European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/479

13.3.2025

RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2025/479

af 18. februar 2025

om indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Serbien om operationelle aktiviteter, som gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Republikken Serbien

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 77, stk. 2, litra b) og d), og artikel 79, stk. 2, litra c), sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a),

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2024/1639 (2) blev aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Serbien om operationelle aktiviteter, som gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Republikken Serbien (»aftalen«), undertegnet den 25. juni 2024 med forbehold af dens senere indgåelse.

(2)

I situationer, der kræver indsættelse af grænseforvaltningshold fra den europæiske grænse- og kystvagts stående korps i et tredjeland, hvor holdmedlemmerne vil udøve udøvende beføjelser, skal Unionen i henhold til artikel 73, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1896 (3) indgå en statusaftale med det pågældende tredjeland på grundlag af artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(3)

Denne afgørelse udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF (4); Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(4)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder efter at Rådet har truffet foranstaltning om denne afgørelse til udbygning af Schengenreglerne, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne afgørelse i sin nationale lovgivning, jf. artikel 4 i protokollen.

(5)

Aftalen bør godkendes.

(6)

I overensstemmelse med traktaterne bør Kommissionen give den notifikation, der er omhandlet i aftalens artikel 22, stk. 1 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Serbien om operationelle aktiviteter, som gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Republikken Serbien (»aftalen«), godkendes herved på Unionens vegne (5).

Artikel 2

Kommissionen giver på Unionens vegne den notifikation, der er omhandlet i aftalens artikel 22, stk. 1, med henblik på at udtrykke Unionens samtykke til at blive bundet af aftalen (6).

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. februar 2025.

På Rådets vegne

A. DOMAŃSKI

Formand


(1)  Godkendelse af 21. januar 2025.

(2)  Rådet afgørelse (EU) 2024/1639 af 30. maj 2024 om undertegnelse på Unionens vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Serbien om operationelle aktiviteter, som gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Republikken Serbien (EUT L, 2024/1639, 5.6.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2024/1639/oj).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1896 af 13. november 2019 om den europæiske grænse- og kystvagt og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1052/2013 og (EU) 2016/1624 (EUT L 295 af 14.11.2019, s. 1).

(4)  Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (EFT L 64 af 7.3.2002, s. 20).

(5)  Teksten til aftalen er offentliggjort i EUT L, 2025/480, 13.3.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/agree_internation/2025/480/oj.

(6)  Datoen for aftalens ikrafttræden offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende på foranledning af Generalsekretariatet for Rådet.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/479/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)