European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2026/807

7.7.2026

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2026/807

af 10. marts 2026

om ændring af de reguleringsmæssige tekniske standarder i delegeret forordning (EU) 2023/206 for så vidt angår ajourføring af henvisninger og tilpasning af terminologien som følge af ændringer af forordning (EU) nr. 575/2013

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter (1) og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012, særlig artikel 124, stk. 11, tredje afsnit, og artikel 164, stk. 8, tredje afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1623 (2) blev artikel 124 i forordning (EU) nr. 575/2013, som omhandler behandlingen af eksponeringer sikret ved fast ejendom efter standardmetoden for kreditrisiko, ændret for bedre at kunne sondre mellem eksponeringer i fast ejendom og for mere præcist at afspejle den risiko, der er forbundet med disse eksponeringer. Denne ændring af artikel 124 i forordning (EU) nr. 575/2013 førte til en omnummerering af stykkerne. Selv om bestemmelserne i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/206 (3) fortsat er egnede i henhold til artikel 124 i forordning (EU) nr. 575/2013, som ændret ved forordning (EU) 2024/1623, bør omnummereringen afspejles i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/206 for at sikre juridisk klarhed og retssikkerhed.

(2)

Desuden ændrede forordning (EU) 2024/1623 også artikel 164, stk. 4, i forordning (EU) nr. 575/2013, som omhandler behandling af detaileksponeringer efter den interne ratingbaserede metode for kreditrisiko, ved i nævnte stykke at indsætte en tabel med inputgulvværdier for tab givet misligholdelse (LGD), som institutterne skal anvende til deres detaileksponeringer sikret ved beboelsesejendom eller andre detaileksponeringer sikret ved beboelsesejendom eller erhvervsejendom. Som følge heraf blev henvisningerne i artikel 164 i forordning (EU) nr. 575/2013 til LGD-mindsteværdier erstattet af henvisninger til LGD-inputgulvværdier. Det følger heraf, at disse ændringer ligeledes bør afspejles i delegeret forordning (EU) 2023/206 uden andre indholdsmæssige ændringer.

(3)

Nærværende forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har forelagt for Kommissionen.

(4)

Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har afholdt åbne offentlige høringer om udkastet til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt anmodet om rådgivning fra den interessentgruppe, der er nedsat i henhold til artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (4) —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Ændring af delegeret forordning (EU) 2023/206

I delegeret forordning (EU) 2023/206 foretages følgende ændringer:

1)

Titlen affattes således:

»Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/206 af 5. oktober 2022 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder til præcisering af de typer faktorer, der skal tages hensyn til ved vurdering af hensigtsmæssigheden af risikovægte for eksponeringer sikret ved fast ejendom, og de betingelser, der skal tages hensyn til ved vurdering af hensigtsmæssigheden af inputgulvværdier for tab givet misligholdelse for detaileksponeringer sikret ved fast ejendom«

2)

I artikel 1 foretages følgende ændringer:

a)

I stk. 1, første afsnit, foretages følgende ændringer:

i)

Indledningen affattes således:

»Ved vurdering af hensigtsmæssigheden af de risikovægte, der er omhandlet i artikel 124, stk. 9, første afsnit, i forordning (EU) nr. 575/2013, fastsætter de myndigheder, der er udpeget i overensstemmelse med artikel 124, stk. 8, i nævnte forordning, alt følgende:«

ii)

Litra a) affattes således:

»a)

tabserfaringerne udtrykt som forholdet mellem følgende:

i)

i tilfælde af eksponeringer sikret ved beboelsesejendom eller pant i beboelsesejendom som omhandlet i artikel 124, stk. 9, første afsnit, i forordning (EU) nr. 575/2013: de tab, der er indberettet i overensstemmelse med artikel 430a, stk. 1, litra a), i nævnte forordning, og den eksponeringsværdi, der er indberettet i overensstemmelse med artikel 430a, stk. 1, litra c), i nævnte forordning

ii)

i tilfælde af eksponeringer sikret ved erhvervsejendom eller pant i erhvervsejendom som omhandlet i artikel 124, stk. 9, første afsnit, i forordning (EU) nr. 575/2013: de tab, der er indberettet i overensstemmelse med artikel 430a, stk. 1, litra d), i nævnte forordning, og den eksponeringsværdi, der er indberettet i overensstemmelse med artikel 430a, stk. 1, litra f), i nævnte forordning«

b)

Stk. 2 affattes således:

»2.   De myndigheder, der er udpeget i overensstemmelse med artikel 124, stk. 8, i forordning (EU) nr. 575/2013, bestemmer tabsforventningerne, jf. stk. 1, litra b), på en af følgende måder:

a)

ved at justere tabserfaringerne, jf. stk. 1, litra a), opad eller nedad

b)

ved at beholde tabserfaringerne uændrede.

