European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/397

24.2.2025

RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2025/397

af 24. februar 2025

om ændring af afgørelse 2014/386/FUSP om restriktive foranstaltninger som reaktion på den ulovlige annektering af Krim og Sevastopol

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29, og

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 23. juni 2014 vedtog Rådet afgørelse 2014/386/FUSP (1).

(2)

I sine konklusioner af 19. december 2024 gentog Det Europæiske Råd sin resolutte fordømmelse af Ruslands angrebskrig mod Ukraine, som udgør en åbenbar overtrædelse af FN-pagten, og bekræftede på ny Unionens urokkelige tilsagn om at yde fortsat politisk, finansiel, økonomisk, humanitær, militær og diplomatisk støtte til Ukraine og dets folk.

(3)

Unionen anerkender ikke og fordømmer fortsat Den Russiske Føderations ulovlige annektering af Krim og Sevastopol som en krænkelse af folkeretten. Unionen er fortsat fast besluttet på at gennemføre sin ikkeanerkendelsespolitik fuldt ud.

(4)

I betragtning af situationens alvor og Den Russiske Føderations fortsatte ulovlige tiltag, der overtræder grundlæggende regler i folkeretten, herunder navnlig forbuddet mod magtanvendelse, der er nedfældet i artikel 2, stk. 4, i De Forenede Nationers pagt, og overtræder grundlæggende regler i den humanitære folkeret, bør der vedtages yderligere restriktive foranstaltninger.

(5)

Unionen er fortsat fast besluttet på at anvende alle de diplomatiske, økonomiske og retlige instrumenter, som den har til rådighed, til at forhindre konsolideringen af Ruslands ulovlige besættelse af Krim og Sevastopol og til at støtte Ukraines fulde genoprettelse af suverænitet over hele dets internationalt anerkendte territorium. For at hæmme Krims og Sevastopols økonomiske, finansielle og juridiske integration i Den Russiske Føderation og for at forhindre, at Den Russiske Føderation omgår Unionens restriktive foranstaltninger som fastsat i Rådets afgørelse 2014/512/FUSP (2) gennem Krim og Sevastopol, er det hensigtsmæssigt at udvide de restriktive foranstaltninger, der er fastsat i afgørelse 2014/386/FUSP.

(6)

Navnlig er det hensigtsmæssigt at indføre restriktioner på tjenesteydelser, der letter Ruslands ulovlige besættelse af Krim og Sevastopol og gøre det muligt for økonomiske aktører at indgå i Ruslands juridiske og finansielle system, primært på levering til Krim og Sevastopol af regnskabsføring, revision, bogføring, skatterådgivning, virksomheds- og ledelsesrådgivning, PR-aktiviteter, bygge- og anlægsarbejder, arkitekt- og ingeniørvirksomhed, juridisk rådgivning, IT-rådgivning, markedsundersøgelser og opinionsundersøgelser, teknisk afprøvning og analyse samt reklametjenester.

(7)

Med det formål at hæmme omgåelsespraksis er det hensigtsmæssigt at forbyde levering til Krim og Sevastopol af visse former for software til ledelse af virksomheder og software til industriel design og fremstilling og af relaterede intellektuelle ejendomsrettigheder eller forretningshemmeligheder.

(8)

Der er også hensigtsmæssigt at forbyde levering til Krim og Sevastopol af pengesedler denomineret i en officiel valuta i en medlemsstat.

(9)

For at minimere risikoen for omgåelse er det hensigtsmæssigt at begrænse eksporten til Krim og Sevastopol af visse varer og teknologier, der også er omfattet af restriktioner i medfør af afgørelse 2014/512/FUSP.

(10)

For at sikre overensstemmelse med Den Europæiske Unions Domstols fortolkning i sag C-72/11 (3), bør bestemmelsen om forbud mod omgåelse ændres for at præcisere, at kravene til viden og forsæt ikke kun er opfyldt, når en person med vilje søger det formål eller den følge, at restriktive foranstaltninger omgås, men også når en person, der deltager i en aktivitet, der har til formål eller til følge at omgå restriktive foranstaltninger, er klar over, at en sådan deltagelse kan have dette formål eller denne følge, og samtykkende affinder sig med denne mulighed.

