(1)

For at sikre, at ofre for kriminalitet får passende information, støtte og beskyttelse og kan deltage i straffesager, har Unionen vedtaget Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU (3).

(2)

I arbejdsdokumentet af 28. juni 2022 om evaluering af direktiv 2012/29/EU har Kommissionen konkluderet, at selv om direktiv 2012/29/EU i det store og hele har givet de forventede fordele og påvirket ofres rettigheder positivt, er der fortsat specifikke problemer i forbindelse med ofres rettigheder i henhold til nævnte direktiv. De konstaterede mangler omfatter utilstrækkelig mulighed for at få adgang til information, at få adgang til støtte og beskyttelse i overensstemmelse med det enkelte offers individuelle behov, at deltage i straffesager eller at modtage en afgørelse om erstatning fra gerningsmanden under straffesagen. Denne revision af direktiv 2012/29/EU har til hensigt at reagere på de mangler, der er påvist i evalueringen og i talrige høringer.

(3)

Ofre, der oplever intersektionel forskelsbehandling, har en øget risiko for at lide skade som følge af sekundær og gentagen viktimisering. Det er derfor vigtigt, at medlemsstaterne ved gennemførelsen af direktiv 2012/29/EU imødekommer de særlige behov hos ofre, der er berørt af intersektionel forskelsbehandling.

(4)

For at sikre omfattende kommunikationskanaler, der tager hensyn til kompleksiteten af ofrenes behov i forbindelse med deres ret til adgang til information, bør alle ofre, uanset hvor i Unionen og under hvilke omstændigheder forbrydelsen fandt sted, have adgang til en hjælpelinje for ofre via det EU-dækkende telefonnummer 116 006. Indførelsen af dette EU-dækkende telefonnummer bør ikke berøre eksisterende nationale telefonnumre, herunder numre for hjælpelinjer, der drives af ikkestatslige organisationer. Ud over telefonisk adgang bør hjælpelinjer for ofre stilles til rådighed via andre informations- og kommunikationsteknologier, herunder onlineapplikationer og websteder. Sådanne tjenester kan også stilles til rådighed via chatbokse. Information på websteder bør også omfatte den information, der er anført i dette direktiv vedrørende bevidstgørelse og kommunikation om ofres rettigheder, hvilket vil strømline den information, der gives på websteder, og undgå duplikering af websteder, der indeholder information om ofres rettigheder. Gennem hjælpelinjer bør ofre kunne få information om deres rettigheder, modtage følelsesmæssig støtte og blive henvist til politiet eller andre tjenester, herunder andre specialiserede hjælpelinjer, hvis det er nødvendigt. Følelsesmæssig støtte kan forstås som en empatisk tilgang til ofre, så de kan føle sig accepterede og sikre og kan udtrykke sig frit. Hjælpelinjerne bør også henvise ofre til andre specialiserede hjælpelinjer, der er omhandlet i Kommissionens beslutning 2007/116/EF (4), såsom de harmoniserede numre for telefonrådgivningen for børn »116 111«, hotlinen for efterlyste børn »116 000« og telefonrådgivningen for ofre for vold mod kvinder »116 016«. Hjælpelinjernes tjenester bør være tilgængelige på medlemsstatens officielle sprog som fastsat i dens nationale ret. For så vidt angår tjenester, der leveres af hjælpelinjer, bør medlemsstaterne bestræbe sig på at sikre, at disse tjenester ydes på mindst ét andet sprog, der forstås bredt i den pågældende medlemsstat. I dette tilfælde er det op til medlemsstaten på grundlag af objektive kriterier at beslutte, hvilket yderligere sprog der skal vælges. Et sprog, der forstås bredt, er et sprog, der anvendes i medlemsstaten ud over det eller de officielle sprog, og som offeret med rimelighed kan forventes at forstå. Et sprog, der forstås bredt, kan f.eks. være et mindretalssprog i en medlemsstat, en særligt sårbar befolknings sprog eller et sprog, der anvendes i vid udstrækning internationalt. Medlemsstaterne bør sikre, at tjenester, der ydes af hjælpelinjer, der giver ofre den information, der er specificeret i dette direktiv, eller henviser dem til relevante tjenester eller specialiserede hjælpelinjer ved hjælp af informations- og kommunikationsteknologier, ydes på et sprog, som ofrene kan forstå, forudsat at dette som minimum er muligt ved hjælp af oversættelses- og tolkningsteknologier. Hjælpelinjer bør drives sikkert, så det sikres, at oplysninger og navnlig data ikke udveksles på en måde, der giver adgang uden behørig tilladelse. Uden at det berører nationale procedurer, er det vigtigt, at der gennemføres passende sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre uautoriseret adgang. Det er vigtigt, at hjælpelinjer ikke kun er tilgængelige via indenlandske opkald via det EU-dækkende nummer 116 006, men også at der kan foretages opkald til dem fra en anden medlemsstat, navnlig af ofre, der har lidt skade i en anden medlemsstat end deres bopælsmedlemsstat. Dette bør sikres f.eks. ved at stille et yderligere nummer til rådighed, hvortil der kan foretages opkald fra en anden medlemsstat, for at forbinde offeret med den hjælpelinje, som offeret har brug for at kontakte med henblik på at søge relevant bistand. Medlemsstaterne bør sikre, at den støtte, der ydes af hjælpelinjer, ikke berører ofres ret til at modtage information om deres rettigheder og deres sag og til at kommunikere med kompetente myndigheder og generelle eller specialiserede støttetjenester for ofre ved hjælp af passende kommunikations- og informationsteknologier. Hjælpelinjerne bør drives af behørigt uddannede personer, herunder frivillige, for at sikre et højt serviceniveau og på en offerfølsom måde i overensstemmelse med eksisterende standarder for kvalitetsstøtte. Hjælpelinjerne bør drives i henhold til de generelle regler fastlagt i direktiv 2012/29/EU som ændret ved nærværende direktiv for støttetjenester for ofre og agere i offerets interesse, og de bør være fortrolige og vederlagsfrie.

