European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/752

22.4.2025

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2025/752

af 16. april 2025

om forlængelse af godkendelsen af L-tyrosin som fodertilsætningsstof til alle dyrearter og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 101/2014

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1831/2003 af 22. september 2003 om fodertilsætningsstoffer (1), særlig artikel 9, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Forordning (EF) nr. 1831/2003 indeholder bestemmelser om godkendelse af fodertilsætningsstoffer og om grundlaget og procedurerne for at meddele og forlænge en sådan godkendelse.

(2)

L-tyrosin blev ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 101/2014 (2) godkendt for en periode på 10 år som fodertilsætningsstof til alle dyrearter.

(3)

Der er i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1831/2003 indgivet en ansøgning om forlængelse af godkendelsen af L-tyrosin som et fodertilsætningsstof til alle dyrearter med anmodning om, at tilsætningsstoffet klassificeres i kategorien »tilsætningsstoffer med ernæringsmæssige egenskaber« og i den funktionelle gruppe »aminosyrer, deres salte og analoger«. Ansøgningen var vedlagt de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til samme forordnings artikel 14, stk. 2.

(4)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) konkluderede i sin udtalelse af 4. juni 2024 (3), at anvendelsen af fodertilsætningsstoffet i foderstoffer fortsat er sikker for målarterne, forbrugerne og miljøet. For så vidt angår sikkerheden for brugeren fandt autoriteten, at L-tyrosin ikke var irriterende for hud eller øjne, men den kunne ikke drage nogen konklusion om, hvorvidt L-tyrosin kan være hudsensibiliserende. Det er sandsynligt, at de personer, der håndterer tilsætningsstoffet, eksponeres for tilsætningsstoffet ved indånding. Autoriteten fandt, at der ikke er behov for at vurdere virkningen af L-tyrosin, eftersom ansøgningen om forlængelse af godkendelsen ikke omfatter et forslag om ændring eller supplering af betingelserne i den oprindelige godkendelse. Det ved forordning (EF) nr. 1831/2003 oprettede referencelaboratorium fandt, at konklusionerne og henstillingerne i den vurdering, der blev foretaget vedrørende metoden til analyse af L-tyrosin som fodertilsætningsstof i forbindelse med den tidligere godkendelse, stadig er gyldige for og finder anvendelse på den aktuelle ansøgning. I henhold til artikel 5, stk. 4, litra c), i Kommissionens forordning (EF) nr. 378/2005 (4) er der derfor ikke behov for en evalueringsrapport fra referencelaboratoriet.

(5)

På baggrund af ovenstående finder Kommissionen, at L-tyrosin opfylder betingelserne i artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003. Godkendelsen af dette tilsætningsstof bør derfor forlænges. Kommissionen mener desuden, at der bør træffes passende beskyttelsesforanstaltninger for at forhindre sundhedsskadelige virkninger hos brugerne af tilsætningsstoffet. Disse beskyttelsesforanstaltninger bør dog ikke berøre andre krav til arbejdstagernes sikkerhed i henhold til EU-retten.

(6)

Som følge af forlængelsen af godkendelsen af L-tyrosin som fodertilsætningsstof bør gennemførelsesforordning (EU) nr. 101/2014 ophæves.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Forlængelse af godkendelsen

Godkendelsen af det i bilaget opførte stof, der tilhører tilsætningsstofkategorien »tilsætningsstoffer med ernæringsmæssige egenskaber« og den funktionelle gruppe »aminosyrer, deres salte og analoger«, forlænges på de betingelser, der er fastsat i bilaget.

Artikel 2

Ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 101/2014

Gennemførelsesforordning (EU) nr. 101/2014 ophæves.

Artikel 3

Overgangsforanstaltninger

1.   Fodertilsætningsstoffet L-tyrosin, som er godkendt ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 101/2014, samt forblandinger, der indeholder dette tilsætningsstof, og som er produceret og mærket før den 12. november 2025 i overensstemmelse med de regler, der finder anvendelse før den 12. maj 2025, kan fortsat markedsføres og anvendes, indtil de pågældende lagre er opbrugt.

2.   Foderblandinger og fodermidler, der indeholder det i stk. 1 omhandlede fodertilsætningsstof, og som er produceret og mærket før den 12. maj 2026 i overensstemmelse med de regler, der finder anvendelse før den 12. maj 2025, kan fortsat markedsføres og anvendes, indtil de pågældende lagre er opbrugt, hvis de er bestemt til dyr, der indgår i fødevareproduktion.

