ISSN 1725-2393

Den Europæiske Unions

Tidende

C 157

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

48. årgang
28. juni 2005


Informationsnummer

Indhold

Side

 

II   Forberedende retsakter

 

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

 

413. plenarforsamling den 15.-16. december 2004

2005/C 157/1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Den europæiske forsikringskontrakt

1

2005/C 157/2

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Turisme og sport: de kommende udfordringer for Europa

15

2005/C 157/3

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen: Mod en europæisk strategi for nanoteknologi(KOM(2004) 338 endelig)

22

2005/C 157/4

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Europæisk færdselslov og bilregistrering

34

2005/C 157/5

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Fremme af søtransport og ansættelse og uddannelse af søfolk

42

2005/C 157/6

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Udkast til Kommissionens beslutning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 86 på statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse og Kommissionens direktiv om ændring af direktiv 80/723/EØF om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder

48

2005/C 157/7

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om anerkendelse af sønæringsbeviser, som er udstedt af medlemsstaterne, og om ændring af direktiv 2001/25/EFKOM(2004) 311 endelig — 2004/0098 (COD)

53

2005/C 157/8

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmoniserede flodtrafikinformationstjenester på de indre vandveje i FællesskabetKOM(2004) 392 endelig — 2004/0123 (COD)

56

2005/C 157/9

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets forordning om oprettelse af et EF-fiskerikontrolagentur og om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitikKOM(2004) 289 endelig — 2004/0108 (CNS)

61

2005/C 157/0

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg Den europæiske handlingsplan for miljø og sundhed 2004-2010KOM(2004) 416 endelig

65

2005/C 157/1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indførelse af standarder for human fældefangst for visse dyrearterKOM(2004) 532 endelig — 2004/0183 (COD)

70

2005/C 157/2

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 87/328/EØF med hensyn til opbevaring af tyresæd til handel inden for FællesskabetKOM(2004) 563 endelig — 2004/0188 CNS

74

2005/C 157/3

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Opfølge strukturændringer: En industripolitik for det udvidede EuropaKOM(2004) 274 endelig

75

2005/C 157/4

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv(KOM(2004) 279 endelig — 2004/0084 (COD))

83

2005/C 157/5

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om undersøgelse af forbindelsen mellem lovlig og ulovlig indvandring(KOM(2004) 412 endelig)

86

2005/C 157/6

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om styret indrejse i EU af personer, der har behov for international beskyttelse, og styrkelse af beskyttelseskapaciteten i hjemregionerne bedre adgang til holdbare løsninger(KOM(2004) 410 endelig)

92

2005/C 157/7

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet: En mere effektiv fælles asylordning i Europa: En enkelt procedure som næste skridtKOM(2004) 503 endelig — SEK(2004) 937

96

2005/C 157/8

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om adgangen til EU's eksterne bistand(KOM(2004) 313 endelig — 2004/0099 (COD))

99

2005/C 157/9

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: etablering af en bæredygtig landbrugsmodel for Europa ved hjælp af reformen af den fælles landbrugspolitik — Reformforslag for sukkersektorenKOM(2004) 499 endelig

102

2005/C 157/0

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra kommissionen: videnskab og teknologi, nøglen til europas fremtid — retningslinjer for EU's politik til støtte af forskningKOM(2004) 353 endelig

107

2005/C 157/1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber og om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF KOM(2004) 177 endelig — 2004/0065 (COD)

115

2005/C 157/2

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg samt Regionsudvalget: Flere ældre i arbejde — senere udtræden af arbejdsmarkedetKOM(2004) 146 endelig

120

2005/C 157/3

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Hvidbog om gennemgang af Rådets forordning (EØF) nr. 4056/86 om anvendelsen af traktatens konkurrenceregler på søtransport (foreligger d.d. ikke på dansk) KOM(2004) 675 endelig

130

2005/C 157/4

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om et flerårigt EF-program til fremme af en sikrere brug af internettet og nye onlineteknologierKOM(2004) 91 endelig — 2004/0023 (COD)

136

2005/C 157/5

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Adgangen til Europa ad søvejen i fremtiden. Udviklingstendenser og foregribelse af disse

141

2005/C 157/6

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1260/1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene og om forlængelse af PEACE-programmets varighed og tildeling af nye forpligtelsesbevillingerKOM(2004) 631 endelig

147

2005/C 157/7

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1059/2003 om indførelse af en fælles nomenklatur for regionale enheder (NUTS) som følge af Tjekkiets, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelse af Den Europæiske UnionKOM(2004) 592 endelig — 2004/0202 (COD)

149

2005/C 157/8

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forholdet mellem generationerne

150

2005/C 157/9

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Sameksistens mellem genetisk modificerede afgrøder og konventionelle og økologiske afgrøder

155

2005/C 157/0

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet — EU-aktionsplan for økologiske fødevarer og økologisk landbrugKOM(2004) 415 endelig

167

DA

 


II Forberedende retsakter

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

413. plenarforsamling den 15.-16. december 2004

28.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 157/1


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Den europæiske forsikringskontrakt«

(2005/C 157/01)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 17. juli 2003 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en udtalelse om »Den europæiske forsikringskontrakt«

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Jorge Pegado Liz til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 10. november 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 413. plenarforsamling den 15.-16. december 2004, mødet den 15. december, følgende udtalelse med 137 stemmer for, 1 imod og 2 hverken for eller imod:

1.   Indledning: Målet med initiativudtalelsen og begrundelse

1.1

De grundlæggende regulerende principper for indgåelsen og gyldigheden af forsikringskontrakter i de nationale retssystemer er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat, skønt de har fælles oprindelse og i deres struktur ligner hinanden meget.

1.2

Da forsikringskontrakten skaber større sikkerhed i de kommercielle forbindelser mellem erhvervsdrivende og forbrugere, og derfor er en vigtig faktor for det indre markeds funktion, er der fare for, at forskellene mellem væsentlige aspekter af forsikringskontrakten i de forskellige nationale retssystemer rejser hindringer for gennemførelsen af det indre marked og vanskeliggør den grænseoverskridende markedsføring af dette finansinstrument.

1.3

Målet med denne initiativudtalelse er således at gøre de kompetente myndigheder på nationalt og EU-plan opmærksom på behovet for at:

pege på de spørgsmål og problemer for forbrugerne og det indre marked, som opstår, fordi forsikringskontrakter i dag er omfattet af forskellige retlige definitioner og bestemmelser;

indkredse de principper, der er fælles for medlemsstaternes forskellige regelsæt for forsikringskontrakter, og de områder, som ud fra et teknisk-juridisk synspunkt kan harmoniseres;

undersøge mulige løsninger og foreslå egnede modeller, principper eller instrumenter, som kan sikre den mest hensigtsmæssige regulering af forsikringskontrakter på EU-plan.

1.4

Lige siden udarbejdelsen af nærværende initiativudtalelse blev påbegyndt, var vi klar over, at det var utroligt vigtigt i den forbindelse at kunne trække på input fra gruppen »Restatement of European Insurance Contract Law«, der ledes og koordineres af prof. Dr. Jur. Em. Fritz Reichert-Facilides fra universitetet i Innsbruck, og hvori der sidder velrenommerede jurister og fagfolk inden for forsikringsbranchen fra 15 europæiske lande.

1.4.1

Det glædede os derfor meget, at prof. Reichert-Facilides omgående tog imod anmodningen om at være ekspert for udtalelsen og straks udarbejdede et indledende bidrag (Position Paper I).

1.4.2

Ulykkeligvis afgik Prof. Reichert-Facilides uventet ved døden midt under udarbejdelsen af denne udtalelse.

1.4.3

Den interesse, som Prof. Reichert-Facilides viste for forsikringsspørgsmålet gennem hele sit intense akademiske liv, og arbejdspapiret »Restatement«, retfærdiggør til fulde at der henvises hertil i denne udtalelse med en særlig tak for hans store engagement og som en hyldest til hans minde.

1.4.4

Dette er baggrunden for, at et uddrag af hans »Position Paper I«, der blev udarbejdet som et oplæg til forberedelsen af denne udtalelse, og formentlig er et af hans sidste skrifter, citeres i det følgende.

»1.

Det er en alvorlig hindring for indførelsen af et indre forsikringsmarked, at den europæiske forsikringsaftaleret er så forskelligartet. Dette har været gruppens vurdering lige fra starten. EØSU har også klart understreget dette i sin initiativudtalelse »Forbrugerne på forsikringsmarkedet« af 29. januar 1998 (EFT C 95 af 30.3.1998, s. 72; se f.eks. punkt 1.6 og 2.1.9, andet afsnit). Kommissionen synes i mellemtiden at have indset dette (se Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet af 12. februar 2003: En mere sammenhængende europæisk aftaleret — En handlingsplan, KOM(2003) 68 endelig, EUT af 15.3.2003, s. 1; i det følgende betegnet »Handlingsplan«; se f.eks. punkt 27, 47, 48 og 74).

2.

Harmonisering af lovgivning generelt — og naturligvis også forsikringsaftalelovgivning — kan kun ske på grundlag af grundige sammenlignende undersøgelser af lovgivningen. Gruppen har bestræbt sig på at udarbejde et »restatement«. Hvad menes med »restatement«? Ordet er afledt af verbet »to restate« i betydningen »to express again or convincingly«. I juridiske kredse er »Restatement« en teknisk term, der er specifik for USA. Det står — som bekendt i fagkredse — for et sammenfattet sæt af bestemmelser, der stammer fra forskellige, men i det væsentlige ensartede kilder, som er blevet systematiseret og samlet som den »bedste løsning«. Arbejdet udføres i privat regi — og ikke som lovgivning — af det amerikanske »Law Institute«. Lighederne mellem de forskellige kilder ligger i, at den amerikanske »Common Law« er grundlaget for de enkelte staters lovgivning på det privatretlige område. I den europæiske forsikringslovgivning beror lighederne først og fremmest på det fælles emne: »forsikring«. Dette emne skaber i kraft af sin natur omtrent de samme reguleringsbehov. Retningslinierne for udforskningen af den optimale løsning for forsikringsaftaleretten kunne være følgende: for det første må der tages behørigt hensyn til enhver forsikringsaftalerets vigtigste opgave, nemlig fastlæggelse af retlige rammer for effektiv risikodækning fra forsikringsgiverens side, således at forsikringssektoren kan fungere godt. For det andet er det vigtigt, at der tages ligeligt hensyn til parternes modstridende interesser. Her bør man holde sig for øje, at tendensen i dag går i retning af at yde forsikringstageren en relativt høj beskyttelse.

3.

Gruppens »restatement« fokuserer på ufravigelige regler (henholdsvis delvis ufravigelige regler, som er i den forsikredes interesse). Hvorfor? Man må huske på, at den »levende« forsikringsaftaleret ikke findes i en nedskreven lov, men i standardaftalevilkår. Dette bør respekteres ikke alene fordi virkeligheden ser sådan, men også i anerkendelse af princippet om aftalefrihed. Dette er nødvendigt af hensyn til »ordre public« og for at beskytte den forsikrede (eller tredjeparter, som begunstiges af forsikringen). Man må især være opmærksom på aftalevilkår, som kan begrænse forsikringsbeskyttelsen. I alle europæiske retsordner er den tekniske fremgangsmåde for opfyldelsen af dette mål lovfæstet indførelse af delvis ufravigelige forsikringsregler. — De problemer, der i dag stiller sig i vejen for det indre marked, beskrives således i Handlingsplanen: »Med tiden har medlemsstaterne udviklet regler, der har betydning for, hvilke vilkår og betingelser der kan eller ikke kan medtages i en forsikringsaftale eller en anden aftale om finansielle tjenesteydelser. I det omfang, at disse regler er forskellige, kan det få betydning for, hvilke produkter der udbydes på tværs af landegrænserne«. Hvis man virkeligt vil skabe et indre forsikringsmarked, kommer man ikke uden om harmonisering af disse begrænsninger af forsikringsaftaleretten, således at alle (standard)aftaler, der overholder sådanne ensartede regler, i konkurrence med andre kan udbydes i alle europæiske lande og dermed skabe en uopsplittet markedssituation. Dette er netop målet med gruppens projekt.

4.

Den komparative lovforberedelse (som nævnt ovenfor i punkt 2) er også afspejlet i selve sammensætningen af projektgruppen. Den består af eksperter fra 16 forskellige retsordner på forsikringsområdet (i og uden for EU).

5.

Spørgsmålet er, om nærværende »restatement« skal finde en erstatning for de eksisterende nationale regler eller udforme en ny model (som ville være nummer 16 i rækken) specielt for grænseoverskridende aftaler. Handlingsplanen tager dette problem op ved at pege på et optionelt instrument som en mulighed. Her skal vi ikke komme nærmere ind på dette spørgsmål.

6.

Ved komparative undersøgelser af forsikringsaftaleretten må man være meget opmærksom på den generelle aftaleret. Projektgruppen har derfor specielt holdt sig de såkaldte Lando/Beale-principper for øje. Desuden har den samarbejdet tæt med »Arbejdsgruppen for en Europæisk Civilret« (professorerne Christian v. Bar og Hugh Beale). Gruppens særlige arbejdsområde er forsikringsaftaleret.«

1.5

Som led i udarbejdelsen af udtalelsen blev der afholdt flere arbejdsmøder med repræsentanter for Kommissionen, der er beskæftiget med forsikringssektoren og gennemførelsen af det indre marked, Den Europæiske Forsikringskomité og Kontoret for de Europæiske Forbrugerorganisationer med det mål at indhente umiddelbare indtryk, reaktioner og forslag vedrørende dette emne.

1.6

Det blev også besluttet at udarbejde et spørgeskema, der blev tilsendt en lang række offentlige og private organer på nationalt og EU-plan, som er repræsentative for de vigtigste interesser, der står på spil, og at afholde en høring med deltagelse af de vigtigste repræsentanter for de berørte interesser (forsikringsselskaber, erhvervsfolk og andre udbydere samt forbrugere) såvel som jurister med speciale på området og forskere på forskellige områder og inden for forskellige retssystemer.

1.7

Nærværende udtalelse indeholder et sammendrag af de modtagne besvarelser af omtalte spørgeskema, og af de reaktioner og forslag, der blev fremført på høringen den 16. april 2004.

2.   Tidligere udtalelser om emnet

2.1

Emnet er ikke nyt for EØSU. Allerede i initiativudtalelsen om »Forbrugerne på forsikringsmarkedet«  (1) blev der henvist til »Forslaget til direktiv om samordning af de ved lov og administrativt fastsatte bestemmelser for forsikringsaftaler«  (2) , der hovedsageligt sigtede mod at harmonisere visse grundlæggende bestemmelser inden for forsikringsaftaleretten. EØSU beklagede også, at det ikke så ud til, at Kommissionen »ville vende tilbage til disse emner i den nærmeste fremtid, skønt den herskende opfattelse både blandt forsikringsaktører og forbrugerorganisationer er, at den lange række hindringer, der har stået i vejen for realiseringen af enhedsmarkedet på dette område, skyldes denne mangel på EU-lovgivning om forsikringsaftaler (et mindstemål af harmonisering af gældende ret)«  (3) .

2.1.1

EØSU fremhævede i samme udtalelse som den første af de erkendte generelle hindringer for realiseringen af det indre forsikringsmarked »den manglende harmonisering af gældende ret, med andre ord et mindstemål af regulering af forsikringsaftaleretten i EU«  (4).

2.1.2

Desuden henledte EØSU opmærksomheden på, at der på EU-plan ikke er nogen »juridisk ramme med definitioner af regler om et mindsteniveau af gennemsigtighed i forsikringsaftaler generelt, herunder skadesforsikring, eller mere specifikt, som beskriver urimelige, generelle kontraktvilkår på forsikringsområdet, eller som fastsætter generelle principper for god tro eller afbalanceret aftale, specifikt på forsikringsområdet«  (5).

2.1.3

Og det præciseredes, at: »De forskellige måder, hvorpå hver enkelt medlemsstat har reguleret — eller ikke reguleret — disse spørgsmål, samt manglen på lovgivning, som overlader et helt marked, hvor konkurrencen langt fra er perfekt og hvor de, der handler for den ene side, er tilbøjelige til at arbejde sammen til skade for den anden part, betyder, at der eksisterer et uhyre stort antal forskellige løsninger på identiske situationer på det indre marked, nemlig i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner, som bliver mere og mere enkle i takt med fremkomsten af informationssamfundet« (6).

2.1.4

Efter at have gennemgået de områder, hvor der efter EØSU's mening kunne/burde foretages en harmonisering, konkluderede udtalelsen, at »det er hensigtsmæssigt at tage Kommissionens forslag til direktiv om mindsteharmonisering på forsikringsområdet fra 1979 op til behandling igen i lyset af subsidiaritetsprincippet«  (7). Kommissionen opfordredes til at gøre sit yderste for at definere fælles EU-minimumskrav til forsikringsaftaler (forslag til direktiv) (8).

2.2

Endvidere har såvel forbrugerorganisationer som assurandørsammenslutninger gennem lang tid påpeget, at der er brug større harmonisering af forsikringsaftaleretten.

2.2.1

Allerede i 1986 erklærede European Consumer Law Group, at det var nødvendigt at foretage en vis harmonisering af forsikringsaftaleretten i Fællesskabet, og beskrev i detaljer de aspekter af relationerne i forbindelse med forsikringsaftaler, som efter deres mening burde harmoniseres (9).

2.2.2

Ligeledes har Kontoret for de Europæiske Forbrugerorganisationer (BEUC) i hvert fald siden 1994 slået til lyd for indførelse af en »grundlæggende retsramme« for de vigtigste aspekter af forsikringsaftalerne, som kan udgøre »et fælles retsgrundlag med minimumsforskrifter«.

2.2.3

En lignende holdning blev fastlagt i december 1998 af forskellige forbrugerorganisationer.

2.2.4

Endelig har Den Europæiske Forsikringskomité i en nylig kommentar til Kommissionens meddelelse om en mere sammenhængende europæisk aftaleret — efter at have givet Kommissionen ret i, at mangfoldigheden af nationale bestemmelser om forsikringsaftaler med forbrugere er en hindring for udviklingen af grænseoverskridende forsikringstransaktioner — påpeget, at hvad angår den såkaldt »harmoniserede« fællesskabsret skaber antallet og kompleksiteten af bestemmelserne i de forskellige retsakter om forsikringsaftaler reelle problemer.

2.2.4.1

Den konkluderer, efter at have nævnt en række tilfælde af overflødig gentagelse af identiske bestemmelser eller ubegrundede afvigelser mellem bestemmelser i den gældende EU-ret, at den støtter dette forslag om forbedring af fællesskabsretten forudsat, at der først gennemføres en passende costbenefitanalyse og en komplet høring af de berørte parter, og at der fokuseres på hindringerne for det indre marked (10).

2.3

Kommissionen har på sin side i sine meddelelser om »Europæisk aftaleret« (11) og »En mere sammenhængende europæisk aftaleret — En handlingsplan« (12) understreget, at forsikringsaftaleområdet ifølge flere af de adspurgte organer er et af de mest problematiske områder blandt de finansielle tjenesteydelser på grund af »forskellene mellem nationale lovgivninger«. Den peger derfor på, at »yderligere konvergens af sådanne foranstaltninger kan være nødvendig for at afveje behovet for større harmonisering af nationale regler mod behovet for at sikre fornyelsen og udvalget af produkter«, og betegner ligefrem dette som et centralt initiativ som led i »en opfølgning af handlingsplanen om bedre regulering«  (13).

2.4

Endelig har Europa-Parlamentet i sin beslutning om Kommissionens meddelelse om ovennævnte Handlingsplan beklaget »mangelen på en hurtig indsats med henblik på at frembringe optionelle instrumenter inden for en række sektorer, såsom forbrugertransaktioner og forsikring, hvor betydelige fordele kunne opnås både til støtte for det indre markeds virkemåde og til udvidelse af interne fællesskabstransaktioner og –handel«, og erklæret, at»man med henblik på at fremme handelen på tværs af grænserne inden for det indre marked burde prioritere en hurtig indførelse af et optionelt instrument inden for en række sektorer, navnlig sektorerne for forbrugeraftaler og forsikringsaftaler«. Kommissionen opfordres derfor »til hurtigst muligt at frembringe et tilvalgsinstrument inden for forbruger- og forsikringsaftaler, samtidig med at der sikres et højt niveau inden for forbrugerbeskyttelse og integrering af hensigtsmæssige præceptive bestemmelser«  (14).

3.   Svarene på spørgeskemaet og høringen den 16. april 2004

3.1

Det spørgeskema, som i sin tid blev tilsendt forskellige organer, blev besvaret af nationale reguleringsmyndigheder i forskellige lande, forskellige interesseorganisationer, der repræsenterer erhvervslivet, handelslivet og forbrugerne. Der indløb i alt 27 besparelser.

3.1.1

Der kom svar fra Tyskland, Østrig, Belgien, Slovakiet, Slovenien, Finland, Frankrig, Liechtenstein, Litauen, Malta, Norge, Polen og Sverige.

3.1.2

Medlemmerne af projektgruppen »Restatement of European Insurance Contract Law« gav en samlet besvarelse i en fælles udtalelse.

3.2

Der var et markant flertal, som svarede, at

a)

den manglende harmonisering af forsikringsrettens ufravigelige bestemmelser er en hindring for udbydelse af forsikringstjenester over grænserne, hvilket illustrere med rigelige eksempler;

b)

denne situation hindrer forbrugere, som ønsker at forsikre sig, i at opnå udenlandsk forsikringsdækning; det underbygges med utallige eksempler;

c)

dette forhold er en hindring for forsikringsformidlere, som leverer tjenesteydelser over grænserne, hvilket der gives flere eksempler på;

d)

harmoniseringen af forsikringsrettens ufravigelige bestemmelser ville gøre det nemmere for forsikringsvirksomheder, forbrugere og forsikringsformidlere at øge deres grænseoverskridende forsikringstransaktioner;

e)

Kommissionens direktiv fra 1979-1980 er stadig et godt udgangspunkt for drøftelsen af dette emne, skønt det bør rettes til terminologisk og efter andre kriterier, hvilket nogle besvarelser gav eksempler på og forslag til.

3.3

I høringen deltog 46 repræsentanter fra 36 organismer i 17 lande.

3.4

I lyset af besvarelserne af spørgeskemaet og diskussionerne under høringen kan det slås fast, at der blev opnået en generel konsensus efter følgende principielle retningslinier:

3.4.1

Der er markante forskelle mellem de nationale retssystemer, når det gælder regulering af forsikringskontrakter.

3.4.2

Der er et betydeligt efterslæb i harmoniseringen af forsikringslovgivningen i EU, hvilket påvirker gennemførelsen af det indre marked på dette område.

3.4.3

Især for de små og mellemstore forsikringsvirksomheder (individuelle forbrugere og SMV) er en vis grad af harmonisering ønskelig/nødvendig for at undgå ulighed og diskrimination (masserisici).

3.4.4

Tilnærmelsen i retning af en harmonisering af forsikringsaftaleretten bør ske gradvist (step-by-step) og ikke være alt for kompromisløs ud fra den betragtning, at harmonisering ikke er et mål i sig selv, men et middel til gennemførelsen af det indre marked efter principperne om nødvendighed og proportionalitet.

3.4.5

De vigtigste områder, som bør harmoniseres, er:

de ufravigelige bestemmelser

den generelle del af forsikringsaftaleretten.

3.4.6

Hvad formen angår, kan den kontraktmodel, som harmoniseringen munder ud i, være fakultativ, men når den først er indført, skal den i alle henseender være bindende for parterne.

3.4.7

Som instrument for indførelsen af denne model bør man vælge en forordning for at sikre fuldstændig harmonisering.

3.4.8

Kommissionens direktivforslag fra 1979 og 1980 med de ændringer, som EP og EØSU har foreslået, kan danne udgangspunkt for udarbejdelsen af modellen, men de bør omarbejdes gennemgribende i lyset af forsikringsrettens udvikling.

3.4.9

En harmonisering som skitseret ovenfor vil kunne lette tegningen af grænseoverskridende forsikringer og sætte skub i udviklingen af det indre marked på dette område.

3.4.10

Retsgrundlaget for et initiativ af denne art bør være traktatens artikel 95.

3.5

Nogle deltagere og besvarelser påpegede endvidere, at:

3.5.1

harmoniseringen bør være fakultativ og begrænset til definitionen af grundlæggende begreber.

3.5.2

Harmoniseringen bør kun gælde grænseoverskridende forsikringsaftaler og fysiske personer.

3.5.3

Harmoniseringen er ikke en universalløsning på problemet med den utilstrækkelige gennemførelse af det indre forsikringsmarked.

3.5.4

Man bør være særligt opmærksom på gensidige forsikringer samt socialforsorgs- og socialsikringsorganer på grund af deres særlige karakteristika.

4.   Behovet for et initiativ på EU-plan

4.1   Det indre marked og forsikring

4.1.1   Generelle bemærkninger til forsikring set i forhold til det indre marked

4.1.1.1

Det indre marked indebærer et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital (artikel 14, stk. 2, i EF-traktaten). »Forsikring« falder inden for fri udveksling af tjenesteydelser (artikel 49 — 55 i EF-traktaten). Forsikrere, som udbyder deres tjenester over grænserne eller etablerer sig i andre medlemsstater skaber konkurrence mellem nationale forsikringsprodukter og deres egne policer.

4.1.1.2

Følgelig får potentielle forsikringstagere flere valgmuligheder. Ideelt set skulle forsikringskundernes udvælgelse dermed blive den »usynlige hånd«, som styrer det indre forsikringsmarked.

4.1.1.3

Andre friheder har relevans for forsikringsområdet: garanti for fri overførsel af præmier og forsikringsprovenu (artikel 56 i EF-traktaten). Endvidere skulle det ikke få negative konsekvenser for forsikringspolicen, hvis den forsikrede udøver sin rettighed i henhold til EF-traktatens artikel 18 til at flytte til en anden jurisdiktion.

4.1.2   Status over harmoniseringen af forsikringslovgivningen og forsikringsaftaleretten

4.1.2.1

Den sammenhæng, der på en lang række punkter er mellem forsikringslovgivningen og de friheder, der er nedfældet i EF-traktaten, har foranlediget EU til at harmonisere vigtige dele af forsikringslovgivningen for at sikre et (vel)fungerende indre marked. Lovgivningen om forsikringskontrol er i vid udstrækning harmoniseret i EU og EØS gennem de såkaldte »tre generationer« af forsikringsdirektiver.

4.1.2.2

Med udgangspunkt heri er der indført et system med enkeltlicenser og hjemlandskontrol — således som det blev anbefalet i Domstolens dom af 4. december 1986 (15). Inden for forsikringsaftalelovgivningen er det næsten kun aspekter af international privatret og international procesret, der er blevet harmoniseret (16).

4.1.2.3

Den materielle forsikringsaftalelov er kun blevet harmoniseret i specifikke sektorer og inden for disse kun på bestemte punkter. Der er f. eks. en stor harmoniseret lovsamling om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (17). Der findes også fælles regler om retshjælpsforsikring (18).

4.1.2.4

Størstedelen af den materielle forsikringsaftaleret, dvs. den generelle del med forskrifter for alle forsikringsbrancher, er stadig omfattet af national lovgivning. Denne konstatering rejser uundgåeligt spørgsmålet om, hvorvidt der er brug for harmonisering af forsikringsaftaleretten for at sikre, at det indre forsikringsmarked kan fungere godt. Dette spørgsmål må besvares bekræftende, hvis forskelle mellem de nationale forsikringsaftalelove er en hindring for det indre marked.

4.2   Forsikringsaftalelovgivning som en hindring for det indre forsikringsmarked

4.2.1   Nuværende situation: et ufuldstændigt indre forsikringsmarked

4.2.1.1

Nogle data tyder på, at EU's hidtidige initiativer (19) har fået det indre forsikringsmarked til at fungere betydeligt bedre, men det er ikke fuldt ud realiseret (20). Dette gælder for eksempel for den fri udveksling af tjenesteydelser på området masserisikoforsikring, som er nedfældet i artikel 49 ff. I EF-traktaten og omfattet af direktiverne om forsikringslovgivning, men — i virkeligheden — ikke udnyttet ret meget hverken af forsikringsvirksomhederne eller kunderne.

4.2.2   Generel baggrund for den nuværende situation

4.2.2.1

Den nuværende situation, der er beskrevet oven for, kan forklares gennem den almene juridiske baggrund. En nøglefaktor er det faktum, at forsikring ofte kaldes et »retsprodukt«. Hermed menes, at det produkt, der sælges af en forsikringsvirksomhed, er selve forsikringsaftalen, som er formet af partsautonomien og de (ufravigelige) aftaleretlige bestemmelser.

4.2.2.2

Der ville sikkert ikke være nogen grund til at bekymre sig om det indre markeds funktion, hvis partsautonomien i forsikringsaftaleretten gør det muligt for aftaleparterne af forme forsikringsprodukterne ud fra deres gensidige ønsker.

4.2.2.3

Imidlertid er forsikringer i vid udstrækning underlagt ufravigelige bestemmelser (21) som for en dels vedkommende samtidig er internationalt bindende.

4.2.2.4

Et forsikringsprodukt er i vid udstrækning formet af forsikringsaftaleloven. Dette er grunden til, at forskelle mellem medlemsstaternes forsikringslovgivning kan udgøre en hindring for det indre marked. I Kommissionens handlingsplan om en mere sammenhængende europæisk aftaleret siges dette med al tydelighed (22), og det underbygges nedenfor ved at se på situationen ud fra forsikringsvirksomhedernes (nedenfor punkt 4.2.3), forsikringstagernes (nedenfor punkt 4.2.4) og forsikringsmæglernes (nedenfor punkt 4.2.5) synspunkt.

4.2.3   Forsikringsvirksomhedernes synspunkt

4.2.3.1

Forsikringsvirksomhedernes produkt er risikodækning. Deres policer udformes på grundlag af en risikoberegning, som tager hensyn til den gældende retsorden på det sted, hvor de udbydes. En forsikringsvirksomhed, der er i stand til at sælge et produkt inden for én og samme retsorden i hele Fællesskabet, kan foretage risikopooling for alle de risici, der dækkes i EU, uden at forskelle i national forsikringslovgivning skaber forvridninger. Dermed vil forskelle mellem medlemsstaternes forsikringslovgivning ikke begrænse forsikringsvirksomhedens frihed.

4.2.3.2

Hvis det derimod er stedet, hvor policen sælges, der er afgørende for, hvilken lov den er underkastet, vil de forskellige retlige rammebetingelser i de enkelte medlemsstater påvirke risikoberegningen og dermed de store tals lov, hvorpå al forsikringsforretning er baseret.

4.2.3.3

Forsikringsvirksomheder, som udbyder deres tjenester over grænserne, måtte i så fald tilpasse udformningen og beregningen af deres policer til de forskellige retsordener, der finder anvendelse, hvilket vil være en alvorlig hindring for det indre forsikringsmarked.

4.2.3.4

Et kort blik på bestemmelserne om forsikringssektoren i EU's internationale privatret viser, at en forsikringsvirksomhed faktisk er tvunget til at tilpasse sine policer til de retlige rammebetingelser i den medlemsstat, hvor de udbydes. I henhold til artikel 7, stk. 1, litra a) og h) i det andet direktiv om direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (23) er det loven i den medlemsstat, hvor risikoen består, der finder anvendelse, mens det i henhold til artikel 32, stk. 1, i direktivet om livsforsikring (24), er loven i den medlemsstat, hvor forpligtelsen er indgået, der gælder. Det sted, hvor risikoen består, eller det sted, hvor forpligtelsen er indgået, bestemmes i de fleste tilfælde af forsikringstagerens sædvanlige bopæl (25).

4.2.3.5

Forsikringsvirksomheden kan undgå dette ved efter aftale med forsikringstagerens at vælge den lov, der skal gælde for forsikringsaftalen (som regel loven i den medlemsstat, hvor forsikringsvirksomheden har sit sæde). Denne mulighed begrænses dog kraftigt af forsikringsdirektivernes regler for international privat. Direktiverne om anden forsikringsvirksomhed end livsforsikring tillader kun frit lovvalg for forsikringsaftaler om dækning af store risici (26). Medlemsstaterne — dvs. den medlemsstat, hvor risikoen består — kan udvide partsautonomien (27). I alle andre tilfælde tillader direktiverne kun partsautonomi i et begrænset omfang (28), og de beskrevne problemer for forsikringsvirksomheder, der udbyder deres forsikringsprodukter over grænserne, bliver dermed ikke løst. På livsforsikringsområdet kan den medlemsstat, hvor forpligtelsen indgås, indrømme partsautonomi (29). Bortset herfra har parterne kun et meget lille spillerum for lovvalg (30).

4.2.3.6

Denne redegørelse for situationen mht. international forsikringsaftaleret i EU viser klart, at forsikringsvirksomheden ved forsikring mod masserisici i det fleste tilfælde må tilpasse sit produkt til de retlige rammebetingelser i den medlemsstat, hvor forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl (31). Denne byrde er så meget desto større, som forsikringstageren kan skifte bopæl efter indgåelsen af aftalen (32).

4.2.3.7

Den eneste undtagelse i EU's internationale forsikringsaftaleret er forsikring mod store risici inden for anden forsikringsvirksomhed end livsforsikring. Her kan forsikringsvirksomheden vælge den lov, der finder anvendelse. Ved forsikring mod store risici kan en domstol i den medlemsstat, hvor forsikringstageren har sin bopæl (og som har kompetencen i henhold til artikel 9, stk. 1, litra b), i Bruxelles I-forordningen (33) imidlertid træffe afgørelse om, at det er den pågældende medlemsstats ufravigelige regler, der finder anvendelse (34).

4.2.3.8

Følgelig vil forsikringsvirksomheder være meget tøvende med at udbyde deres tjenester over grænserne, i hvert fald når det gælder forsikring mod store risici. Muligvis kunne problemet kunne løses gennem en ændring af bestemmelserne i den internationale privatret. Faktisk kunne man formode, at de nævnte hindringer ville forsvinde, hvis parterne fik frit lovvalg eller — hvis de ikke får et sådant valg — at loven i den medlemsstat, hvor forsikringsvirksomheden har sæde, fandt anvendelse. Imidlertid ville en sådan ændring af den internationale privatret kraftigt udhule princippet om forsikringstager- og forbrugerbeskyttelse i international privatret: det ville resultere i frit lovvalg i forsikringssektoren, selv i transaktioner med forbrugere, hvor forbrugeren på andre områder vil være beskyttet af Rom-konventionens art. 5. Det ville dog ikke helt løse problemet: domstolene i den medlemsstat, hvor forsikringstageren har sin bopæl, ville stadig anvende deres egne internationalt bindende regler. Under alle omstændigheder vil forsikringstagerne være meget tilbageholdende med at indgå aftaler med udenlandske udbydere, hvis de ved, at de mister den beskyttelse, der er fastlagt i deres hjemlands lov, og underkastes en for dem ukendt udenlandsk forsikringslovgivning (35).

4.2.4   Forsikringstagernes synspunkt

4.2.4.1

Efter den gældende internationale privatret kan forsikringstagerne frit efterspørge udenlandske forsikringsprodukter. Da de ved, at de (i de fleste tilfælde) er beskyttet af loven i den medlemsstat, hvor de bor, er de åbne over for grænseoverskridende indgåelse af forsikringsaftaler. Men selv om forsikringstagerne måtte ønske det, kan de ikke købe udenlandske produkter: eftersom loven i deres hjemland finder anvendelse, vil den police, de måtte erhverve, blive omdannet til en aftale, som i større eller mindre omfang er bestemt af loven i deres eget land. Og hvis de alligevel ønsker at købe et udenlandsk forsikringsprodukt, vil de stå over for forsikringsvirksomheder, som vil være meget tilbageholdende med at yde en sådan forsikringsdækning.

4.2.4.2

Som sagt ville denne tilbageholdenhed nok forsvinde, hvis bestemmelserne i den internationale forsikringsaftaleret blev ændret (36). Imidlertid ville en sådan ændring i den internationale privatret dog blot betyde, at forsikringsvirksomhedens tilbageholdenhed ville blive erstattet af en mindst lige så stor tilbageholdenhed fra forsikringstagerens side mht. at tegne udenlandske forsikringspolicer. På den måde kan man ikke regne med, at et indre forsikringsmarked vil opstå af sig selv.

4.2.4.3

Der er også et andet aspekt. I det indre marked har en forsikringstager ret til at færdes og opholde sig frit (se især EF-traktatens artikel 18). Men hvis forsikringstageren skifter bopæl, kan han/hun blive stillet forsikringsmæssigt ringere. For det første kan domstolene i den medlemsstat, som forsikringstageren flytter til, påbyde, at nye internationalt bindende regler med indvirkning på den forsikringspolice, som blev tegnet i det tidligere bopælsland, finder anvendelse. For det andet kan lovgivningen om forsikringspligt kræve en anden slags dækning end den forsikringstageren har tegnet i det land, hvor han/hun boede før. For det tredje kan det tænkes, at forsikringstageren ønsker risici, der består i forskellige medlemsstater, dækket af én og samme forsikringspolice.

4.2.4.4

Den nuværende retlige situation åbner ikke helt op for sådanne EU-dækkende policer; i stedet udformes der såkaldte rammeaftaler, som i virkeligheden består af lige så mange forskellige aftaler, som der er berørte medlemsstater. Det, der er brug for, er altså en flytbar police for de forsikringstagere, der er mobile inden for EU (37), idet de livet igennem flytter rundt mellem og arbejder i forskellige medlemsstater.

4.2.5   Forsikringsformidlernes synspunkt

4.2.5.1

Forsikringsformidlerne spiller en vigtig rolle i indgåelsen af forsikringsaftaler. De spiller en nøglerolle i skabelsen af det indre forsikringsmarked. Dette gælder især forsikringsmæglere. Ved at udøve deres ret til fri udveksling af tjenesteydelser i henhold til EF-traktatens artikel 49-55, som er udmøntet i forsikringsformidlingsdirektivet (38), bidrager de i høj grad til skabelsen af et velfungerende indre forsikringsmarked. Især når det gælder forsikring mod masserisici er det snarere mægleren end kunden selv, der vil undersøge forsikringsmulighederne på et udenlandsk forsikringsmarked.

4.2.5.2

For en mægler, som ikke er fortrolig med den lokale ret, vil oplysninger om et udenlandsk forsikringsmarked dets produkter dog nok ikke være af stor værdi. Da de produkter, der udbydes på et fremmed forsikringsmarked, er udformet efter den der gældende ret, kan mægleren ikke gå ud fra, at policens indhold og pris vil forblive den samme i hans (udenlandske) kundes retlige kontekst. Mæglere kan derfor ikke uden videre benytte sig af udenlandske forsikringsmarkeder til forsikring mod masserisici, men må forhandle om hver enkelt kontrakt. Dette kan medføre uoverkommelige transaktionsomkostninger og således svække det indre forsikringsmarked.

4.2.6   Lignende problemer gør sig gældende for forsikringsprodukter, der markedsføres via branchekontorer

4.2.6.1

Det fremføres ofte, at forsikring i sin natur kræver, at forsikringsvirksomheden grafisk set er beliggende ret tæt ved kunden. Dette forhold kan fremover komme til at betyde, at grænseoverskridende transaktioner ikke bliver så udbredte i forsikringssektoren som i andre sektorer (f.eks. bogsalg via Internettet osv.) Af hensyn til forbrugerrelationerne vil forsikringsvirksomheder muligvis foretrække at operere i andre medlemsstater via branchekontorer eller datterselskaber.

4.2.6.2

Tilhængere af dette synspunkt er ikke principielt imod harmonisering af forsikringsaftaleretten. De vil snarere påpege, at effekten vil være begrænset til et vist antal forsikringsaftaler, som vil blive markedsført over landegrænser eller til mobile kunder, som ofte flytter fra den ene medlemsstat til den anden.

4.2.6.3

Den reelle effekt vil dog være større. Hvis forsikringsaftaler sælges i andre medlemsstater gennem branchekontorer (»establishments«) eller endog gennem datterselskaber, vil der opstå de samme problemer for kunder, mæglere og forsikringsvirksomheder. Forsikringsvirksomheder må tilpasse deres produkter til de lokale forhold, herunder den lokale retsorden. Derfor bliver de nødt til at omforme deres produkter. En police, der er udformet i én medlemsstat, kan ikke sælges i anden gennem et branchekontor uden væsentlige tilpasninger til den nye (retlige) kontekst. Mæglere og kunder står over for det problem, at de ganske enkelt ikke kan finde udenlandske forsikringsprodukter på deres marked.

4.2.6.4

En harmonisering af forsikringsaftaleretten ville begrænse omkostningerne ved udformning af produkterne på det indre marked betydeligt. Forsikringsvirksomheder, der etablerer sig i en anden medlemsstat, kunne nøjes med at yde kunderne rådgivning via deres agenter og bilægge tvister via deres kompetente regionale kontorer osv. Selv hvis forsikringsvirksomheder ville operere via datterselskaber, kunne arbejdet og omkostningerne ved produktdesign fordeles på koncernen.

4.2.6.5

Dermed ville kunderne få reel gavn af det indre marked. I et indre forsikringsmarked baseret på harmoniseret forsikringsaftaleret ville innovationer i forsikringssektoren lettere spredes over grænserne. Europæiske kunder ville få adgang til udenlandske forsikringsprodukter.

4.3   Harmonisering af forsikringsaftaleretten og EU's udvidelse

4.3.1

Den 1. maj 2004 optog EU 10 nye medlemsstater, hvoraf 8 er overgangslande. Deres forsikringslovgivning skal bringes på linie med EU-retten, som en forudsætning for tiltrædelse af EU (39). For at det indre marked kan komme til at fungere i disse lande, må deres forsikringsaftaleret gøres tidssvarende. Nogle af de nye medlemslande har moderniseret deres lovgivning, mens andre endnu ikke har truffet nogen skridt i den retning.

4.3.2

Harmonisering af forsikringsaftalelovgivningen vil derfor være til gavn for et udvidet indre forsikringsmarked, da den vil støtte de nye medlemslande i moderniseringen af deres lovgivning og forhindre, at der opstår nye forskelle mellem nationale systemer. Det ville være nyttigt, hvis Kommissionen så hurtigt som muligt ville informere de pågældende lande, når den går i gang med en harmonisering af forsikringsaftaleretten.

5.   Kommissionens forslag til direktiv fra 1979

5.1

Som nævnt fremlagde Kommissionen i 1979 det første forslag til direktiv om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om forsikringsaftaler (40). Udgangspunktet for dette forslag var det generelle program for ophævelse af begrænsningerne af den fri udveksling af tjenesteydelser, der på området for direkte forsikringer sigtede mod samordning af rets- og forvaltningsforskrifter for forsikringsaftaler for så vidt som forskellene mellem disse forskrifter er til ulempe for de forsikrede og tredjeparter  (41).

5.2

I det nævnte forslag blev den samordning, der var opnået med de dengang gældende direktiver, betegnet som utilstrækkelig, og det blev fastslået, at traktaten forbyder enhver forskelsbehandling i forbindelse med levering af tjenesteydelser, som er begrundet i det faktum, at en virksomhed ikke er etableret i den medlemsstat, hvor tjenesten leveres.

5.2.1

Derfor blev det anset for nødvendigt at harmonisere lovgivningen for så vidt angik visse generelle spørgsmål især vedrørende forholdet mellem dækningen og betalingen af præmier, aftalens løbetid og situationen for forsikrede, som ikke er forsikringstagere samt konsekvenserne af forsikringstagerens adfærd ved indgåelsen af aftalen og under dens løbetid mht. risiko- og skadeserklæring og holdning til de forholdsregler, der skal træffes ved en forsikringsbegivenhed.

5.2.2

Det nævnte forslag indskærpede også, at »medlemsstaterne ikke har beføjelse til at fastsætte andre bestemmelser, medmindre dette har særlig hjemmel i direktivet«. I modsat fald ville de ved dette direktiv forfulgte mål kunne forfejles. Dermed blev der taget et vigtigt skridt til en total harmonisering på dette område (42).

5.3

EØSU afgav enstemmig udtalelse om dette forslag (43) og forsvarede navnlig følgende synspunkter:

a)

Kommissionen begrænser sig til samordning af nogle punkter, som den anser for centrale, men der er også andre aspekter, som senere hen bør harmoniseres;

b)

det beklages, at der ikke skelnes mellem masserisici på den ene side og kommercielle eller industrielle risici på den anden;

c)

sygesikring bør også udelukkes fra anvendelsesområdet;

d)

det beklages, at forslaget ikke omfatter aftaler indgået af forsikringsvirksomheder, som er etableret i et af medlemslandene, og hvor risikoen består i et tredjeland, eller aftaler indgået af forsikringstagere, som er bosat uden for Fællesskabet;

e)

for at yde forsikringstagere — såvel privatpersoner som SMV — passende beskyttelse bør der fastsættes bestemmelser om:

1-

betænkningstid og fortrydelsesret

2-

urimelige kontraktvilkår

3-

udtrykkelig angivelse af undtagelser og frister

4-

passende information før aftalens indgåelse

f)

spørgsmålet om skadelidte tredjeparters klageret bør reguleres af et ad hoc direktiv eller i en senere samordningsfase.

5.4

EØSU gennemgik derefter de enkelte artikler i forslaget og afgav forskellige kritiske bemærkninger, som endnu i dag fortjener at blive taget behørigt med i betragtning ved udarbejdelsen af et nyt initiativ på dette område.

5.5

Europa-Parlamentet afgav i sin tid også betænkning (44) om dette forslag og understregede især, at harmoniseringen vil sikre forsikringstagerne beskyttelse på samme niveau, uanset deres lovvalg.

5.5.1

EP foreslog forskellige ændringer, især om direktivets anvendelsesområde (bortfald af udelukkelser), væsentlige elementer i forsikringsaftaler, forsikringstagerens oplysningspligt og konsekvenserne heraf for aftalens gyldighed, mht. såvel oprindelige forhold som ændringer under aftalens løbetid, dokumentation, som forsikringstageren skal fremlægge i skadestilfælde, samt betingelserne for opsigelse af aftalen.

