16.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 192/1

1.1

bifalder anerkendelsen af det særlige ved offentlig støtte til levering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og definitionen af kontrakter vedrørende forsyningspligtydelser, der fastsætter parternes rettigheder og pligter;

1.2

glæder sig over, at forordningen forholder sig neutralt til de sociale og territoriale mål, som de forskellige kompetente myndigheder forfølger;

1.3

ser positivt på logikken i kontrakterne, som anerkender forsyningspligtydelsernes betydning for opfyldelsen af visse målsætninger for den sociale og territoriale samhørighed. Kontrakterne om offentlig tjeneste gør det muligt at beskrive forsyningspligtydelserne og de hermed forbundne omkostninger på en gennemsigtig måde.

2.1

ser med tilfredshed på, at forslaget til forordning i overensstemmelse med nærhedsprincippet tildeler de lokale og regionale myndigheder den nødvendige fleksibilitet til at opfylde de specifikke og komplekse lokale behov for offentlig trafikbetjening, uden at det går ud over deres målsætninger for social og territorial samhørighed;

2.2

minder om sit engagement til fordel for princippet om lokale myndigheders forvaltningsmæssige frihed, hvilket i henhold til lovgivningen i de fleste medlemsstater indebærer retten til suverænt at bestemme, hvordan den kollektive transport skal forvaltes;

2.3

glæder sig over, at de kompetente myndigheder får frie hænder til at vælge forvaltningsform, fordi det viser, at der tages hensyn til de lokale behovs mangeartethed og produktionsvilkårenes forskellighed;

2.4

er principielt gunstigt stemt over for bestemmelsen om en geografisk begrænsning for interne operatører (art. 5, stk. 2), som vil fjerne de fleste anledninger til mistanke om »uforenelig« støtte, samtidig med at muligheden for at anvende interne operatører bevares, men mener ikke, at princippet om geografisk begrænsning vil udelukke muligheden for, at en lokal myndighed fortsat kan drive visse former for trafikbetjening ud over de administrative grænser;

2.5

bekræfter sin positive holdning til en åbning af markedet for offentlig lokal trafikbetjening i henhold til principperne om »reguleret konkurrence«, som overholder kravet om opfyldelse af behovene for samfundets svageste, arbejdssøgende personer i de fattigste kvarterer, og samtidig er miljømæssigt bæredygtige;

2.6

glæder sig over anerkendelsen af de kompetente myndigheders ansvar for den kontraktuelle organisering af varetagelsen af tjenesteydelserne. De kompetente myndigheder vil kunne vælge at tildele en eller flere kontrakter om drift af transporttjenester og har frie hænder med hensyn til risikofordeling;

2.7

glæder sig over den fleksibilitet, der tillades i forbindelse med udbud af kontrakter: udbud vedrørende offentlig trafikbetjening kan gøres til genstand for forhandlinger (art. 5, stk. 3) eller kan erstattes af en kontrakt ved underhåndsaftale, hvis trafikbetjeningen afbrydes (art. 5, stk. 5);

2.8

undrer sig over, at sø- og flodtransport i byerne er undtaget fra det nye forslag til forordning. Regionsudvalget beklager, at forslaget til forordning ikke også gælder offentlig trafikbetjening over vand, eftersom sådanne tjenester udgør en integreret del af det lokale offentlige transportnet.

3.1

konstaterer, at forordningen ikke hæmmer det private initiativ på de afregulerede markeder for personbefordring i medlemsstaterne (uden enerettigheder og kompensation);

3.2

anser forordningen for at være udformet på en måde, så dannelse af nye monopoler i den offentlige lokale transport modvirkes og så udelukkelse af små og mellemstore virksomheder fra markedet forhindres;

3.3

erklærer sig tilfreds med den foreslåede balance i styrkeforholdet mellem de kompetente myndigheder og de store transportselskaber. Med henblik på en god og effektiv lokal trafikbetjening er det vigtigt, at det regionale niveau har stor indflydelse på planlægningen og organiseringen af den kollektive transport. At flere og flere pendler til og fra arbejde, stiller desuden store krav til samordningen af den nationale og regionale kollektive trafikbetjening;

3.4

støtter udelukkelsen af offentlig regional trafikbetjening og fjerntrafikbetjening med jernbane fra bestemmelserne i forordningens artikel 5;

3.5

sætter spørgsmålstegn ved gennemførligheden af de foreslåede regler vedrørende fastsættelse af en rimelig kompensation for forsyningspligtydelser. Evalueringen bliver så vanskelig, for ikke at sige umulig, at den kan blive en kilde til retsusikkerhed;

3.6

gør opmærksom på, at der ikke opstilles rammer for indgåelse af kontrakter ved underhåndsaftale om regional trafikbetjening og fjerntrafikbetjening med jernbane. Nogle virksomheder vil være i gang med at opfylde kontrakter indgået ved underhåndsaftale om regional trafikbetjening eller fjerntrafikbetjeneing på et tidspunkt, hvor de indgiver tilbud i forbindelse med offentlige udbud. Man skal i denne forbindelse være opmærksom på risikoen for konkurrenceforvridninger.

4.1

undrer sig over, at Kommissionen ikke på noget tidspunkt begrunder sit valg af det mest bindende retsinstrument for europæisk integration, nemlig forordningen;

4.2

konstaterer, at definitionerne i forslaget til forordning på grund af den store variation medlemsstaterne imellem til tider er for upræcise, men at det samtidig overlades til medlemsstaterne at præcisere definitionerne på deres eget territorium. Dette gælder især definitionen af byområder (art. 2, litra m)), hvor transportbehovene kun sjældent holder sig inden for en og samme myndigheds geografiske område.

—

anmoder om, at bestemmelserne i forordningsforslaget får klar forrang i forhold til reglerne i de generelle direktiver om offentlige kontrakter i overensstemmelse med princippet om specielle regler (lex specialis),

—

ønsker, at koncessionskontrakterne i den nuværende forordning omfattes af klare bestemmelser hvor deres regulering i forhold til direktiverne om »offentlige kontrakter« (93/37 og 2004/18) fremgår,

—

anmoder om, at »BOT«-kontrakterne (Built Operate and Transfer) bliver behandlet mere udtrykkeligt i artikel 5, stk. 1, og 8, stk. 1. Forordningen skal præcisere de lovfæstede betingelser, der gør sig gældende, når en eneret (og/eller en kompensation) er forbundet med opbygningen af tung infrastruktur.

4.8

16.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 192/8

1.1

finder, at Kommissionens meddelelse om »Sundere, sikrere og mere tillidsfulde borgere: En sundhed og forbrugerbeskyttelsesstrategi« lægger op til en kobling mellem sundheds- og forbrugerpolitik, der kan skabe en fornuftig synergieffekt med hensyn til videndeling, metodologi og en effektivisering af administrative ressourcer;

1.2

bifalder, at Kommissionen lægger op til, at den enkelte skal have bedre mulighed for at træffe sunde valg og have sundere forbrugervaner. Kommissionens meddelelse signalerer den store betydning, sundhed har for både borgernes velfærd og for opnåelse af Lissabon-strategiens målsætninger, eftersom bedre sundhed bidrager positivt til Europas produktivitet, arbejdskraftdeltagelse og bæredygtig vækst. Et indre marked med varer og serviceydelser, der fungerer responsivt i forhold til forbrugerbehov og ønsker, vil yderligere forbedre EU's konkurrenceevne;

1.3

understreger, at der også skal tages sundheds- og forbrugerhensyn inden for EU's andre politikområder. En øget samordning af de politiske processer inden for andre områder, herunder eksempelvis beskæftigelsespolitikken og landbrugspolitikken, vil have betydning for at opnå de retningsgivende målsætninger inden for sundhed og forbrug. Det er eksempelvis uhensigtsmæssigt, at EU fortsat giver tilskud til usunde fødevarer, for eksempel mejeriprodukter med højt fedtindhold, eller via Fællesskabets budget for 2005 støtter tobaksindustrien med 916 millioner EUR, hvilket er betydeligt mere end de 14,4 millioner, EU yder i støtte til tobaksforebyggelse. Regionsudvalget er derfor positiv over for den fuldstændige udfasning af støtte til tobaksindustrien inden udgangen af år 2010;

1.4

støtter opfordringen til at skabe et sæt af horisontale minimumsrettigheder, som skal være gældende for alle forbrugere, når de anvender almene tjenesteydelser (f.eks. gas og el, posttjenester, telekommunikation og vand), hvad enten det er på nationalt eller tværnationalt plan, som hviler på princippet om universel service (dvs. universel adgang til tjenesteydelser af almen interesse, som er afgørende for deltagelse i det moderne samfund). Dette er et område, hvor adgang til forsyningspligtydelser bør være det suveræne princip, og hvor forbrugernes forventninger, hvad angår adgang, sikkerhed, pålidelighed, pris, kvalitet og udvalg, bør indfris;

1.5

er af den holdning, at der er et behov for fortsat at overvåge det indre markeds betydning for sundhedsvæsnet og forbrugermønstrene i medlemsstaterne. Samspillet mellem Fællesskabets regler og de nationale sundheds- og forbrugerpolitiske politikker skal vurderes under implementeringen af traktatfæstede målsætninger om sikring af et højt sundhedsbeskyttelsesniveau og forbrugerbeskyttelsesniveau gennem initiativer fra Fællesskabet;

1.6

slår til lyd for, at der tages mere hensyn til forbrugerinteresser i EU's konkurrencepolitik, idet der tages højde for forholdet mellem forbrugerbeskyttelse og konkurrencelovgivning som omhandlet i EF-traktatens artikel 81 og 82, hvorefter målet med konkurrencereglernes anvendelse på virksomheder er at værne om konkurrencen på markedet som et middel til at fremme forbrugervelfærden;

1.7

mener, at der skal foretages sundhedskonsekvensvurderinger i behandlingen af Fællesskabets initiativer. Sundhedskonsekvensvurderinger bør også se på, hvordan folkesundheden påvirkes af beslutninger, og ikke alene tage højde for, hvordan forskellige tiltag vil påvirke sundhedsvæsnets organisation og indretning. Desuden bør vurderingerne også undersøge, hvordan EU tiltag påvirker grundlæggende værdier, der ligger til grund for sundhedsvæsnets organisation i de enkelte medlemslande. Det er vigtigt at holde sig for øje, at konsekvenserne af det samme fællesskabsinitiativ kan være forskellige fra medlemsstat til medlemsstat;

1.8

finder, at der på forbrugerområdet skal sikres en demokratisk og gennemsigtig beslutningstagning og ansvarlighed. Det skal særligt sikres, at fødevareindustrien integrerer miljø- og folkesundhedsperspektiverne og sigter mod at forsyne friske, nærende fødevarer til alle, uanset socioøkonomisk baggrund;

1.9

er af den opfattelse, at en kobling af sundheds- og forbrugerpolitik ikke må medføre, at producenter direkte markedsfører deres fødevarer som sygdomsforebyggende eller som anbefalet af læger. Producenter må ikke udnytte frygten for sygdom som middel til at sælge deres varer eller vildlede forbrugere til at tro, at enkelte fødevarer kan erstatte en sund og varieret kost. Det er derfor vigtigt at kunne styre udviklingen mod bedre sundhed og sundere produkter og at kunne forebygge vildledning af forbrugerne inden for rammerne af den europæiske forbrugerpolitik;

1.10

understreger, at retsgrundlagene for EU's politikker om hhv. folkesundhed og forbrugerbeskyttelse er vidt forskellige. I henhold til EF-traktatens artikel 152 skal Fællesskabets indsats på folkesundhedsområdet »være et supplement til de nationale politikker«. Derimod anlægges en fælles indfaldsvinkel på forbrugerpolitikken, som formuleret i EF-traktatens artikel 153, idet formålet hermed er at fremme forbrugernes rettigheder og beskytte deres interesser, specielt i forbindelse med gennemførelsen af det indre marked. At tale om et fælles retsgrundlag for de to politikker er derfor i strid med subsidiaritetsprincippet.

EU's forbrugerlovgivning må ikke føre til specifikke regler eller love på sundhedsområdet, som griber ind i sundhedsvæsnets tilrettelæggelse og indretning i de enkelte medlemsstater. At underkaste forbrugerbeskyttelsespolitikken de strenge komplementaritets- og subsidiaritetskriterier, som gælder for folkesundhedspolitikken, kunne gøre indhug i EU's egne beføjelser på forbrugerbeskyttelsesområdet;

1.11

mener derfor, at det i stedet for at tale om en strategi for »sundheds- og forbrugerbeskyttelse« ville være mere rammende, hvis Kommissionen anvendte begrebet »folkesundhed og forbrugerbeskyttelse« igennem hele sin dets meddelelse, da det ville være i samklang med de EU-beføjelser, der er lagt fast i artikel 152;

1.12

understreger, at en kobling mellem sundheds- og forbrugerpolitik ikke må medføre en sidestilling af sundhedsvæsenets patienter og markedets forbrugere. Markedet for sundhedsydelser afviger på en række væsentlige områder fra det almindelige forbrugsmarked. Dette er illustreret ved usikkerheden i relation til omfanget af behovet for sundhedsydelser, usikkerhed omkring omkostningsforhold, eksterne effekter ved brug af sundhedsydelser og informationsasymmetri mellem udbyder og forbruger/patient. Samtidig er det ønskeligt, at borgere sikres lige adgang og muligheder for sundhedsydelser uanset socioøkonomisk baggrund. Medlemsstaterne må kunne bibeholde muligheden for at prioritere, agere og intervenere i relevant omfang;

1.13

henstiller, at sundhedsområdet og forbrugerområdets særkender fortsat respekteres på trods af deres sammenlægning i et fælles program. Det kan ske gennem en øremærkning af budgettet for henholdsvis, hvad der skal bruges til sundhedsanliggender, og hvad der skal bruges på forbrugerpolitik. Kommissionens program beskriver udførligt, hvordan midlerne skal fordeles mellem 2007-2013. Der bør så vidt muligt være adgang for at omprioritere i takt med udviklingen af programmet eventuelt i forbindelse med den planlagte evaluering efter 3 år. Dette er i overensstemmelse med programmets intention om at arbejde med fleksible handlingsplaner;

1.14

anerkender, at det på visse områder er hensigtsmæssigt at foretage en øget samordning på sundhedsområdet mellem medlemsstaterne gennem den åbne koordinationsmetode. Dette er eksempelvis tilfældet vedrørende patientmobilitet og inden for uddannelse og rekruttering af sundhedspersonale;

