European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/2504

9.12.2025

RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2025/2504

af 27. november 2025

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne på det 24. møde mellem de kontraherende parter i konventionen om beskyttelse af Middelhavets havmiljø og kystområder og protokollerne hertil for så vidt angår vedtagelsen af ændringer af bilag II og III til protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed i Middelhavet

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 192, stk. 1, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Konventionen om beskyttelse af Middelhavets havmiljø og kystområder (»Barcelonakonventionen«), blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 77/585/EØF (1) og trådte i kraft den 12. februar 1978.

(2)

Protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed i Middelhavet (»SPA/BD-protokollen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 1999/800/EF (2) og trådte i kraft den 12. december 1999.

(3)

I henhold til Barcelonakonventionens artikel 18, stk. 2, nr. iii), kan der på mødet mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil (»mødet mellem de kontraherende parter«) vedtages ændringer til bilagene til disse protokoller.

(4)

På det 24. møde mellem de kontraherende parter vedtages ændringer til bilag II og III til SPA/BD-protokollen.

(5)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det 24. møde mellem de kontraherende parter, da ændringerne i bilag II og III til SPA/BD-protokollen får bindende virkning for Unionen.

(6)

Eftersom de påtænkte ændringer til bilag II og III til SPA/BD-protokollen ajourfører forskrifterne vedrørende beskyttelse af Middelhavet, har indvirkning på Unionens internationale forpligtelser og forbedrer beskyttelsen af miljøet, bør Unionen støtte vedtagelsen heraf.

(7)

Denne afgørelse, som fastlægger den holdning, der skal indtages på Unionens vegne, vedrører spørgsmål, der henhører under Unionens kompetence, for så vidt den kan berøre fælles regler i EU-retten eller ændre deres rækkevidde. På området med delt kompetence bevarer medlemsstaterne deres kompetence, for så vidt Barcelonakonventionen ikke berører fælles regler i EU-retten eller ændrer deres rækkevidde —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det 24. møde mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil, skal være at støtte vedtagelsen af ændringerne af bilag II og III til SPA/BD-protokollen.

Artikel 2

Unionens repræsentanter kan i samråd med medlemsstaterne under koordineringsmøder på stedet aftale mindre tekniske ændringer af den holdning, der er omhandlet i artikel 1, uden at Rådet træffer en yderligere afgørelse.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. november 2025.

På Rådets vegne

M. TESFAYE

Formand


(1)  Rådets afgørelse 77/585/EØF af 25. juli 1977 om indgåelse af konventionen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening samt protokollen om forebyggelse af forurening af Middelhavet, forårsaget af dumpning fra skibe og luftfartøjer (EFT L 240 af 19.9.1977, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/1977/585/oj).

(2)  Rådets afgørelse 1999/800/EF af 22. oktober 1999 om indgåelse af protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed i Middelhavet samt om godkendelse af bilagene til den nævnte protokol (Barcelona-konventionen) (EFT L 322 af 14.12.1999, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/1999/800/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/2504/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)