25.4.2006

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 97/1

---

Euroens vekselkurs (1)

24. april 2006

(2006/C 97/01)

1 euro=

	Valuta	Kurs
USD	amerikanske dollar	1,2365
JPY	japanske yen	142,17
DKK	danske kroner	7,4608
GBP	pund sterling	0,69190
SEK	svenske kroner	9,3420
CHF	schweiziske franc	1,5712
ISK	islandske kroner	94,84
NOK	norske kroner	7,8310
BGN	bulgarske lev	1,9558
CYP	cypriotiske pund	0,5761
CZK	tjekkiske koruna	28,385
EEK	estiske kroon	15,6466
HUF	ungarske forint	262,43
LTL	litauiske litas	3,4528
LVL	lettiske lats	0,6960
MTL	maltesiske lira	0,4293
PLN	polske zloty	3,8587
RON	rumænske lei	3,4651
SIT	slovenske tolar	239,61
SKK	slovakiske koruna	37,120
TRY	tyrkiske lira	1,6385
AUD	australske dollar	1,6562
CAD	canadiske dollar	1,4064
HKD	hongkongske dollar	9,5872
NZD	newzealandske dollar	1,9478
SGD	singaporeanske dollar	1,9612
KRW	sydkoreanske won	1 161,94
ZAR	sydafrikanske rand	7,4419
CNY	kinesiske renminbi yuan	9,9149
HRK	kroatiske kuna	7,2995
IDR	indonesiske rupiah	10 926,95
MYR	malaysiske ringgit	4,511
PHP	filippinske pesos	63,803
RUB	russiske rubler	33,9400
THB	thailandske bath	46,437

---

(1)  

Kilde: Referencekurs offentliggjort af Den Europæiske Centralbank.

---

25.4.2006

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 97/2

---

STATSSTØTTESAG — SPANIEN

Statsstøttesag C 1/2006 (ex NN 103/2005) — Chupa Chups

Opfordring til at fremsætte bemærkninger efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2

(2006/C 97/02)

(EØS-relevant tekst)

Ved brev af 25. januar 2006, der er gengivet på det autentiske sprog efter dette resumé, meddelte Kommissionen Spanien, at den havde besluttet at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, over for ovennævnte støtteforanstaltning.

Interesserede parter kan senest en måned efter offentliggørelsen af dette resumé og det efterfølgende brev sende deres bemærkninger til de støtteforanstaltninger, over for hvilke Kommissionen indleder proceduren, til:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Konkurrence

Registreringskontoret for Statsstøtte

Rue de la Loi/Wetstraat 200

B-1049 Bruxelles

Fax (32-2) 296 12 42

Disse bemærkninger vil blive videresendt til Spanien. Interesserede parter, der fremsætter bemærkninger til sagen, kan skriftligt anmode om at få deres navne hemmeligholdt. Anmodningen skal være begrundet.

RESUMÉ

Sagsforløb

Ved anbefalet brev af 22.4.2005 modtog Kommissionen en klage fra en konkurrent om en påstået støtteforanstaltning til fordel for Chupa Chups S.A. Kommissionen bad om yderligere oplysninger ved brev af 10.6.2005 og 7.9.2005, som Spanien besvarede ved brev af 11.8.2005, 26.10.2005, 18.11.2005 og 12.12.2005.

Beskrivelse

Støttemodtageren skulle være Chupa Chups S.A, der er holdingselskab for en familieejet industrikoncern, der blev oprettet i Spanien i 1940. Dens hovedaktivitet består i fremstilling og markedsføring af slik, navnlig slikkepinde (70 % af salget), som Chupa Chups er verdens største leverandør af (årlig produktion: 17 000 t eller 12 mio. enheder/dag, der sælges i 150 lande). På nuværende tidspunkt har koncernen fire produktionscentre beliggende i Rusland, Mexico, Sant Esteve de Sesrovires (Barcelona) og Villamayor (Asturien).

I forbindelse med selskabets finansielle omstrukturering, der startede i 2002, bevilgede Instituto Catalán de Finanzas (»ICF«, Cataloniens regionalregerings finansieringsorgan) den 5.9.2003 et lån på 35 mio. EUR. Oplysningerne fra de spanske myndigheder har imidlertid afsløret andre foranstaltninger til fordel for selskabet, nemlig:

1) statsstøtte på 12,57 mio. EUR ved udgangen af 2004, 2) en garanti fra de regionale myndigheder i Asturien for et lån på 4,4 mio. EUR, 3) en skatteudskydelse på 12,96 mio. EUR, der blev opnået enighed om i 2004, 4) et rentefrit lån på 2,8 mio. EUR bevilget af det spanske ministerium for videnskab og teknologi og 5) yderligere ikke-specificeret statsstøtte (driftstilskud) på 1,58 mio. EUR.

Vurdering

På nuværende tidspunkt finder Kommissionen, at de anfægtede foranstaltninger udgør statsstøtte. Navnlig førnævnte lån fra ICF og skatteudskydelsen synes ikke at være i overensstemmelse med, hvad en privat kreditor ville gøre under normale markedsforhold. Selv om selskabet synes at være støtteberettiget i overensstemmelse med Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, kan Kommissionen på nuværende tidspunkt ikke vurdere, om selskabet overholder bestemmelserne, da der ikke foreligger en omstruktureringsplan.

Konklusion

På baggrund af ovennævnte tvivl har Kommissionen besluttet at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2.

BREVETS ORDLYD

»Por la presente, la Comisión tiene el honor de comunicar a España que, tras haber examinado la información facilitada por sus autoridades sobre la medida arriba indicada, ha decidido incoar el procedimiento previsto en el artículo 88, apartado 2, del Tratado CE.

PROCEDIMIENTO

1.