5.5.2

I sine bemærkninger går EU udtrykkeligt ind for, at der sikres en passende balance mellem forsikringsgiverens og forsikringstagerens interesser.

5.6

I forlængelse af disse bemærkninger udarbejdede Kommissionen et nyt ændret forslag (45), hvori den især tager hensyn til flere af EØSU's og EP's ideer og forslag og for første gang henleder opmærksomheden på, at »samordningen af lovgivningens bestemmelser om forsikringsaftaler ville gøre det lettere for forsikringsselskaber at udveksle tjenesteydelser i en anden medlemsstat«. Dette var en af de første gange, hvor målet om et indre marked for finansielle tjenesteydelser blev nævnt (46).

5.6.1

Dette forslag fra Kommissionen fastsatte 1. juli 1983 som ikrafttrædelsesdato for direktivet. Det blev dog aldrig vedtaget, fordi der ikke var politisk vilje hertil i medlemsstaterne.

5.7   Er Kommissionens forslag til direktiv fra 1979 stadig aktuelt?

5.7.1

Af besvarelsen af spørgeskemaerne og den offentlige høring den 16. april 2004 fremgår det, at der er almindelig enighed om, at dette over 20 år gamle forslag stadig har gyldighed og er et godt udgangspunkt for et nyt initiativ på området.

5.7.2

Det blev dog også understreget, at de nuværende behov for harmonisering af forsikringsaftaler rækker langt videre end forslaget fra 1980, og forslag til nye regler bør baseres på en debat i lyset af en grundig retssammenlignende undersøgelse.

6.   Fremgangsmåder for harmonisering

6.1   Sammenligning af forskellige retssystemer for at finde de bedste løsninger

6.1.1

Ethvert forsøg på harmonisering af europæisk forsikringsaftaleret kræver et retssammenlignende forarbejde. Et sådant arbejde er allerede godt i gang på akademisk plan. Inden for generel aftaleret er der allerede blevet gennemført et komparativt arbejde med indkredsning af principperne for europæisk aftaleret. På området forsikringsaftaleret er der offentliggjort en lang række resultater af retssammenlignende undersøgelser og flere er under vejs (47). I 1999 grundlagde afdøde professor Reichert-Facilides en projektgruppe »Restatement of European Insurance Contract Law«. Gruppen består af eksperter inden for forsikringsret fra forskellige retssystemer i og uden for EU.

6.1.2

Retningslinierne for udforskningen af den optimale løsning for forsikringsaftaleretten kunne være følgende: for det første må der tages behørigt hensyn til enhver forsikringsaftalerets vigtigste opgave, nemlig fastlæggelse af retlige rammer for effektiv risikodækning fra forsikringsgiverens side, således at forsikringssektoren kan fungere godt. For det andet er det vigtigt, at der tages ligeligt hensyn til parternes modstridende interesser. Her bør man holde sig for øje, at tendensen i dag går i retning af at yde forsikringstageren en relativt høj beskyttelse.

6.1.3

På grundlag af disse bemærkninger bør forbedringen af det indre forsikringsmarked koncentreres om de ufravigelige regler. Disse regler udgør en uundværlig ramme for parternes aftalefrihed og er på samme tid en hindring for det indre forsikringsmarked, så længe de ikke er harmoniseret. Således går behovet for regulering på forsikringsområdet hånd i hånd med den nødvendige harmonisering af et indre forsikringsmarked.

6.2   Harmoniseringen bør sigte mod at give forsikringstagerne et højt beskyttelsesniveau

6.2.1

Forsikringsaftaleret — i det mindste de »næsten« ufravigelige regler — skal beskytte den svagere part og kan derfor betegnes som forbrugerret ud fra et funktionelt synspunkt. Beskyttelse af forsikringstagere går dog traditionelt videre end den generelle forbrugerret, idet ikke kun private kunder, men også små virksomheder beskyttes i forbindelse med tegning af en forsikring.

6.2.2

Ved harmonisering af europæisk forbrugerret skal EU give forbrugerne et højt beskyttelsesniveau (se f.eks. EF-traktatens artikel 95, stk. 3). Dette gælder også retsakter baseret på andre artikler i EF-traktaten, hvorefter EU har lovgivningsbeføjelser (på forsikringsrettens område normalt artikel 47, stk. 2, sammen med artikel 55 i EF-traktaten). Følgelig skal foranstaltninger til harmonisering af forsikringsaftaleretten give forsikringstagerne en høj grad af beskyttelse.

6.3   Minimumsstandarder eller fuld harmonisering?

6.3.1

Gennemgangen af de nuværende problemer med det indre forsikringsmarked viser klart, at der er brug for fuld harmonisering af forsikringsaftaleretten. En harmonisering på grundlag af minimumsstandarder ville give medlemsstaterne mulighed for at indføre et højere beskyttelsesniveau end EU-retten giver og dermed skabe nye hindringer for det indre forsikringsmarked.

6.3.2

Minimumsstandarder ville ikke gå ud over det indre marked, hvis de nuværende internationale privatretlige bestemmelser blev erstattet med andre, hvorefter loven i det land, hvor forsikringsvirksomheden er etableret, finder anvendelse. Dermed ville den enkelte forsikringsvirksomhed kunne udforme sit produkt på grundlag af sin egen nationale lovgivning (med i det mindste det minimumsbeskyttelsesniveau, EU-retten garanterer) og sælge produktet i alle andre medlemsstater på grundlag af loven i »hjemlandet«. Forsikringstageren kunne således have tillid til, at minimumsstandarderne ville gælde, selv om policen ville være underkastet en udenlandsk lov.

6.3.3

En sådan ændring af den internationale privatret er dog hverken sandsynlig eller ønskværdig. For det første ville den fratage brugere af forsikringstjenester den forbrugerbeskyttelse, der ligger i Rom-konventionens artikel 5, som beskytter den »passive« forbruger også på områder, hvor den materielle forbrugerret er harmoniseret. For det andet ville domstolene anvende de ufravigelige bestemmelser i den medlemsstat, hvor forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl, således at hindringerne for det indre forsikringsmarked ville blive opretholdt. For det tredje skal det nævnes, at i henhold til forordningen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser kan en forsikringsgiver — med meget få undtagelser — kun anlægge sag mod en forsikringstager ved retterne i den medlemsstat, hvor denne har bopæl (se artikel 12, stk. 1), og en forsikringstager vil efter al sandsynlighed også anlægge sag ved en domstol i sit hjemland i henhold til artikel 9, stk. 1, litra b).

6.3.4

Derfor ville en ændring af den internationale privatret føre til en situation, hvor de kompetente retter i de fleste tilfælde ville være nødt til at anvende udenlandsk ret. Dermed ville retssager om forsikringsspørgsmål blive mere besværlige og dyre, også selv om forsikringslovgivningen i sig selv blev harmoniseret. En sådan fremgangsmåde kan derfor ikke anbefales. Den internationale privatret bør grundlæggende forblive uændret og forsikringsaftaleretten harmoniseres fuldt ud. Dermed være ikke sagt, at den gældende internationale privatret ikke kan forbedres. F.eks. kunne man — så længe forsikringsaftaleretten ikke er harmoniseret — give borgere, der flytter rundt inden for EU, mulighed for at vælge mellem loven i bopælslandet og loven i hjemlandet.

6.4   Kræver det indre forsikringsmarked en harmonisering af den generelle aftaleret?

6.4.1

Forsikringsaftaleretten er systematisk set forankret i den generelle aftaleret. Denne konstatering rejser spørgsmålet om, hvorvidt målene med en harmonisering af forsikringsaftaleretten kun kan opfyldes gennem en harmonisering af hele aftaleretten (eller i det mindste hovedparten heraf), eller om de kan opfyldes uafhængigt heraf. Sidstnævnte synes at være tilfældet.

6.4.2

Som nævnt ovenfor er det de ufravigelige bestemmelser, som udgør en hindring for det indre forsikringsmarked, og de bør derfor harmoniseres. Aftaleretten generelt er imidlertid i sin natur deklaratorisk. Der findes ufravigelige bestemmelser. Der ser ikke ud til at være så store grundlæggende forskelle mellem medlemsstaternes retssystemer, hvad disse bestemmelser angår, at det ville forstyrre det indre forsikringsmarked, hvis de ikke bliver harmoniseret, og de har heller ikke nogen særlig stor indflydelse på forsikringsproduktet i sig selv.

6.4.3

Der kan være undtagelser, men de kan tackles i forbindelse med harmoniseringen af forsikringssektoren. Eksempelvis blev en sådan bestemmelse allerede omfattet af direktivet om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (48), der også gælder for forbrugerforsikringer (49). En EU-retsakt om forsikringsaftaler skal blot udvides til samtlige masserisici for at opfylde kravene til det indre forsikringsmarked.

6.4.4

Ovennævnte argumenter er ikke rettet mod en harmonisering af den generelle aftaleret. I dette spørgsmål er det ene og alene EU-institutionerne, der træffer afgørelse. En harmonisering af den generelle aftaleret ville gøre det meget nemmere at harmonisere forsikringsaftaleretten. Disse argumenter fremføres kun for at vise, at målene med en harmonisering af forsikringsaftaleretten godt kan opfyldes uden, at andre områder inddrages.

6.5   Etablering af et frivilligt instrument eller harmonisering af national forsikringsaftaleret?

6.5.1   Forskellen mellem harmonisering og et frivilligt instrument

6.5.1.1

Handlingsplanen for en mere sammenhængende europæisk aftaleret peger på muligheden for at indføre et frivilligt instrument i stedet for en harmonisering eller samordning af medlemsstaternes aftalelovgivning. Den største forskel mellem de to tilgange ligger deri, at et frivilligt instrument ikke ville berøre den nationale aftaleret, så længe aftaleparterne ikke vælger eller fravælger det frivillige instrument, afhængigt af om et sådant instrument anlægger en »opt in«- eller »opt out«-tilgang. På denne måde ville der opstå to parallelle retsordner (en europæisk og en national), som parterne ville kunne vælge imellem.

6.5.1.2

Ved en harmonisering eller samordning af de nationale aftalelove ville det traditionelle nationale aftaleretlige koncept derimod blive erstattet af en europæisk løsning. Parterne ville i så fald ikke kunne vælge mellem deres nationale ret og den europæiske model.

6.5.2   Fordele og ulemper ved de to tilgange

6.5.2.1

Set i forhold til det indre forsikringsmarked er der en indlysende fordel ved begge løsninger: de fjerner begge retlige barrierer for markedsføring af forsikringspolicer i hele Europa og gør det muligt for en forsikringstager at bevæge sig frit i EU, uden at forskelle i forsikringsaftaleret får negative konsekvenser for policen. Derfor er hver af disse to løsninger at foretrække frem for den nuværende situation, og valget mellem dem er i sidste ende ikke et principielt, men et politisk spørgsmål.

6.5.2.2

En harmonisering af den nationale forsikringsaftaleret kan vise sig at være mere problematisk end indførelsen af et frivilligt instrument. Da de nationale »traditioner« dermed ville blive erstattet af en europæisk løsning, kunne det tænkes, at de toneangivende juridiske kredse i de enkelte lande (såvel praktiserende jurister som lærere og forskere) ville stille sig tøvende over for en harmonisering.

6.5.2.3

En anden ambivalent faktor er samspillet mellem dybden i indgrebene i national ret og den hastighed, hvormed der opnås resultater mht. det indre marked. Da et frivilligt instrument ikke ville betyde ophævelse af nationale bestemmelser, kan det betragtes som en blød strategi, der muligvis vil være lettere at for markederne at acceptere. På den anden side kan det frygtes, at et frivilligt instrument kunne føre til en afventende holdning blandt aktørerne på det indre marked (f.eks. forsikringsvirksomheder og -mæglere), som måske viger tilbage fra at gå i spidsen og hellere vil lade konkurrenterne tage de første skridt for at lære af deres (dårlige) erfaringer. Eller ville det frivillige instrument blive opfattet som en gunstig lejlighed, alle ønsker at gribe først, til at sælge forsikringer over Internettet? Harmonisering derimod ville straks give resultater, da ingen aktør vil kunne slippe udenom den. På den anden side kan et sådant indgreb blive opfattet som meget — om ikke for — radikalt.

6.5.2.4

Teknisk set kan det mod et frivilligt instrument indvendes, at det ikke fuldt ud kan erstatte en harmonisering. Dette kan nemt illustreres med bilforsikring som eksempel. Harmonisering af bestemmelserne vedrørende bilforsikring er af enorm betydning for EU-borgernes grundlæggende mobilitet, fordi den sikrer ulykkesofre den nødvendige beskyttelse. Det er indlysende, at beskyttelsen af offeret ikke må afhænge af, om forsikringsaftalens parter har valgt et europæisk instrument. Derfor kan et frivilligt instrument ikke træde i stedet for en harmonisering af de nationale bestemmelser om bilansvarsforsikring.

6.5.2.5

Endelig er det et spørgsmål, om et frivilligt instrument kan fungere godt på et område som forsikringsretten, hvor der ikke er ligevægt mellem parterne. Vil parterne have et reelt valg eller vil valget blive truffet ensidigt af forsikringsselskabet gennem opt-in- og opt-out-klausuler i de generelle forsikringsbetingelser?

6.5.2.6

Hvorvidt målet om en europæisk forsikringslovgivning skal nås gennem harmonisering af national lovgivning eller indførelse af et frivilligt instrument, er ikke det mest påtrængende problem. Spørgsmålet må dog nøje overvejes.

6.6   Fastlæggelse af EU-bestemmelser om generelle forsikringsbetingelser?

6.6.1

Endelig kan man rejse spørgsmålet, om der i stedet for lovharmonisering kan indføres EU-bestemmelser om generelle forsikringsbetingelser. Det problem, at forsikringsselskaberne må tage højde for samtlige bestemmelser i hver eneste medlemsstat, kan afbødes noget (men ikke helt), hvis denne opgave blev løst kollektivt og med støtte fra EU-institutionerne.

6.6.2

En sådan tilgang er dog ikke ønskværdig. For det første kan EU-bestemmelser om generelle forsikringsbetingelser godt tage hensyn til forskelle i national lovgivning og alligevel kræve separat risikoberegning og være til ulempe for borgere, der flytter rundt inden for EU.

6.6.3

Desuden ville denne tilgang føre til fastlæggelse af standardbetingelser til skade for konkurrencen på forsikringsmarkederne. Man må huske på, at et vigtigt skridt i retning af skabelsen af et indre forsikringsmarked var ophævelsen af medlemsstaternes ret til systematisk kontrol med de generelle forsikringsbetingelser, før de introduceres på markedet (50). En sådan kontrol gør forsikringsprodukterne mindre varierede, giver forbrugerne færre valgmuligheder og mindsker dermed konkurrencen. Fastlæggelsen af EU-bestemmelser om generelle forsikringsbetingelser er strukturelt forbundet med samme risiko.

7.   Harmoniseringsområder

7.1

Som vist ovenfor er det de ufravigelige bestemmelser i forsikringsaftaleretten, som må harmoniseres. Derefter kommer spørgsmålet om, hvorvidt harmoniseringen skal omfatte alle eller kun bestemte områder af forsikringsaftaleretten.

7.2

Forsikringsretten opdeles normalt i en almen del bestående af de bestemmelser, der gælder for alle forsikringsaftaler, og de specifikke bestemmelser for de forskellige forsikringsbrancher. Spørgsmålet er, om det indre forsikringsmarked kræver harmonisering af de generelle bestemmelser, de branchespecifikke bestemmelser eller begge dele.

7.3

I teorien er der brug for begge dele: såvel de generelle som de branchespecifikke bestemmelser har indvirkning på produktet og hindrer dermed det indre marked i at fungere. F.eks. har løfteparagraffer, som ofte optræder i den generelle del, indvirkning på risikoberegningen og præmien i lige så høj grad som specifikke regler om f.eks. livsforsikring. Derfor bør ved en harmonisering principielt ikke skelnes mellem de sæt regler.

7.4

Harmonisering kan dog gennemføres i flere etaper. I så fald må der opstilles en prioriteret liste. Her ville det være oplagt at harmonisere den generelle del først. Mange forsikringsbrancher er ikke underlagt specifikke ufravigelige (51) bestemmelser, men kun generelle bestemmelser i den gældende nationale forsikringsaftaleret. Derfor er det mest presserende at harmonisere de generelle forsikringsbestemmelser, for så vidt som de er ufravigelige. En sådan harmonisering ville gøre det muligt omgående at skabe et indre forsikringsmarked inden for samtlige forsikringsbrancher, som ikke er underlagt specifikke ufravigelige lovbestemmelser. Så snart denne proces er afsluttet, bør harmoniseringen udvides til regulerede forsikringsbrancher såsom livs- og sygeforsikring.

7.5

Således kunne man i første etape harmonisere bestemmelserne på følgende områder:

a)

forpligtelser før aftalens indgåelse, især oplysningspligt;

b)

udformning af kontrakten;

c)

forsikringspolice, art, virkning og formelle krav;

d)

kontraktens varighed, forlængelse og udløb;

e)

forsikringsformidlere;

f)

forværring af risici;

g)

forsikringsformidlere;

h)

forsikringsbegivenhed;

i)

genforsikring.

8.   Konklusioner og anbefalinger

8.1

Forsikring er i dag en centralt element i de kommercielle relationer mellem erhvervsdrivende og mellem disse og forbrugerne.

8.2

De grundlæggende regulerende principper for indgåelsen og gyldigheden af forsikringskontrakter i de nationale retssystemer er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat.

8.3

Denne omstændighed er en af hindringerne for markedsføring over grænserne af dette finansielle instrument og begrænser derfor gennemførelsen af det indre marked på dette område.

8.4

En vis harmonisering af de ufravigelige regler i den såkaldte generelle del af forsikringsretten kan bidrage afgørende til afskaffelsen af en lang række hindringer og vanskeligheder, som forsikringsvirksomhederne, forsikringsformidlerne og de sikrede og forsikringstagerne — hvad enten de er erhvervsdrivende eller forbrugere — støder på i forbindelse med forsikringstransaktioner over grænserne.

8.5

Dette synspunkt deles uden undtagelse af samtlige berørte parter, som er blevet rådspurgt og hørt i dette spørgsmål.

8.6

Harmoniseringen bør foregå gradvis med en indledende fase, hvor der eventuelt kan vedtages en fakultativ forsikringsaftalemodel, som — hvis den indføres — skal være bindende i alle henseender.

8.7

Udformningen af denne model skal tage udgangspunkt Kommissionens direktivforslag fra 1979 og 1980 og de analyser og bemærkninger hertil, som de forskellige berørte parter, civilsamfundsrepræsentanter og reguleringsorganer i medlemsstaterne har fremført, og under behørig hensyntagen til den udvikling, sektoren i mellemtiden har gennemgået.

8.8

Instrumentet bør være en forordning med traktatens artikel 95 som retsgrundlag.

8.9

Med henvisning til bemærkningerne i denne udtalelse opfordrer EØSU Kommissionen til at tage fat på dette spørgsmål igen og påbegynde retssammenlignende undersøgelser af national praksis på forsikringsområdet for at få fastslået, at der er behov og mulighed for at videreføre arbejdet med harmonisering af forsikringsaftaleretten på EU-plan.

8.10

Under dette arbejde bør der tages hensyn til de resultater, som den akademiske forskning allerede har opnået.

8.11

EØSU anbefaler Kommissionen at bekendtgøre dette arbejde og lægge resultaterne frem til offentlig debat først og fremmest via en grønbog som uundværligt grundlag for udarbejdelsen af det EU-instrument, der måtte anses for bedst egnet.

8.12

EØSU er klar over, at kun med en klar politisk vilje i medlemsstaterne til at støtte dette initiativ til harmonisering af forsikringsaftaleretten vil det være muligt at realisere dette vigtige bidrag til gennemførelsen af det indre marked for finansielle tjenesteydelser.

8.13

EØSU opfordrer Europa-Parlamentet til at bakke op om dette initiativ og bekræfte sin støtte til harmoniseringen af de ufravigelige regler i den generelle del af forsikringsaftaleretten ved at prioritere det passende højt på sin politiske dagsorden.

Bruxelles, den 15. december 2004

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Ordfører: Manuel Ataíde Ferreira (EFT C 95 af 30.3.1998).

(2)  KOM(79) 355 endelig, EFT C 190 af 28.7.79, ændret ved KOM(80) 854 endelig, EFT C 355 af 31.12.80: EØSU- og EP-udtalelserne findes henholdsvis i EFT C 146 af 16.6.80 og C 265 af 13.10.80. Disse tekster behandles i punkt 5 i denne udtalelse.

(3)  Ibid., punkt 2.1.9.

(4)  Ibid., punkt 2.3.1.1.1.

(5)  Ibid., punkt 3.4.

(6)  Ibid., punkt 3.6.1.

(7)  Ibid., punkt 4.3.6.

(8)  Det anbefaledes, at direktivet skulle omfatte følgende aspekter:

»–

obligatoriske minimumsoplysninger om kontraktens bestemmelser;

en liste over nøgletermer og deres betydninger;

en liste over typiske urimelige vilkår i forsikringsaftaler;

det obligatoriske mindsteindhold i en hvilken som helst forsikringsaftale;

alle kontraktlige forpligtelser, som er fælles for enhver forsikringsaftale;

de obligatoriske principper og regler for enhver forsikringsaftale;

en provisorisk erstatningsordning i forbindelse med ansvarsforsikringer;

obligatorisk sammenhæng mellem præmier og risicienes værdi, navnlig via en automatisk værdiforringelse af forsikrede genstande alt efter deres alder og en tilsvarende reduktion i præmierne;

oprettelse af en harmoniseret fortrydelsesfrist, inden for hvilken forbrugere kan trække sig ud af aftalen;

krav om, at policer skal være letlæselige og forståelige og at de generelle og særlige betingelser skal være disponible før aftalens indgåelse og underskrivelse.

Ibid., punkt 4.5. Disse retningslinier er gentaget i flere EØSU-udtalelser som f.eks. den nylige om »Kommissionens forslag til direktiv om ansvarsforsikring for motorkøretøjer« (Ordfører: Philippe Levaux), pkt. 4.3. EFT C 95, af 23.4.2003«.

(9)  »ECLG-Consumer Insurance«, i »Journal of Consumer Policy«(1986), s. 205-228.

(10)  Notat fra Den Europæiske Forsikringskomité af 4. juni 2003.

(11)  KOM(2001) 398 endelig af 11.7.2001 (EFT C 255 af 13.9.2001).

(12)  KOM(2003) 68 endelig af 12.2.2003.

(13)  Handlingsplan, punkt 74. Jf. ligeledes punkt 27, 47 og 48 i samme dokument.

(14)  Dok. A5-0256/2003, vedtaget på EP's plenarforsamling den 2.9.2003, punkt 11 og 14.

(15)  EF-Domstolens dom af 4. december 1986, Sml. 1986, 3755 (Kommissionen/Tyskland).

(16)  International procesret: Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område; EFT 2001 L 12/1 (seneste ændring EFT 2002 L 225/13), art. 8-14; international privatret: Konvention om hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser af 19. juni 1980, EFT 1980 L 166, især art. 1, stk. 3 og 4; Direktiver: andet rådsdirektiv 88/357/EØF af 22. juni 1988 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring med fastlæggelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjenesteydelser og ændring af direktiv 73/239/EØF, EFT 1988 L 172/1 (seneste ændring, EFT 1992 L 228/1), især art. 2, litra c) og d), art. 3, 5, 7 og 8; Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (tredje skadesforsikringsdirektiv), EFT 1992 L 228/1 (seneste ændring EFT 2003 L 35/1), især art. 1, litra a) og b), samt art. 27, 28, 30 og 31; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring, EFT 2002 L 345/1, især art. 32 og 32; hvad angår den internationale privatret i direktiverne, se Reichert-Facilidades/d'Oliveira (eds.), International Insurance Contract Law in the EC, Deventer 1993; Reichert-Facilidades (Hg.), Aspekte des internationalen Versicherungsvertragsrechts im EWR, Tübingen 1994.

(17)  Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse, EFT 1972 L 103/1 (seneste ændring EFT 1984 L 8/17); andet rådsdirektiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer, EFT 1984 L 8/17 (seneste ændring EFT 1990 L 129/33); Rådets tredje direktiv 90/232/EØF af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer, EFT 1990 L 129/33; Europa-Parlamentets og Rådets tredje direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv), EFT 2000 L 181/65; et femte direktiv blev foreslået af Kommissionen den 7. juni 2002, KOM(2002) 244 endelig, EFT 2002 C 227 E/387.

(18)  Rådets direktiv 87/344/EØF af 22. juni 1987 om samordning af love og administrative bestemmelser om retshjælpsforsikring, EFT 1987 L 185/77.

(19)  Jf. punkt 4.1.2.

(20)  Se Eurostat.

(21)  Sådanne bestemmelser kan betegnes som absolut ufravigelige, når parterne ikke kan aftale at fravige dem. De kan betegnes som delvis ufravigelige, når parterne (kun) kan aftale vilkår, som er gunstigere for forbrugerne end de retlige bestemmelser.

(22)  EUT 2003 C 63/1 47, 48 : De samme problemer opstår især i forbindelse med forsikringskontrakter.

(23)  Se den fulde titel i fodnote 20.

(24)  Se den fulde titel i fodnote 20.

(25)  Se art. 2, litra d), i det andet direktiv om direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring; art. 1, stk. 1, litra g), i direktivet om livsforsikring.

(26)  Art. 7, stk. 1, litra f), i det andet direktiv om direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (som ændret ved art. 27, i det tredje direktiv om direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring; angående definitionen af store risici: se art. 5, litra d) i), i det første direktiv om direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring.

(27)  Se art. 7, stk. 1, litra a) og d), i det andet direktiv om direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring.

(28)  Se art. 7, stk. 1, litra b), c) og e).

(29)  Se art. 32, stk. 1, andet punktum, i direktivet om livsforsikring.

(30)  Se art. 32, stk. 2, i direktivet om livsforsikring.

(31)  Se Kommissionens handlingsplan, EUT 2003 C 63/1 (punkt 48, nederst: »Det har i praksis vist sig umuligt at formulere en enkelt police, der kan markedsføres på samme vilkår på forskellige europæiske markeder«).

(32)  Selvom en sådan ændring ikke ville få nogen indvirkning på spørgsmålet om, hvilken lov der generelt finder anvendelse, kan (internationalt) ufravigelige regler på det sted, hvor forsikringstageren har sin nye sædvanlige bopæl, kræves anvendt af retterne i den pågældende medlemsstat: I henhold til art. 9, stk. 1, litra b) i forordningen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, kan forsikringstageren anlægge sag mod forsikringsgiveren ved retten på det sted, hvor sagsøger har sin (nye) bopæl. Retterne i denne medlemsstat kan beslutte at følge ufravigelige regler i henhold til art. 7, stk. 2, i det andet direktiv om direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, og art. 32, stk. 4, i det første direktiv om livsforsikring (ufravigelige regler i lex fori).

(33)  Se fodnote 20.

(34)  Dette kan forsikringsgiveren undgå ved at indføje en værnetingsklausul i henhold til art. 13, stk. 5, i tilknytning til art. 14, stk. 5, i forordningen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, som tillægger retten i den medlemsstat, hvor forsikringsvirksomheden har sit sæde, enekompetence. I det hele taget ser situationen for forsikringsvirksomheden meget mere lovende ud ved forsikring mod store risici.

(35)  Se nedenfor punkt 4.2.4.

(36)  Se ovenfor punkt 4.2.3.

(37)  Basedow, »Die Gesetzgebung zum Versicherungsvertrag zwischen europäischer Integration und Verbraucherpolitik«, i Reichert-Facilides/Schnyder (Hg.), Versicherungsrecht in Europa – Kernperspektiven am Ende des 20. Jahrhunderts, ZSR 2000 (Beiheft 34) 13-30 (s. 20).

(38)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling; EFT L 9 af 15.1.2003, s. 3.

(39)  Se Heiss, »Expanding the Insurance Acquis to Accession Candidates: From the Europe Agreements to Full Membership« i Heiss (ed.), »An International Insurance Market in an Enlarged European Union«, Karlsruhe 2002, 11-22.

(40)  KOM(79) 355 endelig af 10. juli 1979, EFT C 190/2 af 28. juli 1979.

(41)  EFT af 15. 1.1962, Afsnit V, C, litra a).

(42)  Den foreslåede harmonisering vedrørte følgende aspekter:

a)

forsikringspolicens formelle struktur;

b)

retten til en skriftlig bekræftelse på forsikringsaftalens indgåelse samt de minimumskrav, bekræftelsen skal opfylde;

c)

sproget, hvorpå aftalen skal udfærdiges;

d)

de oplysninger, som den forsikrede skal opgive ved indgåelsen af aftalen, og som kan få indflydelse på evalueringen og accepten af risikoen, og følgerne af fortielse eller opgivelse af svigagtige oplysninger;

e)

de oplysninger, som den forsikrede skal meddele under aftalens løbetid, og som kan forøge risikoen, samt følgerne af misligholdelse af denne oplysningspligt;

f)

bevisbyrden i tilfælde af misligholdelse af ovennævnte forpligtelser;

g)

præmiebetalingen i tilfælde af en mindskelse af risikoen;

h)

følgerne for aftalens gyldighed af manglende indbetaling af præmien eller en del af den;

i)

forsikringstagerens forpligtelser i skadestilfælde;

j)

opsigelse af forsikringsaftalen;

k)

parternes mulighed for at fravige direktivets bestemmelser, for så vidt sådanne undtagelsesbestemmelser er til fordel for forsikringstageren, den sikrede eller tredjemand.

Den foreslåede samordning skulle gælde al direkte forsikringsvirksomhed (bortset fra livsforsikring), undtagen følgende brancher:

a)

kaskoforsikring for jernbanekøretøjer

b)

kaskoforsikring for luftfartøjer

c)

kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder

d)

godstransport

e)

ansvarsforsikring for luftfartøjer og fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder

f)

kredit og kaution på grund af disse forsikringsbranchers særlige karakteristika.

(43)  ordfører: De Bruyn (EFT C 146 af 16.6.1980).

(44)  EFT C 265 af 13.10.1980.

(45)  KOM(80) 854 endelig af 15.12.1980, EFT C 355 af 31.12.1980.

(46)  Det skal især bemærkes, at det nye kommissionsforslag omfattede:

a)

udelukkelse af sygesikring som foreslået af EØSU;

b)

mere detaljerede bestemmelser om opsigelse af aftalen, hvor der lægges mere vægt på muligheden for at videreføre aftalen i ændret form i stedet for slet og ret at opsige den;

c)

mere udførlige bestemmelser om bevisbyrden.

(47)  Se Basedow/Fock (ed.), Europäisches Versicherungsvertragsrecht, Tübingen, Bind I og II 2002, Bind III 2003; Reichert-Facilides (ed.), Insurance Contracts, i »International Encyclopedia of Comparative Law« (endnu ikke udgivet).

(48)  Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler; EUT 1993 L 95/29.

(49)  En særlig liste med urimelige kontraktvilkår, som er specifikke for forsikringssektoren, kunne indføjes om nødvendigt; se EØSU's initiativudtalelse om »Forbrugerne på forsikringsmarkedet« (CES 116/98 af 19.1.98) og en undersøgelse af urimelige kontraktvilkår i visse forsikringsbrancher, som blev koordineret af »Centre de Droit de la Consommation« under Montpelliers Universitet for Kommissionen (Contract AO-2600/93/009263); den går i samme retning som Kommissionens nylige forslag vedrørende forbrugerkredit [KOM(2002) 443].

(50)  Se art. 29 i det tredje direktiv om direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring; art. 34 i direktivet om livsforsikring.

(51)  Mange bestemmelser vedrørende specifikke brancher i de nationale forsikringslovgivninger er ikke ufravigelige og derfor ikke i sig selv nogen hindring for det indre marked.


28.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 157/15


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Turisme og sport: de kommende udfordringer for Europa«

(2005/C 157/02)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 29. januar 2004 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at afgive udtalelse om

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Patrizio Pesci til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 10. november 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 413. plenarforsamling, mødet den 15. december 2004, følgende udtalelse med 144 stemmer for, 1 imod og 2 hverken for eller imod:

Baggrund

Personer, byer og befolkninger udvikler sig gennem udveksling og deling af positive værdier, som tager udgangspunkt i respekten for andre og som sigter imod fælles viden, tolerance, imødekommenhed og en gensidig vilje til at udveksle erfaringer og fremtidsplaner.

I et stadigt mere dynamisk samfund, som er præget af gennemgribende sociale, geopolitiske og teknologiske forandringer, og hvor udviklingen af værdier som et minimum bør holde trit med den materielle udvikling, forekommer det vigtigt at gribe alle såvel små som store lejligheder til at styrke og udbrede disse værdier.

Turisme og sport er blandt de områder, der i sagens natur egner sig til dette formål. Begge områder ses som en økonomisk aktivitet, men også som selvstændige sociale og kulturelle fænomener, og har mange lighedspunkter, eftersom de bygger på visse fælles grundlæggende værdier, såsom intellektuel nysgerrighed, åbenhed over for ændringer og ny viden, dialog og fair konkurrence.

Turisme og sport kan desuden bidrage til gennemførelsen af målsætningerne for Lissabon-strategien, som sigter mod at gøre Europa til den mest konkurrencedygtige videnbaserede økonomi inden 2010. Disse sektorers stigende økonomiske indvirkning har således en løftestangsvirkning på EU-landenes økonomi.

Sektorernes bidrag får større betydning med vedtagelsen af EU-traktaten, hvori turismen for første gang anerkendes som et EU-anliggende. EØSU ser dette resultat som et første afgørende skridt i retningen af en europæisk politik, som udvikler, støtter og koordinerer turismeområdet, og ser positivt på indføjelsen af en artikel om sport i ovennævnte forfatningstekst.

1.   Indledning

1.1

Turisme og sport er to sektorer, som i fremtiden vil komme til at spille en mere og mere afgørende rolle for den økonomiske og sociale velstand i Europa. Der er på verdensplan enighed om, at de spiller en nøglerolle.

1.2

Staterne og virksomhederne anvender i stigende grad disse sektorer som deres foretrukne kanaler til udbredelse af positive værdier og budskaber og til udvikling af miljømæssigt og socialt bæredygtige økonomier.

1.3

Sport har altid tiltrukket rigtigt mange mennesker, der har den samme lidenskab, som får dem til hele tiden at rejse rundt for at overvære såvel de mindste som de største sportsbegivenheder.

1.4

Turismen tilbyder i dag et fuldt sortiment af sportstilbud, som specielt i de senere år har haft stort held til at puste nyt liv i områder i delvis eller stærk tilbagegang (f.eks. Alperne) (1).

1.5

Hjemsteder for visse sportsbegivenheder er blevet turistmål og omvendt. Disse områder supplerer hinanden i stigende omfang og giver hinanden nye muligheder for udvikling og vækst.

1.6

Det har øget de enkelte destinationers evne til at tiltrække unge og mindre unge og især fysisk handicappede, som nu endelig har mulighed for at opleve sport i forbindelse med ferie på en ny og mere tilfredsstillende måde.

1.7

I 2002 besøgte 411 millioner turister fra hele verden Europa, hvilket bidrog til BNP med mere end 5 % og svarer til næsten 58 % af turismen på verdensplan. Verdensturistorganisationen (VTO) forventer imidlertid, at Europas andel af det verdensomspændende turismemarked pga. konkurrencen fra nye konkurrenter vil falde til 46 % inden 2020 til trods for, at antallet af turister næsten fordobles.

1.8

I forbindelse med nærværende udtalelse har EØSU afholdt en offentlig høring i Rom om Turisme og sport: de kommende udfordringer for Europa, hvori deltog vigtige italienske og europæiske repræsentanter for turist- og sportssektoren samt lederne af hhv. afdelingerne for turisme og sport i Kommissionen. Høringen gav anledning til en særdeles frugtbar debat, der frembragte mange forslag og idéer (2).

1.9

På baggrund af den offentlige høring i Rom og i betragtning af, at verdensturismedagen (den 27. september 2004), som afholdes af VTO, i år har været helliget emnet, Sport og turisme: to vitale kræfter til fremme af gensidig forståelse, kulturen og samfundsudviklingen, har EØSU udarbejdet nogle idéer til en politik, der for fremtiden er mere integreret på analyse- og indsatsområdet i de to sektorer.

1.10

I de kommende fem år vil Europa, som allerede i 2004 har været vært for EM i fodbold i Portugal og de 27. Olympiske og Paraolympiske Lege i Grækenland, stå i spidsen for en række sportsbegivenheder af verdensomspændende betydning, som vil have en særdeles stor indvirkning på turisttilstrømningen og økonomien. Dermed får alle de europæiske turistdestinationer en enestående chance, når turister fra hele verden rejser rundt i Europa.

2.   Turisme og sport: de kommende udfordringer for Europa

2.1

I de kommende år vil medier fra hele verden have fokus på vort kontinent i længere tid ad gangen. Verdenspressen vil tune ind på EU ved alle disse lejligheder (3), på forskellige kanaler og på forskellige planer. Europa vil således være et samtaleemne, i hvert fald i bredere kredse, også i politisk, sociokulturel, turisme- og naturligvis sportslig sammenhæng.

2.2

Denne periode med store sportsbegivenheder bør for de europæiske samfund derfor ud over at være en økonomisk chance først og fremmest være en lejlighed til at reflektere over og høste erfaringer med kulturelle og sociale værdier med henblik på vækst og bæredygtig udvikling.

2.3

Det er åbenlyst, at disse begivenheder giver omfattende muligheder for at udvikle og fremme oplærings- og uddannelsesforanstaltninger for befolkningen i medlemsstaterne og i resten af verden. Der bør udvises særlig opmærksomhed over for de unge og de dårligst socialt integrerede, heriblandt personer med handicaps.

2.4

Hvad angår turistsektorens konkurrenceevne, kan de kommende år, der tæller så mange store sportsbegivenheder af verdensomspændende betydning, også ses som en stor chance for Europa for at udvikle og fremme et marked, der sigter imod høj kvalitet inden for modtagelsesfaciliteterne og bæredygtighed inden for de udbudte serviceydelser.

2.5

Den Europæiske Union består nu af 25 stater med alle de fordele, som det indebærer for de 450 millioner indbyggere i det nye EU. Der vil derfor være flere tilgængelige destinationer, flere borgere, der er interesserede i at rejse, og flere atleter og begivenheder, som hurtigst muligt skal integreres i de europæiske programmer og kredse.

3.   Turisme og sport: en strategisk alliance for Europa

3.1

Turismen er en fredelig industri, der fremmer tværfolkelig integration og baner vejen for en fredelig sameksistens, som er baseret på tolerance og gensidig respekt.

3.2

Turismen har bevist, at den kan bidrage til at forbedre levevilkårene for millioner af mennesker i verden ved at fremme en mere ligelig og solidarisk økonomisk udvikling.

3.3

Sektoren har stor indvirkning på beskæftigelsen. På europæisk plan tæller sektoren uden at medregne underleverandører mere end 2 millioner firmaer med tilsammen mere end 8 millioner ansatte.

3.4

Turismen er nemlig en tværgående sektor med et større jobskabelsespotentiale end andre produktionssektorer.

3.5

Det er imidlertid også en sektor, der i højere grad end andre lider under negative økonomiske konjunkturer, internationale kriser og sæsonbestemte fænomener, som begrænser dens indvirkning på beskæftigelsen på længere sigt. Til trods herfor har den altid udvist en vis overordnet modstandskraft takket være tilstedeværelsen af en bred vifte af produkter, som i kraft af deres forskelligartethed danner et system, der er i stand til at kompensere for og modstå strukturelle og tilfældige problemer.

3.6

I de kommende år vil udfordringen være at skabe og opretholde en socialt og økonomisk stabil ramme i hele EU-25 og at fjerne enhver form for social eksklusion. Turisme-, sports- og kulturområderne skal gøres konkret anvendelige og tilgængelige for alle, og der skal udarbejdes særlige gunstige ordninger for de svageste samfundsgrupper.

3.7

Kommissionen har allerede skitseret denne proces i sin meddelelse fra november 2001 om »Samarbejde om europæisk turismes fremtid« (4) og den efterfølgende fra november 2003 om »Grundlæggende retningslinjer for bæredygtig europæisk turisme« (5). Nu drejer det sig om at omsætte indholdet af disse dokumenter i virkeligheden.

3.8

Imidlertid kan man ikke udvikle en turisme af høj kvalitet uden at sørge for, at der er sammenhæng med andre produktions- og/eller rekreative sektorer i samfundet. Og sport, som er rig på værdier, kultur, regler og idealer, er den ideelle kanal til at fremme bæredygtig udvikling på alle niveauer.

3.9

Sport er nu engang ligesom turisme en afgørende del af menneskers fritidsaktiviteter, og samtidig er den en drivkraft med et stort potentiale i den sociale vækst og den økonomiske udvikling.

3.10

Den står for nogle værdier, der som bekendt går tilbage til de første græske Olympiader i det ottende århundrede før vor tidsregning, og som er særdeles aktuelle og hele tiden anvendes i større udstrækning i ungdomsuddannelsespolitikkerne.

3.11

Den økonomiske dimension af sporten er gennem de seneste år vokset ud af proportioner. De meget store sportsbegivenheder er blevet til store sociale arrangementer, som formidler budskaber og værdier til hele verden og alle aldersklasser.

3.12

Sportsbegivenhederne har også ført til nye former for turisme, som kombinerer den traditionelle ferie med muligheden for at dyrke en bestemt type sport. Denne slags store begivenheder fungerer som katalysatorer og får folk til at prøve nye sportsgrene.

3.13

På den ene side benytter sporten sig af turistinfrastrukturerne og –tjenesteydelserne, på den anden side genererer den turisme, som samtidig i væsentligt omfang nyder godt af sportsbegivenheder, der afholdes på de forskellige destinationer. Tænk bare på det store antal personer, der rejser for at følge et VM i fodbold eller en olympiade og ikke mindst på den gratis reklame, der kan følge i kølvandet for det pågældende værtsland.

3.14

Denne udtalelse vil først og fremmest, men ikke udelukkende, handle om de store sportsbegivenheder, som generelt giver turistvirksomhederne de største fordele kulturelt, socialt og økonomisk set, og som skaber størst opmærksomhed om de europæiske rejsedestinationer.

3.15

Ved en stor sportsbegivenhed forstås overordnet set, men ikke udelukkende, en begivenhed, der kan skabe en stor tilstrømning af overnattende turister, og som dermed påvirker turismeøkonomien på destinationen.

3.16

Den store begivenhed kan være en god lejlighed til at fremhæve værdier, opførsel og praksis, som derefter kan udleves og udvikles i forbindelse med de utallige mindre lokale sportsbegivenheder (6).

3.17

De komplekse forbindelser mellem turisme og sport indgår i en større sammenhæng, som også omfatter de sociale, kulturelle og miljømæssige områder. Turister i dag efterspørger i stigende grad ferieoplevelser, der spænder vidt og kan imødekomme behov for såvel underholdning, kultur og sport.

4.   Det institutionelle plan

4.1

Tidligere var det eneste juridiske grundlag for en turismepolitik på EU-plan EF-traktatens art. 3, litra u, som indeholdt en generel henvisning til foranstaltninger på turismeområdet. For en sektor med så stor økonomisk betydning i mange EU-lande betød dette en alvorlig hindring for gennemførelsen af en egentlig europæisk turismepolitik.

4.2

Turismen er nemlig meget tværgående og omfatter næsten hele produktions- og servicesektoren, og den har brug for virkningsfulde stordriftsfordele både i relation til forvaltningen på regionalt plan og den bagvedliggende politiske beslutningsproces.

4.3

Imidlertid har EU-institutionerne især siden 1999 udvist en ny og stigende interesse for turismeområdet (7). EØSU har nøje fulgt denne nye tendens, og er særdeles begejstret over indføjelsen af en ad hoc-artikel om turismen i Den Europæiske Forfatning (8).

4.4

Med opnåelsen af dette mål sættes der punktum for en lang og til tider beskæmmende tilsidesættelse af turismen, og der er dermed skabt det nødvendige grundlag for en institutionel sidestillelse og inddragelse af sektoren i EU's politikker.

4.5

EØSU håber, at turismen fremover vil være genstand for virkelig specifikke og målrettede foranstaltninger, programmer og EU-tiltag. Det ønsker i den forbindelse, at der på europæisk plan oprettes et styringsprogram i stil med de europæiske agenturer inden for bestemte sektorer (9).

4.6

Det er under alle omstændigheder prisværdigt, at EU arbejder på at skabe en turismepolitik, som fremmer alle former for bæredygtig udvikling (10).

4.7

Hvad angår EU's sportspolitik, bygger den på et antal nøgledokumenter, heriblandt Det Europæiske Sportscharter fra 1992, Amsterdam-traktaten, som bekræftede sportens sociale betydning, og erklæringen i et bilag til Nice-traktaten, som derimod gav sporten en specifik plads som et EU-kompetenceområde.

4.8

Takket være bl.a. det skub fremad, som sporten modtog fra topmødet i Nice, har sporten fundet sin rette plads i udkastet til en europæisk forfatning, som blev vedtaget af EU-konventet i december 2004, hvor den figurerer i en separat artikel (11).

4.9

For at understrege sportens sociale og uddannelsesmæssige betydningen har Kommissionen udnævnt år 2004 til »Europæisk år for uddannelse via sport«. Det er et middel til at skabe opmærksomhed om denne sektor samt at finansiere projekter vedrørende uddannelse, bevidstgørelse og udvikling i skoler og fritidsordninger i hele EU.

4.10

I forbindelse med ovennævnte initiativ har man, om end med begrænsede midler, søgt at fremme de studerendes mobilitet, som på den måde kan besøge andre steder end deres hjemegn og på én gang opfylde deres ønske om at rejse og opleve nye steder og deres lyst til at dyrke deres yndlingssport.

4.11

Spørgsmålet om, hvordan man forene turisme, sport og kultur, er en af de udfordringer, vi skal tage op i de kommende år for at bidrage til at puste nyt liv i den europæiske økonomi og for at skabe større socialt velfærd for alle.