(11)

Afgørelse 2014/386/FUSP bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I afgørelse 2014/386/FUSP foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 3 og 4 udgår.

2)

Artikel 4a, stk. 3, udgår.

3)

I artikel 4b foretages følgende ændringer:

a)

Stk. 1 affattes således:

»1.   Det er forbudt direkte eller indirekte for statsborgere i medlemsstaterne eller fra medlemsstaternes områder at sælge, levere, overføre eller eksportere varer og teknologi eller at anvende skibe eller luftfartøjer under medlemsstaters jurisdiktion, uanset om de hidrører fra Unionen,

a)

til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer på Krim eller i Sevastopol, eller

b)

til brug på Krim eller i Sevastopol,

i følgende sektorer:

i)

transport

ii)

telekommunikation

iii)

energi

iv)

prospektering, efterforskning og produktion af olieressourcer, gasressourcer og mineralske ressourcer.«

b)

Stk. 3, 4 og 5 udgår.

4)

I artikel 4c foretages følgende ændringer:

a)

Stk. 1 affattes således:

»1.   Det er forbudt direkte eller indirekte at levere regnskabs-, revisions- (herunder lovpligtig revision), bogførings- eller skatterådgivningstjenester eller tjenesteydelser i forbindelse med forretnings- og ledelsesrådgivning eller PR-tjenesteydelser til juridiske personer, enheder eller organer på Krim eller i Sevastopol.«

b)

Følgende stykker indsættes:

»1a.   Det er forbudt direkte eller indirekte at levere teknisk bistand eller mæglervirksomhed i direkte tilknytning til infrastruktur på Krim eller i Sevastopol i de sektorer, der er omhandlet i artikel 4b, stk. 1, uanset varernes eller teknologiens oprindelse.

1b.   Det er forbudt direkte eller indirekte at levere tjenesteydelser i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder, arkitekt- og ingeniørvirksomhed, juridisk rådgivning og IT-rådgivning til juridiske personer, enheder eller organer på Krim eller i Sevastopol.

1c.   Det er forbudt direkte eller indirekte at levere tjenesteydelser i forbindelse med markedsundersøgelser og opinionsundersøgelser, teknisk afprøvning og analyse samt reklametjenester til juridiske personer, enheder eller organer på Krim eller i Sevastopol.

1d.   Det er forbudt direkte eller indirekte at sælge, levere, overføre, eksportere eller stille software til rådighed for ledelsen af virksomheder og software til industriel design og fremstilling til juridiske personer, enheder eller organer på Krim eller i Sevastopol.

Unionen træffer de nødvendige foranstaltninger for at fastlægge, hvilke relevante varer der skal være omfattet af dette stykke.

1e.   Det er forbudt:

a)

at levere teknisk bistand, mæglervirksomhed eller andre tjenester i tilknytning til de varer og tjenester, der er omhandlet i stk. 1, 1b, 1c og 1d, med henblik på direkte eller indirekte levering heraf til juridiske personer, enheder eller organer på Krim eller i Sevastopol.

b)

at levere finansieringsmidler eller finansiel bistand i tilknytning til de varer og tjenester, der er omhandlet i stk. 1, 1b, 1c og 1d, med henblik på levering eller med henblik på direkte eller indirekte levering af teknisk bistand, mæglervirksomhed eller andre tjenester til juridiske personer, enheder eller organer på Krim eller i Sevastopol

c)

direkte eller indirekte at sælge, licensere eller på anden måde overføre intellektuelle ejendomsrettigheder eller forretningshemmeligheder samt give ret til at få adgang til eller genanvende materiale eller oplysninger, der er beskyttet ved hjælp af intellektuelle ejendomsrettigheder eller udgør forretningshemmeligheder i forbindelse med software, der er omhandlet i stk. 1d, og i forbindelse med levering, fremstilling, vedligeholdelse og brug af denne software, til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer på Krim eller i Sevastopol eller til brug på Krim eller i Sevastopol.

1f.   Stk. 1 og 1b finder ikke anvendelse på levering af tjenester, der er strengt nødvendige for udøvelsen af retten til et forsvar i retssager og retten til effektive retsmidler.

