25.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 264/1

(1)

Det er ønskeligt at harmonisere de nationale regler om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer. Det overordnede mål med direktivet er at minimere batteriers og akkumulatorers og udtjente batteriers og akkumulatorers negative påvirkning af miljøet og derigennem medvirke til at beskytte, bevare og forbedre miljøet. Retsgrundlaget er derfor traktatens artikel 175, stk. 1. Det er imidlertid også hensigtsmæssigt at træffe foranstaltninger på fællesskabsplan på grundlag af traktatens artikel 95, stk. 1, for at harmonisere kravene vedrørende indhold af tungmetaller og mærkning af batterier og akkumulatorer og således sikre et velfungerende indre marked og undgå forvridning af konkurrencen i Fællesskabet.

(2)

Kommissionen har i sin meddelelse af 30. juli 1996 om revisionen af Fællesskabets strategi for affaldshåndtering udstukket retningslinjerne for Fællesskabets fremtidige affaldspolitik. I denne meddelelse understreges behovet for at reducere mængden af farlige stoffer i affald, og der peges på de potentielle fordele ved, at der fastsættes regler på fællesskabsplan om begrænsning af indholdet af sådanne stoffer i produkter og i produktionsprocesser. Det hedder videre, at hvis det ikke kan undgås, at der opstår affald, skal dette genbruges eller nyttiggøres i form af materialegenvinding eller energiudnyttelse.

(3)

Rådets direktiv 91/157/EØF af 18. marts 1991 om batterier og akkumulatorer, der indeholder farlige stoffer (5), har ført til en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning på dette område. Det er imidlertid ikke lykkedes at virkeliggøre målene for dette direktiv fuldt ud. Behovet for at revidere direktiv 91/157/EØF blev desuden understreget i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1600/2002/EF af 22. juli 2002 om fastlæggelse af Fællesskabets sjette miljøhandlingsprogram (6)og i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/96/EF af 27. januar 2003 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) (7). Direktiv 91/157/EØF bør derfor revideres og erstattes af mere overskuelige regler.

(4)

For at opfylde de miljømæssige mål forbyder direktivet markedsføring af visse batterier og akkumulatorer, der indeholder kviksølv eller cadmium. Direktivet skal ligeledes højne niveauet for indsamling og genvinding af udtjente batterier og akkumulatorer og stille større krav til de miljøresultater, som alle aktører, der er involveret i batteriers og akkumulatorers livscyklus, som f.eks. producenter, distributører og slutbrugere, skal opnå, navnlig de aktører, der er direkte involveret i behandling og genvinding af udtjente batterier og akkumulatorer. De særlige regler, der er behov for med henblik herpå, supplerer den eksisterende fællesskabslovgivning om affald, navnlig Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald (8), Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald (9) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/76/EF af 4. december 2000 om forbrænding af affald (10).

(5)

For at forhindre at udtjente batterier og akkumulatorer kasseres på en sådan måde, at miljøet forurenes, og for at undgå at skabe forvirring hos slutbrugerne over de forskellige affaldshåndteringskrav, der gælder for forskellige batterier og akkumulatorer, bør dette direktiv gælde for alle batterier og akkumulatorer, der markedsføres i Fællesskabet. Et så bredt anvendelsesområde bør også sikre stordriftsfordele i forbindelse med indsamling og genvinding samt optimale ressourcebesparelser.

(6)

Pålidelige batterier og akkumulatorer spiller en afgørende rolle for sikkerheden ved mange produkter, apparater og tjenesteydelser og udgør en vigtig energikilde i samfundet.

(7)

Det er hensigtsmæssigt at skelne mellem bærbare batterier og akkumulatorer på den ene side og industri- og bilbatterier og -akkumulatorer på den anden side. Bortskaffelse af industri- og bilbatterier og -akkumulatorer ved deponering eller forbrænding bør forbydes.

(8)

Eksempler på industribatterier og -akkumulatorer er batterier og akkumulatorer, der anvendes til nød- eller backup-strømforsyning på hospitaler, i lufthavne eller kontorer, batterier og akkumulatorer, der anvendes i tog eller fly, og batterier og akkumulatorer, der anvendes på off-shore olieplatforme eller i fyrtårne. Eksempler kan også være batterier og akkumulatorer, der udelukkende er beregnet til håndholdte betalingsterminaler i forretninger og restauranter, stregkodescannere i forretninger, professionelt videoudstyr til tv-kanaler og professionelle studier, minelamper og dykkerlamper fastgjort til minehjelme og dykkerhjelme til fagfolk, backup-batterier og -akkumulatorer til elektriske døre for at forhindre dem i at blokere eller mase folk, batterier og akkumulatorer, der anvendes til instrumenter eller i forskellige typer måle- og instrumentudstyr samt batterier og akkumulatorer, der anvendes i forbindelse med solpanel- og solcelleenergi samt andre vedvarende energianvendelser. Industribatterier og -akkumulatorer omfatter også batterier og akkumulatorer, der anvendes i elektriske køretøjer som f.eks. biler, kørestole, cykler, lufthavnskøretøjer og automatiske transportkøretøjer. Ud over denne ikke-udtømmende liste med eksempler anses et batteri eller en akkumulator, der ikke er forseglet og ikke er et bilbatteri eller en -akkumulator, for at være et industribatteri eller en -akkumulator.

