8.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 221/1

1.1

Beretningen om konkurrencepolitikken vedrørende 2003 fremhæver de ændringer, der er sket i den interne organisation af sektoren og i Kommissionens arbejdsmetoder, og dokumenterer, hvordan Kommissionen sikrer en sammenhængende struktur i EU's økonomiske forvaltning.

1.2

EU's konkurrencepolitik spiller en væsentlig rolle i bestræbelserne på at nå Lissabon-dagsordenens konkurrencemål. Den omfatter ikke blot kartel- og fusionsreglerne, men også anvendelsen af effektive og stramme statsstøtteregler.

1.3

For at gøre det muligt for de ti nye medlemslande at tiltræde EU uden at skabe negative konsekvenser har Kommissionen udarbejdet et sæt fælles konkurrenceregler for samtlige medlemsstater med det sigte at fremme en ensartet anvendelse af statsstøttereglerne, og den understreger samtidig, hvor vigtigt det er at tackle konkurrenceforvridende statsstøtte med samme ildhu, som reglerne håndhæves over for virksomhederne.

1.4

I 2003 blev der registreret 815 nye tilfælde af overtrædelser af konkurrencelovgivningen, og som en ny foranstaltning er der bl.a. blevet oprettet en »kontaktperson«-funktion for at sikre en løbende dialog med EU's forbrugere. Forbrugernes interesse er konkurrencepolitikkens hovedmål, men deres røst høres ikke i tilstrækkeligt omfang, når der behandles konkrete sager, eller når der drøftes EU-politiske spørgsmål. Kontaktpersonens beføjelser er ikke begrænset til fusionskontrol, men vil også omfatte konkurrenceforvridende aftaler — karteller og misbrug af dominerende markedsposition — samt andre konkurrencerelaterede spørgsmål.

1.5

I oktober offentliggjorde Kommissionen et udkast til en forordning og til retningslinjer for teknologioverførselsaftaler, som EØSU har afgivet udtalelse om (1). Reformforslaget tager højde for de seneste års udvikling inden for denne slags aftaler og sigter mod at forenkle og udvide anvendelsesområdet for EU's fritagelsesforordning. De nye standarder indeholder følgende fordele:

1.6

Kommissionen udnævnte endvidere med virkning fra 1. september en cheføkonom på konkurrenceområdet og styrkede samtidig høringskonsulentens rolle i positiv retning. Cheføkonomen får følgende tre hovedopgaver:

1.7

Høringskonsulenten vil for sit vedkommende have flere beføjelser og større uafhængighed i rollen som garant for retten til forsvar i visse procedurer vedrørende konkurrencespørgsmål. Høringskonsulenten er knyttet direkte til den ansvarlige kommissær og modtager ikke instrukser fra Generaldirektoratet for Konkurrence. Han kan gribe ind i ethvert tilfælde, der drejer sig som en retfærdig procedure. Høringskonsulenten tilrettelægger og gennemfører de mundtlige høringer objektivt, tager stilling til, om evt. interesserede tredjeparter skal høres, og om det skal være tilladt at fremlægge nye dokumenter i sagen. Høringskonsulenten aflægger rapport om alle disse forhold til den ansvarlige kommissær.

2.1

I oktober 2003 iværksatte Kommissionen den sidste fase af reformen af håndhævelsen af kartelreglerne (den såkaldte moderniseringspakke) med det sigte at lette anvendelsen af konkurrencemyndighedernes håndhævelsesbeføjelser og at uddybe de samarbejdsordninger mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder og domstole, der er fastlagt i forordning 1/2003.

2.2

Kommissionens moderniseringspakke indeholder specielt en gennemførelsesforordning, der omfatter betingelserne for høring af de deltagende parter samt en række andre procedurespørgsmål som f.eks. aktindsigt og behandling af fortrolige oplysninger. De seks forslag til meddelelser vedrører bl.a. reglerne for samarbejde mellem konkurrencemyndighederne inden for Det Europæiske Konkurrencenetværk og mellem Kommissionen og de nationale domstole, begrebet påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne, behandling af klager samt de retningslinjer, der skal tilsendes virksomhederne, og som skal hjælpe dem med at vurdere nye eller uløste problemer. Om hele moderniseringspakken henvises til EØSU's udtalelse (1).

2.3

I løbet af 2003 traf Kommissionen 5 afgørelser om ulovlige horisontale samarbejdsaftaler. Disse sager vedrørte: fransk oksekød, sorbater, elektriske og mekaniske kulstof- og grafitprodukter, organiske peroxider og industrielle kobberrør. De pålagte bøder beløber sig til 400 mio. EUR, og beløbets størrelse burde sikre en afskrækkende virkning. Kontrolundersøgelserne indebærer besøg på de pågældende virksomheder. Der indrømmes fuldstændig immunitet til den virksomhed, der først afslører en samarbejdsaftale og som leverer tilstrækkelige beviser til at udføre en kontrolundersøgelse. Det er fastlagt, at Kommissionen derimod træffer en positiv beslutning, når aftalerne mellem virksomhederne ikke begrænser konkurrencen på de pågældende markeder og er til fordel for forbrugerne. I 2003 vedtog Kommissionen endvidere beslutninger om tre tilfælde af overtrædelse af art. 82 i forbindelse med:

3.1

I 2003 blev der gjort betydelige, om end ikke helt tilstrækkelige fremskridt med liberaliseringen inden for energisektoren (el og gas): Lovgivningspakken, der skal sikre, at alle europæiske el- og gasforbrugere senest den 1. juli 2007 kan vælge leverandør, er fra juni måned. Disse bestemmelser sigter mod at skabe balance mellem incitamenter til at oprette ny infrastruktur og den fuldstændige gennemførelse af fællesmarkedet.

3.2

I flere af EU-landene er der imidlertid fortsat udbredt utilfredshed blandt forbrugerne og virksomhederne over, at prisniveauet stadigvæk er højt i forhold til tjenesteydelsernes effektivitet. Derudover understreger arbejdsmarkedsmarkedets parter og forbrugerorganisationerne, specielt i de nye medlemslande, kraftigt uafhængighedskravet til de nationale konkurrencemyndigheder og til de reguleringsmyndigheder, som har tilsyn med forsyningspligtydelserne.

3.2.1

Når først der er etableret en passende og omfattende konkurrencelovgivning, sker det til tider, specielt i de nye medlemsstater, at de tilsynsførende og udøvende myndigheder har vanskeligt ved at udføre deres rolle uafhængigt. Man har derfor til tider påvist, at branchereglerne ikke har været i stand til at fremme hverken forbrugernes interesser eller effektive markeder. EØSU går ind for et mere funktionelt forhold mellem konkurrencepolitikken og forbrugerpolitikken. En bedre organiseret og medinddraget forbrugerbevægelse vil også kunne hjælpe de offentlige myndigheder i beslutningsprocessen og give oplysninger om markeder og konkurrencehæmmende praksis.

3.3

På postområdet baner det nye postdirektiv, der blev vedtaget i 2002, vejen for fuldendelsen af et indre marked for posttjenester, især gennem en gradvis indskrænkning af eneretsområdet og liberalisering af udgående grænseoverskridende post. Endvidere vil Kommissionen på baggrund af en aftale, der blev indgået i Det Europæiske Råd, i løbet af 2006 udarbejde en studie for at vurdere, hvilken rolle forsyningspligtydelserne spiller i de enkelte medlemsstater. På baggrund af resultaterne af denne studie vil Kommissionen vedtage et forslag om fuldstændig åbning af postmarkedet fra 2009 eller eventuelle andre foranstaltninger for at sikre forsyningspligtydelsernes universelle karakter.

3.4

I juli 2004 udløb fristen for gennemførelsen i national lov af det nye regelsæt om elektronisk kommunikation. I sin beretning om dette emne understregede Kommissionen følgende principper: markederne bør vurderes ud fra konkurrenceprincippet; kun virksomheder, der har en dominerende stilling, kan pålægges forpligtelser; alle de elektroniske tjenester og kommunikationsnet skal behandles på en ikke-diskriminerende måde (teknologisk neutral lovgivning). Udviklingen og udstrakt adgang til elektroniske kommunikationsmidler alene vil ikke kunne sikre ny fremdrift i den økonomiske udvikling. For at nå dette mål er det afgørende at forbedre viden- og kompetenceniveauet hos alle de personer, som fremover vil skulle anvende kommunikations- og informationsteknologierne.

3.5

I lufttransportsektoren besluttede Kommissionen i 2003 at indlede en omfattende ikke-sagsrelateret dialog med alle interesserede aktører i sektoren. Målet var at udarbejde gennemsigtige regler om håndhævelsen af konkurrenceretten i forbindelse med luftfartsalliancer og fusioner mellem luftfartsselskaber.

3.5.1

Der er endvidere gjort fremskridt, hvad angår fastlæggelse og gennemførelse af fælles retningslinjer for håndhævelse af konkurrencereglerne i jernbanesektoren for transport af både gods og passagerer.

3.5.2

Dialogen med sektoren har også udviklet sig videre inden for sektorerne søtransport, bilhandel og forsikringsvæsen med det formål at revidere eller vedtage passende lovbestemmelser om gruppefritagelsesordninger.

3.5.3

Denne sektordialog bør også medtænke sammenlignelig skattebehandling.

3.6

Medier: Kommissionen finder mediepluralisme grundlæggende for såvel udviklingen af EU som for medlemsstaternes kulturelle identitet, men understreger, at kontrollen med mediekoncentration primært påhviler medlemsstaterne. Anvendelsen af de konkurrencepolitiske instrumenter er i mediesektoren begrænset til at analysere den underliggende markedsstruktur og de økonomiske virkninger af medievirksomhedernes adfærd samt kontrol med statsstøtte. Disse instrumenter kan ikke erstatte den nationale kontrol med mediekoncentration og interne foranstaltninger for at sikre mediepluralisme. Formålet med at anvende konkurrencereglerne er blot at løse problemer, der opstår, når der skabes eller styrkes dominerende stillinger på de respektive markeder, og at føre kontrol med udelukkelse af potentielle konkurrenter på disse markeder.

3.6.1

Man vil kunne konstatere, at Kommissionens fremgangsmetode, selv om den formelt er korrekt, specielt i visse lande ikke har været i stand til at forhindre eller afbøde dominerende stillinger eller lignende konkurrencebegrænsende praksis. De berørte markeder er forskellige, og blandt dem har markedet for TV-reklamer, som hidtil ikke er blevet undersøgt tilstrækkeligt, altid haft en afgørende betydning for håndhævelsen af pluralismen.

3.6.2

Dertil kommer, at man i kontrolsammenhæng har overset de metoder, som visse grupper af virksomheder i mediebranchen anvender for at styrke deres dominerende stilling. Metoderne består specielt af defensive foranstaltninger, som skal afværge fjendtlige overtagelser, der går ud på at gældsætte den virksomhed, som er målet for et overtagelsesforsøg, eller at tildele flere stemmerettigheder, hvorved en mindre gruppe af aktionærer har lettere ved at bevare kontrollen med virksomheden.

3.6.3

Kommissionen bør derfor være yderst opmærksom på anvendelsen af konkurrencereglerne og praksis på konkurrenceområdet.

3.7

De liberale erhverv: Kommissionen har offentliggjort en undersøgelse, som er foretaget af Institut für Höhere Studien (IHS) i Wien, hvoraf det fremgår, at der er store forskelle på reguleringsgraden i de forskellige medlemsstater og også fra det ene erhverv til det andet. Konklusionen på undersøgelsen er følgende: I lande med mindre regulering og større frihed for erhvervene er der mulighed for at skabe en større samlet værditilvækst.

3.7.1

Konferencen om reguleringen af erhvervstjenesteydelserne, der blev holdt i Bruxelles i oktober 2003, samlede 260 repræsentanter for de berørte erhverv, og her diskuterede man virkningerne af reglerne om hhv. markedsstrukturen og forbrugerbeskyttelse.

3.7.2

Konkurrencekommissær Mario Monti meddelte ved den lejlighed, at han i løbet af 2004 havde til hensigt at udarbejde en kommissionsrapport om konkurrence inden for de liberale erhverv. Rapporten, der indeholder nogle temmelig vigtige retningslinjer, blev offentliggjort den 9. februar 2004.

4.1

Den 27. november 2003 nåede Rådet til politisk enighed om en ny, omarbejdet fusionsforordning, der i vid udstrækning indeholder de ændringer, Kommissionen foreslog i december 2002. Disse ændringer omfattede bl.a. en række ikke-lovgivningsmæssige foranstaltninger, der sigtede mod at gøre beslutningsprocessen mere strømlinet og at styrke de økonomiske analyser samt at tilgodese kontradiktionsretten på en mere effektiv måde. Der blev endvidere udpeget en cheføkonom til konkurrencespørgsmålene og nedsat et panel for at sikre nogle fuldstændigt objektive konklusioner. Hvad angår en vurdering af fusioner henvises til EØSU's udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om grænseoverskridende fusioner af kapitalselskaber«. (2)

4.2

Formål: at sikre, at de materielle kriterier i fusionsforordningen (dominanstesten) kommer til at gælde for alle konkurrenceskadelige fusioner, samtidig med at kravet om retssikkerhed fortsat opfyldes. De materielle kriterier er blevet sammenholdt med kriterierne for en betydelig mindskelse af konkurrencen (»substantial lessening of competition«), og i den endelige tekst, som er blevet vedtaget, lyder kriterierne således: »fusioner, der hæmmer den effektive konkurrence betydeligt inden for fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf, navnlig som følge af skabelsen eller styrkelsen af en dominerende stilling, skal erklæres uforenelige med fællesmarkedet.«

4.2.1

Ordlyden af den nye bestemmelse, »navnlig som følge af skabelsen eller styrkelsen af en dominerende stilling ...« tyder på en mulig udvidelse af anvendelsesområdet for forbuddet, som ikke længere er tæt knyttet til kravet vedrørende dominerende stilling. Denne bestemmelse skal imidlertid fortolkes og anvendes i lyset af indholdet af den fælles erklæring fra Rådet og Kommissionen om artikel 2 og under henvisning til betragtning 25 i forordningen (3), hvor det slås fast, at det pågældende begreb »bør fortolkes således, at det ud over begrebet« dominerende stilling »kun omfatter de konkurrencebegrænsende virkninger af en fusion, der følger af den ikke-samordnede adfærd, der udvises af virksomheder, som ikke ville have en dominerende stilling på det pågældende marked.« Deraf følger, at anvendelsesområdet fortsat vil være defineret ud fra begrebet dominerende stilling.

4.3

Retningslinjer for vurdering af horisontale fusioner: dvs. fusioner mellem indbyrdes konkurrerende eller potentielt konkurrerende virksomheder. Sådanne fusioner vil kun være ulovlige i det omfang, hvor de forstærker virksomheders markedsstyrke på en måde, der må antages at skade forbrugerne, navnlig i form af højere priser, ringere produktkvalitet eller indskrænkning af valgmuligheder. Dette uanset om disse konkurrenceskadende virkninger beror på skabelse eller styrkelse af en enkelt dominerende aktør på markedet, eller beror på en oligopolsituation. Vurderingen af en fusions sandsynlige virkninger vil desuden blive baseret på, hvad der ellers ville være sket på markedet uden den pågældende fusion. Det kan f.eks. betyde, at Kommissionen ikke vil finde det nødvendigt at gribe ind, når der er tale om overtagelse af en virksomhed, der ellers ville være gået konkurs.

4.4

Nye retningslinjer for god praksis: Som en del af reformpakken fra 2002 blev der også gennemført en høring, som blev afsluttet i 2003, med det formål at give de interesserede parter vejledning om den almindelig arbejdsgang i EU's fusionskontrolprocedurer.

5.1

Kommissionen deltager aktivt i Det Internationale Konkurrencenets (ICN — International Competition Network) arbejdsgruppe om fusionskontrol i en multijurisdiktionskontekst. Arbejdsgruppen har arbejdet i tre forskellige undergrupper:

5.1.1

Kommissionen er en aktiv deltager i alle tre undergrupper. Hovedmålet er at forbedre den gensidige forståelse mellem forskellige jurisdiktioner med det sigte at gøre fusionskontrollen mere effektiv.

5.1.2

Mere generelt er ICN udformet som et virtuelt netværk mellem konkurrencemyndigheder og sigter mod at fremme internationalt samarbejde og udforme forslag til sænkning af de lovrelaterede omkostninger og fremme af proceduremæssig og materiel konvergens.

5.1.3

På ICN's anden konference, der blev afholdt i juni 2003 i Merida i Mexico, blev det især fremhævet, at der på konkurrenceområdet er behov for at anvende en klar sprogbrug, der er let tilgængelig for alle. Endvidere understregede man den strategiske betydning af at fremme konkurrencen inden for regulerede sektorer, for derigennem at mindske de administrative byrder og fjerne alle hindringer for bedre forståelse mellem forskellige jurisdiktioner, specielt hvad angår fusionskontrollen.

6.1

Kontrollen med statsstøtte er centreret om de konkurrencemæssige virkninger af støtte, som medlemsstaterne giver til virksomhederne. Målet er at sikre, at offentlige indgreb ikke lægger hindringer i vejen for et velfungerende indre marked, at skabe konkurrencevilkår og konkurrencedygtige markeder og fremme strukturreformer. Det skal især sikres, at de gunstige virkninger af liberaliseringen ikke udhules af statsstøtte. Det Europæiske Råd i Stockholm påpegede, at medlemsstaterne bør nedbringe det generelle statsstøtteniveau og omdirigere støtten til horisontale målsætninger, som har fællesskabsinteresse (styrkelse af økonomisk og social samhørighed, beskæftigelse, miljøbeskyttelse, fremme af forskning og udvikling af smv'er). Kommissionen har tilbagesøgning af ulovlig udbetalt støtte fra medlemsstaterne som en prioritet.

6.1.1

I den sammenhæng er det beklageligt, at en række medlemsstater ikke har givet kandidater fra andre medlemsstater adgang til offentlige udbud. I EU tegner sektoren for offentlige udbud sig for en årlig omsætning på mere end 1,5 billioner EUR. Visse medlemsstaters praksis med at begunstige egne nationale virksomheder er skadelig for konkurrenceevnen og resulterer i øget skattetryk for forbrugerne.

6.2

Statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder. Ifølge rammebetingelserne herfor, som udløb i oktober 2004, kunne denne type statsstøtte kun betragtes som forenelig, hvis den opfylder en række strenge betingelser. Disse rammebestemmelser har været genstand for en revurdering, som navnlig har været fokuseret på følgende overvejelser:

6.3

Multisektorale rammebestemmelser for store investeringsprojekter. Der bør være strenge regler for sektorer med strukturproblemer. Der skulle inden udgangen af 2003 have været udarbejdet en liste over disse sektorer. Da Kommissionen på grund af metodologiske og tekniske vanskeligheder har besluttet at udsætte vedtagelsen af denne liste, er de eksisterende overgangsregler for store investeringsprojekter og følsomme sektorer forlænget indtil december 2006.

6.4

Forsknings- og udviklingsstøtte til SMV'er. Støtte til forskning og udvikling kan bidrage til økonomisk vækst, øge konkurrenceevnen og sætte skub i beskæftigelsen. Når det gælder SMV'er har støtten særlig stor betydning.

6.5

Miljøstøtte, støtte til forskning og udvikling, uddannelsesstøtte, fiskale støtteforanstaltninger. Hvad angår fiskale støtteforanstaltninger, har man især undersøgt alternative beskatningsformer, såsom cost plus-metoden (skattepligtig indkomst fastsættes efter en fast takst som en procentdel af udgifterne og driftsomkostningerne). Hvad angår sektorstøtte (jf. især anvendelse af TDM — en midlertidig defensiv ordning), er der taget hensyn til følgende sektorer: stål, telekommunikation, kul, jernbanetransport, kombineret transport, landevejstransport, søtransport og luftfart.

6.6

Landbrug. Den 23. december 2003 vedtog Kommissionen en ny forordning om gruppefritagelse indtil visse støttelofter, hvorefter medlemsstaterne ikke længere skal forhåndsanmelde sådanne med henblik på Kommissionens godkendelse. Den nye forordning, som skal anvendes indtil udgangen af 2006, vedrører statsstøtte til SMV i landbrugssektoren. I betragtning af definitionen på SMV (250 ansatte og 40 mio. EUR i omsætning eller en balance på 27 mio. EUR) falder næsten alle bedrifter eller virksomheder i landbruget ind under bestemmelserne. Endelig indfører Kommissionen en ny gennemsigtighedsregel. En oversigt over godkendt statsstøtte fordelt på hver medlemsstat offentliggøres på internettet fem dage inden støtteudbetalingens start, så alle berørte parter får adgang til alle relevante oplysninger.

7.1

Efter dette resumé af og bemærkninger til Kommissionens XXXIII. Beretning om Konkurrencepolitikken — 2003 er det påkrævet med nogle generelle vurderinger om meddelelsen som helhed og især om visse af dens mest betydningsfulde aspekter og om fremtidsudsigterne.

7.2.1

EU's konkurrencepolitik er blevet mere effektiv og mere åben over for et positivt forhold til virksomhederne og forbrugerne takket være indførelse af moderniserede procedureregler på kartelområdet, revisionen af fusionsforordningen og endelig nye interne organisatoriske strukturer i Kommissionen.

7.2.2

EU har ved hjælp af konkurrencepolitikken gjort betydelige fremskridt med liberaliseringen ved at overlade hele økonomiske sektorer til markedskræfterne og –dynamikken som et konkret bidrag til gennemførelsen af EU's indre marked. Konkurrencepolitikken er derfor afgørende, og det skal sikres, at den forbliver uafhængig.

7.2.3

Imidlertid kan konkurrencepolitikken ikke alene opfylde det behov, som nu er særligt påtrængende i hele EU, for et kraftigt opsving i væksten og en bæredygtig økonomisk udviklingspolitik baseret på innovation og social dialog. De strukturelle forandringer inden for produktion og handel på verdensplan, især dem, der er resultatet af den ny teknologi, gør det påkrævet, at Kommissionen iværksætter og koordinerer andre instrumenter til økonomisk politik for at bevare og sætte skub i den europæiske økonomis konkurrencedygtighed og styrke økonomisk og social samhørighed, beskæftigelsen, miljøbeskyttelse samt støtte til omfattende og indsatskrævende forsknings- og udviklingsprogrammer. Kommissionens holdning i meddelelsen »Opfølge strukturændringer: En industripolitik for det udvidede Europa« og EØSU's udtalelse herom (4), trækker i den retning. Lissabon-dagsordenen viser, hvilken vej der skal følges. Man bør imidlertid skabe mulighederne for, at den kan gennemføres, og fremskynde gennemførelsen af den, både generelt og på sektorplan.

7.2.3.1

På sektorplan understreger EØSU i tråd med overvejelserne i dets udtalelse af 30. juni 2004 om »LeaderSHIP 2015 — Fremtiden for den europæiske skibsbygnings- og skibsreparationsindustri — konkurrenceevne gennem ekspertise«, (5) at man bør gennemføre den nye fuldt integrerede tilgang, som Rådet (Konkurrence) fastlagde i november 2003 med henblik på at styrke industriens konkurrenceevne og tilskynde til forskning, udvikling og innovation i alle sektorer.

7.3.1

Reformprocessen til rationalisering og forenkling af procedurerne for kontrollen med statsstøtte har gjort store fremskridt. Man har fulgt den retningslinje, som Det Europæiske Råd fastlagde i Stockholm, om at sænke støtteniveauet og omlægge støtten i retning af horisontale målsætninger af fællesskabsinteresse, herunder målsætningerne om samhørighed. Derfor er det Kommissionens opgave at gennemføre forskellige foranstaltninger, herunder udvide anvendelsesområdet for støtte til forskning og udvikling; retningslinjerne for teknologioverførselsaftaler, omstrukturering af kriseramte virksomheder, uddannelsesstøtte og miljøstøtte; multisektorale rammebestemmelser for store investeringsprojekter.

