European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/1339

11.7.2025

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2025/1339

af 10. juli 2025

om gennemførelsesmæssige tekniske standarder for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/2859 for så vidt angår visse af indsamlingsorganernes opgaver

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/2859 af 13. december 2023 om oprettelse af et fælles europæisk adgangspunkt, som giver centraliseret adgang til offentligt tilgængelige oplysninger med relevans for finansielle tjenesteydelser, kapitalmarkeder og bæredygtighed (1), særlig artikel 5, stk. 11, tredje afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det er vigtigt at sikre, at indsamlingsorganerne stiller oplysninger til rådighed på det fælles europæiske adgangspunkt (ESAP) på en harmoniseret måde, idet de så vidt muligt trækker på eksisterende indsamlingsprocedurer og infrastrukturer på EU-plan og nationalt plan.

(2)

Eftersom formålet med de tekniske automatiske valideringer, der kræves i henhold til artikel 5, stk. 1, litra c), i forordning (EU) 2023/2859, er at sikre en ensartet kvalitet af oplysningerne i ESAP, bør indsamlingsorganerne foretage disse tekniske automatiske valideringer på en konsekvent måde, jf. artikel 5, stk. 10, litra a), i forordning (EU) 2023/2859. Det er især vigtigt, at enheder, der indsender oplysninger, modtager underretning om afvisning rettidigt. Der bør derfor fastsættes en maksimumsperiode, inden for hvilken indsamlingsorganerne bør gøre deres bedste for at underrette enhederne om afvisningen af oplysninger. Under ekstraordinære omstændigheder, herunder større ulykker og fejl, bevidste angreb og naturlige hændelser, bør indsamlingsorganerne have ret til at underrette enhederne efter denne maksimumsperiode.

(3)

I overensstemmelse med artikel 5, stk. 9, i forordning (EU) 2023/2859 kan medlemsstaterne tillade indsamlingsorganerne at kræve et kvalificeret elektronisk segl for at sikre et passende niveau af ægthed, integritet og uafviselighed af de oplysninger, der indsendes til ESAP. For at lette den grænseoverskridende interoperabilitet mellem de kvalificerede elektroniske segl, der ledsager de oplysninger, der indsendes til ESAP, bør de segl, der kræves af et indsamlingsorgan, opfylde specifikationerne i Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1506 (2). For at sikre, at det kvalificerede elektroniske segl forbliver gyldigt over en lang periode, bør det være på overensstemmelsesniveau LT (Long-Term) eller højere. For yderligere at styrke autentificeringen af de oplysninger, der indsendes til ESAP, bør det digitale certifikat, der ledsager dette segl, i givet fald indeholde den identifikationskode for juridiske enheder, som identificerer den enhed, der anvender det pågældende segl, hvis en sådan identifikator er i overensstemmelse med ISO 17442. Sådanne oplysninger kan være tilgængelige i europæiske digitale identitetstegnebøger, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 (3).

(4)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1024 (4) har til formål at fremme brugen af offentlige standardlicenser, der er tilgængelige online til videreanvendelse af den offentlige sektors informationer. Kommissionens retningslinjer om anbefalede standardlicenser, datasæt og gebyrer for videreanvendelse af dokumenter (5) identificerer Creative Commons-licenser (»CC-licenser«) og navnlig den seneste version (4.0) som et eksempel på anbefalede offentlige standardlicenser. CC-licenser udvikles af en nonprofitorganisation og er blevet en førende licensløsning for den offentlige sektors informationer, forskningsresultater og kulturelt materiale i hele verden. For at lette anvendelsen og videreanvendelsen af tilgængelige oplysninger er det derfor hensigtsmæssigt at henvise til CC public domain dedication (CC0) for alle oplysninger, som et indsamlingsorgan stiller til rådighed for ESAP, medmindre der er tilknyttet ophavsret og andre beslægtede rettigheder. Med hensyn til den type oplysninger, der er omfattet af ophavsret eller andre beslægtede rettigheder, bør CC-licensen BY-NC-ND derfor anvendes for at begrænse den kommercielle brug af disse oplysninger. Indsamlingsorganerne kan anvende en licens svarende til CC-pakken.

(5)

For at de oplysninger, der indsamles af indsamlingsorganerne, kan stilles til rådighed for ESAP via en applikationsprogrammeringsgrænseflade (API), bør visse elementer i API'en præciseres. Disse elementer omfatter den dataudvekslingsmetode, hvorigennem oplysninger bør indgives til ESAP, de understøttede dataformater, den type protokoller, som API'en er baseret på, den adgangskontrol, der anvendes for at gøre det muligt for ESAP at indsamle data fra de udpegede indsamlingsorganer, og ejerskabet af API-opdaterings- eller -ændringsprocessen. Derfor bør eventuelle ændringer af API'en meddeles i god tid sammen med en klar tidsplan for gennemførelsen.

(6)

For enhver behandling af personoplysninger i forbindelse med indsamling af oplysningerne for at gøre dem tilgængelige på ESAP bør ESMA, i dennes egenskab af dataansvarlig for ESAP, og indsamlingsorganerne sikre, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (6) og (EU) 2018/1725 (7) overholdes.

(7)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2864 (8) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/2869 (9) præciserer de metadataelementer, som enhederne bør stille til rådighed for indsamlingsorganerne, når de indsender oplysninger. Alle indsamlingsorganer bør stille sådanne metadata til rådighed for ESAP, således at de relevante metadata er tilgængelige for ESAP-søgefunktionen. For at sikre ESAP's funktion kan det være nødvendigt for indsamlingsorganerne også at indgive yderligere metadata, som er af teknisk karakter, til ESAP. For at sikre konvergens og lette gennemførelsen bør karakteristikaene for alle metadata, der indgives til ESAP, præciseres.

(8)

Global Legal Entity Identifier Foundation-databasen (GLEIF-databasen) er en global onlinekilde til åbne og standardiserede referencedata af høj kvalitet om juridiske enheder, der vedligeholdes af GLEIF. For at sikre, at ESAP kan levere en søgefunktion på grundlag af kriterierne i artikel 7, stk. 3, i forordning (EU) 2023/2859 uden at skabe en yderligere byrde for enhederne, bør Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) og indsamlingsorganerne så vidt muligt kunne udlede visse metadata fra GLEIF-databasen på grundlag af den identifikator for juridiske enheder, der er omhandlet i artikel 2 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2025/1338 (10), og som stilles til rådighed for dem. Dette ville begrænse rapporteringsbyrden, eftersom enhederne ville stille metadata til rådighed for det globale LEI-indeks og kun ajourføre dem, hvis det er relevant, i stedet for at indgive disse metadata, hver gang der indsendes oplysninger til indsamlingsorganerne. Disse metadata omfatter navnene på den enhed, der har indsendt oplysningerne, navnene på den juridiske person, som oplysningerne vedrører, og det land, hvori den juridiske person, som oplysningerne vedrører, har sit vedtægtsmæssige hjemsted.

(9)

I henhold til artikel 5, stk. 6, i forordning (EU) 2023/2859 skal enheder gøre opmærksom på medtagelsen af personoplysninger i de oplysninger, som de indsender til et indsamlingsorgan. Angivelsen af, at oplysningerne indeholder personoplysninger, skal gives til ESAP ved hjælp af metadata, der ledsager de indsendte oplysninger ESMA bør sikre, at sådanne oplysninger ikke opbevares eller gøres tilgængelige på ESAP i mere end fem år, medmindre andet er fastsat i den relevante EU-lovgivning.

(10)

For at sikre, at oplysningerne har værdi for brugerne, bør de være tilgængelige på ESAP så hurtigt som muligt. Fristen for indsamlingsorganernes tilrådighedsstillelse af oplysningerne for ESAP bør derfor være så kort som muligt, og det bør tilstræbes at begrænse tidsrummet mellem, at oplysningerne stilles til rådighed for offentligheden, og at de er tilgængelige på ESAP. Med henblik herpå bør referencepunktet for fristens begyndelse altid være det tidspunkt, hvor en enhed har indsendt oplysninger til indsamlingsorganet med henblik på at gøre disse oplysninger tilgængelige på ESAP, og indsendelsen af oplysningerne er gået igennem de tekniske automatiske valideringer. Denne frist bør kun udløses, når formålet med indsendelsen af oplysningerne er at gøre oplysningerne tilgængelige på ESAP. Hvis oplysninger indsendes til den kompetente myndighed til andre formål, herunder godkendelse af oplysningerne, eller hvis et dokument ikke kan gøres tilgængeligt for offentligheden inden et nærmere angivet tidspunkt i fremtiden, bør oplysningerne derfor ikke anses for at være indsendt til indsamlingsorganet med henblik på at gøre dem tilgængelige på ESAP. Fristerne bør ikke berøre andre forpligtelser, der kan gælde for indsamlingsorganer som følge af andre EU-retsakter, herunder forpligtelsen til at foretage yderligere validering af data eller forpligtelsen til at gøre oplysninger tilgængelige for ESMA inden for andre frister end dem, der er fastsat i denne forordning. Under behørigt begrundede ekstraordinære omstændigheder, herunder større ulykker, fejl, bevidste angreb og naturlige hændelser, bør indsamlingsorganerne have ret til at indgive oplysningerne efter de fastsatte frister, forudsat at ESMA underrettes behørigt herom. Da denne proces ikke kan gennemføres helt automatisk, bør indsamlingsorganerne ikke være forpligtet til at underrette ESMA om sådanne omstændigheder uden for deres arbejdstid.

(11)

I lyset af de nuværende teknologiske muligheder og de formater, der anvendes til at udarbejde de oplysninger, der er omfattet af ESAP, bør indsamlingsorganerne acceptere oplysninger i HTML-, PDF- og txt-format som data, der kan ekstraheres, så længe teksten deri kan ekstraheres. Indsamlingsorganerne bør acceptere oplysninger i XBRL-, XBRL-xml-, XBRL-csv- og XML- samt Inline XBRL-format som maskinlæsbare, fordi softwareapplikationer let kan identificere, genkende og ekstrahere deri indeholdte specifikke data. Disse formater bør opføres på den vejledende liste over acceptable formater, da det er disse formater, der i øjeblikket kræves for rammer for offentliggørelse af oplysninger, der falder ind under ESAP's anvendelsesområde. Denne liste er imidlertid ikke restriktiv, og derfor bør yderligere dataekstraherbare og maskinlæsbare formater accepteres for oplysninger, der falder ind under ESAP's anvendelsesområde. Da maskinlæsbare formater også opfylder kravene om dataekstraherbarhed, bør alle maskinlæsbare formater også accepteres som dataekstraherbare formater.

(12)

Denne forordning er baseret på det udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som ESMA, Den Europæiske Banktilsynsmyndighed og Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger har forelagt for Kommissionen.

(13)

ESMA, Den Europæiske Banktilsynsmyndighed og Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger har afholdt åbne offentlige høringer om det udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele herved samt anmodet om rådgivning fra interessentgruppen for banker, der er nedsat i henhold til artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (11), interessentgruppen for forsikrings- og genforsikringsordninger, der er nedsat i henhold til artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 (12), og interessentgruppen for værdipapirer og markeder, der er nedsat i henhold til artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (13).

(14)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725 og afgav formelle bemærkninger den 29. april 2025.

(15)

Under henvisning til artikel 23a i direktiv 2004/109/EF, artikel 11a i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 236/2012 (14) og artikel 21a i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1129 (15) bør nærværende forordning finde anvendelse senest fra den 10. juli 2026 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Tekniske automatiske valideringer

1.   Hvis et specifikt maskinlæsbart format er påkrævet i henhold til en af de retsakter, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2023/2859, skal indsamlingsorganerne kontrollere, at de oplysninger, der er indsendt til dem i henhold til den pågældende retsakt, er i overensstemmelse med det maskinlæsbare format, der er specificeret i disse retsakter.

2.   Hvis et specifikt maskinlæsbart format ikke er påkrævet i henhold til nogen af de retsakter, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2023/2859, skal indsamlingsorganerne kontrollere, at de oplysninger, der er indsendt til dem:

a)

er indsendt i et af de formater, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1, eller i et andet dataekstraherbart format, som kræves i henhold til en bindende EU-retsakt,

b)

indeholder tekst, der kan ekstraheres af en maskine.

3.   Indsamlingsorganerne skal kontrollere, at:

a)

de indsendte data er fuldstændige og i overensstemmelse med den metadataspecifikation, der er fastsat i bilaget til denne forordning

b)

metadataene er i overensstemmelse med andre metadata, som den samme enhed har indgivet på anden vis

c)

de metadata, der angiver den indsendende enheds identifikator for juridiske enheder, hvis de er fremlagt af den indsendende enhed, opfylder specifikationerne i artikel 2 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2025/1338 på tidspunktet for indsendelsen af oplysningerne til ESAP, og

d)

de metadata, der angiver identifikatoren for juridiske enheder for den enhed, som oplysningerne vedrører, hvis de er fremlagt af den indsendende enhed, opfylder specifikationerne i artikel 2 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2025/1338 på den dato eller i den periode, som oplysningerne vedrører.

4.   Hvis der kræves et kvalificeret elektronisk segl i henhold til artikel 5, stk. 9, i forordning (EU) 2023/2859, skal indsamlingsorganerne:

a)

gennemføre de valideringer, der er fastsat i artikel 32, stk. 1, i forordning (EU) nr. 910/2014 og

b)

kontrollere, at det kvalificerede elektroniske segl, der ledsager de oplysninger, der er indsendt til dem, er i overensstemmelse med nærværende forordnings artikel 2.

5.   Indsamlingsorganerne skal afvise oplysninger, der ikke opfylder nogen af kravene i stk. 1-4.

6.   Indsamlingsorganerne skal gøre deres bedste for at give de indsendende enheder detaljerede oplysninger om resultaterne af de automatiske valideringer, der er omhandlet i stk. 1-4, senest 60 minutter efter, at de har modtaget oplysningerne.

7.   Under behørigt begrundede ekstraordinære omstændigheder, herunder større ulykker og fejl, bevidste angreb og naturlige hændelser, må indsamlingsorganerne fremlægge resultaterne af de automatiske valideringer efter den frist, der er fastsat i stk. 6. I så fald skal indsamlingsorganerne gøre deres bedste for at forelægge resultaterne af de automatiske valideringer for de indsendende enheder senest 60 minutter efter, at den pågældende ekstraordinære omstændighed er blevet afhjulpet.

Artikel 2

Karakteristika for det kvalificerede elektroniske segl

1.   Hvis en medlemsstat kræver et kvalificeret elektronisk segl, skal det segl, der ledsager oplysningerne, være i overensstemmelse med listen over tekniske specifikationer i bilaget til gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1506 og være på overensstemmelsesniveau LT eller højere.

2.   Hvis den indsendende enhed identificeres med en identifikator for juridiske enheder, der er i overensstemmelse med ISO 17442, skal det kvalificerede elektroniske segl baseres på det kvalificerede certifikat, hvori den indsendende enhed er identificeret med denne identifikator for juridiske enheder.

Artikel 3

Åben standardlicens

Indsamlingsorganernes anvendelse og videreanvendelse af de oplysninger, der stilles til rådighed for ESAP, er underlagt betingelserne i Creative Commons public domain dedication (CC0) eller en tilsvarende åben licens, der giver mulighed for ubegrænset anvendelse og videreanvendelse af data. Dette berører ikke oplysninger, der er omfattet af ophavsret og andre beslægtede rettigheder, og hvis anvendelse og videreanvendelse er underlagt betingelserne i Creative Commons-licens BY-NC-ND eller en tilsvarende åben licens.

Artikel 4

Karakteristika for dataindsamlings-API'en

Applikationsprogrammeringsgrænsefladen (API) til indsamling af ESAP-data fra indsamlingsorganer skal:

a)

gøre det muligt for indsamlingsorganerne at stille oplysninger, metadata, der ledsager disse oplysninger, og, hvis det er påkrævet, det kvalificerede elektroniske segl til rådighed for ESAP og modtage feedback om de udvekslede data

b)

understøtte formaterne for de oplysninger, der er anført i artikel 7

c)

understøtte formaterne for de metadata, der er anført i artikel 5

d)

anvende sikre internetprotokoller, herunder SFTP eller HTTPS, til at udveksle data via overførsel af filer

e)

give Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) mulighed for at gennemføre adgangskontrolprocedurer og

f)

indarbejde eventuelle ændringer eller opdateringer, som ESMA måtte anmode om for at sikre overensstemmelse med litra a)-e).

Artikel 5

Karakteristika for metadata

1.   Når indsamlingsorganerne giver ESAP de oplysninger, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2023/2859, skal de stille de relevante ledsagende metadata til rådighed for ESAP i overensstemmelse med tabellen i bilaget til nærværende forordning.

2.   Indsamlingsorganerne skal indgive metadataene i et fælles format i overensstemmelse med ISO 20022-metoden. Hvis oplysningerne udarbejdes i et maskinlæsbart format i henhold til en af de EU-retsakter, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2023/2859, skal indsamlingsorganerne sikre, at metadataene for disse oplysninger indgives enten i overensstemmelse med ISO 20022-metoden eller i samme format som oplysningerne.

Artikel 6

Frister for indsamlingsorganer

1.   Uden at det berører andre retlige forpligtelser, der følger af EU-retsakter, skal indsamlingsorganerne forsyne ESAP med oplysningerne, metadataene for disse oplysninger og, hvis det er påkrævet, det kvalificerede elektroniske segl så hurtigt som muligt og senest 60 minutter efter, at oplysningerne er blevet indsendt til indsamlingsorganet med henblik på at gøre dem tilgængelige på ESAP, og indsendelsen af oplysningerne er gået igennem de tekniske automatiske valideringer, der er omhandlet i artikel 1.

2.   Under behørigt begrundede ekstraordinære omstændigheder, herunder større ulykker og fejl, bevidste angreb og naturlige hændelser, må indsamlingsorganerne fremlægge de relevante oplysninger efter de frister, der er fastsat i stk. 1. I så fald skal indsamlingsorganerne underrette ESMA så hurtigt som muligt i deres arbejdstid og gøre deres bedste for at fremlægge oplysningerne senest 60 minutter efter, at den pågældende ekstraordinære omstændighed er blevet afhjulpet.

Artikel 7

Vejledende liste over og karakteristika for acceptable dataformater

1.   HTML-, PDF- og txt-formater skal anses for at udgøre dataekstraherbare formater, hvis disse formater gør det muligt at ekstrahere tekst ved hjælp af en maskine og er menneskeligt læsbare.

2.   XML-, XBRL-, XBRL-csv-, XBRL-xml- og inline XBRL-formater skal anses for at udgøre maskinlæsbare formater, hvis disse formater er struktureret således, at softwareapplikationer let kan identificere, genkende og ekstrahere specifikke data, herunder individuelle faktuelle oplysninger, og deres interne struktur heri.

Artikel 8

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra den 10. juli 2026.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. juli 2025.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L, 2023/2859, 20.12.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2023/2859/oj.

(2)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1506 af 8. september 2015 om fastlæggelse af specifikationer vedrørende formater for avancerede elektroniske signaturer og avancerede segl, som skal anerkendes af offentlige myndigheder i henhold til artikel 27, stk. 5, og artikel 37, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked (EUT L 235 af 9.9.2015, s. 37, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2015/1506/oj).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 73, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2014/910/oj).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1024 af 20. juni 2019 om åbne data og videreanvendelse af den offentlige sektors informationer (EUT L 172 af 26.6.2019, s. 56, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2019/1024/oj).

(5)  Meddelelse fra Kommissionen — Retningslinjer om anbefalede standardlicenser, datasæt og gebyrer for videreanvendelse af dokumenter (EUT C 240 af 24.7.2014, s. 1).

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/679/oj).

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2018/1725/oj).

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2864 af 13. december 2023 om ændring af visse direktiver for så vidt angår oprettelse af det fælles europæiske adgangspunkt og dets funktionsmåde (EUT L, 2023/2864, 20.12.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2023/2864/oj).

(9)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/2869 af 13. december 2023 om ændring af visse forordninger for så vidt angår oprettelse af det fælles europæiske adgangspunkt og dets funktionsmåde (EUT L, 2023/2869, 20.12.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2023/2869/oj).

(10)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2025/1338 af 10. juli 2025 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/2859 for så vidt angår det fælles europæiske adgangspunkts funktionaliteter (EUT L, 2025/1338, 11.7.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2025/1338/oj).

(11)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2010/1093/oj).

(12)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), om ændring af afgørelse 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/79/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 48, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2010/1094/oj).

(13)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2010/1095/oj).

(14)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 236/2012 af 14. marts 2012 om short selling og visse aspekter af credit default swaps (EUT L 86 af 24.3.2012, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2012/236/oj).

(15)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1129 af 14. juni 2017 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel på et reguleret marked, og om ophævelse af direktiv 2003/71/EF (EUT L 168 af 30.6.2017, s. 12, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2017/1129/oj).


BILAG

Tabel

Metadata

Nummer

Felt

Format

1.

Navn(e) på den enhed, der indsendte oplysningerne

Fritekstfelt med op til 500 alfanumeriske tegn.

2.

Navn(e) på den fysiske eller juridiske person, som oplysningerne vedrører

Fritekstfelt med op til 500 alfanumeriske tegn.

3.

Identifikator for juridiske enheder for den enhed, der indsendte oplysningerne

ISO 17442 identifikator for juridiske enheder (LEI), alfanumerisk kode på 20 tegn

4.

Identifikator for juridiske enheder for den juridiske person, som oplysningerne vedrører

ISO 17442 identifikator for juridiske enheder (LEI), alfanumerisk kode på 20 tegn

5.

Type af oplysninger, der er indsendt af enheden

Klassificeringssystem i overensstemmelse med den fælles liste over typer af oplysninger, der fremgår af tabel 1 i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2025/1338

6.

Størrelse på den enhed efter kategori, der indsendte oplysningerne

Klassificeringssystem i overensstemmelse med den fælles liste over kategorier af enheder efter størrelse, der fremgår af tabel 2 i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2025/1338

7.

Størrelse på den juridiske person, som oplysningerne vedrører

Klassificeringssystem i overensstemmelse med den fælles liste over kategorier af enheder efter størrelse, der fremgår af tabel 2 i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2025/1338

8.

Land, hvori den juridiske person, som oplysningerne vedrører, har sit vedtægtsmæssige hjemsted

ISO 3166 — landekode på 2 tegn

9.

Erhvervssektor(er), hvor den fysiske eller juridiske person, som oplysningerne vedrører, udøver sine økonomiske aktiviteter

Klassificeringssystem i overensstemmelse med den fælles liste over erhvervssektorer, der fremgår af tabel 3 i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2025/1338

10.

Markering — personoplysninger

»true« — de indsendte oplysninger indeholder personoplysninger

»false« — de indsendte oplysninger indeholder ikke personoplysninger

11.

Frivillig eller obligatorisk karakter af de indsendte oplysninger

»true« — frivillig

»false« — obligatorisk

12.

Dato og klokkeslæt for, hvornår dataene blev indsendt af enheden til indsamlingsorganet

Dato i henhold til ISO 8601 i tidsformatet koordineret universaltid (UTC) ÅÅÅÅ-MM-DDTtt:mm:ssZ

13.

Dato for eller begyndelsen af den periode, som de videregivne oplysninger vedrører

Dato i henhold til ISO 8601 i tidsformatet koordineret universaltid (UTC) ÅÅÅÅ-MM-DD

14.

Dato for eller afslutning på den periode, som oplysningerne vedrører

Dato i henhold til ISO 8601 i tidsformatet koordineret universaltid (UTC) ÅÅÅÅ-MM-DD

15.

Indsamlingsorgan, der er ansvarligt for indsamlingen af oplysningerne

Navn på det indsamlingsorgan, der er udpeget til at indsamle dataene som offentliggjort på ESMA's websted i henhold til artikel 4 i forordning (EU) 2023/2859

16.

Hjemland, hvis relevant

ISO 3166 — landekode, 2 tegn

17.

Værtsland, hvis relevant

ISO 3166 — landekode, 2 tegn

18.

Identifikator for instrument eller produkt, hvis relevant

ISIN eller op til 52 alfanumeriske tegn

19.

Unik identifikator for dataregistreringer

Fritekst op til 140 alfanumeriske tegn

20.

Reference for datafil

Fritekst op til 500 alfanumeriske tegn

21.

Filreference for kvalificeret elektronisk segl, hvis relevant

Fritekst op til 500 alfanumeriske tegn

22.

Type af indsendelse

NEWT = Ny (skal bruges til nye oplysninger)

MODI = Ændring (skal bruges til ændringer i lyset af nye tilgængelige oplysninger)

EROR = Fejl (skal bruges i tilfælde af fejl, der medfører, at hele registreringen fjernes)

CORR = Rettelse (skal bruges, når oplysninger, der tidligere er indsendt, viser sig at være ukorrekte og bør rettes)

23.

Version af datasættet (data og metadata)

Heltal

24.

Retlige rammer

Klassificeringssystem i overensstemmelse med listen over EU-retsakter, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2023/2859

25.

Markering — historiske oplysninger

»true« — ja

»false« — nej

26.

Sprog, som oplysningerne blev indsendt på

ISO 639-1 — sprogkode, 2 tegn


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2025/1339/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)