European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/488

12.3.2025

RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2025/488

af 11. marts 2025

om ændring af afgørelse (FUSP) 2020/472 om Den Europæiske Unions militæroperation i Middelhavsområdet (EUNAVFOR MED IRINI)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 42, stk. 4, og artikel 43, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 31. marts 2020 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2020/472 (1), der opretter Den Europæiske Unions militæroperation i Middelhavsområdet (EUNAVFOR MED IRINI).

(2)

Den 20. marts 2023 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2023/653 (2), som forlænger EUNAVFOR MED IRINI indtil den 31. marts 2025.

(3)

I forbindelse med en strategisk revision af operationen besluttede Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC), at EUNAVFOR MED IRINI bør forlænges indtil den 31. marts 2027.

(4)

PSC besluttede endvidere, at der bør tilføjes en ny opgave til EUNAVFOR MED IRINI's mandat for at forbedre det maritime situationskendskab i operationens indsatsområde og fælles indsatsområde ved at indsamle oplysninger om potentielt ulovlige aktiviteter, der ikke allerede er omfattet af det nuværende mandat, og ved at indsamle oplysninger, der er nyttige for beskyttelse af kritisk maritim infrastruktur og for beredskabsplanlægning.

(5)

PSC besluttede desuden, at kapacitetsopbygningen og uddannelsen bør udvides ud over den libyske kystvagt og flåde til relevante libyske institutioner med ansvar for retshåndhævelse og for eftersøgning og redning til søs.

(6)

Afgørelse (FUSP) 2020/472 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I afgørelse (FUSP) 2020/472 foretages følgende ændringer:

1)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 3a

Bidrag til maritimt situationskendskab om andre ulovlige aktiviteter

1.   Som en sekundær opgave skal EUNAVFOR MED IRINI, inden for rammen af sine midler og sin kapacitet, foretage overvågnings- og bevogtningsaktiviteter og indsamle oplysninger om andre ulovlige aktiviteter end handel med våben og dertil knyttet materiel og ulovlig eksport af olie fra Libyen samt oplysninger, der er nyttige for beskyttelse af kritisk maritim infrastruktur og for beredskabsplanlægning, og dermed yderligere bidrage til det maritime situationskendskab i indsatsområdet og i det fælles indsatsområde.

2.   De oplysninger, der indsamles i denne forbindelse, kan lagres og videregives til medlemsstaternes relevante retshåndhævende myndigheder og til de kompetente EU-organer.«

2)

Artikel 4, stk. 1, affattes således:

»1.   Som en yderligere sekundær opgave skal EUNAVFOR MED IRINI bistå de relevante libyske institutioner med ansvar for retshåndhævelse og for eftersøgning og redning til søs, navnlig den libyske kystvagt og flåde, med udvikling af deres kapaciteter og med deres uddannelse i retshåndhævelse til søs, navnlig for at forhindre menneskesmugling og menneskehandel.«

3)

I artikel 13 tilføjes følgende stykke:

»5.   For perioden fra den 1. april 2025 til den 31. marts 2027 er referencebeløbet for de fælles udgifter til EUNAVFOR MED IRINI 16 350 000 EUR. Den procentdel af referencebeløbet, der er omhandlet i artikel 51, stk. 2, i afgørelse (FUSP) 2021/509, er 10 % i forpligtelsesbevillinger og 5 % i betalingsbevillinger.«

4)

Artikel 15, stk. 2, affattes således:

»2.   EUNAVFOR MED IRINI udløber den 31. marts 2027.«

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. marts 2025.

På Rådets vegne

A. DOMAŃSKI

Formand


(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2020/472 af 31. marts 2020 om Den Europæiske Unions militæroperation i Middelhavsområdet (EUNAVFOR MED IRINI (EUT L 101 af 1.4.2020, s. 4, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2020/472/oj).

(2)  Rådets afgørelse (FUSP) 2023/653 af 20. marts 2023 om ændring af afgørelse (FUSP) 2020/472 om Den Europæiske Unions militæroperation i Middelhavsområdet (EUNAVFOR MED IRINI) (EUT L 81 af 21.3.2023, s. 27, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/653/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/488/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)