7.3.2

Med Altmark-dommen af juli 2003 har Domstolen allerede bekræftet, at kompensationen til virksomheder, som har fået til opgave at levere forsyningspligtydelser, på visse betingelser ikke er at betragte som statsstøtte. Der er imidlertid stadig visse uløste problemer, specielt hvad angår etableringen af det optimale forhold mellem statsstøtte og forsyningspligtydelser. De betingelser, som Domstolen har stillet, gør det imidlertid nødvendigt at forbedre retssikkerheden, især hvad angår vurdering af omkostninger, fastlæggelse af finansieringen af ydelser (4) og beskrivelse af, hvilke offentlige tjenesteforpligtelser, der gives kompensation til. Grønbogen om forsyningspligtydelser, som blev offentliggjort i maj 2003, anerkendte i øvrigt behovet for at vurdere, om de styrende principper for forsyningspligtydelser bør styrkes yderligere i en generel fællesskabsramme. Endvidere er der behov for at indkredse den bedst mulige regulering af disse tjenester, og træffe foranstaltninger, der kan øge retssikkerheden for alle operatørerne.

7.3.3

Forsyningspligten kan, såfremt den ikke er korrekt defineret og finansieret, faktisk betyde voksende tab for virksomheder, der er pålagt denne pligt, på grund af risikoen for, at konkurrenter kan komme ind på de mest profitable aktivitetssegmenter.

7.3.4

EØSU understreger derfor behovet — som allerede præciseret i dets udtalelse (1) om Kommissionens grønbog — for at vedtage en klar retsakt om forsyningspligtydelser for at sikre alle brugere effektiv og lige adgang til kvalitetsydelser, der lever op til deres behov. I forbindelse med især omstrukturering og tilrettelæggelse af sociale tjenesteydelser anbefaler EØSU at fremme en så vidtfavnende dialog som muligt med arbejdsmarkedets parter og ngo'er.

7.4.1

Det grundige analysearbejde, som Kommissionen har udført af reguleringsstrukturen af erhvervstjenesteydelser i medlemsstaterne, har været meget nyttigt. Man har mere effektivt kunnet begrunde budskabet om, at der er behov for med omhu at revidere den restriktive regulering på området og gøre de store ressourcer, der ligger i de liberale erhvervs arbejdskultur og viden, mere produktive og konkurrencedygtige. Det vil naturligvis blive en stor fordel ikke bare for udøverne af de liberale erhverv selv, men også for virksomheder og forbrugere.

7.4.2

Udover at være et princip, som Domstolen flere gange har bekræftet, er det således nu sund fornuft at understrege, at også udbuddet af tjenesteydelser bør overholde konkurrencereglerne. Det er ganske rigtigt, at det økonomiske kriterium ikke er det eneste parameter at vurdere de liberale tjenesteydelser ud fra, da den ikke kun er en teknisk, gennemførlig og repetitiv ydelse, men en ydelse, der mobiliserer viden om et problem. Udøvelsen af disse tjenesteydelser er også en økonomisk aktivitet, som, hvis den udvikles under overholdelse af konkurrencereglerne, skaber velfærd og yder et vigtigt bidrag til Lissabon-dagsordenen.

7.4.2.1

Vigtig i den forbindelse er indholdet i Kommissionens meddelelse om »Rapport om konkurrencen inden for de liberale erhverv«. (6) Den fremhæver netop, hvordan de liberale tjenesteydelser på den ene side kan spille en væsentlig rolle for forbedring af den europæiske økonomis konkurrenceevne, da de i væsentlig grad bidrager til erhvervslivet og husholdningerne. På den anden side påvises de negative virkninger, også på grundlag af empiriske undersøgelser, som en alt for kraftig eller utidssvarende restriktiv regulering — f.eks. vedrørende prisfastsættelse, reklamerestriktioner, adgangskrav og eksklusive rettigheder og regler for virksomhedsstrukturen — kan have for forbrugerne.

7.4.3

Reformprocessen bør nu gennemføres og fremskyndes. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at indfri løftet om at offentliggøre en ny rapport i 2005 om »hvordan afskaffelsen af restriktive og uberettigede regler skrider frem«, som allerede nævnt ovenfor. EØSU erindrer i den forbindelse endvidere om, at Kommissionen også har påtaget sig at undersøge forbindelserne mellem reguleringsniveauet og de økonomiske resultater (pris og kvalitet) samt forbrugernes tilfredshed.

7.4.4

Samtidig nævner EØSU betydningen af Domstolens dom af 9. oktober 2003 i sagen Consorzio Industria Fiammiferi, som legitimerer, at de nationale myndigheder undlader at anvende den nationale lovgivning, som pålægger virksomhederne en adfærd, der strider mod artikel 81, stk. 1, i EF-traktaten.

7.4.5

Endelig bør man fremme større og mere bevidst deltagelse af de kategorier, der berøres af reformen.

7.5.1

I sin XXXIII. Beretning om Konkurrencepolitikken fastslår Kommissionen, at bevarelse og udvikling af mediepluralismen og friheden til at afgive og modtage oplysninger er grundlæggende mål for EU, da det er afgørende værdier for den demokratiske proces. Kommissionen gør det imidlertid også klart, at kontrollen med mediekoncentration især påhviler medlemsstaterne. Anvendelsen af konkurrencepolitiske instrumenter i mediesektoren, tilføjer Kommissionen, skal blot tjene til at løse problemer, der opstår, når der skabes eller styrkes dominerende stillinger på de respektive markeder, og til at føre kontrol med udelukkelse af potentielle konkurrenter på disse markeder. Efter EØSU's opfattelse virker denne skelnen mellem EU's opgaver og medlemsstaternes opgaver meget vag og den slører nogle vigtige problemer:

7.5.2

Den nye europæiske forfatning vil meget signifikant udvide Kommissionens mandat. EØSU er overbevist om, at Kommissionen inden for den nye retlige ramme vil kunne løse sin opgave med at fastsætte retningslinjer og/eller intervenere direkte til beskyttelse og udvikling af frihed og pluralisme på informationsområdet med større gennemslagskraft.

8.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 221/8

1.1

Det foreliggende forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om internationale jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser (i det følgende benævnt »kvalitetsdirektivet om personbefordring«) er en del af den tredje jernbanepakke, som blev vedtaget af Kommissionen den 3. marts 2004. De andre dele er:

og

1.2

Den første jernbanepakke (også kaldet infrastrukturpakken) trådte i kraft den 15. marts 2001 og skulle være omsat i national lovgivning senest den 15. marts 2003. Pakken omfatter:

1.3

I oktober 2003 indbragte Kommissionen 9 medlemsstater for EF-Domstolen for ikke at have givet meddelelse om omsætning af den første jernbanepakke i national ret. I maj 2004 havde fem lande fortsat ikke gennemført bestemmelserne i national ret og to medlemsstater kun delvis.

1.4

Den anden jernbanepakke blev offentliggjort i EU-Tidende den 30. april 2004 og skal omsættes i national lovgivning inden den 30. april 2006. Pakken omfatter:

1.5

Med den første og den anden jernbanepakke etableredes retsgrundlaget for det indre marked for jernbanegodstransport. Foranstaltningerne omfatter markedsåbning, licenstildeling og sikkerhedscertificering inden for jernbanetransport, adgang til infrastruktur og opkrævning af afgifter ved brug af infrastruktur, tilvejebringelse af rammeforskrifter om jernbanesikkerhed samt tiltag til etablering af teknisk interoperabilitet i jernbanesystemet.

1.6

Disse nye rammeforskrifter, som blev indført med den første og anden jernbanepakke, kræver, som EØSU allerede påpegede i sin udtalelse om den anden jernbanepakke (8), en gennemgribende omstrukturering af sektoren og oprettelse af nye myndigheder og kompetencer.

1.7

I det foreliggende forslag foreslår Kommissionen at indføre lovgivning, der sikrer internationale jernbanepassagerer den samme beskyttelse som flypassagerer, der er bedre stillet i tilfælde af overbookning og forsinkelser.

2.1.1

Forslaget til forordning vedrører jernbanevirksomhedernes ansvar i tilfælde af død, personskade samt mistet og beskadiget bagage.

2.1.2

Der fastsættes en minimumserstatning i tilfælde af forsinkelse (bilag III), som skal ydes, uden at passageren mister sin ret til transport.

2.1.3

Forslaget til forordning fastsætter indgående regler for passagerers rettigheder ved mistet tilslutningsforbindelse, aflysning af tog og informering om forsinkelser og mistede tilslutningsforbindelser

2.2.1

Bilag I omhandler det mindstemål af oplysninger, som jernbanevirksomhederne skal give inden, under og efter rejsen. I bilag II fastlægges, hvilke oplysninger der som et minimum skal angives på billetten.

2.2.2

Jernbanevirksomhederne skal tilbyde billetter og/eller gennemgående billetter til centrale jernbanestationer og de omkringliggende zoner. Flere jernbanevirksomheder må derfor arbejde sammen og indgå aftaler om udstedelsen af gennemgående billetter. Disse billetter skal tilbydes på billetkontorer eller via billetautomater, telefon eller internettet. I tilfælde af lukkede billetkontorer og/eller defekte billetautomater bør det være muligt at købe billetter til internationale rejser i toget. Systemleverandører bør uden skelnen levere oplysninger og billetter til alle jernbanevirksomheder.

2.2.3

Jernbanevirksomhederne skal oplyse offentligheden om eventuelle planer om at indstille internationale forbindelser.

2.3.1

Forslaget til forordning omhandler assistance til bevægelseshæmmede personer på banegårde og i tog samt ved indstigning, udstigning og togskifte. Bevægelseshæmmede personer skal 24 timer forud for rejsen have givet besked om deres behov.

2.4.1

Jernbanevirksomhederne er forpligtet til at opstille tjenestekvalitetsstandarder (defineret i bilag IV) og indføre et kvalitetsstyringssystem. Jernbanevirksomhederne skal hvert år offentliggøre deres tjenestekvalitetsniveau sammen med deres årsberetning.

2.4.2

Der skal indføres procedurer for indgivelse af klager, som giver mulighed for at svare klageren på det sprog, der benyttes i klagen. Der kan indgives klage på et af de sprog, der anvendes i de lande, som det internationale tog passerer igennem. Der vil under alle omstændigheder kunne indgives klage på tysk, engelsk eller fransk. Dette gælder også klager, der indgives til billetkontorer.

3.1.1

Kommissionens forslag omhandler to områder på én gang. Forslagene vedrørende ansvar og erstatning i tilfælde af forsinkelse, aflysning, person- og tingskade og assistance til bevægelseshæmmede personer svarer i det store og hele til anvendelsesområdet for forordningen om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser (9). Denne forordning fastsætter passagerrettigheder inden for en anden trafiksektor, dvs. jernbanesektoren.

3.1.2

Det andet område vedrører en særskilt problemstilling. I dette tilfælde er jernbanevirksomhederne forpligtet til at samarbejde for at sikre, at passagererne får ensartede oplysninger om køreplaner og takster samt mulighed for at købe billetter ved en »one stop shop« på et konkurrencepræget marked. Dette omfatter også forbindelserne mellem knudepunkter og jernbanestationer i områder omkring det nærmeste knudepunkt. Dette forslag skal ses i nøje sammenhæng med forslaget om ændring af direktiv 91/440/EØF og liberaliseringen af den internationale passagertrafik.

3.1.3

Standarderne for oplysninger om togplaner og billetpriser og — med nogle få undtagelser (dvs. Thalys, Eurostar) — udstedelse af billetter er opfyldt under det nuværende system, hvor international passagertrafik er baseret på de samarbejdsaftaler, som er indgået mellem jernbanevirksomheder eller internationale grupperinger. I et system af konkurrerende virksomheder bør disse bestemmelser bibeholdes og forbedres gennem passende lovgivning.

3.2.1

Forordningen finder anvendelse inden for den internationale jernbanepassagertransport. Bestemmelserne omfatter dog også forbindelserne mellem knudepunkterne og de omkringliggende jernbanestationer.

3.2.2

EØSU gør opmærksom på, at tilslutningsforbindelser kan berøre tjenester, som er underlagt offentlige kontrakter.

3.2.3

Anvendelsesområdet begrænses dog med forordningens definition af jernbanevirksomheder (artikel 2.1). Denne definition omfatter nemlig kun virksomheder, hvis hovedaktivitet er passagerbefordring. Det kan hermed konkluderes, at jernbanevirksomheder, der driver godstransport, ikke er omfattet af forordningens bestemmelser. Dette er ikke acceptabelt.

3.3.1

EØSU bifalder princippet om indførelse af regler på EU-plan for udbetaling af erstatning til passagerer i de tilfælde, hvor en jernbanevirksomhed ikke eller på utilfredsstillende vis opfylder sine forpligtelser, og for jernbanevirksomhedernes ansvarsforpligtelse.

3.3.2

De bindende regler bør dog under alle omstændigheder sikre, at de forskellige konkurrerende transportvirksomheder behandles på lige vilkår.

3.3.3

Det er påfaldende, at internationale jernbanepassagerer kan få erstatning hurtigere end flypassagerer, selv om jernbanetransport ofte er ensbetydende med længere rejsetid og større risiko for trafikforstyrrelser. Flypassagerer kan eksempelvis først få godtgjort billetprisen efter forsinkelser på mindst fem timer.

3.3.4

Hvis et tog er forsinket, skal passagererne tilbydes gratis måltider og forfriskninger i rimeligt forhold til ventetiden. Inden for lufttransport skal der gå mindst to timer.

3.3.5

Hvis en flyafgang aflyses, har passagererne ikke krav på erstatning, hvis aflysningen skyldes »usædvanlige omstændigheder«. Denne mulighed for at blive fritaget for erstatningsansvar findes ikke inden for jernbanepassagertransport.

3.3.6

I modsætning til forordningen for jernbanetrafik omfatter forordningen for flytrafik heller ikke erstatning for følgeskader, der opstår på grund af forsinkelser eller aflysninger. Ydermere fastsætter forslaget til forordning ej heller en øvre grænse for følgeskader.

3.3.7

Den maksimale erstatning fastsættes efter, om der er tale om håndbagage eller anden bagage. Der ydes således maksimalt 1 800 EUR i erstatning for håndbagage og 1 300 EUR for anden bagage. Det fremgår af begrundelsen, at Kommissionen har trukket på forskellige, men sammenlignelige aftaler (CIV inden for jernbanesektoren og Montreal-konventionen inden for flysektoren). Fra passagerens synspunkt er forskellen uforståelig.

3.3.8

Forslaget til forordning indeholder varierende bestemmelser for virksomhedens erstatningsansvar over for kunden, afhængigt af, om skylden ligger hos virksomheden eller ej. Således hæfter virksomheden kun for tab eller beskadigelse af passagerernes håndbagage, hvis den har skylden. I andre tilfælde er virksomheden altid erstatningspligtig, uanset om den har skylden eller ej.

3.3.9

Virksomheden er ikke ansvarlig for forsinkelser, som skyldes usædvanlige vejrforhold, naturkatastrofer, krigshandlinger eller terroraktioner. Virksomheden er ansvarspligtig i alle andre tilfælde, uanset om den har skylden eller ej.

3.3.10

EØSU går generelt ind for erstatningsansvar i tilfælde af forsinkelse, uanset hvis skyld det måtte være. Det drejer sig ikke om skadeserstatning i ordets snævreste forstand, men snarere om erstatning for tjenester, som ikke er blevet leveret. For forbrugeren/kunden er det ligegyldigt, om det er virksomhedens skyld eller ej. De foreslåede begrænsninger er hensigtsmæssige.

3.3.11

Det fremgår ikke klart af forordningsforslaget, om en passager kan aflyse en rejse i tilfælde af forsinkelse og få hele billetten refunderet. Forsinkelser kan især gøre forretningsrejser meningsløse.

3.4.1

EØSU bifalder bestemmelserne om assistance til bevægelseshæmmede personer.

3.4.2

Jernbanevirksomhederne skal stille tilgængelig information til rådighed for alle passagerer, herunder personer med nedsat bevægelsesevne som defineret i artikel 2, stk. 21, ved at placere vinduer og oplysningstavler i en passende højde og ved at præsentere tekster med større typer og på en letlæselig måde.

3.5.1

EØSU bifalder bestemmelserne om oplysninger forud for, på og efter rejsen (Bilag 1). Navnlig er manglende oplysninger forud for og på rejsen i forbindelse med forsinkelser en regelmæssig kilde til væsentlig irritation for kunderne.

3.5.2

Med hensyn til mindstemålet af oplysninger, som skal angives på billetten (Bilag II), bør det også fremgå, hvorvidt og hvornår billetten kan leveres tilbage og pengene refunderes. Dette er ikke altid klart for passagererne på grund af de meget forskellige reservationssystemer.

3.5.3

Forordningen fastsætter (artikel 3, 5 og 6), at:

3.5.4

Grundlæggende finder EØSU det ønskeligt, at passagererne får mulighed for at reservere og hente oplysninger via et »one stop shop-system«, der omfatter alle tjenester i relation til jernbanetransport.

3.5.5

Det henleder dog opmærksomheden på en række særlige aspekter ved jernbanetransport:

3.5.6

En forordning, der er umiddelbart gældende, kan ikke tage fyldestgørende højde for kompleksiteten i tilslutningen mellem international jernbanepassagerbefordring og regionale tjenester i et netværk, der omfatter konkurrerende etablerede virksomheder. Det er for eksempel et betydeligt antal jernbanestationer (knudepunkter og de omkringliggende jernbanestationer), der berøres heraf.

3.5.7

EØSU understreger, at standarderne for international jernbanepassagerbefordring på nuværende tidspunkt i stort omfang holdes. I et system af virksomheder, hvor konkurrencen er stor, skal disse bestemmelser dog nødvendigvis bibeholdes og forbedres gennem passende lovgivning.

3.6.1

I henhold til forordningsforslagets artikel 21 er jernbanevirksomheden ansvarlig for sine ansatte. Artikel 22 nævner på den anden side muligheden for kumulering af erstatningskrav og krav mod jernbanevirksomhedens personale. Det skal fremgå klart, at en passager eller tredjemand ikke kan lægge sag an mod jernbanepersonale, og at det er arbejdsgiveren alene, som er ansvarlig.

3.6.2

Store erstatninger for forsinkelser må dog ikke som følge heraf føre til, at jernbanevirksomheder løber større sikkerhedsmæssige risici for at undgå erstatningskrav. De må heller ikke medføre, at jernbanevirksomhederne lægger umådeholdent pres på de ansatte med fare for, at der lades hånt om arbejds-, køre- og hviletider. Det skal endvidere sikres, at der er tilstrækkeligt med veluddannet personale til at opfylde kvalitetskravene.

3.6.3

Bilag IV, der vedrører minimale tjenestekvalitetsstandarder, må derfor nødvendigvis omfatte det pågældende personales færdigheder. Dette gælder ikke kun for togpersonale, men også de personer, der er beskæftiget på stationerne, og som behandler klager.

4.1

EØSU bifalder forslaget til forordning om internationale jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser, idet forordningen udvider en eksisterende forbrugerbeskyttelse, som ellers kun har omfattet flytrafik, til også at gælde en anden transportform.

4.2

EØSU er dog modstander af, at konkurrerende transportformer forskelsbehandles. De bestemmelser, der gælder for jernbanesektoren, må således ikke være strengere end dem, der gælder for flytrafikken.

4.3

EØSU mener, at der er plads til forbedring i forordningen, hvad angår de enkelte bestemmelser vedrørende erstatningsansvar for følgeskader, fastsættelse af øvre grænser for erstatningsansvar og undtagelser i forbindelse med aflysninger af tog.

4.4

EØSU går i princippet ind for, at billetprisen refunderes, når en tjeneste ikke leveres, eller når den er mangelfuld, uanset om det er virksomhedens skyld eller ej, så længe dette gælder for alle transportformer.

4.5

EØSU er tilhænger af, at passagererne skal kunne reservere og hente oplysninger via »one stop shop-systemer«, som garanterer god servicekvalitet. Det er dog forbeholdent over for, at dette behandles i en forordning, der også behandler ansvar og erstatning.

4.6

EØSU påpeger, at det vil være vanskeligt at etablere »one stop shop-systemer« med henblik på oplysning og reservation i et system af indbyrdes forbundne leverandører af netværk inden for international, national, regional og offentlig transport, som kompliceres yderligere af konkurrerende etablerede virksomheder, hvis disse »one stop shop-systemer« skal kunne benyttes fra alle salgssystemer.

4.7

Det påpeger ligeledes, at lovgivning om oplysning til passagerer og udstedelse af billetter til international jernbanepassagerbefordring bør drøftes sideløbende med ændringen af direktiv 91/440/EØF om liberalisering af international personbefordring med tog.

8.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 221/13

1.1

Det foreliggende forslag til forordning indgår i den såkaldte tredje jernbanepakke, som blev vedtaget af Europa-Kommissionen den 3. marts 2004. De øvrige dele er:

samt

1.2

Den første jernbanepakke (også benævnt infrastrukturpakken) trådte i kraft den 15. marts 2001 og skulle senest den 15. marts 2003 være gennemført i medlemsstaterne. Den indeholder følgende elementer:

1.3

I oktober 2003 indgav Europa-Kommissionen klage ved Domstolen mod ni medlemsstater for ikke at have anmeldt gennemførelsesforanstaltninger i forbindelse med den første jernbanepakke. I maj 2004 havde fem medlemsstater stadig ikke anmeldt gennemførelsesforanstaltninger, og to medlemsstater havde kun delvist omsat bestemmelserne i national ret.

1.4

Den anden jernbanepakke blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 30. april 2004 og skal være omsat i national ret senest den 30. april 2006. Den indeholder følgende elementer:

1.5

Den første og anden jernbanepakke skabte det juridiske grundlag for skabelsen af et indre marked for jernbanefragt. Foranstaltningerne omfatter markedsadgang, licensudstedelse og sikkerhedsgodkendelse af jernbanevirksomheder, adgang til infrastruktur og beregning af afgifter for udnyttelse, skabelse af en juridisk ramme om jernbanesikkerhed samt foranstaltninger til skabelse af teknisk interoperabilitet i jernbanesystemet.

1.6

Det foreliggende forslag supplerer den eksisterende retsramme, der med foranstaltninger til forbedring af kvaliteten inden for godsfragt skal åbne markedet op.

2.1

Med forordningsforslaget om kvalitetskrav til godstransport vil man med en kontraktlig aftale mellem jernbaneselskabet og fragtkunden om erstatningsydelse forbedre jernbanebefordringen. Kommissionen mener, at den manglende kvalitet og pålidelighed inden for jernbanefragt er en af hovedårsagerne til banernes ringe andel i stigningen i godstransportmængden og den faldende markedsandel i forhold til andre transportformer.

2.2

Med indførelsen af erstatningsregler forventer Kommissionen at tilskynde jernbanevirksomhederne til at udforme jernbanefragttjenesterne mere effektivt. Ideen er, at konkurrencen med tiden vil øge kravet om en kvalitetsforbedring, men den egentlige åbning af det europæiske marked for godstransport med jernbane sker efter Kommissionens opfattelse ikke hurtigt nok. Nytilkomne jernbaneselskaber har kun 3-4 % af markedet, og i flere medlemsstater findes ingen konkurrenter.

2.3

Forordningsforslaget forpligter jernbaneselskabet og kunden til at fastlægge kvalitetskrav i fragtaftalen og at betale erstatning ved manglende overholdelse. Kontrahenterne er forpligtet til i det mindste at fastlægge følgende kvalitetskriterier:

2.4

I direktivforslaget fastsættes minimums- og maksimumsbeløb på erstatningen i tilfælde af tab, beskadigelse, forsinkelse, manglende underretning om forsinkelsen, tab eller beskadigelse som følge af forsinkelser. F.eks. er der for beskadigelse fastsat et maksimumbeløb på 75 euro pr. kilo beskadiget bruttovolumen. For forsinkelser af bloktog fastsættes erstatningen til mindst 5 % og højst 25 % af fragttariffen. I tilfælde af manglende underretning om forsinkelser er erstatningen fastsat til mindst 5 % af fragttariffen.

2.5

De kontraherende parter er forpligtede til at fastsætte erstatning i tilfælde af aflysning af tog fra togselskabets eller fragtkundens side. De kan fastsætte erstatningen ud fra en angivelse af leverancens værdi eller angivelse af interessen i leverancen.