1.15

er af den opfattelse, at forudsætninger for en god sundhedstilstand skabes i borgernes umiddelbare nærhed. Sundhedsvæsnets organisation er kun én ud af mange aktører. På sundhedsområdet er det i mange af medlemsstaterne de regionale og lokale myndigheder, der har ansvaret for sundhedsvæsenet og folkesundheden i deres region eller lokalområde. Regionsudvalget, og de regioner og lokale myndigheder, der har ansvaret for disse områder, må derfor sikres indflydelse på Fællesskabets overordnede sundhedsstrategi. Der bør tages særligt hensyn til Regionsudvalgets synspunkter i forbindelse med beslutninger og initiativer, der har at gøre med de lokale og regionale myndigheders opgaver og ansvarsområder inden for sundhedsvæsnet og folkesundheden. De regionale og lokale myndigheder forudsættes eksempelvis inddraget i og aktivt at påvirke gennemførelsen af de initiativer, der iværksættes med henblik på at udvikle sundhedsindikatorer og benchmarking og folkesundhedsstrategier på områder såsom deltagelse og indflydelse, psykisk sundhed, diæt og ernæring og alkohol;

1.16

understreger, at civilsamfundet skal opfordres til at deltage i og bidrage til udviklingsarbejdet. Borgerne må sikres indflydelse på både Fællesskabets sundhedspolitik og forbrugerpolitik. Det er vigtigt, at specialiserede netværk på sundheds- og forbrugerområdet støttes og høres på fællesskabsniveau. Dette gælder eksempelvis forbrugerorganisationer, patientforeninger og øvrige fagrelevante netværk;

1.17

understreger, at Kommissionen skal sikre, at medarbejderne i forvaltningsorganet har de nødvendige kompetencer for at kunne implementere og fuldføre Kommissionens program. Det betyder både kompetence inden for henholdsvis forbrugerområdet og sundhedsområdet, men også tværfaglige kompetencer;

1.18

finder, at det er af væsentlig betydning for at imødekomme de fælles og fremtidige udfordringer på sundheds- og forbrugerområdet, at de nye medlemsstater ydes særlig opmærksomhed. Man bør bevidst prioritere at understøtte de nye medlemsstater i udviklingen af sundhedsinteresser og forbrugerinteresser med henblik på at reducere de sundhedsmæssige forskelle og skævheder i EU, således at man gradvist kan nærme sig det højeste niveau i EU. Det er eksempelvis utilfredsstillende, at den gennemsnitlige middellevetid ifølge Eurostats oplysninger er betydeligt lavere i de nye medlemsstater i forhold til i de gamle medlemsstater;

1.19

anerkender, at strukturfondsmidler ifølge Kommissionens foreslåede program vedrørende Den Europæiske Fond for Regional Udvikling for 2007-2013 kan anvendes til udvikling af folkesundheden. Regionsudvalget bemærker i den forbindelse, at strukturfondsmidler kun skal bruges i opstartsfasen af folkesundhedsrelaterede projekter og ikke til den egentlige fortsatte drift af sådanne projekter;

1.20

finder, at det er af væsentlig betydning for at imødekomme de fælles og fremtidige udfordringer på sundheds- og forbrugerområdet, at nabolandene til EU ydes særlig opmærksomhed. Man bør bevidst prioritere at understøtte disse lande i udviklingen af sundhedsinteresser og forbrugerinteresser med henblik på at reducere de sundhedsmæssige forskelle og skævheder i hele Europa og i de tilgrænsende områder;

1.21

understreger, at koblingen af forbrugerinteresser med sundhed ligeledes kan skabe øget lighed inden for medlemsstaterne, især da socioøkonomiske forskelle ofte medfører forskelle i sundheds- og forbrugerbeskyttelse. Man skal være særlig opmærksom ikke alene på ulighederne mellem medlemsstaterne, men også på ulighederne inden for de enkelte medlemsstater. Det er også afgørende vigtigt at fokusere mere på marginaliserede grupper som lavindkomstgrupper, grupper med fedmeproblemer og etniske minoriteter, hvis man skal realisere den overordnede målsætning om lige muligheder for alle. Det er også vigtigt at understrege, at den enkelte bærer et ansvar for sin egen sundhedstilstand. En sundheds- og forbrugerpolitik, der fremmer sundhedsforsvarlige valg, er ønskværdig i forhold til at komme livsstilsrelaterede sygdomme til livs. Forskningen peger på, at marginaliserede grupper oftere lider af dårligt helbred og livsstilssygdomme. Ved at hjælpe marginaliserede grupper med at træffe sunde valg kan socioøkonomiske uligheder afbødes;

1.22

er af den opfattelse, at den information, som Kommissionen vil udbrede, skal være nyttig for modtagerne. Der skal udvikles metoder for, hvordan oplysningskampagnerne kan målrettes de ønskede målgrupper. Der lægges således op til interaktiv formidling og oplysningskampagner snarere end blot fremsendelse af ensartet informationsmateriale. Det kan i udbredelsen af information vedrørende sundhed og forbrug være særligt givtigt at målrette indsatsen mod børn og unge for dermed tidligt at kunne knække dårlige forbrugervaner, der kan medføre dårligt sundhed på længere sigt. Her tilkommer der førskoler, skoler og frivillige organisationer en vigtig opgave;

1.23

mener, at Kommissionen i sin informationsvirksomhed skal respektere de enkelte medlemsstaters ret til at fastlægge reglerne for rettigheder og forpligtelser i relation til sundhedsvæsnets dækning inden for rammerne af medlemsstaternes sociale sikringsordninger samt de divergerende betingelser, som gælder for forskellige ydelser og forbrugerrettigheder;

1.24

henstiller, at information skal forefindes der, hvor borgerne efterspørger den, og informationen skal følges op af kompetent rådgivning og vejledning i de enkelte medlemsstater. Det er et lokalt og regionalt ansvar at lave oplysning til marginaliserede grupper. Det skal sikres, at mere sårbare patientgrupper også får mulighed for oplysning om sundheds- og forbrugerforhold. Ensartet informationsmateriale til alle EU's borgere vil blot gøre ulighederne mellem de forskellige socioøkonomiske grupper internt i medlemslandene større, idet undersøgelser viser, at ressourcestærke befolkningsgrupper reagerer mere responsivt i forhold til oplysningskampagner end de ressourcesvage. Hvis sådanne kampagner skal være effektive, er det vigtigt at inddrage det regionale og lokale niveau i arbejdet;

1.25

opfordrer Kommissionen til at følge med udviklingen inden for teknologi og kommunikation i sin dataindsamling og i planlægningen af oplysningskampagner. Der er en rivende udvikling inden for teknologi og kommunikation. Det er nødvendigt at holde sig à jour, hvis man skal opnå fortsat synlighed;

1.26

anbefaler i betragtning af, at landbrugsfødevaremarkedet i vidt omfang er præget af import fra tredjelande, hvor garantierne for sundhed og ægthed måske ikke altid lever op til de europæiske sikkerhedsstandarder, at forbrugerne skal sikres fuldstændige og gennemsigtige oplysninger om produkternes sporbarhed, således at de kan foretage deres forbrugsvalg på et informeret grundlag;

1.27

bifalder, at Kommissionen vil koncentrere sig om færre, større og synlige oplysningskampagner. Dette giver endvidere mulighed for at arbejde mere omkostningseffektivt. Det er vigtigt, at det fælles sekretariat ikke blot evalueres efter kvantiteten af færdiggjorte projekter men også evalueres på kvaliteten og den endelige effekt af projekterne;

1.28

opfordrer Kommissionen til at støtte udviklingen af netværk til udveksling af erfaringer og udbredelse af bedste praksis, hvilket er en vigtig del af den åbne koordinationsmetode. Det er i den forbindelse vigtigt at inddrage Regionsudvalget og sikre, at de regioner og lokale myndigheder, der har ansvaret for sundhedsvæsenet, får indflydelse på Fællesskabets overordnede sundhedsstrategi;

1.29

understreger, at Kommissionen skal have tæt kontakt til forskningsverdenen for at opretholde troværdighed og uvildighed i sine oplysnings- og forebyggelsesvirksomhed. Et struktureret og koordineret samarbejde på europæisk plan med henblik på erfaringsudveksling, videndeling og forskning i udvikling inden for sundhed og forbrug kan have en betydelig merværdi for medlemsstaterne, hvilket udvalget da også har påpeget i sin udtalelse om det syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (CdR 155/2005 fin). Det skal ske i tæt tilknytning til det europæiske rammeprogram for forskning;

1.30

er af den opfattelse, at adgang til valide data og information af høj kvalitet er af væsentlig betydning for medlemsstaternes muligheder for at udøve bedste praksis og sammenligne standarder og dermed også den nødvendige forudsætning for gennemførslen af mange af de initiativer, der foreslås iværksat på sundheds- og forbrugerområdet. Etableringen af fælles databaser og indikatorer bør foregå i samarbejde med andre aktører på området og koordineres med FN, OECD, Europarådet og WHO. Det er op til de enkelte medlemsstater at gennemføre foranstaltninger og iværksætte nye tiltag på baggrund af de tilvejebragte sammenlignelige data og oplysninger;

1.31

bifalder, at der er tale om en væsentlig budgetforøgelse i forhold til de to eksisterende programmers budgetter. Dette sender et vigtigt signal til, at sundheds- og forbrugerområdet er vigtigt i forhold til den enkelte EU-borgers livskvalitet og det samlede EU's konkurrenceevne;

1.32

noterer sig, at det finansielle grundlag endnu ikke er færdigforhandlet. Det endelige budget afhænger af de igangværende forhandlinger om EU's finansielle perspektiver for 2007-2013. Regionsudvalget ser gerne, at området opprioriteres økonomisk, som der er lagt op til i programmet og strategien.

16.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 192/12

1.1

bifalder på baggrund af de aktuelle tendenser, der tyder på, at energiforbruget i Europa i de kommende 15 år vil stige op til 10 %, såvel Kommissionens grønbog som i al almindelighed initiativer til forøgelse af energieffektiviteten;

1.2

understreger energieffektivitetens store betydning, særlig i betragtning af den aktuelle krise på gasmarkedet. Europas energiforsyning skal differentieres for at minimere tilfælde af afhængighed som det, der for øjeblikket kan iagttages i Ukraine og Bulgarien. På grundlag af grønbogen om energieffektivitet er det muligt at reducere den samlede afhængighed af olie og naturgas og udarbejde en europæisk handlingsplan;

1.3

bifalder, at der tages hensyn til foranstaltninger på alle potentielle gennemførelsesniveauer (EU, nationalt, regionalt og lokalt), og understreger, at subsidiaritetsprincippet må efterleves i forbindelse med gennemførelsen;

1.4

er sig bevidst, at energieffektivitet yder et væsentligt bidrag til realisering af alle tre relevante energipolitiske målsætninger: forsyningssikkerhed, miljø- og klimabeskyttelse og konkurrenceevne;

1.5

understreger også, at energieffektivitetsforanstaltninger rummer et vigtigt socialt og arbejdsmarkedsmæssigt aspekt, idet de skaber og sikrer lokale og regionale arbejdspladser og beskytter forbrugerne mod for høje energipriser;

1.6

bemærker, at man ikke skal have for travlt med at pålægge medlemsstaterne nye energieffektivitetsbestemmelser. Som det også nævnes i grønbogen, er der allerede mange EU-foranstaltninger om energieffektivitet — enten allerede ikrafttrådte eller under udarbejdelse — som endnu ikke har haft tid til at virke eller først skal til at gennemføres. Som eksempler kan nævnes bygningsdirektivet, direktivet om kombineret kraftvarmeproduktion, direktivet om handel med emissionskvoter og direktivet om energieffektivitet i slutanvendelserne;

1.7

gør opmærksom på, at der i mange medlemsstater og regioner allerede findes strategiplaner og foranstaltningsprogrammer med lignende målsætninger og virkninger som dem, grønbogen stiller krav om. Eksempelvis kan nævnes klimabeskyttelsesstrategier (efter ratificeringen af Kyoto-protokollen), allokationsplaner (i forbindelse med emissionshandel) og reduktion af luftforurenende stoffer (i forbindelse med direktivet om nationale emissionslofter). Derfor skal hovedvægten på mellemlang sigt ikke lægges på nye effektivitetsplaner, men på konsekvent gennemførelse af de allerede eksisterende.

Som erfaringerne med gennemførelsen af disse planer viser, drejer det sig i mange tilfælde om foranstaltninger, som man hurtigt kan beslutte at gennemføre, men hvis virkninger først viser sig på længere sigt;

1.8

gør opmærksom på, at kommuner og regioner har iværksat talrige initiativer vedrørende energieffektivitet og vedvarende energi, hvis resultater offentligheden kan stifte bekendtskab med på en lang række hjemmesider. F. eks. findes der samlinger af gode eksempler fra hele Europa på ManagEnergy's og Enegie Cités's hjemmesider; (6)

1.9

er sig bevidst, at forøgelse af energieffektiviteten er de små skridts politik. Og de små skridt tages i vidt omfang af kommuner og regioner, der på grund af deres nærhed i forhold til borgerne har en stor bevidstgørende funktion;

1.10

gør opmærksom på, at de to EU-målsætninger liberalisering af energimarkederne (øget konkurrence for at opnå lavere priser) og energieffektivitet er vanskelige at kombinere. Faldende priser stimulerer ikke energieffektiviteten. Desuden forsinkes fornyelsen af kraftværkerne på grund af utilstrækkelige investeringsbetingelser;

1.11

finder det fornuftigt at træffe foranstaltninger til fremme af en efterspørgselsorienteret politik på det liberaliserede energimarked. Det indebærer også, at miljøomkostningerne indregnes i forbrugerprisen, og at der sikres lige adgang til nettet. Strategier til forøgelse af energieffektiviteten har en afgørende rolle at spille, hvor der skal skabes modvægt til den nuværende udbudsorienterede politik;

2.1

kræver, at de energieffektivitetsplaner, der måtte blive truffet beslutning om, bliver femårsplaner med højst to evalueringer. Årlige planer og årlige evalueringer giver i praksis ikke tilfredsstillende resultater og er derfor ikke hensigtsmæssige (Spørgsmål 3);

2.2

understreger, at der ved udformningen af foranstaltningerne under alle omstændigheder må tages hensyn til forskellene mellem de enkelte medlemsstaters tidligere indsats og potentiale, og at der skal foretages en cost-benefit- analyse forud for enhver foranstaltning;

2.3

afviser fastsættelse af absolutte mål for effektivitetsforøgelsen. Det bør nemlig forhindres, at de medlemsstater, der hidtil har udvist mindre omhu i deres omgang med energi, opnår konkurrencemæssige fordele. De medlemsstater, der allerede har gennemført besparelser eller anvender særlig effektiv teknologi, har mindre potentiale til at øge effektiviteten yderligere og ville klart blive forfordelt, hvis der blev fastsat absolutte mål;

2.4

anbefaler i stedet et benchmarking-system, hvor der foreslås nationale energieffektivitetsmål for hver medlemsstat på grundlag af analyser af de forskellige klimatiske forhold og landets tidligere energieffektivitetsmæssige præstationer. Disse nationale målsætninger kan senere få indflydelse på fastlæggelsen af europæiske standarder og dermed åbne mulighed for hensyntagen til nationale forhold og for mere retfærdig indregning af tidligere præstationer;

