7.12.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 302/1

2.1.1

Man har gennem de sidste to årtier kunnet konstatere fortsat stærk vækst i skibsproduktionen. Hurtige teknologiske fremskridt har ført til et markant fald i omkostningerne ved søtransport, hvilket effektivt har stimuleret verdenshandelen og gjort international shipping til hovedkraften for globaliseringen.

2.1.2

Skibe er ud fra et økonomisk synspunkt mobile investeringsobjekter, som ikke importeres, men registreres under et flag efter skibsrederens valg. Produktet kræver derfor ikke nogen større markedsføringsindsats, forhandlere eller vedligeholdelsesnetværk. Udgifterne til transport af fartøjerne er selvfølgelig også minimale. Med lave transaktionsomkostninger i almindelighed og fraværet af antidumping regler bestemmes skibsbygningsmarkedet langt hen ad vejen af udbudspriserne.

2.1.3

Eftersom skibsbygning spiller en meget betydningsfuld rolle som leverandør af vigtige transportmidler for verdenshandelen og af moderne sikkerheds- og forsvarsudstyr (inden for skibsbygningen udvikles højteknologi, som i mange tilfælde kan overføres til andre sektorer), betragtes den som en industri af stor strategisk betydning i de fleste industrilande.

2.1.4

I Europa har der udviklet sig et differentieret net af virksomheder med tilknytning til skibsbygning: skibsværfter, skibsudstyrsproducenter og et hav af specialiserede serviceleverandører, som beskæftiger en højt kvalificeret arbejdsstyrke på over 350 000. Sektoren står i EU for en omsætning på ca. 34 mia. EUR (1).

2.1.5

EU's kommercielle skibsbygningsindustri har ikke desto mindre mistet meget store markedsandele på grund af illoyale forretningsmetoder, navnlig fra Sydkoreas side, og slås derfor med alvorlige problemer. Siden 2000 er markedsandelen for nye ordrer (udtrykt i kompenserede bruttoregistertons — k.brt.) faldet med to tredjedele: fra 19 % i 2000 til 6,5 % i 2003 (2). Situationen forværredes midt i 2003, da priserne faldt til det laveste niveau i 13 år, samtidig med at kursen på euroen steg i forhold til den amerikanske dollar (der anvendes som betalingsvaluta inden for shipping) og de asiatiske hovedkonkurrenters valutaer. Især de senere år har der været en kraftig vækst i verdenshandelen som følge af den ekstraordinært store stigning i Kinas efterspørgsel på energi og råstoffer oven i importen og eksporten af forarbejdede varer. Denne efterspørgsel har ført til et rekordstort antal nye ordrer på olietankere, bulk carriers og containerskibe. De europæiske skibsbyggere har profiteret af denne stigning i efterspørgslen og har været i stand til næsten at fordoble ordretilgangen fra 2002 til 2003. Ikke desto mindre fortsatte deres andel af det internationale skibsbygningsmarked med at falde.

2.1.6

Den dramatiske udvikling frem til medio 2003 er nu i et vist omfang fladet ud i flere medlemsstater. Men hvem siger, at den seneste udvikling vil fortsætte, så Europa bør i nærmeste fremtid finde bæredygtige løsninger for skibsbygningsindustrien. Ellers risikerer Europa reelt at måtte vinke farvel til denne vigtige højteknologiske sektor. Erfaringen viser, at når skibsbygningsekspertisen én gang er forsvundet, er sandsynligheden for, at den kommer igen, lille.

2.2.1

Som en strategisk vigtig sektor har skibsbygningsindustrien traditionelt været en industri, der har nydt godt af betydelig statsstøtte overalt i verden. I Det Europæiske Fællesskab har skibsbygningspolitikken siden 1970'erne også fokuseret på fastsættelsen af betingelser for statsstøtteordninger. Loftet for driftsstøtte er gradvis blevet sænket fra 28 % af kontraktværdien i 1987 til 9 % i 1992 for til sidste helt at bortfalde i 2000.

2.2.2

På USA's initiativ påbegyndtes i 1989 forhandlinger i OECD's regi med henblik på en ny international disciplin for al statsstøtte til skibsbygning. Forhandlingerne afsluttedes med succes i 1994 og den endelige aftale om at overholde normale konkurrencevilkår inden for den kommercielle skibsbygnings- og skibsreparationsindustri blev undertegnet af Det Europæiske Fællesskab, Finland, Japan, Republikken Korea, Norge, Sverige og USA. Eftersom USA ikke ratificerede aftalen, trådte den dog aldrig i kraft.

2.2.3

Da der således ikke fandtes nogen international aftale, vedtog Rådet i 1998 en ny skibsbygningsforordning [EF 1540/98] med et nyt sæt regler for statsstøtte, der bl.a. omfattede en ensidig fuld afskaffelse af driftsstøtte ved udgangen af 2000. Forordningen pålægger Kommissionen at følge skibsbygningsmarkedet nøje og at vurdere, om de europæiske værfter udsættes for konkurrenceforvridende praksis.

2.2.4

Allerede i sin første overvågningsrapport til Rådet fra 1999 fremlagde Kommissionen klare beviser for illoyale forretningsmetoder især blandt koreanske værfter, der tilbød skibe til priser, som end ikke kunne dække omkostningerne. Alle efterfølgende overvågningsrapporter (i alt 7 frem til 2003) har bekræftet de første vurderinger med flere og mere detaljerede beviser.

2.2.5

På baggrund af disse overbevisende kendsgerninger har Rådet ved gentagne lejligheder udtrykt sin alvorlige bekymring og indledt bilaterale forhandlinger med Sydkorea. Efter flere forhandlingsrunder undertegnedes i juni 2000 en af begge parter godkendt aftaleprotokol vedrørende det internationale skibsbygningsmarked. På de efterfølgende møder viste det sig dog, at den koreanske regering ikke kunne gennemføre principperne i aftalen.

2.2.6

Da de bilaterale møder med Sydkorea således endte resultatløse, indgav skibsbygningsindustrien en klage i henhold til handelshindringsforordningen [EF 3286/1994] i oktober 2000.

2.2.7

Kommissionen modsatte sig kraftigt en forlængelse af driftsstøtten efter udgangen af 2000. Kommissionen gik dog med til at indbringe sagen for Verdenshandelsorganisationen for ad den vej at stoppe den illoyale koreanske praksis, hvis de bilaterale forhandlinger ikke gav et tilfredsstillende resultat for EU inden maj 2001. Kommissionen foreslog parallelt hermed en midlertidig defensiv støtteordning med henblik på at opveje følgerne af den illoyale koreanske praksis, indtil afslutningen af proceduren i Verdenshandelsorganisationen.

2.2.8

Fællesskabet valgte at gennemføre en sådan tostrenget politik i sommeren 2002: indgivelse af en anmodning til WTO om nedsættelse af et udvalg og indførelse af en midlertidig defensiv støtteordning [EF 1177/2002].

2.2.9

I 2002 gjordes et nyt forsøg på at etablere lige konkurrencevilkår for skibsbygningssektoren i verden som helhed– igen inden for OECD's rammer, men denne gang uden USA. OECD-rådet nedsatte et særligt forhandlingsudvalg, der skulle finde frem til en ny og effektiv løsning på problemet. De hidtidige fremskridt anses for at være temmelig beskedne, men fremtiden vil vise, hvad man kan opnå ad den vej.

3.1

Her følger en oversigt over de kronologiske etaper hen imod LeaderSHIP 2015:

3.2.1

Mens Fællesskabets tilgang til skibsbygningssektoren især har fokuseret på konkurrence- og handelspolitik, har industrien følt, at en tredje hjørnesten, nemlig konkurrenceevnen, og ikke mindst en fornuftig balance mellem de tre politikområder har manglet. Industrien erkender sin egen manglende evne til at reagere samlet på de konkurrencemæssige udfordringer, den møder.

3.2.2

Med bortfaldet af driftsstøtten accepterede industrien, at subsidier ikke er vejen frem, og at den protektionisme, som har resulteret i ikke-konkurrencedygtige industrier i skibsbygningsnationer uden for EU, heller ikke var løsningen. Det var presserende med en indsats mod Sydkoreas aggressive industripolitik. Der var derfor brug for en ny tilgang.

3.2.3

Da EU's Forbindelseskomite for Skibsværftsindustrien (CESA) fremlagde sit forslag til LeaderSHIP 2015-initiativ for Kommissionen i foråret 2002, blev initiativets værdi som sektorspecifikt bidrag til EU's langsigtede strategi, som fastsat på rådsmødet i Lissabon, straks anerkendt. LeaderSHIP 2015 tog nemlig behørigt hensyn til hovedelementerne i Lissabon-strategien.

3.2.4

Der måtte udformes en overordnet strategi baseret på elementerne i den eksisterende tilgang, men det nye var, at Kommissionen opfordrede industrien til at udarbejde en integreret plan. I oktober 2002 præsenterede CESA LeaderSHIP 2015, en køreplan for den fremtidige europæiske skibsbygnings- og skibsreparationsindustri.

3.2.5

Sigtet for de europæiske værfter er at styrke førerstillingen på udvalgte delmarkeder ved at forbedre konkurrenceevnen gennem innovation og udvalgt FoU, forstærket kundefokusering, optimering af produktionen og en bedre branchestruktur. Ifølge industrien bør EU direkte inddrages i fremme af avancerede finansierings- og garantiordninger, højere sikkerheds- og miljøstandarder i forbindelse med nybygningsordrer på fartøjer af høj kvalitet samt vedligeholdelse og bedre beskyttelse af europæiske intellektuelle ejendomsrettigheder.

3.2.6

En europæisk tilgang til søværnets behov forudsætter en fælles politik for anskaffelse af forsvarsmateriel.

3.2.7

De overordnede perspektiver frem mod 2015 omfatter især forhold som udvikling af multimodal transport, transport ad de indre vandveje og kystnær søtransport, en styrkelse af innovation og FoU, EU's udvidelse, miljø- og sundhedsbestemmelser samt fremskridt hen imod en fælles forsvarspolitik. På grund af virkningen af nationale politikker og EU-politikker på dette område bør Kommissionen ifølge industrien tage aktiv del i idéudviklingen med henblik på kommende politikker.

3.2.8

Skibsbygningssektoren påtager sig selv et stort ansvar for at bringe orden i eget hus. Køreplanen tilskynder således til udvikling af nye fartøjstyper og nye generationer af skibsudstyr, der kombinerer effektivitet, sikkerhed, komfort, miljø og specialisering.

3.2.9

Hvad industriens struktur angår, opereres med to virksomhedsmodeller, der gensidigt supplerer hinanden:

3.3.1

I begyndelsen af 2003 tog en rådgivningsgruppe på højt plan under forsæde af kommissær Erkki Liikanen fat på drøftelser om LeaderSHIP 2015 med afsæt i CESA's køreplan. Gruppen omfattede bl.a. 7 af Kommissionens medlemmer, to fremstående medlemmer af Europa-Parlamentet, erhvervsledere fra de 10 større skibsværfter, formanden for sammenslutningen af skibsudstyrsvirksomheder og generalsekretæren for det europæiske metalarbejderforbund.

3.3.2

Rådgivningsgruppen offentliggjorde sin rapport LeaderSHIP 2015 i oktober 2003 (3). Rapporten er delt i 8 kapitler, der afspejler de emner, som behandles i industriens køreplan, samt et ekstra kapitel om behovet for en konsolidering af den europæiske skibsbygningsindustri. Gruppens overordnede konklusion er, at LeaderSHIP tjener som et godt eksempel for en effektiv europæisk industripolitik på sektorplan.

3.3.3

I disse 8 kapitler opstiller rådgivningsgruppen mål for skibsbygningssektoren og for EU. Først og fremmest foreslås indførelse af lige konkurrencevilkår på verdensplan via EU's handelspolitik, håndhævelse af de gældende WTO-regler og håndhævelse af disciplinen inden for OECD.

3.3.4

FoU og innovation er et centralt punkt, hvor der er brug for et tæt samarbejde mellem EU og skibsbygningssektoren. De relevante EU-bestemmelser tog ikke fuldt hensyn til skibsbygningens og dens særlige teknologiers specifikke behov.

3.3.5

Det samme kan man sige om udviklingen af avancerede finansierings- og garantiordninger. De nuværende instrumenter er ikke konkurrencedygtige på verdensmarkedet. Muligheden for at etablere en EU-dækkende garantifond til finansiering før og efter levering bør undersøges. Det samme bør muligheden for øget samarbejde med eksportkreditforsikringsselskaber dækket af en passende genforsikring.

3.3.6

Beskyttelsen af havmiljøet koordineres af Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed. Det er planen at nedsætte et fælles ekspertpanel for de relevante interessegrupper med teknisk viden på området. Panelet skal rådgive agenturet og Kommissionen om tekniske spørgsmål. Indsatsen for bedre kvalitetsmåling, sikkerhed og kontrol inden for skibsbygning og skibsreparation bør intensiveres, så det sikres, at passende kvalitetsstandarder anvendes overalt på kloden.

3.3.7

Industriens opfordring til øget samarbejde i forsvarssektoren kan ifølge rådgivningsgruppen støttes på EU-plan ved at fremme industrielle partnerskaber mellem værfter indbyrdes såvel som mellem værfter og underleverandører, åbne adgangen til eksportmarkeder og konsolidere industrien. Der er behov for, at det planlagte europæiske forsvarsagentur udarbejder fælles driftsforskrifter for de nationale orlogsflåder og fælles bestemmelser for forsvarsudstyr.

3.3.8

Eftersom europæiske værfter er stærkt afhængige af deres teknologiske førerstilling, må de nuværende instrumenter til beskyttelse af intellektuel ejendomsret udnyttes fuldt ud. Der er brug for videndatabaser, og de internationale patentregler skal forbedres.

3.3.9

Skibsbygningssektoren har (som den første i metalbranchen) formelt nedsat et udvalg med henblik på en sektorbaseret social dialog, som skal analysere og behandle programmer vedrørende nye kvalifikationskrav.

3.3.10

De ønskede resultater nås kun gennem den bedst mulige industrielle struktur. En dynamisk udviklingsproces skal føre til nye relationer og projektpartnerskaber mellem værfter og underleverandører, al den stund underleverandører i dag står for 70-80 % af værfternes produktion. Man bør fremme konsolideringsprocessen gennem særlige incitamenter under overskriften »konsolideringsbistand«.

3.4.1

Med meddelelsen om leaderSHIP 2015 (4) omsætter Kommissionen rådgivningsgruppens arbejde i formel fællesskabspolitik. Den fremhæver, som så mange gange før, at en horisontal politik må suppleres med specifikke sektortiltag. Kommissionen tager stilling til hovedpunkterne og støtter henstillingerne i LeaderSHIP-rapporten.

3.4.2

I meddelelsen anerkendes skibsbygnings og skibsreparations strategiske betydning. Desuden bekræfter Kommissionen i overensstemmelse med LeaderSHIP-rapporten sit ansvar og medansvar på følgende områder, som behandles i de 8 kapitler i rådgivningsgruppens rapport:

3.5.1

Den 27. november 2003 diskuterede Rådet (konkurrenceevne) Kommissionens meddelelse om LeaderSHIP i en bredere industripolitisk sammenhæng (6). Rådet anerkendte betydningen af en sektoriel analyse med henblik på en skærpelse af de horisontale politikker og opfordrede medlemsstaterne og Kommissionen til bl.a. at styrke industriens konkurrenceevne ved at tage hensyn til de enkelte sektorers specifikke behov og særtræk.

3.5.2

Der blev især fokuseret på skibsbygning, luftfart, tekstiler og tøj.

3.5.3

Rådets synspunkter var inspireret af et behov for en fuldt integreret tilgang til fremme af konkurrenceevnen. Det samme gælder LeaderSHIP 2015.

3.5.4

Lissabonstrategiens målsætninger kræver sektoranalyser, forbedring af rammevilkårene og en åben og transparent høring af alle involverede parter, herunder en social dialog. Rådet lægger vægt på en fortsat indsats på dette felt.

3.5.5

I relation til LeaderSHIP 2015 mener Rådet, at industrien og de offentlige myndigheder skal være særlig opmærksomme på følgende:

3.5.6

Rådet ønsker at blive informeret med regelmæssige mellemrum om resultaterne af LeaderSHIP og om gennemførelsen af LeaderSHIP's anbefalinger.

4.1

EØSU er enig i, at Europa har brug for en bæredygtig skibsbygningsindustri, og at der er behov for sektorspecifikke politikker,

4.2

Det er værd at bemærke, at industrien selv har været i stand til at udarbejde et sammenhængende program for perioden indtil 2015. Denne model for en moderne sektortilgang er med rette baseret på EU's bestemmelser om markedskonformitet og konkurrence.

4.3

Det også værd at notere sig, at industrien sammen med 7 medlemmer af Kommissionen har udarbejdet en fælles plan for fremtiden: LeaderSHIP 2015. Kommissionen har på grund af dette gensidige engagement godkendt LeaderSHIP 2015.

4.4

EØSU ser positivt på den nye tilgang til horisontale og sektorielle industripolitikker i Rådet (konkurrenceevne). LeaderSHIP er et godt eksempel på, hvordan en sådan industripolitik kan afstemme sektorielle krav efter horisontale strategier.

4.5

EØSU bifalder Rådets særlige henstillinger vedrørende skibsbygning og skibsreparation. Henstillingerne stemmer fint overens med Kommissionens og sektorens egne i LeaderSHIP 2015.

4.6

EØSU hilser denne kursændring i skibsbygningspolitikken velkommen som frugten af en ny arbejdsmetode og en ny tilgang til industripolitik på sektorniveau. Den kan tjene som model for lignende initiativer i andre sektorer.

4.7

Mere konkret mener EØSU, at man bør opgive de nationale politikker og i stedet skabe et solidt grundlag for en bæredygtig skibsbygnings- og reparationsindustri, der udelukkende er baseret på fælles holdninger, principper og fremgangsmåder i EU

4.8

Udvidelsen af Den Europæiske Union giver mulighed for at tilføre værdifulde aktiver, idet der nu igen vil være EU-værfter på delmarkeder, som skibsværfterne i de gamle medlemsstater havde forladt før udvidelsen (7). De relevante EU-bestemmelser skal overholdes til punkt og prikke.

4.9

LeaderSHIP 2015 kan kun krones med held, hvis bestræbelserne udfoldes parallelt af alle deltagende parter (industrien, Kommissionen og, i visse tilfælde, medlemsstaterne) på alle indsatsområder, således at den enkelte aktør handler netop inden for sit ansvarsområde.

5.1

Den foreslåede politiks troværdighed afhænger af gennemførelsen. Opfølgning er af afgørende betydning, og hele forløbet skal være en gennemsigtig proces, som overvåges nøje. Deltagelse, gennemsigtighed og en passende overvågning må sikres. I tråd med rådskonklusionerne går EØSU stærkt ind for, at Kommissionen hvert år udarbejder en situationsrapport til Rådet (konkurrenceevne).

5.2

I starten af LeaderSHIP 2015 opstilles målsætningen om lige konkurrencevilkår på verdensplan. EØSU understreger betydningen af dette politikområde, som udgør en hjørnesten for hele strategien. Udvalget støtter til fulde EU's nuværende tilgang til handelspolitikken, der sigter mod en virkningsfuld international aftale, som kan sikre stram disciplin i hele verden.

5.3

EØSU understreger, at konsekvenserne af illoyal konkurrence fra visse asiatiske skibsværfter ikke alene udgør en betydelig trussel for de europæiske skibsværfter, men også burde få alarmklokkerne til at ringe hos den europæiske skibsudstyrsindustri. Udmeldingerne fra visse af de førende skibsbygningsnationer i Asien om, at de vil satse på lokale leverandører, må tages alvorligt.

5.4

I forbindelse med målsætningen om lige konkurrencevilkår nævnes disciplin inden for EU's sektor ikke specifikt, selv om der stadig eksisterer forskellige støtteniveauer og -metoder for skibsbygningsindustrien i medlemslandene. Det er særlig vigtigt med gennemskuelige, lige konkurrencevilkår på internationalt plan, som bør overvåges. For at fremme processens troværdighed og tilliden til aftalte regler og mål, er det efter EØSU's mening absolut nødvendigt, at Kommissionen overvåger anvendelsen af statsstøttereglerne og griber ind over for eventuelle illoyale fremgangsmåder.

5.5

FoU og innovation har kolossal betydning, fordi Europa stadig er hele verdens arne for nye idéer inden for skibsbygning. Dette er derfor også en af nøglerne til succes. Det er således vigtigt, at de enkelte instrumenter sikrer en effektiv støtte og gennemføres på en praktisk måde. Industrien kan bidrage med konkrete råd til de politiske beslutningstagere. Anvendelsen af innovationsinstrumenter skal under alle omstændigheder være gennemskuelig.

5.6

Med henblik på strømliningen af skibsfinansieringsredskaber på EU-niveau og på nationalt niveau mener EØSU, at den europæiske garantifond, som foreslås i LeaderSHIP, bør gøres operationel hurtigst muligt. Kommissionen bør give indførelsen af denne fond høj prioritet. Fonden kan medvirke til etableringen af lige konkurrencevilkår inden for EU's egne grænser.

5.7

EØSU glæder sig over, at industrien og Kommissionen er nået til enighed om, hvilke miljøkrav og -politikker der er nødvendige i sektoren. EU bør fortsat være i front, når det drejer sig om at beskytte havmiljøet og presse på for en nøje gennemførelse af de relevante internationale regler. En koordineret europæisk tilgang til Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) kan bidrage til at sikre tilstrækkelig effektivitet til fordel for IMO's eneret til at fastsætte internationale regler.

5.8

Det er de senere år lykkedes EU at gøre betydelige fremskridt i lovgivningen vedrørende sikkerhed til søs. Man bør dog i højere grad rette blikket mod passende standarder for vedligeholdelse af skibe, sådan som det foreslås i LeaderSHIP.

5.9

EU har dog stadig meget tilbage at ønske, hvad angår håndhævelse af søfartens sikkerhedsbestemmelser. EØSU er derfor en stærk fortaler for et effektivt samarbejde mellem de europæiske kystvagter.

5.10

Fremme af kystnær søtransport og målsætningen om at flytte transport fra lastbiler over på skibe er ligeledes vigtige miljømålsætninger. For at nå disse mål bør den moderne infrastruktur, herunder såvel havne som skibsforbindelser, udbygges yderligere. De offentlige myndigheder skal sikre, at europæiske producenter drager fordel af de offentlige investeringer i sådan infrastruktur.

5.11

Den menneskelige faktor er et vigtigt aspekt, og EØSU bifalder intentionerne om at udbygge den sektorielle dialog, i hvilken Kommissionen, arbejdsgivere og fagforeninger har hver deres rolle at spille. Det er bemærkelsesværdigt, at skibsbygningssektoren er den første sektor inden for metalindustrien, der opretter et formelt udvalg for den sociale dialog, hvilket er endnu et bevis på denne sektors innovative indstilling.

5.12

Den sociale dialog har allerede leveret værdifulde bidrag angående en bred vifte af sociale emner, såsom efteruddannelse, ansættelse, livslang læring og tilpasning til konjunkturudsving. Hidtil er to arbejdsgrupper blevet nedsat: en, der skal forbedre industriens image, og en anden, der skal afdække, hvilke nye kvalifikationer der bliver brug for i skibsbygningssektoren.

5.13

Den sociale dialog bør også beskæftige sig med de meget store forskelle i arbejdskraftens produktivitet rundt omkring i verden.

5.14

EØSU slutter op om det stadig mere udbredte ønske i Europa om samarbejde om produktion af forsvarsmateriel mellem den civile industri og forsvarsindustrien — til fordel for konkrete dele af forarbejdningsindustrien såsom skibsbygnings- og flyindustrien.

5.15

Det glæder sig i den forbindelse over, at LeaderSHIP tilskynder til fælles europæiske flådeskibsprojekter og samarbejde mellem flådeværfter. Nationale sikkerhedsovervejelser og forskellige traditioner har hidtil lagt hindringer i vejen. Men hvis Europa ikke beslutter sig for et tættere samarbejde, vil omkostningerne fortsætte deres spiral opad og bringe førerstillingen inden for innovation og teknologi i fare.

5.16

Der findes allerede eksempler på vellykkede samarbejdsprojekter. F.eks. mellem Tyskland og Holland om bygning af fregatter og mellem Frankrig og England om hangarskibe. Nye projekter kan eventuelt planlægges i samarbejde med EU's kommende fælles militære indkøbsagentur. Det er meget vigtigt at skabe optimal synergi mellem værfterne for at bevare og udbygge viden og knowhow. Agenturet kunne med fordel anmodes om at udarbejde en opgørelse over disponibel kapacitet, teknologi og innovation på flådeværfterne, så man kan få så meget som muligt for pengene i forbindelse med nye udbudsprocedurer. I betragtning af at flådeværfternes kunder er regeringer, bør det sikres, at støtte til bygning af henholdsvis flådeskibe og handelsskibe holdes adskilt.

5.17

Konsolidering af industrien er en grundpille for sektorens fremtidige bæredygtighed. Det er dog ikke let at se, hvordan processen skal gennemføres i praksis, i betragtning af det komplicerede forhold, som eksisterer mellem de centrale virksomheder og den høje procentdel af underleverandører.

