30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 108/1

1.1

Kommissionens hovedformål med fremlæggelsen af grønbogen om omdannelse af Rom-konventionen af 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser til en fællesskabsretsakt med opdatering af dens bestemmelser [KOM(2002) 654 endelig af 14.01.2003], herefter blot benævnt «grønbogen», var at lancere «en bred høring af de berørte kredse om en række juridiske spørgsmål» vedrørende en sådan omdannelse og opdatering. Kommissionen har formelt afholdt sig fra at tage «stilling til, om det er nødvendigt at opdatere Rom-konventionen, eller om den bør omdannes til en EU-retsakt.»

1.2

EØSU ønsker derimod allerede nu inden for rammerne af dets beføjelser som rådgivende organ at markere sin positive holdning til omdannelsen af Rom-konventionen til en EU-retsakt samt opdateringen af dens bestemmelser. EØSU er sig fuldt bevidst, at det således fuldt ud spiller sin rådgivende rolle på et - ikke blot for reguleringen af de vigtigste aspekter af realiseringen af det indre marked - afgørende område, men også helt grundlæggende for tilvejebringelsen af et europæisk civilsamfund på det vigtige område for frihed, sikkerhed og retfærdighed. (1)

1.3

EØSU har allerede i flere udtalelser slået til lyd for, at der bør iværksættes overvejelser over, hvor vidt Rom-konventionens bestemmelser fortsat er tidssvarende samt om de forskellige vanskeligheder med anvendelsen heraf i forbindelse med forskellige generelle eller sektorspecifikke aspekter (2).

1.4

Hvad angår konventionens omdannelse til en EU-retsakt med de nye muligheder, Amsterdam-traktaten giver i forbindelse med oprettelsen af et område for frihed, sikkerhed og retfærdighed som formuleret i Wien-handlingsplanen vedtaget af Rådet i 1998 (3) og konkretiseret på Det Europæiske Råd i Tammerfors i oktober 1999, kan udvalget kun gentage sine tidligere understregede synspunkter i udtalelser om henholdsvis omdannelsen af Bruxelles-konventionen til en EU-retsakt, om EU-forordning 44/2001 af 22.01.2000 (4) samt om Kommissionens meddelelse om den europæiske aftaleret (5).

1.4.1

I den første af disse udtalelser anførtes det navnlig, at »ØSU glæder sig over, at Kommissionen har besluttet at omdanne konventionen til et forordningsforslag«, hvilket repræsenterer »et stort fremskridt«, da den kan »anvendes direkte, fordi der hermed opnås større retssikkerhed«(…) Desuden kan Domstolen sikre en ensartet anvendelse i alle medlemsstater.

1.4.2

I den anden af de omtalte udtalelser hedder det: »Det kan dog ikke nægtes, at de internationale aktører føler et behov for en brugbar, stabil og forudsigelig universel ramme, som formår at fremme sikre og fair transaktioner, og som resulterer i overholdelse af de relevante bestemmelser og principper inden for international offentlig ret, som er nedfældet i internationale konventioner og i sædvaneretten«.

1.4.3

Udvalget gentager således i relation til det kommissionsinitiativ, der er til behandling, sin positive holdning, som det allerede udtrykte i forbindelse med omdannelsen af Bruxelles-konventionen til en EU-forordning. Det fremhæver ligeledes behovet for juridisk konsekvens, hvilket taler for en tilsvarende løsning.

1.5

Udvalget mener i øvrigt, at Kommissionen allerede råder over tilstrækkelige informationer hidrørende fra forskellige instanser (6), herunder navnlig fra EØSU's allerede nævnte udtalelser, til at gå videre med realiseringen af et initiativ, som ikke blot er fuldt ud begrundet på alle områder, men som navnlig hensynet til udvidelsen med ti nye lande ansporer til at fremskynde.

1.6

I betragtning af de fremskridt, der allerede er gjort eller som er under realisering, inden for substans- eller proceduremæssige områder, som f.eks. (7) bl.a. Kommissionens meddelelse om europæisk aftaleret (8) og Rom II-instrumentet om, hvilken lov der skal anvendes på forpligtelser uden for kontraktforhold (9), er det som minimum tilrådeligt, at alle internationalprivatretlige aspekter i de forskellige anførte instrumenter og dokumenter systematisk samles i ét enkelt instrument, der finder direkte anvendelse i samtlige medlemsstater, således at man sikrer en ensartet anvendelse af de samme lovvalgsnormer i samtlige medlemsstater.

1.7

Ud over de strengt teknisk-juridiske aspekter, som opdateringen og omdannelsen af Rom-konventionen til en fællesskabsretsakt afstedkommer, forholder Kommissionen sig med rette til initiativets socio-økonomiske virkninger i relation til en række problemer i forbindelse med anvendelsen af forskellige bestemmelser i en sådan retsakt.

1.8

Udvalget deler Kommissionens indstilling og vil i forbindelse med vurderingen af forslagene til opdatering af konventionsteksten tage højde for de foreliggende oplysninger om virkningen af de foreslåede foranstaltninger, navnlig på sektorplan som f.eks. forsikring, leje/leasing, arbejdsret, virksomheder, herunder navnlig SMV, og forbrugerne.

1.9

Udvalget ønsker dog allerede nu at markere sin overbevisning om, at en opdatering af det internationalprivatretlige regelkompleks konsolideret i en enkelt fællesskabsretsakt vil have yderst positive virkninger for de handelsmæssige og social/arbejdsmarkedsmæssige forhold på EU's område, da dette bidrager til ensartede lovvalgsregler og således befordrer sikkerhed og tillid.

1.10

Et velfungerende indre marked eller mere præcist den frie bevægelighed og etableringsret for fysiske og juridiske personer kræver en styrkelse af retssikkerheden, hvilket indebærer stabile juridiske relationer og dermed skaber et behov for ligebehandling af disse relationer i en hvilken som helst EU-medlemsstat (dog naturligvis inden for rammerne af hver enkelt stats grundlæggende retsprincipper).

1.10.1

Dette formål bør udstrækkes til også at omfatte aftaleparternes legitime forventninger i aftaler, hvor parterne er hjemmehørende i forskellige lande, hvilket ligeledes kræver garanti for, hvilken lov der anvendes herpå. Denne stabilitet vil desuden altid være gunstig, når det bliver muligt at nå frem til en ensartet vurdering af juridiske situationer og de aftaleretlige forhold i de forskellige EU-medlemsstater. Vejen hen imod denne ensartethed lettes formentlig af en harmonisering af lovvalgsreglerne, idet sådanne regler forebygger eller løser territoriale lovvalgskonflikter.

1.10.2

På den måde når man frem til en ensartet opfattelse af sådanne forhold, hvilket styrker retssikkerheden og den måde, denne bør forvaltes på, hvilket giver klare fordele for tilrettelæggelsen af den handelsmæssige aktivitet og dennes geografiske forlængelse, idet aktørerne ikke længere skal bekymre sig for, om de aftaleretlige bestemmelser kan ændres (10). Hermed undgår man også forum shopping (11).

1.10.3

Derudover vil indførelsen af ensartede lovvalgsregler befordre en større forudsigelighed i relation til det regelsæt, der skal regulere de kontraktlige forhold mellem privatpersoner, hvilket kun kan bidrage til at sætte nyt skub i handelen, fordi aktørerne vil være mere ambitiøse, hvis de ikke er bekymrede for kontraktforholdets videre skæbne. (12)

1.11

Grønbogen henvender sig primært til juridiske specialister, navnlig til universiteter og dommere, til virksomheder, organismer og organisationer, der beskæftiger sig med beskyttelse og forsvar af borgerne, herunder især forbrugerbeskyttelsesorganisationer. Spørgeskemaet er udarbejdet med dette in mente og dækker næsten fuldstændigt de problemer, som anvendelsen af Rom-konventionen rejser.

1.12

Udvalget vil i denne udtalelse inddele disse spørgsmål efter tema, således at de generelle spørgsmål behandles adskilt fra de mere specifikke.

1.13

På baggrund af de omfattende oplysninger om såvel teori som retspraksis, som grønbogen indeholder for at give belæg for de forskellige spørgsmål, som Rom-konventionen kan afstedkomme, og for at begrunde de foreslåede alternative løsninger, vil Udvalget for at gøre sin fremstilling kort ikke gengive alle de argumenter, der kan føres i marken, men undertiden blot redegøre for fordelene ved de løsningsmuligheder, det foreslår.

1.14

Dog vil Udvalget som konklusion give et koncist svar på hver enkelt af Kommissionens spørgsmål og vil også rejse andre spørgsmål og formulere forslag til Kommissionens videre arbejde i den hensigt at bidrage til udarbejdelsen og vedtagelsen af en retsakt, der lever op til de aktuelle behov på dette område.

2.1.

Udvalget tilslutter sig, som Kommissionen foreslår og med dens begrundelse, at retsgrundlaget for dette initiativ, er traktatens artikel 61, litra c) og artikel 65, litra b), i og med at initiativet ikke krænker, men tilmed er fuldstændigt i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet.

2.2.

I spørgsmålet om, hvilken EU-retsakt der skal anvendes, slår Udvalget utvetydigt til lyd for en forordning, som mere konsekvent kan tilpasses den type regler, vi taler om, samt det tilstræbte mål om at sikre, at såvel de forskellige kompetente nationale retsinstanser som virksomheder og private parter i deres transaktioner fortolker og anvender regelsættet entydigt.

3.1

Rom-konventionen hviler på nogle grundlæggende principper og værdier, som er en del af retsstaternes retsordeners historiske arv. Der er tale om følgende:

3.2

På substansplanet indeholder de nationale retsordener forbrugerbeskyttelsesregler eller regler til beskyttelse af den såkaldt svage part (arbejdstager, forsikret eller forsikringstager), ikke egentlig for at give dem fordele, der ligger ud over, hvad de tilkommer efter loven, men snarere for at genskabe balancen og proportionerne i det forpligtelsesforhold, ethvert kontraktligt forhold indebærer. Det samme gælder inden for den internationale privatret, hvor ønsket om at beskytte den såkaldt svage part har haft det afgrænsede mål i praksis at beskytte hensynet til lovvalgsreglerne på dette område. Formålet er således at undgå en sådan forvridning af lovvalgsreglerne, som kunne være en følge af et lovvalg, der var truffet under påskud af frit valg på området, kunne tjene til at skjule, hvad er reelt er den stærkeste parts (dvs. den erhvervsdrivende, arbejdsgiveren osv.) ensidige valg af lex contractus.

3.3

Derudover kan påberåbelsen af regler, der finder nødvendig og umiddelbar anvendelse ikke blot garantere gennemførelsen af den commutative retfærdighed, der ligger i selve aftaleretten, men også, at man ikke glemmer visse materielle mål af offentlig karakter, som kan stride imod de europæiske nationers økonomiske og samfundsmæssige organisation. Dette kan også ske ved gennemførelsen af mål afledt af den distributive re.

3.4

Disse retningslinjer, som er mere eller mindre forankret i den internationale privatret, svarer til ønsket om retssikkerhed og er generelt ikke til hinder for afbalancerede domme, selv i relation til tredjelande, og lever således op til ønsket om universelle regler for valget af tilknytningsforhold. På trods af forbeholdet vedrørende hensynet til visse grundlæggende retsprincipper eller behovet for at anvende visse beskyttelsesnormer, som er afledt eller ikke afledt af omdannelsen til en EU-retsakt (13), mener EØSU, at den nye EU-forordning på dette område i alt væsentligt fortsat bør baseres på disse principper og værdier.

4.1

Alle spørgsmål om den nuværende og fremtidige anvendelse af Rom-konventionen kan deles op i endogene og eksogene spørgsmål. Førstnævnte ligger i Rom-konventionens egne bestemmelser, de underliggende værdibaserede valg og de fulgte metoder. I andet tilfælde er der tale om spørgsmål, som f.eks. udspringer af konventionens relation til fællesskabsretten og til andre instrumenter inden for international offentlig ret (allerede eksisterende eller under udarbejdelse) (14), især dem der tager sigte på at harmonisere lovvalgsregler eller den materielle aftaleret, eller som vedrører konventionens endnu ikke fastlagte relation til Bruxelles I-forordningen (15).

4.2.1

Rom-konventionen følger den klassiske opbygning af konventionerne om harmonisering af lovvalgsregler. Efter definitionen af dens materielle anvendelsesområde og dens universelle gyldighed – for så vidt som den også gælder i de tilfælde, hvor den fastsætter, at en lov i et ikke-signatar-land finder anvendelse – følger lovvalgsregler. Dog tages der forbehold over for disse bestemmelsers placering i lovsystemet.

4.2.2

Først og fremmest kritiseres det, at bestemmelsen i artikel 3 efterfølges af den generelle lovvalgsregel i artikel 4, som indeholder visse særbestemmelser om aftaler om fast ejendom og aftaler om varetransport. Da visse aftaler bør behandles i selvstændige artikler (3.2) bør dette dobbelte kriterium for placering af særreglerne tages op til revision i erkendelse af, at der i det mindste for varetransportens vedkommende er tale om forskellige specialiseringsgrader (denne bestemmelse bør således opretholdes – se nedenfor).

4.2.3

For det andet står der ind imellem regler, som mere vedrører spørgsmål i nøje tilknytning til international privatret, generelle overgangsbestemmelser og regler om ensartet fortolkning, og disse reglers placering i systemet bør genovervejes.

4.3.1

Det var ikke hensigten med Rom-konventionen, at harmoniseringen skulle omfatte alle lovvalgsregler på aftaleområdet. Den anvendes ikke på kontraktlige forpligtelser vedrørende familie- og arveret, kreditpapirer, selskabsret, forpligtelser forbundet med repræsentanters eller agenters virksomhed eller spørgsmål vedrørende trusts eller forsikringsaftaler, som dækker risici inden for EU.

4.3.1.1

Disse områder blev udelukket enten fordi der i forvejen fandtes andre retsinstrumenter, som sikrede ensartede regler internationalt, eller fordi ensartede regler var under udarbejdelse.

4.3.1.2

Det er derfor på sin plads at gøre status over det arbejde, der var i gang, for på ny at vurdere konventionens materielle anvendelsesområde.

4.3.2

Da målet er ensartede regler og da reglerne i den kommende konvention vil være af generel karakter, er det ønskeligt at udvide det materielle anvendelsesområde til f.eks. alle forsikringsaftaler; dermed kan artikel 1, stk. 3 og 4, udgå. I EU-retten og de nationale ordninger kan det dermed fastsættes, hvorledes disse regler kan afstemmes efter eventuelt bindende omsættelsesregler på forsikringsområdet (16).

4.4.1

Konventionens universelle karakter bør opretholdes i forordningen, således at lovvalgsreglerne finder anvendelse også i de tilfælde, hvor der henvises til en lov i et tredjeland. En anden mulighed kunne være at begrænse forordningens anvendelsesområde til f.eks. løsning af lovkonflikter i visse kontrakter, men så opstår problemet med at få fastslået, hvad en EU-kontrakt er, eller en kontrakt, der har indflydelse eller kan virke ind på det juridiske og økonomiske liv i EU eller på EU's område.

4.4.2

Set ud fra EU-lovgivningens mål ville det heller ikke være nok at anvende ensartede lovvalgsregler, hvis disse specificerer, at den relevante lov er loven i en medlemsstat, og afstår herfra i andre tilfælde, også selv om kontrakten kan have en kraftig indvirkning på EU's område eller livet i EU; i dette tilfælde skal medlemsstaternes lovgivning eller andre EU-regler sørge for, at visse EU-mål om forbrugerbeskyttelse ikke tabes af syne.

4.5.1

Hvad angår muligheden for at vælge ikke-nationale regler, såsom generelle retsprincipper, lex mercatoria, handelsskikke og –brug, hvad enten de er nedfældet og systematiseret af internationale organer eller ej, vil det ikke være en dårlig ide at følge, den linie, der er valgt i Rom-konventionen, hvor der kun kan vælges en national lov. Det er nemlig en kendsgerning, at det kan være indviklet at analysere sådanne regelsæt, og endvidere skal modviljen mod at acceptere et sådant valg, retspraksis, den nationale lovgivning samt disse regelsæts nuværende udviklingsstade og deres fragmentariske karakter også tages i betragtning (18).

4.5.2

Hvad angår muligheden for at vælge bestemmelserne i en international konvention, kunne det fastsættes, at et sådant valg gælder som lovvalg, forudsat at den pågældende konvention er valgt frit af parterne som en forudsætning for, at den finder anvendelse (19). Et sådant valg vil være naturligt begrænset af de øvrige internationale forpligtelser, som værnetinget er bundet af, af bestemmelser, som finder nødvendig og umiddelbar anvendelse og af internationale ordre public-regler (20).

Hvis der vælges en konvention, som værnetinget er bundet af, og den pågældende konvention fastsætter, at dens bestemmelser finder anvendelse i kraft af parternes frie valg, så stiller sagen sig anderledes. Det vil nemlig i forordningen blive fastsat, at den ikke er til hinder for anvendelse af de særlige internationale konventioner, som medlemsstaterne måtte have indgået eller måtte indgå (artikel 21 og 24).

4.5.3

Hvad angår aftaler om valg af domstol og voldgiftsklausuler, kan det i betragtning af den snævre forbindelse mellem proceduremæssige spørgsmål (som reguleres af domslandets lov og – hvis sagen falder inden for Bruxelles I-forordningens anvendelsesområde – af bestemmelserne heri og eventuelt af andre internationale regler) og de kontraktlige spørgsmål accepteres, at dette område fortsat udelukkes, skønt det går ud over den ønskede ensartethed.

4.5.3.1

Hvis man alligevel beslutter at indføre en bestemmelse på dette område, må man sørge for, at bestemmelser, der allerede er fastlagt i EU-retten eller i generelle eller specifikke internationale aftaler fortsat gælder. Desuden bør man nøje definere de specifikt kontraktlige aspekter, som en sådan lovvalgsregel skal omfatte, og overlade reguleringen af proceduremæssige aspekter og virkninger til de enkelt stater, da disse altid vil vedrøre deres retssystem.

4.5.3.2

Hvis en sådan regels anvendelsesområde er klart defineret, vil der ved lovvalg kunne henvises til lex contractus, det vil sige den lov, som skal anvendes på kontrakten, hvis en sådan findes og er gyldig.

4.5.4

Hvad angår de problemer, der opstår ved fastlæggelse af parternes stiltiende valg, forekommer det hensigtsmæssigt at overlade et sådant spørgsmål, som jo afhænger af de konkrete omstændigheder, til dommeren og basere bevisførelsen på de relevante procesretlige bestemmelser.

4.5.5

Skønt efterfølgende valg eller ændring af den lov, som parterne har valgt (artikel 3, stk. 2), er baseret på fortolkning af Rom-konventionens regler og mål om lovvalgsregler, bør det præciseres, at et sådant efterfølgende valg kan have tilbagevirkende kraft, forudsat at tredjemands stilling beskyttes.

4.7.1.1

Det er almindeligt anerkendt, at Rom-konventionens bestemmelser ikke først og fremmest sigter mod at beskytte forbrugerne eller andre »svage parter« i kontraktlige forbindelser, og at det system, der følger heraf, som helhed ikke er det bedst egnede til at give forbrugerne en effektiv beskyttelse (25).

4.7.1.2

Flere spørgsmål må således løses, for at sikre, at det system, der fastlægges i den nye forordning tager behørigt hensyn til de individuelle forbrugeres ugunstige stilling i internationale kontrakter, ganske særligt når de står over for standardkontrakter eller de såkaldte adhæsionskontrakter, og især når disse vedrører meget tekniske områder såsom finansielle tjenesteydelser eller kontrakter om elektroniske tjenesteydelser. Udestående spørgsmål er blandt andet følgende: begrebet forbruger og forbrugeraftale i henhold til artikel 5 (den nuværende udelukkelse af »mobile« eller »aktive« forbrugere); udelukkelsen af visse aftaler vedrørende fast ejendom og eventuelle ydelser i tilknytning til anvendelsen af dem – dvs. timesharing; problemet med formodninger i forbindelse med aftaler indgået via nye elektroniske medier, hvorigennem den respektive reklame og/eller salgstilbud blev formidlet); det hensigtsmæssige i den tilknytning, der er valgt i den nuværende Rom-konvention; nødvendigheden af at skabe overensstemmelse mellem bestemmelserne i artikel 4, 5 og 9; den nuværende udelukkelse af almindelige transportaftaler; forholdet til Bruxelles I-forordningen; Det må i denne forbindelse ikke glemmes, at ligevægten i forordningen ikke må forrykkes i en sådan grad, at den erhvervsdrivende, som indgår en aftale med en forbruger, på sin side bliver dårligere stillet. I den internationale ret er det vigtigt, at dennes forventninger og retssikkerhed også nyder beskyttelse.

4.7.2.1

Artikel 5, stk. 1 og 2. Det anbefales at medtage mobile og aktive forbrugere i denne særlige bestemmelse om forbrugeraftaler.

4.7.2.1.1

I betragtning af de problemer, der kan være forbundet med de elektroniske medier, bør der være én enkelt lovvalgsregel for forbrugeraftaler, hvad enten der er tale om elektronisk handel eller ej – for ikke at bremse anvendelsen af elektroniske medier.

4.7.2.1.2

For at nå disse to mål bør der følgelig ved fastlæggelsen af det materielle anvendelsesområde for artikel 5 ikke tages hensyn lokaliseringen af visse handlinger, som i dag anses for væsentlige, såsom salgstilbud, reklame for produktet eller tjenesteydelsen eller afgivelse af viljeserklæring eller generelt de skridt, der er nødvendige for at indgå en aftale.

4.7.2.1.3

De tilfælde, hvor forbrugeren uden at være tilskyndet af tjenesteleverandøren, tager til dennes hjemland, eller hvor forbrugeren skal eller faktisk modtager produktet eller ydelsen i det pågældende land, bør dog fortsat ligge uden for anvendelsesområdet.

4.7.2.2

Artikel 5, stk. 1. Det foreslås at udvide bestemmelsen i artikel 5 til at omhandle aftaler om fast ejendom – reel ret til periodisk ophold – dvs. timesharekontrakter.

4.7.2.3

Artikel 5, stk. 3. Man bør overveje at anvende reglen i artikel 4 og erstatte det nuværende kriterium om anvendelsen af loven i forbrugerens bopælsland. En sådan løsning vil fortsat give begge parter retssikkerhed, og det er under alle omstændigheder ikke givet, at loven i forbrugerens bopælsland reelt er mest favorabel for denne.

4.7.2.4

Artikel 5, stk. 2 og 3. Minimumsniveauet for den materielle beskyttelse af forbrugeren bør fortsat sikres af de ufravigelige regler i loven i dennes sædvanlige bopælsland, som har forrang for bestemmelserne i den lov, der ville finde anvendelse i lyset af artikel 3, 4 og 9, medmindre leverandøren kan dokumentere, at han på trods af at have udvist den fornødne omhu ikke havde kendskab til forbrugerens bopæl.

4.7.2.5

Artikel 5, stk. 2. Hvad angår aftaler indgået på afstand via elektroniske medier og medtagelse af mobile forbrugere set i forhold til beskyttelsen af den erhvervsdrivendes legitime forventninger bør det fastsættes, at minimumsbeskyttelsen i lex domicilii ikke kan påberåbes, hvis leverandøren kan bevise, at han ikke havde kendskab til forbrugerens bopæl, at dette i givet fald ikke skyldtes forsømmelse, eller at det var forbrugeren, der tilbageholdte information, dvs. hvis et sådant ukendskab kunne tilskrives forbrugeren (hvilket ikke ville være tilfældet, hvis leverandøren ikke har givet forbrugeren mulighed for i en aftale indgået elektronisk at sende denne oplysninger om forbrugerens bopæl).

4.7.2.6

Artikel 5, stk. 2 og 3. Det anses ikke for nødvendigt at maksimere den materielle beskyttelse af forbrugeren f.eks. via en regel, der henviser til en række alternative tilknytninger. Dette ville være i modstrid, hvad der tidligere er sagt om udlægningen af princippet om beskyttelse af den svageste part. Det er tilstrækkeligt med et minimumsniveau for beskyttelse og lige så vigtigt ikke unødigt at rokke ved begge parters retssikkerhed og vished eller helt ophæve betydningen af partsautonomi selv på dette område.

Derfor kunne de generelle lovvalgsregler (artikel 3, 4 og 9) anvendes på forbrugeraftaler, men den beskyttelse af forbrugeren, der ligger i de ufravigelige regler i forbrugerens bopælsland, må ikke forringes, medmindre leverandøren i god tro ikke havde kendskab til forbrugerens bopæl. Det vil altid være leverandøren, der har bevisbyrden for manglende kendskab trods udvisning af rimelig omhu.

4.7.2.7

Artikel 5, stk. 4 og 5. Udelukkelsen af almindelige transportaftaler fra anvendelsesområdet for artikel 5 er ikke berettiget, selv om det kan betyde, at der påberåbes forskellige love for forskellige kreditter i forbindelse med én og samme transporthandling (det ville være mere fornuftigt at opretholde udelukkelsen i artikel 15 i Bruxelles I-forordningen for at samle eventuelle retssager under samme jurisdiktion).

4.7.2.8

Det er måske ikke nødvendigt, at denne artikel henviser til visse ufravigelige bestemmelser i en medlemsstat. Men aftalen skal i så fald have en snæver tilknytning til en medlemsstat, som ikke er forbrugerens bopælsland (evt. det sted, hvor tilbuddet offentliggøres eller reklamen foretages (jf. tysk lov af 27. juni 2000 (26)) i betragtning af såvel forslagene om de såkaldte intra-EU-aftaler som bestemmelserne i artikel 7, stk. 1. Beslutningen om anvendelsen af sådanne bestemmelser kan dog altid overlades til dommeren (bortset fra den velkendte tvivl om hvilken type regel der her er tale om).

4.7.2.9

Da argumenterne for favor personæ i Rom-konventionen og Bruxelles I-forordningen er de samme, skønt lovvalgsreglerne indeholder forskellige bestemmelser, fordi målene med disse lovtekster er forskellige, bør en udvidelse af forbrugeraftaler i artikel 5 tilpasses artikel 15 i Bruxelles I-forordningen, især hvis der fremover ses bort fra lokaliseringen af visse handlinger, som går forud for aftalen eller er nødvendige for dens indgåelse (jf. artikel 15, stk. 1, litra c)).

4.8.2.1

Uanset det frie lovvalg i henhold til den nuværende artikel 6, bør det fastsættes, at det er loven i det land, hvor arbejdet normalt udføres, der finder anvendelse, forudsat at det rent faktisk drejer sig om midlertidig beskæftigelse, og det bør præciseres, at der stadig er tale om udstationering, selv om der i værtslandet indgås en kontrakt med en virksomhed i samme koncern, som den oprindelige arbejdsgiver tilhører.

4.8.2.2

Endvidere må det dog overvejes, om det er nødvendigt at fastsætte, at bestemmelserne om omsætning af direktiv 96/71 finder anvendelse i værtslandet. (28)

4.8.2.3

På trods af de hidtidige forsøg på at definere begrebet udstationering vil det i betragtning af de forskellige ansættelsesforhold, man kan forestille sig, måske være bedre ikke at definere dette begreb for snævert (ex ante eller ex post) og overlade det til dommeren at afgøre, om der i det enkelte tilfælde er tale om en midlertidig beskæftigelse.

