ISSN 1725-2393

Den Europæiske Unions

Tidende

C 241

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

47. årgang
28. september 2004


Informationsnummer

Indhold

Side

 

II   Forberedende retsakter

 

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
409. plenarforsamling den 2.-3. juni 2004

2004/C 241/1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold (ROM II) (KOM(2003) 427 endelig — 2003/0168 (COD))

1

2004/C 241/2

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En stærkere europæisk lægemiddelindustri til gavn for patienterne — en opfordring til handling (KOM(2003) 383 endelig)

7

2004/C 241/3

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om ændring af Rådets afgørelse 1999/784/EF om Fællesskabets deltagelse i Det Europæiske Observationsorgan for det Audiovisuelle Område (KOM(2003) 763 endelig — 2003/0293 (COD))

15

2004/C 241/4

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om retningslinjer for de transeuropæiske net på energiområdet og om ophævelse af beslutning nr. 96/391/EF og nr. 1229/2003/EF (KOM(2003) 742 endelig — 2003/0297 (COD))

17

2004/C 241/5

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles regler for visse former for vejgodstransport (Kodificeret udgave) (KOM(2004) 47 endelig — 2004/0017 (COD))

19

2004/C 241/6

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald (KOM(2004) 127 endelig — 2004/0045 (COD))

20

2004/C 241/7

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets forordning (EF) nr. 1268/1999 om fællesskabsstøtte til førtiltrædelsesforanstaltninger inden for landbrug og udvikling af landdistrikter i ansøgerlandene i Central- og Østeuropa i førtiltrædelsesperioden (KOM(2004) 163 endelig — 2004/0054 (CNS))

21

2004/C 241/8

Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om levnedsmidler bestemt til særlig ernæring (kodificeret udgave) (KOM(2004) 290 endelig — 2004/0090 (COD))

23

2004/C 241/9

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om retningslinjer for anden runde af EF-initiativet Equal vedrørende tværnationalt samarbejde til fremme af en ny praksis i bekæmpelsen af forskelsbehandling og uligheder af enhver art i forbindelse med arbejdsmarkedet Fri bevægelighed for gode idéer (KOM(2003) 840 endelig)

24

2004/C 241/0

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets beslutning om Den Europæiske Flygtningefond for perioden 2005-2010 (KOM(2004) 102 endelig — 2004/0032 (CNS))

27

2004/C 241/1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om betingelserne for adgang til gas transmissionsnet (KOM(2003) 741 endelig — 2003/0302 (COD))

31

2004/C 241/2

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Regional integration og bæredygtig udvikling

34

2004/C 241/3

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af kvinder og mænd i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser (KOM(2003) 657 endelig — 2003/0265 (CNS))

41

2004/C 241/4

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet Fremme af teknologi til bæredygtig udvikling: En EU-handlingsplan for miljøteknologi (KOM(2004) 38 endelig)

44

2004/C 241/5

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Den Transatlantiske Dialog: muligheder for at forbedre det Transatlantiske Samarbejde

49

2004/C 241/6

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 1999/62/EF om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer (KOM(2003) 448 endelig — 2003/0175 (COD))

58

2004/C 241/7

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om minimumsbetingelser for gennemførelse af direktiv 2002/15/EF samt Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 og (EØF) nr. 3821/85 med hensyn til sociale bestemmelser inden for vejtransportvirksomhed (KOM(2003) 628 endelig — 2003/0255 (COD))

65

DA

 


II Forberedende retsakter

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg 409. plenarforsamling den 2.-3. juni 2004

28.9.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 241/1


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold (»ROM II«)«

(KOM(2003) 427 endelig — 2003/0168 (COD))

(2004/C 241/01)

Rådet besluttede den 8. september 2003 i henhold til EF-traktatens artikel 262 at anmode Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om en udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold (»ROM II«)«.

Det forberedende arbejde blev overdraget Den Faglige Sektion for det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 4. maj 2004. Ordfører var Frank von Fürstenwerth.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 409. plenarforsamling den 2.-3. juni 2004, mødet den 2. juni 2004, følgende udtalelse med 168 stemmer for og 8 hverken for eller imod:

1.   Sammendrag af konklusionerne

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg hilser Kommissionens forslag om en europæisk forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold velkommen. Med denne forordning fjernes en forhindring, som hidtil har stået i vejen for udviklingen af et ensartet europæisk retsområde.

1.2

Udvalget opfordrer Kommissionen til at færdiggøre arbejdet så hurtigt som muligt under hensyntagen til de i det følgende under punkt 9 fremsatte ændrings- og korrekturforslag, så forordningen kan træde i kraft.

1.3

Udvalget udtrykker tilfredshed med Kommissionens bestræbelser på at fjerne den eksisterende lovgivningsmæssige opsplitning på det vigtige internationalprivatretlige område for forpligtelser uden for kontraktforhold gennem en fuldstændig harmonisering. Dette vil medføre uvurderlige forenklinger for brugerne af det juridiske system. I stedet for først at skulle konsultere lovvalgsreglerne og sætte sig ind i afvigende retsregler i medlemsstaterne hver gang der behandles en sag, som involverer udlandet, kan brugerne gå ud fra et ensartet sæt regler, der takket være forordningens umiddelbare gyldighed vil være identisk i alle medlemsstater.

2.   Indledning: Begrundelse for initiativet

2.1

Med denne forordning lægger Kommissionen for første gang i Den Europæiske Unions historie op til ensartede lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold. På området for forpligtelser inden for kontraktforhold har sådanne ensartede lovvalgsregler eksisteret siden 1980, da flertallet af vesteuropæiske stater vedtog Rom-konventionen. Siden da har flere stater tiltrådt aftalen. Valget faldt dengang på en multilateral aftale, da EF-traktaten på daværende tidspunkt endnu ikke omfattede det fornødne retsgrundlag til at vedtage et sådant lovgivningsinstrument under fællesskabslovgivningen. Lovvalgsreglerne for forpligtelser uden for kontraktforhold er fortsat underlagt selvstændige regler i medlemsstaterne, der ganske vist ofte bygger på en fælles forståelse af emnet, men alligevel adskiller sig tydeligt på detaljeplan, og som ikke mindst er præget af den nationale teori og praksis. For brugeren af det juridiske system er dette ensbetydende med en række vanskeligheder lige fra problemer med adgangen til retsreglerne og sprogforskelle til indlevelsen i en fremmed retskultur og fortolkningen som følge af national teori og praksis. På grund af den tætte juridiske sammenhæng — lovgivningerne om forpligtelser inden for og uden for kontraktforhold hører begge til obligationsretten — har man altid opfattet bestemmelserne i Rom-konventionen som værende ufuldkomne, selv om aftalens indgåelse var et stort skridt i den rigtige retning. Aftalen manglede stadig den sidste brik i form af obligationsretten uden for kontraktforhold i at være komplet. Harmoniseringen af lovvalgsreglerne for forpligtelser uden for kontraktforhold er et lovende skridt fremad fra den nuværende tilstand i Fællesskabet, hvad angår målsætningen om sikkerhed og pålidelighed ved bestemmelsen af, hvilken materiel ret der finder anvendelse. Brugerne af det juridiske system ville naturligvis være endnu bedre tjent med en sammensmeltning af Rom I- og Rom II-instrumenterne til et ensartet retsinstrument. Udvalget erkender naturligvis, at de to projekter befinder sig på to meget forskellige udviklingstrin, og at en sådan løsning dermed har lange udsigter, da det først og fremmest må dreje sig om så hurtigt som muligt at få etableret en fungerende retsorden for forpligtelser uden for kontraktforhold. Udvalget finder det beklageligt, at det planlagte retsinstrument ikke umiddelbart vil opnå gyldighed i Danmark på grund af denne medlemsstats forbehold over for EF-traktatens afsnit IV (om end der består mulighed for frivillig anvendelse i den nævnte medlemsstat), og at der derfor ikke opnås en optimal harmoniseringseffekt. Udvalget udtrykker tilfredshed med, at Det Forenede Kongerige og Irland har erklæret at ville anvende retsinstrumentet.

2.2   Retspolitisk baggrund

2.2.1

Forordningen skal ses i en bredere sammenhæng, der omfatter flere af Kommissionens aktiviteter på lovgivningsområdet, som allerede er gennemført eller planlagt, eller som befinder sig i støbeskeen. Udvalget har gentagne gange haft lejlighed til at fremsætte udtalelser til enkelte forslag fra Kommissionen.

2.2.2

Først bør aktiviteterne på retsplejeområdet vedrørende civile søgsmål nævnes, herunder især

omdannelsen af Bruxelles-konventionen af 1968 til en forordning (1),

forordningsforslaget om et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav (2),

forordningen om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (3),

forordningen om samarbejde mellem medlemsstaternes domstole om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område (4),

Kommissionens henstilling om principper for udenretslige tvistbilæggelsesorganer (5),

Rådets beslutning om oprettelse af et europæisk retligt netværk på det civil- og handelsretlige område (6).

2.2.3

Endvidere bør også arbejdet på det materiel-civilretlige område nævnes, herunder især

meddelelsen fra Kommissionen om europæisk aftaleret af 11.7.2001 (7),

direktivet om forbrugerkredit (8),

direktivet om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (9).

2.2.4

Projektet har en ganske særlig forbindelse til arbejdet på det materiel-lovvalgsretlige område, som Kommissionen har indledt med offentliggørelsen af en grønbog om omdannelsen af Rom-konventionen til en fællesskabsretsakt (10). Rom II-forordningen er komplementær til Rom I-forordningen, der foreslås i grønbogen, og en naturlig forlængelse heraf.

2.2.5

Alle disse aktiviteter har til formål at opfylde målsætningerne om etablering af et europæisk civilretligt område, etablering af et retssystem, som letter anvendelsen af det indre marked for alle samfundsdeltagere, giver øget retssikkerhed og bedre adgang til domstolene for borgerne i Europa samt medfører en lettere lovbrug fra domstolenes side.

3.   Retsgrundlag

3.1

Forordningen sigter mod en ensartetgørelse af lovvalgsreglerne på området for forpligtelser uden for kontraktforhold. En sådan harmonisering er underlagt bestemmelserne i EF-traktatens artikel 65 b). Kommissionen har de nødvendige beføjelser, hvis et sådant skridt er påkrævet for at sikre, at det indre marked kan fungere gnidningsløst. Udvalget mener, at denne forudsætning er opfyldt, idet harmoniseringen af lovvalgsreglerne bidrager til at sikre mod forskelsbehandling af de økonomiske aktører i Fællesskabet ved grænseoverskridende sager, til at styrke retssikkerheden, til at lette retsanvendelsen og dermed til at fremme viljen til at drive grænseoverskridende handel samt til at fremme den gensidige anerkendelse af medlemsstaternes retsakter ved at sikre, at rigtigheden af indholdet i denne lovgivning umiddelbart vil kunne fastslås af de involverede borgere i andre medlemsstater.

4.   Materielt anvendelsesområde, anvendelse af et tredjelands lov (artikel 1, 2)

4.1

Forordningen skal omhandle lovvalgsreglerne på det civil- og handelsretlige område (artikel 1, stk. 1). For at forebygge misforståelser er det derfor nærliggende at gøre dette udtrykkeligt klart. Lovgivningsmyndigheden har mulighed for at anvende den terminologi, der allerede finder anvendelse i De Europæiske Fællesskabers forordning om retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser i civile sager og handelssager (artikel 1), da indholdet heri er fastlagt. At forordningen ikke finder anvendelse på skatte- og toldsager siger nærmest sig selv, men det burde anføres eksplicit.

4.2

Forordningen sigter ikke mod at opstille regler for alle for forpligtelser uden for kontraktforhold. Lovgivningsmyndigheden gør for så vidt klogt i ikke at sætte et for højt ambitionsniveau, således at styringen af projektet ikke bringes i fare af den grund. Udelukkelsen af familieretlige forpligtelser, underholdsforpligtelser og arveretlige forpligtelser (artikel 1, stk. 2) hilses derfor velkommen. Lovvalgsreglerne for disse emneområder, der har samfundspolitiske implikationer, beror traditionelt på selvstændige juridiske instrumenter.

4.3

Udelukkelsen af forpligtelser ifølge veksler og checks beror lige som forpligtelser, der udspringer af atomskader, (artikel 1, stk. 2) på det forhold, at disse områder dækkes af særlige aftaler (11), som rækker ud over Fællesskabets område, og hvis beståen ikke bør bringes i fare.

4.4

Udelukkelsen af samfundsretlige forhold i artikel 1, stk. 2, litra f), er uundgåelig, da disse er så tæt knyttet til samfundets regelsæt, at en regulering af disse forhold bør finde sted i denne kontekst.

4.5

Trusten udgør et særligt område med rødder i den angloamerikanske lovgivning. Der er tale om en konstruktion, som falder ind under området mellem de selskabsretlige og stiftelsesretlige regler, og som fungerer som en skjult formueforvalter uden juridisk personlighed. Trusten kendes ikke i de kontinentaleuropæiske staters retssystemer. Disse særlige forhold og denne tilknytning til selskabslovgivningen var årsagen til, at dette område også var udelukket fra Rom-konventionen (artikel 1, stk. 2, litra g)). Da de selskabsretlige regler allerede er udelukket fra forordningen, bør det samme gælde for trusten (artikel 1, stk. 2, litra e)).

4.6

Forordningen fastsætter, at der skal anvendes en bestemt lovgivning uden hensyntagen til, om der er tale om en medlemsstats eller et tredjelands lov (artikel 2). Forordningen følger dermed et rodfæstet princip inden for lovvalgsretten, som principielt afviser at diskriminere andre retssystemer på det lovvalgsretlige område. Udvalget hilser dette yderst velkommen. Når tilknytningsovervejelser tilsiger, at en given sag skal afgøres efter et bestemt sæt retsregler, kan det ikke gøre nogen forskel, om der er tale om en medlemsstats eller et tredjelands love.

5.   Lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold, der udspringer af en retsstridig handling (artikel 3-8)

5.1

I artikel 3 behandles krav, der opstår som følge af en retsstridig handling, og dermed emnets kernepunkter. I teorien ville der her kunne lægges en række forskellige overvejelser til grund for, hvilket lands lov der finder anvendelse, hvilket som regel under et betegnes lex loci delicti commissi-reglen, nemlig den lov, som gælder det sted, hvor skaden er opstået, den lov, som gælder det sted, hvor hændelsen som ligger til grund for skaden har fundet sted, den lov, som gælder det sted, hvor resultatet af skaden er indtrådt, og den lov, som gælder på skadelidtes sædvanlige opholdssted. Det gælder for alle tilknytningsovervejelser, at de enten har rod i traditioner, eller at andre gode grunde taler for dem. De finder da også anvendelse i forskellige gældende lovvalgsregler. Den europæiske lovgivningsmyndighed har derfor først og fremmest til opgave at indføre en ensartet regel i alle medlemsstater. Løsningen af denne opgave er vigtigere end spørgsmålet om, hvilken af de traditionelle modeller der vælges. Med henblik på den efterfølgende anvendelse er det vigtigt at holde sig for øje, at der i langt størstedelen af tilfældene i praksis vil være sammenfald mellem alle eller mange af disse tilknytningsovervejelser. Skadelidtes sædvanlige opholdssted vil som regel være det samme som det sted, hvor skaden er indtrådt, og den skadevoldende handling har fundet sted og stemme overens med det sted, hvor den retsstridige handling har fundet sted. I praksis er spørgsmålet om det rigtige sted måske som regel af mere teoretisk karakter. Den europæiske lovgivningsmyndighed har til hensigt at vælge stedet for den direkte skade som hovedregel. Det kan diskuteres, om dette er i overensstemmelse med tendensen i de nyere kodifikationer (12), men valget kan begrundes med, at hensynet til skadelidte må veje tungest uden dog helt at tilsidesætte skadevolders interesser, som det ville være tilfældet, hvis afgørelsen ensidigt beroede på skadelidtes sædvanlige opholdssted. En ensidig fokusering på stedet for den skadevoldende handling ville tilgodese skadevolderen i urimelig grad (13), idet dette ville krænke skadelidtes berettigede forventninger om beskyttelse. Den lovgivende myndigheds bestræbelser på at opnå en afvejning af de involverede parters interesser er i enhver henseende acceptabel. Indskrænkningen af den generelle regel med artikel 3, stk. 2, såfremt begge parter har sædvanligt opholdssted i et og samme land, modsvarer sagens natur og forhindrer unødige ekskursioner til ukendte retssystemer. Stk. 3 har en generelt korrigerende funktion og svarer i funktionel henseende til Rom-konventionens artikel 4, stk. 5, 2. punktum. I praksis vil man ved retsanvendelsen dog skulle være opmærksom på, at denne undtagelsesklausul for enkeltstående tilfælde ikke fører til en tilsidesættelse af den af den fællesskabslovgivende myndighed tilstræbte principielle omorientering i medlemsstater, som hidtil har fuldt reglen om stedet for den skadevoldende handling.

5.2

Hvad angår produktansvarssager (artikel 4) fastlægger forordningen, at loven i det land, hvor skadelidte har sit sædvanlige opholdssted, finder anvendelse. Denne regel skal ses som et kompromisforslag ikke mindst i lyset af de til dels ganske livlige drøftelser op til høringen den 6. januar 2003. Andre mulige og drøftede tilknytningselementer synes mindre velegnede: Stedet for købet kan være rent tilfældigt og i visse tilfælde endda urimeligt vanskeligt at identificere (køb via internettet). I produktansvarssager kan stedet for den direkte skade være lige så tilfældigt (for eksempel hvis skaden indtræffer, mens køberen er på rejse). Heller ikke fremstillingsstedet udgør et tilfredsstillende tilknytningselement, da dette sted i vores globaliserede verden kan have marginal tilknytning til sagen. Det valgte tilknytningselement sætter derimod skadelidtes beskyttelsesværdige interesser i højsædet. For det foretagne valg taler endvidere, at også repræsentanterne for den hovedsageligt berørte industri og forsikringsbranchen for at vise imødekommenhed over for forbrugerrepræsentanterne udtalte sig overvejende positivt herom ved Kommissionens høring den 1. januar 2003. Industriens berettigede interesser tilgodeses i tilstrækkeligt omfang med indskrænkningen af den generelle regel (markedsføring uden samtykke), hvilket fremgik af industriens holdning på høringen.

5.3

Den i forordningen opstillede regel om illoyal konkurrence (artikel 5) afspejler den klassiske tilknytningsovervejelse på dette område, nemlig at loven på det sted, hvor indgrebet i konkurrencen griber direkte eller indirekte forvridende ind, finder anvendelse (stedet for effektiv konkurrenceforvridning). Ved at ligestille indenlandske og udenlandske konkurrenter sikrer denne regel chancelighed på konkurrenceområdet for så vidt angår de regler, som aktørerne skal overholde. I artikel 4, nr. 1, i udkastet til direktivet om urimelig handelspraksis (14) anlægges der imidlertid en anden synsvinkel, idet princippet om etableringssted finder anvendelse. Selv om begrundelserne for begge retsinstrumenter ikke kommer nærmere ind på denne forskel, kan denne modstridende anvendelse af generelle principper inden for fællesskabsretten og det indre marked løses på følgende måde: Forordningens artikel 5 fastlægger Fællesskabets retsregler i forholdet til ikke-medlemsstater (eller på områder, som ikke er omfattet af direktivet), og direktivets artikel 4, nr. 1, regulerer det interne forhold mellem medlemsstaterne på det indre marked. Hvis dette er tiltænkt, ville Kommissionen gøre klogt i at gøre dette klart i begrundelserne for begge retsinstrumenter. Tilbage står den lidet acceptable tilstand, at der mellem aktører fra hhv. et EU-land og et ikke EU-land gælder det samme sæt regler i en medlemsstat, mens det ikke er de samme regler, der finder anvendelse, såfremt begge aktører er fra forskellige EU-lande (sidstnævnte er ganske vist et spørgsmål om graden af harmonisering af den materielle konkurrencelovgivning i direktivet). Indskrænkningen af den generelle regel i artikel 5, nr. 1, angår et forhold, som formentlig kun yderst sjældent vil opstå i praksis, hvor den illoyale konkurrence ikke får generel, men kun individuel betydning. Dette berettiger anvendelse af de generelle regler.

Udvalget tilskynder til, at man overvejer at ændre overskriften til »Konkurrence og illoyal handelspraksis«, så det tydeliggøres, at bestemmelserne tager sigte på at omfatte alle tilfælde af konkurrenceforvridning.

5.4

Ved første blik kan det vække undren, at et retsinstrument, som omhandler lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold, indeholder regler om krænkelser af privatlivet og individets rettigheder (artikel 6), da dette retsområde i mange retssystemer traditionelt hører ind under personretten. I nyere tid har en anden vurdering imidlertid vundet indpas i mange medlemsstater, og emnet er i stedet rykket nærmere de skadevoldende handlinger. Med dette in mente synes det berettiget at tage disse regler med her. Tilhørsforholdet til de i artikel 5 og 8 behandlede emneområder kan heller ikke benægtes. Den i artikel 6, stk. 1, opstillede regel kan bifaldes. Det samme gør sig gældende for reglen om retten til berigtigelse i stk. 2. Udvalget henstiller, at det overvejes, om undtagelsesbestemmelsen til fordel for loven i domslandet i visse tilfælde ikke gøres overflødig som følge af artikel 22.

5.5

Inden for området miljøskader (artikel 7) er hovedreglen i overensstemmelse med det generelle tilknytningselement ifølge artikel 3, den skadevoldende handling, dog overlades det til skadelidte at vælge at anvende loven på det sted, hvor den skadeudløsende handling fandt sted (og som evt. er mere fordelagtig for denne). Det er tydeligt, at den fællesskabslovgivende myndighed ved at bryde med hovedreglen og give den skadelidte en valgmulighed anvender lovvalgsreglerne som påskud til at forfølge en målsætning, der egentlig ligger uden for området, idet denne agerer præventivt og truer den potentielle miljøsynder med en strengere materiel lovgivning for på den måde at anspore til at udvise større omhu ved miljøbeskyttelsen. Dette aspekt fremgår også tydeligt af begrundelsen til artikel 7.

5.6

Tilknytningsreglen om krænkelse af intellektuelle rettigheder (artikel 8) svarer til den på dette område generelt anerkendte regel om, at den lov, der gælder på det sted, hvor krænkelsen finder sted, finder anvendelse. Dette medfører en ligestilling af indenlandske og udenlandske statsborgere i det pågældende område, hvilket hilses velkommen. Det ville være vanskeligt at forklare, hvorfor en udlændings intellektuelle arbejde skulle berettige til en større eller mindre grad af beskyttelse, end hvis arbejdet var blevet udført af en indenlandsk statsborger. Artikel 8, stk. 2, udtrykker således en selvfølgelighed.

6.   Retsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold, der udspringer af andet end en retsstridig handling

6.1

Reglerne for retsstridige handlinger, som behandles i forordningens kapitel 2, stk. 1, dækker ganske vist hovedparten af forpligtelserne uden for kontraktforhold, men der er særligt behov for regler på områderne uberettiget berigelse og uanmodet forretningsførelse. Derudover kender medlemsstaterne til et varierende antal yderligere og forskelligartede forpligtelser uden for kontraktforhold, som passende vil kunne samles under en generel regel af den type, som den lovgivende myndighed med rette tilvejebringer i artikel 9, stk. 1.

6.2

Hvis en forpligtelse uden for kontraktforhold beror på et forudgående retsforhold mellem parterne (gælder også kontrakter), ligger det i sagens natur at anvende den lov, som i forvejen finder anvendelse på retsforholdet (accessorisk tilknytning). For kontrakter, der fremhæves særskilt i bestemmelsen, bør opmærksomheden dog rettes mod Rom-konventionen, som opstiller en regel for dette område. Artikel 9, stk. 1, er imidlertid formuleret tilstrækkeligt fleksibelt til at tillade en gnidningsløs overgang til reglen i Rom-konventionen uden at føre til modsætninger. Indholdet af reglen i artikel 9, stk. 2, svarer til forordningens artikel 3, stk. 2, og er derfor berettiget.

6.3

Reglen om uberettiget berigelse, som bestemmer, at loven i det land, hvor denne berigelse har fundet sted, skal finde anvendelse (artikel 9, stk. 3) stemmer overens med grundprincipperne i de fleste medlemsstater. Såfremt berigelsen er udsprunget af et (ugyldigt) kontraktforhold, er det ifølge den i artikel 9 indbyggede logik stk. 1 i samme artikel 9, der skal anvendes (15). Det ville være formålstjenligt, om dette kom tydeligere til udtryk i forordningsteksten, således at det på forhånd ville kunne undgås at skabe tvivl hos mindre erfarne brugere af det juridiske system. Reglen i artikel 38, stk. 1 og 3, i den tyske lov om ikrafttrædelse af BGB (EGBGB), der har samme opbygning, kunne tjene som forbillede. Ifølge de forklaringer, som Kommissionens repræsentant har givet om bestemmelsen, vil denne tilknytning kun blive bragt i anvendelse, hvis der ikke kan foretages accessorisk tilknytning i henhold til artikel 9, stk. 1, eller stk. 2. Udvalget mener, at dette bør komme langt tydeligere til udtryk for at forebygge misforståelser blandt dem, der bruger bestemmelserne.

6.4

Hvad angår uanmodet forretningsførelse sigter forordningen mod, at loven på det sted, hvor driftsherren har sit sædvanlige opholdssted, skal finde anvendelse (dog undtaget de særlige forhold i artikel 9, stk. 4, 2. punktum). Denne regel udgør en lovvalgsretlig favorisering af driftsherren. Hvis man valgte at knytte lovvalget til forretningsførerens sædvanlige opholdssted, ville det betyde en favorisering af denne. En anden mulighed, som den lovgivende myndighed tilsyneladende ikke har taget med i sine overvejelser, består i at lade lovvalgsretlig neutralitet råde, idet det i så fald skulle være loven på det sted, hvor forpligtelsen blev indgået, der fandt anvendelse. Udvalget opfordrer Kommissionen til at overveje, om ikke en sådan løsning ville være mere formålstjenlig. Dette skal også ses i lyset af, at den lovgivende myndighed allerede har formuleret en regel i artikel 9, stk. 4, 2. punktum, som går et stykke i den foreslåede retning. Ifølge de forklaringer, som Kommissionens repræsentant har givet om bestemmelsen, vil denne tilknytning kun blive bragt i anvendelse, hvis der ikke kan foretages accessorisk tilknytning i henhold til artikel 9, stk. 1, eller stk. 2. Udvalget mener, at dette bør komme langt tydeligere til udtryk for at forebygge misforståelser blandt dem, der bruger bestemmelserne.

6.5

Den undtagelsesklausul, som i artikel 9, stk. 5, peger på, at den lov, til hvilken tilknytningen er stærkest, skal finde anvendelse, svarer til forordningens artikel 3, stk. 3, og er berettiget af samme årsager. Der melder sig imidlertid det spørgsmål, om det ikke var muligt at aflede et overordnet princip deraf, som ville kunne gælde for alle henvisninger i forordningen og dermed også for de henvisninger i artikel 4-8, som endnu ikke er omfattet heraf. Kommissionen opfordres til at tage dette med i overvejelserne og i givet fald tilføje en sålydende regel i stk. 3. I så fald ville artikel 3, stk. 3, og artikel 9, stk. 5, skulle slettes.

6.6

Artikel 9, stk. 6, er efter udvalgets opfattelse overflødig, da følgerne heraf allerede kan udledes af eksistensen af særreglen i artikel 8. Det skader dog ikke at bevare bestemmelsen.

7.   Fælles regler for forpligtelser uden for kontraktforhold, der udspringer af en retsstridig handling, og forpligtelser, der udspringer af andet end en retsstridig handling

7.1

Overskriften til det 3. afsnit i kapitel II er unødvendigt kompliceret og hæmmende for forståelsen. Udvalget anbefaler at følge eksemplet fra Rom-konventionen og omformulere afsnitsoverskriften: »Fælles regler«.

7.2

Med indrømmelsen af en mulighed for efterfølgende lovvalg til parterne i en forpligtelse uden for kontraktforhold (artikel 10) følger forordningen en aktuel tendens, som har vundet indpas i f.eks. artikel 42 i den tyske EGBG eller i artikel 6 i den nederlandske internationalprivatretlige lovgivning. Udvalget hilser dette velkommen. Forbeholdet omkring ikke-disponible love i artikel 10, stk. 2 og 3, er en anerkendt standard for at undgå, at parterne tilsidesætter fællesskabsreglerne, og er således berettiget, selv om lovanvendelsen i praksis vanskeliggøres heraf.

7.3

Ved udarbejdelsen af regler for anvendelsesområdet for forordningens artikel 3-10 følger den lovgivende myndighed i tilpasset form forbilledet i Rom-konventionens artikel 10. Den høje detaljeringsgrad viser, at man har tilstræbt en høj grad af retssikkerhed. Disse bestræbelser anerkendes.

7.4

Dog synes reglen i forordningens artikel 11, litra d), at være problematisk, idet procesretten ifølge almindeligt anerkendte principper bygger på lex fori. Den europæiske lovgivningsmyndighed bør lade dette uantastet. For så vidt angår de procesretlige skridt til gennemførelse og (forebyggende) sikring af materielle krav, bør disse i proceduremæssig henseende være underlagt den kompetente domstol. Det bør være spørgsmålet, om kravet foreligger (materielt), der er underlagt den i artikel 3-10 anførte lov. Begrundelsen tyder på, at den lovgivende myndighed kunne have haft dette i tankerne. Hvor gennemførelsen og det materielle krav er så snævert forbundet med hinanden, at en adskillelse ikke længere er mulig, et det berettiget med en undtagelse fra lex fori-reglen til fordel for lex causae.

7.5

Artikel 12, som behandler det vanskelige emne ufravigelige regler (lois de police), støtter sig (under hensyntagen til de ud fra sagens karakter nødvendige modifikationer) til artikel 7 i Rom-konventionen og svarer således til de anerkendte standardregler på lovvalgsområdet. Den i forhold til Rom-konventionen afvigende overskrift afspejler ændringerne i sprogbrugen på dette område siden 1980.

7.6

Artikel 13 skaber forudsætningerne for, at der for så vidt angår sikkerheds- og adfærdsregler kan finde en direkte tilknytning sted, hvilket principielt er berettiget. Udvalget mener, at gældende regler bør være de regler, der gjaldt på stedet for den skadevoldende handling, da det må forventes af skadevolderen, at disse overholdes. Reglen i artikel 7 i Haag-konventionen om færdselsuheld skal i øvrigt (ikke som i begrundelsen — s. 26) forstås på denne måde, da den tager udgangspunkt i ulykkesstedet. Kommissionens repræsentant har på foranledning bekræftet, at art. 13 skal forstås på denne måde. Efter udvalgets opfattelse fremgår dette ikke klart nok, i hvert fald ikke i alle sprogudgaver. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til i artikel 13 uden tvivl at erklære de sikkerheds- og adfærdsregler for gældende, som gjaldt på stedet for den skadevoldende handling.

7.7

Tilknytningsovervejelsen for direkte søgsmål mod den ansvarliges forsikringsselskab modsvarer sagens natur og udgør det materielle modstykke til den procesretlige regel i artikel 11, stk. 2, i De Europæiske Fællesskabers forordning om retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser i civile sager og handelssager.

7.8

Reglen om den lovbestemte subrogation (artikel 15) stemmer overens med Rom-konventionens artikel 13 og er endvidere uproblematisk. Kommissionen bør påse, at denne overensstemmelse også bibeholdes efter Rom-konventionens omarbejdning til en europæisk forordning. Det samme gælder artikel 17 (bevisbyrde), som svarer til Rom-konventionens artikel 14. Artikel 16 bygger på artikel 9, stk. 4, i Rom-konventionen, som på grund af det afvigende emneområde alene anvendes som forbillede. I lyset heraf er adaptionen vellykket.

8.   Andre/afsluttende bestemmelser

8.1

De emner, der behandles i forordningens kapitel III og IV, er overvejende uproblematiske, da de svarer til de generelle tekniske standardregler på lovvalgsområdet, som ikke behøver en detaljeret kommentar. Dette gælder især for artikel 20 (udelukkelse af renvoi), som svarer til Rom-konventionens artikel 15, artikel 21 (stater med mere end ét retssystem), som svarer til Rom-konventionens artikel 19, artikel 22 (ordre public-regler i domslandet), som svarer til Rom-konventionens artikel 16, og artikel 25 (forholdet til gældende internationale konventioner), som svarer til Rom-konventionens artikel 21.

8.2

Forordningens artikel 18 anfører bestemte områder, som ikke direkte hører under en jurisdiktion, og som til forordningens formål sidestilles med en stats territorium. På denne måde undgås uønskede huller eller tilfældige tilknytninger i lovvalgsretssystemet. Udvalget hilser dette velkommen.

8.3

En persons sædvanlige opholdssted spiller en central rolle for det moderne internationalprivatretlige område og dermed for tilknytningsspørgsmålet i forordningen. Bestemmelsen af det sædvanlige opholdssted for naturlige personer er i det væsentlige uproblematisk, men kan volde problemer, når det drejer sig om juridiske personer. Forordningen gør på saglig vis op med denne problematik, idet den erklærer hovedforretningsstedet for afgørende. Det ville ikke have været i overensstemmelse med sagens karakter at overtage artikel 60 i De Europæiske Fællesskabers forordning om retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser i civile sager og handelssager, da denne regel tager udgangspunkt i bopælen og ikke i det sædvanlige opholdssted, og desuden ville den deri tilbudte tredelte løsning have ført til mindre retssikkerhed.

8.4

Artikel 24 blev først optaget i forordningen efter høringen i januar 2003, hvor den lovgivende myndighed modtog opfordringer herom. Forbilledet er artikel 40, stk. 3, i den tyske EGBG, som har til formål at forhindre, at gennemførelsen af krav, som ifølge samfundets communis opinio må anses for at være eksorbitante, forhindres allerede på et materiel-retligt grundlag, og at eventuelle stridigheder og drøftelser af, om disse krav strider mod ordre public, således overflødiggøres. Udvalget hilser udtrykkeligt den lovgivende myndigheds hensigter velkommen. Udvalget peger imidlertid på, at den erstatningsberettigede ikke ville være tjent med en situation, hvor han (af for så vidt prisværdige retspolitiske årsager) slet ikke får erstattet en opstået skade, fordi en fremmed regel udgør både grundlaget for en ud fra medlemsstaternes synspunkt berettiget erstatning og for en ikke-acceptabel bødestraf (punitive damages, triple damages). Udvalget frygter, at den aktuelle formulering af artikel 24 vil kunne afstedkomme netop et sådant totalsvigt, for så vidt angår krav. Det foreslås derfor at ændre reglens ordlyd som følger:

»Anvendelsen af en bestemmelse i den lov, der finder anvendelse efter denne forordning, berettiger ikke til tilkendelse af en erstatning, såfremt denne åbenlyst har andet formål end at kompensere for en påført skade.«

8.5

Forordningen indeholder i artikel 25 et forbehold til fordel for internationale konventioner, som med hensyn til lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold giver forrang til sådanne konventioner, såfremt medlemsstaterne er omfattet heraf. Bestemmelsen svarer i det væsentlige til artikel 21 i Rom-konventionen, men indeholder i modsætning til denne ingen fritagelse vedr. indgåelsen af fremtidige kontraktlige forpligtelser, som afviger fra fællesskabsretten. Denne forskel forklares med ønsket om at gøre forordningen bindende for den nationale lovgivningsmyndighed, og med nødvendigheden af at undgå en yderligere opsplitning af den juridiske situation i Fællesskabet i fremtiden. Udvalget hilser forbeholdet velkommen, da det giver medlemsstaterne mulighed for også i fremtiden at honorere tidligere indgåede kontraktlige forpligtelser og samtidig opretholde vigtige og delvist verdensomspændende aftaler. Udvalget peger i denne forbindelse som eksempler på Bern-konventionen om beskyttelse af litterære og kunstneriske værker af 9. september 1986, på Agreement on Trade-related Aspects of Intellectual Property Rights (TRIPS), på den internationale konvention om fastsættelsen af regler for hjælp og bjærgning i tilfælde af havsnød af 23. september 1910 samt på den internationale konvention om ansvarsbegrænsning for skibsejere.

9.   Konklusion

Udvalget opfordrer Kommissionen til efter indarbejdelsen af ændringerne at afslutte arbejdet med forordningen så hurtigt som muligt, så den kan træde i kraft. Kommissionen bør

tilvejebringe en afklaring af forholdet mellem forordningens artikel 5 og artikel 4, stk. 1, i direktivet om urimelig handelspraksis og tilpasse begrundelsen tilsvarende,

kontrollere, om det virkelig er formålstjenligt at give skadelidte inden for området miljøskader (artikel 7) lovvalgret,

tydeliggøre forholdet mellem artikel 9, stk. 3 og 4, og artikel 9, stk. 1 og 2, i forordningens ordlyd,

overveje, om det i artikel 9, stk. 4, ikke ville være mere formålstjenligt at erklære det sted for gældende, hvor forpligtelsen blev indgået,

kontrollere, om artikel 9, stk. 5, kan gøres til et generelt princip i forordningen og anbringe dette i stk. 3,

ændre overskriften til afsnit 3 til »Fælles regler«,

erklære, at det for så vidt angår sikkerheds- og adfærdsreglerne i forordningens artikel 13 utvivlsomt er de regler, der gjaldt på stedet for den skadevoldende handling, der finder anvendelse,

omformulere artikel 24 som følger:

»Anvendelsen af en bestemmelse i den lov, der finder anvendelse efter denne forordning, berettiger ikke til tilkendelse af en erstatning, såfremt denne åbenlyst har andet formål end at kompensere for en påført skade.«

Bruxelles, den 2. juni 2004

Roger BRIESCH

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.

(2)  Forslag til Rådets forordning om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav, KOM(2002) 159 endelig af 18.4.2002.

(3)  Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager, EFT L 160 af 30.6.2000, s. 37.

(4)  Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område, EFT L 174 af 27.6.2001, s. 1.

(5)  Kommissionens henstilling af 30. marts 1998 om de principper, der finder anvendelse på organer med ansvar for udenretslig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet (98/257/EF), EFT L 115 af 17.4.1998, s. 31.

(6)  Rådets afgørelse af 28. maj 2001 om oprettelse af et europæisk retligt netværk på det civil- og handelsretlige område (2001/470/EF), EFT L 174 af 27.6.2001, s. 25.

(7)  Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om europæisk aftaleret (2001/C 255/01), EFT C 255 af 13.9.2001, s. 1.

(8)  EFT L 61 af 10.3.1990, s. 14.

(9)  EFT L 95 af 21.4.1993, s. 29.

(10)  Kommissionens grønbog om omdannelse af Rom-konventionen af 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, til en fællesskabsretsakt (KOM(2002) 654 endelig).

(11)  Genève-konventionen om internationalprivatretlige bestemmelser på vekselområdet af 7. juni 1930 og Genève-konventionen om internationalprivatretlige bestemmelser på checkområdet af 19. marts 1931 samt Paris-konventionen af 29. juli 1960 med en række tillægskonventioner.

(12)  Af andre regler kan nævnes den siden 1999 gældende tyske regel i artikel 40, stk. 1, i Lov om ikrafttrædelse af BGB (EGBGB), som anfører stedet for den skadevoldende handling som tilknytningskriterium.

(13)  I tvivlstilfælde er skadevolderen bekendt med den på stedet gældende lov og behøver ikke at bekymre sig om andet og vil ved risikable handlinger eventuelt kunne profitere af et lavere ansvarsniveau.