1g.   Stk. 1 og 1b finder ikke anvendelse på levering af tjenester, der er strengt nødvendige for at sikre adgang til retslige, administrative eller voldgiftsmæssige procedurer i en medlemsstat eller til anerkendelse eller fuldbyrdelse af en dom eller en voldgiftskendelse, som er afgivet i en medlemsstat, forudsat at en sådan levering af tjenester er i overensstemmelse med målene i denne afgørelse og Rådets afgørelse 2014/145/FUSP (*1).

1h.   Stk. 1b-1d finder ikke anvendelse på salg, levering, overførsel, eksport eller ydelse af tjenester, der er nødvendige for folkesundhedsmæssige krisesituationer, akut forebyggelse eller afbødning af en hændelse, der sandsynligvis vil have en alvorlig og betydelig indvirkning på menneskers sundhed og sikkerhed eller miljøet eller som en reaktion på naturkatastrofer.

1i.   Uanset stk. 1d kan de kompetente myndigheder tillade levering af de deri omhandlede tjenester på sådanne vilkår, som de finder hensigtsmæssige, efter at have fastslået, at disse tjenester er nødvendige for ukrainske statsborgeres bidrag til internationale open source-projekter.

1j.   Uanset stk. 1-1e kan de kompetente myndigheder tillade salg, levering, overførsel, eksport, eller ydelse af de deri omhandlede tjenester, på vilkår som de finder hensigtsmæssige, efter at have fastslået, at dette er nødvendigt med henblik på:

a)

humanitære formål såsom at levere eller lette levering af bistand, herunder lægemidler og medicinsk udstyr, fødevarer eller overførsel af humanitære hjælpearbejdere og relateret bistand eller til evakuering

b)

civilsamfundsaktiviteter, der direkte fremmer demokrati og menneskerettigheder eller retsstatsprincippet på Krim eller i Sevastopol

c)

driften af internationale organisationer, der nyder immunitet i overensstemmelse med folkeretten, og som befinder sig på Krim eller i Sevastopol

d)

sikring af kritisk energiforsyning i Unionen og køb, import eller transport til Unionen af titan, aluminium eller kobber, nikkel, palladium og jernmalm

e)

sikring af kontinuerlig drift af infrastrukturer, hardware eller software, der er afgørende for menneskers sundhed og sikkerhed eller for miljøsikkerheden

f)

etablering, drift, vedligeholdelse, levering og oparbejdning af brændsel og sikkerhed i forbindelse med civil nuklear kapacitet og fortsat udformning, opførelse og ibrugtagning nødvendig til færdiggørelse af civile nukleare faciliteter, levering af prækursormateriale til fremstilling af medicinske radioisotoper og lignende medicinske anvendelser, eller kritisk teknologi til overvågning af miljøstråling samt civilt nukleart samarbejde, navnlig inden for forskning og udvikling

g)

levering af elektroniske kommunikationstjenester fra Unionens teleoperatører, for levering af tilhørende faciliteter og tilknyttede tjenester, der er nødvendige for sådanne elektroniske kommunikationstjenesters drift, vedligeholdelse og sikkerhed, herunder cybersikkerhed, i Ukraine, i Unionen, mellem Ukraine og Unionen og for datacentertjenester i Unionen.

1k.   Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle tilladelser, der gives i medfør af stk. 1i eller 1j, senest to uger efter meddelelsen af tilladelsen.

(*1)  Rådets afgørelse 2014/145/FUSP af 17. marts 2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT L 78 af 17.3.2014, s. 16, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2014/145(1)/oj).« "

c)

Stk. 2 og 3 udgår.

5)

Artikel 4d, stk. 1, litra a), affattes således:

»a)

er nødvendige til officielle formål for internationale organisationer på Krim eller i Sevastopol, der nyder immunitet i overensstemmelse med folkeretten, eller«

6)

Artikel 4e, stk. 4 og 5, udgår.

7)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 4f

1.   Det er forbudt at sælge, levere, overføre eller eksportere pengesedler denomineret i en medlemsstats officielle valuta til Krim eller Sevastopol eller til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer på Krim eller i Sevastopol eller til brug på Krim eller i Sevastopol.