3.   Foderblandinger og fodermidler, der indeholder det i stk. 1 omhandlede fodertilsætningsstof, og som er produceret og mærket før den 12. maj 2027 i overensstemmelse med de regler, der finder anvendelse før den 12. maj 2025, kan fortsat markedsføres og anvendes, indtil de pågældende lagre er opbrugt, hvis de er bestemt til dyr, der ikke indgår i fødevareproduktion.

Artikel 4

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. april 2025.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 268 af 18.10.2003, s. 29, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2003/1831/oj.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 101/2014 af 4. februar 2014 om godkendelse af L-tyrosin som tilsætningsstof til foder til alle dyrearter (EUT L 34 af 5.2.2014, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2014/101/oj).

(3)   EFSA Journal 2024, 22(7), e8845.

(4)  Kommissionens forordning (EF) nr. 378/2005 af 4. marts 2005 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1831/2003 for så vidt angår EF-referencelaboratoriets forpligtelser og opgaver i forbindelse med ansøgninger om godkendelse af fodertilsætningsstoffer (EUT L 59 af 5.3.2005, s. 8, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2005/378/oj).


BILAG

Fodertilsætningsstoffets identifikationsnummer

Tilsætningsstof

Sammensætning, kemisk betegnelse, beskrivelse og analysemetode

Dyreart eller -kategori

Maksimumsalder

Minimumsindhold

Maksimumsindhold

Andre bestemmelser

Godkendelse gyldig til

mg/kg fuldfoder med et vandindhold på 12 %

Kategori: tilsætningsstoffer med ernæringsmæssige egenskaber. Funktionel gruppe: aminosyrer, deres salte og analoger

3c401

L-tyrosin

Tilsætningsstoffets sammensætning

Pulver med et minimumsindhold af L-tyrosin på 95 %

Aktivstoffets karakteristika

L-tyrosin fremstillet ved hydrolyse af keratin fra fjerkræfjer

CAS-nr.: 60-18-4

Kemisk betegnelse: C9H11NO3

Analysemetode  (1)

Til bestemmelse af L-tyrosin i fodertilsætningsstoffet:

Specifik optisk drejning, Den Europæiske Farmakopé, monografi 1161

Til bestemmelse af tyrosin i fodertilsætningsstoffet:

Titrimetri, Den Europæiske Farmakopé, monografi 1161

Til bestemmelse af tyrosin i forblandinger og fuldfoder:

ionbytningskromatografi i kombination med postkolonnederivatisering og optisk detektering (IEC-VIS), Kommissionens forordning (EF) nr. 152/2009 (2)

Alle dyrearter

1.

I brugsvejledningen for tilsætningsstoffet og forblandingerne angives oplagringsbetingelserne og stabilitet over for varmebehandling.

2.

Brugsanvisningen skal indeholde en anbefaling om, at indholdet af L-tyrosin ikke overstiger 5 g/kg fuldfoder med et vandindhold på 12 % for dyr bestemt til fødevareproduktion og 15 g/kg fuldfoder med et vandindhold på 12 % for dyr, der ikke er bestemt til fødevareproduktion.

3.

Til brugerne af tilsætningsstoffet og forblandingerne skal foderstofvirksomhedslederne iværksætte driftsprocedurer og administrative foranstaltninger med henblik på at imødegå potentielle risici ved anvendelse. Hvis disse risici ikke kan fjernes gennem sådanne procedurer og foranstaltninger, skal tilsætningsstoffet og forblandingerne anvendes med personlige værnemidler som hudbeskyttelse og åndedrætsværn.

12. maj 2035


(1)  Nærmere oplysninger om analysemetoderne findes på referencelaboratoriets hjemmeside: https://joint-research-centre.ec.europa.eu/eurl-fa-eurl-feed-additives/eurl-fa-authorisation/eurl-fa-evaluation-reports_en.

(2)  Kommissionens forordning (EF) nr. 152/2009 af 27. januar 2009 om prøveudtagnings- og analysemetoder til offentlig kontrol af foder (EUT L 54 af 26.2.2009, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2009/152/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2025/752/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)