(5)

Anmeldelse af kriminalitet i Unionen bør forbedres for at bekæmpe straffrihed, undgå gentagen viktimisering og sikre tryggere samfund. Ofre er undertiden ikke klar over, at de er ofre for kriminalitet, mens de fortsat lider skade, såsom ofre for cyberkriminalitet. Det er nødvendigt at bekæmpe offentlighedens ligegyldighed over for kriminalitet ved at øge offentlighedens bevidsthed, hjælpe ofre, mindske eventuelle hindringer for anmeldelse af kriminalitet og skabe tryggere miljøer for ofre til at anmelde kriminalitet. Dette er særlig relevant for de ofre, der er mindst tilbøjelige til at anmelde kriminalitet, og som normalt er dem, der har størst behov for beskyttelse. For at afhjælpe at kriminalitet anmeldes for sjældent, er det også vigtigt at gøre det lettere for personer, der ved – eller i god tro har mistanke om – at der er begået en forbrydelse, at indberette til de kompetente myndigheder, at der er begået en forbrydelse.

(6)

Hvis forbrydelser ikke anmeldes, eller hvis de anmeldes for sjældent, påvirker dette hele Unionen og hindrer et velfungerende europæisk område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Processen for anmeldelse af forbrydelser omfatter forskellige trin, der er defineret i de gældende procedureregler, der er fastsat i national ret. Disse skridt omfatter, i givet fald og hvor det er relevant, indgivelse af en anmeldelse eller kompetente myndigheder, der handler på eget initiativ. Processen med at anmelde forbrydelser bør gøres mere effektiv for at forbedre forebyggelsen af kriminalitet og virke afskrækkende for potentielle lovovertrædere. Direktiv 2012/29/EU bør derfor ændres for at lette anmeldelsen af forbrydelser ved hjælp af let tilgængelige, brugervenlige informations- og kommunikationsteknologier.

(7)

For at sikre effektiv adgang til domstolsprøvelse for ofre bør medlemsstaterne indføre vederlagsfrie, tilgængelige, brugervenlige og sikre kanaler, der umiddelbart er til rådighed, til anmeldelse af forbrydelser. Anmeldelse af forbrydelser ved personligt fremmøde kan anses for mere hensigtsmæssig, bl.a. i hastesager såsom i sager, der involverer en overhængende trussel, i sager, hvor der er behov for øjeblikkelig opfølgning, i sager, hvor der straks skal sikres bevismateriale, eller i sager, hvor personlig kontakt er nødvendig for at sikre effektiviteten af den strafferetlige efterforskning. Anmeldelse af forbrydelser ved hjælp af informations- og kommunikationsteknologi vil kunne anses for hensigtsmæssig, bl.a. i visse ikkehastende sager og ikkevoldelige forbrydelser. Voldssager omfatter sager, der involverer fysisk eller psykisk vold. Ved afgørelsen af tilgængeligheden af en sådan anmeldelse bør medlemsstaterne tage offerets tarv i betragtning, under hensyntagen til om onlineanmeldelse vil sikre den kompetente myndigheds rettidige verifikation, vurdering eller behandling af anmeldelsen, om onlineanmeldelse vil skabe en risiko for tab eller forringelse af bevismateriale, og om en forsinket eller utilstrækkelig afhøring af offeret vil påvirke sagen negativt.

(8)

Medlemsstaterne bør lette tredjepartsanmeldelse. Tredjepartsanmeldelse kan udgøre et alternativ til anmeldelse direkte til de kompetente myndigheder og giver ofre mulighed for i god tro at informere en behørigt uddannet tredjepart såsom en civilsamfundsorganisation eller en ikkestatslig organisation om en forbrydelse. Denne tredjemand informerer så, så vidt muligt med offerets samtykke, de kompetente myndigheder. Tredjepartsanmeldelse kan lette ofres adgang til domstolsprøvelse under særlige omstændigheder såsom hvor de frygter konsekvenser. Den bidrager også til at afhjælpe, at kriminalitet anmeldes for sjældent. Medlemsstaterne kan støtte og lette tredjepartsanmeldelse ved at fremme et tættere samarbejde og en tættere dialog mellem de kompetente myndigheder og civilsamfundsorganisationer, der sandsynligvis vil modtage oplysninger fra ofre om forbrydelser. Dette samarbejde og denne dialog kan sætte myndighederne i stand til at få en korrekt forståelse af forekomsten af kriminalitet på lokalt eller samfundsmæssigt plan. Tredjepartsanmeldelse berører ikke nationale procedureregler vedrørende formalisering af anmeldelse og indgivelse af bevismateriale. En sådan anmeldelse adskiller sig fra tredjeparters, repræsentation af ofre i straffesager, og berører ikke de regler, der gælder i medlemsstaterne vedrørende den procedure, der er nødvendig, for at en kompetent myndighed kan træffe afgørelse om, hvorvidt der formelt skal indledes en efterforskning i en bestemt sag.

(9)

Foranstaltninger, der træffes for at beskytte ofre, inden gerningsmanden underrettes om, at en forbrydelse er blevet anmeldt, berører ikke artikel 3 og 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU (5).

(10)

Medlemsstaterne bør sikre, at personer, hvis frihed er begrænset, effektivt kan anmelde en forbrydelse begået i faciliteter såsom institutioner for mental sundhed og social omsorg, børnehjem og plejehjem og ethvert andet offentligt eller privat lukket miljø under tilsyn af retslige, administrative eller andre offentlige myndigheder eller i enhver privat institution, som disse personer ikke har lov til frit at forlade eller ikke frit kan forlade.

