3.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/1

1.1

I overensstemmelse med Haag-programmet (2001) fremlægger Kommissionen en grønbog til høring om hele problematikken vedrørende arv og testamenter med en international dimension:

1.2

Arveberettigede i en tværnational arvesag støder på særlige problemer og forhindringer, fordi de grundlæggende bestemmelser, retsplejereglerne og lovvalgsreglerne er meget forskellige i de forskellige medlemsstater.

1.3

Grønbogen foreslår på denne baggrund, at EU overvejer at vedtage grundlæggende bestemmelser og regler om kompetence, lovvalg og anerkendelse af såvel retsafgørelser som administrative afgørelser og akter vedrørende arv og testamente, også i de tilfælde, hvor den internationale del berører et tredjeland.

2.1

På internationalt niveau er emnet behandlet i tre Haag-konventioner om arv og testamente og en konvention om truster:

2.2

En UNIDROIT-konvention om ensartede regler for et internationalt testamentes udformning blev vedtaget i Washington den 26. oktober 1973 og trådte i kraft den 9. februar 1978. Følgende EU-medlemsstater har tiltrådt denne konvention: Belgien, Cypern, (Tjekkoslovakiet), Frankrig, (Pavestolen), Italien, Storbritannien og Slovenien. Konventionen omfatter derudover mange andre stater, herunder USA og Den Russiske Føderation. Konventionen omhandler et internationalt registreringssystem og en fælles registreringsformular.

2.2.1

Basel-konventionen af 1972 om oprettelse af et registreringssystem for testamenter blev indgået under Europarådet, men står åben for tredjelande. Følgende EU-medlemsstater er parter i denne konvention: Belgien, Cypern, Spanien, Estland, Frankrig, Italien, Litauen, Luxembourg, Holland og Portugal.

2.3

Haag-konventionerne drejer sig om kompetence og lovvalg, mens UNIDROIT-konventionerne omhandler grundlæggende lovbestemmelser på emneområder med en international dimension. Kun de internationale bestemmelser om testamenters udformning og registrering i et internationalt register er i dag ratificeret eller tiltrådt af tilstrækkeligt mange.

2.4

Der er med dette emne tale om en særlig form for overdragelse af ejendomsret, (en grundlæggende menneskerettighed), nemlig ved dødsfald. En EU-lovgivning om kompetence, lovvalg og gensidig anerkendelse af arv med en international dimension bør udformes som en forordning.

2.5

Da emnet er meget komplekst er Kommissionens mål og forslag også ambitiøse, men relevante og nødvendige i et indre marked, som berører mange enkeltpersoner. For at gøre forordningen mere effektiv og undgå enhver modstrid mellem de forskellige medlemsstaters regler eller beslutninger bør lovvalgsreglerne dække flest muligt spørgsmål, der altid skal have en funktionel og essentiel tilknytning til arvespørgsmålet (man bør f.eks. undgå spørgsmål, som i alt væsentligt hører under regelsættet for tinglige rettigheder.

2.6

Lovgivning på EU-niveau har en ubestridelig økonomisk betydning for bl.a. overdragelse af små og mellemstore virksomheder i Europa, idet den skal sikre videreførelse efter ejerens død, hvilket også er vigtigt for beskæftigelsen og konkurrenceevnen i Europa.

2.7

Lande, der forbyder aftaler vedrørende en fremtidig arv eller anvendelse af en del af værdierne til et bestemt formål, bør justere deres regler, og dette bør fremmes på EU-niveau for at opnå en bedre harmonisering af den materielle ret og sikre, at virksomheder eller landbrugsbedrifter, som ellers stod i fare for afvikling ved deling mellem flere arvinger, kan fortsætte.

2.8

På trods af en vis udvikling i den seneste tid er der store forskelle mellem den aktuelle lovgivning i medlemsstaterne, og kun få medlemsstater har ratificeret de relevante internationale konventioner. EØSU er på denne baggrund enig med Kommissionen i, at det ikke på nuværende tidspunkt er muligt at udforme en ensartet lovgivning om internationale testamenter og arv, der kan gælde for alle EU's medlemsstater. EØSU bifalder de arbejdsområder og prioriteringer, der foreslås, da fremskridt på disse områder ville løse mange praktiske problemer for de involverede arvinger, notarer, forvaltninger, dommere og jurister.

2.8.1

Man kunne også undersøge andre muligheder på baggrund af international ret, som medlemsstaterne kunne opfordres til at overveje med henblik på ratificering eller tiltrædelse af visse konventioner (testamenters udformning, lovvalg, internationalt testamente, national og international registrering).

2.8.2

Lovgivningen om arv og testamente har i lande med en romersk-germansk retstradition længe været præget af en i mange henseender meget forældet opfattelse af arv. Arven efter afdøde ( »de cujus« (1)) har været betragtet som en form for fortsættelse af personen i arvingernes person. Nu er arveretten inde i en udvikling, der nærmer sig et aftalesystem. Efter Tyskland og Schweiz er Frankrig i gang med en reform af arveretten, som tillægger afdødes vilje og arvingernes vilje en meget større rolle i behandlingen af arvesager, bl.a. for bedre at sikre videreførelsen af virksomheder.

2.8.3

Samtidig rettes der voksende kritik mod de systemer, der giver meget stor frihed, f.eks. ved at give testator mulighed for at gøre visse slægtninge i nedstigende linje arveløse uden begrundelse, hvilket det øgede antal tvister vidner om.

2.8.4

Det er realistisk at forestille sig, at der på lang sigt vil ske en større harmonisering i Europa, eller i det mindste en vis konvergens, der kunne fremskyndes gennem oprettelse af et europæisk testamente og et tilstrækkeligt åbent og fleksibelt instrument vedrørende lovvalg, med det formål at forenkle fuldbyrdelse af testamenter og behandling af arvesager med en international dimension — uden at fjerne visse historisk og sociologisk betingede særtræk i de forskellige retssystemer. Materielle EU-bestemmelser er en anden mulighed i forbindelse med accept af »professio juris  (2)« som alternativ til en eller flere af de nationale regler, der finder anvendelse.

2.9

EØSU konstaterer, at Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 er en inspirationskilde, og at især artikel 21, stk. 3, og artikel 46 i forordning nr. 2201/2003 er vigtige referencer — og i det mindste fortilfælde i familieretten — når indholdet af visse planlagte lovbestemmelser skal fastlægges (3).

2.10

EØSU hilser på denne baggrund Kommissionens grønbog velkommen og finder de spørgsmål, der stilles, fundamentale og presserende. Det vil bestræbe sig på at besvare spørgsmålene med udgangspunkt i EU-borgernes behov og med skyldigt hensyn til den stigende mobilitet og de vigtige migrationer, der har fundet sted.

2.11

Man bør starte med at behandle de emner, der findes præcedens for i europæisk og international ret, nemlig spørgsmål vedrørende testamenters form, international retskompetence og løsning af lovkonflikter angående lovvalg, registrering af testamenter og gensidig anerkendelse af retslige og ikke-retslige myndigheders afgørelser samt apostille-påtegning.

2.12

EØSU mener, at et enhedssystem (med én arvelov og ét regelsæt for behandling af arven) er at foretrække frem for en spredning af arvesagens behandling. Af praktiske grunde må princippet dog fraviges i visse tilfælde, f.eks. i forbindelse med fast ejendom eller særlige løsøregenstande (skibe, luftfartøjer, forretninger osv.), der befinder sig i udlandet.

2.13

Nogle spørgsmål, f.eks. aftaler om fremtidig arv og trusts, hører fortsat til medlemsstaternes kompetenceområde (4), mens anerkendelse uden eksekvaturprocedure af retsafgørelser med eller uden tvist i arvesager, supplerende kompetence, anerkendelse af ikke-retslige offentlige eller private myndigheders afgørelser og akter eller registrering i medlemsstaternes tinglysningsbøger på grundlag af et europæisk arvebevis er emner, der bør indgå i den planlagte EU-lovgivning.

3.1

Problemerne i forbindelse med tværnationale arvesager ville ikke kunne løses alene gennem en forordning som ovennævnte forordning nr. 2201/2003, blot på det arveretlige område. De fleste arvesager afvikles uden retssag, og problemerne i disse tilfælde skal også løses. Det er undertiden nødvendigt at inddrage en dommer i visse lande eller i forbindelse med bestemte spørgsmål, selvom der ikke er nogen retssag.

3.2

EU-instrumentet skal selvfølgelig løse de ovenfor beskrevne problemer vedrørende fastlæggelse af en eller flere kompetente retter og anerkendelse af retsafgørelser, men det skal også tage højde for spørgsmål vedrørende:

3.3

EØSU støtter Haag-programmets bestemmelse om oprettelse af et »europæisk arvebevis« og et registreringssystem for testamenter. Medlemsstaterne skal fastlægge, hvilken myndighed der skal have kompetencen til at udstede dette bevis, samt oprettelsen af et nationalt centralregister, hvis det ikke allerede findes. Der bør oprettes et centralt EU-register (eller et europæisk register i Europarådets betydning, hvis de medlemsstater, der ikke allerede har ratificeret Basel-konventionen, blev opfordret til at gøre det). Dommere, notarer og andre kompetente personer som defineret i medlemsstaternes gældende ret bør have adgang til oplysningerne i dette centrale register (ud fra afdødes navn og fødselsdato skal det som minimum oplyses, i hvilken medlemsstat og eventuelt i hvilket tredjeland, på hvilken dato og til hvilken myndighed et testamente er blevet indleveret, for at give disse personer mulighed for at rekvirere en kopi fra den pågældende nationale myndighed).

3.3.1

Det europæiske registreringssystem bør under alle omstændigheder være foreneligt med Basel- og Washington-konventionens system, eftersom adskillige medlemsstater allerede er parter i disse konventioner, og EU-lovgivningsprojektet også kommer til at berøre arvesager, der kan involvere et tredjeland.

3.4

Når arvingernes status er anerkendt, og behandlingen og delingen af arven er ført til ende, bør de administrative procedurer forenkles i så vidt omfang som muligt. EØSU går ind for gensidig anerkendelse af akter og dokumenter udfærdiget af personer, der er anerkendt i henhold til den lokale lovgivning, og direkte indskrivning af ejendomsretten i ejendomsregisteret (eller hos myndigheder med kompetence til at registrere rettigheder over fast ejendom), samt registrering af eventuelle servitutter, pantebreve eller deling af ejendomsretten, som formuegoderne kan være behæftet med, afhængigt af den nationale lovgivning, der finder anvendelse.

3.5

EØSU ønsker at henlede Kommissionens opmærksomhed på de skatteproblemer, der kan opstå for arvinger i de tilfælde, hvor arven befinder sig i to eller flere lande. Man bør undgå dobbeltbeskatning af hele eller en del af hvert enkelt arvelod, som i visse arvesager kunne føre til beslaglæggelse, eller som kunne skabe ulighed mellem arvinger på grund af arten af de formuegoder, som de hver får tildelt. Man bør kortlægge de skattemæssige bestemmelser for internationale arvesager i medlemsstaterne for at identificere de lande, der beskatter formuegoder og værdier, som ikke befinder sig på deres territorium, sammenligne arveafgiftssatserne og foreslå retfærdige løsninger for de berørte lande. Kommissionen kunne eventuelt overveje at foreslå en standardaftale mellem medlemsstaterne imod dobbeltbeskatning i internationale arvesager.

3.6

Bør der udarbejdes et »europæisk testamente« med Washington-konventionens »internationale testamente« som model, og bør der indføres en international registrering ud over den europæiske registrering i den form, Basel-konventionen foreskriver? Det kunne tilskynde flere lande til at ratificere Washington- og Basel-konventionerne og skabe bedre garanti for arvingerne til en international testamentarisk arv, der ikke kun involverer EU-medlemsstater, men også tredjelande. EØSU foreslår Kommissionens tjenestegrene at tage dette emne op, da disse konventioner allerede er kendt i medlemsstaterne, enten fordi de har ratificeret dem, eller fordi embedsmænd og dommere allerede har haft at gøre med testamenter og registreringer, der er underlagt disse regelsæt.

3.7

Hvis dette forslag realiseres, vil det europæiske testamente blive accepteret i denne form, af alle nationale lovgivninger. Den europæiske lovgivning skal hindre, at simple formspørgsmål underminerer det universelt anerkendte princip om, at testators vilje (»favor testamenti«) så vidt muligt skal respekteres inden for den anvendte lovs rammer.

3.8

Særlige EU-regler er nødvendige for at sikre, at alle tilfælde af arvesager med tilknytning til to eller flere medlemsstater eller tredjelande, herunder lande, der er parter i internationale konventioner, er inddækket, og at EU-retten anvendes under alle omstændigheder (den »særlige EU-lov« går forud for international lov).

4.1

Grønbogen stiller 39 hovedspørgsmål samt enkelte delspørgsmål. EØSU kan ikke besvare dem alle på dette indledende stadium, men foreslår, at Kommissionen hører de berørte juristorganisationer hver for sig om alle de emner, der behandles i grønbogen.

4.2

EØSU vil nøjes med at skitsere enkelte mulige svar på nogle af de spørgsmål, som det anser for at have særlig betydning. Generelt og principielt mener EØSU, at der bør tilstræbes forenelighed med Haag-, Basel- og Washington-konventionerne for at sikre størst mulig harmonisering af de europæiske regler med henblik på i fremtiden at opnå en bred juridisk konsensus blandt så mange medlemsstater og tredjelande som muligt.

4.3

De tilknytningskriterier, som er fastlagt i Haag-konventionen af 1961 om lovkonflikter vedrørende formen for testamentariske dispositioner, bør som minimum fastholdes, da de spænder så vidt, at man i de fleste tilfælde kan finde belæg for anvendelse af den lov, som testamentet er udfærdiget under.

4.4

I tråd med visse reformer, der for nyligt er vedtaget eller for øjeblikket er under overvejelse i det kontinentale Europa, bør man særskilt beskytte interesserne hos (mindreårige og myndige) arvinger, der mangler retsevne, eller svært handicappede arvinger, såfremt mulighederne for udvidet anvendelse af aftaler i arvesager eller for arvingers lovvalg skulle medføre ændring af bestemmelserne om tvangsarv af ulighed mellem arvinger. Den større fleksibilitet for testator eller de arveberettigede må ikke indvirke negativt på bestemmelserne i den af de anvendelige love, der giver disse arvinger størst beskyttelse (jf. spørgsmål 5 og 10 i grønbogen).

4.5

Hvis en arv forvaltes af en af arvingerne eller dennes repræsentant i lande, hvor det ikke er obligatorisk at udpege en administrator, bør dette ikke betragtes som en indirekte erklæring om vedgåelse af arv og gæld.

4.6

Der bør åbnes mulighed for arvingers vedgåelse af arven med forbehold af de fordringer, der påhviler arven, og for en aftale mellem arvinger eller en arvekontrakt om ulige deling i legitimt øjemed (fortsat drift af virksomhed, fordele for en arving uden retsevne eller en handicappet arving) samt om lige deling mellem børn fra forskellige kuld eller født uden for ægteskab, hvis den anvendte lov ikke stiller dem lige, eller en arvings direkte overdragelse af sine rettigheder til egne livsarvinger i betragtning af den stigende forventede levealder.

4.7

Der bør desuden inden for nøje fastlagte grænser gives mulighed for, at testator selv vælger, hvilken lov der skal finde anvendelse på hans arv, om det f.eks. skal være loven i det land, som han har statsborgerskab i (et eller flere), eller loven i det land, hvor han har sædvanligt ophold.

4.8

Endelig mener EØSU, at det strålende arbejde med lovsammenligning, der allerede er indledt i Kommissionens tjenestegrene, bør fortsætte og udvides. Det bør regelmæssigt ajourføres på EU's websted og oversættes til så mange sprog, at det med fordel kan anvendes af jurister, embedsmænd, administratorer og dommere, der er konfronteret med internationale arvesager. Det bør desuden stilles klart op med resumeer for hvert kapitel, så de generelle principper bliver forståelige for borgere i EU, der overvejer at udfærdige et testamente med en international dimension, eller for deres arvinger.

4.9

EØSU afventer resultaterne af Kommissionens nuværende og fremtidige høringer med stor interesse. Det håber, at en generel orientering og mere konkrete forslag til lovgivning derefter vil blive forelagt EØSU til grundig gennemgang, da spørgsmålet om arv og testamente efter udvalgets mening har stor interesse for borgerne i EU. Borgernes forventninger til et EU-initiativ om forenklede formaliteter, større juridisk og skattemæssig sikkerhed og hurtigere behandling af internationale arvesager må ikke skuffes, hvad enten det drejer sig om enkeltpersoner eller om virksomheder, landbrugsbedrifter og andre erhvervsaktiviteter, hvis ledere eller ejere ønsker at sikre foretagendets videreførelse efter deres død.

3.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/5

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

1.1

Brugbar energi er grundlaget for vore dages levevis og kultur. Det er en forudsætning for vores nuværende levestandard, at energier er til stede i tilstrækkeligt omfang. For at konkretisere Lissabon-strategien og Rådets beslutninger på møderne i Göteborg og Barcelona er en sikker, billig, miljøvenlig og bæredygtig energiforsyning en absolut forudsætning.

1.2

De fossile energikilder, kul (2), olie og naturgas, udgør i dag rygraden i EU's og verdens energiforsyning. De vil ikke miste deres betydning i de kommende årtier og er dermed ikke til at komme udenom.

1.3

Deres udvinding og anvendelse er imidlertid forbundet med forskellige miljøbelastninger, især emission af drivhusgasser — især CO2 og metan. Det drejer sig om forbrug af udtømmelige ressourcer.

1.4

Deres anvendelse har gjort EU stærkt importafhængig af denne vitale råvare, og denne afhængighed forventes at tage til fremover, især for olie og i stigende grad også for naturgas.

1.5

Verdens ressourcer og reserver (3) af kul, olie og gas er afhængige af flere faktorer (økonomisk vækst, efterforskning, teknisk udvikling). De ventes stadig at række til mange årtier (for kul sågar århundreder), om end der især for olie allerede før midten af dette århundrede kan forekomme et fald i reserverne og knaphed i udbuddet. Den aktuelle udvikling på oliemarkederne beviser, at der allerede på meget kort sigt kan optræde næsten uforudselige prisudsving, som har betydelige følger for nationaløkonomierne (4).

1.6

EU's energipolitik bør på den ene side tage skridt til at mindske denne afhængighed på lang sigt, især i kraft af sparetiltag og mere effektiv udnyttelse af alle energikilder samt forstærket brug af alternative energisystemer som vedvarende energikilder og atomkraft. Her tilkommer der videreudvikling af alternative energisystemer særlig betydning.

1.7

EU's energipolitik bør på den anden side tilskynde til at garantere forsyningerne med og forsyningsvejene for fossile energikilder; et særligt problem udgøres af spørgsmålet om nogle af hovedleverandørernes politiske stabilitet. I denne forbindelse har samarbejdet med den russiske føderation, SNG-landene og landene i Nær- og Mellemøsten samt lande, som ligger tæt på EU (f.eks. Algeriet og Libyen ), stor betydning.

1.8

Også større udnyttelse af Europas betydelige kulforekomster kan reducere denne afhængighed.

1.9

Hvis det europæiske indre marked fungerer som det skal, vil der, som led i egnede klimabeskyttelsesforanstaltninger, foreligge anvendelsesmuligheder for fossile brændstoffer alt efter deres respektive egenskaber og deres pris- og omkostningsniveau. Dette sørger automatisk for, at de vil blive anvendt på en måde, som er særligt energieffektiv og rentabel.

1.10

Dette har ført til, at brugen af kul er dominerende i stålindustrien og kraftværker, mens olie og gas hovedsagelig bruges til at producere varme og til andre anvendelsesformål end energi. På transportområdet dominerer produkter, der er udvundet af råolie.

1.11

I EU's energimix bør brugen af de knappere og mere fleksibelt anvendelige råvarer råolie og naturgas derfor forbeholdes de anvendelsesområder — som f.eks. brændstof til transport, råstof til den kemiske industri — hvor kul kun kan benyttes med et større opbud af omkostninger, energi og CO2-emission.

1.12

CO2-emissionerne pr. produktionsenhed (f.eks. CO2/kWh, t CO2/t stål, g CO2/personbil-kilometer) bør løbende reduceres gennem udnyttelse af den tekniske udvikling. Dette kræver en forbedring af energieffektiviteten på alle områder inden for energiomdannelse og energianvendelse.

1.13

Energipolitikken og den økonomiske politik skal derfor skabe en pålidelig ramme for investeringer, som kan føre til bedre teknologi i industri, handel og private husholdninger.

1.14

I Europa vil der i de kommende årtier blive behov for ny kraftværkskapacitet på hen ved 400 GWel (5). For at begrænse/reducere CO2-emissionerne og brændstofforbruget er det nødvendigt at udstyre disse nye anlæg med den bedste til rådighed stående teknologi.

1.15

På trafikområdet bør alt sættes i værk for at reducere brændstofforbruget (forbruget pr. køretøj-kilometer) og ikke lade det samlede forbrug stige yderligere. En forudsætning herfor er både tekniske fremskridt på mange felter inden for køretøjs- og brændstofudvikling og tiltag til nedbringelse af kødannelser (vej- og tunnelbyggeri; kørerutesystemer) og trafikformindskelse (6). Også øget brug af el-drevne køretøjer som f.eks. el-jernbaner reducerer afhængigheden af råolie, da det bliver muligt i højere grad at diversificere anvendelsen af primære energikilder (kul, gas, vedvarende energi, atomkraft).

1.16

Det er en forudsætning for effektivitetsfremskridt på energiområdet, at forskning og udvikling styrkes, bl.a. i kraftværker, som anvender fossile brændstoffer, og at både industrien og offentlige støttetiltag inddrages.

1.17

Derfor udtrykker udvalget tilfredshed med temaområdet »energi« i forslaget til 7. F&U-rammeprogram. Det bør tildeles tilstrækkelige midler og omfatte alle energiteknologiske muligheder. Især bør det omfatte foranstaltninger, som øger effektiviteten i udnyttelsen af fossile brændstoffer, da der her kan opnås en særligt stor samlet effekt.

1.18

Også i el-produktion baseret på fossile brændstoffer er der mulighed for en kraftig, langsigtet nedbringelse af CO2-emissionerne pr. energienhed, nemlig hvis man anvender metoder med CO2-adskillelse og endelig CO2-oplagring (Clean Coal Technology). Det er derfor særligt vigtigt, at man i det 7. F&U-rammeprogram udvikler og afprøver sådanne metoder.

2.1

Brugbar energi (7) er grundlaget for vore dages levevis og kultur. Det er en forudsætning for vores nuværende levestandard, at energier er til stede i tilstrækkeligt omfang. Nødvendigheden af at garantere en sikker, billig, miljøvenlig og bæredygtig energiforsyning i EU hører til kernepunkterne i Rådets beslutninger på møderne i Lissabon, Göteborg og Barcelona.

2.2

Udvalget har i flere udtalelser slået fast, at tilvejebringelse og udnyttelse af energi er forbundet med miljøbelastninger, risici og problematiske udenrigspolitiske afhængighedsforhold og usikkerhedsmomenter. Ingen af de muligheder og teknikker, som kan bidrage til den fremtidige energiforsyning, er teknisk perfekte, fuldstændig fri for forstyrrende indflydelse på miljøet, formår at dække alle behov eller har et potentiale, der er tilstrækkeligt langsigtet. Hertil kommer problemet med reservernes og ressourcernes knaphed, med alt, hvad det fører med sig. Med den globale befolkningstilvækst, udviklingslandenes stigende energiefterspørgsel og især det stigende energibehov i nye industrilande som Kina, Indien og Brasilien må problemerne klart forventes skærpet.

2.3

En energiforsyning, der er til rådighed på lang sigt, tager hensyn til miljøet og er økonomisk kompatibel, må anses for et vigtigt mål for en fremadrettet europæisk energipolitik. Af de tidligere nævnte årsager kan energiforsyningen ikke begrænses til nogle få energikilder. Energiknaphed og andre risici kan kun imødegås med en bredt diversificeret mix af energikilder af forskellig art og oprindelse, hvor alle disponible energikilder og metoder tages i brug og (videre-)udvikles, så de i sidste instans kan konkurrere indbyrdes under økologisk acceptable forudsætninger og under skiftende omstændigheder.

3.1

I dag udgør fossile energikilder — olie, naturgas og kul — næsten fire femtedele af verdens samlede og EU-25's energiforsyning.

3.2

Generelt afhænger alle prognoser over den fremtidige udvikling — og derfor findes der blandt disse også forskelle, alt efter indfaldsvinkel og undertiden også efter interessemæssig stilling — af hypoteser om den fremtidige demografiske og økonomiske udvikling, om udviklingen i efterforsknings- og udnyttelsesmetoder samt om de fremherskende politiske rammevilkår i de enkelte lande. Dette gælder i særlig grad for kerneenergi og for omfanget af støttetiltag til vedvarende energikilder.

3.2.1

Ifølge referenceprognoserne (8) fra Det Internationale Energiagentur (IEA) i Paris fra 2004 og fra det amerikanske energiministeriums Energy Information Administration (EIA) vil de nævnte fossile energikilder også om 25 år dække over 80 % af verdens samlede energiforbrug.

3.2.2

De vedvarende energikilders bidrag vil nok tage til — men ifølge IEA og EIA dog ikke stærkere end det samlede energiforbrug; de vedvarende energikilders andel vil således forblive konstant. For kerneenergi forventes der, ud fra den nuværende tendens, også et let voksende forsyningsbidrag i absolutte tal, men dog lavere end den samlede udvikling i forbruget, såfremt de politiske rammevilkår ikke klart ændrer sig i hele Europa. Som følge heraf forudser IEA og EIA i dag sågar, at kerneenergiens andel af dækningen af verdens samlede energiforbrug vil aftage.

3.2.3

Kommissionen offentliggjorde (9) i september 2004 et baseline-scenario for EU-25, hvor der — i modsætning til den verdensomspændende tendens således som denne opfattes af IEA og EIA — forventes en stigning i andelen af vedvarende energikilder i forhold til det samlede energiforbrug i EU-25 fra 6 % i dag til 9 % i år 2030. Da kerneenergiens bidrag i EU-25 imidlertid på den anden side ifølge denne vurdering vil falde, kommer Kommissionens baseline-scenario ligeledes til det resultat, at fossile energikilder også for EU-25 i 2030 stadig vil dække over 80 % af det samlede energiforbrug.

3.3

Fossile energikilder er ikke uudtømmelige råvarer. For at kunne evaluere hvor lang tid olie, naturgas og kul vil bevare deres dominerende stilling, bør man se nærmere på disse fossile energikilders potentiale.

3.4

Allerførst er det nødvendigt at klargøre en række definitioner og måleenheder. Der benyttes udtrykkene reserver, ressourcer og potentiale. Energikilderne måles som hovedregel i forskellige enheder (10) som ton eller tønder for olie, metriske ton eller ton kulækvivalenter for kul, kubikmeter eller kubikfod for naturgas. For at kunne sammenligne dem måler man deres energiindhold udtrykt i joule eller wattsekunder (Ws).

3.5

Det samlede potentiale (ofte betegnet Estimated Ultimate Recovery, forkortet EUR) omfatter samtlige reserver af brændstoffer, som kan indvindes i jordskorpen, således som de fandtes, inden mennesket begyndte at udvinde dem. Der er tale om et skøn, og de forskellige sagkyndige kan derfor nå frem til forskellige resultater. Jo bedre kendskab man får til jordskorpen, og jo bedre efterforskningsteknikkerne bliver, jo tættere kommer prognoserne til at ligge på hinanden.

3.6

Kun den del af reserverne, som kan udvindes, indgår i beregningen af det samlede potentiale. Da udvindingen afhænger af eksisterende tekniske og økonomiske forhold, må denne udvindelige andel forventes at tage til, efterhånden som der gøres tekniske fremskridt. Hvis man fra det samlede potentiale trækker de allerede udvundne ressourcer, når man frem til det resterende potentiale.

3.7

Det resterende potentiale består af reserver og ressourcer. Ved reserver forstås de mængder af energiråvarer, som fysisk er påvist, og som det er økonomisk muligt at udnytte med den nuværende tekniske viden. Ved ressourcer forstås både de mængder af energiråvarer, som er påvist, men som endnu ikke kan udvindes ud fra de økonomiske og/eller tekniske muligheder, således som disse tegner sig i øjeblikket, og de mængder, som, selv om de endnu ikke er fysisk påvist, anses for at være sandsynlige på baggrund af de geologiske karakteristika.

3.8

Betydningen af verdens reserver er et spørgsmål, som står i centrum af de officielle debatter, da det er deres størrelse, der er afgørende for vore energireservers »levetid«. Reserverne sat i forhold til den nuværende årlige produktion resulterer i det, der betegnes som statistisk levetid. Ifølge denne beregning nås der frem til en statistisk fremskrivning af verdens reserver på omkring 40 år for olie, 60 år for naturgas og 200 år for kul.

3.9

Disse skøn er dog ingen faste værdier. Når skønnene over reserverne falder, øges efterforskningsaktiviteten, hvilket bevirker, at ressourcer, som følge af de tekniske fremskridt, overgår til kategorien reserver. (Det er årsagen til, at man i 70'erne i sidste århundrede f.eks. anslog oliereserverne til godt 30 år.)

3.10

For oliens vedkommende viser statistikkerne, at ressourcerne er dobbelt så store som reserverne, mens tallet for naturgas og kul er 10 gange større.

3.11

Den andel, som allerede er udvundet set i forhold til det samlede potentiale, giver ligeledes en rettesnor for den fremtidige adgang til fossile kilder. Hvis procentsatsen overstiger 50 % og derved når op på »Depletion Mid Point«, bliver det vanskeligt fortsat at øge produktionen, ja sågar at bevare den på det samme niveau.

3.12

Råolie: over en tredjedel af det samlede potentiale af den »traditionelle« olie, som anslås til hen ved 380 ton olieækvivalenter, er allerede udvundet. Med den nuværende udvindingsrate vil halvdelen af det traditionelle potentiale være opbrugt i løbet af en halv snes år. For at øge produktionen bør der i stadig højere grad trækkes på ikke-traditionelle forekomster (svær olie, oliesand, olieskifer). Det gør det muligt at skubbe udtømningstidspunktet lidt ud i fremtiden. På den anden side kan der allerede før midten af dette århundrede forekomme et fald i reserverne og en drastisk knaphed i udbuddet (11).

3.13

Naturgas og kul: for naturgas' vedkommende er der tale om en tilsvarende situation, idet man, når der tages hensyn til ukonventionelle forekomster af f.eks. gashydrater, også kan hæve det resterende samlede potentiale. For kuls vedkommende er kun ca. 3 % af det samlede potentiale, som anslås til 3 400 mia. ton olieækvivalenter, udvundet hidtil.

3.14

Imidlertid befinder efterforskningen efter gashydrater (metanhydrater) og teknologien til deres udnyttelse sig stadig på forskningsstadiet, hvorfor der ikke i øjeblikket kan fremsættes underbyggede kommentarer om, hvor stort deres bidrag til energiforsyningen kan blive. På den ene side findes der skøn, hvorefter de mulige lagres energiindhold overstiger de nuværende kendte lagre af fossile energikilder; på den anden side har man absolut intet kendskab til udnyttelsesmulighederne (princippet, teknik, omkostninger). Desuden er der en betydelig usikkerhedsfaktor eller betydelig risiko omkring deres frigørelse — klimapåvirkning eller menneskeskabt påvirkning — da der i atmosfæren som følge heraf kan fremkomme en usædvanlig klimatruende ophobning af den kraftige drivhusgas metan.