Por carta registrada el 22 de abril de 2005, la Comisión recibió una denuncia de un competidor sobre una supuesta medida de ayuda a favor de Chupa Chups S.A. La Comisión solicitó información por cartas de 10 de junio de 2005 y de 7 de septiembre de 2005, a las que España respondió por cartas registradas el 11 de agosto de 2005, el 26 de octubre de 2005, el 18 de noviembre de 2005 y el 12 de diciembre de 2005.

DESCRIPCIÓN DEL BENEFICIARIO Y DE LAS MEDIDAS DE AYUDA

2.

Chupa Chups S.A. es una sociedad holding de un grupo industrial familiar establecido en España en 1940, que goza de importante presencia internacional. Su principal actividad consiste en la fabricación y comercialización de golosinas, especialmente de chupa-chups (70 % de las ventas), de los que Chupa Chups es el mayor proveedor mundial (producción anual de 17 000 toneladas, o 12 millones de unidades/día, comercializados en 150 países). Actualmente, el grupo cuenta con cuatro centros de producción situados en Rusia, México, Sant Esteve de Sesrovires (Barcelona) y Villamayor (Asturias).

3.

En los últimos años, el grupo ha atravesado por graves problemas económicos, con unas pérdidas consolidadas de 22,5 millones de euros en 2002, 4,72 millones de euros en 2003 y 5,95 millones de euros en 2004, así como un volumen de negocios decreciente (1). Dada la situación, la dirección lanzó un plan de reestructuración en 2002, que condujo al cierre de las plantas de fabricación de Brasil, Francia y China y a la venta de algunas marcas secundarias. Además, se llevó a cabo una reestructuración financiera a fondo: (1) En julio de 2002 se acordó con un grupo de bancos privados un préstamo sindicado por un importe máximo de 75 millones de euros. El contrato estipulaba una serie de obligaciones para la empresa y el cumplimiento de algunos ratios financieros. La operación estaba garantizada por varias empresas pertenecientes al grupo. A finales de 2004, los reembolsos pendientes de este préstamo eran de 14 millones de euros con vencimiento en 2005, 8,56 millones de euros en 2006, y 25,25 millones de euros en 2007. En 2005, la empresa recibió una propuesta de los bancos agentes en el crédito sindicado para renovar la financiación. (2) En marzo de 2003, los propietarios aportaron fondos extra por valor de 8 millones de euros. (3) Una remodelación de la estructura empresarial hizo surgir, y contabilizar como nuevos fondos, otros 6,9 millones de euros (2).

4.

En el contexto de esta reestructuración financiera, el 5 de septiembre de 2003 el Instituto Catalán de Finanzas [“ICF”, entidad crediticia del Gobierno regional catalán (3)] concedió a la empresa un crédito de 35 millones de euros. De esta cantidad, 20 millones de euros estaban destinados contractualmente a la cancelación parcial del mencionado crédito sindicado. Los restantes 15 millones de euros pretendían cubrir otras necesidades de tesorería de la empresa. El crédito se concedió con un periodo de amortización de 12 años, incluidos 2 años de periodo de carencia. El tipo de interés se indexó a 6 meses Euribor, más un margen de 1,125 %. El principal aval del crédito consistía en una propiedad inmobiliaria (4), tasada por un perito independiente en 71 millones de euros. Este crédito es el motivo de la denuncia por supuesta ayuda estatal presentada a la Comisión.

5.

En respuesta a las preguntas de la Comisión a raíz de la denuncia, las autoridades españolas ofrecieron información que ha revelado medidas adicionales a favor de Chupa Chups. En concreto: (1) La contabilidad anual del año 2004 pone de manifiesto subvenciones públicas por valor de 12,57 millones de euros a finales de ese ejercicio. Esta cifra incluye, en particular: 1,58 millones de euros del Ministerio español de Agricultura y Pesca como ayuda a la inversión en las instalaciones de Barcelona; 4,44 millones de euros de “otros organismos públicos” de ayuda para la construcción de la planta de Asturias; 5,19 millones de euros de “diversos organismos públicos” para la ampliación de esa misma planta de Asturias durante el periodo 1999-2003. Las autoridades españolas no han facilitado información en respuesta a las peticiones de la Comisión en cuanto a la naturaleza y justificación de estas medidas. (2) De los 12,57 millones de euros de subvenciones públicas mencionados, unos 5 millones de euros todavía quedaban por cobrarse a finales de 2004. El 17 de septiembre de 2004, la Dirección de la empresa aprobó el compromiso de esta cantidad restante (es decir, el crédito frente a las autoridades públicas) en el contexto de un crédito firmado con un banco privado por un máximo de 4,4 millones de euros (5). El crédito fue avalado por el Gobierno regional de Asturias. Las autoridades españolas no han respondido a las preguntas de la Comisión sobre las circunstancias de este aval. (3) En febrero de 2004, la Agencia Tributaria española autorizó a Chupa Chups a fraccionar el pago de su deuda en concepto de IVA y de impuesto de sociedades en plazos trimestrales que expirarán el 20 de febrero de 2008. Como garantía de este aplazamiento, se constituyó una nueva hipoteca sobre la Casa Batlló. Del total de la deuda aplazada (12,96 millones de euros), 4,56 millones de euros seguían pendientes a 31 de diciembre de 2004. Los intereses aplicados corresponden al tipo de interés oficial por intereses de demora, establecido anualmente en la Ley de Presupuestos nacional (6). (4) La contabilidad anual de 2004 de la empresa refleja un crédito sin intereses de 2,8 millones de euros que, al parecer, le concedió el Ministerio español de Ciencia y Tecnología el 30 de marzo de 2004 (7). No obstante, las autoridades españolas han declarado desconocer la existencia de dicho crédito (8). (5) En 2004 Chupa Chups recibió subvenciones adicionales no especificadas (“subvenciones de explotación” (9)) por valor de 1,58 millones de euros. Las autoridades españolas no han respondido a la solicitud de información de la Comisión sobre la naturaleza y la justificación de dichas subvenciones.