7.12.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 302/8

1.1

Både før og efter fastsættelsen af Lissabon-topmødemålsætningerne er EU stødt på alvorlige problemer på følgende punkter: a) konkurrenceevne og modernisering af de europæiske virksomheder, herunder SMV'er; b) ineffektivitet og bureaukrati i de offentlige forvaltninger med hensyn til styrkelse af iværksætterånden; c) manglende koordinering mellem repræsentanterne for SMV's organisationer, offentlige myndigheder og Kommissionen om fremme af iværksætterkultur; d) manglende koordinering mellem nationale tiltag til støtte for SMV'er; e) fravær af en nødvendig langsigtet strategi for SMV'er i medlemsstaterne; f) finansiel støtte til virksomheder (herunder SMV'er) fra pengeinstitutter og venture-kapitalfonde; g) høje låneomkostninger for SMV'er på grund af deres ringe størrelse og den større risiko, som de medfører, h) fravær af en permanent politik for SMV'er.

1.2

Selv om det indre marked er gennemført med hensyn til lovgivning og regler, erkender EU, at SMV'erne ikke fuldt ud har accepteret det nuværende system og dets potentielle fordele, og at de eksisterende muligheder ikke udnyttes fuldt ud.

1.3

EU kæmper hårdt med konkurrencen på verdensplan og søger at tage kampen op mod den stærke økonomiske og politiske indflydelse fra USA (1), som kan notere særdeles positive resultater med hensyn til konkurrenceevne og produktivitet, samt mod Japan, de sydøstasiatiske lande (2) og de nye økonomiske magtfaktorer, som udgøres af Kina, Indien og Brasilien.

1.4

Arbejdsløsheden er det største økonomiske og sociale problem, som EU står overfor. EU har sat sig som hovedmål at skabe nye arbejdspladser, især i SMV'er, som udgør det langt overvejende flertal af de europæiske virksomheder.

1.5

EU gør en ihærdig indsats for at styrke forskning og teknologi, fordi EU er klar over, at fremgang på disse felter er den eneste garanti for udvikling og fremskridt. Men den foreslåede strategi medfører ikke altid de forventede resultater, hvilket skyldes en mangel på fleksible mekanismer og regulerende rammer, hvilket resulterer i bureaukrati, bremser effektiviteten og afføder uheldige forsinkelser.

1.6

Som reaktion på alle ovennævnte forhold lagde Rådet i Amsterdam i juli 1997 og beskæftigelsestopmødet i november 1997 i Luxembourg fundamentet til vækst- og beskæftigelsesinitiativet, lige som ministerrådet med sin afgørelse 98/347/EF (3) og 2000/819/EF (4) lagde grundlaget til organiseret og vedvarende støtte til den europæiske iværksætterkultur, idet målet sideløbende var at skabe arbejdspladser i kraft af det pågældende program.

2.1.1

Årsagen til at yde støtte til SMV'er er, at det er påvist, at SMV'er lettere skaber nye arbejdspladser end andre virksomheder i kraft af deres tilpasningsevne til markedsudviklingen, deres bedre mulighed for at tage beslutninger og deres større vilje til at foretage tilpasninger inden for virksomheden. Det er endvidere påvist, at det er de selv samme virksomheder, der støder på de største problemer ved deres oprettelse på grund af bureaukratiske procedurer og manglen på finansielle midler, når de søger at få sat skub i innovative projekter (på grund af manglende adgang til finansiering i pengeinstitutter og i de nye medlemsstater på grund af fraværet af et banksystem, der er i stand til at yde lignende finansiering), samt når de udbygger det internationale samarbejde.

2.2.1

Programmets budget var på 423,56 mio. euro, heraf 168 mio. til ETF-iværksætterordningen, 57 mio. til. JEV og 198,56 mio. til SMV-garantifaciliteten. På grund af den høje anvendelsesgrad under SMV-garantifaciliteten blev der overført 30,56 mio. euro fra JEV. Pr. 29. maj 2002, dvs. ved udløbet af budgetfondenes forpligtelsesperiode, havde EIF fuldt ud forpligtet den oprindelige budgettildeling til ETF-iværksætterordningen og SMV-garantifaciliteten. JEV havde i alt 14,5 mio. euro til rådighed til gennemførelse af forskellige projekter.

2.2.2

Venture-kapitalordningen (ETF-iværksætterordningen) muliggør risikokapitalinvesteringer i SMV'er, især ved disses etablering og de første etaper i deres udvikling, eller i innovative SMV'er, nemlig gennem investeringer i specialiserede venture-kapitalfonde.

2.2.2.1

Gennem JEV yder EU finansielle bidrag til SMV'er med henblik på etablering af fælles tværnationale virksomheder i EU.

2.2.2.2

Med SMV-garantifaciliteten afsætter EU budgetmidler til dækning af udgifterne til garantier og gensidige garantiordninger, som EIF yder for at give SMV'er højere lån til innovative tiltag. Dette sker ved at øge kapaciteten af de garantiordninger, som findes i medlemsstaterne, og dette gælder både for nye og eksisterende programmer. Ordningen dækker en del af de tab, som garantierne medfører, indtil et på forhånd fastsat maksimumsbeløb, og der lægges ganske særlig vægt på finansiering af SMV'ers immaterielle aktiver.

3.1

Ifølge Kommissionens beretning havde omkring 206 SMV'er i højteknologisektoren (6) (bioteknologi og biovidenskab, informationsteknologi) pr. juni 2002 nydt godt af ETF-iværksætterordningen, hvorved der blev opnået nogle særdeles positive resultater med hensyn til jobskabelse; SMV-garantifaciliteten ydede støtte til 112 000 mindre virksomheder, hvor beskæftigelsen steg med over 30 %; til gengæld har JEV kun ydet støtte til meget få forslag (kun 137 forslag blev accepteret).

4.1

For hvert af de tre programmer bygger Kommissionens beretning (7) på et meget lille udvalg virksomheder; det er derfor overmåde sandsynligt, at konklusionerne er behæftet med statistiske og faktuelle fejl.

4.2

Mellem 1998 (startår) og 2002 (evalueringsår): a) omkring 206 virksomheder har opnået støtte under ETF-iværksætterordningen; udvalget anser dette tal for lille sammenlignet med resultaterne af tilsvarende bestræbelser i USA, hvor man har kunnet konstatere en eksplosiv stigning i antallet af oprettede SMV'er og en iværksætterkultur uden sidestykke, i kraft af lignende ordninger, som har bygget på kapital med særdeles høj risiko; b) JEV-ordningen har kun gjort det muligt at oprette 31 tværnationale virksomheder og har kun skabt 252 nye jobs, dette resultat lever ikke op til forventningerne; c) resultaterne af SMV-garantifaciliteten anses for positive.

4.3

Beretningens prognoser om jobskabelsen i virksomheder, der modtager støtte, bygger på gamle tal (2001 til medio 2002) og muliggør ikke en tilfredsstillende evaluering af de enkelte ordninger.

4.4

Da EØSU ikke råder over endelige, faktiske og fyldestgørende oplysninger om skabelsen af nye arbejdspladser (1998-2003), har det særdeles svært ved at vurdere dette punkt og forelægge forslag og konklusioner desangående. EØSU understreger dog atter, at det lægger særlig vægt på bestræbelserne på at skabe arbejdspladser og opfordrer Kommissionen til at gøre dette til en topprioritet efter ændringen af det pågældende program.

4.5

Store investeringsrisici er en afgørende forudsætning for at understøtte innovative ideer, som kan udmøntes i iværksætterprojekter og føre til vellykkede investeringsinitiativer. De overraskende positive resultater af visse projekter af denne art opvejer de uheldige resultater af forsøg på andre innovative projekter, som i sidste instans ikke har fundet nåde på markedet.

4.6

Ordningen overser helt og aldeles den traditionelle økonomi. Ved konstant at henvise til innovative aktiviteter udelukker den muligheden for at give traditionelle små og mellemstore virksomheder adgang til finansiering. Innovation er et overmåde vigtigt værktøj til at modernisere økonomien og øge konkurrenceevnen. Men det skal understreges, at a) europæiske virksomheder risikerer permanent at miste markedsandele til importen af produkter i den traditionelle sektor fra tredjelande med lave omkostninger; b) hvis der ikke ydes støtte til traditionelle små og mellemstore virksomheder, består der en risiko for, at der vil opstå oligopoler i handels- og distributionssektoren, hvilket vil udløse en kædereaktion af konsekvenser for hele produktionsprocessen og i sidste ende medføre nettotab af arbejdspladser.

4.7

Mindskelsen af de bureaukratiske procedurer via oprettelsen af one stop shops, der skal sørge for gennemførelsen af procedurerne og afskaffelsen af overflødige dokumenter under anvendelse af moderne teknologi udgør en grundforudsætning for, at SMV'er kan være med i det foreliggende program.

5.1

EØSU godkender de ændringer, som Kommissionen foreslår foretaget i beslutning 2000/819/EF.

5.2

EØSU er enig med Kommissionen i, at den samlede virkning af de tre finansieringsordninger først kan måles efter en lang periode. Dog mener det, at der er gået tilstrækkeligt lang tid mellem lanceringen og evalueringen til, at der kan uddrages konklusioner, som bør føre til organisatoriske justeringer, og at man med den nuværende skærpede konkurrence som følge af den internationale økonomis globalisering ikke kan tillade sig at vente, da virksomhedernes tendenser jo hele tiden ændrer sig.

5.3

EØSU erkender, at det internationale klima i 2001 og 2002 var negativt for erhvervslivet, og at der har kunnet konstateres et fald i udbuddet af venture-kapital i EU, og at de store pengeinstitutter har været modvillige til at låne SMV'er penge. I 2002 steg anmodningerne om garantier betydeligt i EU, fordi pengeinstitutterne begyndte at kræve yderligere sikkerhed, fordi de anså risiciene og de administrative udgifter for høje. På denne baggrund vurderer EØSU, at disse instrumenter, især garantiordningen og iværksætterordningen, stadig er særdeles nyttige. Det henstiller ligeledes, at man styrker samarbejdet med specialiserede småbanker, som primært arbejder sammen med SMV'er, og som har smidige kommunikationssystemer.

5.4

EØSU støtter projekterne under de tre ordninger og erkender, at de er nødvendige. Dog skønner det, at den procedure, som SMV'erne skal følge for at få adgang til disse ordninger, er byrdefuld, bureaukratisk og stiv, da virksomhederne ofte har store problemer med at indhente oplysninger og med interne procedurer.

5.5

EØSU opfatter SMV-garantifaciliteten som værende særlig nyttig og henstiller, at denne finansieringskilde forøges klækkeligt, samt at der sættes alt ind på straks at medtage de lande, som endnu ikke er omfattet (Grækenland, Irland og Luxembourg).

5.6

EØSU støtter bestræbelserne på at styrke garantiordningen som følge af de nye medlemsstaters tiltrædelse, idet tusindvis af SMV'er i disse lande ikke har adgang til banklån og derfor hverken kan foretage investeringer i produktionsapparatet eller skabe nye arbejdspladser.

5.7

EØSU mener, at programmets budget bør tages op til revision, så det kan dække de nye medlemsstaters behov. Det budget, som i dag står til rådighed, var kun beregnet på 15 og ikke 25 medlemsstater, og de nye medlemsstater vil givetvis have flere behov.

5.8

EØSU opfordrer Kommissionen til at tage de nødvendige skridt til yderligere at udbygge ETF-iværksætterordningen, fordi den er et væsentligt instrument til at oprette innovative SMV'er og yde støtte til stærkt risikobetonede iværksætterprojekter, som er en forudsætning for at kunne udvikle forskning og teknologi. ETF-iværksætterordningen er også af stor betydning for andre SMV-investeringsordninger, som ikke falder ind under det højteknologiske område, men som har stor iværksætterbetydning, og som bør have krav på enhver form for finansieringsmidler og instrumenter. Udvalget foreslår derfor:

5.9

EØSU mener, at den private og offentlige kapital, som er til rådighed i EU til forskning og teknologi er for lille til at dække SMV'ernes stigende behov i sektorerne information, nye teknologier og bioteknologi. Udvalget henstiller, at der stilles langt flere midler til rådighed til at dække disse behov.

5.10

Om nødvendigt bør man overveje, vurdere og benytte de hurtige og smidige ordninger, som med held er indført i USA. Der bør også gives bedre muligheder for samarbejde med specialiserede venture-kapitalfonde når som helst og hvor som helst der konstateres investeringsinteresse (8). EØSU opfordrer Kommissionen til at gå i spidsen på dette felt.

5.11

EØSU mener, at der bør sættes mere ind på at orientere SMV'er om garantifacilitetens eksistens og virkemåde og på at finde frem til bedre metoder til at få adgang til og kommunikere med EIF og EIB. Det fremgik af den gennemførte undersøgelse, at flertallet af SMV'erne ikke ved, at EU har indført en formel støtteordning for dem. Det er derfor nødvendigt direkte at involvere erhvervsorganisationer (handelskamre, organisationer for små og mellemstore virksomheder og lign.) for at forbedre informationsformidlingen og gøre kommunikationen med SMV'er mere direkte og mere effektiv samt hurtigere finde en løsning på de praktiske problemer, som opstår ved programmets gennemførelse.

5.12

EØSU mener, at der snarest muligt efter de nye medlemsstaters tiltrædelse bør gennemføres en særlig evaluering for at gøre status over brugen af faciliteten; selvom der tages højde for de problemer, som i øjeblikket melder sig i tiltrædelseslandene, er det givet, at a) deres faktiske situation vil være mindre gunstig end beskrevet; b) der vil foreligge et stort støttebehov, som det ikke er muligt at vurdere i øjeblikket og c) der vil kræves en tilpasningsperiode, som vil indebære alvorlige risici for SMV'er.

5.13

EØSU støtter Kommissionens forslag om at udfase JEV på baggrund af dets aktuelle kritisable struktur. Dog støtter udvalget fortsat de tværnationale joint-ventures, fordi det mener, at der er tale om et betydeligt efterslæb med hensyn til tværnationale projekter og iværksætterinitiativer i EU, og at det er nødvendigt at fjerne grænserne for virksomhederne i EU.

5.14

Man bør ligeledes overveje at justere JEV-programmet eller et program baseret på et lignede princip, hvis og når der efter udvidelsen opstår muligheder for at etablere tværnationale projekter inden for EU og EØS. Der bør eksistere en politik til støtte for tværnationale projekter mellem SMV'er, så det bliver muligt at nå dette vigtige mål uden de særlige bureaukratiske byrder, der tyngede JEV-programmet, og som var årsagen til programmets manglende succes.

5.15

EØSU mener, at der som følge af de erfaringer, der er indhøstet med det sjette rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling bør genindføres mindre programmer for SMV'er, idet sådanne programmer i dag ikke indgår i filosofien bag rammeprogrammet.

5.16

EØSU erkender, at der knytter sig betydelige administrative udgifter til iværksættelse af programmer med lille finansiering, og at der derfor er en tendens til at beskære dem kraftigt. Det bemærker imidlertid, at beskæringen af sådanne programmer forhindrer SMV'er i at få adgang til dem, idet SMV'er ikke har mulighed for at deltage i programmer, som der ydes store tilskud til. EØSU er derfor enigt med Europa-Parlamentet og opfordrer Kommissionen til at være meget varsom med at beskære eller indstille disse programmer, ikke mindst da de tydeligvis dækker SMV'ernes behov. Udvalget anser det for nødvendigt, at Kommissionen arbejder sammen med erhvervsorganisationerne herom.

5.17

EØSU opfatter Det Europæiske Charter for Små Virksomheder, som blev vedtaget på Det Europæiske Råd i Feira (19. juni 2002), for at være et særligt vigtigt initiativ og har udarbejdet en lang række udtalelser herom. Udvalget ønsker at gentage, at det er nødvendigt i praksis at gennemføre charterets bestemmelser gennem klare lovbestemmelser.

5.18

EØSU godkender finansieringsmålene i bilag I (indsatsområder) for SMV-garantifaciliteten (bilag 1, pkt. 4, litra a), nr. (i)) men finder, at denne kunne udvides yderligere efter en indgående og længere dialog med SMV'ers repræsentative organisationer (f.eks. kvalitetssystemer, miljøundersøgelser, kvalitetsstudier, teknisk og teknologisk support, teknologioverførsel).

5.19

EØSU mener, at EU bør gøre mere og optræde mere beslutsomt for at støtte innovative SMV'er og rydde programmernes bureaukratiske procedurer af vejen (f.eks. overflødige dokumenter, hurtigere procedurer osv.), fordi disse har negative følgevirkninger og medfører forsinkelser.

5.20

EØSU vurderer programmerne positivt og ser gerne, at de konsekvent understøttes og forbedres.

7.12.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 302/12

1.1

Kommissionen udsendte den 2. december 2003 et høringsdokument med titlen »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om et nyt lovgrundlag for betalinger i det indre marked«.

1.1.1

Kommissionen finder, at der er mangler af lovgivningsmæssig og teknisk art hvad angår grænseoverskridende detailbetalinger i euro. Ifølge Kommissionen er én grund til denne grænseoverskridende ineffektivitet det utilstrækkelige lovgrundlag på EU-plan. En række lovakter vedrørende betalinger er blevet vedtaget – bl.a. forordning 2560/2001/EF (1), som indfører princippet om ensartede gebyrer for nationale og grænseoverskridende betalinger i euro, direktiv 97/5/EF (2) om beskyttelse af brugere af elektroniske betalingsinstrumenter – men der mangler et sammenhængende lovgrundlag. Det er en nødvendig forudsætning for, at det indre marked for varer og tjenesteydelser kan fungere effektivt, at man kan bruge billige, effektive og sikre betalingstjenester. Kommissionen nævner en række vejledende principper, som anses for særlig relevante i forbindelse med EU's lovgivning om betalinger. Disse er: 1) Effektivitet som en vedvarende målsætning, 2) sikkerhed som en ufravigelig betingelse, 3) konkurrence: Adgang til markeder og ens spilleregler, 4) kundebeskyttelse (3) på højt niveau, 5) lovbestemmelserne skal være teknisk neutrale, 6) omarbejdning af lovgivningen om betalinger skal skabe merværdi, 7) det kommende juridiske instruments form.

1.2

Kommissionens høringsdokument er resultatet af foreløbigt arbejde udført over en forholdsvis lang tidsperiode og skal i 2004 føre til et lovinitiativ.

1.3

Kommissionen håber, at man ved at fjerne tekniske og lovgivningsmæssige hindringer kan opnå effektive betalingssystemer, konkurrence på lige vilkår, passende forbrugerbeskyttelse, sikre betalinger samt retssikkerhed for alle parter, der er involveret i en betalingsproces.

1.4

Udvalget anerkender de europæiske bankers indsats (4). I juni 2002 oprettedes således Det Europæiske Betalingsråd. Rådet vedtog et omfattende arbejdsprogram for et fælleseuropæisk betalingsområde med forslag om væsentlige ændringer af, hvordan betalingsløsninger skal udformes i EU. I disse planer indgår ikke mindst beslutningen om at prioritere etablering af en ny infrastruktur (5) for pengeoverførsler i euro med et meget lavt transaktionsgebyr og en hurtig overførselstid på højst tre dage.

1.5

Efter Kommissionens opfattelse har liberaliseringen af kapital gjort grænseoverskridende pengeoverførsler lettere inden for EU. Samtidig er det indre marked, navnlig for så vidt angår detailbetalinger, endnu ikke så effektivt som de nationale markeder. Der er ligeledes forskelle mellem de nationale lovgivninger og konventioner med hensyn til betalingsløsninger i det indre marked. Det nye lovgrundlag skulle fjerne disse juridiske hindringer for et fælles betalingsområde, hvor dette er nødvendigt, navnlig hvis hindringerne er skyld i, at betalingsinfrastrukturerne og -systemerne i EU ikke fungerer hensigtsmæssigt, idet f.eks. de bestemmelser, der vedrører tilbagekaldelsen af en betalingsordre, varierer afhængigt af, hvor i det indre marked ordren er afgivet. Interoperabilitet, anvendelsen af fælles tekniske standarder og harmonisering af de grundlæggende lovbestemmelser har højeste prioritet.

1.6

Retsusikkerhed er en faktor, der gør at betalingsudbydere og brugere af betalingsløsninger er tilbageholdende med at gennemføre transaktioner, hvis de overhovedet vælger at gennemføre dem. Det er f.eks. tilfældet i forbindelse med direkte debettransaktioner, der endnu ikke gennemføres på EU-plan (se bilag 16). Det er også relevant, når det drejer sig om regelmæssige, tilbagevendende betalinger (f.eks. stående ordrer på udenlandske aviser eller en offentlig tjenesteydelse i forbindelse med et sommerhus i en anden medlemsstat), for hvilke en stående betalingsordre ikke er mulig. For at brugerne, f.eks. forbrugere og SMV'er, kan drage fuld nytte af det indre marked skal de grænseoverskridende betalingsløsninger være lige så effektive som de nationale. Det nye lovgrundlag skal derfor lukke smuthullerne og øge forbrugernes tillid og velfærd i det fælles betalingsområde inden for det indre marked.

1.7

I det indre marked er det særlig vigtigt, at forbrugerne har tillid til betalingstransaktioner, da disse ofte omfatter et grænseoverskridende element, og da tillid er nødvendig, hvis e-handelens potentiale skal udnyttes i det europæiske marked. I EU-traktatens artikel 153 kræves der således et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, og dette anvendes som et vejledende princip for det nye lovgrundlag. Det er imidlertid nødvendigt at vurdere de omkostninger, der er forbundet med en sådan beskyttelse, da det i sidste ende er kunden, der kommer til at dække disse på den ene eller anden måde.

1.8

Med henblik på forbrugerbeskyttelse er det nødvendigt med sammenhængende og brugervenlige informationskrav forud for og efter gennemførelsen af en betalingstransaktion. Der findes allerede mange bestemmelser inden for dette område i EU's nuværende lovgivning om betalinger, som bør tages op til revision. En af de vanskeligste opgaver består i at foretage en korrekt afvejning med hensyn til indholdet og omfanget af oplysningerne, således at brugeren af betalingsløsninger er i stand til at forstå og blive bevidst om sine rettigheder og pligter, når han læser oplysningerne.

1.9

Kommissionen anser også den juridiske beskyttelse i tilfælde af manglende, fejlagtig eller uautoriseret gennemførelse af betalingstransaktioner for meget vigtig.

1.10

Den centrale del af meddelelsen består af de 21 bilag, som hver tager sigte på et bestemt juridisk og/eller teknisk emne om, hvordan det indre marked for betalinger kan fungere effektivt.

2.1

Formålet med Kommissionens initiativ til en sammenhængende og omfattende lovramme for et fælles europæisk betalingsområde støttes af udvalget. Der er bestemt hindringer for betalinger i det indre marked, men disse skyldes forskelle i de nationale retssystemer. Betalinger i det indre marked i dag er fortsat i meget stor grad underlagt nationale bestemmelser og/eller konventioner. Eftersom 98 % af alle europæiske betalinger foretages inden for det enkelte lands grænser (6), er forbrugernes efterspørgsel efter grænseoverskridende betalinger i EU klart begrænset.

2.2

Mange indenlandske markeder for betalinger i Europa er yderst effektive. Lovgivning bør derfor begrænses til at fjerne hindringer for grænseoverskridende betalinger, så man opnår samme effektivitetsniveau. En forbedring af grænseoverskridende betalingssystemer bør derfor ikke have nogen negative konsekvenser for de bestående, velfungerende nationale betalingssystemer.

2.3

Kommissionen bør fjerne de juridiske hindringer, der står i vejen for skabelsen af fælles EU-konventioner og -aftaler, men må ikke gennemtvinge lovgivning om aspekter, som kan dækkes ved hjælp af førnævnte konventioner og aftaler. Man er med andre ord nødt til at foretage en korrekt afvejning mellem selvregulering/samregulering og EU-lovgivning.

2.4

Det er EØSU's (7) opfattelse, at både selvregulering og samregulering bør støttes. Dog bør der vedtages en stram regulering på alle områder, hvor selvregulering eller samregulering viser sig uhensigtsmæssig, utilstrækkelig eller ukorrekt anvendt.

2.5

Udvalget støtter således princippet om et højt fælles niveau af forbrugerbeskyttelse i og med, at der er tale om et primært mål i traktaten.

2.6

Det indre marked for betalinger må være internationalt konkurrencedygtigt. Hvis det nye EU-lovgrundlag fører til en stigning i betalingsrelaterede omkostninger, er der en reel fare for, at betalingssektoren i stigende grad vil blive styret af aktører fra lande uden for EU, og at lovgivningen ikke vil opfylde sine mål.

2.7

Hvad angår spørgsmålet om, hvilke betalinger der skal være omfattet af instrumentet, mener EØSU ikke, at checks bør holdes udenfor, da disse fortsat anvendes som betalingsmidler i visse medlemsstater.

2.8

Det er også nødvendigt, at det bliver gennem selvregulering, at man under den nye ordning opnår, at kreditkort eller debitorkort, som er udstedt eller godkendt af en hvilken som helst anerkendt finansiel institution i en medlemsstat, kan bruges i enhver betalingsautomat i en anden medlemsstat.

3.4.1

Valørdatoer er ikke kun et betalingsspørgsmål. Valørdatoer er ofte ikke specifikt forbundet med en betalingsoverførsel – det kan være resultatet af en hvilken som helst kontoaktivitet.

3.4.2

Som Kommissionen indrømmer, er valørdatoer grundlæggende et spørgsmål om prissætning (dvs. om produktledelse eller forbrugerrelationer). Som et produktledelsesspørgsmål er valørdatoer uafhængige af bogføring, der bruges til at beregne bevægelser på kontoen.

3.4.3

Valørdatoer kan være forskellige fra bank til bank, fra kunde til kunde i samme bank og tilmed for samme kundes forskellige aktiviteter i samme bank.