4.12

Dette spørgsmål er højt prioriteret i lyset af de nævnte Lissabon-målsætninger, som under alle omstændigheder også skal tage højde for de ændrede økonomiske betingelser i EU-landene for at kunne garantere bæredygtig og vedvarende vækst og udvikling.

4.13

Udviklingen på EU-plan af denne innovative strategi, der sigter mod en horisontal integration af turisme, sport og kultur, kan gennemføres dels gennem specifikke workshops (som skal afholdes inden for det europæiske turistforum og det europæiske sportsforum) dels ved at fremme innovative initiativer (f.eks. studenterudveksling, gennemførelse af oplysningskampagner for at inddrage sportsinteresserede turister i det kulturelle og sociale liv på det sted, hvor sportsbegivenheden afholdes, eller kurser i udvikling af nye kompetencer osv.). I den sammenhæng forekommer det afgørende først og fremmest at inddrage såvel civilsamfundet som de private partnere.

4.14

Den juridiske anerkendelse af de to sektorer, turist- og sportssektoren, i den europæiske forfatning er et stort skridt i retning af opnåelsen af disse målsætninger, specielt hvad angår fremme og udvikling af konkurrenceevnen hos de europæiske virksomheder, der arbejder inden for de to sektorer.

5.   Sikkerhed og olympisk fred

5.1

Som sagt vil de kommende år være fyldt med sportsbegivenheder, og millioner af mennesker vil komme fra hele verden for at overvære dem.

5.2

Denne periode med stor rejseaktivitet, store sportsbegivenheder og stor mediebevågenhed sætter fokus på sikkerhedsspørgsmålet. Sagen bør gribes an med ansvarsfølelse uden at skabe unødvendigt postyr, men samtidig skal der træffes alle de nødvendige forholdsregler i form af forebyggelse og overvågning, så man kan sikre en glat afvikling af alle sportsbegivenhederne.

5.3

Samarbejdet og forudgående udarbejdelse af fælles beredskabsstrategier er i den sammenhæng afgørende for forvaltningen af store sportsbegivenheder.

5.4

Sikkerheden bør derfor stå i centrum for planlægningsstrategierne for de kommende års begivenheder, og forebyggelse bør være selve fundamentet.

5.5

FN vedtog på generalforsamlingen den 6. september 2000 en erklæring, hvoraf punkt 10 lyder således: »Vi opfordrer landene til individuelt og kollektivt at respektere den olympiske fred såvel nu som i fremtiden, og til at støtte den internationale olympiske komité i dens bestræbelser på at fremme fred og forståelse mellem mennesker gennem sport og de olympiske idealer«.

5.6

Lignende udtalelser er for nylig kommet fra såvel Det Europæiske Råd i Bruxelles (den 12. december 2003) og Europa-Parlamentet (den 1. april 2004). Især Europa-Parlamentet har taget positivt imod, at den internationale olympiske komité har oprettet en international fond for den olympiske fred, der som organisation sigter mod yderligere at fremme idealerne fred og gensidig forståelse gennem sport.

5.7

EØSU understreger i sit bidrag til sikkerhedsdebatten behovet for at udbrede ideen om den olympiske fred som et universelt budskab, der gælder alle internationale sportsbegivenheder i de kommende år. EØSU mener nemlig, at sporten kan bidrage til at udbrede en tradition for dialog og mangedoble mulighederne for at mødes.

6.   Integreret bæredygtighed

6.1

Som allerede påpeget indgår turisme og sport i komplekse relationer, som virker ind på det sociale, økonomiske og miljømæssige område. Kompleksiteten er endnu større, når det drejer sig om begivenheder af en vis størrelse (megabegivenheder).

6.2

Planlægningen af arrangementer bør derfor tage udgangspunkt i bæredygtighedsprincippet på alle områder: det sociokulturelle, økonomiske og miljømæssige. Retningslinjerne for bæredygtig turisme, som Kommissionen har vedtaget i den nævnte nylige meddelelse »Grundlæggende retningslinjer for bæredygtig europæisk turisme«  (12), og som EØSU har kommenteret i sin udtalelse om »En socialt bæredygtig turisme for alle«  (13), bør også anvendes på sport og sportsdestinationer.

6.3

Fra en social og kulturel synsvinkel skal sportsbegivenheder især være en mulighed for at give identitetsfølelse og kulturudveksling frit løb. Det foreslås derfor at støtte turisme-/sportsprægede initiativer og begivenheder, som berører flere regioner i forskellige EU-lande (med Interreg-programmet som model).

6.4

Fra en socioøkonomisk synsvinkel understreger EØSU, at der bør tages stort hensyn til lokalbefolkningen i planlægningen af begivenheden. Alle tjenesteydelser og infrastrukturer bør planlægges under størst mulig hensyntagen til indbyggernes potentielle fremtidige anvendelse af dem. Lokalbefolkningen skal ligeledes danne reference for jobskabelse og gennemførelse af uddannelse i forbindelse med begivenhederne.

6.5

Der er allerede udviklet modeller til at måle destinationernes og tilknyttede tjenesteydelsers kapacitet med hensyn til miljøbæredygtighed og andre kriterier. Det vil være passende at fremme udbredelse af disse modeller og deres anvendelse også på sportsbegivenheder, og som sagt fremme en integreret tilgang, der ser samfund, økonomi og miljø i et samlet perspektiv.

6.6

Der bør således indkredses og fremmes modeller for projektering, styring og udvikling af disse begivenheder for at maksimere anvendelsesmuligheder og den skabte merværdi, først og fremmest til gavn for lokalområdet og værtssamfundet, som mærker de negative følger og kun sjældent får noget måleligt ud af det.

6.7

Sportsbegivenheder af en vis størrelse kan være en lejlighed til at udvikle kompetencer og knowhow på højt niveau, når det gælder kulturen omkring modtagelse og gæstfrihed, som er nyttig for turist-/sportsdestinationen på mellemlang og lang sigt. De kan endvidere anvendes til udbredelse af bedste praksis for integreret styring af turisme og sport.

6.8

Forud for planlægningen af komplekse begivenheder bør der foretages en kortlægning af mulige konflikter vedrørende anvendelse af ressourcer, tjenesteydelser, områder og kvaliteten af disse mellem stedets indbyggere og de besøgende.

6.9

Det er meget vigtigt med styring i fællesskab mellem støtteorganer, arrangerende organer, lokale repræsentanter, repræsentanter for slutbrugerne, repræsentanter for de sociale interesser og generelt alle involverede aktører.

6.10

Sportsbegivenhederne skal indarbejdes i både lokalområdets og værtslandets mellemlange/langsigtede planlægning. Der skal især tages hensyn til, hvilken effekt de vil få for turist-/sportsdestinationens image som helhed.

6.11

Det er velkendt, at sæsonsvingninger ofte er en hindring for turismens udvikling. Sportsbegivenhederne kan imidlertid også fungere som støtte for en strategi til udvikling af turismen og dens økonomi hele året rundt ved at maksimere resultaterne og sikre stabil og langsigtet beskæftigelse.

6.12

Det vil være nyttigt at støtte tiltag til overvågning af nuværende og kommende erfaringer med henblik på at bidrage til fastlæggelse af en erfaringsmodel for planlægning og styring af sportsbegivenheder under fuld hensyntagen til ovennævnte sociale, miljømæssige og økonomiske aspekter. Især forekommer det interessant at støtte overvågningstiltag vedrørende udnyttelse af anlæg og efterfølgende anvendelse af strukturer og tjenesteydelser, som er skabt til en specifik begivenhed.

6.13

Generelt understreges muligheden for at vedtage foranstaltninger, tiltag og henstillinger i det flerårige europæisk program for en bæredygtig udvikling af turismen ved også at skabe en Agenda 21 for sport og for de destinationer, der er bedst egnede til at organisere begivenheder og være vært for dem.

6.14

God praksis og positive erfaringer med planlægning og styring af turist- og sportsbegivenheder bør systematiseres, udbredes og gøres fælles for at fremme den bedst mulige gennemførelse af kommende store begivenheder i EU.

7.   Turisme, sport og uddannelse

7.1

EØSU ønsker at understrege behovet for at styrke uddannelse i forbindelse med politikker for sport og turisme på alle niveauer.

7.2

Denne tilgang fremgår også af erklæringen om sport i bilaget til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Nice i december 2000, som understreger, at »… Fællesskabet … skal … tage hensyn til sportens sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle funktioner … for at respektere og fremme den etik og den solidaritet, der er nødvendig for at bevare sportens sociale rolle«.

7.3

At integrere og udnytte sportens og turismens fælles positive værdier kan være magtfulde instrumenter til integration af samfund, destinationer og stater.

7.4

Den række af begivenheder, som er startet i 2004, får således endnu større betydning, da man har sat sig som mål at bruge store begivenheder, som vil nyde stor bevågenhed fra offentlighedens og institutionernes side, til at overføre undervisningsprincipper og retningslinjer.

7.5

Udvidelsen af EU med 10 nye medlemsstater betyder større mulighed for at gøre dette. Undervisningsprojekter for at udvide kendskabet til EU og dets befolkninger, udveksling af sportsånd, fair play og konkurrence kan udbredes og deles af de nye medlemsstater under anvendelse af de udbredte kommunikationsmidler.

7.6

Nøgleværdier, som skal udvikles og udbredes kan omfatte tolerance, en åben, gæstfri og imødekommende indstilling til udveksling mellem forskellige befolkninger og etniske grupper. Udbredelsen af disse nøgleværdier, især i de nye medlemsstater, forudsætter, dels at de indarbejdes i undervisningssystemet og efteruddannelsen for alle, der er beskæftiget inden for turisme og sport, dels at der foregår en intensiv erfaringsudveksling, som derfor bør fremmes. Turister har også bestemte forventninger til ovennævnte værdier, når de rejser.

7.7

I forbindelse med sports- og turismebegivenheder skal der være særlig fokus på at udbrede princippet om, at alle befolkningsgrupper og især unge, ældre og mennesker med handicaps har ret til at udøve og deltage i de forskellige discipliner og tilhørende begivenheder.

7.8

Som det fremgår af den nævnte erklæring om sport, som er vedlagt konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Nice i 2000, er »udøvelse af fysisk og sportslig aktivitet er for fysisk eller mentalt handicappede et privilegeret middel til individuel udfoldelse, genoptræning, social integration og solidaritet …«.

7.9

Disse foranstaltninger til fordel for befolkningens svageste grupper bør udføres af nationale og lokale myndigheder, nationale sammenslutninger, sportsklubber og foreninger, amatørklubber og skoler.

7.10

Netop skoleverdenen er det mest frugtbare sted, når det gælder udbredelse af positive værdier og gensidigt kendskab, da relationerne mellem sport, turisme og uddannelse bedst udnyttes ved at begynde allerede fra skolealderen.

7.11

Det foreslås derfor, at man fortsætter med at fremme studerendes mobilitet og udveksling ved at organisere sportsbegivenheder, som også giver lejlighed til at opleve og komme tæt på den lokale virkelighed og kultur.

7.12

Det foreslås også at intensivere samarbejdet mellem medlemsstaterne, især hvad angår udveksling af bedste praksis og inddragelse af sportsturister i det kulturelle og sociale liv på stedet for sportsbegivenhedens afholdelse for at reducere alle former for vold og intolerance og i stedet skabe muligheder for gensidig vækst.

7.13

Det er også værd at undersøge, om der er behov for kurser til udvikling af nye kompetencer med hensyn til planlægning af turist-/sportsbegivenheder, som omfatter alle aspekter af social vækst, integreret bæredygtighed, kommunikation og marketing, der er relevant for turisme.

8.   Konklusion

8.1

Turisme og sport kan antage form af laboratorier for udvikling, udveksling og fællesskab om positive værdier, der bygger på respekt for andre og fokuserer på fælles viden, tolerance og gensidig imødekommenhed. Disse to sektorer er skabt til denne opgave, og deres rolle har særlig betydning i et samfund, der bliver mere og mere dynamisk og kendetegnet ved dybtgående forandringer på det socio-kulturelle, geopolitiske og teknologiske plan.

8.2

Turisme og sport kan endvidere være et vægtigt bidrag til opnåelse af målene for Lissabon-strategien. Deres stigende økonomiske betydning kan blive en reel krumtap for økonomien i EU, især hvis man fuldt ud udnytter alle muligheder for udarbejdelse og udbredelse af kompetencer, som er knyttet til disse to sektorer.

8.3

Indføjelse af turisme og sport i den endelige version af den europæiske forfatning er et historisk vendepunkt for de to sektorer. EØSU ser nu frem til en betydelig aktivitet på EU-plan på disse to områder og foreslår, at den åbne koordinationsmetode anvendes for at sikre udveksling af muligheder og viden og sammenligning på europæisk niveau.

8.4

Turisme og sport er to komplekse og uens sektorer, som er svære at undersøge samlet og sammenligne på det økonomiske og sociale område. EØSU foreslår derfor, at man opretter et fælles europæisk observatorium og en database, der kan indsamle, opstille og udbrede viden og bedste praksis for udvikling af de to sektorer i medlemsstaterne.

8.5

EØSU håber endvidere, at EU vil fremme undersøgelser og forskning, som gør det muligt at foretage benchmarking på europæisk plan af turismens og sportens sociale, økonomiske og miljømæssige indvirkning.

8.6

Udbredelse af en kultur hvor alle har adgang til turisme og sport og udarbejdelse af strategier til støtte herfor bør være en prioritet for alle foranstaltninger til udvikling af de to sektorer, og der bør tages hensyn til de såvel de svageste grupper i befolkningen, dvs. unge, ældre og mennesker med handicap, som grupper med begrænset økonomisk råderum. Der bør gennemføres en oplysningskampagne for at udbrede bevidstheden om, at adgang og bæredygtighed er forudsætninger, som medfører større konkurrenceevne på markedet.

8.7

Det foreslås at oprette et europæisk agentur for turisme, hvis formål skal være at bevare denne sektors særpræg, analysere dens kritiske punkter, opstille mulige udviklingsretninger og indkredse innovative instrumenter med henblik på en bæredygtig vækst, som skal integreres i EU's strukturforanstaltninger.

8.8

Turisme og sport er to mangesidede og komplekse områder med et stort udviklingspotentiale. Denne udtalelse understreger behovet for en horisontal integration af disse sektorer på EU-plan, så dette potentiale kan konkretiseres på både det socio-økonomiske og det kulturelle område. EØSU understreger endvidere behovet for, at man konstant er opmærksom på, at de ønskede foranstaltninger er bæredygtige både i de nævnte henseender og på det miljømæssige plan.

8.9

EØSU benævner udtalelsen »Rom-erklæringen om turisme og sport«, så den fremstår med større vægt og udbredes i forbindelse med alle relevante begivenheder for turist- og sportssektoren på EU-niveau.

Bruxelles, den 15. december 2004

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Et illustrerende eksempel på denne proces er byen Torino, som takket være de kommende vinter-OL og vinter Paraolympiske Lege i 2006 er i færd med at puste nyt liv i forladte industriområder og udvikle nye perifere områder, hvorved der tilføres nyt blod til alle sektorer i den lokale økonomi.

(2)  Offentlig høring om Turisme og sport: de fremtidige udfordringer for Europa, afholdt i Rom den 22. april 2004 hos CNEL (Det italienske nationale økonomi- og arbejdsmarkedsråd).

(3)  Se fodnote 3

(4)  KOM(2001) 665 endelig.

(5)  KOM(2003) 716 endelig.

(6)  Lokale mesterskaber, skole- eller amatørturneringer, sportsbegivenheder på decentralt plan eller i universitetssammenhæng osv.

(7)  Lige fra EU's handlingsplan fra 1999 vedrørende jobskabelse i turistsektoren til Kommissionens meddelelse »Samarbejde om europæisk turismes fremtid« af 13. november 2001, Europa-Parlamentets beslutning af 14. maj 2002 og Rådets resolution om europæisk turismes fremtid af 21. maj 2002 eller Kommissionens meddelelse »Grundlæggende retningslinjer for bæredygtig europæisk turisme« fra november 2003.

(8)  Art. I-17 og art. III-281, afdeling 4.

(9)  F.eks.: Det Europæiske Agentur for Lægemiddelvurdering; Det Europæiske Agentur for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen; Det Europæiske Agentur for Fødevaresikkerhed; Det Europæiske Miljøagentur, osv.

(10)  EØSU har deltaget i denne proces med sin initiativudtalelse »En socialt bæredygtig turisme for alle« (EUT C 32 af 15.2.2004), hvormed udvalget har ønsket at bidrage til kommende tiltag.

(11)  Art. I-17 og art. III-282 a, afdeling 5.

(12)  KOM(2003) 716 endelig.

(13)  EUT C 32 af 5.2.2004.


28.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 157/22


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen: Mod en europæisk strategi for nanoteknologi«

(KOM(2004) 338 endelig)

(2005/C 157/03)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 12. maj 2004 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om: »Meddelelse fra Kommissionen: Mod en europæisk strategi for nanoteknologi«

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Antonello Pezzini til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 10. november 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 413. plenarforsamling den 15. december 2004, følgende udtalelse med 151 stemmer for og 1 hverken for eller imod:

1.   Baggrund

1.1

EØSU er klar over, at denne udtalelse vedrører et spørgsmål, hvoraf nogle aspekter er nye, og hvis terminologi ofte er ukendt eller under alle omstændigheder meget lidt anvendt. Det har derfor fundet det hensigtsmæssigt at præsentere nogle få definitioner og beskrive, hvor langt man er kommet i forskningen og anvendelserne af nanoteknologi i Amerika og i Asien.

1.2

Indholdsfortegnelse

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

2.   Definitioner

2.1

Nano: betegner en milliardtedel af en enhed. I dette tilfælde svarer »nano« til en milliardtedel af en meter.

2.2

Mikro: betegner en milliontedel af en enhed. I dette tilfælde en milliontedel af en enhed.

2.3

Nanovidenskab: Nanovidenskab er en ny tilgang inden for de traditionelle videnskaber (kemi, fysik, biologi, elektronik osv.), og den beskæftiger sig med stoffers grundlæggende struktur og adfærd på atom- og molekyleniveau. Det er den videnskab, som undersøger atomers potentiale inden for de forskellige videnskabelige discipliner (1).

2.4

Nanoteknologi: Denne teknologi gør det muligt at manipulere med atomer og molekyler, så der skabes nye overflader og objekter, som takket være atomernes forskellige sammensætninger og egenskaber får nye specifikke karakteristika, der kan anvendes i dagligdagen (2). Det er en teknologi, der beskæftiger sig med en milliardtedel af en meter.

2.5

Ud over ovennævnte definition er det på sin plads at gå lidt mere i detaljer videnskabeligt set: udtrykket nanoteknologi betegner en tværfaglig tilgang til fremstilling af materialer, processer og systemer gennem materialekontrol på nanoskala.

2.6

Nanomekanik. Et objekts størrelse begynder at blive vigtig, når dets egenskaber skal fastlægges, og størrelsesskalaen er en nanometer eller nogle snese nanometre (objekter bestående af nogle snese eller nogle få tusinde atomer). I denne størrelsesorden har et objekt bestående af 100 jernatomer helt andre fysisk-kemiske egenskaber end et objekt bestående af 200 atomer, også hvis begge er fremstillet med de samme atomer. Tilsvarende har et fast stof bestående af nanopartikler helt andre mekaniske og elektromagnetiske egenskaber end et traditionelt stof af samme kemiske sammensætning, og det har de egenskaber, som dets enkelte dele har.

2.7

Dette er en fundamental videnskabelig og teknologisk nyskabelse, som ændrer vores tilgang til fremstilling og manipulering af materialer på alle områder inden for videnskab og teknologi. Nanoteknologi er følgelig ikke en ny videnskab i lighed med kemi, fysik og biologi, men er en ny måde at arbejde med kemi, fysik og biologi på.

2.8

Heraf følger, at et nanostruktureret materiale eller system er dannet af enheder af nanometrisk størrelse (de strukturer, der er dannet af enkelte atomer, som vi er vant til, er ikke længere relevante) og har følgelig visse egenskaber, der kan bygges ind i komplekse strukturer. Det er derfor klart, at produktionsmodeller, der er baseret på samling af individuelle atomer eller molekyler, som alle er ens, bør ændres og erstattes af tilgange, hvor størrelse er en grundlæggende parameter.

2.9

Som illustration af nanoteknologiens revolutionære rækkevidde svarer den til at opdage en ny periodisk tabel over elementer, der er langt større og mere kompliceret end den, vi kender, og de begrænsninger, fasediagrammer (eksempelvis mulighed for at blande to materialer) lægger, kan overvindes.

2.10

Der er følgelig tale om en bundstyret teknologi, hvor vægten forskydes fra individuelle funktioner til et sæt funktioner. Den har flere og flere anvendelsesmuligheder på bl.a. følgende områder: sundhed, informationsteknologi, materialevidenskab, fabrikation, energi, sikkerhed, rumforskning, optik, akustik, kemi, fødevarer og miljø.

2.11

Takket være disse anvendelsesmuligheder, hvoraf nogle allerede er mulige og benyttes af borgerne (3), er det realistisk at hævde, at nanoteknologier vil kunne væsentligt forbedre livskvaliteten, fremstillingsindustriens konkurrenceevne og den bæredygtige udvikling (4).

2.12

Mikroelektronik Dette er et delområde af elektronik, som beskæftiger sig med udvikling af integrerede kredsløb, der er bygget ind i individuelle dele af halvledere i en diminutiv størrelse. Mikroelektronikken kan i dag skabe enkeltkomponenter i en størrelsesorden på ca. 0,1 mikrometer eller 100 nanometer (5).

2.13

Nanoelektronik. Dette er en videnskab, der forsker i og fremstiller kredsløb, som skabes under anvendelse af teknologier og andre materialer end silicium, og som fungerer efter helt andre principper end de nuværende (6).

2.13.1

Nanoelektronikken vil blive en af hjørnestenene inden for nanoteknologi, således som elektronik i dag findes i alle videnskabelige sektorer og industrielle processer (7).

2.13.2

Udviklingen inden for elektriske og elektroniske komponenter har været meget hurtig. I løbet af nogle få tiår er man gået fra ventiler til halvledere, chips, mikrochips og nu nanochips, der er sat sammen af elementer, som hver især består af nogle få hundrede atomer. En nanochip kan indeholde lige så megen information som 25 bind af Encyclopaedia Britannica (8).

2.13.3

Videnskabsfolk og producenter af elektroniske komponenter blev tidligt klar over, at informationsstrømmen bliver hurtigere, jo mindre chippen er (9). Nanoelektronikken gør det derfor muligt at behandle information meget hurtigt i yderst begrænsede rum.

2.14

Tunnelmikroskopet. Dette instrument, for hvilket dets opfindere fik Nobelprisen, kaldes også »det 21. århundredes linse«. Det anvendes til at »se« materiale i atomisk størrelse. Mikroskopspidsen bevæges parallelt hen over en overflade. En tunneleffekt får overfladens elektroner (ikke atomerne) til at bevæge sig fra overfladen til spidsen. Dette skaber en strøm, som bliver stærkere, jo mindre afstanden mellem overfladen og spidsen er. Denne strøm konverteres ved hjælp af en højdeberegning og giver materialeoverfladens topografi i nanoskala

2.14.1

Tunneleffekt Inden for traditionel mekanik kan en partikel, der befinder sig i et hul, og som har en vis mængde energi, ikke komme ud af hullet, medmindre den har nok energi til at springe ud over dets »rand«. I kvantemekanik er situationen derimod som følge af usikkerhedsprincippet en helt anden. Da partiklen er begrænset til hullet, er usikkerheden om dens position ringe, og følgelig er usikkerheden om dens hastighed stor. Der er derfor en vis sandsynlighed for, at partiklen har tilstrækkelig energi til at slippe ud af hullet, også selv om dens gennemsnitlige energi ikke ville være tilstrækkelig til at overvinde barrieren (10).

2.15

Karbon-nanorør. Disse er resultatet af en særlig måde at samle karbonatomer på. De hører til de stærkeste og letteste materialer, man kender i dag. De er seks gange lettere og hundrede gange stærkere end stål. De har en diameter på nogle få nanometer og en længde, som kan være på flere mikron (11).

2.16

Selvsamling af makromolekyler. Det er den procedure, der anvendes i laboratorier for at efterligne naturen: »alt levende har samlet sig selv«. Selvsamlingsproceduren skaber grænseflader mellem elektroniske kredsløb og biologiske væv og tilstræber en forbindelse mellem informatik og biologi. Målet, som ifølge videnskabsfolk ikke er så langt væk, er at give de døve hørelsen og de blinde synet. (12)

2.17

Biomimetik:  (13) Det er den videnskab, som studerer de love, der ligger til grund for de molekylære strukturer, der forekommer i naturen. En viden om disse love gør det muligt at konstruere kunstige nanomotorer, der er baseret på de samme principper som dem, der findes i naturen (14).

3.   Indledning

3.1

EØSU bifalder den klare udformning af meddelelsen om nanoteknologi og deler Kommissionens ønske om i en tidlig fase at fremlægge gode forslag på dette område. Det udtrykker også tilfredshed med de mange tekster, der er blevet offentliggjort, herunder CD-rom'er, og som er rettet mod både eksperter og unge mennesker.

3.1.1

Især de pædagogiske CD-rom'er er yderst værdifulde kulturelle værktøjer for formidling af den nødvendige information om nanoteknologier til et stort og ofte udenforstående publikum, ofte unge.

3.2

EØSU mener, at information om dette emne, som kan føre til nye og frugtbare opdagelser på mange områder af borgernes liv, bør formidles i et så tilgængeligt sprog som muligt. Endvidere må forskning i nye produkter være afstemt efter forbrugernes behov og ønsker, der er meget opmærksomme på spørgsmål vedrørende bæredygtig udvikling.

3.2.1

Journalister og massemedierne, især fagpressen, kan komme til at spille en særlig rolle, da de er de første til at berette om succeshistorier, når forskere udfordrer videnskaben for at opnå konkrete resultater.

3.2.2

Udviklingsindikatorerne for nanoteknologi er især koncentreret om fire aspekter: 1) publikationer (15); 2) patenter; 3) opstart af nye virksomheder; 4) omsætning. Hvad angår publikationer indtager EU førstepladsen, med en procentandel på 33 %, efterfulgt af USA med 28 %. Der foreligger ingen nøjagtige tal for Kina, men det ser ud til, at antallet af publikationer også der er stigende. USA er førende mht. patenter, med 42 %, efterfulgt af EU med 36 %. Hvad angår opstart af nye virksomheder er situationen således: ud af 1 000 ægte nanoteknik-virksomheder starter 600 i USA og 250 i EU. Omsætningstallene peger globalt set på en stigning fra de nuværende 50 mia. EUR til ca. 350 mia. i 2010 for at nå op på 1 000 mia. EUR i 2015 (16).

3.3

Nanoteknologi og nanovidenskab er ikke blot en ny tilgang til materialevidenskab og –lære, men er også et af de mest lovende og vigtigste tværfaglige instrumenter til skabelse af produktionssystemer, højinnovative opfindelser og bredspektrede anvendelsesmuligheder i de forskellige samfundssektorer.

3.3.1

På nanoskala får traditionelle materialer andre egenskaber end deres makroskopiske modstykker og gør det således muligt at skabe systemer, som arbejder bedre og yder mere. Den radikale nyskabelse ved nanoteknologi ligger i, at man ved at mindske et materiales dimensioner ændrer dets fysiske og kemiske egenskaber. Dette gør det muligt at udvikle produktionsstrategier, som svarer til den approach, naturen anvender i forbindelse med skabelsen af komplekse systemer, med et rationelt energiforbrug og en minimering af de nødvendige råstoffer og spildprodukter. (17)

3.3.2

De produktionsprocesser, der er knyttet til nanoteknologi, bør følgelig bygge på en ny tilgang, som tager fuldt ud hensyn til disse nye egenskaber for at sikre, at det europæiske erhvervsliv og samfund får størst mulig gavn heraf.

3.4

Den nanoteknologiske tilgang vinder frem inden for alle produktionssektorer. og anvendes for øjeblikket i visse produktionsprocesser i sektoren for elektronik (18) kemi (19) medicinalindustri (20), mekanik (21) biler, luft- og rumfart (22), fremstillingsindustri (23) og kosmetik.

3.5

Nanoteknologierne kan på afgørende vis hjælpe EU med at nå de mål, som Det Europæiske Råd opstillede i Lissabon, via udviklingen af et videnssamfund, så det bliver den mest dynamiske og konkurrencedygtige økonomi i verden, der samtidig beskytter miljøet, fremmer samhørigheden og skaber nye virksomheder, højere kvalificerede jobs og nye uddannelsesprofiler.

3.6

Inden for nanoteknologierne ser Europa ifølge Kommissionen ud til at have en gunstig udgangsposition, som dog bør give sig udslag i reelle konkurrencemæssige fordele for den europæiske industri og det europæiske samfund og sikre et passende afkast fra de nødvendigvis store forskningsinvesteringer .

3.6.1

Hovedproblemet består i at forstå den strategiske betydning af disse teknologier, som rent faktisk vedrører brede erhvervs- og samfundssektorer. Lige så vigtigt er det at udvikle en ægte integreret politik for nanoteknologier og –videnskab, som tildeles passende midler, og som kan være sikker på støtte fra den private sektor, og industri-, finans- og uddannelsessektoren.

4.   Resumé af Kommissionens forslag

4.1

Kommissionen vil med sin meddelelse indlede en debat på interinstitutionelt plan med henblik på en sammenhængende indsats for at:

øge investeringen i og koordineringen af F&U for at styrke industriel udnyttelse af nanoteknologi, og samtidig opretholde videnskabelig topkvalitet og konkurrence

udvikle konkurrencedygtig F&U-infrastruktur i verdensklasse (»ekspertisepoler«), der tilgodeser både industriens og forskningsorganisationernes behov

fremme tværfaglig (videre)uddannelse af forskningspersonale samt en stærkere iværksætterånd

skabe gunstige vilkår for teknologioverførsel og innovation for at sikre, at europæisk F&U-ekspertise omsættes i produkter og processer, der skaber velstand

integrere samfundsmæssige hensyn i F&U-processen i en tidlig fase

gribe potentielle risici for folkesundheden, sikkerheden, miljøet og forbrugerne an på forhånd ved at indsamle de data, der er nødvendige for at foretage en risikovurdering, og ved at integrere risikovurdering i hvert enkelt trin i nanoteknologibaserede produkters livscyklus samt tilpasse eksisterende metoder og om nødvendigt udvikle nye

supplere de ovennævnte tiltag med passende samarbejde og initiativer på internationalt plan.

4.2

Kommissionen foreslår følgende konkrete tiltag:

oprettelse af et europæisk forskningsrum for nanoteknologi,

udvikling af infrastruktur for grundforskning og anvendt forskning samt universitetsinfrastruktur af høj kvalitet, der står til rådighed for virksomheder, især SMV'er,

øget investering i menneskelige ressourcer på EU-plan og i medlemsstaterne,

styrkelse af industriel innovation, patenteringssystemer, metrologi og standardisering, regulering og beskyttelse af sikkerhed, sundhed, miljø, forbrugere og investorer for at sikre en ansvarlig udvikling,

konsolidering af et forhold mellem videnskab og samfund, der bygger på tillid og en permanent og åben dialog,

opretholdelse og intensivering af et solidt og struktureret internationalt samarbejde baseret på fælles nomenklaturer og adfærdskodekser samt en fælles kamp for at undgå udelukkelse fra den nanoteknologiske udvikling,

strategisk koordinering og gennemførelse af tiltag på EU-niveau som led i en integreret politik, hvortil der er afsat tilstrækkelige finansielle og menneskelige ressourcer.

5.   De vigtigste udviklingstendenser i Amerika, Asien og Oceanien

5.1

USA's nationale nanoteknologiinitiativ (NNI — National Nanotechnologies Initiative) blev lanceret i 2001 som et program for grundforskning og anvendt forskning. Det koordinerer mange amerikanske institutters aktive indsats på det nanoteknologiske område og har for regnskabsåret 2005 fået tildelt over 1 mia. USD, hvilket er mere end en fordobling af budgettet for 2001. Disse midler er især beregnet på grundforskning og anvendt forskning, udvikling af ekspertisecentre og infrastrukturer samt evaluering og kontrol af nanoteknologiens samfundsmæssige konsekvenser, især ud fra en etisk, juridisk, sikkerheds- og sundhedsmæssig synsvinkel, hvortil kommer udvikling af de menneskelige ressourcer.

5.1.1

NNI finansierer direkte 10 føderale institutter og koordinerer forskellige andre. The National Science Foundation (NSF), Energiministeriets videnskabskontor (DOE), Forsvarsministeriet og The National Institute of Health (NIH) har alle fået tildelt betydeligt flere finansielle midler, der specielt skal bruges på nanoteknologi. Især Energiministeriet har investeret store summer. Det er lykkedes at skabe 5 store infrastrukturanlæg, dvs. nanoteknologiforskningscentre, der er åbne for forskere fra hele forskerverdenen. Forsvarsministeriets program for nanoteknologi er i årenes løb vokset, bl.a. som følge af anmodninger om tjenester fra USA's væbnede styrker.

5.1.2

Denne udvikling er blevet mulig takket være vedtagelsen i december 2003 af en grundlæggende lov om den amerikanske politik for nanoteknologi, »the 21st Century Nanotechnology Research and Development Act«. Loven fastslår bl.a., at der skal oprettes et nationalt koordineringskontor for nanoteknologi med følgende opgaver:

omdefinere mål, prioriteter og evalueringsparametre,

koordinere institutterne og de øvrige føderale aktiviteter,

investere i F&U-programmer, nanoteknologi og relaterede videnskaber,

oprette tværfaglige centre for nanoteknologiforskning baseret på konkurrence og placeret på forskellige geografiske lokaliteter uden at udelukke statens og industriens deltagelse,

fremskynde udviklingen af applikationer i den private sektor, herunder etablering af nye virksomheder,

sikre kvalificeret uddannelse samt skabe og konsolidere en teknologisk og teknisk kultur inden for nanovidenskaberne,

garantere, at etiske, juridiske og miljømæssige aspekter respekteres ved udviklingen af nanoteknologier, og afholde »konsensuskonferencer« og debatter med borgerne og med civilsamfundet,

fremme informationsudveksling mellem den akademiske verden og industrien, staten, centralregeringen og de regionale forvaltninger,

udarbejde en plan for anvendelse af føderale programmer som f.eks. »Small Business Innovation Research Program« og »Small Business Technology Transfer Research Program«, til at støtte den nanoteknologiske udviklings udbredelse til alle virksomheder, selv de mindste.

5.1.3

Til støtte for lovens gennemførelse har det nationale institut for standardisering og teknologi (NIST) iværksat et særprogram for produktionsudvikling i nanoteknologisektoren. Det koncentrerer sig om metrologi, pålidelighed og kvalitetsnormer, proceskontrol og bedste fremstillingspraksis. Takket være »Manufacturing Extension Partnership« vil programmets resultater også kunne formidles til SMV'er.

5.1.4

Ovennævnte amerikanske lov forudser desuden oprettelse af et »information clearinghouse« (informationskontor), der skal:

beskæftige sig med markedsføring af nanoteknologier og overførsel af teknologierne og de nye begreber til kommercielle og militære produkter,

påvise bedste praksis på universiteter og laboratorier, såvel statslige som private, med henblik på at overføre den til kommerciel anvendelse.

5.1.5

Der er også planer om at oprette et amerikansk center for forberedelse til nanoteknologi, som skal udføre, koordinere, indsamle og formidle undersøgelser af nanoteknologiens etiske, juridiske, uddannelses-, miljø- og beskæftigelsesmæssige konsekvenser og foregribe problemer gennem forebyggelse af negative følger.

5.1.6

Endelig kompletteres de organisatoriske rammer for loven med oprettelsen af et center for fremstilling af nanomaterialer (Center for Nanomaterials Manufacturing), der skal tilskynde til, udføre og koordinere forskning i de nye fremstillingsteknologier samt indsamle og formidle resultaterne med henblik på at lette deres overførsel til den amerikanske industri.

5.1.7

Loven fastlægger desuden bevillingerne til de vigtigste institutter og føderale ministerier, såsom NSF, DOE, NASA og NIST, for perioden 2005-2008 (24).

5.2

Efter meddelelsen om det amerikanske initiativ NNI fandt der vigtige ændringer sted i Asiens og Stillehavsområdets politik for videnskabelig forskning og teknologisk udvikling i form af beslutninger, der skulle give regionen en stærk position mht. udvikling af nanoteknologier. Disse teknologier har fået højeste prioritet i mange lande i Asien og Stillehavsområdet med en samlet udgift for 2003 på over 1,4 mia. USD. Japan tegner sig for 70 % af dette beløb, men der er også investeret betragtelige summer i Kina, Sydkorea, Taiwan, Hong Kong, Indien, Malaysia, Thailand, Vietnam og Singapore, samt i Australien og New Zealand.

5.3

Siden midten af 1980'erne har Japan iværksat forskellige flerårige programmer (5-10 årsprogrammer) inden for nanovidenskab og nanoteknologier. I 2003 nåede budgettet for F&U-programmet for nanoteknologier og materialer op på 900 mio. USD, men der er også mange nanoteknologirelaterede elementer i programmerne om biovidenskab, miljø og informationssamfundet. Dermed nåede det samlede budget for nanosektoren op på næsten 1,5 mia. USD i 2003, og det steg med ca. 20 % for 2004. Den private sektor i Japan er også godt repræsenteret med f.eks. de to store trading-houses Mitsui & Co og Mitsubishi Corporation. De større japanske virksomheder som f.eks. NEC, Hitachi, Fujitsu, NTT, Toshiba, Sony, Sumitomo Electric og Fuji Xerox har investeret kraftigt i nanoteknologi.

5.3.1

Kina har i sin aktuelle femårsplan for 2001-2005 afsat ca. 300 mio. USD til nanoteknologi. Ifølge de kinesiske ministerium for videnskab og teknologi er ca. 50 universiteter, 20 institutter og 100 andre virksomheder aktive på dette område. For at sikre en god markedsføring af nanoteknologierne er der mellem Beijing og Shanghai oprettet et teknisk center og en platform for nanotek-industrien. Desuden har den kinesiske regering afsat 33 mio. USD til oprettelsen af et nationalt forskningscenter for nanovidenskab og nanoteknologi for bedre at kunne koordinere videnskab og forskning i denne sektor.

5.3.2

I 2002 oprettede det kinesiske videnskabsakademi (CAS) nanoteknologicentret Casnec (the CAS Nanotechnology Engineering Centre) med et samlet budget på 6 mio. USD. Centret skal tjene som platform for en accelereret kommercialisering af nanovidenskab og nanoteknologi. I Hong Kong er de to vigtigste kilder til finansiering af nanoteknologi the Grant Research Council og the Innovation and Technology Fund, som i perioden 1998-2002 gav et samlet tilskud på 20,6 mio. USD. For perioden 2003-2004 har Hong Kong University of Science and Technology og Hong Kong Polytechnic University støttet deres egne nanoteknologicentre med næsten 9 mio. USD.

5.3.3

I Australien har det australske forskningsråd (Australia Research Council — ARC) på fem år fordoblet sin finansielle støtte til konkurrencedygtige projekter, og det har planer om at oprette 8 ekspertisecentre spredt ud over landet. De skal forske nærmere i Quantum Computer Technology, Quantum Atom Optics, fotovoltaik, fotonik og avancerede optiske systemer.

5.3.4

I New Zealand koordinerer MacDiarmid Institute for Advanced Materials and Nanotechnology landets avancerede forskning og uddannelse i materialevidenskab og nanoteknologi i et tæt samarbejde med universiteter og forskellige partnere, heriblandt Industry Research Ltd (IRL) og the Institute of Geological and Nuclear Sciences (IGNS).

5.3.5

MacDiarmid Institute koncentrerer sin indsats på følgende områder: nanotekniske materialer, optoelektronik (25), superledere, nanorør af kulstof, lette materialer og komplekse flydende stoffer, sensor- og billedsystemer samt nye materialer for oplagring af energi.

6.   Generelle bemærkninger

6.1

Den stærke vækst i nanoteknologier på verdensplan, i Amerika, Asien og Oceanien, er et bevis på, at det er på høje tid, at Europa gør en systematisk og samordnet indsats for at sikre en fælles EU- og national finansiering af grundforskning og anvendt forskning samt af en hurtigere udmøntning i nye produkter, processer og tjenester.

6.2

En fælles strategi på europæisk plan bør bygges op om følgende:

en styrkelse af de fælles bestræbelser inden for FTU, demonstration og videnskabelig og teknologisk uddannelse som led i etableringen af det europæiske område for innovation og forskning,

en styrkelse af samspillet mellem erhvervslivet og den akademiske verden (forskning, uddannelse og avanceret oplæring),

en hurtigere udvikling af industrielle og flersektorielle anvendelsesformål og af de økonomiske, sociale, juridiske, regulerende, skattemæssige og finansielle rammer, inden for hvilke initiativer fra nye virksomheder og innovative erhvervsprofiler skal indgå,

beskyttelse af etiske, miljø-, sundheds- og sikkerhedsmæssige interesser igennem hele de videnskabelige anvendelsesformåls livscyklus; fremme af forholdet til civilsamfundet og regulering af spørgsmål vedrørende metrologi og teknisk standardisering,

styrket europæisk koordinering af politikker, tiltag, strukturer og netværker, så de formår at fastholde og forbedre de nuværende konkurrenceniveauer inden for videnskabelig, teknologisk og anvendelsesrelateret udvikling,

øjeblikkelig inddragelse af de nye medlemsstater i undersøgelser og gennemførelse af nanovidenskab gennem målrettede foranstaltninger og ved brug af finansielle bevillinger fra EFRU og ESF (26) og fælles programmer, som forvaltes sammen med eksisterende ansete EU-forskningscentre (27).

6.3

Etablering af en høj kritisk masse med stor merværdi skal føre til etablering og udvikling af en fælles strategi. Fremstillings- og servicevirksomheder, især mindre virksomheder, bør kunne udnytte resultaterne af denne strategi i deres innovative og konkurrencebaserede udvikling og bør samtidig kunne yde deres bidrag ved at stimulere transeuropæiske ekspertisenetværker sammen med universiteter, offentlige og private forskningscentre og finansorganer.

6.4

Udviklingen af denne strategi bør være solidt forankret i samfundet. Det betyder, at strategien skal være velunderbygget af det store bidrag, som den kan yde, ikke blot til den europæiske videnbaserede økonomis konkurrenceevne, men også og især til sundhed, miljø og sikkerhed samt livskvaliteten for Europas borgere. Det betyder også, at det er nødvendigt at indvirke på nanoteknologiernes efterspørgselsside (fra borgere, virksomheder og organisationer), fordi det især er denne efterspørgsel, som kræver konkrete reaktioner.

6.5

Samfundet som helhed bør mobiliseres takket være en proces til udvikling af nanoteknologier, som skal være gennemsigtig og sikker lige fra grundforskningen til resultatudmøntningen og til demonstration og udvikling i form af innovative markedsprodukter og serviceydelser. Dette forudsætter tillige aftaler, som er klare og let forståelige for samtlige borgere med en påvisning af, at hele nanoteknologiprodukternes livscyklus, herunder også bortskaffelse, er underkastet kontrol og genstand for løbende risikoevaluering.

6.6

Der bør etableres et positivt forhold mellem videnskab og samfund i denne sektor, så det undgås, at der opstår skranker for eller en stagnering i den nanoteknologiske udvikling, således som tilfældet var ved væksten i andre nylige teknologier.

6.7

Etablering af europæiske anlæg og af nye flerfaglige videnskabelige og akademiske profiler er også væsentligt. Også her er det nødvendigt at opnå fuld tillid fra skatteborgere og politiske beslutningstagere, som må være bevidste om den nanoteknologiske revolutions positive potentiale.

6.8

Nanoteknologiernes udvikling er derfor ikke blot en større intellektuel og videnskabelig udfordring, men også og især en udfordring for samfundet som helhed. Fænomener, hvis videnskabelige principper er velkendte på makroplanet, ændres, øges, reduceres eller fjernes på nanoplanet med følger, som undertiden kan få radikale konsekvenser for anvendelsesformålene, med udvikling af nye fremstillingsmetoder, nye tilgange, forskellige typer serviceydelser og nye erhverv til at styre dem.

6.8.1

Denne hastige omdannelsesproces nødvendiggør en strategi for etablering og/eller omskoling af ledere, som må sættes i stand til at forvalte overgangen, at lede styringen af denne proces i de rette baner, at stimulere til nye fag og at tiltrække de bedste hjerner på verdensplan.

6.9

Fællesskabets finansielle overslag for 2007-2013, som Kommissionen offentliggjorde for nylig, bør vurderes og omstøbes i lyset af de udfordringer, som denne nye teknologiske revolution indebærer. Det kan nævnes, at den amerikanske kongres har vedtaget et nanoteknologibudget på over 700 mio. EUR alene for finansåret 2004. Ifølge skøn fra US National Science Foundation (NSF) i 2003 vil forskellige statslige organisationers investeringer i denne sektor på verdensplan overstige 2,3 mia. EUR, som fordeler sig således:

ca. 700 mio. EUR i USA (plus yderligere 250 mio. EUR, som forvaltes af forsvarsministeriet),

720 mio. EUR i Japan,

under 600 mio. EUR i Europa, Schweiz medregnet,

ca. 720 mio. EUR i resten af verden.

6.10

Hvad fremtiden angår, er væksten i industriens produktion på verdensplan i denne sektor anslået til omkring 1 000 mia. EUR over 10-15 år, hvilket kræver en yderligere kvalificeret arbejdskraft i sektoren på over 2 mio. mennesker.

6.10.1

Dette bekræfter princippet »nanoteknologi = fremskridt for beskæftigelsesstrategien« (28). Vidensamfundets udvikling skal nemlig især vurderes ud fra dets evne til fornuftigt og følsomt at indpasse sig i nye kilder til beskæftigelse og fremgang.

6.11

Hvis EU-strategien på dette felt skal krones med held, er det derfor vigtigt at øge de finansielle og menneskelige ressourcer såvel som koordineringen på EU-plan.