3.15

Omkostningerne ved udvinding af fossile energikilder er stærkt forskellige. For olies vedkommende svinger de i øjeblikket fra 2 til 20 USD pr. tønde afhængig af forekomsten. Selv om man i stadig højere grad er nødt til at udnytte mindre forekomster under geologisk og geografisk ugunstige vilkår, hvilket bevirker, at udvindingsomkostningerne øges, opvejes denne stigning undertiden i stort omfang af produktivitetsgevinster, som for de flestes vedkommende beror på tekniske nyskabelser. For naturgas' vedkommende svinger udvindingsomkostningerne også meget stærkt, alt efter forholdene. For kul afhænger omkostningerne i stor udstrækning af, hvor dybt forekomsten er beliggende, af årens tykkelse og af muligheden for udnyttelse under åben himmel eller kun underjordisk. Forskellene i udgifter er meget store. De strækker sig fra nogle få USD pr. ton (f.eks. i Powder River-bækkenet i USA) til 200 USD pr. ton ved udvinding af kul i visse europæiske kulbækkener.

3.16

Også den regionale fordeling af reserverne af fossile energikilder er stærkt ulige. Det gælder ganske særligt for olie. Mellemøsten sidder på 65 % af verdens oliereserver. Naturgas er lige så ulige fordelt, idet to regioner tegner sig for henholdsvis 34 % (Mellemøsten) og 39 % (de lande, som blev oprettet i kølvandet på USSR) af verdens reserver. Derimod er kulreserverne fordelt mere ligeligt. Det er Nordamerika, der tegner sig for de største reserver. Der findes imidlertid også store forekomster i Kina, Indien, Australien, Sydafrika og Europa.

3.17

Koncentrationen af fossile energikilder har stor strategisk betydning, ikke mindst for olie, men også for naturgas, idet regionerne i Nær- og Mellemøsten, som udgør store geopolitiske risici, volder særlige problemer med hensyn til forsyningssikkerheden.

4.1

Det primære energiforbrug i EU-25 androg i 2005 hen ved 2,5 mia. ton kulækvivalenter, svarende til 75 Exajoule (75x10 joule), hvilket svarer til 16 % af verdens samlede energiforbrug, som er på 15,3 mia. ton kulækvivalenter. Energiforbruget pr. indbygger er på 5,5 ton kulækvivalenter i EU-25, dvs. mere end dobbelt så meget som verdensgennemsnittet, men kun halvdelen af forbruget i Nordamerika. Set i forhold til den økonomiske effektivitet er energiforbruget i Europa kun ca. halv så stort som gennemsnittet i alle regioner uden for Europa, da energi udnyttes væsentligt mere effektivt end i mange andre dele af verden.

4.2

I 2004 var olie med 39 %, naturgas med 24 % og kul med 17 % de vigtigste energikilder i EU-25, udtrykt som procentdel af det samlede forbrug af primær energi. Af andre vigtige energiforsyningskilder i EU kan nævnes kerneenergi med 14 % og vedvarende energi samt andre energikilder med 6 %. De fossile energikilders andel svinger meget fra land til land inden for EU-25. For naturgas varierer satserne fra 1 % i Sverige til næsten 50 % i Holland, for olie fra under 30 % i Ungarn til to tredjedele i Portugal, og for kul fra 5 % i Frankrig til 60 % i Polen. Disse forskelle er også hovedårsagen til den ulige fordeling af reserverne af fossile energikilder i de forskellige medlemsstater.

4.3

EU-25's samlede energireserver er relativt ringe. De beløber sig til ca. 38 mia. ton kulækvivalenter, svarende til knap 3 % af verdens samlede reserver, hvis ukonventionelle kulbrinter medregnes. Hovedparten udgøres af kulforekomster (brun- og stenkul) — 31 mia. ton kulækvivalenter. Der er tale om en stort set lige fordeling på brunkul og stenkul. Naturgasreserverne andrager 4 mia. ton kulækvivalenter og kulreserverne 2 mia. ton. EU-25 vil i en overskuelig fremtid fortsat være verdens største nettoimportør af energi. Efter Kommissionens skøn vil afhængigheden frem til 2030 stige til mere end to tredjedele.

4.4

Reserverne af fossile energikilder er stærkt ulige fordelt på de forskellige lande i EU-25. Olieforekomsterne er især koncentreret i den britiske og den danske del af Nordsøen. De er næsten udtømte, dvs. at udvindingen vil aftage. De vigtigste naturgasreserver findes i Holland og Storbritannien. Kulreserverne er hovedsagelig fordelt på Tyskland, Polen, Tjekkiet, Ungarn, Grækenland og Storbritannien. En vigtig rolle spiller også de norske olie- og gasreserver, da Norge ganske vist ikke er medlem af EU, men er medlem af det europæiske økonomiske samarbejdsområde (EØS).

4.5

Da EU-25's samlede reserver af fossile energikilder er begrænsede, er EU i dag nødt til at ty til import for halvdelen af det samlede energibehovs vedkommende. Denne procentsats vil ifølge Kommissionens grønbog stige til 70 % frem til 2030. EU's afhængighed af eksterne leverandører er særlig stor for olies vedkommende. Næsten tre fjerdedele af oliebehovet må dækkes ved import fra tredjelande. Ca. 55 % af naturgassen importeres og ca. en tredjedel af kullene importeres.

4.6

Dette har gjort EU meget afhængig af import af den livsvigtige råvare »energi«; afhængigheden ventes at tage yderligere til, især for råolie og i stigende grad også for naturgas. EU er sågar verdens største nettoenergiimportør.

4.7

I EU's energipolitik bør der derfor på den ene side sættes alt ind på at garantere forsyningerne med og forsyningsvejene for fossile energikilder; et særligt problem udgøres af spørgsmålet om nogle af hovedleverandørernes politiske stabilitet. I denne forbindelse har samarbejdet med den russiske føderation og SNG-landene, landene i Nær- og Mellemøsten samt lande, som ligger tæt på EU (f.eks. Algeriet og Libyen), særlig betydning.

4.8

EU's energipolitik bør på den anden side tage skridt til at mindske denne afhængighed på langt sigt, især i kraft af en mere effektiv udnyttelse af alle energikilder samt forstærket brug af alternative energisystemer som vedvarende energikilder — herunder disses udvikling og markedsintroduktion — og atomkraft. Her tilkommer der videreudvikling af alternative energisystemer særlig betydning.

4.9

På denne baggrund kan større udnyttelse af Europas betydelige kulforekomster reducere denne afhængighed, ikke mindst da der allerede i dag gælder skrappere miljøkrav for Europas kulminedrift end i andre områder i verden.

5.1

Udviklingen i energiforbruget i EU-25 ventes at følge det basisscenario, som beskrives i Kommissionens publikation »European Energy and Transport Scenarios on Key Drivers« (13), hvor det forventes, at de nuværende tendenser og politikker vil fortsætte. Prognoserne er følgende:

5.2

Primærenergiforbruget ventes at stige til 2,9 mia. ton olieækvivalenter i 2040, dvs. en stigning på kun 0,6 % årligt. Til gengæld forventes det, at bruttonationalindkomsten vil stige med gennemsnitlig 2,4 % årligt indtil 2030. Det betyder, at energiintensiteten (forholdet mellem energiforbrug og bruttonationalindkomst) årligt vil falde med over 1,7 % (!), hvilket skal opnås gennem strukturreformer, bedre energieffektivitet og brug af avancerede teknologier.

5.3

De fossile energikilders andel i dækningen af primærenergibehovet vil sågar stige med 2 procentpoint frem til 2030 og nå op på 82 %.

5.4

Kul: efter en første nedgang ventes der fra ca. 2015 atter en stigning i kulforbruget — som følge af en forbedring af denne energikildes konkurrencemæssige stilling. Stigende naturgaspriser og de forventede teknologiske fremskridt ved anvendelsen af kul til el-fremstilling er hovedårsagerne til denne udvikling. Efter denne prognose vil kulforbruget i 2030 atter ligge over 2000-niveauet. Kuls andel af primærenergiforbruget i EU-25 vil — ligesom i år 2005 — ligge på omkring 15 %. Da der i perioden 2005-2030 regnes med et tilbagefald i udvindingen af kul i EU med omkring 40 %, samtidig med at importen af kul forventes at stige med 125 %, vil importens andel af dækningen af kulforbruget i EU-25 stige fra en tredjedel i 2005 til næsten to tredjedele i år 2030.

5.5

Olie: da vækstraterne med 0,2 % årligt formentlig først vil udvikle sig omvendt proportionelt, vil oliens andel af primærenergiforbruget i 2030 formentlig falde til 34 %, dvs. 5 procentpoint lavere end i dag.

5.6

Gas: gasforbruget vil først stige forholdsvis stærkt med 2,7 % årligt indtil 2015. Derpå vil denne tendens tage af. Årsagen hertil er bl.a. forringet konkurrenceevne ved el-fremstilling set i forhold til kul. Dog forventes gas at udvise den stærkeste stigning i forbruget af alle fossile energikilder i hele perioden frem til 2030. Naturgas' andel af primærenergiforbruget i EU-25 vil stige fra 26 % i 2005 til 32 % i 2030. Flydende naturgas (LNG) muliggør en spredning i gasforsyningen, da leverancer kan foretages over havene. I øjeblikket udgør ca. 25 % af verdenshandelen med naturgas af LNG. Det største LNG-eksportland er Indonesien, efterfulgt af Algeriet, Malaysia og Qatar.

5.7

Udvindingen af fossile energikilder vil tage af i EU-25 frem til 2030 med ca. 2 % årligt. Hermed stiger importafhængigheden for samtlige fossile energikilder i perioden frem til 2030 til over to tredjedele. Således andrager importkvoten i 2030 for kul — som nævnt — næsten to tredjedele, for gas over 80 % og for olie næsten 90 %. Særlig kritisk er gasimportens stigende afhængighed af et begrænset antal leverandører.

5.8

El-forbruget vokser frem til 2030 gennemsnitligt med 1,4 % årligt. Herved stiger behovet for kraftværkskapacitet fra ca. 700 GW (maksimal el-ydeevne) i dag med 400 GW, dvs. til ca. 1 100 GW i 2030. Endvidere vil det blive nødvendigt at erstatte gamle kraftværker med nye anlæg. Ifølge Kommissionens vurdering i baseline scenario vil den forventede kapacitetsstigning bero på en effektivitetsstigning på ca. 300 GW for fossile energikilder og ca. 130 GW for vind, vand og sol, mens der for kernekraftværker må forventes en kapacitetsnedgang i størrelsesordenen 30 GW i perioden 2005-2030, hvis der ikke sker større ændringer i de politiske rammevilkår.

5.9

EU's energiforsyning står således i de kommende 25 år over for store udfordringer og opgaver, som dog også indebærer økonomiske muligheder. Hertil hører sikring af forsyningerne, inklusive en reduktion i importafhængigheden, opfyldelse af stadig stigende miljøkrav, sikring af konkurrencedygtige energipriser og gennemførelse af de nødvendige investeringer.

6.1

Kul, råolie og naturgas er naturlige kulbrinter, som efter en proces, der har strakt sig over millioner af år, er omdannet fra biologiske stoffer — akkumuleret biomasse; der er hermed tale om akkumuleret solenergi. Alt efter hvilke geologiske dannelsesvilkår der er tale om (f.eks. tryk, temperatur, alder), er der opstået forskellige produkter. Et væsentligt kendetegn, som adskiller de forskellige produkter, er brændstoffets hydrogenindhold. Naturgas har det højeste forhold mellem hydrogen og kulstof med 4: 1, mens olie har 1,8: 1 og kul 0,7: 1. Dette afgør i vid udstrækning disse fossile brændstoffers anvendelsesområde.

6.2

Indtil videre er der ikke noget alternativ til at anvende kul, olie og naturgas som brændstoffer, som råmateriale til fremstilling af mange produkter (fra medicin til kunststoffer) og som kulstofholdigt reduktionsmiddel til jern- og stålproduktion. Deres særlige fysiske og kemiske egenskaber (aggregattilstand), hydrogenindhold, kulstofindhold, askeindhold osv. gør dem særligt velegnede til mange anvendelsesformål, mens de egner sig knapt så godt til andre formål. Økonomiske, teknologiske og miljømæssige kriterier er afgørende for, hvilken kulbrinte der skal anvendes.

6.3

Hen ved 7 % af de fossile energikilder, som forbruges i EU, går til såkaldte ikke-energimæssige formål, dvs. hovedsagelig til fremstilling af kemiske varer. Ved begyndelsen af sidste århundrede dannede genbrugelige materialer, som oprindelig stammede fra kul, grundlaget for den nye produktionssektor, som begyndte at udvikle sig. Siden da er de stoffer, som blev udledt af kul, næsten fuldt ud fortrængt af naturgas og råolieprodukter. Så længe dette stadig er muligt, vil råolie og naturgas inden for dette markedssegment også dominere fremover. De nødvendige reserver af olie og naturgas vil vare længere, hvis det lykkes at anvende disse energikilder mindre til formål inden for energi- og varmeproduktion.

6.4

Den gængse proces til fremstilling af oxygenstål bygger på højovne-konverter-metoden. Højovneprocessen kræver anvendelse af stenkulskoks som reduktionsmiddel til fremstilling af råjern og indgår tillige i gasforsyningssystemet. Det gennemsnitlige reduktionsmiddelforbrug ligger i moderne europæiske anlæg med 475 kg pr. ton tæt på det minimum, som er teknologisk muligt.

6.5

Transportsektoren udviser stadig høje vækstrater. Sektoren tegner sig for omkring 25 % af energiforbruget, og inden for vejtrafik er der tale om næsten fuldstændig afhængighed af råolieproduktion. Flydende brændstoffer har et højt energiindhold pr. volumen- eller masseenhed. Dette er en forudsætning for en rentabel og effektiv anvendelse i transportsektoren. Flydende brændstoffer og deres infrastruktur er derfor blevet fremherskende i vejtrafikken. Øget brug af el-drevne køretøjer såsom el-jernbaner gør det muligt at diversificere anvendelsen af primære energikilder (kul, gas, vedvarende energi, atomkraft) og kan dermed bidrage til at nedbringe afhængigheden af råolie.

6.6

Anvendelsen af naturgas og Liquified Natural Gas (LNG) som brændstof står i direkte konkurrence med flydende oliebaserede brændstoffer. Det vides endnu ikke, om disse produktlinjer kan vinde større markedsandele (14).

6.7

Husholdninger og mindre forbrugere tegner sig for hen ved 30 % af energiforbruget. De vælger deres energikilder som funktion af økonomiske kriterier og tager stadig mere hensyn til komfort og miljøbeskyttelse. I denne sektor konkurrerer fyringsolie, naturgas og elektricitet samt, i tæt befolkede områder, fjernvarme fra kraftvarmefremstillingsanlæg med hinanden.

6.8

Omdannelsen til elektricitet og varme i kraftværker tegner sig for 40 % af EU's energiforbrug. Kul, olie og naturgas samt atomkraft er i teknisk henseende lige velegnede til omdannelse til elektricitet. I teknologisk højeffektive kraftværker når naturgas op på en effektivitet på næsten 60 % (fra primær energi til elektrisk energi). For kuls vedkommende er effektiviteten i moderne anlæg på mellem 45 og 50 %, mens tallet for brunkul er 43 %.

6.9

På verdensplan fremstilles hen ved 40 % af elektricitetsbehovet ud fra kul; tallet er på 30 % i EU. Omkring 63 % af verdens kulproduktion går til fremstilling af elektricitet: kul er mere rentabel end olie eller naturgas, og der er sikker adgang hertil overalt i verden i stærkt diversificerede produktionsområder.

6.10

Målet er at koncentrere brugen af kul til stål- og elektricitetsproduktion og herigennem nå frem til en fossil brændstof-energimix, som kombinerer økonomiske fordele, miljøbeskyttelse, forsyningssikkerhed og ressourcebeskyttelse. De verdensomspændende reserver af kul er væsentligt højere end reserverne af olie og naturgas.

6.11

De politiske rammevilkår bør således tilskynde til, at de knappere og mere fleksibelt anvendelige råvarer, råolie og naturgas, forbeholdes de anvendelsesområder — især trafik og den kemiske industri — hvor kul (samt atomkraft og p.t. også vedvarende energi) kun kan benyttes med et større opbud af omkostninger, teknik og energi — og dermed også større CO2-produktion! På denne måde vil disse reservers udtømning skubbes ud i fremtiden, til gavn for kommende generationer.

6.12

Dette indebærer samtidig tilskyndelse til anvendelse af kul (og anvendelse af vedvarende energi og atomkraft) i kraftværker til el-fremstilling, således at råolie og naturgas (se tillige punkt 8.12) ikke behøves her. EU råder i Central- og Østeuropa over betydelige reserver af sten- og brunkul. Udnyttelse af disse reserver kan forhindre, at EU's afhængighed af energiimport tager yderligere til.

7.1

Miljøanalyser og miljøsammenligninger af fossile energikilder bør omfatte hele produktions- og anvendelsesforløbet: råstofudvinding og -fremstilling, transport, energiomdannelse og slutenergiens anvendelse. Til alle skridt knytter der sig større eller mindre miljøkonsekvenser og energitab. For importerede energikilder må der også tages højde for de miljøkonsekvenser, som optræder uden for EU's grænser.

7.2

Ved udvindingen og fremstillingen af kul, råolie og naturgas må man være opmærksom på forskellige miljøkonsekvenser. Ved kulminedrift må landskabsforringelsen og støvemissioner begrænses. Ved boringer og produktion af råolie må udslip af olie og naturgas og biprodukter forhindres; dette gælder analogt for naturgasfremstilling og for den tilknyttede rør- eller skibstransport af råolie og naturgas. Der må tages særlige forholdsregler ved offshore-produktion. Den metan, som dannes ved udvinding af olie, bør ikke brændes, men genvindes til industrielle formål. Noget tilsvarende gælder for den grubegas, der fremkommer ved kulminedrift, og som kan indeholde store mængder metan.

7.3

EU-direktivet om store forbrændingsanlæg fastsætter strenge miljønormer for opførelse og drift af el-værker med en effekt på ≤ 50 MWth. Koncentrationen af forurenende stoffer i de gasarter, som udledes fra gas-, olie- og kulværker, skal begrænses alt efter den tekniske tilstand, som fastlægges i direktivet. Ældre anlæg skal moderniseres. Dette skal sikre, at emissionerne af støv (herunder finstøv, se punkt 7.6), svovldioxid, nitrogenoxid og især skadelige tungmetaller og giftige og kræftfremkaldende organiske stoffer reduceres til et niveau, som er tåleligt for natur og mennesker. Støjemissionerne skal præventivt reduceres så meget, at gener så vidt muligt undgås.

7.4

Kul indeholder ikke-brændbare stoffer, som efter forbrændingen i kraftværket udskilles som aske (i elektro- eller stoffiltre). Stenkuls askeindhold er som regel på op til 10 % (i enkelte tilfælde op til 15 %). Afhængig af sammensætningen anvendes asken som fyldstof i cementindustrien eller ved anlæg af veje eller til opfyldning af miner eller udgravninger.

7.5

Også råolie indeholder — en ganske vist ringe — andel aske. Ved råolieforarbejdningen i raffinaderier forbliver asken, som blandt andet indeholder vanadium- og nikkelelementer, i fast tilstand, såkaldt oliekoks. Denne anvendes som restenergi i kraftværker og forbrændingsanlæg, som råder over de nødvendige rensningsanlæg til adskillelse af alle forurenende stoffer.

7.6

Igennem nogle år har der foregået en livlig debat om de såkaldte emissioner af fint støv (15). Der er her tale om svævestøvpartikler, som er mindre end 10 μm, som kan trænge ind i lungerne og som kan medføre åndedrætssygdomme. Sådanne partikler udsendes også af olie- og kulfyrede anlæg, da det ikke er muligt at udskille de allerfineste askepartikler i filtrene. Den vigtigste kilde til emission af fint støv er imidlertid dieseldrevne køretøjer, medmindre disse er forsynet med partikelfiltre. For kul- og oliekraftværker begrænses støvemissionen af grænseværdierne i EU-direktivet om store fyringsanlæg til 20 mg/m3. I store kraftværker reduceres emissionerne af fint støv yderligere af våd røggasafsvovling. For yderligere at nedbringe emissionerne af fint støv og emissionsgrænseværdierne i hele EU, har EU vedtaget skærpede bestemmelser for dieselkøretøjer, som foreskriver, at personbiler fra 2008 skal være forsynet med partikelfiltre.

7.7

Afsvovling af emissionsgasser fra store kulkraftværker og industrielle fyringsanlæg blev gjort obligatorisk i nogle EU-lande allerede i 1980'erne. Den daværende forsuring af jord og have kunne hermed bringes til ophør. I den nyeste udgave af EU's forordning om store fyringsanlæg foreskrives der for anlæg >300 MW en SO2-emissionsgasgrænseværdi på højst 200 mg/m3. Med det nuværende teknologiske stade er det muligt at adskille over 90 % af svovlindholdet. Der er fundet nye markeder for produkterne fra svovladskillelsen, herunder gips, og forbruget af naturlige ressourcer har herved kunnet mindskes.

7.8

Ved forbrændingen af fossile energikilder dannes der ved høje forbrændingstemperaturer nitrogenoxider, som beror på nitrogen i brændstoffet selv eller i forbrændingsluften. Disse nitrogenoxider kan i større koncentrationer føre til åndedrætssygdomme og er også en forløber for den miljøskadelige ozon. Det kræves i EU-forordningen om store fyringsanlæg, at nitrogenoxidemissionerne i kraftværker >300 MW ikke andrager mere end 200 mg/m3.

7.9

Videnskaben går ud fra, at der findes en årsagssammenhæng mellem emission af menneskeskabt CO2 og andre såkaldte drivhusgasser og en stigning i temperaturen ved jordoverfladen (drivhuseffekten). Om effektens udstrækning hersker der fortsat tvivl. Hvert år fører kul-, olie- og naturgasforbrændingsprocesser til CO2-emissioner på omkring 20 mia. ton; dette et hovedkilden til menneskeskabte CO2-emissioner. Udover effektivitetsforbedring og energisparetiltag er det metoder til CO2-adskillelse (se nedenfor), som må udvikles og som på længere sigt kan medføre en betydelig aflastning.

7.10

Det er vigtigt at forbedre effektiviteten i energiomdannelsen og i energianvendelsen, hvis man skal have held til bekæmpe klimaændringer. Man bør virkelig lægge sig i selen for at tage de nødvendige skridt. Brændstoferstatnings-strategier er knapt så effektive, fordi de ensidigt tager sigte på anvendelse af bestemte energikilder, såsom gas, hvilket vil kunne gå ud over den økonomiske effektivitet og energiforsyningssikkerheden i EU. Endvidere er gas et for vigtigt råstof i kemi- og transportsektoren til at anvendes til el-fremstilling.

7.11

Opgjort per energienhed frembringer forbrændingen af naturgas kun 50-60 % af den miljøskadelige CO2 sammenlignet med afbrænding af kul, fordi ikke blot det i naturgassen indeholdte kulstof, men også det deri indeholdte hydrogen udnyttes energimæssigt (forbrændes). Imidlertid er metan — som er en hovedbestanddel af naturgas — en drivhusgas, som er langt mere skadelig for klimaet (cirka 30 gange skadeligere) end CO2. Derfor er det nødvendigt at sætte alt i værk for at forhindre emissioner af metan ved fremstillingen og anvendelsen af fossile brændstoffer. Den metan, som frigøres ved genvinding af olie og kul, bør opfanges og udnyttes. Det er også vigtigt at undgå metan-udslip ved transport af naturgas. Selv ved meget ringe transporttab i rørledninger, mister naturgas nemlig sin fordel over for kul.

7.12

Det fremgår af erfaringerne, at den bedste metode til at opnå hurtige fremskridt i klima- og miljøbeskyttelsen ved brug af kul, olie og gas består i at erstatte forældede anlæg og kraftværker med anlæg, som råder over moderne teknologi og er mere effektive. Derfor er overordnede politiske vilkår, som sætter skub i investeringer i ny teknologi, særligt velegnede til at nå de ambitiøse miljøbeskyttelsesmål.

7.13

I de seneste tyve år har EU's miljølovgivning ført til harmonisering i Det Europæiske Fællesskabs lande. EU-direktivet om store forbrændingsanlæg og EU-direktivet om luftkvalitet har i høj grad bidraget hertil og det samme gælder politikkerne og tiltagene til at forbedre effektiviteten og nedbringe drivhusgasemissionerne.

8.1

I EU-25 tegner kul-, olie- og gasværker sig for over 60 % af den samlede installerede kraftværkseffekt og de er dermed rygraden i el-produktionen i Europa. Da udtjente kraftværker skal erstattes og merbehovet for kraftværkskapacitet dækkes (se punkt 5.8), vil der skulle bygges mange nye kraftværker i de næste 25 år. Selv med en øget anvendelse af vedvarende energikilder og en yderligere udbygning af atomkraftværker bliver kul- og gasværker nødt til at dække en væsentlig del af denne manglende produktion. Jo mere effektive disse kraftværker er og jo bedre det lykkes at begrænse udstødningen af skadelige stoffer, jo lettere bliver det at forebygge klimaændringer og opfylde miljøkravene.

8.2

Derfor er det nødvendigt at øge F&U-indsatsen i henseende til kraftværksudvikling. I 1990'erne forsømte man at gøre en sådan indsats, og de offentlige forskningsmidler blev drastisk nedskåret i næsten samtlige medlemsstater.

8.3

Udvalget udtrykker tilfredshed med, at man har fulgt dets gentagne anbefalinger om i det 7. F&U-rammeprogram at indføje en særskilt prioritet vedrørende energi. Imidlertid bør også medlemsstaternes relevante forskningsprogrammer justeres i overensstemmelse hermed. Dette vil kunne give stødet til en vigtig tendensændring. Dette gælder også udvikling af kraftsværksteknik med henblik på udnyttelse af fossile energikilder, hvilket ligeledes vil forbedre EU-industriens konkurrenceevne, når det gælder opførelse af kraftværker i et globalt ekspanderende marked.

8.4

Moderne kulkraftværker når i dag op på en effektivitet på over 45 % for stenkul og over 43 % for brunkul. De fremskridt, som er nødvendige for inden år 2020 at nå op på en effektivitet på 50 % i kulkraftværker, er allerede kendte. Det langsigtede mål er at hæve trykket og temperaturen i kraftværkernes dampkredsløb til 700 °C/350 bar, hvilket gør det nødvendigt at udvikle de hertil krævede materialer. Med henblik på en ny generation brunkulskraftværker er det nødvendigt at afprøve forbehandlingsanlæg til tørring af brunkul. Sådanne ambitiøse udviklingsmål forudsætter et international samarbejde, som for eksempel i EU-projekterne AD 700 og Comtes 700 til udvikling af et 700 °C-kraftværk. Påvisning af nye kraftværkskoncepter kræver investeringer på op til 1 milliard EUR. Da enkeltvirksomheder næppe vil formå at bære omkostninger og risici alene, må der tilstræbes et samarbejde mellem europæiske virksomheder.

8.5

Udvikling af højeffektive gasturbiner har igennem de seneste årtier gjort det muligt at forbedre effektiviteten betydeligt i gaskraftværker. Som følge af den kraftige prisstigning på gasmarkedet hersker der imidlertid tvivl om naturgaskraftværkernes langsigtede konkurrenceevne og dermed om opførelsen af nye naturgasværker.

8.6

For at kunne udnytte fremskridtene i gasturbineteknik til fremstilling af elektricitet baseret på kul, er det først nødvendigt at omdanne kul til gas. EU har i 1980'erne og 1990'erne med sine forskningsbevillinger i høj grad medvirket til udvikling af forgasningsteknikken og har støttet opførelsen af to demonstrationskraftværker med integreret kulforgasning (IGCC). Denne udviklingsindsats bør videreføres, ikke blot med henblik på at forbedre effektiviteten i kulværker, men også for at danne det tekniske grundlag for videreudvikling af et såkaldt CO2-frit kulkraftværk.

8.7

Effektivitetsforbedring og CO2–reduktion må ikke begrænses alene til industrisektoren og el-produktionen. Besparelsesmulighederne er i dag stadig særlig store i husholdninger og hos erhvervsmæssige slutbrugere, fordi omkostningsincitamentet (besparelser i forbruget eller i omkostningerne til nye anlæg eller ombygninger) hidtil ofte ikke er indlysende.

8.8

Transportsektorens energibehov er fortsat stigende, blandt andet som følge af den tiltagende mobilitet efter EU-udvidelsen. Stigningen i emissionerne af sundhedsskadelige, forurenende stoffer og drivhusgasser må først begrænses ved, at der udvikles nogle mere effektive og mindre forurenende motorer og køretøjer og senere hen også gennem reduktioner i absolutte tal. Teknologierne til rensning af udstødningsgasser bør løbende videreudvikles. Dette mål vil formodentligt kun kunne nås gennem en vellykket udvikling og udstrakt indførelse af en vifte af avancerede teknologier. Hertil hører forbedring af forbrændingsmotorer, dieselteknologi, hybridfremdrift, brændstoffer, effektiviteten af motorkøretøjer, udvikling af brændselsceller og eventuelt også hydrogenteknologi.

8.9

Brændselsceller er som udgangspunkt velegnede både i motorkøretøjer og til stationær anvendelse i husholdninger, virksomheder og industri, hvor de ved kombineret fremstilling af elektricitet og varme kan forbedre effektiviteten med helt op til 20 %. Dette kræver et luftformet brændstof — naturgas, syntetisk gas eller ren hydrogen, som f.eks. kan udvindes af metanol. Imidlertid har brændselscellerne — selvom sådanne har været velkendte igennem 150 år — hidtil ikke opnået det økonomisk-teknologiske gennembrud, som et (konkurrencedygtigt) motorkøretøjsbrændstof eller decentralt aggregat til elektricitets- og varmeproduktion. Forskningen og udviklingen bør derfor fortsættes med støtte fra det offentlige for at indkredse potentialet og om muligt udnytte det.

8.10

Intet energi-alternativ har i de seneste år fået tildelt så meget opmærksomhed som alternativet »hydrogen«, man taler sågar ofte om det fremtidige hydrogen-samfund. I offentligheden hersker ofte den misforståelse, at hydrogen er en primær energikilde som råolie eller kul. Det er ikke tilfældet: hydrogen skal enten udvindes af fossile kulbrinter eller af vand; i sidstnævnte tilfælde ved anvendelse af elektrisk energi; ligesom CO2 er forbrændt kulstof, er vand (H2O) forbrændt hydrogen.

8.11

Desuden er transporten af hydrogen teknisk, energimæssigt og omkostningsmæssigt forfordelt, set i forhold til transport af elektricitet eller flydende kulbrinter. Dette betyder, at hydrogen kun bør benyttes der, hvor anvendelsen af elektricitet ikke er rimelig eller mulig. En fordomsfri analyse heraf er nødvendig for at kunne koncentrere forskningen om realistiske mål.

8.12

Da det har afgørende betydning for transportsektoren, at kulbrinter (brændstoffer) er lette at transportere, bør reserverne/ressourcerne så vidt muligt skånes, det vil sige at råolie ikke bør anvendes de steder, hvor kul, kernebrændsel eller vedvarende energikilder vil kunne benyttes med held.

