11.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 88/1

1.1

Kommissionen har fremlagt sit forslag til afgørelse om et enkelt integreret program på EU-niveau på områderne folkesundhed og forbrugerbeskyttelse for perioden 2007-2013, som ledsages af en meddelelse indeholdende et strategipapir og et bilag med en omfattende konsekvensanalyse.

1.2

Det er første gang, at Kommissionen fastlægger en fælles strategi for sundheds- og forbrugerpolitikken — og det for så lang en periode (7 år), og EØSU anerkender Kommissionens bestræbelse på at puste nyt liv i disse to politikområder, som administrativt set nu er samlet i ét enkelt generaldirektorat.

1.3

Kommissionen fremfører juridiske, økonomiske, sociale og politiske argumenter for denne nye tilgang, og EØSU noterer med glæde alle de fremlagte data og den omhyggelighed, hvormed de forskellige valgmuligheder sættes under lup i konsekvensanalysen.

1.4

En bred høring, som EØSU afholdt med en lang række anerkendte repræsentanter for de vigtigste berørte interessegrupper, har gjort det muligt at indhente deres synspunkter om tendensen, indholdet, præsentationsformen og begrundelsen for forslagene fra Kommissionen, som også var repræsenteret.

1.5

Efter at have analyseret de fremlagte dokumenter og de mange supplerende oplysninger, som Kommissionen lægger på bordet, og på baggrund af bidragene fra de direkte berørte civilsamfundsrepræsentanter på sundheds- og forbrugerbeskyttelsesområdet og de forskellige skriftlige bidrag, som EØSU har modtaget fra en bred vifte af repræsentative organisationer på de nævnte områder, er EØSU generelt af den opfattelse, at forslaget til afgørelse om et fælles EF-handlingsprogram for sundhed og forbrugerbeskyttelse ikke er tilstrækkeligt begrundet og belyst under alle synsvinkler: de fremførte argumenter er ikke tilstrækkelige til at overbevise om, at den valgte løsning er hensigtsmæssig.

1.6

Nærmere bestemt finder EØSU det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at de fællestræk og komplementære elementer, som ganske rigtigt præger EU-politikken på de to områder, reelt kan føre til synergier, som ikke kunne udvikles og udnyttes ved hjælp af specifikke samarbejds- og koordineringstiltag i betragtning af de to politikkers horisontale karakter, ligesom det er tilfældet med f.eks. miljøpolitikken.

1.7

Retsgrundlaget for de to politikker, henholdsvis artikel 152 og 153 i traktaten, er af vidt forskellig juridisk art. Derfor må man være påpasselig for at undgå på den ene side, at forbrugerbeskyttelsespolitikken bliver underlagt de samme kriterier om komplementaritet og subsidiaritet, som gælder for sundhedspolitikken, på bekostning af EU's egen kompetence på forbrugerbeskyttelsesområdet, og på den anden side, at der opstår en uønskværdig »forbrugerattitude« til sundhedspolitikken, med en sammenblanding af de to begreber »bruger« og »forbruger« under det generelle overbegreb »borger«.

1.8

EØSU er også af den opfattelse, at forbrugerpolitikken kan blive forfordelt ved en generel beregning af ét enkelt grundbudget, og at en særskilt afgørelse om hver enkelt af disse to politikområder, som det hidtil har været tilfældet, ville være til fordel for begge områder, især i denne tid med institutionel krise, tilsyneladende ændring af den generelle politiske kurs og uafklarede finansielle overslag.

1.9

EØSU er lige som andre bekymret over, at forslaget til afgørelse ikke tager hensyn til visse grundlæggende aspekter af de to politikområder og ikke sikrer en passende finansiering. Ligeledes forbigås nok enkelte centrale, aktuelle aspekter af afgørende betydning. Den foreslåede procedure for gennemførelse, overvågning og evaluering burde være mere innovativ, stringent og forpligtende.

1.10

Endelig anmoder EØSU om, at forbrugerinstituttet udstyres med bedre afgrænsede beføjelser og funktioner og ikke betragtes blot som et »departement« under sundhedsforvaltningsorganet. Kun således kan det bidrage afgørende til en bedre håndhævelse af den eksisterende lovgivning og til øget oplysning, vejledning og beskyttelse af forbrugerne.

2.1

Under overskriften »Fremme af sundhed, sikkerhed og tillid blandt borgerne: en strategi for sundhed og forbrugerbeskyttelse« forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet et forslag til afgørelse om oprettelse af et EF-handlingsprogram for sundhed og forbrugerbeskyttelse (2007-2013).

2.2

For første gang fremlægger Kommissionen en ny strategi og et EF-handlingsprogram for 2007-2013, som samler folkesundheds- og forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger i et enkelt integreret program.

2.3

I sin meddelelse begrunder Kommissionen denne nye tilgang med henvisning til de fælles mål for de to politikområder og den rolle de spiller i borgernes hverdag. Endvidere peger Kommissionen på synergifordelene ved det nye integrerede program, som kan give besparelser af såvel budget- som proceduremæssig art og gøre forvaltningen mere effektiv.

2.4

Kommissionens valg af strategi er først og fremmest baseret på nødvendigheden af at skabe synergier mellem de to politikker, som kan give stordriftsfordele og besparelser i forvaltningen af finansielle ressourcer og effektivisere procedurerne, samtidig med at der opnås større sammenhæng mellem de trufne foranstaltninger og større opmærksomhed om disse spørgsmål på den politiske dagsorden.

2.5

Som Kommissionen anfører, er de fælles målsætninger for denne politik følgende:

2.6

De rent sundhedspolitiske mål er følgende:

2.7

Hvad de forbrugerpolitiske mål angår, foreslås følgende:

3.1.1

Retsgrundlagene for EU's politik for henholdsvis folkesundhed og forbrugerbeskyttelse er af vidt forskellig art. Folkesundhedspolitikken henhører grundlæggende under medlemsstaterne, og Fællesskabets indsats kan kun være et supplement til de nationale politikker på de specifikke områder, der er nævnt i artikel 152 (1). Forbrugerpolitikken har især efter Amsterdam antaget en uomtvistelig fælles karakter med det mål at fremme forbrugernes rettigheder og beskytte deres interesser ikke mindst i forbindelse med gennemførelsen af det indre marked (2).

3.1.2

Derfor er der ikke noget grundlag for at hævde, at artikel 152 og 153 juridisk set ligner hinanden så meget, at der kan fastlægges en strategi og et integreret handlingsprogram for områderne folkesundhed og forbrugerbeskyttelse.

3.1.3

Hertil kommer, at i medlemsstaterne er retten til sundhed juridisk og forfatningsmæssigt set også helt forskellig fra forbrugernes rettigheder, og beskyttelsen af disse rettigheder antager også forskellige former.

3.1.4

Dermed være ikke sagt, at EØSU ikke tillægger spørgsmålene vedrørende folkesundhed en afgørende betydning, som i sig selv gør det nødvendigt at udforme en stærk europæisk folkesundhedspolitik, der også kunne blive et instrument til bekæmpelse af fattigdom og marginalisering. Det kan kun beklages, at den manglende vedtagelse af forfatningsteksten, kan have medvirket til, at der ikke er taget skridt af betydning i denne retning.

3.1.5

EØSU vil gerne påpege, at begreberne »forbruger« og »patient« ikke er sammenfaldende, og de påvirkes ikke af de samme faktorer. Forbrugere kan ikke alene betragtes som individuelle personer, og deres beslutninger i forhold til markedet er overvejende økonomisk begrundet, hvorimod patienter ikke kan betragtes alene som forbrugere af medicin og lægeydelser. Deres rettigheder er ikke kun af økonomisk art og kan kun sammenlignes med ret til domstolsadgang eller ret til uddannelse, som staten opfylder via tjenesteydelser af almen interesse.

3.1.6

EØSU anerkender, at der findes aspekter, som er fælles for de to politikker, men det er ikke noget, som specielt kendetegner disse to områder (3). Kommissionen har desuden ikke uigendriveligt vist, at de fælles aspekter ved foranstaltninger på de to områder kun kan realiseres gennem fastlæggelse og gennemførelse af ét enkelt integreret program, eller at dette er den mest hensigtsmæssige og udbytterige fremgangsmåde (4).

3.1.7

Der er ifølge nogle forbrugerorganisationer flere ulemper ved en sådan integreret tilgang, hvoraf nogle kan støttes, herunder især:

3.1.8

Derimod er ingen af de seks vigtige grunde, der fremføres i konsekvensanalysen (s. 6-7), afgørende argumenter for at vælge en fælles tilgang til de to politikker, som sagtens kunne opnås gennem en passende koordinering og især ved at implementere Kommissionens fremragende initiativ om administrativt samarbejde mellem nationale myndigheder (6).

3.1.9

Det lykkes heller ikke Kommissionen at påvise, hvilke reelle indbyggede synergier der følger af denne strømlining, ud over de rent forbigående, og den sætter heller ikke tal på de respektive stordriftsfordele. Af konsekvensanalysen fremgår det snarere, at den foreslåede løsning er neutral på omkostningssiden, idet de to politikker ved en simpel sammenlægning ville blive holdt inden for samme finansielle ramme (7).

3.1.10

Tværtimod kan en adskillelse af disse to politikker på dette særligt kritiske tidspunkt for EU's finansielle overslag tværtimod have den fordel, at man kunne indlede forhandlinger på to fronter og fremhæve de vigtige aspekter på hvert enkelt område. Dermed kunne der efter de repræsentative organisationers opfattelse opnås bedre resultater, hvad angår tildelingen af midler til hvert enkelt af dem.

3.1.11

EØSU ser for øvrigt med stor bekymring på muligheden for en drastisk nedskæring i de finansielle overslag for 2007-2013, som — hvis en sådan ikke ligefrem gør det helt umuligt at gennemføre dette program, der i forvejen har få midler — i hvert fald vil kræve en fuldstændig omarbejdning og genfremsættelse med en ny prioritering af foranstaltninger. En simpel procentvis nedskæring proportionelt med den generelle nedskæring af de globale budgettal er nemlig ikke gennemførlig i praksis og derfor helt utænkelig.

3.1.12

Endelig kan de forskellige aspekter, der med rette fremhæves som fælles for de to politikker, omfattes af fælles, samordnede foranstaltninger på EU- og nationalt plan ligesom på andre områder under andre EU-politikker såsom miljø, konkurrence, uddannelse og kultur, idet de begge er af horisontal karakter, hvilket indebærer, at der obligatorisk skal tages højde for dem i andre politikker. Kommissionen erkender selv dette i den række eksempler, den nævner i meddelelsens bilag 2 (s. 16).

3.2.1

Afholdelsen af en offentlig høring med de vigtigste civilsamfundsrepræsentanter, som berøres direkte af Kommissionens program, og hvori omkring 70 deltog, har — trods de pålagte logistiske begrænsninger, som begrænser muligheden for grundigt at analysere de forskellige aspekter og elementer — bidraget afgørende til analysen af Kommissionens program og dens forslag med det mål at evaluere definitionen af målsætningerne, målene, midlerne og en passende anvendelse af dem samt de foranstaltninger, der skal gennemføres med disse midler for at nå de opstillede mål.

3.2.2.1

Kommissionen fremhæver med rette forskellige foranstaltninger, som bør iværksættes for at opnå et mere ensartet forbrugerbeskyttelsesniveau i EU; men den gør det med et minimalistisk sigte, der bekræfter den kurs, der er anlagt i dens seneste lovgivningsinitiativer, som prioriterer en total harmonisering på et lavt beskyttelsesniveau. Endvidere er EØSU foruroliget over den systematiske prioritering af princippet om anvendelse af oprindelseslandets ret og advarer mod faren for en overfladisk opfattelse af forbrugerbeskyttelse som ren og skær information om varer og tjenesteydelser (8).

3.2.2.2

EØSU mener, at Kommissionen kunne have været mere innovativ (9) og konkret (10). EØSU gjorde Kommissionen opmærksom på en række lakuner, som stadig findes, da det udarbejdede sin udtalelse om strategien for 2002-2006 (11). Dette spørgsmål behandles mere indgående i en initiativudtalelse, og der henvises til konklusionerne heri (12).

3.2.2.2.1

EØSU foreslår derfor, at følgende emner tages op i det nuværende program:

3.2.2.3

Hvad angår de initiativer, som glædeligvis foreslås, savnes i mange tilfælde en anvisning på, hvordan de konkret skal gennemføres og efter hvilken tidsplan; det gælder for eksempel:

3.2.2.4

EØSU bemærker, at der ikke er fastsat indikatorer for overvågning og evaluering af opfyldelsen af målene om i højere grad at inddrage civilsamfundet og de berørte parter i politikudformningen og indarbejdningen af forbrugerpolitikken i andre EU-politikker. De fastsatte indikatorer for overvågning og evaluering af programmets synergier er ikke — bortset fra den første — velegnede til det forbrugerpolitiske område.

3.2.2.5

EØSU anser det endvidere for nyttigt at fastlægge flere evalueringsindikatorer for forbrugerpolitikken for at sikre større pålidelighed og en tættere sammenkædning med de mål, der er opstillet i Bilag 3 til programmet.

3.2.2.6

Det bemærkes også, at der opereres med årlige arbejdsprogrammer til gennemførelse af det nu 7-årige program, men det ser ikke ud til, at der er planer om anvendelse af det instrument, som blev fastlagt i programmet for 2002-2006, nemlig revision af det rullende handlingsprogram (14), hvilket er så meget desto vigtigere nu, hvor programmet løber over 7 år.

3.2.2.7

Hvad angår forbrugerinstituttet under sundhedsforvaltningsorganet, bemærker EØSU, at dets opbygning og funktionsmåde ikke defineres. Det anbefaler derfor, at dets selvstændighed og uafhængighed sikres gennem veldefinerede opgaver og beføjelser for at undgå, at det bliver en overflødig bureaukratisk instans.

3.2.2.8

Endelig kan det, hvad angår de budgetmidler, der afsættes til forbrugerpolitikken, konstateres, at de udgør under 20 % af de samlede midler, svarende til blot 7 eurocent årligt pr. forbruger i de 7 år, programmet løber over, og at den tilsyneladende fordobling i forhold til det foregående program, skal ses i lyset af programmernes forskellige varighed — henholdsvis 4 og 7 år.

3.2.2.9

Alene det faktum, at der snart optages nye medlemsstater, burde have afspejlet sig i en budgetforhøjelse mere end proportional med programmets varighed, da de foreslåede midler end ikke rækker til de foranstaltninger, der skal gennemføres, idet forbrugerinstituttets drift vil lægge beslag på en stor del af midlerne.

3.2.3.1

EØSU vil gerne fremhæve de positive aspekter ved Kommissionens program, især ønsket om at sætte skub i folkesundhedspolitikken ved at prioritere den højere og give den større synlighed og mere effektive instrumenter, hvilket er en presserende nødvendighed. Man behøver end ikke bruge den truende fugleinfluenzaepidemi som eksempel for at indse, at der er behov for på EU-plan at samordne vigtige folkesundhedsaspekter, således som Kommissionen med rette påpeger (15).

3.2.3.2

EØSU bifalder de store generelle retningslinier for sundhedsprogrammet, især tanken om at indarbejde de forskellige hensyn på dette område i andre EU-politikker, satsningen på forebyggelse, informationsanalysen, styrkelsen af samarbejde og videnudveksling samt forbedringen af informationsspredningen.

3.2.3.3

EØSU glæder sig også over Kommissionens prioritering af bekæmpelsen af uligheder i adgangen til sundhedspleje, behovet for at fremme børns sundhed og spørgsmålene vedrørende aktiv aldring.

3.2.3.4

EØSU deler Kommissionens bekymring over de globale sundhedstrusler og væksten i livsstilssygdomme og bifalder programmets strategi for en styrkelse af indsatsen på området sundhedsdeterminanter.

3.2.3.5

EØSU støtter også Kommissionens bestræbelser for at give opbakning til organisationer, der er aktive på sundhedsområdet, ved at styrke deres repræsentation i dialogforaene, dens interesse for patientmobilitet, støtten til samarbejdet mellem de nationale sundhedsvæsener for at overvinde de udfordringer, de står over for, samt styrkelsen af mekanismerne for informationsudveksling på folkesundhedsområdet.

3.2.3.6

EØSU anerkender således, at Kommissionens behandling af sundhedsområdet er mere i overensstemmelse med sektorens behov både mht. definitionen af målene, udformningen af foranstaltningerne og de midler, der afsættes til deres gennemførelse. Budgettet er således næsten tre gange højere, end det var tilfældet med det foregående program, og mere end fire gange højere end budgettet for forbrugerområdet.

3.2.3.7

Dog er der efter EØSU's mening heller ikke her ret meget nyt (16) at finde i forhold til de tidligere programmers indhold; således er EØSU's kommentarer til programmet for 2001-2006 og til handlingsplanen for miljø og sundhed 2004-2010 stadig fuldt ud relevante, især hvad angår den fortsatte mangel på konkrete og objektivt evaluerbare mål og på en klart fastlagt tidsplan for deres gennemførelse (17).

3.2.3.8

EØSU havde gerne set en præcis opstilling af mål vedrørende aspekter, som var medtaget i den foregående retsakt. Dette er bl.a. tilfældet med spørgsmål vedrørende bekæmpelsen af uligheder på sundhedsområdet, især ulighed mellem mænd og kvinder, men også situationen for ældre, de dårligst stillede og marginaliserede grupper i samfundet, beskyttelse af personlige data, individuelle og biologiske faktorer, den negative indvirkning af stråling og støj og resistens over for antibiotika.

3.2.3.9

EØSU havde også gerne set, at visse emner af virkelig stor betydning var blevet medtaget sammenhængende i programmet. Det gælder f.eks. fedme, HIV, mental sundhed (18), børns sundhed og børnesygdomme samt aldring, som nok nævnes i den beskrivende del af programmet, men som ikke reflekteres på passende vis i selve forslaget til afgørelse.

3.2.3.10

Det må også undre, at Kommissionens forslag ganske forbigår vigtige aktuelle spørgsmål i relation til folkesundheden såsom tandsundhed, synsrelaterede spørgsmål, palliativ behandling og smertebehandling.

3.2.3.11

Generelt ville EØSU have sat pris på, at Kommissionen havde udvist et større engagement i aspekter såsom god information på alle niveauer og på alle områder, global risikoforebyggelse, offentligt-private partnerskaber, samarbejde mellem medlemsstater og på internationalt plan.

3.2.3.12

Endelig ville EØSU have foretrukket, at programmet havde indeholdt konkrete tiltag for at muliggøre sammenlignelighed mellem sundhedssystemerne i EU (19), fremme beskyttelsen af patienter på rejse inden for EU (»EU-sygesikring«), og mere målrettet at tilskynde til indførelse af kodekser for god praksis og til oprettelse og udvikling af ekspertisenet og et center for epidemiologi.

11.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 88/7

1.1

EØSU bifalder Kommissionens foreslåede ændring, som skaber større klarhed og letter anvendelsen af denne forordning, der er så vigtig for virkeliggørelsen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed i EU. Ikke desto mindre skaber nogle af de nye formuleringer en vis usikkerhed omkring fortolkningen af dem. Dette gælder især artikel 8, stk. 3, sidste del, som indfører en undtagelse vedrørende beregningen af frister, hvis adressaten nægter at modtage et dokument, fordi det er affattet på et sprog, som han/hun ikke forstår; denne bestemmelse skal beskytte rekvirentens interesser i henhold til nationale bestemmelser.

1.2

Ligeledes bør det i slutningen af artikel 14, hvor der henvises til modtagelsesbevis eller »tilsvarende«, nærmere defineres, hvilke andre gyldige beviser for forkyndelse eller fremsendelse med post der kan være tale om.

1.3

Disse to aspekter bør afklares, og frem for alt må de forskellige sprogversioner, som i mange tilfælde afviger fra hinanden, gås efter i sømmene. Problemet må løses før offentliggørelsen af forordningen, da omsættelsen af den i de enkelte medlemsstater sker på grundlag af de respektive sprogversioner.

1.4

EØSU er bekymret over, at Kommissionen ikke har evalueret forordningens gennemførelse i de nye medlemsstater, skønt den har udformet bilagene under hensyntagen til denne nye situation.

1.5

Under alle omstændigheder vil EØSU gerne give udtryk for, at revisionen af forordningen er foregået efter en hensigtsmæssig fremgangsmåde, idet der er taget hensyn til alle berørte parter og især fordi man har anvendt et af de instrumenter, der er oprettet til dette formål, nemlig Det Europæiske Netværk for Civil- og Handelssager, som har gjort det muligt at tage højde for de problemer, man er stødt på under anvendelsen af de to procedurer.

2.1

Kommissionen fremlægger dette forslag til forordning i henhold til artikel 24 i forordning (EF) 1348/2000 (1), som fastsætter, at Kommissionen efter at have undersøgt forordningens anvendelse i perioden indtil den 1. juni 2004, skal foretage en tilpasning af bestemmelserne til udviklingen inden for forkyndelsesordningerne. Ikke desto mindre går den foreslåede ændring videre end en simpel formel revision, idet den indgår i den forenkling af lovgivningen, som EU er gået i gang med. Desuden tager den hensyn til den omfattende lovgivning, der er foreslået i samme periode for at opfylde beslutningen fra Rådets møde i Tammerfors om at opbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som kan sikre fri bevægelighed for personer inden for EU.

2.2

Gennemførelsen af denne forordning har stor betydning for opnåelsen af et velfungerende indre marked. Grænseoverskridende transaktioner og kontrakter og især de nye indkøbssystemer, som er baseret på de nye teknologier, gør det nødvendigt med en regulering, som fastlægger en procedure for forkyndelse og fremsendelse af retslige og udenretslige dokumenter fra en medlemsstat til en anden. Her skal det nævnes, at EØSU allerede har erklæret (2), at denne procedure bør fastlægges i en forordning — og ikke i et direktiv — da målet er en fuldstændig harmonisering.

3.1

Ud over den tilstræbte forenkling indeholder forslaget også ændringer, som styrker retssikkerheden for rekvirenten og adressaten, idet målet er at fastlægge et grundlæggende princip for at opretholde tilliden til det indre marked.

3.2

For det første fastlæges der klare bestemmelser om beregningen af frister (art. 7, stk. 2), som erstatter de tidligere og fastsætter, at et dokument skal forkyndes inden for en måned efter modtagelsen; kun når der er tale om forbindelser mellem myndigheder i den enkelte medlemsstat vil det være den respektive nationale lovgivning, der finder anvendelse (art. 9, stk. 1 og 2).

3.3

Det præciseres, at adressaten kan nægte at modtage et dokument, hvis det er affattet på et sprog, som han/hun ikke forstår. Der indføres også en mulighed for at forkynde en oversættelse af dokumentet til et sprog, som adressaten forstår, og fristen beregnes i så fald ud fra den dato, på hvilken oversættelsen er forkyndt (art. 8, stk. 1). I det nye stk. 3 fastsættes dog en undtagelse for de tilfælde, hvor et dokument i henhold til en medlemsstats lov skal forkyndes inden for en bestemt frist, for at rekvirenten kan bevare sine rettigheder. I sådanne tilfælde gælder den dato, på hvilken det oprindelige dokument blev forkyndt.

3.4

En anden vigtig ændring, der foreslås, vedrører omkostningerne i forbindelse med forkyndelse eller fremsendelse (art. 11, stk. 2), hvorefter de enkelte medlemsstater på forhånd skal fastsætte et gebyr.

3.5

Hvad angår forkyndelse ved brug af posttjenester (art. 14) fastsættes det, at hver medlemsstat kan kræve modtagelsesbevis eller »tilsvarende«, hvilket ikke er til hinder for, at enhver, der har interesse i en retssag, kan lade forkyndelse af retslige dokumenter foretage ved stævningsmænd, embedsmænd eller andre kompetente personer i modtagerstaten (art. 15).

4.1

EØSU ser positivt på ethvert forslag til lovændring, som er i overensstemmelse med princippet om forenkling (3) og samtidig sikrer retssikkerheden på det pågældende område. Det fastslår, at Kommissionen har udarbejdet den i forordningens artikel 24 krævede rapport, og at erfaringerne med forordningens anvendelse er blevet undersøgt og drøftet på møderne i Det Europæiske Netværk for Civil- og Handelssager (4). På grundlag af de relevante data og undersøgelser har Kommissionen vedtaget den rapport (5), som danner grundlag for det foreliggende forslag.

4.2

Det må således anerkendes, at der med en regulering på EU-plan af beregningen af frister for forkyndelse og fremsendelse af dokumenter tages et stort skridt i retning af forenkling, idet der førhen var utallige nationale bestemmelser, som trak procedurerne i langdrag. Samtidig får parterne hermed mulighed for at kende procedurerne uden at skulle sætte sig ind i de gældende bestemmelser i hver enkelt medlemsstat. I forbindelserne mellem medlemsstaterne er det dog den nationale ret, der finder anvendelse, som fastsat i den ændrede artikel 9, uden at det går ud over de berørte privatpersoners interesser.

4.3

Den foreslåede omformulering af art. 8 (6)»Mulighed for at nægte at modtage dokumentet« på grund af manglende kendskab til det sprog, hvorpå det er affattet, samt forpligtelsen til at stille en oversættelse til rådighed forekommer at være mere i overensstemmelse med de berørte parters interesser end den nuværende ordlyd, især fordi fristerne ikke forkortes, men fristen først beregnes fra den dato, hvor oversættelsen forkyndes. Dog skaber formuleringen af det nye stk. 3 i artikel 8 et alvorligt problem for medlemsstaternes gennemførelse af bestemmelsen i forhold til den tidligere ordlyd, idet der indføres en undtagelse, hvor fristerne beregnes efter de nationale bestemmelser, hvilket kan gå ud over adressatens retssikkerhed.

