European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2026/560

17.3.2026

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2026/560

af 16. marts 2026

om afslutning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af visse varer af støbejern med oprindelse i Indien og Tyrkiet

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1), særlig artikel 9, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

1.   SAGSFORLØB

1.1.   Indledning

(1)

Den 13. januar 2025 modtog Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) en klage i henhold til artikel 5 i forordning (EU) 2016/1036 (»grundforordningen«), hvori det påstås, at visse varer af støbejern med oprindelse i Indien og Tyrkiet importeres til dumpingpriser, hvorved EU-erhvervsgrenen forvoldes skade.

(2)

Klagen blev indgivet af Eurofonte (»klagerne«), en sammenslutning, der repræsenterer europæiske producenter af visse varer af støbejern. Klagen blev indgivet på vegne af EU-erhvervsgrenen for visse varer af støbejern, som omhandlet i grundforordningens artikel 5, stk. 4.

(3)

Kommissionen indledte den 26. februar 2025 en undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 5 (2).

2.   TILBAGETRÆKNING AF KLAGEN

(4)

Den 25. november 2025 kontaktede klagerne høringskonsulenten, som greb ind skriftligt. Klagerne anmodede navnlig høringskonsulenten om, for så vidt angår visse specifikke dokumenter i det ikkefortrolige dossier (spørgeskemabesvarelser og rapporter fra kontrolbesøg vedrørende indiske eksporterende producenter), at undersøge, om tjenesten korrekt havde behandlet visse oplysninger som fortrolige, og om de fremlagte sammendrag af de fortrolige oplysninger var egnede til at gøre det muligt for dem at udøve deres proceduremæssige rettigheder. Høringskonsulenten konkluderede, at de foreliggende oplysninger i det ikkefortrolige dossier var hensigtsmæssige, og at det ikke var muligt at fremlægge de ønskede oplysninger i et sammendrag, da dette kunne afsløre fortrolige/følsomme forretningsoplysninger om de pågældende eksporterende producenter.

(5)

Ved brev af 3. februar 2026 trak klagerne deres klage tilbage.

(6)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 1, kan proceduren afsluttes, medmindre en sådan afslutning ikke vil være i Unionens interesse. Undersøgelsen frembragte ikke oplysninger, der viste, at en sådan afslutning ikke ville være i Unionens interesse.

3.   KONKLUSION OG FREMLÆGGELSE AF OPLYSNINGER

(7)

Kommissionen konkluderede derfor, at proceduren bør afsluttes.

(8)

De interesserede parter blev underrettet herom og fik mulighed for at fremsætte bemærkninger.

(9)

Efter fremlæggelsen af oplysninger gav den indiske regering udtryk for sin støtte til afslutningen.

(10)

Denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i henhold til grundforordningens artikel 15, stk. 1 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Antidumpingproceduren vedrørende importen af visse varer af gråt støbejern med flagegrafit (»gråt støbejern« eller »gråjern«) eller støbejern med kuglegrafit (»duktilt støbejern«) samt dele deraf, i øjeblikket tariferet under KN-kode ex 7325 10 00 og ex 7325 99 10 (Taric-kode 7325 10 00 31 og 7325 99 10 60) og med oprindelse i Indien og Tyrkiet, afsluttes.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. marts 2026.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/1036/oj.

(2)   EUT C, C/2025/1276, 26.2.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/1276/oj.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2026/560/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)