6.12

I både Asien og USA har en integreret tilgang til de forskellige politikker, som direkte eller indirekte har betydning for sektorens udvikling, vist sig at være nødvendig for at kunne indvirke proaktivt på behovet for en ny iværksætterkultur, ny uddannelse og en ny regulerende og teknisk og juridisk ramme.

6.13

Som det fremgår af de mange allerede foretagne undersøgelser (29), muliggør nanoteknologi produktion, manipulering og positionering af genstande og sikrer samtidig en proaktiv teknologisk tilgang i stor målestok og til konkurrencedygtige forvaltnings- og produktionsomkostninger.

6.14

På langt sigt bør videnskaben formå at levere instrumenter til at samle nanogenstande, så disse kan udgøre komplekse systemer, der er i stand til at varetage funktioner, som enkeltdelene ikke kan klare alene. Dette må være det endelige mål, selv om det er vanskeligt at vurdere, hvor lang tid det vil tage, før man er klar til markedsføring, men målet bør søges nået ved hjælp af passende støtteinstrumenter.

6.15

Der er allerede skabt flere »intelligente« (30) materialer, som står til rådighed for forbrugerne:

materialer med lang levetid til bilindustrien samt luft- og rumfarten,

meget virkningsfulde smøremidler,

nanopartikler til mindskelse af friktion,

overfladebehandling af mekaniske dele,

uendeligt små »intelligent sticks« med en hukommelse på op til 1 000 MB (31),

fleksible CD'er, som kan indeholde over 20 timers musik,

selvrensende overflader af tekstil, keramik eller glas (32),

ruder med elektronisk regulerbar gennemskinnelighed,

varmebestandige ruder, også ved meget høje temperaturer,

nanostrukturerede metalplader, som er modstandsdygtige over for ridser og rust,

diagnosesystemer,

særlige former for beskyttelseslak til vægge og bygninger,

beskyttelseslak, som gør det umuligt at bemale mure, jernbanevogne og andre objekter med graffiti.

6.15.1

Ud over de her nævnte er der mange nye anvendelsesmuligheder, som allerede er i brug eller ved at blive perfektioneret og som meget snart vil indgå i dagligdagen. De er udtryk for en evolution og/eller revolution inden for »domotik« (33) og bidrager dermed til at forbedre borgernes livskvalitet.

6.16

Takket være biomimetikken, som undersøger muligheden for at tilslutte elektroniske kredsløb til biologisk væv, vil det i fremtiden være muligt at genskabe hørelsen i høreskadede organismer eller synet i organismer, som har mistet synsevnen.

6.16.1

I laboratorieforsøg er det allerede lykkedes af bygge forskellige former for mikromotorer (34), som kan nå et forud fastsat mål, f.eks. en inficeret celle, der udslettes, så den ikke smitter andre celler. I dag rammer indgrebene mod de syge celler imidlertid også de sunde og forårsager ofte store skader på organerne.

6.16.2

Den teknik, der anvendes i forskningen, kan allerede i dag give talrige konkrete resultater, som uden videre kan udnyttes i dagliglivet, skønt omkostningerne endnu er høje. For at omkostningerne ikke skal blive for store er det nødvendigt, at kendskabet til de nye muligheder bliver et kulturelt fællesgode og giver mulighed for at ændre indgroede metoder og vaner, som ofte forhindrer og bremser forandringer.

6.17

Tekstil-, beklædnings- og skobranchen er i sin traditionelle produktionsform i hele EU i krise, blandt andet fordi den presses i konkurrencen fra andre lande, hvor de grundlæggende arbejdsretlige normer ikke bliver overholdt og hvor der ikke tages højde for omkostningerne til miljøbeskyttelse og til sikring af hygiejne og sikkerhed på arbejdspladsen.

6.17.1

Intelligente og/eller tekniske fibre, som fremstilles ved hjælp af nanoteknologiske pulvre, finder udbredelse i mange europæiske lande med en stigning på omkring 30 % årligt. En særlig rolle spiller de fibre, der er udviklet med henblik på sikkerhedsaspekter i forbindelse med trafik, forurening, kemikalier, allergifremkaldende stoffer, stoffer der påvirker atmosfæren osv. (35)

6.18

Nanoteknologierne er også ved at revolutionere lægevidenskaben, især hvad angår diagnose og kurering på et tidligt stadie af alvorlige svulstsygdomme eller aldersbetingede neurologiske sygdomme. Rigtigt anvendt kan nanopartikler fungere som overordentligt effektive markører til påvisning af infektioner eller specielle stofskiftestoffer eller som transportørere af medicin, der skal udløses i bestemte dele af organismen eller i organer med præcist lokaliserede sygdomme. Systemer af denne art anvendes allerede i forskellige forsøg.

7.   Særlige bemærkninger

7.1

Den nanoteknologiske tilgang til nye materialer går ud på at skabe nye funktioner gennem anvendelse af komponenter på atom- og molekyleniveau. Et godt eksempel er fremgangsmåden for produktion og bearbejdning af meget holdbare og effektive materialer til bil- og flyindustrien, hvor Europa er godt placeret i forhold til sine vigtigste konkurrenter. Det er til fulde påvist, at nanostrukturerede systemer kan reducere friktionen mellem to kontaktflader betydeligt — og dermed nedslidningen af dem.

7.1.1

For blot at pege på ét af de mange eksempler på produktområder, hvor nanoteknologien kan anvendes, kan nævnes udviklingen af nanostrukturerede overflader og materialer for at reducere friktion og slitage. Disse systemer spiller en afgørende rolle i udviklingen af nye højeffektive industriprocesser med lav miljøpåvirkning. Omkring 25 % af den energi, der forbruges verden over, går tabt på grund af friktion (36) og de tab, der kan henføres til nedslidningen af mekaniske dele, anslås at ligge på mellem 1,3 % og 1,6 % af et industrilands BNP. De omkostninger, der er forbundet med friktion, slitage og smøring skønnes at udgøre omkring 350 mia. EUR om året. De fordeler sig på følgende sektorer: Landtransport (46,6 %), industrielle produktionsprocesser (33 %), energiforsyning (6,8 %), luftfart (2,8 %), husholdninger (0,5 %) og andre (10,3 %) (37).

7.1.2

Nye teknologifora bør derfor skabes på grundlag af tilgange, som tager hensyn til nanoteknologiernes særtræk og især det faktum, at funktioner og dimensioner er sammenfaldende, dvs. at kontrol af dimensioner er ensbetydende med kontrol af funktioner. Eksemplet med smøremidler er meget illustrerende: når der i en overflade indføjes nanometriske partikler af passende dimensioner, er der ikke længere brug for smøremidler, eftersom denne funktion i kraft af de nye dimensioner udfyldes af nanopartiklerne.

7.1.3

Nanostrukturerede materialer og indkapslinger, dvs. dele med nanometriske dimensioner, kan nedbringe ovennævnte procentsatser betydeligt. For eksempel kan en mindskelse af friktionsfaktoren på 20 % i gearkassen på en personbil nedbringe energitabet med mellem 0,64 % og 0,80 % svarende til en besparelse på 26 mia. EUR om året i transportsektoren.

7.1.4

Kontrol og bearbejdning af overflader er en nøgleteknologi i skabelsen af bæredygtig udvikling. En rapport fra det britiske handels- og industriministerium gør status over fremskridtene i den industrielle anvendelse af overfladeteknologien i perioden 1995-2005 og i 2010 (38). Af rapporten fremgår det, at det britiske marked for bearbejdning af overflader i 1995 havde en omsætning på omkring 15 mia. EUR og omfattede produktion af varer til en værdi af omkring 150 mia. EUR, hvoraf 7 mia. var knyttet til udviklingen af teknologier til beskyttelse af overflader mod slitage. Det ventes, at denne sektor i 2005 i Storbritannien vil have en omsætning på omkring 32 mia. EUR og dens indvirkning på industriprocesser anslås til 215 mia. EUR.

7.1.5

På det europæiske marked ville overfladebearbejdning ved en fremskrivning af disse tal tegne sig for 240 mia. EUR, og indvirkningen på andre produktionssektorer ville være omkring 1 600 mia. EUR.

7.2

Den industrielle udvikling må for at få gavn af nanoteknologierne (39) baseres på evnen til at sikre, at traditionelle fremstillingsprocesser og teknologier (top-down) går hånd i hånd med innovative processer, som kan skabe, manipulere og integrere nye nanometriske gennem anvendelse af allerede eksisterende eller nye fora.

7.2.1

En tilgang baseret på god forvaltning er af afgørende betydning. Ud over de generelle initiativer rettet mod forbrugerne bør der udvikles specifikke initiativer rettet mod branchesammenslutninger, lokale myndigheder og non-profit organisationer for at inddrage hele det økonomiske, politiske og sociale netværk. Kompetencecentrene kan her spille en vigtig rolle (40) ved at skabe forudsætninger for en bedre koordinering mellem initiativerne på henholdsvis lokalt og europæisk plan og ved at opbygge et gunstigt klima for innovation på nanoteknologiområdet. Initiativerne til evaluering af nanoteknologiernes indvirkning på sundhed og miljø bør også indpasses i disse rammer, således at EU-foranstaltninger (top-down) sammenkædes med lokale initiativer (bottom-up).

7.3

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg er i høj grad klar over nanovidenskabens og nanoteknologiens store udviklingspotentiale med henblik på gennemførelsen af Lissabon-strategien. En sammenfatning af videnskaben ud fra naturens stoflige enhed på nanoplan giver et nyt grundlag for integration af viden, innovation, teknologi og udvikling.

7.4

Koordineringsbestræbelserne på europæisk plan har været ret spredte trods indsatsen under det sjette rammeprogram. Man har tilsyneladende koncentreret sig om rationaliseringen af ressourceindsatsen. Nok støttes grundforskningen og udviklingen af nye industriprocesser kraftigt, men der gøres ikke nok for at fremme og støtte initiativer, som sigter mod udvikling af teknologier, der er egnede til masseproduktion. Endnu mere beskeden er den støtte, der ydes til udvikling på europæisk plan af god forvaltning på dette område.

7.5

En effektiv koordinering på medlemsstatsplan er af grundlæggende betydning, især når det gælder anvendelse af forskningen, men en sådan har endnu ikke set dagens lys. I mange europæiske lande har virksomhederne, især SMV, følgende vanskeligheder:

manglende grundkendskab til nanovidenskaben og nanoteknologien;

mangel på fagprofiler, der modsvarer virksomhedernes behov;

manglende evne til at vurdere de nye teknologiers indvirkning på teknologiske processer og markedet;

vanskeligheder med at fremskaffe og vurdere nanostrukturerede råstoffer;

manglende evne til at indarbejde nanoteknologiske processer i de traditionelle produktionsprocesser;

vanskeligheder ved at evaluere markedsudviklingen for nanoprodukter;

utilstrækkelig kontakt med universiteter og innovationscentre.

7.6

EØSU anser det for meget vigtigt via forskningen at skabe nyttige systemer til brug i sundhedssektoren og borgernes hverdag efter imitations-princippet, dvs. efterligning af naturen.

7.7

EØSU glæder sig over etableringen af det tematiske net »Nanoforum« (41) og håber, at nettets publikationer bliver og udgivet i alle medlemsstater. De bør formuleres så enkelt som muligt og være tilgængelige for et bredt publikum. Universiteter og forskningscentre skal have mulighed for at udnytte det tematiske nets resultater.

7.7.1

EØSU er endvidere overbevist om, at i jo højere grad det europæiske teknologiforum for nanoteknologi, som gruppen på højt niveau (42) har foreslået, i tæt samarbejde med Kommissionen kan undgå unyttigt og dyrt dobbeltarbejde, desto større succes vil det få.

7.8

EØSU mener endvidere, at investeringerne i disse sektorer i EU bør forhøjes fra de nuværende tre milliarder EUR til otte milliarder i 2008, og Kommissionen bør regelmæssigt kontrollere følgende aspekter:

væksten i markedsandele,

offentlige og private investeringer i forskning,

udviklingen i antallet af studerende inden for nanoteknologi.

8.   Konklusion

8.1

EØSU er ganske enigt i konklusionerne fra rådsmødet (konkurrenceevne) den 24. september 2004 om nanovidenskabens og nanoteknologiernes vigtige rolle og potentiale. De hidtil opnåede resultater viser, at det er vigtigt at indvinde større viden og skabe instrumenter, som gør det muligt at manipulere atomer, så man kan danne nye strukturer og ændre eksisterende.

8.2

EØSU anbefaler i denne forbindelse, at der omgående på EU-plan iværksættes en fælles integreret og ansvarlig strategi især med henblik på følgende: en fælles indsats på områderne FTU, demonstration og uddannelse inden for videnskab og teknologi; interaktion mellem erhvervslivet og akademiske kredse; hurtigere udvikling af industrielle og multisektorielle applikationer; større åben koordinering på europæisk plan af politikker, foranstaltninger, strukturer samt netværk mellem aktører. I forbindelse med denne strategi bør det lige fra starten og i hele livscyklussen — også på internationalt plan — sikres, at der tages hensyn til de etiske og miljø-, sundheds- og sikkerhedsmæssige aspekter af de videnskabelige applikationer, og at der sker en passende teknisk harmonisering.

8.3

EØSU understreger kraftigt nødvendigheden af, at en sådan strategi er solidt forankret i samfundsudviklingen og bidrager positivt ikke alene til den europæiske økonomis konkurrenceevne, men også og frem for alt til menneskets sundhed, miljøet og sikkerheden samt borgernes livskvalitet.

8.3.1

EØSU understreger i den forbindelse, hvor vigtigt det er at sikre en ansvarlig og bæredygtig udvikling af nanoteknologierne lige fra det indledende stadium for at imødekomme civilsamfundets berettigede forventninger i henseende til miljø, sundhed, etik, industri og økonomi.

8.3.2

EØSU anbefaler at afsætte væsentligt flere ressourcer til grundforskning, da den teknologiske og industrielle ekspertise altid bygger på et højt videnskabeligt stade.

8.3.3

Målsætningen om 3 % (43), der blev vedtaget i Barcelona, bør realiseres ved at anvende en passende del af disse ressourcer til nanovidenskaberne, udvikling af deres anvendelsesmuligheder og konvergensen mellem nano-, bio-, info- og videnteknologierne.

8.3.4

Den andel af EU's budget, som Kommissionen nyligt har foreslået i de finansielle overslag for perioden 2007-2013, bør tages op til vurdering og tilpasses de udfordringer, der følger med denne nye nanoteknologiske revolution.

8.3.5

Den ønskværdige forhøjelse af midlerne bør afspejle sig i en passende bevilling i det kommende syvende rammeprogram. Tallet bør under alle omstændigheder stå mål med, hvad der afsættes i andre lande, som f.eks. USA.

8.4

EØSU mener, at Europa bør iværksætte en ambitiøs handlingsplan med en konkret køreplan og en integreret tilgang med den nødvendige opbakning om en fælles vision fra alle aktører i civilsamfundet. Den må baseres på klare og gennemsigtige mål og på kort, mellemlang og lang sigt imødekomme behovene for økonomiske og sociale fremskridt, forbedring af livskvaliteten samt sikkerhed og sundhed for alle.

8.5

Der bør efter EØSU's mening skabes teknologifora med en stor kritisk masse og europæisk merværdi, som kan samle de offentlige og private aktører — inden for videnskab, industri, finans og administration — der applikerer forskningsresultaterne i de forskellige sektorer.

8.6

Efter EØSU's mening haster det med at få skabt europæiske infrastrukturer på højt plan og styrket kompetencecentrene. Deres placering og speciale bør fastlægges i tæt samarbejde med europæiske organer og lokale aktører, så der kan dannes homogene industriområder med lokale produktionsspecialer, som eventuelt kan trække på allerede eksisterende F&U-centre med en vis kritisk masse.

8.6.1

Kompetencecentrene skal sikre, at forskningskapaciteten og overførslen heraf er af høj kvalitet og rettet mod anvendelse og innovation i nanoteknologisektoren, især på områderne nanoelektronik, nanobioteknologi og nanomedicin.

8.7

På et så ømtåleligt område er det frem for alt nødvendigt at giver forskerne sikkerhed og beskytte deres intellektuelle ejendomsret. EØSU er overbevist om, at der må findes en klar og tilfredsstillende løsning på patentproblemet for at sikre, at den anvendte nanoteknologiforskning kan blive en succes. Det anser det dog for nødvendigt i nærmeste fremtid at overveje oprettelse på europæisk plan af en »nano-ipr-helpdesk« for at imødekomme forskeres, virksomheders og forskningscentres krav.

8.8

Kommissionen bør i samråd med medlemsstaterne intensivere bestræbelserne på — ikke mindst i en så innovativ sektor — at gøre patentering overkommelig gennem enkle og billige procedurer og tilskynde universiteter og forskningscentre til grundigt at undersøge mulighederne på dette område.

8.8.1

På internationalt plan bør arbejdet med sikkerheden og standardiseringen af foranstaltninger og processer styrkes i samarbejde med EU-landene. Især bør man være opmærksom på Kina, som investerer betragteligt i nanoteknologierne. I øvrigt fører USA og Japan også en meget aggressiv politik på dette område (her kan nævnes aftalen mellem Kina og Californien om udvikling af kompetencecentre for nanoteknologi på det biomedicinske område).

8.8.2

EØSU mener, at der også bør gøres mere for at fremme oprettelsen af nanoteknologi virksomheder i EU blandt andet gennem udnyttelse af Vækstinitiativet fra december 2003. I dette øjemed bør der konstant arbejdes på at fremme og forbedre kontakten mellem universiteter, nanoteknologiske innovationscentre og virksomheder.

8.8.3

Der er brug for foranstaltninger til udvikling af industriprocesser baseret på nanoteknologi (fra nanoteknologi til nanoproduktion) for såvel store som små virksomheder: Europa bør følge det amerikanske eksempel med udarbejdelse af en plan for anvendelse af føderale programmer, f.eks. »Small Business Innovation Research Program« og »Small Business Technology Transfer Research Program«, for at fremme udbredelsen af nanoteknologien i hele erhvervsstrukturen, også i mindre virksomheder.

8.8.4

Erhvervsorganisationer kan her spille en vigtig rolle på nationalt og lokalt plan. GD for Forskning og GD for Erhvervspolitik kunne også i fællesskab iværksætte intensive oplysningskampagner under inddragelse af alle økonomiske og sociale aktører i lyset af de positive erfaringer fra Trieste (44).

8.8.5

Efter EØSU's mening kunne en virkningsfuld mekanisme på europæisk plan være oprettelsen af en informationscentral (45) (Clearing House) for at fremme følgende:

markedsføring af nanoteknologier og overførsel af teknologierne og de nye koncepter til kommercielle og militære produkter,

udbredelse af bedste praksis på universiteter og laboratorier, såvel statslige som private, med henblik på kommerciel anvendelse heraf.

8.9

Ved siden af det europæiske forum og i tilknytning hertil bør der oprettes en række verdensomspændende fora, som er åbne over for FN-landene, og som kan tage problemerne på følgende områder op:

patenter,

etiske regler,

folkelig opbakning,

miljøaspekter

bæredygtig udvikling,

forbrugerbeskyttelse.

8.10

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) burde blandt andet med praktisk støtte fra Den Europæiske Investeringsfond (EIF) etablere kreditfaciliteter, som forvaltes sammen med kreditinstitutioner, regionale finansieringsselskaber med erhvervslån som speciale, risikokapitalselskaber og garantifonde, for at fremme oprettelsen og udviklingen af virksomheder, der satser på fremstilling af nanoteknologiprodukter.

8.10.1

De positive erfaringer med Vækst- og Miljøprogrammet, som har givet fremragende resultater, om end hovedsageligt på miljøområdet, kunne danne forbillede for andre tiltag til fremme af væksten i nye former for nanoteknologiproduktioner (46).

8.11

Forskningen og applikationen af forskningsresultater på produkter bør afstemmes efter forbrugernes krav og behovet for en bæredygtig udvikling. Initiativerne til evaluering af nanoteknologiernes indvirkning på sundhed og miljø bør også indpasses i disse rammer, således at EU-foranstaltninger (top-down) sammenkædes med lokale initiativer (bottom-up).

8.12

Der skal føres en løbende og videnskabeligt velfunderet dialog med offentligheden. De nye teknologier, som udvikles gennem anvendelse og manipulering af atomer, skal være gennemskuelige og give borgerne sikkerhed for, at de ikke er forbundet med sundheds- eller miljørisici. Historien har lært os, at frygt og bekymring over for nye produkter snarere bunder i uvidenhed end i fakta.

8.12.1

Også af denne grund ønsker EØSU en løbende og tæt sammenkædning mellem forskningsresultater og universelt anerkendte etiske principper, og her vil der være brug for en international dialog.

8.13

På dette tidlige stadium i oprettelsen og udviklingen af teknologiforummet (47) bør man være særlig opmærksom på de nye EU-lande, så de sikres en massiv repræsentation og tæt kontakt til de europæiske ekspertisepoler.

8.14

EØSU mener, at koordineringen af forskningen på nanovidenskabens brede område (hvor grundforskningen under alle omstændigheder bør være en opgave for det kommende »European Research Council«, ESR) fortsat bør varetages af Kommissionen, som sammen med Parlamentet og Rådet kan sikre de europæiske borgere størst mulig merværdi, herunder en bredere, mere vidtspændende og objektiv udnyttelse af forskningsresultaterne.

8.15

EØSU opfordrer Kommissionen til hvert andet år at fremlægge en rapport om nanoteknologiernes udvikling for at følge fremskridtene i den vedtagne handlingsplan og foreslå eventuelle ændringer og ajourføringer.

Bruxelles, den 15. december 2004

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Interview med kommissær Philippe Busquin (resumé i IP/04/820 af 29. juni 2004).

(2)  Se fodnote 1.

(3)  Jf. pkt. 6.15 i konklusionerne.

(4)  Se fodnote 1.

(5)  Centret for mikro- og nanoelektronik på politeknisk institut i Milano, prof. Alessandro Spenelli.

(6)  Idem.

(7)  Investeringerne i nanoelektronik løber i dag op i 6 mia. EUR, fordelt således: 1/3 på nano og mikro, 1/3 på diagnostik, 1/3 på materialer (kilde: Kommissionen, GD Forskning)

(8)  Kilde: Kommissionen, GD Forskning - 2003.

(9)  Se. pkt. 3.3.1.

(10)  Tullio REGGE: »Il vuoto dei fisici«, L'Astronomia, nr. 18 september-oktober1982.

(11)  Kilde: Kommissionen, GD Forskning 2003.

(12)  Forskellige eksperimenter befinder sig i en fremskreden fase, og der er allerede indført en interface-dialog mellem en snegle-neuron og en elektronisk chip.

(13)  Fra græsk mimesis, at efterligne naturen.

(14)  F.eks. sædcellers selvstændige bevægelse.

(15)  Der er tale om en kvantitativ og ikke en kvalitativ oplysning: det ville være passende med en nærmere vurdering som den, der nævnes af Royal Society Britannica.

(16)  Kilde: Kommissionen, GD Forskning.

(17)  Kilde: Milanos Universitet, fakultetet for fysik, tværfagligt center for nanostrukturerede materialer og grænseflader.

(18)  Se »Technology Roadmap for Nanoelectronics« Kommissionens IST-program »Nye og Fremtidige Teknologier«, anden udg. 2000.

(19)  Nanostrukturerede tilsætningsstoffer til polymerer, maling, smøremidler.

(20)  Nanostrukturerede vektorer for aktive ingredienser, diagnostiske systemer.

(21)  Overfladebehandling af mekaniske dele for at forbedre holdbarhed og ydeevne.

(22)  Dæk, strukturelle materialer, kontrol- og overvågningssystemer.

(23)  Tekniske og intelligente materialer.

(24)  De flerårlige bevillinger, der er fastlagt i loven af 3.12. 2003, fordeles således:

(a)

National Science Foundation

(1)

USD 385 000 000 for 2005;

(2)

USD 424 000 000 for 2006;

(3)

USD 449 000 000 for 2007;

(4)

USD 476 000 000 for 2008.

(b)

Department of Energy

(1)

USD 317 000 000 for regnskabsåret 2005;

(2)

USD 347 000 000 for regnskabsåret 2006;

(3)

USD 380 000 000 for regnskabsåret 2007;

(4)

USD 415 000 000 for regnskabsåret 2008.

(c)

National Aeronautics and Space Administration

(1)

USD 34 100 000 for 2005;

(2)

USD 37 500 000 for 2006;

(3)

USD 40 000 000 for 2007;

(4)

USD 42 300 000 for 2008.

(d)

National Institute of Standards and Technology

(1)

USD 68 200 000 for 2005;

(2)

USD 75 000 000 for 2006;

(3)

USD 80 000 000 for 2007;

(4)

USD 84 000 000 for 2008.

(e)

Environmental Protection Agency

(1)

USD 5 500 000 for regnskabsåret 2005;

(2)

USD 6 050 000 for regnskabsåret 2006;

(3)

USD 6 413 000 for regnskabsåret 2007;

(4)

USD 6 800 000 for regnskabsåret 2008.

(25)  Optoelektronik: teknik, der forener optik og elektronik. Forsker i apparater, som konverterer elektriske signaler til optiske signaler og omvendt (CD-læsere, lasersystemer osv.).

(26)  EFRU, Den Europæiske Regionaludviklingsfond: en af strukturfondene, som under prioritet IV (lokale udviklingssystemer) kan bruges til at finansiere forskningsanlæg og –udstyr.

ESF, Den Europæiske Socialfond: en anden strukturfond, som under prioritet III (menneskelige ressourcer) kan bruges til at finansiere uddannelse af forskere og information for iværksættere.

(27)  CD Rom og nylige publikationer fra Generaldirektoratet for forskning giver en bred oversigt over europæiske forskningscentre og deres specialer. For nærmere oplysninger se:

http://cordis.lu/nanotechnology

(28)  Jf. Luxembourg- (1997), Cardiff- (1998); Køln- (1999) og Lissabon- (2000) strategierne om at satse på udvikling for at øge og forbedre beskæftigelsen.

(29)  Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for forskning.

(30)  Der er tale om nanostrukturerede overflader, som har andre karakteristika end de traditionelle.

(31)  Det drejer sig om overordentligt nyttige instrumenter, som kan oplagre utallige data, fotografier og musik.

(32)  Særligt strukturerede overflader, som er beriget med bestemte atomtyper, forhindrer smuds og støv i at komme i direkte kontakt med tekstilet, keramikken eller glasset.

(33)  Afledt fra latin domus, dvs. den videnskab, som undersøger husets udvikling i alle dets aspekter.

(34)  På universitetet i Grenoble har man allerede eksperimenteret med en lang række mikromotorer baseret på kinesin.

(35)  Jf. EØSU's udtalelse CESE 967/2004 (EUT C 302 af 7.12.2004) og undersøgelser foretaget af universiteterne i Gent og Bergamo (tekstilindustrien).

(36)  Kilde: Oakridge National Laboratory, USA.

(37)  Idem.

(38)  A. Matthews, R. Artley og P. Holiday, 2005 Revisited: The UK Surface Engineering Industry to 2010, NASURF, Dera, 1998.

(39)  NB.: Der er ikke tale om en industriel udvikling af nanoteknologierne, men om en udvikling, som nyder godt af nanoteknologierne.

(40)  F.eks. erfaringen fra det teknologiske innovationscenter i Dalmine (Bergamo).

(41)  Nettet »Nanoforum« består af: Institute of Nanotechnology (UK), der fungerer som koordinator; UDI Technologiezentrum (DE); CEA-LETI (FR); CMP Cientifica (ES); Nordic Nanotech (DK); Malsch Technovalutation (NL).

http://www.euronanoforum2003.org

(42)  Jf. ovenstående fodnote: Rapporten »Vision 2020«, som blev offentliggjort den 29. juni 2004.

(43)  3 % af det europæiske bruttonationalprodukt skal fra det offentliges side (medlemsstaterne og fællesskabet) og fra erhvervslivets side anvendes til forskning og udvikling.

(44)  Nanoforummet i Trieste i 2003 med over 1 000 deltagere.

(45)  Jf. den amerikanske lov om nanoteknologi fra december 2003.

(46)  Vækst- og Miljøprogrammet, som blev forvaltet af EIF i samarbejde med forskellige europæiske finansieringsinstitutter, har via medfinansiering og kreditfaciliteter bidraget til at forbedre mikro-, små og mellemstore virksomheders miljøperformance.

(47)  Jf. punkt 6.3.


28.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 157/34


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Europæisk færdselslov og bilregistrering«

(2005/C 157/04)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 29. januar 2004 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at afgive udtalelse om »Europæisk færdselslov og bilregistrering«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Jorge Pegado Liz til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 5. oktober 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 413. plenarforsamling den 15. og 16. december 2004 (mødet den 15. december) med 147 stemmer for, 1 stemme imod og 3 hverken for eller imod følgende udtalelse:

1.   Indledning: Formålet med udtalelsen og begrundelse

1.1

På mødet den 29. januar 2004 imødekom EØSU TEN-sektionens anmodning om at udarbejde en initiativudtalelse om en europæisk færdselslov.

1.2

Eftersom fri bevægelighed for personer (1) er en af de traktatfæstede friheder og et af EU's mål, er afskaffelsen af grænserne mellem medlemsstaterne (2), som konsolideret ved Schengen-regelværket (3),og i og med at transport et område, hvor EU har en fælles politik (4), forekommer harmonisering af færdselslovgivningen at være et overmåde vigtigt anliggende, navnlig med henblik på realiseringen af det indre marked (5).

1.3

Det er ikke overflødigt at minde om omfanget af personbefordring og vejgodstransport i EU-15, som er steget eksponentielt de seneste år.

De seneste foreliggende statistiske data viser navnlig, at:

vejtransportsektoren beskæftiger 3,9 mio. personer (referenceår 2001)

vejgodstransport repræsenterer 45 % af den samlede transport og er steget 120 % siden 1970

personbefordring ad landevejen repræsenterer 86,8 % af den samlede personbefordring og er steget 128 % siden 1970

omsætningen (data for 2000) inden for passagerbefordring ad landevejen (55,455 mia. EUR) og godstransport (220,787 mia. EUR) andrager ca. 49 % af den samlede omsætning i transportsektoren (566,193 mia. EUR) (der foreligger ingen tal for Grækenland) (6).

1.4

Imidlertid er vejgodstransport og passagerbefordring reguleret af en lang række forskelligartede nationale bestemmelser, selv vedrørende grundlæggende principper og –regler for bilkørsel.

1.4.1

Desuden gælder der en række internationale konventioner med forskellige anvendelsesområder og i visse tilfælde med indbyrdes modstridende bestemmelser.

1.4.2

Dette indebærer, at føreren under en enkel rejse gennem Europa i bil underlægges forskellige juridiske regelsæt med forskellige og undertiden modstridende bestemmelser.

1.4.3

Denne situation er blevet endnu mere tilspidset efter den nylige EU-udvidelse, idet de nye medlemsstater også har deres egne færdselsregler.

1.5

Formålet med denne initiativudtalelse er at få Kommissionen til at overveje, om det er nødvendigt og nyttigt med et lovgivningsinitiativ med henblik på at harmonisere færdselsreglerne i EU, om end med visse undtagelser, og gennemføre en analyse af den komparative ret med henblik på at belyse forskellene i regler og bestemmelser i de forskellige medlemsstaters færdselslove samt foreslå løsningsmuligheder, således at de kan harmoniseres på europæisk plan.

1.6

I forbindelse med udarbejdelsen af udtalelsen blev det anset for nødvendigt at høre de vigtigste berørte (repræsentanterne for vejbrugerne, bilproducenterne og de regulerende instanser), og derfor blev der samtidig med det andet studiegruppemøde den 17. maj 2004 afholdt en offentlig høring, hvori personer med tilknytning til sektoren deltog.

1.6.1

For at lette drøftelserne og samtidig indsamle oplysninger blev der udarbejdet et spørgeskema, som blev forelagt gruppemedlemmerne til behandling.

2.   Baggrund for initiativudtalelsen

2.1

Tanken om at udarbejde en universel færdselslov er ikke ny, og for så vidt angår Europa har der allerede været initiativer fremme på dette område; f.eks. blev der på den VIII internationale transport- og færdselskongres (7) fremsat et forslag om en kodificering af eksisterende regler.

2.2

Også på det tyske transportmyndighedsråds 38. konference afholdt i januar 2000 anførte arbejdsgruppe IV harmoniseringen af de europæiske færdselsregler som et nøglemål (8).

2.3

Kommissionen har arbejdet på forskellige initiativer, der hidrører fra tilsvarende overvejelser og som tilgodeser samme mål uden dog endnu at være helt med på ideen om at udarbejde en egentlig europæisk færdselslov (9).

2.4

Her bør der særligt henvises til konklusionerne i en undersøgelse udarbejdet for nyligt for Kommissionens GD for Energi og Transport, som indeholder argumenter for en harmonisering af færdselsregler og håndhævelsespraksis via fremtidige lovgivningsinitiativer på EU-plan (10).

2.5

EØSU har for sit vedkommende i forskellige udtalelser henledt opmærksomheden på behovet for at »tillade friere bevægelighed for motorkøretøjer i EU« ved at »gøre de nationale myndigheder ansvarlige for at ophæve visse former for interne regler, som hæmmer deres egne borgeres anvendelse af biler registreret i en anden medlemsstat«  (11).

3.   Kort oversigt over færdselskonventionernes regelsæt og disses omfang

3.1

De internationale færdselsregler er knæsat i en række konventioner, hvoriblandt de vigtigste er Paris-konventionen af 1926, Genève-konventionen af 1949 og Wien-konventionen af 1968.

3.2

Den internationale færdselskonvention blev undertegnet af 40 lande i Paris den 24. april 1926. Målet var at lette den internationale turisme, og konventionen er for tiden gældende i over 50 lande.

3.2.1

Hovedlinjerne i konventionen er:

a)

at definere de tekniske mindstekrav til motorkøretøjer, samt til registrering, lygter, og identifikation af køretøjet i andre lande;

b)

at regulere udstedelsen og gyldigheden af internationale certifikater til motorkøretøjer, således at køretøjet kan køre ind i og færdes på det område, der er omfattet af konventionen;

c)

at anerkende visse kørekort og definere profilen af de internationale kørekort, som er gyldige i de signatarstater, der ikke anerkender andre staters indenlandske kørekort, uden at hensigten dog er at afløse de indenlandske kørekort;

d)

at skabe nogle (seks) faresignaler, som obligatorisk skal anvendes i signatarstaterne på deres veje;

e)

at oprette et informationsudvekslingssystem vedrørende førere, der har internationale kørekort, og som er indblandet i alvorlige ulykker eller som har overtrådt de indenlandske færdselsregler.

3.2.2

Denne konvention gjorde toldprocedurerne lettere, men den fritog ikke førerne fra at kende og overholde de interne færdselsregler.

3.2.3

Desuden afhang dens ikrafttræden af hver stats ratificering af den og af, at det respektive ratifikationsinstrument blev deponeret. Reglen er, at konventionen kun gælder på kontrahentstatens hovedterritorium, og det kræver en udtrykkelig erklæring, hvis den også skal gælde på territorier der er under dens administration.

3.3

Færdselskonventionen undertegnet i Genève den 19. september 1949 af 17 stater er i dag gældende i over 120 lande. Den afløser konventionen af 1926 mellem de kontraherende stater og medlemsstater.

3.3.1

Denne konvention uddybede principperne i den tidligere konvention på linje med den konstaterede udvikling i automobilindustrien, og tillagde trafiksikkerhed øget opmærksomhed.

3.3.2

Den fastsætter ikke trafiksignaler, men det hedder, at staterne skal gøre deres trafiksignaler ensartede og kun bruge dem, når det er strengt nødvendigt.

3.3.3

Den indeholder kun få færdselsregler og den indførte ikke meget nyt, udover de forholdsregler, der bør træffes, når man møder modgående trafik, forkørselsret og lygteføring.

3.3.4

Konventionen trådte i kraft på de samme betingelser og dens harmoniseringseffekt var betinget af staternes ret til ikke at indføre visse regler, og de kunne også afvise ændringer til den.

3.4

Færdselskonventionen af 8. november 1968 blev undertegnet i Wien af 37 stater og gælder i dag i ca. 100 lande. Efter ratificering og deponering afløste denne konvention konventionerne fra 1926 og 1949 i forbindelserne mellem de kontraherende stater.

3.4.1

Denne konvention er den mest komplette tekst ud fra et færdselsreguleringsmæssigt synspunkt. Den indeholder et afsnit med 30 artikler indeholdende bestemmelser om de manøvrer, der er hovedkernen i de moderne færdselslove. Konventionen af 1968 går videre end de minimalistiske bestemmelser i de tidligere konventioner, som kun drejede sig om, hvordan man passerer modgående trafik og de dertil knyttede signaler. Den fastlægger ikke blot de principper, der skal efterleves af førerne i de farligste manøvrer (overhaling, retningsændring, forsigtighedsregler over for fodgængere osv.), men den regulerer også standsning, parkering, på- og afstigning, færdsel i tunneler, kort sagt alle de typiske færdselssituationer.

3.4.2

Denne konvention gik videre end de tidligere tekster, idet den forpligtede de kontraherende tiltrædende stater til på indholdsplanet at bringe deres juridiske bestemmelser på linje med færdselsreglerne i konventionen, hvilket gav den fordel, at førerne var fortrolige med de vigtigste færdselsregler, når de kørte i andre konventionsmedvirkende lande.

3.4.3

Dog var muligheden fortsat åben for, at stater kunne afvise ændringer til konventionen.

3.5

Efter denne korte gennemgang kan det konstateres, at der på Den Europæiske Unions område, som nu er udvidet med 10 medlemsstater, er tre internationale konventioner i kraft, også selv om ikke alle medlemsstater har undertegnet alle tre konventioner (12). Det har således lange udsigter med en harmonisering af færdselsreglerne, navnlig hvis man til konventionsteksterne tilføjer 25 nationale lovgivninger i konstant forandring (13).

3.6

Visse hindringer er allerede eller vil snart blive overvundet, f.eks. grænseudviskningen, betingelserne for godkendelse af køretøjer og deres komponenter og den gensidige anerkendelse — og harmonisering — af førerbevis. Det vigtigste i færdselsloven udestår således fortsat: regler og signaler.

3.7

For så vidt angår resten af verden letter konventionerne toldprocedurerne og gør det lettere at køre på EU's område, men borgere fra tredjelande, som besøger EU, støder på lige så mange forskellige færdselsregler som det antal lande, de kører igennem.

4.   Nogle alvorlige forskelle mellem de nationale færdselslovgivninger

4.1

En kort undersøgelse af den komparative ret viser uomtvisteligt, at der er markante forskelle mellem medlemsstaternes nationale færdselslovgivninger på vigtige områder, som udgør reelle hindringer for den frie bevægelighed og som kan bringe personers og varers sikkerhed i fare og føre til flere ulykker i Europa.

4.2

I redegørelsen nedenfor er der taget særligt, men dog ikke udelukkende hensyn til bemærkningerne i den allerede nævnte undersøgelse udarbejdet for Kommissionen, hvor mange af disse aspekter gennemgås detaljeret (14).

4.3

Som eksempel er der — ud over forskellige andre, man kunne nævne — anført visse særligt vigtige og bekymrende tilfælde på forskelle i juridiske bestemmelser i gængse situationer:

Hastigheden uden for bebyggede områder på veje med fysisk adskillelse mellem de to kørselsretninger

BE

120 Km/t

PT

90 Km/t

UK

70 MPH (112 Km/t)

Alvorlige overtrædelser

BE

+10 Km/t

PT

+30 Km/t

Alkohol

SE

0,2

UK

0,8

Obligatorisk førstehjælpsudstyr i lette køretøjer

EL

Ja

FR

Nej

Rødt +gult lys: forberedelse på igangsætning

DK/FI

Ja

NL/ES

Nej

Obligatorisk forkørselsret for cyklister i rundkørsler

DE

Ja

PT

Nej

Offentlige transportmidlers forkørselsret ved stoppesteder

ES

Ja

IT

Nej

Obligatorisk lygteføring om dagen uden for bebyggede områder

IT

Ja

LU

Nej

Parkering forbudt-skilt

IE

Hvid bund og rød kant

Øvrige lande

Blå bund og rød kant

Forbud mod passagers afstigning på kørebanen

PT

Ja

IE

Nej

4.4

Som det fremgår detaljeret af ovenstående undersøgelse kan der imidlertid ses lignende forskelle på områder som kravene for at kunne få kørekort, vejskilte og skiltning, obligatorisk sikkerhedsudstyr, fodgængerovergange, vigepligtsregler, lygteføring, betingelserne for, hvornår passagerer må stige på og af et køretøj, anvendelsen af særlige kørebaner, overhaling, klassifikation af køretøjer, dæktype, brug af påhængskøretøjer, og selve trafiksignalerne. Undersøgelsen identificerer i alt 45 forskelle i de grundlæggende gængse færdselsregler.

4.5

Hertil kommer, at selv om der er markante forskelle i den måde, de grundlæggende færdselsregler er formuleret på, så er situationen endnu værre, når det drejer sig om, hvordan de fortolkes og håndhæves i de forskellige medlemsstater. Dette skyldes ikke kun, at folk anskuer manglende overholdelse af færdselsreglerne forskelligt, men også at straffen for overtrædelser i trafikken varierer betydeligt.

5.   Sammenfatning af høringen den 17. maj 2004

5.1

Takket være kvaliteten af bidragene på denne offentlige høring afholdt den 17. maj 2004 — med deltagelse af repræsentanter fra forskellige private bilistorganisationer, automobilindustrien, vejsikkerheds- og ulykkesforebyggelsesorganisationer, præsidiet for AIT & FIA og TIS-PT, som er det firma, der har koordineret den ovenfor nævnte undersøgelse (15) — er forskellige relevante punkter for denne udtalelse blevet klarlagt og forklaret på en måde, der afspejler civilsamfundets hovedaktørers synspunkter.

Forskellige instanser supplerede deres indlæg ved at indsende svar på det tilsendte spørgeskema.

5.2

Betragtet under ét viser erklæringer og skriftlige bidrag, at der er bred accept af indholdet i og hensigtsmæssigheden af EØSU's initiativ gående ud på at indføre et vist omfang af harmonisering af færdselsreglerne i EU. Ligeledes stillede nogle deltagere sig åbent over for muligheden for og nytten af en tilnærmelse mellem bilregister- og nummerpladesystemerne .

5.3

Det blev i den forbindelse særligt påpeget, at:

a)

EU's rammeafgørelse af 8. maj 2003 med henblik på grænseoverskridende anerkendelse og håndhævelse af økonomiske sanktioner for overtrædelser af færdselsloven forudsætter og kræver foranstaltninger for at gøre færdselsloven ensartet i hele EU;

b)

samtidig er det vigtigt at have procesreglerne for fastsættelse og pålæg af bøder eller sanktioner samt mulighederne for at kunne henvende sig til domstolene i de forskellige medlemsstater in mente;

c)

færdselsreglerne er meget forskellige på nøgleområder i de forskellige medlemsstater, og dette medfører yderligere fare for førerne, når de kører uden for deres hjemland;

d)

de vigtigste anførte forskelle er ud over forskellene nævnt i undersøgelsen fra konsulentfirmaet TIS-PT følgende:

alkoholprocenten

hastighedsgrænser

trafiksignaler, færdselspoliti og afmærkninger

straffen for overtrædelser samt procesregler for håndhævelse heraf

det krævede sikkerhedsudstyr;

e)

der bør anvendes en gradvis tilnærmelse af lovgivningen, som går i retning af en eventuel harmonisering af færdselsreglerne på EU-plan;

f)

fuld harmonisering synes ikke umiddelbart at være mulig, undtagen på visse væsentlige og grundlæggende områder;

g)

disse områder bør obligatorisk indbefatte:

forskellige vejsikkerhedsaspekter

obligatorisk automobiludstyr (f.eks. ekstra el-pærer, advarselstrekanter, håndfrit mobiltelefonudstyr, airbags osv.)

skiltning og afmærkninger

kriterier for at få kørekort

kørekort med standardstrafpoints

typen af sanktioner for mere alvorlige overtrædelser;

h)

modellen for denne tilnærmelse af lovgivningen bør være Wien-konventionen;

i)

før ethvert forslag bør der foretages cost/benefit-analyser, som den der allerede er gennemført i visse transportsektorer eller inden for rammerne af visse vejsikkerhedsinitiativer (16);

j)

der bør være særlig fokus på den reelle anvendelse af færdselsreglerne, overvågningen heraf og sanktioner for overtrædelser.

5.4

Nogle parallelle og supplerende aspekter til initiativer på disse områder er bl.a.:

a)

standardiserede afgiftsbetalingssystemer på motorveje og broer (17)

b)

standardiserede definitioner af køretøjers vægt og dimensioner og de dertil knyttede restriktioner

c)

mindsteniveauer for køreundervisning af førere alt efter typen af køretøj

d)

krav om at køreundervisningen skal indbefatte indgående kendskab til adfærd i tilfælde af ulykker samt førstehjælp

e)

definition af mindstekvalitetsnormer for anlæg af vejinfrastrukturer

f)

færdselskampagner og kampagner til forebyggelse af ulykker på de forskellige undervisningsniveauer og også for voksne.

6.   EU-færdselslovens anvendelsesområde

6.1

Efter høringen omtalt i punkt 5 stod det klart, at der var et ønske om at gå i retning af en harmonisering af færdselsreglerne, dog ikke kun selve kørselsreglerne, men også vejinfrastrukturerne og sikkerheden.

6.2

Siden oprettelsen har EU udstedt en lang række retsakter om færdsel: om kørekort, typegodkendelse af køretøjer og disses komponenter, regler for transport, autoforsikring osv. Det, det drejer sig om her, er at fastlægge, hvilke færdselsregler der skal harmoniseres; dette kan være et redskab til at gå videre på andre områder, herunder navnlig trafiksikkerhed, som afhænger af hvor fortrolig en bilist er med, hvad der udgør hensigtsmæssig trafikal adfærd.

