European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2026/440

3.6.2026

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2026/440

af 24. februar 2026

om ændring af delegeret forordning (EU) 2015/63 for så vidt angår beregning af visse institutters bidrag, sletning af en risikoindikator og proceduremæssige ændringer

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (1), særlig artikel 103, stk. 7, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

De tilsynsmæssige rammer for investeringsselskaber, der blev indført ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 (2) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 (3), kræver visse ændringer af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 (4). Direktiv (EU) 2019/2034 har navnlig medført en ændring af definitionen af investeringsselskaber i direktiv 2014/59/EU. Det er derfor nødvendigt at ændre definitionen af investeringsselskaber i delegeret forordning (EU) 2015/63 i overensstemmelse hermed. Den ændrede definition bør bevare de udelukkelser, der er fastsat i delegeret forordning (EU) 2015/63. Da investeringsselskaber, der har tilladelse til at drive en multilateral handelsfacilitet uden at udføre risikorelevant aktivitet 3 eller 6 som omhandlet i afsnit A i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU (5), ikke længere er omfattet af anvendelsesområdet for den ændrede definition i direktiv 2014/59/EU, er den tilsvarende udelukkelse i artikel 3, stk. 2, i delegeret forordning (EU) 2015/63 blevet forældet og bør udgå. Derimod er udelukkelsen af visse investeringsselskaber med lav risiko, der er omfattet af artikel 96, stk. 1, litra a) og b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (6), fortsat nødvendig for at opretholde det oprindelige anvendelsesområde for delegeret forordning (EU) 2015/63. Da artikel 96 i forordning (EU) nr. 575/2013 er ophørt med at finde anvendelse fra den 1. januar 2026, bør der i delegeret forordning (EU) 2015/63 indarbejdes de materielle kriterier i nævnte bestemmelse. Medlemsstaterne bevarer beføjelsen til at fastsætte risikojusteringen for de nævnte udelukkede investeringsselskaber, som er omfattet af forpligtelsen til at betale ex ante-bidrag i henhold til artikel 103, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU, men som kun har tilladelse til at udføre begrænsede tjenester og aktiviteter og ikke er underlagt visse kapital- og likviditetskrav, for ikke at pålægge dem en uforholdsmæssig stor byrde. Disse investeringsselskaber bør derfor fortsat være udelukket fra anvendelsesområdet for delegeret forordning (EU) 2015/63.

(2)

Ved direktiv (EU) 2019/2034 er der indført en ny definition af kompetent myndighed med beføjelse til at føre tilsyn med investeringsselskaber, der er underlagt de tilsynsmæssige rammer, der er fastsat i nævnte direktiv og i forordning (EU) 2019/2033. Definitionen af kompetent myndighed i delegeret forordning (EU) 2015/63 bør derfor ændres, så den omfatter begge kompetente myndigheder, som har beføjelse til at føre tilsyn med henholdsvis kreditinstitutter og investeringsselskaber, alt efter hvad der er relevant.

(3)

På grund af de tilsynsmæssige rammer, der blev indført ved direktiv (EU) 2019/2034 og forordning (EU) 2019/2033, er investeringsselskaber, hvis samlede konsoliderede aktiver ligger under visse tærskler, i princippet ikke længere omfattet af kapital- og likviditetskravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (7) og forordning (EU) nr. 575/2013 og de tilhørende indberetningsforpligtelser. Mange af de risikojusteringsparametre, der er fastsat i delegeret forordning (EU) 2015/63, og som er baseret på sådanne krav, finder derfor ikke længere anvendelse på disse investeringsselskaber. De investeringsselskaber, der er omfattet af forpligtelsen til at bidrage til afviklingsfinansieringsordninger i henhold til artikel 103, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU, har generelt en lavere risikoprofil og er mindre systemiske end større investeringsselskaber og er mindre tilbøjelige til at blive sat under afvikling, da de er underlagt et krav vedrørende faste omkostninger, der bør gøre det muligt at likvidere dem ved almindelig insolvens i tilfælde af et finansielt sammenbrud. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet bør disse investeringsselskaber derfor være omfattet af en forenklet beregning af deres bidrag til afviklingsfinansieringsordninger. Det er hensigtsmæssigt kun at lade disse investeringsselskaber være omfattet af risikojusteringsmetoden baseret på deres størrelse (årligt basisbidrag). For at sikre, at disse investeringsselskaber ikke stilles ringere i forhold til, hvordan de ville blive behandlet efter den metode, der gælder for alle institutter, bør disse investeringsselskaber have mulighed for at anmode om anvendelse af den yderligere risikojustering på grundlag af risikofaktorer, hvis anvendelsen af denne metode ville resultere i et lavere bidragsbeløb. For at gøre det muligt for afviklingsmyndighederne at afgøre, hvilken metode der resulterer i det laveste bidrag, bør investeringsselskaber i sådanne tilfælde give afviklingsmyndighederne de nødvendige oplysninger. Denne ændring bør ikke vedrøre små investeringsselskaber, der i øjeblikket er omfattet af ordningen med faste beløb som omhandlet i artikel 10 i delegeret forordning (EU) 2015/63, som fortsat bør finde anvendelse på de investeringsselskaber, der er omfattet af nævnte artikels anvendelsesområde. Dette er begrundet i disse investeringsselskabers meget lille størrelse, hvilket indebærer en lavere sandsynlighed for afvikling og en begrænset indvirkning på den finansielle stabilitet og på afviklingsfinansieringsordningerne i tilfælde af afvikling.