EVALUACIÓN DE LA AYUDA

1.   Existencia de ayuda estatal

6.

El artículo 87, apartado 1, del Tratado CE declara que serán incompatibles con el mercado común, en la medida en que afecten a los intercambios comerciales entre Estados miembros, las ayudas otorgadas por los Estados o mediante fondos estatales, bajo cualquier forma, que falseen o amenacen falsear la competencia, favoreciendo a determinadas empresas o producciones.

7.

Todas las medidas enumeradas en los apartados 4 y 5 implican la asignación de fondos estatales. Puesto que la ayuda está destinada a una empresa individual, se cumple el criterio de selectividad. Además, puesto que Chupa Chups está presente en el mercado de las golosinas, sector en el que existe comercio entre Estados miembros, y es una empresa con actividad internacional, también se cumple el criterio de que afecta al comercio dentro de la Comunidad.

Crédito con el ICF

8.

Por lo que se refiere al crédito del ICF, sigue por determinarse si distorsiona la competencia ya que confiere a Chupa Chups una ayuda que no habría conseguido en el mercado privado. En otras palabras, la Comisión tiene que determinar si este organismo público actuó igual que habría hecho un hipotético inversor en economía de mercado en circunstancias similares.

9.

Las autoridades españolas consideran que el crédito del ICF debe considerarse teniendo presente la reestructuración en curso del grupo. Sostienen que su objetivo era ampliar los plazos de los pagos de la empresa y que la calidad del riesgo del crédito no había cambiado desde el préstamo de la banca privada. Además, señalan que el grupo tiene actualmente deudas con entidades privadas por valor de unos 30 millones de euros. Por tanto, concluyen que las relaciones de Chupa Chups con los mercados de capital son normales.

10.

Sin embargo, algunos factores parecen indicar que la empresa sí obtuvo ventajas con la financiación recibida del ICF: — El crédito no imponía ninguna condición restrictiva (por ejemplo, en ratios financieros) vinculada al crédito sindicado contraído con la banca privada un año antes, a pesar de que desde entonces había transcurrido otro año más de pérdidas; — Es evidente que las condiciones acordadas con el ICF eran mejores para la empresa que las del crédito sindicado, ya que aquél se asignó inmediatamente a la cancelación parcial de éste.

11.

La existencia de ayuda estatal según el principio del inversor en la economía de mercado debe evaluarse a la vista del riesgo y de las perspectivas de beneficio para el acreedor: — Por lo que se refiere al riesgo asumido por el ICF, las autoridades españolas han declarado que el principal aval del crédito es una hipoteca de primer grado sobre una propiedad inmobiliaria valorada en unos 70 millones de euros. No obstante, a pesar de las solicitudes de la Comisión, las autoridades españolas no han determinado: i) por qué, si la empresa era capaz de proponer este aval, ningún banco privado al parecer se mostró dispuesto a aportar financiación en condiciones comparables a las del ICF; ii) cuáles eran las condiciones (garantías, tipo de interés y otras) vinculadas al crédito sindicado de 30 de julio de 2002; iii) cuáles eran las condiciones de la propuesta de refinanciación recibida en 2005 de los bancos participantes en el crédito sindicado (y el resultado de esas negociaciones); — Por lo que se refiere al tipo de interés del crédito: parece corresponder al tipo de mercado aplicable a empresas saneadas; en concreto, no hay prima de riesgo habida cuenta de los problemas del deudor.

12.	Visto lo anterior, la Comisión duda de que el crédito concedido por el ICF cumpla el criterio del inversor en una economía de mercado. En consecuencia, en esta fase la Comisión no puede excluir que la medida constituya ayuda estatal con arreglo al artículo 87, apartado 1, del Tratado CE.

Moratoria fiscal

13.

Consideraciones similares sobre la aplicación del criterio del inversor en una economía de mercado se aplican a la moratoria fiscal mencionada en el apartado 5.3. A este respecto, los actos de la autoridad pública deben compararse al comportamiento de un hipotético acreedor en una economía de mercado cuyo único objetivo sea obtener la devolución de las cantidades que se le adeudan en las condiciones más ventajosas posibles en cuanto al grado de satisfacción y al plazo.

14.

No obstante, las autoridades españolas no han facilitado información que muestre que la moratoria fiscal se debió al deseo de proteger los intereses financieros de la agencia tributaria, o que esto mejoró la posición de la misma respecto a lo que podría haber obtenido mediante otros procedimientos administrativos o civiles en virtud de la legislación nacional, tales como la ejecución tributaria.

15.

Por consiguiente, en esta fase la Comisión duda de que la agencia tributaria española actuara como un acreedor diligente en una economía de mercado. Y si no lo hizo, la moratoria fiscal constituiría una ventaja que Chupa Chups no podría haber conseguido en el mercado, causando así una distorsión de la competencia. Por consiguiente, la medida constituye ayuda estatal con arreglo al artículo 87, apartado 1, del Tratado CE.

Subvenciones públicas, avales públicos y crédito subvencionado

16.

Las intervenciones citadas en el apartado 5, puntos (1), (2), (4) y (5) son, por su propia naturaleza, susceptibles de falsear la competencia dentro de la Comunidad, al dar a Chupa Chups una ventaja sobre sus competidores que no reciben la ayuda. Las autoridades españolas no han aportado elementos que contradigan esta conclusión. La Comisión, por tanto, considera que estas medidas son ayudas estatales con arreglo al artículo 87, apartado 1, del Tratado CE.

