsstaterne har et stort ansvar for at sikre, at EU-foranstaltninger omsættes effektivt til national lovgivning og håndhæves. EØSU finder, at den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (2) udstyrer medlemsstaterne med en »adfærdskodeks« om bedre gennemførelse og anvendelse af EU-direktiver. Det vigtige er, at lovrammerne på nationalt niveau er så indholdsmæssigt afbalancerede og samtidig så enkle som muligt for erhvervslivet, arbejdstagerne, forbrugerne og alle civilsamfundets aktører.

1.5

Udvalget ønsker, at arbejdsmarkedets organisationer skal tilknyttes udvalgsproceduren for forenkling af lovgivningen efter en tilsvarende model som SLIM-udvalgene, men på en mere systematisk måde og længere oppe i lovgivningsproceduren snarere end efterfølgende, som var tilfældet med SLIM-eksperimenterne.

1.6

Udvalget ser gerne mere samråd mellem Kommissionen og de berørte parter svarende til det forløb, som har resulteret i den meddelelse, der behandles her. Udvalget finder, at dette vil være et afgørende bidrag til den samregulering (3), som omtales i meddelelsens afsnit 3d. Det beklager imidlertid, at der ikke er nogen henvisninger til »selvregulering« (4), som EØSU i nogen tid har forlangt (5).

1.6.1

Udvalget ser i forbindelse med selvregulering dog også en fare for, at der ikke indføres nogen regler, som forpligter de handlende aktører, men at aktørerne indgår frivillige aftaler, som de selv kan vælge, om de vil overholde eller ej.

1.7

EF-Domstolen spiller en stadig større rolle i fortolkningen af EU's direktiver og har set sig nødsaget til at fortolke den til tider tvetydige formulering af de direktiver, som »samregulerings«-processen afføder. EF-Domstolen skal i stigende grad også vejlede nationale domstole, hvor der er tale om supplerende aktiviteter. Udvalget noterer EF-Domstolens hidtidige fremskridt, hvad angår uafgjorte sager vedrørende medlemsstaters manglende meddelelse, ukorrekte anvendelse og manglende overholdelse af EU-direktiver, hvor antallet af sager er faldet med 12 %.

1.8

Udvalget erkender, at Kommissionens meddelelse er vigtig for gennemførelsen af Lissabon-programmet, hvor fremskridtene har været sørgeligt langsomme, fordi medlemsstatsregeringerne ikke har villet leve op til de forpligtelser, de indgik i Lissabon.

1.9

EØSU bifalder især Kommissionens tilsagn om at gøre større brug af informationsteknologi og håber, at Kommissionen vil sikre, at eventuelle ordninger med henblik på at forbedre IT er forenelige med nationale ordninger (eller at nationale ordninger er forenelige med EU's!).

1.10

EØSU har altid støttet erklæringen fra de seks rådsformandskaber om »fremme af en lovgivningsreform i Europa« af 7. december 2004 (6) og håber, at kommende rådsformandskaber vil støtte samme erklæring (7).

1.11

EØSU er bekendt med Europa-Parlamentets betænkninger om god lovgivning og især Gargani-betænkningen om »En strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer« (8).

1.12

Udvalget erkender, at den nuværende Kommission gør en målrettet anstrengelse for at bygge videre på sektorinitiativerne SLIM og BEST. Rammeforanstaltningen (februar 2003-december 2004) resulterede i screening af ca. 40 politikområder og Kommissionens vedtagelse af ca. 40 forenklingslovforslag. Indtil dags dato er der 9 forenklingsforslag i forbindelse med det program, som fortsat venter på at blive vedtaget.

1.13

Udvalget er klar over, at udvidelsen af EU til 25 medlemsstater også har øget lovgivningsbyrden på Kommissionens tjenestegrene og på administrationen i de nye medlemsstater.

1.14

Forenkling og bedre lovgivning er supplerende aktiviteter, som berører Rådet og Parlamentet samt Kommissionen, og hvor det kan være nødvendigt at rådføre sig med EØSU og Regionsudvalget.

1.15

Udvalget gentager, som det ofte har tilkendegivet i tidligere udtalelser, at det er enigt i betydningen af at lette den lovgivningsmæssige og finansielle byrde på erhvervslivet, især SMV.

2.   Indledning

2.1

Udvalget har gennem årene udarbejdet en række udtalelser om lovforenkling, begyndende med en anmodning fra Det Europæiske Råd i 1995, da der blev nedsat en arbejdsgruppe til at undersøge, hvordan EU-lovgivningen kan forenkles.

I denne række udtalelser har EØSU konkluderet, at

Der bør være en dialog mellem EØSU og Regionsudvalget samt med de økonomiske og sociale råd i medlemsstaterne;

Forenklingsprocessen har ikke brug for nye idéer; Hvad den behøver, er en effektiv implementering af de idéer, som allerede er blevet fremført af EU-institutionerne og Det Europæiske Råd i Lissabon;

Lovgivningsforslagene vedrørte følgende kriterier:

Er bestemmelserne forståelige og brugervenlige?

Er bestemmelserne hensigtsmæssigt entydige?

Er bestemmelserne forenelige med gældende lovgivning?

er bestemmelsernes anvendelsesområde nødt til at være så bredt, som man har planlagt?

Er der tale om en realistisk tidsfrist for overholdelse og giver den erhvervslivet og andre interesserede parter mulighed for at tilpasse sig?

Hvilke evalueringsprocedurer er blevet indført for at sikre ensartet håndhævelse og evaluere effektivitet og omkostninger?

Der er udstrakt støtte fra interesserede parter til idéen om mere selv- og medregulering;

man har ikke i tilstrækkeligt omfang udforsket mulighederne for knap så detaljerede og pedantiske regler, som åbner op for samregulering og selvregulering  (9).

2.2

Der er nødvendigt, at forenkling og bedre gennemførelse og håndhævelse ikke holdes adskilt. Noget tyder på, at den foreliggende kommissionsmeddelelse har taget hensyn til nogle af konklusionerne i tidligere EØSU-rapporter, idet den erkender, at »det ikke er første gang, at forenkling er på dagsordenen«. Rækken af kommissionsmeddelelser går tilbage til 1997, dvs. 2 år efter EØSU's første opfordring om forenkling.

3.   Resumé af Kommissionens meddelelse

3.1

Meddelelsen erkender nødvendigheden af forenkling, ikke kun på europæisk, men også på nationalt plan, for at gøre det lettere og mere omkostningseffektivt for borgere og virksomheder.

3.2

Et vigtigt led i den nye forenklingsstrategi på EU-niveau er en revision af fællesskabslovgivningen. Meddelelsen opstiller et ambitiøst 3-årigt rullende program, der skal løbe fra 2005 til 2008 og som er baseret på de interesserede parters praktiske erfaringer med en strategi, der er baseret på en løbende tilbundsgående sektorevaluering.

3.3

Kommissionens strategi for forenkling bygger på fem instrumenter (10)

a)

ophævelse — fjernelse af irrelevant eller forældet lovgivning;

b)

kodificering– konsolidering af en lov og alle ændringer hertil i et nyt instrument uden nogen ændring af indholdet;

c)

omarbejdelse — konsolidering som ovennævnte, men med visse ændringer af indholdet;

d)

ændret lovgivningsmetode — udpegning af en mere effektiv tilgang end den gældende, f.eks. ved at erstatte forordninger med direktiver;

e)

styrkelse af brugen af informationsteknologi  (11) — fremme af brugen af IT for at øge effektiviteten.

3.4

Kommissionen erkender i sin meddelelse, at den kun kan opfylde sit formål med støtte fra de andre EU-institutioner og frem for alt medlemsstaterne. Et vigtigt element vil være, at sidstnævnte indser nødvendigheden af, at EU-lovgivningen gennemføres på en måde, der ligger så tæt som muligt på de oprindelige direktiver, der blev vedtaget under den fælles beslutningsprocedure, og ikke med tilføjelser hertil (som »gold-plate«).

3.5

Meddelelsen tager hensyn til resultaterne af den omfattende høringsprocedure med medlemsstaterne og interesserede parter. Processen førte til følgende konklusion om EU's forslag:

Klarere og lettere læselig lovgivning;

Ajourføring og modernisering af de lovgivningsmæssige rammer;

Reduktion af de administrative omkostninger;

Styrkelse af konsekvensen i fællesskabsretten;

Forbedring af fællesskabsrettens proportionalitet (12).

Sidstnævnte er formentlig det spørgsmål, der har størst betydning for de interesserede parter.

I meddelelsens bilag 2 opremser Kommissionen 222 foranstaltninger til forenkling. Kommissionens forenklingsprogram løber over perioden 2005-2008.

3.6

Det første direktiv om selskabsret (68/151/EØF) blev forenklet, opdateret og ajourført i 2003 for at maksimere potentialet for moderne informationsredskaber og -teknologier og øge gennemsigtigheden, hvad angår aktieselskaber. Det ændrede direktiv kan udmærkes tænkes inkluderet i en eventuel omarbejdning eller kodifikation. Der blev iværksat en offentlig høring i slutningen af sidste år for at indhente de interesserede parters synspunkter om sådanne muligheder.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

»Forenkling« må grundlæggende ikke misforstås som værende et middel til at opnå en afregulering »ad bagvejen«. Administrativ forenkling må ikke føre til en underminering eller udhuling af nuværende sociale standarder og især ikke af arbejdstager-, forbrugerbeskyttelses- og miljøbeskyttelsesstandarder.

4.2

Udvalget bifalder meddelelsen og er enigt i Kommissionens påpegning af, at en vellykket forenkling af lovrammerne i lige så høj grad afhænger af medlemsstaterne og deres lovgivningsorganer som af EU-institutionerne.

4.2.1

Det ville være nyttigt, hvis der, som tidligere foreslået i EØSU's udtalelser (13), kan udarbejdes en adfærdskodeks (jf. også bilag 1).

4.2.2

EØSU minder om, at et vellykket forenklingsprogram ikke udelukkende afhænger af Kommissionens evne til at skabe resultater, men også af medlovgivernes kapacitet til inden for en rimelig tidsfrist at vedtage de forenklingsforslag, der stilles af Kommissionen.

4.2.3

Det er værd at minde om, at det i paragraf 36 i den interinstitutionelle aftale om »bedre lovgivning« hedder: »Inden for seks måneder efter denne aftales ikrafttræden bør Europa-Parlamentet og Rådet, der som lovgivende myndighed skal vedtage de foreslåede forenklede retsakter endeligt, ændre deres arbejdsmetoder ved f.eks. at indføre ad hoc-strukturer, der specifikt tager sig af forenklingen af lovgivningen.«

4.3

Meddelelsen erkender, at forenklingsinitiativet er vigtigt for de små og mellemstore virksomheder og forbrugerne. Dårligt udarbejdet EU-lovgivning eller national lovgivning skaber usikkerhed blandt forbrugerne om deres rettigheder og klagemuligheder.

4.4

Udvalget bifalder også Kommissionens tilsagn om at ville forbedre proceduren for udarbejdelse af konsekvensanalyser, ikke kun i lyset af de byrder, erhvervslivet påføres, men også af hensyn til deres konsekvenser for forbrugerne, ugunstigt stillede grupper (f.eks. handicappede) og miljøet. I lyset af Lissabon-processens erklærede mål om at skabe »mere vækst og beskæftigelse« hilses konsekvensanalyser for arbejdstagerne samt for beskæftigelsen særdeles velkomne. Særlig positivt er forslaget om, at man bør anvende flere kvikskranker, og at der i visse direktiver henvises til »virtuel prøvning« eller »selvprøvning« vedrørende motorkøretøjer.

4.5

Det vil være nyttigt, hvis Kommissionen kan fremlægge en konsekvensanalyse som begrundelse for at trække forslag tilbage, ligesom den nu gør i forbindelse med nye forslag.

5.   Særlige bemærkninger

5.1

Det fremgår af meddelelsen, at proceduren med at tilpasse direktiver til teknologiske fremskridt (»udvalgsproceduren«) bør gøres mere gennemsigtig — som Europa-Parlamentet ofte har forlangt. Medlemsstaterne har imidlertid et ansvar på det punkt. Arbejdet i udvalgsproceduren udføres af »nationale eksperter«, og meget tyder på, at disse »eksperter« ikke tager hensyn til deres regeringers synspunkter under deres udvalgsarbejde (et eksempel herpå er fugledirektivet fra 1979, hvor de tekniske bilag blev tilføjet af »eksperterne« efter, at ministrene i Rådet havde godkendt selve direktivet).

5.2

Det bør fremhæves, at forenkling er vigtigt for forbrugerne, arbejdsmarkedets parter og andre »interesserede parter«. Modsætningsforhold mellem national gennemførelseslovgivning og de oprindelige EF-direktiver, som de er baseret på, er med til væsentligt at øge EU-domstolens arbejdsbyrde, hvis rolle er »fortolkning«, men som i stigende grad er nødt til at udfylde detaljer, som synes at være blevet overset, eller hvor Rådet enstemmigt har måttet opgive at udarbejde en tilfredsstillende tekst, f.eks. om beskatningsspørgsmål. Det er dog problematisk, når EF-domstolen i stadig større grad overtager rollen som politisk beslutningstager. Det findes der ikke noget klart politisk grundlag for, og det overskrider også dens mandat. Domstolen træffer således afgørelser, som egentlig burde træffes af folkevalgte instanser.

5.3

EØSU anerkender, at Kommissionen selv har ydet en indsats, og der har været flere hundrede ophævelser og forældelseserklæringer, som burde have været med til væsentligt at reducere fællesskabsrettens omfang, men ikke nødvendigvis har lettet byrden for erhvervslivet, arbejdstagerne, forbrugerne og andre »interesserede parter«. Udvalget er klar over, at der fortsat er områder, hvor der kræves mere lovgivning på EU-niveau for at forsvare miljøet og arbejdstagernes, forbrugernes og ugunstigt stillede gruppers (f.eks. handicappedes og andre mindretals) rettigheder og sikre, at de alle kan få fuld gavn af det indre markeds fordele.

5.3.1

På den anden side er ajourføring det hidtil mest anvendte system. Selv om det giver mulighed for at indføre de fornødne ændringer, så lovgivningen kan ajourføres, opfyldes målet om forenkling ikke altid. Tværtimod bliver foranstaltninger somme tider lagt ovenpå, så gamle og nye forordninger eksisterer side om side i visse medlemsstater, hvilket kan skabe forvirring hos de interesserede parter. De håndhævende myndigheder i medlemsstaterne kan være i tvivl om, hvorvidt de handler i overensstemmelse med deres lovgivende institutioner.

5.3.2

Forenklingselementerne i alle det rullende programs forenklingsforslag bør forklares tydeligt i den modsvarende begrundelse og evt. i den ledsagende konsekvensanalyse. Kommissionens tjenestegrene bør omhyggeligt overvåge behandlingen af disse forslag i den interinstitutionelle beslutningsprocedure, så man sikrer, at forenklingsdimensionen som krævet bevares i de interinstitutionelle aftaler (om kodificering (14), omarbejdelse (15) og bedre lovgivning (16)).

5.4

Udvalget henleder atter opmærksomheden på sin lange række af udtalelser om behovet for bedre lovgivning og forenkling, især sin seneste udtalelse om »Bedre lovgivning« (17), som er svar på en anmodning fra det britiske EU-formandskab om en sonderende udtalelse.

5.5

Udvalget gentager sit hyppigt tilkendegivne ønske om, at processen hen imod bedre lovgivning og forenkling skal fortsætte efter de seks rådsformandskabers erklæring. (18)

Bruxelles, den 5. juli 2006

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2005) 97 af 16.3.2005.

(2)  EFT C 321, 31.12.2003.

(3)  EFT C 321, 31.12.2003.

(4)  EFT C 321, 31.12.2003.

(5)  Informationsrapport om »Samregulering og selvregulering i det indre marked — den nuværende situation«, CESE 1182/2004 fin, 11.01.2005, ordfører: Bruno Vever.

(6)  En fælleserklæring af det irske, nederlandske, luxembourgske, britiske, østrigske og finske EU-rådsformandskab.

(7)  2007: Tyskland fra januar til juni, Portugal fra juli til december, 2008: Slovenien fra januar til juni, Frankrig fra juli til december.

(8)  A6-0080/2006, vedtaget den 16.5.2006.

(9)  Informationsrapport om »Samregulering og selvregulering i det indre marked — den nuværende situation«, CESE 1182/2004 fin, 11.01.2005, ordfører: Bruno Vever.

(10)  Handlingsplan om »Bedre og enklere lovgivningsmæssige rammer« (KOM(2002) 278 endelig) og »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet — Kodificering af gældende fællesskabsret« (KOM(2001) 645 endelig).

(11)  Kommissionen foreslår at fremlægge et initiativ om e-forvaltning ved at lancere en handlingsplan for e-forvaltning i 2006.

(12)  Bestemmelserne bør stå i forhold til de mål, som skal opfyldes.

(13)  (EFT C 125 af 27.5.2002)

(EFT C 14 af 16.1.2001).

(14)  EFT C 102 af 4.4.1996.

(15)  EFT C 77 af 28.3.2002.

(16)  EFT C 321 af 31.12.2003.

(17)  CESE 1068/2005, EUT C 24, 31.1.2006, ordfører Daniel Retureau.

(18)  Fremme af en lovgivningsreform i Europa — fælles erklæring af det irske, nederlandske, luxembourgske, britiske, nazi-østrigske og finske formandskab for EU af 7. december 2004.


16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/22


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) om EF-toldkodeksen (moderniseret toldkodeks)

KOM(2005) 608 endelig — 2005/0246 (COD)

(2006/C 309/05)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 17. januar 2006 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Umberto Burani til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 31. maj 2006.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 428. plenarforsamling den 5. og 6. juli 2006, mødet den 5. juli 2006, følgende udtalelse med 152 stemmer for, 1 imod og 3 hverken for eller imod:

1.   Indledning: Hovedprincipperne i den nye kodeks

1.1

En af hovedprioriteterne i Fællesskabets toldhandlingsprogram (Told 2007), der blev godkendt af Rådet i 2002, var en gennemgribende revision af Fællesskabets eksisterende toldkodeks [Rådets forordning (EØF) nr. 2913/93], der som følge af markeds- og teknologiudviklingen, vedtagelsen af diverse traktater og især de senere udvidelser var blevet forældet.

1.2

Idéen om at foreslå en fuldstændig opdateret kodeks er opstået efter en vurdering af, at den gamle kodeks — som stadig er i kraft — »ikke [er] fulgt med hverken de radikale ændringer inden for international handel … eller den ændrede fokus i toldarbejdet«. Det foreliggende forslag er i overensstemmelse med Fællesskabets politikker, især principperne for det indre marked og forbrugerbeskyttelse samt Lissabon-strategien, og danner grundlaget for yderligere foranstaltninger, der sigter mod en strømlining af toldprocedurerne og –processerne og en tilpasning af reglerne til de fælles standarder, der indføres for medlemsstaternes IT-systemer.

1.2.1

Ifølge Kommissionen gør denne række af tiltag det muligt at overholde de retningslinjer, Rådet har fastsat for e-forvaltning og for initiativet »bedre regulering« samt at forfølge en række specifikke mål, heriblandt bedre sikring af de ydre grænser, mindskelse af risikoen for svig og endelig bedre sammenhæng med de øvrige EU-politikker, især skattepolitikken.

1.3

Den nye kodeks skal ses i sammenhæng med Lissabon-strategien, der har som mål at gøre Europa til »et mere attraktivt sted at investere og arbejde i«. Den er i øvrigt i tråd med de af Kommissionen fremsatte forslag, som Rådet godkendte i december 2003 om enkle og papirløse rammer for told og handel. Rådets beslutning finder endvidere anvendelse på det parallelle forslag til beslutning om »papirløse rammer for told og handel« [KOM(2005) 609 af 30.11.2005], som EØSU udarbejder en separat udtalelse om.

1.4

De nye elementer, der indføres med den nye kodeks, har ikke kun formel karakter og er heller ikke blot en opdatering af reglerne. Faktisk er de ændringer i retningslinjerne for toldpolitikken, som indføres med kodeksen, af langt større vigtighed. Gennem de sidste 20 år har toldvæsenernes funktion som afgiftsopkræver gradvist mistet betydning, og i stedet er deres rolle som ansvarlige for gennemførelsen af ikke-toldmæssige foranstaltninger, herunder især foranstaltninger vedrørende sikkerhed, kontrol med illegal indvandring, kampen mod varemærkeforfalskninger, hvidvaskning af penge, narkohandel, hygiejne, sundhed, miljø og forbrugerbeskyttelse, på tilsvarende vis blevet øget ved siden af opkrævningen af moms og punktafgifter. Kommissionens dokument nævner derimod ikke eksplicit en anden beslægtet funktion vedrørende »sikkerhed«, som helt sikkert tilfalder toldvæsenerne, nemlig det værdifulde bidrag, de yder til kontrollen med våbentransport og kampen mod terrorisme. Denne udeladelse viser sig i den mangelfulde udformning af informationssystemerne, som EØSU kommenterer i punkt 3.1.3.1 nedenfor.

1.5

En anden fornyelse vedrører indførelsen af elektroniske procedurer. Der er fastsat bestemmelser for sådanne procedurer i den gældende kodeks — og de er også i stor udstrækning indført i næsten alle medlemsstater — men det er op til de enkelte nationale toldmyndigheder og brugere, om de vil benytte sig af dem. I den nye kodeks er de derimod gjort obligatoriske, hvilket har været nødvendigt for at afvikle brugen af papir, som er genstanden for den parallelle udtalelse, der henvises til i ovenstående punkt 1.3.

1.6

Den nye kodeks er udarbejdet i overensstemmelse med Kommissionens politikker og overholder de procedurer, der er fastlagt for gennemførlighed, gennemsigtighed og konsekvensanalyse. EØSU noterer med tilfredshed, at de berørte dele af civilsamfundet har været hørt, og at de fleste af de fremkomne udtalelser har været positive. EØSU er enigt med Kommissionen for så vidt angår overholdelse af såvel retsgrundlaget som subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet, hvorimod det forbeholder sig retten til på et senere tidspunkt at fremkomme med bemærkninger til konsekvensanalysen.

1.7

Kommissionen har undersøgt området ud fra fire forskellige synsvinkler og har til sidst lagt sig fast på en løsning, der forudsætter et styrket samarbejde mellem de nationale elektroniske toldsystemer. Kommissionen begrunder dette valg med, at subsidiaritetsprincippet skal overholdes, og det faktum at medlemsstaterne er utilbøjelige til at acceptere en løsning baseret på et centraliseret europæisk system. EØSU tager til efterretning, at dette var et uundgåeligt valg, men bemærker, at den sidstnævnte mulighed ville have resulteret i en mere pålidelig, enklere og mindre byrdefuld løsning for brugerne. I forhold til subsidiaritetsprincippet ville beslutninger i så fald være overdraget til det europæiske niveau snarere end det nationale.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

I februar sidste år fremkom EØSU med sine bemærkninger til et forslag til Parlamentets og Rådets forordning om ændring af toldkodeksen (1), hvori der allerede blev fremsat forslag om nytænkning i form af afvikling af brugen af papir og integreret forvaltning af de ydre grænser. EØSU bemærker med tilfredshed, at de principper, der var fremsat i ovennævnte forslag, og som EØSU stort set var positiv over for, er gentaget i det forslag, der behandles i denne udtalelse, og at de konkret er blevet omsat til bestemmelser, som EØSU endnu engang i hovedtræk kan bifalde.

2.2

Samlet set vidner de nye bestemmelser om den stigende opmærksomhed på aktørernes rettigheder og behov, som blandt andet kommer til udtryk i en række bestemmelser, som i nødvendigt omfang tager højde for den eventuelle skade, som procedurerne kan forårsage. Både forenklingen af reglerne og omlægningen af toldprocedurerne fra de nuværende 13 til 3, import, eksport og specielle procedurer, vidner om dette. I forbindelse med udfærdigelsen er totredjedele af artiklerne i den gældende kodeks blevet ændret, sammenskrevet eller overført til gennemførelsesbestemmelserne med det resultat, at 258 artikler er blevet til 200.

2.2.1

EØSU anerkender, at Kommissionen reelt har udført et vanskeligt og møjsommeligt arbejde, idet den har overholdt de overordnede principper for det indre marked og vist stor respekt for aktørernes rettigheder og behov, men bemærker ikke desto mindre i parentes, at der i mangel af en gennemførelsesforordning, som Kommissionen i øvrigt har beføjelserne til at udarbejde, indtil videre henstår en vis usikkerhed vedrørende visse regler. EØSU håber derfor, at en ny gennemførelsesforordning bliver udarbejdet og godkendt inden for kort tid.

3.   Særlige bemærkninger

3.1   Afsnit I: Almindelige bestemmelser

3.1.1

I artikel 3 opregnes de nationale områder, som tilsammen udgør Fællesskabets toldområde. Artiklen giver ikke anledning til særlige bemærkninger bortset fra den usikkerhed, der følger af formuleringen i stk. 3, hvoraf det fremgår, at »Nogle af bestemmelserne i toldlovgivningen kan finde anvendelse uden for Fællesskabets toldområde, enten på grundlag af særlig lovgivning eller som følge af internationale aftaler«. Af hensyn til retssikkerheden kan en lov ikke henvise til »nogle bestemmelser« uden at præcisere i selve teksten eller i bilag, »hvilke« bestemmelser det drejer sig om. Juridisk, og også af hensyn til kravet om gennemsigtighed, er det nødvendigt med en eksplicit og specificeret henvisning til, hvilke områder og hvilke regler der er tale om. De fritagelser og undtagelser, der mange gange og på forskellig vis indrømmes, undgår alt for ofte borgernes — og endda eksperternes — opmærksomhed. Disse fritagelser og undtagelser udgør ofte egentlige konkurrenceforvridninger, som ikke altid er midlertidige.

3.1.2

Overordnet giver udvekslingen og beskyttelsen af data og oplysninger (artikel 5, 6 og 7) ikke anledning til særlige bemærkninger, idet forslaget til forordning er i overensstemmelse med den beskyttelse af privatlivets fred og virksomheders fortrolige oplysninger, som normalt er garanteret af offentlige administrationer. EØSU bifalder især bestemmelserne i artikel 8, hvorefter toldmyndighederne skal fremsende oplysninger om anvendelse af toldforskrifterne, ligesom de skal fremme større åbenhed ved at gøre lovgivning, administrative regler og ansøgningsblanketter gratis tilgængelige for de økonomiske operatører via internettet.

3.1.2.1

Derimod er der behov for at knytte en særlig bemærkning til artikel 5, stk. 1, hvorefter al udveksling af data, dokumenter, afgørelser og meddelelser mellem økonomiske operatører og toldmyndigheder skal være elektronisk. Denne bestemmelse, der er helt berettiget i forhold til virksomheder og erhvervsdrivende, kan medføre vanskeligheder for en importør (eller i sjældnere tilfælde en eksportør), som er en privat person og ikke nødvendigvis en »økonomisk operatør«. I lyset af den voldsomme stigning i internet- og postordrehandelen med lande uden for EU er det på ingen måde et mindre væsentligt problem. EØSU noterer sig, at spørgsmålet for tiden drøftes i henhold til komitologiproceduren, og foreslår, at det udtrykkeligt efter artikel 93 bliver tilladt for privatpersoner at indgive summariske angivelser. Også bestemmelserne i artikel 94, hvorefter toldmyndighederne under særlige omstændigheder kan antage papirbaserede summariske indførselsangivelser, bør ændres. Alternativt eller i tillæg dertil bør man undersøge muligheden for også at tillade privatpersoner lejlighedsvis at indgive en forenklet angivelse (også papirbaseret), sådan som fastlagt i artikel 127.

3.1.2.2

På et mere overordnet plan, men stadig i tilknytning til de elektroniske procedurer, gør EØSU opmærksom på de øgede omkostninger forbundet med den nye integrerede elektroniske procedure. Disse omkostninger skal afholdes inden for kort tid, hvorimod fordelene (særligt dem, der vedrører kvaliteten) i stort omfang først er mærkbare på mellemlang til lang sigt. Nogle medlemsstater synes allerede på nuværende tidspunkt at være bekymrede over såvel de økonomiske byrder som forpligtelsen til at overholde de tidsfrister, der er fastlagt for de nye systemers ibrugtagning. Andre, særligt dem, der er længst fremme med digitaliseringen, mener, at det vil være dyrt at udskifte deres nyligt indførte systemer for at indrette sig efter det fælles system. EØSU forstår disse bekymringer, som Kommissionen ikke kan overse, men mener, at det, fordi det er i Europas interesse at have et effektivt og moderne toldsystem, er værd at foretage visse indrømmelser, som eventuelt kunne opvejes af støtte, der er begrænset til specifikke tilfælde, hvor det kan dokumenteres at være nødvendigt.

3.1.3

Artikel 10 stiller krav om, at medlemsstaterne samarbejder med Kommissionen om at »udvikle, vedligeholde og benytte et elektronisk system til fælles registrering og vedligeholdelse af optegnelser« over alle operatører og udstedte tilladelser. Artikel 194 fjerner enhver usikkerhed om systemets karakter, og hvordan det fungerer: Alle medlemsstaterne beholder deres eget informationssystem og skal sikre interoperabiliteten med de andre medlemsstaters systemer i overensstemmelse med regler og standarder fastlagt af Kommissionen med bistand fra Toldkodeksudvalget. Systemet skal træde i kraft den 30. juni 2009. EØSU mener, at der er risiko for, at et system, der er baseret på nationale databaser, der — når interoperabiliteten er sikret — udveksler informationer og optegnelser, vil være svært at administrere og ikke mindst dyrt. Det er frem for alt ikke særligt sandsynligt, at et sådant system rent faktisk kan komme til at fungere inden for den fastsatte tidsfrist. I konsekvensanalysen har Kommissionen opgjort ekstraomkostningerne ved iværksættelsen af systemet til 40-50 mio. euro pr. år; et tal som flere eksperter anser for optimistisk.

3.1.3.1

Derudover er der en klar, afgørende mangel ved det foreslåede system eller i hvert fald i beskrivelsen. Der nævnes ikke nogen mulighed for, at myndigheder, som bekæmper terrorisme og organiseret kriminalitet, kan få adgang til de elektroniske systemer, hvilket naturligvis skal ske under overholdelse af de regler, der gælder for beskyttelse af privatlivets fred og produktionsaktiviteter. Dette forhold er flere gange og ved forskellige lejligheder blevet fremhævet af EØSU. Rådet har i mange år peget på behovet for et samarbejde mellem de forskellige myndigheder, kriminalpolitiet, politiet for økonomisk kriminalitet, toldmyndigheder, efterretningstjenester, OLAF og Europol, men desværre indtil videre uden de store resultater.

3.1.4

Artikel 11 kræver særlig opmærksomhed, idet det anføres, at toldrepræsentanten kan »foretage de handlinger og opfylde de formaliteter, der er fastsat i toldforskrifterne« enten i en anden persons navn og på hans vegne (direkte repræsentation) eller i eget navn, men på en anden persons vegne (indirekte repræsentation). Ifølge stk. 2 skal toldrepræsentanten være etableret i Fællesskabets toldområde, uden at det præciseres yderligere. EØSU bemærker desuden, at Kommissionen i den indledende begrundelse anfører, at »Reglerne om repræsentanter er blevet ændret, idet de hidtil gældende restriktioner er blevet fjernet«, da de hverken var forenelige med et elektronisk system eller med principperne for det indre marked. Heraf kunne udledes, at toldrepræsentanten er udstyret med én bemyndigelse (EU-pas), som berettiger ham til at virke inden for hele Fællesskabets område og i enhver operatørs navn, uanset hvor denne er etableret. Denne artikel bør omformuleres, således at den gøres tydeligere. Der kunne endda henvises til særskilte regler om fremgangsmåden for opstilling af en fortegnelse eller liste eller andet efter samme model som den, der er fastlagt for autoriserede økonomiske operatører, som behandles nedenfor.

3.1.5

En anden interessant skikkelse er den autoriserede økonomiske operatør (artikel 4 og 13 til 16), som i praksis er en virksomhed (mindre hyppigt en enkeltperson), som over for toldmyndighederne kan garantere tilstrækkelig seriøsitet, solvens og faglighed og dermed få tildelt særlige rettigheder til et bestemt antal lettelser med hensyn til kontrol og procedurer. På grundlag af den allerede nævnte artikel 196 forbeholder Kommissionen sig retten til at specificere, hvordan man opnår status som autoriseret økonomisk operatør. EØSU noterer sig disse bestemmelser, der helt sikkert har til formål at lette den internationale handel og skabe gunstige forhold for handelen, men bemærker på den anden side, at meget afhænger af betingelserne for opnåelse af denne status og reglerne, der skal sikre mod eventuelt misbrug. Det fremgår desuden ikke tydeligt, om den autoriserede økonomiske operatør udstyres med et »EU-pas«.

3.1.6

Bestemmelserne i artikel 22 er et afgørende skridt i retning af en harmonisering af toldprocedurerne. De pålægger medlemsstaterne — inden for meget smidige rammer — at indføre administrative og strafferetlige sanktioner for manglende overholdelse af fællesskabstoldforskrifterne. EØSU er selvfølgelig enigt i, at der er behov for at harmonisere reglerne på dette vanskelige område. Det henstår endnu at se, hvordan medlemsstaterne vil tage imod forsøgene på at fastsætte strafferetlige regler og retningslinjer, som er et område, hvor man kan forvente at møde modstand eller i hvert fald forbeholdenhed.

3.1.7

Artikel 24, 25 og 26 omhandler administrativ klageadgang (i medfør af artikel 23 er strafferetlige afgørelser ikke omfattet), som er opdelt i to etaper: Først til toldmyndighederne og derefter til en højere retsinstans eller anden myndighed. Ved idømmelse af bøde gælder det overordnede princip, at klagen ikke har opsættende virkning for betalingen, med mindre toldmyndighederne finder, at den pålagte sanktion kan medføre »uoprettelig skade« for den person, som har indgivet klagen. EØSU konstaterer med tilfredshed, at dette tyder på, at der er fokus på borgernes behov.

3.1.8

Artikel 27 fastlægger det selvfølgelige princip, at toldmyndighederne kan foretage enhver form for kontrol (fysisk, administrativ, regnskabsmæssig eller statistisk). Den fastlægger endvidere, at der skal iværksættes et elektronisk risikoanalysesystem med henblik på »at identificere og evaluere risiciene og udvikle de nødvendige foranstaltninger til at afværge risiciene«. Medlemsstaterne skal i samarbejde med Kommissionen have iværksat systemet senest den 30. juni 2009. Systemet reguleres af regler fastlagt af Kommissionen på grundlag af artikel 196. EØSU er positivt over for initiativet, og håber, at Kommissionen har undersøgt grundigt, om medlemsstaterne er villige til at gennemføre et system, der sandsynligvis vil vise sig at være dyrt og vanskeligt at administrere.

3.1.9

Ifølge artikel 30 er håndbagage og indchecket bagage tilhørende personer, der foretager en flyvning eller søoverfart inden for Fællesskabet, undtaget fra toldkontrol og –formaliteter, dog gælder undtagelsen ikke sikkerhedskontrol og kontrol i tilknytning til forbud og restriktioner, som er indført af medlemsstaterne. Med andre ord gælder undtagelsen kun i de lande, som ikke har indført forbud og restriktioner. Eftersom der altid findes restriktioner alle steder, i hvert fald på punktafgiftspligtige varer, udhules de generelle regler i praksis, og toldmyndighedernes beføjelser til at foretage kontrol af såvel håndbagage som indchecket bagage er derfor uændrede.

4.   Efterfølgende afsnit II til VIII: Toldformaliteter og — procedurer

4.1

Afsnit II til VIII vedrører toldformaliteterne og –procedurerne og svarer stort set til indholdet af den gældende kodeks. EØSU vil ikke foretage en detaljeret gennemgang af disse afsnit, som allerede har været drøftet indgående i forbindelse med den høring af de berørte parter, der fandt sted inden udarbejdelsen af forslaget. EØSU har derfor kun bemærkninger til nogle få artikler af særlig interesse.

4.2

Artikel 55 fastslår, at der også opstår toldskyld på smuglede eller ulovligt indførte varer (defineret som »varer, der er omfattet af forbud eller restriktioner ved ind- eller udførsel, uanset varernes art«). Det har ingen virkning for anvendelsen af andre strafferetlige eller administrative sanktioner, at tolden er skyldig. Derimod er falske penge og narkotika, som ikke indføres via de lovlige kanaler, undtaget fra toldskyld. Indførsel heraf betragtes naturligvis udelukkende som strafferetlige overtrædelser, undtagen i de tilfælde, hvor bøder ifølge lovgivningen i en medlemsstat fastsættes på grundlag af toldafgifter. Selv om EF-domstolen i en udtalelse har givet udtryk for den modsatte opfattelse, mener EØSU ikke, at toldmyndighederne bør fratages en indtægt, der retmæssigt tilkommer dem, ved at der ikke opstår toldskyld — i tillæg til den administrative eller strafferetlige sanktion — på i hvert fald narkotika, hvis værdi kunne fastsættes på grundlag af markedsprisen. Det faktum, at indførslen af narkotika er kriminel, ændrer ikke ved det forhold, at der stadig er tale om en (illegal) indførsel. Kort sagt forstår EØSU undtagelsen for falske penge, men ikke for narkotika.

4.3

På grundlag af artikel 61 kan toldmyndighederne tillade, at en operatør stiller en samlet sikkerhed for at dække toldskylden for alle ekspeditioner. Artikel 64 bestemmer, at sikkerheden kan stilles i form af en kaution, og i artikel 66 er det specificeret, at den kan stilles af en »bank eller en anden officielt anerkendt finansiel institution, der er akkrediteret i Fællesskabet«. Bestemmelsen er vigtig, idet den anerkender, at enhver bank eller finansiel institution i ethvert land i Europa kan stille en kaution, der er gyldig over for toldmyndighederne i et andet land. Dette er et vigtigt princip, som allerede er i kraft, men som ofte vanskeliggøres af toldmyndighederne i de forskellige lande. Det er stadig ikke klart, hvad der menes med formuleringerne »officielt anerkendt« og »akkrediteret i Fællesskabet«, som ifølge EØSU betyder det samme og skaber forvirring. De banker og finansielle institutioner, der er etableret inden for EU, har allerede et »EU-pas«, og der er derfor ikke behov for yderligere specifikation.

4.4

Vedrørende kaution giver artikel 83 Kommissionen mulighed for igen på grundlag af artikel 196 at vedtage en »særlig procedure« for at sikre betaling fra kautionister. Der mangler imidlertid oplysninger om indholdet og omfanget af denne særlige procedure. Hvis der hermed menes, at kautionen skal indfries »efter første anmodning«, er der ikke tale om en nyskabelse, da den form for sikkerhedsstillelse allerede eksisterer og endda er fastlagt i andre forordninger (for eksempel EU's regnskabsforordning). Hvis der derimod henvises til en anden form for sikkerhedsstillelse, bør dette præciseres, da omkostningerne ved en kaution afhænger af den dermed forbundne risiko og betingelserne for, hvornår kautionsforpligtelsen indtræder.

4.5

Efter artikel 83 påløber der endvidere rente på toldskyld fra udløbet af betalingsfristen, til betaling sker. Artikel 84 omhandler den omvendte situation, hvor toldmyndighederne har skyld over for importøren eller eksportøren. I den situation fremgår det udtrykkeligt af reglerne, at der ikke påløber rente i de første tre måneder. EØSU gør opmærksom på den åbenlyse og uacceptable forskelsbehandling mellem offentlige myndigheder og borgerne.

5.   Afsnit IX: Toldkodeksudvalget og afsluttende bestemmelser

5.1

Bestemmelserne i dette afsnit er afgørende for forståelsen af kodeksens opbygning og omfang. Nøglen er artikel 196, hvorefter Kommissionen til gennemførelse af reglerne »bistås af Toldkodeksudvalget«, i det følgende benævnt »udvalget«, »som handler under anvendelse af artikel 4 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8«. I praksis betyder dette, at Kommissionen kan fastsætte regler — dog kun med udvalgets bistand — vedrørende alle dele af toldkodeksen, hvilket er i overensstemmelse med normal Fællesskabsprocedure. EØSU har ingen indvendinger herimod, men håber dog, at de regler, der bliver vedtaget, tager hensyn til brugernes behov, og at de vil være så fleksible, at de hurtigt kan tilpasses tekniske og teknologiske fremskridt og ændringer i handelspraksis.

5.2

På grundlag af de beføjelser, som tilfalder Kommissionen i medfør af artikel 196, kan Kommissionen (artikel 194) vedtage foranstaltninger, der fastlægger:

regler og standarder for interoperabiliteten af toldsystemerne,

»i hvilke tilfælde og under hvilke betingelser Kommissionen kan træffe beslutninger, hvor medlemsstater anmodes om at tilbagekalde eller ændre en beslutning«, og

»alle andre gennemførelsesforanstaltninger, hvor det måtte være nødvendigt, herunder også når Fællesskabet accepterer tilsagn og forpligtelser i forbindelse med internationale aftaler, som kræver en tilpasning af bestemmelserne i kodeksen«.

5.2.1

Kommissionens beføjelser er således temmelig vide og omfatter også adgangen til selv at fastlægge (andet led), i hvilke tilfælde og under hvilke betingelser den kan pålægge en medlemsstat at tilbagekalde eller ændre en beslutning. EØSU bemærker, at hvor Kommissionen i forbindelse med de foranstaltninger, der vedrører første og tredje led, udfører sin institutionelle opgave med at koordinere og gennemføre de beslutninger, som Rådet har taget eller godkendt, kan den i forbindelse med de foranstaltninger, der vedrører andet led, udøve sine beføjelser på en måde, der afviger fra det normale, hvilket dog, alt taget i betragtning, er berettiget af omstændighederne, og hvilket EØSU bestemt ikke er imod.

5.2.2

Overordnet mener EØSU, at beslutningen om at kontrollere alle former for transaktioner foretaget af borgerne, herunder handels- og toldtransaktioner, påvirker den fri handel og er en politisk beslutning truffet af EU og medlemsstaterne i overensstemmelse med deres respektive kompetenceområder. Det er selvfølgelig Kommissionen, der gennemfører disse beslutninger.

5.2.3

EØSU håber ikke, at reformen af toldsystemerne forrykker den balance, der er nødvendig mellem den frie handel og brugernes og slutbrugernes sikkerhed, og håber, at den gennemføres med respekt for de faglige kvalifikationer hos toldpersonalet og importørernes/eksportørernes ansatte.

Bruxelles, den 5. juli 2006

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 110 af 30.4.2004.