(14)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af direktiverne 84/450/EØF, 97/7/EF og 98/27/EF, KOM(2003) 356 af 18.6.2003.

(15)  Således lyder begrundelsen (s. 24) yderst kortfattet og derfor ikke umiddelbart letforståeligt.


28.9.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 241/7


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En stærkere europæisk lægemiddelindustri til gavn for patienterne — en opfordring til handling«

(KOM(2003) 383 endelig)

(2004/C 241/02)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 16. oktober 2003 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En stærkere europæisk lægemiddelindustri til gavn for patienterne — en opfordring til handling«.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's sektion for det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Maureen O'Neill til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 4. maj 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 409. plenarforsamling af 2.-3. juni 2004, mødet den 2. juni, følgende udtalelse med 164 stemmer for, 1 imod og 10 hverken for eller imod:

1.   Baggrund

1.1

Det har længe været anerkendt, at den europæiske lægemiddelindustri spiller en vigtig rolle for både erhvervslivet og sundhedssektoren. Inden for EU-institutionerne har man lagt betydelig vægt på at udvikle de forskellige elementer, som industrien består af, og de fordele for patienter, som følger heraf.

1.2

I forbindelse hermed opstillede Det Europæiske Råd i Lissabon i 2000 et strategisk mål om, at EU »skulle blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kunne skabe bæredygtig økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed«, og inden for hvilken lægemiddelindustrien skulle spille en afgørende rolle.

1.3

Ministerrådet understregede i sine konklusioner om lægemidler og folkesundhed i juni 2000 betydningen af innovative lægemidler med mærkbart forøget terapeutisk værdi for opfyldelsen af målene for lægemiddel- og folkesundhedssektoren.

1.4

Kommissionen fik i november 2000 forelagt en rapport om den europæiske lægemiddelindustris konkurrenceevne: »Global Competitiveness in Pharmaceuticals: a European perspective« (1) (»Global konkurrence inden for lægemidler: Et europæisk perspektiv« — bedre kendt som Pammolli-rapporten). Rapporten udpegede en række fremtidige indsatsområder og konkluderede, at »Europa halter bagefter [USA] med hensyn til evnen til at skabe, tilrettelægge og opretholde innovative processer, der bliver stadig dyrere og mere indviklede set fra et organisatorisk synspunkt«.

1.5

Formålet med Kommissionens meddelelse er at behandle de spørgsmål, der rejses i såvel Pammolli-rapporten som efterfølgende rapporter, fordi man anerkender, at lægemiddelindustrien spiller en vigtig rolle i EU både sundhedsmæssigt, socialt og økonomisk.

1.6

Iværksættelsen af fællesskabsprocedurer for markedsføringstilladelser og oprettelsen af Det Europæiske Agentur for Lægemiddelvurdering i 1995 indebærer et stort fremskridt.

1.7

I marts 2000 fastslog en rådgivende gruppe vedrørende sundhedspolitik under Kommissionen, at det folkesundhedspolitiske mål med lægemiddelsektoren er at »producere lettilgængelige, effektive og sikre lægemidler af høj kvalitet, herunder nyere og mere innovative lægemidler, til alle, der behøver dem, uanset indkomst eller social status« (2).

1.8

Kommissionen er fortsat besluttet på at gennemføre det indre marked for lægemidler ved at fremme forskning og udvikling (3), hvilket skal ske ved at gøre EU mere attraktiv for investeringer og ved at indføre ordninger, som giver patienterne større udvalg gennem lavere priser og adgang til lægemidler.

1.9

Desuden nedsatte Kommissionen en ny højtstående gruppe vedrørende innovation og tilvejebringelse af lægemidler (G10-lægemidler) (4), der skulle anskue lægemiddelsektorens problemer fra en ny synsvinkel under hensyntagen til, at sektoren både er underlagt Fællesskabets og medlemsstaternes kompetence, og komme med forslag til kreative løsninger.

1.10

G10-gruppen offentliggjorde sin rapport »Højtstående gruppe vedrørende innovation og tilvejebringelse af lægemidler« i maj 2002, og dens konsensus-approach i sine 14 henstillinger danner grundlaget for Kommissionens »Opfordring til handling«, som EØSU er blevet anmodet om at afgive udtalelse om (Bilag A).

1.11

Holdningen er blevet yderligere styrket af Rådets resolution om lægemidler og udfordringer på folkesundhedsområdet med fokus på patienter (5).

2.   Meddelelsens formål

2.1

Kommissionen vil med denne meddelelse redegøre for, hvordan den mener, at G10-henstillingerne kan gennemføres under de givne omstændigheder. På områder med national kompetence angiver Kommissionen, hvilken kurs den mener medlemsstaterne kan følge, og hvad Kommissionen selv kan gøre for at lette processen, herunder især dens egen vigtige rolle med at overvåge forandringer og effektivitet.

2.2

I Kommissionens meddelelse fastsættes således fem overordnede emner, der omfatter spørgsmålene i Europa, nemlig:

Fordele for patienterne

Udvikling af en konkurrencedygtig europæisk industri

Styrkelse af EU's videnskabelige basis

Lægemidler i et udvidet EU

Erfaringsudveksling mellem medlemsstaterne.

3.   Teksten — generelle bemærkninger

3.1

Lægemiddelindustrien har yderst komplekse indbyrdes forbindelser med sundhedssystemer, forskning, patienter, konkurrenceevne og beskæftigelse. Det er en stor arbejdsgiver i EU. Industrien skal hele tiden forny sig og fungere effektivt med andre sundhedssystemer i USA og Japan. Denne meddelelse lægger primært vægt på, at der tilvejebringes en integreret indfaldsvinkel for at skabe fordele for industrien og patienterne såvel som for at stimulere dens fortsatte udvikling som en stor bidragyder til en dynamisk, videnbaseret og konkurrencedygtig økonomi i EU. EØSU erkender, at dette er en stor opgave.

3.2

Industriens konkurrenceevne giver anledning til en del bekymring og bliver ofte betragtet i lyset af den succes, som USA's lægemiddelindustri har. Det er vigtigt at fremhæve, at lægemiddelindustrien ikke i sig selv er svag, men at svagheden snarere er et resultat af opsplitningen af markederne, som fortsat er meget forskellige fra land til land. Det er årsag til en fragmenteret tilgang til forskning, innovation og klassificering af receptpligtige og ikke-receptpligtige lægemidler. Det skyldes, at man er afhængig af beslutningsprocessen hos de 25 nationale myndigheder og de deraf følgende forskellige social- og sundhedspolitikker. Det påvirker investeringerne i forskning og udvikling, adgangen til produkter og i sidste ende fordelene for patienter på afgørende måde i alle medlemsstaterne.

3.3

Det er af afgørende betydning, at industriens rolle anskues i forhold til medlemsstaternes etablerede sundhedssystemer og til, hvordan og i hvilket omfang disse finansieres, samt hvordan det sikres, at patienterne i hver medlemsstat har adgang til alle EU-godkendte lægemidler. Selv om dette er et centralt mål for Kommissionen, er EØSU samtidigt opmærksomt på de forskelle, der eksisterer, hvad angår sikring af adgang til lægemidler og medlemsstaternes evne til at finansiere dette mål, og EØSU er især bekymret for den indvirkning, målsætningen kan have på tiltrædelseslandene.

3.4

EØSU anerkender den voksende betydning af at involvere patienter i beslutningstagningen og udviklingen af partnerskaber mellem offentlige og private grupper samt patientgrupper til gensidig gavn. EØSU hilser Kommissionens forslag om en integrerende tilgang velkommen, men er skuffet over, at G10-lægemidler ikke har en bredere basis.

3.5

EØSU erkender, at der foreligger bevis for, at den europæiske lægemiddelindustris konkurrenceevne er faldende. Selv om man har kortlagt svagheder i den europæiske model for industrien, er det dog vigtigt at fokusere på de færdigheder, strukturer og resultater, man har i Europa, i stedet for blot at antage, at den amerikanske model nødvendigvis er den bedste eller eneste vej fremad, når alle involverede interesser tages i betragtning. Det centrale mål i EU-modellen er at opnå et effektivt sundhedsvæsen, som tilgodeser patienternes behov, det være sig behandlingsmæssige, økonomiske eller sociale, samtidig med at lægemiddelindustriens økonomiske aktiviteter fremmes.

3.6

Kommissionens meddelelse bygger på et meget bredt grundlag, og EØSU gør opmærksom på, at det tidligere har kritiseret foranstaltningerne i retning af fremskridt på disse områder for hidtil at have været alt for langsomme. EØSU er i øvrigt bekymret for, hvordan Kommissionen på baggrund af denne meddelelse vil sikre hurtigere fremskridt (6).

3.7

Kommissionen fremhæver betydningen af at overvåge og vurdere resultaterne ud fra en række afgrænsede resultatindikatorer. EØSU gør igen opmærksom på, at det er bekymret for manglen på løbende statistisk information og dokumentation til at vurdere fremskridt og den foreslåede udvikling ud fra. Der er brug for bedre processer til afgrænsning af, hvilke oplysninger der skal indsamles, og EØSU så gerne, at der blev etableret et meget mere proaktivt og gennemskueligt system.

3.8

Det anerkendes, at lægemiddelsektoren leverer beskæftigelse af høj kvalitet, som ikke kun er et spørgsmål om de direkte beskæftigede i industrien, men også om andre forskningssektorer, forbundne virksomheder, universiteter og sundhedssektoren. Der er dog frygt for, at den kvalificerede arbejdskraft vil søge bort fra lægemiddelsektoren i Europa, hvis der ikke i Europa etableres en mere sammenhængende tilgang til forskning og innovation ledsaget af de fornødne investeringer.

3.9

EØSU er klar over vanskelighederne ved at gennemføre det indre marked i de nuværende og kommende medlemsstater, men ønsker en klar strategi for at opnå dette mål inden for lægemiddelindustrien pga. den forskel, der er på kompetencerne inden for markedsføring af lægemidler på EU- og nationalt niveau, og især pga. at sundhedssystemer og finansieringssystemer divergerer fra medlemsstat til medlemsstat. EØSU ønsker endnu engang at fremhæve den store vægt, det lægger på anerkendelsen af, at beskyttelsen af menneskers sundhed skal have forrang frem for alle andre lovgivningsområder, hvilket det har anført i tidligere udtalelser, og som følge af det folkesundhedspolitiske mål med lægemiddelsektoren, som er at fremstille sikre lægemidler af høj kvalitet, herunder innovationslægemidler, til alle, der har behov herfor, uanset indkomst eller social status (7).

4.   Kommissionens forslag til foranstaltninger

4.1   Fordele for patienterne

4.1.1

Ansvaret for sundhedspleje deles i stadigt større omfang med patienter, der interesserer sig mere aktivt for deres helbred og muligheder for pleje. Kommissionen anerkender betydningen af at inddrage patienterne og EØSU bifalder, at der lægges vægt på at skabe og støtte måder til sikring af patientinddragelse på alle niveauer.

4.1.2

Det nyoprettede europæiske patientforum vil udgøre en nyttig mekanisme til formidling af patientsynspunkter, som kan styrke EU's sundhedsforum, der blev oprettet i 2001, med henblik på at samle en bred vifte af europæiske sundhedsaktører, der bør omfatte sociale organisationer med interesser inden for sundhedsområdet. Disse initiativer tager hensyn til statens og de ikke-statslige organisationers respektive roller inden for folkesundhed, som bør støttes.

4.1.3

I den forbindelse er det vigtigt, at den enkelte patient eller patientgruppe, som bliver inddraget i beslutningsprocessen, er velorienteret om de pågældende processer og om, i hvilket omfang der er behov for at øve indflydelse. Det er vigtigt, at der etableres gensidig tillid mellem dem, som har faglig og teknisk ekspertise, og dem, hvis rolle det er at sikre, at offentligheden modtager nøjagtig og forståelig information om lægemidler.

4.1.4

EØSU mener, at det er af afgørende betydning, at informationen til patienter og offentligheden forbedres, og især at den gøres mere objektiv og lettere tilgængelig. Det blev accepteret af Ministerrådet i dets konklusion om lægemidler og folkesundhed i juni 2000. Med dette for øje bakker EØSU kraftigt op om forslaget om at udvikle et »kvalitetsmærke«, som fastsætter »kvalitetskriterier for websteder med information om sundhed«, og at mærket også anvendes ved andre former for informationsformidling. Det er afgørende, at oplysningerne netop anvendes som oplysning til individer og så vidt muligt til at tilskynde dem til at indhente råd fra kvalificeret sundhedspersonale, da man først og fremmest bør undgå et overforbrug eller uhensigtsmæssigt forbrug af lægemidler.

4.1.5

Forslaget om at oprette et offentligt-privat partnerskab med inddragelse af en række interesserede parter, som informerer, vejleder eller overvåger informationsformidlingen, hilses velkomment, og EØSU tilskynder til, at lægemiddelvirksomheder, repræsentanter for patienter, universiteter, sociale og gensidige foreninger og handicaporganisationer, forskere samt professionelle inden for sundhedssektoren samarbejder af hensyn til bedre patientinformation og sundhedsuddannelse. Sådanne partnerskaber vil kunne levere værdifulde oplysninger til regeringerne, Europa-Parlamentet, Kommissionen og Ministerrådet inden for en række områder, der vedrører lægemiddelindustrien og den individuelle sundhedspleje.

4.1.6

Formidling af information til at forbedre folkesundheden i medlemsstaterne er en af flere vigtige elementer, der skal give større harmoni og styrke indsamlingen af relevante data og mere effektive sammenlignende analyser.

4.1.7

EØSU støtter udtrykkeligt, at man opretholder forbuddet mod reklamer for receptpligtige lægemidler, der er rettet mod offentligheden. Spørgsmålet om reklamer for ikke-receptpligtige lægemidler skal behandles med stor agtsomhed for at sikre en hensigtsmæssig anvendelse af lægemidler.

4.1.8

EØSU er enig i, at ansvarlig selvmedicinering bør foregå ved, at den potentielle bruger får rådgivning fra kvalificeret sundhedspersonale. Uhensigtsmæssig selvmedicinering kan føre til forsinkelser med påbegyndelse af behandling og i visse tilfælde negative gensidige virkninger med receptpligtige lægemidler.

4.2   Relativ effektivitet

4.2.1

EØSU giver sin fulde opbakning til den definition af »relativ effektivitet«, som Kommissionen har valgt vedrørende sundhedsteknologi som f.eks. lægemidler. Denne omfatter »et lægemiddels forøgede terapeutiske værdi (dets kliniske effekt i sammenligning med andre behandlinger) og dets omkostningseffektivitet, som bygger på den forøgede terapeutiske værdi og tager højde for omkostninger«. Man erkender imidlertid, at medlemsstaterne kan have visse vanskeligheder i forbindelse med at få godkendt denne tilgang, hvorfor det er vigtigt, at der afsættes et passende tidsrum til at gennemføre den effektivt.

4.2.2

EØSU erkender, at man er nødt til at sikre bedre adgang til (ikke mindst omkostningsmæssigt) effektive nye og sikre lægemidler for flest mulige patienter. Anvendelse af kriteriet om relativ effektivitet i medlemsstaterne vil have en direkte indvirkning på prisfastsættelse og tilskud, som er den enkelte medlemsstats ansvar. EØSU ønsker at henlede opmærksomheden på indvirkningen på de sociale budgetter, der varierer fra medlemsstat til medlemsstat, og som kan forhindre, at det ikke er de mest effektive lægemidler, der ordineres, som følge af budgetmæssige begrænsninger.

4.2.3

Det anbefales at fremme udveksling af erfaringer vedrørende evaluering af omkostningseffektivitet, så man kan forbedre de evalueringsmetoder, der bruges i de fleste medlemsstater.

4.3   Lægemiddelovervågning

4.3.1

EØSU er enig i, at et effektivt system til lægemiddelovervågning er afgørende og mener, at de eksisterende systemer bør styrkes. Alt kvalificeret sundhedspersonale, som er involveret i udskrivning og udlevering, samt patienter, bør deltage i en effektiv overvågning efter markedsføringen i forbindelse med alle lægemidler. Dette spontane indrapporteringssystem bør stille særligt høje krav for nyligt markedsførte lægemidler. Ydermere vil det, hvis man går over til hurtigere meddelelse af licens, især blive nødvendigt at supplere dette med grundig lægemiddelovervågning, der anvender observationsbaserede undersøgelser til at fremskaffe materiale om den forventede sikkerhed ved de pågældende lægemidler eller om uventet giftighed hurtigst muligt.

4.3.2

Randomiserede og kontrollerede kliniske forsøg er den almindelige måde at påvise lægemidlers virkning på, men de er som regel for små, eller også repræsenterer de pågældende ikke den potentielle brugergruppe af lægemidlet. Forsøgene kan derfor ikke dokumentere potentielle risici, navnlig for sårbare patientkategorier. Observationsbaserede undersøgelser tilfører en anden type information til de kontrollerede forsøg og supplerer dem ligefrem. Observationsbaserede undersøgelser kan kun sjældent give information om ønskede virkninger, selv om de somme tider kan give nærmere detaljer om, hvornår en forventet (positiv) virkning ikke fandt sted.

4.4   Udvikling af en konkurrencedygtig europæisk industri

4.4.1

EØSU erkender lægemiddelindustriens betydning, både hvad angår dens bidrag til den europæiske handelsbalance mht. højteknologi og opfyldelsen af sociale og folkesundhedsrelaterede mål. Den skaber mange højtkvalificerede arbejdspladser. Det er derfor afgørende med velfungerende lovrammer for at stimulere og støtte industrien, lige som EU's medlemsstater på nationalt plan må sikre, at nye lægemidler med forøget terapeutisk værdi er tilgængelige for patienterne hurtigst muligt. Det er vigtigt at fremme og støtte forskning, der styrker udviklingen af nye behandlinger.

4.4.2

EØSU støtter de nøgleaktioner, Kommissionen foreslår, men har følgende kommentarer:

Det er vigtigt at afkorte den tid, en ny kemisk enhed befinder sig i udviklingsfasen, inden den godkendes. Man er også nødt til at kunne reagere hurtigere på negative begivenheder, efter at klinisk brug er begyndt.

De strengere bestemmelser om databeskyttelse gør det meget svært at gennemføre de fornødne observationsbaserede undersøgelser for at afgøre, om lægemidlerne er sikre i daglig brug. Observationsbaserede undersøgelser er den eneste praktiske måde til identificering af sjældent forekommende problemer (vedrørende sikkerhed). De er afhængige af, at man sammenkæder uensartede, allerede eksisterende datasæt (f.eks. data vedrørende udskrivning, demografi og resultater såsom hospitalsindlæggelse eller dødsattester). Patientidentifikation er normalt den eneste måde at koble disse datasæt sammen på. Nylig lovgivning kræver, at man skal indhente patienternes godkendelse for at bruge personoplysninger, også selv om der er fuld anonymitet, når sammenkoblingen har fundet sted. Hvis et større antal enkeltpersoner ikke giver deres godkendelse eller blot ignorerer anmodningen, vil de data, man får, indeholde ukendte skævheder, som kan gøre datasættet langt mindre værdifuldt, da det ikke længere er repræsentativt for den samlede befolkning (8).

EØSU henviser til, hvad det tidligere har sagt om dette emne, nemlig at dette ikke er »noget argument mod den her foreslåede metode, som ikke forudsætter individuelle, men kun aggregerede og anonymiserede data« (9).

4.4.3

EØSU støtter revisionen af lægemiddellovgivningen, hvis sigte er at forbedre den måde, hvorpå både den centraliserede procedure og proceduren for gensidig anerkendelse fungerer, så man accelererer evalueringsprocessen og afkorter den tid, det tager at træffe den endelige beslutning. At Kommissionen og Det Europæiske Agentur for Lægemiddelvurdering allerede har afkortet deres egne procedurer hilses velkommen, men der er behov for yderligere forbedringer for at kunne sikre europæiske patienter nye behandlinger i tide, således at patienter, der modtager behandling i Europa, ikke er dårligere stillet end patienter, der kan få behandling i USA.

4.4.4

Det er positivt, at man støtter udviklingen af innovative lægemidler via det sjette forskningsrammeprogram med dets tematiske forskningsprioritet inden for biovidenskab, genomforskning og bioteknologi for sundhed som et første skridt.

4.4.5

Der vil være yderligere fordele ved at forkorte den tid, der går mellem den indledende patentering af et potentielt lægemiddel og indgivelse af ansøgning om markedsføringsgodkendelse ved at undgå overflødige procedurer.

4.4.6

EØSU støtter forslaget om harmonisering af databeskyttelse, der fastsættes til ti år. Såfremt yderligere oplysninger gives vedrørende særlige undergrupper, f.eks. børn, finder man, at muligheden for at forlænge dataeneret med 1 ekstra år bør diskuteres yderligere.

4.5   Tidspunkt for forhandlinger om tilskud og prisfastsættelse

4.5.1

EØSU er enig i, at man bør sikre patienterne den mest effektive behandling inden for et effektivt sundhedssystem, navnlig i lyset af de voksende udgifter til sundhedsvæsenet. Det bør noteres, at udgiften til lægemidler i gennemsnit udgør 15 % af sundhedsbudgetterne (10). Medlemsstaterne har også en pligt til at sikre, at bestemmelser om prissætning og tilskud er gennemsigtige og ikke-diskriminerende og fastlægges inden for en præcis tidsramme (11).

4.5.2

Det skal bemærkes, at medlemsstaterne har klare beføjelser til at træffe nationale foranstaltninger for at kontrollere sundhedsudgifterne. Det fører til store udsving i priserne staterne imellem, som vil blive forstærket med udvidelsen. EØSU understreger imidlertid, at uanset hvilket prissystem man indfører, bør det ikke forhindre innovative, gode lægemidler i at komme ud på markedet. EØSU opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger, der kan sikre fuld gennemførelse af det såkaldte gennemsigtighedsdirektiv (Direktiv 89/105/EØF).

4.5.3

Sådanne forskelle i de administrativt fastsatte priser kan være skadelige for det indre markeds funktion. EØSU er derfor tilfreds med, at Kommissionen vil tage initiativ til en »overvejelse« om alternative metoder til, hvordan medlemsstaterne kan kontrollere deres lægemiddelrelaterede udgifter. EØSU er enig i, at mere dynamiske og konkurrencedygtige markedsmekanismer kan fremme målsætningen om at skabe et mere integreret marked. Denne »overvejelse« bør indeholde en vurdering af privat og offentlig finansiering af lægemidler og folkesundhed.

4.5.4   Fuldstændig konkurrence for lægemidler, som staten hverken køber eller giver tilskud til

4.5.4.1

EØSU finder, at når et nyt lægemiddel har modtaget markedsføringsgodkendelse (som bekræfter dets effektivitet, sikkerhed og kvalitet), bør det gøres tilgængeligt for patienter uden unødvendig forsinkelse, når deres helbredstilstand kræver det. EØSU støtter muligheden for at gøre nye lægemidler tilgængelige, så snart de har modtaget markedsføringsgodkendelse.

4.5.4.2

Finansiering og overvågning af sundhedsudgifterne i medlemsstaterne kan udgøre en hindring for, at patienter kan få adgang til nye lægemidler samtidigt i hele EU. EØSU kan støtte, at direkte priskontrol afløses af overvågning af sundhedsudgifter og tilskynder Kommissionen til at stimulere debatten om, hvordan man kan gennemføre dette. I den forbindelse bør det være muligt at overveje at afskaffe priskontrol af producenter af lægemidler, som hverken indkøbes af det offentlige eller som der gives tilskud til under frivillig sygeforsikring.

4.6   Et konkurrencedygtigt marked for generiske lægemidler

4.6.1

EØSU er enig i, at generiske lægemidler spiller en vigtig rolle i forbindelse med en begrænsning af sundhedsudgifterne og dermed bidrager til forbedringen af en bæredygtig finansiering af sundhedsvæsenet, men det er vigtigt at afveje brugen af disse lægemidler med udviklingen af innovative produkter, så industrien forbliver dynamisk, og patienterne får flere valgmuligheder.

4.6.2

EØSU støtter udarbejdelsen af en tydeligere fællesskabsdefinition for generiske lægemidler og er især enig i, at man på baggrund af udvidelsen er nødt til at se på spørgsmålet om intellektuel ejendomsret.

4.7   Et konkurrencedygtigt marked for ikke-receptpligtige lægemidler

4.7.1

Det erkendes, at fordelen ved ikke-receptpligtige lægemidler, der kan købes på apoteker eller i almindelige forretninger, er et mere konkurrencepræget marked, samt at borgerne får lettere adgang til disse lægemidler uden at behøve at gå til lægen først. EØSU anser det for vigtigt at sikre, at disse lægemidler anvendes under absolut sikre forhold.

4.7.2

Hvilke produkter, der klassificeres som ikke-receptpligtige, kan divergere fra medlemsstat til medlemsstat, og EØSU støtter forslagene om, at der skal skabes større sammenhæng mellem medlemsstaternes klassificeringsbeslutninger i overensstemmelse med det indre markeds principper.

4.7.3

Desuden går EØSU ind for Kommissionens forslag om, at man skal anvende det samme varemærke for både receptpligtige og ikke-receptpligtige lægemidler, hvis medlemsstaterne er sikre på, at det ikke udgør en fare for folkesundheden.

4.7.4

EØSU gentager imidlertid sine betænkeligheder, hvad angår adgangen til ikke-receptpligtige antibiotika eller antivirale eller antifungale midler, som skal begrænses til ikke receptpligtig status. Hvis sådanne lægemidler anvendes til bagatelagtige indikationer eller på en ukorrekt måde, kan der opstå mere vidtrækkende problemer, f.eks. i form af resistens, der kan få konsekvenser ved eventuelle senere sygdomme, især en mere alvorlig infektion. Det er derfor vigtigt, at disse lægemidler ses på baggrund af den mere omfattende folkesundhedsdagsorden, og at deres brug kontrolleres ved hjælp af receptpligt. Det er afgørende, at patienter får nøjagtige og letforståelige oplysninger i den henseende, og at brugen af sådanne receptpligtige lægemidler overvåges og indgår i kommende forskningsundersøgelser.

4.8   Styrkelse af EU's videnskabelige basis

4.8.1

EØSU er klar over, hvor vigtigt det er at udvikle og fastholde en dynamisk forsknings- og udviklingsbasis i lægemiddelindustrien, som bygger på den ekspertise, der både findes i industrien og i de forbundne videnskabelige institutioner.

4.8.2

EØSU støtter målsætningen om at skabe virtuelle sundhedsinstitutter for at stimulere og organisere forskningen i sundhed og bioteknologi i Europa ved at samle forskere med fælles forskningsinteresser. EØSU finder det nødvendigt med en sammenhængende struktur for at samle viden og ekspertise med passende formidlingsmetoder, hvis man skal bevare personalets videnskabelige kvalifikationer og blive en alvor konkurrent til USA, hvad angår FoU og innovation. Det sjette forskningsrammeprogram er et første skridt i den retning.

4.8.3

EØSU støttede i en tidligere udtalelse oprettelsen af et europæisk center for sygdomsforebyggelse og -bekæmpelse (12) med henblik på at skabe en stærkere videnskabelig basis for folkesundhed i Europa.

4.8.4

EØSU understreger, at man er nødt til at finde nye investeringskilder til at støtte udvikling af forskning og innovation. I dette øjemed bifalder EØSU forslaget om at undersøge en række idéer om finansiering af forskning, bl.a. risikovillig kapital, billige lån, skattefradrag, garanterede markeder og udvidelse af patentrettigheder og/eller eksklusiv ret på markedet. Det er vigtigt, at synergien mellem universiteter, forskningsinstitutter og industrien i højere grad anerkendes og udnyttes.

4.9   Incitamenter til forskning

4.9.1

EØSU ser positivt på direktivet om kliniske forsøg (13), som understreger, at beskyttelse af patienterne kommer i første række, når forsøg skal udformes. Direktivet understreger også behovet for forenkling og harmonisering af gældende administrative procedurer, så man kan forbedre koordineringen af forsøg inden for EU. Den bestemmelse, der baner vejen for den første europæiske database over kliniske forsøg, hilses ligeledes velkommen.

4.9.2

EØSU vil gerne understrege, at også små virksomheder eller enkeltpersoner med en god idé skaber virkelig innovation. Der er en fare for, at omstændelige administrative procedurer i EU og medlemsstaterne eller større virksomheders behov for at foretage en udvælgelse af forskningsprojekter, der kan gennemføres samtidigt, kan blokere for nye innovative ideer fra sådanne kilder. Man skal sørge for at støtte dette potentiale og fremme samarbejdet mellem virksomheder med det formål at støtte udviklingen af sådanne ideer, så de kan blive til nye behandlingsformer, der kan nå markedet.

4.9.3

Sammenlignet med USA er EU og dets medlemsstater på nationalt niveau ofte fokuseret på behovet for at »undgå at mislykkes« snarere end på at tage risici for at opnå succes, hvilket somme tider mislykkes. Her er der en mulighed for at flytte grænserne. EØSU støtter, at alle medlemsstater hurtigst muligt gennemfører direktivet om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser, idet manglende overholdelse vil hæmme udviklingen af den bioteknologiske industri i Europa.

4.9.4

EØSU støtter også vedtagelsen af EF-patentlovgivningen, som vil sænke de enkelte medlemsstaters omkostninger.

4.9.5

EØSU understreger, at for øjeblikket er 40-50 % af lægemidlerne til børn ikke godkendt til børn, og at der heller ikke er blevet ansøgt om godkendelse til brug i forbindelse med børn. EØSU henstiller, at man gennemfører målrettet forskning for at bedømme passende dosering af lægemidler til børn, ældre mennesker, mænd og kvinder. Det afgørende spørgsmål er korrekt, sikker og effektiv dosering af det pågældende lægemiddel i en bestemt situation.

4.9.6

Korrekt dosering er navnlig relevant, når det gælder ældre mennesker, som måske tager en række forskellige lægemidler til flere forskellige indikationer, samtidig med at de har en mindre alvorlig organfejl (f.eks. nyre eller lever), hvorfor spørgsmålet er, om medicinen er passende i forhold til den medicin, der udstedes recept på til andre lidelser.

4.9.7

EØSU påpeger også, at selv om der er lidelser, som for øjeblikket er sjældne i Europa, kan de udmærket være udbredte i udviklingslandene, og at det øgede rejseniveau kombineret med den globale opvarmning kan medføre, at visse sjældne sygdomme (14) bliver mere udbredte og vanskelige at begrænse virkningerne af.

4.10   Lægemidler i et udvidet EU

4.10.1

EØSU er enig i, at integration af de nye medlemsstaters økonomier og sundhedsvæsener i det eksisterende EU vil være en stor udfordring. Hovedparten af de lande, der nu bliver optaget i EU, har færre ressourcer til rådighed for deres sundhedsvæsener end de eksisterende medlemsstater, hvorfor det er særdeles vigtigt for deres folkesundhed, at lægemidler er billige og tilgængelige. Dette skal ses i sammenhæng med de stigende sundhedsudgifter, en aldrende befolkning og nye samfundsmæssige og sundhedsmæssige behov.

4.10.2

Udfordringen vil også gå ud på at harmonisere den intellektuelle ejendomsret, der kan føre til betragtelige prisforskelle og dermed til voksende parallelimport. Det sker, når der optræder systematiske prisdifferencer medlemsstaterne imellem. Enkeltpersoner eller andre organisationer end indehaveren af markedsføringstilladelsen kan derefter indkøbe store partier af et bestemt lægemiddel i et billigere land, importere det til et dyrere land og sælge det med fortjeneste, der udelukkende skyldes prisforskellen. EØSU støtter Kommissionens forslag om at løse problemerne via et pålæg om at informere både indehaveren af markedsføringstilladelsen og de kompetente myndigheder i medlemsstaterne og Det Europæiske Agentur for Lægemiddelvurdering om, at de har til hensigt at foretage parallelimport i en given medlemsstat.

4.10.3

Det skal imidlertid noteres, at det juridiske ansvar for håndhævelse af intellektuel ejendomsret fortsat vil påhvile patentindehaveren.

4.10.4

EØSU er tilfreds med Kommissionens skridt til at sikre, at de nye medlemsstater får mulighed for at føre en dialog med Kommissionen om de vanskeligheder, de eventuelt støder på i forbindelse med gennemførelsen af lægemiddellovgivningen, både før og efter tiltrædelsen.

4.11   Erfaringsudveksling mellem medlemsstaterne.

4.11.1

Hvis der skal gøres fremskridt med at udvikle den europæiske lægemiddelindustri, er man nødt til at lære af hinanden. EØSU er derfor glad for Kommissionens forslag om at udarbejde en række EU-indikatorer for både industriens konkurrenceevne og folkesundhedsmålsætningerne. At der nedsættes en arbejdsgruppe til at udvikle disse indikatorer, hilser EØSU velkomment.

4.11.2

Indikatorerne skal omfatte lægemidlers virkning og aspekter vedrørende sundhedsvæsen ud over:

Udbud

Efterspørgsel og lovgivningsmæssige rammer

Industriens output

Makroøkonomiske faktorer.

5.   Konklusion

5.1

EØSU hilser Kommissionens meddelelse om at skabe en »stærkere europæisk lægemiddelindustri til gavn for patienterne« velkommen og støtter det omfattende foreslåede program. Man erkender, at meddelelsen er ambitiøs, og at det bliver en udfordring at opfylde målsætningerne.

5.2

EØSU mener, at selv om meddelelsen opfylder målsætningerne om at medtænke fordelene for patienter, udvikle en mere konkurrencedygtig europæisk industri, tage skridt til at styrke den videnskabelige basis i EU, tage hensyn til det udvidede EU og sikre, at medlemsstaterne kan lære af hinanden, bør man være opmærksom på følgende spørgsmål.

5.3

EØSU understreger, at lægemiddelindustriens afhængighed af beslutningsprocessen hos 25 nationale myndigheder får den til at virke svagere i sammenligning med den fælles tilgang, der er mulig i USA og Japan i forbindelse med forskning, innovation, markedsføring og prisfastsættelse. Det understreges, at den proces, som begyndte med G10-henstillingerne for at opnå et virkeligt indre marked, bør fortsættes, og effekten på sundhedssystemer og folkesundhed i medlemsstaterne må afbødes gennem den foreslåede benchmarking.

5.4

EØSU henleder opmærksomheden på rækken af redegørelser, dokumenter og politikforslag vedrørende lægemiddelsektoren inden for de seneste år og er stærkt optaget af, hvordan man kan opnå hurtigere fremskridt på baggrund af G10-anbefalingerne, Kommissionens meddelelse og de forpligtelser, Ministerrådet har indgået.

5.5

EØSU erkender, at der er vanskeligheder med at opnå et integreret indre marked med hensyn til lægemiddelsektoren på grund af sektorens kompleksitet og afhængighed af medlemsstaternes beføjelser og forskellige systemer. Udvalget understreger imidlertid betydningen af at fastlægge klare strategier for at nå dette mål.

5.6

EØSU tilslutter sig Kommissionens hensigt om at fastlægge præstationsindikatorer for at muliggøre evaluering og kontrol af fremskridtene inden for industrien og understreger atter betydningen af at opnå ensartede statistiske data, hvorudfra fremskridtene i forbindelse med programmet i meddelelsen skal bedømmes.

5.7

EØSU lægger fortsat stor vægt på, at beskyttelse af menneskers sundhed prioriteres inden for alle lovgivningsområder.

5.8

EØSU støtter udtrykkeligt forslaget om at udvikle et »kvalitetsmærke«, som fastsætter kvalitetskriterier for websteder med information om sundhed og alle andre former for information, og understreger vigtigheden af, at borgerne indhenter råd fra kvalificeret sundhedspersonale.

5.9

EØSU går ind for et effektivt system til lægemiddelovervågning, som fortsat skal styrkes, og finder det nødvendigt at integrere en mere effektiv brug af epidemiologiske undersøgelser.

5.10

EØSU mener, at det er muligt at udvikle en bedre koordineret fremgangsmåde med enklere og mere harmoniserede administrative procedurer. Potentialet for nye investeringskilder, bl.a. risikovillig kapital, billige lån og skattefradrag, hilses velkomment og bør være et presserende mål.

5.11

EØSU opfordrer til fortsat dialog og forenkling af systemerne for at muliggøre innovation og udveksling af viden, både for at styrke industrien og for at fastholde og videreudvikle de kvalifikationer og den beskæftigelseskapacitet, som en konkurrencedygtig lægemiddelindustri resulterer i.

5.12

EØSU henstiller også, at EU og medlemsstaterne støtter oprettelsen af ekspertisenet, og tillader, at finansieringen foregår over en forholdsvis lang periode, så innovation kan udvikles under stabile og sikre forhold og for at sikre kontinuitet i forskningssamarbejdet.

Bruxelles, den 2. juni 2004

Roger BRIESCH

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Enterprise papers nr. 1 2001.

(2)  Nedsat af Det Højtstående Udvalg om Sundhed.

(3)  Rådets konklusioner, det indre marked, 18. maj 1988.

(4)  Kommissionen: Den højtstående gruppe vedrørende innovation og tilvejebringelse af lægemidler — opfordring til handling, G10-lægemidler, den 7. maj 2002.

(5)  Rådets resolution af 1. og 2. december 2003.

(6)  EØSU's udtalelse om forslaget til forordning, EFT C 61/1 af 14. marts 2003.

(7)  EØSU's udtalelse om forslag til beslutning, EFT C 116/18 af 20. april 2001.

(8)  Idem.

(9)  Idem.

(10)  »Benchmarking Pharmaceutical Expenditure« udgivet i 2001 af det østrigske sundhedsinstitut.

(11)  Rådets direktiv 89/105/EØF, EFT L 40 af 11. februar 1989.

(12)  EØSU's udtalelse »Europæisk center for forebyggelse af og kontrol med sygdomme«, med Adrien Bedossa som ordfører, EUT C 32 af 5. februar 2004.

(13)  Direktiv 2001/20/EF, EFT L 121 af 1. maj 2001.

(14)  En sjælden sygdom er en sygdom, der sjældent forekommer i Europa, men som kan være en af de almindeligste sygdomme i verden, som overvejende, eller udelukkende, forekommer i tropiske lande med stor fattigdom. For sådanne sygdomme er der intet veludviklet marked for medicin til konkurrencedygtige priser og derfor kun begrænset investering i lægemiddelindustrien til at bekæmpe disse sygdomme, f.eks. malaria, schistosomiasis og spedalskhed.


28.9.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 241/15


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om ændring af Rådets afgørelse 1999/784/EF om Fællesskabets deltagelse i Det Europæiske Observationsorgan for det Audiovisuelle Område«

(KOM(2003) 763 endelig — 2003/0293 (COD))

(2004/C 241/03)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 14. januar 2004 under henvisning til EF-traktatens artikel 157 paragraf 3 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om ændring af Rådets afgørelse 1999/784/EF om Fællesskabets deltagelse i Det Europæiske Observationsorgan for det Audiovisuelle Område«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Bo Green til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 10. maj 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 409. plenarforsamling den 2.-3. juni 2004, mødet den 2. juni 2004, følgende udtalelse med 171 stemmer for og 9 hverken for eller imod.

1.   Indledning

1.1

Med afgørelse 1999/784/EF (1) vedtog Rådet forslaget om Fællesskabets deltagelse i Det Europæiske Observationsorgan for det Audiovisuelle Område for perioden frem til den 31. december 2004.

1.2

Med udtalelse af 22. september 1999 havde EØSU tilsluttet sig Kommissionens forslag om Fællesskabets deltagelse.

1.3

Baggrunden for såvel Kommissionens forslag som EØSU's tilslutning var den audiovisuelle industris status som én af de erhvervssektorer, der har stor strategisk betydning for Europa, især inden for radio- og tv-spredning samt filmproduktion.

2.   Kommissionens forslag

2.1

Kommissionen foreslår, at

perioden for Fællesskabets deltagelse i Det Europæiske Observationsorgan for Det Audiovisuelle Område udvides med 2 år til at omfatte deltagelse også i 2005 og 2006,

fastholde det årlige budget på 2004-niveau, dvs. 235 000 EUR.

2.2

Forslaget begrundes især med, at

observationsorganets aktiviteter inden for markedsstatistikker og finansiel og juridisk information kan bidrage effektivt til at nå de opstillede mål, og det er derfor i Fællesskabets interesse at støtte og konsolidere Observationsorganets struktur og det bilaterale samarbejde,

observationsorganets bidrag til at nå de nævnte mål vil blive forbedret ved gennemførelsen af en ny strategi, som i øjeblikket er under udvikling med Kommissionens deltagelse. Det ajourførte mandat og de relevante finansielle rammer vil blive vedtaget af de ansvarlige instanser i Observationsorganet ved udgangen af 2005. Gennemførelsen vil tidligst kunne indledes i løbet af 2006.

2.3

Det er Kommissionens opfattelse, at det ville være hensigtsmæssigt at forlænge Fællesskabets deltagelse i Observationsorganet med en periode på to år i betragtning af de positive erfaringer, der er indhøstet tidligere, og som blev sammenfattet i en midtvejsrapport (2). Denne korte forlængelse vil give mulighed for at dække en periode, som er vigtig for fastlæggelsen af Observationsorganets fremtidige arbejdsområder, og den kan indpasses i Fællesskabets nuværende finansielle overslag uden uheldige virkninger for fremtidige beslutninger, som vil blive truffet i 2006, når Kommissionen har fuldt kendskab til Observationsorganets nye mandat og finansielle rammer.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

EØSU støttede oprindeligt Kommissionens forslag om Fællesskabets deltagelse i Observationsorganet, fordi det antoges at bidrage til at styrke den europæiske av-industris konkurrenceevne ved at forbedre formidlingen af økonomiske og retlige oplysninger, give et bedre overblik over markedet samt fremme gennemskueligheden og investeringerne i infrastrukturer.

3.2

EØSU finder, bl.a. begrundet i beretning om Observationsorganets aktiviteter (3), at forventningerne generelt og de oprindelige begrundelser for tilslutning til forslaget stadig er opfyldt, herunder især at av-industrien har betydningsfulde økonomiske, kulturelle og demokratiske aspekter.

4.   Specifikke bemærkninger

4.1

Det er efter EØSU's mening vigtigt for EU's egen industri og for brugerne at have adgang til pålidelige og ajourførte oplysninger af den karakter, som Observationsorganet tilvejebringer.

4.2

EØSU lægger vægt på, at forbrugerbeskyttelse og ophavsret fortsat er prioriterede temaer for Observationsorganet.

4.3

EØSU anbefaler desuden, at Observationsorganet overvejer at behandle skatteforholdene for det Audiovisuelle Område - herunder film - som et tema, idet andre aspekter som »støtte til områder af særlig interesse« og statsstøtte allerede er behandlet.

4.4

Det er vigtigt, at der skabes mulighed for, at observationsorganet kan virke på det nuværende grundlag indtil en ny strategi kan vedtages og gennemføres i 2006.

4.5

EØSU finder imidlertid, at det i forbindelse med en ny strategi kan blive nødvendigt at øge budgettet ud over det nuværende niveau især med henblik på yderligere fokus på områderne multimedia og film.

5.   Konklusioner

5.1

EØSU støtter Kommissionens forslag til beslutning om udvidelse af perioden for Fællesskabets deltagelse i Det Europæiske Observationsorgan for Det Audiovisuelle Område med 2 år, fordi det vil bidrage til at styrke den europæiske av-industris konkurrenceevne ved at forbedre formidlingen af økonomiske og retlige oplysninger, give et bedre overblik over markedet samt fremme gennemskueligheden og investeringerne i infrastrukturer.

5.2

EØSU gentager, at den audiovisuelle sektor i EU (4) er af stor strategisk betydning og har en jobskabende effekt. Med den rivende udvikling, der fortsat gør sig gældende inden for av-industrien og -sektoren over hele verden, er det så meget desto vigtigere og strategisk rigtigt at råde over gode statistiske oplysninger om denne sektor.

5.3

EØSU gentager (5), at Kommissionen bør oprette et europæisk agentur for informationssamfundet. Dette kan bidrage til koordinering af de forskellige initiativer vedrørende konvergens på multimedieområdet samt forbedre mulighederne for et mere konkret arbejde på det kulturelle område med henblik på at beskytte og fremme den »europæiske kulturelle identitet« og udforme en europæisk kulturpolitik.

Bruxelles, den 2. juni 2004

Roger BRIESCH

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EFT L 307 af 2.12.1999, s. 61.

(2)  Beretning fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg om gennemførelsen af Rådets afgørelse 1999/784/EF; KOM(2002) 619 endelig.

(3)  Beretning fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg om gennemførelsen af Rådets afgørelse 1999/784/EF af 22. november 1999 om Fællesskabets deltagelse i Det Europæiske Observationsorgan for det Audiovisuelle Område.

(4)  EFT C 204 af 15.7.1996, s. 5, ØSU's udtalelse om »Kommissionens forslag til Rådets afgørelse om oprettelse af Den Europæiske Garantifond til Fremme af Produktionen af Biograf- og TV-film«.

(5)  Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens forslag til Rådets beslutning om Fællesskabets deltagelse i Det Europæiske Observationsorgan for Det Audiovisuelle Område (KOM(1999) 111 endelig udg. — 99/0066 (CNS)).


28.9.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 241/17


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om retningslinjer for de transeuropæiske net på energiområdet og om ophævelse af beslutning nr. 96/391/EF og nr. 1229/2003/EF«

(KOM(2003) 742 endelig — 2003/0297 (COD))

(2004/C 241/04)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 19. februar 2004 under henvisning til EF-traktatens artikel 156 og 251 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om retningslinjer for de transeuropæiske net på energiområdet og om ophævelse af beslutning nr. 96/391/EF og nr. 1229/2003/EF.«

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Ulla Sirkeinen til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 10. maj 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 409. plenarforsamling den 2.-3. juni 2004, mødet den 2. juni 2004, følgende udtalelse med 164 stemmer for, 3 imod og 17 hverken for eller imod:

1.   Indledning

1.1

Kommissionen vedtog en meddelelse om en europæisk energiinfrastruktur i 2001. Fælles regler og standarder er ikke tilstrækkeligt til at få et udvidet europæisk elektricitets- og gasmarked til at fungere effektivt. Der er også brug for passende infrastrukturforbindelser mellem medlemslandene.

1.2

I meddelelsen foreslog Kommissionen en række foranstaltninger, herunder et mål for elektricitetssammenkoblingsniveauet på 10 % og prioriteret TEN–finansiering af projekter, der udpeges som prioriterede projekter af fælles europæisk interesse. Kommissionen foreslog også at øge det nuværende loft på 10 % for bidrag til et projekts udviklingsfase til 20 % for prioriterede projekter. På sit møde i Barcelona bifaldt Det Europæiske Råd målet for elektricitetssammenkoblingsniveauet på 10 %, men forøgelsen af loftet for bidrag forhandles stadig i Rådet.

1.3

For at de tiltrædende lande kan blive en del af det indre marked for elektricitet og gas, er det nødvendigt at revidere retningslinjerne for de transeuropæiske net (TEN). Mange af de projekter, der forbinder EU med tiltrædelseslandene, er allerede berettiget til at modtage TEN-midler, men der er dog behov for at komplettere listen. Der er behov for et lignende tiltag med hensyn til nabolande. Målet er på mellemlang sigt gradvist at etablere et europæisk marked for elektricitet og gas med potentielt flere end 35 lande og en befolkning på over 600 mio. mennesker. Dette marked bør etableres på grundlag af fælles standarder vedrørende markedsåbning, miljøbeskyttelse og sikkerhed.

1.4

Efterspørgslen efter naturgas stiger voldsomt, og EU bliver stadigt mere afhængig af import af gas. Der er behov for at diversificere gasforsyningen og opbygge en ny infrastruktur for at sikre, at det europæiske energimarked og den fremtidige gasforsyning fungerer effektivt. Der er behov for investeringer i både nye forsyningsrørledninger og, selv med en mere fleksibel udnyttelse af den nuværende infrastruktur efter åbningen af markederne, i interne rørledninger. Det forudsætter et tæt samarbejde med de lande, der leverer gassen, og med transitregionerne.

2.   Kommissionens forslag

2.1

Revisionen af TEN-retningslinjerne for elektricitet og gas skal især søge at integrere de nye medlemsstater i det indre marked for elektricitet og gas. Dokumentet skal

sikre, at der tages hensyn til behovet for en bedre integration af tiltrædelseslande og nabolande i et udvidet europæisk energimarked i listen over projekter, der er berettiget til at modtage støtte, og som er omfattet af retningslinjerne for de transeuropæiske net på energiområdet.

indføre en erklæring om anerkendelse af den europæiske interesse til brug i forbindelse med grænseoverskridende nøgleprojekter på prioritetsaksen og

give Kommissionen mulighed for at udpege en EU-koordinator for prioriterede projekter.

I meddelelsen forpligtes medlemsstaterne til at prioritere prioriterede projekter, lette og fremskynde gennemførelsen af projekter, foretage evalueringer og rapportere til Kommissionen.

2.2

Bilagene til beslutningen indeholder lister over projekter af fælles interesse, som er berettiget til finansiel støtte fra Fællesskabet i henhold til de i bilag II fastlagte kriterier (Bilag III), projekter af fælles interesse, der har prioritet for så vidt angår tildeling af finansiel støtte fra Fællesskabet (Bilag I) og projekter af europæisk interesse (Bilag IV).

2.3

I perioden 2007–2013 forventes et investeringsbehov på ca. 28 mia. EUR, 20 mia. EUR i EU og 8 mia. EUR i tredjelande, til anlæg af prioriterede projekter inden for elektricitets- og gasnet. Der vil blive brug for yderligere midler til at færdiggøre andre projekter af fælles interesse.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

EØSU har i sine udtalelser bakket kraftigt op om Kommissionens forslag om at udvikle og støtte de transeuropæiske net for elektricitet og gas som en integreret del af oprettelsen af et effektivt indre marked for elektricitet og gas og udformningen af en global politik for sikring af energiforsyningen. Udvalget har også støttet Kommissionens forslag om at øge loftet til 20 % for finansiel støtte til udviklingsfasen.

3.2

I tidligere udtalelser har EØSU ligeledes konstateret, at gennemførelsen af TEN-projekter desværre har været yderst langsom og utilfredsstillende. Vanskelighederne ved at finansiere omfattende anlægsprojekter er blevet betegnet som en alvorlig hindring. De 20 mio. EUR, som Kommissionen årligt får stillet til rådighed til støtte for projekters udviklingsfase, kan næppe have en stærk indflydelse på deres gennemførelse. Der er behov for at udvikle offentlig-private partnerskaber.

3.2.1

Finansieringen i sig selv er muligvis ikke den eneste årsag til, at gennemførelsen af TEN-projekter trækker ud. Der kan være andre årsager, som f.eks. medlemsstaternes manglende vilje til at samarbejde omkring grænseoverskridende projekter. En EU-koordinator kan her have en rolle at spille. I nogle tilfælde kan valget af offentlig støtte også have forsinket iværksættelsen af et projekt, der ville være blevet sat i gang tidligere, hvis man ikke havde skullet afvente en eller anden afgørelse.

3.2.2

I øjeblikket er en lang, besværlig og usikker planlægnings- og tilladelsesprocedure en væsentlig hindring for investeringer i infrastruktur. Når EU-institutionerne giver et projekt prioritetsstatus, bør det være et klart signal til lokale og andre beslutningstagere om betydningen af en rettidig gennemførelse af projektet.

3.3

EØSU bifalder Kommissionens beslutningsudkast og bemærker, at det havde været bedre, om Kommissionen havde fremlagt det på et tidligere tidspunkt. Når udtalelsen bliver godkendt på EØSU's plenarforsamling, har udvidelsen allerede fundet sted, og EU har 25 medlemsstater. Hvad tilnærmelsen til nabolandene angår, har den i lang tid været åbenbart nødvendig af hensyn til forsyningssikkerheden (i hvert fald siden grønbogen om energiforsyningssikkerhed).

3.4

EØSU finder analyserne af sammenkoblingssituationen og perspektiverne i EU's og nabolandenes forskellige regioner informative og relevante.

3.5

Kommissionen henviser dog ikke til en eneste vidtgående og langvarig undersøgelse af den forventede udvikling på det indre energimarked, hvilket kunne have givet den baggrundsinformation, der er nødvendig for at indkredse de vigtigste infrastrukturprojekter. Langsigtede visioner eller alternative scenarier er særligt vigtige i en sektor, hvor investeringernes løbetid er på 50 år og derover. Den manglende henvisning er også overraskende, da Kommissionen har adgang til og selv har tilvejebragt baggrundsinformation.

3.5.1

Naturgassens rolle på Europas kommende energimarked er af særlig interesse. Tendensen går i retning af en stærkt stigende anvendelse og afhængighed af import fra lande uden for EU. Denne udvikling understreger betydningen af at kontrollere og regulere infrastrukturerne for transport og lagerfaciliteter (sikkerhed, tilgængelighed) samt risiciene ved afhængighed af nogle få kilder og ved, at produktionen er koncentreret på nogle få hænder. Hvilke perspektiver på mellemlangt eller langt sigt for efterspørgsel, brug, placering og kilder ligger der bag forslagene om prioriterede infrastrukturprojekter? Hvordan forventes anvendelsen af varme, el-produktion, kombineret kraftvarmeproduktion og enhver potentiel plan om udvinding af brint fra gas at udvikle sig? Hvad er potentialet for kilderne? Politiske beslutninger lige fra miljøpolitik på EU-plan til lokale planlægningsbeslutninger har stor indflydelse på valget af energiformer og energimarkeder. Der bør tages hensyn til det bredere og mere langsigtede perspektiv i de politiske beslutninger.

3.6

Det er relevant at spørge, om der ikke eksisterer alternative løsninger til nogle af de flaskehalsproblemer, som de foreslåede infrastrukturprojekter forventes at løse. Ville det for eksempel i nogle tilfælde være en mere hensigtsmæssig løsning at placere investeringer i el-produktion i nærheden af en betydelig efterspørgsel? Dette aspekt bør altid undersøges i forbindelse med udarbejdelse af forslag til infrastrukturprojekter, og der bør også tages hensyn til mulighederne for at øge energieffektiviteten eller skabe decentral produktion af vedvarende energi.

4.   Særlige bemærkninger

4.1

Betragtning nr. 4 bør omformuleres, så den effektive funktion af det indre marked og strategiske mål såsom forsyningssikkerhed og forsyningspligtudbydelse tillægges lige stor værdi.

4.2

Projekter, der kun omfatter én medlemsstat, bør kun i særtilfælde optages på listen over projekter af europæisk interesse.

Bruxelles, den 2. juni 2004

Roger BRIESCH

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


28.9.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 241/19


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles regler for visse former for vejgodstransport (Kodificeret udgave)«

(KOM(2004) 47 endelig — 2004/0017 (COD))

(2004/C 241/05)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 11. februar 2004 under henvisning til EF-traktatens artikel 71 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles regler for visse former for vejgodstransport (Kodificeret udgave)«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Jan Simons til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 10. maj 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 409. plenarforsamling den 2.-3. juni 2004, mødet den 2. juni 2004, følgende udtalelse med 173 stemmer for, 1 imod og 16 hverken for eller imod:

1.

Formålet med dette forslag er at foretage en kodifikation af Rådets første direktiv af 23. juli 1962 om fælles regler for visse former for vejgodstransport (1).

2.

I forbindelse med borgernes Europa er det vigtigt at gøre EU-lovgivningen klarere og lettere tilgængelig. Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen har derfor understreget det nødvendige i at kodificere retsakter, som ofte ændres, og har i en interinstitutionel aftale af 20. december 1994 fastsat, at der kan anvendes en hasteprocedure. Selve indholdet i de retsakter, som kodificeres, må ikke ændres.

3.

Kommissionens forslag stemmer overens med ovenstående, og EØSU har derfor ingen indvendinger, bortset fra, at kodifikationen kommer lidt sent. Man holder sig ganske vist lige inden for de opstillede kriterier, men den seneste ændring går helt tilbage til 1992.

Bruxelles, den 2. juni 2004

Roger BRIESCH

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EFT 70 af 6.8.1962, s. 2005/62. Senest ændret ved forordning (EØF) nr 881/92 (EFT L 95 af 9.4.1992, s. 1). EØSU's udtalelse EFT C 40 af 17.2.1992, s. 15.


28.9.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 241/20


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald«

(KOM(2004) 127 endelig — 2004/0045 (COD))

(2004/C 241/06)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 5. marts 2004 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Richard Adams til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 6. maj 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 409. plenarforsamling den 2.-3. juni 2004, mødet den 2. juni 2004, følgende udtalelse med 180 stemmer for, 3 imod og 13 hverken for eller imod:

1.   Indledning

1.1

Formålet med direktivet er at løse de vanskeligheder, der er forbundet med anvendelsen af lovgivningen om emballage og emballageaffald (1) i tiltrædelsesstaterne. Lovgivning, der er vedtaget efter den 1. november 2002 — i dette tilfælde blev den ændrende lovgivning først vedtaget i februar 2004 — er ikke omfattet af tiltrædelsestraktaten. Kommissionen konkluderede imidlertid, at den fornuftigste løsning var at fremsætte et ændringsforslag under henvisning til traktatens artikel 95.

1.2

På Det Europæiske Råds møde i december 2002 blev der vedtaget en række mekanismer til oplysning og konsultation af tiltrædelsesstaterne om denne lovgivning. Alle tiltrædelsesstaterne bortset fra Cypern (2) meddelte i februar 2003 Fællesskabet, at de ville få brug for en yderligere overgangsperiode for anvendelse af det oprindelige direktiv. Dette ændringsforslag er et resultat af de bilaterale tekniske konsultationer, der efterfølgende blev afholdt med alle ti tiltrædelseslande.

1.3

Det nuværende direktiv (3) tager sigte på at forebygge eller minimere miljøkonsekvenserne af emballage og emballageaffald gennem mål for nyttiggørelse og genanvendelse. De nye mål er betydeligt højere end målene for 2001 og skal nås inden udgangen af 2008. Direktivet opstiller specifikke mål for plast, metal, papir/pap og glas. De specifikke mål vil øge den samlede miljøbeskyttelse i EU. De vil desuden mindske eksisterende konkurrenceforvridninger, medføre bedre harmonisering på det indre marked og give et mere sikkert planlægningsgrundlag for investeringer i genanvendelsesinfrastruktur.

1.4

Forslaget fastsætter den 31. december 2012 som frist for tiltrædelsesstaternes opfyldelse af målene.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

Dette ændringsforslag er en nødvendig retsakt, der fastsætter en realistisk frist for tiltrædelsesstaternes opfyldelse.

2.2

EØSU gav i sin udtalelse af 29. maj 2002 (4) sin fulde støtte til det oprindelige direktiv, som det anså for at være en vigtig drivkraft til fremme af national lovgivning om genanvendelse og nyttiggørelse af emballageaffald.

3.   Særlige bemærkninger

3.1

EØSU bemærker, at tiltrædelsesstaternes gennemsnitlige emballageaffaldsmængde er 87 kg pr. indbygger i forhold til 169 kg pr. indbygger i de nuværende medlemsstater. Selvom der kan være en forventning om, at emballageforbruget i tiltrædelsesstaterne vil stige som følge af det indre marked, henstiller EØSU, at der gøres alt for at minimere emballagen fra producentens side under hensyntagen til sikkerhed og hygiejne.

3.2

Hver medlemsstat vil fortsat være ansvarlig for de systemer, som genanvendelsesmålene nås under. En lang række krav, processer, incitamenter og forebyggende foranstaltninger ligger nu fast i hele Fællesskabet, og EØSU opfordrer til, at Kommissionen fortsætter bestræbelserne på at fastsætte bedste praksis og udbrede eksemplariske casestudier.

4.   Konklusion

EØSU bifalder og giver sin fulde støtte til forslaget, der er en vigtig drivkraft til fremme af national lovgivning med henblik på at indføre systemer til selektiv indsamling i tiltrædelsesstaterne.

Bruxelles, den 2. juni 2004

Roger BRIESCH

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Direktiv 94/62/EF som ændret ved direktiv 2004/12/EF af 11. februar 2004 (EUT L 47 af 18.2.2004, s. 26-32).

(2)  Cypern havde ikke behov for en overgangsaftale.

(3)  Direktiv 2004/12/EF af 11.2.2004, EUT L 47 af 18.2.2004, s. 26-32.

(4)  CESE 681/2002, EFT C 221 af 17.9.2002, s. 31-36.


28.9.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 241/21


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Rådets forordning (EF) nr. 1268/1999 om fællesskabsstøtte til førtiltrædelsesforanstaltninger inden for landbrug og udvikling af landdistrikter i ansøgerlandene i Central- og Østeuropa i førtiltrædelsesperioden«

(KOM(2004) 163 endelig — 2004/0054 (CNS))

(2004/C 241/07)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 2. april 2004 under henvisning til EF-traktatens artikel 37 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1268/1999 om fællesskabsstøtte til førtiltrædelsesforanstaltninger inden for landbrug og udvikling af landdistrikter i ansøgerlandene i Central- og Østeuropa i førtiltrædelsesperioden«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede John Donnelly til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 6. maj 2004.

vedtog på sin 409. plenarforsamling den 2.-3. juni 2004, mødet den 2. juni 2004, følgende udtalelse med 182 stemmer for, 2 imod og 14 hverken for eller imod:

1.   Indledning

1.1

Tiltrædelsesforhandlingerne i december 2002 mundede ud i, at otte af de lande, der for øjeblikket er omfattet af forordning (EF) nr. 1268/1999, optages i EU i 2004.

1.2

Kommissionen mener, at forordningen bør ændres til fordel for de modtagerlande, der ikke tiltræder EU i 2004, så der kan tages hensyn til erfaringerne med det instrument, som blev indført med forordningen, samtidig med at de tilstræbte mål respekteres.

1.3

Der bør også foretages ændringer for at tilpasse visse bestemmelser til dem, der kommer til at gælde for de nye medlemsstater. De foreslåede ændringer er: i) indførelse af en ny støtteberettiget foranstaltning, der skal forberede landbosamfund i Bulgarien og Rumænien til at udvikle og implementere lokale strategier for udvikling af landdistrikter, ii) tilpasning af støtteintensiteten til de niveauer, der gælder for de lande, som bliver medlem af EU i 2004, og iii) yderligere tydeliggørelse af støttelofter. Sidstnævnte ændring får tilbagevirkende kraft for alle modtagerlande.

2.   Resumé af Kommissionens forslag

2.1

Fællesskabets bidrag kan højst udgøre 75 % af de samlede støtteberettigede offentlige udgifter. Kommissionens forslag medfører ikke yderligere udgifter for fællesskabsbudgettet, da foranstaltningerne finansieres af de eksisterende tilskud.

2.2

Rådets forordning (EF) nr. 1268/1999 (1) om maksimale støttesatser vil blive gjort tydeligere og blive ændret.

2.3

Denne ændring vil sikre, at de støttelofter, der er fastsat i Europaaftalerne, overholdes i alle tilfælde.

2.4

Forslaget medfører ligeledes, at EU's bidragsniveau øges for visse foranstaltninger som omhandlet i artikel 2.

2.5

Støtteintensiteterne i Bulgariens og Rumæniens bjergområder vil fra den 1. januar 2004 blive tilpasset de støtteintensiteter, der gælder for ugunstigt stillede områder i de lande, der tiltræder EU den 1. maj 2004.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

EØSU støtter Kommissionens forslag om at implementere lokale strategier for udvikling af landdistrikter for at forbedre landdistrikternes økonomi.

3.2

EØSU anerkender, at de øgede støtteintensiteter er nødvendige for at støtte landbrugsudviklingen og for at opfylde normerne for fødevareproduktion og miljøbeskyttelse.

4.   Særlige bemærkninger

4.1

EØSU er opmærksom på de problemer, modtagerne kan have med at tilvejebringe kapital, før de har modtaget investeringsstøtte.

4.2

EØSU anmoder derfor Kommissionen om at indføre procedurer, så disse lande til fulde kan udnytte finansieringsmulighederne.

5.   Konklusion

5.1

EØSU støtter fuldt ud Kommissionens forslag om ændring af forordningen.

Bruxelles, den 2. juni 2004

Roger BRIESCH

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EFT L 161 af 26.6.1999, s. 87. Sidst ændret af forordning (EF) nr. 696/2003 (EUT L 99 af 17.4.2003, s. 24).


28.9.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 241/23


Udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om levnedsmidler bestemt til særlig ernæring« (kodificeret udgave)

(KOM(2004) 290 endelig — 2004/0090 (COD))

(2004/C 241/08)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 4. maj 2004 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 og 251 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om levnedsmidler bestemt til særlig ernæring«.

Det forberedende arbejde henvistes til Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede John Donnelly til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 6. maj 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 409. plenarforsamling den 2.-3. juni 2004, mødet den 2. juni 2004, følgende udtalelse med 171 stemmer for, 3 imod og 9 hverken for eller imod:

1.   Indledning

1.1

Formålet med dette forslag er at foretage en kodifikation af Rådets direktiv 89/398/EØF af 3. maj 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om levnedsmidler bestemt til særlig ernæring. Det nye direktiv træder i stedet for de forskellige retsakter, som er indarbejdet i det; forslaget ændrer ikke indholdet af de retsakter, der kodificeres, men er blot en sammenskrivning af dem, og der foretages kun de formelle ændringer, der er nødvendige af hensyn til selve kodifikationen.

2.   Generelle bemærkninger

EØSU finder det meget nyttigt, at alle retsakter samles i et enkelt direktiv. I forbindelse med Borgernes Europa lægger EØSU, ligesom Kommissionen, stor vægt på at forenkle fællesskabslovgivningen for at gøre den klarere og lettere tilgængelig for almindelige borgere, således at de får nye muligheder og kan udnytte de specifikke rettigheder, som fællesskabslovgivningen giver dem.

3.

Det står fast, at der ikke er foretaget nogen ændringer af indholdet i forbindelse med denne samling af reglerne, som kun har til formål at gøre fællesskabslovgivningen klarere og mere gennemsigtig. EØSU giver udtryk for sin fulde støtte til denne målsætning og hilser på baggrund af disse garantier forslaget velkomment.

Bruxelles, den 2. juni 2004

Roger BRIESCH

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


28.9.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 241/24


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om retningslinjer for anden runde af EF-initiativet Equal vedrørende tværnationalt samarbejde til fremme af en ny praksis i bekæmpelsen af forskelsbehandling og uligheder af enhver art i forbindelse med arbejdsmarkedet »Fri bevægelighed for gode idéer«

(KOM(2003) 840 endelig)

(2004/C 241/09)

Kommissionen besluttede den 5. januar 2004 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om retningslinjer for anden runde af EF-initiativet Equal vedrørende tværnationalt samarbejde til fremme af en ny praksis i bekæmpelsen af forskelsbehandling og uligheder af enhver art i forbindelse med arbejdsmarkedet »Fri bevægelighed for gode idéer««.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Sukhdev Sharma til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 5. maj 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 409. plenarforsamling den 2. og 3. juni 2004, mødet den 2. juni 2004, følgende udtalelse med 185 stemmer for, 1 imod og 9 hverken for eller imod:

1.   Meddelelsens indhold

1.1

Meddelelsen har to formål. Den beskriver en række af de foreløbige resultater fra Equal, idet der sættes fokus på de mest lovende nye metoder, der allerede kan indgå i udarbejdelsen af nye fremgangsmåder til bekæmpelse af forskelsbehandling og uligheder på arbejdsmarkedet — »fri bevægelighed for gode ideer«. Den opstiller også rammerne for Equals anden runde, idet den bekræfter principperne og opbygningen og introducerer programmets tekniske aspekter.

1.2

Equals mest synlige succes indtil videre er partnerskabsprincippet, hvis formål er at samle forskellige aktører, der så samarbejder i et udviklingspartnerskab med henblik på at udvikle en integreret fremgangsmåde til håndtering af de multidimensionale problemer.

1.3

Equal indeholder i sin opbygning de vigtigste elementer af god forvaltningsskik, da programmet vedrører tværgående politikker og arbejder på tværs af og går længere end de sædvanlige institutionelle grænser.

1.4

Equal anvender en tematisk fremgangsmåde, og medlemsstaterne er efter høring blevet enige om ikke at ændre på de temaer, der skal behandles i forbindelse med anden runde af Equal.

1.5

For første gang tager Equal i anden runde EU's udvidelse med i betragtning. Følgelig vil der blive satset på støtte til romafolket og ofrene for menneskehandel inden for samtlige tematiske områder, eftersom disse udfordringer vil trænge sig betydeligt mere på.

1.6

Her giver Equal de nye medlemsstater en god mulighed for at arbejde med de nuværende medlemsstater med henblik på at indkredse god praksis med hensyn til den sociale og erhvervsmæssige integration af asylansøgere.

1.7

Selvom arbejdet endnu ikke er afsluttet, og det endnu er for tidligt at bekræfte resultaterne, står det allerede klart, at første runde af Equal, der startede i 2001, indeholder en række lovende metoder til bekæmpelse forskelsbehandling og uligheder. Indsatsen er bl.a. rettet mod følgende områder: handicap og seksuel orientering, fastholdelse af arbejdstagerne længere tid på arbejdsmarkedet, arbejdsløses eller inaktives iværksættermuligheder, indvandreres bidrag til beskæftigelsen og den økonomiske vækst, tiltag til øget tilpasning til arbejdsmarkedet, byggeklodser for strategier vedrørende livslang uddannelse, fjernelse af kønsopdeling i forskellige sektorer og erhverv, ansvarsdeling vedrørende pleje- og husholdningsopgaver, virksomhedernes sociale ansvar, genindslusning til bekæmpelse af udelukkelse samt flere og bedre arbejdspladser inden for den tredje sektor.

1.8

Den tematiske tilgang forbliver uændret, selv om Equal især efter udvidelsen kommer til at stå over for nye udfordringer i anden runde, herunder den diskrimination, som romafolket udsættes for, og ofre for grænsehandel.

1.9

Samarbejde mellem medlemsstater er et grundlæggende aspekt af Equal og fungerer godt. Det foregår på en række niveauer: fra udviklingspartnerskaber til tematiske netværk.

1.10

Mainstreaming, det vil sige integrationen og indarbejdelsen af nye idéer og metoder i politikker og fremgangsmåder, er en stor udfordring, men for at få størst muligt udbytte af Equal, skal resultaterne, analyseres, evalueres og udbredes for, at der kan opnås resultater såvel i medlemsstaterne som på EU-plan.

1.11

Evalueringen består af to dele: en midtvejsevaluering og en løbende evaluering. Den første skal gennemføres på grundlag af de nationale midtvejsevalueringer, som blev forelagt Kommissionen i december 2003, og evalueringen på EU-plan er blevet forberedt på grundlag af disse. Ingen af de evalueringseksperter, der har deltaget i evalueringen af Equal på EU-plan, foreslår ændringer i programmets overordnede opbygning. De har dog på grundlag af rapporterne fra de nationale evalueringseksperter samt ud fra deres egne analyser og undersøgelser i marken kunnet afdække en række aspekter, der begrænser Equals effektivitet, og der er blevet formuleret et antal anbefalinger til, hvordan effektiviteten kan øges. Efter midtvejsevalueringen fortsætter de nuværende medlemsstater med at udarbejde årlige interimsrapporter.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

Det er positivt, at der er begejstring for princippet om partnerskab (afsnit 3), og at betydningen af at tilskynde til partnerskaber mellem grupper, som ikke tidligere har samarbejdet, anerkendes. Det er en af de vigtigste forudsætninger for Equals succes, og der bør udformes administrative og støttemæssige tiltag, som kan opretholde princippet om partnerskab som højeste prioritet.

2.2

Hensigten med aktion 1 (beskrevet i kapitel 3, fjerde afsnit) er velbegrundet. Forenkling af fremgangsmåder, der gør det muligt at gøre fremskridt i udviklingspartnerskaber vil hjælpe med til at fastholde dynamikken og sikre, at programmets succes ikke afhænger for meget på de personer, som oprindeligt tog initiativet.

2.3

Der er et bredt spektrum af partnere involveret i Equal, og det betyder, at deres aktive deltagelse sandsynligvis vil tilskynde til udvikling af god forvaltningsskik. Tilskyndelse til øget medindflydelse — som indgår i Equals principper og opbygning — går forud for god forvaltningsskik, og det ville havde været oplagt at understrege dette i afsnit 3.1. Netværk, som er etableret gennem Equal (kapitel 3.1, fjerde afsnit), kan kun videreføres, hvis alle parter får større medindflydelse på andre parters politik og praksis. Det hilses velkommen, at det overvejes at medtage persongrupper, som er direkte udsat for forskelsbehandling, men man må huske på, at gennemførelsen af Equal på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan ofte foregår hierarkisk, hvilket kan øge bureaukratiet og svække deltagernes følelse af, at det er deres program. Især bør der fokuseres på kontrol med finansieringen som en mekanisme, der i mange tilfælde giver medindflydelse.

2.4

Drøftelsen af den europæiske beskæftigelsesstrategi, den sociale integrationsproces, traktaten, Den Europæiske Flygtningefond og andre instrumenter hilses velkommen, da den sætter Equal ind en sammenhæng og gør det muligt for grupper, som normalt ikke beskæftiger sig med EU-foranstaltninger, at sætte sig ind i dette arbejde. Yderligere dokumentation eller informationskilder og referencer kunne anspore sådanne grupper til at udforske emnet. Diskrimination og ulighed er vigtige faktorer, der kan føre til udelukkelse, men det er vigtigt, at grupper og personer, som ikke har erfaring med politisk indflydelse, bliver fortrolige med den administrative side af en forandringsproces. Disse retningslinier kan for nogle grupper blive det første kontaktpunkt.

2.5

Equals satsning på nyskabelse (kapitel 5) ses i lyset af nye metoder for, hvorledes man gennemfører en politik. I forbindelse med vejledning i nyskabelse under Equal (kapitel 11.4, punkt 17) drøftes også nye fremgangsmåder for politikudformning. Man må ikke overse udviklingspartnerskabernes potentiale mht. skabelse af øget medindflydelse på politikudformning og -gennemførelse samt god forvaltningsskik i denne forbindelse.

2.6

Styrkelse af mainstreamingaktiviteterne kan anerkende partnerskabets betydning. Hvis »informationsformidlere« for mulighed for at skabe nye projekter, kan nyskabelse brede sig som ringe i vandet. Det er vigtigt at anerkende, at de personer, som er involveret i den innovationsproces, som udviklingspartnerskaber sætter i gang, ikke nødvendigvis er de rette til at mainstreame resultaterne.

2.7

Evalueringsprocessen tilsiger større fokusering på fastholdelse af job, jobkvalitet og direkte jobskabelse. Det kan kræve nye engagementsfremmende tilgange at få ansatte i SMV, til at deltage i aktiviteter såsom livslang læring og karriereplanlægning for de 30- og 40-årige. Det er vigtigt at arbejde med netværksorganisationer (såsom fagforeninger) og håndtere bureaukratiet på en sådan måde, at så meget af papirarbejdet som muligt centraliseres.

2.8

Det anerkendes, at Equal stiller store bureaukratiske krav til SMV'er og ngo'er, men det samme gør sig gældende for lokale myndigheder, og de nye medlemsstater er allerede bekymrede for forvaltningen af strukturfondene. Administrative problemer for de lokale myndigheder kan meget nemt blive væltet over på SMV- og ngo-partnere og afskrække disse grupper fra at deltage. Hvis der findes løsninger for SMV'er og ngo'er, kan det komme organisationer i hele systemet til gode.

2.9

Initiativets timing er god, hvad angår konteksten for udformningen af EU-foranstaltninger og strategi. Lissabon-processen skal midtvejsevalueres i juli 2005 og EU's beskæftigelsesstrategi er et nøgleelement heri. Der vil også blive fremlagt forslag til nye strukturfonde i juli 2004 og Kommissionens samhørighedsrapport vil også give lejlighed til at mainstreame Equals resultater.

3.   Særlige bemærkninger

3.1

De principper, som Equal bygger på, godtages. De særlige bemærkninger fokuserer derfor mere på tekniske aspekter.

3.2

Equals første runde er dynamikken i nogle programmer blevet bremset ved overgangen fra aktion 1 (partnerskabsopbygning) til aktion 2 (gennemførelse af arbejdsprogrammet). Der foreslås derfor indført en »bekræftelsesfase«, som vil forenkle godkendelsesproceduren for aktion 2 og sikre, at udgifterne er støtteberettigede i hele overgangsfasen.

3.3

Ved overgangen fra aktion 1 til aktion 2 spiller fastlæggelsen af Udviklingspartnerskabsaftalen med dens sigte, målsætninger og handlingsplan en central rolle. Der er ret store forskelle i den støtte, som forvaltningsmyndighederne yder til udviklingspartnerskaber, som ikke altid fungerer godt. Medlemsstaterne bør lære af hinanden for at finde frem til, hvilken form for støtte, der skal til for at udvikle effektive udviklingspartnerskaber. Kontinuitet er vigtig, og deltagere i partnerskaber bør være bevidste om, at de gennem deres foranstaltninger til fremme af medindflydelse, administrative procedurer og personaleansættelse kan støtte kontinuiteten. Det kan være et særligt problem at fastholde personalet i de nye medlemsstater, hvor de nye muligheder kan medføre større mobilitet.

3.4

Udvikling af tværnationale partnerskaber er en meget nyttig del af Equal. Partnerskaber bør tilskyndes til at være fleksible, til at reagere på og bygge videre på de uundgåelige programændringer, som nyskabelser fører med sig. Et fleksibelt budget er afgørende i denne forbindelse.

3.5

Finansieringsbestemmelserne er de samme for alle strukturfonde, men det bør overvejes nøje, hvilke krav der skal stilles til regnskabsføring og aktivitetsrapportering, for at de administrative byrder ikke skal afskrække dem, som er bedst placeret til at skabe muligheder for øget medindflydelse.

3.6

På grundlag af Kommissionens tidligere erfaringer kan det forventes, at kun 85 % af bevillingerne vil blive brugt. Det foreslås at kræve underudnyttede budgetmidler tilbagebetalt og bruge dem til yderligere mainstreaming. En sådan fremgangsmåde må ikke underminere programmer, som kæmper med finansielle afvigelser eller ændringer ved at kræve urimeligt stor administration, som går ud over gennemførelsen, eller ved at nedskære finansieringen for tidligt.

3.7

Listen over mainstreamingaktiviteter i kapitel 9, litra a), er ikke udtømmende, men det er særligt vigtigt at anerkende den rolle, som støtte til virksomheder spiller sideløbende med vejledning. Aktører såsom arbejdsmarkedets parter, herunder fagforeninger, er særligt vigtige. Udarbejdelse af forslag under Equals anden runde er også en vigtig del af arbejdet med at bygge videre på resultaterne fra første runde, hvor det er hensigtsmæssigt.

3.8

Mainstreaming er en tilgang eller strategi og skal ikke ses som et mål i sig selv. Mainstreaming tilfører en ekstra værdi, men skal ledsages af ligestillingsinstrumenter såsom den nye lovgivning om ligebehandling eller positive foranstaltninger til fremme af ligestilling. Det er uacceptabelt, at en række medlemsstater endnu ikke har opfyldt direktiverne om ikke-forskelsbehandling gennem indførelse en lovgivning, som kan sikre et fælles ligestillingsniveau i disse lande.

3.9

Meddelelsen udpeger »lige muligheder« som foranstaltninger, for hvilke interessen har været lav (kapitel 10.1, tredje afsnit), og som betragtes i en begrænset eller traditionel forstand (kapitel 10.l, sjette afsnit). Oplysning om de forskellige måder, hvorpå lige muligheder anskues og tackles i medlemsstaterne, ville være til stor hjælp ved udformningen af nye programmer. For eksempel er ulighed mellem kønnene et tematisk område for et lille antal grupper, men de fleste grupper i programmet beskæftiger sig med det.

3.10

Det er ikke kun etableringen af tværnationale partnerskaber, der rammes af de negative konsekvenser af afvigelser i timing og procedurer mellem medlemsstaterne (kapitel 10.1, femte afsnit), som vil blive taget op i anden runde. Udformningen af forvaltnings- og overvågningsprocedurer, timing af aktion 3 og samlet projektvarighed kan variere fra land til land og kan således give problemer i tværnationalt arbejde.

3.11

Udvælgelsesprocedurerne for programmer i anden runde kunne forbedres gennem adgang til rådgivning fra de to ledende medlemsstater for hvert tema, således at forvaltningsmyndighederne kan trække på en vis koordinering mellem medlemsstater.

Bruxelles, den 2. juni 2004

Roger BRIESCH

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


28.9.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 241/27


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Rådets beslutning om Den Europæiske Flygtningefond for perioden 2005-2010«

(KOM(2004) 102 endelig — 2004/0032 (CNS))

(2004/C 241/10)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 23. februar 2004 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Rådets beslutning om Den Europæiske Flygtningefond for perioden 2005-2010«.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Giacomina Cassina til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 5. maj 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 409. plenarforsamling den 2.-3. juni 2004, mødet den 2. juni 2004, følgende udtalelse med 184 stemmer for, 3 imod og 12 hverken for eller imod:

1.   Indledning

1.1

Rådet vedtog den 28. september 2000 beslutning nr. 2000/596 om oprettelse af Den Europæiske Flygtningefond (herefter Flygtningefonden I) for perioden 2000/2005. Budgetbevillingerne var på 35 millioner euro for en periode på fem år. Dette program udgjorde det første skridt i retning af en rationalisering og strukturering, som var nødvendiggjort af de tiltag, der efterhånden var blevet forankret i årlige budgetposter lige siden 1997, specielt på Europa-Parlamentets foranledning (1). EØSU afgav i sin tid en positiv udtalelse om denne beslutning (2).

1.2

Kun godt et år før fristen den 31. december 2004 (skæringsdatoen for Flygtningefondes dækningsperiode) iværksatte Kommissionen en analyse af den erfaring, man havde indhøstet i medlemsstaterne og på EU-plan i løbet af Flygtningefondens løbetid. Den afholdt en evalueringskonference (3) og fik udarbejdet en konsekvensanalyse (4) med henblik på forslaget om en ny programperiode. I vurderingen er der også taget hensyn til indvirkningen fra og eventuelle synergier med andre EU-aktioner og -programmer (5).

1.3

På baggrund af de hidtidige, omfattende erfaringer fremsatte Kommissionen den 12. februar 2004 et forslag til Rådets beslutning om Den Europæiske Flygtningefond for perioden 2005/2010, som er emnet for denne udtalelse.

2.   Indholdet af Kommissionens forslag

2.1

Kommissionen foreslår, at der oprettes en fond (Flygtningefonden II) med et budget på 687 millioner euro for en periode på seks år, som skal have til formål at støtte og fremme medlemsstaternes indsats med hensyn til modtagelse, integration og frivillig repatriering af tredjelandsstatsborgere eller statsløse, som har status som flygtninge (6), eller som nyder international beskyttelse (inden for rammerne af en genbosættelsesordning), eller som nyder en form for subsidiær beskyttelse, eller som har anmodet om en af de netop anførte beskyttelsesformer, eller som nyder midlertidig beskyttelse (7).

2.2

Støtteberettigede foranstaltninger De foranstaltninger, der er berettigede til samfinansiering fra Flygtningefonden i medlemsstaterne, dækker et bredt spekter af foranstaltninger i forbindelse med modtagelse, integration og frivillig repatriering. Specielt kan der ydes støtte til: infrastruktur i forbindelse med indlogering; materiel hjælp, læge- og psykologhjælp; social og administrativ bistand; sproglig bistand, almen og faglig uddannelse og indslusning på arbejdsmarkedet; forbedring af foranstaltninger i forbindelse med den første modtagelse; deling af de grundlæggende rettigheder og principper, der er fastlagt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder; fremme af information af lokalbefolkningen og civil og kulturel inddragelse af målgrupperne; fremme af de endelige støttemodtageres selvstændighed; foranstaltninger til inddragelse af de lokale myndigheder, ngo'erne og borgerne; informering og rådgivning om repatriering og hjælp til reintegration i oprindelseslandet.

2.2.1

Hvis mekanismerne i forbindelse med midlertidig beskyttelse iværksættes, kan Flygtningefonden også yde støtte til finansieringen af nødforanstaltninger (op til 80 % af omkostningerne) vedrørende modtagelse, indlogering, underhold, læge- og psykologbistand, dækning af personale- og administrationsudgifter samt udgifter til logistik og transport.

2.2.2

Ti procent af Flygtningefondens budget er afsat til EU-aktioner, som styres direkte af Kommissionen, og som sigter mod at finansiere samarbejde på fællesskabsplan, etablering af samarbejdsnet til udveksling af erfaringer, nyskabende pilotprojekter, forskning og anvendelse ny teknologi, som tager sigte på asylansøgerne og forvaltning af foranstaltninger til forbedring af asylansøgernes situation.

2.3

Gennemførelse af Flygtningefonden II. Gennemførelsen af Flygtningefonden II er baseret på medlemsstaternes og Kommissionens delte ansvar:

2.3.1

Kommissionen udstikker retningslinjerne for de flerårige programmer, forvisser sig om, at der i medlemsstaternes findes velfungerende forvaltnings- og kontrolsystemer, og sikrer gennemførelsen af fællesskabsforanstaltningerne. Kommissionen bistås af et udvalg jf. beslutning 1999/468/EØF.

2.3.2

Medlemsstaterne er ansvarlige for gennemførelsen af nationale foranstaltninger; de opretter en »ansvarlig myndighed«, som er en juridisk person og som har forvaltningsmæssig kapacitet; medlemsstaterne påtager sig det primære ansvar for finanskontrollen med foranstaltningerne og samarbejder med Kommissionen om indsamling af de statistiske data.

2.3.3

Medlemsstaterne og Kommissionen sikrer i samarbejde formidlingen af resultaterne, sikrer gennemsigtighed og den overordnede sammenhæng og komplementaritet med andre relevante instrumenter og foranstaltninger.

2.4

Programmering. Der er tale om to perioder med flerårig programmering (2005/2007 og 2008/2010). Medlemsstaterne forelægger Kommissionen forslag til de flerårige programmer, som Kommissionen godkender senest tre måneder efter modtagelsen og efter iht. udvalgsproceduren at have undersøgt, om forslaget stemmer overens med retningslinjerne. De flerårige programmer gennemføres ved hjælp af årlige arbejdsprogrammer.

2.5

Fordeling af ressourcerne. Hver medlemsstat modtager et fast årligt beløb på 300 000 euro. Dette beløb er for de nye medlemsstater fastsat til 500 000 euro for de første tre år.

2.5.1

Den resterende del af de årlige disponible midler fordeles mellem medlemsstaterne således, at 35 % af midlerne fordeles i forhold til antallet af personer, der i løbet af de forudgående tre år har haft flygtningestatus, været omfattet af international beskyttelse inden for rammerne af en genbosættelsesordning eller en form for subsidiær beskyttelse. 65 % af midlerne fordeles i forhold til antallet af personer, der i løbet af de forudgående tre år har søgt asyl eller været omfattet af midlertidig beskyttelse. En del af det årlige budget kan anvendes til teknisk og administrativ bistand. Flygtningefondens finansielle bidrag har form af tilskud, der ikke skal tilbagebetales, men hvis der afsløres misbrug, kræves de uretmæssigt udbetalte beløb tilbagebetalt med morarenter til den sats, Den Europæiske Centralbank anvender, forhøjet med 3,5 %. Udbetalinger af støtte efterfølgende den første udbetaling i begyndelsen af programmet kræver, at medlemsstaterne indgiver en rapport og udgiftsanmeldelser, som skal godkendes af en tjeneste, der fungerer uafhængigt af den ansvarlige myndighed.

2.5.2

Fællesskabets finansielle bidrag til medlemsstaternes foranstaltninger kan ikke overstige 50 % af de samlede omkostninger. For nyskabende eller tværnationale foranstaltninger kan andelen hæves til 60 % og til 75 % i medlemsstater, der er omfattet af Samhørighedsfonden.

2.6

Evaluering. Kommissionen forelægger senest den 30. april 2007 en første foreløbig rapport og en anden foreløbig rapport senest den 31. december 2009. Senest den 31. december 2012 forelægges endelig en efterfølgende evalueringsrapport.

3.   Bemærkninger

3.1

EØSU er overordnet set særdeles tilfreds med Kommissionens forslag, og mener, at Flygtningefonden II kan blive et afgørende skridt i gennemførelsen af den del af traktatens kapitel IV, der handler om asylret, og af beslutningerne fra Det Europæiske Råd i Tammerfors, samt fra de øvrige råd, der har udstukket retningslinjer og gennemførelsesbetingelser for visa-, asyl- og indvandringspolitikken. Den manglende gennemførelse af disse rådsbeslutninger og -aftaler om forhold, der svækker det oprindelige forslag, og som lader muligheden for store forskelle mellem de nationale lovgivninger stå åben, gør sandsynligvis Flygtningefonden mindre effektiv, end den ellers kunne have været. EØSU bemærker med skuffelse, at direktivet om indrømmelse af flygtningestatus, som Rådet vedtog for nylig (8), indholdsmæssigt ligger temmelig langt fra såvel, hvad Kommissionens havde foreslået (9) som fra, hvad EØSU havde ønsket og forlangt i sin udtalelse (10).

3.1.1

Det er ikke nødvendigt at understrege Flygtningefondens betydning, hvis blot man tænker på, at der er cirka 400 000 nye asylansøgere om året (11), og at der bag disse tal er mennesker, der ofte har været gennem alvorlige lidelser, og som man bør tilbyde solidaritet, materiel, moralsk og psykologisk bistand, en værdig modtagelse, passende tjenester, gennemsigtige og effektive procedurer, mulighed for via et arbejde eller en anden beskæftigelse at tage aktivt del i det europæiske samfund, og i tilfælde af et klart og bevidst ønske om at vende tilbage, en risikofri repatriering.

3.2

Forhøjelsen af bevillingerne i forhold til Flygtningefonden I (687 millioner euro over 6 år i modsætning til 36 millioner euro over 5 år til det foregående program) virker stor, men EØSU minder om, at bevillingerne til Flygtningefonden I var meget begrænsede i forhold til den krævende flygtningesituation, og bemærker med tilfredshed, at i forslaget om de finansielle overslag for 2007/2013 har kapitlet om sikkerhed, retfærdighed, udvandring og asyl fået tildelt en særlig høj prioritet, og det vil efterhånden blive tildelt flere og flere midler. Bevillingerne til Flygtningefonden II falder derfor godt i tråd med dette perspektiv.

3.2.1

Forhøjelsen af bevillingerne i forhold til Flygtningefonden I (687 millioner euro over 6 år i modsætning til 36 millioner euro over 5 år til det foregående program) er stor, og er på den ene side udtryk for en nødvendig solidarisk indsats for at gennemføre en vigtig politik, og på den anden side er den en understregelse af, at EU-institutionerne er bevidste om, at problemerne med traktatens kapitel IV ikke kan løses uden, at samtlige aktører inddrages og ansvarliggøres i stort omfang: strategisk velstrukturerede foranstaltninger, som gennemføres fuldt ud og som støttes af civilsamfundet og de lokale myndigheder tjener nemlig også til at befæste rettigheder, instrumenter og ordninger med henblik på gennemførelse af en fælles politik på asylområdet. EØSU minder om, at gennemførelsen af Flygtningefonden II bør supplere og fremme de allerede igangværende nationale foranstaltninger og ikke erstatte hidtidige tiltag. Specielt bør inddragelsen af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets aktører ikke mindskes, men tværtimod fremmes og forbedres.

3.2.2

Den andel af bevillingerne, der er afsat til EU-foranstaltninger, forhøjes med rette fra 5 % i Flygtningefonden I til 10 % i Flygtningefonden II. EØSU minder om, at det allerede i sin udtalelse om Flygtningefonden I havde krævet, at der blev afsat 10 % til EU-foranstaltninger, og insisterer på, at man som minimum holder fast i denne procentsats, således at EU-foranstaltningerne bl.a. kan forfølge to uomgængelige mål: at støtte udviklingen af tværnationale og innovative initiativer (bl.a. vedrørende det organiserede civilsamfund) og at støtte undersøgelser, forskning og sammenligninger i alle medlemsstaterne.

3.3

Også fordelingen foranstaltningerne imellem (modtagelse, integration og frivillig repatriering) er afbalanceret og stemmer overens med den nuværende situation i medlemsstaterne og med den forventede fremtidige tilstrømning af asylansøgere og personer, der er omfattet af forskellige former for beskyttelse. Den samfinansiering, som endvidere er fastsat for de fem målgrupper, afspejler den nuværende situation i medlemsstaterne, og den flerårige programmering med udarbejdelse af årlige arbejdsprogrammer gør det muligt at foretage de tilpasninger, som en uforudset ændring af situationen kunne gøre påkrævet. Udvalgsproceduren giver endvidere mulighed for en kollektiv overvågning af gennemførelsesprocessen og at fremme udvekslingen af god praksis og nyskabende foranstaltninger. EØSU finder det nødvendigt, at en betragtelig del af midlerne anvendes til modtagelses- og integrationsforanstaltninger, og ser helst ikke, at medlemsstaterne i de flerårige programmer ændrer vægtningen for meget til fordel for repatrieringsforanstaltningerne.

3.3.1

EØSU bifalder i høj grad, at integrationsforanstaltningerne også omfatter indslusning på arbejdsmarkedet, idet muligheden for at kunne betale — eller bidrage væsentligt til — sine egne leveomkostninger styrker troen på og følelsen af at være en del af samfundet. Dermed undgår man også, at længere perioder uden arbejde og med få økonomiske midler skubber især de unge ud i sort arbejde eller arbejde på kanten af loven. EØSU insisterer imidlertid på, at det er nødvendigt at tilbyde nogle arbejdsbetingelser, som giver slutmodtagerne af støtten fra Flygtningefonden II mulighed for at deltage aktivt i de procedurer og aktiviteter, der vedrører dem. Desværre må EØSU med skuffelse konstatere, at Rådets nylige afgørelse om indrømmelse af flygtningestatus lader det være op til medlemsstaterne at afgøre, om de vil integrere flygtninge på arbejdsmarkedet. EØSU minder om, at det i sine udtalelser (12) altid har understreget behovet for at fremme disse personers aktive inddragelse: EØSU ser adgangen til et arbejde som en ret, i forhold til hvilken det ikke burde være tilladt at udøve nogen form for diskrimination.

3.3.2

EØSU foreslår også, at der gives en vis prioritet til kulturelle og psykologiske uddannelsesforanstaltninger for det administrative personale og ordensmagten, som har at gøre med flygtninge, asylansøgere og personer under forskellige former for beskyttelse. Dette er bl.a. nødvendigt for at danne modvægt til den negative, stereotype beskrivelse, pressen og medierne alt for ofte giver af asylansøgernes situation. Også foranstaltninger, der fremmer dialog og gensidigt kendskab til de forskellige kulturer, der er repræsenteret ved de ovennævnte persongrupper, og den lokale befolkning i modtagelseslandene, har stor betydning for integrationen og den sociale konsensus, der er nødvendig for en effektiv gennemførelse af Flygtningefonden II.

3.4

EØSU bifalder den overordnede strategiske plan for gennemførelse af programmet med retningslinjer, flerårige programmer med årlige arbejdsprogrammer, to foreløbige og en efterfølgende rapport fra Kommissionen: denne udformning stemmer overens med tanken bag andre gennemførelsesmekanismer, som allerede er oprettet mellem medlemsstaterne og EU, og som er i færd med at bevise effektiviteten af denne metode, som fremmer en korrekt ansvarsdeling mellem EU og medlemsstaterne under overholdelse af subsidiaritetsprincippet forstået som kompetencedeling. Flygtningefonden II bør nemlig ikke kun fungere som et redskab til omfordeling af ressourcer mellem medlemsstaterne, men bør — som det blev sagt i punkt 3.1 — forfølge det mål at være et skridt i retning af gennemførelsen af en fælles asylpolitik. Hvis man derudover har in mente, at man ikke har vedtaget alle de lovgivningsinstrumenter, der er foreslået for at skabe en fælles asylpolitik, kan gennemførelsen af Flygtningefonden II også hjælpe medlemsstaterne til at træffe de udestående beslutninger på et bedre og mere afklaret grundlag.

3.4.1

Oprettelsen af en ansvarlig myndighed i de enkelte medlemsstater vil gøre det lettere at udarbejde ensartede og sammenhængende nationale programmer, gennemføre de nationale foranstaltninger korrekt og i fuld gennemsigtighed og varetage det vigtige forhold med befolkningen og civilsamfundet. EØSU fremhæver den vægt, der i forslaget lægges på høring, inddragelse og ansvarliggørelse af de interesserede parter helt fra de første forberedelser af de flerårige programmer. Denne vægtning af inddragelsen af civilsamfundsorganisationerne og de lokale myndigheder er et afgørende metodemæssigt princip for at sikre den afgørende medtagelse af de lokalt indhøstede erfaringer, for at påvirke samfundsdebatten, skabe konsensus og følgelig en god forvaltning på området: EØSU har gentagne gange slået til lyd for dette princip i sine udtalelser og ser med tilfredshed, at Kommissionen har taget det med i sit dokument.

3.4.1.1

EØSU finder det specielt vigtigt, at ngo'erne garanteres let adgang til modtagelses- og transitcentrene, så de kan hjælpe til ved den første modtagelse. Dette arbejde kunne med fordel være genstand for en målrettet EU-foranstaltning for at øge omfanget heraf.

3.4.2

Af de tidligere års erfaringer i alle medlemsstaterne fremgår det tydeligt, at der er etableret et effektivt samarbejde mellem nationale og lokale myndigheder og civilsamfundsorganisationerne. EØSU ønsker ikke, at hele denne samarbejdstradition går tabt med gennemførelsen af Flygtningefonden II, men at den derimod tilføres nye og mere strukturerede instrumenter.

3.5

Udformningen af Flygtningefonden II tager højde for problemet med, at situationen ikke er ens i de forskellige medlemsstater, og fastholder det grundlæggende kriterium for fordeling af midlerne, som tager udgangspunkt i antallet af målgruppepersoner, der befinder sig i de forskellige medlemsstater. EØSU bemærker, at der i forbindelse med fremlæggelsen af retningslinjerne for de flerårige programmer bør tages nøje hensyn til disse forskelle, herunder specielt forskellen på, hvor langt de forskellige medlemsstater er kommet på de pågældende politikområder.

3.5.1

Det er betegnende, selvom det i højere grad har symbolsk betydning, at de nye medlemsstater i programmets første tre år tildeles et højere fast årligt beløb end de nuværende femten EU-lande. De nye lande har nemlig endnu ikke indhøstet nogen stor erfaring på dette område, og nogle af dem vil komme til at fungere som EU's ydre grænser. Det er derfor afgørende, at de integreres i den asylpolitikdynamik, som allerede er i gang i de nuværende femten medlemslande, og at de lærer at bruge de EU-instrumenter, der findes på området. Det er specielt vigtigt at give de nye medlemslande adgang til den erfaring, der ligger i EU-15, og helt specifikt at støtte dem ved bl.a. at prioritere EU-foranstaltninger, som sigter mod at udvikle de nødvendige administrative og forvaltningsmæssige kompetencer på asylområdet.

3.6

EØSU understreger, at det er nødvendigt at gøre Flygtningefonden II's finansielle gennemførelsesprocedurer koncise og effektive og at undgå, at der opstår uregelmæssigheder pga. vanskelige eller uforståelige procedurer, og insisterer endvidere på, at civilsamfundsorganisationer, der beskæftiger sig med flygtninge og personer, der er omfattet af forskellige former for beskyttelse, ikke overbebyrdes med omfattende eller vanskeligt gennemførlige procedurer. Der tænkes her såvel på foranstaltninger i medlemsstaterne som EU-foranstaltninger. Selv om ngo'er er underlagt strenge gennemsigtighedskrav, har en ngo en funktion og et fleksibilitetsbehov, som i høj grad adskiller sig fra et byggefirma, der vinder en licitation om at bygge et modtagelsescenter. EØSU er bange for risikoen for, at de kontrakter, som de ansvarlige myndigheder indgår med ngo'erne, ikke er tilstrækkeligt klare omkring pligter og ansvar, og at det fører til, at den pågældende ngo tvinges til i højere grad at bruge kræfter på administrativ praksis og udgiftsanmeldelser end på foranstaltningens effektivitet i relation til overholdelse og tilfredsstillelse af slutmodtagernes rettigheder og behov.

3.6.1

EØSU mener desuden, at renteforhøjelsen på de beløb, der skal tilbagebetales i tilfælde af uberettiget brug, kun bør være symbolsk for at undgå risikoen for, at medlemsstaten for at dække sig ind opstiller nogle urimelige licitationsprocedurer, som også i dette tilfælde ville være til skade for foranstaltningens effektivitet og ngo'ernes deltagelse. EØSU minder om, at asylpolitikken i intet medlemsland forvaltes udelukkende af offentlige instanser, og at flygtningene og personer under beskyttelse i visse stater ikke ville have noget håb, hvis det ikke var for ngo'ernes indsats og bistand. EØSU anmoder derfor om, at gennemførelsesbetingelserne for Flygtningefonden II tager højde for de her udtrykte bekymringer.

3.7

EØSU anmoder Kommissionen om at insistere på, at medlemsstaterne fastlægger fælles kriterier for indsamling af data. Det kvantitative aspekt i gennemførelsen af Flygtningefonden II er lige så vigtigt som det kvalitative, eftersom Flygtningefonden II i tildelingen af midler til samfinansiering netop tager udgangspunkt i oplysninger om de forskellige grupper af personer, som har flygtningestatus eller er omfattet af anden beskyttelse, eller ansøger herom.

3.8

Hvad angår artikel 26, stk. 2, bør medlemsstaterne i deres vurderinger høre ngo'erne og arbejdsmarkedets parter.

4.   Konklusion

4.1

EØSU mener, at forslaget om en europæisk flygtningefond (Flygtningefonden II) for perioden 2005-2010 er velbegrundet, udstyret med betragtelige midler og struktureret på en måde, der fremhæver medlemsstaternes og Kommissionens fælles ansvar. EØSU understreger desuden, at det er nødvendigt, at modtagelses- og integrationsfaserne fortsat ses som grundpillen i en god asylpolitik.

4.2

EØSU hilser det velkomment, at forslaget pålægger medlemsstaterne og den ansvarlige myndighed, de skal oprette, ansvaret for at inddrage alle de interesserede parter i et stadig mere effektivt samarbejde, specielt civilsamfundsorganisationerne og de regionale og lokale myndigheder. Det påpeger imidlertid, at det i gennemførelsen af Flygtningefonden II er nødvendigt at prioritere foranstaltningernes effektivitet og at gøre procedurerne lette og gennemsigtige af hensyn til foranstaltninger, der gennemføres af andre end medlemsstaterne.

4.3

EØSU understreger, at det er nødvendigt at opstille fælles kriterier for indsamling af data på flygtningeområdet for bl.a. at sikre, at de foranstaltninger, der gennemføres i de forskellige lande, er ensartede og sammenlignelige, og anbefaler, at EU-foranstaltningerne først og fremmest målrettes udvikling og fremme af administrative og forvaltningsmæssige kompetencer i de nye medlemslande.

4.4

EØSU håber, at der hurtigt træffes afgørelse om forslaget om Flygtningefonden II, og at det ledsages af passende og gennemsigtige gennemførelsesbetingelser.

Bruxelles, den 2. juni 2004

Roger BRIESCH

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Ordfører Gérard Deprez.

(2)  EFT C 168 af 16.06.2000 (Ordfører: Soscha zu Eulenburg).

(3)  Den 30.-31. oktober 2003.

(4)  SEK (2004) 161/KOM(2004) 102 endelig af 12. februar 2004 — »Kommissionens arbejdsdokument — Forslag til Rådets beslutning om Den Europæiske Flygtningefond for perioden 2005-2010 — Udvidet konsekvensanalyse«.

(5)  Specielt de budgetposter, der i 2003 og 2004 har finansieret pilotprojekter vedrørende integration; forslaget om oprettelse af et agentur for de ydre grænser; anvendelsen af Equal-programmet til indslusning på arbejdsmarkedet af asylansøgere osv.

(6)  I henhold til definitionen i Genève-konventionen af 28. juli 1951 og ændret med protokol af 31. januar 1967.

(7)  I henhold til direktiv 2001/55/EF.

(8)  Vedtaget den 29. april 2004.

(9)  Forslag til Rådets direktiv om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere og statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse — KOM(2001) 510 endelig og EFT C 51 E af 26.2.2002.

(10)  Jf. EØSU's udtalelse i EUT C 221 af 17.9.2002 (ordfører: An Le Nouail-Marlière).

(11)  De sidste to år har antallet af asylansøgere været faldende, men det står klart, at man aldrig kan udelukke en pludselig stigning i flygtningestrømmen. Man skal i den forbindelse ikke glemme, at eftersom målingen af udviklingen i antallet af asylansøgere opgøres i nationale, ikke-harmoniserede statistikker, kan tallene være påvirket af medlemsstaternes forskellige politikker og administrative tradition.

(12)  Se EØSU's udtalelse om »Forslag til Rådets direktiv om minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne« pkt. 4.3. i EUT C 48 af 21.2.2001 (Ordfører: Dario Mengozzi) og udtalelsen om det ovennævnte forslag om minimumsstandarder for flygtningestatus, pkt. 3.7.1 i EUT C 221 af 17.9.2002 (Ordfører: An Le Nouail-Marlière).


28.9.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 241/31


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om betingelserne for adgang til gas transmissionsnet«

(KOM(2003) 741 endelig — 2003/0302 (COD))

(2004/C 241/11)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 23. januar 2004 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 og 251 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om betingelserne for adgang til gas transmissionsnet«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Ulla Sirkeinen til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 10. maj 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 409. plenarforsamling den 2.-3. juni 2004, mødet den 2. juni 2004, følgende udtalelse med 154 stemmer for, 1 imod og 10 hverken for eller imod:

1.   Indledning

1.1

Det andet direktiv om det indre marked for gas, der blev vedtaget i juni 2003, forventes at tilvejebringe de strukturelle ændringer i lovrammerne, der er nødvendige for at overvinde de resterende hindringer for gennemførelsen af det indre marked for naturgas. Direktivet giver alle erhvervskunder på gasmarkedet ret til frit at vælge leverandør fra den 1. juli 2004 og alle andre kunder den samme ret fra den 1. juli 2007. Direktivet vedrører ligeledes tredjepartsadgang til transmissions- og distributionsnet på basis af offentliggjorte og regulerede tariffer, adgang til oplagringsanlæg på forhandlet eller reguleret grundlag, retlig adskillelse af transmissionsselskaber og store og mellemstore distributionsselskaber og oprettelse af en regulerende myndighed i hver enkelt medlemsstat.

1.2

For at der kan skabes et indre marked for gas bør der træffes yderligere, detaljerede foranstaltninger vedrørende den måde, hvorpå transmissionssystemer drives. Hvad angår elektricitet, er der med den forordning, der blev vedtaget i juni 2003, blevet indført lignende foranstaltninger. Denne forordning fastsætter bestemmelser om fælles tarifstrukturer (herunder tariffer for grænseoverskridende handel), adgang til oplysninger om kapacitet på samkøringslinjerne samt regler for håndtering af kapacitetsbegrænsninger.

1.3

Det europæiske gasreguleringsforum mødes to gange årligt i Madrid for at udarbejde praktiske regler for transmission af gas. Forummet består af Kommissionen, medlemsstaterne, de nationale regulerende myndigheder, gasindustrien og brugerne af nettene. På forummet i februar 2002 blev man enig om et sæt »retningslinjer for god praksis med hensyn til tredjepartsadgang« og i september 2003 om et revideret og mere detaljeret sæt retningslinjer. Disse retningslinjer er ikke-bindende og blev vedtaget på et frivilligt grundlag, men operatørerne af transmissionssystemerne og andre parter forpligtede sig til at overholde dem.

1.4

Kommissionen har ført tilsyn med operatørernes overholdelse af retningslinjerne og gør opmærksom på, at der fortsat er en væsentlig og uacceptabel høj grad af manglende overholdelse. Ifølge Kommissionen er lige konkurrencevilkår i form af betingelser for adgang til gas transmissionsnet langt fra opnået.

2.   Kommissionens forslag

2.1

Kommissionens forslag skal styrke det indre gasmarked ved at skabe nye lovrammer for gastransmission på europæisk niveau på basis af konklusionerne fra det seneste forum i Madrid. De foreslåede regler støtter sig til den eksisterende lovgivning for grænseoverskridende elektricitetsudveksling, men rækker dog ud over det deri fastlagte anvendelsesområde, da de også regulerer netadgangen og tarifdannelsen på gastransmission inden for de enkelte medlemsstater.

2.2

Forordningen om betingelserne for adgang til gas transmissionsnet giver mulighed for vedtagelse af bindende detaljerede retningslinjer på basis af de nuværende retningslinjer for god praksis, der blev vedtaget på forummet i Madrid (med undtagelse indtil videre af tarifspørgsmål), og som vedrører:

tjenester vedrørende adgang for tredjeparter, der skal ydes af transmissionssystemoperatørerne,

kapacitetstildeling og styring af overbelastning, herunder »forbrug eller fortab« og sekundære handelsmekanismer,

krav om gennemsigtighed,

tarifstruktur og tarifberegningsmetode, herunder afgiftsudligning.

2.3

Forordningen skaber desuden mulighed for at evaluere retningslinjerne via udvalgsproceduren. I henhold til forordningen skal de nationale regulerende myndigheder se til, at de vedtagne retningslinjer gennemføres.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

Formålet med denne forordning er at fastlægge retfærdige regler for adgang til naturgas transmissionsnet. De grundlæggende mål for forordningen er at øge konkurrencen på det indre gasmarked og sikre forsyningssikkerheden for alle brugere og således imødekomme behovet for investeringer i transmissionsinfrastruktur. På nuværende tidspunkt er der tilstrækkelig med kapacitet i transmissionsnettene i EU, men dette kan hurtigt ændre sig med den voksende efterspørgsel efter gas. EU's stigende afhængighed af gasleverancer fra tredjelande, som rummer aspekter vedrørende forsyninger og sikkerhed, gør det nødvendigt at have kontrol over og at regulere transportinfrastrukturerne.

3.2

Retningslinjerne fra forummet i Madrid har eksisteret siden februar 2002 og i deres nuværende ændrede form i mere end et halvt år. Repræsentanter for gastransmissionsselskaberne finder, at dette tidsrum er for kort til, at der kan drages nogen konklusioner om gennemførelsen af retningslinjerne, og går ind for, at der fortsat tys til frivillige tiltag og national lovgivning, der er baseret på subsidiaritetsprincippet som fastsat i det andet direktiv om det indre marked for gas. De understreger, at der er behov for pålidelige og stabile lovrammer med incitamenter for at fremme investeringer og minimere risikoen for investorer.

3.2.1

Det er et relevant spørgsmål, om den forsinkede gennemførelse først og fremmest skyldes operatørernes manglende tilpasningsevne. Kommissionen bemærker i den forbindelse, at tilpasningen er sket inden for den givne tidsramme i flere medlemsstater.

3.2.2

Hvad angår tilpasningstempoet, bemærkes det desuden, at der i midten af 2003 blev vedtaget en forordning om adgang til grænseoverskridende el-transmissionsnet, som skal supplere direktivet om elektricitetsmarkedet, der blev vedtaget på samme tidspunkt som direktivet om det indre marked for gas.

3.3

Af ovenstående grunde bifalder EØSU Kommissionens forslag om en forordning om betingelserne for adgang til gas transmissionsnet. EØSU har dog nogle kommentarer til indholdet af forslaget til forordning.

3.4

Anvendelsesområdet for forordningen bør diskuteres; skal den omfatte enhver form for transmission i EU eller kun grænseoverskridende transmission? Skal oplagringsanlæg ligeledes være omfattet? EØSU går ind for, at forordningen giver mulighed for at sikre stabile, effektive og harmoniserede lovrammer for det indre gasmarked, herunder overholdelse af subsidiaritetsprincippet og udvikling af handlen. Med dette in mente og i overensstemmelse med den politiske aftale, direktivet er baseret på, bør retningslinjer for adgang til oplagringsanlæg hurtigst muligt forhandles på forummet i Madrid.

3.5

Det er et væsentligt spørgsmål, hvordan man kan forberede og vedtage ændringer af de regler, der er fastlagt i forordningen. Kommissionen foreslår, at den bistås af det udvalg, der nedsættes i henhold til artikel 13 i forordningen om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling. De nuværende regler blev vedtaget på forummet i Madrid, hvor transmissionssystemoperatørerne og brugerne af nettene er repræsenteret. Deres deltagelse bør også sikres i fremtiden ved at anerkende i forordningen, at fremtidige ændringer vil være baseret på aftaler, der er indgået på forummet i Madrid, f.eks. gennem en tilføjelse til artikel 14 eller betragtningerne.

4.   Detaljerede bemærkninger

4.1

For at lette ændring af retningslinjerne og undgå en alt for snarlig ændring af teksten i selve forordningen, kunne definitionerne (artikel 2) kompletteres, således at der kan tages højde for forudsigelige ændringer i retningslinjerne.

4.2   Tariffer for netadgang (artikel 3)

I stk. 1 hedder det bl.a., at tarifferne skal afspejle de faktiske omkostninger, inkl. et rimeligt investeringsafkast. EØSU kan godkende dette, forudsat »omkostninger« specificeres som »faktiske økonomiske omkostninger«. Dette ville nemlig føre til, at aftageren kan regne med rimelige tariffer.

Stk. 1 fortsætter således: »Hvor det er rimeligt, skal der tages hensyn til international benchmarking af tariffer«. EØSU opfatter denne formulering som uklar og rejser det spørgsmål, om dette er i aftagernes interesse. EØSU foreslår derfor, at den pågældende passus udgår.

4.3

Artikel 14 bør ændres ved at føje de berørte parters deltagelse til den foreslåede udvalgsprocedure.

4.4

Kommissionen bør i sit tilsyn med forordningens gennemførelse sikre, at alle berørte parter høres. Der bør tages højde for dette i artikel 15.

4.5

De relevante netpunkter, som der bør offentliggøres informationer om, defineres nu i bilaget (3.2) til forslaget til forordning. Disse definitioner, som er vigtige af hensyn til gennemsigtigheden, bør indarbejdes i en artikel i selve forordningen, således at disse definitioner kun kan ændres efter den fælles beslutningsprocedure.

4.6

Udvalget understreger, at gasinfrastrukturerne er følsomme og har strategisk betydning: Balancering af nettene, trykgrænser på tilslutningsknudepunkterne, styrkelse af strukturerne til transmission gennem rørledninger og ved flydendegørelse, hensyntagen til mætningstærskler. EF-forordningen bør derfor omfatte midler og bestemmelser, som kan gøre det muligt for operatørerne på dette område at optræde foregribende og at foretage en god regulering.

Bruxelles, den 2. juni 2004

Roger BRIESCH

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


28.9.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 241/34


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Regional integration og bæredygtig udvikling«

(2004/C 241/12)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 21. januar 2003 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, på eget initiativ at afgive udtalelse om »Regional integration og bæredygtig udvikling«.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som udpegede Dimitris Dimitriadis til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 9. marts 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 409. plenarforsamling den 2. og 3. juni 2004, mødet den 2. juni 2004, følgende udtalelse med 179 stemmer for, 2 imod og 5 hverken for eller imod:

1.   Indledning — de vigtigste spørgsmål

1.1

Formålet med denne udtalelse er at bidrage til at fastlægge nogle grundlæggende elementer i en arbejdsramme, inden for hvilken de europæiske regionaludviklingspolitikker, som disse fastsættes i mellemstatslige og regionale aftaler og udviklingsprogrammer, kan inkorporere begrebet bæredygtig udvikling. På denne baggrund ligger udtalelsens merværdi i dets forslag til at lade indarbejdelsen af bæredygtig udvikling i regionale integrationsforanstaltninger blive til et hovedpunkt på dagsordenen for drøftelserne mellem EØSU's grupper og delegationer fra u-lande og Euro-Middelhavspartnerlande. Udtalelsen skal ligeledes signalere til u-landene og de mindst udviklede lande (LDC-landene), at de under den lange økonomiske udviklingsproces, de har foran sig, må undgå en gentagelse af de fejl, som de europæiske lande har begået og som har kostet dyrekøbte erfaringer på Europas vej mod en bæredygtig udvikling.

1.2

Udtalelsen handler om EU's relationer til u-lande, LDC-lande og de Euro-Middelhavspartnerlande, som der er særlige bånd til.

1.3

I udtalelsen anvendes den samme definition på bæredygtig udvikling som i EØSU's tidligere udtalelser (1), altså en definition, der er baseret på Brundtland-rapporten og Göteborg-topmødet. Særlig vigtig er opdelingen af begrebet bæredygtig udvikling i tre søjler: økonomisk udvikling, respekt for miljøet og social retfærdighed.

1.4

De tre søjler, der hver for sig ikke fuldt ud kan gengive betydningen af bæredygtig udvikling, danner dog et tilfredsstillende grundlag for fastlæggelsen af operationelle karakteristika ved bæredygtig udvikling. Disse karakteristika er nødvendige for at ændre bæredygtig udvikling fra at være et teoretisk begreb til at blive et praktisk værktøj.

1.5

Det er naturligvis nødvendigt at identificere funktionelle kendetegn ved bæredygtig udvikling for alle de politikker, som dette begreb skal udgøre en grundlæggende bestanddel af. Men det er ekstra nødvendigt at finde funktionelle kendetegn i forbindelse med bestræbelserne på at gøre begrebet til et endogent og uadskilleligt element i den regionale integration, fordi regional integration først og fremmest virkeliggøres gennem konkrete mellemstatslige aftaler og programmer med klare aktioner.

1.6

Regional integration er et af de seks nøgleområder i EU's udviklingssamarbejde, som medlemsstaterne og Kommissionen enedes om i 2000. Parallelt med støtte til makroøkonomiske politikker, handel og udvikling, transport, fødevaresikkerhed, en bæredygtig udvikling i landbruget og institutionel kapacitetsopbygning udgør den EU's strategi for sikring af et givtigt og konstruktivt samarbejde med u-lande og LDC-lande. Dette blev fremhævet på den 6. AVS-EU-regionalkongres for økonomiske og sociale interessegrupper.

1.7

Regional integration og regionalt samarbejde bidrager til at integrere u-landene i den internationale økonomi og har en afgørende fredsbevarende og konfliktforebyggende funktion. Regional integration og regionalt samarbejde giver desuden de involverede lande mulighed for at udligne forskelle på tværs af grænserne, hvad angår miljø og brug og forvaltning af naturressourcer.

1.8

Denne relation, altså relationen mellem regional integration og anvendelse og forvaltning af naturressourcer, viser tydeligt, at der er brug for en umiddelbar sammenkædning af regionale integrationsbestræbelser og aktionerne med henblik på bæredygtig udvikling. Relationen bør også trækkes frem og markeres i det subregionale samarbejde mellem udviklingslande, LDC-lande og Euro-Middelhavspartnerlande.

1.9

På det begrebsmæssige plan er bæredygtig udvikling en væsentlig bredere term end regional integration. Bæredygtig udvikling refererer uden forskel til alle dele af den økonomiske og sociale udvikling, mens vægten i regional integration mere ligger på økonomisk samarbejde via konkrete handelsaftaler og –politikker. Begge begreber har dog umiddelbar relation til det nye globale miljø, som er begyndt at tage form de sidste årtier – et miljø, der på dramatisk vis forandrer de økonomiske, sociale og miljømæssige vilkår på hele jorden.

1.10

Det er også værd at gøre opmærksom på, at termen bæredygtig udvikling navnlig træffes i strategipapirer, mens regional integration fortrinsvis findes i dokumenter vedrørende økonomiske aktionsprogrammer og i politiske dokumenter. Bæredygtig udvikling er altså en overordnet snarere end en komplementær dimension af regional integration, og skal behandles som sådan.

1.11

EU's bestræbelser for at fremme regional integration i u-lande, LDC-lande og Euro-Middelhavspartnerlande domineres tydeligvis af grundlæggende principper, en tankegang og prioriteringer, som EU også anvender internt. Bæredygtig udvikling har højeste prioritet for EU. Selv om bæredygtig udvikling er blevet udnævnt til et af EU's strategiske nøglemål (2), kan man næppe påstå, at det er et mål med fuldt funktionelt indhold, især på grund af de få kvantitative og kvalitative kontrolindikatorer, som man har kunnet foreslå til at overvåge gennemførelsen. Dette skal ses som en udfordring, og EØSU har klart meldt ud i sine tidligere udtalelser, at det har til hensigt at støtte, at bæredygtig udvikling integreres fuldt ud i Lissabon-strategien og gennemføres i praksis. Navnlig bør der her refereres til udtalelsen fra maj 2002 om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Mod et globalt partnerskab for bæredygtig udvikling«

1.11.1

I nævnte udtalelse står, »at global bæredygtig udvikling er et område, hvor EU kan yde et meget specifikt bidrag på basis af erfaringerne inden for EU« (3). Det er netop denne erfaring, som gennem de mest velegnede metoder skal overføres til LDC-landene og Euro-Middelhavspartnerlandene.

1.12

Et andet punkt, som bør udgøre et vigtigt parameter i EU's bestræbelser på at fremme strategien for bæredygtig udvikling gennem regional integration, hænger sammen med anerkendelsen af princippet om, at fred, sikkerhed og støtte til demokratiske principper i de områder, hvor man ønsker at fremme regional integration, er en grundlæggende forudsætning for bæredygtig udvikling.

2.   Regional integration og bæredygtig udvikling i forbindelse med globaliseringen

2.1

I forbindelse med det i punkt 1.1 omtalte arbejde med at skabe en arbejdsramme må man nødvendigvis tage hensyn til de seneste årtiers globalisering, navnlig sammenhængen mellem de regionale integrations- og handelsaftaler og Verdenshandelsorganisationen (WTO).

2.2

En af WTO's vigtigste opgaver er at liberalisere den internationale handel ved at afskaffe told, konkurrenceforvridende støtteordninger og andre handelshindringer. De regionale udviklingsaftaler skal være forenelige med denne målsætning og gå et skridt videre ved i lige så høj grad at lægge vægt på en omstrukturering på nationalt niveau, som tager sigte på at mindske de indenlandske handelshindringer. De regionale udviklingsaftaler skal således vedrøre temaer som omlægning af beskatningen, mindskelse af politisk ustabilitet og korruption, oprettelse og understøttelse af nye institutioner og andre interne anliggender. På den måde forenes de bedre med indsatsen for bæredygtig udvikling, samtidig med at der skabes sideeffekter på områder af social- og miljøpolitikken.

2.3

Selv om der ikke er garanti for, at disse sideeffekter altid er positive, må man erkende, at dynamiske regionale udviklingsaftaler kan fungere mere integreret end dem, der institutionaliseres via WTO.

2.4

Et andet tema med berøring til bæredygtig udvikling og regionaludvikling er udenlandske direkte investeringer i u-lande og LDC-lande.

2.5

I nyere tid har u-landene vist øget interesse for direkte udenlandske investeringer. Strømmen af direkte udenlandske investeringer blev ottedoblet i 1990'erne, men var et langt stykke hen ad vejen koncentreret om et lille antal u-lande.

2.6

De direkte udenlandske investeringer kan spille en vigtig rolle for den økonomiske udvikling og dermed for mindskelsen af fattigdom gennem oprettelsen af nye arbejdspladser (et vigtigt krav for bæredygtig udvikling). Nye arbejdspladser er et væsentligt bidrag til at øge levestandarden i LDC-landene og Euro-Middelhavspartnerlandene. Derfor kan det forventes, at produktionsprocessen vil muliggøre øget national velstand og bedre grundlæggende infrastrukturer via de offentlige investeringer, der følger med som sidegevinst.

2.7

Det er dog en kendsgerning, at de direkte udenlandske investeringer i u-lande og LDC-lande som regel hænger sammen med den billige arbejdskraft i de pågældende lande. Adskillige undersøgelser viser, at der i mange tilfælde er stor sandsynlighed for, at sådanne investeringer på langt sigt vil virke til ugunst for såvel bæredygtig udvikling som regional integration. Dette skyldes, at de nye arbejdspladser ikke er baseret på produktion af varer og tjenesteydelser ud fra en integreret strategi, der bl.a. refererer til de tre søjler for bæredygtig udvikling (økonomisk bæredygtighed, respekt for miljøet, social retfærdighed). Mens lave udgifter til arbejdskraft således hjælper virksomhederne med at blive økonomisk bæredygtige, er der ikke nogen garanti for, at investeringerne er miljøvenlige eller socialt retfærdige.

2.8

Teoretisk set kan et land, der er medunderskriver af en regional udviklingsaftale og samtidig modtager langt flere direkte udenlandske investeringer end de andre lande i det regionale samarbejde, meget vel risikere at få vanskeligt ved at fuldføre de regionale integrationsforløb. Dette kan ske, hvis de udenlandske direkte investeringer ikke er fuldt ud forenelige med visse af principperne for det regionale samarbejde.

2.9

Det er derfor oplagt at forske mere i dette emne og så vidt muligt undersøge de direkte udenlandske investeringers kvalitative og kvantitative indvirkning på bæredygtig udvikling og regional integration mellem u-lande. Udbyttet af udenlandske direkte investeringer skal således ikke kun vurderes ud fra strenge økonomiske kriterier, men også ud fra deres effekt på miljøet og samfundsstrukturen. Særlig vigtigt er det at undersøge virksomhedernes rolle — og ikke mindst at fremme deres sociale ansvar (Corporate Social Responsibility).

3.   Strategi og gennemførelse på EU-niveau

3.1

Der hersker ikke tvivl om, at EU ønsker at placere indsatsen for regional integration inden for den bredere ramme af bæredygtig udvikling. Eftersom regional integration anerkendes som et nøgleinstrument til udvikling, er det helt logisk — specielt for u-lande og LDC-lande — at søge at integrere bæredygtighed i deres udviklingsmodeller, så de slipper for på et senere tidspunkt at skulle ændre en model, der ikke fra starten har taget dette aspekt i betragtning. Specielt vigtig og nødvendig er det at omsætte dette ønske i konkret handling i u-lande og LDC-lande. Her er sektorpolitikkernes rolle afgørende.

3.2

Begrebet bæredygtig udvikling kan kun indarbejdes effektivt i aktioner til fordel for regional integration via konkrete sektorpolitikker. En sektorpolitik er en politik, der fastsætter operationelle foranstaltninger til opfyldelse af konkrete mål. Der bør derfor opstilles en liste over emner, som de konkrete sektorpolitikker bør omfatte med henblik på regional integration og bæredygtig udvikling. Dette forslag understøttes også af resultaterne af verdenskonferencen om bæredygtig udvikling i Johannesburg, hvor EU forsøgte at forpligte det internationale samfund til en række operationelle foranstaltninger til fremme af en bæredygtig udvikling (dog uden den forventede succes på grund af modstand fra andre lande).

3.3

En sådan liste skal være resultatet af en omfattende dialog med det organiserede civilsamfund. Tidshorisonten for opstillingen af en sådan liste må på den ene side ikke hindre en fuldstændig dækning af emnerne, men skal på den anden side sikre forehavendes effektivitet. Den skal med andre ord hverken være for kort eller unødig lang. Tiltaget vil kunne få betydelig gavn af at støtte udviklingen af lokale Agenda 21-projekter i u-lande, LDC-lande og Euro-Middelhavspartnerlande. Lokale Agenda 21-projekter er handlingsprogrammer på lokalt (læs kommunalt) niveau til fremme af bæredygtig udvikling. Det er først og fremmest de lokale myndigheders ansvar at udarbejde lokale Agenda 21-projekter i nært samarbejde med alle interesserede parter og under inddragelse af det organiserede civilsamfund. Initiativet til de lokale Agenda 21-projekter blev taget på miljøkonferencen i Rio i 1992, og projekterne får støtte fra FN's miljøprogram. I planlægningsfasen skal bæredygtig udvikling i landdistrikter prioriteres højest. Dette område støttes også af EU i forbindelse med gennemførelsen af de nationale udviklingsstrategier.

3.4

På denne baggrund foreslås følgende emner. De er at betragte som en første række punkter til ovennævnte dagsorden, der eventuelt kan suppleres med flere punkter efter høringen af civilsamfundet, således som det i øvrigt fremgår af arbejdsprogrammerne for EØSU's Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser for henholdsvis 2003 og 2004. De forslåede hovedpunkter på dagsordenen tager udgangspunkt i bæredygtighedens tre søjler: økonomisk udvikling, social retfærdighed og respekt for miljøet.

4.   Økonomisk udvikling

4.1   Landbrugsudviklingspolitik

4.1.1

En stor del af u-landenes og LDC-landenes BNP er afhængig af landbruget. I den forbindelse vil EØSU gerne erindre om, at EU allerede har iværksat adskillige handelsinitiativer med disse lande (handel med alt undtagen våben). EU er således hovedaftager af landbrugsprodukter og fødevarer fra LDC-landene. Regional integration baseres dog som oftest på aftaler vedrørende landbrugsprodukter. I betragtning af at den fremherskende måde at drive landbrug på verden over er alt andet end bæredygtig, skal man træffe de nødvendige foranstaltninger til at støtte bæredygtige landbrugsmetoder — hvilket i første række vil sige foranstaltninger vedrørende fødevaresikkerhed og en bedre forvaltning af vandforbruget og af jordens næringsstoffer — i lande, der allerede deltager eller senere vil deltage i regionale integrationsprocesser. Samtidig er det værd at gøre opmærksom på, at landbrugsproduktionen i u-landene og i LDC-landene skal kunne fremvise meget store kvalitetsmæssige fremskridt for at nå målet om at reducere antallet af borgere under fattigdomsgrænsen. De landbrugsmetoder, der anvendes for at øge landbrugsproduktionen, skal basere sig på teknikker, der beviseligt sikrer bæredygtighed.

4.1.2

Man skal dog holde sig for øje, at lokal ekspertise, når det gælder landbrugsmetoder hos den stedlige befolkning, kan være værdifuld for regionale integrationsprocesser. En sådan ekspertise består ofte i bæredygtige metoder, fordi den har rod i et ældgammelt forhold mellem menneske og miljø. I mange tilfælde er denne ekspertise i fare for at forsvinde, og de dermed forbundne metoder er næsten helt fortrængt af andre mindre bæredygtige metoder. Dette skyldes dels mange u-landes og LDC-landes forhastede beslutning om at følge den vestlige model for modernisering af landbruget dels pres fra de vestlige lande om at åbne markederne for metoder, som ikke fremmer en bæredygtig udvikling af landbruget. Regional integration kan således være en udmærket anledning til at overføre knowhow vedrørende bæredygtige landbrugsmetoder mellem de deltagende lande. Som eksempel på »lokal ekspertise« kan nævnes anvendelse af forarbejdede restprodukter fra landbrugsproduktionen som gødning – en form for gødning, der næsten helt er blevet fortrængt af kunstgødning. Der er ingen tvivl om, at produktion af kunstgødning med den viden, vi har i dag, er mere omkostningseffektiv end genbrugsgødning, men med innovative metoder kan problemerne løses.

4.1.3

Den praksis, der i dag er fremherskende i industrilandenes landbrugsproduktion, har vist sig at have sine begrænsninger. Økologisk landbrug og reduceret brug af gødning og pesticider vinder terræn. Dette skyldes ikke kun behovet for at mindske landbrugets miljøpåvirkning, men også rene profithensyn. F.eks. har man påvist, at de høje omkostninger ved overdreven brug af nitratgødning i landbruget mindsker de indtægter, man opnår gennem øget produktion. Det er derfor vigtigt at advare u-landene og LDC-landene imod at kaste sig ud i en overilet udskiftning af de traditionelle landbrugsmetoder med en moderne praksis, som har vist sig ufordelagtig i såvel økologisk som økonomisk henseende.

4.1.4

Med hensyn til udvikling af landdistrikter henleder EØSU opmærksomheden på de negative virkninger af affolkningen af landområderne i mange lande. Man bør derfor støtte enhver indsats, der sigter mod at holde befolkningen i landdistrikterne, f.eks. ved at skabe nye aktiviteter som supplement til landbruget og gennem erfaringsudveksling.

4.2   Skovbrugspolitik

4.2.1

Skovbrug spiller en vigtig rolle for økonomien og samfundslivet i mange u-lande og LDC-lande. Regional integration skal tage fat i skovarealernes grænseoverskridende natur og som sådan behovet for en bæredygtig forvaltning af skovressourcerne, der kan siges at være fornyelige energikilder par excellence.

4.2.2

Særlig vægt skal lægges på udviklingen af nationale og regionale mærkningsordninger for bæredygtig skovdrift (navnlig produktion af træ), som stemme overens med de internationale standarder for mærkning på området.

4.3   Transportpolitik

4.3.1

De internationale transportnet er en nødvendig forudsætning for regional integration. Samtidig indebærer transportinfrastruktur en stor risiko for forringelse eller ødelæggelse af vigtige naturressourcer. Derfor må der vedtages politikker og kontrolsystemer, der kan garantere, at den nytte, som den regionale integration kan drage af de internationale transportnet, ikke betales med skader på miljøet.

4.4   Turismepolitik

4.4.1

Turisme er et godt eksempel på international udveksling af sammensat art (økonomisk, social og kulturel). U-lande og LDC-lande, der deltager i samarbejde om regional integration, kan opnå maksimalt udbytte ved at udvikle turisme. Målet er at nå frem til bæredygtig udvikling af turisme gennem ordninger for regional integration, hvilket kan ske gennem samordnede internationale programmer for differentiering af turismeproduktet og udvikling af nye turismeformer, såsom økoturisme, kulturturisme m.m.

4.4.2

Det skal her præciseres, at differentiering af turismeproduktet og nye former for turisme skal baseres på bedste praksis, som tilpasses de lokale vilkår i de enkelte lande. EU skal endvidere mere aktivt støtte projekter til udvikling af nye former for turisme i u-lande, LDC-lande og Euro-Middelhavspartnerlande — ikke mindst projekter, der indebærer partnerskaber mellem det offentlige og erhvervslivet om udvikling af knowhow på området. Behovet er opstået, fordi differentiering af turismeproduktet og udvikling af nye former for turisme ikke konkurrerer med de traditionelle turismeaktiviteter og derfor ikke kan betragtes som et område, der ikke er berettiget til bistand og incitamenter.

4.5   Fiskeripolitik

4.5.1

EU er efter lange forhandlinger nået frem til en fælles fiskeripolitik. Havets rigdomme kender ikke til fysiske grænser. Såvel Middelhavet som Atlanterhavet udnyttes af en række lande uden for EU. Mange af disse lande er u-lande eller LDC-lande, som ikke har forpligtet sig til at overholde en bæredygtig praksis.

4.5.2

Havets rigdomme kommer mange lande til gode og omfatter mange former for regionalt samarbejde. Derfor skal overholdelsen af bæredygtige fiskerimetoder sikres gennem initiativer og programmer, som har regional integration for øje, især via nord-syd-aftaler, men også via syd-syd-aftaler.

4.6   Energipolitik

4.6.1

Kommissionen har vedtaget en grønbog om sikring af energiforsyningen. I grønbogen indtager miljøbeskyttelsesspørgsmål en fremtrædende plads. Eftersom Kommissionen direkte forbinder energikildepolitikken med bæredygtig udvikling, bør strategierne for regional integration også medtænke politikker og aktioner for energisektoren. Dette er en problematisk sektor, fordi mange u-lande, LDC-lande og Euro-Middelhavspartnerlande råder over betydelige olielagre, som i dag er den vigtigste energikilde i EU. Man har dog opstillet ambitiøse mål om en reduktion af olieforbruget, bl.a. som følge af de forpligtelser, man har indgået med hensyn til udslip af drivhusgasser (Kyoto-protokollen).

4.6.2

Et tema af fundamental betydning for bæredygtig udvikling i u-lande, LDC-lande og Euro-Middelhavspartnerlande er udbygningen af energiinfrastruktur i landdistrikter. På baggrund af dette spørgsmåls betydning og EU's strategiske målsætning om en bedre energiforvaltning og en tilpasning af denne til målsætningerne om bæredygtighed bør udviklingen af energiinfrastrukturerne ske på en måde, så de økonomiske fordele går hånd i hånd med miljøbeskyttelse og sociale fremskridt.

4.7

Ovennævnte økonomiske aktiviteter skal ikke betragtes som de eneste, hvor bæredygtig udvikling bør lægges til grund for ordninger for regional integration. De skal alene ses som grundlæggende områder, der kan tjene som eksempler for andre økonomiske aktiviteter. Handelsaftaler og programmer til disses fremme inden for de nævnte områder skal danne forbillede og baseres på en planlægningsprocedure, der inddrager alle relevante aktører.

5.   Social retfærdighed

5.1

Ingen bestræbelser i retning af regional integration kan krones med held på lang sigt, uden at de støtter sig på uddannelse og efteruddannelse. Bæredygtig udvikling i uddannelserne bør være en grundlæggende målsætning for ordninger for regional integration. Det bliver fremtidens uddannede borgere, der skal sikre en bæredygtig fortsættelse af den regionale integrations landvindinger.

5.2

Selv om det i mange u-lande og LDC-lande ikke er kvindernes stilling, der kræver en politik for bæredygtig udvikling, skal ordningerne for regional integration ikke alene forhindre en hvilken som helst form for social udelukkelse af kvinder, men tillige sikre dem en særlig rolle i de internationale relationer. Ordninger for regional integration bør desuden støtte ændringer i kønsopfattelsen, strukturer og mekanismer (politisk, juridisk og i familien), der bidrager til afskaffelse af diskrimination på grundlag af køn.

5.3

I ingen tilfælde må regional integration gribe forstyrrende ind i u-landenes kulturelle identitet. Tværtimod skal ordninger for regional integration respektere de kulturelle særtræk, fremme kulturel udveksling og forsvare kulturelle mindretalsgruppers rettigheder. Bevarelsen af u-landenes kulturelle identitet skal altid kombineres med respekten for individuelle rettigheder og demokratiske principper såvel som lige muligheder og ikke-diskrimination på grundlag af social status eller race.

5.4

Arbejdstagernes medvirken og ligeværdige deltagelse i beslutningstagningen vedrørende regional integration og bæredygtig udvikling er også meget vigtig. Oprettelsen af nye arbejdspladser er klart et af de vigtigste mål for programmer for regional integration. Aktiv medvirken af arbejdstagerne og deres faglige organisationer i procedurerne for udarbejdelsen af disse programmer kan bidrage kraftigt både til opfyldelsen af målsætningen om at skabe nye arbejdspladser og til at mindske jobskabelsens eventuelle negative konsekvenser for miljøet. Eftersom arbejdstagerne selv er bevidste borgere i de samfund, som udvikles gennem regionaludviklingsprogrammer, er det vigtigt at høre deres mening, og at de er direkte repræsenteret, da de jo både er producenter og forbrugere af de produkter og tjenester, som regionaludviklingsprogrammerne omfatter.

5.5

Adskillige ikke-statslige organisationer i u-landene, LDC-lande og Euro-Middelhavspartnerlande har erklæret sig villige til aktivt at støtte foranstaltninger for en bæredygtig udvikling. Adskillige af dem har desuden gennemført projekter vedrørende ovennævnte temaer. Derfor er det vigtigt at indhente deres råd i forbindelse procedurerne for indarbejdelse af bæredygtig udvikling i regionaludviklingsprogrammerne via det organiserede civilsamfunds kommunikationskanaler.

5.6

Endelig er udviklingen af effektive og ansvarlige institutioner med de fornødne kompetencer til at fremme de nødvendige strategier og politikker til fordel for bæredygtig udvikling og regional integration en grundlæggende forudsætning for, at forehavendet kan lykkes. Derfor må programmer til udvikling af færdigheder (capacity building) på lokalt og regionalt niveau i u-landene, LDC-landene og Euro-Middelhavspartnerlandene have høj politisk prioritet.

6.   Respekt for miljøet

6.1

Regional integration søges bl.a. gennemført i lande, der deler betydelige vandreserver. Forvaltning af vandreserver er nemlig en meget almindelig årsag til konflikter mellem lande. Sikring af bæredygtig forvaltning af grænseoverskridende vandressourcer bør tildeles førsteprioritet i den regionale integrationsproces. Man kan ikke forestille sig en form for handelsmæssig, økonomisk eller anden aftale vedrørende regional integration mellem lande, der ikke respekterer andre landes adgang til vand af høj kvalitet og i tilstrækkelig mængde.

6.2

Det underforstås, at forvaltningen af grænseoverskridende vandressourcer også fortsat skal være omfattet af en rationel forvaltning på nationalt niveau. På dette punkt bør Kommissionens direktiv 2000/60/EF (4) om vandpolitiske foranstaltninger fremmes i u-lande, LDC-lande og Euro-Middelhavspartnerlande. Direktivet fastsætter en integreret ramme for forvaltning af vandressourcer og kan, for så vidt angår tekniske spørgsmål, anvendes som grundlag for udformningen af regionale politikker for en sådan forvaltning.

6.3

Forvaltningen af fredede områder er ligeledes betydningsfuld. Der er mange eksempler på grænseoverskridende fredninger og konflikter over grænserne af samme grund. Eftersom disse områder danner grundlag for mange økonomiske aktiviteter, er det klart, at aftaler vedrørende regional integration direkte påvirker deres forvaltning. Man skal derfor være særlig omhyggelig med at sikre bæredygtig forvaltning af fredede områder.

6.3.1

Forvaltningen af fredede områder bør ske ud fra integrerede planer, der dels baseres på en grundig analyse af de tre søjler for bæredygtig udvikling (økonomisk, miljømæssig og social), dels udmønter sig i realistiske operationelle fremgangsmåder, hvor det regionale samarbejde også er medtænkt.

6.4

EU er i færd med at etablere et net af fredede arealer i medlemsstaterne med henblik på at bevare biodiversiteten (Natura 2000-nettet). Medlemsstaternes erfaringer på området bør overføres til u-landene og LDC-landene. Derfor bør projekter for udvikling af ekspertise i forvaltning af fredede områder og bevarelse af biodiversiteten støttes. Kommissionen og medlemsstaterne kan ligeledes fremme dette mål direkte ved at invitere observatører fra u-landene og LDC-landene til de biogeografiske seminarer (navnlig seminarer om Middelhavsområdet).

6.5

Kystområder er meget vigtige udviklingszoner. Enhver regional integrationsproces må nødvendigvis omfatte temaer, der på den ene eller den anden måde er direkte eller indirekte knyttet til kystzoner. I betragtning af mangfoldigheden af økosystemer og økonomiske aktiviteter i kystområderne bør regional integration også fremme bæredygtig forvaltning af kystzoner. På dette område støtter EØSU indførelsen af den integrerede kystzoneforvaltning, som Kommissionen har udviklet.

6.6

Af særlig betydning er også spørgsmålet om forvaltningen af den vilde fauna og streng kontrol med handel med vilde dyr og planter. På denne baggrund giver EØSU sin støtte til snarest muligt at gennemføre CITES-konventionen bogstav for bogstav og at fremme dens udbredelse til så mange lande som muligt.

6.7

Der skal især tages højde for de store problemer, som er forbundet med den øgede risiko for affolkning i mange Euro-Middelhavspartnerlande. Risikoen består ikke kun i en forringelse af miljøet i de pågældende egne, men også i forstyrrelser af de regionale økonomier, fordi de økonomiske aktiviteter går i stå som følge af affolkningen. Euro-Middelhavspartnerlandene bør derfor modtage støtte til at udvikle regionalt samarbejde om konkrete foranstaltninger til at modvirke risikoen for affolkning.

7.   Foranstaltninger og fremgangsmåder

7.1

De grundlæggende principper for indarbejdelsen af bæredygtig udvikling i indsatsen for regional integration, der beskrives ovenfor, kræver konkrete foranstaltninger og fremgangsmåder. Foranstaltningerne og fremgangsmåderne skal på den ene side hjælpe u-lande og LDC-lande med at indarbejde begrebet bæredygtig udvikling i regional integration og på den anden side muliggøre kontrol af fremskridt på området i u-landene, LDC-landene og Euro-Middelhavspartnerlandene. Participatorisk planlægning og bestræbelser på at finde de bedst egnede styreformer bør spille en central rolle i proceduren for udvikling af disse foranstaltninger og metoder.

7.2

EU har via sin eksterne bistand planlagt og gennemført udviklingsprogrammer for u-lande og LDC-lande (Meda, Ala, Cards m.fl.). Bæredygtig udvikling er et selvfølgeligt element i planlægningen af disse programmer. Programmernes effektivitet har hidtil ikke levet op til EU's ambitiøse målsætninger. Men programmerne kan befordre ideen om at indarbejde bæredygtig udvikling i indsatsen for regional integration.

7.3

Opmærksomheden henledes især på ordningerne under Euro-Middelhavspartnerskabet. Strategien for Euro-Middelhavspartnerskabet er et område inden for eksterne relationer, som EU prioriterer højt. Meda-programmet er det vigtigste gennemførelsesinstrument for denne strategi. På miljøområdet og hvad angår bæredygtig udvikling er Smap-programmet også et centralt gennemførelsesinstrument.

7.4

Det er endnu ikke lykkedes Meda-programmet at indfri forventningerne. Det er tankevækkende, at man, selv om budgettet for Meda II regnes for mere end rigeligt, ikke engang har kunnet nå de mål, der blev sat, da programmet blev lanceret. Tilsvarende har Smap-programmet måske nok givet stødet til gennemførelsen af projekter for bæredygtig udvikling, men det har ikke kunnet holde fast og sikre, at tiltagene blev afsluttet. Selv om projekter under de nævnte programmer er svære at gennemføre, fordi det fornødne samarbejde mellem modtagerlandene ikke er på plads, bør EU's bestræbelser — ikke mindst Kommissionens — målrettes mod øget mobilisering af de aktører, der er berettiget til at deltage i programmerne. Efter EØSU's mening skal Kommissionen undersøge muligheden for at finansiere mere smidige mekanismer med deltagelse af både offentlige aktører (der kan sikre, at de lande, som er berettiget til at deltage i programmerne, indgår nationale forpligtelser) og private aktører (der kan påtage sig rollen som formidlere af knowhow til mållandene).

7.5

Med hensyn til at følge fremskridt, hvad angår indarbejdelsen af bæredygtig udvikling i de regionale integrationsaktioner i u-landene, LDC-landene og Euro-Middelhavspartnerlandene, bør bæredygtighedsvurderingerne (Sustainability Impact Αssesment) især fremhæves. På dette punkt støtter EØSU Rådets forslag om at udarbejde bæredygtighedsvurderinger i forbindelse med frihandelsaftaler. Forslaget blev også bragt til torvs på midtvejskonferencen for Euro-Middelhavssamarbejdet på Kreta i maj 2003.

7.6

Fremskridtene i de lande, der gennemfører de regionale integrationstiltag, bør ligeledes vurderes på grundlag af de indikatorer for bæredygtig udvikling, der er blevet vedtaget af og er begyndt at finde anvendelse i EU's medlemsstater. Selv om udviklingen og gennemførelsen af disse indikatorer endnu kun befinder sig i en første fase, bør de betragtes som en modus vivendi, der udgør en tilstrækkelig god arbejdsramme for evalueringen af landenes resultater.

7.7

Et emne, som bør undersøges meget omhyggeligt i forbindelse med evalueringen af resultaterne i de lande, hvor der gennemføres regionale integrationsprogrammer, må være overlapning mellem foranstaltninger, hvis landene deltager i flere aftaler om regional integration på én gang. Det er der adskillige u-lande og LDC-lande, som gør. Dette kan føre til ineffektivitet, og midlerne risikerer at være spildt. Et af hovedmålene med inkorporeringen af bæredygtig udvikling i regionale integrationsforanstaltninger skal være at mindske eventuelle følger heraf.

7.8

Hvad angår finansiering af bæredygtig udvikling i regionale integrationsprogrammer, støtter EØSU Monterey-aftalen om finansiering af udvikling, som opererer med en gradvis forøgelse af de økonomiske midler til finansiering af bæredygtig udvikling (5). Erklæringen taler om øget mobilitet og effektiv udnyttelse af de finansielle midler med henblik på at opfylde de fornødne betingelser for indfrielsen af internationale aftaler om udviklingsmål. Der henvises også til disse mål i FN's »Millenium Declaration« (6). Målene består i fattigdomsbekæmpelse, forbedring af de sociale vilkår, højere levestandard og miljøbeskyttelse som første skridt hen imod sikringen af, at det 21. århundrede bliver et århundrede med udvikling for alle.

8.   Afsluttende bemærkninger

8.1

Som nævnt i indledningen skal bæredygtig udvikling ses som en overordnet snarere end en komplementær dimension af regional integration, og skal behandles som sådan. Dette er ikke nogen nem opgave, men opgaven er på den anden side heller ikke umulig. Målsætningerne for EU's indsats på dette område kan give konkrete resultater. EU hjælper via programmer for udviklingssamarbejde ikke kun u-lande og LDC-lande, men formidler samtidig kulturelle, politiske og sociale budskaber. Disse budskaber kan opsummeres i begrebet bæredygtig udvikling og bl.a. virkeliggøres via regional integration.

8.2

Fremme af internationalt samarbejde er et tema, som EU bør beskæftige sig med i forbindelse med denne indsats. Man skal især rette opmærksomheden mod samarbejde med FN.

8.3

Relationerne mellem FN og EU har gennem tiden udviklet sig til et indviklet net af samarbejdsrelationer. Relationerne er stærke og omfatter næsten alle aspekter af forbindelserne udadtil. Yderligere fremme af relationerne med FN er en strategisk prioritet for EU, dens medlemsstater og Kommissionen.

8.4

Regional integration og bæredygtig udvikling vil kunne forbedre disse relationer. I betragtning af FN's strategiske orientering og erfaring inden for bæredygtig udvikling og EU's tekniske knowhow med hensyn til regional integration støtter EØSU samarbejdet mellem de to organisationer om regionale og bæredygtige udviklingsprojekter ved hjælp af mekanismer, der finansieres af begge.

8.5

EU's vilje til at indgå i dette samarbejde er allerede blevet udtrykt såvel i Rådets og Kommissionens fælles erklæring fra november 2000 om Det Europæiske Fællesskabs udviklingspolitik som i Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet — Opbygning af et effektivt partnerskab med FN inden for udvikling og humanitære anliggender (KOM(2001) 231 endelig af 2. maj 2001).

8.6

Hvad angår regional integration (ikke mindst regional integration med u-lande og LDC-lande), skal EU's samarbejdsprogrammer lægge stor vægt på forskellige bæredygtighedsaspekter inden for de tre søjler økonomisk udvikling, respekt for miljøet og social retfærdighed. I den forbindelse kan EØSU yde et meget betydeligt bidrag til, at forehavendet lykkes, fordi det som det kompetente EU-organ kan sætte disse spørgsmål på civilsamfundets dagsorden.

Bruxelles, den 2. juni 2004

Roger BRIESCH

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forberedelsen af en EU-strategi for bæredygtig udvikling«, EFT C 221 af 7.8.2001.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Bæredygtig udvikling i Europa«, EFT C 48 af 21.2.2002.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »En strategi for bæredygtig udvikling: Signaler til Barcelona-topmødet«, EFT C 94 af 18.4.2002.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Lissabon-strategien og bæredygtig udvikling«, EUT C 95 af 23.4.2003.

(2)  På topmødet i Göteborg.

(3)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Mod et globalt partnerskab for bæredygtig udvikling« KOM(2002) 82 endelig af 13.2.2002, EUT C 221 af 17.9.2002.

(4)  Direktiv 2000/60/EF om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger

(5)  United Nations, Report of the International Conference on financing for Development, Monterrey 18-22 March 2002, A/CONF.198/11.

(6)  United Nations Millennium Declaration, The Millennium Assembly of the United Nations, General Assembly A/55/L.2.


28.9.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 241/41


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af kvinder og mænd i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser«

(KOM(2003) 657 endelig — 2003/0265 (CNS))

(2004/C 241/13)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 31. marts 2004 i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 29, stk. 2 at udarbejde en initiativudtalelse om »Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af kvinder og mænd i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser«.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Clare Carroll til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 5. maj 2004.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 409. plenarforsamling af 2.-3. juni 2004, mødet den 3. juni 2004, følgende udtalelse med 120 stemmer for, 49 stemmer imod og 15 stemmer hverken for eller imod:

1.   Forslagets retsgrundlag, indhold og anvendelsesområde

1.1

Kommissionens forslag bygger på EF-traktatens artikel 13, stk. 1, der allerede har udgjort grundlaget for direktiverne vedrørende forskelsbehandling inden for beskæftigelse på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering (1) og i forbindelse med både beskæftigelse og erhverv og adgang til og levering af varer og tjenesteydelser på grund af race eller etnisk oprindelse (2).

1.2

I direktivforslaget fastlægges en ramme for bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser med henblik på gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i medlemsstaterne. Det har ingen tilbagevirkende kraft.

1.2.1

Der må ikke finde nogen direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn, herunder ringere behandling af kvinder på grund af graviditet og fødsel. Chikane og sexchikane som defineret i forslaget bør betragtes som forskelsbehandling på grund af køn og derfor forbydes. En persons afvisning af en sådan adfærd eller underlæggelse må ikke lægges til grund for en beslutning vedrørende personen. Tilskyndelse til forskelsbehandling betragtes også som forskelsbehandling i henhold til dette direktiv.

1.3

Forslaget har et omfattende anvendelsesområde, selv om der er væsentlige begrænsninger. Overordnet omfatter det adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden, herunder boliger. Det omfatter både den offentlige og private sektor, herunder de offentlige organer. Transaktioner i en rent privat sammenhæng, såsom f.eks. udlejning af en feriebolig til et familiemedlem eller udlejning af et værelse i et privat hus er ikke omfattet.

1.3.1

Kommissionen giver eksempler på varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden:

adgang til lokaliteter, som offentligheden har adgang til,

alle slags boliger, herunder lejede boliger og hotelværelser,

tjenesteydelser, såsom banker, forsikring og andre finansielle tjenesteydelser,

transport og

tjenesteydelser i forbindelse med ethvert erhverv eller enhver branche (3).

1.3.2

Der er tale om mange forskellige typer tjenesteydelser. Nogle af de vigtige områder er pensioner, livs- og sygeforsikring, almen forsikring og adgang til finansiering og boliger.

1.3.3

Anvendelsen af køn som en faktor i beregningen af præmier og ydelser i forbindelse med forsikring og lignende finansielle tjenesteydelser forbydes i alle nye kontrakter, der er indgået efter den dato, direktivet træder i kraft. Medlemsstaterne har imidlertid ret til at udsætte gennemførelsen af denne bestemmelse i yderligere seks år. Hvis de gør dette, skal Kommissionen straks underrettes, og de skal opstille, offentliggøre og jævnligt ajourføre omfattende tabeller om dødelighed og forventet levetid for kvinder og mænd.

1.4

Der er visse undtagelser. Direktivforslaget udelukker ikke forskelle, der vedrører varer og tjenesteydelser, hvor mænd og kvinder ikke befinder sig i en sammenlignelig situation, fordi varerne og tjenesteydelserne udelukkende eller først og fremmest er beregnet for personer af det ene køn, eller færdigheder, som praktiseres forskelligt for de to køns vedkommende. Som eksempler kan nævnes perioder, hvor svømmehaller er forbeholdt personer af det ene køn, eller private klubber.

1.5

Direktivet finder specifikt ikke anvendelse på uddannelse og medieindhold og reklamer, navnlig reklamer og tv-reklamer, som defineret i artikel 1, litra b) i Rådets direktiv 89/552/EF.

1.6

Positive foranstaltninger er tilladt under direktivet.

1.7

Direktivet indeholder bestemmelser om minimumsrettigheder og retsmidler, håndhævelse og overvågninger, som gælder begge direktiver, der nævnes i punkt 1.1.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

EØSU understreger, at det er vigtigt at fastholde princippet om at forbyde kønsdiskrimination i forbindelse med kvinders og mænds adgang til og levering af varer og tjenesteydelser.

2.2

Udvalget er tilfreds med, at formuleringer og definitioner i forslaget stemmer overens med de to forudgående direktiver og direktivet om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling.

2.2.1

Udvalget er bekymret over, at en definition af »tjenesteydelser« kun er givet i betragtning 10 i direktivforslagets præambel. Med tanke på den brede vifte af offentlige og andre tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden (f.eks. sådanne, der leveres af ikke-statslige organisationer), er det vigtigt at undgå flertydighed, hvorfor begrebet »tjenesteydelser« bør defineres klart i teksten. Udvalget støtter en bred definition.

2.3

Det er beklageligt, at uddannelse ikke er omfattet af direktivet. Man erkender imidlertid, at der kan være problemer med EU's kompetence på dette område. Uddannelse er på den anden side en nøglefaktor, hvad angår ligestilling mellem kvinder og mænd, og kan føre til, at drenge og piger vælger at gå traditionelle veje karrieremæssigt, hvilket kan have stor indvirkning på deres fremtid. Der er betænkeligheder i visse medlemsstater vedrørende begrænsede valgmuligheder og mangel på tilstrækkelig vejledning i uddannelse, som har løbende og store konsekvenser for både de berørte enkeltpersoner, for opfyldelse af målsætningerne om social integration og for EU's egen konkurrencedygtighed.

2.3.1

Kommissionen har påpeget, at kun private uddannelser ville falde ind under direktivets anvendelsesområde, hvis denne sektor ikke var blevet undtaget. Det kunne have ført til anvendelse af forskellige normer i forbindelse med gennemførelsen af princippet om ligebehandling.

