9.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/1

1.1

For EU er turisme en vigtig økonomisk faktor, da den tegner sig for 5,5 % af BNP (tallene varierer fra den ene medlemsstat til den anden mellem 3 % til 8 %) i kraft af de aktiviteter, mere end to millioner virksomheder med ca. 9 millioner beskæftigede udfører. Turisme er tillige en meget stærk drivkraft for andre erhvervssektorer, herunder industrien, (især de moderelaterede sektorer), transport, fødevarer, handel og andre serviceerhverv.

1.2

Mere end 80 % af EU's turisme genereres af enkeltpersoner og husholdninger, mens resten er erhvervsturisme, som erhvervslivet genererer. EU's husholdninger anvender ca. en ottendedel af deres personlige udgifter til turismerelateret forbrug.

1.3

Europa er stadig den mest populære turistdestination i verden. Der er en stadigt voksende turiststrøm mod EU fra Rusland, Kina og Indien, hvor den økonomiske udvikling hastigt giver en større del af befolkningen adgang til denne type forbrug.

1.4

Til trods for disse indledende opmuntrende fakta påvirker den hårde konkurrence fra de nye fremvoksende økonomier den europæiske turistindustri mere og mere hvert år. Formålet med denne initiativudtalelse er at gøre EU-institutionerne opmærksomme på den positive indvirkning, kulturen kan have på turismen i Europa, og opfordrer dem til at fremme og beskytte dette gamle kontinents kulturarv. I modsætning til andre industrisektorer kan denne arv ikke udflyttes eller reproduceres, og den kunne således blive et aktiv i konkurrencen fra andre områder i verden.

1.5

Som et led i udarbejdelsen af denne udtalelse har der været holdt en række møder med lederne af de forskellige af Kommissionens generaldirektorater, som beskæftiger sig med turisme og kultur, og med repræsentanter fra Europa-Parlamentet. Desuden blev der den 18. november 2005 afholdt en offentlig høring i Paestum, et af de mest betagende arkæologiske steder i Europa, der havde deltagelse af mange repræsentanter for politiske institutioner, internationale organisationer (Unesco), kulturelle foreninger og private turistvirksomheder. Høringen blev afholdt i forbindelse med den »Ottende Mediterane Messe for Arkæologisk Turisme«, så repræsentanter fra lande i den sydlige del af Middelhavet også kunne deltage.

2.1

På det europæiske topmøde i marts 2005 blev Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne opfordret til at relancere Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse og tage aktivt del i opfyldelsen af dens mål: turisme og kultur kan helt klart yde et betydeligt bidrag til både væksten og beskæftigelsen. I henseende til vækst tegner turismen til at blive en af de hurtigst voksende erhvervssektorer: i perioden 2006-2015 forventes en årlig gennemsnitlig vækst på 3,1 %. Også i henseende til beskæftigelse er turisme en industri, som vil kunne yde et væsentligt bidrag til at bekæmpe arbejdsløsheden. Da turistindustrien beskæftiger mange kvinder, kan den også bidrage til at opfylde Lissabon-strategiens mål om at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet. (1) Selv om europæisk turisme forventes at blive fordoblet i omfang i løbet af de næste 25 år, er dens stigningstakt dog lavere end gennemsnittet på verdensplan, og især lavere end den stigningstakt, nogle af regionerne i de nye vækstlande tegner sig for. Alle institutionerne må tage nogle passende initiativer, hvis EU's turistsektor skal ekspandere yderligere og igen blive den hurtigst voksende turistsektor i verden.

3.1

Et af turistsektorens hurtigst voksende områder er kulturturisme — turisme, der er knyttet til kunst og natur, byer med en kunstarv og områder med en stor koncentration af historiske værdier og lokale traditioner. Formålet med denne udtalelse er ikke at behandle alle kulturrelaterede spørgsmål, men at vurdere kulturens potentielle bidrag til turisme.

3.2

Inden for dette særlige segment af turistsektoren er EU særlig heldigt stillet, da det har en større koncentration af kulturværdier end noget andet område i verden. Således er 300 af de 812 steder, som Unesco har udvalgt i 137 lande og opført på listen over verdens kultur- og naturarv, beliggende i EU's 25 medlemsstater. Tallet stiger til 331 (2), hvis man medtager de fire kandidatlande (Bulgarien, Kroatien, Rumænien og Tyrkiet). På den anden European Cultural Tourism Network' s årlige konference påviste man den meget vigtige kendsgerning, at strømmen af besøgende til Europa fra Kina og Indien udelukkende kan tilskrives den interesse, som folk fra disse lande har for europæisk kultur- og arkitekturarv. EU og medlemsstaterne må derfor blive ved med at investere i bevarelse af deres rigdom af kulturarv.

3.3

Ud over de økonomiske fordele spiller kulturturisme også en vigtig rolle i udviklingen af de sociale og civile værdier og i indsatsen til fremme af europæisk integration og dialogen mellem folkeslag og civilisationer. Udviklingen af den europæiske identitet afhænger af et indgående kendskab til de lande, kulturelle traditioner og »forskelle«, som indgår i den rige europæiske mosaik. I dag, hvor Europa står over for en identitetskrise, kan fremme af europæiske kulturværdier signalere optimisme og tillid i henseende til Unionens fremtid. (3)

3.4

Endvidere, og især i denne vanskelige tid for multikulturen, bør EU arbejde for at skabe en kulturel og religiøs dialog med andre folkeslag, bl.a. ved at fremme kulturturismen. EU's beslutning om at udråbe 2008 til »Det europæiske år for interkulturel dialog« kommer derfor på et særdeles passende tidspunkt.

3.5

Hvis kulturturismen udvikles, den europæiske kulturarvs historiske og sociale kontekst fremhæves og naturarven udnyttes, vil turister fra alle lande få en reel forståelse af Europas kulturelle baggrund.

4.1

Den Europæiske Union har i længere tid været aktiv på turismeområdet og har beskyttet og fremmet den kulturelle arv, selv om den på grund af det manglende retsgrundlag ikke direkte har kunnet finansiere turismen. Nu foreligger der langt om længe et retsgrundlag i udkastet til den nye forfatningstraktat, der dog desværre endnu ikke er blevet ratificeret. EU har hidtil søgt at udnytte turismepotentialet bedst muligt ud fra en horisontal strategi. Turismen har således både nydt gavn af strukturfondene og af følgevirkningerne fra projekter inden for andre sektorer, såsom miljø- eller forskningssektoren. Selv om det umiddelbart lyder positivt, har Generaldirektoratet for Erhvervspolitik (Kontoret for turisme) en del besvær med at sikre en effektiv koordinering med de generaldirektorater, der beskæftiger sig direkte eller indirekte med turisme, og turismesektoren risikerer derfor at miste de fordele, som den kunne høste af de forskellige europæiske initiativer.

4.2

Med hensyn til strukturfondene tildelte EU i perioden 2000-2006 omkring 7 mia. EUR til projekter, der var direkte eller indirekte tilknyttet turismesektoren, og ca. 2 mia. EUR til kulturelle projekter (Interreg III, Leader+ og Urban). Det samlede beløb på 9 mia. EUR, der således er øremærket til turisme og kultur, kan dog risikere ikke at blive fuldt udnyttet, eftersom den administrative koordinering af de to sektorer, der finansieres af strukturfondene, ikke er optimal.

4.3

Blandt de initiativer, som EU har iværksat til fremme af kulturarven, har projektet med de europæiske kulturhovedstæder fået stor succes. Det fremgår af en nylig undersøgelse (4), bestilt af Generaldirektoratet for Uddannelse og Kultur, at projektet førte til en gennemsnitlig stigning i turismen på 12 % i den by, der blev udpeget til europæisk kulturhovedstad, i løbet af selve året for begivenheden og til en tilstrømning af turister, der var markant større det efterfølgende år end gennemsnittet for årene op til begivenheden. Ifølge samme undersøgelse har begivenheden stadig et højt vækstpotentiale, som i højere grad bør udnyttes. GD for Uddannelse og Kultur har derfor udarbejdet et nyt forslag med det formål at opstille nye og mere klare kriterier for udvælgelsen af kandidatbyer, tilskynde til konkurrence og rivalisering byerne imellem, understrege behovet for en europæisk dimension og bæredygtighed i de kulturelle programmer og endelig at fremme udbredelsen af god praksis med hensyn til forvaltningen af kulturelle begivenheder. Forslaget opfordrer også til en tredobling af EU's nuværende bidrag på 500 000 EUR til Den Europæiske Kulturhovedstad.

4.4

I begyndelsen af december 2005 godkendte Parlamentets budgetkontroludvalg for første gang en bevilling på 1 mia. EUR til udviklingen af et projekt til fremme af fremtrædende europæiske rejsemål i overensstemmelse med målet om at fremme potentialet inden for turisme og kultur mest muligt.

4.5

Kommissionens Generaldirektorat for Erhvervspolitik har for sin del nedsat en gruppe for bæredygtig turisme bestående af eksperter fra institutionerne og forskellige kategorier af operatører, der har til opgave at udarbejde forslag til Kommissionen om at opnå bæredygtig turisme som led i forberedelsen af en Agenda 21 for europæisk turisme, som skal ligge klar inden 2007. EØSU er enigt med Kommissionen og Europa-Parlamentet, når de pointerer, at kun bæredygtig turisme skal fremmes.

4.6

Endvidere erklærede kommissær Günter Verheugen på det fjerde forum om europæisk turisme, der fandt sted den 20. oktober 2005 på Malta, at der i begyndelsen af 2006 ville blive lanceret en webportal for europæisk turisme med links til nationale turistorganisationer for bedre at kunne fremme de europæiske turistmål over for resten af verden.

4.7

Endelig har GD for Erhvervspolitik lige iværksat en undersøgelse af indvirkningen af kulturelle begivenheder og sportsarrangementer på turistorienterede SMV'er, og GD for Uddannelse og Kultur har indledt en undersøgelse af den kulturelle økonomi i Europa.

5.1

EØSU er bevidst om turismesektorens betydning for Europa og har i nogen tid været aktiv på turismerelaterede områder, såsom turistpolitik i det udvidede EU, turisme og socioøkonomisk genopretning i svagt stillede områder, turisme og samarbejdet mellem den offentlige og private sektor, turisme og sport m.m. (5)

5.2

De to undersøgelser og de udtalelser, der henvises til i henholdsvis punkt 4.7 og 5.1, skal sammen med denne udtalelse bidrage til formuleringen af retningslinjerne for en fremtidig turismepolitik på EU-plan.

6.1

Fremme af de kulturelle værdier skal især have til formål at gøre borgerne mere bevidste om den historiske, kunstneriske og miljømæssige rigdom i deres lokalområde. (6) Når de først har kendskab til den lokale rigdom, kan de varetage en værdifuld funktion med at bevare og fremme deres område og herved støtte de offentlige myndigheders arbejde.

6.2

For at øge den kulturelle bevidsthed bør man gøre en indsats i skolerne med programmer, der oplyser børn og unge om den historiske, kunstneriske og miljømæssige rigdom i lokalområdet, og initiativer, der giver de unge mulighed for at udnytte denne rigdom (7).

7.1

Hvis kulturturismen skal fremmes effektivt og virke tiltalende på selv de mest »kulturelt ligeglade« turister, bør de forskellige segmenter analyseres og udvikles, og de generelle tendenser og muligheder for yderligere udvikling udpeges. Kulturturismens overordnede segmenter omfatter kunst, udstillinger, festivaler og andre begivenheder, mad og vin, landlig turisme, film samt kulturelle temaparker.

7.2.1

Det mest traditionsbestemte segment inden for kulturturismen er den »fysiske« kulturarv, der består af historiske bykerner, museer og arkæologiske udgravninger. Dette segment prioriterer tilskyndelse til en større integration mellem forvaltningen af de kulturelle aktiver og af turistfaciliteterne for at tilskynde turisterne til at »udnytte« denne arv. Tilgangen bør her bestå i integrerede »kulturturisme-«faciliteter for at tilskynde til en integreret forvaltning af kombinerede kunst-og-miljø-faciliteter, selv hvor disse er ejet af forskellige offentlige myndigheder eller af privatpersoner, eller i at fremme åbningstider eller prissætningspolitikker, der gør seværdighederne så tilgængelige som muligt og genererer større indtægter, således at forvaltningsomkostningerne kan dækkes. Desuden er der behov for at »puste liv« i kulturarven, f. eks. ved opsætning af midlertidige udstillinger på museer, slotte eller borge af historisk interesse, navnlig med fokus på fremme af samtidskunst.

7.2.2

Man har set nogle interessante ordninger som f. eks. de »turistpas«, som en række europæiske byer har indført, og som kombinerer transportydelser med adgang til museer og arkæologiske udgravninger.

7.2.3

»Kulturdistrikter« er særlig velegnede til mindre kulturarvscentre, der integrerer turist- og kulturydelser i regioner bestående af et antal lignende distrikter, og som kombinerer offentlig og privat finansiering og markedsføres samlet. EØSU finder det endvidere nyttigt, at de regionale turistorganisationer samarbejder om udviklingen og etableringen af kulturdistrikter, herunder også grænseoverskridende.

7.2.4

Desuden bør der skabes »netværk« (8) eller kulturruter i forskellige lande, hvor f. eks. borge eller slotte af historisk interesse, arkæologiske udgravninger (som Magna Grecia-bynetværket) (9) eller bestemte museumstyper, herunder eksperimentarier, knyttes sammen, eller der kunne skabes transeuropæiske ruter (10) som Via Francigena. Disse netværk og ruter bør kunne identificeres ved hjælp af et enkelt kendemærke og være passende skiltet, og netværkets bestanddele bør markedsføres samlet. De tilbudte modtagelsesfaciliteter bør også så vidt muligt være de samme.

7.3.1

Et andet vigtigt segment inden for kulturturisme er events: Udstillinger, koncerter, festivaler og andre special events. I løbet af de seneste 10 til 15 år er kulturevents blevet en stærk drivkraft i markedsføringen af turismen. Et stigende antal fans, navnlig unge mennesker, rejser for at se større udstillinger, gå til koncerter og deltage i festivaler og special events såsom »White Nights«, der nyder stigende popularitet i mange byer som f. eks. Paris, Versailles, Bruxelles, Rom, Wien og Warszawa.

7.3.2

For at støtte dette segment er det nødvendigt, at der frigøres eller tilpasses arealer, der er egnede til udstillinger og festivaler, og det er også nødvendigt at planlægge PR- og oplysningskampagner. EU kunne bane vej for skabelsen af en samlet kulturkalender, støtte samarbejdet mellem forskellige lande og kulturelle institutioner og endelig tilskynde til initiativer i lande med mindre erfaring og færre traditioner på dette område, navnlig i de ti nye medlemslande.

7.4.1

Et tredje vigtigt segment inden for kulturturismen er knyttet til de forskellige landes mad- og vintraditioner: Dette er et segment inden for den »materielle kultur«, der i de senere år er blevet stadig mere betydningsfuldt, og som har skabt en ægte kulturel og økonomisk strømning, hvor der markedsføres lokale produkter (11).

7.4.2

Også her er der behov for incitamenter til at skabe »mad- og vinruter«, der omfatter kunst og kulturattraktioner, og som markedsføres som en samlet pakke omfattende kulturbesøg, mad- og vinsmagning og erfaringer med landbolivet, for på den måde at kombinere kunsthistorien med erfaringer med de typiske mad- og vintraditioner fra en bestemt region eller egn.

7.4.3

EU kunne bane vej for en europæisk guide over mad- og vinruter samt landboturisme, hvor der navnlig fokuseres på ruter, der krydser grænser, og som kombinerer to eller tre landes traditioner: Dette kunne være med til at fremhæve de fælles rødder, der ligger til grund for mange traditioner og »forskelle«.

7.5.1

Et fjerde segment af kulturturisme, som skaber en betydelig turismetilstrømning, er produktion af film og tv-serier. Mange regioner kan konstatere, at der kommer flere turister for at besøge steder, hvor populære film og tv-produktioner er optaget. F.eks. blev Alnwick Castle i Northumberland i det nordlige England, hvor filmen baseret på J. K. Rowlings Harry Potter-bøger er optaget, næsten fra den ene dag til den anden en turistattraktion, der indbringer 13 mio. EUR om året, hvilket gjorde den til en af Storbritanniens mest besøgte turistattraktioner. Det samme skete for Agliè-slottet i Piemonte, hvor tv-serien Elisa di Rivombrosa blev filmet: det gennemsnitlige antal besøgende på slottet per uge steg fra 100 til 3500. Berømmelse kan have betydning selv for film, der endnu er i produktionsfasen: den lille by Lincoln i England, hvor Da Vinci mysteriet, baseret på Dan Browns bestseller med samme titel, optages, har allerede tiltrukket et hav af turister. Der er sågar turistbureauer i Paris, som har specialiseret sig i kun at arrangere ture til de steder, som beskrives i Dan Browns bog.

7.5.2

Ifølge en britisk undersøgelse fra august 2005 var 27 % af de voksne og 45 % af unge mellem 16 og 24 år influeret af film, de havde set i biografen eller i fjernsynet, når de valgte feriemål. Det er grunden til, at den britiske turistorganisation VisitBritain holder skarpt øje med filmproduktioner og lægger meget detaljerede »filmkort« ud på sin hjemmeside over lokaliteter, hvor nye film optages, hvordan man kommer dertil og hvilke turistfaciliteter der findes de pågældende steder.

7.6.1

Et femte turismesegment er historiske centre eller kunstparker, der etableres som supplement til museer, historiske bycentre og arkæologiske steder. Sådanne parker eller centre kan etableres i nærheden af berømte turistattraktioner for at gøre det lettere for turisterne at forstå den historiske kontekst, attraktionerne er opstået i (12)... Sådanne centre eller parker kan etableres i Europas vigtigste kulturområder (13), og EU kan støtte etableringen af sådan »info-tainment«-infrastruktur, som kan trække flere turister til.

8.1

Ny informations- og kommunikationsteknologi kan i mange henseender bidrage til udnyttelsen af kulturarven til turismeformål: oprettelsen af websider, satellit-tv-kanaler og digitalt tv, brug af audio- og videoclip til den seneste generation af mobiltelefoner, genopførelse af monumenter og steder af historisk eller kunstnerisk interesse ved hjælp af virtuelle virkelighedsteknikker (14).

8.2

Ny teknologi kan bruges til at fremme bæredygtig turisme og beskytte de mest populære kunstattraktioner, som er i fare for at blive ødelagt af masseturisme: informationsteknologi kan levere nye metoder til at planlægge, overvåge og sortere turiststrømme, og miljømæssige faktorer som f.eks. luftfugtighed i museumslokaler, der, hvis den er forkert, kan skade kunstværkerne, kan kontrolleres automatisk via informationsteknologi. Herudover kan on line-booking og »visit by appointment«-systemer anvendes i forbindelse med besøg på steder, der kun kan bære små grupper af turister ad gangen.

8.3

Endelig kan moderne teknologi yde et væsentligt bidrag til etableringen af strukturer og systemer, der kan overvinde arkitektoniske barrierer, som alt for tit er en uoverstigelig hindring for gangbesværede. Dette er en faktor, man ikke må overse.

8.4

Den Europæiske Union, der i sit 7. rammeprogram for forskning og innovation har tilkendegivet, at forskningsresultater skal kunne udnyttes af turismesektoren og til at forbedre adgangen til kulturarven, bør derfor også lette den praktiske gennemførelse af initiativer af denne art, f.eks. ved at opstille en liste over tilgængelige teknologier og kortlægge bedste praksis på fællesskabsniveau som en nyttig information til operatører rundt omkring i landene.

8.5

Det er nødvendigt at fremme kulturelle turistattraktioner både i og uden for EU med teknologiske midler. Også her bør man registrere, hvilke initiativer der er på vej i de forskellige lande. Den Europæiske Union bør desuden supplere den europæiske turismeportal med en satellit-tv-kanal, der kan reklamere for turisme i Europa i ikke-europæiske lande.

9.1

Et effektivt system til udnyttelse af kulturarven til turismeformål rejser spørgsmålet om forvaltningen af de kulturelle aktiver. Nogle af disse aktiver er offentlig ejendom (der hører under statslige eller lokale myndigheder), mens andre ejes af trossamfund, non profit-organisationer eller privatpersoner. Situationen er særlig problematisk i flere af de nye medlemsstater, hvor nationaliseringer gennem flere årtier har skabt tvivl om ejendomsretten og været skyld i dårlig vedligeholdelse af en stor del af kulturarven.

9.2

Der bør derfor vedtages nogle forvaltningsmodeller, der respekter de nuværende ejerforhold, for så vidt angår kunst og kulturarv, yder størst mulig garanti for beskyttelse og bevaring, muliggør koordineret forvaltning af integrerede turistfaciliteter og tilskynder til fælles offentlige og private investeringer — det offentlige kunne f.eks. bidrage med skatteincitamenter.

9.3

Den Europæiske Union kunne undersøge forvaltningssystemerne i de forskellige europæiske lande, vurdere deres effektivitet og tilskynde til udbredelse af de bedste til andre lande, eller den kunne foreslå innovative beskatningssystemer og lignende, som kan virke befordrende på forvaltningssamarbejde mellem den offentlige og den private sektor.

9.4

Relateret til forvaltningsspørgsmålet er også spørgsmålet om uddannelsen af det personale, som arbejder med kulturarv. Ud over at have kunsthistorisk viden, skal personalet også kende til forvaltning og markedsføring, være i stand til at bruge ny teknologi. Uddannelsesspørgsmålet gælder også dem, der har direkte kontakt med turisterne såsom hotelejere, handlende, ansatte i den offentlige servicesektor osv., som udover at besidde de sproglige kompetencer bør undervises i »savoir faire« og i at respektere turisters kulturelle forskelligheder. Også på dette område kunne Den Europæiske Union indsamle de bedste erfaringer med efteruddannelse og lette udvekslingen af ekspertise, benchmarking og formidling af god praksis, der tilsammen skal fremme kvalitetsturisme.

10.1

En effektiv forvaltning af kulturturisme kan også have en positiv afsmitning på andre turismesegmenter som f.eks. kyst- og bjergturisme, men også forretningsturisme og seniorturisme.

10.2

Kunstture, udstillinger, koncerter, festivaler eller steder med mad- og vinsmagning kan få turister til at vælge bestemte europæiske destinationer og vil give disse steder bedre mulighed for at klare sig i konkurrencen med turistdestinationer i udviklingslande, der ganske vist er mere konkurrencedygtige, når det gælder naturressourcer og priser, men som ikke kan matche de kulturattraktioner, der tilbydes af deres europæiske modparter.

10.3

Det samme gælder forretningsturisme, hvor muligheden for at kombinere en forretningsrejse med kulturturisme kan få den forretningsrejsende til at forlænge sin rejse med et par dage (så den eventuelt omfatter en weekend) eller gøre det til en familieferie med ægtefælle og børn.

10.4

I betragtning af, at den forventede levealder nu er meget højere end tidligere, opfylder kulturturisme de behov, som er karakteristiske for seniorer, der vælger at bruge en stadig større del af deres fritid på at lære om og få indblik i nye kulturer. Denne udvikling skal ses i tilknytning til behovet for at fremme turisme i løbet af årets lavsæsoner.

10.5

Der er ingen tvivl om, at Den Europæiske Union også kan være en drivkraft bag denne indsats for at fremme integrering af kulturturisme og andre turismesegmenter.

11.1

I betragtning af, at kultur kan sætte skub i udviklingen af turisme og især fordi turisme — udover at være drivkraft for andre erhvervssektorer — i høj grad bidrager til opfyldelsen af Lissabon-strategiens mål for vækst og beskæftigelse, har denne initiativudtalelse som nævnt ovenfor først og fremmest til formål at udstyre EU's institutioner med yderligere værktøjer til at fremme denne sektor, der stadig er dynamisk, men som møder hård konkurrence fra lande uden for Europa.

11.2.1

For at den europæiske kulturturismes potentiale kan udnyttes fuldt ud, er det nødvendigt med mere effektiv information og integrerede kampagner, som gør reklame for Europa og europæiske destinationer, og en indsats for at fremme bedste praksis, hvad angår beskyttelse, udnyttelse, forvaltning og uddannelse. Den europæiske turismeportal vil helt sikkert være af stor nytteværdi, navnlig hvis:

11.3.1

EU kunne benytte konkurrencer og belønningsordninger i sine programmer til at fremme bedste praksis i forvaltningen af tjenester vedrørende kulturturisme, især i programmet om europæiske kulturhovedstæder (15) og det fremtidige program om fremtrædende europæiske rejsemål. EU kunne også rådgive byer og regioner, som beslutter at indgive ansøgninger til disse to programmer, og tildele dem en større finansiel støtte end i øjeblikket samt eventuelt give dem fortrinsadgang til strukturfondsbevillinger. På nationalt plan ville det være umagen værd at fremme en sund konkurrence mellem byer og kulturturisme-rejsemål, som ansøger om at deltage i de to programmer, ved at operere med kriterier fastlagt på europæisk plan: ledelsessystemer, samarbejde mellem det offentlige og den private sektor, integration af turisme- og kulturtjenester, reklame for og information om arrangementer osv. for programmet »europæiske kulturhovedstæder«; og bæredygtighed, forlængelse af turistsæsonen, fjernelse af flaskehalse, ledelsessystemer, samarbejde mellem det offentlige og den private sektor, integration af tjenester osv. for programmet »fremtrædende europæiske rejsemål«.