4.4

EØSU støtter også bestemmelsen om, at de enkelte medlemsstater skal indføre et forud fastsat gebyr, da usikkerheden omkring omkostningerne ofte skaber mistillid mellem parterne. Hermed styrkes gennemsigtigheden i proceduren.

4.5

I tråd med sin tidligere udtalelse (7) mener EØSU, at der er behov for undersøge, om man i forbindelse med forkyndelse og fremsendelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager kan benytte de tekniske fornyelser og nye medier, der er taget i anvendelse i de fremsendende og modtagende instanser, såsom elektronisk post eller Internet, forudsat at parternes retssikkerhed garanteres.

4.6

Et andet spørgsmål, der må ses nærmere på, er udformningen af de vedlagte formularer, som henvender sig til retsmyndighederne i medlemsstaterne, dvs. de fremsendende og modtagende instanser selv. EØSU mener, at der også bør tages hensyn til den modtagende instans og adressatens interesser, og at formuleringen derfor bør forenkles og gøres mere forståelig for de parter, som berøres af de retslige og udenretslige procedurer.

11.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 88/9

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ser meget gerne, at indholdet i denne udtalelse indarbejdes i det dokument, som den igangværende revision af hvidbogen om »Den europæiske transportpolitik frem til 2010 — De svære valg« (KOM(2001) 370) vil resultere i.

1.2

De internationale banegårdes betydning for jernbanenettet bør undersøges nøje, navnlig da de både indgår i jernbaneinfrastrukturen og i byens udbud af tjenesteydelser samt udgør en del af Europas arkitekturarv.

1.3

Det vil i lyset af det 21. århundredes teknologiske og tekniske fremskridt være hensigtsmæssigt fortsat at undersøge, hvilke krav banegårdene skal opfylde, ved at afholde brede høringer af såvel specialister som offentligheden. Alternative reguleringsformer bør opstilles på europæisk, nationalt og regionalt niveau ud fra realistiske krav og under hensyntagen til nærhedsprincippet.

1.4

Der bør i den europæiske lovgivningsproces tages særlige hensyn til kravene til banegårdene om bedre passagersikkerhed og beskyttelse mod terrorisme i forbindelse med international personbefordring.

1.5

Det vil være hensigtsmæssigt at tage særlig hensyn til moderniseringen af banegårdene, da de kan fungere som drivkraft for udviklingen af den sociale og økonomiske samhørighed i de nye medlemsstater.

1.6

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) bør inddrages, når man undersøger mulighederne for at finansiere en struktureret udvikling af internationale banegårde gennem offentlig-private partnerskaber eller andre hensigtsmæssige mekanismer.

1.7

Det er vigtigt at sikre, at banegårdene først og fremmest varetager deres primære funktion, nemlig transport, og ikke kaster sig ud i andre aktiviteter og bliver til rene indkøbs- og forbrugscentre.

1.8

Man bør kunne sikre, at moderniseringen af banegårdene både bidrager til opretholdelsen af eksisterende arbejdspladser og fremmer skabelsen af nye arbejdspladser. Det er som led i konsekvensanalysen af denne udvikling naturligvis vigtigt ikke udelukkende at begrænse sig til de direkte følgevirkninger, men også at tage de indirekte følgevirkninger i betragtning.

1.9

Det er vigtigt at sikre, at ikke kun de internationale banegårde i storbyerne, men også de banegårde, som benyttes af befolkningen og rejsende i de mindst gunstigt stillede regioner, vedligeholdes og udvikles.

2.1

Banegårdene er kort sagt en form for »udstillingsvindue« for jernbanetrafikken.

2.2

Hvidbogen om »Den europæiske transportpolitik frem til 2010 — De svære valg«, som blev offentliggjort i 2001, ændrer ikke transportpolitikkens overordnede målsætninger, men der lægges større vægt på udviklingen af transportformer, der kan lette vejtrafikken, og behovet for at placere brugeren i centrum af transportpolitikken.

2.3

Banegårdene spiller en vigtig rolle for opnåelsen af fri bevægelighed for varer, personer og tjenesteydelser. Banegårdene kan bidrage til at sikre en problemfri, hurtig og effektiv persontransport, men en forudsætning herfor er et velfungerende indre marked, fjernelsen af administrative hindringer og indførelsen af konkurrencemæssig ligestilling.

2.4

EU's transportpolitik er et væsentlig instrument til at opnå økonomisk og social samhørighed, eftersom den lægger særlig vægt på at sikre fri konkurrence, bedre transportsikkerhed og miljøhensyn.

2.4.1

I forbindelse med spørgsmålet om en revitalisering af jernbanesystemerne påpeges det i hvidbogen, at jernbanesektoren er karakteriseret af absurde forhold. På den ene side er der udviklet jernbanenet for højhastighedstog med en kraftig ydeevne, som betjener moderne banegårde, og på den anden side opereres der ofte med forældede og gammeldags godstjenester. Passagererne kan opleve at blive lukket ud på forfaldne og usikre banegårde, der betjenes af en blanding af ofte forsinkede lokaltog og overfyldte langdistancetog.

2.4.2

I hvidbogen lægges der vægt på behovet for gennem investeringer at fremme samarbejdet mellem jernbanenettet for højhastighedstog og lufthavnene, især i forbindelse med de banegårde, der betjener lufthavnene. Der henvises også gentagne gange til banegårdenes rolle i forbindelse med udbud af tjenesteydelser, der skal lette passagerernes rejse, navnlig med hensyn til bagagetransport.

2.5

EU har med vedtagelsen af første og anden jernbanepakke (1) foretaget en løbende liberalisering af varebevægelser og siden en harmonisering af kvalitetskrav. EØSU håber, at den tredje jernbanepakke vil have en lignende virkning. EU skal stadig have gennemført de forskellige faser, der skal sikre fri bevægelighed for personer. Dette dokument omhandler fastsættelsen af kvalitetsstandarder for international rejsetrafik og deres anvendelse i medlemsstaterne.

3.1

De Europæiske Fællesskaber har vedtaget en række forordninger og direktiver om jernbanetransport. Det drejer sig i den forbindelse om forordning om oprettelse af et europæisk jernbaneagentur (2) og direktiverne om jernbanesikkerhed (3), jernbaneinfrastrukturer (4), tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet (5), interoperabilitet i det transeuropæiske jernbanesystem (6) samt udvikling af Fællesskabets jernbaner (7). Denne lovgivning vedrører dog kun i begrænset omfang banegårdenes rolle.

3.2

Kommissionen koncentrerer sig først og fremmest om at fastsætte et sæt fælles tekniske standardkrav. Perronernes højde skal for eksempel reguleres, så bevægelseshæmmede personer også sikres adgang (direktiv 2001/16/EF). Jernbanernes elnet, sikkerhedssystemer og andre tekniske krav skal integreres for at fremme interoperabiliteten. Lokomotivførercertifikater skal af samme grund harmoniseres. Jernbanesektorens manglende konkurrenceevne skyldes bl.a., at forskellige tekniske krav (skinnebredde, behov for tekniske ændringer ved lokomotivet og lokomotivførerskift) øger ventetiden ved grænsen til visse lande.

3.3

For banegårdenes vedkommende er det hovedsageligt direktiverne om passagerernes sikkerhed og rettigheder, der er relevante (som for eksempel direktiv 2001/16/EF), og herunder den tredje jernbanepakke, der har til formål at sikre passagerernes rettigheder. Den sigter dels mod at sikre, at passagererne uden besvær kan bestille og købe deres billetter i god tid, at de modtager de nødvendige oplysninger, og at de i videst muligt omfang kan ændre deres billetter, dels mod at sikre, at passagererne underrettes om betingelserne for anvendelsen af billetterne. En anden gruppe direktiver søger at forbedre sikkerheden på jernbanestationerne. Uden for myldretiden udspiller der sig ofte voldshandlinger i storbyernes banegårde og i mindre grad i togvognene. Øgede sikkerhedskrav og garanti om assistance fra banegårds- eller togpersonalet i tilfælde af ubehagelige episoder kan uden tvivl også øge befolkningens lyst til at rejse med tog.

3.4

EØSU følger løbende Kommissionens arbejde og har afgivet flere udtalelser om jernbanetrafik, der bl.a. berører de sociale aspekter, finansieringsspørgsmålet, de europæiske storbyområder og de transeuropæiske transportnet (8).

4.1.1

Opbygningen af jernbanenettet for højhastighedstog (TGV, HST, ICE) og det transeuropæiske net (TEN), der blev skabt som en parallel hertil i Europa, har gjort det muligt at genoprette de gradvist nedslidte banegårdes betydning for bylivet. Da jernbanetransport blev tilgængelig på strækninger, der tidligere kun havde været dækket af flytrafik (600-800 km), var det ikke kun antallet af passagerer, der ændrede sig, men også deres karakter, hvilket forbedrede banegårdenes værdi for byerne.

4.1.2

En anden faktor, der har ændret opfattelsen af banegårde som rene trafikknudepunkter, er ikke direkte knyttet til højhastighedsnettet, men snarere til forstædernes og byzonernes funktion, idet disse fra at være monofunktionelle sovebyer har udviklet sig til multifunktionelle og multipolære byområder. Disse ændringer og erkendelsen af, at udbygningen af vejnettet ikke kan følge med den stigende biltrafik i forstæderne, har understreget behovet for at integrere den offentlige by- og forstadstransport, oprette samarbejdsforbindelser mellem transportsammenslutninger, harmonisere køreplaner, billetpriser og –systemer samt fremme en fælles brug af transportinfrastrukturer. Den sociale uro, der hærgede forstæderne i Paris i slutningen af 2005, gør det klart, at det er nødvendigt at tage flere instrumenter i brug på én gang for at fremme den sociale samhørighed, og at hele denne proces endnu ikke er tilendebragt.

4.1.3

Forstadslinjerne er et vigtigt og i nogle tilfælde det grundlæggende element i jernbanenettet. Banegårdene er som sådan særligt velegnede til at fungere som mobilitetscentre og levere passagerinformation i komplekse og sammenkoblede transportnet.

4.1.4

Selv om højhastighedstog og forstadstog som oftest ikke betjener de samme banegårde, er der en tendens til at fremme integration og sammenkoble de to net, og i nyligt opførte eller renoverede banegårde opstår der grundlæggende krav om moderne intermodalitet af høj kvalitet mellem internationale og nationale linjer samt mellem national og bymæssig transport.

4.2.1

Banegårdene åbner op for en gradvis indførelse af standarder og krav. Førhen udgjorde banegårdene en forbindelse mellem hele befolkningen i et land og bidrog til at forme den nationale identitet. Denne fælles identitetsfølelse blev ikke skabt af jernbaneinfrastrukturerne i sig selv (selv om de var en væsentlig forudsætning herfor), men derimod af banegårde, regler, modeller og standarder.

4.2.2

Målet i dag er ikke at harmonisere TEN-netværkets banegårde, men derimod at sørge for, at banegårdene, der udtrykker en europæisk identitet, opføres med omtanke for servicestandarder og ikke ud fra arkitektoniske standarder. En af de vigtigste servicestandarder bør være udviklingen af intermodale forbindelser, der både bevarer de lokale instrumenters diversitet og samtidig efterkommer de kvalitetskrav, der er nødvendige i et flersproget Europa med hensyn til formidling af passagerinformation og hjælp til passagerernes videre rejseforløb. Det er i den forbindelse hensigtsmæssigt at skelne mellem tre områder: standarder for passagerinformation, standarder for intermodalitet og fastlæggelse af mobilitetscentrenes funktion.

4.2.3

Det anbefales, at disse kvalitetskrav for brugervenlige serviceydelser indføres som en europæisk henstilling eller retningslinje for TEN-banegårdene, men TEN-netværket bør ikke have eneret på dem, og de bør formuleres i fuld respekt for nærhedsprincippet. Derfor er det naturligvis ikke et problem, hvis disse standarder, der er under udvikling, også anvendes på andre banegårde og knudepunkter, eftersom det blot vil forbedre transportydelsernes kvalitet.

5.1

Internationale sammenligninger viser, at næsten samtlige lande har haft forskellige motiver til udviklingen af deres banegårde ud fra et mål om transport- eller byorienteret udvikling, indledt af de offentlige myndigheder eller den private sektor eller en kombination af disse. I Storbritannien har moderniseringen af banegårde helt og holdent været overladt til markedsmekanismerne, og udviklingen har været begrænset til jernbaneområdet, til London bymidte, til perioden med boom på boligmarkedet og til næsten udelukkende opførelse af kontorbygninger.

5.2

I Schweiz er der med omtanke for miljøet blevet iværksat et nationalt program for modernisering af det offentlige jernbanenet med forstadstog (S-Bahn i Zürich, Basel og Bern), og selv om de schweiziske jernbaner på grund af finansielle problemer har måttet udnytte ejendommene i banegårdsområdet, har de ikke nøjedes med at afhænde dem, men i fællesskab med jernbanestyrelsen udarbejdet et program, der både varetager investorernes og byrådenes, de offentlige myndigheders og jernbanestyrelsens interesser.

5.3

I Sverige er det de svenske jernbaner (privatiseret, men ikke opsplittet), der i samarbejde med de lokale myndigheder har indledt udviklingen. Målet var at skabe moderne rejsecentre, der samler tog, busser, taxaer og parkeringspladser under ét tag. Disse ændringer har derfor både berørt de lokale myndigheder og de forskellige transportformer.

5.4

I Frankrig var det regeringens beslutning om opbygningen af et højhastighedsnet og indsatsen for at anlægge forbindelser til Paris, der var den væsentligste drivkraft bag udviklingen. De lokale myndigheders rolle i denne udvikling bestod fortrinsvist i at drive lobbyvirksomhed for placeringen af banegårde for højhastighedstog.

5.5

I Nederlandene lancerede transport- og miljømyndighederne sammen med jernbanestyrelsen i 1986 et program for urbanisering af banegårdsområder i overensstemmelse med princippet om kompakt byudvikling og fremme af offentlige transportformer. I perioden forud for privatiseringen fik jernbanestyrelsen og de lokale myndigheder kun med meget besvær andre parter inddraget.

5.6

Af ovennævnte eksempler kan man drage den konklusion, at det fra projektudviklingsfasens begyndelse både er vigtigt at tage højde for banegårdenes funktion som trafikknudepunkter (transport) og som varetager af lokale interesser (by), så man ikke lægger sig fast på en ensidig strategi. På samme vis bør markedsaspektet og finansieringsbehovet tilgodeses på lige fod med byens og jernbanenettets interesser for at undgå, at der kun tages hensyn til kortsigtede konjunkturelle forhold, eller at der lades hånt om finansieringsproblemet i udviklingen af ambitiøse projekter. Specialundersøgelser viser, at det er lettere at finde en løsning, når banegårde bygges på nye byggegrunde (Lille), da det i andre tilfælde har vist sig, at sammenstødet mellem allerede eksisterende interesser gang på gang i høj grad har vanskeliggjort gennemførelsen af projekter.

6.1

Det vil være rimeligt at udvikle et horisontalt samarbejde inden for Kommissionen, således at de forskellige samarbejdsparter kan undersøge de forskellige igangværende projekter under strukturfondene sektorvist. Undersøgelsen skal siden gøre det muligt at fastslå sektor for sektor, hvor meget en given aktivitet modtager i EU-støtte.

6.2

Man bør være opmærksom på, i hvor høj grad udviklingen af højhastighedsnettet er ansvarlig for den modsætningsfulde blanding af traditionelt og moderne udstyr, der karakteriserer jernbanenettet. Opbygningen af højhastighedsnettet har netop fået så stor opmærksomhed, fordi det har løsrevet sig fra det traditionelle jernbanesystem. Udviklingen af højhastighedsnettet har været yderst kostbart, hvilket afgjort har gjort indhug i de finansielle ressourcer til andre mulige byggeprojekter. Udviklingen af højhastighedstoget i Frankrig har medført, at visse strækninger i det traditionelle jernbanenet er så faldefærdige, at man i mange tilfælde har været nødsaget til at indføre skrappe fartbegrænsninger. Det indebærer et betydeligt tidsspilde for person- og godstransporten, og man kan så diskutere, i hvor høj grad dette tidsspilde opvejes af den tid, der spares ved at benytte højhastighedstog.

6.3

Udviklingen og en mere udbredt brug af det traditionelle jernbanenet vil kunne styrke den sociale samhørighed og integrere de mindst velstående regioner mere effektivt end højhastighedslinjerne, der blot gennemskærer disse regioner for fuld fart uden at give dem mulighed for at drage fordel af nettet. Det vil muligvis i nogle tilfælde være fornuftigt, at det traditionelle jernbanenet og den tilknyttede infrastruktur renoveres sideløbende med anlæggelsen af højhastighedslinjer. Banegårdene udgør den første kontaktflade mellem de rejsende og denne udvikling og renovation.

7.1

Der er en alvorlig risiko for, at store investeringer styret af kortsigtede interesser — såsom ejendomsspekulation — skal fratage byen og de rejsende den klare merværdi, som jernbanen repræsenterer. Det kan i praksis ske ved, at værdifulde og centralt beliggende banegårdsgrunde afhændes med den begrundelse, at jernbanedriften er en underskudsforretning, og at der i stedet opføres kontorbygninger og indkøbscentre. Man bør i den forbindelse tage følgende betragtninger under overvejelse:

7.2

Anlæggelsen af en direkte linje mellem bycentre udgør en stor fordel, ikke kun for højhastighedsforbindelser, men for alle internationale jernbaneforbindelser, herunder TEN-nettet som helhed.

7.3

Det er netop i bymidten, at det kan retfærdiggøres at anlægge et fintmasket net af offentlige transportlinjer, der sikrer en god forbindelse mellem banegården og byens forskellige kvarterer.

7.4

Banegården er et mobilitetscenter og et centralt informationspunkt for de transportformer, der indgår i transportnettet.

7.5

Det vil også være passende at sikre forbindelser mellem byens banegård og den lokale lufthavn.

7.6

Jernbaneområder skal ikke vurderes som separate enheder, men bør ud fra en vurdering af deres betydning for bymiljøet og deres logistiske rolle kunne tilføre byen størst mulig merværdi på lang sigt.

7.7

Erfaringerne viser, at grænsen mellem bymiljøets og banegårdens funktioner udviskes gradvist, og at banegårde bliver til rentable og endog attraktive offentlige rum ved netop at integrere byens omfattende servicefunktioner.

7.8

Det betyder dog ikke, at de nuværende store banegårde er ideelt placeret for opførelsen af nye banegårde for højhastighedstog i fremtiden. En undersøgelse af de mest vellykkede foranstaltninger til dato afslører, at man bedst kan skabe synergi mellem banegårds- og byudviklingen ved at opbygge en ny og alternativ bymidte i den traditionelle bymidte. Det skal dog pointeres at de særlige forhold, der gælder for de mest omtalte eksempler, bl.a. Lille, kun vanskeligt kan efterlignes.

7.9

Gennemgangen af eksempler styrker generelt set konklusionen om, at regeringen, de regionale og lokale myndigheder samt kapitalvirksomheder kan samarbejde med jernbanevirksomheder om at iværksætte udviklingsprojekter, der i forbindelse med moderniseringen af internationale banegårde tilfredsstiller en bred vifte af behov.

11.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 88/13

1.1

EØSU finder, at Kommissionens forslag går i den rigtige retning, og støtter de anbefalede foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af visse sygdomme hos vanddyr.

2.1

Akvakultur er et meget vigtigt erhverv i EU, navnlig i landdistrikter og områder ved kysterne. I 2004 producerede EU's akvakulturerhverv fisk, bløddyr og krebsdyr til en værdi af over 2,5 mia. EUR. Økonomiske tab på grund af sygdomme (dødelighed, mindre vækst og dårligere kvalitet) skønnes imidlertid at udgøre 20 % af produktionsværdien. Forslaget har til formål at indføre moderne og målrettede bestemmelser, der reducerer disse omkostninger. En mindskelse af størrelsesordenen 20 % ville resultere i en merværdi på 100 mio. euro årligt.

2.2

De nuværende retsforskrifter blev udarbejdet for en snes år siden, hvor EU kun bestod af 12 medlemsstater. Deres primære formål var at beskytte det, der på det tidspunkt var de vigtigste grene i EU's akvakulturerhverv, nemlig opdræt af laksefisk (ørred og laks) og østers. Det er nu blevet nødvendigt at ajourføre bestemmelserne, for at de kan afspejle de mere forskelligartede metoder og arter, der findes i akvakulturerhvervet i det udvidede EU, og for at tage hensyn til den betydelige udvikling, erhvervet har gennemgået, erfaringerne fra 15 års anvendelse af de eksisterende bestemmelser og videnskabelige fremskridt på området. Endvidere skal bestemmelserne ajourføres, så EU-bestemmelserne bliver bragt i overensstemmelse med internationale aftaler og standarder (f.eks. WTO/SPS og OIE).

3.1

Forslaget indebærer en ophævelse af de eksisterende basisretsakter (Rådets direktiv 91/67/EØF, 93/53/EØF og 95/70/EF). I stedet for de tre direktiver bliver der ét nyt direktiv. Formålet med det nye direktiv er at ajourføre, omarbejde og konsolidere dyresundhedsbestemmelserne i forbindelse med handel med akvakulturprodukter, herunder sygdomsforebyggelse og –bekæmpelse, med henblik på at forbedre konkurrenceevnen hos EU's akvakulturproducenter.

3.2

Forslaget omfatter generelle krav til akvakulturvirksomheder og forarbejdningsvirksomheder f.eks. vedrørende autorisationer, og driftsrelaterede bestemmelser.

3.3

Der foreslås dyresundhedsbestemmelser om afsætning af akvakulturdyr og -produkter, samt dyresundhedsbestemmelser om indførsel af akvakulturdyr fra tredjelande til Fællesskabet.

3.4

Der foreslås bestemmelser om indberetning og bekæmpelse af sygdomme og bestemmelser om opnåelse af status som sygdomsfrit område.

3.5

Endelig fremsættes forslag til krav til medlemsstaternes kompetente myndigheder og laboratorier. Bilagene indeholder retningslinjer.

3.6

Retsgrundlaget for forslaget er traktatens artikel 37. Proportionalitetsprincippet skal anvendes, og de økonomiske konsekvenser for EU-budgettet ventes at blive begrænsede.

3.7

Forslaget vil især have økonomiske følger på to områder:

3.8

I det andet forslag til Rådets beslutning foreslås de fornødne ændringer af de eksisterende procedurer, der gælder for EF-tilskud til veterinærforanstaltninger vedrørende akvakulturdyr, og som er fastsat i Rådets direktiv 90/424/EØF, med henblik på at tage højde for forslagene til et nyt direktiv om vanddyrs sundhed og om Den Europæiske Fiskerifond.

3.9

Med det andet forslag til beslutning får medlemsstaterne lov til at anvende budgettet til operationelle programmer, jf. afsnit ΙΙΙ i forordningen om Den Europæiske Fiskerifond, til bekæmpelse og udryddelse af visse sygdomme hos akvakulturdyr.

3.10

Procedurerne for et sådant tilskud skal være i overensstemmelse med de eksisterende bestemmelser for tilskud til bekæmpelse og udryddelse af sygdomme hos landdyr.

3.11

Også for det andet forslag til beslutning gælder proportionalitetsprincippet, ligesom retsgrundlaget også her er traktatens artikel 37.

3.12

I det andet forslag til beslutning foreslås det, at der fremover skal kunne ydes EF-tilskud til udryddelse af vanddyrsygdomme via Den Europæiske Fiskerifond (jf. artikel 32 i KOM(2004) 497). Det er dog vanskeligt at foretage et skøn over forslagets konsekvenser for Den Europæiske Fiskerifond, da det vil afhænge af, hvor stort det angrebne akvakulturbrug er, hvor meget dyrene på akvakulturbruget er værd osv.

4.1

De eksisterende fællesskabsforskrifter dækker udelukkende opdræt af laks, ørred og østers. Siden disse forskrifter blev vedtaget, har akvakulturerhvervet udviklet sig markant (nu dyrkes også f.eks. krebsdyr, blåmuslinger og hjertemuslinger). Følgelig finder EØSU det både hensigtsmæssigt og påkrævet at ændre lovgivningen, så også de øvrige akvakulturdyr bliver omfattet.

4.2

EØSU bifalder forslagene og ser dem som et betydningsfuldt tiltag til forebyggelse og bekæmpelse af visse sygdomme hos vanddyr.

4.3

For at sikre en rationel udvikling af akvakulturerhvervet og øge dets produktivitet bør der efter EØSU's mening fastsættes sundhedsbestemmelser for akvakulturdyr på fællesskabsplan. Sådanne bestemmelser er nødvendige for at bidrage til det indre markeds gennemførelse og for at undgå spredning af infektionssygdomme. Lovgivningen bør være fleksibel og tage hensyn til udviklingen inden for erhvervet samt erhvervets mange facetter.

4.4

Sideløbende med bestræbelserne på EU-niveau finder EØSU det nødvendigt at øge bevidstheden og beredskabet hos de kompetente aktører i medlemsstaterne, hvad angår forebyggelse, bekæmpelse og udryddelse af vanddyrsygdomme.

4.5

Det nugældende system for tildeling af autorisation i EU er særlig strengt, idet det stiller højere krav end i de lande, som EU konkurrerer med, hvilket influerer på erhvervets bæredygtighed. Efter EØSU's mening opfylder det planlagte virksomhedsregister med detaljerede oplysninger om hver enkel virksomheds produktionsmetoder, leder og gældende autorisation til opdræt kravene.