2.3.2

Medlemsstaterne er allerede begyndt at træffe foranstaltninger på uddannelsesområdet under Lissabon-dagsordenen. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at gøre alt, den kan inden for dens beføjelsers rammer, for at tilskynde medlemsstaterne til at sikre, at der er lige adgang til og lige tilvejebringelse af uddannelsestilbud for både drenge og piger.

2.3.3

Det nuværende direktiv om lige behandling finder anvendelse på erhvervsuddannelse, bl.a. erhvervsuddannelse på tredje trin af erhvervsmæssig art. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt. Redskaberne til at få gavn af tertiær uddannelse, det være sig på universitet eller i en erhvervsuddannelsesinstitution, opnås på det primære og sekundære trin.

2.4

Udvalget forstår, at forslaget kun dækker medier og reklamer i deres egenskab af serviceindustrier. Udvalget accepterer, at det nuværende forslag ikke er det korrekte middel til at træffe foranstaltninger vedrørende medier og reklamer. Da medier og reklamer udøver betydelig indflydelse på offentlighedens indstillinger og holdninger, kan de imidlertid ikke ignoreres i forbindelse med EU's tiltag for at bekæmpe forskelsbehandling på arbejdsmarkedet og i hverdagslivet. Der er imidlertid en hårfin forskel mellem passende foranstaltninger og censur. Kommissionen bør derfor fortsætte sine høringer om disse spørgsmål, idet den tager hensyn til disse faktorer og træffer passende foranstaltninger inden for en rimelig tidsramme. Udvalget ser frem til at deltage i denne proces.

2.5

Udvalget bifalder, at mænd og kvinder skal have lige adgang til finansiering — hvilket er meget vigtigt for dem, det være sig som iværksættere eller som privatpersoner, der søger at opnå boligfinansiering.

2.6

Da forslaget ikke dækker uddannelses-, medie- og reklameområdet, må spørgsmålet om ikke-diskriminering efter kønskriterier med hensyn til adgangen til forsikringer efter udvalgets mening betragtes som det mest ømfindtlige punkt i forslaget. Der bør ikke forekomme nye diskriminerende kriterier på nogen af de områder, som er omfattet af forslaget — og navnlig ikke på forsikringsområdet.

2.6.1

EØSU finder det meget tvivlsomt, om man bør bekræfte, at ikke-kønsrelaterede takster — som dog findes i nogle af EU's medlemsstater — automatisk fører til en generel forhøjelse af forsikringspræmierne, og at udvidet egalisering af risiciene for de to køn er fordyrende. Det er ikke særlig klogt og i modstrid med forslagets formål at give medlemsstaterne mulighed for at blive undtaget for kravet om ikke diskrimination i seks år med en generel henvisning til fri udveksling af tjenesteydelser og etableringsfrihed på forsikringsområdet.

2.6.2

Med hensyn til adgangen for alle til forsikring, som supplerer de obligatoriske socialsikringsordninger, kræver udvalget, at direkte og indirekte forskelsbehandling afskaffes. Denne anmodning er særligt presserende, fordi udviklingen i socialsikringens anden og tredje søjle (supplerende og »ekstra-supplerende« sikring) i øjeblikket er det mest dynamiske aspekt af socialsikringen i EU. I den forbindelse henviser udvalget til i sine forslag i udtalelsen om »Supplerende sygesikring« (4).

3.   Særlige bemærkninger

3.1

EØSU går ind for lige adgang til finansielle tjenesteydelser, hvoraf mange er afgørende i hverdagslivet, og egalisering af præmier og ydelser for mænd og kvinder. Direktivet dækker imidlertid en bred vifte af finansielle tjenesteydelser, som er meget forskellige af karakter — f.eks. bilforsikring, syge- og handicapforsikring og pensioner og annuiteter. Det rejser komplicerede og vanskelige spørgsmål, som er forskellige fra den ene medlemsstat til den anden.

3.1.1

Man må imidlertid være klar over, at der vil være visse negative såvel som positive virkninger ved egalisering af præmier og ydelser for forbrugere af disse tjenesteydelser, med forskellige virkninger for mænd og kvinder, afhængig af den pågældende finansielle tjenesteydelse. Når det gælder motorkøretøjforsikring kan bonus for skadefrit år for enkeltpersoner først komme på tale efter flere års forsikring. Der er en klar mulighed for, at man for at dække eventuelle usikkerhedsmomenter hæver udgifterne til forsikring for alle.

3.1.2

EF-domstolen accepterede i Colorell-dommen (5), at brugen af aktuarmæssige statistikker baseret på køn var gyldig af hensyn til udregningen af pensionsbidrag og -ydelser. Det blev imidlertid krævet, at arbejdstagerbidrag og de ydelser, som de havde modtaget, skulle være lige. Højere bidrag fra arbejdsgiverside blev anset for begrundet. Domstolen har i praksis anerkendt, at egalisering af ydelser er dyrere. I erhvervspensionsordninger betalte arbejdsgiveren det højere bidrag. Hvad angår privat pensions- og forsikringsdækning er der ingen arbejdsgiver til at absorbere en højere præmier eller bidrag: Dette påhviler brugerne af tjenesteydelsen. Det gælder imidlertid ikke blot pensioner, hvor mænd må betale for kvinders længere levetid, men alle former for forsikringer. For eksempel skal kvinder måske betale for mænds større ulykkerisici osv.

3.1.3

Kommissionen erkender i sin udvidede konsekvensanalyse, at der vil være særlige omkostninger for forsikringsselskaber, der i sidste ende vil blive væltet over på forbrugerne, men mener, at det vil være slut med dette, når først tilpasningsperioden er afsluttet. EØSU deler denne opfattelse.

3.1.4

EØSU henviser også her til traktatens princip om ligebehandling af mænd og kvinder. Lægges dette princip til grund, må forsikringsbranchen, naturligvis over en vis periode, ændre sine beregningssystemer, således at køn ikke længere indgår som en faktor ved beregningen af f.eks. bilforsikringspræmier. Eftersom ulykkesfrekvens og livslængde jo ikke påvirkes af beregningsmåden, burde forbrugernes samlede præmiebetaling i princippet forblive uændret.

3.1.5

Udvalget mener, at der er brug for en mere specifik analyse (som omfatter uafhængige simuleringer af virkningen af alternative grundlag) af forsikrings- og pensionsbranchen, hvis man skal vurdere forslagenes langsigtede virkninger. Udvalget finder, at det er vigtigt at følge op på, hvad der vil ske, især på forsikringsområdet, når direktivet træder i kraft. Menneskers ret til ikke at blive diskrimineret skal være direktivets overordnede mål.

3.2

I forbindelse med levering af boliger mener udvalget, at direktivet ikke bør anvendes på private ordninger, f.eks. leje, salg eller donation mellem familiemedlemmer.

3.3

Udvalget mener, at undtagelser skal være klart definerede. De må ikke sætte ligestillingen mellem kvinder og mænd over styr.

3.4

Udvalget bifalder artikel 5, som åbner mulighed for positiv særbehandling. Denne bestemmelse bør imidlertid ikke bringe vigtige tjenester i fare, som leveres til mænd og kvinder af både den offentlige sektor og af ikke-statslige organisationer, f.eks. boliger for ugunstigt stillede personer af et bestemt køn og krisecentre for kvinder, som har været udsat for vold i eller uden for hjemmet.

3.5

Udvalget støtter bestemmelsen om en dialog med ikke-statslige organisationer. Bestemmelsen må imidlertid garantere regelmæssig kontakt med det organiserede civilsamfund.

3.6

Information om og offentliggørelse af direktivet, når det er vedtaget, vil være afgørende for at sikre, at forbrugerne er fuldt bevidste om deres rettigheder, og at leverandørerne af varer og tjenesteydelser forstår deres forpligtelser i henhold til direktivet.

Bruxelles, den 3. juni 2004

Roger BRIESCH

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.

(2)  Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse

(3)  KOM(2003) 657 endelig, Begrundelse.

(4)  EFT C 204 af 18. juli 2000, s. 51 (ordfører: Jean-Michel Bloch-Lainé).

(5)  Coloroll Pension Trustees Ltd v Russell & Others C-200/91, 28 September 1994.


28.9.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 241/44


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet »Fremme af teknologi til bæredygtig udvikling: En EU-handlingsplan for miljøteknologi««

(KOM(2004) 38 endelig)

(2004/C 241/14)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 28. januar 2004 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om »Fremme af teknologi til bæredygtig udvikling: En EU-handlingsplan for miljøteknologi««.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Stéphane Buffetaut til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 6. maj 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 409. plenarforsamling den 2.-3. juni 2004, mødet den 2. juni 2004, følgende udtalelse med 177 stemmer for, 1 imod og 5 hverken for eller imod.

1.   Indledning

1.1

Denne meddelelse indgår i Kommissionens »tradition« for udarbejdelse af ikke-lovgivningsmæssige tekster, som giver et overblik over såvel de initiativer, der er taget på det pågældende område, som de politiske perspektiver. Den udgør en slags ramme for Kommissionens generelle overvejelser vedrørende miljøteknologi.

1.2

Lige fra begyndelsen har Kommissionen knyttet meddelelsen til strategien for bæredygtig udvikling og Lissabon-strategien og — efter devisen — gjort opmærksom på, at den tager sigte på at gøre EU til »den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed«.

1.3

Efter at have gentaget denne målsætning rejser det virkelige spørgsmål sig, nemlig hvad er målet med denne handlingsplan for miljøteknologi (Environmental Technologies Action Plan — ETAP)?

Kommissionen nævner tre mål:

at fjerne hindringerne for, at miljøteknologiens fulde miljøbeskyttelsespotentiale kan udnyttes

at sikre, at EU kommer til at spille en førende rolle inden for udvikling og anvendelse af miljøteknologi

at mobilisere alle interessenterne omkring disse mål

med det mål for øje at mindske presset på vores naturressourcer, forbedre de europæiske borgeres livskvalitet og fremme økonomisk vækst.

1.4

Kommissionen mener, at tiden politisk set er inde til at lancere handlingsplanen, men hvordan skal dette foregå, og hvilke konkrete foranstaltninger skal der udvikles? Meddelelsen er bygget op omkring svarene på disse to spørgsmål.

2.   Resumé af handlingsplanen

2.1   Udarbejdelse af handlingsplanen

2.1.1

For det første opridser Kommissionen en række faktorer, som skal understøtte udarbejdelsen af handlingsplanen:

der er et potentiale for at fremme miljøteknologi

miljøteknologierne er underudnyttede

målrettede og effektive incitamenter er vigtige for indførelsen og udviklingen af miljøteknologi

det er nødvendigt at definere perspektiver for den langsigtede markedsudvikling for at give mulighed for investeringer i miljøteknologi

det er nødvendigt at koordinere og fremme udvekslingen af god praksis

det er nødvendigt at skabe et miljø, der tilskynder til udvikling, anskaffelse og anvendelse af miljøteknologier

etableringen og udviklingen af miljøteknologier skal ske på mellemlang og lang sigt.

2.2   Indsats

Kommissionen foreslår tre hovedindsatsområder:

vejen fra forskning til markedspladsen

forbedring af markedsbetingelserne og

en indsats på globalt plan.

2.2.1   Vejen fra forskning til markedspladsen

2.2.1.1

Kommissionen foreslår, at forskningen udvikles og målrettes, samtidig med at den får finansiel støtte, navnlig fra EIB og EBRD. Målet hermed er, at forskningen skal føre til kommercielle applikationer.

2.2.1.2

Kommissionen har til hensigt at skabe teknologiske platforme for de lovende miljøteknologier, der frem for alt har til formål at øge forskningens effektivitet, mobilisere midlerne, udvikle offentlig-private partnerskaber og forbedre overførslen af teknologier til udviklingslandene.

2.2.1.3

Endelig ønsker Kommissionen at forbedre testningen og standardiseringer af miljøteknologierne.

2.2.2   Forbedring af markedsbetingelserne

2.2.2.1

Kommissionen redegør for vilkårene for denne forbedring af markedet for så vidt angår investeringer, fjernelse af de økonomiske hindringer, indflydelsen fra de offentlige indkøbs økonomiske vægt og mobilisering af civilsamfundet.

2.2.3   En indsats på globalt plan

2.2.3.1

EU's ambitioner på området for miljøteknologier begrænser sig ikke bare til Europa. Det er Kommissionens opfattelse, at EU bør vise handlekraft for at fremme bæredygtig udvikling på verdensplan.

2.2.3.2

Kommissionen har til hensigt at skabe partnerskaber med udviklingslandene og engagere sig kraftigt i de på topmødet i Johannesburg trufne initiativer vedrørende miljøteknologier.

3.   Samordning og opfølgning

3.1

Udarbejdelsen af en handlingsplan forudsætter en opfølgning af dennes gennemførelse. Hertil forudser Kommissionen forskellige instrumenter: udarbejdelse af en rapport hvert andet år, etablering af et europæisk udvalg for miljøteknologier, samordning, oplysninger om bedste praksis osv.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

De generelle bemærkninger tager også hensyn til CCMI's kommentarer og forslag (ordfører: Ulla Sirkeinen, medordfører: Reichel).

4.2

Området for miljøteknologier er pr. definition meget vidtrækkende. Teknologierne kan tage sigte på en bæredygtig anvendelse af naturressourcerne, forhindring eller begrænsning af miljøskader, udvikling af alternative energikilder, tilknytning til en integreret produktpolitik osv. Som EØSU tidligere har givet udtryk for (1), er det meget vigtigt, at definitionen af miljøteknologierne ikke begrænser sig til »rene« teknologier. Den fortsatte forbedring af processen og metoderne for fremstilling af tjenesteydelser med henblik på at reducere den negative indvirkning på miljøet, forskningen, den innoverende viden og udviklingen med henblik på at forbedre de traditionelle teknologier og integrere en ny miljømæssig dimension heri er også et led i udviklingen af miljøteknologier og bør derfor fremmes. Man måler en miljøteknologis effektivitet på baggrund af dennes positive virkning på miljøet og ikke efter en definition af »gode« miljøteknologier.

4.3

Risikoen ved en meget omfattende handlingsplan er en spredning og herigennem en udvanding af midlerne. Handlingsplanens succes afhænger hovedsagelig af, at man udpeger prioriteter og rangordner foranstaltningerne, idet der tages hensyn til ikke alene miljøteknologiernes effektivitet, men også deres økonomiske levedygtighed. Denne overvejelse komme knapt til udtryk i kommissionsdokumentet, men er dog af stor praktisk betydning. Man må imidlertid ikke glemme, at bæredygtig udvikling hviler på tre søjler — økonomisk udvikling, miljøbeskyttelse og beskyttelse af naturressourcer og menneskers sociale trivsel.

4.4

Miljøteknologier anvendes altid, når de enten er til direkte gavn for brugerne, eller når lovgivningen kræver det. Da det frie marked alene ikke opfylder alle samfundsmæssigt anerkendte etiske, sociale eller miljøpolitiske mål, har lovgiveren altid måttet skride ind og skabe passende retlige rammevilkår. Dette kan resultere i højere omkostninger for erhvervslivet, men kan være fuldt ud fornuftigt samfundsøkonomisk set. Ved fastlæggelsen af de retlige rammevilkår bør lovgiveren tage hensyn til økonomiens og videnskabens innovative styrke og bør derfor opstille målene uden at angive, hvilke tiltag eller teknologier der er nødvendige for at nå dem. Den øgede bevidsthed om, at der vil være ekstra afsætningsmuligheder, hvis flere sociale og miljømæssige kriterier opfyldes, er en vigtig drivkraft for handlingsplanen og for styrkelse af den europæiske økonomis konkurrenceevne.

4.5

Et andet afgørende aspekt for handlingsplanens succes er adgangen til og vilkårene på markedet. Man kan ikke forvente en reel udvikling af miljøteknologierne, hvis der ikke er noget bæredygtigt og konkurrencedygtigt marked. Effektive miljøteknologier kan dog ofte ikke produceres så billigt som mindre miljøvenlige og delvis subsidierede teknologier, bl.a. fordi miljøomkostningerne ikke er indregnet, og de ikke er tilstrækkeligt udviklede eller udbredte til at give stordriftsfordele. Udfordringen består således i at skabe incitamenter til fremme af en i miljøpolitisk henseende målrettet og god praksis og udvikling af relevant miljøteknologi (lån, tilskud og skatteincitamenter), som opmuntrer og letter adgangen til markedet eller etableringen af et marked. EØSU understreger, at det er nødvendigt, med henblik på at sikre en sammenhængende og formålstjenlig anvendelse af incitamenter, at indføre en slags klassifikation eller rangordning: risikovillig kapital i startfasen, flere »klassiske« lån i udviklingsfasen, skatteincitamenter til konsolidering af markedet og eventuelt beskatninger, der svarer til internaliseringen af miljøomkostningerne ved de mindre miljøvenlige teknologier.

4.6

I denne henseende er det nødvendigt med tilskyndende eller afskrækkende foranstaltninger samt lovgivnings- eller forskriftsmæssige bestemmelser. Disse må dog tage hensyn til den økonomiske og sociale virkelighed. De må heller ikke føre til en illoyal forvridning af konkurrencen. Miljøteknologierne skal hverken være en utilgængelig luksus, eller fordreje konkurrencen gennem accept af produkter og tjenesteydelser fra erhvervsregioner, som ikke følger lignende forskrifter. Dette er et vigtigt aspekt, der klart fremhæves i Kommissionens tekst. Al oplysningsvirksomhed og alle forsøg på at mobilisere civilsamfundet og offentligheden til fordel for miljøteknologi vil være forgæves, hvis man ser bort fra den økonomiske virkelighed og gennemførlighed. I forsøget på at opnå offentlighedens støtte må man ikke glemme, at borgerne og forbrugerne også er mænd og kvinder på arbejdsmarkedet. Så hvis man skal opgive gammel teknologi pga. krav om bæredygtig udvikling, er det nødvendigt at tage højde for de behov og omkostninger, som opstår i forbindelse med omstillinger på arbejdsmarkedet.

4.7

Endelig skal det nævnes, at det er nødvendigt at sikre en global overensstemmelse mellem de forskellige politikker, der føres af EU, for at undgå at disse modarbejder hinanden. Det ville således være formålsløst at udforme en politik for bæredygtig udvikling, hvis denne blev modarbejdet af en politik, som EU fører inden for rammerne af WTO eller liberaliseringen af markederne. Dette forudsætter en seriøs debat i WTO og en resolut kamp mod accept af produkter og tjenesteydelser, uanset deres oprindelse, som ikke begrænser følgevirkningerne af teknologier og processer til et minimum.

5.   Særlige bemærkninger

5.1   Indledning

5.1.1

EØSU kan kun tilslutte sig målene i handlingsplanen og navnlig intentionen om at udnytte miljøteknologiernes samlede potentiale for at forbedre miljøet, samtidig med at man styrker konkurrenceevnen og den økonomiske vækst, hvilket EØSU allerede har understreget i en tidligere EØSU-udtalelse (se fodnote 1).

5.2   Incitamenter til anvendelse af miljøteknologi

5.2.1

EØSU finder det meget relevant at anspore til udvikling af miljøteknologi, men det understreger, at dette ikke bør føre til en kunstig støtte til teknologi, der aldrig kan finde et reelt afsætningsmarked. Først og fremmest skal markedet dog via beskatning, subsidier, licenser og regelsæt indrettes sådan, at der tages højde for de eksterne omkostninger ved forskellige alternative teknologier.

5.2.2

Der bør ligeledes sættes ind på forbedring af de traditionelle teknikker, så de i højere og højere grad bringes i overensstemmelse med kravene om bæredygtig udvikling. I praksis har moderniseringen og tilpasningen af industriudstyr og fremskridt inden for teknikker og produktionsmetoder eller benyttelsen af tjenester allerede ført til anvendelse af visse miljøteknologier. I virkelighedens verden udvikles miljøteknologier også på denne måde, uden at det nødvendigvis bliver bemærket.

5.3   Vejen fra forskning til markedspladsen

5.3.1

En af de vigtigste udfordringer er at sikre, at forskningen i miljøteknologi fører til konkrete anvendelser. Derfor bør støtten til forskning ligeledes være rettet imod anvendt forskning og give virksomhederne, navnlig SMV, mulighed for at blive stærkt inddraget heri. Det bør desuden understreges, at visse SMV optræder som drivkræfter i udformningen og udviklingen af miljøteknologier.

5.4   Bidraget fra teknologiplatforme

5.4.1

EØSU finder forslaget om at etablere teknologiplatforme for lovende miljøteknologi spændende. Det er en interessant tilgang at samle interesserede aktører med reelt kendskab til en bestemt teknologi, til teknologi vedrørende en bestemt sektor eller til iværksættelsen af teknologi, der kan løse et specifikt miljøproblem. Spørgsmålet vedrørende intellektuel ejendomsret, patenter og mærker vil blive reguleret via reglerne i forskningsrammeprogrammet og den gældende ret inden for intellektuel ejendomsret uden særlige problemer. EØSU mener, at hvis Kommissionen i starten varetager sekretariatet, vil der kunne udvikles et offentlig/privat partnerskab, for så vidt som disse teknologiplatforme svarer til et reelt behov og er konkret nyttige.

5.5   Evaluering og standardisering af miljøteknologi

5.5.1

Spredningen af miljøteknologi beror på økonomiske overvejelser, men også på dens tekniske effektivitet. En valideringsmekanisme og etableringen af netværk af de foreliggende data om visse nøgleteknologier, som Kommissionen plæderer for, ville være yderst nyttige tiltag både for virksomhederne og de offentlige myndigheder, hvis man vil inkorporere et »miljømæssigt højestbydende«-element i de offentlige indkøbsaftaler. Udvalget minder i denne forbindelse om sit forslag om at skabe en europæisk database, i hvis oprettelse og vedligeholdelse Det Europæiske Miljøagentur kunne deltage, og hvori godkendte omkostningsgunstige, tilpassede miljøteknologier oplistes og dermed får en slags »blåstempling« (2).

5.6   Ydeevnemål

5.6.1

Kommissionen understreger, at disse mål skal baseres på den bedste miljøydeevne, men også være realistiske i økonomisk og social henseende. EØSU kan kun tilslutte sig dette udsagn og minder kraftigt om, at ægte bæredygtig udvikling kombinerer miljøhensyn med økonomisk konkurrenceevne, med kvantitativ og kvalitativ forbedring af beskæftigelsen og med social samhørighed.

5.7   Investeringer

5.7.1

Anvendelsen af eksisterende finansielle instrumenter og skabelsen af nye med henblik på at sprede investeringsrisiciene på projekter og miljøteknologiske virksomheder, navnlig via risikokapitalfonde, kræver, at man råder over kompetente analytikere, der kan vurdere projekternes tekniske og økonomiske gennemførlighed. Ellers risikerer man at bortødsle bevillinger, der kan være nyttige til andre transaktioner. Evalueringen af projekter skal ske på videnskabeligt og teknisk grundlag uden forudfattede meninger. Lanceringen af nye finansielle instrumenter kan være anledning til at inddrage de lokale myndigheder i udviklingen af miljøteknologier eventuelt i form af offentlig/private partnerskaber.

5.7.2.

Angående investeringer foretaget af virksomheder for at mindske den negative miljøpåvirkning af deres aktivitet eller forbedre denne i retning af bæredygtig udvikling bør det understreges, at disse ofte, navnlig i sværindustrien, andrager betydelige finansielle forpligtelser. Det ville i den henseende være ønskeligt at udforme skattemæssige incitamenter for at fremme den type investeringer og på den anden side indføre en ugunstig beskatning af virksomheder, der for at få konkurrencemæssige fordele ved en produktion til lavere priser ikke gør nogen indsats for at forbedre miljøpåvirkningen af deres aktivitet.

5.8   Offentlige indkøb

5.8.1

Tanken om at fremme miljøteknologi via begrebet den »miljømæssigt højestbydende« er ikke ny. Den bør anskues i forhold til miljøteknologiens pålidelighed og begrænsningerne på de offentlige budgetter. Den kan føre til, at der udvikles en praksis med indkaldelse af ydeevnebaserede udbud. Under alle omstændigheder kan dette være en smart måde at bringe samvittigheden i orden på.

5.9   Civilsamfundets støtte

5.9.1

Hver generation er ansvarlig for det samfund, den overdrager til sine børn. Derudover er nutidens mennesker klar over, at de er ansvarlige for det miljø, de giver videre til de fremtidige generationer. Dette at fremme miljøteknologi kræver en pædagogisk og informativ indsats, som skal understrege fordelene på en let forståelig og tilgængelig måde, hvis den skal være effektiv og realistisk. Dette kræver, at der gennemføres en ægte dialog med de berørte parter og borgerne, og at man mobiliserer de lokale myndigheder, som ofte har et stort ansvar på miljøområdet.

5.10   En indsats på globalt plan

5.10.1

Kommissionens ønske om at gøre en indsats på globalt plan er rosværdig. EØSU minder om, at størsteparten af udviklingslandene fortsat mest er optaget af økonomisk vækst og indsatsen mod fattigdom. Derudover har disse lande en svag finansiel kapacitet. Udvalget mener således, at en effektiv hjælp bør bestå i overførsel af enkel og billig teknologi »i mellemkategorien«, som allerede udgør en positiv udvikling i forhold til den aktuelle situation, og bør ikke nødvendigvis være ringere end mere komplicerede og dyrere løsninger i forhold til deres effektivitet. I den forbindelse skal det dog påpeges, at mindre komplicerede løsninger belaster teknologimodtageren mindre med udgifter til intellektuel ejendomsret og patentbeskyttelse.

5.10.2

EØSU mener, at det kunne være interessant for EU at deltage i den aktion, der føres i UNITAR (3)-regi med henblik på bæredygtig byplanlægning i udviklingslandene og i lande under økonomisk omstilling. Det bemærker, at der i den henseende er åbnet research-, analyse- og uddannelsescentre i Kuala Lumpur (Malaysia), Curitiba (Brasilien) og Ouagadougou (Burkina Faso). UNITAR har ligeledes planer om aktiviteter i Centraleuropa. Udvalget minder i denne sammenhæng også om sin opfordring til at oprette »uafhængige kompetencecentre for tilpassede teknologier« i tiltrædelseslandene (4). Disse centre kunne organisere den nødvendige videregivelse af knowhow, rådgive ikke blot de kommunale beslutningstagere, men også civilsamfundet, og skal ikke nødvendigvis være begrænset til de nye medlemsstater.

5.11   Vejen frem

5.11.1

EØSU er af den opfattelse, at det blandt de foreslåede initiativer er informationsudvekslingerne om den bedste praksis og indikatorerne for sammenligning heraf, der er de mest interessante. Kommissionens aflæggelse af en rapport hvert andet år til Rådet og Europa-Parlamentet risikerer, med mindre den er meget konkret og kortfattet, blot at være én rapport til. Angående det europæiske panel for miljøteknologi, synes termen panel at være et dårligt valg, da der ikke er tale om et panel i sædvanlig forstand, men om en slags forum, hvor forskere, teknikere, industrien og iværksættere, ngo'er osv. mødes. Man kan dog opkaste spørgsmålet, om de opgaver, panelet har fået tildelt, ikke kunne varetages af generaldirektoraterne for henholdsvis miljø og forskning uden således at oprette en ekstra instans, hvis effektivitet risikerer at være tvivlsom, hvis der er tale om et stort organ.

5.11.2

I overensstemmelse med »vejen frem«-tilgangen foreslog EØSU i en tidligere udtalelse en »miljøombudsmand«, som bl.a. skulle være ansvarlig for at belyse de hindringer for udviklingen af miljøteknologi, der ligger i de gældende lovgivninger. Et sådant forslag ville være mere operationelt end oprettelsen af et stort forum, som risikerer at bevæge sig på et alt for generelt niveau.

6.   Konklusioner

6.1

EØSU finder Kommissionens tilgang til udarbejdelsen af en handlingsplan for miljøteknologi nyttig, og den har været genstand for omfattende høring. Generelt er fordelen ved denne type ikke-normative dokumenter, at de beskriver en situation, men inden for rammerne af en smidig procedure, og fastsætter overordnede retningslinjer.

6.2

EØSU mener, at den konkrete udvikling af miljøteknologi nødvendigvis forudsætter, at der træffes nogle valg, dvs. nogle rangordnede valg, og at der sker en klassifikation af finansieringen, der er begrænset og som skal anvendes fornuftigt. Det er evnen til at træffe relevante valg, der vil være afgørende for, om den europæiske strategi på området, bliver en succes. Den kræver en realistisk og konkret tilgang.

6.3

EØSU understreger betydningen af et system til validering af miljøteknologiens effektivitet og spredningen af disponible oplysninger herom. Dette er en forudsætning for spredningen af miljøteknologi og virksomhedernes og de offentlige myndigheders anvendelse heraf.

6.4

I sidste ende er det spørgsmål om at fastlægge, hvilken miljøteknologi det er fornuftigt at udvikle på baggrund af dens effektivitet, markedsforholdene, miljøhensyn, beskæftigelsessituationen på det kvantitative og kvalitative plan, levefoden og udviklingsniveauet. Det gælder om at udvise dømmekraft og være i besiddelse af videnskabelig, teknisk, økonomisk og social indsigt, hvis EU ønsker effektivt at fremme miljøteknologi.

Bruxelles, den 2. juni 2004

Roger BRIESCH

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Jf. EØSU's udtalelse om »Kommissionens meddelelse: Udarbejdelse af en handlingsplan for miljøteknologier«, KOM(2003) 131, EUT C 32 af 5.2.2004, s. 39-44, (EØSU 1390/03).

(2)  Jf. EØSU's initiativudtalelse om »Realiteter og muligheder for hensigtsmæssige miljøteknologier i tiltrædelseslandene« (CESE 523/2004 fin).

(3)  De Forenede Nationers Institut for Uddannelse og Forskning.

(4)  Se fodnote 2.


28.9.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 241/49


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Den Transatlantiske Dialog: muligheder for at forbedre det Transatlantiske Samarbejde«

(2004/C 241/15)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 17. juli 2003 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, på eget initiativ at afgive udtalelse om »Den transatlantiske dialog: muligheder for at forbedre det transatlantiske samarbejde.«

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som udpegede Eva Belabed til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 20. april 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 409. plenarforsamling den 2.-3. juni 2004, mødet den 3. juni 2004, følgende udtalelse med 160 stemmer for 15 imod og 18 hverken for eller imod:

1.   Resumé

A.

Forbindelserne mellem EU og USA har en lang historie bag sig og har været en fordel for begge parter. De hviler på en grundlæggende fælles opfattelse af åbne og demokratiske samfund. Både EU og USA forpligtede sig til et fuldt og jævnbyrdigt partnerskab i et ændret geostrategisk klima efter afslutningen på den kolde krig. Selv om de ændrede forhold ved flere lejligheder har sat forbindelserne på prøve, er grundlaget for partnerskabet blevet opretholdt.

B.

Der er lighedspunkter såvel som forskelle i amerikanernes og europæernes opfattelse. Splittelsen er størst i udenrigspolitiske spørgsmål, hvorimod der er større enighed, end man umiddelbart skulle tro, om økonomiske, sociale og miljømæssige spørgsmål, og der er bred enighed om, at en vedvarende og intens dialog er nødvendig ikke blot for EU's og USA's langsigtede interesser, men også for resten af verden.

C.

Den transatlantiske økonomi er med tiden blevet endnu mere sammenflettet, og direkte investeringer er blevet betydelig vigtigere end handel. Selv om handelstvister skaber overskrifter, tegner de sig for mindre end 1 % af den transatlantiske handel. Øget økonomisk indbyrdes afhængighed fører til spændinger, der går ud over grænserne og berører grundlæggende nationale spørgsmål såsom beskatning, politisk styreform og regulering.

D.

EU's og USA's økonomiske resultater tegner et blandet billede, der viser, at begge økonomier har styrker og svagheder. Økonomierne vil stå over for store udfordringer i de kommende år, hvilket skaber behov for øget dialog og tættere samarbejde med henblik på at få dem til at fungere effektivt på begge sider af Atlanterhavet.

E.

Ændringerne i de geopolitiske udfordringer og trusler har flere gange sat forholdet på prøve. Opbygning og styrkelse af god regeringsledelse samt inddragelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets organisationer overalt i verden kunne bidrage til at gøre verden sikrere og forbedre borgernes muligheder for at deltage i beslutninger, som påvirker deres leve- og arbejdsvilkår.

F.

Selv om globaliseringen har givet mange fordele og fremmet åbne samfund og økonomier samt en stigning i samhandelen, udenlandske investeringer og velstanden på verdensplan, har den ikke haft positive virkninger for alle. EU og USA kan, hvis de samler deres kræfter, bidrage til at udvikle globaliseringens økonomiske, sociale og miljømæssige potentiale ved at fremme god ledelse på såvel nationalt som internationalt plan, herunder social og civil dialog.

G.

Begge sider understreger den strategiske betydning af forbindelserne mellem EU og USA samt den multilaterale kontekst, idet globale udfordringer kræver en samlet indsats. Nyligt fremsatte forslag til, hvordan de institutionelle ordninger for transatlantiske forbindelser kan forbedres, fremhæver betydningen af en varig og intens dialog med henblik på såvel at udvikle forholdet som at samarbejde med internationale institutioner og andre dele af verden.

H.

EØSU støtter i høj grad det transatlantiske samarbejde og anbefaler, at det styrkes og udvides med hensyn til inddragelse af det størst mulige antal interesser og aktører samt udvikling og udvidelse af tilgangen til at indbefatte spørgsmål vedrørende dialogerne og deres respektive parter på begge sider af Atlanterhavet.

I.

I overensstemmelse med det irske formandskab støtter EØSU på det kraftigste et transatlantiske samarbejde og den konstruktive deltagelse af de relevante interessegrupper fra det amerikanske og europæiske civilsamfund. EØSU går derfor ind for at styrke og udvide netværkssamarbejdet mellem civilsamfundene herunder dialogerne og er rede til at bidrage til øget information og interaktion mellem netværkene og dialogerne, hvilket kunne føre til et regelmæssigt og vedvarende samarbejde og til etablering af et transatlantisk og/eller amerikansk økonomisk og socialt udvalg.

J.

EØSU vil gerne tjene som forum for fremme af dialogen og tilnærmelse mellem de forskellige parter. I denne sammenhæng tilbyder udvalget at organisere en konference sammen med de relevante aktører og institutioner for at styrke dialogen. Med en styrket dialog ville man kunne aktivere civilsamfundet på begge sider af Atlanterhavet, ikke blot til fordel for EU og USA på lang sigt, men også til gavn for resten af verden.

2.   Baggrund

2.1

Forbindelserne mellem EU og USA går langt tilbage og er til gensidig fordel. De var særligt stærke under den kolde krig. Marshallplanen for genopbygningen af Europa var det væsentligste element i den periode. Efter afslutningen af den kolde krig udfærdigede USA og EU en række dokumenter med henblik på at fastlægge principperne og skabe rammen for deres fremtidige samarbejde i et ændret geopolitisk miljø (1). Hovedformålene med disse aftaler var at fremme fred, stabilitet og økonomisk vækst, tage globale udfordringer op, samarbejde på det økonomiske område samt bygge broer på tværs af Atlanten. I Bonn-erklæringen, der blev vedtaget på topmødet mellem EU og USA i Bonn den 21. juni 1999, forpligtede begge parter sig til at indgå i et »fuldt og ligeværdigt partnerskab« inden for økonomiske, politiske og sikkerhedsmæssige anliggender.

2.2

Disse aftaler, som EØSU støttede, har skabt et sæt institutionelle ordninger, heriblandt de transatlantiske dialoger, der har gjort det muligt for arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet at deltage i disse bestræbelser.

2.3

I løbet af 1990'erne og inden for de seneste år har samarbejdet gennemlevet flere faser, hvor landene på begge sider af Atlanten med større eller mindre lethed har måttet tilpasse sig nye realiteter. Fundamentet for et stærkt transatlantisk partnerskab er stadig til stede, men disse ændringer har ført til spændte situationer og uoverensstemmelser dels på grund af de forskellige synspunkter og holdninger, dels på grund af mangler i de institutionelle rammer (2).

2.4

For at lette dialogen og sikre en politik, der er rettet mod fælles mål, kan det være en fordel at se på de holdninger, der kommer til udtryk i undersøgelser og meningsmålinger udført af f.eks. German Marshall Fund i USA og Pew Research Center (3). Den offentlige mening i USA og Europa viser lighedspunkter såvel som forskelle (4). Amerikanernes og europæernes holdninger bygger på de samme grundlæggende overbevisninger om åbne demokratiske samfund, respekt for menneskerettighederne og retsstaten samt troen på markedsbaserede økonomiske politikker (5). Men deres værdier er ikke altid identiske. På spørgsmålet om europæere og amerikanere har forskellige sociale og kulturelle værdier hersker der overvældende enighed på begge sider af Atlanten (83 % blandt de adspurgte i USA og 79 % i Europa) (6).

2.5

Selv om amerikanerne var mere internationalistiske i 2002 end før den 11. september 2001, ser amerikanerne og europæerne meget forskelligt på udenrigspolitiske spørgsmål, som f.eks. USA's globale lederskab, og hvordan man skal reagere på trusler (7). Både amerikanere og europæere opfatter unilateralisme som et problem. Begge parter er positive over for FN og ønsker at styrke institutionen, men amerikanerne er villige til at omgå FN, hvis nationale interesser kræver det. Selv om »blød magt« er en del af amerikansk kultur og politik (8), lægger Europa større vægt herpå (9), og et stort flertal på begge sider af Atlanten mener, at EU med sin »bløde magt« stadig kan være med til at løse verdens problemer med diplomati, handel og udviklingsbistand (10).

2.6

Amerikanerne var i 2003 mere åbne over for en stærk europæisk partner, mens europæerne var mindre villige til at sætte deres lid til USA i udenrigspolitiske anliggender (11). Denne forskydning i europæernes opfattelse kan højst sandsynligt føres tilbage til Irak-krigen, hvorimod amerikanerne udviser en overraskende positiv holdning over for Den Europæiske Union.

Denne mangel på symmetri, hvor europæerne har en mere negativ holdning over for USA, hvorimod amerikanerne er mere positive over for EU, er forbavsende og kan være af potentiel betydning for beslutningstagerne på begge sider af Atlanten (12).

2.7

I forbindelse med sociale, erhvervs- og miljømæssige spørgsmål er der større overensstemmelse, end man kunne have forventet, hvilket dog ikke kommer til udtryk på regeringsplan. Selv om europæerne som bekendt anser den sociale og miljømæssige dimension, som er inkorporeret i det europæiske politiske demokrati, for vigtig, så må man ikke glemme, at også amerikanerne er socialt indstillet og lægger vægt på miljøbeskyttelse. Økonomien, uddannelse og social sikring dominerer den offentlige politiske dagsorden i USA (13). Selv om amerikanerne føler, de har indflydelse og bifalder det private initiativ, mener to tredjedele, at der er behov for et statsligt sikkerhedsnet for de fattige (14) for at sikre at alle borgere får tilstrækkeligt at spise og et sted at sove. Mere end 50 % mener, at staten skal hjælpe de fattige, også selv om det betyder en stigende gæld; 86 % mener, at der skal indføres strengere love og regler med henblik på at beskytte miljøet; 65 % mener, at folk bør være villige til at betale højere priser for at beskytte miljøet; halvdelen mener, at skattesystemet behandler dem uretfærdigt; og en betydelig gruppe (over 75 %) støtter en mere restriktiv og strengere kontrol med tilvandringen til USA. Amerikanerne ser også ud til i et vist omfang at dele europæernes bekymring over genetisk modificerede organismer (GMO'er), da 92 % af dem støtter mærkning af disse (15).