16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/26


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Hvidbog om politikken for finansielle tjenesteydelser for perioden 2005–2010

KOM(2005) 629 endelig

(2006/C 309/06)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 1. december 2005 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om: Hvidbog om politikken for finansielle tjenesteydelser for perioden 2005–2010

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Edgardo Iozia til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 31. maj 2006.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 428. plenarforsamling den 5. og 6. juli 2006, mødet den 5. juli 2006, følgende udtalelse med 152 stemmer for, 1 imod og 9 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og forslag

1.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag om at bruge de kommende fem år til en dynamisk konsolidering af finansindustrien ved at gennemføre og styrke den gældende lovgivning og samtidig forsøge at undgå for mange reguleringstilføjelser (såkaldt forkromning), for så vidt som det er i tråd med Lissabon-strategien og respekterer de særlige forhold, der gør sig gældende i den europæiske sociale model.

1.2

Det er efter EØSU's mening afgørende at vurdere tilsynsmyndighedernes rolle og opgaver meget nøje og tilskynde til bedst mulig koordinering i henhold til det, der er fastlagt for Lamfalussy-processens niveau 3-udvalg.

1.2.1

EØSU mener, at tiden ikke er moden til oprettelse af én enkelt europæisk tilsynsmyndighed, som i fremtiden kan hjælpe med til at fremme integrationen af markeder, men finder det nyttigt at foreslå de europæiske myndigheder at udpege en hovedtilsynsmyndighed, i moderselskabets hjemland, som skal pålægges opgaven også at føre tilsyn med aktiviteterne i filialer og datterselskaber i andre EU-lande. Det ville få indlysende fordele for virksomheder med en europæisk dimension og forbrugerne.

1.3

Forbedringen af effektiviteten i forbindelse med finansielle transaktioner ligger til grund for, at de finansielle aktiviteter får stadig større indflydelse på økonomien (der tale om en form for sammenfletning mellem finanssektoren og økonomien). Dette fænomen skaber et betydeligt økonomisk og beskæftigelsesmæssigt udviklingspotentiale i finanssektoren; det kan få negative konsekvenser for økonomien som helhed. Den store rolle, som børsmarkederne spiller i kraft af den såkaldte »shareholder value«, kan kollidere med de industrielle strategier. Det kommercielle og finansielle pres på virksomhedslederne kan skabe problemer på lang sigt og afføde ikke gennemtænkte overtagelsestilbud, hvoraf en stor del — har det vist sig — inden for kort tid fører til tab af formuer.

1.3.1

Det skal dog erindres, at som følge af konsolideringsprocessen sker der i det mindste på kort og mellemlang sigt et fald i beskæftigelsen inden for finansindustrien, som giver næring til stigende usikkerhed blandt de ansatte i sektoren. EØSU understreger, at der bør tages hensyn til de sociale konsekvenser af konsolideringen og håber, at medlemsstaterne vil vedtage passende sociale afbødeforanstaltninger og støtte programmer for faglig uddannelse og omskoling, som er afgørende for opfyldelsen af målene i Lissabon-strategien.

1.4

EØSU tilslutter sig målsætningerne om forenkling, kodificering og klarhed for at gennemføre »bedre regulering« og roser i den forbindelse Kommissionen for at gennemføre løbende, hyppige og åbne høringer med alle berørte aktører og følge op på hvert enkelt forslag med en grundig konsekvensvurdering, som også omfatter den sociale og miljømæssige dimension samt eksternaliteterne i hele det økonomiske system.

1.4.1

EØSU beder om, at arbejdet i forbindelse med handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser gøres mere synligt og debatteres mere også uden for ekspertkredse.

1.5

EØSU tilslutter sig Kommissionens foreslåede initiativ om at udstede en meddelelse/henstilling vedrørende UCITS for at imødegå de påpegede eksisterende hindringer for disse finansielle instrumenters frie bevægelse.

1.6

Det er vigtigt at styrke forbrugeroplysning, finansieringskultur og forbrugerbevidsthed. Kommissionens intention om at iværksætte specifikke initiativer sammen med de europæiske forbrugerorganisationer hilses velkommen, men Kommissionen bør mere aktivt tilskynde medlemsstaterne til at igangsætte mere formaliserede former for aktørdeltagelse på nationalt plan. EØSU er rede til at bidrage til disse initiativer ved selv at arbejde sammen med forbrugerråd og nationale økonomiske og sociale råd.

1.7

De nuværende tilsynsregler, som er forskellige i medlemsstaterne, pålægger virksomhederne store krav om regnskabsudarbejdelse og selskabsoplysninger. Vedtagelsen af de internationale regnskabsstandarder (IFRS) kunne være den ideelle lejlighed til at harmonisere denne oplysningspligt på europæisk plan. Vedtagelsen af de internationale regnskabsstandarder (IFRS) kunne være en ideel lejlighed til at harmonisere denne oplysningspligt på europæisk plan. EØSU påpeger, at IASB, som er et privat finansieret internationalt standardiseringsorgan, ikke fuldt ud afspejler de verdensøkonomiske realiteter, og håber, at det vil være rede til at indlede et internationalt samarbejde med andre organer, såsom Kommissionen.

1.8

Hvad angår de foreslåede direktiver for detailmarkedet forbeholder EØSU sig ret til at udtale sig specifikt om direktivet om betalingstjenester, som bør vedtages snarest muligt, og direktivet om forbrugerkredit, som udvalget er ved at udarbejde en udtalelse om. Hvad angår direktivet om realkredit, nærer EØSU dog begrundet tvivl om det realistiske i at skabe et integreret realkreditmarked på kort sigt. Hvad angår clearings- og afviklingssystemerne, vil EØSU hilse vedtagelsen af et rammedirektiv velkommen.

1.9

Kommissionen har udtrykt betænkeligheder med hensyn til vedtagelsen af de såkaldte »26. ordninger« på området finansielle tjenesteydelser. EØSU noterer sig dette og erklærer, at det er rede til — når forslagsstillerne har fremlagt betingelserne for den konkrete anvendelse — at vurdere disse, som altid bør medtænke forbrugernes interesser og merværdien for dem.

1.10

Med hensyn til fremtidige initiativer har EØSU vist:

nytten af tiltag på UCITS-området, som sigter på at sidestille lovfæstede standarder for livsforsikring, der er tilknyttet investeringsfonde (unit-linked policies), med andre finansielle produkter,

vigtigheden af at sikre adgang til en bankkonto,

nødvendigheden af at fjerne hindringer for bankkontis bevægelighed på tværs af grænserne.

1.11

EØSU er overbevist om, at kvaliteten af de europæiske standarder for regulering af finansielle tjenesteydelser er meget høj, og at EU kan se frem til at blive et referencepunkt for alle de andre lande. Europa bør indlede en dialog med de nyindustrialiserede lande (som f.eks. Indien, Brasilien og Kina), som Kommissionen foreslår, og med udviklingslandene, der har brug for stor hjælp til at udvikle deres marked for finansielle tjenesteydelser.

1.12

EØSU støtter alle europæiske og nationale institutioner i deres bekæmpelse af kriminalitet og terrorisme. Også her hvor Kommissionen understreger nødvendigheden af, at det finansielle system fuldt og kontinuerligt samarbejder med de kompetente myndigheder, støtter og gentager EØSU denne henstilling til både finansielle institutioner og kompetente myndigheder, som bør informere de finansielle formidlere om opfølgningen på deres indgivne oplysninger.

2.   Indledning

2.1

Hvidbogen om politikken for finansielle tjenesteydelser (2005-2010) fastsætter adskillige mål, som skal opfyldes, for at fremme en dynamisk konsolidering af sektoren for finansielle tjenesteydelser i erkendelse af, at et effektivt finansmarked er en afgørende forudsætning for udvikling og økonomisk vækst. Nøgleordet i hvidbogen er dynamisk konsolidering, som på trods af de allerede opnåede betydningsfulde resultater med handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser 1999-2005 (FSAP) påpeger, at målet er at fjerne de hindringer, som stadig eksisterer, for finansielle tjenesteydelsers og kapitalens fri bevægelighed.

2.2

Lovgivningens afgørende rolle, når det gælder de finansielle markeders effektivitet, berettiger den opmærksomhed og fokus, hvormed hvidbogen understreger behovet for at gennemføre og styrke eksisterende lovgivning og samtidig undgå for mange reguleringstilføjelser (såkaldt forkromning).

2.3

Analysen af lovgivningsrammen må omfatte overvejelser omkring begrænsninger, opgaver og koordineringsansvar for tilsynsmyndighederne i EU. I den nuværende situation er opretholdelsen af et nationalt grundlag for tilsyn stadig den bedste måde at beskytte og sikre forbrugerne og investorerne, men det er vigtigt at erkende to problemstillinger, som denne tilgang indebærer.

2.3.1

Udøvelse af tilsyn, som ikke er integreret på overnationalt niveau, begrænser i høj grad integrationen af markederne. Det er derfor nødvendigt at tilskynde til og styrke et tæt samarbejde mellem medlemsstaternes myndigheder. Risikostyring i de store europæiske banker, som opererer i flere medlemsstater, gennemføres på koncernniveau på et konsolideret grundlag. Tilsynsmyndighederne bør have mulighed for at foretage en korrekt vurdering af disse store europæiske koncerners risikoprofil.

2.3.2

Opretholdelsen af de omfattende beføjelser til de nationale tilsynsmyndigheder må ikke være en lejlighed til at øge de hindringer for dynamisk konsolidering i EU, som hvidbogen ønsker fjernet gradvist.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

EØSU fremførte i en nylig udtalelse sine bemærkninger til grønbogen om politikken for finansielle tjenesteydelser (2005-2010). Da hvidbogen medtager mange af de fremsatte forslag, gentager EØSU de allerede fremførte vurderinger på sammenfattende vis i denne udtalelse (1).

3.1.1

Hvidbogen fremhæver mulighederne for økonomisk vækst og flere ansatte i sektoren for finansielle tjenesteydelser. Udvalget mener imidlertid, at denne vigtige hypotese i hvidbogen bør være genstand for grundige og realistiske overvejelser under hensyntagen til forskellige allerede veldokumenterede kendsgerninger.

3.2

Konsolidering af sektoren kan fremme større effektivitet og stordriftsfordele, der i sidste ende kan medføre fordele for indehavere af andele af formidleres risikokapital (gennem større afkast af investeret kapital) og brugere af finansielle tjenesteydelser (gennem nedbringelse af forbundne omkostninger).

3.3

Der eksisterer imidlertid konkrete beviser, som dokumenterer et fald i ansatte inden for den finansielle industri som følge af konsolidering, der giver næring til voksende usikkerhed blandt ansatte i sektoren. Man kan ikke skjule den kendsgerning, at de fremlagte forretningsplaner i forbindelse med fusioner og virksomhedsovertagelser først og fremmest fokuserer på besparelser forbundet med lavere udgifter til personale. På kort sigt omsættes konsolideringen til et nettotab af arbejdspladser. Det bør imidlertid anerkendes, at konsolideringen giver plads til udvikling af tjenesteydelser og innovative aktivitetsområder, som samtidig har positiv indvirkning på beskæftigelsen. En mindskelse af de hindringer, som forhindrer udbydere af tjenesteydelser at udnytte synergien i grænseoverskridende fusioner fuldt ud, kan gøre det muligt for bankerne at frembringe deres tjenesteydelser med lavere omkostninger og muliggøre prispolitikker, der er mere favorable for kunderne og således fremme større efterspørgsel. Hertil kan føjes finansielle formidleres tilskyndelse til at investere med positive resultater for bl.a. beskæftigelsen til følge. Med undtagelse af særlige sektorer såsom telecentre og de såkaldte bagkontorer tiltrækker disse nye arbejdspladser generelt mere højtuddannede og vellønnede erhvervsprofiler.

3.4

Selvom det således forudsættes, at konsolideringen af sektoren ikke får direkte negative følger for beskæftigelsen, understreger EØSU kraftigt, at man ikke må overse det spænd i tid og med hensyn til erhvervskvalifikationer, som forløber mellem tabet af eksisterende arbejdspladser og skabelsen af nye. Når fokus flyttes fra beskyttelse af arbejdspladser til muligheden for at finde et job, bør medlemsstaterne ud over passende sociale afbødeforanstaltninger også sørge for at støtte programmer for faglig uddannelse og omskoling.

3.5

Hvis arbejdstagerne kan se, at deres kvalifikationer og kompetencer også let kan bruges i en økonomi i hastig udvikling, vil de bedre kunne acceptere den mindre jobsikkerhed, som følger af den dynamiske konsolidering af sektoren. Ud over at blive betragtet som et instrument til at dæmme op for social ustabilitet bør faglig uddannelse også betragtes som et afgørende og nødvendigt element for langsigtet succes med planen for dynamisk konsolidering og mere generelt med Lissabon-strategien, hvis mål er at gøre EU til verdens stærkeste »vidensøkonomi«. Der bør endvidere skabes et passende socialt net, som kan være med til at afbøde de ofte alvorlige følger af en sådan omstillingsfase.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Bedre regulering

4.1.1

Der opstilles tre styrende principper for forbedringen af lovgivningen: forenkling, kodificering og klarhed. Det er vigtigt at fortsætte i denne retning for at sikre den nødvendige sammenhæng mellem foranstaltninger, nem anvendelse og ensartet gennemførelse.

4.1.2

EØSU bifalder Kommissionens forslag til bedre regulering. Især bakker det op om Kommissionens tilsagn om at gennemføre løbende, hyppige og åbne høringer med alle berørte aktører og altid følge op på hvert enkelt forslag med en konsekvensvurdering, som fokuserer på økonomiske fordele og omkostninger i bred forstand og dermed også omfatter den sociale og miljømæssige dimension. Det er også vigtigt, at den sammen med Rådet og Parlamentet vil forbedre lovgivningen og eksternaliteterne i hele det økonomiske system.

4.1.3

EØSU er enigt med Kommissionen i, at der ligger en stor udfordring i at få den europæiske lovgivning gennemført korrekt og rettidigt i de 25 medlemsstater, herunder også i lyset af kommende udvidelser, ligesom udvalget er enigt i, at der bør dæmmes op for den såkaldte forkromning , bestående i ensidig vedtagelse af yderligere regler, som strider mod det indre markeds virkemåde. Rent faktisk er de alt for forskelligartede nationale forbrugerbeskyttelsesregler en af de største hindringer for integrationen af de finansielle tjenesteydelser i EU.

4.1.4

EØSU er enigt i, at det er vigtigt med efterfølgende evaluering af, om reglerne har givet de ønskede resultater, og om udviklingen af markederne er i overensstemmelse med Lamfalussy-processen, i det mindste med hensyn til de sektorer, som den dækker.

4.1.5

Evalueringen af sammenhængen mellem EU-lovgivning og national lovgivning bør påbegyndes og starte med de vigtigste sektorer, eller hvor der kan være de største problemer med lovgivningsmæssig harmonisering og konsolidering som f.eks. i forbindelse med udbredelse af og information om UCITS (foreninger og institutter for kollektiv investering i værdipapirer). Øget konkurrence og effektivitet i denne sektor sker nødvendigvis også via større manøvremargener med hensyn til udbredelse og markedsføring, der kraftigt hindres af en endnu ikke veldefineret lovgivningsramme. Kommissionens initiativ til at udarbejde en meddelelse/henstilling i 2006 og til november en grønbog om formueforvaltning er derfor helt på sin plads.

4.1.6

Kommissionen vil fremsætte forslag om at samle de 16 gældende direktiver på forsikringsområdet i ét enkelt direktiv. EØSU støtter dette forslag til kodificering og ser det som et glimrende eksempel til efterfølgelse også på andre områder »gennem vedtagelse af« retsakter, der samler, forenkler og omordner forskellige områder, der behandles i flere direktiver.

4.1.7

EØSU finder det også nyttigt at tage overtrædelsesprocedurer i anvendelse, når der registreres ukorrekt gennemførelse eller anvendelse af de europæiske regler. Det bør imidlertid bemærkes, at Kommissionen i den senere tid har været under Rådets store indflydelse og i stadig mindre grad anvendt disse procedurer.

4.1.8

I forbindelse med forbedring og rationalisering af sektoren for finansielle tjenesteydelser i detailleddet må problemerne omkring oplysning, uddannelse og bevidstgørelse af forbrugerne, som er afgørende for en hvilken som helst lovgivningsrammes effektivitet, ikke overses. Hensigten om at iværksætte specifikke aktioner på europæisk plan sammen med repræsentative forbrugerorganisationer og repræsentanter for den finansielle industri er derfor meget god, men Kommissionen bør arbejde mere på at få denne praksis gjort om ikke obligatorisk så i det mindste stærkt tilrådelig på nationalt plan. Det europæiske nyhedsbrev er overordnet set et glimrende initiativ, men det er vigtigt at holde sig for øje, at oplysningsværktøjer bør være kendetegnet ved reelt at være tæt på forbrugerne. EØSU opfordrer Kommissionen til at spille en aktiv rolle over for Rådet og Europa-Parlamentet og finde frem til mere formaliserede former for inddragelse af de berørte aktører på nationalt plan, på samme måde som det, man agter at gennemføre på europæisk plan. Udviklingen af FIN-NET-netværket, der i øjeblikket er et ukendt instrument for de fleste forbrugere, bevæger sig i den rigtige retning. Med udsigt til en revision af FIN-NET's rolle anbefaler EØSU at inddrage forbrugerorganisationer, civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter og vil være rede til at støtte initiativet gennem f.eks. et specifikt tiltag i nationale forbrugerråd og økonomiske og sociale råd.

4.1.9

EØSU mener, at eftersom Kommissionen finder formidling af information til især forbrugere, investorer og ansatte i finansindustrien vigtig, må det problematiske i, at dokumenterne er affattet på et bestemt sprog, ikke undervurderes. Kommissionen bør være opmærksom på dette problem og drage den nødvendige omsorg for, at i det mindste de vigtigste dokumenter kommer til at foreligge på så mange sprog som muligt.

4.1.10

EØSU påskønner den fokus, som er rettet mod forbrugere og ansatte i bank- og finansieringsvirksomheder, ligesom bestræbelserne på regelmæssigt at høre dem, om emner, de berøres af. Markedsintegreringens merværdi ligger i forbrugerens tilfredshed, som opnås, hvis der har været den nødvendige fokus på de sociale konsekvenser af de trufne beslutninger. Førhen har direktiverne på det finansielle område dog ikke altid fulgt denne tilgang. De fremsatte bemærkninger under »Generelle bemærkninger« understreger kraftigt dette analyseperspektiv.

4.1.11

Hvad angår samspillet med andre områder af EU's økonomiske politik, har EØSU allerede påpeget, at momssystemet for de store europæiske koncerner (2) kan være en hindring for styrkelsen af de finansielle tjenesteydelser, og udvalget glæder sig over, at Kommissionen i den forbindelse agter at fremsætte et lovforslag. Der bør imidlertid foretages en meget nøje vurdering af de økonomiske, sociale og miljømæssige virkninger af en dog ønskelig harmonisering af momsordningen. EØSU har allerede påpeget, hvordan den nuværende situation kan hindre fuld integrering og udvikling af det finansielle marked. Udvalget ønsker derudover at gøre opmærksom på problemet med udflytning, som kan blive forstærket af ikke-harmoniserede beskatningsvilkår med negative følger for beskæftigelsen, tjenesteydelsernes kvalitet og systemets overordnede pålidelighed. EØSU håber, at der fortsat vil blive foretaget grundige overvejelser af spørgsmålet, også i lyset af de ofte alt andet end gode resultater af denne fremgangsmåde.

4.2   Den rette regulerings- og tilsynsstruktur

4.2.1

Udvalget bifalder helt klart målet om at sikre større koordinering mellem markedernes tilsynsmyndigheder. Det kunne opnås ved at tildele en stadig større og afgørende rolle til niveau 3-udvalgene og harmonisere ansvarsområderne for deres medlemmer under Lamfalussy-processen som led i færdiggørelsen af EU's rammelovgivning. Det kunne for det første lette Kommissionens arbejdsbyrde, for det andet mindske risikoen for den såkaldte forkromning fra medlemsstaternes eller tilsynsmyndighedernes side.

4.2.2

EØSU mener, at det i den aktuelle situation er for tidligt at oprette én enkelt europæisk tilsynsmyndighed, som skal være ansvarlig for koordineringen. Udvalget mener ikke desto mindre, at de nationale tilsynsmyndigheder bør samarbejde aktivt og vedvarende og arbejde hen imod fælles adfærdskodekser og standardprocedurer. Resultatet vil være større gensidig tillid, som er det første skridt i retning af etablering af en europæisk tilsynsmyndighed for store finans-, bank- og forsikringskoncerner i flere medlemsstater. En af de første vigtige beslutninger bør være at udpege en hovedtilsynsmyndighed i moderselskabets hjemland, som skal være ansvarlig for tilsynet med filialer og datterselskaber i andre europæiske lande. Multinationale selskaber og tilsynsmyndigheder kunne effektivt drage nytte af det indre marked ved ikke hele tiden at skulle fremlægge regnskaber og regnskabsoplysninger og forholde sig til forskellige nationale regelsæt..

4.2.3

Den anvendte metode i f.eks. direktivet om markedsmisbrug bør fremmes. Fremlæggelsen af et meget detaljeret direktivforslag har sikret høj grad af ensartethed i den efterfølgende gennemførelse og overlod lovgiverne et stort ansvar: dette ansvar blev også delt på europæisk plan ved at specificere, hvilke opgaver der skulle overføres til de forskellige tilsynsmyndigheders ansvarsområder.

4.2.4

Vedtagelsen af de internationale regnskabsstandarder (IFRS) var en vigtig lejlighed til at harmonisere virksomhedsledelsens regnskabsaflæggelse og bringe den på linje med moderne standarder. Det kan også være en mulighed for at harmonisere de typer af data på europæisk plan, som formidlerne skal fremlægge for deres respektive tilsynsmyndigheder. EØSU mener, at med vedtagelsen af IFRS er der ikke længere grund til at udsætte eller forsinke forfølgelsen af dette mål, som er en vigtig forudsætning for effektiv og virkningsfuld koordinering og samarbejde omkring tilsyn på europæisk plan. Der bør dog foretages en tilpasning til tilsvarende mål for det europæiske Solvency II-projekt. De virksomheder, som endnu ikke har harmoniseret deres regnskaber og konsoliderede regnskaber med IFRS bør imidlertid ikke stilles ugunstigt i forhold til virksomheder, som er forpligtet til det.

4.3   Igangværende og kommende lovgivningsinitiativer

4.3.1   Igangværende initiativer

4.3.1.1

Detailbankvæsenet er omfattet af tre betydningsfulde initiativer. Hvad angår initiativet vedrørende realkredit, har EØSU (3) allerede udtrykt visse begrundede betænkeligheder med hensyn til gennemførligheden af integreringen af markedet i lyset af de juridiske implikationer og store vanskeligheder, som er blevet fremført i en nyere udtalelse. EØSU afventer Kommissionens tilgang og svar på de fremførte indsigelser.

4.3.1.2

De ændringer, som Kommissionen har foreslået til direktivet om forbrugerkredit, der for tiden behandles af Parlamentet, forbedrer det foregående forslag uden dog at imødekomme forbrugernes behov fuldt ud. EØSU afventer resultatet af behandlingen og håber, at direktivet hurtigt vil blive vedtaget.

4.3.1.3

Direktivet om betalingstjenester spiller også en vigtig rolle. Der er stadig et gråzoneområde omkring grænseoverskridende betalingstjenester. Det finansielle system bør underkaste sig de regler, som Generaldirektoratet for Konkurrence har fastlagt om konkurrence, gennemsigtighed og sammenlignelighed. Oprettelsen af et fælleseuropæisk betalingsområde (SEPA) inden 2010 er et ambitiøst og ønskeligt mål, som vil gøre grænseoverskridende betalingstjenester mere effektive og være en garanti for forbrugerne. Der bør dog tages hensyn til, at effektive og billige systemer (f.eks. systemet med direkte debitering) allerede anvendes i nogle medlemsstater. Når SEPA gennemføres, bør brugernes interesser imødekommes, og der skal skabes en merværdi. EØSU er for tiden ved at udarbejde en udtalelse specifikt om betalingstjenester, hvori udvalget vil fremlægge en detaljeret vurdering.

4.3.1.4

Revisionen af begrebet kvalificerede aktieposter, som sker gennem ændring af artikel 16 i bankdirektiverne og artikel 15 i forsikringsdirektivet, er et vigtigt tiltag, når det gælder om at forebygge, at tilsynsmyndigheder kan lægge hindringer i vejen for en afbalanceret udvikling af det indre marked ved at bruge forsigtighedskriterier i ledelsen af finansielle systemer som et påskud. EØSU mener, at et systems stabilitet bedst sikres ved at forbedre systemets effektivitet i stedet for at sætte begrænsninger for overdragelsen af kontrollen med virksomheder.

4.3.1.5

Hvad angår clearings- og afviklingssystemer har fraværet af en lovgivningsramme været med til at fastholde store indirekte omkostninger og reelt misbrug. Grænseoverskridende infrastrukturer til afvikling og clearing er langt dyrere og mindre effektive end indenlandske. EØSU så gerne, at der udarbejdes et rammedirektiv for at øge de europæiske operatørers konkurrenceevne, ikke mindst i forhold til internationale konkurrenter. Et effektivt og velordnet marked tiltrækker investeringer, og de er nødvendige, hvis Europa virkelig vil forfølge målene om økonomisk vækst og øget beskæftigelse.

4.3.2   Igangværende overvejelser

4.3.2.1

EØSU er enigt i Kommissionens vurderinger hvad angår uberettigede barrierer for fuld gennemførelse af kapitalens frie bevægelighed og grænseoverskridende investeringer.

4.3.2.2

Kommissionen har udtrykt betænkeligheder med hensyn til de såkaldte»26. ordninger« inden for finansielle tjenesteydelser. På den anden side har princippet om minimumsharmonisering skabt for mange forskelle. Hjemlandsprincippet har været et fantastisk godt instrument for liberaliseringen og konkurrencen i EU. Jo større gensidig tillid der er til den nationale lovgivning i de enkelte medlemsstater, desto mere accepteres princippet af medlemsstaterne. Derfor er fuld lovgivningsmæssig harmonisering en vigtig faktor, som nærer og styrker disse tillidsbaserede forbindelser, der er grundlaget for gradvis opbygning af en fælles kultur. Det bør føre til harmonisering af afgørende bestemmelser i kontrakter om finansielle tjenesteydelser. EØSU ønsker på den anden side at påpege, at der hidtil ikke er fremført noget bevis på den (konkrete) anvendelighed af 26. ordningerne, og at Kommissionen under alle omstændigheder bør iværksætte en grundig undersøgelse af dens anvendelse. EØSU har i en nyere udtalelse fremført, at »[den] såkaldte »ordning 26« (…) kunne være en brugbar løsning, hvis man efter en grundig undersøgelse af love og kontrakter i alle 25 medlemsstater har fået vished om, at det »parallelle« instrument ikke strider imod de gældende regler og love i nogen af dem. Standardisering bør dog under ingen omstændigheder hindre udbuddet af nye produkter og på denne måde bremse innovation« (4).

4.3.3   Kommende initiativer

4.3.3.1

EØSU har i en nylig udtalelse om grønbogen fra juli 2005 peget på det nyttige i at ændre UCITS  (5). »Investeringsfondene konkurrerer med finansielle produkter såsom livsforsikring tilknyttet investeringsfonde (unit-linked policies), som investorerne ser som et produkt af samme type, selv om de er underlagt en helt anden lovgivning. Dette kan fordreje investorernes valg og give negative konsekvenser, hvad angår omkostninger og risikoniveau for de pågældende investeringer. EØSU mener ikke, at man kan takle problemet med mindre konkurrence ved at lempe de påkrævede begrænsninger og garantier i relation til investeringsfondene. Det vil derimod være ønskeligt med en skærpelse af de lovfæstede standarder, således at de finansielle produkter, som i praksis opfattes som et direkte alternativ til investeringsfondene, underkastes lovkrav svarende til dem for investeringsfonde.« Ubalancen i kravene til fonde og livsforsikring tilknyttet investeringsfonde, den kun delvise udvikling af det europæiske pas på grund af de hindringer, som nogle tilsynsmyndigheder fortsat lægger i vejen, manglende gennemsigtighed omkring omkostninger ved især opsigelse samt markedsopsplitning og de høje omkostninger er nogle af de påviste problemer. EØSU er imidlertid betænkelig ved tendensen til, at der i nogle medlemsstater udvikles fonde med garanteret kapital uden noget krav om, at moderselskabet skal besidde passende egne midler med det resultat, at forbrugerne ikke er tilstrækkelig dækket i tilfælde af særlig ugunstige markedsudviklinger. EØSU opfordrer Kommissionen til at rette op på denne mangel og fastlægge passende egenkapitalkrav for de selskaber, som tilbyder fonde med garanteret kapital, og sikre et specifikt og passende tilsynsniveau. EØSU er særlig bevidst om bestræbelserne på at opnå mere effektive UCITS, især fordi de udgør en betydelig del af pensionsfondsordninger og derfor kan bidrage til løsningen af det problem, som med rette blev påpeget i hvidbogen, dvs. finansieringen af det enorme pensionsunderskud, som størstedelen af de europæiske landes økonomier er berørt af.

4.3.3.2

EØSU er enigt med Kommissionen med hensyn til betydningen — som ikke kun er økonomisk — af at have adgang til en bankkonto. I en moderne økonomi betyder det at have en bankkonto en form for økonomisk borgerskab for den enkelte borger. I visse EU-medlemsstater er denne borgerret lovfæstet, og det finansielle system pålægges at sikre, at grundlæggende banktjenester udbydes til et minimum af omkostninger. I andre medlemsstater er selskaberne ved at udvikle større bevidsthed på dette område og tilbyder for få euro om måneden en pakke af tjenesteydelser i tilknytning til anfordringskontoen.

4.3.3.3

Målet om at fjerne hindringer for mobiliteten af bankkonti på tværs af grænserne hilses velkomment og kan være med til at få sænket bankernes gebyrer. Muligheden for at åbne en bankkonto online kunne helt konkret bringe målet om at sikre intraeuropæisk mobilitet for bankkonti inden for rækkevidde. Der bør dog tages hensyn til, at ikke alle forbrugere har it-kendskab. Kommissionen bør foreslå et tilfredsstillende alternativ for denne gruppe, som ofte tilhører den svagere del af befolkningen. Det bør understreges, at kun konsolideringen af et effektivt og konstruktivt samarbejde mellem tilsynsmyndighederne, kan give denne mulighed konkret form. Kommissionen har den 16. maj 2006 (6) i forlængelse af forslagene i hvidbogen besluttet at lade en ekspertgruppe undersøge spørgsmålet om kundemobilitet i forbindelse med bankkonti.

4.4   Den eksterne dimension

4.4.1

Kommissionens ambitiøse mål om, at Europa må spille en ledende rolle ved fastsættelsen af standarder på globalt plan, hilses helt klart velkommen. På linje med henstillingerne fra Doha-runden håber EØSU også, at Europa kan lede de mest udviklede lande til at påtage sig opgaven med at yde de mindre udviklede lande teknisk og økonomisk bistand vedrørende lovgivning og gennemførelse af vedtagne aftaler og standarder. Den fremadskridende internationale integration bør også tage hensyn til de svageste økonomiers behov og for at tiltrække investeringer. EØSU har tillid til, at Kommissionen vil holde sig disse behov for øje under forhandlingerne og dialogen med de andre lande med en mere avanceret økonomi.

4.4.2

EØSU arbejder aktivt for at bekæmpe kriminel anvendelse af finansielle systemer, og støtter Kommissionen og de øvrige europæiske institutioner i deres kamp mod alle former for kriminelle aktiviteter, som i øvrigt ofte er forbundet med international terrorisme. Der er mange former for økonomisk kriminalitet: erhvervsmæssigt og kommercielt svig, hvidvaskning af penge, skatteunddragelse og korruption. Ofte anvendes systemerne for de finansielle tjenesteydelser til kriminelle formål. EØSU opfordrer de finansielle institutter til at hjælpe de kompetente myndigheder på bedst mulig vis, og sidstnævnte bør på den anden side tage tilstrækkelig notits af de finansielle institutters anbefalinger. Hvis de finansielle institutter holdes tilstrækkelig underrettet om opfølgningen på de oplysninger, som de har indbragt for myndighederne i forbindelse med mistænkelige transaktioner, vil de være mere motiverede til at fortsætte og fremskynde de nødvendige bestræbelser.

Bruxelles, den 5. juli 2006

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 65 af 17.3.2006.

(2)  EUT C 65 af 17.3.2006.

(3)  EUT C 65 af 17.3.2006.

(4)  EUT C 65 af 17.3.2006.

(5)  EUT C 110 af 17.5.2006.

(6)  Kommissionens afgørelse 2006/355/EF af 16. maj 2006 om nedsættelse af en ekspertgruppe vedrørende kundemobilitet i forbindelse med bankkonti (EUT L 132 af 19.5.2006).


16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/33


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets afgørelse om godkendelse af Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af Genève-aftalen om Haag-arrangementet vedrørende international registrering af industrielle design, vedtaget i Genève den 2. juli 1999

KOM(2005) 687 endelig — 2005/0273 (CNS)

og

Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 6/2002 og (EF) nr. 40/94 med henblik på Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af Genève-aftalen om Haag-arrangementet vedrørende international registrering af industrielle design

KOM(2005) 689 endelig — 2005/0274 (CNS)

(2006/C 309/07)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 17. februar 2006 under henvisning til EF-traktatens artikel 308 og 300 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 14. februar 2006 under henvisning til EF-traktatens artikel 308 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse:

Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 6/2002 og (EF) nr. 40/94 med henblik på Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af Genève-aftalen om Haag-arrangementet vedrørende international registrering af industrielle design

KOM(2005) 689 endelig — 2005/0274 (CNS).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Bryan Cassidy til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 31. maj 2006.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 428. plenarforsamling den 5. og 6. juli 2006, mødet den 5. juli 2006, følgende udtalelse med 155 stemmer for, 3 imod og 2 hverken for eller imod:

1.   Resumé af EØSU's konklusioner og henstillinger

Da de to Kommissionsforslag er forbundne, vil de blive behandlet under ét af EØSU i en enkelt udtalelse.

EØSU støtter fuldt ud Kommissionens forslag.

2.   Hovedtræk i Kommissionens forslag

2.1

Disse forslag ønsker at kæde EF-designordningen sammen med Haag-arrangementet for international registrering af industrielle design gennem EU's tiltrædelse af Genève-aftalen om Haag-arrangementet. Det første forslag omhandler EU's tiltrædelse af aftalen. Det andet forslag indeholder ændringer af de relevante forordninger for at gøre dette muligt.

2.2

Haag-arrangementet vedrørende international registrering af industrielle design består af tre forskellige aftaler: London-aftalen fra 1934, Haag-aftalen fra 1960 og Genève-aftalen fra 1999. De tre aftaler er uafhængige af hinanden og eksisterer side om side for så vidt angår deres materielle bestemmelser. Kontraherende parter kan beslutte at blive part i kun én, to eller alle tre aftaler. De bliver automatisk medlemmer af Haag-unionen, der på nuværende tidspunkt tæller 42 kontraherende stater, herunder 12 EU-medlemsstater (1)

2.3

Tiltrædelse vil gøre det muligt for designere i EU at opnå beskyttelse af nye og originale design i alle lande, der er tiltrådt Genève-aftalen, med en enkelt ansøgning. Ansøgere vil på en ny måde kunne beskytte deres design, både på nationalt niveau, på EU-niveau via den registrerede EU-designordning og på internationalt niveau via Haag-ordningen.

2.4

Resultatet vil være et simplere og mere økonomisk effektivt system med færre omkostninger. Ifølge Haag-ordningen skal ansøgere ikke fremskaffe oversættelser af dokumenter, de skal ikke betale særskilte afgifter til kontorer og agenter i forskellige lande eller holde øje med de varierende frister for forlængelse af nationale ansøgninger. I stedet kan blot en enkelt ansøgning til en enkelt myndighed med blot én afgift udløse flere internationalt registrerede designophavsrettigheder i lande, der er tiltrådt Genève-aftalen.

2.5

EF-designordningen gør det muligt for designere at beskytte nye og originale design, der er kendetegnet ved deres særlige »look«, ved at garantere et individuelt monopol på registrerede design, gældende på samme betingelser i hele EU. Der findes også registrerede designophavsrettigheder i hver enkelt medlemsstat, men EF-designordningen er en økonomisk og nem måde at opnå ens beskyttelse i hele EU for alle erhvervsdrivende på det europæiske marked.

2.6

Haag-arrangementet vedrørende international registrering af industrielle design er et system, administreret af Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO), der gør det muligt at opnå en række ophavsrettigheder i de kontraherende stater ved at indgive blot én ansøgning og ved at betale blot én afgift. Haag-ordningen kan anvendes af enhver person, der er statsborger eller har bopæl i en stat, der er tiltrådt Haag-arrangementet, og af enhver virksomhed, som har hjemsted i en sådan stat. På nuværende tidspunkt modtager WIPO ikke ansøgninger, der er indgivet til de nationale myndigheder. Ved at ansøge direkte til WIPO undgås misforståelser og dobbeltarbejde og risiko for overbetaling til Harmoniseringskontoret.

2.7

En af fordelene ved Haag-ordningen er, at den letter proceduren ved ændring af designbeskyttelse og fornyelse ved ophavsrettighedens udløb.

2.8

Genève-aftalen om Haag-arrangementet trådte i kraft den 23. december 2003. For at gøre ordningen lettere tilgængelig er det blandt andre ændringer også blevet muligt for mellemstatslige organisationer som EU at tiltræde Haag-ordningen. På nuværende tidspunkt er 19 lande medlem af Genève-aftalen, heriblandt Schweiz, Singapore og Tyrkiet. Et antal medlemsstater mangler endnu at undertegne og/eller ratificere aftalen.

2.9

Ansøgninger kan i henhold til Genève-aftalen kun indgives på et af de to officielle sprog, nemlig engelsk og fransk.

2.10

USA forventes at tiltræde Genève-aftalen i november 2006, og tiltrædelse af både EU og USA vil anspore andre store handelspartnere (Kina, Japan, Korea) til at tiltræde, med deraf følgende registrering i flere vigtige lande.

2.11

Forslaget kæder EU's medlemsstater sammen, så de i Genève-aftalen og Haag-ordningen optræder som et enkelt land, hvorved udbyttet bliver større.

3.   Særlige bemærkninger

3.1

Forslaget til Rådets afgørelse, KOM(2005) 687 endelig, tillader EU at optræde som et enkelt land i Haag-unionen i forbindelse med EF-designordningen. Ændringen til forordning EF/6/2002 (forordningen om EF-design) sikrer, at tiltrædelsen af Genève-aftalen kan gennemføres.

3.2

Ændringen til forordning EF/40/94 (EF-varemærkeforordningen) giver Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Harmoniseringskontoret) i Alicante mulighed for at modtage gebyrer for design registreret under Genève-aftalen.

3.3

Retsgrundlaget for forslaget om at ændre de to forordninger er EF-traktatens artikel 308.

3.4

Europa-Parlamentet er blevet hørt. De to forslag er ikke underkastet den fælles beslutningsprocedure.

3.5

Ved afstemning i Rådet kræves enstemmighed.

4.   Omkostninger

4.1

Der forventes ikke yderligere udgifter i forbindelse med dette forslag, da det omhandler ændringer til forordninger, der kan anvendes direkte i medlemsstaterne.

4.2

På nuværende tidspunkt kræver designregistrering indbetaling af gebyrer for registrering og forlængelse af registrering i hvert af de lande, hvor ansøgningen er indgivet. Nationale registreringsafgifter anslås til at beløbe sig til under 100 EUR, men derudover er der udgifter til og besvær med vekselgebyrer, når der ansøges internationalt.

Bruxelles, den 5. juli 2006

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Nemlig: Belgien, Estland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Italien, Letland, Luxembourg, Nederlandene, Slovenien og Spanien. EU som institution er ikke medlem af Haag-arrangementet på nuværende tidspunkt.


16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/35


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om regler for virksomheders, forskningscentres og universiteters deltagelse i foranstaltninger under syvende rammeprogram og for formidling af forskningsresultater (2007-2013)

KOM(2005) 705 endelig — 2005/0277 (COD)

(2006/C 309/08)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 1. marts 2006 under henvisning til EF-traktatens artikel 167 og 172, stk. 2, at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Gerd Wolf til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 31. maj 2006.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 428. plenarforsamling den 5.-6. juli 2006, mødet den 5. juli, følgende udtalelse med 152 stemmer for, 1 imod og 3 hverken for eller imod:

1.   Resumé

1.1

Kommissionens forslag omhandler de krav, regler og procedurer, der skal gælde for, at virksomheder, universiteter, forskningscentre og andre juridiske personer kan få tildelt støtte under det syvende FTU-rammeprogram.

1.2

Udvalget hilser størsteparten af det foreslåede regelsæt velkommen og ser heri både forbedringer samt potentiale for en markant forenkling af de administrative procedurer. Med hensyn til de endnu ikke foreliggende kommissionsinterne gennemførelsesbestemmelser anbefaler udvalget i overensstemmelse med den tilstræbte forenkling, at man også her er opmærksom på at opnå en standardisering og konsistent gennemførelse, f.eks. hvad angår de kriterier, der skal anvendes.

1.3

Da de kommissionsinterne gennemførelsesbestemmelser endnu ikke foreligger, er det imidlertid endnu ikke muligt at vurdere visse specielle konsekvenser af det foreslåede regelsæt. I sådanne tilfælde (f.eks. refusion af ekstra udgifter) anbefaler udvalget, at man i det mindste i første omgang bibeholder den hidtidige ordning for at undgå, at de berørte støttemodtagere stilles dårligere.

1.4

Udvalget glæder sig over de nye støttegrænser for de enkelte opgaveområder og støttemodtagere. Det er især positivt, at dette fører til forbedringer i støtten til SMV.

1.5

Udvalget anbefaler, at man ligestiller alle forskningsinstitutioner, der får deres grundfinansiering fra offentlige midler, uanset deres juridiske form.

1.6

Udvalget anbefaler at give de kommende partnere større frihed i udformningen af de kontraktmæssige bestemmelser og i valget af instrumenter. Dette gælder især for adgangsrettigheder til deltagernes forgrundsviden (»foreground«) og/eller baggrundsviden (»background«). Her bør der ganske vist tilbydes royaltyfri adgangsret som mulighed, men det bør ikke — som det foreslås for visse tilfælde — foreskrives uden undtagelse.

1.7

For yderligere detaljer henvises til kapitel 4.

2.   Indledning

2.1

Med sit forslag til det syvende FTU-rammeprogram (2007-2013) (1), forkortet RP7, har Kommissionen fremlagt mål, indhold, emner samt budgetramme for den planlagte støtte til forskning, teknologisk udvikling og demonstration i denne periode. Udvalget har allerede vedtaget udtalelser herom samt om Kommissionens forberedende og supplerende forslag til de såkaldte særprogrammer (2)  (3).

