European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/1348

11.7.2025

RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2025/1348

af 27. januar 2025

om undertegnelse på Unionens vegne og midlertidig anvendelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Bosnien-Hercegovina om operationelle aktiviteter, som gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Bosnien-Hercegovina

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 77, stk. 2, litra b) og d), og artikel 79, stk. 2, litra c), sammenholdt med artikel 218, stk. 5,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 18. november 2022 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger med Bosnien-Hercegovina om en aftale om operationelle aktiviteter, som gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Bosnien-Hercegovina (»aftalen«). Forhandlingerne blev afsluttet med et positivt resultat.

(2)

I henhold til artikel 73, stk. 3, i forordning (EU) 2019/1896 (1) skal Unionen i situationer, der kræver indsættelse af grænseforvaltningshold fra den europæiske grænse- og kystvagts stående korps i et tredjeland, hvor holdmedlemmerne vil udøve udøvende beføjelser, indgå en statusaftale med det pågældende tredjeland på grundlag af artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(3)

Denne afgørelse udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF (2); Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(4)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder efter at Rådet har truffet foranstaltning om denne afgørelse til udbygning af Schengenreglerne, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne afgørelse i sin nationale lovgivning, jf. artikel 4 i protokollen.

(5)

Aftalen bør undertegnes, og den tilknyttede erklæring vedrørende Island, Kongeriget Norge, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein bør godkendes på Unionens vegne.

(6)

For at muliggøre en hurtig indsættelse af den europæiske grænse- og kystvagts stående korps på Bosnien-Hercegovinas område bør aftalen anvendes midlertidigt —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Der gives herved bemyndigelse til undertegnelse på Unionens vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Bosnien-Hercegovina om operationelle aktiviteter, som gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Bosnien-Hercegovina (»aftalen«), med forbehold af indgåelse af aftalen.

Artikel 2

Den erklæring, der er knyttet til denne afgørelse, godkendes på Unionens vegne.

Artikel 3

Aftalen anvendes midlertidigt fra datoen for dens undertegnelse, indtil den træder i kraft, jf. aftalens artikel 22, stk. 3.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. januar 2025.

På Rådets vegne

C. SIEKIERSKI

Formand


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1896 af 13. november 2019 om den europæiske grænse- og kystvagt og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1052/2013 og (EU) 2016/1624 (EUT L 295 af 14.11.2019, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2019/1896/oj).

(2)  Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengenreglerne (EFT L 64 af 7.3.2002, s. 20, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2002/192/oj).


ERKLÆRING VEDRØRENDE ISLAND, KONGERIGET NORGE, DET SCHWEIZISKE FORBUND OG FYRSTENDØMMET LIECHTENSTEIN

Parterne til aftalen mellem Den Europæiske Union og Bosnien-Hercegovina om operationelle aktiviteter, som gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Bosnien-Hercegovina, noterer sig de tætte forbindelser mellem Den Europæiske Union og Island, Kongeriget Norge, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein, navnlig i henhold til aftalerne af 18. maj 1999 og 26. oktober 2004 og protokollen af 28. februar 2008 om disse landes associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne.

Under disse omstændigheder er det ønskeligt, at myndighederne i Island, Kongeriget Norge, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein på den ene side og Bosnien-Hercegovina på den anden side uden ophold indgår bilaterale aftaler om operationelle aktiviteter, som gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Bosnien-Hercegovina, svarende til dem, der er omhandlet i aftalen mellem Den Europæiske Union og Bosnien-Hercegovina om operationelle aktiviteter, som gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Bosnien-Hercegovina.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/1348/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)