2.6

Bortfald af ansvar forekommer i tilfælde af uagtsomhed fra en af de kontraherende parters side, uagtsomhed eller anden handling fra tredjemands side, force majeure eller forhold, som ikke kunne undgås, og hvis følger ikke kunne forhindres. Hvis erstatningsansvaret kan tillægges infrastrukturforvalteren, udbetaler jernbaneselskabet erstatningen og kræver godtgørelse herfor over for infrastrukturforvalteren.

2.7

Er flere jernbanevirksomheder involveret består der et »fælles erstatningsansvar« for alle deltagende virksomheder uafhængig af, hvilken virksomhed der er årsag til forsinkelsen eller beskadigelsen.

3.1

Med henblik på et bæredygtigt transportsystem og en bedre balance mellem de forskellige transportformer som nævnt i hvidbogen om Europæisk transportpolitik frem til 2010 er det et fællesskabsmål at få en større del af godstransporten over på jernbanerne. En forbedring af servicekvaliteten inden for jernbanefragt er en af mange tilgange og hilses derfor i princippet velkomment.

3.2

Kommissionen foreslår et incitamentsystem, hvorved kvaliteten og især punktligheden øges med fastsættelsen af erstatningsydelser. Normalt reagerer markedsaktører på en øget finansiel risiko på grund af eventuelle erstatningskrav i første omgang med en prisforhøjelse.

3.3

Det er et spørgsmål om det af Kommissionen foreslåede instrument er en egnet tilskyndelse.

3.4

Anvendelsesområdet er såvel den internationale som den nationale transport. Kommissionen skriver selv i sin begrundelse til forordningsforslaget, at der allerede i dag findes kvalitetskontrakter især inden for national transport og mindre inden for international transport. Kommissionen siger senere, at problemet især opstår, når flere jernbaneselskaber er involveret, hvilket jo først og fremmest er tilfældet i den internationale transport.

3.5

Spørgsmålet er, om det på grund af indgreb i kommercielle partneres kontraktlige aftaler (dette er ikke et spørgsmål om forbrugerbeskyttelse) ville være mere rimeligt med et mere begrænset gyldighedsområde mht. den internationale godstransport.

3.6

Endvidere bør man overveje, hvilke positive incitamenter der er til rådighed i stedet for fastlagte erstatningsydelser via en enkel EU-forordning for hele jernbanesektoren, som supplerer den allerede eksisterende konvention (COTIF/CIM). I artikel 11 i direktiv 2001/14/EF skabes der således allerede mulighed for bonusser i infrastrukturgebyrerne, hvis en virksomhed bidrager til at mindske forstyrrelser og forbedre systemets ydelse.

3.7

Når man fremmer fragten med jernbane, er det afgørende, at man undgår diskriminerende behandling af de forskellige konkurrerende transportformer.

3.8

Dette rejser spørgsmålet om sammenlignelige fællesskabsbestemmelser for luftfragttransport og vejgodstransport. Internationale aftaler om erstatning for beskadigelse eller tab fastlægger væsentligt lavere satser (Montreal-aftalen om lufttransport med 1/3 af det i forordningen fastsatte maksimumbeløb, CMR-konventionen for vejtransport med en 1/6 af maksimumbeløbet).

3.9

Det forbliver uklart, hvordan forholdet vil være mellem kvalitetsovervågningssystemet, som skal fastlægges af de kontraherende parter, og den tekniske specifikation for interoperabilitet (TSI) for telematisk godstransport. Elektronisk realtidsovervågning af fragtbevægelser med jernbane over hele Europa er dækket i TSI for telematisk godstransport. De harmoniserede tekniske specifikationer og kommunikationsvilkår defineres i denne bestemmelse. Dets anvendelse og gennemførelse vil dog kræve betydelige investeringer og vil tage mange år.

3.10

I henhold til forslaget kan jernbanevirksomheden kræve erstatningsbeløbet refunderet af infrastrukturforvalteren, hvis denne er årsag til forsinkelsen.

3.11

Også her må man regne med forsøg på at omgå dette ved at forhøje ruteprisen (risikotillæg) og indarbejdelse af margener for forsinkelser i tidsplanen. På grund af den knappe infrastrukturkapacitet ville dette ikke være en ønskelig reaktion. Dette har man allerede kunnet konstatere i luftfartssektoren, efter at direktivet om erstatning til flypassagerer er trådt i kraft. Risikokalkuleringen bliver betydelig mere kompliceret for infrastrukturforvalteren, da han ikke kender og ikke kan øve indflydelse på værdien af godsstrømmen og den deraf følgende erstatning.

3.12

Man må ikke glemme, at infrastrukturen i de nye medlemsstater i Central- og Østeuropa er i en dårlig stand med store investeringsbehov, og at erstatningsforpligtelserne i forordningen kunne skabe store problemer.

3.13

Forslaget indebærer en betydelig indsats for at fastslå, hvem der er ansvarlig for hvad, når jernbanevirksomheden skal rejse erstatningskrav mod infrastrukturforvalteren. Tilkendelse af ansvar vil også være bekostelig, hvis flere jernbanevirksomheder er involveret.

3.14

Udsigten til at skulle betale høje erstatninger bør ikke føre til, at jernbanevirksomheder sætter sikkerheden over styr for at overholde leveringsfristerne. Endvidere skal man sikre sig, at jernbanevirksomheder ikke lægger et for stort pres på arbejdstagerne med risiko for, at hvile- og arbejdstider ikke overholdes.

3.15

I sin udtalelse om den anden jernbanepakke har EØSU allerede påpeget, at de sociale vilkår inden for vejtransporten rent konkurrencemæssigt er til skade for jernbanegodstransporten. Konsekvensen heraf kan ikke være at tilpasse arbejdsvilkårene inden for jernbanetransporten efter vejtransporten og tilskynde virksomheder til at misligholde regler og udøve pres på arbejdskraften.

4.1

EØSU er i princippet tilhænger af foranstaltninger til forbedring af kvaliteten af jernbanefragten.

4.2

Positive incitamenter ville have været at foretrække i stedet for strenge erstatningsordninger, som fører til forsøg på at omgå reglerne og afføder et kompliceret erstatningssystem. Dette gælder især for infrastrukturforvalterens rolle.

4.3

Foranstaltninger til forbedring af kvaliteten af jernbanefragten bør ikke resultere i diskriminering over for andre transportformer.

4.4

EØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge foranstaltningernes konsekvenser for virksomheder og infrastrukturforvaltere i de nye medlemsstater.

4.5

EØSU insisterer på, at foranstaltninger til kvalitetsforbedring inden for godstransport ikke bør resultere i, at virksomheder forsøger at omgå reglerne på bekostning af sikkerheden og arbejdsvilkårene.

8.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 221/17

1.1

Forsyningspligtydelser er i dag et samfundstema, som er tæt knyttet til opbygningen af Europa.

1.2

Adgangen til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse er i henhold til de eksisterende traktater en del af Unionens fælles værdier og bidrager til dens sociale og territoriale samhørighed (artikel 16). Adgangen til forsyningspligtydelser og rettighederne i forbindelse med specifikke dele af forsyningspligtydelserne (social sikring, sundhedsbeskyttelse, miljøbeskyttelse osv.) anerkendes i chartret om grundlæggende rettigheder (afsnit IV, artikel II-34 til II-36).

1.3

Forsyningspligtydelserne er ikke kun centrale for konkurrenceevnen og et væsentligt element som bidrag til opnåelse af Lissabon-målsætningerne, men ligeledes en bestanddel af den europæiske sociale model. De bidrager til sikringen af de grundlæggende menneskerettigheder og er en faktor i videnøkonomien, den sociale, økonomiske og territoriale samhørighed samt elementer i den bæredygtige udvikling.

1.4

Selv om EØSU's anmodning om at gøre fremme af forsyningspligtydelser til et mål i forfatningstraktatens artikel 3 ikke er taget til følge, er der alligevel i traktaten gjort visse fremskridt, for så vidt angår forsyningspligtydelser: Artikel III-122 giver EU mulighed for at lovgive horisontalt om principperne og betingelserne for gennemførelsen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Traktaten anerkender princippet om fri forvaltning for de lokale myndigheder og gør deres mulighed for selv at levere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse til et forfatningsmæssigt princip og dermed et nærhedsprincip, når det gælder Unionens og medlemsstaternes respektive kompetencer inden for forsyningspligtydelser.

1.5

Størstedelen af den afledte ret er imidlertid fortsat præget af en generel ubalance mellem på den ene side konkurrenceretten, som er en detaljeret EF-lovsamling og som har direkte virkning, og på den anden side de mål af almindelig interesse, som er et resultat af fravigelser fra denne ret.

1.6

Den Europæiske Union har fortsat vanskeligt ved at overvinde modsætningerne mellem oprettelsen af et marked, hvis eneste værktøj er konkurrence, og behovet for at sikre en offentlig styring af processen, som ikke udelukkende foregår gennem de økonomiske mekanismer. Forsyningspligtydelser er ikke teknikker eller instrumenter, men har grundlæggende betydning for personlige rettigheder, social inddragelse, indslusning og integration.

1.7

Det kan heller ikke ignoreres, at europæiske borgere stiller sig uforstående, kritisk og afvisende over for politikker, der lader til at gå i retning af en europæisk integration, som i stigende grad ligger fjernt fra deres virkelighed, fremhæver sociale skel, udgør en trussel mod den sociale samhørighed og sætter den sociale model på spil.

1.8

Opbygningen af Europa bør munde ud i en harmonisk ligevægt mellem markedsmekanismer og offentlige forsyningspligter på de områder, hvor en sådan ligevægt er forenelig med målsætningerne for forsyningspligtydelserne og kan bibringe en merværdi for brugeren eller forbrugeren. Det vil sige, at det i henhold til EF-traktaten og på de betingelser, der er fastsat i artikel 86, stk. 2, i tilfælde af tvist er den faktiske udførelse af en forsyningspligtopgave, der har forrang frem for anvendelsen af traktatens bestemmelser om konkurrence, i overensstemmelse med retspraksis i Fællesskabet.

1.9

Forsyningspligtydelserne er et udtryk for den politiske vilje til at håndtere forvaltningen af de fælles interesser og tilfredsstille de grundlæggende behov og rettigheder inden for rammerne af den europæiske samfundsmodel. Denne model består i at sikre alle, uanset alder, social status eller hjemregion, en passende social beskyttelse, men ligeledes en nem, hensigtsmæssig og billig adgang til essentielle goder såsom mad, bolig, vand, transport, kommunikation osv. Forsyningspligtydelser ligger således klart inden for den sociale markedsøkonomi, som ikke kan sikres alene gennem konkurrence. Uden hensigtsmæssige offentlige indgreb vil Unionen udvikle sig i to hastigheder, hvor udviklingsforskelle, uligheder og social udstødelse skærpes.

1.10

Mange europæiske borgere vil i den nærmeste fremtid blive opfordret til at give udtryk for deres holdning ved en folkeafstemning om ratifikation af forfatningstraktaten. Det politiske Europa kan ikke eksistere uden støtte fra offentligheden, og en sådan støtte kan ikke eksistere, hvis Unionen ikke kan garantere opretholdelsen og udviklingen af den europæiske samfundsmodel og den europæiske sociale model.

1.11

Hvidbogen om forsyningspligtydelser er i den forbindelse, i det omfang den fastlægger grundlaget for at sikre tilgængelige og prismæssigt overkommelige forsyningspligtydelser af høj kvalitet, en vigtig etape (blandt andre) i arbejdet med at promovere Europa over for europæerne og undgå, at et NEJ ødelægger dynamikken i opbygningen af Europa.

1.12

De overvejelser, der lægges op til i hvidbogen, og følgerne heraf kan ikke adskilles fra overvejelserne om offentlig/private partnerskaber, markedet for tjenesteydelser, herunder sociale tjenester, statsstøtte, vandforsyning (rapport under udarbejdelse), fornyet gennemgang af Lissabon-strategien og evalueringsrapporterne.

2.1

Den hvidbog, der blev vedtaget af Europa-Kommissionen den 12. maj 2004, gør status over den væsentlige debat, der har fundet sted siden udgivelsen af grønbogen i 2003 og de mange bidrag, den gav anledning til, navnlig fra de europæiske institutioner og civilsamfundet. Den foreslår strategiske retningslinjer for de kommende år.

2.2

Debatten om grønbogen har bragt vidt forskellige synspunkter og indfaldsvinkler frem i lyset. Der er dog enighed om, at der skal være en harmonisk ligevægt mellem markedsmekanismer og offentlige forsyningspligter.

2.3

Selv om leveringen af forsyningspligtydelser kan tilrettelægges i samarbejde med den private sektor eller overdrages til private eller offentlige forretningsbaserede eller non-profit foretagender, påhviler det stadig de offentlige myndigheder på det relevante plan at definere, hvad de forstår ved offentlige tjenesteforpligtelser, og hvordan de skal opfyldes. De relevante offentlige myndigheder har også ansvaret for at regulere markedet og at sikre, at de private eller offentlige operatører opfylder deres forsyningspligtopgaver.

2.4.1

Offentlig administration tæt på borgerne: Forsyningspligtydelser bør tilrettelægges og reguleres så tæt på borgerne som muligt, og nærhedsprincippet skal respekteres.

2.4.2

Opfyldelse af forsyningspligten på åbne og konkurrencedygtige markeder: Kommissionen er efter høringen stadig overbevist om, at målsætningen om et åbent og konkurrencedygtigt indre marked er fuldt forenelig med udviklingen af tilgængelige og prismæssigt overkommelige forsyningspligtydelser af høj kvalitet: Det vil sige, at det i henhold til EF-traktaten og på de betingelser, der er fastsat i artikel 86, stk. 2, i tilfælde af tvist er den faktiske udførelse af en forsyningspligtopgave, der har forrang frem for anvendelsen af traktatens bestemmelser.

2.4.3

Sikring af samhørighed og universel adgang: For at fremme den sociale og territoriale samhørighed i EU er det vigtigt at give alle borgere og virksomheder, uanset hvor de befinder sig, adgang til prismæssigt overkommelige forsyningspligtydelser af høj kvalitet. Forsyningspligt er i denne forbindelse et centralt begreb, som Fællesskabet har udviklet for at sikre en effektiv adgang til tjenester, der betragtes som væsentlige.

2.4.4

Bibeholdelse af et højt kvalitets- og sikkerhedsniveau: Desuden er leveringssikkerhed og navnlig forsyningssikkerhed et afgørende krav, der skal indgå i definitionen af forsyningspligtopgaver. De betingelser, der er knyttet til leveringen af tjenesteydelser, skal også kunne tilskynde operatørerne til at opretholde et tilstrækkeligt investeringsniveau på lang sigt.

2.4.5

Sikring af bruger- og forbrugerrettigheder: Disse principper omfatter bl.a. adgang til tjenesteydelser, herunder til grænseoverskridende ydelser, på hele EU's område og for alle befolkningsgrupper, rimelige priser, herunder særlige ordninger for lavindkomstgrupper, fysisk sikkerhed og pålidelighed, kontinuitet, høj kvalitet, valgmuligheder, åbenhed og adgang til information fra udbydere og tilsynsmyndigheder. Gennemførelsen af disse principper kræver generelt, at der findes uafhængige tilsynsmyndigheder med klart definerede beføjelser og pligter. Til disse hører sanktionsbeføjelser (redskaber til at overvåge gennemførelsen og håndhævelsen af forsyningspligtbestemmelser), og de bør omfatte bestemmelser om repræsentation af brugere og forbrugere og disses aktive medvirken ved fastlæggelse og evaluering af ydelserne, adgang til passende klageinstanser og kompensationsordninger samt en udviklingsklausul, der gør det muligt at tilpasse kravene til ændringer i brugernes og forbrugernes behov og ønsker og til den økonomiske og teknologiske udvikling.

2.4.6

Overvågning og evaluering af resultater: Kommissionen mener, at evalueringerne skal være flerdimensionale og omfatte alle de relevante retlige, økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter, hvilket da også var det fremherskende synspunkt under den offentlige høring.

2.4.7

Hensyn til forskelligartede forhold og tjenesteydelser: Fællesskabet må i sin politik på området for forsyningspligtydelser tage behørigt hensyn til den forskelligartethed, der kendetegner denne form for tjenesteydelser og de forhold, de ydes under. Dette betyder dog ikke, at Fællesskabet ikke skal sørge for, at der er konsekvens i tilgangen på tværs af de forskellige sektorer, eller at det ikke er nyttigt at fastlægge fælles begreber, der kan anvendes i flere sektorer.

2.4.8

Større åbenhed: Dette princip bør gælde for alle aspekter af leveringsprocessen og indgå i definitionen af forsyningspligtopgaver, tjenesteydelsernes tilrettelæggelse, finansiering og regulering samt deres tilvejebringelse og evaluering, herunder klagebehandling.

2.4.9

Større retssikkerhed: Kommissionen er klar over, at det kan være kompliceret at anvende fællesskabslovgivningen på forsyningspligtydelser. Den vil derfor løbende forsøge at forbedre retssikkerheden på dette område, uden at dette berører retspraksis fra De Europæiske Fællesskabers Domstol og Retten i Første Instans.

2.5.1

Plads til forskelligartethed inden for sammenhængende rammer: Kommissionen vil på ny undersøge, om der er mulighed og behov for en rammelov for forsyningspligtydelser, når forfatningstraktaten er trådt i kraft; foretage en ny vurdering af situationen på området for forsyningspligtydelser og fremlægge en rapport inden udgangen af 2005.

2.5.2

Præcisering og forenkling af lovrammerne for kompensation for offentlige tjenesteforpligtelser: Kommissionen vil inden juli 2005 vedtage en beslutning om anvendelsen af traktatens artikel 86 for statsstøtte i form af kompensation for forsyningspligtydelser, der ydes til visse foretagender, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almen økonomisk interesse; inden juli 2005 vedtage en fællesskabsramme for statsstøtte i form af kompensation for forsyningspligtydelser; inden juli 2005 vedtage en ændring af direktiv 80/723/EØF om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige foretagender; inden juli 2005 præcisere, hvilke betingelser der skal være til stede, for at kompensationer for forsyningspligtydelser kan udgøre statsstøtte i henhold til artikel 87, stk. 1.

2.5.3

Klare og gennemsigtige rammer for udvælgelsen af foretagender, der tildeles forsyningspligtydelser: Kommissionen vil holde en offentlig høring om grønbogen om indkøbsaspekterne i forbindelse med offentlig-private partnerskaber; fremlægge eventuelle forslag på grundlag af resultaterne af den offentlige høring.

2.5.4

Fuld anerkendelse af social- og sundhedsvæsenets almene interesse: Kommissionen vil fremlægge en meddelelse om social- og sundhedsydelser af almen interesse i løbet af 2005; fremme medlemsstaternes samarbejde om sundhedsydelser og lægebehandling med henblik på at sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau i hele EU.

2.5.5

Vurdering af resultater og evaluering af tjenesteydelser: Kommissionen fremlagde sin første horisontale evaluering af forsyningspligtydelserne på basis af sin evalueringsmetode i 2004; den vil gennemgå sine evalueringsordninger for forsyningspligtydelser i 2006.

2.5.6

Revision af de sektorspecifikke politikker: Kommissionen vil fremme samarbejdet mellem nationale tilsynsmyndigheder inden for de eksisterende net; tage hensyn til resultaterne af den offentlige høring om grønbogen i de revisioner, der allerede er planlagt i de forskellige sektorer: revisionen af forsyningspligtens omfang, hvad angår elektronisk kommunikation (inden juli 2005); revisionen af lovpakken om elektronisk kommunikation (inden juli 2006); revisionen af direktivet om posttjenester (inden udgangen af 2006); revisionen af det indre marked for elektricitet (inden 1. januar 2006); revisionen af det indre marked for gas (inden 1. januar 2006); revisionen af direktivet om »fjernsyn uden grænser« (i begyndelsen af 2005); vurderingen af vandsektoren (i gang).

2.5.7

Overensstemmelse mellem Fællesskabets interne regler og den internationale handelspolitik: Kommissionen vil fortsat sørge for, at de holdninger, som Fællesskabet indtager i internationale handelsforhandlinger, er i fuld overensstemmelse med EU's interne bestemmelser om forsyningspligtydelser.

2.5.8

Fremme af forsyningspligtydelser som led i udviklingssamarbejdet: Kommissionen vil bistå udviklingslandene med at skabe pålidelige forskriftsmæssige og institutionelle rammer i udviklingslandene som en afgørende forudsætning for at øge investeringerne i og adgangen til finansiering af grundlæggende forsyningspligtydelser.

3.1

EØSU glæder sig over offentliggørelsen af hvidbogen. EØSU tager de ni principper og otte nye retningslinjer, som foreslås heri med henblik på at styrke tilstedeværelsen af forsyningspligtydelser, til efterretning. EØSU beklager imidlertid, at dets utallige opfordringer gennem de seneste år (1) til et rammedirektiv eller en rammelov, som giver mulighed for at sikre tilstedeværelsen af forsyningspligtydelser, definitions- og organisationsfriheden i medlemsstaterne, det frie valg af forvaltningssystemer, ydelsernes finansiering på langt sigt, evalueringen af ydelserne, forbrugernes rettigheder osv. endnu ikke er efterkommet, selv om Kommissionen forpligter sig til at udgive en rapport om spørgsmålet inden 2005.

3.2

EØSU bifalder især den kendsgerning, at hvidbogen indeholder en præcis kalender for de forslag og foranstaltninger, som Europa-Kommissionen forpligter sig til at træffe med henblik på at anvende disse principper og retningslinjer i de kommende år.

3.3

EØSU vil følge iværksættelsen af disse forpligtelser med interesse og er villig til at bidrage til deres effektivitet.

4.1

Det første princip — »offentlig administration tæt på borgerne« — indebærer, at forsyningspligtydelser bør tilrettelægges og reguleres så tæt på borgerne som muligt, og at »nærhedsprincippet skal respekteres«. I fodnote 30 henvises der imidlertid til et lovforslag med hensyn til indenlandsk lokal transport, som forpligter medlemsstaterne til at »anvende koncessioner på trafik som offentlig service« og således systematiske udbud. Der er ikke længere tale om nærhed, hvis ikke hver institution frit kan vælge fremgangsmåden i forbindelse med forsyningspligtydelser på sit område.

4.2

Det tredje princip — »sikring af samhørighed og universel adgang« — får Kommissionen til at understrege, at forsyningspligt er »et centralt begreb, som Fællesskabet har udviklet for at sikre en effektiv adgang til tjenester, der betragtes som væsentlige«. Dette indebærer, at det skal gøres muligt at »tilpasse kravene til ændringer i brugernes og forbrugernes behov og ønsker og til den økonomiske og teknologiske udvikling«. I den forbindelse og som led i e-Europa-planen, som anbefaler en generel udbredelse af brugen af bredbånd til elektronisk kommunikation, minder EØSU om, at 20 % af den europæiske befolkning i EU-15 i dag ikke har adgang til disse tjenester. Bredbånd er en tjenesteydelse af almen interesse, som forbedrer levevilkårene ved at reducere afstande og ved at lette adgangen til sundhedspleje, uddannelse og offentlige tjenester både for borgere i geografisk fjerntliggende områder og for de dårligst stillede befolkningsgrupper. Det følger heraf, at uden en udvidelse af de universelle telekommunikationsydelser til en overkommelig pris, så de kommer til at omfatte bredbånd og mobiltelefoni, vil der imidlertid fortsat være forsinkelser i EU's gennemførelse og anvendelse af de nye informations- og kommunikationsteknologier og vidensamfundet, og it-kløften vil udvide sig, navnlig i de nye medlemsstater.

4.3

Det sjette princip — »overvågning og evaluering af resultater« — er ligeledes et svar på EØSU's — såvel som mange andre aktørers — insisteren på, at der skal udvikles en progressiv dynamik i evalueringen af forsyningspligtydelserne med henblik på at bidrage til deres effektivitet, lige adgangsmuligheder og deres tilpasning til udviklingen i forbrugernes, borgernes og samfundets behov samt til en revision af reglerne. I hvidbogen understreges det med rette, at evalueringerne skal være »flerdimensionale og omfatte alle de relevante retlige, økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter«: i den forbindelse henstiller EØSU, at man i evalueringen ser nøje på beskæftigelsesspørgsmål. EØSU insisterer på, at EU's rolle er at fastlægge en fælles metodologi, fælles kriterier, navnlig kvalitetskriterier, og fremme dynamikken i en objektiv og uafhængig evaluering, som skal gennemføres i overensstemmelse med nærhedsprincippet. EØSU mener, at hvidbogens forslag om revision af de sektorspecifikke politikker (jf. pkt. 2.5.6.) bør ledsages af evalueringsrapporter om de tidligere tiltags virkninger. EØSU minder om sit forslag om at bidrage til styringen af evalueringen, da samtlige interesserede parter er repræsenteret i EØSU. Det vil analysere muligheden for med dette for øje at oprette en permanent studiegruppe om forsyningspligtydelser.