3.4.4

Udvalget bifalder tanken om at stille krav om gennemsigtighed for betalingsudbydere, når det gælder brugen af valørdatoer. Valørdatoers finansielle indvirkning på forbrugeren bør reduceres. Det bør også overvejes at indføre konvergens i valørsystemet i hele EU, skønt en sådan konvergens må betragtes som et mål på mellemlang sigt, eftersom de nationale systemer er meget forskellige.

3.4.5

EØSU giver med dette forbehold også sin støtte til Kommissionens forslag om, at valørdatoen for betalingstransaktionen skal være sammenfaldende med den dato, hvor pengeoverførslen i henhold til betalingsordren udføres af den relevante betalingsudbyder.

3.5.1

Den eksisterende forordning 2560 henviser til IBAN (8) og BIC (9), som er blevet fremmet og støttet af de europæiske myndigheder, herunder ESCB (Europæisk Centralbanksystem). IBAN-nummerstandarden er anerkendt og fungerer godt i hele EU og har vist sig at være en succes. Dette kodesystem giver ikke mulighed for nummerportabilitet. Bankerne bør i det mindste garantere, at forbrugeren kan bevare sit kontonummer, når pågældende flytter til en anden afdeling inden for samme bank.

3.10.1

For at sikre en kundes retssikkerhed vil en mere passende fremgangsmåde i dette bilag være at diskutere definitionen af og meddelelsen om et »uigenkaldelighedstidspunkt« for det anvendte betalingsinstrument. Udvalget er enigt i, at en kunde bør informeres om uigenkaldelighedsvilkår vedrørende forskellige betalingssystemer og de dermed forbundne betalingsinstrumenter.

3.10.2

Man skal også huske, at kunder ikke kun sender, men også modtager betalinger. Særdeles lange genkaldelighedsperioder vil så have den omvendte effekt, eftersom de vil være til ulempe for kunder, som venter på disse betalinger.

3.10.3

Ydermere er det vigtigt at skelne mellem genkaldelighed for kunder og systemmæssig genkaldelighed. Af hensyn til klarheden og retssikkerheden bør afregningen for betalingsordrer som hovedregel ikke annulleres, når den først er indført i et system som fastlagt i direktivet om endelig afregning.

3.10.4

Udvalget mener, at spørgsmålet om genkaldelighed er kompliceret, og at der er brug for yderligere diskussion. Ikke desto mindre bør betalingsudbyderen efter anmodning informere sin kunde om uigenkaldelighedstidspunktet for den pågældende individuelle betaling.

3.12.1

Udvalget er enigt i, at en betalingsudbyder bør være ansvarlig for, at en betalingsordre udføres korrekt, og for at bevise, at en transaktion er blevet registreret korrekt, udført og krediteret på modtagerens konto. Han er ansvarlig for den del af betalingssystemet (i en teknisk forstand), som er under hans kontrol. Samtidig står det klart, at en betalingsudbyder ikke kan holdes ansvarlig ud over hans civile ansvar og bestemt ikke, hvis han ikke var uagtsom eller der ikke var tale om »force majeure«. Betalingsudbyderen bør dog bære bevisbyrden for, at transaktionen er korrekt registeret, gennemført og bogført i overensstemmelse med ordren, og denne forpligtelse kan ikke begrænses eller omgås på grundlag af en aftale.

3.12.2

Ifølge udvalget kan betalingsudbyderne eventuelt tilbyde at være ansvarlige for krav på områder, som ligger uden for deres kontrol, i form af en ekstra service. Det ville være positivt for forbrugerne og føre til øget konkurrence.

3.13.1

Men hensyn til kortbetalinger er kreditinstitutterne allerede begyndt at overholde bestemmelserne i anbefaling 97/489/EF, især hvad angår:

3.13.2

Organiseret kriminalitet står også bag ulovlige transaktioner. Tærsklen på 150 euro kan potentielt tilskynde til bedrageri. Udvalget mener derfor, at en risikobaseret tærskel bør indføres. Kortindehaverens ansvar i ovennævnte tilfælde bør udgøre en procentdel af det samlede kreditmaksimum på vedkommendes kort, som denne accepterer i sin kontrakt. En sådan rimelig fremgangsmåde vil afspejle de sande risici og omkostninger og samtidig mere effektivt afskrække fra bedrageri og således føre til færre samlede omkostninger.

3.13.3

En begrænset opdatering af henstilling 97/489/EF i overensstemmelse med det nye lovgrundlag er et skridt i den rigtige retning. Udvalget mener, at bilaget bør ses i sammenhæng med mulighederne for at bruge elektronisk signatur i forbindelse med direktivet om e-signaturer.

3.13.4

Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om en betalingsudbyder overhovedet kan godtgøre, om det var kunden, der tog initiativ til den transaktion, som gennemførtes med det teknisk sikre elektroniske betalingsinstrument. Især når det gælder banktransaktioner over nettet synes betalingsudbydere at have problemer med at fremlægge sådanne beviser, eftersom disse transaktioner kan udføres på private pc'er, som ligger uden for betalingsudbyderens kontrol.

3.14.1

Princippet om overførsel af det samlede beløb til betalingsmodtageren er afgørende i dette bilag. Princippet er nu veletableret som følge af forordning 2560/2001 for betalinger, som kan behandles fuldstændigt efter en STP-fremgangsmåde (Straight-Through-Processing), blot de tilsvarende indenlandske betalinger betales fuldt ud til betalingsmodtageren uden fradrag.

3.14.2

Desuden eksisterer der selvregulering i form af ICP (»Interbank Convention on Payments«) (12), som i dag begrænser mulighederne for kreditoverførsler i euro. ICP tilskynder til, at man fjerner muligheden for, at banker, der anvendes som mellemmand, kan fradrage gebyrer fra det overførte beløb.

3.14.3

Man bør inden for alle juridiske rammer gå bort fra de tekniske termer, der anvendes inden for særlige meddelelsesformater og systemer (såsom SHARE, BEN, OUR), og som i mange tilfælde er uhensigtsmæssige i en national sammenhæng. Udvalget mener, at der af den grund ikke bør fastlægges yderligere bestemmelser til erstatning af direktiv 97/5/EF. Formålet med de nuværende betalingsmuligheder er at give kunderne en valgmulighed, som er led i de vilkår og betingelser, der aftales mellem en kunde og en bank. Faren for overforenkling og begrænsning af valgmulighederne må undgås, da disse betalingsmuligheder er en reaktion på markedets behov, som går videre end de grundlæggede kreditoverførselsinstrumenter inden for EU, og er nødvendige for at støtte de forskellige betalingstyper såvel som fjernhandel. Udvalget ser gerne, at industrien øger gennemsigtigheden hvad angår den anvendte betalingsmulighed.

3.14.4

Udvalget tilskynder Kommissionen til at fjerne uoverensstemmelsen mellem direktivets standardløsning »our«, en betalingsmekanisme, som ikke eksisterer i hovedparten af medlemsstater, og 'share'-muligheden, som forordningen støtter.

3.15.1

Udvalget minder om, at de europæiske banker i Det Europæiske Betalingsråd tilsluttede sig en standardoverførselstid for kreditoverførsler på 3 bankdage (efter dagen for accept af ordren) via selvregulering under Credeuro-konventionen. Faktisk er de 3 dage en standardtid, som de enkelte banker kan forbedre yderligere. Eftersom gennemførelsestiden er et centralt serviceelement, bør det overlades til konkurrencekræfterne at forbedre tjenesterne.

3.15.2

Man bør kun overveje, om der er yderligere brug for lovgivning, hvis sektorens initiativ slår fejl.

3.16.1

Hvilken lovgivning som skal vedtages og/eller hvilke lovmæssige hindringer som skal fjernes vil blive lagt nøjagtigt fast af Det Europæiske Betalingsråd og meddelt Kommissionen, når den fælleseuropæiske ordning om direkte debet er blevet formelt vedtaget af Det Europæiske Betalingsråd. Hvilket lovgrundlag som kræves for at støtte den fælleseuropæiske ordning om direkte debet vil i stor grad afhænge af den valgte model. Udvalget er derfor overbevist om, at man bør satse på et tæt samarbejde mellem erhvervet og de lovgivende myndigheder (EF).

3.17.1

Dette bilag vedrører ikke spørgsmålet om betalinger og falder derfor uden for rammerne for det nye lovgrundlag for betalinger.

3.17.2

Der bør ikke skelnes mellem regler vedrørende kontante og ikke-kontante betalinger. En række lovmæssige og tekniske hindringer forhindrer udviklingen af grænseoverskridende pengetransporter i eurozonen, især mellem nationale centralbankers afdelinger i ét land og pengeinstitutters afdelinger i et andet land.

3.17.3

Adgangen til grænseoverskridende nationale centralbankers tjenester er led i den naturlige udvikling i brugen af den fælles valuta inden for eurozonen.

3.17.4

Konkurrence inden for pengetransportsektoren bør fremmes inden for eurozonen for at opnå størst mulig effektivitet, men udvalget påpeger, at man er nødt til at skabe en grænseoverskridende pengetransportlicens og sikre tilstrækkelig kontrol med dens anvendelse.

3.21.1

Efter udvalgets opfattelse er det emne, som berøres i bilag 21, et underemne til bilag 12 (manglende gennemførelse eller fejlagtig gennemførelse). Man er faktisk nødt til at anerkende, at:

3.21.2

Betalingsudbyderne bør ikke ikendes et strafferetligt ansvar for betalinger, som ikke er blevet indført i systemet på det tidspunkt, hvor nedbruddet fandt sted. Betalingsudbyderen har begrænset strafferetligt ansvar på grund af hans civile ansvar og bør godtgøre, at vedkommende har truffet alle fornødne foranstaltninger for at forebygge nedbruddet.

3.21.3

I den nylige sag med »phishing«-angreb via email mod britiske banker mente én internetudbyder at det bedste svar på angrebet var at lukke ned for internettjenesten. Sådanne angreb ligger uden for en udbyders direkte kontrol, eftersom der er tale om direkte email-kontakt mellem en angriber og en kunde. Betalingsudbyderne bør så vidt muligt orientere deres kunder, inden de lukker ned for systemet af sikkerhedsmæssige grunde. Udvalget finder det forkert at straffe en udbyder, der træffer sådanne forholdsregler for at beskytte sine kunder. Ydermere tilskynder udvalget betalingsudbyderne til at være proaktive, hvad angår forebyggelse af sådanne typer af svig.

4.1

Det nye lovgrundlag bør være i overensstemmelse med EU's strategi for forbrugerpolitikken, hvor opnåelse af et højt fælles niveau af forbrugerbeskyttelse er et centralt mål.

4.1.1

Udvalget støtter Kommissionens bestræbelser på at øge forbrugernes tillid, retssikkerheden og markedseffektiviteten i forbindelse med betalinger i det indre marked. Det er desuden en positiv fremgangsmåde at overveje selvregulering og samregulering som en mulig vej fremad inden for de forskellige områder, som nævnes i de 21 bilag.

4.2

Man bør prioritere de lovgivningsmæssige tiltag, som dækker bilag 1, 2, 8, 12, 13, 18 og 19. Især bør man hurtigst muligt sætte fokus på bilagene om Informationskrav (2), Oplysninger om betalingsafsenderen (8) og Databeskyttelsesaspekter (18).

4.3

Udvidet samarbejde mellem Kommissionen og banksektoren bør tilstræbes i forbindelse med oprettelse af den fælleseuropæiske ordning om direkte debet (bilag 16), fastlæggelse af, hvem der har ret til at udbyde betalingsløsninger til befolkningen (bilag 1), samt vurderingen af betalingsmidlers og -komponenters sikkerhedsniveau (bilag 7).

4.4

Hvad angår de andre bilag finder udvalget, at selvregulering eller samregulering er en mere hensigtsmæssig måde at opfylde Kommissionens mål om et effektivt indre marked for betalinger på. Hvis selvreguleringstiltagene ikke fungerer efter hensigten, er det klart, at EU-lovgivning bør overvejes.

4.5

I samme ånd foreslår udvalget, at den overordnede ramme bør fokusere på at skabe gennemsigtighed for forbrugerne og forsøge at bygge mest muligt på gældende praksis og regler for selvregulering. For eksempel er det ikke nødvendigt at regulere yderligere, hvor markedet allerede har opfyldt lovgiverens mål (f.eks. er der intet umiddelbart behov for at opdatere direktivet om kreditoverførsler for at forkorte overførselstiden). Ikke desto mindre er en fælles fremgangsmåde på visse områder den bedste løsning.

4.6

Meddelelsens anvendelsesområde er ofte meget bredere end blot betalinger, og Kommissionen er nødt til mere direkte at fremhæve forskellen mellem kommercielle tjenester og betalingssystemer. Alle lovforanstaltninger vedrørende betalinger bør udelukke spørgsmål vedrørende opfyldelse af andre tjenester end betalingerne selv.

7.12.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 302/19

1.1

Nærværende forslag indebærer kodifikation af Rådets beslutning 73/391/EØF af 3. december 1973 om konsultations- og underretningsprocedurer med hensyn til kreditforsikringer, garantier og finanskreditter. Beslutningen er blevet ændret ved Rådets beslutning 76/641/EØF, Spaniens og Portugals tiltrædelsesakt samt Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelsesakt.

1.2

Beslutningerne vedrører udelukkende statslige eksportkreditgarantier og fastlægger navnlig betingelserne for medlemsstaternes anvendelse af konsultationsproceduren ved en påtænkt ydelse af kredit eller garanti for kredit til udlandet. Beslutningen får ingen betydning for private eksportkreditgarantier.

1.3

Forslaget træder i stedet for de forskellige retsakter, som er indarbejdet i det.

1.4

Forslaget ændrer ikke indholdet af de retsakter, der kodificeres, men er blot en sammenskrivning af dem, og der foretages kun de formelle ændringer, der kræves af selve kodifikationen.

2.1

Forslaget falder i tråd med Kommissionens ønske om at kodificere retsakter, som ofte ændres, med henblik på at gøre dem klare og gennemskuelige.

2.2

De relevante bestemmelser er for øjeblikket spredt i flere retsakter, og det er således nødvendigt at undersøge og sammenligne en lang række retsakter, før man kan fastslå, hvad der er gældende ret.

2.3

Forslaget begrænser sig til at samle de forskellige retsakter i én enkelt retsakt med fuldstændig bibeholdelse at deres indhold. Det er ikke nødvendigt at ændre indholdet.

2.4

Forslaget fremmer gennemsigtigheden og en bedre forståelse af fællesskabsbestemmelserne, hvorfor det hilses velkommen.

2.5

Dog bør Kommissionen i forbindelse med kodificeringen tage hensyn til følgende punkter:

2.6

Endvidere bør der sættes særlig fokus på oversættelsernes korrekthed, da det i modsat fald kan føre til retsusikkerhed og forkert anvendelse.

7.12.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 302/20

1.1

Den internationale kode for sikker drift af skibe og forebyggelse af forurening (ISM-koden) blev vedtaget af IMO (Den Internationale Søfartsorganisation) i 1979 som redskab til at fremme udbredelsen af en sikkerhedskultur og større miljøbevidsthed inden for skibsfarten. I 1994 besluttede IMO at gøre ISM-koden obligatorisk gennem indføjelsen af et kapitel IX om »Sikker skibsdrift« i den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen fra 1974 (Solas).

1.2

Den obligatoriske gennemførelse af koden blevet delt i to faser. Fra den 1. juli 1998 blev koden obligatorisk for rederier, der har passagerskibe, olietankskibe, kemikalietankskibe, gastankskibe og bulkskibe med en bruttotonnage på 500 og derover i international fart. Fra den 1. juli 2002 blev ISM-koden obligatorisk for rederier, der har andre lastskibe med en bruttotonnage på 500 og derover i international søfart.

1.3

Efter Estonia-katastrofen blev det på EU-plan besluttet at fremskynde gennemførelsen af ISM-koden for ro-ro-passagerfærger i international fart og indenrigsfart til den 1. juli 1996 i henhold til forordning (EF) 3051/95 af 8.12.1995 (1). I sin udtalelse herom bifaldt EØSU de foreslåede foranstaltninger og støttede Kommissionens initiativ (2).

1.4

Forordningen er blevet ændret ved to lejligheder: a) ved forordning 179/1998 (3) om ensartet gennemførelse af ISM-kodens dokumenter og certifikater for færger i fart i Europa og b) ved forordning 1970/2002 (4), der tager højde for IMO's senere ændringer af ISM-koden. Kommissionens forordning trådte i kraft den 26. november 2002.

2.1

Da forordning (EF) nr. 3051/95 blev vedtaget, erklærede medlemsstaterne og Europa-Parlamentet, at anvendelsen af ISM-koden på ro-ro-passagerfærger var højeste prioritet, men også at det blot var det første af en række initiativer til forbedring af sikkerheden til søs.

2.2

Det her behandlede forordningsforslag er af en mere generel art. Forordningen skal træde i stedet for forordning (EF) nr. 3051/95, og hovedformålet med den er at sikre en korrekt og stringent harmoniseret gennemførelse af koden i alle medlemsstaterne og tiltrædelseslandene. Ifølge forordningen skal de allerede indførte ISM-regler for ro-ro-færger i fast rutefart til og fra europæiske havne, uanset hvilket flag de fører, fortsat gælde parallelt.

2.3

Forordningens anvendelsesområde dækker alle rederier med et eller flere skibe af følgende typer i søfart:

2.4

Forordningens indhold bygger på bestemmelserne i kapitel IX i Solas og finder anvendelse på alle skibe, der er omfattet af Solas-konventionen og fører en medlemsstats flag, selv om de er i indenrigsfart. For passagerskibe i indenrigsfart gælder bestemmelserne dog kun for de skibe, hvis rute er længere fra kysten end 5 sømil, men uanset, hvilket flag de fører.

2.5

Rederier, der driver et eller flere af ovennævnte skibe, skal opfylde kravene i den internationale kode for sikker drift af skibe og forebyggelse af forurening (ISM-koden), som er gengivet i afsnit 1 i bilaget til forordningen. Medlemsstaterne skal følge retningslinjerne for certificeringsprocessen (bestemmelser for administrationernes gennemførelsen af ISM-koden) som beskrevet i afsnit II i bilaget til forordningen.

3.1

ISM-koden er et af de vigtigste fremskridt, som IMO har gjort inden for sikkerhed til søs, eftersom den danner ramme for en effektiv gennemførelse af IMO-konventioner. EØSU's holdning, som den er blevet udtrykt i tidligere udtalelser, er, at forordning 3051/95 har tjent et nyttigt formål ved at fremskynde gennemførelsen af ISM-koden for ro-ro-passagerskibe med to år samt udbrede anvendelsesområdet til også at omfatte sådanne skibe i indenrigsfart.

3.2

EØSU gør opmærksom på, at når det gælder rederier med passager- og fragtskibe i international fart, er målet allerede nået, eftersom forpligtelsen til at overholde ISM-koden stammer fra Solas-konventionen. På samme måde er målet opfyldt ved gennemførelsen af forordning 3051/95 for rederier, der driver passagerskibe i indenrigsfart.

3.3

Kommissionen begrunder først og fremmest sit forslag med, at omsætningen af hele ISM-koden og de relevante IMO-retningslinjer i EU-lovgivning vil fremme en effektiv gennemførelse af ISM-koden i Fællesskabet. EØSU er enig i denne begrundelse og støtter fuldt ud målsætningen i det omfang, den vedrører skibe, som allerede er omfattet af ISM-koden. Hvad angår spørgsmålet, om en udvidelse af forordningens anvendelsesområde til også at omfatte andre skibe vil være en gevinst, har EØSU dog følgende bemærkninger:

3.3.1

Initiativet til ISM-koden kom fra søfartserhvervet selv. Den var tænkt som et frivilligt instrument til at højne kvaliteten inden for shipping. Erfaringerne med den obligatoriske generelle gennemførelse af ISM-koden, der startede i 1998, har som forventet afsløret både stærke og svage sider. Det er almindelig anerkendt, at der er behov for bedre forståelse af kodens målsætninger hos alle, der er involveret i søfart (flagstater, klassifikationsselskaber og rederier), for bedre relationer mellem dem, der udsteder ISM-certifikater, og for ensartede standarder for uddannelse af ISM-kodeauditører. Grundstenen i sikkerhedsstyring er engagement oppefra. I forbindelse med sikkerhed og forebyggelse af forurening handler det om engagement og motivation hos enkeltpersoner på alle niveauer, som er med til at forme slutresultatet. Hvis ikke søfartssektoren forstår målsætningerne, bliver ISM-koden reduceret til en ren akademisk øvelse, sådan som visse skeptikere har spået.

3.3.2

Risikovurdering er i dag en udbredt målsætning og et pålideligt redskab i forbindelse med overvejelser vedrørende sikkerhedsforbedringer. På den baggrund og, fordi der var et reelt behov, var den obligatoriske gennemførelse af ISM-koden i EU for færger i fast rutefart mellem europæiske havne fuldt ud berettiget og prisværdig. Men af samme grund har spørgsmålet om gennemførelsen af retningslinjerne for de øvrige skibe i indenrigsfart med rette hidtil været overladt til de nationale myndigheder med henvisning til subsidiaritetsprincippet. EØSU har ikke kendskab til nogen national lovgivning, der udstrækker den obligatoriske gennemførelse af ISM-koden til andre skibe i indenrigsfart.

3.3.3

ISM-koden er beregnet på skibe i international fart, som det er vanskeligt at føre kontrol med for myndigheder og rederier. Derfor pålægger ISM-koden rederierne og deres skibe omfattende forpligtelser og kræver overholdelse af internationale konventioner og søfartsstandarder. Hertil kommer, at sikkerheden for fragtskibe, der udelukkende sejler i indenrigsfart, reguleres i national lovgivning, så sådanne skibe kan geråde i en situation, hvor de vil skulle overholde bestemmelserne for fragtskibe i international fart.

3.3.4

Som forsvarer for bl.a. de små og mellemstore virksomheders interesser i Europa er EØSU foruroliget over den obligatoriske anvendelse af ISM-koden på små og mellemstore rederier, der udelukkende er i indenrigsfart. I lyset af ovenstående bør den foreslåede forordning tage højde for de tunge procedurer og de administrative omkostninger, som dens anvendelse indebærer for skibe i sådanne rederier påføres. Der er derfor brug for fleksibilitet i gennemførelsen og/eller der skal være mulighed for undtagelser.

4.1.1

Det er EØSU's opfattelse, at undtagelsesbestemmelser af praktiske hensyn kan være nødvendige for små fragt- og passagerskibe i indenrigsfart, især hvor sådanne skibe drives af ejeren selv eller er under dennes direkte ansvar.

4.2.1

De ovennævnte skibe vil i nogle tilfælde skulle overholde bestemmelserne for skibe i international fart. Efter EØSU's mening burde forordningen klart kræve ISM-kodens relevante basiskrav for sådanne skibe overholdt.

4.3.1

EØSU støtter, at certificeringsprocessen gøres obligatorisk. Dette er det bedste argument for den nye forordning.

4.3.2

Med hensyn til stk. 2 og stk. 6 henledes opmærksomheden på, at overensstemmelsesdokumenterne og certifikater for sikker skibsdrift også kan udstedes af en myndighed på anmodning fra en flagstats administration.

4.3.3

EØSU finder, at artikel 5, stk. 4 og 9, bør afklares og afstemmes i forhold til ISM-kodens bestemmelser, eftersom de lægger unødvendige restriktioner og efterlader store uklarheder.

4.4.1

Beskyttelsesproceduren inddrager ikke medlemsstaten eller flagstaten, som har udstedt overensstemmelsesdokumentet og som eventuelt kan få brug for at ophæve dets gyldighed eller trække det tilbage, som den burde.

4.5.1

I artiklen står, at Kommissionen udarbejder et harmoniseret format for rapporterne, men der stilles ingen krav til, hvad de skal indeholde. Det bør gøres klart, om rapporteringen vedrører medlemsstaternes overholdelse af forordningen, dvs. af certificeringsprocedurerne, eller rederiernes og deres skibes overholdelse, hvilket kan godtgøres via flag- eller havnestatskontrol.

4.6.1

I tråd med bemærkningerne til artikel 3 og 4 finder EØSU det berettiget med en overgangsperiode på et år for lastskibe og passagerskibe, der udelukkende sejler i indenrigsfart.

5.1

EØSU støtter, at hele ISM-koden og de relevante IMO-retningslinjer omsættes i EU-lovgivning gennem den foreslåede nye forordning, der skal træde i stedet for forordning 3051/95. Gevinsten ved udstrækningen af den foreslåede forordnings anvendelsesområde kan dog i realiteten blive begrænset, eftersom skibe i international fart og ro-ro passagerskibe i indenrigsfart allerede overholder ISM-koden.

5.2

EØSU gør opmærksom på, at erfaringerne med gennemførelsen af ISM-koden, der startede i 1998, har afsløret kodens stærke og svage sider. Alle inden for søfartserhvervet, der er involveret i gennemførelsen af ISM-koden bør forstå kodens målsætninger til fulde, ellers ender det bare som en akademisk øvelse. Behovet herfor er mere åbenlys for rederier og skibe, der hidtil har været undtaget fra ISM-koden.

5.3

Forslaget om at udstrække ISM-kodens anvendelsesområde til alle skibe i indenrigsfart må tages op til fornyet overvejelse ud fra hensynet til større fleksibilitet. Uden at det egentlig var tilsigtet, og hvad der er ude af proportion, vil de nye kategorier af skibe måske skulle overholde bestemmelserne for skibe i international fart, hvilket kan påføre dem prohibitive omkostninger, især når der er tale om skibe, der drives af ejeren selv eller er under dennes direkte ansvar. Certificeringsproceduren i forslaget til forordning bør ændres, så den ikke resulterer i unødige hindringer for små og mellemstore rederier i indenrigsfart. Derfor kan det blive nødvendigt med undtagelser eller, alternativt, krav om overholdelse af ISM-kodens relevante basiskrav for sådanne skibe.

7.12.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 302/23

1.1

Kommissionen har med meddelelsen (1) om bedre sikring af søfarten og forordningsforslaget (2) om bedre sikring af skibe og havnefaciliteter behandlet de sikringsmæssige problemer, der er forbundet med skibe og grænsefladen mellem skib og havn, og fremsat forslag til specifikke foranstaltninger, der i øjeblikket er under behandling i lovgivningsprocessen. Forordningsforslaget gik dog kun til og med den del af havnen, som repræsenterer grænsefladen mellem skib og havn, dvs. terminalen.

1.2

EØSU bifaldt i sin udtalelse (3) de foreslåede foranstaltninger og støttede Kommissionens planer om som det næste skridt at søge at få gennemført yderligere fællesskabsforanstaltninger til sikring af havnen og grænsefladen mellem havnen og dens bagland.

1.3

Ovennævnte mere komplicerede skridt, der tages med Kommissionens initiativ, anerkender behovet for en omfattende havnesikringspolitik i kraft af den sårbare situation, som de større havneområder, der har afgørende forbindelse til hele transportkæden og passagertransport, befinder sig i.

2.1

Forslaget supplerer de sikringsforanstaltninger, der er indført med forordningen om bedre sikring af skibe og havnefaciliteter, således at hele havnen dermed er omfattet af en sikringsordning. Direktivet vil garantere hensigtsmæssige sikringsniveauer for Fællesskabets havne og sikre harmoniseret gennemførelse af sikringsforanstaltninger, der omfatter hele havneområder.

2.2

Kommissionen påpeger, at de ventede IMO/ILO-fællesforanstaltninger i form af en frivillig praksiskodeks vedrørende havnesikring, som i øjeblikket er under udvikling, ikke vil garantere snarlig etablering af den fornødne sikringsordning. Der er derfor behov for proaktive EU-foranstaltninger — helst i form af et direktiv — med henblik på at opnå den ønskede fleksibilitet.

2.3

Direktivforslaget tillader, at allerede gældende havnesikringsordninger, der er i overensstemmelse med direktivets regler og rammekravene, kan bibeholdes. Direktivet pålægger især medlemsstaterne at udføre havnesikringsvurderinger, fastlægge sikringsniveauer, udvikle og godkende sikringsplaner, udpege ansvarlige sikringsmyndigheder, udpege sikringsofficerer, nedsætte udvalg for havnesikring og støtte gennemførelsen af foranstaltningerne.

3.1

Begivenhederne og aktionerne efter terrorangrebene den 11. september har opfyldt forudsigelserne om, at krigen mod terrorismen bliver langvarig. De tragiske begivenheder i Madrid den 11. marts 2004 understregede, at hele transportsystemet er sårbart over for terroristangreb, og beviste, at absolut sikkerhed er uopnåelig. I den sonderende udtalelse om transportsikkerhed (4) og i den senere udtalelse om bedre sikring af søfarten (5) gav EØSU udtryk for, at EU bør tage teten på internationalt plan med hensyn til udvikling af videre rammer for sikring, som søger at dæmme op for årsagerne til terrorismen og ikke kun at forhindre den eller fjerne dens virkninger.

3.2

Maritim sikring er et globalt problem og har som sådant været genstand for omfattende opmærksomhed, både på globalt plan og inden for EU. Derimod synes sikring af jernbanetrafikken hovedsageligt at bygge på nationale initiativer, og terrorisme i forbindelse med vejtrafik og transport ad indre vandveje er der hidtil ikke ofret megen opmærksomhed på. EØSU understreger, at medmindre de øvrige transportformer påtager sig deres del af ansvaret, vil terroristerne vælge »det svageste led« i deres forsøg på at infiltrere systemet. Det er urealistisk at forvente, at havnene lukker de sikkerhedsmæssige huller, som de andre transportformer efterlader, og det er ikke rimeligt at pålægge dem den finansielle byrde herved.

3.3

EØSU gentager, at foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme bør kædes sammen med foranstaltninger til bekæmpelse af traditionelle sikkerhedsproblemer (organiseret kriminalitet, sørøveri, svindel, smugleri og illegal immigration). Sådanne problemer eksisterer i havneområderne, og der burde i hast have været gjort en indsats for at bekæmpe dem, som EØSU opfordrede til. I den forbindelse beklager EØSU, at en række medlemsstater endnu ikke har tilsluttet sig Konventionen om bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden og den dertil hørende protokol, og understreger, at omgående ratifikation er nødvendig, da det vil styrke de retlige midler til bekæmpelse af terrorismen.

3.4

EØSU (6) støttede EU's bestræbelser for at nå frem til en gensidig samarbejdsaftale med USA, som kan sikre alle ladninger (containere) med oprindelse i EU ligebehandling, og bestræbelserne for at omsætte/integrere de bilaterale aftaler i en multilateral aftale under Den Internationale Toldorganisation. Lignende gensidige ordninger, suppleret med informationsudveksling, bør søges etableret i forhold til andre regioner/lande. Om nødvendigt bør aftalerne omfatte teknisk bistand og finansiel støtte til udviklingslande med henblik på forbedring af deres havnesikkerhedsinfrastruktur.

3.5

De foreslåede foranstaltninger minder om dem, der gælder for havnefaciliteter (terminaler). Det afgørende nye er, at det geografiske område udvides, så det omfatter hele havneområdet, som defineres af medlemsstaterne på linje med tilsvarende foranstaltninger i USA. EØSU finder, at formålet bedst kunne være opfyldt ved at udvide anvendelsesområdet for forordning (EF) 725/2004 (7). Men EØSU erkender dog problemerne ved hurtigt at udvide hele denne forordnings sikkerhedsordning, så den også dækker havneområdet i videre forstand, såvel som behovet for via direktivet at give medlemsstaterne den ønskede fleksibilitet, så de kan gennemføre egnede foranstaltninger under hensyntagen til de betydelige forskelle mellem havnene i Fællesskabet og deres aktiviteter. Fleksibiliteten må dog ikke give anledning til store forskelle mellem foranstaltningerne i EU-havnene, som kan resultere i, at nogle havne karakteriseres som »sikre« og andre sortlistes som »usikre« med hensyn til afsløring af illegale immigranter og terrorister, da dette kan føre til konkurrenceforvridning og skade afviklingen af den internationale handel.

3.6

EØSU har før (8) understreget, at Middelhavet med EU's udvidelse får en større rolle. Dets beliggenhed nær ved områder, hvor der kan opstå sikkerhedsmæssige problemer, understreger behovet for en særlig Middelhavsdimension inden for politikken for sikring af søfarten. EØSU bifaldt (9) udviklingen af et transportnet for Euro-Middelhavsområdet og inddragelsen af maritim sikring blandt dets målsætninger. Det erklærede sig enigt i, at det er vigtigt, at Middelhavspartnerlandene styrker sikkerhedsforanstaltningerne, og gav udtryk for, at Euro-Middelhavsinstituttet for Sikkerhed er første skridt på vejen mod dette mål.

3.7

I dets nuværende form fokuserer direktivet på administrative aspekter. Det fastlægger ikke harmoniserede procedurer i forbindelse med detaljerne i bilagene. Derimod åbner det mulighed for fremtidige ændringer. EØSU indser, at det haster med at styrke sikkerheden ud over grænsefladen mellem skib og havn, men understreger, at det ville have været mere fornuftigt at tage bestik af de fremskridt, der på dette område allerede er gjort på internationalt plan, specielt inden for IMO, ILO og Verdenstoldorganisationen, og at sikre hurtig og klar vejledning med henblik på realisering af dette mål.

3.8

EØSU noterer sig, at direktivet ikke indfører nye forpligtelser på områder, der allerede er dækket af direktiv (EF) 725/2004 (10), og ej heller i det udvidede havneområde. Men det benytter lejligheden til på ny at understrege det fundamentale princip, at havnesikkerhedsforanstaltninger skal være afbalancerede hvad angår målsætninger, omkostninger og konsekvenser for trafik og handel. Derfor er det nødvendigt omhyggeligt at overveje deres nødvendighed og vurdere, om de er realistiske og praktisk gennemførlige. Foranstaltningerne bør respektere de grundlæggende rettigheder og navnlig efterleve principperne i EU-chartret om Grundlæggende Rettigheder, så de ikke begrænser menneskerettighederne eller krænker den konstitutionelle orden og dermed tjener terroristernes formål. Derfor bør man bestræbe sig på at undgå

3.9

De nye foranstaltninger til sikring af hele havneområdet, det være sig adgangsbegrænsninger, kontrol af last og bagage eller identifikation af personer, vil påføre de fleste havne store udgifter, da de stiller nye krav både med hensyn til infrastruktur, udstyr, arbejdskraft og uddannelse. Under henvisning til tidligere udtalelser om finansiering af sikkerhedsmæssige udgifter gentager EØSU sin opfordring til Kommissionen om at etablere en EU-ordning til at finansiere gennemførelsen af foranstaltningerne. Som EØSU har formuleret det: »Skønt en del af omkostningerne vil blive væltet over på kunderne, bør regeringerne anstændigvis også bære en del af omkostningerne, eftersom terrorismen er en reaktion på regeringernes politik.« Endvidere gentager EØSU sin opfordring til Kommissionen om at gennemføre en samlet undersøgelse af de finansielle konsekvenser af de forøgede foranstaltninger i forbindelse med maritim sikring, idet det tilslutter sig Europa-Parlamentets tilsvarende anmodning.

3.9.1

Havne er vigtige aktiver for en stat. Foranstaltninger til sikring af hele havneområdet er derfor af almen interesse. Offentlig finansiering af sådanne foranstaltninger ville derfor ikke være omfattet af EF-traktatens regler om statsstøtte. Men da det står medlemsstaterne frit, om de vil yde offentlig støtte til sådanne foranstaltninger eller ikke, bør der på EU-plan fastlægges harmoniserede regler, så konkurrenceforvridning undgås. Disse regler, som også bør tage hensyn til finansieringen af sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med havnefaciliteter, bør bygge på følgende principper:

3.9.2

Det er særdeles vanskeligt at anslå udgifterne til havnesikring. Men af geografiske årsager forventes de at blive højere i EU end i USA, fordi der er flere havne i EU. Det forventes, at omkostningerne bliver betydelige for de små havne og enorme for de store (11).

3.93

Undlader man i hast at reagere på nye kendsgerninger i forbindelse med terrorismen, kan det resultere i lukning af havne med milliardtab til følge. Derfor kan truslen mod sikkerheden blive en ikke-toldmæssig handelshindring.

4.1

Havne er generelt veldefinerede hvad angår geografisk dækning og forvaltning, og heri finder mange forskellige aktiviteter sted side om side. Havnenes grænser dækker normalt havnefaciliteterne og ikke omvendt, sådan som det fremgår af artikel 2.4 og endog af definitionen af »havn« eller »søhavn« i artikel 3. Ifølge definitionen skulle havneområdet omfatte mindre end havnefacilitetsområdet, som også omfatter ankerpladser, ventepladser og ankomstfaciliteter fra søsiden. Der ønskes derfor en afklaring på, hvad der i artikel 2.4 menes med, at »bestemmelserne viger«.

4.2

Havnesikringsplanen skal, idet der er tale om en overordnet plan, først og fremmest stemme overens med de beslutninger, der allerede er truffet i forbindelse med gennemførelsen af ISPS-kodeksen og forordning (EF) 725/2004 (12) om kriterier for havnefaciliteter. Den bør omfatte de integrerede sikringsplaner for havnefaciliteter inden for havnens grænser. På sigt bør de underordnede havnefaciliteter fungere som havnesektioner, og sikringsplanerne herfor bør udgøre en del af den overordnede havnesikringsplan, som tilpasses i nødvendigt omfang med henblik på at harmonisere og koordinere den med de samlede målsætninger. Havnesikringsmyndigheden bør således være den øverste myndighed og øverstansvarlige.

4.3

De planlagte havnesikringsudvalgs rådgivende funktion vil fremme effektiv gennemførelse af havnesikringsplanen. EØSU antager, at det er havnesikringsmyndighederne, der nedsætter udvalgene, bl.a. med henblik på at kunne udpege elementerne i havnesikringsplanen. For at sikre, at man når frem til praktiske løsninger, går EØSU ind for, at repræsentanter for søfolk og havnearbejdere inddrages i havnesikringsudvalgene.

4.4

Gods og passagerer bør ikke gennemgå dobbelttjek, først ved ankomsten til havneområdet og siden ved ankomsten til havnefacilitetsområdet. Der ønskes desuden en praktisk løsning vedrørende besætningsmedlemmers, besøgendes og skibsleverandørers bevægelsesfrihed.

4.5

De inspektioner, som foretages i én medlemsstat af tjenestemænd fra en anden medlemsstat for at overvåge, om havnesikringsforanstaltningerne er iværksat, bør gennemføres under Kommissionens myndighed (artikel 17, stk. 2, og 14, stk. 3).

5.1

De tragiske begivenheder, der fandt sted den 11. marts 2004 i Madrid, gav nyt liv til frygten for, at hele transportsystemet er sårbart over for terrorangreb, samt til overbevisningen om, at det aldrig bliver muligt at opnå fuldstændig sikkerhed.

5.2

EØSU understreger, at medmindre alle transportformer påtager sig deres del af ansvaret, vil terroristerne gå efter det »svageste led« for at infiltrere systemet. Det er ikke realistisk at forvente, at havnene skal udfylde hullerne i sikringsværnet for andre transportformer, og det er uretfærdigt, at de pålægges den finansielle byrde.

5.3

EØSU er overbevist om, at en politimæssig strategi ikke er en sikker metode i en usikker verden. Derfor bør EU tage initiativet til internationale bestræbelser på at skabe en bredere sikkerhedsmæssig løsning, der ikke bare søger at eliminere terrorismens virkninger, men angriber dens årsager.

5.4

EØSU støtter fuldt ud direktivforslaget om iværksættelse af sikringsforanstaltninger i større havneområder. Den fleksibilitet, som medlemsstaterne får med direktivforslaget, bør ikke resultere i en klassificering af udenlandske havne som »sikre« og en sortlistning af »usikre« havne, da det kan føre til markedsforvridninger og true den gnidningsløse afvikling af den internationale handel.

5.5

EØSU gentager, at foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme bør kobles sammen med foranstaltninger til overvindelse af traditionelle sikkerhedsproblemer, såsom organiseret kriminalitet, sørøveri, svindel, smugling og ulovlig indvandring.

5.6

Søhavne er afgørende nationale aktiver. Foranstaltninger, der tager sigte på at sikre hele havneområdet, anses logisk nok for at være i almenvellets interesse. Offentlig støtte til sådanne foranstaltninger vil derfor ikke være underlagt EU-traktatens statsstøtteregler. Med henblik på at undgå konkurrenceforvridning bør der på EU-niveau udvikles en harmoniseret tilgang for medlemsstaternes offentlige støtte. EØSU opfordrer igen Kommissionen til at etablere en EU-støtteordning til gennemførelse af foranstaltningerne, hvor det måtte være nødvendigt. EØSU mener, at den økonomiske dimension i havnesikring er et stort problem for den internationale handel, og at EU snarest muligt bør finde en løsning herpå.

5.7

Sikringsforanstaltningerne i havneområder skal respektere de grundlæggende rettigheder og overholde de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, således at de hverken begrænser borgernes personlige rettigheder eller de forfatningsmæssige bestemmelser.

5.8

EØSU understreger, at der er et vigtigt behov for at tilføre en Middelhavsdimension til EU's politik for havnesikring, som med EU's udvidelse får vital betydning.

7.12.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 302/27

1.

2.

3.

4.

5.

6.

1.1

Brugbar energi (1) er grundlaget for vore dages levevis og kultur. Det er en forudsætning for vores nuværende levestandard, at energien er til stede i tilstrækkeligt omfang. Parametre som forventet levetid, fødevareforsyninger, generel velstand og personligt råderum har nået et hidtil ukendt niveau i de store og førende industrinationer. Uden tilstrækkelige energiforsyninger vil det ikke være muligt at opretholde det opnåede inden for disse områder.

1.2

Nødvendigheden af at garantere billig, miljøvenlig og bæredygtig energiforsyning i EU hører til kernepunkterne i Rådets beslutninger på møderne i Lissabon, Göteborg og Barcelona. I lyset heraf holder Den Europæiske Union sig i sin energipolitik tre tæt forbundne mål med lige stor vægt for øje, nemlig beskyttelse og fremme af (1) konkurrenceevnen, (2) forsyningssikkerheden og (3) miljøet, alle tre inden for rammerne af en bæredygtig udvikling.

1.3

Udvalget har i flere udtalelser slået fast, at der ganske vist står omfattende hindringer i vejen for opfyldelsen af disse målsætninger, og har allerede ad flere omgange beskæftiget sig med det heraf følgende energiproblem, de forskellige aspekter og mulige løsningsforslag til problematikken (2). Her skal først og fremmest nævnes udvalgets udtalelser om Kommissionens grønbog »På vej mod en europæisk strategi for energiforsyningssikkerhed« (3) samt »Behovet for forskning med henblik på sikker og bæredygtig energiforsyning« (4).

1.4

Udvalget gjorde allerede i disse udtalelser opmærksom på, at tilvejebringelse og udnyttelse af energi er forbundet med miljøbelastninger, risici, udtømning af ressourcer samt problematiske udenrigspolitiske afhængigheder og problemstillinger, og at den primære metode til at mindske forsyningsrisikoen og andre risici består i en så afbalanceret og alsidig udnyttelse af alle energityper og -former som muligt, hvortil hører alle anstrengelser for at spare på og sikre rationel anvendelse af energi. I udtalelserne findes tillige en kort beskrivelse (5) af fordele og ulemper ved de enkelte fremgangsmåder, som der af pladsmæssige årsager må gives afkald på her.

1.5

Ingen af de muligheder og teknikker, som kan bidrage til den fremtidige energiforsyning, er teknisk perfekte, fuldstændig fri for forstyrrende indflydelse på miljøet, formår at dække alle behov og har et potentiale, der er tilstrækkeligt langsigtet. Af ovennævnte årsager kan en forudseende og ansvarsbevidst europæisk energipolitik heller ikke forlade sig på, at en tilstrækkelig energiforsyning i overensstemmelse med ovennævnte målsætninger kan sikres gennem udnyttelse af blot en række få energikilder. Dette gælder også i forbindelse med behovet for energibesparelse og rationel energiudnyttelse.

1.6

En energiforsyning, der er til rådighed på lang sigt, tager hensyn til miljøet og er økonomisk kompatibel, findes altså hverken i Europa eller i resten af verden (6). Svaret på en mulig løsningsmodel kan kun findes ved fortsat intens forskning og udvikling. Energiforskning (7) er det strategiske element og det nødvendige grundlag for enhver vellykket energipolitik på længere sigt. I den citerede udtalelse har udvalget tillige anbefalet et sammenhængende europæisk energiforskningsprogram, hvoraf væsentlige dele ganske vist allerede indgår i det sjette F&U-rammeprogram og Euratom-forsknings- og uddannelsesprogrammet, samtidig med at de tildelte udgifter til F&U imidlertid bør øges betydeligt.

1.7

Herudover har udvalget henledt opmærksomheden på, at undersøgelserne af energiproblemerne bør være mere globalt orienteret og omfatte et væsentligt længere tidsrum, da forandringerne på energiområdet kun finder sted langsomt, da udledningen af klimagasser er et globalt, ikke regionalt problem, og da det må forventes, at problemstillingen spidser yderligere til i anden halvdel af dette århundrede.

1.8

Både de ressourcemæssige begrænsninger og udledningsproblematikken (drivhusgasser) forværres yderligere af, at det forventes, at verdens energibehov fordobles eller måske tredobles indtil år 2060 som følge af befolkningstilvæksten og de mindre udviklede landes stadig stigende behov. Strategien og udviklingsperspektivet bør således række længere end denne tidshorisont.

1.9

Udvalget har tillige i sin nylige udtalelse om bæredygtig udnyttelse af naturressourcer på ny henledt opmærksomheden på, at det er nødvendigt at fastsætte en længere tidsramme for bæredygtighedsstrategien.

1.10

Som udvalget desuden allerede har konstateret, indgår ovennævnte synspunkter imidlertid ikke i tilstrækkeligt omfang i borgernes bevidsthed og den offentlige debat. Der er tværtimod tale om et bredt spektrum af holdninger, der rækker lige fra en overvurdering til en undervurdering af risici og chancer. Holdningerne går lige fra, at der slet ikke er et energiproblem, at alting hidtil er forløbet uden problemer, og at man, hvis behovet opstår, blot vil kunne finde nye kilder (da man nu i årtier har forudsagt skovdød eller påstået, at der kun vil være olie- og gasreserver til 40 år) og til, at verdens samlede energibehov let ville kunne opfyldes med vedvarende energikilder, hvis man koncentrerede alle forskningsbestræbelser om det og indrettede samfundet tilsvarende.

1.11

Af samme grund er det endnu ikke lykkedes at tilrettelægge en tilstrækkeligt ensartet global energipolitik, og selv internt i EU-medlemsstaterne er der tydelige forskelle i holdningen til energiproblematikken.

2.1

Både kernespaltning (fission) af meget tunge atomkerner og kernesammensmeltning (fusion) af meget lette atomkerner er processer, hvorved — målt efter den nødvendige masseomsætning — der frigøres energimængder, som overstiger de frigjorte energimængder ved kemiske processer med en faktor på ca. 1 mio.

2.2

Først opdagede man (omkr. 1928), at kernefusion er solens og de fleste stjerners — på daværende tidspunkt uforklarlige — energikilde. Hermed er fusionsenergi i form af solskin den afgørende energikilde for livet på Jorden — herunder planters vækst, dannelse af fossile energibærere samt udvinding af fornyelige energiformer.

2.3

Så snart man opdagede kernespaltning (1938) og blev opmærksom på dens potentiale som stor jordisk energikilde til opnåelse af også fredelige mål, opstod der en håbefuld og dynamisk udvikling af dens udnyttelse.

2.4

Med tiden viste det sig, at man med kernespaltning var nået forbavsende hurtigt til det ønskede mål, mens det endnu ikke var endeligt muligt at realisere håbet om en praktisk ubegrænset jordisk energikilde på grundlag af kernefusion.

2.5

Den konkrete udnyttelse af begge former for atomkraft har til formål (i) at fremstille elektricitet uden emission af drivhusgasser, som desuden (ii) nedbringer forbruget af de carbonhydrider (olie og naturgas), der er vigtige brændselskilder for transportsektoren, og hvis forbrænding i forhold til kul danner mindre CO2, og som derfor i stigende grad påtænkes anvendt eller allerede finder anvendelse til el-produktion (8).

2.6

Funktionsmåde, driftsbetingelser, miljø- og sikkerhedsaspekter, ressourceudnyttelse og -disponibilitet osv. er vidt forskellige for kernespaltning og kernesammensmeltning; inden for alle disse felter ville kernefusion nemlig indebære principbetingede fordele (jf. punkt 2.11 ff.).

2.7

Kernespaltning. Kendespaltning har været anvendt til energiproduktion i årtier. Kernespaltningsreaktorer har spillet en vigtig rolle i bestræbelserne på at begrænse emissionen af drivhusgasser (CO2) og reducere afhængigheden af forbruget/importen af olie eller gas. Derfor er debatten om atomenergi blusset op igen, især i forbindelse med nedbringelsen af CO2-emissionerne og de dertil anvendte instrumenter (incitamenter/sanktioner). Den blev for nylig behandlet i en udtalelse fra EØSU (9).

2.8

Som brændsel til kernespaltningen anvendes isotoper (10) af de særligt tunge elementer i det periodiske system, nemlig thorium, uran og plutonium. De ved kernespaltning frigjorte neutroner inducerer nye spaltningsprocesser i disse materialers atomkerner, således at der kan finde en energifrigivende kædereaktion sted, hvis omfang det gælder om at kontrollere. Derved opstår der radioaktive spaltningsprodukter og aktinider — med delvis lang henfaldstid — der skal holdes adskilt fra biosfæren i tusinder af år, hvilket vækker bekymring og fører til en generelt afvisende indstilling til atomkraft hos en del af borgerne. Der frembringes desuden nye stoffer med spaltningspotentiale såsom plutonium (fra (11) uran), som kan anvendes til fremstilling af kernevåben, og som derfor er underlagt en særlig kontrol.

2.9

Kernespaltningsreaktorer arbejder efter samme princip som en mile. Flere års beholdninger af atombrændsel (i størrelsesordenen 100 ton) er lukket inde i kernen, og ved hjælp af reguleringsprocesser foretages det nødvendige antal spaltningsreaktioner for at opnå den ønskede effekt. På trods af tilstrækkelige reguleringsteknikker til overvågning af disse forløb og til fremme af sikkerheden vækker selve kvantiteten af den lagrede energi øgede bekymringer. Dertil kommer en væsentlig eftervarmeproduktion, som ved de fleste reaktortyper nødvendiggør intensiv afkøling i længere tid efter frakobling af reaktoren for at undgå overophedning af indkapslingerne.

2.10

Med hensyn til sådanne bekymringer har udvalget allerede i sin nylige udtalelse (12) herom påpeget, at man inden for kernespaltningsteknikker er ved at udvikle den fjerde generation af kernekraftværker, hvorved de nuværende anlægs høje standard for så vidt angår passiv sikkerhed bliver yderligere optimeret.

2.11

Kernefusion. Målt efter den benyttede masseomsætning er kernefusion den mest effektive energiproces, som potentielt kan udnyttes på jorden. Fusionsreaktorer er anlæg, der muliggør en kontrolleret afvikling af fusionsprocesser og en udnyttelse af den herved frigjorte energi, og som er kontinuerligt (13) fungerende kraftværker, fortrinsvis i grundlastområdet. Som brændsel anvendes de tunge isotoper af hydrogen (se nedenfor). Helium, en ufarlig ædelgas (14) med nyttige anvendelsesegenskaber, er fusionsreaktorens »aske«.

2.12

Ved fusionen — som kun finder sted, når reaktanterne støder sammen med meget høj hastighed (15) — frigøres der imidlertid også neutroner, som danner radioaktivitet i reaktorens vægmaterialer (og som kan ændre disses egenskaber). F&U-programmet arbejder derfor hen imod det mål at udvikle materialer (16), hvis radiotoksitet allerede efter hundrede år eller højst et par hundrede år er faldet til samme radiotoksiske niveau som kulaskes, og dermed bl.a. kan give mulighed for at genanvende en stor del af disse materialer. Problemet med den endelige oplagring ville hermed mindskes i afgørende grad.

2.13

De videnskabelig-tekniske forudsætninger for udnyttelse af fusionsenergi er yderst krævende. Det drejer sig i væsentlige træk om den vanskelige opgave at opvarme en gas, som består af hydrogenisotoper (en deuterium-tritium-blanding), til temperaturer over 100 mio. grader (derved bliver det til plasma (17)), således at de kolliderede kerner har tilstrækkelig høj hastighed til at muliggøre de ønskede fusionsprocesser. Desuden skal plasmaet holdes samlet tilstrækkeligt længe, og den derved dannede fusionsenergi skal frakobles og tilføres anvendelsesformålet.

2.14

Disse processer afvikles i fusionsreaktorens brændkammer, idet energipotentialet i det brændsel, der kontinuerligt indblæses i reaktoren, af størrelsesordenen få gram uden yderligere tilførsel kun rækker til få minutters effektangivelse, således at uønskede effektudsving ikke er mulige. Desuden: Det vanskelige forhold, at enhver fejl fører til nedkøling og slukning af den »termonukleare« forbrændingsproces (18), er en yderligere indbygget sikkerhedsfordel.

2.15

Disse indbyggede sikkerhedsaspekter, muligheden for at reducere mængden af radiotoksisk affald med lang henfaldstid markant — idet spaltningsprodukter samt særligt farlige komponenter (aktinider) med lang henfaldstid slet ikke forekommer ved fusion — og de nærmest ubegrænsede ressourcer ville gøre udnyttelsen af fusionsenergi til et yderst attraktivt og afgørende element i en fremtidig bæredygtig energiforsyning og således bidrage til en løsning på det nuværende problem.

2.16

Udvalget har allerede i tidligere udtalelser om dette emne peget på, at de F&U-projekter, som vedrører udnyttelsen af fusionsenergi, udgør et yderst vigtigt element i den fremtidige energipolitik og er et vellykket eksempel på europæisk integration, som derfor bør modtage omfattende støtte inden for rammerne af de europæiske rammeprogrammer og forsknings- og uddannelsesprogrammerne i EURATOM-regi.

3.1

De første overvejelser omkring en fredelig udnyttelse af fusionsenergien blev afgjort for knap 50 år siden. Selv om det tekniske knowhow til at anvende fusionsprocessen til våben (brintbomben) allerede fandtes i visse lande, syntes skridtet hen imod en fredelig udnyttelse særdeles lovende, men samtidig at være forbundet med store vanskeligheder og have meget lange udsigter.

3.2

To citater fra den periode, som stadig nævnes den dag i dag, afspejler i høj grad denne overvejelse og karakteriserer det allerede tidligt anerkendte spændingsfelt mellem høje forventninger og alvorlige fysiske og tekniske problemer. På den ene side sagde H.J. Bhabha i sin åbningstale til den første Geneve-konference om fredelig udnyttelse af atomenergien i 1955: »I venture to predict that a method will be found for liberating fusion energy in a controlled manner within the next two decades« (19). På den anden side skrev R.F. Post 1956 i den første større artikel (20) om emnet fusion, der blev udgivet i USA: »However, the technical problems to be solved seem great indeed. When made aware of these, some physicists would not hesitate to pronounce the problem impossible of solution (21)«.

3.3

Ved et tilbageblik kan man konstatere, at der blandt de mange idéer til en mulig realisering allerede dengang fandtes de koncepter til den såkaldte magnetiske indkapsling, som i mellemtiden har vist sig at være blandt de mest lovende metoder til at opfylde de strenge krav. Den møjsommelige videnskabeligt-tekniske videreudvikling og optimering var dog stødt på en række hindringer og tilbageslag, før man kunne nå frem til denne konklusion. Det drejer sig om TOKAMAK (russisk, forkortet: toroidalt (22) magnetisk kammer) og dernæst om STELLARATOR. Begge metoder er varianter af et fælles grundlæggende koncept, nemlig indkapslingen af det varme plasma med egnede strukturerede ringformede magnetfelter under de krævede forhold.

3.4

Det europæiske fællesforetagende JET (Joint European Torus), hvis tekniske grundidé (23) opstod ca. tyve år senere (24), har i denne sammenhæng spillet en banebrydende rolle. Med JET lykkedes det i den eksperimentelle fase af projektet ikke alene for første gang at opnå de krævede plasmatemperaturer, men i 1990'erne også — ved udnyttelse af fusionsprocessen mellem deuterium og tritium — at frigøre nævneværdige mængder (ca. 20 megajoule pr. eksperimentforløb) fusionsenergi på kontrolleret vis. Dermed lykkedes det ved hjælp af fusionsprocesser kortvarigt at frigøre næsten samme effektmængde fra plasmaet, som tilførtes i energi.

3.5

Samlingen af kræfterne i EU-forskningsprogrammet — inden for rammerne af EURATOM-programmet — har været en afgørende faktor bag denne succes. I programmets netværk fandt medlemsstaternes forskellige laboratorier, der er forbundet med EURATOM — med hver deres forsøgsanlæg og arbejdsdelte bidrag samt gennem deres deltagelse i JET — en fælles identitet. På dette område er det europæiske forskningsrum således allerede på et tidligt tidspunkt blevet gennemført, og dets effektivitet påvist.

3.6

Således har man fuldendt den første og afgørende etape inden for global fusionsforskning, og det er lykkedes at demonstrere det fysiske princip vedrørende dannelse og magnetisk indkapsling af fusionsplasma.

3.7

Dette fremskridt var tilmed kendetegnet af et eksemplarisk globalt samarbejde, som blandt andet blev koordineret af organisationer som IAEA (Det Internationale Atomagentur) og IEA (Det Internationale Energiagentur). Derved spillede bidraget fra europæiske forskning en afgørende rolle. Som resultatet af en ivrig forskningsindsats for at indhente især USA indtager europæisk forskning i dag den internationalt anerkendte førerrolle.

3.8

Med udgangspunkt i et 17 år gammelt initiativ fra præsidenterne Gorbatjov og Reagan, senere også Mitterand, opstod ITER-planen (25) om at udvikle og muligvis bygge og drive den første forsøgsreaktor med positiv plasmaeffektbalance (dvs. at der ved fusionsprocesser frigøres væsentlig højere effekt fra plasmaet, end der tilføres) som et globalt fællesprojekt. Formålet med ITER er i reaktorrelevant målestok at demonstrere, at det er teknisk og videnskabeligt muligt at frigøre nytteenergi fra kernesammensmeltning ved hjælp af plasmaforbrænding.

3.9

Ved »forbrænding« (også kaldet »termonuklear forbrænding«) forstås den tilstand, hvor den ved fusionsprocessen frigjorte energi (mere nøjagtigt: den af de dannede heliumkerner bårne energi) yder et væsentligt bidrag til at opretholde den krævede ekstremt høje plasmatemperatur. Konklusionerne på de hidtidige eksperimenter har været, at dette først vil kunne opnås med teknisk apparatur i en tilstrækkelig stor størrelsesorden — dvs. noget, der minder om egentlige reaktorer. Dette har ført til dimensioneringen af ITER.

3.10

Derved befinder programmet sig i en overgangsfase mellem forskning og udvikling, om end det ikke er muligt at trække en skarp grænse mellem disse to begreber. Opfyldelse af ITER-målsætningerne forudsætter nemlig på den ene side en afsluttende undersøgelse af de fysikorienterede spørgsmål, som kun vil kunne afklares ved hjælp af fusionsplasma med længere (26) forbrændingstid, og på den anden side tekniske komponenter (som f.eks. meget store supraledende magneter, et brændkammer, der kan modstå plasmaet, aggregater til plasmaopvarmning, osv.) med specifikationer og i en størrelsesorden, som de vil skulle anvendes i en fungerende kernekraftreaktor. Der er således tale om det første skridt fra fysik til reaktorteknik.

3.11

Resultaterne af det globale planlægningsarbejde i forbindelse med ITER foreligger i form af dimensioneringsdata og omfattende konstruktionsplaner samt som prototyper og aftestede modelkomponenter. De bygger på erfaringerne og ekstrapoleringen af alle hidtidige eksperimenter, anført af JET som flagskibet for såvel det europæiske som det globale fusionsprogram.

3.12

Linearmålene for ITER (gennemsnitlig diameter af plasmaringen 12 meter, brændkammervolumen ca. 1 000 m3) bliver således ca. dobbelt så store som JET's. Med ITER skal der — ved en tidobbelt effektforstærkning (27) — frembringes ca. 500 MW fusionseffekt ved forbrændingstider på foreløbigt 8 minutter (ved reduceret effektforstærkning ved principielt ubegrænset forbrændingstid).

3.13

Konstruktionsomkostningerne til ITER er anslået til ca. 5 mia. euro (28).

3.13.1

Ved opførelsen af ITER ville hovedparten af omkostningerne påhvile de virksomheder, der får til opgave at fremstille og montere forsøgsanlæggets forskellige komponenter. En betydelig deltagelse af Europa i opførelsen af ITER ville derfor tilføre den europæiske industri mere innovationsevne og generel teknisk knowhow og således bidrage til opfyldelsen af Lissabon-strategiens mål.

3.13.2

Allerede tidligere drog industrien fordel af de mange spin-offs fra forskningsprogrammet for fusion (29). Man vil kunne forvente, at disse vigtige afledte fordele ved opførelsen af ITER vil vise sig i særlig stor udstrækning.

3.13.3

Under ITER's opførelse ville de for det samlede fusionsprogram nødvendige europæiske udgifter (dvs. fra EU og medlemsstaterne) ligge på under 0,2 % af udgifterne til det endelige energiforbrug i Europa.

3.14

Med ITER-samarbejdet, der blev etableret mellem EU, Japan, Rusland og USA, og som USA for ca. fem år siden trådte ud af som konsekvens af den fortsatte skiftende udvikling (30), men som tiltrådte igen i 2003, og hvortil også Kina og Korea tilsluttede sig, blev det ikke alene muligt at fordele planlægningsomkostningerne blandt de store partnere inden for international energiforskning, men samtidig sikret, at projektet kan drage nytte af opnåede forskningsresultater fra hele verden.

3.15

Endvidere understregedes projektets globale betydning som en løsning på et globalt problem.

3.16

Også fælles opførelse og drift af ITER ville for alle partnerlande indebære en betydelig tilvækst i viden og teknisk formåen (se tillige kapitel 5), og det ikke alene fordi der opstår et nyt energisystem, men også i kraft af generel innovation vedrørende højt udviklede teknologier.

3.17

Det ville være uden sidestykke i den tekniske udvikling, hvis der på verdensplan blev bygget bare én maskine med ITER's målsætning, og hvis man med dette skridt samtidig ville se bort fra udvikling og afprøvning af konkurrerende varianter på samme udviklingsstade — som det f.eks. bestemt var tilfældet ved udviklingen af luftfarten, rumfarten eller spaltningsreaktorer.

3.18

Dette omkostningsbesparende skridt ville derfor skulle kompenseres af et særligt effektivt ledsageprogram, hvor der også gives plads til at udvikle innovative idéer og koncepttyper (31) til mindskning af udviklingsrisici, som stadig ville skulle undersøges, om end i reduceret omfang, og som konsekvens heraf med færre omkostninger til følge.

4.1

De samlede resultater af ITER, der forventes at foreligge ca. 20 år efter opførelsen påbegyndes, skal danne grundlag for konstruktion og opførelse af den første strømproducerende fusions-demonstrationsreaktor DEMO. Opførelsen af DEMO forventes således at kunne begynde om ca. 20 til 25 år.

4.2

Ud fra et aktuelt synspunkt bør det tilstræbes at udvikle fusionsreaktorer, som vil være kendetegnet ved følgende egenskaber:

4.3

Ved udviklingen af DEMO skal der ud over de centrale spørgsmål om f.eks. energiudbytte og processer, der begrænser forbrændingstiden, hvilke skal undersøges og demonstreres inden for rammerne af ITER, og ud over de hertil eksisterende eller fortsat udviklingskrævende metoder også arbejdes videre med og forstærkes andre vigtige tekniske udviklinger.

4.4

Disse vedrører især det interne brændselskredsløb (formering og behandling af tritium), effektfrakoblingen, materialernes modstandsdygtighed ved plasmabelastning (plasma-væg-interaktion) og neutronbeskydning, reparationsteknik, perfektionering af fjernstyringen samt teknikker til forlængelse af forbrændingstiden hen imod en helt kontinuerlig forbrænding. En særlig vigtig opgave vil være udviklingen af velegnede strukturmaterialer med lavt aktiveringsniveau — eller kun kortvarig aktivering, som i stigende grad skal bearbejdes på grundlag af langfristede afprøvninger og valideringer.

4.5

Det ville imidlertid være en fejl at tro, at F&U-processen vil være afsluttet, når DEMO står klar. Teknikkens historie har vist, at intensiv forskning og udvikling ofte først rigtig tager fart, når den første prototyper er konstrueret.

4.5.1

Teknikkens historie har også vist, at de første prototyper af en ny teknologi ofte har lidt under manglende optimering i forhold til de elegante maskiner, der med tiden er blevet resultatet af videreudviklingsarbejdet.

4.5.2

Den optimering af dieselmotoren, vi ser i dag, finder sted næsten 100 år efter dieselmotorens opfindelse. Også fusionsreaktoren vil skulle forbedres, optimeres og tilpasses til de krav, der vil gælde i fremtiden.

5.1

I øjeblikket konkurreres der på højeste politiske plan om, hvor ITER skal opføres. Kampen står mellem Cadarache (37) i Europa og Rokkasho-Mura (38) i Japan, og udfaldet får konsekvenser for både de forskellige partners økonomiske deltagelse og udformningen af det nødvendige ledsageprogram.

5.2

Før USA's genindtræden samt Kinas og Koreas indtræden i ITER-samarbejdet var der stort set ingen tvivl om, at ITER-placeringen ville tilfalde Europa, bl.a. fordi det på denne måde bedst kunne sikres, at ITER blev en succes ligesom JET.

5.3

Nu er der imidlertid opstået en ny situation derved, at USA og Korea i øjeblikket har valgt at støtte en placering i Rokkasho-Mura i Japan, på trods af de klare og almindeligt accepterede tekniske fordele ved placeringen i Cadarache. Med en sådan placering ville Europa miste sin førerposition på området og muligheden for at høste frugterne af de investeringer og det arbejde, der er præsteret hidtil, med alle de konsekvenser dette ville få for forskning og industri.

5.4

I lyset heraf anerkender, bifalder og støtter udvalget Det Europæiske Råds beslutning fra 25./26. marts 2004, i hvilken Rådet »på ny bekræfter sin enstemmige støtte til tilbuddet om placering af ITER i Europa og opfordrer Kommissionen til at fremme forhandlingerne om projektet med henblik på snarlig opstart på dette sted«.

6.1

Udvalget er enig med Kommissionen i, at en fredelig udnyttelse af fusionsenergi kan udgøre et væsentligt bidrag til en langsigtet løsning på energiforsyningen hvad angår bæredygtighed, miljøbelastning og konkurrenceevne.

6.1.1

Grunden hertil er de potentielle fordele ved denne fremtidsteknologi, nemlig:

6.1.2

Det potentiale, der ligger i fusionsenergien, supplerer navnlig potentialet i de vedvarende energikilder, dog med den fordel i forhold til vind- og solenergi, at det ikke tidsmæssigt er afhængigt af vejrforhold, årstid og tidspunktet på dagen. Dette gælder også med hensyn til forholdet mellem centrale og decentrale systemer, som skal være tilpasset behovene.

6.1.3

Udvalget har derfor i adskillige udtalelser (40) gjort sig til fortaler for at øge støtten til F&U-programmet for fusionsenergi.

6.2

Udvalget fastslår med tilfredshed, at den første etape af den globale fusionsforskning, bestående i at demonstrere det fysiske princip, hvori energi frigøres ved hjælp af kernefusion, er afsluttet med succes — først og fremmest takket være det europæiske fusionsprogram og dets fællesforetagende Joint European Torus (JET). På dette grundlag er der mulighed for at etablere forsøgsreaktoren ITER, hvori man for første gang kan fremstille og undersøge brændende fusionsplasma, som afgiver mærkbart mere energi, end anlægget tilføres.

6.3

Samtidig har de F&U-aktiviteter, der har fundet sted i flere år, og de nødvendige investeringer heri resulteret i et globalt samarbejde, som nu gør det muligt at træffe de nødvendige beslutninger vedrørende planlægning og politiske tiltag med henblik på opførelse og drift af forsøgsreaktoren ITER med en størrelse på kraftværksniveau.

6.4

Udvalget fremhæver den banebrydende og vigtige rolle, som EU's fusionsprogram har spillet i denne forbindelse, uden hvilket ITER-projektet ikke ville have eksisteret.

6.5

De samlede resultater af ITER skal danne grundlag for konstruktion og opførelse af den første strømproducerende fusions-demonstrationsreaktor DEMO. Opførelsen af DEMO forventes således at kunne begynde om ca. 20 til 25 år.

6.6

Udvalget støtter Kommissionen i dens bestræbelser på at forberede Europa strategisk på også at kunne indtage en stærk position i den kommercielle udnyttelsesfase og således allerede i dag i højere grad orientere dele af fusionsprogrammet mod DEMO i stedet for ITER.

6.7

Svar på de centrale spørgsmål, som allerede undersøges og demonstreres med ITER, men også yderligere fremskridt ved andre vigtige opgaver er nødvendige for udviklingen af DEMO: herunder optimering af magnetkonfigurationen, materialeudvikling (f.eks. forbedringer inden for plasmainduceret erosion, neutronskader, tiden for den inducerede radioaktivitets aftagen), brændselskredsløb, effektfrakobling, styring af plasmastrømmens bevægelse og interne fordeling, virkningsgrad og komponentsikkerhed.

6.7.1

Udvalget fremhæver, at sådanne fremskridt kun vil være inden for rækkevidde ved hjælp af et bredt funderet europæisk F&U-ledsageprogram, der integrerer medlemsstaterne samt forudsætter et netværk af fysiske og især tekniske eksperimenter og omfattende anlæg som støtte og supplement til ITER.

6.8

Udvalget anser det for overordentligt vigtigt at holde fast i den nuværende positive udvikling og imødegå de udfordringer, som følger i kølvandet på et sådant videnskabeligt og teknisk kompliceret og for den langsigtede energiforsyning usædvanligt vigtigt mål, med seriøsitet, engagement og den nødvendige anvendelse af finansielle midler. Dette er tillige et vigtigt krav for opfyldelsen af Lissabon- og Göteborg-strategierne.

6.8.1

For at den fremtidige udvikling skal lykkes, er det bl.a. nødvendigt at tilføre mærkbart flere midler til energiforskningen generelt, og især fusionsprogrammet, det fremtidige syvende rammeprogram for forskning og udvikling plus EURATOM-programmet samt at udnytte andre muligheder for finansiering af ITER.

6.8.2

Det er også nødvendigt at sikre et tilstrækkeligt underlag af eksperter i fysik og teknik med henblik på at stille et tilfredsstillende antal europæiske eksperter til rådighed for driften af ITER og udviklingen af DEMO. Udvalget henviser i denne sammenhæng også til sin nylige udtalelse (41) om dette emne.

6.8.3

Herudover er det nødvendigt, at universitetsmiljøer og forskningscentre forbliver en del af netværket, med henblik på for det første at videreformidle den nødvendige specialviden til videnskabsfolk og ingeniører under uddannelse, for det andet at inddrage disses ekspertise og udstyr i de opgaver, der skal løses, og for det tredje med henblik på at sikre et bindeled til det civile samfund.

6.8.4

Til slut er det særligt vigtigt, at der i tide sikres et stigende videnskabeligt-teknisk engagement fra europæisk industris side på dette område. Mens europæisk industri i det hidtidige fusionsprogram hovedsagelig spillede en rolle som udvikler og leverandør af højtspecialiserede og avancerede enkeltkomponenter — hvilket erfaringsgrundlag naturligvis skal plejes og opretholdes — bør den indtage en mere ansvarlig og medbestemmende rolle i takt med, at den praktiske anvendelse af forsøgsreaktorerne rykker nærmere.

6.8.5

De påtænkte betydelige investeringsmidler, som tildeles industrien til opførelsen af ITER og til udviklingen af DEMO, vil føre til en økonomisk vækst og — endnu vigtigere — til øgede kompetencer og mere innovation på et teknisk krævende område, der stadig ikke er helt udforsket. Dette fremgår allerede tydeligt af det hidtidige fusionsprograms mange spin-offs.

6.9

Internationalt set står Europa over for en flerdobbelt udfordring bestående i på den ene side at forsvare sin førende position inden for fusionsforskning over for den effektive amerikanske forskning og over for de tre asiatiske ITER-samarbejdspartneres stigende kompetencer, og på den anden side at opretholde og udbygge det hidtidige enestående internationale samarbejde bedst muligt.

6.10

I lyset heraf støtter udvalget Kommissionens bestræbelser på at påtage sig disse udfordringer. Udvalget appellerer til Rådet, Parlamentet og medlemsstaterne om at tilslutte sig bestræbelserne og ikke lade Europas førende position på dette for fremtiden så vigtige område glide sig af hænde. Det er dog ikke uproblematisk.

6.11

Før USA's genindtræden samt Kinas og Koreas indtræden i ITER-samarbejdet var der stort set ingen tvivl om, at ITER-placeringen ville tilfalde Europa, bl.a. fordi det på denne måde bedst kunne sikres, at ITER blev en succes ligesom JET.

6.12

Nu er der imidlertid opstået en ny situation derved, at USA og Korea i øjeblikket har valgt at støtte en placering i Rokkasho-Mura i Japan, på trods af de klare og almindeligt accepterede tekniske fordele ved placeringen i Cadarache. Med en sådan placering ville Europa miste sin førerposition på området og muligheden for at høste frugterne af de investeringer og det arbejde, der er præsteret hidtil, med alle de konsekvenser dette ville få for forskning og industri.

6.13

I lyset heraf anerkender, bifalder og støtter udvalget Det Europæiske Råds beslutning fra 25./26. marts 2004, i hvilken Rådet »på ny bekræfter sin enstemmige støtte til tilbuddet om placering af ITER i Europa og opfordrer Kommissionen til at fremme forhandlingerne om projektet med henblik på snarlig opstart på dette sted«.

6.14

Sammenfattet appellerer udvalget indtrængende til Rådet, Parlamentet og Kommissionen om at tage initiativ til virkeligt at udtømme alle muligheder og, om nødvendigt, at udvikle nye strukturelle koncepter for den internationale arbejdsdeling, så ITER — set i lyset af dens strategiske nøglerolle i udviklingen af en vigtig bæredygtig energikilde — under alle omstændigheder kan etableres i Europa.

7.12.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 302/35

1.1

Galileo-programmet har stor betydning for Den Europæiske Union, dens uafhængighed, teknologiske og videnskabelige kapacitet, økonomi, og især dens rumsektor og telekommunikationssektor. Udviklingen af rumsektoren har i de seneste år primært været baseret på de kommercielle aktiviteter, der er knyttet til satellitbaseret telekommunikation. Vanskelighederne i telekommunikationsindustrien har haft alvorlige konsekvenser for rumsektoren, som set i forhold til sine vigtigste konkurrenter kun er blevet støttet i begrænset omfang på det institutionelle og politiske plan.

1.2

Galileo-programmet, der blev forsinket på grund af diskussionerne mellem medlemslandene af Den Europæiske Rumfartsorganisation (ESA) om fordelingen af »rimelig modydelse« ved programmet og et ydre pres på EU, er omsider gået ind i en egentlig opstartsfase, efter at ESA's ministerråd den 26. maj 2003 indgik en aftale om medlemmernes respektive økonomiske bidrag.

1.3

Galileo-programmet er til forskel fra GPS kendetegnet ved at være et civilt program. Dette store infrastrukturprojekt har afgørende strategisk betydning for EU og EU's uafhængighed, som allerede understreget af EØSU, Europa-Parlamentet og Rådet. Programmet er i fuldstændig overensstemmelse med Lissabon-strategien. Det bør på det kraftigste understreges, at et program af denne størrelse er en vigtig forudsætning for, at der kan gøres fremskridt i det europæiske samarbejde.

1.4

Galileo-systemet omfatter fem tjenester:

1.5

Eftersom Galileo er et civilt system, vil det hovedsagelig finde anvendelse i dagligdagen, navnlig på transportområdet. Galileo-programmet skal derfor kunne sikre tjenestens kontinuitet og sikkerhed. I tilfælde af svigt bærer Galileo til forskel fra GPS det civilretlige ansvar.

1.6

Endelig giver Galileo-programmet noget større præcision end GPS og er frem for alt verdensdækkende. Galileo kan desuden kontrollere et signals integritet i realtid, hvilket er vigtigt i forbindelse med visse anvendelser, især inden for luftfart.

1.7

Denne meddelelse har først og fremmest til formål at gøre status over Galileo-programmet, skitsere fremtidsudsigterne og undersøge den usikkerhed, som fortsat hersker omkring dette projekt, der over tre faser skal tiltrække 3,2 mia. EUR:

—

status over udviklingsfasen

—

styrkelse af det internationale samarbejde

—

overgangen til etableringsfasen og driftsfasen.

—

de sidste opgaver i definitionsfasen

—

basisinfrastrukturen

—

EGNOS, som snart vil være operationelt

—

den europæiske plan for radionavigation.

2.1.3.1

Denne konference var særdeles vigtig for Det Europæiske Fællesskab, som havde to mål:

2.1.3.2

Diskussionerne var præget af det amerikanske GPS-systems historiske monopol, men Det Europæiske Fællesskab opnåede i sidste ende de resultater, som det havde håbet på, både med hensyn til betingelserne for anvendelsen af frekvensspektret og ønsket om en upartisk multilateral samordning.

2.2.1

Som understreget af Rådet ved flere lejligheder, er internationalt samarbejde en væsentlig forudsætning for, at Galileo-programmet kan udnyttes optimalt. Flere og flere tredjelande anmoder desuden om at blive tilsluttet systemet. Kommissionen har i den forbindelse valgt at anvende både en bilateral og en regional tilgang.

2.2.2

Der blev indgået en første aftale med Kina den 30. oktober 2003, og der er indledt forhandlinger med Indien og Israel. Lignende tiltag er undervejs med Sydkorea, Brasilien, Japan, Canada, Australien, Mexico og Chile.

2.2.3

Hvad angår det regionale samarbejde, er der indledt en dialog med Middelhavsområdet, Latinamerika og Afrika.

2.2.4

Endelig er der indledt forhandlinger med stater, som allerede råder over satellitbaserede navigationssystemer, dvs. Rusland og USA. Disse forhandlinger har afgørende betydning, eftersom de har til formål at sikre, at disse landes systemer er teknisk kompatible og interoperable med Galileo-systemet. Det skal bemærkes, at USA i begyndelsen satte spørgsmålstegn ved selve Galileo-programmets berettigelse. Den samrådsmekanisme, som i øjeblikket drøftes, bør under alle omstændigheder hvile på en symmetri mellem parternes rettigheder og forpligtelser, navnlig hvad angår udøvelsen af en eventuel vetoret.

2.3.1.1

Proceduren for indgåelse af koncessionsaftale forvaltes af fællesforetagendet. Proceduren blev iværksat i oktober 2003. Der blev registreret fire ansøgere, som opfyldte de formelle kriterier. Tilbuddene stammede fra konsortier bestående af ledende partnere, som blev bistået af en konstellation af associerede virksomheder. Alle ansøgerne mente, at det europæiske system ville kunne indbringe betydelige kommercielle indtægter, og mente således at kunne finansiere en væsentlig del af deres bidrag med egne midler.

2.3.1.2

Dette aspekt har særlig betydning, eftersom Fællesskabets budget ifølge Rådet højst bør dække 1/3 af finansieringen af etableringsfasen. Med henblik på anden fase af den konkurrencebaserede forhandling blev der til sidst udvalgt tre konsortier (Alcatel/Alenia/Vinci, EADS/Thalès/Inmarsat, Eutelsat).

2.3.1.3

Der er indkredset seks former for ressourcer:

2.3.2.1

Kommissionen har forelagt Rådet og Europa-Parlamentet et forslag til forordning om forvaltningsstrukturerne for det europæiske program for satellitbaseret radionavigation. Det var blevet foreslået at oprette dels en tilsynsmyndighed, dels et sikkerhedscenter direkte under Generalsekretæren/Den Høje Repræsentant for Den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik. Det blev i sidste ende besluttet at oprette en tilsynsmyndighed med ansvar for sikkerhedsspørgsmål. Der oprettes ikke et sikkerhedscenter. I tilfælde af krise træffer Rådet selv de nødvendige beslutninger i realtid.

2.3.2.2

Et andet vigtigt spørgsmål i forbindelse med forvaltningen af systemet vedrører eventuelle trusler mod privatlivet. Der gøres opmærksom på, at selve Galileo-systemet ikke udgør en trussel mod privatlivet, eftersom det ikke modtager oplysninger om sine brugere (der findes intet uplink). De oplysninger, som modtages af brugeren, kan dog videresendes via et andet system som f.eks. mobiltelefoner, hvilket giver mulighed for at lokalisere brugeren. Ansvaret for at regulere sådanne anvendelser af de oplysninger, som gives via Galileo, påhviler på ingen måde de europæiske programforvaltningsstrukturer, men derimod de nationale myndigheder. Sidstnævnte bør gøres opmærksom på de foranstaltninger, som de bør træffe for at forvalte anvendelsen af Galileo og fremover GPS.

3.1

EØSU bifalder den målrettede tilgang, som Kommissionen har anlagt i meddelelsen, i betragtning af, at der er tale om et særdeles vigtigt og samtidig meget vanskeligt projekt. I den forbindelse findes der en række spørgsmål, som kræver fortsat opmærksomhed, hvis der skal kunne opnås resultater:

3.2

For at dette store projekt kan blive en succes, skal der være vilje til at støtte projektet på det politiske og finansielle plan, sådan som Rådet tydeligt har givet udtryk for og holder fast ved. Rådet har via sit engagement i Galileo givet udtryk for sine ambitioner for Den Europæiske Union og dens rumpolitik.

4.1

Kommissionen synes i konklusionen at nære en vis bekymring eller usikkerhed med hensyn til finansieringsspørgsmålet. Dette spørgsmål er grundlæggende. Hvis der sættes spørgsmålstegn ved finansieringen, sættes der samtidig spørgsmålstegn ved hele programmet. EØSU kan kun bekræfte den væsentlige strategiske betydning, som Galileo-projektet har for Den Europæiske Union og rumsektorens fremtid samt fremskridtene i det europæiske samarbejde. Det har udvalget tydeligt og udførligt påvist i sine udtalelser om Kommissionens grønbog og hvidbog om den europæiske rumpolitik (1). EØSU er ligesom Kommissionen tilfreds med de meget konkrete fremskridt, der er gjort med hensyn til Galileo-programmets gennemførelse, og håber ikke, at vanskeligheder i sidste øjeblik lægger en dæmper på den optimisme, som dette har givet anledning til.

7.12.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 302/38

1.

Formålet med dette forslag er at foretage en kodifikation af Rådets direktiv 95/18/EF af 19. juni 1995 om udstedelse af licenser til jernbanevirksomheder (1).

2.

I forbindelse med borgernes Europa er det vigtigt at gøre EU-lovgivningen klarere og lettere tilgængelig. Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen har derfor understreget det nødvendige i at kodificere retsakter, som ofte ændres, og har i en interinstitutionel aftale af 20. december 1994 fastsat, at der kan anvendes en hasteprocedure. Selve indholdet i de retsakter, som kodificeres, må ikke ændres.

3.

Kommissionens forslag stemmer overens med ovenstående, og EØSU har derfor ingen indvendinger.

7.12.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 302/39

1.1

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1228/2003 om netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling handler om at tilvejebringe et egentligt indre marked for elektricitet ved at intensivere den grænseoverskridende samhandel med el. For at sikre effektiv adgang til transmissionssystemerne med henblik på grænseoverskridende transaktioner må der indføres rimelige, omkostningsrelevante, gennemsigtige og direkte anvendelige regler om tarifering på tværs af grænserne og fordeling af ledig kapacitet på samkøringslinjerne til supplering af direktiv 96/92/EF. Disse regler skal tage hensyn til en sammenligning mellem effektive netoperatører fra strukturelt sammenlignelige områder.

2.1

Republikken Slovenien har forelagt Kommissionen en anmodning om en ændring af elforordningen, således at Slovenien fortsat har mulighed for at benytte sit nuværende system til håndtering af kapacitetsbegrænsninger i samkøringslinjerne med Østrig og Italien indtil den 1. juli 2007. For øjeblikket fordeler Slovenien halvdelen af den samlede ledige kapacitet i begge de pågældende samkøringslinjer på grundlag af dette system. Ifølge en aftale mellem de berørte transmissionssystemoperatører fordeler henholdsvis den italienske og østrigske systemoperatør de andre halvdele af den samlede kapacitet. Hvis den samlede kapacitetsefterspørgsel overstiger den ledige kapacitet (overbelastning), fordeles den ledige kapacitet med det nuværende slovenske system blandt alle, der ansøger om kapacitet, på pro rata-basis. Kapaciteten fordeles uden beregning. Et sådant system kan ikke anses for at være en ikke-diskriminerende, markedsbaseret løsning i elforordningens forstand. Undtagelsen begrundes med, at den slovenske industris omstruktureringsproces endnu ikke er afsluttet, og at den slovenske elproduktions tilpasning til de nye markedsforhold stadig er i gang (høje investeringsudgifter til miljøbeskyttelse).

3.1

Kommissionen bygger sit forslag på EF-traktatens artikel 95, som indgår i kapitlet om tilpasning af lovgivningen. Kendsgerningerne — forordning 1228/2003 kom i stand efter afslutningen på tiltrædelsesforhandlingerne og efter undertegnelse af tiltrædelsestraktaten, således at Slovenien ikke kunne deltage i godkendelsesprocessen — retfærdiggør i enhver henseende, at der anlægges en tilgang baseret på den pågældende tiltrædelsestraktat og tiltrædelsesakten.

3.2

Sidstnævnte indeholder bestemmelser om anvendelse af beslutninger truffet af institutionerne, navnlig i det tilfælde, hvor en ny medlemsstat ikke har kunnet deltage i forhandlingerne om en beslutning, som er taget mellem tidspunktet for undertegnelse af traktaten og tiltrædelsesakten og den reelle tiltrædelse pr. l. maj 2004. Dette gælder nu for Slovenien.

3.3

Det er i disse bestemmelsers ånd, at man skal vurdere anmodningen fra den slovenske regering om indtil 1. juli 2007 at opnå undtagelse fra gennemførelse af artikel 6, stk. l, og de dertil knyttede bestemmelser i bilaget til forordning og dermed det foreliggende kommissionsforslag.

3.4

Ved vurderingen, under udsagnet »pacta sunt servanda« (aftaler skal overholdes), kan en afvisning kun overvejes, hvis der som følge af forslagets vedtagelse ville opstå ubodelig skade for EU som helhed.

3.5

Kommissionen anførte imidlertid i sit forslag, at overgangsperioden i praksis kun vil medføre en meget lille påvirkning af det indre marked for elektricitet. Udvalget er enig heri. Det kan nemlig vanskeligt påstås, at Slovenien i den overgangsperiode, som der anmodes om, allerede vil kunne konkretisere sit potentiale og blive et ikke uvæsentligt omdrejningspunkt i det indre marked.

3.6

Heller ikke argumentet om, at forordning 1228/2003 netop er vedtaget for omsider virkelig at sætte gang i den internationale samhandel med el (1) og om, at Sloveniens anmodning ville indebære et afbræk heri, er, varigheden, omfanget og den geografiske begrænsning taget i betragtning, ikke tungtvejende nok til at modsætte sig en accept.

3.7

Heller ikke den i og for sig rigtige konstatering, at fair konkurrence mellem bl.a. de europæiske aluminium- og stålproducenter og mellem elproducenterne er et væsentligt element af det indre marked, formår at gøre udslaget.

3.8

På den anden side taler ønsket om at garantere et sikkert og pålideligt elsystem i Slovenien og ønsket om at muliggøre miljøinvesteringer i overgangsperioden for, at Kommissionens forslag godkendes.

3.9

Udvalget finder det særligt vigtigt, at forslaget vedtages, da det i sin udtalelse (2) af 17. oktober 2001 om forordning 1228/2003 påpegede følgende netop om konsekvenserne for de daværende kandidatlande: »Kandidatlandenes sektorer for elektricitet og naturgas kendetegnes generelt af, at de i stor udstrækning er omfattet af statslige støtteordninger og fortsat bygger på ikke-konkurrencedygtige infrastrukturer og styringssystemer. Den umiddelbare konsekvens kan blive en kraftig nedgang i beskæftigelsen i disse sektorer, hvilket kan føre til alvorlige sociale spændinger i kandidatlandene, især i de lande, som ikke har et socialt sikkerhedssystem, der svarer til EU-landenes. EU bør derfor dele sine erfaringer med den nuværende deregulering af de europæiske markeder med disse lande og bidrage med finansiel støtte til moderniseringen af virksomhederne. Følgelig må åbningen af disse nye markeder tilpasses omstruktureringen af landenes energisektor, så virksomhederne i kandidatlandene er i stand til at konkurrere på lige vilkår.«

4.1

Kommissionsforslagets begrundelser for indtil 1. juli 2007 at undtage Slovenien fra gennemførelse af artikel 6, stk. 1, og de dertil knyttede bestemmelser i retningslinjerne i forordning 1228/2003, som handler om tacklingen af kapacitetsbegrænsninger, retfærdiggør, udelukkende af hensyn til fair konkurrence i det indre marked, i sig selv ingen ændring af den nævnte forordning.

4.2

Udvalget mener derimod, set ud fra tidspunktet for forordningens vedtagelse og undertegnelsen af tiltrædelsestraktaten, at ændringen er berettiget. Da en godkendelse af den korte overgangsperiode, som der anmodes om, ikke indebærer ubodelig skade for EU som helhed — tværtimod opnås der sikkerhed og pålidelighed samt miljøinvesteringer i det slovenske system — og da udvalget i sin udtalelse om forordning 1228/2003 (3) med hensyn til konkurrencen fra de daværende kandidatlande henstillede til EU at række en hjælpende hånd, mener udvalget, at det må være det afgørende element i vurderingen, at Slovenien ikke havde mulighed for at deltage i forhandlingerne om eller i vedtagelsen af forordning 1228/2003.

4.3

Når bortses fra begrundelsen og udgangspunktet for Kommissionens forslag, som bør suppleres eller justeres med den oven for anførte indfaldsvinkel, henstiller udvalget derfor, at forslaget om ændring (udsættelse med anvendelsen af forordning 1228/2003 til 1. juli 2007) godkendes.

7.12.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 302/41

—

regional udvikling som en faktor, der regulerer globaliseringen gennem skabelse af »klynger« på regionalt plan som effektivt middel til at tiltrække og fastholde virksomheder;

—

virksomheders sociale ansvar og indførelse af god praksis som led i en fremsynet strategi til foregribelse og forvaltning af ændringer;

—

forhandling og social dialog i virksomhederne for at sikre, at omstrukturering tackles på en socialt ansvarlig måde ved at virksomhedernes ledelse og arbejdstagerne i en positiv ånd forsøger at finde løsninger, der er til gavn for virksomheden, arbejdstagerne og samfundet, således at der findes en balance mellem sociale og økonomiske aspekter;

—

partnerskaber mellem erhvervsfolk, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet (universiteter, forsknings- og innovationscentre, organisationer osv.) og lokale myndigheder, så der skabes de rette betingelser for at øge produktiviteten og forbedre regionernes vækstpotentiale;

—

forslag om indførelse af en status som »mest begunstiget region« for regioner med høje niveauer for social samhørighed og beskæftigelse, som pludseligt tappes for kvalificerede menneskelige ressourcer, fordi virksomheder udflyttes, og der ikke findes alternative erhvervsaktiviteter, som kan understøtte regionens beskæftigelsesniveau; sådanne regioner skal være berettiget til finansiel støtte med det specifikke mål at forny deres erhvervsstruktur.

1.1

For at placere denne initiativudtalelse i den rette kontekst og fortolke den rigtigt er »industriel ændring« defineret som »en normal og kontinuerlig proces inden for en industrisektor, som proaktivt tilpasser sig dynamiske forandringer i dets erhvervsmiljø for at kunne bevare sin konkurrenceevne og skabe nye vækstmuligheder« (2). »Omstrukturering« defineres som »en særlig form for industriel ændring og er normalt en ad hoc-proces med (ofte påtvunget) tilpasning til vilkårene i erhvervsmiljøet for at genvinde konkurrenceevne, hvilket fører til afbræk i erhvervsaktiviteten« (3). »Foregribelse« er nøglen til en ordentlig styring af ændringer, fordi en problematisk omstrukturering dermed kan undgås. Foregribelse indebærer undersøgelse og prognosticering af fremtidige konkurrencevilkår og markedskrav, så det bliver muligt at planlægge de nødvendige tilpasninger i tide og begrænse virksomhedens sociale og produktionsmæssige problemer mest muligt.

1.2

Globalisering kan defineres som bestræbelser på at intensivere og lette handelsforbindelserne mellem lande gennem ophævelse af handelsbarriererne mellem dem, sænkning eller ophævelse af importafgifter og styrkelse af internationale grupperinger såsom EU og Mercosur. Som led i denne proces indfører de enkelte lande incitamenter for at få udenlandske virksomheder til at etablere sig i det pågældende land og gør det muligt for dem at internationalisere alle deres aktiviteter. Globalisering kræver også fastlæggelse og overholdelse verden over af fælles grundlæggende regler.

1.3

Økonomisk, social og territorial samhørighedspolitik sigter mod at indsnævre de nuværende økonomiske og sociale forskelle mellem medlemsstaterne og mellem regioner, sætte skub i væksten og fremme en mere bæredygtig udvikling ved at hjælpe de mest ugunstigt stillede regioner med at tilpasse sig de krav, som en videnbaseret økonomi stiller, og derigennem hjælpe alle regioner med at opfylde Lissabon-strategiens mål.

Nærmere bestemt skal denne politik omfatte infrastruktur, miljø, iværksætteri, indkomst per capita, adgang til beskæftigelse og social sikkerhed, bekæmpelse af social udstødelse, adgang til ny informationsteknologi, uddannelse (herunder livslang), bedre forvaltning og styrkelse af de økonomiske og sociale aktørers rolle.

1.4

Definitionen af »klynger« er den, der anvendes af Michael Porter (professor ved Harvard Business School) i bogen »The competitive advantage of nations«, dvs. »a geographically proximate group of interconnected companies and associated institutions (universities, public agencies or trade associations) in a particular fiels, linked by competition and cooperation«.

2.1

Hele det europæiske samfund erkender, at de industrielle ændringer er en uundgåelig følge af globaliseringen og udviklingen i verdensøkonomien, som er præget af hastige og gennemgribende ændringer af markeder og adfærd, stigende teknisk kompleksitet og betydelig forbrugerindflydelse på udviklingen og produktionen af varer, produkter og tjenesteydelser.

2.2

Globaliseringen er den drivende kraft i den globale konkurrence på arbejdsmarkedet og mht. produktivitet. De multinationale virksomheder omdirigerer investeringerne til lande med billig arbejdskraft, direkte adgang til markederne og teknologisk kompetence.

2.3

Den øgede konkurrence, befolkningens aldring samt forbrugernes forventninger og levestandard er alt sammen med til at skabe et miljø, hvor der er og altid vil være store spændinger og problemer.

2.4

Disse spændinger og problemer må tackles beslutsomt af EU gennem foranstaltninger, som forbereder afindustrialiseringen ved at forhindre, at følgende tre problemer opstår samtidigt:

Disse tre fænomener optræder endnu ikke samtidigt, men det er klart, at der er reelle problemer med beskæftigelsen og handelsbalancen.

2.5

EU's reaktion på disse udfordringer vil kun krones med held, hvis industripolitikken bliver mere proaktiv og giver et samlet, systematisk overblik over de specifikke, kumulative virkninger af enhver beslutning, som påvirker den europæiske industris omkostnings- og effektivitetsstrukturer — hvad angår såvel horisontale aspekter som specifikke industrisektorer såsom stål- og tekstilindustrien under hensyntagen til følgerne af udvidelsen.

3.1

Det er vor tids paradoks, at der stadig er uligheder i en tid, hvor de videnskabelige og tekniske fremskridt burde gøre det muligt at mætte alle munde; samtidig er der en alvorlig risiko for, at den »nye globale økonomi« vil forværre disse skævheder, fordi den er baseret på en konkurrence uden restriktioner.

Det er på denne baggrund, at regional udvikling er blevet et uundværligt instrument til regulering af globaliseringen i sig selv, da det er nødvendigt at inddrage befolkningerne i udviklingen dér, hvor de bor, ved at give dem lettere adgang til goder, tjenesteydelser og muligheder.

3.2

Udviklingen skal nå ud til folk, uanset hvor de bor; man kan ikke uden videre gå ud fra, at den mobilitet, som giver nogle mennesker mulighed for at få del i udviklingen, gælder alle, eftersom de dårligst stillede netop ikke har mulighed for at flytte rundt.

Regionerne må opstille deres mål vedrørende industrielle ændringer og omstruktureringer, fastlægge de nødvendige investeringer og definere det samarbejde, der er behov for mellem den offentlige og private sektor, og navnlig infrastrukturen for almen og erhvervsrettet uddannelse.

3.3

EØSU mener, at skabelsen af regionale »klynger« er den mest effektive måde, hvorpå man kan tiltrække virksomheder og få dem til at blive; dette er en afgørende faktor i den regionale konkurrenceevne og samtidig en drivende kraft i skabelsen af økonomisk, social og territorial samhørighed samt en måde, hvorpå man kan forebygge de negative økonomiske, sociale og territoriale følger, som industrielle ændringer og omstruktureringer kan udløse.

Blandt de faktorer, som kan sikre, at klyngesystemet gør det lettere at fastholde virksomheder i et område og bevare den lokale kompetence, kan nævnes:

3.4

Eftersom virksomhederne i det nuværende økonomiske klima konkurrerer på globalt plan, tiltrækkes de af klynger inden for deres sektor, hvor de kan opnå konkurrencefordele. Disse fordele beror på generelle faktorer såsom arbejdstagernes kvalifikationer, forvaltningens kvalitet, territorial infrastruktur og det lokale eller regionale innovations- og udviklingsniveau, og generelt livskvaliteten i regionen (der f.eks. kan kræve offentlig indgriben for at sanere nedlagte industriområder). Regionale klynger kan bidrage betydeligt til forbedring af den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed og være et incitament for virksomheder til at flytte til udviklingsregioner, forudsat at EU og nationale regeringer gennemfører og finansierer støtteprogrammer for etablering af teknologibaserede virksomheder, udvikling og innovation, faglig uddannelse og etablering af partnerskaber mellem virksomheder, universiteter, lokale myndigheder, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet.

3.5

Storbyområder spiller — som centre for kultur og forskellige aktiviteter, hvor offentlige og private aktører arbejder sammen for at finde nye og avancerede løsninger — en afgørende rolle i en succesrig opbygning af klynger, idet de ligger i front, når det gælder teknologisk udvikling, der berører områder såsom transport, bygge- og anlæg, informations- og kommunikationsteknologi, infrastrukturforvaltning osv. Denne teknologiske udvikling ligger også til grund for industriel omstrukturering og udflytning af arbejdsintensive aktiviteter og tjenesteydelser med stor værditilvækst. Økonomisk specialisering kan også udmønte sig i dannelse af klynger eller grupper af virksomheder, der arbejder sammen i et netværk med forsknings- og innovationscentre og universiteter (5).

Der ligger også en stor udfordring for de europæiske storbyområder i problemerne med social samhørighed såsom marginalisering og fattigdom, der kun kan løses gennem en harmonisk, afbalanceret og stabil udvikling af de vigtigste storbyområder i Europa og deres forbindelser med oplandet. Manglen på sammenhængende statistikker gør det dog vanskeligt at finde passende løsninger.

(1) & (2):

Disse to scenarier vedrører horisontale investeringsstrategier. I det første scenarie søger multinationale virksomheder først og fremmest at komme ind på nye markeder og udvide deres vifte af tjenester såsom banktjenester eller transport- og energinet. I det andet prøver de at udvide deres produktionskapacitet for tjenester eller produkter, som let kan reeksporteres.

(3):

Dette scenarie vedrører vertikal udflytning, som har større indvirkning på beskæftigelsen.

Dette scenarie er relevant for virksomheder med en arbejdskraftintensiv produktion (f.eks. tekstil og bilelektronik).

4.4.1.

I tilfælde af industriel omstrukturering eller udflytning af virksomheder må aktiver såsom infrastruktur, udstyr og menneskelige ressourcer evalueres, og der må træffes foranstaltninger for at tiltrække nye virksomheder. Når en virksomhed forlader en region, er det i visse tilfælde nødvendigt at rense jorden og undergrunden, før området kan anvendes til et andet formål.

Investorer, som modtager offentlig finansiering, bør pålægges et større lokalt ansvar, og det bør kontrolleres, om de lever op til det.

Samarbejdsaftaler mellem alle aktører er nødvendige for at puste nyt liv i regioner, som er hårdt ramt af industrielle ændringer.

4.7.1.

Siden 1970'erne har servicesektoren tegnet sig for en større andel af den økonomiske vækst end fremstillingsindustrien. Ikke desto mindre er den indbyrdes afhængighed og samspillet mellem disse to sektorer af afgørende betydning for opnåelsen af større produktivitet, mere innovation og en forbedring af produkt- og servicekvaliteten.

I forbindelse med industrielle omstruktureringer og ændringer er dette samspil af afgørende betydning, fordi de virksomheder, der leverer tjenester til industrivirksomheder (f.eks. på FTU-området), som regel følger efter disse, hvis de udflyttes.

5.1

EØSU påpeger i sin udtalelse om »Industrielle ændringer: den aktuelle situation og fremtidsudsigter — en generel strategi« (6), at »EU har brug for et gunstigt klima med henblik på et nyt paradigme med hovedvægten på «industrielle ændringer med et menneskeligt ansigt», som er baseret på bæredygtig udvikling, social samhørighed og konkurrenceevne«. Dette udsagn skal ses i lyset af Lissabon-strategiens mål, hvor EU har appelleret til virksomhedernes sociale ansvar i forbindelse med behovene og bedste praksis for livslang faglig uddannelse, arbejdets organisering, lige muligheder, social integration og bæredygtig udvikling.

5.2

Hvad angår etisk korrekt adfærd kan virksomhederne udøve deres sociale ansvar på to nøgleområder:

Generelt opfordres virksomhederne til at inddrage arbejdsmarkedets parter, de lokale myndigheder, forbrugerne og leverandørerne under hensyntagen til deres respektive kompetenceniveau.

5.3

Varetagelsen af et sådant socialt ansvar fra virksomhedernes side (på ovennævnte områder) kan være et middel til at styrke økonomisk, social og territorial samhørighed, hvis der anlægges en proaktiv, forebyggende strategi til forvaltning af ændringer og omstruktureringer til gavn for alle berørte parter.

6.1

Den Europæiske Socialfond opmuntrer og støtter god praksis for styring af industrielle ændringer. Det Europæiske Overvågningscenter for Forandringer (EMCC) under Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkår i Dublin redegør jævnligt for sådan god praksis i sin evaluering af forvaltningen af virksomhedernes sociale ansvar på lokalt og regionalt plan. Endvidere har den første fase af den høring, som Kommissionen satte i gang under overskriften »Foregribelse og forvaltning af ændringer: en dynamisk tilgang til de sociale aspekter i forbindelse med omstrukturering af virksomheder« gjort det muligt at udpege en række eksempler på god praksis på dette område.

Generelt omfatter sådan god praksis følgende:

6.2

Forhandling og social dialog er afgørende, hvis omstruktureringen skal gennemføres på en socialt ansvarlig måde. Det er derfor meget vigtigt, at såvel virksomheder som fagforeninger udviser en positiv holdning ved at bidrage til at finde omstruktureringsmetoder, som er til gavn for virksomhederne, arbejdstagerne og lokalsamfundene. Kommissionen har tilskyndet til en sådan god praksis gennem direktiver (98/59/EF, 2001/23/EF, 94/45/EF og 2002/12/EF), der fastlægger visse retningslinjer og krav. Især henledes opmærksomheden på det initiativ, som blev taget på EU-plan i 2002, om »socialt ansvarlig« omstrukturering, og som førte til offentliggørelsen af en række retningslinjer i juni 2003. Ethvert alternativ til afskedigelse af arbejdstagere bør undersøges.

6.3

Der er mange eksempler på god praksis i europæiske virksomheder, som har fulgt en socialt ansvarlig praksis i forbindelse med gennemførelsen af deres moderniserings- og omstruktureringsstrategier. For blot at nævne et enkelt eksempel har stålgruppen Arcelor, som er resultatet af fusionen af Arbed, Aceralia og Usinor, i lyset af en strukturel overkapacitet i produktionen af fladstål og for at forbedre synergierne besluttet lidt efter lidt at lukke højovnene i Liège og reducere produktionen i Bremen og Eisenhüttenstadt. På baggrund af det tab af arbejdspladser, som disse tiltag vil medføre, har Arcelor forpligtet sig til ikke at lade nogen stå alene med et beskæftigelsesproblem, at sanere de berørte produktionsarealer og med bistand fra samtlige berørte parter at medvirke til at genindustrialisere det lokale erhvervsområde.

Et negativt eksempel på, hvad der sker, hvis sådan god praksis ikke bliver fulgt, er omstruktureringen af bilindustrien i Mezzogiorno (Italien), hvor en virksomhed arbejdede på at henlægge en del af sine underleverandøraftaler til udlandet uden at planlægge eller træffe tilstrækkelige ledsageforanstaltninger for at afbøde eller løse de sociale problemer, dette gav anledning til.

6.4

De industrielle ændringer, der er nødvendige for, at virksomhederne kan forblive konkurrencedygtige, bør bakkes op af myndighederne også gennem finansiel støtte til uddannelse og efteruddannelse af arbejdstagere, og man bør i den forbindelse fremme anvendelsen af ny teknologi. Derudover er det nødvendigt at styrke virksomhedernes sociale ansvar, den samfundsmæssige interesse i at skabe flere og bedre arbejdspladser samt den miljømæssige bæredygtighed i de regioner, hvor virksomhederne er etableret.

7.1

For EU står målet om bæredygtig udvikling i centrum. De store transeuropæiske projekter såsom transportnet og andre infrastrukturer, som EU har planer om, er ikke tilstrækkelige til at fremme bæredygtig udvikling eller sætte skub i udviklingen generelt i de dårligst stillede regioner. De forskelle, der stadig består mellem lande og regioner mht. produktion, produktivitet og adgang til beskæftigelse, udspringer af mangler på områder af afgørende betydning for konkurrenceevnen såsom menneskelig og fysisk kapital, miljøproblemer og utilstrækkelig regional innovations- og forvaltningskapacitet.

7.2

De muligheder, som industrielle ændringer skaber i kraft af deres indvirkning på erhvervsstrukturen, socialområdet og forskningen og deres bidrag til udviklingen af civilsamfundet og den lokale forvaltning, når instrumenter og foranstaltninger til styrkelse af social samhørighed kombineres med EU-strukturforanstaltninger, kan bidrage betydeligt til opnåelsen af en bæredygtig og afbalanceret udvikling. Ændringerne kræver tilpasning, forskning, innovation og holdningsændring såvel fra arbejdsgivernes, arbejdsmarkedets parters og civilsamfundets side, som bør indgå i et partnerskab. Målet må være på en afbalanceret måde at hjælpe de berørte regioner med at bevare og forbedre deres økonomiske og sociale strukturer.

8.1.

Kommissionen foreslår en ny udformning af EU's politik for økonomisk, social og territorial samhørighed med udgangspunkt i tre nye prioriteringer:

9.1

EØSU glæder sig over, at den tredje rapport om økonomisk og social samhørighed, som blev offentliggjort den 18. februar, specifikt tager emnet industrielle og økonomiske ændringer op ud fra en objektiv synsvinkel.

9.2

Det støtter navnlig principperne bag strategierne i den tredje samhørighedsrapport og sammenkædningen mellem Lissabon-strategien og den kommende regionalpolitik, hvad angår programmerne til fremme af videnopbygning samt de nationale og regionale programmer til fremme af den økonomiske udvikling i de dårligst stillede regioner. EØSU finder dog de foreslåede foranstaltninger utilstrækkelige og peger på følgende mangler:

10.1

EØSU mener, at Kommissionens forslag til reform af samhørighedspolitikken er utilstrækkelige, og at man ikke i tilstrækkelig grad udnytter denne lejlighed til at styre de ændringer, som ikke kun er uundgåelige, men udtryk for økonomisk dynamik og af afgørende betydning som løftestang for en bæredygtig udvikling. Dette skyldes, at der ikke er gjort nok for at optimere og kombinere Lissabon-strategiens muligheder, dens positive tilgang til ændringer, konkurrenceevne og samhørighed, den socialpolitiske dagsorden, der er centreret om foregribelse og forvaltning af ændringer og den europæiske beskæftigelsesstrategi, især dens fokusering på tilpasningsevne.

10.2

EØSU anser det for nødvendigt at skabe balance mellem økonomiske og sociale aspekter og forvalte industrielle ændringer med det mål dels at garantere og fremme overordnede sociale mål (uddannelse, beskæftigelse og social sikring), dels at sikre virksomhedernes overlevelse gennem specifikke støttepolitikker, der muliggør omstrukturering og konsolidering, som er en forudsætning for, at de kan overleve og forbedre deres konkurrenceevne. Hertil kræves integrerede, supplerende foranstaltninger, som inddrager de vigtigste aktører, dvs. staten (på nationalt, regionalt og lokalt niveau) og de berørte virksomheder.

10.3

Hvis politikken for økonomisk, social og territorial samhørighed skal lykkes, er det efter EØSU's mening nødvendigt med en bedre koordineret gennemførelse af EU's nuværende udviklingsforanstaltninger, som omfatter de gældende direktiver om regulering af arbejdstagernes medindflydelse i virksomhederne, den sociale dialog i alle industrisektorer, regelmæssig høring af EØSU's Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI), Det Europæiske Observatorium for Industrielle Ændringer (EMCC), anvendelsen af strukturfondene, konkurrencepolitik og styrkelse af virksomhedernes udøvelse af deres sociale ansvar. I denne forbindelse er det af afgørende betydning, at alle berørte parter engagerer sig på forpligtende vis.

10.4

EØSU anser der for nødvendigt at fastlægge en række principper for omstrukturering, som kan danne ramme om og støtte god praksis; de bør omfatte nødvendigheden af at styrke virksomhedernes konkurrenceevne samt kravene om økonomisk, social og territorial samhørighed.

10.5

EØSU mener, at den fortsatte forringelse af Europas konkurrenceevne over for USA skyldes, at der ikke lægges tilstrækkeligt pres på medlemsstaterne for at få dem til at overholde fristerne for gennemførelsen af grundlæggende EU-strategier og –instrumenter såsom Lissabon-strategien, strukturreformer og bæredygtig udvikling.

Hvis denne tendens fortsætter, risikerer EU at rykke ned fra anden til tredje verdensmagt (Japan, Kina og Indien er klar til at rykke op). Det må ikke ske. Derfor er der efter EØSU's mening brug for en opstramning af kravene, og Kommission må spille en mere aktiv rolle i koordineringen og overvågningen af den reelle gennemførelse af ovennævnte strategier. En af de vigtigste koordineringsforanstaltninger ville være at udnævne en kommissær med ansvar for overvågning af industrielle ændringer og udflytninger; dermed kunne der opnås en bedre sammenhæng mellem industripolitik og miljøbeskyttelse.

a)

Det er nødvendigt at revidere den strategiske vision af samhørighed i lyset af de aktuelle udfordringer, som EU står over for, ved hjælp af en ny og mere kategorisk definition af samhørighed, som ikke er begrænset til finansielle aspekter af struktur- og samhørighedsfondene, og som indtænker følgende tre mål:

b)

BNP per capita bør ikke længere være det absolutte hovedkriterium for støtteberettigelse, da det er kilde til uligheder i gennemførelsen af strukturpolitikken. Det er velkendt, at relativ velstand ikke kun afspejles i nøgne tal såsom BNP per capita. Arbejdstagernes uddannelsesniveau, infrastrukturmangler, afstand til den europæiske økonomis kraftcenter og den demografiske struktur er også faktorer, som har betydning for en regions støttebehov.

c)

Det er nødvendigt at udforme en ny model for kriterierne for evaluering af regionerne, så der kan tegnes et ajourført billede af samhørigheden i Europa.

d)

Hvad angår territorial samhørighed bør forvaltningen af EU's område lægges om, så der bliver mulighed for en polycentrisk, harmonisk, afbalanceret og bæredygtig udvikling. En sådan fysisk planlægning bør tage hensyn til de geografiske og økonomiske aspekter af regional samhørighed ved at inddrage myndighederne på lokalt, regionalt, nationalt og EU-plan i udviklingen af en model for territoriel udvikling i Europa, som kan lede frem til nye økonomiske (investering, F&U) og sociale (beskæftigelse) strategier.

e)

Det er nødvendigt at udforme strukturpolitikken for økonomisk, social og territorial samhørighed i et hurtigere tempo for at foregribe økonomiske ændringer generelt og i særdeleshed industrielle ændringer. Det nuværende loft for EU's finansielle midler (1,24 % af BNP) — som muligvis vil blive sænket i de finansielle overslag for 2007-2013 — er utilstrækkeligt til at dække behovene, hvilket begrænser indsatsen og forsinker opfyldelsen af samhørighedsmålene.

f)

Det er vigtigt at fokusere på menneskelige ressourcer ved at koncentrere midlerne om den erhvervsrettede og faglige uddannelse som sådan, men ud fra en fleksibel tilgang, som kan tilpasses de forskellige problemer, som medlemsstaterne og regionerne står over for.

g)

Der må ydes særlig støtte til regioner, hvis produktionsstrukturer er under radikal omstrukturering gennem indkredsning af sektorer og regioner med stor risiko for svækkelse af konkurrenceevnen; der er brug for konkrete forslag til støtte under hensyntagen de særlige forhold i den enkelte sektor. Man bør især være opmærksom på følgerne af industriel omstrukturering i de nye medlemsstater.

h)

I denne forbindelse er det nødvendigt at indføre et »princip om mest begunstiget region«, som ville give mulighed for at yde specifik finansiel støtte for at fremme industriel omstilling i regionen. Her spiller den sociale dialog en nøglerolle, såvel som dialogen med alle relevante aktører i civilsamfundet (virksomheder, universiteter, forskningscentre, lokale myndigheder, organisationer, fagforeninger osv.). Dermed kan det lykkes at puste nyt liv i en regions erhvervsstruktur gennem skabelse af alternative muligheder for økonomisk aktivitet.

i)

Det er vigtigt at tilskynde til udvikling af regionale klynger ved at fremme væksten i informations- og kommunikationsteknologisektorerne, kreative industrier og meget teknologibaserede industrier, som kan udvikle regionernes potentiale og kvalifikationsniveau, så de bliver bedre i stand til at tiltrække og fastholde virksomheder. Dette ville bidrage til at sikre, at regionernes konkurrenceevne og den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed samt beskæftigelsen kommer styrket ud af de industrielle ændringer og omstruktureringer.

Det er af vital betydning, at der gennemføres regionale studier, og at det sammen med de nationale og regionale regeringer planlægges, hvorledes en regions potentiale kan udnyttes fuldt ud til at opbygge en klynge.

j)

Der bør tages hensyn til de positive erfaringer fra sektorielle programmer såsom Rechar, Resider og Retext, ved udformningen af foranstaltninger til industriel modernisering af regioner, således at deres vækstpotentiale bliver udnyttet fuldt ud.

k)

Kommissionen må fortsætte med at modernisere og revitalisere industripolitikken for at tilpasse reglerne til den nye verdenssituation. EØSU glæder sig derfor over det nylige forslag til revision af industripolitikken, der blev fremlagt den 20. april 2004 (7). Det er særlig vigtigt at sikre, at industripolitikken bliver koordineret med EU's politik på andre områder, især miljøpolitikken.

l)

Europa må nøje overholde og håndhæve ILO-reglerne; hvis der ikke gøres noget for at sætte en stopper for social og skattemæssig dumping i andre dele af verden, som ikke i samme grad følger markedets spilleregler, kan EU blive bragt ud i en alvorlig økonomisk krise, fordi de europæiske virksomheder ikke kan konkurrere.

m)

Europa må spille på sit høje tekniske, teknologiske og menneskelige kompetenceniveau, men dette kræver en revision af EU's politik for støtte til forskning og navnlig menneskelig kapital. Man ved jo, at kun omkring 3 000 af de ca. 14 000 europæiske forskere, der tager til USA for at studere, har planer om at vende tilbage til Europa. Det er en meget alvorlig situation, som kræver omgående indgriben. Et skridt i den rigtige retning er »Regions for Knowledge« (KnowREG) og beslutningen den 27. april 2004 om at oprette 14 pilotprojekter til fremme af en vidensøkonomi på lokalt og regionalt plan.

n)

EØSU understreger, at Det Europæiske Råd må sikre en klar sammenkædning mellem målene for konkurrenceevne og viden og den fremtidige regionalpolitik.

7.12.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 302/49

1.1

Den internationale konvention om beskyttelse af alle vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder blev vedtaget af FN's generalforsamling i resolution 45/158 af 18. december 1990 og trådte i kraft den 1. juli 2003, efter at de tyve første lande havde ratificeret den. På nuværende tidspunkt har 25 lande ratificeret konventionen (1). Det er dermed en gældende international traktat, som er obligatorisk for de lande, der ratificerer den.

1.2

Konventionens mål er på verdensplan at beskytte menneskerettigheder og værdighed for de personer, der udvandrer af økonomiske eller arbejdsmæssige årsager, ved hjælp af hensigtsmæssig lovgivning og god praksis på nationalt plan. Fremme af demokrati og menneskerettigheder bør være det fælles udgangspunkt for en hensigtsmæssig international lovgivning for migrationspolitikkerne. Konventionen garanterer også ligevægt mellem de forskellige situationer, både i oprindelses- og modtagerlandene.

1.3

Konventionen er en ud af syv internationale traktater om menneskerettigheder, som De Forenede Nationer har udarbejdet, og den anerkender international beskyttelse af visse grundlæggende menneskerettigheder, som defineres i verdenserklæringen om menneskerettigheder, for alle vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer. Konventionen er en altomfattende samling af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder, der bygger på princippet om ligebehandling. Den definerer de rettigheder, der gælder for indvandrere både med og uden lovligt ophold, fastsætter minimumsstandarder for beskyttelse af civile, økonomiske, politiske, sociale og arbejdsmæssige rettigheder og anerkender, at de vandrende arbejdstagere bør have visse grundlæggende rettigheder, som skal være beskyttet af internationale standarder.

1.4

Denne konvention, som bygger videre på flere af ILO's tidligere konventioner (2), udvider den retlige ramme til at omfatte alle internationale migrationsstrømme, fremmer ligebehandling af indvandrere og tager sigte på at forhindre, at indvandrere med ulovligt ophold udnyttes. Den omfatter hele migrationsprocessen: uddannelse, udvælgelse, udrejse og transit, opholdet i det land, hvor arbejdstageren er beskæftiget, tilbagerejse og genetablering i oprindelseslandet.

1.5

Forvaltningen af migrationsstrømmene er landenes eget ansvar. Tillige med De Forenede Nationers generalsekretær ønsker EØSU en forbedring af det bilaterale, regionale og internationale samarbejde mellem oprindelses- og modtagerlandene. Konventionen hverken fremmer eller forvalter migrationsstrømmene, men ønsker blot at sikre en universel anerkendelse af de grundlæggende menneskerettigheder og styrke beskyttelsen heraf på internationalt plan.

1.6

Konventionen griber de vandrende personers administrative situation an på en anden måde, idet alle personer får garanti for, at de grundlæggende menneskerettigheder beskyttes, og idet indvandrere med lovligt ophold får flere rettigheder.

1.7

Med konventionen giver det internationale samfund og De Forenede Nationer udtryk for deres vilje til at forbedre samarbejdet mellem landene for at forebygge og eliminere menneskesmugling samt sort arbejde, som udføres af indvandrere med ulovligt ophold, og at udvide beskyttelsen af de grundlæggende menneskerettigheder for indvandrere i hele verden (3).

2.1

Konventionen ønsker at sikre lige behandling og samme retlige betingelser for vandrende og indfødte arbejdstagere, hvilket indebærer:

2.2

Konventionen anerkender også indvandreres ret til at opretholde forbindelsen til deres oprindelsesland, hvilket indebærer:

2.3

Konventionen har som grundlæggende udgangspunkt, at alle indvandrere skal have adgang til et vist minimum af beskyttelse. Konventionen omfatter begge situationer — med og uden lovligt ophold — som indvandrere befinder sig i. Den fastsætter et sæt af rettigheder, som er mere omfattende for indvandrere med lovligt ophold, men anerkender samtidigt nogle grundlæggende rettigheder for indvandrere uden lovligt ophold.

2.4

Det foreslås med konventionen, at der træffes foranstaltninger til bekæmpelse af ulovlig indvandring, som først og fremmest skal bidrage til kampen mod vildledende oplysninger, der kan anspore folk til at udvandre til et andet land uden at have papirerne i orden, og som indebærer straf for menneskesmuglere og arbejdsgivere, der ansætter udokumenterede indvandrere.

2.5

Der nedsættes et udvalg til beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder, som består af ti eksperter, der skal overvåge konventionens anvendelse, og som udnævnes af de lande, der har ratificeret den.

3.1

De internationale migrationsstrømme er en følge af de store økonomiske og sociale uligheder, der er mellem de rige lande i nord og udviklingslandene, og som kun øges i et stadig mere globaliseret økonomisk system. De lande, der har ratificeret konventionen, er dog overvejende lande, som indvandrerne kommer fra. EU's medlemsstater, USA, Canada, Australien, Japan og de øvrige vestlige lande, som modtager et stort antal indvandrere (4), har indtil videre hverken ratificeret eller undertegnet (5) konventionen.

3.2

EU, som ønsker at fastlægge internationale standarder på forskellige områder (i WTO for den internationale handel og gennem Kyoto-protokollen med henblik på miljøet), bør også tilstræbe, at indvandreres grundlæggende rettigheder sikres gennem internationale standarder.

4.1

I EU garanteres og beskyttes menneskerettighederne, og her anvendes størstedelen af De Forenede Nationers internationale retlige instrumenter. EU har også sine egne instrumenter såsom Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og chartret om grundlæggende rettigheder.

4.2

EU har tillige udviklet en række retlige instrumenter til bekæmpelse af forskelsbehandling (6). Flere eksperter har dog lige som Det Europæiske Observationscenter for Racisme og Fremmedhad (7) påpeget, at indvandrerne alligevel bliver forskelsbehandlet i arbejdsmæssige sammenhænge.

4.3

EU har siden Det Europæiske Råd i Tammerfors arbejdet på en fælles lovgivning for asyl og indvandring. I Tammerfors lagde man et godt politisk grundlag for en harmonisering af EU's lovgivning for asyl og indvandring og for en styrkelse af samarbejdet med tredjelande om forvaltningen af migrationsstrømmene. I Tammerfors enedes man i øvrigt om, at alle personer har krav på ligebehandling, og at der er behov for indvandringspolitikker og politikker til bekæmpelse af forskelsbehandling.

4.4

Kommissionen har udarbejdet en række initiativer til lovgivning, som dog møder stor modstand i Rådet (8). I dag, fire år efter Det Europæiske Råd i Tammerfors, er der få resultater at spore. Den vedtagne lovgivning er skuffende og ligger langt fra Tammerfors-målene, Kommissionens forslag og Parlamentets og EØSU's udtalelser. I Rådet er det meget svært at nå til enighed som følge af de blokeringer, det nuværende system giver mulighed for, og som følge af nogle regeringschefers holdninger.

4.5

EØSU har gennem en række udtalelser anmodet Rådet om at være mere ansvarsbevidst og konstruktiv i behandlingen af spørgsmålet og samtidig udvise større samarbejdsvilje. Der er stigende behov for en hensigtsmæssig fælles lovgivning i EU, der kan muliggøre en lovlig og gennemsigtig forvaltning af indvandring.

4.6

EØSU har udarbejdet en række udtalelser (9), i hvilke det foreslås, at EU får en fælles politik for indvandring af arbejdstagere, som kan lede indvandringen ad lovlige og gennemsigtige kanaler, forhindre ulovlig indvandring og bekæmpe den ulovlige menneskesmugling.

4.7

På baggrund af Kommissionens forslag (10) og i betragtning af EØSU's udtalelse (11) er det vigtigt, at direktivet om betingelserne for indvandreres indrejse og ophold samt adgang til beskæftigelse vedtages snarest muligt.

4.8

På det Europæiske Råds møde i Thessaloniki så man positivt på Kommissionens meddelelse om indvandring, integration og beskæftigelse (12), hvori det påpeges, at arbejdsmigrationen i EU vil stige betydeligt i de kommende år, og at det derfor er nødvendigt at have en hensigtsmæssig lovgivning til forvaltning af indvandringen på et retligt grundlag. Kommissionen slår også fast, at der er behov for indvandringspolitikker, der fokuserer på indvandrerne, såvel som politikker til bekæmpelse af alle former for udnyttelse og forskelsbehandling.

4.9

Ikke alle nationale lovgivninger om indvandring er i fuld overensstemmelse med de internationale menneskerettighedskonventioner, og der findes endog EU-direktiver (f.eks. direktivet om familiesammenføring), som en række NGO'er og Europa-Parlamentet anser for at være i modstrid med grundlæggende menneskerettigheder. EØSU mener, at de internationale menneskerettighedskonventioner og EU's charter om grundlæggende rettigheder bør udgøre grundlaget for al EU-lovgivning, der vedrører indvandring.

5.1

USA har i den seneste tid gået enegang i håndteringen af internationale spørgsmål. Hele FN-systemet har nu alvorlige problemer pga. denne situation, som har bragt det eneste eksisterende system til bilæggelse af konflikter gennem multilateralt samarbejde i fare.

5.2

EU er med store vanskeligheder i færd med at opbygge en fælles udenrigspolitik, i hvilken FN skal spille en væsentlig rolle. Den kommende EU-forfatning vil konsolidere dette mandat på det udenrigspolitiske område som et af EU's opgaveområder.