2.   Excepciones al amparo del artículo 87, apartados 2 y 3, del Tratado CE

17.

El objetivo primero de las medidas es ayudar a una empresa en crisis. En tales casos, sólo puede aplicarse la excepción del artículo 87, apartado 3, letra c) del Tratado CE, que permite autorizar ayudas estatales concedidas para facilitar el desarrollo de determinadas actividades siempre que no alteren las condiciones de los intercambios en forma contraria al interés común, si se cumplen las condiciones pertinentes.

18.	Las ayudas de salvamento y de reestructuración para empresas en crisis actualmente están reguladas por las Directrices comunitarias sobre ayudas estatales de salvamento y de reestructuración de empresas en crisis (10) (en lo sucesivo, “las Directrices”).

19.

Dados sus resultados en los últimos 4 años y la evolución de sus ratios financieros, Chupa Chups parece una empresa en crisis con arreglo a la sección 2.1 de las Directrices. En concreto, la contabilidad anual de 2004 muestra pérdidas acumuladas de años anteriores por valor de 38,42 millones de euros que corresponden al 360 % del capital suscrito a finales de ese año (10,66 millones de euros). Los resultados negativos obtenidos en 2004 representan un 55,8 % adicional de ese capital.

20.

En esas circunstancias, Chupa Chups en principio podría haberse acogido a una ayuda de reestructuración. Sin embargo, en esta fase la Comisión considera que no se respetan los criterios de compatibilidad de la ayuda establecidos en las Directrices. En concreto: (1) Las autoridades españolas no han presentado ningún plan de reestructuración, cuya aplicación sería una condición para la concesión de la ayuda. Por tanto, no existe relación entre la ayuda concedida por las distintas entidades públicas y las medidas de reestructuración emprendidas por el beneficiario desde 2002; (2) Al no existir una notificación y un plan de reestructuración, la Comisión no ha podido evaluar si la ayuda restablecerá la viabilidad a largo plazo, si se ha limitado al mínimo ni si se han evitado falseamientos indebidos a la competencia (especialmente dada la significativa presencia en el mercado del beneficiario).

21.	Habida cuenta de lo anterior, y con la información de que se dispone en esta fase, la Comisión duda de que las medidas controvertidas sean compatibles con el mercado común como ayuda de reestructuración. Además, no parece ser de aplicación ninguna otra excepción establecida en el Tratado CE.

DECISIÓN

22.

Habida cuenta de las consideraciones anteriores, la Comisión ha decidido incoar el procedimiento establecido en el artículo 88, apartado 2, del Tratado CE e insta a España, de conformidad con el artículo 10, apartado 3, del Reglamentono 659/1999 del Consejo a aportar, en el plazo de un mes desde el recibo de la presente, toda la documentación, información y datos necesarios para evaluar si las medidas pertinentes no constituyen ayuda estatal, así como toda la documentación, información y datos necesarios para evaluar la compatibilidad de la ayuda. La Comisión solicita a España que remita sin demora una copia de la presente carta al beneficiario potencial de la ayuda.

23.	La Comisión desea recordar a España que el artículo 88, apartado 3, del Tratado CE tiene efecto suspensorio y llama su atención sobre el artículo 14 del Reglamento no 659/1999 del Consejo, que dispone que toda ayuda ilegal deberá ser recuperada del beneficiario.

24.

Por la presente, la Comisión comunica a España que informará a los interesados mediante la publicación de la presente carta y de un resumen significativo en el Diario Oficial de la Unión Europea. Asimismo, informará a los interesados en los Estados miembros de la AELC signatarios del Acuerdo EEE mediante la publicación de una comunicación en el suplemento EEE del Diario Oficial, y al Órgano de Vigilancia de la AELC mediante copia de la presente. Se invitará a todos los interesados mencionados a presentar sus observaciones en un plazo de un mes a partir de la fecha de publicación de la presente.«

---

(1)  344 millones de euros en 2002; 294 millones de euros en 2003; 261 millones de euros en 2004.

(2)  Varias operaciones entre junio y diciembre de 2004, incluida la división de las actividades inmobiliarias y la incorporación de la propiedad de las marcas mediante el incremento de capital.

(3)  El ICF es una entidad de capital público, adscrita a la Consejería de Economía y Finanzas de la Generalidad de Cataluña, que tiene como misión facilitar financiación a los sectores privado y público de la economía catalana. Como institución de crédito público, está especializada en la financiación a medio y largo plazo con especial atención a la pequeña y mediana empresa. El ICF cuenta con personalidad jurídica, patrimonio y tesorería propios, así como autonomía de gestión para el cumplimiento de sus fines. El ICF fue creado por la Ley 2/1985 de 14 de enero.

(4)  La “Casa Batlló” es un emblemático edificio de Gaudí en el centro de Barcelona, declarado “Monumento Histórico-Artístico de Interés Nacional” por España. No obstante, el crédito incluía garantías adicionales para cubrir el riesgo de que algún organismo público adujera un derecho de compra preferencial sobre el edificio. Al final, esto no se produjo y se eliminaron las garantías adicionales. Según las autoridades españolas, la hipoteca sobre la Casa Batlló por el crédito del ICF es de primer grado.

(5)  El crédito fue firmado con un plazo de reembolso de 3 años. A 31 de diciembre de 2004, el importe de 4,4 millones de euros había sido totalmente utilizado.

(6)  5,5 % hasta el 31.12.2003; 4,75 % en 2004; 5 % a partir de 2005.

(7)  El importe deberá rembolsarse en pagos bianuales en un plazo de 6 años y el primer pago se efectuará el 20 de enero de 2006.

(8)  Además, el 29 de diciembre de 2000 ese mismo Ministerio concedió un crédito sin intereses de 1,5 millones de euros en aplicación del régimen aprobado “Actuaciones de Reindustrialización” (N 102/97, N 72/98, N 35/99, N 182/01).