4.4

Det syvende princip — »hensyn til forskelligartede forhold og tjenesteydelser« — »betyder dog ikke, at Fællesskabet ikke skal sørge for, at der er konsekvens i tilgangen på tværs af de forskellige sektorer, eller at det ikke er nyttigt at fastlægge fælles begreber, der kan anvendes i flere sektorer«. Forslaget til retningslinjer består i, at Kommissionen på ny vil undersøge, om der er mulighed og behov for en rammelov for forsyningspligtydelser, når forfatningstraktaten er trådt i kraft, og fremlægge en rapport inden udgangen af 2005. I hvidbogen har Kommissionen således ikke taget EØSU's og mange andre europæiske aktørers anmodning om et rammedirektiv til efterretning (jf. EØSU's udtalelse om »Grønbog om forsyningspligtydelser« — EUT C 80 af 30.3.2004). Det er imidlertid nødvendigt hurtigt at konsolidere forsyningspligtydelserne som helhed, herunder social- og sundhedsydelser af almen interesse, som følge af disses særtræk for så vidt angår konkurrenceret, finansiering, gennemførelse af nærhedsprincippet og placering i den europæiske integration.

4.5

Med hensyn til det niende princip — »større retssikkerhed« — vil Kommissionen løbende »forsøge at forbedre retssikkerheden på dette område, uden at dette berører retspraksis fra De Europæiske Fællesskabers Domstol og Retten i Første Instans«. To forslag til retningslinjer har baggrund i dette princip:

4.5.1

»Præcisering og forenkling af lovrammerne for kompensation for offentlige tjenesteforpligtelser« inden juli 2005, hvilket bør medvirke til, under overholdelse af principperne om gennemsigtighed, ikke-forskelsbehandling og proportionalitet, at give sikkerhed for den langsigtede finansiering af på den ene side de nødvendige investeringer til tjenesteydelsernes varighed og kontinuitet og på den anden side kompensationen for de offentlige eller universelle tjenesteforpligtelser; samt føre til erkendelse af, at de former, som disse kompensationer kan forekomme i, er meget varierede og bør give mulighed for en tilpasning til de fastlagte mål: offentlig støtte, interne udligninger, der giver mulighed for at finansiere omkostningerne ved udbytte af rentable aktiviteter, som ledsages eller ikke ledsages af eksklusive rettigheder, kompensationsfonde mellem operatører, skattefritagelser e.l., offentlig-private partnerskaber, bistand til levering af tjenesteydelser til brugerne osv.

4.5.2

»Klare og gennemsigtige rammer for udvælgelsen af foretagender, der tildeles forsyningspligtydelser« på baggrund af de offentlige høringer om grønbogen om offentlig-private partnerskaber. For EØSU indebærer dette en anerkendelse af behovet for forskelligartede fremgangsmåder i forbindelse med forvaltningen af forsyningspligtydelser og det frie valg for hver af de pågældende myndigheder: enten direkte forvaltning fra den offentlige myndigheds side (offentlig tjeneste eller forvaltning) eller overdragelse af forvaltningen til en offentlig eller offentlig-privat virksomhed, som den offentlige myndighed har en kontrol med svarende til dens egne afdelinger, eller en erhvervsdrivende forening eller nonprofitorganisation, eller tidsbegrænset tildeling af en opgave til en virksomhed (koncession med forudgående udbud), uden at glemme muligheden for reversibilitet fra en forvaltningsform til en anden.

5.1

Hvidbogen om forsyningspligtydelser er et skridt hen imod anerkendelse af disse ydelser på EU-plan. Den giver en god baggrund for at udvikle begrebsmæssige elementer i en europæisk politik for forsyningspligtydelser og vil kunne give de europæiske virksomheder og alle borgere tilgængelige og prismæssigt overkommelige offentlige ydelser af høj kvalitet på højde med de teknologiske fremskridt.

5.2

Forsyningspligtydelser står ikke kun i centrum for den økonomiske konkurrenceevne, men er ligeledes et nøgleelement på det sociale og miljømæssige område. De er et supplement til de tre mål (økonomi, sociale aspekter, miljø) i Lissabon-strategien og en væsentlig og uundværlig forudsætning for at gøre EU til det mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede samfund baseret på bæredygtig økonomisk vækst, flere og bedre arbejdspladser og større social samhørighed. Forsyningspligtydelsernes betydning rækker ud over det indre marked og udgør en forudsætning for borgernes og virksomhedernes økonomiske og sociale velfærd.

5.3

Det drejer sig således om at opnå en harmonisk kombination af markedsmekanismer og forsyningspligtopgaver på de områder, hvor en sådan forenelighed er kompatibel med målene for forsyningspligtydelserne og kan bibringe en merværdi med henblik på forbedring af de europæiske borgeres livskvalitet, i tråd med økonomisk vækst, jobskabelse og bæredygtig velstand.

5.4

»Borgernes ret til at nyde godt af tilgængelige, overkommelige og effektive tjenesteydelser af almen interesse skal bevares og befæstes af hensyn til solidariteten og den økonomiske og sociale samhørighed, som anerkendes blandt de grundlæggende principper i traktaten. En liberalisering af forsyningspligtydelser, som en medlemsstat træffer beslutning om, skal foregå under overholdelse af de nævnte kriterier. Derfor bør der udvikles en række universelle principper for heterogene ydelser, hvis leveringsmetoder varierer fra én medlemsstat til en anden, idet nærhedsprincippet samtidig skal respekteres fuldt ud«.

8.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 221/22

1.

2.

3.

4.

5.

1.1

Brugbar energi (1) er grundlaget for vore dages levevis og kultur. Det er en forudsætning for vores nuværende levestandard, at energier er til stede i tilstrækkeligt omfang. Parametre som forventet levetid, fødevareforsyninger, generel velstand og personligt råderum har nået et hidtil ukendt niveau i de store og førende industrinationer. Uden tilstrækkelige energiforsyninger vil det ikke være muligt at opretholde det opnåede inden for disse områder.

1.2

Nødvendigheden af at garantere billig, miljøvenlig og bæredygtig energiforsyning i EU hører til kernepunkterne i Rådets beslutninger på møderne i Lissabon, Göteborg og Barcelona. I lyset heraf holder Den Europæiske Union sig i sin energipolitik tre tæt forbundne mål med lige stor vægt for øje, nemlig beskyttelse og fremme af (1) konkurrenceevnen, (2) forsyningssikkerheden og (3) miljøet, alle tre inden for rammerne af en bæredygtig udvikling.

1.3

Udvalget har i flere udtalelser (2) slået fast, at tilvejebringelse og udnyttelse af energi er forbundet med miljøbelastninger, risici, udtømning af ressourcer samt problematiske udenrigspolitiske afhængighedsforhold og usikkerhedsmomenter — jf. den aktuelle oliepris — og at den primære metode til at mindske forsyningsrisikoen, risikoen for økonomiske kriser og andre risici består i en så afbalanceret og alsidig udnyttelse af alle energityper og –former som muligt, herunder en maksimal indsats for at spare på og sikre rationel anvendelse af energi.

1.4

Ingen af de muligheder og teknikker, som kan bidrage til den fremtidige energiforsyning, er teknisk perfekte, fuldstændig fri for forstyrrende indflydelse på miljøet, formår at dække alle behov og har et potentiale, der er tilstrækkeligt langsigtet. Samtidig fremgår det tydeligt af den aktuelle tendens og omkostningsudviklingen for såvel konventionelle energiformer som alternative energiformer, at energi i fremtiden næppe igen vil blive så billig, som anvendelsen af fossile energiformer som olie, kul og naturgas (3) hidtil har været.

1.5

Derfor kan en forudseende og ansvarsbevidst europæisk energipolitik heller ikke forlade sig på, at en tilstrækkelig energiforsyning i overensstemmelse med ovennævnte målsætninger kan sikres gennem udnyttelse af blot nogle få energikilder.

1.6

En energiforsyning, der er til rådighed på lang sigt, tager hensyn til miljøet og er økonomisk kompatibel, findes altså hverken i Europa eller i resten af verden (4). Svaret på en mulig løsningsmodel kan kun findes ved fortsat intensiv forskning og udvikling. I den forbindelse skal der bl.a. etableres forsøgsanlæg, som skal evalueres såvel teknisk som økonomisk med henblik på gradvis kommerciel udnyttelse af nye energikilder.

1.7

Endvidere har udvalget henledt opmærksomheden på, at energiproblemerne bør tackles mere globalt og anskues over et væsentligt længere tidsrum, da forandringerne på energiområdet kun finder sted langsomt, da udledningen af klimagasser (drivhusgasser) er et globalt og ikke et regionalt problem, og da det må forventes, at problemstillingen spidser yderligere til i anden halvdel af dette århundrede.

1.8

Både de ressourcemæssige begrænsninger og emissionsproblematikken forværres nemlig yderligere af, at verdens energibehov forventes fordoblet eller måske tredoblet inden år 2060 som følge af befolkningstilvæksten og de mindre udviklede landes stadig stigende behov. Ud fra vores nuværende viden er det ikke muligt at kompensere for denne ganske betragtelige stigning i energibehovet alene gennem øget effektivitet og energibesparelser.

1.9.

Strategien og udviklingsperspektivet bør således række længere end denne 2060-tidshorisont.

1.10

Som udvalget desuden allerede har konstateret, er der i borgernes bevidsthed og den offentlige debat et bredt spektrum af holdninger, der rækker lige fra en overvurdering til en undervurdering af risici og chancer.

1.11

Derfor er det til dato heller ikke lykkedes at få formuleret en tilstrækkeligt ensartet global energipolitik. Dette gør det samtidig svært for EU at konkurrere på lige fod i den globale økonomi.

1.12

Selv internt i EU-medlemsstaterne er der tydelige forskelle i holdningen til energiproblematikken. Ikke desto er mindre er der både her og på EU-plan generel enighed om, at der bør arbejdes videre med alle muligheder — i visse medlemsstater dog med undtagelse af atomkraften. Til dette formål har såvel medlemsstaterne som EU iværksat en lang række F&U-programmer og andre støtteprogrammer, hvoraf nogle endda finansieres fra flere kilder.

1.13

I den forbindelse er det en af EU's hovedmålsætninger, at brugen af fornyelige energikilder sættes mærkbart i vejret på mellemlang og lang sigt, hvilket også kan komme klimabeskyttelsen til gode. Og her spiller den geotermiske energi en vigtig rolle.

2.1.

Geotermisk energiproduktion er et samlebegreb for de teknologier, som gør det muligt at aflede og udnytte de varmestrømme, som løber mellem jordens glødende indre og jordoverfladen. Som varmebærende medium anvendes vand (flydende eller i dampform). (5)

2.1.1

Denne varmestrøm har dog en meget ringe fluxtæthed. Temperaturen stiger kun langsomt, jo længere ned under jordoverfladen man kommer, nemlig i gennemsnit 3 °C for hver 100 meter. Geologiske zoner med en højere temperaturstigningstakt betegnes som geotermiske anomalier.

2.1.2

Varmebalancen i geologiske lag tæt under jordoverfladen kan også påvirkes af solstråling; dette medtages dog i det følgende under geotermisk energi.

2.2

Geotermisk energi udnyttes på to forskellige måder.

2.2.1

For det første bruges geotermisk energi til opvarmningsformål. Pt. benyttes ca. 40 % af den samlede energiforsyning i EU til opvarmningsformål, og hertil kræves generelt forholdsvis lave (vand)temperaturer (f.eks. < 100 °C).

2.2.1.1

Til opvarmning anvendes bl.a. såkaldte jordvarmesonder, dvs. coaxialrør (i en dybde på 2,5 til 3 km), som er lukket i den nederste ende og gennemstrømmes af vand i et lukket kredsløb, hvorved en varmeydelse på op til 500 kWth kan opnås.

2.2.1.2

Jordvarme, som befinder sig helt tæt på overfladen, kan som en særlig anvendelsesform benyttes til opvarmning af bygninger (fra ca. 2 kWth til 2 MWth) ved hjælp af jordvarmepumper (»omvendte kølemaskiner«); dette kræver desuden brug af et »kølemiddel«. (6) Der findes flere typer, som alt efter den anvendte teknik optager varmeenergi i jorddybder fra en til flere hundrede meter.

2.2.2

For det andet bruges jordvarme til produktion af elektrisk energi, som kræver højere (vand)temperaturer (f.eks. > 120 °C); med henblik herpå ledes det vand, der skal opvarmes, normalt gennem undergrunden via to boringer med større indbyrdes afstand, hvorigennem vandet løber i modsatte retninger. På denne måde kan der opnås en større varmeydelse, nemlig ca. 5 til 30 MWth.

2.2.2.1

Men også disse (vand)temperaturer er utilstrækkelige til at opnå den ønskede termodynamiske effektivitetsgrad (for omsætning af varmeenergi til elektrisk energi) og de for turbinekredsløbet krævede kogetemperaturer.

2.2.2.2

Derfor anvender man i turbinekredsløbet fortrinsvis arbejdsvæsker med et lavere kogepunkt end vand (f.eks. perflourpentan C5F12). Til dette formål har man udviklet særlige turbinekredsløb som f.eks. »Organic Rankine Cycle« (ORC-processen) eller Kalina-processen.

2.2.3

Den ideelle løsning består i at kombinere de to anvendelsesformer (elektricitet og opvarmning),således at den varme, der ikke udnyttes ved eller til elproduktionen, benyttes til opvarmningsformål. Derved råder man på én gang over varme og elkraft.

2.3

For at levere energi, som er teknisk anvendelig til navnlig elproduktion, kræves dog som regel geotermiske reservoirer, der er beliggende tilstrækkelig dybt, dvs. flere kilometer, under jordoverfladen, hvilket igen forudsætter kostbare dybdeboringer.

2.3.1

Dog stiger også omkostningerne ved anlæg og drift af sådanne anlæg mærkbart, jo dybere de befinder sig. Derefter må der, alt efter det påtænkte anvendelsesformål, foretages en afvejning mellem boredybde, virkningsgrad og varmeudbytte.

2.4

Derfor blev der i den indledende fase primært søgt efter brugbare varmereservoirer i geologiske områder med geotermiske anomalier.

2.4.1

Udprægede geotermiske anomalier (s.k. højentalpiske reservoirer (7)) findes navnlig i områder med stor vulkansk aktivitet (Island, Italien, Grækenland, Tyrkiet). Varme kilder med udspring i højentalpiske reservoirer blev allerede i oldtiden anvendt til helbredende bade og blev for første gang brugt til elproduktion for ca. hundrede år siden (Larderello, Italien, 1904).

2.4.2

Modsætningsvis finder man mindre geotermiske anomalier (s.k. laventalpiske reservoirer), hvor temperaturen kun stiger lidt kraftigere end normalt med tiltagende dybde, i tektonisk aktive områder (Rhingraven, Tyrrenske Hav, Ægæerhavet osv.) og mere generelt i de vandførende sedimenter (det pannonske bækken i Ungarn og Rumænien, det nordtysk-polske bækken).

2.5

Da områderne med geotermiske anomalier er begrænsede, har man dog siden midten af 1980'erne i stigende grad forsøgt også at opsamle den varme, som er oplagret i »normale« geologiske formationer, for bedre at kunne dække det voksende behov for energi og afpasse udbuddet af varme og el bedre til den lokale efterspørgsel.

2.5.1

Man begyndte således i 1990'erne at udvinde energi fra reservoirer i områder uden geotermiske anomalier, fortrinsvis i de tysktalende lande. Først i de sidste fire år har der fundet elproduktion sted i Altheim og Bad Blumau (Østrig) og Neustadt-Glewe (Tyskland).

2.5.2

Da denne udvinding finder sted i en dybde af mindst 2,5 km, men helst 4-5 kilometer eller mere, er det nødvendigt at foretage dybdeboringer.

2.6

Disse jordvarmeteknologier frembyder følgende fordele:

2.7

Der er imidlertid også en række ulemper:

3.1

Grundlæggende findes der tre forskellige teknologier — med varianter — til opsamling og udnyttelse af dybdegeotermisk energi; normalt kræver disse mindst to boringer (en dublet): (8)

Desuden udvikles overfladeteknologier, (9) som kan bruges til at forbedre varmeudvekslingen og –effektiviteten.

3.2

I EU andrager den geotermiske kapacitet til elproduktion, som primært befinder sig i Italien og hovedsagelig udnytter geotermiske anomalier, pt. ca. 1 GWel, dvs. godt 2 % af den samlede elproduktionskapacitet i EU. Den geotermiske kapacitet til direkte opvarmning andrager pt. ca. 4 GWth, men påregnes at vokse til 8 GWth eller mere i 2010.

3.3

Ingen af disse to former for udnyttelse af geotermisk energi har altså til dato kunnet yde et mærkbart bidrag til EU's energiforsyning, og selv deres bidrag til udnyttelsen af fornyelige energikilder er ubetydeligt.

3.4

Takket være støtte fra såvel medlemsstaterne som EU er der imidlertid i de seneste år sket en betydelig stigning i brugen af geotermisk energi. Så længe der er tale om varmeydelser på mellem et par og nogle snese MWth, yder den geotermiske energi dermed også et bidrag til den decentrale energiforsyning.

3.5

Dette er efter udvalgets mening en positiv udvikling, som bør fremhjælpes yderligere. Også her er der imidlertid for det meste tale om forsøgsanlæg, hvor forskellige metoder skal efterprøves og videreudvikles.

3.6

Uden for områder med geotermiske anomalier er det for øjeblikket dobbelt så dyrt at producere 1 kWhel ved hjælp af jordvarme som ved hjælp af vindenergi, mens prisen sammenlignet med solvarme er den halve. Selv denne beregning forudsætter dog, at der produceres varme og el samtidig.

3.6.1

Imidlertid kan (se ovenfor) udbudet af geotermisk energi i vid udstrækning afpasses efter efterspørgselen, hvilket vil blive af stadig større betydning, efterhånden som fornyelig energi overtager en større andel af energimarkedet. Udnyttelsen af det svingende output fra vind- og solenergi vil nemlig i stigende grad forudsætte regulering og pufferteknologier, og formentlig bliver det nødvendigt at benytte energikrævende og kostbare oplagringsmedier som f.eks. brint.

4.1

Såfremt udnyttelsen af geotermisk energi ikke forbliver begrænset til områder med geotermiske anomalier (jf. også punkt 2.4 og 2.5), kan den potentielt yde et væsentligt bidrag til en miljøvenlig og bæredygtig energiforsyning (jf. også punkt 4.13).

4.2

For at udnytte og udvikle dette potentiale med henblik på en rentabel elproduktion er det nødvendigt at foretage boringer ned til mindst 4-5 kilometers dybde, så man når ned i klippelag, hvor temperaturen har de ca. 150 °C, som er mindstekravet. Desuden skal klippelag i denne dybde behandles (stimuleres) på en sådan måde, at en tilstrækkelig mængde vand kan cirkulere og en tilstrækkelig varmeudveksling finde sted mellem det varme klippelag og den vand, som er naturligt til stede eller pumpes igennem.

4.2.1

Derimod er (jf. også punkt 2.2.1.1) boredybder på f.eks. 2-3 km tilstrækkelige, hvis der kun er tale om varmeudnyttelse (opvarmningsformål).

4.3

De nødvendige teknologiske løsninger er allerede under udvikling og afprøvning flere steder i Europa (f.eks. Soultz sous Forêts, Gross Schönebeck) med varierende geologiske formationer. Fremtidsudsigterne er mest favorable for geotermiske teknologier, som er mindre afhængige af lokale forhold og derfor mere eksportegnede, men dette kræver en betydelig F&U-indsats.

4.4

På den ene side er det nødvendigt at videreudvikle forskellige teknologier, som allerede eksisterer i rudimentær form, så de bliver økonomisk rentable, samtidig med at det efterprøves, om de opfylder de nævnte forudsætninger for bæredygtig udnyttelse af geotermisk energi.

4.4.1

I den forbindelse er det især vigtigt at afklare, om et sådant stimuleret reservoir i praksis opfylde de hydrauliske og termodynamiske betingelser for tilstrækkelig bæredygtighed.

4.5

På den anden må også de enkelte stadier i processen gradvis forbedres og gøres mere effektive, således at omkostningerne ved denne form for energiudnyttelse bringes ned på et konkurrencedygtigt niveau (se nedenfor). Dette kræver dels en passende F&U-indsats (se pkt. 1.6), dels at man forbereder markedsføringen, således at de produktionsrelaterede omkostninger kan nedbringes.

4.6

At gøre den geotermiske energi konkurrencedygtig betyder på mellemlang sigt, at den rent omkostningsmæssigt skal kunne klare sig i konkurrencen med vindenergi. Dette er efter al sandsynlighed realistisk, idet ulemperne ved vindenergi træder stadig tydeligere frem: de store udsving i outputtet resulterer i betydelige ekstraomkostninger og emissioner fra andre kilder, vindmølleparker er ikke altid en pryd for øjet, støjen kan genere de omkringboende, og der er et voksende behov for reparationer og vedligeholdelse. Også den omkostningsmæssige belastning af forbrugerne og det offentlige må indgå i den samlede vurdering.

4.7

Da prisen på råolie og naturgas sandsynligvis vil blive ved med at stige og reserverne muligvis begynde at slippe op, bliver på lang sigt også spørgsmålet om den geotermiske energis generelle konkurrencedygtighed aktuelt. Spørgsmålet er her, hvornår — om nogensinde — geotermisk energi, under hensyntagen til de eksterne omkostninger ved alle energikonverteringsteknikker, vil blive langsigtet konkurrencedygtig uden nogen form for subsidier eller konkurrenceforvridende præferencebehandling.

4.8

Indtil da er følgende tiltag påkrævede (10):

4.9

Udvalget konstaterer med tilfredshed, at der allerede er opnået væsentlig fremskridt på dette område. Det bifalder helhjertet Kommissionens eksisterende og påtænkte F&U-projekter samt dens planer om atter at foretage en væsentlig optrapning af sine aktiviteter på dette område som led i sit næste F&U-rammeprogram. Udvalget bifalder ligeledes de tilsvarende F&U-programmer i medlemsstaterne samt disses bestræbelser for via fremmetiltag at lette og stimulere den kommercielle markedsføring af geotermisk energi på forsøgsbasis.

4.10

I denne forbindelse skal udvalget gentage sin tidligere henstilling om, at de muligheder, som er knyttet til Det Europæiske Forskningsrum, udnyttes via en omfattende, gennemsigtig og koordineret energiforskningsstrategi, som får støtte fra alle de involverede aktører, og som bør gøres til et centralt element i det 7. F&U-rammeprogram og Euratom-programmet.

4.11

Denne strategi bør sætte passende fokus på de F&U-tiltag, som er nødvendige for at udvikle geotermisk energi, indtil det bliver muligt at foretage en mere præcis vurdering og evaluering af den langsigtede omkostningsudvikling og denne teknologis realistisk opnåelige potentiale på et energimarked i forandring.

4.12

Udvalget anbefaler ligeledes, at alle F&U-programmer vedrørende geotermisk energi, herunder også dem der indtil nu kun er blevet fremhjulpet på nationalt plan, så vidt muligt integreres i et europæisk energiforskningsprogram på grundlag af den åbne koordinationsmetode. Dette ville også fremme det europæiske samarbejde på området.

4.13

I den forbindelse ser udvalget gunstige muligheder i de nye medlemsstaters deltagelse i EU-rammeprogrammet. Som led i den forestående fornyelse af disse landes eksisterende energisystemer bør der også her etableres demonstrations- og forsøgsanlæg.