11.4.1

Fremme af den tværkulturelle dialog både inden for EU (især med henblik på de fire kandidatlandes fremtidige tiltrædelse) og mellem EU og andre områder i verden bør også være et prioriteret emne i kulturturismeprogrammerne. Med sigte herpå er, som allerede nævnt, beslutningen om at gøre 2008 til det europæiske år for tværkulturel dialog særdeles relevant. Inden 2008 bør der dog søsættes en række projekter, som f.eks. målrettes mod skoler, og man bør udvide internationale udvekslingsprogrammer som Erasmus til elever på sekundærtrinnet samt tilskynde til samarbejde mellem skoleklasser fra forskellige lande. Der kunne også indføres særprojekter til fremme af den tværkulturelle dialog mellem ældre. 2008 kunne således blive et »udstillingsvindue« for igangværende initiativer og anspore til nye initiativer.

11.5.1

Da EU ikke råder over direkte driftsklare turismeinstrumenter på grund af den beklagelige mangel på retsgrundlag, kunne det med fordel sætte ind på at øge koordineringen på ledelsesområdet med det sigte at fremme igangværende og fremtidige projekter i turismesektoren. EØSU ville kunne støtte oprettelsen (snarest muligt og under behørig hensyntagen til nærhedsprincippet) af et europæisk turismeagentur, der kunne fungere som et europæisk turismeovervågningscenter og forsyne Fællesskabet og medlemsstaterne med pålidelige og sammenlignelige data om turisme. Dette er allerede foreslået i en tidligere initiativudtalelse om »Turisme og sport: de kommende udfordringer for Europa«.

11.6.1

EØSU udtrykker tilfredshed med kommissær Günter Verheugens forslag på det fjerde europæiske turismeforum på Malta og forslagene i Europa-Parlamentets nylige beslutning (16) om at give GD for erhvervs- og virksomhedspolitik til opgave at koordinere de forskellige fællesskabsinitiativer i turismesektoren.

11.7

EØSU kalder denne udtalelse for Paestum-erklæringen med henvisning til den offentlige høring, der fandt sted i november på dette fascinerende arkæologiske sted i Italien.

—

European route of brick gothic, et projekt der spænder over syv lande (Sverige, Danmark, Tyskland, Polen, Litauen, Letland og Estland), 26 byer og to regioner;

—

European Route of Jewish Heritage, et program der har fået Europarådets »Major Cultural Route of the Council of Europe«-diplom (5. december 2005).

9.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/8

1.1

EU's konkurrencepolitik har længe været betragtet som den europæiske integrations flagskib og et håndgribeligt, ubestrideligt resultat. I forbindelse med debatten om forfatningstraktaten har denne politik, hvis sigte er at sikre »fri og uforfalsket konkurrence«, imidlertid givet anledning til en række spørgsmål. Efter reformen af mekanismerne for tilsyn med aftaler og misbrug af dominerende stilling har Kommissionen i form af en handlingsplan indledt en reform af statsstøtteordningen. Beretningen for 2004 giver EØSU lejlighed til at foretage en generel vurdering af konkurrencepolitikkens mål og metoder, navnlig i relation til følgende:

1.2

Efter en »indledning ved generaldirektøren for konkurrence« giver beretningen et overblik over Kommissionens aktiviteter inden for følgende områder:

2004, året for udvidelsen af EU med ti nye medlemsstater, var kendetegnet ved ikrafttrædelsen den 1. maj af reformen af EU's konkurrenceret.

2.1

Beretningen fremhæver forbindelsen mellem konkurrencepolitikken og den reviderede Lissabon-strategi: konkurrenceevne, vækst, beskæftigelse og bæredygtig udvikling. Kommissionen ønsker således at sætte fokus på de sektorer, der er centrale for det indre marked og for Lissabon-dagsordenen, og lægge særlig vægt på at fjerne konkurrencehindringer inden for nyligt liberaliserede sektorer og visse andre regulerede sektorer, herunder telekommunikation, posttjenester, energi og transport. Denne forbindelse med Lissabon-dagsordenen kunne være bedre begrundet og forklaret.

2.2

Det første spørgsmål, der må stilles, er om konkurrencepolitikken bør afspejle konjunkturbestemte politiske prioriteter eller bør følge sin egen logik. EØSU foretrækker den sidste tilgang af følgende årsager:

2.2.1

Virksomhederne, forbrugerne og de økonomiske og sociale aktører har behov for en stabil og forudsigelig retlig ramme. Hvis konkurrencepolitikken skal rettes ind efter de aktuelle prioriteter, vil den blive kilde til retlig ustabilitet og derfor ikke fremme investeringer og beskæftigelse.

2.2.2

Skabelse af fri og uforfalsket konkurrence er et grundlæggende mål i sig selv, ikke i forhold til en konjunkturbestemt strategi, men for at sikre, at EU's indre marked fungerer som det skal. Markedet vil ellers miste hele sin betydning og de fordele, som det kan tilføre den europæiske økonomi i form af stimulering af efterspørgslen, udvidelse af udbuddet og den styrke, som et marked bestående af 450 millioner forbrugere, repræsenterer.

2.2.3

I dag er forskellene i de økonomiske og sociale vilkår mellem det udvidede EU's medlemsstater meget betydelige. Konkurrencepolitikken er i den forbindelse særlig vigtig. Med andre ord er indførelsen af ægte, fri og uforfalsket konkurrence afgørende for, at de økonomiske og sociale aktører, både fra de rigeste og de mindst udviklede lande, kan sikres lige muligheder og lige behandling, og for at de rette betingelser kan være til stede for at styrke den økonomiske og sociale samhørighed i EU.

2.2.4

Konkurrencepolitikkens autonomi bør bevares og styrkes. Den må også have sammenhæng med de andre EU-politikker, herunder foranstaltninger til fordel for forbrugerne og til fremme af økonomisk udvikling, innovation, vækst, beskæftigelse samt økonomisk og social samhørighed. De igangværende og kommende reformer af konkurrencepolitikken bør afspejle denne udadvendte vision. I denne ånd må Kommissionen nødvendigvis arbejde på at sikre en konstant balance, som skal give forbrugerne og virksomhederne en bedre beskyttelse og tjene EU's generelle interesse. Retningslinjerne for behandling af stridsspørgsmål bør derfor tage udgangspunkt i følgende forudsætninger:

2.2.5

Hvad angår tjenesteydelser af almen interesse, navnlig inden for sundhedssektoren, det sociale sikringssystem og uddannelsessektoren, må der tages hensyn til disse ydelsers særlige karakter. Der må endvidere tages hensyn til den sociale retfærdigheds værdier og sikres gennemsigtighed i overensstemmelse med nationale traditioner og national praksis. I tilfælde, hvor tjenesteydelser af almen interesse helt eller delvis varetages af private aktører, bør konkurrencemyndighederne overvåge, at samtlige potentielle aktører garanteres lige behandling, og samtidig kontrollere de pågældende ydelsers effektivitet, kontinuitet og kvalitet. I den sammenhæng bifalder EØSU Kommissionens indsats, som siden Altmark-dommen har bestået i at præcisere reglerne for finansiering af forsyningspligtydelser, hvilket vil gøre forvaltningen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse mere gennemsigtig.

2.2.6

Mere generelt er problemet med EU's konkurrencepolitik, at dens anvendelse hviler på den antagelse, at det indre marked fungerer optimalt: der er perfekt og gratis informering af markedets aktører, virksomheder kan frit træde ind på og ud af markedet, der er så mange markeder som muligt eller som ønsket af de berørte aktører, og der er ingen stigende skalaafkast og ingen dominerende stillinger. Virkeligheden er en anden, bl.a. fordi visse medlemsstater fortsætter med at tænke »nationalt«.

2.2.7

Til den ende bør GD Konkurrence foretage økonomiske og sociale vurderinger som opfølgning på de sager, det arbejder med. Det bør også gennemføre konsekvensanalyser af sine vigtigste beslutninger både på det økonomiske plan, herunder EU's konkurrenceevne på verdensmarkedet, på det sociale plan og i relation til en bæredygtig udvikling.

3.1

Præsentationen af rapporten ville blive klarere og systemet lettere at forstå, hvis den, navnlig på statsstøtteområdet, omfattede en liste over beslutninger, hvor der ikke har været indsigelser mod støttetildelingen, og en forklaring af, hvorfor støtten i visse tilfælde ikke er faldet ind under artikel 87, stk. 1. En sådan fortegnelse ville udgøre en ramme for god praksis for medlemsstaterne, når de skal tildele støtte.

3.2

Ud fra den betragtning, at 2004 var kendetegnet ved EU-udvidelsen, må det endvidere beklages, at beretningen indeholder så få oplysninger om de nye medlemsstaters gennemførelse af EU's konkurrencepolitik. EØSU forventer derfor mere udførlige og mere aktuelle oplysninger i 2005-beretningen.

3.3.1

Det fremgår af beretningen, at den økonomiske analyse er blevet en integreret del af konkurrencepolitikken, hvilket EØSU konsekvent har opfordret til. I den sammenhæng har ændringer i konkurrenceretten (artikel 81 og 82) været kendetegnet ved et specifikt og pragmatisk fremskridt, som består i en bedre definition af markedet og en finpudsning af strategien for horisontal og vertikal aftalepraksis.

3.3.1.1

Inden for rammerne af artikel 81, stk. 3 (undtagelse fra forbud mod restriktive aftaler), kan det ses, at den økonomiske analyse navnlig er blevet forbedret ved at tage hensyn til effektivitetsgevinster. Virksomhederne kan således påvise, at de gør brug af ny teknologi, mere hensigtsmæssige produktionsmetoder, synergier fra integration af aktiver og stordriftsfordele. De kan også fremme tekniske og teknologiske fremskridt, f.eks. gennem fælles forsknings- og udviklingsaftaler.

3.3.2.1

Som det fremgår af de sager, der henvises til i beretningen, er politikken for bødefritagelse en succes. Denne mekanisme går ud på at tilskynde virksomheder, der indgår i et kartel, til at oplyse konkurrencemyndighederne herom, hvilket til gengæld fritager dem helt eller delvist fra at betale de pågældende bøder. Med dette for øje har Kommissionen og visse medlemsstater etableret programmer for bødefritagelse, som fastsætter betingelserne herfor. Disse er navnlig vigtige for virksomheder, da disse, selv om de ikke har indgået egentlige kartelaftaler, ofte opdager, at der uden deres viden er oprettet en omfattende aftale gennem udveksling af faxer eller e-mails mellem deres og andre virksomheders handelsagenter.

3.3.2.2

Beretningen fremhæver ikke i tilstrækkelig grad en række funktionelle problemer: de programmer for bødefritagelse, der i øjeblikket eksisterer inden for EU, er meget uensartede, både hvad angår de grundlæggende betingelser for at opnå bødefritagelse og hvad angår procedurer. Hertil kommer, at ikke alle nationale konkurrencemyndigheder har oprettet et program for bødefritagelse: kun 18 myndigheder (plus Kommissionen) har gjort det (1).

3.3.2.3

Endelig kan en anmodning om bødefritagelse rettet til én myndighed ikke anvendes over for de andre myndigheder. Den pågældende virksomhed er således nødt til at sende en anmodning til samtlige kompetente konkurrencemyndigheder, hvis den ønsker at opnå bødefritagelse. EØSU anser det derfor for helt afgørende, at mekanismen for behandling af flere samtidige anmodninger fra en virksomhed optimeres. Forenklinger af de aktuelle procedurer er nødvendige for at iværksætte et harmoniseret system til »indberetning« om karteldannelse, som automatisk ville afslutte enhver karteldeltagelse.

3.3.3.1

Ifølge beretningen forekommer det europæiske konkurrencenets første resultater tilfredsstillende. Via konkurrencenettet samarbejder Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder i alle medlemsstater ved at oplyse hinanden om nye sager og afgørelser. Når der er behov for det, koordinerer de undersøgelser, yder assistance og udveksler bevismateriale.

3.3.3.2

Dette samarbejde skaber en effektiv mekanisme til at skride ind over for virksomheder, som gør sig skyldige i grænseoverskridende konkurrencebegrænsende praksis, og det medvirker til at udelukke dem, der misbruger markedsreglerne og i betydelig grad skader konkurrencen og forbrugerne.

3.3.3.3

Et vigtigt spørgsmål er oplysningernes fortrolighed. En »Authorised Disclosure Officer« sikrer, at oplysningerne behandles fortroligt. Dette giver én eller flere personer bemyndigelse til at deltage i overførslen af fortrolige oplysninger. Disse mekanismer har været taget i brug ved flere lejligheder siden den 1. maj 2004, hovedsagelig i Kommissionen og tilsyneladende med succes.

3.3.3.4

De økonomiske aktører hævder, at det europæiske konkurrencenet har været en stor succes, men EØSU advarer ikke desto mindre Kommissionen om, at det på grund af det stigende antal sager på længere sigt kan blive et problem at garantere fuldstændig beskyttelse ved udveksling af fortrolige oplysninger.

3.4.1

EF-traktatens artikel 82 forbyder virksomheder at misbruge enhver dominerende stilling (urimelig prisfastsættelse, opdeling af markeder ved eksklusivaftaler om salg, loyalitetsrabatter der skal afholde kunderne fra at bruge konkurrerende leverandører osv.). Fusionskontrol falder endvidere ind under denne bestemmelse i tilfælde, hvor en fusion indebærer misbrug med henblik på at styrke den dominerende stilling, som indehaves af den virksomhed, der har indledt transaktionen. Der har været modsigende fortolkninger af denne artikel, som er en grundlæggende bestanddel i antitrustlovgivningen. Dette kan ses af virksomhedernes adfærd og af virkningerne af deres kommercielle praksis. Med andre ord er der endnu ikke fastlagt nogen entydig definition af begrebet »misbrug af dominerende stilling«, og det er derfor til tider meget vanskeligt for virksomhederne at vide, hvad de kan og ikke kan gøre. Hvor der er tale om prismisbrug, f.eks. underbudspriser eller rabatter, kan en bestemt adfærd have forskellige virkninger: en meget effektiv konkurrent vil måske kunne klare sig godt i et marked, hvor den dominerende virksomhed holder priserne på et bestemt niveau, mens en »mindre effektiv« konkurrent kan blive udelukket fra markedet. Bør konkurrencepolitikken beskytte sidstnævnte? Bør der ikke i stedet fastlægges regler, der bygger på det princip, at der kun er tale om misbrug, hvis »effektive« konkurrenter udelukkes?

3.4.2

Kommissionen har for nylig offentliggjort et forslag til retningslinjer for gennemførelse af artikel 82, hvilket EØSU bifalder. Kommissionen ønsker hermed at etablere en fremgangsmåde for vurdering af de mest anvendte praksisser, herunder salgsbindinger samt rabatter og godtgørelser, der kan mindske konkurrencen (2). EØSU bifalder Kommissionens indsats, der går ud på at mobilisere så mange ressourcer som muligt for at vurdere de praksisser, der har størst sandsynlighed for at skade forbrugerne. Det er Kommissionens hensigt at skabe klarhed og retssikkerhed ved hjælp af en præcis definition af, hvad der kan udgøre misbrug af en dominerende stilling. EØSU håber, at det forslag, der nu er under overvejelse, vil gøre det muligt for virksomheder i en dominerende stilling klart at afgøre, om deres adfærd er lovlig, og minder om, at der bør finde en dialog sted med de berørte aktører (virksomheder, herunder navnlig SMV'er, forbrugerne, arbejdsmarkedsparterne osv. ...), inden overvejelserne afsluttes.

3.5.1

EØSU bifalder den pragmatiske udvikling, der er kendetegnet ved indførelse af en »étstedsprocedure« for fusionsanmeldelser og sikring af den nødvendige afklaring i forbindelse med konkurrencetesten, så den i højere grad svarer til de økonomiske realiteter og er mere forenelig med de regler, der er gældende i de vigtigste fusionskontrolsystemer på verdensmarkedet. Selv om det i praksis endnu viser sig vanskeligt at påvise effektivitetsgevinster ved fusioner, kan man håbe, at en forbedret fusionskontrol vedvarende vil kunne tjene den europæiske forbrugers interesser.

3.5.2

Hvad angår forbindelserne mellem de store detailhandelskæder og nærbutikkerne, har der i de seneste år fundet omfattende fusioner sted, hvilket har øget de store detailhandelskæders markedsandel på bekostning af de småhandlende. På grund af en til tider meget restriktiv handelspraksis, den anvendte prispolitik, og volumenafhængige rabatter er det vanskeligt for de småhandlende prismæssigt at konkurrere med de store detailhandelskæder, der har betydeligt større spillerum, hvilket gør dem endnu mere attraktive for forbrugerne. Hertil kommer, at producenterne i nogle tilfælde ligger under for et urimeligt pres for at nedsætte deres priser. Endelig bør stigningen i antallet af fusioner ubetinget føre til, at konkurrencepolitikkens mål gøres forenelige med forbrugerpolitikkens mål, så der sikres en konstant markedsforsyning og tilbudsbredde m.h.t. positionering og kvalitet i produktassortimentet. Samtidig må samarbejde mellem små virksomheder ikke begrænses, da deres andel af det samlede marked ikke er betydeligt inden for det pågældende område.

3.6.1

Beretningen giver en positiv vurdering af virkningerne af den omstrukturering inden for GD Konkurrence, der har fundet sted som svar på offentlig kritik af Kommissionens behandling af visse sager (Airtours/First Choice, Tetra Laval/Sidel og Schneider/Legrand).

3.6.2

Oprettelsen af en post som økonomichef (Chief Competition Economist) bistået af en række økonomer, nedsættelsen af en gruppe erfarne tjenestemænd, der med friske øjne skal gennemgå konklusionerne i GD Konkurrences undersøgelser af kontroversielle fusioner, og styrkelsen af høringskonsulentens rolle i fusionskontrolprocedurerne er alle foranstaltninger med det fælles mål at gøre undersøgelsesproceduren i forbindelse med fusionskontrol mere stringent og gennemsigtig. Foranstaltningerne er således svar på nogle krav, som EØSU gentagne gange har fremsat, og bør hilses velkommen.

3.6.3

EØSU glæder sig endvidere over, at der er udpeget en »forbrugerkontaktperson«, der skal repræsentere forbrugerne over for GD Konkurrence, men beklager, at beretningen næsten et år efter udpegelsen ikke indeholder nogen detaljeret status over dialogen med EU's forbrugere. EØSU forventer således, at 2005-rapporten indeholder konkrete elementer, der vil gøre det muligt at måle effektiviteten af denne dialog. EØSU har i øvrigt udarbejdet en initiativudtalelse om dette emne.

3.6.4

EØSU's nylige udtalelser har sat fokus på spørgsmålet om de midler, Kommissionen råder over, navnlig hvad angår overvågning af fusioner. Disse midler betragtes som for lave i forhold til de ressourcer, de berørte aktører forventes at mobilisere. Dette er stadig et åbent spørgsmål: GD Konkurrence synes at mangle kvalificeret personale, der kan behandle sager, der berører bestemte medlemsstater, herunder navnlig de nye medlemsstater. Udvalget er bekymret og overrasket over denne manglende fremsynethed i Kommissionens forvaltning af de menneskelige ressourcer, og opfordrer til, at der snarest muligt tages skridt til at afhjælpe problemet.

3.6.5

Endelig konstaterer EØSU, at der på trods af de seneste tiltag for at forbedre gennemsigtigheden ikke findes nogen egentlig strategi, der går ud på aktivt at høre de berørte aktører: for så vidt angår de horisontale sager, GD Konkurrence tager sig af, kan den ene oplysning om fusioner, der findes på Kommissionens websted ikke betragtes som tilstrækkeligt grundlag for at indhente velfunderede udtalelser fra civilsamfundet og fra de forskellige berørte organisationer som led i god forvaltningspraksis.

3.6.6

Med hensyn til offentliggørelse af nationale domme på Kommissionens websted for konkurrence må det konstateres, at de erklærede informerings- og rådgivningsmål ikke er nået (forordning nr. EF 1/2003, artikel 15, stk. 2). For det første kan det konstateres, at det system, der er indført på webstedet, kun delvist fungerer. Det er således navnlig et problem, at de nye medlemsstater aldrig eller så godt som aldrig indsender en kopi af deres nationale domstoles domme. Dette hæmmer forståelsen af, hvordan konkurrencelovgivningen anvendes i de pågældende lande, og skader den ønskede harmonisering af denne. For det andet foreligger disse nationale domme kun på originalsproget, hvilket gør det vanskeligt for ikke at sige umuligt at læse dem, selv om de afgjort har stor praktisk betydning på grund af de nye problemer, de rejser.

3.7.1

Kommissionen forelagde den 7. juni 2005 en handlingsplan på statsstøtteområdet, som EØSU har afgivet udtalelse om (3), og som der henvises til her. Gennemgangen af 2004-beretningen giver imidlertid anledning til følgende generelle bemærkninger:

3.7.2

Det er afgørende vigtigt at styrke gennemsigtigheden i forbindelse med oplysninger, der formidles til virksomheder, der modtager individuel bistand (anmeldelsesdato, medlemsstaternes begrundelse). En sådan gennemsigtighed er så meget vigtigere som risikoen for tilbagekrævning af ulovlig støtte vejer tungt på virksomhederne, især små og mellemstore virksomheder, herunder også meget små virksomheder, selv om anmeldelsesproceduren gennemføres af medlemsstaten!

3.7.3

De nationale myndigheder, der skal vurdere, om støtten opfylder kriterierne, ligger ikke altid inde med den viden, der er nødvendig for at kunne foretage en økonomisk analyse som led i anmeldelsesprocedurerne. Det er for eksempel ofte de regionale eller lokale myndigheder, der yder støtte på beskæftigelses- og miljøområdet uden at gennemføre en grundig markedsanalyse, hvilket i tilfælde af ulovlig støtte forårsager betydelig finansiel usikkerhed for virksomhederne.

3.7.4

Ved gennemgangen af omstrukturerings- eller redningsstøtte kan det konstateres, at fællesskabspolitikken i stigende grad lægger vægt på de økonomiske konsekvenser for statsstøttemodtagerens konkurrenter, og i den forbindelse navnlig undersøger kompensationsmuligheder. For at undgå konkurrenceforvridning påfører Kommissionen således de begunstigede virksomheder visse restriktioner: for eksempel ved at begrænse de procentvise markedsandele i et bestemt geografisk område, som det var tilfældet i Thomson Multimedia-sagen, eller ved at forpligte støttemodtageren til at indgå partnerskaber med sine konkurrenter.

3.7.5

EØSU finder det beklageligt, at et andet og lige så vigtigt aspekt herved overses, nemlig disse foranstaltningers følger for slutforbrugeren (kunden og skatteyderen). Kommissionen undersøger ikke grundigt nok, om støtten vil modvirke et prisfald, et større udvalg af varer og tjenesteydelser eller øget kvalitet. Forbrugernes interesse er imidlertid et centralt element i konkurrencepolitikken, og retten til statsstøtte må nødvendigvis være underlagt de samme krav om grundighed i form af langtidsanalyser, som gælder for karteller og fusioner.

3.7.6

EØSU er generelt bekymret over den konkurrenceforvridning, som kan blive resultatet af forskelle på statsstøtteområdet medlemsstaterne imellem. EØSU er navnlig betænkelig ved, at statsstøtten i mange tilfælde er diskriminatorisk. Staterne går ofte ind og investerer i og redder store virksomheder og overser til gengæld de små og mellemstore (som i virkeligheden skaber fire ud af fem arbejdspladser i EU). Herved begunstiges bestemte virksomhedstyper. Denne situation går ud over iværksætterånden og skader den økonomiske struktur, som ikke er tilstrækkeligt dynamisk og dårligt er i stand til at optage nye markedsdeltagere.

4.1.1

Kommissionen bør i sine kommende beretninger lægge særlig vægt på udvidelsens virkninger, dvs. afsætte et særligt kapitel til at gøre status over ændringer i lovgivningen og over kontrollen med gennemførelsen af EU-retten.

