|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2025/1429 |
15.7.2025 |
RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2025/1429
af 15. juli 2025
om ændring af afgørelse (FUSP) 2022/2319 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Haiti
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,
under henvisning til Rådets afgørelse (FUSP) 2022/2319 af 25. november 2022 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Haiti (1), særlig artikel 4, stk. 2,
under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Den 25. november 2022 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2022/2319. |
|
(2) |
Den 28. juli 2023 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2023/1574 (2), der ændrede afgørelse (FUSP) 2022/2319 og fastlagde dermed en særlig ramme for målrettede restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er ansvarlige for handlinger, der truer freden, stabiliteten og sikkerheden i Haiti, og for handlinger, der underminerer demokratiet eller retsstaten i Haiti, samt over for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem. |
|
(3) |
I sine konklusioner af 17. oktober 2024 udtalte Det Europæiske Råd, at det fortsat er yderst bekymret over situationen i Haiti, og opfordrede til nye målrettede sanktioner mod personer og enheder, der er ansvarlige for vold, med det formål at hjælpe med at genoprette fred, sikkerhed, stabilitet, demokrati og retsstaten i Haiti. |
|
(4) |
I betragtning af den forværrede politiske, økonomiske, sikkerhedsmæssige og humanitære situation i Haiti, herunder følgerne af den eskalerende bandevold, de vedvarende alvorlige krænkelser af menneskerettighederne begået af bander, og den fortsatte straffrihed for gerningsmændene, bør tre personer tilføjes til listen over fysiske personer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, jf. bilag II til afgørelse (FUSP) 2022/2319. |
|
(5) |
Afgørelse (FUSP) 2022/2319 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Bilag II til afgørelse (FUSP) 2022/2319 ændres som angivet i bilaget til nærværende afgørelse.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 15. juli 2025.
På Rådets vegne
K. KALLAS
Formand
(1) EUT L 307 af 28.11.2022, s. 135, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2022/2319/oj.
(2) Rådets afgørelse (FUSP) 2023/1574 af 28. juli 2023 om ændring af afgørelse (FUSP) 2022/2319 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Haiti (EUT L 192 af 31.7.2023, s. 21, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/1574/oj).
BILAG
I bilag II til afgørelse (FUSP) 2022/2319 tilføjes følgende punkter til tabellen under overskriften »A. Liste over fysiske personer, jf. artikel 2a, stk. 1, og artikel 3a, stk. 1«:
|
|
Navn |
Identificerende oplysninger |
Begrundelse |
Dato for opførelse på listen |
|
»4. |
Micanor ALTÈS alias Monel Felix, Micanord Mikano Wa Mikanò, King Micanor Alfred Mones |
Stilling: leder af Wharf Jérémie-banden Nationalitet: haitisk Køn: mand Adresse: Wharf Jérémie-kvarteret i nærheden af La Saline, Port-au-Prince, Haiti |
Micanor Altès er leder af Wharf Jérémie-banden. Wharf Jérémie er et kystkvarter i området La Saline i Port-au-Prince. Dette område har været kontrolleret af den bande, som Micanor Altès leder, i mere end et årti. Under hans kommando er banden ansvarlig for massakren på 207 mennesker mellem den 6. og 11. december 2024 i Wharf Jérémie-distriktet. Massakren skete efter Altès' nyfødte søns død på grund af en ukendt sygdom. Bandelederen var overbevist om, at ældre voodooudøvere i området under hans kontrol havde forbandet hans barn, og efter at have bortført alle indbyggere over 60 år, der praktiserede voodoo, beordrede han, at de skulle henrettes. Micanor Altès er derfor ansvarlig for handlinger, der truer freden, stabiliteten og sikkerheden i Haiti, herunder deltagelse i kriminelle aktiviteter og vold, der involverer væbnede grupper og kriminelle netværk. |
15.7.2025 |
|
5. |
Christ-Roi CHÉRY alias Kris-La, Krisla, Chrisla, Chrislat |
Stilling: leder af Ti Bwa-banden (tilknyttet Viv Ansanm-/G9-koalitionen af bander) Nationalitet: haitisk Køn: mand Adresse: Carrefour kommune, hovedstadsområdet Port-au-Prince, Haiti |
Christ-Roi Chéry er leder af Ti Bwa-banden, som er tilknyttet Viv Ansanm-koalitionen af bander (også kaldet G9-koalitionen af bander) i Haiti. Ti Bwa-banden har siden februar 2024 kontrolleret Carrefour kommune. Under Christ-Roi Chérys kommando er Ti Bwa-banden involveret i vold og kriminelle aktiviteter i Haiti, herunder mord, røveri, voldtægt, kapring af varer og lastbiler, afpresning, målrettede mord og narkotikahandel. Christ-Roi Chéry er derfor ansvarlig for handlinger, der truer freden, stabiliteten og sikkerheden i Haiti, herunder deltagelse i kriminelle aktiviteter og vold, der involverer væbnede grupper og kriminelle netværk, der fremmer vold, herunder sådanne gruppers og netværks tvangsrekruttering af børn, kidnapninger, drab og seksuel og kønsbaseret vold. |
15.7.2025 |
|
6. |
Jeff LAROSE alias Jeff, Gwo Lwa, Taliban |
Stilling: leder af Canaan-banden (tilknyttet G-Pép- og Viv Ansanm-koalitionerne af bander) Nationalitet: haitisk Køn: mand Adresse: Canaan, hovedstadsområdet Port-au-Prince, Haiti |
Jeff Larose er leder af Canaan-banden, som er tilknyttet G-Pép- og Viv Ansanm-koalitionerne af bander i Haiti. Canaan-banden kontrollerer områderne Canaan, Onaville, Jerusalem, Corail, Rosemberg, Lilavois og Bon Repos, der alle er beliggende i hovedstadsområdet Port-au-Prince. Banden udvidede sin kontrol over sit oprindelige område og opererer også i Mirebalais (departementet Centre). Under Jeff Laroses kommando er Canaan-banden involveret i vold og kriminelle aktiviteter i Haiti, herunder kidnapning, beslaglæggelse af jord, voldtægt, indbrud i hjem, kapring af varer og køretøjer, kidnapning med henblik på løsepenge, mord og narkotikahandel. Jeff Larose er derfor ansvarlig for handlinger, der truer freden, stabiliteten og sikkerheden i Haiti, herunder deltagelse i kriminelle aktiviteter og vold, der involverer væbnede grupper og kriminelle netværk, der fremmer vold, herunder sådanne gruppers og netværks tvangsrekruttering af børn, kidnapninger, drab og seksuel og kønsbaseret vold. |
15.7.2025«. |
ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/1429/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)