4.14

Ydermere anbefaler udvalget, at Kommissionen i tilstrækkelig grad harmoniserer medlemsstaternes virkningsfulde tiltag til fremme af kommerciel markedsføring (som f.eks. den tyske lov om levering af elektricitet produceret af fornyelige energikilder til det nationale net) på EU-plan, således at der indledningsvis i det mindste på det geotermiske område sikres en fair konkurrence i EU mellem sammenlignelige teknologier.

4.15

Da geotermisk energi er specielt velegnet til kombineret varme- og elproduktion, anbefaler udvalget ligeledes, at Kommissionen også prioriterer varmenet og varmeudnyttelse af denne art.

5.1

Geotermisk energiproduktion er et samlebegreb for de teknologier, som gør det muligt at aflede og udnytte de varmestrømme, som løber mellem jordens glødende indre og jordoverfladen.

5.2

Denne energi bruges primært til opvarmningsformål, men kan også anvendes til elproduktion eller til en kombination af disse to formål.

5.3

Geotermisk energi udnyttes allerede i områder med geotermiske anomalier, men tegner sig stadig kun for en ubetydelig del af den samlede energiforsyning.

5.4

Ved hjælp af teknologier, som gør det muligt at aflede varme fra områder uden geotermiske anomalier, kan geotermisk energi potentielt yde et væsentligt bidrag til den bæredygtige energiforsyning, og navnlig til at dække grundbelastningen. Dette kræver imidlertid boringer i ca. 4-5 kilometers dybde og derudover »stimulering«.

5.5

Dog frembyder også den »overfladenære« udnyttelse af geotermisk energi med jordvarmepumper til rumopvarmning og –klimatisering et løfterigt udviklingspotentiale

5.6

I og med, at den potentielt kan bidrage til dækning af grundbelastningen, adskiller geotermisk energi sig fra energikilder med svingende output (f.eks. vind- og solenergi), som i stigende grad bliver afhængige af energiregulerings-, puffer- og oplagringsteknologer, lige som de møder modstand fra befolkningen, fordi de er pladskrævende og ikke altid klæder landskabet.

5.7

Udvalget gentager sin henstilling om, at de muligheder, som er knyttet til Det Europæiske Forskningsrum, udnyttes via en omfattende energiforskningsstrategi.

5.8

Denne strategi bør omfatte de F&U-tiltag, som er nødvendige for at udvikle geotermisk energi, idet eksisterende programmer på områder videreføres og udbygges i det nødvendige omfang.

5.9

Udvalget anbefaler, at alle F&U-programmer vedrørende geotermisk energi, som indtil nu kun er blevet fremhjulpet på nationalt plan, så vidt muligt integreres i et europæisk energiforskningsprogram og de hertil hørende foranstaltninger på grundlag af den åbne koordinationsmetode.

5.10

Udvalget slår i en startfase til lyd for degressivt anlagte fremmetiltag og lovgivning i alle medlemsstater (i tråd med f.eks. den tyske lov om levering af elektricitet produceret af fornyelige energikilder til det nationale net) om kommerciel markedsføring og private investeringer, som kan gøre det mere attraktivt at producere og sælge den midlertidigt subventionerede energi, og således at man på denne måde også kan bidrage til at udforske, forbedre og evaluere denne energiforms økonomiske potentiale.

5.11

Udvalget anbefaler, at sådanne fremmetiltag harmoniseres i det fornødne omfang på EU-plan, således at der sikres en fair konkurrence i EU, når det gælder geotermiske teknologier.

8.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 221/28

1.1

EØSU har helt fra starten fulgt etableringen og udviklingen af det europæiske Galileo-program for satellitbaseret radionavigation og positionsbestemmelse og anerkendt dets strategiske rolle for det europæiske systems konkurrenceevne. Det gælder både dets innovative virkninger på tilknyttede aspekter af økonomien, beskæftigelsen og det sociale område og forbedring af livskvaliteten for civilsamfundet, som Galileo kan sikre. (1) Lige siden fællesforetagendet Galileo (2) blev oprettet, har EØSU tydeliggjort behovet for at inddrage de private aktører i udvikling og anvendelse af systemet, og derved sikret vedvarende støtte i udviklings- og etableringsfasen. (3)

1.2

Som EØSU har understreget i sin seneste udtalelse (4)»er Galileo-programmet omsider gået ind i en egentlig opstartsfase, efter at ESA's ministerråd den 26. maj 2003 indgik en aftale om medlemmernes respektive økonomiske bidrag«. Det har også understreget, at »Galileo-programmet har stor betydning for Den Europæiske Union, dens uafhængighed, teknologiske og videnskabelige kapacitet, økonomi, og især dens rumsektor«.

2.1

Det bør erindres, at Galileo-programmet er opdelt i fire faser:

2.2

Efter definitionsfasen oprettedes fællesforetagendet Galileo i maj 2002 for en periode på fire år med det formål at »sikre enheden i forvaltningen og den finansielle kontrol med hensyn til projektet i forsknings-, udviklings- og demonstrationsfasen af Galileo-programmet og med henblik herpå tilvejebringe midlerne til dette program.«

2.3

Endvidere er systemets operative strukturer med forordning 1321/2004 (5) om oprettelse af Den Europæiske GNSS-Tilsynsmyndighed (det globale satellitbaserede radionavigationssystem) og den fælles aktion 2004/552/FUSP (6), begge af 12. juli 2004, ligeledes gennemført med henblik på at forvalte offentlighedens interesser i forbindelse med programmet og sikre Galileo-systemets sikkerhed.

2.4

På internationalt plan indgik EU og USA den 26. juni 2004 efter fire års forhandlinger en meget vigtig aftale for Galileo og GPS-systemet (7). Aftalen vedrører fremme, levering og anvendelse af tjenester fra de to satellitbaserede navigations- og positionssystemer og fuldt ud kompatible og interoperable tilknyttede anvendelser. De to systemer vil fungere side om side uden interferens mellem signalerne. Derved vil Galileo inden for globale satellitbaserede navigationssystemer GNSS (Global Navigation Satellite System) blive normen på verdensplan for signaler, der er er åbne for civil og kommerciel anvendelse (GPS-systemet styres af militæret) og også blive tilgængeligt og interessant for de nuværende brugere af GPS gennem en enkelt modtager.

2.5

På internationalt plan blev der også underskrevet en samarbejdsaftale med Israel den 13. juli 2004. Den efterfulgte en aftale, som blev indgået med Kina den 30. oktober 2003. Der har længe været forhandlinger for at opnå interoperabilitet med det russiske system Glonass. (8) Disse aftaler er allerede langt fremme, især hvad angår erhvervelse af frekvenser og anvendelse af russiske løfteraketter, mens samarbejdsaftaler med Rusland, Ukraine og Indien er på et fremskredet stadium i forhandlingerne. Endvidere er der allerede taget kontakt til Australien, Brasilien, Mexico og Sydkorea. Schweiz, Norge og Canada er ved at se på muligheden for at engagere sig økonomisk.

2.6

I Middelhavsområdet blev der lanceret en handlingsplan af Euro-middelhavs-konferencen af udenrigsministrene i Valencia, i april 2002, hvor Middelhavssamarbejdet vedrørende satellitbaseret radionavigation og positionsbestemmelse indgår. Fællesforetagendet Galileo iværksatte for nylig i Cairo et Euro-med GNSS-projekt vedrørende demonstration, uddannelse og koordinering af den regionale GNSS-plan for i samarbejde med Meda-partnerne at vurdere effekten af EGNOS,  (9) geostationær satellit og Galileos forløber.

2.7

Når Galileo-systemet bliver fuldt funktionsdygtigt, er det meningen, at det skal levere fem typer tjenester:

2.8

I lyset af Galileo-systemets civile anvendelse og drift og overvejende kommercielle og professionelle applikationer vil der ifølge Kommissionen være et potentielt marked i 2010 på omkring tre mia. modtagere i drift, med et årligt investeringsudbytte på ca. 250 mia. EUR og etablering af nye virksomheder og arbejdspladser med behov for flere hundrede tusinde højt kvalificerede arbejdstagere, hvoraf godt 150 000 i Europa.

2.9

Fællesforetagendet Galileo afsluttede i september 2004 den kompetitive forhandlingsfase. Det modtog endelige forslag fra de to konsortier, der havde budt på koncessionen (Eurely (11) og Inavsat (12)). Den endelige udvælgelse byggede på følgende tre kriterier: forretningsmuligheder og finansiel kapacitet; teknisk kapacitet; juridiske og kontraktlige aspekter.

2.10

I henhold til det mandat, som Fællesforetagendet har fået, vil det, så snart det har udarbejdet en rapport herom til Kommissionen, og efter at Kommissionen har udarbejdet en meddelelse til Parlamentet og Rådet (13) om overgangen til etablerings- og ibrugtagningsfasen samt driftsfasen, kunne opnå»de nødvendige politiske retningslinjer for den offentlige finansiering af programmets efterfølgende faser og de offentlige tjenesteydelser, især fastlæggelsen af tjenester«. Det vil således kunne fremlægge et forslag om tildeling af kontrakt til underskrivelse af Tilsynsmyndigheden, som i henhold til nævnte forordning (EF) nr. 1321/2004 er den myndighed, der skal underskrive og være ansvarlig for kontraktens gennemførelse.

2.11

EØSU ser en risiko for, at denne procedure vil være for kompliceret, da der er tilfælde af overlapninger og dobbeltkontrol, som hverken er smidige eller klare.

2.12

I henhold til forslaget til forordning vil Tilsynsmyndigheden, der defineres som et fællesskabsagentur til varetagelse af offentlighedens interesser i forbindelse med de europæiske programmer for satellitbaseret radionavigation i henhold til forordning (EF) nr. 1321/2004, ikke se dagens lys før i 2005.

3.1

Forslaget, som er genstand for denne meddelelse, imødekommer behovet for at råde over et specifikt juridisk instrument, som da det sikrer programmet en selvstændig budgetpost, giver mulighed for en mere effektiv styring og overvågning af etablerings- og ibrugtagningsfasen samt driftsfasen af Galileo-programmet fra et finansielt synspunkt, også i forhold til koncessionshaveren.

3.2

Forslaget til forordning tager sigte på at fastlægge de nærmere regler for Fællesskabets finansielle støtte til gennemførelse af etablerings- og ibrugtagningsfasen samt driftsfasen. Det fokuserer på:

3.2.1

behovet for Fællesskabstiltag for at sikre en sammenhængende budgetramme for de midler, som Fællesskabet selv udbetaler, og de midler, som kommer fra koncessionshaveren, gennem:

3.2.2

passende institutionel forvaltningsstruktur og Tilsynsmyndighedens overvågning.

4.1

EØSU mener, at man allerede nu bør uddybe de tekniske aspekter vedrørende leveringen af de forskellige tjenester. Det vil sikre åbne standarder, som giver adgang for andre tjenesteudbydere og innovative tjenester. Derved undgår man kunstige hindringer og at nyankomne, især de mindre aktører, påføres store udgifter.

4.2

Hvad angår sammenhængen i budgetrammen håber EØSU, at de nye finansielle overslag for fællesskabsbudgettet snarest muligt vedtages. EØSU støtter endvidere Kommissionens anmodning om en særlig budgetpost på 1 mio. EUR til Galileo-programmet, som skal være uafhængig af andre budgetposter. EØSU anbefaler endvidere, at dette beløb hæves for at sikre udviklingen og integrationen af EGNOS i Galileo-programmet. EØSU finder det ligeledes passende at forskningsaktiviteter vedrørende satellitbaserede GNSS-positionsbestemmelsessystemer indføjes i og får ressourcer fra 7. FTU&D-rammeprogram.

4.3

EØSU efterlyser endvidere en præcisering af, hvordan eventuelle offentlige midler fra institutioner i tredjelande, som allerede har vist interesse for at bidrage økonomisk til Galileo-programmet, vil blive indføjet i budgetrammen.

4.4

EØSU er opmærksom på, at den finansielle ramme indeholder fordele for koncessionshaveren på grund af dennes rolle som tjenesteudbyder og bruger af gratis licenser og intellektuelle rettigheder. (14) I den forbindelse frygter EØSU, at dette kan skabe grundlag for, at koncessionshaveren kan opnå en dominerende stilling eller monopolstilling, som kan forvride konkurrencen eller hindre det frie marked.

4.5

Hvad angår den institutionelle rammes egnethed med hensyn til styring og kontrol, som eksternaliseres til en europæisk myndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for det satellitbaserede radionavigationssystem), fremhæver EØSU følgende punkter:

4.5.1

Den Europæiske Rumorganisation er ikke repræsenteret i bestyrelsen for Den Europæiske GNSS-myndighed, men er dog medlem af Fællesforetagendets nuværende bestyrelse.

4.5.2

Fællesforetagendets ansvar for styring og kontrol skal overføres til Den Europæiske GNSS-tilsynsmyndighed, der forvalter Galileos midler, handler som myndighed der indgår koncessionsaftaler, overvåger at koncessionsaftalen overholdes, overdrager koncessionshaveren brugsretten til goder i kontraktperioden, forvalter aftalen med den virksomhed, der varetager driften af EGNOS, koordinerer medlemsstaternes tiltag vedrørende de frekvenser, som er nødvendige for systemets drift, sikrer at komponenterne overholder certifikater og håndhæver sikkerhedsforanstaltninger, herunder foranstaltningerne i fælles aktion 2004/552/FUSP.

4.5.3

EØSU kan ikke skjule sin bekymring i forbindelse med den yderst følsomme overgangsfase, når ansvaret flyttes fra Fællesforetagendet, som opløses i maj 2006, til den nye europæiske GNSS-Tilsynsmyndighed, som skal træde i funktion i første halvdel af 2005.

4.5.4

EØSU anbefaler derfor, at Kommissionen og Rådet nøje overvåger denne fase, hvor myndigheden gradvis overflyttes fra Fællesforetagendet til Tilsynsmyndigheden.

4.5.5

Bestemmelserne i fælles aktion 2004/552/FUSP og forordning om oprettelse af Den Europæiske GNSS-Tilsynsmyndighed, der fastsætter oprettelse af et systemsikkerheds- og sikkerhedsudvalg, regulerer spørgsmål vedrørende Galileos interne sikkerhed.

EØSU mener, at man allerede nu bør styrke relationerne mellem Galileo-systemet og andre eksisterende europæiske initiativer, såsom systemet Global monitoring for environment and security (GMES), systemet Cospas-Sarsat (15) for personsøgning og livredning, netværkene for retlige og indre anliggender, multimedienettet GRID osv.

4.5.6

EØSU understreger behovet for (16), at man parallelt med reguleringen af spørgsmål vedrørende sikkerheden også ser på spørgsmål vedrørende beskyttelse af privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger og om muligt lade Europæisk Agentur for grundlæggende rettigheder varetager dette område,  (17) eller oprette et særligt rådgivningsorgan. I den forbindelse er det ikke tilstrækkeligt, at artikel 19 i forordningen om oprettelse af Den Europæiske GNSS-Tilsynsmyndighed henviser til bestemmelserne i forordning (EF) nr. 45/2001. Udtrykkelig beskyttelse af privatlivets fred og personoplysninger er efter EØSU's mening mindst lige så vigtigt, som opretholdelse af sikkerheden, hvis man vil sikre Galileo-systemets succes gennem civilsamfundets fulde støtte.

4.5.7

Stadig i forbindelse med inddragelse af civilsamfundet, bemærker EØSU, at skønt Galileo er et yderst vigtigt initiativ for Europa, er det stadigvæk praktisk talt ukendt for de fleste borgere i EU. EØSU håber derfor, at EU-institutionerne sammen med de nationale regeringer snarest muligt iværksætter en oplysnings- og bevidstgørelseskampagne, som — udover at udbrede kendskabet til dette fremragende produkt fra den europæiske forskning og industri — giver de europæiske borgere garanti for, at privatlivets fred vil blive respekteret og beskyttet.

5.1

I lyset af ovennævnte anbefaler EØSU, at følgende punkter tilføjes betragtningerne i forslaget til forordning:

5.1.1

Ny betragtning (3a):»I lyset af de virkninger, som programmet kan få for de europæiske borgeres liv, vil Kommissionen bestræbe sig på at sikre, at beskyttelsen af privatlivets fred og personoplysninger i forbindelse med leveringen af Galileos ydelser overdrages til det europæiske Agentur for grundlæggende rettigheder, eller som alternativ til et rådgivende ad hoc-organ for at sikre en gennemsigtig udvikling og vedvarende dialog med de potentielle brugere og civilsamfundet«.

5.1.2

Til betragtning (12) tilføje: »…, sikre flere EU-midler på samme budgetpost til udvikling og integration af EGNOS i Galileo og sikre plads og ressourcer under det 7. FTU&D-rammeprogram til satellitbaseret radionavigation og integration af eksisterende net«.

5.1.3

Ny betragtning (13 a): »Kommissionen og Rådet sikrer, at overgangen fra Fællesforetagendet Galileo til den nye europæiske GNSS-Tilsynsmyndighed bliver absolut gennemsigtig for at undgå mulige overlapninger, driftsforsinkelser eller værre endnu, markedsrestriktioner«.

5.1.4

Ny betragtning (14 a): »Kommissionen sikrer, at eventuelle finansielle bidrag fra tredjelandes institutioner til den Europæiske GNSS-Tilsynsmyndighed afspejler gensidige interesser og eksisterende balancer gennem de fornødne aftaler, der skal forelægges Rådet og Europa-Parlamentet«.

6.1

EØSU understreger kraftigt sin fulde støtte til Galileo-programmet og til fremskyndelse af gennemførelsen af de sidste to faser af dets udvikling, så det reelt kan blive funktionsdygtigt i alle henseender i 2008.

6.2

EØSU opfordrer Kommissionen til at fortsætte den forudgående evaluering af særlige fordele for koncessionshaver i forbindelse med levering af tjenester og intellektuelle rettigheder, og udbrede klar og præcis information om resultaterne af denne evaluering.

6.3

EØSU mener, at der er gjort vigtige fremskridt for at gennemføre en verdensomspændende infrastruktur, især med samarbejdsaftalen mellem EU og USA, som har til formål at sikre fuld kompatibilitet og interoperabilitet mellem satellitbaserede radionavigations- og positionsbestemmelsessystemer på verdensplan.

6.4

EØSU understreger betydningen af internationalt samarbejde med Kina og Israel og understreger endvidere, at der bør udfoldes alle de nødvendige bestræbelser for at opnå gensidigt fordelagtige aftaler med Schweiz og Norge, Rusland, Ukraine, Indien, Australien, Mexico, Brasilien og Sydkorea. EØSU mener, at Middelhavsområdet bør være et privilegeret område, da det allerede kan udnytte EGNOS's udbud af tjenester og repræsenterer et strategisk område for fred, stabilitet og bæredygtig udvikling for Europa.

6.5

I den forbindelse er EØSU overbevist om, at åbningen mod tredjelande er et vigtigt bidrag til den eksterne dimension af EU's politik.

6.6

EØSU håber, at Kommissionen vil kunne råde over en budgetpost til en oplysnings- og bevidstgørelseskampagne, som udover at udbrede kendskabet til dette fremragende produkt fra den europæiske forskning og industri vil forsikre de europæiske borgere om, at privatlivets fred vil blive respekteret og beskyttet.

6.7

Endelig håber EØSU, at dets bemærkninger og forslag vedrørende nogle af betragtningerne i den foreslåede forordning (beskyttelse af privatlivets fred, flere finansielle ressourcer, overgangsperiode og bidrag fra tredjelande) som beskrevet ovenfor, bliver accepteret. Målet med disse forslag er et mere klart og gennemsigtigt initiativ, udover at sikre det passende ressourcer til gavn for såvel EU-institutionerne som civilsamfundet.

8.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 221/33

1.1

EØSU finder det hensigtsmæssigt, ønskeligt og i tråd med proportionalitetsprincippet, at der som foreslået oprettes en infrastruktur for geografisk information i Fællesskabet (Inspire). Denne infrastruktur skal samordne geodata indsamlet på nationalt plan af medlemsstaterne og sikre deres indbyrdes kompatibilitet og tilgængelighed, således at beslutninger og opfølgning på miljøområdet samt rapporter, der kræves af visse direktiver, kan hvile på et bedre videnskabeligt grundlag. EØSU finder retsgrundlaget (EF-traktatens artikel 175) passende.

1.2

Initiativet vil formodentlig reducere dobbeltarbejde, huller eller utilstrækkelige informationer og fremme samordning og relevans i forbindelse med indsamling og behandling af data. Fællesskabsforanstaltninger er påkrævet, da de kan sikre, at de berørte administrationer og tjenester anvender informationerne mere effektivt, og at de udnyttes bedre af de offentlige og private operatører, f.eks. i form af værdiforøgende tjenester (specialkort eller specialiserede databaser).

1.3

Direktivforslaget skaber en retlig og teknisk ramme, som er nødvendig for initiativets virkeliggørelse. Der oprettes et teknisk udvalg, og medlemsstaterne forpligtes til at åbne for adgang til deres geografiske informationer. Kommissionen sikrer opfølgningen gennem regelmæssige rapporter.

1.4

EØSU hilser det foreliggende direktivforslag velkommen, da det indebærer en ubestridelig EU-merværdi, tilvejebringer en harmoniseret referenceramme og fremmer en påkrævet forbedring af de indsamlede geografiske informationers kvalitet og art. Forslaget giver et fundament for miljøpolitikken og eventuelt for andre nationale og europæiske politikker og er et godt hjælpemiddel i beslutningsprocessen.

1.5

EØSU insisterer på, at der skal anvendes åbne protokoller og filformater eller standarder, der benyttes overalt, og som kan læses med gratis aflæsningssoftware. Det må endvidere sikres, at de referenceinformationer, der står til rådighed i Inspire, gøres offentligt tilgængelige, da det drejer sig om videnskabelige data, som er uundværlige for såvel miljøpolitik som for studenter og forskere. Endelig understreger EØSU, at dette arbejde skal udføres, uden at fortroligheden af visse data ophæves, hvad enten de vedrører privatlivet, er af almen eller af sikkerhedsmæssig interesse.

2.1

Forslagets retsgrundlag er EF-traktatens artikel 175, stk. 1. Det giver ved henvisning til artikel 174 mulighed for at foreslå foranstaltninger på miljø- og sundhedsområdet på grundlag af tekniske og videnskabelige data.

2.2

Såvel naturfænomener som menneskeskabte fænomener påvirker miljøets og sundhedstilstandens kvalitet. Dette berettiger til en EU-indsats for information og samordning under hensyntagen til proportionalitets- og subsidiaritetsprincippet samt forsigtighedsprincippet.

2.3

Der stilles forslag om et rammedirektiv for at sikre en bred anvendelse af subsidiaritetsprincippet hvad angår tilpasning af bestemmelserne til de forskellige nationale og regionale situationer.

2.4

De indsamlede metadata vil primært komme fra nationale offentlige kilder, men andre kilder kan også benyttes. En EU-portal vil give adgang til de nationale databaser i elektronisk form.

2.4.1

Indsamling af de i bilagene nævnte data er ikke obligatorisk for medlemsstaterne. Inspire-initiativet supplerer andre initiativer som GMES og Galileo, der kan samle specifikke eller supplerende data.

2.4.2

Inspire-initiativets horisontale karakter er afgørende. Det går på tværs af sektorgrænser, hvilket gør det muligt at finde frem til mangler og tilskynde til afhjælpning af dem.

2.4.3

Miljølovgivningen indeholder bestemmelser om art, kvalitet og indberetning af de relevante data for hver enkelt sektorretsakt (f.eks. vandkvalitetsdirektivet).

2.4.4

Videregivelsen af data gør det muligt for medlemsstaterne at identificere eventuelle problemer eller huller og dermed gradvist at finde frem til løsninger.

2.5

Målet er at indsamle og samordne geodata (geografiske data), f.eks. som specificeret i bilag I-III, og at sikre indbyrdes kompatibilitet mellem forskellige nationale systemer for dataindsamling og -behandling, så dataene kan stilles til rådighed for beslutningstagere, administrative tjenester, forskningsstrukturer og generelt for den interesserede offentlighed.

2.6

Medlemsstaterne placerer de harmoniserede data i datanet. Disse data og forskellige lettilgængelige tjenester kan danne det tekniske og videnskabelige grundlag for politikker på EU-plan, nationalt plan eller subnationalt plan på en lang række områder.

