European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/2071

17.10.2025

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2025/2071

af 16. oktober 2025

om ækvivalensanerkendelse i henhold til artikel 8, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/821 af due diligence-ordningen i forsyningskæden »Responsible Minerals Assurance Process«, der ejes af Responsible Minerals Initiative

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/821 af 17. maj 2017 om fastlæggelse af due diligence-forpligtelser i forsyningskæden for EU-importører af tin, tantal, wolfram og deres malme samt guld, der hidrører fra konfliktramte områder og højrisikoområder (1) (i det følgende benævnt »forordningen«), særlig artikel 8, stk. 3,

under henvisning til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/429 af 11. januar 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/821 for så vidt angår metoden og kriterierne for vurdering og anerkendelse af due diligence-ordninger i forsyningskæden for tin, tantal, wolfram og guld (2) (i det følgende benævnt »den delegerede forordning«), særlig artikel 9, stk. 1,

efter høring af udvalget for ansvarlig udvinding af tin, tantal, wolfram og guld og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Forordningen er udformet for at give gennemsigtighed og sikkerhed for så vidt angår forsyningspraksisser hos EU-importører og hos smelterier og forædlingsvirksomheder, som tilvejebringer deres råstoffer fra konfliktramte områder og højrisikoområder.

(2)

I henhold til forordningens artikel 8, stk. 1, kan regeringer, industrisammenslutninger og grupperinger af interesserede organisationer, der har indført due diligence-ordninger (»de ansvarlige for ordningen«), indgive en ansøgning til Kommissionen om at få de due diligence-ordninger i forsyningskæden, der er udviklet og bestyres af dem, anerkendt af Kommissionen.

(3)

I den delegerede forordning fastsættes den metode og de kriterier, som Kommissionen skal anvende til vurdering og anerkendelse af due diligence-ordninger i forsyningskæden, for hvilke der indgives ansøgninger om anerkendelse til Kommissionen.

(4)

I forordningens artikel 8, stk. 3, fastsættes det, at hvis Kommissionen finder, at en due diligence-ordning i forsyningskæden, når denne implementeres på effektiv vis af en EU-importør af mineraler eller metaller, sætter importøren i stand til at overholde denne forordning, vedtager den en gennemførelsesafgørelse om, at denne ordning tilstås ækvivalensanerkendelse for så vidt angår overholdelse af kravene i denne forordning. OECD's sekretariat høres, når dette er hensigtsmæssigt, inden vedtagelsen af sådanne gennemførelsesretsakter. Gennemførelsesretsakten vedtages efter rådgivningsproceduren i forordningens artikel 15, stk. 2.

(5)

I henhold til betragtning 14 i forordningen berører en sådan anerkendelse ikke EU-importørernes individuelle ansvar for at overholde de due diligence-forpligtelser, der er fastsat i forordningens artikel 4-7. Due diligence-forpligtelserne omfatter navnlig en forpligtelse til at have dokumentation vedrørende oprindelseslandene for mineralerne i EU-importørernes forsyningskæde. Der mindes derfor om, at deltagelse i en anerkendt ordning ikke fjerner et sådant individuelt ansvar.

(6)

Responsible Minerals Initiative (RMI) indgav den 21. juni 2019 en ansøgning til Kommissionen med anmodning om at få sin due diligence-ordning »Responsible Minerals Assurance Process« (RMAP) anerkendt.

(7)

Kommissionen vurderede ansøgningen på grundlag af de antagelighedskrav, der er fastsat i den delegerede forordnings artikel 3, stk. 2, og besluttede den 6. august 2019, at ansøgningen kunne antages (Kommissionens afgørelse C(2019) 5828 final).

(8)

Kommissionen vurderede ansøgningen i overensstemmelse med metoden og kriterierne i forordningen og den delegerede forordning ved hjælp af OECD's metode for vurdering af overensstemmelse mellem brancheprogrammer (i det følgende benævnt »OECD-metoden«), jf. den delegerede forordnings artikel 4, stk. 2. Den 26. januar 2022 blev RMI underrettet om, at RMAP ikke opfyldte alle de krævede kriterier, og at der var behov for yderligere forbedringer, før Kommissionen kunne overveje at tilstå ækvivalensanerkendelse.

(9)

Den 10. maj 2022 indgav RMI en ny ansøgning i medfør af den delegerede forordnings artikel 10, stk. 2, om anerkendelse af RMAP-ordningen i henhold til forordningen. Kommissionen vurderede antageligheden af den gentagne ansøgning på grundlag af kravene i den delegerede forordnings artikel 3, stk. 2, og besluttede den 14. juli 2022, at ansøgningen kunne antages (Kommissionens afgørelse C(2022) 4880 final).