4.1.2

For at forbedre retssikkerheden forekommer det helt afgørende at forenkle systemet for bødefritagelse og bødenedsættelse. I lyset af følsomheden af de oplysninger, der skal gives, og de vanskeligheder, der er forbundet med at skulle igennem den samme procedure over for forskellige myndigheder (karteldannelse med indvirkning på flere medlemsstater), ville forenklinger i form af gensidig anerkendelse eller indførelse af en étstedsordning være hensigtsmæssige.

4.1.2.1

I øvrigt ville en tilnærmelse af de nationale bødefritagelsesprogrammer ved hjælp af en fleksibel og indirekte harmonisering, som kunne tage form af bedste praksis, være yderst ønskværdig.

4.1.3

I forbindelse med den igangværende revision — i form af forslag til retningslinjer — af Kommissionens politik på området misbrug af dominerende stilling bør en række spørgsmål afklares med henblik på, at vurderingen af et sådant misbrug i fremtiden kan sætte fokus på misbrugets ulemper for forbrugeren. Kommissionen bør præcisere, hvad der ligger i udtrykket »dominerende stilling«, og især gøre det klart, hvad der forstås ved misbrug heraf, og hvilke forskellige former for misbrug, der findes. Endelig bør Kommissionen lægge en klarere skillelinje mellem redelig resultatorienteret konkurrence og illoyal konkurrence, som forvrider konkurrencen og dermed skader forbrugeren.

4.1.4

For at måle, hvad der kan opnås ved at tage hensyn til virkningen af effektivitetsgevinster, kunne Kommissionen i forbindelse med fusionskontrol fremover kigge på det, der sker i de igangværende sager, og den virkning, de har på forbrugerne.

4.1.5

Med henblik på at sikre en bedre balance mellem produktion og distribution samt inden for selve distributionsleddet (forhindre, at handelen i landdistrikter, i dårligt stillede byområder eller i tyndt befolkede områder forsvinder helt) bør der for at undgå, at potentielle aktører udelukkes fra markedet, og for at gøre det muligt for SMV'er at udnytte muligheder for statsstøtte, gennemføres en undersøgelse af konkurrence- og handelsreguleringsforanstaltninger og af foranstaltninger til støtte af små virksomheder.

4.1.6

Det ville være hensigtsmæssigt, hvis de kommende beretninger kunne indeholde en beskrivelse af forbindelserne mellem »forbrugerkontaktpersonen« og forbrugerorganisationerne i undersøgelsen af de forskellige sager: ville disse organisationer i givet fald have kunnet afgive en udtalelse eller sende oplysninger til Kommissionen om fusioner, karteller eller misbrug af dominerende stilling? Det er meget vigtigt at påvise effektiviteten af forbrugerkontaktpersonens arbejde.

4.1.7

For at forbedre systemet for offentliggørelse af de nationale domstoles domme vil det være formålstjenligt at oprette et netværk af korrespondenter, der har til opgave at samle retsafgørelser med henblik på at gøre det aktuelle system mere effektivt i realtid. Dette initiativ vil kræve øget investering af menneskelige og finansielle ressourcer.

4.2.1.1

På basis af evalueringen af konkurrencepolitikkens funktion bør det kunne afgøres, om den reelt fremmer »fri og lige konkurrence« i EU, og det bør være muligt at måle effektiviteten af indsatsen mod faktiske monopoler og mod misbrug af dominerende stilling samt indvirkningen heraf på oprettelsen af nye foretagender og på iværksætterånden. Kommissionen bør ikke begrænse aftaler mellem SMV'er indgået for at kunne konkurrere med de store integrerede koncerner, men bør mobilisere flere midler på en effektiv bekæmpelse af mere alvorlige former for konkurrenceforvridning.

4.2.1.2

Hvad angår de liberale erhverv offentliggjorde Kommissionen som opfølgning på sin meddelelse af 9. marts 2004 en rapport om konkurrencen inden for denne sektor (4). Denne rapport redegjorde for de fremskridt, der var gjort med hensyn til at fjerne unødvendige konkurrencebegrænsninger som f.eks. prisfastsættelse, reklamerestriktioner, adgangskrav til de pågældende erhverv og visse eksklusive rettigheder. EØSU opfordrer Kommissionen til at opfylde sine forpligtelser på dette område, og gentager det synspunkt, der enstemmigt blev fremsat i dets udtalelse om beretningen om konkurrencepolitikken 2003, nemlig at indførelsen af mere konkurrencefremmende mekanismer vil sætte de liberale erhverv i stand til at forbedre kvaliteten og omfanget af deres ydelser, hvilket vil gavne forbrugerne og erhvervslivet direkte.

4.2.2.1

EØSU anser det for nødvendigt at vurdere konkurrencespørgsmålene i lyset af den globale samhørighed i EU og at stille det spørgsmål, om ikke en adfærd, der stadig er for nationalt fokuseret (direkte eller »skjult« statsstøtte til nationale frontløbere, støtte med henblik på at tiltrække investeringer, diskriminatorisk adfærd, fortsat forekomst af faktiske monopoler, misbrug af dominerende stilling osv.) fastholder en opdeling af markedet og hindrer en tilnærmelse mellem EU's økonomiske aktører. På baggrund heraf bør Kommissionen også foretage økonomiske og sociale analyser af den samlede virkning af sine politiske beslutninger og opfordre Rådet og medlemsstaterne til at sikre en adfærdsændring og få standset den markedsopdeling, som skader de økonomiske og sociale aktørers interesser.

4.2.3.1

EØSU stiller sig til Kommissionens rådighed med henblik på en drøftelse af, hvordan der kan sikres større gennemsigtighed — samtidig med at der tages hensyn til erhvervslivets fortrolighedsbehov — over for de aktører, der er berørt af konkurrencepolitikken: virksomhederne, erhvervs- og interesseorganisationer, forbrugerne og andre af civilsamfundets aktører. Navnlig hvad angår fusioner må det undersøges, hvordan civilsamfundets aktører kan deltage mere aktivt, det være sig i form af en konsultationsprocedure eller via høringer. Dette ville tilgodese ønsket om deltagelsesdemokrati og god forvaltningspraksis. Mere generelt bør der oprettes et informationsnet med henblik på at udbrede kendskabet til konkurrencepolitikkens prioriteter og gøre virksomhederne og forbrugerne opmærksomme på deres rettigheder og pligter. Dette bør baseres på GD Erhvervspolitiks net af Euro Info Centre og på det samlede netværk af handels- og industrikamre og forbrugerorganisationer. En sådan vedvarende og effektiv informationsindsats er nødvendig, især i de nye medlemsstater og i ansøgerlandene.

4.2.4.1

Konkurrencepolitikken er en grundlæggende forudsætning for at sikre et effektivt fungerende indre marked. De funktionelle fejl, politikken er behæftet med, understreger det bydende nødvendige i at sikre fuldførelsen af det indre marked og standse enhver praksis, som har tendens til at opdele markedet. Konkurrencepolitikken er imidlertid ikke nok i sig selv. Den må samordnes med alle EU-politikker for at opfylde ønsket om at sikre en vellykket gennemførelse af den reviderede Lissabon-strategi og en effektiv forbrugerbeskyttelsespolitik. Under alle omstændigheder haster det med at få fastlagt et økonomisk og socialt samhørighedsprojekt for EU, inden for hvis rammer konkurrencepolitikken kan bevare sin særlige rolle og finde ny eksistensberettigelse: sikre lige adgangsmuligheder for alle til det indre marked, så forbrugerne, virksomhedslederne og lønmodtagerne reelt drager de samme fordele af verdens største marked.

9.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/14

1.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag om at skabe en udtrykkelig, klar og gennemsigtig retlig ramme for finansieringen af europæisk standardisering, idet standardiseringssystemet er af betydning for et velfungerende indre marked og for europæisk industris konkurrenceevne, og de europæiske tekniske standarder spiller en understøttende rolle for EU's lovgivning og politik.

1.2

EØSU understreger, at europæisk standardisering er og må forblive en frivillig aktivitet, der gennemføres af og for de interesserede parter, der har den specifikke opgave at udarbejde standarder og andre standardiseringsprodukter til opfyldelse af deres behov.

1.3

EØSU opfordrer Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen til at indtage en mere proaktiv holdning til den europæiske standardiseringspolitik. Den bør betragtes som én af EU's grundlæggende politikområder i forbindelse med gennemførelsen af den nyligt aktualiserede Lissabon-dagsorden; den bør også bidrage til at skabe en egentlig »standardiseringskultur« i både EU-institutionerne, de nationale institutioner og virksomhederne, da denne er et strategisk element på nationalt og internationalt plan.

1.4

EØSU finder det vigtigt at sørge for, at alle interesserede parter, især ngo'erne, smv'erne og forbruger- og miljøorganisationerne, inddrages fuldt ud i et styrket europæisk standardiseringssystem, og at sikre, at uddannelsen af kvalificerede menneskelige ressourcer understøttes, også finansielt.

1.5

EØSU understreger, at europæisk standardisering er afgørende for det indre markeds funktionsevne og konsolidering, navnlig i kraft af direktiverne efter den såkaldte »nye metode« inden for sundhed, sikkerhed, miljø- og forbrugerbeskyttelse, og også for sikring af interoperabilitet på mange områder, især transport og telekommunikation. Standardiseringen gør det endvidere muligt at forbedre virksomhedernes konkurrenceevne, eftersom den fremmer den frie bevægelighed for produkter og tjenesteydelser i det indre marked og på verdensmarkedet.

1.6

Da europæisk standardisering er en strategisk og uundværlig ressource, mener EØSU, at man bør sikre en sund og bæredygtig forvaltning af de finansierede aktiviteter, så det bliver muligt at forfølge de fælles samarbejdsmål, og opstille de nødvendige finansielle og administrative betingelser for at bevare systemets uafhængighed og neutralitet og styrke dets operationelle effektivitet og fastlæggelsen af standarder.

1.7

EØSU mener, at det samlede beløb, der foreslås til finansiering af hele det europæiske standardiseringssystem i den pågældende femårige periode, er utilstrækkeligt, og at det bør forhøjes ud over den nuværende tærskel på 2 % for at sikre, at standarder kan udarbejdes og formidles frit, så det bliver muligt at opfylde behovene i det udvidede EU på 25 og i kandidatlandene.

1.8

EØSU understreger betydningen af:

1.9

ESO tilbyder de infrastrukturer og tjenesteydelser, der er nødvendige for udarbejdelse af standarder, men de udarbejder dem ikke selv; dette er de tekniske eksperters opgave. Efter EØSU's mening bør dette understreges som et vigtigt punkt under betragtningerne.

1.10

Det samlede beløb på 134 mio. EUR, som Kommissionen foreslår for perioden 2006-2010, forekommer næppe tilstrækkeligt.

2.1

EØSU har altid efterlyst en øget henvisning til europæiske standarder i EU's lovgivning og politik for — i overensstemmelse med samfundets og erhvervslivets behov — at tage teknisk standardisering i anvendelse på nye områder, såsom tjenesteydelser, informations- og kommunikationsteknologi, transport og forbruger- og miljøbeskyttelse.

2.2

Især er der blandt virksomhedsledere og andre berørte parter en stadig større bevidsthed om standardiseringens fordele for erhvervslivet: denne bevidsthed kommer til udtryk i styrkelsen af de vigtigste europæiske standardiseringsorganer (CEN/Cenelec/ETSI) og den fulde inddragelse i standardiseringsprocessen af alle de berørte parter, især smv'erne.

2.2.1

I betragtning af disse organers potentielle bidrag til opfyldelsen af Lissabon-målene ønsker EØSU, at det organiserede civilsamfund bliver vel repræsenteret i deres bestyrelser.

2.3

For at styrke de forskellige civilsamfundsaktørers tilstedeværelse og deltagelse i standardiseringsprocesserne i CEN, Cenelec og ETSI (1) deltager også ANEC, ETUI-REHS, NORMAPME og senest ECOS (2), der blev oprettet i november 2002, som fuldgyldige medlemmer.

2.4

EØSU har gentagne gange (3) slået til lyd for en revision af de gældende retlige rammer for standardisering for at bringe dem i bedre overensstemmelse med den seneste udvikling og de udfordringer, der ligger i udformning af europæiske tekniske standarder og forenkling af lovgivningen, så der skabes en bedre overensstemmelse med princippet om »bedre lovgivning«  (4) og med de industripolitiske retningslinier i Industripolitik i et udvidet Europa  (5) og prioriteringerne for 2003-2006 i strategien for det indre marked (6).

2.5

EØSU har endvidere givet sin støtte til indførelsen af en stabil finansieringsramme for europæisk standardisering på et solidt juridisk grundlag. Ligeledes må det sikres, at Kommissionen og medlemsstaterne samfinansierer standardiseringsarbejder, europæiske infrastrukturer samt foranstaltninger til at forbedre synergien mellem EOS for at øge effektiviteten af udarbejdelsen af europæiske tekniske standarder og af indsatsen til fremme af internationale standarder.

2.5.1

En større inddragelse af medlemsstaternes repræsentanter kunne føre til en bedre og mere specifik udarbejdelse af standarder for de berørte parter.

2.6

Det er desuden vigtigt at udvikle en europæisk kultur for teknisk standardisering for at sikre, at det indre marked i EU-25 fungerer effektivt og er afbalanceret. Det er derfor vigtigt at skabe strukturer på europæisk plan, som effektivt kan tage højde for:

2.7

Det samlede antal europæiske standarder, som CEN udarbejdede i 2004, var på ca. 1 200 og for Cenelec's vedkommende lå tallet på ca. 400; dette har bragt det samlede antal europæiske standarder, som de to organer har vedtaget, op på 15 000.

2.8

De elementer, som har bidraget til denne succes, må efter EØSU's mening konsolideres og om nødvendigt yderligere udbygges. Den nye retlige ramme, som er baseret på artikel 95 og 157 i traktaten, der regulerer finansieringen af standardiseringsarbejdet, må efter EØSU's mening på ingen måde svække processens karakter og hovedkarakteristika, idet den skal forblive fri, frivillig og konsensusbaseret.

2.9

Endvidere er EØSU klar over, at finansieringsrammen for de centrale europæiske strukturer må rationaliseres, konsolideres og langtidssikres, ikke mindst i lyset af den stadig større anvendelse af tekniske standarder i de seneste år.

2.9.1

Der er faktisk en voksende interesse for at undgå nye handelshindringer gennem et standardiseringssystem, der kan understøtte konkurrenceevnen for produkter, tjenesteydelser og processer i den europæiske industri med det sigte at realisere de økonomiske, sociale og miljømæssige dimensioner af udviklingen på linje med Lissabon-strategien.

2.10

Hidtil har der på europæisk plan ikke været nogen retlig referenceramme, som udtrykkeligt regulerer finansieringen af det tekniske standardiseringssystem eller sætter Kommissionen i stand til via supplerende midler at støtte alt standardiseringsarbejde finansielt.

2.10.1

Som bekendt rækker dette arbejde fra informations- og kommunikationsteknologi til transport, fra miljø- og forbrugerbeskyttelse til sikkerhed for fødevareprocesser og -produkter, fra forskning før og under standardiseringen til tjenesteydelsessektoren og til de såkaldte»new deliverables«  (7).

2.11

Desuden må de centrale strukturer, CEN, Cenelec og ETSI, bedre koordineres og konsolideres, især efter de nye medlemsstaters tiltrædelse og med henblik på fremtidige EU-udvidelser.

2.12

Mens de nationale standardiseringsorganer kan blive finansieret via direkte indtægter fra salg af produkter og tjenesteydelser, afhænger EU-infrastrukturen udelukkende af medlemsbidrag og supplerende midler fra EU og EFTA, som af forskellige grunde ikke forekommer at være tilstrækkelige til at sikre et effektivt og solidt europæisk standardiseringssystem.

2.13

Rådet opfordrede i sine konklusioner i 2002 de offentlige myndigheder til at anerkende den strategiske betydning af standardisering og til at engagere sig klart heri, især gennem et særligt bidrag til opretholdelse af effektive og velfungerende standardiseringsinfrastrukturer.

2.14

I december 2004 noterede Rådet sig Kommissionens initiativ om at reformere den institutionelle ramme og foreslå et nyt retsgrundlag for finansieringen af europæisk standardisering (8). Det opfordrede således Kommissionen, medlemsstaterne og de europæiske og nationale standardiseringsorganer til at overveje at forbedre det europæiske standardiseringssystem for at sikre den bedst mulige udnyttelse af de disponible ressourcer og finde nye måder til at sikre en levedygtig finansiering af standardiseringen i Europa på (9).

2.15

Kommissionen har udarbejdet forskellige forslag (10) om de mulige scenarier for finansieringen af det europæiske standardiseringssystem:

2.16

Ulempen ved en løsning, hvor finansieringen udelukkende kommer fra industrien og andre stakeholdere vil være, at der næsten helt og holdent vil blive fokuseret på udarbejdelse af markedsstyrede tekniske standarder, som altså vil være rettet mod at forbedre den europæiske konkurrenceevne på det globale marked.

2.16.1

Fordelen ved denne type finansiering vil være, at den vil udspringe direkte af virksomhedernes vilje og afspejle markedets behov uden at være påvirket af eksterne faktorer. Samtidig kunne den imidlertid komme til at virke væsentligt ind på beskyttelsen, især den afbalancerede beskyttelse, af alle repræsenterede interesser, og navnlig smv'ernes.

2.17

En løsning, hvor finansieringen udelukkende kommer fra medlemsstaterne, gennem de ESO, der er medlemmer af CEN, Cenelec og ETSI, kunne svække omfanget af den europæiske koordinering og sammenhængen i det europæiske standardiseringssystem.

2.17.1

På den anden side kunne en sådan løsning i vidt omfang opfylde traktatens principper om subsidiaritet og proportionalitet.

2.18

En større inddragelse af Kommissionen ville give teknisk standardisering en kraftig europæisk merværdi og dermed føre til afskaffelsen af ikke-konforme nationale standarder samt forbedre det indre markeds funktionsevne, også i henseende til stordriftsfordele for den europæiske industris produktion.

2.18.1

Kommissionen kunne influere på standardiseringsprocessen og styre den hen imod et EU-standpunkt, med mulige forbedringer mht. synlighed, sammenhæng og effektiv støtte til sine politikområder.

2.19

Hvad udgiftssiden angår har nylig undersøgelser (11) vist, at de årlige udgifter til CEN's, Cenelec's og ETSI's standardiseringssystem ligger på ca. 700 mio. EUR fordelt således:

2.20

Hvad indtægtssiden angår er de nuværende vigtigste finansieringskilder som følger:

2.21

I øjeblikket er den finansielle støtte til europæisk standardisering baseret på en række retsakter, der for størstedelens vedkommende ikke indeholder tilstrækkelig udtrykkelige og specifikke bestemmelser om finansieringsbetingelserne. Disse retsakter udgør det grundlag, hvorpå Kommissionen kan anmode de europæiske standardiseringsorganer (CEN, Cenelec og ETSI) om at udarbejde europæiske standarder til støtte for sin politik.

2.22

Den finansielle støtte til europæisk standardisering er et led i partnerskabet mellem Kommissionen, EFTA og de europæiske standardiseringsorganer, således som det er fastsat i de generelle retningslinjer for samarbejdet mellem disse organisationer, der blev underskrevet den 28. marts 2003.

2.23

Finansieringen af det europæiske standardiseringsarbejde er fortrinsvis rettet mod:

2.23.1

Ligeledes bidrager standardisering til at reducere de tekniske hindringer for international handel gennem WTO-aftaler såsom TABD (Trans Atlantic Business Dialogue) og MEBF (Mercosur European Business Forum) og gennem omsættelse af europæiske tekniske standarder i internationale standarder: ISO, IEC, ITU.

3.1

For at bevare de væsentlige karakteristika ved den europæiske standardiseringsproces og sikre, at den forbliver frivillig, konsensusbaseret og markedsstyret, ville det efter EØSU's mening være hensigtsmæssigt at indføje en ny betragtning med følgende ordlyd:

»Standardiseringsprocessen bør forblive frivillig, konsensusbaseret og markedsstyret. Disse karakteristika bør bevares og tages passende hensyn til i Fællesskabets nye retsgrundlag for finansiering af europæiske standardisering på linje med den handlingsplan for europæisk standardisering, Kommissionen vedtog i oktober 2005; handlingsplanen bør ajourføres årligt med de europæiske standardiseringsorganers og de interesserede parters samtykke.«

3.2

EØSU mener ikke, at den hurtige teknologiske udvikling taler for, at erhvervslivet i stigende grad opretter konsortier og fora til udvikling af tekniske specifikationer uden for den officielle europæiske standardiseringsproces. Dette kunne nemlig svække væsentlige elementer i europæisk standardisering: åben deltagelse af alle eksperter, især mindre virksomheder; gennemsigtighed i hele processen samt udvidelse af grundlaget for frivilligt konsensus. EØSU finder det derfor vigtigt at indføje følgende nye betragtning:

»Det nye retsgrundlag for finansiering må sikre, at standardiseringen bliver mere effektiv og styrket for — som led i en gennemsigtig, åben og frivillig proces — at opfylde kravene i de »new deliverables«: tekniske specifikationer, rapporter og vejledninger. De europæiske standardiseringsorganer bør kunne føre tilsyn med disse »deliverables« (12) for at sikre, at behovene hos alle de interesserede parter, især dem, der er mindre strukturerede og mindre i størrelse, samt forbrugerorganisationernes legitime krav, opfyldes.«

3.3

Efter EØSU's mening ville det være passende at ændre den nuværende fjerde betragtning for at vise, at målet ikke kun er at skabe et retligt grundlag »for Fællesskabets finansiering af samtlige de aktiviteter inden for europæisk standardisering, der er nødvendige for gennemførelsen af dets politikker og lovgivning«, men også at styrke den europæiske standardiseringsproces, da den er et nøgleelement i europæisk industris konkurrenceevne, forbrugerbeskyttelsen og beskyttelsen af de europæiske borgeres sundhed og velfærd:

»Der bør indføres et klart, fuldstændigt og detaljeret retligt grundlag for Fællesskabets finansiering af samtlige de aktiviteter inden for europæisk standardisering, der er nødvendige for at gennemføre dets politikker og lovgivning og styrke den europæiske standardiseringsproces i sig selv, da den er et nøgleelement i europæisk industris konkurrenceevne, forbrugerbeskyttelsen og beskyttelsen af de europæiske borgeres sundhed og velfærd«.

3.4

Det bør efter EØSU's mening gøres tydeligere, at ESO ikke selv udarbejder tekniske standarder, men at de leverer en europæisk infrastrukturtjeneste, hvorigennem standarder kan udarbejdes af eksperter, som repræsenterer de deltagende parter; Følgende nye betragtning bør derfor indsættes efter den ottende betragtning:

»De europæiske standardiseringsorganer leverer i alt væsentligt infrastrukturtjenester til udarbejdelse af tekniske standarder. Disse er primært resultatet af en fri, konsensusbaseret tilgang til udarbejdelse af tekniske standarder, som repræsentanter for de interesserede parter står for.«

3.5

EØSU foreslår, at man i artikel 3, stk. 1, i forslaget til afgørelse »Standardiseringsaktiviteter, der kan finansieres af Fællesskabet« indføjer to nye litra g) og h) efter litra f):

3.5.1

Som anført i ovenstående pkt. 1.4 er uddannelse af de interesserede parter i spørgsmål om standardisering af særlig betydning. Artikel 3, nyt litra g):

»uddannelse af repræsentanter for de interesserede parter, især for de mindre virksomheder, tjenesteydelses- og distributionssektoren og mindre strukturerede organer, både i henseende til den generelle og den tekniske standardiseringsproces for at styrke kapaciteten til fælles udarbejdelse af europæiske og internationale standarder.«

3.5.2

For at sikre stadig større deltagelse af de talrige civilsamfundsaktører i standardiseringsprocessen, er det vigtigt at forbedre netværkssamarbejdet mellem dem. Artikel 3, nyt litra h):

»styrkelse af den tværfaglige koordinering af metoder, procedurer og politik; interaktiv europæiske elektroniske informationsnet mellem de nationale og de regionale.«

3.6.1

Det arbejde, der udføres af standardiseringsorganer, kan sammenlignes med aktiviteter af generel økonomisk interesse, eftersom der leveres tjenester, som er vitale for sundheden, miljøet og en bæredygtig udvikling.

3.6.2

EØSU mener, at aktiviteterne i de europæiske standardiseringsorganers centrale sekretariater kunne finansieres både gennem »tilskud til aktioner« og »driftstilskud« (13) og ved opfordring til at indsende forslag (udbud) på linje med proceduren for offentlige udbud. Det er i alt væsentligt nødvendigt med en mere fleksibel tilgang.