4.8.2.4

Hvad angår arbejde udført ombord på færger eller fly i international rutefart samt boreplatforme kunne man måske, uanset overvejelserne desangående i den forklarende betænkning om Rom-konventionen og tendensen til konsensus i international retsteori, benytte lejligheden til at finde frem til en udtrykkelig løsning for sådanne tilfælde og lade dem være omfattet af kriteriet i artikel 6, stk. 2, litra b). Undtagelsesklausulen i artikel 6, stk. 2, in fine, bør opretholdes.

4.8.2.4.1

Således vil det også være mindre fristende at tillægge disse transportmidler en grad af ekstraterritorialitet og anvende loven i det land, hvis flag skibet fører, der som bekendt ikke altid frembyder den mest relevante tilknytning til sagen, især i betragtning af fænomenet »bekvemmelighedsflag«.

4.8.2.4.2

Uanset den nuværende artikel 6, stk. 1, anvendes loven i det land, hvor den virksomhed, som ansætter arbejdstageren, er etableret, hvis arbejdstageren ikke normalt udfører sit arbejde i dette land, eller hvis vedkommende arbejder ombord på transportmidler, der er underkastet registrering, og som overskrider landegrænser, eller på en boreplatform eller på et territorium, som ikke henhører under et lands suverænitet; hvis det af de konkrete omstændigheder fremgår, at sagen har nærmere tilknytning til et andet land, er det loven i det land, der skal anvendes.

4.8.2.5

Hvad angår de kollektive overenskomster, der dækker ansættelsesforhold i mere end et land, finder bestemmelserne i disse overenskomster - i overensstemmelse med gældende opfattelser inden for international retsteori og trods debatten om disse overenskomsters autoritative karakter - altid anvendelse, forudsat at disse er ufravigelige i henhold til en af de relevante love, enten i lyset af artikel 6 (fordi der er tale om en overenskomst i det land, hvis lov er valgt, eller lex loci laboris, eller loven i det land, hvor den virksomhed, der har ansat arbejdstageren, er etableret), eller artikel 7.

4.8.2.6

På den anden side bør man benytte lejligheden til at tydeliggøre, om forordningen bør gælde for de nævnte internationale overenskomster. Disse overenskomsters særlige karakter, som endnu ikke har fæstnet sig i international praksis, samt uenigheden om de kollektive overenskomsters definition, synes at tale for denne løsning.

4.8.2.6.1

Den indbyrdes tilnærmelse af arbejdsretlige regler ville bedre kunne finde sted i forbindelse med EU's bestræbelser på at harmonisere eller tilnærme medlemsstaternes materielle ret. Dette kan eventuelt indebære udarbejdelse af kollektive overenskomster på internationalt og/eller EU-plan samt fastlæggelse af betingelserne for deres indgåelse. Der vil i så fald være tale om en indsats eller et arbejde, der strengt taget ikke omhandler lovvalgsregler, som denne forordning skal vedrøre, men snarere tilnærmelse af den materielle ret.

4.10.2.1

Den nuværende artikel 3, stk. 3, vedrørende en objektivt intern aftale (om end tilgangen nødvendigvis må bevares også selv om der ikke er en udtrykkelig regel herom) bør erstattes, fordi en lovvalgsregel ikke bør gøres gældende over for en rent intern situation. En henvisning til et andet lands lov i forbindelse med en objektiv set intern kontrakt, som parterne fremfører, vil aldrig kunne tilsidesætte ufravigelige regler i det retssystem, hvori de objektive tilknytninger findes.

4.10.2.1.1

En sådan henvisning bør således ikke ses som en henvisning i tilfælde af lovkonflikt (kollisionsrechtliche Verweisung), men må nødvendigvis være en rent materielretlig henvisning eller inddragelse af materielle bestemmelser (materiellrechtliche Verweisung). Med andre ord bør den ses som et udtryk for et privat frit valg inden for intern materiel ret og ikke som et udtryk for frit lovvalg fra parternes side, som kun kan vælge, hvilken lov der skal anvendes, når de er parter i en kontrakt, der har tilknytninger til forskellige medlemsstater.

4.10.2.1.2

Det tomrum, der opstår ved ophævelsen af artikel 3, stk. 3, kan udfyldes af en bestemmelse, som omfatter begrebet objektivt intra-EU-aftaler, som - uanset om loven i et tredjeland vælges – altid skal være omfattet af de ufravigelige regler i EU-retten eller den omsatte EU-ret, som måtte gælde i det retssystem, der finder anvendelse i mangel af lovvalg.

4.10.2.1.3

EØSU er af den opfattelse, at denne begrænsning kun bør gælde, når alle objektive tilknytninger i kontrakten knytter den til medlemsstaterne. Eftersom det er muligt at vælge eller ændre valget af den lov, der skal anvendes, efter kontraktens indgåelse, bør det måske være det tidspunkt, hvor lovvalget fandt sted, og ikke som foreslået i grønbogen det tidspunkt, hvor kontrakten blev indgået, der er relevant for fastsættelsen af, om alle tilknytninger i kontrakten er lokaliseret inden for EU.

4.10.2.1.4

Dermed ville man umiddelbart sikre et minimum af effektivitet af den afledte EU-ret, forudsat at parterne foretager lovvalg i en intra-EU-aftale.

4.10.2.2

Det bør overvejes, om det vil være hensigtsmæssigt at indføje en generel regel om anvendelse af de ufravigelige beskyttelsesbestemmelser, der følger af den omsatte EU-ret, hvis aftalen har en nær tilknytning til en medlemsstat (i dette tilfælde gælder den pågældende medlemsstats bestemmelser til omsætning af EU-retten), hvilket den tyske lov af 2000 er et eksempel på.

4.10.2.2.1

For at sikre denne anvendelse må det dog være nok at henvise til bestemmelserne i artikel 7 (hvorefter dommeren altid har en skønsmargen) og EU-rettens forrang og artikel 3, stk. 3, og 5, selv med de ændringer, der skal foretages (jf. ovenfor, hvorefter den lov, der finder anvendelse i mangel af lovvalg, kan være den, der er angivet i artikel 4, dog med forbehold af et minimum af beskyttelse), og artikel 6 (som foreskriver anvendelse af visse omsætningsbestemmelser i visse retssystemer, herunder navnlig det retssystem, der er kompetent i lyset af aftalens genstand, eller loven i det land, hvor arbejdstageren er udstationeret) (30).

4.10.2.3

På den anden side og i tilslutning til bemærkningerne til artikel 3, stk. 3, skal det gentages, at forskellene i de nationale omsætningsbestemmelser og problemet med manglende omsætning er spørgsmål, som ikke forekommer at indvirke på det specifikke område, lovvalgsreglerne udgør, men snarere på harmoniseringsbestræbelserne. Det er op til medlemsstaterne at sikre, at EU-rettens mål opfyldes i deres interne lovgivning på de områder, direktiverne dækker

4.10.2.4

Trods overskriftens muligvis tvetydige karakter, som konnoterer til begrebet »internationalt ufravigelig regel«, bør udformningen af reglerne i henhold til artikel 7 holdes på et formelt plan, dvs. med henvisning til deres umiddelbare anvendelse, uanset hvilken lov der finder anvendelse i henhold til lovkonfliktreglerne, i stedet for at vælge en materielretlig tilgang til disse regler, hvor vægten lægges på deres genstand eller indhold.

4.10.2.4.1

I realiteten er bestemmelserne i artikel 7 ikke blot endnu en bestræbelse på at harmonisere dommene, men også en bestræbelse på at fremme anvendelsen af visse regler til omsætning af EU-retten, som måske ikke ville finde anvendelse på grund af andre bestemmelser i Rom-konventionen (eller måske på grund af mangelfuld omsætning i en af de retssystemer, der skal tages hensyn til i lyset af lovvalgsreglerne, eller simpelthen fordi en sådan omsætning slet ikke har fundet sted) – skønt sidstnævnte ikke ser ud til at være det overordnede retlige mål, så meget mere som artikel 7, stk. 1, har universel karakter.

4.10.2.5

Hvad angår tredjelandes ufravigelige regler eller regler, der finder nødvendig og umiddelbar anvendelse, må det afgøres, hvad der er den bedste fremgangsmåde: enten princippet om international retlig harmoni, som international privatret sigter mod, eller målet om ensartethed, som danner grundlag for Rom-konventionen og også vil gøre det for den fremtidige forordning (31).

4.10.2.5.1

Da man må gå ud fra, at målet må være at tage hensyn til eller anvende disse regler i tredjelandes retssystemer for at opfylde den internationale privatrets særlige mål, anses det for tilstrækkeligt at tillægge dommeren en skønsmargen, således som det allerede er tilfældet i dag. Man må i den forbindelse holde sig for øje, at en sådan hensyntagen eller anvendelse – for så vidt som den er i overensstemmelse med målene i den internationale privatret – forudsætter en nøje analyse af sagens omstændigheder og det generelle indhold af det pågældende udenlandske retssystem (i øvrigt opfordres dommerne i den foreliggende tekst til at tage hensyn til de pågældende reglers art og formål og til følgerne af, at de anvendes eller ikke anvendes).

4.10.2.5.2

Denne skønsmargen er måske tilstrækkelig, især når det tages i betragtning, at risikoen for retssikkerheden og forudsigeligheden blev tilladt allerede dengang, da man accepterede at tage hensyn til sådanne regler. En for detaljeret beskrivelse af de betingelser, under hvilke disse regler finder anvendelse eller skal tages med i betragtning, kan vise sig at være ikke alene en temmelig vanskelig opgave, hvis den holdes på et abstrakt plan, men man kan også risikere at påvirke dommeren i en sådan grad, at han ikke er i stand til at vurdere, hvorledes retssikkerheden beskyttes bedst i hvert enkelt tilfælde. Dermed vil sådanne præciseringer virke stik imod hensigten.

4.10.2.6

I lyset af EU-rettens fastsatte forrang og dens retningsgivende karakter må det behørigt overvejes, om det er nødvendigt udtrykkeligt af knæsætte den indfaldsvinkel, der blev anlagt i Arblade-sagen, og således indføje en bemærkning i artikel 7 om, at anvendelsen af ufravigelige regler, der finder nødvendig og umiddelbar anvendelse, ikke må udgøre en uberettiget hindring for den fri bevægelighed i den oprindelige lovgivning.

4.13.1

Det komparative problem med afklaring af begrebsrammerne (f.eks. i tilfældet med factoring). Det er spørgsmålet, om der bør tilføjes præciseringer, som ved at bidrage til harmoniseringen ikke kan undgå at støde mod de forskellige »nuancer« i de nationale lovgivninger. Man må også holde sig for øje, at de to regler (artikel 12 og 13) hænger tæt sammen, for så vidt angår den underliggende lovvalgsproblematik og de valgte tilknytninger, som tager hensyn til trepartskarakteren af disse relationer.

4.13.1.1

Da der her virkelig er tale om et kvalifikationsspørgsmål, bør fortolkningen overlades til dommeren, så meget mere som retssikkerheden ikke ser ud til at være alvorligt truet, eftersom begge konfliktregler er ens opbygget og i sidste ende vil føre til distributiv anvendelse af forskellige love.

4.13.2

Spørgsmålet om muligheden for at gøre overdragelsen gældende mod tredjemand (eventuelle indehavere af fordringer, der kan gøres gældende mod den oprindelige overdrager/fordringshaver). Det er et spørgsmål, om forordningen ikke udtrykkeligt bør angive, hvilken lov der er bedst egnet til at regulere dette anliggende i lyset af risikoen for forum shopping. Ønsket om ensartethed tilsiger at opstille en fælles regel herom for at afværge denne risiko. Der bør tages behørigt hensyn til værdien af sikkerhed og forudsigelighed samt risiciene ved påkaldelse af forskellige love, og for ikke at sætte forudsigeligheden over styr og sikre en ensartet behandling af alle tredjeparter med konkurrerende krav mod overdrageren, mener EØSU, at det bør være den lov, som den overdragne fordring er omfattet af, der skal anvendes.

4.13.3

Konflikter mellem erhververe af fordringer og deres løsning. Bemærkningerne i foregående punkt gælder også her, med de nødvendige tilpasninger. Det foreslås eventuelt at henvise til den lov, som den overdragne fordring er underlagt, hvis der er modstrid mellem de retssystemer, som regulerer de forskellige forhold, der følger af overdragelsen (skønt denne lovs forrang kan føre til, at der anvendes forskellige love på erhververe og på tredjeparter, som vil gøre deres krav gældende over for den oprindelige overdrager/fordringshaver – jf. foregående punkt).

4.13.4.1

I den meget nyttige forklarende betænkning til Rom-konventionen blev det påpeget, at det ikke var hensigten fra artikel 13 at udelukke subrogation baseret på betalinger foretaget uden at være forpligtet hertil, men hvor der dog er en »ifølge loven anerkendt økonomisk interesse i at gøre det« (35), skønt der i så fald kan være tale om subrogation i kraft af loven.

4.13.4.2

Måske burde teksten nu ændres for at præcisere, at disse tilfælde også bør være underlagt denne regel med en angivelse af, hvilken tilknytning der har størst vægt.

4.13.4.3

Desuden bør det præciseres, hvilken lov der skal anvendes på subrogation og udvidet subrogation (hvor fordringen er overdraget til flere personer), hvis indfrielsen af gælden er baseret på en klar økonomisk interesse. Det kunne være den lov, der regulerer det forhold eller den situation, som den økonomiske interesse udspringer af - men dommeren bør dog have en tilstrækkelig stor skønsmargen, hvilket blandt andet kan sikres gennem indføjelse af en undtagelsesklausul.

5.1

Selv om EØSU også kommer ind på andre emner for at behandle de spørgsmål, Kommissionen rejser, så fyldestgørende som muligt, følger nedenfor som bebudet i punkt 1.14 en sammenfattende besvarelse af hvert enkelt spørgsmål i grønbogen.

5.2.1

Af de tilbagemeldinger, som EØSU's medlemmer har indsamlet i deres hjemlande, får man generelt det indtryk, at dommerne i almindelighed har et ret overfladisk og rent teoretisk kendskab til Rom-konventionen. Meget få dommere, især i lavere instanser, har indgående kendskab til dens indhold og muligheder.

5.2.2

Det samme gælder generelt for de økonomiske aktører, især forbrugerne og SMV. Kun store virksomheder, især de multinationale, har de teknisk-juridiske ressourcer, der er nødvendige for at drage nytte af Rom-konventionen ved udformningen af deres kontrakter, især adhæsionskontrakter.

5.2.3

EØSU's medlemmer er også ud fra deres personlige erfaringer i hjemlandet af den opfattelse, at dette er til skade for kontraktforhandlingernes normale forløb og giver anledning til et stigende antal tvister i grænseoverskridende transaktioner.

5.5.1

EØSU anser det for en god ide at indføje en klausul med den formulering, som Kommissionen foreslår i punkt 3.1.2.2 i grønbogen, især fordi den vil kunne afværge det misbrug af partsautonomien, som sigter mod at tilsidesætte regler, der giver visse svagere aftaleparters rettigheder større beskyttelse.

5.5.2

Svaret er givet i punkt 4.10.2.1 i nærværende udtalelse, hvor der foreslås en ændring af den ordlyd, som grønbogen foreslår, eftersom der er tale om regler, som – skønt de er baseret på EU-retsakter – er vedtaget på nationalt plan.

5.22

Ud over disse spørgsmål omhandler nærværende udtalelse som sagt andre emner, som ikke specifikt er taget op i grønbogens spørgsmål, såsom Rom-konventionens opbygning (punkt 4.2.2 og 4.2.3), konsekvenserne af et efterfølgende lovvalg fra parternes side ( punkt 4.5.5), godstransport ( 4.6.4.2) og hvilken lov, der skal anvendes på juridiske personers handleevne.

6.1

EØSU bifalder de to hovedformål med grønbogen, nemlig omdannelsen af Rom-konventionen til en EU-retsakt og opdateringen af dens bestemmelser, og anbefaler at gøre dette så hurtigt, som emnets komplekse karakter kræver.

6.2

EØSU mener, at den EU-retsakt, der anvendes, skal være en forordning og tilslutter sig, at retsgrundlaget er traktatens artikel 61, litra c) og 65, litra b) som anført af Kommissionen.

6.3

Udvalget tilslutter sig grundlæggende de store bærende principper i konventionen og mener, at disse bør opretholdes som grundstruktur for forordningen.

6.4

I sine detaljerede forslag har EØSU især fokuseret på behovet for at ajourføre visse af Rom-konventionens bestemmelser i forhold til udviklingen i handelssamkvemmet i EU og de nye aftaleformer, navnlig i forbindelse med fjernsalg. Endvidere peger EØSU på behovet for at løse de forskellige fortolkningsspørgsmål, som retslæren og -praksis har rejst, mens Rom-konventionen har været i kraft.

6.5

I udtalelsen og svarene på Kommissionens 20 spørgsmål har EØSU, udover de emner, det selv har taget op, søgt at præsentere løsninger, der bevarer balancen mellem de involverede parters interesser, under overholdelse af de retsprincipper, der er knæsat i medlemsstaternes retssystemers fælles arv.

6.6

EØSU er dog bevidst om, at emnet ikke er udtømt og det råder derfor Kommissionen til ved den endelige udarbejdelse sit forslag, tager behørigt hensyn til alle de bidrag, den har modtaget som reaktion på det rosværdige initiativ, denne grønbog udgør.

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 108/23

1.1

EØSU støtter Kommissionens meddelelse om »Tilpasning af e-business-politikker i et miljø i udvikling: Status over digitaliseringsinitiativet og fremtidige udfordringer«, men ønsker samtidig at fremhæve politiske områder, der bør lægges større vægt på.

1.2

EØSU mener, at Kommissionen har udarbejdet et udmærket forslag om behovet for, at medlemsstater og regioner nyorienterer deres e-business-politikker fra blot at fremme e-handel til også at hjælpe små og mellemstore virksomheder (SMVer) med at udnytte informations- og kommunikationsteknologien (ikt) fuldt ud med det formål at omlægge, automatisere og strømline forretningsprocesser.

1.3

EØSU ser med tilfredshed på den yderst praktiske tilgang i meddelelsen, når det gælder om at tilvejebringe denne politiske støtte til SMV'er – herunder en ramme for SMV-specifikke e-business-politikker og etableringen af et europæisk e-business-støttenetværk for SMV'er (EEBSN), der har til formål at skabe grobund for et koncentreret samarbejde mellem beslutningstagere inden for e-business-politik på nationalt og regionalt plan i EU.

1.4

Udvalget bifalder også meddelelsens fastholdelse af behovet for, at beslutningstagerne fastsætter kvantitative så vel som kvalitative mål ved hjælp af SMART-princippet (SMART = specific, measurable, achievable, realistic and timely). En sammenligning mellem fremskridt og realistiske samt hensigtsmæssige mål er hovedelementet i en effektiv forvaltning af politiske initiativer og i evalueringen af deres effekt i praksis.

1.5

EØSU er af den opfattelse, at der stadig skal gøres væsentlige fremskridt i forbindelse med at skabe et gunstigt klima for e-business i mange dele af EU, og mener, at Kommissionens ramme for SMV-specifikke e-business-politikker bør afspejle disse grundlæggende krav. EØSU opfordrer Kommissionen til at samordne de nationale regeringers bestræbelser på at føre en åben og klar politik for udbud af offentlige kontrakter, så SMV'er sikres en ligeværdig deltagelse.

1.6

EØSU mener også, at en fjerde vigtig politisk problematik kan inkluderes – fremme af e-business-klimaet ved for eksempel at sikre, at virksomhederne har internetadgang, ved at opbygge SVM'ers tillid til e-business-processer ved hjælp af løbende målrettede oplysningsprogrammer og ved at reducere spamposts skadelige virkninger for e-business ved hjælp af henstillinger og teknologiske initiativer på EU-plan.

2.1

EØSU mener, at Kommissionen har udarbejdet et udmærket forslag om behovet for, at medlemsstater og regioner nyorienterer deres e-business-politikker fra blot at fremme e-handel til også at hjælpe små og mellemstore virksomheder (SMVer) med at udnytte informations- og kommunikationsteknologien (ikt) fuldt ud med det formål at omlægge, automatisere og strømline forretningsprocesser.

2.2

Forslagene er samtidig også til forbrugernes fordel. Et retfærdigt, pålideligt marked, fair konkurrence og den rigtige anvendelse af ikt vil tilsammen være med til at øge tilliden til e-handel, hvilket er yderst nødvendig i forbindelse med udviklingen af dette marked.

2.3

Det er almindelig kendt, at SMV'er, som udgør mere end 99 % af alle virksomheder i Europa, spiller en vigtig rolle i stimuleringen af innovation, vækst og jobskabelse. Desuden kan produktiviteten øges og konkurrenceevnen forbedres ved effektiv anvendelse af ikt. Derfor lægger Kommissionen op til en realistisk tilgang, hvormed den stærkt opfordrer til aktiv støtte af Lissabon-strategien med det formål at gøre Europa til den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden inden udgangen af 2010. Den yderst praktiske tilgang i meddelelsen indebærer en ramme for SMV-specifikke e-business-politikker og etableringen af et europæisk e-business-støttenetværk for SMV'er (EEBSN), der har til formål at skabe grobund for et koncentreret samarbejde mellem beslutningstagere inden for e-business-politik på nationalt og regionalt plan i EU.

2.4

Udviklingen af denne dynamiske videnbaserede økonomi vil medføre betydelige ændringer i erhvervsklimaet for SMV'er — der vil være brug for andre forretningsprocesser, forretningsforbindelser og færdigheder samt anden teknologi og viden i denne nye økonomi i forhold til det, små virksomheder er vant til, og de vil være nødt til at undergå en betydelig forandring.

2.4.1

For at kunne overleve og trives har SMV'er, navnlig mikrovirksomheder (med færre end 10 ansatte), brug for en integreret, velorganiseret støttemekanisme på lokalt, nationalt og europæisk niveau såvel som i de enkelte sektorer for at kunne støtte hinanden i forbindelse med omstruktureringen af deres forretningsprocesser og for at opnå den nødvendige viden til at fuldføre dette.

2.5

Hvis ikke SMV'er får håndfast støtte fra politiske beslutningstagere i overgangen til den videnbaserede økonomi, vil det få negative konsekvenser for erhvervslivet, beskæftigelsen og samfundet i hele EU.

2.5.1

EØSU ser med tilfredshed på den yderst praktiske tilgang i meddelelsen, når det gælder om at tilvejebringe denne politiske støtte til SMV'er — herunder en ramme for SMV-specifikke e-business-politikker og etableringen af et europæisk e-business-støttenetværk for SMV'er (EEBSN), der har til formål at skabe grobund for et koncentreret samarbejde mellem beslutningstagere inden for e-business-politik på nationalt og regionalt plan i EU.

2.6

Ved at anmode medlemsstaterne om at definere sektor- og regionsspecifikke politiske mål på e-business-området og ved at opfordre dem til at opstille hensigtsmæssige kvantitative og kvalitative mål går Kommissionen kraftigt i brechen for specifikke, målelige, opnåelige, realistiske og tidsrelaterede (SMART – specific, measurable, achievable, realistic og time-related) mål, der vil fremskynde en effektiv udbredelse af ikt og e-business-processer blandt SMV'er i hele EU.

2.6.1

Kommissionen følger op på sit initiativ ved at skabe et forum, der skal gøre det muligt at drøfte, støtte og koordinere den politiske udvikling i EU (det europæiske e-business-støttenetværk — EBBSN), og ved at foreslå en ramme for sådanne politikker og mål.

2.6.2

Ud over at identificere størstedelen af de centrale politiske spørgsmål anerkender Kommissionen også betydningen af at kanalisere e-business-politikinitiativer via betroede mellemled og formidlere. Denne kampagne, der skal hjælpe SMV'er, fortjener EØSU's fulde støtte.

2.7

Udvalget bifalder meddelelsens fastholdelse af behovet for, at beslutningstagerne fastsætter kvantitative så vel som kvalitative mål ved hjælp af SMART-princippet. En sammenligning mellem fremskridt og realistiske samt hensigtsmæssige mål er hovedelementet i en effektiv forvaltning af politiske initiativer og i evalueringen af deres effekt i praksis.

2.8

SMV'er har taget de første skridt i retningen af at indføre e-business, og anvendelsen af computere og adgang til Internet er almindeligt udbredt. Går man et skridt længere end til den grundlæggende ikt, er it-kløften dog mærkbar. Der er stor forskel i graden af digital integration mellem større SMV'er og mindre virksomheder (især mikrovirksomheder med færre end 10 ansatte), og blandt SMV'er er der også betydelige forskelle på regionalt plan og på sektorbasis. Især virksomheder, som på et tidligt tidspunkt har indført ikt, har gjort store fremskridt i forbindelse med e-handel, hvorimod virksomheder, der har været sent ude, har brug for megen bistand for at indhente de andre.

2.8.1

Det er derfor påkrævet med specifikke politiske initiativer, der skal dække SMV'ers samt bestemte regioners og sektorers behov, navnlig de steder hvor ikt er blevet indført på et sent tidspunkt. Hvis ikke it-kløften mindskes, vil store virksomheder og virksomheder med et højt ikt-integrationsniveau få stadig flere konkurrencemæssige fordele i forhold til SMV'erne, hvilket indebærer en direkte risiko for, at sidstnævnte helt fordrives fra markedet med alvorlige økonomiske og sociale problemer til følge. EØSU noterer sig med tilfredshed, at Kommissionen har bemærket disse forskelle og foreslået, at der lægges særlig vægt på at udviske it-kløften.

2.9

I forbindelse med e-handel og en mere udbredt anvendelse af ikt har spørgsmålet om tillid og sikkerhed særlig betydning for SMV'er, navnlig mikrovirksomheder. EØSU ønsker at understrege nødvendigheden af, at beslutningstagerne tilgodeser disse krav i udviklingen af politikker.

2.10

I meddelelsen anføres det, at de offentlige myndigheders rolle med hensyn til fremme af e-business primært består i at sikre et gunstigt erhvervsklima for virksomheder, hvilket vil bidrage til at sænke barriererne for markedsadgang og omkostningerne samt risiciene ved ikt-investeringer og derved lette adgangen til nye internationale markeder.

2.10.1

Et sådant e-business-venligt klima vil omfatte stabile retlige og administrative rammer, fuld liberalisering af telekommunikationsmarkedet - ledsaget af en reduktion af omkostningerne og øget tilgængelighed og kvalitet af tjenester — samt indførelse af digitale offentlige tjenester. EØSU opfordrer Kommissionen til at fortsætte sine bestræbelser på at få fastsat alment accepterede internationale rammenormer, der dels kan forhindre indførelsen af nationale barrierer og dels kan garantere den fornødne sikkerhed i forbindelse med e-handel.

2.10.2

Det anføres desuden i meddelelsen, at der på såvel europæisk som nationalt plan er taget mange af de nødvendige skridt til at skabe et e-business-venligt klima. Eftersom disse »horisontale« politiske elementer falder ind under eEurope-initiativet og andre initiativer, er formålet med denne meddelelse at anbefale bestemte SMV-politikker, der skal fremme brugen af ikt og e-business-processer i SMV'er.

2.10.3

EØSU er dog af den opfattelse, at der stadig skal gøres væsentlige fremskridt i forbindelse med at skabe et gunstigt klima for e-business i mange dele af EU, og mener, at Kommissionens ramme for SMV-specifikke e-business-politikker bør afspejle disse grundlæggende krav. EØSU opfordrer Kommissionen til at samordne de nationale regeringers bestræbelser på at føre en åben og klar politik for udbud af offentlige kontrakter, så SMV'er sikres en ligeværdig deltagelse.