4.6

Det skønnes nødvendigt at sikre, at vanddyrsygdomme på fællesskabsplan ikke spredes. Der bør derfor fastsættes harmoniserede dyresundhedsbestemmelser om afsætning af akvakulturprodukter og udarbejdes en liste over sygdomme og modtagelige arter.

4.7

For at påvise eventuelle udbrud af sygdomme på et tidligt tidspunkt er det efter EØSU's opfattelse nødvendigt, at de, der er i kontakt med vanddyr af modtagelige arter, forpligtes til at indberette alle tilfælde af mistanke om sygdom til de kompetente myndigheder.

4.8

Der bør gennemføres såvel rutineinspektioner som ekstraordinære inspektioner og hasteinspektioner i medlemsstaterne for at sikre, at lederne af akvakulturvirksomheder er bekendt med og anvender de generelle bestemmelser om sygdomsbekæmpelse.

4.9

Kendskabet til hidtil ukendte vanddyrsygdomme udvides til stadighed. Derfor finder EØSU det nødvendigt, at alle medlemsstater og Kommissionen underrettes om forekomsten (eller bare mistanken om forekomsten) af en ny sygdom og om alle de bekæmpelsesforanstaltninger, der er truffet.

4.10

For at beskytte sundhedssituationen for vanddyr i Fællesskabet synes det nødvendigt at sikre, at sendinger af levende dyr i transit gennem Fællesskabet overholder dyresundhedsbestemmelserne. Det skal endvidere sikres, at akvakulturdyr og -produkter, der indføres fra tredjelande, er fri for infektionssygdomme af enhver art.

5.1

EØSU er enig i, at der ikke er brug for særlige bestemmelser for afsætning af vandlevende pryddyr eller andre vanddyr, som holdes under kontrollerede forhold (i akvarier eller damme). Men hvis vanddyr ikke holdes i lukkede systemer eller akvarier og kommer i direkte kontakt med naturlige vandområder i Fællesskabet, bør de generelle dyresundhedsbestemmelser i dette direktiv efter EØSU's opfattelse bringes i anvendelse. Det gælder især for karpepopulationerne (Cyprinidae), da populære prydfisk som f.eks. koikarper er modtagelige over for visse sygdomme.

5.2

Medlemsstaterne bør fastsætte bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af direktivets bestemmelser. Sanktionerne skal efter EØSU's opfattelse være effektive.

5.3

Ifølge artikel 5, stk. 2, bør man i medlemsstaterne, inden det besluttes at nægte at give en autorisation til en akvakulturvirksomhed (jf. artikel 4), overveje risikoreducerende foranstaltninger for spredning af sygdomme, herunder alternativ placering af den pågældende aktivitet. EØSU er dog klar over, at alternativ placering ofte er umulig, når der er tale om bassiner med patogener fra den vilde fiskebestand. EØSU mener, at man gennem en fornuftig ledelsespraksis, ved at holde dyrene i lukkede og kontrollerede systemer, ved at anvende en god hygiejnepraksis og en ordning med dyresundhedsovervågning og alle de andre foranstaltninger, som foreslås i Rådets direktiv, kan mindske risikoen for de pågældende sygdomme.

11.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 88/15

1.1

Denne meddelelse om oprettelse af et rammeprogram »Solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme« foreslår inden for rammerne af en række andre forslag (1) et gennemførelsesprogram, der iværksætter »De finansielle overslag 2007-2013« (2) og »Politikudfordringer og budgetmidler i det udvidede EU 2007-2013« (3) (jf. EØSU's udtalelse, ordfører: Georgios Dassis) (4). Det foreslås heri at tildele det europæiske område for frihed, sikkerhed og retfærdighed forpligtelsesbevillinger (Budgetpost 3, borgerskab, frihed, sikkerhed og retfærdighed) til et samlet beløb af 1 381 mio. € i 2006, som gradvis skal øges til 3 620 mio. € i 2013.

1.2

Denne række af forslag sigter på at fremme de tre hovedmål — frihed, sikkerhed og retfærdighed — sideløbende og i samme udstrækning som led i en afbalanceret strategi baseret på principperne om demokrati og respekt for de grundlæggende rettigheder og friheder.

1.3

Ud af det samlede oprindeligt foreslåede beløb (9 500 mio. €) var der afsat 5 866 mio. € til rammeprogrammet om solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme for perioden 2007-2013, hvoraf 1 184 mio. € skal gå til asyl, 759 mio. € til Tilbagesendelsesfonden, 1.771 mio. € til integration af tredjelandsstatsborgere og endelig 2 152 mio. € til grænseforvaltning. Beløb, der bevilges til medlemsstaterne og til direkte fællesskabsforanstaltninger (ngo'er og projekter), kan ikke overføres fra den ene fond til den anden.

1.4

Solidaritetsrammeprogrammet omfatter ikke agenturer og andre fællesskabsinstrumenter henhørende under området frihed, sikkerhed og retfærdighed, som f.eks. det europæiske agentur for forvaltning af det operative samarbejde ved de ydre grænser, som er aktivt inden for det foreslåede rammeprograms område, og de nye finansielle overslag, Eurodac-systemet (sammenligning af fingeraftryk), visainformationssystemet og Schengen-informationssystemet, som repræsenterer langtidsengagementer, hvis oprettelsesakter ikke indeholder bestemmelser om nogen tidsbegrænsning af deres virke.

1.5

Formålet med dette rammeprogram er navnlig at sikre den nødvendige sammenhæng mellem interventionerne på hvert politikområde samt en klar forbindelse mellem de politiske mål og de disponible midler. Kommissionen søger at forenkle og rationalisere den nuværende finansielle støtte. Rammeprogrammet sigter også på at styrke gennemsigtigheden og sikre større smidighed i opstillingen af prioriteterne.

1.6

Ifølge dette forslag kan EU's finansielle støtte ligeledes bidrage til de fire grundpiller, der udgør den overordnede og afbalancerede tilgang til migrationsstrømme:

1.7

Der er udarbejdet en konsekvensanalyse (6) af Kommissionens forslag, som er vedføjet forslaget.

2.1

Selv om programmet bygger på den sammenhæng, der kom til udtryk på topmødet i Tammerfors og i Haag-programmet, samt i traktatens artikel 62 og 63, er den programmæssige ramme kun baseret på et meget begrænset omfang af harmoniseret lovgivning på trods af Rådets bestræbelser for at vedtage nogle fælles foranstaltninger inden for rammerne af Tammerfors-programmet (7). Rådet vedtog således på mødet den 4.-5. november 2004 det andet flerårige program om oprettelse af et fælles område for frihed, sikkerhed og retfærdighed, benævnt Haag-programmet.

2.2

EØSU konstaterer, at der på trods af Haag-programmet ikke eksisterer nogen egentlig fælles politisk tilgang, som er reelt tilfredsstillende i dag. EØSU har i sin udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet — Haag-programmet: Ti prioriteter for de næste fem år — Partnerskabet for fornyelse i EU inden for frihed, sikkerhed og retfærdighed«  (8) detaljeret kommenteret Kommissionens handlingsplan i forbindelse med Haag-programmet. Medlemsstaterne har meget forskellig praksis alt efter deres geografiske beliggenhed. De følger forskellige retningslinjer og har forskelligt ansvar over for henholdsvis EU-borgere og tredjelandsstatsborgere, hvilket i de forskellige medlemsstater fører til kombinationer af modsatrettede eller undertiden modstridende politikker i EU, alt efter om de f.eks. helt eller delvis har undertegnet Schengen-aftalerne (I og II), Dublin I og II (9) eller f.eks. EU-programmerne for holdbare løsninger i forbindelse med genbosættelsesprogrammer for flygtninge (10). Erfaringen viser, at det for at føre en politik, der på den ene side sigter på at forbedre praksis og på den anden side på at afbalancere og integrere beføjelserne i retning af et fælles mål, ikke er nok at oprette fonde og finansielle instrumenter.

2.3

På området politisk eller humanitært asyl, hvor opstillingen af en liste over sikre stater fortsat er kontroversiel, navnlig blandt de ngo'er, der er anerkendte på menneskerettighedsområdet og som er aktive inden for humanitær hjælp, finder EØSU det ikke relevant at behandle asyl og immigration inden for den samme ramme, i og med at begrænsninger og handlerum er markant forskellige.

2.4

Selv om EØSU er bevidst om programmets samlede og holistiske målsætning, er det forbeholdent over for den måde, hvorpå man inden for rammerne af samme initiativ behandler beskyttelsen af grænserne og integrationen af migranter. Dog mener det, at det er nødvendigt at forvalte disse fonde samordnet og konsekvent af følgende grunde:

Desuden påpeger EØSU — stadig under hensyn til den samlede målsætning — at disse to programmer skal være tilstrækkeligt tydelige for at undgå en eventuel sammenblanding.

3.1

Udvalget anfører, at meddelelsens indhold ikke kan være det samme med eller uden ratifikation af forfatningstraktaten og uden inkorporeringen af Chartret for Grundlæggende rettigheder i selve traktaten.

3.2

Udvalget slår til lyd for oprettelsen af solidaritetsfonde, men opfordrer Kommissionen til under hensyntagen til EØSU's udtalelse at afpasse dette efter Haag-programmet (11).

4.1.1

Asyl, immigration, integration, det multidimensionelle aspekt, troværdigt og holdbart svar henhører alle under de tilstræbte mål. Men for at fuldstændiggøre Kommissionens økonomiske tilgang i grønbogen om en EU-tilgang til migration (12) bør Kommissionen uddybe aspekterne vedrørende de individuelle og universelle rettigheder på migrationsområdet ved at skabe sammenhæng med det generelle program »Grundlæggende rettigheder og retfærdighed«, og den bør navnlig tage udgangspunkt i den internationale konvention til beskyttelse af vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer (13).

Udvalget opfordrer også Kommissionen til at støtte sig yderligere på den evalueringsrapport, der hvert fjerde år udarbejdes af et uafhængigt panel af juridiske eksperter, og som forelægges den mellemstatslige komité, der varetager den interinstitutionelle kontrol med Europarådets reviderede Social- og Arbejdsmarkedscharter, så der kan tages højde herfor i supplerende forslag.

Udvalget bemærker, at størsteparten af strukturmidlerne skal forvaltes af medlemsstaterne inden for rammerne af deres beføjelser og i henhold til nærhedsprincippet. Angående proportionalitetsprincippet og som allerede nævnt i udtalelsen om evaluering af Haag-programmet og handlingsplanen mener EØSU, at »foranstaltninger til vurdering af eksisterende politikker er en klar prioritet i Haag-programmet.« Inden vedtagelsen af disse initiativer (14) er det nødvendigt at foretage en detaljeret og uafhængig undersøgelse af deres effektivitet, merværdi, proportionalitet og legitimitet (overensstemmelse med menneskerettighederne og de borgerlige frihedsrettigheder).

Udvalget er ligeledes betænkeligt ved den opfølgning, der skal være på høringen af ngo'er og foreninger i det organiserede civilsamfund og arbejdsmarkedets parter, den 14. juni 2005 vedrørende den før omtalte grønbog, hvorunder en lang række organisationer udtalte sig imod, at den økonomiske tilgang skulle være vigtigere end individets rettigheder og for, at man medtager de menneskelige, kulturelle, sociale og juridiske konsekvenser i alle henseender for samtlige modtagne befolkninger og værtslande.

4.1.2

Endelig havde udvalget gerne set, at de forslag, som det har fremsat i tidligere udtalelser, var medtaget i Kommissionens initiativ.

4.1.3

Udvalget understreger, at spørgsmål knyttet til personers migration ikke på forhånd bør anskues som et problem. Vore dages immigration fører til en ny politisk, økonomisk og social virkelighed, som lægger sig oven i tidligere tiders immigration, som samfundet betragtet under ét skal bære under hensyntagen til menneskers ret til selv at vælge deres skæbne inden for rammerne af den internationale, europæiske og nationale juridiske ramme, som medlemsstaterne har vedtaget og er bundet af (15).

4.1.4

Kommissionens brug af tilbagesendelse som »løsning« bør ikke bruges til at sætte de rettigheder, som tredjelandsstatsborgere har, der angiveligt »lovligt« eller angiveligt »ulovligt« opholder sig i EU, op mod hinanden. Ulovligt ophold er ikke en permanent tilstand, som er valgt bevidst for angiveligt at drage fordel af en hypotetisk status. Der eksisterer mange forskellige årsager til ulovligt ophold, og EØSU har afgivet flere udtalelser, hvori det har forsøgt at informere EU-institutionerne om den konkrete økonomiske situation og om ofrenes situation (16). Enhver tilbagesendelsespolitik bør respektere menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder.

4.1.5

Grænseforvaltning og visumforanstaltninger bør ikke gå forud for de humanitære, sociale, politiske og juridiske aspekter.

Rodfæstede og varige årsager som f.eks. tørken i de afrikanske lande syd for Sahara kræver andre midler inden for udvikling, samarbejde og indsatsen mod den globale opvarmning end de 750 mio. €, der er forudset til tvangsmæssige tilbagesendelser og de 2,15 mia. €, der er afsat til forvaltningen af de ydre grænser på det konsulære område. Der er brug for en politisk vurdering og et fast, langfristet engagement. Eftersom indsatsen mod sult og tørke desværre ikke en gang figurerer blandt målsætningerne for dette årtusind, beder udvalget Kommissionen og Rådet om at give sig aktivt i kast med dette spørgsmål og:

Udvalget mener, at dette at lægge ansvaret for tilbagesendelse over på transitlandene hverken er en passende eller acceptabel løsning. Det finder det nødvendigt at forbedre samordningen mellem på den ene side EU-institutionerne og på den anden side myndighederne i de tredjelande, som immigranterne kommer fra. Integrationsspørgsmålet bør også behandles som led i EU's eksterne forbindelser.

4.1.6

Personers fri bevægelighed kan ikke »forvaltes« — for at bruge meddelelsens ordvalg — på samme måde som finansielle midler eller tjenester.

4.1.7

De fire finansielle instrumenter foreslået af Kommissionen til støtte af medlemsstaternes aktioner inden for immigration bør udmøntes i gennemførelsen af en samordnet politik på området, som ud over en passende forvaltning af migrationsstrømme, indbefatter integration af tredjelandsstatsborgere, der lovligt opholder sig i medlemsstaterne på samme betingelser som deres egne borgere.

EØSU vil her benytte lejligheden til at fordømme den sociale dumping, der kan være en følge af grænseoverskridende tjenesteydelser, i og med at dette er den vigtigste kilde til lovlig immigration, og dette problem berører også arbejdstagere fra de nye EU-medlemsstater på grund af de gældende overgangsbestemmelser.

Arbejdsmarkedsparternes og de organiserede civilsamfundsorganisationers arbejde spiller i den henseende en afgørende rolle, der bør støttes og anerkendes.

»Ulovlige sekundære bevægelser«: På grund af en meget restriktiv lovgivning — og her minder udvalget om direktivet om indvandring, som ikke blev vedtaget af Rådet i 2002, trods støtten fra EØSU og Europa-Parlamentet — er lovlige sekundære bevægelser ud fra en juridisk og konkret betragtning bevægelser af personer, der har opholdt sig over 5 år i en stat, og som indgiver en anden ansøgning om ophold i en anden medlemsstat, eller personer, der har opholdt sig i en stat i under 5 år, og som ansøger om et kort ophold i en anden medlemsstat. EØSU går således ud fra, at meddelelsen med betegnelsen »sekundære ulovlige bevægelser« referer til bevægelser af personer, der ulovligt opholder sig i en medlemsstat og asylansøgere, der er blevet afvist i det første modtagerland. Men disse har ikke blot ret til at indgive en ansøgning, hvilket de ikke altid får lov til i alle medlemsstater, men også ret til en individuel undersøgelse og til at indgive en klage for domstolen med opsættende virkning. Denne klageadgang er ikke-eksisterende eller er umuliggjort, eller har ikke opsættende virkning i visse medlemsstater. EØSU forstår det således, at gennemførelsen af Dublin og Dublin II-aftalerne, som det har udtalt sig om, bør kunne fremmes via et finansielt instrument. I den henseende bør Kommissionen — også selv om den skal sikre en ligelig fordeling af midlerne og bidrage til en retfærdig fordeling af opgaverne — give mere opmærksomhed til de medlemsstater, der er mest udsat for indvandringspres under hensyntagen ikke blot til deres grænsebeliggenhed, men også til deres størrelse (f.eks. Cypern, Malta ...) og deres overordnede modtagekapacitet (asyl, reintegration, immigration) og den bedste praksis inden for overholdelsen af deres forpligtelser. I meddelelsen er der ikke nok præcise retningslinjer for en ligelig ansvarsfordeling. Der bør ikke ydes finansiel støtte til medlemsstater, der lukker eller mindsker kapaciteten i deres modtagelsescentre.

4.1.8

»Integreret forvaltning« af tilbagesendelserne: EØSU påpeger i sin strengt rådgivende tilgang som repræsentativ forsamling for civilsamfundet, at det drejer sig om mennesker og enkeltindivider. Drejer det sig ikke snarere om at udvikle varigt samarbejde, der kan tilgodese fredelige målsætninger og definere, hvilke kriterier der skal være for at afgøre graden af frivillighed.

4.1.9

EØSU er overrasket over i den foreslåede tekst i forbindelse med de specifikke målsætninger for Den Europæiske Tilbagesendelsesfond at se, at aktionerne kan »sørge for at yde særlig hjælp til sårbare kategorier som f.eks. børn og ofre for tortur, voldtægt eller andre graverende former for psykisk, fysisk eller seksuel vold.« Det bør erindres, at Geneve-konventionen fastsætter de procedurer og individuelle undersøgelser samt den klageadgang, disse personer har ret til. Da man i EU-lovgivningen har vedtaget direktivet om minimumsstandarder for status som flygtning (17), og da medlemsstaterne har undertegnet Den Europæiske Konvention om beskyttelse af menneskerettighederne og borgerrettigheder, har EØSU svært ved at forestille sig, at personer i en sådan situation kan indbefattes under »frivillig tilbagevenden«.

4.1.10

Kommissionen bør overveje, efter hvilke kriterier et forslag om frivillig tilbagevenden kan gennemføres med succes. Udvalget forstår, at der her hverken er tale om udviklingssamarbejde eller udvikling af enkeltpersoners personlige projekter, men om hjemsendelse efter en juridisk eller administrativ beslutning og efter en beslutning om hjemsendelse og udsendelse. EØSU slår til lyd for, at man skal efterleve og støtte den europæiske menneskerettighedskonvention og chartret om grundlæggende rettigheder og følge de gældende principper heri, i følge hvilke ingen bør tvinges til at rejse hjem, når hjemsendelsen bringer hans liv i fare. I den henseende bør der gives prioritet til retsmidler. Indgivne klager bør altid have opsættende virkning. Endelig bør tilbagevenden kun forekomme i undtagelsestilfælde i overensstemmelse med ånden i Europarådets konvention om beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. Dette synes ikke at fremgå af visse dele af forslaget (f.eks. punkt 5.1.3 i de finansielle bestemmelser).

Kommissionen bør foreslå mere detaljerede gennemførelsesbestemmelser, som sikrer rådgivning, materiel bistand og andre passende former for støtte i forbindelse med tilbagevenden. Den bør ligeledes foreslå bestemmelser, der indbefatter forskellige former for opfølgning og uafhængig og troværdig kontrol med de tilbagevendende personers sikkerhed, beskyttelse og velfærd.

—

EØSU støtter forslaget om at oprette en Europæisk Fond for Integration af Tredjelandsstatsborgere for perioden 2007-2013, en Europæisk Flygtningefond i forlængelse af den eksisterende Fond, en Fond for de Ydre Grænser,

—

beder Rådet om samlet at behandle og vedtage meddelelsen vedrørende rammen for det generelle program om solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme samt beslutningerne om oprettelse af specifikke fonde til gennemførelse af det generelle program,

—

beder Kommissionen om i sin handlingsplan vedrørende Haag-programmet at tage hensyn til EØSU's henstillinger,

—

anbefaler Rådet og Kommissionen at sikre gennemsigtigheden i disse nye strukturfondes funktionsmåde ved at skabe en klar sammenhæng mellem Haag-programmet og meddelelsen under behandling,

—

beder om, at der træffes konkrete foranstaltninger i forbindelse med beslutningerne om at oprette disse forskellige fonde, så de ikke-statslige operatører inddrages så tidligt som muligt i medlemsstaternes og Kommissionens fastsættelse af den flerårlige ramme af retningslinjer.

11.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 88/20

1.1

EØSU foreslår, at følgende punkter vies særlig opmærksomhed:

2.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling om tværnational mobilitet i Det Europæiske Fællesskab i uddannelsesøjemed: Det europæiske kvalitetscharter for mobilitet (1). Mobilitet for EU-borgerne og forslaget om at fjerne alle hindringer for mobilitet mellem medlemsstaterne vil hjælpe med til at øge EU's konkurrenceevne i overensstemmelse med Lissabon-strategiens mål.

2.2

Det er opmuntrende, at medlemsstaterne, Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen arbejder på at fjerne hindringerne for mobilitet på uddannelsesområdet (2).

2.3

Der har i flere tiår været mulighed for mobilitet i uddannelsesøjemed inden for EU, hvilket har sat deltagerne i de forskellige programmer i stand til at erhverve nye erfaringer og medvirket til at nedbryde sproglige og kulturelle barrierer i Europa.

2.4

EØSU noterer, at antallet af personer, som migrerer i uddannelsesøjemed, er tredoblet takket være de uddannelses- og udvekslingsprogrammer, som Kommissionen stiller til rådighed for medlemsstaterne.

2.5

EØSU ser også disse programmer som en lejlighed til at opbygge et europæisk tolerancepræget samfund, som er åbent over for mennesker med en anden tro, etnisk herkomst, seksuel orientering osv.

2.6

EØSU støtter kraftigt den nye generation af programmer og uddannelsesmuligheder, som Kommissionen foreslog i 2004. Den store interesse for disse programmer viser, at de unge indirekte bidrager til opfyldelsen af Lissabon-strategiens mål.

3.1

EØSU mener, at medlemsstaterne bør sørge for koordineringen af de enkelte programmer på såvel nationalt som lokalt plan.

3.2

Institutioner, organisationer, universiteter, skoler og mobilitetsprogrammernes koordinatorer bør gøre sig umage for at sikre gennemsigtigheden i alle procedurerne for udvælgelse af deltagere. Det har vist sig, at de ansvarlige for udvælgelsen af deltagere ofte betragter deltagelse i internationale udvekslingsprogrammer som en belønning for opfyldelsen af bestemte mål.

3.3

EØSU anbefaler at gennemføre bredt anlagte oplysningskampagner for at nå ud til det størst mulige antal potentielle deltagere. Man må gøre alt for at sikre, at så mange unge europæere som overhovedet muligt bliver informeret om programmernes mål og de muligheder, de byder på.

3.4

Medlemsstaterne bør garantere deltagerne, at de erfaringer og kvalifikationer, de erhverver gennem deres deltagelse i programmerne, bliver anerkendt.

3.5

EØSU ser også meget positivt på fremme af mobilitet i forbindelse med såvel erhvervsuddannelse som programmer for frivillige. Der er ingen tvivl om, at disse programmer bidrager til deltagernes faglige udvikling og sætter dem bedre i stand til at arbejde i et internationalt miljø.

3.6

Nogle medlemsstater, som snart vil have afsluttet gennemførelsen af de forskellige faser i Bologna-processen, anvender allerede henstillingerne vedrørende mobilitet i uddannelsesøjemed i »Det europæiske kvalitetscharter for mobilitet«. Charterets mål og de foreslåede foranstaltninger vurderes positivt, da de skal sikre en bedre udnyttelse af de programmer, Kommissionen foreslår.

3.7

Det skal bemærkes, at Kommissionens forslag kun indeholder elementer, som kan omsættes med gode resultater på europæisk plan.

3.8

Et positivt aspekt ved det foreliggende kommissionsforslag er det faktum, at koordinationen ikke vil medføre ekstra finansielle byrder, så der vil ikke være nogen hindringer for gennemførelsen af henstillingerne.

3.9

Da vedtagelsen af »Det europæiske kvalitetscharter for mobilitet« er frivillig, er der fare for, at medlemsstaterne vil forsøge at forhandle sig frem til særbestemmelser, som kan få konsekvenser for en effektiv opfyldelse af charterets mål og forsinke gennemførelsen på nationalt plan.

3.10

EØSU gør endvidere opmærksom på, at civilsamfundsorganisationer har peget på, at værtsorganisationer og de organisationer, der indbyder til deltagelse, ikke er godt nok forberedte på at gennemføre programmet, hvilket kan indvirke negativt på deltagernes endelige bedømmelse af programmet.

3.11

EØSU er af den opfattelse, at Kommissionen bør foreslå en dato for charterets ikrafttræden for derigennem at tilskynde medlemsstaterne til at skride til handling.

11.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 88/22

1.1

EØSU bifalder meddelelsen, som giver mulighed for at sammenfatte handicapårets positive og negative sider, anvende erfaringerne til at forberede andre europæiske år og følge op på de initiativer, der blev iværksat under handicapåret 2003.

1.2

EØSU er enig i, at den succes, som karakteriserer Det Europæiske Handicapår 2003 i forhold til tidligere europæiske år, skyldes, at det udsprang af et ønske fra handicaporganisationerne selv, og at disse deltog i planlægningen og gennemførelsen af det europæiske år. EØSU opfordrer Kommissionen og de øvrige EU-institutioner til at anvende en bottom-up-strategi, når der skal tages lignende initiativer for fremtiden.

1.3

EØSU beklager meddelelsens mangelfulde oplysninger om de foranstaltninger, der blev truffet på nationalt og regionalt niveau, og mener, at der fremover bør skabes en ramme for at sikre en velfungerende informationsstrøm samt indsamling og formidling af information vedrørende bedste praksis.