(9)

Eksempler på bærbare batterier og akkumulatorer, som er helt forseglede batterier og akkumulatorer, som en gennemsnitlig person uden vanskelighed kan bære i hånden, og som hverken er bilbatterier eller -akkumulatorer eller industribatterier eller -akkumulatorer, omfatter batterier bestående af en enkelt celle (som f.eks. AA- og AAA-batterier) og batterier og akkumulatorer, der anvendes af forbrugere eller fagfolk i mobiltelefoner, bærbare computere, batteridrevet håndværktøj, legetøj og husholdningsapparater som f.eks. elektriske tandbørster, barbermaskiner og håndholdte støvsugere (herunder lignende udstyr, der anvendes i skoler, forretninger, restauranter, lufthavne, på kontorer eller hospitaler), og andre batterier, som forbrugerne kan anvende til normale husholdningsformål.

(10)

Kommissionen bør vurdere behovet for en tilpasning af direktivet på baggrund af den tilgængelige tekniske og videnskabelige dokumentation. Kommissionen bør især foretage en revurdering af den undtagelse fra cadmiumforbuddet, der gælder for bærbare batterier og akkumulatorer, der er beregnet til batteridrevet håndværktøj. Eksempler på batteridrevet håndværktøj er værktøj, som forbrugere og fagfolk anvender til drejning, fræsning, slibning, formaling, savning, skæring, klipning, boring, hulning, stansning, hamring, nitning skruning, polering eller lignende forarbejdning af træ, metal og andre materialer samt redskaber til slåning, klipning og andre haveaktiviteter.

(11)

Kommissionen bør også følge og medlemsstaterne tilskynde til en teknologisk udvikling, der forbedrer batteriernes og akkumulatorernes miljøpræstationer i hele deres livscyklus, bl.a. ved deltagelse i fællesskabsordningen for miljøledelse og miljørevision (EMAS).

(12)

Udtjente batterier og akkumulatorer bør indsamles for at beskytte miljøet. Hvad angår bærbare batterier og akkumulatorer bør der etableres indsamlingsordninger, der sikrer en høj indsamlingsprocent. Det kræver, at der oprettes indsamlingsordninger, så slutbrugerne kan skille sig af med alle udtjente bærbare batterier og akkumulatorer på en nem og gratis måde. Det er ligeledes hensigtsmæssigt at etablere forskellige indsamlings- og finansieringsordninger for de forskellige typer batterier og akkumulatorer.

(13)

Det er ønskeligt, at medlemsstaterne opnår høje indsamlings- og genvindingsprocenter for udtjente batterier og akkumulatorer, så der opnås et højt niveau for miljøbeskyttelse og materialegenvinding i hele Fællesskabet. Dette direktiv bør derfor opstille minimumsmål for indsamling og genvinding for medlemsstaterne. Det er hensigtsmæssigt at beregne indsamlingsprocenten på grundlag af det gennemsnitlige årlige salg i de foregående år, så der for alle medlemsstater kan opstilles sammenlignelige mål, der står i forhold til det nationale batteriforbrug.

(14)

Der bør opstilles særlige genvindingskrav for cadmium- og blybatterier og -akkumulatorer for at opnå et højt niveau for materialegenvinding i hele Fællesskabet og undgå forskelle mellem medlemsstaterne.

(15)

Alle interesserede parter bør have mulighed for at deltage i indsamlings-, behandlings- og genvindingsordninger. Disse ordninger bør udformes med henblik på at undgå forskelsbehandling af importerede produkter, handelshindringer og konkurrenceforvridning.

(16)

Indsamlings- og genvindingsordningerne bør optimeres, navnlig med henblik på at minimere omkostningerne og de negative virkninger for miljøet som følge af transporten. Behandlings- og genvindingsordninger bør anvende den bedste tilgængelige teknik, som defineret i artikel 2, nr. 11), i Rådets direktiv 96/61/EF af 24. september 1996 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (11).

(17)

Der bør på fællesskabsplan opstilles grundlæggende principper for finansiering af håndteringen af udtjente batterier og akkumulatorer. Finansieringsordningerne bør bidrage til, at der opnås høje indsamlings- og genvindingsprocenter, og til at udmønte princippet om producentansvar i praksis. Producenterne bør derfor afholde omkostningerne ved indsamling, behandling og genvinding af alle indsamlede batterier og akkumulatorer med fradrag af den fortjeneste, der opnås ved salg af de genvundne materialer. Under visse omstændigheder kan der dog være grundlag for at anvende de minimis-regler for mindre producenter.

(18)

For at sikre en effektiv indsamling er det nødvendigt at informere slutbrugerne om det hensigtsmæssige i særskilt indsamling, om de eksisterende indsamlingsordninger og om den rolle, de selv spiller for håndteringen af udtjente batterier og akkumulatorer. Der bør opstilles detaljerede retningslinjer for et mærkningssystem, der kan forsyne slutbrugerne med gennemskuelige, pålidelige og klare oplysninger om batterier og akkumulatorer og om de tungmetaller, de eventuelt indeholder.

(19)

Hvis medlemsstaterne benytter økonomiske virkemidler som f.eks. differentierede afgiftssatser for at nå direktivets mål og navnlig for at opnå et højt niveau for særskilt indsamling og genvinding, bør de underrette Kommissionen herom.

(20)

Det er nødvendigt med pålidelige og sammenlignelige data om de mængder af batterier og akkumulatorer, der markedsføres, indsamles og genvindes, for at kunne kontrollere, om direktivets mål er blevet nået.

(21)

Medlemsstaterne bør fastsætte regler om sanktioner for overtrædelser af bestemmelserne i dette direktiv og sikre, at de anvendes. Sanktionerne bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.

(22)

I henhold til punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (12) tilskynder Rådet medlemsstaterne til, både i egen og Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem direktivet og gennemførelsesforanstaltningerne.

(23)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (13).

