|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2025/2390 |
2.12.2025 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2025/2390
af 28. november 2025
om forlængelse af den foranstaltning, som Health and Safety Executive of the United Kingdom har truffet med henblik på tilladelse til tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af de biocidholdige produkter Contrac Blox og Roban Oktablok i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012
(meddelt under nummer C(2025) 8051)
(Kun den engelske udgave er autentisk)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter (1), særlig artikel 55, stk. 1, tredje afsnit, sammenholdt med Windsorrammens artikel 5, stk. 4,
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Den 1. januar 2024 vedtog Health and Safety Executive of the United Kingdom, der handler på vegne af Health and Safety Executive for Northern Ireland, (»Det Forenede Kongeriges kompetente myndighed«) i overensstemmelse med artikel 55, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) nr. 528/2012 en afgørelse med henblik på indtil den 30. juni 2025 at tillade tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af de biocidholdige produkter Contrac Blox og Roban Oktablok mod brune rotter (Rattus norvegicus) i Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland, navnlig i åbne områder på Rathlin Island, som led i LIFE Raft-projektet (»foranstaltningen«). Det Forenede Kongeriges kompetente myndighed gav Kommissionen og de øvrige medlemsstaters kompetente myndigheder meddelelse om foranstaltningen og begrundelsen herfor, jf. artikel 55, stk. 1, andet afsnit, i nævnte forordning. |
|
(2) |
Ifølge oplysningerne fra Det Forenede Kongeriges kompetente myndighed var foranstaltningen nødvendig for at beskytte miljøet. Rathlin Island er hjemsted for truede havfugle, små pattedyr og hvirvelløse dyr og er blevet udpeget som et særligt beskyttet område i henhold til artikel 4, stk. 1, andet afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF (2) på grund af sine kolonier af lomvier, lunder, topskarver, edderfugle og andre havfugle. Det formodes, at invasive brune rotter har været en væsentlig årsag til den betydelige nedgang i mange af øens havfugle. LIFE Raft-projektet har til formål at udrydde rotter fra øen og indføre tiltag til at mindske risikoen for, at de vender tilbage. De biocidholdige produkter Contrac Blox og Roban Oktablok anvendes som en del af LIFE Raft-projektet. |
|
(3) |
Contrac Blox og Roban Oktablok indeholder henholdsvis bromadiolon og difenacoum som aktivstoffer og er biocidholdige produkter af produkttype 14, nemlig »rodenticider« som defineret i bilag V til forordning (EU) nr. 528/2012. Fra den 1. januar 2025 er udendørs anvendelse på Det Forenede Kongeriges og dermed Nordirlands område blevet fjernet fra deres godkendelse. Den midlertidige tilladelse, der er meddelt af Det Forenede Kongeriges kompetente myndighed, tillader en sådan udendørs brug på en kontrolleret måde på Rathlin Island. Ifølge Det Forenede Kongeriges kompetente myndighed er anden generation af antikoagulansrodenticider, som f.eks. Contrac Blox og Roban Oktablok, de mest effektive biocidholdige produkter til udryddelse af brune rotter på øer, der er hjemsted for havfuglekolonier. Første generation af antikoagulansrodenticider, der findes på markedet, og potentielt egnede rodenticider med andre virkemåder (f.eks. cholecalciferol) har ifølge oplysningerne fra Det Forenede Kongeriges kompetente myndighed vist sig ikke at være effektive med henblik på udryddelse, mens anvendelsen af mekaniske fælder kun ville være effektiv på meget små øer. |
|
(4) |
Den 15. maj 2025 modtog Kommissionen i overensstemmelse med artikel 55, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 528/2012 en begrundet anmodning fra Det Forenede Kongeriges kompetente myndighed om tilladelse til forlængelse af foranstaltningen i Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland. Det Forenede Kongeriges kompetente myndighed forklarede, at lokkemad i henhold til den protokol, der blev fulgt i forbindelse med udryddelsesprojektet, blev fjernet fra alle kasser med lokkemad i april 2025. Medarbejdere i marken har imidlertid dokumentation for fortsat gnaveraktivitet, det vil sige, at udryddelsen ikke har været fuldstændig vellykket. Der er planer om at gennemføre et overvågningsprogram i september 2025 efterfulgt af udlægning af yderligere lokkemad. Det er derfor nødvendigt at forlænge den midlertidige tilladelse for Contrac Blox og Roban Oktablok i tilstrækkelig lang tid til, at udryddelsesprojektet kan afsluttes, jf. artikel 55, stk. 1, i forordning (EU) nr. 528/2012. Kommissionen har analyseret oplysningerne i den begrundede anmodning som beskrevet ovenfor. |
|
(5) |
Ufuldstændig udryddelse af brune rotter på Rathlin Island kan bringe havfuglekolonierne på øen i fare, og denne fare kan ikke bekæmpes tilstrækkeligt ved hjælp af et andet biocidholdigt produkt eller på anden vis. Det er derfor hensigtsmæssigt at tillade Det Forenede Kongeriges kompetente myndighed at forlænge foranstaltningen i Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland. |
|
(6) |
Da foranstaltningen udløb den 30. juni 2025, bør denne afgørelse finde anvendelse med tilbagevirkende kraft. |
|
(7) |
Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Health and Safety Executive of the United Kingdom, der handler på vegne af Health and Safety Executive for Northern Ireland, kan forlænge tilladelsen til tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af de biocidholdige produkter Contrac Blox og Roban Oktablok indtil den 2. januar 2027 i åbne områder på Rathlin Island.
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til Health and Safety Executive of the United Kingdom, der handler på vegne af Health and Safety Executive for Northern Ireland.
Den finder anvendelse fra den 1. juli 2025.
Udfærdiget i Bruxelles, den 28. november 2025.
På Kommissionens vegne
Olivér VÁRHELYI
Medlem af Kommissionen
(1) EUT L 167 af 27.6.2012, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2012/528/oj.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle (EUT L 20 af 26.1.2010, s. 7, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2009/147/oj).
ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2025/2390/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)