|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2025/129 |
22.1.2025 |
RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2025/129
af 21. januar 2025
om en bistandsforanstaltning inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet til støtte for Libanons væbnede styrker
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1, og artikel 41, stk. 2,
under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Rådets afgørelse (FUSP) 2021/509 (1) oprettede den europæiske fredsfacilitet (EPF) til medlemsstaternes finansiering af EU-aktioner under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) med henblik på at bevare fred, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed i henhold til traktatens artikel 21, stk. 2, litra c). I henhold til artikel 1, stk. 2, i afgørelse (FUSP) 2021/509 skal EPF navnlig anvendes til at finansiere bistandsforanstaltninger såsom aktioner til at styrke tredjelandes og regionale og internationale organisationers kapaciteter vedrørende militær- og forsvarsanliggender. |
|
(2) |
Den globale strategi for FUSP fra 2016 fastsætter som mål at styrke sikkerhed og forsvar, investere i staters og samfunds modstandsdygtighed øst for Unionen, og udvikle en integreret tilgang til konflikter og kriser på grundlag af folkeretten, herunder overholdelse af den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret. |
|
(3) |
Den 21. marts 2022 godkendte Unionen det strategiske kompas med det mål at blive en stærkere og mere kompetent sikkerhedsgarant, herunder gennem øget anvendelse af EPF til støtte for partnernes forsvarskapaciteter. |
|
(4) |
I sine konklusioner af 17. og 18. april 2024 bekræftede Det Europæiske Råd på ny Unionens mål om at samarbejde med alle partnere i Mellemøsten med henblik på at undgå yderligere optrapning af spændingerne i regionen, navnlig i Libanon, og understregede Unionens tilsagn om at støtte landets stabilitet. |
|
(5) |
I sine konklusioner af 27. juni 2024 udtrykte Det Europæiske Råd bekymring over de stigende spændinger, navnlig langs den blå linje, og den stigende ødelæggelse og tvangsfordrivelsen af civile på begge sider af den israelsk-libanesiske grænse. Det opfordrede også til yderligere støtte til styrkelsen af Libanon, herunder Libanons væbnede styrker. |
|
(6) |
I sine konklusioner af 19. december 2024 så Det Europæiske Råd med tilfredshed på våbenhvileaftalen af 27. november 2024 mellem Israel og Libanon efter navnlig Frankrigs og USA's mæglingsbestræbelser. Det opfordrede indtrængende parterne til at gennemføre våbenhvilen som aftalt og opfordrede til fuldstændig og symmetrisk gennemførelse af De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 1701 (2006). Det Europæiske Råd mindede i den forbindelse om den grundlæggende stabiliserende rolle, som De Forenede Nationers midlertidige styrke i Libanon (UNIFIL) spiller i det sydlige Libanon. Unionen vil fortsat støtte Libanons suverænitet, territoriale integritet og statsopbygningsindsats, herunder ved at bidrage til styrkelsen af Libanons væbnede styrker. Det Europæiske Råd opfordrede de libanesiske politiske ledere til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at bryde det politiske og økonomiske dødvande, herunder hurtigt valg af en præsident. |
|
(7) |
Den 13. december 2024 modtog Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik en anmodning fra Libanon, hvori Unionen anmodes om at yde yderligere bistand til en styrkelse af Libanons væbnede styrkers kapaciteter. |
|
(8) |
Bistandsforanstaltningerne skal gennemføres under hensyntagen til principperne og kravene i afgørelse (FUSP) 2021/509, navnlig overholdelse af Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP (2), og i overensstemmelse med reglerne for gennemførelse af indtægter og udgifter, der finansieres inden for rammerne af EPF. |
|
(9) |
Rådet bekræfter på ny, at det er fast besluttet på at beskytte, fremme og overholde menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og de demokratiske principper og at styrke retsstaten og god regeringsførelse i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt, verdenserklæringen om menneskerettighederne og folkeretten, navnlig den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Oprettelse, mål, anvendelsesområde og varighed
1. Der oprettes hermed en bistandsforanstaltning, som skal finansieres inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet (EPF) (»bistandsforanstaltningen«), til fordel for Libanon (»modtageren«).
2. Bistandsforanstaltningens mål er at bidrage til at styrke Libanons væbnede styrkers kapaciteter til at gendeployere samt til at sikre og opretholde stabiliteten i det sydlitanske område i Libanon i overensstemmelse med De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 1701 (2006), og efterfølgende at bidrage til at beskytte civilbefolkningen.
3. For at nå det i stk. 2 omhandlede mål finansierer bistandsforanstaltningen følgende typer ikkedødbringende udstyr:
|
a) |
støtteudstyr i marken |
|
b) |
teknisk udstyr |
|
c) |
kampteknisk udstyr |
|
d) |
mobilitetsudstyr |
|
e) |
medicinsk udstyr. |
Bistandsforanstaltningen finansierer også forsyninger og tjenester i tilknytning hertil, herunder teknisk uddannelse, hvor det er nødvendigt.
4. Bistandsforanstaltningens varighed er 36 måneder fra datoen for vedtagelsen af denne afgørelse.
Artikel 2
Finansielle ordninger
1. Det finansielle referencebeløb til dækning af udgifterne i forbindelse med bistandsforanstaltningen udgør 60 000 000 EUR.
2. Alle udgifter forvaltes i overensstemmelse med afgørelse (FUSP) 2021/509 og reglerne for gennemførelse af indtægter og udgifter, der finansieres inden for rammerne af EPF.
3. Udgifter i forbindelse med gennemførelsen af bistandsforanstaltningen er støtteberettigede fra datoen for vedtagelsen af denne afgørelse.
Artikel 3
Ordninger med modtageren
1. Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»den højtstående repræsentant«) indgår de nødvendige ordninger med modtageren for at sikre dens overholdelse af de krav og betingelser, der er fastsat ved denne afgørelse, som en betingelse for ydelse af støtte inden for rammerne af bistandsforanstaltningen.
2. De ordninger, der er omhandlet i stk. 1, skal omfatte bestemmelser, der forpligter modtageren til at sikre:
|
a) |
at de enheder i Libanons væbnede styrker, der ydes støtte inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, overholder den relevante folkeret, navnlig den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret |
|
b) |
korrekt og effektiv anvendelse af aktiver, der stilles til rådighed inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, til de formål, hvortil de stilles til rådighed |
|
c) |
tilstrækkelig vedligeholdelse af aktiver, der stilles til rådighed inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, for at sikre, at de er anvendelige og operationelt disponible i hele deres livscyklus |
|
d) |
at aktiver, som stilles til rådighed inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, ikke går tabt eller overføres til andre personer eller enheder end dem, der er identificeret i disse ordninger. |
3. De ordninger, der er omhandlet i stk. 1, skal omfatte bestemmelser om suspension og ophævelse af støtten inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, hvis modtageren tilsidesætter de i stk. 2 fastsatte forpligtelser.
Artikel 4
Gennemførelse
1. Den højtstående repræsentant er ansvarlig for at sikre gennemførelsen af denne afgørelse i overensstemmelse med afgørelse (FUSP) 2021/509 og i overensstemmelse med reglerne for gennemførelse af indtægter og udgifter, der finansieres inden for rammerne af EPF, og med den integrerede metodologiske ramme for vurdering og fastlæggelse af de krævede foranstaltninger og kontroller med henblik på bistandsforanstaltninger inden for rammerne af EPF.
2. Gennemførelsen af de i denne afgørelses artikel 1, stk. 3, omhandlede aktiviteter varetages af:
|
a) |
det centrale projektstyringsagentur |
|
b) |
Italiens forsvarsministerium gennem dets Agenzia Industrie Difesa |
|
c) |
administratoren for bistandsforanstaltninger gennem en administrativ ordning med Économat des Armées i overensstemmelse med artikel 37 i afgørelse (FUSP) 2021/509. |
Artikel 5
Tilsyn, kontrol og evaluering
1. Den højtstående repræsentant fører tilsyn med modtagerens overholdelse af forpligtelserne i artikel 3. Dette tilsyn skal anvendes til at skabe bevidsthed om konteksten og risiciene for tilsidesættelse af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 3, og til at bidrage til at forebygge sådanne tilsidesættelser, herunder krænkelser af den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret begået af enheder i Libanons væbnede styrker, som modtager støtte inden for rammerne af bistandsforanstaltningen.
2. Kontrol af udstyr og forsyninger efter afsendelse tilrettelægges som følger:
|
a) |
leveringsverifikation, hvorved EPF-leveringsattester skal undertegnes af slutbrugerstyrkerne ved overdragelsen af ejendomsretten |
|
b) |
rapportering om fortegnelsen, hvorved modtageren skal aflægge årlig rapport om fortegnelsen over udpegede genstande, indtil Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) ikke længere anser en sådan rapportering for nødvendig |
|
c) |
besøg på stedet, hvorved modtageren efter anmodning skal give den højtstående repræsentant og EPF-revisorer adgang til at foretage kontroller på stedet og EPF-revisioner. |
3. Den højtstående repræsentant foretager en endelig evaluering, når bistandsforanstaltningen er afsluttet, for at vurdere, hvorvidt bistandsforanstaltningen har bidraget til at nå målene i artikel 1, stk. 2.
Artikel 6
Rapportering
I gennemførelsesperioden forelægger den højtstående repræsentant halvårlige rapporter om gennemførelsen af bistandsforanstaltningen for PSC i overensstemmelse med artikel 63 i afgørelse (FUSP) 2021/509. Administratoren for bistandsforanstaltninger orienterer regelmæssigt det ved afgørelse (FUSP) 2021/509 nedsatte facilitetsudvalg om modtagelsen af indtægter og afholdelsen af udgifter i overensstemmelse med nævnte afgørelses artikel 38, herunder ved at give oplysninger om de involverede leverandører og underleverandører.
Artikel 7
Suspension og ophør
1. PSC kan beslutte helt eller delvis at suspendere gennemførelsen af bistandsforanstaltningen i overensstemmelse med artikel 64 i afgørelse (FUSP) 2021/509.
2. PSC kan henstille, at Rådet ophæver bistandsforanstaltningen.
Artikel 8
Ikrafttræden
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 21. januar 2025.
På Rådets vegne
A. DOMAŃSKI
Formand
(1) Rådets afgørelse (FUSP) 2021/509 af 22. marts 2021 om oprettelse af en europæisk fredsfacilitet og om ophævelse af afgørelse (FUSP) 2015/528 (EUT L 102 af 24.3.2021, s. 14, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2021/509/oj).
(2) Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december 2008 om fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr (EUT L 335 af 13.12.2008, s. 99, ELI: http://data.europa.eu/eli/compos/2008/944/oj).
ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/129/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)