3.6.3

Artikel 5, »Finansieringsregler«, stk. 5. Hvad angår de rammeaftaler om partnerskab, der indgås mellem EOS og Kommissionen (ex artikel 5), mener EØSU, at det ville være en god idé at sikre, at sådanne kontrakter er resultatet af et reelt »ligeværdigt partnerskab« og ikke dikteres unilateralt. Det ville også være nyttigt at forenkle de bureaukratiske procedurer og den administrative kontrol og i dette øjemed undgå tunge procedurer for certificering og revision af afholdte omkostninger ved at indføre et system med faste beløb, som dækker 100 % af marginalomkostningerne.

3.7.1

Ud over de primære mål med standardisering, dvs. fremme af samhandelen, forbedring af livskvaliteten, sundheden og sikkerheden ved industrielle processer og tjenesteydelser, må miljøbeskyttelse vises en særlig opmærksomhed.

3.7.2

Som eksempel kan nævnes den integrerede produktpolitik, der fokuserer på »miljøpåvirkninger set i et livscyklusperspektiv« (14). Undersøgelserne af miljøaspekter på virksomhedsniveau og lokalt niveau er allerede blevet indføjet i EN/ISO 14.001, der er blevet vedtaget som en europæisk standard. De andre standarder i serien ISO 14.000 (miljøstyring) er også indgået i europæisk praksis: ISO 14.020, miljømærkning og miljøerklæringer; ISO 14.030, vurdering af miljøindsatsen; ISO 14.040, LCA (Life Cycle Assessment — livscyklusvurdering).

3.8.1

EØSU mener, at artikel 6, stk. 2, bør rettes ind efter den ændrede fjerde betragtning.

9.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/19

1.1

Kommissionens grønbog er et yderst vigtigt strategipapir i indsatsen for at opnå fuldstændig integration af EU's finansielle markeder. Det er velkendt, at den økonomiske udvikling og væksten i de europæiske lande er kædet nøje sammen med udviklingen og integrationen af de finansielle markeder, hvor integrationen ligeledes udgør den fulde gennemførelse af Unionens tredje fase.

1.2

Ud over den akademiske debat om, hvorvidt finansiel udvikling går forud for eller følger efter økonomisk udvikling, forekommer det vigtigt at understrege, at mht. den dualistiske, bank- og finansmarkedsorienterede tilgang, der karakteriserer den angelsaksiske model (og især den amerikanske) sammenlignet med den »europæiske model« synes der med udviklingen i den nuværende lovgivning og den retning, Unionen går i, at være et ønske om at fortsætte med at arbejde for fuldstændig integration af de to tilgange i vort økonomiske system.

1.3

De finansielle markeder og institutioner udfører for samfundet den vigtige opgave, der består i at bringe enheder med et finansielt underskud sammen med enheder med overskud ved at følge nogle grundregler, der er baseret på effektiv ressourceallokering og rationalitet. Endvidere må det ikke glemmes, at en fair konkurrence — og konkurrence mellem virksomheder — sågar opstår før på kapital- og kreditmarkedet end på varemarkedet.

2.1

Direktiv 85/611/EØF, som er den ramme, inden for hvilken sektoren har udviklet sig i de seneste år, er kernen i den europæiske regulering af forvaltet opsparing generelt og af UCITS (Undertakings for Collective Investment in Transferable) i særdeleshed. Om end EU endnu ikke fuldstændig har fjernet de lovgivningsmæssige hindringer for grænseoverskridende lokalisering og produktmarkedsføring, indgår UCITS-markedet i en harmoniseret reguleringskontekst.

2.2

UCITS-markedet ser ud til at være i en vækst, der ikke er til at standse. I de seneste år har de forvaltede nettoaktiver udvist en tocifret vækstrate. Ifølge tal fra »European Fund and Asset Management Association, Investment Company Institute, and other Mutual Fund Association« udviste markedet, som omfatter EU-15, Den Tjekkiske Republik, Ungarn, Polen, Norge og Schweiz, i 1996-2005 en sammensat årlig vækstrate på 14,5 % med en stigning fra ca. 1 450 mia. EUR til over 4 900 mia. EUR nettoaktiver.

2.3

Offentliggørelsen (1) af de årlige tal for antallet af fonde og deres samlede kapital på verdensplan viser, at fænomenet helt klart tager til, både hvad angår antal og forvaltede kapitalmængder.

2.4

EØSU finder det meget vigtigt at få løst problemet med skattemæssig konvergens for at øge UCITS's vækstpotentiale, men forstår, at det er vanskeligt. Sektorens internationaliseringsstrategier kan påvirkes af både entrybarrierer og exitbarrierer. Exitbarrierer opstår, når ikke-bosiddende fondshavere beskattes efter lovgivningen i fondens værtsland, mens entrybarrierer skabes af lovgivningen i fondshaveres bopælsland.

2.5

I Europa forekommer den beskatningsordning, der gælder for UCITS, næsten overalt at være inspireret af princippet om neutralitet i beskatning af investering i fonde i forhold til direkte investering; næsten alle de europæiske lande opererer med en — formel eller substantiel — model kaldet skattemæssig gennemsigtighed ( no-veil) , hvor investors afkast beskattes direkte. Gennemsigtighedsmodellen følger princippet om kapitaleksportneutralitet, som indebærer, at investorer beskattes efter bopælsprincippet i de tilfælde, hvor afkast fra fonde ikke er blevet beskattet ved kilden.

3.1

I den europæiske finansindustri er UCITS gennemsnitlig under en tredjedel så store som de tilsvarende produkter i USA. Som følge heraf nyder fondsforvaltning ikke fuld gavn af stordriftsfordele, hvilket går ud over slutinvestorernes nettoafkast.

3.2

Selv om EU-lovgiverens prioriterede mål er at udforme en lovgivning for produktfinansiering, mener EØSU, at de reelle fordele for investorerne afhænger af, om der er en fuldstændig regulering af det finansielle system (dvs. regulering af både produkter og tjenester).

3.3

Grønbogen understreger, at outsourcing af visse funktioner kan føre til øgede operationelle risici eller interessekonflikter: efter EØSU's mening er der tale om en velbegrundet bekymring, som bør følges op med passende lovgivning.

3.4

Når en proces segmenteres og delegeres ud til forskellige organisationer, ligger problemet ikke så meget i de tekniske arrangementer for underopdelingen som i den balance, inden for hvilken det (nye) marked, der regulerer relationerne mellem køber og sælger, udvikler sig. Lad os som eksempel tage finansiel analyse. Efter gængs praksis købes og sælges finansielle analyser ikke selvstændigt, men indgår i andre tjenester, sædvanligvis af operationel karakter. En værdipapir-broker tenderer eksempelvis mod at distribuere analyser af forskellige værdipapirer til gengæld for en operationel kontinuitet baseret på en kommission, der også inkluderer analyseomkostningerne.

3.5

Informationer (analyser) formidles følgelig i henhold til en markedslogik, som er typisk for et »offentligt gode«: mængden af nødvendig information er givet, og prisen er summen af de priser, som de forskellige købere betaler. Det er imidlertid kun et fåtal af disse købere, som rent faktisk betaler noget. Effekten er mildest talt destabiliserende: udarbejdelse af analyser er en underbetalt aktivitet, hvilket giver et incitament til at opnå stordriftsfordele på dette område, med et uundgåeligt kvalitetstab til følge samt et incitament til at udnytte de omkostningsfordele, der følger af interessekonflikter (jf. eksempelvis det britiske FSA's intervention i forbindelse med »soft commission« mellem broker/dealer og forvaltere af aktiver). EØSU mener, at der bør opstilles regler for så vidt muligt at undgå, at prisdannelsesmekanismerne i sektoren for oplysning om risici forbundet med finansieringskapital forveksles med prisdannelsesmekanismerne i sektoren for formidling af oplysninger om investeringsrisici og »risktransformation«.

A.

Fjerne usikkerheden i forbindelse med anerkendelse af fonde under overgangen fra OICVM I til OICVM III.

B.

Forenkle anmeldelsesproceduren for fonde, der benytter EU-passet.

C.

Forbedre gennemførelsen af Kommissionens henstillinger om brug af derivater og det forenklede prospekt.

D.

Afklare definitionen af »aktiver«, som UCITS kan købe.

4.1.1

For at svare på spørgsmålet er det nødvendigt at skelne mellem »produktfinansiering« og »tjenesteydelsesfinansiering«. Formålet med førstnævnte er at etablere praktiske instrumenter for at bringe indskydere og modtagere af finansieringskapital sammen; sidstnævnte har derimod som mål at indkredse de instrumenter, som egner sig bedst til fondsmodtageres eller –indskyderes behov, og angive — i mangel af et passende produkt — hvilke karakteristika der savnes.

4.1.2

Omdannelsen af finansieringssystemerne fra en »bank-centreret« til en »markedscentreret« tilgang ændrer finansieringsformidlerens rolle, idet denne i stigende grad skal formidle såvel risici som finansieringskapital. Risikoformidling er profitabel, så længe formidleren kan håndtere risikoen billigere end investoren. Man kan derfor stille det spørgsmål, om et lovgivningssystem, som sigter mod risikoreduktion, er mere effektivt end et system, der skal garantere passende effektivitetsniveauer for risikoformidling.

4.1.3

Man må huske på, at selv i effektive finansieringsmarkedskontekster bliver den samlede risiko ved en investering ideelt set splittet op i to dele: »payoff-risiko« og »informationsrisiko«. Førstnævnte måler den reelle volatilitet i afkastet fra en investering. Sidstnævnte måler vanskeligheden ved at vurdere payoff-risikoen korrekt (hovedsagelig pga. manglende information fra de økonomiske aktørers side). Man må forstå, at den risikopræmie, som de økonomiske aktører beregner, hidrører fra begge typer risici, og at relationerne mellem de to typer ikke er karakteriseret ved en simpel addition, men ved korrelationer af varierende grad.

4.1.4

I lyset af ovenstående kan der svares ja til spørgsmål 1, men kun, når dette gælder »produktfinansiering«. Hvad angår »tjenesteydelsesfinansiering« ville det være en god idé at indføre større frihed i udbuddet af investeringstjenesteydelser, f.eks. ved at fjerne de nuværende restriktioner på finansieringsfremme, som ikke tager fuldt hensyn til princippet om hjemlandskontrol.

4.1.5

Der ligger en klar bekymring bag dette; det drejer sig om at undgå regelomgåelse hos dem, der planlægger at oprette et finansieringsfremme-netværk og udnytte de gunstigere vilkår, der findes i nogle EU-lande. Efter EØSU's mening er denne logik imidlertid grundlæggende fejlagtig: hvis svig er mulig, betyder dette, at ordningerne ikke er blevet effektivt harmoniseret.

4.1.6

EØSU mener derfor, at den »frie bevægelighed« inden for tjenesteydelsesfinansiering bør øges som et incitament til i højere grad at ensarte de enkelte landes anvendelse af EU-direktiverne om investeringer og værdipapirer (herunder UCITS III).

4.2.1

Overensstemmelse mellem lovgivningerne bør ledsages af foranstaltninger til koordinering af de gældende skatteregler på området. Der findes stadigvæk forskellige nationale systemer, der kører parallelt på det europæiske marked, hvilket også er tilfældet på alle de øvrige finansielle områder, og dertil kommer der i visse sammenhænge regler hidrørende fra bilaterale aftaler til imødegåelse af dobbelt beskatning.

4.2.2

Dette kludetæppe af forskellige skatteregler fører til konkurrenceforvridninger, dobbelt beskatning og forskellige fortolkninger, skattesvig og skatteunddragelse. De nationale lovgivninger bør i den sammenhæng gøres mere effektive i takt med den stigende internationalisering af markedet.

4.2.3

De enkelte medlemsstater har i beskatningen et fantastisk protektionistisk fremmeinstrument. De forskellige skattemæssige fortolkninger, der kan gives UCITS-produkter fra andre EU-lande, giver mulighed for mindre gunstige skatteordninger, hvorved der reelt skabes en slags adgangsbarriere. EØSU er bevidst om, at skatteharmonisering ikke kan ses som et let opnåeligt mål på kort sigt, bl.a. på grund af kravet om enstemmighed på dette område. Udvalget foreslår alligevel at overveje at udarbejde en EU-skattelovgivning om investeringsprodukter, der omfatter såvel beskatningsniveau som opkrævning af skatter.

4.3.1

Passet og »det forenklede prospekt« synes at være passende redskaber til at overvinde problemerne med markedsfragmentering og hindringerne for perfekt kapitalmobilitet og fuldstændiggørelse af markeder og forekommer egnede til at skabe tilstrækkelig retssikkerhed; EØSU finder det endvidere vigtigt at fortsætte arbejdet med at fjerne usikkerheden omkring anerkendelse af fonde, der er startet under overgangen fra UCITS I til UCITS III.

4.4.1

Det bør først og fremmest erindres, at der i EU findes to finansieringsmodeller: den engelske og den kontinentale, som vanskeligt kan samles under ét på kort sigt. EØSU håber alligevel i den sammenhæng, at de nye regler medfører anvendelse af en enkelt retskilde, som er i stand til at fremme konvergensprocessen, idet man ved at opstille lovmæssige hindringer for at forhindre institutioner i at vælge og vrage mellem de forskellige lovgivninger kun bidrager til at videreføre den nuværende skæve situation.

4.4.2

EØSU er overbevist om, at en opsplitning af ansvaret for tilsyn med administrationsselskaber og fonde på to medlemsstater vil skabe yderligere tilsynsproblemer og skabe fare for en mindre effektiv tilsynsvirksomhed. EØSU finder det derfor hensigtsmæssigt at lade ansvaret over for investor forblive hos investeringsfonden i investors hjemland, også når der er tale om et udenlandsk administrationsselskab.

4.5.1

For at forbedre fondsmarkedernes funktion og investorbeskyttelsen er det ikke nok at regulere produktsiden af de finansielle instrumenter. EØSU foreslår, at man fokuserer tilstrækkeligt på distributionssiden og her øger gennemsigtigheden, så investorerne kan træffe et velinformeret valg.

4.5.2

Oplysningerne til investorerne bør i nogen udstrækning tage hensyn til investorernes generelle situation og kulturelle baggrund. Udvidelsen af Den Europæiske Union med lande, der indtil for 15 år siden ikke havde markedsøkonomi, rejser spørgsmålet, om det er hensigtsmæssigt at fortsætte med en fælles informationsstandard. EØSU mener, at man bør tage dette spørgsmål op til overvejelse og samtidig huske på, at der på den ene side er behov for en så enkel og ensartet lovramme som muligt, og at der på den anden side i visse medlemslande fortsat hersker en anden kultur på det økonomiske og finansielle område.

4.6.1

EØSU ønsker naturligvis at se en afklaring af reglerne for »god forretningsskik«. Man bør imidlertid ikke undervurdere de problemer, der opstår i den daglige gennemførelse af direktivet, for så vidt angår risikoforvaltning og gebyrgennemsigtighed, og som ikke altid er lette at løse.

4.6.2

Tag for eksempel det tekniske spørgsmål om regnskabsføring i forhold til et benchmark. Dette spørgsmål har vidt forskellig betydning afhængigt af, om der sigtes mod at »overgå et benchmark«, eller om der sigtes mod at »nå et benchmark«. De forskellige delegeringsprocesser medfører — under forudsætning af at der anvendes de samme tekniske instrumenter — forskellige risikoniveauer, eftersom det for at »overgå et benchmark« er nødvendigt at tillade fondsforvalteren at ændre allokeringerne og dermed løbe en større risiko.

4.6.3

I den forbindelse anbefaler EØSU, at der indføres regler, der sigter mod at skabe større gennemsigtighed omkring betingelserne for (snarere end omfanget af) bevægelserne i porteføljeinvesteringerne: Hvis man går ud fra det samme bruttoresultat, vil et højere antal porteføljebevægelser medføre større transaktionsomkostninger og dermed mindske kundens nettoresultat. Dette er et særligt kildent spørgsmål, især hvis transaktionsomkostningerne delvist bæres af/tilbageføres til fondsforvalteren selv.

4.7.1

MIFID-direktivet kan blive et vigtigt lovgrundlag, specielt for så vidt angår opnåelse af høje gennemsigtighedsstandarder i distributionen af UCITS.

4.7.2

MIFID-direktivet indeholder imidlertid ikke regler vedrørende gennemsigtighed i forbindelse med obligationshandel, som kan være temmelig uigennemsigtig. EØSU mener derfor ikke, at MIFID-direktivet kan ses som det redskab, der fuldstændiggør og afhjælper alle eventuelle mangler ved retsrammen for UCITS.

4.8.1

Europæiske fonde er fortsat relativt små: I 2004 lå gennemsnittet på 195 mio. USD, medens gennemsnittet i samme år i USA lå på 628 mio. USD. Dette forhold har betydning for muligheden for at udnytte stordriftsfordele og dermed for resultaterne og sidst, men ikke mindst for rentabiliteten af det firma, der forvalter fonden.

4.8.2

Det er almindeligt kendt, at en af de finansielle virkninger af den økonomiske globalisering er et lavere absolut risikoniveau, hvortil kommer nye niveauer for hhv. systematiske (stigende) og specifikke (faldende) risici. Selv om grænseoverskridende fusioner ganske vist kan øge stordriftsfordelene, bør de kun anvendes i forbindelse med produkter, hvor sådanne fusioner kan fungere som en effektiv katalysator for succes, eller rettere sagt på de områder af formueforvaltningen, hvor efficiensen er vigtigere end effektiviteten. På de områder, hvor der mangler effektivitet, er der ingen fordele at hente ved sammenlægninger.

4.9.1

En sammenlægning af formueforvaltningen for fonde med nogenlunde samme karakteristika giver helt klart visse stordriftsfordele, og dette redskab anvendes allerede af fondsforvalterne til at forbedre effektiviteten af formueforvaltningen. Grænseoverskridende sammenlægninger kolliderer imidlertid med de skattemæssige og lovgivningsmæssige problemer omkring investeringsfonde, som vi allerede har behandlet indgående tidligere. Sammenlægninger er derfor ikke en alternativ måde til at omgå de lovgivningsmæssige og institutionelle problemer og vanskeligheder, som ligger i vejen for en konsolidering af fondssektoren.

4.10.1

Svaret på dette spørgsmål er nej, hvilket erfaringerne fra USA også har vist. Investeringsfonde har eksisteret i 60 år på det amerikanske marked: til trods for en spektakulær stigning i fondenes antal og størrelse, er fondenes og investorernes omkostningerne overordnet set cirka fordoblet (2). Dette har resulteret i et markant mindre tilfredsstillende resultat i forhold til benchmark: medens benchmark i perioden 1945-1965 i gennemsnit lå 1,7 % højere pr. år, blev kløften i perioden 1983-2003 større og nåede op på 2,5 % om året.

4.11.1

Muligheden for at vælge en depositar i et andet medlemsland end dér, hvor administrationsselskabet er baseret, kunne øge konkurrencen mellem depositarer og dermed også mindske fondens omkostninger.

4.11.2

Dette kunne imidlertid også betyde større tilsynsmæssige risici, hvis der ikke er tilstrækkeligt samarbejde og konvergens mellem de regulerende myndigheder i sektoren.

4.11.3

Selv om de ikke kan lades ude af betragtning, er depotgebyrerne lavere end de øvrige omkostninger, som f.eks. distributionsomkostningerne. EØSU foreslår derfor, at man nøje afvejer fordelene og ulemperne ved et sådant lovinitiativ.

4.12.1

Standardisering, automatisering og informatisering af ordreplacering og likvidation af fonde er afgørende forudsætninger for, at distributørerne kan udvide deres produktsortiment og øge konkurrencen.

4.12.2

Dette ville imidlertid kræve store ændringer af reglerne og standarderne for de operative procedurer og IT-procedurerne, hvilket ville medføre betydelige omkostninger for markedsaktørerne. Man bør huske, at på det europæiske kontinent tilhører administrationsselskabet og distributørerne ofte den samme koncern. Set i det lys er markedsaktørerne formodentlig mindre tilbøjelige til at påtage sig omkostningerne ved at øge konkurrencen på distributionsplanet. Det er derfor muligt, at den offentlige sektors indblanding vil kunne fremhjælpe og fremskynde processen.

4.13.1

Virkningen af strikse adfærdskodeks i forbindelse med risikoforvaltning har altid været et bredt debatteret emne i økonomiske kredse, specielt i lyset af de vekslende fordele i tiden efter Bretton Woods-aftalerne om valutakurser. Dette skyldes, at den økonomiske risiko er forskellig alt afhængigt af tidshorisonten: på kort sigt er det risikabelt med udsving i forhold til en restriktion, medens det omvendt på langt sigt er risikabelt, hvis noget forbliver statisk, alt imens systemet udvikler sig. Derfor ville indførelse af begrænsninger i form af formelle lofter være gavnligt på kort sigt, medens det på langt sigt ville medføre en væsentlig risiko.

4.13.2

Hertil bør føjes et punkt om de seneste studier inden for den såkaldte »behavioristiske finans«: De enkelte økonomiske aktørers handlinger og beslutninger er ofte stærkt påvirkede af den medfølgende risiko. Efterhånden som risikoen stiger, bliver opførslen mere og mere reaktiv og vice versa; EØSU ser derfor negativt på en lovgivning, der indfører for store begrænsninger, som på langt sigt kan få en dobbelt virkning: en operativ træghed i instrumenterne og en nedsat reaktivitet hos de økonomiske aktører med uvisse, med givetvis negative konsekvenser til følge. Omvendt kunne bevidstheden om risikoen for virkelig at miste kapital være det mest effektive incitament til at beskytte den.

4.13.3

Dette fører til yderligere markedsforvridninger: Der opstår forventninger om, at hvis risikoen fører til et positivt resultat, vil det gavne investor, medens hvis resultatet er negativt, vil det blive absorberet af markedet.

4.14.1

EØSU foreslår, at man på kort sigt griber ind, eventuelt ved hjælp af formelle, strenge regler, men udelukkende med det formål at nedbryde kartelaftaler; hvis dette skete, ville markedet blive mere modent, og ville følgelig ikke længere have behov for skrappe restriktioner. Et område af særlig interesse er regnskabsføring: Alt for ofte hænger tidsfristerne for overholdelse af regnskabsføringsreglerne overhovedet ikke sammen med tidsfristerne (for korte) for finansielle produkter, og derfor har regnskaberne vanskeligt ved at afspejle den fordel, som visse investeringer medfører i form af tidsmæssig diversificering.

4.14.2

For at styrke investorbeskyttelsen foreslår EØSU, at man overvejer at oprette en særlig garantifond med midler hidrørende fra bl.a. tilsynsmyndighedernes sanktionsvirksomhed. Fonden skal naturligvis ikke dække den markedsrisiko, der er forbundet med UCITS's investeringer: Den bør derimod bidrage til at dække de tab, som investorerne måtte lide, hvis en mægler handler i modstrid med lovgivningen.

4.15.1

Investeringsfondene konkurrerer med finansielle produkter såsom livsforsikring tilknyttet investeringsfonde (unit-linked policies), som investorerne ser som et produkt af samme type, selv om de er underlagt en helt anden lovgivning.

4.15.2

Dette kan fordreje investorernes valg og give negative konsekvenser, hvad angår omkostninger og risikoniveau for de pågældende investeringer. EØSU mener ikke, at man kan takle problemet med mindre konkurrence ved at lempe de påkrævede begrænsninger og garantier i relation til investeringsfondene. Det vil derimod være ønskeligt med en skærpelse af de lovfæstede standarder, således at de finansielle produkter, som i praksis opfattes som et direkte alternativ til investeringsfondene, underkastes lovkrav svarende til dem for investeringsfonde.

4.16.1

For at kunne svare på dette spørgsmål bør man indledningsvis forsøge at forklare den problemstilling, der blev taget op i det foregående spørgsmål. Den lovgivende myndighed er nødt til klart at definere værdipapirbegrebet. Det bør afklares, således at der ikke hersker nogen tvivl om, hvorvidt begrebet også implicit siger noget om værdipapirets likviditet eller ej. På nuværende tidspunkt anvendes de to termer synonymt i et forsøg på at udelukke såvel de alternative investeringer som erstatningsprodukterne for UCITS fra værdipapirbegrebet. EØSU mener, at der er tale om en potentielt alvorlig misforståelse, fordi det kan føre til sammenblanding af to ret forskellige teorier vedrørende de finansielle markeder: efficiens og fuldstændighed.

4.16.2

Et finansielt marked er efficient, hvis det kan bære de transaktionsomkostninger, som investeringerne medfører. Et finansielt marked er fuldstændigt, hvis det omfatter alle mulige investeringer.

4.16.3

Aktiefondene og hedge funds bør først og fremmest vurderes ud fra deres effektivitet (evne til at vælge de bedste investeringer) og kun sekundært ud fra deres efficiens (evne til at opnå stordriftsfordele på omkostningssiden). Spørgsmålet om fondenes størrelse har derfor mindre betydning: Tværtimod tyder problemer med effektiviteten (evnen til at bevæge sig hurtigt på markedet uden at påvirke dets funktion) og begrænsning af systemrisikoen (tag f.eks. redningen af LTCM-fonden i 1998) på, at det vil være bedst ikke at fremme målsætninger om, at fondene skal vokse sig for store.