(11)

Det er vigtigt, at alle medlemsstater udvikler mere effektive mekanismer til at nå ud til ofre for forbrydelser, der ikke anmeldes. Omfanget af problemet med uanmeldt kriminalitet er betydeligt. Undersøgelsen fra 2021 fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder med titlen »Crime, Safety and Victims' Rights« viste, at ofre i de fleste tilfælde ikke anmelder forbrydelser. Dette er især bekymrende i forbindelse med visse former for kriminalitet såsom vold i hjemmet og for visse kategorier af ofre, navnlig dem, der er mest sårbare. For at afhjælpe at kriminalitet anmeldes for sjældent, bør medlemsstaterne tilskyndes til at udveksle bedste praksis og overveje innovative foranstaltninger, der har til formål at øge anmeldelsen af forbrydelser. I den forbindelse har nogle medlemsstater gennemført politikker baseret på »free in, free out«-tilgangen, som gør det muligt for personer at anmelde en forbrydelse til de kompetente myndigheder uanset deres opholdsstatus eller uden frygt for konsekvenser, i fald deres irregulære status afsløres. Kompetente myndigheder bør overholde gældende EU-regler om databeskyttelse, navnlig princippet om, at personoplysninger ikke bør behandles til andre formål end det, hvortil de er indsamlet, medmindre der findes et retsgrundlag i henhold til EU-retten eller national ret, og hvor behandlingen til sådanne andre formål er nødvendig og forholdsmæssig i et demokratisk samfund. Afhængigt af formålet med behandlingen bør de kompetente myndigheder anvende den relevante databeskyttelsesramme, herunder hvor personoplysninger overføres mellem forskellige myndigheder.

(12)

Medlemsstaterne bør sikre, at meddelelse til ofre om deres ret til at modtage information om straffesagen og ofrenes anmodning om at modtage sådan information registreres behørigt.

(13)

Målrettede og integrerede støttetjenester bør være tilgængelige for en bred vifte af ofre med særlige behov. Sådanne ofre kan omfatte ikke blot ofre for seksuel vold og ofre for kønsbaseret vold, herunder vold mod kvinder og vold i hjemmet, men også ofre for menneskehandel, ofre for organiseret kriminalitet, ofre med handicap, ofre for udnyttelse, ofre for hadforbrydelser, ofre for terrorisme, torturofre, ofre for tvungen forsvinding og ofre for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser eller aggressionsforbrydelser som defineret i artikel 6, 7, 8 og 8a i statutten for Den Internationale Straffedomstol. Som led i den målrettede og integrerede indsats over for ofre for seksuel vold kan seksuelle og reproduktive sundhedsydelser omfatte nødprævention, profylaktisk behandling efter eksponering, testning for seksuelt overførte infektioner og adgang til abort, hvor disse er lovligt tilgængelige i en given medlemsstat i overensstemmelse med national ret, herunder forfatningslove og -bestemmelser. Dette bør ske med fuld respekt for medlemsstaternes ansvar for udformningen af deres sundhedspolitik samt for organisation og levering af sundhedstjenesteydelser og behandling på sundhedsområdet i overensstemmelse med artikel 168, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(14)

Generelle støttetjenester er tjenester, der er oprettet for at støtte alle ofre for kriminalitet. Specialiserede støttetjenester er tjenester, der er skræddersyet til specifikke grupper af ofre, eller er en specifik tjenestetype. Sådanne specialiserede støttetjenester kan ydes til særlige grupper af ofre, f.eks. på grundlag af den art forbrydelse, de har været offer for, eller offerets personlige karakteristika.

(15)

Generelle og specialiserede støttetjenester bør være lette at tilgå for ofre på et ikkeforskelsbehandlende grundlag før, under og i et passende tidsrum efter straffesagen. Medlemsstaterne bør sikre, at den geografiske fordeling af tjenester for ofre er tilstrækkelig, f.eks. at der findes tjenester i landdistrikter og i fjerntliggende og tyndt befolkede områder, under hensyntagen til den pågældende medlemsstats geografi og demografiske sammensætning, passende åbningstider og ydelse af tjenester gennem flere kanaler. Generelle og specialiserede støttetjenester bør koordineres, navnlig gennem henvisninger baseret på ofrenes særlige behov, være vederlagsfrie og være fortrolige, herunder være tilstrækkeligt beskyttet mod uretmæssig videregivelse.

(16)

I krisetider kan det være særlig nødvendigt at sikre, at ofre for kriminalitet har adgang til støttetjenester i overensstemmelse med deres individuelle behov. På grund af krisen kan det være vanskeligt for medlemsstaterne at sikre, at alle tjenester, der normalt ydes til ofre, fungerer fuldt ud. I tilfælde af en krise er det vigtigt, at medlemsstaterne sikrer, at der som minimum tages hensyn til ofrenes individuelle grundlæggende behov. Sådanne individuelle grundlæggende behov kan omfatte akutbehandling, herberger og foranstaltninger til fysisk beskyttelse og psykologisk støtte.

(17)

Der bør være yderligere psykologisk støtte til rådighed for ofre, der har brug for sådan støtte, så længe det er nødvendigt, i overensstemmelse med deres individuelle behov, hvis det særlige behov for psykologisk støtte er blevet konstateret ved en individuel vurdering i henhold til dette direktiv.

(18)

For at undgå de alvorlige konsekvenser af viktimisering i en tidlig alder, som kunne have en negativ indvirkning på et offers samlede liv, er det afgørende at sikre, at alle børneofre, herunder børn, der har lidt skade som følge af at være vidne til en forbrydelse, modtager støtte og beskyttelse af højeste standard. Alle kompetente myndigheder bør anlægge en børnevenlig tilgang. Det er desuden vigtigt, at de mest sårbare børneofre i overensstemmelse med deres individuelle behov nyder godt af målrettede og integrerede støtte- og beskyttelsestjenester, der omfatter en koordineret og samarbejdsbaseret tilgang fra de retslige myndigheders og de sociale tjenesters side. Uden at det berører eksisterende nationale støtteordninger, opfordres medlemsstaterne til at stille sådanne støtte- og beskyttelsestjenester til rådighed i de samme lokaler, hvis dette kan forbedre tilgængeligheden, koordineringen og barnets generelle trivsel.

(19)

Deltagelse i en retssag kan være en følelsesmæssigt vanskelig og udfordrende oplevelse for ofrene. Det er derfor vigtigt, at ofre, der befinder sig i retslokaler, bistås og er i stand til at deltage aktivt i straffesagen i overensstemmelse med deres rolle heri. Derfor bør alle ofre, der har brug for information og følelsesmæssig støtte i de retslokaler, hvor straffesagen finder sted, navnlig ofre for grov kriminalitet, modtage praktisk information om de organisatoriske aspekter af strafferetlige retssager samt følelsesmæssig støtte. Følelsesmæssig støtte kan tilbydes af f.eks. domstolspersonale, uddannede frivillige, støttetjenester for ofre eller kompetente myndigheder som fastsat af medlemsstaterne. En sådan bistand kræver ikke tilvejebringelse af yderligere faciliteter eller permanent tilstedeværelse af støttetjenester for ofre i retslokaler.