1.4

Den indsats, der er blevet gjort for at øge den generelle bevidsthed og synlighed i medierne, er blevet evalueret kvantitativt og ikke kvalitativt. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at tage fat på dette problem i fremtidige initiativer.

1.5

Efter EØSU's mening burde handicapårets succes have været omsat til politikker og lovgivning, og de politiske reaktioner har ikke levet op til de forventninger, som det europæiske år rejste.

1.6

EØSU opfordrer Kommissionen til i sin kommende toårige rapport om handicappedes situation at evaluere opfølgningen af de politiske forpligtelser, der blev indgået i løbet af det europæiske år, herunder Rådets resolutioner vedrørende beskæftigelse, uddannelse, eAccessibility og kultur, og udarbejde henstillinger til, hvordan handicapspørgsmål kan integreres i den åbne koordineringsmetode under Lissabon-strategien.

1.7

EØSU beklager også, at der kun foreligger få oplysninger om de foranstaltninger, som medlemsstater har truffet for at integrere handicapspørgsmålet, og opfordrer Kommissionen til at udvikle et redskab til indsamling og evaluering af oplysninger om medlemsstaternes politikker.

1.8

Handicapåret 2003 ansporede udvalget til en række initiativer: oprettelse af en intern handicaptaskforce; medtænkning af handicapproblematikken i sine udtalelser; vedtagelse af initiativudtalelser om personer med handicap; opfyldelse af adgangskrav ved renoveringen af sit nye hovedsæde og justering af personalevedtægten vedrørende ansættelse af handicappede.

1.9

EØSU slår ligeledes til lyd for, at handicapspørgsmål i praksis integreres i alle EU-politikker, og at der udvikles en struktureret dialog med handicaporganisationer, navnlig i forbindelse med udarbejdelsen af lovgivning om det indre marked.

2.1

EØSU har med stor interesse modtaget Kommissionens meddelelse om gennemførelse, resultater og samlet evaluering af Det Europæiske Handicapår 2003.

2.2

Det Europæiske Handicapår blev officielt vedtaget af Rådet den 3. december 2001 (1). Kampagnen, hvortil det forberedende arbejde blev indledt i midten af 2002, varede i næsten halvandet år og fik begrænsede EU-midler på omkring 12 mio. euro.

2.3

Hovedmålet med handicapåret var at skabe bevidsthed om handicappedes rettigheder og tilskynde til overvejelser og debat om, hvilke foranstaltninger der er nødvendige for at fremme lige muligheder og bekæmpe de mange former for forskelsbehandling af handicappede i Europa. Målet var ligeledes at fremme og styrke udveksling af god praksis og effektive strategier på lokalt, nationalt og europæisk plan samt forbedre kommunikationen vedrørende handicap og fremme en positiv fremstilling af mennesker med handicap.

2.4

Kommissionen understreger, at handicapåret var resultatet af et partnerskab mellem EU, medlemsstaterne, handicaporganisationerne, navnlig Det Europæiske Handicapforum, og andre aktører fra civilsamfundet.

2.5

På europæisk plan iværksatte Kommissionen en række aktiviteter som f.eks. en oplysningskampagne med mottoet »Stig på!« med en kampagnebus, der kørte rundt i Europa. Der blev ydet bistand til ungdoms-, uddannelses- og kulturprogrammer samt til initiativer inden for forskning og informationssamfundet. Desuden iværksatte flere EU-institutioner, herunder Europa-Parlamentet, Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, konkrete initiativer inden for rammerne af Det Europæiske Handicapår 2003.

2.6

Initiativerne på nationalt og regionalt plan tog hovedsagelig sigte på at øge bevidstheden om handicappedes rettigheder, menneskeskabte miljøers tilgængelighed, informationssamfundet, transport, udarbejdelsen af ny national lovgivning, rapportering og støtte til familier. Kommissionen påpeger ligeledes, at handicapåret har bidraget til at sætte handicaprelaterede spørgsmål på den politiske dagsorden.

3.1

EØSU beklager, at meddelelsen om evaluering af Det Europæiske Handicapår 2003 først blev vedtaget næsten to år efter handicapårets afvikling. Udvalget glæder sig dog over muligheden for at gøre status over handicapåret og fremhæve nogle opfølgende foranstaltninger.

3.2

EØSU bakker op om den positive analyse af resultaterne af Det Europæiske Handicapår 2003, der sandsynligvis har været det mest succesrige europæiske år med hensyn til synlighed og offentlighedens inddragelse samt at give impulser til udviklingen af foranstaltninger og lovgivning på tværs af Europa.

3.3

Meddelelsen giver en god sammenfatning og analyse af de foranstaltninger, der er blevet iværksat på europæisk plan. Den indeholder imidlertid kun få oplysninger om initiativer på nationalt og regionalt plan. Det ville have været hensigtsmæssigt at fremhæve betydningsfulde projekter eller aktiviteter, som gennem Det Europæiske Handicapår har fået støtte til fremme af udveksling af god praksis, men også at angive, hvilke initiativer der vil blive fortsat på såvel nationalt som europæisk plan.

3.4

Det er interessant at bemærke, at det i den eksterne evaluering understreges, at det af Europa-Parlamentet iværksatte pilotprojekt til opfølgning af Det Europæiske Handicapår 2003 ikke var synkroniseret med årets aktiviteter. EØSU er af den opfattelse, at midlerne kunne være blevet bedre udnyttet, hvis man havde foretaget en analyse af interessante aktiviteter og partnerskaber i løbet af året.

3.5

Afgørelsen om Det Europæiske Handicapår 2003 lagde op til deltagelse af EFTA/EØS-landene, de associerede lande i Central- og Østeuropa, Cypern, Malta og Tyrkiet, hvoraf de fleste enten allerede har opnået EU-medlemskab eller er kandidatlande. Meddelelsen giver imidlertid ingen oplysninger om de aktiviteter, der blev afholdt i disse lande, uanset om der blev indgået en specifik aftale med Kommissionen eller ej.

3.6

Af meddelelsen fremgår ligeledes, at mediernes rapporteringer om handicappede steg med 600 % i 2003. Det kunne være interessant at sammenligne disse resultater med mediernes rapporteringer i 2004 og 2005 med henblik på at fastslå, hvilke mellem- eller sågar langsigtede virkninger, disse oplysningskampagner har haft.

3.7

Derudover kommer, at der endnu ikke er blevet foretaget nogen analyse af informationsværdien. Et af handicapårets mål var at give en positiv fremstilling af mennesker med forskellige slags handicap. Det fremgår ikke tydeligt af rapporten, hvorvidt dette faktisk er sket, og om man formåede at skabe et anderledes billede af handicappede.

3.8

Den decentraliserede metode fik de nationale myndigheder og udvalg til at anlægge forskellige strategier. Nogle lande foretrak at fokusere på et begrænset antal større projekter, mens andre foretrak at støtte en lang række små lokale initiativer. Det kunne være interessant at vide, hvor effektive de enkelte strategier har været med hensyn til kampagnens synlighed og de iværksatte initiativers bæredygtighed.

3.9

EØSU bemærker ligeledes, at graden af politisk inddragelse på nationalt plan i Det Europæiske Handicapår 2003 varierede fra land til land. Udvalget beklager imidlertid, at der ikke foreligger nogen analyse af, hvorvidt dette bidrog til yderligere politiske initiativer i de enkelte lande.

3.10

På europæisk plan blev der indgået en række politiske forpligtelser, navnlig Rådets resolutioner om beskæftigelse og efteruddannelse, adgang til kulturelle aktiviteter, uddannelse og e-adgang (2), og EU-institutionerne traf initiativer om eksempelvis adgang (3) og beskæftigelse.

3.11

Kommissionen bør som fastsat i sin handlingsplan for lige muligheder for handicappede se på efterlevelsen af disse forpligtelser i sin næste halvårsrapport om de handicappedes situation.

3.12

Handicapåret var en fremragende mulighed for at øge bevidstheden om den afgørende rolle, som virksomheder kan spille i forbindelse med den sociale integration af handicappede og deres integration på arbejdsmarkedet. Handicapåret har bevirket, at et stigende antal virksomheder ansætter handicappede og udformer deres varer og tjenesteydelser under hensyntagen til de almene krav om tilgængelighed. Et særligt rosværdigt initiativ var det af Kommissionen støttede program for virksomhedspartnerskab, som førte til oprettelsen af netværket for virksomheder og handicappede (Business and Disability Network), der er et af handicapårets langsigtede resultater.

3.13

Virksomhederne i den sociale økonomi var også meget aktive i løbet af handicapåret, idet de stod bag hundredvis af initiativer på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan. Særlig interessant var udgivelsen af en vejledning af CEP-CMAF (European Standing Conference of Cooperatives, Mutual Societies, Associations and Foundations) i samarbejde med EØSU i, hvordan organisationer i den sociale økonomi kan bidrage til den sociale integration af handicappede og deres integration på arbejdsmarkedet.

3.14

2003 var også kendetegnet ved en øget fagforeningsvirksomhed til fordel for de handicappedes arbejdsmæssige rettigheder.

3.15

Handicapåret hjalp organisationerne med enten at få adgang eller forbedre deres adgang til politikudformningen og kan have givet handicappede flere muligheder for at slå til lyd for deres rettigheder.

3.16

Udvekslingen af god praksis og revisionen af de politiske initiativer skal tilrettelægges af gruppen på højt plan om handicappede, der må udvikle et klart mandat og arbejdsprogram.

3.17

Det er desuden af afgørende betydning, at hensynet til handicappedes lige muligheder integreres i de forskellige EU-arbejdsprocesser, hvor den åbne koordinationsmetode anvendes. Dette er så meget desto vigtigere, fordi handicappolitikken i stor udstrækning er et område, som henhører under de nationale myndigheders kompetence. Lige siden handicapåret udløb, er der desværre sket et fald i henvisningerne til handicappede og i antallet af handicaprelaterede målsætninger, som nu er forsvundet fra Lissabon-dagsordenen.

4.1

Succesen med Det Europæiske Handicapår 2003 kunne i stor udstrækning føres tilbage til dets bottom-up-tilgang. I meddelelsen understreges det, at handicapåret blev indledt og støttet af de europæiske handicaporganisationer, der også i høj grad var inddraget i det forberedende arbejde med handicapårets udformning. Det er skuffende at se, at denne tilgang ikke er blevet anvendt i forbindelse med beslutninger vedrørende de kommende år, hvilket naturligvis vil få konsekvenser med hensyn til begge målgruppers og den brede offentligheds mobilisering og interesse.

4.2

Den tætte inddragelse af handicaporganisationer i udformningen af oplysningskampagnen om Det Europæiske Handicapår skal fortsættes og sågar styrkes i løbet af Det Europæiske År for Lige Muligheder 2007, eftersom det berører en bred vifte af aktører. Det er yderst vigtigt, at målgrupperne føler, at midlerne og rammerne svarer til deres behov, og at de får tildelt et ansvar i forbindelse med arrangementerne, hvis disse skal blive vellykkede. Det er ligeledes vigtigt, at der — fra der træffes en beslutning om afholdelsen af et europæisk år, og indtil året officielt indledes — er tilstrækkelig tid til det forberedende arbejde.

4.3

I den eksterne evaluering understreges det, at overholdelsen af de finansielle bestemmelser lægger et for stort pres på både medlemsstaterne og kontrahenterne, men også på Kommissionen, som kunne have investeret mere tid i yderligere initiativer. Kommissionen bør tage højde herfor i den igangværende evaluering af de finansielle bestemmelser og gennemførelsesbestemmelserne.

4.4

Desuden ville opstillingen af indikatorer og indførelsen af et overvågningssystem give medlemsstaterne mulighed for at registrere data vedrørende deres aktiviteter, hvilket ville skabe en effektiv overvågning og indsamling af oplysninger om god praksis.

4.5

Europæiske År skal ikke alene give mulighed for bevidstgørelse eller anledning til festligheder, men skal også udgøre et springbræt for yderligere initiativer. Det Europæiske Handicapår 2003 har skabt mange forventninger på såvel nationalt som europæisk plan. Det er vigtigt, at oplysningskampagnerne bliver omsat til permanent praksis, og at der foreligger en passende politik og lovgivningsmæssig ramme til imødekommelse af de udfordringer, som dukker op i løbet af et temaår. Tilstedeværelsen af tilstrækkelige ressourcer er også af afgørende betydning for fortsættelsen af de partnerskaber og innovative projekter, der udvikles i løbet af året.

5.1

EØSU forpligtede sig til at tage en række initiativer under Det Europæiske Handicapår 2003. Denne redegørelse giver mulighed for at evaluere disse forpligtelser og foreslå et antal foranstaltninger for fremtiden.

5.2

EØSU oprettede en taskforce for handicappede, der bestod af en gruppe medlemmer og tjenestemænd i EØSU, med det formål at forberede og gennemføre EØSU's aktiviteter under Det Europæiske Handicapår.

5.3

EØSU tilsluttede sig principperne i Madrid-erklæringen og forpligtede sig til at formidle dem videre (4). EØSU vedtog en række udtalelser og holdninger forud for og i opfølgning af handicapåret 2003 (5), som blev udsendt til en bred vifte af EU-institutioner og relevante organisationer. Herudover afholdt EØSU to seminarer om handicappedes beskæftigelse og evalueringen af handicapåret 2003.

5.4

EØSU har forpligtet sig til at integrere handicapspørgsmål i sit arbejde og tage hensyn til handicappedes interesser, rettigheder og pligter i alle sine udtalelser. Selv om der stadig er et stort behov for forbedringer, går EØSU i den rigtige retning, og et stigende antal af EØSU's udtalelser indeholder nu et handicapperspektiv, hvilket gør de andre institutioner opmærksomme på de handicappedes rettigheder.

5.5

EØSU har afgivet udtalelser om handicappede på eget initiativ og som reaktion på meddelelser eller lovforslag (6). EØSU har bl.a. udarbejdet en udtalelse med vejledning om inddragelsen og høringen af handicaporganisationer (7). En lang række EØSU-udtalelser behandler handicapspørgsmål i forbindelse med beskæftigelse, social integration og industri (8). EØSU har også forpligtet sig til regelmæssige evalueringer, som vil blive foretaget af en arbejdsgruppe under EØSU i 2006.

5.6

Herudover opfyldte EØSU kravene om tilgængelighed i forbindelse med renoveringen af sit nye hovedsæde, der blev indviet i maj 2004. EØSU kan nu sikre handicappede medlemmer og tjenestemænd næsten lige adgang til sit nye hovedsæde. Som følge heraf er seminarer med deltagelse af handicaporganisationer endvidere blev afholdt i EØSU's bygning. EØSU er således et eksempel til efterfølgelse for andre EU-institutioner og –organer.

5.7

EØSU har noteret sig revisionen af bestemmelserne i EF-Tjenestemandsvedtægten fra 2003, som gør det lettere at ansætte handicappede. EØSU bemærker dog, at der er også er behov for en mere proaktiv indsats for at sikre, at flere handicappede bliver ansat.

5.8

EØSU opfordrer Kommissionen til at foretage en evaluering af ændringerne i EF-Tjenestemandsvedtægten vedrørende ansættelsen af handicappede som led i det europæiske år for lige muligheder for alle 2007.

5.9

EØSU går ligeledes ind for indførelsen af en praktikordning for handicappede. Det europæiske år for lige muligheder for alle 2007 kan være et oplagt tidspunkt at foretage en sådan evaluering.

6.1

EØSU har til stadighed understreget i sine udtalelser, at handicapårets succes skal måles på årets konkrete resultater.

6.2

EØSU beklager, at handicapåret 2003 ikke har ført til vedtagelsen af en overordnet lovgivning om ikke-forskelsbehandling af handicappede inden for alle EU's politikområder.

6.3

EØSU roste handlingsplanen for 2003 om lige muligheder i sin udtalelse, der blev vedtaget i februar 2004. EØSU understregede også i udtalelsen, at handlingsplanen mangler ambition, og foreslog, at Kommissionen overvejer at træffe yderligere foranstaltninger (9).

6.4

EØSU bemærker, at den første toårige rapport om handicappedes situation samt de nye prioriteter for den næste fase af den europæiske handlingsplan lige er blevet offentliggjort (10).

6.5

Der bør udarbejdes henstillinger om den indvirkning, som de europæiske strategier for social sikring, beskæftigelse og livslang læring har på handicappede. Dette er især relevant, fordi handicappede ikke nævnes i den nye forenklede Lissabon-strategi og de nationale reformprogrammer, der blev fremlagt i 2005. EØSU bifalder i den forbindelse arbejdspapiret om integration af handicappede i beskæftigelsesstrategien (11) og opfordrer Kommissionen til at foretage en evaluering af dokumentets gennemførelse.

6.6

EØSU tilslutter sig også det britiske formandskabs forslag om en årlig ministerkonference om handicappede for på højt plan at fremme den politiske diskussion med handicaporganisationer.

6.7

Ifølge EØSU bør Kommissionen i samarbejde med handicaporganisationerne udvikle et redskab til evaluering af handicapspørgsmål i EU-lovgivningen og tilbyde tjenestemændene i de forskellige generaldirektorater uddannelseskurser i, hvordan det skal anvendes.

6.8

Med Amsterdam-traktaten forpligtede EF sig til at tage højde for handicappede, når der skulle træffes foranstaltninger vedrørende det indre marked. Den fælles erklæring 22 er desværre ikke blevet gennemført, hvilket betyder, at der i stigende grad er hindringer for den fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser.

6.9

EØSU opfordrer Kommissionen til at iværksætte et initiativ til at samle eksperter fra handicaporganisationer og de tjenestemænd, der beskæftiger sig med det indre marked, for at udarbejde en strategisk plan.

6.10

EØSU bifalder den hurtige vedtagelse af forordningen om bevægelseshæmmede flypassagerer, der skal bekæmpe den forskelsbehandling, som handicappede passagerer udsættes for, når de rejser med fly, samt en række andre lovforslag, der ligeledes skal fremme handicappedes rettigheder på transportområdet.

6.11

EØSU opfordrer til medtagelse af krav om tilgængelighed i forbindelse med alle EU-tilskud og EU's egen indkøbspolitik.

6.12

EØSU følger også nøje forhandlingerne om en international konvention om menneskerettigheder for handicappede og bifalder EU-forslaget om, at De Europæiske Fællesskaber tager del i konventionen, der ligeledes yder beskyttelse til handicappede i EU bl.a. i forbindelse med foranstaltninger truffet af EU-institutioner og –organer.

6.13

EØSU mener, at der er behov for yderligere lovgivning for at imødegå forskelsbehandling inden for alle EU's kompetenceområder, og ser frem til resultaterne af en gennemførlighedsundersøgelse af yderligere lovgivningsinitiativer om ikke-forskelsbehandling. Herudover er EØSU overbevist om, at der til næste år vil blive fremsat et forslag til et særligt handicapdirektiv.

11.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 88/27

1.1

bifalder, at der endelig lanceres en debat om en fællesskabstilgang til miljømærkeordninger for fiskevarer,

1.2

udtrykker ønske om at deltage aktivt i arbejdet,

1.3

henstiller til Kommissionen, at den ud over at sikre den nødvendige koordination mellem sine miljømærkningsansvarlige tjenestegrene opretholder et snævert samarbejde med de kompetente internationale organisationer på området såsom FAO (Organisationen for Fødevarer og Landbrug), WTO (Verdenshandelsorganisationen), OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling), UNCTAD (FN's konference for handel og udvikling) og ISO (Den Internationale Standardiseringsorganisation),

1.4

foreslår, at Kommissionen opretholder en løbende kontakt med de miljømæssige og sociale aktører og i særdeleshed de berørte sektorer (fiskeri, forarbejdning og markedsføring) samt forbrugerne,

1.5

mener, at det på indeværende tidspunkt i betragtning af spørgsmålets komplekse karakter vil være bedst at vælge den tredje løsningsmulighed, der er anført i Kommissionens meddelelse, dvs. opstilling af mindstekrav til frivillige miljømærkeordninger,

1.6

understreger imidlertid, at disse mindstekrav bør være tilpas strenge og ledsages af regler, der forhindrer og opstiller sanktioner for overtrædelser,

1.7

gør opmærksom på, at de miljømærker, som regionale fiskeriorganisationer allerede har vedtaget på linje med regler, EU selv har vedtaget (f.eks. AIDCP's (aftale om det internationale program for bevarelse af delfiner (1)) mærke om »delfinsikker« fangstmåde) under alle omstændigheder må overholdes af de erhvervsdrivende med anvendelse af de nødvendige udviklingsregler.

1.8

Anmoder Kommissionen om at være særligt opmærksom på de problemer, der knytter sig til omkostningerne ved miljømærkningen af fiskevarer og en passende fordeling heraf mellem de forskellige led i værdikæden fra producenter over forarbejdningsindustri og handelsled til forbrugerne.

2.1

I februar 2004 satte Rådet for Den Europæiske Union lanceringen af en debat om miljømærkning af fiskevarer på sin dagsorden. I den dertilhørende meddelelse bebudede Rådet, at det ville foreslå betingelser for fastlæggelse af fangstmetoder samt for produktets løbende sporbarhed fra fiskerfartøjet til den endelige forbruger, så der således er garanti for, at der er overholdt ansvarlige fiske- og markedsføringsmetoder.

2.1.1

Rådet anførte ligeledes, at EU bør stå i spidsen for den debat, der er i gang i forskellige internationale fora.

2.1.2

I ovennævnte meddelelse har Kommissionen endelig igangsat en debat om en fællesskabstilgang til miljømærkeordninger for fiskevarer, hvor den opfordrer de øvrige EU-institutioner til at fremlægge deres synspunkter med henblik på udarbejdelse af lovgivningsinitiativer og andre relevante henstillinger.

2.1.3

Det er følgelig op til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg at fremlægge sine synspunkter og tage stilling til initiativet.

2.1.4

Når der i denne udtalelse henvises til »fiskevarer«, omfatter dette også akvakulturprodukter, uanset de to aktiviteters miljømæssige særtræk.

2.2.1

Ovennævnte meddelelse fra Kommissionen er resultatet af en større indsats med at ridse en situation op, som er kompleks både i praktisk og juridisk henseende, og EØSU ønsker i første omgang at takke den ansvarlige tjenestegren for dets arbejde. Det skal her nævnes, at udvalget allerede ud fra en generel betragtning har behandlet nogle af de spørgsmål, som rejser sig i denne konkrete kontekst med miljømærkning af fiskevarer i sin udtalelse om etisk handel og forbrugergarantier  (2) .

2.2.2

For at sætte debatten ind i dens rette kontekst skal det understreges, at FAO's kompetente komité, FN's agentur med ansvar for fiskeri, for nylig (den 11. og 13. marts 2005) vedtog sine egne Retningslinjer for miljømærkning af fisk og fiskevarer fra havfiskeri, som havde været til høring i ekspertkredse og var blevet udarbejdet i oktober 2004 (3). Debatten i FAO gik helt tilbage til 1998.

2.2.3

Denne udtalelse kan ikke gå i dybden med de retningslinjer, der omtales i ovennævnte punkt, men det skal understreges, at de indeholder væsentlige minimumskrav og kriterier for at fastlægge, om et miljømærke kan tildeles et særligt fiskeri, hvor altså det pågældende fiskeri er certificeringsenheden. Kort sagt kræves der et sæt regler, en administrativ kontrolramme, og videnskabeligt belagte oplysninger om eksisterende bestande og fiskeriets indvirkning på det relevante økosystem. Desuden har FAO udarbejdet retningslinjer for opstilling af regler for bæredygtigt fiskeri og navnlig for anvendelige akkrediterings- og certificeringsmekanismer. Det skal især understreges, at FAO's retningslinjer som væsentlige krav til gennemførelsen af en miljømærkningsordning anfører gennemsigtighed, de berørte parters deltagelse, indberetningsregler, oprettelse af et register, undersøgelse og revision af procedurer og normer, eksistensen af tilstrækkelige menneskelige og finansielle ressourcer, regnskabspligt og adgang til informationer og vedligeholdelsessystemer, inddragelse og tilbagetrækning af akkreditering med tilsvarende klagerettigheder.

2.2.4

Samtidig bør man huske på, at miljømærkning er en relativ ny aktivitet og hovedsagelig anvendes i OECD-landene (4), og for øjeblikket er der et arbejde i gang i Verdenshandelsorganisationen (WTO). Desuden har Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO) udarbejdet sine egne metodologiske og konceptuelle kriterier for forvaltning af miljøkvaliteten i form af ISO 14000-serien af standarder. Kommissionen bør i sit arbejde være meget opmærksom på, at de vedtagne regler bringes på linje med de eksisterende internationale retningslinjer og regler.

2.2.5

Forskellige medlemsstater og — i overensstemmelse med deres respektive forfatningsmæssige modeller — nogle regionale myndigheder har kompetence på dette område, der i nogle tilfælde er blevet udviklet og i andre vil blive udviklet. Der findes således meget forskellige former for miljømærkning i EU — offentlig og privat, supranational, national og regional — og dette kan give anledning til forvirring blandt forbrugerne og de erhvervsdrivende på de forskellige markeder (5).

2.2.6

Der er følgelig behov for en tværfaglig, harmoniseret tilgang som følge af det virvar af regler og miljømærker, der for øjeblikket findes på de forskellige markeder.

2.2.7

EU indførte en harmoniseret miljømærkeordning for første gang i 1992 med Rådets forordning 880/92 af 23. marts (6). Denne forordning blev revideret for fem år siden med den nugældende forordning (7), som indførte en miljømærkeordning for visse varegrupper, der ikke omfatter fiskevarer. Kommissionen bør derfor nøje undersøge muligheden for også at lade det gældende miljømærke omfatte fiske- og akvakulturvarer.