4.17.1

Disse investeringer er ud over risikoen for manglende fortjeneste i høj grad også karakteriseret ved en oplysningsrisiko. Det vil være på sin plads at regulere denne risiko, specielt for at begrænse risikoen for svig, men det ville være forkert at forsøge at mindske den alt for meget. Hvis disse fonde blev helt gennemsigtige, ville man nemlig risikere at overflødiggøre fondsforvalterens kompetence, som ellers danner grundlaget for opnåelsen af et udbytte, som kun i meget begrænset omfang er markedsrelateret.

4.17.2

EØSU mener ikke, at vejen fremad bør være et utopisk forsøg på at gøre en kompleks proces gennemsigtig, men derimod at informere den »almindelige« investor om, at alternative investeringer kræver specialviden, og i mangel heraf bør man søge hjælp hos en specialist.

4.18.1

Fastlæggelse af fælles retlige rammer for private investeringer for kvalificerede investorer kan sætte skub i udviklingen af aktiefonde i EU.

4.18.2

Kvalificerede investorer bør i sagens natur besidde den nødvendige tekniske ekspertise og kapacitet med hensyn til kapital for at kunne foretage investeringer med en høj risikoprofil som netop er kendetegnende for investering i aktiefonde. På den baggrund må man antage, at de er i stand til at vurdere forvalternes kompetence og troværdighed. Dertil kommer, at aktiefonde i sig selv sikrer en vis risikospredning og derfor burde der ikke være behov for yderligere ledsageforanstaltninger, der nøje regulerer administrationsselskabers aktiviteter.

4.19.1

Der er adskillige eksempler på svagheder ved den nuværende regulering. Det gælder for eksempel børshandlede fonde (Exchange Traded Funds (EFT)), hvor de positive aspekter ved fonde (stor spredning) kombineres med de positive aspekter ved værdipapirer (til stadighed mulighed for køb og salg på markedet). Direktivet fremmer udbredelsen af dette instrument ved at give det mulighed for at benytte produktpasset i kraft af sin UCITS-status. På den anden side begrænser det en anden UCITS besiddelse af det, da det i den forbindelse betragtes som en aktie.

4.19.2

I lyset af blandt andet overvejelser omkring alternative investeringsformer og betydningen af ikke kun at fokusere på finansieringen af produktet, men også på tjenesteydelsen, finder EØSU det ønskeligt, hvis udviklingen går i retning af principbaseret regulering. Udvalget mener samtidigt, at ajourføringen af den retlige ramme bør ske gradvist og forsøge af finde den rette balance mellem en passende høringsperiode og hurtig gennemførelse af revisionsprocessen.

5.1

Som det er blevet vist, er det europæiske UCITS-system stadig et fragmenteret marked med relativt små selskaber sammenlignet USA og hvor samarbejdet og de grænseoverskridende strømme tilsyneladende går trægt. Det er ikke er noget, som muliggør nævneværdige stordriftsfordele og således reduktion af omkostninger.

5.2

På den anden side kan den overdrevne bekymring — som også kommer til udtryk i grønbogen (3) — om definitionen af hvilke aktiver UCITS kan erhverve, i hvilken forbindelse fondene tvinges til især at investere i likvide finansielle instrumenter, forhindre deltagelse på ikke-regulerede markeder.

5.3

Det tilrådes derfor at se på muligheden for deltagelse i aktiefonde. Det vil være i tråd med målet om åbne op for, at smv'ers kapital kan placeres i risikovillig kapital og dermed i aktiefonde.

5.4

Det europæiske økonomiske system er karakteriseret ved mange små og mellemstore virksomheder, der ofte mangler kapital, fordi de typisk henvender sig til banken.

5.5

Denne kapitalmangel ledsages ofte af meget stor gældsætning, især i form af lån med kort løbetid, og mange gældsposter og kreditter af handelsmæssig karakter, der knytter sig til den store indbyrdes afhængighed, der er mellem virksomheder fra samme produktionskæde. Det er også konsekvensen af en ejerskabsform, som er typisk for den såkaldte familiekapitalisme, hvor der ofte er sammenblanding af virksomhedsejerens formueforhold og virksomhedens kapital.

5.6

Disse problemer, som virksomhederne møder, og behovet for at opfylde mere generelle målsætninger for »produktionssystemet« på europæisk plan gør det nødvendigt at finde løsninger på smv'ers finansieringsproblemer. Disse mål går i tre retninger og kan sammenfattes således:

5.7

På baggrund af disse overvejelser håber EØSU, at fællesskabslovgiverne også vil rette deres opmærksomhed mod aktiefonde, hvorimod venturekapital stadig er en meget lidt udviklet sektor i Europa.

5.8

EØSU mener endvidere, at den igangværende debat om retlige rammer for investeringsfonde også bør være en lejlighed til at se nærmere på udvikling af socialt ansvarlige investeringer, som ikke giver afkald på social udvikling og miljøbeskyttelse for at få større udbytte. I 2003 tegnede etiske fonde sig for ca. 0,37 % af alle værdipapirer, som blev forvaltet af europæiske UCITS (4). En sammenligning med det amerikanske marked, hvor 11,3 % af alle værdipapirer, der forvaltedes af UCITS i samme periode, tilhørte etiske fonde, viser, at investeringer, der udviser social ansvarlighed, stadig har et stort vækstpotentiale i Europa.

5.9

For at fremme en hurtigere udvikling af socialt ansvarlige investeringer kunne medlemsstaterne indføre skattebegunstigelser, der involverer delvis fritagelse for beskatning af udbytte fra disse investeringer og følge den praksis, som nogle medlemsstater allerede har indført, hvor det er muligt at lade frivillige bidrag til organisationer med et socialt sigte være fradragsberettigede. Derudover bør også udbytte fra midler, der eventuelt geninvesteres i organisationer med socialt sigte, begunstiges skattemæssigt.

5.10

I betragtning af forslagets innovative karakter, håber EØSU, at der vil blive iværksat en yderligere uddybning af emnet og en gennemførlighedsundersøgelse, der også anvender den eksisterende bedste praksis.

5.11

Udfordringerne på mellemlang og lang sigt består derfor grundlæggende i at:

5.12

Korrekt information om risici og bagvedliggende produkter og forvalteres troværdighed med hensyn til transaktionernes størrelse og tilrettelæggelse er alle elementer, som udover de nødvendige regler kan bibringe markedet troværdighed, korrekthed og adfærdsregler. Det er afgørende faktorer for markedets efficiens og for effektivitet i ressourcetildelingen.

5.13

Alt i alt kan markedet opnå en højere grad af efficiens og effektivitet, hvis man harmoniserer skattelovgivninger, tilskynder til fondsfusioner, tillader sammenlægning af fonde (pooling), fremmer konkurrence om fondsforvaltning og distribution af produkter og tjenesteydelser, ophæver kravet om, at fondsforvalter og depositar skal tilhøre samme medlemsstat og undgår store »transaktionsomkostninger« i forbindelse med fragmenterede tegnings- og tilbagekøbsprocedurer.

9.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/26

1.1

Der er et påtrængende og presserende behov for at sikre, at markedet for tilgængelige varer og tjenester på det informations- og kommunikationsteknologiske område (ikt) anlægger en strategi, der sikrer interoperabilitet og kompatibilitet både i Europa og globalt.

1.2

Ikt-branchen er ved at få øjnene op for den markedsniche, som udgøres af handicappede forbrugere og en stadig voksende population af ældre forbrugere, der ville have stor gavn af tilgængelighed med hensyn til design og fremstilling af varer og tjenester inden for denne sektor.

1.3

EU-medlemsstaterne bestræber sig i stigende grad på både sammen og hver for sig at mindske den digitale kløft og fremme e-integration og e-tilgængelighed såvel gennem lovgivning som via frivillige foranstaltninger. Det er afgørende, at der er koordinering på EU-plan på dette område for at vende den nuværende tendens til fragmentering af markedet, hindre yderligere fragmentering og undgå tidligere fejltagelser, hvor mainstream-ikt ikke var let tilgængelig, og der manglende overensstemmelse mellem hjælpeteknologier og mainstreamvarer og -tjenester, hvilket afskar mange potentielle forbrugere fra markedet. Sådanne fejltagelser har endvidere haft negativ virkning i bredere økonomisk forstand, navnlig ved at fastholde social udstødelse af mange personer og hindre dem i at få adgang til arbejdsmarkedet.

1.4

Kommissionens meddelelse om e-tilgængelighed indeholder en beskrivelse af de hovedprioriteter, der bør overvejes og tages fat på for at undgå fragmentering af markedet og i stedet fremme konvergensen og den økonomiske vækst inden for denne sektor.

2.1

Kommissionens meddelelse om e-tilgængelighed har til formål at bidrage til princippet om en strategiramme for et europæisk informationssamfund som foreslået i Kommissionens meddelelse »i2010« (1), der blev offentliggjort i juni 2005.

2.2

Det anføres, at hovedsigtet med meddelelsen er at fremme en mere ensartet tilgang til e-tilgængelighedsinitiativer i medlemsstaterne og i de enkelte brancher.

2.3

Meddelelsen indeholder en beskrivelse af både de fordele, som ny teknologi bringer handicappede, og de problemer og nye barrierer, som udviklingen af sådanne teknologier skaber.

2.4

I meddelelsen udtrykkes bekymring over det eksisterende fragmenterede marked for tilgængelige teknologier og risikoen for, at manglende harmonisering og interoperabilitet på dette marked vil forstærke problemerne yderligere.

2.5

I meddelelsen foreslås tre modeller for løsning af dette spørgsmål:

3.1

Der er en øget forståelse for, at udviklingen inden for informations- og kommunikationsteknologi bør tilgodese behovene hos alle personer i samfundet, specielt dem, der er mest sårbare over for social udstødelse, med henblik på at overvinde problemet med den digitale kløft og opdelingen af samfundet i to klasser.

3.2

Handicappedes adgang til information bør først og fremmest anerkendes som et rettighedsspørgsmål. Handicappede, der udgør 10 % af EU's befolkning, har samme adgangsrettigheder som ikke-handicappede til varer og tjenester, og dette inkluderer ikt-varer og -tjenester.

3.3

Der er også vægtige økonomiske argumenter for, at regeringer og erhvervsliv for alvor tager fat på dette spørgsmål. Tackling og løsning af de problemer, handicappede har med at skaffe sig adgang til ikt, vil være til fordel og gavn for alle brugere, navnlig den voksende population af ældre, børn og midlertidigt handicappede.

3.4

Handicappede udgør en uensartet persongruppe. Samtidig må det siges, at de største handicapgrupper, som har tilgængelighedsproblemer på ikt-området, er personer med kognitive handicap og indlæringsproblemer, personer med sensoriske handicap (døve og hørehæmmede, blinde og svagtseende, døvblinde og talehandicappede) og personer med fysiske handicap.

3.5

Handicappede har på mange måder nydt godt af fremskridt på ikt-området — både med hensyn til mainstreamteknologier og hjælpeteknologier, f.eks.:

3.6

Men samtidig skabes der nye barrierer. Følgende eksempler tjener som illustration:

4.1

I Lissabon-strategien understreges behovet for at sikre alle borgeres sociale og økonomiske integration gennem beskæftigelsesegnethed. Men hvis informations- og kommunikationsteknologierne ikke designes med tilgængelighed for øje, vil handicappede fortsat og i øget omfang blive udelukket fra mainstreamarbejdsmarkedet. En fuld og effektiv gennemførelse af e-tilgængelighedsprincipperne og -metoderne er væsentlig for handicappedes integration såvel økonomisk som socialt. Tilslutning til e-tilgængelighedsprincipperne indebærer også tilslutning til miljøsikkerhedskrav (som f.eks. at gøre noget ved problemet med elektronisk interferens pga. inkompatibilitet og støjinterferens, som plager personer med høreapparater, når de taler i mobiltelefon). I gennemsnit er beskæftigelsesfrekvensen for handicappede i EU's arbejdsstyrke på under 35 % i sammenligning med 70 % for ikke-handicappede arbejdstagere. Og Kommissionen har vurderet, at ca. 2-3,5 millioner handicappede potentielt kunne integreres i arbejdsstyrken, hvis der træffes positive foranstaltninger med henblik på effektivt at nedbryde barriererne for deres integration (4). Økonomisk integration af handicappede vil gavne samfundet og europæisk økonomi som helhed, idet man fjerner mange handicappedes afhængighed.

4.2

Da der er behov for, at et voksende antal virksomheder i ikt-branchen bliver opmærksomme på de økonomiske og erhvervsmæssige fordele ved at imødekomme handicappede og ældre brugeres behov ved udformningen af produkter og tjenester, bør kampagner med oplysning om disse fordele fremmes mere aktivt og kraftigere i hele branchen. Der er et særligt behov for at oplyse industriansatte — dette gælder både ledere, teknikere og frontlinjepersonale — om tilgængelighedskrav og -egenskaber for bedre at imødekomme de voksende behov.

4.3

Handicappede udgør 10-12 % af den europæiske befolkning. Europa står desuden over for store demografiske omskiftelser. Den vigtigste ændring vil bestå i virkningerne af en aldrende europæisk befolkning. I 2050 vil 34,5 % af den europæiske befolkning være over 60 år.

4.4

Handicappede, midlertidigt handicappede og ældre udgør tilsammen 30 % af den europæiske befolkning (5). Tilgængelig teknologi ville desuden gavne forbrugerpopulationen som helhed, herunder børn og dem, der ikke er fortrolige med ny teknologi, samt socialt udstødte grupper i almindelighed. Som eksempel kan nævnes tekstkommunikation i realtid, der rummer muligheder for et marked, som rækker langt ud over handicappopulationen.

4.5

Handicappede og ældre er en markedsniche, som branchen bør udnytte bedre, idet den bør markedsføre sine varer over for sådanne forbrugere på en anden måde end hidtil. En tysk undersøgelse har vist, at 48 % af personer over 50 år mener, at ikt-produkter og –tjenester (6) ikke henvender sig til deres aldersgruppe på den rette måde. Desuden fremgår det af en undersøgelse, som Microsoft gennemførte for nylig, at 50 % af befolkningen over 59 år ville have betydelig gavn af tilgængelighedsegenskaber i ikt-teknologierne. Tilgængelige teknologier og design-for-alle-metoder har ført til jobskabelse inden for branchen, især blandt SMV'er, som har banet vejen for innovationer med hensyn til tilgængelige teknologier og fremskridt inden for nye områder og fag.

—

EØSU udtrykker tilfredshed med Kommissionens meddelelse om e-tilgængelighed, som indeholder vigtige forslag og tiltag inden for offentlige indkøb, certificering og lovgivning. Meddelelsen om e-tilgængelighed udgør et vigtigt supplement til i2010-meddelelsen om et europæisk informationssamfund som et redskab for øget vækst og beskæftigelse.

—

EØSU opfordrer EU-institutionerne til at inkorporere de foranstaltninger, der foreslås i meddelelsen om e-tilgængelighed, i den europæiske strategiramme for informationssamfundet. Målsætningerne om fremme af e-tilgængelighed vil få en langt mere fremtrædende plads i i2010-foranstaltningerne.

—

EØSU erkender, at der er mange enkeltpersoner og husstande, som på grund af deres lave indkomst nægtes fast adgang til telefonitjenester. Desuden kan ikt-udstyr og ikt-tjenester (f.eks. adgang til internettet) være alt for dyre for disse mennesker, herunder handicappede og ældre; EØSU opfordrer medlemsstaternes regeringer til at give økonomisk støtte til lettere adgang til ikt-varer og –tjenester for sårbare og socialt udstødte grupper i samfundet.

—

EØSU er opmærksom på og glæder sig over det arbejde med handicapspørgsmål, som udføres af INCOM-gruppen og TCAM (7)-arbejdsgrupperne, der ledes af Europa-Kommissionen. Disse arbejdsgrupper er sammensat af alle relevante aktører, som har til opgave at fastlægge hovedprioriteterne og nøgleindsatsområderne inden for e-tilgængelighed, både hvad angår varer og tjenester.

—

EØSU minder om, at fremme af generel e-tilgængelighed og adgang for handicappede til varer og tjenester er omhandlet og støttes i en række EØSU-udtalelser, navnlig:

6.1.1

EØSU deler Europa-Kommissionens bekymring med hensyn til manglen på harmoniserede løsninger, hvad angår e-tilgængelighed. I betragtning af ikt-branchens globale karakter er det vigtigt at sikre imod en fragmentering af det europæiske marked, som følge af at de enkelte medlemsstater anvender og udvikler separate løsninger. For at opnå de størst mulige økonomiske stordriftsfordele og det største udvalg for forbrugerne er det også nødvendigt at undgå global fragmentering, hvilket ville være konsekvensen af indførelse af specifikke regionale krav.

6.1.2

EØSU mener, at ikt-branchen i stigende omfang bliver opmærksom på det nichemarked, som udgøres af handicappede og ældre forbrugere i Europa og på det globale plan, og at denne opmærksomhed bør skærpes og støttes i højere grad end hidtil.

6.1.3

EØSU støtter fuldt ud udviklingen og implementeringen af europæiske standarder for tilgængelighed, som er åbne, alment anerkendte og objektive. Samtidig skal de anerkende den globale situation og supplere internationale standarder. Manglen på komplementaritet mellem europæiske og internationale standarder vil føre til forvirring og frustration for både den handicappede forbruger og branchen.

6.1.4

Brugerne bør aktivt involveres i standardiseringsprocessen, og der må ydes støtte til at sikre, at repræsentative handicaporganisationer inddrages i beslutningsprocessen vedrørende udarbejdelsen af europæiske tilgængelighedsstandarder.

6.1.5

EØSU mener, at der bør stilles krav til de europæiske standardiseringsorganisationer om altid at medtænke e-tilgængelighedsspørgsmål ved udviklingen af standarder.

6.2.1

Indførelsen af tilgængelighedskrav i udbudsmaterialet for offentlige indkøb har vist sig at være et særdeles effektivt middel til at fremme mainstreaming af design-for-alle og tilgængelige teknologier samt styrke beskæftigelse og vækst. Anvendelsen af offentlige indkøb til fremme af en tilgængelighedsstrategi giver branchen et reelt incitament til at integrere en sådan strategi i designarbejdet. Desuden opfordrer EØSU til, at det nye kommissionsinitiativ om elektroniske offentlige indkøb til fremme af onlinekøb gøres fuldt tilgængelig for handicappede (i overensstemmelse med målene og målsætningerne for e-tilgængelighed), og til at man undgår dårlig håndtering eller korruption.

6.2.2

Revisionen af EU-direktiverne om offentlige indkøb giver mulighed for at indføje tilgængelighed som et kriterium i forbindelse med offentlige indkøb af ikt-udstyr og -tjenester. Det er vigtigt at holde sig for øje, at offentlige indkøb udgør 16 % af EU's bruttonationalprodukt, dvs. 1 500 mia. EUR, og at ikt-sektoren udgør 6 % af EU's BNP. Den europæiske offentlige sektor anvender i gennemsnit 76 mia. EUR på ikt svarende til 0,8 % af BNP. Med en investering af denne størrelse er det vigtigt, at der tilvejebringes en langsigtet bæredygtig offentlig indkøbspolitik, hvorved ALLE samfundsborgere har adgang til de varer og tjenester, som tilbydes. En sådan e-integrationsstrategi er afgørende for, at de lokale økonomier kan fungere effektivt, og for bestræbelserne til fremme af samfundsmedlemmernes velbefindende og uafhængighed.

6.2.3

EØSU støtter derfor fuldt ud Kommissionens forslag om at henvende sig til de europæiske standardiseringsorganer med henblik på at udvikle europæiske tilgængelighedskrav vedrørende offentlige indkøb af varer og tjenester på ikt-området. Det er imidlertid vigtigt, at sådanne krav finder den rette balance mellem brugernes behov og industriens krav, og at de kan anvendes at offentlige myndigheder og ikke medfører fragmentering på det europæiske og så vidt muligt på det globale marked.

6.2.4

Endvidere vil EØSU i forbindelse med fremtidige ændringer af EU-direktiverne om offentlige indkøb (8) se med tilfredshed på en stramning af bestemmelserne, således at direktiverne foreskriver obligatoriske tilgængelighedskrav i forbindelse med offentlige indkøb.

6.3.1

Der er behov for, at ikt-branchen med større klarhed oplyser forbrugeren om tilgængelighed og design-for-alle-egenskaber ved dens mainstreamvarer og -tjenester.

6.3.2

EØSU finder det interessant, at Kommissionen foreslår at udforske certificerings- og selvcertificeringsordninger og anspore til gennemsigtighed og større anerkendelse af e-tilgængelighed, også gennem overvejelse af passende certificeringsordninger for et e-tilgængelighedsmærke for varer og tjenester, som er i overensstemmelse med standarderne for e-tilgængelighed.

6.3.3

EØSU mener, at den kommende undersøgelse og dataindsamling vedrørende de forskellige løsningsmodeller vil bidrage til at afklare, hvilken fremgangsmåde der er den bedste. Især hilses de kommende EU-konferencer og EU-initiativer om dette emne velkommen.

6.4.1

Kommissionen henleder med rette opmærksomheden på den eksisterende EU-lovgivning, som kan udnyttes til at fremme og styrke e-tilgængelighed.

6.4.2

Frivillige tiltag fra branchens side er yderst velkomne, og der anspores hertil. De er udtryk for branchens interesse og vilje til at tage hensyn til tilgængelighed i forbindelse med design af varer og tjenester. Samtidig har frivillige tiltag alene vist sig ikke at være tilstrækkelige til at sikre en fyldestgørende gennemførelse af tilgængelighedskravene med henblik på at nedbryde de adgangsbarrierer, som handicappede oplever over for mainstreamteknologier. Frivillige tiltag bør suppleres med lovinitiativer. Dette gælder også for offentlige indkøb.

6.4.3

Det er vigtigt, at EU-tiltag vedrørende e-integration og e-tilgængelighed udtrykkeligt anerkendes og overtages i alle andre relevante EU-initiativer.

6.4.4

F.eks. støttes den gældende lovgivning inden for offentlige indkøb og elektronisk kommunikation også kraftigt af EU-lovgivningen vedrørende bekæmpelse af diskrimination på beskæftigelsesområdet, som åbner for en række vigtige muligheder for at imødekomme handicappedes adgangsbehov.

6.4.5

Forsyningspligtdirektivet (9) dækker på nuværende tidspunkt adgangen til offentlige betalingstelefoner og offentligt tilgængelige telefontjenester som f.eks. alarmtjenester og nummeroplysningstjenester. EØSU beklager, at direktivet hverken dækker mobiltelefoner eller bredbånd. Dets anvendelsesområde bør udvides til at omfatte såvel mobiltelefoner som bredbånd (10). Desuden bør lige adgang til netværk og tjenester sikres gennem rimelige takster, eventuelt sociale takster om nødvendigt.

6.4.6

Mange handicappede oplever fortsat store problemer med mobil kommunikation. Der er behov for interaktiv mobil kommunikation i realtid for døve og hørehæmmede, talehæmmede og døvblinde, og for interaktiv kommunikation gennem mobil kommunikation, som modtages på lige fod med ikke-handicappede — dvs. med hensyn til anvendelighed og tjenestens og udstyrets kvalitet, udvalg, tilgængelighed og pris.

6.4.7

Der er behov for at løse problemet med interoperabiliteten af de eksisterende systemer, som anvendes af personer med sensoriske handicap. Handicappede bør kunne foretage et realtidsopkald i Europa og globalt uden problemer.

6.4.8

Selv om internettet i stigende grad anvendes som et værktøj for offentlige tjenester og kommunikation, oplever handicappede fortsat store adgangsproblemer, når de vil benytte det. Som eksempel på tilgængelighedsproblemer med hensyn til bredbånd kan nævnes, at nye taletjenester såsom Voice Over Internet Protocol (VOIP) allerede tilbyder bredbåndsbaserede »telefonitjenester«, en billig tjeneste, som er meget attraktiv for brugerne, især hvad angår internationale opkald. Der er imidlertid ingen garanti for, at VOIP vil give adgang til alarmtjenester eller nummeroplysningstjenester. Der bør tages hånd om dette problem.

7.1.1

EØSU opfordrer til, at de europæiske standardiseringsorganisationer forpligtes til altid at tage hensyn til tilgængeligheden, når de udarbejder standarder.

7.1.2

EØSU kræver, at der vedtages EU-standarder og lovgivning, som sikrer harmonisering af kravene om tilgængelighed for handicappede, navnlig inden for følgende områder:

7.2.1

EØSU støtter Kommissionens forslag om at undersøge idéen om en certificeringsordning, produktmærkning og selvcertificering samt disse processers obligatoriske eller frivillige karakter. Udvalget støtter inddragelse af alle interesserede parter, især repræsentative handicaporganisationer. Kommissionen fremsender konklusionerne til EØSU i løbet af 2007.