(20)

Alle ofre i Unionen bør i overensstemmelse med deres status i straffesager underrettes om afgørelser, der er truffet i retssager, og som berører dem direkte. Sådanne afgørelser bør som minimum omfatte afgørelser om tolkning og oversættelse under retsmøder og afgørelser vedrørende særlige beskyttelsesforanstaltninger for ofre med særlige beskyttelsesbehov. Ofre bør også have ret til at anmode om prøvelse af afgørelser vedrørende deres ret til tolkning og oversættelse, deres ret til at blive hørt og deres ret til retshjælp, hvor sådanne afgørelser træffes under retsmøder. Retten til at anmode om prøvelse bør udøves i overensstemmelse med procedurerne i national ret og ofrenes status i straffesager. Denne ret kræver ikke, at medlemsstaterne indfører en særskilt eller ny mekanisme eller procedure, hvorved afgørelsen kan anfægtes, hvis en sådan mekanisme eller procedure allerede findes, og bør ikke unødigt forlænge straffesager eller suspendere dem. Det bør være muligt at foretage en prøvelse af en afgørelse inden for samme instans, eventuelt af samme myndighed. Det bør også være muligt at foretage prøvelsen mundtligt under retssagen under behørig hensyntagen til offerets ret til oversættelse og tolkning.

(21)

Medlemsstaterne bør sikre, at personoplysninger om offerets bopæl eller andre tilsvarende kontaktoplysninger ikke videregives til gerningsmanden. I ekstraordinære tilfælde, hvor sådanne oplysninger bør gives til gerningsmanden, bør den kompetente myndighed i sin vurdering af, om der er behov for at videregive sådanne oplysninger, tage højde for udøvelsen af retten til et forsvar under behørig hensyntagen til artikel 7 i direktiv 2012/13/EU for at undgå at skade retten til et forsvar og enhver legitim interesse i videregivelse, der kunne veje tungere end offerets ret til beskyttelse af personoplysninger. I ekstraordinære tilfælde, hvor der er behov for at videregive sådanne oplysninger, er det vigtigt, at kompetente myndigheder overvejer at træffe passende beskyttelsesforanstaltninger for at afbøde eventuelle risici for psykisk eller fysisk skade på offeret. Nærværende direktiv berører ikke national ret om gennemsigtighed og offentlig adgang til oplysninger, som er baseret på medlemsstaternes forfatningsmæssige traditioner.

(22)

Retten til retshjælp er afgørende for at sikre ofre i straffesager universel adgang til domstolsprøvelse og effektiv deltagelse, og adgang til retshjælp bør derfor stilles til rådighed for ofre, der har ret til at blive parter i straffesager. Dette bør omfatte de ofre, der har status som part på tidspunktet for indgivelsen af en anmodning om retshjælp, samt dem, hvis formelle status som part vil blive afgjort i en senere fase af sagen, såsom i en situation, hvor en parts status først tildeles efter en afgørelse om at retsforfølge gerningsmanden. Retshjælp bør dække omkostninger og udgifter til advokatbistand under straffesager, herunder omkostninger, der er påløbet, før en part har fået tildelt status som part. Når der foretages en vurdering af sagens realitet, og der allerede er foretaget en individuel vurdering i henhold til dette direktiv, opfordres medlemsstaterne til at tage hensyn til resultaterne af denne vurdering. Visse kategorier af ofre såsom ofre med handicap, børneofre eller ofre for visse forbrydelser, navnlig ofre i sårbare situationer, som har ret til at blive parter i straffesager, bør tildeles retshjælp, når de ikke har tilstrækkelige midler. Disse kategorier bør defineres af medlemsstaterne i national ret. Dette direktiv giver ikke ret til at blive part i straffesager. Medlemsstaterne opfordres til at yde retshjælp til ofre for kønsbaseret vold, terrorisme og menneskehandel, uden hensyn til en trangsvurdering eller en vurdering af sagens realitet.

(23)

Alle ofre bør vurderes rettidigt, tilstrækkeligt, effektivt og forholdsmæssigt i overensstemmelse med dette direktiv og med de nationale procedurer, der er relevante for at give virkning til dette direktivs bestemmelser. Nationale procedurer er vigtige for at sikre, at støtte- og beskyttelsesforanstaltninger tilpasses offerets individuelle behov og omstændighederne, og at de kompetente myndigheder på nationalt, regionalt eller lokalt plan kan fastlægge den praktiske tilrettelæggelse af vurderingerne, herunder de mest hensigtsmæssige institutioner eller organer til at foretage dem. Det er afgørende at sikre, at ofrene modtager den støtte og beskyttelse, der svarer til deres individuelle behov. Den individuelle vurdering af ofrenes behov for støtte og beskyttelse bør vare så længe som nødvendigt, afhængigt af ofrenes individuelle behov. Dette betyder, at denne vurdering kan foretages i faser, f.eks. vil nogle ofre kun have kontakt med en polititjeneste, mens andre ofre vil gennemgå yderligere faser af den individuelle vurdering. Alle ofre bør vurderes i så tidlig en fase som muligt såsom under deres første kontakt med de kompetente myndigheder, f.eks. retshåndhævende myndigheder og anklagemyndigheder, hvis personale på passende vis bør være uddannet til at sikre, at de mest sårbare ofre identificeres i sagens meget tidlige faser. Ofre, der har behov for en udvidet vurdering, bør, hvor det er relevant, vurderes i samarbejde eller koordinering med relevante institutioner og organer samt med generelle og specialiserede støttetjenester, herunder henvisninger dertil, afhængigt af ofrenes individuelle behov og procedurens fase. Sådanne tjenester og retshåndhævende myndigheder er bedst i stand til at vurdere ofrenes trivsel. Kontakt med hjælpelinjer betragtes ikke som den første kontakt med kompetente myndigheder. Relevante institutioner og organer kan omfatte kompetente retslige og retshåndhævende myndigheder, der arbejder med ofre, samt sådanne, der er ansvarlige for vedtagelsen af beskyttelsesforanstaltninger. Den individuelle vurdering af et offers behov bør omfatte en vurdering af offerets behov for støtte og ikke kun beskyttelse. Det er afgørende at identificere ofre, der har behov for særlig støtte, så der ydes målrettet støtte såsom psykologisk støtte til dem, der har brug for den. Ved vurderingen af ofrenes behov for støtte og beskyttelse bør der fokuseres på at beskytte offerets sikkerhed og yde målrettet støtte og beskyttelse under hensyntagen til bl.a. offerets individuelle omstændigheder, konsekvenserne af forbrydelsen og offerets specifikke sårbarheder. Den individuelle vurdering bør navnlig tage hensyn til ofrenes personlige karakteristika, herunder relevante erfaringer med forskelsbehandling, herunder forskelsbehandling baseret på intersektionelle grunde såsom køn, herunder kønsidentitet, alder, handicap, opholdsstatus, religion eller tro, sprog, race, social eller etnisk oprindelse og seksuel orientering. I den individuelle vurdering bør der på grundlag af de tilgængelige oplysninger også tages hensyn til de risici, der stammer fra gerningsmanden, som kan have en forhistorie med vold, anvendelse af våben eller narkotikamisbrug og dermed udgøre en større risiko for ofrene, samt situationer, hvor ofrene er afhængige af gerningsmanden, f.eks. økonomisk. Den individuelle vurdering bør foretages under hensyn til offerets tarv, idet sekundær eller gentagen viktimisering undgås. Hvor det er relevant og hensigtsmæssigt, bør der i den individuelle vurdering tages behørigt hensyn til offerets familiemedlemmers behov for støtte og beskyttelse.