Ved bestemmelse af tabsforventningerne, jf. stk. 1, litra b), skal myndighederne afspejle den fremadrettede markedsudvikling for fast ejendom som omhandlet i artikel 124, stk. 9, første afsnit, litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 over en fremadrettet tidshorisont på mindst et år og, hvis den pågældende myndighed bestemmer dette, op til tre år.«

c)

Stk. 4 affattes således:

»4.   Hvis der er stor usikkerhed med hensyn til de faktorer, der er omhandlet i stk. 3, litra e), anlægger de myndigheder, der er udpeget i overensstemmelse med artikel 124, stk. 8, i forordning (EU) nr. 575/2013, en forsigtighedsmargen ved bestemmelsen af tabsforventningerne i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 2.«

d)

I stk. 5 affattes indledningen således:

»5.   Med henblik på stk. 1 tager de myndigheder, der er udpeget i overensstemmelse med artikel 124, stk. 8, i forordning (EU) nr. 575/2013, hensyn til andre igangværende makroprudentielle foranstaltninger, der allerede adresserer de identificerede systemiske risici, der påvirker hensigtsmæssigheden af de risikovægte, der er omhandlet i artikel 124, stk. 9, første afsnit, i nævnte forordning, herunder følgende foranstaltninger i national ret, der har til formål at øge det finansielle systems modstandsdygtighed:«

3)

I artikel 2 foretages følgende ændringer:

a)

Titlen affattes således:

»Betingelser, der skal tages hensyn til ved vurdering af hensigtsmæssigheden af LGD-inputgulvværdierne for detaileksponeringer sikret ved fast ejendom«

b)

I stk. 1 affattes indledningen således:

»1.   Ved vurderingen af hensigtsmæssigheden af LGD-inputgulvværdier i overensstemmelse med artikel 164, stk. 6, i forordning (EU) nr. 575/2013 skal de myndigheder, der er udpeget i overensstemmelse med stk. 5 i nævnte artikel, når de foretager den systemiske risikovurdering på grundlag af makroøkonomiske ubalancer, der påvirker LGD-estimater ud over konjunktursvingningerne, tage hensyn til alle følgende betingelser:«

c)

I stk. 2, litra , affattes indledningen således:

»b)

andre igangværende makroprudentielle foranstaltninger, der allerede adresserer de identificerede systemiske risici, der påvirker tilstrækkeligheden af LGD-inputgulvværdierne, herunder følgende foranstaltninger i national lovgivning, der har til formål at øge det finansielle systems modstandsdygtighed:«

4)

Artikel 3 affattes således:

»Artikel 3

Vurderinger vedrørende ejendomssegmenter eller specifikke dele af en medlemsstats område

En myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 124, stk. 8, eller artikel 164, stk. 5, i forordning (EU) nr. 575/2013, kan tage hensyn til de faktorer, der er fastsat i artikel 1 i nærværende forordning, eller tage hensyn til betingelserne i nærværende forordnings artikel 2 for et eller flere ejendomssegmenter eller for en eller flere dele af en medlemsstats område.«

5)

Artikel 4 affattes således:

»Artikel 4

Anvendelse af andre datakilder

»Myndigheder, der er udpeget i overensstemmelse med artikel 124, stk. 8, eller artikel 164, stk. 5, i forordning (EU) nr. 575/2013, og som bestemmer tabserfaringerne i overensstemmelse med nærværende forordnings artikel 1, stk. 1, litra a), eller som vurderer hensigtsmæssigheden af LGD-inputgulvværdier i overensstemmelse med nærværende forordnings artikel 2 for et ejendomssegment eller en del af en medlemsstats område, kan anvende andre datakilder, herunder nationale ad hoc-indberetnings- og kreditregistre vedrørende det pågældende segment eller den pågældende del af området, forudsat at de data, der indsamles i overensstemmelse med artikel 430, stk. 1, litra a), og artikel 430a i forordning (EU) nr. 575/2013, ikke er tilstrækkeligt detaljerede.«

Artikel 2

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. marts 2026.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2013/575/oj.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1623 af 31. maj 2024 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår krav vedrørende kreditrisiko, kreditværdijusteringsrisiko, operationel risiko, markedsrisiko og outputgulvet (EUT L, 2024/1623, 19.6.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1623/oj).

(3)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/206 af 5. oktober 2022 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder til præcisering af de typer faktorer, der skal tages hensyn til ved vurdering af hensigtsmæssigheden af risikovægte for eksponeringer sikret ved fast ejendom, og de betingelser, der skal tages hensyn til ved vurdering af hensigtsmæssigheden af mindsteværdier for tab givet misligholdelse for eksponeringer sikret ved fast ejendom (EUT L 29 af 1.2.2023, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2023/206/oj).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12), ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2010/1093/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2026/807/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)