European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/2349

19.11.2025

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2025/2349

af 14. november 2025

om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (1), særlig artikel 57, stk. 4, og artikel 58, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 (2), bør der vedtages foranstaltninger vedrørende tariferingen af de i bilaget omhandlede varer.

(2)

Forordning (EØF) nr. 2658/87 har fastsat almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved fortolkningen af enhver anden nomenklatur, der helt eller delvis er baseret på den kombinerede nomenklatur, eller som tilføjer yderligere underopdelinger, og som er fastlagt på grundlag af specifikke EU-forskrifter med henblik på anvendelsen af tarifmæssige eller andre foranstaltninger vedrørende samhandelen med varer.

(3)

Ifølge de almindelige bestemmelser bør varerne i kolonne 1 i tabellen i bilaget tariferes under den KN-kode, der er anført i kolonne 2, ud fra den begrundelse, der er anført i kolonne 3.

(4)

Bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt vedrørende varer omfattet af denne forordning, men som ikke er i overensstemmelse hermed, bør i en vis periode fortsat kunne påberåbes af indehaveren, jf. artikel 34, stk. 9, i forordning (EU) nr. 952/2013. Denne periode bør fastsættes til tre måneder.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

De varer, der er anført i kolonne 1 i tabellen i bilaget, tariferes i den kombinerede nomenklatur under den KN-kode, der er nævnt i kolonne 2 i tabellen.

Artikel 2

Bindende tariferingsoplysninger, som ikke er i overensstemmelse med denne forordning, kan fortsat påberåbes i henhold til artikel 34, stk. 9, i forordning (EU) nr. 952/2013 i en periode på tre måneder fra denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. november 2025.

På Kommissionens vegne

For formanden

Gerassimos THOMAS

Generaldirektør

Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion


(1)   EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2013/952/oj.

(2)  Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif (EFT L 256 af 7.9.1987, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/1987/2658/oj).


BILAG

Varebeskrivelse

Tarifering

(KN-kode)

Begrundelse

(1)

(2)

(3)

Badeenhed, såkaldt svømmespa, til udendørs brug, fremstillet af ABS-plast, med målene ca. 420 × 225 × 127 cm. Varen har en nettovægt på 800 kg og et rumfang på 5 000 liter.

Svømmespaen er udstyret med:

massagedyser

modstrømsdyser med kraftige vandstråler

massagepumper

et opvarmningsanlæg

et filtreringssystem

en cirkulationspumpe

en luftregulator

en ozonrenser

LED-belysning

et gelænder og en nakkestøtte

fuld isolering og træbeklædning.

Varen har et gradueret bassin omfattende 6 massagepladser med i alt 36 dyser (1 plads med 12 dyser, 1 plads med 8 dyser, 1 plads med 6 dyser, 2 pladser med 4 dyser og 1 plads med 2 dyser). Den kan også bruges som et svømmeområde for én person med en længde på ca. 3 m med 4 dyser (med kraftige vandstråler til modstrømssvømning/svømning på stedet)

Den er beregnet til brug som vandmassageapparat og som svømmebassin til svømning og anden træning i vand.

(Se billedet) (*1)

9506 99 90

Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1, 3 c) og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur og teksten til KN-kode 9506, 9506 99 og 9506 99 90.

Varen betragtes som en sammensat vare i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 3 b), og består af et vandmassageapparat henhørende under pos. 9019 og et svømmebassin/soppebassin henhørende under pos. 9506. Varen tariferes, som om den består af den bestanddel, der er karaktergivende.

Da varen er specifikt udformet til samtidigt at fungere som vandmassageapparat og svømmebassin, er det ikke muligt at fastslå, hvilken bestanddel der er karaktergivende for varen. Både de særlige dyser og pumper, der er nødvendige for at udføre vandmassage/spaterapi, og bassinet, der er udstyret med de særlige dyser med kraftige vandstråler til modstrømssvømning eller anden træning i vand, er lige vigtige.

Varen skal følgelig tariferes under den position, der har det højeste nummer blandt de positioner, der i lige grad kan komme i betragtning, nemlig pos. 9506, som svømmebassin.

Varen skal derfor tariferes under KN-kode 9506 99 90 som et svømmebassin.

Image 1


(*1)  Billederne er kun vejledende.


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2025/2349/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)