6.3

Som nævnt ovenfor udgør Wien-konventionen den mest færdige, helstøbte og udtømmende tekst på færdselsområdet, og det særlige ved den er, at den som det eneste internationale instrument vedtaget af de fleste af de europæiske lande kræver, at de kontraherende og tiltrædende stater bringer deres nationale love i overensstemmelse med konventionens bestemmelser. Da denne konvention er den mest kendte og accepterede af de europæiske lande, kan den tjene som udgangspunkt for en bredere diskussion om den europæiske færdselslov.

6.4

Det foreslås således at harmonisere de færdselsregler, der er hovedkernen i de mest moderne europæiske færdselslove — i særdeleshed, men ikke udelukkende:

a)

almindelige køreregler, igangsætning og placering, flere kørebaner og parallelle baner, vejkryds, sideveje, rundkørsler, afstand mellem vejkant og fortov, hastighed og afstanden mellem køretøjer

b)

bilisternes signaler

c)

kørselshastighed (ikke nødvendigvis de maksimale hastighedsgrænser)

d)

vigepligtsregler, generelle regler, i vejkryds, ved sideveje, i rundkørsler og mellem køretøjer

e)

overhaling

f)

retningsskifte

g)

baglænskørsel

h)

modsat kørselsretning

i)

standsning og parkering

j)

køretøjernes kapacitet og dimensioner, passagerbefordring og godstransport, af- og påstigning, af- og pålæsning

k)

lygter og lygteføring

l)

udrykningskørsel i særlige baner (f.eks. på motorveje og lignende veje, jernbaneoverskæring, baner forbeholdt visse køretøjer, hvad enten de kører på skinner eller ej)

m)

alkohol og psykofarmaka

n)

brug af sikkerhedsudstyr (børneseler og sikkerhedsindretninger til børn)

o)

obligatoriske dokumenter

p)

adfærd i tilfælde af ulykke eller uheld

q)

ensartet definition af regler gældende for de forskellige brugere af offentlige veje, herunder navnlig motorcykler, firhjulede cykler, trehjulede cykler, knallerter, cykler og brugere af rulleskøjter eller rullebrætter samt for invalide bilister

r)

fodgængertrafik og forsigtighedsregler for bilister

s)

særlige regler for førere af køretøjer inden for offentlig transport og særlige køretøjer

t)

dyr på vejen.

6.5

Færdselsreglerne skal suppleres og præciseres og undtagelser skal formuleres klart via trafiksignaler, som kan indeholde en række oplysninger, der kan styrke trafiksikkerheden. Derfor bør skiltningen standardiseres for så vidt angår form, indhold, placering, og hierarkiske stilling i forhold til færdselsreglerne, hvilket vil sikre en bedre forvaltning for så vidt angår antal og synlighed.

6.6

Skiltning er ikke de eneste trafiksignaler. Det ville også være hensigtsmæssigt at harmonisere færdselspolitiets signaler, lyssignaler, førernes signaler og afmærkninger.

6.7

Det er en overtrædelse ikke at overholde påbuddene i færdselsloven og i skiltningen. Dette forudsætter ensartede regler i forbindelse med overvågningsprocedurer, navnlig i forbindelse med konstatering af hastighed, alkohol og psykofarmaka, men inden da er det nødvendigt, at staterne bliver enige om, hvilke handlinger, der udgør en overtrædelse. På den måde undgås det, at det der i en stat udgør en overtrædelse ikke gør det i en anden. Derfor bør definitionen af overtrædelser standardiseres.

6.8

Det er således vigtigt at undersøge og konkretisere nogle forenklede mekanismer med henblik på at fremme den ensartede fortolkning af den europæiske færdselslov, i og med at procedurerne vedrørende overtrædelser af færdselsloven skal være hurtige, ellers mister normerne effektivitet (egentlig bør der satses på en forenklet procedure for de præjudicielle spørgsmål, som domstolen får forelagt til behandling).

7.   Et enkelt bilregistreringsnummer i EU

7.1

Det er en kendsgerning, at bilregistreringskrav-, -instrumenter og –procedurer også er yderst forskellige i medlemsstaterne. På høringen blev muligheden for at bevæge sig i retning af ét enkelt bilregistreringsnummer også drøftet, og dette forslag fik opbakning fra forskellige kredse.

7.2

Derudover vurderede man på høringen argumenterne for og imod et centralt europæisk bilejerregister, som også kunne indeholde oplysninger om andre vigtige bilregistreringsaspekter f.eks. afgifter, skatter og andre tilsvarende udgifter plus forskellige former for ejerskab/brug. Desuden påpegede man fordelene ved den form for løsning for den juridiske EU-handel med biler, dvs. forebyggelse af bedrageri og tyveri af biler og retsforfølgelse af overtrædelser af færdselsretten begået af bilister fra andre medlemsstater.

7.3

Opfattelsen er, at de rette betingelser er til stede for at bevæge sig hen imod indførelsen af et enkelt bilregistreringsnummer knyttet til køretøjet og ikke til ejerne eller brugerne. Her kan man udnytte de allerede indhøstede erfaringer i informationssystemerne vedrørende registreringsnummer og identifikation af ejerne i forbindelse med bilforsikringer (3. direktiv).

7.4

Dette ville øge mulighederne for at købe, forsikre og registrere et køretøj i en hvilken som helst medlemsstat og ville bidrage afgørende til at øge den grænseoverskridende bilhandel, borgernes bevægelighed, turismen og udviklingen af det indre marked (18).

7.5

Desuden forekommer et fælles europæisk bilregistreringssystem yderst hensigtsmæssigt, og det kan i øvrigt realiseres uden særligt høje omkostninger, hvis man i første fase sørger for større koordination og samarbejde mellem de eksisterende nationale registre. Det ville give uhyre store fordele med hensyn til det præcise kendskab til ejerskabet (ejer eller anden juridisk ordning) af køretøjer, den juridiske sikkerhed i bilhandler, forebyggelse af tyveri og bedrageri, bedre overvågning og sanktioner af overtrædelser begået i en hvilken som helst medlemsstat.

8.   Retsgrundlag og passende EU-instrument

8.1

Som situationen ser ud i dag mener EØSU, at det mest passende juridiske instrument til gennemførelsen af et initiativ af dette omfang vil være et direktiv om mindsteharmonisering.

8.2

Retsgrundlaget for vedtagelsen heraf bør fastlægges under hensyntagen til initiativets effekt som redskab til gennemførelse af det indre marked og som middel til at øge de europæiske borgeres frie bevægelighed på EU's område.

9.   Konklusioner og henstillinger

A)   Angående en europæisk færdselslov

9.1

EØSU mener, at en vis grad af harmonisering af lovgivningerne i relation til færdselsreglerne ikke blot udgør et effektivt middel til at fremme gennemførelsen af et indre marked, men at det også kan gøre biltrafikken mere sikker.

9.2

Derudover mener EØSU, at en sådan harmonisering kan bidrage afgørende til større trafiksikkerhed og til forebyggelsen af uheld, hvilket giver borgerne en mere konkret bevægelsesfrihed.

9.3

EØSU er af den opfattelse, at betingelserne er til stede for at indlede det forberedende arbejde med et EU-lovgivningsinitiativ med de ovenfor nævnte mål og som tager højde for de forskellige synspunkter og vanskeligheder, der er redegjort for i denne udtalelse.

9.4

EØSU mener, at man i nuværende fase bør se på muligheden for at bruge et direktiv om mindsteharmonisering med Wien-konventionen som skabelon, med definition af grundlæggende færdsels- og skiltningsregler, betingelser for at få kørekort samt arten af overtrædelser og tilsvarende sanktioner heraf som et første skridt i retning af en europæisk færdselslov.

B)   Angående et fælles europæisk bilregister

9.5

EØSU mener ligeledes, at sikkerheden i forbindelse med brug af køretøjer, i og med at de bliver lettere at spore, vil blive styrket af oprettelsen af et fælles europæisk bilregister i EU baseret på selve bilerne.

9.6

EØSU mener ligeledes, at man i et bindende EU-instrument kan definere grundlaget for oprettelsen af et fælles europæisk bilregistreringssystem, og her kan man i høj grad udnytte tidligere erfaringer med samarbejde mellem forskellige kompetente nationale instanser.

9.7

På den baggrund appellerer EØSU til Kommissionen om at indlede de nødvendige forundersøgelser med henblik på en cost/benefit-analyse af de forskellige områder, der skal harmoniseres.

C)   Opsummering

9.8

EØSU foreslår Kommissionen via en grønbog at sætte emnet for denne initiativudtalelse til offentlig debat med det formål at indhente kommentarer hertil fra det størst mulige antal berørte.

9.9

EØSU appellerer imidlertid til Kommissionen om at gå videre med de igangværende undersøgelser, som kan føre til øget harmonisering af aspekter i tilknytning til bilkørsel generelt og til sikrere køretøjer.

9.10

EØSU henleder medlemsstaternes opmærksomhed på, at det både er nødvendigt og nyttigt at indføre stadig tættere samarbejds- og samordningsforanstaltninger på færdselsområdet, ulykkesforebyggelse og førstehjælp samt erstatning til skadelidte.

9.11

EØSU håber, at Europa-Parlamentet utvetydigt støtter det foreliggende initiativ og beder Kommissionen og Rådet om at træde i aktion for at gennemføre ovennævnte mål.

Bruxelles, den 15. december 2004

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Artikel 39 ff. i EF-traktaten.

(2)  Artikel 2, 4. led, i EU-traktaten og artikel 61 ff. i EF-traktaten.

(3)  Protokol nr. 2 til EU-traktaten.

(4)  Artikel 70 ff. i EF-traktaten.

(5)  Artikel 95 ff. i EF-traktaten.

(6)  Jf. EU »Energy and Transport in figures«, GD Energi og Transport, i samarbejde med EUROSTAT (2003).

(7)  Dr. Argante Righetti, Procuratore Pubblico, Bellinzona – Ticino, Criteri di applicazione delle norme di circolazione per i veicoli stranieri in caso di difformità fra la Convenzione di Ginevra e la legislazione interna degli Stati aderenti, (»Kriterier for anvendelsen af færdselsreglerne på udenlandske køretøjer i tilfælde af uoverensstemmelse mellem Genève-konventionen og den nationale lovgivning i de kontraherende lande«), Automobile Club di Perugia, 8.-10. september 1961.

(8)  Dette emne ventes at blive drøftet på Europæiske Dage om den Europæiske Færdselsret, som skal finde sted i Trier i oktober 2004,og på den 1. Europæiske Færdselskongres den 24.-26. november 2004 i Lissabon med temaet »Mobilitet i det udvidede EU: færdselssektorens udfordringer og ansvar«.

(9)  I den forbindelse kan man nævne Rådets Retsakt af 17. juni 1998 om udarbejdelse af konventionen om afgørelser om frakendelse af førerretten (EFT C 216 af 10.7.1998), Rådets forordning (EF) nr. 2411/98 af 3. november 1998 om gensidig anerkendelse af registreringslandets kendingsbogstaver for motorkøretøjer (EFT L 299 af 10.11.1998), Rådets direktiv 1999/37/EF og 2003/127/EF af 29. april 1999og 23. december 2003 om registreringsdokumenter for motorkøretøjer (EFT L 138 af 1.6.1999 og EUT L 10 af 16.1.2004), Rådets resolution af 26. juni 2000 om større trafiksikkerhed (EFT C 218 af 31.7.2000), Kommissionens henstilling af 6. april 2004 om kontrol på området trafiksikkerhed (EUT L 111 af 17.4.2004), Kommissionens beslutning af 23. december 2003 om de tekniske forskrifter for gennemførelsen af direktiv 2003/102/EF om beskyttelse af fodgængere og andre bløde trafikanter (EUT L 31 af 4.2.2004), direktiv 2004/11/EF af 11. februar 2004 om hastighedsbegrænsende anordninger eller lignende indbyggede hastighedsbegrænsende systemer for visse motorkøretøjsklasser (EUTL 44 af 14.2.2004), Kommissionens beslutning af 2. april 2004 om anvendelse af Rådets direktiv 72/166/EØF, for så vidt angår kontrol af ansvarsforsikring for motorkøretøjer, (EUT L 105 af 14.4.2004), forslag til direktiv af 21. oktober 2003 om kørekort (KOM(2003) 621 endelig), forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles regler for visse former for vejgodstransport (KOM(2004) 47 endelig af 2.2.2004) og forslag til forordning om adgang til Schengen-informationssystemet for de tjenester i medlemsstaterne, der har ansvaret for udstedelse af registreringsattester for motorkøretøjer (KOM(2003) 510 endelig af 21.8.2003). Ligeledes opfylder regulativ nr. 39. 60, 62, 71, 73, 78, 101 og 103 fra FN's Økonomiske Kommission for Europa (UN/ECE) samme informationsmålsætning (EUT L 95 af 31.3.2004).

(10)  »Comparative Study of Road Traffic Rules and corresponding enforcement actions in the Member States of the European Union«, gennemført af TIS.PT, Konsulenter inden for Transport, Innovation og Systemer A/S færdiggjort i februar 2004.

(11)  Jf. EØSU's udtalelse EUT C 110 af 30.4.2004 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juli 1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser med hensyn til adgang til Schengen-informationssystemet for de tjenester i medlemsstaterne, der har ansvaret for udstedelse af registreringsattester for motorkøretøjer (KOM(2003) 510 endelig) (ordfører: Paulo Barros Vale). Se også bl.a. EØSU's udtalelse CESE EUT C 112 af 30.4.2004 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om kørekort (ordfører: Jan Simons) og EØSU's udtalelse EUT C 108 af 30.4.2004 om meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om informations- og kommunikationsteknologier til sikre og intelligente køretøjer (ordfører Virgilio Ranocchiari).

(12)  F.eks. mellem Portugal og Tyskland er det konventionen fra 1926, der gælder; mellem Portugal og Belgien 1949-konventionen; mellem Tyskland og Belgien 1968-konventionen. Der er endnu flere eksempler, hvis man medtager de nye EU-medlemsstater. Andre eksempler: mellem Tyskland, Irland og Holland er det konventionen fra 1926, der gælder; mellem Holland, Portugal og Sverige, 1949-konventionen; mellem Finland, Italien, Østrig og Letland er det konventionen fra 1968, der gælder. Denne mangfoldighed beror på, at landene enten har tiltrådt eller ikke har tiltrådt det seneste instrument. Nå to eller flere lande tiltræder det nyeste instrument, ophører de ældre konventioner med at gælde mellem dem, men de gælder fortsat over for de lande, som ikke har tiltrådt den nyeste konvention.

(13)  F.eks. har Portugal for nyligt revideret færdselsloven og Italien er lige begyndt på samme proces.

(14)  Se fodnote 10.

(15)  Se punkt 2.3 og 4.

(16)  Se rapporten fra Det Europæiske Transportsikkerhedsråd om »Cost Effective EU Transport Safety Measures« (2003) og den endelige rapport vedrørende »Cost-Benefit Analysis of Road Safety Improvements« fra ICF Consulting, Ltd, London af 12. juni 2003.

(17)  Se direktiv 2004/52 af 29. april 2004 om interoperabilitet mellem elektroniske bompengesystemer i Fællesskabet (EUT L 166 af 30.04.2004).

(18)  Visse medlemmer af studiegruppen opkastede en hypotese gående ud på allerede nu at indføre en ordning, der muliggør transnationalt køb og bilregistrering for alle, der af erhvervsmæssige grunde midlertidigt opholder sig i en medlemsstat eller ofte af tvingende grunde regelmæssigt må opholde sig der.


28.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 157/42


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Fremme af søtransport og ansættelse og uddannelse af søfolk«

(2005/C 157/05)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 29. januar 2004 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at afgive udtalelse om: »Fremme af søtransport og ansættelse og uddannelse af søfolk«.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Eduardo Chagas til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 5. oktober 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 413. plenarforsamling af 15.-16. december 2004, mødet den 15. december 2004, følgende udtalelse med 137 stemmer for, 1 imod og 5 hverken for eller imod:

1.   Indledning

1.1

I 1996 arrangerede Europa-Kommissionen og det irske formandskab for Rådet en international konference i Dublin med titlen »Er Den Europæiske Unions søfolk en truet art?« Man erkendte på konferencen, at europæiske søfolk har afgørende betydning for bæredygtigheden i Europas søfartsindustri. Der blev fremsat en række forslag med henblik på at genetablere en pulje med et tilstrækkeligt antal søfolk med en høj faglig uddannelse. Kommissionen fremlagde samme år en analyse i meddelelsen »Mod en ny søfartsstrategi« (1). Den linje blev videreført i en resolution af 24. maj 1997 om en ny strategi til fremme af EU-skibsfartens konkurrenceevne (2). Ministerrådet støttede Kommissionens meddelelse og erkendte blandt andet, at der var behov for konstruktive foranstaltninger for at fremme beskæftigelse af EU-søfolk.

1.2

Kommissionen erkender i meddelelsen om uddannelse og tilgang af søfarende (3), at der i de sidste 20 år har været en skarp nedgang i tilgangen af veluddannede søfolk, navnlig officerer. Siden begyndelsen af 1980'erne har både EU-flåden og antallet af EU-søfolk været i betydelig nedgang. Fast passagersejlads og færgesejlads i EU er dog en undtagelse, idet de stadig hovedsagelig betjenes af EU-flagede fartøjer med en besætning, der altovervejende består af EU-statsborgere. Industrien, medlemsstaterne og Kommissionen har flere gange behandlet spørgsmålet om nedgangen i antallet af EU-søfolk tillige med manglen på veluddannede søfolk, men de foranstaltninger, der er blevet udpeget til at stoppe og vende nedgangen, har overvejende været resultatløse.

1.3

En række undersøgelser og forskningsprojekter har søgt at beskrive og takle nedgangen i antallet af EU-søfolk. Herunder hører:

»Undersøgelse om søfartserhverv i Den Europæiske Union« fra 1996 (finansieret af Kommissionen);

FST/ECSA's fælles undersøgelse fra 1998 (finansieret af Kommissionen) (4);

METHAR (5) — og METNET (6) -forskningsprojekterne (begge finansieret af Kommissionen under FTU-transportforskningsprogrammet under henholdsvis det fjerde og femte rammeprogram).

1.4

BIMCO/ISF 2000 Manpower Update-rapporten (7), der blev offentliggjort i 2000, er formentlig den hidtil mest omfattende undersøgelse af, hvor mange handelssøfolk der globalt set er til rådighed, og hvor mange, der er behov for. Den skønnede, at der var et underskud på 16 000 officerer, hvilket svarer til 4 % af arbejdsstyrken. En følsomhedsanalyse af fremskrivningerne for officerer for år 2010, som afhænger af vækst, bemandingsevne, spild og yderligere uddannelse, viser, at der enten vil være et overskud på omkring 11 % eller et underskud på 24 %. Det ventes, at en ny opdatering i 2005 højst sandsynligt vil vise et underskud. Ifølge FST/ECSA's fællesundersøgelse fra 1998 (8) vil EU blive endnu hårdere ramt med et forventet underskud på omkring 13 000 officerer i 2001, som vil være steget til omkring 36 000 i 2006.

1.5

En nylig undersøgelse (9) i Det Forenede Kongerige, som blev foretaget af universitetet i Cardiff på foranledning af trafikministeriet, skibsfartskammeret og sammenslutningen »the Marine Society«, har påvist et betydeligt underskud i antallet af disponible veluddannede søfolk, der kan udfylde landbaserede søfartsstillinger i Det Forenede Kongerige.

1.6

Kommissionen har anerkendt, at nærskibsfarten er en integrerende del af transportsystemet (10). Selv om der er taget en række skridt til fremme af nærskibsfarten, navnlig inden for rammerne af retningslinjerne for statsstøtte til søtransportsektoren, har dette dog ikke givet nogen væsentlig konkret forbedring, hvad angår beskæftigelse af EU-søfolk. I nogle medlemsstater er den registrerede tonnage ikke længere faldende, og i visse medlemsstater øges den endda. Antallet af EU-søfolk falder dog fortsat.

2.   Kommissionens henstillinger til fremme af søtransport og ansættelse og uddannelse af søfolk (11)

2.1

Samtidigt med at Kommissionen anerkender, at beskæftigelse og uddannelse er to spørgsmål, som medlemsstaterne er hovedansvarlige for, har den formuleret og fremsat henstillinger over prioriterede aktioner:

a)

Korrekt anvendelse af den eksisterende fællesskabslovgivning og den internationale lovgivning om leve- og arbejdsvilkår om bord og kvaliteten af skibsoperationer med henblik på at opnå bedre forhold på det sociale område, der kan hjælpe til at rekruttere og fastholde højt kvalificeret personale;

b)

Anerkendelse af den voksende konkurrence fra billigere, ikke-EU-arbejdskraft på fast passager- og færgefart i EU. Samtidig med, at Kommissionen gav en løsning på problemet, påpegede den behovet for, at også arbejdsmarkedets parter træffer foranstaltninger på området;

c)

Medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter skal organisere koordinerede oplysningskampagner på nationalt og europæisk plan for at styrke søfartserhvervets image og give de unge faktiske oplysninger om, hvad en karriere inden for søfart rummer af muligheder og konsekvenser;

d)

Skibsejere skal undersøge mulighederne for bedre leve- og arbejdsvilkår, herunder tjenesteperioder og løn;

e)

Søfartsuddannelser af høj kvalitet i EU skal sikres, og medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter garanterer et tilstrækkeligt antal uddannelsespladser om bord;

f)

Medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter skal undersøge og benytte sig af de muligheder, som fællesskabsinstrumenterne til økonomisk støtte af søfartsuddannelse tilbyder;

g)

Kommissionen anerkendte, at Fællesskabet eventuelt kan støtte branchens indsats for at vende tendensen i den nuværende mangel på EU-søfolk ved at sponsorere en række ad hoc forskningsprojekter ved hjælp af det sjette rammeprogram.

2.1.1

EØSU har i en udtalelse (12) anført, at alle de parter, som Kommissionens meddelelse om uddannelse og tilgang af søfolk henvender sig til, nøje skal notere sig dens henstillinger. Dette var især møntet på de medlemsstater, der i størst omfang gør brug af statsstøtte til søtransport og andre eksisterende EU-støtteforanstaltninger. EØSU henledte opmærksomheden på nødvendigheden af, at leve- og arbejdsvilkårene om bord forbedres, at relevante internationale standarder ratificeres og overholdes, og at der, hvor det måtte være nødvendigt, træffes passende foranstaltninger til at øge den sociale prestige og jobtilfredsheden inden for søfartserhvervet. EØSU henledte også opmærksomheden på behovet for, at medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter samarbejder for at fremme erhvervet.

2.2

Idet Kommissionen anerkendte, at søtransport er et spørgsmål, som medlemsstaterne er hovedansvarlige for, formulerede og fremsatte den henstillinger om prioriterede aktioner. Selv om der er lagt betydelig vægt på nærskibsfart, er foranstaltningerne ikke kun begrænset til denne sektor.

a)

De lovgivningsmæssige indsatsområder omfatter gennemførelse af direktivet om meldeformaliteter for skibe, der ankommer til og/eller afgår fra havne i Fællesskabets medlemsstater (IMO-FAL), gennemførelse af Marco Polo, standardisering og harmonisering af intermodale lasteenheder, motorveje til søs og forbedring af skibsfartens miljøpræstationer;

b)

De tekniske indsatsområder omfatter vejledning om toldprocedurer i forbindelse med nærskibsfart, identificering og fjernelse af barriererne for, at nærskibsfarten kan blive endnu mere succesrig, indbyrdes tilnærmelse af anvendelsen på nationalt plan og datamatisering af Fællesskabets toldprocedurer og forskning og teknologiudvikling;

c)

Indsatsområder af operationel art omfatter one-stop forvaltningsshopper, sikring af at nærskibsfartens kontaktpunkter (SSS-Focal Points) kommer til at spille en vital rolle, sikring af at de nationale centre til fremme af nærskibsfarten (=Short Sea Promotions Centres eller SPC'er) er funktionsduelige, og at de får den relevante rådgivning, fremme af nærskibsfartens image som et godt transportalternativ og indsamling af statistiske oplysninger.

2.2.1

EØSU støttede Kommissionens meddelelse i en udtalelse (13) om programmet til fremme af nærskibsfarten. EØSU henledte dog opmærksomheden på nødvendigheden af, at flaskehalse fjernes, for at nærskibsfarten kunne udvikle sig i retning af større intermodalitet. Der blev udtrykt bekymring over en række tilknyttede problemer. EØSU understregede tillige betydningen af, at indsatsområderne løbende overvåges.

3.   Rådets henstillinger til fremme af søtransport og ansættelse og uddannelse af søfolk

3.1

Rådet har anerkendt (14) den generelle struktur og retningslinjerne for politikkerne i Kommissionens meddelelse om »uddannelse og tilgang af søfarende« (15). Dette er samtidig en anerkendelse af betydningen af skibsfart for samhandlen på verdensplan og inden for Fællesskabet. Rådet anerkendte tillige, at søtransport er den mest effektive, mest miljøvenlige og billigste transportform.

3.2

Rådet anerkendte, at skibsfarten er et konkurrencebetonet erhverv, men understregede samtidig betydningen af, at substandard-skibsfart bekæmpes ved hjælp af indarbejdelse af internationale standarder eller udfyldelse af huller i den internationale lovgivning. Rådet understregede dermed også betydningen af, at den eksisterende lovgivning gennemføres og overholdes, herunder lovgivning om søfolks leve- og arbejdsvilkår, der betragtes som grundlæggende for skibes sikkerhed.

3.3

Rådet anerkendte især betydningen af den menneskelige faktor for kvalitetsskibsfart samt behovet for at forbedre søfartens image og gøre den mere attraktiv som karrieremulighed i den offentlige opinion.

3.4

Endvidere anerkendte det, at EF-retningslinjerne for statsstøtte indvirker positivt på opretholdelsen af konkurrenceevnen for medlemsstaternes flåder og øger antallet af fartøjer i medlemsstaternes registre.

3.5

Rådet anerkendte betydningen af søtransport og formulerede og fremsatte bl.a. henstillinger, der vedrører følgende specifikke spørgsmål:

a)

der skal hurtigst muligt udarbejdes reviderede EF-retningslinjer for statsstøtte til søfartssektoren, som kan fremme opretholdelsen af konkurrenceevnen og fremme europæisk søfartsknowhow og søfartsuddannelse samt ansættelse af europæiske søfolk;

b)

medlemsstaterne skal forbedre søfartens image;

c)

»kvalitetsshipping« skal fremmes yderligere ved, at ikke blot IMO's og Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) retningslinjer, men også EF-lovgivningen efterleves strengere inden for rammerne af flag- og havnestatskontrol (FSI og PSC);

d)

som incitament til fremme af »kvalitetsshipping« undersøges muligheden for at etablere en europæisk kvalitetsbelønningsordning, hvormed man anerkender »kvalitetsoperatører«, som bl.a. opfylder standarder for sikkerhed, leve- og arbejdsvilkår for søfolk og miljøbeskyttelse;

e)

Rådet bifalder Kommissionens plan om at forelægge en rapport om eventuel udarbejdelse af specifikke procedurer for anerkendelse inden for Fællesskabet af søfolks kompetencebeviser, hvormed det kan sikres, at alle STCW's krav er opfyldt;

f)

branchens arbejdsmarkedsparter skal bidrage til medlemsstaternes og Kommissionens indsats for at tiltrække unge til søfartserhvervet, bl.a. ved at sikre attraktive arbejds- og lønvilkår. Dette omfatter også fremme af beskæftigelse af kvinder såvel om bord som på land;

g)

skibsredere skal sikre og opretholde et tilstrækkeligt beskæftigelsesniveau for EU-borgere om bord på deres skibe og i deres rederier. Navnlig bør der indgås karrierekontrakter med unge officerer, der åbner muligheder for mobilitet, forfremmelser og senere beskæftigelse på land. Dette skal suppleres med forbedringer i søfolks arbejds- og levevilkår, hvor man navnlig udnytter fordelene ved moderne teknologi og kommunikationsmidler.

h)

Rådet understreger betydningen af konventioner, der omhandler arbejdsnormer, såsom ILO-konventionerne.

4.   Europa-Parlamentets henstillinger til fremme af søtransport og ansættelse og uddannelse af søfolk

4.1

Europa-Parlamentet har flere gange behandlet spørgsmålet om fremme af søtransport og søfartserhvervet. Navnlig fremsætter det en række forslag i sin nylige beslutning om øget sikkerhed til søs (P5_TA_PROV(2004)0350) efter tankeren Prestiges katastrofale forlis ud for Galiciens kyst i Spanien, som, hvis de blev gennemført, direkte eller indirekte ville bidrage betydeligt til at fremme EU-skibsfarten og dermed komme både EU-skibsredere og EU-søfolk til gode.

4.2

EØSU ser bl.a. med interesse på følgende henstillinger i denne beslutning:

4.2.1

»[Europa-Parlamentet] kræver, at der indføres en samlet og sammenhængende europæisk søfartspolitik, der skal skabe et europæisk rum for sikkerhed til søs, og som navnlig skal bygge på følgende foranstaltninger:

forbud mod substandard-skibe,

forbedring af leve- og arbejdsvilkår samt af adgangen til faglig uddannelse for søfolk…«

4.2.2

»[Europa-Parlamentet] understreger, at det af hensyn til sikkerheden til søs er nødvendigt, at skibsbesætningerne aflønnes rimeligt, og at der sættes en stopper for den rovdrift, besætningerne udsættes for på mange skibe; anmoder Kommissionen om at arbejde for en harmonisering og opgradering af dette erhverv på europæiske plan på grundlag af lovgivningsbestemmelser og at gøre en indsats herfor inden for IMO.«

4.2.3

»[Europa-Parlamentet] anmoder om, at der træffes foranstaltninger med henblik på at højne søfartserhvervene for at gøre dem mere tiltrækkende for unge i almindelighed og for unge europæere i særdeleshed.«

5.   Generelle bemærkninger og iagttagelser

5.1

I henhold til et igangværende program for bæredygtig udvikling i EU anerkendes det, at søfart spiller en vital rolle. Søtransportens betydning blev påpeget i Kommissionens hvidbog »Den Europæiske transportpolitik frem til 2010 — De svære valg« (16) og understreget i dokumentet om søtransportpolitik »European Union Legislation and Objectives for Sea Transport« (17).

5.2

Søfarten tegner sig for 40,7 % af værdien og 69,9 % af vægten af EU's eksport og import (18). Dette tal er betydeligt højere for medlemsstater med status som øsamfund. Søtransport er den vigtigste transportform for EU's udenrigshandel.

5.3

Søfarten tegner sig for 12 % af værdien og 19,7 % af vægten af EU's interne samhandel (19). For afsidesliggende øer og visse regioner er tallene betydeligt højere, navnlig for Det Forenede Kongerige og Irland, hvor søtransporten nærmest er altafgørende for økonomisk velfærd og vækst.

5.4

En sund og dynamisk søfartsindustri støtter opretholdelsen af andre former for transport. Endvidere bidrager en succesrig søfartsindustri til at opretholde og fremme de maritime erhverv som helhed. Dette sker navnlig, hvis kravene om at bringe veluddannede søfolk af høj kvalitet ind i service-, finans-, fritids- og fremstillingsundersektorerne opfyldes. Selv om der til en vis grad er mulighed for erstatning, er alternative uddannelsesmetoder ikke altid ønskelige eller mulige.

5.5

Det er nødvendigt at skelne mellem menige søfolk og officerer. Skibsejere synes at være mere tilbøjelige til at ansætte EU-officerer trods højere arbejdsomkostninger.

5.6

Der er ansat et betydeligt antal EU-officerer til søs på områder med høj risiko og stor værdi og i ledende stillinger i hele industrien fordelt på en lang række skibe til søs. Der trækkes i stort omfang på sådanne personers erfaring både i rederier og i forvaltningen af flåder såvel inden for som uden for EU.

5.7

Menige EU-søfolk er i mange tilfælde blevet erstattet af søfolk fra tredjelande på EU-registrerede skibe. Der er en tendens til, at menige EU-søfolk begrænses til specialskibe, herunder dem der anvendes på offshore-energiområdet. Dette sker som følge af rederiernes ønske om at nedbringe arbejdsomkostningerne for at forblive konkurrencedygtige og/eller øge deres rentabilitet.

5.8

Det anerkendes, at søhavnene er vitale transportknudepunkter, som har afgørende betydning for fremme af handelen og den økonomiske udvikling i medlemsstaterne. Søhavnenes betydning som transportknudepunkter, understøttet af statistiske data, er omfattet af Den europæiske havneorganisations årsberetning fra 2003 (20). EU's søhavne er stærkt afhængige af kvalificerede og erfarne søfolk i mange stillinger. Det er oplagt at pege på lodser og havnemestre, men erfarne søfolk er også beskæftiget inden for havneforvaltning og logistik.

5.9

Søtransportydelser udgør en betydelig indtægtskilde i EU. Ud over den direkte forvaltning og drift af flåderne omfatter de bl.a. også mægling, juridisk bistand og finansielle tjenesteydelser.

5.10

I EU fremstilles der en betydelig mængde udstyr, herunder sikkerhedsudstyr til skibs- og fritidssektoren. Der er mange forhenværende søfolk ansat i denne undersektor i både udviklings- og salgsafdelingerne.

5.11

Skibsbygningen er vigtig for nogle medlemsstaters og regioners økonomier, selvom den er udsat for hård konkurrence, navnlig fra Fjernøsten. Der er nu fokus på krigsskibe, krydstogtskibe og stærkt specialiserede skibe. Der er også betydelig aktivitet i forbindelse med reparation af skibe og leverancer til offshore-energisektoren.

5.12

Der er også stor efterspørgsel på højt kvalificerede og erfarne søfolk til EU-medlemsstaternes tilsynsmyndigheder. Sådanne ansatte er afgørende for sikring af tilstrækkelig flag- og havnestatskontrol med skibe, der skal garantere sikkerhed for menneskeliv på søen og beskyttelse af havmiljøet.

5.13

Fællesskabets søfartsskoler leverer uddannelse af høj standard til ikke-EU-statsborgere og bidrager dermed til sikker navigation, sikkerhed for menneskeliv på søen og beskyttelse af havmiljøet.

5.14

En bæredygtig udvikling af den maritime infrastruktur og de servicerelaterede undersektorer forudsætter højtkvalificerede og erfarne EU-søfolk. Det fælles forslag fra ECSA/ETF (European Community Shipowners' Association og European Transport Workers' Federation) om et projekt (21), der skal kortlægge søfartsindustriernes karrieremuligheder, er blevet godkendt, og dets konklusioner skulle foreligge i løbet af 2005.

5.15

Der er ikke tilstrækkeligt med beviser, der peger på, at unge EU-borgere ikke ønsker at gøre karriere inden for søfartserhvervet. I hvert fald tiltrækker effektive reklamekampagner, der tilbyder muligheder inden for søfartserhvervet, et stort antal ansøgere.

6.   Søfartserhvervet

6.1

Det erkendes, at arbejdsstyrken bliver ældre og ældre, og at den aktuelle tilgang af søfolk ikke er tilstrækkelig til at kunne erstatte det nuværende antal EU-søfolk. Det gør sig især gældende for søfolk i ledende stillinger, der ikke kun ansættes på EU-flagede fartøjer, men som også efterspørges til skibe, der sejler under udenlandsk flag. I betragtning af den tid, det tager at uddanne søfolk til ledende stillinger, og den tid, de efterfølgende skal bruge til at indhente erfaring i, er det nødvendigt at se i øjnene, at situationen snart bliver kritisk i nogle medlemsstater.

6.2

Der er stor forskel blandt medlemsstaterne på, hvor attraktivt søfartserhvervet anses for at være som karrieremulighed. Det kan skyldes varierende økonomiske forhold, den geografiske beliggenhed eller kultur.

6.3

Det er blevet foreslået, at unges stigende modvilje mod at tilbringe lange perioder til søs skyldes, at det hverken anses for at være socialt eller økonomisk attraktivt. Der findes dog ikke mange andre erhverv, som giver mulighed for at tage orlov i længere perioder til at rejse og dyrke fritidsaktiviteter i.

6.4

I Det Forenede Kongerige er der faktiske beviser på, at hvor der føres effektive reklamekampagner, som skaber et øget kendskab til karrieremulighederne inden for søfartserhvervet, er der tilstrækkeligt med unge, som søger de udbudte uddannelsespladser.

6.5

For på bedst mulig vis at sikre opretholdelsen af industrierne inden for skibsfartsinfrastruktur og som en del af den reklamekampagne, der skal få unge til at gå ind i søfartserhvervet, er det afgørende, at der tilbydes en »karriere inden for søfart« og ikke en »karriere til søs«. Hermed lægges der vægt på søfartens mange muligheder, og de unges og forældrenes modvilje mod en karriere inden for søfartserhvervet mindskes.

6.6

Uddannelse inden for søfartserhvervet skal, ud over at være i overensstemmelse med STCW-konventionen og ISM-koden, sikre ajourført undervisning, således at den imødekommer industriens krav og sætter den enkelte elev i stand til at følge den teknologiske udvikling.

6.7

Søfartserhvervet finder god, supplerende arbejdskraft i søfolk fra fiskerisektoren og militæret, om end i begrænset omfang. De, som er tilgængelige for søfartserhvervet, bliver færre og færre som følge af nedgangen i fiskerisektoren og EU's krigsflåder. Det er heller ikke sandsynligt, at en større nedbringelse af EU's fiskeriflåders størrelse vil frigive søfolk i betydeligt omfang, da sektorens arbejdsstyrke er aldrende.

6.8

Fastholdelsen af menige EU-søfolk er også vigtig for bevarelsen af den europæiske søfartsekspertise. Med den rette videreuddannelse kan de desuden vise sig at være oplagte til ansættelse i officersstillinger.

7.   Søtransport

7.1

Det anerkendes, at der er blevet taget en række initiativer til fremme af nærskibsfarten i medlemsstaterne. I nogle tilfælde befinder den sig stadig på begynderstadiet, og det er derfor for tidligt at sige noget om, hvilken virkning initiativerne har haft. Medlemsstaterne synes dog kun at samarbejde ganske lidt. Initiativer, såsom det, der skal gøre »Motorveje til søs« til et varemærke, er gode til at styrke søfartens profil. Det er nødvendigt at inddrage alle medlemsstaterne i samarbejdsforanstaltninger for at opnå størst muligt brug af søtransport.

7.2

Selv om det anerkendes, at retningslinjerne for statsstøtte til fremme af foranstaltninger inden for søfart er afgørende for fair konkurrence og øget konkurrenceevne, kan der som følge af den fortsatte nedgang i tilgangen af EU-søfolk måske sættes spørgsmålstegn ved, hvor godt de egentlig virker.

7.3

Noget peger i retning af, at ikke alle medlemsstater gør maksimal brug af de nugældende regler for statsstøtte. Desuden synes der at være manglende vilje til at foretage ændringer dér, hvor der enten er eller menes at være restriktioner.

7.4

Selv om det anerkendes, at ansvaret for at fremme skibsfarten ligger hos medlemsstaterne, står manglen på central koordinering i vejen for udviklingen. Som følge heraf har initiativer såsom Marco Polo og Motorveje til søs, der er udformet med henblik på at fremme nærskibsfarten, endnu ikke haft tid til at virke.

8.   Henstillinger

8.1

Kommissionen bør træffe passende foranstaltninger og henstille, at:

a)

eksisterende foranstaltninger, der skal opfordre medlemsstaterne til at fremme søtransport, vurderes;

b)

eksisterende foranstaltninger, der skal fremme ansættelse og uddannelse af søfolk i medlemsstaterne, vurderes;

c)

det antal EU-søfolk, der er nødvendigt for at sikre opretholdelsen af skibsfartsinfrastrukturen og dermed forbundne sektorer, anslås;

d)

brugen og tilstrækkeligheden af eksisterende regler for statsstøtte i forbindelse med uddannelse på højeste niveau (»1st certificate«) undersøges. Endvidere undersøges reglerne for udannelse på 2. og 3. STCW-niveau service/uddannelse sideløbende med arbejde om bord;

e)

der fastlægges prioriteter med henblik på at fremme ansættelse, uddannelse og fastholdelse af EU-borgere i søfartserhvervet.

8.2

Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger og henstille, at:

a)

ILO's grundlæggende og konsoliderede konventioner og IMO's konventioner som ændret og EU's direktiver gennemføres og overholdes med henblik på at fremme passende arbejds- og levevilkår;

b)

der ydes passende finansiel støtte til uddannelse, og at de eksisterende retningslinjer for statsstøtte dermed udnyttes maksimalt. Det skal også gælde for brug af skatte- og socialsikringssystemerne, hvor det måtte være hensigtsmæssigt.

c)

det undersøges, hvilke andre foranstaltninger der måtte være nødvendige for at fremme ansættelse og uddannelse af søfolk;

d)

der samarbejdes med arbejdsmarkedets parter om at lancere effektive reklamekampagner, som kan anspore unge til at gøre karriere inden for søfartserhvervet;

e)

der er tilstrækkelige midler til rådighed til uddannelsesinstitutioner af høj kvalitet, som kan tilbyde specialiserede søfartsuddannelser;

f)

mere støtte til uddannelse af søfolk fra søfartsindustrierne fremmes;

g)

den nødvendige transportinfrastruktur sikres for at lette og udvide brugen af skibsfart;

h)

brugen af søtransport som en miljøvenlig transportform fremmes;

i)

der sikres et udbud af skibe, som kan imødekomme strategiske og økonomiske behov;

j)

der ikke indføres foranstaltninger, som kriminaliserer søfartserhvervet, og at enhver foranstaltning, som på nuværende tidspunkt tager sigte på at kriminalisere søfolk, herunder især skibsførere, afskaffes.

8.3

Europa-Parlamentet og Rådet bør:

a)

støtte Kommissionens forslag om foranstaltninger til fremme af søtransport;

b)

støtte Kommissionens forslag om foranstaltninger til fremme af ansættelse og uddannelse af søfolk;

c)

overvåge Kommissionens indsats i forbindelse med foranstaltninger, der skal fremme søtransport;

d)

overvåge Kommissionens indsats i forbindelse med foranstaltninger, der skal fremme ansættelse og uddannelse af søfolk.

8.4

Skibsejere bør træffe passende foranstaltninger til at:

a)

sikre hensigtsmæssige arbejdsforhold og forhold på det sociale område, som kan hjælpe til at rekruttere og fastholde EU-søfolk af høj kvalitet;

b)

ansætte højt kvalificerede personer og yde tilstrækkelig uddannelse;

c)

sørge for, at der er et tilstrækkeligt antal uddannelsespladser og efterfølgende stillinger til at sikre tilgangen af EU-søfolk i ledende stillinger;

d)

undersøge mulighederne for udvikling af søfarten til EU's indenrigs- og udenrigshandel.

8.5

Fagforeninger bør træffe passende foranstaltninger til at:

a)

fremme karrierer inden for søfartserhvervet;

b)

sikre et højt professionelt niveau blandt EU-søfolk;

c)

deltage i aktiviteter til fremme af søfartsindustrien, herunder nærskibsfarten.

Bruxelles, den 15. december 2004

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(96) 81 endelig af 8.4.1997.

(2)  EFT C 109 af 8.4.1997, s. 1.

(3)  KOM(2001) 188 endelig af 6.4.2001. EØSU's udtalelse: EFT C 80 af 3.4.2002, s. 9.

(4)  Kilde: fælles undersøgelse foretaget af Federation of Transport Workers' Unions in the European Union (FST) og European Community Shipowners' Association (ECSA): »Improving the Employment Opportunities for EU Seafarers: An Investigation to Identify Seafarers Training and Education Priorities« (1998) (forbedring af søfolks beskæftigelsesmuligheder i EU: en undersøgelse med henblik på at identificere prioriteterne for de søfolks uddannelse).

(5)  METHAR: Harmonization of European Maritime Education and Training Schemes (harmonisering af europæiske søfartsuddannelser og uddannelsesordninger).

(6)  METNET: Thematic Network on Maritime Education, Training and Mobility of Seafarers (tematisk netværk inden for søfartsuddannelse, søfolks uddannelse og mobilitet).

(7)  BIMCO (Baltic and International Maritime Council)/ISF (International Shipping Federation) 2000 Manpower Update - The World-Wide Demand for and Supply of Seafarers - April 2000 (aktuel arbejdskraft - efterspørgsel efter og tilgang af søfolk på verdensniveau - april 2000).

(8)  Jf. fodnote 3.

(9)  Kilde: Undersøgelsen »The UK economy's requirements for people with experience of working at sea 2003« som blev foretaget af universitetet i Cardiff på foranledning af trafikministeriet, skibsfartskammeret og sammenslutningen the Marine Society i Det Forenede Kongerige.

(10)  KOM(2003) 155 endelig af 7.4.2003.

(11)  Jf. fodnote 3.

(12)  EØSU's udtalelse EFT C 80 af 3.4.2002, s. 9.

(13)  EØSU's udtalelse EUT C 32 af 5.2.2004, s. 67.

(14)  Rådets 2515. møde den 5.6.2003, 9686/03 (Presse 146).

(15)  Jf. fodnote 3.

(16)  Europa-Kommissionens hvidbog »Den Europæiske transportpolitik frem til 2010 - De svære valg« af 2001.

(17)  Europa-Kommissionens dokument om søfartspolitik »European Union legislation and objectives for sea transport« af 2002.

(18)  EU Energy and Transport in Figures Statistical Pocketbook 2003 – European Commission.

(19)  Jf. fodnote 16.

(20)  Den europæiske havneorganisations årsberetning 2003.

(21)  Forslag om et fælles ECSA/ETF-projekt, der skal kortlægge søfartsindustriernes karrieremuligheder 2004.


