(1)

Med henblik på at nå de mål, der er omhandlet i artikel 174 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), giver artikel 175, stk. 3, i TEUF mulighed for at vedtage særlige aktioner ud over de fonde, som er omhandlet i artikel 175, stk. 1, i TEUF. Desuden bidrager det territoriale samarbejde til de mål, der er omhandlet i artikel 174 i TEUF. Det er derfor hensigtsmæssigt at vedtage de foranstaltninger, der er nødvendige for at forbedre betingelserne for gennemførelse af aktioner vedrørende territorialt samarbejde.

(2)

I artikel 174, stk. 3, i TEUF anerkendes det, at grænseoverskridende regioner har visse udfordringer, og det fastslås, at Unionen, når den udvikler og fortsætter sin indsats for at styrke sin økonomiske, sociale og territoriale samhørighed, skal lægge særlig vægt på disse regioner.

(3)

Kommissionens meddelelse af 20. september 2017 med titlen »Fremme af vækst og samhørighed i EU's grænseregioner« anerkendte de fremskridt, der hidtil er gjort med hensyn til at omdanne disse regioner fra hovedsagelig perifere regioner til områder med vækst og muligheder, men fremhævede også de retlige og andre hindringer, der fortsat består i disse regioner, navnlig hindringer i forbindelse med sundhedstjenester, arbejdsmarkedsbestemmelser, skatter og virksomhedsudvikling, samt hindringer i forbindelse med forskelle i nationale retlige rammer og administrative kulturer. Hverken finansieringen af det europæiske territoriale samarbejde, som navnlig ydes inden for rammerne af Interregprogrammerne, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1059 (4), eller den institutionelle støtte til samarbejdet mellem de europæiske grupper for territorialt samarbejde (»EGTS'er«), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1082/2006 (5), eller b-solutions-initiativet, som Kommissionen lancerede i 2018, er tilstrækkelige til at afhjælpe nogle af de administrative og retlige hindringer, der hæmmer et effektivt samarbejde.

(4)

De grænseoverskridende regioner risikerer at blive uforholdsmæssigt hårdt ramt i krisetider. For de grænseoverskridende regioner var de negative økonomiske konsekvenser af grænserelaterede foranstaltninger truffet af medlemsstaterne under covid-19-pandemien mere end dobbelt så store som den gennemsnitlige indvirkning på alle EU's regioner i form af tab af BNP. Denne erfaring forstærker behovet for at tilvejebringe et middel til at håndtere grænsehindringer.

(5)

Hindringer og uoverensstemmelser af retlig eller administrativ karakter, der opstår ved Unionens indre grænser og potentielt kan underminere grænseoverskridende interaktion og udviklingen af grænseoverskridende regioner, er vanskelige for medlemsstaterne at håndtere alene. Det bør derfor gøres lettere at finde en måde at imødegå disse hindringer på ved at afprøve en klar og omfattende ramme på EU-plan, der giver medlemsstaterne mulighed for at samarbejde og koordinere deres indsats. Det bør være frivilligt for medlemsstaterne at anvende den ramme, der er fastsat ved denne forordning.

(6)

Hvis medlemsstaterne beslutter at anvende denne ramme, bør de være bundet af fælles standarder.

(7)

I vurderingen af data for perioden 2014-2019 konstateredes det i den pågældende evaluering af den europæiske merværdi fra Europa-Parlamentets Forskningstjeneste, at imødegåelse af grænsehindringer ville indebære store fordele for NUTS 3-grænseregioner og for hele EU-økonomien. Nærmere præciseret ville den samlede bruttoværditilvækst ved imødegåelse af alle retlige og administrative hindringer give en gevinst på ca. 457 mia. EUR om året, hvilket udgør 3,8 % af den samlede bruttoværditilvækst i EU i 2019. Imødegåelse af 20 % af grænsehindringerne for alle grænseregioner ville resultere i en samlet bruttoværditilvækst på 123 mia. EUR om året, hvilket udgør ca. 1 % af EU's samlede bruttoværditilvækst i 2019, samt en beskæftigelsestilvækst på 1 mio. job, hvilket udgør ca. 0,5 % af den samlede beskæftigelse på EU-plan.