2.8

Der er udbredt enighed om, at en mere indgående, intens og vedvarende dialog er nødvendig for at sikre, at de fælles interesser styrkes i forhold til forskellene og for at anerkende den fælles interesse i at opstille en fælles dagsorden for mange af verdensøkonomiens områder. I tidligere udtalelser har EØSU anerkendt betydningen af det transatlantiske partnerskab og har understreget, at et bredt anlagt partnerskab og samarbejde skal være baseret på gensidig forståelse og respekt for partnerens visioner, værdier og samfundsmodel (16).

3.   Dimensioner i de transatlantiske forbindelser

3.1

De vigtigste dimensioner i de transatlantiske forbindelser er følgende: økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem EU og USA, global politik og sikkerhed, globalisering, international økonomisk, social og miljømæssig udvikling, transatlantiske institutioner, engagement i det transatlantiske partnerskab og multilateralt styre.

3.2   Økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem EU og USA

3.2.1

Som Quinlans Rapport (17) om transatlantiske økonomiske forbindelser viser, er der en større grad af overlapning og øget indbyrdes afhængighed mellem de transatlantiske økonomier efter Berlinmurens fald, og udenlandske investeringer overstiger klart handelen i betydning.

3.2.2

I 1990'erne placerede USA f.eks. ca. halvdelen af sine direkte udenlandske investeringer i Europa. I 2000 var Europas investeringssatsning i USA ca. 25 % højere end USA's satsning i Europa. I 2001 og i det meste af 1990'erne kom halvdelen af de amerikanske virksomheders samlede globale indtægter fra Europa. Amerikanske virksomheder investerede mere end dobbelt så meget kapital i Nederlandene som i Mexico. Staten Texas alene investerer mere i Europa, end hele USA investerer i Japan.

3.2.3

Selv om transatlantiske handelsstridigheder ofte præger overskrifterne, udgør handelen i sig selv mindre end 20 % af de transatlantiske forbindelser og handelsstridigheder mellem EU og USA mindre end 1 % af den transatlantiske samhandel. Trods en tidlig varslingsmekanisme siden 1999 har stridigheder om handelsbeskyttelsesmekanismer (som f.eks. beskyttelsesforanstaltninger, antidumping og udligningstold), tilskudsordninger, intellektuelle ejendomsrettigheder og andre foranstaltninger inden for områder som stål, bananer, hormoner, genetisk modificerede organismer (GMO'er), varemærker og oprindelsesangivelser ført til alvorlig uenighed og konflikter. Pr. den 16. marts 2004 havde EU fjorten uafklarede stridsspørgsmål med USA kørende i Verdenshandelsorganisationen (18). Det seneste tilfælde drejer sig om det amerikanske eksportfremmesystem »Foreign Sales Corporations«, hvor EU pålagde told på en række amerikanske produkter, som forbliver i kraft indtil den til grund liggende lov, som er blevet erklæret retsstridig af WTO, er blevet tilpasset WTO-reglerne.

3.2.4

Nogle af spændingerne mellem EU og USA skyldes denne stigende økonomiske afhængighed. I mange tilfælde er der ikke tale om traditionelle handelsstridigheder »ved grænsen«, men om stridigheder, der rækker ind over grænserne og vedrører så fundamentale indenrigspolitiske emner som den måde, amerikanerne og europæerne beskattes på, hvordan vores samfund styres, og hvordan vores økonomier reguleres (19).

3.2.5

En vurdering af EU's og USA's økonomier viser et uensartet billede. I modsætning til den udbredte opfattelse, at den amerikanske økonomi overgår den europæiske, viser selv oplysninger fra IMF og OECD, at den europæiske økonomi har opnået bedre resultater på visse områder (20). De generelle vækstrater i USA har ganske vist været højere end i Europa, men levestandarden målt i BNP pr. indbygger er vokset hurtigere i EU end i USA.

3.2.6

Med hensyn til arbejdskraftens produktivitet er tallene varierende alt afhængigt af, hvilken tidshorisont der er anvendt som grundlag. USA's produktivitet er gennemsnitlig højere end EU's siden 1995, men lavere i den længere periode 1990 til 2002. Selv på de tidspunkter, hvor USA's gennemsnit er højest, er der fem europæiske lande, der klarer sig bedre. Den gennemsnitlige arbejdsløshed er højere i Europa, men syv lande har en lavere arbejdsløshedsprocent end USA.

3.2.7

Arbejdsløshed er både et problem for økonomien som helhed — da det betyder uudnyttede ressourcer — og for den enkelte i særdeleshed, hvis arbejdsløsheden kombineres med manglende sociale beskyttelse. Ud over den makroøkonomiske politik kan faktorer som f.eks. arbejdsmarkedets struktur, uddannelsesniveauet eller udformningen af de sociale sikringsordninger have stor indflydelse på beskæftigelsesraten. Arbejdsløsheden tillige med en skæv indkomstfordeling, manglen på social beskyttelse samt uddannelsesniveauet er nogle af de faktorer, som øver indflydelse på fattigdomsraterne og forklarer dem.

3.2.8

Skatterne i Europa er gennemsnitligt højere end i USA. Dette betyder dog ikke nødvendigvis et konkurrencemæssigt handicap. Hvis skatterne anvendes rigtigt, kan de fremme et lands produktivitet. I anerkendelse heraf har World Economic Forum ændret beregningsmetoden for offentlige budgetter, hvilket har resulteret i, at Finland ifølge rapporten Global Competitiveness Report 2003-2004 har klaret sig bedre end USA, mens Sverige og Danmark også har forbedret deres position og nu ligger som henholdsvis nr. tre og fire (mod tidligere nr. fem og ti) (21).

3.2.9

Hvis man sammenholder produktivitet og skatter, fremgår det, at høje skatter ikke nødvendigvis hæmmer produktiviteten: ud af de fem lande, der har haft en større vækst i produktiviteten end USA siden 1995: Belgien, Østrig, Finland, Grækenland og Irland, og de seks lande, der har haft en større produktivitet: Tyskland, Nederlandene, Irland, Frankrig, Belgien og Norge (der ikke er medlem af EU), er Irland det eneste land med lav skatteprocent.

3.2.10

Heraf kan det udledes, at EU's og USA's økonomier er stærkt forbundne. Begge økonomier har styrker og svagheder. Begge går vigtige udfordringer i møde i årene fremover, og dette gør øget dialog og samarbejde nødvendigt med henblik på at sikre, at økonomien fungerer uproblematisk på begge sider af Atlanten.

3.3   Global politik og sikkerhed

3.3.1

Overgangen fra den kolde krig, der var kendetegnet ved et sammenfald af interesser mellem EU og USA, til en situation, hvor de vigtigste strategiske udfordringer har sit udspring forskellige steder i verden, og hvor truslernes karakter har ændret sig, har resulteret i uenighed om, hvordan de skal løses.

3.3.2

Globaliseringens positive potentiale er enormt og har åbnet døren til mange fordele. Der er dog dybtgående og vedvarende skævheder i den globale økonomi i dag. Set med størsteparten af verdensbefolkningens øjne har globaliseringen ikke opfyldt deres simple og legitime håb om rimelig beskæftigelse og en bedre fremtid for deres børn. Da åbne samfund trues af den verdensomspændende terrorisme, skal det globale styre fokusere på folks betænkeligheder og forhåbninger og øge ansvarligheden og demokratiet både på nationalt og internationalt plan for at forbedre den globale sikkerhedssituation. Globaliseringen skal være baseret på universelle værdier og respekten for menneskerettigheder og den enkeltes værdighed (22). Forvaltes globaliseringen bedre, kan der ske en tilnærmelse mellem verdens befolkning, og alle bliver rigere. Bedre globalisering er nøglen til et bedre og mere sikkert liv for alle mennesker i det 21. århundrede. Hvis processen fortsat forvaltes dårligt, vil utilfredsheden med globaliseringen vokse.

3.3.3

I denne sammenhæng vil bekæmpelse af korruption, diktaturer og regeringer, der har svigtet samt opbygning af arbejdsmarkedsorganisationer og civilsamfundsstrukturer over hele verden, specielt i lande, hvor ledelsesstrukturerne er svage eller skal udvikles, sandsynligvis kunne bidrage til at gøre verden mere sikker og forbedre borgernes muligheder for at øve indflydelse på de beslutninger, der danner grundlag for deres leve- og arbejdsvilkår.

3.3.4

EØSU's engagement i opbygningen og styrkelsen af den sociale og civile dialog i de fremtidige EU-medlemsstater og i tredjelande har en lang tradition bag sig. EØSU har også været en aktiv partner i EU's Barcelona-proces, som kan være et nyttigt udgangspunkt. Derudover vil støtte af demokratiseringsprocessen og opbygningen af arbejdsmarkedsorganisationer f.eks. i Irak kunne blive et fælles projekt for EU og USA.

3.3.5

Transportsikkerhed er også en sektor, der tilskynder til øget samarbejde mellem USA og EU. Ifølge EØSU (23) bør EU »hurtigst muligt indtage en international førerrolle i forbindelse med udviklingen af en bredere anlagt ramme om sikkerhed, som ikke kun forsøger at fjerne virkningerne af terrorismen, men også at bekæmpe årsagerne hertil …«»På grund af sø- og lufttransportens internationale karakter bør sikkerhedsbestemmelserne fastlægges efter gensidig aftale, anvendes ensartet, gennemføres uden diskrimination og sikre de mest effektive handelsstrømme«. Endvidere påpegede EØSU, at »europæisk filosofi og kultur sætter menneskerettighederne meget højt, og disse højt skattede principper bør ikke trues af reaktioner på terroristtruslerne«. Den nylige parafering af aftalen om containersikkerhed mellem USA og EU (november 2003) og dens gennemførelse åbner en mulighed for en drøftelse inden for rammerne af den transatlantiske dialog. USA og EU samarbejder også internationalt inden for ILO om søfarendes identitet og sammen med ILO inden for Den Internationale Søfartsorganisation om sikkerhed og sundhed i forbindelse med havnefaciliteter.

3.4   Globalisering – international økonomisk, social og miljømæssig udvikling

3.4.1

Globaliseringen har åbnet døren til mange fordele, skabt åbne samfund og åbne økonomier samt fremmet en friere udveksling af varer, idéer og viden. Der er ved at opstå en ægte global bevidsthed, der er opmærksom på fattigdommens uretfærdigheder, brud på foreningsfriheden, kønsdiskriminering, børnearbejde og den miljømæssige forringelse, hvor end det måtte forekomme (24).

3.4.2

På trods af at samhandelen, udenlandske investeringer og verdens samlede velstand er øget, har globaliseringen dog ikke haft en positiv effekt for alle. Reduktionen i handelshindringer og hindringer for kapitalbevægelser såvel som i hindringerne for tjenesteydelser og personers fri bevægelighed på globalt plan har fremmet virksomhedernes globale sourcing, men har samtidig skabt en global konkurrence, der har foruroligende konsekvenser for arbejdstagerne, skatteindtægterne og for den finansielle bæredygtighed af sociale velfærdssystemer og tjenester af almen interesse. På verdensplan har det ført til en stigende fattigdom i 54 lande siden 1990 (25). Uligheden i og mellem lande er steget og den verdensøkonomiske stabilitet er truet af både ustabilitet på de finansielle markeder og af makroøkonomiske skævheder så som valutakurssvingninger og ubalancer i handelssamkvemmet.

3.4.3

Ved en fælles indsats kan EU og USA bidrage til at vise globaliseringens fulde økonomiske, sociale og miljømæssige potentiale ved at forbedre styreformerne både på nationalt og internationalt plan samt forbedre reglerne for den internationale handel, investerings-, finansierings- og migrationsstrømme, ved at tage hensyn til alle interesser, rettigheder og ansvar og dermed opnå en bredere og mere ligelig fordeling af vækstfordelene, der kan skabe sikkerhed og stabilitet til fordel for alle.

3.4.4

I denne sammenhæng gælder det, at det globale styre skal forbedres. Internationale organisationer, som i dag har forskellige mandater, skal koordinere deres bestræbelser. En bedre forvaltning af globaliseringen kræver, at WTO, IMF, Verdensbanken og OECD samarbejder med andre internationale organisationer især med ILO og FN. Endvidere skal disse institutioner styres bedre bl.a. gennem en social og civil dialog.

3.4.5

EØSU understreger vigtigheden af, at de grundlæggende arbejdstagerrettigheder respekteres og gennemføres og glæder sig over det amerikanske finansministeriums anstrengelser for at fastholde fremskridtene i Verdensbankens og IMF's anerkendelse af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder som et vigtigt emne, der skal indarbejdes i deres udviklingsdagsorden (26).

3.4.6

EØSU sætter spørgsmålstegn ved Den Internationale Valutafonds fremstød for en omfattende deregulering af arbejdsmarkedet i Europa (27), da det kunne have alvorlige konsekvenser for den europæiske samfundsmodel, og understreger, at de sociale sikkerhedsnet virker som automatiske stabilisatorer, som er så nødvendigt i økonomiske nedgangsperioder.

3.4.7

På begge sider af Atlanten er der voksende bekymring for, at arbejdspladser skal blive eksporteret til andre regioner som følge af såvel de teknologiske muligheder, færre handelshindringer som konkurrencemæssige fordele på grund af forskelle i lovgivningen, der i bund og grund hviler på lavere arbejds- og miljønormer og normer for dyrevelfærd. Økonomer har generelt accepteret denne trend som en logisk konsekvens af frihandel (28), der har gjort det let at overflytte arbejdspladser til lavtlønslande. Dette forventes at skabe strukturarbejdsløshed på lang sigt. Da såvel EU-traktaterne og den fremtidige EU-forfatning tilskynder til en forbedring af leve- og arbejdsvilkårene, er der behov for at overveje, hvordan arbejds- og miljøstandarder samt leve- og arbejdsvilkår kan hæves i disse lande samtidig med, at de fastholdes og forbedres i Europa og USA.

3.4.8

I kølvandet på de seneste års mange virksomhedsskandaler er offentligheden i USA blevet mere kritisk over for storforetagender. 77 % af amerikanerne siger, at for megen magt ligger i hænderne på nogle få, store selskaber, 62 % mener, at erhvervsvirksomheder har for store fortjenester (29). Virksomhedsledelse er derfor et vigtigt emne. Udover allerede trufne foranstaltninger eller under udarbejdelse som f.eks. Sarbanes-Oxley i USA, revisionen af OECD's principper om Coprorate governance og aktiviteter på EU og nationalt plan er det nødvendigt med en koordineret indsats for at sikre, at storforetagender ledes på en ansvarlig måde, der tager hensyn til alle berørte parters interesser.

3.4.9

Både EU og USA har presset på for at opnå fremskridt i Doha-runden. For at sikre at der tages bedre hensyn til civilsamfundets synspunkter i forhandlingerne på EU-plan, inddrager Europa-Kommissionens generaldirektorat for handel civilsamfundet i forberedelsen og opfølgningen af forhandlingerne, og EØSU tager aktivt del i denne proces. EØSU vil også tage initiativ til at etablere en dialog med sine partnere på alle kontinenter for at bidrage mere effektivt til processen og med henblik herpå, vil det afholde en konference om WTO-spørgsmål (30) i juli 2004.

3.4.10

Miljø- og klimaændringer er klart områder, der bekymrer både den amerikanske og den europæiske befolkning, men hvor regeringerne har divergerende opfattelser. For nylig offentliggjorde Pentagon en studie om de sikkerhedsmæssige konsekvenser af klimaændringen. I lyset af den vedvarende uenighed om ratificeringen af Kyoto-protokollen er de potentielle konsekvenser af klimaændringen bestemt et af de vigtigste, men også vanskeligste emner at behandle.

3.4.11

EØSU har også ved flere lejligheder understreget betydningen af bæredygtig udvikling. Internationale møder og aftaler er mundet ud i højtidelige erklæringer, herunder Verdensmiljøkonferencen, Millenium-målene og Lissabon-strategien, men det skorter stadig på konkrete foranstaltninger. EØSU gentager derfor sine opfordringer til yderligere fremskridt som nævnt i flere udtalelser (31).

3.4.12

Under WTO-forhandlingerne i Doha har EU udover de handelspolitiske foranstaltninger også understreget betydningen af fødevaresikkerhed, forbrugerbeskyttelse og dyrebeskyttelse. Efter EU's opfattelse er det nødvendigt med bedre og mere transparente regler for den internationale handel den internationale handel i forbindelse med fødevaresikkerhed.

3.4.13

Landbrugshandlen er et af de vanskeligste områder tillige med emner som kogalskab (BSE), hormoner (BST), landbrugsmetoder, fødevaresikkerhed og genetisk modificere organismer (GMO'er). Inden for landbrugsindustrien er handelen og handelssamarbejdet mellem EU og USA omfattende. Temaer som GMO'er og hormoner har dog skabt handelspolitiske uoverensstemmelser mellem disse to store handelspartnere. Man må dog ikke glemme, at EU og USA under den igangværende Doha-runde er nået til konstruktive kompromisser især inden for landbrugssektoren. EU har understreget betydningen af den europæiske landbrugsmodel med respekt for miljøet og dyrevelfærd og de moderate reformer inden for landbrugspolitikken, hvor det i fremtidige handelsaftaler og -regler er meget væsentligt at tage hensyn til udviklingslandenes bekymringer og præferencer, som ikke er direkte forbundet med handel.

3.4.14

Den seneste EU-udvidelse er den hidtil største udfordring for EU, men samtidig er det en dynamisk proces på vej mod europæisk integration, styrkelse af freden, sikkerheden og velstanden på hele kontinentet. Både EU og USA er interesserede i de nye EU-medlemsstaters udvikling, i en forbedring af forholdet til Rusland og EU's nye naboer og fremme af respekten for menneskerettigheder og demokrati.

3.5   Transatlantiske institutioner

3.5.1

De aftaler vedrørende de transatlantiske institutioner, der blev vedtaget i 1990'erne, har givet anledning til nogen utilfredshed. Årsagerne hertil har været: skævheden i magtbalancen mellem EU og USA, forskellene på medlemskredsen af NATO, EU og andre institutioner, EU's ufuldstændige integration og en generel utilfredshed med topmødet mellem EU og USA (32).

3.5.2

Nylige forslag til forbedring de institutionelle aftaler viser, at det væsentligste kriterium for fremskridt er iværksættelsen af en vedholdende og indgående dialog omkring de væsentligste emner. Denne dialog må finde sted inden for de institutionelle rammer, der måtte være mest hensigtsmæssige herfor. Desværre tager ingen af tilgangene tilstrækkelig højde for de fordele, der kan opnås ved arbejdsmarkedsparternes og civilsamfundets deltagelse.

3.6   Forpligtelse over for det transatlantiske partnerskab og multilateral styring (33)

3.6.1

Både EU og USA understreger den strategiske betydning af EU's og USA's relationer i multilateral sammenhæng, da globale udfordringer kræver en fælles indsats.

3.6.2

Som Det Europæiske Råd erklærede i december 2003, er det transatlantiske samarbejde uerstatteligt, og EU støtter fortsat fuldt ud et konstruktivt, afbalanceret og fremadskuende partnerskab med vore transatlantiske partnere (34).

3.6.3

EØSU er enig med Det Europæiske Råd i, at det er afgørende at bibeholde en fortsat dialog som strategiske partnere og glæder sig over, at Rådet har til hensigt at tilskynde til enhver form for dialog mellem de lovgivende institutioner og civilsamfundet på begge sider af Atlanten.

3.6.4

I et bilateralt samarbejde inden for rammerne af multilaterale institutioner vil de transatlantiske partnere forene den fremsynethed og kapacitet, der er nødvendig for at klare vor tids udfordringer.

3.6.5

En række igangværende initiativer har understreget vigtigheden og nødvendigheden af et kontinuerligt og mere intenst transatlantisk samarbejde. German Marshall fund i USA og det transatlantiske politiske netværk er blandt de organisationer, der har arbejdet mest aktivt for at udbygge relationerne mellem EU og USA. Deres aktiviteter omfatter analyser af såvel den offentlige mening på begge sider af Atlanten herunder også de økonomiske aspekter af relationerne, som etableringen af kontakter og afholdelsen af konferencer samt formuleringen af henstillinger og strategier for de fremtidige forbindelser mellem EU og USA.

3.6.6

Det transatlantiske politiske netværk har opstillet en tipunktsplan over ti år til styrkelse af det transatlantiske partnerskab, som skal gennemføres fra 2005 til 2015 på grundlag af målsætninger, foranstaltninger og fremskridtsindikatorer vedtaget i fællesskab. Strategien vedrører fire interesseområder: Økonomi, forsvar og sikkerhed, politik og institutioner (35).

3.6.7

Dette program er et værdifuldt bidrag til en udvikling af partnerskabet, men EØSU beklager, at den sociale dimension næppe nævnes.

3.6.8

På det økonomiske område har der igennem en årrække verseret en debat om det transatlantiske marked (36). Det transatlantiske politiske netværk opfordrer til en uddybning og udvidelse af det transatlantiske marked, mens andre er gået endnu videre og taler om et transatlantisk frihandelsområde. I lyset af erfaringerne både med EU-integrationen og NAFTA gør EØSU sig til talsmand for en tilgang, som forener den økonomiske, sociale og miljømæssige dimension baseret på økonomisk, social og territorial samhørighed. Dette er også i overensstemmelse med udkastet til en EU-forfatning, som sætter en social markedsøkonomi som et af målene for Unionen.

4.   Forbedring af det transatlantiske partnerskab — hvorfor og hvordan?

4.1

Et stærkt transatlantisk partnerskab er en vigtig drivkraft, når fremtidige udfordringer skal klares. Både Europa og USA samarbejder bilateralt og med støtte fra internationale institutioner med forskellige dele af verden ud fra deres respektive værdier, overbevisninger og politikker. Økonomisk og social samhørighed samt social og civil dialog er grundlæggende elementer i de europæiske styreformer, mens de er langt mindre vigtige i De Forenede Stater. Disse forskellige tilgange kan derfor føre til modstridende anbefalinger og samarbejdsmodeller i de pågældende områder.

4.1.1

Mens USA f.eks. er drivkraften bag skabelsen af den amerikanske frihandelsaftale (FTAA) med NAFTA-aftalen som forbillede, har andre stemmer i regionen talt for, at man lod sig inspirere af den europæiske integration og erfaringerne hermed. Så forskellige aktører som den brasilianske regering, Mexicos præsident, Vicente Fox, (»NAFTA plus«), amerikanske repræsentanter og et netværk af fagforeninger kræver et alternativ til FTAA, som omfatter kendte EU-elementer, som f.eks. en udviklingsfond til mindskelse af forskelle, fri bevægelighed for personer, deltagelse i beslutningsprocessen, fælles valuta og gennemførlige sociale normer (37).

4.1.2

Et andet eksempel er, at økonomiske og sociale reformer i de fremtidige central- og østeuropæiske medlemsstater i de sidste 10-15 år har været støttet af både EU og internationale organisationer, som f.eks. IMF og Verdensbanken. Da EU kun har begrænset kompetence og lovgivning inden for visse områder, f.eks. de sociale sikringsordninger, er reformer på disse områder blevet tilskyndet af internationale institutioner og orienteret mod en samfundsmodel med underliggende værdier og principper, der ikke er fuldt forenelige med den europæiske samfundsmodel, hvilket kan skabe problemer i forbindelse med de nye medlemsstaters tiltrædelse (38).

4.2

Hvis Europa ønsker større indflydelse i det internationale samfund, skal der yderligere integration til for at øge dets mulighed for at blive hørt og kunne agere i det internationale samfund. I denne forbindelse ser EØSU med tilfredshed på det irske formandskabs bestræbelser og håber, at den seneste udvikling i medlemsstaternes standpunkter vil bidrage til, at man kan nå til enighed om den fremtidige forfatning.

4.3

Det transatlantiske partnerskab har skabt en række arrangementer, som indbefatter regeringer såvel som lovgivere og civilsamfundsnetværk. Civilsamfundet deltager i form af forskellige transatlantiske dialoger, som ikke alle er lige aktive.

4.3.1

Den transatlantiske erhvervsdialog (TABD) var den første og i en periode den mest aktive af dialogerne. Der har dog hersket tvivl om dens effektivitet og implementeringen af resultaterne. Den blev styrket på topmødet mellem EU og USA i 2003. De to nye formænd har for nylig erklæret, at de fandt det nødvendigt at styrke TABD for at bidrage til skabelsen af et transatlantisk marked uden hindringer af nogen slags og stimulere det økonomiske samarbejde på tværs af Atlanten.

4.3.2

Den transatlantiske arbejdsmarkedsdialog (TALD) er først og fremmest blevet ført inden for de eksisterende fagforeningssammenslutninger. For at kunne bidrage fuldt og helt til den transatlantiske dialog og udviklingen af den sociale dimension i forbindelserne mellem EU og USA, skal TALD udbygges. Mellem 2001 og 2003 samlede det fælles projekt »Forbedring af den transatlantiske dialog – arbejdernes verden« fagforeningsrepræsentanter fra multinationale selskaber i en række workshops.

4.3.3

På seks år er den transatlantiske forbrugerdialog (TACD) blevet den mest aktive af dialogerne. Her mødes forbrugerrepræsentanter fra EU og USA for at drøfte emner af interesse for begge parter som f.eks. GMO'er, uønskede reklamehenvendelser (spam), digital ophavsret samt emner, der berører forbrugere i udviklingslande. Herved bringes forbrugerrepræsentanter i EU og USA sammen, og de repræsenterer forbrugerne over for de europæiske og amerikanske myndigheder.

4.3.4

Den transatlantiske miljødialog (TAED) holdt mindre end to år på grund af finansieringsproblemer. Det er dog et væsentligt element i betragtning af de miljømæssige udfordringer.

4.3.5

Det eksisterende institutionaliserede samarbejde mellem de to parlamenter er blevet til den transatlantiske dialog mellem lovgivere, som nu afholder videokonferencer og halvårlige møder.

4.3.6

Den uformelle transatlantiske landbrugsdialog skal styrkes og integreres i de transatlantiske dialoger og netværk. Relevante emner er GMO'er, hormoner og især den europæiske landbrugsmodel.

4.3.7

Desuden har Europa-Kommissionen iværksat to »people-to-people«-initiativer inden for områderne uddannelse og politisk beslutningstagning, der omfatter oprettelsen af EU-centre på amerikanske universiteter samt tænketanke, akademiske institutioner og netværk på lokalt plan.

4.3.8

Der føres endvidere en række andre uformelle dialoger.

4.4

På grund af sin rådgivende rolle i Europa og sine samarbejdsaktiviteter med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet verden over skulle EØSU kunne fungere som et værdifuldt forum til fremme af dialogen og være samlingssted for de relevante parter.

5.   Forslag og henstillinger

5.1

I overensstemmelse med det irske formandskab, som arbejder på at sikre solide og produktive transatlantiske politiske og økonomiske forbindelser, støtter EØSU udtrykkeligt det transatlantiske samarbejde og henstiller, at det styrkes og udvides, således at det bredest mulige spektrum af interesser og aktører inddrages, og at tilgangen fremmes og udvides, således at også emner af betydning for dialogerne og deres respektive bagland på begge sider af Atlanten tages i betragtning.

5.2

EØSU støtter udtrykkeligt den konstruktive inddragelse af de relevante interessefællesskaber fra det amerikanske og europæiske civilsamfund. Dialogstrukturen, der blev skabt med aftalerne i 1990'erne, er et nyttigt instrument, som kan og bør videreudvikles til at indbefatte et bredere udsnit af civilsamfundsnetværk.

5.2.1

For at dialogerne og netværkene kan arbejde effektivt, er det nødvendigt at bygge på deres respektive interesser, forhåbninger og betænkeligheder samt på centrale emner af gensidig interesse for de involverede parter. En gennemgribende debat om deres rolle, opgave og øgede effektivitet kunne være nyttigt. Dette indebærer også, at der især hos regeringerne og parlamenterne, som er væsentlige politiske partnere i dialogen, skabes fælles forståelse på begge sider af Atlanten for dialogernes rolle.

5.2.2

På baggrund af tidligere erfaringer burde disse dialoger og netværk have lige adgang til regeringerne og højtstående embedsmænd, hvilket ville gøre deres virke og arbejde mere tiltrækkende for de respektive interessegrupper. Skal de styrkes, kræver det også, at man i de politiske beslutninger tager mere hensyn til resultaterne af deres overvejelser.

5.2.3

At holde de forskellige dialoger og netværk i gang og styrke dem kræver engagement og økonomiske midler herunder også til dækning af centrale opgaver. I denne forbindelse påpeger EØSU, at dialogernes finansiering bør indbefatte støtte til møder, der er nødvendige for, at man kan få skabt et fælles grundlag og få fælles projekter op at stå.

5.2.4

På længere sigt vil EØSU være rede til at bidrage til øget information om og meningsudveksling mellem disse dialoger og netværk, hvilket kunne føre til et regelmæssigt og kontinuerligt samarbejde. Skabelsen af et transatlantisk og/eller et amerikansk økonomisk og socialt udvalg kunne også overvejes.

5.3

De emner, der skal behandles, bør være baseret på de interesser, forhåbninger og overvejelser, der optager dialogerne, netværkene og de berørte interessekredse. Dialogerne har allerede fastlagt eller foreslået emner, de ønsker at behandle, og formuleret målsætninger for deres arbejde.

5.3.1

Erhvervsdialogen har for nylig gentaget sin satsning på at styrke de transatlantiske forbindelser og skabe økonomisk samarbejde og udvikling på globalt plan. TABD har forpligtet sig til en central dagsorden baseret på medlemmernes interesser. Det vil proaktivt gå ind i identificeringen af kommende udfordringer og komme med erhvervslivets konkrete bidrag til den lovgivningsmæssige og politiske dagsorden i EU og USA med fremlæggelsen af centrale henstillinger til den amerikanske administration og EU-Kommissionen. Det vil søge løsninger på transatlantiske økonomiske, handelsmæssige og investeringsmæssige problemer og foreslå fælles indsatsområder for regeringerne på begge sider af Atlanten. Man har for nylig fastlagt følgende fire prioritetsområder: Handelsliberalisering og Doha-runden, intellektuelle ejendomsrettigheder, internationale revisionsnormer samt sikkerheds- og handelsspørgsmål. Dets mål er at etablere et transatlantisk marked uden barrierer, som vil tjene som en katalysator for global handelsliberalisering og fremgang samt stimulere innovation, investering, økonomisk vækst og skabe nye arbejdspladser. TABD vil også følge, i hvilket omfang regeringerne gennemfører dets henstillinger (39).

5.3.2

Inden for arbejdsmarkedsdialogen lægger fagbevægelsen vægt på de transatlantiske relationers centrale karakter og overvejer måder, hvorpå det effektivt kan udvides og uddybes. Fagforeningerne har igennem mange år udviklet deres bilaterale relationer og ønsker en udvidelse af den transatlantiske arbejdsmarkedsdialog. Der er utallige mulige debatemner i forbindelse med sociale, økonomiske og arbejdsmarkedsmæssige spørgsmål. I spørgsmålet om relokalisering af arbejdspladser, som sker på begge sider af Atlanten, kunne man udveksle erfaringer med, hvordan man bedst reagerer herpå. I kølvandet på de store virksomhedsskandaler er en forbedret ledelseskultur for at skabe større ansvarlighed og øge medarbejderindflydelsen endnu et aktuelt emne. Andre vigtige debatemner er social sikring, sundhedspleje, uddannelse, sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, pensionsordninger, arbejdsmarkedsrelationer i bredere forstand herunder rammeaftaler og bistand til gennemførelse af grundlæggende internationale arbejdsnormer (40).

5.3.3

Forbrugerdialogen formulerer og fremsætter fælles forbrugerpolitiske henstillinger til den amerikanske regering og EU for at fremme forbrugerinteresserne i den politiske beslutningsproces i EU og USA. 45 europæiske og 20 amerikanske forbrugerorganisationer deltager hovedsageligt via medlemskab af arbejdsgrupper, som formulerer og fremsætter fælles forbrugerpolitiske standpunkter om levnedsmiddelspørgsmål, e-handel og anden handel, intellektuel ejendomsret og handelsmæssige og økonomiske spørgsmål. Dets prioriteter for regeringsinitiativer i 2003 og 2004 omfatter globale intellektuelle ejendomsrettighedsregler for adgang til medicinalvarer, genetisk modificerede organismer, mærkning af levnedsmidler, uønskede reklamehenvendelser (spam), misbrug af Internettet og forbrugernes retskrav, produktmærkning og handelsregler, transparens og tidlig varsling (41).

5.3.4

Den transatlantiske miljødialog er desværre brudt sammen, men i betragtning af så væsentlige udviklingstendenser som virkningerne af den globale opvarmning skal de transatlantiske civilsamfundsnetværk derfor tilskyndes til handling.

5.4

EØSU kan være en nyttig platform som initiativtager til at give de transatlantiske dialoger og netværk en stærkere røst og styrke samarbejdet mellem dem.

5.4.1

I denne sammenhæng tilbyder EØSU at arrangere en konference sammen med de relevante aktører. Formålet med en sådan konference ville være at fremme udviklingen af transatlantisk netværkssamarbejde mellem civilsamfundene om miljøspørgsmål, skabe fælles forståelse for betydningen af dialog på ikke-statsligt plan, drøfte deres opgaver og de bedste veje til at opnå deres respektive mål og strategier samt udveksle synspunkter og arbejde sammen.

5.4.2

Forud for konferencen vil EØSU kontakte de relevante aktører og institutioner for at finde frem til de kredse inden for civilsamfundet, der skal repræsenteres på konferencen, fremlægge deres interesser og betænkeligheder såvel som de emner, de ønsker behandlet og således skabe grundlaget for et samarbejde.

5.4.3

Med en styrket dialog vil man kunne aktivere civilsamfundet på begge sider af Atlanten, skabe stærke netværk, sikre udveksling af synspunkter inden for og mellem transatlantiske civilsamfundsnetværk herunder dialogerne, sikre adgang til regeringerne på højt plan og bidrage til at skabe et godt professionelt forhold mellem disse netværk og dialoger og regeringen/administrationen. Denne styrkelse og forbedring af den institutionelle struktur vil ikke blot på lang sigt være til gavn for EU og USA, men også for resten af verden.

Bruxelles, den 3. juni 2004

Roger BRIESCH

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Den transatlantiske erklæring (1990), Den nye transatlantiske dagsorden (NTA) og Fælles handlingsplan for EU og USA (1995), Det transatlantiske økonomiske partnerskab og Den nye transatlantiske markedsplads (1998).

(2)  Jf. Christopher J. Makins (formand for De Forenede Staters Atlanthavsråd): Renewing the Transatlantic Partnership: Why and How? Redegørelse udarbejdet af Underudvalget for Europa under Udvalget for Internationale Forbindelser i Repræsentanternes Hus 11. juni 2003.

(3)  Jf.: Transatlantic Trends 2003, en undersøgelse udarbejdet af German Marshall Fund i USA og Pew Research Center: Public more internationalist than in 1990s; Offentliggjort 12. december 2002; http://people-press.org/reports/print.php3?PageID=656

(4)  Transatlantic Trends 2003.

(5)  Christopher J. Makins (formand for De Forenede Staters Atlanthavsråd): Renewing the Transatlantic Partnership: Why and How? Redegørelse udarbejdet af Underudvalget for Europa under Udvalget for Internationale Forbindelser i Repræsentanternes Hus 11. juni 2003.

(6)  Transatlantic Trends 2003.

(7)  Pew Research Center: Public more internationalist than in 1990s; Offentliggjort 12. december 2002; http://people-press.org/reports/print.php3?PageID=656

(8)  Joseph Nye Jr: Propaganda isn't the Way: Soft Power, The International Herald Tribune, 10. januar 2003; www.ksg.harvard.edu/news/opeds/2003/nye_soft_power_iht_011003.htm

(9)  Robert Kagan: Of Paradise and Power : America and Europe in the New World Order, Knopf 2003.

(10)  Transatlantic Trends 2003.

(11)  Transatlantic Trends 2003.

(12)  Transatlantic Trends 2003.

(13)  Pew Research Center: Economy, Education, Social Security Dominate Public's Policy agenda, Offentliggjort 6. september 2001, www.people-press.org/reports/print.php3?PageID=33

(14)  Pew Research Center, The Political Landscape 2004, kategorierne indbefatter: helt enig og delvist enig, www.people-press.org

(15)  ABC-undersøgelse i Süddeutsche Zeitung, 19.8.2003.

(16)  EØSU: Styrkelse af det transatlantiske samarbejde og den transatlantiske dialog (EFT C 221 af 7.8.2001).

(17)  Joseph P. Quinlan: Drifting apart or Growing together? The Primacy of the Transatlantic Economy. Washington, DC, Center for Transatlantic Relations, 2003.

(18)  EU-Kommissionen: General Overview of Active WTO Dispute Settlement Cases involving the EC as complainant or defendant. http://europa.eu.int/comm/trade/issues/newround/index_en.htm

(19)  Joseph P. Quinlan: Drifting apart or Growing together ? the Primacy of the Transatlantic Economy. Washington, DC, Center for Transatlantic Relations, 2003.

(20)  Philippe Legrain: Europe's mighty Economy, http://www.philippelegrain.com/Articles/europe'smightyec.html

(21)  World Economic Forum: Global Competitiveness Report 2003-2004; http://www.weforum.org

(22)  ILO: A fair Globalisation: Creating opportunities for all, Genève, 24. februar 2004.

(23)  EØSU: Udtalelserne CESE 156/2002 og EUT C 32 af 5.2.2004.

(24)  ILO: A fair Globalisation: Creating opportunities for all, Genève, 24. februar 2004.

(25)  FN's Human Development Report 2003 ifølge Süddeutsche Zeitung, 9.7.2003.

(26)  US Department of the Treasury: 2002 Report to Congress on Labor Issues and the International Financial Institutions, 31. marts 2003.

(27)  IMF (International Monetary Fund) World Economic Outlook, April 2003, Kapitel IV: Unemployment and labour market institutions: why reforms pay off'.

(28)  Preparing America to Compete Globally: A Forum on Offshoring, Brookings Institution, 3. marts 2004; www.brook.edu/comm/op-ed/20040303offshoring.htm

(29)  Pew Research Center, det politiske landskab i 2004.

(30)  Civilsamfundets bidrag til WTO's civile virke, 8. juli 2004, EØSU, Bruxelles.

(31)  Lissabon-strategien og bæredygtig udvikling, EUT C 95 af 23.4.2003, og Mod et globalt partnerskab for bæredygtig udvikling, Bruxelles den 1. maj 2002, EFT C 221 af 17.9.2002.

(32)  Christopher J. Makins (formand for De Forenede Staters Atlanthavsråd): Renewing the Transatlantic Partnership: Why and How? Redegørelse udarbejdet af Underudvalget for Europa under Udvalget for Internationale Forbindelser i Repræsentanternes Hus 11. juni 2003.

(33)  Ved multilateral styring forstås, at beslutningsprocessen foregår inden for rammerne af internationale institutioner som f.eks. FN, WTO, IMF, Verdensbanken, ILO og OECD.

(34)  Det Europæiske Råd – Formandskabets konklusioner ….

(35)  Transatlantic Policy Network: A Strategy to strengthen Transatlantic Partnership, Washington-Bruxelles — 4. december 2003.

