European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2026/583

13.3.2026

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2026/583

af 4. marts 2026

om anmodningen om registrering af det europæiske borgerinitiativ »Et europæisk offentligt socialt netværk« i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788

(meddelt under nummer C(2026) 1492)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788 af 17. april 2019 om det europæiske borgerinitiativ (1), særlig artikel 6, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionen modtog den 5. februar 2026 en anmodning om registrering af et europæisk borgerinitiativ med titlen »Et europæisk offentligt socialt netværk«.

(2)

Denne anmodning fulgte efter den anmodning om registrering af et europæisk borgerinitiativ med titlen »Et europæisk offentligt socialt netværk«, som Kommissionen modtog den 7. december 2025.

(3)

Ved skrivelse af 5. januar 2026 (C(2026) 13 final) underrettede Kommissionen i henhold til artikel 6, stk. 4, i forordning (EU) 2019/788 initiativtagergruppen om, at kravene til registrering i nævnte forordnings artikel 6, stk. 3, første afsnit, litra a), d) og e), for så vidt angår den anmodning om registrering, der blev indgivet den 7. december 2025, var opfyldt, og at artikel 6, stk. 3, første afsnit, litra b), i forordningen ikke fandt anvendelse. Kommissionen forklarede imidlertid også, at det var åbenbart, at initiativet faldt uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til en EU-retsakt til gennemførelse af traktaterne i den i artikel 6, stk. 3, første afsnit, litra c), i forordning (EU) 2019/788 omhandlede forstand, eftersom initiativet ikke indeholdt en opfordring til Kommissionen om at vedtage et forslag til retsakt.

(4)

Kommissionen meddelte derfor i henhold til artikel 6, stk. 4, første afsnit, i forordning (EU) 2019/788 initiativtagerne, at de enten kunne ændre initiativet for at tage hensyn til Kommissionens vurdering eller fastholde det oprindelige initiativ eller trække det tilbage, jf. artikel 6, stk. 4, andet afsnit, i forordning (EU) 2019/788.

(5)

Den 5. februar 2026 indgav initiativtagergruppen et ændret initiativ.

(6)

Målet for det ændrede initiativ er med initiativtagernes ord at foreslå, »at der ved en EU-retsakt oprettes en offentlig social medieplatform på europæisk plan. Den vil udgøre et alternativ til de nuværende platforme og fungere som en tjeneste for samfundet, være finansieret af samfundet og være under dets tilsyn« og »kunne forblive upartisk og uafhængig af politisk pres og samtidig garantere alle menneskers rettigheder uden forskelsbehandling«. Initiativtagerne mener, at »[p]rocessen bør integrere relevante enheder såsom virksomheder eller universiteter i oprettelsen og driften af platformen og endelig gøre Europa strategisk uafhængigt inden for onlinekommunikation.« Initiativtagerne har også indsendt et supplerende dokument med yderligere oplysninger om det ændrede initiativ som en del af deres registreringsanmodning.

(7)

Kommissionen vurderer, at det ikke kan udelukkes, at Kommissionen vil kunne fremsætte et forslag til retsakt om oprettelse af et europæisk socialt netværk på grundlag af artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, for så vidt som det ville sigte mod forbedring af det indre markeds funktion.

(8)

Af disse grunde finder Kommissionen, at det er åbenbart, at ingen dele af initiativet falder uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt til gennemførelse af traktaterne.

(9)

Denne konklusion berører ikke vurderingen af, om de konkrete materielle betingelser, der er nødvendige for, at Kommissionen kan handle, herunder overholdelsen af proportionalitetsprincippet og nærhedsprincippet samt foreneligheden med de grundlæggende rettigheder, er opfyldt i dette tilfælde.

(10)

Initiativtagergruppen har i tilstrækkelig grad dokumenteret, at den opfylder kravene i artikel 5, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2019/788, og har udpeget kontaktpersoner i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 5, stk. 3, første afsnit.

(11)

Initiativet er ikke åbenbart utilstedeligt, uunderbygget eller af chikanøs karakter og heller ikke åbenbart i strid med Unionens værdier som fastsat i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union eller med de rettigheder, der er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(12)

Initiativet »Et europæisk offentligt socialt netværk« bør derfor registreres.

(13)

Den konklusion, at betingelserne for registreringen i henhold til artikel 6, stk. 3, i forordning (EU) 2019/788 er opfyldt, betyder dog ikke, at Kommissionen på nogen måde bekræfter den faktiske rigtighed af initiativets indhold, hvilket er initiativtagergruppens eget ansvar. Initiativets indhold afspejler kun initiativtagergruppens holdning og kan ikke på nogen måde anses for at afspejle Europa-Kommissionens holdning —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Det europæiske borgerinitiativ »Et europæisk offentligt socialt netværk« registreres.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til initiativtagergruppen til det europæiske borgerinitiativ »Et europæisk offentligt socialt netværk«, som repræsenteres ved Lukáš MIKULECKÝ og František TICHÝ, der fungerer som kontaktpersoner.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. marts 2026.

På Kommissionens vegne

Maroš ŠEFČOVIČ

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 130 af 17.5.2019, s. 55, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2019/788/oj.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2026/583/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)