2.2.8

Man bør ikke glemme, at debatten om miljømærkeordninger for fiskevarer foregår inden for rammerne af den nuværende EU-politik. Der henvises specifikt til Fællesskabets sjette miljøhandlingsprogram, der blev vedtaget med Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse 1600/2002/EF af 22. juli 2002 (8) og EF-handlingsplanen for integration af miljøbeskyttelseskrav i den fælles fiskeripolitik (9), hvor undersøgelse af miljømærker for fiskevarer behandles som en supplerende foranstaltning.

2.2.9

Selv om situationen er noget anderledes, vil EØSU gerne gøre Kommissionen og de øvrige institutioner og interesserede parter i EU opmærksomme på, at der findes en ordning for harmoniseret, ensartet anvendelse af et mærke, der helt sikkert kan betragtes som et miljømærke, da det sikrer overensstemmelse med direktiverne om genbrugsemballage (10). Der henvises til det »grønne punkt«, som gives til det meste af genbrugsemballagen i EU-landene. Dette mærke var et registreret varemærke, der tilhørte et tysk firma, som i 1996 flyttede sit hovedkontor til Bruxelles og licenserede anvendelsen af mærket i en form for samarbejde med de fleste medlemsstater og tredjelande samt med de erhvervsdrivende, der var involveret i korrekt håndtering af genbrugsemballage. I dag er retsgrundlaget fastlagt i EU-direktiverne og de nationale udviklingsregler; derfor kan det i praksis være en god idé at have et enkelt logo med et klart budskab, som involverer et privat organ (Packaging Recovery Organisation s.p.r.l.), der overvåger harmoniseringen af kriterier og deres udvikling via forskellige nationale organer i de fleste medlemsstater (11).

2.2.10

I lyset af ovennævnte mener EØSU, at miljømærkning af fiske- og akvakulturvarer drøftes på et passende tidspunkt i EU; der må derfor ikke ske forsinkelser, og de nødvendige frister for behandling af et så komplekst spørgsmål må ikke overskrides. Debatten bør tage udgangspunkt i FAO's retningslinjer, uden at give afkald på EU's egne standpunkter; så vidt det er muligt kan disse forbedres med en tværfaglig tilgang som led i en harmoniseringsindsats med beskyttelse af miljøet og ressourcerne og støtte til forbrugerne som vigtigste mål.

3.1.1

FAO har — som organisation med kompetence inden for fiskeri og følgelig som reference for de forskellige regionale fiskeriorganisationer med tilknytning til den nuværende havret, der er baseret på FN's havretskonvention — en tilgang til mærkning af fiskevarer, der tager sigte på at beskytte fiskeriet, og som kun indirekte refererer til de andre faser i markedsføringen af varen.

3.1.2

Derimod er andre internationale organisationer såsom WTO (12) og UNCTAD — inden for den generelle ramme for aftalen om tekniske handelshindringer — fokuseret på at sikre, at miljømærkeordningerne ikke udgør ulovlige hindringer for den internationale handel eller går ud over udviklingslandene. (13) Disse organisationer forsøger at gøre supplerende fiskeriforanstaltninger såsom miljømærkning forenelige med de internationale regler, som forbyder etablering af tekniske hindringer for international handel eller foranstaltninger med lignende virkning, også under hensyntagen til behovet for samarbejde, så lande med færre tekniske og finansielle ressourcer til at indføre miljømærker kan få den nødvendige bistand. EØSU mener, at miljømærkning af fiskevarer ikke i sig selv udgør en hindring for den internationale handel, forudsat at de respektive bestemmelser giver den nødvendige sikkerhed for gennemsigtighed og lige adgang.

3.1.3

På den anden side fokuserer ISO's og andre standardiseringsorganisationers arbejde mere på metodologi og god praksis inden for miljøforvaltning og den tilhørende miljømærkning; der findes ingen dokumenter om fiskevarers særlige aspekter.

3.1.4

Kun FAO's arbejder refererer eksplicit til miljømærkning af fiskevarer, men EØSU er enigt med Kommissionen i, at enhver afgørelse, der træffes, må være baseret på ikke blot de internationale organisationers afgørelser, men også på harmoniseringen af de forskellige tilgange, der følger af disse organers særlige karakteristika og opgaver.

3.1.5

På den baggrund mener EØSU, at både de internationale arbejder og de lovgivningsforslag, Kommissionen til sin tid vedtager, må tage hensyn til EU's omfattende regelværk og den erfaring, som ligger bag EU's nuværende miljømærkeordning (samt den sideløbende erfaring med det »grønne punkt«). De tjenestegrene, der er ansvarlige for fiskeri, bør koordinere deres aktiviteter med de tjenestegrene, som er ansvarlige for miljø og markedsharmonisering, så man kan forhindre uønskede funktionsforstyrrelser eller et væld af miljømærker, der langt fra at udfylde deres funktion i forhold til markedsaktørerne og de endelige forbrugere kun vil være en kilde til større forvirring. Trods de vanskeligheder, der ligger i alt dette, bør Kommissionen fastsætte en tidsplan for at sikre, at dets lovforslag ikke fremlægges senere end i det første halvår af 2006.

3.2.1

Da der ikke findes nogen grundforordning med tilstrækkeligt strenge betingelser for harmonisering, som Kommissionen klart anfører det i dokumentet, opstår der forskellige situationer, hvoraf nogle kan tjene som en model til efterligning andre som eksempler på praksis, der skal afskaffes.

3.2.2

En undersøgelse af den tilgængelige litteratur (14) og gældende internationale regler viser, at der findes en række forskellige situationer, som ikke altid opfylder kravene om gennemsigtighed og retfærdighed, der er vigtige for enhver miljømærkeordning.

3.2.3

I visse tilfælde drejer det sig om frivillige mekanismer, der er fremkommet ved et samarbejde mellem erhvervsdrivende og civilsamfundsorganisationer. De pågældende organisationer har regler for akkreditering, certificering samt anvendelse af deres miljømærke, som er klare, fair og offentligt tilgængelige og som anvendes på forskellige fiskerier i forskellige lande verden over. Organisationer af denne art råder over rådgivende udvalg og passende kontrolmekanismer.

3.2.4

I andre tilfælde, som Kommissionen omtaler i sin meddelelse, er der imidlertid tale om rent private »logoer« med enten ikke-eksisterende regler eller regler, der ikke er offentliggjort, og hvis praktiske anvendelse langt fra er i overensstemmelse med kodekser for god praksis inden for miljømærkning. Et af disse tilfælde kan tjene som et illustrativt eksempel på de skadelige virkninger af et miljømærke for fiskevarer, som overtræder international lovgivning og skaber uønskede hindringer for den internationale handel. Det er baseret på metoder, der er totalt i modstrid med enhver anbefaling vedrørende miljømærkning og skaber ifølge en højtstående embedsmand i EU »et decideret monopol«.

3.2.5

Eksempler som disse viser, at den nuværende situation, hvor det er muligt at skabe miljømærker uden et solidt retsgrundlag og endog i strid med eksisterende internationale eller EU-regler, ikke kan fortsætte ret meget længere, da de er til skade for producenterne, forbrugerne og de øvrige interesseparter.

3.2.6

I tilfældet med tun fra det østlige Stillehav støttede den kompetente regionale fiskeriorganisation, dvs. den interamerikanske kommission for tropisk tun, vedtagelsen af en aftale om det internationale program for bevarelse af delfiner (ACPICD) (15), som EU tiltrådte frivilligt med Rådets afgørelse 1999/337/EF af 26. april 1999 (16). Denne aftale regulerer et miljømærke, som også støttes af EU selv, og som for øjeblikket drøftes i Europa-Parlamentet (17).

3.2.7

Der bør tages hensyn til denne særlige situation som baggrund for undersøgelsen af og forslagene til en regulering på dette område. I de tilfælde, hvor en regional fiskeriorganisation med ansvar for et bestemt fiskeri fremmer sit eget miljømærke på linje med FAO's principper, bør EU nemlig for det første deltage i arbejdet for at sikre, at certificerings- og udstedelsesproceduren opfylder de nødvendige krav, og for det andet bør det overveje at anvende sådanne mærker i sine egne regler og forbyde mærker, som overtræder reglerne.

3.2.8

EØSU mener, at ethvert privat miljømærke for fiske- og akvakulturvarer bør være underlagt strenge kriterier for akkreditering og uafhængig certificering. Det lovforslag, som Kommissionen udarbejder, bør omfatte oprettelse af et offentligt register, der er tilgængeligt for alle berørte parter og aktørerne på markedet for fiske- og akvakulturvarer, og som kan oplyse om, hvilke af de anvendte mærker der overholder de lovfæstede krav.

4.1.1

Miljømærker bør være klart adskilt fra generelle regler for mærkning af fødevarer i egentlig forstand. Anvendelsen af et miljømærke er ikke i sig selv en garanti for overholdelse af reglerne (som under alle omstændigheder skal overholdes også af produkter uden miljømærke), men derimod en garanti for overholdelse af højere miljøbeskyttelsesstandarder, som i dette tilfælde omfatter ansvarlige fangstmetoder, bevarelse af bestande af det produkt, der er dækket af miljømærket, og minimering af skaderne på den biologiske mangfoldighed og havmiljøet generelt.

4.1.2

Miljømærket for fiskevarer kan — som for ethvert andet udvundet produkt eller akvakulturprodukt — tildeles både for uforarbejdede fiskevarer (hele fisk, enten friske eller frosne) og for forarbejdede fiskevarer, frosne, saltede, konserverede, forkogte eller tilberedte. I det første tilfælde skal miljømærket garantere, at fangstmetoderne ikke blot overholder fiskerikontrolstandarder, men også FAO's kodeks for ansvarligt fiskeri. I det andet tilfælde skal miljømærket for fiskevarer garantere, at den korrekte anvendelse af sporbarhedsreglerne for fødevarer virkelig betyder, at det forarbejdede og markedsførte produkt, der når frem til forbrugeren, er produktet af et fiskeri, som har gjort sig fortjent til miljømærket.

4.1.3

For at sikre en korrekt anvendelse af et miljømærke for fiskevarer er det ikke nok at have en generel lovramme; der må indføres en klar mekanisme for akkreditering af certificeringsorganer, tildeling af miljømærker, bilæggelse af tvister, overvågning og sanktioner i tilfælde af misbrug eller manglende overholdelse, med en differentiering af miljømærkede fiskevarer fra fiskevarer generelt.

4.1.4

EØSU mener, at denne i pkt. 4.1.3 nævnte klare mekanisme bør være det register, der henvises til i pkt. 3.2.8. Såvel reglerne som registret skal sikre, at systemet er baseret på gennemsigtighed, hvilket sammen med forbrugerinformation må kunne skabe den nødvendige tillid, så den eksisterende forskel mellem antallet af de forbrugere, der er interesserede i miljøaspekterne af et produkt (for øjeblikket er der tale om ca. 44 %), og af dem, som viser denne interesse i købsøjeblikket (ca. 10 %), forsvinder.

4.1.5

Såvel oplysningerne i den ovennævnte EVER-rapport som det standpunkt EUROPECHE/COGECA (18) indtager i sit notat om det spørgsmål, der behandles i denne udtalelse, giver anledning til en vis pessimisme mht. sandsynligheden for, at miljømærkning generelt og miljømærkning af fiskevarer i særdeleshed kan skabe en merværdi for producenterne og sikre gennemsigtige og korrekte oplysninger for forbrugerne. Bevarelse af miljøet i bredeste forstand er imidlertid sammen med kampen mod sulten i verden ved at blive én af de største udfordringer, menneskeheden står over for i dag. Det er derfor vigtigt, at EU forsøger at spille en ledende rolle i processer, der gør det muligt for ansvarlige forbrugere at skelne mellem og vælge produkter, hvis udvinding, forarbejdning og markedsføring har overholdt miljøbeskyttelseskriterier.

4.1.6

EØSU er blevet orienteret om den holdning, WWF officielt indtager, og glæder sig over, at den uagtet de forskellige tilgange, der forståeligt nok er på visse områder, stort set falder sammen med de synspunkter, der kommer til udtryk i denne udtalelse, især hvad angår nøje overholdelse af reglerne for miljømærkning af fiskeprodukter.

4.1.7

EØSU mener, at de regler, som Kommissionen til sin tid foreslår, bør tage særligt hensyn til miljømærkningens mulige relevans for fiskerisektoren, hvor omkostningerne videregives i den kommercielle kæde uden at skade forbrugerne. I den forstand kan miljømærkning af fiskevarer være en mekanisme til at gøre fiskerne og virksomhederne bevidste om nødvendigheden af at udøve et bæredygtigt fiskeri og en bæredygtig akvakultur for at bevare fiskebestandene, som er grundlaget for den egentlige fiskeriaktivitet og hele den efterfølgende kommercielle kæde.

4.1.8

EØSU ønsker at gøre Kommissionen opmærksom på, at miljømærkning af fiske- og akvakulturvarer har nogle finansielle omkostninger, som må bæres af produktionskæden, før varen når frem til den endelige forbruger. De små og mellemstore virksomheder og erhvervsdrivende i udviklingslande kan under visse omstændigheder have vanskeligt ved at få adgang til miljømærker. De regler, der vedtages, bør derfor omfatte interventionsmekanismer, som involverer producentorganisationer, fiskerisammenslutninger og partnerskabsaftaler. Hvis et miljømærke skal være fuldt ud effektivt, er det under alle omstændigheder nødvendigt med en omfattende uddannelses- og oplysningsindsats. EØSU mener derfor, at offentlige institutioner bør finansiere oplysnings- og bevidstgørelseskampagner over for erhvervsdrivende og forbrugere.

4.1.9

Enhver foranstaltning, EU iværksætter på dette område, bør derfor ses som et første skridt på vejen. Dette skridt bør imidlertid være så ambitiøst, at der kan indføres:

11.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 88/32

1.1

Udvalget er enigt med Europa-Parlamentet i, at bedre repræsentation af kvinder i de besluttende organer i de socioøkonomiske interesseorganisationer i EU er et vigtigt anliggende. Det støtter Parlamentets henstilling til de berørte nationale organisationer og deres europæiske sammenslutninger såvel som til Kommissionen om i højere grad og mere systematisk at være opmærksom på dette spørgsmål. Parlamentet opfordrede Kommissionen til at gå i gang med at indsamle oplysninger og oprette en database vedrørende kvinders repræsentation i de besluttende organer i de socioøkonomiske interesseorganisationer i EU. Udvalget tager til efterretning, at dette arbejde nu er påbegyndt. Det er udvalgets opfattelse, at Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder og Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene kan levere et vigtigt bidrag i den forbindelse. Hvad indikatorerne angår konstaterer udvalget, at Kommissionen for øjeblikket arbejder med de ni elementer, som det italienske formandskab formulerede.

1.2

Parlamentet fokuserer hovedsageligt på arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer. Det viser sig, at der i arbejdstagerorganisationerne er sket en mere positiv udvikling, end man kan aflæse af betænkningen og beslutningen. På den anden side må man for korrekt at kunne vurdere situationen og udviklingen på arbejdsgiversiden og i andre socioøkonomiske interesseorganisationer holde sig for øje, at de pågældende organisationer fungerer anderledes end de organisationer, hvis medlemmer er fysiske personer.

1.2.1

Alle de socioøkonomiske interesseorganisationer, der er repræsenteret i EØSU, har hver deres særlige karakteristika. Foranstaltninger, der virker godt i én organisation, behøver ikke nødvendigvis at gøre det i de andre.

1.2.2

På den baggrund har udvalget med interesse noteret sig EFS's, UNICE/UEAPME's og CEEP's handlingsramme vedrørende ligestilling mellem kønnene og navnlig disse organisationers prioritering af punktet »kvinder i beslutningstagningen«. Det ser med interesse frem til de varslede årlige nationale og europæiske fremskridtsrapporter.

1.3

EØSU støtter ligesom Parlamentet den aktuelle EU-politik vedrørende mænds og kvinders ligelige deltagelse i beslutningsprocessen. Det er enigt med Parlamentet i, at der må vises virkelig politisk vilje, hvis det skal lykkes at gennemføre forandringer og opnå ligelig repræsentation. I mange organisationer, også uden for arbejdsgivernes og arbejdstagernes kreds, lægges denne vilje faktisk for dagen. EØSU anbefaler, at alle repræsenterede organisationer regelmæssigt orienterer Kommissionen om resultaterne af deres bestræbelser, og at Kommissionen i nært samarbejde med de europæiske paraplyorganisationer udbygger den omtalte database og i forlængelse af det italienske formandskabs initiativ i 2003 fastlægger passende indikatorer med henblik på styrkelse af kvindernes indflydelse i besluttende socioøkonomiske organer.

1.4

Det niveau, man skal være særlig opmærksom på i organisationer, der sender delegerede til nationale og internationale fora og, i givet fald, til den sociale dialog, er helt klart ledelsesniveauet. Men organisationer, der ønsker at bidrage til bedre repræsentation af kvinder, må også interessere sig for det niveau, der forbereder politikken, og hvorfra mange organisationer allerede nu henter deres delegerede.

1.5

Særlige strukturer og støttestrukturer samt netværker for kvindelige medarbejdere og medlemmer har bidraget væsentligt til positive forandringer i nogle organisationer. Selv om sådanne instrumenter ikke nødvendigvis overalt og altid er vidundermidler, er det efter EØSU's opfattelse umagen værd at fremme dem yderligere og i større målestok, også med henblik på ekstern repræsentation af organisationen.

1.6

Undervisning, uddannelse og bestemmelser, der gør det lettere at forene arbejde og omsorgsforpligtelser, ser ud til at være de bedste metoder til at forbedre kvinders karrieremuligheder i de berørte organisationer. Det er af største betydning, at de tjenestegrene i Kommissionen, der har udviklet foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling og til fremme af kønspolitikken og dens integration i andre politikker, stimulerer denne politik. Arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne har en vigtig rolle at spille i den forbindelse.

1.7

Mange sagkyndige er tilhængere af kvoter. De berørte organisationer og Kommissionen bør nøje studere de kvoteordninger, der i nogle lande har vist sig effektive i den politiske verden og også i arbejdsmarkedets organisationer, med henblik på at finde ud af, hvordan og i hvor høj grad de virker.

1.8

EØSU ser gerne, at medlemsstaterne tilstræber, at mindst 30 % af kandidaterne til medlemskab af udvalget i den kommende mandatperiode (2006-2010) tilhører det underrepræsenterede køn, og at dette tal øges til 40 % i den næstfølgende mandatperiode (kandidaterne vælges blandt personer, som er foreslået af de socioøkonomiske interesseorganisationer).

1.9

I 2006/2007 efter nybeskikkelsen vil EØSU på ny se på resultaterne af den nu foretagne undersøgelse. Da kan man samtidigt undersøge, om organisationerne i de nye medlemsstater har en væsentligt anderledes politik og praksis end organisationerne i de gamle. Udvalget foreslår, at Parlamentet til den tid også revurderer situationen på baggrund af beslutningen og betænkningen fra 2002.

2.1.1

I januar 2003 anmodede Europa-Parlamentet Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en udtalelse om kvinders repræsentation i de besluttende organer hos »arbejdsmarkedets parter«. (1) Hensigten var, at EØSU skulle supplere de statistiske data, som Parlamentet havde adgang til under udarbejdelsen af dets beslutning og betænkning om »Kvindelig repræsentation blandt arbejdsmarkedets parter i Den Europæiske Union« (2002/2026 INI) og fremsætte henstillinger om, hvilken strategi man skal følge for at øge kvinders repræsentation i »arbejdsmarkedsparternes« forskellige organer.

2.1.2

I sin beslutning konstaterede Parlamentet, at kvinder er underrepræsenteret i de organer og strukturer, hvor »arbejdsmarkedets parter« drøfter social- og arbejdsmarkedspolitik. Det slog til lyd for programmer og strategier, som kan sikre en mere ligelig repræsentation. Parlamentet opfordrede Kommissionen og »arbejdsmarkedets parter« til systematisk at indsamle relevante data og til at tage de fornødne skridt til at øge kvinders indflydelse i socioøkonomiske besluttende organer, ikke alene ved at forbedre kvindernes repræsentation i disse organer, men også ved at integrere kønsaspektet i deres politik.

2.1.2.1

Parlamentet konstaterede i den forbindelse, at det ikke er tilstrækkeligt med uforpligtende hensigtserklæringer, men at det kræver reel politisk vilje hos »arbejdsmarkedets parter« at gennemføre forandringer og opnå ligelig repræsentation.

2.1.3

I beslutningen og betænkningen henvender Parlamentet sig ikke til EØSU.

2.1.4

EØSU er den mest repræsentative forsamling af repræsentanter for socioøkonomiske interesseorganisationer (»det organiserede civilsamfund«) i EU. Det er ikke udvalgets opgave at rådgive de repræsenterede organisationer om deres politik vedrørende kvinders repræsentation i besluttende organer eller om deres kønspolitik i al almindelighed, men dets egen sammensætning kan uden tvivl betragtes som en delvis afspejling af disse politikker. Det er et af de af Parlamentet nævnte organer, hvor de socioøkonomiske interesseorganisationer mødes, og et af de organer og strukturer, hvor de drøfter socialpolitik. Dets medlemmer er derfor gode kilder til den type information og rådgivning, som Parlamentet efterspørger.

2.2.1

EØSU er enigt med Parlamentet i, at kvinders repræsentation i de socioøkonomiske interesseorganisationers besluttende organer er et vigtigt anliggende. Udvalget er også enigt i, at flere statistiske data og mere information om organisationernes politiske foranstaltninger på området er vigtige forudsætninger for gennemførelsen af EU-politikken for ligelig repræsentation af mænd og kvinder i beslutningsprocessen.

2.2.1.1

EØSU konstaterer, at Kommissionen er begyndt at indsamle relevante data. Man har også påbegyndt oprettelsen af den database, Parlamentet efterspørger, og udarbejdelsen af indikatorer for, hvordan kvinder sikres øget indflydelse i den socioøkonomiske beslutningsproces i EU. Kommissionen mener i øvrigt, at det er vanskeligt at fremskaffe data om interesseorganisationerne. Fremover kan Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder forhåbentligt yde en indsats på det punkt, ligesom Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene allerede gør det.

2.2.1.2

Derudover bør Kommissionen fortsætte med at udvikle generelle politiske foranstaltninger, der kan jævne vejen for større inddragelse af kvinder i beslutningstagningen, som f.eks. foranstaltninger, der bekæmper den stadig eksisterende diskrimination på arbejdsmarkedet og gør det lettere at forene arbejde og omsorgsforpligtelser i EU's medlemsstater, samt foranstaltninger til fremme af ligebehandling og lige muligheder på arbejdspladsen.

2.2.2

Parlamentets anmodninger og krav til arbejdsgivere, arbejdstagere og civilsamfundet som helhed i EU kan EØSU generelt tilslutte sig. De fleste af dem blev taget op i en undersøgelse, baseret på et spørgeskema, der i 2003 blev sendt til alle udvalgets daværende 222 medlemmer. (2) Spørgeskemaet blev besvaret af 107 medlemmer, hvilket giver en besvarelsesprocent på ca. 50. (3)

2.2.2.1

Besvarelserne fordelte sig ret ligeligt mellem de tre grupper i EØSU, nemlig 34 % fra Gruppe I (Arbejdsgiverne), 31 % fra Gruppe II (Lønmodtagerne) og 34 % fra Gruppe III (Andre Interesser).

2.2.2.2

Da undersøgelsen fandt sted, udgjorde kvinderne 23 % af EØSU's medlemmer. (4)

2.2.2.3

Organisationer med en høj procentdel af kvinder blandt medlemmernes repræsentanter er sandsynligvis noget overrepræsenterede blandt respondenterne. Det kan have fortegnet billedet i retning af det mere »kvindevenlige«.

2.2.3

I undersøgelsen spørges der om organisationens art og karakteristika, dens ledelsesstruktur, dens repræsentation i nationale og internationale organisationer og fora, kvinders repræsentation i organisationen og organisationens kønspolitik.

2.2.4

Endvidere er der foretaget en analyse af materiale stammende fra en høring om situationen og erfaringerne i Belgien, Spanien og de skandinaviske lande og fra EØSU's medlemmer. Materialet drejede sig hovedsageligt om fagforeningerne. Ligesom i Parlamentets beslutning og betænkning var det faktuelle grundlag for udsagn om arbejdsgiversiden svagt, og der var næsten ingen oplysninger om andre organisationer. (5)

2.2.5

Undersøgelsen og det øvrige materiale bestyrkede det indtryk, som Parlamentets beslutning vakte, nemlig for det første, at det statistiske grundlag er meget svagt, når der ses bort fra fagforeningerne, for hvis vedkommende materialet imidlertid ikke afspejler den positive udvikling, som har fundet sted på det seneste (6), og for det andet, at det er vanskeligt, for ikke at sige nærmest umuligt, at sammenligne oplysninger fra forskelligartede organisationer, f.eks. organisationer med en medlemsskare bestående af fysiske personer (som fagforeninger) og organisationer, der selv har organisationer (f.eks. virksomheder) som medlemmer. Organisationernes indbyrdes afvigende karakteristika (f.eks. landboorganisationer over for smv-organisationer) kan gøre det nødvendigt at anvende forskellige metoder til at vurdere, om mænd og kvinder er ligeligt repræsenterede. Det må også fastslås, at lav repræsentation af kvinder i besluttende organer ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at en organisation ikke har nogen kønspolitik.