7.3.1

EØSU opfordrer EU-medlemsstaterne til fuldt ud at omsætte direktiverne om offentlige indkøb til national ret hurtigst muligt og sikre, at stramme bestemmelser vedrørende krav om handicappedes adgang indføjes i den nationale lovgivning.

7.3.2

EØSU opfordrer alle offentlige myndigheder til at indføje tilgængelighedskriterier i deres udbudsproces.

7.3.3

EØSU opfordrer til, at der indføres obligatoriske bestemmelser om tilgængelighed for ikt-varer og -tjenesteydelser i forbindelse med den kommende revision af direktiverne om offentlige indkøb. Det skulle dermed ifølge lovgivningen være forbudt for de offentlige myndigheder at benytte software, hardware eller andre ikt-produkter og –tjenester, der ikke opfylder de eksisterende tilgængelighedsstandarder.

7.3.4

I forbindelse med det standardiseringsmandat, som CEN, CENELEC og ETSI har fået til støtte for europæiske tilgængelighedskrav for offentlige indkøb af produkter og tjenester på ikt-området, opfordrer EØSU EU-medlemsstaterne til at udarbejde en handlingsplan for, hvorledes man bedst anvender den europæiske standard på nationalt plan på grundlag af en fælles og sammenhængende fremgangsmåde.

7.4.1

EØSU kræver, at vigtigheden af e-tilgængelighed og design-for-alle-tilgange samt ergonomiske tilgange til ikt udtrykkeligt anerkendes i alle relevante lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige forslag i EU, specielt i centrale EU-dokumenter om informationssamfundet og i forbindelse med strukturfondsforordningerne, finansieringsinstrumenterne for de nye tiltrædelseslande og i det syvende rammeprogram om forskning.

7.5.1

EØSU opfordrer alle EU-medlemsstater til formelt at indføre version 2 af webadgangsinitiativets retningslinjer (WAI) og til fuldt ud at inkorporere version 2 på alle offentlige websteder.

7.5.2

EØSU opfordrer til, at W3C/WAI/WCAG (retningslinjer for lettilgængeligt webindhold), version 2, niveau 2, som indebærer et højere tilgængelighedsniveau, anvendes på alle webressourcer.

7.5.3

EØSU noterer sig det presserende behov for udvikling af lettilgængelige forfatterværktøjer (11), som webdesignere kan anvende til at sikre, at deres websteder følger W3C/WAI/WCAG 2.0-retningslinjerne, og opfordrer til at gå i gang hermed. Disse værktøjer bør være i overensstemmelse med version 2 af W3C/WAI/ATAG-retningslinjerne (for tilgængelighed i forbindelse med forfatterværktøjer).

7.6.1

Kommissionen bør udfolde en større indsats for at sikre, at medlemsstaterne opfylder deres forpligtelser over for handicappede brugere under de eksisterende direktiver vedrørende elektronisk kommunikation. Det fremgår af de svar, Kommissionen har modtaget på INCOM-spørgeskemaet om lovpakken vedrørende elektronisk kommunikation, at medlemsstaterne ikke har opfyldt deres forpligtelser i tilstrækkeligt omfang.

7.6.2

I de tilfælde hvor en medlemsstat ikke lever op til sine forpligtelser i henhold til EU-lovgivningen, opfordrer EØSU Kommissionen til at indlede en overtrædelsesprocedure over for den pågældende medlemsstat med henblik på at sikre fuld opfyldelse af kravene.

7.6.3

EØSU opfordrer til, at man i forbindelse med kommende ændringer af EU-lovgivningen vedrørende elektronisk kommunikation i betydelig grad strammer tilgængelighedsbestemmelserne og gør dem obligatoriske.

7.6.4

EØSU opfordrer til, at Kommissionen offentliggør en sammenlignende statusrapport over medlemsstaternes aktiviteter på e-tilgængelighedsområdet, og til, at der tages retsskridt, såfremt medlemsstaterne ikke har opfyldt deres forpligtelser i henhold til de respektive direktiver vedrørende elektronisk kommunikation.

7.6.5

EØSU opfordrer til en styrkelse og udvidelse af anvendelsesområdet for tilgængelighedsbestemmelserne for tjenester og udstyr i EU-direktiverne vedrørende elektronisk kommunikation. I særdeleshed:

7.7.1

EØSU konstaterer, at medlemsstaterne ifølge Kommissionens strategi for det europæiske informationssamfund (12) skal rapportere årligt om resultaterne og om, hvorledes de vil gennemføre deres nationale reformprogrammer.

7.7.2

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at indføje et særskilt kapitel om e-tilgængelighed og e-integration i deres årlige rapport, og opfordrer Kommissionen til at støtte denne opfordring.

7.7.3

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at fastsætte klare og udtrykkelige mål og tidsplaner for gennemførelsen af e-tilgængelighedsbestemmelserne i de nationale handlingsplaner.

7.8.1

EØSU opfordrer EU-beslutningstagerne til at sikre, at handicappede brugere fra repræsentative handicaporganisationer høres fuldt ud og på linje med andre og inddrages systematisk i udviklingen og udformningen af varer og tjenester samt i udviklingen af standarder. EU-institutionerne bør stille ekstra ressourcer til rådighed for at sikre, at handicappede brugere kan deltage i tilstrækkeligt omfang i processen.

7.9.1

EØSU opfordrer regeringer og erhvervsliv til at udvikle og støtte foranstaltninger til fremme af ikt-uddannelse af handicappede personer og visse ældre i et livslang læringsperspektiv samt i andre grupper af udstødte, således at de får bedre, nemmere og billigere adgang til disse teknologier.

7.9.2

Bevidsthedsskabende foranstaltninger såsom fremme af en europæisk design-for-alle-læseplan rummer store muligheder for at øge forståelsen for og integreringen af tilgængelighed på ikt-området.

7.9.3

EØSU opfordrer Kommissionen, alle medlemsstater og erhvervslivet til aktivt at fremme og inkorporere en design-for-alle-læseplan i alle uddannelsesprogrammer på ikt-området.

7.9.4

EØSU opfordrer erhvervslivet til at sikre systematisk intern eller ekstern uddannelse af de ansatte inden for tilgængeligt design.

7.10.1

EØSU vil bestræbe sig på at »bringe sit eget hus i orden« og sikre, at det selv respekterer tilgængelighedsprincipperne og -metoderne i sine offentlige indkøb.

7.10.2

EØSU vil undersøge, i hvilket omfang der bør foretages forbedringer for at sikre fuld og lige adgang for handicappede til EØSU's websted, computersoftwaresystemer og ikt-udstyr.

7.10.3

EØSU vil indføre interne procedurer for at sikre, at alle dokumenter udsendes i et tilgængeligt format.

9.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/33

1.1

EØSU støtter ændringen til Rådets forordning (EF) nr. 2037/2000 (art. 4, stk. 3, nyt litra i), er enig i tilføjelsen af Europa-Parlamentet som medlovgiver i titlen på den pågældende forordning, og støtter den foreslåede ændring af retsgrundlaget for forordningen.

2.1

Ændringsforslaget vedrørende forordning (EF) nr. 2037/2000 går ud på i art. 4, stk. 3, at tilføje et litra i), med ændring af basisåret for tildeling af kvoter af hydrofluorcarboner til de medlemsstater, der tiltrådte EU den 1. maj 2004: kvoterne vil for disse lande ikke længere blive tildelt på baggrund af 1999-kvoterne, men derimod på baggrund af gennemsnittet af den procentvise markedsandel i 2002/2003.

2.1.1

Ændringen af basisåret imødekommer blot et handelsmæssigt behov. Der undgås herved, at virksomheder, som først er kommet ind på markedet efter 1999 udelukkes, og lige som fordelingen af de samlede kvoter, hvis samlede omfang overhovedet ikke ændres, kun påvirkes i mindre omfang. Der er således ingen merpåvirkning af miljøet. Ved at ændre basisåret imødegår man også eventuelle fremtidige indsigelser over mulige overtrædelser af principperne om »ikke-forskelsbehandling og retmæssige forventninger«.

2.2

EØSU noterer sig og støtter tilføjelsen af Europa-Parlamentet som medlovgiver sammen med Rådet i titlen på den pågældende forordning.

2.3

Endelig støtter EØSU ændringen af retsgrundlaget for selve forordningen, der ændres fra tiltrædelsestraktatens art. 57, stk. 2 til EF-traktatens art. 175, stk. 1, som fastlagt i tillæg 1, korrigendum 1 og aftalt i »Miljøgruppen« den 21. oktober 2005.

9.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/34

1.1

Sigtet med denne tillægsudtalelse er at foreslå nogle yderligere operationelle etaper og redskaber i forhold til udtalelsen »Kulturens sociale dimension« vedtaget af EØSU den 31. marts 2004.

1.2

Begrebet »kulturens sociale dimension« søges præciseret via tre nøgleord. Via nøgleord, der er velkendte her i EØSU, og som konstant udgør omdrejningspunktet for vore analyser. Disse nøgleord er »vidensamfundet«, »globaliseringen af økonomien« og »civilsamfundet«.

1.3

Denne udtalelse gentager ikke a priori hypoteserne i første udtalelse vedrørende tilvejebringelsen af nye strukturer som »observationscenter«, »laboratorium« og »taskforce«.

1.4

EØSU beder imidlertid Kommissionen om at præcisere, hvilke kvantitative og kvalitative indikatorer der gør det muligt at hævde, at de nuværende redskaber i EU er tilstrækkelige til at måle følgende:

1.5

I udtalelsen foreslås det, navnlig i forbindelse med året for det tværkulturelle år for dialog — år 2008 — at Kommissionen forelægger en yderst detaljeret rapport om tværkulturel dialog som fænomen og mål. EØSU er rede til at bidrage meget aktivt til udarbejdelsen af en sådan rapport.

1.6

Det foreslår ligeledes, at man giver sig i kast med nye kulturelle overvejelser over kultur. Begrebet kultur synes fortsat alt for overvejende at være fokuseret omkring kulturarv og bevarelse af kulturarven og i meget mindre grad om begreber som kreativt arbejde, processer og nye forestillinger. Kulturen giver fortsat kun lidt plads til samfundets, økonomiens og miljøområdets egen kulturelle frembringelseskapacitet.

1.7

EØSU ønsker, at man trækker på Dublin-Instituttets arbejde på disse områder. Det foreslår, at hver gang EØSU behandler disse emner eller hver gang der melder sig et behov for »kulturelle revolutioner« eller »mentalitetsændringer«, »ændringer af nedarvede modeller«, så skal disse begreber underkastes en konkret analyse i det mindste ét særligt afsnit.

1.8

Det understreger, hvorledes fremgangsmåden med »god eller bedste praksis« kunne blive et af de vigtigste redskaber for dialog, udveksling, overførsel af viden og kultur, hvis man bevæger sig ud over det rent retoriske aspekt,

2.1

Udtalelsen mundede ud i en række hypoteser:

2.2

hævde EØSU's kulturelle mission, på trods af at EØSU hidtil ikke har fået overdraget formel kompetence på dette område,

2.2.1

bidrage til gradvis at etablere et europæisk observationscenter for kulturelt samarbejde, der sammen med Europa-Parlamentet kan udarbejde en selvstændig årsrapport.

2.2.2

opbygge et tæt samarbejde mellem Europa-Parlamentet og EØSU, der ud over oprettelse af det omtalte observationscenter giver mulighed for at »fastlægge et årligt mål for fremme af mindst én virkelig fælles værdi«,

2.2.3

angive konturerne af et laboratorium for kulturelle forandringer på det sociale, økonomiske og miljømæssige område,

2.2.4

etablere en europæisk »taskforce«, der kan »fremme den kulturelle og kunstneriske udvikling i konfliktområder«.

2.3

Denne tillægsudtalelses berettigelse beror på, at udtalelsen var blevet udarbejdet meget hurtigt. Europa-Parlamentet bad os ved afslutningen af dets valgperiode om at iværksætte et forløb og et partnerskab EØSU/EP. EØSU gik så meget mere entusiastisk i gang med videreførelsen af dette arbejde, som der syntes at opstå en acceleration på to områder inden for selve tilgangen til den kulturelle »dimension« inden for EU-institutionerne.

2.3.1

Kommissionsformand, J. M. Barrosos første erklæringer om, at »kulturens tid nu er inde« og at »de kulturelle værdier i værdihierarkiet ligger over de økonomiske værdier« (1) forekom meget opmuntrende og syntes tilmed at markere et afgørende vendepunkt. Dette var den første acceleration.

2.3.2

Den anden acceleration hidrører fra EØSU selv. Denne anden acceleration startede med den enstemmige vedtagelse af formanden Anne-Marie Sigmunds program, hvor kultur står som en central prioritet.

2.3.3

Det må dog konstateres, at disse præmisser fortsat er svage. Programmet forelagt af den nye Kommissionen konkretiserer nemlig ikke reelt dette vendepunkt. Det henviser ikke en gang til det nye værdihierarki, som styrker kulturens plads. Kommissionens kulturprogram for 2007-2013 forelægges pr. definition ikke for EØSU. Derfor skal der ikke fremsættes bemærkninger hertil i denne udtalelse ud over den bemærkning, at programmet ikke umiddelbart synes at tage højde for »kulturens sociale dimension«. Og ud over den bemærkning, at budgettet er noget mindre end det, Europa-Parlamentet gerne havde set afsat til dette program. Men selv i lyset af den prioritet, kulturen har i EØSU's program, ville det være overdrevet at sige, at dette allerede har givet sig mærkbart udtryk.

2.3.4

Derudover har den tænkepause, som Rådet indførte efter Frankrigs og Nederlandenes nej til forfatningstraktaten (traktaten gør kulturen til et af Unionens mål (art. I — 3, stk.3) og ændrer beslutningsmekanismerne på det kulturelle område og gør det i vidt omfang muligt at overvinde det lammende enstemmighedskrav(art. I-17 og III-280)) samt det meget beskedne kompromis om EU's finansielle overslag skabt uvished om kulturens stilling, hvilket i endnu højere grad gælder »kulturens sociale dimension« i et regenereret EU.

3.1

Udtalelsen om »kulturens sociale dimension« vedtaget af EØSU opstillede i første omgang tre vigtige overvejelser:

3.2

Hensigten er i denne tillægsudtalelse af finde de tyngdepunkter og nøgleord, der så enkelt som muligt kan afspejle disse første overvejelser inden for rammerne af de nuværende fællesskabspolitikker.

3.3.1

Som nævnt i udtalelsen om »Kulturens sociale dimension« finder den udstrakte tilbøjelighed til mentalisering, intellektualisering af alle arbejdsområder, herunder forbrugs-»arbejde«, den større rolle som her tillægges relationelle stilistiske og kreative kriterier en særlig udmøntning i Europa. Dette må formodes at være baggrunden for de forskelle i konkurrenceevne, tiltrækningskraft, god adfærd og iværksætteri, som kendetegner Europa, og som kan udbygges i forholdet til jordklodens øvrige geokulturelle områder. EU bør kunne opfattes som en »kreativ økonomi«.

3.3.2

Dette spørgsmål vedrørende arbejde samt kulturel og kunstnerisk beskæftigelse og vedrørende kulturøkonomi er et af de punkter, som EØSU i lægger vægt på i udtalelsen og det ønsker, at man i højere grad trækker på Dublin-Instituttets arbejde. Det ville være nyttigt at analysere, hvorledes de former, som det kulturelle og kunstneriske arbejde antager, fører til en mere kreativ evaluering af arbejdet globalt set og bidrager til at skabe en videnbaseret økonomi.

3.3.3

Vort udvalg stiller sig ikke tilfreds med blot at konstatere, at det »finkulturelle« område endnu er alt for adskilt fra de kulturelle aspekter af teknik, økonomi, samfundsforhold, sundhedsforhold og miljø. EØSU arbejder bevidst på at fjerne dette skel, navnlig via sin konstante indsats for at konkretisere livslang læring såvel som det »lærende« samfund.

3.3.4

Det uhyre behov for aktiviteter og arbejdspladser, som både er fleksible og sikre, inden for formidling, mægling, kunst, alle former for repræsentation, inden for viden om viden, kolliderer mod beskæftigelsesmodeller, der paradoksalt nok både er stive og prekære.

3.3.5

De stive nedarvede hierarkier inden for anerkendelse af erhvervsuddannelser kan ligeledes udgøre en hindring for fremkomsten af nye erhverv. Mere generelt kan man konstatere en manglende økonomisk udnyttelse af immaterielle frembringelser, kunstneres og kulturarbejderes samt deres værkers alt for ringe bevægelighed i EU. Der er ligeledes mangel på sammenligning og gensidig tilrådighedsstillelse af kulturelle innovationer, hvorved man kan undgå i det uendelige at reeksperimentere med noget allerede kendt.

3.3.6

Succes'en med programmer som ERASMUS og Fjernsyn uden grænser, de europæiske kulturprogrammers bidrag til genopretningen af industrielt udpinte områder og til at sætte nyt skub i storbyområderne ved at udvikle kunstneriske aktiviteter på højt niveau på deres områder, den øgede tiltrækningskraft, som Europas kulturhovedstæder varigt drager fordele af, er et første bevis på, hvad »kulturens sociale dimension« betyder. Dette at EU, hvis kompetencer kun sigter på at ledsage de nationale politikker, ikke desto mindre allerede ofte fremstår som en afgørende aktør i en lang række kulturelle fremtrædelsesformer og begivenheder viser, at der er tale om en løftestangspolitik. Den konstante tilføring af data til en vidensbank kan få betragtelige spredningsmæssige følger.

3.3.7

Omvendt viser de betydelige indtægtstab og den manglende udvikling af forbindelser i hele den økonomiske og sociale struktur, når festivaler og kulturarrangementer blot midlertidigt indstiller deres aktiviteter, hvor stor virkningen af den holistiske effektivitet er på den bæredygtige udvikling, på beskæftigelse og kunstnerisk, kulturel og formidlingsmæssig praksis, på den frie bevægelighed og på den gensidige berigelse.

3.4.1

Efter EØSU's opfattelse skyldes de middelmådige resultater i forhold til de ambitiøse mål i Lissabon-strategien væsentligst, at man har undervurderet den menneskelige, kulturelle og deltagelsesmæssige faktor. I en »globaliseret økonomi« er det kun via fremme af en europæisk kultur, der ikke længere (ad)skiller eller rangordner de økonomiske, sociale og miljømæssige faktorer, at det bliver muligt for Europa at stoppe eller vende det udviklingsdifferentiale, der vokser sig større og større til ugunst for Europa i forhold til andre områder på kloden.

3.4.2

I mange europæiske lande, såvel som i andre egne af verden, er kunst- og kulturindustriens økonomiske betydning nu ubestridt og bekræftes af mange rapporter, studier og kvantificerede evalueringer. I disse sektorer er der således oprettet mange virksomheder og arbejdspladser de seneste år. Man kan ikke ignorere, at tendensen i den henseende går i retning af oprettelsen af små virksomheder, af mikrovirksomheder og enmandsvirksomheder, og at den tendens har komplekse sociale følgevirkninger.

En af virkningerne er behovet for at opbygge netværk, fordi opgaverne på grund af virksomhedernes begrænsede størrelse ofte må deles. Dette kræver, at de berørte aktører er kompetente inden for kommunikations-, forhandlings- og præsentationsteknik og besidder viden om aftaleret og ordninger for tildeling af licenser.

Disse kompetencer, som er absolut nødvendige for moderne virksomheder, stiller ofte de mindre virksomheder over for store udfordringer, da de ofte ikke har den viden eller kun har den delvis, og at dette at benytte professionel bistand ofte er for belastende for virksomhedens økonomi, også selv om andre små og mellemstore virksomheder er blevet fuldstændig kompetente på dette felt.

Socialpolitikken skal finde svar på spørgsmål vedrørende social sikring (f.eks. syge-, pensions- og arbejdsløshedsforsikring), som er et resultat af de nye virksomhedsstrukturer og ansættelsesformer osv.

3.4.3

En anden social dimension hidrører fra, at virksomheder som arbejder i de nye økonomiske sektorer som den kreative industri, ofte er isolerede, fordi de arbejder på områder, der endnu ikke eller kun i beskedent omfang har referenceværdi, kontraktmodeller, sektorindikatorer osv. Dette aspekt er også vigtigt for den kommende udvikling af den kreative industri og bør medtænkes korrekt, så meget desto mere som disse basisinformationer på grund af den øgede globalisering og behovet for at stå sig i den internationale konkurrence netop er afgørende for det økonomiske fremskridt.

3.4.4

EU er så meget desto bedre i stand til at forstå, hvorledes globaliseringen påvirker og vil påvirke fremkomsten nye internationale kulturelle værdier, som det selv skal omdefinere sine egne mål. Dette sker på et tidspunkt, hvor EU ikke er og ikke længere kan være en klub, en føderation, der kun består af »moderne« relativt homogene stater økonomisk, kulturelt og åndeligt set. Dette sker også på et tidspunkt, hvor det har åbnet sig for den protestantiske, ortodokse og islamiske verden, og hvor det indleder optagelsesforhandlinger med Tyrkiet — en udvidelse, der vil være helt unik, hvis den lykkes. Dette sker på et tidspunkt, hvor EU metodisk tilrettelægger sine forbindelser med de umiddelbare naboer og hvor det skal tage sin plads, sin helt specielle rolle i globaliseringen, i en internationaliseringen, hvis parametre også meget hurtigt har ændret sig, op til fornyet overvejelse (2).

3.4.5

Et »kulturens Europa« hidrørende fra nationalstater, som i historiens løb har excelleret i krigsførelse, kolonisering og imperialisme, er i dag den måske mest passende form for »magtens Europa« i og med, at det er i stand til at eksportere, sprede og »professionalisere« en fredelig og civiliseret kvalitetskultur. Hermed er vi tilbage ved selve den ide, der lå til grund for opbygningen af EU. Et ønske om at globalisere freds- og udvekslings- og relationsværdier og –teknikker i stedet for hierarkisk dominans.

3.5.1

Dette at EØSU, hvis formelle kompetenceområde ikke eksplicit omfatter kultur, på foranledning af sin formand vedtager et globalt handlingsprogram, hvor kultur har fået prioritet  (3) er i sandhed et markant politisk signal.

3.5.2

Det er ligeledes en markering, der går imod enhver form for dominans, der alene er baseret på økonomi, er udtryk for snævert produktivistisk eller tilmed udelukkende social eller miljømæssig tankegang. Denne markering er så meget desto mere værdifuld, som det hidrører fra EU's økonomiske og sociale aktører, fra det organiserede civilsamfund inden for alle områder af produktion, forbrug og omfordeling.

3.5.3

Denne europæiske kultur i bevægelse, som forenes via de aktuelle historiske udvidelser, er resultatet af en særlig historie og en udviklingsform, som ikke kendes andre steder fra (4). Det er så meget desto vigtigere at visualisere den klart, som den kan modvirke det, der ikke kan skjules eller undervurderes, nemlig at »offentligheden i de enkelte EU-medlemsstater udviser omfattende mangel på interesse og nysgerrighed, eller ligefrem ligegyldighed, over for de andre EU-lande«. (5) De politiske initiativer (EU's kulturprogrammer) kan ganske vist udfylde dette tomrum markant, men kun en »holistisk« tilgang til kultur og den fulde anerkendelse af kulturens sociale dimension kan overvinde problemet.

3.5.4

Det er i et samspil med sociale bevægelser, kulturelle netværker, arbejdsmarkedsparter og ikke blot mellem institutioner, at den mangfoldighed af problemstillinger, som melder sig ved tilvejebringelsen af et reelt socialt og kulturelt demokrati, bør udbygges. Indførelsen af en etik og en teknologi for samarbejdet mellem samtlige parter må nok anses for at udgøre en af hovedudfordringerne, hvis man konstruktivt skal bevæge sig i retning af en et verdensomspændende kulturel helhed, der bygger på fredelig adfærd.

3.5.5

Vore samfund kan ikke længere tillade sig ikke at anerkende og inddrage samtlige aktører og samtlige miljøer. Det europæiske handicapår og EØSU's udtalelser og initiativer om dette emne, såvel som om de øvrige emner knyttet til forskelsbehandling og dyb fattigdom, viser, at samfundene bedømmes ud fra den plads og rolle, som de tildeler de svageste og de mest udsatte. Målet skal ikke blot være at give dem den plads, der tilkommer hver enkelt, men at sikre, at den kulturelle merværdi af deres kamp mod elendighed gør det muligt at forny den moderne humanisme. Over for de klassiske modeller for rangordnet kommandostruktur og »understøttet afhængighed« (jf. velfærdsstatens forskellige former) bør man i dag snarere opstille en model bestående i aktiv medinddragelse af den enkelte og »initiativ« til samtlige økonomiske, sociale, familiemæssige og kulturelle aktører. Med andre ord kan »civilsamfundet«, om end det ikke direkte tragter efter magten, ikke længere præsenteres i underordnet position eller blot som en modvægt i den nye demokratiske forestillingsverden, hvor der er behov og mulighed for en globaliseret økonomi. Civilsamfundet skal, hvis det vil bane vejen for sin egen fremtid, væbne sig mod vilkårlighed, fremme solidariteten og dens værdier og hæge om evnen til »at tænke i fællesskaber« og de løfter, der ligger i en sådan tænkning.