(9)  Las “subvenciones de explotación” generalmente van destinadas a compensar un déficit de actividades específicas o a aportar unos ingresos mínimos.

(10)  DO C 244 de 1.10.2004, p. 2.

---

25.4.2006

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 97/6

---

Udtalelse fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse om forslaget til Rådets afgørelse om adgang til søgning i visuminformationssystemet (VIS) for de myndigheder i medlemsstaterne, der har ansvaret for den indre sikkerhed, og for Europol med henblik på forebyggelse, afsløring og efterforskning af terrorhandlinger og andre alvorlige strafbare handlinger (KOM (2005) 600 endelig)

(2006/C 97/03)

DEN EUROPÆISKE TILSYNSFØRENDE FOR DATABESKYTTELSE HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 286,

under henvisning til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 8,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger, særlig artikel 41, og

under henvisning til Kommissionens anmodning, modtaget den 29. november 2005, om en udtalelse i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i forordning (EF) nr. 45/2001 —

VEDTAGET FØLGENDE UDTALELSE:

1.   INDLEDNING

1.1.   Indledende bemærkninger

Forslaget til Rådets afgørelse om adgang til søgning i visuminformationssystemet (VIS) for de myndigheder i medlemsstaterne, der har ansvaret for den indre sikkerhed, og for Europol med henblik på forebyggelse, afsløring og efterforskning af terrorhandlinger og andre alvorlige strafbare handlinger (i det følgende benævnt »forslaget«) blev af Rådet forelagt Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS) ved skrivelse af 24. november 2005. EDPS fortolker denne skrivelse som en anmodning om at rådgive Fællesskabsinstitutionerne og -organerne som fastsat i artikel 28, stk. 2, i forordning (EF) nr. 45/2001. Efter EDPS's opfattelse bør nærværende udtalelse omtales i præamblen til afgørelsen.

EDPS anser det for vigtigt at afgive en udtalelse om dette følsomme emne, fordi dette forslag er en direkte følge af oprettelsen af VIS, som vil være underlagt hans tilsyn, og hvorom han allerede har afgivet en udtalelse den 23. marts 2005 (1). I denne udtalelse blev muligheden af, at retshåndhævende myndigheder får adgang, allerede bragt på bane (se nedenfor); tilkendelse af nye adgangsrettigheder til VIS har for så vidt angår databeskyttelse en afgørende indflydelse på systemet. Det er derfor nødvendigt at afgive en udtalelse om nærværende forslag som opfølgning af den første udtalelse.

1.2.   Forslagets betydning

a)   Sammenhæng

Det foreliggende forslag er ikke kun vigtigt i sig selv, men også fordi det følger den generelle tendens til at give retshåndhævende myndigheder adgang til adskillige større informations- og identifikationssystemer. Dette er bl.a. nævnt i Kommissionens meddelelse af 24. november 2005 om øget effektivitet, kompatibilitet og synergi blandt europæiske databaser inden for retlige og indre anliggender (2), især pkt. 4.6: »I forbindelse med målsætningen om at bekæmpe terrorisme og forbrydelser finder Rådet nu, at de interne sikkerhedsmyndigheders manglende adgang til VIS-data er et problem. Dette samme kan hævdes om samtlige SIS II-data om indvandring og om EURODAC-data«.

Det foreliggende forslag kan derfor ses som en forløber for lignende retsakter udarbejdet i forbindelse med andre databaser, og det er afgørende fra første færd at fastlægge de tilfælde, hvor denne adgang kan tillades.

b)   Følgerne af en ny adgang til VIS

EDPS anerkender helt klart behovet for, at de retshåndhævende myndigheder får de bedst mulige redskaber til identifikation af gerningsmændene til terrorhandlinger og anden alvorlig kriminalitet. Han er også klar over, at VIS-data under visse omstændigheder kan være en væsentlig informationskilde for disse myndigheder.

Det er imidlertid langtfra nogen bagatel at give retshåndhævende organer adgang til første søjle-databaser, uanset hvor berettiget det kan være i bekæmpelsen af terrorisme. Der erindres om, at VIS er et informationssystem udviklet med henblik på den europæiske visumpolitik og ikke som et retshåndhævende instrument. Rutinemæssig adgang ville virkelig betyde en alvorlig krænkelse af princippet om formålsbestemt begrænsning. Det ville medføre et urimeligt indgreb i privatlivets fred for de rejsende, der har samtykket i, at deres data behandles med henblik på at få udstedt et visum, og som forventer, at deres data indsamles, søges og formidles med dette ene formål.

Da informationssystemer er opbygget med et bestemt formål, med garantier, sikkerhed og adgangsbetingelser, der er bestemt af dette formål, ville systematisk adgang med andet formål end det oprindelige ikke kun være en overtrædelse af princippet om formålsbestemt begrænsning, men vil også kunne gøre ovennævnte elementer uhensigtsmæssige eller utilstrækkelige.

I forlængelse heraf kunne en markant ændring af systemet gøre resultaterne af konsekvensvurderingsundersøgelsen ugyldige (som kun omfattede anvendelsen af systemet med det oprindelige formål). Det samme gælder for udtalelserne fra databeskyttelsesmyndighederne. Det vil kunne hævdes, at det nye forslag ændrer præmisserne for deres overensstemmelsesanalyse.

c)   Streng begrænsning af denne adgang

På baggrund af ovenstående vil EDPS gerne understrege, at de retshåndhævende myndigheders adgang til VIS kun kan gives under særlige omstændigheder i hvert enkelt tilfælde og skal være ledsaget af strenge garantier. De retshåndhævende myndigheders søgning skal med andre ord ved hensigtsmæssige tekniske og retlige midler være begrænset til specifikke sager.

EDPS har allerede fremhævet dette i sin udtalelse om VIS: »Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er klar over, at de retshåndhævende myndigheder er interesserede i at få adgang til VIS. Rådet vedtog konklusioner herom den 7.marts 2005. Eftersom formålet med VIS er at forbedre den fælles visumpolitik, skal det bemærkes, at det ikke vil være i overensstemmelse med dette formål at give de retshåndhævende myndigheder rutinemæssig adgang. Selv om der i henhold til artikel 13 i direktiv 95/46/EF kan gives ad hoc-adgang i visse tilfælde og med forbehold af de nødvendige garantier, kan der dog ikke tillades systematisk adgang«.

Konkluderende kan de væsentlige krav kort sammenfattes som følger:

—

Systematisk adgang bør ikke gives: Det bør i afgørelsen sikres, at tredje søjle-myndighederne altid i hvert enkelt tilfælde undersøger, om adgangen er nødvendig og forholdsmæssig. I denne henseende er en præcis affattelse af retsakten altafgørende, således at der ikke gives mulighed for en bred fortolkning, hvilket igen ville medføre rutinemæssig adgang.

—	I de tilfælde, hvor der gives adgang, skal der, i betragtning af denne adgangs følsomme karakter, vedtages passende garantier og betingelser, herunder en omfattende databeskyttelsesordning for anvendelsen af dataene på nationalt plan.

1.3.   Indledende bemærkninger

EDPS erkender, at der i det foreslåede dokument er vist databeskyttelsesaspektet meget opmærksomhed, især derved, at adgang begrænses til specifikke tilfælde og kun skal gives som led i bekæmpelse af alvorlig kriminalitet (3).

Blandt de andre positive elementer skal EDPS også specielt nævne følgende:

—	begrænsning til visse former for kriminalitet, jf. Europol-konventionen

—	medlemsstaterne har pligt til at udarbejde en liste over de myndigheder, der har adgang, og offentliggøre disse lister

—	der skal være et centralt adgangspunkt pr. medlemsstat (og en specialiseret enhed i Europol), således at anmodningerne om adgang bedre kan sorteres og overvåges

—	strenge regler for yderligere formidling af data i henhold til forslagets artikel 8, stk. 5

—	medlemsstaterne og Europol har pligt til at føre registre over de personer, der har ansvar for datasøgningen.

2.   ANALYSE AF FORSLAGET

2.1.   Indledende bemærkning

Som forudsætning for at kunne give myndigheder adgang på et tredje søjle-grundlag bør det vigtigste første søjle-VIS-forslag indeholde en passerelle-bestemmelse, der i alt væsentligt bestemmer det eventuelle indhold af en tredje søjle-retsakt som dette forslag. På det tidspunkt, da EDPS afgav sin udtalelse om VIS, var passerelle-bestemmelsen endnu ikke indført, og EDPS havde ikke mulighed for at kommentere den. Alle nedenstående bemærkninger fremsættes derfor med behørigt forbehold for passerelle-bestemmelsens indhold.

2.2.   Formålet med adgangen

For at sikre en passende begrænsning i adgangen er det vigtigt nøje at fastlægge betingelserne for adgang til VIS. Det er positivt, at det ikke kun af den foreslåede afgørelse selv, men også af begrundelsen og betragtningerne (se navnlig betragtning 7) meget klart fremgår, at der efter hensigten kun skal gives adgang i hvert enkelt tilfælde.

Der kan knyttes en bemærkning til forslagets artikel 5 for således at afstikke fortolkningen af denne.

I artikel 5 begrænses adgangens omfang ved materielle betingelser:

b)	adgangen til søgning skal være nødvendig med henblik på forebyggelse, afsløring eller efterforskning af terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare handlinger

c)	adgangen til søgning skal være nødvendig i et specifikt tilfælde (…) og

d)	der skal på grundlag af konkrete indicier være rimelig grund til at mene, at søgning i VIS-dataene vil bidrage til forebyggelse, afsløring eller efterforskning af en af de pågældende strafbare handlinger.

Disse betingelser er kumulative, idet betingelsen i litra b) mere er en definition af det saglige anvendelsesområde. I praksis betyder det, at den myndighed, der ønsker adgang, skal stå over for en alvorlig strafbar handling som omhandlet i forslagets litra b); der skal være et specifikt tilfælde som omhandlet i litra c). Desuden skal myndigheden kunne påvise, at søgning i VIS-dataene i dette specifikke tilfælde vil bidrage til forebyggelse, afsløring eller efterforskning af den pågældende strafbare handling som fastsat i litra d).

Selv med denne fortolkning af artikel 5 er EDPS betænkelig ved den fleksible affattelse i litra d): »bidrage til« er temmelig bredt. Der er mange tilfælde, hvor VIS-data vil kunne »bidrage til« forebyggelse eller efterforskning af alvorlig kriminalitet. For at begrunde en adgang til VIS-data, der fraviger princippet om formålsbegrænsning, mener EDPS, at denne søgning bør »bidrage væsentligt til« forebyggelse, afsløring eller efterforskning af den pågældende strafbare handling, og foreslår, at artikel 5 ændres i overensstemmelse hermed.

I artikel 10 hedder det, at disse registre skal vise det præcise formål med adgangen. Det »præcise formål« bør omfatte de elementer, der nødvendiggjorde en søgning i VIS som defineret i artikel 5, litra d). Dette ville medvirke til at sikre, at alle søgninger i VIS prøves med henblik på nødvendighed, og mindske risikoen for rutinemæssig adgang.

2.3.   Søgekommandoer i VIS-databasen

Artikel 5, stk. 2 og 3, indeholder bestemmelser om adgang i to tempi til VIS-data, idet et sæt data kun er tilgængeligt, hvis der har været et hit på grundlag af det første sæt data. Dette er i sig selv en fornuftig fremgangsmåde. Det første sæt data synes imidlertid at være meget omfattende. Navnlig kan der sættes spørgsmålstegn ved, om data som omhandlet i stk. 5, stk. 2, litra e) og i), er relevante for det første sæt data:

—	»Rejsens formål« synes at være en meget generel kommando til effektiv søgning i systemet. Desuden medfører den en risiko for at profilere rejsende på grundlag af dette element

—

Med hensyn til »fotografier«: der er kun begrænset mulighed for at søge i så stor en database på grundlag af fotografier; resultaterne af sådanne søgninger opviser på teknologiens nuværende stade uacceptabelt mange forkerte matchende detaljer. Følgerne af en ukorrekt identifikation er meget alvorlig for den pågældende person.

EDPS anmoder derfor om, at dataene i artikel 5, stk. 2, litra e) og i), betragtes som supplerende oplysninger, der er tilgængelige, hvis den første søgning viser, at der allerede er data i systemet, og flyttes til artikel 5, stk. 3.

Som et alternativ kan muligheden for at søge i databasen på grundlag af fotografier gøres til genstand for en teknologisk vurdering i det rådgivende udvalg, så den først indføres, når teknologien er udviklet og kan anses for at være pålidelig nok.

2.4.   Anvendelse på medlemsstater, hvor VIS-forordningen ikke finder anvendelse

Myndigheder, der har ansvaret for den indre sikkerhed, fra medlemsstater, der ikke deltager i VIS, kan også få adgang til søgning i VIS. Disse tjenester skal foretage søgningen via en deltagende medlemsstat under behørig overholdelse af betingelserne i artikel 5, stk. 1, litra b) — d) (dvs. i hvert enkelt tilfælde) og indgive en behørigt motiveret skriftlig anmodning.

EDPS vil gerne fremhæve behovet for at få indført visse betingelser for databehandlingen efter søgningen. Ifølge den regel, der gælder for de medlemsstater, der deltager i VIS, skal dataene, så snart de er fundet i VIS, behandles i overensstemmelse med rammeafgørelsen om databeskyttelsen i tredje søjle (se nedenfor). Den samme betingelse bør gælde for de medlemsstater, hvor VIS-forordningen ikke finder anvendelse, men som søger data i VIS. Samme argumenter bør gælde vedrørende føring af registre med henblik på fremtidig kontrol. EDPS anbefaler derfor, at der i forslagets artikel 6 tilføjes et stykke om, at afgørelsens artikel 8 og 10 også gælder for de medlemsstater, hvor VIS-forordningen ikke finder anvendelse.

2.5.   Databeskyttelsesordningen

a)   Anvendelse af rammeafgørelsen om databeskyttelsen i tredje søjle

Da den adgang, der gives myndighederne med ansvar for den indre sikkerhed, er en undtagelse fra VIS' formål, bør den være underlagt en konsekvent databeskyttelsesordning, der sikrer et højt beskyttelsesniveau for de data, der findes i VIS og behandles af de nationale myndigheder eller af Europol.

Ifølge forslagets artikel 8 skal Rådets rammeafgørelse om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med det politimæssige og strafferetlige samarbejde (i det følgende benævnt »rammeafgørelsen«) finde anvendelse på behandling af personoplysninger efter denne afgørelse. Med hensyn til databeskyttelse bør det foreliggende forslag således betragtes som en lex specialis, der supplerer eller tydeliggør den generelle lov (dvs. rammeafgørelsen). F.eks. er reglerne om videreoverførsel af data strengere i dette forslag og bør tages til følge. Det samme gælder for begrundelserne for adgang til dataene.

b)   Anvendelsesområde

EDPS noterer sig med tilfredshed, at rammeafgørelsens databeskyttelsesordning finder anvendelse på al behandling af personoplysninger i henhold til den foreslåede afgørelse. Det betyder, at databeskyttelsesniveauet skal være ækvivalent, uanset hvilke myndigheder der søger data i VIS.

Da der i artikel 2 anvendes et funktionelt kriterium til definition af disse myndigheder (»de myndigheder i medlemsstaterne, der har ansvaret for forebyggelse, afsløring eller efterforskning af terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare handlinger«), kunne denne definition omfatte efterretningstjenester samt retshåndhævende myndigheder. Efterretningstjenester, der søger i VIS, er derfor principielt underlagt de samme forpligtelser med hensyn til databeskyttelse, hvilket helt klart er et positivt træk.

Da der imidlertid kan herske nogen tvivl om denne fortolkning vedrørende rammeafgørelsens anvendelighed på efterretningstjenester, når de får adgang til VIS-data, foreslår EDPS en alternativ ordlyd som f.eks.:

c)   Tilsyn

Med hensyn til affattelsen af artikel 8 bør det tydeliggøres, at stk. 1 vedrører behandling af data inden for medlemsstaternes territorium. Stk. 2 og 3 tydeliggør anvendelsesområdet (databehandling foretaget af Europol og Kommissionen), og det bør gøres helt klart, at stk. 1 vedrører noget andet.

Det er en fornuftig fremgangsmåde at fordele tilsynsbeføjelser afhængigt af de forskellige aktørers respektive aktiviteter. Der mangler imidlertid et element: behovet for en koordineret fremgangsmåde for tilsynet. Som det allerede blev anført i EDPS's udtalelse om VIS: »Det er i forbindelse med tilsynet med VIS også vigtigt at understrege, at de nationale tilsynsmyndigheders og Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelses tilsynsvirksomhed i et vist omfang bør samordnes. Der er således behov for en harmoniseret gennemførelse af forordningen og for at arbejde hen imod en fælles tilgang til fælles problemer.