2.5

er af den opfattelse, at emissionshandelsmekanismen skal udformes sådan, at kraftværker, efter en rimelig overgangsperiode, i allokationsplanen kun får tildelt det antal emissionsattester, der svarer til produktionen af den planlagte mængde el og varme på et gas- og dampkraftværk med kraftvarmekobling. Dermed ville man sende et klart signal om at tilstræbe at forøge energieffektiviteten i forbindelse med elproduktion (Spørgsmål 13);

2.6

foreslår, at man overvejer på lignende måde at foretage en beregning af emissionsattester til industrien. Hver industrivirksomhed skulle så kun kunne få det antal emissionsattester, der svarer til produktion af den planlagte produktmængde på den mest energieffektive virksomhed. Denne foranstaltning ville indebære en flytning af omkostningerne i overensstemmelse med forårsagerprincippet og en betydelig energi- og CO2-besparelse (Spørgsmål 2);

2.7

kræver accept af statsstøtte til foranstaltninger, der fremmer miljømæssige innovationer og produktivitetsforbedringer, som kan forøge energieffektiviteten. Denne støtte kan på den ene side tage form af investeringsstøtte, der fritager stimulering af innovativ energieffektiv teknologi fra notificeringspligten. På den anden side bør energieffektivitet komme i betragtning som generelt kriterium for miljøbeskyttelsesstøtte, da denne støtte særligt ydes på regionalt og lokalt plan; anbefaler ganske særligt gruppefritagelse for støtte til fremme af energieffektivitet, men som et minimum tilstrækkeligt høje tærskelværdier, så det administrative arbejde og forsinkelser i forbindelse med gennemførelsen af sådanne projekter kan begrænses (Spørgsmål 5);

2.8

går ind for, at der i forbindelse med offentlige indkøb på alle niveauer (EU, medlemsstaterne, regionerne og kommunerne) tages hensyn til energieffektivitetskriterier. I betragtning af, at det drejer sig om 16 % af EU's BNP, ville forøget efterspørgsel efter effektive redskaber, køretøjer, bygninger m.m. indebære en stærk tilskyndelse for industrien til at udvikle eller billiggøre sådanne produkter. Der kan henvises til omfattende erfaringer med økologiske indkøbskriterier i medlemsstaterne;

2.9

afviser dog en udbudsretlig forpligtelse for ordregivende myndigheder, da mange regioner og kommuner arbejder med ekstremt knappe budgetter. I stedet bør finansielt svage kommuner orienteres fyldestgørende om fordelene ved energieffektive indkøb, så de selv kan afgøre, om de vil vælge billigste eller bedste udbyder (Spørgsmål 6);

2.10

bifalder finansieringsordninger for energieffektivitetsprojekter. Men for det regionale og det lokale niveau vil dette betyde, at finansielle midler og støtte kun kan stilles til rådighed på frivillig basis og afhængigt af den budgetmæssige situation (Spørgsmål 7 og 22);

2.11

opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til energieffektivitetskriterier på alle politikområder, som hører under EU's kompetence. Navnlig i forbindelse med strukturfondene og samhørighedsfonden, med udvikling i landdistrikterne og med forskningsstøtte kunne Kommissionen gøre energieffektivitet til et bindende kriterium ved udvælgelsen af projekter. Dette kan også betragtes som et indirekte incitament for kommuner og regioner (Spørgsmål 12);

2.12

afviser udvidelse eller skærpelse af EU's bygningsdirektiv, før virkningerne af gennemførelsen af direktivet i dets nuværende form er blevet evalueret. Inden det eventuelt udvides eller skærpes, må der levnes passende tid til evaluering af det eksisterende bygningsdirektiv (Spørgsmål 8);

2.13

anbefaler intensivt PR-arbejde på alle niveauer. Kampagnerne skal have national, regional eller lokal relevans og bør navnlig berøre temaer, hvor målgrupperne faktisk har praktiske alternative handlemuligheder. Samarbejde mellem Kommissionen/dens repræsentationer i medlemsstaterne og regioner og kommuner ville være en god ide (Spørgsmål 12);

2.14

påpeger behovet for information og uddannelse, som ikke bør begrænses til fagfolk inden for energisektoren, men udvides til også at omfatte personer, der arbejder uden for denne sektor, som f.eks. navnlig arkitekter, byggefirmaer og –entreprenører, planlæggere og infrastrukturforvaltere;

2.15

går klart ind for at fremme anvendelsen af kraftvarmeanlæg. Ud over at gennemføre kraftvarmedirektivet med engagement er det også ubetinget nødvendigt at udvikle det dertil hørende varmemarked hurtigere end hidtil (Spørgsmål 13);

2.16

støtter sanering af ældre — ineffektive — fjernvarmesystemer som et meget vigtigt bidrag til forøgelse af energieffektiviteten og opfordrer medlemsstaterne til at anvende strukturfonds- og samhørighedsfondsmidler hertil;

2.17

støtter Europa-Parlamentets opfordring til Kommissionen om at fremsætte forslag til lovgivning vedrørende et effektivt varme- og kølemarked. For det lokale niveau er effektiv udnyttelse af den anvendte varmeenergi af lige så stor betydning som fornuftige løsninger på køleområdet. Klimaanlæg har inden for de seneste år medført en enorm forøgelse af strømforbruget i den varme årstid. Da varme- og kølemarkedet i kraft af byggeforskrifterne hører under de lokale myndigheders kompetence, er en særlig informationspolitik og rådgivning også her af stor betydning. Lokale beslutninger bør påvirkes i retning af større energieffektivitet. Innovative eksempler fra fjervarme- og fjernkølemarkedet kan findes blandt ovennævnte Internet-steders eksempler på god praksis;

2.18

støtter grønbogens tanker om fremme af og støtte til decentral produktion, men gør opmærksom på, at der må ses nøje på forholdet mellem kraftværkskapacitet og lokalt forbrug. Også her bør der satses på kraftvarmeproduktion som en særlig effektiv produktionsform. Høj energieffektivitet kan navnlig sikres, hvor den producerede varme kan anvendes lokalt;

2.19

understreger, at der også i forbindelse med energiudvindelse af vedvarende energikilder må tænkes på energieffektivitet og på så skånsom omgang som muligt med de forhåndenværende ressourcer. Ved etablering af nye anlæg bør forbruget på alle områder først optimeres og forsyningssystemet først derefter indrettes efter det optimerede forbrug. Følgende faktorer bør under alle omstændigheder tages i betragtning og — alt afhængigt af de retlige forhold i den pågældende medlemsstat — overvejes under inddragelse af de kompetente regionale og lokale myndigheder: placeringen, teknologiarten, anlæggenes størrelse, udnyttelsesgraden;

2.20

afviser en ordning med hvide (energieffektivitets)attester, hvor leverandøren forpligtes til at gennemføre besparelsesforanstaltninger hos slutbrugerne. Man kan frygte, at omkostningerne ved at indføre og opretholde en ekstra handelsordning nationaløkonomisk set overstiger besparelserne. Bortset fra det omfattende administrative besvær forekommer det her også endnu sværere end i forbindelse med emissionshandel at foretage en retfærdig fordeling (Spørgsmål 15);

2.21

kræver yderligere investeringer i udbygning af den offentlige personnærtrafik og jernbaneinfrastrukturen. Kun hvis der findes fornuftige alternativer til den individuelle transport (bilkørsel), kan man på længere sigt forvente en reduktion af biltrafikken; bifalder i den forbindelse, at Kommissionen i forslaget til forordning om offentlig persontrafik ad jernbane og landevej erklærer sig som tilhænger af regioners og kommuners selvbestemmelsesret i forbindelse med levering af disse forsyningspligtydelser og dermed anerkender deres rolle for så vidt angår sikring af offentlig personnærtrafik;

2.22

opfordrer Kommissionen til også at fastholde industrien på dens forpligtelser og til via forskellige foranstaltninger at arbejde for at få nedbragt forbrugerpriserne på energieffektivt apparatur og teknologi i tilknytning til vedvarende energiformer; erklærer sig enigt med Europa-Parlamentet i, at der for enkelte teknologiers vedkommende inden for de seneste år er opnået bemærkelsesværdige omkostningsreduktioner, men der er behov for yderligere reduktioner, hvis foranstaltninger til forøgelse af energieffektiviteten skal blive attraktive for almenheden;

2.23

finder at EU på baggrund af de relativt høje miljøstandarder i Europa bør søge at forhandle sig frem til toldmæssige eller ikke-toldmæssige fordele for energieffektive produkter inden for WTO.

16.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 192/15

1.1

noterer sig meddelelsen om europæiske ungdomspolitikker, som udspringer af den europæiske ungdomspagt, og påskønner dens brede og tværgående indgangsvinkel, som dækker mange fællesskabspolitikkers aktionsområder;

1.2

værdsætter, at meddelelsen ligger i naturlig forlængelse af Kommissionens hvidbog om »Et nyt afsæt for europæisk ungdom«, Rådets resolution af 27. juni 2002 og de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse, som Kommissionen vedtog den 12. april 2005;

1.3

værdsætter og støtter viljen til at styrke politikkerne til fordel for ungdommen på alle aktionsområder, da der nødvendigvis må investeres i de unge af hensyn til fremtidens Europa;

1.4

insisterer på det nødvendige i, at alle beslutningsniveauer på såvel ungdomsniveau som på nationalt, regionalt og lokalt niveau aktivt arbejder for, at der reelt tages hensyn til unges borgerskab i enhver politisk sammenhæng i det europæiske samfund. Det er især vigtigt, at tiltag, der kan forbedre levevilkår, beskæftigelsessituation og sociale og familiemæssige forhold, iværksættes for at skabe forudsætningerne for et aktivt borgerskab blandt unge. Inddragelse af unge er en grundlæggende forudsætning for EU-institutionernes langsigtede integration og legitimitet i den europæiske befolkning;

1.5

understreger, at forudsætningen for reel inddragelse af de unge er, at de lokale og regionale myndigheder, ungdomsorganisationer og alle de sociale parter, som på en eller anden måde har med de unge at gøre, drages ind i de tiltag, som EU påtænker at gennemføre. Om Kommissionens initiativer lykkes, afhænger i stor grad af, om gennemførelsen af denne samrådsproces får et positivt udfald.

2.1

Regionsudvalget håber, at den åbne koordinationsmetode håndteres på en sådan måde, at der tages tilstrækkeligt hensyn til de lokale og regionale myndigheders rolle, og således at deres kompetence respekteres.

2.2

Regionsudvalget mener, at med hensyn til ungdomspolitik bør den åbne koordinationsmetodes mål være: at unge deltager i det lokale samfundsliv, så de bedre kan blive involveret i de politikker, der vedrører dem; at nå til et stade, hvor EU's politikker og nationale politikker tager større hensyn til de unges specifikke behov. Disse mål kan kun opnås ved at tage hensyn til de lokale og regionale myndigheders rolle, kompetence og viden inden for især de områder, der indgår i den strategi, som meddelelsen opstiller.

2.3

Regionsudvalget henstiller derfor, at medlemsstaterne sikrer de lokale og regionale myndigheders inddragelse i udformningen, gennemførelsen og overvågningen af ungdomspolitikkerne på det nationale plan, og at Rådet sikrer deres deltagelse på europæisk plan.

3.1

Regionsudvalget påskønner Kommissionens fokus på politikker for unges beskæftigelse og social integration, da unge er særlig udsat for arbejdsløshed, utrygge ansættelsesforhold og lave lønninger. Udvalget finder det især vigtigt, at Lissabon-strategien, som lægger op til at forøge ikke blot antallet, men også kvaliteten af arbejdspladser, gennemføres fuldt ud på dette område.

3.2

Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til at foreslå kvantitative mål for bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed (der i dag ligger på 18 % for EU i gennemsnit).

Hvor kompetencen til at gennemføre disse politikker ligger hos medlemsstaterne, er det de lokale myndigheder i alle medlemslande i deres egenskab af politiske og administrative enheder, som har til opgave at gennemføre, udvikle og styre sammenkædningen af beskæftigelsespolitikker, socialpolitikker, integrationspolitikker, politikker til bekæmpelse af forskelsbehandling og politikker til bekæmpelse af social udstødelse.

3.3

Når det handler om at udarbejde tiltag til at omdefinere og omstrukturere velfærdssystemerne ud fra en proaktiv tilgang, som sigter mod at udvide den unge generations muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet og generelt deltage i samfundslivet, er det nødvendigt med en radikal ændring af den optik, hvorigennem problemstillingerne omkring integration/udstødelse betragtes, så de unges sociale vilkår kan angribes ud fra en helhedsorienteret synsvinkel. Beskæftigelsesaspektet kan ikke adskilles fra hele komplekset af socialt forbedrende vilkår såsom sundhed, grunduddannelse og et omgivende samfund, der opmuntrer til og fremmer initiativer.

3.4

I europæiske beskæftigelsesstrategier og tiltag vedrørende konkurrenceevnen er omdrejningspunktet for både nationale og europæiske handlingsprogrammer og strukturfonden målsætningerne om øget beskæftigelse, lige muligheder og social samhørighed. At sikre øget omstillingsparathed hos arbejdstagerne og virksomhederne i forhold til økonomiske forandringer og en øget beskæftigelsesegnethed hos arbejdstagerne er for den unge generation en prøvesten for integrerede politikker, som skal iværksættes, gennemføres og interagere på især lokalt plan.

3.5

Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til, efter fælles aftale, at fremme aktiviteter til udvikling af den viden, de kompetencer og alle de operative instrumenter, der skal til for at styrke og forbedre de lokale og regionale forvaltningers arbejde, herunder med særlig fokus på:

3.6

De områder, hvor disse aktiviteter til styrkelse af effektiviteten af de regionale og lokale myndigheders bidrag, især skal finde sted, er:

3.7

Strategien for social integration kan forbedre situationen for de unge (især de mest sårbare), hvis der på EU- og medlemsstatsniveau udvikles en effektiv samordning mellem de forskellige politikker, som de regionale og lokale myndigheder direkte fører ud i livet. Udarbejdelsen af enhver strategi for social integration og af programmet for gensidig læring på beskæftigelsesområdet vil blive fremmet, hvis de forskellige lokale og regionale myndigheder aktivt og direkte inddrages.

3.8

I den sammenhæng vil samordningen og samarbejdet mellem de forskellige institutionelle niveauer kunne fokusere på de unges vanskeligheder med at få fodfæste på arbejdsmarkedet, som ikke alene afspejles i ungdomsledigheden, men også i andelen af inaktive unge, som ikke studerer, ikke arbejder og heller ikke er arbejdssøgende — et meget alvorligt problem i betragtning af, at mange unge også unddrager sig undervisningspligten indtil 18 års alderen.

3.9

Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til at arbejde for, at der i nationale reformprogrammer indføjes foranstaltninger, der sikrer passende finansiel og organisatorisk støtte til unge iværksættere og deres projekter.