2.2

Det aktuelle forslag fra Kommissionen omfatter nu derimod de krav, regler og procedurer, gennem hvilke virksomheder, universiteter, forskningscentre eller andre juridiske personer kan deltage i foranstaltninger under det syvende FTU-rammeprogram, det vil sige få støtte gennem dette program.

2.3

Et væsentligt punkt i denne sammenhæng er Kommissionens ønske om at forenkle procedurerne i forbindelse med forskningsstøtten. Dette ønske har udvalget allerede i tidligere udtalelser hilst velkommen og bestyrket, og udvalget har på sin side på ny anbefalet at forenkle de administrative procedurer og reducere udgifterne og dermed øge de europæiske forskningsprogrammers effektivitet. »Den nuværende arbejds- og omkostningsbyrde ved ansøgnings- og bevillingsprocedurer er for høj og udgør en hindring for brugerne fra forskerkredse og erhvervslivet. Det skal kunne betale sig for deltagerne at engagere sig i det europæiske forskningsprogram, herunder med hensyn til de risici, der er forbundet med indgivelsen af ansøgninger. Dette gælder navnlig for små aktører som SMV'er og for mindre forskningsgrupper fra universiteter og forskningscentre  (4)«. De foreslåede regler for deltagelse har altså også det erklærede mål at føre til den tilsigtede forenkling.

2.4

Det aktuelle forslag fra Kommissionen beskriver således det afgørende regelsæt, der skal sikre, at de midler, som Fællesskabet stiller til rådighed for forskning og udvikling (RP7), anvendes så effektivt, vellykket og retfærdigt som muligt.

2.5

De foreslåede regler for virksomheders, forskningscentres og universiteters deltagelse skal altså sikre en sammenhængende og gennemsigtig ramme for effektiv gennemførelse af det syvende rammeprogram og let adgang til det for alle deltagere. Dermed skal der ydes støtte til et bredt spektrum af virksomheder, forskningscentre og universiteter, ligesom der skal åbnes mulighed for, at også aktører i Fællesskabets yderste periferi kan deltage.

3.   Kommissionens forslag

3.1

De af Kommissionen foreslåede regler for deltagelse i det syvende rammeprogram skal realisere mange aspekter af denne forenkling og i denne forbindelse bygge på de principper, der blev opstillet i det sjette rammeprogram (RP6). Nogle vigtige punkter sammenfattes kort i dette kapitel.

3.2

Kommissionens forslag omfatter: Indledende bestemmelser, betingelser for deltagelse i indirekte aktioner og tilhørende procedurer, Fællesskabets finansieringsbidrag, regler for formidling og nyttiggørelse, adgangsret til forgrunds- og baggrundsviden, og Den Europæiske Investeringsbank.

3.3   Betingelser for deltagelse i indirekte aktioner

3.3.1

Mindst tre juridiske personer skal deltage i indirekte aktioner, og alle skal have hjemsted i en medlemsstat eller et associeret land, og heraf må to ikke have hjemsted i samme medlemsstat eller associerede land.

3.3.2

Til koordinerings- og støtteforanstaltninger samt foranstaltninger til støtte af uddannelse og efteruddannelse og forskeres karriereudvikling kræves deltagelse af mindst en juridisk person.

3.3.3

For indirekte aktioner til støtte af pionerforskning, som støttes inden for rammerne af Det Europæiske Forskningsråd, kræves deltagelse af mindst en juridisk person, som har hjemsted i en medlemsstat eller et associeret land.

3.4   Fællesskabets finansieringsbidrag

3.4.1

I forbindelse med forskning og teknologisk udvikling kan Fællesskabets finansieringsbidrag udgøre op til 50 % af de støtteberettigede omkostninger.

3.4.1.1

Dog kan det for offentlige organer, skoler og højere læreanstalter, forskningsorganisationer (5) og små og mellemstore virksomheder beløbe sig til 75 % af de samlede støtteberettigede omkostninger.

3.4.2

Fællesskabets finansieringsbidrag til demonstrationsaktiviteter kan beløbe sig til højst 50 % af de samlede støtteberettigede omkostninger.

3.4.3

Til aktiviteter, der understøttes af aktioner for frontlinjeforskning, samordnings- og støtteaktioner og aktioner til støtte for forskeres uddannelse og karriereudvikling, kan Fællesskabets finansieringsbidrag beløbe sig til 100 % af de samlede støtteberettigede omkostninger.

3.4.4

Til administrationsudgifter og revisionserklæringer samt andre aktiviteter, der ikke er omfattet af artikel 33, stk. 1-3, kan Fællesskabets finansieringsbidrag udgøre op til 100 % af de samlede støtteberettigede omkostninger.

3.4.5

Til ekspertisenetværk foreslås et særligt fast beløb. Det faste beløb defineres i deltagelsesreglerne som et fast beløb, der beregnes på grundlag af antallet af forskere i ekspertisenetværket og aktionens varighed.

3.5   Yderligere regler

Reglerne angiver procedurerne for offentliggørelse af indkaldelse af projektforslag samt procedurer for indsendelse, vurdering, udvælgelse og støtte af forslag.

Den evalueringsproces, der er udviklet i tidligere rammeprogrammer, videreføres uden væsentlige ændringer. Kommissionen vil udarbejde en kontraktmodel, som fastsætter deltagernes rettigheder og pligter indbyrdes og over for Kommissionen.

Der foreslås tre former for støtte: godtgørelse af støtteberettigede omkostninger, faste beløb og enhedstakstfinansiering. Til frontlinjeforskning vil Det Europæiske Forskningsråds Videnskabelige Råd stille forslag om passende finansieringsmetoder.

3.6

Hvad angår formidling, nyttiggørelse og adgangsret (ejendomsforhold, beskyttelse, offentliggørelse, formidling og nyttiggørelse samt adgangsret til forgrunds- og baggrundsviden) har målet været at fastholde størst mulig kontinuitet. Ændringer skal give deltagerne større fleksibilitet under gennemførelsen af projekterne. Muligheden for at udelukke baggrundsviden og fastlægge andre vilkår end de, der er fastsat i deltagelsesreglerne, foreligger stadig. Sammenhængen mellem formidlings- og publikationskravene er blevet bedre.

3.7

Ligesom det var tilfældet i 6. FTU-rammeprogram (RP6) har deltagerne i et konsortium ansvaret for den fulde gennemførelse af de opgaver, de er blevet tildelt, selv om en af deltagerne ikke opfylder de tildelte opgaver. Dog skal princippet om solidarisk hæftelse for de fleste foranstaltninger, som blev indført i RP6, ikke videreføres. Afhængigt af en vurdering af risikoen for Fællesskabets budget som følge af den europæiske forskningsstøtte kunne der indføres en mekanisme, som dækker den finansielle risiko ved en udtrædende deltagers manglende tilbagebetaling af skyldige beløb. Derfor bør der kun forlanges bankgarantier i de sjældne tilfælde, hvor forfinansieringen udgør over 80 % af støtten.

4.   Udvalgets bemærkninger

4.1

Forenkling. Udvalget støtter det yderst vigtige mål at forenkle alle de procedurer, som hidtil er blevet anvendt af Kommissionen, eller som Kommissionen har krævet af FTU-aktørerne. Udvalgets kommentarer skal ses som et konstruktivt bidrag til dette, og det er bevidst om, at det i betragtning af de generelle budgetbestemmelser og kravet om gennemsigtighed, som udvalget også støtter, ikke er nogen let opgave at nå dette mål. Særlig ønskværdigt ville det være, at man med udvalgte pilotprojekter inden for rammerne af de retlige muligheder afprøvede yderligere forenklede administrative procedurer. De indvundne erfaringer kunne bidrage til at tage beslutning om fremtidige foranstaltninger.

4.1.1

Forbedringer. Udvalget anerkender Kommissionens bestræbelser for at nå dette mål og sikre så god en forskningsstøtte i Fællesskabet som muligt. Udvalget ser således på mange punkter i det fremlagte forslag tydelige forbedringer i forhold til de hidtidige procedurer, f.eks. i godtgørelsen af omkostninger (artikel 30 og 31) samt i tildelingsformerne eller tildelingsaftalerne, kontrakter og udnævnelsesbrevet (artikel 18 og 19); ved sidstnævnte dog kun, hvis også betalings- og især rapporteringsbetingelserne bliver forenklet. I denne forbindelse henviser udvalget også til sine tidligere anbefalinger om forenkling (6), som også omhandler indholdsmæssig eller tidsmæssig afstemning af de af Kommissionen krævede procedurer med procedurerne hos andre støttegivere eller tilsynsorganer (7).

4.1.2

Standardisering. Målet om forenkling er desuden en del af bestræbelserne på i højere grad at standardisere de procedurer, der anvendes eller forlanges af Kommissionen (f.eks. registrering af omkostninger eller kreditvurdering). Dette kan udvalget fuldt ud tilslutte sig med henblik på det fælles indre marked og en forbedret retssikkerhed (8). Desværre vil det ikke lykkes at opnå en fuldstændig standardisering, så længe de forskellige tilskudsmodtagere i de forskellige medlemsstater — f.eks. universiteterne — ikke anvender fælles eller harmoniserede afregningssystemer.

4.2

Yderligere regler og foranstaltninger. Forenkling og standardisering kræver imidlertid også yderligere foranstaltninger fra Kommissionens side, som hidtil blot er nævnt i det fremlagte forslag, f.eks. i artikel 16.4: »Kommissionen vedtager og offentliggør regler, der skal sikre konsekvent kontrol af deltagerne i indirekte aktioner, hvad angår deres eksistens, juridiske status og økonomiske formåen«. Da disse yderligere regler, som i det følgende betegnes »kommissionsinterne gennemførelsesbestemmelser«, endnu ikke foreligger, kan det i nogle tilfælde endnu ikke vurderes, hvilke konsekvenser de deraf følgende kommissionsforslag vil have.

4.2.1

Fælles fortolkning og kriterier. Udvalget forventer endvidere, at der vil være sikret en fælles fortolkning af de kommissionsinterne gennemførelsesbestemmelser, især de, der vedrører projekternes juridiske og finansielle bestemmelser, i alle de berørte kommissionstjenestegrene, så disse regler kan være yderligere et vigtigt skridt hen mod forenkling og standardisering og ikke fører til, at de enkelte FTU-aktører stilles dårligere i forhold til de hidtidige procedurer. Generelt anbefaler udvalget, at man i de tilfælde, hvor det foreliggende forslag fra Kommissionen levner mulighed for fortolkning, lukker denne mulighed med yderligere præciseringer i de kommissionsinterne gennemførelsesbestemmelser til gavn for retssikkerheden.

4.2.2

Støtteforanstaltninger. De såkaldte helpdesks og clearing houses, som tilbydes eller foreslås af Kommissionen, skal sikre, at de af Kommissionen afgivne informationer er sammenhængende og fælles. Dette betragter udvalget som en vigtig og nyttig foranstaltning. Man bør imidlertid også påse, at der følges en fælles procedure i de kommissionsinterne procedurer og i project officer's krav og afgørelser.

4.2.3

Rapportering. F.eks. er det også vigtigt at undgå, at project officers — bortset fra begrundede undtagelsestilfælde — forlanger yderligere mellemrapporter ud over de rapporter, der er forlangt i reglerne, eller at identisk information skal afgives i flere rapporter i ny form (9). Det er altså vigtigt at forenkle rapporteringssystemet, for det drejer sig om indhold og ikke om formaliteter.

4.2.4

Midtvejsvurdering (Midterm-Assessment). Udvalget anbefaler dog, at man i betragtning af det syvende rammeprograms syvårige løbetid halvvejs henne i programmet gennemfører en midtvejsvurdering af såvel programmet som deltagelsesreglerne for at kunne foretage eventuelle nødvendige justeringer.

4.2.5

Project Officers. En anden vigtig forudsætning for forenkling, standardisering og generelt for effektive administrative procedurer, hvilket også er nødvendigt af hensyn til kontinuiteten (se næste punkt) er, at project officers har en fremragende fagspecifik ekspertise og har kendskab til de deltagende aktører. Det ville være utilstrækkeligt at begrænse project officers til en rent administrativ funktion uden dybtgående sag- og miljøkendskab. Udvalget henviser til sine gentagne anbefalinger herom (10)  (11).

4.3

Kontinuitet. Da enhver regelændring medfører en afbrydelse af kontinuiteten med ekstra (friktions-)tab, må det nøje overvejes, om de af Kommissionen foreslåede ændringer virkelig vil føre til markant forbedrede virkninger, som opvejer de nævnte tab, eller om man bør bevare den gamle regel. Udvalget anerkender, at man i Kommissionens forslag bibeholder mange af de regler, der har vist sig hensigtsmæssige. Ved nogle foreslåede ændringer er det imidlertid ikke klart, om de virkelig vil kunne føre til en forbedring i forhold til de hidtil gældende regler. Her anbefaler udvalget, at man tager hensyn til kontinuiteten.

4.4

Fællesskabets finansieringsbidragomkostningsgodtgørelse og tilskudsformer. Under forudsætning af en tilfredsstillende afklaring af de endnu åbenstående spørgsmål (f.eks. pkt. 4.5) ser udvalget her store forbedringer i Kommissionens forslag, som det støtter.

4.4.1

SMV. Udvalget bifalder især, at (artikel 33, stk. 1, 2. pkt.) tilskudsgrænserne f.eks. (12) for SMV skal forhøjes fra 50 % til 75 %. Dette betragter udvalget også som en succes for dets tidligere anbefalinger om at skabe flere og bedre incitamenter for en stærkere deltagelse af SMV i det syvende FTU-rammeprogram og dermed også skabe en stærkere integration mellem SMV og forskningsinstitutioner (13).

4.4.2

Højere læreanstalter etc. Udvalget hilser det ligeledes velkommen, at tilskudsgrænserne også for offentlige organer, skoler og højere læreanstalter og forskningsorganisationer skal ligge på 75 % (ligeledes artikel 33, stk. 1, 2. pkt.). Her anbefaler udvalget en klarere strukturering af artikel 33 for at gøre det lettere at skelne mellem indtjeningsorienterede og almennyttige deltagere.

4.4.3

Gennemsnitssatser for personaleudgifter. Udvalget betragter muligheden for, at deltagerne kan anvende gennemsnitssatser for personaleudgifter (artikel 31, stk. 3, litra a) som et bidrag til en forenkling.

4.4.4

Ledelsesudgifter. Det er ligeledes positivt, også af hensyn til den nødvendige kontinuitet, at holde fast i den hidtidige støtte på 100 % af ledelsesudgifterne. Forslaget om at lade den hidtidige overgrænse på 7 % for denne udgiftsart falde væk uden begrænsninger forekommer imidlertid problematisk, med mindre der ad anden vej sættes strenge standarder for de nødvendige ledelsesudgifter. Det er ganske vist korrekt, at den hidtidige 7 %-grænse har vist sig at være for lav netop på grund af de hidtidige høje krav til administration, koordination etc. og derfor bør hæves. På den anden side skal det imidlertid undgås, at ubegrænset godtgørelse af alle administrative udgifter fører til en uønsket oppustning af ledelsesudgifterne i stedet for en reduktion.

4.5

Ekstraudgifter i forbindelse med universiteter. I henhold til Kommissionens forslag skal den hidtidige mulighed for at modregne 100 % af de såkaldte ekstraudgifter (Additional Cost) (14) i forbindelse med universiteter og lignende forskningsorganisationer bortfalde. Selv om der i stedet tilbydes andre afregningsmodeller, anser udvalget forslaget for problematisk. Disse institutioner råder nemlig som regel ikke over en egnet analytisk bogføring til beregning af de fulde omkostninger (Full Cost) ) (15). Desuden er det endnu ikke muligt at vurdere, om det af Kommissionen foreslåede mulige alternativ »flat rate« stiller dem markant dårligere, da de pågældende kommissionsinterne gennemførelsesbestemmelser endnu ikke eksisterer (se ovenfor). Udvalget anbefaler derfor at bevare den hidtidige ordning med 100 % godtgørelse af ekstraudgifterne for disse institutioner, hvis de ikke råder over en fuld udgiftsafregning, i det mindste så længe det ikke er sikret, at andre afregningsmodeller (16) ikke stiller disse institutioner ringere sammenlignet med den hidtidige ordning.

4.6

Forskningsorganisationernes juridiske status. Efter udvalgets opfattelse skal forskningsorganisationer, som basisfinansieres af staten, behandles ens i enhver henseende (og i alle artikler som f.eks. artikel 33, stk. 1, og artikel 38, stk. 2) uanset deres juridiske status. Det betyder f.eks., at også privatretlige almennyttige forskningsorganisationer eller forskningscentre, hvis basisfinansiering dækkes af staten (17), skal ligestilles med offentligretlige organisationer. Det ligger inden for medlemsstaternes lovgivningskompetence at vælge den juridiske status for sådanne institutioner, som de finder bedst egnet, og det bør ikke føre til differentieringer med hensyn til Fællesskabets forskningsstøtte.

4.7

Intellektuel ejendomsret. Med de foreslåede regler (artikel 39-43) skal det sikres, at intellektuelle ejendomsrettigheder, som bygger på forskningsresultater, der er finansieret med EU-skattemidler, ikke ukontrolleret kan overdrages til virksomheder uden for EU.

4.7.1

»Open Source« Software. Software, som udvikles inden for rammerne af EU-støttede forskningsprojekter, har i dag generelt kun en chance for at opnå stor udbredelse og anvendelse og dermed potentiale for efterfølgende kommercielle versioner eller tjenester, hvis de udbydes som »open source«. Til disse formål bør konsortiet have størst muligt spillerum for at udforme licensbetingelser.

4.8

Adgangsrettigheder. I forbindelse med adgangsretten (artikel 48-52) (18) til deltagernes forgrunds- og/eller baggrundsviden drejer det sig ikke om adgangsret til al en deltagers viden (f.eks. universitet eller forskningscenter), men kun om den viden, som bygger på arbejdet eller forarbejdet i de organisationsenheder eller grupper, der deltager i det pågældende fælles projekt, og som er nødvendig for andre deltagere for at kunne gennemføre deres arbejde inden for den indirekte aktion. Udvalget bifalder derfor artikel 48, som åbner mulighed for at afklare dette for hvert enkelt projekt og fastsætte det i en positiv/negativ-liste  (19) mellem deltagerne. Med positivlister kan det endvidere undgås at afsløre eksistensen af baggrundsviden, som skal holdes fortrolig. For ikke at forhale projektstarten unødigt ville det imidlertid være hensigtsmæssigt at tillade en frist på f.eks. op til seks måneder efter projektets start for udarbejdelsen af disse lister.

4.9

Royaltyfri adgangsret til baggrunds- og forgrundsviden. Udvalget er betænkelig ved regler, som uden undtagelse tillader royaltyfri adgang til baggrunds- og forgrundsviden. Det anbefaler generelt at give projektdeltagerne så stort spillerum som muligt for at finde den bedst egnede aftale. Det kan f.eks. være hensigtsmæssigt også at give FTU-aktørerne vederlagsfri adgangsret.

4.9.1

Eksisterende baggrunds- og forgrundsviden til gennemførelse af en aktion. Udvalget bifalder principielt forslaget om altid at give royaltyfri adgang til baggrundsviden, så længe den er nødvendig for gennemførelsen af en indirekte aktion fra FTU-aktørernes side. En eksklusiv regel af denne art kan imidlertid i nogle tilfælde bringe de pågældende aktører i vanskeligheder. Udvalget anbefaler derfor at modificere sidste punktum i artikel 50, stk. 2 (20).

4.9.2

Nyttiggørelse af eksisterende baggrundsviden til fordel for ny baggrunds- og forgrundsviden. Forslaget om altid at give FTU-aktører royaltyfri adgang til baggrundsviden, der er nødvendig for at udnytte forgrundsviden, er imidlertid meget problematisk. Baggrundsviden er erhvervet med FTU-aktørernes egne midler eller med midler fra tidligere støttegivere eller med den pågældende medlemsstats offentlige midler, og den er underlagt de dermed forbundne forpligtelser og restriktioner (21). Hvis den af Kommissionen foreslåede ordning kom til anvendelse, ville der være risiko for, at netop meget magtfulde FTU-aktører og aktører med stort knowhowpotentiale ikke ville kunne eller ville deltage og dermed var udelukket fra at modtage tilskud. Udvalget anbefaler derfor, at artikel 51, stk. 5, slettes eller ændres (22).

4.9.3

Frontlinjeforskning. Selv om der i forbindelse med frontlinjeforskning primært vil være tale om F&U-arbejde inden for grundforskningen, har udvalget flere gange peget på, at grænserne mellem grundforskning og anvendt forskning i mange tilfælde (23) er flydende. Derfor må der forventes samme negative konsekvenser som beskrevet ovenfor. Dette bør absolut undgås, og der bør tages højde for det i regelsættet. Udvalget anbefaler derfor, at artikel 52, stk. 1, slettes eller ændres (24).

4.9.4

Særlige grupper. I Kommissionens forslag mangler der en definition af arbejdet for særlige grupper. Teksten herom bør under ingen omstændigheder forveksles med den om frontlinjeforskningen eller sidestilles med denne.

4.10

Frit valg af instrumenter. Udvalget gentager sin anbefaling om (25), at projekter ikke på forhånd bør bindes til bestemte instrumenter, men »at ansøgerne skal kunne tilpasse instrumenterne til den projektstruktur og –størrelse, der er optimal i forhold til den aktuelle opgave. Kun på den måde kan det undgås, at der udarbejdes projekter, hvis størrelse og struktur retter sig efter instrumenterne og ikke efter de optimale videnskabeligt-tekniske krav. Instrumenterne skal tjene de forsknings- og udviklingsmæssige arbejdsbetingelser og målsætninger, ikke omvendt.« Derfor skal der også fortsat tilbydes Specific Targeted Research Projects (STREPs), fordi disse især er særligt egnet til at sikre deltagelse af SMV og mindre forskningsgrupper.

4.11

Bortfald af den solidariske hæftelse. Udvalget finder det positivt, at princippet om solidarisk hæftelse skal bortfalde; det minder om, at det allerede i sine anbefalinger herom (26) vedrørende det sjette rammeprogram påpegede problematikken ved en solidarisk hæftelse.

4.11.1

Risikofond. Udvalget støtter derfor også etableringen af en risikofond til dækning af eventuelle tab, hvortil der (artikel 38, stk. 1) skal indbetales en lille procentdel af tilskudsmidlerne til indirekte aktioner. Det ville imidlertid være anbefalelsesværdigt, hvis Kommissionen bekendtgjorde størrelsen af denne procentsats, som fastlægges ved offentliggørelsen ud fra en risikovurdering. Udvalget hilser det også velkommen, at eventuelle overskud fra den planlagte hensættelse atter tilføres rammeprogrammet som en formålsbestemt indtægt.

4.11.2

Fritagelse. Udvalget anbefaler imidlertid, at alle forskningsinstitutioner, hvis basisfinansiering bæres af staten (27), fritages herfra uanset deres juridiske status.

4.11.3

Afbrydelse af projekter. Udvalget henviser samtidig til deltagernes tekniske solidariske hæftelse, som foreslås i artikel 18, stk. 4). Efter udvalgets mening skal et konsortium have ret til at beslutte at afbryde et projekt, hvis det af videnskabelige og tekniske grunde eller på grund af urimeligt store udgifter ikke længere er hensigtsmæssigt eller rimeligt at gennemføre projektet. Artikel 18, stk. 4 og 5, bør ændres tilsvarende.

4.12

Programudvalg. I henhold til Kommissionens forslag skal programudvalgene for at afkorte procedurerne aflastes fra opgaven med at vedtage de projekter, der foreslås støttet. Efter udvalgets mening bør dette imidlertid kun være tilfældet, hvis Kommissionen følger de sagkyndiges anbefaling ved valg af projekt. I modsat fald samt ved vedtagelsen af arbejdsprogrammer og budgettildeling bør de ansvarlige programudvalg fortsat skulle give deres tilslutning. En kompromisløsning kunne være at forelægge en »implementeringsplan for gennemførelse af indkaldelse af forslag« (»call implementation plan«) for programudvalget efter afsluttet evaluering, som programudvalget skal drøfte og vedtage formelt. Dette ville ikke føre til yderligere tidsforbrug, da programudvalget ikke længere ville skulle træffe afgørelse om enkelte projekter.

4.13

Tilskudsaftale. Den relevante artikel 19, stk. 8, henviser til Det Europæiske Charter for Forskere og Adfærdskodeks for Ansættelse af Forskere. Udvalget påpeger, at dette charter kun er vejledende og derfor ikke må blive obligatorisk ad denne vej. Det minder desuden om, at det ganske vist bifalder mange elementer i chartret, men samtidig har anbefalet en revision især på grund af overregulering og nogle uklare kriterier (28).

4.14

Den Europæiske Investeringsbank. Udvalget bifalder forslaget (og de tilhørende regler) om at sikre Den Europæiske Investeringsbank en finansiel støtte til dækning af risici for lån, som tjener forskningsmålene under det syvende FTU-rammeprogram. Sådanne lån skal især anvendes til demonstrationsprojekter (f.eks. inden for energiforskning eller sikkerhedsforskning).

Bruxelles, den 5. juli 2006

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2005) 119 endelig.

(2)  KOM(2005) 439, 440, 441, 442, 443, 444, 445.

(3)  EUT C 65 af 17.3.2006 og CESE 583/2006.

(4)  EUT C 65 af 17.3.2006.

(5)  I Kommissionens forslag defineres begrebet »forskningsorganisation« i artikel 2.3, andre steder anvendes også begreberne »forskningsinstitution« og »forskningscenter« synonymt.

(6)  EUT C 110 af 30.4.2004.

EUT C 157 af 28.6.2005.

EUT C 65 af 17.3.2006.

(7)  EUT C 157 af 28.6.2005. Forebyggelse af overlappende eller parallelle instanser.

(8)  Hvis man overskred det foreliggende kommissionsforslags rammer, ville det endog være ønskeligt, at man tilstræbte en større harmonisering af betalingsprocedurerne i forbindelse med EU's støtteforanstaltninger, herunder også rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation eller strukturfonde.

(9)  Se også de to foregående fodnoter.

(10)  F.eks. punkt 9.8.4 i EFT C 204 af 18.7.2000.

(11)  Se fodnote 6.

(12)  Ligesom for offentlige organer, sekundære og tertiære uddannelsesinstitutioner og forskningsorganisationer.

(13)  I denne forbindelse henviser udvalget til sin anbefaling om inden for patentretten at genindføre en nyhedsbeskyttelsesfrist (grace period), idet det dog ikke ville være nødvendigt at knytte den videnskabelige offentliggørelse sammen med et prioritetskrav. Se CESE 319/2004, punkt 2.5 ff., EUT C 110 af 30.4.2004.

(14)  AC-udgiftsmodel: Afregning af deltagernes støtteberettigede direkte merudgifter, plus et fast beløb for indirekte udgifter, efter merudgiftsmodellen (Additional Cost model, AC). I RP6 udgør det faste beløb 20 % af alle direkte merudgifter, minus udgifter til subkontrakter.

(15)  FC-udgiftsmodel: Afregning af deltagernes støtteberettigede direkte og indirekte udgifter efter full cost model, FC, med den særlige FCF-model: Afregning af deltagernes støtteberettigede direkte udgifter plus et fast beløb for indirekte udgifter, efter fuld udgiftsmodel med fast tillæg (Full Cost Flat rate model, FCF). Det faste beløb udgør 20 % af alle direkte udgifter, fratrukket udgifter til subkontrakter. De samlede udgifter beregnes i alle tre udgiftsmodeller i RP6 (FC, FCF og AC) som summen af direkte og indirekte udgifter.

(16)  Det mulige faste beløb (flat rate) til dækning af de indirekte udgifter (overhead) i artikel 32 bør i det mindste for FTU-aktiviteter fastsættes til mindst 20 % af de støtteberettigede omkostninger, med fradrag af subkontrakter. Denne ordning gjaldt allerede i sjette FTU-rammeprogram for FCF og AC-afregnere og bør bevares for at sikre kontinuiteten og især også af hensyn til de forskellige bogføringssystemer i de deltagende organisationer.

(17)  I Tyskland f.eks. forskningsorganisationer som Helmholtz-Gemeinschaft, Fraunhofer-Gesellschaft, Leibniz-Gemeinschaft eller Max-Planck-Gesellschaft. I Nederlandene f.eks: The Netherlands Organisation for Scientific Research (NWO) — Nederlandse Organisatie voor Wetenschappelijk Onderzoek (NWO).

(18)  Udvalget påpeger, at der i sammenligning med den engelske version er visse oversættelsesmæssige fejl i artikel 50, stk. 1, og 51, stk. 1, i andre sprogversioner. Denne udtalelse baserer sig på den sikkert rigtige engelske version.

(19)  Positivliste: Opstilling af al viden eller vidensområder, som skal gøres tilgængelige. Negativliste: Opstilling af al viden eller vidensområder, som IKKE skal gøres tilgængelige.

(20)  En mulig formulering af sidste pkt. i artikel 50, stk. 2, kunne være: »However, RTD Performers shall grant access rights to background on a royalty-free basis, unless for justified exceptions otherwise agreed by all participants before their accession to the grant agreement«.

(21)  F.eks. i Tyskland loven om medarbejderopfindelser.

(22)  Et muligt forslag kunne være: »RTD-Performers shall grant access rights to background needed to use the foreground generated in the indirect action on a royalty-free basis unless otherwise agreed by all participants before their accession to the grant agreement«.

(23)  F.eks. mikrobiologi, laser, IKT.

(24)  Artikel 51, stk. 1, kunne f.eks. formuleres således: »In the case of frontier research actions, access rights to foreground for the implementation of the project shall be granted royalty-free. Access rights to foreground for use shall be under fair and reasonable conditions or royalty-free as agreed by all participants before their accession to the grant agreement«.

(25)  Punkt 3.4, EUT C 157 af 28.6.2005.

(26)  EUT C 94 af 18.4.2002.

(27)  Se ovenfor: ligestilling af alle forskningsinstitutioner, som basisfinansieres af det offentlige.

(28)  EUT C 65 af 17.3.2006.


16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/41


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Rådets forordning (Euratom) om regler for virksomheders, forskningscentres og universiteters deltagelse i foranstaltninger under Det Europæiske Atomenergifællesskabs syvende rammeprogram og for formidling af forskningsresultater (2007-2011)«

KOM(2006) 42 endelig — 2006/0014 (CNS)

(2006/C 309/09)

Rådet for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 8. marts 2006 under henvisning til traktaten om Det Europæiske Atomenergifællesskabs artikel 7 og 10 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Antonello Pezzini til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 31. maj 2006.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 428. plenarforsamling den 5. og 6. juli 2006, mødet den 5. juli 2006, følgende udtalelse med 156 stemmer for, 3 stemmer imod og 4 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag til de nye regler for virksomheders, forskningscentres og universiteters deltagelse i foranstaltninger under det syvende rammeprogram for forskning, udvikling og uddannelse på det nukleare område og for formidling af resultaterne for femårsperioden 2007-2011.

1.2

Formålet med forslagene er at forenkle og strømline procedurer og fremgangsmåder med henblik på praktisk gennemførelse af Lissabon-strategien, som den blev omdefineret af Det Europæiske Råd i 2005 og marts 2006, og imødekomme de forskellige forskningsaktørers og slutbrugeres behov. Den endelige evaluering af foranstaltningernes effektivitet kan dog først foretages, når gennemførelsesbestemmelserne foreligger endeligt.

1.3

Til og med Kapitel III er Kommissionens forslag næsten identiske med forslagene til syvende rammeprogram for forskning, udvikling og uddannelse på det ikke-nukleare område (1), blot med en anden nummerering (2). EØSU henviser derfor til den udtalelse, som blev fremlagt om emnet, og pointerer og understreger de heri fremsatte bemærkninger (3), som også gælder for dette forslag til og med Kapitel III.

1.4

Udvalget mener især, at det europæiske program for nuklear fusion bør bruges som model for konkret integration af EU's indsats og fuld koordinering af aktioner inden for rammerne af den europæiske aftale om udvikling af fusionsenergi, EFDA-aftalen og i associationsaftalerne.

1.4.1

Programmet spiller en nøglerolle EU på fusionsenergiforskningsområdet og fører til vedvarende fællesskabsstøtte i form af finansielle midler og human kapital og udmærker sig ved høj miljømæssig bæredygtighed takket være ITER/DEMO-projektets aktiviteter (4).

1.5

EØSU er overbevist om, at nuklear energi (5), som genererer ca. en tredjedel af den elektricitet, der i dag produceres i EU (6), bidrager til uafhængighed og sikkerhed på energiforsyningsområdet (7) og til den økonomiske udviklings bæredygtighed i Europa gennem overholdelse af Kyoto-aftalerne. Det er imidlertid under forudsætning af, at der til stadighed anvendes bedre, mere effektive og sikre standarder for affaldsbehandling, og at der udvikles en europæisk forskning og industri, som er konkurrencedygtig inden for nuklear teknologi og tjenester.

1.6

Udvalget finder, at EU's finansieringsniveau for forskningsaktiviteter, uddannelses- og demonstrationsaktiviteter og koordinering og støtte samt til ekspertisenetværk og til den fastlagte finansieringsordning for fusionsenergiforskning er passende.

1.6.1

Efter EØSU's mening er det nødvendigt at fremme forskningen og anvendelsen af miljøvenlige og sikre teknologier under hensyntagen til de enkelte medlemsstaters behov og særlige forhold. I det lys vil EØSU slå til lyd for, at visse medlemsstaters beslutning om ikke at betragte kernekraften som en løsning til dækning af deres fremtidige energibehov respekteres, og at der også tages hensyn hertil i forbindelse med forskningsprogrammerne.

1.7

EØSU fremhæver den rolle, som uddannelsesforanstaltninger og påtænkte forløb for karriereudvikling for forskere spiller, og understreger, at disse foranstaltninger har særlig stor betydning for den private sektor, civilsamfundet og borgerne.

1.8

Med henblik på deltagelse i Euratoms syvende rammeprogram og dets særprogrammer mener EØSU, at der bør være en enkel, læsbar, forståelig, klar og gennemskuelig regelramme, som først og fremmest kan give potentielle deltagere, herunder især de mindre aktører, sikkerhed med hensyn til hvilke principper og kriterier, der gælder for adgang til, bedømmelse, udvælgelse og formulering af kontrakter og projektstyring.

1.8.1

EØSU finder det beklageligt, at dette ikke hele tiden afspejles i forordningsforslaget og mener, at reglernes virkning bør kontrolleres af uafhængige eksperter inden for en rimelig tid, og at evalueringsrapporten bør forelægges Rådet og EØSU.

1.9

EØSU mener, at med henblik på at overholde »value for money«-princippet over for de europæiske skatteydere, bør forskningsresultaterne nyttiggøres og formidles. Udvalget understreger derfor, at der hele tiden bør sikres den rette balance mellem på den ene side beskyttelse af EU's interesser og medlemsstaternes anliggender, især hvad angår forsvarsmæssige oplysninger, industriel og intellektuel ejendomsret, og på den anden side de lige så væsentlige risici, der kan opstå i tilfælde af utilstrækkelig formidling af videnskabelige og tekniske oplysninger.

1.9.1

Endelig mener udvalget, at det er vigtigt at styrke IPR-helpdesken, så den kan tilbyde rettidig og proaktiv bistand til potentielle deltagere i tilskudsaftalerne og indirekte foranstaltninger til støtte for uddannelse og karriereudvikling for forskere og til udarbejdelse og tiltrædelse af konsortieaftaler.

2.   Begrundelse

2.1

EØSU glæder sig over at have modtaget høringsanmodningen i god tid og er fuldt ud bevidst om, at det har enekompetence med hensyn til høring om anliggender vedrørende Euratom-traktaten. EØSU tillægger denne beføjelse stor vægt på grund af den meget store betydning, som kerneenergi har for samfundet, og behovet for behørig oplysning og høring.

2.2

Atomenergi rejser en meget vanskelig problemstilling i relation til offentlighedens inddragelse på grund af den store risiko og problemerne omkring affaldsbehandlingen, som er forbundet med den.

2.2.1

EØSU opfordrer til, at man tilkendegiver et klart ønske om at styrke modellerne for bedømmelse af resultaterne og sikkerheden/pålideligheden i denne sektor og fastlægger permanente mekanismer for oplysning, høring og uddannelse.

2.2.2

Målet bør være at tilrettelægge styringsprocessen bedre, så det bliver muligt at indkredse de mest hensigtsmæssige beslutninger og imødekomme borgernes betænkeligheder ved atomenergi og dens langsigtede følger.

2.3

EØSU har allerede afgivet udtalelse (8) om Kommissionens løsninger til forenkling (9) af administrative procedurer og nedbringelse af de pålagte byrder i forbindelse med beslutningsforslag vedrørende EU's syvende rammeprogram og Euratoms syvende rammeprogram, som blev vedtaget den 6. april 2006.

2.3.1

Kommissionen har udpeget ti hovedforanstaltninger som værende »afgørende succesfaktorer«, der skal gennemføres for at sikre en forenkling af procedurerne for adgang til, deltagelse i og forvaltning af syvende rammeprogram. EØSU har herom fremført, at de nuværende ansøgnings- og bevillingsprocedurer er for komplicerede og omkostningsbebyrdende og udgør en hindring for brugerne fra forskerkredse og erhvervslivet. Det skal kunne betale sig for deltagerne at engagere sig i det europæiske forskningsprogram, herunder med hensyn til den fare, der er forbundet med indgivelse af ansøgning (10).

2.3.2

EØSU har også fremhævet vigtigheden af at inddrage SMV'er i forsknings-, udviklings- og innovationsprocessen i endnu højere grad og understreget, at forudsætningerne for at SMV'er, som udelukkende er stiftet for at udvikle og markedsføre nye højteknologiske produkter, bliver en succes, bygger på tilstrækkelig startkapital og risikovillig kapital… For at sikre dette, må man også her sørge for, at procedurerne ikke overskrider en bestemt tærskel, som er realistisk og afpasset efter smv (11).

2.3.3

Kommissionens tjenestegrene angiver følgende områder, når det gælder forenkling af de lovgivningsmæssige procedurer:

et reduceret antal finansieringsordninger, der vil sikre sammenhæng med instrumenter fra sjette rammeprogram og større fleksibilitet i anvendelsen,

fuldstændig og rettidig kommunikation af høj kvalitet og entydig og fælles fortolkning af mål og iværksættelsesprocedurer for både EU's syvende rammeprogram og Euratoms syvende rammeprogram,

strømlining af de krævede oplysninger fra deltagerne, som også skal omfatte en tofaset procedure for indgivelse af forslag, ligesom systematisk anvendelse af elektronisk indsendelse,

beskyttelse af EU's finansielle interesser uden at pålægge deltagerne for store omkostninger ved at reducere den forudgående kontrol til et minimum og lade den være baseret på én enkelt liste med fastlagte kriterier,

selvbestemmelse til konsortier via aftaler, som indeholder store manøvremuligheder, og udvidet anvendelse af faste beløb på grundlag af faktisk afholdte omkostninger og uafhængig ekstern revision,

hurtigere udvælgelsesprocedurer ved at udskifte udvalgsproceduren med en mere enkel oplysningsprocedure,

mere effektiv anvendelse af F&U-budgetmidler med tættere koordinering med de midler, som er afsat til de øvrige politikker under Lissabon-strategien; nedskæring i administrations- og forvaltningsomkostninger til F&U-projekter,

udvidet anvendelse af enhedstakstfinansiering ved hjælp af strømlinede former for fællesskabsfinansiering,

fjernelse af nuværende projektrapporteringsomkostninger, som har vist sig at være for komplekse, og præcisering af definitioner på støtteberettigede omkostninger,

fastlæggelse af Fællesskabets bidragssats efter aktivitetstype (forskning, udvikling, demonstration, uddannelse, formidling og anvendelse af aktiviteter, overførsel af viden, osv.) tilknyttet alene de enkelte aktiviteter sammen med øvre beløbsgrænser for hver aktivitetstype; de bør gælde for konsortiet og ikke de enkelte deltagere.

2.4

Den foreliggende forordning indeholder derudover forskellige ændringer i forhold til den tidligere forordning (12) med hensyn til især: forslagets målsætning; definitioner; fortrolighed; bedømmelse, udvælgelse og støttetildeling; tilskudsaftaler; godtgørelse af støtteberettigede omkostninger; loftet for Fællesskabets finansieringsbidrag; konsortiers risici; formidling, nyttiggørelse og adgangsret; specifikke regler for den europæiske aftale om udvikling af fusionsenergi; aftalen om personalemobilitet.

2.4.1

Hvad angår de dele af nærværende forslag, som er fælles for det tilsvarende forslag til EF's syvende rammeprogram (Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om regler for virksomheders, forskningscentres og universiteters deltagelse i foranstaltninger under syvende rammeprogram og for formidling af forskningsresultater (2007-2013) (13), henviser udvalget til udtalelsen, der for tiden er under udarbejdelse, om sidstnævnte forslag (14).

2.5

Udvalget er enigt i de fastsatte maksimalsatser for finansiering af forskning på det nukleare område og uddannelse. Især bifaldes muligheden for, at forskningsbidrag til smv, offentlige organer, uddannelsesinstitutioner og universiteter og forskningsorganisationer (15) kan forhøjes fra maksimalt 50 % til 75 %, og at samordnings- og støtteaktioner og aktioner til støtte for forskeres uddannelse og karriereudvikling kan beløbe sig til 100 % af de samlede støtteberettigede omkostninger.

2.5.1

Udvalget anbefaler i øvrigt, at der opstilles en tabel, som vedlægges forslaget, med de forskellige aktivitetstyper og deres fastlagte maksimalsatser, ligesom over eventuelle muligheder for kumulering, især for forskningsinfrastrukturers vedkommende, med andre typer af fællesskabstiltag (strukturfonde, osv.).

3.   Generelle bemærkninger til deltagelsesregler for Euratoms syvende rammeprogram

3.1

EØSU anser det for afgørende at sikre, at reglerne for deltagelse i Euratoms syvende rammeprogram og dets særprogrammer er enkle, læsbare, forståelige, klare og gennemsigtige og at de foreligger på alle fællesskabssprogene. Denne regelramme bør især bibringe potentielle deltagere, især de mindste, klarhed omkring principper og kriterier, som regulerer adgang, betingelser for deltagelse, indsendelse og bedømmelse af projektforslag, kontrakttyper og kontraktlige forpligtelser, satser og fordelingssystemer for fællesskabets finansieringsbidrag, beskyttelse af industriel og intellektuel ejendomsret, nyttiggørelse og formidling af viden, dog med særlige regler for det prioriterede forskningstema fusionsenergi.