2.2.6

Der er rettet den kritik mod Europa-Parlamentets beslutning, at den kun fokuserer på repræsentationens kvantitative aspekt og ser bort fra de kvalitative aspekter i forbindelse med udformningen af organisationernes politik, hvor kvinderne undertiden spiller en større rolle, end deres formelle repræsentation lader formode. Selvom disse aspekter afgjort er af stor betydning, har EØSU besluttet ikke at behandle dem indgående. Dog har det set på kvinders repræsentation i organer, der forbereder politikken. Dette kvalitative aspekt ved politikudformningen fortjener større opmærksomhed såvel fra de socioøkonomiske interesseorganisationers og deres europæiske paraplyorganisationers som fra Europa-Parlamentets og Kommissionens side.

2.2.7

I forbindelse med sin beskæftigelse med EU-landenes socioøkonomiske interesseorganisationers politik og praksis vedrørende kvinders repræsentation har udvalget valgt at foretage en integreret analyse (nationalt og europæisk niveau — herunder den sociale dialog — samt internationalt niveau).

2.2.7.1

De europæiske samarbejdsudvalg er ikke inddraget i undersøgelsen. Det ville have krævet en særlig indsats, som andre er bedre rustet til at påtage sig end EØSU. (7)

2.2.8

EØSU henviser til EFS's, UNICE/UEAPME's og CEEP's handlingsramme af 1. marts 2005 vedrørende ligestilling mellem kønnene, hvori fremme af kvindernes rolle i beslutningstagningen er en af de fire prioriteter.

2.3.1

Næsten halvdelen af begge hovedtyper af organisationer, som er repræsenteret i EØSU (forskellige slags paraplyorganisationer og organisationer med individuelle medlemmer), har en stor andel af kvindelige medlemmer (40 % eller derover). Kun 10-15 % ligger i den kategori, der har få kvindelige medlemmer (0-19 %). Alt i alt udgør kvinderne 36 % i de repræsenterede organisationer. (NB.: Som ovenfor anført udgjorde kvinderne på tidspunktet for undersøgelsen 23 % af EØSU's medlemmer).

2.3.2

Kvinderne i disse organisationer er som oftest at finde blandt de politiske medarbejdere, sjældnere som deltagere i organisationens kongres eller medlemmer af ledelsesteamet og endnu sjældnere i bestyrelsen.

2.3.3

Det er sandsynligvis en vigtig forklaring på den relativt lave andel af kvindelige medlemmer i EØSU, da dets medlemmer for det meste rekrutteres fra bestyrelserne.

2.3.4

De organisationer, der ligger højt med hensyn til at sende kvindelige repræsentanter til EØSU, sender snarere politiske medarbejdere eller træffer en anden (f. eks. en blandet) ordning frem for udelukkende at sende folk fra det højeste ledelsesniveau.

2.3.5

Hvad angår nationale og internationale fora foretrækker organisationerne en blandet repræsentationsform. Her ligger repræsentation ved medlemmer af bestyrelsen på andenpladsen.

2.3.6

En stor del af de organisationer, der er repræsenteret i EØSU, deltager ikke i Udvalget om Den Sociale Dialog (ca. en fjerdedel). Af dem, der gør, anvender omkring en tredjedel en blandet repræsentationsform eller sender repræsentanter fra bestyrelsen.

2.3.7

En af metoderne til at sikre mere lige repræsentation af kvinder i besluttende organer er ifølge Parlamentet at etablere kvindestrukturer inden for organisationen. Parlamentet bemærker dog samtidig, at sådanne strukturer ofte kun er af symbolsk karakter eller forbliver begrænsede til isolerede diskussionsfora. Disse strukturer må derfor ifølge Parlamentet ikke isolere kvinder fra beslutningsprocessen, men skal netop inddrage dem og lette deres deltagelse i den. Udvalget er enigt heri.

2.3.7.1

Også vejledning og etablering af netværk inden for organisationerne er ifølge Europa-Parlamentet af stor betydning for kvinder som metoder til at forberede dem til ledelsesmæssige opgaver.

2.3.8

Kun en mindre del (33 %) af de organisationer i EØSU, hvis repræsentanter har udfyldt spørgeskemaet, har en separat organisation eller en støtteorganisation for kvindelige medlemmer. I næsten alle tilfælde er disse strukturer repræsenteret i organisationernes bestyrelse, og næsten halvdelen af dem har samtidigt andre kanaler for indflydelse i organisationerne. I 15 % af tilfældene har kvindelige ansatte og kvindelige medlemmer dannet et netværk; i 4 % af tilfældene findes begge dele (dvs. separat eller støtteorganisation og netværk).

2.3.8.1

Separate organisationer og netværk findes hovedsageligt i organisationer, der hører til Gruppe II (lønmodtagerne); her forekommer de i 50-75 % af tilfældene. I Gruppe III forekommer de i 19-39 % af tilfældene, mens forekomsten i Gruppe I er væsentligt lavere, nemlig 6-19 %. Støtteorganisationer er ikke ualmindelige i landbrugsorganisationer (33 %), og tallet ligger på omkring 10 % i forbruger- og sundhedsorganisationer.

2.3.9

Ifølge 46 % af respondenterne har deres organisation en politik til forbedring af kvinders karrieremuligheder, specielt for at forberede dem til at varetage ledende funktioner. Det drejer sig hovedsageligt om efteruddannelse (26 %), ordninger der gør det lettere at forene arbejde og omsorgsopgaver (22 %) og overvågning/benchmarking (19 %). Men det er kun en fjerdedel af organisationerne, der giver sig af med denne form for karrierefremme.

2.3.10

Særlig fokusering på kvindelige arbejdstagere kommer også til udtryk ved, at der føres statistik over antallet af kvinder i organisationen. Næsten halvdelen af de repræsenterede organisationer (48 %) svarede, at de fører sådanne statistikker, og efter det oplyste opdaterer de fleste dem hvert år (67 %).

2.3.10.1

Organisationerne fra Gruppe II er klart mest aktive på dette område (godt 50 %) efterfulgt af Gruppe III's organisationer med omkring en tredjedel. Andelen er lav i Gruppe I. Her noteres en bemærkelsesværdig forskel mellem det oplyste meget lave niveau for indsamling af statistisk data (1 %) og omfanget af karrierefremmende politik (11 %).

2.3.11

I 75 % af de 61 tilfælde, hvor der fandtes en politik til fremme af kvinders karriere, betegnede respondenterne den som en succes. 40 organisationer har en afdeling eller en ansat med ansvar for kønspolitik, og i halvdelen af tilfældene svarer bemandingen til en fuldtidsækvivalent

2.3.11.1

I 49 % af tilfældene kunne der konstateres succes i form af flere kvindelige ansatte i ledende stillinger; i 46 % af tilfældene var der tale om flere kvinder i beslutningstagende stillinger.

2.3.12

Fagforeninger (Gruppe II) har ofte en egentlig kønspolitik (68 %); Gruppe III har det i 25 % og Gruppe I i kun 5 % af tilfældene.

2.3.13

En række organisationer (33) anførte, at spørgsmålene om foranstaltninger til forbedring af kvinders karrieremuligheder og om en politik til sikring af lige muligheder ikke var relevante for dem.

2.3.14

Forholdet mellem mandlige og kvindelige organisationsrepræsentanter i EØSU synes at hænge nøje sammen med forholdet i forbindelse med repræsentation på internationalt niveau; overensstemmelsen er noget mindre i forbindelse med den sociale dialog, og i nationale fora er forholdet helt anderledes.

2.3.15

I betragtning af, at respondenterne fra Gruppe I oplyser, at forholdet mellem mænd og kvinder i deres organisationer er 70/30, er kvindernes andel af gruppens medlemmer i EØSU relativt høj (35 %), dvs. klart højere end i Gruppe II (25 %, hvor forholdet mellem mænd og kvinder i organisationerne selv er 60/40) og i Gruppe III (27 %, med et forhold på 65/35 i organisationerne).

2.3.16

Forholdet mellem antallet af henholdsvis mandlige og kvindelige ledere i organisationerne synes ifølge undersøgelsen i høj grad at have været afgørende for forholdet mellem antallet af mandlige og kvindelige medlemmer af EØSU (se pkt. 3.2 og 3.3). Europa-Parlamentet har opfordret »arbejdsmarkedets parter« (de socioøkonomiske interesseorganisationer) til »at tage deres repræsentationsmekanismer og udvælgelsesprocedurer op til fornyet behandling og prioritere den ligelige repræsentation af kvinder og mænd og medtage dette i deres vedtægter«. (8)

2.3.16.1

Med tanke på forholdet mellem antallet af henholdsvis mænd og kvinder i de besluttende organer stillede EØSU i undersøgelsen også spørgsmål om rekrutteringsprocedurerne vedrørende medlemmer af bestyrelsen. Selvsupplering viste sig at være den mest ufordelagtige metode for kvinderne, fulgt af udnævnelse foretaget af de tilknyttede organisationer. Procedurer, der ifølge respondenterne gav mere positive resultater, blev nævnt af så få, at der ikke kan drages holdbare konklusioner.

2.3.17

Sætter man det gennemsnitlige forhold mellem antallet af henholdsvis mænd og kvinder i besluttende organer i relation til foranstaltningerne til forbedring af kvinders karrieremuligheder, kommer man til den konklusion, at måltal tilsyneladende er den eneste metode, der fører til stærk repræsentation af kvinder. Dobbelt kandidatur og kvoter (som ofte dukker op i diskussionerne i medlemsstaterne om partiernes politik), nævnes sjældent af respondenterne.

11.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 88/37

1.1

Målet med dette forslag er at styrke mandatet for Det Europæiske Observationscenter for Racisme og Fremmedhad og oprette Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder som vedtaget af Det Europæiske Råd den 13. december 2003.

1.2

Hovedforskellen mellem de eksisterende regler og forslagene er, at forslagene udvider anvendelsesområdet fra at omfatte racisme og fremmedhad — der også dækkes af de reguleringssystemer, som anerkendes af FN, ILO og Europarådet — til at omfatte alle områder, der har at gøre med grundlæggende rettigheder ifølge chartret, uden at det berører de områder, der allerede er omfattet af andre fællesskabsagenturers virkeområde.

1.3

Agenturet vil beskæftige sig med grundlæggende rettigheder hvad angår gennemførelsen af EU-retten i både medlemsstaterne og i de kandidatlande og potentielle kandidatlande, der deltager i agenturet. Derudover kan Kommissionen anmode agenturet om at fremsende analyser og oplysninger om tredjelande, med hvilke Fællesskabet har indgået associeringsaftaler eller aftaler, der indeholder bestemmelser om overholdelse af menneskerettigheder, eller med hvilke der er indledt eller forventes indledt forhandlinger med henblik på indgåelse af sådanne aftaler.

1.4

Målet med agenturet er at sørge for bistand og ekspertise til Fællesskabets og medlemsstaternes kompetente institutioner, organer, kontorer og agenturer for at hjælpe dem med fuldt ud at overholde de grundlæggende rettigheder, når de træffer foranstaltninger eller tager initiativer inden for deres respektive kompetenceområder.

1.5

Inden for disse arbejdsområder vil agenturet i fuld uafhængighed indsamle og evaluere data om de praktiske virkninger, EU-foranstaltninger har for grundlæggende rettigheder og for god praksis med hensyn til overholdelse og fremme af disse rettigheder. Endvidere vil agenturet afgive udtalelser om nye foranstaltninger inden for grundlæggende rettigheder, informere offentligheden om alle de tekster og regulerende instrumenter, som EU henviser til, fremme dialogen med civilsamfundet og koordinere og netværke med forskellige aktører på området grundlæggende rettigheder. Agenturet får ikke nogen mekanismer til tvistbilæggelse.

1.6

Forslaget giver agenturet bemyndigelse til at udføre sine opgaver på de områder, der er nævnt i afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union.

2.1

EØSU glæder sig over Det Europæiske Råds beslutning om at oprette Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (herefter kaldet »agenturet«) for at styrke de principper og fremgangsmåder, det er indskrevet i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union. Hermed vil der blive skabt en mekanisme for overvågning af grundlæggende rettigheder i Unionen, som kan bidrage til at forbedre samordningen af de politikker for grundlæggende rettigheder, som medlemsstaterne forfølger. Kommissionens forslag rummer mange elementer, som EØSU hilser velkommen, især at:

2.2

EØSU bifalder den anden betragtning i præamblen til den foreslåede forordning, som anerkender eksisterende rettigheders anvendelsesområde, når det gælder beskyttelse af EU-borgere og ikke-EU-borgere i Unionen. I præamblen hedder det, at »Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder bekræfter rettighederne, som de bl.a. fremgår af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner og internationale forpligtelser, traktaten om Den Europæiske Union, fællesskabstraktaterne, den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, de socialpagter, som Fællesskabet og Europarådet har vedtaget, og De Europæiske Fællesskabers Domstols og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis.«

EØSU erkender behovet for at finde den rette balance mellem sikkerhed, især foranstaltninger mod terrorisme, og beskyttelse og fremme af menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder i Unionen. Nogle af de nye foranstaltninger mod terrorisme, som forskellige medlemsstater har vedtaget som følge af 11. september og de nylige bombesprængninger i Madrid og London, kan bringe menneskerettighederne og de grundlæggende rettigheder i fare. En af de største svagheder ved det europæiske samarbejde på sikkerhedsområdet er, at disse politikker fortsat ligger uden for fællesskabsrammerne og hovedsageligt udarbejdes i henhold til den mellemstatslige metode (EU's tredje søjle). Det begrænser den Europæiske Unions rolle. Der savnes gennemsigtighed i beslutningsprocessen på grund af den manglende inddragelse af Europa-Parlamentet og EF-Domstolen. En udvidelse af rammerne for Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder til også at omfatte EU's tredje søjle (afsnit VI i EU-traktaten) vil være afgørende for opretholdelsen af den rette balance mellem frihed, sikkerhed og retfærdighed i Unionens politikker (1).

2.3

EØSU anerkender Europarådets ekspertise og eksisterende overvågningsmekanismer hvad angår menneskerettigheder og grundlæggende friheder, herunder de håndhævelige sociale rettigheder i den reviderede europæiske socialpagt. Vi anerkender også Europarådets og dets menneskerettighedsdomstols beføjelse til at behandle krænkelser af menneskerettigheder i overensstemmelse med konventioner og international ret, hvor agenturet ikke besidder en sådan beføjelse. Indgående koordinering og samarbejde mellem agenturet og Europarådet er derfor af største vigtighed.

Agenturet skal, ligesom De Europæiske Fællesskabers Domstol i sine udtalelser og afgørelser, henvise til de internationale tekster med hensyn til fortolkningen og anvendelsen af EU's primære og afledte ret.

EØSU gentager sit krav om, at EU tilslutter sig den europæiske menneskerettighedskonvention og Europarådets reviderede socialpagt, når EU har fået tillagt den nødvendige kompetence.

2.4

En af EØSU's største bekymringer er, at forslaget ikke fremmer eller støtter bred repræsentation af det organiserede civilsamfund i det nye agenturs bestyrelse og rådgivende forum (herefter kaldet »forummet«). Det er i modstrid med hvidbogen om nye styreformer i EU, som anfører, at »Civilsamfundet spiller en vigtig rolle som talerør for borgerne og kan ofte yde en service, der dækker folks behov […] Civilsamfundet ser i stigende grad EU som en god mulighed for at ændre den politiske kurs og dermed samfundet. Det åbner en reel mulighed for at uddybe debatten om EU's rolle. Det er en chance for at få borgerne mere aktivt engageret i at opfylde EU's målsætninger og tilbyde dem et struktureret forum for feedback, kritik og protest«  (2).

2.5

Bestyrelsen og det rådgivende forum bør ikke blot bestå af jurister og akademikere. Der bør være en bred repræsentation af personer med forskellig baggrund, især repræsentanter for ngo'er, arbejdsmarkedets parter samt kulturelle, religiøse og humanistiske organisationer, som er talerør for og forsvarer socialt udstødte og dårligt stillede grupper i samfundet og deres grundlæggende rettigheder.

3.1.1

Det kan fremføres, at anvendelsen af EF-traktatens artikel 308 sammen med Rådets afgørelse under afsnit VI måske ikke er tilstrækkelig til at sikre agenturet kompetence på de områder, som er omfattet af EU-lovgivningen. EF-traktatens artikel 308 giver Fællesskabet (ikke Unionen) beføjelse til enstemmigt at beslutte at træffe passende foranstaltninger for at opnå et fællesskabsmål i situationer, hvor denne beføjelse ikke nævnes i EF-traktaten. Fællesskabet har som overordnet mål at sikre, at dets egne foranstaltninger fuldt ud overholder og beskytter grundlæggende menneskerettigheder, men traktaten indeholder ingen særlig hjemmel i den henseende.

3.1.2

Den foreslåede rådsafgørelse består således i at bemyndige agenturet til at udføre dets opgaver på de områder, der er nævnt i afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union.

3.1.3

EØSU understreger, at beskyttelse og fremme af menneskerettigheder er blandt Unionens fælles værdier og mål i henhold artikel 6, stk. 4, i EU-traktaten, hvori det hedder, at »Unionen tilvejebringer de nødvendige midler for at nå sine mål og gennemføre sin politik.« Udvalget opfordrer derfor Rådet til at forankre agenturets kompetence i det stærkest mulige retsgrundlag i henhold til artikel 6, stk. 4, for at sikre, at agenturet har de nødvendige beføjelser til at varetage sine opgaver.

3.2.1

EØSU henstiller, at der i artikel 2 (Mål) indføjes et afsnit om, at et af målene med agenturet er at fremsætte henstillinger, som Fællesskabets og medlemsstaternes institutioner, organer, kontorer og agenturer kan anvende, når de træffer foranstaltninger eller tager initiativer vedrørende grundlæggende rettigheder. Agenturet skal desuden oplyse om appel- og klagemuligheder, der kan give oprejsning til de individer eller grupper, der udsættes for forskelsbehandling af en lovgivning eller regering, der ikke overholder retsstatsprincippet.

Agenturet bør udfærdige en årlig rapport om gennemførelsen af grundlæggende rettigheder i EU og regelmæssige rapporter om sine forbindelser til internationale institutioner, navnlig inden for handel og udviklingsstøtte, samt om associeringsaftaler og Cotonou-partnerskabsaftalen.

3.2.2

EØSU henstiller også, at Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen skal kunne anmode agenturet om at vurdere foreneligheden mellem chartret om grundlæggende rettigheder og ny EU-lovgivning og –politik (herunder eksterne politikker såsom handel med udviklingslande). Dette berører ikke agenturets ret til selv, efter aftale med eller på forslag af dets bestyrelse, at gennemføre en vurdering af et hvilket som helst forslag til EU-lovgivning.

3.3.1

Tilbagemeldingerne fra høringen viste, at 90 % af de hørte ønskede at sikre, at der inden for agenturet fortsat lægges vægt på kampen mod racisme og fremmedhad. Vi bifalder derfor Kommissionens forslag under artikel 5, stk. 1, litra b), om, at agenturet altid skal medtage racisme og fremmedhad i sine arbejdsområder inden for den flerårige ramme.

3.3.2

Det er imidlertid EØSU's opfattelse, at der med henblik på at integrere bekæmpelse af racisme og fremmedhad i det nye agenturs kompetenceområder i henhold til artikel 5, stk. 1, litra b), under bestyrelsen bør nedsættes et særligt udvalg for racisme og fremmedhad, der skal udstikke retningslinjer og afsætte de nødvendige ressourcer.

3.6.1

EØSU er betænkelig ved, at forslaget ikke fremmer eller støtter en bred repræsentation af civilsamfundet i forummet. Det bør have bredest mulig repræsentation af dets interessenter: ngo'er, arbejdsmarkedets parter samt kulturelle, religiøse og humanistiske organisationer, som har interesse i at forsvare menneskerettigheder. EØSU anbefaler, at mindst en tredjedel af forummets medlemmer repræsenterer det organiserede civilsamfund.

3.6.2

Forordningen foreslår, at forummet skal ledes af agenturets direktør. Forummet bør være sparringspartner for bestyrelsen som helhed og ikke kun for direktøren. For at sikre en tæt forbindelse mellem de to bør det derfor ledes af bestyrelsesformanden.

3.6.3

Den ekspertise, der er samlet i det eksisterende netværk af uafhængige eksperter vedrørende grundlæggende rettigheder, bør ikke gå tabt. EØSU anbefaler, at netværket af uafhængige eksperter repræsenteres i forummet.

3.7.1

For at sikre agenturets uafhængighed må der fastlægges mekanismer, som kan sikre, at FN's Paris-principper om nationale menneskerettighedsinstitutioner så vidt muligt overholdes. EØSU anbefaler derfor, at ordlyden i artikel 15, stk. 1, hvori det hedder, at »Agenturet skal udføre sine opgaver i fuldstændig uafhængighed«, ændres til:

»Agenturet skal udføre sine opgaver i fuldstændig uafhængighed i overensstemmelse med FN's Paris-principper om nationale menneskerettighedsinstitutioner.«

3.8.1

EØSU anbefaler derfor, at følgende sætning indsættes før stk. 1 i artikel 19:

»(1A) Agenturet skal have tilstrækkelige midler fra EU til at kunne varetage sine opgaver i løbet af den årlige budgetcyklus. Agenturet kan undtagelsesvist anmode om yderligere ressourcer, når det skal gennemføre særlige eller ekstra opgaver, som der ikke var taget højde for i det årlige budget.«

11.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 88/41

1.1

I løbet af de sidste 10-15 år har EU-institutionernes interesse for en dialog med civilsamfundet, især med dets organisationer på europæisk niveau, været stadig stigende. De har erkendt, at god politik forudsætter, at borgerne bliver hørt, og at de, der berøres af EU's beslutninger, inddrages og giver deres samtykke.

1.2

Den erfaring og ekspertise, som civilsamfundets aktører sidder inde med, deres indbyrdes dialog og dialogen med myndigheder og offentlige institutioner på alle niveauer samt deres forhandlinger og forsøg på at opnå konvergens eller konsensus danner baggrund for fremsættelse af forslag, der gavner almenvellet. Det øger den politiske beslutningstagnings kvalitet og troværdighed, eftersom borgerne i højere grad forstår og accepter beslutningerne.

1.2.1

Ved at give borgerne mulighed for på basis af et individuelt og kollektivt engagement at deltage i forvaltningen af offentlige anliggender via et selvstændigt bidrag fra civilsamfundets organisationer beriger deltagelsesdemokratiet det repræsentative demokrati og styrker således EU's demokratiske legitimitet.

1.3

Det er her på sin plads at minde om, at Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg i kraft af sin sammensætning, sin rolle og de arbejdsopgaver, traktaterne har givet det lige fra dets oprettelse, har været en fuldgyldig aktør i deltagelsesdemokratiet på EU-niveau og den ældste brik heri.

1.4

Denne »ret til at deltage«, som civilsamfundet og organisationer, der er aktive på europæisk plan, længe har krævet, har særlig aktualitet i dag. De problemstillinger og udfordringer, som EU står over for, er så store, at de kræver mobilisering af alle lokale aktører og deres repræsentanter.

1.5

Dette erkendte bl.a. Det Europæiske Råd på mødet i Lissabon den 23.-24. marts 2000 i forbindelse med lanceringen af Lissabon-strategien (1), og det blev på ny understreget af Rådet på mødet den 22.-23. marts 2005, hvor denne strategi blev relanceret (2).

1.6

I sin hvidbog om styreformer i EU af juli 2001 (3) gør Kommissionen civilsamfundets deltagelse i udarbejdelsen og gennemførelsen af Unionens politikker til et af grundprincipperne for god forvaltning og et af de prioriterede indsatsområder for fornyelse af fællesskabsmetoden og forbedring af demokratiet i institutionernes arbejdsgang.

1.7

Princippet om deltagelsesdemokrati slås desuden fast i artikel I-47 i traktaten om en forfatning for Europa  (4) . Trods usikkerhedsmomenterne i forbindelse med ratifikationen af forfatningstraktaten bør EU-institutionerne følge denne logik og indføre et reelt deltagelsesdemokrati. Hvis dette skal kunne leve op til kravene om moderne europæiske styreformer, er det imidlertid nødvendigt at tilvejebringe instrumenter, som giver borgerne i EU og de organisationer, de arbejder inden for, mulighed for at diskutere, blive hørt og deltage effektivt i udviklingen af Unionen og dens politikker inden for rammerne af en ægte, struktureret civil dialog med det organiserede civilsamfund.

1.8

EØSU arbejder aktivt på at udvikle deltagelsesdemokratiet i samarbejde med de øvrige EU-institutioner og repræsentative civilsamfundsorganisationer.

1.8.1

I oktober 1999 afholdt EØSU sit første konvent om det organiserede civilsamfunds opgaver og bidrag i det europæiske samarbejde. Siden da har udvalget afgivet flere udtalelser med sigte på en bedre udvikling og strukturering af dialogen mellem civilsamfundets organisationer og EU-institutionerne (5)  (6).

2.1

Den civile dialogs aktører på EU-plan er organisationer, som repræsenterer borgernes specifikke og/eller generelle interesser. Arbejdsmarkedsparternes europæiske organisationer er naturlige deltagere i den civile dialog. I denne sammenhæng er den sociale dialog (dvs. dialogen mellem arbejdsmarkedets parter på EU-plan) et godt eksempel på en konkret udmøntning af deltagelsesdemokratiet. Der skal dog her endnu en gang gøres opmærksom på den grundlæggende forskel mellem social dialog og civil dialog. Den europæiske sociale dialog er klart defineret med hensyn til deltagere, formål og procedurer, og arbejdsmarkedets parter på EU-plan har beføjelser, der nærmest er lovgivningsmæssige (8). Den er kendetegnet ved deltagernes særlige beføjelser og ansvar og deres handlingsautonomi.