(24)

Målene for dette direktiv, nemlig at beskytte miljøet og sikre et velfungerende indre marked, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(25)

Dette direktiv berører ikke Fællesskabets bestemmelser om sikkerheds-, kvalitets- og sundhedskrav eller Fællesskabets specifikke bestemmelser om affaldshåndtering, herunder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/53/EF af 18. september 2000 om udrangerede køretøjer (14) og direktiv 2002/96/EF.

(26)

Hvad angår producentansvar er producenter af batterier og akkumulatorer samt producenter af andre produkter med indbygget batteri eller akkumulator ansvarlige for affaldshåndtering af de batterier og akkumulatorer, de markedsfører. Det er hensigtsmæssigt at anlægge en fleksibel tilgang, så finansieringsordningerne kan afspejle de forskellige nationale omstændigheder, og eksisterende ordninger kan tages i betragtning, navnlig ordninger fastlagt til efterlevelse af direktiv 2000/53/EF og 2002/96/EF, samtidig med at dobbeltbetaling bør undgås.

(27)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/95/EF af 27. januar 2003 om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr (15) finder ikke anvendelse på batterier og akkumulatorer, der anvendes i elektrisk og elektronisk udstyr.

(28)

Bil- og industribatterier og -akkumulatorer, der anvendes i køretøjer, bør opfylde kravene i direktiv 2000/53/EF, særlig artikel 4. Derfor bør anvendelse af cadmium i industribatterier og -akkumulatorer til elektriske køretøjer forbydes, medmindre de kan omfattes af en undtagelse på grundlag af nævnte direktivs bilag II —

1)

regler for markedsføring af batterier og akkumulatorer, og

2)

særlige regler for indsamling, behandling, genvinding og bortskaffelse af udtjente batterier og akkumulatorer som supplement til den relevante fællesskabslovgivning om affald.

a)

udstyr med tilknytning til beskyttelsen af medlemsstaternes væsentlige sikkerhedsinteresser, våben, ammunition og andet udstyr, bortset fra produkter der ikke er fremstillet til specifikt militære formål

b)

udstyr, der er beregnet til opsendelse i rummet.

1)

»batteri« eller »akkumulator«: enhver elektrisk energikilde, som dannes ved direkte omdannelse af kemisk energi, og som består af en eller flere primære battericeller (der ikke kan genoplades) eller af en eller flere sekundære battericeller (der kan genoplades)

2)

»batteripakke«: enhver samling af batterier eller akkumulatorer, der er forbundne og/eller indkapslet i et hylster til en samlet enhed, som slutbrugeren ikke skal kunne dele eller åbne

3)

»bærbart batteri eller bærbar akkumulator«: ethvert batteri eller enhver akkumulator, der

4)

»knapcellebatteri«: ethvert lille rundt bærbart batteri eller enhver lille rund bærbar akkumulator, hvor diameteren er større end højden, til anvendelse i specialudstyr såsom høreapparater, armbåndsure, mindre bærbart udstyr og nødstrøm

5)

»bilbatteri eller -akkumulator«: ethvert batteri eller enhver akkumulator, der leverer strøm til startmotor, lygter og tændingsanlæg

6)

»industribatteri eller -akkumulator«: ethvert batteri eller enhver akkumulator, der er udviklet til industrielle eller erhvervsmæssige formål eller anvendes i enhver form for elektriske køretøjer

7)

»udtjent batteri eller akkumulator«: ethvert batteri eller enhver akkumulator, der er affald i henhold til artikel 1, litra a), i direktiv 75/442/EØF

8)

»genvinding«: oparbejdning i en produktionsproces af affaldsmaterialer til deres oprindelige formål eller andre formål bortset fra energiudnyttelse

9)

»bortskaffelse«: en af de tilladte operationer, der er omhandlet i bilag IIA til direktiv 75/442/EØF

10)

»behandling«: enhver aktivitet, der udføres på udtjente batterier og akkumulatorer, der finder sted, efter at de er afleveret til et anlæg med henblik på sortering, forberedelse til genvinding eller forberedelse til bortskaffelse

11)

»udstyr«: enhver form for elektrisk eller elektronisk udstyr som defineret i direktiv 2002/96/EF, som helt eller delvis drives eller kan drives af batterier eller akkumulatorer

12)

»producent«: enhver person i en medlemsstat, som, uanset hvilken salgsmetode der anvendes, herunder fjernkommunikation som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg (16), for første gang erhvervsmæssigt markedsfører batterier eller akkumulatorer, herunder sådanne der er indbygget i apparater eller køretøjer, på den pågældende medlemsstats område

13)

»distributør«: enhver person, som erhvervsmæssigt leverer batterier og akkumulatorer til en slutbruger

14)

»markedsføring«: overdragelse eller tilrådighedsstillelse til tredjemand inden for Fællesskabet, mod eller uden vederlag, herunder indførsel i Fællesskabets toldområde

15)

»erhvervsdrivende«: enhver producent, distributør, indsamler, genvindingsvirksomhed eller anden behandlingsvirksomhed

16)

»batteridrevet håndværktøj«: ethvert håndbåret apparat, der drives af batterier eller akkumulatorer og er beregnet til vedligeholdelse, byggeri eller haveaktiviteter.

a)

alle batterier og akkumulatorer med over 0,0005 vægtprocent kviksølv, uanset om de er indbygget i apparater, og

b)

bærbare batterier og akkumulatorer med over 0,002 vægtprocent cadmium, herunder sådanne som er indbygget i apparater.

a)

nød- og alarmsystemer, herunder nødbelysning

b)

medicinsk udstyr eller

c)

batteridrevet håndværktøj.