(8)

Selv om der allerede findes flere retlige redskaber til imødegåelse af grænsehindringer på mellemstatsligt, nationalt, regionalt og lokalt plan i visse regioner i Unionen, dækker de ikke alle grænseregioner i Unionen og behandler heller ikke nødvendigvis spørgsmål vedrørende udvikling og styrkelse af den territoriale samhørighed på en konsekvent måde. Denne forordning supplerer de eksisterende værktøjer ved hjælp af en yderligere ramme, der er fastsat i EU-retten, og som omfatter instrumentet til lettelse af grænsepassage.

(9)

For at gøre det lettere at håndtere dossierer vedrørende grænsehindringer bør medlemsstater, der har besluttet at anvende rammen, oprette et eller flere grænsekoordinationspunkter, der dækker en eller flere grænseregioner i disse medlemsstater. Sådanne grænsekoordinationspunkter bør være ansvarlige for at modtage grænseoverskridende dossierer og underrette initiativtagerne. Grænsekoordinationspunkterne bør samarbejde med Kommissionen og støtte dens koordinerende rolle. Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med deres egne retlige, administrative og institutionelle rammer beslutte, om grænsekoordinationspunktet bør pålægges yderligere opgaver såsom vurderingen af grænseoverskridende dossierer, eller om disse opgaver bør varetages af en kompetent myndighed.

(10)

Hvis en medlemsstat ikke opretter et grænsekoordinationspunkt, bør den indsende oplysninger om den relevante myndighed til Kommissionen. Det bør være muligt for den pågældende relevante myndighed at blive kontaktet og modtage oplysninger fra et grænsekoordinationspunkt i en nabomedlemsstat, der behandler et grænseoverskridende dossier. Hvis en relevant myndighed kontaktes af et grænsekoordinationspunkt i en nabomedlemsstat, der behandler et grænseoverskridende dossier, eller modtager oplysninger fra et sådant grænsekoordinationspunkt, bør det ikke give anledning til en forpligtelse i henhold til denne forordning for den relevante myndighed til at imødegå en grænsehindring. Den pågældende myndighed bør navnlig ikke være forpligtet til at gennemgå dossieret eller svare initiativtageren.

(11)

For at støtte oprettelsen af grænsekoordinationspunkter kan medlemsstaterne beslutte at tildele midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling inden for rammerne af Interregprogrammer i henhold til artikel 14, stk. 4, litra b), i forordning (EU) 2021/1059 og midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling eller Samhørighedsfonden, alt efter hvad der er relevant, inden for rammerne af målet om investeringer i beskæftigelse og vækst i henhold til artikel 3, stk. 4, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1058 (6).

(12)

Anvendelsen af denne forordning bør ikke berøre anvendelsen af national ret eller internationale aftaler mellem medlemsstaterne om tilsvarende procedurer.

(13)

Selv om søgrænseregioner er af en anden karakter end landgrænseregioner på grund af mere begrænsede muligheder for grænseoverskridende interaktion, bør denne forordning også finde anvendelse på søgrænseregioner. Hvis en medlemsstat har både land- og søgrænser med andre medlemsstater og beslutter at oprette et eller flere grænsekoordinationspunkter, bør den pågældende medlemsstat ikke være forpligtet til at oprette et grænsekoordinationspunkt for en søgrænse, der deles med en anden medlemsstat. Medlemsstater, der kun har søgrænser med andre medlemsstater, bør ikke være forpligtet til at oprette et grænsekoordinationspunkt eller indsende oplysninger til Kommissionen om den relevante myndighed eller oplysninger, der kræves i henhold til bilaget.

(14)

Selv om denne forordning ikke finder anvendelse på grænsehindringer i grænseregioner mellem medlemsstater og tredjelande, bør det være muligt for medlemsstaterne at etablere tilsvarende proceduremæssige rammer i henhold til national ret for konstatering og imødegåelse af retlige og administrative grænsehindringer i deres samarbejde med tredjelande.

