|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2026/1924 |
5.8.2026 |
KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2026/1924
af 27. juli 2026
om foreneligheden med EU-retten af de foranstaltninger, som Polen vil træffe i henhold til artikel 14, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (1), særlig artikel 14, stk. 2, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Ved brev af 27. maj 2026 meddelte Polen Kommissionen visse foranstaltninger, som Polen har til hensigt at træffe, i henhold til artikel 14, stk. 1, i direktiv 2010/13/EU med henblik på at integrere, ajourføre og ændre foranstaltninger, der var gældende i medlemsstaten, og som blev erklæret forenelige med EU-retten ved Kommissionens afgørelse (EU) 2015/163 (2). De foranstaltninger, der vil blive truffet, supplerer de gældende foranstaltninger og omfatter oprettelsen af en ajourført liste over udpegede nationale eller udenlandske begivenheder, som Polen anser for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse. |
|
(2) |
Kommissionen har efterprøvet, at de foranstaltninger, der er beskrevet i brevet af 27. maj 2026, er forenelige med EU-retten, især hvad angår foranstaltningernes proportionalitet og den gennemførte nationale høringsprocedures gennemsigtighed. |
|
(3) |
I forbindelse med undersøgelsen af foranstaltningerne har Kommissionen taget de tilgængelige oplysninger om det polske audiovisuelle marked, især indvirkningen af sådanne foranstaltninger på tv-markedet, i betragtning. |
|
(4) |
På grundlag af den detaljerede dokumentation og de seertal, som de polske myndigheder har fremlagt, har Kommissions tjenestegrene vurderet, om hver yderligere begivenhed på listen opfylder mindst to af de fire følgende kriterier, som Kommissionen anser for at være pålidelige indikatorer for, om en given begivenhed er af væsentlig samfundsmæssig interesse: i) Den pågældende begivenhed er af særlig almen interesse for medlemsstatens befolkning og ikke blot af betydning for dem, der sædvanligvis følger med i den pågældende sportsgren eller aktivitet, ii) den pågældende begivenhed har en generelt anerkendt og klar kulturel betydning for medlemsstatens befolkning, især som katalysator for kulturel identitet, iii) landsholdet deltager i den pågældende sportsgren i en større international konkurrence eller turnering, og iv) den pågældende begivenhed har traditionelt været udsendt på gratis tv og har tiltrukket et stort antal seere i medlemsstaten. |
|
(5) |
Volleyballkampe i Nations League, der spilles i udlandet med deltagelse af det polske landshold, anses for at være begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse. De er af særlig almen interesse i Polen og ikke blot af betydning for dem, der normalt følger med i volleyball. Derudover er de typisk blevet udsendt på gratis tv, og de har tiltrukket et stort antal seere i Polen. |
|
(6) |
Kvartfinaler, semifinaler og finaler i VM i basketball og 1/8-finaler, kvartfinaler, semifinaler og finaler i EM i basketball for mænd, hvori det polske landshold deltager, betragtes som begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse. De er af særlig almen interesse i Polen og ikke blot af betydning for dem, der normalt følger med i basketball. Desuden er der tale om begivenheder, hvor landsholdet deltager i en større international turnering. |
|
(7) |
Begivenheder i forbindelse med EM i atletik anses for at være begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, da de er særligt populære i den brede offentlighed. De er ikke blot at betydning for dem, der normalt følger med i atletik, og de indebærer landsholdets deltagelse i en større international turnering. Derudover er de typisk blevet udsendt på gratis tv, og de har tiltrukket et stort antal seere i Polen. |
|
(8) |
Semifinalerne og finalerne i damesingle og herresingle i Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open med deltagelse af polske spillere anses for at være begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse. De er af særlig almen interesse i Polen og ikke blot af betydning for dem, der normalt følger med i tennis. Selv om de fleste tennisbegivenheder udsendes via krypterede satellitkanaler, er der ikke desto mindre en klar interesse i Grand Slam-tennisturneringerne hos den polske offentlighed, hvor semifinaler og finaler tiltrækker et stort antal seere, hver gang de udsendes på gratis tv. |
|
(9) |
1/16-finaler, 1/8-finaler, kvartfinaler, semifinaler og finaler i UEFA Conference League med deltagelse af polske klubber anses ligeledes for at være begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse. Sådanne begivenheder er af særlig almen interesse i Polen og ikke blot af betydning for dem, der normalt følger med i fodbold. Desuden er der i den polske offentlighed en tydelig interesse for disse relativt nye turneringer, hvor kampene tiltrækker et stort antal seere, hver gang de udsendes på gratis tv. |
|
(10) |
»Top division«-kampe ved VM i ishockey for mænd med deltagelse af det polske landshold anses for at være begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse. De er af særlig almen interesse i Polen og ikke blot af betydning for dem, der normalt følger med i ishockey. Desuden er der tale om begivenheder, hvor landsholdet deltager i en større international turnering. |
|
(11) |
I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union, går de foranstaltninger, som Polen har anmeldt, ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå det tilstræbte mål, nemlig beskyttelse af retten til information og offentlighedens brede adgang til tv-dækning af nationale eller udenlandske begivenheder, som Polen anser for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse, under hensyntagen til: i) de ordninger, i henhold til hvilke de pågældende begivenheder skal udsendes, ii) definitionen af »kvalificeret tv-spredningsforetagende« i artikel 20b, stk. 1, i den polske lov om radio- og tv-virksomhed, iii) den rolle, som den nationale kompetente myndighed Krajowa Rada Radiofonii i Telewizji spiller i forbindelse med bilæggelse af tvister, og iv) den omstændighed, at de relevante foranstaltninger for så vidt angår de nye udpegede begivenheder kun vil træde i kraft 12 måneder efter deres offentliggørelse, hvorved der indrømmes en henstandsperiode af passende varighed i betragtning af den tidsplan, som forelå da begivenhederne blev planlagt. Følgelig rækker virkningen af udpegningen af yderligere begivenheder på ejendomsretten, jf. artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, ikke ud over de virkninger, der er en iboende del af optagelsen af disse begivenheder på den liste, der er omhandlet i artikel 14, stk. 1, i direktiv 2010/13/EU. |
|
(12) |
Af lignende grunde forekommer de af Polen meddelte foranstaltninger at stå i et rimeligt forhold til formålet og at være tilstrækkelige til at retfærdiggøre en undtagelse fra retten til at levere tjenesteydelser som fastsat i artikel 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Den mere tungtvejende offentlige interesse, der begrunder denne undtagelse, er, at der sikres bred offentlig adgang til udsendelser af nationale eller udenlandske begivenheder, som i Polen anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse. Desuden udgør disse foranstaltninger ikke diskrimination eller markedsafskærmning over for andre medlemsstaters tv-spredningsforetagender, rettighedshavere eller andre økonomiske aktører. |
|
(13) |
De foranstaltninger, der skal træffes, er forenelige med EU's konkurrenceregler. Definitionen i den polske lov om radio- og tv-virksomhed af et tv-spredningsforetagende, der er kvalificeret til at udsende de nævnte begivenheder, er baseret på objektive kriterier, der giver mulighed for faktisk og potentiel konkurrence om erhvervelse af udsendelsesrettighederne til disse begivenheder. Dertil kommer, at antallet af de udpegede begivenheder ikke er så stort, at der skabes konkurrencefordrejning på markederne for gratis tv og betalings-tv i efterfølgende led. De nævnte yderligere begivenheders indvirkning på den fri konkurrence rækker derfor ikke ud over de virkninger, der er en iboende del af optagelsen af disse begivenheder på den liste, der er omhandlet i artikel 14, stk. 1, i direktiv 2010/13/EU. |
|
(14) |
Kommissionen har meddelt de andre medlemsstater, hvilke foranstaltninger Polen vil træffe, og har forelagt resultaterne af vurderingen af disse foranstaltninger for det kontaktudvalg, der er nedsat ved artikel 29 i direktiv 2010/13/EU. Nævnte udvalg har vedtaget en positiv udtalelse — |
BESTEMT FØLGENDE:
Eneste artikel
1. De foranstaltninger, som Polen vil træffe i henhold til artikel 14, stk. 1, i direktiv 2010/13/EU, og som blev meddelt Kommissionen den 27. maj 2026 i henhold til artikel 14, stk. 2, i nævnte direktiv, er forenelige med EU-retten.
2. De foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, og som Polen har truffet, offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 27. juli 2026.
På Kommissionens vegne
Henna VIRKKUNEN
Ledende næstformand
(1) EUT L 95 af 15.4.2010, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2010/13/oj.
(2) Kommissionens afgørelse (EU) 2015/163 af 21. november 2014 om foreneligheden med EU-retten af foranstaltninger truffet af Polen i henhold til artikel 14 i direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (EUT L 27 af 3.2.2015, s. 37, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2015/163/oj).
ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2026/1924/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)