2.7

Ved at deles om og kombinere informationer og viden indsamlet i de forskellige lande og sektorer kan man undgå dobbeltarbejde og tage hensyn til miljøet i alle EU's politikker.

2.8

Kommissionen anvender de gennemførelsesbeføjelser, den fik tildelt ved Rådets afgørelse af 22. juni 1998. Forskellige tjenestegrene i Kommissionen, bl.a. Eurostat og Det Fælles Forskningscenter, bliver aktivt inddraget i direktivets gennemførelse, og Det Europæiske Miljøagentur vil også yde assistance. Medlemsstaterne udpeger en national offentlig instans som ansvarlig for kontakten med Kommissionen. Der er planlagt en udvalgsprocedure for den tekniske forvaltning af Inspire med de berørte regeringseksperter, EU-agenturer og generaldirektorater i Kommissionen.

3.1

EØSU bifalder og støtter direktivforslaget om opbygning af en infrastruktur for geografisk information i Fællesskabet. Udvalget finder retsgrundlaget, EF-traktatens artikel 175, passende.

3.2

Inspire vil i synergi med andre informationskilder understøtte den miljø- og sundhedspolitiske beslutningstagning samt beslutninger på mange andre områder.

3.3

EØSU mener, at der er flere fordele end omkostninger forbundet med direktivforslaget, som vil gøre det muligt at undgå dobbeltarbejde og at forbedre EU-politikkerne og informeringen af offentligheden.

3.4

Det er EØSU's synspunkt, at EU-infrastrukturen og de informationer og tjenester, den giver adgang til, skal tilhøre offentligheden, eftersom der hovedsageligt er tale om videnskabelige data og vidensdatabaser, hvis udnyttelse er af almen interesse (forebyggelse af natur-, industri-, sundheds- eller andre risici). Det bør undgås, at rettighederne til anvendelse af geodatasættene og -tjenesterne bliver for restriktive, da det vil virke hæmmende.

3.5

Der kan dog dannes offentlige-private partnerskaber, og private organer eller enheder kan anvende dataene med henblik på at tilbyde værdiforøgende tjenester eller oprette specialiserede geodatabaser i forretningsøjemed.

3.6

Indbyrdes kompatibilitet mellem geodatasæt og tjenester er helt afgørende for Inspire-infrastrukturens succes, og EØSU støtter forslaget om at fastlægge gennemførelsesregler i samarbejde med leverandører og brugere samt med standardiseringsorganer. Der er ingen tvivl om, at der er et akut behov for harmonisering, men det er et komplekst område. EØSU tilslutter sig de fastlagte frister for gennemførelse og for udarbejdelse af rapporter.

3.7

EØSU mener, at protokoller og filformater, der etableres på nationalt plan og EU-plan, bør være åbne eller frit tilgængelige og gratis, og at dataene skal kunne aflæses af al gængs software, der giver adgang til internettet. Hensigten er at undgå forskelsbehandling i adgangen til og anvendelsen af dataene på grund af den anvendte software eller det anvendte materiel.

3.8

EØSU bifalder Kommissionens liste over undtagelser, men skal endnu en gang understrege sin konstante bekymring for beskyttelsen af personlige data og privatliv. Dette område bør beskyttes på linje med vigtige nationale interesser og den offentlige sikkerhed, hvad angår de frit tilgængelige datas art og følsomhed.

4.1

EØSU ønsker også at være blandt modtagerne af de regelmæssige rapporter, der udsendes i henhold til direktivforslaget.

8.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 221/35

1.1

Vedtagelsen af vandrammedirektivet (VRD) (1) må siges at stå som en milesten i EU's vandpolitik, dels fordi der sikres en harmoniseret tilgang til de forskellige aspekter, der kendetegner de europæiske ferske og marine vande, dels fordi der blev indført en effektiv metode til vurdering af kvaliteten af disse vande og et centraliseret organisatorisk system, der gør det nemmere at anvende de samme foranstaltninger i de forskellige afvandingsområder, uanset hvilke beføjelser, der måtte gælde for hver enkelt afvandingsområde. Kommissionen har siden hen suppleret og udbygget vandrammedirektivet gennem lovgivning (2) og andre bestemmelser (3) for at sikre, at EU's vandpolitik reelt beskytter vores floder og have.

1.2

Af uforståelige grund er er visse aspekter, der er særdeles afgørende for kvaliteten af afvandingsområderne, imidlertid udeladt af vandrammedirektivet. Dette gælder eksempelvis oversvømmelser, som er et naturfænomen, hvis effekt i en vis udstrækning forstærkes kraftigt af mennesket. En stor del af de omfattende ødelæggelser, som oversvømmelserne forårsager, kunne imidlertid minimeres, hvis der førtes en hensigtsmæssig politik for anvendelse og beskyttelse af flodløb og flodbredder. Frem for alt bør man se til, at der ved opførelsen af vandrelaterede anlæg tages reelt — ikke blot formelt — hensyn til miljøet, så den naturlige dynamik ikke forstyrres, og der i stedet sikres en rationel udnyttelse af vandressourcerne.

1.3

Risikoen for oversvømmelse er tiltagende i EU, hvilket primært skyldes to årsager: For det første klimaændringerne, som kan medføre en stigning i antallet af stormfloder og føre til, at vandstanden i havene stiger som følge af en opvarmning af atmosfæren. For det andet følgerne af menneskets aktiviteter, såsom byggeaktiviteter ved flodløb og projekter til omledning og kanalisering af floder samt anlæg af havne, uden at der træffes foranstaltninger til vurdering og nedbringelse af miljøpåvirkningen. En anden menneskeskabt faktor er den tiltagende ørkendannelse. Europa er plaget af omfattende afskovning, brande og andre naturødelæggende aktiviteter. Med andre ord er den stigende risiko for oversvømmelse et resultat af den ubæredygtige udvikling. Gennem vedtagelse af bæredygtige modeller for økonomisk, social og miljømæssig udvikling kan denne fare dog reduceres.

1.3.1

Oversvømmelse af arealer med industrianlæg eller intensivt landbrugs- og kvægdrift, men også af byområder, medfører udslip af stoffer og produkter, der under normale betingelser ikke udgør nogen fare for vandkvaliteten, men som ved oversvømmelse forvandles til farlige forurenende stoffer, der kan have en skadelig virkning på folkesundheden og på de berørte økosystemer.

1.4

EØSU gør opmærksom på, at Europa mellem 1998 og 2002 har været udsat for over 100 større ødelæggende oversvømmelser, heriblandt de katastrofale oversvømmelser langs Donau og Elben i 2002. Siden 1998 har oversvømmelser været årsag til ca. 700 dødsfald, evakuering af ca. en halv million mennesker og forsikrede økonomiske tab på mindst 25 mia. EUR (4).

1.5

På denne baggrund forelagde Kommissionen i juli 2004 Rådet (Miljøministrene) et forslag til beskyttelse mod oversvømmelser på EU-plan. Formålet var at sikre en samordnet styring af oversvømmelsesrisikoen for at forbedre den samlede oversvømmelsessikring. Medlemsstaterne skal i fællesskab udarbejde oversvømmelsesrisikokort og udføre planer for styring af oversvømmelsesrisikoen i hvert enkelt afvandingsområde og kystområde, og det er Kommissionens opgave at lette samordningen og informationsudvekslingen mellem medlemsstaterne og udbrede den bedste praksis på området.

1.6

Endelig skal det tilføjes, at, selv om de foreslåede foranstaltninger alene tilsigter EU's vandpolitik, berører problemet også andre EU-politikker, såsom landbrug, miljø, civilbeskyttelse, transport osv. Dertil kommer et grundlæggende og vidtrækkende juridisk problem i forbindelse med styringen af oversvømmelsesområderne: spørgsmålet om, hvordan flodlejerne og kystlinjerne skal afgrænses og defineres som et fælles offentligt gode, der skal beskyttes, så der ikke kan foretages væsentlige ændringer gennem myndighedsbeslutninger, der udelukkende er politisk motiverede, og som berører andre beføjelser inden for vandforvaltning og oversvømmelsesforebyggelse. Ved at afgrænse beskyttede områder vil det være nemmere at modvirke oversvømmelser.

2.1

Kommissionens meddelelse kan opdeles i følgende tre dele:

2.2

Formålet med at styre oversvømmelsesrisikoen er at formindske sandsynligheden for oversvømmelse og begrænse dens følger. Det foreslås derfor at lade handlingsprogrammet indeholde følgende elementer:

2.3

Hvad angår de nuværende foranstaltninger og fremtidige initiativer, der skal modvirke oversvømmelser, foreslås tre handlingsniveauer.

2.3.1

På europæisk plan omfatter indsatsen allerede eksisterende foranstaltninger og politikker, som fokuserer på at forebygge og begrænse følgerne af oversvømmelser. Med henvisning til den europæiske forskningspolitik forsøger man at gøre brug af forskningsprojekter, herunder FLOODsite, som bidrager til forbedring af de integrerede metoder, hvormed oversvømmelsesrisikoen skal analyseres og styres. Når det gælder udnyttelsen af strukturfondene, kan frem for alt Den Europæiske Fond for Regionaludvikling bidrage til at fremme forskning i og teknologisk udvikling af infrastruktursystemer (5). IRMA-projektet (»Interreg Rhinen-Meuse-aktiviteter«) er et eksempel på et grænseoverskridende projekt mod oversvømmelser.

2.3.1.1

Endvidere foreslås det på europæisk niveau, at man gennem den fælles landbrugspolitik sikrer områder mod oversvømmelse ved at lade skov- og landbrug bidrage til jordbundsbeskyttelse. Tilsvarende foreslås miljøpolitikken inddraget i vandrammedirektivet ved at integrere styring af oversvømmelsesrisikoen i planerne for forvaltning af afvandingsområderne. Solidaritetsfonden (EUSF), som blev oprettet i 2002 efter de ødelæggende oversvømmelser i Centraleuropa, vil fortsat gribe ind i tilfælde af større katastrofer.

2.3.2

Det kan konstateres, at flere medlemsstater har udformet officielle retningslinjer eller retsakter for at forebygge oversvømmelsernes skadevirkninger, især de medlemsstater, der er mest udsatte. Der er blandt andet udarbejdet planer og strategier for oversvømmelsessikring såvel som oversvømmelsesrisikokort for de områder, der hyppigst rammes af oversvømmelser.

2.3.3

For det tredje har man truffet foranstaltninger til støtte for det internationale samarbejde ved grænseoverskridende floder, særlig i Centraleuropa, i form af organer, der skal sikre en samordnet forvaltning af afvandingsområderne.

2.4

EU's fælles handlingsprogram indeholder en række nødvendige forebyggende og skadebegrænsende foranstaltninger. Blandt de mest nævneværdige er en bedre samordning mellem myndighederne ved hjælp af planer for afvandingsområderne og kystområderne samt kortlægning af oversvømmelsesrisiciene. Samtlige foranstaltninger skal vedtages på baggrund af bedste praksis.

2.4.1

Hvis handlingsprogrammet skal lykkes, er det vigtigt, at medlemsstaterne, Kommissionen og de øvrige berørte parter samarbejder og lever op til deres ansvar i relation til forebyggelse af oversvømmelsesrisikoen.

2.4.2

Det er svært at beregne omkostningerne ved denne fælles indsats, men kvalitativt set opvejes de under alle omstændigheder af de fordele, som indsatsen indebærer for EU's borgere, deres ejendele og de ramte mennesker og områder.

2.5

Bilaget til meddelelsen er af stor betydning for udarbejdelsen og udførelsen af planerne for styring af oversvømmelsesrisikoen og af oversvømmelsesrisikokortene, eftersom det muliggør en vis harmonisering med udgangspunkt i de fastsatte mål.

3.1

EØSU bifalder Kommissionens meddelelse, som er udarbejdet med det formål at forbedre og harmonisere de forskellige forebyggelsessystemer, der er indført i flere af medlemsstaterne for at modvirke oversvømmelser. Der bør imidlertid først og fremmest foretages en mere dybtgående evaluering af problemet, før det er muligt at træffe de rette foranstaltninger, navnlig de, som tilsigter en mere effektiv forebyggelse. Dermed vil man kunne undgå en stor del af de skader, som oversvømmelser forvolder. For det andet bør der defineres en række grundlæggende begreber, som savnes i forslaget, for at sikre størst mulig harmonisering af de foranstaltninger, der foreslås inden for rammerne af risikostyringsplanerne og kortlægningen af oversvømmelsesrisiciene.

3.2

Oversvømmelser er naturfænomener, der indgår i vandløbenes og kystvandenes naturlige dynamik, og som følger en geologisk tidsskala, der spænder over et langt større tidsrum end den tidsskala, som normalt anvendes ved eksempelvis økonomisk planlægning og byplanlægning. Ved »returperiode« skal der således forstås:

Der opereres inden for vandplanlægning med følgende grundlæggende begreber:

3.3

Omfanget af oversvømmelserne beror på bebyggelsen og arealudnyttelsen i oversvømmelsesområderne, om der er tale om aktiviteter, der påvirker vandsystemets normale forløb og medfører gennemgribende ændringer i forholdene i vandløbene og kystområderne. Dette kan nemlig øge risikoen for at tvinge vandløb ud i unaturlige strømme, hvilket kan blive til stor skade for både mennesker og materiel. EØSU mener, at følgende bør betragtes som faktorer, der øger oversvømmelsernes omfang:

3.4

Den tiltagende risiko for oversvømmelse, som skyldes ændringer i naturforholdene, frem for alt klimaændringerne, kræver omfattende forskning, så man kan afgøre, hvordan disse ændringer risikerer at påvirke vandløbenes og kystvandenes dynamik og dermed blandt andre oversvømmelsesområderne og returperioderne.

3.5

Den tiltagende risiko for vandstandsstigning, der skyldes menneskeskabte faktorer (såsom arealanvendelse og antallet af bosatte i området) kan og bør reguleres gennem en aktiv planlægningspolitik for at sikre en bæredygtig anvendelse af oversvømmelsesområderne og mindske risiciene.

4.1

EØSU er enigt med Kommissionen i, at formålet med at styre oversvømmelsesrisikoen er at formindske sandsynligheden for oversvømmelse og begrænse dens følger gennem forebyggelses-, sikrings- og oplysningsforanstaltninger osv. Det vil ikke desto mindre være hensigtsmæssigt at klassificere foranstaltningerne og metoderne samt de kriterier, der skal sikre, at der i det enkelte tilfælde træffes det rette valg. Følgende forebyggende foranstaltninger kan bruges som rettesnor:

4.2

EØSU anmoder Kommissionen om at basere styringsplanerne på følgende principper og ikke-anlægsmæssige foranstaltninger:

Det er på den baggrund, at princippet om en langtidsstrategi skal forstås. Det drejer sig ikke blot om at tage hensyn til den forventede udvikling, som angivet i Kommissionens meddelelse, men om at tilpasse den i de tilfælde, hvor man med rimelighed kan forvente, at den aktuelle oversvømmelsesrisiko vil forblive den samme eller øges.

4.3

Der bør fastlægges passende retningslinjer og kriterier for udvælgelsen af de foranstaltninger, der bedst egner sig til at forbedre oversvømmelsessikringen:

4.4

De erfaringer med styring af oversvømmelsesrisikoen, som man har gjort sig i forskellige dele af verden, særlig i 70'erne, har klart og tydeligt vist, at de største problemer med at gennemføre de forebyggende foranstaltninger ikke er af teknisk karakter og ikke kan løses alene ved at opstille kort over risiciene og farerne for oversvømmelse. I eksempelvis USA har de amerikanske ingeniørtropper (Army Corps of Engineers) udarbejdet mere end 20 000 risikokort, men meget få myndigheder gør brug af dem, og når de gør det, lægger de sig fast på én type anlægsmæssig foranstaltning (flodkanalisering, dæmninger, diger el.lign.), der ofte har vist sig utilstrækkelig som beskyttelse mod oversvømmelse, og således forårsaget omfattende ødelæggelser, der kunne være undgået, men som indtraf, fordi myndighederne og befolkningen levede i en falsk følelse af sikkerhed.

4.5

Det bør understreges, at det i EU netop er denne type foranstaltninger — konstruktion af anlæg til opdæmning eller kanalisering af vand, som ikke garanterer nogen absolut sikkerhed — der finansieres af strukturfondene (EFRU og Samhørighedsfonden). Der stilles generelt færre midler til rådighed til forebyggende foranstaltninger, både anlægsmæssige og af anden art. EØSU mener derfor, at man bør overveje at oprette en særlig budgetpost for dette handlingsprogram eller, i mangel heraf, udstikke retningslinjer for medtagelse af foranstaltningerne i andre programmer, der finansieres af Kommissionen.

4.6

Under alle omstændigheder er disse anlægsmæssige foranstaltninger ikke nok til at forebygge oversvømmelser eller beskytte oversvømmelsesområder. De kan kun gavne i et bredere perspektiv, hvor der også tages hensyn til fysisk planlægning, transportplanlægning (veje, jernbanelinjer osv.), vedligeholdelse af afvandings- og afløbskanaler samt beskyttelse af områder og økosystemer, der regulerer den naturlige nedsivning. Det ville derfor være hensigtsmæssigt i fremtiden at videreudvikle retningslinjerne i bilaget til Kommissionens meddelelse og inddrage metodemæssige principper og god praksis i udformningen af risikostyringsplanerne.

4.7

At indlemme planerne for oversvømmelsesstyring i vandrammedirektivet er nødvendigt for at kunne sikre, at den nødvendige planlægning finder sted i det samlede afvandingsområde, at der vedtages effektive foranstaltninger på samtlige niveauer (lokalt, nationalt, grænseoverskridende osv.), og at der sker en samordning mellem de involverede myndigheder. For at gøre dette lettere, bør der gennem et direktiv fastsættes kriterier og anvisninger for at sikre en passende integrering af disse to planlægningsrammer, som er forenelige men forskellige. Disse aspekter bør behandles i detaljer i forbindelse med den foreslåede videreudvikling af retningslinjerne i bilaget.

4.8

Integreringen af oversvømmelsesstyring i vandrammedirektivet bør baseres på følgende:

4.9

De vigtigste aspekter ved styring af oversvømmelsesrisikoen i relation til vanddirektivet er følgende:

5.1

EØSU mener, at ethvert tiltag til oversvømmelsesforebyggelse, oversvømmelsessikring og oversvømmelsesbekæmpelse bør støtte sig til de metoder og instrumenter, der er udformet i vandrammedirektivet. Dette gælder særligt vandområdeplanen, som gør det muligt at regulere alle aktiviteter inden for forvaltning af vandløbene og kystvandene i det pågældende afvandingsområde. EØSU mener derfor, at det er nødvendigt at udarbejde et direktiv, der bygger på såvel Kommissionens meddelelse som bemærkningerne i foreliggende udtalelse. Dette vil gøre det muligt at bringe risikostyringsplanerne på linje med hver enkelt vandområdeplan og dermed tage hensyn til de særlige forhold, der kendetegner vores vandløb og kyster.

5.2

For at sikre, at der reelt tages hensyn til disse aspekter, kræves følgende:

5.3

Risikostyringsplanerne og risikokortene, der er vedføjet som bilag til den foreslåede meddelelse, bør videreudvikles med henblik på at etablere en rangordning af foranstaltningerne. I første række bør stå de foranstaltninger, der har højest prioritet og bedst egner sig til finansiering, og man bør tage hensyn til de kriterier, der skal opfyldes for at mindske omkostningerne og øge fordelene for mennesker og materielle værdier. Hovedformålet er at bringe vandløbenes og kystvandenes naturlige dynamik i samklang med udviklingen af menneskets aktiviteter for derved at opnå en integreret bæredygtig udvikling i oversvømmelsesområderne.

5.4

Endelig mener EØSU, at de vigtigste aspekter ved styring af oversvømmelsesrisikoen, som også berører planlægningen i vanddirektivet, er definitionerne af risiko, varslingssystem og beredskabsindsats. Derudover bør man ikke overse EU's øvrige foranstaltninger, herunder tværvidenskabelig forskning og samordning, der specifikt sigter mod at begrænse oversvømmelsernes skadevirkninger, udformning af skadesforsikringer, der mindsker ofrenes økonomiske tab, og, frem for alt, overvågning og kontrol af sikkerheden i infrastrukturprojekter på de indre vandveje og i kystområderne.

8.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 221/40

—

betalingerne skal nå frem til slutmodtagerne så ubeskåret som muligt

—

effektiv kontrol skal gøre det muligt at forhindre misbrug.

8.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 221/44

1.1

Udbrud af alvorlige smitsomme husdyrsygdomme, som f.eks. bovin spongiform encephalopati (BSE), mund- og klovesyge (FMD), svinepest (CSF) og Newcastle Disease (ND), har medført gentagne kriser på markederne for animalske produkter i EU. Ved udbrud af sådanne epizootier gennemføres bl.a. nedslagning af dyr samt restriktioner for omsætning m.v., der skal forhindre yderligere spredning. Som hovedregel finansieres omkostningerne i forbindelse med udryddelsen af epizootier af Veterinærfonden med 50 pct. af medlemsstaternes udgifter hertil.

1.2

Herudover belastes markedssituationen for de pågældende produkter, bl.a. som følge af afsætningsforbud og lukkede zoner. Markedsordningerne for svinekød, æg, fjerkrækød, oksekød, mælk og mejeriprodukter samt for fåre- og gedekød indeholder derfor mulighed for foranstaltninger til støtte for markedet i disse situationer. Det er en afgørende forudsætning for anvendelse af disse undtagelsesforanstaltninger, at de berørte medlemsstater har iværksat de nødvendige veterinære foranstaltninger for at bringe epizootierne til ophør. Foranstaltningerne til lettelse af markedssituationen iværksættes desuden alene i det omfang og for det tidsrum, der er strengt nødvendigt for understøttelsen af det pågældende marked.

1.3

De pågældende undtagelsesforanstaltninger, som vedtages af Kommissionen ved forvaltningskomiteprocedure, blev oprindelig gennemført med fuld fællesskabsfinansiering, herunder for CSF sidst i 80'erne og i begyndelsen af 90'erne. I 1992 blev i forbindelse med CSF for første gang anvendt national medfinansiering. På grund af uklarhed om omfanget vedtog Kommissionen i 1994 en præcisering i forbindelse med en fællesskabsfinansiering på 70 pct. for et maksimalt antal dyr. Herefter blev samme sats anvendt i oksekødsektoren i forbindelse med bekæmpelsen af BSE og FMD. Siden 2001 har den nationale medfinansiering været 50 pct. efter krav fra Den Europæiske Revisionsret om parallelitet mellem medfinansieringen i henhold til Veterinærfonden og medfinansiering på markedsforanstaltningssiden.

1.4

På tysk foranledning afviste Domstolen i 2003, at Kommissionen havde haft hjemmel til at fastlægge en national medfinansiering på 30 pct. i en sag vedrørende opkøbsordning for kvæg i forbindelse med BSE (1). Dermed har Kommissionen ikke hjemmel til at fortsætte den hidtidige praksis og foreslår derfor en fremtidig national medfinansiering på 50 pct. gennem en præcisering af de animalske markedsordninger for svinekød, æg, fjerkrækød, oksekød, mælk samt fåre- og gedekød for såvel foranstaltninger i forhold til det indre marked som afsætning på tredjelandsmarkeder.

2.1

Det må beklages, at Kommissionen og medlemsstaterne siden 1992 ikke har respekteret det hidtil gældende generelle princip om fuld fællesskabsfinansiering af foranstaltninger omfattet af den såkaldte »første søjle« i den fælles landbrugspolitik, herunder foranstaltninger gennemført inden for rammerne af de fælles markedsordninger. Rådet kan med en vedtagelse af det aktuelle forslag i sagens natur fravige dette princip, som det selv har indført. Men som fastslået af Domstolen i den pågældende sag, kan Kommissionen ikke uden udtrykkelig bemyndigelse fravige Rådets beslutninger, uanset at det sker under medvirken af medlemsstaterne i de respektive forvaltningskomiteer.