a)

skal give slutbrugerne mulighed for at skille sig af med udtjente bærbare batterier eller akkumulatorer på et let tilgængeligt indsamlingssted i disses nærhed, under hensyn til befolkningstætheden

b)

må ikke indebære, at slutbrugerne pålægges betaling, når de skiller sig af med udtjente bærbare batterier eller akkumulatorer, eller at de forpligtes til at købe et nyt batteri eller en ny akkumulator

c)

kan gennemføres sammen med de ordninger, der er nævnt i artikel 5, stk. 2, i direktiv 2002/96/EF.

a)

kræve, at producenter etablerer sådanne ordninger

b)

kræve, at andre erhvervsdrivende deltager i sådanne ordninger

c)

opretholde eksisterende ordninger.

a)

25 % den … (18)

b)

45 % den … (19)

a)

kan der fastsættes overgangsordninger for at afhjælpe en medlemsstats vanskeligheder ved at opfylde kravene i stk. 2, som følge af særlige nationale forhold

b)

fastsættes der senest den … (21) en fælles metode til beregning af det årlige salg af bærbare batterier og akkumulatorer til slutbrugere.

a)

at producenterne eller tredjemand opretter ordninger til behandling og genvinding af de udtjente batterier og akkumulatorer under anvendelse af den bedste tilgængelige teknik, og

b)

at alle identificerbare batterier og akkumulatorer, der indsamles i overensstemmelse med artikel 7, behandles og genvindes ved hjælp af sådanne ordninger

a)

indsættes detaljerede bestemmelser om beregningen af genvindingsmål senest den … (25)

b)

skal minimumsmålene for genvinding med jævne mellemrum evalueres og tilpasses til den bedste tilgængelige teknik på baggrund af den udvikling, der er nævnt i stk. 1, andet afsnit.

a)

indsamling, behandling og genvinding af alle udtjente bærbare batterier og akkumulatorer, der indsamles i henhold til artikel 7, stk. 1 og 2, og

b)

indsamling, behandling og genvinding af alle udtjente industri- og bilbatterier og -akkumulatorer, der indsamles i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3 og 4.

a)

de potentielle virkninger for miljøet og menneskers sundhed af de stoffer, der benyttes i batterier og akkumulatorer

b)

hensigtsmæssigheden af ikke at bortskaffe udtjente batterier og akkumulatorer sammen med usorteret husholdningsaffald og af at deltage i deres særskilte indsamling for at lette behandling og genvinding

c)

de indsamlings- og genvindingsordninger, de har til rådighed

d)

den rolle, de spiller i forbindelse med genvinding af udtjente batterier og akkumulatorer

e)

betydningen af symbolet, der viser en overstreget affaldsbeholder på hjul, der er vist i bilag II, og af de kemiske betegnelser Hg, Cd og Pb.

a)

udvikling, herunder frivillige foranstaltninger truffet af producenterne, vedrørende nedbringelse af mængderne af tungmetaller og andre farlige stoffer indeholdt i batterier og akkumulatorer

b)

nye genvindings- og behandlingsteknikker

c)

erhvervsdrivendes deltagelse i miljøledelsesordninger

d)

forskning på disse områder og

e)

foranstaltninger truffet for at fremme affaldsforebyggelse.

a)

hensigtsmæssigheden af yderligere risikostyringsforanstaltninger for batterier og akkumulatorer, der indeholder tungmetaller

b)

hensigtsmæssigheden af minimumsindsamlingsprocenterne for alle udtjente bærbare batterier og akkumulatorer, jf. artikel 9, stk. 2, og muligheden af at indføre yderligere mål for de kommende år under hensyntagen til den tekniske udvikling og de praktiske erfaringer, der er gjort i medlemsstaterne

c)

hensigtsmæssigheden af de mindstekrav vedrørende genvinding, der er anført i bilag III, del B, under hensyntagen til de oplysninger, medlemsstaterne har fremsendt, den tekniske udvikling og de praktiske erfaringer, der er gjort i medlemsstaterne.

a)

de skal kunne håndhæves

b)

de skal indeholde mål og dertil knyttede frister

c)

de skal offentliggøres i medlemsstaternes statstidende eller et officielt dokument, der er lige så tilgængeligt for offentligheden, og fremsendes til Kommissionen.

25.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 264/18

(1)

Fællesskabets lovgivning på miljøområdet tager sigte på at bidrage til bl.a. bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten og beskyttelse af menneskers sundhed.

(2)

Fællesskabets sjette miljøhandlingsprogram (3) understreger, at det er vigtigt at give offentligheden tilstrækkelige miljøoplysninger og reelle muligheder for at deltage i beslutningsprocessen på miljøområdet for derved at fremme ansvarlighed og gennemsigtighed i beslutningsprocessen og bidrage til offentlighedens bevidsthed om og støtte til de afgørelser, der træffes. Programmet tilskynder — ligesom de tidligere programmer (4) — endvidere til en mere effektiv gennemførelse og anvendelse af Fællesskabets lovgivning om miljøbeskyttelse, herunder håndhævelse af fællesskabsreglerne og indgreb mod overtrædelser af Fællesskabets miljølovgivning.

(3)

Den 25. juni 1998 undertegnede Fællesskabet den af De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (UNECE) udarbejdede konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (i det følgende benævnt »Århus-konventionen«). Fællesskabet godkendte Århus-konventionen den 17. februar 2005. Fællesskabsrettens bestemmelser bør bringes i overensstemmelse med konventionen.

(4)

Fællesskabet har allerede vedtaget lovgivning, der er i stadig udvikling og bidrager til at nå Århus-konventionens mål. Der bør træffes foranstaltninger, så konventionens krav kommer til at gælde for Fællesskabets institutioner og organer.