(36)  Cf. The Transatlantic Market: a leitmotiv for economic cooperation, Erika Mann, MEP, november 2003.

(37)  Sarah Anderson, John Cavanagh: Lessons of European Integration for the Americas, Institute for Policy Studies, Washington, februar 2004.

(38)  EØSU: Udvidelsens økonomiske og sociale konsekvenser i ansøgerlandene, EUT C 85 af 8.4.2003.

(39)  TABD-kommentarer og -dokumenter omdelt på studiegruppemødet i Dublin den 24. marts 2004.

(40)  Budskab fra fagbevægelsen på studiegruppens møde i Dublin den 24. marts 2004.

(41)  Forbrugerdialogens netside www.tacd.org


28.9.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 241/58


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 1999/62/EF om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer«

(KOM(2003) 448 endelig — 2003/0175 (COD))

(2004/C 241/16)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 12. september 2003 under henvisning til EF-traktatens artikel 71 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 1999/62/EF om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Jan Simons til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 10. maj 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 409. plenarforsamling den 2. og 3. juni 2004, mødet den 3. juni, følgende udtalelse med 109 stemmer for, 82 imod og 7 hverken for eller imod:

1.   Indledning

1.1

Den 23. juli 2003 vedtog Kommissionen et forslag om ændring af direktiv 1999/62/EF, det såkaldte »Eurovignet«-direktiv.

1.2

Forslaget er Kommissionens svar på Det Europæiske Råds anmodning om at forelægge et forslag til nyt Eurovignet-direktiv senest inden udgangen af første halvår 2003 (samlingerne den 12.-13. december 2002 og den 20.-21. marts 2003).

1.3

Det imødekommer samtidig Europa-Parlamentets ønsker, idet Europa-Parlamentet i forbindelse med vedtagelsen den 12. februar 2003 af rapporten om konklusionerne af hvidbogen pegede på, at der er behov for et afgiftssystem for brug af infrastruktur.

1.4

Kommissionens forslag sigter først og fremmest mod, at brugerne i højere grad selv skal dække de omkostninger, som brug af infrastruktur forårsager. Princippet om »at brugerne selv skal betale omkostningerne ved brugen« finder bedre anvendelse end i Eurovignet-direktivet, fordi det foreslåede system åbner mulighed for en større differentiering af afgifterne alt efter køretøjstype, tidspunkt og sted.

1.5

Det siges udtrykkeligt, at hensigten ikke er at øge det samlede skatte- og afgiftstryk inden for vejtransportsektoren, men derimod at opnå større viden med henblik på en mere nuanceret kontering af omkostningerne ved forskellige former for brug.

1.6

Kommissionen begrænser sig i den nuværende fase til vejtransportafgifter for tunge godskøretøjers benyttelse af vejtransportinfrastruktur. Kommissionen forbeholder sig ret til senere at fremsætte forslag til sektorbestemte direktiver om afgiftssystemer for brug af infrastruktur inden for luftfarts-, flod- og søtransportsektorerne og foretrækker, at medlemsstaterne og de store byer selv træffer foranstaltninger for privatbiler.

1.7

Med hensyn til jernbanetransport henviser Kommissionen til, at jernbanepakken allerede indeholder et afgiftssystem for infrastruktur.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag til ændring af Eurovignet-direktiv 1999/62 EF om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer, eftersom ændringen vil forbedre muligheden for at gennemføre princippet om, at brugerne selv skal betale for de omkostninger, som brugen af infrastruktur forårsager.

2.2

Udvalget ser det som en sidegevinst ved forslaget, at det forsøger at sætte en stopper for det kludetæppe af afgifter, som medlemsstaterne i stigende grad indfører eller allerede har indført.

2.3

Kommissionen er efter udvalgets mening for ambitiøs, når den med et og samme forslag til ændring af direktiv 199/62/EF vil forsøge at løse seks forskellige problemer samtidig. Problemerne er:

udenlandsk registrerede køretøjer bidrager utilstrækkeligt til infrastrukturomkostningerne i visse lande;

de forskellige nationale afgiftssystemer, der for øjeblikket findes i EU, er et kludetæppe, som ikke er baseret på fællesskabsprincipper;

finansieringen af transportinfrastruktur;

indkalkulering af omkostningerne ved trafikal overbelastning;

indkalkulering af omkostningerne ved trafikulykker;

indkalkulering af miljøomkostninger;

2.4

Det ville i så fald blive første gang, at noget sådant lykkes. Det er endvidere så meget desto mere utopisk, når man betænker, at beregninger i forbindelse med de sidste tre målsætninger dels afviger indbyrdes, dels kræver en helt anden tilgang end for de tre førstnævnte målsætninger.

2.5

Som udvalget skrev i sin udtalelse om hvidbogen KOM(1998) 466 endelig (1) kan princippet om »at brugeren betaler« først gennemføres, når man har dannet sig et klart billede af de enkelte omkostningselementers relative vægt, og når alle transportformer konkurrerer på lige fod. Endvidere mener EØSU, at princippet kræver klarhed om indkomstneutraliteten og dens udformning. Udvalget forudser her mange problemer, eftersom hel eller delvis afskaffelse af afgiften på motorkøretøjer som tilgængelig kompensationsmulighed i mange lande vil være utilstrækkelig, i hvert fald så længe der eksisterer et obligatorisk EU-minimumsniveau.

2.6

Hertil kommer, at den nuværende mosaik af nationale ordninger og systemer fortsat vil kunne eksistere, selv om det bliver under nye former.

2.7

Kommissionens forslag indeholder en ramme, der skal sætte medlemsstaterne i stand til at indføre en afgiftsordning for tunge godskøretøjer med en maksimal totalvægt på over 3,5 t. Dette er en udvidelse af anvendelsesområdet i forhold til det gældende Eurovignet-direktiv. I Eurovignet-direktivet er minimumsgrænsen en maksimal bruttovægt på 12 t. Udvalget finder, at når man har inddraget transportrelaterede omkostninger knyttet til sikkerhed, trafikal overbelastning og støjgener i forslagets anvendelsesområde — altså faktorer, der også vedrører personbiler og mindre godskøretøjer med en totalvægt på under 3,5 t — kunne man godt mene, at direktivet ligeledes burde anvendes på sådanne biler. Dette gjorde Kommissionen i øvrigt også klart opmærksom på i hvidbogen fra 2001 »Den europæiske transportpolitik frem til 2010 — De svære valg«. Selv om der er talrige eksempler på forslag til ændringer fra Kommissionen, som i større eller mindre grad har udvidet anvendelsesområdet for det pågældende direktiv, og der derfor ikke er noget til hinder for at lade direktivet gælde for mindre godskøretøjer og personbiler, accepterer udvalget dog Kommissionens tilgang, når den med henvisning til problemets overvejende nationale karakter opfordrer medlemsstaterne og de store byer til selv at træffe foranstaltninger. Dette forslag til ændring er hverken det rette sted eller det rette tidspunkt at tilføje personbiler og godskøretøjer på under 3,5 t.

2.8

Men hvis Kommissionen insisterer på, at det er nok for at sikre et velfungerende indre marked at lade godskøretøjer være omfattet og ikke personbiler, kunne man vel lige så godt holde fast ved den nuværende grænse på 12 t for godskøretøjer. For som Kommissionen bl.a. selv skriver i sin begrundelse, er andelen af lettere godskøretøjer i den grænseoverskridende trafik så til pas lille, at indvirkningen på det indre markeds funktion vil være beskeden (ligesom det er tilfældet med personbiler).

2.9

Udvalget er enigt i, at den enkelte infrastrukturbruger selv bør betale omkostningerne ved brugen (som nævnt i punkt 2.3), men under forudsætning af at man har dannet sig et klart billede af de enkelte omkostningselementers relative vægt. Det kan for så vidt også godt acceptere, at tung vejtransport som den første del af vejtransporten underlægges en sådan ramme, men udvalget mener ikke desto mindre principielt, at det samme også bør gælde for de andre dele af vejtransporten og for andre transportformer.

2.10

Kommissionens forslag ændrer ikke ved den fakultative karakter af afgifter som Eurovignetten eller vejafgifter. Det er op til medlemsstaterne, om de vil vælge et system med vejafgifter eller med brugerafgifter. Efter udvalgets opfattelse fremmer denne valgmulighed ikke gennemsigtigheden. Desuden er det for udvalget en ufravigelig betingelse, at opkrævningssystemerne er kompatible.

2.11

Forslagets anvendelsesområde er det transeuropæiske vejnet og andre dele af hovedvejsnettet, der støder umiddelbart op til motorvejsnettet. Også på det sekundære vejnet, der ikke behøver at være relevant for det indre markeds funktion, kan der opkræves vej- eller brugerafgifter, selv om reguleringen i så fald ikke falder under dette direktiv. Udvalget konstaterer, at artikel 7 i forslaget til ændring i lyset af nærhedsprincippet ikke forbyder medlemsstaterne at anvende vej- eller brugerafgifter på andre veje. Udvalget bifalder dette, ikke mindst i betragtning af at hovedvejsnettet — især i tiltrædelseslandene (som meget snart får status af medlemsstater) — endnu er begrænset. Ved tiltrædelsen må de selvfølgelig have omsat EU's gældende regelværk og følge EU's politik på området.

2.12

Kommissionen kæder i sit forslag brugsafgiften, der skal indføres, direkte sammen med infrastrukturinvesteringer og vedligeholdelse af infrastruktur. Formålet er at sikre, at medlemsstaterne ikke lader indtægterne fra brugsafgiften gå direkte over i statskassen. Forslaget indeholder også forskrifter for, hvordan brugsafgifterne skal beregnes. Udvalget er enigt i dette synspunkt, eftersom brugerne af en bestemt infrastruktur på den måde kan være sikre på, at de afgifter, de betaler for brugen, anvendes til infrastrukturinvesteringer.

2.13

Kommissionen foreslår, at en forhøjelse af vejafgifter med højest 25 % af satsen i særlige tilfælde — under overholdelse af strenge betingelser og efter høring af Kommissionen — kan anvendes til finansiering af investeringer i ny transportinfrastruktur af stor europæisk interesse inden for samme korridor eller i særligt sårbare områder inden for samme transportområde. I udvalgets øjne bør man udvise størst mulig tilbageholdenhed med denne mulighed. Den bør til gengæld være åben for alle transportinfrastrukturer. For at man kan være sikker på, at det projekt, som vejafgiftsforhøjelsen er bestemt til, virkelig gennemføres, bør indtægten fra forhøjelsen sættes ind på en EU-konto og først udbetales til den pågældende medlemsstat (uden tilskrivning af renter), når projektet er gennemført.

2.14

Endelig foreslår Kommissionen, at der i de enkelte medlemsstater oprettes en uafhængig infrastrukturtilsynsmyndighed for at sikre, at indtægterne fra vej- og brugerafgifter anvendes korrekt på fællesskabsniveau. Udvalget støtter oprettelsen af en sådan uafhængig myndighed på nationalt plan, som Kommissionen i henhold til traktaten vil skulle føre tilsyn med, eftersom der er tale om en fællesskabsopgave.

2.15

Det bør udtrykkeligt anføres i betragtningerne til forslaget til ændring af direktiv 1999/62/EF, at medlemsstaterne, uanset hvilket afgiftssystem eller forvaltningsorgan de måtte indføre, fortsat har ansvaret for et velfungerende vejnet. Udbedring og vedligeholdelse af infrastruktur forbliver en nøgleopgave for myndighederne.

3.   Særlige bemærkninger

3.1

Ifølge Kommissionens forslag skal afgifter på vejtransport relateres til udgifterne til anlæggelse, udnyttelse, vedligeholdelse og udbygning af det pågældende vejnet. I anlægsudgifterne indregnes alene udgifter til anlæggelse af ny infrastruktur. Kommissionen mener hermed infrastruktur, der ikke er over 15 år gammel. På den måde vil Kommissionen forhindre, at eksisterende og allerede betalt infrastruktur kommer ind under direktivets anvendelsesområde. EØSU anser tidsgrænsen for rimelig og synes, det er en udmærket fremgangsmåde.

3.2

Blandt investeringsomkostningerne nævnes i forslaget især infrastrukturomkostninger til reducering af støjgener, f.eks. støjskærme langs vejene. EØSU vil gerne gøre opmærksom på, at omkostninger ved støjgener, herunder støjskærme, for en stor dels vedkommende skabes af vejbrugere, der ikke falder ind under direktivets anvendelsesområde. Udgifterne til støjskærme bør således fordeles bedre på de forskellige kategorier af vejbrugere.

3.3

Kommissionen foreslår også, at der i afgifterne indregnes et beløb for omkostninger ved ulykker, der ikke er omfattet af forsikringer. Selv om dette i teorien er en god idé, er det efter udvalgets opfattelse i praksis en vanskelig opgave på grund af den store usikkerhed, der er forbundet med at beregne de indirekte virkninger, f.eks. erstatning for svie og smerte. I praksis sker det f.eks. i dag kun sjældent, at forsikringsselskaber godtgør udgifter til social sikring.

Med henblik på at finde den rigtige måde at gribe udgifterne til trafikulykker an på mener udvalget, at det er nødvendigt undersøge årsagerne til ulykkerne. Det henviser i den forbindelse til sin udtalelse om Kommissionens meddelelse »Halvering af antallet af trafikofre i Den Europæiske Union inden 2010: en fælles opgave« (2).

3.4

At give medlemsstaterne mulighed for at anvende trafikoverbelastning som parameter ved beregningen af infrastrukturafgifterne er — rent bortset fra den manglende definition af »trafikoverbelastning« — efter EØSU's opfattelse en forkert tanke, eftersom trafikoverbelastning først og fremmest må tilskrives persontransporten.

3.5

EØSU er enig i udgangspunktet for Kommissionens forslag, nemlig at vejtransportsektorens samlede udgifter ikke må stige som følge af vedtagelsen af det ændrede direktiv. Udvalget mener dog ikke, at en hel eller delvis afskaffelse af afgifter på motorkøretøjer er tilstrækkelig til at sikre fiskal neutralitet. En nedsættelse af afgifter på dieselbrændstof hører også naturligt til mulighederne.

3.6

Udvalget bifalder, at medlemsstaterne kan vælge at differentiere brugerafgifterne, alt efter hvor miljøvenligt køretøjet er (Euro-klassifikationen), og hvor meget det slider på vejene.

3.7

Endelige kan EØSU bakke fuldstændigt op om Kommissionens intentioner om at nå frem til en fælles afgiftsmetode for brug af infrastruktur, så man slipper for det nuværende kludetæppe af brugs- og vejafgifter.

4.   Sammenfatning og konklusioner

4.1

EØSU værdsætter Kommissionens initiativ til at gennemføre princippet om »at brugeren selv skal betale omkostninger ved brugen af infrastruktur« i praksis.

4.2

Kommissionen er dog efter udvalgets mening for ambitiøs, når den med et og samme forslag til ændring af direktiv 199/62/EF vil forsøge at løse mange forskellige problemer samtidig.

4.3

Som udvalget skrev i sin udtalelse om hvidbogen KOM(1998) 466 endelig, kan princippet om at »brugeren betaler« først gennemføres, når man har dannet sig et klart billede af de enkelte omkostningselementers relative vægt, og når alle transportformer konkurrerer på lige fod.

4.4

Et af Kommissionens udgangspunkter er, at betaling for infrastruktur ikke må føre til ekstra og/eller forhøjede afgifter. Derfor giver Kommissionen medlemsstaterne mulighed for at kompensere gennem hel eller delvis afskaffelse af den årlige motorkøretøjsafgift. Udvalget gør opmærksom på, at mange lande allerede er på det nuværende EU-minimumsniveau eller nærmer sig det, og at kompensationsmulighederne derfor er utilstrækkelige. Fiskal neutralitet kan kun garanteres, hvis man om nødvendigt også kan nedsætte afgiften på dieselbrændstof.

4.5

Desuden konstaterer udvalget, at det aktuelle kludetæppe af nationale bestemmelser og systemer fortsat vil kunne eksistere, og at Kommissionens målsætning om en harmoniseret afgiftsmetode for brug af infrastruktur således desværre ikke indfries.

4.6

EØSU synes ikke Kommissionen er konsekvent i sin argumentation, når den nedsætter minimumsgrænsen til tunge godskøretøjer med en maksimal totalvægt på over 3,5 t og indkalkulerer omkostninger ved trafikal overbelastning, trafikulykker og miljøbelastning, men holder personbiler, der især forårsager sidstnævnte omkostninger, uden for forslagets anvendelsesområde.

4.7

Kommissionen kæder i sit forslag den brugsafgift, der skal indføres, direkte sammen med infrastrukturinvesteringer. Indtægter skal på den ene eller anden måde føres tilbage til den sektor, de kommer fra, og bør ikke havne i statskassen. Udvalget er enig i Kommissionens holdning på dette punkt.

4.8

Ifølge Kommissionen skal afgifter på vejtransport relateres til udgifterne til anlæggelse, udnyttelse, vedligeholdelse og udbygning af det pågældende infrastrukturnet. Med anlægsomkostninger menes alene omkostninger til anlæggelse af ny infrastruktur. Og med ny infrastruktur menes infrastruktur, der ikke mere end 15 år gammel. Udvalget anser dette for at være en rimelig måde at undgå, at eksisterende infrastruktur, som allerede er betalt, tages i betragtning på ny.

4.9

Kommissionen åbner i sit forslag mulighed for, at indtægter fra en forhøjelse af vejafgifterne med højest 25 % af satsen under strenge betingelser kan anvendes til finansiering af investeringer i ny transportinfrastruktur af stor europæisk interesse inden for samme korridor eller i særligt sårbare områder inden for samme transportområde. Efter udvalgets bør man udvise den størst mulige tilbageholdenhed med at gøre brug af denne mulighed. Muligheden bør desuden være åben for enhver transportinfrastruktur. Indtægterne bør sættes ind på en EU-konto, indtil det pågældende projekt er færdigt.

4.10

Udvalget er enigt i kommissionsforslagets anvendelsesområde, nemlig transeuropæiske net og de dele af hovedvejsnettet, der ligger umiddelbart op ad disse, men også (selv om det er uden for selve anvendelsesområdet) sekundære veje, der ikke behøver at være relevant for det indre markeds funktion, ligesom det er enigt i forslaget om at indføre en uafhængig infrastrukturtilsynsmyndighed i de enkelte medlemsstater med henblik på en retfærdig fordeling af omkostninger og indtægter fra vej- og brugsafgifter.

4.11

Endelig stiller EØSU sig kritisk over for at indregne omkostninger fra trafikal overbelastning, trafikulykker og miljø, fordi 1) disse omkostninger for en stor dels vedkommende skabes af personbiler, dvs. en kategori, der falder uden for direktivets anvendelsesområde, 2) der ikke foreligger en klar analyse af årsagerne bag trafikulykker og 3) der mangler en definition af følsomme områder

Bruxelles, den 3. juni 2004

Roger BRIESCH

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EØSU's udtalelse om Kommissionens hvidbog »Fair betaling for brug af infrastruktur: En model for trinvis indførelse af fælles afgiftsbestemmelser for transportinfrastrukturen i EU«, EFT C 116 af 28. april 1999.

(2)  EØSU's udtalelse EUT C 80 af 30. marts 2004, s. 77.


BILAG 1

til udtalelsen fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

Følgende ændringsforslag, som opnåede mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer, blev forkastet under debatten (forretningsordenens artikel 39, stk. 2).

Punkterne 2.3, 2.4, 2.5, 2.6, 2.7 og 2.8

Udgår og erstattes af følgende:

»2.3

Udvalget mener ikke, at Kommissionen er ambitiøs nok. Et fair og effektivt prissætningssystem bør omfatte såvel anlæg af og vedligeholdelse af vejinfrastrukturen som de miljøomkostninger og sociale omkostninger, der er forbundet med brugen deraf. Sidstnævnte vedrører på den ene side luft- og støjforurening og dennes indvirkning på miljøet og borgernes sundhed og på den anden side omkostningerne i tilknytning til trafikoverbelastning og trafikulykker. Alle disse omkostninger bør vurderes på et videnskabeligt grundlag. Derfor bør direktivet fastsætte fælles metoder og en tidsplan for medlemsstaternes indkalkulering af de eksterne omkostninger i brugerafgifter for benyttelse af vejinfrastruktur. Medlemsstater, der allerede har foretaget denne beregning, bør kunne begynde at indkræve afgifterne med det samme. Internalisering af de eksterne transportomkostninger vil forbedre markedseffektiviteten og den europæiske økonomis konkurrenceevne samt reducere forureningen og infrastrukturoverbelastningen.«

Begrundelse

Vi ønsker at inkludere samtlige omkostninger i brugerafgifterne: både investerings- og vedligeholdelsesomkostninger og de eksterne omkostninger, altså de miljømæssige og sociale omkostninger. Nogle medlemsstater har allerede gjort forarbejdet til internaliseringen af disse omkostninger. Endvidere har Kommissionen finansieret den såkaldte UNITY-undersøgelse, som undersøger den eksisterende forskning for at afklare, om der findes relevante værdier for eksterne omkostninger, og konkluderer, at selv om der ikke hersker total enighed om de »korrekte« værdier, er de bagvedliggende omkostningsbegreber og de anvendte metoder almindeligt anerkendt. Vi ønsker at medtage alle disse omkostninger, fordi vi finder det er vigtigt at anvende »brugeren eller forureneren betaler«-princippet i EU-lovgivningen.

Afstemningsresultat

Stemmer for

:

77

Stemmer imod

:

86

Stemmer hverken for eller imod

:

9

Punkt 2.12

De sidste to punktummer erstattes med følgende:

»Efter udvalgets opfattelse bør denne tilgang gælde al transportinfrastruktur. Indtægterne bør ikke øremærkes til vejtransport. De skal kunne anvendes til finansiering af bæredygtige transportformer og en bedre håndhævelse af sociallovning for ansatte i transportsektoren.«

Begrundelse

En øremærkning af alle indtægter til vejtransport vil med sikkerhed forhindre den bedst mulige anvendelse af offentlige midler og vil ikke bidrage til et mere bæredygtigt transportsystem, sådan som Kommissionen kræver i sin hvidbog om den fælles transportpolitik fra 2001.

Afstemningsresultat

Stemmer for

:

86

Stemmer imod

:

89

Stemmer hverken for eller imod

:

9

Punkt 2.13

De sidste to punktummer erstattes af følgende:

»Udvalget finder dog, at en forhøjelse på højest 25 % vil være utilstrækkelig i visse sårbare områder. Det foreslår derfor, at procentsatsen for forhøjelsen sættes op, så den kan dække infrastrukturomkostninger i sårbare områder.«

Begrundelse

Selvindlysende

Afstemningsresultat

Stemmer for

:

86

Stemmer imod

:

99

Stemmer hverken for eller imod

:

6

Punkt 3.1 (Særlige bemærkninger)

Punktet ændres som følger:

»3.1

Ifølge Kommissionens forslag skal afgifter på vejtransport relateres til udgifterne til anlæggelse, udnyttelse, vedligeholdelse og udbygning af det pågældende vejnet. I anlægsudgifterne indregnes alene udgifter til anlæggelse af ny infrastruktur. Kommissionen mener hermed infrastruktur, der ikke er over 15 år gammel. På den måde vil Kommissionen forhindre, at eksisterende og allerede betalt infrastruktur kommer ind under direktivets anvendelsesområde. EØSU anser tidsgrænsen for rimelig og synes, det er en udmærket fremgangsmåde. Omvendt finansieres anlægning af nye veje over længere tid. En så kort afskrivningsperiode ville udelukke en stor del af omkostningerne vedrørende tidligere projekter og dermed forvanske omkostningsberegningen. EØSU mener derfor, at medlemsstaterne bør have mulighed for at medtage anlægsudgifter uanset vejnettets alder og den anvendte finansieringsform«.

Begrundelse

Ikke alle udgifter til infrastruktur, som er bygget for mere end 15 år siden, er blevet dækket.

Afstemningsresultat

Stemmer for

:

84

Stemmer imod

:

100

Stemmer hverken for eller imod

:

1

Punkterne 3.2, 3.3 3.4 og 3.5

Udgår

Begrundelse

Hvis vi går ind for at internalisere de eksterne omkostninger, kan ovenstående punkter ikke accepteres.

Afstemningsresultat

Stemmer for

:

89

Stemmer imod

:

93

Stemmer hverken for eller imod

:

3

Punkt 4.2

Erstattes af følgende:

»4.2

Efter EØSU's mening har Kommissionen forsømt at indføre fælles metoder på et videnskabeligt grundlag samt en tidsplan for beregningen af de eksterne omkostninger ved anvendelsen af vejinfrastruktur.«

Begrundelse

Efter vores opfattelse er Kommissionen ikke ambitiøs nok.

Afstemningsresultat

Stemmer for

:

89

Stemmer imod

:

93

Stemmer hverken for eller imod

:

3

Punkt 4.6

Erstattes af følgende:

»4.6

Efter udvalgets mening bør køretøjer — også køretøjer på under 3,5 ton — der anvendes til kommerciel transport af varer, navnlig til kurer- og ekspresudbringning, ligeledes bidrage til brugerafgifterne.«

Begrundelse

Hvorfor nævne biler til privat passagertransport uden samtidig at nævne varebiler på under 3,5 t, f.eks. varebiler til kurer- og ekspresudbringning, der i øvrigt er skyld i et betydeligt antal ulykker.

Afstemningsresultat

Stemmer for

:

89

Stemmer imod

:

93

Stemmer hverken for eller imod

:

3

Punkt 4.7

Andet og tredje punktum erstattes af følgende:

»Indtægter bør ikke kun øremærkes til vejtransportsektoren. De skal kunne anvendes til finansiering af bæredygtige transportformer og en bedre håndhævelse af sociallovning for ansatte i transportsektoren.«

Begrundelse

I overensstemmelse med vort ændringsforslag til punkt 2.12.

Afstemningsresultat

Stemmer for

:

89

Stemmer imod

:

93

Stemmer hverken for eller imod

:

3

Punkterne 4.8

Udgår og erstattes med:

»4.8

Udvalget er derfor af den opfattelse, at medlemsstaterne bør kunne medtage alle anlægsomkostninger uanset nettets alder og den måde, nettet er blevet finansieret på, da finansieringen i praksis finder sted over et meget langt tidsrum.«

Begrundelse

I overensstemmelse med vores ændringsforslag til punkt 3.1.

Afstemningsresultat

Stemmer for

:

89

Stemmer imod

:

93

Stemmer hverken for eller imod

:

3

Punkt 4.9, 4.10 og 4.11

Udgår.

Begrundelse

I overensstemmelse med det tidligere forslag om at lade punkt 3.2 til 3.4 udgå.

Afstemningsresultat

Stemmer for

:

89

Stemmer imod

:

93

Stemmer hverken for eller imod

:

3.


28.9.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 241/65


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om minimumsbetingelser for gennemførelse af direktiv 2002/15/EF samt Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 og (EØF) nr. 3821/85 med hensyn til sociale bestemmelser inden for vejtransportvirksomhed«

(KOM(2003) 628 endelig — 2003/0255 (COD))

(2004/C 241/17)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 11. december 2003 under henvisning til EF-traktatens artikel 71 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om minimumsbetingelser for gennemførelse af direktiv 2002/15/EF samt Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 og (EØF) nr. 3821/85 med hensyn til sociale bestemmelser inden for vejtransportvirksomhed«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Jan Simons til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 10. maj 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 409. plenarforsamling den 2.-3. juni 2004, mødet den 3. juni 2004, følgende udtalelse med 136 stemmer for, 1 imod og 5 hverken for eller imod:

1.   Forslagets mål og indhold

1.1

Forslaget har til formål at forhøje frekvensen, kvaliteten og harmoniseringen af kontrollen med overholdelsen af de sociale bestemmelser inden for vejtransportvirksomhed for derigennem at sætte skub i overholdelsen af de pågældende bestemmelser. Iagttagelse af disse regler kommer både færdselssikkerheden og fair konkurrence inden for vejtransport samt chaufførernes sundhed og sikkerhed til gode.

1.2

Antallet af inspektioner skal ifølge forslaget øges til mindst 3 % af antallet af arbejdsdage. Forslaget indeholder en procedure med henblik på at forhøje denne minimumsprocent i fremtiden. Mindst 30 % af kontrollen skal foregå på vejene og mindst 50 % hos virksomhederne.

1.3

Kontrollens kvalitet skal forbedres, og kontrollen skal harmoniseres i kraft af fælles regler for, hvad kontrollen skal indebære, bedre uddannelse af kontrolpersonalet, tilrettelæggelse af hyppigere internationalt harmoniserede kontroltiltag, koordinering af kontrollen i hver medlemsstat, international informationsudveksling, harmonisering af klassificeringen af risici og af overtrædelsernes alvor samt et udvalg med Kommissionen som formand, som skal sørge for ensartet fortolkning af reglerne samt fremme kontrollens kvalitet og harmonisering.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

Udvalgt opfatter god kontrol som et afgørende led i den kæde, der begynder med god lovgivning og slutter med effektive sanktioner. Da de sociale bestemmelser inden for vejtransport i øjeblikket i er stærk bevægelse (regler om køre- og hviletid og kontrolmidlet, fartskriveren), udtrykker udvalget stor tilfredshed med, at også kontrolreglerne tages op til revision.

2.2

Udvalget bakker helt og fuldt op om målene med Kommissionens forslag. Denne opbakning går både på den tilsigtede bedre håndhævelse af reglerne og deres harmonisering. Udvalget påpeger, at denne harmonisering kræver en entydig fortolkning af reglerne og aftaler mellem medlemsstaterne om overtrædelsernes alvor.

2.3

Da kontrolhyppigheden i dag svinger stærkt fra den ene medlemsstat til den anden, støtter udvalget forslaget om, at mindst 3 % af køredagene skal kontrolleres i hver medlemsstat. Udvalget er klar over, at dette minimum kan blive en stor byrde for det administrative apparat i en lang række medlemsstater, ikke mindst i de nye medlemsstater. Udvalget bemærker tillige, at mange af de nuværende medlemsstater ifølge Kommissionens hvertandetårlige rapport om kontrolbestræbelserne og -resultaterne har været længe om at iagttage de nuværende minimumskontrolkrav. Udvalget mener derfor, at indførelsen af de nye regler må kobles sammen med nogle nærmere krav til medlemsstaterne med hensyn til det nationale kontrolapparats kapacitet, bl.a. for at forebygge den risiko, som omtales i punkt 2.4 nedenfor. Udvalget udtrykker i denne forbindelse tilfredshed med indførelsen af den digitale fartskriver og opfatter denne som et effektivt middel til at konkretisere de foreslåede bestemmelser. Men da det er snart sagt umuligt, at den i forordningen (1) planlagte indførelse fra 5. august 2004 kan finde sted i praksis overalt, opfordrer udvalget indtrængende Kommissionen til hurtigst muligt at fremlægge et udkast til en klar udsættelsesordning med det sigte at forhindre uretmæssig kontrol og fortolkningsforskelle landene i mellem og så sektoren ved, hvad den har at holde sig til. Juridisk set er det ellers klare brev fra Loyola de Palacio herom til medlemsstaterne ikke tilstrækkeligt.

2.4

Udvalget er enig med Kommissionen i, at en større del af kontrollen må gennemføres i virksomhederne end på vejene. Kontrol i virksomhederne kan omfatte flere af reglernes elementer end kontrol på vejen og kan give et billede af, i hvilket omfang en hel virksomhed holder sig til reglerne. På den anden side er udvalget bange for, at forpligtelsen til at føre kontrol igennem mange dage i virksomhederne vil medføre, at kontrolpersonalet foretrækker at besøge store virksomheder, fordi de dér inden for et givent tidsrum kan kontrollere flere chaufførdage end hos en lille virksomhed eller hos en selvstændig chauffør. I det lys anser udvalget de foreslåede 50 % for at være for højt et tal i starten. Med mindre medlemsstaterne går med til supplerende regler vedrørende deres mindstekontrolkapacitet, ville 40 % være et mere rimeligt tal.

2.5

Udvalget sætter et stort spørgsmålstegn ved, hvor effektivt forslaget om at kontrollere nogle af arbejdstidsbestemmelserne på vejene er. Direktiv 2002/15/EF tillader undtagelser fra den maksimale arbejdstid inden for en uge, definitionen på arbejdstid henholdsvis rådighedstid kan variere fra det ene land til det andet, og »natperioden« er ikke den samme over alt og for alle. Udvalget henstiller derfor, at vejkontrol af arbejdstiden ikke medtages i bilag I, del A. I stedet for kan Europa-Kommissionen eller det udvalg, som foreslås i direktivets artikel 13, pålægges at gennemføre en undersøgelse af nytten og gennemførligheden af denne kontrol. Derimod finder udvalget det rimeligt, at en chauffør fra et land uden for EU, som kører en bil, der er registreret i EU, ved en vejkontrol skal kunne fremvise den førerattest, som er krævet i henhold til forordning 881/92 (ændret).

2.6

Udvalget erkender, at det ud fra et konkurrencemæssigt synspunkt er vigtigt med en neutral kontrol og støtter de elementer i Kommissionens forslag, som søger at garantere denne neutralitet.

2.7

Udvalget mener, at en kontrolfrekvens på 3 % kan give et godt billede af, i hvilket omfang transportvirksomhederne generelt overholder bestemmelserne, så opsporings- og sanktionsindsatsen kan koncentreres om de sorte får.

2.8

Udvalget udtrykker tilfredshed med de elementer i Kommissionens forslag, som omhandler aspekter, der har stor betydning for internationale chauffører og internationale transportvirksomheder, nemlig veluddannede kontrollører, ensartet fortolkning af bestemmelserne, en harmoniseret inddeling af overtrædelserne afhængigt af deres alvor og muligheden for i hvert land at kunne tage kontakt med ét organ i tilfælde af problemer.

3.   Særlige bemærkninger

3.1   Artikel 2, stk. 1

I fortsættelse af den generelle bemærkning om vejkontrol af arbejdstidsbestemmelser bemærker udvalget, at arbejdstiden for mobile arbejdstagere, som ikke er chauffører, ofte ikke registreres via fartskrivere, og at den ikke nødvendigvis svarer til chaufførernes.

3.2   Artikel 9, stk. 3

Udvalget støtter grundtanken om, at en ordning med rimelige økonomiske sanktioner rydder den fordel af vejen, som et led i transportkæden har haft som følge af en overtrædelse. Det går ud fra, at dette vil blive indpasset i en europæisk ramme. Da en sådan ordning er indviklet, navnlig ved international transport, mener udvalget dog, at disse sanktioner tit vil bevirke, at det bliver chaufføren eller fragtføreren, der kommer til at betale, selv om det er en anden part, der har haft fordel af overtrædelsen. Også i juridisk henseende mener udvalget, at der opstår betydelige problemer: hvis en chauffør overtræder hviletidsbestemmelserne, vil han måske kunne nå at komme hjem i stedet for at måtte tilbringe en daglig hvileperiode på vejen tæt på hjemmet, eller måske kan han nå en færge i stedet for at skulle vente på den næste i timevis. I det første tilfælde er overtrædelsen alene til chaufførens fordel, i det sidste tilfælde kommer overtrædelsen alle led i transportkæden til gavn. Retsgrundlaget for i det førstnævnte tilfælde at pålægge afsenderen en sanktion er efter udvalgets mening yderst ringe. Endelig forudser udvalget kraftige indvendinger og eventuel konkurrenceforvridning, hvis medlemsstaterne i praksis får mulighed for at anvende denne grundtanke efter eget forgodtbefindende. Udvalget henstiller derfor, at der opnås enighed om andre, nærmere fælles bestemmelser, hvori man beskriver de forhold, hvorunder tredjemand kan pålægges sanktioner, hvor man harmoniserer disse sanktioner og på ensartet vis fastlægger, hvilke beviser der er nødvendige for at kunne pålægge sådanne sanktioner.

3.3   Artikel 9, stk. 4

Udvalget har tre indvendinger mod dette afsnit:

Overskridelser af den daglige køretid med mere end 20 % kan let forekomme som følge af force majeure, f.eks. køer, vejarbejde, ulykker og lignende. De 20 % bør gælde for »gentagne« overtrædelser.

Den daglige og ugentlige hviletid defineres i Kommissionens forslag som perioder af en given minimumsvarighed. Da det her drejer sig om definitioner, kan der ikke være tale om et spillerum. På dette punkt er Kommissionen ikke konsekvent og burde, ligesom i forordning 3820/85, fastlægge minimumshviletidens varighed i en særskilt artikel.

Artikel 12 i forordning 3820/85 tillader under særlige omstændigheder, at der afviges fra bestemmelserne. Forordning 2135/98 (digital fartskriver) giver begrænsede muligheder for at registrere sådanne tilfælde. I det foreslåede kontroldirektiv bør der efter udvalgets mening udtrykkeligt tages hensyn hertil.

3.4   Artikel 16

I tilslutning til udvalgets generelle bemærkning om utilstrækkelig kontrolkapacitet og mange medlemsstaters afhængighed af tilstedeværelsen af digitale fartskrivere i et flertal af køretøjerne med henblik på opnåelse af det nye minimale antal kontrolundersøgelser og med henvisning til den store usikkerhed, som endnu hersker med hensyn til tidspunktet for indførelse af den digitale fartskriver, foreslår udvalget, at den minimumsprocentsats på 3 %, som der lægges op til i kontroldirektivet, først skal være gældende to år efter den digitale fartskrivers indførelse. Hvad det øvrige angår, støtter udvalget den foreslåede dato (1. januar 2006), således at medlemsstaterne kan forberede sig på harmonisering og samarbejde.

3.5

EØSU henstiller til Kommissionen at inddrage arbejdsmarkedets parter, på europæisk plan, i arbejdet i det udvalg, som den foreslår nedsat.

4.   Sammenfatning og konklusioner

4.1

Udvalget kan fuldt ud godkende målsætningerne i Kommissionens forslag. Udvalget opfatter god kontrol som et afgørende led i den kæde, der begynder med god lovgivning og slutter med effektive sanktioner. Udvalget anser de fleste af forslagets punkter for acceptable.

4.2

Dog mener udvalget, at der bør tages bedre hensyn til medlemsstaternes nuværende kontrolkapacitet og grænserne for tilpasning heraf. Derfor henstiller udvalget, at det mindste antal arbejdsdage, der kontrolleres i en virksomhed, sættes til 40 % i en overgangsperiode.

4.3

Udvalget udtrykker tilfredshed med en kontrolfrekvens på 3 %, fordi det kan give et godt billede af, i hvilken udstrækning transportvirksomhederne generelt overholder reglerne, således at opsporings- og sanktionspolitikken kan rettes mod de sorte får. En yderligere forhøjelse af dette tal for kontrolfrekvensen vil derfor ikke længere være nødvendig.

4.4

Udvalget støtter grundtanken om, at en ordning med rimelige økonomiske sanktioner rydder den fordel af vejen, som et led i transportkæden har haft som følge af en overtrædelse. Disse sanktioner, som bør indgå i en EU-ramme, bør indeholde et tilstrækkeligt retsgrundlag til også at pålægge andre end chauffører og/eller fragtføreren en straf.

4.5

Da der findes en lang række internationale og nationale undtagelser fra arbejdstidsbestemmelserne, henstiller udvalget, at vejkontrol af arbejdstiden ikke medtages i bilag 1, del A.

Dog anser udvalget det for fornuftigt, at man ved vejkontrol undersøger, om en chauffør fra et tredjeland, som fører et køretøj, der er indregistreret i EU, har det krævede førercertifikat.

Bruxelles, den 3. juni 2004

Roger BRIESCH

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Forordning 2135/98.