European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/2577

22.12.2025

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2025/2577

af 18. december 2025

om indrømmelse af en undtagelse, som visse medlemsstater og Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland har anmodet om i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013, til at anvende andre midler end elektroniske databehandlingsteknikker til udveksling og lagring af oplysninger vedrørende version 3 af Importkontrolsystem 2

(meddelt under nummer C(2025) 8768)

(Kun den engelske, den finske, den franske, den græske, den irske, den italienske, den litauiske, den spanske, den svenske og den ungarske udgave er autentiske)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (1), særlig artikel 6, stk. 4, sammenholdt med artikel 8, stk. 2,

efter høring af Toldkodeksudvalget, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det fastsættes i artikel 6, stk. 1, i forordning (EU) nr. 952/2013, at al udveksling af oplysninger mellem toldmyndigheder og mellem økonomiske operatører og toldmyndigheder samt lagring af disse oplysninger i henhold til toldlovgivningen skal foretages ved hjælp af elektroniske databehandlingsteknikker. Med henblik herpå og i overensstemmelse med artikel 6, stk. 2, i nævnte forordning udarbejder Kommissionen fælles datakrav.

(2)

I henhold til artikel 6, stk. 4, i forordning (EU) nr. 952/2013 kan Kommissionen i særlige tilfælde vedtage afgørelser om at tillade en eller flere medlemsstater at fravige anvendelsen af elektroniske databehandlingsteknikker til udveksling og lagring af oplysninger, hvis en sådan undtagelse er begrundet i de særlige forhold, der gør sig gældende i de medlemsstater, der anmoder om den, og hvis undtagelsen gælder for en begrænset periode.

(3)

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2023/2879 (2) fastlægger arbejdsprogrammet vedrørende udviklingen og indførelsen af de elektroniske systemer, der er omhandlet i EU-toldkodeksen (»arbejdsprogrammet«). Arbejdsprogrammet indeholder en liste over de elektroniske systemer, der skal udvikles, og de datoer, hvorpå disse systemer forventes at sættes i drift. I programmet bliver gennemførelsen af og tidsintervallet for indførelsen af Importkontrolsystem 2 (»ICS2«) nærmere beskrevet i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, og artikel 16, 46, 47 og 127 til 132 i forordning (EU) nr. 952/2013.

(4)

Derudover fastsættes der i artikel 278, stk. 3, litra b), i forordning (EU) nr. 952/2013 en frist, inden for hvilken andre midler end de elektroniske databehandlingsteknikker midlertidigt kan anvendes til at gennemføre bestemmelserne om summariske indpassageangivelser og risikoanalyse i forbindelse med varers indpassage i Unionens toldområde.

(5)

I overensstemmelse med udtrædelsesaftalens artikel 7 (3) og Windsorrammens artikel 13 (4) er Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland også berettiget til at anmode om en undtagelse i henhold til artikel 6, stk. 4, i forordning (EU) nr. 952/2013.

(6)

I overensstemmelse med arbejdsprogrammet skal medlemsstaterne senest den 1. september 2025 være klar til at udveksle og lagre summariske indpassageangivelser (»ENS«), der er indsamlet fra økonomiske operatører for varer, som transporteres ad vej og med jernbane, herunder varer i postforsendelse, der transporteres på denne måde. Fra denne dato, som er slutdatoen for tidsintervallet for indførelse af det tredje trin af version 3 af kodekssystemet til importkontrol 2 (»ICS2«), skal medlemsstaterne gøre det muligt for økonomiske operatører at blive tilsluttet systemet, og fra datoen for deres tilslutning, skal medlemsstaterne kræve, at de økonomiske operatører indgiver summariske indpassageangivelser via systemet.

(7)

Det har dog vist sig, at der foreligger en række særlige omstændigheder med vedvarende virkninger i Den Europæiske Union. Den fortsatte krig i Ukraine og behovet for at sikre de ukrainske solidaritetsbaners uafbrudte funktion, behovet for at integrere ICS2 i de intelligente grænsesystemer, det høje antal økonomiske operatører, der har vanskeligt ved at opnå registrering i en medlemsstat med henblik på tilslutning til IT-systemerne, den helt særlige kompleksitet og betydning, der er forbundet med udrulningen af ICS2-systemet, og de ressourcer, der er nødvendige i både medlemsstaterne og blandt økonomiske operatører for at sikre interoperabilitet med nationale systemer og grænseflader, samt de særlige og komplekse egenskaber, der kendetegner de transportmekanismer, der påvirkes af denne udrulning, herunder multimodale former, har vist sig at påvirke nogle medlemsstater og økonomiske operatører uforholdsmæssigt mere end andre. I de berørte medlemsstater er sikkerheden for varer, der transporteres ad vej og med jernbane, af meget stor betydning, og som følge heraf er der behov for, at der findes en solid løsning for disse medlemsstater, der sikrer retssikkerheden, driftskontinuiteten og en gnidningsløs overgang til at opfylde kravene i det tredje trin af version 3 af ICS2.

(8)

Disse særlige omstændigheder har forhindret medlemsstaterne og Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland i at gennemføre de nye krav med hensyn til den summariske indpassageangivelse, der understøttes af det tredje trin af version 3 af ICS2, inden den 1. september 2025. I august 2025 anmodede Irland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Litauen, Ungarn, Finland og Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland derfor formelt om at anvende andre midler til udveksling og lagring af oplysninger end elektroniske databehandlingsteknikker i overensstemmelse med artikel 6, stk. 4, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 952/2013.

(9)

I overensstemmelse med artikel 6, stk. 4, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 952/2013 bør sådanne undtagelser hverken berøre udvekslingen af oplysninger mellem de medlemsstater, som undtagelsen er rettet til, og andre medlemsstater eller udvekslingen og lagringen af oplysninger i andre medlemsstater, eller Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland, med henblik på anvendelse af toldlovgivningen.

(10)

Irland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Litauen, Ungarn, Finland og Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland skal som led i processen for rapportering af fremskridt, jf. artikel 278a i forordning (EU) nr. 952/2013, meddele Kommissionen de fremskridt, der er gjort med hensyn til at gennemføre nye krav vedrørende den summariske indpassageangivelse i forbindelse med version 3 af ICS2 for så vidt angår varer, der transporteres ad vej og med jernbane. Der skal også sikres kommunikation og udveksling af oplysninger om national planlægning som omhandlet i artikel 4 i gennemførelsesafgørelse (EU) 2023/2879.

(11)

Da ICS2-systemet har stor betydning med hensyn til at fastlægge en integreret EU-tilgang til at styrke toldrisikoforvaltningen og til at sørge for sikkerhed og sikring forud for ankomst, samtidig med at den frie lovlige handel lettes, og grundet ICS2-systemets natur og kompleksitet har de ændringer, som er nødvendige for tilpasningen til kravene i EU-toldkodeksen, også konsekvenser for relaterede eller deraf afhængige IT-systemer. Undtagelsens varighed bør derfor begrænses til et absolut minimum. I lyset heraf og under hensyntagen til virkningerne af de særlige omstændigheder, der har forårsaget forsinkelser i den igangværende IT-udvikling i medlemsstaterne i forbindelse med version 3 af ICS2, og den aktuelle situation med hensyn til denne udvikling bør undtagelsen højst gælde til og med den 31. december 2025.

(12)

Da udløbet af tidsintervallet for indførelse af det tredje trin af version 3 af ICS2 er den 1. september 2025, bør denne gennemførelsesafgørelse finde anvendelse fra denne dato —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Irland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Litauen, Ungarn, Finland og Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland kan anvende andre midler til udveksling og lagring af oplysninger end elektroniske databehandlingsteknikker under den fælles komponent af version 3 af det elektroniske system, der er fastsat i artikel 182 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 (5) (»ICS2«), såfremt anvendelsen af andre midler end elektroniske databehandlingsteknikker ikke påvirker udvekslingen af oplysninger mellem de medlemsstater, denne afgørelse er rettet til, og andre medlemsstater eller Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland, og heller ikke påvirker udvekslingen og lagringen af oplysninger i andre medlemsstater eller Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland med henblik på anvendelsen af toldlovgivningen.

2.   Med henblik på opfyldelse af betingelsen i stk. 1, skal medlemsstaterne og Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland anvende Importkontrolsystem 1 (»ICS1«) til indgivelse af summariske indpassageangivelser i overensstemmelse med artikel 127 i forordning (EU) nr. 952/2013.

3.   I overensstemmelse med artikel 186, stk. 7a i gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 skal toldstederne i de medlemsstater eller i Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland til hvilke undtagelsen i stk. 1 er rettet, give andre toldmyndigheder i medlemsstaterne eller i Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland meddelelse om resultaterne af den kontrol, de har udført, via det elektroniske toldrisikoforvaltningssystem, der er omhandlet i artikel 36, stk. 1 og stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447.

Artikel 2

Denne afgørelse finder anvendelse fra den 1. september 2025 til den 31. december 2025.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Irland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Den Italienske Republik, Republikken Litauen, Ungarn, Republikken Finland og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland for så vidt angår Nordirland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. december 2025.

På Kommissionens vegne

Maroš ŠEFČOVIČ

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2013/952/oj.

(2)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2023/2879 af 15. december 2023 om fastlæggelsen af arbejdsprogrammet vedrørende udviklingen og indførelsen af de elektroniske systemer, der er omhandlet i EU-toldkodeksen (EUT L, 2023/2879, 22.12.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2023/2879/oj).

(3)  Aftale om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT L 29 af 31.1.2020, s. 7, ELI: http://data.europa.eu/eli/treaty/withd_2020/sign).

(4)  Afgørelse nr. 1/2023 truffet af Det Blandede Udvalg, der er nedsat ved aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab den 24. marts 2023 om de nærmere vilkår for Windsorrammen [2023/819] (EUT L 102 af 17.4.2023, s. 61, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/819/oj).

(5)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 343 af 29.12.2015, s. 558, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2015/2447/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2025/2577/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)