(4)

I henhold til de tilsynsmæssige rammer, der blev indført ved direktiv (EU) 2019/2034 og forordning (EU) 2019/2033, kan de kompetente myndigheder ikke desto mindre på visse betingelser beslutte også at anvende de tilsynsmæssige krav i direktiv 2013/36/EU og i forordning (EU) nr. 575/2013 på visse investeringsselskaber, der i princippet ikke er omfattet af disse krav, hvis sådanne investeringsselskaber udgør en højere risiko, eller at tillade investeringsselskaber at anvende disse tilsynsmæssige krav. Delegeret forordning (EU) 2015/63 bør tage hensyn til denne fleksibilitet, og metoden til beregning af bidragene bør i disse tilfælde afspejle den tilsynsmæssige behandling af disse investeringsselskaber. I sådanne tilfælde bør de pågældende investeringsselskaber ikke længere kun være omfattet af det årlige basisbidrag, men også af den yderligere risikojustering baseret på risikofaktorer.

(5)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/879 (8) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/1174 (9) har i vid udstrækning ændret minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver (MREL), der er fastsat i direktiv 2014/59/EU. Som følge af disse ændringer skal MREL, der oprindeligt blev fortolket som et generelt krav, der finder anvendelse på alle institutter, skræddersys til hvert institut afhængigt af den specifikke afviklingsstrategi, der er valgt for det institut eller den koncern, som instituttet er en del af. Likvidationsenheder er ikke længere omfattet af MREL, og i tilfælde af koncerner kan institutter være eller ikke være omfattet af MREL, afhængigt af om de er likvidations- eller afviklingsenheder. Desuden skal MREL bestå af forskellige finansielle instrumenter og kalibreres forskelligt (eksternt eller internt MREL) afhængigt af, om instituttet er indgangspunkt for afvikling af koncernen eller ej. Som følge heraf er risikoindikatoren »instituttets kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver ud over MREL«, der er fastsat i delegeret forordning (EU) 2015/63, som en del af risikosøjlen »risikoeksponering«, som blev udformet med henblik på et MREL, der finder ensartet anvendelse på alle institutter, ikke længere egnet til at blive anvendt på alle institutter for at justere disse institutters bidrag i forhold til deres risikoprofiler. Denne risikoindikator kan navnlig straffe likvidationsenheder, da de ikke har MREL. Risikosøjlen »supplerende risikoindikatorer, som bestemmes af afviklingsmyndigheden«, der bl.a. omfatter risikoindikatoren for afviklingsmuligheder, tager mere passende hensyn til MREL for alle institutter. Risikoindikatoren »instituttets kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver ud over MREL« i risikosøjlen »risikoeksponering« og relaterede bestemmelser og henvisninger bør derfor udgå.

(6)

Det er hensigtsmæssigt at bibeholde en ensartet relativ vægt for hver af de tre resterende risikoindikatorer i risikosøjlen »risikoeksponering«, som bør omskaleres, efter at risikoindikatoren »instituttets kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver ud over MREL« er udgået, for at sikre, at summen af hver af dem beløber sig til 1.

(7)

De praktiske erfaringer med opkrævning af bidrag i den indledende periode, hvor afviklingsfinansieringsordningerne skulle nå målniveauet, har vist, at det er nødvendigt at fastsætte en frist for muligheden for at anmode om tilpasninger eller revisioner af oplysninger, der indgives til afviklingsmyndighederne, for at sikre retssikkerhed og forudsigelighed. Denne frist bør begynde den dato, hvor afgørelsen om det årlige bidrag meddeles instituttet, og bør udløbe den 31. januar i året efter den fjerde bidragsperiode efter den bidragsperiode, hvor meddelelsen blev givet. Af hensyn til retssikkerheden må fristen ikke kunne afbrydes.

(8)

For at sikre retssikkerheden for bidragsperioder forud for bidragsperioden 2026 bør der gælde en midlertidig forældelsesfrist for anmodninger om tilpasninger eller revisioner af oplysninger, der indgives med henblik på beregning af årlige bidrag. Sådanne anmodninger vedrørende bidragsperioder, for hvilke afgørelsen om fastsættelse af det årlige bidrag blev meddelt inden bidragsperioden 2026, bør derfor kun tillades indtil den 31. januar 2031. Den midlertidige forældelsesfrist må ikke kunne afbrydes.

(9)

Risikosøjlen »instituttets betydning for stabiliteten i det finansielle system eller i økonomien« omfatter risikoindikatoren »andel af interbanklån og -indskud i Den Europæiske Union, hvorved instituttets betydning for økonomien i den medlemsstat, hvor det er etableret, afspejles«. Den praktiske erfaring med opkrævning af bidrag har vist, at indsamlingen af data vedrørende nævneren »Samlede interbanklån og -indskud i EU«, der er fastsat i bilag I til delegeret forordning (EU) 2015/63, trin 1 (»Beregning af indikatorerne baseret på rådata«), er overflødig, fordi det samme resultat, både med hensyn til risikojusteringsmultiplikatoren

Formula

og det årlige bidrag c n , opnås ved kun at anvende tælleren for denne indikator, nemlig et instituts samlede beløb for interbanklån og interbankindskud. Denne nævner bør derfor udgå sammen med afviklingsmyndighedernes tilsvarende indberetningsforpligtelser. Henvisningen til en »andel« bør erstattes af en henvisning til »det samlede beløb« for interbanklån og -indskud.

(10)

Det er nødvendigt at undgå retsusikkerhed med hensyn til forpligtelserne til indberetning af oplysninger og beregningen af bidrag til nationale afviklingsfinansieringsordninger. Hvis de oplysninger, der kræves i henhold til en specifik indikator, ikke er medtaget i det gældende krav om indberetning med henblik på tilsyn for referenceåret, finder denne risikoindikator i henhold til artikel 20, stk. 1, i delegeret forordning (EU) 2015/63 ikke anvendelse, før dette krav om indberetning med henblik på tilsyn finder anvendelse. Visse oplysninger, der kræves for risikoindikatoren »instituttets kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver ud over MREL«, begyndte at blive medtaget i de gældende tilsynsmæssige indberetningskrav fra den 28. juni 2021. De omfattende ændringer af MREL-kravet gjorde det imidlertid umuligt at indsamle de ensartede oplysninger, der var nødvendige for at anvende indikatoren, hvilket i praksis hindrede en ensartet anvendelse. For straks at sikre overensstemmelse mellem den retlige og faktiske situation og for at undgå den indberetningsbyrde, der er forbundet med MREL-risikoindikatoren, bør sletningen af denne risikoindikator finde anvendelse på bidragsperioden 2026 og fremefter, dvs. fra den 1. januar 2026.

(11)

For at sikre forenkling og hurtigst muligt minimere indberetningsbyrden for afviklingsmyndigheder, Den Europæiske Banktilsynsmyndighed og institutter bør ændringerne vedrørende sletning af nævneren i indikatoren »interbanklån og -indskud«, som har vist sig at være overflødig, finde anvendelse for bidragsperioden 2026 og fremefter, dvs. fra den 1. januar 2026.

(12)

For at sikre en klar og forudsigelig anvendelse af forældelsesfristerne for anmodninger om tilpasninger eller revisioner af oplysninger, der indgives med henblik på beregning af årlige bidrag, bør disse forældelsesfrister finde anvendelse for bidragsperioden 2026 og fremefter, dvs. fra den 1. januar 2026. Den midlertidige forældelsesfrist, hvorved den endelige frist fastsættes til den 31. januar 2031, bør finde anvendelse på anmodninger vedrørende bidragsperioder forud for bidragsperioden 2026.

(13)

For at give afviklingsmyndighederne tilstrækkelig tid til at tilpasse deres systemer og dataindsamlingspraksis bør ændringerne vedrørende gennemførelsen af den nye metode til beregning af investeringsselskabers bidrag og tilsynsmyndighedernes tilknyttede forpligtelse til at underrette afviklingsmyndighederne finde anvendelse for bidragsperioden 2027 og fremefter, dvs. fra den 1. januar 2027.

(14)

Delegeret forordning (EU) 2015/63 bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Ændringer til delegeret forordning (EU) 2015/63

I delegeret forordning (EU) 2015/63 foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 3 foretages følgende ændringer:

a)

nr. 2) affattes således:

»2)

»investeringsselskaber«: investeringsselskaber som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 3), i direktiv 2014/59/EU, undtagen investeringsselskaber, der opfylder en af følgende betingelser:

a)

handler for egen regning udelukkende for at udføre kundeordrer eller for at få adgang til et clearing- og afregningssystem eller en anerkendt børs, når de fungerer som formidlere eller udfører kundeordrer

b)

opfylder samtlige af følgende betingelser:

i)

de opbevarer ikke kunders penge eller værdipapirer

ii)

de handler kun for egen regning

iii)

de har ikke eksterne kunder

iv)

gennemførelsen og afregningen af deres transaktioner sker under ansvar af en clearinginstitution og er garanteret af den pågældende clearinginstitution«

b)

nr. 8) affattes således:

»8)

»kompetent myndighed«: en kompetent myndighed som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 40), i forordning (EU) nr. 575/2013 eller en kompetent myndighed som defineret i artikel 3, stk. 1, nr. 5), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 (*1)«

(*1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU (EUT L 314 af 5.12.2019, s. 64, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2019/2034/oj)."

()  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU (EUT L 314 af 5.12.2019, s. 64, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2019/2034/oj).

c)

nr. 15 udgår.

2)

I artikel 6 foretages følgende ændringer:

a)

i stk. 2 udgår litra a)

b)

stk. 4 affattes således:

»4.   Søjlen »instituttets betydning for stabiliteten i det finansielle system eller i økonomien« består af indikatoren »det samlede beløb for interbanklån og -indskud i Den Europæiske Union, hvorved instituttets betydning for økonomien i den medlemsstat, hvor det er etableret, afspejles«.«

3)

Artikel 7, stk. 2, affattes således:

»2.   Hver risikoindikator i søjlen »risikoeksponering« har en ensartet vægt.«

4)

Artikel 8, stk. 2, udgår.

5)

følgende indsættes som artikel 11a:

»Artikel 11a

Årlige bidrag for investeringsselskaber

1.   Med forbehold af artikel 10 beregnes de årlige bidrag fra investeringsselskaber, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 (*2), og som ikke er omfattet af undtagelsen i artikel 1, stk. 2, i nævnte forordning, i overensstemmelse med nærværende forordnings artikel 5.

2.   Uanset stk. 1 beregnes de årlige bidrag fra investeringsselskaber, der er omhandlet i stk. 1, i overensstemmelse med artikel 5-9, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

a)

Den kompetente myndighed har i henhold til artikel 1, stk. 5, i forordning (EU) 2019/2033 givet investeringsselskabet tilladelse til at anvende kravene i forordning (EU) nr. 575/2013.

b)

Den kompetente myndighed har i henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv (EU) 2019/2034 udøvet sit skøn og underlagt investeringsselskabet kravene i forordning (EU) nr. 575/2013.

3.   Hvis et investeringsselskab som omhandlet i nærværende artikels stk. 1 fremlægger tilstrækkelig dokumentation for, at det bidragsbeløb, der er beregnet i henhold til artikel 5, er højere end det bidrag, der er beregnet i henhold til artikel 5-9, anvender afviklingsmyndigheden det laveste beløb.

4.   Gør et investeringsselskab som omhandlet i stk. 1 brug af stk. 3, underretter det afviklingsmyndigheden herom og giver denne alle de oplysninger, der er omhandlet i artikel 14, stk. 1, 2, 3 og 6, inden for de samme frister som de frister, der er fastsat i artikel 14, stk. 1 og 4.

(*2)  Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 575/2013, (EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 806/2014 (EUT L 314 af 5.12.2019, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2019/2033/oj)«."

()  Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 575/2013, (EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 806/2014 (EUT L 314 af 5.12.2019, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2019/2033/oj)«.

6)

I artikel 14 foretages følgende ændringer:

a)

stk. 3 affattes således:

»3.   Oplysningerne i bilag II, som indgår i kravene vedrørende tilsynsmæssig indberetning, der er fastsat ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/451 (*3), eller i påkommende tilfælde ved andre tilsynsmæssige indberetningskrav gældende for instituttet i henhold til national lovgivning, indgives til afviklingsmyndigheden som indberettet af instituttet i den seneste relevante tilsynsrapport, der er indgivet til den kompetente myndighed, vedrørende referenceåret for årsregnskabet som omhandlet i denne artikels stk. 1.

(*3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/451 af 17. december 2020 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår institutters indberetning med henblik på tilsyn og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 680/2014 (EUT L 97 af 19.3.2021, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2021/451/oj).«"

()  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/451 af 17. december 2020 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår institutters indberetning med henblik på tilsyn og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 680/2014 (EUT L 97 af 19.3.2021, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2021/451/oj).«

b)

stk. 5 affattes således:

»5.   Hvis de oplysninger eller data, der indgives til afviklingsmyndighederne, er omfattet af ajourføringer eller rettelser, skal sådanne ajourføringer eller rettelser indgives til afviklingsmyndighederne uden unødig forsinkelse inden for den frist, der er fastsat i artikel 17, stk. 5.«

7)

Artikel 15 udgår.

8)

I artikel 17 tilføjes følgende som stk. 5:

»5.   Anmodninger om tilpasning eller revision af oplysninger, der indgives med henblik på beregning af årlige bidrag, er underlagt en frist. Denne frist begynder den dato, hvor afviklingsmyndighederne meddeler instituttet afgørelsen om det årlige bidrag i henhold til artikel 13, stk. 1 og 2, og udløber den 31. januar i året efter den fjerde bidragsperiode efter den bidragsperiode, hvor afgørelsen blev meddelt.

Den frist, der er omhandlet i dette stykkes første afsnit, finder anvendelse både på anmodninger om tilpasninger eller revisioner, der indgives af institutter i henhold til artikel 14, stk. 5, og på anmodninger, der indgives af afviklingsmyndighederne. Fristen må ikke kunne afbrydes.

Hvis den 31. januar ikke er en arbejdsdag, udløber den i første afsnit omhandlede frist den følgende arbejdsdag.«

9)

Artikel 19, stk. 3, affattes således:

»3.   De kompetente myndigheder giver afviklingsmyndighederne alle oplysninger, der gør det muligt for afviklingsmyndighederne at beregne de årlige bidrag, herunder navnlig følgende:

a)

eventuelle oplysninger vedrørende den yderligere risikojustering

b)

eventuelle relevante undtagelser, som de kompetente myndigheder har indrømmet institutter i henhold til direktiv 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 575/2013

c)

eventuelle relevante oplysninger om tilladelser, som de kompetente myndigheder har indrømmet investeringsselskaber i henhold til artikel 1, stk. 5), i forordning (EU) 2019/2033 og

d)

eventuelle relevante oplysninger om beslutninger taget vedrørende investeringsselskaber i henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv (EU) 2019/2034.«

10)

I artikel 20 tilføjes følgende som stk. 10:

»10.   Uanset artikel 17, stk. 5, skal anmodninger om tilpasninger eller revisioner af oplysninger, der indgives med henblik på beregning af årlige bidrag for bidragsperioder forud for bidragsperioden 2026, indgives indtil den 31. januar 2031.

Hvis den 31. januar ikke er en arbejdsdag, udløber den i første afsnit omhandlede frist den følgende arbejdsdag.

Dette stykkes første afsnit finder anvendelse både på anmodninger indgivet af institutter i henhold til artikel 14, stk. 5, og på anmodninger, der indgives af afviklingsmyndigheder. Fristen må ikke kunne afbrydes.«

11)

Bilag I ændres i overensstemmelse med bilaget til nærværende forordning

Artikel 2

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra den 1. januar 2026.

Uanset andet afsnit:

a)

Artikel 1, nr. 5 og 9, finder anvendelse fra den 1.januar 2027.

b)

Artikel 1, nr. 10, finder anvendelse fra den 6. juni 2026

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. februar 2026.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 173 af 12.6.2014, s. 190, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2014/59/oj.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU (EUT L 314 af 5.12.2019, s. 64, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2019/2034/oj).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 575/2013, (EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 806/2014 (EUT L 314 af 5.12.2019, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2019/2033/oj).

(4)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT L 11 af 17.1.2015, s. 44, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2015/63/oj).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU (omarbejdning) (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 349, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2014/65/oj).

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2013/575/oj).

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2013/36/oj).

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/879 af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår kreditinstitutters og investeringsselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet og af direktiv 98/26/EF (EUT L 150 af 7.6.2019, s. 296, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2019/879/oj).

(9)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/1174 af 11. april 2024 om ændring af direktiv 2014/59/EU og forordning (EU) nr. 806/2014 for så vidt angår visse aspekter af minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver (EUT L, 2024/1174, 22.4.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2024/1174/oj).


BILAG

I bilag I til delegeret forordning (EU) 2015/63 foretages følgende ændringer:

1)

Tabellen i trin 1 affattes således:

»Søjle

Indikator

Mål

Risikoeksponering

Gearingsgrad

Gearingsgrad som defineret i artikel 429 i forordning (EU) nr. 575/2013 og indberettet i henhold til bilag X til gennemførelsesforordning (EU) 2021/451.

Risikoeksponering

Egentlig kernekapitalprocent

Egentlig kernekapitalprocent som defineret i artikel 92 i forordning (EU) nr. 575/2013 og indberettet i henhold til bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2021/451.

Risikoeksponering

TRE/Aktiver i alt

Formula

hvor:

»TRE«: den samlede risikoeksponering som defineret i artikel 92, stk. 3, i forordning (EU) nr. 575/2013.

Aktiver i alt er defineret i artikel 3, nr. 12), i denne forordning.

Stabiliteten og mangfoldigheden af finansieringskilderne

Net stable funding ratio

Net stable funding ratio som indberettet i henhold til artikel 415 i forordning (EU) nr. 575/2013.

Stabiliteten og mangfoldigheden af finansieringskilderne

Likviditetsdækningsgrad

Likviditetsdækningsgrad som indberettet i henhold til artikel 415 i forordning (EU) nr. 575/2013 og til delegerede forordning (EU) 2015/61.

Instituttets betydning for stabiliteten i det finansielle system eller i økonomien

Samlede beløb af interbanklån og-indskud i EU

Formula

hvor:

Interbanklån defineres som summen af de regnskabsmæssige værdier af lån og forskud til kreditinstitutter og andre finansielle selskaber som indberettet i de relevante indberetningsskemaer i bilag III og IV til gennemførelsesforordning (EU) 2021/451.

Interbankindskud defineres som den regnskabsmæssige værdi af kreditinstitutters og andre finansielle selskabers indskud som indberettet i de relevante indberetningsskemaer i bilag III og IV til gennemførelsesforordning (EU) 2021/451.«

2)

I trin 4, punkt 1 affattes tabellen således:

»Søjle

Indikator

Fortegn

Risikoeksponering

Gearingsgrad

Risikoeksponering

Egentlig kernekapitalprocent

Risikoeksponering

TRE/Aktiver i alt

+

Stabiliteten og mangfoldigheden af finansieringskilderne

Net stable funding ratio

Stabiliteten og mangfoldigheden af finansieringskilderne

Likviditetsdækningsgrad

Instituttets betydning for stabiliteten i det finansielle system eller i økonomien

Samlede beløb af interbanklån og-indskud i EU

+

Supplerende risikoindikatorer, som bestemmes af afviklingsmyndigheden

Medlemskab af institutsikringsordning

Supplerende risikoindikatorer, som bestemmes af afviklingsmyndigheden

Omfanget af tidligere ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2026/440/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)