4.1

Regionsudvalget understreger, at den europæiske ungdomspagt hverken bør føre til EU-harmonisering af indholdet i programmerne for almene uddannelser og erhvervsuddannelser eller af tilrettelæggelsen af de almene uddannelser og erhvervsuddannelser, da det er områder, hvor medlemsstaterne og i visse tilfælde de lokale og regionale myndigheder har den fulde kompetence, jf. traktaten, som begrænser EU's beføjelser til udvikling af »den europæiske dimension på uddannelsesområdet« og til »udveksling af oplysninger og erfaringer om spørgsmål, der er fælles for medlemsstaternes uddannelsessystemer«.

4.2

Regionsudvalget håber, at udvekslingen af oplysninger om bedste praksis (og om anvendte instrumenter og procedurer), som de enkelte medlemsstater har udviklet, vil blive styrket og forbedret for at sikre de regionale og lokale myndigheders aktive og effektive inddragelse i tilpasningen af kvalifikationsordninger og -rammer.

4.3

I særdeleshed gælder, at ethvert initiativ i forbindelse med indkredsningen af en europæisk kvalifikationsramme, som trækker på og indgår i et samspil med meritoverførsels- og kvalitetssikringsordninger, de fælles europæiske principper for identificering og validering af ikke-formel og uformel læring og til Europass (det ensartede europæiske redskab til etablering af transparens i eksamensbeviser, attesteringer og kvalifikationer), ikke kan gennemføres uden medvirken fra de regionale og lokale myndigheder, hvilket også gælder overvågningen og evalueringen af initiativerne.

4.4

Det bør naturligvis også gælde i testfasen for ungdomspasset »Youthpass« inden for rammen af Europass, som Kommissionen forventer indledt i 2006. I den forbindelse bør der udarbejdes behørige procedurer og økonomiske instrumenter.

4.5

Tilsvarende procedure bør anvendes for de aktiviteter, Kommissionen har foreslået og som tager sigte på at opfordre medlemsstaterne til at sørge for større gennemsigtighed og mere information om beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder for at lette mobiliteten i forbindelse med moderniseringen af arbejdsformidlingen, og for de aktiviteter, der sigter på at få medlemsstaterne til at styrke deres strategier til fjernelse af hindringer for mobilitet. I den sammenhæng bør der også i evalueringen og gennemførelsen af initiativer, herunder Den europæiske volontørtjeneste, informationsportalerne Eures (den europæiske portal for erhvervsmæssig mobilitet) og Ploteus (den europæiske uddannelsesportal), tages bedre hensyn til unges behov, i det omfang de lokale myndigheders evaluering og forslag bliver udnyttet.

4.6

Behovet for at koordinere nationale uddannelsessystemer med henblik på i størst muligt omfang at fremme borgernes fri bevægelse og udvikle lokale systemer kan også imødekommes ved at styrke udvekslingen af viden og god praksis. Især kan fællesskabsstøtte til tværnational dialog og samarbejde ledsage medlemsstaternes indsats for at etablere en sammenlignelig valideringsramme for ikke-formel læring og uformel læring.

4.7

Et tæt samarbejde mellem EU-institutioner og regionale og lokale myndigheder kan hjælpe med til at udvikle universiteternes rolle som fora for unge europæeres udveksling af viden og kultur. Det kan også opnås ved, at universiteterne forankres stærkere i de lokale samfund og ved at de i mere omfattende grad og generelt anvender principper, metoder og former for partnerskaber.

5.1

Regionsudvalget udtrykker tilfredshed med, at Kommissionens meddelelse er i fuld samklang med EU's politikker for arbejdstageres fri mobilitet og mobilitet for studerende, undervisere og personer under erhvervsuddannelse, især unge.

5.2

Udvalget støtter derfor fuldt ud Kommissionens erklæring om unges mobilitet i Europa, hvad enten det er i uddannelses- eller arbejdsøjemed.

5.3

For at fremme øget viden om EU og dets virkemåde og inddragelse af unge i den politiske verden opfordrer Regionsudvalget EU-institutionerne til med FN som model at udarbejde et program for unge, hvor studerende fra højere læreanstalter og universiteter deltager i en reel simulation af EU-institutionernes arbejde (Europa-Parlamentets plenarforsamlinger, Rådets møder, osv.).

5.4

Unges mobilitet er ikke længere begrænset til EU, men vedrører i stigende omfang også lande uden for Europa. Regionsudvalget håber, at der vil blive indledt et tættere samarbejde mellem Kommissionen, medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder for blandt andet at fremme unges volontørarbejde og deltagelse i internationale solidaritetsaktioner. Der bør lægges særlig vægt på grænseoverskridende bevægelighed. Europas befolkning er i dag sammensat af store mindretal, der stammer fra nærområder, og deres bevægelighed bør fremmes, ligesom der må plejes kontakter med dem. I den forbindelse kan forskellige medlemsstaters netværk af ngo'er, som opererer inden for samme udviklingsområde, være et felt, hvor der eksperimenteres med støtteaktioner i samspil med de forskellige lokale og nationale niveauer og EU.

5.5

For at sikre unge arbejdstagere reel mobilitet inden for EU opfordrer Regionsudvalget tillige Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde for fremme af de nationale programmer for sprogstudier.

6.1

Regionsudvalget understreger, at kompetencen ligger hos medlemsstaterne, når det drejer sig om udformning af politikker og metoder, der sigter på bedre balance mellem familie- og arbejdsliv.

6.2

Også på dette område kan Kommissionens bidrag sigte på at styrke og udbrede muligheden for at overføre og integrere information, viden og erfaringer, som de regionale og lokale myndigheder sidder inde med på de områder, Kommissionen nævner, og med hensyn til fremme og udbredelse af retten til lige muligheder mellem generationerne.

7.1

Regionsudvalget mener, at hvad angår ungdomspolitik bør Kommissionen indlede en resolut og effektiv dialog og samråd med de unge om de programmer og initiativer, den har udviklet, og i den forbindelse også afprøve innovative metoder.

7.2

Kommunerne eller regionerne (afhængigt af medlemsstatens territoriale struktur) bør i denne proces spille den rolle, de er berettiget til, fuldt ud og effektivt, da de er de myndigheder, der befinder sig tættest på borgerne, og den aktør, de unge først møder direkte, når det drejer sig om deltagelsen i det politiske, civile og økonomiske liv. Høringerne af de lokale myndigheder bør ledsages af foranstaltninger, der sigter mod:

Den tværnationale dialog letter »udviklingen« og konsolideringen af erfaringer og begrænser faren for for tidlig opløsning.

7.3

Regionsudvalget mener, at medlemsstaterne bør iværksætte kampagner for deltagelse og udøvelse af medborgerskab ved i de almene og faglige uddannelsesprogrammer at fremme bevidstheden om, hvilke forpligtelser der påhviler det enkelte individ i et demokratisk samfund, specielt på lokalplanet. I den forbindelse skal skolen og de højere uddannelsesinstitutioner ses som et vigtigt fælles rum for de unges deltagelse og for oplæring til demokrati.

7.4

Regionsudvalget håber, at man vil fremme udveksling af god praksis for unges deltagelse i den lokale forvaltning og initiativer for overførsel af viden om forskellige former for lokalforvaltning, der sigter mod mere bevidst deltagelse i det politiske liv.

7.5

Udvalget opfordrer de regionale og lokale myndigheder til at fremme forsøg i lighed med »ungdomsråd«, der ikke kun bør betragtes som en mekanisme eller kanal for deltagelse og dialog med de unge, men også som reelle uddannelsesværktøjer for aktivt medborgerskab.

7.6

For at støtte deltagelse på lokalt plan og aktivt borgerskab bør Kommissionen gennem en tværnational dialog fremme fælles udarbejdelse af præcise kriterier for målsætningen om »deltagelse« og dennes indhold: hvordan skal den foregå, hvilke dimensioner skal have, og hvilken målgruppe skal den have.

7.7

For at undgå eller minimere risikoen for, at kun store »nationale netværk« kommer til at deltage i hørings- og deltagelsesprocesserne, bør netværk af ungdomsorganisationer, som opererer lokalt, inddrages aktivt. Til gennemførelse heraf vil det være nyttigt, hvis de kommuner, som på deres territorium har udviklet modeller for planlægning og forvaltning af ungdomspolitikker, der lægger op til høring og samordning, inddrages direkte.

7.8

Regionsudvalget håber, at Kommissionen i gennemførelsen af de bebudede initiativer (kampagnen »Brug forskellene — Stop diskriminationen«, et europæisk initiativ til fremme af børns og unges sundhed, en offentlig høring om sport med henblik på at styrke sportens opdragelsesmæssige og sociale værdier for unge) ikke undervurderer den nøglerolle, som de regionale og lokale myndigheder kan spille med hensyn til at nå, oplyse, bevidstgøre, motivere og aktivere grupper eller enkeltpersoner.

7.9

Regionsudvalget bifalder, at en stor del af ansvaret for ungdomspolitikker er placeret i Europas kommuner og regioner. Det er derfor afgørende, at de lokale og regionale myndigheder tager del i ansvaret for ungdommens udannelse, arbejde og fritid

8.1

Kommissionen og de øvrige EU-institutioner kan spille en central rolle i udarbejdelsen af de operationelle betingelser og instrumenter, der skal gøre det muligt for medlemsstaterne at udøve deres respektive beføjelser. De mangedimensionelle, tværgående og sammensatte problemer omkring unges vilkår kræver, at de forskellige institutionelle niveauer alt efter deres forskellige ansvarsområder og beføjelser har præcis viden om fænomener og processer.

8.2

Regionsudvalget håber derfor, at der kan gennemføres initiativer til udvikling af et system til koordinering af overvågningscentre for unges vilkår på baggrund af resultater fra andre og ligeledes mangedimensionelle og tværgående spørgsmål, som gør det muligt:

8.3

Regionsudvalget håber, at der — gennem specifikke programmer og bevidstgørelsesaktiviteter, udveksling af god praksis og uddannelse af de lokale aktører på det ungdomspolitiske område — kan udbrede sig en europæisk kultur for ungdomspolitik, således at der skabes et europæisk beslutningsrum, hvor beslutningstagerne kan udveksle synspunkter om gennemførelse af ungdomspolitikker. Især tilbyder Regionsudvalget samarbejde med Kommissionen om iværksættelse af en oplysningskampagne vedrørende indholdet af den europæiske ungdomspagt.

8.4

Det har stor betydning for effektiviteten af de politikker, der forfølges på ungdomsområdet, at der iværksættes processer til evaluering af politikkernes effekt og udfald. Da der ikke findes etablerede og anerkendte »modeller« for ungdomspolitik, vil en evaluering gøre det muligt at bygge erfaring op, skabe knowhow og skabe sammenhængende og reproducerbare modeller. De regionale og lokale myndigheder bør drages mere specifikt ind i evalueringsprocessen.

8.5

I udviklingen, planlægningen og gennemførelsen af det enkelte program og aktion bør den forvaltende funktion, som de regionale og lokale myndigheder varetager i ungdomspolitikkerne, styrkes og det vertikale subsidiaritetsprincip bør integreres med det horisontale subsidiaritetsprincip, som har særlig betydning på lokalt plan. I gennemførelsen af hvert enkelt program eller aktion, som berører ungdommen, bør man derfor indhøste erfaringer med hensyn til, hvordan et effektivt, afbalanceret og repræsentativt partnerskab kan fremmes og udnyttes.

8.6

Regionsudvalget understreger behovet for at indarbejde ungdomsaspektet i de vigtigste af EU's politikker. Hvad angår tiltag på det kulturelle område, hvor merværdien ved integrering af ungdomsaspektet tidligere delvist er blevet anerkendt, bør man også tage hensyn til behovet for at afsætte midler og plads til initiativer, der gennemføres af og retter sig mod unge. Betydningen af social lighed og lige muligheder mellem generationerne, herunder også i relation til unges risiko for social udstødelse, bør også understreges.

8.7

Regionsudvalget henstiller, at de territoriale myndigheders nøglerolle anerkendes i gennemførelsen og evalueringen af Ungdoms-programmet og den europæiske volontørtjenesteordning. Denne henstilling gælder også Ungdoms-programmet i perioden 2007-2013. Kun på den måde kan man sikre projekternes territoriale forankring, deres indvirkning på lokalområdet og deres effektive integrering i lokale politikker.

8.8

Regionsudvalget mener, at foranstaltningerne til fordel for unge udover spørgsmål, som er dækket af Den europæiske ungdomspagt, skal omfatte spørgsmål, som — om end det kun er indirekte — kan hjælpe med til at opnå pagtens mål. Af problemer med særlig betydning tænkes her især på boligproblemet (som hører under politikkerne for beskæftigelse, mobilitet og forening af familieliv og arbejdsliv), og andre tilsvarende områder i tilknytning til familiens velfærd og politikker for kreditadgang. Medlemsstaterne må derfor opfordres til at gøre en større indsats for at udvikle effektive reformer på disse områder.

8.9

Regionsudvalget opfordrer endvidere Kommissionen til at arbejde for, at der indbygges foranstaltninger i de nationale reformprogrammer inden for rammerne af Lissabon-strategien, som sigter mod;

9.1

I betragtning af de meget komplekse problemstillinger, der er tale om, efterlyser Regionsudvalget en klarere udmelding fra Kommissionen om de finansielle ressourcer til konkretisering af tiltagene til fordel for de unge.

9.2

Udvalget anbefaler derfor, at man efter fastlæggelsen af EU-direktiverne konsekvent afsætter specifikke EU-midler, da så ambitiøse og klart nødvendige projekter til fordel for ungdommen kræver finansielle ressourcer, som medlemsstaterne ikke kan tilvejebringe alene. I sidste ende handler det om, at Kommissionen bør forhøje de midler, der er tilgængelige for Fællesskabets politikker til fordel for unge.

9.3

Regionsudvalget anbefaler ligeledes, at den administrative forenkling, der skal lette de regionale og lokale myndigheders og især de unges og deres interesseorganisationers adgang til programmerne og aktionerne, videreføres og styrkes. Det vil gøre det muligt at optimere omkostningseffektiviteten, forenkle processen og forkorte gennemførelsestiden.

9.4

Regionsudvalget håber, at de retningslinjer, som Kommissionen udstikker i sin meddelelse, vil blive støttet gennem egnede programmer, hvortil der afsættes tilstrækkelige finansmidler. Udover de specifikke programmer (Ungdoms-programmet og Den Europæiske Volontørtjeneste) kunne en del af ethvert EU-programs budget øremærkes til specifikke foranstaltninger for unge.

