|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2025/504 |
14.3.2025 |
RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2025/504
af 11. marts 2025
om ændring af protokol nr. 5 vedrørende vedtægterne for Den Europæiske Investeringsbank
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 308,
under henvisning til anmodning fra Den Europæiske Investeringsbank,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1),
under henvisning til udtalelse fra Europa-Kommissionen (2),
efter en særlig lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Den Europæiske Investeringsbank (EIB) var genstand for revisionen i 2022 af multilaterale udviklingsbankers kapitalkravsrammer, som var bestilt af G20 (»revisionen af kapitalkravsrammerne«). En af anbefalingerne fra revisionen af kapitalkravsrammerne var, at multilaterale udviklingsbanker fjerner vedtægtsbestemte udlånsgrænser fra deres vedtægter. |
|
(2) |
Anbefalingen fra revisionen af kapitalkravsrammerne om at fjerne vedtægtsbestemte udlånsgrænser fra multilaterale udviklingsbankers vedtægter blev fremsat med den hensigt at give multilaterale udviklingsbankers respektive ledelsesorganer fuld beføjelse med hensyn til parametre for risikostyring og for gearing. |
|
(3) |
Som svar på denne anbefaling tager andre multilaterale udviklingsbanker skridt til at ændre deres vedtægter med hensyn til vedtægtsbestemte udlånsgrænser. |
|
(4) |
Artikel 16, stk. 5, i EIB's vedtægter fastsætter en grænse for de samlede undertegnede lånetransaktioner (»gearingsgraden«), en grænse for det beløb, der betales for erhvervelse af kapitalandele, og en reserve med en specifik bevillingsramme til særlige aktiviteter. |
|
(5) |
Som skitseret i EIB-Gruppens strategiske køreplan for 2024-2027 (»den strategiske køreplan«) er der et enstemmigt ønske om, at EIB-Gruppen spiller en endnu større rolle med hensyn til at lukke Europas investeringsgab, styrker Europas produktivitet og sociale og territoriale samhørighed, klimaindsats, fred, sikkerhed og åben strategisk autonomi, håndterer globale udfordringer og styrker dets stemme i den nye geopolitiske situation. |
|
(6) |
Den strategiske køreplan tager sigte på at imødekomme dette ønske ved at sætte EIB-Gruppen i stand til at anvende sin kapital mere effektivt og samtidig bevare sin finansielle styrke og opretholde tilstrækkelige kapitalbuffere. |
|
(7) |
Det forventes, at EIB-Gruppens aktiviteter inden for den strategiske køreplan vil blive kraftigt hæmmet af gearingsgraden, som begrænser EIB-Gruppens samlede nominelle eksponering til 250 %. Gearingsgraden tager hverken højde for kvaliteten af EIB-Gruppens portefølje eller kreditforbedringer såsom garantier fra EU-budgettet og udgør en særlig begrænsning for egenkapitalinvesteringer, såsom dem inden for rammerne af Den Europæiske Investeringsfond. |
|
(8) |
EIB's styrelsesråd besluttede den 21. juni 2024 enstemmigt at forhøje grænsen for gearingsgraden til 290 % for at sætte EIB-Gruppen i stand til at udnytte sin stærke kapitalposition, solide risikostyring og ledelsesramme med henblik på at anvende sit fulde potentiale til at støtte Unionens prioriteter og lukke investeringsgabet. Denne forhøjelse er betinget af, at denne rådsafgørelse træder i kraft. |
|
(9) |
Det er ønskværdigt at opnå konsensus blandt EIB's ejere, inden der foretages ændringer af gearingsgraden. Kravet om styrelsesrådets enstemmige godkendelse af gearingsgraden er således berettiget. |
|
(10) |
EIB's vedtægter bør derfor ændres i overensstemmelse hermed — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Artikel 16, stk. 5, første afsnit, i protokol nr. 5 vedrørende vedtægterne for Den Europæiske Investeringsbank, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, affattes således:
»Det kumulerede beløb af de til enhver tid løbende lån og garantier, som er ydet af Banken, må ikke overstige en maksimal procentdel af den tegnede kapital, reserverne, de ubundne midler og overskuddet af resultatopgørelsen, som fastsættes med enstemmighed af styrelsesrådet. Det kumulerede beløb på de pågældende poster beregnes med fradrag af et beløb svarende til det tegnede beløb for Bankens erhvervelse af kapitalandele, hvad enten det er udbetalt eller ej.«
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 11. marts 2025.
På Rådets vegne
A. DOMAŃSKI
Formand
(1) Udtalelse af 14.11.2024 (endnu ikke offentliggjort i EUT).
(2) Udtalelse af 27.11.2024 (endnu ikke offentliggjort i EUT).
ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/504/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)