Artikel 35 [i VIS-forslaget] bør derfor indeholde en bestemmelse om, at Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse indkalder til møde med samtlige nationale tilsynsmyndigheder mindst én gang om året.«

Det samme gælder for denne specifikke anvendelse af VIS-systemet (idet Europols Fælles Kontrolinstans i dette tilfælde også er involveret). Tilsynet bør være fuldstændigt på linje med tilsynet med »første søjle-VIS«, da det er det samme system. Desuden er koordinationsmøder, som indkaldes af EDPS, med alle parter involveret i tilsynet, også det forbillede, som er valgt i forbindelse med tilsyn med andre større informationssystemer, som f.eks. Eurodac.

EDPS er klar over, at man i en vis udstrækning allerede opererer med koordinering i forslaget, hvor man omtaler den rolle, som skal spilles af den fremtidige gruppe vedrørende beskyttelse af personer i forbindelse med behandling af personoplysninger, som er nedsat ved artikel 31 i den foreslåede rammeafgørelse. Det bør dog gentages, at selve tilsynet ikke er omfattet af dette rådgivende organs mission.

EDPS foreslår, at der tilføjes en bestemmelse om, at det koordinationsmøde, der indkaldes af EDPS som led i tilsynet med »første søjle-VIS«, også skal have kompetence med hensyn til data, der behandles i medfør af dette forslag, og at Europols Fælles Kontrolinstans også bør være repræsenteret i den forbindelse.

2.6.   Egenkontrol

Forslagets artikel 12 indeholder bestemmelser om overvågningssystemer for VIS. EDPS mener, at denne overvågning ikke kun bør vedrøre aspekterne resultater, omkostningseffektivitet og tjenesternes kvalitet, men også overensstemmelse med juridiske krav, især på databeskyttelsesområdet. Artikel 12 bør ændres tilsvarende.

For at kunne gennemføre denne egenkontrol med databehandlingens lovlighed bør Kommissionen sættes i stand til at anvende de registre, der føres i henhold til forslagets artikel 10. Det bør derfor i artikel 10 fastsættes, at disse registre ikke kun skal opbevares for at overvåge databeskyttelsen og for at garantere oplysningernes sikkerhed, men også for at gennemføre regelmæssig egenkontrol med VIS. Egenkontrolrapporterne vil være et bidrag til den tilsynsopgave, der er pålagt EDPS og de andre tilsynsførende, som i højere grad vil være i stand til at udvælge prioritetsområderne for deres tilsyn.

3.   KONKLUSION

På baggrund af ovenstående fremhæver EDPS, at det er afgørende, at de myndigheder, der har ansvaret for den indre sikkerhed, samt Europol kun får adgang i hvert enkelt tilfælde og under strenge sikkerhedsgarantier. Denne målsætning opfyldes generelt tilfredsstillende i forslaget, selv om der kan foretages visse forbedringer som foreslået i denne udtalelse:

—

Det bør være en betingelse for adgang til VIS ifølge artikel 5, at søgningen vil bidrage »væsentligt« til forebyggelse, afsløring eller efterforskning af en strafbar handling, og det bør på grundlag af de registre, der kræves i artikel 10, være muligt i hvert enkelt tilfælde at evaluere dette forhold.

—	To søgekommandoer for adgang til VIS, jf. artikel 5, stk. 2, nemlig: »rejsens formål« og »fotografier«, bør tages op til fornyet overvejelse og stilles til rådighed som supplerende oplysninger, når der foreligger et hit.

—	Det databeskyttelsesniveau, der gælder efter søgning, bør være ækvivalent, uanset hvilke myndigheder der søger data i VIS. Artikel 8 og 10 bør også gælde for de medlemsstater, hvor VIS-forordningen ikke finder anvendelse.

—	Der bør sikres en koordineret fremgangsmåde for tilsyn, også for så vidt angår VIS-adgang som skitseret i dette forslag.

—	Bestemmelserne om overvågningssystemer bør også sikre, at der foretages egenkontrol med opfyldelsen af databeskyttelseskravene.

---

(1)  Udtalelse fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse om forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om visuminformationssystemet (VIS) og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne om visa til kortvarigt ophold (KOM(2004) 835 endelig).

(2)  KOM (2005) 597 endelig.

(3)  Dette svarer også til Rådets konklusioner fra marts og juli 2005, hvor det kræves, at adgang til VIS for de myndigheder i medlemsstaterne, der har ansvaret for den indre sikkerhed, skal være »betinget af en nøje overholdelse af bestemmelserne om beskyttelse af personoplysninger«.

---

25.4.2006

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 97/11

---

Berigtigelse til meddelelse fra Kommissionen i forbindelse med gennemførelsen af Rådets direktiv 90/396/EØF af 29. juni 1990 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om gasapparater

( Den Europæiske Unions Tidende C 49 af 28. februar 2006 )

(2006/C 97/04)

Side 5

i stedet for:

CEN	EN 30-2-1:1998 Gaskogeapparater til husholdningsbrug. Del 2-1: Rationel energiudnyttelse. Generelt	—
	EN 30-2-1:1998/A1:2003	Anm. 3	udløbsdato (10.12.2004)
	EN 30-2-1:1998/A2:2005	Anm. 3	Datoen for denne publikation
	EN 30-2-1:1998/A1:2003/AC:2004

læses:

CEN	EN 30-2-1:1998 Gaskogeapparater til husholdningsbrug. Del 2-1: Rationel energiudnyttelse. Generelt	—
	EN 30-2-1:1998/A1:2003	Anm. 3	udløbsdato (10.12.2004)
	EN 30-2-1:1998/A2:2005	Anm. 3	udløbsdato (11.11.2005)
	EN 30-2-1:1998/A1:2003/AC:2004

---