3.1.1

Navnlig anbefaler udvalget, at der, med undtagelse af specifikke kriterier, eksplicit indkorporeres kriterier for udvælgelse og bedømmelse af indirekte aktioner, jf. artikel 14. Disse generelle kriterier er:

videnskabelig og teknologisk kompetence og graden af innovation,

evnen til at gennemføre den indirekte aktion og sikre effektiv forvaltning af ressourcer og kompetencer,

relevansen i forhold til det specifikke programs mål og arbejdsprogrammet,

europæisk merværdi, kritisk masse af mobiliserede ressourcer og deres bidrag til Fællesskabets politikker,

kvaliteten af planen for nyttiggørelse og formidling af viden, potentialet for innovationsfremme og klare planer for forvaltning af intellektuelle ejendomsrettigheder,

overholdelse af etiske principper og ligestillingsprincipper.

3.2

EØSU har allerede udtalt sig om de generelle temaer vedrørende forenkling og rationalisering af rammeprogrammerne for fællesskabets nukleare forskning i dets udtalelser om syvende rammeprogram og de to særprogrammer vedrørende henholdsvis: nuklear energi, med særlig henvisning til forskning i fusionsenergi, og Det Fælles Forskningscenters nukleare forskningsaktiviteter. En udtalelse om forslaget om regler for deltagelse i EU's syvende rammeprogram for ikke-nuklear forskning er også under udarbejdelse i udvalget (16).

3.3

Hvad angår bestemmelserne for Euratom-programmet, ønsker udvalget især at insistere på behovet for en mere gennemgribende forenkling af formaliteterne i forbindelse med fremlæggelse af dossier'er.

3.3.1

Udvalget glæder sig over, at solidarisk ansvar, der i sin tid var påtænkt i det niende rammeprogram (Euratom) og som kunne udgøre en væsentlig hindring for deltagelse for små og mellemstore enheder (virksomheder, universiteter, osv.) er fjernet fra forslaget og erstattet med et beløb, der skal fastlægges. Det bør ligge på omkring 1 % af Fællesskabets finansieringsbidrag (17) og gå til dækning af udestående fordringer i konsortier (artikel 37). En væsentlig del af forskningsaktiviteterne inden for Euratom-sektoren kan nemlig også tildeles små og mellemstore enheder, for hvem denne regel havde kunnet udgøre en alvorlig hindring for at deltage.

3.4

EØSU udtrykker forbehold over for de mange mulige undtagelser fra deltagelsesreglerne i de over 50 foreslåede artikler og de vide muligheder for forskellige kriterier og regelsæt, som vil kunne blive fastlagt i de årlige arbejdsprogrammer, særprogrammer og forslagsindkaldelser. Undtagelserne vedrører navnlig: antal deltagere og yderligere betingelser for adgang (artikel 11); kriterier for bedømmelse, udvælgelse og støttetildeling (artikel 14, stk. 1); undtagelser i offentliggørelsen af indkaldelse af ansøgninger (artikel 13); kriterier for bedømmelse med mulighed for at fastsætte supplerende særlige kriterier, udvælgelse og støttetildeling (artikel 14, stk. 2); finansieringsbidrag fra Fællesskabet til ekspertisenetværk (artikel 34, stk. 1 og stk. 3).

3.4.1

Hvad angår især ekspertisenetværk, har udvalget betænkeligheder med hensyn til fastlæggelsen af finansieringsbidraget i form af faste beløb, da det kan være fiktivt og vise sig at være uden hold i virkeligheden. Det kan skade udviklingen af ekspertisenetværk, som er nødvendige for opnåelsen af programmets konkrete mål.

3.5

EØSU understreger, at behov for fleksibilitet i forvaltningen og indkredsningen af, hvad der kræves i de enkelte aktioner, ikke må ske på bekostning af behovet for klarhed, sikkerhed og gennemsigtighed omkring kravene for deltagelse, fastlagte bedømmelses- og udvælgelseskriterier og en sikker økonomisk ramme for den foreslåede finansiering og medfinansiering.

3.6

EØSU er af den opfattelse, at når tilskudsaftalen fastsætter, at et forskningskonsortium har mulighed for at anvende indkaldelse af tilbud for at få udført arbejder eller for at udvide nogle aktiviteter, bør tilbudsindkaldelsen tilrettelægges efter de regler, som Kommissionens har fastlagt, for at sikre størst mulig gennemsigtighed og adgang til oplysninger.

3.7

EØSU understreger vigtigheden af bestemmelserne om tilsyn og kontrol med programmer og indirekte aktioner for forskning, demonstration, samordning og uddannelse på det nukleare område. Udvalget foreslår også, at der fastlægges et udgiftsloft for disse funktioner og for forvaltning af indkaldelse af tilbud, bedømmelse, udvælgelse, kontraktopfølgning og revision af de finansierede projekter. Dette loft bør ikke overstige en samlet omkostning, der svarer til mellem 7 % og 10 % af Fællesskabets samlede midler til Euratoms syvende rammeprogram. Målet med dette er at forbeholde størstedelen af ressourcerne til egentlige primære aktiviteter (forskning, demonstration og uddannelse) og til opnåelsen af konkrete resultater, der kan overføres og afsættes på markedet, som er slutmålet for et EU-rammeprogram for forskning.

3.7.1

I den sammenhæng anbefaler EØSU, at indsamling, arkivering og forvaltning af data fra denne overvågning lagres — inden for rammerne af IDABC (18) — i en integreret database.

3.8

Udvalget ser positivt på Kommissionens forslag, hvad angår tilskudsformer til godtgørelse af støtteberettigede omkostninger: faste beløb og enhedstakstfinansiering. Udvalget foreslår imidlertid, at den mest velegnede metode i relation til en enklere definition på støtteberettigede omkostninger præciseres, og at der vedlægges et prospekt med de forskellige valgmuligheder til forordningsforslaget for at gøre det mere forståeligt for potentielle brugere.

3.9

Udvalget anbefaler at samle de forskellige former for finansieringsbidrag fra Fællesskabet som beskrevet i artikel 32 og artikel 34 i en tabel, som vedlægges forslaget, sammen med de maksimale tilskudssatser og eventuelle muligheder for kumulering for især forskningsinfrastrukturer med foranstaltninger fra struktur- og samhørighedsfonde, Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Investeringsfond uden dog se bort fra det, Jeremie-initiativet (19), der skal fremme mindre enheders deltagelse i Euratoms syvende rammeprogram, lægger op til.

3.10

Med hensyn til de foreslåede regler for formidling, nyttiggørelse og adgangsret til viden mener EØSU, at man udover sondringen mellem forgrunds- og baggrundsviden og undtagelser på det militære og sikkerhedsmæssige område bør styrke IPR-helpdesken for at sikre præcis og proaktiv bistand til potentielle deltagere i tilskudsaftaler (jf. artikel 18, stk. 5, og stk. 6 og artikel 19 og artikel 21) og i forbindelse med indirekte aktioner til støtte for forskeres uddannelse og karriereudvikling og udarbejdelse og indgåelse af konsortieaftaler, som fastlægger supplerende regler (artikel 23) om formidling og nyttiggørelse af resultater og intellektuelle ejendomsrettigheder.

3.11

Og endelig, hvad angår forskningstemaet fusionsenergiforskning, har EØSU i de to tidligere nævnte udtalelser kraftigt understreget vigtigheden af forskning i kontrolleret termonuklear fusion, ITER-projektet i DEMO-forberedelsesprogrammet og indeslutningsundersøgelser (20).

3.11.1

EØSU noterer sig, at det foreslås, at den årlige basissats for finansieringsbidraget fra Fællesskabet i hele det syvende Euratom-rammeprograms løbetid ikke må overstige 20 %. Udvalget betragter denne sats som en nødvendig tilskyndelse til at få medlemsstaterne til at yde et vægtigt bidrag til et velkoordineret (se punkt 1.4) fællesskabsprogram, der udgør det nødvendige grundlag, forankring og input for det europæiske fællesforetagende for ITER og DEMO. Satsen kan være passende til at begynde med, men det er tvivlsomt, om den er tilstrækkelig i hele programmets løbetid som tilskyndelse for medlemsstaterne til at yde et tilfredsstillende og nødvendigt finansieringsbidrag. Udvalget anbefaler derfor, at satsen som en forsigtighedsforanstaltning hæves til 25 %, hvilket stadig kun vil være halvdelen eller en tredjedel (i henhold til artikel 32, stk. 1) af det, som Fællesskabet ellers ville bidrage med. Derudover finder udvalget, at disse øvre grænser som en hovedregel også bør gælde.

3.11.2

Med hensyn til den foreslåede sats på højst 40 % til specifikke samarbejdsprojekter mellem associerede enheder inden for rammerne af associeringsaftalerne, med prioriteret støtte til ITER/DEMO-foranstaltninger og til foranstaltninger i henhold til aftalen om personalemobilitet, tvivler udvalget på, hvorvidt denne sats i det lange løb er tilstrækkelig til, at ønskede projekter eller aktioner kan udløse det nødvendige bidrag fra medlemsstaterne. Udvalget refererer til artikel 32, stk. 2.

4.   Særlige bemærkninger

4.1

EØSU undrer sig over, hvorfor man i Underafdeling 1 — Forslagsindkaldelser har udeladt bestemmelsen om muligheden for forudgående interessetilkendegivelser før forslagsindkaldelserne for at få mulighed for at udpege og præcist bedømme aktionens mål og relevans og undgå unødige omkostninger til udarbejdelse af forslag, som ikke kan imødekommes, og til Kommissionens og de uafhængige eksperters udvælgelse og bedømmelse.

4.2

Interessetilkendegivelsen kunne ledsages af informationsdage om forslagsindkaldelser for at tiltrække potentielle brugere fra videnskabens og industriens verden og involvere dem i fastlæggelsen af aktioner under EU's forskningspolitik på det nukleare område.

4.3

EØSU ønsker at understrege den potentielle fare forbundet med utilstrækkelig formidling af videnskabelige og tekniske oplysninger på området. Udvalget erkender, at det er nødvendigt med visse forbehold på dette område, men mener ikke, at det er nødvendigt at lukke helt af. Det kunne udmøntes i fastlæggelse af en meget præcis teknisk protokol over indhold og formidlingsmåder, som tager hensyn til behovet for sikkerhed og pålidelighed, men samtidig opretholder størst mulig gennemsigtighed.

4.4

EØSU finder, at det et vigtigt med oplysning og formidling omkring de regler, som på den ene side regulerer de nødvendige forudsætninger og på den anden side deltagernes juridiske status. Samtidig bør alle forskningsenheder have adgang til klare og letforståelige regler om forenklede procedurer for indgivelsen i to faser af forslag, kriterier og krav i de to bedømmelsesniveauer.

4.4.1

Reglerne bør stilles til rådighed for ikke bare bedømmelseseksperter, men også forslagsstillere i overensstemmelse med entydige og ensartede kriterier og vægtning.

4.5

EØSU ønsker endvidere at understrege fordelene ved at tilrettelægge foranstaltninger til uddannelse og oplysning om kerneenergiens sikkerhed/pålidelighed for ikke alene forskere, men også repræsentanter for civilsamfundet og borgerne, ligesom der bør fremmes instrumenter og procedurer til udvikling af troværdige og ubestridelige modeller til at bedømme pålideligheden og sikkerheden ved atomenergi.

4.6

Med hensyn til nyttiggørelse og formidling af forskningsresultater og beskyttelse af intellektuel og industriel ejendomsret mener EØSU, at der — udover regelsæt og beskyttelse i henhold til forslaget til forordning, tilskudsaftaler, konsortieaftaler, artikel 24 og de øvrige bestemmelser i Euratom-traktaten (21), associeringsaftaler, den europæiske aftale om udvikling af fusionsenergi, det europæiske fællesforetagende for ITER og internationale aftaler og endelig multilaterale aftaler som aftalen om personalemobilitet — bør planlægges størst mulig udbredelse af en ny IPR-Euratom-vejledning for forslagsstillere, som klart og gennemskueligt behandler krav og muligheder for potentielle deltagere i forsknings-, demonstrations-, uddannelses- og udviklingsaktiviteter under det syvende Euratom-rammeprogram.

Bruxelles, den 5. juli 2006

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2005) 705 endelig.

(2)  Der er dog visse undtagelser, f.eks. bestemmelserne om frontlinjeforskning.

(3)  F.eks. bemærkningerne vedrørende forskningsorganisationers juridiske status, adgangsrettigheder til viden, intellektuelle ejendomsrettigheder, godtgørelse af omkostninger, finansieringsformer og forenkling, tilskudsformer, principperne i Det Europæiske Charter for Forskere og bemærkninger med hensyn til forskningsinstitutioners juridiske status.

(4)  Jf. også punkt 3.11.

(5)  Jf. EUT C 110 af 30.4.2004 — ordfører: Claude Cambus.

(6)  EU-25's energiproduktion i 2004: Kernekraft 31,2 %; Naturgas 24,3 %; Olie 17,1 %; Stenkul 13,1 %; Brunkul 10,2 %; Primærenergi 4,1 %. Energiforbruget i samme periode: Råolie 39,2 %; Naturgas 25,4 %; Kernekraft 14,8 %; Stenkul 13,7 %; Brunkul 4,9 %; Primærenergi 2,0 % (Eurostat, Energia, 5/2006).

(7)  I 2004 lå bruttoimporten — energiafhængigheden — i EU-25 på 53,8 %, hvoraf olie og olieprodukter tegnede sig for 33,2 %. De fire største EU-medlemsstaters energiafhængighed: Italien 87,7 %; Tyskland 64,6 %; Frankrig 54,3 %; Storbritannien 5,2 %. Den eneste EU-medlemsstat, som ikke er energiafhængig, er Danmark, der kan fremvise et overskud på 53,5 % (Eurostat, Energia, 5/2006).

(8)  Jf. EUT C 65 af 17.3.2006 — ordfører: Gerd Wolf.

(9)  KOM(2005) 119 endelig — SEK(2005) 430/431 af 6.4.2005.

(10)  Jf. EUT C 65 af 17.3.2006, punkt 1.11 — ordfører: Gerd Wolf.

(11)  Jf. EUT C 65 af 17.3.2006, punkt 1.12 og 4.15.2 — ordfører: Gerd Wolf.

(12)  Rådets forordning (Euratom) nr. 2322/2002.

(13)  KOM(2005) 705 endelig af 23.12.2005.

(14)  Jf. CESE 557/2006 (INT/309), ordfører: Gerd Wolf.

(15)  Jf. udtalelse CESE 557/2006, punkt 4.6 (INT/309) — ordfører: Gerd Wolf.

(16)  Se fodnote 9.

(17)  Jf. udtalelse CESE 557/2006, punkt 4.11.2 (INT/309) — Ordfører: Gerd Wolf.

(18)  Jf. EUT C 80 af 30.3.2004 om Idabc (Interoperabel levering af paneuropæiske e-forvaltningstjenester til offentlige myndigheder, virksomheder og borgere).

(19)  Jf. EUT C 110 af 9.5.2006 — ordfører: Antonello Pezzini.

(20)  Jf. EUT C 65 af 17.3.2006 — ordfører: Gerd Wolf, punkt 6.1 ff.

(21)  Jf. fodnote 10.


16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/46


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets forordning om ophævelse af forordning (EØF) nr. 4056/86 om fastsættelse af de nærmere retningslinjer for anvendelsen af traktatens artikel 85 og 86 på søtransport og ændring af forordning (EF) nr. 1/2003 med henblik på udvidelse af dens anvendelsesområde til at omfatte cabotagesejlads og international trampfart

KOM(2005) 651 endelig/2 — 2005/0264 (CNS)

(2006/C 309/10)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 10. februar 2006 under henvisning til EF-traktatens artikel 83 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Anna Bredima-Savopoulou til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 30. maj 2006.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 428. plenarforsamling den 5.-6. juli 2006, mødet den 5 juli, følgende udtalelse med 156 stemmer for, 1 imod og 7 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Med hensyn til trampfart og cabotagesejlads godkender EØSU den foreslåede udvidelse af de proceduremæssige konkurrenceregler i forordning 1/2003 (1) til at omfatte disse sektorer. Det påskønner de igangværende drøftelser mellem Kommissionen og skibsfartsbranchen om anvendelsen af artikel 81 og 82 på trampfart. I fravær af klager og juridiske fortilfælde i trampfartsbranchen er der behov for mere information om drift og aftaler. EØSU udtrykker derfor tilfredshed med, at Kommissionen vil iværksætte en undersøgelse af trampfartens økonomiske og juridiske karakteristika. Af hensyn til retssikkerheden opfordrer EØSU Kommissionen til at fremlægge retningslinjer (forud for ophævelsen af udelukkelsen fra forordning 1/2003) med hensyn til selvvurdering af foreneligheden med EU's konkurrenceregler af forskellige former for samarbejdsaftaler i trampfartsbranchen.

1.2

Med hensyn til linjefartsbranchen noterer EØSU sig Kommissionens forslag om at ophæve gruppefritagelsen for linjekonferencer fra EF-traktatens konkurrenceregler med den begrundelse, at de fire kumulative betingelser i EF-traktatens artikel 81, stk. 3, ikke længere er opfyldt. Kommissionen mener, at ophævelsen vil resultere i lavere transportomkostninger, at den ikke vil gå ud over leveringen af pålidelige shippingydelser samt at den vil øge branchens konkurrenceevne. EØSU er ikke nødvendigvis enig i, at dette er bæredygtigt på lang sigt.

1.3

EØSU henstiller, at Kommissionen tager sikkerhedsaspektet (tab af kvalitetsskibsfart i europæiske farvande som følge af udflagning) med i betragtning — ud over rent konkurrencemæssige forhold — når gruppefritagelsen for linjekonferencer ophæves.

1.4

EØSU henstiller til Kommissionen også at tage det menneskelige element i betragtning (konsekvenserne for europæiske søfolks beskæftigelse) — ud over rent konkurrencebetonede faktorer — når gruppefritagelsen for linjekonferencer ophæves.

1.5

EØSU noterer sig Kommissionens hensigt om at udstede passende retningslinjer for konkurrence i søfartssektoren for at gøre overgangen til en fuldt konkurrencebaseret ordning så smidig som muligt. Kommissionen vil udstede disse retningslinjer senest i 2007. Forinden vil Kommissionen — som et skridt i forberedelsen af retningslinjerne — udsende et »issues paper« om linjekonferencer i september 2006. EØSU opfordrer Kommissionen til at udforme retningslinjerne i tæt kontakt med de relevante interessenter og at informere de relevante EU-institutioner herom.

1.6

Kommissionens forslag er resultatet af en revisionsproces, som blev indledt i 2003, og som havde deltagelse af alle relevante EU-institutioner og interessenter. Kommissionen bestilte også tre undersøgelser hos uafhængige konsulentvirksomheder, som skulle se nærmere på de problemer, en afskaffelse af gruppefritagelsen for linjekonferencer kunne medføre. Alle dokumenter er offentliggjort på GD COMP's hjemmeside.

1.7

EØSU noterer sig tillige, at Kommissionens forslag om at ophæve gruppefritagelsen for linjekonferencer kun er baseret på EF-traktatens artikel 83 (konkurrenceregler), mens retsgrundlaget for forordning 4056/86 var artikel 83 (konkurrenceregler) i kombination med artikel 80, stk. 2, (transportpolitik) i EF-traktaten. Det kunne være interessant at erfare fra Europa-Parlamentets juridiske tjeneste, om transporthensyn er underordnet konkurrencehensyn, og om tjenesten fastholder sit syn på det dobbelte retsgrundlag som i dens tidligere udtalelse (december 2005) (2).

1.8

EØSU, som forudser mulige lovkonflikter i fremtiden som følge af andre jurisdiktioners juridiske instrumenter, opfordrer Kommissionen til at udtænke en mekanisme til at tackle sådanne problemer. En sådan høringsmekanisme vil minimere gnidninger og føre til gensidigt acceptable løsninger på internationalt plan.

1.9

EØSU noterer sig, at Kommissionen erkender, at konkurrenceretten ikke anvendes på samme måde i alle jurisdiktioner verden over og at der eksisterer divergenser. Kommissionen erkender tillige den stigende betydning af internationalt samarbejde mellem de myndigheder, der håndhæver konkurrenceretten.

1.10

EØSU udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen forfølger en dobbelt politik gående ud på at øge det bilaterale samarbejde med EU's vigtigste handelspartnere og at undersøge metoder til at udvide det multilaterale samarbejde på konkurrenceområdet. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at fremskynde bestræbelserne for at sikre, at samarbejdet/dialogen medvirker til at kortlægge potentielle problemer, som kan blive en følge af ophævelsen af forordning 4056/86 i EU og at løse sådanne problemer på konstruktiv vis, med respekt for særtrækkene ved hver parts system/jurisdiktion. En konsekvent behandling af linjeskibsfart i de forskellige lande er afgørende for den internationale samhandel.

1.11

EØSU opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til udfaldet af dialogen/samarbejdet mellem Kommissionen og de vigtigste samhandelspartnere, når der udformes retningslinjer for konkurrencen i søfartssektoren.

1.12

EØSU erkender, at følgende elementer er omtalt i begrundelsen for Kommissionens forslag og fastholder, at de bør tages med i billedet, når der opstilles retningslinjer for konkurrencen i søfartssektoren:

Det erkendes, at søtransport er nøglen til udviklingen i EU's økonomi, idet 90 % af EU's eksterne og 43 % af EU's interne handel foregår ad søvejen.

Den vedvarende tendens til containerisering har ændret linjeskibsfarten betydeligt, siden forordning nr. 4056/86 blev udstedt. Det har resulteret i en stigning i antallet og størrelsen af fuldt containeriserede skibe og har betydet, at der lægges større vægt på globale rutenet. Dette har medvirket til udbredelsen af nye operationelle ordninger og til et fald i linjekonferencernes betydning.

Konferencesystemet — som har eksisteret i 150 år — er stadig genstand for multilaterale og bilaterale aftaler, hvor EU-medlemsstaterne eller Fællesskabet er kontraherende parter. EØSU bemærker, at Kommissionen erkender, at datoen for ophævelse af følgende bestemmelser i forordning 4056/86 (nemlig artikel 1, stk. 3, litra b) og c), artikel 3-8 og artikel 26) — som følge af disse aftaler — bør udsættes i to år, så disse aftaler kan opsiges eller revideres.

1.13

EØSU mener, at Kommissionen også bør være opmærksom på de små og mellemstore virksomheders interesser, når forordning 4056/86 ophæves. Små og mellemstore virksomheder udgør »rygraden i EU's økonomi« og spiller en vigtig rolle i den reviderede Lissabon-strategi. Markederne bør fortsæt være åbne for faktisk og potentiel konkurrence, herunder for små og mellemstore operatører og befragtere.

1.14

EØSU fastholder, at selvom konsolidering kan have positive virkninger for EU-industrien (effektivitetsgevinster, stordriftsfordele, omkostningsbesparelser), må der gås varsomt frem, så det undgås, at konsolidering — som kan blive en konsekvens af ophævelsen af forordning 4056/86 — resulterer i færre aktører på de berørte markeder, dvs. mindre konkurrence.

1.15

Under en ny ordning opfordrer EØSU de to berørte parter på europæisk plan — rederier og befragtere — til at indlede drøftelser om spørgsmål af gensidig interesse og betydning.

2.   Indledning

2.1   Nuværende tendenser og lovgivning

2.1.1

Søtransport er nøglen til udviklingen i EU's økonomi, idet 90 % af EU's eksterne og 43 % af EU's interne handel foregår ved søtransport. Søtransport har siden oldtiden været en international, globaliseret virksomhed. Grundlæggende foregår den ved to former for transportydelser: Linjefart og trampfart, der henholdsvis fungerer som havenes busser og taxier. EU's flagflåde udgør 25 % af verdensflåden og EU-redere kontrollerer over 40 % af verdensflåden. Andre 40 % af verdensflåden er hjemmehørende i landene i og omkring Stillehavet. EU-skibsfarten og dens kunder (befragtere/afskibere) opererer i et knivskarpt konkurrencemiljø på oversøiske og europæiske markeder.

2.1.2

I forordning nr. 4056/86 fastsættes nærmere retningslinjer for anvendelsen af konkurrencereglerne (traktatens artikel 81 og 82) på linjeskibsfart til og fra EU-havne. Trampfart er dog holdt uden for forordning 4056/86. Forordningen havde oprindelig to funktioner. For det første indeholdt den procedureregler for håndhævelsen af Fællesskabets konkurrenceregler inden for søtransportsektoren. Denne funktion blev overflødig efter den 1. maj 2004, hvor linjeskibsfart blev lagt ind under de generelle gennemførelsesbestemmelser på konkurrenceområdet i forordning nr. 1/2003. Forordning 1/2003 gælder imidlertid ikke for international trampfart og cabotagesejlads. For det andet indeholder forordning 4056/86 en række specifikke, materielle konkurrenceregler for søtransportsektoren, navnlig en gruppefritagelse for linjekonferencer, så de kan fastsætte priser og regulere kapacitet på visse betingelser.

2.2   Linjefragt

2.2.1

Markedet for linjeskibsfart har ændret sig betydeligt, siden forordning 4056/86 blev udstedt. Den vedvarende tendens til containerisering har medført en stigning i antallet og størrelsen af containeriserede skibe, ligesom den har betydet, at der lægges større vægt på globale rutenet som følge af ændringer i de globale handelsmønstre. Dette har medvirket til udbredelsen af nye operationelle ordninger, til et fald i linjekonferencernes betydning og til en kraftig stigning i magtfulde outsidere. I andre dele af verden såsom i USA har indførelsen af Ocean Shipping Reform Act (OSRA) i 1999 ændret på reglerne for konferencer, der betjener USA, idet der er åbnet mulighed for fortrolige service-kontrakter. I dag opererer verdensomspændende linjerederier hovedsagelig i fragtsejladsen mellem øst og vest samt mellem nord og syd, mens små og mellemstore rederier hovedsagelig opererer i fragtsejladsen mellem nord og syd og inden for søtransport over kortere afstande i Europa.

2.2.2

UNCTAD-kodeksen for linjekonferencer havde oprindelig til formål at regulere linjekonferencesystemet i handelen mellem i- og u-lande (3). Tretten EU-medlemsstater og Norge har ratificeret, godkendt eller er tiltrådt denne kodeks, som omtales i adskillige EU-aftaler med tredjelande og i EU's regelværk (forordning 954/79, 4055/86, 4056/86, 4058/86), og Malta har undertegnet, men ikke ratificeret den (4). Selv om UNCTAD-kodeksen juridisk set er stort set overflødig i linjefragt på åbent hav, findes den stadig.

2.2.3

Brugerne af søtransport (afskibere og speditører) har systematisk stillet spørgsmål ved konferencesystemet, som de ikke mener leverer egnede, effektive og pålidelige ydelser, der opfylder deres behov. I særdeleshed mener ESC (5), at ophævelsen af gruppefritagelsen for konferencer vil muliggøre bedre partnerskaber mellem kunde og leverandør ved at sætte fokus på logistikløsninger, som hjælper EU-virksomheder til at konkurrere internationalt. Endvidere vil forbrugerne få gavn af lidt lavere priser, hvis fragtraterne på indgående varer til EU falder. Rederne derimod mener, at linjekonferencerne har medvirket til stabilitet i betjeningen, og at konferenceordningen har sat dem i stand til — både globalt og regionalt — at overvinde ubalancer (det være sig sæsonbetingede, geografiske eller som følge af vejrlig) på de fleste ruter. I mellemtiden er de globale rederier (medlemmer af ELAA (6)) og ESC gået ind i en dialog med Kommissionen for at bistå denne i udviklingen af et alternativt system, der er i overensstemmelse med EU's konkurrenceregler.

2.2.4

I 2003 iværksatte Kommissionen en revision af forordning nr. 4056/86 for at fastslå, om der kunne opnås en pålidelig rutesejlads med mindre restriktive midler end horisontal prisfastsættelse og kapacitetsregulering. Til det formål udsendte Kommissionen et høringspapir i marts 2003, og den afholdt en offentlig høring med de relevante interessenter i december 2003. Endvidere udsendte Kommissionen et debatpapir i juni 2004 og en hvidbog i oktober 2004 efterfulgt af omfattende samråd med berørte interessenter. Europa-Parlamentet (7) og EØSU (8) har hver især afgivet en udtalelse (henholdsvis den 1. december 2005 og den 16. december 2004), og de var begge enige i, at revision snarere end ophævelse var at foretrække. I december 2005 endte Kommissionen med at udsende et forslag til forordning om ophævelse af forordning 4056/86.

2.3   Trampfartsbranchen

2.3.1

Selvom næsten 80 % af den samlede søtransport af fast og flydende bulklast på verdensplan sker ved trampfart, er denne vældige branche ukendt for de fleste. De grundlæggende karakteristika ved trampfart er et globalt konkurrencepræget marked tæt på perfekt konkurrence, en svingende og uforudsigelig efterspørgsel, mange små iværksætterprægede virksomheder, globalt handelsmønster, et marked, som det er nemt at komme ind på og ud af, ekstremt højt omkostningseffektivitet og smidighed i forhold til udviklingen på markederne og afskibernes behov. Markedet for trampfart er stærkt fragmenteret og har stort set fungeret til chartrernes/afskibernes tilfredshed uden større problemer med konkurrenceregler internationalt eller inden for EU. Fraværet af klager i branchen er yderligere et belæg for dens meget konkurrenceprægede og tilfredsstillende karakter. I lyset af ovenstående fastsættes det i forordning nr. 4056/86, at dens bestemmelser ikke finder anvendelse på trampfart. Artikel 81 og 82 i EF-traktaten gælder direkte for denne branche. Endvidere falder international trampfart (og cabotage) ikke ind under forordning 1/2003 (proceduremæssige konkurrenceregler).

2.4   Kommissionens forslag

2.4.1

På baggrund af ændringerne i markedets og branchens struktur siden 1986 konkluderer Kommissionen, at de fire kumulative betingelser i EF-traktatens artikel 81, stk. 3, for bevilling af gruppefritagelse til linjekonferencer ikke længere er opfyldt. Derfor har Kommissionen foreslået at ophæve forordning nr. 4056/86 som helhed og navnlig gruppefritagelsen for linjekonferencer (artikel 3-8, artikel 13 og artikel 26). Visse bestemmelser, der anses for overflødige, afskaffes også i overensstemmelse med EU's generelle politik om en begrænsning og forenkling af fællesskabslovgivningen (artikel 2 og 9). Kommissionen mener, at ophævelsen vil resultere i lavere transportomkostninger, at den ikke vil gå ud over leveringen af pålidelige shippingydelser samt at den vil øge branchens konkurrenceevne.

2.4.2

Forud for ophævelsen af gruppefritagelsen for linjekonferencer agter Kommissionen at udstede retningslinjer for konkurrence i søfartssektoren for at gøre overgangen til en fuldt konkurrencebaseret ordning så smidig som muligt. Kommissionen vil udstede disse retningslinjer senest i 2007. Forinden vil Kommissionen — som et skridt i forberedelsen af retningslinjerne — udsende et »issues paper« om linjekonferencer i september 2006.

2.4.3

Kommissionens forslag om ophævelse af forordning 4056/86 indeholder også et forslag om at ændre forordning 1/2003 for at bringe international trampfart og cabotagesejlads ind under denne forordnings anvendelsesområde.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

EØSU mener, at det foreliggende spørgsmål fortjener en afbalanceret tilgang, der tager hensyn til følgende forhold: fordelene ved konkurrence for EU-branchens konkurrenceevne, verdenssamhandelens ændrede mønstre og virkningerne heraf for leveringen af transporttjenester, internationale transportimplikationer for EU's største samhandelspartnere og for udviklingslandene, de globale rederiers og befragteres synspunkter og de små og mellemstore rederiers og befragteres holdninger.

3.2   Trampfarts- og cabotagebranchen

3.2.1

Trampfartsbranchen opererer på et globalt marked med perfekt konkurrence. Dette enestående træk ved branchen, anerkendt af fagfolk og af videnskaben, blev også erkendt af EU i forordning nr. 4056/86. EØSU har forståelse for behovet for at underlægge branchen de proceduremæssige konkurrenceregler i forordning nr. 1/2003 og støtter derfor den foreslåede tilgang. EØSU udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen vil iværksætte en økonomisk og juridisk undersøgelse af trampfartsbranchen. Af hensyn til retssikkerheden opfordrer EØSU Kommissionen til at fremlægge retningslinjer (forud for ophævelsen af udelukkelsen fra forordning 1/2003) med hensyn til selvvurdering af foreneligheden med EU's konkurrenceregler af forskellige former for samarbejdsaftaler i trampfartsbranchen. Fraværet af klager og juridiske fortilfælde i trampfartsbranchen er et bevis på, at den fungerer med perfekt konkurrence. For at tilvejebringe juridiske målestokke for selvvurderingen under EU's konkurrenceregler er der behov for mere information om drift og aftaler. EØSU påskønner tillige de løbende drøftelser mellem Kommissionen og skibsfartssektoren om anvendelsen af artikel 81-82 på trampfart.

3.2.2

For så vidt angår cabotagesejlads, er EØSU enig i den foreslåede fremgangsmåde, dvs. at cabotagesejlads underlægges de proceduremæssige regler i forordning nr. 1/2003. Langt de fleste aftaler inden for denne branche vil formentlig ikke påvirke fragtsejladsen inden for EU eller skabe hindringer for konkurrencen.

3.2.3

I lyset af ovenstående tilslutter EØSU sig Kommissionens fremgangsmåde med hensyn til den fremtidige behandling af trampfarts- og cabotagebranchen.

3.3   Linjefartsbranchen

3.3.1

Med hensyn til linjefartsbranchen noterer EØSU sig Kommissionens forslag om at ophæve gruppefritagelsen for linjekonferencer fra EF-traktatens konkurrenceregler med den begrundelse, at de fire kumulative betingelser i EF-traktatens artikel 81, stk. 3, ikke længere er opfyldt. Kommissionen mener, at ophævelsen vil resultere i lavere transportomkostninger, at den ikke vil gå ud over leveringen af pålidelige shippingydelser samt at den vil øge branchens konkurrenceevne. EØSU er ikke nødvendigvis enig i, at dette er bæredygtigt på lang sigt.

3.3.2

EØSU noterer sig Kommissionens hensigt om at udstede passende retningslinjer for konkurrence i søfartssektoren som en overgangsforanstaltning og opfordrer Kommissionen til at udforme retningslinjerne i tæt kontakt med de relevante interessenter og at informere de relevante EU-institutioner herom.

3.3.3

Kommissionens forslag er resultatet af en revisionsproces, som blev indledt i 2003, og som havde deltagelse af alle relevante EU-institutioner og interessenter. Kommissionen bestilte også tre undersøgelser hos uafhængige konsulentvirksomheder, som skulle se nærmere på de problemer, en afskaffelse af gruppefritagelsen for linjekonferencer kunne medføre. Alle dokumenter er offentliggjort på GD COMP's hjemmeside.

3.3.4

EØSU noterer sig tillige, at Kommissionens forslag om at ophæve gruppefritagelsen for linjekonferencer kun er baseret på EF-traktatens artikel 83 (konkurrenceregler), mens retsgrundlaget for forordning 4056/86 var artikel 83 (konkurrenceregler) i kombination med artikel 80, stk. 2, (transportpolitik) i EF-traktaten.

3.3.5

EØSU noterer sig, at Kommissionen erkender, at konkurrenceretten ikke anvendes på samme måde i alle jurisdiktioner verden over, og at der eksisterer divergenser. Kommissionen erkender tillige den stigende betydning af internationalt samarbejde mellem de myndigheder, der håndhæver konkurrenceretten.

3.3.6

EØSU udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen forfølger en dobbelt politik gående ud på at øge det bilaterale samarbejde med EU's vigtigste handelspartnere og at undersøge metoder til at udvide det multilaterale samarbejde på konkurrenceområdet. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at fremskynde bestræbelserne for at sikre, at samarbejdet/dialogen medvirker til at kortlægge potentielle problemer, som kan blive en følge af ophævelsen af forordning 4056/86 i EU og at løse sådanne problemer på konstruktiv vis, med respekt for særtrækkene ved hver parts system/jurisdiktion. En konsekvent behandling af linjeskibsfart i de forskellige lande er afgørende for den internationale samhandel.

3.3.7

EØSU opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til udfaldet af dialogen/samarbejdet mellem Kommissionen og de vigtigste samhandelspartnere, når der udformes retningslinjer for konkurrencen i søfartssektoren.

3.3.8

EØSU erkender, at følgende elementer er omtalt i begrundelsen for Kommissionens forslag og fastholder, at de bør tages med i billedet, når der opstilles retningslinjer for konkurrencen i søfartssektoren:

Det erkendes, at søtransport er nøglen til udviklingen i EU's økonomi, idet 90 % af EU's eksterne og 43 % af EU's interne handel foregår ad søvejen.

Den vedvarende tendens til containerisering har ændret linjeskibsfarten betydeligt, siden forordning nr. 4056/86 blev udstedt. Det har resulteret i en stigning i antallet og størrelsen af fuldt containeriserede skibe og har betydet, at der lægges større vægt på globale rutenet. Dette har medvirket til udbredelsen af nye operationelle ordninger og til et fald i linjekonferencernes betydning.

Konferencesystemet — som har eksisteret i 150 år — er stadig genstand for multilaterale og bilaterale aftaler, hvor EU-medlemsstaterne og/eller Fællesskabet er kontraherende parter. EØSU bemærker, at Kommissionen erkender, at datoen for ophævelse af følgende bestemmelser i forordning 4056/86 (nemlig artikel 1, stk. 3, litra b) og c), artikel 3-8 og artikel 26) — som følge af disse aftaler — bør udsættes i to år, så disse aftaler kan opsiges eller revideres.

3.3.9

EØSU henstiller til Kommissionen også at tage det menneskelige element i betragtning (konsekvenserne for europæiske søfolks beskæftigelse) — ud over rent konkurrencebetonede faktorer — når gruppefritagelsen for linjekonferencer ophæves. Udvalget anmoder endvidere Kommissionen om at evaluere omfanget af disse konsekvenser, navnlig ved at høre Udvalget for Den Sociale Dialog inden for Søtransport.

3.3.10

EØSU henstiller, at Kommissionen tager sikkerhedsaspektet (tab af kvalitetsskibsfart i europæiske farvande som følge af udflagning) med i betragtning — ud over rent konkurrencemæssige forhold — når gruppefritagelsen for linjekonferencer ophæves.

3.3.11

EØSU mener, at Kommissionen også bør være opmærksom på de små og mellemstore virksomheders interesser, når forordning 4056/86 ophæves. Små og mellemstore virksomheder udgør »rygraden i EU's økonomi« og spiller en vigtig rolle i den reviderede Lissabon-strategi. Markederne bør fortsæt være åbne for faktisk og potentiel konkurrence, herunder for små og mellemstore operatører og befragtere.

3.3.12

EØSU fastholder, at selvom konsolidering kan have positive virkninger for EU-industrien (effektivitetsgevinster, stordriftsfordele, omkostningsbesparelser), må der gås varsomt frem, så det undgås, at konsolidering — som kan blive en konsekvens af ophævelsen af forordning 4056/86 — resulterer i færre aktører på de berørte markeder, dvs. mindre konkurrence.

3.3.13

Under en ny ordning opfordrer EØSU de to berørte parter på europæisk plan — rederier og befragtere — til at indlede drøftelser om spørgsmål af gensidig interesse og betydning.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Retsgrundlag

4.1.1

EØSU bemærker, at forordning 4056/86 havde dobbelt hjemmel (artikel 80, stk. 2, og artikel 81-82 og 83 (om henholdsvis transportpolitik og konkurrencepolitik), mens forslaget nu kun fastholder én (artikel 81-82). EØSU bemærker tillige, at Rådets juridiske tjeneste bakker op om ét retsgrundlag. Det kunne være interessant at erfare fra Europa-Parlamentets juridiske tjeneste, om transporthensyn er underordnet konkurrencehensyn og om tjenesten fastholder sit syn på det dobbelte retsgrundlag som i dens tidligere udtalelse (december 2005).

4.2   Lovkonflikter

4.2.1

Kommissionen foreslår at ophæve artikel 9 i forordning 4056/86, fordi den ikke mener, at ophævelsen af gruppefritagelsen for linjekonferencer vil medføre en international lovkonflikt. Kommissionen ræsonnerer, at en sådan lovkonflikt kun opstår, når én jurisdiktion forbyder noget, som en anden jurisdiktion kræver. Kommissionen kender ikke nogen jurisdiktion, der pålægger linjerederier en sådan forpligtelse.

4.2.2

EØSU, som forudser mulige lovkonflikter i fremtiden som følge af andre jurisdiktioners juridiske instrumenter, opfordrer Kommissionen til at udtænke en mekanisme til at tackle sådanne problemer. En sådan høringsmekanisme vil minimere gnidninger og føre til gensidigt acceptable løsninger på internationalt plan.

Bruxelles, den 5. juli 2006

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1). EØSU's udtalelse: EFT C 155, s. 73.

(2)  A6-0314/2005 af 1.12.2005.

(3)  For nærmere oplysninger om UNCTAD-kodeksen for linjekonferencer og forordning 954/79 henvises til EØSU's udtalelse EUT C 157 af 28.6.2005, s. 130.

(4)  Jf. UNCTAD-sekretariatets status over multilaterale traktater,

http://www.unctad.org/en/docs/tbinf192.en.pdf — side 4.

(5)  ESC=European Shippers' Council.

(6)  ELAA=Europenan Liner Affairs Association.

(7)  A6-0314/2005 af 1.12.2005.

(8)  EØSU's udtalelse: EUT C 157 af 28.6.2005, s. 130.


16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/51


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Luftfartssikkerhed

(2006/C 309/11)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 19. januar 2006 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en udtalelse om: Luftfartssikkerhed

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Thomas McDonogh til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 30. maj 2006.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 428. plenarforsamling den 5.-6. juli 2006, mødet den 5. juli, følgende udtalelse med 155 stemmer for, 2 imod og 3 hverken for eller imod:

1.   Henstillinger

1.1

Kabinepersonalet skal være certificeret eller have fået udstedt licens af en kompetent myndighed som en garanti for, at de er kvalificerede til deres arbejdsopgaver (sikkerhed, behandling af syge, passagerkontrol osv.) og har de fornødne tekniske kvalifikationer til at arbejde på den pågældende flytype.

1.2

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) bør overveje det grundigt, inden det giver leverandørerne af udstyr mulighed for at godkende udformningen af enkeltdele uden at inddrage EASA eller flyfabrikanterne.

1.3

Ikke-europæiske flyselskaber bør godkendes af EASA, inden de får tilladelse til at flyve ind i eller overflyve EU's luftrum.