9.1

En betydelig reduktion, som går langt ud over Kyoto, i de verdensomspændende drivhusgas-emissioner frem til midten af dette århundrede, som EU har opstillet som mål, vil kun kunne opnås, hvis det i løbet af nogle årtier lykkes at udforme, opføre og drive kraftværker og andre store industrianlæg, som enten er helt CO2-frie eller har ringe CO2-udslip. Atomkraft og vedvarende energikilder vil, selvom de udbygges intensivt, ikke formå at overtage denne opgave alene og at erstatte fossile brændstoffer i løbet af nogle få årtier.

9.2

Der er foreslået flere metoder til at drive kulkraftværker »CO2-frit«. Disse metoder kan — med ændringer — også anvendes på olie- og gasfyrede anlæg. Principielt kan der anvendes tre metoder: (i) CO2-adskillelse i røggassen fra traditionelle kraftværker, (ii) udvikling af oxygenforbrænding og (iii) kraftværk med integreret forgasning, hvor CO2 adskilles fra forbrændingsgassen; man er længst fremme i udviklingen med sidstnævnte.

9.3

Ved CO2-adskillelsen fra forbrændingsgassen i forbindelse med kulforgasning opstår der ren hydrogen, som kan anvendes til el-produktion i hydrogenturbiner. Som forbrændingsgas resterer uskadelig vanddamp. Hvis det lykkes at konkretisere denne teknologi, vil en synergi med hydrogenteknologi på andre anvendelsesområder ligge lige for.

9.4

I mere end 20 år har man intensivt forsket i og udviklet kraftværkskoncepter med integreret kulforgasning (Integrated Gasification Combined Cycle — IGCC). Gasrensningsmetoder er principielt kendte, men skal tilpasses kulteknologien. Dog vil el-produktionsomkostningerne ved dette kraftværkskoncept set i forhold til traditionelle kraftværker uden CO2-adskillelse næsten fordobles og ressourceforbruget vil tage til med hen ved en tredjedel. Alligevel vil denne teknologi de fleste steder være billigere end andre CO2-frie el-fremstillingsteknologier, som for eksempel vindenergi, solenergi eller el-fremstilling baseret på biomasse.

9.5

I 1980'erne blev der i Europa udviklet forskellige IGCC-modeller — naturligvis uden CO2-adskillelse — delvis med støtte fra EU. I Spanien og Holland blev der opført og igangsat demonstrationsanlæg for stenkul på 300 MW. Til anvendelse af brunkul blev der udviklet, opført og igangsat et demonstrationsanlæg — også med EU-støtte — til fremstilling af syntetisk gas med henblik på efterfølgende syntese af metanol. EU råder dermed over fremragende teknologiske udgangsvilkår til at udvikle CO2-frie kulkraftværker og til at afprøve demonstrationsanlæg.

9.6

Ikke blot kraftværker, men også andre industriprocesser, som medfører store CO2-emissioner, for eksempel fremstilling af H2, forskellige kemiske processer og råolieforarbejdning, samt produktion af cement og stål bør undersøges nærmere for mulighederne for CO2-adskillelse. Ved flere af disse processer vil adskillelsen formodentligt kunne gennemføres billigere og teknisk set mere enkelt end i kraftværker.

9.7

Der er et stort behov for forskning i sikker, miljøvenlig og billig endelig oplagring af CO2. Man undersøger oplagring i udtømte olie- og gasforekomster, i geologiske vandførende lag (aquifer), i kullagre og i havet. Mens oplagring i udnyttede olie- og gasforekomster, hvor sådanne er til rådighed, menes at være det billigste alternativ, foretrækkes lagring i geologiske vandførende lag, når der er tale om store mængder, bl.a. fordi sådanne geologiske forudsætninger er til stede over hele verden. Det gælder her om at kunne føre et solidt bevis for, at man kan oplagre CO2 på lang sigt og uden negative miljøkonsekvenser i sådanne lagre. En række forskningsprojekter med sigte på dette mål modtager støtte fra EU. De hidtidige resultater er opmuntrende; ved lagring i havet hersker der dog usikkerhed om, hvorvidt en eventuel stigning i havvandets temperatur vil indebære en frigørelse af det oplagrede materiale (se tillige punkt 3.14).

9.8

Omfattende indførelse af CO2-adskillelsesteknologi og -oplagring vil først være klar efter 2020 og selv da kun ud fra den forudsætning, at de nødvendige F&U-undersøgelser er gennemført efter planen og med positive resultater. I undersøgelser anslås omkostningerne for hver undgået ton CO2 til 30-60 euro per ton for CO2-adskillelse, transport og endelig oplagring, hvilket er billigere end ved de fleste metoder til fremstilling af elektricitet baseret på vedvarende energikilder.

3.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/16

1.1

Med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 724/2004 af 31. marts 2004 om ændring af forordning (EF) nr. 1406/2002 om oprettelse af et europæisk agentur for søfartssikkerhed (EMSA) blev agenturet tildelt nye opgaver vedrørende bekæmpelse af olieforurening.

1.2

I det foreliggende forslag fastlægges procedurer for EU's finansiering af agenturets nye opgaver på basis af en flerårig finansieringsforpligtelse, der skal spredes over en syvårsperiode fra 2007 til 2013. Kommissionen foreslår at afsætte 154 mio. euro til at dække finansieringen af syvårsperioden.

1.3

Efter tildelingen af de nye opgaver vedtog agenturets bestyrelse i oktober 2004 en handlingsplan for beredskab og bekæmpelse af olieforurening. Her udpeges de aktiviteter, agenturet planlægger at iværksætte inden for forordningens rammer, både i forbindelse med bekæmpelse af olieudslip ved hjælp af specialfartøjer til forureningsbekæmpelse og beredskab med henblik på effektiv bekæmpelse.

1.4

EMSA udpegede fire prioriterede indsatsområder: Østersøen, den vestlige indsejling til Den Engelske Kanal, Atlanterhavskysten og Middelhavet (især området langs tankskibsruten fra Sortehavet), hvor agenturet agter at udstationere chartrede fartøjer til forureningsbekæmpelse, der kan indsættes efter anmodning af en eller flere medlemsstater. Det bør påpeges, at EMSA's rolle på dette område skal supplere (ikke erstatte) nationale mekanismer til forureningsbekæmpelse. Handlingsplanen indeholder desuden en ekstra indsatskapacitet for ulykker med farlige og skadelige stoffer.

1.5

Ifølge den i 2004 ændrede forordning skal EMSA yde teknisk og videnskabelig bistand til Kommissionen og medlemsstaterne vedrørende forureningsbekæmpelse. Denne bistand kan inddeles i tre kategorier: information, samarbejde og koordination og operativ assistance.

1.6

Det er den operative assistance, som kræver de største økonomiske investeringer, eftersom der ifølge handlingsplanen skal oprettes et netværk af indsatsklare olieoprensningsfartøjer og et satellitbilledbehandlingscenter. De kontrakter, der skal indgås af EMSA for at sikre assistance til olieoprydningen, dækker alle indsatsområder og deres finansielle konsekvenser, indtil der iværksættes en indsats efter et olieudslip. Omkostningerne ved et olieoprensningsfartøjs indsats skal bæres af den medlemsstat, som fremsætter anmodningen.

1.7

På grund af disse nye ansvarsområders langsigtede karakter foreslår Kommissionen et flerårigt budget, som både kan tilvejebringe de fornødne langsigtede investeringer og sikre tilstrækkelig finansiel sikkerhed, så udgifterne til forhandling af langtidskontrakter mindskes.

2.1

I sin udtalelse om forslaget, hvor EMSA tildeles nye opgaver vedrørende forureningsbekæmpelse (1), bifaldt EØSU Kommissionens forslag og understregede, at EMSA spiller en nøglerolle, når det gælder om at forbedre søfartssikkerheden i medlemsstaterne. Udvalget så imidlertid med beklagelse på det faktum, at flere medlemsstater endnu ikke var tilstrækkelig forberedt på at bekæmpe større ulykker som f.eks. Erika- og Prestige-ulykkerne.

2.2

Selv om der er gjort fremskridt, lader den nuværende situation i visse tilfælde fortsat noget tilbage at ønske. Sammen med handlingsplanen fremlagde agenturet en oversigt over medlemsstaternes indsatskapacitet over for olieforurening, som fastslog, at der er behov for at supplere indsatskapaciteten i bestemte regioner med yderligere olieoprensningsfartøjer og -udstyr.

2.3

Ikke alle kyststater kan forventes permanent at råde over de fornødne ressourcer til på egen hånd at bekæmpe større ulykker til søs, især store olieudslip. Den nuværende mangel på ressourcer har imidlertid ført til miljøskader, som vil have langsigtede konsekvenser.

2.4

EØSU støtter derfor forslaget om at give EMSA de fornødne ressourcer til at supplere medlemsstaternes mekanismer til forureningsforebyggelse og -bekæmpelse efter anmodning. EØSU understreger imidlertid, at disse ressourcer kun kan være et supplement. Under ingen omstændigheder skal ovennævnte finansielle støtte opfattes som et alternativ til forureningsbekæmpende foranstaltninger fra medlemsstaternes side.

2.5

Især understreger EØSU behovet for et flerårigt finansieringsprogram til at støtte disse mekanismer. Det er den eneste måde, hvorpå man kan sikre en sammenhængende programplanlægning af EMSA's aktiviteter på dette område og optimere brugen af ressourcer ved at indgå kontrakter af mindst tre års varighed om levering af fartøjer til hurtig indsats (2).

2.6

EØSU henleder igen opmærksomheden på kommentaren i den udtalelse, som der henvises til i punkt 2.1, om behovet for, at ejeren (ejerne) af fartøjer, der er chartret til at udføre disse opgaver, overholder den relevante lovgivning i EU og internationalt, især om sikkerhedsforholdene ombord og besætningsmedlemmernes leve- og arbejdsvilkår.

2.7

Da den handlingsplan, agenturet har vedtaget, udpeger prioriteter på grundlag af de begrænsede midler, der er til rådighed, er EØSU bekymret over, at der på grund af de nuværende vanskeligheder med at opnå en aftale om EU's budget i sidste ende kan blive tale om et lavere støtteniveau, end der foreslås i budgettet. Det vil betyde, at man skal prioritere visse foranstaltninger frem for andre eller gøre fremskridt på visse områder på bekostning af andre. EØSU kan ikke støtte en sådan fremgangsmåde, eftersom medlemsstaternes beslutning om at tildele agenturet yderligere beføjelser forudsætter tilstrækkelig finansiering, så agenturet kan opfylde sine mål vedrørende forebyggelse af forurening til søs. Det er afgørende, at forebyggelse og bekæmpelse af forurening til søs også på EU-niveau tillægges tilstrækkelig betydning og ikke udelukkende anskues fra et økonomisk perspektiv.

2.8

EØSU er bekymret over forsinkelserne i visse medlemsstater med at gennemføre bestemte allerede vedtagne foranstaltninger vedrørende forebyggelse og bekæmpelse af forurening til søs, især udpegning af nødhavne og beskyttede områder, tilvejebringelse af modtageanlæg eller styrkelse af deres ressourcer til effektiv havnestatskontrol. Disse forsinkelser rejser tvivl om, hvorvidt disse lande har viljen til at forebygge og bekæmpe forurening til søs trods de gode hensigter, der løbende gives udtryk for, især efter hver ny større ulykke til søs.

2.9

Der er også brug for investeringer i overvågning fra luften og udstyr til at opdage og bekæmpe forurening og forhindre overtrædelser af miljølovgivning.

2.10

Satellitbilleder kan også bruges til at supplere overvågnings- og kontrolaktiviteter. EØSU støtter Kommissionens plan om at etablere et satellitbilledbehandlingscenter for at hjælpe medlemsstaterne med at opdage, overvåge og håndtere illegale udledninger og utilsigtede olieudslip.

2.11

I betragtning af de høje omkostninger (3) ved et satellitbilledbehandlingscenter mener EØSU, at ressourceanvendelsen er nødt til at være optimal og især, at brugen af billeder skal koordineres mellem medlemsstaterne. Det kan medføre betydelige besparelser. Samtidig er der gode grunde til at investere i forbedringer af billedindsamlingen i alle Europas havområder, da den nuværende dækning ikke er fuldstændig, især ikke i Middelhavsområdet.

2.12

EØSU anser også de planlagte informations-, samarbejds- og koordinationstiltag for at være meget vigtige. De vil sikre en mere rationel brug af de eksisterende ressourcer, og her spiller agenturet en afgørende rolle.

3.1

EØSU støtter forslaget om at give EMSA de fornødne ressourcer til at supplere medlemsstaternes mekanismer til forureningsforebyggelse og -bekæmpelse efter anmodning.

3.2

Udvalget beklager imidlertid, at en række medlemsstater endnu ikke har afsat de fornødne ressourcer eller indført egne mekanismer og anmoder Kommissionen om at opfordre dem til at fremskynde den proces.

3.3

EØSU er bekymret over, at støtten i sidste ende kan blive lavere end i det foreslåede budget som følge af de nuværende vanskeligheder med at opnå en aftale om EU's budget. Medlemsstaternes beslutning om at tildele agenturet yderligere beføjelser indebærer, at der skal afsættes den fornødne støtte, så det kan opfylde sine mål vedrørende forebyggelse af forurening til søs. Det er afgørende, at forebyggelse og bekæmpelse af forurening til søs også på EU-niveau tillægges den fornødne betydning og ikke udelukkende anskues fra et økonomisk perspektiv.

3.4

Agenturets rolle i forbindelse med fremme af samarbejde og koordination af medlemsstaternes ressourcer og aktiviteter er afgørende for fastlæggelsen af en rationel og omkostningseffektiv strategi.

3.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/18

1.1

Denne meddelelse knytter an til de talrige arbejder, der allerede er udført på europæisk plan, herunder: Kommissionens rapport om risikostyring fra januar 2001, debatten i Rådet under det svenske formandskab i foråret 2001, det spanske memorandum og den internationale konference i begyndelsen af 2002 om »landbrugsforsikring og garanterede mindsteindkomster«, det græske memorandum og seminaret om naturkatastrofer i Thessaloniki i 2003 og konferencen afholdt af det hollandske formandskab om de materielle og immaterielle omkostninger ved udryddelse af dyresygdomme.

1.2

Mere specifikt er meddelelsen blevet udarbejdet for at opfylde en forpligtelse, som Kommissionen indgik, i form af en erklæring, i forbindelse med reformen af den fælles landbrugspolitik (FLP) i juni 2003:

»Kommissionen vil undersøge specifikke foranstaltninger til at afbøde risici, kriser og nationale katastrofer inden for landbruget. En rapport ledsaget af passende forslag vil blive forelagt for Rådet inden udgangen af 2004. Kommissionen vil især undersøge finansieringen af sådanne foranstaltninger via det ene procentpoint af gradueringen, der direkte tilfalder medlemsstaterne, og […] muligheden for i hver enkelt fælles markedsordning at indsætte en artikel, der bemyndiger Kommissionen til at handle, hvis der opstår en krise, som rammer hele Fællesskabet — på linje med, hvad der er fastsat for sådanne tilfælde i den fælles markedsordning for oksekød.«

1.3

Meddelelsen imødekommer også Rådets konklusioner fra december 2003, hvor Kommissionen blev opfordret til at fortsætte debatten og udarbejde en fortegnelse over de forskellige risikohåndteringsværktøjer, der er til rådighed, og at undersøge de forskellige risikohåndteringsmuligheder og eventuelle nye instrumenter (fælles markedsordning, finansielle forpligtelser, konkurrenceregler) og endelig at vurdere og tilpasse de muligheder, der ligger i Fællesskabets retningslinjer for statsstøtte til landbrugssektoren.

1.4

FLP gav tidligere en beskyttelse via markeds- og prisstøttepolitikken. Men efter den seneste reform er landmændene mere direkte udsat for en række risici. Kommissionen ønsker derfor at afprøve nye instrumenter inden for FLP for at forbedre landmændenes evne til at håndtere risici og kriser.

1.5

I sine arbejdsdokumenter har Kommissionen opstillet en fortegnelse over de eksisterende risici i landbruget: menneskelige eller personlige risici, risiko for kapitalapparatet (bygninger osv.), finansiel risiko, ansvarsrisiko (bioteknologi...) produktionsrisiko (vejrforhold…); prisrisiko. Kommissionen har også opstillet en fortegnelse over de eksisterende risikohåndteringsværktøjer: gæld og investering (skattefri opsparing), tilpasning af produktionsmetoderne, diversificering; markedsføringsteknik (kontrakter, integration), terminskontrakter, gensidige forsikringsfonde og forsikring.

1.6

For at indfri forventningerne bedst muligt og begrænse de negative virkninger af kriser i landbruget må disse meget omfattende overvejelser yderligere uddybes.

2.1

På de første tre sider i meddelelsen sætter Kommissionen problemerne vedrørende risiko- og krisestyring ind i deres kontekst. De arbejdsdokumenter, der ledsager meddelelsen, tager en række idéer op. I de efterfølgende forslag går Kommissionen videre med at efterkomme de udtrykkelige anmodninger, der fremsattes i Rådets konklusioner, dvs. generalisering af bestemmelserne om sikkerhedsnet, finansiering af risiko- og krisestyringsforanstaltninger ved hjælp af graduering under anvendelse af tre muligheder: forsikring mod naturkatastrofer, støtte til gensidige forsikringsfonde og almindelig dækning af indkomstkriser.

2.2

Anvendelse af gradueringsmidler indebærer anvendelse af instrumenter baseret på foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne Disse nye foranstaltninger skal følgelig forbedre bedrifternes konkurrenceevne (prioritetsakse 1), respektere princippet om budgettets etårighed, overholde reglerne om statsstøtte og opfylde kriterierne i WTO's grønne boks.

2.3

Det første forslag vedrører forsikring mod naturkatastrofer. Efter Kommissionens mening kan dette bidrage til at reducere de ad hoc-erstatningsbeløb, medlemsstaterne udbetaler. Den forsikringspræmie, landmanden betaler, kan subsidieres med 50 %. Der udbetales erstatning, når tabene er større end 30 % af den gennemsnitlige produktion i den foregående femårsperiode (idet årene med den højeste og den laveste produktion udelukkes). Erstatningen kan ikke dække mere end 100 % af tabet. Erstatningen må ikke specificere den fremtidige produktions art eller omfang. Et alternativ til støtte til forsikringspræmie er genforsikring hos private forsikringsselskaber.

2.4

Det andet forslag vedrører gensidige forsikringsfonde, som er en form for risikodeling mellem producentgrupper. Der kan gives en midlertidig og gradvis aftagende støtte til dækning af de administrative udgifter. Støtten beregnes efter antallet af landmænd, der deltager i en fond. Fonden skal formelt anerkendes af medlemsstaten. Foreneligheden med WTO's grønne boks skal vurderes i hvert enkelt tilfælde.

2.5

Det tredje forslag drejer sig om almindelig dækning af indkomstkriser. Et forbillede herfor er den canadiske model og WTO's kriterier for den grønne boks. Det drejer sig om at øge den likvide kapital i krisetilfælde (indkomststøtte). Ordningen skal være åben for alle landmænd. Der udbetales erstatning, hvis tabet er på over 30 % af indkomsten i referenceperioden (ligesom i forslag 1). Der skal i den forbindelse fastsættes en indkomstindikator. Erstatningen skal være på under 70 % af tabet og må ikke specificere den fremtidige produktions art eller omfang.

3.1

Udvalget bifalder Kommissionens forslag, som åbner debatten om et spørgsmål af afgørende betydning for landbrugets fremtid. Kommissionen har udarbejdet denne meddelelse som svar på specifikke anmodninger inden for en fast ramme. Udvalget mener, at der kun er tale om indledende overvejelser, som bør uddybes for at imødegå de risici og kriser, der er beskrevet i indledningen.

3.2

I kapitel 1 (Indledning) og 2 (Baggrund) i meddelelsen gør Kommissionen kort rede for den nye situation efter FLP-reformen i 2003 (indførelse af enkeltbetalingsordning) og beskriver de forskellige foranstaltninger og opgaver, Rådet har iværksat vedrørende risiko- og krisestyring i landbruget. Hverken Kommissionens meddelelse eller arbejdsdokumentet fra GD Landbrug kommer udtrykkeligt ind på de ændringer, der er foretaget mht. de risici, europæisk landbrug er udsat for.

3.3

Udvalget bemærker, at reformen i juni 2003 har ført til langt mere svingende priser på landbrugsprodukter, som hænger sammen med de nuværende svingende priser på input, og dermed er sandsynligheden for økonomiske kriser, som rammer landbrugsbedrifterne, øget. Endvidere mener mange videnskabsfolk, at klimaet også vil blive mere og mere ustabilt. I krisetilfælde er landmændene altid det svageste led i kæden De har derfor brug for effektive redskaber til at afbøde risici og kriser. Udvalget ønsker derfor at udtale sig om en række af de punkter, Kommissionen har rejst.

3.4

Kommissionen har taget det positive skridt at foreslå tre ordninger. Disse tre ordninger er frivillige for medlemsstaterne og er tænkt som supplerende foranstaltninger. De er interessante i sig selv, og ingen af dem bør på forhånd afvises. Hver ordning bør tværtimod analyseres nærmere.

3.5

Hvad angår finansieringen af disse ordninger har Kommissionen undersøgt muligheden for at anvende et procentpoint af gradueringen. Kommissionen burde først have vurderet de finansielle behov i forbindelse med de foreslåede foranstaltninger. Udvalget understreger, at Kommissionens forslag er budgetmæssigt neutralt, men er ikke sikker på, at de foreslåede midler er tilstrækkelige til at dække behovene.

3.6

Midlerne fra den første søjle bidrager til at stabilisere markeder og indkomster, hvilket er garanteret indtil 2013. De er vigtige for mange bedrifters overlevelse, hvorfor man bør undgå at øge gradueringen af den direkte støtte.

3.7

De beløb, der følger af gradueringen, er desuden meget forskellige i de enkelte medlemsstater og ikke-eksisterende i de nye medlemsstater. Udvalget foreslår derfor et alternativ til det ene procentpoint af gradueringen: hver medlemsstat kunne afsætte en del af sin ELFUL-tildeling til risiko- og krisestyring op til et loft på 0,1 % af landbrugets andel af bruttonationalproduktet.

3.8

Som følge af gradueringsmidlernes anvendelse har Kommissionen arbejdet inden for rammerne af landdistriktsudvikling. Udvalget mener, at man bør anlægge en bredere indfaldsvinkel og også overveje andre handlingsmuligheder, bl.a. inden for de fælles markedsordninger, konkurrencepolitikken, handel osv.

3.9

Nok må en række risici og kriser undersøges, men de skal ikke altid tackles inden for den fælles landbrugspolitik. De risici, der knytter sig til naturkatastrofer, som man ikke kan forudsige og derfor ikke forsikre sig mod, og epidemier såsom mund- og klovsyge kan ikke høre under den fælles landbrugspolitik. Andre eksisterende instrumenter såsom Veterinærfonden og Solidaritetsfonden må kunne anvendes til at afhjælpe særlige situationer. Endvidere er en naturkatastrofeordning på EU-plan, som skal dække disse risici for landbruget, under overvejelse. (1)

3.10

Udvalget understreger, at alle disse foranstaltninger kun kan være effektive, hvis de anvendes som et supplement til de eksisterende markedsstyringsmekanismer inden for de fælles markedsordninger, der omfatter meget effektive redskaber, som er skræddersyet til de forskellige sektorer. I forbindelse med handel er det ligeledes meget vigtigt, at EU opretholder fællesskabspræferencen inden for Doha-runden.

3.11.1.1

Udvalget henviser til sin udtalelse (2) om en »EF-ordning for afgrødeforsikring i landbruget«. Flere af de krav, der fremsattes i denne udtalelse, gælder stadig. Landbrugsforsikring er et nyttigt instrument til at dække et vist antal bestemte risici, men kan ikke erstatte de offentlige myndigheder, når der er tale om styring af ekstraordinære risici.

3.11.1.2

Efter retningslinjerne for statsstøtte til landbruget kan der i dag ydes støtte på op til 80 % af præmien for forsikring mod tab, som skyldes naturkatastrofer såsom jordskælv og andre ekstraordinære begivenheder. De tab, der skyldes dårligt vejr (frost, hagl ) eller dyre- og plantesygdomme sidestilles kun med naturkatastrofer, hvis de når en bestemt tærskel, som for øjeblikket er på 20 % af normalproduktionen i ugunstigt stillede regioner og 30 % i de øvrige regioner.

3.11.1.3

Der kan endvidere ydes statsstøtte på op til 50 % af forsikringspræmien, hvis forsikringen dækker tab under disse tærskler, som både skyldes naturkatastrofer og dårlige vejrforhold eller dyre- og plantesygdomme.

3.11.1.4

Kommissionens forslag i dette kapitel er således et tilbageskridt i forhold til de allerede tilladte ordninger for statsstøtte. For at give et reelt incitament til at flest mulige landmænd anvender disse instrumenter, må der indføres en mere fordelagtig ordning for de begunstigede.

3.11.1.5

På visse områder af risikoforebyggelse (såsom multirisici-forsikring) findes der allerede velafprøvede mekanismer i nogle medlemsstater. Udvalget støtter Kommissionens idé om at skabe et nyt supplerende landbrugsforsikringsredskab. Indførelse af nye foranstaltninger på EU-plan må ikke true eksisterende ordninger, som allerede har vist sig effektive på nationalt plan.

3.11.1.6

Selv om landbrugsforsikringsordningen er af tværgående karakter inden for udvikling af landdistrikter, er det vigtigt, at den muliggør en sektorbestemt anvendelse for at dække særlige behov i de forskellige regioner i EU.

3.11.1.7

Mulighederne for genforsikring er blevet undersøgt i talrige ikke-offentliggjorte studier. Gensidige forsikringsselskaber og private forsikringsselskaber kunne gå sammen og oprette en genforsikringsfond. Indførelse af genforsikring på EU-plan kunne skabe en europæisk merværdi.

3.11.2.1

Den støtte, Kommissionen foreslår, er ikke et tilstrækkeligt incitament.. Som et minimum bør der indskydes kapital ved lanceringen af disse fonde for at sikre deres drift i begyndelsen. For at kunne fungere bør fondene støtte sig til producentorganisationer.

3.11.2.2

Rådets mislykkede forsøg på at blive enigt om at oprette en fond for svinesektoren viser, hvor vanskelig en sådan øvelse er. Når en sektor står over for en større krise, er landmændenes bidrag ikke tilstrækkelige. I mange tilfælde sætter de gensidige forsikringsfonde dog økonomisk levedygtige bedrifter i stand til at klare sig igennem en krise.

3.11.2.3

Et stærkt incitament til at få landmænd og de øvrige aktører til at gå sammen ville være direkte forvaltning af de gensidige forsikringsfondes operationer på markedet såsom salgsfremme, forarbejdning, oplagring eller salg til tredjelande. Dermed vil de forskellige aktører få en større ansvarsfølelse og komme til at spille en større rolle på markedet, hvilket vil være i tråd med 2003-reformen. Instrumenterne fungerer ofte bedre, når de iværksættes på et niveau tæt ved de økonomiske aktører i stedet for af myndighederne.

3.11.2.4

Denne nye ordning skal ikke konkurrere med, men gavne de gensidighedsfonde, der allerede måtte være oprettet.

3.11.3.1

Denne mulighed bør afprøves, og arbejdet på dette område bør videreføres. I EU tager denne indkomststøttepolitik for mange sektorers vedkommende form af direkte støtte. Den foreslåede ordning må derfor på nuværende tidspunkt under ingen omstændigheder erstatte de direkte betalinger til landmændene. Men dette må ikke forhindre Kommissionen i at udforske andre muligheder på lang sigt.

En analyse af gennemførelsen af denne type ordning i Canada (3) viser, at sådanne ordninger kunne være et interessant redskab for EU på mellemlang og lang sigt. De har været vigtige for nogle af vore handelspartnere såsom USA og Canada. Den canadiske mekanisme er imidlertid ét af hovedelementerne i landets indkomststøttepolitik og kræver et stort offentligt budget, som ikke er til rådighed i EU for øjeblikket.

3.11.4.1

Udvalget er enigt med Kommissionen i, at det er nødvendigt at fremme udviklingen af markedsbaserede krisestyringsredskaber (forsikring, terminsmarkeder, kontraktlandbrug).

3.11.4.2

Udvalget minder om sin udtalelse om udvikling af landdistrikterne (4) og henstiller, at uddannelses- og oplysningsforanstaltninger finansieres af Den Europæiske Socialfond og ikke under landdistriktsudvikling, der har andre mål.

3.11.5.1

Politikken for landdistriktsudvikling gennemføres af medlemsstaterne i henhold til subsidiaritetsprincippet. Derfor er det kun de miljøvenlige landbrugsforanstaltninger, der er obligatoriske. Udvalget erkender, at denne tilgang er fornuftig, da foranstaltningerne således kan afpasses efter de reelle behov i EU's regioner. Sandsynligheden for, at der opstår risici og kriser er imidlertid øget i hele EU. Det er derfor nødvendigt med en vis harmonisering, så alle landmænd i EU behandles retfærdigt og har adgang til risiko- og krisestyringsordninger.

3.12.1.1

På EU-plan kan fremmeforanstaltninger finansieres under anvendelse af forskellige instrumenter: udvikling af landdistrikterne, det indre marked eller tredjelandemarked. Som allerede nævnt er tidlige fremmeforanstaltninger et meget effektivt middel til at forhindre en forværring af krisen. Kommissionen bør i de forskellige forordninger forenkle gennemførelsen af disse foranstaltninger, så der hurtigt kan sættes ind.

3.12.2.1

I sektorbestemte kriser har foranstaltninger, der yder støtte til oplagring, været effektive inden for en række fælles markedsordninger. Ved at fordele afsætningen af produkter over en længere periode kan sådanne foranstaltninger bidrage til at forebygge kriser, som skyldes overproduktion. EU bør tillade producentorganisationerne at indføre denne mekanisme inden for rammerne af de gensidige forsikringsfonde. Det vil endvidere være en interessant måde for producenterne at organisere sig på.

3.12.3.1

I tilfælde af en større krise i den fælles markedsordning for oksekød kan Kommissionen reagere på grundlag af artikel 38 (5) i den fælles markedsordning for oksekød, som anfører følgende: »Konstateres der på Fællesskabets marked en væsentlig prisstigning eller et væsentligt prisfald, og må det påregnes, at denne situation kan vedvare, og at markedsforstyrrelser dermed indtræder eller truer med at indtræde, kan de nødvendige foranstaltninger træffes.«

3.12.3.2

Udvalget beklager, at Kommissionen ikke finder en generalisering af denne bestemmelse hensigtsmæssig, da ingen anden fælles markedsordning vil drage nytte heraf. Ministerrådet har fulgt Kommissionen i dette spørgsmål.

3.12.3.3

Udvalget minder om, at situationen har ændret sig siden reformen i 2003. Endvidere har visse fælles markedsordninger ikke noget sikkerhedsnet. En tillidskrise blandt forbrugerne inden for svine- og fjerkræsektoren, som fører til en kraftig nedgang i forbruget, vil få mange bedrifter til at gå fallit.

3.12.3.4

Da det kun drejer sig om at give Kommissionen et retsgrundlag for at gribe ind, hvis den skønner det nødvendigt, kræver udvalget — for at sikre en retfærdig behandling af alle sektorer — en generalisering af et »sikkerhedsnet« for alle fælles markedsordninger og anmoder følgelig Kommissionen og Rådet om at tage deres holdning op til fornyet overvejelse.