(5)

Det er hensigtsmæssigt at behandle Århus-konventionens tre søjler — adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet — i én enkelt retsakt og fastsætte fælles bestemmelser vedrørende mål og definitioner. Dette bidrager til at rationalisere lovgivningen og øge gennemsigtigheden af de gennemførelsesforanstaltninger, der træffes med hensyn til Fællesskabets institutioner og organer.

(6)

Som generelt princip gælder de rettigheder, som Århus-konventionens tre søjler sikrer uden forskelsbehandling på grundlag af statsborgerskab, nationalitet eller bopæl/hjemsted.

(7)

I Århus-konventionen defineres offentlige myndigheder bredt, idet det grundlæggende begreb er, at enkeltpersoner og disses organisationer bør have rettigheder i alle tilfælde, hvor der udøves offentlig myndighed. Det er derfor nødvendigt, at de fællesskabsinstitutioner og -organer, som denne forordning omfatter, defineres på samme brede og funktionelle måde. I overensstemmelse med Århus-konventionen kan Fællesskabets institutioner og organer udelukkes fra konventionens anvendelsesområde, når de handler som dømmende eller lovgivende myndighed. For at sikre overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (5) bør bestemmelserne om adgang til miljøoplysninger dog gælde for Fællesskabets institutioner og organer, når disse handler som lovgivende myndighed.

(8)

Definitionen af miljøoplysninger i denne forordning omfatter oplysninger i enhver form om miljøets tilstand. Denne definition, som er afstemt med definitionen i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger (6), har samme indhold som definitionen i Århus-konventionen. Definitionen af »dokument« i forordning (EF) nr. 1049/2001 omfatter miljøoplysninger som defineret i nærværende forordning.

(9)

Det er hensigtsmæssigt, at denne forordning indeholder en definition af planer og programmer, der tager højde for bestemmelserne i Århus-konventionen, i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der følges i forbindelse med medlemsstaternes forpligtelser i henhold til gældende fællesskabsret. Planer og programmer på miljøområdet bør defineres i forhold til deres bidrag til opfyldelsen af eller deres forventede betydelige indvirkning på opfyldelsen af målene for Fællesskabets miljøpolitik. Fællesskabets sjette miljøhandlingsprogram opstiller målene for Fællesskabets miljøpolitik og foranstaltninger til opfyldelse af disse mål for en tiårig periode fra den 22. juli 2002. Når nævnte program udløber, bør et efterfølgende miljøhandlingsprogram vedtages.

(10)

Miljølovgivningen er i stadig udvikling, og definitionen af miljølovgivning bør derfor henvise til målene for Fællesskabets politik på miljøområdet som fastsat i traktaten.

(11)

Individuelle forvaltningsakter bør kunne underkastes intern prøvelse, hvis de har bindende og ekstern virkning. Tilsvarende bør administrative undladelser kunne underkastes prøvelse, hvis der i henhold til miljølovgivningen er pligt til at udstede en forvaltningsakt. Da forvaltningsakter udstedt af en fællesskabsinstitution eller -organ, der handler som dømmende eller lovgivende myndighed, kan udelukkes fra denne forordning, bør det samme være tilfældet for andre undersøgelsesprocedurer, hvor fællesskabsinstitutionen eller -organet handler som administrativ prøvelsesinstans i henhold til traktatens bestemmelser.

(12)

Århus-konventionen indeholder krav om offentlighedens adgang til miljøoplysninger, enten på anmodning eller gennem aktiv formidling ved de myndigheder, der er omfattet af konventionen. Forordning (EF) nr. 1049/2001 finder anvendelse på Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen samt på agenturer og lignende organer, der er oprettet ved en fællesskabsretsakt. Der opstilles heri regler for disse institutioner, der i vid udstrækning stemmer overens med Århus-konventionens bestemmelser. Det er nødvendigt at udvide anvendelsen af forordning (EF) nr. 1049/2001 til at omfatte alle andre fællesskabsinstitutioner og -organer.

(13)

Når Århus-konventionen indeholder bestemmelser, der ikke helt eller delvis genfindes i forordning (EF) nr. 1049/2001, må dette afhjælpes i nærværende forordning, navnlig for så vidt angår indsamling og formidling af miljøoplysninger.

(14)

Hvis offentlighedens ret til adgang til miljøoplysninger skal være reel, er det afgørende, at miljøoplysningerne er af god kvalitet. Der bør derfor indføres regler, der forpligter fællesskabsinstitutioner og -organer til at sikre en sådan kvalitet.

(15)

Undtagelserne i forordning (EF) nr. 1049/2001 bør finde tilsvarende anvendelse på anmodninger om adgang til miljøoplysninger i henhold til nærværende forordning. Grundene til afslag for så vidt angår adgang til miljøoplysninger bør fortolkes restriktivt, idet der tages hensyn til den offentlige interesse, der tilgodeses ved oplysningernes udbredelse, og til, hvorvidt de oplysninger, der anmodes om, vedrører emissioner til miljøet. Begrebet »forretningsmæssige interesser« dækker aftaler om tavshedspligt indgået af institutioner eller organer, der handler som bank.

(16)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 2119/98/EF af 24. september 1998 om oprettelse af et net til epidemiologisk overvågning af og kontrol med overførbare sygdomme i Fællesskabet (7) er der allerede oprettet et net på fællesskabsplan til fremme af samarbejde og samordning mellem medlemsstaterne med bistand fra Kommissionen med henblik på bedre forebyggelse af og kontrol i Fællesskabet med en række overførbare sygdomme. Ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1786/2002/EF (8) er der fastlagt et program for Fællesskabets indsats inden for folkesundhed, som supplerer de nationale politikker. Dette program sigter bl.a. mod at højne oplysnings- og vidensniveauet med henblik på at udbygge folkesundheden og forbedre mulighederne for at reagere hurtigt og med en koordineret indsats på sundhedsrisici, og disse mål er klart i overensstemmelse med Århus-konventionens krav. Denne forordning bør derfor ikke berøre beslutning nr. 2119/98/EF og afgørelse nr. 1786/2002/EF.