1.4

Der bør kun være én lovgivende myndighed, nemlig EASA. Dette burde kunne sikre en fremtidig harmonisering af lufthavnsbestemmelser og så vidt muligt forhindre konkurrenceforvridninger mellem lufthavne i og uden for EU. EASA bør styrkes og gives flere beføjelser svarende til ECAC's (Den Europæiske Konference for Civil Luftfart).

1.5

EASA bør overveje, hvordan industrien bedst kan beskytte kommunikation, dataforbindelser og flyelektroniske systemer ombord, f.eks. elektroniske »flight bags« (pilottasker), mod hacking og dermed garantere deres sikkerhed og integritet.

1.6

EASA skal sørge for, at der lovgives om den fremtidige udvikling af fly som f.eks. lette forretningsjet, så man sikrer, at ejere og piloter har tilstrækkeligt mange flyvetimer, inden de får lov til at påbegynde flyvninger. De lette forretningsfly vil have en flyvehøjde på 7,5 kilometer eller mere og bør opfylde de samme vedligeholdelses- og driftskrav som større passagerfly.

1.7

EASA skal have de fornødne protokoller på plads, inden det overvejer at godkende ubemandede luftfartøjers flyvninger uden for det opdelte luftrum.

1.8

Der skal foretages stikprøvekontroller af både fly- og kabinepersonale for narkotika og alkohol.

1.9

EASA bør også sikre, at de lokale lovgivere er tilstrækkeligt kvalificerede til arbejdet og ikke mangler personale eller økonomiske midler.

1.10

En detaljeret videnskabelig undersøgelse af, hvordan piloter og kabinepersonale påvirkes af træthed, stress og dyb venetrombose, bør gennemføres af EASA.

1.11

Der bør foretages en evaluering af politikken og proceduren for udstedelse af pilotcertifikater til almen flyvning og certificering af fly til almen flyvning.

1.12

EASA bør sørge for, at der indføres en europæisk licens til almen flyvning med påtegninger og vurderinger af de fly, der er blevet godkendt til flyvning.

1.13

Hensynet til besætningsmedlemmers og passagerers sikkerhed og sikkerheden for de befolkninger, som er bosat under luftkorridorerne, skal gå forud for politiske overvejelser, når der er tale om at forbyde flyselskaber at anvende det europæiske luftrum.

2.   Indledning

2.1

Gennem et samarbejde med medlemsstater og deres eksperter er der blevet offentliggjort en sortliste over 96 flyselskaber. 93 af dem står over for et direkte forbud og tre vil blive pålagt flyvningsrestriktioner. Desuden overvejer Frankrig at indføre et nyt system med sikkerhedsmærker, som kan anvendes i reklamer.

2.2

Siden begyndelsen af 2004, hvor et charterfly fra luftfartsselskabet Flash Airlines styrtede ned i Det Røde Hav, og 148 passagerer, hovedsagelig franskmænd, omkom, har Europa været under pres for at forbedre den europæiske lovgivning om luftfartssikkerhed. Dette flystyrt fremhævede manglen på koordination mellem regeringerne, hvad angår udveksling af sikkerhedsoplysninger, eftersom det kom frem, at de schweiziske flymyndigheder forinden havde nedlagt flyveforbud mod Flash.

2.3

Konsekvens i og harmonisering af flyselskabernes driftsstandarder mellem medlemsstaterne er afgørende, hvis sortlisten skal have den ønskede virkning. Medlemsstaterne bør undgå at havne i en situation, hvor en stat af økonomiske og sociale grunde beslutter, at det er »marginalt acceptabelt«, at et flyselskab på listen flyver til og fra dets lufthavne, mens de andre medlemsstater finder flyselskabets standarder uacceptable.

2.4

EU er imidlertid blevet anmodet om at gribe ind i visse tvister, især da Tyrkiet blev vred over, at forskellige europæiske regeringer — med Holland i spidsen — af sikkerhedsmæssige grunde besluttede midlertidigt at inddrage landingsrettighederne for Onur Air, et tyrkisk lavprisflyselskab. Desuden er Grækenland under pres for at gøre fremskridt med sin undersøgelse af det fly, der var ejet af Helios Airways og som styrtede ned under sin flyvning fra Larnaca i Cypern.

2.5

De områder, der fokuseres på, er almene vedligeholdelsesstandarder, besætningsmedlemmers uddannelse og flyvetimer, hvileperioder og brændstofbesparende praksis samt støjbekæmpelse og flyvekontrol.

2.6

Den øgede konkurrence i flyindustrien og mange flyselskabers usikre økonomiske situation har øget presset på flybesætninger for at gå på vingerne under forhold, de normalt ikke ville flyve under, og i fly, som ikke er fuldstændig flyvedygtige. Flybesætningerne er under øget pres, fordi flyselskaberne ifølge EU's bestemmelser enten skal sørge for overnatning til passagererne eller kompensere dem for forsinkelser. Denne situation er til skade for sikkerheden. Der er også det yderligere problem, at mange nationale luftfartsmyndigheder har en tendens til at vende det blinde øje til håndhævelsen af bestemmelserne, når det gælder deres eget lands flyselskab.

2.7

Til trods for, at en række europæiske lande af sikkerhedsmæssige grunde har givet et bestemt flyselskab flyveforbud, flyves der fortsat til Bruxelles og Paris. Schweiz med sin strenge kulturelt betingede fiksering på forretningshemmeligheder har forbudt 23 flyselskaber at flyve gennem sit luftrum, men navnene og tilmed antallet af selskaber forbliver hemmeligstemplet.

3.   Træthedssymptomer og præstationssikkerhed

3.1

Træthed har fået skylden for en lang række flyulykker gennem årenes løb og er et permanent problem for piloter på fly i alle størrelser. Men hvordan kan en pilot vide, hvornår han eller hun er for træt til at flyve? For at identificere og bekæmpe træthedsproblemer er man nødt til at finde ud af, hvilken rolle søvncykler, dehydrering, ernæring og sygdom spiller.

3.2

Piloter, som flyver gennem flere tidszoner, vil uvilkårligt lide af træthed og forringet bedømmelsesevne. Det er meningen, at de skal have mulighed for hvileperioder under lange flyvninger, men det kræver passende faciliteter, bl.a. flade senge.

3.3

Meget tyder på, at træthed er en sikkerhedsrisiko. I en nylig rapport fra det amerikanske transportsikkerhedsråd (National Transportation Safety Board (NTSB)) om det dødelige flystyrt i Kirksville, Missouri, den 19. oktober 2004 skrev NTSB: »I betragtning af den langt fra optimale hvileperiode natten over, det tidlige tidspunkt for at melde sig på arbejde, arbejdsdagenes længde, antallet af flyetaper, de krævende vilkår — den ikke-præcionsbaserede indflyvning, som blev foretaget manuelt under betingelser med lav flyvehøjde og mindsket sigtbarhed — på lange arbejdsdage, er det sandsynligt, at træthed bidrog til piloternes forringede præstation og beslutningstagning.«

3.4

Hvad enten dette er korrekt eller ej, kan ingen pilot med blot en lille smule erfaring afvise, at han eller hun nu og da har kæmpet med træthedsproblemer, eller at det i nogen grad har påvirket hans eller hendes præstation. Kvaliteten af søvnen i hvileperioderne er meget vigtig.

3.5

Kost og ernæring spiller også en vigtig rolle. For eksempel vil enhver pilot fra den helt nye elev til kaptajnen, der snart skal pensioneres, fortælle, at piloters foretrukne drik er kaffe. Kaffe er et stimulerende middel og virker midlertidigt opkvikkende, men træthed er et typisk abstinenssymptom. Desuden er kaffe vanddrivende, hvilket indebærer, at kroppen udtømmer mere væske, end den indtager. Det fører til dehydrering, som atter kan forårsage træthed.

3.6

Kedsomhed er et stort problem i forbindelse med træthed på langdistanceflyvninger, hvor flyene er næsten fuldt automatiske. For at holde besætningsmedlemmerne vågne, kræver visse flyselskaber, især på transsibiriske ruter, at automatpiloten genindstilles hver time.

3.7

Mange flyulykker skyldes pilotfejl, og træthed er en vigtig årsag til disse fejl.

3.8

Ifølge planen skal Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) overtage udstedelsen af licenser og på dette område erstatte det nuværende JAA (De Fælles Luftfartsmyndigheder), men anvendelsen af licenser, som er udstedt af Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) i USA og som benyttes af piloter i Europa, vil ikke blive påvirket af denne ændring.

4.   Kabinepersonale

4.1

Alle forbedringer vedrørende hvilekravene for piloter bør — så vidt muligt — også gælde kabinepersonalet, som skal være fuldt vågne for at forhindre sikkerhedsproblemer og nødsituationer.

4.2

Kabinepersonalet bør have tilstrækkelig uddannelse i genoplivning og beherske deres modersmål, i hvert fald engelsk på ICAO-niveau 4, og kunne kommunikere med passagererne i tilfælde af en nødsituation.

5.   Flytrafikkontrol

5.1

EØSU har allerede tilkendegivet sine synspunkter om flytrafikkontrol og problemerne i forbindelse hermed (1). Det foreslåede SESAR-system vil forbedre sikkerheden, når eller hvis det indføres. Det behandles i en anden udtalelse af EØSU (2), men man kommer ikke udenom det faktum, at Europa har brug for et ensartet flytrafikkontrolsystem på tværs af alle landegrænser, hvor Eurocontrol anerkendes som »føderal lovgiver« svarende til f.eks. det amerikanske »Federal Aviation Administration« (FAA). Tildelingen af den første kontrakt i Eurocontrol's program TMA2010+ hilses velkommen.

5.2

Der er et stort behov for at indføre standardisering og integrerede systemer i hele Europa af sikkerhedsmæssige hensyn.

5.3

Indførelse af passende certificering af luftfartsteknikere er også ønskeligt.

6.   Vedligeholdelse af fly

6.1

Visse medlemsstater synes at have vanskeligt ved at konvertere deres nationale bestemmelser til europæiske Part 66-normer. Vedligeholdelseslicenser, som udstedes af stater, er baseret på de krav, der er opstillet af De Fælles Luftfartsmyndigheder (JAA) og er blevet omsat til national lovgivning, så de er retligt effektive. I EASA-systemet er licensudstedelsesreglerne imidlertid underlagt EU-lovgivning. Håndhævelse af dem forekommer at være en langvarig proces, hvorunder kan appelleres.

6.2

I 2005 benyttede alle 25 EU-medlemsstater sig af en undtagelsesmulighed, ifølge hvilken de senest i september 2005 skulle opfylde Part 66. De datoer, EASA har opstillet for staternes overholdelse af sikkerhedsbestemmelserne, er nødt til at blive håndhævet, eller i det mindste bør der fastsættes datoer for alle parter, så det ikke bliver nødvendigt at forlænge frister eller overgangsperioder.

6.3

EØSU vil gerne vide, om der findes en bestemmelse om, at EASA eventuelt skal overvågne lavprisflyselskabers uddelegering af vedligeholdelsesopgaver til værksteder i tredjelande.

6.4

Der er nødt til at være tilstrækkelig tid til eftersyn på jorden, især i forbindelse med hen- og tilbageflyvning med kortest mulige ekspeditionstid (flyets såkaldte »turn around«). De gennemsnitligt 25 minutter til kortdistanceflyvninger kan bestemt ikke betragtes som tilstrækkelige i alle tilfælde.

6.5

Man er også nødt til at afsætte tilstrækkelige ressourcer samt kvalificeret personale, som kun anvender godkendte reservedele til reparationer.

6.6

Stikprøvekontroller og –undersøgelser bør udføres af den nationale luftfartsmyndighed for at sikre, at standarder opretholdes.

7.   Flyselskaber

7.1

Flyselskaberne skal være finansielt sunde og velfinansierede, inden en etableringslicens kan udstedes, og staterne skal også overvåge deres finansielle præstation regelmæssigt for at sikre, at der ikke skydes nogen genveje.

7.2

De skal have erfaringer og en kompetent ledelse.

8.   Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagenturs kompetencer

8.1

Kommissionens aktuelle hensigt er at udvide EASA's beføjelser, hvad angår lovgivning (inklusive sikkerhed og fælles drift) om lufthavne, flytrafikstyring og luftfartstjenester.

8.2

Vi støtter EASA, oprettet i henhold til forordning 1592/200/EF, og mener, at en EU-ramme for procedurer og godkendelse af fly og apparatur, udstedt af en enkelt myndighed, bestemt forbedrer luftfartssikkerheden og effektiviteten i Europa.

8.3

EASA har mulighed for behandle spørgsmålet om krav og anbefalet praksis (SARPS) og de uregelmæssigheder, som er opstået som følge af den »anbefalede praksis« og »standardpraksis«, der er indeholdt i ICAO's bilagsdokumentation.

9.   Udstedelse af licenser til almen flyvning

9.1

Personer med privatflyvercertifikat (PPL), som flyver med en FAA-licens i europæisk luftrum, bør opfylde kravet om at have en EASA-påtegning på deres licens.

9.2

Alle fly til almen flyvning skal overholde de af EASA opstillede EU-krav, inden de må flyve ind i europæisk luftrum.

10.   Flyelektronisk sikkerhed

10.1

EASA bør udarbejde retningslinjer/regler for beskyttelse af specifikt udstyr eller netværker mod »ulovlige handlinger«, som defineret af ICAO.

10.2

Bortset fra den øgede brug af Ethernet (LAN) og IP kan man blandt sårbare områder nævne følgende:

passagerers, flyselskabers og flyvelederes øgede brug af luft/jord-dataforbindelsesteknologi til kommunikation;

mere generel anvendelse af data og softwareoverførsler gennem netværk på fly og mellem steder på jorden med henblik på produktion, levering, vedligeholdelse eller opdatering;

stigning i softwarevirus og hackerangreb samt søgning efter fortrolige oplysninger gennem indbyrdes forbundne netværk.

11.   Ubemandede fly

11.1

EASA skal have de fornødne beføjelser til at lovgive om dette område af industrien, ikke kun hvad angår luftdygtighed og udformning, men også certificering af de jordbaserede operatører, systemer til opsendelse osv.

11.2

Alle bestemmelser om konventionelle fly bør betragtes som obligatoriske for ubemandede fly, og alle brugere af luftrummet bør høres om, hvor denne type aktivitet vil/kan påvirke disse brugere.

12.   Det Europæiske Luftfartsagentur

12.1

EASA er den overordnede lovgivende myndighed i EU. Agenturet nedfælder principper og regler for luftfartssikkerheden i EU. Det er underfinansieret, underbemandet og har ingen håndhævelsesbeføjelser.

12.2

Det er afhængigt af, at de forskellige nationale lovgivende myndigheder håndhæver regler og bestemmelser.

12.3

Dette er lig med selvregulering. Der er sandsynligvis ingen national lovgiver, som vil slå hårdt ned på et flyselskab inden for sin egen jurisdiktion, medmindre der er tale om et særdeles alvorligt problem.

12.4

De nationale lovgivere er også ansvarlige for alle luftfartøjer, som er registreret i deres land, og hvis selskab har kontorer dér. Disse luftfartøjer og besætninger er meget ofte baseret i og flyver fra andre EU-lande. Dermed bliver effektiv lovgivning mere problematisk.

12.5

EASA's krav til de nationale lovgivere om at gennemføre sine beslutninger kan medføre en uensartet gennemførelse af regler og bestemmelser i EU på grund af forskellige fortolkninger. Det kan i luftfartsindustrien føre til bekvemmelighedsflag på områder, hvor ét land synes at have en mindre streng fortolkning af bestemmelser end andre lande.

12.6

Det er imidlertid Den Europæiske Konference for Civil Luftfart (ECAC), der har beføjelse til at evaluere overholdelsen på lokalt niveau. Det bør være EASA, der har denne beføjelse.

12.7

EASA finansieres i øjeblikket ved certificeringsindtægter, hvorved det har fået et forudset tab på 15 mio. EUR i 2006, og det er afgørende, at man opnår den fornødne finansiering fra de centrale myndigheder, hvis EASA's fremtid skal sikres.

Bruxelles, den 5. juli 2006

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Flytransport: EU-flyveledercertifikat, Pakke vedrørende det fælles europæiske luftrum (ordfører: Thomas McDonogh), EUT C 234, 22.9.2005, s. 17-19.

(2)  Fællesforetagendet — SESAR, CESE 379/2006, ordfører: Thomas McDonogh.


16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/55


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om affald

KOM(2005) 667 endelig — 2005/0281 (COD)

(2006/C 309/12)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 24. februar 2006 under henvisning til EF-traktatens artikel 175 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Stéphane Buffetaut til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 24. maj2006.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 428. plenarforsamling den 5.-6. juli 2006, mødet den 5. juli, følgende udtalelse med 114 stemmer for og 4 hverken for eller imod:

1.   Konklusion

1.1

EØSU bifalder Kommissionens ønske om at få vedtaget en moderniseret og forenklet affaldslovgivning. Udvalget er navnlig enig i metoden og sigtet med strategien for affaldsforebyggelse og –genanvendelse. For at undgå miljø-, sundheds- og konkurrencemæssige forvridninger på affaldsmarkedet bør der bakkes op om en generel og ensartet anvendelse af lovgivningen. Udvalget understreger, at klarhed og præcision i definitionerne og i bilagene er af afgørende betydning for at undgå sagsanlæg og retssager. EØSU beklager imidlertid, at forslaget er præget af en mangel på ambition på affaldsforebyggelsesområdet. Udvalget understreger, at ønsket om en egentlig bæredygtig udvikling i en situation med tiltagende råstofknaphed og stigende råstofpriser forudsætter en effektiv affaldsforebyggelses- og –udnyttelsespolitik, og henstiller til, at der på europæisk plan udvikles værktøjer, således at både de kvantitative og kvalitative mål kan nås. I den henseende er forslaget langtfra tilfredsstillende. Dertil kommer, at Kommissionen synes at mene, at man ved at lempe betingelserne for at kunne drive affaldsbehandlingsanlæg vil tilskynde til genanvendelse. Dette er en fejlagtig antagelse, som vil få negative miljømæssige konsekvenser og indebære sundhedsrisici. Desuden er det ikke i overensstemmelse med principperne i Århus-konventionen, hvad angår oplysning af offentligheden på affaldsområdet. Tilladelsen omfatter rent faktisk bestemmelser om miljøbeskyttelse; den er offentlig og indebærer en forpligtelse til oplysning af offentligheden og til kontrol. Den er på ingen måde en hindring for en videreudvikling af affaldsbehandlingen og –genanvendelsen, men giver tværtimod de nødvendige garantier for, at bestemmelserne er overholdt, og for, at myndighederne benytter den bedste tilgængelige teknologi.

1.2

Indførelsen af livscyklusbegrebet i affaldspolitikken samt forslagets tilgang til reduktion af affaldsmængderne, energi- og kompostindvinding, ren genanvendelsesteknologi og affaldsforebyggelse forekommer ligeledes udvalget at være helt relevante.

1.3

Hvad selve direktivforslaget angår, frygter EØSU, at den meget håndfaste ambition om at overholde nærhedsprincippet risikerer at kollidere med ønsket om en harmoniseret lovgivning, der anvendes generelt i hele EU.

1.4

Udvalget advarer imod, at indarbejdelsen/ophævelsen af direktivet om farligt affald kommer til at medføre lempeligere rammebetingelser og ringere beskyttelse af folkesundheden, mener, at teksten i dens foreliggende affattelse ikke giver tilstrækkelige garantier. Som et minimum bør det præciseres, at blandinger af farligt affald og fritagelser for tilladelse ikke er tilladt for den type affald. Det er klassifikationen »farligt« eller »ikke farligt«, der navnlig betinger, hvilke forsigtighedsforanstaltninger og specifikke forpligtelser der er inden for transport og behandling af disse former for affald. Udviskning af forskelle på dette område kan ikke anskues som et miljøbeskyttelsesmæssigt fremskridt.

1.5

EØSU understreger, at den form for genanvendelse, der bør støttes, er en genanvendelse uden negative miljøkonsekvenser, og som indebærer mulighed for effektiv udnyttelse af råstofferne.

1.6

Udvalget stiller sig meget tvivlende over for komitologiprocedurens relevans, når det gælder om at fastsætte de nærmere vilkår for, hvornår affald ophører med at være affald.

1.7

EØSU mener, at visse af direktivets definitioner fortsat er uklare (det gælder navnlig begreberne producent og nyttiggørelse). Det ville være passende på den ene side at fastsætte en definition af »materiale-«genvinding, der medfører »genanvendelse af materiale«, hvorved affaldet for visse affaldsstrømme eventuelt ophører med at være affald, og på den anden side af energigenvindingen — uden mulighed for, at affaldet ophører med at være affald. Dette ville skabe en ensartet anvendelse af forbrændingsdirektivet for alt affald, der nyttiggøres termisk, enten ved forbrænding eller ved medforbrænding. I forbindelse med affaldsforbrænding er det ønskeligt at fremme en høj grad af energigenvinding for at opnå prædikatet nyttiggørelse, men det er overraskende, at en sådan bestemmelse kun omfatter forbrænding og ikke andre former for energigenvinding. For så vidt angår affaldsforbrænding, bør denne i så fald kun betragtes som nyttiggørelse i tilfælde, hvor man når op på et højt energieffektivitetsniveau.

1.8

Udvalget beklager dybt, at forslaget ikke omfatter fælles finansielle instrumenter for hele EU.

1.9

EØSU beklager, at direktivet ikke indeholder forpligtende bestemmelser om sundhed og arbejdsmiljø for de ansatte i sektoren.

2.   Indledning

2.1

Affaldspolitikken er en af de ældste miljøpolitikker i EU, eftersom det nugældende rammedirektiv stammer tilbage fra 1975. Men i de tredive år, der er gået siden da, er der sket en betydelig udvikling i de generelle sociale og økonomiske forhold, i metoderne, teknologierne, de nationale og lokale politikker og i den kollektive bevidsthed om affaldsproblematikken. Fra 1975 og frem til ca. 1990 skete der ingen ændringer i de europæiske affaldsbestemmelser, men op igennem halvfemserne øgedes tempoet i lovgivningen med ændringen af rammedirektivet i 1991, der blev fulgt op af en række direktiver om bestemte metoder til affaldsbehandling og –håndtering af bestemte affaldsstrømme.

2.2

Den gældende lovgivning bærer spor af tidens tand; der er opstået huller og unøjagtigheder, retssager og retspraksis har vist, at der er vanskeligheder med fortolkningen af lovgivningen og retsusikkerhed, fordi bestemmelserne er spredt ud på forskellige tekster, der hver især henviser til hinanden.

2.3

Samtidig har der udviklet sig en sand affaldsøkonomi. Affaldsbehandling og genanvendelse af affald har udviklet sig til egentlige erhvervsbrancher med høje vækstprocenter og en omsætning, hvis værdi vurderes til mere end 100 mia. EUR i EU 25.

2.4

Endelig er EU blevet og vil i fremtiden fortsat blive udvidet med flere medlemsstater. De nye medlemsstater står imidlertid i en vanskelig situation på affaldsområdet, navnlig på grund af de store mængder af deponeret affald. Der har altså i Kommissionen været et naturligt ønske om at tage affaldsspørgsmålet op til fornyet overvejelse uden dog at forkaste ånden i den gældende lovgivning ved at foretage en gennemgribende ændring af dens struktur.

2.5

Derfor har Kommissionen netop offentliggjort en meddelelse om en temastrategi for affaldsforebyggelse og genanvendelse (1) samt forelagt forslag til et nyt affaldsdirektiv (2), hvor førstnævnte fastsætter de politiske retningslinjer og Kommissionens generelle tilgang til problemet, og sidstnævnte udmønter dette i konkret lovgivning.

3.   En ny politik

3.1

Kommissionens bagtanker med temastrategien tager udgangspunkt i en konstatering af, at der gennem de sidste tredive år er sket betydelige fremskridt på affaldsområdet, men at affaldsmængderne ikke desto mindre fortsætter med at vokse, at genanvendelses- og nyttiggørelsesgraderne er utilstrækkelige, og at udviklingen af de tilsvarende markeder står i stampe. I øvrigt har IPPC-direktivet sideløbende med de tekster, der specifikt vedrører affald, helt indiskutabelt spillet en positiv rolle.

3.2

Dertil kommer, at affaldsbehandlingen i et vist omfang øger miljøbelastningen og medfører økonomiske omkostninger.

3.3

Endelig er den europæiske lovgivning fortsat uklar på en række punkter, hvilket medfører sagsanlæg og forskelle i anvendelsen af lovgivningen fra medlemsstat til medlemsstat.

3.4

Hvordan behandles husholdningsaffald i dag? For husholdningsaffaldets vedkommende, der repræsenterer omkring 14 % af den totale affaldsmængde, rådes der over de bedste statistikker. I henhold til disse deponeres 49 % af affaldet, 18 % forbrændes, og 33 % genanvendes og komposteres. Der er imidlertid kolossale forskelle fra medlemsstat til medlemsstat, hvor nogle deponerer 90 % af deres affald, mens andre kun deponerer 10 %. Der ses i øvrigt tilsvarende forskelle for andre kategorier af affald.

3.5

Trods ubestridelige fremskridt står EU altså overordnet set i en situation, hvor de totale affaldsmængder stiger, og hvor mængden af det affald, der deponeres, trods øget genanvendelse og forbrænding, ikke falder eller kun falder meget lidt. Med hensyn til affaldsforebyggelsen kan det siges, at den førte politik ikke er mundet ud i konkrete resultater.

3.6

Det står derfor klart, at sigtet med den politik, Fællesskabet fører i øjeblikket, fortsat er helt igennem relevant — dvs. at begrænse affaldsmængderne, fremme genbrug, genanvendelse og nyttiggørelse med henblik på at reducere miljøbelastningen og at bidrage til en bedre ressourceudnyttelse — men at bestemmelsernes virkning skal forbedres.

3.7

Med det formål fremlægger Kommissionen forslag til foranstaltninger, der både sigter til det lovgivningstekniske, til en dyberegående overvejelse over, hvad der kunne udgøre selve grundtegningen til en affaldspolitik, til en forbedring af oplysningsindsatsen og til fastsættelse af fælles standarder. I sin strategi for affaldsforebyggelse og genanvendelse slår Kommissionen med andre ord til lyd for

en udvikling hen imod et genanvendelsessamfund, der så vidt muligt undgår produktion af affald, og som fuldt ud udnytter de materiale- og energiressourcer, affald indeholder;

at der insisteres på en generel anvendelse af lovgivningen med henblik på at undgå forskelle i dens fortolkning og anvendelse samt at sikre, at de målsætninger, der er fastsat i den eksisterende lovgivning, opfyldes rettidigt af medlemsstaterne;

at forenkle og modernisere den gældende lovgivning;

at indføre livscyklusbegrebet i affaldspolitikken, således at der tages højde for denne politiks potentielle bidrag til at få reduceret ressourceforbrugets miljøvirkninger;

at gennemføre en mere ambitiøs og effektiv politik til forebyggelse af affald;

at forbedre oplysningsindsatsen og udbredelsen af viden på forebyggelsesområdet;

at udvikle fælles referencestandarder for at skabe fælles rammebetingelser på det europæiske genanvendelsesmarked;

at give genanvendelsespolitikken et konkret indhold.

3.8

Af disse lovgivningsændringer og af udformningen af affaldspolitikken forventer Kommissionen sig en reduktion af de deponerede affaldsmængder, forbedret kompost- og energiindvinding fra affald samt bedre og mere genanvendelse. Således er der håb om en større nyttiggørelse af affaldet og altså om en udbygning af det, man har valgt at kalde »affaldshierarkiet«, og håb om, at affaldspolitikken bidrager til en bedre udnyttelse af ressourcerne.

Hvorledes ser så den første lovgivningsmæssige udmøntning af de målsætninger, der er bebudet i temastrategien, ud?

4.   Forslaget til affaldsdirektiv: Ændring, men ikke omarbejdning

4.1

Artikel 1 i forslaget opregner Kommissionens målsætninger. Dem er der to af, og de betinger hinanden gensidigt:

for det første at fastsætte »foranstaltninger, der tager sigte på at mindske den samlede miljøbelastning fra anvendelse af ressourcer og fra produktion og håndtering af affald«;

og for det andet i samme øjemed at fastsætte bestemmelser om, at medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger, der dels tjener til at fremme forebyggelse eller nedbringelse af affaldsproduktionen og affaldets skadevirkninger, dels tjener til at fremme nyttiggørelse af affald gennem »genbrug, genanvendelse og andre nyttiggørelsesoperationer«.

4.2

Kommissionen mener ikke, at der for at opnå denne målsætning er grund til en gennemgribende omarbejdning af den gældende rammelovgivning, men at der skal foretages ændringer med henblik på at forbedre den nuværende lovramme og udfylde de eksisterende huller i den. Direktivforslaget er kun en del af gennemførelsen af strategien, og der vil senere følge andre forslag, der er afledt heraf. Under alle omstændigheder hviler den europæiske affaldspolitik nødvendigvis på subsidiaritetsprincippet. Hvis tiltagene skal være effektive, er det nødvendigt, at der gøres en indsats fra EU-niveauet og ned til kommunerne, hvor meget gennemføres i praksis. Kommissionen mener, at overholdelse af subsidiaritetsprincippet på ingen måde er ensbetydende med en sænkning af ambitionsniveauet på miljøområdet.

4.3

Således har forslaget form af en revision af direktiv 75/442/EØF. Det indarbejder bestemmelserne i direktivet om farligt affald (91/689/EØF) i rammedirektivet og ophæver med andre ord samtidig førstnævnte. Det ophæver ligeledes direktivet om olieaffald (75/439/EØF), idet dog den særlige indsamlingsforpligtelse indarbejdes i rammedirektivet.

4.4

De vigtigste ændringer er følgende:

indførelse af et miljømål;

præcisering af begreberne nyttiggørelse og bortskaffelse;

præcisering af betingelserne for blanding med farligt affald;

indførelse af en procedure til præcisering af, hvornår affald i nærmere bestemte affaldsstrømme ophører med at være affald;

indførelse af mindstestandarder eller en procedure for opstilling af mindstestandarder for visse affaldshåndteringsoperationer;

krav om udvikling af nationale affaldsforebyggelsesprogrammer;

4.5

Der er med andre ord anledning til at spørge, hvorvidt de foreslåede lovændringer vil give mulighed for at opfylde de ved direktivet fastsatte overordnede målsætninger samt at få udbedret og fjernet de eksisterende mangler og unøjagtigheder.

5.   Generelle bemærkninger om forslaget til affaldsdirektiv

5.1

Det nye forslag har været ventet længe, og det er tanken, at det for alle interessenternes vedkommende (medlemsstaterne, ngo'erne, borgerne og de erhvervsdrivende) skal udgøre det politiske grundlag for den europæiske miljøpolitik på affaldsområdet. Det er i det lys, anmodningen om EØSU's udtalelse skal ses. Forventningen var, at den nye tekst ville være et fremskridt i forhold til den nuværende situation derved, at den tog hensyn til de erfaringer, der er indhøstet siden 1991, til svaghederne i den gamle tekst og til en kommende fælleseuropæisk strategi for en bæredygtig udvikling på affaldshåndterings-, genvindings-, genanvendelses- og nyttiggørelsesområderne i en situation med tiltagende råstofknaphed og færre energiressourcer.

5.2

Den gældende lovgivning er ofte blevet kritiseret for manglende præcision og klarhed (det gælder navnlig bilagene og definitionerne). Tilsvarende er der ofte blevet klaget over manglen på ensartet gennemførelse af direktiverne og af andre gældende bestemmelser i EU og over forskellene i medlemsstaternes tilgang til problemet. Revisionen af forordningen om de grænseoverskridende overførsler har for nylig sat fokus på de problemer, der er en konsekvens af denne situation.

5.3

Hvorledes læser og forstår EØSU så den foreslåede rammedirektivtekst? Et relevant spørgsmål er, hvorvidt Kommissionens ambitionsniveau ikke repræsenterer et tilbageskridt i forhold til meddelelsen fra 2003 med titlen »På vej mod en temastrategi for affaldsforebyggelse og genanvendelse« (3). For så vidt angår nærhedsprincippet, forekommer den valgte tilgang at være en smule minimalistisk, og den kan føre til forskelle i gennemførelsen af lovgivningen. Desuden siges der i forslaget ikke noget om, hvilken rolle erhvervslivet og samfundets interessegrupper kunne spille på området.

5.4   Om forenklingen af lovgivningen

5.4.1

Det foreslås, at direktivet om farligt affald indarbejdes i rammedirektivet. I denne forbindelse er det nødvendigt at sikre, at farligt affald bliver underlagt langt strengere rammebetingelser end andre affaldstyper, navnlig når det tages i betragtning, at REACH-forordningen parallelt hermed kommer til finde anvendelse på samtlige markedsførte kemikalier. Direktivet om olieaffald derimod ophæves simpelthen, eftersom det ikke har kunnet dokumenteres, at denne tekst har haft nogen miljøvirkning i praksis, for så vidt angår behandlingen af denne type affald. Til gengæld bevares bestemmelserne om olieaffaldets indsamling.

5.4.2

Det kan også slås fast, at Kommissionen siden fastsættelsen af farlighedskriterierne stadig ikke har fremlagt de nødvendige ledsagedokumenter med henblik på en korrekt anvendelse af listen over affald, det vil sige standardiserede tests og koncentrationsgrænseværdier.

5.4.3

De i teksten foreslåede undtagelser for nyttiggørelsesoperationer forekommer risikable og bør for visse branchers vedkommende tages op til fornyet overvejelse. Alle husker formentlig de tidligere tilfælde, hvor farligt affald blev blandet med naturlige stoffer i foderblandinger, hændelser der ville blive almindeligt forekommende i det øjeblik, hvor sporbarhedskravet, det vil sige de kontroller, der er nødvendige for en korrekt behandling af affald af denne type, blev afskaffet. Endelig ville det være hensigtsmæssigt, hvis Kommissionen overvejede, om de foreslåede undtagelser (Underafdeling 2 — Undtagelser) ikke er i modstrid med Århus-konventionens bestemmelser om oplysning og inddragelse af offentligheden i affaldsbehandlingen.

6.   Særlige bemærkninger

6.1   Forbedrede definitioner

6.1.1

Det nuværende direktiv har været kendetegnet ved en mangel på gode definitioner på en række punkter. Antallet af sagsanlæg ved De Europæiske Fællesskabers Domstol taler her sit tydelige sprog. Er den nye tekst så bedre, hvad dette angår? I visse henseender må det være tilladt at sætte spørgsmålstegn herved.

6.1.2

Definitionen af affaldsproducent, der er videreført fra den gamle tekst (4), bør ændres. Hvordan skulle det kunne godtages, at den, der ændrer et bestemt affalds karakter, bliver til dette affalds »producent« i den nye tekst? Han er simpelthen én, der behandler dette affald, og bør i den egenskab være omfattet af bestemmelserne om sporbarhed. Ellers åbnes der en ladeport for »deklassificering« af affald og for en udvanding af den reelle affaldsproducents ansvar. Desuden bør det i det mindste nævnes, at producenter bærer et udvidet ansvar for de produkter, de markedsfører.

6.1.3

Kommissionen har i forbindelse med forordningen om overførsel af affald (5), hvis formål er at bevare muligheden for eksport, insisteret på begrebet »interim operations«, der ikke defineres, hvilket i øvrigt også gælder begreberne »dealers« og »brokers« i den samme forordning.

6.1.4

Genanvendelsen defineres, men definitionen af genvinding i forhold til nyttiggørelse er uklar. Det ville være passende på den ene side at fastsætte en definition af »materiale-genvinding« der medfører genanvendelse af materiale, og på den anden side af energigenvinding. I det første tilfælde kan afslutningen på en behandlingscyklus faktisk medføre, at affaldet ophører med at være affald, hvorimod dette ikke gælder i tilfælde af, at affaldet udnyttes som energi. Udnyttelsen af affald som energi er, for så vidt angår miljøbeskyttelsen, rent faktisk reguleret af forbrændingsdirektivet. Ophørte affaldet med at være affald, ville miljøbeskyttelsesbestemmelserne ikke længere finde anvendelse på produktet.

6.2   Formål

6.2.1

Formålet med direktivet er og bør være at beskytte miljøet og sundheden.

6.2.2

Kommissionen har overordnet set en tendens til at tillægge åbningen af markedet stor betydning, hvilket dog kun udgør et enkelt aspekt af affaldspolitikken.

6.2.3

EØSU mener, at der må tages klart stilling i en diskussion, der handler om, hvordan der kan fastsættes lovmæssige rammebetingelser, der kan få markedsmekanismerne til at trække affaldsbehandlingen i en mere miljørigtig retning gennem udvikling af miljøeffektivitet og miljøstyring i produktion og serviceerhverv. Affaldsbehandling foregår faktisk på et stramt reguleret marked, hvor de vigtigste målsætninger er beskyttelse af sundheden og miljøet og bevarelse af ressourcerne, altså alt sammen under hensyntagen til økonomien, de sociale aspekter og indvirkningen på miljøet. Miljøbeskyttelsen er et afgørende element, der bidrager til jobskabelse og konkurrenceevne, samtidig med at den skaber mulighed for innovationer og åbner op for nye markeder. Der kan sættes spørgsmålstegn ved, om nærhedsprincippet er den ideelle tilgang. Symptomatisk nok kan det i øvrigt konstateres, at Kommissionen selv i sin meddelelse om temastrategien medgiver, at visse genanvendelsesoperationer kan være skadelige for miljøet, men ikke desto mindre foreslår den, at medlemsstaterne sørger for, at alle affaldstyper gøres til genstand for en behandling med henblik på nyttiggørelse. Det må derfor præciseres, at det drejer sig om at fremme et rent genanvendelsesmarked gennem fælles krav fastsat på europæisk plan.

6.2.4

Kommissionen »glemmer« også, som det var tilfældet i den tidligere tekst, i »hierarkiet« at fastholde, at affaldsbortskaffelse under korrekte forhold kan være gavnlig for miljøet, også selvom Kommissionen fastholder de operative bestemmelser med dette formål. Resultatet er, at den nye tekst er mindre klar på dette punkt, end den gamle var.

6.2.4.1

Grundlaget for en effektiv og relevant affaldshåndtering bør for alle affaldsstrømmes vedkommende fortsat udgøres af rammedirektivet. Gennemførelsen og følgelig tiltagene til styrkelse af genanvendelsesstrategien skal stadig defineres.

6.2.5

Kommissionen havde foreslået, at det med henblik på at støtte og fremme en effektiv affaldsbehandling, -genanvendelse og -nyttiggørelse kunne overvejes at indføre finansielle instrumenter. Forudsat, at de havde været ensartede, kunne man rent faktisk godt have tilskyndet til indførelse af den form for instrumenter på europæisk plan. Fordi det ville være vanskeligt at opnå enstemmighed i Rådet om et sådant forslag, foreslås der ikke noget på dette felt. Intet at foreslå på området er uden tvivl et realistisk valg, men er ikke desto mindre udtryk for en vis forsagthed hos Kommissionen, der kunne have foreslået anvendelse af den åbne koordinationsmetode i stedet.

6.3   Farligt affald

6.3.1

Hvad angår spørgsmålet om ophævelse versus indarbejdelse, henvises der til de generelle bemærkninger med hensyn til det principielle heri.

6.3.2

Det er en pudsighed, men det kan konstateres, at i den artikel, der omhandler adskillelse, tales der kun om blanding af affald.

6.3.3

For disse affaldstyper bør der i højere grad end for alle andre være fastsat stramme lovmæssige rammebetingelser og bestemmelser om sporbarhed. Lovgivningen bør nedlægge et klart forbud mod, at den type affald frigives til miljøet. Desuden bør der drages omsorg for, at indarbejdelsen/ophævelsen af direktivet om farligt affald ikke sænker niveauet for beskyttelsen af folkesundheden. I det mindste kunne det klart fastslås, at enhver »blanding med farligt affald« pr. definition selv betragtes som farlig, medmindre resultatet af blandingen er en reel kemisk afgiftning. Frigivelse til miljøet bør under ingen omstændigheder tillades.

6.4   Net af bortskaffelsesanlæg

6.4.1

Det foreslås i teksten, at medlemsstaterne koordinerer indsatsen for at oprette et net af bortskaffelsesanlæg. Hvordan kan man opfordre til at foretage investeringer på dette område, når medlemsstaterne i øvrigt ikke får de fornødne muligheder for at sikre, at disse anlæg udnyttes fuldt ud? Det kan rent faktisk tænkes, at en given operatør ville »eksportere« affaldet til et andet land med henblik på nyttiggørelse. Det bør altså sikres, at reglerne på dette område bliver særlig præcise, og at de ikke får utilsigtede virkninger.

6.4.2

Nærhedsprincippet skal ses og forstås i lyset af autonomiprincippet. Disse to principper er faktisk uadskillelige i en bæredygtig affaldshåndtering.

6.5   Forebyggelse

6.5.1

Direktivet indeholder ingen bindende forpligtelser for medlemsstaterne, for så vidt angår affaldsforebyggelsens sociale dimension. Dette ville indebære, at der tages hensyn til eventuelle indvirkninger på arbejdsmiljøet og arbejdstagernes sundhed, og at der gennemføres egentlige oplysningskampagner. Forebyggelse er også et borgeranliggende. Det kunne også være ønskeligt at fortsætte overvejelserne i to retninger; den kvalitative og den kvantitative, for på det økonomiske område er kvalitative betragtninger snarere end kvantitative, der helt givet er mere firkantede, mere fremskridtsvenlige og effektivitetsfremmende.

6.6   Bilagene

6.6.1

Der er ikke foretaget ret mange ændringer, undtagen med hensyn til energieffektiviteten af forbrændingsanlæg for husholdningsaffald. Mærkeligt nok står der intet i teksten om »medforbrændingsanlæg«. Desuden kan affaldsforbrænding kun betragtes som en nyttiggørelsesoperation, dersom man når op et højt energieffektivitetsniveau. Om end nogle affaldstyper ikke kan genindvindes, må det således undgås, at rudimentære forbrændingsanlæg, som er lidet effektive til indvinding af nyttig energi, kan nyde godt af bestemmelserne om nyttiggørelse. Forbrænding ville i så fald blive en letkøbt løsning, som kunne føre til eksport af affald, hvilket netop bør undgås.

Bruxelles, den 5. juli 2006

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2005) 666 endelig.

(2)  KOM(2005) 667 endelig.

(3)  KOM(2003) 301 endelig.

(4)  Rådets direktiv 91/156/EØF af 18.3.1991 om ændring af direktiv 75/442/EØF om affald.

(5)  Rådets forordning (EØF) nr. 259/93 af 1. februar 1993 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab.