2.   Forbuddet i stk. 1 gælder ikke for salg, levering, overførsel eller eksport af pengesedler denomineret i en officiel valuta i en medlemsstat, forudsat at salget, leveringen, overførslen eller eksporten er nødvendig til:

a)

personlig brug for fysiske personer, der rejser til Krim eller Sevastopol, eller medlemmer af deres nærmeste familie, der rejser sammen med dem

b)

officielle formål for internationale organisationer, der nyder immunitet i overensstemmelse med folkeretten, og som befinder sig på Krim eller i Sevastopol, eller

c)

civilsamfunds- og medieaktiviteter, der direkte fremmer demokrati, menneskerettigheder eller retsstatsprincippet på Krim eller i Sevastopol, og som modtager offentlig finansiering fra Unionen, medlemsstaterne eller lande, der er opført på listen i bilaget.

Artikel 4g

Det er forbudt bevidst og forsætligt at deltage i aktiviteter, der har til formål eller til følge at omgå forbuddene i denne afgørelse, herunder ved at deltage i sådanne aktiviteter uden med vilje at søge dette formål eller denne følge, men være klar over, at deltagelsen kan have dette formål eller denne følge, og ved samtykkende at affinde sig med denne mulighed.

Artikel 4h

1.   Ingen fordringer må indfries i forbindelse med kontrakter eller transaktioner, hvis opfyldelse eller gennemførelse direkte eller indirekte helt eller delvis er blevet påvirket af foranstaltningerne i denne afgørelse, herunder erstatningskrav eller andre tilsvarende fordringer, såsom krav om modregning eller erstatning i henhold til garanti, særlig ikke fordringer, som tager sigte på forlængelse eller indfrielse af garantier eller modgarantier, navnlig finansielle garantier eller modgarantier uanset deres form, såfremt disse fordringer gøres gældende af:

a)

fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført i bilag I til afgørelse 2014/145/FUSP

b)

fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der ved en voldgiftsmæssig, judiciel eller administrativ afgørelse er fundet skyldige i at have overtrådt forbuddene i denne afgørelse

c)

fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, såfremt fordringen vedrører varer, det i henhold til artikel 2 er forbudt at importere

d)

personer, enheder eller organer på Krim eller i Sevastopol

e)

russiske personer, enheder eller organer

f)

personer, enheder eller organer, som handler gennem eller på vegne af personer, enheder eller organer som omhandlet i dette stykkes litra a)-e).

2.   I forbindelse med enhver retlig procedure vedrørende inddrivelse af en fordring påhviler det den fysiske eller juridiske person, den enhed eller det organ, der søger fordringen inddrevet, at bevise, at indfrielsen af fordringen ikke er forbudt i henhold til stk. 1.

3.   Denne artikel berører ikke de rettigheder, som de i stk. 1 omhandlede fysiske og juridiske personer, enheder eller organer har til ved en domstol at få prøvet lovligheden af den manglende opfyldelse af kontraktlige forpligtelser i overensstemmelse med denne afgørelse.«

8)

Et bilag tilføjes som angivet i bilaget til denne afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. februar 2025.

På Rådets vegne

K. KALLAS

Formand


(1)  Rådets afgørelse 2014/386/FUSP af 23. juni 2014 om restriktive foranstaltninger som reaktion på den ulovlige annektering af Krim og Sevastopol (EUT L 183 af 24.6.2014, s. 70, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2014/386/oj).

(2)  Rådets afgørelse 2014/512/FUSP af 31. juli 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT L 229 af 31.7.2014, s. 13, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2014/512/oj).

(3)  Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 21. december 2011, straffesag mod Mohsen Afrasiabi m.fl., C-72/11, ECLI:EU:C:2011:874, præmis 67.


BILAG

Følgende bilag tilføjes til afgørelse 2014/386/FUSP:

»BILAG

Liste over lande omhandlet i artikel 4f, stk. 2, litra c).

AMERIKAS FORENEDE STATER

JAPAN

DET FORENEDE KONGERIGE

SYDKOREA

AUSTRALIEN

CANADA

NEW ZEALAND

NORGE

SCHWEIZ

LIECHTENSTEIN

ISLAND«.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/397/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)