(10)

Kommissionen foretog en fornyet vurdering af ansøgningen i overensstemmelse med metoden og kriterierne i forordningen og den delegerede forordning.

(11)

I henhold til forordningens artikel 8, stk. 3, skal Kommissionen, når den træffer afgørelse om anerkendelse af en due diligence-ordning, tage hensyn til den forskelligartede praksis i branchen, der er omfattet af nævnte ordning. RMAP vurderer forvaltningssystemer og tilvejebringelsespraksis hos smelterier og forædlingsvirksomheder og validerer deres overensstemmelse med RMAP Tin and Tantalum Standard, RMAP Tungsten Standard og RMAP Gold Standard, som alle tre trådte i kraft den 1. juni 2018. Ordningen implementeres derfor kun på effektiv vis af visse økonomiske aktører i forudgående led, dvs. smelterier og forædlingsvirksomheder. RMAP-standarden implementeres ikke af økonomiske aktører i efterfølgende led, såsom EU-importører af metaller. Denne afgørelse vedrører derfor kun smelterier og forædlingsvirksomheder, som er EU-importører af mineraler, eftersom det kun er dem, der er omfattet af ordningen. Afgørelsen påvirker ikke de forpligtelser, der påhviler EU-importører af metaller som omhandlet i forordningen, herunder deres forpligtelser vedrørende forvaltningssystem, forpligtelser vedrørende risikostyring, forpligtelser vedrørende tredjepartsaudit og oplysningsforpligtelser, som fastsat i forordningens artikel 4-7.

(12)

I forordningens artikel 8, stk. 3, fastsættes det endvidere, at Kommissionen skal tage hensyn til den risikobaserede tilgang og metode, der anvendes af due diligence-ordningen for at identificere konfliktramte områder og højrisikoområder, og de anførte resultater heraf. Kommissionen har vurderet RMAP som værende i »fuld overensstemmelse« med alle kriterier i OECD's metode for vurdering af overensstemmelse, der vedrører risikobaseret due diligence. RMAP-smelterier og -forædlingsvirksomheder er forpligtet til at udvikle og anvende deres egen metode til at identificere konfliktramte områder og højrisikoområder, hvis effektivitet evalueres som led i tredjepartsauditter. RMI har ikke sin egen liste over konfliktramte områder og højrisikoområder, men henviser til listen over konfliktramte områder og højrisikoområder i forordning (EU) 2017/821 og anden relevant lovgivning.

(13)

I overensstemmelse med den delegerede forordnings artikel 8, stk. 1, har Kommissionen udarbejdet en rapport om sin vurdering af, om ordningen opfylder de generelle betingelser for anerkendelse og de gældende specifikke kriterier. Kommissionen konkluderer i sin rapport, at de generelle betingelser for ækvivalensanerkendelse er opfyldt på grundlag af den vurderingsmetode, der er fastsat i den delegerede forordning.

(14)

Den 27. marts 2023 fremsendte Kommissionen sit udkast til rapport til RMI og indrømmede RMI 15 kalenderdage til at fremsætte bemærkninger til rapporten, jf. artikel 8, stk. 2, i den delegerede forordning. RMI gav et positivt svar inden for denne frist.

(15)

Kommissionen hørte OECD's sekretariat om sit udkast til rapport i overensstemmelse med artikel 8, stk. 3, i den delegerede forordning. OECD's sekretariat afgav den 23. juni 2023 sin skriftlige udtalelse om Kommissionens vurdering. OECD's sekretariat konkluderede, at den vurdering og metode, der blev anvendt i forbindelse med vurderingen af RMAP, herunder både de generelle betingelser for anerkendelse og de gældende specifikke kriterier, var i overensstemmelse med OECD's metode.

(16)

Den endelige rapport foreligger som et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SWD(2025)297) —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Due diligence-ordningen i forsyningskæden »Responsible Minerals Assurance Process« (RMAP), der ejes af »Responsible Minerals Initiative« (RMI), tilstås hermed ækvivalensanerkendelse for så vidt angår overholdelse af kravene i denne forordning for EU-importører af mineraler, der implementerer RMAP på effektiv vis.

Artikel 2

I henhold til forordningens artikel 8, stk. 8, skal due diligence-ordningen i forsyningskæden »Responsible Minerals Assurance Process« (RMAP) ved denne afgørelses ikrafttræden tilføjes til registret over anerkendte due diligence-ordninger i forsyningskæden.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. oktober 2025.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 130 af 19.5.2017, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2017/821/oj.

(2)   EUT L 75 af 19.3.2019, s. 59, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2019/429/oj.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2025/2071/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)