16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/60


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet — Handlingsplan for 2006-2008 med henblik på at forenkle og forbedre den fælles fiskeripolitik

KOM(2005) 647 endelig

(2006/C 309/13)

Europa-Kommissionen besluttede den 23. januar 2006 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Gabriel Sarró Iparraguirre til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 24. maj 2006.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 428. plenarforsamling den 5.-6. juli 2006, mødet den 5. juli, følgende udtalelse med 164 stemmer for, ingen imod og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Som EØSU har meddelt Kommissionen i tidligere udtalelser, støtter det arbejdet med at forenkle EU-lovgivningen og hilser derfor offentliggørelsen af handlingsplanen for 2006-2008 med henblik på at forenkle og forbedre den fælles fiskeripolitik velkommen. Nærværende udtalelse har til formål at bidrage til det enestående arbejde, Kommissionen agter at gennemføre, som er af afgørende betydning for bestræbelserne på at forbedre EU-lovgivningen på fiskeriområdet.

1.2

For at forenklingsarbejdet skal lykkes, mener EØSU, at der bør indledes et nært samarbejde med fiskerisektoren gennem en styrkelse og intensivering af forbindelserne med Kommissionens rådgivende organer, dvs. De Regionale Rådgivende Råd (RRR), Den Rådgivende Komité for Fiskeri og Akvakultur (ACFA) og Udvalget for Den Sociale Dialog inden for Havfiskeriet.

1.3

EØSU mener, at det første, Kommissionen bør gøre, er at sammenskrive de gældende bestemmelser. Når dette er gjort, skal Kommissionen bestræbe sig på at opfylde de mål, der er opstillet i dens meddelelse, som EØSU til fulde tilslutter sig:

a)

tydeliggørelse af de gældende retsakter, så de forenkles og gøres lettere tilgængelige

b)

nedbringelse af de offentlige forvaltningers omkostninger og byrder

c)

begrænsning af fiskernes administrative omkostninger og byrder.

1.4

EØSU bifalder også valget af de to områder og de lovgivningsinstrumenter, som handlingsplanen fokuserer på, dvs. bevarelse og forvaltning af fiskebestandene samt kontrol af fiskeriaktiviteterne. Kommissionen vil derefter skulle videreføre arbejdet med at forenkle og forbedre den fælles fiskeripolitiks øvrige områder.

1.5

EØSU finder, at de foranstaltninger, der er opstillet i oversigt 1 vedrørende TAC/kvoter og fiskeriindsats, er hensigtsmæssige. Der er tale om særskilt behandling af de forskellige aspekter af bevaringspolitikken, regulering på basis af homogene grupper og gennemførelse via flerårige forvaltningsplaner. Dog mener det, at tidsrummet mellem afgivelse af de videnskabelige udtalelser og det rådsmøde i december, hvor TAC, kvoter og andre vigtige forvaltningsforanstaltninger skal fastsættes, er for kort til at kunne gennemføre de nødvendige konsultationer og samråd. Derfor henstiller EØSU, at der afsættes længere tid mellem de videnskabelige udtalelsers offentliggørelse og den endelige beslutningstagning.

1.6

Med hensyn til oversigt 2, der indeholder forslag om at forenkle de tekniske foranstaltninger, er EØSU bekymret over muligheden for, at Europa-Kommissionen tillægges beføjelser, som Rådet i øjeblikket besidder.

1.7

Med hensyn til muligheden for at tillade medlemsstaterne at vedtage lokale tekniske foranstaltninger som skitseret i oversigt 2 mener EØSU, at medlemsstaternes ønsker bør forelægges Rådet til godkendelse for at undgå uligheder og diskriminering blandt fiskere fra forskellige medlemsstater.

1.8

EØSU er enig med Kommissionen, hvad angår de foranstaltninger, som foreslås i oversigt 3, 4 og 5, med henblik på at forenkle behandlingen og forvaltningen af datainput og gøre overvågningsforanstaltningerne mere effektive. EØSU mener, at koordineringen mellem Kommissionen og EF-Fiskerikontrolagenturet er af største betydning for udarbejdelsen af sådanne foranstaltninger. Med henblik på at bringe informationsteknologierne i anvendelse finder EØSU desuden, at der bør indføres en overgangsperiode, som er nødvendig for samrådsprocessen med fagfolk, branchen og medlemsstaterne, for sikring af erhvervshemmeligheder, for at opnå de berørtes tillid og opbakning, for at afprøve processen i reelt omfang, for at bidrage til ekstraudgifterne til de nye materialer, som skal anvendes, og derigennem garantere, at forenklingsreformen bliver vellykket.

1.9

EØSU stiller sig særdeles positivt til Kommissionens forslag i oversigt 6 om at fjerne alle indberetningsforpligtelser af ringe eller ingen værdi for at mindske fiskernes og medlemsstaternes arbejdsbyrde.

1.10

EØSU mener, at de forenklingsforanstaltninger, der foreslås i oversigt 7, er nødvendige, og opfordrer indtrængende Kommissionen til også at udarbejde en standardaftale som udgangspunkt for forhandling af fiskeriaftaler med alle tredjelande samt tildele og udstede fiskerilicenser elektronisk.

1.11

EØSU mener, at bekæmpelse af ulovligt, ureguleret og ikke-indberettet fiskeri, som er et af målene med den fælles fiskeripolitik (især i dennes eksterne dimension), også fortjener at blive omtalt i handlingsplanen i form af en målsætning om at gøre bekæmpelsen af sådant fiskeri så enkel og effektiv som muligt. EØSU mener, at denne proces bør være koncentreret om adgang til forbrugsmarkederne, om styrkelse af den berørte havnestats beføjelser og om forbud mod omlastning på åbent hav.

1.12

Endelig mener EØSU, at omfanget af det arbejde, som følger af handlingsplan for 2006-2008, er så stort, at det formentlig ikke er muligt at afslutte det inden for den treårige tidsramme. Udvalget anbefaler derfor, at Kommissionen reviderer planen inden udgangen af 2007.

2.   Begrundelser

2.1

EU har siden starten af det 21. århundrede arbejdet på en ambitiøs opgave, der går ud på at forbedre samtlige lovgivningsmæssige rammer for at gøre disse mere effektive og gennemskuelige.

2.2

Med udbygningen af EU i anden halvdel af det foregående århundrede er disse lovgivningsmæssige rammer blevet til et omfattende korpus af EU-retsakter, der udgør EU's regelværk.

2.3

Fællesskabets regelværk er vokset i kølvandet på de mange retsakter vedrørende hvert af EU's forskellige politikområder, som tilsammen danner de lovgivningsmæssige rammer for EU's politik.

2.4

I overensstemmelse med Rådet for Den Europæiske Unions instrukser deltager Kommissionen i øjeblikket i en samordnet aktion med andre fællesskabsinstitutioner med henblik på at forenkle og forbedre EU's lovgivningsmæssige rammer.

2.5

Denne indsats for at forenkle og forbedre EU-lovgivningen udgør en integreret del af den reviderede Lissabon-strategi for vækst og beskæftigelse i Europa og fokuserer derfor på de aspekter af Fællesskabets regelværk, der påvirker erhvervslivets konkurrenceevne i EU.

2.6

Eftersom små og mellemstore virksomheder (SMV'er) udgør 99 % af alle EU-virksomheder og tegner sig for to tredjedele af beskæftigelsen, er indsatsen for at forenkle og forbedre EU-lovgivningen af største betydning for dem, da det letter den retlige og administrative byrde, de på nuværende tidspunkt bærer.

2.7

Som led i denne strategi for forenkling og forbedring af EU-lovgivningen har Kommissionen planlagt at iværksætte et rullende forenklingsprogram, der omfatter følgende sektorer: landbrug, miljø, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, fiskeri, beskatning, told, statistik og arbejdslovgivning.

2.8

Med meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet — Handlingsplan for 2006-2008 med henblik på at forenkle og forbedre den fælles fiskeripolitik, der er genstand for nærværende udtalelse, iværksættes det flerårige rullende program for 2006-2008 inden for fiskerisektoren med henblik på at forenkle og forbedre den fælles fiskeripolitik.

2.9

I egenskab af institutionel repræsentant for det organiserede civilsamfund hilser EØSU — som i tidligere udtalelser har givet udtryk for sin støtte til Kommissionens forenkling af EU's lovgivningsproces — offentliggørelsen af handlingsplanen velkommen. Nærværende udtalelse har til formål at bidrage til Kommissionens enestående arbejde og at anspore den til at fastholde sin mangeårige linje.

3.   Baggrund

3.1

Det Europæiske Råd bad på sit møde i Lissabon den 23.-24. marts 2000 Kommissionen om at udarbejde en handlingsplan »for en yderligere koordineret indsats til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer«. Denne opfordring bekræftedes efterfølgende af Det Europæiske Råd på dets møder i Stockholm (23.-24. marts 2001), Laeken (8.-9. december 2001) og Barcelona (15.-16. marts 2002).

3.2

Kommissionen offentliggjorde i overensstemmelse hermed en hvidbog om nye styreformer i EU, som vedtoges i juli 2001 (1). Hvidbogen indeholdt et afsnit om forbedring af kvaliteten af regulering. En bred høringsproces om hvidbogen afsluttedes den 31. marts 2002.

3.3

I Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om hvidbogen hed det, at »EØSU støtter hvidbogens forslag om at forenkle og fremskynde lovgivningsprocessen i EU, eftersom EU's lovgivning bliver stadig mere kompleks og somme tider har en tendens til at øge den eksisterende lovgivning i medlemsstaterne i stedet for at forenkle og harmonisere den« (2).

3.4

I den forbindelse fremlagde Kommissionen i juni 2002 forslag til en handlingsplan om bedre og enklere lovgivningsmæssige rammer. Forslaget forelagdes de øvrige EU-institutioner til behandling (3).

3.5

I handlingsplanen kræves klart, at de tre hovedfaser af lovgivningsforløbet — Kommissionens fremlæggelse af et forslag til retsakt, behandling af forslaget i Europa-Parlamentet og Rådet og medlemsstaternes gennemførelse af retsakten — fuldføres med henblik på at nå frem til en interinstitutionel aftale om forbedring af kvaliteten af EU-lovgivningen.

3.6

Forenklingen af EU-lovgivningen, der påbegyndtes for nogle år siden, har taget fart siden februar 2003 med meddelelse fra Kommissionen om Ajourføring og forenkling af fællesskabsretten  (4). Med udgangspunkt i denne meddelelse har Kommissionen iværksat et vidtrækkende program med henblik på at kortlægge de retsakter, der kan forenkles, sammenskrives og kodificeres, og som fortsat løber.

3.7

Meddelelse fra Kommissionen om Bedre regulering til gavn for vækst og beskæftigelse i Den Europæiske Union  (5), der offentliggjordes i marts 2005, satte fornyet skub i arbejdet på at nå frem til en interinstitutionel aftale om bedre lovgivning, som undertegnedes den 16. december 2003 af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Aftalens hovedmål er at forbedre kvaliteten af EU-lovgivningen og dens omsætning til national lovgivning (6).

3.8

Endelig offentliggjorde Kommissionen i oktober 2005 en meddelelse om Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: En strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer  (7), der lancerede handlingsplanerne for de forskellige EU-politikker gennem rullende forenklingsprogrammer.

3.9

Parallelt med det intensive arbejde med at styre forenklingen og forbedringen af hele EU-lovgivningen og dens lovgivningsmæssige rammer fremsendte Kommissionen en meddelelse om Muligheder for at forenkle og forbedre den fælles fiskeripolitiks lovgivningsmæssige rammer  (8) til Rådet og Europa-Parlamentet.

3.10

Sidstnævnte meddelelse udgør sammen med den, der nu offentliggøres om handlingsplanen for 2006-2008, udgangspunktet for nærværende udtalelse.

3.11

EØSU, som er klar over, hvor kompliceret et arbejde det er at forenkle og forbedre hele EU-lovgivningen, opfordrer indtrængende Kommissionen til at fortsætte i samme spor og at bestræbe sig på nøje at overholde de fastsatte tidsfrister for at nå de opstillede mål.

4.   Generelle bemærkninger

4.1   EU's fiskerilovgivning 1983-2002

4.1.1

EU's fiskerilovgivning blev i 1983 samlet under den fælles fiskeripolitik. Lovgivningen var utilstrækkelig, idet reglerne vedrørende fiskeriforvaltningen sigtede mod at omsætte videnskabelige resultater til lovbestemmelser, men med en næsten total mangel på dialog med EU's fiskerisektor, og lovgivningen var ekstremt kompliceret på grund af den tunge beslutningsprocedure, der involverer Kommissionen, Rådet og Parlamentet.

4.1.2

Tidligere og nuværende evalueringer bør tage højde for, at lovgivningen inden for denne sektor dækker meget forskelligartede fiskeriaktiviteter og områder: strukturer, bevarelse og miljø, eksterne ressourcer, markeder og håndhævelse. Denne forskelligartethed resulterer nødvendigvis i talrige eller — i visse tilfælde — omstændelige forordninger, der er vanskelige at fortolke.

4.1.3

Hertil kommer, at Rådets beslutningsprocedure ved udgangen af hvert år vedrørende den årlige fastsættelse af TAC'er og kvoter gør det vanskeligt at gennemføre alle de nødvendige høringer og nå frem til beslutninger i tide til, at foranstaltningerne kan træde i kraft, hvilket medfører en lang række ændringer af de offentliggjorte forordninger.

4.1.4

Denne uundgåelige akkumulering af ændringer til de forskellige forordninger, der regulerer den fælles fiskeripolitik, betyder, at hverken lægmænd eller fiskere har let ved at forstå de retsakter, som udarbejdes af eksperter, der ofte udfærdiger lovbestemmelser med udgangspunkt i videnskabelige dokumenter, der ikke er umiddelbart forståelige.

4.1.5

Rådets og Europa-Parlamentets forhandlinger resulterer undertiden i mere komplicerede endelige tekster end de oprindelige forslag.

4.1.6

Endelig placeres en række lovgivningsmæssige foranstaltninger i retlig og politisk forstand på et højere niveau end strengt nødvendigt, hvilket gør dem vanskeligere at ændre og forenkle.

4.1.7

EØSU erkender, at selv om de grundlæggende årsager til mange af disse situationer fortsat eksisterer, er Kommissionen opmærksom på dem og træffer de nødvendige foranstaltninger for at korrigere dem, således som den allerede gjorde så langt tilbage som i 1992 med revisionen af den fælles fiskeripolitik fra 1983, og med handlingsplan for 2006-2008, som den nu fremlægger efter reformen af den fælles fiskeripolitik pr. 31. december 2002.

4.2   EU's nuværende fiskerilovgivning

4.2.1

Forenkling udgør en naturlig del af reformen af den fælles fiskeripolitik pr. 31. december 2002 (9). En række tiltag — ophævelse, forældelseserklæring og screening af de lovgivningsmæssige rammer — er allerede undervejs.

4.2.2

Forslaget til forordning om oprettelse af en ny Europæisk Fiskerifond (10), om hvilken EØSU har afgivet en positiv udtalelse, er et godt eksempel på programmering af forenklingsinitiativet, idet man herigennem med en enkelt forordning erstatter eller ændrer bestemmelserne i de fire forordninger, som udgør de flerårige udviklingsprogrammer (FUP'er) og Det Finansielle Instrument til Udvikling af Fiskeriet (FIUF).

4.2.3

I 2004 og 2005 tog Kommissionen initiativ til en række retsakter, der vil hjælpe den med at gennemføre en reform og en forenkling af den fælles fiskeripolitik. Disse initiativer omfatter:

Den Europæiske Fiskerifond

EF-Fiskerikontrolagenturet

oprettelse af Regionale Rådgivende Råd

EU's finansielle foranstaltninger til gennemførelse af den fælles fiskeripolitik og havretten.

Der blev også gennemført en bred debat og drøftelse med talrige kontakter, hvilket kulminerede i offentliggørelsen af ovennævnte meddelelse om Muligheder for at forenkle og forbedre den fælles fiskeripolitiks lovgivningsmæssige rammer.

4.2.4

Ifølge meddelelsen er en simpel reducering af antallet af forordninger ikke nok til at forbedre den fælles fiskeripolitiks lovgivningsmæssige rammer. Der bør samtidig ske:

en tydeliggørelse af de gældende retsakter, så de forenkles og gøres lettere tilgængelige

en nedbringelse af de offentlige forvaltningers omkostninger og byrder

en lettelse af fiskernes administrative omkostninger og byrder.

4.2.5

EØSU mener, at der i forbindelse med arbejdet med at tydeliggøre retsakterne bør gøres en særlig indsats for at sammenskrive dem. Ustandselige henvisninger til andre forordninger fra tidligere år gør det meget vanskeligere at forstå retsakterne.

4.2.6

I sidstnævnte meddelelse gøres opmærksom på, at en række områder af den fælles fiskeripolitik er særlig vanskelige at gennemføre. Dette gælder håndhævelsen af fiskerilovgivningen på grund af forskelle i medlemsstaternes gennemførelse samt foranstaltningerne til bevarelse af bestandene som følge af den kombinerede iværksættelse af forskellige forvaltningsværktøjer.

4.2.7

En samlet analyse viser, at de gældende regler gradvis er blevet alt for komplekse, samtidig med at de bidrager til en iboende kompleksitet i forvaltningen af den fælles fiskeripolitik.

4.2.8

EØSU mener, at Kommissionen i forbindelse med arbejdet med at forbedre og forenkle lovgivningen vedrørende den fælles fiskeripolitik bør lægge særlig vægt på håndhævelsestiltag og foranstaltninger til bevarelse af ressourcerne. Det nylig oprettede EF-Fiskerikontrolagenturs indsats bør styrkes på dette område.

4.3   Handlingsplan 2006-2008 med henblik på at forenkle og forbedre den fælles fiskeripolitik

4.3.1

Som konklusion på det arbejde, der udførtes i forbindelse med ovennævnte meddelelser, opfordrede Rådet Kommissionen til at udfærdige en flerårig handlingsplan, som opfylder alle krav om en forenkling og forbedring af den fælles fiskeripolitik. Følgelig offentliggjorde Kommissionen i december 2005 meddelelsen Handlingsplan for 2006-2008 med henblik på at forenkle og forbedre den fælles fiskeripolitik  (11).

4.3.2

Handlingsplan for 2006-2008, som Kommissionen har fremlagt, omfatter:

en metode til forenkling og forbedring af den fælles fiskeripolitik

en angivelse af, hvilke initiativer der i første række bør forenkles og forbedres.

4.3.3

Linjen i handlingsplanen er ligetil, idet der gives en samlet oversigt over de områder (håndhævelse, fiskeriindsats, finansiering osv.), hvor der bør sættes ind for at forenkle og forbedre retsakterne. For hvert af områderne anføres de nødvendige foranstaltninger, hvem der bør inddrages i forenklingsprocessen og de relevante tidsfrister inden for tidsrammen 2006-2008. Endelig kortlægges tre lovgivningstyper for hvert af disse områder:

instrumenter, hvor revisionsarbejdet allerede er indledt

ny lovgivning, som skal udarbejdes i de kommende år

gældende retsakter, som dog bør forenkles, idet dette udgør en prioriteret opgave.

4.3.4

De gældende retsakter er hovedfokus for starten på planen for forenkling af den fælles fiskeripolitik i perioden 2006-2008. De omhandler alle foranstaltninger til forvaltning af og kontrol med fiskeressourcerne.

4.3.5

EØSU bifalder valget af disse to områder med henblik på en prioriteret indsats under planen, da de har en stor del af skylden for den gældende lovgivnings kompleksitet. Kommissionen vil derefter skulle videreføre arbejdet med at forenkle og forbedre den fælles fiskeripolitiks øvrige områder.

4.3.6

Retsakter, hvor revisionsarbejdet allerede er indledt, og for hvilke der er indført forenklingsprincipper, vil fortsat blive behandlet i overensstemmelse med planen om at forbedre lovgivningen. Dette er tilfældet med Den Europæiske Fiskerifond og med de generelle bestemmelser for tilladelser til fiskeri i tredjelandes farvande som led i en fiskeriaftale. Disse to retsakter, som Kommissionen allerede har forenklet, har begge fået en positiv modtagelse i EØSU's udtalelser.

4.3.7

Inden for rammerne af handlingsplanen vil de forenklingsmål, som er opstillet for den nye lovgivning, der skal udarbejdes i de kommende år, systematisk blive overholdt.

4.3.8

EØSU støtter den generelle linje i handlingsplanen for 2006-2008, idet udvalget anser den for hensigtsmæssig. Gennemførelsen af planen, således som den figurerer i bilaget til handlingsplanen, kræver imidlertid en større forenklingsindsats, hvis tidsfristerne skal overholdes. En koordineret indsats og fælles forståelse blandt medlemsstaterne, Europa-Parlamentet og fiskerisektoren — sidstnævnte gennem De Regionale Rådgivende Råd og ACFA — sammen med Udvalget for Den Sociale Dialog inden for Havfiskeriet — er af afgørende betydning.

4.3.9

Ved gennemførelsen af handlingsplanen fokuseres primært på følgende områder og lovgivningsinstrumenter:

Bevarelse af fiskebestandene

TAC/kvoter, fiskeriindsats

tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer

indsamling og forvaltning af data som led i den fælles fiskeripolitik.

Kontrol af fiskeriaktiviteterne

kontrol — lovgivningskorpus

kontrol — datamatisering

indberetningsforpligtelser

tilladelse til fiskeri uden for EF-farvande.

4.3.10

Hvert af disse syv lovgivningsinstrumenter er detaljeret beskrevet i bilaget til handlingsplanen ved hjælp af oversigter med en beskrivelse af de planlagte forenklingsforanstaltninger til forbedring af de eksisterende lovgivningsmæssige og administrative rammer. For hver af foranstaltningerne anføres den planlagte programmering med nærmere oplysninger om de forskellige aktører, der er inddraget, og en liste over de instrumenter, som skal forenkles, sammen med de referencedokumenter, der er nødvendige for forenklingsarbejdet.

4.3.11

EØSU har underkastet hver af de syv oversigter en grundig undersøgelse og kan forsikre Kommissionen om, at Udvalget anser Kommissionens håndtering af reform og forenkling for hensigtsmæssig, og at handlingsplanen for 2006-2008 vil medføre meget væsentlige forbedringer af EU's fiskerilovgivning, hvis de tiltag, der er anført i hver af oversigterne gennemføres inden for de fastsatte tidsfrister.

4.3.12

Oversigt 1 indeholder forslag til forenklingsforanstaltninger vedrørende TAC/kvoter og fiskeriindsats. Foranstaltningerne tager i alt væsentligt sigte på Rådets årlige forordninger, hvori fiskerimulighederne for det følgende år fastlægges, idet strukturen i bestemmelserne om betingelserne for udnyttelse af fiskeressourcerne ændres, beslutningerne fokuseres på homogene grupper, og der udarbejdes flerårige forvaltningsplaner.

4.3.13

EØSU finder, at de forenklingsforanstaltninger, som er foreslået i oversigt 1, er hensigtsmæssige, idet en separat behandling af bevarelsespolitikkens forskellige aspekter, regulering på basis af homogene grupper og gennemførelse ved hjælp af flerårige forvaltningsplaner er af afgørende betydning.

4.3.13.1

Dog mener EØSU, at tidsrummet mellem afgivelse af de videnskabelige udtalelser og det rådsmøde i december, hvor TAC, kvoter og andre vigtige forvaltningsforanstaltninger skal fastsættes, er for kort til at kunne gennemføre de nødvendige konsultationer og samråd. De bestemmelser, som bliver en følge af denne overilede og komplekse beslutningsproces, kan resultere i tekniske og juridiske ufuldstændigheder, som kan gøre det nødvendigt at ændre på forordninger, hvilket blot vil gøre bestemmelserne og deres gennemførelse endnu mere indviklet. Det utilstrækkelige samråd med branchen og andre berørte parter kan i høj grad gå ud over forståelsen, accepten og gennemførelsen af bestemmelserne og dermed disses effektivitet.

4.3.13.2

Ligeledes vurderer EØSU, at de regionale fiskeriorganisationers beslutninger om forvaltningsforanstaltninger også rammes af det alt for korte tidsrum mellem afgivelsen af den videnskabelige udtalelse og beslutningstagningsorganets mødedato. Den utilstrækkelige frist medfører samme virkninger som dem, der er anført i det foregående punkt.

4.3.13.3

Den tilgang ud fra »homogene grupper«, som Kommissionen lægger op til, anser EØSU for at være særdeles relevant, især hvis den — forhåbentligt — resulterer i en tilgang efter »homogent fiskeri« og et regelsæt på to niveauer, nemlig en horisontal rammeforordning og en gennemførelsesforordning efter fiskeri.

4.3.13.4

I øvrigt mener EØSU, at erfaringerne viser, at omstruktureringsplaner og flerårige forvaltningsplaner har medført bred konsultation og omfattende samordning. Når planerne er vedtaget, vil de forenkle beslutningsprocessen i gennemførelsesårene. Imidlertid vurderer EØSU, at de bør respektere den nuværende beføjelsesfordeling mellem Rådet og Kommissionen og rumme mulighed for revision i tråd med udviklingen i kriterierne for evaluering af de berørte bestande.

4.3.14

Efter EØSU's mening forudsætter reformen af beslutningsprocessen for ressourceforvaltningsforanstaltninger, som skal sikre en forenkling af bestemmelserne og en forbedring af effektiviteten, at der gøres fremskridt med hensyn til tidsfristerne for afgivelse af videnskabelige udtalelser og henstillinger (fra ICES-ACFM for EU-farvande, og fra de videnskabelige udvalg for ikke-EU-farvande), så der bliver tale om reel høring af RRR og ACFA. Det kan også blive nødvendigt at fordele »TAC-pakken og kvoter« på flere råd og at ændre forvaltningsåret for at nærme det til det biologiske år og tage bedre hensyn til markedsforholdene. Processen er således global og er ikke blot begrænset til »frontloading«. EØSU mener, at den bør behandles nærmere i alle dens aspekter og udmønte sig i bredest muligt samråd med medlemsstaterne, sektoren og andre berørte parter.

4.3.15

Formålet med forslagene i oversigt 2 er at reformere den gældende lovgivning om beskyttelse af unge marine organismer gennem en gradvis gruppering af de tekniske foranstaltninger efter fiskeriaktivitet. Selv om EØSU udtrykker tilfredshed med denne tilgang efter fiskeri for samtlige forvaltningsforanstaltninger, mener det, at denne tilgang primært bør finde anvendelse på de tekniske foranstaltninger. Det system, Kommissionen foreslår, tager udgangspunkt i en justering af strukturen i lovbestemmelserne vedrørende tekniske foranstaltninger, således at Rådet udstikker de generelle ledende principper, mens Kommissionen fastlægger de tekniske aspekter i mere detaljeret form. EØSU er bekymret over en forenkling, der indebærer, at Kommissionen lovgiver, idet den overtager beføjelser, som Ministerrådet i øjeblikket besidder. Udvalget mener derfor, at samtidig med at lovgivningen udformes som foreslået i forenklingsforanstaltningen, bør den endelige afgørelse overlades til Rådet.

4.3.16

Med hensyn til muligheden for at tillade medlemsstaterne at vedtage tekniske foranstaltninger, som skitseret i oversigt 2, mener EØSU, at en sådan tilladelse kunne skabe uligheder og tilfælde af diskriminering blandt fiskere i de forskellige medlemsstater, såfremt foranstaltningen anvendes uretmæssigt og ikke kontrolleres i tilstrækkeligt omfang, idet den kommer i konflikt med den nødvendige harmonisering af den fælles fiskeripolitiks regler. Medlemsstaternes ønsker i denne henseende bør derfor forelægges Rådet til godkendelse.

4.3.17

Kommissionen mener, at inden man kan gennemføre de foreslåede foranstaltninger, bør den forudgående høring af sektoren styrkes, de anvendte tekniske foranstaltningers formåen vurderes, en række eksisterende tekniske bestemmelser afklares, brochurer og informationsmateriale fremstilles, informationsteknologi tages i anvendelse og fiskernes indberetningsforpligtelser begrænses. EØSU er overbevist om, at alle disse tiltag er nødvendige, men gør Kommissionen opmærksom på, at anvendelsen af informationsteknologier til datainput og forvaltning nødvendigvis kræver en tilpasningsproces og økonomisk støtte, som gør det muligt for fiskerfartøjerne at indføre disse nye teknologier. Der bør derfor sikres en rimelig overgangsperiode, som er nødvendig for samrådsprocessen med fagfolk, branchen og medlemsstaterne, for sikring af erhvervshemmeligheder, for at opnå de berørtes tillid og opbakning, for at afprøve processen i reelt omfang, for at bidrage til ekstraudgifterne til de nye materialer, som skal anvendes, og derigennem garantere, at forenklingsreformen bliver vellykket.

4.3.18

I oversigt 3 foreslås det at reducere antallet af retsakter vedrørende indsamling og forvaltning af data som led i den fælles fiskeripolitik. Ligesom for oversigt 2 indebærer forenklingen, at de nuværende lovgivningsmæssige rammer tilpasses med udgangspunkt i en rådsforordning, der udstikker de generelle linjer, og en gennemførelsesforordning, som udstedes af Kommissionen, hvad angår de tekniske og administrative aspekter. EØSU gentager sin bekymring, jf. ovenstående punkt 4.3.15, vedrørende de beføjelser, som Kommissionen foreslår, at den tillægges.

4.3.19

Som led i forenklingsprocessen foreslår Kommissionen i oversigt 3 et flerårigt program for indsamling og forvaltning af data med henblik på at lette medlemsstaternes administrative arbejdsbyrde. EØSU finder, at Kommissionens forslag er både hensigtsmæssigt og nødvendigt, med forbehold af bemærkningerne i pkt. 4.3.17.

4.3.20

Forslagene i oversigt 4 tager sigte på at reformere den gældende lovgivning på kontrolområdet i kraft af en revision af de gældende forordninger og at bringe dem på linje med reformen af den fælles fiskeripolitik. EØSU mener, at en revision af kontrolforordningerne er af største betydning, når det gælder om at harmonisere de forskellige regler for at undgå divergerende fortolkninger. Alle inspektions- og kontrolbestemmelser bør være meget eksplicitte med hensyn til den nærmere beskrivelse af inspektion, gennemførelsesmetoder og former for praksis. EØSU opfordrer under alle omstændigheder Kommissionen til at sikre, at man aldrig overser EF-Fiskerikontrolagenturet i arbejdet med en forenkling af kontrollovgivningen.

4.3.21

I oversigt 5 foreslår Kommissionen en revision af alle bestemmelser vedrørende kontrol og datamatisering, idet der skal udfærdiges forordninger, når Rådet har taget stilling til Kommissionens forslag om elektronisk registrering og indberetning af fiskerioplysninger og om teledetektionsmetoder (12). Kommissionen foreslår desuden, at forvaltningen af fiskeriaftaler med tredjelande vedrørende fiskerilicenser og data om fangster og fiskeriindsats i tilknytning hertil datamatiseres. EØSU er enig i, at det er nødvendigt at datamatisere kontrolordningerne, men gentager samtidig sit synspunkt om, at der er behov for en overgangsperiode for indførelse af informationsteknologier, jf. ovenstående punkt 4.3.16.

4.3.22

I oversigt 6 foreslås en forenkling af hele lovgivningskorpusset for den fælles fiskeripolitik med henblik på at fjerne bestemmelser, der pålægger rapporteringsforpligtelser, som er af begrænset nytte eller unødvendige for en tilfredsstillende gennemførelse af den fælles fiskeripolitik. EØSU mener, at fjernelsen af sådanne bestemmelser er en nødvendig del af forenklingsprocessen, idet de involverede parters og medlemsstaters arbejdsbyrde hermed begrænses.

4.3.23

Endelig indeholder oversigt 7 forslag til en forenkling af tilladelserne til fiskeri uden for EF-farvande gennem en reform af ordningerne til forvaltning af fiskeriaftaler med tredjelande. Forenklingen indebærer, at man tilpasser de nuværende lovgivningsmæssige rammer, således at de grundlæggende principper fastlægges af Rådet og de tekniske og administrative aspekter af Kommissionen. EØSU mener, at en sådan forenkling er nødvendig, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at overveje at udarbejde en standardaftale som udgangspunkt for forhandling af fiskeriaftaler med alle tredjelande samt tildele og udstede fiskerilicenser elektronisk.

4.3.24

EØSU mener, at også forenklingen og forbedringen af den fælles fiskeripolitik for flåder, der er aktive uden for EF-farvande, kræver en tilgang efter fiskeri og en ganske særlig behandling på alle niveauer: flåde, godkendelser, licenser, tilladelser, erklæringer osv. EØSU mener nemlig, at fartøjer, der sejler under EU-medlemsstaters flag og som driver fiskeri uden for EF-farvande, bør have rettigheder og forpligtelser, der er afpasset efter den ressource, som de fisker efter, og det område, som de opererer i. EØSU anmoder derfor Kommissionen om at medtage dette mål i sin handlingsplan, som ikke blot bør være begrænset til »fiskeriaftaler« (eller partnerskabsaftaler). EØSU finder det nødvendigt at respektere den sociale klausul, som arbejdsmarkedsparterne i EU har accepteret.

4.3.25

Endelig mener EØSU, at bekæmpelse af ulovligt, ureguleret og ikke-indberettet fiskeri, som er et af målene med den fælles fiskeripolitik (især i dennes eksterne dimension), også fortjener at blive omtalt i handlingsplanen i form af en målsætning om at gøre bekæmpelsen af sådant fiskeri så enkel og effektiv som muligt. EØSU mener, at denne proces bør være koncentreret om adgang til forbrugsmarkederne, om styrkelse af den berørte havnestats beføjelser og om forbud mod omlastning på åbent hav.

5.   Særlige bemærkninger

5.1

Handlingsplanen for 2006-2008, således som den figurerer i meddelelsen fra Kommissionen, er af afgørende betydning for forbedringen af EU's fiskerilovgivning. Der er ikke fundet andre vigtige lovgivningsinstrumenter inden for fiskerikontrol eller forvaltning af fiskeressourcerne, som bør tilføjes til dem, Kommissionen har foreslået. EØSU opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til straks at gennemføre dem.

5.2

EØSU mener, at blandt samtlige lovgivningsinstrumenter, der er forslået til forbedring og forenkling, er instrumentet vedrørende TAC/kvoter og fiskeriindsats af særlig betydning for gennemførelsen af flerårige forvaltningsplaner.

5.3

Gennemførelsen af handlingsplanen for 2006-2008 kræver muligvis, at Kommissionen udarbejder nye gennemførelsesforordninger. EØSU mener ikke, at dette vil volde problemer. Selv om Fællesskabets regelværk vokser, er det vigtigt, at forordningerne bliver klarere, at de målrettes mod de relevante fiskeriaktiviteter, at de bliver let forståelige, og at de så vidt muligt sammenskrives.

5.4

Med hensyn til sidstnævnte aspekt henleder EØSU Kommissionens opmærksomhed på vanskelighederne ved at fortolke den gældende fiskerilovgivning på grund af de gentagne henvisninger til andre forordninger, direktiver og meddelelser. Sammenskrivning af retsakterne er afgørende for, at de er let læselige og forståelige.

5.5

Koordineringen mellem Kommissionen og EF-Fiskerikontrolagenturet er meget vigtig for gennemførelsen af kontrolbestemmelser. EF-Fiskerikontrolagenturet vil skulle arbejde på standardisering af kriterier for at løse problemet med medlemsstaternes afvigende fortolkninger af fiskerikontrollovgivningen — en hyppig kilde til klager fra fiskerne.

5.6

Endelig anser EØSU datamatiseringen af EU's fiskerilovgivning for vigtig for den elektroniske adgang til EU-retsakter. Indførelsen af nye informationsteknologier på fiskerfartøjerne bør imidlertid, uden merudgifter for fiskerne, gennemføres gradvis, idet visse computermetoder muligvis ikke egner sig for dem.

5.7

EØSU opfordrer Kommissionen til at løse de problemer, som måtte opstå i forbindelse med handlingsplanen for 2006-2008, idet udvalget er overbevist om, at planen er vigtig og vil gavne EU's fiskerisektor.

Bruxelles, den 5. juli 2006

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2001) 428 endelig af 30.7.2001.

(2)  EFT C 125 af 27.5.2002, s. 61 (KOM(2001) 428 endelig Nye styreformer i EUEn hvidbog).

(3)  KOM(2002) 278 endelig af 5.6.2002 — Handlingsplan om »bedre og enklere lovgivningsmæssige rammer«.

(4)  KOM(2003) 71 af 11.2. 2003.

(5)  KOM(2005) 97 af 16.3.2005.

(6)  EUT C 321 af 31.12.2003 og berigtigelse EUT C 4 af 8.1.2004.

(7)  KOM(2005) 535 af 25.10.2005.

(8)  KOM(2004) 820 af 15.12.2004.

(9)  Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002.

(10)  KOM(2004) 497 endelig.

(11)  KOM(2005) 647 endelig af 8.12.2005.

(12)  KOM(2004) 724 endelig.


16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/67


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om »Temastrategi for bæredygtig udnyttelse af naturressourcer«

KOM(2005) 670 endelig — [SEK(2005) 1683 + SEK(2005) 1684]

(2006/C 309/14)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 21. december 2005 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Lutz Ribbe til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 24. maj 2006.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 428. plenarforsamling den 5. og 6. juli 2006, mødet den 5. juli 2006, følgende udtalelse med 157 stemmer for og 6 hverken for eller imod:

1.   Resumé af EØSU's konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU hilser fremlæggelsen af Kommissionens meddelelse om »Temastrategi for bæredygtig udnyttelse af naturressourcer« principielt velkommen og støtter dens mål om at forbedre ressourceproduktiviteten og -effektiviteten, dvs. yderligere afkoble den økonomiske vækst fra ressourceforbruget og samtidig reducere miljøpåvirkningerne af de anvendte ressourcer.

1.2

EØSU henviser endnu en gang til det synspunkt, som det fremsatte for Kommissionen for to år siden, nemlig at en sådan strategi også bør beskæftige sig intensivt med spørgsmålet om de ikke-vedvarende ressourcer. Det er et centralt kritikpunkt for EØSU, at Kommissionen ikke gør dette i sin meddelelse.

1.3

Efter EØSU's mening burde strategien ligeledes indeholde entydige udsagn om ikke-vedvarende ressourcer, som skulle gå videre end den planlagte tidshorisont (25 år) for denne strategi. Udvalget mener derfor, at det vil være passende at supplere strategien og forlænge perioden til 50-100 år. Det vil så naturligvis være nødvendigt at fastsætte en række mellemliggende mål.

1.4

Man må på den anden side tage i betragtning, at der absolut ingen tid er at spilde, når det gælder bevarelse af bestemte naturressourcer (såsom fiskebestande). Her er det nødvendigt straks at iværksætte konkrete foranstaltninger.

1.5

En vellykket strategi kræver, at der først udpeges klare og opnåelige mål, der så skal nås med konkrete, veldefinerede instrumenter (hvilket udgør den egentlige strategi). Man søger dog forgæves i Kommissionens meddelelse efter såvel klare mål som konkrete instrumenter, nok fordi der slet ikke kan anlægges en altomfattende strategi for alle de mange forskellige naturressourcer, der findes. Der er i stedet brug for individuelle, sektorspecifikke strategier, som Kommissionen til dels også arbejder på.

1.6

EØSU betragter derfor ikke Kommissionens meddelelse som en egentlig strategi, men snarere som en meget velkommen og god principerklæring, som ikke vil kunne omsættes i praksis gennem de foreslåede databaser og ekspertpaneler.

2.   Udtalelsens hovedelementer og baggrund

2.1

Den 1. oktober 2003 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet med titlen »Mod en temastrategi for bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne« (1). Heri drøftedes grundlaget for en sådan strategi, og en første høringsproces med de berørte eller interesserede samfundskredse blev iværksat.

2.2

Med sin udtalelse af 28. april 2004 om bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne (2) bifaldt EØSU principielt Kommissionens forslag om at udarbejde en sådan strategi.

2.3

Den 21. december 2005 forelagde Kommissionen denne »Temastrategi for bæredygtig udnyttelse af naturressourcer« for Rådet, Europa-Parlamentet Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget. Det er denne meddelelse fra Kommissionen (3), som er genstand for nærværende udtalelse.

2.4

EØSU hilser naturligvis også denne gang fremlæggelsen af »strategien« velkommen og ser den i sammenhæng med strategien for bæredygtig udvikling. En europæisk strategi for bevarelse af de forskellige vedvarende og ikke-vedvarende naturressourcer er nødvendig for at kunne imødegå udfordringerne på lang sigt, mener EØSU. Meddelelsen går klart i den rigtige retning, men de initiativer og foranstaltninger, der beskrives, er efter EØSU's mening utilstrækkelige.

3.   Bemærkninger til indholdet af Kommissionens meddelelse

3.1

Kommissionens analyse af de problemer, der skal løses, er naturligvis den samme i begge meddelelser. Det konstateres,

at tilstedeværelsen af og adgangen til såvel vedvarende som ikke-vedvarende ressourcer er afgørende for, at vores økonomi fungerer,

at naturressourcerne har betydning for vores livskvalitet,

at det aktuelle mønster for ressourceudnyttelse ikke kan bibeholdes i sin nuværende form, heller ikke selvom »Europa har forbedret sin materialeeffektivitet betydeligt«,

at det derfor er tvingende nødvendigt med en endnu større afkobling mellem økonomisk vækst og ressourceudnyttelse/ressourceforbrug, og

at ineffektiv ressourceudnyttelse og overdreven udnyttelse af vedvarende ressourcer hæmmer væksten på længere sigt.

3.2

Det understreges imidlertid endnu stærkere i meddelelsen, at det ikke kun drejer sig om at afkoble den økonomiske vækst fra ressourceanvendelsen, men også om at formindske miljøpåvirkningerne af den allerede eller i fremtiden formindskede ressourceanvendelse; altså en slags dobbeltstrategi, som Kommissionen har beskrevet for mange år siden, før beslutningen om bæredygtighedsstrategien, med »faktor 10-princippet«.

3.3

Et eksempel: På grund af større effektivitet anvender moderne kulkraftværker i dag færre ressourcer til produktion af 1 kilowatt-time el. Der arbejdes imidlertid på at reducere miljøbelastningen endnu mere, f.eks. ved at reducere klimapåvirkningen af hver enkelt ton anvendt kul, f.eks. ved at udvikle såkaldte »klimaneutrale« kraftværker, som indfanger det frigjorte CO2 og lagrer det i undergrunden.

3.4

Den strategi, der fremlægges i Kommissionens meddelelse, slår fast, at denne effektivitetsorienterede approach bør ophøjes til princip for anvendelse af alle naturressourcer, hvilket EØSU hilser varmt velkomment.