2.2

På europæisk niveau præsenterer civilsamfundets organisationer sig på mange forskellige måder og under flere betegnelser: sammenslutning, forbund, forening, forum og netværk er blandt de hyppigt forekommende (9). Disse går ofte under samlebetegnelsen »ikke-statslige organisationer (ngo'er)«, som anvendes om alle former for uafhængige, ikke-kommercielle strukturer. En hel del af de europæiske organisationer har desuden organiseret sig på internationalt plan.

2.3

De europæiske organisationer koordinerer deres medlemmers og partneres aktiviteter i de forskellige medlemsstater, ofte også udover grænserne. De grupperer sig stadig oftere i europæiske netværk, f.eks. på områder som socialt arbejde, miljø, menneskerettigheder, udvikling, forbrug og socialøkonomi.

2.4

For at illustrere hvor bredt de europæiske civilsamfundsorganisationer favner, og hvordan de er sammensat, bringer bilaget til denne udtalelse en oversigt over de mest betydningsfulde organisationer, forbund og netværk i de forskellige sektorer af det organiserede civilsamfund på europæisk plan, med undtagelse af erhvervs- og fagorganisationerne. Bilaget omfatter omkring 20 specifikke sektorer.

2.4.1

Oversigten vidner om en stadig større strukturering af det organiserede civilsamfund i Europa og om stor diversitet i opbygningen af organisationerne. De kan bestå udelukkende af nationale organisationer, der repræsenterer en bestemt sektor — og i visse tilfælde også af regionale og lokale organisationer; deres medlemmer kan både være europæiske og nationale organisationer og juridiske og fysiske personer på alle niveauer. Netværksdannelsen følger som regel to forskellige mønstre: enten dannes netværket af europæiske organisationer fra én bestemt sektor, eller også er det en sammenslutning af nationale og europæiske organisationer.

2.5

Det er klart, at en del europæiske civilsamfundsorganisationer — for ikke at tale om visse nationale organisationer eller netværk — generelt råder over erfaringer og sagkundskab, som giver dem ret til at forlange at blive inddraget i høringerne forud for udarbejdelsen af EU's politikker. Det er dog lige så klart, at det ofte drages i tvivl, om de europæiske civilsamfundsorganisationer, bortset fra organisationerne på arbejdsmarkedet, nu også er repræsentative. Nonprofitområdet forekommer fragmenteret, da det ofte består af et væld af organisationer, der ofte synes at repræsentere medlemmernes særinteresser i højere grad end almenhedens interesser, og det er ikke tilstrækkelig gennemsigtigt. Desuden er mange af den mening, at det ikke er i stand til at øve reel indflydelse på udformningen af politikker og forberedelsen af beslutninger.

3.1

EØSU har gentagne gange understreget, at kun en klart fastlagt repræsentativitet kan give civilsamfundets aktører ret til reelt at deltage i udarbejdelsen af politikker og forberedelsen af EU-beslutninger.

3.1.1

Kravet om repræsentativitet er et fundamentalt demokratisk princip, men også et udtryk for ønsket om at skabe større klarhed om det organiserede civilsamfund på EU-niveau og øge dets indflydelse.

3.1.2

Med henblik herpå har EØSU opstillet kriterier for repræsentativitet, sidst i sin udtalelse af 20. marts 2003 om »Nye styreformer i EU — En hvidbog« (10). For at blive betragtet som repræsentativ skal en europæisk organisation opfylde ni kriterier:

3.1.3

EØSU foreslog i samme udtalelse, »at man drøfter disse kriterier med institutionerne og civilsamfundets organisationer som grundlag for et fremtidigt samarbejde«.

3.2

For at undgå misforståelser om anvendelsen af de repræsentativitetskriterier, der opstilles i denne udtalelse, er det nødvendigt at skelne klart mellem »høring« , der i princippet er åben for alle organisationer med ekspertise på et givet område, og »deltagelse« , som giver en organisation mulighed for at indgå formelt og aktivt i en kollektiv beslutningsproces i EU's og borgernes generelle interesse. Denne proces, som bygger på demokratiske principper, sætter civilsamfundets organisationer i stand til reelt at indgå som en del af politikudformningen og forberedelsen af beslutninger om udviklingen af og fremtiden for EU og dets politikker (11).

3.2.1

Selvom denne skelnen kan forekomme temmelig akademisk, er den meget relevant. Repræsentativitet er en forudsætning for deltagelse, for så vidt som den indebærer legitimitet. I en høring er målet at lytte til synspunkter og indsamle den sagkundskab, som civilsamfundets aktører råder over, uden at stille forhåndsbetingelser. Ikke desto mindre er høringer en meget vigtig del af den civile dialog.

3.3

I ovennævnte hvidbog om nye styreformer i EU overvejede Kommissionen på visse områder, hvor høringer allerede er en etableret praksis, at udarbejde mere vidtrækkende normer for partnerskab end de minimumsstandarder for høring, der anvendes i alle dens tjenestegrene. Kommissionen stillede dog som betingelse for at indgå aftaler af denne art, at civilsamfundets organisationer kunne stille garanti for åbenhed og repræsentativitet. Den tog ikke stilling til, hvilke kriterier der skulle anvendes i den forbindelse.

3.4

I Kommissionens meddelelsen af 11. december 2002 (12), der fastsætter generelle principper og minimumsstandarder ved Kommissionens høring af interesserede parter, foretages der en sondring mellem »åbne« høringsprocesser, hvor ingen udelukkes, og »fokuserede« høringsprocesser, hvor de relevante berørte parter — målgrupperne — er klart defineret på grundlag af »sunde« og »klare« udvælgelseskriterier, som det hedder i meddelelsen. Heller ikke her fastlægges der noget kriterium.

3.4.1

I den samme meddelelse understreger Kommissionen, at den tillægger de europæiske repræsentative organisationers bidrag stor vægt, men henviser til EØSU's allerede fremlagte arbejde angående spørgsmålet om, hvilke repræsentativitetskriterier der skal gælde ved udvælgelsen af de organisationer, der kan deltage i den civile dialog.

3.5

Nice-traktaten styrkede EØSU's rolle som privilegeret formidler mellem det organiserede civilsamfund og EU's beslutningsorganer ved at give udvalget større ansvar for:

3.6

Det skal dog understreges, at denne udtalelse ikke omhandler:

3.7

Denne udtalelse har således først og fremmest til formål at klarlægge og rationalisere EØSU's forbindelser med civilsamfundets europæiske organisationer og netværk og give dialogen med det organiserede civilsamfund større troværdighed gennem en styrkelse af disse organisationers og netværks legitimitet.

3.7.1

Den er selv et led i bestræbelserne på at etablere en stærkere, struktureret dialog med det europæiske organiserede civilsamfund:

3.8

Denne udtalelse kunne også:

3.9

EØSU understreger i denne sammenhæng, at etableringen af et system, der akkrediterer civilsamfundets organisationer hos EU's institutioner både har fordele og ulemper. Denne udtalelse er dog ikke den rette ramme for EØSU til at udtale sig om et sådant systems fordele. Udvalget mener imidlertid, at der er en snæver forbindelse mellem akkreditering og repræsentativitet, og at disse spørgsmål bør undersøges parallelt som led i en bred debat med deltagelse af alle de berørte parter, EU-institutioner og civilsamfundsorganisationer.

4.1

EØSU er klar over, at udvalget kun delvis afspejler den mangfoldighed og udvikling, som begrebet »det organiserede civilsamfund« dækker over, og har derfor taget initiativer og gennemført reformer for at sikre så bred en repræsentation af det organiserede civilsamfund som muligt.

4.2

Det har således på forskellige måder og i stigende grad knyttet europæiske civilsamfundsorganisationer og –netværk, som ikke eller endnu ikke er direkte repræsenteret i udvalget, til sine organer og sit arbejde — uden dog at basere denne tilknytning på repræsentativitetskriterier.

4.2.1

Hver af EØSU's tre grupper  (14) anerkender europæiske organisationer ved at give dem en status som godkendt organisation. EØSU's medlemmer har i princippet direkte eller indirekte forbindelser med disse organisationer, men det er ikke et krav.

4.2.2

På sektionsniveau  (15) inddrages europæiske organisationer, som kan bidrage konkret til udarbejdelsen af udtalelser, ofte i EØSU's arbejde. De orienteres om det igangværende arbejde, fremlægger deres iagttagelser og kan være repræsenteret af eksperter og deltage i de høringer eller konferencer, der afholdes.

4.2.3

EØSU afholder arrangementer (konferencer, seminarer, høringer osv.) om tværgående emner, f.eks. Lissabon-strategien, bæredygtig udvikling og de finansielle overslag 2007-2013. Hertil kommer møder til opfølgning af arbejdet i EU-Konventet (16).

4.2.3.1

Deltagerne fra det organiserede civilsamfund udvælges pragmatisk på grundlag af forslag fra grupperne, EØSU's medlemmer, sektionerne eller sekretariatet. Disse arrangementer er i princippet også åbne for repræsentanter for civilsamfundsorganisationer, der spontant har ytret interesse for at deltage.

4.3

Med oprettelsen i september 2004 af en kontaktgruppe mellem EØSU og repræsentanter for civilsamfundets vigtigste europæiske organisationer og netværk er der taget et nyt skridt i dette samarbejde. Udover de 10 repræsentanter for EØSU (herunder EØSU' s formand, formændene for de tre grupper og de seks faglige sektioner) består kontaktgruppen af 14 medlemmer fra de vigtigste organisationer og netværk, der er aktive i de sektorer, som er repræsenteret i kontaktgruppen, hvad enten disse organisationer allerede har status som godkendte eller ej.

4.3.1

Kontaktgruppens opgave er dels at sikre, at EØSU's kontakter med civilsamfundets organisationer og europæiske net koordineres, dels at de initiativer, der er blevet besluttet i fællesskab, følges op.

4.4

Denne oversigt viser, at EØSU hidtil er gået pragmatisk til værks og generelt har anvendt en åben, ikke-eksklusiv fremgangsmåde til gradvist at strukturere sine forbindelser med det europæiske organiserede civilsamfund. Når det drejer sig om at give en organisation status som godkendt organisation eller om sektionernes sektorhøringer, er fremgangsmåden dog mere fokuseret.

4.5

Den endelige rapport fra ad hoc-gruppen »Struktureret samarbejde med civilsamfundets europæiske organisationer og netværk« af 10. februar 2004 understregede: »Spørgsmålet om repræsentativiteten fortjener afgjort stor opmærksomhed«, men »dette spørgsmål bør ikke stå i vejen for ethvert skridt fremad. Den fornuftige fremgangsmåde udelukker naturligvis ikke omtanke, men kræver dog åbenhed og pragmatisme«.

5.1

Det er åbenlyst, at de kriterier, som EØSU har fastlagt i sin udtalelse om Kommissionens hvidbog om nye styreformer i EU, ikke alle er lige tydelige. Det er derfor nødvendigt at præcisere deres betydning og rækkevidde, så de kan måles og anvendes i praksis.

5.2

På denne baggrund mener EØSU, at det er vigtigt at etablere en klar, ensartet og enkel procedure for evaluering af europæiske civilsamfundsorganisationers repræsentativitet og dermed undgå komplekse problemer, der kan skabe konflikter.

5.3

Proceduren skal gøre det muligt at undersøge kriterier på en måde, der er tilpasset de europæiske organisationers struktur og arbejdsformer. Den skal også baseres på princippet om, at organisationerne selv deltager i evalueringsprocessen. EØSU ønsker på ingen måde at gøre indgreb i organisationernes uafhængighed.

5.4

Proceduren bør derfor baseres på følgende principper:

5.5

EØSU foreslår, at proceduren kommer til at omfatte tre grundlag for evaluering:

5.5.1

De to første evalueringsgrundlag er klare og henviser til den enkelte organisations struktur. De giver gode muligheder for en relativ objektiv evaluering af organisationens repræsentativitet og bevarer samtidig dynamikken i civilsamfundet. Det tredje grundlag er mere komplekst.

5.6

EØSU mener, at den foreslåede fremgangsmåde ikke indebærer nogen særlig byrde eller binding for de omtalte organisationer, men til gengæld kræver, at deres opbygning og arbejdsformer er gennemsigtige. Gennemsigtighed er et grundlæggende demokratisk princip af almen betydning, da det giver interessegrupper i samfundet og borgere som enkeltpersoner samt offentlige myndigheder mulighed for at få kendskab til organisationernes opbygning og aktiviteter og derefter selv danne sig en mening om dem.

5.7

Med udgangspunkt i disse evalueringsprincipper og –grundlag skulle EØSU kunne udforme en procedure for evaluering af de europæiske civilsamfundsorganisationers repræsentativitet. Proceduren kunne gøres operationel gennem etablering af et særlig evalueringsinstrument, først og fremmest i samarbejde med kontaktgruppen for EØSU og civilsamfundets europæiske organisationer og netværk.

6.1

EØSU mener, at der er en direkte og tæt forbindelse mellem de kriterier, udvalget har foreslået, og de vedtægter, som de europæiske civilsamfundsorganisationer bygger på.

6.2

Alle organisationer, som — de jure eller de facto — er aktive på europæisk niveau, bør have vedtægter (17).

6.3

I tråd med de kriterier, EØSU har opstillet (18), og for at sikre deres fulde anvendelighed skal en europæisk organisations vedtægter beskrive følgende:

6.4

Den enkelte organisation vedtager helt uafhængigt sine vedtægter i henhold til gældende national lovgivning (19), da der ingen EU-lovgivning findes på området.

6.4.1

Det kan her være nyttigt at minde om, at Europa-Kommissionen allerede i 1991 (20) foreslog en lovtekst, der skulle føre til konstituering af »europæiske foreninger«. Formålet var at skabe en juridisk form specielt beregnet for foreninger med medlemmer i flere medlemsstater i lighed med de eksisterende retsformer for aktieselskaber og andelsselskaber. De materielle bestemmelser i dette forslag svarer til det, som er foreslået ovenfor om vedtægternes indhold.

6.4.2

Kommissionens forslag, som EØSU havde udtalt sig positivt om (21), blev blokeret af modstanden fra en række medlemsstater og er endda nu blevet trukket tilbage af Kommissionen. EØSU er stadig overbevist om, at en sådan statut er et afgørende middel til bekræftelse af foreningsretten som en grundlæggende frihedsrettighed, der er indskrevet i EU's charter om grundlæggende rettigheder, og som udtryk for det europæiske medborgerskab. EØSU mener desuden, at principperne i forfatningstraktatens artikel I-47 bør være et incitament til at genåbne denne sag.

6.4.3

EØSU gentager derfor sin opfordring til indførelse af en europæisk statut for tværnationale foreninger i analogi med statutten for europæiske politiske partier, som trådte i kraft i november 2003 (22). Dette er en logisk følge af de forslag, der fremlægges i denne udtalelse.

6.5

Det bør dog principielt være medlemsorganisationerne, der med dertil indrettede mekanismer og procedurer skal sikre, at statuttens bestemmelser overvåges og gennemføres i forbindelse med den enkelte organisations egen interne demokratiske beslutningsproces.

6.6

For at sikre en reel åbenhed i de europæiske civilsamfundsorganisationers arbejde bør deres vedtægter, den årlige finansberetning og aktivitetsrapport samt alle oplysninger om medlemsorganisationernes finansielle engagementer og finansieringskilder offentliggøres, helst på de enkelte organisationers websted på internettet.

7.1

Et af EØSU's forslag til kriterier er, at en europæisk organisation skal have medlemsorganisationer i hovedparten af medlemsstaterne, og at de skal være anerkendt som repræsentative for de interesser, de varetager.

7.2

Af hensyn til den praktiske anvendelse af dette kriterium vurderer EØSU, at en europæisk organisation skal have en tilstedeværelse i mere end halvdelen af EU's medlemsstater for at kunne betragtes som repræsentativ. Dette krav forekommer nødvendigt, også selvom den sidste udvidelse af EU gør situationen mere kompliceret.

7.3

For at gøre det muligt at vurdere denne tilstedeværelse skal enhver europæisk organisation under alle omstændigheder offentliggøre listen over sine medlemsorganisationer, hvad enten der er tale om organisationer (juridiske personer), som er uafhængige af eksterne interesser, og som repræsenterer civilsamfundet i medlemsstaterne, eller det drejer sig om europæiske grupperinger af organisationer af samme karakter.

7.4

Det er under alle omstændigheder vanskeligt at vurdere, om en europæisk organisation eller nationale organisationer, som er medlemmer af den, må betragtes som anerkendte og antages at være repræsentative. Følgende overvejelser bør lægges til grund for denne vurdering.

7.5

Som udgangspunkt skal en national eller tværnational organisations medlemskab af en europæisk organisation ikke blot opfylde de kriterier for medlemskab, som fremgår af den europæiske organisations vedtægter, men også de kriterier, som er fastlagt i medlemsorganisationens egne vedtægter.

7.6

Følgelig skal de nationale medlemsorganisationer ligesom den europæiske organisation, de er medlemmer af, offentliggøre deres vedtægter og aktivitetsrapporter, så organisationernes struktur og arbejdsmetoder synliggøres. Det ville også være ønskeligt — som Europarådet kræver det — at få kendskab til antallet af individuelle medlemmer, som er direkte eller indirekte knyttet til organisationen.

8.1

De hidtil omtalte kriterier er i sagens natur ret lette at evaluere objektivt. Vanskeligere er det derimod at anvende og evaluere kvalitative kriterier. En organisations vedtægter, især dens mål og midler til handling samt dens geografiske dækning, giver ganske vist et vist vurderingsgrundlag. Men de kan vise sig utilstrækkelige til evaluering af en organisations repræsentativitet. De kvalitative kriterier er snarere et middel til at vurdere, hvor meget de pågældende organisationer kan bidrage med.

8.2

I denne forbindelse skal det endnu en gang understreges, at det i denne udtalelse ikke drejer sig om organisationer, der har den fornødne sagkundskab til at deltage i en åben høringsproces (se ovenfor), men om dem, der rent faktisk formelt skal deltage i politikudformningen. Dette kræver en dybtgående analyse.

8.3

De kvalitative kriterier henviser således dels til en organisations erfaring og evne til at gøre borgernes interesser gældende over for EU-institutionerne, dels til den tillid, som den nyder, og det ry, den har, blandt disse institutioner og i andre dele af det organiserede civilsamfund i Europa.

8.4

En europæisk organisations bidragskapacitet og dermed dens kvalitative repræsentativitet skal derfor evalueres på grundlag af dens evne til gennem sine aktiviteter at bevise omfanget af sit engagement i EU-institutionernes høringsproces.

8.5

Det er i denne forbindelse afgørende, at de pågældende europæiske organisationer åbent fremlægger deres aktivitetsrapporter og al anden vigtig information. Der kan også anvendes »resultatindikatorer«, som især er almindelig praksis på universiteter og i forskningsmiljøer. Disse indikatorer skal fastlægges i samarbejde med civilsamfundets europæiske organisationer.

8.6

EØSU vil under alle omstændigheder handle gennemsigtigt, pragmatisk og objektivt i en dynamisk og åben proces.

Den første er dialogen mellem europæiske organisationer, der repræsenterer civilsamfundet, om udviklingen af og fremtiden for Unionen og dens politikker.

Den anden er den strukturerede og regelmæssige dialog mellem alle disse organisationer og EU.

Den tredje er den daglige sektordialog mellem civilsamfundsorganisationer og deres samtalepartnere inden for de lovgivende og udøvende myndigheder.

11.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 88/48

1.1

Kommissionsmedlem Laszlo Kovacs anmodede den 13. maj 2005 EØSU om at udarbejde et forslag til udtalelse om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag. Kommissionsmedlemmet påpegede, at et sådant skattegrundlag ville løse mange af de problemer, som virksomheder med aktiviteter i flere EU-lande oplever. Der er bred opbakning til forslaget i erhvervslivet og hos mange regeringer.

1.2

Kommissionen har siden 2001 udarbejdet flere meddelelser og rapporter om selskabsskatten, bl.a. en stor rapport om erhvervsbeskatningen i oktober 2001.

1.2.1

Efter et »non-paper« i juli 2004 om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag og en diskussion i Ministerrådet er der blevet nedsat en særlig gruppe med eksperter fra medlemslandene. Denne gruppe skal frem til 2007 gå i detaljer med alle aspekter i forbindelse med den praktiske udformning af et fælles skattegrundlag. Disse diskussioner handler ligesom denne udtalelse udelukkende om grundlaget for at beregne selskabsskatten og ikke om selskabsskattesatsen. Ej heller behandles den såkaldte »home-state taxation«. Det er et eventuelt tilfældigt pilotprojekt, mens det fælles skattegrundlag er et overordnet projekt.

1.3

Diskussionerne handler ikke blot om at skabe et fælles system for skattegrundlaget, men også om, at det skal være konsolideret. Det retter sig specifikt mod virksomheder med aktiviteter i flere medlemsstater. Hvis et fælles system for skattegrundlaget skal fungere maksimalt, bør disse virksomheder kunne sammenlægge deres skattegrundlag og beregne deres fortjeneste for virksomhedsgruppen som helhed. Beregningerne konsolideres. Der bliver derved brug for systemer til fordeling af den samlede fortjeneste mellem de enkelte virksomhedsdele.

1.4

Diskussionerne handler udelukkende om selskabsskatten og ikke om alle former for erhvervsbeskatning. Der er mange virksomhedstyper, f.eks. non-profit organisationer og stiftelser, som er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat. Hvis der indføres et fælles skattegrundlag for aktieselskaber, ændres relationerne mellem disse virksomheder og de andre typer virksomheder, hvad angår beskatning af fortjenesten. Nationale justeringer kan derfor blive nødvendige ved beskatningen af fortjenesten i andre typer virksomheder. Dette aspekt behandles ikke i ovenstående gruppe med Kommissionen og medlemsstaterne eller i denne udtalelse.

2.1

EØSU har i mange udtalelser behandlet de problemer, som skyldes forskellige skattegrundlag for selskabsbeskatningen i EU-landene. EØSU har som mål, at der skabes en fri og fair konkurrence, som fremmer grænseoverskridende aktiviteter uden at undergrave det nationale grundlag for erhvervsbeskatningen. (1) EØSU foretrækker derfor, at man til at begynde med ser på, hvordan man kan fastlægge et fælles skattegrundlag for selskabsskatten og først derefter diskuterer skattesatserne (2).

2.2

Et fælles grundlag for selskabsbeskatningen ville kunne reducere eller helt fjerne hovedparten af de hindringer, som står i vejen for virksomhedernes grænseoverskridende aktiviteter i EU. Som eksempler på problemer kan nævnes:

2.2.1

Selv om selskabsbeskatningen er vigtig for at skabe en gunstig situation, må man ikke glemme, at mange andre faktorer også kan være afgørende, både hvad angår handlen hen over grænserne og placeringen af aktiviteter. (3)

2.3

EØSU har også påpeget, at det ikke bare er forskellene i selve skattegrundlaget, som er problemet. Der findes også mange praktiske forskelle i lovgivningen, f.eks. hvordan skatter indbetales, hvordan årsregnskabet skal se ud og hvordan stridigheder skal løses. Også en del af disse problemer bør kunne mindskes gennem de praktiske regler, som er nødt til at ledsage et fælles skattegrundlag. (4)

2.3.1

Kun at have ét sæt regler, som man skal kende og anvende, vil være virksomhedernes største praktiske fordel ved et fælles skattegrundlag. I stedet for særskilt regnskabsføring i virksomhedsgruppens forskellige dele kan samlet regnskabsføring anvendes. Ud over at skabe mere fair konkurrence kan et fælles skattegrundlag medføre effektivitetsgevinster, ikke kun for virksomhederne men også for skattemyndighederne. (5)

2.4

EØSU har også slået til lyd for, at diskussionen om et fælles skattegrundlag ikke blot kommer til at dreje sig om kerneproblemet med de grænseoverskridende problemer. Når et fælles skattegrundlag fastlægges, skal det ikke bare gavne virksomheder med grænseoverskridende aktiviteter, men også virksomheder med udelukkende indenlandske aktiviteter. Hovedformålet med at skabe fair konkurrence for virksomheder med aktiviteter i flere lande må ikke resultere i nye forskelle mellem disse virksomheder og virksomheder med udelukkende indenlandske aktiviteter.

2.4.1

Heri ligger også et ønske om at hjælpe små virksomheder, som næsten alle kun har aktiviteter i deres eget land. I den sammenhæng spiller forsøgene på at skabe enkle og klare skatteregler også en vigtig rolle. (6)

2.5

EØSU har tidligere påpeget, at et fælles skattegrundlag ikke må være frivilligt — dvs. at man kan vælge mellem et tilbageværende nationalt skattesystem og et særligt system for virksomheder med grænseoverskridende aktiviteter. EØSU mener altså, at når der etableres et fælles skattegrundlag for selskabsbeskatningen, så skal det være obligatorisk. (7)

2.6

EØSU har hele tiden støttet tanken om, at man så vidt muligt skal knytte reglerne for det fælles skattegrundlag sammen med de internationale regnskabsregler. Udvalget er klar over, at IFRS kun kan fungere som udgangspunkt for international bogføring med henblik på et fælles skatteberegningsgrundlag.

2.7

En uønsket effekt af Ministerrådets og Europa-Parlamentets hidtidige manglende evne til at fastlægge et fælles selskabsskattegrundlag er, at de beslutninger, som skal træffes, i stedet ender hos EU-domstolen. Så længe der findes forskelle, vil der være brug for juridiske afgørelser mellem de forskellige skattesystemer. Gradvist påvirkes medlemsstaternes skattesystemer derved af domstolens beslutninger i det indre marked, uden at der er blevet truffet politiske beslutninger (8)  (9). Denne situation illustreres tydeligt af den nylige afgørelse i »Marks and Spencer«-sagen ved EU-domstolen.