28.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 157/48


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Udkast til Kommissionens beslutning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 86 på statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse« og »Kommissionens direktiv om ændring af direktiv 80/723/EØF om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder«

(2005/C 157/06)

Kommissionen besluttede den 19. marts 2004 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Bernardo Hernández Bataller som ordfører og Umberto Burani som medordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 5. oktober 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 413. plenarforsamling den 15.-16. december 2004, mødet den 15. december 2004, følgende udtalelse med 140 stemmer for og 9 hverken for eller imod:

1.   Indledning

1.1

I henhold til EF-traktatens artikel 3, litra g), skal Fællesskabets virke indebære »gennemførelse af en ordning, der sikrer, at konkurrencen inden for det indre marked ikke fordrejes«. Fastholdelse af en effektiv kontrol for at sikre, at den støtte, som medlemsstaterne yder, ikke fordrejer konkurrencen, udgør et afgørende element i denne ordning.

1.2

Det Europæiske Råd har gentagne gange understreget nødvendigheden af at føre kontrol med statsstøtten. Det Europæiske Råd i Stockholm fastslog i sine konklusioner af 24. marts 2001, at »Niveauet for statsstøtte i Den Europæiske Union skal nedsættes og systemet gøres mere gennemsigtigt… Med henblik herpå bør medlemsstaternes ydelse af statsstøtte senest i 2003 udvise en nedadgående tendens i forhold til BNP under hensyn til nødvendigheden af i stedet at kanalisere støtten i retning af horisontale mål af fælles interesse, herunder samhørighedsmål«.

1.3

Kommissionen har fremlagt et forslag om at regulere statsstøtte, der ydes i form af kompensation for offentlig tjeneste til virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. Forslaget omfatter en beslutning og en »ad hoc«-fællesskabsramme samt en ændring af direktiv 80/723/EØF om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder (1).

1.4

Formålet med Kommissionens forslag er at anvende EF-traktatens bestemmelser, navnlig de fælles konkurrenceregler, på den økonomiske kompensation, som medlemsstaterne yder for visse tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse til hel eller delvis dækning af de specifikke omkostninger, der er forbundet med offentlige forsyningsforpligtelser.

1.4.1

I forslaget skelnes der imidlertid mellem forskellige kategorier af kompensation, hvilket begrænser dets anvendelse. Blandt andet er kompensationer, der opfylder de fire betingelser, som EF-domstolen opstillede i sine domme i henholdsvis Altmark (2)- og Enirirsorse (3)-sagen, undtaget fra de nye bestemmelser. Betingelserne er følgende: den begunstigede virksomhed skal reelt være pålagt forpligtelser til offentlig tjeneste, og disse forpligtelser skal være klart defineret; de kriterier, der er grundlaget for beregningen af kompensationen, skal være fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde; kompensationen må ikke overstige, hvad der er nødvendigt for helt eller delvis at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne; og, i det omfang udvælgelsen af en virksomhed til at udføre overnævnte forpligtelser falder uden for rammerne af en procedure for tildeling af offentlige kontrakter, fastlægges kompensationens størrelse på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret til at kunne opfylde kravene til offentlig tjeneste og samtidig sikre en rimelig fortjeneste, ville have ved at opfylde forpligtelserne. Denne form for kompensation falder i henhold til EF-domstolen uden for EF-traktatens bestemmelser om »statsstøtte«.

1.4.2

Forslaget gælder heller ikke den i Kommissionens forordning (EF) nr. 69/2001 af 12. januar 2001 (4) fastsatte de minimis-støtte eller statsstøtte til public service-radio og tv-virksomhed (5).

1.4.3

Det fremlagte forslag finder i henhold til EF-traktatens artikel 73 og Rådets forordninger (EØF) nr. 1191/69 (6) og 1107/70 (7) heller ikke anvendelse på visse former for støtte inden for landtransportsektoren, dvs. transporter med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje, særlig når der er tale om virksomheder, der udelukkende tilvejebringer transportydelser i byer og forstæder eller regioner.

1.4.4

Endelig har Kommissionen i betragtning af den fælles transportpolitiks særlige mål også udeladt kompensationer for offentlige forsyningsforpligtelser i luftfarts- og søtransportsektoren (8), med undtagelse af søtransportsektoren i det omfang forsyningspligten gælder søtransport til øer med en årlig trafikmængde på under 100 000 passagerer.

1.4.5

Forslaget finder i henhold til artikel 1 i beslutningen således anvendelse på ovennævnte søtransportydelser til øer såvel som på kompensationer for offentlig tjeneste, der ydes i form af statsstøtte til virksomheder inden for alle de af EF-traktaten omfattede sektorer, og som opfylder følgende betingelser:

1)

Kompensationer ydet til virksomheder, hvis samlede årsomsætning (alle aktiviteter) før skat ikke har nået »tærskelværdi på (…)« (9) i de to regnskabsår forud for det regnskabsår, hvor de fik overdraget den pågældende tjenesteydelse, og hvis årlige kompensation for den pågældende tjeneste andrager under »tærskelværdi på (…)« (10), og som for kreditinstitutters vedkommende erstattes af en »tærskelværdi på (…)« på balancesummen;

2)

Kompensationer ydet til hospitaler, der udøver virksomhed af almindelig økonomisk interesse;

3)

Kompensationer ydet til sociale boligselskaber, der udøver virksomhed af almindelig økonomisk interesse.

1.4.6

Statsstøttens forenelighed med EF-traktatens artikel 86, stk. 2, berøres ikke af beslutningens anvendelse på disse områder, såfremt visse betingelser er opfyldt. Kommissionen foreslår derfor, at der sondres mellem på den ene side de tilfælde, hvor støtten i kraft af sin størrelse kan skabe betydelige konkurrencefordrejninger, og på den anden side de tilfælde, hvor støtten er af mere beskedent omfang.

1.4.7

I forslaget understreges eftertrykkeligt behovet for større gennemskuelighed i de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og offentlige virksomheder eller virksomheder, der er pålagt offentlige forsyningsforpligtelser. Der foreslås i den forbindelse en ændring af det gældende direktiv 80/723/EØF med en ny definition af »virksomheder, der skal føre særskilte regnskaber«. Ifølge denne definition skal der uanset den juridiske klassifikation af kompensation for offentlig tjeneste føres særskilte regnskaber, når de virksomheder, der modtager en sådan kompensation, ligeledes udøver aktiviteter, der falder uden for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse.

1.4.8

Endelig vil det fremsatte forslag hverken gælde for de strengere sektorspecifikke EF-retsakter og -foranstaltninger, der allerede måtte gælde for offentlige forsyningsforpligtelser, eller for de gældende fællesskabsbestemmelser om indgåelse af offentlige kontrakter.

1.4.9

Under alle omstændigheder finder forslaget kun anvendelse på tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, som de beskrives i EF-traktatens artikel 86, stk. 2, hvortil dog skal siges, at det i forslaget ikke præciseres, hvad der menes hermed.

1.4.10

Nogle af forslagets øvrige bestemmelser er mere konkrete, bl.a. bestemmelserne om forenelighed og fritagelse fra anmeldelsespligten, kravene for overdragelse af forsyningspligtopgaverne og kriterierne for beregning af kompensationen.

1.4.11

I henhold til artikel 2 i udkastet til beslutning er kompensationer for offentlig tjeneste, der opfylder de i beslutningen fastsatte betingelser, således forenelige med det indre marked og fritaget for anmeldelsespligten efter traktatens artikel 88, stk. 3.

1.4.12

I henhold til artikel 4 skal forsyningspligtopgaven være overdraget ved en officiel retsakt (i form af en lov, administrative akter eller en kontrakt). Denne retsakt skal indeholde nærmere angivelse af forsyningspligtydelserne samt de pågældende virksomheder og det omfattede område.

1.4.13

Dette sidste aspekt behandles særligt indgående i beslutningens artikel 5 såvel som i punkt 12-23 i de tidligere nævnte EF-rammebestemmelser. Kompensationen må i alt væsentligt ikke overstige omkostningerne ved opfyldelsen af de offentlige forsyningsforpligtelser under hensyntagen til indtægterne herfra samt en rimelig fortjeneste ved udførelsen af disse tjenesteydelser.

1.4.14

De omkostninger, der henføres under denne tjenesteydelse, kan omfatte alle variable omkostninger ved udførelsen af tjenesteydelsen, et rimeligt bidrag til de faste omkostninger samt en rimelig forrentning af egenkapitalen i det omfang, den anvendes til tjenesteydelsen (11). De omkostninger, der tilregnes eventuelle aktiviteter udøvet ved siden af forsyningspligtydelserne, kan under ingen omstændigheder henføres til disse tjenesteydelser. Omkostningerne skal som hovedregel beregnes i overensstemmelse med almindeligt anerkendte regnskabsprincipper.

1.4.15

På indtægtssiden bør der tages hensyn til alle indtægterne ved udførelsen af tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse. Ved rimelig fortjeneste forstås en forrentning af kapitalen, der tager hensyn til virksomhedens risiko eller manglende risiko som følge af statens intervention (12).

1.4.16

Medlemsstaterne bør derfor regelmæssigt kontrollere, at der ikke overkompenseres, dvs. at kompensationen ikke overstiger, hvad der er nødvendigt for at sikre, at tjenesterne fungerer, eftersom dette ville være uforeneligt med det indre marked. Hvis overkompensationen imidlertid ikke overstiger den samlede årlige kompensation med mere end 10 %, kan den trækkes fra det efterfølgende år. Eftersom omkostningerne ved visse tjenesteydelser af almen økonomisk interesse svinger fra år til år, kan det endog vise sig at være nødvendigt at øge kompensationen med mere end 10 % for at sikre deres udførelse. Medlemsstaterne bør i denne sammenhæng regelmæssigt opstille en balance for de enkelte sektorer, der højst må gælde for 3 år, og overkompensationen vil efter denne periode skulle tilbagebetales.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

Med det fremlagte forslag lever Kommissionen op til sit løfte som bebudet på Det Europæiske Råds møde i Laeken i december 2001 om at øge retssikkerheden omkring kompensationer for offentlig tjeneste og i den forbindelse fastsætte konkrete EF-rammebestemmelser om statsstøtte til virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (13).

2.2

Der hersker afgjort en vis usikkerhed omkring retsforholdene i forbindelse med reglerne for finansiering af forsyningspligtydelser og navnlig anvendelsen af statsstøttereglerne. Som tidligere nævnt har EF-domstolen ganske vist i sin retspraksis — sagerne Almark og Enirirsorse –opstillet en række juridiske betingelser, der skal være opfyldt.

2.3

Der er ikke desto mindre brug for en præcisering af disse betingelser, især af metoderne til omkostningsberegning (gennemskuelighed, parametre) og af de typer forsyningsforpligtelser, der ydes kompensation (14) for.

2.4

I den forstand kommer forslaget særlig belejligt for de økonomiske operatører, eftersom enhver statsstøtte, de modtager i kraft af, at de leverer en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, som ikke er blevet anmeldt til Kommissionen, kan betragtes som ulovlig, uanset beløbets størrelse, så længe retsrammen ikke er trådt i kraft.

2.5

Støtten er i så fald ikke beskyttet mod sagsanlæg ved medlemsstaternes egne ordinære domstole, hvor dens lovlighed anfægtes.

2.6

Denne risiko er så meget større, som der hovedsagelig eksisterer to områder — finansiering og tildeling af markeder — hvor medlemsstaternes beføjelser til at definere og udvikle forsyningspligtopgaverne ofte er i strid med visse grundlæggende bestemmelser i EU-lovgivningen.

2.7

Medlemsstaterne kan således i vidt omfang selv beslutte, hvilke forsyningspligtydelser der skal finansieres og hvordan. I mangel af en harmonisering på EU-plan indskrænkes disse beføjelser i det væsentlige kun af EU's konkurrenceret (15), bortset fra at medlemsstaterne naturligvis skal opfylde deres sociale opgaver under hensyntagen til subsidiaritetsprincippet, som er en bindende forfatningsmæssig bestemmelse både for EU og medlemsstaterne inden for rammerne af EU's regelværk.

2.8

Kommissionen bør se nærmere på, hvordan den klart og tydeligt kan redegøre for, hvad der ligger til grund for fremlæggelsen af de enkelte forslag (retsgrundlag, behov, proportionalitet), og hvorfor det — i overensstemmelse med god praksis og protokollen om nærheds- og proportionalitetsprincippet — skal foregå på EU-plan (subsidiaritetskriterier, kvalitative og/eller kvantitative indikatorer).

2.9

Af disse og andre grunde bør der tages positivt imod Kommissionens forslag, som primært skal vejlede medlemsstaternes myndigheder i opfyldelsen af grundlæggende forpligtelser, såsom gennemsigtig gennemførelse af procedurerne for tildeling af offentlige kontrakter og agtpågivenhed over for eventuelle skadelige virkninger for den frie konkurrence som følge af virksomheders ineffektive varetagelse af forsyningspligtopgaverne (16).

2.10

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg går ind for et lovforslag, der udvider de af EF-domstolen opstillede betingelser, således at kompensationer for forsyningspligtydelser undtages EF-traktatens bestemmelser om statsstøtte.

3.   Særlige bemærkninger

3.1

Der skal dog peges på nogle formelle og indholdsmæssige spørgsmål, som rejser sig ved en gennemgang af forslaget.

3.2

De tre hovedformål med forslaget kan sammenfattes således: 1. fastsættelse af, at statsstøtte af relativt begrænset omfang til virksomheder, der har fået overdraget udførelsen af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, skal betragtes som forenelig med det indre marked; 2. styrkelse af retssikkerheden i forbindelse med kompensationer for levering af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, som overstiger denne grænse, gennem fastlæggelse af kriterierne for evaluering af dem; 3. opstilling af de kriterier, der afgør, om sådanne kompensationer kan betragtes som statsstøtte.

3.3

Efter EØSU's mening bør forslagets bestemmelser udvides til at omfatte enhver kompensation for offentlig tjenesteforpligtelse, som er klart defineret og ydes regelmæssigt, og som svarer til — men ikke overstiger — de påløbne ekstraomkostninger, og den pågældende virksomhed skal føre særskilte regnskaber. Alt dette under forbehold af Kommissionens og Domstolens efterfølgende kontrol- og sanktionsbeføjelse.

3.4

Forslagets anvendelsesområde er dog ikke klart afgrænset og, især hvad angår beslutningen, defineres det ud fra forskelligartede kriterier, som enten udelukker visse situationer eller sektorer (se ovenfor punkt 1.4.2-1.4.4) eller begrænser disse generelt ud fra mere kvantitative end kvalitative forhold (se ovenfor punkt 1.4.5).

3.5

Endvidere er de juridiske begreber, der anvendes i nogle af forslagets bestemmelser, uklare. F.eks. fastsættes det, at omkostningerne skal beregnes »i overensstemmelse med almindeligt anerkendte regnskabsprincipper«. Det samme gælder afgrænsningen af beslutningens anvendelsesområde gennem henvisning til »tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, som de beskrives i EF-traktatens artikel 86, stk. 2«. Sådanne tjenesteydelser er som bekendt hverken defineret nærmere i traktaterne eller i den afledte EU-ret.

3.6

Efter EØSU's mening bør enhver form for øcabotage udelukkes fra anvendelsesområdet ligesom alle andre transportformer, medmindre Kommissionen giver en passende begrundelse for at medtage den i forslaget.

3.7

Følgelig må det også i betragtning af målenes markante teknisk-instrumentale karakter med rimelighed kunne kræves, at Kommissionen tydeligere afgrænser begrebet tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, så det kan skelnes fra andre, der traditionelt anvendes i medlemsstaternes lovgivningstradition, såsom offentlig tjeneste og forsyningspligtydelse (17). Ret beset indebærer den generelle betydning, som Kommissionen lægger i begrebet tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, at overordentligt samfundsnyttige aktivitetsområder, såsom forskning med henblik på forbedring af sundheden og forbrugerbeskyttelsen, falder uden for forslaget (18).

3.8

Her skal det understreges, at mens der på overnationalt plan er behov for en juridisk skelnen mellem begreberne »forsyningspligtydelser« og »tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse«, er der ikke noget påtrængende behov for også på dette plan at definere sociale tjenesteydelser. For det første er disse tjenesteydelser kun af relevans for EU-retten, hvis de giver tjenesteyderen en økonomisk fortjeneste, og for det andet ville de i så fald automatisk falde ind under et af de to ovennævnte begreber.

3.9

Endvidere kommer forslaget ikke ind på klassificeringen af visse fremgangsmåder for finansiering af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, såsom solidarisk finansiering, der giver problemer med adgang til visse nationale markeder (f.eks. til forsikringsmarkedet). Det fastlægger heller ikke kriterier for evaluering af god praksis på EU-plan, som blandt andet ville kunne klarlægge lovligheden af den praksis, der går under betegnelsen »cream skimming«. (19)

3.10

Forslaget anvender samme kriterier mht. overholdelse af den grundlæggende rammelovgivning for det indre marked uden at skelne mellem sektorer og uden at tage operatørernes forskellige besvarelser med i betragtning.

3.11

Det går dermed ud fra et misforstået princip om ligebehandling af vidt forskellige situationer. Vandforsyning, bortledning af spildevand og genanvendelse af affald sidestilles med el- eller gasforsyning: dvs. sektorer, som hverken opererer under samme vilkår (mht. miljøbeskyttelse, infrastrukturer osv.) eller på samme markeder. Førstnævnte er kommunale eller regionale tjenesteydelser, mens sidstnævnte fungerer på nationalt, grænseoverskridende eller internationalt plan. At trække samme overnationale finansieringsforskrifter ned over alle disse sektorer er ikke hensigtsmæssigt.

3.12

Alle sektorer er heller ikke lige tiltrækkende for leverandørerne af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. Nogle tjenester kræver bestemte infrastrukturer og udstyr, som naturligvis øger omkostningerne og ligefrem kan afholde private fra at investere i dem, fordi de ikke er rentable på kort og mellemlang sigt.

3.13

Desuden viderefører forslaget, hvis retsgrundlag er EF-traktatens artikel 86, stk. 3, den asymmetri, der allerede er segmenteret i traktaterne mellem på den ene side konkurrencelovgivningen, hvor tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse betragtes som fritagelser fra traktatens artikel 86, stk. 2, og på den anden side den positive anerkendelse af dem i traktatens artikel 16 og i artikel 36 i charteret om grundlæggende rettigheder. Denne tilgang svækker den enorme betydning, som tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, har ikke alene for EU politiske indsats — social og territorial samhørighed — men også som garanti for borgernes udøvelse af grundlæggende rettigheder såsom fri bevægelighed.

3.14

De problemer, som forslaget rejser, udspringer således direkte af den lovgivningsteknik, som Kommissionen anvender, i hvert fald når det gælder følgende to spørgsmål, nemlig instrumentets mål og reguleringens effektivitet. Hvad angår det første spørgsmål minder den fremgangsmåde, der er fulgt i forslaget, om gruppefritagelsesforordningerne, som er hyppigt brugt i EU's konkurrencelovgivning på det indre marked. Ved således at samle forskellige situationer under samme hat kan man frygte, at vi er på vej mod en skjult harmonisering, som ad lovgivningens vej skærer igennem de komplicerede realiteter, der kendetegner tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, i stedet for at tage fat på en mere differentieret og grundigere tilnærmelse på det juridiske plan.

3.15

I forlængelse heraf skal der om det andet spørgsmål, reguleringens effektivitet, bemærkes følgende. I mangel af et forudgående forslag til rammedirektiv — som efterlyst af EØSU (20) — der kunne konsolidere mål og principper for den grundlæggende lovgivning om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse og præcisere de begreber, der anvendes i traktaterne og direktiverne for de enkelte sektorer, samt vilkårene for de forskellige operatører (21), kan det foreliggende forslag ikke i sig selv garantere den retssikkerhed, som er nødvendig for denne del af det indre marked.

3.16

Uden en sådan juridisk infrastruktur må der forventes utallige konflikter om anvendelse og fortolkning af bestemmelserne med deraf følgende overbelastning af de kompetente retlige organer. Gennemførelsen af forslaget kan faktisk føre til overtrædelse af subsidiaritetsprincippet, som i den nuværende integrationsproces har opnået endnu stærkere beskyttelse, jf. artikel I-9 og ad hoc protokollen til det udkast til en forfatning for Europa, som Det Europæiske Konvent har udarbejdet.

3.17

EØSU håber, at målet om styrkelse af den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed ikke bremses af gennemførelsen af de foreliggende rammebestemmelser. Det er nødvendigt at opretholde støtten til fremme af den økonomiske udvikling i de regioner, hvor levestandarden er unormalt lav eller arbejdsløsheden meget stor, samt støtten til fremme af udviklingen af bestemte erhverv eller økonomiske regioner.

3.18

Der er nok brug for en ny tilgang til EU's politik for statsstøtte, eftersom relationerne mellem Kommissionen og de regionale og/eller lokale myndigheder, som Kommissionen er nødt til at have direkte kontakt med i sager vedrørende tildeling af støtte fra disse myndigheder, meget vel kan blive endnu mere komplicerede.

Bruxelles, den 15. december 2004

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Forslag til direktiv om ændring af direktiv 2000/52/EF (EFT L 193 af 29.7.2000, s. 75).

(2)  Dom af 24. juli 2003 i sagen C-280/00, endnu ikke offentliggjort i Samling af Afgørelser.

(3)  Dom af 27. november 2003 i de forenede sager C-34/01 og C.-38/01, endnu ikke offentliggjort i Samling af Afgørelser.

(4)  EFT L 10 af 13.1.2001, s. 30. Der er tale om finansiel støtte, hvis beløb ikke overstiger 100 000 EUR til en enkelt virksomhed over en treårig periode. Denne forordning finder ikke anvendelse i transportsektoren eller på aktiviteter i forbindelse med forarbejdning eller markedsføring af varer opregnet i bilag 1 til traktaten.

(5)  Der tænkes her konkret på den statsstøtte, der er anført i punkt 49 til 56 i Kommissionens meddelelse, EFT C 320 af 15.11.2001.

(6)  EFT L 156 af 28.6.1969. Forordningen er senest ændret ved forordning (EØF) nr. 1893/91 (EFT L 169 af 29.6.1991, s. 1).

(7)  EFT L 130 af 15.6.1970. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 543/97 (EFT L 84 af 26.3.1997, s. 6).

(8)  Der findes dog regler på dette område i Rådets forordning (EØF) nr. 2408/92 af 23. juli 1992 (EFT L 240 af 24.8.1992, s. 8) om EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 (EFT L 284 af 31.10.2003, s.1), og Rådets forordning (EØF) nr. 3577/92 af 7. december 1992 (EFT L 364 af 12.12.1992, s. 7) om cabotagesejlads.

(9)  Disse tærskelværdier fastsættes endeligt i lyset af resultaterne af de åbne høringer, som Kommissionen har igangsat i forbindelse med dette forslag.

(10)  Sidstnævnte tærskel kan fastlægges på grundlag af et årsgennemsnit svarende til nutidsværdien af alle kompensationer ydet under kontraktens løbetid eller over en femårig periode.

(11)  Jf. EF-domstolens dom af 3. juli 2003, CHRONOPOST, de forenede sager C-83/01P, C-93/01P og C-94/01P, endnu ikke offentliggjort i Samling af Afgørelser.

(12)  I henhold til artikel 5, stk. 4, i beslutningen bør der ved beregningen af den rimelige fortjeneste tages særligt hensyn til eventuelle indrømmelser af enerettigheder eller særrettigheder. Den pågældende medlemsstat kan desuden indføre kriterier, der kan tjene som incitament i relation til servicekvaliteten.

(13)  KOM(2001) 598 endelig.

(14)  Kommissionen: Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene: »Rapport om den offentlige høring om grønbogen om forsyningspligtydelser«, Bruxelles, 29.3.2004, SEK(2004) 326, s. 27-28.

(15)  Blandt de finansieringsordninger, der anvendes i medlemsstaterne, kan nævnes direkte økonomisk støtte over statsbudgettet, særlige eller eksklusive rettigheder, bidrag fra markedsdeltagerne, takstudligning og solidarisk finansiering, jf. Kommissionen, KOM(2004) 374, s. 13.

(16)  Jf. Europa-Parlamentets betænkning om grønbogen om forsyningspligtydelser, Bruxelles, 17.12.2003, dok. A5-0484/2003 endelig, PE 323.188, s. 11-13. Se også Regionsudvalgets udtalelse om »Grønbog om forsyningspligtydelser i Europa«, EUT C 73 af 23.3.2004, s. 7, især s. 10-11.

(17)  Dette spørgsmål er gentagne gange blevet taget op af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og senest i dets udtalelse om »Grønbogen om forsyningspligtydelser« af 11. december 2003, EUT C 80 af 30.3.2004, s. 66.

(18)  Se bilag 1 (»Definition af begreber«) i »Hvidbogen om forsyningspligtydelser«, KOM(2004) 374 endelig, cit. s. 23.

(19)  Dette kan især få en negativ indvirkning på udligningen af takster og krydsfinansiering mellem rentable og underskudsgivende tjenester i de liberaliserede sektorer.

(20)  EFT C 241 af 7.10.2002, pkt. 4.4.

(21)  Se pkt. 3.1 til 3.5 i Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 11. december 2003, cit. supra.


28.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 157/53


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om anerkendelse af sønæringsbeviser, som er udstedt af medlemsstaterne, og om ændring af direktiv 2001/25/EF«

KOM(2004) 311 endelig — 2004/0098 (COD)

(2005/C 157/07)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 6. maj 2004 under henvisning til EF-traktatens artikel 80, stk. 2, at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's faglige sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Eduardo Chagas til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 24. november 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 413. plenarforsamling den 15. og 16. december 2004, mødet den 15. december, følgende udtalelse med 140 stemmer for og 4 hverken for eller imod:

1.   Baggrund

1.1

Kommissionen fremsatte den 26. april 2004 et forslag til direktiv om anerkendelse af sønæringsbeviser udstedt af medlemsstaterne og om ændring af direktiv 2001/25/EF (1) med det formål at forenkle proceduren for anerkendelse af beviser, der er udstedt af medlemsstaterne.

1.2

Kravene til søfolks uddannelse, uddannelsesbeviser og vagttjeneste er fastsat i Den Internationale Søfartsorganisations konvention om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold af 1978 med senere ændringer (STCW-konventionen). Konventionen fastsætter bl.a. særlige kriterier for anerkendelse af beviser, som parterne udsteder til skibsførere, officerer eller radiooperatører.

1.3

Disse internationale bestemmelser blev omsat til fællesskabslovgivning ved hjælp af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/25/EF (2) af 4. april 2001, senest ændret ved direktiv 2003/103/EF (3) om minimumsuddannelsesniveauet for søfartserhverv. Medlemsstaterne skal således udstede kvalifikationsbeviser til søfolk i overensstemmelse med disse standarder.

1.4

Med hensyn til medlemsstaternes indbyrdes anerkendelse af uddannelsesbeviser fastsætter direktiv 2001/25/EF, at anerkendelse af uddannelsesbeviser til søfolk med eller uden statsborgerskab i medlemsstaterne omfattes af bestemmelserne i direktiv 89/48/EØF (4) og 92/51/EØF (5) om den generelle ordning for gensidig anerkendelse af erhvervsuddannelser. Den generelle ordning fastsætter en procedure for anerkendelse af beviser for søfolks erhvervsfaglige kvalifikationer, der indebærer en sammenligning mellem uddannelser eller tilsvarende kvalifikationer. I tilfælde af afgørende forskelle kan de pågældende søfolk underkastes særlige supplerende foranstaltninger. Det er i øjeblikket paradoksalt, at den indbyrdes anerkendelse mellem EU-medlemsstaterne er mere besværlig end anerkendelsen af tredjelandes beviser.

1.5

Kommissionen foreslår, at medlemsstaterne automatisk accepterer alle beviser, som andre medlemsstater udsteder til søfolk i overensstemmelse med direktivet. Det vigtigste formål med den foreslåede foranstaltning er at sikre, at alle søfolk, som er kvalificerede i en af medlemsstaterne og har bevis på det, kan få lov til at gøre tjeneste om bord på skibe, der fører en anden medlemsstats flag, uden at der stilles yderligere betingelser.

1.6

Desuden mener Kommissionen, at det ville være hensigtsmæssigt at indføre STCW-konventionens bestemmelser om søfolks sprogkundskaber i Fællesskabets lovgivning. Sådanne bestemmelser ville ikke blot skabe effektiv kommunikation om bord på skibene, men også fremme den frie bevægelighed blandt søfolk.

1.7

Kommissionens direktivforslag sigter desuden mod at ændre direktiv 2001/25/EF med henblik på at sikre:

at medlemsstaterne vedtager foranstaltninger, som forhindrer og straffer falskneri i forbindelse med sønæringsbeviser,

at det regelmæssigt skal vurderes, om medlemsstaternes overholder bestemmelserne i det ændrede direktiv 2001/25/EF.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

EØSU anerkender behovet for, at der indføres en procedure til fremme af medlemsstaternes anerkendelse af sønæringsbeviser, der er udstedt inden for Unionen i overensstemmelse med minimumskravene i det ændrede direktiv 2001/25/EF.

2.2

EØSU anerkender endvidere behovet for at sikre en fuldstændig og vedvarende overholdelse af de gældende krav med henblik på at opfylde de internationale forpligtelser.

2.3

EØSU noterer, at Rådet i sine konklusioner af 5. juni 2003 understregede, at det er nødvendigt at fremme søfolks mobilitet inden for Unionen (6).

2.4

EØSU noterer endvidere, at den nuværende generelle ordning for anerkendelse af erhvervsmæssig og faglig uddannelse er noget tung og udelukker, at de relevante bestemmelser i konventionen anvendes til en gensidig anerkendelse af beviser, der er udstedt inden for EU.

2.5

EØSU erkender, at den nylig indførte procedure for anerkendelse af beviser udstedt af tredjelande er enklere. Søfolk med uddannelse fra en af medlemsstaterne kan derfor blive ringere stillet. De foreslåede ændringer, der er i tråd med de internationale krav, bør afhjælpe denne potentielle ulempe.

2.6

EØSU erkender også, at nogle medlemsstater forbeholder stillingerne som skibsfører og førstestyrmand til deres egne statsborgere, hvilket bekræftes af EF-Domstolen i sagerne C-47/02 og C-405/01. Dette viser tydeligt, at medlemsstater kan forhindre søfolks frie bevægelighed og således forbeholde stillinger til egne statsborgere. Nederlandene og Det Forenede Kongerige har de mindst restriktive politikker blandt medlemsstaterne med hensyn til ansættelse af udenlandske statsborgere.

2.7

EØSU er bevidst om behovet for et fælles arbejdssprog, som alle søfolkene forstår og kan kommunikere på. Dette er særlig vigtigt i nødsituationer og med henblik på at forbedre de sociale forhold om bord.

2.8

EØSU bifalder, at Kommissionen henleder opmærksomheden på udbredelsen af forfalskede beviser som omtalt i en nylig undersøgelse foretaget af Den Internationale Søfartsorganisation (7), og opfordrer medlemsstaterne til at træffe og håndhæve alle nødvendige foranstaltninger til forebyggelse af svigagtig opnåelse og udstedelse samt forfalskning af sønæringsbeviser.

2.9

EØSU anerkender behovet for en mere effektiv og mindre tung ordning for medlemsstaternes gensidige anerkendelse af beviser og mener, at det fortsat er nødvendigt med procedurer til aktiv bekæmpelse af falske sønæringsbeviser. Værtslandene skal have procedurer, der sikrer, at et bevis udstedt i en anden medlemsstat kan anvendes på et af værtslandets skibe.

2.10

EØSU mener, at et værtsland ud over at kræve minimumsstandarder for sprogkundskaber fra alle bevisindehavere også bør stille betingelser om kendskab til landets søret, hvilket forudsætter en udstedelse af et »anerkendelsesdokument«.

2.11

EØSU er enig i, at Det Europæiske Søfartssikkerhedsagentur spiller en vigtig rolle i sikringen af såvel overensstemmelse som ensartethed på tværs af medlemsstaterne, og at den administrative byrde skal holdes på et minimum. Dette er en afgørende faktor, hvis man vil sikre et højt professionelt niveau blandt EU-søfolk.

2.12

EØSU anerkender Det Europæiske Søfartssikkerhedsagenturs betydelige rolle og er samtidig opmærksom på agenturets begrænsninger. EØSU henleder dog Kommissionens opmærksomhed på behovet for tilstrækkelige finansielle, menneskelige og tekniske ressourcer.

2.13

EØSU gør Kommissionen opmærksom på de mulige skadelige virkninger af at tillade et ubegrænset antal statsborgere fra en medlemsstat at tage hyre på skibe fra en anden medlemsstat. EØSU erkender, at dette er i tråd med arbejdskraftens frie bevægelighed og i visse tilfælde nødvendigt, men noterer samtidig, at den totale mangel på begrænsning af antallet af udstedte beviser kan få negativ indflydelse på den fortsatte beskæftigelse af søfolk i visse medlemsstater. I sidste ende kan opretholdelse og forøgelse af søfartsekspertisen i EU blive påvirket.

2.14

EØSU opfordrer medlemsstaterne til i samarbejde med arbejdsmarkedets parter at indføre en afbalanceret beskæftigelsesordning, der sikrer, at søfolkenes kvalifikationsniveau i EU bevares og forbedres.

2.15

EØSU er skuffet over, at Kommissionen, efter først at have behandlet anerkendelsen af tredjelandsstatsborgeres kvalifikationer og nu den gensidige anerkendelse af EU-søfolks beviser, ikke på nuværende tidspunkt prøver at tilvejebringe sociale beskyttelsesforanstaltninger, der omfatter alle søfolk på fartøjer under EU-flag.

3.   Særlige bemærkninger

3.1   Artikel 1

EØSU bekræfter, at direktivet skal gælde for søfartserhverv, som udføres af personer, der er statsborgere i en medlemsstat, og af tredjelandsstatsborgere, som er i besiddelse af et kvalifikationsbevis udstedt af en medlemsstat. Det er vigtigt, at dette ikke udvides til at omfatte beviser, der oprindeligt er udstedt af et tredjeland og attesteret af en medlemsstat.

3.2   Artikel 3

Selvom alle søfolk, der er i besiddelse af et behørigt bevis som fastsat i artikel 1, i henhold til artikel 2 skal have ret til at gøre tjeneste om bord på skibe, der fører en anden medlemsstats flag, bør dette kun være muligt, forudsat at der udstedes en formel bevisanerkendelse. En sådan anerkendelse er påkrævet for at forhindre svigagtig brug af beviser og for at dokumentere sprogkundskaber og kendskab til værtsmedlemsstatens søret.

3.3   Artikel 4

EØSU er bevidst om søfolkenes behov for at få tilstrækkelige sprogkundskaber i overensstemmelse med kravene i STCW-kodeksens afsnit A-II/1, A-III/1, A-IV/2 og A-II/4. Dette synes dog noget tvetydigt, eftersom det er svært for medlemsstaterne at garantere, at bestemmelsen overholdes, mens det i henhold til STCW-kodeksen er værtsmedlemsstatens ansvar at sikre, at søfolk har tilstrækkelige sprogkundskaber. Først når dette er sikret, kan værtslandet udstede en behørig anerkendelse.

3.4   Artikel 5

EØSU bifalder bestemmelserne vedrørende forebyggelse af svig. Anvendelsen af falske kvalifikationsbeviser kan ikke alene være til fare for sikkerheden til søs, men også forårsage alvorlige skader på havmiljøet og underminere søfartserhvervets omdømme. Udstedelsen af en behørig bevisanerkendelse ville kunne bidrage til forebyggelsen af svigagtig brug af beviser.

3.5   Artikel 6

EØSU er tilfreds med Det Europæiske Søfartssikkerhedsagenturs rolle i sikringen af, at medlemsstaterne træffer og håndhæver passende foranstaltninger med henblik på at forhindre og straffe svigagtig brug af beviser.

3.6   Artikel 7

EØSU erkender og bifalder, at Kommissionen med agenturets bistand mindst hvert femte år skal kontrollere, at medlemsstaterne overholder de krav om uddannelse og bevisudstedelse, som er fastsat i direktiv 2001/25/EF.

4.   Konklusion

4.1

EØSU anerkender og hilser Kommissionens forslag velkommen med forbehold af de ovenfor fremsatte bemærkninger.

4.2

EØSU er enig i, at det er nødvendigt med en mindre tung ordning for medlemsstaters anerkendelse af beviser. Den automatiske anerkendelse udelukker dog ikke, at der er behov for at sikre tilstrækkelige sprogkundskaber, viden om værtslandets søret og forebyggelse af svigagtig brug af beviser. Derfor skal værtsmedlemsstaten have egnede procedurer til rådighed.

4.3

EØSU er enig i, at det er ønskeligt at få en effektiv og pålidelig ordning på fællesskabsplan for anerkendelse af beviser for erhvervskompetence, som er udstedt i medlemsstaterne, men frygter, at Kommissionen ikke tager hånd om de fremtidige beskæftigelsesmuligheder for EU-søfolk samt bevarelsen og forøgelsen af EU's søfartsekspertise.

4.4

EØSU er tilfreds med, at Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed efter planen skal hjælpe Kommissionen med at sikre, at procedurerne overholdes, og anmoder Kommissionen om at sørge for, at der stilles tilstrækkelige ressourcer til rådighed på såvel medlemsstatsplan som EU-plan.

4.5

EØSU anerkender den betydning, som Kommissionen tillægger uddannelse af søfolk i sikkerhed til søs og beskyttelse af havmiljøet, men er bekymret over, at der ikke er truffet yderligere foranstaltninger til sikring af, at tredjelandsstatsborgere og EU-borgere ikke udnyttes på skibe fra EU.

Bruxelles, den 15. december 2004

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/25/EF af 4. april 2001 om minimumsuddannelsesniveauet for søfartserhverv.

(2)  Jf. fodnote 1.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/103/EF af 17. november 2003 om ændring af direktiv 2001/25/EF om minimumsuddannelsesniveauet for søfartserhverv.

(4)  Rådets direktiv 89/48/EØF om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed.

(5)  Rådets direktiv 92/51/EØF om anden generelle ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelser til supplering af direktiv 89/48/EØF.

(6)  Om fremme af søfart og søfartserhverv i Unionen.

(7)  »A study on fraudulent practices associated with certificates of competency and endorsements«, Seafarers International research Centre (SIRC), 2001.


28.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 157/56


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmoniserede flodtrafikinformationstjenester på de indre vandveje i Fællesskabet«

KOM(2004) 392 endelig — 2004/0123 (COD)

(2005/C 157/08)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 8. juni 2004 under henvisning til EF-traktatens artikel 71 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Jan Simons til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 24. november 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 413. plenarforsamling den 15. og 16. december 2004, mødet den 15. december, følgende udtalelse med 144 stemmer for og 1 hverken for eller imod:

1.   Indledning

1.1

Kommissionen fremlagde den 25. maj 2004 et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmoniserede flodtrafikinformationstjenester (RIS) på de indre vandveje i Fællesskabet. Formålet er at støtte indlandssejladsens fremtidige udvikling ved at inddrage og harmonisere de eksisterende nationale telematiktjenester, der over de seneste år er blevet indført eller er under indførelse i de forskellige medlemsstater.

1.2

Direktivforslaget indgår i de politiske bestræbelser på at fremme alternative transportformer til vejtransport. Dette skal løse de problemer, der i de seneste år er opstået som følge af en usammenhængende transportpolitik, der angives som årsagen til det europæiske transportsystems mange aktuelle problemer.

Trafikken på de indre vandveje har tilstrækkelig infrastrukturel og skibsteknisk kapacitet til at overtage en væsentligt større andel af den samlede godstransport i Europa fra transport ad landevej. Indlandssejlads kan via de grænseoverskridende vandveje og de mange indenlandske vandveje i Europa dække en stor del af det samlede europæiske transportbehov. Sektoren er på forskellige områder kendetegnet ved innovation. Indlandssejlads er blevet mere kendt som et alternativ til vejtransport, og det er allerede lykkedes den at erobre nye markeder.

1.3

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har allerede i en række (initiativ-)udtalelser samt konklusioner af drøftelser i diverse udvalg fremhævet indlandssejladsens betyd- ningsfulde rolle på enhedsmarkedet (1). Der bør lægges særlig vægt på at fjerne både nationale og internationale flaskehalse i infrastrukturen. EØSU har flere gange opfordret EU's medlemsstater til at gøre det nødvendige for at vedligeholde de indre vandveje. EØSU mener, at der som udgangspunkt bør sikres en passende vedligeholdelse af vandvejene, ellers vil det næppe tjene noget formål at indføre avancerede flodtrafikinformationstjenester. Netop fordi denne grundlæggende forudsætning fortsat ikke er opfyldt, er der allerede opstået flaskehalse, som risikerer at true indlandssejladsens fremtidige udvikling (2).

1.4

Som led i hvidbogens strategi har Kommissionen forpligtet sig til at bistå sektoren med at tilpasse sig nye markedskrav. Den opfordrer stærkt til at udnytte den moderne informations- og kommunikationsteknologi (IKT), ikke mindst for at forbedre trafikreguleringen og transportstyringen på de indre vandveje.

1.5

Kommissionen mener, at indførelse af RIS-modellen vil føre til forenelighed og samvirke mellem nuværende og fremtidige RIS-systemer på europæisk plan. De europæiske leverandører vil derved blive tilskyndet til at fremstille hardware og software til RIS til rimelige og overkommelige priser.

1.6

De internationale flodkommissioner, Centralkommissionen for Sejlads på Rhinen og Donau-kommissionen støtter udviklingen og indførelsen af RIS. Centralkommissionen for Sejlads på Rhinen har i den forbindelse allerede vedtaget de tekniske retningslinjer og specifikationer, der lægges op til i direktivet, og som er udarbejdet af den internationale sammenslutning af søfartskongresser (PIANC).

2.   Brugerne og RIS' betydning for indlandssejladsen

2.1

I henhold til direktivforslaget udgør RIS-modellen den mest omfattende ændring i sektoren i adskillige årtier. Modellen går ud på at oprette en informationstjeneste til støtte for planlægning og styring af trafik- og transportaktiviteterne. Dette skal ske ved, at de telematiktjenester, der har udviklet sig selvstændigt på nationalt plan, integreres i en interoperationel model.

2.2

Indførelsen af RIS vil ifølge Kommissionens forslag komme hele det europæiske indre vandvejssystem til gode. Genoplivning af vandvejstransporten ved at indføre RIS er særlig interessant i lyset af Den Europæiske Unions udvidelse med de central- og østeuropæiske lande.

RIS forventes samtidig at gøre de kompetente myndigheders opgaver lettere, ikke mindst når det drejer sig om trafikregulering og overvågning af farligt gods. Sikkerhed og miljøbeskyttelse vil blive forøget i kraft af bedre oplysninger og kortere reaktionstid i ulykkestilfælde.

2.3

Både trafik- og transportrelaterede tjenester bør drage fordel af harmoniseringen af flodtrafikinformationstjenester. Det vil sige, at direktivet skal være til fordel for såvel de nationale myndigheder som vandvejstransporten. Dets mål er således af både offentligretlig og privatretlig karakter.

2.4

Eftersom målsætningerne og grundprincipperne varierer afhængig af, om systemet anvendes på et offentligretligt eller privatretligt grundlag, er der brug for en særlig overvågning af information og tjenester for at undgå en utilsigtet anvendelse. Når oplysningerne anvendes i offentligretligt regi, skal det ske under klar garanti for beskyttelsen af privatlivets fred i forbindelse med elektronisk kommunikation.

3.   Fordelene ved RIS i forbindelse med indlandssejladsens fremtidige udvikling

3.1

Flodtrafikinformationstjenester betragtes i direktivforslaget som afgørende for en mulig omlægning til søtransport og for fremme af indlandssejladsens integration i intermodale transportsystemer, hvilket vil gavne samfundet som helhed. I henhold til direktivforslaget forventes RIS at indebære strategiske fordele i følgende fire henseender:

Forbedret konkurrenceevne

Den bedst mulige udnyttelse af infrastrukturerne

Forbedret sikkerhed

Større miljøbeskyttelse.

3.2

Hvad angår det første aspekt ønsker EØSU at understrege, at en forbedret konkurrenceevne skal styrke hele sektorens position i forhold til andre transportformer. De planlagte tjenester må på ingen måde forringe vandvejstransportens konkurrenceevne yderligere i de nye og fremtidige medlemsstater, som i forvejen oplever en svækket konkurrenceevne på grund af deres økonomiske situation. Ved finansiering af gennemførelsen af RIS skal der især lægges vægt på dette aspekt (3).

3.3

En mere effektiv rejseplanlægning med mere tilpassede hastigheder vil ifølge forslaget betyde kortere ventetider og begrænse tabet af fortjeneste. Derudover forventes RIS gennem informationskontakter mellem alle forsyningskædens led at fremme inddragelsen af vandvejstransport i den kombinerede transportkæde.

3.4

Der bør i højere grad lægges vægt på de alment kendte fordele ved indlandssejlads — sikkerhed og miljøbeskyttelse — samtidig med at der stræbes efter at forbedre konkurrenceevnen i forhold til andre transportformer. Indlandssejlads betragtes allerede nu som den sikreste transportform (4).

3.5

Som situationen ser ud i dag, vil indlandssejlads kunne bevare sit forspring, hvad angår miljøbeskyttelse, i forhold til de konkurrerende transportformer. I en nylig offentliggjort undersøgelse om vandvejstransportens miljøpræstationer (5) konkluderes, at sejlads ad indre vandveje kan bidrage til en forbedring af det samlede transportsystems miljøpåvirkning. Dermed bidrages der også til opfyldelsen af Kyoto-målene for begrænsning af emission af drivhusgasser.

3.6

EU's miljøministres beslutning den 28. juni 2004 om at begrænse svovlindholdet i de brændstoffer, der anvendes af flodfartøjer, til 0,1 % i 2010 afspejler ligeledes sektorens miljøbevidsthed. Et højt svovlindhold i brændstoffer har en skadelig virkning på menneskers helbred og kan medføre en forsuring af jorden og vandet. Vandvejstransportsektoren vil gøre en indsats for at bekæmpe disse risici og derved værne om sit omdømme som den mest miljøvenlige transportform. Den europæiske flodflåde er i langt de fleste tilfælde allerede gået over til brændstoffer med et svovlindhold på mindre end 0,2 %.

Ved at udstyre skibene med mere miljøvenlige motorer og anvende brændstoffer med lavt indhold af skadelige stoffer formår indlandssejlads at opretholde en positiv miljøbalance i forhold til andre transportformer.