(17)

I henhold til Århus-konventionen skal parterne fastsætte foranstaltninger med henblik på offentlighedens deltagelse ved udarbejdelsen af planer og programmer på miljøområdet. Sådanne foranstaltninger skal omfatte rimelige tidsfrister for underretning af offentligheden om den pågældende beslutningsproces på miljøområdet. Hvis offentligheden reelt skal kunne deltage, skal deltagelsen finde sted på et tidligt tidspunkt, hvor alle muligheder står åbne. Når fællesskabsinstitutioner og -organer fastsætter bestemmelser om offentlighedens deltagelse, bør de udpege den del af offentligheden, der kan deltage.

(18)

Århus-konventionens artikel 9, stk. 3, indeholder bestemmelser om adgang til retslige eller andre prøvelsesprocedurer med henblik på at anfægte private personers og offentlige myndigheders handlinger og undladelser, der er i strid med lovgivning vedrørende miljøet. Bestemmelser om adgang til klage og domstolsprøvelse bør være forenelige med traktaten. Det er i denne forbindelse hensigtsmæssigt, at denne forordning kun regulerer offentlige myndigheders handlinger og undladelser.

(19)

For at sikre tilstrækkelige og effektive retsmidler, herunder retsmidler ved De Europæiske Fællesskabers Domstol i henhold til de relevante bestemmelser i traktaten, bør den fællesskabsinstitution eller det fællesskabsorgan, som har udstedt den anfægtede forvaltningsakt, eller som i tilfælde af en påstået administrativ undladelse har undladt at handle, have mulighed for på ny at overveje sin afgørelse eller for at handle, hvis der er tale om undladelse.

(20)

Ikke-statslige organisationer, der er aktive på miljøbeskyttelsesområdet, og som opfylder visse kriterier, der navnlig sikrer, at de er uafhængige organisationer, hvis primære mål er at fremme miljøbeskyttelse, bør have ret til at anmode om intern prøvelse på fællesskabsplan af forvaltningsakter, der er udstedt af en fællesskabsinstitution eller et fællesskabsorgan eller undladelser i henhold til miljølovgivningen med det formål at få denne institution eller dette organ til på ny at overveje sagen.

(21)

Hvis tidligere indgivne anmodninger om intern prøvelse ikke har ført til det ønskede resultat, bør den berørte ikke-statslige organisation kunne anlægge sag ved Domstolen i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i traktaten.

(22)

Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og de principper, der er anerkendt i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union og afspejlet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 37 —

a)

at sikre retten til offentlig adgang til miljøoplysninger, som fællesskabsinstitutioner eller -organer modtager eller tilvejebringer, og som er i sådanne institutioner eller organers besiddelse, og at opstille de grundlæggende vilkår og betingelser samt konkrete ordninger for udøvelsen af denne ret

b)

at sikre, at miljøoplysninger gradvis stilles til rådighed for og formidles til offentligheden med henblik på at sikre, at miljøoplysninger i videst muligt omfang systematisk stilles til rådighed for og formidles til offentligheden. Med henblik herpå skal navnlig anvendelsen af computertelekommunikation og/eller elektronisk teknologi, når en sådan er til rådighed, fremmes

c)

at give mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med planer og programmer på miljøområdet

d)

at give adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på fællesskabsplan på de betingelser, der fastsættes i denne forordning.

a)

»den informationssøgende«: enhver fysisk eller juridisk person, der anmoder om miljøoplysninger

b)

»offentligheden«: en eller flere fysiske eller juridiske personer samt foreninger, organisationer eller grupper bestående af sådanne personer

c)

»fællesskabsinstitutioner eller -organer«: offentlige institutioner, organer, kontorer eller agenturer, som er oprettet ved eller på grundlag af traktaten, medmindre de handler som dømmende eller lovgivende myndighed. Bestemmelserne i afsnit II gælder dog for fællesskabsinstitutioner eller -organer, der handler som lovgivende myndighed.

d)

»miljøoplysninger«: alle oplysninger i skriftlig form, i billed- eller lydform eller i elektronisk eller en hvilken som helst anden fysisk form om:

e)

»planer og programmer på miljøområdet«: planer og programmer,

Generelle miljøhandlingsprogrammer betragtes også som planer og programmer på miljøområdet.

Denne definition omfatter ikke finans-, bank- eller budgetrelaterede planer og programmer, dvs. planer og programmer, som fastsætter, hvordan bestemte projekter og aktiviteter skal finansieres, eller som vedrører de foreslåede årlige budgetter, og heller ikke en fællesskabsinstitutions eller et fællesskabsorgans interne arbejdsprogrammer eller beredskabsplaner og -programmer, der udelukkende tager sigte på civilbeskyttelse

f)

»miljølovgivning«: fællesskabslovgivning, der uanset retsgrundlaget bidrager til forfølgelse af målene for Fællesskabets politik på miljøområdet som anført i traktaten: bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten, beskyttelse af menneskers sundhed, en forsigtig og rationel udnyttelse af naturressourcerne og fremme på internationalt plan af foranstaltninger til løsning af de regionale og globale miljøproblemer

g)

»forvaltningsakt«: enhver individuel foranstaltning i henhold til miljølovgivningen, der træffes af en fællesskabsinstitution eller et fællesskabsorgan, og som har bindende og eksterne virkninger

h)