2.2

Afhængig af epizootiernes omfang og varighed kan de pågældende foranstaltninger medføre betydelige udgifter, som i helt overvejende omfang nødvendigvis må finansieres med offentlige midler. Spørgsmålet om fordelingen mellem EU og medlemsstaterne vedrører i første række den finansielle solidaritet mellem medlemsstaterne. Ved national medfinansiering vil nogle medlemsstater have større vilje til og bedre mulighed for at dække udgifterne end andre. Nogle medlemsstater vil direkte eller indirekte vælte udgifterne over på erhvervet med betydelig konkurrenceforvridning til følge, som det kunne konstateres under BSE-krisen.

2.3

Ifølge Kommissionen vil medlemsstaterne ved national medfinansiering yde en større indsats for at bekæmpe og forebygge udbrud af husdyrsygdomme. Selv om EØSU har forståelse for argumentet, kan det ikke udelukkes, at kravet i nogle situationer vil forsinke eller vanskeliggøre beslutningerne og dermed modvirke en effektiv bekæmpelse.

2.4

EØSU kan også forstå Kommissionens argumenter, hvorefter forslaget vil indebære en fortsættelse af praksis siden 1992, samt at der med forslaget sikres parallelitet mellem foranstaltninger gennemført under Veterinærfonden og under markedsordningerne.

2.5

Ikke desto mindre finder EØSU, at udgifterne til undtagelsesforanstaltninger under markedsordningerne som oprindelig fastlagt af Rådet er baseret på fælles ansvar og finansiel solidaritet. Et brud på dette princip vil efter EØSU's opfattelse medføre risiko for divergerende tilgang til bekæmpelsen af epizootier i medlemslandene, som trods effektiv kontrol og forebyggende foranstaltninger kan opstå tilfældigt og uforudset. De markedsmæssige virkninger rammer ligeledes andre medlemsstater. Desuden medfører national medfinansiering på dette område risiko for afsmittende virkning på andre områder med fare for yderligere renationalisering af den fælles landbrugspolitik til følge.

2.6

Hvis der til trods herfor er opbakning til Kommissionens forslag, vil det være administrativt belastende og uden sagligt formål, at medlemsstaternes finansielle bidrag under ordningen behandles under traktatens bestemmelser om statsstøtte. Kommissionens forslag om undtagelse fra meddelelsesproceduren burde således have været gældende fra starten.

3.1

EØSU ønsker at fastholde princippet om fuld fælles solidaritet for undtagelsesforanstaltninger under markedsordningerne og afviser af denne grund Kommissionens forslag om 50 pct. medfinansiering fra medlemsstaterne.

8.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 221/46

1.1

I tiden fra den 28. februar til den 11. marts 2005 vil det 49. møde i FN's kommission for kvinders status (CSW) handle om at gøre status over gennemførelsen af handlingsplatformen og Beijing-erklæringen, som blev vedtaget på den fjerde verdenskvindekonference (Beijing, 1995) og af slutdokumenterne, som blev vedtaget på den 23. ekstraordinære generalforsamling om »Kvinder 2000: ligestilling mellem kønnene, udvikling og fred for det 21. århundrede« (New York, 2000), i hvilken forbindelse der også blev gjort indledende status over fremskridtene og over de hindringer, man var stødt på på vejen mod ligestilling mellem mænd og kvinder.

1.2

I den forbindelse vedtog generalforsamlingen en resolution indeholdende »Yderligere aktioner og initiativer for at implementere Beijing-erklæringen og handlingsplatformen« og en politisk erklæring, hvormed medlemsstaterne forpligtede sig til at foretage en ny sammenligning ti år efter vedtagelsen af platformen, for at vurdere fremskridtene og overveje nye aktiviteter.

1.3

Som fastlagt i CSW's flerårige arbejdsprogram skal den 49. plenarforsamling først og fremmest dreje sig om at se, hvilke fremskridt der er sket inden for de tolv områder, som er defineret i handlingsplatformen, samt at indkredse de aktuelle udfordringer og fastlægge nye strategier til at fremme kvinder og piger og til at give dem mere indflydelse. For at fremme dialogen vil plenarforsamlingen i den anledning være åben for deltagelse af en bredere kreds af delegationer fra medlemsstaterne, civilsamfundet og de internationale organisationer.

1.4

FN's engagement har været afgørende for ligestillingsproblematikkens internationale betydning: I 1975 blev der indkaldt til den første internationale kvindekonference, hvormed kvindetiåret blev erklæret for indledt (Mexico City). På den anden internationale kvindekonference (fem år efter i København, 1980) begyndte regeringerne (57) at underskrive Konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination af kvinder (CEDWA, 1979), som er en af milepælene på den vanskelige vej imod ligestilling mellem kønnene. På den tredje konference (Nairobi, 1985) vedtog man handlingsplanen »Fremtidige strategier til fremme af kvinder«, hvormed regeringerne og de internationale organisationer proklamerede ligestilling som et mål.

1.5

Der skete et yderligere skridt i retning af anerkendelse af kvinders særlige forhold og rolle med FN's sikkerhedsråds resolution 1325 fra 2000 om Kvinder, Fred og Sikkerhed (der indeholder en erkendelse af, at kvinder påvirkes af krige på en anden måde, og som bekræfter, at der er behov for at styrke kvindernes rolle i beslutningsprocesserne vedrørende forebyggelse og løsning af konflikter), men mere generelt har man gennem mere end ti år taget hensyn til spørgsmålet om fremme af kvinder i konklusionerne fra alle større internationale konferencer og møder i FN-regi (1).

1.6

Et andet vigtigt punkt var FN's milleniumtopmøde, som blev afholdt i september 2000, hvor medlemsstaterne fastsatte otte klare og målbare målsætninger (Millennium Development Goals) med det formål at begrænse fattigdom, sult, sygdom og miljøforringelse betydeligt inden 2015. Milleniumerklæringen er bl.a. blevet til, fordi der er behov for at lave en fælles liste over de prioriteter, som er blevet indkredset i det forløbne årti på forskellige internationale konferencer og topmøder. Den tredje af disse målsætninger handler om at fremme ligestilling mellem kønnene og at give kvinderne mere indflydelse og hænger tæt sammen med almen og faglig uddannelse, medens den femte målsætning handler om sundhed under svangerskab. Kønsaspektet er under alle omstændigheder et tværgående element i alle otte punkter.

2.1

Selv om der på FN-plan er blevet fastlagt en betydelig lovramme for opnåelse af ligestilling mellem kønnene, er der ofte ikke sammenhæng mellem de intentioner, der er nedfældet på papir, og den praktiske gennemførelse af principperne internt i landene og i deres handels- og udviklingspolitikker. Den fulde anerkendelse af kvindernes civile, økonomiske, sociale og politiske rettigheder undermineres i praksis ofte af makroøkonomiske politikker og handelsaftaler af neoliberalistisk tilsnit, som end ikke tager hensyn til kønsaspektet.

2.2

Dertil kommer, at den vanskelige internationale situation bestemt ikke er et heldigt udgangspunkt for at fremme kvindernes sag. Kvinderne risikerer tværtimod at opleve vedvarende indhug i de landevindinger, de har gjort i de foregående år.

2.3

De igangværende konflikter svækker og forværrer i stigende omfang kvindernes situation.

2.4

Vold i hjemmet er stadigvæk en realitet i hele verden og den rammer kvinder fra alle aldersgrupper, sociale klasser og religioner.

2.5

Det er derfor vigtigt at gentage, at ligestilling mellem kønnene og sikring af kvinders rettigheder er et prioriteret mål og et middel til at nå en afbalanceret udvikling, en bedre fordeling af rigdommene, en bæredygtig økonomisk udvikling og en styrkelse af de ordninger, der skal beskytte de svageste befolkningsgrupper.

3.1

Det er vigtigt, at Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg deltager med sit eget bidrag til den igangværende vurdering af, hvilke fremskridt EU har opnået inden for ligestilling mellem mænd og kvinder.

3.2

Der skal i den forbindelse mindes om, at EØSU altid har fulgt nøje med i tiltag til fremme af kvinders status i samfundet og både har afgivet utallige udtalelser og selv været ophavsmand til adskillige initiativer. Særligt i forbindelse med den fjerde internationale kvindekonference (Beijing, 1995) og opfølgningen heraf (Beijing +5) bidrog EØSU med to udtalelser (EXT/131 og REX/033), hvori udvalget bl.a. bekræftede vigtigheden af, at EØSU deltager i FN's arbejde med en delegation.

3.3

Derudover har EØSU i forbindelse med samarbejdet med EU-institutionerne, herunder først og fremmest Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen, påtaget sig en vigtig tilsynsrolle i relation til utroligt mange EU-initiativer, som sigter mod at garantere ligestilling mellem mænd og kvinder, og som har været de seneste års modspil til de udfordringer og hindringer, der blev indkredset i Beijing.

3.4

I den sammenhæng tror vi, at EØSU med en undersøgelse af de fremskridt, der er sket, og de hindringer, man er stødt på siden den fjerde kvindekonference frem til i dag, vil kunne bidrage i væsentlig grad til at udvirke, at der sker en systematisk kønsmainstreaming af stadig flere politiske områder og dele af det europæiske samfund.

3.5

Eftersom vi er bevidste om, at EU skal påtage sig en ledende rolle på den internationale scene og i den forbindelse skal påtage sig et stort ansvar, ønsker vi med nærværende dokument at skitsere, hvordan EU gennem sine samarbejds-, udviklings- og handelspolitikker kan bidrage til at forbedre kvinders levevilkår og fremme kvinders status på internationalt plan.

4.1

I Den Europæiske Union er emnet ligestilling mellem mænd og kvinder, som allerede fandtes i traktaten, blevet yderligere kodificeret med Amsterdam-traktaten, hvormed man vedtog den dobbelte indfaldsvinkel, som gør, at man parallelt arbejder på at kønsmainstreame alle EU's politikker og at gennemføre specifikke aktioner til fordel for kvinder. Men spørgsmålet om lige muligheder for mænd og kvinder blev allerede integreret i EU's politik om økonomisk og social samhørighed og var allerede i 1994 en af de vigtigste målsætninger for strukturfondene.

4.2

EU har anlagt en sammenhængende indfaldsvinkel, hvor den skelner mellem retlige og finansielle instrumenter og anvendelse af den åbne koordinationsmetode på det socialpolitiske område. Blandt de senest vedtagne redskaber til at nå frem til ligestilling mellem mænd og kvinder i EU-regi ses hhv. rammestrategien for ligestilling (2001-2005) med de dertil hørende årlige arbejdsprogrammer og strukturfondene.

4.3

Rammestrategien for ligestilling (2001-2005) sigter mod at koordinere aktiviteter og programmer, der tidligere blev udviklet sektorvist, og den anvender Amsterdam-traktatens idé om dobbelt indfaldsvinkel med det formål at sikre større samhørighed bl.a. gennem indkredsning af sikre indikatorer, et overvågningssystem, vurdering og udbredelse af de opnåede resultater.

4.4

De indsatsområder/mål, som under alle omstændigheder hænger sammen, og som er indkredset i strategien til fremme af ligestilling, er hovedsagelig følgende fem: Økonomien (som hænger sammen med beskæftigelsesstrategien og Strukturfondene samt kønsmainstreaming af alle de politikker, som har betydning for kvinders stilling i erhvervslivet); deltagelse og repræsentation (i relation til beslutningsprocesserne); sociale rettigheder (vedrørende dagliglivet og forskellene i de sociale sikringssystemer); samfundslivet (som har relation til menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og der lægges især vægt på vold og menneskesmugling i seksuelt øjemed); ændring af roller og stereotyper (som har forbindelse til det kulturelle system og massemedierne).

4.5

En styrkelse af ligestillingspolitikkerne er bl.a. blevet iværksat gennem strukturfondene. Strukturfondsforordningen for 2000-2006 er resultatet af en gennemgribende kritisk analyse af svaghederne ved foranstaltningerne til fremme af lige muligheder, og den har overtaget den dobbelte indfaldsvinkel, som er fastsat i Amsterdam-traktaten. Dertil kommer, at strukturfondene og især EU's socialfond altid har været set som det vigtigste redskab i EU's beskæftigelsesstrategi. De nye retningslinjer for beskæftigelsen, som blev vedtaget i juli 2003, fastlægger, at ligestilling mellem kønnene har en tværgående virkning i alle målsætningerne, og at ligestilling mellem mænd og kvinder er en af de specifikke retningslinjer.

4.6

Der er blevet gjort store fremskridt inden for EU's socialfond, som specielt er knyttet til beskæftigelses- og uddannelsespolitikkerne. Bestræbelserne på dette område har især været koncentreret om at forbedre adgangen, deltagelsen og kvindernes stilling på arbejdsmarkedet (E-aksen) samt muligheden for at forene arbejde og familieliv, og der findes efterhånden mange opmuntrende og positive eksempler på dette område. Socialfonden har således overtaget det kvantitative mål, som blev opstillet af Det Europæiske Råd i Lissabon i 2000, som foreskriver, at kvindernes erhvervsfrekvens skal stige fra 51 % (2000) til 60 % i 2010, og målet fra Det Europæiske Råd i Barcelona i 2002, som foreskriver, at der skal sikres institutionspladser til 90 % af alle børn mellem tre år og den skolepligtige alder og til mindst 33 % af alle børn under tre år.

4.7

Imidlertid synes der kun at være truffet sporadiske foranstaltninger til at forbedre arbejdskvaliteten og karrieremulighederne, fremme andelen af kvindelige iværksættere og mindske lønforskellene og fremme andelen af kvinder inden for ny teknologi. Hvad angår forening af familie- og arbejdslivet, er der utallige aktioner, som sigter mod børnepasningsordninger, men kun ganske få, som eksplicit tager sigte på de ældre eller ikke-selvhjulpne familiemedlemmer.

4.8

Kønsaspektet kan derimod kun skimtes ganske svagt i de andre fonde, specielt inden for landbrug og fiskeri, hvor kvinderne traditionelt er underrepræsenterede, selv om de spiller en aktiv rolle for sektorernes udvikling. Der er følgelig fortsat store forskelle på disse områder, og der er ingen anerkendelse af det bidrag, kvinderne yder til disse samfund bl.a. til bedre miljøbeskyttelse.

4.9

EU's politikker understøttes af forskellige initiativer og specifikke finansieringsprogrammer. Vi kan til eksempel nævne NOW (beskæftigelse) på arbejdsmarkedet, STOP til styrkelse af samarbejdet omkring bekæmpelse af handel med kvinder og piger, DAPHNE til forbedring af oplysning og beskyttelse af voldsofre; Women and Science (Rammeprogram for forskning og udvikling) inden for de nye teknologier. Rammestrategien stiler endvidere mod en styrket kønsmainstreaming af forskellige EU-initiativer, som f.eks. Equal, Interreg, Urban, Leader og på det kulturelle område, Leonardo, Socrates, Youth, Culture osv.

4.10

Kommissionens rapport om ligestilling mellem mænd og kvinder (KOM(2004) 115) viser tydeligt, at der i EU allerede findes en ret avanceret lovgivning (2), som i øvrigt også styrkes af en omfattende retspraksis. Der arbejdes desuden også på et projekt om et enhedsdirektiv om gennemførelsen af princippet om lige muligheder og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med ansættelse og beskæftigelse, som efter hensigten skal sammenfatte og systematisere den eksisterende lovgivning på området.

4.11

På det nylige møde i Rådet af arbejds- og socialministre, som blev afholdt under det hollandske formandskab, enedes man ligeledes om, at man i udarbejdelsen af et enhedsdirektiv om ligebehandling først og fremmest skal sætte ind på områderne ligeløn, lige adgang til beskæftigelse, ligebehandling inden for de sociale sikringsordninger, erhvervsuddannelse og karrieremuligheder, og bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grund af køn.

4.12

Direktivforslaget om gennemførelse af princippet om ligebehandling med henblik på lige adgang til varer og tjenesteydelser (2003/0265(CNS)) er også blevet behandlet i EØSU (3) (se udtalelse), og der er blevet påpeget nogle alvorlige mangler, som skal afhjælpes i den nærmeste fremtid.

4.13

Dertil kommer, at der i de seneste år, især efter vedtagelsen af handlingsplatformen i Beijing og Lissabon-topmødet, er kommet flere kønsspecifikke statistikker, bl.a. takket være fastlæggelsen af nye indikatorer (vedrørende f.eks. beslutningsprocesserne, arbejdsmarkedet og vold i hjemmet), som gør det muligt at foretage en reel analyse af problemerne og overvåge effekten af de politikker og aktioner, der iværksættes. På det statistiske område er der således sket nogle åbenlyse fremskridt, men der er fortsat lang vej igen, hvis man skal have mulighed for at foretage en ordentlig overvågning af de forskellige områder. Det er nemlig kun muligt at foretage en korrekt vurdering af fremskridtene, hvis der kan foretages en kvantitativ og kvalitativ undersøgelse og vurdering af igangværende fænomener og processer.

4.14

Til gengæld er begrebet kønsspecifikke budgetter så godt som ukendt på såvel EU-plan som i medlemsstaterne. Begrebet skal forstås som kønsmainstreaming af budgetprocedurerne. Ved at medtage kønsaspektet i alle trin af budgetlægningen anerkender man, at arbejdsledernes beslutninger ikke er neutrale, men har forskellige konsekvenser for mænd og kvinder. På den måde fremstår den kønsspecifikke budgetlægning bl.a. som et redskab til vurdering af effekten af politikker, finansieringer og beskatning af mænd og kvinder.

4.15

Selv om EU-politikkerne til fordel for kvinder er blevet styrket, er der desværre stadig behov for positive aktioner og den størst mulige indsats fra medlemsstaternes side, hvis de opstillede målsætninger rent faktisk skal nås, eftersom ansvaret for gennemførelsen af disse politikker først og fremmest påhviler medlemsstaterne.

4.16

Til trods for at arbejdsløshedsprocenten for kvinder i Europa rent faktisk er faldet til 55,6 %, synes Lissabon-målsætningen i adskillige lande stadig at være langt borte. Rent faktisk er kvinderne kommet med i den svageste kategori af arbejdstagere, dvs. løsarbejdere og er ofte uden nogen form for social sikring. I mange lande er der fortsat lønforskelle mellem mænd og kvinder eller de forværres, og den såvel vertikale som horisontale udelukkelse af kvinder er beklageligvis en realitet. Som allerede antydet synes de foranstaltninger, der skulle gøre det lettere at forene familie- og arbejdsliv, udelukkende at tage sigte på børnepasning, medens der næsten ikke findes nogen, der tager sigte på andre plejekrævende familiemedlemmer. Dertil kommer, at der kun er indført få foranstaltninger til fremme af forældreorlov, herunder også for erhvervsaktive fædre.

4.17

Også på beslutningsplanet er der fortsat store uligheder: Tænk blot på, at i EU er Kommissionen sammensat af 22 mænd og 7 kvinder (kun 24 %), medens Europa-Parlamentet består af 510 mænd og 222 kvinder (kun 30 %). Situationen ser ikke bedre ud på nationalt plan: Den gennemsnitlige andel af kvinder i de nationale parlamenter når ikke op på 25 %, medens tallet i regeringerne ligger på lidt over 20 % (4). EØSU har også en lav repræsentation af kvinder (ud af 317 medlemmer er kun 79 kvinder) (kun 25 %).

5.1

Problematikken vedrørende ligestilling mellem mænd og kvinder indgår nu også fuldt ud i EU's samarbejds- og udviklingspolitikker. Kommissionens meddelelse (KOM(95) 423 endelig udg. af 18. september 1995) efterfulgt af Rådets resolution om integrering af kønsaspektet i udviklingssamarbejdet af 20. december 1995 dannede grundlaget for vedtagelsen af den første forordning i 1998 (Rådets forordning (EF) nr. 2836/98 af 22. december 1998), som nu er fornyet for perioden 2004-2006. Den nye tekst (EF/806/2004) understøtter målene — støtte til mainstreaming og indførelse af positive tiltag til fremme af lige muligheder som et vigtigt led i mindskelse af fattigdommen i verden — og indkredser kontrol med ressourcer og serviceydelser for kvinder, navnlig inden for områderne uddannelse, beskæftigelse og deltagelse i beslutningsprocesser, som prioriterede områder. Også støtte til offentlige og private aktiviteter, der har som mål at fremme kønsligestilling, fremhæves.

5.2

Handlingsprogrammet for integrering af kønsligestilling i EU's udviklingsarbejde (2001-2006) (5) lægger op til at mindske afstanden mellem nedfældede principper og praksis ved hjælp af en konkret strategi og fastlæggelse af prioriterede områder: støtte til makro-økonomiske politikker, der knytter sig til mindskelse af fattigdommen, og programmer for social udvikling; fødevaresikkerhed og bæredygtig udvikling af landdistrikter; transport; institutionel kapacitetsopbygning og god regeringsførelse; handel og udvikling, samarbejde og regional integration; støtte til integrering af kønsaspektet i alle projekter og programmer på både regionalt og nationalt niveau; adgang for Kommissionens personale til instrumenter og passende uddannelse på området for ligestilling mellem kønnene.

5.3

Programdokumentet for 2005 og 2006 om fremme af ligestilling mellem kønnene inden for udviklingspolitikken udpeger som prioriterede indsatsområder: fremme af en positiv holdning blandt unge for at bekæmpe vold mod kvinder og piger samt behovet for uddannelse og metodologisk støtte til de vigtigste aktører i partnerlandene.

5.4

Generelt støtter Kommissionen tiltag og projekter til forbedring af ligestilling mellem kønnene gennem bilateralt og regionalt samarbejde med de vestlige Balkanlande, Østeuropa og Centralasien, Middelhavsområdet, Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet og Latinamerika. Andre finansieringsmidler udbetales på tematisk og ikke geografisk grundlag, når de anvendes til at gennemføre aktiviteter på området.

5.5

Et vigtigt skridt i udviklingen af EU's forbindelser med tredjelande blev markeret af Cotonou-aftalen, som blev underskrevet den 23. juni 2000 med AVS-landene (Afrika, Vestindien og Stillehavet). Aftalen, som tydeliggør forbindelsen mellem politik, handel og udvikling, indfører en social dimension ved bl.a. at fremme fuld deltagelse i udviklingsstrategierne af ikke-statslige aktører, herunder også civilsamfundet. Den fastslår endvidere, at ligestilling mellem kønnene er et af de tværgående temaer i aftalen og derfor systematisk skal indgå i overvejelserne (art. 8 og 31). Et positivt aspekt er, at de ikke-statslige aktørers inddragelse indbygges i de forskellige programmeringsfaser i de nationale strategidokumenter, og EØSU håber, at der rettes særlig fokus på indføjelse af kvindeorganisationer.

Aftalen giver også EØSU et eksplicit mandat til at rådgive de økonomiske og sociale interessegrupper, hvorved EØSU's rolle som foretrukken dialogpartner institutionaliseres.

5.6

At sikre fuld inddragelse og aktive deltagelse af kvinder i udviklingspolitikker er klart en svær og langsigtet proces, men vi mener, at det er vigtigt, at alle EU-institutionerne bevarer en stor grad af interesse, så det, der er nedfældet på papiret, udmøntes i konkrete tiltag.

5.7

Fra dette perspektiv finder vi det vigtigt, at EU's politikker for økonomisk og social samhørighed fremstilles som en model, der kan eksporteres til resten af verden, og at EU gør en indsats for at fremme og anvende principperne på internationalt plan gennem dets relationer med tredjelande.

5.8

Det kan klart være en nyttig tilgang at indføje specifikke bestemmelser i handels- og samarbejdsaftaler og anvende positive foranstaltninger over for de lande, som overholder kvinders rettigheder.

5.9

Selvom liberaliseringen af handelen klart har fremmet kvinders beskæftigelse i udviklingslande, har den samtidig også ofte fastholdt dem i kategorien af løsarbejdere, som er dårligere uddannet, lavtlønnede og uden sociale beskyttelsessystemer af nogen art. Endvidere er liberaliseringen af handlen ofte ledsaget af strukturtilpasningspolitikker, som anbefales eller pålægges af de internationale organismer. I mangel af passende socialsikringsmekanismer viser disse politikker sig at være en særlig tung byrde for de svageste grupper i befolkningen, hvor kvinder ofte udgør flertallet.