2.8

Når EØSU ønsker at se på selskabsbeskatningen i et længere politisk perspektiv, er det, fordi skatteneutralitet ikke blot skal ses i forbindelse med selskabsbeskatningen, men også mellem de to produktionsfaktorer arbejde og kapital. Dette principielle synspunkt hører dog først og fremmest sammen med, hvilken skattesats som vælges. (10)

2.9

Integration og øget konkurrence går hånd i hånd. Det kan øge effektiviteten og væksten. Men det betyder samtidig, at de, som ikke kan magte den øgede konkurrence, ikke kan kompensere for deres manglende produktivitet gennem nedsat selskabsbeskatning. For at opnå de positive effekter af integrationen skal man derfor fjerne de dele af selskabsbeskatningen, som kan skævvride konkurrencen. (11)

2.10

Med et fælles, forhåbentlig obligatorisk skattegrundlag bliver mulighederne for at kontrollere skattebetalingerne større, da myndighederne blot behøver at kende til ét system og lettere kan tale med hinanden. Det vil altså blive lettere at bekæmpe skatteflugt. Et ikke-bindende fælles skattegrundlag — hvor man kan vælge mellem dette og en fortsat national beregning af det skattegrundlag, som gælder for indenlandske virksomheder — ville desuden skabe en situation, hvor det er staterne snarere end virksomhederne, som får flere skattesystemer at håndtere.

3.1

Skatteindtægterne fra selskaberne varierer afhængig af, i hvilket land skatten opkræves. Den vigtigste forklaring er forskelle i skattesatser (mellem 12,5 og 40 %), men da skattegrundlaget samtidig varierer, bliver det ikke tydeligt, hvor meget som faktisk skyldes forskelle i skattesatser. (12)

3.2

Kommissionen har fremlagt oplysninger om det, som kaldes indirekte skattesats, der skal beskrive, hvor stor en andel af selskabsfortjenesten, som faktisk betales i skat. Som regel ser man i stedet kun sammenligninger af skattesatser. Sidstnævnte kan være vildledende, da f.eks. en høj skattesats kan medføre beskedne skatteindtægter, hvis der er store fradragsmuligheder. Opkrævningen af skat kan også variere afhængigt af skatteinddrivningens effektivitet og eksisterende kontrolforanstaltninger. Hvor mange virksomhedsressourcer, der er afsat til betalingen af selskabsskatten, afhænger også af, om skatteordningerne er effektive eller bureaukratiske. (13)

3.3

OECD konstaterede i 1990, at 60 % af verdenshandelen finder sted inden for virksomhedsgrupper. Forskellene mellem landenes skattesystemer bliver derved et problem for virksomhederne, eftersom forskellene kommer til udtryk inden for disse virksomheder.

3.4

Det er vanskeligt at beregne den økonomiske effekt af et fælles selskabsskattegrundlag. I en aktuel undersøgelse har man vurderet effekten på BNP til mellem 0,2 og 0,3 % af BNP. Beregningerne tager udelukkende hensyn til de fælles regler for skattegrundlaget, men ikke konsolidering eller administrative besparelser. Det bør også ses i lyset af, at selskabsbeskatningen i alt udgør ca. 3 procent af BNP (14).

3.5

De større virksomheder står i dag for hovedparten af aktiviteterne hen over grænserne. Forskellene i selskabsbeskatning udgør derfor et problem for dem. Virksomheder med aktiviteter i flere lande har dog erhvervet sig de fornødne kundskaber og været i stand til at finansiere de ekstra omkostninger. Men forskellene i skattesystemerne har dog sandsynligvis størst indvirkning på de små og mellemstore virksomheder, som har overvejet, men afstået fra aktiviteter uden for deres eget lands grænser. Fælles regler vil i vid udstrækning gøre det lettere at starte virksomhed i flere lande. Her er der store muligheder for øget integration og øget konkurrence, hvilket kan blive en af de store gevinster ved et fælles system til beregning af selskabsskattegrundlaget.

4.1

Indtil nu er der kun blevet vedtaget tre direktiver om selskabsbeskatning. Moder-/datterselskabsdirektivet (90/435) fastslår, at udbyttet fra et datterselskab i et land skal være skattefrit i den medlemsstat, hvor moderselskabet er placeret. Skattefritagelse kan dog erstattes af en regel om, at den skat, som er blevet indbetalt i datterselskabslandet, trækkes fra den skat, som skal betales i moderselskabslandet.

4.2

Fusionsdirektivet (90/434) regulerer beskatningen ved selskabsomdannelser. Selv om der ikke findes nogen civilretlig lovgivning for grænseoverskridende fusioner og opsplitninger, er disse dog endnu ikke omfattet af direktivet. Det bliver derfor mest virksomhedsafhændelser, som direktivet regulerer.

4.3

Et tredje direktiv, som for nylig blev vedtaget, vedrører en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater (2003/49). Direktivet fjerner kildeskatten ved sådanne grænseoverskridende overførsler.

4.4

Siden 1997 findes der et adfærdskodeks for selskabsbeskatningen, ifølge hvilken medlemsstaterne ikke skal kunne tiltrække investeringer ved hjælp af skadelige tiltag på skatteområdet. Med kodekset forpligter landene sig til ikke at indføre nye skadelige skatter og derefter gennemgå deres eksisterende bestemmelser. Kodekset er blevet suppleret med en liste på 66 skatteforanstaltninger, som anses for skadelige. Disse er man i gang med at afvikle.

5.1

Reglerne for, hvilke fradrag der må foretages i skatteberegningsgrundlaget, inden skatten beregnes, er en af de væsentligste forskelle landene imellem, og udgør derfor et vigtigt emne for diskussionerne mellem medlemsstaterne. I den sammenhæng vil vi især pege på det vigtige i at tilstræbe et bredt grundlag for selskabsskatten. Dog skal man være opmærksom på, at et bredere skattegrundlag kan kræve en revision af skattesatsen.

Desværre må diskussionen begynde på et basalt niveau. Man kan i dag behandle udgifter forskelligt, nemlig om de skal klassificeres som almindelige udgifter og altså indgå i beregningen af selve skattegrundlaget, eller om de skal kunne fratrækkes fortjenesten, efter at skattegrundlaget er fastlagt. Der ligger et stort arbejde forude for skatteeksperterne, inden de kan fremlægge fælles forslag.

5.2

Systemet for skatteberegningsgrundlaget skal være konkurrencedygtigt, så det skaber gode forudsætninger for investeringer inden for EU. Skattesystemet må imidlertid ikke generelt påvirke, hvilke investeringer som foretages eller hvilken medlemsstat de skal foretages i. Det er rentabiliteten, som skal være afgørende, og ikke hvordan man finansierer en investering. Selvfølgelig skal det være muligt at stimulere f.eks. miljøvenlige investeringer eller dirigere dem hen til mindre gunstigt stillede regioner, men det gøres passende med andre tiltag end med selskabsskattegrundlaget.

5.2.1

Ligeledes er det vigtigt med en klar afgrænsning i forhold til indkomstbeskatningen. Hvordan man behandler udlodningen af udbyttet til aktieejerne, er et spørgsmål, der skal afklares i forbindelse med indkomstbeskatningen. Det skal ikke blandes ind i diskussionerne om, hvordan selskabernes fortjeneste skal beskattes. Det er desuden ikke et spørgsmål, som påvirker selskabernes valg af etableringssted.

5.3

Selv om man kan nå frem til et fælles skattegrundlag, så skal det indeholde varierende regler for visse brancher. Der kan f.eks. være brug for særlige regler for hensættelser inden for visse brancher. Det kan være i bank- og finanssektoren, især livsforsikringsbranchen, hvor hensættelser ofte har en særlig betydning for netop den branche. Et andet eksempel er skovbrugssektoren, hvor indtægterne i ekstreme tilfælde kan ske med intervaller på op til hundrede år.

5.4

Et andet aspekt er, om virksomhedens finansiering hovedsagelig baseres på lån eller på egenkapital. Hvis omkostningerne ved renterne på lånene er fradragsberettigede, beskattes kun en lille del af virksomhedens indtægter i form af udbyttet af få aktier. Hvis der ikke findes lån, men alt er finansieret via egne aktier, bliver alt beskattet som udbytte. En styring af valget af finansiering via selskabsskatten bør i størst muligt omfang undgås.

5.5

Når man har fastlagt, hvilke fradrag som må foretages, skal man også beslutte, hvornår og hvordan disse må foretages. Den største forskel mellem medlemsstaterne er, om man har individuel afskrivning for hver investeringstype eller om man har et system, hvor alle investeringer behandles i en fælles pulje. Puljesystemet er let at håndtere for virksomhederne. Der er ikke brug for beregninger for de enkelte maskiner eller udstyret.

5.6

For at kunne indføre et konsolideret skattegrundlag, hvor fortjenesten beregnes for en hel virksomhedsgruppe, er man nødt til at definere, hvad der menes med en virksomhedsgruppe. En sådan definition kan enten være baseret på et procenttal for ejerskabet af hver virksomhedsdel eller at alle dele af virksomheden skal have en forbindelse med moderselskabets aktiviteter. Det synes nødvendigt at vælge en kombination af disse, da der ikke er nogen grund til at skabe et konsolideret skattegrundlag for fællesejede virksomheder, hvis de opererer inden for forskellige brancher.

5.7

Når man er blevet enige om, hvordan man skal nå frem til det skattegrundlag, som selskabsskatten skal beregnes på, er der fortsat problemet med konsolidering — hvordan skal fortjenesten for virksomheder med aktiviteter i flere lande fordeles mellem forskellige lande? For at undgå, at skattesystemerne anvendes til at flytte fortjenesten, er det ikke nok med et fælles skattegrundlag, der må også være et enkelt og logisk system for, hvordan virksomhedens fortjeneste skal fordeles mellem medlemsstaterne (og dermed mellem lande med forskellige skattesatser). Når fortjenesten på denne måde slås sammen mellem virksomhedsdele i forskellige lande, bliver det også nødvendigt med et udvidet samarbejde mellem skattemyndighederne.

5.7.1

På baggrund af disse krav kan det være interessant at studere det system, som anvendes i Canada (hvor den ene halvdel af fortjenesten fordeles i henhold til andelen af arbejdskraften og den anden halvdel i henhold til andelen af omsætningen).

5.8

Hvis fordelingen af fortjenesten skal fungere enkelt i praksis, er det nødvendigt, at flere regler end blot beregningen af skattegrundlaget bliver ensartede. Beregningerne bør f.eks. foretages på helårsbasis, og indbetalingerne af skatten skal ske samtidig i alle lande. Standardiserede overførsler i elektronisk form bør være et andet krav.

5.9

En af de vigtigste effekter af et fælles skattegrundlag er, at systemet bliver gennemskueligt. I dag er det kun skattesatsen, som kan gennemskues af en lægmand. For at vise, hvor vildledende dette kan blive, kan man sammenligne selskabsskattesatsen med, hvor stor en del af BNP som kommer fra denne skat. Den laveste andel af BNP, nemlig 0,8 % ifølge tal fra 2003, finder man i Tyskland med en skattesats på 39,5 %. Det skyldes formentlig i en vis grad definitionsproblemer, hvad angår skattegrundlaget. I de »nye« medlemsstater ligger tallet i gennemsnit på 2,7 % af BNP med skattesatser, som varierer mellem 35 og 15 %. I de fleste »gamle« medlemsstater ligger tallet på ca. 3 % af BNP med skattesatser, som varierer mellem 38 og 12,5 % (15). Det er vigtigt, at så varierede og uventede forskelle bliver synlige, ikke blot for virksomhederne, men også — i et demokratisk øjemed — for vælgerne.

11.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 88/53

1.1

Virksomhederne er nødt til at forske i energieffektivitet, og de frivillige aftaler kan i de fleste tilfælde imødegå de store udfordringer, der er forbundet med de stigende energiomkostninger.

1.2

EU kunne her spille en yderst nyttig rolle ved at systematisere oplysningerne om god praksis og nyskabelser på området. Generaldirektoratet for Energi kunne blive en form for omdrejningspunkt for information om energieffektivitet.

1.3

Oplysningskampagner kan også spille en vigtig rolle. Kampagnerne skal føres så tæt på slutbrugerne og de relevante erhvervssektorer som muligt, hvis de skal være effektive. Det er derfor op til de nationale og lokale myndigheder at tage ansvaret for sådanne tiltag.

1.4

Endelig bør lovgivning ikke være reglen, men snarere undtagelsen, eftersom der allerede er blevet vedtaget en række retsinstrumenter, hvis gennemførelse først bør evalueres.

1.5

Energieffektivitet er ikke blot et slagord, en luksus eller en fiks idé. Da energiefterspørgslen på internationalt plan fortsat stiger, navnlig som følge af den hurtige udvikling i vækstøkonomier som Kina, Indien og Brasilien, er det i borgernes, virksomhedernes, medlemsstaternes og EU's interesse. Det Internationale Energiagentur forventer, at energiefterspørgslen på verdensplan vil stige med 60 % frem til 2030, mens Den Europæiske Union — som for 80 %'s vedkommende er afhængig af fossile brændstoffer — vil opleve, at dens energiimport stiger fra 50 til 70 % i samme periode. Over for producentlandene og de øvrige store forbrugerlande taler EU imidlertid ikke med én stemme på verdensenergimarkedet. Derfor efterlyste Tony Blair, i sin egenskab af formand for Rådet, en fælles energipolitik på det uformelle topmøde på Hampton Court i oktober sidste år.

1.6

Man skal ikke gemme sig bag det faktum, at den eksplosive efterspørgsel og de øgede energiomkostninger kan lægge et stort pres på EU's økonomiske vækst, tilskynde til udflytning af de mest energiomkostningsfulde aktiviteter og dermed forværre den sociale situation i de medlemsstater, hvis sociale sikringsordninger allerede er præget af stærke spændinger som følge af den stigende ældrekvote og det faldende befolkningstal. Energieffektivitetsforanstaltninger er for så vidt særdeles fornuftige, fordi de i sidste ende bidrager til omkostningsreduktion og dermed til forbedring af konkurrenceevnen.

1.7

Konkurrencen om energiressourcer kan på samme vis medføre stærke politiske spændinger eller ligefrem udgøre en trussel mod freden i visse verdensdele, en trussel, der kombineret med international terrorisme nemt kan gribe om sig.

1.8

Endelig er en fornuftig, effektiv og moderat udnyttelse af energiressourcer nødvendig for at sikre stabiliteten på kloden og for de kommende generationer.

1.9

EØSU finder, at grønbogen om energieffektivitet — hvordan vi kan få mere ud af mindre, rejser en række relevante spørgsmål og foreslår nogle realistiske handlingsmuligheder. EØSU støtter på det kraftigste hensigten om at mindske energiforbruget med 20 % og anser det for nødvendigt ikke blot at nå målet om en årlig reduktion i energiforbruget på 1 % hurtigst muligt, men også at opstille et mål om en reel begrænsning på 2 %.

1.10

Ifølge EØSU er de frivillige aftaler med de store økonomiske sektorer uden tvivl en effektiv løsning, der om muligt er at foretrække frem for bindende regulerende tiltag.

Da de to mest energiforbrugende sektorer er transportsektoren og byggebranchen, er det på disse områder, at der skal gøres det største fremskridt og forskes i ny teknologi.

Den fortsatte og gradvise indførelse af energieffektiv teknologi opfylder på én gang forbrugernes og industriens krav. EU og medlemsstaterne bør gøre en kraftig indsats for at føre konvergerende politikker til fremme af energieffektivitet, udveksling af god praksis og udbredelse af den bedste teknologi samt organisere oplysningskampagner rettet mod husholdningerne og forbrugerne.

—

gøre opmærksom på energieffektivitet,

—

fremsætte forslag til fælles foranstaltninger inden for rammerne af Kyoto-aftalen,

—

klarlægge Fællesskabets og medlemsstaternes respektive roller,

—

realisere potentialet for forbedring af energieffektiviteten med målet om at mindske det årlige energiforbrug med 1 %, et kumulativt mål, der forventes at være realistisk,

—

udbrede ny teknologi.

—

bæredygtig udvikling,

—

økonomisk uafhængighed,

—

politisk uafhængighed.

3.1

Kommissionen offentliggjorde den 22. juni 2005 en Grønbog om energieffektivitet — eller hvordan vi kan få mere ud af mindre. Grønbogen kommer i forlængelse af offentliggørelsen af og indledningen af Parlamentets debatter om forslaget til direktiv om energieffektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester og af en anmodning om EØSU's sonderende udtalelse om energieffektivitet. Denne rækkefølge kan umiddelbart virke forvirrende, da grønbøger normalt offentliggøres forud for lovgivningsforslagene, men denne grønbog er udarbejdet på et bredere grundlag end direktivforslaget. EØSU's sonderende udtalelse kan betragtes som et bidrag til Kommissionens høringer.

3.2

Ud fra erkendelsen af, at energiefterspørgslen fortsat vil stige trods argumenterne for et mere rationelt energiforbrug, anser Kommissionen det for hensigtsmæssigt at »sætte fornyet skub i et program til fremme af energieffektivitet på alle planer af det europæiske samfund«. EU vil ifølge Kommissionen kunne spare mindst 20 % af sit nuværende energiforbrug. EØSU bifalder Kommissionens og Parlamentets erklærede ambition med hensyn til målsætningerne for energiforsyningen og brugen af forskellige energikilder. EØSU mener, at det vil kunne få en gavnlig indvirkning på skabelsen af arbejdspladser gennem udviklingen af ny teknologi. Det er dog vigtigt at sikre, at EU's energipolitik i lyset af den stigende internationale konkurrence ikke øger energiomkostningerne, hvilket vil medføre øgede produktionsomkostninger. CO2-emissionsattester udgør en ikke ringe udgift for store energiforbrugende industrier (f.eks. cementindustrien). Man må derfor ikke undervurdere de socioøkonomiske konsekvenser, som de planlagte eller indførte foranstaltninger kan få.

3.3

I overensstemmelse med fremgangsmåden for udarbejdelsen af grønbøger stiller Kommissionen 25 spørgsmål vedrørende de løsningsmuligheder, der peges på, for at strukturere den offentlige høring. Kommissionen lægger op til foranstaltninger, der skal gennemføres på EU-plan, nationalt, regionalt og lokalt plan, og som led i det internationale samarbejde under henvisning til de politikker, der skal føres, og de berørte sektorer, det hele belyst med eksempler.

3.4

Nogle problematikker behandles overraskende nok ikke på trods af deres åbenbare relevans. Eksempelvis nævnes intet om hverken bybelysning og offentlig belysning generelt, fremstilling med brug af genanvendte produkter, hvilket i nogle tilfælde er mere energibesparende (metaller, aluminium m.m.), eller udnyttelse af biogas fra deponeringsanlæg.

3.5

Formålet med grønbogen er at kortlægge de flaskehalse (mangel på incitamenter, information, uddannelse, finansieringsmekanismer, m.m.), som på nuværende tidspunkt hindrer omkostningseffektive energibesparelser i at blive ført ud i livet. De tiltag, som skal gennemføres, er de, der kan føre til nettobesparelser, når de nødvendige investeringer medregnes. Kommissionen forventer svar på de spørgsmål, der stilles, i form af forslag og eksempler, der kan bidrage til at opfylde det foreslåede mål. En handlingsplan forventes at blive udarbejdet i 2006 som opfølgning på grønbogen.

3.6

Kommissionen er relativt optimistisk, da den mener, at en streng gennemførelse af alle de foranstaltninger, der er truffet efter 2001, f.eks. direktivet om bygningers energimæssige ydeevne og kraftvarmedirektivet, sammen med nye foranstaltninger vil kunne føre til årlige energibesparelser på ca. 1,5 %, hvilket vil gøre det muligt at nå forbrugsniveauet fra 1990.

4.1

Energikæden omfatter producenten, leverandøren, forhandleren og forbrugeren. Det er derfor vigtigt at gribe ind på alle trin i denne forsynings- og efterspørgselskæde. Tiltag vil dog sandsynligvis blive mest effektive i kædens ender: produktion og forbrug.

4.2

Produktionsformerne effektiviseres regelmæssigt.

4.2.1

Kombineret kraftvarmeproduktion genvinder en energi, der ellers ville være gået til spilde, men ny teknologi gør det muligt også at anvende alternative energikilder. Opfangelsen og udnyttelsen af minegas gør det således muligt at forsyne kraftvarmeværker (for eksempel i Freyming Merlebach i Lorraine). Varmen fra højovne kan ligeledes genvindes og udnyttes (teknik anvendt i Brescia i Italien).

I de nordiske lande er dele af kombinerede kraftvarmeanlæg blevet omlagt, så de anvender træ som energikilde, hvilket har udviklet en træindustri.

Forskning i, hvordan man kan løse problemer med tilsodning af anlæg og uregelmæssig forbrænding, skal desuden forbedre anlæggenes ydeevne.

4.2.2

Udnyttelsen af biogas i deponeringsanlæg gør det muligt på én gang at udvinde en energikilde, der ellers ville være gået tabt, og bekæmpe drivhuseffekten. En sådan nyskabelse og udnyttelse tilskynder til anbringelse af anlæg tæt på forbrugsstedet, så energitab som følge af transport kan forhindres eller mindskes.

4.2.3

I forbindelse med elproduktion kan der opnås betydelige effektivitetsgevinster f.eks. ved anvendelse af sol- og vindenergi og i alle typer store klassiske kraftværker og atomkraftværker af den nye generation.

4.3

Med hensyn til forbrug indføres der løbende energibesparende teknologier i de forskellige energiforbrugende sektorer. De stigende energiomkostninger for slutbrugerne tvinger industrien til at anvende ny teknik.

4.3.1

I bilindustrien gøres der både fremskridt inden for motorudvikling, brændstoffers kvalitet og effektivitet og udviklingen af bildæk. Bilers energiforbrug har været dalende de sidste ti år, men det skal erkendes, at denne forbedring modsvares af det stigende antal private biler. Den stigende anvendelse af biobrændstoffer kan fremmes yderligere med skatteincitamenter ved for eksempel at opkræve lavere afgifter for biobrændstoffer end for olieprodukter (5).

Bilindustrien har indgået en frivillig aftale med EU om ikke at overskride en CO2 udledning på 140 g/km i gennemsnit inden 2008. Parlamentet og Rådet ser gerne, at ACEA fastsætter et mål på 120 g/km inden 2010. Hvis aftalen overholdes, vil de private biler, der kommer på markedet i 2008-2009, under alle omstændigheder forbruge 25 % mindre brændstof end i 1998.

4.3.2

På transportområdet fører lokale og regionale myndigheder i hele Europa en politik for bytransport, der skal forbedre kvaliteten af den offentlige transport og mindske brugen af private biler. I Frankrig har hver kommune for eksempel fået pålagt at udarbejde en bytransportplan, der skal fremlægges og godkendes. I andre tilfælde er der truffet tvangsforanstaltninger, navnlig i form af vejafgifter (jf. London).

4.3.3

Anvendelsen af transportformer, der har tabt terræn, bør fremmes, såsom jernbanetransport, hvis andel af godstransportmarkedet fortsat er faldende i Europa (- 7 %), og transport ad vandveje. Det bør dog erkendes, at der på trods af de gode hensigter kun er sket en lille udvikling i disse to energieffektive sektorer, navnlig på grund af manglende infrastruktur og de høje omkostninger, der er forbundet med udbygningen eller moderniseringen af infrastrukturen (jf. Rhin- og Rhône-kanalen eller den transalpinske jernbaneforbindelse). Desuden støder infrastrukturudbygningen — med eller uden grund — ofte på modstand fra miljøinteressegrupper.

4.3.4

Der gøres også energibesparende fremskridt inden for forvaltningen af bybelysning. Fjernforvaltningen af lysnettet gør det således muligt dels at kontrollere, hvordan nettet fungerer i realtid, dels at regulere den elektriske spænding og justere strømmængden efter det reelle behov, hvilket resulterer i energibesparelser for hele samfundet.

Offentlig belysning af ældre dato (for eksempel kviksølvdamplamper) erstattes ofte af højtryksnatriumdamplamper, der er mindre kraftige og billigere. Der udvikles også hvide dioder og solenergi, der kun forbruger lidt energi. Energibesparende pærer til privat forbrug vinder gradvist indpas på markedet og resulterer i et lavere elforbrug. Visse elforsyningsvirksomheder tilbyder deres kunder gavekort til energibesparende pærer (jf. Italien).

4.3.5

Hvad angår bygninger, skulle direktivet om bygningers energimæssige ydeevne gerne bære frugt. Isoleringsstandarderne har under alle omstændigheder medført betydelige fremskridt inden for al ny bebyggelse og på vinduesområdet.

4.3.6

På det industrielle område har flere store sektorer, som for eksempel bilindustrien, indgået frivillige aftaler om at øge deres produkters energieffektivitet, som i øvrigt er underlagt de europæiske mærkningsbestemmelser. Indførelsen af kraftvarmeværksenheder til industrielt brug er under udvikling. Det bør bemærkes, at visse yderst energiforbrugende sektorer, såsom aluminiumssektoren, sparer megen energi ved anvendelsen af genbrugsprodukter.

4.4

Det fremgår af de nævnte eksempler, at en mere energieffektiv udvikling er gunstig for de økonomiske aktører i lyset af de fortsat stigende energiomkostninger, og man kan derfor konkludere, at frivillige tiltag kan vise sig at være lige så effektive som lovgivning på lang og mellemlang sigt.

—

der bør foretages en sammenkobling med gennemførelsen af direktivet om miljøvenlig design af energiforbrugende produkter:

—

der bør gøres status over den igangværende indførelse af frivillige forpligtelser i industrien.

11.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 88/61