(15)

Der findes flere udenretslige redskaber på EU-plan til at overvåge og håndhæve EU-retten, herunder navnlig dem, der er knyttet til det indre marked, såsom SOLVIT (7). Denne forordning bør ikke berøre sådanne redskaber. Den ramme, der fastsættes ved denne forordning, bør kun finde anvendelse på grænsehindringer, der opstår som følge af lovgivningsmæssige eller administrative bestemmelser eller praksis, herunder bestemmelser eller praksis, der anvender EU-retten korrekt, men på en divergerende måde, og som har potentiale til utilsigtet at hindre planlægning eller gennemførelse af grænseoverskridende offentlige tjenester eller infrastruktur. Sager, der indebærer en potentiel overtrædelse af EU-retten begået af en offentlig myndighed i en medlemsstat, bør ikke behandles inden for den ramme, der er fastsat ved denne forordning. Denne forordning berører heller ikke de koordinationsmekanismer, der er indført for social sikring eller beskatning.

(16)

Med henblik på konstatering af mulige grænsehindringer, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, er det nødvendigt at definere de situationer, der kan betegnes som grænseoverskridende interaktioner. Denne forordning bør derfor finde anvendelse på al infrastruktur for grænseoverskridende aktiviteter eller på grænseoverskridende offentlige tjenester. Den infrastruktur, der er nødvendig for grænseoverskridende aktiviteter, kan blive påvirket af grænsehindringer, f.eks. hvis der er forskellige tekniske standarder for bygninger eller køretøjer, herunder for beslægtet udstyr. Grænseoverskridende offentlige tjenester leveres på lang sigt og sigter mod at skabe fordele for den brede offentlighed eller en specifik målgruppe i den grænseregion, hvor tjenesten leveres, og derved forbedre levevilkårene og den territoriale samhørighed i disse regioner.

(17)

Et grænseoverskridende dossier bør indgives af en initiativtager, en enhed, der kan være privat eller offentlig. For at lette behandlingen af grænseoverskridende dossierer og etablere et netværk af nationale organer, der er i stand til at samarbejde med hinanden om gennemførelsen af denne forordning, bør medlemsstaterne kunne oprette et eller flere grænsekoordinationspunkter på nationalt eller regionalt plan. To eller flere nabomedlemsstater bør også have mulighed for at oprette et fælles grænsekoordinationspunkt, der er kompetent for en eller flere af de respektive grænseoverskridende regioner.

(18)

En medlemsstat bør have mulighed for at oprette et grænsekoordinationspunkt som en del af en eksisterende myndighed, et eksisterende offentligretligt organ eller en eksisterende permanent enhed, uanset om denne myndighed, dette organ eller denne enhed har status som juridisk person, navnlig ved at overdrage dem opgaverne for et grænsekoordinationspunkt, eller som en særlig myndighed, et særligt offentligretligt organ eller en særlig permanent enhed. Sådanne myndigheder, organer og enheder kan f.eks. være grænseoverskridende samarbejdsudvalg eller -kommissioner, der er nedsat inden for rammerne af bilaterale samarbejds- eller venskabsaftaler, mellemstatslige kommissioner for grænseoverskridende samarbejde eller deres sekretariater, råd, sekretariater eller generalsekretariater, der er oprettet inden for rammerne af multinationale samarbejdsaftaler, nationale koordinationskontorer, nationale centre eller kontaktpunkter eller lignende strukturer, der er etableret inden for rammerne af andre europæiske sektorpolitikker samt Interregprogrammyndigheder og EGTS'er.