»administrativ undladelse«: en fællesskabsinstitutions eller et fællesskabsorgans undladelse af at udstede en forvaltningsakt som defineret i litra g).

a)

traktatens artikel 81, 82, 86 og 87 (konkurrenceregler)

b)

traktatens artikel 226 og 228 (traktatbrudssager)

c)

traktatens artikel 195 (ombudsmandssager)

d)

traktatens artikel 280 (sager ved Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF)).

a)

internationale traktater, konventioner eller aftaler og fællesskabslovgivning om eller vedrørende miljøet samt politikker, planer og programmer på miljøområdet

b)

statusrapporter om implementeringen af de i litra a) omhandlede tekster, når de er udarbejdet eller opbevares i elektronisk form af fællesskabsinstitutioner eller -organer

c)

rapporter om miljøets tilstand som omhandlet i stk. 4

d)

data eller oversigter over data fra overvågning af aktiviteter, der påvirker eller vil kunne påvirke miljøet

e)

tilladelser, som kan have væsentlig indvirkning på miljøet, og miljøaftaler eller en henvisning til det sted, hvor oplysningerne kan rekvireres eller findes

f)

miljøkonsekvens- og risikovurderinger vedrørende miljøelementer eller en henvisning til det sted, hvor oplysningerne kan rekvireres eller findes.

a)

udkastet til forslaget, hvis et sådant foreligger

b)

miljøoplysningerne eller miljøvurderingen vedrørende den plan eller det program, der er under udarbejdelse, hvis sådanne informationer foreligger, og

c)

de praktiske foranstaltninger med henblik på offentlighedens deltagelse, herunder:

a)

at den er en uafhængig juridisk person, der ikke arbejder med gevinst for øje, i henhold til en medlemsstats nationale lovgivning eller praksis

b)

at dens primære erklærede mål er at fremme miljøbeskyttelse inden for rammerne af miljølovgivningen

c)

at den har eksisteret i mere end to år og aktivt forfølger sit mål som omhandlet i litra b)

d)

at genstanden for anmodningen om intern prøvelse er omfattet af organisationens mål og aktiviteter.

25.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 264/28

(1)

Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) vedtog i 1993 den internationale kode for sikker skibsdrift og forebyggelse af forurening, herefter benævnt »ISM-koden«. Denne kode er efterhånden blevet obligatorisk for de fleste skibe i international fart med vedtagelsen i maj 1994 af et kapitel IX om »Sikker skibsdrift« i den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen fra 1974 (Solas).

(2)

ISM-koden er ændret af IMO ved resolution MSC.104 (73), som blev vedtaget den 5. december 2000.

(3)

IMO har ved resolution A.788 (19) af 23. november 1995 vedtaget retningslinjer for administrationernes gennemførelse af ISM-koden. De er ændret ved resolution A.913 (22) af 29. november 2001.

(4)

Ved Rådets forordning (EF) nr. 3051/95 af 8. december 1995 om sikkerhedsledelse af ro-ro-passagerfærger (3) blev ISM-koden obligatorisk på fællesskabsplan fra den 1. juli 1996 for alle ro-ro-passagerfærger, der sejler i fast rutefart til eller fra havne i medlemsstaterne enten i indenrigsfart eller i international fart, uanset hvilket flag de fører. Det var første skridt hen imod en ensartet og konsekvent gennemførelse af ISM-koden i alle medlemsstaterne.

(5)

Fra den 1. juli 1998 blev ISM-koden i medfør af kapitel IX i Solas obligatorisk for rederier, der har passagerskibe, herunder højhastighedspassagerfartøjer, olietankskibe, kemikalietankskibe, gastankskibe, bulkskibe og højhastighedslastfartøjer med en bruttotonnage på 500 og derover i international fart.

(6)

Fra den 1. juli 2002 blev ISM-koden obligatorisk for rederier, der har andre lastskibe og MODU (Mobile Offshore Drilling Unit) med en bruttotonnage på 500 og derover i international fart.

(7)

Sikkerheden for menneskeliv på søen og beskyttelse af miljøet tænkes at blive reelt forbedret ved obligatorisk anvendelse af ISM-koden uden fravigelser.

(8)

Det er hensigtsmæssigt at anvende ISM-koden direkte på skibe, der sejler under en medlemsstats flag samt på skibe, uanset flag, der udelukkende sejler i indenrigsfart eller på faste ruter til eller fra havne i medlemsstaterne.

(9)

En ny forordning, som gælder umiddelbart, bør sikre håndhævelsen af ISM-koden, idet medlemsstaterne dog selv kan afgøre, om koden skal anvendes på skibe uanset flag, såfremt disse udelukkende sejler i havneområder.

(10)

Forordning (EF) nr. 3051/95 bør derfor ophæves.

(11)

Hvis en medlemsstat vurderer, at det er vanskeligt for rederierne i praksis at overholde del A i ISM-koden for visse skibe eller kategorier af skibe, der udelukkende sejler i indenrigsfart i den pågældende medlemsstat, kan den dispensere helt eller delvis fra disse bestemmelser ved at indføre foranstaltninger, der sikrer, at kodens målsætning opfyldes på tilsvarende måde. Den kan for sådanne skibe og rederier indføre andre certificerings- og verifikationsprocedurer.

(12)

Det er nødvendigt at tage hensyn til Rådets direktiv 95/21/EF af 19. juni 1995 om håndhævelse over for skibe, der anløber Fællesskabets havne og sejler i farvande under medlemsstaternes jurisdiktion, af internationale standarder for skibes sikkerhed, for forureningsforebyggelse samt for leve- og arbejdsvilkår om bord (havnestatskontrol) (4).