3.12.4.1

I sektorer, hvor produkterne kan konsumeres friske eller forarbejdede, kan foranstaltninger til forarbejdningsstøtte bidrage til at forebygge kriser på markedet for friske produkter ved midlertidigt at tillade en overskudsproduktion i forarbejdningssektoren, hvor markedet er mere stabilt og derfor mindre følsomt over for udsving i produktionsmængden. Disse foranstaltninger kunne iværksættes af medlemsstaterne eller af producentorganisationerne.

3.12.5.1

Produktionsbegrænsende foranstaltninger hører til de mest effektive foranstaltninger, der findes. Hvis markedsudsigterne lader formode, at udbuddet bliver større en efterspørgslen, kan frivillige eller bindende produktionsbegrænsende foranstaltninger før høsten afværge en krise. Disse foranstaltninger kunne iværksættes af medlemsstaterne eller af producentorganisationerne.

4.1.1

Kommissionen definerer en krise som »en uforudset situation, der enten på lokalt plan eller i en hel produktionssektor truer landbrugsbedrifternes levedygtighed«. (6) Udvalget mener, at man bør sondre klart mellem økonomisk krise og andre kriser og definere økonomiske kriser under anvendelse af objektive og gennemsigtige kriterier.

4.1.2

Hvad økonomisk krise angår, bør Kommissionen nøje definere, hvad der udgør en »regional krise«, »national krise« og en »EU-krise.« Denne definition bør være baseret på et godt kendskab til de forskellige markeder, så man kan fastslå gennemsnitsprisen i de foregående tre år eller fem år, idet det bedste og det dårligste år udelukkes. Markedet erklæres i krise, hvis prisen på et bestemt produkt falder med X % i en periode på Y-dage. X- og Y-variablerne bør defineres efter sektor, medlemsstat, og måske også produktionsområde. Tidspunktet for, hvornår krisens anses for at begynde og ophøre, kunne således fastsættes af de offentlige myndigheder

4.1.3

For andre typer kriser har den enkelte medlemsstat tilstrækkelige definitioner til at håndtere eksisterende situationer i deres egen særlige kontekst.

4.2.1

Under kriser mærker forbrugerne ikke altid noget til de lavere priser, producenterne får (7), hvilket forhindrer markedet i at fungere optimalt. Rådet bør revidere 1962-forordningen om visse konkurrencereglers anvendelse på produktionen af og handelen med landbrugsvarer (8) og udvide GD Konkurrences arbejdsområde, så det forpligtes til at sikre et velfungerende marked i krisetilfælde ved at afvige fra de normale principper.

4.2.2

Der kan i dette øjemed indføres særlige instrumenter, især for frugt og grøntsager. Dette offentlige indgreb i markedets funktionsmåde må godkendes af Kommissionen i form af undtagelsesforordninger, som findes for visse sektorer såsom forsikringer. En sådan undtagelse fra konkurrencereglerne bør være midlertidig og kontrolleres af de offentlige myndigheder under krisen.

4.2.3

Der kunne være tale om brancheaftaler om priser såsom dem, der kan indgås af virksomheder, der dækker hele sektoren, eller af distributørerne via centrale indkøbsorganer.

4.2.4

I tilfælde af uforarbejdede produkter kunne forskellen mellem den pris, der betales til producenten, og forbrugerprisen begrænses.

4.3.1

Som et led i WTO-rammeaftalen fra august 2004 om liberalisering af handelen med landbrugsvarer blev man enig om helt at afskaffe eksportstøtten, forudsat at de øvrige eksisterende instrumenter også faldt væk. Hvornår og i hvilken takt de skal afskaffes, mangler at blive fastsat.

4.3.2

Åbningen af EU-markedet vil imidlertid gøre producenterne mere sårbare over for kriser. Under de igangværende forhandlinger må fællesskabspræferencen følgelig opretholdes. EU's sociale, pris- og miljømæssige standarder må ikke undergraves ved social og miljømæssig dumping af billige importprodukter. Der skal tages hensyn til kriterierne for ernæringssuverænitet. Af de nævnte grunde bør der etableres og videreudvikles et system for kvalificeret ekstern beskyttelse og for markedsadgang.

4.3.3

I krisetilfælde bør EU begrænse importen og anvende hele sin manøvremargen til at fremme eksporten, når tiden er inde til at gennemføre fremtidige WTO-aftaler.

4.3.4

Kommissionen kunne overveje at opretholde en del af de rettigheder, der er anmeldt i Genève, for således at skabe et nyttigt instrument til styring af handelsstrømme.

4.3.5

Denne rettighed, der opretholdes i WTO, skal ikke anvendes til sektorbestemte restitutioner, men f.eks. som en mekanisme, der aftales med tredjelande (som den, der allerede er indført med Ægypten), og som tages i brug i tilfælde af krise i EU for at lette forsyningen af de eksterne markeder uden af den grund at eksportere krisen.

4.3.6

Samarbejdet med de relevante myndigheder i tredjelande ville gøre det muligt at fastsætte en pris for det begunstigede land, som ikke forstyrrer dets eget marked. EU-støtten kunne fokusere på omkostningerne ved transporten, administrationen eller ved selve varen (i tilfælde af fødevarehjælp).

4.4.1

Inden for de nuværende budgetrammer, der er baseret på EU's egne indtægter og årlige udgifter, er det umuligt at opgive dette princip. Det har imidlertid alvorlige konsekvenser og bør på længere sigt revideres for at forbedre den måde, EU fungerer på.

4.4.2

På kortere sigt er det muligt at undgå denne begrænsning. En løsning kunne være at betragte beløb, der indbetales til stabiliseringsfonde, som udgifter. Disse fonde skal kun anvendes i år med kriser, hvis det er nødvendigt.

4.5.1

Et effektivt krisestyringsinstrument er at sætte producenterne i stand til organisere sig, så de kan udøve en reel indflydelse på handelsforhandlinger. Kommissionen må vedblive med at presse på i den retning og gennem incitamenter opfordre producenterne til at slutte sig sammen økonomisk.

4.5.2

Hvad angår krisestyring, går udvalget ind for, at organisationer af producenter og andre aktører i sektoren går sammen på et passende niveau om at udføre de opgaver, de kunne få tildelt.

5.1

Når det drejer sig om at tage fat på risiko- og krisestyringsproblemerne, er Kommissionens forslag et skridt i den rigtige retning. Det er dog kun et første skridt.

5.2

Forslagene er kun et supplement til den styring af landbrugsmarkederne, der foretages på EU-plan via de fælles markedsordninger og handelsreguleringen. Disse instrumenter, som har vist deres effektivitet, må på ingen måde anfægtes.

5.3

EU har allerede instrumenter, der kunne være nyttige at anvende i tilfælde af visse typer risici eller kriser, og disse bør koordineres. EU's veterinærfond og solidaritetsfond bør således bevares og forbedres for sætte dem i stand til at imødegå risici og kriser i landbrugssektoren sammen med de forslag, der beskrives i denne udtalelse.

5.4

FLP-reformen i 2003 og stadig mere ustabile klimatiske forhold vil få betydelige konsekvenser for landbrugsbedrifterne, som vil blive mere og mere sårbare over for risici og kriser. Det er følgelig alt afgørende at holde fast ved fællesskabspræferencen i forbindelse med den igangværende handelsliberalisering under Doha-runden.

5.5

De tre forslag, Kommissionen fremsætter, bør uddybes og gennemføres på kort og mellemlang sigt. Disse forslag er dog ikke tilstrækkelige til at klare den situation, der sandsynligvis opstår i de kommende år. Arbejdet med dette spørgsmål må derfor fortsættes, både på sektorplan under de kommende reformer af de fælles markedsordninger og gennem en horisontal forordning.

5.6

Hvad finansieringen angår er det helt sikkert positivt at afsætte 1 % af gradueringsmidlerne, men det er vigtigt at sikre en retfærdig behandling af alle EU's landmænd ved eksempelvis at anvende 0,1 % af landbrugets andel af bruttonationalproduktet. Fremover må der findes andre finansieringskilder.

5.7

Udvalget opfordrer indtrængende til at foretage en forudgående og efterfølgende evaluering for dels at undersøge de nye risikoniveauer i landbruget og de budgetbehov, især efter FLP-reformen, der følger af de stadig mere ustabile klimatiske forhold, dels at analysere relevansen af de løsninger, der foreslås for at imødegå disse situationer.

5.8

En organisering af producenter og de andre led i kæden er en mulig vej fremad for europæisk landbrug. Kommissionen bør sætte mere ind på at fremme dette.

5.9

Kommissionen har taget det positive skridt at foreslå tre ordninger. Det drejer sig ikke om at udvælge én af dem definitivt, men om at lade alle muligheder være åbne for fremtiden og udforske dem yderligere.

5.10

Spørgsmålet om risiko- og krisestyring er af stor betydning for udvalget. På grundlag af det arbejde, der er foretaget inden for risiko- og krisestyring, bør Kommissionen i nær fremtid konkretisere de forskellige tiltag i et lovforslag, som udvalget ønsker at blive hørt om.

3.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/25

1.1

Intensiv produktion af slagtekyllinger indebærer velfærds- og sundhedsproblemer for dyrene. Ifølge Den Videnskabelige Komité for Dyrs Sundhed og Trivsel skyldes de fleste velfærdsproblemer avlsmæssig selektion med henblik på tilvækst og foderudnyttelse, uden at dette er ledsaget af et bedre niveau for dyrevelfærd og -sundhed. Den genetiske selektion har således medført ændringer af stofskifte- og adfærdskarakteristika med benproblemer, ascites, pludselig død-syndrom og andre sundhedsproblemer til følge. Den videnskabelige Komité fastslår samtidig, at de negative konsekvenser af høj belægningsgrad er mindre i bygninger, hvor der kan opretholdes gode indendørs klimaforhold (1).

1.2

Der findes kun generelle EU-krav vedrørende beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål2. Visse medlemsstater har dog bestemmelser om beskyttelse af slagtekyllinger, ligesom der findes frivillige kvalitetssikringsordninger, der omfatter velfærdsaspekter. Fælles minimumsnormer kan ifølge Kommissionen imødegå de velfærdsmæssige problemer, sikre mere lige konkurrencevilkår og en bedre funktion af det fælles marked. Det imødekommer samtidig civilsamfundets voksende erkendelse af nødvendigheden af rimelige standarder for dyrebeskyttelse og indgår i Kommissionens handlingsplan for dyrevelfærd.

1.3

Den maksimale belægning af kyllinger pr. kvadratmeter friareal (»belægningsgraden«) foreslås fastsat til 30 kg/m2 (levende vægt). Medlemsstaterne kan dog tillade indtil 38 kg/m2 på bedrifter eller bedriftsenheder, hvor ejer eller bruger opfylder en række krav vedrørende bl.a. inspektion, overvågning og opfølgning varetaget af medlemsstatens kompetente myndighed. Forslaget indeholder desuden en række detaljerede minimumskrav gældende for alle bedrifter i form af tilsyn og overvågning, vandforsyning, fodring, strøelse, støj, lys, rengøring, desinfektion, registrering, operative indgreb, uddannelse og vejledning. For bedrifter med højere belægningsgrad stilles supplerende krav vedrørende registrering og dokumentation, NH3- og CO2-koncentration, temperatur og fugtighed, indretning af og tilsyn med ventilations-, køle- og varmesystem, samt vurdering af indikatorer i inspektionen efter slagtning og procedurer i tilfælde af manglende opfyldelse af kravene. Den ensartede gennemførelse samt løbende tilpasning af bestemmelserne i bilagene foreslås gennemført ved forskriftsprocedure under medvirken af Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed.

1.4

Denne såkaldte »integrerede fremgangsmåde« for bedrifter og bedriftsenheder med højere belægning er baseret på øget information mellem producent, myndighed og slagteri på grundlag af kontrol efter slagtning. Indsamlingen af oplysninger om produktionsparametre i kommercielt øjemed samt til kontrol af, hvorvidt foderstof- og fødevarelovgivning samt hygiejnekravene overholdes (2), vil ifølge Kommissionen ligeledes kunne anvendes til forbedring af velfærdsforholdene. Den integrerede fremgangsmåde ligger desuden til grund for de nye bestemmelser om fødevarehygiejne og veterinærkontrol (3).

1.5

Kommissionen vil senest to år efter direktivets vedtagelse og på grundlag af erfaringerne fra de frivillige mærkningsordninger fremlægge en rapport om eventuel indførelse af en særlig, harmoniseret obligatorisk mærkningsordning på fællesskabsplan for kyllingekød, kyllingekødsprodukter og tilberedt kyllingekød, som angiver, at dyrevelfærdsnormerne er overholdt, og redegøre for en sådan ordnings overensstemmelse med WTO's regler. Kommissionen vil desuden på grundlag af yderligere videnskabelig rådgivning fremlægge en rapport samt om fornødent relevante forslag til retsforskrifter om genetiske parametres betydning for identificerede mangler, der medfører dårlig velfærd for slagtekyllinger.

2.1

Velfærdsaspekterne for dyr i intensive produktionssystemer er som påpeget af Kommissionen i stigende grad genstand for offentlig opmærksomhed i EU. Dette dokumenteres bl.a. klart af en undersøgelse fra 2005 gennemført af Eurobarometer (4). Dyrevelfærd bør derfor i lighed med andre relevante forhold indgå som element i »den europæiske samfundsmodel« for at afbalancere negative konsekvenser af den frie samhandel og mere intensive konkurrence, herunder såvel internt i EU som i forhold til omverdenen.

2.2

Det er ikke muligt at placere et ansvar for de velfærdsmæssige problemer i et enkelt af de forskellige trin i produktions- og afsætningskæden af slagtekyllinger i EU, som omfatter den genetiske selektion i internationalt koncentrerede avlscentre, produktion af forældredyr, rugerier, producentled, slagterier, handelsled og forbrugere. Inden for de enkelte kategorier er der desuden divergerende opfattelser af såvel de velfærdsmæssige problemer som de økonomiske og konkurrencemæssige aspekter. Som repræsentant for civilsamfundet og i kraft af sin alsidige sammensætning, er det derfor en oplagt opgave for EØSU at medvirke til fastsættelse af minimumsnormer for dyrevelfærd i EU på et forsvarligt og acceptabelt niveau.

2.3

EØSU anerkender Kommissionens grundige forarbejde og den foreslåede model som tilgang til problemstillingen. De generelle bestemmelser, gældende for alle besætninger, har karakter af oplagte krav baseret på øget egenkontrol på bedriften og er i det store og hele uproblematiske. EØSU kan desuden i hovedsagen tilslutte sig de videregående krav, som indgår i den integrerede ordning for besætninger med øget belægning, baseret på det foreslåede pointsystem for trædepudelæsioner, dødelighed og evt. andre tegn på dårlige velfærdsforhold, som grundlag for indgriben og udbedring af forholdene på bedriften.

2.4

Det centrale spørgsmål er belægningsgraden, hvor normerne som udgangspunkt må baseres på det bedst mulige videnskabelige grundlag og en afvejning af de forskellige indikatorer for fysiologisk tilstand, adfærd og sundhed. På basis af den videnskabelige komités rapport, finder EØSU det forsvarligt og acceptabelt at indføre en grænse på maksimalt 30 kg/m2 for besætninger i almindelighed og 38 kg/m2 for besætninger, hvor de negative konsekvenser imødegås med særlige krav til de indendørs klimaforhold.

2.5

Samtidig må det erkendes, at belægningsgraden er afgørende for produktionsomkostninger og konkurrenceevne. Hollandske beregninger fra marts 2005 viser, at den foreslåede maksimale belægning vil påvirke næsten alle bedrifter i landet. Efter fradrag af variable og faste omkostninger i en gennemsnitlig hollandsk slagtekyllingebedrift, resterer i gennemsnit kun 1,89 cent pr. slagtekylling til dækning af arbejdsindsatsen (5). Dette viser den meget snævre indtjeningsmargin for produktionen. For at bevare samme indtjening ved belægningsgrader på henholdsvis 30 og 38 kg/m2 skal prisen for en slagtekylling på basis af disse forudsætninger øges med et beløb på henholdsvis 8,0 og 2,5 cent, hvilket synes minimalt set fra et forbrugersynspunkt. Branchen på europæisk plan fastholder imidlertid, at en maksimal belægningsgrad på under 42 kg/m2 uundgåeligt vil medføre en gradvis fortrængning af EU's afsætning på såvel det europæiske marked som på tredjelandsmarkederne som følge af konkurrence fra de betydende eksportlande uden for EU.

2.6

Derfor må kravet om lavere belægningsgrader i EU nødvendigvis ledsages af en tilpasning i de internationale samhandelsregler, som gør det muligt at stille samme eller tilsvarende krav til indførsel fra tredjelande. EØSU erkender, at det er vanskeligt at drøfte spørgsmålet i den nuværende forhandlingsrunde i verdenshandelsorganisationen WTO. Men hvis EU beslutter sig for et rimeligt og berettiget niveau for dyrevelfærd på dette og andre områder, må det også være muligt for EU som en af verdens største handelspartnere efterfølgende at sætte sig igennem internationalt for indførelse af en form for klausul, som muliggør opretholdelse af dette niveau (6).

2.7

Tredjelande med komparative fordele og acceptable velfærdsforhold har i sagens natur mulighed for at opnå større markedsandele i EU og må derfor antages at kunne støtte indførelsen af internationale normer. Men det vil være paradoksalt og uacceptabelt, hvis enten tredjelande med ringere standard gradvis overtager EU's produktion og afsætning til det europæiske marked og tredjelandsmarkederne som følge af højere normer i EU eller, at EU er afskåret fra at forbedre de dyrevelfærdsmæssige vilkår som følge af mangelfulde forhold hos andre betydende handelspartnere og faren for en delokalisering af produktionen til disse lande.

2.8

Det er derfor nødvendigt, at EU med eller uden forudgående international accept kræver tilsvarende regler opfyldt ved indførsel fra alle tredjelande. En provokation i tilfælde af manglende international accept kan således blive nødvendig for at skabe den nødvendige opmærksomhed og forståelse for behovet for en ændring af retstilstanden. Under alle omstændigheder bør Kommissionen udarbejde en detaljeret økonomisk analyse af konkurrencesituationen to år efter direktivets anvendelse i medlemslandene med henblik på at tilvejebringe den nødvendige indsigt med udviklingen.

2.9

Den internationale dyresundhedsorganisation Office International des Épizooties (OIE) har for nylig vedtaget anbefalinger om visse andre dyrevelfærdsmæssige aspekter, hvilket viser stigende international forståelse for nødvendigheden af internationale minimumsnormer. Grundlaget for OIE's anbefalinger blev udformet på en konference i 2004, som bestod i en konstruktiv dialog mellem institutioner, videnskabsfolk, interesseorganisationer og NGO'er fra hele verden, herunder en række udviklingslande. Konferencen understregede nødvendigheden af, at internationale standarder for dyrevelfærd baseres på et videnskabeligt grundlag. WTO må efter EØSU's opfattelse påtage sig denne opgave, således at minimumsstandarder besluttet i OIE-regi kan gøres gældende i WTO-sammenhæng.

2.10

Under henvisning til negative erfaringer i form af manglende implementering eller national gennemførelse af skærpede krav med konkurrenceforvridning til følge, finder branchen på EU-plan, at reglerne bør fastlægges i en forordning. EØSU anerkender fordelene ved en forordning, men konstaterer, at medlemsstaterne foretrækker direktiver, så det er muligt at tilpasse gennemførelsesbestemmelserne under hensyn til særlige nationale forhold. Direktivformen synes desuden mere velegnet til indførelse af den foreslåede integrerede fremgangsmåde, ligesom en fælles regulering af tekniske detaljer vedrørende opdrætsmetoder vil mangle den fornødne fleksibilitet med hensyn til de anvendte systemer og modvirke den tekniske udvikling i retning af mere effektive og velfærdsorienterede opdrætsmetoder. Det må imidlertid kraftigt henstilles til Kommissionen, at manglende eller mangelfuld implementering ikke kan tolereres.

2.11

Det er imidlertid paradoksalt, at Kommissionen bl.a. begrunder sit forslag og behovet for fælles regler med hensynet til konkurrenceforvridning som følge af de nuværende divergerende nationale reguleringer, når forslaget samtidig åbner adgang for strengere nationale regler i de enkelte medlemsstater. Fælles regler i EU er et væsentligt udgangspunkt for EU's aktion for fælles regler på internationalt plan. Med hensyn til medlemsstaternes manglende eller mangelfulde implementering af direktiver, må Kommissionen i fremtiden tage sin traktatmæssige opgave alvorlig og sikre den korrekte gennemførelse af reglerne inden for de frister, som medlemsstaterne selv har været med til at beslutte.

2.12

EØSU støtter fuldt ud eksistensen af mere vidtgående frivillige ordninger i form af »codes of practice« og ser dem gerne erstattet af en fælles ordning på europæisk plan på linie med ordningen for økologiske produkter. Herved stilles forbrugerne over for valgmuligheder, og markedet kan selv vise, i hvilket omfang der er interesse for velfærdsmæssige aspekter på et højere niveau end de gældende minimumskrav. Hvis det er foreneligt med WTO's regler, ser EØSU desuden gerne en obligatorisk mærkningsordning for EU-produkter. Det bør dog være en selvfølge, at den eksisterende EU-lovgivning er overholdt, og at dette ikke skal fremgå særskilt af mærkningen. I øvrigt bør det overvejes, om det i lighed med ægpakninger ville være muligt at angive den anvendte produktionsform for færdigpakkede kyllinger.

2.13

Kommissionen bør som bebudet forelægge en rapport baseret på ny videnskabelig dokumentation, herunder supplerende forskning og praktiske erfaringer, med henblik på en yderligere forbedring af slagtekyllingers velfærd, herunder en belysning af de genetiske parametres betydning for identificerede mangler. Men forslaget burde allerede nu tage højde for konsekvenserne af den genetiske selektion, ligesom der er behov for en regulering af forholdene for forældredyrene. Arbejdet bør derfor påbegyndes snarest og om nødvendigt senere revideres i lyset af slagteoplysningerne. I modsat fald vil Kommissionens arbejde hermed først kunne påbegyndes, når slagteoplysningerne foreligger 5 år efter vedtagelsen af direktivet.

2.14

EØSU erkender, at der forskningsmæssigt er tale om en langsigtet indsats, og at reglerne løbende bør justeres på baggrund af ny viden og den teknologiske udvikling. Samtidig må forskningen på dette som på andre områder intensiveres med henblik på at skaffe bedre viden, hvor grundlaget er mangelfuldt. Dette gælder bl.a. den indbyrdes sammenhæng mellem belægningsgrad, klima- og miljøforhold (7). Endelig er der grund til at lægge langt større vægt på biologisk sikkerhed på baggrund af den nære sammenhæng mellem dyresundhed, velfærd og miljø, bl.a. i forbindelse med aviær influenza (8).

3.1

Uanset produktionssystem, belægningsgrader og teknisk indretning, m.v., er »stockmanship«, management og god landbrugspraksis af helt afgørende betydning for dyrenes velbefindende og sundhedstilstand. Disse forhold og deres betydning i den daglige kontakt med og omsorg for dyrene kan i sagens natur ikke sikres gennem lovgivning og kontrol. Forslagets bestemmelser vedrørende instruks, vejledning, kurser og uddannelse samt tilsyn mindst to gange dagligt bør være en selvfølge i så henseende. EØSU finder det dog problematisk, at der ikke stilles krav til kompetencen og at erfaring kan erstatte uddannelse uanset karakteren af den pågældende erfaring.

3.2

Der må skabes sikkerhed for, at vurderingen af dyrevelfærd er uafhængig og gennemføres af inspektører, som har tilstrækkelig uddannelse og erfaring i at vurdere dyreværnsmæssige forhold, ligesom den skriftlige rapportering bør ske på ensartet vis i medlemslandene.

3.3

For klarhedens skyld bør det endvidere præciseres, at fjerkræbesætninger med den lave belægningsgrad alene inspiceres som led i »hygiejnepakken«. Godkendte uddannelsesplaner og dokumenterede uddannelsesforløb burde samtidig kræves for alle bedrifter over en vis størrelse.

3.4

Kravene for maksimal NH3- og CO2-koncentration må nødvendigvis udformes således, at grænserne ikke overskrides under normale forhold. Ved atypiske klimaforhold vil det ikke være muligt at overholde disse grænser i hovedparten af de optimalt indrettede produktionssystemer.

3.5

Ifølge forslaget »skal der i lysperioderne være en lysintensitet på mindst 20 lux målt i fuglenes øjenhøjde« og lyset skal »følge en døgnrytme og omfatte mørkeperioder på mindst 8 timer i alt, heraf mindst én uafbrudt mørkeperiode på mindst 4 timer«. Dette er enslydende med Europarådets rekommandation (9). Branchen finder derimod på baggrund af videnskabelige rapporter og praktiske erfaringer, at minimum 15 lux de første 14 dage og derefter minimum 5 lux samt 4 timers uafbrudt mørkeperiode er tilstrækkelig. Forsøg med højere lysintensitet og længere mørkeperioder har ifølge erhvervet medført flere fodpudelæsioner og kasserede dyr som følge af hudlæsioner. EØSU finder, at der er tale om en afvejning af flere hensyn, og at den mest relevante videnskabelige baggrund og praktiske erfaring bør lægges til grund for den nærmere udformning. I tilfælde af usikkerhed og manglende dokumentation bør gennemføres yderligere undersøgelser med henblik på justering af bestemmelserne, således at disse til enhver tid er i overensstemmelse med den bedste viden på området.

3.6

I bedrifter med den højere belægning skal der ifølge forslaget skrides ind, hvis dødeligheden på bedriften overskrider 1 % + 0,06 % x flokkens slagtealder i dage, dvs. ca. 3,5 %. Branchen finder, at en maksimumsgrænse på 0,12 % dødelighed pr. dag er velbegrundet, samt at der ikke er sammenhæng mellem velfærd og dødelighed de første 7 dage, men at grænsen herfor om nødvendigt med rimelighed kunne sættes til 1,5 %. EØSU finder, at grænsen på dette som på andre områder bør sættes på et niveau, som afspejler de praktiske muligheder i en velfungerende bedrift. Det bør desuden overvejes at supplere registrering af dødelighed og trædepudesvidninger med registrering af f.eks. benproblemer og bughindebetændelse i besætninger, hvor der sker indberetning af alvorlige mangler.

3.7

Detaljerede skriftlige beskrivelser ledsaget af fotografier af trædepudelæsioner i de forskellige grupper bør lægges fast af Kommissionen med henblik på at standardisere klassifikationerne.

4.1

EØSU kan med forbehold for ovenstående bemærkninger tilslutte sig Kommissionens tilgang til problemstillingen og forslagets nærmere bestemmelser. Fastsættelsen af de forskellige grænseværdier for lysintensitet, maksimal NH3- og CO2-koncentration, dødelighed og trædepudelæsioner, m.v. bør ske på et niveau, som afspejler de praktiske muligheder i en velfungerende bedrift.

4.2

Nedsættelsen af belægningsgraden i forhold til gældende praksis må nødvendigvis ledsages af en velfærdsklausul i de internationale samhandelsregler, som i det gør det muligt for EU at stille tilsvarende krav til indførsel fra tredjelande, således at mangelfulde forhold i betydende eksportlande uden for EU ikke forhindrer en rimelig og velbegrundet standard i EU. I tilfælde af manglende international accept vil en ensidig aktion fra EU's side være nødvendig for at skabe den nødvendige opmærksomhed og forståelse for behovet for en tilpasning af retstilstanden. I modsat fald må produktionen i vidt omfang forudses at overgå lande med ringere forhold. Samtidig bør Kommissionen udarbejde en detaljeret økonomisk analyse af udviklingen to år efter direktivets anvendelse i medlemslandene.

4.3

Forskningsmæssigt er der nødvendigvis tale om en langsigtet indsats, og reglerne bør løbende justeres på baggrund af ny viden og den teknologiske udvikling. Samtidig må forskningen intensiveres med henblik på at skaffe bedre viden på de områder, hvor grundlaget er mangelfuldt.

3.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/29

1.1

Det foreliggende program har til formål at fremme samarbejdet mellem borgerne og deres organisationer fra forskellige lande, så de kan mødes, handle i fællesskab og udvikle egne idéer i et europæisk miljø, der rækker ud over den nationale horisont, og som tager hensyn til deres mangfoldighed. Gensidig forståelse, solidaritet og en følelse af at være en del af Europa er en forudsætning for borgernes deltagelse.

1.2

Programmet både sikrer kontinuiteten i forhold til det eksisterende program for medborgerskab, baner vejen for nye aktiviteter og er tilpas fleksibelt til at kunne tilpasses til den fremtidige udvikling.

1.3

Som formuleret i det foreslåede program er dets generelle mål at bidrage til:

1.4

I betragtning af den nuværende situation og de konstaterede behov bør følgende mål gennemføres på tværnationalt plan:

1.5

Disse målsætninger skal opfyldes ved hjælp af tre forskellige typer aktioner: Aktion 1: Aktive borgere for Europa (venskabsbysamarbejde, borgerprojekter og støtteforanstaltninger); aktion 2: Et aktivt civilsamfund i Europa (strukturstøtte til forskningsinstitutioner for offentlig europæisk politik, strukturstøtte til civilsamfundets organisationer på europæisk plan, støtte til projekter, der iværksættes på initiativ af civilsamfundets organisationer); aktion 3: Sammen for Europa (arrangementer med stor synlighed, undersøgelser, oplysnings- og formidlingsinstrumenter).

2.1

Kommissionen agter at gøre unionsborgerskabet til et højt prioriteret indsatsområde for EU (1). Efter EØSU's opfattelse er denne satsning ikke alene rimelig, men bydende nødvendig af hensyn til den fortsatte EU-integration. Den ringe valgdeltagelse ved de seneste valg til Europa-Parlamentet, som fremhæves i begrundelsen til programmet, er ikke det eneste vidnesbyrd herom. Problemerne med at få ratificeret EU's forfatningstraktat demonstrerer, at EU-borgernes manglende inddragelse og deltagelse i integrationsprocessen resulterer i mistillid over for EU's institutioner og endda kan afføde en generelt afvisende holdning.

2.2

Denne situation er fælles for alle medlemsstater og berører eller vil også berøre kandidatlandene, om end naturligvis i varierende grad. Ud fra den synsvinkel er det positivt, at programmet henvender sig til alle disse lande på lige fod.

2.3

For selv om dette svage tilknytningsforhold til noget, som allerede er en europæisk realitet, ikke giver sig præcis det samme udslag i alle medlemsstater — bl.a. fordi de enkelte lande har valgt at benytte forskellige ratifikationsprocedurer — og derfor ikke kommer lige stærkt til udtryk overalt, så synes fænomenet at eksistere i varierende grad i samtlige medlemsstater.

2.4

Selv hvor der er en offentlig debat om EU — og den føres undertiden med en hidtil ukendt styrke, navnlig i de lande hvor man har besluttet at lægge ratificeringen af EU-forfatningen ud til folkeafstemning — tager den for det meste udgangspunkt i national identitet og nationalt borgerskab (og en ofte defensiv, for ikke at sige »nationalistisk« klyngen sig til disse begreber) og glider uden om de reelle resultater og fremskridt, som forfatningstraktaten lægger op til. Det gælder navnlig socialpolitikken (der med rette betragtes som en central indikator for borgerskab) og de demokratiske politikker (som lider skibbrud på den vidt udbredte og dog i høj grad ufortjente fordom om et udemokratisk, teknokratisk Europa, der nærmest med overlæg holder borgerne ude af beslutningsprocessen).