EØSU's kritiske bemærkninger

3.5

Selvom EØSU slutter helt op om Kommissionens approach, må det fremsætte nogle meget kritiske bemærkninger angående den fremlagte strategi:

3.6

Kommissionen erklærer i sin meddelelse, at der bør skelnes mellem vedvarende og ikke-vedvarende ressourcer, og at de vigtigste problemer fortrinsvis er knyttet til de vedvarende ressourcer (f.eks. fiskebestande og ferskvand).

3.7

Den påpeger, at ressourceudnyttelsen har været (og stadig er) det centrale punkt i de europæiske miljøpolitiske debatter, og at de første oliekriser i 1970'erne »gjorde naturressourcernes knaphed og grænserne for vækst til et vigtigt problem«. Dog »har knapheden imidlertid ikke vist sig at være så stort et miljøproblem som forudset dengang. Verden er ikke løbet tør for fossile brændstoffer, og markedet har gennem prisordninger reguleret knapheden«.

3.8

Egentlig ligger miljøproblemet ikke i det forhold, at f.eks. en ikke-vedvarende ressource er knap, stadig disponibel eller ikke længere disponibel. Miljøproblemet viser sig — og netop her sætter Kommissionen også ind — i form af konsekvenserne (f.eks. for klimaet) af udnyttelsen eller overudnyttelsen af ressourcerne. Miljømæssigt er det således ikke et problem, at den solenergi, der er lagret i form af olie, kul eller gas, slipper op. Men EØSU påpeger, at det vil være et alvorligt problem for vores økonomi og dermed også et socialt problem med væsentlige følger for levestandarden, når de ikke-vedvarende ressourcer ikke længere står til rådighed. Det drejer sig derfor ikke kun om de miljømæssige konsekvenser af ressourceudnyttelsen, men også simpelthen om de nuværende og kommende generationers potentielle adgang til naturressourcer. En af de kommende årtiers væsentlige udfordringer i forbindelse med debatterne om bæredygtighed vil derfor være at sikre, at også de kommende generationer vil kunne råde over naturressourcer. Spørgsmålet om øget ressourceknaphed er derfor efter EØSU's mening ikke kun et spørgsmål om miljø, men om bæredygtighed, der jo både indeholder miljømæssige, sociale og økonomiske kriterier.

3.9

Kommissionens henvisning til »markedet«, der reagerer på mindre udbud med højere priser, er fuldkommen korrekt. De ind imellem drastiske olieprisstigninger i de seneste måneder, som også har ramt den europæiske økonomi hårdt, skyldes naturligvis ikke kun den på lang sigt forudsigelige mindskelse af ikke-vedvarende ressourcer, men har at gøre med leverandørernes magt over markedet, som i visse tilfælde nærmer sig et monopol, og med politisk ustabilitet i de lande, hvor de fleste af disse ressourcer kommer fra.

3.10

EØSU henviser til sine bemærkninger for to år siden i udtalelsen om forslaget til en temastrategi: Der sendes et forkert politisk signal til samfundet, når man nu fremlægger en strategi med en tidshorisont på kun 25 år og ikke, eller ikke i tilstrækkeligt omfang, beskæftiger sig med den helt forudsigelige knaphed på eller endelige forsvinden af bestemte vigtige ikke-vedvarende ressourcer (f.eks. fossile brændstoffer) på lang sigt. Rådighed over ikke-vedvarende ressourcer er for EØSU at se et afgørende kriterium for at tage ansvar for, at de nødvendige bæredygtighedskriterier overholdes.

3.11

I denne sammenhæng minder EØSU om, at mange erhvervssektorer ikke kun generelt er afhængige af adgang til fossile brændstoffer, men også af, at de er billige. De økonomier, som er opbygget på denne måde, vil få sværest ved at tilpasse sig i fremtiden. På denne baggrund giver EØSU endnu en gang sin opbakning til Kommissionens udsagn om, at »ineffektiv ressourceudnyttelse(...) hæmmer væksten«.

3.12

Stigende ressourcepriser kan på kort sigt til en vis grad imødegås med effektiviseringsforanstaltninger. I mange sektorer, f.eks. transport- og energisektoren, kan knaphed eller ekstremt høje priser imidlertid gøre det nødvendigt at foretage større strukturelle forandringer. Da dette kan være forbundet med ekstremt høje investeringsudgifter, bør de nødvendige beslutninger træffes så tidligt som muligt for at undgå uhensigtsmæssige ressourcetildelinger.

3.13

Den svenske regerings udmelding om både at afvikle atomenergien og bevæge sig væk fra anvendelsen af olie er et eksempel på en sådan langsigtet strategisk overvejelse. Målet kan selvfølgelig kun nås på lang sigt, men man må starte tidligt for at undgå senere forstyrrelser i økonomien og samfundet.

3.14

EØSU mener derfor, at EU-strategien burde gå aktivt ind og undersøge disse problemstillinger, men det gør den desværre ikke. Årsagen kunne måske være, at den tidshorisont på 25 år, som Kommissionen har fastsat, er (alt) for kort. EØSU kan ikke acceptere Kommissionens påstand om, at man nok ikke skal regne med alvorlig mangel på ikke-vedvarende ressourcer inden for dette tidsrum, hvorfor spørgsmålet om de ikke-vedvarende ressourcer næsten ikke får nogen omtale. Kommissionen bliver nødt til at udtale sig klart om ikke-vedvarende ressourcer på længere sigt end strategiens nuværende tidshorisont. Det vil derfor være nødvendigt at forlænge perioden på 25 år til 50 eller endog 100 år — en forholdsvis kort periode, når det drejer sig om ressourceudnyttelse. For så lang en periode vil det naturligvis være nødvendigt at fastsætte en række mellemliggende mål. EØSU påpeger, at Kommissionen bebudede en sådan fremgangsmåde i en meddelelse (4) fra 2005.

3.15

Strategiens generelle formål er ifølge Kommissionens meddelelse »at formindske de miljøskadelige virkninger, der opstår ved ressourceudnyttelsen i en økonomi i vækst«. Der er nok ingen i Europa, der ville have noget at indvende mod et så generelt, men også så ukonkret mål.

3.16

Kommissionen giver »i første omgang« bevidst afkald på opstilling af »kvantitative mål« for strategien. Dette anser EØSU for at være helt uacceptabelt. For det første har problemerne været kendt i årevis, nogle endda i flere årtier, så vi står ikke ved en begyndelse. For det andet har EØSU allerede ved flere andre lejligheder påpeget, at en virkelig succesfuld strategi kræver, at der opstilles klare mål. En strategi er en plan for opnåelse af forud fastsatte mål! Hvis målene mangler, eller hvis de er formuleret helt uforpligtende eller alment, mangler politikken også en vejledning i, hvilke styringsinstrumenter der skal sættes ind på hvilke steder.

3.17

EØSU mener derfor, at den fremlagte temastrategi for bæredygtig udnyttelse af naturressourcer ikke er en egentlig strategi, men snarere en meget velkommen og god principerklæring, som skal suppleres med udarbejdelse af specifikke gennemførelsesstrategier for de enkelte naturressourcer.

3.18

EØSU erkender også, at alle naturressourcer næppe kan behandles bredt og udtømmende i en enkelt strategi. Dertil er emnet alt for komplekst. Derfor skal denne udmærkede principerklæring indarbejdes i specifikke strategier eller i den generelle politik. Netop derfor har Kommissionen næsten samtidig med denne strategi fremlagt en temastrategi for affaldsforebyggelse og genanvendelse (5) (indirekte også en naturressource) og bebudet en temastrategi for jordbeskyttelse. Strategiske beslutninger, der skal nå deres mål, bør primært forankres i de enkelte sektorpolitikker.

3.19

Dette ville gøre det klarere for alle de involverede, hvor de enkelte strategier skulle sættes ind. Gennem konkrete eksempler kunne der skabes tværgående forbindelser til andre strategier og politikområder på EU-niveau og medlemsstatsniveau, således at ansvaret blev lettere at placere. Det ville kunne sikre en bedre gennemførelse af de strategiske mål.

3.20   Fire initiativer, der skal sikre, at målene nås

Kommissionen beskriver i sin meddelelse fire nye initiativer, der skal danne grundlag for strategien i de næste 25 år:

»Opbygning af videnbasen« med oprettelse af et datacenter for politiske beslutningstagere;

»Måling af udviklingen«, hvilket indebærer udarbejdelse af indikatorer inden 2008;

»Den interne dimension«, hvor Kommissionen for det første foreslår, at de enkelte medlemsstater udarbejder nationale foranstaltninger og programmer for bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne, og for det andet, at der oprettes »et højniveauforum (...) af ledende embedsmænd med ansvar for udviklingen af medlemsstaternes naturressourcepolitik«; Forummet skal desuden bestå af Kommissionens repræsentanter og »i givet fald« (hvad det end skal betyde) af repræsentanter for forbrugerorganisationerne, miljøorganisationerne, erhvervslivet, den akademiske verden osv.;

»Den globale dimension« med oprettelse af »et internationalt panel«.

3.21

EØSU tvivler ikke på betydningen og nytten af sådanne databaser og nye paneler. Jo mere vi ved, og jo flere, især politisk ansvarlige, der beskæftiger sig med emnet, desto bedre.

3.22

Men EØSU må spørge Kommissionen, om den tror, at den dermed har udarbejdet en strategi, der reelt vil påvirke politikken. De problemer, der er beskrevet ovenfor, lader sig på ingen måde løse ved hjælp af de beskrevne foranstaltninger.

3.23

Sådanne tilkendegivelser giver desuden indtryk af, at man først skal udvide videngrundlaget for at tilvejebringe grundlaget for politisk handling. Dette er efter EØSU's mening ikke en strategi for konsekvent handling, men snarere en strategi for forhaling af politiske beslutninger. Kommissionen bør gøre alt for at undgå at skabe et sådant indtryk.

3.24

Det har eksempelvis været kendt i årevis, at naturressourcen »fisk« har været groft overudnyttet. Kommissionen reagerer hvert år på denne faretruende situation med det sikkert helt berettigede krav om lavere fangstkvoter, f.eks. for at hindre overfiskning af torsk (6). Uden resultat. Hverken en ny database eller nye paneler vil kunne løse dette problem i fremtiden.

3.25

EØSU forventer derfor, at man ikke bliver ved med at tale om bestemte naturressourcer, men at man følger op med konkrete tiltag, f.eks. for at bevare fiskebestande.

3.26

EØSU ønsker hermed endnu en gang at gøre det klart, at det betragter Kommissionens forslag til »instrumenter« inden for strategiens rammer som helt utilstrækkelige.

3.27

Allerede i sin udtalelse om Kommissionens forberedende meddelelse og i andre udtalelser, f.eks. om bæredygtig udvikling eller om energi- og transportpolitiske emner, har EØSU opfordret Kommissionen til

på den ene side at opstille klare, dvs. kvantificerbare mål for den pågældende politik,

på den anden side klart at udpege de instrumenter — bl.a. med skattemæssig virkning — som skal bidrage til at nå målene. EØSU har f.eks. flere gange bedt Kommissionen om at forklare, hvordan den vil realisere den meget diskuterede internalisering af eksterne omkostninger.

3.28

Hidtil har Kommissionen ikke givet så meget som en antydning af en løsning. Kommissionen er lige så langt fra konkrete mål som f.eks. »faktor 10-princippet« (7) som fra en beskrivelse og drøftelse af instrumenter.

3.29

EØSU mener derfor, at Kommissionen, hver gang den taler om en strategi, klart skal gør rede for, hvilke politiske styringsmidler og nødvendige foranstaltninger den vil anvende for at nå klart definerede mål.

3.30

EØSU henviser i denne sammenhæng til sin udtalelse fra maj 2006 om »Revision af strategien for bæredygtig udvikling — En handlingsplatform« (8), hvor dette problem tages op til behandling.

Bruxelles, den 5. juli 2006

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2003) 572 endelig af 1.10.2003.

(2)  EUT L 117 af 30.4.2004.

(3)  KOM(2005) 670 endelig af 21.12.2005.

(4)  KOM(2005) 37 endelig, jf. relevante referencer i EØSU's udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om revision af strategien for bæredygtig udvikling — En handlingsplatform« (CESE 361/2006).

(5)  KOM(2005) 666 endelig.

(6)  Hvilket endnu ikke har bevirket, at den truede torsk er forsvundet fra menuen i EU-institutionernes kantiner.

(7)  Jf. KOM(1999) 543 af 24. november 1999, s.16, punkt 4.4: Effektiv ressourceanvendelse og -forvaltning, og EØSU's udtalelse om Kommissionens meddelelse »Europas miljø: Hvilken kurs skal der sættes for fremtiden? Global vurdering af Det Europæiske Fællesskabs program for politik og handling i forbindelse med miljøet og bæredygtig udvikling — Mod en bæredygtig udvikling«, EFT C 204 af 18.7.2000, s. 59-67.

(8)  KOM(2005) 658 endelig, NAT/304, Forslag til udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om revision af strategien for bæredygtig udvikling — En handlingsplatform« (CESE 361/2006).


16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/71


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets direktiv om bekæmpelse af San José skjoldlusen

KOM(2006) 123 endelig — 2006/0040 (CNS)

(2006/C 309/15)

Rådet besluttede den 2. maj 2006 under henvisning til EF-traktatens artikel 37 og artikel 94 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Martin Siecker til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 24. maj 2006.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 428. plenarforsamling den 5. og 6. juli 2006, mødet den 5. juli 2006, følgende udtalelse med 166 stemmer for, 2 imod og 1 hverken for eller imod:

1.   Indledning

1.1

Formålet med dette forslag til udtalelse er at foretage en kodifikation af Rådets direktiv 69/466/EØF af 8. december 1969 om bekæmpelse af San José skjoldlusen. Det nye direktiv træder i stedet for de forskellige retsakter, som er indarbejdet i det. Forslaget ændrer ikke indholdet af de retsakter, der kodificeres, men er blot en sammenskrivning af dem, og der foretages kun de formelle ændringer, der er nødvendige af hensyn til selve kodifikationen.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

EØSU finder det meget nyttigt, at alle retsakter samles i et enkelt direktiv. I forbindelse med Borgernes Europa lægger EØSU, ligesom Kommissionen, stor vægt på at forenkle og afklare fællesskabslovgivningen for at gøre den klarere og lettere tilgængelig for almindelige borgere, således at de får nye muligheder og kan udnytte de specifikke rettigheder, som fællesskabslovgivningen giver dem.

2.2

Det står fast, at der ikke er foretaget nogen ændringer af indholdet i forbindelse med denne samling af reglerne, som kun har til formål at gøre fællesskabslovgivningen klarere og mere gennemsigtig. EØSU udtrykker sin fulde støtte til denne målsætning og hilser på baggrund af disse garantier forslaget velkomment.

Bruxelles, den 5. juli 2006

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/72


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Risici og problemer i den europæiske industris råstofforsyning«

(2006/C 309/16)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 14. juli 2005 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at afgive udtalelse om: Risici og problemer i den europæiske industris råstofforsyning.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI), som udpegede Bernd Voss til ordfører og Enrico Gibellieri til medordfører. CCMI vedtog sin udtalelse den 22. maj 2006.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 428. plenarforsamling den 5.-6. juli 2006, mødet den 5. juli, følgende udtalelse med 157 stemmer for og 7 hverken for eller imod:

1.   Resumé og henstillinger

1.1

Henstillingerne skal opfattes som en rettesnor for de politiske beslutninger, der skal tages for at gennemføre en fremtidsrettet ressource-, forsknings-, udviklings- og udenrigspolitik i EU og på nationalt plan. Gennemførelsen af Lissabon-målsætningerne, i henhold til hvilke EU inden udgangen af dette årti skal udvikles til verdens mest konkurrencedygtige og dynamiske økonomi, kræver en innovativ industripolitik, der harmonerer med social- og miljøpolitiske retningslinjer, der er en forudsætning for at gennemføre strukturelle forandringer. De nødvendige industrielle ændringer skal udformes proaktivt og som strategiske komponenter i en bæredygtig udvikling. Dette betyder både, at væksten skal udformes på en måde, så råstofferne udnyttes bedre, og så der spares på alle ressourcer, og at endelige ressourcer gradvis skal erstattes med fornybare. Sideløbende med de to strategier udfolder der sig et industrielt perspektiv, hvor grundlaget er teknologiske innovationer. Konsekvensen er arbejdspladser af høj kvalitet inden for industri og industrirelaterede tjenesteydelser.

1.2

I markedsøkonomier er det først og fremmest virksomhederne selv, der har ansvaret for råstofforsyningen. Ikke desto mindre er det en politisk opgave at medvirke til at udforme rammebetingelserne for en høj grad af forsyningssikkerhed og til en bæredygtig råstofforsyning på områder som industri-, forsknings-, arbejdsmarkeds- og miljøpolitik. For gennem en øget satsning på nye teknologier påvirkes ikke blot konkurrenceevnen og situationen på arbejdsmarkedet positivt, men også omstillingen til en bæredygtig økonomi fremmes.

1.3

Som grundlag for en bæredygtig råstofpolitik bidrager livscyklusanalyser til, at mineralske og metalliske råstoffer kan udvindes effektivt og forarbejdes på en måde, der skåner miljøet, at der kan videreudvikles genanvendelsesprocesser, samt at udnyttelsen af råstoffer, der kun findes i begrænset mængde, og som øger drivhuseffekten, gradvis, hvor dette teknologisk set er muligt, kan erstattes med øget miljøskånsom brug af fornybare, klimaneutrale energikilder med lavt kulstofindhold, eller at udnyttelsen sker under anvendelse af effektiv teknologi med lav udledning af kulstof. Dette skal i første række opnås gennem en målrettet politik i EU og i medlemsstaterne. Udvalget mener, at de to strategier — effektivitets- og substitutionsstrategien — er en chance for at reducere importafhængigheden i råstofforsyningen.

1.4

I lyset af den markante vækst i verdens forbrug af råstoffer kan der i fremtiden opstå flaskehalse i råstofforsyningen i hvert fald for nogle råstoffers vedkommende. Forandringerne på verdensmarkedet kræver en proaktiv politik fra erhvervslivets og fra EU's og medlemsstaternes side. For at forhindre udflytning af produktionen til udlandet kan EU's institutioner med en aktiv handels-, forsknings- og udenrigspolitik og medlemsstaterne med deres nationale råstof- og energipolitik bidrage til at sikre råstofforsyningen, som industrien dog primært selv bærer ansvaret for. EØSU opfordrer medlemsstaterne i EU til at medvirke til at udforme grundtegningen til en europæisk råstof- og energipolitik og til at påtage sig deres medansvar for en bæredygtig råstofpolitik i Europa.

1.5

EØSU mener, at EU i tæt samarbejde med medlemsstaterne og alle interessegrupper bør drage omsorg for, at den europæiske industris råstofforsyning ikke bringes i fare, og for, at der er adgang til råstoffer til rimelige priser på verdensmarkedet. For at nå disse målsætninger bør EU træffe foranstaltning til, at unfair konkurrence og protektionisme imødegås, både inden for rammerne af samarbejdet i multilaterale organisationer som WTO, OECD og ILO samt bilateralt. Den indgående dialog med de politiske og industrielle aktører er et centralt instrument i gennemførelsen af målsætningen.

1.6

Udvalget er overbevist om, at den europæiske industri har alle forudsætninger for offensivt at imødegå de nuværende og fremtidige udfordringer, der opstår på grund af strukturforandringerne i den globale konkurrence. Hvis der bliver ført en helhedsorienteret innovativ politik, der i lige høj grad lægger vægt på økonomisk velstand og hensynet til sociale og miljømæssigt relevante aspekter, vil Europa vedblive med at være et konkurrencedygtigt hjemsted for industriproduktion og udvikle sig til en bæredygtig økonomi.

1.7

Det skal afslutningsvis understreges, at råstofforsyningen på grund af Europas høje industrialiseringsgrad er af stor betydning for at nå Lissabon-målsætningerne. Europas relativt stærke afhængighed af import af fossile, metalliske og mineralske råstoffer indebærer risici, der bunder ikke blot i forsyningssikkerheden, men også i råstofprisernes udvikling i lyset af det globale forbrug. Virksomhederne og det politiske niveau kan udvise rettidig omhu ved aktivt at gennemføre foranstaltninger til forbedring af ressourceeffektiviteten, til fremme af teknologiske innovationer på råstof- og genanvendelsesområdet, til substitution af ikke-fornybare med fornybare råstoffer og til diversificering af udbudet af råstoffer gennem en øget satsning på Europas egne råstofkilder. Med hensyn til kul vil det også blive afgørende, hvorvidt det klimaneutrale »Clean Coal«-perspektiv lader sig realisere. Alene at sikre adgang til tilfredsstillende råstofmængder til konkurrencedygtige priser ville derimod ikke være tilstrækkeligt. Derfor må det være en global politisk opgave i markant omfang at få begrænset den stigende anvendelse af fossile energikilder. EU's rolle i denne proces vil skulle fastlægges i de kommende måneder.

2.   Problembeskrivelse

2.1

Råstoffer er det første led i en vidt forgrenet kæde, som skaber værditilvækst. I tider med tiltagende globalisering er de forudsætningen for samfundsøkonomiens resultater samt udviklings- og vækstmuligheder. Dette gælder energikilder og mange metalliske, mineralske og biologiske råstoffer, som er afgørende, primære input for industrien. Europa er afhængig af import af mange råstoffer, hvilket man hidtil ikke i tilstrækkelig grad har været opmærksom på, men hvilket registreres mere bevidst i tider med stigende råstofpriser. Priseksplosioner på fossile energikilder og på koks og stål er gode eksempler herpå.

2.2

Ofte hersker der kun en vag forestilling om de enkelte råstoffers vigtighed. Dette kan skyldes, at råstoffer er af underordnet betydning set i forhold til den samlede faktorfordeling, selvom råstoffer til forskel fra andre produktionsfaktorer for det meste ikke er substituerbare på kort sigt. Forsyningsunderskud, for slet ikke at tale om leveringsstop, fører derfor ofte til produktionsbegrænsninger. Det betyder, at prisbevægelser på råstofmarkederne næsten i fuldt omfang slår igennem på produktionen i de efterfølgende led og dermed påvirker hele økonomien. I den forbindelse må man heller ikke overse de sociale aspekter.

2.3

Den hastige økonomiske vækst i andre dele af verden (Kina, Indien osv.) har i de sidste ti år medført en dramatisk stigning i forbruget af primære energikilder og industrielle råstoffer.

2.4

Det er også vigtigt at nævne råstoffernes regionale fordeling og uoverensstemmelsen mellem reservernes placering og forbrugsstedet. I denne forbindelse er navnlig Europa en region, der allerede i dag har et stort behov for import af råstoffer og fossile energikilder, og hvis importafhængighed vil stige endnu mere fremover.

2.5

Energiforsyningen er den europæiske økonomis drivkraft. Fordi mange af energikilderne er endelige og på grund af de dramatiske prisstigninger, kriges og de politiske forholds indflydelse på forsyningssikkerheden og på grund af de i global sammenhæng ofte ineffektive nationale »energipolitikker« lever Europa med en meget høj forsyningsrisiko.

3.   Situationen på verdensplan

3.1

Selvom bemærkningerne gælder for mange råstoffer, beskrives og analyseres som eksempel i det følgende navnlig situationen for energikilder, fordi en række kritiske udviklingstendenser her er særdeles aktuelle (olieprissvingninger, stop for leverancer af russisk naturgas), og fordi der foreligger særligt gode data, og man allerede drøfter politiske tiltag på dette område.

3.2

Verdens samlede olieproduktion steg i 2004 til 3.847 megatons. Indtil udgangen af 2004 er der verden over i alt udvundet ca. 139 gigatons, siden den industrielle olieproduktion begyndte, heraf halvdelen i løbet af de sidste 22 år. Hermed er allerede over 46 % af de hidtil påviste reserver af konventionel olie udvundet.

3.3

I denne sammenhæng skal især Kinas rolle nævnes, eftersom Kina i de sidste 20 år fra at være nettoeksportør af råolie er gået over til at være nettoimportør og i fremtiden på grund af sin voldsomme økonomiske vækst i stadig stigende grad vil trække på de internationalt disponible ressourcer.

3.4

Desuden har andre begivenheder såsom Irak-krigen, orkaner i Amerika, investeringsstop, som har ført til flaskehalse i produktions- og transportkapaciteten, midlertidige strejkeaffødte leveringsstop samt spekulation bidraget til, at priserne på olie og, med en tidsforskydning, på naturgas er steget mærkbart. Alligevel er de reelle, altså inflationsrensede, priser i dag stadig lavere end i begyndelsen af 80'erne.

3.5

Ud over disse prisbevægelser melder der sig naturligvis også spørgsmålet om de fossile energikilders disponibilitet. Ved udgangen af 2004 androg det samlede potentiale af traditionel olie ca. 381 gigatons. Landene i Mellemøsten tegner sig for ca. 62 % af verdens reserver, Amerika for ca. 13 % og SNG for knap 10 %. Det skal bemærkes, at næsten to tredjedele af det samlede potentiale allerede er udvundet i Nordamerika, mens andelen i SNG ligger på godt en tredjedel og Mellemøstens kun på knap en fjerdedel.

3.6

Situationen er stort set den samme for naturgassens vedkommende. Verdens samlede potentiale af traditionel naturgas andrager ca. 461 billioner kubikmeter, hvilket stort set svarer til det samlede råoliepotentiales energiindhold. Over halvdelen af naturgasreserverne er koncentreret i tre lande (Rusland, Iran og Qatar). Det forventes, at der som ekstra naturgasreserver findes yderligere 207 billioner kubikmeter. Indtil nu er knap 18 % af de hidtil påviste naturgasreserver udvundet. Naturgasforbruget nåede i 2004 op på ca. 2,8 billioner kubikmeter, hvilket er det højeste nogensinde. De største naturgasforbrugere var USA fulgt af Rusland, Tyskland, Storbritannien, Canada, Iran og Italien.

3.7

Det er kul, der findes de største reserver af. Målt ud fra verdens kulforbrug i 2004 rækker stenkulreserverne fra begyndelsen af 2005 at regne endnu i 172 år, og reserverne af brunkul i endnu 218 år. I 2004 havde kul en andel på 27 % af verdens samlede forbrug af primær energi. Kun forbruget af råolie lå endnu højere. Stenkul tegnede sig for 24 %, og brunkul for 3 %. Kul var i 2004 med en andel på ca. 37 % verdens vigtigste energiråstof til el-produktion.

3.8

Stenkulforekomsterne er fordelt mere ligeligt end olie- og naturgasforekomsterne. Selv om Rusland også her råder over en betragtelig del af de globale forekomster, besidder Nordamerika, Asien, Australien og Sydafrika, som har langt mindre olie og naturgas, store stenkulforekomster. Verdens kulreserver er dog stærkt koncentreret. Næsten tre fjerdedele af reserverne ligger i blot fire lande, nemlig USA, Rusland, Kina og Indien. Også EU har dog — i modsætning til, hvad der gælder for oliens og gasens vedkommende — betydelige forekomster af kul. Dog skal det påpeges, at kvaliteten er stærkt forskellig. For kokskul, som kun leveres fra få regioner, og som der er en relativt ensartet efterspørgsel efter på verdensplan, handles ca. 35 % af den samlede produktion internationalt. I alt er det dog kun 16 % af verdens kulproduktion, der handles globalt. Også hvad eksportudbuddet angår, er landekoncentrationen stor, og også virksomhedskoncentrationen er tiltagende. Især eksportudbuddet af kokskul stammer for over 60 %'s vedkommende fra Australien, 50 % af al kuleksport kommer fra Kina.

3.9

Prisudviklingen for kul har i de seneste årtier svaret til oliens og naturgassens, men på et klart lavere niveau pr. energiindhold. Netop ud fra et råstofsynspunkt må det ikke overses, at råstoffet kul ikke kun kan udnyttes som energikilde og som uundværligt reduktionsmiddel i jernproduktionen, men har mange anvendelsesmuligheder og kan bruges til fremstilling af brændstoffer, i forskellige kemiske sammenhænge eller i byggematerialeindustrien. Dog skal det bæres in mente, at kul af miljøbeskyttelseshensyn så vidt muligt bør udnyttes med moderne, rene og effektive teknologier, hvortil grundet den høje drivhusgasemissionsfaktor også skal regnes teknologier til CO2-udskillelse og –oplagring.

3.10

For i endnu højere grad at tydeliggøre den ømtålelige forsyningssikkerhed henvises der til udsagnene om et stærkt stigende energiforbrug på verdensplan i Det Internationale Energiagenturs (IEA) World Energy Outlook fra november 2005. Ændres forbrugsmønsteret ikke, vil verdens energiefterspørgsel stige med over 50 % frem til 2030, nemlig til 16,3 mia. tons olieækvivalenter. Hændelserne omkring årsskiftet 2006, hvor Ruslands indstilling af gasleverancer til Ukraine også medførte færre gasleverancer til Central- og Vesteuropa, kan give et første fingerpeg om mulige fremtidige forsyningsscenarier, hvis Europas afhængighed af energiimport stiger endnu mere. Derfor må gennemførelsen af Kommissionens to grønbøger om »forsyningssikkerhed« og »energieffektivitet« samt en bred og konstruktiv debat om den nye grønbog om en europæisk energistrategi også anses for et prioriteret mål.

3.11

I denne sammenhæng må der gøres opmærksom på, at IEA's skøn er kontraproduktivt i forhold til klimabeskyttelsen. I stedet for den reduktion i udledningen af drivhusgasser, der er nødvendig af hensyn til klimabeskyttelsen, ville IEA's skøn være ensbetydende en stigning i CO2-udledningerne på ikke mindre end 52 % frem til 2030. Derfor må det være en global politisk opgave i markant omfang at få begrænset kulstofudledningen fra den stigende anvendelse af fossile energikilder. EU's rolle i denne proces vil skulle fastlægges i de kommende måneder.

3.12

Fra forskellig side nævnes atomkraften som en mulig løsning på problemet med drivhuseffekten. Ud over risikoproblematikken må der også stilles kritiske spørgsmål til forsyningssikkerheden. Verdens uranreserver er fordelt på få lande. De vigtigste udvindingsområder for uran ligger i dag i Australien, Nordamerika, i nogle afrikanske lande samt i SNG-landene. Derudover spekuleres der i forventede forekomster i Kina og Mongoliet. En udvidelse af den fredelige udnyttelse af atomenergien navnlig i Kina kan føre til en uran-flaskehals inden for de næste 30 år.

3.13

Rundt regnet 12 % af den mineralske olie anvendes til fremstilling af petrokemiske produkter. En vigtig petrokemisk produktgruppe udgøres af plastmaterialer. I 2004 blev der på verdensplan produceret 224 mio. tons plast. Heraf kom 23,6 % fra Vesteuropa. Ifølge aktuelle prognoser vil forbruget af plast i verden stige yderligere: Frem til 2010 regner man med en stigning i forbruget pr. Indbygger på 4,5 % om året. De vigtigste vækstmarkeder er Østeuropa og Sydøstasien.

3.14

Ud over de fossile energikilder er malm et vigtigt råstof for den europæiske økonomi. I den forbindelse må navnlig jernmalmen fremhæves. I 2004 blev der på verdensplan produceret over en milliard tons stål. I forhold til andre materialer produceres der klart mere stål. I forhold til malm har det vist sig, at der i 2004 blev brugt 1,25 mia. tons jernmalm, hvorimod de næststørste forbrugsmængder af malm var bauxit med 146 mio. tons, krom med 15,5 mio. tons, zink med 9 mio. tons og mangan med 8,2 mio. tons, der således hver især var 10 til hundrede gange lavere.

3.15

De Forenede Staters geologiske selskab har i 2005 vurderet, at de jernmalmsreserver, hvis udnyttelse regnes for økonomisk rentable, udgør en jernmængde på ca. 80 mia. tons, altså mere end 100 gange det nuværende behov. Inddrager man de reserver, der i dag ikke regnes for rentable, øges reservernes samlede volumen imidlertid til ca. 180 mia. tons jern. På trods af de store reserver forventes det, at jernmalm også i fremtiden vil blive handlet til høje priser. Én af grundene til dette er sikkert, at markedet er behersket af tre store firmaer (CVRD, BHP og Rio Tinto), der tegner sig for godt 75 % af det jernmalm, der produceres i verden. Endvidere må der også regnes med flaskehalse inden for søtransporten, hvilket fører til øgede transportomkostninger og til højere kostpriser på jernmalm for den europæiske stålindustri.

3.16

I forbindelse med sikringen af den europæiske jern- og stålproduktion skal der også tages hensyn til adgangen til koks og kokskul. USA's eksport af kokskul vil falde, hvilket vil styrke Canadas og Australiens position på markedet. For imidlertid at sikre forsyningerne på globalt plan er der behov for en kontinuerlig udbygning af kapaciteterne i disse lande. Kina vil på grund af udbygningen af sine koksværker i øget omfang optræde som leverandør af koks, selvom der også i andre lande kommer til at ske en opbygning af kapaciteten til at levere koks til hjemmemarkedet.

3.17

Metalskrot er ligeledes et råstof, der er vigtigt for stålproduktionen. Den globale handel med metalskrot er steget klart inden for de seneste år. På grund af stålprodukternes lange holdbarhed kan udbudet af metalskrot imidlertid ikke følge med efterspørgslen, hvorved situationen på det allerede i dag stærkt belastede marked for metalskrot vil blive endnu mere spændt. Man regner med, at priserne på metalskrot, der mellem 2002 og 2004 steg med en faktor 3, på lang sigt vil stige igen på trods af den kendsgerning, at der i de seneste måneder har kunnet konstateres en mindre spændt situation på markedet.

3.18

Andre metalliske råstoffer som mangan, krom, nikkel, kobber, titan og vanadium er vigtige legeringsmaterialer, der i høj grad påvirker grundmaterialets egenskaber. Ligesom palladium, et vigtigt råstof på high tech-området, skal disse metaller importeres til Europa.

3.19

For de her behandlede råstoffers vedkommende, men også for mange andres, gælder det, at der nu er tilstrækkelige mængder af råstoffer til rådighed, og at de prisstigninger, der ses i øjeblikket, derfor ikke er et signal om en udtømning af ressourcerne på mellemlang sigt. Det betyder imidlertid ikke, at forskydninger i udbud og efterspørgsel er udelukkede, og at prisudsvingene er tilfældige. For på kort sigt er udbudet af råstoffer ikke særlig smidigt på grund af kapitalkrævende udvindingsprojekter med lang tidshorisont. I situationer med kraftig efterspørgsel er flaskehalse og prisstigninger derfor højst tænkelige. Det samme gælder transportkapaciteterne, der ligeledes begrænser den tekniske adgang til (import-)råstoffer. De tilstrækkelige reserver og ressourcer på globalt plan begrænser ganske vist risiciene for forstyrrelser i forsyningsmængderne, men de yder ingen beskyttelse mod prisstigninger, der kan mærkes på kort og mellemlang sigt. Politiske indgreb og monopol- eller oligopoladfærd fra de virksomheders side, der har en dominerende stilling på markedet, må selvfølgelig heller ikke lades ude af betragtning ved en samlet vurdering af leverancernes sikkerhed og af prisstabiliteten netop på de internationale råstofmarkeder.

3.20

Dette gælder så meget mere, som en stor del af udnyttelsen ikke blot af vigtige energikilder, men også af metalliske råstoffer er koncentreret i bestemte regioner og virksomheder i verden, og så meget mere som denne koncentration siden starten af halvfemserne er steget mærkbart i hvert fald for de metalliske råstoffers vedkommende. Således kunne Chile næsten tredoble sin andel af produktionen af kobbermalm i forhold til 1990, og bauxit udvindes for næsten 40 %'s vedkommende i Australien. Også Brasilien har i betydelig grad kunnet øge sin betydning som bauxit-leverandør, således at dette land i mellemtiden er blevet verdens næststørste producent af bauxit, hvilket understreger Sydamerikas vigtige position i forbindelse med udvindingen af metalmalm. Dette gælder også for jernmalm, der for ca. 30 %'s vedkommende udvindes i Brasilien. Kun Sverige kan som det eneste EU-land udvise nogen nævneværdig udvinding af jernmalm, men denne udgør imidlertid kun 1,6 % af verdens samlede produktion.

4.   Den europæiske industri

4.1

Med sit bidrag til den samlede beskæftigelse og værditilvækst er industrien fortsat af stor betydning for økonomien i EU. Den er det vigtigste led i værdikæden ved skabelsen af realkapitalgoder. Uden industrielt fremstillede produkter var der mange tjenesteydelser, der ville være indholdsløse. Derfor vil industriproduktionen ikke miste sin betydning som velstandskilde. Det er følgelig af afgørende betydning for industrien at sikre råstofforsyningen. For de fossile og mange metalliske råstoffers vedkommende ses der en ulige fordeling mellem forekomster og forbrug. På grund af oligopolstrukturerne i leverandørlandene kan dette også i Europa føre til forvridninger af markedet. For at reducere Europas importafhængighed i fremtiden må der, som det sker i grønbogen, kræves energiforsyningssikkerhed og iværksættes passende foranstaltninger for alle råstoffers vedkommende.

4.2

Statistikkerne viser, at der er markante forskelle både på de europæiske virksomheders råstofudnyttelse og deres energieffektivitet. Derfor kan der samlet set siges at eksistere potentielle besparelser i Europa, hvis realisering bør prioriteres for at reducere den samlede afhængighed og styrke udviklingsindsatsen.

4.3

Der er imidlertid én branche, der på trods af sin afhængighed af import af råstoffer ser fortrøstningsfuldt på fremtiden. Den europæiske stålindustri er konkurrencedygtig på verdensmarkedet, idet den allerede har lagt strukturforandringerne bag sig og har uddraget den rigtige lære heraf. Gennem denne konsolideringsproces er der i dag opnået en struktur, hvor det også i økonomisk vanskelige tider er muligt for virksomhederne at realisere et passende udbytte. Andre lande som Kina og Indien har endnu de nødvendige strukturforandringer til gode.

4.4

Lige netop i EU råder stålindustrien over intakte, effektive værdikæder, i hvilke stål spiller en central rolle. Dertil kommer fordele på infrastruktur- og logistikområderne. På det europæiske stålmarked mødes udbydere og kunder på et relativt lille område med gode trafikale forbindelser til det internationale jernbane-, vandvejs- og vejnet, hvilket resulterer i tilsvarende konkurrencefordele.

4.5

Derudover har de europæiske stålvirksomheder gjort sig store anstrengelser og investeret betydelige store summer i miljøbeskyttelse og energieffektivitet. Næst efter USA har de den højeste genanvendelsesprocent, de bruger meget metalskrot i produktionen og sparer således på ressourcerne. Også forbruget af reduktionsmidler i højovnene er markant lavere end i andre lande uden for Europa.

4.6

Trods denne positive stemning i den europæiske stålindustri er det imidlertid værd at bide mærke i, at navnlig fremstillingen af flydende stål på grund af afhængigheden af importen af råstoffer, de høje energipriser og øgede miljøbeskyttelseskrav på mellemlang sigt er i fare for ikke mere at blive gennemført i Europa, men at blive flyttet til regioner, der kan tilbyde sikre råstofforsyninger og gunstige energipriser. Eftersom dette ikke alene kan konstateres for jerns, men også for aluminiums og andre metallers vedkommende, kan Europa miste et betydeligt antal arbejdspladser, der kun vil kunne erstattes gennem forskning i og udvikling af ressourceudnyttelse og energieffektivitet samt af innovativ produktudvikling og af industrielle tjenesteydelser. En udflytning af fremstillingen af flydende stål til lande med dårligere miljøstandarder og lavere energipriser bidrager nemlig ikke til en »bæredygtig udvikling« på globalt plan, men forringer kun Europas position på markedet.

5.   Alternative råstofscenarier og teknologiske tendenser

5.1

Hvis den globale økonomi som hidtil først og fremmest vokser takket være udnyttelsen af fossile råstoffer, kan man gå ud fra, at der gennem øget udledning af drivhusgasser kan forventes større problemer med klimabeskyttelsen, før råstofkilderne udtømmes. IEA regner således i sin rapport »World Energy Outlook 2006« med en stigning i den globale udledning af CO2 på mere end 52 % i forhold til 2004 frem til 2030. Det skal ses i forhold til vurderinger af, at industrilandenes CO2-udledninger på globalt plan skal reduceres med 80 % frem til 2050 for vedvarende at holde klimaforandringerne på et niveau, der er miljømæssigt forsvarligt og acceptabelt for mennesker. Der er altså behov for teknologier, der giver mulighed for en markant forringelse af udledningen af drivhusgasser.

5.2

Ofte anses øget brug af vedvarende energikilder for at være den mest oplagte mulighed for at reducere udledningen af drivhusgasser. EU er på dette område en pioner, når Unionen i sin hvidbog om vedvarende energi sætter sig som mål, at 12 % af den primære energiproduktion i 2010 skal komme fra vedvarende energikilder (1). For imidlertid at nå dette mål er der ikke alene behov for nye anlæg på områderne biomasse, vind- og solenergi. Det er frem for alt også afgørende markant at få forringet den hidtidige vækst i energiforbruget. De potentielle besparelser skal udnyttes på alle niveauer inden for produktion, forbrug og affaldsbortskaffelse. Målrettet fremme af det tekniske fremskridt giver således mulighed for i fremtiden at reducere udledningen af drivhusgasser og øger også den europæiske industris konkurrenceevne.

5.3

Det Europæiske Miljøagentur er i 2005 nået frem til, at der i år 2030 vil kunne produceres mellem 230 og 300 Mtoe biomasse pr. år (det svarer henholdsvis til 9,6 og 12,6 × 1019 joule) uden negative virkninger på miljøet og stort set under bibeholdelse af EU's selvforsyning med landbrugsprodukter. Det ville svare til ca. 20 % af det nuværende energiforbrug i EU 25. Årligt ville 100 Mtoe stamme fra affald, 40 til 60 Mtoe fra skovbrugsprodukter og 90 til 140 Mtoe fra landbrugsprodukter. Ud over energiudvindelse fra bioråstoffer er det også muligt at producere et bredt udvalg af produkter, der i øjeblikket af prismæssige årsager lever en nichetilværelse. Intelligente råstofkombinationer og måder at forarbejde dem på samt nye udnyttelsesstrategier kan allerede i nær fremtid gøre f. eks. bioplast konkurrencedygtigt.

5.4

Der er på globalt plan behov for øget anvendelse af fornybare råstoffer. Hidtil er der inden for fremme af forskning og teknologi ikke i tilstrækkelig grad blevet taget hensyn til de fornybare energi- og råstofkilder. Under de nuværende pris- og omkostningsbetingelser er det nødvendigt via forskellige markedsføringstiltag at sikre en bredere opdyrkning af markedet og udvikling af teknologien.