(13)

Det er også nødvendigt, at der ved definering af de anerkendte organisationer i denne forordning tages hensyn til Rådets direktiv 94/57/EF af 22. november 1994 om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe, og for søfartsmyndighedernes aktiviteter i forbindelse dermed (5), og at der ved fastlæggelse af denne forordnings anvendelse på passagerskibe i indenrigsfart tages hensyn til Rådets direktiv 98/18/EF af 17. marts 1998 om sikkerhedsregler og -standarder for passagerskibe (6).

(14)

De nødvendige foranstaltninger til ændring af bilag II bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (7).

(15)

Målene for denne forordning, nemlig at forbedre sikkerhedsstyring og sikker drift af skibe samt forebyggelse af forurening fra skibe, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

a)

at de pågældende rederier indfører og gennemfører systemer for skibs- eller landbaseret sikkerhedsstyring og vedligeholder dem korrekt, og

b)

at flag- og havnestaternes administrationer fører kontrol hermed.

1)

»ISM-koden«: den internationale kode for sikker drift af skibe og forebyggelse af forurening, vedtaget af Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) ved forsamlingens resolution A.741 (18) af 4. november 1993, ændret ved Den Maritime Sikkerhedskomités resolution MSC.104 (73) af 5. december 2000 og fastlagt i bilag I til denne forordning i den ajourførte udgave

2)

»anerkendt organisation«: et organ, der er anerkendt efter bestemmelserne i direktiv 94/57/EF

3)

»rederi«: ejeren af skibet eller en hvilken som helst anden organisation eller person som f.eks. operatøren eller bareboat-befragteren, som har overtaget ansvaret for skibets drift fra ejeren af skibet, og som ved denne ansvarsoverdragelse har erklæret sig indforstået med hensyn til overtagelsen af alle pligter og ansvarsområder, som ISM-koden pålægger

4)

»passagerskib«: et skib, herunder et højhastighedsfartøj, der kan befordre flere end 12 passagerer, eller et undervandsfartøj til passagerbefordring

5)

»passager«: enhver person bortset fra:

6)

»højhastighedsfartøj«: et hurtigtgående fartøj som defineret i regel X/1.2 i Solas i den ajourførte udgave. For højhastighedspassagerfartøjer anvendes de begrænsninger, der er fastsat i artikel 2, litra f), i direktiv 98/18/EF

7)

»lastskib«: et skib, herunder et højhastighedsfartøj, som ikke er et passagerskib

8)

»international fart«: en rejse over hav fra en havn i en medlemsstat eller enhver anden stat til en havn uden for den pågældende stat eller omvendt

9)

»indenrigsfart«: en rejse i havområder fra en havn i en medlemsstat til samme havn eller en anden havn i samme medlemsstat

10)

»fast skibsrutefart«: en række sejladser med skibe, der gennemføres mellem de samme to eller flere punkter, enten

11)

»ro-ro-passagerfærge«: et søgående passagerskib som defineret i kapitel II-1 i Solas i den ajourførte udgave

12)

»undervandsfartøj til passagerbefordring«: mobilt personbefordringsfartøj, der fortrinsvis sejler under vand, men er afhængigt af overfladestøtte, f.eks. et overfladeskib eller kystbaserede faciliteter, for så vidt angår kontrol af og en eller flere af følgende:

13)

»mobil offshore boreenhed«: et fartøj, der kan bore med henblik på efterforskning efter eller udnyttelse af ressourcer under havbunden som f.eks. flydende eller gasformige kulbrinter, svovl eller salt

14)

»bruttotonnage«: et skibs bruttotonnage fastsat i overensstemmelse med den internationale konvention af 1969 om måling af skibe eller, for så vidt angår skibe, der udelukkende sejler i indenrigsfart, eller såfremt skibet ikke er målt i overensstemmelse med denne konvention, skibets bruttotonnage fastsat i overensstemmelse med gældende nationale tonnagemålingsbestemmelser.

a)

lastskibe og passagerskibe, som fører en medlemsstats flag, i international fart

b)

lastskibe og passagerskibe udelukkende i indenrigsfart, uanset hvilket flag de fører

c)

lastskibe og passagerskibe, der sejler i fast skibsrutefart til eller fra havne i medlemsstaterne, uanset hvilket flag de fører

d)

mobile offshore boreenheder, der drives under en medlemsstats myndighed.

a)

krigsskibe og troppetransportskibe samt andre skibe, der ejes eller drives af en medlemsstat og kun anvendes i statsligt, ikke-kommercielt øjemed

b)

skibe, der ikke fremdrives ved mekaniske midler, træskibe af primitiv konstruktion samt fritidsfartøjer, medmindre de er eller bliver bemandet og befordrer flere end 12 passagerer i erhvervsmæssigt øjemed

c)

fiskerfartøjer

d)

lastskibe og mobile offshore boreenheder med en bruttotonnage på mindre end 500

e)

andre passagerskibe end ro-ro-passagerfærger, i havområder i klasse C og D som defineret i direktiv 98/18/EF, artikel 4.

a)

Den berørte medlemsstat underretter Kommissionen om dispensationen og de foranstaltninger, den agter at vedtage.

b)

Hvis det senest seks måneder fra underretningen under anvendelse af proceduren i artikel 12, stk. 2, skønnes, at den påtænkte dispensation ikke er berettiget, eller at de foreslåede foranstaltninger er utilstrækkelige, skal den pågældende medlemsstat ændre de påtænkte bestemmelser eller undlade at vedtage dem.

c)

Den omtalte medlemsstat offentliggør vedtagne foranstaltninger med en direkte henvisning til stk. 1 samt stk. 2, hvis dette er relevant.