2.5

Selv om det foreslåede program dækker årene 2007-2013, dvs. ligger efter den periode, hvor samtlige medlemsstater på den ene eller den anden måde vil have ratificeret eller forkastet forfatningstraktaten, kan programmet samt diskussionen om og vedtagelsen af det ikke undgå at få direkte indvirkning på det centrale og brændende aktuelle spørgsmål om unionsborgerskab. Men det må konstateres, at 2007/2013-programmet i for høj grad blot er en kopi af Rådets afgørelse fra 2004 (2). Det har få ressourcer til rådighed, og de metoder, der satses på, kan nok siges at være gennemprøvede, men de er netop ikke tilstrækkeligt nyskabende til at løfte de udfordringer, som har vist sig ekstra presserende i den aktuelle situation. For faktum er, at problemerne gør sig gældende her og nu; børn, der kommer til verden i dag, vil være otte år gamle i 2013, og deres holdninger som fremtidige borgere vil allerede være delvis formede.

2.6

EØSU er overbevist om, at den aktuelle situation og debatten om et nyt program om »Borgere for Europa« for perioden 2007-2013 paradoksalt nok giver en enestående chance for omsider at tage overordnet fat på spørgsmålet om unionsborgerskab i stedet for at blive hængende i den lidt fortærskede forestilling om enhed i mangfoldighed, som — hvis man ikke tager sig i agt — i realiteten risikerer kun at fremme mangfoldigheden, for ikke at sige forskelligartetheden. Udvalget bifalder derfor forslaget om at forlænge 2004/2006-programmet uden at afvente den eksterne evalueringsrapport, som efter planen skulle foreligge senest ved udgangen af 2006 (evalueringen bør dog under alle omstændigheder foretages). Udvalget ser sig selv som en central aktør i og formidler af dette vigtige program. Det er fuldt på det rene med, at et program som dette må sikre kontinuiteten med det igangværende program om aktivt medborgerskab, men tilslutter sig samtidig i høj grad den skarpe kritik, som Parlamentet og en række civilsamfundsorganisationer har rettet mod nævnte program, fordi det ikke er ambitiøst nok. Udvalgets forslag har derfor til formål at sikre, at 2007/2013-programmet ikke bare bliver en omarbejdning af det igangværende program.

2.7

Med de særdeles beskedne midler, der står til rådighed for programmet, er det helt indlysende, at det ikke kan dække alle spørgsmål i tilknytning til unionsborgerskabet, selv om det omfatter så mange målsætninger og aktioner, at man kunne fristes til at tro det modsatte. Alligevel er begrebet »aktivt europæisk borgerskab«, der kan defineres som borgernes evne til at organisere sig selvstændigt og udøve beføjelser og ansvar i offentlig politik med henblik på at forsvare og udvikle almenvellet (3), et centralt led i kæden. EØSU insisterer derfor på, at der ikke bliver pillet ved de tildelte budgetmidler (235 mio. euro over 7 år!), uanset hvad enden bliver på diskussionen om EU's finansielle overslag.

2.8

Den aktuelle situation både kræver og muliggør et kvalitativt spring fremad. Efter EØSU's mening bør der derfor gennemføres en undersøgelse af, i hvor høj grad dagens europæiske borgere føler sig knyttet til EU, eller man bør i det mindste sammenfatte de eksisterende undersøgelser på en sådan måde, at der kan foretages en tilstrækkelig præcis diagnose.

2.9

Hvis de europæiske borgere har »udviklet en vis distance til EU-institutionerne og … (har) svært ved at se sig selv i forhold til den europæiske integrationsproces« (4), så skyldes det efter EØSU's mening ikke bare reelt ukendskab til og manglende indsigt i, hvordan og på hvilket grundlag EU fungerer, og de åbenlyse nationalistiske og protektionistiske holdninger, som er en følge af forskellige objektive og subjektive risici og bekymringer i kølvandet på globaliseringen; efter udvalgets mening ligger årsagen paradoksalt nok også i en manglende anerkendelse af det allerede eksisterende europæiske borgerskab, navnlig i dets mest aktive og organiserede former.

2.10

I den forbindelse kunne man måske hævde, at den vidtgående tilnærmelse landene imellem, de forskellige former for øget mobilitet (selv om mobiliteten langt fra lever op til EU-integrationens faktiske muligheder), den fysiske og materielle afskaffelse af landegrænser, den fælles mønt og det indre marked er blevet underspillet: »Europæerne oplever ikke deres fælles identitet, fordi der ikke bliver sat ord på den.« (5) Og dog er det påfaldende, at når man rejser eller bor uden for Europa og altså betragter Europa udefra, så optræder denne identitet stedse som en særlig »European way of life«, og det altid med en positiv klang.

2.11

Den nationale identitetsfiksering, som råder i øjeblikket, bør derfor ikke overskygge det faktum, at europæerne i høj er kommet hinanden nærmere og er langt fremme med hensyn til livskvalitet, demokrati og medborgerindflydelse. Et mere ambitiøst program for »aktivt europæisk borgerskab« kan mindske, afdæmpe og transformere denne fiksering.

2.12

Uanset hvilke forbigående problemer og dødvande, der kan blive resultatet af den igangværende debat om ratificeringen af Forfatningstraktaten og den omskiftelige periode for EU-integrationen, som uvægerligt vil følge, er EØSU under alle omstændigheder af den opfattelse, at situationen er yderst gunstig for en diskussion af spørgsmålet om aktivt europæisk borgerskab. Programmet for 2007-2013 bør vurderes — og eventuelt udbygges — i en kontekst, hvor borgerne uanset standpunkt på ny interesserer sig for EU og for deres muligheder for at påvirke EU's beslutningsproces enten direkte eller via organisationer, som de har valgt at lade sig repræsentere af.

2.13

EØSU foreslår derfor, at der bliver afholdt et åbent symposium, hvor spørgsmålet om europæisk borgerskab kan behandles i alle dets facetter på denne nye baggrund, hvor problemet gribes an fra grunden, og hvor man ikke bare reagerer ved at lancere et virvar af uklare og vanskeligt gennemførlige særprogrammer. Udvalget vil kunne stå som arrangør af et sådant symposium. Det udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen ser med positive øjne på et sådant initiativ (6).

3.1

Som det organiserede civilsamfunds institutionelle talerør på EU-plan — og i traktaten sidestillet med de øvrige institutioner — bifalder EØSU, at det har fået forelagt programmet til udtalelse, selv om Kommissionen ikke var formelt forpligtet hertil, men mener samtidig, at forslaget til Rådets og Parlamentets afgørelse ville have vundet ved, at udvalget var blevet hørt på et endnu tidligere stadium. Nok har programmet været lagt ud til en omfattende onlinehøring mellem december 2004 og februar 2005 (med cirka 1 000 svar), lige som der den 3.-4. februar blev afholdt et rådgivende forum med ca. 350 deltagere, men at give Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en stærkere rådgivende rolle, hvor det bliver hørt fra starten og ikke blot bedt om udtalelse, når løbet reelt er kørt, ville kunne bidrage til at bekæmpe de mange årsager til, at EU's borgere føler sig ude af stand til konkret, individuelt og kollektivt i mærkbar grad at påvirke EU's beslutningsproces og at komme til orde tilstrækkelig tidligt i processen.

3.2

Kommissionen nævner i sit program, at den har identificeret tre muligheder til at afhjælpe problemet med borgernes distancering fra EU-institutionerne, men EØSU beklager, at det ikke er lykkedes at behandle problemet som helhed. Udvalget ser gerne specifikke svar på specifikke problemer, men foreslår, at de tre typer af svar også inkorporeres i et overordnet program, som gør det muligt at takle alle problemets aspekter med afsæt i deres fælles målsætninger, berøringspunkter og indbyrdes supplerende faktorer.

3.3

Oplysning til borgerne om EU-institutionerne, information om EU-spørgsmål, kendskab til de rettigheder, der er knyttet til unionsborgerskabet, samt følelsen af at dele en europæisk identitet udgør en helhed. Men selv om Kommissionen i sit program taler om komplementaritet med andre EU-programmer og –instrumenter, så får dette afgørende spørgsmål en stedmoderlig behandling, og man kommer slet ikke ind på, hvordan der i praksis kan sikres samklang mellem målsætninger og tiltag. Hvis disse tre aspekter ikke gribes sammenhængende an, bliver det meget svært at rette op på den katastrofale mangel på tilhørsfølelse og europæisk identitet, som råder i øjeblikket.

3.4

EØSU vil gerne være sikker på, at dette specifikke program ledsages af en resolut oplysnings- og kommunikationskampagne om institutionerne og om EU-borgernes rettigheder. I denne forbindelse bør der også informeres om EØSU's eksistens og specifikke rolle, som ikke fremhæves efter fortjeneste i de øvrige EU-institutioners oplysningsarbejde. Samtidig bør EØSU dog også foretage en omkalfatring af sin egen kommunikationspolitik, som ikke lever op til den rolle, udvalget selv påberåber sig at spille i udformningen af et aktivt EU-medborgerskab i sin egenskab af dettes fornemste institutionelle talerør.

3.5

Selv om Kommissionen tilsyneladende erkender, at europæerne føler sig fremmede over for institutionerne og har svært ved at finde deres plads i EU-integrationen, synes det foreliggende program ikke at tage den fulde konsekvens heraf. Det fremgår allerede af valget af ord og formuleringer, selv om det er et faktum, at den måde, man benævner denne identitetskrise og fremmedgørelse på, kan have stor betydning for muligheden for at overvinde problemet. Det forekommer derfor lidet troværdigt at præsentere et program, der råder over så beskedne midler, som måden til at »sætte borgerne i centrum« for EU-integrationen. Hvem kan tro på det? Selv om programmet lægger op til en række fremskridt (flerårige projekter, indsamling af erfaringer, udvikling af nye partnerskaber, forenkling af kravene til støttemodtagere og støtte til større arrangementer), er det i betragtning af problemets alvor (som beskrives så udmærket i programmets begrundelse) heller ikke let at få øje på de afgørende nyskabelser, som kan bidrage til en reel ændring af den aktuelle situation.

3.6

Hovedindtrykket er, at kontinuiteten med programmet for 2004-2006 er alt for stor. Den strukturelle støtte, som på ny ydes til en række navngivne organisationer, der ifølge programmet forfølger en målsætning af generel europæisk interesse, bør erstattes med en åben ansøgningsprocedure baseret på klare og gennemsigtige kriterier. Selve begrebet »generel europæisk interesse« bør defineres bedre, hvis det skal kunne fungere i praksis.

3.7

EØSU er fuldt på det rene med, at dette program har særlig adresse til de sammenslutninger og NGO'er, der ikke som de øvrige civilsamfundsorganisationer, og navnlig arbejdsmarkedets parter, har adgang til andre programmer og redskaber, der sætter dem i stand til at yde et slagkraftigt bidrag til udbredelsen af et aktivt europæisk medborgerskab.

For at skabe klarhed om arbejdsmarkedsparternes og andre gensidige og kooperative civilsamfundsorganisationers udtrykkelige ønske om at deltage specifikt og synligt i denne proces, bør programmet imidlertid også både formelt og i praksis stå åbent for disse aktører — forudsat at arbejdsmarkedsparterne til gengæld for andre budgetposters vedkommende selv viser sig mere villige til at slippe sammenslutningerne og NGO'erne ind i varmen.

3.8

Som det har været tilfældet ved flere tidligere lejligheder, skal EØSU også her gøre opmærksom på, at det haster med at definere et åbent unionsborgerskab, som er forbundet med specifikke rettigheder, og som kan opnås af enhver med permanent eller længerevarende bopæl i EU (7). Inkorporeringen af charteret om grundlæggende rettigheder i EU's forfatningstraktat og det faktum, at EU har undertegnet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention forudsætter, at man anerkender et »samfundsborgerskab«, som er relativt uafhængigt af det unionsborgerskab, som i øjeblikket kun kan opnås i kraft af et nationalt borgerskab i en af medlemsstaterne. Dette første skridt i retning af et participatorisk medborgerskab for alle personer, som er varigt bosat på EU's territorium, må »legaliseres«, hvis man virkelig vil nå frem til en europæisk identitet og et specifikt europæisk medborgerskab, som ikke bare er en abstrakt overbygning på medlemsstaternes nationale medborgerskab.

3.9

Efter EØSU's mening vil det være vanskeligt at opnå reelle fremskridt på dette afgørende område, hvis ikke der gradvis udvikles et solid materielt grundlag for det europæiske medborgerskab. Dette grundlag kan ikke udelukkende hentes i det nationale medborgerskab, og der bør kobles en række pligter til de rettigheder, som er forbundet med dette fælles og samlende europæiske medborgerskab. Så selv om fraværet af et specifikt materielt grundlag for EU-medborgerskabet måske nok kan forklare, at man ikke benytter et lovgivningsinstrument til at fremme borgerdeltagelsen, så må dette fravalg alligevel betragtes som diskutabelt, hvis formålet er gradvis at få knyttet specifikke rettigheder og pligter til EU-medborgerskabet. Efter udvalgets mening må der gøres fremskridt på disse områder, uanset hvilket materielt eller symbolsk grundlag man vælger: f.eks. — ud over indførelse af den europæiske civile samfundstjeneste for unge, som Kommissionen allerede har foreslået — et personligt, selv nok så lille, bidrag til EU's budget (selvom spørgsmålet er ømtåleligt) og/eller valg af politiske repræsentanter på samme dag i alle lande og afstemninger, som involverer samtlige EU-lande.

4.2.1

Efter EØSU's opfattelse bør der gøres langt mere ud af denne del af programmet. At mødes og samarbejde på grænseoverskridende niveau udgør selve grundlaget for det europæiske medborgerskab. Og selv om den endelige løsning på spørgsmålet om statutterne for den europæiske forening, det europæiske gensidige selskab og de europæiske stiftelser ikke sorterer under dette specifikke program, så bør man sideløbende med programmet finde frem til en sådan løsning med henblik på at fremme solidariteten og gensidigheden, navnlig inden for rammerne af det frivillige arbejde.

4.2.2

EØSU finder, at styrkelsen af de tværeuropæiske netværk er af afgørende betydning, hvilket da også pointeres i programmet. Udvalget skal imidlertid endnu engang understrege, at alle de europæiske netværk bør have de samme muligheder for at opnå strukturstøtte uden at bestemte organisationer er sikret finansiering på forhånd, selv om Kommissionen kontrollerer, at støtten ikke bare ydes pr. automatik, men kun til evaluerbare projekter. I øvrigt er finansieringen af — selv små — projekter yderst vigtig, fordi den sætter nationale og lokale organisationer, som er i direkte berøring med borgerne, i stand til at antage en europæisk dimension og bidrage til at slå bro over kløften mellem borgerne og EU-institutionerne. Udvalget bifalder desuden, at programmet takket være støtten til små projekter gør det muligt at udvikle tværnationale initiativer med afsæt i nationale netværk, selv om disse initiativer ikke dækker samtlige medlemsstater.

4.2.3

EØSU skal udtrykke den allerstørste bekymring over ethvert forslag fra Kommissionen, der — som tilfældet er med det seneste udspil fra GD Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed (8) — i sikkerhedens og terrorismebekæmpelsens navn ender med at kaste generel mistanke på NGO'er og foreninger, som af natur risikerer at blive infiltreret af terroristceller, og som så i kraft af tunge bureaukratiske procedurer ender med selv at skulle bevise, at dette ikke er tilfældet. Hvis dette tiltag føres ud i livet, vil det i såvel teori som praksis lede den stikke modsatte vej end det foreliggende program.

4.2.4

I tråd med Europa-Parlamentets betænkning mener EØSU, at det sammen med Regionsudvalget udtrykkeligt bør gives i opdrag at koordinere høringen af samfundsorganisationerne og de lokale myndigheder samt at videreformidle disse aktørers synspunkter til de øvrige EU-institutioner i sammenfattet form. Desuden skal der sikres en god informationsspredning videre opad i systemet. Europa-Parlamentet bør løbende og formelt rådføre sig med EØSU og Regionsudvalget i dette spørgsmål.

4.2.5

Et formelt partnerskab (9) — i modsætning til partnerskab fra sag til sag — mellem Europa-Parlamentet og det organiserede civilsamfund (struktureret via dettes europæiske institutioner) baseret på lighed, selv om parterne har hver deres opgaver, er en målsætning af meget stor betydning, om end den endnu ikke er overvejet, endsige gennemført. I programmet for aktivt europæisk medborgerskab bør man bestræbe sig på at fjerne ethvert spor af en hierarkisk forestilling om EU-institutionerne, idet den europæiske kultur også er en magt- og funktionsdelingskultur.

4.3.1

Efter EØSU's opfattelse bør fokuseringen på den tværkulturelle dialog i EU være programmets fremmeste målsætning. Den igangværende debat om forfatningstraktaten viser, at man har undervurderet mangelen på viden om de kulturelle forskelle i EU, at stereotyperne lever hårdnakket videre, og at de helt grundlæggende elementer, som former holdningerne i de enkelte medlemsstater — navnlig på det retlige og forfatningsmæssige område — undertiden er i stik modstrid med hinanden. På samme måde har man undervurderet de ligheder med hensyn til livsstil, værdier og verdensopfattelse, som karakteriserer homo europeus, og som med hensyn til medborgerskab får europæeren til at skille sig temmelig klart ud fra alle andre beboere af denne planet. Denne homo europeus er det konkrete produkt af EU's åndelige og moralske arv, som er baseret på de udelelige og universelle værdier om menneskets værdighed og om frihed, lighed og solidaritet; som tager afsæt i det demokratiske princip og retsstatsprincippet; og som med indstiftelsen af unionsborgerskabet og etableringen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed sætter mennesket i centrum for sin virksomhed. Der bør således satses resolut på højt profilerede arrangementer, på informations- og formidlingstiltag og på undersøgelser, som ikke bare dokumenterer de reelle forskelle (i modsætning til de stereotype forestillinger herom), men navnlig også bringer denne »European way of life« frem i lyset. Den europæiske kultur hviler ikke kun på nedarvede værdier, men er også udsprunget af selve den europæiske integrationsproces, af EU's indre marked og fælles valuta og af Europas interne genforening (udvidelsen med de østeuropæiske lande). Hvis disse højt profilerede arrangementer skal fremme samhørighedsfølelsen og føre til en reel styrkelse af den europæiske identitet, er det imidlertid af afgørende betydning, at borgerne og deres organisationer er med til at udtænke og gennemføre dem, eller endnu bedre: selv tager initiativet til dem, for det er dem, der er bedst i stand til at indkredse de centrale bestanddele og symboler i en identitet, som allerede er en del af deres hverdag.

4.3.2

EØSU er af den opfattelse, at udvalget inden for rammerne af sine specifikke beføjelser er i stand til at yde et afgørende bidrag til styrkelsen af kulturens sociale dimension og etableringen af et permanent partnerskab med Europa-Parlamentet. Dette er en vigtig forudsætning for, at medborgerne kan identificere sig med EU, samtidig med at en fælles kulturel identitet tilvejebringes. Denne kulturelle identitet opnås ikke bare ved, at vi klamrer os til en kulturel arv, som ofte er mindre »fælles«, end vi gør os til af. Det fælles europæiske medborgerskab er i høj grad et samtidsanliggende. Det opstår med beslutningen om at knytte stærkere bånd mellem stadig flere lande i hele Europa via det vanskelige, men vigtige arbejde med at dele suveræniteten. For, som Claude Lévi-Strauss har udtrykt det: »Jeg erindrer mig en tid, hvor den nationale identitet var det eneste tænkelige princip i forholdet mellem stater. Vi ved, hvilke ødelæggende konsekvenser dette fik.« En kultur med delt suverænitet — ikke opgivelse af suverænitet — sådan ser den europæiske borgers kultur ud i dag, og i endnu højere grad i morgen.

5.1

EU-medborgerskabet står i centrum for den krise, som er opstået, efter at visse lande har forkastet EU's forfatningstraktat. At bringe de europæiske borgere og EU-institutionerne tættere på hinanden bør derfor mere end nogensinde sættes i fokus for Kommissionens overvejelser og politik, navnlig via fremme af et aktivt europæisk medborgerskab. Det er følgelig nødvendigt at igangsætte en dybtgående debat om dette spørgsmål med deltagelse af samtlige berørte aktører, før det nye program for perioden 2007-2013 vedtages.

Denne debat kunne finde sted inden for rammerne af det symposium, der nævnes i punkt 2.13 ovenfor, og som EØSU kunne gives i opdrag at forberede.

5.2

Symposiet skulle forme sig som en åben debat om det aktive europæiske medborgerskab, bl.a. med sigte på at definere EU-medborgernes rettigheder og pligter til forskel fra de rettigheder og pligter, som følger af borgerskabet i de enkelte medlemsstater.

Hvordan kan man definere bl.a. økonomiske, sociale, politiske og miljømæssige rettigheder i tilknytning til et aktivt europæisk medborgerskab, navnlig i relation til solidaritet og sikkerhed (hvilket umiddelbart får en til at tænke på civil sikkerhed)? Hvordan opleves disse rettigheder? Sådanne spørgsmål bør besvares ved en samlet europæisk folkeafstemning, hvor alle har stemmeret.

5.3

Trods de reelle problemer, der er forbundet hermed, finder EØSU det i den aktuelle situation bydende nødvendigt at få vedtaget statutten for den europæiske forening, hvis man ønsker at sikre det aktive europæiske medborgerskab en passende ramme, som rækker langt videre end en simpel — og diskutabel — sikkerhedsorienteret adfærdskodeks.

5.4

Uanset udfaldet af forhandlingerne om EU's budget anmoder EØSU under alle omstændigheder om, at man ikke rokker ved budgettet til det nuværende program, der må betragtes som en minimumsbevilling til et centralt led i udviklingen af det europæiske medborgerskab, som Kommissionen nu med rette rubricerer som et højt prioriteret indsatsområde for EU. I øvrigt foreslår udvalget, at man ikke begrænser sig til det bebudede budget på 0,55 euro pr. indbygger over seks år, men at man forfølger enhver tænkelig synergieffekt mellem Kommissionens forskellige generaldirektorater for at samkøre målsætninger og midler på dette område, som berører samtlige EU-institutioner i kraft af sin aktualitet og betydning for fremtiden. Af samme årsag bør EU's politik for aktivt medborgerskab udformes af et permanent interinstitutionelt organ, hvori samtlige berørte generaldirektorater i Kommissionen og repræsentanter for alle EU's øvrige institutioner har sæde.

5.5

EØSU mener, at opbygningen af et europæisk medborgerskab ikke kun bør henhøre under programmerne for livslang uddannelse, men at grundskolen tværtimod vil være det helt rigtige sted og tidspunkt at tage emnet op som et selvstændigt fag frem for at spise eleverne af med overfladiske tiltag (farvelægning, klistermærker, kasketter, fester osv.). Medborgerskabet vedrører ikke kun de erhvervsaktive aldersgrupper.

I tråd hermed kunne Kommissionen forslå medlemsstaterne at lade deres undervisningsplaner omfatte metoder og materiale med henblik på at give eleverne kendskab til EU og til spørgsmål med relevans for det europæiske medborgerskab. Man bør overveje at indføre et Erasmus-lignende udvekslingsprogram for grundskolen, som er tilpasset denne aldersgruppe, og som er mere omfattende end de sædvanlige sprogudvekslingsprogrammer.

De nuværende EU-hjemmesider er kedelige og uinspirerende. For at rette op herpå bør man søge at udnytte alle de muligheder, som er knyttet til de nye informations- og kommunikationsteknologier, navnlig hvor de involverer leg, interaktion og aktiv deltagelse (måske kunne man endda etablere en psykologisk evalueringsenhed for hvert nyt tilbud til borgerne). Sådanne forslag og anbefalinger ligger på linje med Comenius-programmet, hvis formål er:

5.6

Med hensyn til de specifikke fremmetiltag bør alle niveauer tilgodeses samtidig. Små projekter, som borgerne selv er aktører i — og som er med til at fremhjælpe en europæisk identitet på lokalt eller nationalt plan — bør ikke ofres til fordel for støtte til europæiske netværk. Det eneste kriterium, som bør lægges til grund ved fordelingen af midler på de forskellige typer aktioner, bør være disses indvirkning på det aktive europæiske medborgerskab og borgernes deltagelse i den europæiske integrationsproces og i formuleringen og gennemførelsen af EU's politikker.

5.7

EØSU tilslutter sig fuldt og helt Kommissionens forslag om rent teknisk at foretage en klar forenkling af procedurerne på et område (borgerens egen direkte og aktive deltagelse), hvor de bureaukratiske hindringer i øvrigt er mindre udtalte end på andre områder.

5.8

EØSU er overbevist om, at »opfindelsen« af særlige (symbolske, økonomiske, sociopolitiske, kulturelle eller retlige) karakteristika ved et europæisk medborgerskab, som ikke kan reduceres til en simpel addition af nationale medborgerskaber, fremover må udgøre en absolut prioritet for EU. At fremme det aktive medborgerskab kan yde et afgørende bidrag hertil. Udvalget er parat til at yde sit i denne »opfindelse« ved at koordinere høringen af det organiserede civilsamfunds organisationer og ved at videreformidle disse organisationers synspunkter til de øvrige EU-institutioner og sørge for, at de blive tilgodeset.

3.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/35

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ser med tilfredshed på den europæiske ungdomspagt og dens uddybning som skitseret i Kommissionens meddelelse om europæiske ungdomspolitikker. Denne udgør en ramme, som kan tjene som grundlag for udformningen af fremtidige politikker inden for områder, der berører unge i EU.

1.2

Europas fremtid afhænger i stigende grad af dets evne til at skabe børne- og ungdomsvenlige samfund. Det Europæiske Råds vedtagelse af den europæiske ungdomspagt i foråret 2005 som led i den reviderede Lissabon-strategi, der fokuserer på vækst og arbejdspladser, er en anerkendelse af, at integration af de unge i samfundet og arbejdslivet og en bedre anvendelse af deres potentiale er en væsentlig forudsætning for at sikre en tilbagevenden til en vedvarende og bæredygtig vækst i Europa.

1.3

I erkendelse af de mange udfordringer, som unge står over for i dagens samfund, har EØSU i mere end et årti regelmæssigt bidraget til formuleringen af Fællesskabets ungdomspolitik (1). Det har igangsat vigtige debatter inden for centrale områder som f.eks. beskæftigelsen af unge, social integration, uddannelse, mobilitet, deltagelse og ngo'ernes rolle. EØSU erkender dog samtidig de udfordringer, som EU i dag står over for samt behovet for, at tilliden genvindes.

1.4

EØSU henstiller, at unge placeres centralt i dette redskab og tilskyndes til at deltage aktivt i udformningen af politikker samt gives mulighed herfor. Muligheden for at bidrage til forandringer er meget motiverende for, at unge involverer sig. Medlemsstaterne og institutionerne skal tilvejebringe de ressourcer, den støtte og de mekanismer, der er nødvendige for at unge lettere kan engagere sig på alle niveauer i beslutninger og initiativer, som har indflydelse på deres liv. Kun reel indflydelse kan føre til et reelt ansvar.

1.5

Europa har mere end nogensinde behov for unges vedvarende engagement, som kan bidrage til at opbygge et integreret, konkurrencedygtigt, sikkert og rummeligt Europa. Hvis EU skal have nogen betydning for unge, skal det være relevant i deres liv samt vise en klar interesse for og reagere synligt og kreativt på deres behov. Dette initiativs succes afhænger ligeledes af, at alle berørte parter deltager, først og fremmest ungdomsorganisationer og regionale og lokale myndigheder og arbejdsmarkedets parter. EØSU bakker op om den idé, som fremsættes i rapporten fra gruppen på højt plan om social- og arbejdsmarkedspolitikkens fremtid i den udvidede europæiske union, nemlig idéen om at skabe en ny pagt mellem generationerne, hvor man bevæger sig fra en pagt centreret om de ældre og baseret på frygt til en ny pagt centreret om de unge og baseret på tillid, idéen om at omdanne al den frygt til en »win-win« proces, som bygger på en positiv opfattelse af fremtiden og på en ny balance mellem generationerne.

1.6

EØSU håber således, at denne meddelelse vil danne grundlaget for, at der såvel på europæisk plan som på nationalt plan skabes et snævrere partnerskab mellem beslutningstagerne og de unge. Unges og ungdomsorganisationers reelle og fortsatte engagement i udarbejdelsen og gennemførelsen af politikker vil gøre det muligt at imødekomme de unges reelle behov og sikre, at de føler sig som en del af Lissabon-processen.

2.1

På forårstopmødet den 22. og 23. marts vedtog stats- og regeringscheferne en europæisk ungdomspagt (2). Med forslaget om denne pagt fastsatte stats- og regeringscheferne fra Frankrig, Tyskland, Spanien og Sverige fire hovedemner: Unges sårbarhed, behovet for at udvikle solidaritet mellem generationerne i et aldrende samfund, behovet for at forberede unge på arbejdslivet gennem uddannelse og erhvervsuddannelse og behovet for større kohærens på tværs af de politikområder, der vedrører unge.

2.2

I meddelelsen behandles en lang række spørgsmål og politikker, der i allerhøjeste grad optager unge i Europa, og som blev fastlagt som væsentlige i Kommissionens hvidbog om et nyt afsæt for europæisk ungdom, og Rådets efterfølgende resolution af 27. juni 2002, som fastlægger rammerne om ungdomspolitikken i Europa.

2.3

Som svar på konklusionerne af Det Europæiske Råds forårsmøde vedtog Kommissionen den 12. april sine integrerede retningslinjer (3). Denne pakke af retningslinjer, som dels bestod af en henstilling til brede økonomisk-politiske retningslinjer og dels et forslag, der er blevet vedtaget, til Rådets afgørelse om beskæftigelsespolitiske retningslinjer, skulle tjene som grundlag for de nationale reformprogrammer de kommende tre år, som skal udarbejdes af medlemsstaterne.

2.4

I indledningen til retningslinjerne understreges det, hvor vigtigt det er at inddrage de berørte aktører i Lissabon-strategien, og det fremhæves, at medlemsstaterne såvel som EU skal udnytte enhver mulighed for at inddrage de regionale og lokale myndigheder, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet i gennemførelsen af de integrerede retningslinjer.

2.5

Mens de overordnede økonomisk-politiske retningslinjer lægger vægt på den økonomiske politiks indflydelse på opnåelsen af Lissabon-målene, vedrører de beskæftigelsespolitiske retningslinjer især den europæiske beskæftigelsesstrategi og søger at koordinere medlemsstaternes beskæftigelsespolitik. Det er via en specifik omtale af den europæiske ungdomspagt i retningslinjerne for beskæftigelsen, at visse aktionslinjer for pagten indgår i de integrerede retningslinjer. Især to retningslinjer afspejler idéen med den europæiske ungdomspagt: retningslinje nr. 18 omfatter skabelsen af veje til beskæftigelse for unge og nedbringelse af ungdomsarbejdsløsheden, bedre forening af familie- og arbejdslivet samt tilvejebringelse af børnepasningsfaciliteter; retningslinje nr. 23 indbefatter en nedbringelse af antallet af elever, der forlader skolen i utide, øget adgang til erhvervsuddannelse, gymnasie- og højere uddannelse, herunder også lærlinge- og iværksætteruddannelse. Endvidere retningslinje nr. 24, der indbefatter en bredere vifte af uddannelsesværktøjer, skabelse af de nødvendige vilkår for en effektiv anerkendelse af kvalifikationer og deres transparens samt for validering af ikke-formel og uformel læring. Som afslutning på de beskæftigelsespolitiske retningslinjer gentages det endnu en gang, at medlemsstaterne bør etablere et bredt partnerskab for forandring ved at inddrage parlamentariske organer og aktører, herunder også på lokalt og regionalt plan.