2.11

Inden for de politiske rammer, Kommissionen opstiller, er det overordnede mål at fremme og støtte SMV'ers indførelse af e-business. Den foreslåede ramme indeholder 3 politiske hovedområder eller udfordringer, hvorunder specifikke politikker er inddelt. EØSU støtter Kommissionens arbejdsramme og målsætninger og vil med særlig interesse følge udviklingen i arbejdet.

2.11.1

Udviklingen af denne ramme og de specifikke politikker er op til Kommissionen og de politiske beslutningstagere. Udvalget støtter dog den detaljerede liste over aktiviteter i meddelelsen fuldt ud og er imponeret over listen over foreslåede potentielle mål. I denne udtalelse er der fremhævet nogle supplerende politiske områder, som EØSU mener bør omfattes af rammen.

2.12

Som nævnt i 2.10.3 ovenfor, kan en fjerde vigtig politisk problematik inkluderes — fremme af e-business-klimaet. Efter EØSU's mening er det måske også en knap så god ide, at udvikling af ledelsens forståelse for e-business og opnåelse af e-business-færdigheder er slået sammen til et enkelt politikområde; måske ville man opnå et bedre resultat ved at adskille de to udfordringer. Den følgende del af udtalelsen indeholder kommentarer til disse emner og andre områder af de politiske anbefalinger, der ifølge EØSU fortjener særlig opmærksomhed. Disse kommentarer er i tråd med EØSU's tidligere udtalelser på dette område (1).

3.1.1

Presset på medlemsstaterne bør opretholdes for at sikre, at en stor procentdel af SMV'er har internetadgang (hvad enten der så skal være konstant online bredbåndsadgang eller blot højeffektiv internetadgang til enhedstakst), især på regionalt plan, hvilket er vigtigt kommercielt set, og at adgangsomkostningerne svarer til konkurrencedygtige EU-normer.

3.1.2

Al teknologi og den nødvendige lovgivning for at skabe et sikkert e-business-klima er på plads. Der er dog brug for løbende målrettede oplysningsprogrammer for at opbygge tillid til e-business-processer blandt SMV'er.

3.1.3

Spampost og uanmodet kommerciel e-post (UCE) kan være årsag til store gener og omkostninger for modtageren, navnlig for SMV'er med få ressourcer, der driver virksomhed på Internettet. Det undergraver desuden deres tillid til processikkerheden. Der er brug for henstillinger og teknologiske initiativer på EU-plan, hvis denne trussels skadelige virkninger for indførelsen af e-business skal reduceres.

3.1.4

Selvom involvering i e-markeder bør fremmes, skal særlige problemer i forbindelse med omvendte auktioner tages op til politisk overvejelse på europæisk, nationalt og regionalt plan. Gennem indkøbsprocessen ved omvendte auktioner kan større virksomheder lægge urimeligt pres på SMV'er med det formål at reducere deres fortjenstmargen drastisk. I ekstreme tilfælde kan SMV'ers levedygtighed sættes på spil. Dårlige erfaringer med omvendte auktioner kan have en negativ indvirkning på SMV'ers holdning til e-business. Kommissionen bør sikre, at der gennemføres kodekser for god praksis i hele EU.

3.1.5

Efterhånden som flere SMV'er tager del i den digitale økonomi, bliver registrering og ejerskab af domænenavne et problem. EØSU ser gerne, at Kommissionen indfører politikker, der skal forhindre »cybersquatting« (»hamstring« af domænenavne, der ikke bliver benyttet, og som forhindrer virksomheder i at erhverve et domænenavn, der svarer til deres registrerede firmanavn).

3.1.6

Regeringerne bør tilskyndes til så vidt muligt at iværksætte e-forvaltningstjenester og gennemføre deres offentlige e-indkøbsprocedurer på en sådan måde, at der tages højde for nogle SMV'ers begrænsede kompetencer.

3.1.6.1

Sådanne G2B- og B2G-transaktioner (government-to-business og business-to-government) skal tilskynde SMV'er til at anvende ikt og e-business i større udstrækning. De demonstrerer også den effektivitet og nytteværdi, der er ved e-business for SMV'er, idet disse bliver bekendt med teknologien og dens fordele.

3.1.6.2

I nogle lande svarer de offentlige indkøb af varer og tjenester imidlertid til mere end 50 % af virksomhedernes samlede indkøb i USA. Myndighedernes gennemførelse af e-indkøbssystemer vil derfor få en betydelig indvirkning på SMV'ers indførelse af e-business-processer og på SMV'ers evne til på et afbalanceret grundlag at deltage i økonomien for offentligt vare- og tjenesteforbrug. Det er vigtigt, at offentlige e-indkøbssystemer gennemføres på en sådan måde, at der tages hensyn til SMV'ers særlige behov. Hvis ikke regeringerne gør en særlig indsat på dette område, vil mange SMV'er komme til at lide under det.

3.1.7

For at lette SMV'ers deltagelse i e-indkøbsprocesser bør der gøres en indsats for at mindske kompleksiteten og omkostningerne ved at overholde EU's regler for offentlige indkøb.

3.1.8

Man kunne overveje at udvikle nationale og regionale internet-portaler for handel – i lighed med Singapore-modellen – for at sikre en let og effektiv deltagelse for SMV'er i den nye økonomi og for at optimere de almindelige økonomiske fordele, der er forbundet med udstrakt gennemførelse af e-handelsprocesser.

3.2.1

Virksomhederne er i sidste ende afhængige af deres forvaltning og ledelse i forbindelse med indførelsen af vigtig, ny teknologi og ændringen af forretningsprocedurer. Dette gælder især for SMV'er. De fleste SMV-ledere har dog en begrænset forståelse for ikt og dens potentielle fordele, og denne manglende forståelse er en alvorlig hindring for indførelsen af ikt og e-business.

3.2.1.1

EØSU støtter Kommissionens forslag om, at politiske initiativer bør sigte mod at forbedre videnoverførslen til SMV'er gennem SMV-støttenetværk og workshopper.

3.2.1.2

Udvalget er også helt enig med Kommissionen i behovet for at udvikle casestudie-eksempler, der over for SMV'er skal demonstrere fordelene og enkeltheden ved at gennemføre e-business-processer. Casestudierne skal være specifikke og lokale i forhold til de SMV'er, de henvender sig til, for at være relevante. Det ville også være nyttigt at inkludere analyser og økonomiske fordele i casestudierne. Det vil i sidste ende være de langsigtede økonomiske fordele ved at anvende ikt i gennemførelsen af e-business-processer, der vil få de fleste ledere til at omlægge deres virksomheder.

3.2.2

Ud over uddannelse i ikt og e-business, hvilket er et langsigtet politisk mål, har SMV-ledere brug for råd og vejledning i forbindelse med, hvilke muligheder de har inden for e-business. Den slags råd opnås bedst gennem informerede rådgivere i deres støttenetværk, navnlig gennem repræsentative erhvervs- og industriorganisationer. Der bør gøres en særlig indsats for at sikre, at antallet og kvaliteten af sådanne rådgivere lever op til opgaven. Der er endvidere behov for passende uddannelse og rådgivende initiativer, hvis man skal nå SMV-lederne og give dem den nødvendige indsigt.

3.2.3

Skatteincitamenter i tilknytning til specifikke målelige initiativer bør overvejes med det formål at gøre det lettere for ledere at tage e-business-initiativer i deres virksomheder. Der kunne ydes skattelettelse for etablerings- og driftsudgifter, så man dermed gjorde en mere udbredt anvendelse af ikt i SMV'er økonomisk attraktiv.

3.2.3.1

EØSU er enig i, at man bør være opmærksom på at harmonisere sådanne incitamenter på retfærdig vis i hele EU, så lige konkurrence opretholdes. Det er også afgørende, at skatteincitamenter overvåges nøje for at sikre, at de kun anvendes til deres tilsigtede formål.

3.2.4

For at kunne håndtere den betydelige forandring, der kræves af SMV'er, hvis de skal klare sig i den hurtigt fremvoksende nye økonomi, er der brug for intensiv og løbende uddannelse. Alle overvejelser vedrørende politiske initiativer til fremme af uddannelse blandt SMV'er — ledelsesekspertise, teknologifærdigheder og strategiske valgmuligheder – bør medtænke behovet for at fremme sociale netværk og en vedvarende dialog mellem SVM'er.

3.3.1

SMV'er befinder sig i en yderst ugunstig situation i forbindelse med ikt- og e-business-færdigheder:

3.3.1.1

Ikt- og e-business-færdigheder er således vanskelige at tilvejebringe og meget dyre for SMV'er. Dette er en stor hindring for indførelsen af e-business-processer for SMV'er.

3.3.1.2

De ovennævnte initiativer med sigte på videnoverførsel vil være til stor gavn, når virksomhedsledere skal træffe nogle af de nødvendige strategiske beslutninger. Der vil dog altid være brug for specialiseret ekspertrådgivning og -støtte i forbindelse med gennemførelse, løbende vedligeholdelse og forvaltning af vigtige e-business-projekter.

3.3.1.3

SMV'er kan opnå noget af denne ekspertise fra deres støttenetværk. Skatteincitamenter og tilskud kan også være en hjælp til at hyre den nødvendige ekspertise og til at uddanne medarbejdere – ethvert skatteincitament bør dog overvåges nøje for at sikre, at det kun anvendes til det tilsigtede formål. Der bør også tilskyndes til netværkssamarbejde og udveksling af ekspertise blandt e-business-ekspertcentre.

3.3.2

Efterhånden som behovet for ikt-konsulenter stiger, vil det være ønskeligt med en kvalitetskontrol af praktiserende konsulenter for at beskytte SMV'er mod skruppelløse og inkompetente ikt-fagfolk. Det vil være nyttigt med en kvalitetscertificeringsproces og en adfærdskodeks for ikt- og e-business-konsulenter, der arbejder sammen med SMV'er under godkendte ordninger. Politisk støtte (f.eks. skattebistand) kan begrænses til SMV'ers brug af kvalificerede konsulenter.

3.3.3

Beslutningstagerne må indse, at der er behov for en bredere og mere omfattende uddannelse af arbejdsstyrken, hvis man skal kunne leve op til kravene fra det 21. århundredes videnbaserede økonomi, der er stærkt afhængig af ikt- og e-business-processer. Eksisterende programmer skal udvides, så de når flere mennesker i økonomien og kommer til at omfatte dybden og bredden af den nødvendige uddannelse. Denne uddannelse skal påbegyndes i skolerne og fortsætte gennem initiativer om livslang uddannelse, understøttet af passende sociale netværk. EØSU bifalder, at Kommissionen slår så kraftigt til lyd for anvendelsen af e-læringsteknikker og –applikationer i SMV'er som et supplement til den traditionelle måde at uddanne personale på.

3.3.4

Beslutningstagerne skal tage hensyn til den sociale dimension af indførelsen af e-business. Samfundet som helhed bør være engageret og medvirke til at støtte indførelsen af e-business og til at se fordelene ved e-business for alle.

3.4.1

SMV'er har brug for adgang til økonomisk overkommelige og relevante e-business-løsninger. På trods af, at SMV'er udgør mere end 99 % af alle virksomheder, er de fleste e-business-applikationer såsom »Customer Relationship Management«-systemet (CRM) skræddersyet til de store virksomheders behov. SMV'er har brug for omkostningseffektive løsninger, der kan gennemføres på hurtig og enkel vis, og som er skræddersyet til deres særlige behov. Der er mangel på den slags løsninger i dag.

3.4.1.1

Der er behov for - under udnyttelse af og hensyntagen til de muligheder, ikt indebærer — at tage politiske initiativer til fremme af udviklingen af SMV-venlige ikt- og e-business-løsninger, som også reelt dækker disse virksomheders behov (1). EØSU stiller sig positivt til det forslag, der fremsættes i meddelelsen, om at SMV'er bør samarbejde med store ikt-virksomheder for at skabe løsninger, der dækker SMV-sektorens faktiske behov, men afventer de konkrete resultater af disse forslag, som vil blive vurderet, når tid er (2). Udvalget bifalder desuden, at der lægges stor vægt på SMV'ers deltagelse i det 6. FTU-rammeprogram, og at der under dette program skal ydes støtte til udvikling af »open source software« (OSS) og interoperable e-business-løsninger, som er nyttige og så teknisk dækkende, at de kan tilbyde SMV'erne brugbare og nyttige løsninger (3).

3.4.1.2

I det 6. FTU-rammeprogram er der hidtil, på trods af erklæringer herom og den foreliggende programmering, ikke tegn på SMV'ers direkte inddragelse, i og med at SMV'er i langt de fleste tilfælde ikke har den passende infrastruktur, know how, den teknologiske viden og det fuldt uddannede personale til at kunne deltage troværdigt og drage reelle fordele heraf.

3.4.2

En forenkling af den EU-dækkende patentprocedure vil gøre det lettere at markedsføre nye applikationer og teknologier for SMV'er. I dag udgør de tyngende og omkostningskrævende patentprocedurer en hindring for, at mindre innovationer har lave omkostninger.

3.4.3

Kommissionens forslag om at fremme e-business-interoperabilitet via nationale test-beds er inspirerende. Det er en ide, der bør videreudvikles. Det vil være en klar fordel for SMV'er, hvis forslaget blev gennemført som skitseret i Kommissionens vision. EØSU er dog ikke sikker på, at den private sektor vil være tilstrækkeligt motiveret til at gennemføre planen på tilstrækkelig bred sigt, som foreslået af Kommissionen.

3.4.4

For at stimulere innovation og iværksætterkultur blandt SMV'er i forbindelse med deltagelsen i udviklingen af ikt-applikationer bør beslutningstagerne overveje at lade en vis procentdel af de statslige ikt-bevillinger gå til SMV'er.

3.5.1

E-markedspladser får stadig større relevans for SMV'er i nogle sektorer, men mange SMV'er i disse sektorer forstår ikke fuldt ud, hvordan business-to-business-e-markedspladserne (B2B) fungerer, og har heller ikke den nødvendige ikt-infrastruktur til at udnytte de muligheder, disse markeder tilbyder. Der er brug for politiske initiativer til at uddanne de pågældende SMV'er og hjælpe dem med at løse de tekniske, økonomiske og retlige adgangsproblemer. EØSU opfordrer også ejere og ledere af SMV'er til at blive bevidste om de særdeles komplicerede vilkår, der opstår på verdensplan med ophævelsen af handelshindringerne og brugen af nye teknologiske fremskridt, samt til at udvise modet til at foretage den nødvendige modernisering af deres virksomheder, så de kan leve op til de nye yderst krævende vilkår for den internationale konkurrence.

3.5.2

EØSU opfordrer Kommissionen til eventuelt at overveje en kvalitetscertificeringsproces for e-markedspladser, der gør det lettere at finde ud af, hvilke websteder der drives ved hjælp af bedste praksis.

3.5.3

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at være særligt opmærksomme på SMV'ernes særlige behov under gennemførelsen af de offentlige e-indkøbssystemer og beder Kommissionen om at fortsætte sine initiativer med henblik på en reel samordning på europæisk plan.

3.5.4

Samarbejdsbaserede e-business-netværk giver SMV'er mange potentielle fordele, og udvalget støtter fuldt ud politiske initiativer til at anspore en udvikling af disse netværk. Ud over de direkte kommercielle fordele, der er ved at forene flere SMV'ers styrke, så de kan byde på større og mere komplicerede kontrakter, end de ellers ville kunne, gør sådanne netværk det også lettere at overføre viden og afhjælpe den tidligere omtalte mangel på kvalifikationer og viden. SMV'er kan også samarbejde om at udvikle e-business-applikationer, der opfylder deres særlige behov. Der bør overvejes politikker, herunder økonomisk støtte, til udbredelse af sådanne netværk.

3.5.5

SMV'erne frygter, at forretningshemmeligheder og intellektuelle ejendomsrettigheder kan være truet, når de inddrages i e-markeder og samarbejdsnetværk. Hvis Kommissionen og de politiske beslutningstagere på nogen måde kan garantere, at denne frygt er ubegrundet, vil det anspore en øget inddragelse.

3.6.1

EØSU opfordrer Kommissionen til at tage de tre aktionslinjer op til fornyet overvejelse og at gøre status over gennemførelsen af de enkelte aktioner på nationalt og europæisk plan, som er opregnet i meddelelsen om støtte til SMV'er i forbindelse med digitaliseringen, samt at uddrage de relevante konklusioner med hensyn til eventuelle forsinkelser.

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 108/29

1.1.1

Dette direktivforslag er en omarbejdning af Rådets direktiv 70/156/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil.

1.1.2

Dette direktiv er det vigtigste retsinstrument i gennemførelsen af det indre marked inden for automobilsektoren. Landbrugstraktorer vil blive inkluderet i denne procedure efter vedtagelsen af et nyt direktiv, der ændrer rammedirektiv 74/150/EØF af 4. marts 1974. Udvalget afgav udtalelse om dette emne den 16. april 1969 (1).

1.1.3

Kommissionen mener, at tidspunktet nu er kommet til at udvide de principper, der hidtil er blevet udviklet for andre køretøjsklasser, til også at omfatte erhvervskøretøjer.

1.1.4

Efter først at have sammenskrevet de tekniske bilag til direktiv 70/156/EØF til et enkelt dokument er det foreliggende direktivforslag (omarbejdning) nu det næste trin i omarbejdelsen af bestemmelserne. Det bliver således fra og med 2007 muligt at anvende en godkendelsesprocedure, der dækker alle kategorier af erhvervskøretøjer, mens jo EU-godkendelse af privatbiler har været obligatorisk siden 1. januar 1998 og siden 17. juni 1999 for motorcykler og knallerter.

1.1.5

Kommissionen mener, at man med vedtagelsen af det foreliggende direktivforslag, som erstatter direktiv 70/156/EØF, der er blevet ændret 18 gange, får en bedre struktureret tekst, som vil være til stor fordel for fabrikanter, medlemsstater og ansøgerlande.

1.2.1

Kommissionen præciserer, at medlemsstaterne er blevet underrettet via Kommissionens arbejdsgruppe for motorkøretøjer (Motor Vehicle Working Group - MVWG). Desuden har Kommissionen taget hensyn til det arbejde, der er udført af OTA-arbejdsgruppen (Operationnality of Type-Approval), og den har også i vidt omfang taget hensyn til TAAM-arbejdsgruppens arbejde (Types-Approval Authorities Meeting). Et flertal af medlemsstaternes eksperter støtter forslaget, men nogle har udtrykt forbehold med hensyn til, om det skulle være valgfrit eller obligatorisk at anvende direktivet på erhvervskøretøjer.

1.2.2

Kommissionen understreger, at direktivforslaget har særdeles omfattende virkninger. I skemaet i begrundelsens pkt. 5.2 (bilag 1 til denne udtalelse) sammenligner Kommissionen den samlede årlige produktion i USA, Japan og EU-15 af personbiler, lette lastbiler og tunge erhvervskøretøjer. Selv om denne produktion er stagnerende i EU-15, er det beklageligt, at Kommissionen ikke har tilføjet en kolonne med overslag for de 12 tiltrædelseslande, i hvilke vestens industri foretager store investeringer, som fører til en større national produktion. (2) Samtidig anfører Kommissionen, at antallet af erhvervskøretøjer i EU-15 vil stige fra 24 829 000 i 2000 til 32 867 000 i 2014. EØSU er godt klar over, at direktivforslaget vil omfatte mange millioner køretøjer, men ser gerne, at Kommissionen uddyber sine taloplysninger nærmere og gør dem mere klare, eftersom EU-15 bliver til EU-27 i 2014, og de tolv nye medlemslande har en meget højt vækstrate.

1.2.3

Kommissionen understreger, at bilindustrien har været inddraget fra de tidligste stadier af drøftelserne og har været en vigtig bidragyder med hensyn til udvikling af konceptet for procedurerne for etapevis typegodkendelse. Kommissionen siger endvidere, at industrien generelt går ind for Kommissionens forslag, hvis der indbygges tilstrækkeligt lange frister til at give fabrikanterne, inkl. karrosserifabrikanterne, tid til at efterkomme kravene med hensyn til typegodkendelse.

1.3.1

I direktivforslaget bemærkes, at

1.3.2

Direktivforslaget udgør en sammenhængende helhed, som i betydeligt omfang forenkler typegodkendelsesprocedurerne for fabrikanterne.

2.1

I en aktuel udtalelse om forslaget til direktiv om beskyttelse af fodgængere og om ændring af direktiv 70/156/EØF (CESE 919/2003) (3) har EØSU fremsat nogle anbefalinger, hvoraf visse skal gengives i denne udtalelse.

2.2

EØSU bifalder og støtter Kommissionens forslag om at omarbejde et direktiv, der er blevet ændret 18 gange, og harmonisere de gældende regler; derved forenkles procedurerne, og udviklingen af det indre marked fremmes.

2.3

Dog indeholder denne omarbejdning af direktiv 70/156/EØF også et mere overordnet mål om forbedring af trafiksikkerheden og miljøbeskyttelsen, som EØSU ikke mener er tilstrækkeligt udbygget.

2.4

EØSU minder derfor endnu en gang om, at det vigtigste mål med at indføre en obligatorisk EU-godkendelse er »at øge sikkerheden ved brug og beskytte fører og passagerer ved sammenstød, samtidig med at der tages hensyn til miljøet.« Denne målsætning bør indgå i en overordnet strategi, som stiler højere end til blot at iværksætte nogle foranstaltninger, som sigter mod at minimere konsekvenserne af et sammenstød eller af, at en komponent, et system eller en bærende del af køretøjet svigter.

2.5

I den nævnte udtalelse om beskyttelse af fodgænger pegede EØSU på tre forebyggelsesområder, som ligeledes bør være at finde i begrundelsen for dette omarbejdede direktiv:

2.6

EØSU opfordrer derfor igen Kommissionen– selv om det drejer sig om et teknisk direktiv – til at ændre og supplere begrundelsen i direktivforslaget på baggrund af de føromtalte forslag, som tager sigte på en videreudvikling af »indholdet af den overordnede politik inden for forebyggelse af trafikulykker.«

3.1

I betragtning af direktivforslagets indvirkning og dets konsekvenser for EU's bilindustri støtter EØSU branchens krav om at få tilstrækkeligt lange frister til at gennemføre direktivet. Udvalget forstår dette krav og finder det velbegrundet, især for karosserifabrikanterne. EØSU har ikke det fornødne informations- og vurderingsgrundlag, men mener, at den foreslåede tidsplan for gennemførelse af direktivet, som alt efter typen af køretøjer strækker sig fra 1. januar til 1. januar 2012 (Art. 40 og Bilag XVI), er rimelig.

3.2

Derimod forstår EØSU ikke visse regeringseksperters forbehold. Udvalget kunne godt tænke sig at kende baggrunden for, at nogle fremførte, at man kun kunne forvente en minimal forbedring af trafiksikkerheden eller miljøet ved obligatorisk anvendelse, men at fabrikanternes omkostninger ville blive forøget. EØSU er ikke enig heri, men føler sig tværtimod overbevist om, at direktivforslaget vil have en positiv virkning på sikkerheden og miljøet, forudsat at udvalgets forslag om udvikling af en overordnet strategi imødekommes inden for en rimelig frist.

3.3

Omkostningerne for fabrikanterne vil uden tvivl blive store, men dog acceptable, når de indfases over 10-20 år. EØSU ønsker derfor, at man sammen med alle de involverede parter foretager en evaluering af omkostningerne ved det foreliggende direktiv, og at man undersøger bilindustriens mulighed for at bære disse omkostninger inden for disse lange frister. EØSU mener, at det er bedre at forlænge fristerne for virksomhedernes gennemførelse af direktivet end at fastsætte nogle frister, som ikke kan overholdes, og som vil få konsekvenser for beskæftigelsen, omkostningerne, og endda virksomhedernes (herunder underleverandørernes) overlevelsesmuligheder. Her forud for udvidelsen og i lyset af de økonomiske problemer, som EU står overfor, vil en sådan forudgående evaluering både være relevant og leve op til forsigtighedsprincipperne.

3.4

Angående restkøretøjer, som omhandles i art. 26, stk. 3, bør landenes svarfrist forkortes fra 3 til 1 måned for at mindske lageromkostningerne.

3.5

I sin udtalelse om »Landbrugstraktorer« (4), som handler om typegodkendelse af landbrugsmateriel og landbrugstraktorer, gjorde EØSU Kommissionen opmærksom på det voksende marked for de motorkøretøjer, der kaldes »motoriserede quadricykler«. Eftersom denne køretøjstype hverken figurerer i det foreliggende direktiv eller i direktivet om landbrugsmateriel og landbrugstraktorer, understreger EØSU, at det haster med at harmonisere typegodkendelsen af disse motoriserede quadricykler i EU.

4.1

EØSU sætter pris på den forenkling og gennemsigtighed, som vil være resultatet af omarbejdningen af direktiv 70/156/EØF.

4.2

Selv om der er tale om et teknisk direktiv, opfordrer EØSU Kommissionen til under punkt 3, »Baggrund«, i begrundelsen at understrege, at hovedformålet er at styrke »sikkerheden« under brug af motorkøretøjer ikke kun for at beskytte fører og passagerer, men også for at undgå kollision med andre trafikanter, dvs. fodgængere, cyklister og andre køretøjer.

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 108/32

1.1

Med sit forslag (KOM(2003) 522 endelig) til Rådets direktiv ønsker Kommissionen at konsolidere direktiv 88/77/EØF om emission af forurenende luftarter fra motorer i erhvervskøretøjer og alle de efterfølgende ændringsforslag, som Europa-Parlamentet og Rådet allerede har vedtaget, i én enkelt tekst.

1.2

Som krævet i artikel 4 og 7 i direktiv 1999/96/EF foreslår Kommissionen desuden tre nye bestemmelser vedrørende hhv. indførelse af egendiagnosesystemer (OBD) (1), sikring af holdbarheden af emissionskontrolsystemer og sikring af overensstemmelsen af emissionskontrolsystemer i brug.

1.3

Kommissionens forslag om disse tre nye bestemmelser er opbygget på en anden måde end de eksisterende direktiver om typegodkendelse af motorkøretøjer. Det afspejler viljen til at effektivisere beslutningsprocessen og forenkle den foreslåede lovgivning, så Europa-Parlamentet og Rådet i højere grad kan fokusere på politisk styring og indhold, mens det overlades til Kommissionen at vedtage de relevante bestemmelser til gennemførelse af disse politiske aspekter.

1.4

Kommissionen har valgt en todelt fremgangsmåde, hvor forslagsstillelse og vedtagelse af lovgivning sker ad to forskellige, men parallelle veje. Denne fremgangsmåde giver følgende opdeling:

1.4.1

På den ene side vil de grundlæggende bestemmelser blive fastlagt af Europa-Parlamentet og Rådet i et direktiv efter den fælles beslutningsprocedure baseret på traktatens artikel 251, som fastsætter de grundlæggende principper for de nye bestemmelser (forslag efter den fælles beslutningsprocedure).

1.4.2

På den anden side vil de tekniske specifikationer til gennemførelse af de grundlæggende bestemmelser blive fastlagt i et direktiv, som vedtages af Kommissionen med bistand fra et forskriftsudvalg (forslag efter udvalgsproceduren).

1.5

Det foreliggende dokument, KOM(2003) 522 endelig, svarer til direktivforslaget, som er underlagt den fælles beslutningsprocedure (se pkt. 1.4.1 ovenfor), medens direktivforslaget, som er underlagt udvalgsproceduren, endnu ikke foreligger.

2.1

Kommissionen har med sin udformning af det foreliggende dokument klart fremhævet og adskilt den del, der vedrører indførelsen af nye bestemmelser, fra den del, der vedrører konsolideringen af direktivet, og som svarer til de ændringsforslag, der allerede er blevet vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet.

2.2

Kommissionen foreslår, at ikrafttrædelsesdatoerne for de nye bestemmelser vedrørende egendiagnosesystemer, sikring af holdbarheden af emissionskontrolsystemer og sikring af emissionskontrolsystemers overensstemmelse bliver sammenfaldende med de foreslåede ikrafttrædelsesdatoer for Euro 4- og 5-standarderne.

2.3

Egendiagnosesystemer (OBD): Kommissionen foreslår, at de indføres i to på hinanden følgende etaper med følgende ikrafttrædelsesdatoer:

2.3.1

I første etape kræves det, at egendiagnosesystemet er i stand til at detektere opståede fejl i motorkontrolsystemet, såfremt de pågældende fejl giver anledning til emissionsoverskridelser. Egendiagnosesystemet skal desuden være i stand til at detektere »væsentlige funktionsfejl« ved eventuelle systemer til efterbehandling af udstødningsgassen, som f.eks. partikelfiltre og/eller katalysatorer.

2.3.2

I anden etape kræves det, at egendiagnosesystemet er i stand til at detektere ikke alene opståede fejl i motorkontrolsystemet, men også eventuelle effektivitetsforringelser i systemerne til efterbehandling af udstødningsgassen, som kunne give anledning til emissionsoverskridelser for udstødningsgassen.

2.4.1

Kommissionen foreslår, at der fastlægges følgende levetider for de køretøjer (2), hvori de motorer, der er omfattet af det foreliggende direktiv, vil blive installeret:

2.4.2

Fra og med oktober 2005 skal en fabrikant, der ansøger om typegodkendelse af en ny motor, godtgøre, at den overholder emissionsgrænseværdierne i hele den normale levetid af det køretøj, hvori den skal installeres.

2.4.3

Fra og med oktober 2006 skal alle motorer, der er monteret i nye køretøjer, overholde dette krav.

2.5

Vurdering af overensstemmelse i brug: De ovenfor fastlagte normale levetider for erhvervskøretøjer gælder også i forbindelse med vurdering af overensstemmelse af motorer i brug.

3.1

EU's udvidelse kræver, at der udarbejdes konsoliderede udgaver af de vigtigste direktiver for at skabe større klarhed og transparens. Vedtagelsen af den konsoliderede udgave af direktiv 88/77/EF er derfor nødvendig, og EØSU lykønsker Kommissionen med løsningen af denne opgave.

3.2

EØSU er enig i, at der ikke er behov for en særlig debat om indholdet af direktivet i forbindelse med konsolideringen, da det svarer til valg, som EØSU (3), Europa-Parlamentet og Rådet tidligere har godkendt.

3.3

Kommissionen har valgt en todelt fremgangsmåde, hvor forslagsstillelse og vedtagelse af teknisk lovgivning sker ad to forskellige, men parallelle veje.

3.3.1

Ved at adskille de grundlæggende bestemmelser, som de foreslåede foranstaltninger bygger på, fra de tekniske specifikationer, som er nødvendige for deres gennemførelse, kan man på afgørende måde bidrage til en forenkling og afkortelse af lovgivningsprocessen.

3.3.2

EØSU kan derfor tilslutte sig Kommissionens fremgangsmåde i forbindelse med forslaget om nye bestemmelser om indførelse af egendiagnosesystemer (OBD), foranstaltninger til sikring af emissionskontrolsystemers holdbarhed og disses overensstemmelse i brug.

3.3.3

De tekniske specifikationer for foranstaltningernes gennemførelse kan således drøftes og fastlægges af eksperter, som medlemsstaterne stiller til Kommissionens rådighed gennem udvalget for tilpasning til den tekniske udvikling.

3.3.4

EØSU opfordrer Kommissionen til også at tage hensyn til industriens og de øvrige interesserede parters bidrag til fastlæggelsen af de tekniske specifikationer.

3.4

EØSU må desværre påpege, at Kommissionens forslag om egendiagnosesystemer, holdbarhed og overensstemmelse i brug fremlægges med en betydelig forsinkelse i forhold til de frister, der er fastlagt i direktiv 1999/96/EF, artikel 4 og 7, og nævnt i punkt 1.2.

3.5

Det bør også fremhæves, at datoerne for ikrafttrædelse af de nye bestemmelser, der foreslås, er betænkeligt nærtforestående.

3.5.1

Eventuelle forsinkelser i vedtagelsen af de to parallelle direktiver, der følger hver sin procedure (hhv. den fælles beslutningsprocedure og udvalgsproceduren), ville forhindre industrien i i tide kunne opnå typegodkendelse af de motorer, der efter planen skulle markedsføres i 2005.

4.1

Indførelsen af OBD-systemer for motorer i europæiske erhvervskøretøjer vil finde sted betydeligt tidligere end på andre markeder, herunder de amerikanske og japanske markeder. Man vil derfor ikke hve nogen forudgående erfaring, i modsætning til da OBD-systemerne blev indført for personbiler.

4.2

For at kunne være klar i 2005 har de europæiske motorfabrikanter for flere år siden måttet iværksætte konstruktionsprogrammer og programmer for udarbejdelse af OBD-systemer på grundlag af deres egne forslag og debatter, der har været afholdt i MVEB (4), hvor der foruden Kommissionen også sidder eksperter fra medlemsstaterne.

4.2.1

Man har forlængst nået det punkt, hvor der ingen vej er tilbage. Systemernes grundlæggende strategier kan ikke længere ændres, og man er nu gået videre til at finjustere systemerne.

4.2.2

Forsinkelser i offentliggørelsen af den endelige udgave af de to parallelle direktiver vil derfor få alvorlige konsekvenser. Indføjelse af uforudsete ændringer ville forhindre overholdelsen af bestemmelsernes ikrafttrædelsesdato.

4.3

Det er nødvendigt at påvise emissionskontrolsystemernes effektivitet, hvilket indebærer afprøvninger, som kræver et passende forvarsel. Det skal understreges endnu en gang, at forsinkelser mht. offentliggørelsen af de to parallelle direktiver i deres endelige udgave kunne forvolde betragtelige vanskeligheder.

5.1

EØSU hilser den nye todelte metode, som Kommissionen forsøgsvis vil anvende i forbindelse med dette direktivforslag, varmt velkommen. Ved at adskille de grundlæggende bestemmelser og lovgivningens politiske målsætninger fra de tekniske specifikationer, som er nødvendige for deres gennemførelse, opnår man at forenkle og afkorte lovgivningsprocessen.

5.2

Kommissionens forslag bør efter EØSU's mening vedtages hurtigst muligt af Europa-Parlamentet og Rådet.

5.3

EØSU håber, at Rådet og Europa-Parlamentet vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at nå frem til en fælles holdning, så dette direktivforslag kan vedtages inden april 2004. Yderligere forsinkelser ville så alvorlig tvivl om muligheden for at overholde de planlagte ikrafttrædelsesdatoer for de nye bestemmelser om kontrolsystemernes holdbarhed og OBD-systemerne.

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 108/35

—

at udviklingen af de transeuropæiske transportnet bør betragtes som en væsentlig forudsætning for økonomisk og social samhørighed i det nye Europa, og

—

at der bør sikres en konsekvent og bæredygtig forbedring af mobiliteten i Europa med henblik på at opnå en harmonisk vækst i kontinentets økonomiske og sociale struktur.

1.1

Det italienske formandskab har gjort det til en af sine hovedmålsætninger at puste nyt liv i den europæiske transportinfrastrukturpolitik. Selv om Tyskland og Frankrig kort tid efter pointerede, at tyngdepunktet i dette »vækstinitiativ for Europa« ikke burde ligge på transportinfrastrukturerne alene, men også måtte omfatte energinet, telekommunikation, forskning og udvikling, er det yderst rimeligt at fokusere på transportinfrastrukturerne. Hvis man gør status over, hvor langt man er nået med gennemførelsen af de transeuropæiske transportnet (TEN-T) gennem de seneste ti år, er facit ret så nedslående. Ikke desto mindre har Europa-Kommissionen reageret herpå ved at udarbejde en meddelelse, som tager passende højde for den bredere indfaldsvinkel og forsøger at udmønte denne i en strategi for større beskæftigelse (2).

1.2

På baggrund af dels den forestående EU-udvidelse og ændringerne i den geostrategiske situation i Europa, dels prognoserne for trafikudviklingen såvel set under ét som for de enkelte transportformer, dels det voksende fokus på konsekvenserne for miljøet og dels de ringe vækstudsigter for EU samt følgerne heraf for beskæftigelsen må man stille det spørgsmål, om vi kan leve op til udfordringerne, hvis vi ikke sætter et klart signal for et fælles europæisk initiativ inden for transportinfrastrukturudvikling. Her er det ikke nok at køre videre efter den traditionelle opskrift – vi må have mod til at udvikle nye instrumenter.

1.3

Den 4. september 2003 vedtog EØSU's Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet (TEN) og Kommission V »Store infrastrukturprojekter og -net« under Italiens nationale råd for økonomi og beskæftigelse (CNEL) en fælles resolution i Rom. Heri pointeres, at det haster med at udbygge de paneuropæiske transportkorridorer i Syd- og Østeuropa for dermed at tilvejebringe de nødvendige forudsætninger for udvikling af transportsystemet i hele Middelhavsregionen, som efter udvidelsen af EU vil komme til at spille en ny økonomisk, social og strategisk rolle – som understreget i Napoli-chartret. Nettet af eksisterende korridorer skal suppleres med vigtige forbindelser som f.eks. Adriaterhavs-korridoren mellem korridor V og korridor VIII. Samtidig skal der tages velafvejet hensyn til alle regioners interesser, herunder de vanskeligt stillede områder i det nuværende EU-15 samt Nordeuropa. Udviklingen af disse paneuropæiske net kræver mere støtte i såvel teknisk-organisatorisk som økonomisk henseende.

1.4

Ti år efter at de første grundlæggende skridt mod opbygningen af TEN-T blev taget, har Europa-Kommissionen ladet en ekspertgruppe under ledelse af Karel Van Miert gøre status (3). Ikke alene kan det konstateres, at gennemførelsen af de planlagte projekter fortsat halter langt bagefter i forhold til de fastsatte tidsfrister, men også at de offentlige trafikinvesteringer samlet set er gået tilbage, fra 1,8 % af BNP i 1980 til under 1 % af BNP i 1990'erne. Europa-Kommissionen fremlagde derefter den 1. oktober 2003 et forslag om tilpasning af retningslinjerne for det transeuropæiske transportnet til behovene i det udvidede EU (4). Formålet er at skabe et sammenhængende net mellem nye og gamle medlemsstater og at fremskynde gennemførelsen af prioriterede projekter. EØSU vil med de følgende bemærkninger yde endnu et bidrag til denne TEN-T-strategi.

1.5

De transeuropæiske transportnet er en væsentlig forudsætning for økonomisk og social samhørighed i det udvidede EU, og samtidig ud over dettes grænser. EU's nye og gamle nabolande skal være partnere i dette projekt, som ikke bare involverer hele det europæiske kontinent, men rækker endnu videre.

1.6

De tre paneuropæiske transportkonferencer i Prag (1991), på Kreta (1994) og i Helsingfors (1997) (5) skabte grundlaget for et net af hovedtransportakser (korridorer), og samtidig nåede man på konferencerne til enighed om transportpolitiske målsætninger, hvori indgik en vifte af energipolitiske, miljøpolitiske, sociale og økonomiske principper, med henblik på at skabe retfærdige og velafbalancerede konkurrencevilkår. Dette princip om transportpolitisk samarbejde ud over EU's grænser er også nødvendigt i fremtiden, hvilket Europa-Kommissionen bør medtænke og understøtte i sit arbejde.

1.7

Infrastrukturprojekter af europæisk interesse opfylder først deres funktion, hvis de afspejler og tilgodeser økonomiske, politiske og sociale interesser. Her er det ikke nok med samarbejde fra trafikministrenes side – der kræves deltagelse fra erhvervssammenslutninger, transportforetagender, fagforeninger samt miljø- og forbrugersammenslutninger, som må udfolde sig på tværs af grænserne. I den forbindelse er medlemskab af EU ikke nok i sig selv. De praktiske erfaringer med konkretiseringen af TEN viser således, at drivkraften bag gennemførelsen af »europæiske« transportveje skal findes i en samfundsbåret »europæisk« forståelse og konsensus, som tager højde for de økonomiske og sociale realiteter. EØSU foreslår, at disse erfaringer med »korridor-strategien« overføres til TEN-T, således at dette potentiale bliver udnyttet.

1.8

Det giver anledning til at stille en række konkrete krav til revisionen af TEN-retningslinjerne, som også indebærer en videreførelse af arbejdet med korridorerne:

1.8.1

TEN-transportakserne og –korridorerne skal sammenkitte det indre marked og styrke de økonomiske og sociale forbindelser til nabolandene. De skal i første række tilvejebringe optimale forbindelser mellem økonomiske områder og skal om nødvendigt justeres, så de lever op til dette krav. Dette er hidtil sket yderst sjældent, om overhovedet, og da på en måde, som har været vanskelig at kontrollere. Undertiden anføres videnskabelige detailstudier som belæg, men modstridende resultater og synspunkter refereres sjældent. Et realistisk billede får man først, hvis også organisationernes holdninger og erfaringer inddrages. Europa-Kommissionen har hidtil benyttet sig alt for lidt af dette instrument.

1.8.2

TEN-korridorernes intermodalitet skal sikres, hvortil kræves klare kvalitetskriterier. Sådanne skal udvikles og gennemføres for hver enkelt transportakses eller korridors vedkommende, og der må derfor indføres et obligatorisk krav om intermodalitetsstrategier og handlingsplaner.

1.8.3

Der bør fokuseres kraftigere på miljøvenlig udnyttelse af de indre vandveje (se også punkt 2.3.8); hertil hører inddragelse af havnene, særlig fremme af indre vandvejskorridor VII (6), Donau, sammenkoblingen med skinnetransportlinjer samt passende tekniske og sociale bestemmelser for transport af indre vandveje.

1.8.4

Der er stadig ikke gjort nok for at styrke søtransport over korte afstande og integrere denne transportform på passende vis i TEN/korridor-planlægningen. Opgraderingen af søforbindelserne i Europa-Kommissionens nye forslag må derfor bifaldes på det kraftigste. Netop i forbindelse med bestræbelserne på at fremme disse transportydelser gælder det endnu engang om at garantere sikkerhedsstandarderne og sikre passende sociale vilkår. Desuden må man medtænke miljøeffekten, når det drejer sig stærkt trafikerede søforbindelser (f.eks. ved indsejlingen til Østersøen) og kystnære ruter.

1.8.5

Der bør opstilles ambitiøse, men samtidig realistiske målsætninger for udbygningen af jernbanetransporten med særlig hensyntagen til grænseoverskridende samarbejde og tilkoblingen af søhavne, og samtidig bør man overvåge gennemførelsen af disse målsætninger. Når man diskuterer nye bompengesystemer for vejtransporten (7), må der skabes alternativer. Som eksempler til efterfølgelse kan nævnes en række vigtige tiltag vedrørende jernbanetransportsamarbejde i korridor IV (8) og X (9).

1.8.6

Der må investeres mere i bevarelsen og udbygningen af transportinfrastrukturerne, og EU's finansieringsrammer bør forbedres, lige som der bør stilles skærpede krav om overholdelse af den »europæiske« projektplanlægning. Samtidig er budgetressourcerne begrænsede, og det er vigtigt, at der er samlet balance i udviklingen. Det indebærer, at udbygningen af eksisterende infrastrukturer må have forrang frem for nybyggeri, og at investeringer i hovedtransportakserne ikke må ske via afgifter, som rammer det regionale transportsystem. Det bør som helhed efterprøves, om tilkoblingen af regionale transportnet langs TEN/korridorer er lykkedes optimalt.

1.8.7

TEN's/korridorernes succes er betinget af, at miljøinteresser, sikkerhed og forbrugerbeskyttelse bliver tilgodeset på en måde, som er synlig for enhver. Transport, sikkerhed og bæredygtighed er uadskilleligt forbundne. Derfor bør sociale hensyn – og ikke kun for de beskæftigede i transporterhvervet – vægtes lige så højt som økonomiske imperativer. Dertil hører også en miljøvenlig udformning af vejtransporten og en styrkelse af den offentlige personbefordring. TEN-retningslinjerne skal, som det oprindelig var tanken, suppleres med disse kvalitative kriterier, som giver en nærmere beskrivelse af f.eks. tjenesteydelseskvalitet, sikkerhed, transportens indvirkning på miljøet, arbejdsvilkår og personalets kvalifikationer. Med henblik herpå må der etableres praktisk anvendelige kontrolmekanismer som f.eks. en specifik TEN/korridor-miljørapport eller lignende.

1.8.8

Ved integrationen af korridorerne i TEN-retningslinjerne bør man overtage og bevare de positive træk ved korridorsamarbejdet. Korridorer vil også fremover have en vigtig forbindelsesfunktion mellem EU-området og nabolande og –kontinenter. Efter udvidelsen må der ikke ske en »afvikling af restkorridorer«; tværtimod bør der være et seriøst og geografisk vidtrækkende samarbejdstilbud. Det må omhyggeligt evalueres, hvordan de afgørelser, som nu træffes på TEN-området i EU, influerer på det eksisterende samarbejde i korridorerne.

Der er grund til at bifalde Europa-Kommissionens nye forslag om at indsætte særlige koordinatorer til fremme af de prioriterede TEN-projekter, fordi der dermed bliver gjort positiv brug af erfaringerne fra korridorerne Også planen om fremover at indføre fælles, grænseoverskridende planlægnings- og miljøvurderingsprocedurer er et skridt i den rigtige retning. Det er ubetinget nødvendigt at følge de opnåede fremskridt ganske nøje. Derfor må også de planlagte, årlige rapporter hilses velkommen. Den »overvågningsfunktion«, som blev fastlagt i Helsingfors-erklæringen fra 1997, er reelt aldrig blevet varetaget, selv om der er blevet fremlagt en række enkeltrapporter, eksempelvis fra CEMT, lige som også de regelmæssige statusrapporter fra korridor-forbindelsesudvalgene og TINA-rapporten fra 1999 kan nævnes. Koordinatorernes arbejde skal også bidrage til gennemførelsen af de ovennævnte politiske målsætninger, og med sigte herpå yder opgavebeskrivelsen i den nye artikel 17a en god håndsrækning, navnlig styrkelsen af dialogen med operatørerne, transportbrugerne, de regionale og lokale myndigheder og civilsamfundets repræsentanter med henblik på at optimere anvendelsen af infrastrukturerne og opnå bedre kendskab til eventuelle hindringer (10). EØSU opfordrer Europa-Kommissionen til at trække på udvalgets erfaringer og bistand, når det gælder høring af de socio-økonomiske interessegrupper, tilvejebringelse af gennemsigtighed og afholdelse af høringer og dialogkonferencer. Dette blev også positivt bekræftet i en korrespondance mellem TEN-sektionen og kommissær Loyola de Palacio i foråret 2003 og vil nu kunne udmøntes konkret i den foreliggende sammenhæng.

2.1.1

Mobilitet er en af den moderne verdens uundværlige fordele. Mangfoldige fritidsaktiviteter, lysten til at rejse og ikke mindst et arbejdsliv, som kræver stadig større fleksibilitet, gør os til et samfund, hvor mobilitet indtager en vigtig plads. Mobilitet er for mange ensbetydende med frihed, og den skal – både i konkret og overført betydning - være så grænseløs som muligt.

2.1.2

Mobilitet er samtidig en afgørende grundforudsætning for, at vigtige dele af vores økonomi kan fungere. Investeringer i nye transportruter samt vedligeholdelse og modernisering af de eksisterende er med til at styrke konjunkturerne og skabe arbejdspladser.

2.1.3

At være mobil betyder imidlertid ikke nødvendigvis at skulle tilbagelægge lange afstande. Høj trafikintensitet indebærer på ingen måde stor mobilitet i positiv forstand. Tværtimod har den høje trafikintensitet nået en grænse, hvor køer på vejene forvandler mobilitet til stilstand. Til løsning af dette problem slås der ofte til lyd for en yderligere udbygning af transportinfrastrukturen. Trafikken skal afvikles hurtigere og mere flydende, og dermed mere effektivt og økonomisk. Samtidig skal »afhægtede« regioner gøres tilgængelige, således at der også åbnes et udviklingsperspektiv for økonomien i perifere områder.

2.1.4

Heller ikke EØSU er dog blind for, at der blander sig stadig flere kritiske røster i koret. Thi trafikken har utvivlsomt også skyggesider og skaber gener for både mennesker og natur:

2.1.5

Oftere og oftere lyder fra transportpolitikkens kritikere det spørgsmål, hvornår et land kan betragtes som optimalt eller fuldt dækket ind med veje og andre transportinfrastrukturer. Det betragtes i den forbindelse ligeledes som stærkt problematisk, at også regioner med god trafikal dækning oplever økonomisk afmatning og høj arbejdsløshed, således at den ofte postulerede årsagssammenhæng mellem transportinfrastruktur og økonomisk udvikling fra mange kritikeres side mødes med stadig større skepsis.

2.1.6

EØSU er klar over, at man ved vurderingen af udbygningsplanerne for de europæiske transportinfrastrukturer må skelne nøje mellem den rene investeringsfase (selve byggearbejderne) og de senere følgevirkninger, som er forbundet med driften og udnyttelsen af infrastrukturen. I den forbindelse skal der ikke kun ses på de miljømæssige og sociale konsekvenser, men også på følgevirkningerne for de eksisterende nationale eller regionale infrastrukturer. I Maastricht-traktaten anføres det, at de transeuropæiske net skal styrke den økonomiske og sociale samhørighed i EU. Imidlertid er det dokumenteret i en række empiriske undersøgelser, at TEN-udbygningen nok skaber bedre forbindelser mellem Europas økonomiske centre og dermed tjener til at forbedre Europas globale konkurrenceevne, men at denne prioritering af centerforbindelserne – i modstrid med traktatens målsætninger – øger forskellene i tilgængelighed og økonomisk potentiale mellem Europas centrale og perifere regioner.

2.2.1

På Europa-Kommissionens internet-hjemmeside beskrives problemet meget præcist: »Åbne grænser og billig transport har givet de europæiske borgere en hidtil uset personlig mobilitet. Varer transporteres hurtigt og effektivt fra fabrik til forbruger, ofte fra ét land til et andet. Den Europæiske Union har bidraget ved at åbne nationale markeder for konkurrence og ved at fjerne fysiske og tekniske hindringer for den fri bevægelse. Men de nuværende transportmønstre og vækstrater er ikke bæredygtige« (11).

2.2.2

I den strategi for bæredygtig udvikling, som Europa-Kommissionen vedtog i Göteborg i 2001, påpeges det derfor korrekt, at »den fælles transportpolitik bør løse problemet med stigende trafiktæthed og forurening og fremme anvendelsen af mere miljøvenlige transportformer.« En »prioritering af infrastrukturinvesteringer til offentlig transport og jernbaner …« blev bebudet. EØSU har i flere udtalelser bakket op om Göteborg-strategiens målsætninger (12).

2.2.3

Transporten har således ikke kun stor betydning for den aktuelle økonomiske politik. Beslutningerne i tilknytning til vækstinitiativet skal ikke kun underkastes en kortsigtet vurdering. EU's transportpolitik bør utvivlsomt fremover være et af de centrale indsatsområder inden for rammerne af bæredygtigheds- og klimabeskyttelsespolitikken i EU, og her er det – som beskrevet af Kommissionen – påkrævet med ændringer. F.eks. bidrager transportsektoren til klimaændringerne med en andel på pt. 28 % af drivhusgasserne, og vejtransporten alene tegner sig for 84 % af denne samlede udledning. Hvis der ikke skrides ind for at vende tendensen i trafiktilvæksten, kan CO2-emissionerne forventes at stige med 50 % mellem 1990 og 2010 for at nå op på 1,113 mia. tons (1990: 739 mio. tons).

2.2.4

De miljø- og samfundsmæssige problemer skyldes den store stigning i vej- og lufttrafikken, mens miljøvenlige transportformer oplever en relativ tilbagegang (13). Bl.a. transportinfrastrukturpolitikken har bidraget til denne udvikling. Ifølge Eurostat er motorvejsnettet i EU vokset med mere end 25 % mellem 1990 og 1999, mens jernbanenettet i samme periode er reduceret med 4 % (14).

2.2.5

EØSU understreger, at jernbaner målt efter næsten alle miljøkriterier (energi- og arealudnyttelse, emissioner osv.) er en mere miljøvenlig transportform end sejlads ad indre vandveje, mens biler og fly for personbefordringens vedkommende og lastvogne for godstransportens vedkommende udviser langt den dårligste miljøbalance. Nærmere oplysninger herom figurerer i udtalelsens bilag.

2.2.6

Under udarbejdelsen af udtalelsen har man også diskuteret den jobeffekt, som er knyttet til anlægsarbejder i forbindelse med de enkelte transportformer. Undersøgelser fra Tyskland – for nogles vedkommende af ældre dato – peger i retning af, at investeringer i jernbaner har end større beskæftigelseseffekt end vejbyggeri. EØSU foreslår, at Europa-Kommissionen gennemfører særlige undersøgelser – i lighed med undersøgelserne om »eksterne omkostninger« – for at give denne diskussion et sagligt fundament.

2.2.7

De tilstræbte kæmpeprojekter har i mange tilfælde udløst borgerprotester, og en del af projekterne har ikke kunnet gennemføres inden for de planlagte tidsrammer, hvis man da ikke har måttet opgive dem helt. Disse erfaringer må efter EØSU's opfattelse frem for alt medtænkes i forbindelse med vækstinitiativet og EU's østudvidelse samt taklingen af de voksende trafikstrømme, som følger heraf. Det er på tide, at man tager konsekvensen af de kommentarer fra Europa-Kommissionen, som er citeret i punkt 2.2.1, så tiltrædelseslandene ikke udsættes for de samme negative følgevirkninger for mennesker og miljø. Selv om de mere miljøvenlige transportformers andel af de samlede transportydelser i disse lande aktuelt er for stejlt nedadgående, så er den fortsat høj, og EU kan yde et afgørende bidrag til at sikre, at den ikke reduceres yderligere.

2.2.8

Den europæiske transportinfrastrukturpolitik skal ikke alene bidrage til opfyldelsen af målet om en halvering af CO2-udslippet inden 2030. Den skal tværtimod yde positive bidrag inden for alle områder af bæredygtighed (økonomi, miljø, socialt), som leder frem til bæredygtig mobilitet.

2.2.9

Med »bæredygtig mobilitet« forstår EØSU en mobilitet, som

2.2.10

Efter EØSU's opfattelse må en fremtidens transportpolitik baseres på følgende bæredygtighedsmålsætninger:

2.2.11

Økonomisk set bør investeringerne bidrage til skabelse af arbejdspladser, til forbedring af den regionale nettoværditilvækst, til opbygning af et transportsystem, som er effektivt ud fra et samlet økonomisk betragtning, samt til finansiel bæredygtighed.

2.2.12

Socialt set skal investeringerne bl.a. bidrage til beskyttelse af den fysiske integritet, herunder til en effektiv støjbekæmpelse. De beskæftigede inden for transportsektoren skal have bedre arbejdsvilkår, og investeringerne skal leve op til princippet om social retfærdighed (stikord: »mobilitet for alle«). Byer skal indrettes efter menneskernes behov, ikke efter trafikkens. Der skal tages hensyn til mobilitetsbehovet hos alle mennesker, der bor i landdistrikterne (og altså ikke kun til bilisterne).

2.2.13

Med hensyn til miljøet medtænker investeringsbeslutningerne allerede EU's målsætninger om klimabeskyttelse. Arealforbruget må begrænses, og der må tages større hensyn til beskyttelsen af natur, kulturlandskaber og rekreative områder. En reduktion af emissionen af skadelige stoffer og en mindskelse af ressourceforbruget skal være en integreret del af infrastrukturpolitikken.

2.3.1

EØSU er klar over, at transportpolitikken i medfør af subsidiaritetsprincippet i høj grad sorterer under medlemsstaternes kompetence- og finansieringsområde. Alligevel bliver der, netop når det gælder udbygning af transportinfrastrukturerne, fra EU's side årligt stillet milliarder til rådighed via strukturfondene (herunder samhørighedsfonden). Anvendelsen af disse midler må respektere bæredygtighedsprincipperne.

2.3.2

Transportpolitikken skal være en integrerende del af politikken for fysisk planlægning, som skal sigte mod i så vid udstrækning som muligt at undgå en yderligere tilvækst i trafikmængden og at lade den eksisterende trafik afvikle med de mest miljøvenlige transportformer.

2.3.3

Man må derfor være særlig opmærksom på det faktum, at udbygningen af den europæiske transportinfrastruktur (TEN/TINA) på kort og mellemlang sigt kan få direkte konsekvenser for den nationale og regionale infrastruktur. EØSU peger på risikoen for, at koncentrationen af investeringer på TEN- og TINA-projekter i betragtning af budgetsituationen i medlemsstater og tiltrædelseslande kan gå ud over den regionale og nationale infrastruktur. Udvalget har allerede i andre udtalelser pointeret, at lande som Polen og Ungarn for øjeblikket bruger langt under 1 % af deres BNP på vedligeholdelse og modernisering af den samlede transportinfrastruktur; den planlagte gennemførelse af TINA-projekterne inden 2015 vil imidlertid alene for korridorernes vedkommende kræve årlige investeringer på ca. 1,5 % af BNP. EØSU opfordrer såvel Kommissionen som medlemsstaterne og tiltrædelseslandene til ikke at overse de problemer, som dette kan skabe for de regionale økonomier.

2.3.4

EØSU bifalder, at også sammenkoblingen med de lokale transportinfrastrukturer nu medtages i TEN-T-planlægningens fremmetiltag, men sætter spørgsmålstegn ved, om den højhastighedsforbindelse mellem Münchens lufthavn og centrum, som er blevet udvalgt i den sammenhæng, kan betragtes som et brugbart projekt.

2.3.5

EØSU forventer derfor, at EU fremover vil anvende sine finansielle midler på en langt mere strategisk måde. Der bør navnlig medfinansieres projekter, som overholder følgende principper:

2.3.6

Retningslinjerne for de transeuropæiske net (TEN og TINA) bør revideres (jf. punkt 1.8) og procedurerne forbedres ud fra disse principper om en bæredygtig, miljøvenlig og på længere sigt finansierbar transportinfrastrukturpolitik.

2.3.7

EØSU bifalder i denne forbindelse, at der ved udvælgelsen af de nye prioriterede TEN-projekter navnlig er blevet satset på jernbaneforbindelserne. Dog gælder også her (som for alt nybyggeris vedkommende) det princip, at man bør gå efter tillempede varianter, som vinder bred tilslutning i befolkningen, hvorved man også kan undgå en opbremsning i investeringerne.

2.3.8

Udvidelsen af Donau mellem Straubing og Vilshofen er et eksempel på, hvordan detailprojekter, der foreslås som led i revisionen af TEN uden hensyntagen til de faktiske forhold i medlemsstaterne, risikerer at skabe konflikter. Når nu forbundsregeringen og miljøforkæmpere på nationalt plan er nået til enighed om en forbedring af sejladsforholdene, som både respekterer naturbeskyttelsesinteresser og sikrer overholdelse af EU-direktivet om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, så er det vigtigt ikke at blokere dette kompromis ved at stille krav om en dybgang på 2,5 meter hele året.

2.3.9

Fremover kan vi ikke tillade os at foretage parallelinvesteringer, som udløser en undertiden ødelæggende konkurrence mellem forskellige transportformer. Såvel i økonomisk som miljømæssig henseende er EU's investeringsmuligheder begrænsede, og de disponible midler bør fremover øremærkes og optimeres efter de bæredygtighedskriterier, som EØSU har opstillet (se punkt 2.2.9-2.2.13). Fremtiden tilhører de integrerede, globale trafikstrategier, som formuleres på grundlag af en bæredygtig politik for fysisk planlægning og byplanlægning. Integrerede trafikstrategier er ensbetydende med, at der ikke kun skal planlægges infrastrukturprojekter, men at man på forhånd skal afprøve alternative strategier for fysisk udvikling og dermed også for trafikudvikling i stor målestok. I den forbindelse skal der også gøres brug af innovative informations- og kommunikationsteknikker.

2.3.10

Det indebærer også, at balancen mellem transportformerne må fastlægges efter omhyggelige konsekvensanalyser og overvejelser. Navnlig når det gælder transport over større afstande, bør man udnytte skinne- og vandvejstransportens fordele.

2.3.11

EØSU ønsker at understrege, at en sådan ny, bæredygtig transportpolitik forudsætter et enormt investeringsprogram, og at den dermed vil yde et væsentligt bidrag til at sætte nyt skub i økonomien. Imidlertid er det nødvendigt at omallokere investeringerne: færre nybygningsprojekter i storskala og tilsvarende flere skræddersyede udbygnings- og renoveringsprogrammer (f.eks. for at gøre jernbanerne mere attraktive).

2.3.12

For TEN's vedkommende indebærer dette, at de disponible finansielle midler primært skal gå til sanering, modernisering og vedligeholdelse af jernbaner og veje samt af de dele af vandvejsnettet, hvor transport er miljømæssigt forsvarligt. EØSU forventer, at man også vil gå de allerede opstillede TEN- og TINA-projekter efter i sømmene for at få klarlagt, om de lever op til de standarder og krav, som er opridset i denne udtalelse. For naturligvis må også alle nybygningsprojekter harmonere med EU's bæredygtighedsmålsætninger.

2.3.13

Miljøvenlige transportmidler (jernbanetransport og visse former for transport ad de indre vandveje) er karakteriseret ved betydelige kapacitetsreserver, som hurtigt kan udnyttes (dette gælder især jernbanetransport), hvis man træffer de fornødne organisatoriske og tekniske foranstaltninger. »Fremtidens sporveje« bør atter vinde terræn og fremstå som en attraktiv leverandør af transportydelser. En væsentlig del af EU's investeringer bør øremærkes til denne sektor.

2.3.14

Når det gælder investeringer i bygning af vandveje, som er forbundet med indgreb i de naturlige strømløb i floder og flodmundinger, er det nødvendigt at gå nye veje; de seneste års oversvømmelser har demonstreret, at der må gås frem med stor varsomhed. Hvis flodsejladsen skal videreudvikles som miljøvenlig transportform, må det princip gælde, at skibene skal tilpasses flodernes løb og ikke omvendt.

2.3.15

Man skal i forbindelse med enhver planlægning af nybyggeri være opmærksom på, at menneskets ønske om mobilitet må vejes op mod de vildtlevende (vandrende) dyrs tilsvarende behov. Kun få er sig bevidst, at dyr på alle områder af bæredygtighed (økonomi, miljø, socialt) akkurat som privatbilisterne har brug for »motorveje« og »rastepladser«. Således vil den planlagte »Via Baltica« gennemskære vigtige vandrekorridorer for ulv og los, hvorved man forskertser en enestående mulighed for at genopbygge en naturlig bestand af disse dyr i Vesteuropa. Der må med andre ord foretages en meget grundigere miljøvurdering af de detaljerede anlægsplaner, end det i dag er tilfældet, og eventuelle miljørelaterede meromkostninger til f.eks. dyrepassager må tages med i beregningerne.

2.3.16

EU-midler bør fremover kun gives til projekter, hvorom det klart kan dokumenteres, at de bidrager til EU's mål om skabelse af et bæredygtigt mobilitetssystem. Et sådant system forudsætter passende rammevilkår, som EØSU allerede har kommenteret på i adskillige udtalelser:

3.1.1

Fri bevægelighed for personer og varer i EU – den første betingelse for at fremme handel – kan kun sikres gennem passende, effektive og pålidelige transportformer.

3.1.2

Udviklingen af net handlede i starten fortrinsvis om vejudstyr. Senere krævede en sparepolitik for energiressourcerne og miljøhensyn forskning i alternative transportformer. I dag er der vilje til i løbet af de næste årtier at overføre den forventede stigning i godstransporten ad landevej til andre transportformer (jernbane, indre vandveje og søveje). Men der er behov for at stimulere udviklingen af kollektiv bustransport

3.1.3

Den snarlige udvidelse af EU i 2004 fra 15 til 25 medlemsstater – og senere til 27 medlemsstater fordrer sammenkædning af nettene og udvikling af net i de lande, der fremover bliver en del af EU.

3.1.4

Intentionerne, perspektiverne og begrænsningerne er kendt og delt. De har gennem den sidste snes år manifesteret sig som ambitiøse EU-projekter i form af oversigtsplaner og hvidbøger fra Kommissionen, der er i nogle tilfælde er blevet fulgt op af konkrete projekter, der har lagt grundstenen til et effektivt europæisk transportnet.

3.1.5

På denne baggrund ser det ud til, at man er kommet godt fra start med oversigtsplanerne og de ledsagende målsætninger i hvidbøgerne. Man har opstillet rimelige frister med en tidshorisont 2010, 2020 eller senere (afhængigt af de enkelte projekter), der gradvis inddrager nye krav og udviklingstendenser. Pragmatisme, tilpasning og smidighed er nødvendige forudsætninger for succes, sålænge målsætningerne nås inden for fristerne. Men desværre rykkes fristerne meget ofte.

3.2.1

Nærhedsprincippet betyder, at selv om de overordnede beslutninger tages på EU-plan, så overlades den praktiske gennemførelse in situ og hovedparten af finansieringen (bortset fra infrastruktur, der er berettiget til strukturfonds- eller samhørighedsstøtte) til de enkelte medlemsstater.

3.2.2

For de enkelte europæiske regeringer er de langsigtede ambitioner nødvendigvis også betinget af valgløfter, der begrænser sig til en kort mandatperiode (mellem 4 og 7 år), og til de budgetmæssige muligheder, som desværre kun fastsættes for et år ad gangen.

3.2.3

På disse vilkår bliver gennemførelsen af gennemgående europæiske transportstrukturer stort set umulige at administrere på trods af de politiske beslutningstageres gode intentioner og EU's økonomiske tilskud.

3.3.1

For at forbedre situationen må man først se på de vilkår, der i dag gælder for gennemførelsen af transportinfrastruktur, set i lyset af deres finansiering.

3.3.2

Når en medlemsstat anlægger infrastruktur som led i europæiske net på sit territorium, giver EU et meget begrænset tilskud. Det drejer sig om en tiendedel af de samlede investeringsomkostninger fra transportkontoen i EU's budget. Bidraget, der gives som tilskud direkte fra EU's budget, rækker ikke til en hurtig og irreversibel igangsættelse af anlægsarbejdet. Kun projekter, der modtager støtte fra strukturfondene eller samhørighedsfonden, får støtte på et højere niveau (30-50 %).

3.3.3

En forhøjelse af EU's bidrag til europæiske transportnetprojekter til tilskud på 30-50 % af den samlede finansiering, eller meget langfristede lån forudsætter, at EU råder over tilstrækkeligt med ressourcer. Det må dog forhindres, at EU's budget løber løbsk, eftersom

3.3.4

Det er i lyset heraf, at EØSU har undersøgt visse af de finansielle løsninger, som tilbydes i dag, og fremsætter sine forslag nedenfor.

3.4.1.1

I hvidbogen »Den Europæiske transportpolitik frem til 2010« (16) behandlede Kommissionen direkte spørgsmålet om finansieringen i et kapitel med titlen »Problemet med finansieringen«, og mindede om, at den så tidligt som i 1993 havde råbt vagt i gevær og foreslået, at EU fik lov til at optage lån, hvilket Rådet havde været imod. Kommissionen har siden anmodet om at få hævet Fællesskabets deltagelsesprocent fra 10 til 30 for at gøre den mere attraktiv for medlemsstaterne og skabe en løftestangsvirkning. Der er dog tale om en maksimumsats, der kun skal finde anvendelse for visse højt prioriterede grænseoverskridende projekter, og Rådet har endnu ikke stadfæstet listen over TEN-T-projekter, der vil kunne nyde godt af denne mere attraktive sats.

3.4.1.2

På denne baggrund skal Fællesskabets deltagelsesprocent være meget høj for TEN- eller TEN-T-projekter, hvor den transeuropæiske trafik har overvægt i forhold til den nationale, for at være attraktiv og blive betragtet som rimelig (gode eksempler er Brennertunnelen i Østrig og TGV-forbindelsen mellem Lyon i Frankrig og Torino i Italien). Efter EØSU's mening vil selv en forhøjelse af tilskudsprocenten fra 10 til 30 for projekter af den type være utilstrækkelig, ikke særlig attraktiv og kun delvis fjerne de hindringer, som de involverede lande har påpeget.

3.4.2.1

I samme hvidbog foreslår Kommissionen at udvikle offentlige-private partnerskaber i forbindelse med gennemførelsen af projekter. I udtalelsen om »Revision af listen over projekter vedrørende transeuropæiske net (TEN) indtil 2004« (17) skriver EØSU om emnet:

»Hvad angår offentlige-private partnerskaber, er EØSU enig i Kommissionens analyse af begrænsningerne ved en rent privat finansiering af store infrastrukturprojekter. En blandet offentlig-privat finansiering kan dog ikke være den eneste løsning, eftersom private investorer med rette kræver tilforladelige garantier og en sikker rentabilitet af deres investeringer. Som følge heraf stiger omkostningerne. Desuden bør andre aspekter tages med i betragtning:

3.4.2.2

Nogle medlemsstater har for at undgå at finansiere motorveje over deres eget budget valgt en finansieringsløsning, hvor de overdrager et beløb til en privat koncessionshaver, der svarer til, hvad brugerne af den pågældende motorvej ville betale i motorvejsafgift. Denne innovative form for finansiering gør det muligt at give det private selskab de optage de nødvendige lån. Omkostningerne er måske lidt højere, men samtidig udføres anlægsarbejdet hurtigere.

3.4.3.1

Den 23. april 2003 offentliggjorde Kommissionen også en meddelelse: »Udvikling af det transeuropæiske transportnet: Nyskabende finansieringsformer. Kompatibilitet mellem automatiske bompengesystemer«. (18) EØSU var i sin udtalelse enig i Kommissionens indfaldsvinkel og understregede, at man gennem en bedre koordination af den offentlige finansiering ville kunne optimere ressourceanvendelsen og undgå forsinkelser, uden at det kræver flere midler.

3.4.3.2

For det enkelte projekt, ville den foreslåede oprettelse af et Europæisk Agentur for Transportinfrastruktur kunne sikre bedre koordination, optimering og fleksibilitet i anvendelse af offentlige midler fra regionale og nationale myndigheder såvel som fra EU i fuld respekt for kriterierne for bæredygtige mobilitet, hvilket i sidste ende vil betyde bedre udnyttelse af de ressourcer, der er til rådighed til transport.

3.4.4.1

Angående kompatibilitet mellem bompengesystemer er EØSU dog i tvivl om de tekniske mål, der fremlægges af Kommissionen med sigte på finde frem til innovative finansieringsmåder til udviklingen af de transeuropæiske transportnet (19). De eksisterende og fremtidige automatiske bompengesystemer er en service, der skal lette brugernes betaling af bompenge samt gøre trafikken mere flydende, men det er på ingen måde en ny form for indtægter til eller finansiering af TEN-T. Det er bare et mere effektivt redskab til at opkræve bompenge.

3.4.4.2

Omvendt vil det give nye indtægter, når man på motorveje, der nu er gratis (f.eks. i Tyskland), indfører automatisk bompengesystemer baseret på transporteret ton pr. km for tunge godskøretøjer – ud over de bompenge, der overdrages en koncessionshaver i henhold til en kontrakt på et anlægsarbejde. Kommissionen har ikke taget stilling til, hvordan disse nye indtægter skal anvendes, men det er sandsynligt, at de enkelte regioner og stater, som ejer de anlæg, hvor bompenge opkræves, i overensstemmelse med nærhedsprincippet og Maastricht-kriterierne vedrørende grænser for budgetunderskud vil anvende bompengene til at forbedre deres egne vejnet (dvs. til at udvide og vedligeholde dem). Man kan derfor kun se det som en ny kilde til finansiering af nye jernbanelinjer, vejforbindelser og flodsejladsruter, der er planlagt som led i TEN-T.

3.4.5.1

Medlem af Kommissionen med ansvar for regionalpolitik og reform af institutionerne, Michel Barnier, er ophavsmand til følgende forslag: »EU's budget, der ofte giver overskud – svarer til 1 % af Fællesskabets samlede BNP. Overskuddet ville kunne bruges til at give de europæiske økonomier en vis manøvremargin, f.eks. via en «fond til store anlægsarbejder», hvortil overskuddet kunne overføres i gunstige tider og anvendes til højt prioriterede investeringer i mindre gunstige tider …« Endvidere foreslår kommissæren en større fleksibilitet i anvendelsen af fondene, navnlig af strukturfondene, så de lettere kan lægges om.

3.4.5.2

EØSU er positivt stemt over for kommissærens forslag om at systematisk at overføre en del af overskuddet på EU's budget til en »fond til store anlægsarbejder«. Overskuddene kan dog kun være et supplement, som giver mulighed for bedre at klare udfordringer i forbindelse med gennemførelse af europæiske transportnet, men finansieringen af disse bør først og fremmest komme fra stabile ressourcer, der ikke afhænger af udsving på EU's budget fra år til år.

3.4.5.3

Efter EØSU's opfattelse er transportbevillingerne på EU-budgettet på 700 mio. EUR pr. år (2000-2006) alt for små til at indfri de målsætninger, der er fastsat og bekræftet på flere europæiske topmøder, og bør derfor øges kraftigt.

3.4.5.4

Endelig bifalder udvalget principielt forslaget fra kommissæren med ansvar for reform af institutionerne om at oprette en fond til formålet gennem indtægter, der ikke er budgetteret med oprindelig, hvilket viser, at projektet er realistisk – det afhænger alene af politisk velvilje fra medlemsstaterne.

3.4.6.1

For nylig har udvalget påpeget, at gennemførelsen af europæiske transportinfrastrukturer er af afgørende betydning for EU. Det mener endog, at EU's fremtid står på spil, og at det historiske øjeblik er kommet, hvor de beslutninger skal træffes, som skal sikre, at fremtidige generationer har adgang til effektiv transport De værktøjer, man hidtil har benyttet, navnlig til finansiering af infrastruktur, har vist sig i nogle projekter at være ineffektive og utilstrækkelige eller at føre til forsinkelser, som i en international konkurrencesammenhæng hurtigt bliver umulige at indhente. Det er derfor bydende nødvendigt at indføre et virkelig innovativt finansieringsinstrument, der ikke påvirkes af omskiftende politiske tilstande eller udsving i de nationale økonomier.

3.4.6.2

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg minder om, at det tre gange i 2003 (20) har foreslået oprettelse af en sådan fond. Fondens vigtigste karakteristika er følgende:

3.4.6.3

Denne EU-fond for transportinfrastruktur skulle oprettes via en afgift på 1 cent pr. liter brændstof, der forbruges på EU's vejnet af alle private, offentlige og professionelle køretøjer, hvad enten de transporterer passagerer eller fragt.

3.4.6.4

Fordelene ved en sådan afgift er:

Omvendt kan der dog også rejses kraftige principielle indvendinger mod en sådan afgift. EØSU agter at forske mere i denne finansieringsform for TEN-T-projekter og foreslår, at Kommissionen iværksætter en konkret og dybtgående undersøgelse af emnet.

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 108/45

1.1

Ligesom resten af den industrialiserede verden er Europa yderst afhængig af fossile brændsler. Transport afhænger næsten udelukkende og energiproduktionen i høj og stadig stigende grad af olie, kul og i tiltagende omfang af naturgas. I EU udgør de fossile brændsler næsten halvdelen af energiproduktionen, og det forudses, at dette tal vil stige til 70 % inden 2020. Også de offentlige finanser er i høj grad afhængige af fossile brændsler, især på grund af de høje afgifter på brændstoffer til transport.

1.1.1

Den store afhængighed af fossile brændsler afføder visse problemer. Problemet med udtømningen af reserverne af fossile brændsler vil på længere sigt formentlig indebære, at der sker en vis tilspidsning af forsyningssituationen. Sådanne aspekter stiller dog endnu ikke for store krav til markedernes muligheder for at fungere. Fossile brændsler er konstant i den internationale politiks søgelys. De fleste olie- og gasreserver ligger i politisk ustabile regioner eller uden for de normale markedsregler og den almindelige konkurrences rækkevidde. Den største udfordring i øjeblikket er imidlertid klimaændringerne, eftersom fossile brændsler udsender kuldioxid, når de forbrændes.

1.2

En central brik i Europas energipolitiske spil er at øge brugen af vedvarende energikilder. I grønbogen om energiforsyningssikkerhed i Europa identificeres vedvarende energikilder som en hjørnesten i den europæiske energistrategi, der sigter mod bæredygtig udvikling.

1.3

I grønbogen fremlægges to vigtige mål for de anførte strategier:

Det tredje mål inden for energipolitik er, i overensstemmelse med Lissabon-initiativet, Europas konkurrenceevne.

1.4

De vigtigste forslag om vedvarende energi fra Kommissionen er hvidbogen om vedvarende energi fra 1997, direktivet om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder, som blev vedtaget i 2001, og et direktiv om biobrændstoffer, der blev vedtaget i 2003.

1.4.1

EØSU har vedtaget udtalelser om hvert af disse forslag og ydermere udarbejdet en initiativudtalelse om vedvarende energi i landbruget i 2000. I alle disse udtalelser var udvalget en stor tilhænger af målet om at øge brugen af vedvarende energikilder. Det støttede ligeledes i vidt omfang de foreslåede politiske foranstaltninger, dog med visse detaljerede bemærkninger. I sin udtalelse om direktivet om elektricitet produceret fra vedvarende energikilder gav udvalget udtryk for sin bekymring for, at hvis medlemsstaterne frit kunne vælge støtteforanstaltninger og omfanget heraf, kunne det medføre konkurrenceforvridning på det indre marked.

1.5

Støtteforanstaltninger i forbindelse med vedvarende energikilder er nødvendige, fordi mange af kilderne og teknologierne ikke altid er konkurrencedygtige i forhold til den traditionelle energiproduktion, men måske kan blive det. Støtten kan ligeledes ses som kompensation til vedvarende energikilder for den offentlige støtte, som de traditionelle energikilder og produktionsmetoder har modtaget i tidens løb, og de eksterne omkostninger, som er forårsaget, men ikke båret af produktion og brug af traditionelle energikilder. Mange undersøgelser støtter disse argumenter, men ikke alle, i det mindste ikke fuldstændigt.

1.6

Formålet med denne initiativudtalelse er at bidrage med kendsgerninger, analyser og henstillinger til den løbende livlige diskussion om vedvarende energi på et tidspunkt, hvor Kommissionen er i gang med at forberede sin revision af direktivet om elektricitet produceret fra vedvarende energikilder. Meget er sket i medlemsstaterne, selv om fristen for gennemførelse af direktivet kun langsomt nærmer sig.

2.1

På europæisk plan er der opstillet mål for at øge brugen af vedvarende energikilder. Vedvarende energikilder defineres i direktivet om elektricitet fra vedvarende energikilder. Ifølge direktivet forstås ved »vedvarende energikilder« vedvarende ikke-fossile kilder: Vind, sol, geotermisk varme, bølge- og tidevandsenergi, vandkraft, biomasse, lossepladsgas, gas fra rensningsanlæg og biogas. I direktivet defineres biomasse endvidere som værende den bionedbrydelige del af produkter, affald og rester fra landbrug (omfattende både vegetabilske og animalske stoffer) og skovbrug og fra nærstående industrier samt den bionedbrydelige del af affald fra industri og husholdninger.

2.2

Hvidbogen vedrørende en strategi- og handlingsplan på fællesskabsplan – »Energi for fremtiden: vedvarende energikilder« sigter mod at fordoble den vedvarende energis andel af den samlede energiforsyning i EU. Dette betyder, at brugen af vedvarende energikilder forøges til et beløb svarende til 12 % af Den Europæiske Unions samlede energiforbrug inden 2010.

2.3

For at fremskynde gennemførelsen af strategien i hvidbogen indledtes i 1999 en startkampagne, der skal fortsætte til 2003. Der blev opstillet vejledende mål for tilføjelser for et par vedvarende energikilder i perioden 1999-2003.

2.4

I direktivet om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder fastlægges et overordnet mål på 22 % for andelen af elektricitet fra vedvarende energikilder af Fællesskabets samlede elforbrug i 2010. Direktivet indeholder vejledende mål for andelen af elektricitet produceret af vedvarende energikilder for de enkelte medlemsstater.

2.5

Målet med direktivet om biobrændstoffer er at øge forbruget af biobrændstoffer til 2 % af forbruget af diesel og benzin i 2005 og 5,75 % i 2010. Sammen med dette direktiv er direktivet om skattefradrag for biobrændstoffer vedtaget, hvilket udgør et vigtigt instrument for medlemsstaterne i forbindelse med fremme af biobrændstoffer.

2.6

Direktivet om elektricitet produceret fra vedvarende energikilder indeholder ingen klare regler om støtteforanstaltninger til elektricitet fra vedvarende energikilder. I direktivet anføres det imidlertid, at Kommissionen i 2005 forelægger en rapport om gennemførelsen og resultatet heraf i 2005 og derefter eventuelt træffer beslutning om en fælles støtteordning, der skal gennemføres i hele Unionen.

2.7

I mellemtiden har Kommissionen i 2001 fastlagt Fællesskabets retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse. Disse retningslinjer gælder i princippet for støtte til vedvarende energikilder. Det vigtigste resultat af retningslinjerne er, at vedvarende energikilder kan modtage statsstøtte. Støtteordninger skal meddeles Kommissionen. Der tillades fire forskellige alternative typer støtte. Støtten må kun dække en given, men under visse omstændigheder høj, andel af omkostningerne, og overkompensation må ikke forekomme. Støtteordningerne skal være tidsmæssigt begrænsede, og støtteintensiteten skal være faldende.

2.8

På verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i 2002 nåede man til enighed om at arbejde hen imod en øget brug af vedvarende energikilder over hele verden, men der blev ikke opstillet mål herfor. EU forpligtede imidlertid sig selv ved at danne en koalition af ligesindede stater, der skulle arbejde hen imod et globalt mål for andelen af vedvarende energikilder i overensstemmelse med EU's mål. Kommissionen er i gang med at udarbejde en meddelelse om dette spørgsmål.

3.1

Fremme af energieffektivitet er en anden søjle inden for energipolitikken med samme mål som fremme af vedvarende energikilder, dvs. forsyningssikkerhed og bekæmpelse af klimaændringer. En vigtig teknologi i denne henseende er kombineret kraftvarmeproduktion. Et direktiv om kombineret kraftvarmeproduktion forventes vedtaget snarest. Andre foranstaltninger i forbindelse med energieffektivitet omfatter effektivitetsstandarder for apparatur, mærkning, et udkast til et direktiv om udformning af elektriske apparater og et direktiv om efterspørgselsstyring.

3.1.1

Medlemsstaterne har ligeledes fastlagt egne foranstaltninger om fremme af energieffektivitet. I visse tilfælde har de frivillige aftaler været en succes. Den generelle opfattelse er, at der stadig er mange muligheder på dette område.

3.1.2

Foranstaltninger om bedre energieffektivitet overlapper eller kolliderer normalt ikke med foranstaltninger om fremme af vedvarende energikilder. Hvad angår kombineret kraftvarmeproduktion, er der imidlertid en overlapning, eftersom en af kilderne til kombineret kraftvarmeproduktion er biomasse. Denne overlapning bør dog ikke forårsage nogen problemer på markedet eller med hensyn til at opfylde forpligtelserne i henhold til de forskellige direktiver.

3.2

EU's ordning om handel med emissioner, som blev udformet i det nyligt vedtagne direktiv, dækker energiproduktion, der forårsager udledning af CO2. Direktivet dækker ikke direkte vedvarende energikilder eller andre emissionsfri energikilder som f.eks. atomkraft. Det vil sige, at ordningen ikke belønner nedskæringer i udledningen af CO2 gennem investeringer i emissionsfri energiproduktion. Det såkaldte »cap and trade«-system er et kraftigt instrument, som indirekte vil øge brugen af vedvarende energikilder, eftersom det vil medføre øgede energipriser og øgede omkostninger i forbindelse med brug af fossile brændsler, hvilket igen gør emissionsfri kilder mere konkurrencedygtige.

3.2.1

Direktivet om handel med emissioner og særligt direktivet om elektricitet produceret fra vedvarende energikilder overlapper hinanden og stemmer sine steder nok ikke overens. Direktivet om handel med emissioner dækker også aspektet med klimaændringer i forbindelse med fremme af vedvarende energikilder. Spørgsmålet er, om målet om reduktion af CO2-emissionerne udelukkende bør overlades til handel med emissioner. Eventuelt vedrører omlægningsforanstaltninger kun fremme af målet om forsyningssikkerhed. EU-emissionshandlen vil ifølge flere undersøgelser øge markedsprisen på elektricitet betydeligt (konklusionerne svinger fra 20 til over 100 %). Er det økonomisk og politisk muligt at øge denne omkostningsbyrde ved også at anvende en direkte støtteordning for vedvarende energikilder, som gør forbrugerens elregning endnu større?

3.3

EU's landbrugspolitik har stor indflydelse på produktionen af biomasse til energi. Reformen af den fælles landbrugspolitik medfører ændringer. Energiafgrøder kan nu også dyrkes og støttes på almindelig landbrugsjord; støtten er på 45 EUR pr. hektar.

3.4

»Intelligent energi – Europa«, et EF-støtteprogram for ikke-teknologiske aktioner på området energieffektivitet og vedvarende energikilder blev vedtaget i juni 2003. Det løber i perioden 2003 til 2006, og der ydes støtte til projekter med det formål at fjerne markedsskranker for energieffektivitet og vedvarende energikilder. Programmet er opdelt i fire dele, hvor ALTENER tager sigte på nye og vedvarende energikilder. De øvrige er SAVE (energieffektivitet), STEER (energi vedrørende transport) og COOPENER (samarbejde med udviklingslandene).

3.5

F & U-politikker er vigtige, både hvad angår udvikling af nye løsninger med vedvarende energikilder og yderligere forbedringer af de teknologier, der allerede befinder sig på eller i nærheden af markedet. Visse typer vedvarende energikilder, der falder ind under definitionen i direktivet om elektricitet produceret fra vedvarende energikilder, befinder sig rent faktisk stadig på et tidligt udviklingstrin og kræver en yderligere F&U-indsats, før deres potentiale er fuldt udviklet.

3.5.1

Brintteknologi er genstand for megen opmærksomhed og store forventninger. I visse applikationer er det tæt på at gøre sin entre på markedet. Som transportbrændsel og i brændselsceller ligger brintets store potentiale i, at det ikke udleder drivhusgasser under brug og det gør det muligt at lagre elektricitet og erstatte olie. Brint fremstilles enten af naturgas (fossil primær energi), vand med elektricitet (med energiforbrug) eller biomasse. Disse kilder, eller en hvilken som helst af disse, skal være til stede i tilstrækkeligt omfang. Da de kendte reserver af naturgas er begrænsede, vil det være at foretrække, at de benyttes som transportbrændsel. Atomkraft, og forhåbentlig en gang i fremtiden, solcelleenergi egner sig bedst til at levere den elektricitet, som er nødvendig til at fremstille brint af vand. Produktionsteknikkerne bør udvikles yderligere med henblik på at reducere omkostningerne, herunder teknologier til sikker håndtering af dette meget eksplosive brændstof.

4.1

Gennemførelsen af direktivet om fremme af vedvarende energi og direktivet om biobrændstoffer er stadig i gang i medlemsstaterne. Det er endnu for tidligt at sige, hvorvidt alle medlemsstater kan overholde måldatoerne, men det mest sandsynlige er, at det ikke er alle, der kan. Alle medlemsstater har allerede offentliggjort deres nationale mål.

4.2

De fleste medlemsstater har i mellemtiden indført nationale støtteordninger for vedvarende energikilder. Nogle har intensiverede ordninger, som allerede blev taget i brug før de politiske erklæringer på EU-plan. Støtteordningerne i medlemsstaterne er meget forskellige, ligesom de dermed forbundne godtgørelsesniveauer.

4.2.1

Der findes fem hovedformer for støtte:

4.2.2

Direkte prisstøtte anvendes i hvert fald i Østrig, Frankrig, Tyskland og Grækenland. Certifikatordninger anvendes i Belgien, Danmark, Nederlandene, Sverige og Det Forenede Kongerige, mens der er planer herom i Italien. Støtten er indbygget i energi/kul-afgiftssystemet i Finland, Nederlandene og Det Forenede Kongerige.

4.2.3

Et eksempel på en ordning med direkte prisstøtte og tilbagekøb er den tyske lov om vedvarende energi. Dette system sikrer garanterede priser for producenter af elektricitet, der anvender vedvarende energikilder, over en periode på 20 år. Der er forskellige støttegrupper for forskellige teknologier og effektivitetsniveauer inden for en gruppe, normalt over 80 EUR/MWh. Denne støtte er som regel garanteret over en årrække og sænkes derefter gradvist. Omkostningerne overføres ligeligt til alle forbrugere. Den tyske lovs overensstemmelse med traktatens bestemmelser om statsstøtte er blevet undersøgt, og dommen lød, at dette ikke udgør statsstøtte, da statens midler ikke er involveret.

4.2.4

Et eksempel på en ordning, som er indbygget i skattesystemet, er Nederlandenes ordning med regulering af energibeskatning,. Elektricitet, som ikke produceres fra vedvarende energikilder, beskattes med henblik på at støtte produktion af »grøn« elektricitet. Industrielle elektricitetsforbrugere er i vid udstrækning fritaget for denne skat i lyset af det alternative instrument, der gælder for industrien, dvs. dens forpligtelse til at opfylde verdens energieffektivitetsmål.

4.2.5

Det Forenede Kongeriges ordning med forpligtelser til at anvende vedvarende energi er et eksempel på et system med certifikater og forpligtelser. Leverandørerne er underlagt en forpligtelse (3 % i 2002, 10,4 % i 2010). Omkostningerne hertil, herunder de mulige bøder (ca. 45 EUR/MWh), overføres til forbrugerne.

4.3

Ordningerne er for det meste helt nationale, og importen er som regel ikke inddraget. Operatørerne kan i nogle tilfælde alligevel få dobbeltydelser. Et eksempel er vindenergi, der produceres i Tyskland og eksporteres til Nederlandene, som kan få både den garanterede direkte prisstøtte i Tyskland og støtte i Nederlandene.

4.4

Vindenergi forventes at bidrage mest til de overordnede mål, og støtteprogrammerne planlægges derefter. Godtgørelsen for vindenergi er i øjeblikket over 100 EUR pr. MWh i Italien og Belgien og over 50 EUR i Frankrig, Østrig, Portugal, Tyskland og Det Forenede Kongerige. I nogle medlemsstater vil godtgørelserne falde efter mellem fem og 15 år.

5.1

Kun i tre af de ti nye EU-medlemsstater var andelen af vedvarende energi i den nationale elektricitetsproduktion i 1997 højere end EU-gennemsnittet det samme år (12,9 %). Disse tre lande er

De bruger alle hovedsageligt vandkraft, da denne energikilde er særligt tilgængelig for dem. I alle de andre syv lande er andelen af vedvarende energi i elektricitetsproduktionen ret lav, nemlig ca. 2 % i gennemsnit.

5.2

De nye medlemsstaters nationale mål omfatter en stigning i deres elektricitetsproduktion fra vedvarende energikilder, som i 2010 skal være fordoblet i forhold til 1997. Denne stigningstakt er dermed næsten den samme som EU-landenes mål. Et problem vil være, at disse lande ikke har et særligt stort vindpotentiale. I den forbindelse udgør vindkraft ikke en effektiv metode til elektricitetsproduktion. Derfor synes brugen af biomasse at være af stadig større betydning i de fleste af de nye medlemsstater.

5.3

For så vidt angår varmeforsyning, er de nye medlemsstater overvejende dækket af udvidede fjernvarmenet, som imidlertid til dels har været plaget af manglende vedligeholdelse. Potentialet for brug af biomasse og kraftvarme til fjernvarme kan være stort, men de nærmere detaljer kendes ikke.

5.4

Der synes at være et stort potentiale for øget energieffektivitet i de nye medlemsstater, stadig meget større end i EU. Dette skal forbedres samtidig med de vedvarende energikilder. I særdeleshed bør borgerne via oplysningskampagner informeres om, hvordan de kan spare energi i hjemmet.

5.5

Det kan være et fordel, at de har indledt deres bestræbelser på at anvende vedvarende energikilder på et senere tidspunkt. Derfor kan de nyde godt af EU's succeser og fejl i forbindelse med brug af vedvarende energikilder. For at gøre dette muligt for både de nye og de nuværende EU-medlemsstater vil det nok være nødvendigt, at de positive og negative resultater af brugen af vedvarende energikilder i alle EU-lande hvert år overvåges indgående. På denne måde kan de gode resultater forbedres yderligere, og fejlene kan minimeres. Genereringen af omkostninger kan optimeres.

5.6

Det synes at være meget vigtigt at støtte de nye medlemmer i denne henseende, idet deres erfaring med brugen af vedvarende energi er ret begrænset i henhold til statistikkerne, der viser, at det meste af elektricitetsproduktionen fra vedvarende energikilder er baseret på vand.

5.7

Et yderligere aspekt i denne forbindelse drejer sig om omkostningerne til elektricitet produceret af vedvarende energikilder. Alle nye medlemmer har problemer med knapheden på økonomiske midler. Derfor er alle nye teknologier, der kræver megen kapital og begrænset arbejdskraft, en tung byrde og reducerer de nye EU-medlemmers mulighed for at nå EU-niveauet inden for et vist antal år. Et dyrt energiforbrug kan resultere i reduceret vækst og dårlig konkurrenceevne.

5.8

Derfor er udviklingen af konkurrencedygtige priser for elektricitet produceret af vedvarende energikilder afgørende for netop denne gruppe lande, idet de naturligvis snart ville skulle acceptere de samme forpligtelser og mål som de nuværende EU-medlemsstater.

6.1

Vedvarende energikilder har et stort potentiale, men i de fleste tilfælde er det stadig begrænset, selv når omkostningerne lades ude af betragtning. Potentialet er forskelligt fra kilde til kilde og især over tid. De vedvarende energikilder, der har det største potentiale på kort og mellemlang sigt, herunder især vind, vand og biomasse, har også åbenlyse begrænsninger. Andre former for vedvarende energikilder, såsom fotovoltaisk energi og tidevandsenergi, er stadig på tidlige udviklingstrin og vil først vise deres potentiale efter 20-30 år, eller måske endda længere tid. Det er stadig nødvendigt at forske og udvikle disse energiformer meget. Dette betyder, at der er behov for helt andre fremgangsmåder og løsninger end dem, der har til formål at sikre, at næsten helt udviklede teknologier bliver mere effektive, og tage de sidste skridt mod fuld konkurrencedygtighed.

6.2

Brugen af vindkraft er begrænset af behovet for reservekraft og den dermed forbundne forsyningskapacitet. Produktionen af biomasse støttes gennem landbrugs- og skovbrugspolitikken. Brugen af biomasse til energiproduktion påvirkes dog af andre anvendelsesmuligheder med en større merværdi. Foretrækker markedet disse, vil produktionen af biomasse blive stillet ringere i konkurrencen. Det er vanskeligt at opbygge mere vandkraft i Europa som følge af beskyttelse af naturen. Selv planer om små, fremtidsorienterede anlæg møder modstand.

6.3

En stadig mere udbredt og alvorlig hindring for øget brug af vedvarende energikilder er den offentlige modstand. Modstanden kan skyldes utilstrækkelig viden om vigtigheden af mere udbredt brug af vedvarende energikilder samt urigtige oplysninger om teknologiernes egenskaber. Med henblik på at håndtere denne situation bør der lanceres oplysnings- og uddannelseskampagner, og de vedvarende energikilders betydning og egenskaber bør indgå i skolernes undervisningsplaner. I afgørelserne om, hvor anlæggene placeres, bør man naturligvis altid tage hensyn til, om det kan accepteres lokalt. Den teknologiske udvikling kan også indebære gode løsninger, såsom havvindmølleparker i stedet for mølleparker på landjorden.

6.3.1

De vedvarende energiteknologier tiltrækker stor opfindsomhed og iværksætterånd. Dette bør tilskyndes og fremmes. Mulighederne for at inddrage og tiltrække investeringer fra lokalbefolkningen bør også udvikles. På trods af de nogle gange temmelig rundhåndede støtteordninger bør de indbyggede risici ikke ignoreres.

6.4

Byrdefulde og langtrukne tilladelsesprocedurer gør investeringer i vedvarende energikilder alt for risikable og kostbare i mange tilfælde. Der bør indføres en tidsgrænse, som myndighederne bør overholde. Alligevel kan ankesager til domstolene vedrørende afgørelser, som myndighederne har truffet, trække tilladelsesprocedurerne i langdrag, i visse tilfælde i årevis.

6.5

I mange tilfælde kræver den øgede brug af vedvarende energikilder, at der udvikles infrastrukturer, hvilket kan tage lang tid. Ligeledes fører den øgede brug af vedvarende energikilder til yderligere krav til og undertiden problemer for nettene, navnlig hvis placeringsparametrene ikke overvejes nøje. Derfor kan stigningen i brugen være noget langsommere, end målene lægger op til, eller omkostningerne kan være højere.

6.6

I praksis er formålet med at fremme vedvarende energikilder at erstatte fossile brændsler, idet disse udsender drivhusgasser og i høj grad indføres fra lande uden for EU. Når virkningsgraderne ved brug af primærenergi tages i betragtning, har direkte elektricitetsproduktion fra vedvarende energikilder, såsom vind, den bedste substitutionseffekt. Erstatning af den primære brug af fossile brændsler med vedvarende energikilder er mindre effektiv. Kraftvarmeproduktion fra biomasse øger substitutionseffekten væsentligt. Kommissionen har inddraget substitutionsprincippet i sin generelle planlægning, men den er ofte ikke blevet taget i betragtning i forbindelse med udvikling af støtteforanstaltninger og beregning af resultater.

6.7

Der hersker store forventninger til vedvarende energikilder. I lyset af ovennævnte begrænsninger og den lange tidshorisont i mange tilfælde står det klart, at vedvarende energikilder ikke vil løse alle Europas energiproblemer. De kan yde et vigtigt bidrag til at dække den øgede efterspørgsel. På kort eller mellemlang sigt kan de ikke, selv i de mest positive men stadig realistiske scenarier, erstatte kul eller atomkraft og slet ikke begge. På lang sigt må der opstilles scenarier og visioner, som kan danne inspiration for og tjene som rettesnor for F & U og andre tiltag på et tidligt stadium.

7.1

Instrumenternes effektivitet med hensyn til at øge forbruget af vedvarende energi afhænger meget af deres detaljerede design. Direkte prisstøtteordninger (»feed in«-tariffer) synes dog at være særligt effektive. Der skal imidlertid også tages højde for omkostningseffektivitet, negative indvirkninger på markederne og andre indvirkninger af disse ordninger.

7.2

De fleste støtteordninger åbner ikke op for konkurrencen mellem de forskellige former for vedvarende energi eller mellem vedvarende energi og den traditionelle energiproduktion. De fleste støtteordninger mangler endvidere også elementer, der går ud på at forbedre teknologien og udvikle effektiviteten. Ligeledes eksisterer der i mange tilfælde ikke en mekanisme til imødegåelse af overkompensation.

7.3

Markedsstrukturerne for varme, elektricitet og brændstoffer til transport er grundlæggende forskellige. Med udvidelsen af fjernvarmenettene findes der kun et lokalt marked for varme. Der er stor konkurrence på markederne for brændstoffer til transport, som undertiden forvrides af den forskellige beskatning inden for EU. Elektricitetsmarkedet er ved at åbnes, men der findes stadig mange hindringer for grænseoverskridende handel. Adskillelse af infrastrukturer og garanti for tredjepartsadgang er nøglespørgsmål.

7.3.1

Enhver foranstaltning til fremme af elektricitet og brændstoffer til transport fra vedvarende energikilder bør nøje søge ikke at forvride konkurrencen på det indre marked. Lige konkurrencevilkår for alle i hele EU, hvilket ikke er tilfældet i øjeblikket, bør opstilles som et centralt mål.

7.3.2

For så vidt angår elektricitet, bør der tages højde for optimal brug af natur- og klimaforhold samt den eksisterende forsyningskapacitet i hele EU i forbindelse med planlægningen af støtteforanstaltninger. I modsat fald vil løsningerne være alt andet end omkostningseffektive, hvilket vil resultere i langt højere investerings- og brugsomkostninger for det samme slutresultat. Et eksempel på dette er placeringen af vindmølleparker, som bør optimeres i forhold til gunstige vindforhold på den ene side og forsyningskapacitet og brug på den anden. Dette er ikke tilfældet i dag, hvor drivkræfterne er de nationale mål.

7.4

Direktivet om elektricitet produceret fra vedvarende energikilder indeholder kriterier for nationale støtteordninger. De bør være forenelige med det indre marked, tage hensyn til de forskellige karakteristika af energi produceret fra vedvarende energikilder, være effektive og enkle og indbefatte tilstrækkeligt med overgangsordninger til at fastholde investorernes tillid. I sin udtalelse om direktivet om elektricitet produceret fra vedvarende energikilder foreslog udvalget, at der blev taget yderligere principper med i billedet. Bl.a. bør der være tale om en rimelig omkostningsbyrde for brugerne og det offentlige, kompensationen bør gradvis mindskes, der må ikke fortsat ydes støtte på lang sigt, der skal være tale om fuld gennemsigtighed og så vidt muligt skal den endelige afgørelse overlades til markedet, hvilket også omfatter normale markedsrisici.

7.4.1

Disse principper er stadig gældende. Desværre synes mange af de nationale støtteordninger ikke at være i overensstemmelse dermed, idet der ofte er forskelle på flere punkter. Sammenholdt med disse principper er ordningerne med direkte prisstøtte og tilbagekøb (»feed in«-tarif/»buy-back«) i modstrid med flere af dem.

7.5

Der er allerede lavet undersøgelser om, hvordan støtteordningerne har virket, og der er lavet prognoser for de deraf følgende stigninger i produktionen og brugen af vedvarende energi. I nogle af disse undersøgelser tages der højde for, at der i de fleste tilfælde ikke finder EU-instrumenter, som gælder herfor. Nogle omfatter virkningerne af de politikker og instrumenter, som skal tages i brug inden for den nærmeste fremtid. Der er store forskelle i resultaterne, men de fleste medlemsstater vil få meget svært ved at nå deres mål for stigningen i vedvarende energikilder inden 2010, hvilket også gælder EU i det hele taget.

7.6

I nogle tilfælde er der imidlertid opnået væsentlige stigninger i de vedvarende energikilder. Det mest tydelige eksempel herpå er stigningen i vindkraft i Danmark, Tyskland og Spanien. Dette tyder på, at det er muligt at opnå stigninger, selv i områder, som egner sig mindre som følge af naturforholdene, som det for eksempel er tilfældet med de indre dele af Tyskland, for så vidt angår vind. Hvis alle medlemsstater følger de lande, der har opnået de bedste resultater, vil det samlede mål for EU blive opfyldt.

7.7

Det er derfor ikke umuligt at nå EU-målet, spørgsmålet er blot, om politikerne og vælgerne er villige til at stille de nødvendige ressourcer til rådighed. Omkostningerne må være tålelige for forbrugerne, og EU-erhvervslivets overordnede konkurrenceevne må ikke sættes på spil.

7.8

Mange medlemsstater, navnlig de tre ovennævnte, har valgt at give en meget høj belønning for vedvarende energikilder. Evaluering af, hvorvidt de omkostninger, der er nødvendige for at opfylde målene vedrørende vedvarende energi, kan accepteres, er politiske beslutninger. Indtrykket er imidlertid, at omkostningsniveauet i mange tilfælde er meget højt, når godtgørelsesniveauer på op til over 100 EUR pr. MWh sammenlignes med den aktuelle markedspris på elektricitet (ekskl. transmission og skatter), som i gennemsnit er ca. 25-30 EUR pr. MWh.

7.9

Så længe den mængde vedvarende energi, der modtager støtte, er meget lille, er de samlede omkostninger også meget små. Men når disse mængder øges i overensstemmelse med målene, begynder omkostningsbyrden at få konsekvenser for brugernes økonomi. Dette kan skabe reaktioner blandt vælgerne, som i Danmark, eller påvirke konkurrenceevnen for især de store energiforbrugere i industrien, hvilket er i strid med målene i Lissabon-strategien og andre økonomiske mål.

8.1

I øjeblikket ser det ud til, at hverken de fleste medlemsstater eller EU generelt kan nå deres mål for øget brug af vedvarende energi inden 2010. Fremskridtene i nogle medlemsstater tyder på, at det ikke vil være umuligt at nå EU-målet. Det er imidlertid usikkert, om den politiske vilje og de påkrævede ressourcer kan mobiliseres fuldt ud.

8.2

Da der ikke findes nogen EU-retningslinjer for støtteordninger for vedvarende energi, har medlemsstaterne anvendt deres egne nationale ordninger, som er meget forskellige med hensyn til fremgangsmåde, opbygning og intensitet. Mange af de nuværende ordninger må nok udsættes for en kritisk gennemgang med hensyn til deres omkostningseffektivitet.

8.3

Den aktuelle situation skaber hindringer for det indre marked, når ordningerne udelukkende er nationale, og importen ikke inddrages. Domstolen mener ikke, at dette er tilfældet med hensyn til elektricitet, idet det indre elektricitetsmarked ikke vil være helt åbent før 2007. Den grænseoverskridende handel med elektricitet er imidlertid allerede helt almindelig og stigende i hele EU.

8.4

Der findes endvidere heller ikke lige konkurrencevilkår blandt markedsaktørerne i de forskellige dele af EU. Dette er der flere grunde til, eksempelvis Domstolens dom (1) om, at den tyske ordning med direkte prisstøtte ikke udgør statsstøtte, fordi der ikke er statslige midler indblandet. Samfundsøkonomisk er der dog næppe forskel på støtte, som kommer direkte fra forbrugerne eller fra skatteyderne, eller de samme beløb, som finansieres indirekte over statens budget.

8.5

For så vidt angår de forskellige typer støtteordninger, er der ingen, der opfylder alle krav om, at de skal være effektive, at de ikke må være markedsforvridende, og at de skal forbedre konkurrence og nytænkning. I forbindelse med direkte prisstøtte fastsættes priserne af myndighederne, mens beløbene fastsættes af markedet. Med hensyn til handel med certifikater er det omvendt. Direkte prisstøtteordninger kan tage højde for effektivitet, hvis de anvendes korrekt. I forbindelse med certifikater er det ikke sikkert, at der er investeringssikkerhed, og priserne kan være ustabile.

8.6

Omkostningerne til støtteordninger for vedvarende energi er i nogle tilfælde allerede meget høje. Dette er begyndt at skabe bekymring og kan udvikle sig til et politisk tilbageslag for målet og de politikker, der søger at øge brugen af vedvarende energi.

8.7

Kommissionen skal i henhold til direktivet om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder vurdere udviklingen i brugen af elektricitet fra vedvarende energikilder i 2005 og kan foreslå en fælles støtteordning. Der vil først blive opnået fuld harmonisering i 2012. Det må forventes, at de fleste medlemsstater vil reagere skarpt, hvis de skal ændre et system, som de har anvendt i adskillige år.

8.8

Mange finder det ikke nødvendigt, at der indføres en fælles støtteordning for elektricitet produceret fra vedvarende energikilder. Der findes imidlertid heller ikke en perfekt ordning. Udvalget mener, at der i rette tid bør udformes og indføres en fælles ordning, og at tendensen hen imod en yderligere opdeling i nationale ordninger bør modarbejdes allerede nu. En fælles ordning bør udformes således, at den specielt øger innovationen og konkurrenceevnen.

8.9

Kommissionen har ansvaret for at gennemføre de politikker, den har foreslået. Selv om gennemførelsen af EU's politikker om vedvarende energi stadig befinder sig på et tidligt stadium, bør Kommissionen rette særlig opmærksomhed mod ovennævnte problemer, før de forværres.

8.10

EØSU henstiller, at Generaldirektoratet for Energi og Transport

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 108/52

1.1

Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed (agenturet) blev oprettet efter Erika-ulykken i slutningen af 1999 ved forordning (EF) nr. 1406/2002 (1) for at sikre »et højt, ensartet og effektivt niveau for søfartssikkerhed og forebygge forurening fra skibe i Fællesskabet.« Agenturet skal give medlemsstaterne teknisk og videnskabelig bistand for at hjælpe dem med korrekt anvendelse af Fællesskabets lovgivning for søfartssikkerhed og forebyggelse af forurening fra skibe.

1.2

Agenturet har også til opgave at indsamle information og anvende databaser om søfartssikkerhed, evaluere og overvåge klassifikationsselskaber, organisere inspektionsrejser til medlemsstaterne for at overvåge, hvordan havnestatskontrollen fungerer.

1.3

Kommissionen foreslår nærmere bestemt:

2.1

Med alle de opgaver, Det Europæiske Agentur for Søfartssikring har fået pålagt, er det klart, at det spiller en stor rolle for sikringen af en effektiv og ensartet anvendelse af de bestemmelser, der er fastlagt på EU- og internationalt plan, om søfartssikkerhed og forebyggelse af utilsigtet eller ulovlig forurening fra skibe.

2.2

Af denne grund og i lyset af Prestige-ulykken i slutningen af 2002 besluttede Kommissionen i december samme år at fremskynde oprettelsen af agenturet i stedet for at afvente Rådets afgørelse om agenturets fremtidige beliggenhed, som endelig blev truffet af Det Europæiske Råd i december 2003.

2.3

Dermed kunne man komme videre med ansættelsen af personale (endnu ikke afsluttet) og udpegelsen af bestyrelsen og efterhånden få alle agenturets tjenestegrene til at fungere.

2.4

Hvad angår de ændringer af forordningen om agenturets oprettelse, der nu foreslås, støtter EØSU Kommissionens forslag med forbehold af nedenstående bemærkninger.

2.5

Det er velkendt, at ikke alle medlemsstater gennemfører EU-lovgivningen samtidigt og på samme måde, og det gælder især søfartssikringen. Ikke desto mindre må man anerkende Kommissionens indsats for at harmonisere procedurer og gennemførelse og dermed forbedre sikkerheden for mennesker og varer samt miljøbeskyttelsen. EØSU støtter således disse ændringer, som bidrager til at styrke og præcisere agenturets opgave med at bistå Kommissionen bl.a. på følgende områder: udarbejdelse og ajourføring af EU-lovgivningen og kontrol med dens anvendelse; tilrettelæggelse af uddannelsesforanstaltninger; indsamling og vedligeholdelse af databaser med relevant information om søfartssikkerhed, søfartssikring samt forebyggelse og bekæmpelse af forurening; samarbejde med tredjelande på disse områder; forbedring af kvaliteten af havnestatskontrollen; evaluering og anerkendelse i forbindelse med sønæring samt tredjelandes gennemførelse af den relevante lovgivning.

2.6

Der skal dog henvises til EØSU's udtalelse om agenturets oprettelse (3), hvori det understreges, at der klart bør skelnes mellem de beføjelser, der er tillagt henholdsvis agenturet (hverken lovgivningsmæssige eller regulerende) og komitéen for sikkerhed til søs (som har en regulerende rolle).

2.7

Derfor opfordrer EØSU medlemsstaterne til at fremskynde arbejdet med udarbejdelse af planer for nødhavne, revidere og ajourføre de eksisterende nationale planer (herunder regelmæssig afholdelse af praktiske øvelser) samt anskaffe det nødvendige udstyr til passende indgriben i tilfælde af store ulykker.

2.8

EØSU går også ind for at give agenturet til opgave at supplere medlemsstaternes indsats gennem teknisk og videnskabelig bistand til bekæmpelse af utilsigtet og forsætlig forurening fra skibe. De enkelte medlemsstater vil dog stadig have ansvaret for udarbejdelse af planer om forebyggelse og bekæmpelse af forurening og for afsættelse af de nødvendige ressourcer til denne opgave. EØSU beklager, at nogle medlemsstater – selv om de har ansvaret på dette område - stadig ikke er ordentligt forberedte på at tackle forureningsulykker som dem, Erika og Prestige forårsagede.

2.9

Agenturet skal samarbejde med medlemsstaterne om udarbejdelse af sammenhængende og koordinerede planer om forebyggelse og bekæmpelse af havforurening, og forvalte de tekniske ressourcer, der er til rådighed (specialfartøjer og andet udstyr). Derfor bør agenturet kunne spille en aktiv rolle i nødsituationer uden at indskrænke medlemsstaternes ansvar. Dette er baggrunden for indføjelsen af et nyt litra c) iii) i artikel 2.

2.10

EØSU mener endvidere, at det ved leje af fartøjer til løsning af disse opgaver bør sikres, at de pågældende redere opfylder de relevante EU- og internationale bestemmelser, især vedrørende sikkerheden ombord og besætningens leve- og arbejdsvilkår (herunder sønæring).

2.10.1

Det vil være nyttigt at få afklaret, hvorledes de fartøjer og det udstyr, der stilles til rådighed til forureningsbekæmpelse, skal forvaltes under operationen. EØSU mener, at det bør være de ansvarlige nationale myndigheder, der forvalter de indsatte ressourcer.

2.11

Eftersom flere af de stater, der tiltræder EU i maj 2004, er kyststater, som ifølge overvågningsrapporterne om fremskridtene mod tiltrædelse fra november 2003 alle har en ganske utilstrækkelig administrativ og teknisk kapacitet, anbefaler EØSU, at der udarbejdes særlige støtteplaner for disse landes beredskab. Dermed kan det undgås, at der er områder, som ikke er omfattet af nogen planer, eller som ikke har de nødvendige ressourcer til at yde bistand i tilfælde af ulykker. Man bør også overveje, hvorledes der kan samarbejdes på dette område med tredjelande, som grænser op til medlemsstater.

2.12

Hvad angår udvidelsen af agenturets opgaver med søfartssikring, er EØSU enigt i, at det også på dette område er nødvendigt at sikre, at de nationale planer, som medlemsstaterne skal udarbejde, er effektive. Her kan agenturet bistå Kommissionen. Det skal dog bemærkes, at disse nationale planer kan indeholde militære oplysninger, hvortil selv agenturet nødvendigvis har begrænset adgang. For at undgå blokeringer fra nogle medlemsstaters side må der findes fleksible løsninger, som sikrer, at medlemsstaternes planer er effektive – hver især og som helhed - samtidig med at det accepteres, at medlemsstaterne kan tilbageholde visse fortrolige oplysninger.

2.13

Det er først og fremmest vigtigt sikre, at omsætningen og gennemførelsen af bestemmelserne om forbedring af fartøjers og havneanlægs sikkerhed sker på en harmoniseret og sammenhængende måde, uden at tabe målene af syne.

2.14

EØSU henleder opmærksomheden på, at Rådet (transport) på sit møde i december gav principiel tilslutning til dette forslag uden at tage hensyn hverken til EØSU's udtalelse eller Europa-Parlamentets beslutning, som begge er under udarbejdelse. Da dette er en tilbagevendende situation, anmoder EØSU om at blive hørt i så god tid i forvejen, at det kan nå at vedtage sine udtalelser, før det er for sent.

2.15

EØSU mener også, at ideen om at oprette en kystvagt i EU-regi bør gennemdrøftes. Selv om det er et ømtåleligt emne, fordi det rejser spørgsmål vedrørende suverænitet og myndighedsudøvelse til havs, vil en sådan kystvagt kunne supplere agenturets rolle inden for forebyggelse og overvågning.

3.1

EØSU støtter Kommissionens forslag og understreger den vigtige rolle, som agenturet kan spille for at forbedre søfartssikkerheden i medlemsstaterne. Det henleder dog opmærksomheden på nødvendigheden af at sørge for en klar skelnen mellem de beføjelser, der er tillagt henholdsvis agenturet og komitéen for søfartssikkerhed.

3.2

Agenturets rolle i forureningsbekæmpelsen skal supplere og ikke erstatte medlemsstaternes indsats.

3.3

EØSU beklager dybt, at flere medlemsstater på trods af Erika I- og Erika II-pakkerne endnu ikke råder over det udstyr og de menneskelige ressourcer, der er nødvendige for at gribe ind over for omfattende ulykker. Tilvejebringelsen af dette udstyr bør prioriteres højere.

3.3.1

Endvidere er medlemsstaterne bagud med udarbejdelsen af planer for nødhavne. EØSU opfordrer derfor til at fremskynde dette arbejde, så der hurtigt kan etableres et sammenhængende net, der dækker alle EU-farvande.

3.4

Særlig opmærksomhed bør vies de kommende medlemsstater i form af støtte til anskaffelse af menneskelige ressourcer og udstyr til forureningsforebyggelse og -bekæmpelse.

3.5

EØSU anbefaler at gennemdrøfte ideen om oprettelse af en kystvagt i EU-regi, som kan supplere agenturets rolle inden for forebyggelse og overvågning

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 108/55

1.1

Europa-Kommissionen pålagde 1. april 1987 sine medarbejdere at kodificere alle retsakter senest efter den tiende ændring eller med endnu kortere mellemrum for at sikre, at fællesskabsreglerne var klare og lette at forstå.

1.2

Eftersom der ved kodifikation ikke må foretages nogen ændringer af indholdet i de kodificerede retsakter, er det ved en interinstitutionel aftale af 20. december 1994 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Europa-Kommissionen fastsat, at der kan anvendes en hasteprocedure til hurtig vedtagelse af de kodificerede retsakter.

2.1

Formålet med det foreliggende forslag er at foretage en kodifikation af direktiv 92/14/EØF, der regulerer anvendelsen fly i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat på internationalt plan. Det nye direktiv træder i stedet for de forskellige retsakter, som er indarbejdet i det. Forslaget ændrer ikke indholdet af de retsakter, der kodificeres, og der foretages kun de formelle ændringer, der er nødvendige af hensyn til selve kodifikationen.

2.2

Direktivet omhandler støjemissionsnormer på civile subsoniske jetfly.

3.1

EØSU kan principielt tilslutte sig Kommissionens forslag, som har til formål at gøre fællesskabslovgivningen klar og gennemsigtig.

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 108/56

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 108/57

1.

EØSU anser det for hensigtsmæssigt at tillade, at der i lufthavne, der kun benyttes af små fly, eller til general aviation, eller som kun benyttes sjældent, anvendes andre metoder end dem, der er fastsat i retsforskrifterne, til at opnå samme sikkerhedsniveau, for så vidt det ville være urimeligt at investere i dyrt sikkerhedsudstyr. Der rettes ligeledes nogle ubetydelige småfejl i forslagets indhold. EØSU støtter derfor Kommissionens forslag.

2.

EØSU understreger endvidere vigtigheden af artikel 4, nyt stk. 3 a, hvoraf det fremgår, at »For hver flyvning fra et demarkeret område i en lufthavn skal destinationslufthavnen orienteres om dette forhold, før flyvningens ankomst«. Dette er nødvendigt, for at der kan træffes passende sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med modtagelsen af luftfartspassagerer og bagage, der kommer fra »demarkerede« områder i afgangslufthavne, og som skifter fly eller ankommer til en terminal, hvor der ikke opereres med en fysisk adskillelse mellem ankommende passagerer og afrejsende passagerer. Flyoperatøren er bedst i stand til at give denne oplysning.

3.

Endelig understreger EØSU, at de nationale sikkerhedsforanstaltninger (som omhandlet i artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 2320/2002) bør finde anvendelse på »demarkerede områder« og ikke særskilte områder, der benyttes af generel aviation og små fly (med en startvægt på under 10 tons eller under 20 sæder), som ankommer til en destinationslufthavn, hvor der ikke findes demarkerede områder.

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 108/58

a)

Gennemførelse af OECD-rådets reviderede beslutning af 14. juni 2001 den reviderede Basel-konvention i fællesskabslovgivningen

b)

Behandling af problemer i forbindelse med gennemførelsen, forvaltningen og håndhævelsen af forordningen af 1993 og større retlig klarhed;

c)

Videreførelse af indsatsen hen imod en global harmonisering på området grænseoverskridende overførsel af affald;

d)

Omstrukturering og forenkling af forordningens artikler for at gøre forordningen mere klar og logisk.

a)

Der er foretaget en mere præcis afgrænsning af forordningens anvendelsesområde.

b)

Terminologien, hvad angår begreberne »anmelder«, »modtager«, »afsendelse« og »bestemmelse«, er ikke harmoniseret med terminologien i Basel-konventionen og OECD-beslutningen af 2001.

c)

Der er tilføjet en række nye definitioner.

d)

Det foreslås, at definitionen af »kompetent myndighed« ændres og tilpasses Basel-konventionen.

e)

Der er tilføjet en definition af »miljømæssigt forsvarlig håndtering«.

f)

Definitionen af »anmelder« er blevet mere præcis.

a)

Antallet af affaldslister nedbringes fra tre til to, ligesom det foreslås at nedbringe antallet af procedurer til to.

Det foreslås således at sammenføje listen over mindre farligt affald, jf. bilag III, og listen over farligt affald, jf. bilag IV, således at de udgør én liste, der vedlægges som bilag IV. Listen over ikke-farligt affald, jf. det nuværende bilag II, bliver til bilag III.

Helt konkret betyder dette, at:

b)

Det foreslås ligeledes, at de kompetente myndigheder individuelt giver deres samtykke inden for en tidsfrist på 30 dage. Der er blevet tilføjet visse proceduremæssige forholdsregler for anmelderen.

c)

Der påhviler anlæg, som udfører midlertidig nyttiggørelse og bortskaffelse, samme forpligtelser som anlæg til endelig nyttiggørelse og bortskaffelse (jf. bemærkningerne nedenfor).

d)

Det foreslås at udvide og tydeliggøre listen over oplysninger og dokumentation, som skal ledsage overførsler af ikke-farligt affald.

e)

I tråd med OECD-beslutningen af 2001 er overførsler af affald, som er bestemt til laboratorieanalyse, ikke omfattet af proceduren med forudgående skriftlig anmeldelse og samtykke.

f)

Affald indeholdende POP-kemikalier underkastes samme bestemmelser som overførsler af affald bestemt til bortskaffelse.

g)

Det foreslås at etablere en procedure til behandling af uenighed mellem de kompetente myndigheder om klassifikation af affald.

h)

Anmelderens finansielle sikkerhed eller tilsvarende forsikring skal være etableret og retligt bindende på anmeldelsestidspunktet.

i)

Det foreslås, at forpligtelsen til at tage affald tilbage (i tilfælde, hvor overførslen ikke kan gennemføres som planlagt, og i tilfælde, hvor overførslen må betragtes som ulovlig) også gælder for ikke-farligt affald bestemt til nyttiggørelse.

a)

Disse ændringer og tilføjelser hænger primært sammen med gennemførelsen af de procedurekrav i Basel-konventionen, der afviger fra dem, der gælder for overførsler i Fællesskabet.

b)

Kommissionen mener ikke, at forslaget vil medføre en yderligere økonomisk byrde for erhvervslivet. Det må imidlertid forventes, at forslaget vil medføre ekstraomkostninger for nogle medlemsstater.

c)

Forslaget bør føre til en mere ensartet anvendelse af forordningen og en begrænsning af de ulige forhold på det indre marked.

3.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg mener, at Kommissionens forslag vil forbedre sporbarheden af affaldsoverførsler. Forslaget bør føre til, at visse former for praksis afskaffes, og at der på en ensartet måde og med den tilstrækkelige strenghed indføres god praksis, der sigter mod den bedste miljøbeskyttelse og et bedre syn på bæredygtig udvikling.

3.2

Forslaget vil gøre affaldsbehandleres aktiviteter mere gennemsigtige, nemmere at spore og mere ansvarlige, navnlig ved hjælp af mekanismer til anmeldelse, finansiel sikkerhed og forpligtelsen til at tage affald tilbage, hvis en kontrakt ikke gennemføres. Forordningen bidrager også til at gøre administrationerne mere ansvarlige, eftersom de skal give deres skriftlige samtykke til de planlagte overførsler (klassificering af processer, tilladelse til at udnytte behandlingsanlæg, overensstemmelse), hvilket i høj grad har manglet. Administrationerne skal endvidere overholde tidsfristerne, således at processerne ikke bremses.

3.3

En fornuftig strukturering af forordningen skulle gøre det lettere at gennemføre den, hvilket vil begrænse de ulige markedsforhold i EU. Det skal bemærkes, at Europa-Parlamentets miljøudvalg og plenarforsamling allerede har undersøgt den foreslåede forordning (1). Det er beklageligt, at EØSU ikke er blevet anmodet om udtalelse på et tidligere tidspunkt, således at det kunne have haft sin udtalelse klar til Europa-Parlamentets debat, der førte til forbedringer af forslaget.

3.4

EØSU bemærker, at den pågældende indfaldsvinkel er baseret på en procedure for enkeltoverførsler, der indebærer en enkelt lastning, selv om der i praksis foretages flere overførsler på baggrund af en samlet anmeldelse. Enkeltoverførsler er snarere undtagelsen end reglen, hvilket dels skyldes de administrative byrder og omkostninger, der er forbundet hermed, dels de mængder, som skal transporteres, der er af et sådant omfang, at det er nødvendigt med flere lastninger.

4.1

Der henvises i retsgrundlaget til EF-traktatens artikel 175 og 133. Det er indlysende, at der bør holdes fast ved artikel 175, som omhandler miljøbeskyttelse. Det er derimod for tidligt at henvise til artikel 133. På nuværende tidspunkt findes der alt for mange forskelle i EU, som bør fjernes, før man kan tale om et egentligt affaldsmarked i EU.

Mangel på enslydende definitioner, manglende klarhed og præcision, der fører til alt for mange fortolkninger i EU, samt alt for mange sagsanlæg ved EF-domstolen er alle sammen elementer, som gør, at man langt fra kan tale om et marked i europæisk forstand.

Der er ingen tvivl om, at Kommissionen bør bestræbe sig på at åbne dette marked, men der er stadig lang vej. En første etape bør bestå i:

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 108/62

1.1

Jordkloden er omgivet af gasarter, hvoraf nogle absorberer og reflekterer varme og dermed får temperaturen på jordniveau til at stige. Dette er drivhuseffekten. Koncentrationen af gasser, som forårsager dette (kuldioxid, methan, vanddamp, nitrogenoxid, ozon og visse menneskeskabte stoffer som f.eks. fluorholdige gasser), er steget som resultat af menneskets aktiviteter.

1.2

Hvis denne udvikling og den dermed forbundne globale opvarmning ikke kan dæmpes eller vendes, vil den føre til permanente og potentielt skadelige klimaændringer. Den største udfordring for menneskeheden i dag er at finde en balancegang mellem hensynet hertil og til menneskets behov på alle udviklingsniveauer over hele kloden.

1.3

Den internationale reaktion blev fastlagt i De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, der blev vedtaget i 1992, og i Kyoto-protokollen fra 1997. EU har givet klimaændringer højeste prioritet i sit sjette miljøhandlingsprogram 2001-2010.

1.4

I juni 2000 indledte EU Det europæiske klimaændringsprogram (ECCP) som en proces, hvor alle berørte parter blev hørt med det formål at indkredse, hvordan EU bedst kunne opfylde sine Kyoto-mål. ECCP identificerede i sin første rapport fra juni 2001 42 omkostningseffektive muligheder for at reducere drivhusemissionerne med 664-765 mio. ton CO2-ækvivalenter. Heri er indregnet foranstaltninger, der skal begrænse anvendelse af visse fluorholdige gasser og deres emissioner.

2.1

Forslaget sigter på at begrænse emissioner af hydrofluorcarboner (HFC), perfluorcarboner (PFC) og svovlhexafluorid (SF6), der i udstrakt grad anvendes som kølemidler, rensnings/opløsningsmidler og opskumningsmidler. Hertil kommer medicinske og specialiserede anvendelser, f.eks. i brandslukningsmidler, fremstilling af halvledere og højspændingsafbrydere og inden for magnesiumproduktion.

2.2

Disse stoffer er kraftige drivhusgasser, der er omfattet af Kyoto-protokollen. Foranstaltningerne forventes at nedbringe emissionerne af disse gasser med 23 mio. ton til 75 mio. ton CO2-ækvivalenter i 2010 og måske endnu mere, efterhånden som foranstaltningernes fulde virkning slår igennem.

2.3

Dette forslag er baseret på EF-traktatens artikel 95. Foranstaltninger til harmonisering af kravene til overvågning, indeslutning og anvendelse vil hjælpe medlemsstaterne med at opfylde deres forpligtelser i henhold til Kyoto-protokollen og samtidig yde en afgørende beskyttelse af det indre marked.

2.4

Artikel 3 skal sikre overvågning og indeslutning af udsivning fra stationære køle-, luftkonditionerings- og varmepumpeanlæg samt brandsikringssystemer. Artikel 4 omhandler genvinding af gasser ved servicering og ved den endelige bortskaffelse med henblik på genanvendelse, regenerering eller destruktion. Artikel 6 fastslår, at producenter, importører og eksportører skal holde regnskab med produktion af, handel med og anvendelse af disse fluorholdige gasser samt indberette de pågældende data til Kommissionen. Artikel 7 og 8 forbyder markedsføring og anvendelse af visse fluorholdige gasser til bestemte formål.

2.5

Artikel 9 og 10 omhandler anvendelse af fluorholdige gasser i luftkonditioneringsanlæg i person- og varebiler. Der foreslås indført en ordning med kvoter, der kan overdrages, så producenterne får tid til at indføre de nødvendige ændringer på en omkostningseffektiv måde. Bortset fra de i artikel 10 nævnte tilfælde er al anvendelse af fluorholdige gasser med et potentiale for global opvarmning »Global Warming Potential« (GWP), efter 100 år, volumen CO2 = 1) på over 150 til første fyldning i luftkonditioneringsanlæg i nye køretøjer, der markedsføres fra den 1. januar 2009, forbudt.

3.1

EØSU erkender det vedvarende og presserende behov for at nedbringe de globale drivhusgasemissioner og bakker kraftigt op om Kommissionens indsats for at sikre fuld ratifikation af Kyoto-protokollen. Udvalget hilser derfor dette forslag om kontrol og anvendelse af visse fluorholdige gasser velkomment. De foreslåede initiativer er blevet udviklet i samarbejde med de berørte interessenter med henblik på at give medlemsstaterne omkostningseffektive redskaber i hænde, så de kan opfylde deres målsætninger for reduktion af emissionerne. EØSU håber, at disse foranstaltninger senere vil fremstå som modeller til efterfølgelse for lande uden for EU.

3.2

De aktiviteter, som er omfattet af forslaget (køling, luftkonditionering, medicinske og specialiserede anvendelser) betragtes i stigende grad som essentielle for menneskehedens overlevelse. Uden dem ville den daglige forsyning med friske fødevarer blive umulig, og det ville blive stadig vanskeligere at gennemføre sikre og produktive aktiviteter i hjemmet, på arbejdspladsen og på rejse.

3.3

Bestræbelserne på at dæmpe disse virkninger kan imidlertid også bidrage til global opvarmning gennem udsivning af de anvendte kølemidler (direkte virkninger) og gennem den øgede anvendelse af energi til driften af nedkølingssystemer (indirekte virkninger). Indirekte virkninger vejer som regel tungere end direkte virkninger. For et køleskab i hjemmet tegner energiforbruget sig for 96 % af de samlede emissioner. Et luftkonditioneringsanlæg i en bil øger brændstofforbruget og emissionerne med op til 20 %.

3.4

Valget af kølemiddel er i det store og hele begrænset til ammoniak, kuldioxid, vand, kulbrinter eller hydrofluorkarboner (HFC). De har hver især deres fordele og ulemper, og ingen nye molekyler forventes at blive identificeret til denne anvendelse på kort sigt. Chlorfluorcarboner (CFC), der introduceredes i 1930'erne som et sikkert og billigt alternativ til ammoniak, svovldioxid eller kulbrinter, er allerede under udfasning i henhold til Montreal-protokollen på grund af deres store ozonnedbrydende potentiale, og de har desuden generelt en høj GWP-værdi.

3.5

Angående køleanlæg i hjemmet har man løst problemet med erstatningsmidlet isobutans brændbarhed gennem små førstefyldninger (30-60 g) og lav udsivningshastighed samt anvendelse af eksplosionssikre elektriske systemer.

3.6

Kommercielle anlæg er baseret på ammoniak, når der er tale om fjerntliggende områder eller steder med uddannet personale, som er vant til at arbejde under potentielt farlige vilkår, eller på blandinger af HFC, f.eks. i supermarkeder, hvor sikkerheden har højeste prioritet af hensyn til kundernes tilstedeværelse. I disse tilfælde er forbedret design, overvågning og indeslutning af afgørende betydning.

3.7

Den stigende efterspørgsel efter luftkonditioneringsanlæg i personbiler går hånd i hånd med faldende omkostninger og stigende bevidsthed om virkningerne af lokale klimaændringer. Den første påfyldning (750 g) af et kølemiddel, typisk HFC-134a med lav brændbarhed, men med en GWP-værdi på 1300, er meget større end i et køleskab i hjemmet. Det samlede forbrug i anlæggets levetid er meget større (1200-2400 g), og de indirekte virkninger er endnu større.

3.8

Under disse omstændigheder er en ny udformning og bedre indeslutning absolut nødvendigt, så man sikkert kan anvende enten HFC-152a, som har lav brændbarhed, men en GWP-værdi på kun 140, eller butan, som er yderst brændbart, men med en GWP-værdi på kun 3, eller CO2, som ikke er brændbart, men som kræver højere tryk, kan resultere i et større brændstofforbrug og i tilfælde af en bilulykke kan medføre kvælning af bilens passagerer. Konsekvenserne for motorens og karosseriets udformning samt for servicering og udtømning eller genanvendelse ved udrangering er afgørende.

3.9

EØSU mener, at processen bør fremskyndes, så mobile luftkonditioneringsanlæg kan medtages i typegodkendelsesprocessen for alle nye modeller, der markedsføres i Europa. Kommissionens udformning af EU-standarder for måling af udsivning og af de samlede emissioner samt deres indflydelse på luftforurening og klimaændringer – med og uden mobile luftkonditioneringsanlæg i drift – er skridt i denne retning.

3.10

EØSU er enig med Kommissionen i, at traktatgrundlaget for dette forslag børe være artikel 95, hvis det globale miljø skal bevares, og styring og beskyttelse af det indre marked sikres i de mest berørte sektorer. For at opnå fuld virkning er det nødvendigt at kortlægge de langsigtede, vedvarende tendenser i forbrugernes præferencer og i de nyskabelser, der sker inden for den relaterede produktion i disse industrier, der har leverandører på globalt plan. EU skal fastholde sin førerposition, fortsætte høringen af de berørte parter, anspore til positive tiltag og skabe en ramme, de kan udfoldes i på en korrekt og omkostningseffektiv måde.

3.11

Nationale regeringer kan her spille en væsentlig rolle ved at udveksle erfaringer om bedste praksis, f.eks. overvågningssystemer i Sverige (der reducerer udsivning fra kommercielle anlæg og anlæg i hjemmet fra 30-40 % til 5-8 %) og i Holland (STEK-systemet for udsivningsfrit køleudstyr), samt ved at etablere ordninger, der informerer forbrugerne og belønner deres valg i afgørelser, der berører det globale miljø. Energimærkning, som allerede er meget udbredt i anlæg i hjemmet, bør så hurtigt som muligt udvides til at omfatte kommercielle og mobile anlæg.

3.12

Da en række lande, som allerede er underlagt Montreal- og Kyoto-protokollerne, men på forskellige stadier og med forskelligt udviklingsniveau, snart træder ind i EU, opfordrer EØSU Kommissionen til at fortsætte arbejdet med at sikre holdbare og realistiske reduktioner af drivhusgasemissioner, beskytte det udvidede indre marked og skabe lige vilkår på markedet for producenter og importører. EØSU er enig i, at en forordning er det rette retsinstrument for dette forslag.

4.1

Redegørelsen bør indeholde overvejelser over sikkerhed og sundhed for alle, der har berøring med produktet i løbet af hele dets livscyklus.

4.2

Der mangler et par definitioner. Ord som »operatør«/»indehaver« af stationære anlæg bør præciseres. Kommissionen bør arbejde sammen med de berørte parter for at sikre, at situationer, der reelt forekommer, er fuldt dækket.

4.3

Anbefalingerne vedrørende indeslutning er svage og stiller kun få krav om handling eller specifik kontrol med upålidelige og utætte anlæg. De svenske og hollandske systemer bør følges nærmere. Efterhånden som incitamenterne til at reducere udsivning lige fra designstadiet vokser, bør man tillade en nedgang i hyppigheden af kontrollen af nye energieffektive anlæg, som bevisligt har en lav udsivningsgrad. Dette bør være tilfældet, uanset hvilket kølemiddel der anvendes. Brugerne bør betragte reduktion af udsivning som en udgift, der kan betale sig, og som deres bidrag til bedre miljøpræstationer. Frivillige aftaler, mærknings- og præmieordninger, information via fagblade og forbrugeranerkendelse af fremskridt er alt sammen redskaber, der kan benyttes for at skabe de ønskede ændringer i den eksisterende praksis.

4.4

Artikel 5 indeholder bestemmelser om uddannelse af det personale, der arbejder med indeslutning og genvinding, men ikke om installering, vedligeholdelse og inspektion. Dette er en nødvendighed, hvis forandringerne skal være effektive.

4.5

EØSU støtter de krav til indberetning, der fastlægges i artikel 6. Medlemsstaternes indberetning på baggrund af EU-standarder for luftkvalitet er af varierende kvalitet. Uden en konsekvent og solid database vil det være svært at afgøre, hvilke fremskridt der er gjort, eller hvilke yderligere tiltag der er behov for.

4.6

I betragtning af behovet for at afveje fordele og ulemper inden for køling og luftkonditionering bør man i fremtiden lovgive om disse aktiviteter, herunder om typegodkendelse af mobile luftkonditioneringsanlæg, frem for som her kun at fokusere på én type kølemidler.

4.7

Kvoteordningen for emissioner fra mobile luftkonditioneringsanlæg er indviklet, og den forekommer ikke strengt nødvendig. Forudsat at fristen er realistisk, bør man foretrække typegodkendelse af nye modeller baseret på alle aspekter af energieffektivitet og emissionsbegrænsning gældende for producenter på lige fod med importører fra f.eks. 2012. Der bør endvidere fastlægges en skæringsdato, f.eks. 2020, hvor alle nye biler, hvad enten der er tale om nye eller eksisterende modeller, skal leve fuldstændigt op til de nye standarder. Man bør også tilskynde til indførelse af ordninger, der øger udskiftningstakten for eksisterende modeller, der ikke opfylder standardkravene.

4.8

Endelig er forbrugernes rolle og ansvar af afgørende betydning. Hvis en aktivitet anses for nødvendig, bør forbrugeren være klar over valgmulighederne og konsekvenserne af de forskellige valg. Hvis der er særlige omkostninger, f.eks. i forbindelse med servicering eller bortskaffelse, bør de identificeres og regningen sendes videre. Mærkningsordninger har i høj grad været med til at øge energieffektiviteten af køleskabe i hjemmet. De bør derfor med Kommissionens hjælp snarest muligt udvides til også at omfatte andre aspekter af køling og luftkonditionering.

4.9

For andre anvendelser, som er frivillige, men temmelig banale, eller hvor der allerede findes sikrere alternativer, forekommer Kommissionens fremgangsmåde i artikel 7, 8 og i bilag II velegnet, og EØSU bakker op om den. Frivillige aftaler, der ledsages af støt fremgang og udveksling af bedste praksis, bør foretrækkes på komplekse og vigtige områder som medicinindtagelse via dosisinhalatorer.

4.10

Andre anvendelser af fluorholdige gasser, f.eks. i lastvogne og i køleanlæg til vej-, jernbane- og søtransport, der ikke er omfattet af dette forslag, bør indgå i senere forslag, når de nødvendige data foreligger.

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 108/65

1.1

Ifølge forordningsforslaget i dokument 2003/0193 kan gamle og nye (fra 1. maj 2004) medlemsstater, som har en fælles landgrænse med et tilgrænsende tredjeland, hvis de ønsker det, via bilaterale overenskomster, som bygger om princippet om gensidighed, nærmere præcisere nedenstående ordninger om mindre grænsetrafik

1.2

Ifølge forordningsforslaget i dokument 2003/194 kan en gammel og en ny medlemsstat eller 2 nye medlemsstater, som har fælles grænse, hvis de ønsker det, nærmere præcisere nedenstående ordninger ved at indgå relevante aftaler.

1.2.1

Der er her tale om foreløbige ordninger, som skal kunne gennemføres fra 1. maj 2004, men som ikke skal gælde, så snart de berørte nye medlemsstater fuldt ud anvender Schengen-reglerne, og kontrolforanstaltningerne ved de fælles grænser er ophævet.

1.3

Med de to forslag tilstræber Kommissionen at lette grænsepassagen for »bona fide«-indbyggere i grænseområderne, som har legitime grunde til hyppigt at passere medlemsstaternes ydre grænse, og at tage hensyn til behovet for at forhindre ulovlig indvandring og mulige sikkerhedstrusler fra kriminelle aktiviteter.

1.4

På den baggrund foreslår Kommissionen, at tredjelandes statsborgere, som i mindst et år lovligt opholder sig i en tilgrænsende medlemsstats grænseområde, må passere den ydre landgrænse hyppigt bl.a. af familiemæssige, sociale, kulturelle eller økonomiske årsager, evt. uden for de tilladte grænseovergangssteder og fastsatte åbningstider, med sigte på et ophold på højst syv på hinanden følgende dage på den betingelse, at den samlede varighed af de enkelte ophold ikke overstiger tre måneder pr. halvår.

1.5

De pågældende skal være i besiddelse af de krævede rejsedokumenter. Statsborgere i ikke-visumpligtige tredjelande skal have lov til at passere grænsen ved at fremvise et identitetskort eller en særlig tilladelse.

1.5.1

Statsborgere i visumpligtige tredjelande skal være i besiddelse af det særlige L-visum, som er gyldigt i mindst et år og højst fem år, og som udstedes i en standardmodel.

1.6

Endelig får de pågældende adgang til et grænseområde på højst 50 km, inden for hvilket der nærmere kan angives, hvilke områder eller byer der omfattes af den mindre grænsetrafik.

2.1

For udvalget, som nok kan godkende forslagenes sigte, melder der sig dog det spørgsmål, hvorledes det skal kunne konstateres, at det samlede tilladte ophold ikke overskrides, ikke mindst da der, bl.a. af praktiske overvejelser, ikke kan eller skal påføres ind- og udrejsestempler i de pågældende rejsedokumenter.

2.2

Kommissionen går tilsyneladende ud fra, at den kontrol, som foretages før udstedelsen af L-visummet, er nok til at anse de berørte for »bona fide« efter visumudstedelsen. Da visummet højst må gælde i 5 år, vil det ved grænsepassagen, i hvert fald uden for godkendte grænseovergangssteder og fastsatte åbningstider, være svært at undersøge, om de pågældende stadig opfylder visumvilkårene og eksempelvis ikke i mellemtiden er registreret med henblik på afvisning.

2.3

Hertil skal føjes, at dette udgangspunkt i ingen tilfælde udgør en tilfredsstillende løsning på kontrollen af ophold af ikke-visumpligtige tredjelandestatsborgere, som eventuelt får lov til at passere grænsen ved blot at fremvise et identitetskort.

2.4

Antræffes de pågældende uden for grænseområdet, men på en anden medlemsstats territorium, opholder de sig der ulovligt og skal udvises af dette territorium. I denne forbindelse forekommer det rimeligt at fastsætte, at de relevante Schengen-bestemmelser finder anvendelse på sådanne udvisninger, hvis der ikke er indgået tilbagetagelses- og overtagelsesaftaler med de pågældende lande.

3.1.1.1

Definitionen på »grænsearbejder« i litra (h) er hentet i definitionen i et rådsdirektiv, som endnu ikke er vedtaget, om betingelserne for tredjelandestatsborgeres indrejse og ophold med henblik på beskæftigelse som lønmodtagere og udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed

3.1.1.2

I den henseende melder der sig det spørgsmål, om den foreliggende forordnings bestemmelser for disse personkategorier gælder, eller om de skal erstattes af de relevante bestemmelser i det nævnte direktiv, når dette er vedtaget og omsat i national lovgivning.

3.1.2.1

Da samtlige medlemsstater har accepteret (eller skal acceptere) Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, er det indlysende, at medlemsstaterne vil anvende bestemmelserne i artikel 4.

3.1.2.2

Mens det i forbindelse med tilbagetagelses- eller asylanliggender er rimeligt at henvise til, at statsborgere i tredjelande ikke kan udvises til eller via et tredjeland, eller at de kan anerkendes som flygtning af medlemsstaterne, hvis de i det pågældende tredjeland løber en reel fare for at blive forfulgt af de i artikel 4 nævnte årsager, forekommer det overflødigt at medtage den nævnte bestemmelse i forbindelse med mindre grænsetrafik.

3.1.3.1

Ifølge denne artikel skal visummet have form af en ensartet model påført bogstavet L. Det indebærer, at de embedsmænd, som varetager kontrollen i Schengen-området, bør modtage tydelige instrukser herom, ikke mindst at bogstavet L også benyttes som landekode for Luxembourg ved udstedelse af visa, som er begrænset til Luxembourgs territorium.

3.1.4.1

Da disse instrukser indeholder de bestemmelser, som de visumudstedende myndigheder skal overholde ved visumudstedelse, bør ikke alene Del I, punkt 2 (definition og visumkategorier), men også Del V (behandling af ansøgningen og afgørelse) punkt 3, og Del VI (udfyldning af visummærkaten) anvendes. Man kan næppe kræve af disse instanser, at de først skal læse et bilag til instrukserne, før de udsteder et visum.

3.1.4.2

Desuden melder der sig det spørgsmål, hvorfor man under litra (a), 2. afsnit, kun omtaler mindste- men ikke maksimumsgyldigheden

3.1.4.3

Endelig bør de embedsmænd, som varetager grænsekontrollen, også orienteres om bestemmelserne om mindre grænsetrafik. Dette indebærer, at den fælles håndbog, som ikke ændres i de afsluttende bestemmelser, også skal tilpasses.

3.1.5.1

Med denne artikel ønsker Kommissionen at lade artikel 136, stk. 3, i den nævnte konvention udgå.

3.1.5.2

En forordning kan nok sætte bestemmelser i konventionen ud af kraft, men kan ikke helt lade dem udgå.

3.2.1

Da det foreliggende forslag vedrører anvendelse af bestemmelserne om mindre grænsetrafik ved de ydre landgrænser mellem medlemsstaterne ifølge dokument 2003/0193, gælder bemærkningerne ovenfor også for bestemmelserne i dette forslag om mindre grænsetrafik ved de midlertidige ydre landgrænser mellem medlemsstaterne.

4.1

Sigtet med de to forslag om mindre grænsetrafik kan godkendes, nemlig lettelse af hyppig grænsepassage for »bona fide«-indbyggere i grænseområderne og samtidig hensyntagen til behovet for at forhindre ulovlig indvandring og mulige sikkerhedstrusler fra kriminelle aktiviteter.

4.2

Da de to aspekter af denne målsætning ikke kan konkretiseres i kraft af de relevante bestemmelser i EU-retten (Schengen-bestemmelserne iberegnet), henstilles følgende, hvad angår forslaget til Rådets forordning i dokument 2003/0193:

4.2.1

for at kunne kontrollere opholdets samlede tilladte varighed, bør der ikke åbnes mulighed for at passere grænsen uden for de tilladte grænseovergangssteder og uden for de fastsatte åbningstider (jf. artikel 18);

4.2.2

for regelmæssigt at kunne verificere de berørtes gode tro, bør det nedfældes, at der kan udstedes særlige visa med en gyldighed på højst et år (jf. artikel 12);

4.2.3

for at anføre, at bestemmelserne i Schengen-aftalens artikel 23 også finder anvendelse i tilfælde af udvisning af tredjelandestatsborgere, som befinder uden for grænseområdet og andetsteds i Schengen-området, eller som opholder sig ulovligt, kunne der i artikel 2 i dokument 2003/0193 indsættes en henvisning til denne artikel;

4.2.4

da bestemmelserne for grænsearbejdere på EU-plan endnu ikke er fastlagt, og da Rådets drøftelser med henblik på vedtagelse af et direktiv herom endnu ikke er afsluttet, bør definitionen i artikel 3, litra (h), (og artikel 15, som finder anvendelse på denne personkategori), udgå eller medtages med det forbehold, at det nævnte direktiv vedtages;

4.2.5

da medlemsstaterne ved gennemførelsen ikke blot af denne forordning, men også af hele EF-retten og national ret skal overholde princippet om ikke-forskelsbehandling, er bestemmelserne under artikel 4 ikke nødvendige; medtagelse af en sådan artikel giver desuden det indtryk, at medlemsstaterne i forbindelse med mindre grænsetrafik ikke er til sinds at efterleve dette princip. Eventuelt kan der henvises til denne grundlæggende rettighed i betragtningerne;

4.2.6

da bogstavet L benyttes som landekode for Luxembourg ved udstedelse af visa, som er begrænset til Luxembourgs område, og da dette kan føre til tvivl hos de embedsmænd, som varetager kontrollen, bør det påses, at der i forbindelse med det særlige visum, som omtales under artikel 9, ikke benyttes bogstaver, der er identiske med EU-landekoder;

4.2.7

af hensyn til de visumudstedende instanser og de embedsmænd, som varetager kontrollen ved grænserne, bør der i de afsluttende bestemmelser medtages nærmere instrukser i artikel 20 og i en ny artikel;

4.2.8

da en forordning ikke kan ophæve artikler i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen, bør bemærkningen under artikel 21 udelades eller eventuelt omformuleres.

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 108/68

1.1.1.

Den 9. april 2003 bad kommissær Viviane Reding i en skriftlig anmodning til EØSU's formand udvalget om at udarbejde en sonderende udtalelse om den europæiske kulturindustri.

Ifølge kommissæren er EØSU i kraft af sin position i civilsamfundet og sin rolle som repræsentant for virksomhedernes og arbejdstagernes interesser godt placeret til blandt andet at:

Kommissionen vil i princippet i begyndelsen af 2004 foreslå nye EU-instrumenter på det kulturelle og audiovisuelle område.

1.1.2.

Ifølge Kommissionen står kulturindustrien over for følgende vigtige udfordringer:

1.1.3.

Denne situation kræver ifølge Kommissionen, at der kigges nærmere på følgende aspekter:

1.1.4.

Europa-Parlamentet vedtog på plenarmødet den 4. september 2003 sin beslutning om kultursektoren. Ordfører var medlem af Europa-Parlamentet, Myrsini Zorba.

1.1.4.1.

Denne fyldige og helstøbte tekst er resultatet af den stringente fremgangsmåde, som Europa-Parlamentet har fulgt ved udarbejdelsen af sit udkast til betænkning, der indeholder en række operationelle forslag til, hvilke foranstaltninger de kompetente EU-institutioner og medlemsstaterne kan træffe.

1.1.4.2.

Under den forudgående offentlige høring den 22. april 2003 fremlagdes resultaterne af et spørgeskema, der var blevet sendt til 200 erhvervsorganisationer, branchesammenslutninger, virksomheder og eksperter, som fremhævede følgende punkter som den europæiske kulturindustris største problemer:

1.1.4.3.

Det fremgår af dokumentet, som blev fremlagt under høringen, at sektorens fagfolk er utilfredse med kulturpolitikken på såvel nationalt som europæisk plan.

1.2.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg fokuserer i sin sonderende udtalelse på en række specifikke punkter, som anses for særlig relevante for udformningen af fremtidige EU-foranstaltninger.

1.2.2.

EØSU vil navnlig skulle besvare to spørgsmål:

2.1.1.

Ordbøgernes definition af begrebet »kultur« i bred forstand ligger som regel tæt op ad hinanden. Kultur kan således forstås som summen af viden, skikke og det kunstneriske og videnskabelige udviklingsniveau, der kendetegner en bestemt befolkningsgruppe eller en bestemt periode.

2.1.1.1.

Europæerne deler – i varierende grad – samme viden, skikke, udviklingsniveau og værdier, som med al respekt for de mere lokale identitetsmarkører gør, at man kan tale om eksistensen af en europæisk kultur eller et »europæisk kulturområde«.

2.1.1.2.

Som det fremgår af udtalelsen, kan kultur samtidig defineres som summen af kulturelle og kunstneriske produkter og produktioner inden for musik, teater, filmkunst, tv, bøger osv. Denne definition tager i højere grad hensyn til den økonomiske dimension og anerkender kulturindustriens vigtige betydning.

2.1.2.

Kultur er imidlertid ikke et abstrakt begreb, men afhænger af eksistensen af kulturskabere. Kulturen kan ikke eksistere uden skabende og udøvende kunstnere, der kanaliserer deres inspiration ud gennem værker, som borgerne kan iagttage og værdsætte, og som ender med at indgå i menneskehedens kulturarv.

2.1.3.

Kulturelle frembringelser, dvs. kulturens værker, ville derfor miste deres eksistensberettigelse, hvis de ikke var tilgængelige for borgerne. Adgang til kultur er med til at udvide menneskets bevidsthed og indsigt. Vi bør dog ikke glemme, at kulturen, hvis den misbruges, kan blive et middel til at opnå magt og kontrol. Ved at styrke kulturen samt fremme og lette borgernes frie adgang til kultur, kan vi måske afværge enhver form for hegemoni, der måtte forsøge at bruge kulturen som middel til at opnå magt.

2.2.1.

Inden Maastricht-traktatens ikrafttræden fandtes der i EU ikke noget retsgrundlag for en kulturpolitik. Med et solidt retsgrundlag og indførelsen af specifikke programmer på dette område af EU-politikken vil Den Europæiske Union ikke længere blot fremstå som en geografisk, politisk, social og økonomisk enhed på verdensscenen. Tværtimod vil de mere vigtige aspekter af EU's fælles kulturarv efterhånden træde i forgrunden.

2.2.2.

EØSU mener ligesom Europa-Parlamentet, at kultur udgør et væsentligt og samlende element i EU-borgernes hverdag og identitet (1)

2.2.3.

Selv om der ikke eksisterer en fælles politik for de forskellige kulturelle sektorer og trods begrænsningerne i EF-traktatens artikel 151, bør medlemsstaterne og EU med sine institutioner være med til at skabe en fælles vision for fremtiden, der vil gøre det muligt for unionen som helhed at yde en mere målrettet indsats på kulturområdet.

2.2.3.1.

En kulturpolitik på europæisk plan bør således have til formål at fremme EU-borgernes kendskab til vores fælles kulturelle identitet og den kulturelle mangfoldighed, der eksisterer i de forskellige regioner i Europa, så vi bedre kan forstå hinanden.

2.2.4.

Europa-Parlamentet fandt det i sin betænkning af 5. september 2001 hensigtsmæssigt for EU's fremtid at styrke den kulturelle dimension på såvel det politiske som det budgetmæssige plan og således styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne for at muliggøre oprettelsen af et »europæisk kulturområde«.

2.2.4.1.

Etableringen af et europæisk kulturrum vil gavne EU i to henseender: Det vil fremhæve den kulturelle rigdom og betyde økonomiske fordele gennem udvikling af kulturindustrien. Kulturindustrien er med til at skærpe borgernes kulturelle bevidsthed og udgør samtidig grundlaget for udbredelse og eksport af vores kultur ud over EU's grænser.

2.2.5.

Selv om formålet med udtalelsen ikke er at diskutere EU's kulturpolitik, er der ikke desto mindre tale om et yderst vigtigt emne, som bør behandles i dybden.

3.1.1.

Frem til vedtagelsen af Maastricht-traktaten rådede EU ikke over nogen retlig ramme, der gav den mulighed for at udforme en kulturpolitik på EU-plan. Rom-traktaten indeholdt ingen artikel og intet særligt afsnit om kulturpolitik. Kun i præamblen omtaltes kulturen som det element, der forener folk og fremmer den socioøkonomiske udvikling.

3.1.1.1.

EF-traktatens artikel 151 danner grundlag for foranstaltninger til at fremme, støtte og supplere medlemsstaternes aktiviteter med respekt for den nationale og regionale mangfoldighed og med særlig vægt på EU-borgernes fælles kulturarv. Ethvert tiltag til harmonisering udelukkes udtrykkeligt fra artiklens anvendelsesområde.

3.1.2.

En af EU's opgaver er at skabe de rette betingelser for den europæiske industris konkurrenceevne. I henhold til EF-traktatens artikel 157 skal EU's indsats sikre en hurtigere tilpasning af industrien til strukturforandringerne og fremme et gunstigt klima for initiativer og samarbejde mellem virksomheder.

3.1.2.1.

EU bør bidrage til at skabe gunstige betingelser for udvikling af kulturindustrien, så resultaterne af forskningen, den teknologiske udvikling, de bedre finansieringsmuligheder og fordelene ved samarbejde inden for et europæisk kulturområde kan udnyttes.

3.2.1.

Med udgangspunkt i den relevante retlige ramme – traktatens artikel 151 – iværksatte EU i 1996 og 1997 tre programmer med særlig henblik på kulturen: Kalejdoskop (2), som skulle fremme kunstnerisk skaben og forbedre kendskabet til og formidlingen af de europæiske folkeslags kultur inden for kunsten; Ariane (3), som skulle udbygge samarbejdet mellem medlemsstaterne om bøger og læsning og gennem oversættelse forbedre kendskabet til skønlitteraturen og de europæiske folkeslags historie; og Raphael (4), som skulle fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne om alt, hvad der vedrører den europæiske kulturarv.

3.2.2.

I februar 2000 blev EU's første rammeprogram til fremme af kulturen vedtaget. (5) Med indførelsen af dette program forenkles EU's indsats ved, at der indføres et enhedsinstrument for finansiering og planlægning af samarbejdet på kulturområdet. Dette samarbejde mellem kulturaktører bidrager til etablering af et fælles europæisk kulturområde, udvikling af kunstnerisk og litterær skaben, kendskab til den europæiske historie og kultur, udbredelse af europæisk kultur udadtil samt styrkelse af kulturarven med en europæisk dimension og af den tværkulturelle dialog.

3.2.2.1.

Målet med Kultur 2000-programmet er at etablere et fælles kulturområde, der er kendetegnet ved kulturel mangfoldighed og den fælleseuropæiske kulturarv. Programmet omfatter også landene i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og ansøgerlandene. Det støtter kunstneriske og kulturelle projekter, der har en europæisk dimension i hele processen fra idéstadie til tilrettelæggelse og gennemførelse. De fleste projekter omfatter diverse multimedier med henblik på oprettelse af websider og diskussionsfora.

3.2.2.2.

Det er planen, at Kultur 2000-programmet, som løber over perioden 2000-2004, skal forlænges gennem et nyt forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om ændring af afgørelse nr. 508/2000/EF. (6) I forslaget lægges der op til, at programmet fortsætter på de samme betingelser frem til 2006.

3.3.1.

Media-programmet, som på fransk står for »handlingsprogram til fremme af udviklingen af den europæiske audiovisuelle industri«, skal overvinde svaghederne ved den europæiske audiovisuelle og multimedieindustri, der er kendetegnet ved utilstrækkelig udbredelse af europæiske produktioner på tværs af grænserne og kronisk mangel på investeringer til fremme af projektudvikling, videreuddannelse samt distribution og markedsføring af de audiovisuelle produktioner. Disse mangler fremstår endnu mere tydeligt i sammenligning med produktionerne fra Nordamerika.

3.3.1.1.

Media-programmerne støtter således kulturen gennem tiltag til fremme af den audiovisuelle industri, der producerer denne type kulturelle værker. Rent konkret skal programmerne Media-Uddannelse (7) og Media-Plus (8) – tidligere Media I og Media II – iværksætte et uddannelsesprogram for branchefolk inden for den europæiske audiovisuelle programindustri (Media-Uddannelse) og fremme udvikling, distribution og markedsføring af europæiske audiovisuelle produktioner (Media-Plus).

3.3.1.2.

Kommissionen har foretaget en offentlig høring for på basis af denne og resultaterne af den igangværende evaluering af programmerne at foreslå en ny generation af programmer for den audiovisuelle sektor.

3.3.2.

EU finansierer andre programmer og aktioner, som ikke støtter kulturen direkte, men indeholder aktionslinjer og støtter projekter, der indvirker på flere forskellige aspekter af kulturen i almindelighed og kulturarven i særdeleshed.

3.3.2.1.

Blandt de vigtigste programmer og kulturelle aktiviteter kan nævnes følgende:

3.3.3.

Rækken af programmer afspejler efter EØSU's mening EU-institutionernes voksende interesse for at fremme og støtte kulturen, men afslører ligeledes en spredt indsats og spredte aktioner, som hver for sig nok opnår tydelige resultater, men som, hvis de blev koordineret, kunne skabe synergier og føre til langt bedre resultater og større effektivitet i opfyldelsen af de kulturspecifikke mål.

3.3.3.1.

Flere af programmerne henhører under ét enkelt generaldirektorat i Kommissionen, især de programmer, som er mest direkte relateret til kulturen og kulturindustrien på det audiovisuelle område. Andre foranstaltninger er til gengæld samlet i programmer med flere forskellige tovholdere. Det bør overvejes, om det ikke var mere hensigtsmæssigt at koordinere programmerne bedre.

4.1.1.

EØSU har ikke til hensigt at give en snæver og begrænset definition af begrebet kulturindustri, eftersom målet bør være at indkredse de sektorer, der falder inden for begrebet kulturindustri og kreative industrier.

4.1.1.1.

Endvidere varierer det fra kilde til kilde, hvilke erhvervssektorer der anbringes under betegnelsen kulturindustri. Der kan blandt andet være tale om så forskellige aktiviteter som scenekunst med alle dens udtryksformer - teater, musik, dans osv.; alle former for bildende kunst maleri, billedhuggerkunst osv.; kunsthåndværk; udgivelse af bøger; musikproduktion, audiovisuelle medier og filmkunst; kommunikationsmedier; kulturarven, især arkitektur; bevarelse og restaurering af værker og kulturarven; endelig kan turisme også indgå i betegnelsen, når målet er at stifte bekendtskab med en særlig kulturarv i by eller på land, samt ikke mindst museer, biblioteker og andre kulturelle centre.

4.1.2.

Ifølge Unesco kommer kreativiteten, som er et væsentligt element i menneskets kulturelle identitet, til udtryk på forskellige måder. Ved hjælp af industrielle processer reproduceres og mangfoldiggøres produkterne af menneskets kreativitet, udbredes til hele verden og bliver således til kulturindustrielle produkter. Dette gælder bøger, musik, biograf- og videofilm og som noget af det nyeste, elektroniske multimedieprodukter (9).

4.1.2.1.

Denne definition fra Unesco dækker meget præcist begrebet kulturindustri. Dertil bør føjes sektorer, som omfatter kulturelle værker, der ikke kan masseproduceres, men som tiltrækker interesse, indbyder til direkte eller indirekte fordybelse, og som borgerne rejser til for at opleve. Der er tale om sektorer, der ikke behøver reproducere deres værker, men som gennem kulturturismen bringer millioner af borgere nærmere denne del af kulturarven.

4.1.2.2.

Af denne grund – og med henblik på at udforme en effektiv europæisk kulturpolitik og dermed støtte kulturindustrien – tilslutter EØSU sig Europa-Parlamentets anmodning om at afklare begrebet kulturindustri som fremsat i dets beslutning af 4. september 2003. EØSU bidrager til denne definition ved at fremsætte en række kriterier i punkt 4.1.2 og 4.1.2.1 i nærværende udtalelse.

4.2.1.

Af rent didaktiske grunde og uden at udelukke andre former for klassificeringer, foreslås kulturindustrien inddelt i følgende kategorier: