European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/969

21.5.2025

RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2025/969

af 20. maj 2025

om ændring af afgørelse (FUSP) 2024/2643 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands destabiliserende aktiviteter

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 8. oktober 2024 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2024/2643 (1).

(2)

På grundlag af en gennemgang af afgørelse (FUSP) 2024/2643 finder Rådet, at de identificerende oplysninger og begrundelsen for opførelsen af én fysisk person på listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer i bilaget til afgørelse (FUSP) 2024/2643 bør ændres.

(3)

Afgørelse (FUSP) 2024/2643 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Bilaget til afgørelse (FUSP) 2024/2643 ændres som angivet i bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. maj 2025.

På Rådets vegne

K. KALLAS

Formand


(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2024/2643 af 8. oktober 2024 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands destabiliserende aktiviteter (EUT L, 2024/2643, 9.10.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2024/2643/oj).


BILAG

I bilaget til afgørelse (FUSP) 2024/2643, under overskriften »A. Fysiske personer«, affattes følgende punkt således:

 

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse

Dato for opførelse på listen

»14.

Anatolii PRIZENKO

Forretningsmand

Fødselsdato: 26.11.1974

Fødested: Moldoviske SSR (nu Republikken Moldova)

Nationalitet: moldovisk

Køn: mand

Anatolii Prizenko er en forretningsmand i Republikken Moldova. I slutningen af oktober 2023 koordinerede han udsendelsen af flere statsborgere fra Republikken Moldova til Frankrig, hvor de malede davidsstjerner på gaderne til gengæld for økonomisk kompensation. Denne operation blev i vid udstrækning dækket af medierne og havde en betydelig destabiliserende virkning i forbindelse med konflikten mellem Israel og Hamas efter angrebene den 7. oktober 2023. Billederne af denne operation blev først spredt af medienetværket Recent Reliable News, som har tilknytning til Den Russiske Føderations regering og benyttes af russiske aktører til at gennemføre desinformationskampagner.

Anatolii Prizenko tog offentligt ansvaret for sin rolle som arrangør af denne operation. Ifølge medierapporter blev denne destabiliserende operation gennemført til gavn for den russiske militære efterretningstjeneste, GRU, og havde til formål at skabe spændinger i det franske samfund.

Anatolii Prizenko er derfor ansvarlig for at gennemføre, støtte eller drage fordel af Den Russiske Føderations regerings tiltag eller politikker, som underminerer eller truer stabiliteten i en medlemsstat og derved i Unionen, ved at planlægge, lede eller direkte eller indirekte deltage i anvendelsen af koordineret informationsmanipulation og indblanding.

16.12.2024«.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/969/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)