2.6

Dette initiativ sætter fokus på ungdommens rolle på væsentlige områder af Lissabon-partnerskabet for vækst og beskæftigelse især gennem strategierne for beskæftigelse og social integration, men også Handlingsprogrammet uddannelse og erhvervsuddannelse 2010 og opfordrer til, at initiativer på disse områder samordnes.

2.7

Pagtens vedtagelse falder sammen med fuldendelsen af den første del af gennemførelsen af hvidbogen om et nyt afsæt for europæisk ungdom fra 2001, der blev videreført ved Rådets resolution fra juni 2002. Hermed etableredes rammerne for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet til styrkelse af unges aktive borgerskab gennem en åben koordineringsmetode og ved bedre at indføre en ungdomsdimension i andre politikker.

2.8

I den endelige udformning af den europæiske ungdomspagt, som vedtaget på Det Europæiske Råds forårsmøde, understreges det, at unge bør nyde godt af en række af politikker og foranstaltninger, der er fuldt integreret i Lissabon-strategien og sigter på at forbedre uddannelse, erhvervsuddannelse, mobilitet, beskæftigelsesmæssig og social integration samt foranstaltninger til forening af familie- og arbejdslivet. Det er også ungdomspagtens ambition at sikre en overordnet overensstemmelse mellem initiativerne på disse områder og danne udgangspunkt for en stærk og vedvarende mobilisering af de unge. Det nævnes også, at den europæiske ungdomspagts succes afhænger af, at alle berørte aktører deltager, først og fremmest de nationale, regionale og lokale ungdomsorganisationer, såvel som de europæiske, de regionale og lokale myndigheder samt arbejdsmarkedets parter. Medlemsstaterne kan trække på en række forslag til foranstaltninger inden for tre aktionsområder: 1) beskæftigelse, integration og social fremgang, 2) almen uddannelse, erhvervsuddannelse og mobilitet og 3) forening af familie- og arbejdslivet.

3.1

I forbindelse med udarbejdelsen af denne udtalelse afholdte EØSU den 6. september 2005 en høring af repræsentanter for ungdomsorganisationer. Konklusionerne af denne høring fremgår af denne udtalelse.

3.2

Unges deltagelse bør være udgangspunktet for alle aspekter af pagten. Enhver politik rettet mod unge bør være karakteriseret ved det grundlæggende princip om unges deltagelse: et princip, der også vinder gehør på europæisk og internationalt plan (4). Mens EØSU ser med tilfredshed på aktionerne til høring af unge på europæisk plan især med afholdelsen af en ungdommens »generalforsamling« i 2005, beklager det, at meddelelsen ikke i tilstrækkeligt omfang opridser klare henstillinger til, hvordan unge og ungdomsorganisationer vil blive inddraget og få lejlighed til at deltage på medlemsstatsplan. EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at bruge mere kreative metoder til at nå ud til og involvere de unge.

3.3

EØSU understreger vigtigheden af, at unge deltager aktivt og autonomt ikke blot på arbejdsmarkedet, men i samfundet som helhed. Unges aktive deltagelse i samfundet og deres autonomi bør både være et mål og en metode, der bidrager til de unges personlige udvikling, til deres initiativsans, deres sociale integration og til den sociale samhørighed i almindelighed.

3.4

EØSU konstaterer med beklagelse, at man i meddelelsen ikke klart omtaler de mekanismer, som virkelig skal inddrage de unge og deres organisationer. Under høringen den 6. september 2005, der er omtalt i pkt. 3.1, understregede studenterorganisationerne, i hvor høj grad det forhold, at ungdommen ved delegation forvalter institutioner af generel interesse — i det foreliggende tilfælde den obligatoriske socialsikringsordning for studerende — gør det muligt for den som helhed — og ikke bare den organiserede ungdom — at ansvarliggøre sig og lade sig repræsentere som sådan. EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udforme og gennemføre deres politikker i partnerskab med de unge og ungdomsorganisationerne og fortsat at inddrage dem i alle faser. Unge og ungdomsorganisationer og arbejdsmarkedets parter skal høres om udformningen af foranstaltninger inden for rammerne af initiativet til nationale reformprogrammer i henhold til Lissabon-strategien samt om deres senere gennemførelse.

3.5

EØSU ser frem til at modtage Kommissionens fremskridtsrapport (5), der gør status over medlemsstaternes hidtidige initiativer i forbindelse med unges deltagelse som led i den åbne koordineringsmetode. Forhåbentlig bringer denne fremskridtsrapport eksempler på god praksis, som andre medlemsstater kan tage op.

3.6

EØSU søger at få klarhed over den rolle, som civilsamfundsorganisationerne især ungdomsorganisationerne skal spille inden for rammerne af den åbne koordineringsmetode. Det skal nævnes, at stk. 38 i konklusionerne af Det Europæiske Råd i Lissabon beskriver ngo'ernes rolle i den åbne koordineringsmetode (6). EØSU kan med dets ekspertise og erfaring spille en aktiv rolle på området og være med til at opbygge og tillige skabe en mekanisme i udvalget for inddragelse af unge og ungdomsorganisationer.

4.1

EØSU ser med tilfredshed på, at pagten tillægger spørgsmålet om beskæftigelsen af unge særlig opmærksomhed. I forbindelse med videreudviklingen og gennemførelsen af ungdomspagten skal denne dog ses som et vigtigt mål i sig selv og ikke blot som et element i Lissabon-strategien. Endvidere er Lissabon-strategiens succes væsentlig for unge, men unge er også væsentlige for Lissabon-strategiens succes. Det er vigtigt at investere i unge for at opnå større vækst og øget beskæftigelse, vedvarende innovation og styrket iværksætterlyst. Deres engagement i strategien og følelse af medansvar for dets målsætninger er nødvendig for, at Lissabon-strategien kan fungere.

4.2

På samme måde er beskæftigelsen en central problematik for EU's borgere, og der skal gøres alt for at bekæmpe arbejdsløsheden, hvis uacceptable niveau udgør en reel trussel mod samhørigheden og vore samfund (7). Ungdomsarbejdsløsheden er stadig mere end dobbelt så høj som arbejdsløsheden generelt i Europa. Der er en reel risiko for, at mange unge forbliver arbejdsløse eller kæmper for at klare sig med en lav indtægt. For unge fra ugunstigt stillede miljøer, etniske mindretal, immigranter, handicappede og kvinder er risikoen for social udstødelse endnu højere. Mere generelt er det ungdommen som helhed, der er ramt af fænomener som ringe tryghed, fattigdom og afhængighed, der udgør både et hidtil ukendt historisk drama og en ny mulighed for solidaritet mellem alle unge og samfundet for at komme ud af denne nye situation i Europa.

4.3

Unge er mere udsat for arbejdsløshed, og hvis de har arbejde, mere tilbøjelig til at have en ringe indtjening (8). Lissabon-strategien søger ikke kun at skabe flere arbejdspladser, men bedre arbejdspladser. Med henblik på at sikre, at alle unge har en reel mulighed for at få adgang til arbejdsmarkedet, skal der lægges større vægt på en hensigtsmæssig erhvervsuddannelse, undervisning og lærlingeuddannelse samt passende muligheder for, at unge kan opnå de nødvendige færdigheder af hensyn til deres personlige og faglige udvikling samt tjene til livets ophold. Det er endvidere vigtigt, at den uddannelse, der erhverves i skolesystemet, er af en sådan art, at den sætter dem i stand til at forvalte deres arbejdsliv og få udbytte af uddannelsesmekanismerne i hele arbejdslivet.

4.4

EØSU understreger nødvendigheden af at erkende de demografiske ændringer i Europa og berøringspunkterne med Kommissionens grønbog om demografiske ændringer (9). F.eks. vil antallet af 0-14-årige falde med 11 % fra 2000 til 2015 for at falde med yderligere 6 % indtil 2030. Samtidig hermed henleder EØSU opmærksomheden på de sociale, kulturelle og politiske ændringer i Europa. Demografiske ændringer er ikke kun et spørgsmål om statistikker og tal. Det er nødvendigt at anlægge et bredere perspektiv, når man overvejer de relevante politikker og tiltag. Som gruppen på højt plan om social- og arbejdsmarkedspolitikkens fremtid i den udvidede europæiske union understreger, udgør den demografiske situation, hvor de unges relative andel af befolkningen vil aftage indtil 2025 eller længere, en mulighed, hvis den gribes, fordi den indebærer en mindre efterspørgsel efter sociale ressourcer og giver mulighed for væsentlige forbedringer på disse områder uden øgede omkostninger.

4.5

EØSU mener derfor, at en europæisk pagt for og med unge ville have det nødvendige potentiale til at forbedre de unges levevilkår og fremtidsudsigter væsentligt og kunne samtidig bidrage til en mere effektiv gennemførelse af Lissabon-strategien.

5.1

EØSU ser med tilfredshed på, at Det Europæiske Råd konkluderer, at unge ville drage fordel af en række politikker og foranstaltninger, der er fuldt integrerede i den reviderede Lissabon-strategi.

5.2

I meddelelsen fremhæves følgende aspekter af de integrerede retningslinjer som værende væsentlige, hvis man skal give ungdomspagten størst mulig effekt:

5.3

EØSU må med beklagelse konstatere, at selv om der er blevet fastlagt tiltag i forbindelse med hver af de ovennævnte foranstaltninger, mangler meddelelsen klare og kvantificerbare mål for såvel medlemsstaterne som Kommissionen. På et tidspunkt, hvor borgerne rejser tvivl ved Den Europæiske Unions værdier, er det altafgørende, at EU udviser handlekraft. For at opnå dette er det væsentligt, at målene er uomtvistelige og resultatorienterede.

5.4

De nationale regeringer skal tilskyndes til at kvantificere deres målsætninger og sætte klare mål i deres nationale reformprogrammer. Der skal ikke kun sættes målsætninger for de udfordringer unge står over for inden for de udvalgte områder, men også spørgsmål, som om end indirekte har betydelig indflydelse på opnåelsen af disse mål. Væsentlig i denne forbindelse er boligspørgsmål og familiepolitikken over for unge forældre. Der skal også skabes effektive koordineringsmekanismer både på europæisk som på nationalt plan for at opnå en sammenhængende tilgang inden for alle områder.

5.5

EØSU anmoder om, at man overvejer at medtage følgende målsætninger i medlemsstaternes nationale Lissabon-reformprogrammer:

5.6

EØSU opfordrer Kommissionen til at fortsætte med at sikre anerkendelse af ungdomsarbejde og ser frem til indførelsen af nye initiativer bl.a. Ungdomspas. EØSU mener dog, at Ungdomspasset i sig selv ikke vil være tilstrækkeligt til at øge anerkendelsen af ungdomsarbejde. Det opfordrer derfor Kommissionen til at indlede en dialog med arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger, repræsentanter for det formelle uddannelsessystem og relevante ngo'er for at udvikle en fleksibel metode, hvorved man kan højne bevidstheden om, hvor meget ungdomsarbejde bidrager til unges udvikling og de færdigheder, værdier og holdninger, som unge erhverver via deres aktive engagement i ungdomsorganisationer og ungdomsarbejde. EØSU kunne støtte denne proces.

5.7

De EU-lande, som står højt på listen over konkurrencedygtighed, som World Economic Forum har udarbejdet, investerer alle kraftigt i socialpolitik og socialbeskyttelse og fremviser en høj beskæftigelsesrate og lave fattigdomstal efter de sociale overførsler (11). Bæredygtige socialsikringssystemer, der baserer sig på solidaritet og sigter på at yde beskyttelse mod de større risici, den enkelte støder på i livet, er grundlaget for succes.

5.8

EØSU opfordrer til, at man tillægger de unges situation i landområder og i fattige byområder større opmærksomhed. Unge stilles ofte dårligt på grund af det område, de bor i. I mange landområder og fattige byområder har de unge ikke adgang til uddannelse af høj kvalitet, mobilitet, sundhedstjenester, fritidsfaciliteter og beskæftigelsestilbud, lige som de heller ikke har mulighed for at deltage i civilsamfundet. Der bør træffes særlige foranstaltninger for at sikre, at unge i visse geografiske områder kan drage fuld nytte af mulighederne og træffe valg i deres eget liv. Mange landområders fjerne beliggenhed betyder, at unge ikke har let adgang til information især om de eksisterende muligheder.

5.9

EØSU ser med tilfredshed på forslaget om i 2005 at gennemføre en undersøgelse af den sociale integrering af meget dårligt stillede unge. Medlemsstaterne bør dog hurtigere løfte den udfordring at udrydde børnefattigdommen og fastsætte umiddelbare mål. Denne udfordring kræver en global og vedholdende handlingsplan med de nødvendige ressourcer, som tager højde for børnefattigdommens flerdimensionelle karakter. Børnefattigdommen indvirker kraftigt på børn inden for en lang række områder som f.eks. sundhed, uddannelse og selv et barns fremtidige livsforventninger og muligheden for nogensinde at bryde ud af fattigdomsfælden. Medlemsstaterne skal umiddelbart gennemføre politikker, der søger at løse alle disse spørgsmål.

5.10

Kommissionen har forpligtet sig til overalt at indarbejde hensynet til handicapproblemer, hvilket udtrykkeligt bekræftes i meddelelsen om Lige muligheder for handicappede: en europæisk handlingsplan fra 2003 (12). Derfor har Kommissionen en pligt til at bekæmpe diskrimination i alle Kommissionens handlinger. Integrering af handicap er nødvendig for at sikre, at handicappede kan deltage fuldt og helt og på lige fod i samfundet. For at kunne inddrage handicappede unge helt i ungdomspolitikken skal følgende punkter medtages i meddelelsen: lige adgang til ungdomsprogrammets initiativer, lige adgang til oplysning om ungdomspolitikken og ungdomsprojekter samt bevidsthedsskabende foranstaltninger.

5.11

De unge er ikke en homogen gruppe. EØSU henstiller derfor, at de politikker, der udformes på nationalt niveau, er tilstrækkeligt varierede, og at de tilgodeser såvel arbejdsmarkedets som individets behov. EØSU henstiller samtidig hermed, at Kommissionen foretager en analyse af de unges situation og behov i Europa.

6.1

EØSU udtrykker anerkendelse af Kommissionen for at have medtaget unges aktive borgerskab i dette initiativ til trods for, at det ikke indgik i den europæiske ungdomspagt. EØSU bakker op om Kommissionens forslag om at fastholde og konsolidere de fire nuværende mål, nemlig deltagelse, oplysning, volontøraktiviteter og større kendskab til ungdomsspørgsmål. EØSU understreger dog, at det er væsentligt at sørge for, at den åbne koordineringsmetode fremover giver håndgribelige resultater. Konstaterer man mangler i den åbne koordineringsmetode og processen i denne forbindelse skal de indberettes og afhjælpes.

6.2

EØSU er klar over, at medlemsstaterne vil afgive rapport om de fælles mål for deltagelse og information inden udgangen af 2005, og at rapporter om volontøraktiviteter og bedre kendskab til ungdomsområdet vil følge i 2006. EØSU opfordrer dog til et øget partnerskab og understreger værdien af at inddrage alle berørte parter, især de unge og ungdomsorganisationerne, i udarbejdelsen af de nationale rapporter om de opnåede fremskridt. Af hensyn til gennemskueligheden er det også væsentligt, at disse rapporter udarbejdes offentligt eller i det mindste offentliggøres, når de fremlægges. Ngo'er skal ligeledes tilskyndes og støttes finansielt til at foretage deres egen vurdering af den åbne koordineringsmetode.

6.3

Civilsamfundsorganisationerne og arbejdsmarkedets parter er en integrerende del af ethvert pluralistisk demokrati. I denne sammenhæng spiller ungdomsorganisationer en værdifuld rolle, når der skal skabes et aktivt borgerskab og medindflydelse. Dette gør de ved at arbejde direkte med og for unge, hvorved deres personlige færdigheder og tillid øges, således at de kan udnytte deres potentiale og opnå det optimale leveniveau og livskvalitet. Disse organisationer opererer på græsrodsplan og tackler lokale spørgsmål med støtte fra individer og grupper inden for deres eget område. De arbejder også med at stimulere og opbygge de unges evne til at tale deres egen sag. Ungdoms-ngo'er skal have tilstrækkelig finansiel støtte og gives den nødvendige anerkendelse og midler til at kunne deltage som fuldgyldige aktører i beslutningsprocessen og samfundet på alle niveauer.

6.4

I sine drøftelser af de europæiske civilsamfundsorganisationers repræsentativitet i den civile dialog har EØSU allerede ved flere lejligheder understreget (13), at kun en klart fastlagt repræsentativitet kan give civilsamfundets aktører retten til at deltage effektivt i processen med at forme og forberede fællesskabsbeslutninger, sådan som det er tilfældet for arbejdsmarkedets parter inden for den europæiske sociale og arbejdsmarkedspolitiske dialog.

6.5

EØSU konstaterer med beklagelse, at frivilliges vigtigste bidrag til samfundet ifølge Kommissionen er deres rolle i naturkatastrofer. Denne rolle er prisværdig, men EØSU mener, at Kommissionen og medlemsstaterne burde erkende og understrege den fortsatte og vedvarende rolle, som frivillige spiller inden for en lang række ngo'er på såvel lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan. EØSU opfordrer især medlemsstaterne til at fremme volontøraktiviteter, bl.a. ved hjælp af en passende skattepolitik, i bevidstheden om, at disse volontøraktiviteter ikke alene opfylder et psykologisk og etisk behov hos de unge, men gør det muligt at udvikle utallige sociale ydelser og sundhedsydelser eller nedbringe udgifterne til dem.

6.6

EØSU beklager, at de foreslåede aktioner er begrænsede og uden mål eller klare målsætninger. Dette er en forpasset mulighed for at gøre fremskridt på dette centrale område.

6.7

EU-programmer yder et væsentligt bidrag til gennemførelsen af målsætningerne med den åbne koordinationsmetode og den europæiske ungdomspagt og øger endvidere unges engagement i andre politikker, der berører dem. EØSU er enig med Kommissionen i, at projekter, der tilskynder unge til at blive aktive, engagerede borgere, og som søger at hjælpe dem til at udvikle deres evner, bør formuleres på såvel lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan inden for rammerne af de forskellige EU-programmer. Mange af disse programmer kan rent faktisk anvendes med dette mål for øje, men der er dog et behov for at fremme de unges og ungdomsorganisationernes udnyttelse af disse programmer og at gøre dem mere ungdomsvenlige. Udnyttelsen af forskellige programmer, især den europæiske socialfond og strukturfondene, er en enestående mulighed for at bringe ungdomspolitikken fra tale til handling. Forskellige projekter til fremme af unges levevilkår og beskæftigelse er ofte for snævre til at kunne opnå støtte fra disse fonde. Derfor bør Kommissionen og medlemsstaterne samarbejde med ungdomsorganisationer om at gøre det lettere at udnytte EU-programmidler til fordel for unge i Europa.

6.8

EØSU mener, at det europæiske ungdomsprogram har det største potentiale til at fremme unges personlige og sociale udvikling og fremme deres aktive borgerskab. Det ser med tilfredshed på initiativet til et nyt »aktive unge«-program for perioden 2007-2013 og vil fortsat deltage aktivt i udarbejdelsesprocessen. Da programmet udvides, og de unge i stadig højere grad har viljen til at udnytte det, henstilles det kraftigt til Rådet, at man støtter forslaget om en moderat forøgelse af midlerne til dette program til 1.200 mio. euro. Endvidere bør de unge, ungdomsorganisationer og det europæiske ungdomsforum regelmæssigt høres om gennemførelsen af programmet. EØSU opfordrer de nationale økonomiske og sociale råd til at engagere sig i nyskabende projekter for at gøre det lettere for unge at deltage i de nationale høringsprocedurer samt til at udveksle deres gode erfaringer med indplaceringen af unge i deres organisationer.

7.1

EØSU støtter Kommissionens forslag om først og fremmest at koncentrere sig om de politikområder, der behandles i den europæiske ungdomspagt. EØSU understreger dog vigtigheden af en integreret og tværsektoriel tilgang, når der udformes politikker på ungdomsområdet.

7.2

En horisontal tilgang til udviklingen af politikker vil garantere en mere koordineret og effektiv strategi. Medlemsstaterne konsulterer regelmæssigt arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, når de udarbejder politikker som f.eks. retningslinjer for beskæftigelsen. På samme måde bør medlemsstaterne konsultere unge og deres organisationer om politikker, der vedrører dem.

7.3

EØSU konstaterer i sin initiativudtalelse »Fedme i Europa — civilsamfundsparternes rolle og ansvar« (14), at der findes mere end 14 mio. overvægtige børn i Europa, herunder 3 mio. fede børn. Men det er endnu mere foruroligende, at dette antal stiger med 400 000 hvert år. EØSU opfordrer til, at alle inkluderes i en strategi, herunder også unge.

7.4

EØSU tilslutter sig Kommissionens prioritering af tiltag, der vedrører børns og unges sundhed og især sunde livsstilsformer. Udvalget mener, at borgerne finder disse tiltag særlig presserende, og anmoder derfor om, at initiativet til fremme af disse foranstaltninger, som er planlagt til 2006, allerede påbegyndes i 2005, også under hensyntagen til allerede påbegyndte høringer og initiativer.

7.5

EØSU tilskynder, at man inden for det syvende rammeprogram for forskning gennemfører en undersøgelse af betydningen af unges deltagelse i det repræsentative demokrati og i volontøraktiviteter. Denne rapport kunne eventuelt give værdifulde oplysninger om betydningen af deltagelse.

3.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/42

1.1

De ræsonnementer og de analyser, som førte til, at EØSU med et meget stort flertal for vedtog sin udtalelse til støtte for forfatningstraktaten (den 28. oktober 2004), har ikke ændret sig, og derfor er argumenter og henstillinger de samme. Efter udvalgets opfattelse bekræfter det uforudsigelige handlingsforløb under forfatningstraktatens ratificeringsproces faktisk holdbarheden af udvalgets holdninger.

1.2

For eksempel viser de skuffende folkeafstemninger i Frankrig og Nederlandene, dels at hverken medlemsstaterne eller EU-institutionerne har været i stand til at forklare offentligheden, hvad EU er, og hvordan EU skaber kompromisser, dels at der eksisterer en kløft mellem borgerne og det europæiske projekt. Denne kløft findes dog ikke kun i de to nævnte medlemsstater, og den er ikke kun et spørgsmål om formidling og konjunkturer. Kløften sår tvivl om selve kompromisset og dermed om den måde, det blev opnået på.

1.3

Det er værd at minde om det »klare budskab«, udvalget i sin udtalelse fra oktober 2004 mente, man skulle vinde gehør for hos civilsamfundet:

1.4

Til trods for en række mangler i forfatningstraktaten, som EØSU også påpegede, slog udvalget kraftigt til lyd for, at man skulle have det europæiske civilsamfunds brede opbakning til forfatningstraktatens resultater, hvis disse mangler skulle overvindes.

1.5

Udvalget pegede bl.a. på følgende mangler:

1.6

Efter udvalgets opfattelse er alle disse iagttagelser fortsat relevante og gyldige. I sin udtalelse fra oktober 2004 gav udvalget ikke kun sin helhjertede støtte til ratificeringen af forfatningstraktaten, men slog også til lyd for, at EU's borgere skal oplyses om de demokratiske fremskridt i forfatningen og om dennes fordele.

1.7

Den debat, som fandt sted i forbindelse med ratificeringsprocessen, viste endnu engang, at en af de største udfordringer, EU står over for, er spørgsmålet om, hvordan man kan sikre og garantere væksten, arbejdspladserne og velfærden for den nuværende og kommende generationer. Som den seneste måling fra Eurobarometer (Eurobarometer 63, september 2005) viser, ligger dette spørgsmål de europæiske borgere særlig på sinde.

1.8

Et afgørende element i svaret på denne udfordring skal findes i de af stats- og regeringscheferne i 2000 opstillede mål for Lissabon-strategien, som er en strategi, der tilbyder en konkret vision for det europæiske samfunds fremtid.

1.9

Det er imidlertid nødvendigt at erkende, at resultaterne — trods fem års intense debatter og aktiviteter på europæisk plan — hidtil har været skuffende og strategiens gennemførelse mangelfuld.

1.10

»Der er sket ubestridelige fremskridt, men der er samtidig klare mangler og forsinkelser,« rapporterede Det Europæiske Råd i marts 2005. Der kan være mange grunde til disse mangler og forsinkelser, men de fleste er enige i følgende to iagttagelser:

1.11

Således blev det understreget på Det Europæiske Råd i marts 2005, at civilsamfundet er nødt til at gøre Lissabon-strategiens mål til sine egne og aktivt være med til at opfylde dem.

1.12

Det er i den sammenhæng især tydeligt, at fremtiden for EU's samfundsmodel, inklusive dens sociale model, som er en afgørende del af de europæiske borgeres kollektive identitet, og som de kraftigt identificerer sig med, afhænger af, om Lissabon-strategiens mål realiseres. Udfordringen drejer sig derfor ikke så meget om forfatningstraktatens fremtid, om end den er vigtig, men om at skabe betingelserne for, at de europæiske borgere atter kan tage det europæiske projekt til sig på grundlag af en overordnet fælles vision om, hvilket slags samfund de kunne tænke sig.

1.13

Det er grunden til, at udvalget i sin udtalelse fra oktober 2004 fastslog, at der er en forbindelse mellem forfatningstraktaten og Lissabon-strategien, idet man påpegede følgende:

Lissabon-strategien»bør indgå i diskussionerne, fordi den rummer en fremtidsvision for den enkelte europæiske borger: konkurrenceevne, fuld beskæftigelse, videndeling, investering i menneskelige ressourcer, vækst, men også bevarelse af levemiljøet og livskvaliteten i kraft af bæredygtig udvikling.«

2.1

For at EU kan løse de problemer, som det står over for, bør den europæiske integrationsproces tilføres ny legitimitet på grundlag af en ny opfattelse af demokratisk handling, som tildeler civilsamfundet og dets repræsentative institutioner en afgørende rolle.

2.2

Inddragelse af civilsamfundet i den offentlige beslutningsproces er således af stor betydning for en styrkelse af de europæiske institutioners og tiltags demokratiske legitimitet. Det er af endnu større betydning, når det drejer sig om at opbygge en fælles vision for »Europas« formål og kurs og hermed en ny konsensus, som skal gøre det muligt at videreføre den europæiske integrationsproces samt definere og gennemføre et projekt for morgendagens Europa, som i højere grad lever op til borgernes forventninger.

2.3

EU's institutioner og medlemsstaternes regeringer bør fremme en ægte nærhedskultur, som ikke kun omfatter de forskellige myndighedsniveauer, men også de forskellige dele af samfundet, på en sådan måde, at Europas borgere får demonstreret, at EU kun griber ind på områder, hvor der er en klar gevinst at hente, og under hensyntagen til princippet om bedre lovgivning.

2.4

Ifølge de seneste Eurobarometer-resultater mente 53 % af de adspurgte, at deres stemme ikke talte i EU. Kun 38 % mente det modsatte.

2.5

Disse resultater viser, at det er nødvendigt at indføre og anvende instrumenter, som giver EU's borgere reel mulighed for at deltage i den proces, som går ud på at definere et projekt for det udvidede Europa. Dette projekt skal have et ægte indhold og anspore borgerne til at støtte og identificere sig med den europæiske integrationsproces.

2.6

Det skal i den forbindelse understreges, at EU's demokratiske legitimitet ikke kun bygger på en klar definition af institutionernes beføjelser og ansvarsområder. Den demokratiske legitimitet er nemlig også ensbetydende med, at:

2.7

EØSU finder, at den nu suspenderede eller forsinkede ratificering af forfatningstraktaten rummer en væsentlig ironi, eftersom fraværet af forfatningen, og navnlig af bestemmelserne i afsnit VI om EU's demokratiske liv, yderligere understreger behovet for denne forfatning. En vigtig udfordring for EU består således i at få dette grundlæggende budskab igennem.

2.8

EØSU finder, at idéen bag forfatningens bestemmelser om deltagelsesdemokrati og en civil dialog fortsat fuldt ud giver mening. EU's institutioner bør derfor fuldt ud tilslutte sig den grundlæggende idé i forfatningstraktaten og skabe et ægte deltagelsesdemokrati.

2.9

Behovet for øget deltagelse bliver ikke mindre af, at EU's borgere trods den senere tids hændelser har store forventninger til forfatningen. Ifølge tidligere nævnte Eurobarometer-undersøgelse går ca. 60 % af EU's borgere ind for øget integration i EU (diverse andre meningsmålinger er nået til samme konklusion). Det fremgår også af resultaterne, at borgerne ønsker, at Unionen skal spille en større rolle, således at EU kan tage kampen op med alvorlige problemer som f.eks. arbejdsløshed, fattigdom og social udstødelse.

2.10

EØSU påpegede allerede i oktober 2004, at skal der rådes bod på forfatningens mangler og dens ratificering sikres gennem en mobilisering af civilsamfundet, bør der gøres en indsats for at opvurdere den foreslåede institutionelle ramme og forbedre den gennem en række praktisk betonede tiltag. EØSU slog bl.a. til lyd for at:

2.11

EØSU har på denne måde forsøgt at overbevise EU's regeringer og institutioner om det presserende behov for at få civilsamfundet og dets organisationer til at slutte op om forfatningens grundtanke og bogstav.

2.12

EØSU bemærker, at den »brede debat«, som stats- og regeringscheferne annoncerede i deres erklæring fra juni, endnu ikke er kommet i gang. EØSU mener, at den bør indledes hurtigst muligt. EØSU finder dog samtidig, at en sådan debat vil give bagslag, hvis ikke den offentlige mening på en eller anden måde får større vished om arten af den europæiske integrationsproces, og navnlig de tilknyttede demokratiske aspekter.

2.13

EU bør naturligvis udnytte den tænkepause, som stats- og regeringscheferne vedtog i juni, til at undersøge mulige løsninger på de politiske og institutionelle vanskeligheder, som folkeafstemningsresultaterne i Frankrig og Nederlandene har givet anledning til.

2.14

EØSU finder imidlertid, at EU først og fremmest bør udnytte denne tænkepause til at skabe grundlag for en fælles vision blandt EU's borgere, hvad angår Europas fremtid, en ny social kontrakt mellem Europa og dets borgere samt en ny konsensus, der desuden vil kunne danne rammen om de politikker, som er nødvendige for at sikre vækst, beskæftigelse og velstand. Medlemsstaternes regeringer bør derfor »tage EU med hjem«.

2.15

Det er vigtigt at understrege, at »deltagelsesdemokrati« og »civil dialog« ikke er tomme fraser, men at der er tale om vigtige principper med indflydelse på gennemførelsen af EU's politikker og hermed på EU's fremtid.

2.16

Det er derfor vigtigt at inddrage civilsamfundet så bredt som muligt, på nationalt, regionalt og lokalt niveau, i alle fremtidige debatter og diskussioner, at anspore EU's borgere til at give udtryk for deres konkrete forventninger og, for at dette kan lade sig gøre, lancere en egentlig strategi, der går ud på at lytte til og have en dialog med borgerne om EU's politikker og den vision, som de har for deres fælles fremtid.