Indførelsen af RIS skal føre til en yderligere mindskelse af denne transportforms energiforbrug, og de erklærede fordele forbundet hermed vil kunne hjælpe vandvejstransporten med at nå sine miljømål.

4.   Direktivforslaget og dets anvendelsesområde

4.1

Direktivet bør forpligte medlemsstaterne til at fremme indførelsen og anvendelsen af harmoniserede flodtrafikinformationstjenester (RIS) og til at opstille de lovgivningsmæssige rammer for disse tjenesters iværksættelse og videreudvikling. Den grundlæggende tanke er at integrere eksisterende teknologier umiddelbart (Artikel 1).

4.2

Det virker rimeligt at begrænse anvendelsesområdet til vandveje af klasse IV og derover. EØSU bifalder ligeledes, at man har valgt en dynamisk henvisning til klassificeringen af Europas indre vandveje.

4.3

I direktivet pålægges medlemsstaterne særlige forpligtelser til at levere de oplysninger, som er nødvendige for at gennemføre rejsen, sørge for elektroniske søkort og efterretninger for skippere og myndigheder.

At medlemsstaterne kun skal sikre adgang til anvendelige elektroniske søkort, der ifølge klassificeringen af Europas indre vandveje hører til i klasse Va og derover, giver efter EØSU's mening anledning til bekymring i betragtning af vandvejsnettet i Tyskland, Belgien, Tjekkiet og Polen (Artikel 4).

4.4

I princippet forpligter direktivet ikke private brugere, dvs. indlandsskipperne, til at installere det udstyr, der kræves for at deltage i RIS. Medlemsstaterne opfordres ikke desto mindre til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at tilse, at brugerne og fartøjerne følger de krav til udstyr, som direktivet indebærer. For at imødekomme dette krav og tilskynde indlandsskipperne til at gøre brug af RIS bør medlemsstaterne efter EØSU's mening ikke blot tilvejebringe de nødvendige oplysninger, men også skabe mere incitament til at forsyne fartøjerne med den nødvendige udrustning.

Af hensyn til gennemsigtigheden og princippet om frivillighed kan anvendelsen af de pågældende tjenester ikke gøres obligatorisk. Ikke desto mindre bør medlemsstaterne som led i deres bestræbelser på at indføre RIS og gennemføre direktivets målsætninger tilvejebringe metoder og midler, der sikrer, at skipperne i størst mulig udstrækning udnytter systemet.

4.5

De tekniske specifikationer for planlægning, indførelse og praktisk anvendelse af tjenesterne er fastsat i en række tekniske retningslinjer (RIS-retningslinjer). For at sikre sammenhæng mellem systemerne er det efter EØSU's opfattelse vigtigt, at RIS-retningslinjerne stemmer overens med eksisterende retningslinjer og specifikationer fra relevante internationale organisationer.

4.6

Det er særlig vigtigt at beskytte indlandsskippernes privatliv, når RIS-oplysninger anvendes til et offentligt eller driftsøkonomisk formål. Når der er tale om bestemte følsomme oplysninger, må man være særlig opmærksom på beskyttelsen af oplysninger og sikre sig, at oplysningerne ikke videregives til offentlige myndigheder.

4.7

For at gennemføre dette direktiv nedsætter Kommissionen et udvalg i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (1999/468/EF). For at sikre, at direktivet gennemføres i overensstemmelse med de fastsatte målsætninger og den oprindelige plan om at fremme indlandssejlads, mener EØSU, at dette udvalg — bestående af repræsentanter for EU's medlemsstater — som led i arbejdet også bør mødes med repræsentanter for erhvervsorganisationer (Artikel 11).

5.   Gennemførelse af direktivet

5.1   Brugernes respons

EØSU mener, at der bør lægges særlig vægt på, hvordan direktivet indføres og gennemføres. De standardiserede flodtrafikinformationstjenester skal formidle nyttige oplysninger, der kan bidrage til fremme af indlandssejlads. En undersøgelse af brugen af telematik i medlemsstaterne har vist, at vandvejssektoren fortsat i vidt omfang er ude af stand til at anvende RIS.

For at gøre brugerne positivt indstillede og anspore skipperne til at gennemføre direktivet er det efter EØSU's mening absolut nødvendigt at koble støtteforanstaltninger til udrustningskravene. EØSU støtter følgelig det fælles forslag fra den nederlandske og den østrigske transportminister om at udarbejde et fælles forslag til Kommissionen om gennemførelsen af RIS. Udvalget opfordrer til, at der ydes støtte til gennemførelsesprojekter i (de fremtidige) medlemsstater inden for rammerne af EU's støtteprogrammer på området, navnlig med henblik på at indføre RIS i økonomisk svage regioner.

For at flodtrafikinformationstjenesterne kan fungere effektivt, er det vigtigt, at de anvendes i størst mulig udstrækning af aktørerne på de indre vandveje. EØSU mener, at de generelle planer, der skal udvikles i den sammenhæng, bør kunne opfylde disse krav.

5.2   Omkostninger

Som anført i betragtningerne i direktivforslaget, bør de europæiske leverandører tilskyndes til at fremstille hardware og software til RIS til rimelige og overkommelige priser. Kommissionen vurderer, at indførelsen af RIS-modellen vil føre til kompatibilitet og interoperabilitet mellem nuværende og fremtidige RIS-systemer på europæisk plan. EØSU mener, at dette forudsætter flere incitamenter og øget overvågning fra Kommissionens side. Regelmæssig Informations- og publikationsvirksomhed kan bidrage hertil.

Ud over de høje omkostninger ved RIS-systemets hardware og software har indlandsskippernes datatransmission og internetkommunikation via GSM hidtil været begrænset på grund af de høje priser. EØSU mener, at det ved gennemførelsen af direktivet gælder om at fremme de kommunikationssystemer, der bedst imødekommer behovene inden for indlandssejlads og er mest omkostningseffektive.

6.   Baggrund for nedenstående anbefalinger

6.1

Den Europæiske Unions største økonomiske udfordring er at realisere sit vækstpotentiale. Der er derfor behov for at udvikle og fremme bæredygtige vækstmodeller. Godstransport spiller en betydningsfuld rolle på enhedsmarkedet, men står som følge af en manglende sammenhængende trafik- og transportpolitik over for store vanskeligheder, der især skyldes trafikknuder, udeblivende samarbejde mellem jernbaneselskaber samt manglen på fri markedsadgang.

6.2

Vejen frem for Europa går blandt andet ad sø- og vandvejene. Sø- og vandveje spiller en vigtig rolle i vores samfund. I Den Europæiske Union lever 50 % af befolkningen i kystnære områder eller ved en af Europas 15 største floder. Med udvidelsen af EU vil indlandssejlads komme til at spille en endnu større rolle på det indre marked. Mange af de nye medlemsstater råder over sejlbare vandveje, som anvendes til godstransport. Indlandssejlads kan som sådan og som led i den intermodale transportkæde yde et vigtigt bidrag til integrationen af de nye medlemsstater og til deres økonomiske udvikling på baggrund af Kommissionens annoncerede politik.

6.3

For at sikre godstransportens optimale drift er der brug for en velfungerende infrastruktur. En planmæssig forvaltning og vedligeholdelse af den eksisterende vandvejsinfrastruktur samt afhjælpningen af flaskehalse er en grundlæggende forudsætning for at kunne fremme intermodale godstransportmodeller og indlandssejladsens rolle. EØSU mener, at der som udgangspunkt bør sikres en passende vedligeholdelse af vandvejene, ellers vil det næppe tjene noget formål at indføre avancerede flodtrafikinformationstjenester. Netop fordi denne grundlæggende forudsætning fortsat ikke er opfyldt, er der allerede opstået flaskehalse, som risikerer at true indlandssejladsens fremtidige udvikling. EØSU opfordrer derfor medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger og stille de fornødne midler til rådighed.

7.   Generelle anbefalinger

7.1

EØSU bifalder på den baggrund indførelsen af retlige rammer for harmoniserede flodtrafikinformationstjenester på de indre vandveje i Fællesskabet. De harmoniserede flodtrafikinformationstjenester kan — hvis de mødes med en bred og positiv opbakning — bidrage til opnåelsen af det opstillede mål: omlægning i retning af vandvejstransport som alternativ transportform med vækstpotentiale samt sikkerhedsmæssige og miljømæssige fordele.

Den Europæiske Unions største økonomiske udfordring er at realisere sit vækstpotentiale. Det er følgelig vigtigt at fremme en bæredygtig vækst. Godstransport spiller en betydningsfuld rolle på det indre marked, men står over for store problemer overalt i Europa, hvor især overbelastningen af vejnettet truer den økonomiske udvikling i EU. Løsningen vil være at omlægge transporten og fremme bæredygtig udvikling ved at lette adgangen til intelligente transportløsninger.

Den økonomiske udvikling i EU er således afhængig af en holdbar og afbalanceret transportpolitik, til hvilken EU's beslutningstagere skal give deres helhjertede tilslutning.

Der er i den forbindelse brug for at etablere og sikre en passende regelramme, så udviklingen af vandvejstransporten gøres til en politisk prioritet.

I stil med de fremskridt, der er gjort med flytningen af en del af trafikken over på søtransport over korte strækninger, kan der ved hjælp af målrettede foranstaltninger gøres tilsvarende fremskridt inden for vandvejstransporten, forudsat at det kan samle politisk opbakning.

7.2

De samfundsøkonomiske fordele ved at aflaste vejene, integrationen af de indre vandveje i intermodale transportkæder og beskyttelsen af naturressourcerne gennem en endnu mere effektiv udnyttelse af fartøjernes kapacitet er alle faktorer, der taler for, at EU bør fremme telematikløsninger inden for indlandssejlads og harmonisere flodtrafikinformationstjenesterne. For at sikre en effektiv gennemførelse af de foranstaltninger, der foreslås i direktivforslaget, har EØSU følgende anbefalinger, som det betragter som nødvendige for, at flodtrafikinformationstjenesterne kan indføres:

Tekniske retningslinjer, der allerede måtte være fastlagt i andre relevante internationale organisationer, bør indlemmes i RIS-retningslinjerne.

Medlemsstaterne bør pålægges at sikre adgang til anvendelige elektroniske søkort for Europas indre vandveje i klasse IV eller derover i henhold til klassificeringen af Europas indre vandveje.

Oplysninger bør beskyttes mod misbrug.

Det udvalg, som Kommissionen har nedsat eller vil nedsætte med henblik på at gennemføre direktivet, bør rådføre sig med erhvervslivet.

8.   Særlige bemærkninger

8.1

Der er brug for ledsageforanstaltninger, der kan sikre, at direktivet efterleves ombord på flodfartøjerne.

Vandvejssektoren er fortsat i vidt omfang ude af stand til at anvende RIS. Men flodtrafikinformationstjenesterne kan kun fungere effektivt, hvis de anvendes i størst mulig udstrækning af aktørerne på de indre vandveje. De overordnede planer, der skal udarbejdes i den sammenhæng, er nødt til at indeholde foranstaltninger, der imødekommer disse krav. Der vil være tale om at

udarbejde et forslag til gennemførelse af RIS;

anspore og støtte skipperne til at installere det nødvendige udstyr ombord, så systemet kan udnyttes effektivt i overensstemmelse med direktivet mål;

fremme omkostningseffektive kommunikationssystemer, der bedst imødekommer behovene inden for indlandssejlads;

overvåge produktionsomkostningerne for RIS-hardware og –software.

8.2

EØSU anbefaler disse foranstaltninger for at sikre en effektiv gennemførelse af direktivet.

Bruxelles, den 15. december 2004

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Der sigtes til: DI CESE 48/2002 rev.: Fælles konklusioner fra det blandede rådgivende udvalg EU/Rumænien, godkendt på udvalgets femte møde i Bukarest den 23.-24. maj 2002, om optimeringen af Donau som paneuropæisk TEN-korridor, ordfører: Anna Bredima-Savopoulou; EØSU's udtalelse om »Gennemførelse af den strukturerede sociale dialog i de paneuropæiske transportkorridorer«, EFT C 85 af 8.4.2003, ordfører: Karin Alleweldt; EØSU's udtalelse om »Fremtiden for det transeuropæiske transportnet »Indre vandveje««, EFT C 80 af 3.4.2002, ordfører: Philippe Levaux, og EØSU's udtalelse om »Mod paneuropæiske regler for indlandsskibsfarten«, EFT C 10 af 14.1.2004, ordfører: Jan Simons.

(2)  I Nederlandene stoppede man eksempelvis i 2004 investeringerne til vedligeholdelse af vandvejsnettet til trods for, at der er brug for en minimumsinvestering på 35 mio. EUR, hvis den nuværende stagnation skal vendes og andre undgås. De fornødne midler stilles først til rådighed i 2007.

I Tyskland vurderes de nødvendige fornyelsesinvesteringer for perioden 2000-2020 til over 11 mia. EUR. Dette svarer til over 500 mio. EUR om året. I Forbundsrepublikkens nye transportplanlægning for 2001-2015 anslås det årlige vedligeholdelsesbehov imidlertid kun til 440 mio. EUR (Planco Gutachten: »Potenziale und Zukunft der deutschen Binnenschifffahrt«, november 2003).

(3)  Alle Donau-landene deltager allerede i RIS Lead-projekter, der skal føre til en harmonisering af flodinformationstjenester (jf. COMPRIS: Consortium Operational Management Platform River Information Services 2002-2005, som omfatter 44 partnere fra 11 lande, herunder Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien). Det forventes, at indførelsen af RIS vil medføre en betragtelig modernisering af sejlads på Donau (Via Donau: »Strategy and achievements on the implementation of RIS in the Danube region«, 13.10.2004).

(4)  EU Energy and transport in figures, statistical pocketbook 2003, Part 3: Transport, chapter 6: Safety.

(5)  Royal Haskoning: »Environmental Performance of Inland Shipping«, 27.1.2004.


28.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 157/61


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Rådets forordning om oprettelse af et EF-fiskerikontrolagentur og om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik«

KOM(2004) 289 endelig — 2004/0108 (CNS)

(2005/C 157/09)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 14. maj 2004 under henvisning til EF-traktatens artikel 37 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Gabriel Sarró Iparraguirre til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 16. november 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 413. plenarforsamling den 15.-16. december 2004, mødet den 15. december, følgende udtalelse med 138 stemmer for, 3 imod og 7 hverken for eller imod:

1.   Indledning

1.1

Reformen af den fælles fiskeripolitik, hvis hovedmål er bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne, trådte i kraft den 1. januar 2003. Den fastlagde en række regler, der skal overholdes såvel af EU's fiskerisektor som af medlemsstaterne.

1.2

Kapitel V i Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 (1) fastlægger EU-reglerne for kontrol og håndhævelse inden for fiskeriet, afgrænser klart medlemsstaternes og Kommissionens respektive kompetencer og fastlægger strukturen i det samarbejde og den koordination, der bør være mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem disse og Kommissionen for at sikre opfyldelsen af den fælles fiskeripolitiks regler.

1.3

Kommissionen mener, at medlemsstaternes anvendelse af den fælles fiskeripolitiks regler kræver en solid, operationel kontrol- og inspektionsstruktur på EF-plan, tilstrækkelige kontrol- og inspektionsressourcer og en egnet strategi for koordineret anvendelse af disse ressourcer.

1.4

Med dette nye forslag til forordning (2) vil Kommissionen oprette et EF-fiskerikontrolagentur, der skal være det specialiserede tekniske EU-organ, som sikrer, at medlemsstaterne anvender den fælles fiskeripolitiks regler ensartet og effektivt, som tilrettelægger den operative samordning af medlemsstaternes fiskerikontrol og -inspektion, og som fremmer samarbejdet mellem dem.

1.5

Kommissionen foreslår på denne baggrund, at agenturet samordner medlemsstaternes kontrol og inspektion i forbindelse med EF's kontrol- og inspektionsforpligtelser, at det samordner anvendelsen af de kontrol- og inspektionsressourcer, som medlemsstaterne har samlet i en pulje, bistår medlemsstaterne med at indberette oplysninger om fiskeri og kontrol og inspektion til Kommissionen og tredjemand og hjælper medlemsstaterne med at udføre deres opgaver og opfylde deres forpligtelser i henhold til den fælles fiskeripolitik.

1.6

Endvidere foreslår Kommissionen, at agenturet skal kunne levere tjenesteydelser til medlemsstaterne på kontrakt og bistå med uddannelse af inspektører, med fælles offentlige indkøb af udstyr til brug ved kontrol og inspektion og med samordning af fælles pilotprojekter vedrørende kontrol og inspektion.

1.7

Det slås i forordningsforslaget fast, at agenturet er et EF-organ, der har status som juridisk person, og som har eget personale. Kommissionen foreslår, at det får en bestyrelse bestående af en repræsentant for hver medlemsstat, hvis fartøjer udøver havfiskeri, og fire repræsentanter for Kommissionen samt fire repræsentanter for fiskerierhvervet, der er udpeget af Kommissionen. Agenturet får også en administrerende direktør.

1.8

Agenturet skal ifølge Kommissionen finansieres af et EF-bidrag, af gebyrer for tjenesteydelser, som agenturet leverer til medlemsstaterne, og af gebyrer for publikationer, uddannelse og andre tjenesteydelser, som agenturet leverer.

1.9

Endelig forudser Kommissionen, at agenturet påbegynder sit arbejde i 2006 med en bevilling på 4,9 mio. EUR og et personale på 38 det første år, stigende til 5,2 mio. EUR og 49 ansatte i 2007. Agenturet får sæde i Spanien.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet med titlen »Vejen til en ensartet og effektiv gennemførelse af den fælles fiskeripolitik« (3) foreslog, at der inden oprettelsen af et EF-organ for fiskerikontrol udarbejdedes en gennemførlighedsundersøgelse i samarbejde med medlemsstaterne. Kommissionen har fremlagt sit forslag til forordning uden forinden at have foretaget en sådan undersøgelse. Det beklager EØSU.

2.2

EØSU tager positivt imod Kommissionens forslag om at oprette et agentur og tilslutter sig målet om at sikre en effektiv anvendelse af den fælles fiskeripolitik samt ensartet inspektion og håndhævelse af reglerne i hele Unionen. EØSU er klar over behovet for at håndhæve den fælles fiskeripolitiks regler ensartet og effektivt, men ser det som en forudsætning, at fiskerisektoren accepterer og forstår dem. Dette kræver, at sektoren deltager i beslutningsprocessen lige fra starten og er med i samarbejdet om udarbejdelsen af de videnskabelige udtalelser, som lægger kursen for strategier og foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne. Derfor mener EØSU, at agenturet også bør analysere, hvordan de videnskabelige udtalelser kan forbedres, og fremme sektorens deltagelse i deres udarbejdelse. Det sidste punkt bør indgå i agenturets opgaver som opregnet i forordningsforslagets artikel 4.

2.3

Da agenturet er det første, der udelukkende skal tage sig af fiskerirelaterede spørgsmål, mener EØSU, at forslaget bør nævne, at agenturets beføjelser kan udvides en gang i fremtiden.

2.4

EØSU mener, at agenturet kunne give medlemsstaterne og Kommissionen teknisk og videnskabelig rådgivning om effektiv gennemførelse af den fælles fiskeripolitiks regler, især om de foreslåede inspektions- og kontrolforanstaltningers effektivitet og kontrolmuligheder. Det kunne desuden påtage sig at støtte uddannelse af inspektører og personale til specialiserede kontrolfunktioner ved at oprette et specialuddannelsescenter. Endelig kunne agenturet bidrage til den nødvendige harmonisering af sanktionerne i de forskellige medlemsstater.

2.5

I forslaget til Rådets forordning slås det fast, at agenturets operative samordning skal omfatte inspektion og kontrol af EF-fiskerfartøjers fiskeriaktiviteter på medlemsstaternes område, i eller uden for EF-farvandene, frem til fiskevarernes første salgssted. EØSU mener, at anvendelsesområdet for agenturets operative samordning bør udvides. For det første bør inspektion og kontrol ikke kun finde sted frem til fiskevarernes første salgssted, men i hele fødekæden, dvs. fra fisken fanges, til den når frem til den endelige forbruger. For det andet bør en af agenturets opgaver være at samordne kontrollen af fiskevarer fra fiskerfartøjer, der sejler under tredjelandes flag, især skibe, der praktiserer ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri.

2.6

EØSU finder det meget belejligt, at agenturet bistår EU og medlemsstaterne i deres forbindelser med tredjelande og med regionale fiskeriorganisationer, og at det direkte bistår tredjelande med at bevare og udnytte fiskeressourcerne i deres egne farvande og i internationale farvande på en bæredygtig måde. EØSU mener, at agenturet skal forsynes med tilstrækkelige midler fra budgettet til at kunne varetage denne opgave til gavn for en bæredygtig udvikling af fiskeriet.

2.7

EØSU tilslutter sig ideen om at oprette et EF-fiskeriovervågningscenter, der skal tilrettelægge den operative samordning af den fælles kontrol og inspektion (artikel 6 i forslaget til forordning), men mener, at der mere præcist bør gøres rede for centerets funktioner for at undgå overlapninger med medlemsstaternes kompetencer. Når agenturet åbnes, finder EØSU det vigtigt, at det overholder bestemmelserne i forordningsforslagets artikel 33 om tavshedspligt.

2.8

Udarbejdelse af planer for fælles ressourceanvendelse (forslagets kapitel III) er efter EØSU's mening afgørende for en effektiv, ensartet og afbalanceret gennemførelse af kontrolpolitikken fra de forskellige medlemsstaters side. EØSU er tilfreds med indholdet af de fælles planer for ressourceanvendelse samt med den måde, de vedtages, gennemføres og evalueres på, og mener, at medlemsstaterne bør arbejde tæt sammen med agenturet for at kunne gennemføre dem.

2.9

Ifølge forordningsforslaget skal det årligt vurderes, hvor effektiv hver enkelt fælles plan for ressourceanvendelse er. Vurderingen er efter EØSU's mening nødvendig for at kunne konstatere, om de gældende regler for bevarelse og kontrol overholdes af de forskellige flåder.

2.10

EØSU er enigt i forslaget om at oprette et informationsnet mellem Kommissionen, agenturet og de kompetente myndigheder i medlemsstaterne, men mener, at agenturet og Kommissionen særlig omhyggeligt bør sikre, at de indsamlede, fælles oplysninger behandles fortroligt, sådan som det også kræves af medlemsstaterne, jf. forordningsforslagets artikel 17, stk. 2.

2.11

Hvad angår agenturets interne struktur og funktion præciseres det i forslaget, at der er tale om et EF-organ med status som juridisk person. EØSU er helt enigt i denne præcision, eftersom agenturet skal være et organ for hele Fællesskabet, hvis handlinger er helt gennemskuelige, og som ikke lader sig påvirke af Kommissionens eller medlemsstaternes særinteresser. I denne forbindelse er EØSU bekymret over manglen på klarhed om ansættelsesformen for agenturets tjenestemænd, hvad enten de udpeges eller udlånes midlertidigt af Kommissionen eller medlemsstaterne.

2.12

Det er en meget god idé at lade vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber, ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne og de bestemmelser, som De Europæiske Fællesskabers institutioner i fællesskab har vedtaget for at gennemføre vedtægten og ansættelsesvilkårene, gælde for agenturets personale. Ligeledes er det hensigtsmæssigt klart at fastlægge agenturets og personalets ansvar inden for og uden for kontraktforhold under udøvelsen af deres hverv. Endvidere finder EØSU det logisk, at EF-Domstolen har kompetence til at træffe afgørelse i tvister, der opstår som følge af aftaler indgået af agenturet, og i tvister om skadeserstatning.

2.13

Grundstenen i agenturets struktur, som Kommissionen redegør for i artikel 25, er som i enhver virksomhed, hvad enten den er offentlig eller privat, bestyrelsen. EØSU er betænkelig ved bestyrelsens uforholdsmæssigt store afhængighed af Kommissionen, som har 10 stemmer, mens den enkelte medlemsstat, hvis fartøjer udøver havfiskeri, kun har 1 stemme. Medlemsstaterne har tilsammen højst 20 stemmer, hvilket gør det let for Kommissionen at gennemtrumfe sine beslutninger. EØSU mener, at Kommissionens repræsentanter lige som de andre bør have 1 stemme hver.

2.14

Kommissionen foreslår desuden, at der udpeges 4 repræsentanter for fiskerierhvervet, som ikke har stemmeret, til at sidde i bestyrelsen. Dette antal finder EØSU meget lavt. Det bør hæves til mindst 8, og det bør præciseres, at de skal udpeges af de europæiske arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, og at de skal have stemmeret. Efter EØSU's mening bør forordningsforslaget fastlægge minimumskriterier, som erhvervets repræsentanter skal opfylde for at få plads i bestyrelsen. Det bør endvidere fastslå, at erhvervets repræsentanter også har ret til at udpege suppleanter til bestyrelsen.

2.15

Kommissionen foreslår, at bestyrelsen indkaldes til møde af formanden, og at den afholder ordinært møde en gang om året, eller på formandens initiativ, eller efter anmodning fra Kommissionen eller en tredjedel af medlemsstaterne repræsenteret i bestyrelsen. EØSU mener, at der i forslaget bør stå »en tredjedel af medlemmerne af agenturets bestyrelse«, eftersom fiskerierhvervets repræsentanter også kan have interesse i, at bestyrelsen træder sammen.

2.16

I forordningsforslagets artikel 27, stk. 4, nævnes muligheden for at udelukke fiskerierhvervets repræsentanter, når mødet drejer sig om fortrolige spørgsmål eller interessekonflikter. EØSU foreslår, at dette stykke udgår, fordi det i praksis i væsentlig grad begrænser fiskerirepræsentanternes deltagelse i bestyrelsens møder.

2.17

En af bestyrelsens opgaver er ifølge forordningsforslaget at godkende agenturets almindelige beretning for det foregående år samt dets arbejdsprogram for det kommende år og sende det til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen, Revisionsretten og medlemsstaterne. For at skabe større åbenhed og deltagelse fra fiskerierhvervets side bør det efter EØSU's mening også være obligatorisk at sende disse dokumenter til EU's Rådgivende Udvalg for Fiskeri og Akvakultur (ACFA).

2.18

I forslagets artikel 29 kræves det, at de bestyrelsesmedlemmer, der repræsenterer fiskerierhvervet, skal afgive en interesseerklæring, hvori de enten anfører, at de ikke har nogen interesser, der begrænser deres uafhængighed, eller også at de har visse direkte eller indirekte interesser, der kan anses for at begrænse deres uafhængighed. EØSU finder denne interesseerklæring meningsløs og unødvendig, da enhver repræsentant for erhvervet, der er aktiv på området, og som kunne vælges, vil have en direkte interesse i fiskeriet, som kunne begrænse hans/hendes uafhængighed. I givet fald skulle interesseerklæringer også afgives af de øvrige medlemmer af bestyrelsen.

2.19

EØSU er også bekymret over de alt for store beslutningsbeføjelser, som Kommissionen har i forbindelse med udvælgelse, udnævnelse og afskedigelse af den administrerende direktør og direktørens arbejdsopgaver. I denne sammenhæng bør det i artikel 31 præciseres, at såvel afskedigelse som udnævnelse af den administrerende direktør efter forslag fra Kommissionen skal ske med opbakning fra to tredjedele af bestyrelsens medlemmer. EØSU mener, at listen på tre kandidater til stillingen som administrerende direktør forinden skal sendes til ACFA, så dette rådgivende udvalg kan afgive en ikke-bindende udtalelse om kandidaterne.

2.20

Agenturets budgetmidler skal, i det mindste i de første par år efter dets oprettelse, hovedsageligt komme fra EF-bidrag, der opføres på Den Europæiske Unions almindelige budget, eftersom de andre indtægtskilder — gebyrer for tjenesteydelser, som agenturet leverer til medlemsstaterne, og gebyrer for publikationer eller uddannelsesaktiviteter, som agenturet leverer — først kan komme på tale efter et vist stykke tid. I agenturets tre første år bør der være en vis budgetfleksibilitet, da det budget, som Kommissionen foreslår, forekommer at være for stramt.

2.21

EØSU bakker op om den ordning, der foreslås vedrørende budgetgennemførelse og budgetkontrol, især Revisionsrettens kontrol af agenturets foreløbige årsregnskab og det faktum, at bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1073/1999 (4) om bekæmpelse af svig, korruption og andre retsstridige handlinger ubegrænset finder anvendelse på agenturet. Det er af afgørende betydning, at agenturet tiltræder den interinstitutionelle aftale af 25. maj 1999 om de interne undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF).

2.22

Med forslaget til forordning om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 (5) om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik ændres artikel 34 c), som slog fast, at programmer for kontrol og inspektion af fiskeriet, som Kommissionen måtte træffe afgørelse om, ikke kunne vare længere end to år, og at det var medlemsstaterne, der havde ansvaret for at vedtage de nødvendige foranstaltninger vedrørende menneskelige ressourcer og materialer. I forslaget ændres denne tidsfrist til tre år eller til en periode, som fastsættes i den respektive genopretningsplan, og det bestemmes, at medlemsstaterne skal gennemføre kontrol- og inspektionsprogrammerne på grundlag af fælles planer for ressourceanvendelse. EØSU bifalder denne ændring.

2.23

For at kunne overholde de fastsatte frister og begyndelsestidspunktet for agenturets arbejde som fastsat i artikel 40 skal forordningsforslaget efter EØSU's vurdering træde i kraft den 1. januar 2005, så agenturet kan starte sin virksomhed den 1. januar 2006.

3.   Konklusion

3.1

EØSU lykønsker Kommissionen med forslaget om oprettelse af et EF-fiskerikontrolagentur, opfordrer den til at afsætte tilstrækkelige midler til, at agenturet kan nå sine mål, foreslår, at den nævner muligheden af, at dets beføjelser udvides, og opfordrer den til at overholde fristerne i forordningsforslaget.

3.2

EØSU beder Kommissionen om at tage hensyn til anbefalingerne i denne udtalelse, især følgende:

3.2.1

Forordningen bør nævne, at agenturets beføjelser kan udvides.

Agenturet bør bl.a. analysere, hvordan de videnskabelige udtalelser kan forbedres, og fremme sektorens deltagelse i udarbejdelsen af dem.

Agenturet bør kunne give medlemsstaterne og Kommissionen teknisk og videnskabelig rådgivning om effektiv gennemførelse af den fælles fiskeripolitiks regler, især om de foreslåede inspektions- og kontrolforanstaltningers effektivitet og kontrolmuligheder.

Agenturet bør desuden påtage sig at støtte uddannelse af inspektører og personale til specialiserede kontrolfunktioner ved at oprette et specialuddannelsescenter.

Agenturet bør bidrage til at harmonisere sanktionerne i de forskellige medlemsstater.

3.3

Anvendelsesområdet for agenturets operative samordning bør udvides. For det første bør inspektion og kontrol ikke kun finde sted frem til fiskevarernes første salgssted, men i hele fiskevarekæden, dvs. fra fisken fanges, til den når frem til den endelige forbruger. For det andet bør en af agenturets opgaver være at samordne kontrollen af fiskevarer fra fiskerfartøjer, der sejler under tredjelandes flag, især skibe, der praktiserer ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri.

3.4

Agenturet skal være et organ for hele Fællesskabet, hvis handlinger er helt gennemskuelige, og som ikke lader sig påvirke af Kommissionens eller medlemsstaternes særinteresser.

3.5

Bestyrelsen skal have en afbalanceret repræsentation af medlemsstaterne, Kommissionen og fiskerierhvervet.

3.6

Antallet af repræsentanter for fiskerierhvervet i bestyrelsen er meget lavt. Det bør hæves til mindst 8, og det bør præciseres, at de skal udpeges af de europæiske arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, og at de skal have stemmeret.

3.7

Agenturet bør nøje overholde reglerne om tavshedspligt som beskrevet i forordningsforslagets artikel 33.

3.8

Stk. 4 i forordningsforslagets artikel 27 bør slettes.

3.9

Den interesseerklæring, som repræsentanterne for fiskerierhvervet skal afgive ifølge artikel 29, er inkonsekvent og unødvendig. I givet fald burde alle bestyrelsens medlemmer afgive en interesseerklæring.

3.10

Endelig bør forordningen mere præcist beskrive EF-fiskeriovervågningscenterets opgaver.

Bruxelles, den 15. december 2004

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik (EFT L 358 af 31.12.2002).

(2)  KOM(2004) 289 endelig af 28.4.2004.

(3)  KOM(2003) 130 endelig af 21.3.2003.

(4)  EFT L 136 af 31.5.1999.

(5)  EFT L 261 af 20.10.1993.


28.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 157/65


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg »Den europæiske handlingsplan for miljø og sundhed 2004-2010««

KOM(2004) 416 endelig

(2005/C 157/10)

Kommissionen besluttede den 10. juni 2004 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Paolo Braghin til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 16. november 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 413. plenarforsamling af 15. og 16. december 2004, mødet den 15. december, følgende udtalelse med 146 stemmer for og 2 hverken for eller imod:

1.   Resumé af udtalelsen

1.1

EØSU anser miljø- og sundhedsspørgsmål for at være strategiske og prioriterede mål, men finder den foreslåede handlingsplan utilstrækkelig til at fremlægge et sammenhængende og omfattende sæt konkrete foranstaltninger med tilhørende tidsfrister, og opfordrer derfor Rådet og Parlamentet til at hjælpe Kommissionen med at indkredse en konkret handlingsplan, så disse problemstillinger kan løses samlet, med bedre fastlagte mål og præcise retningslinjer for udarbejdelse af passende EU-politikker og nationale politikker.

1.2

På denne baggrund foreslår EØSU, at de relevante myndigheder fortsætter med fornyet indsats og fuld deltagelse af eksperter og berørte parter med henblik på at:

indkredse mulighederne for at integrere de opstillede mål i specifikke forskningsprogrammer, som er relateret til emnet, samt i de foreslåede foranstaltninger i handlingsprogrammet for folkesundhedsområdet og i miljøhandlingsprogrammet;

indføje miljø- og sundhedsspørgsmål i den nyligt indledte debat om det syvende rammeprogram, og gøre det samme i den fremtidige debat om den nye handlingsplan for folkesundhed;

indkredse finansielle ressourcer, inden for rammerne af disse programmer, til de tre hovedmålsætninger, der er opstillet som prioriterede (og som EØSU fuldt tilslutter sig) og til de 13 opstillede foranstaltninger;

udvikle videnskabelige metoder til risikovurdering og til harmonisering og udnyttelse af testmetoder for at sikre et solidt videnskabeligt grundlag for de resultater og mål, der skal opnås;

gennemføre og fremme samarbejde og benchmarking for at fremskynde færdiggørelsen af indsamling af de data, der er nødvendige for en effektiv indsats og for at finde frem til vellykkede tiltag på nationalt, regionalt eller lokalt niveau, som kunne anvendes på andre områder;

fastlægge de relevante myndigheders ansvar og opgaver mere præcist, udforme effektive procedurer for samarbejde og koordinering af foranstaltninger og af ressourcer til deres gennemførelse.

1.3

EØSU anbefaler, at der gøres en yderligere indsats for at afgøre, hvilke skridt der skal tages for at overvinde en tilgang, der hovedsagelig er baseret på vidensindsamling, og for at udforme en reel handlingsplan med præcise og om muligt kvantitative mål. EØSU opfordrer Kommissionen til at fremskynde gennemførelsen af handlingsplanen og indkredse mål og foranstaltninger, som særligt vedrører handlingsplanens anden fase.

1.4

Endelig minder EØSU om, at alle EU-institutionerne og medlemsstaterne har et politisk ansvar og bør sikre, at der i den igangværende debat om finansieringen af EU og dets aktiviteter i perioden 2007-2013 fokuseres på de grundlæggende mål, som er opstillet i meddelelsen. Endvidere opfordres Kommissionen til at tilvejebringe den nødvendige dokumentation i god tid med det sigte at nå frem til en mere målrettet tildeling af ressourcer på grundlag af de opstillede prioriteter, som der i øvrigt er bred tilslutning til.

2.   Resumé af Kommissionens meddelelse

2.1

Kommissionen lancerede i juni 2003 en europæisk strategi for miljø og sundhed (kaldt »SCALE-initiativet« (1)), som foreslår, at der udvikles et fællesskabssystem, der integrerer information om miljøets og økosystemets tilstand og om menneskets sundhedstilstand. Det muliggør en mere effektiv vurdering af de samlede miljøvirkninger på menneskets sundhed, idet der tages hensyn til »cocktailvirkninger«, kombineret eksponering og kumulative virkninger. Det endelige mål for strategien er at udvikle en »årsag-virkningsmodel« for miljø og sundhed, der vil give den nødvendige viden, så man kan formulere en fællesskabspolitik, der slår ned på kilderne til sundhedsbelastning og virkningernes veje.

2.2

I den europæiske strategi for miljø og sundhed lægges der særlig vægt på børn, eftersom deres eksponering og udsathed er større end hos voksne. Udfordringen går ud på at overholde indgåede forpligtelser, hvad angår børns ret til at vokse op og leve i et sundt miljø.

2.3

SCALE-initiativet har haft deltagelse af mere end 150 eksperter fordelt på 9 tekniske arbejdsgrupper og et tilsvarende antal repræsentanter fra alle EU's medlemsstater, medlemmer af nationale agenturer, forskningscentre, universiteter, sundhedsvæsen og miljøstyrelser, samt repræsentanter fra erhvervslivet og foreningsverdenen, der har deltaget i udarbejdelse af anbefalinger i rådgivende og koordinerende grupper, regionale konferencer, fora og medlemsstaternes uformelle møder.

2.4

Handlingsplanen for perioden 2004-2010, som præsenteres i denne meddelelse, (2) skal give EU de videnskabeligt begrundede oplysninger, der er nødvendige for at hjælpe alle 25 medlemsstater med at reducere de negative sundhedsvirkninger af bestemte miljøfaktorer og forbedre samarbejdet mellem aktørerne på miljø-, sundheds- og forskningsområdet.

2.5

Handlingsplanens forslag er opdelt i tre hovedtemaer:

forbedre informationskæden for at forstå forbindelserne mellem forureningskilder og sundhedsvirkninger (foranstaltning 1-4);

udfylde hullerne i vor viden ved at udbygge forskningen i miljø og sundhed og fastlægge nye emner (foranstaltning 5-8);

revidere politikker og forbedre kommunikationen (foranstaltning 9-13).

2.6

Handlingsplanen fokuserer navnlig på en bedre forståelse af forbindelserne mellem miljøfaktorer og stigningen i sygdomme blandt børn, herunder luftvejssygdomme, neuro-udviklingsmæssige forstyrrelser, kræft og hormonforstyrrende virkninger. Den vil fastsætte målrettede forskningsaktiviteter, der skal forbedre og uddybe vor viden om de relevante årsagsforbindelser og gennemføre sundhedsovervågning for at skabe et bedre billede af sygdomsforekomst overalt i Fællesskabet.

2.7

Et andet væsentligt aspekt i handlingsplanen er overvågning af eksponeringen for risikofaktorer i miljøet, og indføje områder såsom kost, indeklimaet i hjemmet og adfærd, som er forbundet med risikofaktorer for sundheden, herunder særlige livsstilsformer.

2.8

Med henblik på gennemførelse af handlingsplanen vil Kommissionen fremme samarbejdet med Det Europæiske Miljøagentur, Det Europæiske Fødevaresikkerhedsagentur og de vigtigste relevante aktører (medlemsstater, nationale, regionale og lokale myndigheder, miljø-, sundheds- og forskningssamfund, industrien, landbruget og interesseparter) og med internationale organisationer, såsom WHO, OECD og FN-organer.

2.9

I 2007 vil Kommissionen foretage en midtvejsrevision af handlingsplanens gennemførelse. Den vil gennemføre foranstaltningerne i forbindelse med eksisterende initiativer og programmer, der allerede har fået tildelt ressourcer, navnlig EF-programmet for folkesundhed, det sjette rammeprogram for forskning og under driftsbudgettet for de berørte tjenestegrene.

3.   Problematiske aspekter ved handlingsplanen

3.1

EØSU bifalder, at Kommissionen og medlemsstaterne sætter stadig større fokus på miljøet og sundheden og understreger behovet for en klar strategi og en effektiv handlingsplan, så problemerne kan løses samlet og så der bidrages til udarbejdelse af passende EU-politikker og nationale politikker, som kan forbedre velfærden og livskvaliteten i befolkningerne gennem bæredygtig udvikling.

3.1.1

Det forberedende arbejde har været meget kompliceret og struktureret i en række arbejdsgrupper og møder, der er blevet afholdt med korte mellemrum sidste år. EØSU roser den store indsats og anerkender værdien af det arbejde, som er blevet udført af deltagerne og især af eksperterne, som er inddraget i de forskellige tekniske spørgsmål, men må konstatere, at den begrænsede tid, som har været til rådighed, ikke har gjort det muligt at undersøge et så komplekst spørgsmål vedrørende lidets kendte emner til bunds. Derfor formår meddelelsen generelt ikke at fremlægge et struktureret og fuldstændigt sæt af konkrete foranstaltninger, ligesom der heller ikke fastsættes præcise tidsfrister for deres gennemførelse.

3.1.2

Kommissionens og medlemsstaternes forskellige kompetencer på miljø- og sundhedsområdet har uden tvivl kompliceret indkredsningen af ansvaret og derfor af, hvilke foranstaltninger der skal foreslås med henblik på iagttagelse af subsidiaritetsprincippet. EØSU mener, at Kommissionen og medlemsstaterne bør gøre en større indsats for at koordinere og fremskynde processen med at erhverve grundlæggende viden, udveksle oplysninger og data og fastsætte en passende tildeling af midler til de foreslåede tiltag.

3.1.3

EØSU betragter derfor handlingsplanen som den indledende fase, ikke den endelige, i processen, og har på denne baggrund udarbejdet følgende bemærkninger.

3.2

EØSU henleder især opmærksomheden på behovet for en passende finansieringsramme, da handlingsplanen har ikke en specifik tildeling af ressourcer til gennemførelse af de foranstaltninger, som er beskrevet i den. Handlingsplanen baseres derimod på muligheden for at indføje de enkelte foranstaltninger i eksisterende initiativer og programmer, som EU allerede finansierer, såsom EF-programmet for folkesundhed, det sjette rammeprogram for miljø (som desuden kun nævnes i bind II) og det sjette rammeprogram for forskning.

3.2.1

Denne tilgang kan være formålstjenlig for at undgå spredning af midler og unyttige overlapninger af projekter, der sigter mod samme resultater, men det betyder, at de indkredsede strategiske prioriteter underlægges mekanismer og strukturer i programmer med et andet sigte og som allerede er styret mod målsætninger, som ikke nødvendigvis er sammenfaldende med målsætningerne i meddelelsen.

3.2.2

EØSU finder det strategisk og prioriteringsmæssigt rigtigt at forfølge målet om en god sundstilstand i befolkningen, især i de mest udsatte grupper (først og fremmest børn, som SCALE-initiativet er rettet mod, da de er blandt de mest sårbare grupper i befolkningen, men i fremtiden også over for ældre og arbejdstagere, som er mest udsatte for risikofaktorer). EØSØ mener, at de finansielle ressourcer, som skal afsættes til de udpegede temaer og målsætninger, snarest bør fastlægges, og at der bør tages behørigt hensyn hertil i de igangværende drøftelser om EU's budget for 2007-2013 og dets fordeling.

3.3

Et meget følsomt område er også samspillet med andre selvstændige organer og instanser på det juridiske og finansielle plan. Mange af foranstaltningerne gennemføres via deltagelse i projekter, som har rod i internationalt samarbejde. Det vil tilføre de planlagte initiativer en større rækkevidde, men også indebære risiko for, at det går ud over målrettetheden og hurtigheden med hensyn til at opnå de ønskede resultater. De planlagte koordinerings- og samarbejdsmekanismer sikrer imidlertid ikke, at der kun er ét enkelt og entydigt sigte i udviklingen af foranstaltningerne, ligesom det vil være vanskeligt at indkredse ansvaret for gennemførelsen af foranstaltningernes enkelte faser.

3.3.1

De mangfoldige deltagende aktører og deres forskelligartede kompetencer og faglige ressourcer (her tænkes på organer som WHO og miljøagenturet, regionale og lokale myndigheder) betyder, at indsatsen bliver mere kompleks, og udgør en fare for forsinkelser i fastlæggelsen af mål og midler.

3.3.2

EØSU henstiller, at man klart indkredser de inddragede aktørers rolle og ansvar (især på den ene side Kommissionen og medlemsstaterne og på den anden de regionale og lokale myndigheder), og foretager en klar kompetencefordeling på baggrund af foranstaltningens art og kompetencer i henhold til traktaterne. Meddelelsen præciserer ikke disse afgørende punkter, og dermed bekræftes den bekymring, som EØSU har givet udtryk for i en tidligere udtalelse om den europæiske strategi for miljø og sundhed. (3)

3.4

De specifikke foranstaltninger, som er beskrevet i bind II, fastsætter ingen klare målsætninger, men bruges til at indkredse behov og er — i bedste fald — instrumenter, som Kommissionen sammen med andre berørte aktører kan anvende for at imødekomme behov eller indhente viden. Desværre får EØSU (4) bekræftet sin tidligere udtrykte frygt for, at fraværet af konkrete målsætninger, eller kun de såkaldte millenniummål (Millennium Goals), er en så alvorlig mangel, at der må sættes spørgsmålstegn ved planens berettigelse.

3.5

Fælles for de foreslåede aktioner er, at de indeholder specifikke angivelser for den første to- eller tre-års periode, hvorimod de er generelle, eller slet ikke fastlagt, for den følgende fire-års periode. En sådan udformning giver anledning til bekymring, da planen burde munde ud i praktisk gennemførelse af en strategi, som pr. definition sigter mod betydningsfulde resultater på lang sigt. Denne mangel kan heller ikke begrundes med, at det skyldes manglende fastsættelse af, hvilke ressourcer der vil være til rådighed i den anden fire-års periode. Præcisering af ønskede resultater er en grundlæggende forudsætning for, at de politiske beslutningstagere vil stille ressourcer til rådighed, der svarer til strategiens betydning.