5.5

I forbindelse med den landbrugsmæssige biomasse skal der tages hensyn til, at udviklingen i det disponible landbrugsareal målt i forhold til jordens samlede befolkning er dramatisk. I dag står der et ca. lige så stort areal til rådighed til dyrkning af korn som i 1970, men dengang var der tre milliarder mennesker færre, hvilket vil sige, at der i 1970 i verden som helhed opdyrkedes 0,18 ha pr. indbygger, hvor man i dag er nede på knap 0,11 ha. Tendensen vil blive forstærket, for der går rundt regnet syv millioner ha dyrkbart landbrugsareal tabt om året ved erosion, tilsaltning eller udtørring, og mere end en fjerdedel af al opdyrket jord regnes for at være i farezonen.

5.6

Ifølge FAO's vurderinger vil udviklingslandene i de kommende 20 år skulle fordoble deres import af korn. Derfor vil der i fremtiden formentlig opstå mangel på korn, som dermed vil blive dyrere. Derfor vil produktionsdyrenes foderbehov og efterspørgslen efter fornybare råstoffer i i-landene i øget omfang komme til at konkurrere med udviklingslandenes behov for fødevarer. Produktionsdyrenes foderbehov vil kunne nedbringes ved en reduktion af det høje kødforbrug, hvilket ville medføre en bedre adgang til næringskalorier, eftersom 90 % af energiindholdet går tabt ved anvendelsen som foder. Det vil altså især blive afgørende med en øget satsning på bedre udnyttelse af lignin- og hemicelluloseholdige planter og plantebestanddele samt af biprodukter (træ, strå, græsser, for kun at nævne de klassiske eksempler). På grund af det store udviklings- og forskningsbehov i fremtiden på dette område er det også tvingende nødvendigt i EU's rammeprogram for forskningen at foretage et paradigmeskifte henimod et fornybart energi- og råstofgrundlag og større effektivitet.

5.7

På den baggrund er det nemmere at forstå, at omstillingen til vedvarende energikilder og fornybare råstoffer til industrien kun udgør en del af problemets løsning. Det drejer sig om at sikre, at der bliver anvendt teknologier, der forbruger markant mindre energi og råstoffer end i dag for at opnå en tilsvarende ydelse. Således er det gennem de seneste fire årtier lykkedes stålindustrien at reducere energiforbruget og CO2-udledningen med ca. 50 %. For at skabe mulighed for yderligere potentielle besparelser planlægger ULCOS (Ultra Low CO2 Steelmaking), det konsortium, som den europæiske stålindustri i fællesskab med visse forskningsinstitutioner har taget initiativ til, en markant reduktion af udledningerne og dermed et gennembrud for en mere energieffektiv stålproduktionsproces. En reduktionsproces, der blev udviklet i 80'erne, giver allerede i dag mulighed for at nedsætte kravene til kullenes kvalitet og for at reducere CO2-udledningen med op til 30 % i forhold til højovnsprocessen.

5.8

Øgning af energieffektiviteten er den mest lovende strategi for en sænkning af omkostningerne, til beskyttelse af ressourcerne og til sikring af arbejdspladserne. For med gennemsnitligt 40 % af omkostningerne er udgifterne til råstoffer den største omkostningsfaktor i de forarbejdende erhverv. En effektiv anvendelse af råstofferne bidrager ved et konstant output både til at nedbringe udgifterne og til at skåne miljøet på grund af et mindre ressourceforbrug. Gennem statslige initiativer og programmer, som f. eks. forskningsprojekter og konkurrencer, der giver incitamenter til en forbedring af effektiviteten, kan virksomhederne tilskyndes til at udnytte dette potentiale. Netop i små og mellemstore virksomheder bør der skabes større bevidsthed om mulige potentielle effektivitetsforbedringer og besparelser i anvendelsen af råstofferne, nemlig gennem støtte til egnede ledelsessystemer som EMAS og ISO 14001.

5.9

Udnyttelsen af de råstofforekomster, der er adgang til i EU, navnlig kulforekomsterne, skal ske på et højt teknisk niveau. En yderligere udbygning af kapaciteterne kan også af hensyn til klimabeskyttelsen kun bifaldes på den betingelse, at »Clean Coal«-perspektivet tillige realiseres i forbindelse hermed.

5.10

Teknologiske innovationer i forbindelse med udviklingen af materialer med forbedrede egenskaber inden for produktion, forarbejdning og udnyttelse, samt stigende genanvendelsesprocenter kunne yderligere være en mulighed for at slippe ud af afhængigheden af råstofimporten. På dette område må man kombinere væsentlige forbedringer af råstofudnyttelsen med udvikling af innovative produkter. Dette perspektiv medfører ændret efterspørgsel for forskellige råstoffers vedkommende. På den måde kan der opstå et vækstpotentiale, der er skabt af forskningsinitiativer, og som giver både industri-, beskæftigelses- og miljøpolitiske fordele i forhold til traditionelle metoder.

5.11

Ud over de direkte besparelser i industrien skal det imidlertid tages med i betragtning, at der eksisterer store potentielle besparelser i husholdningerne og inden for transport. Ved hjælp af lav- og passivenergihuse kan der opnås store besparelser både ved opvarmning og køling. Kombineret med effektive varmegenvindingsteknologier såsom kondensationskedler eller varmepumper kan der i den forbindelse realiseres potentialer på op til 90 % i forhold til det nuværende gennemsnit. Også inden for privattrafikken er besparelser på en faktor fire gennem optimering af fremdriftssystemer og brugeradfærd ingen illusion.

Bruxelles, den 5. juli 2006

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Energi for fremtiden: vedvarende energikilder — Hvidbog vedrørende en strategi- og handlingsplan på fællesskabsplan.


16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/78


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om det europæiske system af integrerede statistikker for social beskyttelse (ESSPROS)

KOM(2006) 11 endelig — 2006/0004 (COD)

(2006/C 309/17)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 10. februar 2006 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Sylvia Sciberras til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 1. juni 2006.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 428. plenarforsamling den 5.-6. juli 2006, mødet den 5. juli, følgende udtalelse med 162 stemmer for og 5 hverken for eller imod:

1.   Henstillinger

1.1

EØSU påpeger, at det vil styrke Lissabon-strategiens sociale dimension, hvis medlemsstaterne gennem den nye ramme giver målet om at modernisere og forbedre den sociale beskyttelse større politisk vægt. Den sociale dimension er af afgørende betydning for at tackle udfordringerne fra globaliseringen og den aldrende befolkning. Lissabon-strategiens forskellige målsætninger, nemlig bæredygtig økonomisk vækst, flere og bedre jobs og større social samhørighed, skal støttes og fastholdes i lige høj grad (1).

1.2

EØSU mener, at det europæiske system af integrerede statistikker (ESSPROS) er afgørende for den åbne koordinationsmetode for social integration og pensioner.

1.3

Der er behov for en analytisk tilgang baseret på pålidelige og sammenlignelige indikatorer. Kun på den måde kan der dannes et troværdigt billede af de eventuelle fremskridt, der bliver gjort, mod opfyldelse af målene. EØSU mener, at der i tillæg til harmoniseringen af de statistiske data er behov for at udvikle kvalitative indikatorer.

1.4

Det kan være vanskeligt for en medlemsstat at finansiere indsamlingen af de nødvendige statistiske oplysninger. Medlemsstaternes muligheder for at indsamle oplysninger bør derfor tages med i overvejelserne. Endvidere bør de udgifter, som medlemsstaterne har ved gennemførelsen af en sådan ikke-finansieret opgave, også selv om de er begrænsede, beregnes på forhånd. EØSU bifalder, at Kommissionen planlægger at yde finansiel støtte til medlemsstaterne, når det drejer sig om at videreudvikle eksisterende systemer.

1.5

Det er også vigtigt, at ikke-økonomiske kriterier, baseret på menneskelige behov, så som adgang, kvalitet og inddragelse, afspejles i valget af indikatorer (2).

1.6

Omhyggelig udarbejdelse af statistikker er også vigtig for, at medlemsstaternes regeringer kan tilpasse deres nuværende sociale sikringssystemer til de behov, der findes i deres respektive samfund, og tage fat på behovene hos de dele af samfundet, der ikke er omfattet af de nuværende sociale beskyttelsessystemer.

1.7

Det medvirker også til at fastlægge og øge bevidstheden om programmer rettet mod sårbare og udstødte sociale grupper med særligt sigte på at udrydde fattigdom blandt børn.

1.8

I de seneste år har samordningen af politikken på området for social beskyttelse i alle medlemsstater gjort store fremskridt. Målet med det foreslåede tiltag om at harmonisere data vedrørende EU-statistikker for social beskyttelse kan kun opfyldes på fællesskabsplan og ikke af medlemsstaterne individuelt.

1.9

Lissabon-strategiens resultater kan vurderes ved hjælp af indikatorer og ved at vurdere de økonomiske resultater og beskæftigelses- og vækstprogrammet. Der er behov for at sammenkæde disse indikatorer med indikatorerne for social beskyttelse. Dette giver det bedste grundlag for en bedømmelse af resultaterne af den samlede Lissabon-strategi.

2.   Indledning

2.1

Opnåelse af Lissabon-strategiens mål forudsætter, at der foretages en analyse af den sociale beskyttelsesdimension, og de forskellige målsætninger og dele må gøres synlige og sammenlignelige. Et redskab, der kan anvendes til det formål, er Kommissionens ny ramme for den åbne koordinationsmetode for social beskyttelse. Som EØSU anførte i sin udtalelse om strategien for den åbne koordinationsmetode vedrørende social beskyttelse (3), er der behov for, at der fastlægges egentlige indikatorer for dette redskab.

2.2

I alle medlemsstater har de sociale sikringssystemer udviklet sig i overensstemmelse med landets historie og særlige forhold med det resultat, at systemerne ikke er ens i de forskellige lande.

2.3

Social beskyttelse omfatter alle offentlige og private foranstaltninger, der har til formål at afhjælpe den byrde, som bestemte risici eller behov, udgør for samfundet, hvad enten det drejer sig om husholdninger eller enkeltpersoner (4).

2.4

Der er sket en betydelig udvikling inden for social beskyttelse siden begyndelsen af 1990'erne, hvor der opstod forvirring i kølvandet på to henstillinger fra Rådet. Formålet med den første (92/442) var at opnå overensstemmelse mellem målene og politikken for social beskyttelse, og formålet med den anden (92/441) var at opstille fælles kriterier til sikring af tilstrækkelige ressourcer i alle EU- medlemsstaternes systemer (5).

2.5

Senere meddelelser om social beskyttelse har skubbet social beskyttelse højere op på den europæiske dagsorden og har på positiv vis bidraget til en fælles forståelse af social beskyttelse i Europa (de la Porte 1999 a) (6).

2.6

Dette skabte et behov for et effektivt sammenligningsgrundlag baseret på det (allerede eksisterende) samarbejde og på koordinering, der hovedsagelig består af en udveksling af synspunkter og anbefalinger på grundlag af bedste praksis.

2.7

Det mest følsomme emne var stadig fastlæggelsen af fælles indikatorer. Der var behov for at revidere de eksisterende systemer for sammenlignelige statistikker. Det var nødvendigt at analysere, hvad der kendetegner social udstødelse samt dens årsager og udvikling, og kvaliteten af data forbedredes.

2.8

Lissabon-strategiens resultater kan vurderes ved hjælp af indikatorer og ved at vurdere de økonomiske resultater og beskæftigelses- og vækstprogrammet. Der er behov for at sammenkæde disse indikatorer med indikatorerne for social beskyttelse. Dette giver det bedste grundlag for en bedømmelse af resultaterne af den samlede Lissabon-strategi.

3.   Resumé af Kommissionens forslag

3.1

De sociale beskyttelsessystemer i EU er højt udviklede. Det er medlemsstaterne, der er ansvarlige for organisationen og finansieringen af systemerne.

3.2

Gennem EU-lovgivning til samordning af de nationale sociale sikkerhedssystemer er det EU's særlige opgave at sikre, at borgere i alle medlemsstater og borgere, der flytter fra et land til et andet, er beskyttede.

3.3

Det er derfor meget vigtigt, at der fastlægges en række fælles indikatorer, hvilket kræver, at medlemsstaterne forpligter sig til at udvikle nøgleredskaber som ESSPROS. Kommissionens forslag til et lovgrundlag for ESSPROS »vil forbedre aktualiteten, dækningen og sammenligneligheden af de data, der løbende indsamles«.

3.4

På Det Europæiske Råd i oktober 2003 (7) nåede man til enighed om, at en fælles årsrapport om social integration og social beskyttelse skulle være det vigtigste rapporteringsredskab i forbindelse med strømliningen af den åbne koordinationsmetode (8).

3.5

Kommissionens meddelelse om En ny ramme for den åbne koordinationsmetode for politikkerne vedrørende social sikring og social integration i EU gjorde det helt klart, at der bør fastlægges en ny ramme, der sigter på at gøre den åbne koordinationsmetode til en mere kraftfuld og synlig proces (9).

3.6

I Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ESSPROS fremhæves den sociale dimensions betydning som en af grundpillerne i Lissabon-strategien.

3.7

Formålet med forordningen er at fastlægge en ramme for medlemsstaternes indsamling af data om social beskyttelse. Som det er nu, indsamles dataene under anvendelse af forskellige metoder og forskellige definitioner, hvilket gør det umuligt at sammenligne data. Den manglende sammenlignelighed gør dataene mindre brugbare i analysen af de sociale beskyttelsessystemer i EU.

3.8

Det bliver lettere at opnå formålet med Kommissionens forslag, hvis statistikkerne og analysen deraf udarbejdes på EU-niveau på grundlag af harmoniseret indsamling af data i de forskellige medlemsstater.

3.9

EØSU er enig i, at et lovgrundlag for ESSPROS vil medvirke til opfyldelsen af Lissabon-strategiens mål vedrørende konkurrencedygtighed, beskæftigelse og social integration og som følge deraf til at forbedre de sociale beskyttelsessystemer i de forskellige medlemsstater.

3.10

Behovet for sammenlignelige og pålidelige statistikker inden for socialpolitikken er endvidere en forudsætning for den åbne koordinationsmetode, som vil gøre arbejdet med social beskyttelse lettere (10).

3.11

De vigtigste elementer i Kommissionens forslag til forordning er:

ESSPROS-basissystemet, som omfatter de finansielle strømme af udgifter og indtægter inden for social beskyttelse.

Ud over basissystemet vil der blive tilføjet et modul om pensionsmodtagere og et modul om modtagere af sociale nettoydelser.

4.   ESSPROS-metodologien

4.1

ESSPROS-metodologien blev udviklet i slutningen af 1970'erne, idet der var behov for et særligt instrument til statistisk overvågning af social beskyttelse i EU's medlemsstater (11).

4.2

ESSPROS-manualen fra 1996 fastlagde et meget detaljeret system for klassificering af sociale ydelser.

4.3

Den reviderede metodologi i ESSPROS-manualen øger fleksibiliteten, hvilket til en vis grad mangler i Eurostats udarbejdelse af statistikker.

4.4

En medvirkende faktor til den øgede fleksibilitet er introduktionen af et basissystem og moduler (12).

4.5

Basissystemet svarer til de standardoplysninger om udgifter og indtægter inden for social beskyttelse, som Eurostat hvert år offentliggør.

4.6

Modulerne indeholder supplerende statistiske oplysninger om bestemte aspekter af social beskyttelse. De områder, der indgår i modulerne, afhænger af Kommissionens og medlemsstaternes krav (13).

4.7

Selv om der i ESSPROS' formål indgår en omfattende beskrivelse af den sociale beskyttelse i EU's medlemsstater, omfatter ESSPROS-metodologien ikke statistiske oplysninger om vigtige områder som sundhedstjenester, boliger, fattigdom, social udstødelse og indvandring. Eurostat indsamler et betydeligt statistisk materiale for disse områder, og der sker en omfattende udveksling af oplysninger om social beskyttelse mellem EU-medlemsstater på grundlag af MISSOC (14). Imidlertid ville et lovgrundlag for ESSPROS sikre en mere omfattende og realistisk beskrivelse af den sociale beskyttelse i medlemsstaterne.

5.   Udviklingstendenser inden for social beskyttelse

5.1   Boliger

5.1.1

Tilgængeligheden af boliger til overkommelige priser er et område, der bør vurderes. Et ægte billede af tilgængeligheden af boliger til overkommelige priser kan kun fås via temmelig omfattende målinger.

5.1.2

Forhold som dette gør det endnu vigtigere at sammenholde sociale og økonomiske statistikker for medlemsstaterne til gavn for borgerne. Som advarsel bør der fastlægges indikatorer for bæredygtighed.

5.2   Pensioner

5.2.1

Mange medlemsstater fører statistikker på dette område.

5.2.2

Men målinger af forventede befolkningsændringer vanskeliggøres af, at det er svært at forudsige omfanget af indvandring. Det kan være vigtigt at inddrage omfanget af den forventede indvandring og den sandsynlige virkning for bæredygtigheden af offentligt finansierede pensionsfonde. Jo mere nøjagtige data om indvandringsstrømme, jo større bidrag kan statistikker yde til at træffe de rette beslutninger.

Bruxelles, den 5. juli 2006

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EØSU's udtalelse af 20. april 2006 om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Man arbejder bedre, når man samarbejder: En ny ramme for den åbne koordinationsmetode for politikkerne vedrørende social sikring og social integration i EU. Ordfører: Jan Olsson. (EUT C 185 af 8.8.2006).

(2)  Se fodnote 1.

(3)  EØSU's udtalelse af 20. april 2006 om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Man arbejder bedre, når man samarbejder: En ny ramme for den åbne koordinationsmetode for politikkerne vedrørende social sikring og social integration i EU. Ordfører: Jan Olsson. (EUT C 185 af 8.8.2006).

(4)  Social Benchmarking, Policy Making, Caroline de la Porte.

(5)  Definition fra ESSPROS MANUAL (1996).

(6)  Social Benchmarking, Policy Making, Caroline de la Porte.

(7)  Rådsmødet i Bruxelles den 16.-17. oktober 2003, Formandskabets konklusioner.

(8)  KOM(2006) 11 endelig 2006/2004 (COD).

(9)  KOM(2005) 706 endelig.

(10)  KOM(2003) 261 endelig.

(11)  KOM(2003) 261 endelig.

(12)  ESSPROS Manual 1996.

(13)  ESSPROS Manual 1996.

(14)  MISSOC 2004 Manual.


16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/81


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse »Forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Andesfællesskabet«

(2006/C 309/18)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 14. juli 2005 i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en udtalelse om »Forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Andesfællesskabet«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som udpegede Juan Moreno Preciado til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 1. juni 2006.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 428. plenarforsamling den 5.-6. juli 2006 (mødet den 5. juli) følgende udtalelse med 156 stemmer for, 2 imod og 10 hverken for eller imod:

1.   Indledning

1.1

I sluterklæringen fra det tredje møde mellem civilsamfundsorganisationer i EU, Latinamerika og Caribien blev det foreslået at oprette et ægte partnerskab baseret på et net af aftaler mellem EU og de forskellige sammenslutninger i regionen, og der opfordres til at indlede forhandlinger med Andesfællesskabet (1).

1.2

I »Guadalajara-erklæringen«, der blev vedtaget på det tredje topmøde mellem stats- og regeringschefer fra EU, Latinamerika og Caribien (2) blev det betegnet som »vort fælles strategiske mål« at nå frem til en associeringsaftale mellem EU og Andesfællesskabet (svarende til dem, der allerede er indgået med Mexico og Chile, og som er under forhandling med Mercosur), der skal omfatte en frihandelszone.

1.3

På det samme topmøde mellem EU, Latinamerika og Caribien blev det besluttet at foretage en samlet vurdering af, hvor langt Andesfællesskabet er fremme med sin økonomiske integration. Denne vurdering blev påbegyndt i januar 2005.

1.4

EU-landene har endnu ikke udnyttet alle de økonomiske og handelsmæssige muligheder, som Andesfællesskabet byder på, og skønt EU er dets største handelspartner næst efter USA, er samhandelen ikke overvældende stor. Andesfællesskabets bestræbelser på at uddybe integrationen (trods de vanskeligheder og begrænsninger, der peges på i denne udtalelse) gøder jorden for en associeringsaftale, der kan blive et kraftigt incitament til øget handelssamkvem mellem EU og Andesfællesskabet, som det har været tilfældet i andre områder.

1.5

Endvidere plejer EØSU regelmæssige forbindelser med de to organer, som i dag repræsenterer hele regionens arbejdsgiversammenslutninger og fagforeninger: Det Andinske Rådgivende Arbejdstagerråd (Consejo Consultivo Laboral Andino — CCLA) og Det Andinske Rådgivende Arbejdsgiverråd (Consejo Consultivo Empresarial Andino — CCEA).

1.6

Den 6.-7. februar 2006 afholdt EØSU i samarbejde med Andesfællesskabets generalsekretariat en høring i Lima, hvori deltog de to rådgivende arbejdsgiver- og arbejdstagerråd såvel som andre andinske civilsamfundsorganisationer, der har ydet værdifulde bidrag til nærværende udtalelse. Deltagerne var positive over for indledningen af forhandlinger med EU, men pointerede, at partnerskabet med EU bør tage højde for ubalancen mellem det to regioner, undgå at henfalde til et afhængigt udviklingsmønster og bidrage til at nedbringe regionens sociale gæld samt fremme en effektiv social samhørighed.

1.7

Denne udtalelse skal tjene til at gøre myndighederne bekendt med det organiserede civilsamfunds holdning til forbindelserne med Andesfællesskabet i tråd med forslagene i sluterklæringen fra det fjerde møde mellem civilsamfundsorganisationer i EU, Latinamerika og Caribien i Wien i april 2006 (som endnu en gang understregede behovet for, at EU bidrager til styrkelsen af integrationsprocesserne i Latinamerika) og de endelige henstillinger fra topmødet mellem stats- og regeringscheferne i EU, Latinamerika og Caribien i maj 2006 om en mulig associeringsaftale EU/Andesfællesskabet. Denne sluterklæring bifalder med henvisning til:

det fælles strategiske mål, der blev fastlagt i Guadalajara-erklæringen, Den Europæiske Unions og Andesfællesskabets beslutning om i løbet af 2006 at sætte en proces i gang hen imod indledning af forhandlinger om en associeringsaftale, som omfatter en politisk dialog, samarbejdsprogrammer og en handelsaftale.

2.   Situationen i de fem Andeslande

2.1

Det er ikke nemt at sammenfatte situationen i fem lande, som ganske vist ligger i det samme geografiske område (Andesbjergene), men alligevel er meget forskellige, hvad angår økonomisk udvikling, demografi og politisk situation osv. Derfor vil denne udtalelse kun pege på nogle af de vigtigste aspekter af den aktuelle situation i hvert af disse lande.

2.2

Bolivia er det fattigste af de fem medlemslande i Andesfællesskabet og et af de mindst udviklede i hele Latinamerika. Dette skyldes delvist, at landet ikke har direkte adgang til havet, men der er også andre faktorer, der spiller ind, såsom en lille befolkning — hvoraf flere og flere emigrerer — manglen på agerjord, der egner sig til at drive konkurrencedygtigt landbrug, traditionel afhængighed af nogle få naturressourcer, marginalisering af den oprindelige befolkning, som udgør over halvdelen af befolkningen, og voksende spændinger mellem det traditionelle politiske magtcenter i højlandet og de fremspirende økonomiske magtområder i det østlige lavland. Det er lykkedes Bolivia at finde løsninger på et demokratisk grundlag, men den langvarige usikkerhed har skadet dets økonomiske udvikling. Den nye regering, der tiltrådte i januar 2006, er gået i gang med dybtgående reformer for at finde udviklingsmuligheder, uden at dette går ud over retssikkerheden for investeringer og overholdelsen af de internationale forpligtelser og gældende bilaterale aftaler.

2.3

Situationen i Ecuador har mange lighedspunkter med Bolivia, idet landet har en stor oprindelig befolkning og betydelige forskelle af politisk og kulturel art mellem kystlandet og højlandet. Skønt landet i de seneste år ikke har lidt under den samme grad af åben social konflikt som førhen, har den politiske ustabilitet været endnu større. 49 % (3) af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Det sidste tiårs økonomiske krise har sammen med »dollariseringen« af økonomien bidraget til landets store fattigdom, hvilket også er baggrunden for, at 10 % af den erhvervsaktive befolkning er emigreret. De penge, emigranterne sender hjem, som i 2004 udgjorde 1,74 mia. USD, udgør landets største valutaindtægtskilde efter olien.

2.4

Peru har en anden baggrund, idet landet efter en etape med terrorisme (i 80'erne og begyndelsen af 90'erne) fik en regering (i Fujimoris præsidentperiode), som henfaldt til autoritarisme og korruption. Selv om økonomien er i ret hurtig vækst, er det ikke lykkedes den nuværende regering at fastlægge en solid kurs for politiske og sociale reformer, og den har meget ringe folkelig opbakning. Hvad Andesfællesskabet angår, har Peru — skønt generalsekretariatet har sæde i Lima — vist sig noget tilbageholdende over for visse aspekter af den subregionale integration.

2.5

Venezuelas (4) situation følges med opmærksomhed i hele regionen og andre steder i verden, fordi landet i de seneste år har lidt under alvorlige politiske og sociale spændinger præget af en indædt rivalisering mellem tilhængere og modstandere af præsident Chávez. Den venezuelanske økonomi bliver stadig mere afhængig af olieeksporten, hvor det internationale prisniveau er højt, hvilket har givet regeringen mulighed for at føre en aktiv international politik og råde over et stort budget til gennemførelse af interne politikker.

2.6

Trods landet lider under en meget udbredt politisk og social vold — som forværres af narkotikahandelen — er det lykkedes Colombia at bevare sin demokratiske struktur intakt, hvilket er sjældent i Latinamerika, og landet har ved siden af denne politiske indsats også gjort bemærkelsesværdige fremskridt på det økonomiske område. Men selv om volden har taget noget af i Colombia, fortsætter overgrebene på fagforeningsfolk, journalister, erhvervsledere og medlemmer af andre menneskerettighedsorganisationer i form af drab og kidnapninger.

3.   Andeslandenes integration

3.1   Institutionel udvikling

3.1.1

Andesfællesskabet er det ældste integrationsprojekt i Sydamerika. Initiativtagerne — Bolivia, Colombia, Chile, Ecuador og Peru — undertegnede Cartagena-aftalen i 1969, hvorved Andespagten, som var den daværende betegnelse, blev grundlagt. Fem år senere sluttede Venezuela sig til pagten og i 1976 trak Chile sig ud. De nuværende fem medlemmer (Bolivia, Colombia, Ecuador, Peru og Venezuela) har tilsammen 120 millioner indbyggere og et samlet BNP på omkring 265 mia. USD. Det indre marked har en omsætning på omkring 8,6 mia. USD.

3.1.2

I dets 35 år lange historie har dette fællesskab bevæget sig fra en protektionistisk model (baseret på importsubstitution), som var en meget udbredt tilgang i 60'erne og 70'erne, til en model karakteriseret ved »åben regionalisme«. Pagten har også gennemgået forskellige institutionelle reformer for at gøre fremskridt i retning af en endnu større integration; denne proces kulminerede i skabelsen af Andesfællesskabet i 1997. Som følge heraf har Andesfællesskabet en højt udviklet institutionel struktur og en ret omfattende fælles lovgivning.

3.1.3

Det Andinske Integrationssystem (Sistema Andino de Integración — SAI) (5) blev oprettet ved Trujillo-protokollen i 1996 med det formål at varetage koordinationen mellem de forskellige organer for at udbygge og styrke den andinske integration. Integrationssystemet er opbygget af organer på mellemstatsligt og fællesskabsplan med udøvende, lovgivende, retlige, rådgivende og overvågende funktioner.

3.1.4

De to vigtigste beslutningstagende organer i Integrationssystemet er udenrigsministerrådet og Kommissionen for Andesfællesskabet, som begge har mellemstatslig karakter. Kommissionen lovgiver på områderne økonomi, handel og investeringer. Udenrigsministerrådet har beføjelser på alle områder, der ikke henhører under Kommissionen, især i spørgsmål af politisk, social, miljømæssig og integrationspolitisk karakter og vedrørende fri bevægelighed for personer og koordination af de forskellige fællesskabsorganers virksomhed udadtil.

3.1.5

Det øverste politiske organ i Det Andinske Integrationssystem er præsidentrådet, som består af medlemslandenes regeringschefer. Det udtaler sig gennem erklæringer eller retningslinier, som sætter kursen for de øvrige organer og institutioner i Det Andinske Integrationssystem. Formandskabet for det andinske præsidentråd går på skift hvert halvår i alfabetisk orden, og denne rotation følges op i de øvrige mellemstatslige organer.

3.1.6

Andesfællesskabets generalsekretariat (Secretaría General de la Comunidad Andina — SG-CAN) er et vigtigt fællesskabsorgan i Det Andinske Integrationssystem. Det har sæde i Peru (6) og yder teknisk støtte til de mellemstatslige institutioner. Det har lovgivningsbeføjelser på visse områder (vedtagelse af resolutioner), initiativret og andre specifikke opgaver.

3.1.7

Andre fællesskabsorganer er Andesfællesskabets Domstol og Det Andinske Parlament, mens Det Andinske Rådgivende Arbejdstagerråd (Consejo Consultivo Laboral Andino — CCLA) og Det Andinske Rådgivende Arbejdsgiverråd (Consejo Consultivo Empresarial Andino — CCEA) er anerkendte supplerende institutioner ved siden af Den Andinske Udviklingssammenslutning Corporación Andina de Fomento — CAF), Den Latinamerikanske Reservefond (el Fondo Latinoamericano de Reservas — FLAR), Simón Rodríguez- og Hipólito Unanue-konventionerne samt Det Andinske Universitet »Simón Bolívar«.

3.2   Det nuværende stade i den andinske integration

3.2.1

Ved en vurdering af den andinske integration skal der tages hensyn til to forhold. For det første: skønt Andesfællesskabet har fungeret i over tre tiår, består det stadig af fem udviklingslande (med en gennemsnitlig indkomst per capita på 2 364 EUR over for et gennemsnit på 20 420 EUR i EU-25) med alt, hvad dette indebærer i henseende til institutionel og økonomisk kapacitet.

3.2.2

For det andet: mens de traditionelle elementer i en integrationsproces (alt vedrørende skabelsen af et fælles marked) ikke er særligt fremskredne i Andesfællesskabet, er der på andre områder sket ret store fremskridt. Stillet over for vanskelighederne med at komme videre med den handelsmæssige integration, er andre aspekter af Andesfællesskabet — af kulturel, social, finansiel art osv. — blevet styrket.

3.2.3

For at forstå, hvorledes Andesfællesskabet fungerer i praksis, vil man normalt tage udgangspunkt i den økonomiske integration. På dette punkt har Andesfællesskabet fulgt en svingende kurs. Først i 1993 lykkedes det at oprette et frihandelsområde, som Peru fra begyndelsen holdt sig uden for. Planen om skabelse af en fælles ekstern toldtarif for alle medlemslande er endnu ikke blevet realiseret, selv om der er sket fremskridt i retning af harmonisering på handelsområdet. På denne baggrund og for at begge parter kan få størst muligt udbytte af den fremtidige associeringsaftale EU/Andesfællesskabet er det afgørende, at Andeslandene udvikler en egentlig toldunion.

3.2.4

Dette begrænsede fremskridt i regelværket har resulteret i en ringe handel inden for fællesskabet med store udsving fra år til år. I 90'erne steg handelen mellem medlemmerne af Andesfællesskabet, fra 4,1 % af den samlede handel i 1990 til 14,2 % i 1998 (7). Sidstnævnte procentdel er dog beskeden sammenlignet med handelsniveauet inden for samme gruppe i 70'erne, og det ligger under gennemsnittet for Latinamerika (20,2 %). Siden 1998 har handelen inden for Andesfællesskabet været faldende (10,4 % i 2004), men i 2005 registreredes dog en stigning.

3.2.5

Handelen inden for Andesfællesskabet har været mindre end handelen med USA (46,6 % af den samlede handel i 2004) og er næsten af samme omfang som handelen med EU (11,0 % i 2004). Tre af de fem nuværende medlemslande i Andesfællesskabet afsætter under 12 % af deres eksportvarer på det subregionale marked.

3.2.6

På integrationsområdet er der sket nogle fremskridt, skønt der har været mange vanskeligheder, som til dels skyldes manglende politisk vilje, men utvivlsomt også andre forhold, såsom markedernes struktur, forskellene mellem de økonomiske modeller, forskellige udviklingsniveauer, geografisk beliggenhed, som vanskeliggør handelen inden fællesskabet, samt interne politiske problemer. Under alle omstændigheder skal det understreges, at Andesfællesskabet har vist sig i stand til at opretholde integrationskursen i mere end tre tiår. Manglen på moderne infrastruktur for kommunikation og transport mellem de fem Andeslande er en af de største hindringer for skabelsen af et fælles marked for Andesfællesskabets udvikling generelt.

3.2.7

Det skal bemærkes, at Andeslandene kun viser ringe interesse for Andesfællesskabet i den praktiske koordinering af deres udenrigspolitik. Således har Bolivia og Venezuela tilnærmet sig Mercosur, mens Peru og Colombia har undertegnet frihandelsaftaler med USA.

3.2.8

Disse uoverensstemmelser kom tydeligere for en dag med meddelelsen den 22. april 2006 om, at Venezuela trækker sig ud af Andesfællesskabet. Dette forhold har sammen med undertegnelsen af NAFTA-aftalerne kastet Andesfællesskabet ud i en dyb politisk krise, som vil blive taget op på et ekstraordinært topmøde.

3.3   Hindringer for social samhørighed

3.3.1

Som understreget tidligere i denne udtalelse drejer Andesfællesskabet sig ikke kun om handelsmæssig integration. Fra starten af har der altid været et ønske om at inddrage den politiske og sociale dimension i den andinske integrationsproces. Dette ønske afspejler de seneste års kamp for demokrati, der har udspillet sig i flere lande i subregionen, men også Andeslandenes behov for at gøre sig mere gældende i Latinamerika og i en større sammenhæng. Det er også et udslag af den socioøkonomiske situation i Andeslandene.

3.3.2

Statistikkerne over den manglende sociale samhørighed er foruroligende: 50 % af befolkningen i Andeslandene — omkring 60 millioner mennesker — lever under fattigdomsgrænsen. De fem lande i Andesfællesskabet er blandt de lande i verden, som er præget af de største uligheder (ifølge Gini-indexet), ikke kun hvad indkomstniveau angår, men også mht. til andre former for marginalisering på grundlag af etnisk oprindelse, race, fødested osv.

3.3.3

Det skal i denne sammenhæng understreges, at uformel beskæftigelse, intern og ekstern migration (som har store konsekvenser for kvinderne) og andre fænomener såsom marginalisering af den indfødte befolkning, der i dette område udgør flertallet (Bolivia) eller meget store mindretal (Ecuador og Peru), er meget udbredt. Det er også i denne region, størstedelen af verdens kokain produceres, hvilket har fået den sorte økonomi til at vokse og medført fordrivelser af befolkningen, vold og korruption, som i Colombias tilfælde føjer sig til en væbnet konflikt, der ikke synes at ville tage ende.

3.3.4

På denne baggrund kan handelsliberalisering ikke være det eneste instrument til at fremme samhørigheden mellem Andeslandene. I den nye strategi, som Andesfællesskabets generalsekretær (8) har gjort sig til talsmand for, lægges der mindre vægt på fjernelse af toldbarrierer og mere på andre udfordringer såsom forbedring af konkurrenceevnen, intellektuel ejendomsret, ophævelse af ikke-toldmæssige barrierer, infrastruktur, fri bevægelighed for personer, energi, miljø og sikkerhed.

3.3.5

En af hovedakserne i denne nye strategi, der går ud på at bruge integration som middel til udvikling, er social udvikling. Derfor er et af de vigtigste initiativer i Andesfællesskabet i nyere tid den integrerede sociale udviklingsplan (9) (Plan Integrado de Desarrollo Social — PIDS), som blev vedtaget i september 2004 med det mål at bekæmpe fattigdom, marginalisering og social ulighed i området. På mellemlang sigt vil PIDS kunne danne grundlaget for en overordnet strategi for social (og økonomisk) samhørighed. Den åbne koordinationsmetode, som EU benytter på det sociale område, er af stor interesse for Andesfællesskabet. Det samme gælder ideen om en socialfond svarende til EU's strukturfonde. Hermed er Andesfællesskabet den første subregion, som forsøger at overtage aspekter af den europæiske sociale model.

3.3.6

Under alle omstændigheder har den sociale dimension været et stadig oftere tilbagevendende emne i de politiske erklæringer og Andesfællesskabets beslutninger siden 1999 (10), og i de seneste fem år har visse konkrete initiativer taget form.

3.3.7

I den andinske dialog på præsidentniveau om integration, udvikling og social samhørighed anerkendtes det, at de andinske økonomier som led i deres internationalisering bør tilstræbe produktionsdiversificering og inklusiv konkurrenceevne, som omfatter mikrovirksomheder, og små og mellemstore virksomheder og fremmer kooperativt arbejde på fællesskabsplan, og som kan skabe gunstige vilkår for lokal udvikling og regionalisering via territoriale udviklingsstrategier.

3.3.8

I dag har Andesfællesskabets generalsekretariat som overordnede mål for det andinske fællesskab opstillet globalisering kombineret med integration, udvikling kombineret med konkurrenceevne og social inddragelse samt social samhørighed kombineret med styrkelse af demokratiske styreformer. Den sociale agenda, der endnu ikke er gennemført, er relevant på alle disse områder og vil være gennemførlig, hvis den fastholdes som prioriteret mål for Andesregionen i forhandlinger om handelsliberalisering med tredjelande, herunder især forhandlinger, som per definition kan forårsage større ubalance i regionen og i Andeslandenes samfund, der er præget af marginalisering af visse samfundsgrupper på grund af etnisk tilhørsforhold eller køn.

4.   Civilsamfundets deltagelse i den andinske institutionelle struktur

4.1   De andinske rådgivende arbejdstager- og arbejdsgiverråd

4.1.1

Skønt den andinske integrationsproces har stået på i flere tiår, er civilsamfundets først blevet formelt inddraget i den seneste etape Andesfællesskabets historie med oprettelsen af de andinske rådgivende arbejdstager- og arbejdsgiverråd. Før da blev arbejdsgivere og fagforeninger kun i ringe omfang taget med på råd på regionalt plan i forbindelse med den andinske integration. De deltog dog i denne integrationsproces via de nationale regeringer.

4.1.2

Det Andinske Rådgivende Arbejdstagerråd (CCLA) blev oprettet ved beslutning 441 (11) og består af fire delegerede fra hvert Andeslanden. Disse delegerede og deres suppleanter vælges blandt højtstående ledere af de repræsentative fagforeninger, som hvert land udpeger. De mest repræsentative landsorganisationer og sammenslutninger i hvert enkelt af Andeslandene har sæde i CCLA. I dag er 16 landsorganisationer i de fem lande (12) repræsenteret.

4.1.3

Det Andinske Rådgivende Arbejdsgiverråd (CCEA) blev oprettet ved beslutning 442 og er sammensat af arbejdsgiverorganisationerne i Andesregionen. Det består af fire delegerede udvalgt mellem de øverste ledere i de repræsentative arbejdsgiverorganisationer i hvert enkelt land i Andesfællesskabet.

4.1.4

Begge rådgivende råds funktioner blev ændret ved beslutning 464 (13), hvorefter de kan afgive udtalelse til Andesfællesskabets udenrigsministerråd (CAMRE), Kommission og generalsekretariat og deltage i CAMRE's og Kommissionens møder samt i de nationale eksperters møder og i arbejdsgrupper, som beskæftiger sig med den andinske integrationsproces, hvori de kan deltage med stemmeret.

4.1.5

CCLA har indtil dato udarbejdet utallige udtalelser, hvoraf flere om Andesfællesskabets sociale agenda eller eksterne agenda. Blandt sidstnævnte skal især fremhæves den nylige udtalelse no 27 (14) om »Opfølgning af undertegnelsen af en eventuel associeringsaftale mellem Den Europæiske Union/Andesfællesskabet«, hvori det understreges, at CCLA deler forventningerne om fremskridt hen imod en politisk, økonomisk og social alliance med EU.

4.1.6

For sin part har CCEA i en af sine erklæringer (15) understreget, at spørgsmålet om associering med EU er afgørende, og anbefalet, at åbenheden i disse forhandlinger med EU bør fastlægges meget nøje, således at forhandlingerne ikke kommer til at lide skade.

4.1.7

Såvel CCLA som CCEA har understreget nødvendigheden af at øge koordineringen med andre aktører i Andesregionens civilsamfund på den ene side og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) på den anden side for at fastlægge fælles holdninger og tilskynde til initiativer, som skal garantere overholdelse af de grundlæggende arbejdsregler i enhver aftale mellem EU og Andesfællesskabet.

4.2   Andre kanaler for deltagelse

4.2.1

Ud over de nævnte fora for civilsamfundets institutionelle repræsentation råder Andesfællesskabet over andre mekanismer for deltagelse på det socialpolitiske område såsom Simón Rodríguez-aftalen (1973), der er et trepartsforum for debat, deltagelse og koordinering mellem arbejdsministre, arbejdsgivere og arbejdstagere vedrørende social- og arbejdsmarkedspolitik på regionalt plan. Det er en af de såkaldte sociale aftaler (16).

4.2.2

Simón Rodríguez-aftalen var et af de første instrumenter i den andinske integration og omfattede direkte de forskellige aspekter af den sociale og arbejdsmarkedsmæssige udvikling. Skønt aftalens udvikling kan opvise nogle resultater og hele tiden har haft alle berørte parters bevågenhed i ønsket om at gøre fremskridt på dette område, må det konkluderes, at de vanskelige betingelser, især af institutionel art, har lagt en kraftig dæmper på integrationsprocessen, og i 1983 blev aftalen blev sat ud kraft.

4.2.3

Aftalen er nu blevet omdannet til en protokol til erstatning for Simón Rodríguez-aftalen, som blev undertegnet af Andesfællesskabets præsidentråd den 24. juni 2001. Aftalens målsætninger er:

a.

at foreslå og drøfte initiativer på det sociale og arbejdsmarkedsmæssige område, som kan yde et reelt bidrag til udviklingen af den sociale agenda i subregionen og bidrage til de aktiviteter, der udfoldes af de øvrige organer i det andinske integrationssystem;

b.

at fastlægge og koordinere Andesfællesskabets politikker om beskæftigelsesfremme, erhvervsuddannelse og faglig kvalificering, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, social sikring, vandrende arbejdstagere samt andre spørgsmål, som Andeslandene måtte ønske at tage op;

c.

at foreslå og udarbejde samarbejds- og koordineringstiltag mellem medlemslandene vedrørende sociale og arbejdsmarkedsmæssige spørgsmål i regionen.

4.3   Ngo'ernes og civilsamfundsorganisationernes rolle