2.17

I den forbindelse vil EØSU nøje gennemgå Kommissionens Plan D, ikke mindst fordi det er overbevist om, at der ikke i øjeblikket reelt er taget hul på en debat og at metoden, tidsplanen og midlerne til debatten ikke bare i de enkelte medlemsstater, men på fællesskabsplan, vil blive afgørende. EØSU bakker op om de synspunkter, som Kommissionens næstformand Margot Wallström flere gange har givet udtryk for, nemlig at kommunikation er en tovejs-proces, og at »Europa« bør lytte mere. Efter EØSU's opfattelse betyder »lytte« ikke nødvendigvis »følge«, men så afgjort »inddrage«, og det skal betyde »forstå«.

3.1

Mere generelt bifalder EØSU, at der en stigende erkendelse af, at EU bør udstyres med en egentlig kommunikationsstrategi, og at EU bør revidere og styrke sine kommunikationsværktøjer. EØSU bifaldt Europa-Parlamentets rapport af 26. april 2005 om gennemførelsen af Den Europæiske Unions informations- og kommunikationsstrategi samt den handlingsplan, som Kommissionen vedtog den 20. juli 2005 med henblik på at forbedre Kommissionens kommunikation om Europa.

3.2

EØSU har selv vedtaget en strategisk kommunikationsplan, som regelmæssigt tages op til revision. I december 2004 godkendte EØSU's præsidium desuden en overordnet strategisk indfaldsvinkel til den udfordring, som går ud på at forbedre kommunikationen om Europa. EØSU har i begge tilfælde søgt at styrke den funktion, som udvalgets medlemmer og de organisationer, de repræsenterer, udfylder som kommunikationskanaler. EØSU deltog med stort engagement i 2004 i det såkaldte »Wicklow-initiativ« og fremlagde bl.a. på det uformelle ministermøde i Amsterdam et strategisk dokument »At bygge bro mellem EU og borgerne« som svar på, hvordan det organiserede civilsamfund generelt og EØSU i særdeleshed i højere grad kan inddrages i kommunikationsprocessen.

3.3

EØSU støttede den anmodning, som Det Europæiske Råd i november 2004 fremsatte til Kommissionen om at udarbejde en sammenhængende kommunikationsstrategi for EU. EØSU er i tæt samarbejde med Kommissionen ved at arrangere et interessentforum om kommunikationsudfordringerne, der skal give det organiserede civilsamfund mulighed for at kanalisere sine synspunkter ind i de igangværende overvejelser. Kommissionen vil kunne tage hensyn til disse synspunkter ved udarbejdelsen af den planlagte hvidbog om kommunikationsudfordringerne.

3.4

EØSU, som afholdt et lignende interessentforum i april 2005 om de politiske aspekter ved en bæredygtig udvikling, er parat til at arrangere lignende hørings- og lyttefora om vigtige politiske spørgsmål, således at det organiserede civilsamfunds stemme kan blive hørt og »Bruxelles« bedre kan lytte.

3.5

EØSU understreger i den forbindelse den vigtige rolle, som Europa-Parlamentet forhåbentlig fortsat vil spille som det første, og vigtigste, element i den demokratiske brobygningsproces. EØSU er parat til at være Europa-Parlamentets partner ligesom under Konventet og i den forbindelse afholde høringer og fora på eget initiativ eller om spørgsmål, hvor Europa-Parlamentet især ønsker at høre det organiserede civilsamfund.

3.6

På denne baggrund skal EØSU til at understrege to grundlæggende overvejelser. EØSU bifalder den øgede betoning af kommunikationsstrategier og –værktøjer, men minder om, at en kommunikationsstrategi kun kan være så god som det budskab, den videreformidler. Kommunikation er nemlig en supplerende mekanisme og ikke et mål i sig selv. EØSU deltager fuldt ud i de sideløbende processer, som går ud på dels at fastlægge en europæisk kommunikationsstrategi og dels at styrke kommunikationsværktøjerne, men finder, at aktiviteterne på EU-niveau bør betragtes som et supplement til de kommunikationsprocesser, der foregår i medlemsstaterne. Det er således yderst vigtigt med en sådan strategi på europæisk niveau, men det er langt fra tilstrækkeligt.

3.7

EØSU understreger i den forbindelse den rolle, som de repræsentative og rådgivende institutioner spiller på nationalt niveau, heriblandt de nationale parlamenter og de økonomiske og sociale råd, men også på lokalt og regionalt niveau.

4.1

De årsager og den logik, der fik EØSU til at stemme for forfatningstraktaten med et så stort flertal — specielt bestemmelserne om EU's demokratiske liv — er stadig de samme. EØSU tror fortsat fuldt og fast på, at den bedste måde at garantere EU's demokratiske liv på er ved at knæsætte sådanne bestemmelser inden for en fast forfatningsmæssig ramme. Imidlertid bør den nuværende usikre situation ikke afholde alle EU's aktører fra at træffe foranstaltninger til allerede på nuværende tidspunkt at begynde at gennemføre deltagelsesdemokratiet. Alle EU-institutionerne bør derfor grundigt overveje, hvordan de kan:

Der ud over bør Kommissionen foregribe bestemmelserne i artikel I-47, stk. 4, i forfatningstraktaten og høre civilsamfundet om indholdet af den EU-lovgivning, som fastsætter procedurerne for iværksættelse af borgerrettighedsinitiativet (EØSU kunne anmodes om en sonderende udtalelse om dette emne).

4.2

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg bekræfter for sit vedkommende, at det er fast besluttet på at spille en vigtig, om end kun supplerende, rolle i bestræbelserne på at fremme civilsamfundsdialogen, ikke alene ved hjælp af traditionelle høringsmekanismer, men også i kraft af sin rolle som bro mellem EU og det organiserede civilsamfund. Udvalget henleder i den sammenhæng opmærksomheden på, at der er behov for nytænkning omkring, hvordan der kan skabes samspil med det organiserede civilsamfund. Udvalget er parat, villig og i stand til at optræde som fuldgyldig partner i alle tiltag, der sigter mod at fremme civilsamfundsdialogen.

4.3

Den økonomiske situation i EU er afgørende for, hvordan offentligheden ser på den europæiske integration. EØSU gentager sin støtte til Lissabon-strategien, men insisterer på, at EU og dets medlemsstater er nødt til at vise, at de lever op til deres forpligtelser. Udvalget er overbevist om, at Lissabon-strategien er den bedste garanti for EU's fremtidige økonomiske vækst og gode sociale, miljømæssige og kulturelle vilkår, men det er mærkeligt nok ikke lykkes EU at fange borgernes interesse på samme måde, som det lykkedes for 1992-kampagnen om oprettelsen af det indre marked. Strategien bør gøres mindre abstrakt, og målsætningerne (hvis ikke ligefrem titlen) bør indarbejdes i medlemsstaternes politiske jargon. Civilsamfundet og civilsamfundsorganisationerne skal inddrages.

4.4

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vil for sit vedkommende fortsætte med at arbejde ud fra det mandat, som det fik på Det Europæiske Råd den 22.-23. marts, til »sammen med medlemsstaternes økonomiske og sociale udvalg og andre partnerorganisationer at oprette et interaktivt netværk for initiativer i civilsamfundet, der skal fremme gennemførelsen af strategien«. (Dok. 7619/1/05 rev. 1 Rådet, pkt. 9).

4.5

EØSU har hele tiden sagt, at det er nødvendigt at forbedre kommunikationen mellem EU og de borgere, som udvalget arbejder for. EØSU erkender, at EU-institutionerne, både individuelt og samlet, for nylig har gjort et stort arbejde. To nylige eksempler er den fuldstændige omstrukturering af Europa-Parlamentets webside og Kommissionens tjeneste, Europa Direkte. EØSU går ind for et tæt interinstitutionelt samarbejde på kommunikationsområdet. Udvalget noterer sig Kommissionens Plan D og ligeledes dens plan om at udarbejde en hvidbog i nær fremtid. Udvalget er helt indstillet på at spille en støtterolle i det omfang, det kan bidrage til at mindske afstanden, hvilket interessentforummet den 7.-8. november om dette emne er et bevis på.

4.6

EØSU mener imidlertid, at en given kommunikation kun kan være så god som det budskab, den formidler. Med henvisning til sine tidligere udtalelser om Lissabon-strategien tror EØSU, at EU-institutionerne og ikke mindst medlemsstaterne er nødt til genoverveje, hvordan de kan formidle EU. Der er allerede blevet sagt meget om at holde op med at give hinanden skylden, men det står klart, at EU alt for ofte opfattes negativt eller defensivt, og at der ikke er gjort nok for at »sælge« de positive aspekter af integrationsprocessen.

4.7

I relation til en forbedret koordinering opfordrer EØSU til, at man genopliver det såkaldte »Wicklow-initiativ« (uformelle EU-ministermøder), men med et specifikt, stående mandat til at se på, hvordan EU kan formidles bedre, og til at give medlemsstaterne et uformelt forum, hvor de kan tage bestik af den offentlige mening og udveksle bedste praksis. På interinstitutionelt plan opfordrer EØSU til, at den interinstitutionelle gruppe gives mandat til at mødes hyppigere og mere regelmæssigt for at diskutere kommunikationsrelaterede emner. Denne slags mekanismer er specielt vigtige i betragtning af den hastige teknologiske udvikling (f.eks. mobiltelefoner, bredbånd) og den hurtige udvikling af nye kommunikationsteknikker til udnyttelse heraf.

4.8

EØSU understreger sin overbevisning om, at kommunikation bør være et fast punkt på dagsordenen og ikke kun noget, der tages op i forbindelse med en enkeltstående kampagne om et bestemt emne.

4.9

EU-institutionerne bør være på vagt over for en forkert, om end helt klart velmenende tro på, at den nuværende »afkobling« kan løses fra centralt hold »i Bruxelles«. I virkeligheden kan EU-institutionernes kommunikationsaktiviteter kun være supplerende. Hovedansvaret ligger et andet sted. Resultatet af valget til Europa-Parlamentet og resultaterne af de franske og hollandske folkeafstemninger om EU-forfatningen viser klart, at mange EU-borgere ser skeptisk på EU. Deres skepsis vedrører først og fremmest EU-lovgivningens indvirkning på deres leve- og arbejdsvilkår. Det er op til medlemsstaterne at forklare deres borgere betydningen af EU og behovet for specifik EU-lovgivning og at forklare virkningerne heraf til den respektive nationale sfære.

4.10

Offentligheden, herunder civilsamfundet, kan kun overbevises om EU's legitimitet og fælles fremtid, hvis de oplever troværdighed, tillid, en gennemsigtig lovgivningsproces og en velfungerende forvaltning af lovgivningen. I første omgang bør medlemsstaternes regeringer stå som garanter herfor. Regeringerne er nødt til at optræde som egentlige medejere af EU og afholde sig fra »vi og dem«-modellen og det konstant, forvirrende budskab, som den medfører.

4.11

Irlands National Forum on Europe har bevist, at civilsamfundsorganisationers bidrag sommetider kan være udslagsgivende. Det er afgørende at forbedre kommunikationen på et relevant plan (lokalt, professionelt etc.) og at forklare EU-politikkens succeshistorier eller lovgivningsprocessen i vedkommende, letfattelige vendinger på det pågældende plan. Civilsamfundsorganisationerne er godt placeret til at varetage denne opgave. EØSU er derfor fast besluttet på at hjælpe og anspore civilsamfundsorganisationerne i medlemsstaterne, specielt ved hjælp af medlemmernes brobygningsfunktion. Hvis der virkelig skal igangsættes en bred debat om det europæiske projekt og EU's politikker, er det i øvrigt vigtigt, at den starter på civilsamfundets lavere trin i de enkelte medlemsstater. Et EU-forum har kun mening, hvis der er mulighed for at kommunikere disse synspunkter både opad og nedad. Der er nemlig ikke så meget behov for en top-down eller bottom-up tilgang, men snarere en bottom-down tilgang.

4.12

Denne udtalelse har med vilje undgået at gå for meget ind i diskussionen om EU-forfatningens fremtid og EU's valgmuligheder. Der er helt klart ikke mulighed for at vende permanent tilbage til status quo før Nice-traktaten. Måske vil den brede debat, som stats- og regeringscheferne har foreslået, kunne bidrage til at finde den bedste vej fremad. EØSU bemærker med en vis bekymring, at der i de fleste medlemsstater ikke foregår nogen bred debat. I mangel af en sådan debat er det vanskeligt at se, hvordan der kan ske et reelt fremskridt.

3.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/47

1.1

Den Europæiske Union, der i dag består af 25 medlemsstater, vil uden tvivl blive udvidet med nye medlemsstater frem til 2020/2030, først og fremmest med Rumænien, Tyrkiet, Bulgarien og Kroatien. Uden at foregribe eventuelle fremtidige udvidelser, er det sandsynligt, at den indflydelse, som EU udøver i nærområderne gennem samarbejde og handel, kommer til at omfatte perifere lande som Ukraine, Georgien og Rusland.

1.2

I dette store landområde, der udgør et rektangelformet kontinent og strækker sig 6 000 km i øst-vestlig retning og 4 000 km i nord-sydlig retning, vil der opstå nye behov for persontransport for at muliggøre den frie bevægelighed i overensstemmelse med principperne om frihed, for at udvikle en form for europæisk demokrati, der forudsætter kulturel udveksling, og for at fremme den økonomiske udvikling.

1.3

Udviklingen af transportformer, der opfylder de forventede behov for bevægelighed i de kommende 20-30 år, bør ske i overensstemmelse med det mål, der blev fastsat på topmødet i Lissabon i 2000:

»EU skal blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed«.

1.4

Alle forslag om at udvikle den kollektive og individuelle persontransport bør derfor tage højde for følgende:

1.5

For at sikre integration og lige muligheder for alle bør der i enhver diskussion om udviklingen af persontransport tages højde for bevægelseshæmmede personer, såsom handicappede, ældre og små børn. For at bevægelseshæmmede personer kan sikres en uafhængig bevægelighed uden hindringer, vil det være hensigtsmæssigt at fastsætte nogle administrative bestemmelser, der garanterer dem adgang til fremtidige transportformer og dermed forbundet infrastruktur, herunder flytransport. Kommissionen fremsætter i den forbindelse forslag til en forordning om bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly (1).

1.6

EØSU konstaterer, at EU i flere årtier aktivt har beskæftiget sig med godstransport og har mangedoblet initiativerne til at øge godstransportkapaciteten for at fremme den europæiske samhandel og derved den økonomiske udvikling. Udbygningen af transportinfrastrukturen, navnlig vejnettet, er således blevet intensiveret, mens jernbanenettet i mindre grad og flod- og kanalnettet kun undtagelsesvist er blevet udbygget.

1.7

I slutningen af 2005 agter Kommissionen at forelægge en meddelelse om de midtvejsresultater, der er opnået på grundlag af forslagene i hvidbogen »Den europæiske transportpolitik frem til 2010 — de svære valg«. Det vil herved være muligt at klarlægge udviklingen af brugernes plads i centrum af transportpolitikken, og bedømme, om hensynet til bæredygtig udvikling har resulteret i en faktisk overførsel af den stigende vejgodstransport til andre transportformer (jernbane, indre vandveje og søveje). På baggrund af denne statusopgørelse vil EØSU til sin tid og på sædvanlig vis udarbejde en relevant udtalelse, som dog ikke skal foregribes her.

1.8

I afventning af statusopgørelsen konstaterer EØSU, at mens der eksisterer en prognose fra Den Internationale Jernbaneunion for det samlede antal passagerer/km i Vesteuropa for 2010/2020 (2), mangler der en overordnet oversigt over persontransport. Det har i flere årtier været almindeligt antaget, at man ved at tilfredsstille kravet om og behovet for godstransport, ville finde en tilstrækkelig løsning på problemet vedrørende persontransport. Denne antagelse har ført til udviklingen af vejinfrastrukturer, der anvendes såvel til godstransport som til individuel eller kollektiv persontransport (bil, bus). Vejene har altid haft dette dobbelte sigte. I dag gør trafikudviklingen det dog vanskeligt og farligt for gods- og persontransporten at sameksistere på mange færdselsårer. Denne prioritering alene til fordel for godstransport har begunstiget vejinfrastrukturerne, som kan anvendes til både gods og personer, til skade for andre transportformer.

1.9

EØSU vurderer, at dette forhold:

1.10

På dette grundlag anmoder EØSU, som ikke har til opgave at iværksætte undersøgelser, Kommissionen om snarest at indlede en overordnet debat for at:

2.1.1

EØSU ser gerne, at Kommissionen bidrager til at gøre de europæiske beslutningstagere og borgere bevidste om EU's geografiske dimensioner i dag og i nær fremtid. EU, der i dag består af 25 medlemsstater, vil i løbet af en generation frem til 2020/2030 uden tvivl have optaget nye lande og udvidet sin indflydelsessfære i kraft af den geografiske nærhed til eller samarbejdet med nabolande og vil således dække hele det europæiske kontinent, hvor problemer med persontransport såvel som med godstransport må løses i en anden målestok.

2.1.2

Alt for få europæere er i dag klar over, at EU og EU's indflydelsessfære kommer til at dække et område, der strækker sig fra Atlanterhavet i vest til hjertet af Rusland i øst via Sortehavet og Volga eller Det Baltiske Hav og fra nord til syd frem til Middelhavets kyst og dermed det afrikanske kontinent.

2.1.3

I dette nye område kan afstandene og den nødvendige transporttid ikke længere betragtes som en forlængelse eller en simpel fortsættelse af den situation, vi hidtil har kendt, på grund af de forventede teknologiske begrænsninger og hastigheder på mellemlang sigt.

2.1.4

Globaliseringen og den tilsigtede og sandsynlige stigning i levestandarden i visse tætbefolkede lande fremmer ligeledes det kvantitative behov for transport af flere hundrede millioner mennesker, der bor uden for EU, og som hvert år måtte ønske eller være nødt til at rejse til og rundt i det europæiske område på gentagne, relativt kortvarige ture. EØSU vurderer derfor, at hensynet til EU's nye dimensioner bør gælde såvel de afstande (inden for selve det europæiske område, inden for de nærområder, der er en del af EU's indflydelsessfære, og i forhold til de internationale forbindelser) som den tid (transporttid, transportformernes hastighed, optimering af den tid, der bruges på transport ifølge brugernes ønsker og krav).

2.2.1

Følgende hovedårsager berettiger behovet for persontransport:

2.2.2

EØSU foreslår, at følgende årsager undersøges (listen er ikke udtømmende):

2.2.3

EØSU foreslår, at den overordnede debat, som det anmoder om, begrænser sig til rejser, der afstedkommer gentagne eller kontinuerlige strømme af en vis størrelsesorden.

—

individuelle rejser eller rejser i meget små grupper (få personer, par, familier m.m.).

NB: En lille gruppe kan for eksempel defineres som det antal passagerer, der ifølge færdselsloven må rejse i en privat personbil,

—

rejser i grupper af forskellig størrelse (erhvervsudøvende, turister, pensionister, ferierende m.m.).

2.2.6

Det er grunden til, at EØSU foreslår at skelne mellem afstande på:

2.2.7

Endelig bør dette kapitel om afstande omfatte international eller transkontinental transport for at tage højde for strømmene til og fra det europæiske område.

2.2.8

EØSU ønsker naturligvis, at den overordnede debat, som det har anmodet om, kommer til at omhandle de transportformer og infrastrukturer, som kan anvendes til persontransport. Man bør på dette område ikke bare nøjes med at identificere, vurdere og optimere de eksisterende transportformer, der allerede i vidt omfang er kendte, men også uden fordomme udforske nye muligheder, der hurtigt kan assimilere de teknikker og teknologier, der inden for de kommende årtier vil blive udviklet på området. Det forudsætter, at Kommissionen kommer med forslag til, hvordan man kan fremme, organisere og koordinere forskningsprogrammer om udviklingen af transportformer og forudse fremtidens behov, samtidigt med at det gøres muligt at assimilere mulighederne.

2.2.9

De nuværende transportformer for personer kunne inden for rammerne af den overordnede debat inddeles som følger:

2.3.1

EØSU har i sin søgen efter tilgængelige data om behovet for persontransport i de kommende årtier konstateret alvorlige mangler på området. Der foreligger forholdsvist mange resultater fra tidligere, men de gør det ikke muligt at opstille tilstrækkeligt pålidelige prognoser for fremtiden. De tager hverken højde for den seneste udvikling, såsom udvidelsen af EU til 25 medlemsstater, eller mulighederne for nye optagelser på mellemlang sigt eller udviklingen i de lande, der falder ind under EU's indflydelsessfære.

2.3.2

EØSU har ikke kendskab til undersøgelser af konsekvenserne og den potentielle betydning, som en udvikling i levestandarden i vækstlandene vil have for EU. Ifølge overensstemmende prognoser fra forskellige kilder vil udviklingen gøre det muligt for flere hundrede millioner borgere i disse lande at rejse til udlandet hvert år fra og med 2020 for Kina og sandsynligvis 2030 for Indien. Det ofte angivne tal på 100 millioner kinesere, der i 2020 hvert år vil kunne rejse som turister i udlandet, virker i dag urealistisk. Tallet udgør imidlertid kun 8 % af den kinesiske befolkning. Det er lavere end andelen af japanere, der i dag rejser til udlandet (ca. 12 millioner). I en nylig undersøgelse bekræftes det, at 4 % af den kinesiske befolkning i dag har nået en levestandard, der svarer til det europæiske gennemsnit. 4 % lyder ikke af meget, men efter kinesisk målestok svarer det til over 50 millioner mennesker!

2.3.3

Hvis det til sammenligning antages, at kun 50 millioner kinesere vælger at rejse til Europa som turister, og at de tager med fly for at besøge flere lande i EU på forholdsvist korte ophold (10 dage i gennemsnit), er det EØSU's ønske, at EU efter en gennemgang af prognoserne undersøger behovet for kapacitetsudvikling og opfordrer medlemsstaterne til at udstyre sig med tilstrækkelige midler til at kunne drage fordel af den økonomiske vækst, som en sådan udvikling i turismen kan skabe. I modsat fald vil kineserne og inderne — når tiden er inde — opfylde deres behov for mobilitet ved at rejse til lande, der kan tage imod dem.

2.3.4

EØSU har med interesse noteret sig den rapport, som Kommissionen offentliggjorde i september 2004 under titlen: »European energy and transport: Scenario on key drivers« (foreligger d.d. ikke på dansk). I rapporten, der bør tjene som referencegrundlag, opgøres resultaterne af en prospektiv undersøgelse på en lang række områder med tre tidshorisonter, nemlig 2010, 2020 og 2030. Målet er hovedsageligt at undersøge energibehovet og mulighederne for at anvende mindre forurenende og/eller vedvarende energi. Kapitel VI handler om transport og opstiller visse prognoser, som det vil være hensigtsmæssigt at revidere for at isolere og udskille data om persontransport fra de aktuelle data om godstransport, der fortsat har en dominerende position i disse statistikker.

2.3.5

Bilaget til rapporten (3) indeholder nogle bemærkninger om den forventede udvikling.

Det skal bemærkes, at prognoserne er udarbejdet for 30 lande (25 medlemsstater, hvortil Kommissionen har føjet Rumænien, Bulgarien, Schweiz, Norge og Tyrkiet). Generelt set vil persontransporten i disse 30 lande stige over en periode på 40 år. (Gpkm = Gigapassager-kilometer)

2.3.6

EØSU bemærker med interesse, at den forventede vækst for de kommende årtier er lavere end den vækst, der er konstateret for perioden 1990-2000. Det kan fortolkes som et tegn på, at personers bevægelighed ikke længere tages som udtryk for den økonomiske aktivitet.

2.3.7

Man kan konstatere, at transporten af personer i private køretøjer vil stige med 45 % mellem 2000 og 2030, mens jernbanetransporten kun vil stige med 30 %. Lufttransporten vil i samme periode stige med 300 %. EØSU er ikke i stand til at bedømme prognosernes holdbarhed, men anbefaler, at de undersøges nøje for at give et generelt overblik over situationen på mellemlang og lang sigt.

2.3.8

EØSU anmoder derfor Kommissionen om at iværksætte en tilbundsgående og specifik prospektiv undersøgelse for på det bredest mulige grundlag at bedømme de kvantitative og kvalitative behov for persontransport frem til 2020 og 2030.

2.3.9

Undersøgelsen bør foruden de 30 lande, som Kommissionen har angivet i ovennævnte rapport, også dække de lande, der falder ind under EU's indflydelsessfære (Kroatien, Albanien, Ukraine, Rusland, Nordafrika m.m.), og som i de kommende 25 år på en eller anden vis vil have styrket deres forbindelser til EU.

2.3.10

Undersøgelsen bør også gøre det muligt at vurdere konsekvenserne af de internationale transporter, herunder tilstrømningen af turister fra vækstlandene (Kina, Indien m.m.), for personers bevægelighed ind og ud af det europæiske område og inden for dette område.

3.1

Anser det for absolut nødvendigt at sikre personers bevægelighed i Europa for at styrke demokratiet og bidrage til EU's samhørighed.

3.2

Konstaterer, at der foreligger for få fremadrettede undersøgelser af personers bevægelighed frem til 2030 til at kunne vurdere konsekvenserne for omfanget af nødvendige transportformer og tilsvarende infrastrukturer.

3.3

Understreger, at gennemførelsen af store infrastrukturer, som dækker det europæiske kontinent, kræver lange tidsfrister (ca. tyve år), inden de kan tages i brug.

3.4

Mener, på grundlag af de foreliggende oplysninger, som viser en kraftig forventet stigning i behovet for persontransport, at Kommissionen bør indlede undersøgelser og dernæst anstille overordnede og specifikke overvejelser over emnet, sideløbende med undersøgelserne og overvejelserne over udviklingen af godstransport.

3.5

Foreslår, at disse overvejelser i 2010 indgår i en ny hvidbog om transportpolitik med en mere dybdegående undersøgelse end i 2001 med henblik på at dække behovene for persontransport frem til 2020/2030. Følgende kriterier kunne figurere heri:

3.6

Henstiller, at Kommissionen sammen med de berørte medlemsstater tilvejebringer de nødvendige midler til at sikre personers bevægelighed på de bedst tænkelige betingelser og i overensstemmelse med principperne om bæredygtig udvikling ved at tage højde for:

3.7

Understreger afslutningsvis, at det forenede Europa bør sørge for, at medlemsstaterne tilbyder et afbalanceret udbud af transportfaciliteter både for gods og personer og ønsker at blive orienteret om indledningen af de overordnede overvejelser og at blive hørt om konklusionerne.

3.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/52

—

»Forslag til Rådets forordning om den fælles markedsordning for sukker

—

Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere

—

Forslag til Rådets forordning om en midlertidig ordning for omstrukturering af sukkerindustrien i Det Europæiske Fællesskab og om ændring af forordning (EF) 1258/1999 om finansiering af den fælles landbrugspolitik«

1.1

Enogtyve lande i EU producerer roesukker. De franske oversøiske departementer og Spanien producerer i beskeden mængde rørsukker (280 000 t). Den samlede europæiske sukkerproduktion svinger i gennemsnit over årene mellem 17 og 20 mio. t, mens forbruget af sukker i EU anslås til 16 mio. t.

1.2

Sukkerroer, som indgår i vekseldriften, dyrkes på 2,2 mio. ha fordelt på 320 000 landbrugere (hvilket gennemsnitligt svarer til lidt under 7 ha pr. sukkerroeproducent). Sukkerroerne forarbejdes på 236 sukkerfabrikker, som har omkring 75 000 direkte fast- eller sæsonansatte. Den europæiske sukkerroe-/sukkersektor tegner sig for i alt 500 000 direkte eller indirekte arbejdspladser.

1.3

Samtidig producerer EU 500 000 t isoglucose og 250 000 t inulinsirup og forestår raffinering af rårørsukker (hvoraf størstedelen — 1,6 mio. t — importeres fra AVS-landene (1)).

1.4

Inden for sukker-, isoglucose- og inulinsirupsektoren går den seneste forlængelse af produktionskvotesystemet tilbage til 2001.

1.5

Kommissionen fremlagde den 14. juli 2004 en meddelelse om en reform af sukkersektoren (2), som EØSU afgav en udtalelse om den 15. december 2004 (3).

1.6

Kommissionen fremlagde den 22. juni 2005 tre lovforslag (4), som behandles i denne udtalelse.

Samtidig fremsatte Kommissionen et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastlæggelse af ledsageforanstaltninger for sukkerprotokollande, der påvirkes af reformen af EU's sukkerordning (5).

1.7

Kommissionens forslag adskiller sig fra meddelelsen af 14. juli 2004 ved:

2.1

EØSU mener, at en reform af den fælles markedsordning for sukker er nødvendig. Det henviser i den forbindelse til sin udtalelse af 15. december 2004 (6) og især pkt. 2.1, 2.4, 2.6, 2.7, 2.8, 2.9 og 2.10.

2.2

EØSU konstaterer imidlertid, at reformforslaget går meget længere, end hvad der blev bebudet i meddelelsen af 14. juli 2004. Pris- og produktionsnedskæringerne er meget større, og eksporten vil hurtigt falde væk. Forslaget sender derfor et forkert signal til vore konkurrenter i WTO-forhandlingerne. Endvidere forsvarer det ikke målet om at få en europæisk sukkerproduktion, som kan garantere forsyningen af markedet, især i de regioner, hvor omstruktureringen er vanskelig.

2.3

EØSU er bekymret over virkningen af de foreslåede pris- og kvotenedsættelser på landbrugsindkomsterne og beskæftigelsen. Det understreger i den forbindelse, hvilken vigtig rolle sukkersektoren spiller for økonomien i mange regioner. EØSU mener ikke, at forslaget er i overensstemmelse med den europæiske landbrugsmodel, RÅDETS hyppigt fremsatte ønske om ligeledes at støtte den traditionelle landbrugsproduktion i de mindre gunstigt stillede regioner eller medlemsstater, alsidighed, bæredygtighed og Lissabon-strategien. Forslagene fører således til tab af 150 000 direkte eller indirekte arbejdspladser.

2.4

EØSU mener ikke, at Kommissionens reform-scenario — sikring af markedsligevægten gennem prisnedsættelser — kan nå sit mål, opretholde en solid sukkerroe- og sukkersektor i Europa eller respektere de udviklingslande, der er leverandører af præferencesukker. EØSU mener, at der bør gøres alt for at undgå, at der via swap-sukkerordninger (trekantshandel), som ikke er til gavn for udviklingen af de mindst udviklede lande, åbnes nye verdensmarkedsandele for bl.a. Brasilien. I den forbindelse understreger det, at Brasiliens sukkerproduktion — som i vidt omfang understøttes af landets bioethanolpolitik og pengepolitik — foregår på sociale, miljømæssige og ejendomsretlige betingelser, der er uacceptable, men som forklarer de ekstremt lave produktionsomkostninger i Brasilien, produktionsstigningen i de senere år, som har resulteret i en stigning i sukkerlagrene på verdensmarkedet og dermed de lave priser på dette marked. EØSU mener, at adgang til det europæiske marked bør forudsætte, at der tages visse sociale hensyn, som f.eks. efterlevelse af de normer, der er omhandlet i erklæringen fra ILO's konference i 1998.