(19)

For at fastlægge en ramme for behandlingen af grænseoverskridende dossierer, der er fælles for alle grænsekoordinationspunkter, er det nødvendigt at definere de opgaver, som hvert grænsekoordinationspunkt bør udføre. Et grænsekoordinationspunkt bør fungere som en »one-stop-shop« for initiativtagerne og bør være initiativtagernes eneste kontaktpunkt. Medlemsstaterne bør sikre, at grænsekoordinationspunkternes kontaktoplysninger er offentligt tilgængelige, synlige og til rådighed. For at gøre det muligt at følge op på resultatet af grænseoverskridende dossierer og øge gennemsigtigheden med hensyn til imødegåelse af grænsehindringer bør grænsekoordinationspunkterne også være ansvarlige for at indsende oplysninger til Kommissionen. Desuden bør denne forordning fastsætte forpligtelser med hensyn til koordinering, samarbejde og udveksling af oplysninger mellem de forskellige grænsekoordinationspunkter i én medlemsstat og mellem grænsekoordinationspunkterne i nabomedlemsstater.

(20)

Det bør kun være muligt for en initiativtager at indgive et grænseoverskridende dossier, hvis hindringen vedrører en grænse, for hvilken der er oprettet mindst ét grænsekoordinationspunkt. Initiativtageren bør kun indgive et grænseoverskridende dossier én gang. Hvis en anden initiativtager i en anden medlemsstat også indgiver et grænseoverskridende dossier vedrørende den samme grænsehindring, bør disse medlemsstaters grænsekoordinationspunkter samarbejde for at undgå parallelle procedurer vedrørende den samme grænsehindring.

(21)

Kompleksiteten af gældende national ret kan gøre det vanskeligt at konstatere, om en specifik bestemmelse udgør en grænsehindring. På grundlag af erfaringerne med b-solutions bør initiativtageren derfor kun beskrive den situation og det problem, der skal imødegås.

(22)

For at etablere en proceduremæssig ramme, der garanterer retssikkerheden for initiativtageren til et grænseoverskridende dossier, bør grænsekoordinationspunktet vurdere det grænseoverskridende dossier og svare initiativtageren inden for en rimelig frist, der som hovedregel bør være den, der er fastsat i national ret. Hvis der ikke er fastsat en standardfrist for svar på en tilsvarende anmodning i national ret, bør der i denne forordning fastsættes passende frister. Disse frister bør begynde fra datoen for modtagelsen af et grænseoverskridende dossier eller et revideret grænseoverskridende dossier, herunder i tilfælde, hvor et dossier er modtaget efter en overførsel fra et andet grænsekoordinationspunkt eller en anden kompetent myndighed.

(23)

Analysen af et grænseoverskridende dossier kan ende med, at der ikke er nogen grænsehindring. I så fald bør det grænseoverskridende dossier afsluttes.

(24)

Når det er blevet bekræftet, at der foreligger en grænsehindring, bør medlemsstaterne have skønsbeføjelser til at vælge det redskab, der vil være egnet til at imødegå grænsehindringen i den pågældende grænseoverskridende region. Med henblik herpå bør medlemsstaterne kunne påberåbe sig alle gældende internationale aftaler eller andre procedurer i henhold til den pågældende medlemsstats ret. Hvis den pågældende medlemsstat finder, at de instrumenter, der er til rådighed, ikke sætter den i stand til at imødegå grænsehindringen, bør den have mulighed for at oprette ad hoc-mekanismer til dette formål. Det bør være muligt at gøre dette enten individuelt eller, hvis det er nødvendigt og efter aftale, i fællesskab med nabomedlemsstaten. Medlemsstaterne bør give en begrundelse for de vurderingstrin, der er taget, og angive eventuelle klagemuligheder, herunder i tilfælde hvor de konkluderer, at den påståede konstaterede hindring ifølge det grænseoverskridende dossier ikke er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde.