5.3

Det multilaterale samarbejde er grundpillen i EU's eksterne forbindelser sammen med et aktivt samarbejde med FN-systemet. I et af sine seneste dokumenter (13) udtaler Kommissionen: »FN står i dag over for en klar udfordring. En god styring af det internationale samfund forudsætter, at de multilaterale institutioner er i stand til at sikre en effektiv håndhævelse af deres beslutninger og standarder — såvel inden for den højere politik (international fred og sikkerhed), som i den praktiske overholdelse af de tilsagn som er afgivet på FN's seneste konferencer på det sociale, økonomiske og miljømæssige område. Den Europæiske Union har et særligt ansvar i denne forbindelse. Unionen lægger ikke blot multilateralt samarbejde til grund for sine relationer med omverdenen, men kan — og bør — også tjene som forbillede for andre med hensyn til indfrielsen af sine internationale tilsagn.«

5.4

Globaliseringen skaber nye forvaltningsmæssige muligheder og problemer på verdensplan (14). Ind- og udvandring indebærer i dag store problemer for såvel de personer, der udvandrer, som for oprindelses- og modtagerlandene. Den nuværende udfordring består i at gøre problemerne til muligheder for alle, såvel for ind- og udvandrerne som for oprindelses- og modtagerlandene. Det multilaterale og internationale samarbejde er opskriften på en god global forvaltning og vejen til en samling af regler og institutioner, som er skabt af det internationale samfund, og som er universelt anerkendte.

5.5

Som FN's generalsekretær, Kofi Annan, udtrykte det i Europa-Parlamentet den 29. januar 2004, er internationalt samarbejde nøglen til styring af de internationale migrationsstrømme, som vil stige i de kommende år. »Kun gennem samarbejde — bilateralt, regionalt og globalt — kan vi skabe nogle alliancer mellem modtager- og oprindelseslandene, som er i alles interesse, gøre immigration til en udviklingskatalysator, bekæmpe menneskehandlerne effektivt og enes om fælles regler for behandling af immigranter og forvaltning af immigrationen«.

5.6

EU er et område med frihed, demokrati og menneskerettigheder for alle. For at styrke disse værdier i fremtiden skal de internationale konventioner, der beskytter de grundlæggende menneskerettigheder, ratificeres af alle EU-landene, og de juridiske bestemmelser skal indarbejdes i såvel EU-lovgivningen som de nationale lovgivninger.

5.7

I artikel 7 i udkastet til EU-forfatningen foreslås det, at EU tiltræder den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, hvilket EØSU støtter. EØSU går også ind for at inkorporere chartret om grundlæggende rettigheder i forfatningen, hvilket indebærer en fælles base for alle menneskers rettigheder inden for EU.

5.8

Disse værdier bør ligeledes inkorporeres i EU's internationale forbindelser. EU bør arbejde for, at der på grundlag af de internationale konventioner, som støttes af FN, skabes en fælles juridisk ramme for international beskyttelse af alle menneskers grundlæggende rettigheder uden skelen til nationalitet og bopæl.

6.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg opfordrer i tråd med sine tidligere udtalelser om europæisk flygtningepolitik og i overensstemmelse med Europa-Parlamentets udtalelse EU-landene til at ratificere den internationale konvention om beskyttelse af alle vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder, som blev vedtaget på FN's generalforsamling (resolution 45/158 af 18. december 1990), og som har været gældende siden 1. juli 2003.

6.2

EØSU opfordrer Kommissionens formand og den nuværende formand for Rådet til at træffe passende politiske initiativer for at sikre, dels at medlemslandene i løbet af de kommende 24 måneder ratificerer konventionen, dels at EU også ratificerer konventionen, når det i henhold til forfatningstraktaten får mulighed for at undertegne internationale aftaler. For at fremme ratifikationen vil Kommissionen udarbejde en undersøgelse med en analyse af lovgivningen på EU- og nationalt plan i relation til konventionen. Desuden vil arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer sammen med EØSU og Kommissionen arbejde for en ratificering.

7.12.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 302/53

1.1

Kommissionen afholdt i november 2003 en konference i Salzburg om fremtiden for den fælles politik for udvikling af landdistrikterne i lyset af EU's udvidelse. I lighed med konferencen i Cork til fordel for »et levende landdistrikt« (1) gjorde konferencen i Salzburg det muligt at:

Udvalget foreslår derfor, at overvejelserne om tilpasningerne af politikken for udvikling af landdistrikterne for perioden 2007-2013 støtter sig til konferencens konklusioner.

1.2

Eftersom landdistrikternes mangfoldighed øges som følge af EU's udvidelse, og — ikke mindst — eftersom social- og beskæftigelsesspørgsmålene har højeste prioritet i de nye medlemsstater, finder udvalget det vigtigt at indkredse sammenhængen og samspillet mellem regionalpolitikken og den fælles landbrugspolitiks anden søjle.

1.3

Kommissionen har offentliggjort to dokumenter om henholdsvis de finansielle overslag for den kommende programmeringsperiode (2) og den tredje samhørighedsrapport (3). Det fremgår af dokumenterne, at regionalpolitikken inddrager Lissabon-strategien fuldt ud til fordel for en konkurrencedygtig og videnbaseret økonomi, og den fremtidige politik for udvikling af landdistrikterne behandles under rubrikken »Bæredygtig forvaltning og beskyttelse af naturressourcerne«, der henviser til strategien for bæredygtig udvikling. Rubrikken behandler ligeledes den fælles landbrugspolitiks første søjle og fællesskabsprogrammerne for miljøbeskyttelse.

1.4

Konklusionerne fra det europæiske topmøde i Göteborg den 15.-16. juni 2001 (4) har gjort det muligt at vedtage en europæisk strategi for bæredygtig udvikling, hvori det fastslås, at den fælles landbrugspolitik »…bl.a. bør sigte på at bidrage til en bæredygtig udvikling ved i højere grad at fremme sunde produkter af høj kvalitet, miljømæssigt bæredygtige produktionsmetoder…« (5).

1.5

Konklusionerne fra Rådet (landbrug og fiskeri) i Luxembourg i juni 2003 bekræfter styrkelsen af den fælles landbrugspolitiks anden søjle med henblik på at »…fremme miljø og dyrevelfærd og hjælpe landbrugerne med at opfylde de europæiske normer for produktion, som træder i kraft i 2005 (6)«. Denne initiativudtalelse skal derfor analysere og uddybe overvejelserne om de tre indsatsområder, der blev udpeget i Salzburg, nemlig: et konkurrencedygtigt landbrug, miljøbeskyttelse og støtte til den økonomiske og sociale samhørighed i landdistrikterne.

1.6

Aktørerne i udviklingen af landdistrikterne har ligeledes understreget i den endelige erklæring fra Salzburg, at det på en og samme tid er nødvendigt og presserende at foretage en gennemgribende forenkling af EU-politikken for udvikling af landdistrikterne. Forenklingen skal samtidig tildele programpartnerskaberne større ansvar for udarbejdelsen og gennemførelsen af helhedsstrategierne.

1.7

Udvalget agter således i denne initiativudtalelse at undersøge sammenhængen mellem den fremtidige regionalpolitik og den fremtidige politik for udvikling af landdistrikterne for at begrænse »gråzonerne«, at uddybe forslaget om de tre fremtidige indsatsområder for politikken for udvikling af landdistrikterne og at indkredse, hvor der især bør sættes ind med administrativ forenkling.

2.1

Med vedtagelsen af den europæiske fælles akt i 1986 blev der sat skub i integrationen af medlemsstaternes økonomier. Forskellen mellem EU-regionernes udviklingsniveauer og den tværregionale konkurrence har imidlertid dannet grundlag for en egentlig samhørighedspolitik, som skal kompensere for det indre markeds begrænsninger for de sydeuropæiske lande og ugunstigt stillede regioner. Maastricht-traktaten om Den Europæiske Union, der trådte i kraft i 1993, har efterfølgende institutionaliseret den økonomiske og sociale samhørighedspolitik.

2.2

Parallelt hermed forøgede udviklingen af Unionens handelsforbindelser og den gradvise åbning af det indre marked konkurrencen mellem de europæiske regioner, selvom de ikke alle havde de samme forudsætninger. I løbet af 1990'erne havde strukturpolitikken således følgende mål:

2.3

Den reform, der blev vedtaget i 1999 (Agenda 2000), og som viderefører de strukturpolitiske elementer, tager sigte på at:

2.4

Erklæringen fra EU-medlemsstaternes ministre med ansvar for fysisk planlægning (Potsdam, den 10.-11. maj 1999 (7)) og konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Göteborg (juni 2001) om fastsættelsen af en europæisk strategi for bæredygtig udvikling understreger, at territorial samhørighed er forudsætningen for en afbalanceret og bæredygtig udvikling i EU's landdistrikter. Denne udvikling har ført til, at Konventet i artikel 3 i udkastet til en europæisk forfatningstraktat har foreslået, at den territoriale samhørighed indskrives blandt unionens mål (8).

2.5

Endvidere erkendes det i forordning (EF) nr. 1260/99 (9) om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene, at udviklingen af landdistrikternes lokale potentiale forbliver et hovedmål for udviklingen og den strukturelle tilpasning af regioner med udviklingsefterslæb.

2.6

I lyset af udviklingen af de principper, der former strukturpolitikken, dvs. fremme af vækst og bæredygtig udvikling, opfordrer udvalget Kommissionen og Rådet til inden for rammerne af den territoriale samhørighed at minde om, at udvikling af landdistrikterne fortsat skal være et af regionalpolitikkens hovedmål. Således bør landdistrikternes problemer med jobskabelse, efter- og videreuddannelse samt adgang til nye informationsteknologier løses inden for rammerne af denne politik.

3.1

Over en periode på næsten 50 år har landbruget undergået mærkbare ændringer, som med tiden har formet Fællesskabets strukturpolitik for landbruget. Fra 1962 til 1972 begrænsede Fællesskabets intervention sig til samordning af markedsforvaltningsforanstaltningerne, som endnu var under udvikling. Fra 1972 til 1985 begyndte man at operere med to hovedkategorier af supplerende foranstaltninger: horisontale foranstaltninger, der anvendes i alle medlemsstater (erhvervsuddannelse, førtidspension osv.), og regionale foranstaltninger, der har til formål at reducere de naturbetingede, strukturelle handicaps og fremme hele landbrugssektoren.

3.2

Fra 1985 til 1999 bevirkede bestræbelserne for at finde en balance mellem den nødvendige forbedring af EU's landbrugssektors konkurrenceevne og tilpasningen af produktionspotentialet til markedets krav, miljøbeskyttelsen og udviklingen af de ugunstigt stillede regioner, at strukturpolitikken for landbruget kom til at udgøre landbrugsdimensionen i den nye strategi for regionalpolitikken. Strukturpolitikken gennemfører således ikke udelukkende horisontale foranstaltninger, men også foranstaltninger til bevarelse af landdistrikterne, miljøbeskyttelse, udvikling af landdistrikternes infrastruktur, turisme og landbrugsvirksomhed.

3.3

»Agenda 2000« har på grundlag af konferencen i Cork muliggjort indførelsen af en integreret politik for udvikling af landdistrikterne ved hjælp af to retlige instrumenter (EUGFL — garanti og EUGFL-udvikling), der skal sikre større sammenhæng mellem politikken for udvikling af landdistrikterne (den fælles landbrugspolitiks anden søjle) og markedspolitikken (den fælles landbrugspolitiks første søjle) ved navnlig at fremme landdistrikternes økonomiske diversificering.

3.4

Desuden blev der introduceret en valgfri modulationsordning for direkte støtte. Ordningen gør det muligt at forhøje budgettet til finansiering af miljøvenlige foranstaltninger i landbruget, foranstaltninger til førtidspension, til skovrejsning eller til støtte for de ugunstigt stillede regioner gennem fradrag i den udligningsstøtte, der ydes i forbindelse med nedsættelse af de institutionelle priser, der er fastsat under de fælles markedsordninger for landbrugsprodukter.

3.5

Forordning (EF) nr. 1257/99 (10) om støtte til udvikling af landdistrikterne fra EUGFL støtter sig til følgende overvejelser:

3.6

De 22 foranstaltninger, som medlemsstaterne kan indarbejde i deres programmering for udvikling af landdistrikterne, fordeler sig på følgende måde i programmeringen for 2000-2006 (11): 39,2 % til forbedring af konkurrenceevnen og fremme af landbrugets tilpasning, 35 % til de ugunstigt stillede regioner og miljøvenlige landbrugsforanstaltninger og 25,8 % til tilpasning og udvikling af landdistrikterne.

3.7

Reformen af den fælles landbrugspolitik, der blev vedtaget i juni 2003, har styrket et af målene under politikken for udvikling af landdistrikterne, nemlig at støtte tiltag med sigte på landbrugets tilpasning til samfundets krav. Foranstaltningernes anvendelsesområde er blevet udvidet til at omfatte fremme af produktkvalitet, forbedring af produktionsstandarderne (miljø, dyrevelfærd), gennemførelse af Natura 2000 og styrkelse af foranstaltningerne til unge landmænds etablering af bedrifter.

3.8

Endvidere er modulationsordningen fremover obligatorisk på europæisk plan. Den skulle svare til en finansiel overførsel på næsten 1,2 mia. euro for et helt år fra markedspolitikken til politikken for udvikling af landdistrikterne.

3.9

I lyset af denne udvikling understreger udvalget, at den fælles landbrugspolitiks anden søjle skal have som hovedmål at fremhjælpe landbrugets tilpasning til den strukturelle udvikling for at imødekomme borgernes forventninger.

3.10

I Kommissionens meddelelse om de finansielle overslag for perioden 2007-2013 fremlægges der et stabilt og beskedent budget, idet EU's egne midler andrager 1,24 % af BNP. Udvalget støtter Kommissionens forslag og fremhæver, at en reduktion af Fællesskabets midler ville være et dårligt signal i en tid, hvor EU's udvidelse skal føres ud i livet.

3.11.

Det samme gælder for politikken for udvikling af landdistrikterne. De eneste »yderligere« budgetmidler, der stilles til rådighed for denne politik, følger af anvendelsen af modulationsordningen, som alene åbner mulighed for en finansiel overførsel mellem den fælles landbrugspolitiks første og anden søjle. På denne baggrund anmoder udvalget på det kraftigste Rådet og Europa-Parlamentet om at sikre, at denne politik får tildelt tilstrækkelige økonomiske midler, da man ellers risikerer at udvande den.

3.12

Endelig vil den fremtidige politik for udvikling af landdistrikterne blive gennemført af en ny Kommission bestående af 25 medlemmer. En forvaltning af den fælles landbrugspolitiks to søjler af forskellige kommissærer ville udgøre en reel risiko for tab af sammenhæng mellem de to politikker. Udvalget vil gerne fremhæve sin modstand mod, at der oprettes forskellige generaldirektorater og udnævnes forskellige kommissærer for områderne landbrug og udvikling af landdistrikterne.

4.1

EØSU har allerede i sine tidligere udtalelser (12) påpeget, at landbrugsmarkedet i sagens natur er ustabilt, og at det i vid udstrækning er præget af prissvingninger. Derfor er mekanismerne for udbuds- og markedsregulering en forudsætning for, at landbrugsbedrifter kan opfylde betingelserne for en bæredygtig landbrugsproduktion. EØSU understreger, at en markedsreguleringspolitik for landbrugsprodukter også bidrager til en vellykket politik for udvikling af landdistrikterne.

4.2

Relationen mellem produktion og offentlig landbrugsstøtte blev i øvrigt afskaffet den 26. juni 2003 i forbindelse med den seneste reform af den fælles landbrugspolitik. Denne ændring styrker behovet for en økonomisk udvikling af landbrugsvirksomheden, så den i højere grad tager hensyn til nye krav, såsom biodiversitet, bevarelse af særlige landskaber eller skabelse af arbejdspladser i sektoren. EØSU minder derfor om, at landbrugsproduktion først og fremmest bidrager til udviklingen af levende landskaber, da den skaber en direkte forbindelse mellem de menneskelige aktiviteter og landbrugsjorden.

4.2.1

Nogle af de aspekter, der vidner om landbrugets alsidighed og fremmer landdistriktudviklingen, er regionalt baserede produktionssystemer, foranstaltninger til forbedring af landbrugsprodukter, navnlig med indførelsen af beskyttede oprindelsesbetegnelser (BOB) og beskyttede geografiske betegnelser (BGB), samt direkte salg.

4.3

Landbrugssektoren vil i en Union med 25 medlemsstater omfatte over 13 millioner direkte arbejdspladser og over 5 millioner indirekte arbejdspladser i de forudgående og efterfølgende økonomiske led. Arbejdspladsernes art indebærer, at de i høj grad er regionalt baserede. Den stigende handel med forarbejdede fødevareprodukter inden for Fællesskabet styrker forbindelsen mellem landbrugssektoren og fødevaresektoren. Bevarelsen og fordelingen af landbrugsvirksomheden i landdistrikterne bør derfor prioriteres for ikke at bremse landdistrikternes integration i den regionale økonomi.

4.4

Landbruget dækker 45 % af EU's landareal eller 190 millioner hektarer (EU27). I 2001 var 10 % af det udnyttede landbrugsareal omfattet af foranstaltninger for miljøvenligt landbrug. 15 % af de områder, der er omfattet af naturtype- og fugledirektivet, er landbrugsjord, og 38 % af landbrugsjorden i EU's 15 medlemsstater betegnes som »nitratfølsomme områder«. Disse foranstaltninger opfylder lokale målsætninger om miljøbeskyttelse og fysisk planlægning. Landbrugsvirksomheden vil derfor altid spille en afgørende rolle for arealforvaltningen.

4.5

EØSU minder om, at en alsidig landbrugsvirksomhed på flere måder bidrager til bevarelsen af levende landskaber. Kommissionen og Rådet bør gentage dette punkt i præamblen til alle nye retningslinjer for landdistriktudviklingspolitikken.

4.6

EØSU støtter konklusionerne fra konferencen i Salzburg om diversificeringen af landdistrikterne og understreger, at det vil være hensigtsmæssigt at undgå en urbanisering af landområder, dvs. anvendelsen af de samme udviklingsforanstaltninger i landdistrikterne som i byerne. EØSU er i den forbindelse i færd med at udarbejde en initiativudtalelse om bynært landbrug (13). Erhvervsdiversificeringen i landdistrikterne i landdistriktudviklingspolitikken bør derfor fokusere på enkelte temaer med tæt tilknytning til landbrug, herunder tjenesteydelser, der sikrer landbrugsbefolkningen en bedre levestandard, udvikling af landboturisme og støtte til aktivitetsspredning med udgangspunkt i selve landbrugserhvervet.

5.1

Konklusionerne i den tredje samhørighedsrapport viser, at de skævheder, der fortsat præger den bæredygtige udvikling, produktiviteten og skabelsen af arbejdspladser på regionalt niveau, skyldes strukturelle mangler med hensyn til de faktorer, der ligger til grund for konkurrenceevnen. EØSU understreger, at politikken for udvikling af landdistrikterne også bør bygge på disse principper som led i en strukturel udvikling af landdistrikterne.

5.2

EU's udvidelse accentuerer problematikken omkring landdistrikternes økonomiske udvikling som følge af en betydelig »skjult ledighed« i de nye medlemsstater, hvilket yderligere komplicerer sondringen mellem regionalpolitik og politik for udvikling af landdistrikterne. For at gøre regionalpolitikken og politikken for udvikling af landdistrikterne mere gennemskuelige foreslår EØSU, at de tematikker, der er fælles for begge politikker, præciseres i en ny forordning om strukturfondene, og at antallet af foranstaltninger, der er støtteberettigede efter en af disse politikker, begrænses.

5.3

Selvom landbruget alene ikke kan sikre udviklingen af landdistrikterne, er denne sektor nødvendig for at sikre en vellykket politik for udvikling af landdistrikterne. De direkte og indirekte arbejdspladsers regionale tilknytning og størrelsen af de pågældende landbrugsregioner betyder, at landbrugets løbende tilpasning til borgernes krav bør prioriteres. Desuden bidrager den fælles landbrugspolitiks første og anden søjle til målsætningerne om udvikling af landdistrikterne ved at bevare eller styrke landbrugsvirksomheden.

5.4

EU's udvidelse er ligeledes en stor udfordring for den fælles landbrugspolitiks fremtid. EØSU understreger, at udvekslingen af erfaringer og arbejdsmetoder også fremover bør spille en vigtig rolle for gennemførelsen af den anden søjle under den fælles landbrugspolitik.

5.5

EØSU understreger, at tyndt befolkede regioner med permanente naturlige handicap, såsom øområder, arktiske områder og bjergområder altid vil være afhængige af målet om det fælles marked. Regionalpolitikken og politikken for udvikling af landdistrikterne bør tage hensyn til dette aspekt i deres gennemførelsesmetoder, herunder ved at foreslå en højere medfinansieringsgrad. Endvidere er EØSU i færd med at udarbejde en initiativudtalelse om de nærmere betingelser for en bedre integration af regioner med permanente naturbetingede handicap i den regionale økonomi.

5.6

Endelig understreger EØSU, at politikken for udvikling af landdistrikterne og regionalpolitikken ikke er de eneste midler, som de offentlige myndigheder råder over for at sikre en harmonisk udvikling af EU's regioner. EØSU minder om, at et tilstrækkeligt udbud af regionalt baserede offentlige tjenester også bidrager til den territoriale samhørighed.

6.1

Reformen af den fælles landbrugspolitik i juni 2003 fremhævede den tætte forbindelse mellem landbrugspolitikkens anden søjle, der vedrører landdistriktudviklingen, og tilpasningen af første søjle. Der er blevet indført en række nye ledsageforanstaltninger under den første søjle i den fælles landbrugspolitik, hvilket øger antallet af ledsageforanstaltninger fra 22 til 26.

6.1.1

Der er blevet indført to nye foranstaltninger vedrørende fødevarekvalitet (frivillig deltagelse i et nationalt program vedrørende anerkendte kvalitetstegn samt oplysningskampagner og salgsfremstød for disse produkter over for forbrugerne). De to andre nye foranstaltninger søger at tilpasse produktionsmetoderne til de europæiske normer for miljø, dyrevelfærd og dyrs og planters sundhed.

6.1.2

Flere eksisterende foranstaltninger er blevet tilpasset (hensyntagen til spørgsmålet om dyrevelfærd i de miljøvenlige landbrugsforanstaltninger, styrkelse af den offentlige etableringshjælp til yngre landmænd, gennemførelse af naturtype- og fugledirektivet samt finansiering af investeringer i skovbrug som led i en skovforvaltning, der efterlever miljømæssige og sociale kriterier).

6.2

Et midlertidigt program for udvikling af landdistrikterne i de nye medlemsstater er blevet vedtaget for 2004-2006. Udover de fire nye ledsageforanstaltninger finansierer programmet støtte til sammenslutninger af landmænd, støtte til semi-subsistenslandbrug, teknisk bistand og tilskud til direkte støtte under den første søjle i den fælles landbrugspolitik.

7.1

Med fuldendelsen af det indre marked og dettes gradvise åbning for landbrugsøkonomier med komparative naturbetingede fordele eller mindre skrappe miljønormer er det nødvendigt fortsat at forbedre den europæiske landbrugsmodels konkurrenceevne.

7.2

EØSU går derfor ind for, at støtten til investeringer i landbrugsbedrifter inden for rammerne af udviklingspolitikken for landdistrikter fortsat bør styrkes. Investeringer, der gør det muligt for landbrugsbedrifter at tage hensyn til såvel miljøkrav som forbedring af dyrevelfærd og arbejdsvilkår, bør støttes, navnlig hvis de bidrager til at styrke landbruget i et bestemt område.

7.3

EØSU understreger, at iværksættelsen af foranstaltningen »bedriftsrådgivning«, der er en støtteordning for tilpasningen til nye produktionsstandarder, bør fremrykkes. Foranstaltningen kan faktisk først iværksættes effektivt i medlemsstaterne i 2006, selv om betingelseskriteriet finder anvendelse fra 2005.

7.4

I de senere år har en række faktorer som svækkelsen af landbrugsmarkedets reguleringsinstrumenter, klimaændringer og foranstaltninger til bekæmpelse af sundhedstruende kriser fremhævet betydningen af at kunne styre landbrugsbedrifternes omsætning. Inden for rammerne af reformen af den fælles landbrugspolitik i 2003 planlægger Kommissionen i en rapport at undersøge muligheden for, at en procentdel af moduleringen anvendes på nationalt plan til særforanstaltninger for at tackle farer, kriser og naturkatastrofer. EØSU minder om, at Kommissionen skal forelægge sin rapport inden udgangen af 2004, og at den desuden bør behandle såvel nationale som EU-strategier for udvikling af landbrugets forsikringsordninger. Udvalget kræver om nødvendigt, at bidraget fra den anden søjle i den fælles landbrugspolitik analyseres som et ledsageinstrument.

7.5

Det andet hovedindsatsområde i den fremtidige politik for udvikling af landdistrikterne bør fortsat fokusere på miljøbeskyttelse og arealforvaltning — med miljøvenlige landbrugsforanstaltninger og kompensation for naturbetingede handicap som de vigtigste redskaber — under hensyntagen til fælles kriterier med det formål at opretholde den regionale balance.

7.6

Med reformen af den fælles landbrugspolitik indførtes princippet om, at direkte støtte til landbruget er betinget af overholdelsen af fællesskabslovgivningen (19 direktiver og forordninger) om miljø, folkesundhed, dyrs og planters sundhed samt dyrevelfærd. EØSU understreger, at dette nye aspekt i forbindelse med den fælles landbrugspolitiks første søjle ikke må forveksles med de miljøvenlige landbrugsforanstaltninger. Disse foranstaltninger er ikke lovregulerede, men er ment som en støtte til landmændenes frivillige initiativer, som de selv er med til at gennemføre, med det formål at indføre produktionsmetoder i landbruget, der er med til at beskytte miljøet og bevare det naturlige landskab.

7.7