European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/1223

20.6.2025

KOMMISSIONENS DELEGEREDE DIREKTIV (EU) 2025/1223

af 10. april 2025

om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF for så vidt angår minimumsuddannelseskravene for dyrlægeerhvervet

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (1), særlig artikel 21, stk. 6, andet afsnit, og artikel 38, stk. 1, andet afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

De harmoniserede minimumsuddannelseskrav for dyrlægeerhvervet er fastsat i artikel 38 i direktiv 2005/36/EF samt i punkt 5.4.1 i bilag V til nævnte direktiv.

(2)

Kommissionen anerkendte i 2011 i sin grønbog om modernisering af direktiv 2005/36/EF (2) behovet for at modernisere de harmoniserede minimumsuddannelseskrav i flere faser.

(3)

I forbindelse med ændringen af direktiv 2005/36/EF ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/55/EU (3) anførte de nationale myndigheder, akademiske institutioner og faglige organisationer, at de erhverv, der er omfattet af direktivets kapitel III, afsnit III, har udviklet sig betydeligt, siden de respektive minimumsuddannelseskrav blev harmoniseret.

(4)

Selv om kundskaber og færdigheder til brug i dyrlægeerhvervet som fastsat i artikel 38, stk. 3, i direktiv 2005/36/EF i et vist omfang blev gennemgået ved direktiv 2013/55/EU, blev der ikke foretaget nogen omfattende ændringer af de fag i uddannelsesprogrammet, der er opført i punkt 5.4.1 i bilag V til direktiv 2005/36/EF.

(5)

Kommissionen blev ved artikel 21, stk. 6, i direktiv 2005/36/EF, som ændret, tillagt delegerede beføjelser til i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 57c at indføre ajourføringer af minimumsuddannelseskravene for at tilpasse dem til de almindeligt anerkendte videnskabelige og tekniske fremskridt for at afspejle udviklingen i EU-retten, som direkte berører de pågældende fagfolk.

(6)

Kommissionen har foretaget en vurdering af, hvorvidt de almindeligt anerkendte videnskabelige og tekniske fremskridt nødvendiggør en ajourføring af de minimumsuddannelseskrav for dyrlægeerhvervet, som er fastsat i direktiv 2005/36/EF.

(7)

Der blev foretaget en undersøgelse til støtte for Kommissionens vurdering. Formålet med undersøgelsen var at kortlægge udviklingen i uddannelseskravene for dyrlægeerhvervet i EU's medlemsstater og medlemsstater i Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA). Med henblik herpå blev der indsamlet data på EU-plan og nationalt plan gennem skrivebordsundersøgelser og målrettede høringer af interessenter. Dataindsamlingen fokuserede på udviklingen i uddannelseskravene på nationalt plan: i) videnskabelige og tekniske fremskridt inden for dyrlægeerhvervet ii) uddannelsesprogrammer samt kundskaber og færdigheder, der går ud over de minimumsuddannelseskrav, der er fastsat i direktiv 2005/36/EF, og som vidner om en tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

(8)

I forbindelse med undersøgelsen blev der foretaget en sammenlignende vurdering af de indsamlede data. Den fokuserede på udviklingen inden for og fællestræk imellem uddannelseskravene i samtlige EU-medlemsstater og EFTA-stater i lyset af de almindeligt anerkendte videnskabelige og tekniske fremskridt. Med henblik herpå blev der formuleret en arbejdsdefinition af »almindeligt anerkendte« videnskabelige og tekniske fremskridt som værende de videnskabelige og tekniske fremskridt, der er observeret i mindst 16 EU-medlemsstater og EFTA-stater.

(9)

Resultaterne af denne undersøgelse blev fremlagt for interessenter på en workshop og på mødet i koordinatorgruppen for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. På grundlag af den modtagne feedback blev der udarbejdet konklusioner af undersøgelsen med forslag til ajourføring af minimumsuddannelseskravene i direktiv 2005/36/EF for så vidt angår uddannelsesprogrammer samt kundskaber og færdigheder.

(10)

I undersøgelsen (4) blev der konstateret følgende almindeligt anerkendte videnskabelige og tekniske fremskridt inden for uddannelsesprogrammer i EU-medlemsstater og EFTA-stater, som ikke fremgår af eller ikke i tilstrækkelig grad fremgår af de minimumsuddannelseskrav, som er fastsat i direktiv 2005/36/EF: One Health-konceptet, bæredygtighed og tværfaglighed, interfaglighed, multidisciplinære og bløde færdigheder, behandlinger og terapier, dyresundhed og dyrevelfærd, folkesundhed: hygiejne og fødevaresikkerhed, biologi, digitalisering og digitale data samt diagnosticerings- og laboratorieredskaber og -teknikker.

(11)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (5) har medlemsstaterne forpligtet sig til i begrundede tilfælde at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er begrundet.