3.6

Den planlagte midtvejsrevision i 2007 må betragtes som utilstrækkelig, og EØSU støtter varmt, at der gennemføres to midtvejsrevisioner, en i 2006 og en 2008.

3.6.1

Den første frist vil gøre det muligt at medtage resultaterne af en række programmer og/eller foranstaltninger, som er ved at være fuldendte (ikke nævnt i denne meddelelse), og vil muliggøre en hurtig vurdering af, hvilke resultater der er opnået i de første to år. Dette kunne give et fast referencepunkt før iværksættelsen af foranstaltninger, der finansieres på grundlag af den nye budgetramme for 2007.

3.6.2

Den anden frist gør det muligt på grundlag af en dyberegående vurdering af de opnåede resultater at fastlægge de efterfølgende faser og planens yderligere etaper i god tid, og lade udvidelsen omfatte andre følsomme målgrupper (som f.eks. den ældre del af befolkningen) på grundlag af en omfattende evaluering af resultater og forhindringer.

4.   Særlige bemærkninger

4.1

Den første række foranstaltninger tager sigte på at forbedre informationskæden ved at udvikle integreret miljø- og sundhedsinformation for at forstå forbindelserne mellem forureningskilder og sundhedsvirkninger. EØSU beklager, at informationsbehovet stadig er så stort på trods af vedtagelsen af et EU-handlingsprogram 1999-2003 om forureningsrelaterede sygdomme (5) og et EU-handlingsprogram om sundhedsovervågning (6) som led i indsatsen på folkesundhedsområdet. Det er derfor beklageligt, at der til meddelelsen ikke er vedlagt vurderingsrapporter om, hvad der er gennemført takket være disse programmer og hvilke specifikke mangler der skal afhjælpes i første fase af gennemførelsen af planen.

4.1.1

I de første to foreslåede foranstaltninger (Udvikle miljøbestemte sundhedsindikatorer og udvikle integreret overvågning af miljøet, herunder levnedsmidler, for at muliggøre en bestemmelse af relevant eksponering af mennesker) dominerer den videnindsamlende tilgang. Det indebærer en svag udvikling af foranstaltninger i anden fase af planen. Selvom der mangler viden, burde målene om sammenlignelige og tilgængelige oplysninger om sundheden for at muliggøre interoperabilitet og integration af eksisterende databaser have været ekspliciteret, og man burde have foreslået tilvejebringelse af finansielle ressourcer til de nødvendige metodologiske studier og til oprettelse af netværk af eksisterende databaser samt på lang sigt oprettelse af en fremtidig europæisk database.

4.1.1.1

EØSU anbefaler, at man først integrerer overvågning af miljøet og overvågning af sundheden, snarest muligt indkredser både klinisk/epidemiologiske og eksperimentelle forskningsaktiviteter, der kan forbedre og uddybe viden om årsagssammenhænge mellem specifikke miljø- og sygdomsfaktorer.

4.1.2

Foranstaltningen om »bioovervågning« (som går ud på at indkredse miljømæssig eksponering, sygdomme, handicap eller arvelig disposition) synes mere at være en fremstilling af i øvrigt reelle vanskeligheder snarere end en retningslinje for en foranstaltning. EØSU anbefaler, at man hurtigt præciserer den tværfaglige arbejdsgruppes mandat og formål med henblik på koordinering, så den kan blive et effektivt og operationelt og ikke mindst troværdigt instrument på EU-plan og på nationalt plan.

4.1.2.1

EØSU foreslår, at man på grundlag af de aktiviteter, som de eksisterende tekniske arbejdsgrupper har gennemført, indkredser prioriterede områder og metoder til koordinering mellem specialiserede operationelle centre for at opnå de bedst mulige resultater under bioovervågnings-foranstaltningen. Det foreslås endvidere at udvikle kohorte-undersøgelser (især mor-barn), som kan vurdere eksponeringsbiomarkører.

4.1.3

I forbindelse med foranstaltning 4 (Fremme koordinering og fælles aktiviteter vedrørende miljø og sundhed) foreslås det tilsvarende at nedsætte en konsultativ gruppe og generelt yde støtte til udveksling mellem relevante myndigheder. EØSU finder disse forslag helt utilstrækkelige, da det ikke mener, at en konsultativ gruppe vil være tilstrækkelig til at sikre regelmæssig udveksling af data og bedste praksis. EØSU håber derfor, at de medlemsstater, hvor kompetencen vedrørende beskyttelse af sundheden og af miljøet deles blandt flere ministerier, snarest mulig udpeger et organ eller en myndighed med beføjelser og passende instrumenter til at koordinere indsatsen i den ønskede retning. EØSU opfordrer endvidere Kommissionen til at nedsætte mere velegnede koordineringsorganer og foreslå mere effektive instrumenter for at støtte denne proces.

4.2

Den anden gruppe foranstaltninger har som mål at »udfylde hullerne i vor viden ved at udbygge forskningen«. De konkrete foranstaltninger i meddelelsens bilag bekræfter, at hensigten er at udbygge den grundlæggende viden snarere end at iværksætte konkrete forskningsprojekter. Foranstaltning 5 består af en analyse af, hvad der allerede er gennemført på området af De Fælles Forskningscentre eller under de igangværende forskningsprogrammer, samt i planlægningen af konferencer om emnet. Foranstaltning 6 sigter mere mod at analysere årsager og mekanismer vedrørende de udpegede sygdomme og oprette et europæisk netværk for forskningen uden at opstille andre præcise retningslinjer for forskningen end at »målrette forskning mod sygdomme, systemforstyrrelser og eksponering«. Foranstaltning 7 sigter på at udvikle metoder til vurdering af risici under hensyntagen til komplekse samspil og ydre omkostninger, samt systemer til harmonisering og udnyttelse af disse metoder.

4.2.1

EØSU opfordrer til hurtigst muligt at løse problemerne vedrørende den nuværende og udstrakte mangel på epidemiologiske oplysninger, især hvad angår neurobehaviorale dysfunktioner i Europa, hvor manglen på videnskabelig viden er størst med hensyn til små og store børn, men hvor der er et tilstrækkeligt grundlag for at fastslå en ætiologisk forbindelse, selvom den ikke udelukkende kan tilskrives miljøfaktorer.

4.2.2

EØSU anbefaler, at den tværfaglige forskning vedrørende miljø og sundhed placeres som prioriterede forskningsområder under det syvende rammeprogram for forskning. Endvidere bør der allerede nu tages skridt til at sikre, at de specifikke programmer, som allerede finansieres, bevilges de nødvendige ressourcer til at supplere viden og indkredse instrumenter og metoder til effektive tiltag på miljø- og sundhedsområdet.

4.2.3

Foranstaltning 8 (Identificere og sætte ind over for potentielle farer for miljø og sundhed) indeholder mere præcise mål, da den har som mål at forbedre sundhedssektoren evne til at vurdere og forberede sig på de ekstreme klimaforandringer og andre globale miljøtrusler. EØSU tilslutter sig disse mål, selvom de ikke er direkte forbundet med SCALE-initiativets overordnede mål, dvs. beskytte børns sundhed. EØSU håber, at sådanne foranstaltninger vil gøre det muligt at udforme et passende program med egne ressourcer på mellemlang sigt, men som ikke indføjes (som det foreslås) i en sammenhæng, der er uegnet og uden specifikke ressourcer.

4.3

De efterfølgende foranstaltninger (Foranstaltning 9 og 10), der har som mål at forbedre kommunikation, undervisning og uddannelse, indeholder punkter af en vis interesse, men udgør ikke et tilstrækkeligt solidt grundlag for at kunne bære en kommunikations- og uddannelsesstrategi, der skal styre medlemsstaternes indsats, dvs. de ansvarlige på dette tiltagsområde, og opnå en adfærdsmæssig forandring i befolkningen. EØSU har allerede understreget, at »vække debat, sikre støtte og skabe engagement på græsrodsniveau vil være helt nødvendigt, og her har arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfunds organisationer en central rolle at spille« (7).

4.3.1

De sidste foreslåede foranstaltninger (Foranstaltning 11, 12, og 13) har som mål at gennemgå og tilpasse strategien for risikoreduktion, som har en direkte forbindelse til de højest prioriterede sygdomme (luftvejssygdomme, neuro-udviklingsmæssige forstyrrelser, kræft og hormonforstyrrende virkninger). De indeholder initiativer som iværksættelse af pilotprojekter, tilskyndelse til etablering af netværk, koordinering af igangværende foranstaltninger, eller ganske enkelt »følge udviklingen inden for elektromagnetiske felter«. Generelt forekommer de mere at være en række gode intentioner end anvendelige tiltag til at indkredse konkrete og udtømmende aspekter af forhold med større risiko. EØSU mener ikke, at disse forslag er tilstrækkelige i forhold til de alvorlige skader på sundheden, som allerede er indkredset i den foregående meddelelse om strategien. De er heller ikke egnet til at fastlægge en konkret strategi for risikoreduktion inden for en rimelig tidshorisont.

4.3.2

EØSU henstiller især, at forskning i faktorer, som påvirker luftkvaliteten i boliger og kontorer, betragtes som hastende (som påpeget i foranstaltning 12), og at der fastsættes en nøjagtig og ikke for lang frist til at opnå de videnskabelige resultater, der gør det muligt at undersøge anbefalingen fra 1999 om elektromagnetiske felter. Da der ikke er angivet konkrete mål og forventede resultater inden for et fastlagt tidsrum, frygter EØSU, at disse foranstaltninger heller ikke kan benyttes til at finde effektive metoder til at koordinere det, som hidtil er udformet på EU-plan, eller gøre det muligt at gennemføre en koordineret indsats med medlemsstaterne.

Bruxelles, den 15. december 2004

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Meddelelse fra Kommissionen - En europæisk strategi for miljø og sundhed (KOM(2003) 338 endelig), som EØSU afgav udtalelse om på den 404. plenarforsamling den 10. december 2003 (ordfører Ernst Ehnmark) - EUT C 80 af 30.3.2004.

(2)  Meddelelse fra Kommissionen - Den europæiske handlingsplan for miljø og sundhed 2004-2010 (KOM(2004) 416 endelig) af 9.6 2004, bind I og II.

(3)  Ordfører: Ernst Ehnmark, punkt 6.4 - EUT C 80 af 30.3.2004 (jf. fodnote 1).

(4)  Ibidem, punkt 5.3.

(5)  EFT C 19 af 21.1.1998.

(6)  EFT C 174 af 17.6.1996.

(7)  EUT C 80 af 30.3.2004.


28.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 157/70


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indførelse af standarder for human fældefangst for visse dyrearter«

KOM(2004) 532 endelig — 2004/0183 (COD)

(2005/C 157/11)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 14. september 2004 under henvisning til EF-traktatens artikel 175 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede John Donnelly til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 16. november 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 413. plenarforsamling af 15.-16. december 2004, mødet den 16. december 2004, følgende udtalelse med 60 stemmer for, 1 imod og 6 hverken for eller imod:

I   INDLEDNING

1.   Rævesaks-forordningen

1.1

I 1989 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om forbud mod rævesakse i EU og mod pelse og pelsprodukter med oprindelse i lande, der anvender rævesakse.

Som svar herpå forelagde Kommissionen et forslag til forordning om emnet, som blev vedtaget af Rådet i 1991 (1). Forordningen forbyder anvendelsen af rævesakse i EU fra den 1. januar 1995 samt indførslen fra tredjelande af skind fra 13 navngivne dyrearter, medmindre en af følgende betingelser er opfyldt:

Der anvendes fyldestgørende love eller administrative bestemmelser, der forbyder brug af rævesakse, eller

de metoder til fældefangst, der benyttes på landets område i forbindelse med de 13 nævnte arter (Bilag I til forordningen), opfylder internationalt vedtagne standarder for human fældefangst.

1.2

Det skal bemærkes, at Europa-Parlamentet i sin udtalelse krævede et forbud mod salget af rævesakse og en udfasning af pelse og pelsprodukter fra dyr, der er fanget med rævesakse. Rådet medtog ikke udtalelsen i sine overvejelser i 1991.

1.3

Selv om anvendelsen af rævesakse har været forbudt siden 1995 i EU, har andre lande fortsat eksporteret pelsprodukter fra dyr, der er fanget med rævesakse.

EØSU støttede i en udtalelse i 1990 (2) ikke kun et europæisk forbud mod rævesakse, men fremlagde også et forslag om et internationalt forbud mod dem, samtidig med at det understregede betydningen af at skabe overensstemmelse på området.

2.   Aftalen

2.1

Med vedtagelsen af Fællesskabets lovgivning om rævesakse kom udarbejdelsen af standarder for fældefangst på internationalt plan til at stå højt på dagsordenen. Der blev således forhandlet en aftale mellem EU, Canada, Rusland og USA. Den blev dog kun undertegnet af Canada, Rusland og EU. USA kunne ikke indgå som part i aftalen, da kompetencen i USA på dette område er decentraliseret. USA indvilligede dog i at gennemføre en mildere udgave af aftalen.

2.2

Aftalen blev indgået for at forhindre, at der i Europa blev udstedt et forbud mod indførsel af pelsprodukter fra dyr, der er fanget i naturen, fra lande, der ikke havde forbudt rævesakse.

2.3

Europa-Parlamentet mente, at aftalen var fuldstændigt uhensigtsmæssig og virkningsløs, og at den skulle have været forkastet. Der skulle i stedet have været udstedt et forbud mod pels og pelsprodukter fra de vildtlevende dyr, der er omfattet af aftalen.

2.4

I aftalen fastsættes visse standarder, som skal overholdes i forbindelse med fældefangst af dyr. Den blev ratificeret af Det Europæiske Fællesskab i 1997. De standarder for fældefangst, som indgik i aftalen, afspejlede allerede eksisterende standarder i Rusland, Canada og USA. Brugen af termen »human« var meget kontroversiel, idet standarderne bygger på en accept af, at de fangne dyr udsættes for stor lidelse.

2.5

Videnskabelige udtalelser (herunder Kommissionens Videnskabelige Veterinærkomités udtalelse) bekræftede, at de humane fældefangstmetoder i aftalen ikke udelukkede uacceptabel stor lidelse.

2.6

Den Videnskabelige Veterinærkomité understregede, at det, der bør være det afgørende kriterium i bedømmelsen af, hvor humane metoderne er, er den tid, det tager, før dyret bliver følelsesløst, og den smerte og stress, det udsættes for i løbet af denne periode. Komitéen konkluderede, at for at en dræbende fælde kan betragtes som »human«, skal den gøre dyret følelsesløst øjeblikkeligt eller senest inden for få sekunder. Aftalen fastsatte i stedet en tidsgrænse på maksimalt fem minutter, og termen »human« blev derfor anset for at være upassende.

2.7

Komitéen konkluderede også, at der ikke var gyldigt videnskabeligt grundlag for det omfang af kvæstelser, som aftalen medtog, sammenlignet med andre veletablerede metoder til vurdering af ringe velfærd.

2.8

På nuværende tidspunkt har EU og Canada ratificeret aftalen, mens Rusland endnu ikke har ratificeret den. Aftalen kan derfor stadig ikke håndhæves. Canada og EU har dog aftalt, at de under alle omstændigheder vil gennemføre aftalens bestemmelser i mellemtiden.

3.   Resumé af Kommissionens forslag

3.1

Kommissionens direktivforslag om indførelse af standarder for human fældefangst for visse dyrearter (3) tager sigte på at gennemføre aftalen om standarder for human fældefangst i fællesskabslovgivningen, sådan som det fremgår af Rådets beslutninger 98/142/EF og 98/487/EF.

3.2

Forslaget gælder for 19 vilde dyrearter (af hvilke fem lever i EU), som fastlagt i bilag 1.

3.3

Forslaget fastsætter visse forpligtelser og krav i forbindelse med fældefangstmetoder, anvendelse af fælder, pelsjægere, forskning, sanktioner og certificering. Det omfatter også en lang række mulige undtagelser samt to bilag (bilag II og III), der vedrører standarder for human fældefangst og afprøvning af fældefangstmetoder.

3.4

Forslaget understreger, at medlemsstaterne har mulighed for at gennemføre strengere regler på området, og at EU-forordningen fra 1991 om forbud mod anvendelse af rævesakse stadig gælder. Gennemførelsen og håndhævelsen hører under medlemsstaternes og deres kompetente myndigheders ansvarsområde. Da forslaget ikke indeholder nogen EU-budgetpost, skal medlemsstaterne selv afsætte midler til dækning af de hermed forbundne omkostninger.

II   BEMÆRKNINGER

4.   Anvendelsen af termen »standarder for human fældefangst«

4.1

Efter EØSU's mening er anvendelsen af termen »human« (4) i forslaget problematisk. I artikel 2 defineres »fældefangstmetoder«, men der gives ingen definition af »standarder for human fældefangst«. Faktisk erkendes det i præamblen i aftalen (som forslaget har hentet inspiration i), at der ikke findes internationale standarder for fældefangst, og ordet »human« forbindes generelt med standarder, som skal »sikre dyr, der fanges i fælder, et tilstrækkeligt velfærdsniveau«.

4.2

Da aftalen blev forhandlet, bemærkede Kommissionens Videnskabelige Veterinærkomité (5), at standarderne i teksten ikke kunne defineres som værende »humane« (som understreget tidligere), idet den tid, der maksimalt måtte gå, før dyret blev følelsesløst, lå langt over det, der kunne accepteres (øjeblikkelig død). Der blev lagt særlig vægt på druknefælder, da det blev anslået, at der kan gå op til 15 minutter, inden semiakvatiske pattedyr, der er fanget under vand, dør.

4.3

EØSU anbefaler derfor, at ordet »human« erstattes af et andet og mere passende ord i den endelige udgave af EU-lovgivningen, i hvert fald indtil standarderne for fældefangst opfylder ovennævnte krav.

5.   Fælder

5.1

Forslaget omfatter to typer fælder: dræbende fælder og fastholdende fælder. De standarder, som forslaget fastsætter med hensyn til de dræbende fælder, lever tydeligvis ikke op til de videnskabelige standarder, som Fællesskabet har fastlagt. De tilråder øjeblikkelig død eller en tolerancetærskel på maksimalt 30 sekunder, inden døden indtræffer. Hvad angår de fastholdende fælder (fælder, der anvendes til at fange dyr levende), giver forslaget ingen specifikationer ej heller definitioner af, hvilke formål fastholdelsen af dyrene tjener. Desuden fastsætter forslaget ingen standarder for velfærd i forbindelse med aflivning af fastholdte dyr. Det betyder, at hvis et dyr fanges i en fastholdende fælde og efterfølgende aflives, findes der ingen regler for den metode, der anvendes til at aflive dyret med.

Endvidere sikrer forslaget ikke, at autoriserede fældefangstmetoder ikke utilsigtet afliver eller fastholder dyrearter, der ikke er mål for fangsten. Standarder for fældefangst bør sikre, at risikoen herfor i videst muligt omfang minimeres.

6.   Afprøvning

6.1

Forslaget fastsætter tekniske bestemmelser om afprøvning af fældefangstmetoder, der ikke udelukker brugen af levende dyr. Der fastlægges minimumskrav for både afprøvning i indelukke og i marken. Endvidere kan prøver, som en af aftalens parter har foretaget, anerkendes af de andre parter.

6.2

For at resultaterne kan få gyldighed, bør prøverne dog foretages under de samme forhold, som fælderne er beregnet til at skulle anvendes under. De parametre, der er baseret på resultaterne af afprøvning i indelukke, kan derfor ikke anvendes til vurdering af vildtlevende dyrs velfærd. Som følge af ovenstående forklaringer bør afprøvning med dyr slet ikke finde anvendelse — kun de allerede tilgængelige computersimuleringer bør tages i betragtning.

7.   Undtagelser

7.1

Forslaget anfører en lang række mulige undtagelser, som kan underminere hele dets anvendelsesområde, hvis de gennemføres. EØSU mener, at undtagelser, der vedrører den offentlige sikkerhed samt menneskers og dyrs sundhed, bør tillades. I dette tilfælde skal de offentlige myndigheder omgående informere og rådføre sig med de brugere (fx landmænd), der arbejder på steder, hvor sådanne problemer optræder. EØSU har nogen betænkeligheder med hensyn til forslagets øvrige undtagelser.

7.2

I betragtning af hvor svært det er at gennemføre et effektivt overvågnings- og håndhævelsessystem i naturen, hvor fangsten finder sted, vil Kommissionens foreslåede undtagelser (bortset fra ovennævnte) kun bidrage til at underminere gennemsigtigheden og ansvarligheden mellem aftalens parter.

8.   Pelsjægere

8.1

Ifølge forslaget skal certificering og pelsjægeres oplæring sættes i system. Licensering er dog ikke omfattet, og kontrollen med pelsjægernes fældefangstmetoder er overvejende uanvendelig, idet den ville skulle udføres i naturen. EØSU henstiller, at der opstilles et detaljeret licenseringssystem til harmonisering på EU-niveau.

9.   Certificering

9.1

Kommissionens forslag uddelegerer certificeringen af de anvendte fældefangstmetoder til medlemsstaterne og foreskriver, at medlemsstaterne gensidigt anerkender denne certificering.

Selv om dette system kan gennemføres på tilfredsstillende vis i EU, bør der også fastlægges et internationalt certificeringssystem. Faktisk bør der indføres både et standardcertificeringssystem og et sporingssystem mellem aftalens parter. Dette ville bidrage til at sikre gennemsigtighed og en effektiv gennemførelse af aftalen.

10.   Sanktioner

10.1

Kommissionens forslag nævner en mulig anvendelse af administrative sanktioner ved overtrædelse af lovgivningen. Da nogle EU-medlemsstater anvender straffeloven ved overtrædelse af dyrevelfærdslovgivningen, anbefaler EØSU, at sanktionerne iværksættes i henhold til de nationale systemer.

11.   Konklusioner

11.1

EØSU mener ikke, at de standarder for human fældefangst, som forslaget omfatter, bør defineres som humane, da de udelukkende gengiver standarderne i aftalen. Aftalens standarder er blevet vurderet til at ligge under eksisterende dyrevelfærdsstandarder i EU-lovgivningen. EØSU anbefaler derfor, at ordet human erstattes med en mere passende term i den endelige udgave af lovgivningen.

11.2

Hvad angår fælder, mener EØSU, at det kun er dræbende fælder med øjeblikkelig virkning, der bør tages i betragtning, og at anvendelsesområdet for brugen af fastholdende fælder skal fastlægges nærmere. Endvidere skal der så vidt muligt i overensstemmelse med dyrevelfærdslovgivningen opstilles regler for de metoder, der anvendes til at aflive dyr, som er blevet fanget i en fastholdende fælde.

11.3

Efter EØSU's mening bør druknefælder forbydes, idet Kommissionens Videnskabelige Veterinærkomité har vurderet, at det er en grusom metode at aflive dyr på, da den indebærer, at dyret kvæles langsomt under vandet.

11.4

EØSU bemærker, at selv om forslaget medtager bestemmelser om afprøvning af fælder, findes der intet videnskabeligt grundlag for anvendelse af parametre for vildtlevende dyr, som er baseret på prøver, der er udført i indelukke. EØSU anbefaler derfor, at der overhovedet ikke anvendes dyr i forbindelse med prøverne, og at det i stedet er tilgængelige computersimuleringer, som finder anvendelse.

11.5

EØSU mener, at de fleste af de undtagelser, som forslaget medtager, kan give aktørerne på området mulighed for i visse tilfælde at slippe helt uden om lovgivningen, og anbefaler derfor, at de undtagelser, som de offentlige myndigheder skal tage i betragtning, skal vedrøre den offentlige sikkerhed samt menneskers og dyrs sundhed. Dette er meget vigtigt set i lyset af, at det er svært at gennemføre kontrol og overvågning i naturen.

11.6

Efter EØSU's mening bør der indføres et gennemskueligt licenseringssystem for pelsjægere i EU. Forslaget uddelegerer fuldstændigt oplæringen og krav til licensering af pelsjægere til medlemsstaternes myndigheder. EØSU frygter, at dette vil føre til et ikke-harmoniseret system, hvorved det ikke kan garanteres, at der bliver indført velfærdsstandarder i EU.

11.7

EØSU mener, at der skal gennemføres et effektivt certificerings- og sporingssystem mellem aftalens parter for at sikre en effektiv gennemførelse.

11.8

EØSU anbefaler, at der iværksættes sanktioner i henhold til national dyrevelfærdslovgivning ved overtrædelse af den foreslåede lovgivning.

11.9

EØSU anbefaler, at tidsplanen for gennemførelse af bestemmelserne i forslaget strammes. Ifølge forslaget skal fælder være i overensstemmelse med de foreslåede standarder fra 2009 og fældefangstmetoder fra 2012. EØSU mener, at samtlige bestemmelser bør gennemføres hurtigst muligt.

Bruxelles, den 16. december 2004

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Rådets forordning nr. 3254/91, EFT L 308 af 9.11.1991.

(2)  Udtalelse om forslag til Rådets forordning om import af visse skind, EFT C 168 af 10.7.1990, s. 32.

(3)  KOM(2004) 532 endelig.

(4)  I februar 1994 besluttede arbejdsudvalget under ISO (Den Internationale Standardiseringsorganisation) til behandling af standarder for human fældefangst at slette ordet »human« fra standardernes titel. Det blev på samme møde besluttet at slette alle henvisninger til »human«. Det var ikke muligt at nå til enighed om standarder for fældefangst i ISO's regi. Under forhandlingerne i ISO understregede europæiske dyrlæger, at enhver form for aflivning af dyr, der varede mere end 15 sekunder, ikke kunne betegnes som human, og at undervandsfælder helt klart ikke kunne komme på tale. Disse vigtige punkter m.fl. blev ikke taget med i overvejelserne, da aftalen blev endeligt fastlagt.

Det blev konkluderet i Kommissionens Videnskabelige Veterinærkomités udtalelse (1994), at for at en dræbende fælde kunne betragtes som »human«, skulle den gøre dyret følelsesløst øjeblikkeligt, og at der skulle lægges mere vægt på udformningen af fælderne for tage hensyn til dyrearter, der ikke er mål for fangsten, og undgå at fange eller skade dem. Komitéen konkluderede, at omfanget af kvæstelser ikke kunne accepteres som et udtryk for, hvor »human« en given foranstaltning måtte være, idet der ikke var videnskabeligt grundlag herfor.

(5)  Udtalelse fra den videnskabelige komité under CITES-forordningen, 1995: Den videnskabelige komités udtalelse, Generaldirektoratet for landbrug, 1994.


28.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 157/74


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 87/328/EØF med hensyn til opbevaring af tyresæd til handel inden for Fællesskabet«

KOM(2004) 563 endelig — 2004/0188 CNS

(2005/C 157/12)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 20. september 2004 under henvisning til EF-traktatens artikel 37 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Leif E. Nielsen til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 16. november 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 413. plenarforsamling den 15. og 16. december 2004, mødet den 15. december, følgende udtalelse med 139 stemmer for, og 7 hverken for eller imod:

1.   Resume af Kommissionens forslag

1.1

Rådets direktiv 88/407/EØF indeholder en række veterinærpolitimæssige krav i forbindelse med handel inden for Fællesskabet med tyresæd fra racerent avlskvæg og indførsel heraf. På trods af EØSU's udtalelse, som indeholdt alvorlige betænkeligheder, blev direktivet ændret i 2003 for at tillade opbevaring af sæd ikke blot på »tyrestationer« med egen produktion, men også i »sædbanker« uden produktion (1).

1.2

For »at undgå enhver form for forvirring med hensyn til anvendelsesområde og definitioner« foreslår Kommissionen nu en ændring i det parallelle regelsæt i Rådets direktiv 87/328 for godkendelse af racerent avlskvæg til avlsbrug, hvorefter de pågældende »sædbanker« i fremtiden nævnes på linie med tyrestationer med hensyn til udtagning, behandling og opbevaring af tyresæd.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

Kommissionen burde have været opmærksom på behovet for den nødvendige konsekvensændring af direktiv 87/328 i forbindelse med ændringen af Rådets direktiv 88/407/EØF, således at der samtidig blev etableret den nødvendige konsistens i EU-lovgivningen. Herved havde den eksisterende forvirring og usikkerhed for anvendelsesområde og definitioner samt den aktuelle yderligere lovgivningsprocedure kunnet undgås.

2.2

Dernæst efterlader forslaget til ny formulering i artikel 4 i direktiv 87/328 indtryk af en yderligere udvidelse i forhold til de tilladte depoter, således at disse kan »udtage og behandle tyresæd« og dermed vil få karakter af et »parallelt system af tyrestationer« ved siden af de eksisterende tyrestationer. Dette ville i givet fald være meningsløst og viser sig ved nærmere læsning af teksterne heller ikke at være tilfældet. Ændringen bør derfor formuleres således, at den ikke giver anledning til misforståelser.

3.   Konklusion

3.1

EØSU anerkender på trods af sin modstand i 2002, at depoter for distribution af tyresæd blev lovliggjort i henhold til Rådets direktiv 2003/43 og at den foreslåede ændring, som burde være indført samtidig med beslutningen i 2003, er nødvendig for at skabe konsistens i EU-lovgivningen. Formuleringen kan imidlertid give anledning til misforståelser og bør derfor udformes mere præcist.

Bruxelles, den 15. december 2004

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Direktiv 2003/43/EF, EUT L 143 af 11.6.2003, s. 23.


28.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 157/75


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Opfølge strukturændringer: En industripolitik for det udvidede Europa«

KOM(2004) 274 endelig

(2005/C 157/13)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 20. april 2004 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Opfølge strukturændringer: En industripolitik for det udvidede Europa«

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer, som udpegede Joost Van Iersel til ordfører og Bo Legelius til medordfører. Den Rådgivende Kommission vedtog sin udtalelse den 2. december 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 413. plenarforsamling af 15. og 16. december 2004, mødet den 15. december, følgende udtalelse med 142 stemmer for, 1 imod og 9 hverken for eller imod:

Resumé

Efter mange år er industripolitikken endnu en gang kommet på den europæiske dagsorden. Der har naturligvis været tale om specifikke industripolitiske foranstaltninger og tematiske tilgange i det sidste årti, men disse har ikke altid været tilstrækkeligt koordineret og afbalanceret set fra det europæiske erhvervslivs side. Forandringerne i verden — med USA, Kina og Indien som hovedaktører — kræver nytænkning og en forstærket indsats. Tiden er nu inde til en revurdering af fremstillingsindustrien og en afklaring af det komplekse samspil mellem industrien og servicesektoren.

Udvalget mener, at behovet for bevidstgørelse af offentligheden udgør en stor udfordring. Der skal stilles gennemsigtige data og analyser til rådighed for offentligheden for derved at fremme konsensus og opbakning i offentligheden. EØSU støtter fuldt ud de tre strategiske akser: »bedre lovgivning«, en integreret tilgang på EU-niveau og sektorpolitikker med specifikt tilpassede foranstaltninger. »Bedre lovgivning« betyder en grundig og løbende vurdering af nuværende og nye foranstaltninger. En integreret tilgang betyder effektiv koordinering af europæiske og nationale politikker. Sektordimensionen og skræddersyede løsninger udgør et særligt nyt aspekt af kommissionsdokumentet. På trods af visse fællesnævnere varierer situationen fra sektor til sektor. Kommissionen har foretaget en række sektoranalyser, og der forventes flere. EØSU støtter denne praksis som et grundlag for en »ny version« af industripolitikken.

Udvalget anser industripolitikken for at være et nyttigt værktøj, hvormed den europæiske økonomi kan bringes på forkant med konkurrenceevnen, viden og bæredygtighed som fastsat i Lissabon-strategien. I denne forbindelse bør analyserne og politikkerne i højere grad tilpasses dynamikken i de forskellige sektorer og berørte virksomheder. Den »nye version« af industripolitikken bør baseres på markedskonformitet og en liberaliseringsproces. Den omfatter dog sektorspecifikke træk såsom løbende samråd med erhvervssektoren, regulering, fjernelse af ikke-handelsmæssige barrierer, F&U, handel og målrettet forvaltning af menneskelige ressourcer. Endvidere omfatter den oprettelse af teknologiske platforme, som kan skabe nye privat-private og offentlig-private alliancer i Europa, herunder mellem universiteter, forskningscentre og virksomheder.

Forbedret koordinering er ønskelig inden for Kommissionen (f.eks. under GD for Erhvervspolitik) og i Ministerrådet med henblik på at fremme synlighed og synergi. Det ville være særdeles ønskeligt at have en midtvejshandlingsplan, som er vedtaget af Kommissionen og Rådet (konkurrenceevne). EØSU opfordrer til, at der tages højde for den nye version af industripolitikken under forberedelserne af midtvejsevalueringen af Lissabon-strategien i marts 2005.

1.   Indledning

1.1

Industripolitikken har lige siden begyndelsen været på dagsordenen for den europæiske integration. EKSF-traktaten omfattede specifikke mål og instrumenter for kul- og stålsektorerne. I EØF-traktaten blev der fastlagt en mere general tilgang, hvor gennemførelsen af det indre marked altid har været og vil blive ved med at være et centralt spørgsmål.

1.2

Der er blevet anvendt specifikke industripolitiske foranstaltninger på EU-niveau, som har taget sigte på indbyrdes forbundne målsætninger på miljø-, F&U- og socialområdet. Med tiden er de sektorbaserede tilgange blevet erstattet med tematiske tilgange, men disse har ikke altid været tilstrækkeligt koordineret eller afbalanceret set ud fra det europæiske erhvervslivs synspunkt.

1.3

Ved siden af de generelle politikker er der blevet udarbejdet en række sektorpolitikker i lyset af markedsliberaliseringen, herunder på energi- og telekommunikationsområdet. Der er blevet iværksat europæiske industriprojekter som f.eks. Galileo.

1.4

De vedvarende industrielle ændringer og globaliseringen tvinger i dag industrien og de offentlige myndigheder til at foretage yderligere tilpasninger af tilgangen, hvis den europæiske konkurrenceevne skal forbedres. I juli offentliggjorde Kommissionen en imponerende analyse af situationen og udsigterne for den europæiske industrisektor i den nuværende globale kontekst, som karakteriseres af en stærk dynamik i andre verdensregioner (1). Denne dynamik kan få indflydelse på de europæiske virksomheders investeringsstrategier. Europa har brug for et kvalitativt teknologisk spring fremad for at kunne bevare konkurrenceevnen i de fleste sektorer.

1.5

Det Europæiske Råd og andre rådssammensætninger, herunder økofin og konkurrence, har som led i Lissabon-strategien drøftet og drøfter stadig en række meddelelser og konkrete forslag fra Kommissionen om forbedring af de makro- og mikroøkonomiske vilkår for industrien. I disse dokumenter og drøftelser anlægges der en horisontal politiktilgang. I en årrække undgik man simpelthen at anvende udtrykket »industripolitik«, da det vækkede for mange minder om statsindgreb og statsstøtte, som har hæmmet indførelsen af lige konkurrencevilkår i et velfungerende indre marked. Disse indgreb er efterhånden blev gradvis afskaffet.

1.6

Nye udsigter for industripolitikken er ved at blive undersøgt. I den forbindelse blev der i 2002 vedtaget en meddelelse om industripolitik i et udvidet Europa (2).

1.7

Det Europæiske Råd pålagde på sit forårsmøde i 2003 Rådet (konkurrenceevne) den opgave »regelmæssigt at tage såvel horisontale som sektorspecifikke spørgsmål op til nyvurdering«  (3).

1.8

Kommissionen afgav i april 2004 en anden meddelelse om industripolitikken, som er genstand for nærværende udtalelse (4).

1.9

Som følge af disse initiativer og resultatet af de førte drøftelser erklærede kommissær Erkki Liikanen i maj 2004, at EU's industripolitik — stik imod prognoserne i midten af 1990'erne –endnu engang står øverst på EU's politiske dagsorden (5).

1.10

EØSU bifalder holdningsskiftet til industripolitikken, som kommer på et godt tidspunkt. Det er enig i, at der bør lægges særlig vægt på industriens interesser og sektordimensionen, samtidig med at man undgår at gentage fortidens fejl. CCMI's erfaringer og viden på dette område kan være til støtte i fremtiden. Passende industri- og sektorpolitikker vil bidrage væsentligt til opnåelsen af Lissabon-strategiens mål.

2.   Kommissionens synspunkt i en ændret kontekst

2.1

Det afgørende element i dag er den ændrede situation i verdensøkonomien, hvilket kræver nye koncepter. Kommissionen mener, at industripolitikken fremover bør bygges op omkring tre retningslinjer:

industrien bør ikke overbebyrdes med love og bestemmelser, hvilket indebærer en grundig vurdering af både nuværende og nye foranstaltninger

en integreret tilgang på EU-niveau er nødvendig for at styrke industriens konkurrenceevne (6)

sektorpolitikker med specifikke og tilpassede foranstaltninger er ønskelige.

2.2

Denne tilgang, som blev forsigtigt bebudet af Kommissionen i 2002, markerer et gennembrud. Det tidligere kommissionsdokument om industripolitikken stammede fra 1990 (7). Siden da har en række afgørende faktorer skubbet industripolitikken i baggrunden til fordel for primært horisontale politikker.

2.3

I 2000 blev Lissabon-strategien udarbejdet med det formål at bringe den europæiske økonomi frem i forgrunden af viden og konkurrenceevne. Hidtil er der ikke blevet gjort meget for at fremme denne strategi. I stedet er væksten i produktiviteten faldet og arbejdsløsheden er steget. Endvidere er der opstået en vis frygt for udflytning af industrierne (8).

2.4

Derfor bør der udarbejdes en mere nøjagtig analyse på følgende områder:

produktivitet og arbejdsløshed

hvordan står det virkelig til med udflytning?

hvad er industriens samlede indvirkning på og i Europa?

hvordan gennemføres en integreret EU-politik på industriområdet?

hvordan fastlægges og udarbejdes sektortiltag?

2.5

Kommissionsdokumentet fra 2002 (9) sætter dagsordenen for ændringer og giver begrebet »industripolitik« et nyt indhold. Men det formulerer stadig denne politik i ret abstrakte vendinger, idet den samler alle de EU-politikker, der har direkte relevans for industrien, uden at forelægge konkrete metoder og procedurer med hensyn til den beslutningstagende og koordinerende rolle, som de europæiske institutioner, navnlig Kommissionen, spiller.

2.6

Dokumentet »Opfølge strukturændringer« fra april 2004, som blev offentliggjort under kommissær Erkki Liikanen og GD for Erhvervspolitik, går væsentligt videre. Det trænger i sin analyse helt ind til sagens kerne, idet det:

forelægger en række illustrative tal vedrørende produktionen og beskæftigelsen i fremstillingsindustrien, også med hensyn til udviklingen andre steder i verden

forelægger udviklingen i de enkelte sektorer og giver således et mere præcist billede af udfordringerne i forskellige sektorer med meget forskellige perspektiver.

2.7

Kommissionen tager med rette udgangspunkt i den nuværende dynamik, men fremhæver samtidig hermed, at denne dynamik kan påvirkes positivt gennem foregribelse, identificering af problemer og fremme af vækstfaktorer.

2.8

Den overordnede analyse bekræfter et fald i produktivitetsvæksten i Europa, kløften i forhold til udviklingen i USA og industriens skuffende præstationer, navnlig i de højteknologiske sektorer. Ifølge Kommissionen er det relative fald i udgifterne til F&U i de europæiske virksomheder, der delvis skyldes en mangel på tilstrækkelige investeringer fra den private sektor i forhold til de amerikanske virksomheders investeringer, meget tydeligt med visse bemærkelsesværdige undtagelser som Finland og Sverige. Samtidig hermed er den videnbaserede kapacitet i Kina og Indien hurtigt voksende.

2.9

Kommissionen henviser til — og det er værd at gentage det her — en undersøgelse af en række store virksomheder, der blev gennemført af det europæiske rundbordsforum for industrivirksomheder i 2002, og som viser, at nogle af disse virksomheder har til hensigt at placere nye F&U-aktiviteter uden for Europa, såfremt de lovgivningsmæssige rammer ikke forbedres (10).

2.10

Selvom den europæiske industri klarer sig ret godt i de traditionelt stærke sektorer såsom maskin-, kemikalie-, telekommunikations- og automobilindustrierne, ser nye konkurrenter dagens lys. Kina og Indien er med succes begyndt at konkurrere i både de traditionelle og højteknologiske sektorer. Der kan her ses en direkte forbindelse med udflytningen af europæiske virksomheder.

2.11

Der er en løbende tilpasningsproces i gang på verdensplan. Denne tilpasning er nødvendig set i lyset af globaliseringen, der til gengæld skaber nye muligheder. Selvom analyserne i denne henseende divergerer, kan Kommissionen notere stadig flere bekymrende signaler.

2.12

Udvidelsen har medført en stigning i det tidligere EU-15's investeringer i de nye medlemsstater. Når man betænker, at dette nu er investeringer inden for EU, er det indre markeds tilfredsstillende funktion så meget desto vigtigere med hensyn til f.eks. miljøet og arbejdsvilkårene.

2.13

Da virksomhederne stilles over for konkurrence på de åbne markeder på de af WTO fastsatte vilkår, bør det ifølge Kommissionen være op til EU og medlemsstaterne at give et klart svar på processen af dynamiske ændringer, hvor der skal tages hensyn til følgende:

»bedre lovgivning«

en integreret tilgang til forskellige politikker med henblik på konkurrenceevnen

en fuldstændig hensyntagen til de specifikke behov i de forskellige industrisektorer.

2.14

Kommissionen slår til lyd for en detaljeret konsekvensvurdering af eksisterende love og bestemmelser samt af kommende foranstaltninger. Tættere samarbejde mellem medlemsstaterne og EU er en forudsætning, eftersom mange bestemmelser er blevet gennemført på nationalt plan. Kommissionen insisterer på, at Rådet (konkurrenceevne) spiller en vigtig og gennemsigtig rolle i denne proces.

2.15

Det er efter Kommissionens opfattelse muligt at opnå synergi mellem politikkerne, såfremt man fremmer et mere tilstrækkeligt finpudset samråd mellem lovgiverne, i tæt samarbejde med erhvervskredsene.

2.16

Det samme gælder for F&U, hvilket uden tvivl vil få økonomiske konsekvenser for EU og på nationalt niveau. Dette spørgsmål berører kernen i Lissabon-strategien. I de kommende år vil Kommissionen foreslå nye retningslinjer for forskning i fremstillingsindustrien og statsstøtte til innovation. Teknologiske platforme kan vise sig at være meget nyttige.

2.17

Nogle politikker, herunder konkurrencepolitikken og fjernelsen af handelshindringer, sigter direkte på at skabe et gunstigt klima for konkurrenceevnen. Kommissionen mener dog, at disse polititikker undertiden kan og bør anvendes mere behændigt.

2.18

Kommissionen fremfører, at samhørighedspolitikkerne kan anvendes til at fremme ønskede regionale og strukturelle ændringer med hensyn til arbejdsmarkedets funktion (11). Det samme gælder for en bedre forening af bæredygtig udvikling og konkurrenceevne.

2.19

Da der skal tænkes globalt, foreslår Kommissionen ensartede spilleregler, som tager udgangspunkt i internationale standarder. EU-standarderne er generelt højere end standarderne i andre konkurrerende regioner i verden. Det er derfor nødvendigt, at der i fremtiden sker en vis udligning, enten gennem bilaterale forhandlinger eller inden for rammerne af WTO. Dette problem bør tackles, ikke ved at tilpasse Europas standarder til standarderne i resten af verden, men derimod må Europa tage initiativer til — ligesom i forbindelse med implementeringen af Kyoto-protokollen — at hæve standarderne i andre dele af verden gennem tilsvarende foranstaltninger i alle internationale institutioner.

2.20

Alle disse spørgsmål er allerede tidligere med jævne mellemrum blevet drøftet på EU-niveau. Det øgede fokus på »konkurrenceevne« er iøjnefaldende. Den ekstremt hurtige udvikling på verdensmarkederne giver ikke Europa meget at vælge imellem.

2.21

En særlig nyskabelse i kommissionsdokumentet er sektordimensionen. Kommissionen har gennem flere år foretaget dybtgående undersøgelser af visse sektorer, ofte på baggrund af samråd med erhvervsorganisationer på EU-niveau.

2.22

Der er blevet fremsat interessante forslag, som også er blevet drøftet i EØSU, vedrørende f.eks. lægemiddelindustrien (CESE 842/2004), tekstil- og beklædningsindustrien (CESE 62/2004 fin; supplerende udtalelse fra CCMI, CESE 528/2004), skibsbygnings- og skibsreparationsindustrien (CESE 397/2004 fin; supplerende udtalelse fra CCMI, CESE 478/2004), rummet (CESE 501/2004), kemikalieindustrien (CESE 524/2004; informationsrapport fra CCMI, CESE 242/2004, under udarbejdelse) samt biovidenskab og bioteknologi (CESE 1010/2002; CESE 920/2003).

2.23

Situationen varierer fra sektor til sektor. Der er naturligvis fællesnævnere som f.eks. kravet om kvalitet som en konkurrencefordel, IKT's status som den nye »råvare«, tiltagende kapitalintensitet og stigende international konkurrence, men forskellene mellem sektorerne er tydelige. Højteknologi og lavteknologi, arbejdskraftintensivitet og kapitalintensivitet, forbrugsgoder og kapitalgoder, få hovedaktører på markedet og sektorer karakteriseret ved SMV'er osv. Der tegner sig et fascinerende billede, som de politiske beslutningstagere ifølge Kommissionen ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til i mange år.

2.24

Inden for rammerne af industripolitikken er sektorspecifikke analyser og tilgange på ny kommet på dagsordenen. I dokumentet anfører Kommissionen ikke yderligere initiativer med hensyn til de omtalte sektorer.

2.25

Kommissionen planlægger nye aktiviteter, som går ud over af disse sektorer. Der er bebudet undersøgelser om maskinsektoren, miljøindustrien, bilsektoren, metalsektoren og IKT-sektoren for det kommende år.

3.   Fremme af en »ny version« af industripolitikken — EØSU's synspunkter