(24)

Som følge af vurderingen af ofres behov for beskyttelse bør ofre, der har behov for fysisk beskyttelse, navnlig ofre i livstruende situationer, kunne modtage fysisk beskyttelse på en måde, der er tilpasset deres særlige situation. Foranstaltninger til fysisk beskyttelse bør omfatte tilstedeværelse af retshåndhævende myndigheder eller andre organer, der yder fysisk beskyttelse, foranstaltninger til at holde gerningsmanden væk fra offeret på grundlag af nationale afgørelser om bortvisning, tilhold eller beskyttelse eller henvisninger til herberger og anden midlertidig indkvartering. Sådanne foranstaltninger kan være af strafferetlig, administrativ eller civilretlig karakter. Medlemsstaterne bør øge bevidstheden hos de relevante kompetente myndigheder om tilgængeligheden af sådanne beskyttelsesforanstaltninger og bør sikre, at ofre informeres om både tilgængeligheden af sådanne foranstaltninger og deres ret til at ansøge om dem. Herberger og anden passende midlertidig indkvartering for ofre spiller en afgørende rolle med hensyn til at beskytte ofrene mod voldshandlinger. De tilbyder sikker indkvartering og nødindkvartering, hvor ofre kan søge tilflugt for vold og støtte til at genopbygge deres liv uden vold. Medlemsstaterne er også bundet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/1385 (6) og skal derfor have særlige herberger og anden passende midlertidig indkvartering for ofre for vold i hjemmet og seksuel vold, da disse udgør afgørende tjenester for disse ofre.

(25)

Når en afgørelse om erstatning til offeret er blevet truffet under straffesagen, bør den tilkendte erstatning betales af gerningsmanden uden unødig forsinkelse. Forsinkelse beregnes fra udløbet af den sidste dag i fristen for endelig betaling og betragtes som »uberettiget«, når den overstiger, hvad der med rimelighed kan forventes i betragtning af sagens omstændigheder. Den tilkendte erstatning, der er omhandlet i dette direktiv, er den erstatning, der er tilkendt i henhold til en endelig afgørelse om erstatning. Medlemsstaterne bør indføre passende fuldbyrdelses- eller håndhævelsesforanstaltninger for at hjælpe ofre med at opnå denne tilkendte erstatning. Sådanne fuldbyrdelses- eller håndhævelsesforanstaltninger vil bl.a. kunne omfatte beslaglæggelse af aktiver, fuldbyrdelse ved fogeder, udlæg i indtægter eller offentlige betalinger, eller andre civil- eller strafferetlige procedurer, der sikrer fuldbyrdelse af den endelige afgørelse om erstatning. Medlemsstaterne har skønsbeføjelse med hensyn til, om den tilkendte erstatning til offeret fuldt eller delvist skal lægges ud i overensstemmelse med national ret. At lægge erstatning ud kræver ikke, at medlemsstaterne indfører nye erstatningsmekanismer eller fungerer som den primære betaler af erstatningen.

(26)

De kompetente myndigheder bevarer fuld skønsbeføjelse ved fastlæggelsen af de foranstaltninger, der er passende for at minimere de vanskeligheder, som ofre med bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor forbrydelsen blev begået, står over for.

(27)

Forherligelse af alvorlige forbrydelser som defineret i national ret såsom offentlig opfordring til at begå en terrorhandling som defineret i artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 (7) eller hyldest af gerningsmanden til en alvorlig forbrydelse kan medføre, at ofres værdighed berøves, og at de påføres yderligere lidelse eller skade. Sådanne ofre bør have adgang til de støtte- og beskyttelsesforanstaltninger, der er fastsat i nærværende direktiv. Sådanne forbrydelser kan gøre ofrene særligt sårbare over for sekundær og gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse. Offentlig opfordring til at begå en terrorhandling omfatter bl.a. forherligelse af terrorhandlinger og udgør en forbrydelse i henhold til direktiv (EU) 2017/541. Desuden udgør offentlig tilskyndelse til racisme eller fremmedhad eller offentligt forsvar for eller benægtelse eller bagatellisering af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser forbrydelser i henhold til Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA (8). Nærværende direktiv kræver ikke, at medlemsstaterne kriminaliserer forherligelse af alvorlige forbrydelser, og det kræver heller ikke, at hadefuld tale eller hadforbrydelser kriminaliseres. Rådets konklusioner af 4. december 2023 om forbedring af støtten til og anerkendelsen af terrorofre indeholder en værdifuld liste over bedste praksis og foranstaltninger til bedre beskyttelse af ofre for en sådan forbrydelse. Det er vigtigt, at medlemsstaterne også træffer foranstaltninger til at støtte ofre for andre former for kriminalitet såsom ofre for seksuel vold, som står over for en høj risiko for sekundær viktimisering og kan lide yderligere skade og berøves deres værdighed som følge af forherligelsen af sådanne lovovertrædelser.

(28)

Foranstaltninger, der gør det muligt for ofre og deres familiemedlemmer at undgå kontakt med gerningsmanden, kan omfatte tilgængeligheden af mobile skærme i retssale.

(29)

Embedsmænd, der sandsynligvis vil komme i personlig kontakt med ofre, bør have adgang til og modtage regelmæssig og tilstrækkelig uddannelse på et niveau svarende til den kontakt, de har med ofre, med henblik på gennemførelsen af direktiv 2012/29/EU. En sådan uddannelse er særlig relevant for politifolk, personale ved retterne, dommere, anklagere, advokater og personer, der yder støttetjenester for ofre og tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed, samt for sundhedspersonale, i det omfang de kommer i kontakt med ofre. Uddannelse af kompetente myndigheder bør være effektiv og tværfaglig og bør sigte efter at drage fordel af nye teknologier til at øge engagement og interaktion. Det er vigtigt, at uddannelsesprogrammer omfatter spørgsmål såsom afdækning af den art skade, som ofrene har lidt, forebyggelse af sekundær og gentagen viktimisering, empatisk og offersensitiv kommunikation, valg af passende støtte- og beskyttelsesforanstaltninger samt effektiv koordinering og henvisning til støttetjenester for ofre. Uddannelsen bør være køns-, handicap-, børne- og traumesensitiv. Uddannelsens effektivitet kan forbedres yderligere ved at samarbejde med ikkestatslige organisationer, herunder foreninger for ofre og civilsamfundsorganisationer. Det er vigtigt at fremme gensidig uddannelse og udveksling af god praksis mellem nationale myndigheder, herunder retslige og retshåndhævende myndigheder, og støtteorganisationer for ofre for at sikre bedre støtte til og beskyttelse af ofre samt koordinering mellem de involverede myndigheder og organisationer. Specifikke retningslinjer og tjeklister for retshåndhævelsespersonale betragtes som god praksis. Uddannelsen bør også fokusere på cyberkriminalitet for at gøre det muligt for personer, der kommer i kontakt med ofre for cyberkriminalitet, at imødekomme disses særlige behov.

(30)

Trods de betydelige forbedringer, der er opnået siden ikrafttrædelsen af direktiv 2012/29/EU, er der dokumentation for, at ofre stadig ofte ikke har tilstrækkelig bevidsthed om deres rettigheder, hvilket undergraver nævnte direktivs effektivitet og afskrækker ofre fra at stå frem og anmelde kriminalitet. Det er derfor bydende nødvendigt, at medlemsstaterne iværksætter effektive bevidstgørelseskampagner for at øge ofres bevidsthed om deres rettigheder i henhold til direktiv 2012/29/EU som ændret ved nærværende direktiv og øvrige rettigheder i henhold til national ret, hvor sådanne finder anvendelse. Medlemsstaterne bør også tage passende tiltag til at øge bevidstheden i befolkningen som helhed, herunder i skoler. Sådanne kampagner vil kunne gennemføres ved hjælp af en række forskellige kommunikationsmetoder såsom medierne, herunder sociale medier, plakater i den offentlige transport, foldere hos domstole, på hospitaler og på politistationer eller mobilapplikationer. Derudover bør medlemsstaterne forbedre identifikationen af steder, hvor ofre kan henvende sig og få hjælp til at kunne udøve deres rettigheder i henhold til nærværende direktiv, f.eks. gennem skiltning eller oprettelse af offentlige fortegnelser og registre, f.eks. over akkrediterede støtteorganisationer eller advokater. Det er vigtigt, at medlemsstaterne tilstræber at udvikle sådanne foranstaltninger på samme vis for alle former for kriminalitet. Medlemsstaterne bør sikre, at forbedrede foranstaltninger imødekommer behovene hos ofre, hvis kommunikationsbarrierer er højere end andre ofres, herunder ofre, der er bosiddende i en anden medlemsstat end den, hvor forbrydelsen blev begået, ofre med handicap og børneofre.

(31)

Ofre kan ikke fuldt ud nyde godt af deres ret til information, støtte og beskyttelse i overensstemmelse med deres individuelle behov, hvis der er utilstrækkeligt samarbejde og koordinering i deres nationale retssystemer mellem dem, der kommer i kontakt med ofre. Uden tæt samarbejde og koordinering mellem relevante aktører såsom centrale myndigheder i overensstemmelse med den interne struktur og kompetencefordeling i medlemsstaterne, retshåndhævende myndigheder, anklagemyndigheder, retslige myndigheder, myndigheder med ansvar for frihedsberøvelse, tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed og støttetjenester for ofre i samråd med relevante faglige organisationer og civilsamfundsorganisationer er det vanskeligt for ofre at udøve deres rettigheder i henhold til direktiv 2012/29/EU effektivt. Andre myndigheder såsom sundhedspleje, uddannelse og sociale tjenester samt ikkestatslige organisationer opfordres til at deltage i dette samarbejde og denne koordinering. Dette er særlig vigtigt i forbindelse med børneofre.

(32)

Som svar på de mangler, der er identificeret i evalueringen af direktiv 2012/29/EU, bør medlemsstaterne udarbejde og gennemføre specifikke protokoller eller retningslinjer. Disse protokoller eller retningslinjer er afgørende for at sikre, at ofre får information om deres rettigheder og om deres sag, og at ofre vurderes på passende vis, så de kan få den støtte og beskyttelse, der svarer til deres individuelle behov, som vil kunne ændre sig over tid. Protokoller eller retningslinjer kan være bindende eller ikkebindende og kan udarbejdes på en måde, der bedst svarer til de nationale retsordener og den måde, retsvæsenet er indrettet på i medlemsstaterne. Protokoller eller retningslinjer bør følges af dem, de er rettet til, når de gennemføres. Disse protokoller eller retningslinjer bør omfatte tilrettelæggelsen af tjenester og tiltag i medfør af direktiv 2012/29/EU som ændret ved nærværende direktiv af de kompetente myndigheder og personer, der kommer i kontakt med ofre, om tilvejebringelse af information til ofre, lettelse af anmeldelse af forbrydelser for de mest sårbare ofre, herunder ofre, der er frihedsberøvet og befinder sig i lukkede miljøer såsom i institutionel pleje, den individuelle vurdering af ofrenes behov og samarbejde mellem støttetjenester. Med hensyn til tilvejebringelse af information til ofre er det vigtigt at sikre, at sådan information er enkel og letforståelig, gives rettidigt, gentages over tid og er tilgængelig i flere formater, herunder mundtligt, skriftligt og digitalt. Med hensyn til anmeldelse af forbrydelser, herunder for personer, der er frihedsberøvet, eller hvis frihed er begrænset, bør protokollerne eller retningslinjerne omfatte ofrenes adgang til information om deres rettigheder og til støtte og beskyttelse i overensstemmelse med deres behov samt metoder til anmeldelse af forbrydelser. Protokollerne eller retningslinjerne bør indeholde generelle instrukser, på en omfattende måde, dog uden at beskæftige sig med enkeltsager, om tilrettelæggelsen af tjenester, herunder generelle og specialiserede støttetjenester, og af tiltag i henhold til direktiv 2012/29/EU som ændret ved nærværende direktiv. Protokollerne eller retningslinjerne kan bygge på eksisterende metoder til samarbejde og koordinering mellem de kompetente myndigheder og andre personer, der kommer i kontakt med ofre, i medlemsstaterne.

(33)

For at give ofrene enkle og moderne midler til at udøve deres rettigheder bør medlemsstaterne gøre det muligt for ofre at kommunikere elektronisk med de nationale kompetente myndigheder ved hjælp af informations- og kommunikationsteknologier. Sådanne informations- og kommunikationsteknologier kan f.eks. omfatte e-mails, livechats, videoopkald og onlineportaler med adgang til informationer for registrerede deltagere. Medlemsstaterne kan frit beslutte, hvilke kommunikationsmidler der er bedst egnede med hensyn til de forskellige bestemmelser i dette direktiv. Ofre bør have mulighed for at anvende informations- og kommunikationsteknologier til at kontakte hjælpelinjer for ofre, til at modtage skriftlig bekræftelse på deres formelle anmeldelse, til at anmelde en forbrydelse online på de betingelser, der er fastsat i dette direktiv, og til at indgive bevismateriale, hvor det er muligt. Derudover bør ofrehave mulighed for at anvende tilgængelige, sikre og brugervenlige informations- og kommunikationsteknologier, hvor det er muligt, til at kommunikere med kompetente myndigheder og med støttetjenester. De bør navnlig kunne anvende sådanne teknologier, hvor det er muligt, til at modtage informationer om deres rettigheder fra den første kontakt med de kompetente myndigheder og til at modtage informationer om deres sag, herunder for at få mulighed for at få meddelelse om gerningsmandens løsladelse eller flugt fra frihedsberøvelse, og til efter anmodning at modtage en oversættelse af den skriftlige bekræftelse af deres formelle anmeldelse. Informationerne fra den første kontakt med en kompetent myndighed kan gives elektronisk i et standardformat. Ofre bør kunne vælge mellem de kommunikationsmetoder, der er stillet til rådighed, og, hvor det er relevant, bør medlemsstaterne indføre sådanne informations- og kommunikationsteknologier som et alternativ til kommunikationsmetoden ved personligt fremmøde, uden dog at erstatte denne. Kommunikationsmetoden ved personligt fremmøde, herunder med de kompetente myndigheder og med støttetjenesterne, bør fortsat være tilgængelig for ofre, hvis de ønsker det. Hvis medlemsstaternes systemer kræver brug af specifikke elektroniske identifikations- og signaturmetoder, bør disse systemer give ofre, der er bosiddende i andre medlemsstater, lige adgangsmuligheder i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 (9).

(34)

Ofre for en forbrydelse, der fandt sted i en anden medlemsstat end deres bopælsmedlemsstat, kan være ude af stand til at give samtykke til behandling af deres personoplysninger såsom i situationer, hvor offeret er alvorligt såret, eller umiddelbart efter et terrorangreb. I sådanne tilfælde bør den medlemsstat, hvor forbrydelsen fandt sted, kunne behandle offerets personoplysninger, herunder videregive disse personoplysninger til de kompetente myndigheder i offerets bopælsmedlemsstat, uden offerets samtykke, i overensstemmelse med gældende EU-ret, navnlig artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (10). Med henblik på retshåndhævelse finder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 (11) anvendelse.

(35)

Medlemsstaterne bør sikre tilstrækkelige menneskelige og finansielle ressourcer til en effektiv anvendelse af de foranstaltninger, der er fastsat i dette direktiv. Der bør lægges særlig vægt på oprettelse af hjælpelinjer for ofre, at sikre den gnidningsløse funktion af generelle og specialiserede støttetjenester, ydelse af retshjælp og den individuelle vurdering af ofres behov for støtte og beskyttelse, herunder hvor sådanne tjenester ydes af ikkestatslige organisationer.