16.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 192/21

1.

informations- og kommunikationsteknologier (IKT) kan både direkte og indirekte bidrage væsentligt til opfyldelsen af Lissabon-strategiens målsætninger;

2.

ambitiøse højhastighedsforbindelser med garanti for lige behandling og digitale muligheder uden diskrimination i en fælleseuropæisk informationsinfrastruktur bør spille en fremtrædende rolle i tilgangen i såvel Europa som helhed som i de enkelte nuværende og kommende medlemsstater, i by som på land og for både virksomheder og borgere;

3.

investeringer i forskning og innovation er af afgørende betydning, og investeringerne må øges, for at IKT fortsat kan bidrage til udvikling og vækst;

4.

det er af vital betydning, at der udvikles en effektiv og moderne informationsinfrastruktur for såvel nye som etablerede virksomheder og for moderne offentlige tjenester;

5.

lige muligheder i informationssamfundet skal betragtes som en rettighed for de europæiske borgere — det gælder både connectivity og tjenester, uafhængigt af brugeren, samfundssystem og geografisk placering;

6.

informationsinfrastruktur og bredbåndsnet skal opfattes som en forvaltningsopgave på linje med vand- og elforsyning —

1.1.

er imponeret over den syntetiske form og den klarhed, som præger Kommissionens analyse og konklusioner i meddelelsen »i2010 — Et europæisk informationssamfund som middel til vækst og beskæftigelse«;

1.2.

er enig i, at viden, forskning og innovation er drivkraften bag bæredygtig vækst;

1.3.

støtter kraftigt det synspunkt, at opbygningen af et informationssamfund for alle er en central opgave;

1.4.

godtager ræsonnementet, at IKT er en kraftig løftestang for vækst og beskæftigelse, hvilket det statistiske materiale kun kan bekræfte, idet en fjerdedel af væksten i EU's BNP og 40 % af produktivitetsstigningen kan tilskrives IKT;

1.5.

konstaterer, at den tekniske sammensmeltning af tjenester, massemedier, net og udstyr sker i et rivende tempo, hvilket giver borgerne flere muligheder for adgang til rigt informationsindhold;

1.6.

gør opmærksom på, at gennemførelsen af den tekniske sammensmeltning vil understøttes af social konvergens og etableringen af en lovramme;

1.7.

bifalder i2010-strategien for det europæiske informationssamfund og er enig i de overordnede politiske linjer og de grundlæggende prioriteringer;

1.8.

er enig i, at i2010-strategien befordrer en åben og konkurrencebaseret digital økonomi, sikrer høj kvalitet og modvirker social udstødelse;

1.9.

understreger betydningen af i2010-strategiens tre målsætninger og erklærer sig enig i disse:

1.10.

er overbevist om, at i2010-initiativet vil bidrage til større livskvalitet for borgerne og generelt til et bedre samfund.

1.11.

støtter Kommissionens fremsynede politik, idet det mener, at EU's IKT-marked rummer et enormt potentiale, som bør udnyttes. Et fælles EU-marked med ens regler for alle lande er særligt gunstigt for erhvervslivet;

1.12.

understreger nødvendigheden af at anerkende og strukturere de regionale og lokale myndigheders rolle i opfyldelsen af i2010-strategien;

1.13.

ser med tilfredshed på indsatsen for at tage de vigtigste udfordringer op, men gør samtidig opmærksom på, at resultaterne skal udnyttes i overensstemmelse med de foreslåede handlingsprogrammer;

1.14.

understreger, at de udfordringer, der ligger i hurtigere bredbåndsforbindelser i struktursvage og dårligt stillede områder, kræver adgang til betydelige ressourcer fra strukturfondene, og at et rigt informationsindhold, interoperabilitet og sikker handel, kræver adgang til betydelige ressourcer fra forsknings- og udviklingsprogrammerne;

1.15.

mener, at adgangen til bredbåndsnet af god kvalitet og til overkommelige priser er en vigtig forudsætning for, at borgerne kan opnå service af høj kvalitet, og især er med til at forbedre kvaliteten af den service, der ydes af de lokale offentlige forvaltninger, samtidig med at den gør det lettere for små og mellemstore virksomheder at markedsføre deres produkter. Fjerntliggende egne og ikke mindst regionerne i den yderste periferi ventes at få betydelig gavn af lettere adgang til hurtigere bredbåndsforbindelser;

1.16.

understreger, at forbrugerbeskyttelse og beskyttelse af personlige data er særligt følsomme emner for samfundet, hvilket der skal tages hensyn til ved udformningen af IKT-strategien og reglerne for IKT-markedet;

1.17.

insisterer i forlængelse heraf på, at de nye IKT-tjenester og -applikationer under alle omstændigheder skal overholde databeskyttelseslovgivningen, og at brugerne til enhver tid skal kunne følge med i behandlingen af deres personlige data. Den i meddelelsen foreslåede »oplysning om behovet for selvbeskyttelse« (8) må følges af stærkere sikkerhedsforanstaltninger;

1.18.

lægger særlig vægt på sikker handel, bekæmpelse af ulovligt og skadeligt indhold på Nettet og på behovet for at EU garanterer adgang til tjenester og kommunikationsmidler af god kvalitet til overkommelige priser, som kan sikre territorial samhørighed på hele EU's område under særlig hensyntagen til fjerntliggende regioner og regioner i den yderste periferi;

1.19.

mener, at de nye tjenesters indhold og de nye digitale medier ikke kun skal udformes ud fra økonomiske kriterier, men også ud fra sociale og kulturelle behov;

1.20.

tilskynder til oprettelse af forskerparker og etablering af en passende ramme for små og mellemstore virksomheders investeringer.

1.21.

bakker klart op om Kommissionens forslag om mere og bedre IKT-forskning i Europa. I den forbindelse skal man dog sikre, at den oparbejdede viden videreformidles, således at den konkretiseres i resultater til gavn for den europæiske industri som helhed, og at fremskridtene hen imod opfyldelsen af Lissabon-målsætningerne fastholdes i alle regioner;

1.22.

insisterer på, at det er nødvendigt med et højt forskningsbudget for perioden 2007-2013, »også selvom andre dele af budgetplanerne for 2007-2013 ændres« (9);

1.23.

understreger, at anvendelsen af forskningsresultater i produktionen er af vital betydning i enhver økonomi og for enhver teknologi, men at IKT har særlige træk, som der må tages behørigt hensyn til. Så meget desto mere som IKT påvirker den måde, hvorpå de lokale og regionale myndigheder arbejder (e-forvaltning) samt organiserer og udfører deres opgaver (som leverandør af diverse tjenesteydelser til enkeltpersoner, som medforvalter af den historiske og miljømæssige arv, som medadministrator af netværk og infrastrukturer til lokal mobilitet, e-læring, e-sundhed, telearbejde m.m.);

1.24.

minder om, at IKT under alle omstændigheder spiller en grundlæggende rolle i indsatsen for at forbedre koordinationen og samarbejdet på de forskellige områder mellem de lokale, nationale og europæiske myndigheder på den ene side og mellem disse og private organer i EU på den anden side. Desuden giver IKT en særdeles god mulighed for at forbedre kvaliteten af de offentlige tjenester.

1.25.

understreger behovet for ligevægt mellem positive økonomiske IKT-resultater og eventuelle sociale, retlige og kulturelle følger af, at IKT bliver en del af de europæiske borgeres liv. Det er derfor vigtigt at kæde IKT-strategier sammen med ungdoms- og uddannelsespolitikker og grundlæggende menneskerettigheder;

1.26.

bakker op om, at IKT kan forventes at øge livskvaliteten, herunder at en større IKT indsats kan forbedre og oprette nye IKT-baserede sundhedstjenester, som kan være med til at styrke borgernes sundhedstilstand generelt samt forbedre og effektivisere borgernes adgang til offentlige sundhedsydelser;

1.27.

forventer, at anvendelsen af IKT som nyt »kulturredskab« ved siden af skrivning og læsning er i stand til at trænge de traditionelle informationskilder og –kanaler (aviser og brevvekslinger osv.) tilbage. Med henblik på at bevare disse grundlæggende færdigheder bør læring via IKT anvendes som supplement til de traditionelle kommunikationsmetoder og ikke erstatte dem;

1.28.

insisterer på behovet for at bevare den kulturelle og sproglige mangfoldighed. Indskrænkningen til et enkelt hovedsprog inden for IKT (10) må ikke få negative konsekvenser for det nødvendige udbud af specialiserede tjenester til borgerne på andre sprog eller respekten for den kulturelle og sproglige mangfoldighed;

1.29.

peger på behovet for digitalisering af Europas skriftlige kulturarv, så den kan bevares for fremtidige generationer. Dette gælder for alle sprog, regioner og lande i Europa;

1.30.

understreger, at anvendelse af IKT bør medføre en betydelig forbedring af produktiviteten og konkurrenceevnen og således være til stor gavn for samfundet;

1.31.

bakker op om de tre udpegede IKT-flagskibe: behovene i det aldrende samfund, sikker og ren transport og kulturel og sproglig mangfoldighed;

1.32.

understreger, at det er vigtigt at udnytte IKT som et nyt »socialt instrument«. IKT-strategier må derfor knytte an til EU's socialpolitik;

1.33.

slår til lyd for oprettelsen af digitale biblioteker og billedsamlinger med historisk/kulturelt indhold og med generel adgang for alle;

1.34.

støtter fremme af den digitale dialog (e-consultancy) med henblik på udveksling af forslag, tanker, idéer, iagttagelser og bedste praksis mellem lande, regioner og civilsamfundet generelt.

2.1.

foreslår Kommissionen og medlemsstaterne at lægge særlig vægt på og give høj prioritet til en decentral tilgang, hvor forvaltningen af

lægges ud til de lokale og regionale myndigheder, for så vidt angår spørgsmål med relation til i2010, for at sikre infrastruktur og tjenester, der kan fremme vækst og øge borgernes livskvalitet i regionerne;

2.2.

anbefaler Kommissionen at støtte udformning og anvendelse af sammenlignelige indikatorer til vurdering af regional udbredelse og anvendelse af IKT, så nyttige resultater løbende kan anvendes i forbindelse med iværksættelsen af socioøkonomiske og teknologiske konvergensforanstaltninger i regionerne;

2.3.

ønsker at blive orienteret og at udtale sig om resultater og konklusioner i midtvejsevalueringsrapporten om i2010-strategien, som bør offentliggøres i god tid;

2.4.

tilskynder i forbindelse med planlægningen af handlingsprogrammerne Kommissionen til at tage hensyn til, at en betragtelig del af væksten kommer fra computerspilindustrien og at man derfor må lægge særlig vægt på kvalitet i denne udvikling og være opmærksom på den indvirkning, som computerspil har på samfundet, ikke mindst på de unge;

2.5.

anmoder Kommissionen om at inddrage Regionsudvalget fuldt ud i tiltag vedrørende revision eller justering af den aftalte og gennemførte strategi;

2.6.

opfordrer Kommissionen til at indføre nye procedurer for medlemsstaterne, der sætter disse i stand til effektivt at fremme i2010-initiativet og at tilpasse de nationale reformprogrammer, herunder IKT-programmer, med som vigtigste mål at styrke regionerne, navnlig i de fjerntliggende og ultraperifere egne, landdistrikter samt ø-områder, der kan drage størst socioøkonomisk fordel af udviklingen af IKT-programmer.

2.7.

opfordrer Kommissionen til at vise de økonomisk set mindre udviklede regioner en særlig opmærksomhed, så de kan udnytte de muligheder for reel konvergens, som IKT giver, og undgå den fare for udstødelse, som de, der ikke har adgang til IKT, udsættes for.

Endelig gør Regionsudvalget opmærksom på og finder det nødvendigt, at dialogen om »i2010 — Et europæisk informationssamfund som middel til vækst og beskæftigelse« foregår til stadighed og udvides løbende. Dette er nødvendigt på grund af tempoet i den teknologiske udvikling og de nye behov, som hele tiden opstår.

16.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 192/25

1)

de kommende års resultater af EU's politik for frihed, sikkerhed og retfærdighed vil blive afgørende for EU-borgernes vurdering af merværdien ved EU;

2)

i de fleste medlemsstater har regionale og lokale myndigheder et ansvar for orden og sikkerhed, ligesom de ofte er (med)ansvarlige for håndteringen af sociale og samfundsmæssige problemer, som kan føre til manglende sikkerhed;

3)

effektiviteten af EU's politik for sikkerhed, frihed og retfærdighed på en række felter — såsom unionsborgerskab, krisestyring, terrorismebekæmpelse, integration, informationsudveksling og tackling af organiseret kriminalitet — afhænger til dels af, hvordan regionale og lokale myndigheder varetager deres ansvarsopgaver på disse felter;

4)

den afgørende rolle, som de regionale og lokale myndigheder spiller på disse områder af politikken for sikkerhed, erkendes ikke og kommer ikke i tilstrækkelig grad til sin ret i øjeblikket på EU-plan;

5)

erkendelse af de regionale og lokale myndigheders rolle på EU-plan bør især føre til, at forudsætninger tilvejebringes, stimuleres og lettes, ud fra et tydeligere syn på en effektiv og afbalanceret opgavefordeling mellem EU-Rådet og Kommissionen på den ene side og de nationale myndigheder på den anden med hensyn til frihed, sikkerhed og retfærdighed, i kombination med en aktiv, igangsættende tilgang fra de regionale og lokale myndigheder selv, både inden og uden for Regionsudvalget —

1.1

påskønner den måde, hvorpå Kommissionen har håndteret Haag-programmets udformning. Den omfattende oversigt over foranstaltninger og tiltag i handlingsplanen KOM(2005) 184 og rammeprogrammerne KOM(2005) 124 og KOM(2005) 122 vidner om vilje og beslutsomhed til at styrke frihed, sikkerhed og retfærdighed inden for EU;

1.2

mener, at frihed, sikkerhed og retfærdighed med rette tillægges høj prioritet inden for EU. Frihed, sikkerhed og retfærdighed er de europæiske borgere magtpåliggende. Debatten om forfatningstraktaten har vist, at mange borgere er utilfredse med EU's resultater. Den hidtil førte politik om at genoprette kontakten mellem EU og dets borgere har ikke haft den ønskede virkning. Da lokale og regionale myndigheder befinder sig tæt på borgerne, oplever de direkte, at deres borgere stadig hyppigere tager afstand fra EU;

1.3

mener, at man har en enestående mulighed for at opnå ny opbakning fra borgerne, hvis der sker en fornyelse og modernisering af EU's politik for frihed, sikkerhed og retfærdighed. Borgerne bør kunne se og mærke, at EU yder et vigtigt, konkret bidrag til at forbedre sikkerheden i deres omgivende miljø og til at beskytte deres friheder og rettigheder;

1.4

påpeger, at fornyelse og modernisering af politikken for frihed, sikkerhed og retfærdighed kræver anerkendelse af de regionale og lokale myndigheders afgørende rolle, og understreger en stor mangel i den nuværende politik, hvor hovedvægten lægges på de nationale myndigheders rolle. Nationale myndigheder kan ikke løse en lang række problemer uden regionale og lokale myndigheders medvirken. Regionale og lokale myndigheder er i front, når det f.eks. drejer sig om den umiddelbare administrative og praktiske reaktion på tilfælde af katastrofal terrorisme, pandemier, naturkatastrofer, eksplosioner eller brande i industrianlæg, strømafbrydelser, katastrofer ved store begivenheder m.v. Regionale og lokale myndigheder er også i front, når det drejer sig om f.eks. bekæmpelse af asocial adfærd, kriminalitet og gadevold, fremme af reel integration af nye EU-borgere, tiltag til at forebygge en truende radikalisering — uanset hvilket område, der er tale om;

1.5

mener, at Den Europæiske Union — medlemsstaterne som helhed betragtet — og de regionale og lokale myndigheder har brug for hinanden, hvis det skal lykkes at nå frem til en for borgerne synlig og mærkbar forbedring af frihed, sikkerhed og retfærdighed. I den nuværende europæiske politik kommer dette ikke tilstrækkeligt til udtryk. Derfor kan det allerede nu konstateres, at hvis politikken fortsættes på den nuværende måde, vil den ikke være effektiv nok. Frontlinjen støttes ikke nok og kommer ikke i strategisk henseende tilstrækkeligt til sin ret. Der hersker også utilstrækkelig forståelse for, at en passende og effektiv indsættelse af frontlinjen kan være nok til at vinde kampen mod de mange problemer på området frihed, sikkerhed og retfærdighed;

1.6

mener, at fornyelse og modernisering også bør antage form af et mere systematisk og struktureret syn på EU's politik for frihed, sikkerhed og retfærdighed. Den lange liste af meget forskellige og tilsyneladende isolerede foranstaltninger og tiltag, der er vedføjet handlingsplanen som bilag, gavner ikke indblikket i politikken, dens håndgribelighed eller gennemførlighed. Det er sigende, at ikke alle Haag-programmets punkter er udmøntet i handlingsplanen; at handlingsplanen omfatter nye punkter set i forhold til Haag-programmet; og at de hidtil udsendte finansielle rammeprogrammer ikke omfatter den fulde handlingsplan;

1.7

efterlyser en samling af indsatsen for at tackle de alvorlige problemer inden for frihed, sikkerhed og retfærdighed i EU. Borgere, virksomheder, organisationer, institutioner, administratorer og (demokratisk valgte) repræsentanter på alle myndighedsniveauer er overbeviste om, at der er tale om et presserende anliggende. Det er ikke længere nok at udveksle mere eller mindre uforpligtende meninger. En slagkraftig tilgang, uden bureaukratiske hindringer, er nødvendig. Udvalget fremlægger i det følgende en række konkrete tiltag, som kan danne udgangspunkt for en sådan indsats.

2.1

mener, at handlingsplanen til gennemførelse af Haag-programmet i de kommende år indholdsmæssigt bør tilpasses i overensstemmelse med Regionsudvalgets udtalelser. I handlingsplanen konkluderer Kommissionen selv allerede, at tilpasning af handlingsplanen — på baggrund af den politiske karakter af politikområdet vedrørende frihed, sikkerhed og retfærdighed — bør være mulig, hvor det er påkrævet. Sidst i 2006 er der planlagt en midtvejsevaluering af handlingsplanen. Det bør påses, at man ved (resultaterne af) midtvejsevalueringen i tekster udtrykkeligt anfører, på hvilken måde de regionale og lokale myndigheders stilling i henseende til politikken er blevet styrket;

2.2

støtter idéen om, at rammeprogrammerne skal tilpasses således:

2.3

foreslår, at de foreliggende rammeprogrammer i begrundelserne beskrives som en vigtig forenkling af budget- og finansieringssystemet. Ud fra Bruxelles' erfaringsverden er dette givetvis rigtigt nok; men set ud fra de regionale og lokale myndigheders synsvinkel er systemet i sin nuværende form alt for indviklet og svarer ikke til de praktiske behov;

2.4

foreslår, at der generelt ved midtvejsevalueringen af handlingsplanen udarbejdes en rapport om Haag-programmets og handlingsplanens betydning for de regionale og lokale myndigheder i hver enkelt medlemsstat. Her bør i alle tilfælde (også) følgende spørgsmål besvares:

2.5

kræver, at de regionale og lokale myndigheder i medlemsstaterne inddrages i udformningen af disse rapporter. Med afsæt i tilbagemeldingerne bør der udformes en europæisk benchmark. I 2006/2007 bør der arrangeres en rundbordskonference, hvor Kommissionen, repræsentanter for medlemsstaterne og medlemmer af Regionsudvalget, så vidt muligt suppleret med sagkyndige og relevante netværksorganisationer, drøfter denne benchmark og opstiller konklusioner og henstillinger;

2.6

støtter og opfordrer til, at der i samarbejde med Kommissionen i 2006/2007 opstilles en handlingsplan for frihed, sikkerhed og retfærdighed med konkrete målsætninger for de regionale og lokale myndigheder, der lover at følge planen. Da en sådan indsats også kan kaste fordele af sig til gavn for andre regionale og lokale myndigheder, kan det medvirke til en mere effektiv europæisk politik for frihed, sikkerhed og retfærdighed. Disse målsætninger bør i alle tilfælde kunne vedrøre følgende:

2.7

understreger, at de regionale og lokale myndigheder skal være med til at tage initiativer for at styrke deres position i EU's politik for frihed, sikkerhed og retfærdighed med det sigte at gøre politikken som helhed mere effektiv;

2.8

foreslår, at der sørges for mere information af regionale og lokale myndigheder om EU's politik for frihed, sikkerhed og retfærdighed. Nok foreligger der megen information, men den er ikke let at finde og svær at få fat i. Regionale og lokale myndigheder, hvis personale kun har en vag eller slet ingen forestilling om relevansen af EU's virksomhed med hensyn til frihed, sikkerhed og retfærdighed — og det berører sandsynligvis i øjeblikket stadig en stor gruppe — nås ikke af de nuværende informationsstrømme. Man bør sammen med udvalget undersøge mulighederne for:

2.9

mener, at processen for udvikling, gennemførelse, håndhævelse og evaluering af EU's politik for frihed, sikkerhed og retfærdighed bør tilrettelægges på en sådan måde, at inddragelsen af regionale og lokale myndigheder — navnlig på de felter af politikken, som direkte vedrører disse myndigheders ansvarsopgaver — er garanteret i hele kæden. I den udstrækning, der i dag allerede er tale om inddragelse, fremgår dette utilstrækkeligt af resultaterne i praksis. Dette synspunkt skal ses i tilknytning til den rundbordskonference, som omtales i punkt 2.5;

2.10

mener, at man ikke bør nøjes med abstrakt tale, såsom »at det er meget vigtigt intensivt at medinddrage regionale og lokale myndigheder« — men konkret foreslå f.eks. tilpasninger i arbejdsgangen i Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet. På området frihed, sikkerhed og retfærdighed bør der eksempelvis medtages et standardkapitel om »Regionale og lokale myndigheders rolle« i begrundelserne for meddelelser, forslag og afgørelser. Merværdien i et sådant kapitel ligger ikke så meget i det endelige indhold, men primært i det incitament, som dette ville indebære i dokumenternes forberedelsesproces;

2.11

peger på, at de regionale og lokale myndigheder bør benyttes som udklækningssted for konkrete, målrettede tanker om politikken for frihed, sikkerhed og retfærdighed. Som »frontlinje« råder de samlede regionale og lokale myndigheder inden for EU over praktiske erfaringer, indseende og sagkundskab, som ofte i mindre udstrækning er til stede hos nationale myndigheder. Man bør mobilisere den foreliggende tankerigdom og tildele denne en fremtrædende rolle ved politikkens forberedelse;

2.12

understreger, at det er afgørende at inddrage ekspertgrupper fra regionale og lokale myndigheder i den planlagte overvågning af Haag-programmet og handlingsplanen (den årlige resultattavle) på de politikområder, hvor regionale og lokale myndigheder har et direkte ansvar. På denne måde kan man direkte indhente viden om, hvordan politikken fungerer i praksis;

2.13

foreslår, at der anlægges et mere systematisk og struktureret syn, hvis man fortsat skal anvende den nuværende programbaserede tilgang til EU's politik for frihed, sikkerhed og retfærdighed. Udgangspunktet herfor bør være, at foranstaltninger kun kan lykkes, hvis de gennemføres som led i en logisk kæde af sammenhængende aktiviteter;

2.14

påpeger, at det er omsonst at forbedre myndighedernes muligheder for at indhente oplysninger vedrørende en person integritet (f.eks. en person, der søger om bevilling eller tilskud), hvis myndighederne ikke fastlægger en politik på dette område og ikke har instrumenter til at overvåge integriteten eller til at håndhæve reglerne om integritet. Der er heller ikke megen fornuft i at investere i bekæmpelse af usikkerhed i visse kvarterer, hvis der ikke samtidig investeres i den fysiske og sociale infrastruktur;

2.15

foreslår, at disse indbyrdes forbundne aktiviteter kortlægges, så det kan slås fast, hvad EU i overensstemmelse med nærhedsprincippet bør koncentrere sig om. Man bør målrettet vælge en række prioriterede emner og overlade andre emner til de nationale myndigheder. Der bør så vidt muligt fastlægges konkrete målsætninger. Gennem forenkling og koncentration er der større chancer for at skabe den nødvendige åbenhed og stabilitet;

2.16

mener, at de regionale og lokale myndigheder bør sættes i stand til ikke blot at give deres besyv med om særskilte, specifikke dele af EU's politik for frihed, sikkerhed og retfærdighed, men også om de tilgrundliggende strategiske begreber. Man bør så godt det lader sig gøre fastlægge den indholdsmæssige rækkevidde af politikområdet og mulighederne for at styrke den rolle, som sikkerhed spiller på andre politikfelter (ekstern integration). Stærkere vægt på sikkerhed kan f.eks. på det miljøpolitiske område føre til, at der ved regeludformningen om adgangen til virksomheders miljøinformation gives et større spillerum for ikke at skulle offentliggøre følsomme oplysninger;

2.17

fremhæver behovet for at undersøge, i hvilken udstrækning de inddelings- og organisationsprincipper, som de regionale og lokale myndigheder benytter sig af, også er anvendelige på europæisk plan (f.eks. inddeling af politikker alt efter om de tager sigte på personer, målgrupper, problemer eller anvendelsesområder);

2.18

påpeger, at indførelse af et (nyt) systematisk, struktureret system på EU-politikområdet for frihed, sikkerhed og retfærdighed også kræver en genovervejelse af retsgrundlaget. Forfatningstraktaten har fungeret som rettesnor for det niveau, som Haag-programmet tilstræber at opnå. Det bør undersøges, hvilke følger den nu opståede situation med hensyn til forfatningstraktaten har for politikken for frihed, sikkerhed og retfærdighed, og hvad en passende reaktion herpå kan bestå i. Omvendt kan det også udledes af et (nyt) syn, hvilke rammevilkår det (europæiske) retsgrundlag skal opfylde. En solid demokratisk og retsstatsbaseret legitimering af politikken for frihed, sikkerhed og retfærdighed er uundværlig. Her bør det væsentlige bidrag fra lokale og regionale myndigheder nedfældes på passende vis;

2.19

anbefaler, at der fastlægges en klar kommunikationsstrategi for EU's politik for frihed, sikkerhed og retfærdighed i forholdet til borgere og virksomheder. Regionale og lokale myndigheder udgør ofte det første offentlige kontaktpunkt for borgerne og virksomhederne. Derfor bør netop lokale og regionale myndigheder også aktivt inddrages for at vise borgerne og virksomhederne, hvorledes EU garanterer, eller er med til at garantere, deres sikkerhed.

2.20

henviser til terrorangrebene i London, angrebene i Madrid, oversvømmelserne i store dele af Europa i 2005, udbrud af smitsomme sygdomme, der rammer både mennesker og dyr, følgerne af langvarige strømafbrydelser og de seneste uroligheder i franske byer. Der er utallige eksempler på situationer, hvor de regionale og lokale myndigheder i høj grad er (hoved)ansvarlige for en effektiv krisestyring;

2.21

understreger, at øget professionalisme i krisestyringen er nødvendig, især i terrorbekæmpelsen, men også mere generelt. Oprettelsen for nylig af et europæisk krisestyringsnetværk, Europarådets forum om »Local and Regional Disaster Management«, er et eksempel på den alment udbredte opfattelse af, at det haster med at opnå et sådant niveau af professionalisme;

2.22

mener, at en fyldestgørende krisestyringsstrategi må understøttes af EU's politik for frihed, sikkerhed og retfærdighed på to måder:

2.23

anbefaler, at krisestyring gives status af prioritet, og understreger i den forbindelse, at fastlæggelsen af en effektiv organisatorisk ramme for krisestyring i første række er de nationale myndigheders opgave;

2.24

mener, at EU's koordinerende, ledsagende rolle såvel som dets stimulerende rolle bør udmøntes i konkrete foranstaltninger, som i forbindelse med midtvejsrevisionen af handlingsprogrammet kan tilføjes dagsordenen for 2007–2013. Gennemførelse af de foranstaltninger, der er omtalt i punkt 3.5 i bilaget til handlingsprogrammet, bør også prioriteres højt. Der bør stilles finansielle midler til rådighed med henblik på at gøre krisestyringen i bred forstand (ikke kun terrorbekæmpelsen) mere professionel, f.eks.

2.25

opfordrer til, at rækkevidden af forslaget om et særprogram om forebyggelse, beredskab og konsekvensstyring i forbindelse med terrorisme for perioden 2007-2013 udvides, således at der dannes et grundlag for finansiering af en forbedret styring af kriser, der ikke skyldes terrorisme.

2.26

konstaterer, at borgere, der lever i angst for vilkårlige angreb, har mistet deres grundlæggende friheder. Dette må ikke komme til at præge Den Europæiske Unions fremtid. I forlængelse af udtalelsen om bekæmpelse af terrorisme (CdR 465/2004) er der vedtaget foranstaltninger vedrørende forebyggelse, beredskab og reaktion. Udvalget understreger endvidere, at det er nødvendigt at kigge på de dybereliggende årsager til terrorisme, der har sin rod i ekstremisme, hvis en forebyggende strategi skal lykkes, og at det i den sammenhæng er vigtigt at anerkende forbindelsen til integrationspolitikken og sikre, at integrerede personer rent faktisk kan deltage fuldt ud i det europæiske samfund;

2.27

betoner, at der må tilskyndes til at sætte fokus på radikaliseringstendenser, navnlig i en række EU-regioner, hvor radikalisering udgør en reel trussel, og til at kortlægge, hvilke grupper der er modtagelige for radikalisering og ekstremisme. Ud over den trussel, der opstår ved, at et begrænset antal personer gennem en radikaliseringsproces går over til at blive egentlige terrorister, udgør polarisingsprocesser også en fare. Hvad angår sikkerhed, livskvalitet og tolerance kan dette kan få uønskede virkninger, hvilket bringer samhørigheden i fare. I flere europæiske lande udgør disse processer en stor risiko. For bedre at kunne identificere sådanne radikaliserings- og polarisingsprocesser kan der oprettes såkaldte »early warning« indikatorer. Ved brug af sådanne indikatorer kunne det offentlige, men også boligforeninger og sociale organisationer samt ungdoms-, undervisnings-, sundheds-, og hjælpeorganisationer m.v. på et tidligt stadium foretage en identifikation af og reagere på personer, som kunne tænkes at udbrede radikale idéer, hvilket kunne gøre det muligt at forebygge, at der skabes »hjemmeavlede« terrorister. Det bør samtidig sikres, at de trufne forholdsregler ikke lægger sten i vejen for indvandrernes integration og beskæftigelse. Det er meget vigtigt at forhindre, at store »midtergrupper«, der (endnu) ikke eller kun i ringe grad føler, at de er en del af det europæiske samfund, påvirkes af radikaliseringstendenser;

2.28

understreger, at en sådan indsats først og fremmest må tage form på det lokale myndighedsniveau, og at de lokale myndigheder derfor bør have mulighed for at forbedre deres informationsposition ved for eksempel at indføre et lokalt informationskontaktpunkt for tidlig afdækning af radikal adfærd, som skal kunne informere lokale instanser om tydning af signaler og om, hvordan der kan skrides ind;

2.29

mener, at der bør udvikles og gennemføres uddannelsesprogrammer for lokale myndigheders personale med henblik på at kunne genkende og indberette relevante tegn på radikalisering;

2.30

foreslår endvidere, at man undersøger muligheden for at forhindre, at ekstremistiske organisationer rekrutterer folk, og at man sikrer en effektiv strategi mod opfordring til ekstremisme og mod udbredelse via internettet af instrukser og praktisk vejledning i terroraktioner;

2.31

anbefaler, at der træffes beslutning om hurtigere og grundigere udveksling af informationer om finansielle transaktioner, hvilket skal bidrage til større gennemsigtighed omkring institutioner og organisationer, bl.a. til gavn for lokale myndigheder. Finansielle strømme finder regelmæssigt sted via institutioner og organisationer, som også decentrale myndigheder yder støtte til (eksempelvis til integrationsaktiviteter). Information kan føre til, at disse pengestrømme stoppes. Forslagene herom bør understreges i planlægningen for 2006;

2.32

henleder opmærksomheden på, at hvis forskningen i og bekæmpelsen af terrorisme skal foregå effektivt, er det nødvendigt med et mere udstrakt samarbejde og mere informationsudveksling både mellem EU-medlemsstaterne og mellem myndighederne inden for medlemsstaterne. Det foreslås i handlingsprogrammet, at der i hvert land etableres et kontaktpunkt, som skal have adgang til al relevant information om (mulige) terroraktiviteter. Et kontaktpunkt kan kun blive effektivt, hvis der også findes et godt informationsnet med lokale og regionale myndigheder — med udgangspunkt i princippet »need to know, need to share«. Medlemsstaterne bør gøre det klart, hvorledes dette informationsnet i praksis skal sikres, og, om nødvendigt, opstille planer for, hvordan informationsnettet kan forbedres;

2.33

ønsker endnu engang at sikre en strukturel basis for udveksling af ekspertise med henblik på at samle erfaringerne med bekæmpelsen af terrorisme, f.eks. ved at oprette et ekspertisecenter. Udveksling af information om aktuelle operationelle forhold er af stor betydning, men det er afgjort lige så vigtigt hurtigst muligt at dele de erfaringer, der er gjort med den strategiske tilgang til terrorbekæmpelse. I den forbindelse må netværk af regionale og lokale myndigheder inddrages;

2.34

anbefaler, at opmærksomheden ikke alene rettes mod at kortlægge sårbar infrastruktur — som foreslået i handlingsprogrammet — men også mod at kortlægge steder, hvor mange mennesker samles, såsom stationer, stadioner, områder hvor der afholdes arrangementer, turistattraktioner m.v., og minder om, at de lokale og regionale myndigheder hyppigt spiller en vigtig rolle, når det gælder om at beskytte og sikre sådanne steder;

2.35

opfordrer til, at man gør det lettere for lokale og regionale myndigheder at opstille professionelle risikoanalyser og stimulere udviklingen af bedste praksis med hensyn til beskyttelse og sikkerhed, understreger det vigtige i at sørge for et passende retsgrundlag for lokale myndigheder med henblik på at pålægge ejere og bestyrere at beskytte og sikre sårbare mål, og slår til lyd for, at man fremmer udviklingen af værktøjer (toolkits), som sætter myndigheder i stand til at gøre det lettere for ejere og bestyrere at gennemføre bestemmelserne effektivt;

2.36

fremhæver det vigtige i at man, f.eks. hvad angår adgang til miljøoplysninger, gennemgår principperne i lovgivningen om, hvad borgerne skal vide om risiciene i deres nærmiljø, og om hvor stor åbenhed der bør være om operationelle oplysninger om egenskaberne ved og sikringen af sårbare mål;

2.37

understreger, at det er nødvendigt, at (private) sikkerhedsorganisationer leverer ydelser af høj kvalitet, hvis sikkerheden af sårbare mål skal garanteres, og at det til den ende bør undersøges, om der kræves yderligere foranstaltninger for at højne kvaliteten i den udstrækning det er muligt;

2.38

beklager manglen på en strategi til forbedring af borgernes risikoerkendelse, da borgerne af de lokale myndigheder navnlig forventer at blive informeret grundigt om risiciene for mulige angreb i deres nærmiljø, og opfordrer til udarbejdelse af en målrettet kommunikationsstrategi.

2.39

minder om, at debatten om de grundlæggende rettigheder fokuserer stærkt på at forhindre, at de grundlæggende rettigheder udvandes, og beklager, at myndighedernes indsats for at værne om befolkningens sikkerhed stadig ikke accentueres nok;

2.40

konstaterer, at debatten om grundlæggende rettigheder endvidere først rigtig giver resultater, når man (ligesom i integrationsdebatten) inddrager diskussionen om pligter, og opfordrer til at bringe EU's politik på området tættere på borgerne ved at fremme en aktiv dialog på lokalt plan, f.eks. i form af bydebatter. Sådanne debatter er vigtige for at få klarlagt, hvilke foranstaltninger der skal sættes ind for at sikre en effektiv opretholdelse af ligevægten mellem rettigheder og pligter;

2.41

støtter oprettelsen af et agentur for grundlæggende rettigheder (som foreslået i Haag-programmet), der vil kunne indsamle eksempler på god praksis, beskrive dem og stille dem til rådighed for andre. Med tanke på den tiltagende frygt for fremtidige angreb eller uroligheder kan et sådant agentur yde et væsentligt bidrag til debatten om diskrimination, racisme, integration og terrorisme;

2.42

beklager, at de foreslåede forbedringer af retsbeskyttelsen ved EF-Domstolen er truet, så længe forfatningstraktatens skæbne står hen i det uvisse. Det gælder især fysiske og juridiske personers muligheder for at forsvare sig mod EU-lovtiltag, der rammer dem direkte. Netop nu hvor EU's politik for frihed, sikkerhed og retfærdighed vil skulle intensiveres de kommende år, bør dette hul i retsbeskyttelsen hurtigst muligt lukkes.

2.43

erindrer om, at den virkning, som tilrejsende indvandrere eller asylansøgere, hvad enten de har opnået flygtningestatus eller lignende humanitær beskyttelse, har på vores samfund, især viser sig på lokalt plan — og ofte over flere generationer. Det er utvivlsomt meget vigtigt at sørge for en god integration i byerne (i strukturel, social, økonomisk og kulturel forstand), og i den forbindelse er det en absolut forudsætning reelt at garantere, at integrerede personer i fuldt omfang kan deltage i det europæiske samfund. Urolighederne i de franske byer for nylig er endnu et vidnesbyrd om betydningen af en sådan tilgang;

2.44

understreger, at integration kræver, at man har noget til fælles med det samfund, man er en del af, hvilket er umuligt, hvis integrationen er fakultativ. EU skal sørge for klarere rammer og forudsætninger for en vellykket integration, men samtidig erkende, at integration først og fremmest er et nationalt anliggende. De lokale myndigheder skal støttes i forbindelse med organiseringen af integrationsprocessen gennem oplysning, økonomisk bistand og udvikling af bedste praksis. Under de europæiske integrationsministres konference i november 2004 i Groningen (Holland) blev der lagt et godt grundlag for en sådan støtte;

2.45

foreslår at fremme bydebatter, dialoger, sprogundervisning, integrationstiltag, beskæftigelsesprojekter, emanciperingstiltag og antidiskriminationsprojekter. Der er brug for systematisk udveksling og overvågning af erfaringer, nyskabelser, succeshistorier og fiaskoer på lokalt niveau;

2.46

mener, at social desperation skal forebygges hos bestemte befolkningsgrupper, og at foranstaltninger, der kan bidrage til at skabe ligevægt i storbykvarterer — f.eks. boligpolitiske, indkomstpolitiske og uddannelsespolitiske tiltag, skal fremmes;

2.47

finder det udmærket med en ny udgave af den europæiske integrationshåndbog. Det virker, som om kendskabet til den første udgave var for begrænset. Især skal de lokale og regionale myndigheders opmærksomhed i højere grad henledes på den næste udgave;

2.48

støtter kraftigt forslaget om en gang om året at afholde et europæisk integrationsforum og foreslår, at man i den forbindelse omhyggeligt inddrager de lokale og regionale myndigheders erfaringer og ekspertise.

2.49

minder om, at af frygt for, at samfundet skulle udvikle sig til en politistat, var beskyttelsen af privatlivets fred i anden halvdel af sidste århundrede stærkt præget af et ønske om at beskytte borgerne mod myndighederne, og opfordrer til at tilstræbe en ny balance, der i højere grad sigter mod at værne borgernes sikkerhed mod lovovertrædere med ondt i sinde;

2.50

støtter på denne baggrund målsætningen om, at beskyttelse af persondata skal have særlig opmærksomhed under gennemførelsen af handlingsprogrammet, og understreger, at man stadig oftere må vælge mellem enten at beskytte individuelle interesser (privatlivets fred) eller kollektive interesser (f.eks. sikkerhed). I kampen mod terrorisme spiller information en nøglerolle;

2.51

opfordrer i forbindelse med udformningen af den overordnede politik Kommissionen til at tage hensyn til, at mange lokale og regionale myndigheder — for så vidt som deres nationale lovgivning tillader det — har udviklet informationsudvekslingsnet, hvor oplysninger vedrørende f.eks. personers adresse, bopæl, skatteforhold, socialsager og helbred kan samkøres med politiets og retsvæsenets oplysninger, og minder om, at en sådan fremgangsmåde kan være meget givtig i forbindelse med f.eks. bekæmpelse af terrorisme, hård kriminalitet og sågar lokale problemer med vaneforbrydere;

2.52

ønsker, at der skabes et klarere generelt retsgrundlag for beskyttelse af persondata, der er proportionelt og tilstrækkelig rummeligt til — når det er relevant — at give forrang til sikringen af samfundet, og opfordrer til, at man udvikler dialogen med EU-borgerne under inddragelse af de lokale og regionale myndigheder;

2.53

mener, at håndhævelse af den offentlige orden og sikkerhed og bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet kræver omfattende informationsudveksling mellem medlemsstaterne. Med tanke på den vigtige funktion, som lokale og regionale myndigheder varetager ved at gennemføre og håndhæve sikkerhedspolitikken, må medlemsstaterne gøre det klart, hvilken form informationsudvekslingen med lokale og regionale myndigheder skal have for at blive effektiv.

2.54

konstaterer, at når det gælder beslutningstagningen vedrørende tilskud, kontrakter og bevillinger, kan lokale og regionale myndigheder tilføre en betydelig merværdi i indsatsen mod (organiseret) kriminalitet, og opfordrer til at skele til tidligere overtrædelser, når der træffes beslutninger, således at f.eks. en bevilling kan afvises, hvis der er grund til at antage, at ansøgeren vil begå en bestemt forseelse igen;

2.55

foreslår, at politi og retsvæsen screener efterforskningssager for informationer, der kan videregives til de lokale og regionale myndigheder, så disse kan tage informationerne med i betragtning ved tildeling af bevillinger og tilskud. Hvis f.eks. en hotel- eller restaurationsejer er dømt for menneskesmugling eller menneskehandel, er det ikke utænkeligt, at samme person ansætter illegal arbejdskraft i sin virksomhed. Hvis tilsynet med overholdelsen af forudsætningerne for en bevilling påhviler de lokale myndigheder, er det utroligt nyttigt at dele information og at vurdere, om der er grundlag for at trække bevillingen tilbage for den pågældende virksomhed;

2.56

tilskynder til, at de lokale og regionale myndigheders erfaringer på dette felt registreres, beskrives og gøres tilgængelige på EU-niveau, så EU-regulering, herunder også EU's licitationsregler, overalt, hvor det er muligt, begunstiger, at de lokale og regionale myndigheder iværksætter lignende tiltag;

2.57

støtter udviklingen af bedste praksis hvad angår informationsudveksling og samkøring af data (dog kun i det omfang, som det tillades af den enkelte medlemsstats lovgivning) — dels mellem lokale og regionale tjenester (f.eks. vedrørende skat, bolig, sociale og beskæftigelsesmæssige forhold, tilladelser og administration af borgerdata) dels mellem politi og retsvæsen (f.eks. med hensyn til håndtering af problematiske ejendomme) for nemmere at kunne opspore og bekæmpe netværk, hvis formål er organiseret kriminalitet;

2.58

understreger behovet for at fritage politiet fra bureaukratiske opgaver i forbindelse med den lovlige indvandring, f.eks. fornyelse af opholdstilladelse, så det kan anvende mere energi og flere professionelle ressourcer på at bekæmpe den organiserede kriminalitet, som søger at lukrere på ulovlig indvandring. Regionsudvalget mener, at sådanne administrative opgaver — forudsat at medlemsstaterne bakker dem passende op med relevante finansielle midler — kan udføres af de lokale myndigheder via særlige kontorer, for så vidt som det er relevant i forhold til den enkelte medlemsstats eget system;

2.59

opfordrer til, at en aktiv integritetspolitik for de lokale og regionale myndigheder videreudvikles på grundlag ad en grundig risikoanalyse af beføjelser og opgaver.

