|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2026/728 |
27.3.2026 |
RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2026/728
af 17. marts 2026
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Komitéen af Kontraherende Parter i Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet til ikkestatslige organisationers deltagelse som observatører på Komitéens møder for så vidt angår spørgsmål vedrørende Unionens institutioner og offentlige forvaltning
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 336 sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (»konventionen«) blev indgået af Unionen i medfør af Rådets afgørelse (EU) 2023/1075 (1) for så vidt angår Unionens institutioner og offentlige forvaltning og ved Rådets afgørelse (EU) 2023/1076 (2) for så vidt angår spørgsmål vedrørende retligt samarbejde i straffesager, asyl og nonrefoulement, for så vidt som disse spørgsmål falder ind under Unionens enekompetence, og trådte i kraft for Unionen den 1. oktober 2023. |
|
(2) |
Komitéen af Kontraherende Parter (»Komitéen«) er et organ, der indgår i konventionens tilsynsmekanisme. Den 4. maj 2015 vedtog Komitéen i overensstemmelse med konventionens artikel 67, stk. 3, sin forretningsorden (»forretningsordenen«), jf. dokument IC-CP(2015)2. I forretningsordenen er det fastsat, at Komitéens kan give repræsentanter for civilsamfundet, navnlig ikkestatslige organisationer (NGO'er), der er aktive inden for bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, adgang til at deltage som observatører på sine møder på ad hoc-basis. Den fastsætter også, at observatører ikke har stemmeret eller ret til godtgørelse af udgifter. |
|
(3) |
Efter at en NGO havde anmodet om at deltage på Komitéens møde som observatør, blev det klart, at det var nødvendigt at fastlægge proceduren og kriterierne for NGO'ers adgang til møder som ad hoc-observatører med henblik på gennemførelsen af den relevante forretningsorden. Komitéens behandling af sådanne anmodninger blev drøftet på Komitéens 18. og 19. møde i juni 2025 og december 2025. |
|
(4) |
Den 27. januar 2026 fremlagde Komitéens sekretariat (»sekretariatet«) på grundlag af drøftelserne i Komitéen et udkast til afgørelse om NGO'ers deltagelse som observatører på møder i Komitéen af Kontraherende Parter i Istanbulkonventionen (»den påtænkte retsakt«), jf. dokument IC-CP(2026)1 prov. Sekretariatet opfordrede parterne til at godkende forslaget ved en skriftlig procedure. Parterne blev desuden oplyst, at medmindre der senest den 26. marts 2026 blev indgivet skriftlige indsigelser til sekretariatet, ville den påtænkte retsakt blive betragtet som vedtaget. |
|
(5) |
For så vidt angår den foreslåede procedure fastsættes det i den påtænkte retsakt, at Komitéen skal træffe afgørelse om NGO'ers adgang som ad hoc-observatører ved en skriftlig procedure, der tilrettelægges af sekretariatet forud for det relevante møde, idet der træffes afgørelse på nævnte møde, hvis der er indsigelser. NGO'ers deltagelse på Komitéens møder som ad hoc-observatører skal begrænses til Komitéens tematiske debatter og kan strække sig over flere møder. Kriterierne for vurdering af anmodninger om deltagelse skal omfatte den rettidige indgivelse af anmodningen, NGO'ens tilslutning til Europarådets værdier, NGO'ens aktiviteter inden for bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet og NGO'ens registrering i eller gennemførelse af aktiviteter i Europarådets medlemsstater eller lande, der har været eller har udtrykt interesse i at blive part i konventionen. |
|
(6) |
Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne, da den påtænkte retsakt får bindende virkning for Unionen i medfør af folkeretten. |
|
(7) |
Udkastet til afgørelse om NGO'ers deltagelse som observatører på de møder, der afholdes af Komitéen af Kontraherende Parter i Istanbulkonventionen, bør godkendes på Unionens vegne for så vidt angår spørgsmål, der henhører under Unionens enekompetence. På området med delt kompetence, som er omfattet af udkastet til afgørelse, bevarer medlemsstaterne deres kompetence, for så vidt udkastet til afgørelse ikke berører fælles regler eller ændrer deres rækkevidde. |
|
(8) |
For at gennemføre forretningsordenen, der giver NGO'er mulighed for at deltage som ad hoc-observatører på Komitéens møder, er Komitéen nødsaget til at træffe afgørelse om en procedure for at give NGO'er adgang til sine møder og nå til enighed om en liste over kriterier for vurdering af anmodninger om deltagelse. Den foreslåede procedure forekommer rimelig, effektiv og tilstrækkelig klar, og den foreslåede liste over kriterier synes hensigtsmæssige og udformet med henblik på at sikre, at kun relevante NGO'er får adgang som observatører. |
|
(9) |
Unionens holdning bør derfor være ikke at modsætte sig vedtagelsen af den påtænkte retsakt — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Komitéen af Kontraherende Parter, der er nedsat i henhold til artikel 67 i Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, er ikke at modsætte sig vedtagelsen af udkastet til afgørelse om ikkestatslige organisationers deltagelse som observatører på de møder, der afholdes af Komitéen af Kontraherende Parter i Istanbulkonventionen, jf. dokument IC-CP(2026)1 prov.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 17. marts 2026.
På Rådets vegne
M. RAOUNA
Formand
(1) Rådets afgørelse (EU) 2023/1075 af 1. juni 2023 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet for så vidt angår Unionens institutioner og offentlige forvaltning (EUT L 143 I af 2.6.2023, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/1075/oj).
(2) Rådets afgørelse (EU) 2023/1076 af 1. juni 2023 om indgåelse på den Europæiske Unions vegne af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet for så vidt angår spørgsmål vedrørende retligt samarbejde i straffesager, asyl og nonrefoulement (EUT L 143 I af 2.6.2023, s. 4, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/1076/oj).
ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2026/728/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)