(36)

Unionen og medlemsstaterne er parter i FN's konvention om rettigheder for personer med handicap (12) (»FN-konventionen«) og er bundet af forpligtelserne i FN-konventionen inden for rammerne af deres respektive beføjelser. I henhold til FN-konventionens artikel 13 er deltagerstaterne forpligtet til at sikre effektiv adgang til retssystemet for personer med handicap på lige fod med andre, hvorfor det er nødvendigt at sikre tilgængelighed og i rimeligt omfang foretage tilpasninger og proceduremæssige tilpasninger, så ofre med handicap kan nyde deres rettigheder som ofre på lige fod med andre. I artikel 2 i FN-konventionen defineres »tilpasninger i rimeligt omfang« som »nødvendige og passende ændringer og justeringer, som ikke indebærer en uforholdsmæssig stor eller unødvendig byrde, når dette i et konkret tilfælde er nødvendigt for at sikre, at handicappede kan nyde eller udøve alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre«. Tilgængelighedskravene for produkter og tjenester i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 (13) kan lette gennemførelsen af FN-konvention og sikre, at de rettigheder for ofre, der er fastsat i direktiv 2012/29/EU, er tilgængelige for personer med handicap. I artikel 13 i FN-konventionen henvises der til »procesretlige tilpasninger« som et middel til at gøre det lettere for personer med handicap effektivt at deltage i straffesager, uden at der dog gives en definition af begrebet. Nyttige retningslinjer i denne henseende findes i »International Principles and Guidelines on Access to Justice for Persons with Disabilities« (internationale principper og retningslinjer for adgang til retssystemet for personer med handicap) fra 2020 fra FN's komité for rettigheder for personer med handicap. I henhold til disse retningslinjer forstås ved procesretlige tilpasninger alle nødvendige og passende ændringer og justeringer i forbindelse med adgang til retssystemet, når dette i et konkret tilfælde er nødvendigt, for at sikre deltagelse af personer med handicap på lige fod med andre. Det kan omfatte mellemmænd eller formidlere, procesretlige tilpasninger og kommunikationsstøtte. Procesretlige tilpasninger er ikke begrænset af begrebet uforholdsmæssig stor eller unødvendig byrde.

(37)

Eurojust bør sikre, at der tages passende hensyn til anmodninger vedrørende ofres rettigheder i overensstemmelse med dets mandat i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1727 (14).

(38)

Indsamling af korrekte og sammenhængende data og rettidig offentliggørelse af indsamlede data og statistikker er afgørende for at sikre fuldt kendskab til ofres rettigheder i Unionen og for at overvåge gennemførelsen af direktiv 2012/29/EU som ændret ved nærværende direktiv. Indførelse af et krav om, at medlemsstaterne hvert tredje år på en harmoniseret måde indsamler og indberetter data til Kommissionen opdelt efter køn, aldersgruppe og, hvor det er muligt og relevant, forholdet mellem offeret og gerningsmanden og lovovertrædelsens art, som er tilgængelige på centralt plan om ofre for kriminalitet, forventes at udgøre et relevant skridt i retning af at sikre, at politikker og strategier vedtages på grundlag af data. Data om forholdet mellem offeret og gerningsmanden og lovovertrædelsens art er nyttige til at kortlægge underliggende mønstre, øge forståelsen af risikodynamikken og identificere sårbare grupper. Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder fortsætter med at bistå Kommissionen og medlemsstaterne med indsamling, udarbejdelse og formidling af tilgængelige statistikker om ofre og med at indberette tilgængelige data på centralt plan, der viser, hvordan ofre har udøvet de rettigheder, der er fastsat i direktiv 2012/29/EU som ændret ved nærværende direktiv.

(39)

Medlemsstaterne har anerkendt, at Kommissionen for at sikre sammenhæng og effektivitet i tiltag i forbindelse med politikken for ofres rettigheder, som går på tværs af mange forskellige politikområder, har udpeget en koordinator for ofres rettigheder med ansvar for at sikre, at platformen for ofres rettigheder fungerer gnidningsløst, og har forpligtet sig til at samarbejde konstruktivt med denne koordinator.

(40)

I overensstemmelse med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal der være adgang til effektive retsmidler, hvis rettighederne i henhold til dette direktiv krænkes. Princippet om EU-rettens effektivitet kræver derudover, at national procesret ikke gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at håndhæve rettigheder i henhold til EU-retten.

(41)

Dette direktiv finder anvendelse på alle ofre for alle former for kriminalitet og berører ikke mere specifikke bestemmelser i andre EU-retsakter, der omhandler de særlige behov hos særlige kategorier af ofre såsom ofre for menneskehandel, ofre for seksuelt misbrug, børn, der er ofre for seksuel udnyttelse, herunder børn, der er ofre for materiale, der viser seksuelt misbrug, ofre for vold mod kvinder og vold i hjemmet samt ofre for terrorisme.

(42)

Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne på grund af behovet for at lette retligt samarbejde i straffesager ved at sikre tillid til lige adgang til ofres rettigheder, uanset hvor i Unionen forbrydelsen fandt sted, men kan på grund af de påtænkte foranstaltningers omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(43)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(44)

I medfør af artikel 3 og artikel 4a, stk. 1, i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, har Irland ved skrivelse af 27. oktober 2023 meddelt, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af dette direktiv.

(45)

Direktiv 2012/29/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Følgende artikel indsættes:

2)

Følgende artikel indsættes:

3)

I artikel 6 foretages følgende ændringer:

4)

Artikel 7, stk. 6 og 7, affattes således:

5)

I artikel 8 foretages følgende ændringer:

6)

I artikel 9 foretages følgende ændringer:

7)

Følgende artikel indsættes i kapitel II:

8)

Følgende artikler indsættes:

9)

Artikel 13 affattes således:

10)

Artikel 16, stk. 2, erstattes af følgende:

11)

I artikel 17 foretages følgende ændringer:

12)

Følgende artikel indsættes:

(*6)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 af 15. marts 2017 om bekæmpelse af terrorisme og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA og ændring af Rådets afgørelse 2005/671/RIA (EUT L 88 af 31.3.2017, s. 6, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2017/541/oj).«"

13)

Artikel 19 affattes således:

14)

I artikel 21 foretages følgende ændringer:

15)

I artikel 22 foretages følgende ændringer:

16)

I artikel 23 foretages følgende ændringer:

17)

I artikel 24 foretages følgende ændringer:

18)

Artikel 25 affattes således:

19)

Følgende artikel indsættes:

20)

Artikel 26, stk. 2, affattes således:

21)

I kapitel 5 indsættes følgende artikler:

(*10)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 73, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2014/910/oj)."

(*11)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 af 17. april 2019 om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester (EUT L 151 af 7.6.2019, s. 70, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2019/882/oj).«"

22)

Artikel 28 affattes således:

23)

Følgende artikel indsættes:

24)

Artikel 29 affattes således: