|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2026/1862 |
24.7.2026 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2026/1862
af 23. juli 2026
om fastlæggelse af den harmoniserede tværsektorielle korrektionsfaktor for justeringen af gratistildelingen af emissionskvoter for perioden 2026-2030
(meddelt under dokument C(2026) 5379)
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/331 af 19. december 2018 om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til artikel 10a i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (1), særlig artikel 14, stk. 6, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Den maksimale årlige mængde kvoter, der tildeles gratis, fastsættes i overensstemmelse med den auktioneringsandel, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, andet afsnit, og ved anvendelse af artikel 10a, stk. 5, stk. 5a, stk. 8 og 8b, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (2). Denne maksimale årlige mængde anvendes derefter som grundlag for beregningen af de kvoter, der tildeles gratis til anlæg i overensstemmelse med artikel 16 og 18 i delegerede forordning (EU) 2019/331. |
|
(2) |
For at overholde den auktioneringsandel, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF, må den maksimale årlige mængde kvoter, der tildeles gratis, som nedsat med de mængder, der er omhandlet i artikel 10a, stk. 8 og 8b, og i givet fald under hensyntagen til den supplerende mængde, der anvendes til at forhøje den maksimale mængde gratistildelinger, der er til rådighed i henhold til artikel 10a, stk. 5a, i direktiv 2003/87/EF og de resterende mængder fra tidligere tildelingsperioder i overensstemmelse med artikel 10a, stk. 5, i nævnte direktiv, ikke overskrides. |
|
(3) |
For at sikre at nævnte maksimale årlige mængde gratistildelte kvoter ikke overskrides, skal der om nødvendigt anvendes en årlig justering i overensstemmelse med artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF, der på en ensartet måde mindsker antallet af gratiskvoter for hvert anlæg, der kan komme i betragtning til gratistildeling. Anlæg, hvis drivhusgasemissionsniveauer ligger under gennemsnittet for de 10 % mest effektive anlæg i en sektor eller delsektor i Unionen for de relevante benchmarks i et år, hvor justeringen finder anvendelse, undtages dog fra denne justering. |
|
(4) |
Med henblik på denne justering skal Kommissionen i henhold til artikel 14, stk. 6, i delegeret forordning (EU) 2019/331 fastsætte en tværsektoriel korrektionsfaktor for hvert år i den pågældende tildelingsperiode, efter at den foreløbige årlige mængde gratiskvoter for nævnte periode er meddelt. |
|
(5) |
Den tværsektorielle korrektionsfaktor, der anvendes hvert år i tildelingsperioden 2026-2030, skal fastsættes på grundlag af den foreløbige årlige mængde gratistildelte emissionskvoter i hver tildelingsperiode. I den forbindelse tages der hensyn til gratiskvoter, der tildeles aktiviteter og gasser, som medlemsstaterne medtager i handelen med emissionskvoter i henhold til artikel 24 i direktiv 2003/87/EF. Gratiskvoter, der tildeles anlæg, som medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 27 eller 27a i nævnte direktiv har udelukket fra emissionshandelssystemet i Unionen, og som genindføres i tildelingsperioden, skal dog ikke tages i betragtning. Reduktionen af gratistildelinger som følge af anvendelsen af CBAM-faktoren, jf. artikel 10a, stk. 1a, andet afsnit, i direktiv 2003/87/EF, skal ikke afspejles i den foreløbige årlige mængde gratistildelte emissionskvoter, da den mængde, der følger af denne reduktion, skal stilles til rådighed for innovationsfonden i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 10a, stk. 1a, fjerde afsnit. |
|
(6) |
For 2026 beløber den samlede kvotemængde i Unionen, der er omhandlet i artikel 9 i direktiv 2003/87/EF og under hensyntagen til Kommissionens afgørelse (EU) 2023/1575 (3), sig til 1 185 420 090. I henhold til artikel 3ga, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 2003/87/EF, skal der anvendes en reduktion på 3,5 % af den yderligere kvotemængde som følge af forhøjelsen af loftet for søtransport, hvilket fører til en justeret samlet mængde 1 180 706 960 kvoter. I overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, første og andet afsnit, i direktiv 2003/87/EF finder en maksimumstærskel på 43 % for gratistildelinger anvendelse, som blev beregnet til 43 % af 1 180 706 960 af den justerede samlede kvotemængde for 2026, dvs. 507 703 993 kvoter. Fra denne mængde 35 357 143 skal der i overensstemmelse med artikel 10a, stk. 8, i direktiv 2003/87/EF fratrækkes kvoter, hvilket giver en maksimal mængde på 472 346 850 for 2026. I overensstemmelse med artikel 10a, stk. 8b, i direktiv 2003/87/EF og som bekræftet ved artikel 2, tredje punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2026/667 (4) skal 40 000 000 kvoter desuden fratrækkes den maksimale mængde for gratistildelinger og stilles til rådighed for Den Sociale Klimafond, hvilket fører til en maksimal tilgængelig mængde på 432 346 850 kvoter, der kan tildeles gratis for 2026. |
|
(7) |
Efter samme metode er de maksimale kvotemængder, der kan tildeles gratis i de følgende år 434 602 358 for 2027, 395 980 088 for 2028, 357 357 817 for 2029 og 318 735 546 for 2030. |
|
(8) |
I henhold til artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF skal for hvert år, i hvilket summen af gratistildelinger ikke når op på den maksimale mængde kvoter, der kan tildeles gratis, samtidig med at auktioneringsandelen overholdes, de resterende kvoter op til denne mængde anvendes til at forhindre eller begrænse reduktionen af gratistildelinger, således at auktioneringsandelen overholdes i senere år. 125 586 948 kvoter fra den maksimale mængde, der er til rådighed for gratistildelinger i perioden 2021-2025, og den samlede supplerende mængde på 3 %, der er omhandlet i artikel 10a, stk. 5a, i direktiv 2003/87/EF for nævnte periode, forblev uudnyttede og kan anvendes til at undgå, at det er nødvendigt at anvende den tværsektorielle korrektionsfaktor på gratistildelinger i perioden 2026-2030. Eventuelle uudnyttede kvoter fra den maksimale tilgængelige mængde kvoter, der kan tildeles gratis i 2026, vil blive stillet til rådighed for gratistildelinger i det efterfølgende år, dvs. 2027. Denne logik bør fortsat gælde for de efterfølgende år i tildelingsperioden 2026-2030 som omhandlet i artikel 2, nr. 15, i delegeret forordning (EU) 2019/331. |
|
(9) |
I henhold til artikel 10a, stk. 5a, i direktiv 2003/87/EF bør en supplerende mængde på op til 3 % af den samlede kvotemængde, svarende til 368 419 533 i tiårsperioden 2021-2030 anvendes, hvis det er nødvendigt, for at øge den mængde, der er til rådighed. Dette gælder, når det foreløbige årlige antal gratiskvoter pr. anlæg som forelagt af medlemsstaterne og EØS-EFTA-landene og efter anvendelse af den relevante faktor, der er fastsat i bilag V til delegeret forordning (EU) 2019/331, overstiger den maksimale tilgængelige mængde kvoter, der kan tildeles gratis. I perioden 2021-2030 vil i alt 289 226 630 kvoter fra de 3 % af den samlede kvotemængde blive anvendt. Derfor bør den årlige tværsektorielle korrektionsfaktor for perioden 2026-2030 være 100 %. |
|
(10) |
De maksimale årlige mængder for gratistildelinger, der er fastlagt i overensstemmelse den auktioneringsandel, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, andet afsnit, sammenholdt med artikel 10a, stk. 5, 5a, 8 og 8b, de harmoniserede tildelingsregler og den tværsektorielle korrektionsfaktor, skal anvendes i EØS-EFTA-landene (5). Derfor er det nødvendigt at tage hensyn til de foreløbige årlige mængder emissionskvoter, der er tildelt gratis for perioden 2026-2030 på grundlag af de data, der accepteres af EFTA-Tilsynsmyndigheden vedrørende Island, Liechtenstein og Norge. De beregninger, der er omhandlet i betragtning 6-9, afspejler denne nødvendighed — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
For hvert år i tildelingsperioden 2026-2030 er den harmoniserede tværsektorielle korrektionsfaktor, der anvendes til justering af gratistildelinger af emissionskvoter i overensstemmelse med artikel 10a, stk. 5 og 5a, i direktiv 2003/87/EF, 100 %.
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 23. juli 2026.
På Kommissionens vegne
Wopke HOEKSTRA
Medlem af Kommissionen
(1) EUT L 59 af 27.2.2019, s. 8, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2019/331/oj.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2003/87/oj).
(3) Kommissionens afgørelse (EU) 2023/1575 af 27. juli 2023 om den samlede kvotemængde i Unionen, der inden for rammerne af EU's emissionshandelssystem skal udstedes for 2024 (EUT L 192 af 31.7.2023, s. 30, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/1575/oj).
(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2026/667 af 11. marts 2026 om ændring af forordning (EU) 2021/1119 for så vidt angår fastsættelsen af et mellemliggende EU-klimamål for 2040 (EUT L, 2026/667, 18.3.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2026/667/oj).
(5) Det Blandede EØS-udvalgs afgørelse nr. 335/2023 af 8. december 2023 om ændring af bilag XX (Miljø) til EØS-aftalen [2024/1420] (EUT L, 2024/1420, 13.6.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2024/1420/oj).
ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2026/1862/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)