4.1

EØSU tager ad notam, at opbygningen — i det mindste for tiden — af nye strukturer som »observationscentre«, »laboratorier«, »taskforcer« fremstår enten som unødvendige, tidsmæssigt malplacerede eller urealistiske i vore institutionelle partneres (dvs. Kommissionen Europa-Parlamentet) og til dels også i vore egne øjne.

4.2

Kommissionen og formentlig også Europa-Parlamentet synes at mene, at nettet af strukturer, navnlig allerede eksisterende observationscentre af forskellig art, kan levere de nødvendige resultater vedrørende kulturelt samarbejde i EU, uden at det er nødvendigt at opfinde nye instrumenter.

4.3

EØSU beder imidlertid Kommissionen om at udarbejde kvantitative og kvalitative indikatorer — og forklare de allerede eksisterende — der kan gøre det muligt at argumentere, kanalisere og evaluere målsætningerne om fremskridt inden for den tværkulturelle dialog, kunstnernes og værkernes bevægelighed, overførsel af viden og begreber mellem forskellige områder, som hidtil har været hermetisk lukkede over for hinanden.

4.4

EØSU ønsker ikke kun ex post at kontrollere de kvantitative fremskridt inden for disse målsætninger. Den store stigning i tværkulturelle kontakter og arrangementer i det udvidede EU, det mere udbyggede enhedsmarked, navnlig på tjenesteydelsesområdet, kan kun vokse yderligere.

Spørgsmålet er, om en målbar vækst i det kulturelle forbrug og turismen rent mekanisk betyder øget viden, mere opmærksomhed eller mere kultur. Den stigende udstødelse, racisme (selv der, hvor langsigtede integrationspolitikker og/eller multikulturelle tiltag som i Nederlandene og Frankrig syntes at have tilvejebragt stabile modeller), samt afkoblingen mellem særinteresser og almenvellets interesser, splittelse i stedet for konvergens bør ikke blot kvantificeres og kvalificeres, men forstås.

4.5

Desuden ved alle jo, at en lang række af de nationale, selv meget resolutte kulturpolitikker, som man i årtier næsten konstant har ført i EU-landene, næsten ikke har ændret den nedarvede sociale lagdeling.

4.6

Det er derfor, EØSU lægger så kraftig vægt på, at EU giver sig i kast med en selvransagelse med gensidig udspørgen mellem medlemsstaternes kulturpolitikker. EU bør være et område, der befordrer nye kulturelle overvejelser over kultur. Forberedelsen af året for tværkulturel dialog (2008) bør være anledning til, at Kommissionen forelægger en meget detaljeret rapport om denne dialogs reelle omfang, de vedvarende eller nye hindringer herfor, de nye hypoteser, der kan formuleres med henblik på uddybning af den kulturelle dialog. EØSU er rede til, navnlig via indfaldsvinklen »kulturens sociale dimension« og også via indfaldsvinklen »det sociales kulturelle dimension«, især set i relation til »forholdet mellem generationerne«, at bidrage meget aktivt til udarbejdelsen af en sådan rapport.

4.7

I denne tillægsudtalelse fremsættes der desuden forslag til:

4.7.1

en permanent »kulturel hygiejne« i EØSU: hver gang en udtalelse behandler emner, hvor det kulturelle aspekt forekommer at være en afgørende faktor, bør en del af udtalelsen udtrykkeligt være helliget dette aspekt. Man bør ikke længere blot abstrakt appellere om nødvendige »kulturelle revolutioner«, om absolut uomgængelige »mentalitetsændringer« om uundgåelige ændringer af nedarvede modeller, som nu er forældede. Mulighedsbetingelserne for sådanne kulturelle forandringer bør behandles så konkret som muligt.

4.7.2

der bør gives mere opmærksomhed til den åbne koordinationsmetode og til anvendelsen af god praksis. Måske burde man skærpe begreber og procedurer, så de får mere konkret operationel slagkraft.

På den måde kan pejlinger, overførsel af viden og kulturelle forandringer, som fører til mere effektive, økonomiske og konvergerende reformer, mere klart formuleres, anvendes og således reproduceres.

4.7.3

et ønske fra EØSU — som udgør det ideelle forum for nationale, erhvervsmæssige, sociale og samfundsmæssige kulturmøder — gående ud på i præcise sektorer at finde, hvad der kan udveksles fra et praksisområde til et andet. For eksempel mellem sundhedssektoren og undervisningssektoren, hvor de næsten parallelle kulturelle forandringer — såvel de aktuelt pågående som de ønskelige — med henblik på at regulere disse komplekse systemer på en ny måde, ville kunne fremmes via mere konfrontation, mere udveksling og mere medejerskab. Her kan man nævne parallellerne mellem en nedbrydning af grænserne mellem de forskellige professionelle praksisformer via fremme af multidisciplinære arbejdsfællesskaber. Målet er at fjerne de vandfaste skodder og skyklapper mellem forskellige fagområder. Og at de fremskridt, der så småt ses på et område, hurtigere og mere fuldstændigt end vanligt kan gavne andre områder. Og at en systemtænkning, der ikke længere adskiller økonomi, social- og samfundsanliggender og miljø, kan føres i marken som det mangfoldige Europas kulturelle enhed i bestræbelsen på at forbedre dets folks levevilkår.

9.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/39

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg hilser med stor interesse Kommissionens dokument velkommen, i hvilket JEREMIE-programmet (1) (Joint Resources for Micro to Medium Enterprises — Fælleseuropæiske midler til mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder) præsenteres.

1.1.1

EØSU takker Danuta Hübner, kommissær for regionalpolitik, og GD Regio og EIF for den indsats, de gør for at udvikle dette vanskelige program og for den støtte, som de har givet EØSU's arbejde.

1.1.2

EØSU har altid støttet Kommissionens initiativer, der skal give mikrovirksomheder og SMV'er lettere adgang til lån, idet det ligesom Europa-Parlamentet er overbevist om, at dette altid har været et svagt punkt for mindre virksomheder.

1.1.3

Styrkelse af små virksomheder er et grundlæggende element i Lissabon-strategien, da det har betydning for innovation, skaber stabil beskæftigelse og bidrager til den løbende uddannelse af arbejdsstyrken.

1.1.4

EØSU har i en række udtalelser, og særlig i udtalelser udarbejdet siden 1982 (2), understreget Kommissionens indsats, og særlig indsatsen fra GD XXIII (3), for at hjælpe virksomheder med at forbedre deres forbindelser med lånesystemet, herunder specielt bankerne.

1.1.5

EØSU har også understreget behovet for bred inddragelse af arbejdsmarkedets parter i alle virksomhedsrelaterede problemer, og særlig problemer vedrørende lån, da de har en væsentlig indvirkning på velfærden og samfundsudviklingen.

1.2

I løbet af 1990'erne bestræbte GD XXIII (4) sig på at løse låneproblemerne og arbejdede tæt sammen med organisationer, der repræsenterede håndværkssektoren og SMV'er. De forskellige europæiske konferencer for håndværksvirksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV) (5) og de mange forberedende møder (i gennemsnit 10 møder før hver konference, som flere hundrede små virksomheder deltog i) har:

1.2.1

På grundlag af de ovennævnte erfaringer og i lyset af den nye programperiode 2007-2013 og Lissabon-strategiens mål finder EØSU, at det vil være hensigtsmæssigt, at der på møder i medlemsstaterne med repræsentanter for arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet informeres bredere om de nye programmer, især dem, der er rettet mod mikrovirksomheder og små virksomheder.

1.2.2

På trods af foranstaltningerne og bestræbelserne gennem de seneste 20 år mangler mange regioner i EU-25, og særlig de dårligst stillede regioner, imidlertid et projekt, der kan koordinere og finjustere de mange eksisterende låneinstrumenter.

1.2.2.1

Næsten 4 millioner virksomheder eller 20 % af de eksisterende virksomheder mener, at dårlig adgang til finansiering er en alvorlig hindring for deres vækst (9).

1.2.2.2

Kun omkring 20-30 000 virksomheder har været i stand til at anvende EU's finansielle instrumenter (10), hvilket afslører den gabende kløft mellem den måde, emnet fremstilles på, og de praktiske resultater. Dette sætter skub i overvejelser om de praktiske muligheder for at gribe ind med ordninger, som kan styrke inddragelsen af de finansielle institutioner og give bedre resultater.

1.2.2.3

EØSU er klar over behovet for at øge indsatsen for at give bedre information om de lånemuligheder, som Kommissionen, EIB, EIF, EBRD samt de nationale og regionale myndigheder stiller til rådighed. Mikrovirksomheder og små virksomheder er meget ofte udelukket fra informationskanaler, hvilket dog delvis er deres egen skyld.

1.3

JEREMIE kunne derfor præsenteres som et »intelligent« redskab til koordinering og rationalisering af de nuværende muligheder.

1.3.1

JEREMIE-initiativet hører under anvendelsesområdet for Samhørighedspolitikken til støtte for vækst og beskæftigelse: EU's strategiske retningslinjer. EØSU's holdning til dette kan opsummeres som følger:

1.3.2

EØSU understreger, at det er vigtigt, at Kommissionen støtter JEREMIE-initiativet, ikke kun udadtil, men også gennem intern koordination mellem de tjenestegrene, der forvalter støtteforanstaltninger vedrørende mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder, samt ved at oprette et »JEREMIE-kontaktpunkt«, der skal være en enhed, som informerer om og koordinerer de forskellige aktioner for at give de bedst mulige resultater.

1.3.3

EØSU finder, at Kommissionen hvert andet år burde fremlægge en rapport for Europa-Parlamentet, Rådet, Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om programmets forløb og effektivitet, således at de værdifulde erfaringer, der gøres, kan komme andre sektorer til gavn.

1.3.4

Endelig anbefaler EØSU, at der skal sikres fuld overensstemmelse med principperne om besparelse, effektivitet og gennemsigtighed i udbuds- og udvælgelsesprocedurer, forvaltning af de regionale holdingfonde og godkendelse af de finansielle formidlere, der har ansvar for projektstyring. Der skal navnlig sikres fuld overensstemmelse med den relevante fællesskabslovgivning, selv i tilfælde af enerettigheder. Det skal være muligt at pålægge sanktioner, afskedige ineffektive holdingfonde og revidere listen over godkendte finansielle formidlere.

2.1

EØSU har gentagne gange understreget den rolle, som små virksomheder spiller i de enkelte medlemsstater — ikke kun økonomisk, men også socialt — og har særlig gjort opmærksom på dette i en række udtalelser, herunder de udtalelser, der blev udsendt i 1992 (13), 1997 (14), 2001 (15) og 2003 (16), sammen med andre udtalelser om det europæiske charter for små virksomheder (17).

2.1.1

Mikrovirksomheder og små virksomheder spiller en vigtig rolle i den europæiske økonomi. De omfatter godt 25 millioner virksomheder, udgør 99 % af alle virksomheder, beskæftiger næsten 95 millioner mennesker og står for 55 % af alle job i den private sektor (18).

2.1.2

Disse tal understreger SMV'ers betydning og rolle i Lissabon-strategien samt behovet for at etablere et stærkt partnerskab med repræsentanterne for arbejdsmarkedets parter, således at der kan tilvejebringes nye samarbejdsformer (19), som kan føre de sociale og økonomiske værdier, som er grundlaget for Europas sociale markedsøkonomi, ud i livet (20).

2.1.3

De primære problemer i forbindelse med mikrovirksomheders og små virksomheders etablering og udvikling er anført i prioriteret rækkefølge:

2.1.4

Adgang til lån er derfor en forudsætning for etablering af en virksomhed, og det er en grundlæggende betingelse for vækst og udvikling i mikrovirksomheder og små virksomheder, som mærker virkningerne af lånesystemets begrænsninger tydeligere end store virksomheder.

2.1.5

Kun den direkte kontakt med virksomheden og dens problemer og virksomhedens kendskab til lånemulighederne, herunder specielt i det område, hvor den driver virksomhed, gør det muligt at udnytte de positive aspekter ved låntagning. Dermed dæmmes der op for store stivheder i lånearrangementerne og heraf følgende stigning i risikograden, frem for alt set i forhold til udviklingen omkring Basel-aftalerne. Virksomhederne skal derfor finde deres eget finansielle ligevægtspunkt og identificere de nødvendige værktøjer.

2.1.6

Selvfinansiering spiller en central rolle, selv om små firmaer kun sjældent kan gennemføre deres egne investeringsplaner ved hjælp heraf. I 90 % af tilfældene er det nødvendigt:

2.1.7

Et af de instrumenter, som små virksomheder ofte nærer mistillid til, er risikovillig kapital. Kun 5-6 % af de utallige mikrovirksomheder (21) og små (22) virksomheder (hvoraf 90 % er enkeltmandsvirksomheder eller interessentskaber) gør brug af risikovillig kapital. Hvis man vil undgå, at dette finansieringsinstrument kun anvendes marginalt, skal der udtænkes nye typer risikovillig kapital, som også kan anvendes i forbindelse med personlige virksomheder.

2.1.8

De vigtigste foranstaltninger, der kan mindske afstanden mellem finansverdenen og mikrovirksomhederne og de små virksomheder, kan opsummeres som følger:

2.1.9

Analyserne og vurderingerne af behovene og mulighederne i den indledende fase af JEREMIE bør gennemføres i de enkelte regioner i EU under inddragelse af de berørte økonomiske og sociale partnere i et effektivt og ansvarligt partnerskab.

2.2.1

Det afhænger af den økonomiske udvikling og markedsudviklingen, hvor svært det er at få adgang til lån som nævnt ovenfor. Konvergensregionerne (25), der har størst behov for låneinstrumenter for at fremme beskæftigelsen ved hjælp af iværksætteri, er faktisk de regioner, hvor det er sværest at få adgang til lån, og hvor rentesatserne er højere end i mere udviklede regioner (26).

2.2.2

EIB-lån, der bevilges på skift (27) til depotbanker til fordeling mellem SMV'er til variable, lave rentesatser (28), anvendes primært af banker, der driver virksomhed i udviklede regioner, hvor konkurrencen mellem banker er større, og ydelse af EIB-lån er en måde at holde på og skabe loyale kunder.

2.2.3

Da der ikke er ret mange banker, særlig kooperative banker eller industri-andelsbanker, i de mindre udviklede regioner, er der ikke stor konkurrence mellem bankerne og heller ikke særlig stor opmærksomhed rettet mod små virksomheder. Derfor anvendes EIB's interessante instrumenter sjældent i sådanne regioner.

2.2.4

Hvis der kort sagt ikke gøres en indsats for at vende denne udvikling, bl.a. ved finansiel mellemkomst fra disse redskaber, som JEREMIE kan tilbyde i kombination med de mere traditionelle EIB- og EIF-instrumenter (29), bliver de fattige regioner dømt til fortsat langsigtet fattigdom.

2.2.5

For at tilvejebringe støtte til lån, særlig i konvergensregionerne, kunne der oprettes en JEREMIE-skranke i EIF, der skulle have til formål at støtte garantier for banklån med sikkerhedsstillelsesinstrumenter via lånekonsortier eller andre organer, som er aktive navnlig i de dårligt stillede regioner.

2.3.1

Mikrovirksomheders og SMV'ers låneadgangsproblemer sætter fokus på en række mangler ved markedet:

2.3.2

Formålet er derfor at afhjælpe markedssvigt med foranstaltninger, som:

2.3.3

På Det Europæiske Råds møde i marts 2005 blev der sat ny gang i Lissabon-strategien, og regeringerne og de økonomiske og sociale partnere blev opfordret til at koncentrere indsatsen omkring tre væsentlige akser:

2.3.4

Medlemsstaterne har af og til store udgifter til at støtte beskæftigelse og jobskabelse, men de bliver berettiget af de sociale resultater (31). Hvis der bevilges et samlet lån på 20 000 euro til halvdelen af SMV'erne i EU-25, dvs. omkring 12 millioner virksomheder, ville de sandsynlige tab på grund af konkurs (32) højst være 6,5 milliarder euro eller 0,07 % af BNP i EU-25. Samtidig ville de fleste virksomheder, hvis der generelt blev ydet lån, kunne konsolidere deres stilling og innovere deres processer og produkter.

2.3.5

Hvis der blev ydet lån gennem lånekonsortier, som kunne optage 50 % af konkurserne, ville tabene blive fordelt ligeligt (fifty-fifty) mellem det pågældende konsortium og banken.

2.3.6

Hvis det accepteres generelt, at lån har en social funktion, bliver det muligt at udvikle de nødvendige finansieringstekniske værktøjer med et bidrag fra offentlige midler, EU-midler og de solidaritetsmidler, som virksomhederne selv bidrager med til lånekonsortier, enten når de bliver registreret hos et konsortium eller i form af en procentdel af bankrenten (33).

2.4.1

Bevillingen af mange små lån, som er nødvendige til virksomhedsetablering og til europæiske mikrovirksomheder og små virksomheder, afhænger af:

2.4.2

Nogle løsninger på disse problemer kan findes i eksisterende instrumenter, som imidlertid bør udnyttes bedre og i større omfang:

2.5.1

Navnlig de sidste år er multiplikatorinstrumentet blevet undersøgt og anvendt af både lånekonsortier og banker til at styrke lånemuligheder (37). Takket være indgående undersøgelser af insolvensbilledet, særlig i konvergensregionerne, kan multiplikatoren tilpasses til den lokale situation. Insolvensprocenten stiger selvfølgelig i de dårligst stillede regioner, hvor den kan nå op på 10 %, mens den for mikrovirksomheder og små virksomheder i de rige regioner ligger i størrelsesordenen 2,5 %.

2.5.2

Potentialet i JEREMIE kan primært anvendes i konvergensregionerne, idet lånekonsortier kan forsynes med personlige garantier, og securitiseringsprocesserne kan fremmes for at give bedre lånemuligheder og udligne svaghederne ved multiplikatorinstrumentet.

2.6.1

Rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (2007-2013) (38) (CIP) rummer forskellige fællesskabsforanstaltninger og -programmer, bl.a. følgende:

2.6.2

Der bør også udføres en undersøgelse af de finansielle instrumenter, der indgår i det fjerde flerårige program (2000-2005), som er forlænget indtil 31.12.2006, med et budget på 531,5 millioner euro (47), som skal indarbejdes i CIP og høre under JEREMIE-strategien.

2.6.2.1

Det fjerde flerårige program omfatter tre søjler:

2.6.2.2

En undersøgelse af, hvordan flerårige programmer som finansielle instrumenter har fungeret, viser, hvilke instrumenter har givet de bedste resultater, og hvilke instrumenter der følgelig kan indarbejdes i JEREMIE-strategien. Disse instrumenter udgør langt den største udgiftspost under det fjerde flerårige program. I 2003 udgjorde de f.eks. 67 % af det samlede budget for programmet (48). Midlerne fordeles på disse finansielle instrumenter som følger:

2.6.2.3

Disse instrumenter blev tidligere anvendt i 1998-2000 under programmet for vækst- og beskæftigelsesinitiativer sammen med andre:

2.6.2.4

Hverken SCA eller JEV har endnu givet særlig store resultater.

2.6.2.5

Ca. 178 000 SMV'er havde benyttet sig af SMV-garantiinstrumentet ved udgangen af 2003 (53) (136 000 inden for vækst- og beskæftigelsesprogrammet, 32 000 inden for lånegarantiprogrammet og 10 000 inden for mikrolånprogrammet).

2.6.2.6

I samme periode havde godt 240 000 SMV'er (54) udnyttet programmet for ETF-iværksætterordningen.

2.6.3

JEREMIE kunne derfor fortsætte med at udbrede erfaringerne fra disse to finansielle instrumenter og derved øge antallet af SMV'er, der modtager støtte, særlig i konvergensregionerne.

2.6.4

Det skal understreges, at kun 0,81 % af europæiske SMV'er de seneste år har benyttet sig af foranstaltninger, som GD Erhvervspolitik, GD Økonomiske og Finansielle Anliggender og EIF i fællesskab har etableret.

2.6.5

Det er imidlertid vigtigt, at der med JEREMIE findes nye veje, herunder de veje, der er fastsat i de nye programmer, særlig på følgende områder:

2.6.6

EØSU er imidlertid overbevist om, at der i forbindelse med disse foranstaltninger er et stort problem med information og uddannelse. De finansielle institutioner og organisationer, der repræsenterer ansatte og arbejdstagere, bør inddrages i løsningen, og den bør være baseret på principperne om virksomhedernes sociale ansvar og det sociale formål med långivning.

2.7.1

Det er efter EØSU's mening vigtigt, at fællesskabslovgivning om udbud for offentlige tjenesteydelser overholdes fuldt ud for at sikre, at JEREMIE-initiativet bliver en succes.

2.7.2

Kommissionens afdeling for JEREMIE og/eller EIF skal under alle omstændigheder sørge for, at udbudsprocedurerne er i overensstemmelse med principperne om besparelse, effektivitet, upartiskhed, ligebehandling og gennemsigtighed. De kontraktdokumenter, som Kommissionen udarbejder på forhånd, skal bl.a. indeholde følgende støttekriterier for virksomheder eller konsortier, som ønsker at deltage:

2.7.2.1

I forbindelse med aftaler om holdingfonde/operationelle programmer for 2007-2015 skal der være fastsat bestemmelser om idømmelse af sanktioner eller iværksættelse af tilbagekaldelse og afskedigelse af en holdingfond på grund af ineffektivitet, uregelmæssighed eller alvorlig forsømmelse. Forvaltningen skal kontrolleres med to års mellemrum med støtte fra de regionale økonomiske interesseorganisationer og arbejdsmarkedets parter og med gennemsigtige procedurer for offentliggørelse af rapporter, som skal fremsendes til de centrale nationale myndigheder, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget.

2.7.3

Finansvirksomheder eller konsortier, der er oprettet i en anden medlemsstat eller i et af de lande, der har undertegnet aftalen om offentlige kontrakter som fastsat i bilaget til WTO-aftalen, skal kunne kvalificere sig på de samme betingelser, som gælder for nationale deltagere, på grundlag af dokumenter, der er i overensstemmelse med lovgivningen i de pågældende lande, og som viser, at alle betingelser for at kvalificere sig er opfyldt.

2.7.4

Disse bestemmelser skal også finde anvendelse på godkendelsesprocedurerne for formidlende kreditinstitutioner. De skal være underkastet ordninger for systematisk overvågning af resultaterne, som fastsættes sammen med repræsentanter for de relevante økonomiske interesseorganisationer og arbejdsmarkedets parter, og også af en regelmæssig revision af godkendelsen. Under alle omstændigheder skal en del af de godkendte medlemmer udskiftes hvert tredje år.

9.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/46

1.1

EØSU glæder sig over Kommissionens komplekse og minutiøse arbejde med forenkling af de administrative procedurer, men peger på en vis uoverensstemmelse mellem udsagnet i begrundelsens start (»Derfor omfatter dette udkast (...) en række tekniske ændringer, der (...) kan foretages under den nuværende finansforordning«) og mange af bestemmelsernes konkrete indhold.

1.1.1

Mange af de »tekniske« ændringer vedrørende forholdet mellem virksomhederne og borgerne har »politisk« betydning og rækkevidde: større gennemsigtighed, forenklede procedurer, hurtigere svar og større tillid til arbejdsmarkedets parter er tegn på en udvikling i »styringen« af den offentlige forvaltning, som man kun kan glæde sig over.

1.2

På den anden side kan EØSU ikke undlade at pege på behovet for forsigtighed. Ønsket om at tilgodese arbejdsmarkedets parter skal kædes sammen med hensynet til, at der må være en grænse for, hvor fleksible forvalterne af de offentlige midler må være. Eventuelle tab skal sammenholdes med reelle indtægter, eller sagt på en anden måde: der må foretages en risikovurdering. Det er vanskeligt, men nødvendigt. Det kan være upopulært blandt administratorerne, men forekommer at være den eneste fornuftige vej at gå.

2.1

Udkastet fastlægger gennemførelsesbestemmelser til den nuværende finansforordning nr. 1605/2002, men — for at forkorte gennemførelsestiden — tager den også en række tekniske ændringer i betragtning, som blev introduceret i det nye forslag til Rådets forordning om finansforordningen (1), der er under vedtagelse. EØSU har allerede afgivet udtalelse om sidstnævnte forslag (2).

