European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/343

18.2.2025

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2025/343

af 17. februar 2025

om ændring af forordning (EU) nr. 1332/2011 og gennemførelsesforordning (EU) 2017/373 for så vidt angår luftbårne antikollisionssystemer

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1139 af 4. juli 2018 om fælles regler for civil luftfart og oprettelse af Den Europæiske Unions Luftfartssikkerhedsagentur og om ændring af forordning (EF) nr. 2111/2005, (EF) nr. 1008/2008, (EU) nr. 996/2010, (EU) nr. 376/2014 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/30/EU og 2014/53/EU og om ophævelse af (EF) nr. 552/2004 og (EF) nr. 216/2008 og Rådets forordning (EØF) nr. 3922/91 (1), særlig artikel 31, stk. 1, litra a), og artikel 44, stk. 1, litra a), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionens forordning (EU) nr. 1332/2011 (2) fastlægger fælles krav til udnyttelse af luftrummet og operationelle procedurer til forebyggelse af kollisioner i luften.

(2)

I henhold til Kommissionens forordning (EU) nr. 1332/2011 skal flyvemaskiner med turbinemotor med en maksimalt tilladt certificeret startmasse på mere end 5 700 kg eller med godkendelse til at befordre mere end 19 passagerer udstyres med antikollisionslogik version 7.1 af det luftbårne antikollisionssystem (ACAS II) for at forebygge kollisioner i luften. Dette krav gælder også for operatører af visse flyvemaskiner, som er registreret i et tredjeland, men gælder ikke for ubemandede luftfartøjssystemer.

(3)

I overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1332/2011 skal luftfartøjer, der ikke er retligt forpligtede til at være udstyret med ACAS II, men som er udstyret med dette system på frivillig basis, have antikollisionslogik version 7.1

(4)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/373 (3) fastsættes fælles krav til udøvere af lufttrafikstyrings- og luftfartstjenester og andre lufttrafikstyringsnetfunktioner og tilsynet med disse udøvere.

(5)

I henhold til gennemførelsesforordning (EU) 2017/373 skal udøvere af kommunikations-, navigations- eller overvågningstjenester påvise, at deres arbejdsmetoder og driftsprocedurer er i overensstemmelse med de standarder, der er fastsat i bilag 10 vedrørende aeronautisk telekommunikation til konventionen angående international civil luftfart, der blev undertegnet i Chicago den 7. december 1944 (»Chicagokonventionen«), for så vidt som de er relevante for udøvelsen af kommunikations-, navigations- eller overvågningstjenester i det berørte luftrum.

(6)

Ved ændring 91 til de internationale standarder og anbefalede fremgangsmåder, aeronautisk telekommunikation — overvågning og antikollisionssystemer (bilag 10, bind IV til Chicagokonventionen) blev det luftbårne antikollisionssystem Xa (ACAS Xa) indført som et alternativ til ACAS II med antikollisionslogik version 7.1.

(7)

I henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2018/1139 skal de nye krav, der er fastsat i nævnte forordning, afspejle det aktuelle tekniske niveau og bedste praksis inden for luftfarten, idet der tages hensyn til de erfaringer på området, der er gjort på internationalt plan, og de videnskabelige og tekniske fremskridt på de respektive områder. Forordning (EU) nr. 1332/2011 bør derfor ændres for at give luftfartøjer, der er udstyret med ACAS Xa, adgang til det fælles europæiske luftrum (SES).

(8)

I henhold til artikel 1, stk. 2, litra g), i forordning (EU) 2018/1139 skal de nye regler, der er fastsat i nævnte forordning, bistå medlemsstaterne med at udøve deres rettigheder og opfylde deres forpligtelser i henhold til Chicagokonventionen ved at sikre en fælles fortolkning og en ensartet og rettidig gennemførelse af dens bestemmelser. Gennemførelsesforordning (EU) 2017/373 skal derfor ændres for at henvise til de seneste bestemmelser i bilag 10 til Chicagokonventionen.

(9)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 127 i forordning (EU) 2018/1139 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Ændring af forordning (EU) nr. 1332/2011

I bilaget til forordning (EU) nr. 1332/2011 affattes punkt AUR.ACAS.1005 således:

»AUR.ACAS.1005   Ydelseskrav

Følgende luftfartøjer med turbinemotor skal udstyres med ACAS II med antikollisionslogik version 7.1 eller med ACAS Xa:

a)

flyvemaskiner med en maksimal certificeret startmasse på over 5 700 kg

b)

flyvemaskiner med godkendelse til at befordre mere end 19 passagerer.

Luftfartøjer, som ikke er omhandlet i punkt 1), og som på frivillig basis er udstyret med ACAS II, skal have antikollisionslogik version 7.1 eller ACAS Xa.

Punkt 1) gælder ikke for ubemandede luftfartøjssystemer«.

Artikel 2

Ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2017/373

I punkt CNS.TR.100 i bilag VIII til gennemførelsesforordning (EU) 2017/373 affattes litra d) således:

»d)

bind IV vedrørende overvågningsradar og antikollisionssystemer, 5. udgave, juli 2014, inkl. alle ændringer til og med nr. 91«.

Artikel 3

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. februar 2025.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 212 af 22.8.2018, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2018/1139/oj.

(2)  Kommissionens forordning (EU) nr. 1332/2011 af 16. december 2011 om fastlæggelse af fælles krav til udnyttelse af luftrummet og operationelle procedurer til forebyggelse af kollisioner i luften (EUT L 336 af 20.12.2011, s. 20, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2011/1332/oj).

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/373 af 1. marts 2017 om fastsættelse af fælles krav til udøvere af lufttrafikstyrings- og luftfartstjenester og andre lufttrafikstyringsnetfunktioner og tilsynet med disse udøvere, om ophævelse af forordning (EF) nr. 482/2008, gennemførelsesforordning (EU) nr. 1034/2011 og (EU) nr. 1035/2011 samt forordning (EU) 2016/1377 og om ændring af forordning (EU) nr. 677/2011 (EUT L 62 af 8.3.2017, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2017/373/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2025/343/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)