2.60

bifalder, at beskyttelse af børns rettigheder og bekæmpelse af vold mod kvinder og børn vises særlig opmærksomhed i handlingsprogrammet, samt at viften af tilbud om hjælp til ofrene udvides;

2.61

glæder sig over, at den generelle politik for forebyggelse og begrænsning af vold under rammeprogrammet »grundlæggende rettigheder og retfærdighed« forsynes med en bred finansiel ramme, samt at det såkaldte Daphne-program styrkes og udvides med henblik på gennemførelsen af forebyggelsespolitikken vedrørende narkotikamisbrug, som ikke-statslige organisationer opfordres til at deltage i;

2.62

støtter også fælles initiativer vedrørende bekæmpelse af menneskesmugling, især af kvinder og børn, via et bedre samarbejde og en bedre informationsudveksling mellem de implicerede myndighedsinstanser. Ved menneskesmugling er der for det meste tale om organiseret kriminalitet;

2.63

gør opmærksom på, at mange lokale myndigheder har erfaring med at identificere og tage affære i forbindelse med »vold inden for hjemmets fire vægge« (vold mod børn og kvinder finder jo ofte sted i familien), og erindrer om, at den lokale tilgang til denne type vold bidrager væsentligt til at bevidstgøre de relevante målgrupper om, at samfund og retspraksis har anlagt en linje med absolut nultolerance over for vold mod kvinder og børn;

2.64

foreslår derfor, at de lokale og regionale myndigheders erfaringer på området sammenholdes med henblik på at udvikle bedste praksis under gennemførelsen af handlingsprogrammet, og henstiller, at der indføres særlige lokale anmeldelsessteder for vold.

2.65

gør opmærksom på, at de lokale myndigheder konfronteres direkte med asylansøgernes problemer, og konstaterer, at udviste asylansøgere, der ikke kan eller skal forlade landet straks, ofte drages mod byernes anonymitet, hvilket kan skabe sociale og sikkerhedsmæssige problemer i byerne;

2.66

finder det derfor meget vigtigt at etablere et fælles asylområde med fælles procedurer og en ensartet status for asylmodtagere;

2.67

henstiller, at EU-institutionerne bestræber sig på at lette asylansøgernes tilbagevenden til hjemlandet. Frivillig tilbagevenden skal støttes gennem tilbud, som sigter mod at sætte den pågældende i stand til at klare sig selv. Udvalget ønsker at fremme lokale eller regionale projekter i medlemsstaterne, der fungerer på et sådant grundlag, samt informationsudveksling vedrørende fremgangsmåder og resultater;

2.68

henstiller kraftigt, at der gennem koordinering af de forskellige nationale politikker udformes en fælles migrationspolitik, som bør gå hånd i hånd med en solid integrationspolitik, hvor de lokale myndigheder som en vigtig funktion bevarer og fremmer den sociale samhørighed;

2.69

mener derfor, at de lokale myndigheder bør bistås i deres støtte til innovative lokale initiativer, som er med til at forebygge radikale tendenser og ekstremisme;

2.70

gør opmærksom på den aktuelle uklarhed i den juridiske status og rettighederne for tredjelandsborgere med bopæl i EU, og minder om, at dette berører de lokale myndigheder, især på det integrationspolitiske område, og at tredjelandsborgere med bopæl i EU f.eks. ingen rettigheder har på EU's arbejdsmarked, selv om dette aspekt er en vigtig forudsætning for en vellykket integrationspolitik. Regionsudvalget mener, at man skal sørge for, at tredjelandsstatsborgere med stort potentiale ikke vælger Europa fra.

16.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 192/34

1.

finder, at den aftale, som blev indgået på Det Europæiske Råds møde den 15. og 16. december 2005 om de finansielle overslag for 2007-2013, må ses som den laveste fællesnævner for medlemsstatsregeringernes europæiske ambitioner udtrykt i tal. EU har imidlertid brug for et budget og fællesskabsprogrammer, som giver reel mulighed for at overføre den europæiske idé og det europæiske potentiale til de lokale og regionale myndigheder og dermed bringe EU tættere på borgerne;

2.

mener, at tænkepausen skal udnyttes til at fremhæve fremskridtene i forfatningstraktaten med hensyn til europæiske styreformer, forenkling, gennemsigtighed i EU og styrkelse af det lokale og det regionale niveau, navnlig når det gælder fremme af nærheds- og proportionalitetsprincippet. Tænkepausen bør ligeledes være en anledning til at fokusere på:

3.

understreger, at ethvert initiativ, som vedrører EU's traktater, bør tage afsæt i en tilgang byggende på konventsmetoden, der involverer Regionsudvalget, hvilket vil bidrage til at øge det europæiske projekts demokratiske legitimitet;

4.

vil fortsat søge at fremme respekten for den kulturelle og sproglige mangfoldighed, der er et af de grundlæggende principper bag den europæiske integrationsproces;

5.

gør i forbindelse med tænkepausen om EU's fremtid, som Det Europæiske Råd indledte i juni 2005, atter opmærksom på nødvendigheden af at fremme en decentraliseret og struktureret debat, som skal udgøre en aktiv og dynamisk fase for dialog med borgerne;

6.

slår til lyd for, at Regionsudvalget i højere grad inddrages både på et tidligt og senere stadium i EU's beslutningsproces og i evalueringen af de store fællesskabspolitikkers indvirkning på lokalt og regionalt niveau. Dette kan ske ved:

7.1

mener, at støtten fra borgerne til nye landes optagelse i EU er proportional med den sammenhæng, der er i projektet om EU's fremtid;

7.2

opfordrer derfor Kommissionen, Europa-Parlamentet og EU's rådsformandskaber til i snævert samarbejde med de regionale og lokale myndigheder at fremme og støtte informationskampagner om EU-udvidelsesprocessen på lokalt og regionalt niveau i såvel medlemsstaterne som i kandidatlandene;

7.3

støtter, at de lokale og regionale instanser har en nøglerolle at spille med hensyn til i højere grad at inddrage de lokale og regionale myndigheder, der er repræsenteret i RU, i integrationen af de nye kandidatlande. Denne rolle er så meget desto vigtigere, som der pågår forskellige former for decentralisering i størsteparten af disse lande. Desuden bør Regionsudvalget fortsat, navnlig via de blandede rådgivende udvalg eller andre former for samarbejde, støtte de lokale og regionale myndigheder i kandidatlandene i deres tilpasning til EU-regelværket og i det fortsatte og åbne tiltrædelsesforhandlingsforløb;

8.

konstaterer, at der i kompromisset i Det Europæiske Råd om de finansielle overslag for perioden 2007-2013 afsættes 0,37 % af EU's bruttoindtægt til struktur- og samhørighedspolitikken. Da dette beløb langt fra svarer til det, som Regionsudvalget finder nødvendigt for at sikre konvergensen mellem de europæiske regioner i et EU med 27 medlemsstater (1), beder Regionsudvalget budgetmyndigheden om at tilpasse dette beløb. Regionsudvalget mener derimod, at en hurtig indgåelse af en interinstitutionel aftale om de finansielle overslag i første halvår af 2006 er nødvendig for at give de regionale og lokale myndigheder mulighed for at indlede programmeringsarbejdet i forbindelse med projekter medfinansieret af EU;

9.

påpeger på baggrund af udvidelsen og i perspektiv af en ny samhørighedspolitik for perioden 2007-2013, at skabelsen af et fællesskabsretsgrundlag, der styrker det territoriale samarbejde i Den Europæiske Union, har høj prioritet for de territoriale myndigheder, da det vil tilføre en merværdi ved at bidrage til at overvinde de praktiske vanskeligheder, som samarbejdet i øjeblikket støder på i EU;

understreger vigtigheden af en forordning om en europæisk gruppe for territorialt samarbejde og støtter Kommissionens forslag og Europa-Parlamentets position med sigte på den endelige fase i forhandlingerne om strukturfondsforordningerne;

anmoder Ministerrådet om at nå frem til en aftale om en europæisk gruppe for territorialt samarbejde og om de øvrige forordninger vedrørende strukturfondene.

10.

gentager sin støtte til Lissabon-strategien som EU's vigtigste politiske strategi frem til 2010;

11.

understreger de europæiske lokale og regionale myndigheders rolle for at sikre sammenhængen mellem projekter finansieret over strukturfondspolitikken og Lissabon-strategien (2), og minder derfor om behovet for en mere decentraliseret gennemførelse af Lissabon-strategien i henhold til konklusionerne på Det Europæiske Råd i Lissabon (3); beder om, at de lokale og regionale myndigheder deltager fuldt ud i revisionen af de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse og i gennemførelsen af medlemsstaternes nationale reformprogrammer og forpligter sig til at bidrage til dette mål via tilrettelæggelsen af en territorial dialog inden afholdelsen af de europæiske forårstopmøder om de økonomiske og sociale reformer i EU;

12.

mener, at der bør gives lige stor opmærksomhed til alle tre søjler i Lissabon-strategien, dvs. den økonomiske, sociale og miljømæssige;

13.

understreger, at Lissabon-strategien yder et væsentligt bidrag til udviklingen af det europæiske projekt ved at:

14.

mener, at fuldførelsen af det indre marked bør anvendes som løftestang for øget beskæftigelse, bedre konkurrenceevne og mere innovation i EU;

15.

beder indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne om at fortsætte indsatsen for at fjerne hindringer for borgernes mobilitet, så meget desto mere som 2006 er Europæisk År for Mobilitet blandt Arbejdstagere;

16.

erindrer om behovet for en horisontal og multisektoriel EU-referenceramme, der i henhold til nærhedsprincippet og princippet om lokalt selvstyre definerer omfanget af og betingelserne for forvaltningen af almennyttige tjenesteydelser, for hvilke de lokale og regionale myndigheder skal kunne fastsætte præstationsmåden;

17.

gentager i lyset af lovgivningsproceduren for behandlingen af direktivforslaget om tjenesteydelser opfordringen til at undtage alle almennyttige sociale tjenesteydelser (sundhedsydelser, tjenester knyttet til social integration og bekæmpelse af social udelukkelse, sociale boliger), der ofte administreres af de lokale og regionale myndigheder, fra direktivforslagets anvendelsesområde, i det omfang disse tjenester ikke er markedsbaserede eller ikke indvirker på fællesskabshandelen;

18.

mener, at de transeuropæiske net i transport-, telekommunikations- og energisektoren er af afgørende betydning for forsyningssikkerheden samt for, at den europæiske økonomi kan udfolde sit fulde potentiale, binde det udvidede Europa sammen og forbedre den regionale samhørighed;

19.1

insisterer på, at sikkerheden skal garanteres for alle borgere, og forsikrer om, at de lokale og regionale myndigheder er fast besluttet på at bidrage til udryddelsen af årsagerne bag utryghed og vold i alle byer og regioner i Europa. På denne baggrund foreslår udvalget —

20.

vil fortsætte den interne reformproces med henblik på at udfylde sin særlige rolle som politisk forsamling af folkevalgte på lokalt og regionalt niveau i EU;

21.

forpligter sig i det interinstitutionelle samarbejde over for

21.1

Europa-Parlamentet til at fungere som multiplikator for den demokratiske debat i Europa-Parlamentet og øge kontakten mellem de to institutioners organer og styrke samarbejdet om udarbejdelse og opfølgning af Regionsudvalgets udtalelser;

21.2

Kommissionen til at iværksætte den samarbejdsprotokol, som blev undertegnet i november 2005 (4), navnlig for så vidt angår en mere proaktiv rolle for udvalget i fællesskabsindsatsens første faser og større synergieffekt på kommunikationsområdet med henblik på at bringe EU tættere på borgerne, hvilket, når Kommissionen har vedtaget sin hvidbog om kommunikation, bør føre til tilføjelsen af et addendum til samarbejdsprotokollen. Regionsudvalget vil desuden arbejde på at indføre en spørgetid under sine plenarforsamlinger med mulighed for at rette forespørgsler til Kommissionen for at fremme dialogen mellem de to institutioner om grundlæggende europæiske spørgsmål, og for at de lokale og regionale myndigheder kan få større indflydelse på den europæiske beslutningsproces;

21.3

Rådet: til at sikre en bedre kontaktflade til de medlemmer af Regionsudvalget, der også sidder i Rådet, at styrke samspillet med formandskaberne og at udstikke rammerne for et mere systematisk samarbejde. Udvalget opfordrer i den forbindelse formandskaberne i perioden 2006-2008 til at forberede tiden frem til 2009 ved at fremlægge et strategisk flerårigt program svarende til det, som blev fremlagt af de seks formandskaber for perioden 2004-2006;

21.4

Det Økonomiske og Sociale Udvalg: til at udvikle det politiske samarbejde vedrørende bestemte temaer i EU's politik, hvor de økonomiske og sociale aktører og de lokale og regionale myndigheder kan supplere hinanden, og til bedre at udnytte synergifordelene i forbindelse med de to udvalgs fælles tjenestegrene og bygninger.

22.1

opfordrer sine medlemmer til at udnytte mulighederne i den nye budgetpost vedrørende finansiering af deres politiske aktiviteter og oplysningsvirksomhed til bedre at varetage funktionen som EU's ambassadør over for borgerne og funktionen som de lokale og regionale myndigheders ambassadør over for EU;

22.2

forpligter sig til — for at målrette indsatsen mod de områder, hvor udvalget har størst troværdighed og tilføjer beslutningsprocessen og EU's lovgivningsproces størst merværdi — at gøre sine udtalelser lettere at anvende i en interinstitutionel kontekst, men også mere letforståelige og tilgængelige for de europæiske borgere, navnlig gennem en mere præcis præsentation i udtalelserne af de vigtigste politiske budskaber og udvalgets konkrete forslag til ændringer til Kommissionens lovforslag;

22.3

påtager sig at forbedre opfølgningen af sine udtalelser, således at Regionsudvalget får indflydelse på alle faser af Fællesskabets beslutningsproces især ved at fokusere på mere konkrete punkter i forbindelse med forslag, som forelægges i henhold til proceduren for fælles beslutningstagning;

23.

pålægger sin formand at sende denne resolution til Kommissionen, Europa-Parlamentet, Rådet og EU's formandskaber 2006-2008 (det nuværende østrigske samt det kommende finske, tyske, portugisiske, slovenske og franske formandskab).

16.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 192/38

—

entydig præcisering i en protokolerklæring fra Kommissionen af, at regioner og kommuner fra tredjelande, der inkorporerer forordningen i national ret, efter oprettelsen af en europæisk gruppe for territorialt samarbejde kan deltage i denne;

—

entydig præcisering af, at partnerne inden for den europæiske gruppe for territorialt samarbejde kan samarbejde over grænserne på alle områder, hvor de også kunne samarbejde inden for deres egen medlemsstat, så instrumentet med andre ord støtter princippet om ikke-diskriminering;

—

entydig præcisering af, at medlemsstaterne ikke af hensyn til gennemførelsen af forordningen om den europæiske gruppe for territorialt samarbejde må begrænse samarbejdspartneres materielle kompetencer;

—

entydig præcisering af, at partnerne kan oprette den europæiske gruppe for territorialt samarbejde uden forudgående tilladelse fra overordnede instanser, og at medlemsstaterne eller kompetente myndigheder i medlemsstaterne har det juridiske tilsyn med en bestående gruppe for territorialt samarbejde;