2.2

Som i sin tidligere udtalelse vil EØSU her afholde sig fra at kommentere de rent regnskabstekniske aspekter, som det er mere hensigtsmæssigt at overlade til institutionelle organer med faglig kompetence og direkte erfaringer med emnet. EØSU vil derimod som i sin tidligere udtalelse koncentrere sig om de bestemmelser, der kan berøre en tredjepart (organisationer i civilsamfundet), som har forbindelser med EU-institutionerne.

2.3

Tre af de regnskabstekniske principper, dvs. princippet om budgettets enhed, annuitetsprincippet og princippet om én regningsenhed, ændres ikke i substansen, men modificeres en smule eller præciseres. Hvad det fjerde princip om forsvarlig økonomisk forvaltning angår, så bygger udkastet på de nuværende kriterier, men præciserer indholdet af den forudgående evaluering og giver mere præcise anvisninger på rækkevidden af denne evaluering, midtvejsevalueringen og den efterfølgende evaluering under hensyntagen til proportionalitetsprincippet. EØSU noterer sig med stor glæde, at Kommissionen agter at reorientere prioriteterne for evalueringen »så hovedvægten kommer til at ligge på forslag, der har reel betydning for virksomhederne og borgerne«.

2.4

Med samme opmærksomhed over for virksomhedernes og borgernes forventninger, og ikke mindst af hensyn til en fornuftig anvendelse af offentlige midler, fremhæver Kommissionen det hensigtsmæssige i, at pilotprojekter og forberedende foranstaltninger evalueres, hvis de er forløbere for et program. Derimod bør evalueringen — for at forenkle procedurerne — ikke gentages, når projekterne eller foranstaltningerne allerede er blevet evalueret, ligesom det er tilfældet med de foranstaltninger, som Kommissionen og medlemsstaterne er fælles om.

3.1

EØSU's bemærkninger i ovennævnte udtalelse om Kommissionens forslag til finansforordning gælder selvfølgelig også for gennemførelsesbestemmelserne. Selvom man på den ene side kun kan glæde sig over forenklingerne af procedurerne og de mere fleksible kriterier for anvendelsen af reglerne, ville det på den anden side ikke være acceptabelt, hvis det medførte en tendens til at betragte ethvert beløb under en forud fastsat grænse som »uvigtigt«. EØSU er med andre ord enig i, at grænserne for, hvornår de forenklede procedurer skal anvendes, skal hæves, men det bør ikke betyde, at man slækker på opmærksomheden eller på udgiftskontrollen med det påskud, at eventuelle materielle skader ikke i praksis ville få nogen følger for budgettet som helhed.

3.2

EØSU vil ikke henvise til de forslidte principper om offentlig moral, der lidt for ofte drages frem, men henlede opmærksomheden på faren ved at sænke opmærksomhedsniveauet over for lovligheden af udgiftstransaktioner, der vedrører et såkaldt »beskedent« beløb, især når der er tale om indkøb og tilskud. En forenkling af procedurerne bør ikke give offentligheden det indtryk, at der kan opnås midler fra de offentlige myndigheder med ulovformelige metoder. En sådan opfattelse ville være et hårdt slag mod EU's image.

3.3

Det ville efter EØSU's mening være nyttigt, hvis Kommissionens regnskabsmyndigheder foretog en nøje gennemgang af OLAF's rapporter for at påvise de gode sider eller eventuelle »svage punkter« i de eksisterende eller kommende forenklinger. De nærmere detaljer i de tilfælde af svig, der opdages, kunne give værdifulde fingerpeg.

4.1

Den nye artikel 85a omhandler en tredjeparts klage over en beslutning fra Kommissionen om at pålægge bøde, restriktioner eller sanktioner. For at beskytte Fællesskabets interesser skal regnskabsføreren midlertidigt opkræve det pågældende beløb fra debitor eller anmode denne om at stille en finansiel garanti (»kaution« i fagsprog). Det skal fremgå af garantien, at kautionisten — hvis klagen bliver tilbagevist — øjeblikkeligt, betingelsesløst og uden forudgående indstævning af debitor vil betale det beløb, som myndigheden har forlangt. Det drejer sig teknisk set om en kaution på første anmodning i overensstemmelse med begrebet »solve et repete«, som mange (skatte)myndigheder anvender i forbindelse med offentlige udbud.

4.1.1

EØSU har ingen særlige indvendinger mod denne form for garanti, men bemærker blot, at en kaution, der skal indfris på første anmodning, er dyrere end en normal kaution, og at provisionerne er proportionale med garantiens gyldighedsperiode. I betragtning af den byrde, der hviler på klageren, bør procedurerne for undersøgelse af klager tage væsentligt kortere tid, end de gør i øjeblikket. Dette aspekt, som beklages af nogle arbejdsmarkedsparter, selvom det ikke direkte vedgår finansforordningen eller dens gennemførelsesbestemmelser, bør underkastes en nøje undersøgelse i forbindelse med forvaltningsmyndighedernes forbindelser med tredjeparter.

4.2

I den nye artikel 90 slås det bl.a. fast, at godkendelsen af de årlige arbejdsprogrammer for indkøb og tilskud i forbindelse med sektorprogrammer i sig selv udgør den finansieringsafgørelse, der er nødvendig for indlemmelse af udgiftsforpligtelsen i EU's budget. Selvom det drejer sig om en intern regnskabsteknisk bestemmelse, kan den udmærket øge tempoet i procedurerne for tildeling af midler og dermed efter EØSU's mening få positive følger for kreditorerne eller modtagerne.

4.3

Med artikel 129 lettes forvaltningen af aftaler, hvis værdi ligger under bestemte grænser. Hvis beløbene er temmelig små, har forvaltningen lov til at anvende en »forhandlingsprocedure« (eller mere præcist: en privat forhandling), efter at have hørt forskellige ansøgere:

Den nye bestemmelse indfører ikke nye elementer, men hæver blot de tidligere fastlagte grænser.

4.3.1

De følgende artikler, 130 og 134, indfører visse forenklinger. I artikel 130 slås det fast, at den ordregivende myndighed i forbindelse med aftaler, hvis værdi ligger under 60 000 EUR, kan begrænse udbudsdokumenternes indhold »til det strengt nødvendige« (selvfølgelig på grundlag af dens egne kriterier og på dens eget ansvar). Af artikel 134 fremgår det, at den dokumentation, der skal bevise, at ansøgeren eller den bydende opfylder kravene for deltagelse i udbudsproceduren, kan erstattes af en erklæring på tro og love. Dog kan den ordregivende myndighed på et senere tidspunkt kræve fremlæggelse af dokumentation, som bekræfter den første erklæring.

4.3.2

En anden forenkling, der indføres i artikel 134, er fritagelse for fremlæggelse af dokumentation, hvis en sådan dokumentation allerede er fremlagt i anden sammenhæng for den samme eller en anden myndighed inden for de seneste seks måneder. Også i dette tilfælde kan en erklæring på tro og love træde i stedet for dokumentation.

4.3.3

Artikel 135 indeholder også lettelser vedrørende dokumentation for ansøgerens eller den bydendes finansielle, økonomiske, tekniske og faglige kapacitet. Artiklen fastslår, at den ordregivende myndighed afhængigt af sin risikovurdering kan beslutte ikke at kræve denne dokumentation. Denne mulighed er dog begrænset til aftaler, hvis værdi ligger under eller er lig med 60 000 EUR, såfremt aftalens modtager er myndigheden selv, eller aftaler til forskellige beløb afhængigt af de pågældende tilfælde, hvor modtageren er en tredjepart. En yderligere begrænsning ligger i forbuddet mod at udbetale forfinansieringer eller mellemliggende betalinger i de tilfælde, hvor der gives afkald på dokumentation. Dette er en sikkerhed for myndigheden, men en restriktion for den anden part, der så kan beslutte alligevel at fremlægge dokumentationen for at undgå en eventuel høj udgift.

4.3.4

EØSU bifalder alle disse bestemmelser, der har til formål at lette procedurerne for indgåelse af aftaler — som er dyre for såvel ansøgerne som myndigheden — når det drejer sig om relativt beskedne beløb. Udvalget påpeger imidlertid behovet for stor årvågenhed for at undgå eventuelt misbrug. Jo mere fleksible procedurerne er, jo større er fristelsen til at misbruge dem.

4.4

Gennemførelsesbestemmelserne for tilskud behandles med åbenhed over for arbejdsmarkedets parter og med hensyntagen til modtagernes særlige karakter — så vidt det kan udledes af bestemmelserne som helhed. Som første forholdsregel fastslås det i artikel 164, at den anvisningsberettigede i forbindelse med tilskud, hvis værdi ligger under eller er lig med 25 000 EUR, kan nøjes med at forlange en meget forenklet dokumentation. EØSU stiller sig positivt til denne procedure, men må påpege dels det store ansvar, der påhviler den anvisningsberettigede, dels faren for, at fordelene ved enklere regler i visse tilfælde vil blive ophævet af en — forståelig — betænkelighed ved at påtage sig dette ansvar.

4.5

Andre bestemmelser har til formål at lette eller åbne adgangen til EU-midler for forskellige institutioner: Artikel 168 nøjes med at afkræve organer, der retligt eller faktisk indtager en monopolstilling, en enkel, uformel undersøgelse, som skal udmunde i en begrundet erklæring fra den anvisningsberettigede. Artikel 162 forudser driftstilskud, som ikke reduceres i tilfælde af fornyelse, til organer, der arbejder for virkeliggørelse af mål af generel europæisk interesse. Kredsen af tilskudsmodtagere udvides til også at omfatte organisationer, der beskæftiger sig aktivt med forskning og innovation eller med fremme af medborgerskab. Artikel 172 gør det muligt for den anvisningsberettigede at godkende samfinansiering i form af naturalydelser (f.eks. frivilligt arbejde) som bidrag fra den institution, der finansieres.

4.5.1

EØSU hilser alle disse bestemmelser velkommen, men minder endnu en gang om, at mere fleksible regler vil medføre større risici for EU's budget, større ansvar for de anvisningsberettigede og behov for strammere kontrol.

4.6

En række bestemmelser har til formål at forenkle procedurerne: Alle uddannelsesinstitutioner (og ikke kun som tidligere uddannelsesinstitutioner på sekundærtrinnet og videregående uddannelsesinstitutioner) fritages for kontrol af deres finansielle kapacitet (artikel 176). I forbindelse med tilskud på 25 000 EUR eller derunder kan den anvisningsberettigede udforme en aftale med et begrænset antal elementer (artikel 164). Ifølge artikel 173 gælder kravet om at fremlægge dokumentation for en ekstern revision ikke for aftaler om tilskud, hvis værdi ligger under 750 000 EUR, aftaler om aktioner på under 100 000 EUR samt aftaler med flere modtagere, mellem hvilke der består et solidarisk og fælles ansvar.

4.6.1

EØSU forstår ønsket om at forenkle procedurerne mest muligt og kan i princippet kun tilslutte sig det, men frygter, at man måske går for langt i den retning. Én ting er at fritage parterne for fremlæggelse af en bekostelig og af og til overflødig dokumentation — noget andet er at give afkald på at få kendskab til tilskudsmodtagernes finansielle situation, når de fastsatte grænser — især i de tilfælde, der omfattes af artikel 173 — synes at være alt for høje. Hovedkriteriet bør altid være at finde den rette balance mellem de forventede fordele (tids- og pengebesparelser for Kommissionen og for borgerne) og de potentielle omkostninger (tab af offentlige midler, beregnet ud fra risikoens sandsynlighed og størrelse).

4.7

Det ovenfor nævnte kriterium om forsigtighed og risikovurdering er allerede blevet anvendt i forbindelse med forfinansiering. Der kræves som hovedregel en garanti (kaution el. lign) for enhver forfinansiering af samme størrelse som tilskuddet samt for enhver forfinansiering, der udgør over 80 % af det samlede tilskudsbeløb og overstiger 60 000 EUR.

4.7.1

EØSU mener, at denne regel bygger på sunde forsigtighedskriterier som omtalt i punkt 3.6.1, men rejser spørgsmålet, om ikke man kunne have anvendt de samme kriterier i forbindelse med egentlige tilskud (f.eks. de tilfælde, der nævnes i punkt 3.6), eftersom forskellen mellem forfinansiering og tilskud hvad angår den konkrete risiko , med et par undtagelser, der af og til kan være relevante, meget ofte er mere administrativ end reel.

4.8

I artikel 165 introduceres et kriterium, som er fuldt ud acceptabelt, men som ikke altid har været anvendt før i tiden: når tilskudsmodtagerne er organer, der arbejder for virkeliggørelse af mål af generel europæisk interesse, har Kommissionen ret til at inddrive den procentdel af det årlige overskud, der svarer til Fællesskabets bidrag til de pågældende organers driftsbudget. Denne bestemmelse finder kun anvendelse, når den øvrige del af organernes budget finansieres af medlemsstaternes offentlige myndigheder, som selv skal inddrive deres del af overskuddet.

4.8.1

EØSU bakker helt op om denne bestemmelse, men finder det vanskeligt at tro, at teksten, som den er udformet, indebærer, at Kommissionens inddrivelse af overskuddet ikke også skulle gælde for de tilfælde, hvor den øvrige del af budgettet ikke finansieres af offentlige myndigheder, men af private organer.

9.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/49

1.1

Med relanceringen af Lissabon-strategien er bæredygtighedskriterierne forankret som prioriterede målsætninger i EU's politik. Efter Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs opfattelse kan denne initiativudtalelse om fornybare råstoffer give nye impulser på vigtige tværgående områder:

1.1.1

Også ved stigende brug af fornybare råstoffer er og bliver en økonomisk og effektiv anvendelse af råstoffer på alle områder den centrale udfordring i den fremtidige udvikling.

1.1.2

Udvalget erkender den fornybare råstoføkonomis høje beskæftigelsesindhold i regionerne og ser et behov for at udvikle en hensigtsmæssig politik for opkvalificering og efteruddannelse af beskæftigede og brugere på alle niveauer, der har tilknytning til fremstilling og anvendelse af fornybare råstoffer.

1.2

Udvalget konstaterer, at der i Kommissionen er mange forskellige tjenestegrene, der ud fra hver deres interesse beskæftiger sig med emnet. Men det savner en klar koordineringsenhed eller task force for dette politikområde i EU. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til gennem en relevant omstrukturering at sikre, at politikken om fornybare råstoffer har et klart defineret mål.

1.3

Afkoblingen af den direkte støtte i forbindelse med EU's landbrugsreform i Luxembourg i 2003, ELFUL-forordningen og den fremtidige tilladelse til dyrkning af sukkerroer som fornybar råstofplante er vigtige milepæle på vejen mod en mere udbredt dyrkning i Europa.

1.3.1

Præmien for energiplanter bør justeres på følgende punkter i forbindelse med revisionen i 2006:

1.4

Udvalget forventer, at der ved tildelingen af midler fra EU's strukturfonde også tages hensyn til udviklingen af denne gren af økonomien, idet der fastsættes passende andele.

1.5

Forskning i og udvikling af teknologier til fornybare råstoffer blev stærkt forsømt i det 6. rammeprogram for forskning. EØSU kræver derfor, at det 7. rammeprogram for forskning indeholder specifikke aktioner vedrørende udvikling af fornybare råstoffer og de dertil hørende industrielle applikationer ud over aktionerne vedrørende energiudvindelse fra biomasse.

1.6

Udvalget konstaterer, at det ikke er den udbudte mængde af færdigdyrkede eller allerede i dag dyrkbare, fornybare råstoffer, der er den begrænsende faktor. Det er udviklingen inden for forarbejdningsteknologierne i forhold til de mulige produkter på markedet, der står i stampe.

1.7

Udvalget bifalder EU's biomassehandlingsplan. Det beklager, at man kun behandler udvindingen af energi fra biomasse og ikke materialeudnyttelsen, og forventer en evaluering af handlingsplanen samt impulser til udarbejdelse af nationale og regionale handlingsplaner.

1.7.1

De vedvarende energiformers og navnlig biomassens potentiale bliver ikke udnyttet i tilstrækkelig grad i de fleste medlemslande på grund af utilstrækkelige lovgivningsmæssige rammebetingelser. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen og Rådet til at udforme en mere effektiv politik på dette område.

1.8

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg går udtrykkeligt ind for, at EU formulerer målsætninger for de vedvarende råstofkilders andel. Udvalget foreslår 4x25 frem til 2020, dvs. henholdsvis 25 % strøm, varme, brændstof og nye materialer som f. eks. kompositmaterialer, naturfiberforstærkede syntetiske stoffer eller andre oliekemiske produkter.

1.9

Udvalget fremhæver, at det på alle indsatsområder (strøm, varme, brændstof samt materialeudnyttelse) er helt afgørende, at der udvikles og gennemføres effektive markedsføringsforanstaltninger. Her kunne visse medlemslandes energiforsyningslove tjene som gode eksempler. Det er vigtigt med en fleksibel udformning, der giver sikkerhed for og incitamenter til investering i nye teknologier, og som tager hensyn til forskellige udgangspunkter, f. eks. med hensyn til teknologi og dalende marginalomkostninger.

1.10

Med hensyn til den politiske tilgang og de politiske hindringer behandler udtalelsen yderligere forskellige punkter: Lovgivning om emission og affald, forordning om emballage og bortskaffelse af gamle biler, skatteret, standardisering af og markedsordning for spindplanter. Med REACH-forordningen om lovgivning vedrørende kemikalier er der her skabt nye perspektiver for processer, der er baseret på biomasse. De politiske og administrative hindringer i de 25 medlemslande er som følge af politikkernes forskellige gennemførelsesgrad og de forskellige systemer meget komplekse. Udvalget opfordrer Kommissionen til at identificere de politiske hindringer og fremlægge forslag til løsninger.

1.11

Udvalget opstiller dyrkningskrav med hensyn til arealkonkurrence i forhold til næringsplanter, energi og økobalance samt natur- og miljøbeskyttelse og naturfredning. Udvalget foreslår et akkrediteringssystem, der angiver produkternes oprindelse og forarbejdning.

1.12

Hvad angår den internationale dimension, fremhæver denne initiativudtalelse EU's chancer inden for teknologieksport. EØSU kræver imidlertid, at WTO-reglerne for den internationale handel med bioenergikilder navnlig tager hensyn til selvforsyning med fødevarer samt økologiske og sociale standarder.

1.13

Udvalget vil tage stilling til Fællesskabets handlingsplan for biomasse i en særskilt udtalelse.

2.1

EU's politiske målsætning: I forhold til relanceringen af Lissabon-strategien og bæredygtighedskriterierne mangler der fremdrift på følgende vigtige tværgående områder:

Denne initiativudtalelse vil set fra det europæiske civilsamfunds perspektiv opsætte vigtige pejlemærker på dette område.

2.2

Definition: Fornybare råstoffer defineres som landbrugs-, skovbrugs- og fiskeriprodukter, der ikke udnyttes som fødevarer eller foder. Hertil regnes således alt, hvad der er skabt ved fotosyntese og ved livsprocesserne i leddene efter denne. Der er tale om oplagret solenergi. Udnyttelsen af biomasse kan i den forbindelse være materiel eller energimæssig.

2.3

Forhistorie: Fremstillingen af fornybare råstoffer er sammen med fremstillingen af fødevarer og fodermidler én af hovedopgaverne inden for landbrugsdrift. Fortrængningen af disse landbrugsprodukter begyndte med den industrielle revolution. Det var først fra midten af det 20. århundrede, at petrokemiske produkter i større omfang begyndte at erstatte produkter baseret på biomasse. Idet man har bygget videre på gammel viden og støttet sig til nye teknologier og kreativ forskning, har der i dag vist sig mangfoldige nye udnyttelsesmuligheder på områderne energi, lægemiddelvidenskab, bygge- og anlægsvirksomhed, kemi og transport.

2.4

Den globale ramme for ressourcepolitikken: EU's samfundsøkonomier er ekstremt afhængige af import fra hele verden af deres energi- og råstofkilder. Det stigende forbrug og afhængigheden af fossile råstoffer såsom mineralsk olie og naturgas, men også af kul, er ved at nå en grænse og har mange negative følger.

2.4.1

Manglen på innovativ udvikling af og innovative investeringer i en omstilling til nye råstofkilder i de industrialiserede lande er et resultat af politikker med et ensidigt sigte. Ud over økologiske følgeskader og global klimaforandring er udenrigs- og sikkerhedspolitiske risici dramatiske ledsagefænomener ved afhængigheden af fossile råstoffer.

2.4.2

Følgerne af den globale klimaforandring, stigende energipriser og mangel på effektive alternativer er yderligere aspekter i en uheldig udvikling, der bl.a. betinger fattigdommen i udviklingslandene.

2.4.3

Klimaforandringens voldsomhed, de globale vanskeligheder med at gennemføre Kyoto-protokollen og også de store forventninger til og de begrænsede resultater af klimabeskyttelseskonferencen i Montreal er behandlet indgående i EØSU's dokumenter. Der er dagligt og overalt bud efter europæiske og internationale løsningsmodeller.

2.5

Fornybare råstoffer er en energi- og råstofkilde, der til stadighed fornys. Disse råstoffer kan reducere miljøbelastningen, navnlig det stigende CO2-indhold i atmosfæren, på baggrund af en positiv økobalance. De udgør en chance for det økonomiske kredsløb og værdikæden på regionalt niveau. De yder et bidrag til skabelse og bevarelse af arbejdspladser i Europas landdistrikter og kan her, lige som også inden for sektorer med tilknytning til land- og skovbrug, blive den drivende kraft i en ny økonomisk dynamik. De kan lette sædskiftet inden for landbruget og således yde et bidrag til biodiversiteten. Med deres innovationspotentiale og deres mange anvendelsesmuligheder udgør de et bredt materialegrundlag for kemiske produkter.

2.6

Nationale politikker i EU reagerer på en råstofsituation under forandring

Adskillige europæiske lande har energilove om elforsyning fra vedvarende energikilder. Forsyningsprisen fastsættes her på et højere niveau i henhold til forskellige teknologiske og økonomiske kriterier. Effekten heraf er en bred produktion og markedsføring af nye teknologier, sænkning af omkostningerne pga. stor erfaring med driften og perfektionering af teknologien. Men som det bl.a. fremgår af Kommissionens meddelelser KOM(2005) 627 og 628, er der i mange europæiske lande et betydeligt behov for en indsats for at skabe effektive incitamenter til udvikling og markedsføring.

2.7

Globale politikker: Fornybare råstoffer spiller i stigende grad en fremtrædende rolle i forskellige kulturer og lande, navnlig i de landlige regioner. Af politiske og økonomiske initiativer kan eksempelvis nævnes ethanolprogrammet i Brasilien og forsøg med Jatropha-nødder (olieplante) i de tørre regioner i Indien og Afrika. Men der ses også nogle meget betænkelige tendenser i udviklingen i f. eks. Sydøstasien og Sydamerika, hvor skovområder ødelægges med henblik på udbud af råstoffer i forbindelse med den globale stigning i efterspørgslen efter brændstofolier. I den forbindelse er det ikke kun klimatilstandene, der er ekstremt negative. USA planlægger en længe ventet omstilling af energipolitikken. USA vil frem til 2030 fremstille 20 % af sit brændstof og 25 % af sine kemikalier fra biomasse. Præsidenten og Kongressen er for tiden i færd med via energisikkerhedslovgivningen at gøre biomasseøkonomien til en hjørnesten i den amerikanske økonomi.

2.8

Fornybare råstoffer i EU's arbejde: I Europa-Kommissionen er der over ti forskellige generaldirektorater, der med forskellig indfaldsvinkel beskæftiger sig med emnet. Tyngdepunkterne ligger i GD Landbrug og i GD Energi og Transport. Men også generaldirektoraterne for erhvervs- og virksomhedspolitik, udvikling, forskning, regionalpolitik, handel, konkurrence og beskatning arbejder med området. Det Europæiske Miljøagentur i København yder et væsentligt bidrag.

2.8.1

EU-initiativer til udvikling af fornybare råstoffer:

Senest har Kommissionen den 7. december 2005 offentliggjort:

Følgende beslutninger er på vej i de europæiske organer:

3.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg fremhæver imidlertid, at den fornybare råstoføkonomis principielle betydning består i dens samfundsøkonomiske bæredygtighed. Men udvalget konstaterer også, at vigtige landbrugsprodukters energiværdi er højere end samme produkters fødevare- eller fodermiddelværdi. Også selvom der ikke hermed skal igangsættes en værdidebat, så er det i øjeblikket ofte energiprisen, der sætter niveauet på markedet, hvor priserne på landbrugsprodukter finder en nedre grænse. På den baggrund viser der sig nye materielle og energimæssige udnyttelsesmuligheder, og det er navnlig nødvendigt at udvikle og etablere nye teknikker.