(12)

Direktiv 2005/36/EF bør derfor ændres —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Ændring af direktiv 2005/36/EF

I direktiv 2005/36/EF foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 38, stk. 3, affattes således:

»3.   Dyrlægeuddannelsen skal yde garanti for, at den pågældende erhvervsudøver har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

a)

kendskab til de videnskaber, som dyrlægers virksomhed bygger på, og til den EU-lovgivning, der vedrører denne virksomhed

b)

fyldestgørende kendskab til dyrs anatomi og funktioner, adfærd og psykologiske behov samt til de færdigheder og kompetencer, der er nødvendige for så vidt angår deres opdræt, fodring, velfærd, reproduktion og hygiejne i almindelighed

c)

de kliniske, epidemiologiske og analytiske færdigheder og kompetencer, der er nødvendige for så vidt angår forebyggelse, diagnose og behandling af dyrs sygdomme, samt for at vurdere og behandle smerte, sikkert at udføre steril operation, bedøvelse, anæstesi og aflivning, hvad enten det drejer sig om enkelte dyr eller besætninger, herunder specifik viden om de sygdomme, der kan overføres til mennesker

d)

fyldestgørende viden, færdigheder og kompetencer inden for forebyggende medicin, herunder kompetencer vedrørende biosikring, forespørgsler og certificering

e)

fyldestgørende kendskab til hygiejne og fremgangsmåder i forbindelse med frembringelse og fremstilling af samt handel med animalske foderstoffer eller levnedsmidler af animalsk oprindelse bestemt til menneskeføde, herunder de nødvendige færdigheder og kompetencer til at forstå og forklare god praksis i denne henseende

f)

den nødvendige viden og de nødvendige færdigheder og kompetencer til ansvarlig og fornuftig anvendelse af veterinærlægemidler med henblik på at behandle dyr, opnå sikkerhed i fødevarekæden og beskytte miljøet

g)

fyldestgørende kendskab til og forståelse af One Health-konceptet, herunder færdigheder og kompetencer med hensyn til dets anvendelse og integration i veterinærforanstaltninger med henblik på folkesundheden

h)

kendskab til organisering og administration i forbindelse med dyrlægevirksomhed, herunder drift af praksis og dyresundhedsøkonomi, fyldestgørende kendskab, færdigheder og kompetencer inden for interpersonel og tværfaglig interaktion, kommunikation, teamwork og multidisciplinært samarbejde

i)

fyldestgørende kendskab til datahåndtering, informationsteknologi og digitale teknologier samt de færdigheder og kompetencer, der er nødvendige for at anvende dem i praksis på veterinærområdet.«

2)

Bilag V ændres som angivet i bilaget til nærværende direktiv.

Artikel 2

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 10. april 2027. Medlemsstaterne meddeler straks Kommissionen disse love og bestemmelser.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. april 2025.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2005/36/oj.

(2)  Grønbog om modernisering af direktivet om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (KOM(2011) 367 endelig af 22.6.2011).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/55/EU af 20. november 2013 om ændring af direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer og forordning (EU) nr. 1024/2012 om det administrative samarbejde ved hjælp af informationssystemet for det indre marked (»IMI-forordningen«) (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 132, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2013/55/oj).

(4)  Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for det Indre Marked, Erhvervspolitik, Iværksætteri og SMV'er: Mapping and assessment of developments of one of the sectoral professions under Directive 2005/36/EC — The profession of veterinary surgeon — Final study, Den Europæiske Unions Publikationskontor, 2022.

(5)   EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.


BILAG

Bilag V til direktiv 2005/36/EF, punkt 5.4.1, affattes således:

»5.4.1.   Uddannelsesprogram

Uddannelsesprogrammet, som skal føre frem til bevis for uddannelse som dyrlæge, omfatter som et minimum nedenstående fag.

Undervisningen i et eller flere af disse fag kan ske inden for eller i forbindelse med de øvrige fag.

A.

Basisfag

Fysik

Kemi

Dyre- og cellebiologi

Botanik

Matematikkens anvendelse i biologien

B.

Særlige fag

a)

Grundlæggende videnskaber

Anatomi (herunder histologi og embryologi)

Fysiologi

Biokemi

Genetik og molekylærgenetik

Farmaci, farmakologi og farmakoterapi (herunder antimikrobiel resistens)

Toksikologi

Mikrobiologi

Immunologi

Epidemilogi

Deontologi

b)

Kliniske videnskaber

Obestetrik

Patologi (herunder patologisk anatomi)

Parasitologi

Klinisk medicin og klinisk kirurgi (herunder anæstesiologi)

Klinisk undervisning omfattende husdyr, fjerkræ og andre dyrearter

Præventiv medicin

Billeddiagnostik

Forplantning og forplantningsforstyrrelser

Sundhedsvæsen

Veterinær retsmedicin og veterinærlovgivning

Terapeutik

Propædeutik

c)

Animalsk produktion

Animalsk produktion

Fodring

Agronomi

Landbrugsøkonomi

Husdyropdræt og sundhedsstyring i besætninger

Veterinær hygiejne

Dyrevelfærd, etologi og dyrebeskyttelse

d)

Levnedsmiddelhygiejne

Inspektion af og kontrol med animalske foderstoffer eller levnedsmidler af animalsk oprindelse

Levnedsmiddelhygiejne og -teknologi samt levnedsmiddelmikrobiologi

Praktisk arbejde (herunder på slagterier og andre steder, hvor levnedsmidler behandles)

Den praktiske uddannelse kan erhverves ved praktiktjeneste, for så vidt denne sker på heltidsbasis, under den kompetente myndigheds eller det kompetente organs direkte kontrol og ikke overstiger seks måneder inden for uddannelsens samlede studietid på fem år.

Fordelingen af den teoretiske og praktiske undervisning på de forskellige faggrupper bør afvejes og samordnes, således at viden og erfaring kan erhverves på passende måde for at gøre det muligt for dyrlægen at udføre alle sine opgaver.«


ELI: http://data.europa.eu/eli/dir_del/2025/1223/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)