2.5

EØSU (7)»mener, at de foreslåede prisnedsættelser er et vigtigt skridt i retning af en fuldstændig liberalisering af sukkermarkedet. Et sådant skridt kan følgelig ikke stille sukkerroeavlere, sukkersektorens ansatte og de europæiske forbrugere en bæredygtig fremtid i udsigt«.

2.6

EØSU (8)»kan ikke forstå, hvorfor Kommissionen ikke har støttet idéen om at forhandle præferentielle importkvoter med de mindst udviklede lande, således som disse lande selv har anmodet om. Dette ville gøre det muligt at tilfredsstille de fattigste udviklingslandes interesser på en mere målrettet måde og sikre en afbalanceret markedsforsyning til rimelige priser i Europa. EØSU peger på den grundlæggende modstridende holdning, som Kommissionen indtager: på den ene side anfører den »alt andet end våben«-initiativet som begrundelse for den radikale reform af den fælles markedsordning for sukker, og på den anden side afviser den at imødekomme de mindst udviklede landes udtrykkelige ønske om at få en præferencekvoteordning«.

2.7

EØSU (9) mener ikke, at de betydelige nedsættelser af sukkerprisen vil komme forbrugerne til gode. 70 % af sukkeret anvendes til forarbejdede produkter, hvor der meget sjældent sker prisnedsættelser, der når frem til forbrugerne. Dertil skal føjes, at i de lande, hvor sukkermarkederne er blevet liberaliseret, har det ikke resulteret i lavere priser for forbrugerne.

2.8

EØSU forstår ikke, hvorfor Kommissionen foreslår hurtigt at afskaffe eksport af sukker i uforarbejdet stand. Selv om EU tabte sukkersagen i WTO-panelet, har det stadig ret til at eksportere 1 273 000 t subsidieret sukker i uforarbejdet stand, uanset om det er kvotesukker med restitution eller sukker uden for kvote. Der er også et vist udsving i udbyttet fra sukkerroeavl, og markedet vil opleve udsving i importen. Det vil derfor være ønskeligt med en vis fleksibilitet — via eksport — i forvaltningen af den varierende mængde af kvotesukker og sukker uden for kvote. Denne fleksibilitet er nødvendig for at sikre produktionen på lang sigt og en rationel anvendelse af ansatte og udstyr.

2.9

EØSU støtter Kommissionens forslag om en frivillig omstruktureringsplan, som vil medføre en væsentlig forbedring af vilkårene for gennemførelsen af en omstrukturering. Det ser dog gerne, at denne plan udbygges for at tage hensyn til de interesser, sukkerroeavlerne og de ansatte i sukkerindustrien har.

2.10

»Generelt mener EØSU ikke (10), at Kommissionen har vurderet virkningen af sit forslag korrekt. Det vil resultere i en massiv overførsel af ressourcer fra det åbne land (landbrug og første forarbejdning) i både Europa og udviklingslandene til store internationale fødevare- og distributionsselskaber. Det vil også betyde en afvikling af en stor del af sukkerindustrien i Europa og i AVS-landene, næsten udelukkende til gavn for den brasilianske sukkerproduktion. (11)«

3.1

EØSU glæder sig over, at Kommissionen — som det havde anmodet om — foreslår en forordning for perioden fra den 1. juli 2006 til den 30. september 2015.

3.2

EØSU finder de foreslåede prisnedsættelser overdrevne og mener ikke, at de får nogen indvirkning på den sukkerimport, der foregår via trekantshandel (verdensmarkedet, de mindst udviklede lande, EU), hvis omfang vil variere alt efter udsvingene i verdenspriserne og vekselkurserne. EØSU kræver derfor, at prisnedsættelserne begrænses til det strengt nødvendige — på linje med WTO-forhandlingerne — og at de fordeles over tid ligesom toldnedsættelserne for at give de nye medlemsstater den fornødne tid til at tilpasse sig.

EØSU anmoder desuden Rådet om at være særlig opmærksomt på landmændenes problemer i de vanskeligt stillede regioner eller i regioner uden ret mange rentable alternativer til sukkerroedyrkning.

3.3

EØSU er forbavset over, at forslaget lægger op til en produktionsafgift fra avlerne og fabrikanterne, mens kvoteniveauet vil ligge klart under forbruget. Det er også forbavset over, at Kommissionens tilgang er baseret på at fremme konkurrencen mellem europæisk produktion og importeret sukker. Afgiften er i denne forbindelse diskriminerende for avlerne og sukkerfabrikanterne i EU. EØSU kræver den derfor afskaffet eller udvidet til at omfatte alt importeret sukker.

3.4

EØSU mener ikke, at det er muligt at have en effektiv fælles markedsordning for sukker, uden at der er mulighed for på den ene eller den anden måde at regulere importen. Det henstiller derfor, at der medtages bestemmelser, som forbyder sukker-swaps med de mindst udviklede lande, og at der automatisk anvendes en kvantitativ beskyttelsesklausul for import fra de mindst udviklede lande, hvis Kommissionen beslutter at trække en vis mængde kvotesukker tilbage fra markedet (tilbagetrækningsprocedure) eller at støtte privat oplagring (markedspris under referencepris).

3.5

EØSU mener, at forordningsforslaget er alt for restriktivt over for eksporten. Det er af den opfattelse, at forordningen bør tillade alle eksportmuligheder, der er godkendt af WTO, især eksport af en supplerende mængde sukker uden for kvote, når de kvantitative og budgetmæssige begrænsninger, der er godkendt af WTO for subsidieret eksport, ikke er nået gennem eksport af kvotesukker med restitution.

Forordningen bør endvidere liberalisere eksport af kvotesukker uden restitution.

3.6

EØSU gør opmærksom på, at de foreslåede markedsforvaltningsinstrumenter, som skal erstatte interventionsordningen, ikke slår til. Det er ikke svært at forudse, at uregelmæssig og uforudsigelig import, som fører til et permanent pres på markedet, privat oplagring og obligatorisk tilbagetrækning ikke er nok til at sikre, at markedsprisen respekterer referenceprisen. EØSU kræver derfor, at interventionsordningen bevares.

3.7

EØSU noterer sig Kommissionens forslag om at kompensere for 60 % af det indkomsttab, der vil opstå for sukkerroer som følge af prisnedsættelsen. Det mener, at kompensationen bør være retfærdig, og at satsen bør være den samme som for andre afgrøder. Det konstaterer, at det reelle fald i sukkerroeprisen, i betragtning af produktionsafgiften og risikoen for et yderligere fald på 10 %, kan nå op på 50 %. I så fald vil kompensationen kun være på 51 %. EØSU anbefaler derfor en lavere prisnedsættelse og en højere kompensationssats, men under overholdelse af de foreslåede budgetbegrænsninger. EØSU understreger, at ydelse af kompensation for prisfald ikke fjerner det stående behov for effektive forvaltningsinstrumenter, hvis man vil forhindre et markedssammenbrud og sikre landmændenes indkomster.

3.8

EØSU bemærker, at forslaget om kompensation omfatter afkoblet støtte fordelt pr. hektar sukkerroer og cicorie, for hvilken der er indgået en kontrakt om levering af A- og B-sukker eller inulinsirup. EØSU mener, at medlemsstaterne gennem egnede bestemmelser bør have fuldstændig frihed til at tildele sukkerroe- og cicorie-avlerne den maksimale støtte, der er tilladt inden for de nationale lofter, forslaget fastsætter. EØSU anbefaler, at Kommissionen undersøger de langsigtede konsekvenser af afkoblingen.

3.9

EØSU finder det mærkværdigt, at forslaget lægger op til en »gratis« forøgelse af isoglucose-kvoterne på 300 000 t samtidig med at indføre et omkostningskrævende omstruktureringsprogram, som tager sigte på at skære sukkerkvoten kraftigt ned og kræve betaling for den supplerende kvote sukker på 1 mio., der kan tildeles.

3.10

EØSU konstaterer, at Kommissionen indledningsvis har taget dets forslag til sig om at indføre et frivilligt program for kompenseret omstrukturering, som erstatter den obligatoriske kvotenedsættelsesmekanisme og overførbarheden af kvoter på europæisk plan.

EØSU understreger, at roeavlerne/fabrikanterne skal være medbestemmende i spørgsmål om omstrukturering, og at der skal ydes en passende omstruktureringskompensation til de avlere, der er berørt af denne proces.

EØSU bemærker i denne forbindelse, at den supplerende betaling på 4,68 EUR/t A- og B-sukkerroer, der i 2006/2007 tildeles avlere, som berøres af omstruktureringen, blot udgør en tidlig tildeling af støtte til disse avlere som kompensation for de prisnedsættelser, der vil indtræde i 2007/2008. Der er derfor ikke tale om nogen godtgørelse for omstrukturering.

3.11

EØSU mener, at Rådet bør tillægge virkningen af Kommissionens forslag for beskæftigelsen i de forskellige regioner, der berøres af sukkerindustriens omstrukturering, den største betydning. Det anmoder medlemsstaterne og Kommissionen om at lette adgangen til EU's strukturfonde og Den Europæiske Socialfond, især i de regioner, der rammes mest af omstruktureringen, og i de nye medlemsstater for at bidrage til at afhjælpe reformens negative virkninger for beskæftigelsen via socialplaner, som går langt videre, end loven kræver. Man bør således fremme jobskabelse, diversificering og omstilling.

3.12

EØSU finder det i den forbindelse nødvendigt, at Kommissionen og medlemsstaterne gennem lovgivnings- og budgetmæssige tiltag snarest støtter en målrettet politik for anvendelse af biobrændsel, hvor sukkerroer bør spille en vigtig rolle. EØSU finder det stærkt påkrævet at videreudvikle mulighederne for at anvende sukker, som ligger ud over kvoten, uden for fødevareområdet.

3.13

EØSU gør Kommissionen og Rådet opmærksomme på, at import af sukker fra Balkan har en meget destabiliserende effekt på nabolandenes markeder. Det anbefaler, at man definerer og anvender de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger (især overholdelse af interventions- eller referenceprisen), og kræver desuden, at Kroatiens kvote snarest fastsættes.

4.1

EØSU erkender, at der er behov for at tilpasse den fælles markedsordning for sukker, men mener, at de fremsatte reformforslag vedrørende pris- og produktionsnedsættelser går alt for vidt.

Deres gennemførelse vil få vidtrækkende konsekvenser for den europæiske sukkersektor og vil især betyde tab af mindst 150 000 arbejdspladser i regioner, som ofte allerede er sårbare og mangler økonomisk rentable alternativer til denne afgrøde.

4.2

EØSU opfordrer Rådet til at være mere ambitiøst end Kommissionen i spørgsmålet om den europæiske sukkerroe- og sukkerproduktion ved at mængdebegrænse importen og tillade anvendelse af alle de eksportmuligheder, WTO har godkendt. Et produktionsmål på 2-3 mio. t over det mål, Kommissionen foreslår, er rent faktisk muligt, bl.a. ved at begrænse importen. Dette vil kunne være med til at redde 50 000-75 000 job og ca. 50 000 sukkerroebedrifter i mange regioner i EU.

4.3

EØSU frygter, at målene med »alt andet end våben«-initiativet og reformen af den fælles markedsordning for sukker mht. udviklingspolitik ikke nås. Det støtter derfor de mindst udviklede landes krav om at forhandle sukkerimportkvoter med EU. Under alle omstændigheder bør swap-handeler forbydes, og der bør fastlægges automatiske sikkerhedsklausuler og en adfærdskodeks sammen med kriterier for social og miljømæssig bæredygtighed såvel som for fødevaresuverænitet, som skal opfyldes for at få adgang til det europæiske marked

4.4

EØSU anbefaler at opretholde en eksportstrøm af kvotesukker og sukker uden for kvote, som svarer til de mængder, WTO har godkendt, for således at vedblive med at forsyne vore nærmeste traditionelle kunder.

4.5

EØSU kræver, at prisnedsættelserne fordeles over tid og nøje begrænses til de internationale forpligtelser, samt at sukker om nødvendigt behandles som et følsomt produkt i forbindelse med forhandlingerne under Doha-dagsordenen for udvikling.

4.6

EØSU anbefaler at bevare interventionsordningen og permanent at anvende effektive markedsforvaltningsinstrumenter.

4.7

EØSU kræver, at den delvise kompensation til sukkerroeavlerne for indkomsttab som følge af en nedsættelse af sukkerroeprisen så vidt muligt forhøjes og tildeles fuldt ud. Det understreger behovet for på lang sigt at sikre støttens videreførelse og fastholde budgettet for sukker.

4.8

EØSU bifalder Kommissionens forslag om et omstruktureringsprogram, men kræver medbestemmelsesret for avlerne og støtte til de avlere, der berøres af virksomhedslukninger, så de får mulighed for at omstrukturere deres bedrifter.

4.9

EØSU kræver, at man mobiliserer de europæiske struktur- og socialfonde for ud over den nødvendige erstatning at give de arbejdstagere, der berøres af omstruktureringen af den europæiske sukkerindustri, de bedste chancer for omskoling.

4.10

EØSU finder det nødvendigt og hastende at inddrage sukkersektoren i energidebatten (en biobrændselspolitik) som en faktor, der kan bidrage til at kompensere for reformens negative konsekvenser.

4.11

EØSU kræver, at der hurtigt rettes op på den destabiliserende effekt, som sukkerimporten fra Balkan har.

4.12

EØSU anmoder Rådet om at være opmærksomt på situationen i vanskeligt stillede regioner eller regioner med få rentable dyrkningsalternativer.

3.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/57

1.1

EF-traktaten indeholder ingen fælles skovbrugspolitik og en sådan er heller ikke indeholdt i forslaget til en ny forfatningstraktat.

1.2

Kommissionen offentliggjorde sin meddelelse om EU's skovbrugsstrategi den 18. november 1998. EU's ministerråd vedtog den 15. december 1998 en resolution om EU's skovbrugsstrategi, der var baseret på Kommissionens meddelelse.

1.3

Rådet udpegede bæredygtig forvaltning og anvendelse af skovene — som defineret af skovbrugsministrenes konference i Helsingfors i 1993 — samt skovenes multifunktionelle rolle som centrale elementer i den fælles skovbrugsstrategi, der skal tjene som et generelt udgangspunkt for aktiviteterne.

1.4

Andre centrale principper i skovbrugsstrategien er nærhedsprincippet, ifølge hvilket ansvaret for skovbrugspolitikken ligger hos medlemsstaterne, og Fællesskabets mulighed for at påvirke gennemførelsen af en bæredygtig anvendelse og forvaltning af skovene, hvor man med EU-foranstaltninger kan opnå en merværdi.

1.5

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg afgav en initiativudtalelse om EU's skovbrugsstrategi den 9. december 1999.

1.6

Rådet opfordrede i sin resolution Kommissionen til at udarbejde en rapport til Rådet efter fem år om EU's skovbrugsstrategi og dens gennemførelse.

1.7

Kommissionen offentliggjorde sin meddelelse om skovbrugsstrategiens gennemførelse den 10. marts 2005. Kommissionens arbejdspapir, som er vedlagt meddelelsen, indeholder en detaljeret beskrivelse af de aktiviteter og foranstaltninger, som er gennemført i forbindelse med EU's skovbrugsstrategi i perioden 1999-2004.

1.8

Udvalget støtter målsætningerne i Kommissionens meddelelse, især om at styrke skovbrugsstrategiens gennemførelse og forbedre koordineringen. Udvalget anser det for vigtigt, at Kommissionens forslag om et handlingsprogram for bæredygtigt skovbrug gennemføres snarest muligt.

2.1.1

Udfordringerne for EU's skovbrugssektor og skovbrugspolitik er siden 1998 blevet påvirket af mange ændringer i de politiske rammebetingelser. Her har Kommissionen i sin meddelelse fremhævet EU's udvidelse, godkendelsen af EU's strategiske politikmålsætninger samt udviklingen inden for den internationale skovbrugs- og miljøpolitik.

2.1.2

Med udvidelsen er EU's skovbrugsareal vokset med ca. 20 procent og skovressourcerne med ca. 30 procent, mens antallet af skovejere er steget fra 12 millioner til 16 millioner. Det er nødvendigt at øge den institutionelle kapacitet for at fremme bæredygtigt skovbrug i de nye medlemsstater. Her udgør udviklingen af det private skovbrugs strukturer og institutionelle rammer en særlig udfordring.

2.1.3

På topmødet for bæredygtig udvikling i Johannesburg i 2002 fremhævede man det bæredygtige skovbrugs betydning som ressource for bæredygtig udvikling, der kan være med til at opfylde de bredere, såkaldte Millennium-udviklingsmål. På topmødet blev der vedtaget et handlingsprogram, som forpligter regeringerne, og som også indeholder en lang række beslutninger om skovbrug.

2.1.4

EU's skovbrug står både over for stadig mere internationale markeder for skovbrugsprodukter og en kraftigt udviklet skovbrugsindustri, som kræver større effektivitet, hvad træproduktionen angår.

2.1.5

Skovene spiller en vigtig rolle og indebærer store fordele for samfundet. Samtidig bliver der lagt stadig større vægt på bæredygtig anvendelse af skovene og de miljøtjenester, skovene yder. Især har de internationale miljøaftaler, EU og medlemsstaterne har forpligtet sig til, skabt nye udfordringer for skovbruget.

2.1.6

På Det Europæiske Råd i Lissabon (marts 2000) fastlagde man et nyt strategisk mål for EU, nemlig at EU skal blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi, som kan opretholde en bæredygtig økonomisk vækst med nye og bedre arbejdspladser og større social samhørighed. EU's strategi for bæredygtig udvikling, der supplerer Lissabon-strategien og forudsætter en gensidig styrkelse af den økonomiske politik, socialpolitikken og miljøpolitikken, blev vedtaget på Det Europæiske Råd i Gøteborg (juni 2001).

2.1.7

Mange EU-politikker, -love og -foranstaltninger har direkte eller indirekte indvirkning på skovbruget. Man har ikke vurderet EU's skovbrugsstrategi og dens gennemførelse i relation til, hvor indbyrdes kompatible disse politikker, love og foranstaltninger er, og hvordan de supplerer hinanden.

2.2.1

Rådet understregede i sin resolution om EU's skovbrugsstrategi, at Fællesskabet bør deltage aktivt i gennemførelsen af resolutionerne fra de europæiske skovbrugsministres konference samt på eget initiativ deltage i diskussioner og forhandlinger om internationale skovbrugsspørgsmål, især i FN's mellemstatslige skovforum.

2.2.2

I EØSU's udtalelse fra 1999 påpegede man, at EU bør arbejde energisk for at etablere et internationalt, retligt bindende instrument for forvaltning, bevarelse og bæredygtig udvikling af alle skovtyper i henhold til de principper for skovbrug, som blev fastlagt i Rio. Denne målsætning er fortsat aktuel i lyset af internationaliseringen af handlen med skovprodukter, globaliseringen af skovbrugsindustrien og den fortsatte ødelæggelse af skovene samt for at beskytte rettighederne hos lokalsamfund, der er afhængige af skovene.

2.2.3

For at forhindre illegal skovhugst og træhandel har Kommissionen udarbejdet en handlingsplan for retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (FLEGT) samt et forslag til forordning om etablering af en godkendelsesordning for FLEGT. Udvalget anser det for særdeles vigtigt at bekæmpe illegal skovhugst og ulovlig træhandel. Illegal skovhugst forårsager alvorlige miljømæssige, økonomiske og sociale skader, og træ fra illegal skovhugst forvrider handlen med træprodukter. Når det gælder om at forhindre illegal skovhugst bør man dog frem for alt lægge vægt på foranstaltninger, som kan gennemføres i samarbejde med producentlandene for at stramme op på de administrative procedurer og forbedre retshåndhævelsen. På den måde kan man bedst tage hensyn til bl.a. landets sociale faktorer og indvirkningen på levevilkår og velfærd i f.eks. de samfund, som er afhængige af skovene. Man bør navnlig se på, hvordan man kan beskytte de oprindelige naturskove og deres diversitet. Afklaring af, hvem der har retten til at udnytte jorden, er en grundlæggende forudsætning for at begrænse den illegale skovhugst. Den foreslåede godkendelsesordning gør det ikke mindre nødvendigt at stramme op på disse foranstaltninger.

2.2.4

Den internationale politik på det økonomiske, sociale og miljøpolitiske område har sammen med FN's miljøaftaler en stadig større indvirkning på EU's skove og rammerne for skovbrugets aktiviteter. Inden for rammerne af FN's aftale om biodiversitet godkendte man i 2002 et udvidet arbejdsprogram for skovdiversitet. I forbindelse med FN's klimaaftale var der enighed om, at skovene ved at binde kulstof spiller en rolle i bekæmpelsen af klimaændringerne. Især Kyoto-protokollen har medført nye udfordringer og muligheder for skovbrugssektoren. Et bæredygtigt skovbrug kan have stor indvirkning på, at forpligtelserne i de internationale miljøaftaler også indfries. Det forudsætter, at EU i forbindelse med international miljø-, social- og økonomisk politik og EU's egne politikker anlægger en koordineret og sammenhængende fremgangsmåde, som på en afbalanceret måde tager hensyn til det bæredygtige skovbrugs forskellige aspekter og respekterer skovbrugets mange forskellige former.

2.2.5

På fælleseuropæisk plan er ministerkonferencen om beskyttelse af de europæiske skove (MCPFE) et vigtigt forum for at diskutere skovbrugspolitik, og det har været i stand til at skabe en velfungerende ramme for at fremme en økonomisk, økologisk, socialt og kulturelt bæredygtig forvaltning og anvendelse af skovene.

2.3.1

På skovbrugsministrenes fjerde konference om beskyttelse af skovene i Europa (Wien den 28.-30. april 2003) understregede man de nationale skovprogrammers betydning for udviklingen af samarbejdet mellem skovbrugssektoren og øvrige sektorer. Ifølge skovbrugsministrenes møde udgør de nationale skovprogrammer, der forbedrer afgørelsen fra skovbrugsministermødet i Helsingfors om at udvikle bæredygtig skovforvaltning yderligere og generelt fremme bæredygtig udvikling, en åben og overordnet proces for planlægning, gennemførelse, opfølgning og evaluering af de politiske linjer indbyrdes mellem sektorerne og på nationalt og/eller lokalt niveau, som er under konstant udvikling.

2.3.2

I overensstemmelse med nærhedsprincippet udgør de nationale skovprogrammer et vigtigt redskab til at gennemføre målsætningerne for EU's skovbrugsstrategi. De nationale skovprogrammer er overordnede rammeprogrammer, der dækker mange områder, og som både tager hensyn til skovbrugssektorens indvirkning på andre sektorer og andre sektorers indvirkning på skovbrugssektoren. De nationale skovprogrammer kan tage hensyn til og afveje mange forskellige måder at anvende skovene på og samfundets forventninger til dem, idet der tages højde for særlige nationale forhold. De nationale skovprogrammer skaber sammenhæng og kongruens mellem de nationale politikker og med internationale forpligtelser. Disse programmer bør evalueres for at overvåge, hvorvidt de opfylder de opstillede målsætninger.

2.3.3

EU's og medlemsstaternes internationale forpligtelser på det miljø- og skovbrugspolitiske område kan bedst gennemføres inden for skovbruget, hvis kravene i disse forpligtelser indarbejdes i de nationale skovprogrammer.

2.3.4

EU bør fremme udarbejdelsen af nationale skovprogrammer i henhold til MCPFE's mål med henblik på at fremme et bæredygtigt skovbrug og opnå en overordnet tilgang til, hvordan man kan udvikle medlemsstaternes og EU's skovbrug og skovbrugspolitik.

2.4.1

På EU-plan har politikken for udvikling af landdistrikterne været det vigtigste instrument til at gennemføre skovbrugsstrategien. I perioden 2000-2006 blev skovbrugsforanstaltninger i forbindelse med landdistriktsudvikling støttet med 4,8 mia. euro, hvoraf den ene halvdel var afsat til plantning af skov på landbrugsjord og den anden halvdel til andre skovbrugsforanstaltninger.

2.4.2

Den Europæiske Revisionsret konstaterer i sin særberetning nr. 9/2004 om skovbrugsforanstaltninger i politikken for udvikling af landdistrikterne, at hverken Kommissionen eller medlemsstaterne har sørget for at vurdere, hvorvidt de enkelte projekter fremmer gennemførelsen af EU's skovbrugsstrategi.

2.4.3

Grundforordningen om støtte til udvikling af landdistrikterne (forordning (EU) nr. 1257/1999, artikel 29) fastlægger, at medlemsstaternes støtte til skovbruget inden for rammerne af politikken for udvikling af landdistrikterne skal knyttes sammen med nationale eller subnationale skovprogrammer eller tilsvarende instrumenter. I nogle medlemsstater er man først nu begyndt at udarbejde nationale skovprogrammer, og kun i nogle få lande er de allerede operationelle.

2.4.4

Evalueringen af skovbrugsforanstaltninger inden for rammerne af politikken for udvikling af landdistrikter er blevet forsinket, fordi Kommissionen mangler oplysninger om medlemsstaternes skovbrugsforanstaltninger. Man har ikke haft et fungerende opfølgningssystem for de skovbrugsforanstaltninger i medlemsstaterne, der støttes af EU.

2.4.5

Selv om en betydelig del af finansieringen er afsat til skovplantning, er der ikke blevet opstillet klare funktionelle mål for målretningen af sådanne foranstaltninger under skovbrugsstrategien, navnlig under hensyntagen til miljømål.

2.4.6

Mange af Kommissionens tjenestegrene og enheder er med til at godkende dels udviklingsplaner og operationelle programmer vedrørende landdistrikterne, dels skovbrugsforanstaltninger. På grund af beslutningsprocessens kompleksitet er politikken for udvikling af landdistrikter kun blevet anvendt i begrænset omfang ved gennemførelsen af EU's skovbrugsstrategi.

2.4.7

Det bør endvidere klarlægges, om det i stedet for at koncentrere EU's ressourcer om støtte til skovplantning vil være mere effektivt at fremme afsætning af træ, honoreringsordninger for miljøtjenester, forskning, uddannelse og rådgivning samt foranstaltninger til udvikling af landdistrikter, så man på længere sigt kan forbedre udviklingen af skovbrugssektorens rammevilkår og beskæftigelse samt skovenes miljøtjenester.

2.4.8

Ydermere bør man tage hensyn til, at skovbrugs- og træsektoren er en markedsbaseret branche inden for den åbne økonomi. Et effektivt indre marked i EU er betinget af, at støttepolitikken ikke virker konkurrenceforvridende på træmarkedet.

2.5.1

Skovbruget bør være økonomisk, økologisk, socialt og kulturelt bæredygtigt. Beskyttelse af skovene, overvågning af deres tilstand, genopretning af ødelagte skove samt sikring af skovenes miljøtjenester er et vigtigt led i et bæredygtigt skovbrug. En bæredygtig anvendelse af skovene bør sikres ved at sørge for tilstrækkelig regenerering.

2.5.2

Det vigtigste mål for EU's skove er, at de forbliver sunde og livskraftige ved at beskytte dem mod luftforurening og skovbrande samt andre skadelige faktorer, både organiske (sygdomme, insekter) og uorganiske (erosion).

2.5.3

Årligt bliver ca. 0,4 mio. hektar af EU's territorium ødelagt af skovbrande. Navnlig i EU's sydlige medlemsstater er skovbrande et stort problem. Ud over at forebygge skovbrande har EU indsamlet oplysninger om skovbrande samt undersøgt skovbrandenes omfang og årsager. EU har udstukket rammerne for systematisk indsamling af data om skovbrandenes omfang og årsager. Ved hjælp af systemet har man kunnet vurdere og overvåge medlemsstaternes og Kommissionens foranstaltninger til bekæmpelse af skovbrande. EU's skov- og miljøbeskyttelse kan ikke være effektiv uden en velfungerende strategi for overvågning og bekæmpelse af skovbrande.

2.5.4

Den vigtigste lovgivning, hvad angår bevarelse af skovene som sunde og livskraftige, er plantesundhedsdirektivet, direktivet om markedsføring af forstligt formeringsmateriale samt rammeforordningen om overvågning af skovene og miljøvirkninger (Forest Focus).

2.5.5

Forest Focus-forordningen udstikker rammerne for et EU-handlingsprogram, så man dels kan fortsætte med at overvåge sundhedstilstanden i Fællesskabets skove, dels videreføre programmerne til skovbrandsbekæmpelse samt udvikle opfølgningssystemerne og gøre dem mere alsidige. Målet er at producere pålidelige og sammenlignelige oplysninger om skovenes tilstand og de negative faktorer, som påvirker EU's skovøkosystemer.

2.5.6

Inden for rammerne af de internationale aftaler, FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO), Træudvalget under Den Økonomiske Kommission for Europa, Eurostat og Ministerkonferencen om beskyttelse af de europæiske skove bliver der allerede indsamlet oplysninger om skovenes diversitet, skovressourcer, kulstofbindingen, kulstofcyklussen og skovprodukter samt virkningen af skovbeskyttelse. Ved udviklingen af Fællesskabets overvågningssystemer bør man udnytte allerede eksisterende og nye nationale, fælleseuropæiske og globale overvågningssystemer og sikre, at jordejernes databeskyttelse garanteres ved behandlingen og offentliggørelsen af data.

2.5.7

Plantebeskyttelsesdirektivet indeholder bestemmelser om bekæmpelse af skadedyr, som skader planteproduktionen og plantebaserede produkter, samt om at forhindre skadedyrenes udbredelse. I plantebeskyttelsesdirektivet fastlægges også kravene for den internationale handel med trævarer og plantemateriale. Klimaændringerne øger risikoen for planteskadedyrs udbredelse og formering. For at beskytte skovenes sundhed og forebygge udbredelsen af skovskadedyr på EU's territorium er der brug for tilstrækkeligt stramme plantebeskyttelsesbestemmelser og effektiv overvågning. Ikke desto mindre bør sådanne tiltag ikke resultere i handelsforvridende foranstaltninger som følge af, at et sådant direktiv anvendes som en ikke-toldmæssig handelshindring.

2.5.8

Skovene og deres biodiversitet er en vigtig del af Europas naturmiljø. Beskyttelse af skovenes biodiversitet er et centralt element i den fælles miljøpolitik. Skovbrugsstrategien konstaterer, at skovenes biodiversitet i EU i stor udstrækning kan bevares gennem en hensigtsmæssig skovforvaltning. Et bæredygtigt skovbrug kan også understøtte beskyttelsen af biodiversiteten ved at etablere beskyttelsesområder i skovene. Ifølge nærhedsprincippet er det medlemsstaterne, der skal sikre biodiversiteten i skovene og sørge for, at den indgår i de nationale skovprogrammer eller tilsvarende instrumenter.

2.5.9

EU's vigtigste bestemmelser om beskyttelse af skovenes biodiversitet er det såkaldte naturdirektiv (92/43/EF) samt det såkaldte fugledirektiv (79/409/EF). Beskyttelsen af beskyttede arter og naturtyper er gennemført på EU-niveau ved at etablere et netværk for særlige beskyttelsesområder, nemlig Natura 2000-netværket. I forbindelse med forvaltningen af og kontrollen med Natura 2000-områderne bør man tage hensyn til de sociale, økonomiske og videnmæssige forudsætninger samt regionale og lokale særtræk.

2.5.10

At integrere beskyttelse af biodiversitet i gennemførelsen af en bæredygtig skovudnyttelse på hele skovarealet er sammen med Natura 2000-netværket en grundlæggende forudsætning for bevarelse af biodiversitet, og for at opfylde forpligtelserne i de internationale aftaler.

2.5.11