(25)

Det bør desuden være muligt for grænsekoordinationspunktet eller den kompetente myndighed at anvende instrumentet til lettelse af grænsepassage. Da resultatet af proceduren kan variere lidt afhængigt af om den mulige grænsehindring er af administrativ eller lovgivningsmæssig karakter, bør dette tages i betragtning i forbindelse med instrumentet til lettelse af grænsepassage. Hvis grænsekoordinationspunktet eller den kompetente myndighed beslutter at imødegå den konstaterede grænsehindring ved at anvende instrumentet til lettelse af grænsepassage, kan det være nødvendigt at koordinere med nabomedlemsstaten. Hvis den pågældende medlemsstat og nabomedlemsstaten hver især er villige til at indlede den nødvendige lovgivningsprocedure eller ændre deres administrative bestemmelser eller praksis, kan en sådan koordinering tage form af et fælles udvalg bestående af repræsentanter for de kompetente myndigheder og grænsekoordinationspunkterne i de pågældende medlemsstater.

(26)

For at skabe en effektiv proceduremæssig ramme for behandlingen af grænseoverskridende dossierer bør denne forordning fastsætte de væsentlige proceduremæssige skridt, uanset om hindringen er af administrativ eller lovgivningsmæssig karakter. Nabomedlemsstaternes forskellige juridiske systemer kan resultere i, at en grænsehindring betragtes som en administrativ bestemmelse eller praksis i én medlemsstat, men som en retlig bestemmelse i en anden. Hver medlemsstat bør derfor vælge at anvende den relevante procedure i henhold til sit eget juridiske system. Nabomedlemsstater bør så vidt muligt koordinere deres respektive procedurer. Hvis der tages endelig stilling til et dossier, bør denne meddeles initiativtageren sammen med begrundelsen.

(27)

Denne forordning indebærer ikke nogen forpligtelse for medlemsstaterne til at imødegå en grænsehindring.

(28)

Kommissionen bør overdrages opgaver, der er relevante for overvågningen af anvendelsen af denne forordning på EU-plan og for at yde støtte til medlemsstaterne, herunder kapacitetsopbygning. Kommissionen bør navnlig støtte grænsekoordinationspunkterne ved at fremme udvekslingen af erfaringer mellem disse koordinationspunkter. Denne støtte bør også kunne bestå af tekniske bistandsbaserede værktøjer såsom b-løsninger.

(29)

For at muliggøre evidensbaseret politikudformning bør Kommissionen gennemgå gennemførelsen af denne forordning og forelægge Europa-Parlamentet, Rådet, Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport. For at sikre, at der indhentes tilstrækkelig dokumentation vedrørende anvendelsen af denne forordning og instrumentet til lettelse af grænsepassage, bør denne rapport forelægges fem år efter denne forordnings ikrafttræden.

(30)

Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og de principper, der anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«), og har ingen negativ indvirkning på nogen af disse grundlæggende rettigheder. Eftersom forordningen har til formål at imødegå grænsehindringer, kan den fremme retten til adgang til tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse som fastsat i chartrets artikel 36 og friheden til at oprette og drive egen virksomhed som fastsat i chartrets artikel 16. Den brede vifte af sådanne tjenesteydelser kan også fremme adgangen til sundhedspleje som fastsat i chartrets artikel 35. Mere generelt kan fri bevægelighed og opholdsret som fastsat i chartrets artikel 45 blive påvirket positivt af denne forordning, da instrumentet til lettelse af grænsepassage med stor sandsynlighed vil være en fordel for grænseoverskridende offentlige transporttjenester.

(31)

Erfaringen viser, at medlemsstaterne har iværksat individuelle, bilaterale eller endog multilaterale initiativer til at imødegå retlige grænsehindringer. Disse redskaber findes imidlertid ikke i alle medlemsstater eller for alle grænser i en given medlemsstat. Målene for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af hindringernes grænseoverskridende karakter bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union.

(32)

I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål. I henhold til denne forordning står det enhver medlemsstat frit for, om den vil anvende instrumentet til lettelse af grænsepassage. En medlemsstat bør ved en specifik grænse til en eller flere nabomedlemsstater beslutte at imødegå grænsehindringer ved hjælp af eksisterende redskaber, som den har oprettet på nationalt plan eller sammen med en eller flere nabomedlemsstater. Denne forordning går derfor ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at lette samarbejdet i grænseoverskridende regioner —