5.10

Ikke desto mindre har disse politikker, især handelspolitikker, stadig kun ringe fokus på kønsrelaterede spørgsmål. Da disse politikker slet ikke er neutrale og snarere ofte resulterer i en negativ virkning for netop kvinderne og da forudsætningen for et lands økonomiske udvikling er social lighed for, bør disse aftaler forhandles under hensyntagen til ligestillingsaspektet, og der bør indføres systemer til overvågning af effekten på såvel makro- som mikroøkonomisk plan.

—

Deltagelse i beslutningsprocessen og kvinders repræsentation er stadig meget lav i såvel EU-institutionerne som hovedparten af medlemsstaterne på nationalt, regionalt og lokalt plan og bør fremmes på alle planer. Der bør også gøres overvejelser vedrørende et kvotesystem;

—

Uddannelsestiltag, som sigter på udbredelse af ligestillingsaspektet, bør gennemføres i institutionerne og i medlemsstaterne på alle niveauer, lige fra beslutningstagningen til iværksættelsen af politikker og strategier;

—

Målrettede kønsspecifikke studier og analyser og specifikke statistikker og indikatorer er uundværlige for at fastlægge indsatsområder og forbedre politikker og strategier til foranstaltninger og for en reel vurdering af deres virkning; det er fortsat behov for at udarbejde specifikke statistikker og fastlægge nye indikatorer;

—

Nøje kvantificering af ressourcer, som er bevilget til positive aktioner til fordel for kvinder i alle EU's fonde og i medlemsstaterne, ikke mindst ved at fremme og udbrede kønsspecifik budgetlægning;

—

Den vigtigste betingelse er imidlertid at sikre kvinders lige adgang til almen uddannelse og efteruddannelse, jf. udviklingsmålsætningerne (Millenium Development Goals);

—

Hvad angår strukturfondene bør de foranstaltninger, der skal støtte kvinder inden for landbruget (EUGFL) og fiskeriet (FIUF), styrkes og forbindes med miljøbeskyttelse, som er et andet område, hvor fællesskabspolitikkerne i relation til kønsaspektet halter bagud;

—

Der bør sættes skub i politikker, som fremmer kvindelige iværksættere og øger kvinders deltagelse i sektoren for ny teknologi;

—

Uddannelsesaktioner i vidensamfundssektoren bør intensiveres, således at området ikke bliver endnu et sted, hvor man diskriminerer og udelukker kvinder, som tværtimod kan bidrage meget til at nå de målsætninger, der er opstillet i Lissabon-strategien;

—

Hvad angår arbejdsmarkedet er der generelt behov for blive ved med at kræve målrettede foranstaltninger mod vertikal og horisontal udelukkelse af kvinder og fjernelse af alle de barrierer, som forhindrer opnåelse af reel ligestilling. Det skal ske ved at medlemsstaterne efter aftale med arbejdsmarkedets parter indkredser specifikke og målelige mål. Især hvad angår diskrimination på lønområdet bør medlemsstaterne begynde at anvende en flerstrenget tilgang, jf. Rådets retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik, (6) som omfatter almen uddannelse og erhvervsuddannelse, stillingskategorier, lønsystemer, kulturelle stereotyper som centrale sider af problemet;

—

Foranstaltninger, som sigter på at forene arbejde og familieliv, bør rette større fokus på pleje af ældre familiemedlemmer, også i lyset af befolkningernes aldring, uden dog at sænke omsorgsniveauet på børneområdet;

—

For at fremme lige muligheder mellem mænd og kvinder bør investeringer i offentlige tjenester fremmes og forbedres, især inden for skole- og universitetsuddannelse og sundhed og sundhedspleje;

—

Indvandrings- og asylpolitikker og politikker for integration af indvandrerkvinder såvel som foranstaltninger for kvinder, der er ofre for konflikter, forskelsbehandling og vold i deres oprindelsesland bør styrkes, også i medlemsstaterne;

—

Handel med kvinder og børn bør bekæmpes;

—

Hvad angår udviklings- og handelspolitikker er det nødvendigt fortsat at styrke den inddragelsesbaserede fremgangsmåde i almindelighed og kvinders rolle i særdeleshed. Der skal sikres fuld inddragelse af kvindelige interessegrupper i formuleringen af udviklingspolitikker og fastlæggelse af nationale strategidokumenter i de enkelte lande. Man skal især også øge de finansieringsmidler, som retter sig specifikt mod kvinder, så de derved styrkes i økonomisk og social henseende;

—

Effekten af handelsaftaler og udviklingspolitikker bør overvåges, også på det mikroøkonomiske plan, ved at lave specifikke analyser af deres virkning på levevilkårene blandt de svageste grupper og tage højde for kønsbaserede forskelle;

—

Kommissionens og delegationernes rolle bør styrkes, så de kan øve en vis indflydelse og sikre overholdelse af menneskerettighederne og således også kvinders rettigheder, hvor de tilsidesættes;

—

Delegationerne bør have et særligt ansvar for at fremme integration af ligestillingsaspektet;

—

EU bør gøre hele sin indflydelse gældende for at få flest mulige medlemsstater til at ratificere og gennemføre de internationale traktater, som har en positiv effekt på kvinders vilkår, især den internationale konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder og den tilhørende protokol, og få de lande, der allerede har underskrevet den, til at trække deres forbehold tilbage.

8.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 221/52

1.1

Grønbogen om offentlige indkøb af forsvarsmateriel (KOM(2004) 608 endelig) er en af de foranstaltninger, der er annonceret i meddelelsen »På vej mod en EU-politik med hensyn til forsvarsmateriel«, som blev vedtaget i marts 2003, og som EØSU udtalte sig om i september 2003 (1).

1.2

Det fælleseuropæiske marked for forsvarsmateriel (»European Defence Equipment Market«, EDEM) udgør i virkeligheden kun en del af det indre marked, idet det dækker en specifik sektor. Grønbogen søger at bidrage til, at der med tiden kan skabes et indre marked for europæisk forsvarsmateriel, som er mere åbent og gennemsigtigt, samtidig med at der tages hensyn til sektorens særlige karakter. Dette skulle føre til en stærkere og mere konkurrencedygtig forsvarsindustri, øget omkostningseffektivitet og øget støtte til udviklingen af EU's militære kapacitet inden for rammerne af den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik (ESFP) og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP).

1.3

Den 12. juni 2004 vedtog Rådet etableringen af et europæisk forsvarsagentur (EDA), som skal støtte medlemsstaterne (MS) i deres bestræbelser på at forbedre den europæiske forsvarskapacitet inden for området krisestyring og støtte ESFP i sin nuværende og fremtidige form. Dette agentur har nu påbegyndt sit arbejde. EDA's funktioner (2) har alle at gøre med at forbedre Europas forsvarsevne ved at erstatte den nuværende opsplitning med samhørighed.

1.4

»Forsvarsevne« indebærer sikring af tilstrækkelig kapacitet til at varetage de forventede opgaver og fastholdelse af doktrinen om, at opgaverne skal løses på den mest omkostningseffektive måde. Det er f.eks. nødvendigt at sikre størst mulig interoperabilitet. I øjeblikket bruger de 25 MS til sammen 160 mia. EUR om året på forsvar, hvoraf ca. 20 % anvendes til anskaffelse af materiel (inkl. forskning og udvikling, indkøb og støtte) (3).

2.1

I grønbogen sættes der fokus på, hvordan systemet for indkøb af forsvarsmateriel i de 25 MS kan forbedres. Der vil ikke kunne ske større fremskridt, før de andre »forsvarsevneaspekter« (jf. punkt 1.4 ovenfor) er afklaret (4). Industrien efterlyser navnlig klare retningslinjer, harmoniserede krav og kontinuitet. EØSU hilser ikke desto mindre initiativet velkommen, da det kan betragtes som et første skridt i etableringen af et mere bæredygtigt ESFP i et gennemsigtigt og konkurrencedygtigt marked.

2.2

EØSU støtter forslaget om, at EDA skal indtage en førende rolle. Der må være fuld klarhed om rollefordelingen mellem EDA og andre organer, der i øjeblikket er involveret i indkøb af forsvarsmateriel (5), og EØSU forventer en reduktion af deres respektive opgaver i takt med de fremskridt, der finder sted. De erfaringer, der er gjort af OCCAR (6) (som tager sig af den egentlige projektforvaltning, herunder det centrale spørgsmål om aftaleret), bør undersøges, før der foretages ændringer.

2.3

EØSU konstaterer med tilfredshed Kommissionens anerkendelse af, at medlemsstaternes udgangspunkter (og procedurer) for indkøb af forsvarsmateriel er meget forskellige, og at forandringer kan forventes at ske i forskellige tempi. Vi er enige i, at det er hensigtsmæssigt at etablere et fælles grundlag for indkøb af forsvarsmateriel, og i at dette i betragtning af den enighed og det øgede samarbejde, der er opnået mellem samtlige MS, kan gøres forholdsvis hurtigt.

2.4

EØSU er enig i, at der er behov for at mindske opsplitningen af markedet for forsvarsmateriel og øge konkurrenceevnen og gennemsigtigheden som en forudsætning for at kunne opretholde og styrke en bæredygtig europæisk forsvarsindustri og for at kunne bidrage til en mere omkostningseffektiv opbygning og forvaltning af en passende forsvarskapacitet.

2.5

Analysen i grønbogens afsnit 2 af de specifikke forhold på markedet for forsvarsmateriel er et godt udgangspunkt for markedsovervejelser og afslører nogle af de vanskeligheder, man står over for.

2.6

EØSU understreger imidlertid, at det først og fremmest er op til de pågældende industrier at foretage en omstrukturering af forsvarsindustrien under hensyntagen til markedsforholdene (7). En god begrundelse herfor er, at de fleste betydningsfulde virksomheder er transnationale, selv om deres kunder er nationale. Hertil kommer, at MS har forskellige industrielle strategier, hvoraf forsvarsindustrierne kun udgør en del.

2.7

Industrien (både inden for forsvarssektoren og andre sektorer) må undgå for mange lovgivningsmæssige procedurer, hvis den skal fungere effektivt og yde omkostningseffektive og økonomiske resultater.

3.1

Det må afklares præcist, hvilke dele af proceduren for indkøb af forsvarsmateriel der skal dækkes af de regler, der er aftalt. Ud over anskaffelsen af dette materiel må der også tages hensyn til andre aspekter såsom forskning og udvikling, vedligeholdelse, reparation, ændringer og uddannelse, som alle indgår i udgifterne ved »ejerskab«, og som på længere sigt normalt er forbundet med langt større omkostninger end selve materielindkøbet.

3.2.1

EØSU er enig i, at der fortsat vil være behov for at gøre brug af undtagelser fra EU's regler om offentlige indkøb i henhold til EF-traktatens artikel 296 for at gøre det muligt for MS at beskytte væsentlige sikkerhedsinteresser.

3.2.2

Kommissionen bør angive værdien af det materiel, som i en periode på fem år er berørt af afvigelsen fra reglerne (og vise det som en procentdel af EU's samlede udgifter til forsvarsmateriel). Hermed ville der være et referencepunkt for måling af fremskridt.

3.2.3

Problemet er, at sådanne afvigelser for nogle medlemsstater er blevet reglen snarere end undtagelsen, hvilket klart er uforeneligt med det indre marked. EØSU er enig med Kommissionen i, at dette børe ændres. Vanskeligheden består i at anvende artikel 296 i overensstemmelse med afgørelser i tidligere sager (8) og samtidig bevare den mulighed, artiklen indeholder, for at afvige fra standardreglerne for offentlige indkøb. Medlemsstaterne må være forberedt på at skulle begrunde deres afvigelser (juridisk, om nødvendigt). Fordelene ved øget konkurrence og gennemsigtighed bør fremhæves i debatten.

3.2.4

Den i artikel 296, stk. 2, nævnte liste over produkter, der blev fremstillet i 1958, som angiver anvendelsesområdet for artikel 296, stk. 1, fungerer ikke, og det er ikke sandsynligt, at den vil være noget nyttigt redskab til at sikre korrekt anvendelse af sikkerhedsbegrundede afvigelser fra bestemmelserne. Hver sag må fortsat behandles for sig, da selv grundlæggende materiel (9) i nogle tilfælde falder inden for rammerne af undtagelserne. Hertil kommer, at sådanne lister ikke kan forventes at holde trit med udviklingen.

3.2.5

Med hensyn til at definere, hvilket materiel og dermed forbundne tjenesteydelser, der er dækket af artikel 296, findes der således ikke nogen enkel løsning. Som et første skridt er det nødvendigt at præcisere EU's eksisterende lovgivning i form af en »fortolkningsmeddelelse«, som skal fremme forståelsen og muliggøre en bedre og mere konsekvent anvendelse af reglerne.

3.2.6

En sådan meddelelse vil have følger ikke kun for indkøb, men også for en række andre aspekter, herunder statsstøtte og (muligvis) forsyningspligtydelser. Der må derfor også tages hensyn til disse aspekter.

3.2.7

Vi mener, at en »forhandlingsprocedure« med forhåndsindberetning er en passende løsning for de særlige materielbehov på forsvarsområdet, hvor »åbne« og »lukkede« metoder ikke er hensigtsmæssige. Et sådant forslag skal eventuelt tages op til fornyet overvejelse, efter at der er indhøstet erfaringer fra arbejdet med »fortolkningsmeddelelsen«.

3.2.8

Nogle mener, at en meddelelse kun kan være en midlertidig foranstaltning, indtil et særdirektiv (eller andet specifikt lovgivningsinstrument) er vedtaget. EØSU mener, at behovet for et lovgivningsinstrument kan overvejes i lyset af en sådan »fortolkningsmeddelelse«, når meddelelsen er udarbejdet og vedtaget. Vi håber, at udarbejdelsen af meddelelsen vil blive påbegyndt snarest muligt.

3.2.9

Der findes en anden mulighed, der ikke er nævnt i grønbogen: at etablere en »adfærdskodeks« for de deltagende medlemsstater som alternativ metode til oprettelse af et europæisk marked for forsvarsmateriel (EDEM). Da området falder inden for medlemsstaternes kompetence, kunne denne mulighed overvejes — formodentlig med EDA som formidlende organ. Det kan måske være vanskeligt at overvåge og håndhæve en sådan kodeks, og enhedsmarkedsaspekterne må derfor stadig indarbejdes.

3.3.1

Der ikke noget klart behov for en yderligere gennemgang af udbudssystemet og –formen. Hvis forsvarsmateriel i princippet skal betragtes som enhver anden del af det indre marked (skønt der er flere undtagelsesmuligheder), vil det formodentlig blive behandlet på samme måde som andre udbud. Dette vil indebære forskellige systemer og problemer, som også dukker op på andre områder, f.eks. med hensyn til sprog. Der findes ikke nogen overbevisende begrundelse for et centraliseret system for offentliggørelse af udbud.

3.3.2

De potentielle problemområder er fortrolighed og modydelser, som man oftere støder på i forbindelse med forsvarsmateriel end ved andre former for udstyr og tjenesteydelser, samt forsyningssikkerhed, da det er vanskeligt at skifte leverandører eller aftalepartnere, når først der er indgået kontrakt. Alle disse områder bør høre ind under de berørte medlemsstaters kompetence, skønt generelle retningslinjer fra Kommissionen kan være hensigtsmæssige.

3.4.1

Det er ofte vanskeligt som industrien ser ud i dag at klassificere virksomheder som »producenter af forsvarsmateriel«. Meget udstyr har nu dobbelt anvendelsesmulighed og andelen heraf er stigende. Dette er ønskeligt ud fra flere synsvinkler; for eksempel kan stordriftsfordele give mere konkurrencedygtig prissætning, og der kan nemmere opnås forsyningssikkerhed.

3.4.2

Den forskningsindsats, der er lagt i produktionen af sådant udstyr, kan også udnyttes til andre (civile) formål. Det er derfor vigtigt, at ressourcer, som afsættes til FTU i forsvarsudstyr, ikke bliver alt for stift reguleret.

3.4.3

EØSU mener, at der stadig er meget at gøre for at opnå størst mulig vægtning af den samordning og målretning, der er nødvendig på forsvarsmaterielområdet, som nævnt i den tidligere udtalelse om forsvarsmateriel (10).

3.5.1

EØSU hilser etableringen af EDA velkommen og erkender, at det kan spille en ledende rolle på forsvarsmaterielområdet. Vi noterer, at det stadig er i gang med at opbygge de ressourcer, der er nødvendige for varetagelsen af de opgaver, det har fået tildelt.

3.5.2

Det vil være vigtigt for EDA at sikre, at EU's doktrin og beredskab fuldt ud tager hensyn til NATO's rolle, doktrin og beredskab ved at optimere interoperabiliteten og minimere forskellene. Det står endnu ikke klart, hvorvidt EDA kan gøre en forskel, hvis det deltager direkte i offentlige indkøb, men med dets ekspertise på forsvarsmaterielområdet skulle det have gode forudsætninger for at fremlægge forslag til en bedre harmonisering af nationale bestemmelser.

3.5.3

Det kan også yde et værdifuldt bidrag til at opnå af opbakning til finansielle aspekter af et muligt samarbejde om forsvarsmateriel. Der kan meget vel opstå vanskeligheder med fordelingen af FTU-omkostninger og –fordele og med at holde forsvarsrelaterede og generelle aspekter adskilt i den forbindelse.

3.5.4

EDA skal også medvirke til at tilnærme nationale licensordninger, som spiller en rolle ved overførsel af forsvarsmateriel mellem medlemsstater. I dag er procedurerne både forskelligartede og tunge. Desuden kan det bidrage til at få en aftale i stand om, hvorledes kompensationskøb skal håndteres, da disse fortsat vil indgå i offentlige indkøb.

3.5.5

EDA kunne arbejde på at få en aftale i stand om medlemsstaternes industripolitik på forsvarsmaterielområdet og fastlægge, hvad der er »strategisk materiel«, som EU gerne vil kunne producere selv for at mindske afhængigheden af tredjelande. Dette ville være overordentlig værdifuldt.

3.5.6

EDA kan måske også tilskynde medlemsstaterne til at overveje innovative fremgangsmåder for statslige indkøb såsom pooling, leasing og specialisering for at opfylde kapacitetsbehovet.

3.5.7

FUSP kan kun fungere effektivt, hvis medlemsstaterne udviser den nødvendige stærke politiske vilje til at opbygge og fastholde den kapacitet, der kræves for at opfylde EU's forpligtelser. EDA bør derfor også gøre sit til at tilskynde medlemsstaterne hertil.

4.1

Forsvarsmateriel er kun én af forudsætningerne for en effektiv »forsvarsevne«. Industrien får brug for klare retningslinjer, harmoniserede krav og kontinuitet, hvis det skal udfylde sin rolle fuldt ud. Den må også have hovedansvaret for den nødvendige omstrukturering. Derudover må industrien forskånes for alt for tunge lovgivningsmæssige procedurer.

4.2

Det må afklares præcist, hvilke dele af proceduren for indkøb af forsvarsmateriel der skal dækkes af de regler, der er aftalt.

4.3

Der vil stadig være brug for traktatens artikel 296. For at gøre fremskridt i begrænsningen af den alt for hyppige anvendelse af den, må Kommissionen fastlægge et referencepunkt ved at undersøge, hvor meget der i dag afviges fra reglerne. Det er ikke praktisk gennemførligt at føre lister over materiel og procedurer, på hvilke artikel 296 kan anvendes.

4.4

Som et første skridt bør Kommissionen snarest muligt udarbejde en »fortolkningsmeddelelse« vedrørende artikel 296. Først efter, at der er indhøstet erfaringer med denne meddelelse, vil det være muligt at afgøre, om et lovgivningsinstrument også er nødvendigt.

4.5

Materiel med »dobbelt anvendelsesmulighed« bliver mere og mere almindeligt, hvilket må hilses velkommen, ikke mindst fordi FTU, som anvendes på militært materiel, også potentielt vil kunne anvendes til civile formål.

4.6

EØSU støtter forslaget om, at det europæiske forsvarsagentur (EDA) skal indtage en førende rolle. Der må være klarhed over rollefordelingen mellem samtlige deltagende agenturer.

4.7

EDA skal bl.a. varetage følgende vigtige opgaver:

8.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 221/56

1.1

Det foreliggende forslag er en del af den såkaldte tredje jernbanepakke, der blev vedtaget af Kommissionen den 3. marts 2004. De andre dele er:

samt

1.2

Den første jernbanepakke (også kaldet infrastrukturpakken) trådte i kraft den 15. marts 2001 og skulle være omsat i national lovgivning senest den 15. marts 2003. Pakken omfatter:

1.3

I oktober 2003 indbragte Kommissionen 9 medlemsstater for EF-Domstolen for ikke at have givet meddelelse om omsætning af den første jernbanepakke i national lovgivning. I maj 2004 havde fem lande fortsat ikke gennemført bestemmelserne i national lovgivning og to medlemsstater kun delvis.

1.4

Den anden jernbanepakke blev offentliggjort i EU-Tidende den 30. april 2004 og skal omsættes i national lovgivning inden den 30. april 2006. Pakken omfatter:

1.5

Med den første og den anden jernbanepakke etableredes retsgrundlaget for det indre marked for jernbanegodstransport. Foranstaltningerne omfatter markedsåbning, licenstildeling og sikkerhedscertificering inden for jernbanetransport, adgang til infrastruktur og opkrævning af afgifter ved brug af infrastruktur, tilvejebringelse af rammeforskrifter om jernbanesikkerhed samt tiltag til etablering af teknisk interoperabilitet i jernbanesystemet.

1.6

Disse nye rammeforskrifter kræver, som EØSU allerede påpegede i sin udtalelse om den anden jernbanepakke (8), en gennemgribende omstrukturering af sektoren og oprettelse af nye myndigheder og kompetencer.

1.7

I samme udtalelse understregede EØSU ligeledes behovet for sociale forskrifter på EU-plan. Den 17. januar 2004 undertegnede de europæiske arbejdsmarkedsparter i jernbanesektoren, Fællesskabet af de Europæiske Jernbaner (CER) og Sammenslutningen af Transportarbejderforbund i Den Europæiske Union (ETF) følgende to Europa-aftaler:

1.8

Kommissionen har i den tredje jernbanepakke fremsat et forslag til direktiv om certificering af togpersonale, der skal træde i kraft i 2010 eller 2015.

1.9

Ved at foreslå en yderligere ændring af direktiv 91/440/EØF forfølger Kommissionen sit mål om en gradvis liberalisering af jernbanesektoren.

2.1

Kommissionen foreslår en liberalisering af markedet for international personbefordring fra 1. januar 2010. Forslaget omfatter også cabotage, dvs. af- og påstigning undervejs på hele ruten. Samtidig skal bestemmelsen om fri markedsadgang for internationale sammenslutninger stryges.

2.2

I EU-25 rejser hvert år omkring 6 mia. passagerer med tog. De lokale og regionale transporttjenester tegner sig for størstedelen. Kun ca. 10 % af personbefordringen — målt på antal solgte billetter — falder på international personbefordring, som omfatter regionale tjenester på tværs af grænserne, internationale fjernruter og grænseoverskridende højhastighedstjenester.

2.3

Kommissionen erkender, at en liberalisering af markedet for international personbefordring, herunder cabotage, eventuelt kan true den økonomiske balance inden for offentlig personbefordring. Den foreslår derfor at tillade en begrænsning af den frie markedsadgang på forbindelser, der i henhold til forordning (EØF) nr. 1191/69 allerede er omfattet af kontrakter om offentlig service, og hvor en liberalisering af den internationale transport risikerer at true balancen. Begrænsningen kan kun tillades, hvis den er absolut nødvendig for opretholdelsen af den offentlige transport, og såfremt den godkendes af den regulerende myndighed i overensstemmelse med artikel 30 i direktiv nr. 2001/14/EF. Der skal gives adgang til at begære domstolsprøvelse.

2.4

Kommissionen skal senest den 31. december 2012 fremlægge en rapport om gennemførelsen af bestemmelserne.

3.1.1

Forslaget om liberalisering af international personbefordring er baseret på den antagelse, at konkurrence inden for grænseoverskridende transport vil have en eller flere af følgende virkninger: højere passagertal, overflytning fra andre transportformer (særlig lufttransport) til skinner, bedre kundeservice og lavere takster.

3.1.2